Fremsat den 10. april 2024 af justitsministeren

Tilhører sager:

Aktører:


    AA14159

    https://www.ft.dk/ripdf/samling/20231/lovforslag/l150/20231_l150_som_fremsat.pdf

    Fremsat den 10. april 2024 af justitsministeren
    Forslag
    til
    Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love
    (Gennemførelse af dele af Bandepakke IV)
    Justitsministeriet
    § 1
    I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1360 af 28.
    september 2022, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 1786 af
    28. december 2023, foretages følgende ændringer:
    1. I § 38, stk. 5, indsættes efter »enten er anvendt«: »knive
    og blankvåben m.v.,«.
    2. I § 41, stk. 3, indsættes efter »enten er anvendt«: »knive
    og blankvåben m.v.,«.
    3. I § 76 a, stk. 1 og 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 5, ændres
    »formuegoder« til: »formueaktiver«, i stk. 2, nr. 1, og stk. 3,
    3. pkt., ændres »formuegodet« til: »formueaktivet«, og i stk.
    4 ændres »formuegode« til: »formueaktiv«.
    4. I § 76 a, stk. 2, ændres »eller samlever« til: », samlever
    eller andre med en særlig tæt relation til den pågældende«.
    5. I § 76 a, stk. 2, nr. 2, ændres »eller samlivsforholdet« til:
    », samlivsforholdet eller relationen«.
    6. § 79 a affattes således:
    »§ 79 a. Den, som idømmes ubetinget fængselsstraf eller
    anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for
    en overtrædelse, der er omfattet af § 81 a, kan ved dommen
    gives opholdsforbud efter stk. 2 og kontaktforbud efter stk.
    3. Det samme gælder den, som idømmes ubetinget fængsels-
    straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende
    karakter for overtrædelse af denne lov, lov om euforiserende
    stoffer, våbenloven eller knivloven, og som på gerningstids-
    punktet har tilknytning til en gruppe af personer, der tilsam-
    men står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, når over-
    trædelsen har relation til den dømtes tilknytning til gruppen.
    Stk. 2. Ved opholdsforbud forstås et forbud mod at færdes
    og opholde sig i et eller flere nærmere afgrænsede områ-
    der, hvor den pågældende lovovertrædelse er begået, eller
    hvor den gruppe af personer, som den dømte på gernings-
    tidspunktet har tilknytning til, opholder sig.
    Stk. 3. Ved kontaktforbud forstås et forbud mod at søge at
    kontakte personer, der har tilknytning til samme gruppe af
    personer, som den dømte på gerningstidspunktet har tilknyt-
    ning til. Kontaktforbud omfatter dog ikke nærmeste familie-
    medlemmer, i det omfang det ville stride mod Danmarks in-
    ternationale forpligtelser. Kontaktforbud omfatter endvidere
    ikke andre indsatte i kriminalforsorgens varetægt, når den
    dømte er i kriminalforsorgens varetægt.
    Stk. 4. Politiet kan meddele tilladelse til færden eller op-
    hold i et område omfattet af et opholdsforbud efter stk. 1, jf.
    stk. 2, og til kontakt med en person omfattet af et kontakt-
    forbud efter stk. 1, jf. stk. 3, hvis det af særlige grunde må
    anses for beføjet.
    Stk. 5. Forbud efter stk. 1 gives på tid fra 1 til 10 år regnet
    fra endelig dom. Ved udståelse af fængselsstraf eller anden
    strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter forlænges
    forbuddet tilsvarende.
    Stk. 6. Politiet fører tilsyn med den dømtes overholdelse
    af forbud efter stk. 1. Politiet kan som led i gennemførelsen
    af et tilsyn med et meddelt kontaktforbud efter stk. 1, jf.
    stk. 3, uden retskendelse skaffe sig adgang til den dømtes
    bolig og andre lokaliteter, som den dømte råder over, og
    foretage undersøgelse heraf. Tilsvarende kan politiet uden
    retskendelse foretage undersøgelse af breve og andre papirer
    og genstande, som den dømte råder over, og om nødven-
    digt medtage disse med henblik på undersøgelse af deres
    indhold.
    Stk. 7. Tilsyn efter stk. 6 skal udføres så skånsomt, som
    omstændighederne tillader, og gennemførelsen af tilsynet
    skal stå i rimeligt forhold til tilsynets formål.
    Stk. 8. Politiet kan videregive oplysninger til den dømte
    om, at en person har tilknytning til samme gruppe af person-
    Lovforslag nr. L 150 Folketinget 2023-24
    Justitsmin., j.nr. 2023-05184
    AA014159
    er som den dømte. Videregivelse må kun ske i det omfang,
    det er nødvendigt for at håndhæve et meddelt kontaktforbud
    efter stk. 1, jf. stk. 3.
    Stk. 9. Den dømte har tavshedspligt med hensyn til de
    oplysninger, der er nævnt i stk. 8. §§ 152 og 152 c-152 f
    finder tilsvarende anvendelse.
    Stk. 10. Den dømte kan 3 år efter løsladelsen eller ud-
    skrivningen forlange, at anklagemyndigheden indbringer
    spørgsmålet om opretholdelse af et forbud efter stk. 1 for
    retten. Når særlige omstændigheder taler for det, kan justits-
    ministeren tillade, at indbringelse for retten sker tidligere. §
    59, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. Afgørelsen træffes
    ved kendelse. Går afgørelsen ud på, at et forbud helt eller
    delvis opretholdes, kan spørgsmålet på ny indbringes for
    retten, dog tidligst efter 2 års forløb.
    Stk. 11. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om
    1) tilladelser efter stk. 4, herunder om indgivelse af ansøg-
    ning, vilkår for tilladelser og tilbagekaldelse af tilladel-
    ser,
    2) gennemførelse af tilsyn som nævnt i stk. 6,
    3) klage over politiets dispositioner i forbindelse med til-
    syn som nævnt i stk. 6,
    4) politiets videregivelse af oplysninger som nævnt i stk.
    8,
    5) den dømtes tavshedspligt samt opbevaring og behand-
    ling af oplysninger som nævnt i stk. 8 og
    6) straf af bøde for overtrædelse af regler fastsat i medfør
    af nr. 5.«
    7. I § 79 c, stk. 1, indsættes efter »134 a«: », 191«, og
    efter »291,« indsættes: »af lovgivningen om euforiserende
    stoffer,«.
    8. I § 79 d, stk. 1, indsættes efter »i medfør af«: »§ 79 a, stk.
    8,«.
    9. Efter § 79 d indsættes i kapitel 9:
    »§ 79 e. Den, som dømmes for overtrædelse af §§ 191,
    191 a eller 192 a, kan ved dommen gives forbud mod at rej-
    se til og opholde sig i nærmere bestemte lande. Det samme
    gælder den, som idømmes ubetinget fængselsstraf eller an-
    den strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for
    overtrædelse af denne lov, lov om euforiserende stoffer, lov
    om forbud mod visse dopingmidler eller våbenloven, og
    som på gerningstidspunktet har tilknytning til en gruppe
    af personer, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig
    kriminalitet, når overtrædelsen har relation til den dømtes
    tilknytning til gruppen.
    Stk. 2. Rejseforbud efter stk. 1 kan gives, hvis
    1) den dømte på gerningstidspunktet har dansk indfødsret
    eller bopæl i den danske stat,
    2) det begåede forhold har forbindelse til udlandet,
    3) det efter karakteren af det begåede forhold og oplysnin-
    gerne om den dømtes person må antages, at der er
    fare for, at den dømte vil begå ny lovovertrædelse af
    lignende beskaffenhed med forbindelse til det eller de
    lande, som forholdet har forbindelse til, jf. nr. 2, og
    4) et rejseforbud vil være egnet til at forebygge den fare,
    der er nævnt i nr. 3.
    Stk. 3. Politiet kan meddele tilladelse til at rejse til og
    opholde sig i et land omfattet af et rejseforbud efter stk. 1,
    hvis det af særlige grunde må anses for beføjet.
    Stk. 4. Rejseforbud gives på tid fra 1 til 5 år regnet
    fra endelig dom. Ved udståelse af fængselsstraf eller anden
    strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter forlænges
    rejseforbuddet tilsvarende.
    Stk. 5. Den dømte kan 3 år efter endelig dom forlange,
    at anklagemyndigheden indbringer spørgsmålet om rejsefor-
    buddets opretholdelse for retten. Ved udståelse af fængsels-
    straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende
    karakter forlænges perioden i 1. pkt. tilsvarende. Når særlige
    omstændigheder taler for det, kan justitsministeren tillade,
    at indbringelse for retten sker tidligere. § 59, stk. 2, finder
    tilsvarende anvendelse. Afgørelsen træffes ved kendelse.
    Stk. 6. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om til-
    ladelser efter stk. 3, herunder om indgivelse af ansøgning,
    vilkår for tilladelser og tilbagekaldelse af tilladelser.«
    10. I § 81, nr. 14, ændres »hverv.« til: »hverv,«.
    11. I § 81 indsættes som nr. 15:
    »15) at gerningen har ydmygende karakter.«
    12. I § 81 a, stk. 1, indsættes efter »enten anvendes«: »knive
    og blankvåben m.v.,«.
    13. I § 81 a indsættes som stk. 3:
    »Stk. 3. Den straf, der er foreskrevet i denne lovs § 289,
    stk. 1, § 290, stk. 2, og § 290 a, stk. 2, kan forhøjes indtil
    det dobbelte, hvis den dømte på gerningstidspunktet har
    tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag
    omfattende og alvorlig kriminalitet, når overtrædelsen har
    relation til den dømtes tilknytning til gruppen.«
    14. I § 124 a, stk. 1, ændres »og § 79 b, stk. 1« til: »§ 79 b,
    stk. 1, eller § 79 e, stk. 1«.
    15. Efter § 191 a indsættes:
    »§ 191 b. Den, som er fyldt 18 år og tidligere er idømt
    fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsbe-
    røvende karakter for overtrædelse af denne lov, lov om
    euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven, og som
    foretager en handling, der er egnet til at bidrage til, at en
    person under 18 år involveres i kriminalitet omfattet af disse
    love, straffes med fængsel indtil 4 år. Det gælder dog ikke,
    når der er forløbet mere end 10 år fra endelig dom.
    Stk. 2. Overtrædelse af stk. 1, der som følge af gernings-
    personens ukendskab til personens alder ikke kan tilregnes
    gerningspersonen som forsætlig, straffes med en forholds-
    mæssig mindre straf, hvis gerningspersonen dog har handlet
    uagtsomt.«
    16. I § 192 a, stk. 1, ændres »tilvirke« til: »fremstille«.
    17. I § 192 a indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
    2
    »Stk. 3. Straffen efter stk. 1 kan stige til fængsel indtil
    16 år, hvis overtrædelsen består i besiddelse af flere skyde-
    våben, andre våben eller eksplosivstoffer på samme sted
    (våbenlager).«
    Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
    § 2
    I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 250 af 4. marts
    2024, foretages følgende ændringer:
    1. Efter § 110 b indsættes:
    »§ 110 c. National Enhed for Særlig Kriminalitet kan
    oprette tværfaglige efterforskningsgrupper med deltagelse af
    Erhvervsstyrelsen samt told- og skatteforvaltningen. Natio-
    nal Enhed for Særlig Kriminalitet kan desuden beslutte, at
    andre myndigheder, end dem der er nævnt i 1. pkt., kan
    deltage i en tværfaglig efterforskningsgruppe.
    Stk. 2. Myndigheders deltagelse i en efterforskningsgrup-
    pe, jf. stk. 1, sker under ledelse af National Enhed for Særlig
    Kriminalitet og i overensstemmelse med de regler, der gæl-
    der for politiets varetagelse af de pågældende opgaver.
    Stk. 3. De myndigheder, der deltager i en efterforsknings-
    gruppe, jf. stk. 1, kan uanset tavshedspligt fastsat i anden
    lovgivning dele og videregive oplysninger til myndigheder,
    der deltager i efterforskningsgruppen, hvis oplysningerne
    kan have betydning for efterforskningen.
    Stk. 4. Personer, der deltager i en efterforskningsgruppe,
    jf. stk. 1, er under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e
    forpligtet til at hemmeligholde oplysninger, som modtages i
    forbindelse med efterforskningen, jf. dog stk. 6.
    Stk. 5. Tavshedspligten i stk. 4 gælder også videregivelse
    til den fysiske eller juridiske person, som oplysningerne ve-
    drører, uanset en eventuel retlig forpligtelse til at videregive
    oplysningerne til den pågældende i henhold til anden lovgiv-
    ning, jf. dog stk. 6.
    Stk. 6. Oplysninger omfattet af stk. 4 kan efter samtykke
    fra den myndighed, der har afgivet oplysningerne, inddrages
    i den modtagende myndigheds sagsbehandling. Foreligger
    der samtykke, finder de regler, der i almindelighed gælder
    for den modtagende myndighed, og som i medfør af stk. 4
    og 5 er fraveget, anvendelse.«
    2. I § 115 indsættes som stk. 5:
    »Stk. 5. Politiets videregivelse af oplysninger efter stk.
    1, nr. 1, kan omfatte oplysninger om enkeltpersoners til-
    knytning til bandemiljøer, herunder oplysninger om, at et
    familiemedlem er dømt for en overtrædelse omfattet af straf-
    felovens § 81 a. Den, der som led i det kriminalitetsforebyg-
    gende samarbejde (SSP-samarbejdet), jf. stk. 1, nr. 1, bliver
    bekendt med sådanne oplysninger, har tavshedspligt med
    hensyn hertil.«
    3. I § 115 a indsættes efter »Politiet«: »og de sociale myn-
    digheder«.
    4. I § 729 a, stk. 4, 2. pkt., indsættes efter »hovedforhand-
    lingen«: », eller så længe det er nødvendigt af hensyn til
    sikring af krav i sagen, hvis det ikke giver anledning til
    væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af den pågæl-
    dendes forsvar«.
    5. I § 729 a indsættes som stk. 5:
    »Stk. 5. Retten træffer efter begæring fra forsvareren af-
    gørelse om, hvorvidt et pålæg efter stk. 4, der også gælder
    efter, at tiltalte har afgivet forklaring under hovedforhandlin-
    gen, kan opretholdes. Afgørelsen træffes ved kendelse. Ken-
    delsen kan til enhver tid omgøres. Retten kan på begæring
    bestemme, at der ikke skal gives sigtede underretning om
    retsmøder, der afholdes i henhold til 1. pkt., eller at sigtede
    skal være udelukket fra at overvære sådanne retsmøder helt
    eller delvis, hvis det er nødvendigt af hensyn til sikring af
    krav i sagen.«
    6. I § 748, stk. 6, 3. pkt., indsættes efter »hovedforhand-
    lingen«: », eller så længe det er nødvendigt af hensyn til
    sikring af krav i sagen, hvis det ikke giver anledning til
    væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af den pågæl-
    dendes forsvar«.
    7. § 754 b, stk. 2, affattes således:
    »Stk. 2. Foranstaltningerne må efter aftale med politiet
    udføres af civile personer, der ikke på grund af afhængig-
    hedsforhold til politiet eller andre omstændigheder må be-
    frygtes ikke at ville udføre opgaven på betryggende måde,
    herunder hvis der er risiko for, at der vil blive handlet i strid
    med stk. 1.«
    8. I § 754 c indsættes som stk. 4:
    »Stk. 4. I de tilfælde, der er nævnt i § 754 b, stk. 2,
    skal der beskikkes en advokat for den eller de personer,
    der berøres af indgrebet, inden retten træffer afgørelse, og
    advokaten skal have lejlighed til at udtale sig. Advokaten
    skal beskikkes fra den særlige kreds af advokater, som er
    nævnt i § 729 c, stk. 6. Advokaten skal underrettes om
    alle retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå rettens
    kendelse om anvendelse af personer som nævnt i § 754 b,
    stk. 2, og er berettiget til at overvære disse samt til at gøre
    sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt
    til brug for sagen. § 785, stk. 1, 2.-5. pkt., og stk. 2, finder
    tilsvarende anvendelse.«
    9. I § 762, stk. 2, nr. 2, indsættes efter »§ 123,«: »§ 124 a,
    stk. 1, jf. § 79 a, stk. 1, eller § 79 b, stk. 1,«.
    10. I § 776 indsættes som 9. og 10. pkt.:
    »Justitsministeren fastsætter desuden regler om påhør, af-
    lytning og optagelse af varetægtsarrestanters telefonsamtaler
    samt om kontrol af optagelserne. Påhør, aflytning og opta-
    gelse samt kontrol kan ske uden retskendelse.«
    11. I § 783, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »§§ 191«: », 191
    a«, og »eller §§ 262 a, 262 b eller 288« ændres til: »§§ 262 a
    eller 262 b, § 286, stk. 1, jf. § 276, §§ 288 eller 289, § 289,
    jf. § 289 a, eller § 290 a, stk. 2«.
    3
    12. I § 799, stk. 1, 1. pkt., ændres »§ 288 eller 289« til: »§
    286, stk. 2, jf. § 279, § 286, stk. 2, jf. § 279 a, §§ 288 eller
    289, § 290, stk. 2, jf. stk. 1, eller § 290 a, stk. 2, jf. stk. 1«.
    13. I § 856, stk. 1, indsættes efter »tiltalte«: »eller flere
    tiltalte i sagen«.
    14. I § 871, stk. 2, nr. 3, indsættes efter »eller når et vidne
    nægter at afgive forklaring«: », eller når afgivelse af forkla-
    ring vil udsætte vidnet for unødigt ubehag«.
    15. Efter § 1019 r indsættes i kapitel 93 b:
    »§ 1019 s. Reglerne i dette kapitel finder tilsvarende an-
    vendelse i forhold til adfærd udvist af personale i andre
    myndigheder, som varetager politimæssige opgaver eller op-
    gaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølg-
    ning, når personalet deltager i tværfaglige efterforsknings-
    grupper efter § 110 c. De underretninger, som omtales i §
    1019 o, stk. 1, sker i forhold til personale fra andre myndig-
    heder i tværfaglige efterforskningsgrupper efter § 110 c til
    politidirektøren for National Enhed for Særlig Kriminalitet,
    rigspolitichefen og vedkommendes arbejdsgiver.«
    16. Efter § 1020 m indsættes i kapitel 93 c:
    »§ 1020 n. Reglerne i dette kapitel finder tilsvarende
    anvendelse i forhold til strafbare forhold begået af personale
    i andre myndigheder, som varetager politimæssige opgaver
    eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og straf-
    forfølgning, når personalet deltager i tværfaglige efterforsk-
    ningsgrupper efter § 110 c. De underretninger, som omtales
    i § 1019 o, stk. 1, jf. § 1020 a, stk. 3, sker i forhold til per-
    sonale fra andre myndigheder i tværfaglige efterforsknings-
    grupper efter § 110 c til politidirektøren for National Enhed
    for Særlig Kriminalitet, rigspolitichefen og vedkommendes
    arbejdsgiver.«
    § 3
    I lov nr. 376 af 27. april 2016 om knive og blankvåben
    m.v., som ændret ved § 5 i lov nr. 329 af 30. marts 2019 og
    § 6 i lov nr. 1832 af 8. december 2020, foretages følgende
    ændringer:
    1. I § 7, stk. 1, ændres »der« til: »som«.
    2. I § 7, stk. 2, 2. pkt., indsættes efter »288«: », eller
    hvor kniven eller blankvåbnet m.v. ved overtrædelsen af
    § 1, besiddes på ungdomsskoler, uddannelsesinstitutioner,
    ungdomsklubber og i den offentlige transport«.
    § 4
    I lov om våben og eksplosivstoffer m.v., jf.
    lovbekendtgørelse nr. 1736 af 26. august 2021, foretages
    følgende ændringer:
    1. I § 1, stk. 1, nr. 1, ændres »samt« til: »og«.
    2. I § 10, stk. 1, 1. pkt., ændres »der« til: »som«.
    3. I § 10 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
    »Stk. 3. Ved fastsættelse af straffen for overtrædelse af §
    1, stk. 1, nr. 8, og § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 8, skal det
    særlig anses for skærpende, hvis en overtrædelse begås af en
    person, der tidligere er idømt fængselsstraf for overtrædelse
    af §§ 1 eller 2, lov om knive og blankvåben m.v. §§ 1 eller 2
    eller straffelovens § 119, stk. 1 eller 2, §§ 119 b, 123, 192 a,
    216, 237, 243-246, 266 eller 288.«
    Stk. 3-5 bliver herefter stk. 4-6.
    § 5
    I lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser,
    jf. lovbekendtgørelse nr. 1209 af 18. november 2014, som
    ændret bl.a. ved § 2 i lov nr. 895 af 21. juni 2022 og senest
    ved lov nr. 1551 af 12. december 2023, foretages følgende
    ændringer:
    1. I § 6 a indsættes efter »dog«: »stk. 2 og«.
    2. I § 6 a indsættes som stk. 2:
    »Stk. 2. Erstatning kan nedsættes eller bortfalde, hvis ska-
    delidte gennem sin adfærd har udsat sig for en særlig risiko
    for den pågældende skade.«
    3. I § 11 a, stk. 1, indsættes efter »dog«: »§ 6 a, stk. 2, og«.
    § 6
    I lov om tv-overvågning, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af
    24. februar 2023, foretages følgende ændring:
    1. I § 2, stk. 1, nr. 3, litra b, § 2 c, stk. 1, og § 2 d, stk. 1,
    udgår »umiddelbar«.
    § 7
    I lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbekendtgørelse
    nr. 201 af 28. februar 2023, som ændret ved § 1 i lov nr. 893
    af 21. juni 2022, § 5 i lov nr. 331 af 28. marts 2023 og lov
    nr. 1552 af 12. december 2023, foretages følgende ændring:
    1. I § 46, stk. 3, indsættes efter »enten er anvendt«: »knive
    og blankvåben m.v.,«.
    Skatteministeriet
    § 8
    I lov om en børne- og ungeydelse, jf. lovbekendtgørelse
    nr. 724 af 25. maj 2022, som ændret ved § 2 i lov nr. 1389 af
    5. oktober 2022, § 44 i lov nr. 753 af 13. juni 2023 og § 6 i
    lov nr. 174 af 27. februar 2024, foretages følgende ændring:
    1. Efter § 4 d indsættes i kapitel 3:
    »§ 4 e. Udbetaling af børne- og ungeydelse til ydelses-
    modtageren ophører i en periode på 3 år, hvis denne ved
    endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden
    strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en
    overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a. Perio-
    4
    den i 1. pkt. regnes fra det tidspunkt, hvor personen har
    udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af
    frihedsberøvende karakter. Udbetaling af børneydelsen op-
    hører fra det kvartal, der følger efter det kvartal, hvor den
    dømte har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig rets-
    følge af frihedsberøvende karakter. Udbetaling af ungeydel-
    sen ophører fra den måned, der følger efter den måned, hvor
    den dømte har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig
    retsfølge af frihedsberøvende karakter.
    Stk. 2. Er udbetalingen af børne- og ungeydelsen til den
    dømte ophørt efter stk. 1, udbetales børne- og ungeydelsen
    til den anden forældremyndighedsindehaver, jf. § 4, stk. 1,
    eller til den eller de personer, der har taget barnet i pleje, jf.
    § 4, stk. 7. Udbetaling Danmark kan bestemme, at den døm-
    tes del af børne- og ungeydelsen skal udbetales til barnet
    eller den unge selv, hvis det skønnes bedst for barnet eller
    den unge.
    Stk. 3. Udbetaling Danmark skal træffe afgørelse om til-
    bagebetaling af børne- og ungeydelse udbetalt til den dømte
    i den periode, hvor udbetalingen skal ophøre efter stk. 1. Det
    er ikke et krav i forbindelse med afgørelsen om tilbagebeta-
    ling, at den dømte skal have modtaget den for meget udbe-
    talte børne- og ungeydelse mod bedre vidende.
    Stk. 4. Er udbetalingen af børne- og ungeydelsen ophørt
    efter stk. 1, udbetales den dømtes del af børne- og unge-
    ydelsen automatisk til den dømte på ny efter § 4, stk. 1,
    medmindre § 4, stk. 5 eller 7, finder anvendelse. Udbetaling
    efter 1. pkt. kan ske efter en periode på 3 år regnet fra
    det tidspunkt, hvor personen har udstået fængselsstraf eller
    anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter.«
    Social-, Bolig- og Ældreministeriet
    § 9
    I barnets lov, jf. lovbekendtgørelse nr. 83 af 25. januar
    2024, som ændret ved § 3 i lov nr. 217 af 5. marts 2024,
    foretages følgende ændring:
    1. I § 20, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
    »Kommunalbestyrelsen skal ved vurderingen efter 1. pkt.
    bl.a. lægge vægt på, om barnets eller den unges nære fami-
    liemedlemmer er dømt for en overtrædelse, der er omfattet
    af straffelovens § 81 a.«
    § 10
    Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2024.
    Stk. 2. § 1, nr. 3-5, finder ikke anvendelse på afgørel-
    ser om konfiskation af formueaktiver erhvervet før lovens
    ikrafttræden. For sådanne afgørelser finder de hidtil gælden-
    de regler anvendelse.
    Stk. 3. § 5 finder ikke anvendelse på skader, der forvoldes
    ved handlinger begået før lovens ikrafttræden.
    Stk. 4. § 8 finder ikke anvendelse for domme, der vedrø-
    rer forhold begået inden lovens ikrafttræden.
    § 11
    Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf.
    dog stk. 2.
    Stk. 2. §§ 5 og 6 kan ved kongelig anordning helt eller
    delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de
    grønlandske forhold tilsiger.
    5
    Bemærkninger til lovforslaget
    Almindelige bemærkninger
    Indholdsfortegnelse
    1. Indledning
    2. Lovforslagets baggrund
    3. Lovforslagets hovedpunkter
    3.1. Fødekæden
    3.1.1. Fokuseret SSP-samarbejde skal afskærme brødre til bandemedlemmer fra bandemiljøet
    3.1.1.1.Etablering af en retlig ramme med henblik på at sikre øget informationsdeling i SSP-samarbejdet
    3.1.1.1.1. Gældende ret
    3.1.1.1.2. Justitsministeriets overvejelser
    3.1.1.1.3. Den foreslåede ordning
    3.1.1.2.Øget fokus på banderelationer i den kommunale indsats over for børn og unge
    3.1.1.2.1. Gældende ret
    3.1.1.2.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
    3.1.1.2.3. Den foreslåede ordning
    3.1.2. Videregivelse af fortrolige oplysninger om personer over 18 år til forældre og andre med lignende tætte
    relationer
    3.1.2.1.Gældende ret
    3.1.2.2.Justitsministeriets overvejelser
    3.1.2.3.Den foreslåede ordning
    3.1.3. Forbud mod handlinger, der er egnede til at bidrage til, at personer under 18 år involveres i kriminalitet
    3.1.3.1.Gældende ret
    3.1.3.2.Justitsministeriets overvejelser
    3.1.3.3.Den foreslåede ordning
    3.2. Strammere greb og større retfærdighed
    3.2.1. Styrket opholdsforbud og nyt kontaktforbud
    3.2.1.1.Gældende ret
    3.2.1.2.Justitsministeriets overvejelser
    3.2.1.3.Den foreslåede ordning
    3.2.2. Forbrydelser af ydmygende karakter
    3.2.2.1.Gældende ret
    3.2.2.2.Justitsministeriets overvejelser
    3.2.2.3.Den foreslåede ordning
    3.2.3. Fratagelse af børne- og ungeydelsen for dømte bandemedlemmer
    3.2.3.1.Gældende ret
    3.2.3.2.Skatteministeriets overvejelser
    6
    3.2.3.3.Den foreslåede ordning
    3.2.4. Begrænsning af bandemedlemmers adgang til offererstatning
    3.2.4.1.Nedsættelse eller bortfald af offererstatning ved bandetilknytning m.v.
    3.2.4.1.1. Gældende ret
    3.2.4.1.2. Justitsministeriets overvejelser
    3.2.4.1.3 Den foreslåede ordning
    3.2.4.2.Mulighed for begrænsning af offererstatning i sager, hvor erstatningskravet er afgjort ved dom
    3.2.4.2.1. Gældende ret
    3.2.4.2.2. Justitsministeriets overvejelser
    3.2.4.2.3. Den foreslåede ordning
    3.2.5. Tryggere møde med retssystemet for vidner og ofre
    3.2.5.1.Udvidelse af muligheden for at dokumentere indenretlige afhøringer under hovedforhandlingen
    3.2.5.1.1. Gældende ret
    3.2.5.1.2. Justitsministeriets overvejelser
    3.2.5.1.3. Den foreslåede ordning
    3.2.5.2.Mulighed for at føre øvrige tiltalte i en straffesag ud af retslokalet under afhøring af vidner
    3.2.5.2.1. Gældende ret
    3.2.5.2.2. Justitsministeriets overvejelser
    3.2.5.2.3. Den foreslåede ordning
    3.3. Våben
    3.3.1. Større konsekvens for ulovlig besiddelse af knive og blankvåben m.v.
    3.3.1.1.Gældende ret
    3.3.1.2.Justitsministeriets overvejelser
    3.3.1.3.Den foreslåede ordning
    3.3.2. Fordobling af strafferammen for våbenlagre
    3.3.2.1.Gældende ret
    3.3.2.2.Justitsministeriets overvejelser
    3.3.2.3.Den foreslåede ordning
    3.3.3. Styrket indsats mod gas- og signalvåben
    3.3.3.1.Gældende ret
    3.3.3.2.Justitsministeriets overvejelser
    3.3.3.3.Den foreslåede ordning
    3.4. Forretningen
    3.4.1. Tværfaglige efterforskningsgrupper
    3.4.1.1.Gældende ret
    3.4.1.2.Justitsministeriets overvejelser
    3.4.1.3.Den foreslåede ordning
    3.4.2. Udvidelse af anvendelsesområdet for straffelovens § 81 a
    3.4.2.1.Gældende ret
    7
    3.4.2.2.Justitsministeriets overvejelser
    3.4.2.3.Den foreslåede ordning
    3.4.3. Udvidelse af muligheden for nattelivsforbud
    3.4.3.1.Gældende ret
    3.4.3.2.Justitsministeriets overvejelser
    3.4.3.3.Den foreslåede ordning
    3.4.4. Udvidelse af muligheden for konfiskation af formuegoder m.v.
    3.4.4.1.Gældende ret
    3.4.4.2.Justitsministeriets overvejelser
    3.4.4.3.Den foreslåede ordning
    3.4.5. Udvidelse af politiets muligheder for hemmelig ransagning
    3.4.5.1.Gældende ret
    3.4.5.2.Justitsministeriets overvejelser
    3.4.5.3.Den foreslåede ordning
    3.4.6. Udvidelse af den tidsmæssige udstrækning af forsvarerpålæg
    3.4.6.1.Gældende ret
    3.4.6.2.Justitsministeriets overvejelser
    3.4.6.3.Den foreslåede ordning
    3.5. Flere og bedre værktøjer til myndighederne
    3.5.1. Ophævelse af forbuddet mod at bruge civile agenter
    3.5.1.1.Gældende ret
    3.5.1.2.Strafferetsplejeudvalgets tidligere overvejelser om brug af civile agenter
    3.5.1.3.Justitsministeriets overvejelser
    3.5.1.4.Den foreslåede ordning
    3.5.2. Udvidelse af politiets mulighed for at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden m.v.
    3.5.2.1.Gældende ret
    3.5.2.2.Justitsministeriets overvejelser
    3.5.2.3.Den foreslåede ordning
    3.5.3. Optagelse af telefonsamtaler i kriminalforsorgen
    3.5.3.1.Gældende ret
    3.5.3.2.Justitsministeriets overvejelser
    3.5.3.3.Den foreslåede ordning
    3.5.4 Udvidelse af afstandskravet for tv-overvågning
    3.5.4.1.Gældende ret
    3.5.4.2.Justitsministeriets overvejelser
    3.5.4.3.Den foreslåede ordning
    3.6. Grænseoverskridende kriminalitet
    3.6.1. Rejseforbud
    3.6.1.1.Gældende ret
    8
    3.6.1.2.Justitsministeriets overvejelser
    3.6.1.3.Den foreslåede ordning
    4. Forholdet til grundloven og Danmarks internationale forpligtelser
    4.1. Styrket opholdsforbud og nyt kontaktforbud
    4.2. Rejseforbud
    5. Forholdet til databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven
    5.1 Etablering af en retlig ramme med henblik på at sikre øget informationsdeling i SSP-samarbejdet
    5.2 Videregivelse af fortrolige oplysninger om personer over 18 år til forældre og andre med lignende tætte
    relationer
    5.3 Styrket opholdsforbud og nyt kontaktforbud
    5.4 Tværfaglige efterforskningsgrupper
    5.5 Udvidelse af afstandskravet for tv-overvågning
    6. Konsekvenser for opfyldelsen af FN’s verdensmål
    7. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
    7.1. Økonomiske konsekvenser for det offentlige
    7.2. Implementeringskonsekvenser for det offentlige
    8. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
    9. Administrative konsekvenser for borgerne
    10. Klimamæssige konsekvenser
    11. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
    12. Forholdet til EU-retten
    12.1. Rejseforbud
    13. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
    14. Sammenfattende skema
    1. Indledning
    Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne)
    har sammen med Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemo-
    kraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Ra-
    dikale Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige (aftale-
    partierne) den 8. november 2023 indgået Aftale om bande-
    pakke IV – Trygge nabolag i hele Danmark (Bandepakke
    IV).
    Lovforslaget har til formål at gennemføre dele af initiativer-
    ne fra den politiske aftale om Bandepakke IV, som kræver
    lovændring. De øvrige initiativer i den politiske aftale om
    Bandepakke IV vil blive gennemført administrativt eller ved
    øvrige lovforslag, som fremsættes i denne eller den kom-
    mende folketingssamling.
    Lovforslaget indeholder for det første en række forslag, der
    skal bidrage til at tage bedre hånd om unge på kanten
    af bandekriminalitet. Det foreslås således at fokusere SSP-
    samarbejdet ved dels i retsplejeloven at skabe en retlig ram-
    me med henblik på at sikre øget informationsdeling i SSP-
    samarbejdet og dels at ændre barnets lov, så det fremgår, at
    kommunerne ved vurderingen af, om der skal iværksættes
    en børnefaglig undersøgelse, bl.a. skal lægge vægt på, om
    barnets eller den unges nære familiemedlemmer er dømt for
    bandekriminalitet. Desuden foreslås det i retsplejeloven at
    indføre adgang for de sociale myndigheder til at videregive
    fortrolige oplysninger vedrørende personer, der er fyldt 18
    år, til forældre eller andre, herunder familiemedlemmer, der
    har lignende tætte relationer til den pågældende person, hvis
    videregivelsen må anses for nødvendig som led i en krimi-
    nalitetsforebyggende indsats over for personen. Det foreslås
    også at indsætte en ny bestemmelse i straffeloven, som kri-
    minaliserer handlinger, der er egnede til at bidrage til, at
    en person under 18 år involveres i kriminalitet omfattet af
    straffeloven, lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller
    knivloven.
    Lovforslaget indeholder for det andet en række forslag, der
    skal sikre et strammere greb, hårdere konsekvens og større
    retfærdighed. Det foreslås således at nyaffatte straffelovens
    9
    § 79 a for dels at styrke den eksisterende mulighed for
    at idømme personer dømt for banderelateret kriminalitet
    et opholdsforbud og dels at indføre en mulighed for at
    idømme personer dømt for banderelateret kriminalitet et
    kontaktforbud. Desuden foreslås det at ændre straffelovens §
    81 om skærpende omstændigheder, hvorefter en gernings
    ydmygende karakter i almindelighed skal indgå som en
    skærpende omstændighed. Det foreslås også at indføre en
    karantæneordning i lov om en børne- og ungeydelse, hvor-
    efter dømte bandemedlemmer skal fratages børne- og unge-
    ydelsen i en 3-årig periode. Hertil foreslås det at ændre
    offererstatningsloven, så erstatning kan nedsættes eller bort-
    falde, hvis skadelidte gennem sin adfærd har udsat sig for
    en særlig risiko for den pågældende skade f.eks. ved sin
    tilknytning til et kriminelt miljø. Endvidere foreslås det at
    gennemføre offer- og vidnepanelets anbefalinger fra første
    fase for at sikre et tryggere møde med retssystemet for vid-
    ner og ofre ved i retsplejeloven at udvide muligheden for
    dokumentation af indenretlig afhøring og præcisere, at det
    skal være muligt at føre samtlige tiltalte ud af retslokalet,
    når et vidne eller en medtiltalt skal afgive forklaring.
    Lovforslaget indeholder for det tredje en række forslag, der
    skal begrænse og slå hårdere ned på bandernes ulovlige
    våbenbrug. Det foreslås således at udvide straffelovens §
    81 a, stk. 1 og 2, til også at omfatte konflikter, hvor der
    anvendes knive og blankvåben m.v. Desuden foreslås det
    at skærpe straffen efter knivloven for ulovlig besiddelse
    af knive og blankvåben m.v. Det foreslås også at fordoble
    strafferammen i straffeloven for våbenlagre. Hertil foreslås
    det at styrke indsatsen mod gas- og signalvåben, herunder
    ved at skærpe straffen efter våbenloven for at indføre, frem-
    stille, besidde, bære og anvende gas- og signalvåben.
    Lovforslaget indeholder for det fjerde en række forslag,
    der skal tage et opgør med bandernes økonomiske krimi-
    nalitet. Det foreslås således at indføre en ny bestemmelse
    i retsplejeloven, hvorefter der kan etableres tværfaglige ef-
    terforskningsgrupper. Forslaget udgør en udvidelse af det
    såkaldte Al Capone-samarbejde. Desuden foreslås det at
    udvide straffelovens § 81 a ved at indsætte et nyt stykke
    om skærpelse af straffen for visse former for alvorlig økono-
    misk kriminalitet begået i relation til den dømtes tilknytning
    til en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende
    og alvorlig kriminalitet. Det foreslås også at udvide straffe-
    lovens § 79 c, så der kan idømmes et nattelivsforbud for
    grov narkotikakriminalitet og overtrædelser af lov om eufo-
    riserende stoffer. Hertil foreslås det at udvide muligheden
    for konfiskation i straffelovens § 76 a dels ved at ophæve
    den nugældende værdigrænse for udvidet konfiskation og
    dels ved at udvide personkredsen til også at omfatte andre
    personer end ægtefæller eller samlevere, som den skyldige
    har en særlig tæt relation til. Endvidere foreslås det i retsple-
    jeloven at udvide politiets muligheder for hemmelig ransag-
    ning til også at omfatte visse former for alvorlig økonomisk
    kriminalitet. Det foreslås herudover i retsplejeloven at udvi-
    de den tidsmæssige udstrækning af forsvarerpålæg.
    Lovforslaget indeholder for det femte en række forslag om
    bl.a. ændringer af retsplejeloven med henblik på at sikre
    myndighederne flere og bedre værktøjer i kampen mod ban-
    derne. Det foreslås således at ophæve forbuddet mod at
    bruge civile agenter. Desuden foreslås det at udvide politi-
    ets muligheder for at foretage indgreb i meddelelseshemme-
    ligheden m.v. til også at omfatte visse former for alvorlig
    økonomisk kriminalitet. Det foreslås også at bemyndige ju-
    stitsministeren til at fastsætte regler om optagelse af telefon-
    samtaler og om kontrol af optagelser, herunder at dette kan
    ske uden retskendelse, i kriminalforsorgen. Endelig foreslås
    det i lov om tv-overvågning at udvide afstandskravet for
    tv-overvågning.
    Lovforslaget indeholder for det sjette et forslag, der skal
    styrke indsatsen over for bandernes grænseoverskridende
    kriminalitet. Det foreslås således at indføre en ny bestem-
    melse i straffeloven, hvorefter personer, der er dømt for vis-
    se former for grænseoverskridende kriminalitet, kan idøm-
    mes et forbud mod at rejse til og opholde sig i bestemte
    lande.
    2. Lovforslagets baggrund
    Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, at
    det skal være endnu sværere at være bandemedlem i Dan-
    mark. Bandernes brutale vold og samfundsundergravende
    kriminalitet skal have betydelige og mærkbare konsekven-
    ser. Der skal sættes ind over for bandernes økonomiske kri-
    minalitet. Politiet skal have de redskaber, politiet har brug
    for, til effektivt at kunne efterforske og bekæmpe bandernes
    kriminalitet og holde lokalsamfundene trygge. Samtidig skal
    der tages bedre hånd om unge på kanten af bandekriminali-
    tet. De hårde tiltag skal gå hånd i hånd med forebyggelsen.
    Bandepakke IV indeholder på den baggrund 44 initiativer,
    der over en bred kam sikrer et strammere greb om bander-
    ne. Initiativerne er opdelt i seks fokusområder: Fødekæden,
    strammere greb og større retfærdighed, våben, forretningen,
    flere og bedre værktøjer til myndighederne og grænseover-
    skridende kriminalitet.
    En del af initiativerne har ophæng i myndighedernes an-
    befalinger i serviceeftersynet af bandepakkerne af 7. febru-
    ar 2022 (Serviceeftersynet), jf. Folketingstidende 2021-22,
    Alm. del, bilag 159. Serviceeftersynet indeholder en over-
    ordnet gennemgang af relevante initiativer i bandepakke
    I-III og 12 bandeinitiativer fra august 2017 samt så vidt
    muligt en vurdering af effekten af og eventuelle udfordrin-
    ger ved indsatsen relateret til initiativerne og områder med
    forbedringspotentiale. Det fremgår bl.a. af Serviceeftersynet,
    at det er Rigspolitiets, Rigsadvokatens og Direktoratet for
    Kriminalforsorgens vurdering, at de initiativer, der er gen-
    nemført som led i bandepakkerne, i høj grad understøtter
    indsatsen mod bandekriminalitet på tværs af relevante myn-
    digheder. Serviceeftersynet viser dog også, at der på visse
    områder er udfordringer og et potentiale for at styrke indsat-
    sen yderligere.
    Det bemærkes, at det fremgår af den politiske aftale om
    10
    Bandepakke IV, at der inden udgangen af 2027 skal gen-
    nemføres et serviceeftersyn af tiltagene i aftalen med hen-
    blik på at følge implementeringen og anvendelsen af de en-
    kelte tiltag i forhold til de udfordringer, som samfundet står
    over for med hensyn til bekæmpelsen af bandekriminalitet.
    Endelig bemærkes, at begreberne bande, bandegruppering
    m.v., og bandemedlemmer m.v. anvendes som en fællesbe-
    tegnelse, der omfatter de forskellige dele af bandemiljøet,
    herunder rockere, medmindre andet er angivet i lovforslaget.
    3. Lovforslagets hovedpunkter
    3.1. Fødekæden
    3.1.1. Fokuseret SSP-samarbejde skal afskærme brødre
    til bandemedlemmer fra bandemiljøet
    3.1.1.1. Etablering af en retlig ramme med henblik på at
    sikre øget informationsdeling i SSP-samarbejdet
    3.1.1.1.1. Gældende ret
    Det følger af retsplejeloven § 115, stk. 1, nr. 1, at politiet
    kan videregive oplysninger om enkeltpersoners rent private
    forhold til andre myndigheder, hvis videregivelsen må anses
    for nødvendig af hensyn til det kriminalitetsforebyggede
    samarbejde (SSP-samarbejdet). Efter retsplejelovens § 115,
    stk. 2, kan en myndighed – i samme omfang som nævnt i
    stk. 1 – videregive oplysninger om enkeltpersoner til politiet
    og andre myndigheder, der indgår i de former for samarbej-
    de, som er nævnt i stk. 1. Oplysningerne må i forbindelse
    med de nævnte former for samarbejde ikke videregives med
    henblik på efterforskning af straffesager. Det bemærkes i
    den forbindelse, at myndighederne ikke er forpligtet til at
    videregive oplysninger, jf. retsplejelovens § 115, stk. 4.
    De oplysninger, der kan videregives efter bestemmelsen,
    omfatter efter praksis bl.a. fortrolige oplysninger vedrørende
    børns og unges trivsel og udvikling, herunder oplysninger
    om stofmisbrug eller væsentlige sociale problemer. Det kan
    også være fortrolige oplysninger vedrørende den unge fra
    politiets sagsstyringssystem (POLSAS), herunder oplysnin-
    ger om verserende sigtelser, allerede pådømte forhold eller
    om eventuel tilknytning til kriminelle grupperinger.
    Formålet med indførelse af bestemmelsen var at skabe en
    mere klar retstilstand for myndighedernes adgang til – uden
    samtykke fra den, oplysningerne angår – at drøfte bestem-
    te børns og unges problemer som led i en kriminalitets-
    forebyggende indsats, jf. Folketingstidende 1989-90, tillæg
    A, spalte 3852. Forinden indførelse af bestemmelsen var
    udveksling af sådanne oplysninger navnlig baseret på de
    almindelige regler i forvaltningsloven om tavshedspligt og
    videregivelse af oplysninger fra en forvaltningsmyndighed
    til en anden.
    Det fremgår af bemærkningerne, at der i forbindelse med
    gennemførelsen af forvaltningsloven var usikkerhed om reg-
    lernes anvendelse på SSP-samarbejdet, jf. Folketingstidende
    1989-90, tillæg A, spalte 3849-50. Justitsministeriet udar-
    bejdede på den baggrund et notat af 11. december 1986
    om forvaltningslovens betydning for SSP-samarbejdet, hvori
    ministeriet bl.a. anførte, at den konkrete afvejning, der efter
    bestemmelsen i § 28, stk. 2, nr. 3, skal foretages, kunne føre
    til, at hensynet til den unge eller forældrenes interesse i,
    at oplysningerne ikke videregives, måtte vige for hensynet
    til den unges tarv, herunder den unges fremtid. I FOB nr.
    88.233 redegjorde Folketingets Ombudsmand over for Kø-
    benhavns Kommune og Det Kriminalpræventive Råd nær-
    mere for sin opfattelse af forvaltningslovens betydning for
    SSP-samarbejdet, hvor ombudsmanden bl.a. gav udtryk for,
    at forvaltningsloven måtte forstås således, at barnets eller
    den unges problemer i almindelighed skulle løses gennem
    en målrettet indsats fra socialforvaltningen, og at videregi-
    velse uden samtykke derfor som altovervejende hovedregel
    ikke burde ske i forbindelse med SSP-samarbejdet. Der blev
    herefter over for Justitsministeriet udtrykt ønske om, at det
    i forbindelse med et lovgivningsinitiativ blev sikret, at SSP-
    samarbejdet ikke kom i fare.
    Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen er der behov for,
    inden en konkret kriminalitetsforebyggende indsats påbe-
    gyndes, at myndighederne helt uformelt kan udveksle visse
    foreløbige oplysninger om barnets eller den unges forhold
    for at få klarlagt, om der er grundlag og behov for en
    kriminalpræventiv indsats, jf. Folketingstidende 1989-90,
    tillæg A, spalte 3851. Myndighederne kan i den forbindelse
    i fællesskab vurdere, hvilke initiativer der vil være mest
    hensigtsmæssige for at hjælpe de pågældende børn og unge
    ud af de øjeblikkelige problemer omkring kriminalitet. Rets-
    plejelovens § 115 tilsigter således at give myndighederne
    mulighed for at gennemføre sådanne drøftelser, uden at et
    samtykke fra børn og unge eller deres forældre er nødven-
    digt for at videregive oplysningerne.
    Det er efter retsplejelovens § 115 en betingelse for videre-
    givelse af oplysninger i SSP-samarbejdet, at videregivelsen
    må anses for nødvendig af hensyn til det kriminalitetsfore-
    byggede samarbejde. Om dette er tilfældet, vil bero på en
    konkret og individuel vurdering. Ved vurderingen skal der
    bl.a. lægges vægt på kategorien af oplysningerne, jf. Justits-
    ministeriets vejledning om behandling af personoplysninger
    i SSP-samarbejdet af december 2018. Derudover er det vig-
    tigt at overveje, hvor mange oplysninger det er nødvendigt
    at udveksle, for at den aftalte indsats kan iværksættes. Det
    vil i den forbindelse spille en rolle, hvilken type indsats der
    drøftes at iværksætte. Det vil eksempelvis i højere grad være
    nødvendigt at dele personoplysninger og særligt oplysninger
    af følsom karakter i tilfælde, hvor en individuel indsats over
    for det enkelte barn og den enkelte unge drøftes, sammen-
    lignet med tilfælde hvor en generel indsats over for hele
    årgangen på en skole påtænkes iværksat.
    De oplysninger, der deles i SSP-samarbejdet m.v., vil som
    det klare udgangspunkt være undergivet tavshedspligt efter
    forvaltningslovens og straffelovens almindelige regler. Det
    følger således af forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1, at
    den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har
    11
    tavshedspligt, jf. bl.a. straffelovens § 152, med hensyn til
    oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomi-
    ske, forhold. Efter straffelovens § 152 straffes den, som
    virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som
    uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger,
    hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab,
    med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
    3.1.1.1.2. Justitsministeriets overvejelser
    Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, at
    aftalepartierne er enige om et fokuseret SSP-samarbejde
    med henblik på at afskærme brødre til bandemedlemmer fra
    bandemiljøet.
    Rigspolitiet har oplyst, at politiet i dag – på trods af mu-
    ligheden for at videregive oplysninger efter retsplejelovens
    § 115 – har visse betænkeligheder ved at dele relevante
    oplysninger om børn og unge, der er på kanten til at blive
    involveret i bandemiljøet med f.eks. kommunale myndighe-
    der. Baggrunden herfor er bl.a., at denne type oplysninger
    er meget sensitive og ofte vil have betydning for politiets
    arbejde med forebyggelse, efterforskning og forfølgning af
    banderelateret kriminalitet. Der er derfor hos politiet i dag
    en særlig opmærksomhed på, at oplysningerne i praksis ale-
    ne videregives, når det er strengt nødvendigt.
    Rigspolitiet har således oplyst, at oplysninger om, at et
    barns eller en ungs familiemedlemmer er dømt for bandekri-
    minalitet, ikke automatisk tilgår SSP-aktørerne. Endvidere
    har Rigspolitiet oplyst, at det ikke aktuelt er muligt præcist
    at angive, hvilke oplysninger der indgår i SSP-samarbejdet,
    idet dette er udtryk for lokal praksis, som er afstemt efter
    sammensætningen af det konkrete samarbejde samt omstæn-
    dighederne i øvrigt, herunder tilstedeværelse af bandegrup-
    peringer m.v. i området. Oplysninger om relevante personer
    tilgår på den måde ikke systematisk de kommunale samar-
    bejdspartnere efter ens praksis i hele landet.
    Det er Justitsministeriets opfattelse, at det lokale SSP-sam-
    arbejde udgør en vigtig brik i det kriminalpræventive arbej-
    de i forhold til børn og unge, og at det – for at kunne
    iværksætte en effektiv forebyggende indsats over for udsatte
    børn og unge – er nødvendigt at behandle og videregive per-
    sonoplysninger, herunder oplysninger om enkeltpersoners
    tilknytning til bandemiljøer m.v., myndighederne imellem.
    Det er afgørende for SSP-samarbejdet i almindelighed og
    for iværksættelsen af en effektiv forebyggende indsats over
    for udsatte børn og unge i særdeleshed, at de involverede
    myndigheder i videst muligt omfang udveksler nødvendige
    oplysninger med hinanden. I modsat fald vil det være svært
    for de relevante aktører at opfange faresignaler og udvik-
    lingstendenser i kriminaliteten tilstrækkeligt tidligt til, at der
    kan gøres en reel indsats for at hindre, at udsatte børn og
    unge f.eks. rekrutteres til banderne.
    På denne baggrund vil det efter Justitsministeriets opfattelse
    være hensigtsmæssigt at etablere en specifik retlig ramme
    for behandlingen af oplysninger om enkeltpersoners tilknyt-
    ning til bandemiljøer m.v. med henblik på at sikre, at politiet
    i videre omfang end i dag deler sådanne oplysninger i regi
    af SSP-samarbejdet. Det kan f.eks. være oplysninger om,
    at et barns eller en ungs familiemedlemmer er dømt for ban-
    dekriminalitet, eller øvrige oplysninger om at barnet eller
    den unge er truffet i et klubhus eller til et arrangement i
    bandemiljøet. Den retlige ramme vil endvidere skulle sikre,
    at efterforskningsmæssige hensyn og lignende fortsat tilgo-
    deses i forbindelse med informationsdelingen.
    3.1.1.1.3. Den foreslåede ordning
    Det foreslås at indsætte et nyt stk. 5 i retsplejelovens § 115,
    hvor den retlige ramme for behandlingen af oplysninger om
    enkeltpersoners tilknytning til bandemiljøer m.v. i SSP-sam-
    arbejdet beskrives nærmere. Det foreslås i bestemmelsen
    at anføre, at politiets videregivelse af oplysninger som led
    i SSP-samarbejdet kan omfatte oplysninger om enkeltperso-
    ners tilknytning til bandemiljøer, herunder oplysninger om,
    at et familiemedlem er dømt for en overtrædelse omfattet
    af straffelovens § 81 a, og at medarbejdere, der som led i
    SSP-samarbejdet bliver bekendt med sådanne oplysninger,
    har tavshedspligt med hensyn hertil. En sådan tavshedspligt
    følger allerede af gældende ret, men den foreslåede ordning
    har til formål at tydeliggøre, at denne type oplysninger skal
    behandles med en særlig opmærksomhed i kommunerne.
    Det forudsættes, at politiet – når videregivelsen af oplysnin-
    gerne må anses for nødvendig af hensyn til det kriminalitets-
    forebyggende samarbejde, og der ikke er efterforsknings-
    mæssige hensyn eller øvrige hensyn til politiets arbejde til
    hinder herfor – som udgangspunkt deler oplysninger i regi
    af SSP-samarbejdet om, at et barns eller en ungs familie-
    medlemmer er dømt for bandekriminalitet eller oplysninger
    om en persons (eventuelle) tilknytning til bandemiljøet. Der
    vil i den sammenhæng alene kunne ske deling af oplysnin-
    ger fra f.eks. politiets sagsbehandlingssystem (POLSAS),
    herunder oplysninger om sigtelser og domme, men ikke fra
    Politiets Efterforskningsstøttedatabase (PED). Der lægges
    ikke op til at ændre på, at myndighederne ikke er forpligtet
    til at videregive oplysninger i SSP-samarbejdet.
    Efter en konkret politifaglig vurdering vil politiet – ligesom
    i dag – kunne videregive oplysningerne i en sådan form,
    at det kan give kommunen en risikoindikation for barnets
    eller den unges tilknytning eller rekruttering til bandemiljø-
    et, uden at specifikke oplysninger fra f.eks. efterforsknings-
    arbejdet tilgår kommunen.
    I øvrigt vil delingen af oplysninger i SSP-samarbejdet i
    alle tilfælde fortsat skulle ske efter en konkret og indivi-
    duel vurdering, der tager udgangspunkt i sagens samlede
    omstændigheder, herunder karakteren af bekymringen, hvor-
    vidt barnet eller den unge allerede er kendt for at være i
    risiko for rekruttering til bandemiljøet, samt hensynet til
    igangværende efterforskninger eller fortrolige oplysninger
    hos politiet.
    12
    Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 2, og bemærk-
    ningerne hertil.
    3.1.1.2. Øget fokus på banderelationer i den kommunale
    indsats over for børn og unge
    3.1.1.2.1. Gældende ret
    Det følger af § 20, stk. 1, i barnets lov, at kommunalbesty-
    relsen skal træffe afgørelse om en børnefaglig undersøgelse
    i følgende situationer 1) når der er grund til at antage, at
    det er en alvorlig eller kompleks sag, herunder hvor der er
    overvejelser om anbringelse af et barn eller en ung uden for
    hjemmet efter §§ 46 eller 47, 2) når et barn eller en ung har
    været udsat for overgreb eller ved mistanke herom, og 3)
    når et barn eller en ung har haft ophold i en boform efter
    §§ 109 eller 110 i lov om social service med en forælder
    på grund af vold i hjemmet, og den pågældende forælder
    afbryder opholdet for at vende tilbage til et voldeligt miljø
    med barnet eller den unge.
    Bestemmelsen indebærer, at kommunen i de nævnte situa-
    tioner har pligt til at iværksætte en børnefaglig undersøgel-
    se. Beslutningen om at iværksætte en børnefaglig undersø-
    gelse træffes ved en afgørelse. Kommunalbestyrelsens afgø-
    relse om iværksættelse af en børnefaglig undersøgelse kan
    påklages efter § 144 i barnets lov.
    Det følger af § 20, stk. 2, i barnets lov, at kommunalbesty-
    relsen endvidere kan iværksætte en børnefaglig undersøgel-
    se, når kommunalbestyrelsen i øvrigt vurderer, at det er
    nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges støttebehov.
    Bestemmelsen betyder, at kommunalbestyrelsen har mulig-
    hed for – men ikke pligt til – at iværksætte en børnefaglig
    undersøgelse i andre situationer end de i stk. 1, nr. 1-3, op-
    listede, hvis kommunalbestyrelsen konkret vurderer, at det
    er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges støttebe-
    hov. Formålet er at give kommunalbestyrelsen fleksibilitet
    af hensyn til at sikre den rette belysning af barnets eller den
    unges støttebehov.
    Børn, unge og deres forældre vil på et hvilket som helst
    tidspunkt i et sagsforløb kunne anmode om en børnefaglig
    undersøgelse, hvis de mener, at der er behov for yderligere
    undersøgelser af barnets behov.
    Kommunalbestyrelsen skal iagttage almindelige forvalt-
    ningsretlige proportionalitetshensyn og må således ikke
    iværksætte en børnefaglig undersøgelse, hvis en mindre om-
    fattende afdækning efter § 19 i barnets lov vurderes at være
    tilstrækkeligt.
    Efter § 20, stk. 3, i barnets lov skal den børnefaglige un-
    dersøgelse afsluttes senest 4 måneder efter, at kommunal-
    bestyrelsen bliver opmærksom på, at et barn eller en ung
    kan have behov for særlig støtte. Hvis undersøgelsen undta-
    gelsesvis ikke kan afsluttes inden 4 måneder, skal kommu-
    nalbestyrelsen udarbejde en foreløbig vurdering og snarest
    herefter afslutte undersøgelsen.
    Såfremt kommunalbestyrelsen på baggrund af en indledende
    screening efter § 18 i barnets lov vurderer, at det ikke er
    nødvendigt at igangsætte en børnefaglig undersøgelse efter
    § 20 i barnets lov, har kommunalbestyrelsen fortsat mulig-
    hed for at iværksætte en afdækning efter § 19 i barnets lov.
    Det følger således af § 18, stk. 1, i barnets lov, at kommu-
    nalbestyrelsen i alle sager, hvor det må antages, at et barn
    eller en ung har behov for hjælp og støtte efter loven, skal
    screene, om der er tale om 1) en problemstilling, der ikke
    kræver yderligere afdækning af barnets eller den unges støt-
    tebehov, 2) en problemstilling, der kræver yderligere afdæk-
    ning af et eller flere forhold af betydning for barnets eller
    den unges støttebehov eller 3) en problemstilling, der kræ-
    ver en børnefaglig undersøgelse af barnets eller den unges
    støttebehov.
    Endvidere følger det af § 19, stk. 1, i barnets lov, at hvis
    kommunalbestyrelsen på baggrund af en screening efter §
    18 vurderer, at der er behov for at afdække et eller flere
    forhold af betydning for et barns eller en ungs støttebehov,
    skal kommunalbestyrelsen foretage den nødvendige afdæk-
    ning med inddragelse af de fagfolk, som allerede har viden
    om barnets eller den unges og familiens forhold. Det følger
    af § 19, stk. 2, at afdækning efter stk. 1 så vidt muligt
    skal gennemføres i samarbejde med barnet, den unge og
    forældremyndighedsindehaver.
    Det følger af § 22, stk. 1, i barnets lov, at en børnefaglig
    undersøgelse skal tilrettelægges ud fra en helhedsbetragt-
    ning og skal afdække udfordringer og ressourcer hos bar-
    net, den unge, familien og netværket. Kommunalbestyrelsen
    skal som led i undersøgelsen inddrage de fagfolk, der alle-
    rede har viden om barnets eller den unges og familiens for-
    hold. Det betyder, at kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge
    undersøgelsen ud fra en helhedsbetragtning, så den kommer
    hele vejen rundt om barnets, den unges og familiens situa-
    tion med henblik på at belyse både udfordringer og ressour-
    cer hos barnet eller den unge og familien. Undersøgelsen
    skal ske med inddragelse af relevante fagpersoner, der er
    omkring barnet, den unge eller familien. Relevante forhold
    at belyse vil efter omstændighederne kunne være udvikling,
    trivsel og adfærd, familieforhold, skoleforhold, sundhedsfor-
    hold, fritidsforhold og venskaber m.v.
    Det følger desuden af § 22, stk. 2, i barnets lov, at den
    børnefaglige undersøgelse så vidt muligt skal gennemføres
    i samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og den
    unge, der er fyldt 15 år. Kommunalbestyrelsen har dog mu-
    lighed for at gennemføre den børnefaglige undersøgelse i
    de særlige tilfælde, hvor det ikke er muligt at indlede et
    positivt samarbejde med forældremyndighedsindehaver eller
    den unge. Det kan f.eks. være tilfælde, hvor det ikke er
    muligt at opnå et positivt samarbejde med forældremyndig-
    hedsindehaver, f.eks. hvis den pågældende har meget stor
    modstand mod den børnefaglige undersøgelse eller afviser
    kommunens forsøg på dialog.
    Herudover følger det af § 22, stk. 6, i barnets lov, at den
    13
    børnefaglige undersøgelse skal resultere i en begrundet stil-
    lingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte støtte
    efter §§ 32, 46 eller 47, og i givet fald hvilken.
    3.1.1.2.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
    Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, at
    aftalepartierne er enige om et fokuseret SSP-samarbejde
    med henblik på at afskærme brødre til bandemedlemmer fra
    bandemiljøet.
    Som en del heraf er der behov for at, kommunerne har et
    øget fokus på banderelationer i den kommunale indsats over
    for børn og unge i udsatte positioner. Det skal således frem-
    gå klart af lovgivningen, at kommunerne bl.a. skal lægge
    vægt på, om barnet eller den unges nære familiemedlemmer
    er dømt for bandekriminalitet ved vurderingen af, om der
    skal igangsættes en børnefaglig undersøgelse. Det forudsæt-
    tes, at det bør indgå som et væsentligt og tungtvejende ele-
    ment i vurderingen. Det skal være med til at sikre en mere
    effektiv forebyggende indsats over for udsatte børn og unge
    i risiko for rekruttering til banderne.
    Kommunerne vil ikke i alle tilfælde skulle igangsætte en
    børnefaglig undersøgelse, hvis der er viden om, at nære
    familiemedlemmer er dømt for bandekriminalitet. Kommu-
    nerne skal altid vurdere, om det er nødvendigt ud fra barnets
    eller den unges behov for støtte, jf. § 20, stk. 2, 1. pkt. i
    barnets lov. Der kan f.eks. være situationer, hvor barnet eller
    den unge kun har meget begrænset kontakt med det dømte
    familiemedlem.
    Viden om, at nære familiemedlemmer er dømt for en over-
    trædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a, kan også
    allerede i dag være en faktor ind i en afdækning efter § 19
    i barnets lov, hvis kommunen på baggrund af en screening
    efter § 18 i barnets lov vurderer, at der er behov for at
    afdække et eller flere forhold af betydning for et barns eller
    en ungs støttebehov.
    3.1.1.2.3. Den foreslåede ordning
    For at sikre en mere effektiv forebyggende indsats over for
    udsatte børn og unge i risiko for rekruttering til banderne,
    foreslås det at fastsætte, at kommunerne ved vurderingen af,
    om der skal iværksættes en børnefaglig undersøgelse, bl.a.
    skal lægge vægt på, om barnets eller den unges nære fami-
    liemedlemmer er dømt for bandekriminalitet. Det forudsæt-
    tes, at det skal indgå som et væsentligt og tungtvejende
    element i vurderingen.
    Den foreslåede ændring af barnets lov § 20, stk. 2, vil
    betyde, at kommunen ved vurderingen af, hvorvidt det er
    nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges støttebehov
    at igangsætte en børnefaglig undersøgelse, vil skulle lægge
    betydelig vægt på, om barnet eller den unge har nære fa-
    miliemedlemmer, der er dømt for en overtrædelse, der er
    omfattet af straffelovens § 81 a.
    Det vil med den foreslåede bestemmelse ikke være et krav,
    at kommunerne iværksætter en børnefaglig undersøgelse,
    hvis der er viden om, at nære familiemedlemmer er dømt
    for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81
    a. Det skyldes, at kommunerne skal tage udgangspunkt i,
    hvorvidt det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den
    unges støttebehov, jf. § 20, stk. 2, 1. pkt., i barnets lov,
    og der kan således forekomme situationer, hvor det ikke
    vurderes nødvendigt, uanset at barnets eller den unges nære
    familiemedlemmer er dømt for en overtrædelse, der er om-
    fattet af straffelovens § 81 a.
    Der lægges ikke op til at ændre betingelserne for, hvornår
    en børnefaglig undersøgelse skal gennemføres efter barnets
    lov. Der er således alene lagt op til at foretage en ændring af
    vægtningen af de hensyn, som indgår i kommunens faglige
    vurdering af, hvorvidt der skal igangsættes en børnefaglig
    undersøgelse.
    Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 9, nr. 1, og bemærk-
    ningerne hertil.
    3.1.2. Videregivelse af fortrolige oplysninger om person-
    er over 18 år til forældre og andre med lignende tætte
    relationer
    3.1.2.1. Gældende ret
    Det følger af retsplejelovens § 115 a, at politiet kan videre-
    give fortrolige oplysninger vedrørende personer, der er fyldt
    18 år, til forældre eller andre, herunder familiemedlemmer,
    der har lignende tætte relationer til den pågældende person,
    hvis videregivelsen må anses for nødvendig som led i en
    kriminalitetsforebyggende indsats over for personen.
    Kerneområdet for retsplejelovens § 115 a er personer i al-
    dersgruppen 18-25 år, som har en løsere tilknytning til kri-
    minelle grupperinger, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg
    A, L 112 som fremsat, side 52. Bestemmelsen er dog ikke
    begrænset hertil, så længe videregivelse kan anses for nød-
    vendig som led i en kriminalitetsforebyggende indsats over
    for en person.
    Politiet kan efter retsplejelovens § 115 a ikke alene videregi-
    ve fortrolige oplysninger om enkeltpersoner til vedkommen-
    des forældre, men også til andre, herunder familiemedlem-
    mer, med lignende tætte relationer til pågældende. Det beror
    på en konkret vurdering, om f.eks. en onkel har en så tæt
    relation til en ung person, at den kan sammenlignes med
    relationen mellem en person og vedkommendes forældre,
    jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 112 som fremsat,
    side 53. Det antages imidlertid, at dette i praksis først og
    fremmest vil forekomme i forhold til andre familiemedlem-
    mer. Der vil således kun helt undtagelsesvist være den for-
    udsatte tætte relation mellem en ung person og eksempelvis
    en klubmedarbejder, sportstræner eller underviser.
    Det er efter retsplejelovens § 115 a en betingelse, at vide-
    regivelsen er nødvendig som led i en kriminalpræventiv
    indsats over for den pågældende. Politiet kan således ale-
    ne videregive de oplysninger, som er nødvendige for, at
    14
    forældre m.v. kan opnå en sådan viden om kriminalitetens
    omfang og karakter, at de vil være i stand til at vurdere
    situationen og have mulighed for at påvirke den pågælden-
    des adfærd, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 112
    som fremsat, side 53. Politiet skal endvidere i hvert enkelt
    tilfælde vurdere, om det konkret er nødvendigt at videregive
    de pågældende oplysninger, for at forældrene m.v. har mu-
    lighed for at påvirke den unges adfærd. Politiet skal desuden
    vurdere, om der er grund til at antage, at netop den person,
    hvortil videregivelsen sker, vil kunne påvirke den unge i
    en positiv retning og derved bidrage til at forhindre, at den
    unge udvikler eller fortsætter en kriminel adfærd, herunder
    udbygger sin tilknytning til en kriminel gruppering.
    Der gælder ikke nærmere formkrav til politiets videregivelse
    af oplysninger. Politiet kan således vælge den måde, der
    efter politiets opfattelse vil være mest effektiv i forhold til
    formålet med videregivelse af oplysningerne.
    Adgangen til at videregive oplysninger omfatter fortrolige
    oplysninger om den pågældende. Det kan f.eks. være oplys-
    ninger vedrørende den unges stofmisbrug eller væsentlige
    sociale problemer. Det kan også – og i praksis formentlig
    navnlig – omfatte oplysninger om strafbare forhold, herun-
    der om den unges kriminelle adfærd eller tilknytning til
    kriminelle grupperinger.
    3.1.2.2. Justitsministeriets overvejelser
    Det er Rigspolitiets vurdering, at adgangen til at videregi-
    ve fortrolige oplysninger efter retsplejelovens § 115 a er
    et nyttigt redskab i det bandeforebyggende tværsektorielle
    samarbejde i relation til unge over 18 år. Det er endvidere
    Rigspolitiets erfaring, at videregivelse af oplysninger kan
    tjene til at aktivere den unges netværk.
    I praksis anvendes retsplejelovens § 115 a bl.a. i forbindelse
    med politiets opsøgende arbejde i forhold til exitforløb, hvor
    der eksempelvis gennemføres hjemmebesøg og/eller bekym-
    ringssamtaler hos forældre til personer over 18 år, der er
    registreret som bandemedlem eller har en nær tilknytning
    til bandemiljøet. Bestemmelsen anses i praksis også som
    særligt anvendelig i det kriminalpræventive arbejde med
    personer, der befinder sig i periferien af eller er på vej ind i
    en gruppering.
    Flere kommuner har over for Justitsministeriet udtrykt øns-
    ke om, at der indføres en tilsvarende adgang for de sociale
    myndigheder til at videregive fortrolige oplysninger som led
    i den kriminalitetsforebyggende indsats.
    Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, at
    aftalepartierne er enige om, at der skal kunne videregives
    fortrolige oplysninger om personer over 18 år til forældre og
    andre med lignende tætte relationer.
    Justitsministeriet vurderer, at indførelse af en sådan adgang
    for de sociale myndigheder vil kunne styrke den forebyg-
    gende indsats mod kriminalitet i kommunerne yderligere for
    så vidt angår unge over 18 år. Det skyldes, at de sociale
    myndigheder med den foreslåede ændring vil få adgang til
    at inddrage personer, der vurderes at have den unges tillid,
    og som samtidig vurderes at have de nødvendige ressourcer
    til at kunne adfærds- og holdningspåvirke den unge i en
    positiv retning.
    3.1.2.3. Den foreslåede ordning
    Det foreslås at udvide retsplejelovens § 115 a således, at der
    indføres en tilsvarende adgang for de sociale myndigheder
    til at videregive fortrolige oplysninger vedrørende personer,
    der er fyldt 18 år, til forældre eller andre, herunder familie-
    medlemmer, der har lignende tætte relationer til den pågæl-
    dende person, hvis videregivelsen må anses for nødvendig
    som led i en kriminalitetsforebyggende indsats over for per-
    sonen.
    Kerneområdet vil være personer i aldersgruppen 18-25 år,
    som har en løsere tilknytning til kriminelle grupperinger. Vi-
    deregivelse af oplysninger efter bestemmelsen er dog ikke
    begrænset hertil, så længe videregivelse kan anses for nød-
    vendig som led i en kriminalitetsforebyggende indsats over
    for en person.
    Der foreslås ikke i øvrigt ændringer af retsplejelovens § 115
    a.
    Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 3, og bemærk-
    ningerne hertil.
    3.1.3. Forbud mod handlinger, der er egnede til at bidra-
    ge til, at personer under 18 år involveres i kriminalitet
    3.1.3.1. Gældende ret
    Kriminelles handlinger, der er egnede til at bidrage til, at
    personer under 18 år involveres i kriminalitet, er ikke sær-
    skilt kriminaliseret i dansk ret.
    Det følger af straffelovens § 23, stk. 1, at den for en lovov-
    ertrædelse givne straffebestemmelse omfatter alle, der ved
    tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen. Straf-
    fen kan nedsættes for den, der kun har villet yde en mindre
    væsentlig bistand eller styrke et allerede fattet forsæt, samt
    når forbrydelsen ikke er fuldbyrdet, eller en tilsigtet medvir-
    ken er mislykkedes.
    Det indebærer, at en person, der hverver en anden til at begå
    en strafbar handling (eller på anden vis ved tilskyndelse,
    råd eller dåd medvirker hertil), efter omstændighederne vil
    kunne straffes for medvirken til den begåede lovovertrædel-
    se. Fuldbyrdes den pågældende strafbare handling ikke, vil
    der efter omstændighederne kunne straffes for forsøg på
    medvirken. Straf for medvirken og forsøg på medvirken for-
    udsætter, at gerningspersonen har forsæt til en forbrydelse,
    der i et vist omfang er konkretiseret. Det kan derfor i praksis
    være vanskeligt at løfte bevisbyrden i sager om forsøg på
    medvirken.
    Samtidig indeholder straffelovens § 81 bl.a. regler om, at
    15
    det ved straffens fastsættelse skal indgå som en skærpende
    omstændighed at inddrage mindreårige i kriminalitet.
    Det følger således af § 81, nr. 9, at det i almindelighed skal
    indgå som en skærpende omstændighed, at gerningsmanden
    har fået en anden til at medvirke til gerningen ved tvang,
    svig eller udnyttelse af dennes unge alder eller betydelige
    økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende ind-
    sigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold. Ung
    alder omfatter i den forbindelse personer, der ikke var fyldt
    18 år på gerningstidspunktet.
    Efter § 81, nr. 10, skal det endvidere i almindelighed indgå
    som en skærpende omstændighed, at gerningsmanden har
    medvirket til kriminalitet udført af et barn under 15 år. Det
    følger af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketings-
    tidende 2009-10, tillæg A, L 164 som fremsat, side 5, at
    den navnlig har til formål at imødegå, at personer over den
    kriminelle lavalder »spekulerer i« at lade børn under den
    kriminelle lavalder udføre kriminelle handlinger for selv at
    undgå at pådrage sig et strafansvar. Bestemmelsen omfatter
    bl.a. situationer, hvor gerningsmanden ved trusler, løfter om
    belønning, opfordring, rådgivning eller ved at stille redska-
    ber til rådighed har medvirket til en kriminel handling fore-
    taget af et barn under den kriminelle lavalder.
    3.1.3.2. Justitsministeriets overvejelser
    Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, at
    aftalepartierne er enige om, at rekruttering af børn og unge
    til kriminalitet skal gøres ulovligt.
    Det er en afgørende forudsætning for bekæmpelsen af ban-
    dekriminalitet at få brudt fødekæden til banderne. Her udgør
    bandernes rekruttering af børn og unge en central udford-
    ring. Dels understøtter bandernes rekruttering af børn og
    unge de kriminelle og samfundsskadelige aktiviteter, der
    udspringer af bandemiljøet. Dels kan det at blive rekrutteret
    til en kriminel gruppering have langsigtede negative konse-
    kvenser for den unges fremtidige tilværelse, ligesom tidlig
    deltagelse i kriminalitet kan øge risikoen for mere alvorlig
    kriminalitet på længere sigt.
    Det er derfor vigtigt, at der kan sættes effektivt ind over for
    bandernes rekruttering af børn og unge. Det er Justitsmini-
    steriets vurdering, at en kriminalisering af handlinger, der er
    egnede til at bidrage til, at personer under 18 år involveres
    i kriminalitet, bør omfatte overtrædelser af straffeloven, lov
    om euforiserede stoffer, våbenloven og knivloven.
    3.1.3.3. Den foreslåede ordning
    Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i straffeloven,
    hvorefter den, der er fyldt 18 år og tidligere er idømt fæng-
    selsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøven-
    de karakter for overtrædelse af straffeloven, lov om eufori-
    serende stoffer, våbenloven eller knivloven, og som foreta-
    ger en handling, der er egnet til at bidrage til, at en person
    under 18 år involveres i kriminalitet omfattet af disse love,
    straffes med fængsel indtil 4 år. Det gælder dog ikke, når der
    er forløbet mere end 10 år fra endelig dom. Det bemærkes,
    at den foreslåede bestemmelse ikke vil være afgrænset til
    bandekriminalitet.
    Bestemmelsen vil som nævnt omfatte handlinger, der er eg-
    nede til at bidrage til, at en person under 18 år involveres
    i kriminalitet omfattet af straffeloven, lov om euforiserende
    stoffer, våbenloven eller knivloven.
    Omfattede handlinger vil f.eks. være handlinger, som er eg-
    nede til at bidrage til at give en person under 18 år forudsæt-
    ningerne for at begå kriminalitet omfattet af de pågældende
    love. Det vil ikke være en betingelse, at den pågældende
    handling i sig selv er egnet til at give en person under 18 år
    samtlige forudsætninger for at begå kriminalitet omfattet af
    de pågældende love. Det afgørende vil være, at handlingen
    er egnet til at bidrage hertil. Det vil ligeledes ikke være en
    betingelse, at personen under 18 år ikke ville have været i
    stand til at begå den pågældende kriminalitet, hvis gernings-
    personen ikke havde udført den pågældende handling.
    Omfattede handlinger vil således f.eks. være instruktion,
    rådgivning og at stille redskaber til rådighed. Derudover
    vil eksempelvis belønning og opfordring også kunne være
    omfattet. Hvilke handlinger, der konkret er egnede til at
    bidrage til, at en person under 18 år involveres i kriminalitet,
    vil afhænge af omstændighederne, der knytter sig til hand-
    lingerne.
    Det foreslås, at gerningsindholdet skal være fuldbyrdet, når
    gerningspersonen har udført en handling, som er egnet til
    at bidrage til, at en person under 18 år involveres i krimina-
    litet. Det vil således ikke være en betingelse, at personen
    under 18 år efterfølgende overtræder straffeloven, lov om
    euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven. Det afgø-
    rende vil være, om gerningspersonens handling er egnet til
    at give den pågældende forudsætninger for at begå overtræ-
    delser af disse love.
    Det bemærkes dog, at det i praksis forventes at kunne være
    forbundet med vanskeligheder at løfte bevisbyrden i tilfæl-
    de, hvor personen under 18 år ikke efterfølgende begår over-
    trædelser af de omfattede love.
    I forhold til den almindelige medvirkensregel, jf. straffelo-
    vens § 23, vil der efter den foreslåede bestemmelse ikke
    skulle føres bevis for, at gerningspersonens handlinger har
    ført til, at en person under 18 år begår eller medvirker til en
    bestemt eller nærmere konkretiseret strafbar handling eller
    forsøger herpå.
    Endelig foreslås det, at der skal kunne straffes efter den
    foreslåede bestemmelse, hvis gerningspersonen har udvist
    uagtsomhed med hensyn til spørgsmålet om den unge eller
    barnets alder. Gerningspersonen vil i disse tilfælde skulle
    straffes med en forholdsmæssig mindre straf.
    Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 15, og be-
    mærkningerne hertil.
    16
    3.2. Strammere greb og større retfærdighed
    3.2.1. Styrket opholdsforbud og nyt kontaktforbud
    3.2.1.1. Gældende ret
    3.2.1.1.1. Opholdsforbud
    Det følger af straffelovens § 79 a, stk. 1, at den, som idøm-
    mes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsføl-
    ge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er
    omfattet af straffelovens § 81 a, ved dommen kan gives
    opholdsforbud efter stk. 2. Det samme gælder den, som
    idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig
    retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af
    straffeloven, lov om euforiserende stoffer eller lov om våben
    og eksplosivstoffer, og som har tilknytning til en gruppe
    af personer, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig
    kriminalitet, når overtrædelsen har relation til den dømtes
    tilknytning til gruppen.
    Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at straffelo-
    vens § 79 a, stk. 1, 1. pkt., forudsættes anvendt, uanset
    hvilken af de i § 81 a nævnte bestemmelser den pågældende
    dømmes for overtrædelse af.
    Det fremgår også af forarbejderne til bestemmelsen, at straf-
    felovens § 79 a, stk. 1, 2. pkt., forudsættes anvendt, hvis der
    foreligger to eller flere overtrædelser, der opfylder betingel-
    serne i bestemmelsen, uanset hvor lang den eller de ubetin-
    gede frihedsstraffe er. Bestemmelsen forudsættes ligeledes
    anvendt, hvis der foreligger en enkelt overtrædelse, som
    opfylder betingelserne, og som samtidig fører til en ubetin-
    get frihedsstraf af mindst 3 måneders varighed. Vedrører en
    dom flere lovovertrædelser, hvoraf det ikke er alle, som er
    omfattet af straffelovens § 79 a, stk. 1, 2. pkt., skal der
    foretages en konkret vurdering af, om den overtrædelse, der
    er omfattet af bestemmelsen, i sig selv ville have medført en
    ubetinget frihedsstraf af mindst 3 måneders varighed.
    Det fremgår desuden af forarbejderne til bestemmelsen,
    at udtrykket »gruppe af personer« skal forstås i overens-
    stemmelse med udtrykkets anvendelse i straffelovens § 81
    a. Som en gruppe anses derved ikke kun formaliserede grup-
    per med en fast struktur og rollefordeling medlemmerne
    imellem, et fast tilholdssted og navn eller lignende. Bestem-
    melsen omfatter også mere løse grupperinger, hvis gruppen
    dog virker med et fælles sigte eller mål og/eller har et fast
    reaktionsmønster i bestemte situationer, f.eks. at personerne
    i gruppen som regel bliver alarmeret og instrueret via tele-
    fon- eller sms-kæder i forbindelse med bestemte voldelige
    eller truende begivenheder, som indtræffer.
