Skriftlig fremsættelse (30. april 2024)
Tilhører sager:
Aktører:
AN16307
https://www.ft.dk/ripdf/samling/20231/lovforslag/l186/20231_l186_fremsaettelsestale.pdf
Skriftlig fremsættelse (30. april 2024) Skatteministeren (Jeppe Bruus): Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte: Forslag til lov om ændring af minimumsbeskatningsloven og ligningsloven (Gennemførel-se af OECD’s administrative retningslinjer om minimumsbeskatningsreglerne og ændring af listen over lande, der er omfattet af defensive foranstaltninger) (Lovforslag nr. L 186) Regeringen har den opfattelse, at det er vigtigt, at verdens største og mest profitable koncerner er pålagt at betale en retfærdig skat ligesom alle andre virksomheder. OECD-afta- len fra 2021 om bl.a. en minimumsskat på mindst 15 pct. udgjorde i den henseende et historisk gennembrud. Formålet med lovforslaget er at sikre, at minimumsbeskatningsloven fuldt ud lever op til OECD’s modelregler og OECD’s admi- nistrative retningslinjer herom. Der foreslås indført værnsregler, som skal hindre, at koncerner indgår omgåelsesarrangementer mhp. udnyttelse af den særlige overgangsregel i minimumsbeskatningsloven om adgang til at fastsætte ekstraskatten til nul med udgangs- punkt i koncernens land for land-rapporter. Med forslaget gennemføres de værnsregler, der fremgår af OECD’s admi- nistrative retningslinjer fra december 2023. Bebyrdende be- skatningsregler bør kun indføres med tilbagevirkende kraft, når afgørende hensyn gør det påkrævet. Da værnsreglerne skal sikre, at minimumsbeskatningslovens regler ikke vil kunne omgås, foreslås reglerne indført med virkning for regnskabsår, der påbegyndes den 31. december 2023 eller senere, hvilket svarer til den dato, hvorfra minimumsbeskat- ningsreglerne i øvrigt har virkning. Det foreslås desuden, at der i overensstemmelse med OECD’s administrative retningslinjer fra december 2023 fastsættes forenklede beregningsregler for anvendelsen af den permanente undtagelsesbestemmelse (safe harbour), som OECD indgik aftale om i december 2022. De foreslåe- de forenklede regler skal gælde specifikt for koncernenheder i en jurisdiktion, når sådanne enheders regnskab ikke er in- kluderet i den multinationale koncerns konsoliderede regn- skaber udelukkende på grund af størrelse eller væsentlighed. Derudover foreslås en række ændringer og justeringer af minimumsbeskatningsloven, der navnlig har til formål at gennemføre de krav til de nationale gennemførelsesbestem- melser, der fremgår af OECD’s administrative retningslinjer fra juli 2023 og december 2023, og som vurderes at burde fremgå af minimumsbeskatningslovens ordlyd. Endeligt foreslås en ændring af listen over de lande, der er omfattet af de danske defensive foranstaltninger over for lande på EU’s sortliste over skattely, således at listen er i overensstemmelse med EU’s liste over ikke-samarbejdsvil- lige skattejurisdiktioner. Bahamas, Belize, Seychellerne og Turks- og Caicosøerne fjernes efter lovforslaget fra listen. Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske konse- kvenser for det offentlige. Den foreslåede værnsregel vil hindre, at der opstår et utilsigtet mindreprovenu. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2024 i overensstemmelse med de fælles ikrafttrædelsesdatoer. Da lovforslaget gennemfører administrative retningslinjer fra OECD, der blev offentliggjort den 18. december 2023, og afspejler en ændring af EU’s sortliste over skattely, der blev besluttet den 20. februar 2024, fremsættes det af hen- syn til bl.a. en sædvanlig høringsproces først efter den 1. april 2024. Lovforslaget ønskes vedtaget i indeværende fol- ketingsår. Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling. Til lovforslag nr. L 186 Folketinget 2023-24 Skattemin., j.nr. 2023-9536 AN016307