Skriftlig fremsættelse (30. april 2024)

Tilhører sager:

Aktører:


    AN16308

    https://www.ft.dk/ripdf/samling/20231/lovforslag/l182/20231_l182_fremsaettelsestale.pdf

    Skriftlig fremsættelse (30. april 2024)
    Skatteministeren (Jeppe Bruus):
    Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
    Forslag til lov om afgift af CO2e-emissioner fra
    kvoteomfattede sektorer (emissionsafgiftsloven)
    (Lovforslag nr. L 182)
    Den daværende regering (Socialdemokratiet), Venstre,
    Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konserva-
    tive Folkeparti indgik den 24. juni 2022 Aftale om grøn
    skattereform for industri mv. Lovforslaget har til formål at
    udmønte de dele af aftalen, der vedrører en høj og ensartet
    CO2-afgift.
    Aftalen om en grøn skattereform for industri mv. indebæ-
    rer en samlet CO2-reduktion på 4,3 mio. ton 2030. En højere
    og mere ensartet CO2-afgift er et vigtigt instrument til det-
    te. Det er derfor aftalt, at afgiftsniveaet i 2030 udgør 750
    kr. pr. ton udledt CO2 for virksomheder uden for EU’s kvo-
    tehandelssystem og 375 kr. pr. ton udledt CO2 for virksom-
    heder indenfor. Mineralogiske processer m.v. får en afgift på
    125 kr. pr. ton udledt CO2 i 2030. Der er i dag energiafgift
    på visse sektorer, og virksomheder uden for EU’s kvotehan-
    delssystem er omfattet af CO2-afgift. Lovforslagene indebæ-
    rer samlet set en ny emissionsafgift på 375 kr. pr. ton CO2,
    dog 125 kr. pr. ton CO2 for kvoteomfattede mineralogiske
    processer m.v., en omlægning af den gældende energi- og
    CO2-afgift, så CO2-afgiften udgør 750 kr. pr. ton CO2 og en
    udvidelse til færger, fiskere og indenrigsluftfart.
    Med nærværende forslag til emissionsafgiftsloven fore-
    slås det at indføre en ny afgift på 375 kr. pr. ton udledt
    CO2 for de virksomheder, som er omfattet af EU’s kvote-
    handelssystem (ETS I), dog på 125 kr. pr. ton udledt CO2
    for mineralogiske processer m.v. Afgiften foreslås indfaset
    fra 2025-2030. Afgiftsniveauer er opgjort i 2022-niveau li-
    gesom i aftalen.
    Lovforslagets økonomiske og klimamæssige konsekven-
    ser er vurderet sammen med forslag til lov om ændring
    af lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, lov om
    energiafgift af mineralolieprodukter m.v., lov om afgift af
    naturgas og bygas m.v., lov om afgift af stenkul, brunkul
    og koks m.v. og forskellige andre love (Gennemførelse af
    dele af »aftale om grøn skattereform for industri mv.« fra
    juni 2022, ændringer som følge af emissionsafgiftsloven
    og udvidelse af adgang til ekstraordinær genoptagelse på
    afgiftsområdet). Lovforslagene skønnes samlet set at medfø-
    re et umiddelbart merprovenu på ca. 2.050 mio. kr. i 2030
    og ca. 900 mio. kr. efter tilbageløb og adfærd i 2030. Varigt
    skønnes virkningen efter tilbageløb og adfærd usikkert at
    udgøre ca. 375 mio. kr. Samlet set skønnes lovforslagene at
    medføre en CO2-reduktion på ca. 2,6 mio. ton CO2 i 2030.
    Lovforslaget er omfattet af de fælles ikrafttrædelsesdato-
    er og foreslås at træde i kraft den 1. januar 2025. Skatte-
    ministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af bestem-
    melsen vedrørende lempelsen for mineralogiske processer
    m.v. i emissionsafgiftsloven, der kræver godkendelse af EU-
    Kommissionen efter EU᾽s statsstøtteregler.
    Lovforslaget skal sambehandles med forslag til lov om
    ændring af lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter,
    lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v., lov om
    afgift af naturgas og bygas m.v., lov om afgift af stenkul,
    brunkul og koks mv. og forskellige andre love (Gennemfø-
    relse af dele af »aftale om grøn skattereform for industri
    mv.« fra juni 2022, ændringer som følge af emissionsafgifts-
    loven og udvidelse af adgang til ekstraordinær genoptagelse
    på afgiftsområdet) (L 183).
    Lovforslaget fremsættes efter den 1. april 2024, da Skat-
    teforvaltningen skal have den fornødne tid efter vedtagelsen
    til at implementere ændringerne, inden loven skal træde i
    kraft den 1. januar 2025. Lovforslaget ønskes vedtaget i
    indeværende folketingsår.
    Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende
    bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det
    Høje Tings velvillige behandling.
    Til lovforslag nr. L 182 Folketinget 2023-24
    Skattemin., j.nr. 2022-14171
    AN016308