    Det forudsættes i den forbindelse, at gruppen for at være
    omfattet af bestemmelsen ikke alene er opstået og fungerer
    i anledning af de forhold, der er til pådømmelse under den
    konkrete straffesag.
    Herudover er det en betingelse, at personerne knyttet til
    den pågældende gruppe »tilsammen står bag omfattende og
    alvorlig kriminalitet«. Dette omfatter ifølge forarbejderne
    tilfælde, hvor de personer, som har tilknytning til gruppen,
    samlet set er dømt for lovovertrædelser af en sådan grovhed
    eller i et sådant omfang eller antal, at den samlede krimi-
    nalitet inden for gruppen må anses for omfattende og alvor-
    lig. Dette gælder, uanset om de enkelte lovovertrædelser
    er begået af en eller flere personer, som har tilknytning til
    gruppen.
    Ved vurderingen af, om de personer, som har tilknytning til
    gruppen, tilsammen står bag omfattende og alvorlig krimi-
    nalitet, skal der navnlig lægges vægt på, om de pågældende
    er dømt for overtrædelser af straffeloven, lov om euforise-
    rende stoffer eller lov om våben og eksplosivstoffer. Øvrige
    lovovertrædelser kan dog efter omstændighederne også til-
    lægges vægt i denne vurdering. Der kan endvidere lægges
    vægt på, om overtrædelserne har ført til idømmelse af ube-
    tingede fængselsstraffe eller andre strafferetlige retsfølger
    af frihedsberøvende karakter. Det skal ligeledes tillægges
    betydning, hvor lang tid der er gået, siden forholdene blev
    begået. Hvis forholdene er begået af personer, der må anses
    for ledende eller toneangivende figurer inden for gruppen,
    skal dette ligeledes tillægges betydelig vægt.
    Desuden skal den dømte have »tilknytning« til den pågæl-
    dende gruppe af personer. Det indebærer ifølge forarbej-
    derne, at den pågældende skal have et tilhørsforhold til
    gruppen som sådan. Det blotte bekendtskab med enkeltper-
    soner fra den pågældende gruppe falder således uden for
    bestemmelsens anvendelsesområde. Opholdsforbud kan gi-
    ves til personer, uanset om den pågældende i gruppens egen
    selvforståelse er fuldgyldigt medlem eller har status som
    f.eks. »prospect«, »supporter«, »hangaround« eller »probati-
    onary«. Det afgørende er, at den dømte har den beskrevne
    tilknytning til gruppen.
    Der henvises til Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 35
    som fremsat, side 5 f.
    I Østre Landsrets dom af 29. januar 2020 i sag S-838-19,
    offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2020, side 1389 ff.,
    fortolkede retten straffelovens § 79 a, stk. 1, 2. pkt., således,
    at den dømtes tilknytning skal foreligge på tidspunktet for
    rettens domsafsigelse. Den tiltalte blev på den baggrund fri-
    fundet for anklagemyndighedens påstand om opholdsforbud,
    da retten fandt, at den tiltalte ikke længere havde tilknytning
    til en bandegruppering på tidspunktet for rettens domsafsi-
    gelse.
    Endelig skal lovovertrædelsen have »relation til den døm-
    tes tilknytning til gruppen«. Det indebærer ifølge forarbej-
    derne, at opholdsforbud ikke kan idømmes i sager, hvor
    lovovertrædelsen ikke har nogen sammenhæng med den
    pågældendes tilknytning til gruppen. Som mulige eksemp-
    ler nævnes vold eller voldtægt, der eksempelvis er begået
    i et parforhold, uden at det har nogen sammenhæng med
    den dømtes tilknytning til den pågældende gruppe, jf. Folke-
    tingstidende 2017-18, tillæg A, L 35 som fremsat, side 6.
    17
    Efter straffelovens § 79 a, stk. 2, forstås der ved opholdsfor-
    bud et forbud mod at færdes og opholde sig i et eller flere
    nærmere afgrænsede områder, hvor den pågældende lovov-
    ertrædelse er begået, eller hvor den gruppe af personer, jf.
    § 81 a eller stk. 1, 2. pkt., som den domfældte er tilknyttet,
    opholder sig.
    Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at udtrykket
    »færdes og opholde sig« omfatter enhver fysisk tilstedevæ-
    relse inden for det pågældende område, herunder at passere
    igennem området. Et opholdsforbud indebærer således, at
    den blotte tilstedeværelse i det pågældende område uden
    politiets tilladelse udgør en overtrædelse, selv om der er tale
    om helt kortvarige ophold.
    Et opholdsforbud skal som udgangspunkt omfatte den eller
    de kommuner, hvor den pågældende lovovertrædelse er be-
    gået. Herudover kan der gives et opholdsforbud i den eller
    de kommuner, hvor den gruppe af personer, som den dømte
    er tilknyttet, opholder sig.
    I vurderingen af den nærmere afgrænsning af opholdsfor-
    buddet, herunder om forbuddet skal omfatte mere end én
    kommune, f.eks. både den kommune, hvor forholdet er be-
    gået, og den kommune, hvor gruppen opholder sig, skal der
    navnlig lægges vægt på karakteren, omfanget og grovheden
    af den begåede kriminalitet.
    Der skal endvidere lægges afgørende vægt på, hvor forbud-
    det mest effektivt forhindrer, at den pågældende genoptager
    sine kriminelle aktiviteter.
    Er der tale om mindre alvorlig kriminalitet, som f.eks. alene
    har givet anledning til en kortere ubetinget fængselsstraf,
    og vurderes et geografisk bredt fastlagt forbud dermed ikke
    at stå i rimeligt forhold til den begåede kriminalitet, kan
    opholdsforbuddet indskrænkes geografisk til et eller flere
    mindre områder, som ikke hindrer den dømtes sædvanlige
    ophold og færden de steder, hvor den dømte har sin bopæl
    og sine sædvanlige legitime gøremål, men som hindrer den
    dømte i at opholde sig og færdes, hvor den eller de pågæl-
    dende lovovertrædelser er begået, og/eller hvor den gruppe
    af personer, som den dømte er tilknyttet, opholder sig.
    Den præcise afgrænsning af opholdsforbuddet afhænger i
    øvrigt af en konkret proportionalitetsvurdering.
    Der henvises til Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 35
    som fremsat, side 6.
    Det følger af straffelovens § 79 a, stk. 4, at opholdsforbud
    gives på tid fra 1 til 10 år regnet fra endelig dom, samt
    at opholdsforbuddet forlænges tilsvarende ved udståelse af
    fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsbe-
    røvende karakter.
    Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at den tids-
    mæssige udstrækning af opholdsforbuddet afhænger af de
    konkrete omstændigheder i sagen. Opholdsforbuddets læng-
    de skal således afspejle den begåede kriminalitet, herunder
    grovheden og omfanget af denne kriminalitet. Der bør her-
    ved lægges afgørende vægt på længden af den idømte straf
    eller karakteren af den foranstaltning m.v., som idømmes.
    Ved fængsel i indtil 1 år eller ved ungdomssanktioner efter
    straffelovens § 74 a forudsættes opholdsforbuddet som ud-
    gangspunkt fastsat til mellem 1 og 4 år. Ved fængsel i mere
    end 1 år, men ikke over 4 år, eller ved foranstaltninger efter
    straffelovens §§ 68 og 69 forudsættes opholdsforbuddet som
    udgangspunkt fastsat til mellem 3 og 6 år. I sager, hvor den
    idømte fængselsstraf er på mere end 4 år, men ikke over 8
    år, forudsættes opholdsforbuddet som udgangspunkt fastsat
    til mellem 5 og 8 år. Ved fængsel i 8 år eller derover eller
    ved forvaring efter straffelovens § 70 forudsættes opholds-
    forbuddet som udgangspunkt fastsat til mellem 7 og 10 år.
    Fastsættelsen af længden af opholdsforbuddet beror i øvrigt
    på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af
    samtlige omstændigheder i sagen, og det ovenfor anførte vil
    kunne fraviges i op- eller nedadgående retning (inden for
    den fastsatte ramme på 1 til 10 år), hvis der i den konkrete
    sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder.
    En person, der er idømt et opholdsforbud, kan ved en senere
    dom idømmes yderligere opholdsforbud, hvis betingelserne
    herfor er opfyldt. Et sådant yderligere opholdsforbud får
    ligeledes virkning fra endelig dom, og der er ikke noget
    til hinder for, at der er et geografisk og/eller tidsmæssigt
    overlap mellem flere idømte opholdsforbud.
    Ved udståelse af fængselsstraf eller anden strafferetlig rets-
    følge af frihedsberøvende karakter forlænges opholdsfor-
    buddet tilsvarende. Det indebærer, at et opholdsforbud for-
    længes i tid i den periode, hvor den dømte udstår den fæng-
    selsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, som blev idømt
    sammen med opholdsforbuddet, samt forlænges i tid med
    den periode, hvor den dømte udstår øvrige fængselsstraffe
    eller andre strafferetlige retsfølger af frihedsberøvende ka-
    rakter, når udståelsen finder sted, mens et opholdsforbud har
    virkning.
    Der henvises til Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 35
    som fremsat, side 6-7.
    Efter straffelovens § 79 a, stk. 5, 1. pkt., kan den dømte
    3 år efter løsladelsen eller udskrivningen forlange, at an-
    klagemyndigheden indbringer spørgsmålet om forbuddets
    opretholdelse for retten. Når særlige omstændigheder taler
    for det, kan justitsministeren dog tillade, at indbringelse for
    retten sker tidligere, jf. § 79 a, stk. 5, 2. pkt.
    Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at der ved
    vurderingen af, om forbuddet bør ophæves, navnlig skal
    lægges vægt på, om den dømte eksempelvis har gennem-
    ført et exit-forløb og har forladt det kriminelle miljø og i
    øvrigt ikke har begået ny kriminalitet, jf. Folketingstidende
    2017-18, tillæg A, L 35 som fremsat, side 7.
    Der kan være særlige tilfælde, hvor en person, der er idømt
    et opholdsforbud, har et særligt anerkendelsesværdigt for-
    18
    mål med at færdes eller opholde sig i det område, som
    forbuddet vedrører.
    I visse tilfælde følger det af Danmarks internationale for-
    pligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettigheds-
    konvention (EMRK), at der skal være mulighed for konkret
    at gøre undtagelse fra et idømt opholdsforbud.
    Politiet kan derfor meddele tilladelse til færden eller ophold
    i et område omfattet af et opholdsforbud, hvis det af særlige
    grunde må anses for beføjet, jf. straffelovens § 79 a, stk.
    3. Justitsministeren har i medfør af straffelovens § 79 a,
    stk. 6, ved bekendtgørelse nr. 1168 af 20. november 2019
    om tilladelse til færden eller ophold i et område omfattet af
    et opholdsforbud efter straffelovens § 79 a fastsat nærmere
    regler om sådanne tilladelser.
    Der henvises til Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 35
    som fremsat, side 7.
    Overtrædelse af et opholdsforbud efter straffelovens § 79 a,
    stk. 1, straffes med fængsel indtil 2 år, jf. straffelovens § 124
    a, stk. 1.
    Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at straffen
    for overtrædelse af et opholdsforbud i førstegangstilfælde
    som udgangspunkt fastsættes til ubetinget fængsel i 60
    dage. Strafferammen indebærer, at bødestraf ikke kan an-
    vendes.
    Fastsættelsen af straffen beror på domstolenes konkrete vur-
    dering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i
    sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op-
    eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag fore-
    ligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. her-
    ved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffe-
    lovens kapitel 10.
    Hvis den dømte i forbindelse med overtrædelse af et op-
    holdsforbud også samtidig begår en ny lovovertrædelse, bør
    dette i almindelighed anses for en strafskærpende omstæn-
    dighed ved udmålingen af straffen for den nye lovovertræ-
    delse.
    Der henvises til Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 35
    som fremsat, side 7.
    3.2.1.1.2. Kontaktforbud
    Straffeloven indeholder ikke i dag en generel bestemmelse
    om, at retten kan idømme kriminelle bandemedlemmer et
    forbud mod at søge at kontakte personer, der har tilknytning
    til samme gruppe af personer som den dømte.
    Det følger dog af straffelovens § 79 b, stk. 1, at retten i
    forbindelse med dom for visse terrorforbrydelser kan give
    den dømte et forbud mod at færdes og opholde sig i et eller
    flere nærmere afgrænsede områder (opholdsforbud) og/eller
    et forbud mod at søge at kontakte personer, der er dømt for
    en eller flere af de angivne overtrædelser (kontaktforbud).
    Efter straffelovens § 79 b, stk. 3, 1. pkt., forstås der ved et
    kontaktforbud et forbud mod at søge at kontakte personer,
    der er dømt for en eller flere af de overtrædelser, der er
    nævnt i stk. 1.
    Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at udtrykket
    »kontakte« omfatter enhver personlig, skriftlig, telefonisk
    og digital kontakt med personer, der er omfattet af det på-
    gældende forbud. Et kontaktforbud indebærer således, at en
    hvilken som helst kontakt, både skriftlig og mundtlig, med
    de omfattede personer uden politiets forudgående tilladelse,
    jf. § 79 b, stk. 4, som beskrevet nedenfor, udgør en overtræ-
    delse.
    Et kontaktforbud indebærer for det første et forbud mod per-
    sonlig kontakt med personer, der er omfattet af forbuddet,
    herunder fysisk fremmøde på den pågældendes bopæl, op-
    holdssted eller andre steder, hvor den pågældende opholder
    sig midlertidigt. Forbuddet indebærer også et forbud mod
    personlig kontakt, hvis den dømte tilfældigt møder en per-
    son, der er omfattet af forbuddet, på f.eks. gaden, i biografen
    eller hos fælles bekendte.
    Kontaktforbuddet indebærer endvidere et forbud mod skrift-
    lig kontakt i form af breve eller lignende analoge kommuni-
    kationsformer. Forbuddet omfatter ligeledes telefonisk kon-
    takt, som foregår ved anvendelse af telefonnettet, herunder
    fremsendelse af en tekst- eller billedbesked (f.eks. sms’er
    og mms’er) samt telefax. Herudover omfatter forbuddet en
    hvilken som helst kontakt, som foregår gennem internettet
    eller et lignende system til spredning af information. Som
    eksempler nævnes e-mail, internetchat, internettelefoni og
    sociale medier, herunder Facebook, Instagram og X.
    Et kontaktforbud indebærer desuden, at den dømte ikke må
    »søge at« kontakte personer omfattet af forbuddet. Forbud-
    det er derfor overtrådt, når den dømte f.eks. har afsendt en
    e-mail, skrevet en besked på en Facebook-profil eller lagt
    en besked på en telefonsvarer med forsæt til at opnå kontakt
    til en person omfattet af forbuddet. Det er en fuldbyrdet
    overtrædelse af kontaktforbuddet, selv om e-mailen eller
    beskeden ikke kommer frem til den tilsigtede modtager.
    Der henvises til Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 130
    som fremsat, side 9.
    Kontaktforbud omfatter ikke nærmeste familiemedlemmer, i
    det omfang det strider mod Danmarks internationale forplig-
    telser jf. straffelovens § 79 b, stk. 3, 2. pkt. Kontaktforbud
    omfatter endvidere ikke andre indsatte, som den, der har et
    kontaktforbud, er placeret på afdeling med under afsoning
    af en frihedsstraf, imens de opholder sig i en af kriminalfor-
    sorgens institutioner, jf. straffelovens § 79 b, stk. 3, 3. pkt.
    Politiet kan dog meddele tilladelse til kontakt med en person
    omfattet af et kontaktforbud, hvis det af særlige grunde må
    anses for beføjet, jf. straffelovens § 79 b, stk. 4.
    Kontaktforbud gives på tid fra 1 til 10 år regnet fra endelig
    dom, og der føres tilsyn hermed af politiet, jf. straffelovens
    § 79 b, stk. 5 og 6. Politiet kan bl.a. i den forbindelse
    19
    uden retskendelse skaffe sig adgang til den dømtes bolig
    og andre lokaliteter, som den dømte råder over, og foretage
    undersøgelser heraf, ligesom politiet uden retskendelse kan
    foretage undersøgelser af f.eks. breve, computere og andre
    genstande, som den pågældende råder over og om nødven-
    digt medtage disse med henblik på undersøgelse af indhol-
    det, jf. stk. 6. Politiet kan desuden videregive oplysninger til
    den dømte om, at en person er dømt for en af de angivne
    bestemmelser, hvis det er nødvendigt for at håndhæve et
    meddelt kontaktforbud, jf. stk. 8 og straffelovens § 79 d.
    Overtrædelse af kontaktforbud efter straffelovens § 79 b,
    stk. 1, straffes med fængsel indtil 2 år, jf. § 124 a, stk.
    1. Strafferammen indebærer, at bøde ikke kan anvendes. Det
    fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at straffen for
    overtrædelse af et kontaktforbud i førstegangstilfælde som
    udgangspunkt skal fastsættes til ubetinget fængsel i 60 dage,
    jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 130 som fremsat,
    side 11.
    Straffeloven indeholder derudover en bestemmelse om kon-
    taktforbud til prøveløsladte bandemedlemmer under visse
    nærmere omstændigheder. Efter straffelovens § 39, stk. 3,
    skal der således ved løsladelse på prøve af en person, som er
    dømt for overtrædelse af straffelovens § 191 eller § 192 a el-
    ler for en forbrydelse, der har været forbundet med forsætlig
    vold eller trusler, som er idømt fængsel i 1 år eller derover,
    som ikke er udvist ved dom, og som af politiet skønnes
    at have tilknytning til en gruppe af personer, hvor de pågæl-
    dende personer tilsammen står bag omfattende og alvorlig
    kriminalitet, fastsættes, hvis ikke særlige omstændigheder
    taler herimod, vilkår om, at den pågældende i prøvetiden ik-
    ke opholder sig sammen med eller på anden måde har kon-
    takt med andre med tilknytning til den pågældende gruppe,
    medmindre der er tale om nærtstående, eller der er tale om
    ophold eller kontakt som led i varetagelsen af et anerken-
    delsesværdigt formål. Ved prøveløsladelse af disse personer
    fastsættes således som udgangspunkt skærpede vilkår om, at
    den pågældende i prøvetiden ikke opholder sig sammen med
    eller på anden måde har kontakt med andre med tilknytning
    fra den pågældende gruppe. Kriminalforsorgen fører tilsyn
    med, om den prøveløsladte overholder de nærmere fastsatte
    vilkår.
    Det følger herudover af § 48, stk. 2, nr. 5, i lov om fuld-
    byrdelse af straf m.v. (straffuldbyrdelsesloven), at tilladelse
    til udgang kan betinges af, at den indsatte under udgangen
    undergiver sig vilkår som nævnt i straffelovens § 57. Det
    følger af straffelovens § 57, nr. 1, at der kan fastsættes
    vilkår om, at den dømte overholder særlige bestemmelser
    vedrørende opholdssted, arbejde, uddannelse, anvendelse af
    fritid eller samkvem med bestemte personer. Ved udgangstil-
    ladelse til bandemedlemmer samt personer med en løsere
    tilknytning til bandemiljøet fastsættes således som udgangs-
    punkt skærpede vilkår om, at den pågældende under udgang
    i) ikke i løbet af udgangen har samvær med personer, som
    har tilknytning til bandemiljøet, herunder elektronisk kon-
    takt, f.eks. via sociale medier, ii) ikke opsøger lokaliteter,
    f.eks. klubhuse, værtshuse, private adresser og forretnings-
    adresser m.v., der regelmæssigt anvendes som mødesteder
    for personer med tilknytning til bandemiljøet, iii) ikke del-
    tager i hverken offentlige eller private arrangementer, hvor
    personer med tilknytning til bandemiljøet står som arrangør,
    eller hvor det må forventes, at personer med tilknytning til
    bandemiljøet vil deltage, og iv) udgangsadressen ikke under
    udgang bruges som samlingssted for personer, som har til-
    knytning til bandemiljøet. Vilkåret gælder ikke, såfremt der
    er tale om nærtstående personer med tilknytning til bande-
    miljøet.
    3.2.1.1.3. Varetægtsfængsling
    Det følger af retsplejelovens § 762, stk. 1, at en sigtet kan
    varetægtsfængsles, når der er begrundet mistanke om, at den
    pågældende har begået en lovovertrædelse, som er undergi-
    vet offentlig påtale, såfremt lovovertrædelsen efter loven
    kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover,
    og 1) der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte
    grunde til at antage, at den pågældende vil unddrage sig
    forfølgningen eller fuldbyrdelsen, eller 2) der efter det om
    sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at frygte, at
    den pågældende på fri fod vil begå en ny lovovertrædelse af
    den foran nævnte beskaffenhed, eller 3) der efter sagens om-
    stændigheder er bestemte grunde til at antage, at sigtede vil
    vanskeliggøre forfølgningen i sagen, navnlig ved at fjerne
    spor eller advare eller påvirke andre.
    Varetægtsfængsling kan dog ikke anvendes, hvis lovover-
    trædelsen kan ventes at ville medføre straf af bøde eller
    fængsel i højst 30 dage, eller hvis frihedsberøvelsen vil stå
    i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af sigtedes
    forhold, sagens betydning og den retsfølge, som kan ventes,
    hvis den sigtede findes skyldig, jf. bestemmelsens stk. 3.
    Efter retsplejelovens § 762, stk. 2, kan der endvidere ske
    såkaldt retshåndhævelsesarrest.
    Det følger af bestemmelsens stk. 2, nr. 1, at en sigtet kan
    varetægtsfængsles, når der foreligger en særligt bestyrket
    mistanke om, at den pågældende har begået en lovovertræ-
    delse, som er undergivet offentlig påtale, og som efter loven
    kan medføre fængsel i 6 år eller derover, og hensynet til
    retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grov-
    hed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod.
    Efter bestemmelsens stk. 2, nr. 2, kan en sigtet ligeledes
    varetægtsfængsles, når der foreligger en særligt bestyrket
    mistanke om, at den pågældende har begået en overtrædelse
    af straffelovens § 119, stk. 1, § 119 b, § 123, § 134 a, §
    192 a, stk. 2, § 218, § 222, § 225, jf. § 216, stk. 2, § 218
    eller § 222, § 235, stk. 1, §§ 242-246, § 250, § 252 eller en
    overtrædelse af straffelovens § 232 over for et barn under 15
    år eller overtrædelse af et forbud meddelt af politiet i medfør
    af lovgivningen om politiets virksomhed til en person, der
    har udvist en særlig utryghedsskabende adfærd eller ved
    sin adfærd bidraget til at skabe særlig utryghed, såfremt
    lovovertrædelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed
    kan forventes at ville medføre en ubetinget dom på fængsel i
    20
    mindst 60 dage, og hensynet til retshåndhævelsen skønnes at
    kræve, at sigtede ikke er på fri fod.
    3.2.1.2. Justitsministeriets overvejelser
    Det fremgår bl.a. af en evaluering af 31. januar 2022, som
    Rigspolitiet og Rigsadvokaten har foretaget af opholdsfor-
    buddet i straffelovens § 79 a, at politiet har gode erfarin-
    ger med opholdsforbuddet, og at forbuddet kan udgøre et
    effektivt redskab for politiet til at fjerne banderne fra deres
    nærmiljø.
    Samtidig viser evalueringen dog også, at der er visse ud-
    fordringer forbundet med opholdsforbuddet. Bl.a. er bande-
    grupperinger meget dynamiske og mobile, herunder i for-
    hold til deres opholdssted. Enkelte politikredse er således
    bekendt med, at gruppers opholdssted er blevet flyttet til ste-
    der placeret uden for det geografiske område, der er omfattet
    af opholdsforbuddet.
    Derudover vurderer Rigsadvokaten i evalueringen, at der
    kan være visse bevismæssige udfordringer forbundet med at
    få en tiltalt idømt et opholdsforbud efter straffelovens § 79
    a, stk. 1, 2. pkt. Det skyldes, at domstolene på baggrund af
    ordlyden af bestemmelsen i visse tilfælde har lagt til grund,
    at bandetilknytningen skal være gældende på domstidspunk-
    tet og ikke på gerningstidspunktet. Bandetilknytningen på
    domstidspunktet kan dog være vanskelig at bevise, navnlig
    hvis den tiltalte har været varetægtsfængslet i en længere
    periode op til dommen. Dette fremgår også af Serviceefter-
    synet.
    Det fremgår desuden af Serviceeftersynet, at Rigspolitiet ser
    en øget tendens til besiddelse af knive m.v. i det offentlige
    rum, jf. herom også pkt. 3.3.1.2 og 3.4.2.2 i lovforslagets
    almindelige bemærkninger. Rigsadvokaten og Rigspolitiet
    bemærker i Serviceeftersynet, at straffelovens § 79 a, stk.
    1, 2. pkt., kan overvejes udvidet til også at omfatte knivlovs-
    overtrædelser.
    Som det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV,
    er aftalepartierne enige om at styrke opholdsbuddet, og at
    indføre et forbud mod kontakt med andre bandemedlemmer.
    Justitsministeriet finder, at initiativerne bør gennemføres
    ved at nyaffatte straffelovens § 79 a, således at bestemmel-
    sen kommer til at indeholde et styrket opholdsforbud samt et
    nyt kontaktforbud.
    Det er Justitsministeriets opfattelse, at opholdsforbuddet bør
    styrkes på tre punkter.
    For det første bør kredsen af love, der kan medføre et op-
    holdsforbud i medfør af straffelovens § 79 a, stk. 1, 2. pkt.,
    udvides til også at omfatte knivloven for at imødegå den
    øgede tendens til besiddelse af knive m.v. i det offentlige
    rum.
    For at imødegå bevismæssige udfordringer forbundet med at
    få en tiltalt idømt et opholdsforbud i medfør af straffelovens
    § 79 a, stk. 1, 2. pkt., bør det for det andet fremgå klart,
    at det er den dømtes tilknytning til en gruppe af personer
    på gerningstidspunktet og ikke domstidspunktet, der er afgø-
    rende for, om der kan gives et opholdsforbud efter straffelo-
    vens § 79 a.
    For det tredje bør muligheden for at varetægtsfængsle per-
    soner for overtrædelse af opholdsforbud efter straffelovens
    § 124 a, stk. 1, jf. § 79 a, herunder i førstegangstilfælde,
    udvides. Det skal medvirke til at sikre, at personer ved over-
    trædelse af et opholdsforbud hurtigere fjernes fra gaden. Ju-
    stitsministeriet vurderer, at dette også bør gælde for over-
    trædelse af det foreslåede kontaktforbud. Justitsministeriet
    vurderer desuden, at dette også bør gælde for overtrædelser
    af opholdsforbud og kontaktforbud efter straffelovens § 124
    a, stk. 1, jf. § 79 b.
    Justitsministeriet finder endvidere, at personkredsen, som
    kan idømmes et opholdsforbud efter straffelovens § 79 a,
    stk. 1 – med de foreslåede ændringer ovenfor – ligeledes
    skal kunne idømmes et kontaktforbud. Kontaktforbuddet bør
    udformes således, at den dømte ikke må søge at kontakte
    personer, der har tilknytning til samme gruppe af personer,
    som den dømte på gerningstidspunktet havde tilknytning til.
    Kontaktforbuddet vil have til formål at forebygge ny ban-
    derelateret kriminalitet. I tilfælde hvor en lovovertrædelse
    er omfattet af straffelovens § 81 a, eller hvor en angiven
    lovovertrædelse har relation til den dømtes tilknytning til en
    gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende og
    alvorlig kriminalitet, vil et idømt kontaktforbud således bl.a.
    kunne medvirke til at sikre, at en dømt ikke fastholdes eller
    falder tilbage i det kriminelle miljø gennem kontakt med
    personer fra den gruppering, som den dømte var tilknyt-
    tet på gerningstidspunktet. Herudover vil kontaktforbuddet
    kunne imødegå de nuværende udfordringer forbundet med
    opholdsforbuddet, der udspringer af, at bandegrupperinger
    er dynamiske og mobile, herunder i forhold til deres op-
    holdssted. Kontaktforbuddet vil således kunne betyde, at
    bandemedlemmer fra samme gruppering med opholdsforbud
    ikke sammen vil kunne tage ophold et andet sted uden for
    det område, der er dækket af opholdsforbuddet, ligesom de
    ikke i øvrigt vil kunne have kontakt på anden vis.
    3.2.1.3. Den foreslåede ordning
    3.2.1.3.1. Styrket opholdsforbud og nyt kontaktforbud
    3.2.1.3.1.1. Anvendelsesområde
    Det foreslås at nyaffatte straffelovens § 79 a med henblik
    på dels at udvide anvendelsesområdet for bestemmelsen til
    også at omfatte overtrædelse af knivloven, dels at give dom-
    stolene mulighed for at idømme bandemedlemmer et forbud
    mod kontakt til personer, der har tilknytning til samme grup-
    pe af personer som den dømte. Med den foreslåede nyaffat-
    telse vil det endvidere fremgå klart, at det er den dømtes
    tilknytning til en gruppe af personer på gerningstidspunktet
    og ikke domstidspunktet, der er afgørende for, om der kan
    gives et opholdsforbud og fremover også et kontaktforbud.
    21
    Efter den foreslåede § 79 a, stk. 1, vil den, som idømmes
    ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af
    frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er om-
    fattet af straffelovens § 81 a, ved dommen kunne gives
    et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud. Det samme gæl-
    der den, som idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden
    strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for over-
    trædelse af denne lov, lov om euforiserende stoffer, våben-
    loven eller knivloven, og som på gerningstidspunktet har
    tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag
    omfattende og alvorlig kriminalitet, når overtrædelsen har
    relation til den dømtes tilknytning til gruppen.
    Et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud vil kunne idøm-
    mes sammen med en helt eller delvis ubetinget fængsels-
    straf. Forbuddene vil endvidere kunne idømmes sammen
    med en anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende ka-
    rakter. Dette omfatter anbringelsesdomme og behandlings-
    domme efter straffelovens §§ 68 og 69, hvor der sker
    frihedsberøvelse, forvaring efter straffelovens § 70 og ung-
    domssanktioner efter straffelovens § 74 a.
    Der vil derimod ikke kunne gives forbud i sager, hvor straf-
    fen alene er bøde eller betinget fængselsstraf. Ligeledes vil
    der ikke kunne gives forbud i sager, hvor den pågældende
    er idømt en anden strafferetlig retsfølge, som ikke er af fri-
    hedsberøvende karakter, f.eks. dom til ambulant behandling
    eller til tilsyn efter straffelovens §§ 68 og 69.
    Forbuddene vil skulle idømmes af domstolene efter en kon-
    kret vurdering af, om et opholdsforbud og/eller et kontakt-
    forbud vil være egnet og nødvendigt for at forebygge ny
    banderelateret kriminalitet ved at sikre, at de omfattede per-
    soner ikke fastholdes eller falder tilbage i det kriminelle
    miljø.
    Såfremt domstolene efter en konkret vurdering finder, at
    den dømte skal idømmes forbud, vil den pågældende som
    udgangspunkt skulle gives både et opholdsforbud og et
    kontaktforbud. Forbuddene vil dog efter omstændighederne
    også kunne gives enkeltvis. Dette gælder f.eks., hvis betin-
    gelserne for kontaktforbud er opfyldt, mens betingelserne
    for opholdsforbud ikke er opfyldt, fordi der ikke vurderes
    at være et nærmere afgrænset område, hvor den pågældende
    lovovertrædelse er begået, eller hvor den gruppe af personer,
    som den dømte på gerningstidspunktet havde tilknytning til,
    opholder sig. Dette vil bl.a. kunne være tilfældet, hvis et
    klubhus i en politikreds er nedlagt, men gruppen af personer
    fortsat opholder sig i kredsen, uden at det er muligt at defi-
    nere området konkret som et nærmere afgrænset område.
    Det forudsættes, at en person, som idømmes ubetinget fæng-
    selsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøven-
    de karakter for en lovovertrædelse, der er omfattet af straffe-
    lovens § 81 a, i almindelighed vil skulle gives et opholdsfor-
    bud og et kontaktforbud efter den foreslåede bestemmelse i
    § 79 a, stk. 1, 1. pkt., uanset hvilken af de i § 81 a nævnte
    bestemmelser den pågældende dømmes for overtrædelse af.
    Det forudsættes derudover, at den foreslåede § 79 a, stk. 1,
    2. pkt., for det første anvendes, hvis der foreligger to eller
    flere overtrædelser, der opfylder betingelserne i bestemmel-
    sen, uanset hvor lang den eller de ubetingede frihedsstraffe
    er. Bestemmelsen forudsættes ligeledes anvendt, hvis der
    foreligger en enkelt overtrædelse, som opfylder betingelser-
    ne, og som samtidig fører til en ubetinget frihedsstraf af
    mindst 3 måneders varighed. Vedrører en dom flere lovover-
    trædelser, hvoraf det ikke er alle, som er omfattet af straffe-
    lovens § 79 a, stk. 1, 2. pkt., vil der skulle foretages en
    konkret vurdering af, om den overtrædelse, der er omfattet
    af bestemmelsen, i sig selv ville have medført en ubetinget
    frihedsstraf af mindst 3 måneders varighed.
    Forslaget vil indebære, at kredsen af lovovertrædelser i
    straffelovens § 79 a, stk. 1, 2. pkt., udvides til også at omfat-
    te overtrædelser af knivloven.
    Med den foreslåede affattelse, vil det således være muligt
    at give personer, som på gerningstidspunktet har tilknytning
    til en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfat-
    tende og alvorlig kriminalitet, et opholdsforbud og/eller et
    kontaktforbud for overtrædelser af knivloven, når de øvrige
    betingelser i bestemmelsen er opfyldt.
    Anvendelsen af et opholdsforbud og/eller kontaktforbud ef-
    ter den foreslåede § 79 a, stk. 1, 2. pkt., vil i den forbin-
    delse forudsætte, at den dømte på gerningstidspunktet har
    tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag
    omfattende og alvorlig kriminalitet, og at overtrædelsen har
    relation til den dømtes tilknytning til gruppen. Det foreslås,
    at de gældende regler herom videreføres, idet det dog fore-
    slås, at det gøres klart, at tilknytningen vil skulle foreligge
    på gerningstidspunktet, for at domstolene kan idømme et
    opholdsforbud og/eller kontaktforbud.
    Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 6, og bemærk-
    ningerne hertil.
    3.2.1.3.1.2. Opholdsforbud
    Et opholdsforbud vil efter den foreslåede § 79 a, stk. 2, inde-
    bære, at den dømte ikke må færdes og opholde sig i et eller
    flere nærmere afgrænsede områder, hvor den pågældende
    lovovertrædelse er begået, eller hvor den gruppe af personer,
    som den dømte på gerningstidspunktet havde tilknytning til,
    opholder sig.
    Udover udvidelsen af anvendelsesområdet i den foreslåede §
    79 a, stk. 1, 2. pkt., jf. herom pkt. 3.2.1.3.1.1 i lovforslagets
    almindelige bemærkninger, foreslås det, at de gældende reg-
    ler for så vidt angår de øvrige betingelser for at meddele
    et opholdsforbud efter straffelovens § 79 a videreføres. Det
    samme gælder for så vidt angår virkningen af et opholdsfor-
    bud. Der henvises til pkt. 3.2.1.1.1 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger for en nærmere gennemgang heraf.
    3.2.1.3.1.3. Kontaktforbud
    Med forslaget vil der efter de samme betingelser, som vil
    22
    gælde for at idømme et opholdsforbud, kunne idømmes et
    kontaktforbud. Et kontaktforbud vil efter den foreslåede §
    79 a, stk. 3, indebære, at den dømte ikke må søge at kontak-
    te personer, der har tilknytning til samme gruppe af person-
    er, som den dømte på gerningstidspunktet havde tilknytning
    til.
    Det forudsættes, at et kontaktforbud som udgangspunkt vil
    skulle omfatte kontakt med alle personer, der har tilknytning
    til samme gruppe af personer, som den dømte på gernings-
    tidspunktet havde tilknytning til.
    Udtrykkene »gruppe af personer« og »tilknytning« vil skulle
    forstås på samme måde som i den foreslåede § 79 a, stk. 1,
    2. pkt., og stk. 2, jf. herom pkt. 3.2.1.3.1.1 og pkt. 3.2.1.1.1 i
    lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Udtrykket »gruppe af personer« vil således skulle forstås
    i overensstemmelse med udtrykkets anvendelse i straffelo-
    vens § 81 a. Som en gruppe anses derved ikke kun for-
    maliserede grupper med en fast struktur og rollefordeling
    medlemmerne imellem, et fast tilholdssted og navn eller
    lignende. Bestemmelsen omfatter også mere løse grupperin-
    ger, hvis gruppen dog virker med et fælles sigte eller mål
    og/eller har et fast reaktionsmønster i bestemte situationer,
    f.eks. at personerne i gruppen som regel bliver alarmeret
    og instrueret via telefon- eller sms-kæder i forbindelse med
    bestemte voldelige eller truende begivenheder, som indtræf-
    fer. Det forudsættes i den forbindelse, at gruppen for at være
    omfattet af bestemmelsen ikke alene er opstået og fungerer
    i anledning af de forhold, der er til pådømmelse under den
    konkrete straffesag.
    Desuden vil den dømte skulle have »tilknytning« til den
    pågældende gruppe af personer. Det vil indebære, at den
    pågældende skal have et tilhørsforhold til gruppen som så-
    dan. Det blotte bekendtskab med enkeltpersoner fra den på-
    gældende gruppe vil således falde uden for bestemmelsens
    anvendelsesområde. Kontaktforbud kan gives til personer,
    uanset om den pågældende i gruppens egen selvforståelse er
    fuldgyldigt medlem eller har status som f.eks. »prospect«,
    »supporter«, »hangaround« eller »probationary«. Det afgø-
    rende vil være, at den dømte har den beskrevne tilknytning
    til gruppen.
    Det forudsættes, at et kontaktforbud vil skulle omfatte kon-
    takt med alle personer, der på ethvert givent tidspunkt har
    tilknytning til samme gruppe af personer, som den dømte
    på gerningstidspunktet havde tilknytning til. Det gælder,
    uanset om den dømte på et senere tidspunkt ophører med
    at have tilknytning til gruppen. Kontaktforbuddet er herved
    dynamisk og vil også omfatte kontakt med personer, der
    bliver tilknyttet samme gruppe af personer på et senere tids-
    punkt end den dom, hvorved forbuddet er givet. På samme
    vis vil kontakt med personer, der ikke længere vurderes at
    have en tilknytning til samme gruppe af personer, ikke være
    omfattet af kontaktforbuddet, ligesom kontaktforbuddet ikke
    vil gælde for kontakt med personer fra en anden gruppe
    af personer, som den dømte eventuelt måtte skifte til efter
    gerningstidspunktet.
    Udtrykket »kontakte« vil skulle forstås på samme måde som
    i straffelovens § 79 b, stk. 3, om kontaktforbud for visse
    terrorforbrydelser og omfatter enhver form for personlig,
    skriftlig, telefonisk og digital kontakt med personer, der er
    omfattet af det pågældende forbud. Et kontaktforbud vil
    således indebære, at en hvilken som helst kontakt – både
    skriftlig og mundtlig – med de omfattede personer uden po-
    litiets forudgående tilladelse, jf. dog nedenfor, vil udgøre en
    overtrædelse. Da enhver kontakt med personer omfattet af
    kontaktforbuddet vil indebære en overtrædelse af forbuddet,
    vil enhver ny kontakt med en person omfattet af forbuddet
    udgøre en ny overtrædelse. Dette vil også gælde, selvom det
    måtte være den samme person, vedkommende har – eller har
    forsøgt at opnå – kontakt med flere gange.
    Et kontaktforbud vil for det første indebære et forbud mod
    personlig kontakt med personer, der er omfattet af forbud-
    det, herunder fysisk fremmøde på den pågældendes bopæl,
    opholdssted eller andre steder, hvor den pågældende ophol-
    der sig midlertidigt. Forbuddet vil også indebære et forbud
    mod personlig kontakt, hvis den dømte tilfældigt møder en
    person, der er omfattet af forbuddet, f.eks. på gaden, i bio-
    grafen eller hos fælles bekendte.
    Kontaktforbuddet vil endvidere indebære et forbud mod
    skriftlig kontakt i form af brev eller lignende analoge kom-
    munikationsformer. Forbuddet vil ligeledes omfatte telefo-
    nisk kontakt, som foregår ved anvendelse af telefonnettet,
    herunder fremsendelse af en tekst- eller billedbesked (f.eks.
    sms’er og mms’er). Herudover vil forbuddet omfatte en
    hvilken som helst kontakt, som foregår gennem internettet
    eller et lignende system til spredning af information. Som
    eksempler kan nævnes e-mail, internetchat, internettelefoni,
    onlinespil med chatfunktion og sociale medier, herunder Fa-
    cebook, Instagram, X, Snapchat og TikTok.
    Et kontaktforbud vil desuden indebære, at den dømte ikke
    må »søge at« kontakte personer omfattet af forbuddet. For-
    buddet vil derfor være overtrådt, når den dømte f.eks. har
    afsendt en e-mail, skrevet en besked på en Facebook-profil
    eller lagt en besked på en telefonsvarer med forsæt til at
    opnå kontakt til en person omfattet af forbuddet. Der vil
    i givet fald foreligge en fuldbyrdet overtrædelse af kontakt-
    forbuddet, selv om e-mailen eller beskeden ikke kommer
    frem til den tilsigtede modtager.
    Det er endvidere en betingelse for, at et kontaktforbud efter
    den foreslåede § 79 a, stk. 1, er overtrådt, at den dømte
    søger at »kontakte personer, der har tilknytning til samme
    gruppe af personer som den dømte«. Dette vil indebære, at
    kontakten vil skulle være rettet mod en eller flere konkrete
    personer, der er omfattet af forbuddet.
    Der kræves forsæt til alle elementer i den foreslåede § 79 a,
    stk. 3, jf. straffelovens § 19. Der kræves således forsæt med
    hensyn til, at den person, som den dømte søger at kontakte,
    23
    er tilknyttet samme gruppe af personer, som den dømte på
    gerningstidspunktet havde tilknytning til.
    Med henblik på at undgå bevismæssig tvivl om, hvorvidt
    en person i det konkrete tilfælde er tilknyttet samme gruppe
    af personer, som den dømte på gerningstidspunktet havde
    tilknytning til, og med henblik på at sikre, at den dømte har
    tilstrækkeligt kendskab til den omfattede personkreds for
    kontaktforbuddet, forudsættes det, at straf for overtrædelse
    af forbuddet i tilfælde, hvor tilknytningen til grupperingen
    ikke er klar – f.eks. på grund af manglende forudgående
    kendskab eller fravær af tydelige kendetegn – vil kræve en
    forudgående advarsel fra politiet om, at kontakt med perso-
    nen af politiet vurderes at udgøre en overtrædelse af forbud-
    det. Det forudsættes, at der ikke vil gælde nogen formkrav
    til den forudgående advarsel, idet den dog vil skulle kunne
    dokumenteres af politiet.
    Et kontaktforbud vil ikke skulle omfatte den dømtes nær-
    meste familiemedlemmer, i det omfang det vil stride mod
    Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i
    EMRK om retten til bl.a. familieliv, jf. den foreslåede be-
    stemmelse i § 79 a, stk. 3, 2. pkt. Ved nærmeste familie-
    medlemmer forstås normalt personens ægtefælle, faste sam-
    levende, forældre, børn og søskende.
    Herudover vil et kontaktforbud i henhold til den foreslåede
    bestemmelse i § 79 a, stk. 3, 3. pkt., ikke skulle omfatte
    andre indsatte i kriminalforsorgens varetægt, når den dømte
    med kontaktforbud selv er i kriminalforsorgens varetægt.
    3.2.1.3.1.4. Meddelelse af tilladelse
    Der vil kunne være særlige tilfælde, hvor en person, der er
    idømt et opholdsforbud, har et særligt anerkendelsesværdigt
    formål med at færdes eller opholde sig i det område, som
    forbuddet vedrører. Tilsvarende vil der kunne være særlige
    tilfælde, hvor en person, der er idømt et kontaktforbud, har
    et særligt anerkendelsesværdigt formål med at kontakte en
    person, som er omfattet af forbuddet.
    Det foreslås på den baggrund i § 79 a, stk. 4, at politiet vil
    kunne meddele tilladelse til henholdsvis færden eller ophold
    i et område omfattet af et opholdsforbud og kontakt med
    en person omfattet af et kontaktforbud, hvis det af særlige
    grunde må anses for beføjet. Det foreslås endvidere i stk. 11,
    at justitsministeren ved en bekendtgørelse fastsætter nærme-
    re regler om sådanne tilladelser.
    3.2.1.3.1.5. Tidsmæssig afgrænsning
    Det foreslås i § 79 a, stk. 5, at et opholdsforbud og/eller et
    kontaktforbud gives på tid fra 1 til 10 år regnet fra endelig
    dom.
    Den tidsmæssige udstrækning af forbuddene vil afhænge af
    de konkrete omstændigheder i sagen. Forbuddenes længde
    vil således skulle afspejle risikoen for ny banderelateret kri-
    minalitet, ved at den dømte fastholdes eller falder tilbage
    i det kriminelle miljø. Forbuddenes længde vil endvidere
    skulle afspejle den begåede kriminalitet, herunder grovhe-
    den og omfanget af denne kriminalitet. Der bør herved læg-
    ges afgørende vægt på længden af den idømte straf eller
    karakteren af den foranstaltning m.v., som idømmes.
    Det forudsættes, at et opholdsforbud og et kontaktforbud
    – der i almindelighed vil skulle gives sammen, jf. pkt.
    3.2.1.3.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger – fast-
    sættes for den samme tidsmæssige periode, idet dette ud-
    gangspunkt dog vil kunne fraviges under hensyntagen til de
    konkrete omstændigheder i sagen.
    Ved fængsel i indtil 1 år eller ved ungdomssanktioner efter
    straffelovens § 74 a forudsættes forbuddene efter den fore-
    slåede § 79 a, stk. 1, som udgangspunkt fastsat til mellem
    1 og 4 år. Ved fængsel i mere end 1 år, men ikke over 4
    år, eller ved foranstaltninger efter straffelovens §§ 68 og 69
    forudsættes forbuddene som udgangspunkt fastsat til mellem
    3 og 6 år. I sager, hvor den idømte fængselsstraf er på mere
    end 4 år, men ikke over 8 år, forudsættes forbuddene som
    udgangspunkt fastsat til mellem 5 og 8 år. Ved fængsel i 8
    år eller derover eller ved forvaring efter straffelovens § 70
    forudsættes forbuddene som udgangspunkt fastsat til mellem
    7 og 10 år. Det gælder, uanset om et opholdsforbud og et
    kontaktforbud gives sammen, eller om der alene gives et
    opholdsforbud eller et kontaktforbud.
    Fastsættelsen af længden af forbuddene vil i øvrigt bero
    på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde
    af samtlige omstændigheder i sagen, og det ovenfor anfør-
    te vil – inden for den fastsatte varighed på 1 til 10 år –
    kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der
    i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende
    omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straf-
    fens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
    En person, der er idømt et opholdsforbud og/eller et kontakt-
    forbud, vil ved en senere dom kunne idømmes et yderligere
    forbud, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Et sådant yder-
    ligere forbud får ligeledes virkning fra endelig dom. Der er
    i den forbindelse ikke noget til hinder for, at der er et geo-
    grafisk, personmæssigt og/eller tidsmæssigt overlap mellem
    flere idømte forbud.
    Det foreslås, at ved udståelse af fængselsstraf eller anden
    strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter forlænges
    forbuddene tilsvarende. Ordningen vil indebære, at forbud-
    dene forlænges i tid med den periode, hvor den dømte
    udstår den fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge
    af frihedsberøvende karakter, som blev idømt sammen med
    forbuddene, samt forlænges i tid med den periode, hvor den
    dømte udstår øvrige fængselsstraffe eller andre strafferetlige
    retsfølger af frihedsberøvende karakter, når udståelsen fin-
    der sted, mens forbuddene har virkning.
    3.2.1.3.1.6. Tilsyn
    Det foreslås i § 79 a, stk. 6, at politiet fører tilsyn med
    dømtes overholdelse af forbud efter den foreslåede § 79 a,
    stk. 1.
    24
    Formålet med tilsynet er at sikre, at den dømte overholder
    meddelte forbud efter den foreslåede § 79 a, stk. 1. Tilsynets
    nærmere udførelse vil derfor afhænge af, om den dømte er
    meddelt et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud.
    Tilsynet vil skulle omfatte den samme tidsmæssige periode
    som forbuddene. Tilsynet vil dermed gælde under den døm-
    tes afsoning af straf, en eventuel prøvetid og perioden efter
    endelig løsladelse af den dømte.
    Det bemærkes, at det vil afhænge af en konkret vurdering,
    om – og i givet fald i hvilken udstrækning – politiets adgang
    til at føre tilsyn bør udnyttes. En række forskelligartede hen-
    syn, herunder af efterforskningsmæssig karakter, vil således
    kunne tale imod, at politiet foretager et tilsyn.
    I tilfælde, hvor den dømte er meddelt et opholdsforbud,
    vil politiets tilsyn kunne gennemføres som led i politiets al-
    mindelige opgavevaretagelse, herunder politiets almindelige
    patruljeringsopgaver.
    I tilfælde, hvor den dømte er meddelt et kontaktforbud, vil
    politiet som led i tilsynets gennemførelse uden retskendelse
    kunne skaffe sig adgang til den dømtes bolig og andre loka-
    liteter, som den dømte råder over, og foretage undersøgelser
    heraf. Tilsvarende vil politiet uden retskendelse kunne fore-
    tage undersøgelser af breve og andre papirer og genstande,
    herunder computere, telefoner og andet IT-udstyr, som den
    dømte råder over, og om nødvendigt medtage disse med
    henblik på undersøgelse af deres indhold.
    Formålet med politiets tilsyn er at sikre muligheden for en
    effektiv kontrol med, at den dømte overholder det meddelte
    kontaktforbud og dermed at forebygge ny banderelateret
    kriminalitet ved, at den dømte fastholdes eller falder tilbage
    i det kriminelle miljø. Tilsynet er herved af forebyggende og
    kontrollerende karakter, og de indgreb, som foretages som
    led i tilsynets gennemførelse, har derfor ikke karakter af
    straffeprocessuelle indgreb.
    Justitsministeriet vurderer på denne baggrund, at det ikke er
    nødvendigt at stille krav om, at politiet i forbindelse med
    gennemførelsen af tilsynet med et meddelt kontaktforbud
    indhenter retskendelse fra domstolene. Det foreslås derfor,
    at kravet om retskendelse i grundlovens § 72 fraviges.
    Politiets gennemførelse af tilsynet med et meddelt kontakt-
    forbud vil derimod være omfattet af § 1 i lov om retssikker-
    hed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og op-
    lysningspligter (retssikkerhedsloven). Dette vil indebære, at
    retssikkerhedslovens bestemmelser om forvaltningens gen-
    nemførelse af tvangsindgreb uden for strafferetsplejen skal
    iagttages i forbindelse med gennemførelsen af tilsynet.
    Hvis den dømte i forbindelse med et tilsyn med rimelig
    grund mistænkes for at have begået et strafbart forhold, vil
    retsplejelovens bestemmelser om straffeprocessuelle tvangs-
    indgreb skulle iagttages, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk.
    1. Politiet vil i en sådan situation som udgangspunkt skulle
    indhente en retskendelse for at foretage en ransagning af
    den dømtes bolig, computer, telefon eller andet IT-udstyr,
    medmindre øjemedet dermed forspildes, jf. retsplejelovens §
    796, stk. 3.
    Tilsynet vil efter den foreslåede § 79 a, stk. 7, skulle udføres
    så skånsomt, som omstændighederne tillader, og gennemfø-
    relsen af tilsynet vil skulle stå i rimeligt forhold til tilsynets
    formål.
    Det foreslås i § 79 a, stk. 8, at politiet vil kunne videregi-
    ve oplysninger til den dømte om, at en person har tilknyt-
    ning til samme gruppe af personer som den dømte. Det
    bemærkes, at der er tale om en fakultativ mulighed, hvor-
    for videregivelse kan undlades, hvis det af politimæssige
    hensyn vurderes uhensigtsmæssigt, f.eks. hvis det vil obstru-
    ere en igangværende efterforskning, eller hvis videregivelse
    vil kompromittere politiet moniteringsindsats inden for de
    områder, der er undergivet systematisk, politimæssig moni-
    tering. Videregivelse må desuden kun ske i det omfang, det
    er nødvendigt for at håndhæve et meddelt kontaktforbud
    efter stk. 1, jf. stk. 3.
    Det foreslås i den forbindelse, at anvendelsesområdet i §
    79 d, stk. 1, udvides til også at omfatte videregivelse af
    oplysninger i medfør af den foreslåede § 79 a, stk. 8. Den
    foreslåede ordning vil indebære, at det tydeliggøres, at de
    oplysninger, som politiet vil kunne videregive i medfør af
    den foreslåede § 79 a, stk. 8, bl.a. omfatter fotografier af de
    pågældende personer.
    Den dømte har tavshedspligt med hensyn til de oplysnin-
    ger, der er nævnt i stk. 8, jf. den foreslåede § 79 a, stk.
    9. Straffelovens §§ 152 og 152 c-f finder i den forbindelse
    anvendelse, hvilket vil indebære, at den dømte ved enhver
    uberettiget videregivelse eller udnyttelse af oplysningerne
    vil kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
    Det foreslås, at justitsministeren ved en bekendtgørelse fast-
    sætter nærmere regler om politiets gennemførelse af tilsyn
    og klage herover, politiets videregivelse af oplysninger samt
    den dømtes tavshedspligt, opbevaring og behandling af så-
    danne oplysninger og straf af bøde for overtrædelse af disse
    regler.
    Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 6 og 8, og
    bemærkningerne hertil.
    3.2.1.3.1.7. Indbringelse for retten
    Det foreslås i § 79 a, stk. 10, at den dømte 3 år efter
    løsladelsen eller udskrivningen vil kunne forlange, at ankla-
    gemyndigheden indbringer spørgsmålet om opretholdelse af
    et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud for retten. Når
    særlige omstændigheder taler for det, vil justitsministeren
    dog kunne tillade, at indbringelse for retten sker tidligere.
    Ved vurderingen af, om forbuddene bør ophæves, vil der
    navnlig skulle lægges vægt på, om den dømte eksempelvis
    har gennemført et exit-forløb og har forladt det kriminelle
    25
    miljø og i øvrigt ikke er dømt, tiltalt eller sigtet for ny
    kriminalitet.
    Såfremt forbuddene ophæves, bortfalder politiets tilsyn med
    dømtes overholdelse af forbuddene ligeledes.
    3.2.1.3.1.8. Straf
    Det foreslås, at overtrædelse af et opholdsforbud og/eller
    et kontaktforbud efter den foreslåede bestemmelse i straffe-
    lovens § 79 a, stk. 1, straffes med fængsel indtil 2 år, jf.
    straffelovens § 124 a, stk. 1.
    Det forudsættes, at straffen for overtrædelse af et opholds-
    forbud eller et kontaktforbud i førstegangstilfælde som ud-
    gangspunkt fastsættes til ubetinget fængsel i 60 dage. Hvis
    der er flere forhold til samtidig pådømmelse, vil dette skulle
    indgå som en skærpende omstændighed ved straffens fast-
    sættelse.
    Fastsættelsen af straffen vil bero på domstolenes konkrete
    vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændighe-
    der i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges
    i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete
    sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder,
    jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i
    straffelovens kapitel 10.
    Hvis den dømte i forbindelse med overtrædelse af et forbud
    også samtidig begår andre lovovertrædelser, bør dette i al-
    mindelighed anses for en strafskærpende omstændighed ved
    udmålingen af straffen for den nye lovovertrædelse. Dette
    gælder eksempelvis i tilfælde, hvor en person, der er idømt
    et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud, begår andre
    straffelovsovertrædelser, f.eks. vold, i et område omfattet af
    opholdsforbuddet og/eller med personer omfattet af kontakt-
    forbuddet.
    Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 14, og be-
    mærkningerne hertil.
    3.2.1.3.2. Varetægtsfængsling
    Det foreslås, at anvendelsesområdet for retsplejelovens §
    762, stk. 2, nr. 2, udvides, så der fremover også vil kunne
    ske varetægtsfængsling, når der foreligger særligt bestyrket
    mistanke om, at den sigtede har overtrådt et forbud efter
    straffelovens § 79 a, stk. 1, og § 79 b, stk. 1, jf. straffelo-
    vens § 124 a, stk. 1, herunder i førstegangstilfælde, hvis
    lovovertrædelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed
    vil kunne ventes at medføre en ubetinget dom på fængsel i
    mindst 60 dage, og hensynet til retshåndhævelsen skønnes at
    kræve, at sigtede ikke er på fri fod.
    Den foreslåede ordning vil indebære, at straffelovens § 124
    a, stk. 1, jf. § 79 a, stk. 1, eller 79 b, stk. 1, tilføjes til
    kredsen af lovovertrædelser, der giver adgang til varetægts-
    fængsling på grund af hensynet til retshåndhævelsen.
    Ændringen vil medføre, at der i de situationer, hvor de øv-
    rige betingelser i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2, også
    er opfyldt, vil kunne ske varetægtsfængsling ved overtrædel-
    se af et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud efter den
    foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 a om banderela-
    teret kriminalitet og ved overtrædelse af et opholdsforbud
    og/eller et kontaktforbud efter den gældende bestemmelse i
    straffelovens § 79 b om visse terrorforbrydelser.
    Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols
    praksis, at visse forbrydelser på grund af deres alvorlige og
    grove karakter og på grund af befolkningens reaktion på
    sådanne forbrydelser kan medføre en social forstyrrelse, der
    kan begrunde varetægtsfængsling i en vis periode. Hensynet
    til retshåndhævelsen kan imidlertid kun anses for en relevant
    og tilstrækkelig begrundelse, hvis afgørelsen er grundet på
    kendsgerninger, der er i stand til at vise, at en løsladelse
    af den anklagede konkret vil forstyrre den offentlige orden,
    jf. f.eks. Letellier mod Frankrig (sag nr. 12369/86), præmis
    51, og Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskeret-
    tighedskonvention – for praktikere, 6. udgave (2023), side
    478.
    Det er således en forudsætning for, at der kan ske vare-
    tægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2, for
    overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i straffelovens
    § 79 a og den gældende bestemmelse i straffelovens § 79
    b, at anklagemyndigheden kan godtgøre, at det konkret vil
    forstyrre den offentlige orden, hvis ikke varetægtsfængsling
    finder sted.
    Det vil f.eks. efter omstændighederne kunne være tilfældet
    for så vidt angår overtrædelse af den foreslåede bestemmel-
    se i straffelovens § 79 a, hvis overtrædelsen sker under en
    omfattende, verserende bandekonflikt, og overtrædelse af
    opholds- og/eller kontaktforbuddet kan virke så stødende
    på befolkningen, at det vil kunne forstyrre den offentlige
    orden, hvis varetægtsfængsling ikke finder sted. Dette vil
    navnlig kunne være tilfældet, hvis der er tale om en person,
    som spiller en central rolle i bandekonflikten. Endvidere vil
    f.eks. gentagne overtrædelser af et idømt opholds- og/eller
    kontaktforbud efter omstændighederne kunne forstyrre den
    offentlige orden.
    Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 9, og bemærk-
    ningerne hertil.
    3.2.2. Forbrydelser af ydmygende karakter
    3.2.2.1. Gældende ret
    Det fremgår af straffelovens § 80, stk. 1, at der under
    hensyntagen til ensartethed i retsanvendelsen ved straffens
    fastsættelse skal lægges vægt på lovovertrædelsens grovhed
    og på oplysninger om gerningsmanden. Ved vurderingen af
    lovovertrædelsens grovhed skal der bl.a. tages hensyn til den
    med overtrædelsen forbundne krænkelse, jf. stk. 2, 1. pkt.
    Det følger endvidere af straffelovens § 81, at det i almin-
    delighed skal indgå som en skærpende omstændighed ved
    straffastsættelsen, såfremt en af de i bestemmelsen nævnte
    skærpende omstændigheder foreligger. Det skal eksempelvis
    26
    indgå som en skærpende omstændighed ved straffastsættel-
    sen, at gerningen er udført af flere i forening, jf. § 81, nr. 2.
    En overtrædelses ydmygende karakter er ikke eksplicit
    nævnt som en skærpende omstændighed i straffeloven.
    Rigsadvokaten har gennemgået en række domme om vold
    og andre strafbare handlinger med ydmygende elementer i
    perioden fra oktober 2020 til marts 2022. Gennemgangen
    viser bl.a., at domstolene i væsentligt omfang allerede i dag
    betragter ydmygelse som en skærpende omstændighed ved
    fastsættelse af straffen.
    3.2.2.2. Justitsministeriets overvejelser
    Overfald og andre strafbare handlinger med ydmygende ele-
    menter er et fænomen, der er set i en række sager i Danmark
    over de senere år. Der er f.eks. set tilfælde, hvor unge men-
    nesker tvinges til at kysse gerningspersonens sko, overhæl-
    des med urin eller tvinges ned på knæ for at sige undskyld,
    imens det hele filmes og derefter lægges på sociale medier,
    så ydmygelsen efterfølgende forstærkes. I flere sager er det
    grupper af unge, der begår disse handlinger sammen.
    Der bør sættes ind over for denne tendens ved at sende et
    tydeligt signal om, at kriminelle handlinger, der har ydmy-
    gende karakterer, er uacceptable.
    På den baggrund fremgår det af den politiske aftale om Ban-
    depakke IV, at aftalepartierne er enige om at skærpe straffen
    for vold og ulovlig tvang af ydmygende karakter med 50
    pct. i forhold til, hvad straffen er i dag.
    3.2.2.3. Den foreslåede ordning
    Det foreslås, at der tilføjes et nyt nummer i straffelovens §
    81, hvorefter en gernings ydmygende karakter i almindelig-
    hed skal indgå som en skærpende omstændighed.
    Det forudsættes i den forbindelse, at straffen for vold, jf.
    straffelovens §§ 119, 244 og 245, og ulovlig tvang, jf. straf-
    felovens § 260, af ydmygende karakter skærpes med 50 pct.
    i forhold til, hvad straffen er i dag. Skærpelsen vil således
    skulle fastsættes i forhold til det gældende niveau, hvor
    domstolene allerede i dag ved straffastsættelsen har tillagt
    ydmygelsen vægt som en skærpende omstændighed. Det
    indebærer, at f.eks. en sag om vold af ydmygende karakter,
    der efter gældende ret ville blive straffet med fængsel i 60
    dage, fremover som udgangspunkt vil skulle straffes med
    fængsel i 3 måneder.
    For andre forbrydelser end vold og ulovlig tvang er der ikke
    forudsat en tilsvarende skærpelse. For sådanne forbrydelser
    forudsættes det således, at straffen skærpes i overensstem-
    melse med det gældende niveau for strafskærpelser i for-
    bindelse med pådømmelse af forbrydelser med ydmygende
    elementer. Baggrunden herfor er navnlig, at det antages, at
    et særskilt ydmygende element oftere indgår i overtrædelser
    af §§ 119, 244, 245 og 260 end øvrige forbrydelser.
    Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon-
    krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig-
    heder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fravi-
    ges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete
    sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder,
    jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i
    straffelovens kapitel 10.
    Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 10 og 11, og
    bemærkningerne hertil.
    3.2.3. Fratagelse af børne- og ungeydelsen for dømte
    bandemedlemmer
    3.2.3.1. Gældende ret
    Der udbetales for børn og unge under 18 år en skattefri
    børne- og ungeydelse, jf. § 1, stk. 1 og 2, i lov om en børne-
    og ungeydelse, hvis betingelserne i lovens § 2 er opfyldt,
    herunder, at den person, der har forældremyndigheden over
    barnet eller har taget barnet i pleje med henblik på adoption,
    er fuldt skattepligtig efter kildeskattelovens § 1.
    For børn under 15 år udbetales børneydelsen med en fjerde-
    del i hvert kvartal, jf. lov om en børne- og ungeydelse § 5,
    stk. 3. Ydelsen udbetales første gang for det kvartal efter det
    kvartal, hvori barnet er født. Børneydelsens størrelse afhæn-
    ger af barnets alder. For børn under 3 år er beløbet 20.496
    kr. årligt, for børn mellem 3 og 6 år er beløbet 16.224 kr.
    årligt, og for børn og unge mellem 7 og 14 år er beløbet
    12.768 kr. årligt (2024-niveau).
    For unge mellem 15 og 17 år sker udbetalingen månedsvist,
    og sidste gang for den måned, hvor den unge fylder 18 år. I
    den måned, hvor den unge fylder 18 år, udbetales ydelsen
    forholdsmæssigt, svarende til antallet af dage fra månedens
    begyndelse til og med fødselsdagen i forhold til antallet af
    dage i måneden, jf. lov om en børne- og ungeydelse § 5, stk.
    4. For unge mellem 15 og 17 år er beløbet 12.768 kr. årligt
    (2024-niveau).
    Udbetalingen af børne- og ungeydelsen sker som udgangs-
    punkt til forældremyndighedsindehaveren. For forældre-
    myndighedsindehavere med fælles forældremyndighed over
    barnet udbetales børne- og ungeydelsen med halvdelen til
    hver af forældremyndighedsindehaverne, jf. lov om en bør-
    ne- og ungeydelse § 4, stk. 1.
    Er forældremyndighedsindehaverne ikke bopælsregistreret i
    CPR på samme bopælsadresse, vil børne- og ungeydelsen
    som udgangspunkt blive udbetalt med halvdelen til hver af
    forældremyndighedsindehaverne. Hele ydelsen kan dog ud-
    betales til den ene forældremyndighedsindehaver, hvis beg-
    ge forældremyndighedsindehavere erklærer, at de er enige
    heri, jf. lov om en børne- og ungeydelse § 4, stk. 2, nr. 1,
    eller den ene forældremyndighedsindehaver dokumenterer,
    at det ved en samværsafgørelse eller et forlig er bestemt,
    at barnet skal være mindst 9 ud af 14 dage hos denne, og
    barnet ikke efterfølgende bopælsregistreres hos den anden
    forældremyndighedsindehaver, jf. lov om en børne- og un-
    geydelse § 4, stk. 2, nr. 2.
    27
    Hvis en forælder har forældremyndigheden alene over bar-
    net, udbetales hele børne- og ungeydelsen til denne, jf. lov
    om en børne- og ungeydelse § 4, stk. 5.
    Er en forælder, der har forældremyndighed over barnet og
    har ret til at få udbetalt børne- og ungeydelsen, indsat i en
    institution under kriminalforsorgen, vil denne forælder som
    udgangspunkt fortsat modtage børne- og ungeydelsen og vil
    dermed fortsat kunne varetage den økonomiske forsørgelse
    af barnet. I nogle situationer vil børne- og ungeydelsen kun-
    ne udbetales til en anden end den indsatte forældremyndig-
    hedsindehaver, jf. lov om en børne- og ungeydelse § 4, stk.
    2, 4, 6 og 7.
    Der gælder i dag en karantæneordning i ydelsessystemet,
    som omfatter bandekriminelle, som ved endelig dom er
    idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig rets-
    følge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der
    er omfattet af straffelovens § 81 a. Karantæneordningen
    medfører, at den dømte i en 3-årig karantæneperiode efter
    udstået straf højst vil kunne modtage en række forsørgelses-
    ydelser på integrationsniveau, at karantæneperioden på 3
    år ikke medregnes ved beregning af optjening af retten til
    uddannelseshjælp eller kontanthjælp, og at den dømte vil
    blive udelukket fra en række forsikringsbaserede ydelser i
    den 3-årige karantæneperiode.
    3.2.3.2. Skatteministeriets overvejelser
    Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, at
    aftalepartierne er enige om, at dømte bandemedlemmer skal
    kunne fratages børne- og ungeydelsen.
    Fratagelse af børne- og ungeydelsen for dømte bandemed-
    lemmer er ét blandt flere initiativer, der skal være med til
    at sikre, at bander kan mærke, at samfundet ikke tolererer
    deres kriminalitet og utryghedsskabende adfærd.
    3.2.3.3. Den foreslåede ordning
    Det foreslås, at personer, som ved endelig dom er idømt
    ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af
    frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfat-
    tet af straffelovens § 81 a, fremover skal udelukkes fra ret
    til udbetaling af børne- og ungeydelsen i en 3-årig karantæn-
    eperiode, uanset om personen i øvrigt opfylder betingelserne
    for udbetaling af børne- og ungeydelsen efter lov om en
    børne- og ungeydelse.
    Det bemærkes, at det med lovforslaget foreslås at udvide
    straffelovens § 81 a ved at indsætte et nyt stykke om skær-
    pelse af straffen for visse former for alvorlig økonomisk
    kriminalitet begået i relation til den dømtes tilknytning til
    en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende
    og alvorlig kriminalitet. Den foreslåede ordning vil således
    også omfatte overtrædelser af den foreslåede § 81 a, stk. 3,
    jf. lovforslagets § 1, nr. 13.
    Den foreslåede ordning er en udvidelse af den 3-årige karan-
    tæneordning, for personer som idømmes ubetinget fængsels-
    straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende
    karakter for en lovovertrædelse, der er omfattet af straffelo-
    vens § 81 a, der allerede er gældende i ydelsessystemet.
    Tilsvarende den gældende karantæneordning foreslås det, at
    karantæneperioden for så vidt angår børne- og ungeydelsen,
    regnes fra det tidspunkt, hvor den dømte har udstået fæng-
    selsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøven-
    de karakter.
    Udbetaling af børneydelsen foreslås at ophøre fra det kvar-
    tal, der følger efter det kvartal, hvor den dømte har udstået
    fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsbe-
    røvende karakter. Udbetaling af ungeydelsen ophører fra
    den måned, der følger efter den måned, hvor den dømte
    har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af
    frihedsberøvende karakter.
    I den 3-årige karantæneperiode foreslås det, at den dømtes
    del af børne- og ungeydelsen som udgangspunkt udbetales
    til den anden forældremyndighedsindehaver eller til den
    eller de personer, der har taget barnet i pleje. Udbetaling
    Danmark kan også bestemme, at den dømtes del af børne-
    og ungeydelsen skal udbetales til barnet eller den unge selv.
    Derudover foreslås det, at Udbetaling Danmark skal træffe
    afgørelse om tilbagebetaling af børne- og ungeydelsen, hvis
    den dømte får udbetalt børne- og ungeydelse i den 3-årige
    karantæneperiode. Det vil ikke være et krav i forbindelse
    med afgørelsen om tilbagebetaling, at den dømte skal have
    modtaget den for meget udbetalte børne- og ungeydelse mod
    bedre vidende.
    Efter den 3-årige karantæneperiode foreslås det, at børne-
    og ungeydelsen automatisk udbetales til den dømte på ny,
    hvis denne opfylder betingelserne i lov om en børne- og
    ungeydelse i øvrigt.
    Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 8, nr. 1, og bemærk-
    ningerne hertil.
    3.2.4. Begrænsning af bandemedlemmers adgang til offe-
    rerstatning
    3.2.4.1. Nedsættelse eller bortfald af offererstatning ved
    bandetilknytning m.v.
    3.2.4.1.1. Gældende ret
    3.2.4.1.1.1. Den nuværende ordning
    Efter lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser
    (offererstatningsloven), yder staten (Erstatningsnævnet) er-
    statning og godtgørelse for personskade, der forvoldes ved
    overtrædelse af bl.a. straffeloven, jf. lovens § 1.
    Udmålingen af offererstatning følger de samme principper
    som den almindelige erstatningsret. Det vil sige, at erstatnin-
    gen udmåles efter de poster, som dækkes efter erstatnings-
    ansvarsloven. Der kan således ydes erstatning for bl.a. tabt
    arbejdsfortjeneste, erhvervsevnetab og helbredelsesudgifter,
    28
    samt godtgørelse for svie og smerte, godtgørelse for varigt
    mén og tort- eller krænkelsesgodtgørelse, jf. erstatningsan-
    svarslovens kapitel 1 og § 26.
    I tilfælde af skadelidtes død ydes erstatning efter lovens §
    2 for forsørgertab, overgangsbeløb og begravelsesudgifter i
    overensstemmelse med erstatningsansvarslovens §§ 12-14 a
    og godtgørelse til efterladte efter erstatningsansvarslovens §
    26 a.
    Hensynet bag offererstatningsordningen er at hjælpe ofre
    for forbrydelser, som efter de almindelige erstatningsregler
    ellers ville have vanskeligt ved at få erstatning fra gernings-
    personen, idet gerningspersonen i de fleste tilfælde ikke er
    i stand til at betale erstatningen, ligesom erstatningsansvaret
    normalt ikke dækkes af en ansvarsforsikring, jf. Folketings-
    tidende 1975-76, tillæg A, spalte 2490.
    Efter offererstatningslovens § 6 a finder dansk rets alminde-
    lige regler om skadevolderens erstatningsansvar, herunder
    om nedsættelse eller bortfald af erstatning på grund af ska-
    delidtes eller afdødes medvirken til skaden eller accept af
    risikoen for skaden, tilsvarende anvendelse ved afgørelser
    om erstatning efter denne lov.
    Begrebet medvirken er et overordnet begreb som omfatter de
    forskellige medvirkenstilfælde. Egen skyld er kendetegnet
    ved et krav om, at skadelidte har handlet culpøst. Der kan
    udvises forskellige grader af egen skyld, og typisk medfører
    egen skyld en skønsmæssig nedsættelse af erstatningen. Ac-
    cept af risiko er kendetegnet ved, at skadelidte udviser en
    passiv adfærd over for en væsentlig og kendt risiko for
    skade. Tidligere var konsekvensen af accept af risiko bort-
    fald af erstatning, men adfærden kan i dag også medføre
    nedsættelse.
    Det følger af fast retspraksis, at det afgørende i medvirkens-
    bedømmelsen inden for voldshandlinger er skadelidtes del-
    tagelse – f.eks. i et slagsmål. Hvis skadelidte eksempelvis
    har provokeret skadevolder fysisk inden voldsepisoden eller
    ligefrem deltaget i eller accepteret et slagsmål, kan det af-
    skære skadelidte fra at opnå erstatning. Der bør her lægges
    vægt på proportionaliteten mellem skadelidtes forudgående
    handling og skadevolders voldshandling.
    Højesteret har ved dom af 9. december 2019 i sag
    BS-20121/2019, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen
    2020, side 819, konkret haft lejlighed til at forholde sig til
    grænserne for de almindelige erstatningsretlige principper
    om egen skyld og accept af risiko i en sag om offererstat-
    ning.
    I sagen havde skadelidte været udsat for et drabsforsøg. Han
    var på åben gade blevet skudt i hovedet af en ukendt ger-
    ningsperson. Han overlevede, men pådrog sig betydelige
    skader.
    Erstatningsnævnet havde ladet erstatningen bortfalde med
    den begrundelse, at ”[ansøgeren] – uanset om han var med-
    lem af [bandegrupperingen] eller blot tilknyttet bandegrup-
    peringen – har færdedes i et særdeles farligt miljø. [Ansøge-
    ren] findes endvidere at have været bevidst om dette, henset
    til at han på skadestidspunktet var iført en skudsikker vest. ”
    I sin afgørelse henviste Erstatningsnævnet bl.a. til det anfør-
    te i betænkning nr. 1019/1984 om retskrav på erstatning til
    ofre for forbrydelser, side 62, vedrørende rimeligheden af
    bl.a. erstatning til ofre, der har udsat sig for en særlig risiko,
    hvoraf følgende fremgår:
    ”Den, som f.eks. melder sig ind i en rockerbande for at del-
    tage i voldsudøvelse, kan dog heller ikke efter den alminde-
    lige erstatningsret antages at ville få erstatning, såfremt han
    i forbindelse hermed selv udsættes for påregnelige skader
    som følge af vold. ”
    Erstatningsnævnet henviste desuden til det i betænkning nr.
    1019/1984 anførte om nævnets praksis i tilfælde, hvor ska-
    delidte har optrådt provokerende eller har udsat sig for en
    særlig risiko ved at opsøge steder, der i almindelighed må
    opfattes som et farligt miljø, hvoraf følgende fremgår af
    betænkningens side 40-41:
    ”Tankegangen, at den, der bevidst indlader sig på en risika-
    bel adfærd, som man fra samfundets side ønsker at modvir-
    ke, ikke kan kræve erstatning for endog alvorlige personska-
    der, som den pågældende pådrager sig i forbindelse med den
    farefulde adfærd, er ikke ukendt inden for den almindelige
    erstatningsret. ”
    Byretten fandt ved sin dom af 21. december 2017 ikke
    grundlag for at lade erstatningen bortfalde, men nedsatte
    erstatningen med 1/3.
    Efterfølgende blev sagen anket af Erstatningsnævnet. Østre
    Landsret udtalte efterfølgende i sin dom af 30. januar 2019,
    at efter offererstatningslovens § 6 a og dens forarbejder
    ”skal skadelidte stilles på samme måde, som skadelidte ville
    være stillet over for skadevolderen. ”
    På baggrund af en vurdering af bl.a. skadernes omfang og
    karakter samt ”skyldgraden på begge sider”, var landsretten
    enig med byretten i, at erstatningen ikke skulle bortfalde,
    men at den imidlertid burde nedsættes med 1/2.
    For Højesteret bestred Erstatningsnævnet det af landsretten
    anførte om, at skadelidte i en sag mod nævnet skal stilles
    på samme måde, som skadelidte ville være stillet over for
    skadevolderen. Til støtte herfor gjorde nævnet bl.a. gælden-
    de, at skadelidte ved at deltage i banderelateret virksomhed
    under en verserende konflikt mellem to bander havde sat sig
    uden for den særlige offentligretlige beskyttelse, der følger
    af offererstatningsloven, uanset hvorledes forholdet mellem
    ham og skadevolder måtte bedømmes efter erstatningsretten.
    Højesteret fandt, at der hverken var grundlag for bortfald el-
    ler nedsættelse af erstatningen. Højesteret tiltrådte, at lovæn-
    dringen i 1985 indebærer, at skadelidte over for staten skal
    stilles på samme måde, som skadelidte ville være stillet over
    for skadevolderen, og at det gælder, uanset om skadevolde-
    29
    ren er kendt eller ukendt, jf. lovens § 6, stk. 1, nr. 1. Højes-
    teret gengav de ovennævnte faktiske forhold, herunder at
    skadelidte var blevet skudt i hovedet på en gade, som var
    kontrolleret af en bandegruppering, og at skadelidte var in-
    volveret i hashhandel på gaden. Skadelidte var udstyret med
    en walkie-talkie og en skudsikker vest på skadetidspunktet,
    og var selv ubevæbnet. Der var på daværende tidspunkt en
    konflikt mellem bandegrupperingen, som kontrollerede ga-
    den, og en anden bandegruppering. Chefen for politiets ban-
    deenhed havde forklaret i landsretten, at skadelidte forment-
    lig var et tilfældigt offer, og at han ikke var registreret som
    medlem af bandegrupperingen, men alene som en person,
    der var i radius af bandegrupperingen. Højesteret udtalte,
    at der under disse omstændigheder i en erstatningssag mod
    skadevolderen ikke ville ske nedsættelse eller bortfald af
    erstatningsansvaret som følge af medvirken til skaden eller
    accept af risiko for skade. Der var herefter ikke grundlag for
    at lade skadelidtes erstatningskrav mod staten nedsætte eller
    bortfalde, og Erstatningsnævnet skulle dermed anerkende,
    at de skader, som ansøgeren blev påført ved skudepisoden,
    skulle erstattes i medfør af offererstatningsloven.
    På baggrund af dommen kan det formentlig udledes, at ska-
    delidtes adfærd efter de almindelige erstatningsretlige regler
    skal være konkret knyttet til selve den skadevoldende straf-
    bare handling for at kunne give anledning til nedsættelse
    eller bortfald af skadelidtes erstatningskrav mod staten.
    Det må derfor antages, at hvis f.eks. en skadelidt på grund
    af sin bandetilknytning opsøges og udsættes for grov vold
    af personer fra en anden bande, der ved overfaldet ønsker at
    markere sig i forhold til skadelidtes bande, kan skadelidtes
    bandetilknytning ikke i sig selv medføre nedsættelse eller
    bortfald af skadelidtes erstatningskrav.
    Såfremt der i en konkret sag måtte være grundlag for ned-
    sættelse af skadelidtes erstatningskrav, vil det bero på en
    konkret vurdering i hvilket omfang, der skal ske nedsættelse
    som følge af egen skyld. Der vil i den forbindelse typisk ske
    nedsættelse med de almindelige brøker fastlagt ved retsprak-
    sis, det vil sige 1/3, 1/2 eller 2/3.
    3.2.4.1.1.2. Den tidligere ordning
    Den oprindelige lov om erstatning fra staten til personer,
    der har lidt tab m.v. som følge af lovovertrædelser, findes
    i lov nr. 277 af 26. maj 1976 om erstatning fra staten til
    ofre for forbrydelser. Loven blev gennemført på grundlag af
    lovudkastet i betænkning nr. 751/1975, der blev afgivet af
    et udvalg under Justitsministeriet. Loven hjemlede en billig-
    hedserstatning til ofre for forbrydelser. Det fremgik således
    af de dagældende bestemmelser i §§ 1-3, at ”Staten kan yde
    erstatning…”.
    Som opfølgning på folketingsbeslutning den 27. maj 1983
    om erstatning til ofre for forbrydelser nedsatte Justitsmini-
    steriet den 15. september 1983 en arbejdsgruppe med hen-
    blik på at afsøge muligheden for ændring af den dagælden-
    de ordning med ”billighedserstatning”, således at skadelidte
    ville få et retskrav på erstatning. Arbejdsgruppen foreslog i
    betænkning nr. 1019/1984 om retskrav på erstatning til ofre
    for forbrydelser, at ordningen ændredes til et retskrav. Æn-
    dringen blev efterfølgende gennemført ved lov nr. 233 af 6.
    juni 1985.
    Inden lovændringen i 1985 fandtes der i det dagældende § 8,
    stk. 1, en særlig egen-skyldsregel. I forhold til de almindeli-
    ge regler om erstatning fra skadevolderen om egen skyld og
    accept af risiko gav reglen en udvidet adgang til nedsættelse
    eller bortfald af erstatningen fra staten.
    Efter det dagældende § 8, stk. 1, kunne erstatningen ned-
    sættes eller bortfalde, hvis skadelidte havde medvirket til
    skaden, eller skaden var opstået under sådanne forhold, at
    erstatning ikke fandtes rimelig.
    Det fremgår af betænkning nr. 1019/1984 om retskrav på
    erstatning til ofre for forbrydelser, at Erstatningsnævnet efter
    de dagældende regler lod en ansøgers erstatning nedsætte
    eller bortfalde, hvis skadelidte ved sin adfærd havde medvir-
    ket til skaden ved at have accepteret risikoen for skaden
    eller havde udvist egen skyld, men også i et videre omfang
    end efter den almindelige erstatningsret.
    Erstatningsnævnet inddelte groft sagt sagerne om medvirken
    i tre kategorier:
    Slagsmålssager, hvor ansøgeren i situationen havde frem-
    provokeret volden, f.eks. ved at opsøge og provokere skade-
    volder og/eller selv at have udøvet vold. Kerneområdet var
    slagsmål i nattelivet og i øvrigt sager, som var tæt på at
    være omfattet af straffelovens § 13 eller § 248 eller anden
    strafnedsættelsesgrund begrundet i ansøgerens adfærd.
    Bandesager, hvor skaden knyttede sig til ansøgerens tilknyt-
    ning til en bandegruppering. Kerneområdet var vold udøvet
    som led i en voldelig konflikt mellem to grupperinger.
    Farligt miljø-sager, hvor ansøgeren uden at have en egentlig
    tilknytning til en kriminel gruppering færdedes i et farligt
    og kriminelt miljø. Kerneområdet var narkotikahandlere og
    andre, som rutinemæssigt begår kriminalitet af en art, som
    indbyder til voldelige sammenstød med andre.
    Der henvises i øvrigt til betænkning nr. 1019/1984 om rets-
    krav på erstatning til ofre for forbrydelser, kapitel 2, side
    22 ff., hvor Erstatningsnævnets praksis før lovændringen
    beskrives uddybende.
    Der var i den af Justitsministeriet nedsatte arbejdsgruppe ik-
    ke enighed om løsningsmulighederne i forhold til særreglen
    i § 8, stk. 1, jf. betænkningens side 63-65.
    Flertallet fandt ikke grundlag for at opretholde særreglen,
    i det omfang den gav mulighed for at lade erstatning fra
    staten nedsætte eller bortfalde i videre omfang end efter
    de almindelige erstatningsretlige regler om egen skyld og
    accept af risiko. I stedet foreslog flertallet, at der skulle
    indsættes en ny bestemmelse i lovens § 6 a om, at dansk
    30
    rets almindelige regler om skadevolderens erstatningsansvar
    tilsvarende finder anvendelse ved afgørelser om erstatning
    fra staten til ofre for forbrydelser.
    Flertallet lagde bl.a. vægt på, at den gældende regel kunne
    føre til afgørelser, der måtte være svære at forstå for offeret,
    som kunne blive stillet forskelligt over for skadevolder og
    over for staten. Derudover lagde flertallet vægt på, at en
    ophævelse af § 8, stk. 1, kunne føre til, at sagerne i nogle
    tilfælde kunne blive afgjort hurtigere, da Erstatningsnævnet
    ikke ville indgå i vanskelige bevisspørgsmål, der ifølge
    flertallet desuden i nogle tilfælde kunne opfattes som en
    efterfølgende moralsk bedømmelse af offerets almindelige
    adfærd.
    Samlet set var det flertallets vurdering, at fordelene ved
    en ophævelse af særreglen vejede tungere end de ulemper,
    der kunne tænkes at være forbundet med, at staten i nogle
    tilfælde ville skulle betale erstatning i videre omfang end
    hidtil.
    Mindretallet fandt, at særreglen i § 8, stk. 1, burde om-
    formuleres, således at man opretholdt og lovfæstede Erstat-
    ningsnævnets hidtidige praksis.
    Mindretallet lagde vægt på, at en ophævelse af § 8, stk. 1,
    ville pålægge staten at udbetale erstatninger i tilfælde, hvor
    det ville give stødende resultater. Dette kunne navnlig være
    tilfældet, hvor offeret havde udvist provokerende opførsel
    under indflydelse af beruselse, især i værtshusmiljøer, og
    hvor Erstatningsnævnets praksis tidligere førte til afslag på
    erstatning. Derudover var det mindretallets opfattelse, at der
    også ville være behov for en begrænsning i forhold til den
    almindelige erstatningsret, hvor skade er sket i forbindelse
    med bandefejder eller familieopgør, eller hvor offeret i sær-
    lig grad har udsat sig for skade ved sin omgang med et
    kriminelt miljø.
    På baggrund af flertallets vurdering ophævede man særreg-
    len i § 8, stk. 1. Samtidig indførtes § 6 a, der henviser
    til dansk rets almindelige regler om skadevolderens erstat-
    ningsansvar.
    3.2.4.1.2. Justitsministeriets overvejelser
    Offererstatningsordningen er et vigtigt redskab, der er med
    til at sikre, at ofre, der uskyldigt og uforvarende udsættes for
    vold eller overgreb, kompenseres for den skade, de er påført.
    Som det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke
    IV, er aftalepartierne dog enige om, at bandemedlemmers
    adgang til offererstatning skal begrænses.
    Det forekommer ikke rimeligt, at staten – via offererstat-
    ningsordningen – skal understøtte en person i tilfælde, hvor
    den pågældende ved sin tilknytning til et kriminelt miljø
    sætter sig ud over og modarbejder samfundet og i den for-
    bindelse kommer til skade.
    Det er Justitsministeriets opfattelse, at skadelidte i sådanne
    tilfælde har sat sig uden for den særlige offentligretlige be-
    skyttelse, der følger af offererstatningsloven, uanset hvordan
    forholdet mellem skadelidte og skadevolder må bedømmes
    efter de almindelige erstatningsretlige regler.
    3.2.4.1.3. Den foreslåede ordning
    Det foreslås, at der indsættes et stk. 2 i offererstatningslo-
    vens § 6 a, hvorefter der kan ske nedsættelse eller bortfald af
    erstatning, hvis skadelidte gennem sin adfærd har udsat sig
    for en særlig risiko for den pågældende skade.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Erstatningsnæv-
    net i et videre omfang end efter de almindelige erstatnings-
    retlige regler om skadevolderens erstatningsansvar kan lade
    erstatning nedsætte eller bortfalde i visse sager.
    Ordningen adskiller sig således fra de almindelige erstat-
    ningsregler om egen skyld og accept af risiko, da skadelidtes
    adfærd ikke skal være konkret knyttet til den skadevoldende
    strafbare handling for at kunne give anledning til nedsættel-
    se eller bortfald af skadelidtes erstatningskrav mod staten.
    Bestemmelsen vil finde anvendelse i situationer, hvor »ska-
    delidte gennem sin adfærd har udsat sig for en særlig risiko
    for den pågældende skade.«
    Ved dette forstås tilfælde, hvor skadelidte er medlem af eller
    har tilknytning til en bande, samt tilfælde, hvor skadelidte
    færdes i et farligt og kriminelt miljø, hvor der rutinemæssigt
    begås kriminalitet af en art, som indbyder til voldelige sam-
    menstød med andre. I disse tilfælde har skadelidte således
    udvist en særlig risikobetonet adfærd.
    Eksempelvis vil bestemmelsen finde anvendelse, hvis et
    bandemedlem bliver udsat for grov vold af personer fra en
    anden bandegruppering.
    Bestemmelsen vil f.eks. også finde anvendelse, hvis en ska-
    delidt, der sælger narkotika i sin lejlighed, udsættes for rø-
    veri af personer, der vidste, at skadelidte var i besiddelse
    af store pengebeløb pga. narkotikasalget. Det vil også være
    tilfældet, hvis en skadelidt i øvrigt på gerningstidspunktet
    var i færd med at begå kriminelle handlinger, f.eks. ved at
    sælge narkotika i det offentlige rum, og i den forbindelse
    bliver udsat for grov vold.
    Der vil således i et vist omfang være tale om en genind-
    førelse af retstilstanden fra før lovændringen i 1985, som
    er beskrevet nærmere under pkt. 3.2.4.1.1.2 i lovforslagets
    almindelige bemærkninger ovenfor.
    Det bemærkes, at Erstatningsnævnet, som led i nævnets
    sagsoplysning, i medfør af offererstatningslovens § 14 har
    mulighed for at afkræve andre end ansøgeren, der har kend-
    skab til forholdene, oplysninger, der må anses for nødven-
    dige. Erstatningsnævnets vurdering af, om der foreligger
    en straffelovsovertrædelse, og sagen dermed er omfattet af
    offererstatningsloven, foretages på grundlag af det materiale
    og de oplysninger, nævnet modtager fra politiet.
    31
    Det må forventes, at der vil kunne være oplysninger om per-
    soners tilknytning til bandemiljøet, som politiet ikke ønsker
    at videregive til Erstatningsnævnet på grund af oplysninger-
    nes karakter eller af efterforskningsmæssige hensyn. Politiet
    vil i disse tilfælde ikke vil være forpligtet til at videregive
    oplysningerne til Erstatningsnævnet. Den foreslåede ordning
    vil derfor kunne indebære, at en erstatningssøgende kan op-
    nå adgang til (fuld) erstatning, selv om politiet er i besiddel-
    se af oplysninger omkring bandetilknytning, fordi politiet
    vurderer, at sådanne oplysninger af efterforskningsmæssige
    hensyn eller andre tungtvejende hensyn ikke bør indgå i den
    administrative afgørelse.
    Spørgsmålet om nedsættelse eller bortfald af erstatning i
    medfør af den foreslåede bestemmelse vil derfor oftest bero
    på oplysninger fra den underliggende straffesag eller politi-
    ets efterforskningsmateriale i øvrigt.
    Erstatningsnævnet er som forvaltningsmyndighed underlagt
    de almindelige forvaltningsretlige regler og principper, her-
    under forvaltningslovens regler om partshøring. Skadelidte
    vil således i forbindelse med en afgørelse om nedsættelse
    eller bortfald af et erstatningskrav mod staten efter omstæn-
    dighederne blive partshørt af Erstatningsnævnet, og skade-
    lidte vil dermed få mulighed for at fremkomme med en
    udtalelse, før sagen afgøres.
    Det følger af offererstatningslovens § 2, at der ydes erstat-
    ning m.v. efter erstatningsansvarslovens §§ 12-14 a (om
    forsørgertabserstatning, overgangsbeløb og begravelsesud-
    gifter) og § 26 a (om godtgørelse til efterladte), hvis skade-
    lidte afgår ved døden.
    Det forudsættes, at hvis afdøde har udsat sig for en særlig
    risiko for den pågældende skade, som defineret ovenfor, vil
    Erstatningsnævnet i medfør af den foreslåede ordning ligele-
    des have mulighed for at begrænse de efterladtes adgang
    til erstatning efter offererstatningsordningen. Hertil kan det
    oplyses, at det er fast antaget i retspraksis, at afdødes egen
    skyld efter de almindelige erstatningsretlige regler også kan
    bevirke nedsættelse eller bortfald af de efterladtes krav på
    erstatning.
    Den foreslåede ændring vil bevirke, at skadelidte i visse
    tilfælde stilles forskelligt over for gerningspersonen og over
    for staten, jf. nærmere herom pkt. 3.2.4.2.3 i lovforslagets
    almindelige bemærkninger.
    Bestemmelsen vil dog ikke påvirke muligheden for, at ska-
    delidte eller i givet fald skadelidtes efterladte kan rejse et
    civilt krav om erstatning over for gerningspersonen efter de
    almindelige erstatningsregler.
    Tilsvarende vil ordningen ikke påvirke muligheden for, at en
    skadelidt, som f.eks. er medlem af en bande, kan tildeles of-
    fererstatning, hvis vedkommende i anden forbindelse udsæt-
    tes for en straffelovsovertrædelse, og hvor skaden ikke har
    forbindelse til den pågældendes tilknytning til bandemiljøet,
    det vil sige hvor der er tale om en rent tilfældighedspræget
    hændelse. Det vil dog have formodningen imod sig, at der
    er tale om en rent tilfældighedspræget hændelse, når offeret
    er bandemedlem eller i øvrigt befandt sig i et farligt og
    kriminelt miljø.
    Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 5, nr. 1 og 2, og
    bemærkningerne hertil.
    3.2.4.2. Mulighed for begrænsning af offererstatning i sager,
    hvor erstatningskravet er afgjort ved dom
    3.2.4.2.1. Gældende ret
    Det følger af offererstatningslovens § 11 a, stk. 1, at når
    skadelidtes krav på erstatning og godtgørelse fra skadevol-
    deren er afgjort ved dom, ydes erstatning efter loven med
    det beløb, som er fastsat ved dommen, jf. dog §§ 7-10.
    Udgangspunktet er således, at en dom i en straffesag eller i
    en civil sag er bindende for Erstatningsnævnet. Hovedreglen
    skyldes, at nævnet efter de gældende regler skal følge de
    almindelige erstatningsretlige regler, herunder om udmåling
    af erstatning og godtgørelse samt om nedsættelse eller bort-
    fald på grund af egen skyld og accept af risiko, jf. offerer-
    statningslovens § 6 a. Hvis der i en forudgående dom er
    taget stilling hertil, er denne vurdering efter hovedreglen
    bindende for Erstatningsnævnet, og nævnet er derfor som
    udgangspunkt afskåret fra at foretage en vurdering, der ad-
    skiller sig fra den vurdering, der blev foretaget ved dom-
    men. Erstatningen fra staten skal i disse tilfælde derfor som
    den altovervejende hovedregel ydes med det beløb, som er
    fastsat ved dommen.
    Hovedreglen i stk. 1 gælder dog ikke, hvis skadevolderen
    under sagen må anses for at have anerkendt kravet eller
    dets størrelse, jf. stk. 2. Desuden kan Erstatningsnævnet be-
    grænse erstatningen efter reglerne i lovens §§ 7-10, jf. hen-
    visningen hertil i stk. 1. Henvisningen til §§ 7-10 indebærer
    bl.a. at hovedreglen i § 11 a, stk. 1, ikke finder anvendelse,
    hvis skaden godtgøres af skadevolderen, eller hvis lovover-
    trædelsen ikke er anmeldt rettidigt til politiet.
    Der henvises i øvrigt til betænkning nr. 1019/1984 om rets-
    krav på erstatning til ofre for forbrydelser, kapitel 5, afsnit
    5.3.2, side 70 ff.
    3.2.4.2.2. Justitsministeriets overvejelser
    Det er Justitsministeriets opfattelse, at Erstatningsnævnet –
    med henblik på at sikre det fornødne samspil med det fore-
    slåede § 6 a, stk. 2, som affattet ved dette lovforslags § 5, nr.
    2 – ligeledes bør have mulighed for at begrænse ansøgerens
    erstatningskrav i tilfælde af bandetilknytning m.v., selv om
    ansøgerens erstatningskrav skulle være fastsat ved dom.
    Justitsministeriet finder det således ikke hensigtsmæssigt, at
    Erstatningsnævnet i fremtiden vil være bundet af et fastsat
    erstatningskrav i en dom, der er afsagt på baggrund af de
    almindelige erstatningsregler, når nævnet i medfør af det
    foreslåede § 6 a, stk. 2, vil have mulighed for at begrænse
    offererstatningen i et videre omfang end efter de almindeli-
    32
    ge erstatningsregler. Det ville således forekomme uhensigts-
    mæssigt, hvis Erstatningsnævnets mulighed for at begrænse
    erstatning i et videre omfang end efter de almindelige erstat-
    ningsregler skulle afhænge af, om der er afsagt dom i sagen,
    og om der i den forbindelse er taget stilling til et eventuelt
    erstatningskrav.
    Erstatningsnævnet bør således – uanset om ansøgerens krav
    på erstatning fra skadevolderen skulle være afgjort ved dom
    – vurdere, om offererstatningen skal begrænses, hvis skade-
    lidte gennem sin adfærd har udsat sig for en særlig risiko for
    den pågældende skade, som defineret ved dette lovforslags §
    5, nr. 2.
    Justitsministeriet er bekendt med, at det fra skadelidtes syns-
    vinkel kan forekomme stødende, såfremt Erstatningsnævnet
    – når retten efter en egentlig prøvelse af sagen har udmålt
    erstatningen i forhold til skadevolderen – efterfølgende an-
    lægger en anden vurdering. Justitsministeriet finder imidler-
    tid, at hensynet til, at statskassen – via offererstatningsord-
    ningen – ikke skal betale fuld erstatning i disse sager, i
    særlige tilfælde vejer tungere end hensynet til et offer, der
    gennem sin adfærd har udsat sig for en særlig risiko for
    skade.
    3.2.4.2.3. Den foreslåede ordning
    Det foreslås, at der i § 11 a, stk. 1, indsættes en henvisning
    til § 6 a, stk. 2, som affattet ved dette lovforslags § 5, nr. 2.
    Hensigten med ændringen er, at offererstatning til de person-
    er, som er omfattet af det foreslåede § 6 a, stk. 2, skal
    kunne begrænses i videre omfang end efter de almindelige
    erstatningsregler, selv om kravet skulle være afgjort ved
    dom. En sådan retsafgørelse vil være afsagt efter de almin-
    delige erstatningsregler, og hvis der findes grundlag for at
    begrænse offererstatningen i videre omfang end efter de
    almindelige erstatningsregler, vil Erstatningsnævnet derfor
    kunne træffe afgørelse om at begrænse offererstatningen,
    uanset om spørgsmålet om begrænsning af erstatningen er
    blevet vurderet ved en forudgående dom i en civil sag eller i
    en straffesag.
    Den foreslåede ændring af offererstatningslovens § 11 a, stk.
    1, er en forudsætning for at kunne gennemføre initiativet
    om at begrænse bl.a. bandemedlemmers adgang til offerer-
    statning i alle sager som Erstatningsnævnet behandler.
    Den foreslåede ændring angår alene adgangen til offererstat-
    ning efter den statslige offererstatningsordning. Dette inde-
    bærer, at skadelidte eksempelvis stadig vil kunne rejse et
    civilt krav om erstatning mod gerningspersonen med hen-
    blik på at opnå ”fuldstændig” erstatning efter de almindelige
    erstatningsregler.
    Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 5, nr. 3, og bemærk-
    ningerne hertil.
    3.2.5. Tryggere møde med retssystemet for vidner og ofre
    3.2.5.1. Udvidelse af muligheden for at dokumentere inden-
    retlige afhøringer under hovedforhandlingen
    3.2.5.1.1. Gældende ret
    I overensstemmelse med princippet om bevisumiddelbar-
    hed finder bevisførelsen i straffesager som hovedregel sted
    umiddelbart for den dømmende ret under hovedforhandlin-
    gen. Retssager forhandles mundtlig, og skrift anvendes kun i
    det omfang, i hvilket loven særlig bestemmer det, jf. retsple-
    jelovens § 148, stk. 1.
    Det følger af retsplejelovens § 168, stk. 1, at enhver som
    udgangspunkt har pligt til at afgive forklaring for retten
    som vidne. I overensstemmelse med bevisumiddelbarheds-
    princippet sker vidneforklaringer under hovedforhandlingen.
    En undtagelse til bevisumiddelbarhedsprincippet findes i
    retsplejelovens § 747, stk. 2, om anticiperet bevisførel-
    se. Bestemmelsen blev nyaffattet ved lov nr. 1561 af 20.
    december 2006. Efter retsplejelovens § 747, stk. 2, afholdes
    der efter anmodning retsmøde, når det er påkrævet for at
    sikre bevis, som det ellers må befrygtes vil gå tabt, ikke
    uden væsentlig ulempe eller forsinkelse vil kunne føres for
    den dømmende ret eller må antages at være af betydning
    for efterforskningen eller af hensyn til en offentlig interes-
    se. Bestemmelsen giver dermed bl.a. mulighed for at fore-
    tage indenretlige afhøringer forud for hovedforhandlingen
    – det vil sige afhøringer, som foretages i retten forud for
    straffesagens hovedforhandling – når det er påkrævet for at
    sikre bevis, f.eks. når det frygtes, at beviset ellers ville gå
    tabt. Formålet med den indenretlige afhøring er således at
    foretage bevissikring.
    Retsplejelovens § 747, stk. 2, anvendes bl.a. med henblik på
    at sikre forurettedes eller andre vidners forklaring i sager,
    hvor der er grund til at frygte for repressalier eller trusler
    mod vedkommende, jf. eksempelvis Østre Landsrets kendel-
    se af 12. november 2020 i sag nr. S-2898-20, offentliggjort i
    Tidsskrift for Kriminalret 2021, side 185, hvor retten fandt,
    at der pga. risiko for afstraffelse og trusler mod forurettede
    var mulighed for, at han ikke ville være i stand til eller
    have ønske om under sagens videre forfølgning at afgive en
    troværdig forklaring.
    Det er ved nyaffattelsen af retsplejelovens § 747, stk. 2,
    forudsat, at afgørelsen om anticiperet bevisførelse ikke i sig
    selv berører bevisførelsen ved hovedforhandlingen. Vidner
    skal således indkaldes til at afgive forklaring under hoved-
    forhandlingen, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, L 44
    som fremsat, side 1526.
    Et vidne, herunder den forurettede ved forbrydelsen, der har
    afgivet en indenretlig forklaring i medfør af retsplejelovens
    § 747, stk. 2, skal derfor som udgangspunkt afhøres på ny
    under hovedforhandlingen.
    Retsplejelovens § 871, stk. 2, indeholder en opregning af
    dokumenter, der kan benyttes som bevismidler, og som skal
    oplæses under hovedforhandlingen. Bestemmelsen fraviger
    33
    bevisumiddelbarhedsprincippet, da den bl.a. giver mulighed
    for under hovedforhandlingen at oplæse forklaringer fra vid-
    ner m.v., der er afhørt under efterforskningen, uden at de
    afhøres for den ret, der skal dømme i sagen, herunder vidne-
    forklaringer, der er afgivet efter retsplejeloven § 747, stk. 2,
    om anticiperet bevisførelse.
    Det følger således f.eks. af retsplejelovens § 871, stk. 2, nr.
    3, at tilførsler til retsbøger om forklaringer, som vidner eller
    skønsmænd har afgivet, kan benyttes som bevismidler under
    hovedforhandlingen, når disse personer enten er døde eller
    af anden grund ikke kan afhøres på ny eller de i medfør af
    § 174, jf. § 207, er afhørt ved en anden ret end den, der nu
    behandler sagen, eller de er afhørt, uden at tiltalte har været
    til stede, jf. § 855, stk. 2, eller når den nu afgivne forklaring
    afviger fra den tidligere, eller når et vidne nægter at afgive
    forklaring, og tvangsmidler efter § 178 ikke bør anvendes
    eller forgæves er anvendt.
    Det er retten, der afgør, om betingelserne i retsplejelovens
    § 871, stk. 2, nr. 3, er opfyldt, og om tilførsler til retsbøger
    dermed kan benyttes som bevismiddel under hovedforhand-
    lingen, herunder i hvilket omfang der kan ske dokumenta-
    tion af vidneforklaringer efter bestemmelsen, eller om vid-
    net skal afgive forklaring for retten, eventuelt under anven-
    delse af vidnetvang, jf. retsplejelovens § 178.
    Hvis betingelserne i retsplejelovens § 871, stk. 2, nr. 3,
    ikke er opfyldt, kan retten bestemme, at dokumentet kan
    dokumenteres i medfør af retsplejelovens § 871, stk. 4. Ef-
    ter denne bestemmelse kan retten undtagelsesvist tillade, at
    dokumenter, som indeholder erklæringer eller vidnesbyrd,
    benyttes som bevismiddel.
    Når dokumenter, der er nævnt i retsplejelovens § 871, stk. 2,
    nr. 3, oplæses, skal grunden meddeles af rettens formand og
    tilføres retsbogen, jf. retsplejelovens § 873, stk. 2.
    I visse tilfælde kan politiets afhøring af en person optages
    på video med henblik på anvendelse af optagelsen som be-
    vis under hovedforhandlingen efter retsplejelovens § 872,
    jf. retsplejelovens § 745 e, stk. 1. Dette gælder for bl.a.
    voldtægtsofre, jf. stk. 1, nr. 5. Ved indsættelsen af stk. 1,
    nr. 5, i § 745 e blev det forudsat, at dokumentationen af
    den videooptagne forklaring skete på den måde, at forurette-
    de møder i retten og bliver spurgt, om vedkommende kan
    vedstå sig sin optagne forklaring og besvarer eventuelle
    supplerende spørgsmål. Der henvises til Folketingstidende
    2021-22, tillæg A, L 14 som fremsat, side 24 f. og 66.
    3.2.5.1.2. Justitsministeriets overvejelser
    Den daværende justitsminister nedsatte i december 2021 et
    offer- og vidnepanel, som skulle undersøge behovet for at
    styrke ofres og vidners møde med retssystemet. I den første
    fase af arbejdet har panelet haft fokus på at undersøge, hvor-
    dan der kan sikres en bedre beskyttelse af ofre og vidner til
    organiseret og banderelateret kriminalitet. Der henvises til
    Offer- og vidnepanelets anbefalinger om forholdene for ofre
    og vidner i sager om organiseret og banderelateret kriminali-
    tet, jf. Retsudvalget 2022-23, Alm. del, bilag 202.
    Offer- og vidnepanelet vurderede, at det forhold, at der ofte
    kan gå lang tid fra den pågældende har været offer eller vid-
    ne til en kriminel handling til det tidspunkt, hvor der afgives
    forklaring under straffesagens hovedforhandling, kan være
    med til tidsmæssigt at udstrække frygten for repressalier
    samt forøge ubehaget ved at afgive vidneforklaring.
    På denne baggrund anbefalede panelet, at fremgangsmåden
    ved indenretlige afhøringer ændres, så afhøringen under ho-
    vedforhandlingen begynder med en dokumentation af ofrets
    eller vidnets indenretlige forklaring, og at den resterende
    afhøring fokuseres på supplerende spørgsmål. Anbefalingen
    skal sikre, at ubehaget ved at skulle afgive (ny) forklaring
    for retten under straffesagens hovedforhandling mindskes.
    Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, at
    aftalepartierne er enige om at gennemføre panelets anbefa-
    linger fra første fase for at sikre et tryggere møde med
    retssystemet for vidner og ofre.
    3.2.5.1.3. Den foreslåede ordning
    Det foreslås, at retsplejelovens § 871, stk. 2, nr. 3, ændres,
    så det bliver muligt at dokumentere indenretlige afhøringer
    af vidner under hovedforhandlingen i straffesager, når det
    vurderes, at afhøring af vidnet under hovedforhandlingen vil
    udsætte vidnet for unødigt ubehag.
    Med den foreslåede ændring af bestemmelsen lægges der op
    til, at fremgangsmåden for dokumentation af en indenretlig
    afhøring under hovedforhandlingen ændres, således at afhø-
    ringen af vidnet under hovedforhandlingen, såfremt vidnet
    er indenretligt afhørt i medfør af retsplejelovens § 747, stk.
    2, begynder med en dokumentation af vidnets indenretlige
    forklaring, og at den resterende afhøring fokuseres på sup-
    plerende spørgsmål.
    Det vil – som efter gældende ret – være retten, der afgør, om
    betingelserne i retsplejelovens § 871, stk. 2, nr. 3, er opfyldt,
    herunder i hvilket omfang der kan ske dokumentation af
    vidneforklaringer efter bestemmelsen, og i hvilket omfang
    vidnet skal afgive forklaring for retten.
    Dette svarer til den fremgangsmåde, der er beskrevet i pkt.
    3.2.5.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger vedrø-
    rende dokumentation af videooptagne forklaringer i sager
    omfattet af retsplejelovens § 745 e, jf. § 872.
    Forklaringen og den supplerende forklaring vil i øvrigt ske
    efter de gældende regler om vidneforklaringer i straffesager.
    Der henvises i øvrig til lovforslagets § 2, nr. 14, og bemærk-
    ningerne hertil.
    3.2.5.2. Mulighed for at føre øvrige tiltalte i en straffesag ud
    af retslokalet under afhøring af vidner
    3.2.5.2.1. Gældende ret
    34
    Efter retsplejelovens § 853, 1. pkt., skal tiltalte personligt
    være til stede i retten under hele hovedforhandlingen, indtil
    sagen er optaget til dom, medmindre andet er bestemt i
    loven. Rettens formand kan dog tillade tiltalte at forlade ret-
    ten, før sagen er optaget til dom, hvis det findes ubetænke-
    ligt, at tiltalte ikke er til stede, jf. 2. pkt.
    Det følger af retsplejelovens § 856, stk. 1, at rettens formand
    uden for de tilfælde, der er nævnt i bestemmelsens stk. 2,
    nr. 2, kan beslutte, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens
    et vidne eller en medtiltalt afhøres, når særegne grunde taler
    for, at en uforbeholden forklaring ellers ikke kan opnås.
    Bestemmelsen anvendes bl.a. i tilfælde, hvor et vidne f.eks.
    føler ubehag ved at være i samme lokale som tiltalte, og
    hvor retten vurderer, at hensynet til at opnå en uforbeholden
    forklaring fra vidnet bør tilgodeses ved, at tiltalte forlader
    retslokalet under vidnets forklaring, jf. Folketingstidende
    2010-11, tillæg A, L 124 som fremsat, side 5.
    Retsplejelovens § 856, stk. 1 (den dagældende § 848, stk.
    1), er fortolket af Højesteret i kendelse af 27. april 1995 i
    sag nr. 170/1995, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen
    1995, side 590/2 ff., hvor Højesteret fandt, at bestemmelsen
    efter sin ordlyd måtte forstås således, at det alene er hensy-
    net til at opnå en uforbeholden forklaring fra medtiltalte
    og vidner, der kan begrunde, at en tiltalt udelukkes fra at
    overvære disses forklaringer. Da der i sagen ikke fandtes
    at være oplyst særegne grunde til at antage, at der ville
    være større mulighed for at få en uforbeholden forklaring
    fra nogen (med)tiltalt, hvis en eller flere af de øvrige tiltalte
    ikke overværede vedkommendes forklaring, tog Højesteret
    ikke anklagemyndighedens anmodning om, at de medtiltalte
    skulle forlade retssalen, til følge.
    Retsplejeloven giver mulighed for, at der kan rejses tiltale
    mod flere personer under samme sag.
    Efter retsplejelovens § 705, stk. 1, bør samtidig forfølgning
    mod samme sigtede for flere forbrydelser eller mod flere
    sigtede, som deltager i en eller flere forbrydelser, ske under
    én sag, hvis dette kan ske uden urimelig forhaling eller
    vanskelighed. Efter retsplejelovens § 707, stk. 1, kan retten
    forene flere selvstændige straffesager til én sag med parter-
    nes samtykke. Samtykke kræves dog ikke i de tilfælde, der
    er nævnt i retsplejelovens § 705, stk. 1.
    Det fremgår ikke direkte af ordlyden af retsplejelovens §
    856, stk. 1, at rettens formand har mulighed for at beslutte,
    at de øvrige tiltalte i en straffesag kan føres ud af retsloka-
    let, når et vidne eller en medtiltalt skal afgive forklaring, i
    tilfælde hvor de øvrige tiltalte i sagen ikke er tiltalt for det
    forhold, som vidnet eller medtiltalte skal afgive forklaring
    om.
    3.2.5.2.2. Justitsministeriets overvejelser
    Offer- og vidnepanelet vurderede i sine anbefalinger, jf. her-
    om pkt. 3.2.5.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger,
    at muligheden for at føre den tiltalte ud, mens et vidne
    afgiver forklaring, kan øge trygheden og mindske ubehaget
    hos vidnet.
    Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, at
    aftalepartierne er enige om at gennemføre panelets anbefa-
    linger fra første fase for at sikre et tryggere møde med
    retssystemet for vidner og ofre.
    Justitsministeriet finder på den baggrund, at det bør præcise-
    res i retsplejelovens § 856, stk. 1, at der også er mulighed
    for, at rettens formand kan beslutte, at øvrige tiltalte skal
    forlade retslokalet, mens et vidne eller en medtiltalt afgiver
    forklaring.
    3.2.5.2.3. Den foreslåede ordning
    Det foreslås, at retsplejelovens § 856, stk. 1, præciseres, så
    det kommer til at fremgå direkte af bestemmelsens ordlyd,
    at rettens formand kan beslutte, at en eller flere tiltalte i
    samme sag skal forlade retslokalet, mens et vidne eller en
    medtiltalt skal afgive forklaring, når særegne grunde taler
    for, at en uforbeholden forklaring ellers ikke kan opnås.
    Den foreslåede præcisering vil indebære, at retten kan be-
    stemme, at en eller flere tiltalte i en straffesag kan føres
    ud af retslokalet, når et vidne eller en medtiltalt skal afgi-
    ve forklaring, herunder i tilfælde, hvor den tiltalte ikke er
    tiltalt i det forhold, som vidnet skal afgive forklaring om,
    hvis det konkret vurderes, at særegne grunde taler for, at en
    uforbeholden forklaring ellers ikke kan opnås. Dette kriteri-
    um svarer til gældende ret, jf. pkt. 3.2.5.2.1 i lovforslagets
    almindelige bemærkninger.
    Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 13, og be-
    mærkningerne hertil.
    3.3. Våben
    3.3.1. Større konsekvens for ulovlig besiddelse af knive
    og blankvåben m.v.
    3.3.1.1. Gældende ret
    Knivloven indeholder nærmere regler om, hvornår knive
    og blankvåben m.v. kan besiddes lovligt. Der skelnes i kniv-
    loven mellem besiddelse af knive og blankvåben m.v. på
    bopælen samt andre ikke offentligt tilgængelige steder og på
    offentligt tilgængelige steder.
    3.3.1.1.1. Besiddelse af knive og blankvåben m.v. på bopæ-
    len og andre ikke offentligt tilgængelige steder
    Det er som udgangspunkt lovligt at besidde knive og blan-
    kvåben m.v. på bopælen og andre ikke offentligt tilgængeli-
    ge steder. Det følger dog af knivlovens § 2, stk. 1, at der er
    en række knive og blankvåben m.v., der ikke kan erhverves,
    besiddes, bæres eller anvendes lovligt uden politiets tilladel-
    se. Knivlovens § 2, stk. 1, gælder således både for knive og
    blankvåben m.v., der besiddes på bopælen samt andre ikke
    offentligt tilgængelige steder og på offentligt tilgængelige
    steder. Knivlovens § 2, stk. 1, omfatter følgende:
    35
    1) skarpe eller spidse våben, hvis klinge overstiger 12 cm,
    2) knive med tværstillet greb beregnet til stød,
    3) springknive og springstiletter,
    4) faldknive og faldstiletter,
    5) foldeknive med todelt skæfte, hvis klinge kan foldes ud
    ved brug af én hånd (butterflyknive),
    6) knive, der er konstrueret til at hænge om hals eller
    skulder, og som fra denne placering kan trækkes ved
    brug af én hånd,
    7) kastestjerner, kasteknive, kasteøkser og lignende og
    8) kårdestokke og andre blankvåben, der fremtræder som
    en anden genstand.
    Det følger af knivlovens § 2, stk. 2, at dolke og knive, hvis
    klinge overstiger 12 cm, uanset knivlovens § 2, stk. 1, nr.
    1, kan anvendes i erhverv, til husholdningsbrug eller til brug
    ved jagt, lystfiskeri, sportsudøvelse eller til et andet lignende
    anerkendelsesværdigt formål, hvis de er udformet hertil.
    For at få tilladelse til at besidde knive og blankvåben m.v.,
    der er omfattet af knivlovens § 2, stk. 1, skal der indgives en
    ansøgning til politiet, som foretager en vurdering af, om der
    er tale om besiddelse til et anerkendelsesværdigt formål. Det
    fremgår af § 19, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 179 af 22.
    februar 2018 med senere ændringer om knive og blankvåben
    m.v., at en blankvåbentilladelse gives med en gyldighedstid
    på 5 år, dog 10 år for samlertilladelser. Tilladelsen kan til
    enhver tid tilbagekaldes, jf. knivlovens § 5, stk. 1.
    Ulovlig besiddelse af knive og blankvåben m.v. straffes ef-
    ter knivlovens § 7, stk. 1, med bøde eller fængsel indtil 4
    måneder. Ifølge bemærkningerne straffes ulovlig besiddelse
    af knive og blankvåben m.v. omfattet af knivlovens § 2, stk.
    1, på bopælen og andre ikke offentligt tilgængelige steder
    i første- og andengangstilfælde som udgangspunkt med en
    bøde på mellem 1.000 kr. og 3.000 kr. afhængig af typen
    af kniv eller blankvåben m.v. jf. Folketingstidende 2003-04,
    tillæg A, L 97 som fremsat, side 3126. Det fremgår i den
    forbindelse af rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om sankti-
    onspåstande i våbensager, pkt. 5.6.2., at anklagemyndighe-
    den i sager om overtrædelse af knivlovens § 2, stk. 1, nr.
    1, 2, 7 og 8, skal nedlægge påstand om en bøde på 1.000
    kr., mens der i sager om overtrædelse af knivlovens § 2,
    stk. 1, nr. 3-6, nedlægges påstand om en bøde på 3.000 kr.
    Det fremgår endvidere, at der i andengangstilfælde udmåles
    samme bødestraf som i førstegangstilfælde, og at der i tred-
    jegangstilfælde skal nedlægges påstand om en frihedsstraf.
    3.3.1.1.2. Besiddelse af knive og blankvåben m.v. på offent-
    ligt tilgængelige steder
    Det følger af knivlovens § 1, at det er forbudt på offentligt
    tilgængelige steder, uddannelsessteder, i ungdomsklubber,
    fritidsordninger og lignende at bære eller besidde knive og
    blankvåben m.v., medmindre det sker som led i erhvervsud-
    øvelse, til brug ved jagt, lystfiskeri eller sportsudøvelse eller
    har et andet lignende anerkendelsesværdigt formål.
    Ved offentligt tilgængelige steder forstås steder, hvortil der
    er almindelig adgang, herunder veje, parker, offentlige trans-
    portmidler, restaurationer (herunder diskoteker, værtshuse
    og lignende), butikker og butikscentre i åbningstiden, for-
    lystelsessteder og offentlige kontorer, jf. Folketingstidende
    2015-16, tillæg A, L 107 som fremsat, side 13. Ud over
    offentligt tilgængelige steder finder bestemmelsen også an-
    vendelse på uddannelsessteder, ungdomsklubber, fritidsord-
    ninger og lignende, uanset om der er offentlig adgang til det
    pågældende sted eller ej.
    Opregningen i knivlovens § 1 er ikke udtømmende, jf. orde-
    ne ”eller andet lignende anerkendelsesværdigt formål”. En
    kniv vil således også kunne besiddes som led i en anden
    lovlig fritidsaktivitet. Det gælder f.eks. for personer, der
    dyrker fritidsaktiviteter (vandreture, skovture, sejlture, spej-
    deraktiviteter m.v.) og i den forbindelse anvender kniv, jf.
    Folketingstidende 2015-16, tillæg A, L 107 som fremsat,
    side 14. Herudover er der en række andre tilfælde, hvor
    det ud fra formålet med bestemmelsen er tilladt at være i
    besiddelse af en kniv på offentligt sted. Her tænkes navnlig
    på situationer, hvor det i forbindelse med transport af en
    kniv fra ét sted til et andet ikke kan undgås, at kniven med-
    bringes på (passerer) offentligt område. Kniven kan f.eks.
    være købt i en forretning, hvorefter den skal bringes hjem til
    bopælen. Der kan endvidere foretages ophold eller ærinder
    undervejs, når dette ud fra en samlet vurdering af omstæn-
    dighederne må anses for rimeligt. I denne vurdering vil bl.a.
    kunne indgå formålet med og stedet for opholdet og ærin-
    det, varigheden heraf, knivens placering og troværdigheden
    af besidderens forklaring om omstændighederne omkring
    besiddelsen af kniven. F.eks. vil et ophold med henblik på
    at tanke benzin eller foretage indkøb på vej i sin bil til
    eller fra den aktivitet, hvor kniven skal anvendes, normalt
    ikke udgøre en overtrædelse af loven, hvis kniven forbliver
    i bilen. Det samme gør sig gældende, hvis en netop indkøbt
    husholdningskniv medbringes på den videre indkøbstur i en
    taske eller lignende eller ligger i bilen, mens der foretages
    andre ærinder. Derimod vil det som udgangspunkt være
    en overtrædelse af § 1, hvis en kniv, der opbevares på en
    lettilgængelig måde, f.eks. i en lomme, medbringes på en
    restaurant.
    Hvorvidt kniven m.v. besiddes som led i et anerkendelses-
    værdigt formål vil i alle tilfælde bero på en konkret vurde-
    ring af de nærmere omstændigheder, jf. Folketingstidende
    2015-16, tillæg A, L 107 som fremsat, side 14. Ved den-
    ne vurdering vil der skulle lægges vægt på knivens art,
    anvendelsesområde og den situation, hvorunder kniven be-
    siddes. Det vil f.eks. kunne tale imod, at besiddelsen af
    kniven har et anerkendelsesværdigt formål, hvis kniven er
    udformet på en måde, så den uanset størrelsen er særligt
    egnet som angrebs- og stikvåben, eller at personen, som
    besidder kniven, tidligere er straffet for flere overtrædelser
    af våbenlovgivningen, jf. Folketingstidende 2015-16, tillæg
    A, L 107 som fremsat, side 15.
    Generelt vil det forhold, at besiddelsen af en kniv sker i
    et kriminelt miljø, tale imod, at kniven skal bruges til et
    anerkendelsesværdigt formål. Det gælder især, hvis der ikke
    36
    foreligger omstændigheder, som understøtter, at den skal
    bruges til et lovligt gøremål. Derudover vil der være situati-
    oner, hvor besiddelse af knive – også små foldeknive – som
    det helt klare udgangspunkt aldrig vil være berettiget. Det
    gælder f.eks. til visse større fodboldkampe eller i nattelivet,
    hvor der er nærliggende risiko for, at der kan opstå tilspidse-
    de situationer af potentielt voldelig karakter, jf. Folketingsti-
    dende 2015-16, tillæg A, L 107 som fremsat, side 14.
    Der kan herudover også forekomme andre steder eller situa-
    tioner i det offentlige rum, hvor det som udgangspunkt ikke
    vil være anerkendelsesværdigt at medbringe en kniv, uanset
    knivens størrelse og art. Der tænkes her på tilfælde, hvor der
    generelt må antages at være en forøget risiko for, at der kan
    opstå konfrontationer eller tilspidsede situationer, og hvor
    der samtidig ikke ses at være hensyn, der taler for, at en
    kniv skal kunne medbringes. Som eksempel kan det nævnes,
    at knive som udgangspunkt ikke har noget at gøre til f.eks.
    demonstrationer, større koncerter eller forsamlinger m.v.
    Det bemærkes dog, at der for så vidt angår små almindelige
    lommeknive, multiværktøjer (schweizerknive) og proptræk-
    kere med indbygget kniv i praksis vil være en formodning
    for, at knive af denne type skal anvendes til et anerkendel-
    sesværdigt formål, medmindre der er konkrete omstændig-
    heder, som taler imod, at dette er tilfældet, jf. Folketingsti-
    dende 2015-16, tillæg A, L 107 som fremsat, side 15. Det
    er således tilladt at være i besiddelse af disse på offentligt
    tilgængelige steder, såfremt der er tale om gøremål af dag-
    ligdags, fredelig eller praktisk karakter.
    Ud over det generelle forbud i knivlovens § 1 følger det af
    knivlovens § 2, stk. 1, at det kræver tilladelse fra politiet
    at erhverve, besidde, bære eller anvende en række nærme-
    re anførte farlige knive og blankvåben m.v., herunder på
    offentligt tilgængelige steder. Der henvises til pkt. 3.3.1.1.1
    i lovforslagets almindelige bemærkninger for en nærmere
    beskrivelse heraf.
    Ulovlig besiddelse af knive og blankvåben m.v. efter kniv-
    lovens §§ 1 eller 2 straffes efter lovens § 7, stk. 1, med
    bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Det følger af bemærk-
    ningerne, at ulovlig besiddelse af knive og blankvåben m.v.
    på offentligt tilgængelige steder uden anerkendelsesværdigt
    formål i førstegangstilfælde som udgangspunkt straffes med
    en bøde på 3.000 kr. for så vidt angår knive og blankvåben
    m.v., som ikke samtidig er omfattet knivlovens § 2, stk. 1,
    jf. Folketingstidende 2015-16, tillæg A, L 107 som fremsat,
    side 18. Er kniven samtidig omfattet af knivlovens § 2, stk.
    1, er straffen som udgangspunkt en bøde på 5.000 kr.
    I andengangstilfælde fastsættes straffen som udgangspunkt
    til ubetinget fængsel i 7 dage, når gerningspersonen i før-
    stegangstilfældet blev idømt en bøde. Der kan forekomme
    tilfælde, hvor ubetinget frihedsstraf i andengangstilfælde er
    urimeligt henset til de omstændigheder, hvorunder kniven
    m.v. har været medbragt. Det er forudsat, at der i sådanne
    tilfælde er mulighed for at idømme en bøde, jf. Folketingsti-
    dende 2015-16, tillæg A, L 107 som fremsat, side 18.
    Hvis der tidligere er idømt en frihedsstraf på fængsel i 7
    dage for et førstegangstilfælde, vil straffen i andengangs-
    tilfælde som udgangspunkt skulle fastsættes til ubetinget
    fængsel i 14 dage.
    I tredjegangstilfælde fastsættes straffen for ulovlig besiddel-
    se af kniv m.v. efter knivlovens § 1 som udgangspunkt til
    ubetinget fængsel i 40 dage, når gerningspersonen i anden-
    gangstilfældet er idømt fængselsstraf. Der vil i tredjegangs-
    tilfælde og derover kun i helt sjældne tilfælde kunne tænkes
    at foreligge sådanne særligt formildende omstændigheder, at
    udgangspunktet om frihedsstraf kan fraviges.
    I fjerdegangstilfælde og derover vil det være op til domsto-
    lene på baggrund af de konkrete forhold i den enkelte sag
    at beslutte, hvorledes straffen bør fastsættes. Det forudsættes
    dog, at der som udgangspunkt fastsættes en passende skær-
    pet straf i forhold til ovennævnte strafpositioner.
    3.3.1.1.3. Besiddelse af knive og blankvåben m.v. under
    skærpende omstændigheder
    Ulovlig besiddelse af knive og blankvåben m.v. under skær-
    pende omstændigheder straffes efter knivlovens § 7, stk. 1,
    med bøde eller fængsel indtil 2 år.
    Der vil i almindelighed kun foreligge skærpende omstæn-
    digheder, hvis en person bærer kniv på steder eller under
    omstændigheder, hvor der er nærliggende risiko for, at der
    kan opstå tilspidsede situationer af potentielt voldelig karak-
    ter, herunder tilfælde, hvor en person bærer kniv i aften-
    og nattetimerne i restaurationsmiljøet m.v. eller ved visse
    fodboldkampe, byfester og koncerter, jf. Folketingstidende
    2015-16, tillæg A, L 107 som fremsat, side 19. I denne
    forbindelse skal der lægges vægt på, om besiddelsen ved
    den pågældende type af begivenhed erfaringsmæssigt bidra-
    ger til at skabe farlige situationer. Risikoen for tilspidsede
    situationer af potentielt voldelig karakter kan f.eks. også
    følge af uoverensstemmelser eller konflikt mellem bander
    eller lignende, hvor to eller flere grupper af personer, der
    har en indbyrdes konflikt, mødes, f.eks. i forbindelse med
    retsmøde eller lignende.
    Det følger af knivlovens § 7, stk. 2, 1. pkt., at det ved fast-
    sættelse af straffen for overtrædelse af knivlovens § 1 særlig
    skal anses for skærpende, at gerningspersonen flere gange
    tidligere er straffet for overtrædelse knivlovens § 1. Det gæl-
    der tilsvarende i tilfælde, hvor overtrædelsen af § 1 begås
    under skærpende omstændigheder af en person, der tidligere
    er idømt fængselsstraf for overtrædelse af straffelovens §
    119, stk. 1 eller 2, § 119 b eller §§ 123, 216, 237, 243-246,
    266 eller 288, jf. knivlovens § 7, stk. 2, 2. pkt.
    Et førstegangstilfælde, hvor besiddelse af kniv eller blan-
    kvåben m.v. sker under skærpende omstændigheder, straffes
    som udgangspunkt med ubetinget fængsel i 7 dage, jf. Fol-
    ketingstidende 2015-16, tillæg A, L 107 som fremsat, side
    18-19. Er gerningspersonen tidligere idømt en fængselsstraf
    for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 eller 2, §
    119 b eller §§ 123, 216, 237, 243-246, 266 eller 288, og
    37
    besiddes kniv eller blankvåben m.v. under skærpende om-
    stændigheder, fastsættes straffen i førstegangstilfældet som
    udgangspunkt til ubetinget fængsel i 40 dage.
    Det vil bero på domstolenes vurdering af de konkrete for-
    hold i den enkelte sag, om der foreligger sådanne skærpende
    omstændigheder, at der skal udmåles en frihedsstraf i stedet
    for en bøde.
    Straffen i andengangstilfælde afhænger, uanset om besiddel-
    se af kniv eller blankvåben m.v. sker under skærpende om-
    stændigheder, af den idømte straf i førstegangstilfældet.
    Er gerningspersonen tidligere idømt ubetinget fængsel i
    7 dage for en førstegangsovertrædelse af knivloven, straf-
    fes andengangstilfældet som udgangspunkt med ubetinget
    fængsel i 14 dage. Hvis gerningspersonen, foruden tidligere
    at være idømt ubetinget fængsel i 7 dage for et førstegangs-
    tilfælde, tidligere er idømt fængselsstraf for overtrædelse
    af straffelovens § 119, stk. 1 eller 2, § 119 b eller §§
    123, 216, 237, 243-246, 266 eller 288, og har begået anden-
    gangstilfældet under skærpende omstændigheder, fremgår
    det af rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om sanktionspåstan-
    de i våbensager, pkt. 5.6.3., at anklagemyndigheden som
    udgangspunkt skal nedlægge påstand om ubetinget fængsel i
    50 dage. Det gælder også, når der i førstegangstilfældet blev
    idømt en bøde. Det bemærkes herved, at forarbejderne ikke
    indeholder en nærmere angivelse af strafniveauet i denne
    situation, idet det dog fremgår, at personer, der tidligere er
    dømt for overtrædelse af de i knivlovens § 7, stk. 2, 2. pkt.,
    nævnte bestemmelser, i anden- og tredjegangstilfælde vil
    kunne straffes tilsvarende hårdere, hvis de igen besidder en
    kniv under skærpende omstændigheder, jf. Folketingstiden-
    de 2015-16, tillæg A, L 107 som fremsat, side 10.
    Er der tale om et andengangstilfælde, hvor der tidligere er
    idømt ubetinget fængsel i 40 dage for en førstegangsover-
    trædelse, vil det være op til domstolene på baggrund af
    de konkrete forhold i den enkelte sag at beslutte, hvorle-
    des straffen bør fastsættes, jf. Folketingstidende 2015-16,
    tillæg A, L 107 som fremsat, side 19. Det forudsættes dog,
    at der som udgangspunkt fastsættes en passende skærpet
    straf i forhold til ovennævnte strafpositioner. Det fremgår
    i den forbindelse af rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om
    sanktionspåstande i våbensager, pkt. 5.6.3., at anklagemyn-
    digheden, hvor andengangstilfældet sker under skærpende
    omstændigheder, og gerningspersonen tidligere er idømt
    fængselsstraf for overtrædelse af straffelovens § 119, stk.
    1 eller 2, § 119 b eller §§ 123, 216, 237, 243-246, 266 eller
    288, nedlægger påstand om ubetinget fængsel i 60 dage.
    Hvis overtrædelsen begås under særligt skærpende omstæn-
    digheder, kan overtrædelsen efter omstændighederne være
    omfattet af straffelovens § 192 a, stk. 2, der har en straffe-
    ramme på 6 år.
    3.3.1.1.4. Særligt formildende omstændigheder
    Reglerne om knive og blankvåben m.v. var forud for kniv-
    lovens ikrafttræden den 1. juli 2016 reguleret i våbenlo-
    ven. Ved lov nr. 500 af 17. juni 2008 om ændring af straffe-
    loven, retsplejeloven, våbenloven og lov om fuldbyrdelse af
    straf m.v. (Styrkelse af indsatsen mod ulovlige skydevåben
    og knive på offentligt tilgængelige steder) blev våbenlovens
    § 10, stk. 3, nyaffattet, således at en overtrædelse af for-
    buddet mod besiddelse af kniv på offentligt tilgængelige
    steder kunne straffes med fængsel indtil 2 år, under særligt
    formildende omstændigheder dog med bøde. Af bemærk-
    ningerne til bestemmelsen fremgår, at hvis der foreligger
    særligt formildende omstændigheder, kan der i førstegangs-
    tilfælde idømmes bøde i stedet for fængsel. Der kan således
    forekomme tilfælde, hvor en frihedsstraf i førstegangstilfæl-
    de vil forekomme urimelig henset til de omstændigheder,
    hvorunder kniven har været medbragt, jf. Folketingstidende
    2007-08 (2. samling), tillæg A, L 171 som fremsat, side
    5988.
    Det fremgår endvidere, at sådanne særligt formildende om-
    stændigheder navnlig kan tænkes at foreligge i tilfælde, hvor
    en person oprindeligt har haft et anerkendelsesværdigt for-
    mål med at bære eller besidde kniv på et offentligt tilgænge-
    ligt sted, men på grund af f.eks. et svinkeærinde eller en
    forglemmelse efterfølgende er kommet i en situation, hvor
    det ikke (længere) er lovligt at bære eller besidde den på-
    gældende kniv, jf. Folketingstidende 2007-08 (2. samling),
    tillæg A, L 171 som fremsat, side 5989. Der kan således
    efter omstændighederne foreligge særligt formildende om-
    stændigheder, hvis der f.eks. er tale om en person, som
    efter en arbejdsdag, fisketur, spejdertur eller lignende, hvor
    vedkommende lovligt har båret eller været i besiddelse af en
    kniv, foretager et restaurationsbesøg med kniven i lommen
    eller tasken i stedet for at tage direkte hjem og dermed
    overtræder forbuddet mod at besidde kniv på offentligt til-
    gængelige steder uden et anerkendelsesværdigt formål.
    I 2016 blev reglerne om knive og blankvåben m.v. udskilt
    fra våbenloven, og besiddelse m.v. af sådanne våben har
    således siden været reguleret i knivloven. Der eksisterer i
    knivloven ikke en egentlig bestemmelse om adgang til at
    fastsætte en bødestraf for personer, der under særligt for-
    mildende omstændigheder ulovligt besidder en kniv under
    omstændigheder, der efter de gældende regler vil give en
    fængselsstraf.
    Det fremgår dog af bemærkningerne, at der for så vidt angår
    ulovlig besiddelse af knive og blankvåben m.v. på offentligt
    tilgængelige steder kan forekomme tilfælde, hvor ubetinget
    frihedsstraf i et andengangstilfælde vil være urimeligt henset
    til de omstændigheder, hvorunder kniven m.v. har været
    medbragt, og at det er forudsat, at der i sådanne tilfælde
    er mulighed for at idømme en bøde, jf. Folketingstidende
    2015-16, tillæg A, L 107 som fremsat, side 18. Der vil i
    tredjegangstilfælde og derover kun i helt sjældne tilfælde
    kunne tænkes at foreligge sådanne særlig formildende om-
    stændigheder, at udgangspunktet om frihedsstraf kan fravi-
    ges.
    Det bemærkes, at fastsættelse af straffen fortsat vil bero på
    domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde på
    38
    baggrund af samtlige omstændigheder i sagen, og at det
    angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
    retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
    eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
    regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
    Det er Justitsministeriets vurdering, at adgangen til at idøm-
    me en person bøde i stedet for fængsel for besiddelse af kni-
    ve og blankvåben m.v. på et offentligt tilgængeligt sted, når
    der foreligger særligt formildende omstændigheder, fortsat
    gør sig gældende i samme omfang som beskrevet i bemærk-
    ningerne til våbenloven, jf. Folketingstidende 2007-08 (2.
    samling), tillæg A, L 171 som fremsat, side 5989.
    Det bemærkes, at såfremt der foreligger formildende om-
    stændigheder, kan straffen endvidere nedsættes eller bortfal-
    de i medfør af de almindelige regler i straffeloven. Det
    følger således af straffelovens § 83, at straffen kan nedsættes
    under den foreskrevne strafferamme eller bortfalde under
    i øvrigt formildende omstændigheder, når oplysninger om
    gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold af-
    gørende taler herfor.
    Ved straffens fastsættelse kan det endvidere indgå som en
    formildende omstændighed, at gerningsmanden har handlet i
    undskyldelig uvidenhed om eller undskyldelig misforståelse
    af retsregler, der forbyder en handling, jf. straffelovens § 82,
    stk. 1, nr. 4.
    3.3.1.2. Justitsministeriets overvejelser
    Det fremgår af Serviceeftersynet, at Rigspolitiet vurderer,
    at straffelovens § 81 a har haft en reducerende virkning på
    antallet af sager, hvor personer tilknyttet kriminelle grupper
    besidder skydevåben i det offentlige rum. Rigspolitiet be-
    mærker derudover i Serviceeftersynet, at der blandt bande-
    medlemmer ses en øget tendens til besiddelse af knive m.v. i
    det offentlige rum, hvilket kan skyldes strafskærpelserne på
    skydevåben, og at bandemedlemmerne af den grund oftere
    gør brug af knive m.v. frem for skydevåben.
    Det fremgår endvidere af den politiske aftale om Bandepak-
    ke IV, at aftalepartierne er enige om, at der skal være større
    konsekvens for ulovlig besiddelse af kniv.
    På denne baggrund lægges der op til at skærpe straffen
    for ulovlig besiddelse af knive og blankvåben m.v. samt at
    gøre det til en skærpende omstændighed, at kniven bæres
    på f.eks. uddannelsesinstitutioner, ungdomsklubber eller på
    ungdomsskoler.
    Idet der i praksis kan forekomme tilfælde, hvor idømmelse
    af en fængselsstraf for ulovlig besiddelse af kniv m.v. må
    anses for urimeligt henset til de omstændigheder, under hvil-
    ke kniven m.v. har været besiddet, f.eks. hvis det er åben-
    lyst, at besiddelsen skyldes en fejl eller en forglemmelse,
    lægges der endvidere op til at præcisere, at der for person-
    er, som under særligt formildende omstændigheder ulovligt
    besidder en kniv m.v. under omstændigheder, der efter de
    foreslåede regler vil give en fængselsstraf, kan fastsættes en
    bødestraf.
    3.3.1.3. Den foreslåede ordning
    Det foreslås at ændre »der« til »som« i knivlovens § 7, stk.
    1. Der er tale om en ændring af bestemmelsens ordlyd, der
    alene har til formål at give mulighed for i bemærkningerne
    at komme med en tilkendegivelse om strafniveauet for ulov-
    lig besiddelse af knive og blankvåben m.v.
    Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3, nr. 1, og bemærk-
    ningerne hertil.
    3.3.1.3.1. Besiddelse af knive og blankvåben m.v. på bopæ-
    len og andre ikke offentligt tilgængelige steder
    Det foreslås, at besiddelse af knive og blankvåben m.v.,
    der er omfattet af knivlovens § 2, stk. 1, på bopælen og
    andre ikke offentligt tilgængelige steder, uden behørig tilla-
    delse fra politiet, som udgangspunkt vil skulle straffes med
    en bøde på 5.000 kr. i førstegangstilfælde og 7.500 kr. i
    andengangstilfælde, når der ikke foreligger skærpende om-
    stændigheder, uanset typen af kniv eller blankvåben m.v.
    Ved tredjegangstilfælde vil straffen – ligesom i dag – skulle
    være en frihedsstraf.
    3.3.1.3.2. Besiddelse af knive og blankvåben m.v. på offent-
    ligt tilgængelige steder
    Det foreslås, at ulovlig besiddelse af knive og blankvåben
    m.v. på offentligt tilgængelige steder uden anerkendelses-
    værdigt formål som udgangspunkt vil skulle straffes med
    en bøde på 10.000 kr. i førstegangstilfælde, når der ikke
    foreligger skærpende omstændigheder, uanset typen af kniv
    eller blankvåben m.v. Det foreslås desuden, at straffen i
    andengangstilfælde også skærpes, således at andengangstil-
    fælde, hvor den pågældende tidligere er idømt bødestraf for
    et førstegangstilfælde, som udgangspunkt straffes med ube-
    tinget fængsel i 14 dage. Ved tredjegangstilfælde vil straffen
    – ligesom i dag – skulle være ubetinget fængsel i 40 dage.
    3.3.1.3.3. Besiddelse af knive og blankvåben m.v. under
    skærpende omstændigheder
    Det foreslås, at ulovlig besiddelse af knive og blankvåben
    m.v. på ungdomsskoler, uddannelsesinstitutioner, ungdoms-
    klubber og i den offentlige transport altid skal være at anse
    for besiddelse under skærpende omstændigheder, uanset at
    der ikke foreligger nærliggende risiko for, at der kan opstå
    tilspidsede situationer af potentiel voldelig karakter.
    Da det må formodes, at en andel af de personer, der op-
    holder sig på ungdomsskoler, uddannelsesinstitutioner og
    ungdomsklubber – og eventuelt er i besiddelse af knive og
    blankvåben m.v. – er under 18 år, lægges der op til at præci-
    sere, at det uanset den pågældendes alder altid skal anses for
    skærpende, at gerningspersonen har besiddet kniven m.v. på
    ungdomsskoler, uddannelsesinstitutioner, ungdomsklubber
    og i den offentlige transport. Det vil dog fortsat være sådan,
    39
    at det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå
    som en formildende omstændighed, at gerningspersonen var
    under 18 år ved gerningens udførelse, jf. straffelovens § 82,
    stk. 1, nr. 1.
    Endvidere foreslås det at skærpe straffen for ulovlig besid-
    delse af knive og blankvåben m.v. under skærpende om-
    stændigheder, således at overtrædelser som udgangspunkt
    vil skulle straffes med ubetinget fængsel i 14 dage i første-
    gangstilfælde og ubetinget fængsel i 30 dage i andengangs-
    tilfælde, hvor den pågældende tidligere er idømt 14 dages
    fængsel for et førstegangstilfælde.
    3.3.1.3.4. Særligt formildende omstændigheder
    Der lægges op til at præcisere, at der for personer, som
    under særligt formildende omstændigheder ulovligt besidder
    en kniv m.v. under omstændigheder, der efter de foreslåede
    regler vil give en fængselsstraf, kan fastsættes en bødestraf.
    Som anført ovenfor kan knive og blankvåben m.v. efter
    gældende ret besiddes lovligt på offentligt tilgængelige ste-
    der, når besiddelsen sker som led i erhvervsudøvelse, til
    brug ved jagt, lystfiskeri eller sportsudøvelse eller har et
    andet lignende anerkendelsesværdigt formål, jf. knivlovens
    § 1. Det er f.eks. som led i fritidsaktiviteter, hvor det i
    forbindelse med transport af en kniv fra ét sted til et andet
    ikke kan undgås, at kniven medbringes på (passerer) offent-
    ligt område, jf. nærmere under pkt. 3.3.1.1.2 i lovforslagets
    almindelige bemærkninger.
    Der lægges op til i bemærkningerne til knivlovens § 7, stk.
    1, at tydeliggøre den mulighed, der allerede i dag følger af
    gældende ret, for at idømme en person bøde frem for fæng-
    selsstraf i tilfælde, som ikke falder under undtagelsen i kniv-
    lovens § 1 om »anerkendelsesværdigt formål«, men hvor
    der alligevel gør sig særligt formildende omstændigheder
    gældende, der taler imod rimeligheden af, at vedkommende
    efter de foreslåede regler idømmes en fængselsstraf.
    Det vil navnlig være i tilfælde, hvor en person oprindeligt
    har haft et anerkendelsesværdigt formål med at bære eller
    besidde en kniv på et offentligt tilgængeligt sted, men på
    grund af f.eks. et svinkeærinde eller en forglemmelse efter-
    følgende er kommet i en situation, hvor det ikke (længere)
    er lovligt at bære eller besidde den pågældende kniv.
    Det foreslås i den forbindelse at præcisere, at der efter
    omstændighederne kan foreligge særligt formildende om-
    stændigheder, hvis der f.eks. er tale om en person, som
    efter en arbejdsdag, fisketur, spejdertur eller lignende, hvor
    vedkommende lovligt har båret eller været i besiddelse af en
    kniv, foretager et restaurationsbesøg med kniven i lommen
    eller tasken i stedet for at tage direkte hjem og dermed
    overtræder forbuddet i knivlovens § 1. Det vil også kunne
    være tilfældet, hvis en person efter en arbejdsdag, fisketur,
    spejdertur eller lignende, hvor vedkommende lovligt har bå-
    ret eller været i besiddelse af en kniv, ved en fejl medbringer
    kniven på en ungdomsuddannelse, hvor vedkommende skal
    hente sit barn. Ligeledes vil der kunne foreligge særligt
    formildende omstændigheder, hvis der f.eks. er tale om en
    person, som efter en arbejdsdag, fisketur, spejdertur eller
    lignende, hvor vedkommende lovligt har båret eller været
    i besiddelse af en kniv, befinder sig i et offentligt transport-
    middel med kniven i lommen eller tasken uden at have et
    anerkendelsesværdigt formål hermed. Det kan eksempelvis
    være i tilfælde, hvor en person på grund af en forglemmelse
    ikke har efterladt kniven på arbejdet men i stedet taget den
    med sig i en lomme på vej hjem i det offentlige transport-
    middel. Det kan endvidere være i tilfælde, hvor en person
    efter en fisketur eller lignende befinder sig i et offentligt
    transportmiddel med kniven i tasken og – i stedet for at tage
    direkte hjem – foretager et svinkeærinde eller lignende. Det
    bemærkes i den forbindelse, at såfremt personen tager direk-
    te hjem, vil der som udgangspunkt ikke være tale om ulovlig
    besiddelse af kniv på et offentligt tilgængeligt sted, idet
    der i sådanne tilfælde vil foreligge et anerkendelsesværdigt
    formål med besiddelsen, når transport af kniven fra ét sted
    til et andet ikke kan undgås, jf. nærmere herom under pkt.
    3.3.1.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Der lægges op til, at et forhold, hvor der foreligger sådan-
    ne særligt formidlende omstændigheder som beskrevet, i
    førstegangstilfælde straffes med en bøde på 3.000 kr. og i
    andengangstilfælde med en bøde på 10.000 kr.
    Det vil i den forbindelse som udgangspunkt ikke have be-
    tydning for strafudmålingen, at forholdet er begået under
    skærpende omstændigheder, der udspringer af, at kniven
    ved en fejl eller forglemmelse enten er medbragt et sted,
    der i sig selv indebærer, at besiddelsen anses for at være
    begået under skærpende omstændigheder, som eksempelvis
    en ungdomsskole, eller et sted eller under omstændigheder,
    hvor der er nærliggende risiko for, at der kan opstå tilspidse-
    de situationer af potentielt voldelig karakter, hvis sagens
    omstændigheder i øvrigt taler for, at der gør sig særligt
    formildende omstændigheder gældende.
    Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon-
    krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig-
    heder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fravi-
    ges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete
    sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder,
    jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i
    straffelovens kapitel 10.
    Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3, nr. 2, og bemærk-
    ningerne hertil.
    3.3.2. Fordobling af strafferammen for våbenlagre
    3.3.2.1. Gældende ret
    3.3.2.1.1. Straffelovens § 192 a
    Våbenloven indeholder nærmere regler om, hvornår skyde-
    våben og andre våben og eksplosivstoffer kan besiddes lov-
    ligt. Ulovlig besiddelse m.v. af sådanne genstande straffes
    efter våbenlovens § 10. Hvis våbenbesiddelsen er sket under
    40
    særligt skærpende omstændigheder, skal overtrædelsen tilli-
    ge henføres under straffelovens § 192 a.
    Det følger af straffelovens § 192 a, stk. 1, at den, der
    overtræder lovgivningen om våben og eksplosivstoffer eller
    artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
    (EU) nr. 258/2012 af 14. marts 2012 om gennemførelse
    af FN’s våbenprotokol m.v. ved under særligt skærpende
    omstændigheder at indføre, udføre, transportere, erhverve,
    overdrage, besidde, bære, anvende, tilvirke, udvikle eller
    med henblik på udvikling forske i skydevåben (§ 192 a, stk.
    1, nr. 1) eller andre våben eller eksplosivstoffer, når våbnet
    eller eksplosivstofferne på grund af deres særdeles farlige
    karakter er egnet til at forvolde betydelig skade (§ 192 a,
    stk. 1, nr. 2), straffes med fængsel fra 2 år indtil 8 år.
    Den, der i øvrigt overtræder lovgivningen om våben og
    eksplosivstoffer under særligt skærpende omstændigheder,
    straffes med fængsel indtil 6 år, jf. straffelovens § 192 a, stk.
    2.
    Efter straffelovens § 192 a, stk. 3, skal det ved fastsættelse
    af straffen for ulovlig besiddelse af skydevåben efter stk.
    1, nr. 1, indgå som en skærpende omstændighed, at skyde-
    våbnet besiddes på offentligt tilgængeligt sted. Besiddes der
    samtidig ammunition, der kan affyres med skydevåbnet, skal
    dette indgå som en yderligere skærpende omstændighed ved
    straffastsættelsen.
    Efter straffelovens § 192 a, stk. 4, skal det ved fastsættel-
    se af straffen for ulovlig besiddelse af andre våben eller
    eksplosivstoffer efter stk. 1, nr. 2, indgå som en skærpen-
    de omstændighed, at våbnet eller eksplosivstoffet besiddes
    på offentligt tilgængeligt sted, hvor mennesker færdes eller
    opholder sig. Besiddes der samtidig anordninger, der kan
    bringe våbnet eller eksplosivstoffet til sprængning, skal det-
    te indgå som en yderligere skærpende omstændighed ved
    straffastsættelsen.
    For så vidt angår forståelsen af besiddelsesbegrebet i straffe-
    lovens § 192 a kan der henvises til Højesterets dom af 22.
    januar 2020 i sag nr. 136/2019, offentliggjort i Ugeskrift
    for Retsvæsen 2020, side 1254, hvor Højesteret udtalte, at
    besiddelsesbegrebet i straffelovens § 192 a må forstås bredt,
    og at det beror på en konkret vurdering af den enkelte sags
    omstændigheder, herunder den pågældendes tilknytning til
    og mulighed for at råde over skydevåbnet, om der foreligger
    besiddelse.
    3.3.2.1.2. Straf for overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk.
    1, nr. 1
    Straffelovens § 192 a, stk. 1, er senest ændret ved lov nr.
    494 af 22. maj 2017.
    For så vidt angår ulovlig besiddelse m.v. af skydevåben,
    der ikke på grund af deres særdeles farlige karakter er eg-
    net til at forvolde betydelig skade (f.eks. enkeltskudsvåben,
    halvautomatiske våben og repetervåben), efter straffelovens
    § 192 a, stk. 1, nr. 1, er det ved den nævnte lovændring for-
    udsat, at der tages udgangspunkt i følgende strafpositioner,
    jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 139 som fremsat,
    side 8 f. :
    Straffen for besiddelse m.v. uden ammunition, der kan affy-
    res med skydevåbnet, på ikke offentligt tilgængeligt sted
    forudsættes i førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsat
    til ubetinget fængsel i mindst 2 år. Det forudsættes endvide-
    re, at straffen i gentagelsestilfælde som udgangspunkt fast-
    sættes til ubetinget fængsel mellem 2 år og 4 måneder og 2
    år og 8 måneder.
    Straffen for besiddelse m.v. med ammunition, der kan affy-
    res med skydevåbnet, på ikke offentligt tilgængeligt sted
    forudsættes i førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsat
    til ubetinget fængsel i 2 år og 3 måneder. I gentagelsestilfæl-
    de forudsættes straffen som udgangspunkt fastsat til ubetin-
    get fængsel mellem 2 år og 8 måneder og 3 år.
    Straffen for besiddelse m.v. uden ammunition, der kan af-
    fyres med skydevåbnet, på offentligt tilgængeligt sted for-
    udsættes i førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsat til
    ubetinget fængsel i 2 år og 3 måneder. I gentagelsestilfælde
    forudsættes straffen som udgangspunkt fastsat til ubetinget
    fængsel mellem 2 år og 8 måneder og 3 år.
    Straffen for besiddelse m.v. med ammunition, der kan af-
    fyres med skydevåbnet, på offentligt tilgængeligt sted for-
    udsættes i førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsat til
    ubetinget fængsel i 2 år og 6 måneder. I gentagelsestilfælde
    forudsættes straffen som udgangspunkt fastsat til ubetinget
    fængsel mellem 3 år og 3 år og 6 måneder.
    For så vidt angår ulovlig besiddelse af særdeles farlige sky-
    devåben (f.eks. fuldautomatiske skydevåben) efter straffelo-
    vens § 192 a, stk. 1, nr. 1, er det ved lovændringen forudsat,
    at der tages udgangspunkt i følgende strafpositioner, jf. Fol-
    ketingstidende 2016-17, tillæg A, L 139 som fremsat, side 9
    f. :
    Straffen for besiddelse m.v. uden ammunition, der kan affy-
    res med skydevåbnet, på ikke offentligt tilgængeligt sted
    forudsættes i førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsat
    til ubetinget fængsel mellem 2 år og 8 måneder og 3 år. Det
    forudsættes endvidere, at der i gentagelsestilfælde sker en
    betydelig skærpelse af straffen.
    Straffen for besiddelse m.v. med ammunition, der kan affy-
    res med skydevåbnet, på ikke offentligt tilgængeligt sted
    forudsættes i førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsat
    til ubetinget fængsel mellem 3 år og 3 år og 6 måneder. Det
    forudsættes endvidere, at der i gentagelsestilfælde sker en
    betydelig skærpelse af straffen.
    Straffen for besiddelse m.v. uden ammunition, der kan af-
    fyres med skydevåbnet, på offentligt tilgængeligt sted for-
    udsættes i førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsat til
    ubetinget fængsel mellem 3 år og 3 år og 6 måneder. Det
    forudsættes endvidere, at der i gentagelsestilfælde sker en
    betydelig skærpelse af straffen.
    41
    Straffen for besiddelse m.v. med ammunition, der kan af-
    fyres med skydevåbnet, på offentligt tilgængeligt sted for-
    udsættes i førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsat til
    ubetinget fængsel mellem 3 år og 6 måneder og 4 år. Det
    forudsættes endvidere, at der i gentagelsestilfælde sker en
    betydelig skærpelse af straffen.
    3.3.2.1.3. Straf for overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk.
    1, nr. 2
    For så vidt angår ulovlig besiddelse m.v. af andre våben
    end skydevåben (f.eks. panserværnsraketter, morterer, hånd-
    granater, bomber og miner) eller eksplosivstoffer, som på
    grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvol-
    de betydelig skade, jf. straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 2,
    er det ved ændringen af § 192 a, stk. 1, ved lov nr. 494
    af 22. maj 2017 forudsat, at straffen i førstegangstilfælde
    som udgangspunkt fastsættes til ubetinget fængsel mellem
    mindst 2 år og 8 måneder og 3 år, uanset om de pågældende
    våben og eksplosivstoffer besiddes på et offentligt eller ikke
    offentligt tilgængeligt sted. Det forudsættes endvidere, at der
    i gentagelsestilfælde sker en betydelig skærpelse af straffen,
    jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 139 som fremsat,
    side 9.
    3.3.2.1.4. Straf for besiddelse af flere våben på samme sted
    (våbenlagre)
    Forarbejderne til straffelovens § 192 a, stk. 1, indeholder
    ikke nærmere fastsatte strafpositioner for våbenlagre.
    Det er imidlertid forudsat i forarbejderne, at der i sager om
    ulovlige våbenlagre – det vil sige tilfælde, hvor flere ulov-
    lige våben m.v. opbevares det samme sted – skal udmåles
    en væsentligt strengere straf end de udgangspunkter, der er
    angivet for straffen for ulovlig besiddelse m.v. af et enkelt
    våben. Ved strafudmålingen kan der desuden bl.a. lægges
    vægt på våbnenes art og på antallet af de opbevarede våben,
    jf. Folketingstidende 2008-09, tillæg A, L 211 som fremsat,
    side 8072.
    Til illustration af strafniveauet i sager om overtrædelse af
    straffelovens § 192 a, stk. 1, ved besiddelse af et våbenlager
    kan der bl.a. henvises til Højesterets dom af 13. august 2019
    i sag nr. 41/2019, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen
    2019, side 3547, hvor tiltalte blev fundet skyldig i på offent-
    ligt tilgængeligt sted i sin bil at have været i besiddelse af 12
    pistoler, hvoraf to kunne indstilles til fuldautomatisk skud-
    afgivelse, uden tilhørende ammunition. Højesteret fastsatte
    straffen til fængsel i 6 år, idet det i skærpende retning blev
    tillagt betydning, at besiddelsen skete med henblik på vide-
    reoverdragelse, og at våbnene var beregnet til anvendelse i
    det organiserede kriminelle miljø.
    Der kan desuden henvises til Højesterets dom af 22. janu-
    ar 2020 i sag nr. 136/2019, offentliggjort i Ugeskrift for
    Retsvæsen 2020, side 1254, hvor tiltalte blev fundet skyldig
    i forsøg på besiddelse af et våbenlager bestående af syv
    pistoler, en riffel, to maskinpistoler, en revolver og en be-
    tydelig mængde ammunition og magasiner til våbnene, jf.
    straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, samt for at have været
    i besiddelse af en revolver på offentligt tilgængeligt sted,
    jf. straffelovens § 192 a, stk. 3. Højesteret fastsatte straffen
    til fængsel i 8 år, idet det i skærpende retning blev tillagt
    betydning, at revolveren var besiddet på offentligt tilgænge-
    ligt sted, og at besiddelsen havde baggrund i en verserende
    bandekonflikt, hvorfor straffen skulle fastsættes efter straf-
    skærpelsesbestemmelsen i straffelovens § 81 a, jf. herom
    pkt. 3.4.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    3.3.2.2. Justitsministeriets overvejelser
    Den nuværende strafferamme på fængsel fra 2 år indtil 8
    år i straffelovens § 192 a kan gøre det vanskeligt ved fast-
    sættelsen af straffen i tilstrækkelig grad at afspejle, hvor
    alvorligt man i samfundet ser på meget grove overtrædelser
    af våbenlovgivningen i forbindelse med sager om besiddelse
    af flere våben på samme sted (våbenlagre).
    Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, at
    aftalepartierne er enige om, at strafferammen for våbenlagre
    skal fordobles.
    3.3.2.3. Den foreslåede ordning
    Det foreslås, at der i straffelovens § 192 a indsættes et nyt
    stk. 3, hvorefter straffen efter stk. 1 kan stige til fængsel
    indtil 16 år, hvis overtrædelsen består i besiddelse af flere
    skydevåben, andre våben eller eksplosivstoffer på samme
    sted (våbenlager).
    Med den foreslåede bestemmelse lægges der op til en
    væsentlig skærpelse af straffen for besiddelse af våbenlag-
    re. Det forudsættes, at strafniveauet forhøjes med en tredje-
    del i forhold til den straf, der i dag ville blive fastsat af
    domstolene i sådanne sager, således at straffen for besiddel-
    se af våbenlagre i tilfælde, der i dag ville blive straffet
    med fængsel i 6 år, fremover som udgangspunkt vil skulle
    fastsættes til fængsel i 8 år.
    Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon-
    krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig-
    heder i sagen, og de angivne strafniveauer vil kunne fraviges
    i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete
    sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder,
    jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i
    straffelovens 10. kapitel.
    Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 17, og be-
    mærkningerne hertil.
    3.3.3. Styrket indsats mod gas- og signalvåben
    3.3.3.1. Gældende ret
    Våbenloven indeholder nærmere regler om, hvornår skyde-
    våben og andre våben og eksplosivstoffer kan besiddes lov-
    ligt. Ulovlig besiddelse af våben og eksplosivstoffer m.v.
    straffes efter våbenlovens § 10, stk. 1. Hvis der er tale om
    besiddelse af våben og eksplosivstoffer m.v. under særligt
    skærpende omstændigheder, vil overtrædelsen tillige kunne
    42
    være omfattet af straffelovens § 192 a, jf. også nærmere her-
    om pkt. 3.3.2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det følger af våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 1, at det er
    forbudt uden tilladelse at indføre eller fremstille, herunder
    samle, skydevåben samt genstande, der fremtræder som sky-
    devåben og som følge af konstruktionen eller det anvendte
    materiale kan ombygges hertil. Det bemærkes i den forbin-
    delse, at overtrædelser af våbenlovgivningen, der begås med
    omdannede gas- og signalvåben, efter gældende ret sidestil-
    les strafmæssigt med overtrædelser, der begås med funkti-
    onsdygtige originale skydevåben. Omdannelse af gas- og
    signalvåben anses således efter gældende ret som udgangs-
    punkt for omfattet af forbuddet mod at fremstille skydevå-
    ben, jf. § 1, stk. 1, nr. 1.
    Det følger videre af våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 8, at det er
    forbudt uden tilladelse at indføre eller fremstille, herunder
    samle, signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben. Et
    kombineret gas- og signalvåben er et våben, hvortil der kan
    anvendes både gasammunition og signalammunition. Det
    bemærkes, at bestemmelsen ikke omfatter udstyr, der alene
    er konstrueret til affyring af nødraketter og nødblus.
    Det primære formål med at inddrage signalvåben og kombi-
    nerede gas- og signalvåben under våbenlovens bestemmel-
    ser var, at disse våben findes i forskellige udformninger, der
    oftest har en betydelig lighed med egentlige skydevåben, og
    at de under visse omstændigheder kan være farlige. Inddra-
    gelsen under våbenlovens almindelige kontrolordning har
    derfor til formål at begrænse udbredelsen af disse våben.
    Det følger desuden af våbenlovens § 2, stk. 1, at det er for-
    budt uden tilladelse ved overdragelse at erhverve genstande
    eller stoffer, der er omfattet af forbuddet i § 1, eller at
    besidde, bære eller anvende sådanne genstande eller stoffer.
    Overtrædelser af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer
    straffes efter våbenlovens § 10 og – hvis der er tale om
    overtrædelser under særligt skærpende omstændigheder –
    tillige efter straffelovens § 192 a.
    Efter våbenlovens § 10, stk. 1, straffes den, der overtræder
    lovens §§ 1 eller 2, med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller
    under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år.
    Det følger af rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om sankti-
    onspåstande i våbensager, punkt 5.5., at anklagemyndighe-
    den i sager om besiddelse af et gas- og signalvåben på
    bopælen og andre ikke offentligt tilgængelige steder uden
    skærpende omstændigheder skal nedlægge påstand om en
    bøde på 4.000 kr., mens besiddelse af et gas- og signalvåben
    på et offentligt tilgængeligt sted betragtes som en skærpende
    omstændighed, hvor anklagemyndigheden vil nedlægge på-
    stand om en skærpet bøde eller frihedsstraf.
    Hvis der f.eks. er tale om et ladt våben, eller der i øvrigt
    foreligger én eller flere skærpende omstændigheder, vil an-
    klagemyndigheden i hver enkelt sag foretage en konkret
    vurdering med henblik på at afgøre, om der skal nedlægges
    påstand om en skærpet bøde eller frihedsstraf.
    Hvis der imidlertid er tale om besiddelse af et uladt signal-
    våben eller kombineret gas- og signalvåben, og der i øvrigt
    ikke foreligger skærpende omstændigheder, vil anklagemyn-
    digheden ifølge rigsadvokatmeddelelsen efter en konkret
    vurdering kunne nedlægges påstand om bøde.
    Efter straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, straffes den, der
    overtræder lovgivningen om våben og eksplosivstoffer ved
    under særligt skærpende omstændigheder at bl.a. indføre og
    tilvirke eller udvikle skydevåben, med fængsel fra 2 år indtil
    8 år.
    Omdannede gas- og signalvåben anses som udgangspunkt
    for at udgøre skydevåben omfattet af straffelovens § 192 a,
    stk. 1, nr. 1. Omdannelse af gas- og signalvåben er således
    omfattet af forbuddet mod at tilvirke skydevåben efter straf-
    felovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, når dette sker under særligt
    skærpende omstændigheder.
    Hvorvidt en lovovertrædelse med skydevåben sker under
    særligt skærpende omstændigheder, jf. straffelovens § 192 a,
    stk. 1, nr. 1, afhænger bl.a. af det pågældende skydevåbens
    farlighed, hvilket fastlægges med udgangspunkt i våbenlov-
    givningens regulering af skydevåben, som er baseret på en
    generel vurdering af våbnenes farlighed.
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret for så vidt angår
    straffelovens § 192 a henvises til pkt. 3.3.2.1.1 i lovforsla-
    gets almindelige bemærkninger.
    3.3.3.2. Justitsministeriets overvejelser
    Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, at
    aftalepartierne er enige om, at indsatsen mod gas- og signal-
    våben skal styrkes.
    Rigspolitiet har oplyst, at det er politiets vurdering, at ban-
    demiljøet står bag en væsentlig del af alle ulovlige våben i
    Danmark, herunder omdannede og ikke-omdannede gas- og
    signalvåben.
    For så vidt angår ikke-omdannede gas- og signalvåben er
    det politiets vurdering, at formålet med besiddelse af så-
    danne våben i bandemiljøet er at omdanne de pågældende
    gas- og signalvåben til fuldt funktionsdygtige skydevåben
    og/eller at benytte våbnene til at begå kriminelle handlinger,
    herunder vold, røveri, trusler, intimidering og lignende.
    Lokal omdannelse af gas- og signalvåben til anvendelse
    i bandemiljøet er ifølge politiet observeret i Danmark, og
    politiet vurderer, at denne tendens vil fortsætte, da bl.a.
    omkostninger til anskaffelse og/eller produktion af sådanne
    skydevåben er væsentligt reduceret i forhold til anskaffel-
    sen af originale skydevåben. Ligeledes er risikoen mindre
    ved denne våbentype, idet strafferammen for indsmugling
    af gas- og signalvåben er lavere sammenholdt med straffe-
    43
    rammen for indsmugling af skydevåben og/eller omdannede
    gas- og signalvåben.
    Det er på den baggrund Justitsministeriets vurdering, at
    der er behov for at skærpe staffen for besiddelse af (ikke-
    omdannede) gas- og signalvåben med henblik på at slå
    hårdere ned på bandernes indsmugling og/eller besiddelse
    af sådanne våben. Formålet hermed er således at begrænse
    bandernes indsmugling og/eller besiddelse af sådanne våben
    med det formål at omdanne de pågældende gas- og signalvå-
    ben til fuldt funktionsdygtige skydevåben og/eller at benytte
    våbnene til at begå kriminelle handlinger.
    For så vidt angår omdannelse af gas- og signalvåben er dette
    efter gældende ret som udgangspunkt omfattet af forbuddet
    mod henholdsvis at fremstille og tilvirke skydevåben, jf.
    våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 1, og straffelovens § 192 a, stk.
    1, nr. 1. Det er Justitsministeriets vurdering, at der er behov
    for at tydeliggøre dette i lovgivningen samt at præcisere,
    at overtrædelser af våbenlovgivningen, der begås med om-
    dannede gas- og signalvåben, strafmæssigt skal sidestilles
    med overtrædelser, der begås med funktionsdygtige origina-
    le skydevåben.
    3.3.3.3. Den foreslåede ordning
    3.3.3.3.1. Ikke-omdannede gas- og signalvåben
    Det foreslås for det første at ændre »der« til »som« i vå-
    benlovens § 10, stk. 1, 1. pkt. Der er tale om en ændring
    af bestemmelsens ordlyd, der alene har til formål at give
    mulighed for at præcisere bemærkningerne til bestemmelsen
    for så vidt angår gas- og signalvåben.
    Det foreslås i den forbindelse at skærpe straffen for besid-
    delse af gas- og signalvåben på bopælen og andre ikke of-
    fentligt tilgængelige steder, når der ikke foreligger skærpen-
    de omstændigheder, ved at hæve det gældende strafniveau
    til det dobbelte i forhold til den straf, der i dag fastsættes
    af domstolene for besiddelse af gas- og signalvåben uden
    skærpende omstændigheder på bopælen og andre ikke of-
    fentligt tilgængelige steder, jf. våbenlovens § 2, stk. 1, jf.
    § 1, stk. 1, nr. 8. Dette vil indebære, at besiddelse af et
    gas- og signalvåben på bopælen eller andre ikke offentligt
    tilgængelige steder uden skærpende omstændigheder, der
    som udgangspunkt i dag straffes med en bøde på 4.000 kr.,
    fremover som udgangspunkt vil skulle straffes med en bøde
    på 8.000 kr.
    Derudover foreslås det at præcisere, at besiddelse af et
    gas- og signalvåben på et offentligt tilgængeligt sted skal
    betragtes som en skærpende omstændighed i forbindelse
    med straffens fastsættelse.
    For det andet foreslås det at indsætte et nyt stk. 3 i våbenlo-
    vens § 10, hvorefter det ved fastsættelse af straffen for over-
    trædelser af våbenlovens §§ 1 og 2 for så vidt angår gas-
    og signalvåben skal anses som en skærpende omstændighed,
    at den pågældende tidligere er idømt fængselsstraf for over-
    trædelse af visse bestemmelser i våbenloven, knivloven eller
    personfarlig kriminalitet. Det foreslås, at straffen i sådanne
    tilfælde vil skulle fastsættes til ubetinget fængsel i 7 dage
    i førstegangstilfælde. Det vil både gælde i tilfælde, hvor
    overtrædelsen begås på bopælen og andre ikke offentligt
    tilgængelige steder samt på offentligt tilgængelige steder.
    Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 4, nr. 2 og 3, og
    bemærkningerne hertil.
    3.3.3.3.2. Omdannede gas- og signalvåben
    Det foreslås at ændre »samt« til »og« i våbenlovens § 1, stk.
    1, nr. 1, og »der« til »som« i våbenlovens § 10, stk. 1, 1.
    pkt. Der er tale om ændringer af bestemmelsernes ordlyd,
    der alene har til formål at give mulighed for at præcisere
    bemærkningerne til bestemmelserne for så vidt angår om-
    dannelse af gas- og signalvåben.
    Det foreslås endvidere at ændre »tilvirke« til »fremstille« i
    straffelovens § 192 a, stk. 1. Der er tale om en ændring af
    bestemmelsens ordlyd, der har til formål at give mulighed
    for at præcisere bemærkningerne til bestemmelsen for så
    vidt angår omdannelse af gas- og signalvåben. Ændringen
    har endvidere til formål at bringe bestemmelsens termino-
    logi bedre i overensstemmelse med våbenloven, herunder
    denne lovs § 1.
    Konkret foreslås det at præcisere, at overtrædelser af våben-
    loven, der begås med omdannede gas- og signalvåben, straf-
    mæssigt skal sidestilles med overtrædelser, der begås med
    funktionsdygtige originale skydevåben. Det foreslås endvi-
    dere at præcisere, at omdannelse af gas- og signalvåben
    til skydevåben er omfattet af forbuddet mod at fremstille
    skydevåben, jf. våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 1.
    Det foreslås desuden at præcisere, at omdannede gas- og
    signalvåben som udgangspunkt skal anses for at udgøre sky-
    devåben omfattet af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1. Om-
    dannelse af gas- og signalvåben vil således være omfattet af
    forbuddet mod at fremstille skydevåben efter straffelovens §
    192 a, stk. 1, nr. 1, når dette sker under særligt skærpende
    omstændigheder. Endelig præciseres det, at omdannelse af
    gas- og signalvåben omfattet af § 192 a, stk. 1, nr. 1, straf-
    mæssigt skal sidestilles med fremstilling af funktionsdygtige
    originale skydevåben.
    Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 16, samt § 4,
    nr. 1 og 2, og bemærkningerne hertil.
    3.4. Forretningen
    3.4.1. Tværfaglige efterforskningsgrupper
    3.4.1.1. Gældende ret
    3.4.1.1.1. Efterforskning
    Retsplejeloven indeholder ikke i dag en generel bestemmel-
    se om etablering af tværfaglige efterforskningsgrupper til
    efterforskning af sager, hvor der er grund til at antage, at
    overtrædelsen er et led i organiseret kriminalitet.
    44
    Efter retsplejelovens § 742, stk. 2, iværksætter politiet efter
    anmeldelse eller af egen drift efterforskning, når der er rime-
    lig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af
    det offentlige, er begået.
    Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at efterforsk-
    ning er karakteriseret ved, at den skal klarlægge, om betin-
    gelserne for at pålægge straf eller anden retsfølge er til
    stede, tilvejebringe de oplysninger, der er nødvendige til
    sagens afgørelse, herunder personlige oplysninger, mental-
    undersøgelse og lignende samt forberede sagens behandling
    ved retten, jf. betænkning nr. 622/1971 om efterforskning i
    straffesager m.v., side 9.
    Efterforskning foretages af politiet. Undertiden er rettens
    medvirken dog nødvendig for at gennemføre foranstaltnin-
    ger, der kræver retskendelse, eller for at foretage indenretli-
    ge afhøringer. Der er ikke i retsplejeloven hjemmel til, at
    politiet kan overlade efterforskningskompetencen til andre
    myndigheder som f.eks. Skatteforvaltningen eller til private
    som f.eks. et af anklagemyndigheden antaget revisionsfir-
    ma. Dette er dog ikke til hinder for, at andre myndigheder
    eller private i et vist omfang kan være involveret i efter-
    forskning og stille materiale til rådighed for politiets efter-
    forskning.
    Politiet samarbejder således allerede i dag med en række
    myndigheder om efterforskning af konkrete sager. Der er
    bl.a. indgået en samarbejdsaftale mellem Rigspolitiet, Rigs-
    advokaten og Skatteforvaltningen. Det følger heraf, at myn-
    dighederne bl.a. kan samarbejde om fælles kontrolaktioner,
    udveksling af oplysninger og sagkyndig bistand fra én myn-
    dighed til en anden.
    3.4.1.1.2. National Enhed for Særlig Kriminalitet og det
    operative samarbejde
    Det følger af retsplejelovens § 110 a, stk. 1, 1. pkt., at
    National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) for hele
    landet varetager efterforskningen og strafforfølgningen af
    forbrydelser, hvor der er grund til at antage, at overtrædelsen
    har et særlig betydeligt omfang, er et led i organiseret krimi-
    nalitet, indebærer komplekst samarbejde med udenlandske
    retshåndhævende myndigheder, er udført ved anvendelse af
    særegne metoder eller på anden måde er af særlig kvalifi-
    ceret karakter. Sager efter straffelovens § 110 c anses for
    omfattet af 1. pkt., medmindre sagen behandles af Politiets
    Efterretningstjeneste, jf. § 110 a, stk. 1, 2. pkt.
    Det følger endvidere af retsplejelovens § 110 a, stk. 3, at
    justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke
    kriminalitetsområder der er omfattet af stk. 1.
    I henhold hertil er det fastsat i § 1, stk. 1, nr. 1, i bekendt-
    gørelse nr. 2645 af 28. december 2021 om National Enhed
    for Særlig Kriminalitets kompetenceområde og det operati-
    ve samarbejdes behandling af andre kriminalitetsområder
    end hvidvask og terrorfinansiering, at NSK varetager efter-
    forskning og strafforfølgning vedrørende økonomiske forbr-
    ydelser, herunder overtrædelse af lovgivning, der regulerer
    erhvervslivets eller de finansielle markeders forhold, når der
    kan være grund til at antage, at overtrædelsen har et særligt
    betydeligt omfang, er et led i organiseret kriminalitet, er
    udført ved anvendelse af særegne forretningsmetoder, eller
    på anden måde er af særlig kvalificeret karakter.
    Det følger endvidere af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 3, at
    NSK også varetager efterforskning og strafforfølgning ved-
    rørende organiseret kriminalitet, herunder navnlig bandekri-
    minalitet, narkotikahandel og -smugling, ulovlig våbenhan-
    del samt menneskehandel og -smugling, når der kan være
    grund til at antage, at overtrædelsen har et særligt betydeligt
    omfang eller på anden måde er af særlig kvalificeret karak-
    ter.
    Efter retsplejelovens § 110 b oprettes under ledelse af NSK
    et operativt samarbejde til bekæmpelse af hvidvask og ter-
    rorfinansiering og andre kriminalitetsområder fastsat i med-
    før af 110 b, stk. 8.
    Tilsynsmyndighederne i henhold til lov om forebyggende
    foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme
    (hvidvaskloven) samt Skatteforvaltningen deltager i det ope-
    rative samarbejde, jf. § 110 b, stk. 2, 1. pkt. Hertil kan
    andre myndigheder samt virksomheder og personer omfattet
    af hvidvasklovens § 1 deltage i samarbejdet, jf. § 110 b,
    stk. 2, 2. pkt. Det er dog i forarbejderne forudsat, at myndig-
    hedens, virksomhedens eller personens deltagelse har betyd-
    ning for opgaven med at forebygge eller bekæmpe hvidvask
    og terrorfinansiering eller andre kriminalitetsområder fastsat
    i medfør af stk. 8, jf. Folketingstidende 2021-22, L 14 som
    fremsat, side 31 f.
    Der er i medfør af retsplejelovens § 110 b, stk. 1, oprettet
    det Operative Danske Informations- og efterretningsnetværk
    (ODIN) mellem myndigheder og private underretningsplig-
    tige virksomheder. Formålet med ODIN er, at myndigheder
    og private aktører ved fælles indsats bliver bedre til at fore-
    bygge og bekæmpe alvorlig og kompleks hvidvask, terrorfi-
    nansiering og fjernovergreb.
    Ved deltagelse i ODIN kan myndigheder, uanset tavsheds-
    pligt fastsat i anden lovgivning, videregive oplysninger til
    myndigheder, virksomheder og personer, der deltager i sam-
    arbejdet, jf. § 110 b, stk. 3. Deltagende personer er dog
    under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e forpligtet til
    at hemmeligholde oplysninger, som modtages i forbindelse
    med samarbejdet, jf. § 110 b, stk. 5. Denne tavshedspligt
    gælder også videregivelse til den fysiske eller juridiske per-
    son, som oplysningerne vedrører, uanset en eventuel retlig
    forpligtelse til at videregive oplysningerne til den pågælden-
    de i henhold til anden lovgivning, jf. § 110 b, stk. 6. Det
    følger af § 110 b, stk. 7, at oplysninger omfattet af tavsheds-
    pligt efter samtykke fra den myndighed, der har afgivet
    oplysningerne, kan inddrages i den modtagende myndigheds
    sagsbehandling. Foreligger der samtykke, finder de regler,
    der i almindelighed gælder for den modtagende myndighed,
    og som i medfør af bestemmelsens stk. 5 og 6 er fraveget, på
    ny anvendelse.
    45
    3.4.1.1.3. Tavshedspligt m.v.
    Efter straffelovens § 152 kan den, som virker eller har virket
    i offentlig tjeneste eller hverv, og som uberettiget videregi-
    ver eller udnytter fortrolige oplysninger, hvortil den pågæl-
    dende i den forbindelse har fået kendskab, straffes med bøde
    eller fængsel indtil 6 måneder.
    Ifølge straffelovens § 152, stk. 3, er en oplysning fortrolig,
    når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet
    som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmelig-
    holde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige
    eller private interesser.
    Straffeloven indeholder ikke en nærmere angivelse af, hvil-
    ke offentlige eller private interesser der – i tilfælde hvor
    tavshedspligten ikke er gjort til genstand for særregulering –
    kan medføre, at en oplysning må anses for at være fortrolig,
    hvorfor den nærmere afgrænsning i væsentlig grad beror på
    normer uden for straffeloven.
    Blandt disse normer er forvaltningslovens § 27, hvor der er
    foretaget en opregning af de fleste af de hensyn, der efter en
    konkret vurdering kan føre til, at en oplysning er fortrolig og
    dermed undergivet tavshedspligt.
    Det følger bl.a. af forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1,
    at den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har
    tavshedspligt, jf. straffelovens § 152 og §§ 152 c-152 f, med
    hensyn til oplysninger om enkeltpersoners private, herunder
    økonomiske, forhold. Af lovens § 27, stk. 4, nr. 1-3, fremgår
    det, at den, der virker inden for den offentlige forvaltning,
    endvidere har tavshedspligt, jf. straffelovens § 152 og §§
    152 c-152 f, med hensyn til oplysninger, som det i øvrigt
    er nødvendigt at hemmeligholde for at varetage væsentlige
    hensyn til: 1) forebyggelse, efterforskning og forfølgning
    af lovovertrædelser samt straffuldbyrdelse og beskyttelse af
    sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disci-
    plinær forfølgning, 2) gennemførelse af offentlig kontrol-,
    regulerings- eller planlægningsvirksomhed eller af påtænkte
    foranstaltninger i henhold til skatte- og afgiftslovgivningen
    og 3) det offentliges økonomiske interesser, herunder udfø-
    relsen af det offentliges forretningsvirksomhed.
    Efter skatteforvaltningslovens § 17 skal skattemyndigheder-
    ne under ansvar efter straffelovens §§ 152, 152 a og 152
    c-152 f iagttage ubetinget tavshed over for uvedkommende
    med hensyn til oplysninger om en fysisk eller en juridisk
    persons økonomiske, erhvervsmæssige eller privatlivet til-
    hørende forhold, som de under varetagelsen af deres arbejde
    bliver bekendt med. Den særlige tavshedspligt efter skatte-
    forvaltningslovens § 17 er ubetinget og omfatter hele mini-
    sterområdets lovgivning, bortset fra lovgivning der ikke er
    lovgivning om skatter i bred forstand.
    Som følge af den særlige tavshedspligt i skatteforvaltnings-
    lovens § 17 er skattemyndighedernes muligheder for videre-
    givelse af oplysninger begrænset.
    »Uvedkommende« i skatteforvaltningslovens § 17 fortolkes
    restriktivt i forhold til private. Det betyder bl.a., at oplysnin-
    ger, der er omfattet af den særlige tavshedspligt, ikke må
    videregives til private, bortset fra den, der har afgivet oplys-
    ningen, eller den, som oplysningen vedrører, medmindre der
    foreligger særskilt lovhjemmel til videregivelsen.
    For så vidt angår videregivelse af oplysninger til andre myn-
    digheder er det i skatteforvaltningsloven § 17 forudsat, at
    videregivelse af oplysninger vedrørende juridiske personer
    er omfattet af de almindelige regler herom i forvaltningslo-
    vens § 28 og § 31, og videregivelse af personoplysninger er
    omfattet af reglerne i databeskyttelsesloven og databeskyt-
    telsesforordningen samt eventuelle regler i særlovgivningen.
    For Erhvervsstyrelsens ansatte er det i hvidvasklovens § 63,
    stk. 1, fastsat, at disse er under ansvar efter straffelovens
    §§ 152-152 e og er forpligtet til at hemmeligholde fortroli-
    ge oplysninger, som de får kendskab til gennem tilsynsvirk-
    somheden. Det samme gælder personer, der udfører service-
    opgaver som led i tilsynets drift, og eksperter, der handler
    på Erhvervsstyrelsens vegne. Dette gælder også efter ansæt-
    telses- eller kontraktforholdets ophør. Erhvervsstyrelsen kan
    dog efter hvidvasklovens § 63, stk. 3, nr. 3, videregive
    fortrolige oplysninger til andre offentlige myndigheder, her-
    under anklagemyndigheden og politiet, i forbindelse med
    efterforskning og retsforfølgning af mulige strafbare forhold
    omfattet af straffeloven, hvidvaskloven eller anden tilsyns-
    lovgivning.
    Hertil kommer revisorlovens § 48, hvoraf det fremgår, at Er-
    hvervsstyrelsens ansatte ligeledes er under ansvar efter straf-
    felovens §§ 152-152 e og er forpligtet til at hemmelighol-
    de fortrolige oplysninger, som de får kendskab til gennem
    tilsynsvirksomheden. Tavshedspligten omfatter desuden per-
    soner, der udfører serviceopgaver for styrelsen, enhver, der
    er beskæftiget med, og som inddrages i arbejdet med en
    kvalitetskontrol, eksperter, der handler på styrelsens vegne,
    og personer, der ledsager styrelsen ved gennemførelse af en
    undersøgelse. Dette gælder også efter ansættelses- eller kon-
    traktforholdets ophør. Erhvervsstyrelsen kan som udgangs-
    punkt kun anvende fortrolige oplysninger i forbindelse med
    tilsynshvervet til pålæg af sanktioner, eller hvis styrelsens
    afgørelser påklages til højere administrativ myndighed eller
    indbringes for domstolene. Erhvervsstyrelsen kan dog efter
    revisorlovens § 48, stk. 4, videregive fortrolige oplysninger
    til bl.a. andre myndigheder, herunder anklagemyndigheden
    og politiet, til brug for varetagelsen af deres opgaver efter
    deres respektive lovgivninger.
    Endelig er Erhvervsstyrelsens ansatte tillige omfattet af lov
    om kapitalmarkeder, som omhandler børsnoterede virksom-
    heder. Det fremgår af § 224, stk. 1, i lov om kapitalmarke-
    der, at Erhvervsstyrelsens ansatte på samme måde er under
    ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e i straffeloven og
    er forpligtet til at hemmeligholde oplysninger, som de får
    kendskab til gennem behandling af sager omfattet af sty-
    relsens kontrol med reglerne om finansielle oplysninger i
    årsrapporter og delårsrapporter i årsregnskabsloven for ud-
    stedere af omsættelige værdipapirer med hjemsted i Dan-
    46
    mark. Dette gælder også efter ansættelses- eller kontraktfor-
    holdets ophør. Det fremgår dog af § 225, stk. 1, nr. 2, i
    lov om kapitalmarkeder, at lovens § 224, stk. 1, ikke er til
    hinder for, at fortrolige oplysninger videregives til offentli-
    ge myndigheder i forbindelse med efterforskning og retsfor-
    følgning af muligt strafbare forhold omfattet af straffeloven
    eller tilsynslovgivningen.
    3.4.1.1.4. Politiklageordningen
    Politipersonale eller andet personale i politiet og anklage-
    myndigheden, som varetager politimæssige opgaver eller
    opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og straffor-
    følgning, er omfattet af politiklageordningen – det vil sige
    omfattet af Den Uafhængige Politiklagemyndigheds kompe-
    tence i forhold til at behandle adfærdsklager og efterforske
    strafbare forhold begået i tjenesten, jf. retsplejelovens §§
    1019 og 1020.
    Det fremgår af forarbejderne, at politipersonale i denne sam-
    menhæng omfatter det politiuddannede personale i politiet
    og politiets jurister, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A,
    L 88 som fremsat, side 9. Civilt personale i politiet og ansat-
    te ved den centrale anklagemyndighed vil være omfattet, når
    de varetager politimæssige opgaver og opgaver, der relate-
    rer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning. Det fremgår
    af forarbejderne, at der ved »personale i politiet« forstås
    ansatte i politiet, hvor politiet således er ansættelsesmyndig-
    hed, samt at der ved »personale i anklagemyndigheden«
    forstås ansatte i anklagemyndigheden, hvor anklagemyndig-
    heden således er ansættelsesmyndighed, jf. Folketingstiden-
    de 2020-21, tillæg A, L 222 som fremsat, side 49 f. Det
    fremgår også af forarbejderne, at politimæssige opgaver af-
    grænses efter politilovens § 2. Til politimæssige opgaver
    knytter sig først og fremmest forebyggelse, efterforskning
    og retsforfølgning af strafbare forhold samt beføjelser, der er
    knyttet til ordenshåndhævelse. Dette indbefatter f.eks. civilt
    personales bevishåndtering, kriminalteknisk efterforskning,
    efterforskning af økonomisk kriminalitet og it-kriminalitet
    m.v. Med opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og
    strafforfølgning, forstås navnlig anklagemyndighedens vare-
    tagelse af opgaver inden for strafferetsplejen med hensyn til
    strafforfølgning, herunder retssagsbehandling, gennemførel-
    se af straffeprocessuelle skridt eller tvangsindgreb over for
    borgerne og borgerrettede opgaver i forbindelse med f.eks.
    straffuldbyrdelse og foranstaltningsændringssager, jf. Folke-
    tingstidende 2020-21, tillæg A, L 222 som fremsat, side 28
    f.
    Herudover behandler Politiklagemyndigheden sager om ad-
    færdsklager og strafbare forhold begået i tjenesten af for-
    svarspersonale, når personalet yder bistand til politiet, jf.
    retsplejelovens §§ 1019 r og 1020 m.
    Personale ansat i andre myndigheder, herunder Erhvervssty-
    relsen samt told- og skatteforvaltningen, er ikke omfattet af
    politiklageordningen.
    Politiklagemyndigheden behandler adfærdsklager efter reg-
    lerne i retsplejelovens kapitel 93 b. Begrebet »adfærdskla-
    ge« omfatter bl.a. klager over magtanvendelse og anden
    hårdhændet behandling i forbindelse med anholdelse, under
    opløb og lignende, klager over myndighedsmisbrug, f.eks. i
    forbindelse med anholdelse eller ransagning, klager over an-
    den ukorrekt fremgangsmåde under udførelsen af tjenesten
    og klager over uhøflig tiltale eller anden ukorrekt personlig
    optræden, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 88 som
    fremsat, side 9.
    Politiklagemyndigheden efterforsker sager om strafbare for-
    hold begået i tjenesten i overensstemmelse med retsplejelo-
    vens almindelige regler om forfølgning af strafbare forhold,
    medmindre der er fastsat særlige regler i kapitel 93 c. Politi-
    klagemyndigheden er i den forbindelse tillagt de beføjelser,
    som ellers tilkommer politiet efter retsplejeloven, ligesom
    de personer, efterforskningen retter sig mod, har samme
    retsgarantier i retsplejeloven, bl.a. med hensyn til advokatbi-
    stand. Uden for politiklageordningen falder strafbare forhold
    uden for tjenesten.
    3.4.1.2. Justitsministeriets overvejelser
    Det såkaldte Al Capone-samarbejde blev etableret som led
    i implementeringen af Bandepakke III og har til formål at
    styrke indsatsen mod bl.a. banders misbrug af offentlige
    ydelser og unddragelse af betaling af gæld til det offentlige
    gennem et styrket samarbejde mellem de relevante myndig-
    heder.
    Al Capone-samarbejdet består af en række tværsektorielle
    stående task forces, der har fået til opgave hurtigt at håndte-
    re konkrete sager, hvor myndighederne bliver opmærksom-
    me på bandemedlemmer, som udviser en adfærd, der giver
    grund til at mistænke, at de pågældende uretmæssigt modta-
    ger offentlige ydelser eller lever på en måde, der ikke har-
    monerer med det forhold, at de samtidig har forfalden gæld
    til det offentlige. De nævnte task forces er forankret i de en-
    kelte politikredse, og lokalenhederne afholder møder, hvor
    Skatteforvaltningen og relevante kommuner deltager. Som
    led i samarbejdet foretager lokalenhederne en nærmere un-
    dersøgelse af konkrete personer på baggrund af politiets
    måludpegning, og udtagne fokuspersoner vurderes efterføl-
    gende af Skatteforvaltningen med henblik på bl.a. eventuel
    skattemæssig regulering af indkomst og i de relevante kom-
    muner med henblik på eventuel frakendelse af offentlige
    ydelser.
    I Serviceeftersynet vurderer bl.a. Rigspolitiet og Skattefor-
    valtningen, at Al Capone-samarbejdet generelt er velfunge-
    rende og udgør et nyttigt redskab i indsatsen mod bande-
    kriminalitet. Rigspolitiet og Skatteforvaltningen vurderer
    dog også, at den økonomiske, herunder skatteøkonomiske,
    kriminalitet i bandemiljøet er stigende i både omfang og
    kompleksitet. På denne baggrund vurderer Rigspolitiet og
    Skatteforvaltningen, at det kan overvejes at udvide det eksi-
    sterende Al Capone-samarbejde, herunder ved at inddrage
    flere myndigheder i samarbejdet og udvide samarbejdets
    fokusområder.
    47
    Som det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke
    IV, er aftalepartierne enige om at udvide Al Capone-samar-
    bejdet. Justitsministeriet finder, at dette bl.a. skal ske ved
    etablering af en national, tværgående efterforskningsgruppe,
    der målrettet og med primær fokus på bandemiljøet, skal
    efterforske sager om bl.a. organiseret skatte- og afgiftssvig.
    Justitsministeriet finder, at der bør tilvejebringes et lov-
    grundlag, hvorved der kan etableres tværfaglige efterforsk-
    ningsgrupper under ledelse af NSK for derved at styrke
    og effektivisere efterforskningen af sager om organiseret
    økonomisk kriminalitet gennem fælles viden og dataadgang
    samt gennem konkret samarbejde i sagerne. Herved styrkes
    bekæmpelsen af særligt komplekse former for kriminalitet,
    som forudsætter et tæt og operativt samarbejde mellem de
    relevante myndigheder.
    Det er Justitsministeriets vurdering, at de tværfaglige efter-
    forskningsgrupper bør forankres i NSK. Herudover bør ef-
    terforskningen forestås under politiets ledelse med deltagel-
    se af Skatteforvaltningen og Erhvervsstyrelsen samt andre
    relevante myndigheder. Endvidere bør politiklageordningen
    udvides, så den også omfatter personale fra andre myndig-
    heder, når de deltager i tværfaglige efterforskningsgrupper.
    Lovgrundlaget skal bl.a. sikre klare rammer for deling og
    videregivelse af nødvendig data fra samtlige relevante myn-
    digheder som led i efterforskningssamarbejdet, herunder i
    relation til tavshedspligt og udveksling af oplysninger. Med
    forslaget vil myndighederne derved langt hurtigere end i
    dag kunne identificere og dele relevante og nødvendige op-
    lysninger, der kan have betydning for efterforskningssamar-
    bejdet.
    De nærmere rammer for etablering og drift af de tværfaglige
    efterforskningsgrupper vil blive fastsat af NSK.
    De tværfaglige efterforskningsgrupper vil supplere mulighe-
    den for efter retsplejelovens § 110 b, stk. 1, jf. stk. 8, at
    oprette et operativt samarbejde om andre kriminalitetsområ-
    der f.eks. overtrædelser af organiseret kriminalitet, herunder
    banders økonomiske kriminalitet. Efterforskningsgrupperne
    vil således kunne indlede efterforskning på baggrund af re-
    sultater fra bl.a. et operativt samarbejde.
    3.4.1.3. Den foreslåede ordning
    3.4.1.3.1. Oprettelse af tværfaglige efterforskningsgrupper
    Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i retsplejelo-
    vens § 110 c, hvorefter NSK kan oprette tværfaglige efter-
    forskningsgrupper med deltagelse af Erhvervsstyrelsen samt
    Skatteforvaltningen. NSK kan desuden beslutte, at andre
    myndigheder kan deltage i en efterforskningsgruppe. Det
    forudsættes, at efterforskningsgrupperne oprettes efter be-
    hov.
    En tværfaglig efterforskningsgruppe forudsættes at have
    fokus på sager med relation til bandemiljøet og vil skul-
    le efterforske sager om bl.a. organiseret skatte- og afgifts-
    svig. Arbejdet vil dog også kunne omfatte organiseret øko-
    nomisk kriminalitet mere bredt. Det forudsættes, at en
    tværfaglig efterforskningsgruppes arbejde ligger inden for
    NSK’s kompetenceområde, jf. retsplejelovens § 110 a, stk.
    1, og § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 2645 af 28. decem-
    ber 2021 om NSK’s kompetenceområde og det operative
    samarbejdes behandling af andre kriminalitetsområder end
    hvidvask og terrorfinansiering.
    Den foreslåede ordning vil indebære, at Erhvervsstyrelsen
    samt Skatteforvaltningen kan deltage i tværfaglige efter-
    forskningsgrupper, jf. den foreslåede § 110 c, stk. 1, 1. pkt.
    NSK kan desuden beslutte, at andre myndigheder, end dem
    der er nævnt i 1. pkt., kan deltage i en efterforskningsgrup-
    pe, jf. den foreslåede § 110 c, stk. 1, 2. pkt. Det forudsættes
    i den forbindelse, at myndighedens deltagelse har betydning
    for opgaven med efterforskning af organiseret kriminalitet.
    Det foreslås i § 110 c, stk. 2, udtrykkeligt at regulere ledel-
    ses- og ansvarsforhold, og hvilke regler der skal gælde, når
    øvrige myndigheder deltager i en tværfaglig efterforsknings-
    gruppe. Det foreslås således, at myndigheders deltagelse i en
    tværfaglig efterforskningsgruppe vil ske under NSK’s ledel-
    se, samt at udførelsen af opgaver som led i deltagelsen sker
    i overensstemmelse med de regler, der gælder for politiets
    varetagelse af de pågældende opgaver. Det forudsættes i den
    forbindelse, at deltagerne i tværfaglige efterforskningsgrup-
    per er sikkerhedsgodkendt.
    Den foreslåede ordning vil indebære, at deltagere i en tvær-
    faglig efterforskningsgruppe på tværs af myndigheder vil
    kunne sidde sammen og foretage efterforskning ved at dele
    og videregive oplysninger, hvis oplysningerne har betydning
    for efterforskningen. NSK vil således kunne lade personale
    fra andre myndigheder afdække og undersøge konkrete spor
    og beviser m.v.
    At deltagelse sker under NSK’s ledelse vil indebære, at
    det er politiet, der har instruktionsbeføjelsen i forhold til
    eventuelle efterforskningsskridt. Det vil indebære, at den
    operative ledelse af efterforskningen forestås af NSK. Det
    bemærkes, at de deltagende myndigheder i øvrigt fortsat vil
    have ledelsesretten i forhold til det respektive personale, der
    deltager i efterforskningsgruppen. Deltagerne i en tværfaglig
    efterforskningsgruppe fra øvrige myndigheder vil således
    fortsat være ansat ved den respektive myndighed og vil i
    løsningen af opgaver, der ikke vedrører deltagelse i den
    tværfaglige efterforskningsgruppe, ikke være under instruk-
    tionsbeføjelse m.v. af NSK.
    Det er ligeledes NSK, der vil være ansvarlig for efterforsk-
    ningen, herunder behandler anmodninger om og bærer et
    eventuelt erstatningsansvar efter reglerne i retsplejelovens
    kapitel 93 a om erstatning i anledning af strafferetlig for-
    følgning eller på grundlag af dansk rets almindelige erstat-
    ningsregler.
    At opgaveløsningen sker i overensstemmelse med de regler,
    der gælder for politiets varetagelse af de pågældende opga-
    48
    ver, vil indebære, at de deltagende personer fra øvrige myn-
    digheder vil være underlagt de samme regler, som gælder,
    hvis det i stedet havde været politipersonale, der varetog
    efterforskningen. Dette omfatter både regler, der er fastsat i
    lovgivningen og regler, der er fastsat administrativt. Omfat-
    tet er således bl.a. reglerne i retsplejeloven, politiloven og
    regler udstedt i medfør heraf samt politiets interne sikker-
    hedsbestemmelser, vejledninger m.v.
    Det bemærkes, at myndigheder, der deltager i en tværfag-
    lig efterforskningsgruppe ikke vil få adgang til eller vil
    kunne overlades kompetence til tvangsindgreb efter retsple-
    jeloven. Politiet vil ligeledes heller ikke kunne bemyndige
    myndighederne dertil. Tvangsindgreb efter retsplejeloven vil
    således altid skulle foretages af politiet.
    Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 1, og bemærk-
    ningerne hertil.
    3.4.1.3.2. Myndigheders videregivelse af oplysninger
    For at sikre klare regler på området foreslås det i den nye
    bestemmelse i retsplejelovens § 110 c at regulere myndighe-
    dernes videregivelse af oplysninger til de øvrige myndighe-
    der, der deltager i en tværfaglig efterforskningsgruppe.
    Det fremgår derfor af den foreslåede § 110 c, stk. 3, at de
    myndigheder, der er nævnt i stk. 1, uanset tavshedspligt fast-
    sat i anden lovgivning kan dele og videregive oplysninger,
    der kan have betydning for efterforskningen, til de myndig-
    heder, der deltager i efterforskningsgruppen, jf. stk. 1.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at personale fra
    NSK, Skatteforvaltningen og Erhvervsstyrelsen samt even-
    tuelle andre myndigheder, jf. stk. 1, 2. pkt., uanset tavsheds-
    pligten fastsat i anden lovgivning kan dele og videregive
    oplysninger med hinanden og til myndighederne i en tvær-
    faglig efterforskningsgruppe.
    Den foreslåede ordning vil således indebære, at myndighe-
    derne i en tværfaglig efterforskningsgruppe vil kunne dele,
    videregive og modtage oplysninger, som skal bruges i en
    konkret straffesag. Endvidere vil myndighederne kunne de-
    le, videregive og modtage oplysninger selv om oplysninger-
    ne på tidspunktet for deling ikke nødvendigvis skal bruges i
    en konkret straffesag.
    Det bemærkes, at den foreslåede ordning ikke er til hinder
    for at Skatteforvaltningen, Erhvervsstyrelsen og andre myn-
    digheder fortsat bidrager til øvrige efterforskninger som hid-
    til.
    3.4.1.3.3. Tavshedspligt for deltagere
    Det foreslås i retsplejelovens § 110 c, stk. 4, at personer, der
    deltager i en tværfaglig efterforskningsgruppe, jf. stk. 1, er
    forpligtet til under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e
    at hemmeligholde oplysninger, som modtages i forbindelse
    med efterforskningen i en tværfaglig efterforskningsgruppe.
    Den foreslåede bestemmelse vil bl.a. skulle sikre, at myn-
    digheder, der modtager oplysninger som led i deltagelsen i
    en tværfaglig efterforskningsgruppe, er forpligtet til at beva-
    re tavshed herom. Det gælder bl.a. i forhold til oplysninger,
    som personer, der deltager i en tværfaglig efterforsknings-
    gruppe måtte modtage fra NSK samt eventuelle oplysninger
    fra Skatteforvaltningen, som er underlagt den særlige tavs-
    hedspligt i skatteforvaltningslovens § 17 eller eventuelle
    oplysninger fra Erhvervsstyrelsen, som er underlagt særlig
    tavshedspligt efter hvidvasklovens § 63, revisorlovens § 48
    og/eller kapitalmarkedslovens § 224, jf. pkt. 3.4.1.1.3 i lov-
    forslagets almindelige bemærkninger. Dette skyldes, at der
    vurderes at gælde særlige hensyn under efterforskning af
    forbrydelser omfattet af den foreslåede § 110 c, stk. 1.
    Hvad angår oplysninger, der allerede er offentligt tilgængeli-
    ge eller ikke i sig selv er fortrolige, vil den foreslåede § 110
    c, stk. 4, indebære, at personer, der deltager i en tværfag-
    lig efterforskningsgruppe, vil være forpligtiget til at bevare
    tavshed om det forhold, at der er sket en behandling af de
    pågældende oplysninger som led i efterforskningsgruppens
    arbejde.
    Den foreslåede bestemmelse vil udgøre en særlig tavsheds-
    forskrift i forhold til oplysninger, der deles i forbindelse med
    efterforskningsgrupper, og vil indebære, at oplysningerne
    som udgangspunkt ikke må videregives, jf. dog stk. 6. Dette
    vil også gælde inden for myndighedens egen koncern eller
    organisation.
    Den særlige tavshedsforskrift vil bl.a. indebære en begræns-
    ning i retten til aktindsigt i sådanne oplysninger efter § 35
    i lov om offentlighed i forvaltningen. Den særlige tavsheds-
    forskrift vil herudover indebære begrænsninger i adgangen
    til at anvende og videregive de oplysninger, der er omfattet
    af tavshedspligten i den foreslåede § 110 c, stk. 4, i forhold
    til oplysninger, der er omfattet af den almindelige tavsheds-
    pligt, jf. forvaltningslovens § 27.
    Det bemærkes, at oplysninger, der deles og videregives i en
    efterforskningsgruppe vil være omfattet af retsplejelovens
    regler om aktindsigt i straffesager. Efter lovens § 729 a,
    stk. 3, og § 729 b, stk. 2, skal sigtede og dennes forsvarer
    således have adgang til at gøre sig bekendt med det materi-
    ale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som
    sigtelsen angår.
    Det fremgår endvidere af den foreslåede bestemmelse i §
    110 c, stk. 5, at tavshedspligten i § 110 c, stk. 4, også vil
    gælde i forhold til den fysiske eller juridiske person, som
    oplysningerne vedrører, uanset en eventuel retlig forpligtelse
    til at videregive oplysningerne til den pågældende i henhold
    til anden lovgivning, jf. dog stk. 6. Dette drejer sig navnlig
    om forvaltningsretlige og databeskyttelsesretlige regler.
    Bestemmelsen fastslår, at tavshedspligten også vil finde an-
    vendelse over for de personer og virksomheder, som oplys-
    ningerne vedrører. Herved vil bl.a. forvaltningslovens § 9
    om partsaktindsigt, § 19 om partshøring og § 24 om begrun-
    delsespligt fraviges.
    49
    De foreslåede bestemmelser i retsplejelovens § 110 c, stk. 4
    og 5, vil endvidere udgøre en fravigelse fra oplysningsplig-
    ten i databeskyttelsesforordningens artikel 14 og indsigtsret-
    ten i databeskyttelsesforordningens artikel 15 for så vidt
    angår oplysninger, som de pågældende myndigheder modta-
    ger i forbindelse med deltagelsen i efterforskningen, jf. den
    foreslåede § 110 c, stk. 1. Der henvises i den forbindelse til
    pkt. 5.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det følger af den foreslåede § 110 c, stk. 6, at oplysninger
    omfattet af stk. 4, efter samtykke fra den myndighed der
    har afgivet oplysningerne, kan inddrages i den modtagende
    myndigheds sagsbehandling. Foreligger der samtykke, fin-
    der de regler, der i almindelighed gælder for den modtagen-
    de myndighed, og som i medfør af stk. 4 og 5 er fraveget,
    anvendelse. Den afgivende myndigheds samtykke efter be-
    stemmelsen vil ikke være underlagt særlige formkrav. Sam-
    tykke vil således bl.a. kunne meddeles mundtligt, f.eks. på
    et møde i regi af en tværfaglig efterforskningsgruppe, jf. den
    foreslåede § 110 c, stk. 1. De relevante myndigheder vil her-
    efter kunne sikre den fornødne dokumentation af samtykket
    og dets omfang ved at gøre notat herom som led i deres
    respektive sagsbehandling, jf. offentlighedslovens § 13, stk.
    2.
    Herefter vil tavshedspligten efter bestemmelsens stk. 4 og 5
    ikke længere finde anvendelse for de pågældende oplysnin-
    ger, og den videre behandling af oplysningerne vil i stedet
    være omfattet af de almindelige regler, der gælder for den
    modtagende myndighed, jf. den foreslåede § 110 c, stk. 6, 2.
    pkt. Endvidere vil de fravigelser af forvaltningsprocessuelle
    rettigheder, som den særlige tavshedsforskrift indebærer, ik-
    ke længere gælde.
    Eksempelvis vil NSK’s videre behandling af oplysninger
    om en persons økonomiske forhold modtaget fra Skattefor-
    valtningen alene være reguleret af den lovgivning, politiet
    er underlagt, herunder navnlig forvaltningsloven, retspleje-
    loven, retshåndhævelsesloven og politiloven. Dette gælder
    ligeledes, hvis oplysningerne må anses som tilvejebragt af
    en tværfaglig efterforskningsgruppe til brug for en konkret
    straffesag.
    Som et andet eksempel vil Skattestyrelsens videre behand-
    ling af oplysninger om en persons økonomiske forhold mod-
    taget fra NSK alene være reguleret af den lovgivning, som
    Skatteforvaltningen er underlagt, herunder navnlig forvalt-
    ningsloven og skatteforvaltningsloven.
    Tilsvarende vil bl.a. forvaltningslovens regler om partshø-
    ring, partsaktindsigt, begrundelse m.v. samt oplysningspligt
    og indsigtsret efter databeskyttelsesreglerne finde anvendel-
    se for myndighedernes videre behandling af oplysningerne.
    3.4.1.3.4. Udvidelse af politiklageordningen
    Når personale fra andre myndigheder deltager i en tværfag-
    lig efterforskningsgruppe, sker det under NSK’s ledelse og
    efter de regler, som gælder for politiets varetagelse af de
    pågældende opgaver.
    Det foreslås, at der indsættes to nye bestemmelser i retsple-
    jelovens kapitel 93 b og 93 c (om politiklageordningen),
    som indebærer, at Politiklagemyndigheden vil få kompeten-
    ce til at behandle sager om adfærdsklager og strafbare for-
    hold begået i tjenesten for personale fra andre myndigheder,
    som deltager i tværfaglige efterforskningsgrupper efter den
    foreslåede § 110 c, når de varetager politimæssige opgaver
    eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og straf-
    forfølgning, som led i deres deltagelse i en tværfaglig efter-
    forskningsgruppe.
    Den foreslåede ordning vil indebære, at Politiklagemyndig-
    heden får kompetence til at behandle klager over adfærd
    udvist i tjenesten af personale fra andre myndigheder under
    deltagelse i en tværfaglig efterforskningsgruppe, når perso-
    nalet varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der re-
    laterer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning. Det vil
    f.eks. kunne være i tilfælde, hvor disse personer beskyldes
    for uhøflig optræden, urimelig sprogbrug eller lignende.
    Den foreslåede ordning vil endvidere indebære, at Politikla-
    gemyndigheden og den centrale anklagemyndighed – som
    udgangspunkt statsadvokaten – får kompetence til at efter-
    forske og påtale sager om strafbare forhold begået i tjene-
    sten af personale i andre myndigheder under deltagelse i
    en tværfaglig efterforskningsgruppe, når de varetager politi-
    mæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshånd-
    hævelse og strafforfølgning.
    Det foreslås, at »politimæssige opgaver eller opgaver, der
    relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning« af-
    grænses som i gældende ret for så vidt angår andet personale
    i politiet og anklagemyndigheden, jf. herom pkt. 3.4.1.1.4 i
    lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Klageordningen omfatter udelukkende forhold, der er begå-
    et, når de pågældende deltager i en tværfaglig efterforsk-
    ningsgruppe, og ikke forhold, der er begået uden for en
    efterforskningsgruppe. Det vil afhænge af en konkret vurde-
    ring, om en handling er foretaget i eller uden for efterforsk-
    ningsgruppen.
    Deltagere i en tværfaglig efterforskningsgruppe fra andre
    myndigheder vil således som udgangspunkt alene være om-
    fattet af Politiklagemyndighedens kompetence, når de delta-
    ger i efterforskningsgruppen, og hvor de pågældende således
    er under politiets ledelse.
    Det bemærkes, at der ikke er tilsigtet nogen ændring af
    gældende ret for så vidt angår politipersonale eller andet
    personale i politiet og anklagemyndigheden, som varetager
    politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til
    retshåndhævelse og strafforfølgning, når disse deltager i
    tværfaglige efterforskningsgrupper efter den foreslåede §
    110 c.
    Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 15 og 16, og
    bemærkningerne hertil.
    50
    3.4.2. Udvidelse af anvendelsesområdet for straffelovens
    § 81 a
    3.4.2.1. Gældende ret
    Det følger af straffelovens § 81 a, stk. 1, at den straf, der er
    foreskrevet i straffelovens §§ 119, 119 b, 123, 192 a og 244,
    § 244, jf. § 247, § 245, § 245, jf. § 247, § 246, jf. § 245, §
    246, jf. § 245, jf. § 247, § 252, stk. 1, § 260, stk. 1, § 261,
    stk. 1 og 2, § 266, § 285, stk. 1, jf. § 281, § 286, stk. 1, jf.
    § 281, og § 288, kan forhøjes indtil det dobbelte, hvis lov-
    overtrædelsen har baggrund i eller er egnet til at fremkalde
    en konflikt mellem grupper af personer, hvor der som led i
    konflikten enten anvendes skydevåben eller anvendes våben
    eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige
    karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller begås
    brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180. Efter § 81 a,
    stk. 2, skal det ved fastsættelse af straffen for overtrædelse
    af straffelovens § 180, § 183, stk. 2, og § 237 i almindelig-
    hed indgå som en særdeles skærpende omstændighed, hvis
    lovovertrædelsen har baggrund i en konflikt som nævnt i
    stk. 1.
    Det er en betingelse for at anvende straffelovens § 81 a, at
    lovovertrædelsen har baggrund i eller er egnet til at fremkal-
    de en konflikt mellem grupper af personer, hvor der enten
    anvendes skydevåben eller anvendes våben eller eksplosiv-
    stoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er
    egnet til at forvolde betydelig skade, eller begås brandstiftel-
    se omfattet af straffelovens § 180.
    At lovovertrædelsen har »baggrund i« en konflikt indebærer,
    at den person, der har begået lovovertrædelsen, helt eller
    delvis har været motiveret af at ville deltage i eller reagere
    på en eksisterende konflikt mellem grupper af personer. Det
    er i den forbindelse uden betydning, om der tillige er andre
    motiver for angrebet, herunder f.eks. personlige uoverens-
    stemmelser, hævn for tidligere krænkelser, fornærmelser el-
    ler lignende.
    Ved vurderingen af, om en lovovertrædelse »er egnet til at
    fremkalde« en konflikt, kan det bl.a. tillægges betydning,
    om en eller begge grupper i almindelighed er kendt for
    at besidde skydevåben m.v., herunder om de har et kendt
    reaktionsmønster ved konflikter med andre grupper, hvori
    det bl.a. indgår, at der anvendes skydevåben m.v. eller begås
    brandstiftelse, jf. Folketingstidende 2016-2017, tillæg A, L
    190 som fremsat, side 13. Det kan også tillægges betydning,
    om gerningspersonen eller personer fra en af grupperne ek-
    sempelvis er eller har været i besiddelse af ulovlige skyde-
    våben m.v., skudsikre veste eller lignende genstande, der
    tyder på, at de pågældende er beredte på en konflikt med
    anvendelse af skydevåben m.v. eller regner med at kunne
    møde modstandere, som er i besiddelse af skydevåben m.v.
    Der vil ligeledes kunne lægges vægt på den aktuelle situa-
    tion i de to grupper, herunder f.eks. om der er en anspændt
    stemning mellem grupperne, en uenighed om kriminelle
    markeder m.v. eller en aggressiv adfærd i øvrigt, og om den
    omhandlede lovovertrædelse i den sammenhæng kan være
    egnet til at fremkalde en konflikt i straffelovens § 81 a’s
    forstand. Det er i den forbindelse ikke en betingelse, at der
    forud for den aktuelle forbrydelse er anvendt skydevåben
    m.v.
    Begrebet »konflikt« skal forstås bredt. Enhver uoverens-
    stemmelse eller uenighed mellem to eller flere grupper vil
    kunne udgøre en konflikt i § 81 a’s forstand. Det er uden
    betydning for vurderingen af, om en konflikt er omfattet af
    straffelovens § 81 a, hvad der er årsagen til konflikten, og
    hvad konflikten drejer sig om. Det er ligeledes uden betyd-
    ning, om konflikten er begrundet i et eller flere forhold.
    Der skal endvidere være tale om en konflikt mellem »grup-
    per af personer«. Det vil sige, at der skal være mere end
    én person på hver side i konflikten. Som grupper anses
    ikke kun formaliserede grupper med en fast struktur og rol-
    lefordeling medlemmerne imellem, et fast tilholdssted og
    navn eller lignende. Bestemmelsen omfatter også mere løse
    grupperinger, forudsat at gruppen virker med et fælles sigte
    eller mål og/eller har et fast reaktionsmønster i bestemte
    situationer, f.eks. at personerne i gruppen som regel bliver
    alarmeret og instrueret via telefon- eller sms-kæder i forbin-
    delse med bestemte voldelige eller truende begivenheder,
    som indtræffer.
    Straffelovens § 81 a omfatter tillige forsøg på og medvirken
    til de opregnede forbrydelser, jf. straffelovens § 21 og § 23.
    Straffelovens bestemmelser om strafudmåling findes i 10.
    kapitel, der bl.a. indeholder almindelige regler om straffens
    fastsættelse og regler om skærpende og formildende om-
    stændigheder. Bestemmelsen i § 81 a udelukker ikke anven-
    delse af de almindelige regler om strafudmåling, herunder
    de i § 81 anførte strafskærpelsesgrunde. Det gælder både
    med hensyn til forhold, der måtte blive henført under § 81
    a, og med hensyn til forhold, der efter en konkret vurdering
    ikke måtte blive det.
    Efter straffelovens § 79 a, stk. 1, kan den, som idømmes
    ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af
    frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfat-
    tet af § 81 a, ved dommen gives opholdsforbud efter stk.
    2. Det samme gælder den, som idømmes ubetinget fængsels-
    straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende
    karakter for overtrædelse af straffeloven, lov om euforise-
    rende stoffer eller lov om våben og eksplosivstoffer, og som
    har tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står
    bag omfattende og alvorlig kriminalitet, når overtrædelsen
    har relation til den dømtes tilknytning til gruppen.
    For en nærmere beskrivelse af opholdsforbud efter straffelo-
    vens § 79 a, herunder definitionerne af begreberne »gruppe
    af personer, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig
    kriminalitet«, og »når overtrædelsen har relation til den
    dømtes tilknytning til gruppen«, henvises til pkt. 3.2.1.1.1
    i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Efter straffelovens § 38, stk. 1, afgør justitsministeren eller
    den, der bemyndiges dertil, om den dømte skal løslades på
    51
    prøve, når to tredjedele af straffetiden, dog mindst 2 måne-
    der, er udstået. Det følger af § 38, stk. 5, at prøveløsladelse
    ikke kan ske, hvis den dømte af politiet skønnes at have til-
    knytning til en gruppe af personer, som aktivt er involveret
    i en verserende voldelig konflikt med en anden gruppe af
    personer, og politiet oplyser, at der inden for den gruppe,
    som den dømte skønnes at have tilknytning til, som led
    i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er anvendt
    våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles
    farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller
    er begået brandstiftelse omfattet af § 180.
    Efter straffelovens § 41, stk. 1, afgør justitsministeren eller
    den, ministeren bemyndiger dertil, om den dømte skal løsla-
    des på prøve, når 12 år af en straf på livstid er udstået. Efter
    § 41, stk. 3, kan prøveløsladelse ikke ske, hvis den dømte af
    politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer,
    som aktivt er involveret i en verserende voldelig konflikt
    med en anden gruppe af personer, og politiet oplyser, at
    der inden for den gruppe, som den dømte skønnes at have
    tilknytning til, som led i konflikten enten er anvendt skyde-
    våben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på
    grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvol-
    de betydelig skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af
    § 180.
    Efter straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 1, kan en indsat få
    tilladelse til udgang, når en række betingelser er opfyldt. Ef-
    ter § 46, stk. 3, kan udgang ikke finde sted, hvis den døm-
    te af politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af
    personer, som er aktivt involveret i en verserende og volde-
    lig konflikt med en anden gruppe af personer, og politiet
    oplyser, at der inden for den gruppe af personer, som den
    dømte skønnes at have tilknytning til, som led i konflikten
    enten er anvendt skydevåben eller er anvendt våben eller
    eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige ka-
    rakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller er begået
    brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180.
    3.4.2.2. Justitsministeriets overvejelser
    Strafskærpelsesbestemmelsen i straffelovens § 81 a finder
    i dag anvendelse for en række nærmere oplistede lovover-
    trædelser, der bl.a. vil kunne indgå i banderelaterede kon-
    flikter. Det er ved anvendelse af bestemmelsen en betingel-
    se, at lovovertrædelsen har baggrund i eller er egnet til at
    fremkalde en konflikt mellem grupper af personer, hvor der
    som led i konflikten anvendes skydevåben m.v., eller begås
    brandstiftelse efter straffelovens § 180.
    Det fremgår af Serviceeftersynet, at Rigspolitiet vurderer, at
    straffelovens § 81 a har vist sig at være et meget centralt
    værktøj i bekæmpelsen af alvorlig kriminalitet i forbindelse
    med bandekonflikter. Det er i den forbindelse Rigspolitiets
    vurdering, at bestemmelsen har haft en reducerende effekt
    på antallet af sager, hvor kriminelle grupper besidder skyde-
    våben i det offentlige rum. Rigspolitiet bemærker derudover
    i Serviceeftersynet, at der blandt bandemedlemmer ses en
    øget tendens til besiddelse af knive m.v. i det offentlige rum,
    hvilket kan skyldes strafskærpelserne på skydevåben, og at
    bandemedlemmerne af den grund oftere gør brug af knive
    m.v. frem for skydevåben.
    Det fremgår også af Serviceeftersynet, at det er Rigspolitiet
    og Skattestyrelsens vurdering, at den økonomiske, herunder
    skatteøkonomiske, kriminalitet i bandemiljøet er stigende i
    både omfang og kompleksitet.
    Som det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke
    IV, er aftalepartierne enige om, at bandernes knivoverfald
    skal have hårdere konsekvenser. Aftalepartierne er herudo-
    ver enige om, at der skal kunne gives dobbelt straf for ban-
    dernes økonomiske kriminalitet.
    Med henblik på at imødegå tendensen til, at kriminelle grup-
    peringer i stigende grad benytter sig af knive m.v. til at begå
    voldelige overfald mod rivaliserende grupperinger, finder
    Justitsministeriet, at anvendelsesområdet for straffelovens §
    81 a, stk. 1 og 2, bør udvides, så bestemmelsen også kan
    finde anvendelse, når overtrædelsen har baggrund i eller
    er egnet til at fremkalde en konflikt mellem grupper af
    personer, hvor der som led i konflikten anvendes knive og
    blankvåben m.v.
    For at svække det økonomiske grundlag for bandegrupperin-
    ger er det desuden Justitsministeriets opfattelse, at straffen
    for overtrædelse af straffelovens § 289, stk. 1 (særligt grove
    overtrædelser af skatte-, told-, afgifts- eller tilskudslovgiv-
    ningen eller af § 289 a om EU-svig m.v.), straffelovens §
    290, stk. 2 (hæleri af særligt grov beskaffenhed) og straffe-
    lovens § 290 a, stk. 2 (hvidvask af særligt grov beskaffen-
    hed) – på samme måde som straffen for de i straffelovens
    § 81 a, stk. 1, nævnte overtrædelser – bør kunne forhøjes
    indtil det dobbelte, hvis lovovertrædelsen har relation til
    den dømtes tilknytning på gerningstidspunktet til en gruppe
    af personer, der tilsammen står bar omfattende og alvorlig
    kriminalitet.
    3.4.2.3. Den foreslåede ordning
    3.4.2.3.1. Udvidelse af anvendelsesområdet for § 81 a, stk. 1
    og 2, til at omfatte anvendelse af knive og blankvåben m.v.
    Det foreslås at udvide anvendelsesområdet for straffelovens
    § 81 a, stk. 1 og 2, så disse dele af bestemmelsen også
    kommer til at omfatte konflikter, hvor der anvendes knive
    og blankvåben m.v. Det vil betyde, at den straf, der er
    foreskrevet i de straffelovsovertrædelser, der er opregnet i
    bestemmelsens stk. 1 og 2, også kan forhøjes, hvis lovover-
    trædelsen har baggrund i eller er egnet til at fremkalde en
    konflikt mellem grupper af personer, hvor der som led i
    konflikten anvendes knive og blankvåben m.v.
    Med begrebet »knive og blankvåben m.v.« forstås knive og
    blankvåben m.v. omfattet af knivlovens §§ 1 og 2.
    Forslaget vil for det første betyde, at straffelovens § 81
    a, stk. 1 og stk. 2, fremover også vil kunne finde anvendel-
    se, når en af de straffelovsovertrædelser, der er oplistet i
    52
    bestemmelserne, har baggrund i en konflikt mellem grupper
    af personer, hvor der som led i konflikten anvendes knive og
    blankvåben m.v.
    Forslaget vil derudover betyde, at straffelovens § 81 a, stk.
    1 og stk. 2, fremover også vil kunne finde anvendelse, når
    en af de lovovertrædelser, der er oplistet i bestemmelserne
    er egnet til at fremkalde en konflikt af den nævnte art. Ud
    over de nuværende elementer, der kan lægges vægt på i
    forbindelse med vurderingen af, om en lovovertrædelse er
    egnet til at fremkalde en konflikt, vil det med forslaget
    således også fremover bl.a. kunne tillægges betydning, om
    en eller flere af grupperne i almindelighed er kendt for at
    anvende knive eller blankvåben m.v., herunder om de har
    et kendt reaktionsmønster ved konflikter med andre grupper,
    hvori det bl.a. indgår, at der anvendes knive og blankvåben
    m.v. omfattet af knivlovens §§ 1 og 2.
    Endvidere vil det kunne tillægges betydning, om gernings-
    personen eller andre personer fra en af grupperne er eller
    tidligere har været i ulovlig besiddelse af eller har anvendt
    knive eller blankvåben m.v. omfattet af knivlovens §§ 1
    og 2, der kan tyde på, at de pågældende er beredte på en
    konflikt med anvendelse af knive og blankvåben m.v. eller
    regner med at kunne møde modstandere, som er i besiddelse
    af knive og blankvåben m.v.
    Der er ikke med ændringen ud over ovennævnte tilføjelser
    i øvrigt tilsigtet ændringer i forståelsen af begreberne i be-
    stemmelsen, herunder begrebet »konflikt«, ligesom begrebet
    »grupper af personer« i øvrigt skal forstås i overensstem-
    melse med gældende ret, jf. nærmere herom ovenfor under
    pkt. 3.4.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Som konsekvens af udvidelsen af § 81 a, stk. 1, foreslås
    det tillige at udvide straffelovens § 38, stk. 5, og § 41,
    stk. 3, samt straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 3, således at
    henholdsvis prøveløsladelse og udgang ikke kan ske, hvis
    den dømte af politiet skønnes at have tilknytning til en
    gruppe af personer, som aktivt er involveret i en verseren-
    de voldelig konflikt med en anden gruppe af personer, og
    politiet oplyser, at der inden for den gruppe, som den dømte
    skønnes at have tilknytning til, som led i konflikten enten
    er anvendt knive og blankvåben m.v., skydevåben eller er
    anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres
    særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig
    skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af § 180.
    Der henvises i den forbindelse til lovforslagets § 1, nr. 1 og
    2, samt § 7, nr. 1, og bemærkningerne hertil.
    Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 12, og be-
    mærkningerne hertil.
    3.4.2.3.2. Strafskærpelse for visse former for økonomisk
    kriminalitet
    Det foreslås at tilføje et nyt stk. 3 i straffelovens § 81 a,
    der indebærer, at straffen for overtrædelse af straffelovens §
    289, stk. 1, § 290, stk. 2 og § 290 a, stk. 2, kan forhøjes
    indtil det dobbelte, hvis den dømte på gerningstidspunktet
    har tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står
    bag omfattende og alvorlig kriminalitet, når overtrædelsen
    har relation til den dømtes tilknytning til gruppen.
    Det vil således være en betingelse for at anvende den fore-
    slåede bestemmelse, at den dømte på gerningstidspunktet
    har tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står
    bag omfattende og alvorlig kriminalitet. Derudover vil det
    være en betingelse, at overtrædelsen har relation til den
    dømtes tilknytning til gruppen. Begrebet »gruppe af person-
    er« skal forstås i overensstemmelse med begrebets anven-
    delse i straffelovens § 81 a, stk. 1. For så vidt angår betin-
    gelserne om, at den pågældende skal have »tilknytning« til
    den pågældende gruppe af personer, at denne gruppe »til-
    sammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet«, og at
    overtrædelsen skal have »relation til den dømtes tilknytning
    til gruppen«, skal disse begreber forstås i overensstemmelse
    med anvendelsen af begreberne i straffelovens § 79 a, stk.
    1, 2. pkt., jf. nærmere herom pkt. 3.2.1.1.1 i lovforslagets
    almindelige bemærkninger.
    Det bemærkes, at det i en række tilfælde vil være forbundet
    med vanskeligheder at løfte bevisbyrden for, at den konkrete
    lovovertrædelse er begået i relation til den dømtes tilknyt-
    ning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfat-
    tende og alvorlig kriminalitet.
    Det forudsættes med forslaget, at strafniveauet for de opli-
    stede overtrædelser i almindelighed fordobles sammenlignet
    med strafniveauet for tilsvarende overtrædelser, der ikke
    omfattes af bestemmelsen. Fastsættelsen af straffen for vil
    fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
    tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne
    strafniveau kan fraviges i op- og nedadgående retning, hvis
    der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formilden-
    de omstændigheder, jf. de almindelige regler om straffens
    fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
    Bestemmelsen i den foreslåede § 81 a, stk. 3, udelukker
    ikke anvendelse af de almindelige strafskærpelsesgrunde i §
    81, hverken med hensyn til forhold, der måtte blive henført
    under § 81 a, stk. 3, eller med hensyn til forhold, der efter en
    konkret vurdering ikke måtte blive det. Selv om betingelser-
    ne for at anvende § 81 a, stk. 3, ikke er opfyldt i en konkret
    sag, kan der således efter almindelige strafudmålingsprin-
    cipper foreligge (andre) skærpende omstændigheder i sagen,
    f.eks. at gerningen er særligt planlagt eller led i omfattende
    kriminalitet.
    Der er med forslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer i an-
    vendelsesområdet for straffelovens § 81 a, stk. 1 og 2.
    Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 13, og be-
    mærkningerne hertil.
    3.4.3. Udvidelse af muligheden for nattelivsforbud
    3.4.3.1. Gældende ret
    53
    Det følger af straffelovens § 79 c, stk. 1, at den, som
    idømmes fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af
    frihedsberøvende karakter for overtrædelse af straffelovens
    §§ 119, 119 b, 123, 134 a og 192 a, § 244, stk. 1, §§ 245 og
    246, § 252, stk. 1, § 260, stk. 1, § 261, stk. 1, og §§ 266,
    288 og 291, af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer
    eller af lovgivningen om knive og blankvåben, ved dommen
    kan gives et forbud mod at færdes og opholde sig i nattelivet
    (nattelivsforbud), jf. straffelovens § 79 c, stk. 2.
    Et nattelivsforbud kan idømmes sammen med både en ube-
    tinget og betinget fængselsstraf samt i forbindelse med
    en anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karak-
    ter. Det fremgår af forarbejderne, at der normalvis skal være
    tale om betinget eller ubetinget fængselsstraf på 30 dage
    eller derover, før et nattelivsforbud er relevant, men at et
    nattelivsforbud også efter omstændighederne kan være rele-
    vant, hvis der idømmes en lavere straf, hvor der f.eks. er
    tale om, at den pågældende gentagne gange tidligere er dømt
    for ligeartet kriminalitet eller for kriminalitet, der er begået i
    nattelivet. Der henvises til Folketingstidende 2020-21, tillæg
    A, L 189 som fremsat, side 8 og 35.
    Det fremgår også af forarbejderne, at et nattelivsforbud ale-
    ne vil være relevant, hvor forholdet, der giver anledning til
    forbuddet, er begået i nattelivet eller i tilknytning til den
    dømtes færden i nattelivet. Det vil således være relevant at
    idømme et nattelivsforbud, hvis forholdet er begået i aften-
    og nattetimerne eller på anden vis er begået i tilknytning til
    den dømtes færden i nattelivet. Det kan f.eks. være tilfældet,
    hvor forholdet er begået en tidlig morgen i forlængelse af,
    at den pågældende har opholdt sig på en natklub, bar eller
    lignende. Der henvises til Folketingstidende 2020-21, tillæg
    A, L 189 som fremsat, side 8 og 35.
    Ved dom af 27. februar 2023 i sag nr. 2582-22, offentliggjort
    i Tidsskrift for Kriminalret 2023, side 192 ff., fastslog Vestre
    Landsret, at en overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, jf.
    § 247, stk. 1, om vold i gentagelsestilfælde, der blev straffet
    med fængsel i 40 dage, ikke opfyldte betingelserne for at
    idømme et nattelivsforbud, bl.a. fordi volden blev begået
    midt på eftermiddagen til Grøn Koncert.
    Der kan desuden henvises til dom af 18. januar 2023 i sag
    nr. 2429-22, offentliggjort i Tidsskrift for Kriminalret 2023,
    side 122 ff., hvor Vestre Landsret fastslog, at en overtrædel-
    se af straffelovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, om vold i
    gentagelsestilfælde, der blev straffet med fængsel i 60 dage,
    opfyldte betingelserne for at idømme et nattelivsforbud, bl.a.
    på grund af karakteren af den udøvede vold, og fordi den
    blev udøvet omkring kl. 17.40 på et serveringssted.
    Det fremgår endvidere af forarbejderne, at et nattelivsforbud
    skal idømmes af domstolene efter en konkret vurdering af,
    om et nattelivsforbud vil være egnet og nødvendigt for at
    forebygge nye lovovertrædelser af lignende beskaffenhed
    ved at sikre, at den dømte i en periode ikke kan færdes og
    opholde sig i nattelivet. Domstolene skal i den forbindelse
    vurdere, om det må antages, at der er fare for, at den dømte
    vil begå ny ligeartet kriminalitet. Det vil som udgangspunkt
    altid være tilfældet, hvis der er tale om gentagelsestilfæl-
    de. Der henvises til Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L
    189 som fremsat, side 8 og 35 f.
    Ved dom af 24. februar 2023 i sag nr. 54/2022, offentliggjort
    i Ugeskrift for Retsvæsen 2023, side 2054 ff., fastslog Hø-
    jesteret, at et nattelivsforbud var egnet og nødvendigt for
    at forebygge nye overtrædelser af lignende beskaffenhed,
    selv om den tiltalte ikke tidligere var straffet for ligeartet
    kriminalitet i nattelivet eller i tilknytning til nattelivet. Den
    tiltalte, der blev straffet med fængsel i 60 dage for over-
    trædelse af straffelovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1,
    om vold i gentagelsestilfælde, var imidlertid tidligere flere
    gange straffet for ligeartet kriminalitet uden for nattelivet,
    herunder for overtrædelse af straffelovens §§ 119, 123, 261
    og 288.
    Det fremgår dog også af forarbejderne, at et nattelivsforbud
    kan gives i førstegangstilfælde, hvis det kan antages, at
    der er fare for, at den dømte vil begå ny ligeartet kriminali-
    tet. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor forbrydelsen er af
    grovere karakter, hvorved den dømte har demonstreret en
    vis voldsparathed. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis forhol-
    det er begået af flere i forening, er begået over for flere
    ofre, eller der er tale om flere voldelige overfald af samme
    offer. Det kan også være tilfældet, hvis den pågældende har
    været i besiddelse af særligt farlige våben. Der henvises til
    Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 189 som fremsat,
    side 36.
    Ved dom af 28. marts 2023 i sag nr. 1469-22, offentliggjort
    i Ugeskrift for Retsvæsen 2023, side 2826 ff., fastslog Vest-
    re Landsret, at der var fare for, at den tiltalte, der ikke
    tidligere var straffet, ville begå ny kriminalitet, hvorfor
    vedkommende blev idømt et nattelivsforbud. Retten lagde
    vægt på voldens karakter sammenholdt med længden af den
    idømte fængselsstraf, uanset at den tiltale ikke tidligere var
    straffet, og uanset at volden var begået over en periode på få
    minutter. Den tiltalte blev straffet med fængsel i 3 måneder
    for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk.
    2, for vold mod flere personer, herunder en dørmand.
    Der kan desuden henvises til dom af 25. maj 2023 i sag
    nr. 0423-23, offentliggjort i Tidsskrift for Kriminalret 2023,
    side 294 ff., hvor Vestre Landsret fastslog, at der ikke var
    grundlag for at idømme et nattelivsforbud, selv om den til-
    talte, der ikke var tidligere straffet for ligeartet kriminalitet,
    blev straffet med fængsel i 3 måneder for overtrædelse af
    straffelovens § 245, stk. 1, om grov vold. Retten lagde vægt
    på, at den tiltalte ikke tidligere var straffet for vold, og at
    den aktuelle episode fremstod som enkeltstående og spontan
    uanset voldens omfang og karakter.
    Det fremgår desuden af forarbejderne, at et nattelivsforbud
    skal være proportionalt med den begåede kriminalitet. Den
    tidsmæssige udstrækning af et forbud skal i den forbindelse
    indgå i proportionalitetsvurderingen. Det må antages, at et
    nattelivsforbud meddelt for en periode på omkring 3 måne-
    54
    der almindeligvis vil være proportionalt, hvis der idømmes
    en betinget eller ubetinget fængselsstraf i omegnen af 30
    dage, også i førstegangstilfælde. Vedrører en dom flere lov-
    overtrædelser, hvoraf det ikke er alle, der er omfattet af §
    79 c, stk. 1, skal der foretages en konkret vurdering af, om
    den overtrædelse, der er omfattet af bestemmelsen, i sig selv
    kan begrunde et nattelivsforbud. Der henvises til Folketings-
    tidende 2020-21, tillæg A, L 189 som fremsat, side 8, 10 og
    35 ff.
    Ved nattelivsforbud efter § 79 c, stk. 1, forstås et forbud
    mod at færdes og opholde sig på serveringssteder, hvorfra
    der foregår salg af stærke drikke til nydelse på eller ved
    salgsstedet, og hvortil der er offentlig adgang, og i natteliv-
    szoner udpeget i medfør § 6 b i lov om politiets virksomhed,
    jf. straffelovens § 79 c, stk. 2, 1. pkt.
    Det fremgår af forarbejderne, at udtrykket »serveringssteder,
    hvorfra der foregår salg af stærke drikke« skal forstås som
    i restaurationsloven og således omfatter steder, hvorfra der
    serveres drikkevarer med 2,8 pct. volumen alkohol eller
    derover til nydelse på eller ved salgsstedet. Det fremgår dog
    af § 79 c, stk. 2, 3. pkt., at serveringssteder efter 1. pkt. ikke
    omfatter servering i tog, busser, fly eller skibe i fart, herun-
    der i international rutefart, eller servering ved enkeltstående
    arrangementer.
    Det fremgår endvidere af forarbejderne, at udtrykket »of-
    fentlig adgang« skal forstås i overensstemmelse med § 2 i
    bekendtgørelse nr. 511 af 20. juni 2005 om politiets sikring
    af den offentlige orden og beskyttelse af enkeltpersoners
    og den offentlige sikkerhed m.v., samt politiets adgang til
    at iværksætte midlertidige foranstaltninger (ordensbekendt-
    gørelsen) og således omfatter områder, hvortil der er almin-
    delig adgang. Det betyder, at f.eks. en bar eller en restaurant
    i en hotellobby er omfattet af et forbud, selv om den dømte
    ikke bor på hotellet, hvis der er almindelig adgang dertil.
    Der henvises til Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 189
    som fremsat, side 8 og 9.
    Ved nattelivszoner udpeget i medfør af § 6 b i lov om politi-
    ets virksomhed forstås et afgrænset geografisk område, hvor
    et nattelivsforbud efter straffelovens § 79 c, stk. 1, finder
    anvendelse. Det fremgår således af § 6 b, stk. 2, i lov om
    politiets virksomhed, at udpegning af nattelivszoner efter
    bestemmelsens stk. 1 kan ske, hvor der i det pågældende
    område er en tæt koncentration af natklubber, barer, caféer
    og lignende med åbningstid efter kl. 24, og udpegningen
    af en nattelivszone vurderes at være egnet til at imødegå
    lovovertrædelser i aften- og nattetimerne.
    Det følger af straffelovens § 79 c, stk. 2, 2. pkt., at et nat-
    telivsforbud efter 1. pkt. gælder i tidsrummet fra kl. 24 til
    kl. 5.
    Politiet kan meddele tilladelse til, at den dømte færdes og
    opholder sig i nattelivszoner omfattet af straffelovens § 79
    c, stk. 1, jf. stk. 2, hvis det af særlige grunde må anses for
    beføjet, jf. stk. 3.
    Som eksempler på tilfælde, hvor der vil foreligge »særlige
    grunde«, som kan begrunde en tilladelse til færden eller
    ophold i et område, som er omfattet af et nattelivsforbud,
    kan nævnes tungtvejende hensyn til den pågældendes eller
    dennes nærmeste pårørendes helbred, der forudsætter kon-
    takt også i det tidsrum, nattelivsforbuddet gælder i, jf. Fol-
    ketingstidende 2020-21, tillæg A, L 189 som fremsat, side
    37.
    Det fremgår af straffelovens § 79 c, stk. 4, at et forbud efter
    stk. 1 gives på tid op til 2 år regnet fra endelig dom. Ved ud-
    ståelse af fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af
    frihedsberøvende karakter forlænges forbuddet tilsvarende.
    Efter straffelovens § 124 a, stk. 2, straffes overtrædelse af et
    nattelivsforbud efter § 79 c, stk. 1, med bøde eller fængsel
    indtil 1 år.
    Det er forudsat i bemærkningerne til straffelovens § 124 a,
    stk. 2, at straffen i førstegangstilfælde som udgangspunkt
    vil skulle fastsættes til bøde på 10.000 kr. og i andengangs-
    tilfælde og derover som udgangspunkt til fængsel i 30 dage,
    jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 189 som fremsat,
    side 40.
    Fastsættelsen af straffen vil dog bero på domstolenes kon-
    krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig-
    heder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges
    i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete
    sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder,
    jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i
    straffelovens 10. kapitel.
    3.4.3.2. Justitsministeriets overvejelser
    Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, at
    aftalepartierne er enige om, at straffelovens nattelivsforbud
    også skal kunne forhindre salg af euforiserende stoffer.
    Initiativet har til formål dels at bekæmpe kriminelle ban-
    ders handel og indtjening på narkotikakriminalitet, dels at
    modvirke bandernes udnyttelse af f.eks. unge til at begå
    kriminelle handlinger som f.eks. handel med narkotika på
    bestemte steder i nattelivet, samt at sætte yderligere ind over
    for bl.a. utryghedsskabende adfærd og kriminelle aktiviteter
    i nattelivet.
    3.4.3.3. Den foreslåede ordning
    Det foreslås at udvide anvendelsesområdet for nattelivsfor-
    bud efter straffelovens § 79 c, stk. 1, til at omfatte overtræ-
    delse af straffelovens § 191 og lovgivningen om euforise-
    rende stoffer.
    Et nattelivsforbud vil, ligesom efter de gældende regler,
    skulle idømmes af domstolene efter en konkret vurdering
    af, om et nattelivsforbud vil være egnet og nødvendigt for
    at forebygge nye lovovertrædelser af lignende beskaffenhed
    ved at sikre, at den dømte i en periode ikke kan færdes og
    opholde sig i nattelivet. Domstolene vil i den forbindelse
    55
    skulle vurdere, om det må antages, at der er fare for, at den
    dømte vil begå ny ligeartet kriminalitet.
    Det vil, ligesom efter de gældende regler, som udgangspunkt
    altid være tilfældet, hvis der er tale om gentagelsestilfæl-
    de. For så vidt angår gentagelsestilfælde af overtrædelse af
    lovgivningen om euforiserende stoffer forudsættes det imid-
    lertid, at der tidligere er straffet med fængsel.
    Nattelivsforbud vil dog også kunne gives i førstegangstilfæl-
    de, hvis det kan antages, at der er fare for, at den dømte
    vil begå ny ligeartet kriminalitet. Det vil f.eks. kunne være
    tilfældet, hvor forbrydelsen er udført af flere i forening, er
    særligt planlagt eller er led i omfattende eller systematisk
    kriminalitet. Det vil endvidere kunne være tilfældet, hvis
    den pågældende dømmes for videreoverdragelse eller besid-
    delse med henblik på videreoverdragelse i flere tilfælde, af
    en større mængde euforiserende stoffer eller mod et betyde-
    ligt vederlag.
    Der foreslås ikke i øvrigt ændringer af straffelovens § 79 c
    om nattelivsforbud.
    Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 7, og bemærk-
    ningerne hertil.
    3.4.4. Udvidelse af muligheden for konfiskation af for-
    muegoder m.v.
    3.4.4.1. Gældende ret
    3.4.4.1.1. Værdigrænsen i straffelovens § 76 a
    Det følger af straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., at udbyttet
    ved en strafbar handling eller et hertil svarende beløb helt
    eller delvist kan konfiskeres. Savnes der fornødent grundlag
    for at fastslå beløbets størrelse, kan der, jf. 2. pkt., konfiske-
    res et beløb, som skønnes at svare til det indvundne udbytte.
    Straffelovens § 76 a vedrører såkaldt udvidet udbyttekonfi-
    skation. Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 411 af 10.
    juni 1997 og er senere ændret. Bestemmelsen hjemler til
    forskel fra § 75, stk. 1, konfiskation af formuegoder, uden at
    det er et krav, at det kan bevises, at der er tale om udbytte
    fra en konkret strafbar handling. Konfiskation kan dog ikke
    ske, hvis den pågældende sandsynliggør, at et formueaktiv
    er erhvervet på en lovlig måde eller for lovligt erhvervede
    midler, jf. § 76 a, stk. 4.
    I modsætning til, hvad der gælder for konfiskation af udbyt-
    te efter straffelovens § 75, stk. 1, forudsætter § 76 a, at det
    formodede udbytte er i behold. Det er angivet ved anven-
    delsen af fællesbegrebet »formuegoder«, som indebærer, at
    konfiskationen skal rette sig imod identificerbare pengebe-
    løb, værdipapirer, løsøre, fast ejendom m.v., jf. Folketingsti-
    dende 1996-97, tillæg A, L 98 som fremsat, side 2504.
    Efter straffelovens § 76 a, stk. 5, er der dog også ved udvidet
    udbyttekonfiskation adgang til i stedet for konfiskation af
    bestemte formuegoder at konfiskere et beløb svarende til
    deres værdi eller en del heraf.
    Efter straffelovens § 76 a, stk. 1, kan der foretages hel eller
    delvis konfiskation af formuegoder, der tilhører en person,
    som findes skyldig i en strafbar handling, når 1) handlingen
    er af en sådan karakter, at den kan give et betydeligt udbytte,
    og 2) den efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller
    derover eller er en overtrædelse af lovgivningen om eufori-
    serende stoffer.
    Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, der indfør-
    te straffelovens § 76 a, at »formuegode« skal forstås såle-
    des, at bestemmelsen navnlig forudsættes anvendt over for
    større pengebeløb eller andre likvide formueværdier, som
    den skyldige ikke kan give nogen fornuftig forklaring på,
    f.eks. værdipapirer, indeståender på bankkonti (eventuelt i
    udlandet) eller kontantbeløb (f.eks. opbevaret under mistæn-
    kelige omstændigheder ved nedgravning eller gemt på lof-
    tet). Det fremgår endvidere, at der ikke foreslås nogen fast
    minimumsgrænse for konfiskationskravets størrelse, men at
    mindre værdier – i datidens prisleje i størrelsesordenen ca.
    50.000 kr. – ikke skal være omfattet. Bestemmelsen kan dog
    ifølge forarbejderne også anvendes over for andre formue-
    goder i form af f.eks. fast ejendom eller biler, men på dette
    område vil der ifølge forarbejderne formentlig jævnligt være
    anledning til at operere med en lidt højere mindstegrænse,
    hvis formuegodet har været i den skyldiges besiddelse i lang
    tid, og det ikke har en luksuspræget karakter. For så vidt
    angår disse formuegoder er det forudsat, at bestemmelsen
    således især anvendes over for liebhaverboliger, dyre biler,
    lystfartøjer og lignende mere eksklusive formuegoder. Over
    for mindre luksusprægede formuegoder forudsættes konfi-
    skation at ville kunne komme på tale, hvis et formuegode
    (som f.eks. en fast ejendom eller en bil), der sædvanligvis
    lånefinansieres, efter de tilgængelige oplysninger må anses
    for købt for kontante midler, f.eks. fordi der ikke er tinglyst
    pantehæftelser, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, L 98
    som fremsat, side 2503 f.
    Som eksempel på retspraksis, hvor der under henvisning til
    forarbejdernes beløbsgrænse på ca. 50.000 kr. (1997-niveau)
    er sket afvisning af konfiskation efter straffelovens § 76 a,
    kan der henvises til Vestre Landsrets dom af 29. maj 2013 i
    sag nr. S-1432-12, offentliggjort i Tidsskrift for Kriminalret
    2013, side 789/2, ff., hvor et kontantbeløb på 70.500 kr.
    fundet hos tiltalte ikke blev konfiskeret efter straffelovens
    § 76 a. Derimod blev 5.000 kr. konfiskeret som skønnet
    fortjeneste ved overdragelse af kokain, jf. § 75, stk. 1, 2. pkt.
    Efter retsplejelovens § 802, stk. 1, kan genstande, som en
    mistænkt har rådighed over, beslaglægges, såfremt 1) den
    pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovover-
    trædelse, der er undergivet offentlig påtale, og 2) der er
    grund til at antage, at genstanden kan tjene som bevis eller
    bør konfiskeres, jf. dog bestemmelsens stk. 2, eller ved
    lovovertrædelsen er fravendt nogen, som kan kræve den
    tilbage. Efter stk. 2 kan gods, som en mistænkt ejer, beslag-
    lægges, såfremt 1) den pågældende med rimelig grund er
    mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig
    påtale, og 2) beslaglæggelse anses for nødvendig for at sikre
    bl.a. et krav på konfiskation efter straffelovens § 76 a, stk. 5.
    56
    Betegnelsen »gods« i retsplejelovens § 802, stk. 2, skal
    forstås som »formueaktiver«. Der er ikke forudsat en vær-
    digrænse, og betegnelsen må derfor antages at omfatte alt,
    der har en værdi, som kan tjene til sikkerhed for de i § 802,
    stk. 2, nævnte krav, jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg A,
    L 41 som fremsat, side 873, samt betænkning nr. 1223/1991,
    side 22. Bortset fra, at der ikke her gælder en værdigrænse,
    må »gods« således antages at svare til betegnelsen »formue-
    gode«, der anvendes i straffelovens § 76 a.
    Genstande kan beslaglægges efter retsplejelovens § 802, stk.
    1, med henblik på konfiskation efter straffelovens § 76 a,
    stk. 1-3; og gods kan beslaglægges efter retsplejelovens 802,
    stk. 2, med henblik på værdikonfiskation efter straffelovens
    § 76 a, stk. 5.
    3.4.4.1.2. Personkredsen omfattet af straffelovens § 76 a
    Efter straffelovens § 76, stk. 1, kan konfiskation, jf. § 75,
    stk. 1 (om konfiskation af udbytte), ske hos den, hvem
    udbyttet er tilfaldet umiddelbart ved den strafbare hand-
    ling. Har denne person efter den strafbare handling foretaget
    dispositioner over udbytte, kan det overdragne eller dets
    værdi konfiskeres hos erhververen, såfremt denne var be-
    kendt med det overdragnes forbindelse med den strafbare
    handling eller har udvist grov uagtsomhed i denne henseen-
    de, eller hvis overdragelsen er sket som gave, jf. § 76, stk. 4.
    Udvidet udbyttekonfiskation efter straffelovens § 76 a kan
    efter bestemmelsens stk. 1 foretages hos den, der findes
    skyldig i en nærmere angiven strafbar handling, jf. pkt.
    3.4.4.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det fremgår af straffelovens § 76 a, stk. 2, at der under
    betingelser som nævnt i stk. 1 kan foretages hel eller delvis
    konfiskation af formuegoder, som den pågældendes ægte-
    fælle eller samlever har erhvervet, medmindre 1) formuego-
    det er erhvervet mere end 5 år før den strafbare handling,
    som danner grundlag for konfiskation efter stk. 1, eller 2)
    ægteskabet eller samlivsforholdet ikke bestod på tidspunktet
    for erhvervelsen.
    Bestemmelsen kan anvendes, uanset at ægteskabet eller
    samlivsforholdet efterfølgende er opløst eller ophørt, jf. Fol-
    ketingstidende 1996-97, tillæg A, L 98 som fremsat, side
    2504.
    Bestemmelsen omfatter ikke andre slægtninge end ægtefæl-
    ler, f.eks. den skyldiges børn eller forældre. Bestemmelsen
    omfatter heller ikke f.eks. den pågældendes kæreste, hvis
    ikke kæresten bor sammen med den skyldige.
    Efter straffelovens § 76 a, stk. 3, 1. pkt., kan der under
    betingelser som nævnt i stk. 1 foretages hel eller delvis kon-
    fiskation af formuegoder overdraget til en juridisk person,
    som den pågældende alene eller sammen med sine nærmeste
    har en bestemmende indflydelse på. Det samme gælder efter
    2. pkt., hvis den pågældende oppebærer en betydelig del af
    den juridiske persons indtægter. Konfiskation kan dog ikke
    ske, hvis formuegodet er overdraget til en juridisk person
    mere end 5 år før den strafbare handling, som danner grund-
    lag for konfiskation efter stk. 1.
    Muligheden for udvidet udbyttekonfiskation hos ægtefæller,
    samlevere og juridiske personer i straffelovens § 76 a, stk.
    2 og 3, er i bestemmelsens forarbejder begrundet med, at
    det meget nære interessefællesskab mellem henholdsvis den
    skyldige, ægtefællen, samleveren og den juridiske person
    gør det rimeligt at udstrække pligten til at redegøre for, hvor
    formuen stammer fra, til disse personer, jf. Folketingstiden-
    de 1996-97, tillæg A, L 98 som fremsat, side 2504.
    Afgrænsningen af begrebet »nærmeste« i straffelovens § 76
    a, stk. 3, forudsættes foretaget i overensstemmelse med det
    tilsvarende begreb i retsplejelovens § 171 om, hvem der er
    fritaget for den almindelige pligt til at afgive forklaring i ret-
    ten, som følger af lovens § 168, stk. 1, jf. Folketingstidende
    1996-97, tillæg A, L 98 som fremsat, side 2507 og 2516.
    Efter forarbejderne til retsplejelovens § 171 skal det i hvert
    enkelt tilfælde afgøres, hvem der er at anse som »nærme-
    ste«. Det bemærkes endvidere, at udtrykket i hvert fald
    omfatter ægtefælle, slægtninge i lige linje og søskende,
    adoptiv- og plejebørn samt adoptiv- og plejeforældre. Under
    hensyntagen til forholdene i den enkelte familiekreds vil
    bestemmelsen yderligere kunne omfatte samlevere, forlove-
    de, andre slægtninge, som den pågældende er nært knyttet
    til, samt nært besvogrede, jf. betænkning nr. 316/1962 om
    vidner, side 50.
    Konkurslovens indeholder i § 2 en definition af begrebet
    »nærtstående«, der forstås som bl.a. »ægtefæller, slægtninge
    i op- og nedstående linje, søskende, de nævnte personers
    ægtefæller og andre personer, der har stået hinanden særligt
    nær« (nr. 1). Definitionen er bl.a. relevant for, hvornår dis-
    positioner kan kræves omstødt (jf. reglerne i lovens kapitel
    8) og habilitetskravene til bl.a. at virke som kurator (jf.
    lovens § 238).
    3.4.4.2. Justitsministeriets overvejelser
    Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, at
    aftalepartierne er enige om at udvide muligheden for konfi-
    skation af formuegoder.
    Kriminalitet må ikke kunne betale sig. Den nuværende
    værdigrænse er til hinder for, at der kan ske konfiskation
    af f.eks. designermøbler, der ikke overstiger værdigræn-
    sen. Det foreslås derfor at afskaffe værdigrænsen.
    Det må desuden ikke være muligt at bringe udbytte fra
    kriminalitet i sikkerhed hos andre for at omgå muligheden
    for konfiskation.
    Politiet har set eksempler på, at ægtefæller – med henblik
    på at omgå statens mulighed for at foretage udvidet udbytte-
    konfiskation af formuegoder hos ægtefællen – bliver skilt og
    derefter registreret med forskellige bopælsadresser.
    Tilsvarende vil der kunne forekomme situationer, hvor per-
    57
    soner, uden at have været gift, er kærester og har en tæt
    relation, uanset at de ikke bor sammen.
    I sådanne situationer vil det meget nære interessefællesskab,
    der begrunder udvidet udbyttekonfiskation hos andre end
    den tiltale, også kunne være til stede, hvorfor det efter Ju-
    stitsministeriets opfattelse er rimeligt, at disse personer skal
    redegøre for, hvor formuen stammer fra.
    Det foreslås derfor ydermere at udvide den personkreds, der
    kan være genstand for udvidet udbyttekonfiskation.
    3.4.4.3. Den foreslåede ordning
    3.4.4.3.1. Ophævelse af værdigrænsen i straffelovens § 76 a
    Den nugældende værdigrænse fremgår ikke af ordlyden i
    straffelovens § 76 a, men derimod af bestemmelsens forar-
    bejder. Det foreslås derfor overalt i bestemmelsen at ændre
    »formuegoder« til »formueaktiver«. Der er tale om en æn-
    dring af bestemmelsens ordlyd, der alene har til formål at
    give mulighed for i bemærkningerne at ophæve den forud-
    satte værdigrænse. Der tilsigtes ikke herved nogen ændring
    af, hvilke aktiver der kan være omfattet af bestemmelsen.
    Begrebet »formueaktiv« vil omfatte alle de aktivtyper, der i
    dag er omfattet af bestemmelserne, men således, at der ikke
    vil gælde en værdigrænse.
    Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 3, og bemærk-
    ningerne hertil.
    3.4.4.3.2. Udvidelse af personkredsen omfattet af straffelo-
    vens § 76 a
    Efter gældende ret kan der efter straffelovens § 76, stk. 4,
    ske konfiskation hos den, som udbytte ved en strafbar hand-
    ling er overdraget til. Tilsvarende kan der ske konfiskation
    af det overdragnes værdi. Bestemmelsen forudsætter, at er-
    hververen enten er bekendt med det overdragnes forbindelse
    med den strafbare handling eller har udvist grov uagtsomhed
    i denne henseende, eller at overdragelsen er sket som gave.
    Herudover kan der efter straffelovens § 76 a, stk. 2 og 3, ske
    udvidet udbyttekonfiskation af formuegoder, eller et beløb
    svarende til deres værdi eller en del heraf, hos den skyldiges
    ægtefælle eller samlever eller juridiske personer, som den
    skyldige sammen med sine nærmeste har en bestemmende
    indflydelse på, jf. stk. 5. Dette indebærer, at de nævnte per-
    soner skal sandsynliggøre, at deres formue er erhvervet på
    lovlig vis, jf. stk. 4.
    Det foreslås at ændre straffelovens § 76 a, stk. 2, således
    at bestemmelsen også kommer til at omfatte andre personer
    end ægtefæller eller samlevere, som den skyldige har en
    særlig tæt relation til.
    Ændringen vil medføre, at der vil kunne ske konfiskation af
    formuegoder tilhørende eksempelvis den skyldiges kæreste,
    uanset at de ikke bor sammen, hvis de efter en konkret
    vurdering har en særlig tæt relation. Tilsvarende vil der kun-
    ne ske konfiskation af aktiver hos den pågældendes børn,
    forældre eller søskende, hvis de efter en konkret vurdering
    har en særlig tæt relation.
    Det må afgøres efter en konkret vurdering, om den pågæl-
    dende har en særlig tæt relation til den skyldige. Det afgø-
    rende vil være, om de pågældende har et sådant interesse-
    fællesskab, at det er rimeligt at pålægge dem at redegøre for,
    om formuen er erhvervet lovligt. Der vil eksempelvis kunne
    lægges vægt på, om den pågældende ejer aktiver sammen
    med den dømte eller har hel eller delvis fællesøkonomi med
    den pågældende eller med en gruppe af personer.
    »Særlig tæt relation« skal forstås mere snævert end »nær-
    meste« i retsplejelovens § 171, stk. 1, og »nærtstående« i
    konkurslovens § 2, nr. 1. En familiemæssig tilknytning vil
    således ikke i sig selv være nok til, at der foreligger en
    særlig tæt relation. En særlig tæt relation vil dog have mere
    for sig, hvis der eksempelvis er tale om personer med fælles
    bopæl, f.eks. hjemmeboende børn, end hvis der eksempelvis
    er tale om bedsteforældre eller lignende, som den dømte må-
    ske ikke bor sammen med og måske ikke ser jævnligt. Vur-
    deringen må dog i alle tilfælde fortages konkret for hvert
    enkelt tilfælde.
    Tilsvarende vil der kunne lægges vægt på, om personer, der
    tidligere har boet sammen, men som er flyttet fra hinanden,
    opretholder et kæresteforhold.
    Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 4 og 5, og
    bemærkningerne hertil.
    3.4.5. Udvidelse af politiets muligheder for hemmelig
    ransagning
    3.4.5.1. Gældende ret
    Politiet kan efter reglerne i retsplejelovens kapitel 73 fore-
    tage ransagninger som led i efterforskningen af strafbare
    forhold.
    Som udgangspunkt skal den person, der har rådighed over
    den lokalitet eller genstand, som ransages, gøres bekendt
    med ransagningens foretagelse og grundlaget herfor, jf. rets-
    plejelovens § 798, stk. 2 og 3.
    Som en undtagelse hertil bestemmer retsplejelovens § 799,
    stk. 1, 1. pkt., at såfremt det er af afgørende betydning
    for efterforskningen, at ransagningen foretages, uden at den
    mistænkte eller andre gøres bekendt hermed, kan retten ved
    kendelse træffe bestemmelse herom og om, at reglerne i §
    798, stk. 2, 1.-4. pkt., og stk. 3, fraviges, hvis efterforsknin-
    gen angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel
    12 eller 13 eller en overtrædelse af straffelovens § 125 a, §
    180, § 183, stk. 1 og 2, § 183 a, § 186, stk. 1, § 187, stk. 1,
    § 191, § 192 a, § 192 b, stk. 1-3, § 237, § 262 a, § 262 b, §
    286, stk. 1, jf. § 276, § 286, stk. 1, jf. § 276 a, § 288 eller §
    289.
    Efter retsplejelovens § 799, stk. 1, 2. pkt., kan hemmelig
    58
    ransagning ikke foretages af husrum, andre lokaliteter eller
    genstande, som nogen, der efter reglerne i § 170 er udeluk-
    ket fra eller efter reglerne i § 172 er fritaget for at afgive
    forklaring som vidne i sagen, har rådighed over.
    Det følger af retsplejelovens § 799, stk. 2, at en række
    bestemmelser finder anvendelse på de tilfælde, der er om-
    handlet i stk. 1, 1. pkt. Det drejer sig om retsplejelovens §
    783, stk. 3 og 4, § 784, § 785 samt § 788.
    Det betyder bl.a., at retten i ransagningskendelsen skal fast-
    sætte et tidspunkt, inden for hvilket indgrebet kan foretages,
    jf. § 783, stk. 3. Dette tidsrum skal være så kort som muligt
    og må ikke overstige 4 uger ad gangen. Forlængelsen sker
    ved kendelse.
    Dog kan politiet i medfør af retsplejelovens § 783, stk. 4,
    foretage indgrebet uden forudgående retskendelse, hvis ind-
    grebets øjemed ville forspildes, såfremt retskendelse skulle
    afventes. I så fald skal politiet snarest muligt og senest inden
    24 timer fra indgrebets iværksættelse forelægge sagen for
    retten. Retten afgør ved kendelse, om indgrebet kan godken-
    des, samt om det kan opretholdes, og i bekræftende fald for
    hvilket tidsrum.
    Burde indgrebet efter rettens opfattelse ikke være foretaget,
    skal retten give meddelelse herom til Rigsadvokaten. Ind-
    greb, der efter rettens opfattelse ikke burde være foretaget
    af Politiets Efterretningstjeneste, indberettes til Justitsmini-
    steriet, jf. retsplejelovens § 783, stk. 4, 4. og 5. pkt.
    3.4.5.2 Justitsministeriets overvejelser
    Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, at
    aftalepartierne er enige om at udvide politiets muligheder
    for hemmelig ransagning.
    Det er politiets vurdering, at muligheden for at udføre hem-
    melig ransagning i sager om overtrædelse af straffelovens
    § 286, stk. 2, jf. § 279 (bedrageri af særligt grov beskaffen-
    hed), § 286, stk. 2, jf. § 279 a (databedrageri af særligt grov
    beskaffenhed), § 290, stk. 2, jf. stk. 1 (hæleri af særligt grov
    beskaffenhed), og § 290 a, stk. 2, jf. stk. 1 (hvidvask af
    særligt grov beskaffenhed) kan give efterforskningsmæssig
    værdi i forhold til bevissikring og beslaglæggelse af værdi-
    er og dermed også i forhold til bevisførelsen i forbindelse
    med retsforfølgningen. Det kan således være afgørende for
    bevisførelsen i en straffesag at få fastlagt, at f.eks. kontanter
    hidrører fra kriminelle forhold, og hvor store summer der er
    håndteret af de mistænkte. I den forbindelse vurderer politi-
    et, at hemmelig ransagning ofte vil være eneste mulighed
    for at sandsynliggøre omfanget af bl.a. hvidvask, hvilket kan
    have betydning for vurderingen af forbrydelsens omfang og
    udmåling af straf. Der er således tale om sagstyper, hvor
    bevisindsamlingen sker, mens kriminaliteten pågår, hvorfor
    hemmelig ransagning kan være særligt afgørende. Det gæl-
    der f.eks. bevissikring af kommunikation mellem mistænkte
    på IT-udstyr, som i mange tilfælde slettes løbende og ikke
    kan indsamles ved f.eks. aflytning.
    På den baggrund er det Justitsministeriets vurdering, at po-
    litiets muligheder for hemmelig ransagning bør udvides til
    også at omfatte visse former for alvorlig økonomisk krimi-
    nalitet, da det i denne type af sager kan være af afgørende
    betydning for efterforskningen, at ransagning kan foretages,
    uden at den mistænkte eller andre gøres bekendt hermed.
    3.4.5.3 Den foreslåede ordning
    Det foreslås, at retsplejelovens § 799, stk. 1, 1. pkt., ændres,
    således at politiet vil få mulighed for at foretage hemme-
    lig ransagning hvis efterforskningen angår overtrædelser af
    straffelovens § 286, stk. 2, jf. § 279, § 286, stk. 2, jf. § 279
    a, § 290, stk. 2, jf. stk. 1, og § 290 a, stk. 2, jf. stk. 1.
    Den foreslåede ændring indebærer, at politiets mulighed for
    at foretage ransagning, uden at den mistænkte eller andre
    gøres bekendt hermed, udvides, således at indgrebet kan
    foretages ved de nævnte straffelovsovertrædelser.
    Der foreslås ingen ændringer af de øvrige betingelser for
    hemmelig ransagning efter retsplejelovens § 799.
    Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 12, og be-
    mærkningerne hertil.
    3.4.6. Udvidelse af den tidsmæssige udstrækning af for-
    svarerpålæg
    3.4.6.1. Gældende ret
    Efter retsplejelovens § 729 a, stk. 3, har forsvareren i straf-
    fesager adgang til at gøre sig bekendt med det materiale,
    som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, sigtelsen
    angår. Forsvareren skal have udleveret kopi af materialet,
    i det omfang det uden ulempe kan kopieres. Forsvareren
    må ikke uden politiets samtykke overlevere det modtagne
    materiale til sigtede eller andre. Politiet skal give samtykke
    hertil, hvis det findes ubetænkeligt.
    Efter retsplejelovens § 729 a, stk. 4, kan politiet, hvis det
    er nødvendigt af hensyn til fremmede magter, til statens
    sikkerhed, til sagens opklaring, til tredjemand, herunder til
    et vidnes sikkerhed, eller til efterforskningen af en anden
    verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan
    straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør
    en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller
    13, give forsvareren pålæg om ikke at videregive de oplys-
    ninger, som forsvareren har modtaget fra politiet (forsvarer-
    pålæg). Hensynet til sagens opklaring omfatter bl.a. hensyn
    til sikring af krav i sagen. Pålægget kan udstrækkes, indtil
    tiltalte har afgivet forklaring under hovedforhandlingen.
    Afgørelser efter retsplejelovens § 729 a, stk. 4, træffes
    under efterforskningen af politiet. Politiets afgørelse kan
    indbringes for retten, jf. retsplejelovens § 746, stk. 1, hvor-
    efter retten afgør tvistigheder om lovligheden af politiets
    efterforskningsskridt. Bortfalder det hensyn, der begrunder
    begrænsningen i forsvarerens adgang til at videregive oplys-
    59
    ninger til sin klient, på et tidligere tidspunkt, skal politiet af
    egen drift ophæve pålægget.
    At et forsvarerpålæg ikke kan udstrækkes længere, end til
    tiltalte har afgivet forklaring under hovedforhandlingen, har
    navnlig til formål at sikre, at tiltalte i straffesager kan vareta-
    ge deres interesser på et oplyst grundlag.
    Retsplejelovens § 748 indeholder regler om forsvarerens og
    den sigtedes beføjelser ved retsmøder, der afholdes i forbin-
    delse med efterforskningen.
    Det følger af retsplejelovens § 748, stk. 6, at hvis sigtede
    har været udelukket fra at overvære et retsmøde, skal retten,
    hvis sigtede er til stede, og ellers politiet snarest gøre ham
    bekendt med, hvad der er tilført retsbogen. Hvis de særlige
    hensyn, som har begrundet udelukkelsen, fortsat er til stede,
    kan sigtede dog af retten afskæres herfra, ligesom retten kan
    pålægge forsvareren ikke at give sigtede underretning om,
    hvad der er passeret i retsmødet. Pålægget kan udstrækkes,
    indtil tiltalte har afgivet forklaring under hovedforhandlin-
    gen.
    3.4.6.2. Justitsministeriets overvejelser
    Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, at
    aftalepartierne er enige om at udvide den tidsmæssige ud-
    strækning af forsvarerpålæg.
    En øget kompleksitet i den organiserede kriminalitet inde-
    bærer, at politiet i stigende grad foretager finansielle efter-
    forskninger. Formålet med finansielle efterforskninger er at
    sikre krav i sagen, f.eks. ved beslaglæggelse og konfiskation
    af udbytte fra økonomisk kriminalitet.
    De gældende regler om den tidsmæssige udstrækning af
    forsvarerpålæg tager ikke i tilstrækkelig grad højde for de
    særlige hensyn, som gør sig gældende i forbindelse med
    politiets finansielle efterforskninger. Finansielle efterforsk-
    ninger kan foretages både forud for tiltalerejsning, under ho-
    vedforhandlingen og efter, at der er afsagt dom, og vil kunne
    pågå, indtil alle krav i sagen er sikret, herunder med henblik
    på konfiskation, dækning af erstatningskrav, bødekrav og
    sagsomkostninger.
    Som eksempel kan nævnes en sag, hvor hovedforhandlingen
    strækker sig over en længere periode, og hvor politiet efter
    hovedforhandlingens start bliver opmærksom på et aktiv,
    som bør beslaglægges. I et sådant tilfælde vil politiet ikke
    efter gældende ret kunne give forsvarerpålæg med hensyn
    til oplysninger om denne efterfølgende del af efterforsknin-
    gen, hvorfor tiltalte, senest når den pågældende har afgi-
    vet forklaring under hovedforhandlingen, vil kunne blive
    bekendt med oplysningerne og dermed have mulighed for
    at træffe foranstaltninger, der hindrer beslaglæggelse af ak-
    tivet. En lignende problemstilling kan opstå for andre efter-
    forskningsskridt og efter, at der er afsagt dom.
    Justitsministeriet finder på den baggrund, at forsvarerpålæg
    bør kunne udstrækkes til efter, at den tiltalte har afgivet
    forklaring under hovedforhandlingen, når det er nødvendigt
    af hensyn til sikring af krav i sagen og ikke giver anledning
    til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af den på-
    gældendes forsvar.
    3.4.6.3. Den foreslåede ordning
    Det foreslås, at forsvarerpålæg efter retsplejelovens § 729
    a, stk. 4, skal kunne udstrækkes til at gælde så længe, det
    er nødvendigt af hensyn til sikring af krav i sagen, hvis
    det ikke giver anledning til væsentlige betænkeligheder for
    varetagelsen af den pågældendes forsvar.
    Det foreslås desuden at indføre en særlig bestemmelse om
    indbringelse for retten af forsvarerpålæg efter retsplejelo-
    vens § 729 a, stk. 4, som udstrækkes til efter, at tiltalte har
    afgivet forklaring under hovedforhandlingen.
    Det foreslås således, at retten efter begæring fra forsvareren
    træffer afgørelse om, hvorvidt et forsvarerpålæg, der også
    gælder efter, at tiltalte har afgivet forklaring under hovedfor-
    handlingen, kan opretholdes.
    Det foreslås endvidere, at retten på begæring skal kunne
    bestemme, at der ikke skal gives sigtede underretning om
    retsmøder angående forsvarerpålæg, der er udstrakt til efter,
    at tiltalte har afgivet forklaring under hovedforhandlingen,
    som den sigtedes forsvarer har indbragt for retten, hvis det
    er nødvendigt af hensyn til sikring af krav i sagen. Retten vil
    desuden kunne bestemme, at sigtede skal være udelukket fra
    at overvære sådanne retsmøder helt eller delvis, hvis det er
    nødvendigt af hensyn til sikring af krav i sagen.
    Endelig foreslås det, at pålæg efter retsplejelovens § 748,
    stk. 6, skal kunne udstrækkes til at gælde så længe, det er
    nødvendigt af hensyn til sikring af krav i sagen, medmindre
    det giver anledning til væsentlige betænkeligheder for vare-
    tagelsen af den pågældendes forsvar.
    Den tidsmæssige udstrækning af forsvarerpålæg efter rets-
    plejelovens § 748, stk. 6, vil herefter svare til den foreslåede
    tidsmæssige udstrækning af forsvarerpålæg omfattet af rets-
    plejelovens § 729 a, stk. 4.
    De foreslåede muligheder for at udstrække forsvarerpålæg
    til efter, at tiltalte har afgivet forklaring under hovedfor-
    handlingen, vil alene kunne anvendes, hvis det i den konkre-
    te sag ikke giver anledning til væsentlige betænkeligheder
    for varetagelsen af den pågældendes forsvar. Oplysninger
    om finansielle efterforskninger med henblik på sikring af
    krav i sagen, må dog antages i almindelighed ikke at have
    betydning for sigtedes muligheder for at varetage sit forsvar.
    Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 4, 5 og 6, og
    bemærkningerne hertil.
    3.5. Flere og bedre værktøjer til myndighederne
    3.5.1. Ophævelse af forbuddet mod at bruge civile agen-
    ter
    60
    3.5.1.1. Gældende ret
    3.5.1.1.1. Reglerne om civile agenter
    Retsplejelovens §§ 754 a-754 e indeholder nærmere regler
    om politiets brug af agenter som led i efterforskningen af
    lovovertrædelser. Bestemmelserne blev indført ved lov nr.
    319 af 4. juni 1986 og er senere ændret ved navnlig lov
    nr. 436 af 10. juni 2003, hvor muligheden for anvendelse
    af civile agenter blev indført, og lov nr. 967 af 26. juni
    2020, der vedrørte politiets muligheder for efterforskning på
    internettet og indførte den nugældende retstilstand.
    Ved agentvirksomhed forstås, at politiet som led i efterforsk-
    ningen af en lovovertrædelse foranlediger, at der tilbydes
    bistand til (første led) eller træffes foranstaltninger med hen-
    blik på at tilskynde nogen til (andet led) at udføre eller
    fortsætte lovovertrædelsen, jf. § 754 a, stk. 1. Ved første
    led udgår initiativet til aktionen fra politiet eller agenten. Er
    initiativet udgået fra den mistænkte, kan det første led ik-
    ke bringe aktionen ind under agentbegrebet. Det andet led
    omfatter derimod også tilfælde, hvor initiativet er udgået
    fra den mistænkte. Andet led forudsætter i stedet, at der
    er tale om et tilrettelagt arrangement og ikke en tilfældigt
    opstået situation, jf. »træffes foranstaltninger«, og at dette
    arrangement specifikt tilsigter at fremme lovovertrædelsens
    udførelse eller fortsættelse ved at tilskynde nogen hertil. Der
    henvises til betænkning nr. 1023/1984 fra Justitsministeriets
    strafferetsplejeudvalg, side 157 f.
    Den nedre grænse for agentvirksomhed fastlægges i retsple-
    jelovens § 754 a, stk. 2, hvorefter foranstaltninger, der træf-
    fes med henblik på at tilskynde nogen til at udføre eller fort-
    sætte en lovovertrædelse, ikke omfattes af agentbegrebet,
    hvis politiet ikke herved påvirker væsentlige omstændighe-
    der ved lovovertrædelsen, eller hvis en sådan tilskyndelse
    alene består i politiets erhvervelse af rettigheder, genstande
    eller andet materiale, der i et nærmere bestemt omfang er
    udbudt på internettet. Bestemmelsens første led blev indført
    ved lov nr. 436 af 10. juni 2003 og tager navnlig sigte
    på såkaldte kontrollerede leverancer, der gør det muligt for
    politiet i begrænset omfang at påvirke gennemførelsen af
    eksempelvis en narkotikaleverance, uden at aktiviteterne bli-
    ver omfattet af agentreglerne. Politiet vil eksempelvis kunne
    udskifte leverancen med ufarligt materiale, indlogere kure-
    ren på hotel, aflytte kurerens samtale med bagmænd og
    lignende. Dette led i bestemmelsen er en lovfæstelse af den
    retstilstand, der kan udledes af Højesterets dom af 6. novem-
    ber 1996 i sag nr. I 187/1996, offentliggjort i Ugeskrift for
    Retsvæsen 1997, side 82. Der henvises til Folketingstiden-
    de 2002-03, tillæg A, L 218 som fremsat, side 6713 og
    6751. Bestemmelsens sidste led om erhvervelse af genstan-
    de udbudt på internettet blev indsat ved lov nr. 967 af 26.
    juni 2020.
    Den øvre grænse fastlægges i retsplejelovens § 754 b, stk.
    1, hvorefter agentvirksomhed efter § 754 a, stk. 1, ikke
    må bevirke en forøgelse af lovovertrædelsens omfang el-
    ler grovhed. Dette benævnes undertiden også som »provo-
    kationsforbuddet«. Den omstændighed, at politiet har over-
    skredet grænserne for lovlig agentvirksomhed, kan efter
    bestemmelsens forarbejder ikke fritage hovedmanden for
    strafansvar udover i helt særlige tilfælde. Dog vil det ifølge
    forarbejderne være naturligt, at retten ved strafudmålingen
    tager hensyn til overskridelse af provokationsforbuddet ved
    eventuelt at nedsætte straffen eller – navnlig ved mindre
    alvorlige lovovertrædelser – efter omstændighederne ved at
    træffe bestemmelse om strafbortfald. Der henvises til Straf-
    feretsplejeudvalgets betænkning nr. 1023/1984, side 193 f.
    Som eksempel fra retspraksis kan henvises til Østre Lands-
    rets dom af 1. august 2023 i sag nr. S-1434-23, offentlig-
    gjort i Tidsskrift for Kriminalret 2023, side 449 ff., der
    vedrørte køb af 3 pistoler og ammunition på en krypteret
    kommunikationstjeneste. Landsretten mente ikke, at tiltal-
    te af en udenlandsk politiagent var blevet provokeret til
    at købe mere end en pistol, og provokationsforbuddet var
    derfor ikke overtrådt. Det var et stridspunktet i sagen, om
    provokationsforbuddet var overtrådt derved, at tiltalte havde
    foreslået levering til sit hjem, men at politiagenten havde
    foreslået levering på et offentligt sted, hvilket tiltalte accep-
    terede. Landsretten fandt efter en samlet vurdering af for-
    løbet i forbindelse med handlen ikke, at der var sket en
    overskridelse af provokationsforbuddet.
    Som yderligere eksempel kan nævnes Højesterets dom af
    15. november 2001 i sag nr. II 106/2001, offentliggjort i
    Ugeskrift for Retsvæsen 2002, side 340 ff., der angik ind-
    førsel af kokain og forsøg herpå. Højesterets flertal udtalte
    vedrørende forhold 10, at forsøget på indførslen af kokainen
    var fremkaldt af en person, der var agent for det østrigske
    politi, og at agentens adfærd ville have været i strid med
    provokationsforbuddet, hvis den havde været udøvet på ini-
    tiativ af dansk politi. Flertallet udtalte endvidere, at det ved
    den strafferetlige vurdering ikke kunne tillægges betydning,
    at provokationen var foretaget af en udenlandsk myndighed
    uden medvirken af dansk politi, samt at overskridelse af pro-
    vokationsforbuddet efter forarbejderne til agentreglerne ikke
    skal fritage gerningsmanden for ansvar, medmindre der fore-
    ligger særlige omstændigheder, men at der eventuelt kunne
    tages hensyn hertil ved strafudmålingen. Flertallet fandt ikke
    grundlag for strafbortfald i den konkrete sag, men udtalte,
    at mængden af kokain i forhold 10 var væsentligt større end
    i de øvrige forhold, og at det derfor ikke kunne udelukkes,
    at agentens overskridelse af provokationsforbuddet havde
    forøget lovovertrædelsens grovhed. Flertallet tiltrådte derfor,
    at agentvirksomheden var tillagt betydning ved strafudmå-
    lingen. En enkelt dommer ville frifinde de tiltalte for det
    nævnte forhold.
    Agentvirksomhed må efter retsplejelovens § 754 b, stk. 2, 1.
    pkt., alene udføres af polititjenestemænd og ansatte i politi-
    et med særlige efterforskningsmæssige kvalifikationer. Den
    sidstnævnte persongruppe blev tilføjet til bestemmelsen ved
    lovændringen i 2020. På baggrund af bl.a. en utrykt byrets-
    kendelse lægges i forarbejderne til loven fra 2003 til grund
    som gældende ret, at også udenlandske tjenestemænd, der
    udøver politimyndighed, vil kunne virke som agenter, jf.
    61
    Folketingstidende 2002-03, tillæg A, L 218 som fremsat,
    side 6709 f. Efter § 754 b, stk. 2, 2. pkt., kan civile personer
    dog efter aftale med politiet yde bistand til at udføre eller
    fortsætte den lovovertrædelse, der efterforskes, når den bi-
    stand, der ydes, er yderst beskeden i forhold til lovovertræ-
    delsen.
    For så vidt angår persongruppen, der ikke er polititjeneste-
    mænd, er det forudsat at disse er ansatte i politiet og end-
    videre har de rette kompetencer til at udføre sådant efter-
    forskningsarbejde, uanset om disse måtte være personer med
    politimæssig eller anden uddannelsesmæssig baggrund. Der
    må i hvert enkelt tilfælde foretages en vurdering af, om den
    pågældende har de nødvendige forudsætninger for at kunne
    udføre agentvirksomhed på en korrekt og hensigtsmæssig
    måde.
    Det vil bl.a. kunne have betydning, om den pågældende har
    en politimæssig baggrund og dermed allerede vil have et
    uddannelsesmæssigt kendskab til, hvordan efterforsknings-
    virksomhed generelt bør gennemføres. Omvendt ligger der
    heri også en forventning om, at der må stilles krav om særlig
    baggrund eller viden, når ansatte uden en politimæssig bag-
    grund skal foretage agentvirksomhed. Dette kan f.eks. være
    universitetsuddannede analytikere med ekspertise i såkaldt
    ”open source intelligence”, det vil sige efterretningsarbejde i
    åbne kilder på internettet. Der henvises til Folketingstidende
    2020-21, tillæg A, L 104 som fremsat, side 16.
    Den bistand, som civile personer lovligt kan udføre som
    agenter, vedrører ifølge forarbejderne til retsplejelovens §
    754 b, stk. 2, 2. pkt., den situation, hvor politiet tager initia-
    tiv til at foranledige, at nogen tilbydes bistand til at udføre
    eller fortsætte lovovertrædelsen, der efterforskes (første led
    af agentbegrebet). Bestemmelsen tager sigte på de tilfælde,
    hvor en person efter aftale med politiet søger kontakt i mil-
    jøet med henblik på at introducere en politiagent og i den
    forbindelse medvirker til den lovovertrædelse, der efterfors-
    kes, ved at tilbyde sin bistand til at udføre eller fortsætte
    lovovertrædelsen. Der kan eksempelvis være tale om, at
    personen efter aftale med politiet udgiver sig for at være
    mellemmand for en opdigtet køber af narkotika (politiet) og
    i den forbindelse afgiver bestilling på en vareprøve.
    Det er endvidere ved indførelsen af retsplejelovens § 754
    b, stk. 2, 2. pkt., forudsat, at den aktivitet, som en civil
    person lovligt kan udføre (det vil sige den lovovertrædelse,
    som bistanden indebærer) – når betingelserne for agentvirk-
    somhed i øvrigt er opfyldt – skal sættes i forhold til den
    lovovertrædelse, der efterforskes. Det følger heraf, at med-
    delerens bistand (f.eks. størrelsen af vareprøven) kan være
    mere omfattende ved efterforskning af meget alvorlige lov-
    overtrædelser, f.eks. meget betydelige kvanta narkotika. At
    bistanden skal være yderst beskeden indebærer imidlertid
    ikke, at bistanden ikke konkret må være afgørende i forhold
    til opklaringen af den lovovertrædelse, der efterforskes. I
    sager om efterforskning af alvorlig narkotikakriminalitet vil
    det efter det oplyste ofte forholde sig således, at hovedman-
    den ville få mistanke om, at politiet er involveret, hvis ikke
    den civile person først har bestilt en vareprøve.
    Der henvises til Folketingstidende 2002-03, tillæg A, L 218
    som fremsat, side 6711 f. og 6751 f.
    Under Folketingets behandling af lovforslaget, der indførte
    retsplejelovens § 754 b, stk. 2, 2. pkt., blev det af Justits-
    ministeriet understreget, at bestemmelsen alene tager sigte
    på tilfælde, hvor der er behov for at introducere en politi-
    agent i det kriminelle miljø, som politiets efterforskning er
    rettet mod, og at de handlinger, som den civile person kan
    foretage, vil omfatte tillidsskabende handlinger, der sigter
    på at fremme politiagentens muligheder for at komme til
    at virke. Det blev ligeledes fremhævet, at det således er
    udelukket, at en civil person kan bistå politiet på en måde,
    som er omfattet af agentreglerne, hvis dette ikke sker i sam-
    menhæng med en planlagt politiagentaktion. Der henvises
    til pkt. 2 i Justitsministeriets svar på spørgsmål nr. 9 af 9.
    maj 2003 fra Folketingets Retsudvalg til lovforslag nr. L 218
    som fremsat den 23. april 2003, jf. Retsudvalget 2002-03,
    bilag 36.
    Det blev endvidere understreget, at det kendetegnende for
    den yderst beskedne bistand, som en civil person efter be-
    stemmelsen vil kunne yde, er, at den civile persons bistand
    alene består i enkle, klart afgrænsede handlinger, som poli-
    tiet kan give præcise instruktioner om. Som eksempler næv-
    nes arrangering og deltagelse i møder mellem sælgeren af et
    kvantum heroin og en politiagent. Tilsvarende understreges
    det, at det ikke vil være lovligt for den civile person aktivt
    at deltage i forhandlingerne om narkotikahandlen eller i øv-
    rigt at handle som køber af stoffet. Der vil i sidstnævnte
    eksempel i så fald være tale om egentlige agenthandlinger,
    som kun kan udføres af polititjenestemænd og ansatte i
    politiet med særlige efterforskningsmæssige kvalifikationer,
    jf. retsplejelovens § 754 b, stk. 2, 1. pkt. Der henvises til
    Justitsministeriets svar på spørgsmål nr. 6 af 8. maj 2003 fra
    Folketingets Retsudvalg til lovforslag nr. L 218 som fremsat
    den 23. april 2003, jf. Retsudvalget 2002-03, bilag 26.
    Som eksempel fra retspraksis vedrørende brug af civile
    agenter kan henvises til Højesterets dom af 12. december
    2017 i sag nr. 91/2016, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæ-
    sen 2018, side 1169 ff. Sagen angik indførsel og videreover-
    dragelse af kokain. I sagen havde en udenlandsk civil agent
    medvirket ved at deltage i direkte og indirekte forhandlinger
    med de tiltalte under møder i Colombia og København, og
    han havde tillige telefonisk kontakt med to af de tiltalte i
    perioden mellem to møder i Aarhus. Højesteret fandt, at
    provokationsforbuddet i retsplejelovens § 754 b, stk. 1, ikke
    var blevet overtrådt, og der var derfor ikke grundlag for at
    frifinde de tiltalte eller at lade straffen bortfalde. Højesteret
    tiltrådte imidlertid, at den civile agent var gået ud over, hvad
    der var yderst beskedent, jf. § 754 b, stk. 2, 2. pkt., hvilket
    blev tillagt betydning ved strafudmålingen.
    Politiet må i øvrigt kun bruge agenter, herunder civile agen-
    ter, når betingelserne for at anvende agenter i retsplejelovens
    62
    § 754 a, stk. 1, i øvrigt er opfyldt. Betingelserne er, 1) at der
    foreligger en begrundet mistanke om, at lovovertrædelsen er
    ved at blive begået eller forsøgt, 2) efterforskningsskridtet
    må antages at være af afgørende betydning for efterforsknin-
    gen, og 3) at efterforskningen angår en lovovertrædelse, som
    efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover,
    eller en overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 1 eller 2, §
    279, jf. § 285, § 279 a, jf. § 285, § 281, jf. § 285, § 290,
    stk. 1, eller § 290 a, stk. 1, af lovgivningen om euforiserende
    stoffer eller af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer, i
    det omfang overtrædelsen begås ved brug af internettet.
    De nugældende retningslinjer om agentvirksomhed findes
    i rigsadvokatmeddelelsens afsnit om meddelere og civile
    agenter.
    I politiet skal en agentansvarlig godkende, at en person
    kan anvendes som agent. En civil agent vil normalt være
    en person, der i forvejen fungerer som meddeler for politi-
    et. Godkendelsen foretages bl.a. ud fra en bedømmelse af
    den pågældendes tilknytning til det kriminelle miljø, tidlige-
    re domme m.v. Den konkrete bistand sker på baggrund af
    et godkendt, skriftligt oplæg. Der skal desuden udpeges en
    kontrollant, der skal kontrollere samarbejdet med den civile
    agent og varetage den overordnede polititaktiske styring af
    anvendelse af agenten; og der skal fastsættes retningslinjer
    om løbende kontrol af politiets håndtering af den civile
    agent og om afrapportering vedrørende den civile agents
    virksomhed. Kontrollanten skal i den forbindelse danne sig
    et indtryk af den civile agent og dennes personlighed. Der
    henvises til pkt. 2.2 i rigsadvokatmeddelelsens afsnit om
    meddelere og civile agenter, samt bemærkningerne til dette
    punkt i afsnittets bilag 1. Det fremgår endvidere af pkt. 2.2.3
    i afsnittet, at der skal kobles en anklager til den konkrete ef-
    terforskning, og at denne skal inddrages i alle drøftelser, be-
    slutninger m.v., der indebærer en juridisk vurdering og/eller
    stillingtagen, herunder spørgsmålet om, hvorvidt den civile
    agents bistand holder sig inden for det godkendte oplæg. Det
    fremgår desuden bl.a. af pkt. 2.2.4 i afsnittet, at politiet bl.a.
    skal orientere en person, der benyttes som civil agent, om,
    at de handlinger, som han foretager efter aftale med politiet,
    er straffri, men at andre kriminelle handlinger, han begår
    eller har begået, vil blive påtalt på samme måde som andres
    tilsvarende kriminalitet, og at han ikke kan forvente veder-
    lag eller andre former for belønning for sit samarbejde med
    politiet, men at der efter gældende regler er mulighed for
    at erstatte positive udgifter, han har haft, og for at yde den
    pågældende en dusør. Herudover fremgår det at, oplysninger
    modtaget fra den civile agent ligesom tilkendegivelse fra
    politiet til agenten skal kunne dokumenteres, jf. afsnittets
    pkt. 2.2.5.
    Normalt vil en civil agent være en person, der tillige funge-
    rer som meddeler for politiet. Der kan f.eks. ske det, at en
    meddeler fortæller politiet om planlagte kriminelle handlin-
    ger, hvor den pågældende selv har en rolle at spille og derfor
    har mulighed for at agere civil agent. Der henvises til rigs-
    advokatmeddelelsens afsnit om meddelere og civile agenter,
    bilag 1, bemærkningerne til pkt. 2.2.1. Det pågældende af-
    snit i rigsadvokatmeddelelsen indeholder i pkt. 2.1 en række
    forskrifter om brug af meddelere, hvoraf det bl.a. fremgår,
    at der skal udpeges en kontrollant, som skal danne sig et
    indtryk af meddeleren og hans pålidelighed (pkt. 2.1.3).
    Agentvirksomhed sker efter rettens kendelse, jf. nærmere
    retsplejelovens § 754 c, stk. 1, 1. pkt. Efter stk. 2, 1. pkt.,
    anføres i rettens kendelse de konkrete omstændigheder i
    sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for foranstaltnin-
    gerne er opfyldt. Forsvareren skal underrettes om foretagen
    agentvirksomhed, såfremt der rejses tiltale i sagen, jf. rets-
    plejelovens § 754 d, 1. pkt., og eventuelt allerede tidligere,
    jf. nedenfor. Forsvareren har herefter mulighed for at begære
    rettens efterfølgende prøvelse af agentvirksomhedens lovlig-
    hed, jf. retsplejelovens § 746, stk. 1. Rettens efterfølgende
    prøvelse kan eventuelt ske i forbindelse med hovedsagen,
    jf. betænkning nr. 1023/1984, side 181 ff., og eksempelvis
    Højesterets dom af 15. februar 2023 i sag nr. 48/2022, of-
    fentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2023, side 2003ff., og
    Østre Landsrets dom fra august 2023 nævnt ovenfor.
    I relation til civile agenter betyder kravet om rettens god-
    kendelse af agentvirksomhed efter retsplejelovens § 754 c,
    at anklagemyndigheden over for retten skal redegøre for,
    hvori den civile persons bistand vil bestå, og at retten skal
    godkende, at omfanget heraf holder sig inden for grænserne
    i § 754 b, stk. 2, 2. pkt. Der kan henvises til bl.a. pkt. 2 i
    Justitsministeriets svar på spørgsmål nr. 9 af 9. maj 2003 fra
    Folketingets Retsudvalg til lovforslag nr. L 218 som fremsat
    den 23. april 2003, jf. Retsudvalget 2002-03, bilag 36, samt
    til pkt. 3 i Justitsministeriets svar på spørgsmål nr. 40 af 27.
    maj 2003 fra Folketingets Retsudvalg til samme lovforslag,
    jf. Retsudvalget 2002-03, bilag 74, offentliggjort som bilag
    3 til Retsudvalgets tillægsbetænkning af 3. juni 2003 over
    lovforslaget, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg B, side
    1865 ff. (s. 1869).
    Er der en forsvarer for den sigtede allerede på det tidspunkt,
    hvor det kommer på tale at gøre brug af en civil agent,
    vil denne skulle orienteres om retsmødet og have mulighed
    for at overvære det, i det omfang dette følger af reglerne i
    retsplejelovens § 748.
    Reglerne om agenter finder efter retsplejelovens § 754 e
    ikke anvendelse ved efterforskning af overtrædelser af straf-
    felovens 12. kapitel, §§ 111-115 og § 118.
    3.5.1.1.2. Reglerne om indgrebsadvokater
    Retsplejelovens §§ 784 og 785 indeholder regler om såkald-
    te indgrebsadvokater. Reglerne findes i retsplejelovens kapi-
    tel 71 om indgreb i meddelelseshemmeligheden m.v., men er
    også gjort anvendelige på andre tvangsindgreb end indgreb i
    meddelelseshemmeligheden, f.eks. edition af registrerede og
    opbevarede trafikdata og lokaliseringsdata, jf. henvisningen
    i § 806, stk. 10.
    Efter retsplejelovens § 784, stk. 1, 1. pkt., skal retten, inden
    der træffes afgørelse, beskikke en advokat for den, der berø-
    res af indgrebet. Angår efterforskningen en overtrædelse af
    63
    straffelovens 12. og 13. kapitel, beskikkes advokaten efter
    2. pkt. fra den særlige kreds af advokater, som er nævnt
    i § 784, stk. 2. Rettens beslutning om, at advokaten ikke
    skal beskikkes fra denne særlige kreds, kan efter 3. pkt.
    påkæres til højere ret. Sidstnævnte bestemmelse indebærer,
    at afgørelsen vil kunne kæres uanset kærebegrænsningen i
    § 968, stk. 4, hvorefter kendelser og andre beslutninger, der
    afsiges under hovedforhandlingen eller under dennes forbe-
    redelse, kun kan kæres, hvis kendelsen eller beslutningen
    angår nogle nærmere angivne afgørelsestyper.
    Efter retsplejelovens § 784, stk. 2, antager justitsministeren
    for hver landsrets område et antal advokater, der kan beskik-
    kes i de i stk. 1, 2. pkt., nævnte sager. Justitsministeren fast-
    sætter efter stk. 2, 2. pkt., nærmere regler om de pågældende
    advokater, herunder om vagtordninger, om vederlag for at
    stå til rådighed og om sikkerhedsmæssige spørgsmål. Be-
    myndigelsen er udnyttet ved udstedelse af bekendtgørelse
    nr. 1630 af 21. december 2010 om advokater, der kan be-
    skikkes i visse sager om indgreb i meddelelseshemmelighe-
    den m.v.
    Efter retsplejelovens § 785, stk. 1, 1. pkt., skal en advokat,
    som er beskikket efter § 784, stk. 1, underrettes om alle
    retsmøder i sagen og er berettiget til at overvære disse samt
    til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har
    tilvejebragt. Advokaten er efter 2. pkt. endvidere berettiget
    til at få udleveret en genpart af materialet. Finder politiet,
    at materialet er af særlig fortrolig karakter, og at genpart
    heraf derfor ikke bør udleveres, skal spørgsmålet herom på
    begæring af advokaten af politiet indbringes for retten til
    afgørelse, jf. 3. pkt. Advokaten må efter 4. pkt. ikke give
    de modtagne oplysninger videre til andre eller uden politiets
    samtykke sætte sig i forbindelse med den, over for hvem
    indgrebet er begæret foretaget. Den beskikkede advokat må
    ikke, jf. 5. pkt., give møde ved anden advokat eller ved
    fuldmægtig.
    Bestemmelserne om beskikkede forsvarere i retsplejelovens
    kapitel 66, § 746, stk. 1, og § 748 a, stk. 3, samt bestemmel-
    serne i kapitel 91 om sagsomkostninger finder efter § 785,
    stk. 2, 1. pkt., tilsvarende anvendelse på den beskikkede
    advokat. Retten kan bestemme, at den beskikkede advokat
    ikke senere under sagen kan virke som forsvarer for nogen
    sigtet, jf. 2. pkt.
    Reglerne om indgrebsadvokater i retsplejelovens §§ 784 og
    785 blev indført ved den oprindelige affattelse af kapitel 71
    ved lov nr. 227 af 6. juni 1985. Reglerne blev indsat under
    Folketingets behandling af lovforslaget; og det blev i den
    forbindelse forudsat, at advokaten skulle beskikkes blandt
    en særlig begrænset kreds af advokater, som forudsættes
    at have opnået den nødvendige sikkerhedsgodkendelse. Der
    henvises til bemærkningerne til ændringsforslag nr. 7 i be-
    tænkning over lovforslag nr. L 164 som afgivet af Folke-
    tingets Retsudvalg den 23. maj 1985, jf. Folketingstidende
    1984-85, tillæg B, spalte 1714. Ændringsforslag nr. 7 blev
    fremsat af et mindretal i udvalget, men vedtaget i Folketin-
    get med bl.a. støtte fra justitsministeren, se Folketingstiden-
    de 1984-85, forhandlingerne, spalte 10699 og 10702.
    Retsplejelovens § 784, stk. 2, 2. pkt., blev ændret ved lov
    nr. 1552 af 21. december 2010. Ændringen var en sproglig
    præcisering. Ordet herunder blev tilføjet den hidtil gælden-
    de bestemmelse med henblik på at tydeliggøre, at bemyndi-
    gelsen ikke var begrænset til fastsættelse af regler om de
    pågældende advokaters vagtordninger, om vederlag for at
    stå til rådighed og om sikkerhedsmæssige spørgsmål, men
    også omfattede fastsættelse af andre relevante regler om de
    pågældende advokater. Der henvises til Folketingstidende
    2010-11, tillæg A, L 54 som fremsat, side 16.
    Regler om advokatbeskikkelse findes tilsvarende i retspleje-
    lovens § 729 c om afgørelse om fravigelser af reglerne om
    forsvarerens og sigtedes ret til aktindsigt efter §§ 729 a og
    729 b, jf. § 729 c, stk. 5 og 6. Efter § 729, stk. 5, 2. pkt.,
    beskikkes advokaten fra den særlige kreds af advokater, der
    er nævnt i stk. 6. Efter stk. 6, 1. pkt., antager justitsministe-
    ren for hver landsrets område et antal advokater, der kan
    beskikkes efter stk. 5. Justitsministeren fastsætter efter 2.
    pkt. nærmere regler om de pågældende advokater, herunder
    om vagtordninger, om vederlag for at stå til rådighed og om
    sikkerhedsmæssige spørgsmål. Bemyndigelsen er udnyttet
    ved udstedelse af bekendtgørelse nr. 1631 af 21. december
    2010 om advokater, der kan beskikkes i sager efter retspleje-
    lovens § 729 c om fravigelse af forsvarerens og sigtedes ret
    til aktindsigt.
    Den særlige kreds af advokater i § 729 c, stk. 6, blev indført
    ved lov nr. 1552 af 21. december 2010; og er begrundet med
    vigtigheden af, at identiteten på de advokater, der beskikkes
    i sager om indgreb i meddelelseshemmeligheden ved efter-
    forskning af overtrædelser af straffelovens 12. og 13. kapitel
    ikke videregives til uvedkommende. Der henvises til pkt. 5
    i lovforslagets almindelige bemærkninger samt bemærknin-
    gerne til § 2, nr. 1 og 2 (til § 729 c, stk. 5 og 6), i lovforslag
    nr. L 54 som fremsat den 10. november 2010.
    Reglerne om indgrebsadvokater gælder ikke vedrørende af-
    gørelser om anvendelse af agenter, herunder civile agenter.
    3.5.1.1.3. Den civile agents forklaring i retten
    Det skal afgøres efter retsplejelovens § 856, stk. 2, om den
    civile agent kan afhøres anonymt under hovedforhandlin-
    gen. De særlige regler i § 856, stk. 5, 6 og 8, om forklaringer
    afgivet af polititjenestemænd eller ansatte i politiet, der har
    udført agentvirksomhed gælder ikke for civile agenter.
    Efter retsplejelovens § 856, stk. 2, kan retten, hvis det må
    antages at være uden betydning for tiltaltes forsvar, på an-
    modning bestemme, 1) at et vidnes bopæl ikke må oplyses
    for tiltalte, hvis afgørende hensyn til vidnets sikkerhed taler
    for det (delvis anonymisering), eller 2) at et vidnes navn,
    stilling og bopæl ikke må oplyses for tiltalte, hvis afgørende
    hensyn til vidnets sikkerhed gør det påkrævet (fuldstændig
    anonymisering). Afgørelsen træffes på grundlag af en samlet
    vurdering af sagens omstændigheder, herunder eventuelle
    64
    oplysninger om vidnets forudgående tilknytning til tiltalte
    og oplysninger om sagens karakter, jf. § 856, stk. 3. Er der
    truffet bestemmelse efter stk. 2, nr. 2, kan retten yderligere
    bestemme, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens vidnet
    afhøres, jf. stk. 4. Tiltalte skal i så fald, når denne på ny
    kommer til stede i retslokalet, have oplysning om indholdet
    af forklaringen, jf. § 856, stk. 10, 1. og 2. pkt.
    Reglerne om anonym vidneførelse i retsplejelovens § 856
    blev i deres oprindelige form indført ved lov nr. 381 af 6.
    juni 2002 (dengang § 848). Stk. 3 blev indsat ved lov nr. 292
    af 11. april 2011. Det blev forudsat, at retten i hvert enkelt
    tilfælde foretager en vurdering af, om og i hvilket omfang
    hensynet til vidnet konkret kan begrunde en anonymisering,
    således at anonymisering i alle tilfælde sker i mindst muligt
    omfang. Herudover blev det forudsat, at der i hvert enkelt
    tilfælde foretages en afvejning mellem hensynet til det på-
    gældende vidne og til tiltalte, idet det kun vil være muligt at
    foretage anonymisering, hvis det må antages at være uden
    betydning for tiltalte. Der henvises til Folketingstidende
    2001-02 (2. samling), tillæg A, L 139 som fremsat, side
    3309, samt Folketingstidende 2010-11 (1. samling), tillæg
    A, L 139 som fremsat, side 7 f.
    Det blev i forarbejderne til retsplejeloves § 856, stk. 2 (den
    dagældende § 848, stk. 2) forudsat, at fuldstændig anony-
    misering i praksis ville kunne få betydning for såkaldte
    tilfældige vidner, det vil sige vidner, som ikke havde nogen
    tilknytning til tiltalte, jf. Folketingstidende 2001-02 (2. sam-
    ling), tillæg A, L 139 som fremsat, side 3307 f. Ved indsæt-
    telsen af § 856, stk. 3, ved lov nr. 292 af 11. april 2011
    blev muligheden for anvendelse af anonyme vidner udvidet,
    idet det med denne bestemme blev forudsat, at spørgsmålet
    måtte afgøres konkret og efter en samlet vurdering, og at
    anonym vidneførelse derfor også ville kunne komme på tale,
    selvom der ikke var tale om et tilfældigt vidne, det vil sige
    selv om der ikke var tale om et vidne uden tilknytning til
    tiltalte. Der henvises til Folketingstidende 2010-11 (1. sam-
    ling), tillæg A, L 139 som fremsat, side 8 f.
    Hvis anklagemyndigheden agter at anmode retten om at
    benytte reglerne om anonym vidneførelse i retsplejelovens §
    856, stk. 2, kan anklagemyndigheden give forsvareren pålæg
    om ikke at videregive oplysninger om vidnets bopæl (delvis
    anonymisering) eller navn, stilling og bopæl (fuldstændig
    anonymisering) til tiltalte, jf. § 838, stk. 2, 1. pkt. Retten kan
    efter § 845, stk. 1, nr. 7, efter anmodning fra anklagemyn-
    digheden forud for hovedforhandlingen træffe afgørelse om
    anvendelse af § 856, stk. 2.
    I tilfælde, hvor retten bestemmer, at et vidnes navn, stilling
    og bopæl ikke må oplyses for tiltalte, og at tiltalte skal forla-
    de retslokalet under vidnets forklaring, vil det i reglen være
    hensigtsmæssigt, at der træffes bestemmelse om dørlukning,
    jf. retsplejelovens § 29, for at undgå, at vidnets identitet kan
    røbes ad denne vej, jf. navnlig § 29, stk. 3, nr. 3, hvorefter
    dørlukning i straffesager kan ske, når sagens behandling i et
    offentligt retsmøde må antages at bringe nogens sikkerhed i
    fare.
    Hvis oplysninger om den civile agents identitet ikke indgår
    i sagen i medfør af retsplejelovens § 729 a, stk. 3, 1. pkt.,
    eller § 729 b, 2. pkt., eller er undtaget fra forsvarerens og
    sigtedes aktindsigt, jf. retsplejelovens § 729 c, kan den civile
    agent ikke indkaldes som vidne i sagen, jf. § 840.
    3.5.1.2. Strafferetsplejeudvalgets tidligere overvejelser om
    brug af civile agenter
    Justitsministeriets strafferetsplejeudvalg har tidligere over-
    vejet muligheden for brug af civile agenter, jf. betænkning
    nr. 1023/1984, side 177 ff.
    Udvalget fremhæver, at der er nogen betænkeligheder knyt-
    tet til at anvende civile personer (privatpersoner), herunder
    udlændinge, som agenter for politiet, og at betænkeligheder-
    ne stiger, såfremt den pågældende står i et særligt afhæn-
    gighedsforhold til politiet. Udvalget fremhæver, at man vil
    kunne frygte, at en sådan person i misforstået iver efter at
    foretage, hvad han tror, politiet vil være særligt tilfreds med,
    handler ubesindigt og herunder overtræder provokationsfor-
    buddet eller udsætter sig selv eller andre for fare.
    Udvalget overvejede generelt at forbyde civile personers an-
    vendelse som agenter, men fandt en sådan regel for restrik-
    tiv. Det var i den forbindelse afgørende for udvalget, at den
    meddeler, hvis oplysninger danner grundlag for aktionen,
    som regel ikke vil være politimand, men ofte vil tage en
    vis del i selve agentvirksomheden, navnlig på den måde, at
    han introducerer agenten for den eller de formodede hoved-
    mænd. Det var herudover afgørende for udvalget, at mulig-
    heden for at anvende en civil person som agent i særlige
    tilfælde kunne være en forudsætning for at skaffe bevis i en
    sag.
    Udvalgets forslag indeholdt derfor ikke et fuldstændigt for-
    bud mod anvendelse af civile agenter, men indebar derimod,
    at det blev forbudt at lade agentvirksomhed udføre af civile
    personer, der på grund af afhængighedsforhold til politiet el-
    ler andre omstændigheder må befrygtes ikke at ville udføre
    opgaven på betryggende måde med hensyn til overholdelse
    af provokationsforbuddet. Dette ville ifølge udvalget især
    kunne være tilfældet med hensyn til personer, der har verse-
    rende straffesager af ikke ubetydelig karakter, strafafsonere
    og personer, for hvem politiets behandling af løbende sager
    af anden art, f.eks. bevillingsmæssige sager eller sager om
    opholdstilladelse, vil være af væsentlig betydning.
    Udvalgets mindretal foreslog, at en række persongrupper af
    hensyn til den abstrakte risiko for udnyttelse af et afhængig-
    hedsforhold skulle udelukkes fra at virke som agenter:
    1) Personer, der selv mistænkes for strafbart forhold, med
    hensyn til hvilket en straffesag verserer.
    2) Personer, som er idømt frihedsstraf, der ikke endeligt er
    afsonet.
    3) Personer, som i øvrigt kan befrygtes at stå i et afhæn-
    gighedsforhold til politiet.
    Mindretallet ville dog efter omstændighederne ikke afvise
    flertallets lovudkast, idet dette gav mulighed for at udelukke
    65
    de nævnte personer, som agenter, hvor der virkelig er behov
    herfor.
    Udvalget understregede endvidere, at en vurdering af, hvor-
    vidt politiet overskrider den nedlagte grænse, må foretages
    dels ved politiets forudgående tilrettelæggelse af aktionen
    og dels ved den retlige kontrol.
    Der henvises endvidere til udvalgets forslag til retsplejelo-
    vens §§ 754 b og 754 c, jf. betænkning 1023/1984, side 196,
    og bemærkningerne hertil på side 206 f.
    Justitsministerens lovforslag byggede på Strafferetsplejeud-
    valgets forslag, men under Folketingets behandling blev for-
    slaget til agentregler ændret således, at der blev indført et al-
    mindeligt forbud mod anvendelse af civile agenter. Der blev
    i bemærkningerne til ændringsforslaget vedrørende civile
    agenter henvist til, at det efter forslagsstillernes opfattelse
    ikke var muligt at afgrænse en kreds af civile personer, som
    på en betryggende måde kunne anvendes som agenter, og at
    muligheden for at anvende personer, der ikke var polititjene-
    stemænd, som agenter derfor burde afskæres. Der henvises
    til ændringsforslag nr. 5 til § 1 og bemærkningerne hertil,
    jf. Folketingets Retsudvalgs betænkning som afgivet den 13.
    maj 1986, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg B, spalte
    1561 og 1563 f., over lovforslag nr. L 8 som fremsat den 2.
    oktober 1985.
    I denne affattelse blev retsplejelovens § 754 b, stk. 2, vedta-
    get ved lov nr. 319 af 10. juni 1986. Det nugældende 2. pkt.,
    der tillod brug af civile agenter i begrænset omfang, blev
    indført ved lov nr. 436 af 10. juni 2003, jf. pkt. 3.5.1.1.1 i
    lovforslagets almindelige bemærkninger.
    3.5.1.3. Justitsministeriets overvejelser
    Kriminalitet begået i bandemiljøet og lignende kriminelle
    miljøer er typisk kendetegnet ved, at toneangivende person-
    er i miljøet ikke selv involveres direkte i udførelsen af de
    kriminelle handlinger. Det vil således typisk være andre
    personer, der udfører forskellige handlinger som transport,
    opbevaring eller bortskaffelse af effekter.
    Det vil derfor styrke politiets arbejde med især bandekrimi-
    nalitet, men også anden alvorlig kriminalitet, herunder den
    grove og organiserede økonomiske kriminalitet, hvis politiet
    i sådanne tilfælde kan gøre brug af civile personer til agen-
    tvirksomhed.
    I dag kan civile personer kun anvendes som agenter under
    en efterforskning, hvis den bistand, der ydes, er yderst be-
    skeden i forhold til overtrædelsen.
    Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, at
    aftalepartierne er enige om at udvide politiets mulighed for
    at anvende civile agenter.
    En udvidelse vil give politiet bedre muligheder for at kunne
    bekæmpe alvorlig kriminalitet og især bandekriminalitet og
    grov organiseret økonomisk kriminalitet.
    Justitsministeriet er opmærksom på, at brugen af civile
    agenter indebærer en øget risiko for, at agentvirksomheden
    kan komme til at bevirke en forøgelse af lovovertrædelsens
    omfang eller grovhed, det vil sige overtræde provokations-
    forbuddet.
    De pågældende civile personer vil heller ikke have samme
    uddannelse og erfaring som polititjenestemænd og ansatte
    i politiet med særlige efterforskningsmæssige kvalifikatio-
    ner; og politiet vil ikke have samme tilsyns- og instruktions-
    beføjelser overfor civile personer, der antages som agenter,
    som overfor ansatte i politiet.
    Brugen af civile agenter har tidligere været drøftet i Justits-
    ministeriets strafferetsplejeudvalg, og det er ministeriets op-
    fattelse, at et forslag om udvidelse af agentreglerne derfor
    bør tage udgangspunkt i udvalgets overvejelser og forslag,
    der indeholder en mulighed for at gøre brug af civile agen-
    ter, hvis dette kan ske på betryggende måde, jf. pkt. 3.5.1.2 i
    lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Gennemførelse af Strafferetsplejeudvalgets forslag vil inde-
    bære en ophævelse af den bestemmelse i retsplejeloven,
    der som udgangspunkt forbyder brug af civile agenter. I
    stedet vil der blive stillet krav om, at agentvirksomhed ikke
    må udføres af civile personer, der ikke på grund af afhæn-
    gighedsforhold til politiet eller andre omstændigheder må
    befrygtes ikke at ville udføre opgaven på betryggende måde,
    herunder hvis der er risiko for, at der vil blive handlet i strid
    provokationsforbuddet i § 754 b, stk. 1.
    Dette vil efter Justitsministeriets opfattelse være en fleksibel
    ordning, hvor den civile agent kan foretage de samme hand-
    linger som en polititjenestemand, men hvor der til gengæld
    stilles krav til, hvilke civile personer der kan benyttes som
    agent.
    Justitsministeriet har i den forbindelse overvejet, om der bør
    stilles præcise krav til, hvilke handlinger den civile agent
    skal kunne foretage sig. Eksempelvis at den civile agent kun
    må yde bistand, der består i anskaffelse eller bortskaffelse af
    ulovlige effekter.
    Sådanne krav vil imidlertid ikke altid kunne dække alle
    de handlinger, der kan være behov for at foretage; og de
    vil desuden kunne vise sig forældede, hvis der sker en æn-
    dring i kriminalitetsbilledet. Endvidere ville sådanne krav
    kun dårligt kunne tage højde for alle de risici, der kan være
    forbundet med anvendelse af civile agenter.
    Justitsministeriet finder derfor, at et forslag om udvidelse
    af agentreglerne ikke bør stille andre krav til den bistand,
    den civile agent må yde, end hvad der i øvrigt gælder for
    agentvirksomhed.
    I stedet bør risikoen forbundet med brug af civile agenter,
    som beskrevet, ske ved, at der stilles krav til de personer,
    der anvendes, således at det så vidt muligt sikres, at der
    ikke anvendes personer, hvor der vil være en risiko for,
    66
    at provokationsforbuddet i retsplejelovens § 754 b, stk. 1,
    overtrædes.
    I den forbindelse må der tages højde for, at civile agenter
    ofte vil være personer med tilknytning til kriminelle miljøer,
    og som derfor i forvejen er eller har været involveret i kri-
    minelle aktiviteter i et eller andet omfang. Som civil agent
    bør derfor kun anvendes personer, som politiet har et så godt
    kendskab til, at man vurderer, at de forsvarligt kan virke
    som civil agent, og at man i fornøden grad kan kontrollere
    deres færden. Der kan f.eks. være tale om personer, der
    allerede virker som kilder eller meddelere for politiet, og
    som politiet derfor har kendskab til.
    Justitsministeriet finder, at de betingelser, som Strafferets-
    plejeudvalgets mindretal har stillet til de personer, der skal
    virke som civile agenter, er et godt udgangspunkt for vur-
    deringen af, hvilke personer der kan virke som civile agen-
    ter. Det centrale er dog, om politiet overfor retten kan godt-
    gøre, at man har valgt en person, som på betryggende måde
    kan agere som civil agent, og som man ikke har grund til
    at tro vil overtræde provokationsforbuddet, og som i fornø-
    den grad kan kontrolleres. Det vil i første omgang være
    en politifaglig vurdering, om en civil agent kan agere på
    betryggende måde.
    Ikke en hvilken som helst mistanke for et strafbart for-
    hold bør udelukke, at en person kan anvendes som civil
    agent. Det må bero på en konkret vurdering af, om det
    strafbare forhold er af en sådan karakter, at eksempelvis
    provokationsforbuddet kan befrygtes overtrådt, og det ikke
    er muligt i fornøden grad at kontrollere den civile agent.
    Der findes allerede i dag forskrifter om, hvordan politiet
    skal håndtere civile agenter, jf. herom i pkt. 3.5.1.1.1 i lov-
    forslagets almindelige bemærkninger.
    I forhold til Strafferetsplejeudvalgets forslag lægger Justits-
    ministeriet endvidere op til, at det udtrykkeligt kommer til at
    fremgå af loven, at brugen af civile agenter sker efter aftale
    med politiet, og at ikke kun en overtrædelse af provokati-
    onsforbuddet kan begrunde, at opgaven ikke kan udføres på
    betryggende måde. Eksempelvis vil det forhold at den civile
    agent udsættes for alvorlig fare, ikke nødvendigvis indebære
    en overtrædelse af provokationsforbuddet, men bør alligevel
    være en grund til, at en civil agent ikke må benyttes. Det
    er dog generelt forbundet med fare at virke som civil agent,
    hvilket må tages i betragtning ved vurderingen af agentvirk-
    somhedens forsvarlighed.
    Ligesom i dag bør brugen af agenter, herunder civile agen-
    ter, kræve forudgående retskendelse efter reglerne i retsple-
    jelovens § 754 c, ligesom retten efterfølgende vil kunne
    kontrollere, om agentvirksomheden har holdt sig inden for
    reglerne, herunder rettens kendelse. Politiet vil ved indhen-
    telse af retskendelsen skulle redegøre for, at anvendelsen
    af en civil agent er forsvarlig, samt at den pågældende på
    betryggende måde kan agere som civil agent, herunder at
    vedkommenende i fornøden grad kan kontrolleres, og hvor-
    dan kontrollen i praksis vil skulle foregå.
    I lyset af den beskrevne øgede risiko, der er forbundet med
    brug af civile agenter, finder Justitsministeriet i tillæg til
    Strafferetsplejeudvalgets forslag, at der, inden retten træffer
    afgørelse om anvendelse af en civil agent, bør beskikkes
    en advokat for den eller de personer, der kan blive berørt
    af agentvirksomheden. Dette svarer til gældende ret ved
    eksempelvis telefonaflytning.
    Beskikkelse af en advokat bør ske i alle tilfælde, hvor der
    anvendes civile agenter, det vil sige også i tilfælde, hvor
    der efter de gældende regler kan anvendes civile agenter
    uden beskikkelse af en advokat. Dette skal ses i lyset af, at
    der med forslaget lægges op til en væsentlig udvidelse af
    muligheden for at anvende civile agenter.
    Hvervet som civil agent kan være forbundet med stor fare
    for de involverede. Det er derfor afgørende, at oplysninger
    om brug af civile agenter holdes inden for en så snæver
    kreds så muligt. Advokaten bør derfor i alle tilfælde beskik-
    kes fra den særlige kreds af advokater, der er nævnt i rets-
    plejelovens § 729 c, stk. 6, jf. pkt. 3.5.1.1.2 i lovforslagets
    almindelige bemærkninger.
    3.5.1.4. Den foreslåede ordning
    Det foreslås, at retsplejelovens § 754 b, stk. 2, hvorefter det
    som udgangspunkt er forbudt at anvende civile agenter, er-
    stattes af en bestemmelse om, at civile personer efter aftale
    med politiet kan udføre eller fortsætte den lovovertrædelse,
    der efterforskes, når foranstaltningerne udføres af civile per-
    soner, der ikke på grund af afhængighedsforhold til politiet
    eller andre omstændigheder må befrygtes ikke at ville udfø-
    re opgaven på betryggende måde, herunder hvis der er risiko
    for, at der vil blive handlet i strid med provokationsforbud-
    det i § 754 b, stk. 1.
    Den foreslåede ændring indebærer, at det ikke længere af
    retsplejelovens § 754 b, stk. 2, vil fremgå, at agentvirksom-
    hed kun kan udøves af polititjenestemænd og ansatte i poli-
    tiet med særlige kvalifikationer. Det vil dog følge af den al-
    mindelige regel i § 754 a, at agentvirksomhed kan udøves af
    politiet, når betingelserne er opfyldt; og den foreslåede be-
    stemmelse vil derfor ikke indebære nogen ændring i politiets
    muligheder for at anvende polititjenestemænd og ansatte i
    politiet med særlige efterforskningsmæssige kvalifikationer
    til at udføre agentvirksomhed på samme måde som efter
    gældende ret.
    De særlige regler, der gælder for polititjenestemænd og an-
    satte i politiet med særlige kvalifikationer, der har udført
    agentvirksomhed, jf. § 754 a, vil fortsat gælde for disse
    personer. Således eksempelvis retsplejelovens § 29 a, stk.
    3 (dørlukning), § 837, stk. 3 (angivelse med andet navn i
    bevisfortegnelsen), § 856, stk. 5 og 6 (afgivelse af forklaring
    uden at oplyse sit eget navn og bopæl), og § 856, stk. 8
    (mulighed for at bestemme at tiltale skal forlade retslokalet
    under afgivelse af forklaring).
    67
    Den foreslåede ændring vil give politiet mulighed for at
    anvende civile agenter uanset begrænsningerne i den gæl-
    dende bestemmelse i retsplejelovens § 754 b, stk. 2, 2. pkt.,
    herunder selv om, at den bistand, der ydes, ikke er yderst
    beskeden i forhold til den lovovertrædelse, der efterforskes.
    Den foreslåede bestemmelse stiller dog skærpede krav til
    kredsen af civile personer, der kan udføre foranstaltninger-
    ne.
    Den foreslåede nyaffattede § 754 b, stk. 2, i retsplejeloven
    stiller således krav om, at den civile person, der skal virke
    som agent, ikke på grund af afhængighedsforhold til politiet
    eller andre omstændigheder må befrygtes ikke at ville udfø-
    re opgaven på betryggende måde, herunder hvis der er risiko
    for, at der vil blive handlet i strid med § 754 b, stk. 1. Hen-
    visningen til stk. 1 indebærer, at det ikke må befrygtes, at
    provokationsforbuddet vil blive overtrådt, det vil sige at der
    ikke må ske en forøgelse af lovovertrædelsens omfang eller
    grovhed.
    Det må vurderes konkret, om provokationsforbuddet må be-
    frygtes overtrådt ved anvendelse af en konkret person som
    civil agent. Det kan eksempelvis indgå i denne vurdering,
    om der er tale om en person, der selv mistænkes for straf-
    bart forhold, med hensyn til hvilket en straffesag verserer,
    en person, som er idømt frihedsstraf, der ikke endeligt er
    afsonet, eller en person, som i øvrigt kan befrygtes at stå i et
    afhængighedsforhold til politiet.
    Der vil dog i vurderingen skulle tages højde for, at personer,
    der skal kunne anvendes som civile agenter i kriminelle
    miljøer, ofte vil være en del af dette miljø og derfor ofte
    vil være involveret i kriminelle aktiviteter i et eller andet
    omfang. Ikke en hvilken som helst mistanke om, at en per-
    son har begået et strafbart forhold, vil derfor udelukke denne
    fra at virke som civil agent. Det afgørende vil være, om den
    konkrete mistanke indebærer en risiko for, at provokations-
    forbuddet må befrygtes overtrådt, eller for, at agentvirksom-
    heden i øvrigt ikke vil blive udført på betryggende måde.
    Herudover vil eksempelvis det forhold, at den civile per-
    son udsættes for alvorlig fare, der ikke står mål med det
    forhold, der efterforskes, være en omstændighed, der kan
    medføre, at det kan befrygtes, at opgaven ikke blive udført
    på betryggende måde, uanset at provokationsforbuddet ikke
    overtrædes. Der vil i vurderingen skulle tages højde for,
    at civil agentvirksomhed i almindelighed er forbundet med
    fare. Det kan dog hænde, at der i forbindelse med en konkret
    efterforskning er fare, der ligger så meget uden for det al-
    mindeligt accepterede ved civil agentvirksomhed, at en civil
    agent konkret ikke bør anvendes.
    Herudover vil der skulle tages hensyn til den bistand, som
    den civile agent skal yde. Hvis bistanden er beskeden, vil
    der alt andet lige være mindre risiko for, at provokationsfor-
    buddet overtrædes.
    Forslaget indebærer ingen ændringer af de gældende øvre
    og nedre grænser for, hvornår der er tale om agentvirksom-
    hed, eller af reglerne om forudgående og efterfølgende dom-
    stolskontrol. Foranstaltninger, der træffes med henblik på
    at tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte en lovover-
    trædelse, eksempelvis såkaldte kontrollerede leverancer, jf.
    pkt. 3.5.1.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger, vil
    således fortsat ikke være omfattet af agentbegrebet, hvis po-
    litiet ikke herved påvirker væsentlige omstændigheder ved
    lovovertrædelsen, jf. retsplejelovens § 754 a, stk. 2. Tilsva-
    rende må agentvirksomheden ikke bevirke en forøgelse af
    lovovertrædelsens omfang eller grovhed, jf. § 754 b, stk. 1.
    Politiet vil ved indhentelse af retskendelsen skulle redegøre
    for, at anvendelsen af en civil agent er forsvarlig, samt at
    vedkommende i fornøden grad kan kontrolleres, herunder
    hvordan kontrollen i praksis vil skulle foregå.
    Det foreslås herudover at ændre retsplejelovens § 754 c, så
    der beskikkes en advokat for de berørte, før retten træffer
    afgørelse om anvendelse af en civil agent. Dette svarer til,
    hvad der i dag gælder ved bl.a. telefonaflytning, jf. §§ 784
    og 785 og ved fravigelse af forsvarerens og sigtedes ret
    til aktindsigt, jf. § 729 c. Det foreslås dog, at advokaten
    beskikkes fra den særlige kreds af personer, der er nævnt i
    § 729 c, stk. 6, jf. pkt. 3.5.1.1.2 i lovforslagets almindelige
    bemærkninger.
    Er der en forsvarer for den sigtede allerede på det tidspunkt,
    hvor det kommer på tale at gøre brug af en civil agent, vil
    forsvareren som efter gældende ret skulle orienteres om rets-
    mødet og have mulighed for at overvære det, i det omfang
    dette følger af retsplejelovens § 748.
    Den civile agent vil kunne afgive forklaring anonymt under
    hovedforhandlingen, i det omfang dette er muligt efter gæl-
    dende ret, jf. retsplejelovens § 856, stk. 2 og 3, jf. nærmere
    pkt. 3.5.1.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det forudsættes, at der fastsættes retningslinjer, der er med
    til at sikre, at provokationsforbuddet ikke vil blive overtrådt,
    og hvor der fastsættes retningslinjer om, hvem der nærmere
    er ansvarlige for de civile agenters sikkerhed etc.
    Det foreslås ikke at ændre retsplejelovens § 754 e. Reglerne
    om agentvirksomhed i §§ 754 a-754 d vil således fortsat
    ikke finde anvendelse ved efterforskning af overtrædelser af
    straffelovens 12. kapitel, §§ 111-115 og 118.
    Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 7 og 8, og
    bemærkningerne hertil.
    3.5.2. Udvidelse af politiets mulighed for at foretage ind-
    greb i meddelelseshemmeligheden m.v.
    3.5.2.1. Gældende ret
    Retsplejelovens kapitel 71 indeholder bestemmelser om po-
    litiets mulighed for at foretage indgreb i meddelelseshem-
    meligheden m.v., herunder telefonaflytning og teleoplys-
    ning, jf. § 780, stk. 1, henholdsvis nr. 1 og 3. De nærmere
    68
    betingelser for at foretage sådanne indgreb findes i §§ 781
    og 782.
    Det følger af retsplejelovens § 783, stk. 1, at indgreb i med-
    delelseshemmeligheden sker efter rettens kendelse, og at
    det i kendelsen skal anføres, hvilke telefonnumre, lokalite-
    ter, adressater eller forsendelser, som indgrebet angår, samt
    de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at
    betingelserne for indgrebet er opfyldt. Hvis den mistænkte
    f.eks. skifter telefon og/eller simkort, skal der således som
    udgangspunkt indhentes en ny retskendelse om aflytning af
    det nye telefonnummer.
    Som undtagelse til retsplejelovens § 783, stk. 1, følger det
    af bestemmelsens stk. 2, 1. pkt., at såfremt efterforskningen
    angår en overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 el-
    ler §§ 123 eller 180, § 183, stk. 2, §§ 191 eller 192 a, § 233,
    stk. 1, §§ 237 eller 245, § 246, jf. § 245, § 252, stk. 1, § 261,
    stk. 2, eller §§ 262 a, 262 b eller 288, kan der i rettens ken-
    delse om telefonaflytning eller teleoplysning, jf. § 780, stk.
    1, henholdsvis nr. 1 og 3, ud over bestemte telefonnumre an-
    føres den person, som indgrebet angår (den mistænkte). En
    såkaldt kendelse på person giver dermed politiet mulighed
    for at iværksætte aflytning af alle telefonnumre, hvorfra der
    er bestemte grunde til at antage, at der gives meddelelser
    til eller fra den mistænkte. Politiet behøver således ikke
    løbende at indhente nye retskendelser, hvis den mistænkte
    f.eks. ofte skifter telefonnummer eller telefon.
    Politiet er forpligtet til snarest muligt efter udløbet af det
    tidsrum, inden for hvilket indgrebet kan foretages, at under-
    rette retten om de telefonnumre, som indgrebet har været
    rettet imod, jf. retsplejelovens § 783, stk. 2.-4. pkt.
    En kendelse på person forudsætter i alle tilfælde, at retsple-
    jelovens øvrige betingelser for at iværksætte indgreb i med-
    delelseshemmeligheden er opfyldt.
    Reglerne om kendelse på person finder også anvendelse
    på observation ved hjælp af fjernbetjent eller automatisk
    virkende tv-kamera efter retsplejelovens § 791 a, stk. 2,
    observation i bolig eller husrum efter retsplejelovens § 791
    a, stk. 3, og teleobservation efter retsplejelovens § 791 a,
    stk. 5, jf. henvisningen til retsplejelovens § 783 i § 791 a,
    stk. 8.
    3.5.2.2. Justitsministeriets overvejelser
    Organiserede kriminelle begår i vid udstrækning økonomisk
    kriminalitet, herunder overtrædelser af straffelovens § 286,
    stk. 1, jf. § 276 (tyveri af særligt grov beskaffenhed), § 290,
    stk. 2 (hvidvask af særligt grov beskaffenhed), § 289 og §
    289, jf. § 289 a (skatte-, told-, afgifts- og tilskudsunddragel-
    se af særligt grov karakter) samt § 191 a (kvalificeret handel
    med dopingmidler). Samtidig er de erfaringsmæssigt sikker-
    hedsbevidste og forsøger at sløre deres handlinger ved at
    anvende flere forskellige kommunikationsmidler, herunder
    f.eks. ved hyppigt at skifte telefon og/eller simkort.
    Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, at
    aftalepartierne er enige om, at politiets mulighed for telefon-
    aflytning bør udvides. På den baggrund bør politiet have
    mulighed for at indhente kendelse om indgreb i meddelel-
    seshemmeligheden m.v. på person efter retsplejelovens §
    783, stk. 2, 1. pkt., ved efterforskning af de nævnte forbr-
    ydelser.
    3.5.2.3. Den foreslåede ordning
    Det foreslås, at retsplejelovens § 783, stk. 2, 1. pkt., ændres,
    således at politiet vil få mulighed for at indhente kendelse
    om indgreb i meddelelseshemmeligheden m.v. på person
    ved efterforskning af sager om overtrædelse af straffelovens
    § 191 a, § 286, stk. 1, jf. § 276, § 289, § 289, jf. § 289
    a og § 290, stk. 2. Den foreslåede ændring vil indebære,
    at politiets adgang til at indhente kendelse om indgreb i
    meddelelseshemmeligheden m.v. på person udvides, således
    at indgrebet kan foretages ved flere straffelovsovertrædelser
    om økonomisk kriminalitet.
    Der foreslås ingen ændringer i de øvrige betingelser for ind-
    greb i meddelelseshemmeligheden, jf. retsplejelovens regler
    herom.
    Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 11, og be-
    mærkningerne hertil.
    3.5.3. Optagelse af telefonsamtaler i kriminalforsorgen
    3.5.3.1. Gældende ret
    De indsattes adgang til at føre telefonsamtaler i kriminalfor-
    sorgens institutioner er reguleret i straffuldbyrdelseslovens §
    57.
    Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 1, at en
    indsat, i det omfang det er praktisk muligt, har ret til at
    føre telefonsamtaler. Bestemmelsen omfatter både indsatte
    i de åbne og lukkede fængsler samt personer, der afsoner
    fængselsstraf i arresthusene, men ikke varetægtsarrestanter.
    Adgangen til at føre telefonsamtaler kan nægtes, hvis det
    findes nødvendigt af bl.a. ordens- eller sikkerhedsmæssige
    hensyn, af hensyn til at forebygge kriminalitet eller af hen-
    syn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen,
    jf. stk. 2.
    I lukkede institutioner optages, påhøres eller aflyttes telefon-
    samtalen uden retskendelse, medmindre dette ikke findes
    nødvendigt af de i stk. 2 nævnte hensyn. Såfremt samtalen
    optages, påhøres eller aflyttes, skal samtaleparterne forinden
    gøres bekendt hermed. Optagelser af telefonsamtaler slettes,
    senest 6 måneder efter at de er foretaget, jf. straffuldbyrdel-
    seslovens § 57, stk. 3. Der gælder ikke noget krav om ind-
    hentelse af retskendelse ved optagelse, påhør eller aflytning.
    For telefonsamtaler til og fra en indsat, som af politiet skøn-
    nes at indtage en ledende eller koordinerende rolle i en
    gruppe af personer, som tilsammen står bag omfattende og
    alvorlig kriminalitet, følger det af stk. 4, at samtalerne skal
    optages, påhøres eller aflyttes, medmindre det er åbenbart,
    69
    at det ikke er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige
    hensyn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet. Der gæl-
    der således en lavere tærskel for nødvendigheden af hensyn
    til ordens- eller sikkerhedsmæssige grunde for denne gruppe
    indsatte end for andre.
    Efter straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 5, skal telefonsam-
    taler til og fra en indsat, som er dømt for overtrædelse af
    en af de forbrydelser, der er nævnt i straffelovens 12. eller
    13. kapitel, eller som kriminalforsorgen skønner at være
    radikaliseret, ekstremistisk eller i risiko for at blive det,
    optages, påhøres eller aflyttes, hvis dette skønnes påkrævet
    af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kri-
    minalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme
    eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.
    Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 6, at te-
    lefonsamtaler med de i § 56, stk. 1, nævnte personer og
    myndigheder m.v. ikke optages, påhøres eller aflyttes. Per-
    sonkredsen omfattet af § 56, stk. 1, er justitsministeren,
    direktøren for kriminalforsorgen, domstolene, herunder Den
    Særlige Klageret, Procesbevillingsnævnet, anklagemyndig-
    heden og politiet, Folketingets Ombudsmand, medlemmer af
    Folketinget, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol,
    Den Europæiske Torturkomité, FN᾽s Menneskerettigheds-
    kommission, FN᾽s Torturkomité, den advokat, der har været
    beskikket for eller valgt af den pågældende som forsvarer
    i den straffesag, der har ført til indsættelse i institutionen,
    eller i en verserende straffesag, og advokater, der i medfør
    af retsplejelovens § 733 er antaget af justitsministeren til at
    beskikkes som offentlige forsvarere.
    Straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 7, 1. pkt., indeholder
    en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler
    om gennemførelse af de indsattes ret til at føre telefonsamta-
    ler. Bemyndigelsen gælder også for regler om optagelse af
    telefonsamtaler efter stk. 3-5 og om kontrol af optagelserne,
    jf. bestemmelsens 2. pkt.
    Det fremgår af forarbejderne til bemyndigelsen til at fastsæt-
    te regler om optagelse og kontrol af optagelsen af telefon-
    samtaler, at kontrol skal forstås sådan, at en medarbejder
    efterfølgende lytter til en afspilning af den optagne telefon-
    samtale. I modsætning hertil skal det at »påhøre« en telefon-
    samtale forstås sådan, at den ansatte er til stede i samme
    lokale som den indsatte, der fører samtalen, og således
    kan høre, hvad den indsatte, men ikke samtalepartneren,
    siger. Det at »aflytte« en telefonsamtale skal forstås sådan,
    at den ansatte under samtalen ved brug af en ekstra telefon
    eller andet elektronisk udstyr lytter til samtalen i sin helhed,
    jf. Folketingstidende 2011-12, tillæg A, L 9 som fremsat,
    side 13.
    Der er med hjemmel i bl.a. straffuldbyrdelseslovens § 57,
    stk. 7, fastsat regler om de indsattes ret til at føre telefon-
    samtaler, jf. bekendtgørelse nr. 179 af 31. januar 2022 om
    adgangen til at telefonere for indsatte, der udstår fængsels-
    straf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (tele-
    fonbekendtgørelsen).
    Efter telefonbekendtgørelsens § 2, stk. 1, kan adgangen til
    at føre telefonsamtaler nægtes, hvis dette findes nødvendigt
    af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til
    at forebygge kriminalitet eller af hensyn til beskyttelse af
    den forurettede ved lovovertrædelsen, jf. straffuldbyrdelses-
    lovens § 57, stk. 2.
    Afgørelser efter telefonbekendtgørelsens § 2, stk. 1, træffes
    af kriminalforsorgsområdet, jf. § 5, stk. 1. Efter § 5, stk.
    2, kan kriminalforsorgsområdet under hensyn til forholdene
    i den enkelte institution fastsætte regler om den praktiske
    gennemførelse af de indsattes ret til at føre telefonsamtaler,
    herunder om begrænsninger med hensyn til hyppighed og
    varighed af de indsattes telefonsamtaler under hensyn til de
    personaleressourcer, der medgår til at påhøre eller aflytte
    samtalerne. Begrænsninger kan ligeledes fastsættes under
    hensyn til de personaleressourcer, der medgår til at optage
    og kontrollere telefonsamtaler efter reglerne i straffuldbyr-
    delseslovens § 57, stk. 4 og 5, jf. telefonbekendtgørelsens §
    6, stk. 4, 1. og 2. pkt.
    Det fremgår af telefonbekendtgørelsens § 12, stk. 1, at de
    indsattes telefonsamtaler i lukkede fængsler påhøres eller
    aflyttes i overensstemmelse med reglerne herom i straffuld-
    byrdelseslovens § 57, stk. 3, bortset fra de situationer, hvor
    de indsattes telefonsamtaler optages, påhøres eller aflyttes
    i overensstemmelse med reglerne i straffuldbyrdelseslovens
    § 57, stk. 4 og 5, og de situationer, hvor de indsattes telefon-
    samtaler optages i overensstemmelse med reglerne i telefon-
    bekendtgørelsens § 13.
    Efter stk. 2 kan der ved telefonsamtaler, der påhøres eller
    aflyttes af personale i institutionen, stilles krav om, at sam-
    talen skal føres på et sprog, som den, der skal påhøre eller
    aflytter samtalen, forstår. Hvis forholdene taler derfor, kan
    der dog anvendes tolk.
    Det fremgår af retsplejelovens § 776, 1. pkt., at justitsmini-
    steren fastsætter nærmere regler om behandlingen af vare-
    tægtsarrestanter. § 776 indeholder derudover en række andre
    bemyndigelser til at fastsætte nærmere regler vedrørende
    forhold for varetægtsarrestanter.
    Det fremgår af forarbejderne til den oprindelige bemyn-
    digelsesbestemmelse i retsplejelovens § 776, hvorefter ju-
    stitsministeren kunne fastsætte nærmere regler om fængsels-
    ordenen for varetægtsarrestanter og om deres behandling,
    herunder om deres rettigheder og pligter, og om den bistand,
    der kunne ydes dem for at begrænse de erhvervsmæssige,
    sociale og personlige ulemper, som fulgte af varetægten,
    at varetægtsreglerne bør betrygge sigtedes processuelle ret-
    tigheder (samkvem med forsvareren, brevveksling med ret-
    ten etc.) og udformes således, at der sker mindst muligt
    afbræk i sigtedes personlige forhold og i hans forbindelse
    med omverdenen, herunder navnlig hans familie, og det bør
    ske under hensyntagen for det principielle synspunkt, at va-
    retægt er en midlertidig, omend nødvendig, foranstaltning,
    hvorved sigtedes person tages i forvaring under sagen, men
    70
    ikke nogen anteciperet straf. Desuden fremgår det, at be-
    stemmelserne om varetægtsfanger skal indeholde almindeli-
    ge sikkerheds- og ordensmæssige regler, og at anbringelse
    af varetægtsarrestanter nødvendigvis må ske i institutioner,
    hvor der må herske en vis »husorden«, og hvor det under-
    tiden kan være nødvendigt at have farlige personer. Ende-
    lig fremgår det, at udgangspunktet ved formuleringer og
    fortolkninger af de fastsatte regler om behandling af vare-
    tægtsfanger må være, at de kun skal være undergivet de
    indskrænkninger, der er nødvendige enten af hensyn til de
    øjemed, der har motiveret varetægten, eller af hensyn til
    fængselsordenen. Der henvises til betænkning nr. 728/1974
    om anholdelse og varetægt, side 51.
    Retsplejelovens § 776 er bl.a. hjemmelsgrundlaget for den
    udstedte bekendtgørelse nr. 1130 af 17. august 2023 om
    ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen).
    Der er i kapitel 23 (§§ 72-76) i varetægtsbekendtgørelsen
    fastsat regler om varetægtsarrestanters telefonsamtaler.
    Det fremgår af varetægtsbekendtgørelsens § 72, stk. 1, at en
    varetægtsarrestant kan få tilladelse til at føre telefonsamta-
    ler, hvis forbindelse gennem brevveksling ikke uden væsent-
    lig ulempe kan afventes og i det omfang, det er praktisk
    muligt. I stk. 2-5 er der dog fastsat en række undtagelser til
    retten til at kunne føre telefonsamtaler efter stk. 1.
    Det fremgår således af stk. 3, at kriminalforsorgsområdet
    kan nægte en varetægtsarrestant at føre telefonsamtaler, hvis
    dette findes nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige
    hensyn.
    Efter stk. 4 påhøres eller aflyttes telefonsamtaler uden rets-
    kendelse af kriminalforsorgsområdet, medmindre dette ikke
    findes nødvendigt af de i stk. 3 nævnte grunde. Såfremt
    telefonsamtalen påhøres eller aflyttes, skal samtaleparterne
    forinden gøres bekendt hermed. Afgørelse om påhør eller
    aflytning træffes af kriminalforsorgsområdet.
    Det fremgår af stk. 5, at der ved telefonsamtaler, der påhøres
    eller aflyttes af kriminalforsorgsområdet, kan stilles krav
    om, at samtalen skal føres på et sprog, som den, der påhører
    eller aflytter samtalen, forstår. Hvis forholdene taler derfor,
    kan der dog anvendes tolk.
    Af bekendtgørelsens § 74 fremgår det, at telefonsamtaler
    kan afbrydes, hvis dette i det enkelte tilfælde findes påkræ-
    vet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.
    Endelig fremgår det af § 76, at kriminalforsorgsområdet
    under hensyn til forholdene i den enkelte institution kan
    fastsætte regler om den praktiske gennemførelse af vare-
    tægtsarrestanters ret til at føre telefonsamtaler, herunder om
    begrænsninger med hensyn til hyppighed og varighed af
    telefonsamtaler under hensyn til de personaleressourcer, der
    medgår til at påhøre eller aflytte samtalerne.
    Varetægtsbekendtgørelsen indeholder således i dag ikke
    hjemmel til at optage varetægtsarrestanters telefonsamtaler,
    herunder at udføre efterfølgende kontrol heraf.
    Det fremgår af retsplejelovens § 774, at hverken institu-
    tionens personale eller andre må benyttes til at udforske
    varetægtsarrestanter. Af bemærkningerne til bestemmelsen
    fremgår, at bestemmelsen alene vedrører den aktive udforsk-
    ning, hvilket i første række vil sige positive handlinger med
    det formål at indhente oplysninger om eller fra arrestanten,
    f.eks. til brug under efterforskningen, jf. Folketingstidende
    1977-78, tillæg A, spalte 2397.
    3.5.3.2. Justitsministeriets overvejelser
    Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, at
    aftalepartierne er enige om et forstærket efterretningsbillede
    i kriminalforsorgen.
    I visse lukkede institutioner har kriminalforsorgen mulighed
    for at optage de indsattes telefonsamtaler, ligesom kriminal-
    forsorgen har mulighed for at aflytte samtalerne.
    Kriminalforsorgens aflytningssystem er på nuværende tids-
    punkt ikke udbredt til alle lukkede fængsler/afdelinger og
    arrester og er funktionalitetsmæssigt begrænset og ressour-
    cetungt at anvende, hvilket indskrænker antallet af samtaler
    der aflyttes.
    En øget understøttelse og videreudvikling af kriminalforsor-
    gens telefoni- og aflytningssystem forventes at kunne bidra-
    ge til at minimere indsmugling af ulovlige effekter, herunder
    euforiserende stoffer, og samtidig til at afdække og mini-
    mere trusler mod orden og sikkerhed i kriminalforsorgens
    institutioner samt potentielle konflikter i bandemiljøet. Sy-
    stemet skal kunne transskribere samtaler på dansk, engelsk
    og arabisk og samtidig integreres med kriminalforsorgens
    efterretnings- og analyseplatform KrimIntel.
    Efter Justitsministeriets opfattelse er optagelse af telefon-
    samtaler et indgreb, hvis hjemmel bør fremgå udtrykkeligt
    af retsplejeloven, navnlig når der gives adgang til indgreb
    uden retskendelse. Justitsministeriet finder det i den forbin-
    delse mest rigtigt at fastsætte i loven, at påhør, aflytning og
    optagelse af varetægtsarrestanters telefonsamtaler kan ske
    uden retskendelse.
    3.5.3.3. Den foreslåede ordning
    Det foreslås, at der i retsplejelovens § 776 indsættes et 9.
    pkt., hvorefter justitsministeren fastsætter regler om påhør,
    aflytning og optagelse af varetægtsarrestanters telefonsamta-
    ler samt om kontrol af optagelserne.
    Bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte regler sva-
    rende til straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 3, om, at tele-
    fonsamtaler optages, påhøres eller aflyttes, medmindre dette
    ikke findes nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige
    hensyn og bestemmelsens stk. 4 om, at telefonsamtaler til
    og fra en indsat, som af politiet skønnes at indtage en
    ledende eller koordinerende rolle i en gruppe af personer,
    71
    som tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet,
    optages, påhøres eller aflyttes, medmindre det er åbenbart,
    at det ikke er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige
    hensyn. Det vil blive fastsat, at optagelserne slettes, senest 6
    måneder efter at de er foretaget.
    Der vil med hjemmel i den foreslåede bemyndigelse desu-
    den blive fastsat regler om, at telefonsamtaler med de i
    retsplejelovens § 772, stk. 2, og varetægtsbekendtgørelsens
    § 66 nævnte personer m.v. ikke optages, påhøres eller af-
    lyttes. Derudover vil der blive fastsat regler om, at samta-
    leparterne forinden, telefonsamtaler optages, gøres bekendt
    hermed. Afgørelse om optagelse vil skulle træffes af krimi-
    nalforsorgsområdet. Endvidere vil der blive fastsat regler
    om, at personale i den konkrete institution kan stille krav
    om, at samtalen føres på et sprog, som den, der skal påhøre,
    aflytte eller kontrollere samtalen, forstår.
    Endelig vil der blive fastsat regler om, at optagelse af tele-
    fonsamtaler og kontrol af optagelserne ikke vil kræve rets-
    kendelse.
    Det foreslås, at der i retsplejelovens § 776 indsættes et 10.
    pkt., hvorefter påhør, aflytning og optagelse samt kontrol
    kan ske uden retskendelse.
    Som det fremgår ovenfor, vil optagelse skulle ske efter af-
    gørelse fra kriminalforsorgsområdet, der vil skulle påse, at
    optagelse er nødvendig af ordens- eller sikkerhedsmæssige
    hensyn. Med den foreslåede bemyndigelse ændres der ikke
    på, at hverken kriminalforsorgens personale eller andre må
    benyttes til at udforske varetægtsarrestanter, jf. retsplejelo-
    vens § 774, hvorfor optagelse og kontrol ikke vil være et
    straffeprocessuelt indgreb.
    Optagelse af telefonsamtaler og kontrol af optagelserne kan
    i visse tilfælde indebære en behandling af personoplysnin-
    ger. I sådanne tilfælde vil behandlingen skulle leve op til
    kravene i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelses-
    loven.
    Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 10, og be-
    mærkningerne hertil.
    3.5.4. Udvidelse af afstandskravet for tv-overvågning
    3.5.4.1. Gældende ret
    Det fremgår af § 1, stk. 2, i lov om tv-overvågning, at ud-
    trykket tv-overvågning er defineret som vedvarende eller re-
    gelmæssigt gentagen personovervågning ved hjælp af fjern-
    betjent eller automatisk virkende tv-kamera, fotografiappa-
    rat eller lignende apparat. Tv-overvågning i lovens forstand
    omfatter både tilfælde, hvor overvågningen er forbundet
    med optagelse af billeder på videobånd, film eller lignende,
    og tilfælde, hvor sådan billedoptagelse ikke finder sted, og
    hvor overvågningen alene har karakter af en umiddelbar
    iagttagelse på tv-skærm eller lignende.
    Efter tv-overvågningslovens § 1, stk. 1, må private ikke
    foretage tv-overvågning af gade, vej, plads eller lignende
    område, som benyttes til almindelig færdsel.
    Tv-overvågningslovens § 2, stk. 1, nr. 1-5, indeholder en
    række undtagelser til lovens generelle forbud mod priva-
    tes tv-overvågning af områder, som benyttes til almindelig
    færdsel.
    Efter tv-overvågningslovens § 2, stk. 1, nr. 3, litra b, kan
    pengeinstitutvirksomheder, spillekasinoer, hotel- og restau-
    rationsvirksomheder, engrosvirksomheder, hvorfra der fore-
    går salg og udlevering af varer, samt butikscentre og butik-
    ker, hvorfra der foregår detailsalg, foretage tv-overvågning
    af arealer, som ligger i umiddelbar tilknytning til egne ind-
    gange og facader, når tv-overvågningen er klart nødvendig
    af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse.
    Efter tv-overvågningslovens § 2 c, stk. 1, kan en kommunal-
    bestyrelse efter drøftelse med politidirektøren med henblik
    på at fremme trygheden foretage tv-overvågning af gade,
    vej, plads eller lignende område, som benyttes til almindelig
    færdsel, og som ligger i umiddelbar tilknytning til en restau-
    rationsvirksomhed.
    Endelig følger det af tv-overvågningslovens § 2 d, stk. 1, at
    offentlige myndigheder kan foretage tv-overvågning af area-
    ler, som ligger i umiddelbar tilknytning til egne bygningers
    indgange og facader, når tv-overvågningen er klart nødven-
    dig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse.
    Visse erhvervsdrivende og offentlige myndigheder kan såle-
    des i nogle tilfælde foretage tv-overvågning af arealer, som
    ligger i umiddelbar tilknytning til egne bygningers indgange
    og facader. For kommunalbestyrelser kan der foretages tv-
    overvågning af områder, som benyttes til almindelig færd-
    sel, og som ligger i umiddelbar tilknytning til en restaurati-
    onsvirksomhed.
    Afstandskravet (i umiddelbar tilknytning) blev for erhvervs-
    drivende, der foretager tv-overvågning efter lovens § 2, stk.
    1, nr. 3, litra b, hævet fra op til ca. 10-15 meter til op til
    ca. 30 meter ved lov nr. 802 af 9. juni 2020, jf. Retsudval-
    gets betænkning over forslag til lov om ændring af lov om
    tv-overvågning, Folketingstidende 2019-20, tillæg B, L 102,
    side 3. Ligeledes blev afstandskravet (i umiddelbar tilknyt-
    ning) for offentlige myndigheder og kommunalbestyrelser,
    der foretager tv-overvågning efter henholdsvis lovens § 2
    c, stk. 1, og § 2 d, stk. 1, fastsat til op til ca. 30 meter, jf.
    Retsudvalgets betænkning over forslag til lov om ændring
    af lov om tv-overvågning, Folketingstidende 2019-20, tillæg
    B, L 102 side 4 og 5.
    3.5.4.2. Justitsministeriets overvejelser
    I mange tilfælde er billeder fra tv-overvågning helt afgøren-
    de for politiets mulighed for hurtigt at kunne identificere og
    lokalisere potentielle gerningsmænd, bl.a. i forbindelse med
    kriminalitet begået af bandemedlemmer. Derfor har række-
    vidden af det areal, som både visse erhvervsdrivende samt
    offentlige myndigheder og kommunalbestyrelser må foreta-
    72
    ge tv-overvågning af, stor betydning i forhold til politiets
    opklaring af forbrydelser.
    Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, at
    aftalepartierne er enige om at udvide afstandskravet for tv-
    overvågning fra ca. 30 meter til ca. 100 meter.
    På denne baggrund og med henblik på bl.a. at styrke politi-
    ets indsat mod bandekriminalitet, er det Justitsministeriets
    opfattelse, at der er behov for at udvide afstandskravet i tv-
    overvågningsloven. Ved at udvide afstandskravet og dermed
    området for tv-overvågning får politiet således efter Justits-
    ministeriets opfattelse yderligere redskaber, der vil kunne le-
    de til en hurtigere og mere effektiv opklaring af kriminalitet,
    hvilket samlet set kan medvirke til at skabe mere tryghed og
    sikkerhed i samfundet.
    3.5.4.3. Den foreslåede ordning
    Det foreslås, at »umiddelbar« udgår i tv-overvågningslovens
    § 2, stk. 1, nr. 3, litra b, § 2 c, stk. 1, og § 2 d, stk.
    1. Ændringerne har til formål at udvide det område, der kan
    tv-overvåges i.
    Det foreslås således, at tv-overvågningen fremover kan ske
    af arealer i tilknytning til visse erhvervsdrivende og offentli-
    ge myndigheders egne bygninger og indgange og facader,
    når tv-overvågningen er klart nødvendig af hensyn til krimi-
    nalitetsbekæmpelse. Det foreslås endvidere, at kommunal-
    bestyrelsen efter drøftelse med politidirektøren kan foretage
    tv-overvågning af gade, vej, plads eller lignende områder,
    som ligger i tilknytning til en restaurationsvirksomhed.
    Forslaget indebærer, at afstandskravet for visse erhvervsdri-
    vende og offentlige myndigheder, når de foretager tv-over-
    vågning af området omkring egne indgange og facader, samt
    for kommunalbestyrelser, der efter drøftelse med politidirek-
    tøren foretager tv-overvågning af vej, gade, plads eller lig-
    nende, som ligger i tilknytning til en restaurationsvirksom-
    hed, vil blive udvidet fra op til 30 meter til op til 100 meter.
    Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 6, nr. 1, og bemærk-
    ningerne hertil.
    3.6. Grænseoverskridende kriminalitet
    3.6.1 Rejseforbud
    3.6.1.1. Gældende ret
    Straffeloven indeholder ikke i dag en generel bestemmelse
    om, at retten kan give personer, der dømmes for grænseo-
    verskridende kriminalitet, forbud mod at rejse til og opholde
    sig i bestemte lande.
    Straffeloven indeholder i §§ 79 a-79 c bestemmelser om, at
    den, der dømmes for nærmere bestemte forbrydelser, under
    visse omstændigheder ved dommen kan gives opholds-,
    kontakt- eller nattelivsforbud, jf. herom pkt. 3.2.1.1.1,
    3.2.1.1.2 og 3.4.3.1 i lovforslagets almindelige bemærknin-
    ger.
    Det følger af straffelovens § 236, stk. 1, nr. 5, at retten
    kan give udrejseforbud til personer, der dømmes for visse
    seksualforbrydelser. Udrejseforbuddet indebærer et forbud
    mod at forlade Danmark i et nærmere bestemt tidsrum.
    Et udrejseforbud kan gives, når det efter karakteren af det
    begåede forhold og oplysningerne om den dømtes person
    må antages, at der er fare for, at den dømte vil begå ny
    lovovertrædelse af lignende beskaffenhed i udlandet, og at
    forbuddet vil være egnet til at forebygge denne fare.
    Et udrejseforbud kan idømmes, selv om den lovovertrædel-
    se, der er til pådømmelse, ikke har tilknytning til udlan-
    det. Det afgørende er, om det efter karakteren af det begåede
    forhold og oplysningerne om den dømtes person må anta-
    ges, at der er fare for, at den dømte vil begå ny lovovertræ-
    delse af lignende beskaffenhed i udlandet, og at forbuddet
    vil være egnet til at forebygge denne fare.
    Derudover indeholder straffelovens § 114 j regler om forbud
    mod indrejse og ophold uden tilladelse i visse konfliktområ-
    der, hvor en terrororganisation er part i en væbnet konflikt.
    3.6.1.2. Justitsministeriets overvejelser
    Organiseret kriminalitet begrænses ikke af landegræn-
    ser. Den organiserede kriminalitet i Danmark er også inter-
    nationalt forankret gennem kriminelle grupper og netværk,
    der udøver deres kriminelle forretninger på tværs af lande-
    grænser, og politiet har i flere sager identificeret danske kri-
    minelle netværk og grupper med stærke relationer til udlan-
    det. Udviklingen viser samtidig en stigning i voldsparathed
    og kynisme på tværs af landegrænser, hvor skyderier, drab
    og anvendelse af sprængstof er en del af det internationale
    kriminalitetsbillede. Politiet er derudover bekendt med, at
    bandemedlemmer rejser til udlandet bl.a. for at undslippe
    dansk politis monitering, begå kriminalitet m.v.
    Det nuværende efterretningsbillede viser således en tæt kob-
    ling mellem danske og svenske kriminelle netværk og grup-
    per, der begår kriminalitet på tværs af landegrænser, og der
    konstateres løbende rejseaktivitet mellem de nordiske lande
    og Spanien. Danske organiserede kriminelle er – ud over
    tilstedeværelsen i Spanien – også i højere grad rykket til
    Marokko, hvorfra de styrer og koordinerer en anseelig del af
    indsmuglingen af narkotika til Skandinavien.
    Som det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV,
    er aftalepartierne enige om at indføre et nyt rejseforbud til
    personer, der er dømt for grov grænseoverskridende krimi-
    nalitet.
    Justitsministeriet finder på den baggrund, at der bør indføres
    et nyt rejseforbud, der kan gives til personer, der dømmes
    for overtrædelse af straffelovens §§ 191 (grov narkotikakri-
    minalitet), 191 a (grov kriminalitet med dopingmidler) og
    192 a (grov våbenkriminalitet). Derudover finder Justitsmi-
    nisteriet, at forbuddet bør kunne gives til personer, som
    idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig
    retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af
    73
    straffeloven, lov om euforiserende stoffer, lov om forbud
    mod visse dopingmidler eller våbenloven, og som på ger-
    ningstidspunktet har tilknytning til en gruppe af personer,
    der tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet,
    når overtrædelsen har relation til den dømtes tilknytning til
    gruppen.
    Det er Justitsministeriets vurdering, at rejseforbud alene bør
    kunne gives til personer, som på gerningstidspunktet har
    dansk indfødsret eller bopæl i den danske stat. Personer, der
    ikke har denne tilknytning til Danmark, skal således ikke
    forhindres i at rejse til et andet land.
    3.6.1.3. Den foreslåede ordning
    Det foreslås, at personer, der dømmes for overtrædelse af
    straffelovens §§ 191, 191 a og 192 a, ved dommen skal
    kunne gives et rejseforbud. Det samme foreslås at skulle
    gælde personer, der idømmes ubetinget fængselsstraf eller
    anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for
    overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende stoffer,
    lov om forbud mod visse dopingmidler eller våbenloven,
    og som på gerningstidspunktet har tilknytning til en gruppe
    af personer, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig
    kriminalitet, når overtrædelsen har relation til den dømtes
    tilknytning til gruppen.
    Rejseforbud efter den foreslåede ordning vil alene kunne
    gives til personer, der på gerningstidspunktet har dansk ind-
    fødsret eller bopæl i den danske stat.
    Idømmelse af rejseforbud vil desuden være betinget af, at
    det begåede forhold har forbindelse til udlandet. Det vil
    f.eks. være tilfældet, hvis forholdet vedrører indsmugling af
    narkotika eller våben fra udlandet. Derudover vil betingel-
    sen kunne være opfyldt ved strafbare forhold begået som led
    i en grænseoverskridende konflikt mellem kriminelle grup-
    peringer. Eksempelvis vil kriminalitet begået i forbindelse
    med en konflikt mellem en dansk og en svensk kriminel
    gruppering udgøre forhold med forbindelse til udlandet. Be-
    tingelsen vil desuden kunne være opfyldt, hvis kriminalite-
    ten har forbindelse til en udenlandsk kriminel gruppering,
    herunder en udenlandsk afdeling af en kriminel gruppering.
    Det bemærkes, at det i sager uden mere direkte tilknytning
    til udlandet må forventes at være forbundet med vanskelig-
    heder at løfte bevisbyrden for, at der kan idømmes et rejse-
    forbud.
    Det vil endvidere være en betingelse, at det efter karakteren
    af det begåede forhold og oplysningerne om den dømtes
    person må antages, at der er fare for, at den dømte vil begå
    ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed med forbindel-
    se til de pågældende lande, og at rejseforbuddet vil være
    egnet til at forebygge denne fare. Et rejseforbud vil således
    alene kunne omfatte det eller de lande, som det begåede
    forhold har forbindelse til.
    Idømmelse af et rejseforbud vil indebære, at den dømte
    ikke må rejse til eller opholde sig i det eller de lande, som
    forbuddet omfatter, medmindre politiet giver tilladelse til
    det. Det forudsættes i denne sammenhæng, at der fastsættes
    nærmere regler om sådanne tilladelser i en bekendtgørelse.
    Muligheden for konkret at gøre undtagelse fra et idømt rej-
    seforbud vil skulle administreres i overensstemmelse med
    Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK, jf.
    herom pkt. 4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås, at rejseforbud kan gives på tid fra 1 til 5 år
    regnet fra endelig dom. Ved udståelse af fængselsstraf eller
    anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter vil
    rejseforbuddet forlænges tilsvarende.
    Den tidsmæssige udstrækning af rejseforbuddet vil afhænge
    af de konkrete omstændigheder i sagen. Rejseforbuddets
    længde skal således bl.a. afspejle den begåede kriminalitet,
    herunder grovheden og omfanget af denne kriminalitet. Der
    bør herved lægges afgørende vægt på længden af den idøm-
    te straf eller karakteren af den foranstaltning m.v., som
    idømmes.
    Det foreslås, at den dømte 3 år efter endelig dom kan for-
    lange, at anklagemyndigheden indbringer spørgsmålet om
    rejseforbuddets opretholdelse for retten. Ved udståelse af
    fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsbe-
    røvende karakter foreslås det, at den 3-årige periode forlæn-
    ges tilsvarende. Det foreslås endvidere, at justitsministeren i
    særlige tilfælde kan tillade, at indbringelse sker tidligere.
    Ved vurderingen af, om forbuddet bør ophæves, vil der
    f.eks. kunne lægges vægt på, om den dømte har gennemført
    et exit-forløb og har forladt det kriminelle miljø og i øvrigt
    ikke er dømt, tiltalt eller sigtet for ny kriminalitet. Er rejse-
    forbuddet udstedt efter det foreslåede § 79 e, stk. 1, 2. pkt.,
    vil der endvidere kunne lægges vægt på, at gruppen, som
    den pågældende var tilknyttet, ikke længere eksisterer, uden
    at den er erstattet af en ny gruppe, idet dette dog ikke i sig
    selv kan føre til ophævelse.
    Endelig foreslås det, at overtrædelse af et rejseforbud skal
    kunne straffes med fængsel indtil 2 år.
    Det bemærkes, at et rejseforbud ikke vil kunne sikre mod,
    at en person med et rejseforbud rejser til lande omfattet af
    forbuddet. Håndhævelsen af rejseforbuddet vil være afhæn-
    gig af, at politiet bliver bekendt med den pågældendes rejse,
    f.eks. i forbindelse med moniteringen af personer i bande-
    miljøet, eller fordi politiet bliver opmærksom på rejsen i
    andre sammenhænge.
    Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 9 og 14, og
    bemærkningerne hertil.
    4. Forholdet til grundloven og Danmarks internationale
    forpligtelser
    4.1. Styrket opholdsforbud og nyt kontaktforbud
    4.1.1. Grundlovens §§ 78 og 79
    74
    Efter grundlovens § 78 har borgerne ret til uden forudgående
    tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed.
    Et opholdsforbud efter den foreslåede bestemmelse i straffe-
    lovens § 79 a vil indebære, at den dømte ikke må færdes el-
    ler opholde sig i et eller flere nærmere afgrænsede områder,
    hvor den pågældende lovovertrædelse er begået, eller hvor
    den gruppe af personer, som den dømte på gerningstids-
    punktet havde tilknytning til, opholder sig. Et kontaktforbud
    efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 a vil
    indebære, at den dømte ikke må søge at kontakte personer,
    der har tilknytning til den samme gruppe af personer, som
    den dømte på gerningstidspunktet havde tilknytning til.
    Efter Justitsministeriets vurdering vil den foreslåede bestem-
    melse ikke udgøre et indgreb i strid med foreningsfriheden
    efter grundlovens § 78. Der er herved bl.a. lagt vægt på,
    at den foreslåede ordning er en generel ordning, som bl.a.
    har til formål at forebygge ny banderelateret kriminalitet. Ju-
    stitsministeriet har derudover lagt vægt på, at et opholdsfor-
    bud og/eller et kontaktforbud alene kan idømmes som led i
    en straffedom, hvorved der idømmes ubetinget fængselsstraf
    eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karak-
    ter.
    Justitsministeriet har herudover lagt vægt på, at politiet efter
    den foreslåede § 79 a, stk. 4, i straffeloven kan meddele
    tilladelse til færden eller ophold i et område omfattet af
    et opholdsforbud og til kontakt med en person omfattet af
    et kontaktforbud, hvis det af særlige grunde må anses for
    beføjet. Der henvises i øvrigt nærmere til det under pkt.
    3.2.1.3.1.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger anfør-
    te, hvoraf det bl.a. fremgår, at en dømt kan forlange nødven-
    digheden af et forbuds fortsatte opretholdelse indbragt for
    retten, jf. den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 a,
    stk. 10.
    For så vidt angår grundlovens § 79 bemærkes, at det er al-
    mindeligt antaget i den statsretlige litteratur, at grundlovens
    § 79, 3. pkt., om, at forsamlinger under åben himmel kan
    forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentli-
    ge fred, ikke udtømmende gør op med de indgrebsmulighe-
    der, der er over for forsamlinger. Det er således bl.a. antaget,
    at der – i det omfang der er hjemmel hertil i anden lovgiv-
    ning – uafhængigt af grundlovens § 79, 3. pkt., kan foreta-
    ges indgreb af hensyn til andre væsentlige offentlige eller
    private interesser, forudsat at der ikke dermed er tilsigtet et
    indgreb i forsamlingens ytringstilkendegivelse som sådan,
    jf. bl.a. Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret (1954),
    side 700 ff. og 706 ff., Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret
    (3. udgave v. Ole Espersen, 1980), side 773 ff., og Henrik
    Zahle, Dansk Forfatningsret 3 (3. udg., 2003), side 131 f.
    Efter Justitsministeriets vurdering vil den foreslåede bestem-
    melse ikke udgøre et indgreb i strid med forsamlingsfrihe-
    den efter grundlovens § 79. Der er herved bl.a. lagt vægt på,
    at den foreslåede ordning ikke er rettet mod meningstilken-
    degivelser, og at formålet med den foreslåede ordning såle-
    des er at varetage tungtvejende hensyn til bl.a. den offentlige
    orden og forebyggelse af kriminalitet.
    Der henvises i øvrigt nærmere til det ovenfor anførte for så
    vidt angår grundlovens § 78 samt det under pkt. 3.2.1.3.1.4 i
    lovforslagets almindelige bemærkninger anførte, hvoraf det
    bl.a. fremgår, at politiet efter den foreslåede § 79 a, stk. 4,
    i straffeloven kan meddele tilladelse til færden eller ophold
    i et område omfattet af et opholdsforbud og til kontakt med
    en person omfattet af et kontaktforbud, hvis det af særlige
    grunde må anses for beføjet.
    4.1.2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
    Den foreslåede ordning med indførelsen af kontaktforbud
    samt politiets tilsyn med dømtes overholdelse af forbud efter
    straffelovens § 79 a, stk. 1, vil kunne indebære indgreb i
    de rettigheder, der er reguleret af EMRK, i forhold til den
    dømte. Der vil navnlig være tale om indgreb i de rettigheder,
    der følger af EMRK artikel 8 om retten til privatliv og
    familieliv.
    Efter artikel 8, stk. 1, i EMRK har enhver ret til respekt for
    sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
    Retten til privatliv og familieliv er imidlertid ikke abso-
    lut. Der kan gøres indgreb i retten til privatliv og familieliv,
    hvis indgrebet er foreskrevet ved lov og er nødvendigt i et
    demokratisk samfund (opfylder kravet om proportionalitet)
    til varetagelse af nærmere bestemte anerkendelsesværdige
    formål, herunder af hensyn til den nationale sikkerhed, den
    offentlige tryghed, for at opretholde den offentlige orden,
    for at forebygge forbrydelser, for at beskytte sundheden eller
    sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder eller
    friheder, jf. EMRK artikel 8, stk. 2.
    Det foreslåede kontaktforbud indebærer, at den dømte ikke
    må søge at kontakte personer, der har tilknytning til samme
    gruppe af personer som den dømte på gerningstidspunktet
    havde tilknytning til.
    Som det fremgår af pkt. 3.2.1.3.1.3 i lovforslagets alminde-
    lige bemærkninger ovenfor, forudsættes det, at et kontakt-
    forbud som udgangspunkt skal omfatte kontakt med alle
    personer, der har tilknytning til samme gruppe af personer,
    som den dømte på gerningstidspunktet havde tilknytning
    til. Et kontaktforbud vil indebære, at en hvilken som helst
    kontakt – både skriftlig og mundtlig – med de omfattede
    personer uden politiets forudgående tilladelse vil udgøre en
    overtrædelse. Kontaktforbud vil dog ikke skulle omfatte den
    dømtes nærmeste familiemedlemmer, i det omfang det ville
    stride mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder
    EMRK artikel 8.
    Endelig vil den foreslåede ordning med politiets tilsyn med
    dømtes overholdelse af forbud efter den foreslåede § 79 a,
    stk. 1, indebære, at politiet som led i gennemførelsen af
    tilsynet med et kontaktforbud uden retskendelse vil kunne
    skaffe sig adgang til den dømtes bolig og andre lokaliteter,
    75
    som den dømte råder over, og foretage undersøgelse her-
    af. Politiet vil endvidere uden retskendelse kunne foretage
    undersøgelse af breve og andre papirer og genstande, som
    den dømte råder over, og om nødvendigt medtage disse med
    henblik på undersøgelse af deres indhold, jf. forslaget til
    straffelovens § 79 a, stk. 6.
    De nævnte indgreb vil være foreskrevet ved lov, jf. forslaget
    til straffelovens § 79 a, stk. 1 og 6. Justitsministeren vil end-
    videre fastsætte nærmere regler om politiets gennemførelse
    af tilsyn, jf. forslaget til straffelovens § 79 a, stk. 11, nr. 2.
    Det foreslåede kontaktforbud har bl.a. til formål at forebyg-
    ge ny banderelateret kriminalitet. I tilfælde hvor en lovover-
    trædelse er omfattet af straffelovens § 81 a, eller hvor en an-
    given lovovertrædelse har relation til den dømtes tilknytning
    til en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende
    og alvorlig kriminalitet, vil et idømt kontaktforbud således
    bl.a. kunne medvirke til at sikre, at en dømt ikke fastholdes
    eller falder tilbage i det kriminelle miljø gennem kontakt
    med andre personer, der har tilknytning til samme gruppe af
    personer som den dømte. Ligeledes er formålet med tilsynet
    at sikre, at den dømte overholder meddelte forbud efter den
    foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 a, stk. 1, og
    dermed at forhindre, at de omfattede personer fastholdes
    eller falder tilbage i en kriminel løbebane gennem kontakt
    med andre personer, der har tilknytning til samme gruppe
    af personer som den dømte. Forslaget vil således varetage
    hensynene til den offentlige tryghed, opretholdelse af den
    offentlige orden, forebyggelse af forbrydelse og hensynet til
    at beskytte andres rettigheder og friheder.
    Justitsministeriet vurderer, at forslaget ikke går videre, end
    hvad der er nødvendigt for at varetage de nævnte hensyn.
    Justitsministeriet har herved lagt vægt på, at kontaktforbud-
    det, herunder den tidsmæssige udstrækning heraf, idømmes
    af domstolene efter en konkret vurdering. Dette vil bl.a.
    bero på en konkret vurdering af, om et kontaktforbud vil
    være egnet og nødvendigt for at forebygge ny banderelateret
    kriminalitet.
    Der lægges endvidere vægt på, at kontaktforbuddet idøm-
    mes som led i en straffedom, hvorved der idømmes ube-
    tinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af fri-
    hedsberøvende karakter som følge af navnlig banderelateret
    kriminalitet, og hvor der gør sig særligt tungtvejende hensyn
    gældende i forhold til bl.a. at mindske risikoen for nye lov-
    overtrædelser af lignende beskaffenhed.
    Herudover har Justitsministeriet lagt vægt på, at den pågæl-
    dende kan forlange nødvendigheden af kontaktforbuddets
    fortsatte opretholdelse indbragt for retten, jf. den foreslåede
    bestemmelse i straffelovens § 79 a, stk. 10.
    Endelig skal det for så vidt angår politiets tilsyn med de
    meddelte forbud bemærkes, at tilsynet skal udføres så skån-
    somt, som omstændighederne tillader det, ligesom gennem-
    førelsen af tilsynet skal stå i rimeligt forhold til tilsynets
    formål, jf. den foreslåede § 79 a, stk. 7.
    Som anført ovenfor vil et kontaktforbud ikke skulle omfat-
    te den dømtes nærmeste familiemedlemmer, i det omfang
    det ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser,
    herunder EMRK artikel 8. Det bemærkes endvidere, at det
    i visse tilfælde følger af Danmarks internationale forpligtel-
    ser, herunder EMRK, at der tillige efter afsigelse af dom-
    men, hvorved der idømmes kontaktforbud, skal være mulig-
    hed for konkret at gøre undtagelse fra et idømt kontaktfor-
    bud. Med den foreslåede ordning tages der højde for, at der
    efterfølgende konkret kan foreligge sådanne tungtvejende
    hensyn, at der skal meddeles tilladelse til, at den pågælden-
    de efter omstændighederne kan tage kontakt til personer,
    som kontaktforbuddet vedrører. Således kan politiet medde-
    le konkrete tilladelser til kontakt med en person omfattet af
    et kontaktforbud, hvis det af særlige grunde må anses for
    beføjet. Det bemærkes i den forbindelse, at tilladelsesord-
    ningen forudsættes administreret således, at der meddeles
    tilladelse, når Danmarks internationale forpligtelser, herun-
    der EMRK, kræver det. Der henvises i øvrigt til bemærknin-
    gerne til den foreslåede § 79 a, stk. 4, om den foreslåede
    tilladelsesordning.
    På den baggrund er det Justitsministeriets vurdering, at den
    foreslåede ordning kan gennemføres inden for rammerne af
    EMRK.
    4.2. Rejseforbud
    Efter artikel 8, stk. 1, i EMRK har enhver ret til respekt for
    sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
    Efter artikel 2, stk. 2, i 4. tillægsprotokol til EMRK har en-
    hver frihed til at forlade et hvilket som helst land, herunder
    sit eget.
    Disse rettigheder er imidlertid ikke absolutte. Der kan gøres
    indgreb i de nævnte rettigheder, hvis indgrebet er foreskre-
    vet ved lov og er nødvendigt i et demokratisk samfund
    (opfylder kravet om proportionalitet) til varetagelse af nær-
    mere bestemte anerkendelsesværdige formål, herunder den
    nationale sikkerhed, den offentlige tryghed, for at opretholde
    den offentlige orden eller for at forebygge forbrydelser, jf.
    EMRK artikel 8, stk. 2, og artikel 2, stk. 3, i 4. tillægsproto-
    kol til EMRK.
    Det foreslåede rejseforbud vil kunne udgøre et indgreb i
    retten til privatliv og familieliv efter EMRK artikel 8 og i
    retten til at forlade et hvilket som helst land efter artikel 2 i
    4. tillægsprotokol til EMRK.
    Det nævnte indgreb vil være foreskrevet ved lov og forfølge
    vægtige hensyn til bl.a. forebyggelse af grænseoverskriden-
    de grov og banderelateret kriminalitet. Det er endvidere Ju-
    stitsministeriets vurdering, at forslaget ikke går videre, end
    hvad der er nødvendigt for at varetage disse hensyn.
    Det bemærkes i den forbindelse, at et rejseforbud efter den
    foreslåede § 79 e idømmes af domstolene og er betinget
    af, at det begåede forhold har forbindelse til udlandet, at
    der er fare for, at den dømte vil begå ny lovovertrædelse af
    76
    lignende beskaffenhed med forbindelse til det eller de lande,
    som forholdet har forbindelse til, og at rejseforbuddet vil
    være egnet til at forebygge denne fare.
    Det bemærkes i øvrigt, at den foreslåede ordning giver mu-
    lighed for, at politiet, hvis der foreligger særlige grunde, kan
    give tilladelse til at rejse og opholde sig i et land omfattet
    af rejseforbuddet, hvis dette f.eks. måtte være påkrævet af
    hensyn til Danmarks internationale forpligtelser, herunder
    EMRK. Hertil kommer, at domstolene har mulighed for i
    det konkrete tilfælde at undlade at træffe afgørelse om et
    rejseforbud, hvis hensynet til Danmarks internationale for-
    pligtelser taler for det, at spørgsmålet om rejseforbuddets
    opretholdelse vil kunne begæres prøvet ved domstolene ef-
    ter 3 år fra endelig dom, dog således at perioden forlænges
    ved udståelse af fængselsstraf eller anden strafferetlig rets-
    følge af frihedsberøvende karakter, og at justitsministeren,
    når særlige omstændigheder taler for det, kan tillade, at
    indbringelse for retten sker tidligere.
    Det er på den baggrund Justitsministeriets vurdering, at den
    foreslåede ordning kan gennemføres inden for rammerne af
    EMRK artikel 8 og artikel 2 i 4. tillægsprotokol til EMRK.
    5. Forholdet til databeskyttelsesforordningen og databe-
    skyttelsesloven
    5.1. Etablering af en retlig ramme med henblik på at
    sikre øget informationsdeling i SSP-samarbejdet
    Det følger af retsplejeloven § 115, stk. 1, nr. 1, at politiet
    kan videregive oplysninger om enkeltpersoners rent private
    forhold til andre myndigheder, hvis videregivelsen må anses
    for nødvendig af hensyn til det kriminalitetsforebyggede
    samarbejde (SSP-samarbejdet). Efter retsplejelovens § 115,
    stk. 2, kan en myndighed – i samme omfang som nævnt i
    stk. 1 – videregive oplysninger om enkeltpersoner til politiet
    og andre myndigheder, der indgår i de former for samarbej-
    de, som er nævnt i stk. 1.
    De oplysninger, der kan videregives efter bestemmelsen,
    omfatter efter praksis bl.a. fortrolige oplysninger vedrørende
    børns og unges trivsel og udvikling, herunder oplysninger
    om stofmisbrug eller væsentlige sociale problemer. Det kan
    også være oplysninger om, at et barns eller en ungs familie-
    medlemmer er dømt for bandekriminalitet, eller øvrige op-
    lysninger om at barnet eller den unge er truffet i et klubhus
    eller til et arrangement i bandemiljøet.
    Med lovforslaget lægges der op til at indsætte et nyt stk. 5
    i retsplejelovens § 115, hvor den retlige ramme for behand-
    lingen af oplysninger om enkeltpersoners tilknytning til ban-
    demiljøer m.v. i SSP-samarbejdet beskrives nærmere. Det
    foreslås i bestemmelsen at anføre, at politiets videregivelse
    af oplysninger som led i SSP-samarbejdet kan omfatte op-
    lysninger om enkeltpersoners tilknytning til bandemiljøer,
    herunder oplysninger om, at et familiemedlem er dømt for
    en overtrædelse omfattet af straffelovens § 81 a.
    Det foreslåede vil indebære, at der etableres en specifik
    retlig ramme for behandlingen af oplysninger om enkeltper-
    soners tilknytning til bandemiljøer m.v. fra politiet, når op-
    lysningerne videregives som led i det kriminalitetsforebyg-
    gende samarbejde. Det foreslåede vil skulle bidrage til at
    sikre, at politiet i videre omfang end i dag deler oplysninger
    om enkeltpersoners tilknytning til bandemiljøer, herunder
    oplysninger om, at et barns eller ungs familiemedlem er
    dømt for bandekriminalitet, i regi af SSP-samarbejdet med
    henblik på, at relevante aktører kan opfange faresignaler og
    udviklingstendenser i kriminaliteten tilstrækkeligt tidligt til,
    at der kan gøres en reel indsats for at hindre, at udsatte børn
    og unge f.eks. rekrutteres til banderne.
    Den retlige ramme vil samtidig skulle sikre, at efterforsk-
    ningsmæssige hensyn og lignende tilgodeses i forbindelse
    med informationsdelingen. Det forudsættes således, at po-
    litiet – når videregivelsen af oplysningerne må anses for
    nødvendig af hensyn til det kriminalitetsforebyggende sam-
    arbejde, og der ikke er efterforskningsmæssige hensyn eller
    øvrige hensyn til politiets arbejde til hinder herfor – som
    udgangspunkt deler oplysninger i regi af SSP-samarbejdet
    om, at et barns eller en ungs nære familiemedlemmer er
    dømt for bandekriminalitet eller oplysninger om en persons
    (eventuelle) tilknytning til bandemiljøet.
    Det foreslåede vil indebære en behandling af personoplys-
    ninger, som skal leve op til kravene i retshåndhævelsesloven
    for så vidt angår den behandling, som foretages af de rets-
    håndhævende myndigheder, herunder politiet, mens det for
    øvrige myndigheder vil være reglerne i databeskyttelseslo-
    ven og databeskyttelsesforordningen, der finder anvendelse.
    Med den foreslåede bestemmelse vil politiet kunne videre-
    give almindelige personoplysninger (f.eks. navn, adresse
    og alder), følsomme personoplysninger (f.eks. helbredsop-
    lysninger, herunder oplysninger om stofmisbrug og væsent-
    lige sociale problemer), oplysninger vedrørende strafbare
    forhold (f.eks. oplysninger om, at et familiemedlem er dømt
    for en overtrædelse omfattet af straffelovens § 81 a) og
    oplysninger om personnumre til de myndigheder, der indgår
    i SSP-samarbejdet.
    Politiets behandling af personoplysninger i relation til vi-
    deregivelse af oplysninger vurderes at kunne ske efter rets-
    håndhævelseslovens § 9 og § 10, stk. 2.
    Den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 115, stk.
    5, vil udgøre hjemlen for politiets behandling af personop-
    lysninger. Politiet vil således i medfør af den foreslåede
    bestemmelse i retsplejelovens § 115, stk. 5, jf. stk. 1, kun-
    ne behandle, herunder videregive, almindelige personoplys-
    ninger, herunder oplysninger om strafbare forhold og oplys-
    ninger om personnumre,, hvis behandlingen må anses for
    nødvendig af hensyn til det kriminalitetsforebyggende sam-
    arbejde (SSP-samarbejdet), ligesom politiet vil kunne be-
    handle, herunder videregive, følsomme personoplysninger,
    hvis behandlingen er strengt nødvendig af hensyn til det
    kriminalitetsforebyggende samarbejde (SSP-samarbejdet).
    77
    Spørgsmålet om, hvorvidt de øvrige aktører i SSP-samarbej-
    det må behandle personoplysninger i medfør af den foreslå-
    ede § 115, stk. 5, er som udgangspunkt reguleret i databe-
    skyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, om behandling af
    almindelige personoplysninger, artikel 9, stk. 2, om behand-
    ling af følsomme personoplysninger og databeskyttelsesfor-
    ordningens artikel 10 om behandling af oplysninger om
    strafbare forhold.
    For så vidt angår almindelige personoplysninger følger det
    af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 2 og 3, at der
    er mulighed for at opretholde og indføre mere specifikke
    bestemmelser for at tilpasse anvendelsen af dele artikel 6,
    stk. 1. Det gælder bl.a. artikel 6, stk. 1, litra e, hvorefter
    behandling af almindelige personoplysninger kan ske, hvis
    det er nødvendigt af hensyn til udførelse af en opgave i sam-
    fundets interesse eller som henhører under offentlig myndig-
    hedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt.
    Det er vurderingen, at de ikke-retshåndhævende myndighe-
    ders behandling, herunder modtagelse, af almindelige per-
    sonoplysninger efter den foreslåede bestemmelse kan ske
    i medfør af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1,
    litra e, idet behandlingen af personoplysninger efter den
    foreslåede bestemmelse vil være nødvendig af hensyn til
    offentlig myndighedsudøvelse, som aktørerne i SSP-samar-
    bejdet, herunder de sociale myndigheder, varetager.
    For så vidt angår følsomme personoplysninger følger det
    af databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra g, at
    der må behandles følsomme personoplysninger, såfremt be-
    handlingen er nødvendig af hensyn til væsentlige samfunds-
    interesser på grundlag af EU-retten eller medlemsstaternes
    nationale ret og står i rimeligt forhold til det mål, der forføl-
    ges, respekterer det væsentligste indhold af retten til databe-
    skyttelse og sikrer passende og specifikke foranstaltninger
    til beskyttelse af den registreredes grundlæggende rettighe-
    der. Det er således muligt efter forordningens artikel 9, stk.
    2, litra g, at fastsætte regler for myndighedernes lovlige
    behandling af følsomme personoplysninger.
    Det er vurderingen, at de ikke-retshåndhævende myndighe-
    ders behandling, herunder modtagelse, af følsomme person-
    oplysninger efter den foreslåede bestemmelse kan ske i
    medfør af databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2,
    litra g, jf. artikel 6, stk. 1, litra e, idet udvekslingen af
    oplysninger er begrundet i hensynet til det kriminalitetsfore-
    byggende samarbejde (SSP-samarbejdet), som vurderes at
    være en væsentlig samfundsinteresse. Det vurderes, at ud-
    vekslingen af oplysninger står i rimeligt forhold hertil. Der
    lægges i den forbindelse vægt på, at udvekslingen af oplys-
    ninger er undergivet en række begrænsninger, herunder at
    videregivelsen alene kan ske, hvis videregivelsen må anses
    for nødvendig af hensyn til det kriminalitetsforebyggende
    samarbejde, jf. nærmere nedenfor.
    De nærmere betingelser for behandling af personoplysninger
    om strafbare forhold følger af databeskyttelsesforordningens
    artikel 10. Behandlingen af personoplysninger om strafbare
    forhold i medfør af retsplejelovens § 115, stk. 1, nr. 1, jf.
    stk. 2, vurderes at kunne ske inden for rammerne af databe-
    skyttelsesforordningens artikel 10, idet det er vurderingen,
    at den foreslåede udvidelse af bestemmelsen giver passen-
    de garantier for registreredes rettigheder og frihedsrettighe-
    der. Der lægges i den forbindelse vægt på, at udvekslingen
    af oplysninger er undergivet en række begrænsninger, jf.
    nærmere nedenfor. Det indebærer bl.a., at videregivelse kun
    kan finde sted, hvis det på baggrund af en konkret og indivi-
    duel vurdering må anses for nødvendig af hensyn til det kri-
    minalitetsforebyggede samarbejde, at videregivelsen alene
    kan ske til andre myndigheder, og at oplysningerne ikke må
    videregives med henblik på efterforskning af straffesager.
    Ifølge databeskyttelseslovens § 11, stk. 1, kan offentlige
    myndigheder behandle oplysninger om personnummer med
    henblik på entydig identifikation eller som journalnum-
    mer. Det er vurderingen, at den behandling af oplysninger
    om personnumre, som måtte ske efter den foreslåede be-
    stemmelse, kan ske inden for rammerne af databeskyttelses-
    lovens § 11, stk. 1, idet videregivelsen vurderes at være
    nødvendig for at kunne identificere de pågældende personer
    for derved at kunne udføre det kriminalitetsforebyggende
    samarbejde mellem SSP-aktørerne.
    I forbindelse med vurderingen af behovet for at etablere
    en specifik retlig ramme for behandlingen af oplysninger
    om enkeltpersoners tilknytning til bandemiljøer m.v. i for-
    bindelse med udveksling af oplysninger i medfør af rets-
    plejelovens § 115, stk. 1, nr. 1, har Justitsministeriet lagt
    vægt på, at Rigspolitiet har oplyst, at politiet i dag – på
    trods af muligheden for at videregive oplysninger efter rets-
    plejelovens § 115 – har visse betænkeligheder ved at dele
    relevante oplysninger om børn og unge, der er på kanten
    til at blive involveret i bandemiljøet med f.eks. kommunale
    myndigheder. Justitsministeriet har endvidere lagt vægt på,
    at det lokale SSP-samarbejde udgør en vigtig brik i det kri-
    minalpræventive arbejde i forhold til børn og unge, og at det
    – for at kunne iværksætte en effektiv forebyggende indsats
    over for udsatte børn og unge – er nødvendigt at behandle
    og videregive personoplysninger, herunder oplysninger om
    enkeltpersoners tilknytning til bandemiljøer m.v., myndighe-
    derne imellem. Endelig har Justitsministeriet lagt vægt på,
    at det er afgørende for SSP-samarbejdet i almindelighed og
    for iværksættelsen af en effektiv forebyggende indsats over
    for udsatte børn og unge i særdeleshed, at de involverede
    myndigheder i videst muligt omfang udveksler nødvendige
    oplysninger med hinanden.
    Det er i den forbindelse Justitsministeriets opfattelse, at
    det vil være hensigtsmæssigt at etablere en specifik retlig
    ramme for behandlingen af oplysninger om enkeltpersoners
    tilknytning til bandemiljøer m.v. med henblik på at sikre, at
    politiet i videre omfang end i dag deler sådanne oplysninger
    i regi af SSP-samarbejdet.
    Det bemærkes, at adgangen til videregivelse af fortrolige
    oplysninger efter retsplejelovens § 115, stk. 1, nr. 1, er un-
    dergivet en række begrænsninger.
    78
    Det er således en betingelse for videregivelse af oplysnin-
    ger i SSP-samarbejdet, at videregivelsen må anses for nød-
    vendig af hensyn til det kriminalitetsforebyggede samarbej-
    de. Om dette er tilfældet, vil bero på en konkret og indivi-
    duel vurdering. Ved vurderingen skal der bl.a. lægges vægt
    på kategorien af oplysningerne, jf. Justitsministeriets vejled-
    ning om behandling af personoplysninger i SSP-samarbejdet
    af december 2018. Derudover er det vigtigt at overveje, hvor
    mange oplysninger det er nødvendigt at udveksle, for at den
    aftalte indsats kan iværksættes. Det vil i den forbindelse
    spille en rolle, hvilken type indsats der drøftes at iværksæt-
    te. Det vil eksempelvis i højere grad være nødvendigt at
    dele personoplysninger og særligt oplysninger af følsom
    karakter i tilfælde, hvor en individuel indsats over for det
    enkelte barn og den enkelte unge drøftes, sammenlignet med
    tilfælde hvor en generel indsats over for hele årgangen på en
    skole påtænkes iværksat.
    Derudover kan videregivelsen alene ske til andre myndighe-
    der. Endelig må oplysningerne ikke videregives med henblik
    på efterforskning af straffesager.
    Justitsministeriet skal afslutningsvis bemærke, at det for-
    udsættes, at de øvrige bestemmelser i databeskyttelsesfor-
    ordningen, databeskyttelsesloven og retshåndhævelsesloven,
    herunder de grundlæggende principper i databeskyttelsesfor-
    ordningens artikel 5 og retshåndhævelseslovens § 4, også
    iagttages, når der behandles personoplysninger i medfør af
    den foreslåede bestemmelse.
    5.2. Videregivelse af fortrolige oplysninger om personer
    over 18 år til forældre og andre med lignende tætte rela-
    tioner
    Det følger af retsplejelovens § 115 a, at politiet kan videre-
    give fortrolige oplysninger vedrørende personer, der er fyldt
    18 år, til forældre eller andre, herunder familiemedlemmer,
    der har lignende tætte relationer til den pågældende person,
    hvis videregivelsen må anses for nødvendig som led i en
    kriminalitetsforebyggende indsats over for personen. Med
    lovforslaget lægges der op til at udvide retsplejelovens §
    115 a således, at der indføres en tilsvarende adgang for de
    sociale myndigheder til at videregive sådanne oplysninger.
    Den foreslåede udvidelse af bestemmelsen i retsplejelovens
    § 115 a indebærer en behandling (videregivelse) af person-
    oplysninger, som skal leve op til kravene i databeskyttelses-
    forordningen og databeskyttelsesloven. Den foreslåede udvi-
    delse af bestemmelsen udgør en udvidelse af en national
    særregel for behandling af personoplysninger.
    Med den foreslåede udvidelse af bestemmelsen i retsplejelo-
    vens § 115 a vil de sociale myndigheder kunne videregive
    almindelige personoplysninger (f.eks. navn), følsomme per-
    sonoplysninger (f.eks. helbredsoplysninger, herunder oplys-
    ninger om den unges eventuelle stofmisbrug eller væsentlige
    sociale problemer) og oplysninger vedrørende strafbare for-
    hold (f.eks. oplysninger om den unges kriminelle adfærd
    eller tilknytning til kriminelle grupperinger).
    Databeskyttelsesforordningen indeholder et nationalt råde-
    rum for fastsættelse af særregler om behandling af person-
    oplysninger.
    For så vidt angår almindelige personoplysninger følger det
    af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 2 og 3, at der
    er mulighed for at opretholde og indføre mere specifikke
    bestemmelser for at tilpasse anvendelsen af dele artikel 6,
    stk. 1. Det gælder bl.a. artikel 6, stk. 1, litra e, hvorefter
    behandling af almindelige personoplysninger kan ske, hvis
    det er nødvendigt af hensyn til udførelse af en opgave i sam-
    fundets interesse eller som henhører under offentlig myndig-
    hedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt.
    Det er vurderingen, at videregivelsen af almindelige per-
    sonoplysninger efter den foreslåede bestemmelse kan ske
    i medfør af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1,
    litra e, idet behandlingen af personoplysninger efter den
    foreslåede bestemmelse vil være nødvendig af hensyn til
    offentlig myndighedsudøvelse, som de sociale myndigheder
    varetager.
    For så vidt angår følsomme personoplysninger følger det
    af databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra g, at
    der må behandles følsomme personoplysninger, såfremt be-
    handlingen er nødvendig af hensyn til væsentlige samfunds-
    interesser på grundlag af EU-retten eller medlemsstaternes
    nationale ret og står i rimeligt forhold til det mål, der forføl-
    ges, respekterer det væsentligste indhold af retten til databe-
    skyttelse og sikrer passende og specifikke foranstaltninger
    til beskyttelse af den registreredes grundlæggende rettighe-
    der. Det er således muligt efter forordningens artikel 9, stk.
    2, litra g, at fastsætte regler for myndighedernes lovlige
    behandling af følsomme personoplysninger.
    Det er vurderingen, at videregivelsen af følsomme person-
    oplysninger efter den foreslåede bestemmelse kan ske i
    medfør af databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2,
    litra g, jf. artikel 6, stk. 1, litra e. Det er vurderingen, at den
    foreslåede hjemmel til videregivelse af fortrolige oplysnin-
    ger vil leve op til kravene i forordningens artikel 9, stk. 2,
    litra g, idet udvekslingen af oplysninger efter retsplejelovens
    § 115 a er begrundet i hensynet til den kriminalitetsfore-
    byggende indsats, som vurderes at være en væsentlig sam-
    fundsinteresse. Det vurderes, at udvekslingen af oplysninger
    står i rimeligt forhold hertil. Der lægges i den forbindelse
    vægt på, at udvekslingen af oplysninger er undergivet en
    række begrænsninger, herunder at videregivelsen alene kan
    ske, når den vurderes at være nødvendig som led i en krimi-
    nalpræventiv indsats over for den pågældende, jf. nærmere
    nedenfor.
    De nærmere betingelser for behandling af personoplysninger
    om strafbare forhold er reguleret i databeskyttelsesforord-
    ningens artikel 10. Behandlingen af oplysninger om strafba-
    re forhold i medfør af den foreslåede udvidelse af retspleje-
    lovens § 115 a vurderes at kunne ske inden for rammerne
    af databeskyttelsesforordningens artikel 10, idet det er vur-
    deringen, at den foreslåede udvidelse af bestemmelsen giver
    79
    passende garantier for registreredes rettigheder og friheds-
    rettigheder. Der lægges i den forbindelse vægt på, at udvek-
    slingen af oplysninger er undergivet en række begrænsnin-
    ger, jf. nærmere nedenfor.
    I forbindelse med vurderingen af, om retsplejelovens § 115 a
    bør udvides til også at omfatte de sociale myndigheder, har
    Justitsministeriet lagt vægt på, at Rigspolitiet har oplyst, at
    politiets adgang til at videregive fortrolige oplysninger efter
    retsplejelovens § 115 a er et nyttigt redskab i det bandefore-
    byggende tværsektorielle samarbejde, og at videregivelse af
    oplysninger kan tjene til at aktivere den unges netværk. Det
    er i den forbindelse Justitsministeriets vurdering, at samme
    gavnlige effekt formodes at kunne opnås ved en udvidelse
    af bestemmelsen til også at omfatte de sociale myndighe-
    der. Justitsministeriet har endvidere lagt vægt på, at flere
    kommuner har udtrykt ønske om, at der indføres en tilsva-
    rende adgang for de sociale myndigheder til at videregive
    fortrolige oplysninger som led i den kriminalitetsforebyg-
    gende indsats. Kommunerne har i den forbindelse henvist
    til, at en tilsvarende adgang vil give de sociale myndigheder
    mulighed for at indgå i en dialog med den unges forældre
    om kriminalitetsforebyggende tiltag.
    Det er Justitsministeriets opfattelse, at indførelse af en ad-
    gang til videregivelse af oplysninger i medfør af retsplejelo-
    vens § 115 a for de sociale myndigheder vil kunne styrke
    den forebyggende indsats mod kriminalitet i kommunerne
    for så vidt angår unge over 18 år. Det skyldes, at de sociale
    myndigheder med den foreslåede ændring vil få adgang til
    at inddrage personer, der vurderes at have den unges tillid,
    og som samtidig vurderes at have de nødvendige ressourcer
    til at kunne adfærds- og holdningspåvirke den unge i en
    positiv retning.
    Det bemærkes, at den foreslåede adgang til videregivelse af
    personoplysninger er undergivet en række begrænsninger.
    For det første kan videregivelsen alene ske, når den vurderes
    at være nødvendig som led i en kriminalpræventiv indsats
    over for den pågældende. De sociale myndigheder kan såle-
    des alene videregive de oplysninger, som er nødvendige for,
    at forældre m.v. kan opnå en sådan viden om kriminalitetens
    omfang og karakter, at de vil være i stand til at vurdere si-
    tuationen og have mulighed for at påvirke den pågældendes
    adfærd. Myndighederne vil endvidere i hvert enkelt tilfælde
    skulle vurdere, om det konkret er nødvendigt at videregive
    de pågældende oplysninger, for at forældrene m.v. har mu-
    lighed for at påvirke den unges adfærd. Det bemærkes, at de
    sociale myndigheder ikke vil kunne videregive oplysninger
    om banderelaterede forhold, som er modtaget fra politiet,
    idet det er afgørende for politiet, at politiet til enhver tid selv
    kan afgøre, om sådanne oplysninger kan deles. For nærmere
    om vurderingen af, hvornår det er nødvendigt at videregive
    oplysninger, herunder hvilke oplysninger der er nødvendige
    at give, henvises til afsnit 3.1.2.1.
    For det andet kan videregivelsen alene ske til en forælder
    eller en anden, herunder et familiemedlem, der har lignen-
    de tætte relationer til den pågældende, når der er konkrete
    grunde til at antage, at netop den forælder m.v. vil kunne
    påvirke den pågældende unge i en positiv retning. Det beror
    på en konkret vurdering, om f.eks. en onkel har en så tæt
    relation til en ung person, at den kan sammenlignes med re-
    lationen mellem en person og vedkommendes forældre. For
    nærmere om vurderingen af, hvornår nogen har en sådan
    tæt relation til den unge, at der kan videregives oplysninger
    efter bestemmelsen, henvises til afsnit 3.1.2.1. Overordnet
    vurderes den foreslåede udvidelse af retsplejelovens § 115 a
    at stå i et rimeligt forhold til de legitime mål, der forfølges,
    samt respektere det væsentligste indhold af retten til databe-
    skyttelse.
    Justitsministeriet skal i forlængelse heraf bemærke, at det
    forudsættes, at de grundlæggende principper i databeskyttel-
    sesforordningen iagttages i forbindelse med den behandling
    af personoplysninger, der måtte ske i medfør af den foreslå-
    ede bestemmelse. De oplysninger, der videregives efter rets-
    plejelovens § 115 a, må således ikke viderebehandles på en
    måde, der er uforenelig med formålet med behandlingen af
    personoplysninger, ligesom de pågældende oplysninger, der
    videregives, skal være tilstrækkelige, relevante og begræn-
    set til, hvad der er nødvendigt i forhold til formålet med
    behandlingen af oplysningerne.
    5.3. Styrket opholdsforbud og nyt kontaktforbud
    Med de foreslåede bestemmelser i straffelovens § 79 a, stk.
    6, 8 og 11, forudsættes det, at politiet vil foretage en behand-
    ling af personoplysninger.
    Efter Justitsministeriets vurdering kan de foreslåede bestem-
    melser gennemføres inden for rammerne af retshåndhævel-
    sesloven med senere ændringer, der gennemfører retshånd-
    hævelsesdirektivet.
    Politiets behandling af personoplysninger efter de foreslåede
    § 79 a, stk. 6, 8 og 11, vil således skulle ske i overensstem-
    melse med retshåndhævelsesloven.
    Politiets behandling vil kunne omfatte behandling af såvel
    ikke-følsomme som følsomme personoplysninger omfattet
    af henholdsvis retshåndhævelseslovens §§ 9 og 10.
    Efter retshåndhævelseslovens § 9 kan behandling af ikke-
    følsomme personoplysninger ske, når behandlingen er nød-
    vendig for at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforføl-
    ge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sankti-
    oner, herunder for at beskytte mod eller forebygge trusler
    mod den offentlige sikkerhed.
    Retshåndhævelseslovens § 10, stk. 1, indeholder et almin-
    deligt forbud mod behandling af følsomme personoplysnin-
    ger i form af race eller etnisk oprindelse, politisk, religiøs
    eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssigt tilhørs-
    forhold, genetiske data, biometriske data med det formål
    entydigt at identificere en fysisk person, helbredsoplysnin-
    ger eller oplysninger om en fysisk persons seksuelle forhold
    eller seksuelle orientering. Efter lovens § 10, stk. 2, må
    80
    sådanne følsomme personoplysninger dog behandles, når
    det er strengt nødvendigt og sker af hensyn til retshåndhæ-
    velsesformål, herunder for at beskytte den registreredes eller
    en anden fysisk persons vitale interesser, eller hvis behand-
    lingen vedrører oplysninger, som tydeligvis er offentliggjort
    af den registrerede.
    Herudover vil de grundlæggende principper i retshåndhæ-
    velseslovens § 4, om den dataansvarliges behandling af
    oplysninger, herunder om indsamling, ajourføring og opbe-
    varing m.v., skulle iagttages. Behandling af oplysninger
    skal bl.a. ske i overensstemmelse med »god databehand-
    lingsskik« og under hensyn til oplysningernes karakter, jf.
    retshåndhævelseslovens § 4, stk. 1. Dette indebærer, at be-
    handlingen skal være rimelig og lovlig. Indsamling af op-
    lysninger må endvidere kun ske til udtrykkeligt angivne
    og saglige retshåndhævelsesformål, og senere behandling af
    oplysningerne må ikke være uforenelige med disse formål,
    jf. bestemmelsens stk. 2. Efter lovens § 4, stk. 3, skal de op-
    lysninger, som behandles, være relevante og tilstrækkelige
    og ikke omfatte mere, end hvad der kræves til opfyldelse
    af de formål, hvortil oplysningerne indsamles, og de formål,
    hvortil oplysningerne senere behandles.
    Det er Justitsministeriets opfattelse, at politiets behandling
    af personoplysninger efter de foreslåede bestemmelser i
    straffelovens § 79 a, stk. 6, 8 og 11, vil være i overens-
    stemmelse med retshåndhævelseslovens §§ 4, 9 og 10, idet
    behandling af personoplysninger i medfør af de foreslåede
    bestemmelser må anses for at være nødvendigt eller strengt
    nødvendig med henblik på at forebygge ny banderelateret
    kriminalitet. Der er endvidere lagt vægt på, at det fremgår af
    den foreslåede § 79 a, stk. 7, i straffeloven, at politiets tilsyn
    efter den foreslåede § 79 a, stk. 6, skal udføres så skånsomt,
    som omstændighederne tillader, og at gennemførelsen af
    tilsynet skal stå i rimeligt forhold til tilsynets formål. Tilsy-
    net vurderes således at opfylde kravene til rimelighed og
    proportionalitet i retshåndhævelseslovens § 4, stk. 1 og 3.
    Med den foreslåede § 79 a, stk. 8, i straffeloven, forudsættes
    det, at dømte med et meddelt kontaktforbud kan modtage
    oplysninger fra politiet om, at en person har tilknytning til
    samme gruppe af personer som den dømte.
    Det er Justitsministeriets vurdering, at den dømtes behand-
    ling af personoplysninger efter den foreslåede bestemmelse
    som udgangspunkt vil være at anse som en behandling, der
    foretages af en fysisk person som led i rent personlige ak-
    tiviteter, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 2, stk. 2,
    litra c. Den dømtes behandling af personoplysninger vil der-
    med som udgangspunkt falde uden for databeskyttelsesfor-
    ordningens og databeskyttelseslovens anvendelsesområde.
    Den dømte vil desuden efter den foreslåede § 79 a, stk. 9, i
    straffeloven, have tavshedspligt med hensyn til de oplysnin-
    ger, der er nævnt i stk. 8, som den dømte modtager fra poli-
    tiet. Straffelovens §§ 152 og 152 c-f finder i den forbindelse
    anvendelse, hvilket indebærer, at den dømte ved enhver ube-
    rettiget videregivelse eller udnyttelse af oplysningerne kan
    straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Den dømte
    vil således alene have ret til at videregive oplysningerne,
    hvis én af undtagelserne i straffelovens § 152 e er opfyldt.
    Den dømte kan efter Justitsministeriets vurdering behand-
    le personoplysningerne på en sådan måde, at behandlin-
    gen uanset udgangspunktet ikke kan karakteriseres som en
    rent personlig aktivitet i databeskyttelsesforordningens for-
    stand. Dette vil betyde, at behandlingen i så fald skal ske
    inden for rammerne af databeskyttelsesforordningen og da-
    tabeskyttelsesloven, og at den dømte vil være dataansvarlig
    for behandlingen. Det må eksempelvis antages ikke at være
    en rent personlig aktivitet, at den dømte offentliggør de
    pågældende oplysninger på internettet, hvorved oplysninger-
    ne bliver tilgængelige for et ubestemt antal personer. En
    sådan offentliggørelse, som ikke tjener et sagligt formål, vil
    desuden efter Justitsministeriets opfattelse kunne udgøre en
    overtrædelse af databeskyttelsesforordningen og databeskyt-
    telsesloven, jf. databeskyttelseslovens § 41, stk. 1, nr. 4, og
    stk. 2, nr. 2.
    5.4. Tværfaglige efterforskningsgrupper
    Med den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 110
    c, stk. 3, foreslås det, at myndigheder, der deltager i tvær-
    faglige efterforskningsgrupper, jf. den foreslåede § 110 c,
    stk. 1, uanset tavshedspligt i anden lovgivning kan dele
    og videregive oplysninger til myndigheder, der deltager i
    en tværfaglig efterforskningsgruppe, hvis oplysningerne kan
    have betydning for efterforskningen.
    Det forudsættes, at tværfaglige efterforskningsgrupper op-
    rettes under NSK med deltagelse af Erhvervsstyrelsen og
    Skatteforvaltningen. Hertil kan NSK beslutte, at andre myn-
    digheder kan deltage i efterforskningsgrupperne.
    I efterforskningsgrupperne vil der kunne deles og videregi-
    ves oplysninger til de andre deltagende myndigheder, hvis
    oplysningerne kan have betydning for efterforskningen. Det-
    te indebærer, at der f.eks. vil kunne deles og videregives
    cpr-numre, adresser, oplysninger om strafbare forhold, op-
    lysninger om økonomiske forhold, oplysninger om ejerfor-
    hold m.v.
    Den foreslåede ordning i retsplejelovens § 110 c, stk. 3, skal
    sikre den nødvendige fortrolighed omkring oplysningerne,
    der kan være af sensitiv og personhenførbar karakter, og
    hvor fortrolighed som udgangspunkt vil være nødvendigt af
    hensyn til efterforskningen og myndighedernes bekæmpelse
    af kriminalitet.
    Spørgsmålet om, hvorvidt der må behandles personoplys-
    ninger, er som udgangspunkt reguleret i databeskyttelsesfor-
    ordningens artikel 6, stk. 1, om behandling af almindelige
    ikke-følsomme personoplysninger, artikel 9, stk. 2, om be-
    handling af følsomme personoplysninger, databeskyttelses-
    forordningens artikel 10 og databeskyttelseslovens § 8 om
    behandling af oplysninger om strafbare forhold samt databe-
    skyttelseslovens § 11 om behandling af personnumre.
    81
    Databeskyttelsesforordningen indeholder et nationalt råde-
    rum for fastsættelse af særregler om behandling af person-
    oplysninger.
    Efter databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 2 og 3,
    er det muligt at opretholde og indføre mere specifikke be-
    stemmelser for at tilpasse anvendelsen af dele af artikel 6,
    stk. 1. Det gælder bl.a. artikel 6, stk. 1, litra e, hvorefter be-
    handling af almindelige ikke-følsomme personoplysninger
    kan ske, hvis det er nødvendigt af hensyn til udførelse af
    en opgave i samfundets interesse eller som henhører under
    offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har
    fået pålagt.
    Behandling af ikke-følsomme personoplysninger efter den
    foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 110 c, stk. 3,
    kan ske inden for rammerne af forordningens artikel 6, stk.
    1, litra e. Det skyldes, at behandlingen af oplysningerne
    for myndighederne i tværfaglige efterforskningsgrupper, vil
    være nødvendig af hensyn til efterforskning af forbrydelser
    omfattet af retsplejelovens § 110 a, stk. 1, 1. pkt.
    Den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 110 c, stk.
    3, fastsættes som national særregel for behandling af almin-
    delige personoplysninger inden for rammerne af databeskyt-
    telsesforordningens artikel 6, stk. 2 og 3, jf. artikel 6, stk. 1,
    litra e.
    Efter databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra
    g, er det muligt at opretholde og indføre regler for lovlig
    behandling i overensstemmelse med artikel 9. Det er såle-
    des muligt efter forordningens artikel 9, stk. 2, litra g, at
    fastsætte regler for myndighedernes lovlige behandling af
    følsomme personoplysninger.
    I de tilfælde, hvor myndighedernes behandling af følsomme
    oplysninger omfattet af databeskyttelsesforordningens arti-
    kel 9 er nødvendig i en efterforskning, jf. den foreslåede §
    110 c, stk. 1, vil dette også kunne ske i medfør af de foreslå-
    ede bestemmelser. Det vurderes, at der med de foreslåede
    bestemmelser vil være hjemmel hertil, idet behandlingen i
    sådanne tilfælde vil være nødvendig af hensyn til en væsent-
    lig samfundsinteresse og ske på grundlag af national ret, jf.
    databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra g. Dette
    understøttes af de vigtige målsætninger om at gøre op med
    bandernes økonomiske kriminalitet. Den foreslåede bestem-
    melse har således til formål at styrke og effektivisere efter-
    forskningen af sager om organiseret økonomisk kriminalitet
    gennem fælles viden og dataadgang samt gennem konkret
    samarbejde i sagerne. Herved styrkes bekæmpelsen af sær-
    ligt komplekse former for kriminalitet, som forudsætter et
    tæt og operativt samarbejde mellem de relevante myndighe-
    der. De foreslåede bestemmelser vurderes således at kunne
    fastsættes inden for rammerne af forordningens artikel 9,
    stk. 2, litra g, jf. artikel 6, stk. 1, litra e.
    Overordnet vurderes de foreslåede bestemmelser at stå i
    et rimeligt forhold til de legitime mål, der forfølges, samt
    respektere det væsentligste indhold af retten til databeskyt-
    telse. Dette skyldes bestemmelsernes formålsafgrænsning i
    forhold til emnerne for efterforskningsgrupper, jf. den fore-
    slåede § 110 c, stk. 1, og de begrænsninger for anvendelse af
    udvekslede oplysninger, der foreslås fastsat i retsplejelovens
    § 110 c, stk. 6. For nærmere om bestemmelsernes anvendel-
    sesområde og begrænsningerne i anvendelsen af oplysnin-
    ger, henvises der til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr.
    1.
    Det følger herudover af databeskyttelsesforordningens arti-
    kel 9, stk. 2, litra g, at der i forbindelse med fastsættelsen
    af nationale regler skal sikres passende og specifikke foran-
    staltninger til beskyttelse af den registreredes grundlæggen-
    de rettigheder og interesser. Det vurderes, at disse foranstalt-
    ninger og garantier bl.a. er sikret gennem organiseringen af
    efterforskningen, som sker under ledelse af NSK og den
    særlige tavshedspligt i den foreslåede § 110 c, stk. 4.
    De nærmere betingelser for behandling af personoplysninger
    om strafbare forhold er reguleret i databeskyttelsesforord-
    ningens artikel 10. Efter artikel 10, 1. pkt., kan behandling
    af oplysninger om strafbare forhold ske på grundlag af for-
    ordningens artikel 6, stk. 1, under kontrol af en offentlig
    myndighed. Det er muligt at indføre mere specifikke be-
    stemmelser om de deltagende myndigheders behandling af
    oplysninger om strafbare forhold på baggrund af forordnin-
    gens artikel 6, stk. 1, litra e, jf. artikel 6, stk. 2 og 3. Det
    vurderes i den forbindelse, at den foreslåede bestemmelse
    kan rummes inden for rammerne af databeskyttelsesforord-
    ningens artikel 10, 1. pkt., jf. artikel 6, stk. 1, litra e. For
    en nærmere gennemgang af artikel 6, stk. 1, litra e, som
    hjemmelsgrundlag henvises til ovenfor.
    Ifølge databeskyttelseslovens § 11, stk. 1, kan offentlige
    myndigheder behandle oplysninger om personnummer med
    henblik på entydig identifikation eller som journalnum-
    mer. Det er vurderingen, at den behandling af oplysninger
    om personnumre, som måtte ske efter den foreslåede be-
    stemmelse i retsplejelovens § 110 c, stk. 3, kan ske inden
    for rammerne af databeskyttelseslovens § 11, stk. 1, idet
    delingen og videregivelsen vurderes at være nødvendig for
    udførelsen af myndighedernes opgaver, når de deltager i
    efterforskningsgruppen.
    For så vidt angår behandlingen af personoplysninger for
    politiet og anklagemyndigheden inden for en tværfaglig ef-
    terforskningsgruppe vurderes denne at kunne ske efter rets-
    håndhævelseslovens § 9 og § 10, stk. 2.
    Den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 110 c, stk.
    3, vil således udgøre hjemlerne for de deltagende myndig-
    heders behandling af personoplysninger i en efterforsknings-
    gruppe, jf. den foreslåede § 110 c, stk. 1. De deltagende
    myndigheder vil således i medfør af den foreslåede bestem-
    melse i retsplejelovens § 110 c, stk. 3, kunne behandle
    personoplysninger (herunder følsomme personoplysninger,
    oplysninger om strafbare forhold og oplysninger om person-
    nummer), uanset tavshedspligt fastsat i anden lovgivning,
    når oplysningerne kan have betydning for efterforskningen
    82
    af forbrydelser omfattet af retsplejelovens § 110 a, stk. 1, 1.
    pkt.
    Herudover bemærkes det, at de øvrige bestemmelser i data-
    beskyttelsesforordningen og -loven samt retshåndhævelses-
    loven, herunder de grundlæggende principper i forordnin-
    gens artikel 5 og retshåndhævelseslovens § 4, også skal
    iagttages, når der behandles personoplysninger i medfør af
    de foreslåede bestemmelser.
    Efter databeskyttelsesforordningens artikel 13 og 14 er den
    dataansvarlige ved indsamling af personoplysninger som ud-
    gangspunkt forpligtet til at meddele en række oplysninger til
    den registrerede, det vil sige den person som oplysningerne
    vedrører. Oplysningspligten efter forordningens artikel 13
    finder anvendelse i tilfælde, hvor oplysningerne indsamles
    hos den registrerede, mens artikel 14 finder anvendelse i
    tilfælde, hvor oplysningerne indsamles hos andre end den
    registrerede. I dette tilfælde vil oplysningspligten efter arti-
    kel 14 som udgangspunkt finde anvendelse, eftersom oplys-
    ninger ikke indsamles af efterforskningsgruppen hos den
    registrerede selv, men eksempelvis hos de deltagende myn-
    digheder eller fra offentligt tilgængelige kilder. Efter databe-
    skyttelsesforordningens artikel 15 har den registrerede som
    udgangspunkt ret til indsigt i personoplysninger vedrørende
    den pågældende, der behandles af den dataansvarlige.
    De foreslåede bestemmelser i retsplejelovens § 110 c, stk.
    4 og 5, om tavshedspligt vil dog udgøre en fravigelse fra
    oplysningspligten i databeskyttelsesforordningens artikel 14
    og indsigtsretten i databeskyttelsesforordningens artikel 15
    for så vidt angår oplysninger, som de pågældende myndig-
    heder modtager i forbindelse med deltagelsen i efterforsk-
    ningen, jf. den foreslåede § 110 c, stk. 1. Med hensyn til
    politiet og anklagemyndigheden, der deltager i en tværfaglig
    efterforskningsgruppe, følger oplysningspligten af retshånd-
    hævelseslovens § 13, stk. 2, og indsigtsretten af retshånd-
    hævelseslovens § 15. Undtagelse fra oplysningspligten og
    indsigtsretten vurderes at kunne ske inden for rammerne af
    retshåndhævelseslovens §§ 14 og 16, hvorefter oplysninger,
    der modtages i forbindelse med en tværfaglig efterforsk-
    ningsgruppe, som udgangspunkt vil kunne undtages fra op-
    lysningspligten og indsigtsretten af hensyn til bl.a. at undgå
    at skade forebyggelsen, afsløringen, efterforskningen eller
    retsforfølgningen af strafbare handlinger eller fuldbyrdelsen
    af strafferetlige sanktioner.
    Justitsministeriet vurderer, at de foreslåede bestemmelser
    i § 110 c, stk. 4 og 5, kan fastsættes inden for rammer-
    ne af databeskyttelsesforordningens artikel 23, stk. 1, litra
    d, hvorefter medlemsstaterne ved lovgivningsmæssige for-
    anstaltninger kan begrænse rækkevidden af forordningens
    bestemmelser om de registreredes rettigheder m.v., herun-
    der indsigtsretten efter forordningens artikel 15, når det er
    nødvendigt og forholdsmæssigt af hensyn til forebyggelse,
    efterforskning eller retsforfølgning af strafbare handlinger
    eller fuldbyrdelse af strafferetlige sanktioner, herunder be-
    skyttelse mod og forebyggelse af trusler mod den offentlige
    sikkerhed samt retshåndhævelsesdirektivets artikel 13, stk.
    3, og artikel 15, stk. 1.
    5.5. Udvidelse af afstandskravet for tv-overvågning
    Databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven gæl-
    der for enhver form for behandling af personoplysninger i
    forbindelse med tv-overvågning, jf. databeskyttelseslovens
    § 2, stk. 4. Dette medfører, at behandlingen af personoplys-
    ninger i forbindelse med tv-overvågning af gade, vej, plads
    eller lignende, som benyttes til almindelig færdsel, er om-
    fattet af databeskyttelsesforordningen og databeskyttelseslo-
    ven. Dette gælder både for private og offentlige myndighe-
    der, herunder kommuners behandling af personoplysninger i
    forbindelse med tv-overvågning.
    Efter databeskyttelsesforordningens artikel 6, kan der ske
    behandling af almindelige personoplysninger, hvis der fin-
    des et grundlag i artikel 6, stk. 1, litra a-e. Derudover kan
    der efter databeskyttelsesforordningens artikel 9 ske behand-
    ling af følsomme personoplysninger, hvis der findes et be-
    handlingsgrundlag i artikel 9, stk. 2, litra a-j. Oplysninger
    om strafbare forhold kan behandles efter databeskyttelses-
    forordningens artikel 10, hvis der f.eks. er hjemmel til be-
    handlingen i national ret.
    Efter databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 2, og 3,
    kan medlemsstaterne opretholde eller indføre mere specifik-
    ke bestemmelser for at tilpasse anvendelsen af forordnin-
    gens bestemmelser om behandling med henblik på overhol-
    delse af artikel 6, stk. 1, litra c og e, når grundlaget for
    behandling fremgår af EU-retten eller national ret.
    Det gældende afstandskrav for tv-overvågningsloven er op
    til ca. 30 meter, jf. Retsudvalgets betænkning over forslag
    til lov om ændring af lov om tv-overvågning, Folketingsti-
    dende 2019-20, tillæg B, L 102, side 3. Det fremgår af
    bemærkningerne til lovforslaget, at behandlingen af almin-
    delige personoplysninger havde hjemmel i artikel 6, stk.
    1, litra e, at behandlingen af følsomme personoplysninger
    havde hjemmel i artikel 9, stk. 2, litra g, og at behandlingen
    af oplysninger om strafbare forhold havde hjemmel i artikel
    10, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 102, som
    fremsat, side 17-18.
    Med lovforslagets § 6, nr. 1, foreslås det at øge afstandskra-
    vet for tv-overvågning fra op til ca. 30 meter til op til ca.
    100 meter. Afstandskravet øges med henblik på at udvide
    politiets muligheder for at efterforske kriminalitet, eftersom
    billeder fra tv-overvågning kan være helt afgørende for poli-
    tiets mulighed for hurtigt at kunne identificere og lokalisere
    potentielle gerningsmænd.
    Det er Justitsministeriets vurdering, at lovforslaget og be-
    handlingen af almindelige personoplysninger i medfør heraf
    fortsat vil kunne ske på grundlag af databeskyttelsesforord-
    ningens artikel 6, stk. 1, litra e, idet behandlingen vurderes
    at være nødvendig af hensyn til opgaver i samfundets inte-
    resse.
    83
    For så vidt angår lovforslagets bestemmelser og behandlin-
    gen af særlige kategorier af personoplysninger i medfør her-
    af er det vurderingen, at der med lovforslaget fortsat vil
    være hjemmel til behandlingerne i databeskyttelsesforord-
    ningens artikel 9, stk. 1, litra g, jf. artikel 6, stk. 1, litra e,
    idet behandlingen som nævnt vil være nødvendig af hensyn
    til væsentlige samfundsinteresser og har hjemmel i national
    ret.
    For så vidt angår lovforslaget og behandlingen af personop-
    lysninger om strafbare forhold i medfør heraf er det vurde-
    ringen, at tv-overvågningslovens § 2, stk. 1, nr. 3, litra b,
    § 2 c, stk. 1, og § 2 d, stk. 1, fortsat vil udgøre hjemmel
    i national ret til behandling af personoplysningerne, og at
    behandlingen derfor kan ske inden for rammerne af databe-
    skyttelsesforordningens artikel 10.
    Herudover skal det bemærkes, at de grundlæggende princip-
    per i databeskyttelsesforordningen, herunder artikel 5, litra
    c, hvorefter personoplysninger skal være tilstrækkelige, rele-
    vante og begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til
    de formål, hvortil de behandles, altid vil skulle iagttages i
    forbindelse med behandling af personoplysninger, herunder
    når der indsamles og behandles personoplysninger i forbin-
    delse med tv-overvågning, jf. nærmere herom nedenfor.
    Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 35, stk.
    1, at hvis en type behandling, navnlig ved brug af nye tekno-
    logier og i medfør af sin karakter, omfang, sammenhæng og
    formål, sandsynligvis vil indebære en høj risiko for fysiske
    personers rettigheder og frihedsrettigheder, foretager den
    dataansvarlige forud for behandlingen en analyse af de på-
    tænkte behandlingsaktiviteters konsekvenser for beskyttelse
    af personoplysninger.
    Det fremgår af databeskyttelsesforordningens artikel 35, stk.
    3, litra c, at en konsekvensanalyse vedrørende databeskyttel-
    se navnlig er påkrævet i tilfælde, som indebærer en systema-
    tisk overvågning af et offentligt tilgængeligt område i stort
    omfang.
    Artikel 35, stk. 7, beskriver de nærmere krav til indholdet af
    en konsekvensanalyse.
    Af artikel 35, stk. 10, følger det, at hvis en behandling i
    henhold til artikel 6, stk. 1, litra c eller e, har et retsgrundlag
    i EU-retten eller i den medlemsstats nationale ret, som den
    dataansvarlige er underlagt, og denne ret regulerer den eller
    de pågældende specifikke behandlingsaktiviteter, finder stk.
    1-7 ikke anvendelse, hvis medlemsstaten allerede har foreta-
    get en generel konsekvensanalyse vedrørende databeskyttel-
    se i forbindelse med vedtagelsen af dette retsgrundlag. Dette
    medfører, at det ikke vil være nødvendigt for hver enkelt
    dataansvarlig at foretage en særskilt konsekvensanalyse, når
    der er foretaget en generel konsekvensanalyse i forbindelse
    med vedtagelsen af loven.
    Som det fremgår ovenfor, har lovforslagets bestemmelser
    om behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-
    overvågning hjemmel i databeskyttelsesforordningens arti-
    kel 6, stk. 1, litra e, jf. artikel 6, stk. 2 og 3.
    Justitsministeriet har på denne baggrund foretaget en forny-
    et, generel konsekvensanalyse på linje med artikel 35, stk.
    10, af de ændringer i adgangen til at foretage tv-overvåg-
    ning, som lovforslaget indebærer.
    Justitsministeriet har ved vurderingen taget udgangspunkt
    i kravene fastsat i artikel 35, stk. 7. For så vidt angår de
    planlagte behandlingsaktiviteter og formålene med behand-
    lingen, herunder de legitime interesser der forfølges af den
    dataansvarlige, indebærer lovforslaget, at der kan indsamles
    personoplysninger i form af tv-overvågning i et større områ-
    de end efter de gældende bestemmelser, så længe betingel-
    serne derfor er opfyldt, jf. nærmere herom nedenfor. Der
    ændres med lovforslaget ikke på de muligheder, som de da-
    taansvarlige har for yderligere behandling af overvågnings-
    materialet i form af eksempelvis opbevaring og videregivel-
    se m.v.
    Formålet med indsamlingen af personoplysninger er over-
    ordnet kriminalitetsbekæmpelse, herunder at øge mulighe-
    derne for at politiet kan efterforske og afsløre bandekrimi-
    nalitet og generelt styrke politiets indsats mod denne krimi-
    nalitet. Indsamlingen giver således efter Justitsministeriets
    opfattelse politiet yderligere redskaber, der kan lede til en
    hurtigere og mere effektiv opklaring af kriminalitet, hvilket
    samlet set bidrager til et trygt og sikkert samfund. Det er Ju-
    stitsministeriets opfattelse, at der er tale om legitime formål,
    jf. artikel 35, stk. 7, litra a, og artikel 5, litra b.
    For så vidt angår, om behandlingsaktiviteterne er nødvendi-
    ge og står i rimeligt forhold til formålene, jf. artikel 35,
    stk. 7, litra b, bemærkes, at billeder fra tv-overvågning
    i mange tilfælde kan være et afgørende redskab, der gør
    politiet i stand til hurtigt at kunne identificere og lokalise-
    re potentielle gerningsmænd. Tv-overvågningsloven blev af
    denne grund heller ikke udformet som et absolut forbud
    mod privates tv-overvågning, da der, som det fremgår af lo-
    vens forarbejder, jf. Folketingstidende 1981-82 (2. samling),
    tillæg A, spalte 3832, som fremsat, i en række tilfælde vil
    være legitime modhensyn, herunder navnlig af kriminalpræ-
    ventiv art, som kan begrunde, at tv-overvågning bør kunne
    finde sted. Det er vurderingen, at det er nødvendigt at øge
    afstandskravet, da den udvidede adgang til tv-overvågning i
    visse situationer vil kunne være helt afgørende for, at politiet
    kan opklare kriminalitet. Når afstandskravet udvides, øges
    chancerne således også for, at kameraet fanger den begåede
    kriminalitet. Det bemærkes i øvrigt, at tv-overvågning også
    har et forebyggende sigte. Det udvidede afstandskrav vil
    ideelt set ikke alene kunne bidrage til i videre omfang at
    beskytte økonomiske værdier, men også de personer, som
    tilfældigt bliver udsat for eller overværer et røveri eller
    lignende, og som potentielt kommer til at lide varig eller
    længerevarende overlast som følge heraf.
    Henset til, at det kan være vanskeligt at forudse netop hvilke
    arealer, der vil være udsat for kriminalitet, vurderes det ikke
    84
    at være muligt at afgrænse tv-overvågningen til eksempelvis
    specifikke områder. For at tv-overvågningen kan udgøre et
    reelt effektivt efterforskningsværktøj for politiet, er det såle-
    des vurderingen, at det udvidede afstandskrav skal gælde i
    alle tilfælde, såfremt de øvrige betingelser efter bestemmel-
    serne er opfyldt. Det gælder f.eks. kravene om, at overvåg-
    ningen skal være klart nødvendig eller ske efter drøftelse
    med politidirektøren, jf. nærmere nedenfor. Den præcise af-
    grænsning af, hvad der er klart nødvendigt må bero på de
    konkrete forhold, men det er Justitsministeriets opfattelse, at
    f.eks. placeringen af forretningsstedet m.v. eller den offentli-
    ge myndighed vil kunne have betydning for, hvor langt der
    kan tv-overvåges. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis
    flere erhvervsdrivende foretager tv-overvågning i nærheden
    af eller overlappende i forhold til hinanden. Den erhvervs-
    drivende eller offentlige myndighed skal kunne godtgøre,
    at der foreligger et hensyn til at forebygge og opklare krimi-
    nalitet, som gør det klart nødvendigt at foretage tv-overvåg-
    ning i det pågældende område.
    Den foreslåede udvidelse af afstandskravet for tv-overvåg-
    ning kan indebære indsamling af en øget mængde person-
    oplysninger. Det er dog Justitsministeriets opfattelse, at ri-
    sikoen herved må vige til fordel for den nytteværdi, som
    det yderligere overvågningsmateriale vil kunne have, og at
    afvejningen af hensynet til privatlivets fred over for ønsket
    om at kunne forebygge og opklare kriminalitet kan begrunde
    den foreslåede udvidelse af afstandskravet.
    Samlet er det vurderingen, at lovforslaget er i overensstem-
    melse med artikel 5, litra c, hvorefter personoplysninger
    bl.a. skal være begrænset til, hvad der er nødvendigt i for-
    hold til de formål, hvortil de behandles, og at behandlings-
    aktiviteterne er nødvendige og står i rimeligt forhold til
    formålene, jf. artikel 35, stk. 7, litra b.
    For så vidt angår risiciene for de registreredes rettigheder
    og frihedsrettigheder og foranstaltninger, der skal begrænse
    de risici, der kan være forbundet med øget indsamling af
    personoplysninger som følge af den udvidede mulighed for
    tv-overvågning, herunder sikkerhedsforanstaltninger og me-
    kanismer, som kan sikre beskyttelse af personoplysninger,
    bemærkes indledningsvis, at det udvidede afstandskrav ikke
    indebærer nye former for risici, men at der som følge af
    muligheden for at foretage tv-overvågning i et større område
    også vil være mulighed for at overvåge flere personer, hvil-
    ket kan øge risikoen for behandling af personoplysninger
    i strid med databeskyttelsesreglerne, herunder for ulovlig
    videregivelse af og uretmæssig adgang til overvågningsma-
    terialet m.v. Det bemærkes i denne sammenhæng, at der
    ikke med forslaget ændres på de foranstaltninger, som de
    dataansvarlige skal iværksætte for at imødegå risiciene for
    de registreredes rettigheder og frihedsrettigheder. De dataan-
    svarlige skal således fortsat sikre sig, at behandlingsaktivite-
    terne er i overensstemmelse med reglerne i tv-overvågnings-
    loven og databeskyttelsesreglerne generelt.
    Det bemærkes yderligere vedrørende foranstaltninger, der
    skal begrænse de risici, der kan være forbundet med øget
    indsamling af personoplysninger som følge af den udvidede
    mulighed for tv-overvågning, at der både i de bestemmelser,
    som foreslås ændret, og i tv-overvågningsloven, databeskyt-
    telsesloven og databeskyttelsesforordningen mere generelt
    er fastsat begrænsninger for (behandling af personoplysnin-
    ger i forbindelse med) tv-overvågning.
    Det vil således fortsat være sådan, at de omfattede private
    og offentlige myndigheder vil skulle foretage en vurdering
    af, om tv-overvågning vil være klart nødvendigt forud for,
    at der kan foretages tv-overvågning. Der ændres med forsla-
    get ikke på den vurdering, som de omfattede private og
    offentlige myndigheder skal foretage, og som de allerede
    skal foretage i dag. Hvis vurderingen falder ud til, at der kan
    tv-overvåges, indebærer ændringen, at overvågningen kan
    dække et potentielt større område. Det vil derudover fortsat
    være sådan, at kommunalbestyrelser alene kan foretage tv-
    overvågning med henblik på at fremme trygheden og efter
    drøftelse med politidirektøren.
    Der er i øvrigt fastsat klare rammer for, hvilke erhvervsdri-
    vende, der – foruden offentlige myndigheder og kommunal-
    bestyrelser – har mulighed for at foretage tv-overvågning
    inden for rammerne af det udvidede afstandskrav. Omfattet
    er således alene pengeinstitutvirksomheder, spillekasinoer,
    hotel- og restaurationsvirksomheder, engrosvirksomheder,
    hvorfra der foregår salg og udlevering af varer, samt butiks-
    centre og butikker, hvorfra der foregår detailsalg.
    I forhold til begrænsninger i tv-overvågningsloven, databe-
    skyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen mere gene-
    relt, fastsætter tv-overvågningslovens § 4 c, stk. 4, en græn-
    se for hvor længe tv-overvågningsoptagelser må opbeva-
    res. Af bestemmelsen fremgår det således, at optagelser som
    udgangspunkt skal slettes senest 30 dage efter, at optagel-
    serne er foretaget. Enhver behandling af tv-overvågningsop-
    tagelser skal – i overensstemmelse med databeskyttelsesfor-
    ordningens princip om dataminimering og opbevaringsbe-
    grænsning, jf. forordningens artikel 5, stk. 1, litra c og litra e
    – i øvrigt begrænses til, hvad der er nødvendigt i forhold til
    de formål, hvortil de behandles, hvilket væsentligt begræn-
    ser risikoen for de berørte fysiske personers rettigheder og
    frihedsrettigheder. Der er således grænser for, hvornår der
    må foretages overvågning, og hvor længe overvågningen må
    opbevares.
    Tv-overvågningsloven fastsætter endvidere begrænsninger i
    forhold til, hvornår billed- og lydoptagelser med personop-
    lysninger, der optages i forbindelse med tv-overvågning, må
    videregives, jf. lovens § 4 c, stk. 1-3, herunder at visse
    videregivelser forudsætter forudgående tilladelse fra Data-
    tilsynet. Ifølge tv-overvågningslovens § 4 c, stk. 1, nr. 3,
    må tv-overvågningsoptagelser f.eks. videregives til politiet i
    kriminalitetsopklarende øjemed. Der er således med tv-over-
    vågningsloven fastsat helt klare regler for, i hvilke tilfælde
    der vil kunne ske en videregivelse af personoplysningerne.
    Der er med tv-overvågningslovens § 3, stk. 1, og § 3 a, stk.
    1, fastsat krav om, at private og offentlige myndigheder, der
    85
    foretager tv-overvågning af steder eller lokaler, hvortil der
    er almindelig adgang, eller af arbejdspladser, ved skiltning
    skal oplyse derom. Skiltningskravet i tv-overvågningsloven
    vil fortsat skulle iagttages, når der tv-overvåges inden for
    rammerne af det udvidede afstandskrav.
    Derudover gælder der en række pligter for den dataansvar-
    lige og rettigheder for de registrerede efter databeskyttel-
    sesforordningen, som ligeledes gælder, når der indsamles
    personoplysninger efter tv-overvågningsloven, herunder op-
    lysningspligten og indsigtsretten.
    Justitsministeriet har generelt tillagt det vægt, at de bestem-
    melser, som foreslås ændret, knytter sig til tv-overvågnings-
    loven, der indeholder begrænsninger for anvendelse af opta-
    gelser fra tv-overvågning, og at den yderligere behandling
    af personoplysninger, der vil kunne finde sted som følge
    af de foreslåede ændringer af loven, i det hele vil være
    omfattet af databeskyttelsesforordningen og databeskyttel-
    sesloven. Justitsministeriet skal i den forbindelse bemærke,
    at det forudsættes, at de grundlæggende principper i databe-
    skyttelsesforordningen iagttages i forbindelse med enhver
    behandling af personoplysninger, der måtte ske i medfør af
    udvidelsen af afstandskravet. De pågældende oplysninger,
    der behandles, skal således bl.a. være tilstrækkelige, rele-
    vante og begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til
    formålet med behandlingen af oplysningerne.
    Justitsministeriet har endvidere tillagt det vægt, at enhver
    behandling af personoplysninger indsamlet ved brug af tv-
    overvågning er underlagt Datatilsynets uafhængige tilsyn, jf.
    databeskyttelseslovens kapitel 10. Det følger af databeskyt-
    telsesforordningens artikel 77, at enhver registreret har ret til
    at klage til Datatilsynet, hvis den registrerede finder, at be-
    handlingen af personoplysninger vedrørende vedkommende
    overtræder denne forordning. Datatilsynet vil endvidere
    kunne føre tilsyn med enhver tv-overvågning omfattet af
    de foreslåede ændringer og efter omstændighederne benytte
    de beføjelser, der er tillagt Datatilsynet efter databeskyttel-
    sesforordningens artikel 58, over for en dataansvarlig.
    Det er Justitsministeriets samlede vurdering, at risikoen for
    fysiske personers rettigheder og frihedsrettigheder, som de
    foreslåede ændringer af tv-overvågningsloven medfører, når
    de vurderes i lyset af de garantier m.v., der er beskrevet
    ovenfor (den såkaldte residualrisiko), generelt er begrænset
    til et acceptabelt niveau. Justitsministeriet finder således ik-
    ke, at der generelt vil foreligge en høj residualrisiko for de
    berørte fysiske personers rettigheder og frihedsrettigheder
    som konsekvens af de foreslåede ændringer.
    6. Konsekvenser for opfyldelsen af FN’s verdensmål
    Lovforslaget har til formål over en bred kam at sikre et
    strammere greb om banderne, hvilket vurderes at understøtte
    delmål 16.4 for så vidt angår delen om, at bekæmpelse af
    alle former for organiseret kriminalitet skal styrkes. Hertil
    kommer, at lovforslaget indeholder forslag, der skal tage
    et opgør med bandernes økonomiske kriminalitet, hvilket
    vurderes at understøtte delmål 16.4 for så vidt angår delen
    om, at inden 2030 skal ulovlige penge- og våbenstrømme
    væsentligt reduceres, og indsatsen for inddrivelse og tilbage-
    levering af stjålne værdier skal styrkes.
    Lovforslagets formål vurderes ligeledes at understøtte del-
    mål 16.1 om, at alle former for vold og voldsrelateret døds-
    fald skal reduceres væsentligt overalt. I den forbindelse vur-
    deres lovforslagets forslag, der skal bidrage til at tage bedre
    hånd om unge på kanten af bandekriminalitet, og forslagene
    der skal sikre et strammere greb, hårdere konsekvens og
    større retfærdighed, samt forslagene, der skal begrænse og
    slå hårdere ned på bandernes ulovlige våbenbrug, navnlig at
    være relevante og væsentlige.
    7. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-
    kvenser for det offentlige
    7.1. Økonomiske konsekvenser for det offentlige
    Bandepakke IV skønnes at være forbundet med udgifter på
    ca. 132,5 mio. kr. i 2024, 186,2 mio. kr. i 2025, 186,9 mio.
    kr. i 2026 og 186,7 mio. kr. årligt i 2027 og frem (2024-
    pl). Bandepakken er finansieret på finansloven for 2024,
    samt ved forhøjede gebyrer og omprioriteringer inden for
    Justitsministeriets og Skatteministeriets eksisterende økono-
    miske rammer.
    For så vidt angår de økonomiske konsekvenser og kapa-
    citetsbehov i kriminalforsorgen bemærkes det generelt, at
    skønnene er behæftet med væsentlig usikkerhed. Det be-
    mærkes desuden, at ovenstående samlede udgiftsskøn også
    omfatter initiativer, som ikke gennemføres ved dette lovfor-
    slag. De enkelte initiativer i nærværende lovforslag, som
    medfører økonomiske konsekvenser, er beskrevet enkeltvist
    nedenfor.
    Lovforslagets § 2, nr. 2, og § 9, nr. 1, om et fokuseret SSP-
    samarbejde, der skal afskærme brødre til bandemedlemmer
    fra bandemiljøet, forventes at medføre varige merudgifter
    for politiet på i alt ca. 10,2 mio. kr. årligt fuldt indfaset. Ud-
    gifterne kan henføres til en styrkelse af den forebyggende
    indsats for at imødegå rekruttering af børn og unge. I tillæg
    hertil forventes der udgifter på ca. 0,2 mio. kr. i Social-, Bo-
    lig- og Ældreministeriet til udarbejdelse af vejlednings- og
    informationsmateriale. Det forventes herudover, at forslaget
    vil kunne medføre meropgaver for kommunerne og dermed
    merudgifter.
    Lovforslagets § 1, nr. 15, om forbud mod handlinger, der
    er egnede til at bidrage til, at personer under 18 år involve-
    res i kriminalitet, forventes at medføre varige merudgifter
    for politiet, anklagemyndigheden, domstolene og kriminal-
    forsorgen på i alt ca. 16,3 mio. kr. årligt fuldt indfaset, som
    kan henføres til en øget sagstilgang til straffesagskæden og
    et øget kapacitetsbehov. Forslaget skønnes at øge kapacitets-
    behovet i kriminalforsorgen med ca. 18 pladser årligt.
    Lovforslagets § 1, nr. 6 og 14, og § 2, nr. 9, om et styrket
    opholdsforbud forventes at medføre varige merudgifter for
    86
    politiet, anklagemyndigheden, domstolene og kriminalfor-
    sorgen på i alt ca. 1,5 mio. kr. årligt fuldt indfaset, som kan
    henføres til en øget sagstilgang til straffesagskæden og et
    øget kapacitetsbehov. Det styrkede opholdsforbud skønnes
    at øge kapacitetsbehovet i kriminalforsorgen med ca. 1 plads
    årligt.
    Lovforslagets §1, nr. 6, 8 og 14, og § 2, nr. 9, om et nyt
    kontaktforbud forventes endvidere at medføre varige merud-
    gifter for politiet, anklagemyndigheden, domstolene og kri-
    minalforsorgen på i alt ca. 6,5 mio. kr. årligt fuldt indfaset,
    som kan henføres til det tilsyn, der vil skulle føres med
    overholdelsen af et kontaktforbud, en øget sagstilgang til
    straffesagskæden og et øget kapacitetsbehov. Et nyt kontakt-
    forbud skønnes at øge kapacitetsbehovet i kriminalforsorgen
    med ca. 3 pladser årligt.
    Lovforslagets § 1, nr. 10 og 11, om forbrydelser af ydmy-
    gende karakter forventes at medføre varige merudgifter for
    kriminalforsorgen på ca. 2,1 mio. kr. årligt fuldt indfaset,
    som kan henføres til et øget kapacitetsbehov. Forslaget
    skønnes at øge kapacitetsbehovet i kriminalforsorgen med
    ca. 2 pladser årligt.
    Lovforslagets § 8, nr. 1, om fratagelse af børne- og unge-
    ydelsen for dømte bandemedlemmer påvirker ikke udgifter-
    ne til børne- og ungeydelsen, idet den udbetalte ydelse pr.
    barn ikke ændres – kun modtagerkredsen. Desuden vurderer
    Udbetaling Danmark, at lovforslaget vil medføre omkost-
    ninger på 0,6 mio. kr. til systemtilpasning og drift i 2024 og
    0,3 mio. kr. årligt fra 2025 til løbende drift. Det forventes
    herudover, at forslaget vil kunne medføre meropgaver for
    kommunerne og dermed merudgifter.
    Lovforslagets § 5, nr. 1-3, om begrænsning af bandemed-
    lemmers adgang til offererstatning forventes at kunne med-
    føre mindreudgifter til udbetaling af erstatning fra staten til
    ofre for forbrydelser, som ikke kan opgøres nærmere. Det
    forventes desuden, at forslaget vil kunne medføre begrænse-
    de merudgifter for Erstatningsnævnet og domstolene, som
    det ligeledes ikke er muligt at opgøre nærmere.
    Lovforslagets § 3, nr. 1 og 2, om større konsekvens for
    ulovlig besiddelse af knive og blankvåben m.v. forventes
    at medføre merudgifter for politiet, anklagemyndigheden,
    domstolene og kriminalforsorgen på i alt ca. 3,7 mio. kr.
    årligt fuldt indfaset, som kan henføres til de foreslåede
    strafskærpelser, herunder et øget kapacitetsbehov. Forslaget
    skønnes at øge kapacitetsbehovet i kriminalforsorgen på ca.
    2 pladser årligt. Derudover forventes forslaget at medføre
    øgede bødeindtægter.
    Lovforslagets § 1, nr. 17, om fordobling af strafferammen
    for våbenlagre forventes at medføre varige merudgifter for
    kriminalforsorgen på ca. 5,4 mio. kr. årligt fuldt indfaset,
    som kan henføres til et øget kapacitetsbehov. Forslaget
    skønnes at øge kapacitetsbehovet i kriminalforsorgen med
    ca. 7 pladser årligt.
    Lovforslagets § 1, nr. 16, og § 4, nr. 1-3, om en styrket
    indsats mod gas- og signalvåben forventes at medføre varige
    merudgifter for anklagemyndigheden, domstolene og krimi-
    nalforsorgen på i alt ca. 2,8 mio. kr. årligt fuldt indfaset, som
    kan henføres til de foreslåede strafskærpelser, herunder et
    øget kapacitetsbehov. Forslaget skønnes at øge kapacitetsbe-
    hovet i kriminalforsorgen med ca. 1 plads årligt. Derudover
    forventes forslaget at medføre øgede bødeindtægter.
    Lovforslagets § 2, nr. 1, om etableringen af tværgående
    efterforskningsgrupper er en del af et udvidet Al Capone-
    samarbejde, som samlet forventes at medføre varige mer-
    udgifter for politiet, anklagemyndigheden, Gældsstyrelsen,
    Skattestyrelsen, Erhvervsstyrelsen og Finanstilsynet på i alt
    ca. 38,8 mio. kr. årligt fuldt indfaset. De øvrige dele af
    det udvidede Al Capone-samarbejde vil blive gennemført
    administrativt.
    Lovforslagets § 1, nr. 12, om udvidelse af anvendelsesom-
    rådet for straffelovens § 81 a forventes at medføre varige
    merudgifter for politiet, anklagemyndigheden, domstolene
    og kriminalforsorgen på i alt ca. 19,4 mio. kr. årligt fuldt
    indfaset, som kan henføres til de foreslåede strafskærpelser,
    herunder et øget kapacitetsbehov. Forslaget skønnes at øge
    kapacitetsbehovet i kriminalforsorgen med ca. 20 pladser år-
    ligt. Lovforslagets § 1, nr. 13, som også vedrører udvidelse
    af anvendelsesområdet for § 81 a forventes at medføre vari-
    ge merudgifter for politiet, anklagemyndigheden, domstole-
    ne og kriminalforsorgen på i alt ca. 3,3 mio. kr. årligt fuldt
    indfaset, som kan henføres til de foreslåede strafskærpelser,
    herunder et øget kapacitetsbehov. Forslaget skønnes at øge
    kapacitetsbehovet i kriminalforsorgen med mindre end 1
    plads årligt.
    Lovforslagets § 1, nr. 7, om nattelivsforbud forventes at
    medføre varige merudgifter for politiet, anklagemyndighe-
    den, domstolene og kriminalforsorgen på i alt ca. 4,3 mio.
    kr. årligt fuldt indfaset, som kan henføres til en øget sags-
    tilgang til straffesagskæden og et øget kapacitetsbehov. For-
    slaget skønnes at øge kapacitetsbehovet i kriminalforsorgen
    med ca. 2 pladser årligt.
    Lovforslagets § 1, nr. 3-5, om udvidelse af muligheden
    for at foretage konfiskation af formuegoder m.v. forventes
    at medføre varige merudgifter for politiet, anklagemyndig-
    heden og domstolene på i alt ca. 2,0 mio. kr. årligt fuldt
    indfaset. Derudover forventes forslaget at kunne medføre et
    merprovenu, som følge af de udvidede muligheder for at
    foretage konfiskation, som det dog ikke er muligt at opgøre
    nærmere.
    Lovforslagets § 2, nr. 12, om udvidelse af politiets mulighe-
    der for hemmelig ransagning forventes at medføre varige
    merudgifter for politiet, anklagemyndigheden og domstole-
    ne på i alt ca. 7,7 mio. kr. årligt fuldt indfaset, som kan
    henføres til indhentelse af kendelser og en eventuelt øget
    sagstilgang i straffesagskæden.
    Lovforslagets § 2, nr. 4-6, om udvidelse af den tidsmæssige
    udstrækning af forsvarerpålæg vurderes at kunne medføre
    87
    begrænsede varige merudgifter for anklagemyndigheden og
    domstolene, som kan henføres til behandlingen af kendelser
    ved domstolene. Det er ikke muligt at opgøre merudgifterne
    nærmere.
    Lovforslagets § 2, nr. 7 og 8, om at ophæve forbuddet mod
    at bruge civile agenter forventes at medføre varige merud-
    gifter for politiet på ca. 1,0 mio. kr. årligt fuldt indfaset, som
    kan henføres til bl.a. kontrol og dokumentation af ordningen
    samt koordinering med landets politikredse. Der forventes i
    tillæg hertil udgifter ved anklagemyndigheden og domstole-
    ne, som ikke kan opgøres nærmere.
    Lovforslagets § 2, nr. 11, om udvidelse af politiets mulighed
    for at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden m.v.
    forventes at medføre begrænsede mindreudgifter for politi-
    et, anklagemyndigheden og domstolene, idet politiet ikke
    løbende skal indhente nye kendelser om indgreb i medde-
    lelseshemmeligheden m.v., hvis en mistænkt f.eks. skifter
    telefon og/eller simkort. Det er ikke muligt at opgøre min-
    dreudgifterne nærmere.
    Lovforslagets § 2, nr. 10, om optagelse af telefonsamtaler
    i kriminalforsorgen forventes at medføre varige merudgifter
    for kriminalforsorgen på ca. 6,7 mio. kr. i 2024, 5,0 mio. kr.
    i 2025 og 4,8 mio. kr. årligt fra 2026 og frem, som primært
    kan henføres til en øget understøttelse og videreudvikling af
    kriminalforsorgens telefoni- og aflytningssystem, herunder
    til IT-anskaffelser.
    Lovforslagets § 6, nr. 1, om udvidelse af afstandskravet for
    tv-overvågning forventes at medføre varige merudgifter for
    politiet og anklagemyndigheden på i alt ca. 4,9 mio. kr.
    årligt fuldt indfaset, som kan henføres til anvendelsen af
    tv-overvågning i efterforskningen og en øget sagstilgang i
    straffesagskæden. Forslaget forventes ligeledes at medføre
    begrænsede merudgifter for domstolene, der ikke kan opgø-
    res nærmere.
    Lovforslagets § 1, nr. 9 og 14, om indførelse af et nyt rejse-
    forbud forventes at medføre varige merudgifter for politiet,
    anklagemyndigheden og domstolene, som kan henføres til
    behandlingen af rejseforbud og efterfølgende indbringelser
    for retten. Det er ikke muligt at opgøre merudgifterne nær-
    mere, idet det ikke er muligt at estimere antallet af sager,
    hvori det vil være relevant at nedlægge påstand om et rejse-
    forbud.
    7.2. Implementeringskonsekvenser for det offentlige
    Lovforslagets § 8, nr. 1, om fratagelse af børne- og unge-
    ydelsen for dømte bandemedlemmer vurderes i mindre om-
    fang at have implementeringskonsekvenser primært i form
    af behov for it-udvikling og systemtilpasning.
    Lovforslagets § 5, nr. 1-3, om begrænsning af bandemed-
    lemmers adgang til offererstatning vurderes, at kunne med-
    føre en forlængelse af sagsbehandlingstiden i de sager, hvor
    skadelidtes krav på erstatning og godtgørelse fra skadevol-
    deren er afgjort ved dom.
    Lovforslagets § 2, nr. 1, om oprettelse af tværfaglige efter-
    forskningsgrupper vurderes i mindre omfang at have imple-
    menteringskonsekvenser primært ved at skabe mindre tids-
    krævende arbejdsgange, ved at myndighederne kan videre-
    give og dele oplysninger i tværfaglige efterforskningsgrup-
    per.
    Lovforslaget vurderes ikke i øvrigt at have væsentlige im-
    plementeringsmæssige konsekvenser for det offentlige.
    Lovforslaget vurderes overordnet at være i overensstemmel-
    se med principperne for digitaliseringsklar lovgivning, her-
    under princip 5 om tryg- og sikker datahåndtering, der er
    nærmere beskrevet under lovforslagets pkt. 5 i lovforslagets
    almindelige bemærkninger, hvor det fremgår, at behandlin-
    gen af oplysninger kan finde sted inden for rammerne af
    databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.
    Det bemærkes, at lovforslagets § 1, nr. 6, om et nyt kontakt-
    forbud kan anses for en fravigelse af princip 1 om enkle og
    klare regler, da den omfattede personkreds i det foreslåede
    kontaktforbud er dynamisk. Dette vurderes at være hensigts-
    mæssigt for at sikre, at den dømte ikke fastholdes eller
    falder tilbage i det kriminelle miljø gennem kontakt med
    andre personer, der havde tilknytning til samme gruppe af
    personer, som den dømte på gerningstidspunktet, hvilket kan
    ændre sig med tiden. Hertil kommer, at det for at sikre klare
    regler er foreslået, at politiet vil kunne give en forudgående
    advarsel, hvor den dømte vil blive oplyst om, at kontakt
    med en person af politiet vurderes at udgøre en overtrædelse
    af kontaktforbuddet. Det bemærkes ligeledes, at kontrollen
    med overholdelse af det foreslåede kontaktforbud kan anses
    for en fravigelse af princip 3 om muliggørelse af automatisk
    sagsbehandling, da en digital understøttelse af kontrollen
    kan blive besværliggjort samt en fravigelse af princip 7 om
    forebyggelse af snyd og fejl, da kontrol kan ske ved, at poli-
    tiet medtager den dømtes IT-udstyr til undersøgelse. I den
    forbindelse bemærkes det, at det bl.a. henset til et effektivt
    tilsyn vurderes mest hensigtsmæssigt, at administrationen
    af den foreslåede ordning ikke alene sker digitalt. Der vil
    således være behov for, at der kan føres fysisk kontrol med
    overholdelsen af forbuddet henset til dettes karakter. Hertil
    kommer, at det vurderes mest hensigtsmæssigt, at admini-
    strationen af den foreslåede ordning sker på samme vis som
    for andre tilsvarende ordninger, herunder opholdsforbud og
    kontaktforbud efter straffelovens § 79 b.
    8. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
    hvervslivet m.v.
    Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske og admini-
    strative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
    9. Administrative konsekvenser for borgerne
    Lovforslaget vurderes at have begrænsede administrative
    konsekvenser for borgerne.
    Det bemærkes, at lovforslagets § 1, nr. 6, om et nyt kontakt-
    forbud, vil indebære, at politiet som led i gennemførelsen
    88
    af et tilsyn med et meddelt kontaktforbud uden retskendelse
    vil kunne skaffe sig adgang til den dømtes bolig og andre
    lokaliteter, som den dømte råder over og foretage en under-
    søgelse heraf. Dette vurderes at være nødvendigt for at sikre
    en effektiv håndhævelse af den foreslåede ordning. Hertil
    kommer, at politiets tilsyn vil skulle udføres så skånsomt
    som omstændighederne tillader, og at gennemførelsen skal
    stå i rimeligt forhold til tilsynets formål. Endelig vurderes
    det mest hensigtsmæssigt, at administrationen af den fore-
    slåede ordning sker på samme vis som for andre tilsvarende
    ordninger, herunder opholdsforbud og kontaktforbud efter
    straffelovens § 79 b.
    Lovforslagets § 5, nr. 1-3, om begrænsning af bandemed-
    lemmers adgang til offererstatning kan indebære, at det sam-
    lede beløb, skadelidte modtager fra den statslige offererstat-
    ning, i nogle tilfælde vil være lavere end i dag. Forslaget
    vil dog ikke påvirke borgernes adgang til at gøre krav om
    ”fuldstændig” erstatning m.v. efter erstatningsansvarsloven
    gældende direkte over for gerningspersonen.
    Lovforslagets § 2, nr. 15 og 16, indebærer, at behandlin-
    gen af eventuelle adfærdsklager samt anmeldelser af straf-
    bare forhold begået i tjenesten vedrørende personale fra
    andre myndigheder, når de deltager i en tværfaglig efter-
    forskningsgruppe og varetager politimæssige opgaver eller
    opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølg-
    ning, omfattes af politiklageordningen. Borgere kan dermed
    i disse tilfælde rette henvendelse til Den Uafhængige Politi-
    klagemyndighed.
    Lovforslagets § 2, nr. 11, om udvidelse af politiets mulighed
    for at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden m.v.,
    vil indebære, at politiet ikke løbende skal indhente nye ken-
    delser om indgreb i meddelelseshemmeligheden m.v., hvis
    en mistænkt f.eks. skifter telefon og/eller simkort. Dette
    vil indebære, at politiet vil få lettere adgang til at foretage
    indgreb i meddelelseshemmeligheden m.v.
    10. Klimamæssige konsekvenser
    Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.
    11. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
    Lovforslaget har ingen miljø- og naturmæssige konsekven-
    ser.
    12. Forholdet til EU-retten
    Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter ud over
    hvad der fremgår under pkt. 5. i lovforslagets almindelige
    bemærkninger om forholdet til databeskyttelsesforordningen
    og databeskyttelsesloven samt nedenstående.
    12.1. Rejseforbud
    Det følger af artikel 21, stk. 1, i Traktaten om Den Europæ-
    iske Unions Funktionsmåde, at enhver unionsborger har ret
    til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område
    med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i
    traktaterne og i gennemførelsesbestemmelserne hertil.
    Bestemmelsen er for så vidt angår retten til udrejse fra en
    medlemsstat nærmere udmøntet i artikel 4 i Europa-Parla-
    mentets og Rådets direktiv 2004/38/EF om unionsborgeres
    og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig
    frit på medlemsstaternes område m.v. (opholdsdirektivet),
    hvoraf det følger, at uden at dette berører de bestemmelser
    for rejsedokumenter, der gælder ved national grænsekontrol,
    har alle unionsborgere, der er i besiddelse af et gyldigt iden-
    titetskort eller pas, ret til at forlade en medlemsstats område
    for at rejse til en anden medlemsstat.
    Unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til indrejse
    i en medlemsstat er nærmere udmøntet i opholdsdirektivets
    artikel 5, mens retten til ophold i en anden medlemsstat er
    reguleret i direktivets kapitel III og IV. Det følger heraf,
    at unionsborgere og deres familiemedlemmer har ret til at
    indrejse og tage ophold i andre medlemsstater i indtil tre
    måneder. Under nærmere betingelser har unionsborgere og
    deres familiemedlemmer ret til at opholde sig i andre med-
    lemsstater i mere end tre måneder.
    Medlemsstaterne kan begrænse den frie bevægelighed og
    ophold for en unionsborger eller et familiemedlem uanset
    nationalitet af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed
    eller sundhed, jf. opholdsdirektivets artikel 27, stk. 1. Efter
    opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, skal foranstaltninger
    truffet af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed
    være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og
    kan udelukkende begrundes i vedkommendes personlige ad-
    færd. Et rejseforbud udgør et indgreb i retten til fri bevæge-
    lighed, som skal ske i overensstemmelse med betingelserne i
    opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2.
    Den foreslåede ordning er begrundet i hensyn til den offent-
    lige orden og sikkerhed. Der henvises om hensynene bag
    den foreslåede ordning til pkt. 3.6.1.2 i lovforslagets almin-
    delige bemærkninger. Det er endvidere Justitsministeriets
    opfattelse, at den foreslåede ordning, herunder rejseforbud-
    dets varighed, ikke går videre end nødvendigt for at varetage
    disse hensyn.
    Det bemærkes i den forbindelse, at den foreslåede ordning
    er betinget af, at det begåede forhold har forbindelse til
    udlandet, at der er fare for, at den dømte vil begå ny lovov-
    ertrædelse af lignende beskaffenhed med forbindelse til det
    eller de pågældende lande, og at et rejseforbud er egnet til at
    forebygge denne fare.
    Hertil kommer, at politiet, hvis der foreligger særlige grun-
    de, kan meddele tilladelse til at rejse til og opholde sig i
    et land omfattet af et rejseforbud, ligesom domstolene har
    mulighed for i det konkrete tilfælde at undlade at træffe
    afgørelse om et rejseforbud, hvis hensynet til Danmarks
    internationale forpligtelser taler derfor, herunder det EU-ret-
    lige proportionalitetskrav.
    Det bemærkes, at det må antages, at principperne bag indrej-
    89
    seforbuddet i opholdsdirektivet kan overføres på det foreslå-
    ede rejseforbud. I den forbindelse svarer perioden på 3 år i
    det foreslåede § 79 e, stk. 5, 1. pkt. – efter udløbet af hvilken
    den dømte kan få prøvet rejseforbuddets opretholdelse – til
    den tilsvarende periode for indrejseforbud efter artikel 32 i
    opholdsdirektivet. Derfor skal rejseforbuddet og muligheden
    for prøvelse af dets opretholdelse beregnes fra tidspunktet
    for forbuddets faktiske gennemførelse. I den forbindelse be-
    mærkes, at et rejseforbud ikke kan gennemføres, mens den
    dømte udstår fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge
    af frihedsberøvende karakter. Idet rejseforbuddet vil blive
    idømt ved endelig dom, men først vil kunne gennemføres
    efter udståelse af eventuel fængselsstraf eller anden straffe-
    retlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, forlænges for-
    buddet tilsvarende i den periode, hvor den dømte udstår en
    eventuel fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af
    frihedsberøvende karakter, jf. den foreslåede § 79 e, stk. 5,
    2. pkt.
    På den baggrund er det samlet set Justitsministeriets vurde-
    ring, at den foreslåede ordning er i overensstemmelse med
    EU-retten.
    13. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
    Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 9. februar
    2024 til den 8. marts 2024 (29 dage) været sendt i høring
    hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:
    Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten,
    Samtlige byretter, Aalborg Universitet (Juridisk Institut),
    Aarhus Universitet (Juridisk Institut), Aarhus Retshjælp,
    Advokatrådet, Advokatsamfundet, Akademikerne, Amnesty
    International, Ankenævnet for Forsikring, Ankestyrelsen,
    Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, ATP, Barnets Tarv Nu,
    Bevismiddeltilsynet, Bueskydning Danmark, Business Dan-
    mark, Børne- og Kulturchefforeningen (BKF), Børne- og
    Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL) , Børnerå-
    det, Børnesagens Fællesråd, Børns Vilkår, Civilstyrelsen,
    Copenhagen Business School (Juridisk Institut), Danmarks
    Jægerforbund, Danmarks Lærerforening – DLF, Danmarks
    Våbenhandlerforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk
    Erhverv, Dansk Firmaidræt, Dansk Flugtskydningsforbund,
    Dansk Folkeoplysnings Samråd, Dansk Industri, Dansk
    Land- og Strandjagt, Dansk Militaria Forening, Dansk
    Skytte Union (Skydesport Danmark), Dansk Socialrådgi-
    verforening, Dansk Sportsskytte Forbund, Danske Advoka-
    ter, Danske Familieadvokater, Danske Regioner, Datatilsy-
    net, De Anbragtes Vilkår, Den Danske Dommerforening,
    Den Sociale Retshjælps Fond, Den Uafhængige Politiklage-
    myndighed, Det Etiske Råd, Det Kriminalpræventive Råd,
    DGI Skydning, Digitaliseringsstyrelsen, Dommerfuldmæg-
    tigforeningen, Domstolsstyrelsen, Erhvervsstyrelsens Områ-
    de for Bedre Regulering, Erstatningsnævnet, Faggruppen
    af Socialrådgivere i Kriminalforsorgen, Familieretshuset,
    FAU, Forsikring & Pension, Finn Nørgaard Foreningen,
    Foreningen af Fængselsinspektører og Vicefængselsinspek-
    tører, Foreningen af Offentlige Anklagere, Foreningen af
    Udlændingeretsadvokater, Foreningen Danske Herregårds-
    jægere, Forældrelandsforeningen (FBU), FRIDA Forsikring
    Agentur A/S, Frie Gadejurister, Fundamentet, Fængselsfor-
    bundet, Gadejuristen, Hjælp Voldsofre, HK Politiet og An-
    klagemyndigheden, HK Stat, HK-Landsklubben, Institut
    for Menneskerettigheder, Jagttegnslærerforeningen, Justitia,
    Kommunale Velfærdschefer (Tidl. FSD og Socialcheffor-
    eningen), Kommunernes Landsforening (KL), Kriminalfor-
    sorgsforeningen, Københavns Retshjælp, Københavns Uni-
    versitet (Juridisk Fakultet), Landsforeningen af Forsvars-
    advokater, Landsforeningen af Socialpædagoger, Landsfor-
    eningen Børn og Forældre, Landsforeningen KRIM, Lev
    Uden Vold, LOS – Landsorganisationen for sociale til-
    bud, Mellemfolkeligt Samvirke, OAK Foundation Denmark,
    Odense Retshjælp, Offerrådgivningen i Danmark, Patienter-
    statningen, Politiforbundet, Red Barnet, Red Barnet Ung-
    dom, Retspolitisk Forening, Røde Kors, RådgivningsDan-
    mark, SAVN, Sikkerhedsbranchen, Skydebaneforeningen
    Danmark, Social- og Boligstyrelsen, Socialpædagogernes
    Landsforbund, SSP-Samrådet, Syddansk Universitet (Jurid-
    isk Institut), Ungdommens Røde Kors, VIVE – Det Nationa-
    le Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vaabenhisto-
    risk Selskab.
    Herudover har udkastet til lovforslag i perioden fra den 9.
    februar 2024 til den 8. marts 2024 været sendt i høring hos
    Grønlands Selvstyre via Rigsombudsmanden i Grønland.
    14. Sammenfattende skema
    Positive konsekvenser/mindreudgifter
    (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
    »Ingen«)
    Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja,
    angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
    Økonomiske konsekvenser for
    stat, kommuner og regioner
    Enkelte dele af lovforslaget forventes at
    medføre begrænsede mindreudgifter for
    staten. Det drejer sig om lovforslagets § 2,
    nr. 11, om udvidelse af politiets mulighed
    for at foretage indgreb i meddelelseshem-
    meligheden og lovforslagets § 5, nr. 1-3,
    om begrænsning af bandemedlemmers ad-
    gang til offererstatning.
    Bandepakke IV skønnes samlet at være for-
    bundet med udgifter på ca. 132,5 mio. kr. i
    2024, 186,2 mio. kr. i 2025, 186,9 mio. kr.
    i 2026 og 186,7 mio. kr. årligt i 2027 og
    frem (2024-pl). Bandepakken er finansieret
    på finansloven for 2024 samt ved forhøjede
    gebyrer og omprioriteringer inden for Justits-
    ministeriets og Skatteministeriets eksisteren-
    de økonomiske rammer.
    90
    For så vidt angår de økonomiske konsekven-
    ser bemærkes det generelt, at skønnene er
    behæftet med væsentlig usikkerhed. Det be-
    mærkes desuden, at ovenstående samlede ud-
    giftsskøn også omfatter initiativer, som ikke
    gennemføres ved dette lovforslag.
    Implementeringskonsekvenser
    for stat, kommuner og regioner
    Lovforslaget vil kunne skabe mindre tids-
    krævende arbejdsgange ved, at myndighe-
    derne kan videregive og dele oplysninger i
    tværfaglige efterforskningsgrupper.
    Lovforslaget vil i mindre omfang kunne ska-
    be behov for it-udvikling og systemtilpas-
    ning. Hertil vil lovforslaget kunne medføre
    en forlængelse af sagsbehandlingstiden i de
    sager, hvor skadelidtes krav på erstatning og
    godtgørelse fra skadevolderen er afgjort ved
    dom.
    Økonomiske konsekvenser for
    erhvervslivet
    Ingen. Ingen.
    Administrative konsekvenser for
    erhvervslivet
    Ingen. Ingen.
    Administrative konsekvenser for
    borgerne
    Ingen. Lovforslaget vil indebære, at politiet som led
    i gennemførelsen af et tilsyn med et meddelt
    kontaktforbud uden retskendelse vil kunne
    skaffe sig adgang til den dømtes bolig og an-
    dre lokaliteter, som den dømte råder over, og
    foretage en undersøgelse heraf. Desuden kan
    lovforslaget indebære, at det samlede beløb,
    skadelidte modtager fra den statslige offerer-
    statning, i nogle tilfælde vil være lavere end i
    dag. Borgere vil i nærmere angivne tilfælde i
    forbindelse med tværfaglige efterforsknings-
    grupper kunne rette henvendelse til Den Uaf-
    hængige Politiklagemyndighed. Hertil vil po-
    litiet få lettere adgang til at foretage indgreb i
    meddelelseshemmeligheden m.v.
    Klimamæssige konsekvenser Ingen. Ingen.
    Miljø- og naturmæssige konse-
    kvenser
    Ingen. Ingen.
    Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter, ud over hvad der fremgår af pkt. 4., 5.
    og 12., hvorefter det er Justitsministeriets vurdering, at lovforslaget er i overensstemmel-
    se med EU-retten.
    Er i strid med de fem principper
    for implementering af erhvervs-
    rettet EU-regulering (der i rele-
    vant omfang også gælder ved im-
    plementering af ikke-erhvervsret-
    tet EU-regulering) (sæt X)
    JA NEJ
    X
    91
    Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
    Til § 1
    Til nr. 1
    Straffelovens § 38 indeholder regler om prøveløsladelse, når
    to tredjedele af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er udstå-
    et. Det følger af straffelovens § 38, stk. 5, at prøveløsladelse
    ikke kan ske, hvis den dømte af politiet skønnes at have til-
    knytning til en gruppe af personer, som aktivt er involveret
    i en verserende voldelig konflikt med en anden gruppe af
    personer, og politiet oplyser, at der inden for den gruppe,
    som den dømte skønnes at have tilknytning til, som led
    i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er anvendt
    våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles
    farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller
    er begået brandstiftelse omfattet af § 180.
    Det foreslås i § 38, stk. 5, efter »enten er anvendt« at indsæt-
    te: »knive og blankvåben m.v.,«.
    Det foreslåede vil indebære, at prøveløsladelse endvidere
    ikke kan ske, hvis den dømte af politiet skønnes at have til-
    knytning til en gruppe af personer, som aktivt er involveret
    i en verserende voldelig konflikt med en anden gruppe af
    personer, og politiet oplyser, at der inden for den gruppe,
    som den dømte skønnes at have tilknytning til, som led i
    konflikten er anvendt knive og blankvåben m.v. omfattet af
    knivlovens §§ 1-2.
    Ændringen skal ses i sammenhæng med udvidelsen af an-
    vendelsesområdet for straffelovens § 81 a, stk. 1, jf. lovfor-
    slagets § 1, nr. 12. Der tilsigtes ikke i øvrigt nogen ændring
    af straffelovens § 38.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.2 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til nr. 2
    Straffelovens § 41 indeholder regler om prøveløsladelse af
    livstidsdømte, når 12 år af en straf af fængsel på livstid er
    udstået. Det følger af straffelovens § 41, stk. 3, at prøveløs-
    ladelse ikke kan ske, hvis den dømte af politiet skønnes at
    have tilknytning til en gruppe af personer, som aktivt er
    involveret i en verserende voldelig konflikt med en anden
    gruppe af personer, og politiet oplyser, at der inden for
    den gruppe, som den dømte skønnes at have tilknytning til,
    som led i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er
    anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres
    særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig
    skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af § 180.
    Det foreslås i § 41, stk. 3, efter »enten er anvendt« at indsæt-
    te: »knive og blankvåben m.v.,«.
    Det vil indebære, at prøveløsladelse endvidere ikke kan ske,
    hvis den dømte af politiet skønnes at have tilknytning til
    en gruppe af personer, som aktivt er involveret i en verse-
    rende voldelig konflikt med en anden gruppe af personer,
    og politiet oplyser, at der inden for den gruppe, som den
    dømte skønnes at have tilknytning til, som led i konflikten
    er anvendt knive og blankvåben m.v. omfattet af knivlovens
    §§ 1-2.
    Ændringen skal ses i sammenhæng med udvidelsen af an-
    vendelsesområdet for straffelovens § 81 a, stk. 1, jf. lovfor-
    slagets § 1, nr. 12. Der tilsigtes ikke i øvrigt nogen ændring
    af straffelovens § 41.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.2 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til nr. 3
    Efter straffelovens § 76 a, stk. 1, kan der på nogle nærmere
    angivne betingelser ske konfiskation af formuegoder, der
    tilhører en person, som findes skyldig i en strafbar handling
    (udvidet udbyttekonfiskation). Efter stk. 2 og 3 kan der til-
    svarende ske konfiskation af formuegoder, der tilhører den
    pågældendes ægtefælle, samlever eller en juridisk person,
    som den pågældende alene eller sammen med sine nærmeste
    har en bestemmende indflydelse på. Efter stk. 5 kan der
    ske konfiskation af et beløb svarende til formuegodets værdi
    eller en del heraf.
    Straffelovens § 76 a omfatter ikke konfiskation af mindre
    værdier, hvilket i bemærkningerne til bestemmelsen er for-
    udsat at være formuegoder med en værdi på ca. 50.000 kr. i
    1997-prisniveau, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, L
    98 som fremsat, side 2503 f.
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.4.4.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås i § 76 a, stk. 1 og 2, stk. 3, 1. pkt., samt i
    stk. 5, at ændre »formuegoder« til: »formueaktiver«. Det
    foreslås endvidere i stk. 2, nr. 1, og i stk. 3, 3. pkt., at ændre
    »formuegodet« til: »formueaktivet«. Endelig foreslås det i
    stk. 4 at ændre »formuegode« til: »formueaktiv«.
    Der er tale om en ændring af bestemmelsens ordlyd, der
    alene har til formål at give mulighed for i bemærkningerne
    at ophæve den forudsatte værdigrænse.
    Den foreslåede ændring vil således indebære, at den i be-
    stemmelsen forudsatte værdigrænse afskaffes. Straffelovens
    § 76 a vil herefter omfatte alle aktiver, der har en økonomisk
    værdi.
    Der tilsigtes ikke i øvrigt nogen ændring af gældende ret
    i forhold til, hvilke aktiver der er omfattet af straffelovens
    § 76 a, stk. 2, eller af betingelserne for at kunne anvende
    bestemmelsen. Dog ændres personkredsen i bestemmelsens
    stk. 2 med lovforslagets § 1, nr. 4 og 5.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.4 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til nr. 4 og 5
    92
    Efter straffelovens § 76 a, stk. 1, kan der på nogle nærmere
    angivne betingelser ske konfiskation af formuegoder, der
    tilhører en person, som findes skyldig i en strafbar handling
    (udvidet udbyttekonfiskation). Efter stk. 2 og 3 kan der til-
    svarende ske konfiskation af formuegoder, som den pågæl-
    dendes ægtefælle eller samlever har erhvervet, medmindre
    1) formuegodet er erhvervet mere end 5 år før den strafbare
    handling, som danner grundlag for konfiskation efter stk.
    1, eller 2) ægteskabet eller samlivsforholdet ikke bestod på
    tidspunktet for erhvervelsen. Efter stk. 5 kan der ske konfi-
    skation af et beløb svarende til formuegodets værdi eller en
    del heraf.
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.4.4.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås med lovforslagets § 1, nr. 4, at ændre straffelo-
    vens § 76 a, stk. 2, så »eller samlever« i bestemmelsens
    indledende del ændres til: »samlever eller andre med en
    særlig tæt relation til den pågældende«.
    Ændringen vil medføre en udvidelse af personkredsen hos
    hvem, der kan ske udvidet udbyttekonfiskation.
    Der vil med den foreslåede ændring eksempelvis kunne ske
    konfiskation af formueaktiver tilhørende den skyldiges kæ-
    reste, uanset at de ikke bor sammen, hvis de efter en konkret
    vurdering har en særlig tæt relation. Tilsvarende vil der kun-
    ne ske konfiskation af aktiver hos den pågældendes børn,
    forældre eller søskende, hvis de efter en konkret vurdering
    har en særlig tæt relation.
    Det må afgøres efter en konkret vurdering, om den pågæl-
    dende har en særlig tæt relation til den skyldige. Det afgø-
    rende vil være, om de pågældende har et sådant interesse-
    fællesskab, at det er rimeligt at pålægge dem at redegøre for,
    om formuen er erhvervet lovligt. Der vil eksempelvis kunne
    lægges vægt på, om den pågældende ejer aktiver sammen
    med den dømte eller har hel eller delvis fællesøkonomi med
    den pågældende eller med en gruppe af personer.
    »Særlig tæt relation« skal forstås mere snævert end »nær-
    meste« i retsplejelovens § 171, stk. 1, og »nærtstående« i
    konkurslovens § 2, nr. 1. En familiemæssig tilknytning vil
    således ikke i sig selv være nok til, at der foreligger en
    særlig tæt relation. En særlig tæt relation vil dog have mere
    for sig, hvis der eksempelvis er tale om personer med fælles
    bopæl, f.eks. hjemmeboende børn, end hvis der eksempelvis
    er tale om bedsteforældre eller lignende, som den dømte må-
    ske ikke bor sammen med og måske ikke ser jævnligt. Vur-
    deringen må dog i alle tilfælde fortages konkret for hvert
    enkelt tilfælde.
    Tilsvarende vil der kunne lægges vægt på, om personer, der
    tidligere har boet sammen, men som er flyttet fra hinanden,
    opretholder et kæresteforhold.
    Der tilsigtes ikke i øvrigt nogen ændring af straffelovens §
    76 a. Der vil således fortsat kunne ske udvidet udbyttekon-
    fiskation hos den skyldiges ægtefælle eller samlever på de
    betingelser, der gælder i dag. Dog ændres den forudsatte
    værdigrænse i bemærkningerne til bestemmelsen med lov-
    forslagets § 1, nr. 3.
    Det foreslås endvidere med lovforslagets § 1, nr. 5, at ændre
    straffelovens § 76 a, stk. 2, nr. 2, således at »eller samliv-
    sforholdet« ændres til: »samlivsforholdet eller relationen«.
    Den foreslåede ændring vil medføre, at formueaktiver er-
    hvervet før det tidspunkt, hvor den særlig tætte relation
    opstod, ikke vil kunne konfiskeres efter bestemmelsen.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.4 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til nr. 6
    Det følger af straffelovens § 79 a, at den, som idømmes
    ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af
    frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfat-
    tet af straffelovens § 81 a, ved dommen kan gives opholds-
    forbud efter stk. 2. Det samme gælder den, som idømmes
    ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af
    frihedsberøvende karakter for overtrædelse af straffeloven,
    lov om euforiserende stoffer eller lov om våben og eksplo-
    sivstoffer, og som har tilknytning til en gruppe af personer,
    der tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet,
    når overtrædelsen har relation til den dømtes tilknytning til
    gruppen. For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvi-
    ses til pkt. 3.2.1.1.1 i lovforslagets almindelige bemærknin-
    ger.
    Straffeloven indeholder ikke i dag en bestemmelse om, at
    retten i samme situation ved dom kan give et forbud mod
    at søge at kontakte personer, der har tilknytning til samme
    gruppe af personer, som den dømte på gerningstidspunktet
    havde tilknytning til (kontaktforbud). For en nærmere be-
    skrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.2.1.1.2 i lovfor-
    slagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås i § 79 a, stk. 1, at den, som idømmes ubetinget
    fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsbe-
    røvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af §
    81 a, ved dommen kan gives opholdsforbud efter stk. 2
    og kontaktforbud efter stk. 3. Det samme gælder den, som
    idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig
    retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af
    denne lov, lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller
    knivloven, og som på gerningstidspunktet har tilknytning til
    en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende og
    alvorlig kriminalitet, når overtrædelsen har relation til den
    dømtes tilknytning til gruppen.
    Et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud vil kunne idøm-
    mes sammen med en helt eller delvis ubetinget fængsels-
    straf. Forbuddene vil endvidere kunne idømmes sammen
    med en anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende ka-
    rakter. Dette omfatter anbringelsesdomme og behandlings-
    domme efter straffelovens §§ 68 og 69, hvor der sker
    93
    frihedsberøvelse, forvaring efter straffelovens § 70 og ung-
    domssanktioner efter straffelovens § 74 a.
    Der vil derimod ikke kunne gives forbud i sager, hvor straf-
    fen alene er bøde eller betinget fængselsstraf. Ligeledes vil
    der ikke kunne gives forbud i sager, hvor den pågældende
    er idømt en anden strafferetlig retsfølge, som ikke er af fri-
    hedsberøvende karakter, f.eks. dom til ambulant behandling
    eller til tilsyn efter straffelovens §§ 68 og 69.
    Forbuddene vil skulle idømmes af domstolene efter en kon-
    kret vurdering af, om et opholdsforbud og/eller et kontakt-
    forbud vil være egnet og nødvendigt for at forebygge ny
    banderelateret kriminalitet ved at sikre, at de omfattede per-
    soner ikke fastholdes eller falder tilbage i det kriminelle
    miljø.
    Såfremt domstolene efter en konkret vurdering finder, at
    den dømte skal idømmes forbud, vil den pågældende som
    udgangspunkt skulle gives både et opholdsforbud og et
    kontaktforbud. Forbuddene vil dog efter omstændighederne
    også kunne gives enkeltvis. Dette gælder f.eks., hvis betin-
    gelserne for kontaktforbud er opfyldt, mens betingelserne
    for opholdsforbud ikke er opfyldt, fordi der ikke vurderes
    at være et nærmere afgrænset område, hvor den pågældende
    lovovertrædelse er begået, eller hvor den gruppe af personer,
    som den dømte på gerningstidspunktet havde tilknytning til,
    opholder sig. Dette vil bl.a. kunne være tilfældet, hvis et
    klubhus i en politikreds er nedlagt, men gruppen af personer
    fortsat opholder sig i kredsen, uden at det er muligt at defi-
    nere området konkret som et nærmere afgrænset område.
    Som nævnt foreslås det i stk. 1, 1. pkt., at en person, der
    idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig
    retsfølge af frihedsberøvende karakter for en lovovertrædel-
    se, der er omfattet af straffelovens § 81 a, om skærpet straf
    for visse straffelovsovertrædelser med relation til en bande-
    konflikt m.v., ved dommen vil kunne gives et opholdsforbud
    og/eller et kontaktforbud.
    Det vil indebære, at en person skal idømmes ubetinget fæng-
    selsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøven-
    de karakter for en eller flere af lovovertrædelserne nævnt i
    straffelovens § 81 a samtidig med, at strafskærpelsesbestem-
    melsen i § 81 a er anvendt.
    Det følger af straffelovens § 81 a, stk. 1, at den straf, der
    er foreskrevet i straffelovens §§ 119, 119 b, 123, 192 a og
    244, § 244, jf. § 247, § 245, § 245, jf. § 247, § 246, jf.
    § 245, § 246, jf. § 245, jf. § 247, § 252, stk. 1, § 260,
    stk. 1, § 261, stk. 1 og 2, § 266, § 285, stk. 1, jf. § 281,
    § 286, stk. 1, jf. § 281, og § 288, kan forhøjes indtil det
    dobbelte, hvis lovovertrædelsen har baggrund i eller er egnet
    til at fremkalde en konflikt mellem grupper af personer, hvor
    der som led i konflikten enten anvendes skydevåben eller
    anvendes våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres
    særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig
    skade, eller begås brandstiftelse omfattet af straffelovens §
    180. Efter § 81 a, stk. 2, skal det ved fastsættelse af straffen
    for overtrædelse af straffelovens § 180, § 183, stk. 2, og
    § 237 i almindelighed indgå som en særdeles skærpende
    omstændighed, hvis lovovertrædelsen har baggrund i eller er
    egnet til at fremkalde en konflikt som nævnt i stk. 1.
    Det bemærkes, at straffelovens § 81 a foreslås ændret, såle-
    des at der i bestemmelsen indsættes et nyt stk. 3, jf. nærme-
    re herom pkt. 3.4.2 i lovforslagets almindelige bemærknin-
    ger. Den foreslåede ordning vil indebære, at den foreslåede
    bestemmelse i § 81 a, stk. 3, omfattes af den foreslåede
    bestemmelse i straffelovens § 79 a, stk. 1, 1. pkt.
    Det forudsættes, at en person, som idømmes ubetinget fæng-
    selsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøven-
    de karakter for en lovovertrædelse, der er omfattet af straffe-
    lovens § 81 a, i almindelighed vil skulle gives et opholdsfor-
    bud og et kontaktforbud efter den foreslåede bestemmelse,
    uanset hvilken af de i § 81 a nævnte bestemmelser den
    pågældende dømmes for overtrædelse af.
    Som nævnt foreslås det i stk. 1, 2. pkt., at der endvidere
    vil kunne gives et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud
    til en person, som idømmes ubetinget fængselsstraf eller
    anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for
    overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende stoffer,
    våbenloven eller knivloven, og som på gerningstidspunktet
    har tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står
    bag omfattende og alvorlig kriminalitet, når overtrædelsen
    har relation til den dømtes tilknytning til gruppen.
    Den foreslåede nyaffattelse vil indebære, at anvendelsesom-
    rådet også vil omfatte overtrædelse af knivloven.
    Den foreslåede bestemmelse er først og fremmest tiltænkt
    at skulle finde anvendelse i relation til banderelateret krimi-
    nalitet, men den vil også – hvis betingelserne i øvrigt er
    opfyldt – kunne finde anvendelse på anden organiseret kri-
    minalitet. I praksis vil der i relation til banderelateret krimi-
    nalitet ofte være tale om at anvende bestemmelsen over for
    personer, som er registreret i politiets efterforskningsstøtte-
    database (PED), eller som i øvrigt monitoreres af politiet i
    den forbindelse.
    Den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 a, stk. 1,
    2. pkt., forudsættes for det første anvendt, hvis der forelig-
    ger to eller flere overtrædelser, der opfylder betingelserne i
    bestemmelsen, uanset hvor lang den eller de ubetingede fri-
    hedsstraffe er. Bestemmelsen forudsættes ligeledes anvendt,
    hvis der foreligger en enkelt overtrædelse, som opfylder
    betingelserne, og som samtidig fører til en ubetinget friheds-
    straf af mindst 3 måneders varighed. Vedrører en dom flere
    lovovertrædelser, hvoraf det ikke er alle, som er omfattet
    af straffelovens § 79 a, stk. 1, 2. pkt., vil der skulle foreta-
    ges en konkret vurdering af, om den overtrædelse, der er
    omfattet af bestemmelsen, i sig selv ville have medført en
    ubetinget frihedsstraf af mindst 3 måneders varighed.
    Anvendelsen af et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud
    efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 a, stk.
    1, 2. pkt., forudsætter herudover, at den dømte på gernings-
    94
    tidspunktet har tilknytning til en gruppe af personer, der
    tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, og
    at overtrædelsen har relation til den dømtes tilknytning til
    gruppen.
    Udtrykket »gruppe af personer« vil skulle forstås i overens-
    stemmelse med udtrykkets anvendelse i straffelovens § 81 a,
    stk. 1. Som en gruppe anses derved ikke kun formaliserede
    grupper med en fast struktur og rollefordeling medlemmerne
    imellem, et fast tilholdssted og navn eller lignende. Bestem-
    melsen omfatter også mere løse grupperinger, hvis gruppen
    dog virker med et fælles sigte eller mål og/eller har et fast
    reaktionsmønster i bestemte situationer, f.eks. at personerne
    i gruppen som regel bliver alarmeret og instrueret via tele-
    fon- eller sms-kæder i forbindelse med bestemte voldelige
    eller truende begivenheder, som indtræffer.
    Det forudsættes i den forbindelse, at gruppen for at være
    omfattet af den foreslåede bestemmelse ikke alene er opstået
    og fungerer i anledning af de forhold, der er til pådømmelse
    under den konkrete straffesag.
    En familiegruppe vil også kunne anses for en gruppe af
    personer efter den foreslåede bestemmelse, såfremt de betin-
    gelser, der er nævnt ovenfor, i øvrigt er opfyldt.
    Det vil være en betingelse, at personerne knyttet til den
    pågældende gruppe »tilsammen står bag omfattende og al-
    vorlig kriminalitet«. Dette vil omfatte tilfælde, hvor de per-
    soner, som har tilknytning til gruppen, samlet set er dømt
    for lovovertrædelser af en sådan grovhed eller i et sådant
    omfang eller antal, at den samlede kriminalitet inden for
    gruppen må anses for omfattende og alvorlig. Dette gælder,
    uanset om de enkelte lovovertrædelser er begået af en eller
    flere personer, som har tilknytning til gruppen.
    Ved vurderingen af, om de personer, som har tilknytning
    til gruppen, tilsammen står bag omfattende og alvorlig kri-
    minalitet, vil der navnlig skulle lægges vægt på, om de
    pågældende er dømt for overtrædelser af straffeloven, lov
    om euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven. Øvri-
    ge lovovertrædelser vil dog efter omstændighederne også
    kunne tillægges vægt i denne vurdering. Der vil endvidere
    kunne lægges vægt på, om overtrædelserne har ført til idøm-
    melse af ubetingede fængselsstraffe eller andre strafferetli-
    ge retsfølger af frihedsberøvende karakter. Det vil ligeledes
    skulle tillægges betydning, hvor lang tid der er gået, siden
    forholdene blev begået. Hvis forholdene er begået af person-
    er, der må anses for ledende eller toneangivende figurer
    inden for gruppen, vil dette ligeledes skulle tillægges bety-
    delig vægt.
    Til brug for vurderingen vil anklagemyndigheden under ho-
    vedforhandlingen bl.a. kunne fremlægge en udtalelse fra
    politiet om, hvilke personer der har tilknytning til gruppen,
    samt om registreringer af den kriminalitet, som disse per-
    soner er dømt for. Dette vil dog ikke være et krav.
    Det vil endvidere være en betingelse for at give et opholds-
    forbud og/eller et kontaktforbud efter det foreslåede 2. pkt.,
    at den dømte har »tilknytning« til den pågældende gruppe
    af personer. Begrebet »tilknytning« vil indebære, at den på-
    gældende vil skulle have et tilhørsforhold til gruppen som
    sådan. Det blotte bekendtskab med enkeltpersoner fra den
    pågældende gruppe falder således uden for den foreslåede
    bestemmelses anvendelsesområde.
    Vurderingen af, om den dømte har tilknytning til gruppen i
    bestemmelsens forstand, beror i første række på et politifag-
    ligt skøn.
    I den forbindelse vil der bl.a. kunne lægges vægt på, om
    personen er iagttaget i forbindelse med gruppens arrange-
    menter eller har båret beklædning, udsmykning eller lignen-
    de med symboler eller tekst med tilknytning til den pågæl-
    dende gruppe. Der vil også kunne lægges vægt på, om
    personen i gentagne tilfælde er iagttaget sammen med andre
    personer tilknyttet gruppen. På samme måde vil eksempel-
    vis tatoveringer og tilkendegivelser, herunder på sociale me-
    dier, det mørke internet (dark web), krypterede kommunika-
    tionsplatforme eller lignende, kunne indgå i vurderingen af
    den pågældendes tilknytning til gruppen. Der vil endvidere
    kunne lægges vægt på eventuelt materiale tilhørende grup-
    pen, f.eks. dokumenter, bøger, regnskaber, medlemslister,
    telefonlister, indbetalinger, fotos, videoer m.v., der viser, at
    personen har en tilknytning til den pågældende gruppe af
    personer. Herudover vil der også kunne lægges vægt på, om
    den pågældende er dømt for at have begået strafbare forhold
    sammen med andre personer tilknyttet gruppen.
    Opholdsforbud og/eller kontaktforbud vil kunne gives til
    personer, uanset om den pågældende i gruppens egen selv-
    forståelse er fuldgyldigt medlem eller har status som f.eks.
    »prospect«, »supporter«, »hangaround« eller »probationa-
    ry«. Det afgørende er, at den dømte har den beskrevne
    tilknytning til gruppen.
    Det gøres med forslaget klart, at tilknytningen skal foreligge
    på gerningstidspunktet. Det vil indebære, at det er den døm-
    tes tilknytning til gruppen af personer på gerningstidspunk-
    tet og ikke domstidspunktet, der er afgørende for, at domsto-
    lene kan idømme et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud
    efter bestemmelsen.
    At en lovovertrædelse vil skulle have »relation til den døm-
    tes tilknytning til gruppen« vil indebære, at et opholdsfor-
    bud og/eller et kontaktforbud ikke vil kunne idømmes i sag-
    er, hvor lovovertrædelsen ikke har nogen sammenhæng med
    den pågældendes tilknytning til gruppen. Som mulige ek-
    sempler kan nævnes vold eller voldtægt, der eksempelvis er
    begået i et parforhold, uden at det har nogen sammenhæng
    med den dømtes tilknytning til den pågældende gruppe.
    Det er ikke muligt præcist at angive, hvornår en lovovertræ-
    delse har relation til den dømtes tilknytning til gruppen. Det
    vil bero på en konkret vurdering af den begåede lovover-
    trædelse, herunder af overtrædelsens karakter, hvor den er
    foretaget, og om den er begået sammen med andre, der har
    tilknytning til gruppen. Det må antages, at der i mange til-
    95
    fælde vil være tale om kriminalitet i form af organiseret nar-
    kotikahandel, besiddelse af våben, vidnetrusler, afpresning
    og personfarlig kriminalitet, herunder grov vold.
    Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 omfatter også den, der
    dømmes for forsøg og medvirken, jf. straffelovens §§ 21 og
    23.
    Det foreslås i § 79 a, stk. 2, at der ved opholdsforbud
    forstås et forbud mod at færdes og opholde sig i et eller
    flere nærmere afgrænsede områder, hvor den pågældende
    lovovertrædelse er begået, eller hvor den gruppe af personer,
    som den dømte på gerningstidspunktet har tilknytning til,
    opholder sig.
    Udtrykket »færdes og opholde sig« vil skulle forstås på
    samme måde som i straffelovens § 79 b, stk. 2, om opholds-
    forbud for visse terrorforbrydelser. Færden og ophold om-
    fatter således enhver fysisk tilstedeværelse inden for det på-
    gældende område, herunder at passere igennem området. Et
    opholdsforbud vil således indebære, at den blotte tilstedevæ-
    relse i det pågældende område uden politiets tilladelse efter
    det foreslåedes § 79 a, stk. 4, jf. herom nedenfor, vil udgøre
    en overtrædelse, selv om der er tale om helt kortvarige op-
    hold.
    Det bemærkes, at et opholdsforbud ikke er til hinder for, at
    frihedsberøvelse vil kunne ske i et område, der er omfattet
    af opholdsforbuddet.
    Hertil kommer, at det ikke er tilsigtet, at et opholdsforbud
    vil skulle være til hinder for påbegyndelse og afvikling
    af udgang fra en af kriminalforsorgens institutioner, hvis
    institutionen ligger i et område omfattet af opholdsforbud-
    det. Den pågældende vil hurtigst muligt og uden ophold
    skulle forlade området, idet fortsat færden og ophold efter
    dette tidspunkt vil være en overtrædelse af opholdsforbud-
    det.
    Det er ligeledes ikke tilsigtet, at et opholdsforbud vil skulle
    være til hinder for færden og ophold, der udelukkende skyl-
    des nødsituationer, herunder den pågældendes eller dennes
    nærmeste pårørendes akutte henvendelse til et hospital. Den
    pågældende vil straks skulle forlade området, når nødsitua-
    tionen er afsluttet. Fortsat færden og ophold efter dette tids-
    punkt vil være en overtrædelse af opholdsforbuddet.
    Et opholdsforbud vil indebære et forbud mod at bosætte sig
    i det område, der er omfattet af forbuddet. Opholdsforbuddet
    vil således i praksis indebære et påbud til den pågældende
    om at bosætte sig uden for det område, som opholdsforbud-
    det omfatter. Dette gælder dog ikke, hvis der undtagelsesvist
    er grundlag for at meddele tilladelse efter den foreslåede §
    79 a, stk. 4, jf. herom nedenfor.
    Et opholdsforbud vil som udgangspunkt skulle omfatte den
    eller de kommuner, hvor den pågældende lovovertrædelse
    er begået. Herudover vil der kunne gives et opholdsforbud
    i den eller de kommuner, hvor den gruppe af personer, som
    den dømte på gerningstidspunktet havde tilknytning til, op-
    holder sig.
    Det vil navnlig bero på et politifagligt skøn, hvor en gruppe
    af personer anses for at opholde sig. I den forbindelse vil der
    bl.a. kunne lægges vægt på politiets observationer, ransag-
    ninger, afhøringer m.v. Det er ikke kun gruppens formelle
    opholdssted i form af et klubhus m.v., der vil skulle anses
    som gruppens opholdssted. Også steder eller områder, hvor
    gruppen i praksis samles og f.eks. udøver negativ påvirk-
    ning, herunder i form af kriminalitet, vil skulle anses som
    gruppens opholdssted.
    I vurderingen af den nærmere afgrænsning af opholdsfor-
    buddet, herunder om forbuddet vil skulle omfatte mere end
    én kommune, f.eks. både den kommune, hvor forholdet er
    begået, og den kommune, hvor gruppen opholder sig, vil
    der navnlig skulle lægges vægt på karakteren, omfanget og
    grovheden af den begåede kriminalitet, herunder om den
    begåede kriminalitet har forbindelse til en konflikt mellem
    forskellige grupper, f.eks. hvor der bliver kæmpet om terri-
    toriet i forhold til narkotikahandel.
    Der vil endvidere skulle lægges afgørende vægt på, hvor
    forbuddet mest effektivt forhindrer, at den pågældende gen-
    optager sine kriminelle aktiviteter.
    Hvis der er tale om en geografisk stor kommune med en
    eller flere større byer eller en kommune, der hovedsageligt
    består af tæt bebyggede områder, og hvor det er tydeligt,
    at den pågældendes kriminalitet og/eller gruppe hører til i
    en bestemt by eller bydel, vil retten i stedet for hele kom-
    munen kunne begrænse opholdsforbuddet til alene en eller
    flere byer eller bydele, hvis en bredere udstrækning konkret
    vurderes ikke at stå i rimeligt forhold til den begåede kri-
    minalitet. Der vil endvidere kunne gives et opholdsforbud,
    der alene omfatter dele af to kommuner, hvis f.eks. gruppen
    opholder sig omkring og eventuelt på begge sider af kom-
    munegrænsen.
    Er der tale om mindre alvorlig kriminalitet, som f.eks. alene
    har givet anledning til en kortere ubetinget fængselsstraf,
    og vurderes et geografisk bredt fastlagt forbud dermed ik-
    ke at stå i rimeligt forhold til den begåede kriminalitet,
    vil opholdsforbuddet kunne indskrænkes geografisk til et
    eller flere mindre områder, som ikke hindrer den dømtes
    sædvanlige ophold og færden de steder, hvor den dømte har
    sin bopæl og sine sædvanlige legitime gøremål, men som
    hindrer den dømte i at opholde sig og færdes, hvor den eller
    de pågældende lovovertrædelser er begået, og/eller hvor den
    gruppe af personer, som den dømte på gerningstidspunktet
    havde tilknytning til, opholder sig.
    Den præcise afgrænsning af opholdsforbuddet vil i øvrigt af-
    hænge af en konkret proportionalitetsvurdering, hvor oven-
    stående retningslinjer om fastsættelse af forbuddet indgår.
    Det vil være op til domstolene i de konkrete tilfælde at
    vurdere, hvordan det geografiske område, som et opholds-
    96
    forbud vil skulle dække, angives tilstrækkeligt præcist i
    dommen.
    Når opholdsforbuddet omfatter en eller flere hele kommuner
    – hvilket som nævnt vil være udgangspunktet – vil det være
    naturligt, at forbuddet afgrænses ved at angive den eller de
    pågældende kommuner. I andre tilfælde vil det eksempelvis
    kunne fastsættes i dommen, hvilke gadenavne der omkran-
    ser det område, som er omfattet af forbuddet, men andre ob-
    jektive beskrivelser af et område vil også kunne anvendes,
    så længe det sikres, at det omfattede område let og utvety-
    digt vil kunne identificeres. Det vil ikke være tilstrækkeligt
    at angive området på et kort, men beskrivelsen af området
    vil eventuelt kunne suppleres af et kort. Det bemærkes i øv-
    rigt, at politiets tilladelser så vidt muligt vil skulle afgrænses
    på samme måde.
    Overtrædelse af et opholdsforbud efter den foreslåede § 79
    a, stk. 2, vil kunne straffes med fængsel indtil 2 år, jf.
    nærmere herom bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr.
    14. Forsøg på at overtræde et opholdsforbud er ligeledes
    strafbart, jf. straffelovens § 21.
    Det foreslås i 79 a, stk. 3, 1. pkt., at der ved kontaktforbud
    forstås et forbud mod at søge at kontakte personer, der har
    tilknytning til samme gruppe af personer, som den dømte på
    gerningstidspunktet har tilknytning til.
    Det forudsættes, at et kontaktforbud som udgangspunkt vil
    skulle omfatte kontakt med alle personer, der havde tilknyt-
    ning til samme gruppe af personer, som den dømte på ger-
    ningstidspunktet havde tilknytning til. Udtrykkene »gruppe
    af personer« og »tilknytning« vil skulle forstås på samme
    måde som i den foreslåede § 79 a, stk. 1, 2. pkt., jf. herom
    ovenfor.
    Det forudsættes, at et kontaktforbud vil skulle omfatte kon-
    takt med alle personer, der på ethvert givent tidspunkt har
    tilknytning til samme gruppe af personer, som den dømte
    på gerningstidspunktet havde tilknytning til. Det gælder
    uanset om den dømte på et senere tidspunkt ophører med
    at have tilknytning til gruppen. Kontaktforbuddet er herved
    dynamisk og vil også omfatte kontakt med personer, der
    bliver tilknyttet samme gruppe af personer på et senere tids-
    punkt end den dom, hvorved forbuddet er givet. På samme
    vis vil kontakt med personer, der ikke længere vurderes at
    have en tilknytning til samme gruppe af personer, ikke være
    omfattet af kontaktforbuddet, ligesom kontaktforbuddet ikke
    vil gælde for kontakt med personer fra en anden gruppe
    af personer, som den dømte eventuelt måtte skifte til efter
    gerningstidspunktet.
    Udtrykket »kontakte« vil skulle forstås på samme måde som
    i straffelovens § 79 b, stk. 3, om kontaktforbud for visse
    terrorforbrydelser og omfatter enhver form for personlig,
    skriftlig, telefonisk og digital kontakt med personer, der er
    omfattet af det pågældende forbud. Et kontaktforbud vil
    således indebære, at en hvilken som helst kontakt – både
    skriftlig og mundtlig – med de omfattede personer uden
    politiets forudgående tilladelse efter den foreslåede § 79 a,
    stk. 4, jf. herom nedenfor, vil udgøre en overtrædelse. Da
    enhver kontakt med personer omfattet af kontaktforbuddet
    vil indebære en overtrædelse af forbuddet, vil enhver ny
    kontakt med en person omfattet af forbuddet udgøre en ny
    overtrædelse. Dette vil også gælde, selvom det måtte være
    den samme person, vedkommende har – eller har forsøgt at
    opnå – kontakt med flere gange.
    Et kontaktforbud vil for det første indebære et forbud mod
    personlig kontakt med personer, der er omfattet af forbud-
    det, herunder fysisk fremmøde på den pågældendes bopæl,
    opholdssted eller andre steder, hvor den pågældende ophol-
    der sig midlertidigt. Det bemærkes, at i de tilfælde, hvor
    den dømte samtidig med kontaktforbuddet er meddelt et
    opholdsforbud, vil opholdsforbuddet i visse tilfælde afskære
    muligheden for personlig kontakt med personer, der har til-
    knytning til samme gruppe af personer, i det område, hvor
    de pågældende opholder sig.
    Forbuddet vil også indebære et forbud mod personlig kon-
    takt, hvis den dømte tilfældigt møder en person, der er om-
    fattet af forbuddet, f.eks. på gaden, i biografen eller hos
    fælles bekendte. Kontaktforbuddet vil i sådanne situationer
    i praksis indebære, at den dømte vil skulle forlade stedet. I
    større forsamlinger, som f.eks. en demonstration, en festival
    eller lignende, hvor den dømte ikke vil være nødsaget til at
    interagere med personen omfattet af kontaktforbuddet, vil
    den dømte skulle holde størst mulig fysisk afstand fra den
    pågældende og samtidig ignorere den pågældende.
    Kontaktforbuddet vil endvidere indebære et forbud mod
    skriftlig kontakt i form af brev eller lignende analoge kom-
    munikationsformer. Forbuddet omfatter ligeledes telefonisk
    kontakt, som foregår ved anvendelse af telefonnettet, her-
    under fremsendelse af en tekst- eller billedbesked (f.eks.
    sms’er og mms’er).
    Herudover vil forbuddet omfatte en hvilken som helst kon-
    takt, som foregår gennem internettet eller et lignende system
    til spredning af information. Som eksempler kan nævnes e-
    mail, internetchat, internettelefoni, onlinespil med chatfunk-
    tion og sociale medier, herunder Facebook, Instagram, X,
    Snapchat og TikTok. Det samme gælder for kontakt, som
    finder sted på det mørke internet (dark web), som er en
    betegnelse for et netværk, som det kræver særlig software
    for at få adgang til. Netværket gør det herefter muligt for
    brugerne at skjule både deres handlinger og identiteter og
    er dermed særdeles velegnet for kriminelle, der ønsker at
    skjule ulovlige aktiviteter. Endvidere vil brug af Skype,
    Facetime, WhatsApp, Viber og lignende programmer til op-
    kald, chat og videoopkald via internettet være omfattet af
    forbuddet. Det bemærkes, at forbuddet ligeledes forudsættes
    at omfatte fremtidige kommunikationsteknologier, der på
    linje med internettet vil kunne bruges til spredning af infor-
    mation.
    Kontaktforbuddet gælder også, hvis en person, der er om-
    fattet af forbuddet, har taget initiativ til den første kontakt
    97
    med den dømte (f.eks. sendt den første sms eller den første
    e-mail). Den dømte må i sådanne tilfælde ikke svare på
    henvendelsen. Det er desuden omfattet af forbuddet, hvis
    kontakten sker gennem andre, f.eks. den dømtes ægtefælle.
    Et kontaktforbud vil desuden indebære, at den dømte ikke
    må »søge at« kontakte personer omfattet af forbuddet, hvil-
    ket vil skulle forstås på samme måde som i straffelovens
    § 79 b, stk. 3, om kontaktforbud for visse terrorforbrydel-
    ser. Forbuddet vil derfor være overtrådt, når den dømte
    f.eks. har afsendt en e-mail, skrevet en besked på en Face-
    book-profil eller lagt en besked på en telefonsvarer med
    forsæt til at opnå kontakt til en person omfattet af forbud-
    det. Der vil i givet fald foreligge en fuldbyrdet overtrædelse
    af kontaktforbuddet, selv om e-mailen eller beskeden ikke
    kommer frem til den tilsigtede modtager.
    Det er endvidere en betingelse for, at et kontaktforbud efter
    den foreslåede § 79 a, stk. 1, er overtrådt, at den dømte
    søger at »kontakte personer, der har tilknytning til samme
    gruppe af personer som den dømte«. Dette vil indebære, at
    kontakten vil skulle være rettet mod en eller flere konkrete
    personer, der er omfattet af forbuddet. En generel henven-
    delse eller et opslag, eksempelvis på en Facebook-profil
    eller Instagram-konto, herunder både på den dømtes egen
    profil eller på en andens, vil derimod i almindelighed ikke
    være omfattet af forbuddet. Det bemærkes, at en sådan hen-
    vendelse, der indledningsvis er generel, undervejs vil kunne
    skifte karakter og således blive omfattet af forbuddet. Det
    vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis en generel henvendelse
    på den dømtes egen Facebook-profil eller i et lukket cha-
    trum eller Facebookgruppe udvikler sig til en samtale med
    en eller flere personer omfattet af forbuddet.
    Det er en forudsætning for at ifalde straf for overtrædelse
    af et kontaktforbud, at den dømte har det fornødne forsæt,
    jf. den almindelige regel herom i straffelovens § 19. Den
    dømte vil skulle have forsæt i relation til samtlige objektive
    momenter i den foreslåede § 79 a, stk. 3. Der kræves således
    forsæt med hensyn til, at den person, som den dømte søger
    at kontakte, er tilknyttet samme gruppe af personer, som den
    dømte på gerningstidspunktet havde tilknytning til.
    Med henblik på at undgå bevismæssig tvivl om, hvorvidt
    en person i det konkrete tilfælde er tilknyttet samme gruppe
    af personer, som den dømte på gerningstidspunktet havde
    tilknytning til, og med henblik på at sikre, at den dømte har
    tilstrækkeligt kendskab til den omfattede personkreds for
    kontaktforbuddet, forudsættes det, at straf for overtrædelse
    af forbuddet i tilfælde, hvor tilknytningen til grupperingen
    ikke er klar – f.eks. på grund af manglende forudgående
    kendskab eller fravær af tydelige kendetegn – vil kræve en
    forudgående advarsel fra politiet om, at kontakt med perso-
    nen af politiet vurderes at udgøre en overtrædelse af forbud-
    det. Det forudsættes, at der ikke vil gælde nogen formkrav
    til den forudgående advarsel, idet den dog vil skulle kunne
    dokumenteres af politiet.
    Forsæt vil sædvanligvis foreligge, hvis den dømte søger at
    kontakte en eller flere personer, der har medvirket til den
    lovovertrædelse, som har begrundet kontaktforbuddet. Til-
    svarende vil forsæt som udgangspunkt foreligge, hvis den
    dømte har kontakt med en person omfattet af et kontaktfor-
    bud efter, at politiet i medfør af den foreslåede § 79 a,
    stk. 8, har videregivet oplysninger til den dømte herom, jf.
    nærmere herom nedenfor.
    Ved vurderingen af, om den dømte har haft forudgående
    kendskab til en persons tilknytning til samme gruppering
    som den dømte, vil der bl.a. kunne lægges vægt på kontak-
    tens karakter, forudgående kontakt mellem personerne, det
    forhold, at personerne er iagttaget sammen i forbindelse
    med gruppens arrangementer eller har båret beklædning, ud-
    smykning eller lignende tydelige kendetegn for den pågæl-
    dende gruppe.
    Hvis den dømte først på et senere tidspunkt får kendskab til,
    at en person har tilknytning til samme gruppe af personer,
    vil den pågældende først kunne straffes for overtrædelse
    af kontaktforbuddet, hvis den pågældende fortsat har eller
    søger kontakt med den person, der er omfattet af forbud-
    det efter dette tidspunkt. Det vil afhænge af de konkrete
    omstændigheder, hvad den dømte i sådanne situationer vil
    skulle foretage sig for at undgå strafansvar for overtrædelse
    af kontaktforbuddet. Som generel retningslinje vil den døm-
    te dog skulle foretage sig, hvad der i situationen er muligt
    for faktisk at bringe kontakten effektivt til ophør, herunder
    ved f.eks. fysisk at forlade stedet eller blokere personen på
    sociale medier.
    Det foreslås i § 79 a, stk. 3, 2. pkt., at kontaktforbud dog
    ikke omfatter nærmeste familiemedlemmer, i det omfang det
    ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser.
    Internationale forpligtelser vil i denne sammenhæng bl.a.
    omfatte artikel 8 i EMRK om retten til bl.a. familieliv.
    Ved nærmeste familiemedlemmer forstås normalt perso-
    nens ægtefælle, faste samlevende, forældre, børn og søsken-
    de. Det vil imidlertid bero på en konkret vurdering, hvilke
    personer der vil være undtaget fra et idømt kontaktforbud
    efter den foreslåede § 79 a, stk. 3, 2. pkt. Det vil ved vurde-
    ringen heraf bl.a. være relevant at inddrage karakteren af
    den pågældende relation, herunder om personen f.eks. bor
    sammen med den dømte.
    Det bemærkes, at forholdet mellem voksne familiemedlem-
    mer, f.eks. mellem forældre og voksne børn eller mellem
    voksne søskende, ikke nødvendigvis vil udgøre et familieliv
    efter EMRK artikel 8, idet der som udgangspunkt kræves en
    form for afhængighed.
    Med henblik på at undgå bevismæssig tvivl om, hvorvidt
    en person i det konkrete tilfælde er undtaget fra et idømt
    kontaktforbud som følge af den foreslåede § 79 a, stk. 3,
    2. pkt., og med henblik på at sikre, at den dømte har til-
    strækkeligt kendskab til den omfattede personkreds for kon-
    taktforbuddet, vil det efter omstændighederne være relevant,
    at politiet giver en forudgående advarsel om, at kontakt
    98
    med personen af politiet vurderes at udgøre en overtrædelse
    af forbuddet. Det forudsættes, at der ikke vil gælde nogen
    formkrav til den forudgående advarsel, idet den dog vil skul-
    le kunne dokumenteres af politiet.
    Det foreslås i § 79 a, stk. 3, 3. pkt., at kontaktforbud endvi-
    dere ikke omfatter andre indsatte i kriminalforsorgens vare-
    tægt, når den dømte er i kriminalforsorgens varetægt.
    Den foreslåede ordning vil medføre, at et kontaktforbud
    ikke vil være overtrådt, hvis en indsat, som ved dom er
    givet et kontaktforbud, har kontakt med andre indsatte, der
    har tilknytning til samme gruppe af personer, som den døm-
    te havde på gerningstidspunktet, når den pågældende er i
    kriminalforsorgens varetægt. Det gælder alle indsatte, her-
    under anholdte og arrestanter, som ved dom har modtaget
    et kontaktforbud. Den indsatte anses for at være i kriminal-
    forsorgens varetægt, når den pågældende befinder sig i kri-
    minalforsorgens institutioner, men også i øvrige situationer
    uden for kriminalforsorgens institutioner, hvis kriminalfor-
    sorgen har instruktionsbeføjelse over den indsatte f.eks. i
    forbindelse med fremstilling i og transport til og fra retten
    eller ved overførsel mellem matrikler. Det foreslåede skal
    ses i sammenhæng med, at bandemedlemmer ofte placeres
    i særlige afdelinger i kriminalforsorgen, samt at der kan
    gælde særlige vilkår for bandemedlemmers afsoning.
    Kontaktforbuddet vil dog gælde under uledsaget udgang,
    hvis den indsatte kontakter andre personer med tilknytning
    til gruppen. Sådan kontakt vil således fortsat udgøre en
    overtrædelse af forbuddet. Det bemærkes, at der i forbin-
    delse med påbegyndelse og afslutning af udgang kan være
    visse situationer, som efter en konkret vurdering bør undta-
    ges. Dette gælder eksempelvis, hvis der opstår kødannelse i
    forbindelse med adgangskontrol og visitation af den indsatte
    og dennes effekter samt i forbindelse med udgang, hvor de
    indsatte sendes af sted samtidig med henblik på at tage of-
    fentlig transport, hvor tidsintervallet imellem den offentlige
    transport er forholdsvist langt.
    Overtrædelse af et kontaktforbud efter den foreslåede § 79 a,
    stk. 3, vil kunne straffes med fængsel indtil 2 år, jf. nærmere
    herom bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 14. Forsøg
    på at overtræde et kontaktforbud er strafbart, jf. straffelo-
    vens § 21. Straf for forsøg vil dog forudsætte et tilstrække-
    ligt konkretiseret forsæt til den fuldbyrdede handling. Det
    bemærkes i den forbindelse, at der allerede vil foreligge en
    fuldbyrdet overtrædelse af kontaktforbuddet, hvis den dømte
    søger at kontakte personer omfattet af forbuddet.
    Det foreslås i § 79 a, stk. 4, at politiet kan meddele tilladelse
    til færden eller ophold i et område omfattet af et opholdsfor-
    bud efter stk. 1, jf. stk. 2, og til kontakt med en person
    omfattet af et kontaktforbud efter stk. 1, jf. stk. 3, hvis det af
    særlige grunde må anses for beføjet.
    Tilladelsesordningen forudsættes administreret restrik-
    tivt. Der vil imidlertid kunne være særlige tilfælde, hvor
    en person, der er idømt et opholdsforbud, har et særligt
    anerkendelsesværdigt formål med at færdes eller opholde
    sig i et område, som forbuddet vedrører. Det forudsættes,
    at der som udgangspunkt kun meddeles tilladelse, når Dan-
    marks internationale forpligtelser, herunder EMRK, kræver
    dette, eller når det for så vidt angår opholdsforbud vil være
    nødvendigt for, at den dømte vil kunne opfylde visse lovbe-
    stemte pligter.
    Tilladelsesordningen vil for det første indebære, at den døm-
    te på forhånd og på eget initiativ vil skulle søge om tilladel-
    se til færden eller ophold i et område omfattet af et opholds-
    forbud efter stk. 1, jf. stk. 2, og at den pågældende ikke
    lovligt vil kunne færdes eller opholde sig i det pågældende
    område, før der eventuelt måtte være meddelt en sådan tilla-
    delse.
    Udtrykket »særlige grunde« vil i denne forbindelse skulle
    forstås på samme måde som i straffelovens § 79 b, stk.
    4, om opholdsforbud og kontaktforbud for visse terrorforbr-
    ydelser.
    Som eksempler på tilfælde, hvor der foreligger »særlige
    grunde«, som vil kunne begrunde en tilladelse til færden
    eller ophold i et område, som er omfattet af et opholdsfor-
    bud, kan nævnes tungtvejende hensyn til den pågældendes
    helbred. Det vil eksempelvis kunne være deltagelse i ope-
    rationer, lægeundersøgelser eller andre sygdoms- eller hel-
    bredsbegrundede behandlinger, som sker på baggrund af læ-
    gehenvisning, og som alene vil kunne foregå på et hospital
    eller hos en læge i det område, der er omfattet af opholdsfor-
    buddet. Det forudsættes som det klare udgangspunkt, at der
    i disse tilfælde gives tilladelse. Der vil omvendt ikke kunne
    gives tilladelse, hvis den lægelige behandling uden videre
    vil kunne foregå hos en læge m.v., der ikke er placeret i det
    område, som forbuddet vedrører.
    Som nævnt ovenfor er det ikke hensigten, at et opholdsfor-
    bud vil skulle være til hinder for færden og ophold i nødsi-
    tuationer, herunder den pågældendes eller dennes nærmeste
    familiemedlemmers akutte henvendelse til et hospital. I dis-
    se tilfælde kræves der således ikke tilladelse fra politiet til
    færden og ophold i området.
    Hensynet til den dømtes privat- og familieliv vil i visse
    tilfælde også kunne udgøre en særlig grund til færden el-
    ler ophold i et område, som er omfattet af et opholdsfor-
    bud. Der vil f.eks. kunne være tale om enkeltstående eller
    sjældent forekommende begivenheder af særlig betydning
    vedrørende de nærmeste familiemedlemmer som f.eks. be-
    gravelse, alvorlig sygdom eller tilstedeværelse i forbindelse
    med en ægtefælles, samlevers eller kærestes fødsel af et
    fælles barn. Ved nærmeste familiemedlemmer forstås nor-
    malt personens ægtefælle, faste samlevende, forældre, børn
    og søskende. Omvendt vil deltagelse i mere almindeligt el-
    ler hyppigt forekommende familiebegivenheder som f.eks.
    fødselsdage, højtider eller uformelle sammenkomster m.v.
    som det klare udgangspunkt ikke udgøre en særlig grund i
    bestemmelsens forstand.
    99
    Som anført ovenfor vil et opholdsforbud i de tilfælde, hvor
    den dømte forud for dommen måtte være bosat i det område,
    som et opholdsforbud omfatter, i praksis indebære et påbud
    til den pågældende om at flytte uden for det område, som
    opholdsforbuddet omfatter.
    Hvor den pågældende bor alene eller sammen med personer,
    som ikke er den pågældendes nærmeste familiemedlemmer,
    vil hensynet til at forebygge ny banderelateret kriminalitet
    ved at modvirke, at den dømte fastholdes eller falder tilbage
    i det kriminelle miljø og hensynet til omgivelserne, hvor kri-
    minaliteten er begået, efter Justitsministeriets opfattelse som
    det klare udgangspunkt vægte højere end den pågældendes
    mulighed for at opretholde sin bopæl i et område, som er
    omfattet af et opholdsforbud. Der vil derfor som det klare
    udgangspunkt ikke kunne meddeles tilladelse til ophold i
    egen bolig i disse tilfælde.
    Hvor den dømte har bopæl sammen med sine nærmeste
    familiemedlemmer, vil der skulle foretages en afvejning af
    hensynet til familielivet over for hensynet til at forebygge
    ny banderelateret kriminalitet i form af, at den dømte fast-
    holdes eller falder tilbage i et kriminelt miljø samt karak-
    teren og grovheden af den begåede kriminalitet, som har
    begrundet opholdsforbuddet.
    Der vil i den forbindelse også skulle lægges betydelig vægt
    på, om opretholdelse af bopælen vil kunne ske, uden at den
    pågældende vil komme til at opholde sig i det specifikke
    område (f.eks. en bydel) inden for opholdsforbuddets anven-
    delsesområde, hvor den pågældende lovovertrædelse er be-
    gået eller hvor den gruppe af personer, som den dømte på
    gerningstidspunktet havde tilknytning til, opholder sig. Hvis
    opretholdelse af bopælen vil indebære, at den pågældende
    vil komme til at opholde sig i netop dette område, vil det
    med betydelig vægt tale for, at bopælen ikke vil kunne op-
    retholdes. Det vil dog bl.a. også være relevant at lægge vægt
    på, hvor lang tid husstanden har været etableret, hvorvidt en
    ægtefælle eller samlever havde kendskab til kriminaliteten,
    der var begået forud for etableringen af forholdet, hvorvidt
    der er hjemmeboende børn og i givet fald deres alder samt
    børnenes bedste interesser og velbefindende.
    Udøver den pågældende et familieliv med en samlever el-
    ler ægtefælle med fælles mindre, hjemmeboende børn vil
    dette være forhold, som med betydelig vægt taler for, at
    der meddeles tilladelse. I sådanne situationer vil der således
    skulle meddeles tilladelse, medmindre særdeles tungtvejen-
    de hensyn taler herimod. Det vil f.eks. kunne være tilfældet,
    hvis den pågældende er dømt for meget alvorlig kriminalitet
    (f.eks. drab) og samtidig har opretholdt kontakten til grup-
    pen af personer.
    Hvis de ovennævnte familiemæssige forhold er til stede på
    tidspunktet for domsafsigelsen, vil retten ved idømmelse
    af en kortere ubetinget fængselsstraf kunne tage hensyn
    hertil ved fastsættelsen af den geografiske udstrækning af
    opholdsforbuddet, således at den dømte vil kunne opholde
    sig i og omkring bopælen. Hvis der derimod er tale om
    idømmelse af en længerevarende fængselsstraf, bør retten
    ikke tage et sådant hensyn, idet de familiemæssige forhold
    vil kunne ændre sig i løbet af den periode, hvor den på-
    gældende afsoner fængselsstraffen, og forholdet bør derfor
    reguleres gennem konkrete tilladelser.
    Ved idømmelse af et opholdsforbud til personer under 18
    år vil retten tilsvarende ved fastsættelsen af den geografiske
    udstrækning af opholdsforbuddet kunne tage hensyn til, at
    den dømte – så længe denne ikke er fyldt 18 år – vil kunne
    færdes og opholde sig, hvor forældremyndighedsindehaver-
    ne har bopæl.
    I tilfælde, hvor den pågældende bor sammen med personer,
    der tilhører den gruppe af personer, som opholdsforbuddet
    er idømt på baggrund af, vil der som det helt klare udgangs-
    punkt ikke kunne meddeles tilladelse til fortsat at bo i for-
    budsområdet.
    Hvis der af hensyn til den dømtes privat- og familieliv med-
    deles tilladelse til, at bopælen vil kunne opretholdes, bør
    tilladelsen også omfatte vilkår om at færdes frem og tilbage
    herfra samt tilladelse til at varetage nødvendige forpligtel-
    ser, som har tilknytning til udøvelsen af familielivet, f.eks.
    afhentning af børn i institution eller skole og ledsagelse af
    børn til læge, dog således at ophold i området uden for disse
    situationer ikke i øvrigt er tilladt. Tilladelsen vil også kunne
    omfatte egne gøremål, herunder besøg ved egen læge. Det
    vil formentlig i praksis også ofte være relevant på forhånd
    at give tilladelse til, at den pågældende vil kunne opfylde
    lovbestemte pligter om f.eks. at møde op på et jobcenter
    eller en arbejdsløshedskasse m.v. i medfør af beskæftigelses-
    lovgivningen eller møde til tilsyn ved Kriminalforsorgen i
    Frihed (KIF). Tilladelse til at opfylde andre lovbestemte
    pligter, som forventes at blive relevante, og til at møde hos
    en bestemt myndighed inden for et område, som er omfattet
    af opholdsforbuddet, vil også kunne gives på forhånd.
    Det bemærkes, at der som udgangspunkt kun vil kunne gi-
    ves tilladelse til lejlighedsvise møder, som den pågældende
    myndighed eller arbejdsløshedskasse m.v. har indkaldt til
    på et bestemt sted og tidspunkt. Der vil således som det
    klare udgangspunkt ikke kunne gives tilladelse til, at den
    pågældende deltager i daglige møder eller lignende, eller
    at den pågældende tager imod et tilbud om arbejde inden
    for forbudsområdet, jf. også nedenfor om myndighedernes
    forpligtelse til at respektere et opholdsforbud.
    Når politiet vil skulle vurdere, om det i forbindelse med
    en tilladelse til at have bopæl inden for det område, som
    opholdsforbuddet omfatter, er mest hensigtsmæssigt at med-
    dele en generel tilladelse til f.eks. at deltage i lejlighedsvise
    møder, som den pågældende indkaldes til på jobcenteret
    m.v., eller om det er mere hensigtsmæssigt at meddele til-
    ladelse på baggrund af løbende ansøgninger til konkrete
    møder, vil der bl.a. kunne lægges vægt på risikoen for at
    den dømte begår ny banderelateret kriminalitet og risikoen
    for misbrug af en eventuel tilladelse. Det vil endvidere være
    relevant at tage i betragtning, om tilladelsen vil indebære,
    100
    at den pågældende vil skulle færdes i det område, hvor den
    gruppe af personer, som den pågældende har tilknytning
    til, opholder sig. Det vil i den forbindelse kunne være hen-
    sigtsmæssigt for politiet at vide, hvornår den pågældende
    forventes at færdes i området, og på den baggrund vil det
    kunne være mest hensigtsmæssigt at meddele tilladelse efter
    konkrete ansøgninger.
    Der vil ikke kunne gives tilladelse i tilfælde, hvor den på-
    gældende – eventuelt sammen med sine nærmeste familie-
    medlemmer – ønsker at etablere bopæl i et område omfattet
    af et opholdsforbud, efter at forbuddet er idømt.
    I visse helt særlige situationer vil også tungtvejende hensyn
    til forsamlings- eller foreningsfriheden kunne begrunde en
    tilladelse til færden eller ophold i det område, som opholds-
    forbuddet omfatter. Der vil dog som det helt klare udgangs-
    punkt ikke kunne meddeles tilladelse til aktiviteter i regi af
    foreninger med fast tilhørs- eller mødested i det område,
    som opholdsforbuddet omfatter, eller til at deltage i demon-
    strationer m.v. i området.
    Der vil i visse situationer endvidere kunne foreligge særli-
    ge grunde i bestemmelsens forstand, hvis der er tale om
    at meddele tilladelse til den pågældendes transit igennem
    et område, der er omfattet af et opholdsforbud, f.eks. via
    en central færdselsåre eller til afgang fra en lufthavn, hvor
    opholdsforbuddet vil medføre en meget væsentlig omvej for
    transporten eller besværliggøre ud- og indrejse til Danmark
    i væsentligt omfang. Det forudsættes dog i givet fald, at en
    tilladelse ikke væsentligt vil vanskeliggøre håndhævelsen af
    et opholdsforbud, og at der ikke vurderes at være risiko for
    misbrug.
    Der vil f.eks. kunne være tale om tilladelse til transport
    via en central motorvejsstrækning som den fynske motorvej
    E20, der bl.a. passerer igennem Odense Kommune, eller
    transport til og fra Københavns Lufthavn i Kastrup i forbin-
    delse med en konkret afrejse eller ankomst. Der vil også
    kunne være tale om tilladelse til at benytte en bestemt tog-
    strækning. Desuden vil der, for en person med opholdsfor-
    bud i Københavns Kommune, kunne være tale om tilladelse
    til transport gennem Københavns Kommune, såfremt den
    pågældende er bosat i Frederiksberg Kommune, idet den
    pågældende i modsat fald ikke ville kunne forlade sin bo-
    pælskommune.
    Der vil som det klare udgangspunkt ikke foreligge særlige
    grunde, hvis den dømte ønsker at varetage arbejdsmæssi-
    ge opgaver eller forpligtelser i et område omfattet af et
    opholdsforbud. Dette vil f.eks. indebære, at der som det
    klare udgangspunkt ikke vil kunne meddeles tilladelse til,
    at den pågældende giver møde på en arbejdsplads beliggen-
    de i et område omfattet af et opholdsforbud, eller at den
    pågældende varetager enkeltstående arbejdsopgaver i områ-
    det. Dette gælder også i de situationer, hvor et jobcenter
    eller en arbejdsløshedskasse m.v. vil give et tilbud efter lov
    om aktiv beskæftigelsesindsats eller henvise til arbejde i det
    pågældende område, jf. nedenfor.
    På tilsvarende vis vil der som det klare udgangspunkt ikke
    kunne meddeles tilladelse til, at den pågældende vil kunne
    deltage i undervisning på en uddannelse, faglige kurser eller
    lignende, som gennemføres i eller vil skulle foregå i et om-
    råde omfattet af et opholdsforbud.
    Som udgangspunkt vil offentlige myndigheder, arbejdsløs-
    hedskasser m.v. skulle respektere et opholdsforbud, hvis
    lovgivningen på et område ikke er forenelig med opholds-
    forbuddet. Dette skyldes, at der som det klare udgangspunkt
    ikke vil kunne meddeles tilladelse til at varetage arbejds-
    mæssige opgaver i et område, hvor man har et opholdsfor-
    bud, jf. nærmere ovenfor. Eksempelvis vil en person, der
    er idømt et opholdsforbud, ikke kunne gives et tilbud eller
    henvises til et arbejde efter beskæftigelseslovgivningen, hvis
    arbejdspladsen er beliggende inden for forbudsområdet.
    Visse lovbestemte pligter indebærer, at en person skal møde
    frem hos en myndighed, arbejdsløshedskasse m.v. eller på
    et nærmere angivet sted. Afhængig af bl.a. konsekvenserne
    for den dømte af at undlade at møde op, vil der kunne med-
    deles tilladelse til sådanne møder. I tilfælde hvor manglende
    fremmøde er forbundet med en straf, eller i øvrigt forbundet
    med væsentlige retlige konsekvenser, herunder i form af tab
    af væsentlige rettigheder, forudsættes det, at der meddeles
    tilladelse, medmindre der konkret er mulighed for, at mødet
    vil kunne foregå uden for forbudsområdet. Som eksempel
    kan nævnes retsplejelovens § 168, stk. 1, hvorefter der er
    pligt til at afgive forklaring for retten som vidne, eller tab af
    f.eks. arbejdsløshedsdagpenge, hvis man ikke møder op.
    Herudover vil det efter omstændighederne kunne udgøre
    særlige grunde, såfremt den pågældende er indkaldt af en
    myndighed og ved personligt fremmøde vil kunne varetage
    sine interesser over for myndighederne f.eks. i sager på det
    familieretlige område, i retsmøder, i sager om ansøgninger,
    godkendelser, tilladelser m.v. Dette gælder, selv om der ikke
    er en lovbestemt mødepligt.
    De ovenfor anførte eksempler er ikke udtryk for en udtøm-
    mende opregning af de tilfælde, hvor der efter omstændig-
    hederne vil kunne foreligge særlige grunde, som vil kunne
    begrunde en tilladelse til færden og ophold i et område
    omfattet af et opholdsforbud.
    Tilladelsesordningen efter den foreslåede § 79 a, stk. 4, vil
    for det andet indebære, at den dømte på forhånd og på eget
    initiativ vil skulle søge om tilladelse til kontakt med en
    person omfattet af et kontaktforbud efter stk. 1, jf. stk. 3, og
    at den pågældende ikke lovligt vil kunne søge en sådan kon-
    takt, før der eventuelt måtte være meddelt tilladelse hertil.
    Kontaktforbuddet omfatter enhver kontakt med personer,
    der har tilknytning til samme gruppe af personer, som den
    dømte på gerningstidspunktet havde tilknytning til. Kontakt-
    forbuddet vil således i praksis bl.a. indebære et påbud til den
    dømte om fysisk at forlade det sted, hvor personer omfattet
    af forbuddet opholder sig.
    Som anført ovenfor vil et kontaktforbud ikke skulle omfat-
    101
    te den dømtes nærmeste familiemedlemmer, i det omfang
    det ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser,
    herunder EMRK artikel 8. Det bemærkes endvidere, at det
    i visse tilfælde følger af Danmarks internationale forpligtel-
    ser, herunder EMRK, at der tillige efter afsigelse af dom-
    men, hvorved der idømmes kontaktforbud og/eller opholds-
    forbud, vil skulle være mulighed for konkret at gøre undta-
    gelse fra et idømt forbud. Med den foreslåede ordning tages
    der højde for, at der efterfølgende konkret vil kunne forelig-
    ge sådanne tungtvejende hensyn, at der vil skulle meddeles
    tilladelse til, at den pågældende efter omstændighederne vil
    kunne opholde sig i det område eller tage kontakt til person-
    er, som forbuddet vedrører. Således vil politiet kunne med-
    dele konkrete tilladelser til færden og ophold i et område
    omfattet af et opholdsforbud og til kontakt med en person
    omfattet af et kontaktforbud, hvis det af særlige grunde
    må anses for beføjet. Det bemærkes i den forbindelse, at
    tilladelsesordningen forudsættes administreret således, at der
    meddeles tilladelse, når Danmarks internationale forpligtel-
    ser, herunder EMRK, kræver det.
    Hensynet til den dømtes privat- og familieliv vil f.eks. i vis-
    se tilfælde, herunder særligt hvor den dømtes nærmeste er
    omfattet af kontaktforbuddet, kunne begrunde en tilladelse
    til kontakt. Der vil i den forbindelse skulle foretages en af-
    vejning af hensynet til den dømtes privat- og familieliv over
    for hensynet til at forebygge ny banderelateret kriminalitet
    ved at modvirke, at den dømte fastholdes eller falder tilbage
    i et kriminelt miljø samt karakteren og grovheden af den be-
    gåede kriminalitet, som har begrundet kontaktforbuddet. Der
    henvises i den forbindelse til de ovenfor skitserede kriterier,
    der vil kunne begrunde, at bopælen opretholdes i et område
    omfattet af et opholdsforbud.
    De ovenfor anførte eksempler er ikke udtryk for en udtøm-
    mende opregning af de tilfælde, hvor der efter omstændig-
    hederne vil kunne foreligge særlige grunde, som vil kunne
    begrunde en tilladelse til kontakt med en person omfattet af
    et kontaktforbud. Det forudsættes dog, at hensynet til den
    dømtes helbred, forsamlings- eller foreningsfriheden, transit,
    arbejdsmæssige opgaver, undervisning, varetagelse af den
    dømtes interesser over for myndighederne, – som efter om-
    stændighederne i særlige tilfælde vil kunne begrunde en
    tilladelse til færden og ophold i et område omfattet af et op-
    holdsforbud, jf. ovenfor – som det klare udgangspunkt ikke
    vil kunne begrunde en tilladelse til kontakt med personer
    omfattet af kontaktforbuddet.
    Samlet set vil det således – i forhold til både opholdsforbud-
    det og kontaktforbuddet – bero på en konkret og individu-
    el afvejning, hvornår henholdsvis færden og ophold eller
    kontakt af særlige grunde må anses for »beføjet« i bestem-
    melsens forstand. Der vil i den forbindelse skulle foretages
    en hensynsafvejning af på den ene side formålet med tilla-
    delsen samt den pågældendes personlige forhold og på den
    anden side hensynet til at forebygge ny banderelateret krimi-
    nalitet ved at modvirke, at den dømte fastholdes eller falder
    tilbage i et kriminelt miljø samt karakteren og grovheden
    af den kriminalitet, som har begrundet opholdsforbuddet og/
    eller kontaktforbuddet samt risikoen for misbrug.
    Afvejningen og vurderingen af, om der er grundlag for at
    meddele tilladelse, beror således på et skøn, som bl.a. inde-
    holder en række politifaglige elementer.
    Der vil ved vurderingen f.eks. kunne lægges vægt på, om
    den pågældende fortsat har tilknytning til den gruppe, som
    forbuddene vedrører, herunder om den pågældende har gen-
    nemført et exit-forløb, eller om den pågældende i øvrigt ved
    sin adfærd har vist, at den pågældende har lagt afstand til det
    kriminelle miljø. Der vil også kunne lægges vægt på, hvor
    lang tid der er passeret fra den dom, hvorved forbuddene er
    givet, til ansøgningen om tilladelse. Der vil desuden kunne
    lægges vægt på, om forbuddene tidligere har været tilside-
    sat, eller om der vurderes at være en nærliggende risiko
    herfor.
    For så vidt angår opholdsforbuddet vil der desuden kunne
    lægges vægt på, hvor den begivenhed, som der søges tilla-
    delse til at deltage i, skal finde sted, herunder afstanden til
    områder, hvor gruppen, som den pågældende har tilknytning
    til, opholder sig, eller til området, hvor lovovertrædelsen,
    som har begrundet opholdsforbuddet, har fundet sted. Her-
    udover vil der kunne lægges vægt på, om der er aktuelle
    konflikter i området mellem rivaliserende grupperinger, som
    den pågældende har tilknytning til.
    Hvis der er holdepunkter for at antage, at den dømte vil
    misbruge en eventuel tilladelse, vil denne ikke kunne med-
    deles. Det vil f.eks. efter omstændighederne kunne være til-
    fældet, hvis den pågældende tidligere har overtrådt vilkårene
    for en tilladelse, eller hvis politiet konkret er i besiddelse af
    oplysninger om, at den pågældende vil misbruge en tilladel-
    se. I sådanne situationer vil der dog kunne meddeles tilladel-
    se, hvis der f.eks. foreligger særligt tungtvejende hensyn til
    den pågældendes privat- og familieliv.
    For så vidt angår opholdsforbuddet vil der også kunne læg-
    ges vægt på, om det er nødvendigt at opholde sig i det
    pågældende område, eller om det pågældende ærinde uden
    væsentlig ulempe vil kunne foregå i en anden kommune
    eller et andet område, som ikke er omfattet af forbuddet.
    Den tidsmæssige og geografiske udstrækning af tilladelsen
    til ophold og kontakt vil bero på en nærmere vurdering
    af formålet med tilladelsen og forholdene i øvrigt. Ved vur-
    deringen af, hvordan tilladelsen vil skulle begrænses geo-
    grafisk, personmæssigt og/eller tidsmæssigt, vil der således
    bl.a. kunne lægges vægt på de samme forhold, som måtte
    tale for eller imod, at der gives tilladelse. Det må antages, at
    de nærmere vilkår for tilladelsen ofte vil følge umiddelbart
    af formålet med tilladelsen.
    Hvor der for så vidt angår et meddelt opholdsforbud gives
    tilladelse til at deltage i en enkeltstående begivenhed, f.eks.
    en planlagt operation på et hospital i et område omfattet af
    et opholdsforbud, vil tilladelsen skulle omfatte transport til
    og fra den pågældende operation samt det heraf nødvendige
    102
    ophold på hospitalet. Der er imidlertid intet til hinder for,
    at tilladelsen, f.eks. hvor datoerne for en længerevarende
    hospitalsbehandling måtte blive fastlagt løbende, vil kunne
    tænkes givet som en stående tilladelse til at færdes til og fra
    og opholde sig på hospitalet med det bestemte formål for
    øje.
    Det bemærkes, at der vil være tale om en strafbar overtræ-
    delse af opholdsforbuddet og/eller kontaktforbuddet, hvis
    den dømte overtræder forbuddene uden at have søgt om
    tilladelse til det pågældende ophold eller kontakt. Dette gæl-
    der, uanset om det i øvrigt må antages, at tilladelse ville
    være givet, hvis der var søgt om den.
    Politiets afgørelse om afslag på en ansøgning om tilladelse
    til ophold eller kontakt vil være en afgørelse i forvaltnings-
    lovens forstand. Behandlingen af sådanne sager vil således
    skulle ske i overensstemmelse med reglerne i forvaltningslo-
    vens samt øvrige forvaltningsretlige regler og grundsætnin-
    ger.
    En ansøgning om tilladelse til ophold eller kontakt vil skul-
    le indgives til politidirektøren i den eller de politikredse,
    hvor personen har fået det pågældende forbud. En klage
    over en afgørelse om afslag på tilladelse vil i medfør af
    retsplejelovens § 109, stk. 1, skulle indgives til rigspoliti-
    chefen. Rigspolitichefens afgørelse vil ikke kunne påklages
    til Justitsministeriet, jf. retsplejelovens § 109, stk. 2.
    De nærmere regler om tilladelser, herunder om indgivelse
    af ansøgning, vilkår for tilladelser og tilbagekaldelse af tilla-
    delser, fastsættes af justitsministeren, jf. nærmere om den
    foreslåede § 79 a, stk. 11, nr. 1, nedenfor.
    Det foreslås i § 79 a, stk. 5, 1. pkt., at forbud efter stk. 1
    gives på tid fra 1 til 10 år regnet fra endelig dom.
    Den tidsmæssige udstrækning af forbuddene vil skulle af-
    hænge af de konkrete omstændigheder i sagen. Forbuddenes
    længde vil således skulle afspejle risikoen for ny banderela-
    teret kriminalitet ved, at den dømte fastholdes eller falder
    tilbage i det kriminelle miljø. Forbuddenes længde vil end-
    videre skulle afspejle den begåede kriminalitet, herunder
    grovheden og omfanget af denne kriminalitet. Der bør her-
    ved lægges afgørende vægt på længden af den idømte straf
    eller karakteren af den foranstaltning m.v., som idømmes.
    Det forudsættes, at et opholdsforbud og et kontaktforbud
    – der i almindelighed vil skulle gives sammen, jf. ovenfor
    – fastsættes for den samme tidsmæssige periode, idet dette
    udgangspunkt dog vil kunne fraviges under hensyntagen til
    de konkrete omstændigheder i sagen.
    I tilfælde, hvor der i den samlede strafudmåling tillige ind-
    går straf for lovovertrædelser, som ikke opfylder betingel-
    serne for idømmelse af forbud efter den foreslåede § 79 a,
    stk. 1, eller hvor der udløses reststraf fra tidligere domme,
    vil retten skulle fastsætte den tidsmæssige udstrækning af
    forbuddene ud fra et skøn over, hvilken del af den samlede
    straf, der vil kunne henføres til lovovertrædelser, som er
    omfattet af § 79 a, stk. 1.
    Ved fængsel i indtil 1 år eller ved ungdomssanktioner efter
    straffelovens § 74 a forudsættes forbuddene efter den fore-
    slåede § 79 a, stk. 1, som udgangspunkt fastsat til mellem
    1 og 4 år. Ved fængsel i mere end 1 år, men ikke over 4
    år, eller ved foranstaltninger efter straffelovens §§ 68 og 69
    forudsættes forbuddene som udgangspunkt fastsat til mellem
    3 og 6 år. I sager, hvor den idømte fængselsstraf er på mere
    end 4 år, men ikke over 8 år, forudsættes forbuddene som
    udgangspunkt fastsat til mellem 5 og 8 år. Ved fængsel i 8
    år eller derover eller ved forvaring efter straffelovens § 70
    forudsættes forbuddene som udgangspunkt fastsat til mellem
    7 og 10 år. Det gælder, uanset om et opholdsforbud og et
    kontaktforbud gives sammen, eller om der alene gives et
    opholdsforbud eller et kontaktforbud.
    Det bemærkes i tilknytning hertil, at den omstændighed, at
    der ved dommen gives et opholdsforbud og/eller et kontakt-
    forbud, ikke vil skulle indgå som en formildende omstæn-
    dighed i forbindelse med fastsættelse af straffen for den
    lovovertrædelse, som forbuddene idømmes på baggrund af.
    Fastsættelsen af længden af forbuddene vil i øvrigt bero
    på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde
    af samtlige omstændigheder i sagen, og det ovenfor anfør-
    te vil – inden for den fastsatte varighed på 1 til 10 år –
    kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der
    i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende
    omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straf-
    fens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
    En person, der er idømt et opholdsforbud og/eller et kontakt-
    forbud, vil ved en senere dom kunne idømmes et yderligere
    forbud, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Et sådant yder-
    ligere forbud får ligeledes virkning fra endelig dom. Der er
    i den forbindelse ikke noget til hinder for, at der er et geo-
    grafisk, personmæssigt og/eller tidsmæssigt overlap mellem
    flere idømte forbud.
    Det følger af den foreslåede § 79 a, stk. 5, 2. pkt., at ved ud-
    ståelse af fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af
    frihedsberøvende karakter forlænges forbuddet tilsvarende.
    Ordningen vil indebære, at forbuddene forlænges i tid med
    den periode, hvor den dømte udstår den fængselsstraf eller
    anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter,
    som blev idømt sammen med forbuddene, samt forlænges i
    tid med den periode, hvor den dømte udstår øvrige fængsels-
    straffe eller andre strafferetlige retsfølger af frihedsberøven-
    de karakter, når udståelsen finder sted, mens forbuddene har
    virkning.
    Forbuddene vil således forlænges, når den pågældende
    udstår fængselsstraf eller forvaring i fængsel eller arrest-
    hus. Tilsvarende vil forbuddene forlænges, hvis den pågæl-
    dende efter reglerne i bekendtgørelse nr. 1754 af 21. decem-
    ber 2023 om udgang til indsatte, der udstår fængselsstraf
    eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (udgangs-
    103
    bekendtgørelsen) udstår fængselsstraf under udstationering
    fra fængsel eller arresthus. Herudover vil forbuddene for-
    længes, hvis den pågældende udstår straf i kriminalforsor-
    gens udslusningsfængsler eller institutioner m.v. uden for
    kriminalforsorgen, jf. straffuldbyrdelseslovens § 78, eller
    udstår straf på bopælen under intensiv overvågning og kon-
    trol (fodlænkeafsoning), jf. straffuldbyrdelseslovens kapitel
    13 a. Desuden vil straffen forlænges for personer, der er
    frihedsberøvet i medfør af straffelovens §§ 68 og 69 (foran-
    staltningsdomme) eller § 74 a (ungdomssanktioner).
    Perioden vil regnes fra begyndelsen af afsoningen m.v. til
    løsladelsen eller udskrivningen, hvorved forstås første løsla-
    delse eller udskrivning fra den pågældende straf, herunder
    prøveløsladelse og prøveudskrivning, samt benådning fra
    straffen eller anden strafferetlig retsfølge.
    Forbuddene vil ligeledes forlænges i tid, hvis der træffes be-
    stemmelse om genindsættelse efter eventuel prøveløsladelse
    eller prøveudskrivning eller efter betinget benådning.
    Hvis den dømte varetægtsfængsles i forbindelse med en
    straffesag, der ligger efter den dom, hvorved forbuddene
    er givet, vil forbuddene også skulle forlænges med denne
    frihedsberøvelse, medmindre den pågældende frifindes eller
    ikke idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig
    retsfølge af frihedsberøvende karakter. I sidstnævnte tilfælde
    vil der således ikke være tale om udståelse af fængselsstraf
    m.v. Det bemærkes, at der i tilfælde, hvor der sker vare-
    tægtsfængsling, kan opstå tvivl om, hvorvidt et forbud skal
    forlænges med perioden for varetægtsfængslingen, indtil det
    er afgjort ved endelig dom, om den pågældende idømmes
    ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af
    frihedsberøvende karakter. Dette kan indebære, at der i nog-
    le situationer kan opstå tvivl om, hvorvidt et idømt forbud
    er udløbet, eller om forbuddet fortsat er gældende, fordi
    det skal forlænges med varetægtsfængslingsperioden. Det
    forudsættes i en sådan situation, at der ikke foretages straf-
    feprocessuelle skridt, udover sigtelse, før det kan lægges
    til grund, at et forbud er forlænget som følge af varetægts-
    fængsling. Forbuddene forlænges ikke ved varetægtsfængs-
    ling eller undergivelse af foranstaltning, der træder i stedet
    herfor, hvis sådan frihedsberøvelse ligger forud for den dom,
    hvorved forbuddene er givet.
    Hvis en person eksempelvis idømmes en ubetinget friheds-
    straf på 4 år og samtidig gives et opholdsforbud og et kon-
    taktforbud i 6 år, vil forbuddene, der finder anvendelse fra
    endelig dom, skulle forlænges med 3 år, hvis den pågælden-
    de prøveløslades efter 3 års afsoning. Dette gælder, uanset
    om den pågældende har været på udgang under sin afsoning,
    og forbuddene har haft virkning under denne udgang. Har
    den dømte efter sin løsladelse på baggrund af ny kriminalitet
    været frihedsberøvet i samlet 2 år, herunder varetægtsfæng-
    slet i 3 måneder, vil forbuddene forlænges med yderligere
    2 år. Dette vil samlet set indebære, at forbuddene forlænges
    med 5 år og dermed udløber 11 år efter endelig dom. Har
    den pågældende i forbindelse med den første dom været va-
    retægtsfængslet 1 år forud for dommen, vil forbuddene kun
    forlænges med 4 år, når de øvrige nævnte omstændigheder
    ligeledes lægges til grund.
    Det foreslås i § 79 a, stk. 6, 1. pkt., at politiet fører tilsyn
    med den dømtes overholdelse af forbud efter bestemmelsens
    stk. 1.
    Tilsynets nærmere udførelse vil afhænge af, om den dømte
    er meddelt et opholdsforbud efter stk. 1, jf. stk. 2, og/eller et
    kontaktforbud efter stk. 1, jf. stk. 3, jf. nærmere nedenfor.
    Tilsynet vil skulle omfatte den samme tidsmæssige periode
    som forbuddene. Tilsynet vil dermed både omfatte perioden,
    hvor den dømte afsoner sin straf, en eventuel prøvetid og
    perioden efter endelig løsladelse af den dømte. Tilsynet vil
    navnlig være relevant under prøveløsladelse og efter endelig
    løsladelse af den dømte. Det vil dog ikke kunne udelukkes,
    at der også i forbindelse med selve afsoningen vil kunne væ-
    re anledning til at gennemføre tilsyn med den dømte. Det vil
    f.eks. kunne være relevant i forbindelse med, at den dømte
    meddeles tilladelse til udgang af flere dages varighed uden
    tilsyn fra kriminalforsorgen. Det forudsættes, at kriminal-
    forsorgen som udgangspunkt underretter politiet, hvor den
    dømte, der er meddelt et forbud efter den foreslåede § 79 a,
    stk. 1, meddeles uledsaget udgang, med henblik på at politi-
    et vil kunne vurdere, om der er anledning til at gennemføre
    tilsyn med den dømte under udgangen. Det forudsættes end-
    videre, at videregivelsen sker i overensstemmelse med de
    almindelige regler i lov om retshåndhævende myndigheders
    behandling af personoplysninger (retshåndhævelsesloven),
    jf. nærmere pkt. 5.3 i lovforslagets almindelige bemærknin-
    ger.
    Det bemærkes, at det vil afhænge af en konkret vurdering,
    om – og i givet fald i hvilken udstrækning – politiets adgang
    til at føre tilsyn bør udnyttes. En række forskelligartede hen-
    syn, herunder af efterforskningsmæssig karakter, vil således
    kunne tale imod, at politiet foretager et tilsyn.
    I tilfælde, hvor den dømte er meddelt et opholdsforbud ef-
    ter stk. 1, jf. stk. 2, forudsættes det, at politiets tilsyn vil
    kunne gennemføres som led i politiets almindelige opgave-
    varetagelse, herunder politiets almindelige patruljeringsop-
    gaver. Politiet vil ikke som led i gennemførelsen af tilsyn
    med et opholdsforbud kunne foretage de i § 79 a, stk. 6, 2.
    pkt., nævnte indgreb uden retskendelse, jf. nærmere neden-
    for.
    Det fremgår af det foreslåede i § 79 a, stk. 6, 2. pkt., at
    politiet som led i gennemførelsen af tilsyn med et meddelt
    kontaktforbud efter stk. 1, jf. stk. 3, uden retskendelse kan
    skaffe sig adgang til den dømtes bolig og andre lokaliteter,
    som den dømte råder over, og foretage undersøgelser heraf.
    Det foreslås i § 79 a, stk. 6, 3. pkt., at politiet tilsvarende
    uden retskendelse kan foretage undersøgelse af breve og
    andre papirer og genstande, som den dømte råder over, og
    om nødvendigt medtage disse med henblik på undersøgelse
    af deres indhold.
    104
    I tilfælde, hvor den dømte er meddelt et kontaktforbud efter
    stk. 1, jf. stk. 3, forudsættes tilsynet således at kunne gen-
    nemføres ved, at politiet uanmeldt og på vilkårlige tidspunk-
    ter opsøger den dømte i dennes bolig eller andre steder, hvor
    politiet måtte få kendskab til, at den dømte opholder sig,
    med henblik på at undersøge om den dømte i strid med det
    meddelte kontaktforbud søger at kontakte personer, der har
    tilknytning til samme gruppe af personer som den dømte.
    Det forudsættes i den forbindelse, at politiet undersøger ind-
    holdet af den dømtes computere, telefoner og andet IT-ud-
    styr med henblik på at undersøge den dømtes korrespondan-
    ce, telefonhistorik og internetadfærd m.v. Med henblik herpå
    vil politiet have adgang til uden retskendelse at medtage den
    dømtes computere, telefoner og andet IT-udstyr, hvis dette
    er nødvendigt for at undersøge indholdet heraf.
    Hvis den dømte ikke frivilligt vil lukke politiet ind med hen-
    blik på, at politiet kan undersøge den dømtes bolig og andre
    lokaliteter, som den dømte råder over, vil politiet kunne
    skaffe sig adgang med tvang, hvis det er nødvendigt for at
    gennemføre tilsynet. Politiet vil ligeledes kunne åbne aflåste
    skabe og skuffer, hvis det er nødvendigt for at gennemfø-
    re tilsynet med kontaktforbuddets overholdelse. Herudover
    vil politiet f.eks. kunne undersøge den dømtes bil, hvis det
    vurderes nødvendigt for at gennemføre tilsynet. Politiet vil
    derimod ikke ved tvang kunne skaffe sig adgang til steder,
    som den dømte ikke råder over, uanset at politiet måtte få
    kendskab til, at den dømte opholder sig på lokaliteten.
    Det foreslåede vil indebære, at der sikres muligheden for en
    effektiv kontrol med, at den dømte overholder det meddelte
    kontaktforbud, og dermed at ny banderelateret kriminalitet
    kan forhindres ved, at den dømte ikke fastholdes eller fal-
    der tilbage i det kriminelle miljø. Tilsynet er herved af fore-
    byggende og kontrollerende karakter, og de indgreb, som
    foretages som led i tilsynets gennemførelse, har derfor ikke
    karakter af straffeprocessuelle indgreb.
    Politiets gennemførelse af tilsyn med et meddelt kontakt-
    forbud vil derimod være omfattet af § 1 i retssikkerheds-
    loven. Dette vil indebære, at retssikkerhedslovens bestem-
    melser om forvaltningens gennemførelse af tvangsindgreb
    uden for strafferetsplejen skal iagttages i forbindelse med
    gennemførelsen af tilsynet.
    Det følger i den forbindelse navnlig af retssikkerhedslovens
    § 9, stk. 1, at hvis den dømte i forbindelse med tilsynet
    med rimelig grund mistænkes for at have begået et strafbart
    forhold, kan tvangsindgreb over for den dømte med henblik
    på at tilvejebringe oplysninger om det eller de forhold,
    som mistanken omfatter, alene gennemføres efter reglerne
    i retsplejeloven om strafferetsplejen. En rimelig begrundet
    mistanke vil f.eks. kunne foreligge, hvis politiet forud for
    eller i forbindelse med gennemførelsen af tilsynet bliver
    bekendt med oplysninger på den dømtes computer, telefon
    eller andet IT-udstyr, der baseret på indhold og kontekst
    indikerer, at den pågældende har haft korrespondance med
    en eller flere personer omfattet af kontaktforbuddet.
    Politiet vil i en sådan situation som udgangspunkt skulle
    indhente en retskendelse for at kunne foretage eksempelvis
    en ransagning af den dømtes computer, telefon eller andet
    IT-udstyr, medmindre øjemedet dermed forspildes, jf. rets-
    plejelovens § 796, stk. 3.
    Endvidere vil politiet i en sådan situation som udgangspunkt
    skulle indhente en retskendelse for at kunne beslaglægge
    genstande, som den dømte råder over, medmindre øjemedet
    hermed ville forspildes, jf. retsplejelovens § 806, stk. 2 og
    4. I sådanne tilfælde skal politiet snarest muligt og senest
    inden 24 timer forelægge sagen for retten, der ved kendel-
    se afgør, om beslaglæggelsen kan godkendes, jf. retspleje-
    lovens § 806, stk. 4. Dette gælder dog ikke, såfremt den
    dømte meddeler skriftligt samtykke til beslaglæggelsen, jf.
    bestemmelsens stk. 11.
    Efter retssikkerhedslovens § 5, stk. 1, er det udgangspunk-
    tet, at der – forud for gennemførelsen af en beslutning om
    iværksættelse af et tvangsindgreb efter retssikkerhedsloven
    – skal ske underretning af parten om beslutningen.
    Dette udgangspunkt kan dog fraviges helt eller delvis, hvis
    eksempelvis øjemedet med tvangsindgrebets gennemførelse
    ville forspildes, såfremt forudgående underretning skulle gi-
    ves, jf. retssikkerhedslovens § 5, stk. 4, nr. 1. I sådanne
    tilfælde skal beslutningen om iværksættelse af tvangsindgre-
    bet, herunder begrundelsen for fravigelsen af underretnin-
    gen og tid og sted for indgrebet, meddeles parten skriftligt
    samtidig med gennemførelsen af indgrebet, jf. retssikker-
    hedslovens § 5, stk. 6.
    Finder myndigheden under gennemførelsen af et tvangsind-
    greb, at den, som indgrebet er rettet imod, har tilsidesat
    regler i lovgivningen m.v., skal myndigheden udfærdige en
    rapport om udførelsen af indgrebet, jf. retssikkerhedslovens
    § 8, stk. 1, 1. pkt. Rapporten skal snarest muligt udleveres til
    den pågældende, jf. stk. 1, 2. pkt. Herudover skal myndighe-
    den i andre tilfælde udfærdige og udlevere en rapport om
    udførelsen af indgrebet, hvis en part fremsætter begæring
    herom, jf. bestemmelsens stk. 2.
    Det foreslåede tilsyn med et meddelt kontaktforbud efter
    den foreslåede § 79 a, stk. 6, 2. pkt., vil som udgangspunkt
    skulle foretages af politiet uden forudgående underretning
    af den dømte, idet øjemedet med tilsynet ellers ville for-
    spildes. Politiets gennemførelse af tilsynet vil derfor skulle
    iagttage retssikkerhedslovens regler om tvangsindgreb uden
    forudgående underretning. Dette vil bl.a. indebære, at politi-
    et samtidig med tilsynets gennemførelse vil skulle give den
    dømte en skriftlig meddelelse som nævnt i retssikkerhedslo-
    vens § 5, stk. 6, jf. ovenfor.
    Det foreslås i § 79 a, stk. 7, at tilsyn efter stk. 6 skal udføres
    så skånsomt, som omstændighederne tillader, og at gennem-
    førelsen af tilsynet skal stå i rimeligt forhold til tilsynets
    formål.
    Det følger også af retssikkerhedslovens § 7, at tvangsind-
    greb skal foretages så skånsomt, som omstændighederne
    105
    tillader, herunder så vidt muligt uden at forårsage ødelæg-
    gelse eller beskadigelse, og uden at indgrebet på grund af
    tidspunktet for foretagelsen eller den måde, hvorunder det
    foretages, giver anledning til unødig opsigt.
    Bestemmelsen er en lovfæstelse af det almindelige forvalt-
    ningsretlige proportionalitetsprincip, hvorefter der ikke må
    vælges mere indgribende foranstaltninger, hvis mindre ind-
    gribende foranstaltninger er tilstrækkelige, og tilsynet skal
    som middel stå i rimeligt forhold til målet. Princippet vil
    f.eks. gælde ved politiets beslutninger om iværksættelse af
    tvangsindgreb i forbindelse med tilsynet. Inden politiet så-
    ledes f.eks. træffer beslutning om ved tvang at skaffe sig
    adgang til den dømte bolig med henblik på at foretage en
    undersøgelse heraf, vil politiet skulle overveje, om indgre-
    bet vil kunne erstattes af andre og mindre indgribende kon-
    trolmåder. Det følger også af retssikkerhedslovens § 2, at
    tvangsindgreb kun må anvendes, hvis mindre indgribende
    foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, og hvis indgrebet står
    i rimeligt forhold til formålet med indgrebet.
    Dette vil eksempelvis indebære, at politiet ved gennemfø-
    relsen af tilsynet med et meddelt kontaktforbud alene må
    foretage undersøgelse af den dømtes bolig og andre lokali-
    teter, som den dømte råder over, hvis mindre indgribende
    foranstaltninger ikke er tilstrækkelige. Tilsvarende må poli-
    tiet alene foretage undersøgelse af breve og andre papirer
    og genstande, herunder computere, telefoner og andet IT-ud-
    styr, som den dømte råder over, hvis mindre indgribende
    foranstaltninger ikke er tilstrækkelige.
    Herudover vil indgrebet konkret skulle stå i et rimeligt for-
    hold til formålet med indgrebet.
    Det foreslås i § 79 a, stk. 8, 1. pkt., at politiet kan videregive
    oplysninger til den dømte om, at en person har tilknytning
    til samme gruppe af personer som den dømte.
    Der tilvejebringes herved hjemmel til, at politiet vil kunne
    videregive identitetsoplysninger på personer, der har tilknyt-
    ning til samme gruppe af personer som den dømte. Politiet
    vil som udgangspunkt kunne videregive oplysninger om de
    pågældendes navn og billeder m.v. Der henvises også til be-
    mærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 8. Det bemærkes, at
    der er tale om en fakultativ mulighed, hvorfor videregivelse
    kan undlades, hvis det af politimæssige hensyn vurderes
    uhensigtsmæssigt, f.eks. hvis det vil obstruere en igangvæ-
    rende efterforskning, eller hvis videregivelse vil kompromit-
    tere politiet moniteringsindsats inden for de områder, der er
    undergivet systematisk, politimæssig monitering.
    Det foreslås i § 79 a, stk. 8, 2. pkt., at videregivelse kun
    må ske i det omfang, det er nødvendigt for at håndhæve et
    meddelt kontaktforbud efter stk. 1, jf. stk. 3.
    Politiet vil således i det enkelte tilfælde skulle vurdere, om
    det af hensyn til håndhævelsen af et kontaktforbud konkret
    er nødvendigt at videregive de pågældende oplysninger.
    Som eksempler på tilfælde, hvor politiet vil kunne videre-
    give sådanne oplysninger, kan nævnes hensynet til i forbin-
    delse med en forudgående advarsel at bringe den dømte
    i ond tro om, at den pågældende har søgt at kontakte en
    person omfattet af kontaktforbuddet. Hvis politiet således
    som led i gennemførelsen af et tilsyn med et meddelt kon-
    taktforbud bliver bekendt med, at den dømte har kontakt
    med en person omfattet af forbuddet, vil politiet kunne give
    den dømte oplysninger herom med henblik på fremover at
    kunne håndhæve forbuddet effektivt. Det bemærkes, at den
    dømte herefter som udgangspunkt må antages at have forsæt
    til en overtrædelse af kontaktforbuddet, hvis kontakten ikke
    bringes til ophør.
    Politiets behandling af oplysningerne vil indebære en be-
    handling af personoplysninger, der vil skulle ske i overens-
    stemmelse med databeskyttelseslovgivningen. Den dømtes
    behandling af oplysningerne vil som udgangspunkt falde
    uden for databeskyttelseslovgivningens anvendelsesområde,
    jf. databeskyttelsesforordningens artikel 2, stk. 2, litra c. jf.
    pkt. 5.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås i § 79 a, stk. 9, 1. pkt., at den dømte har
    tavshedspligt med hensyn til de oplysninger, der er nævnt i
    stk. 8.
    Det foreslås i § 79 a, stk. 9, 2. pkt., at §§ 152 og 152 c-152 f
    finder tilsvarende anvendelse.
    Det foreslåede vil indebære, at den dømte ved enhver ube-
    rettiget videregivelse eller udnyttelse af oplysningerne vil
    kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder, jf.
    straffelovens § 152, stk. 1. Sker videregivelsen eller udnyt-
    telsen med forsæt til at skaffe sig eller andre uberettiget
    vinding, eller foreligger der i øvrigt særligt skærpende om-
    stændigheder, kan straffen dog stige indtil 2 år, jf. straffelo-
    vens § 152, stk. 2.
    De nærmere regler om gennemførelse af tilsynet fastsættes
    af justitsministeren, jf. nærmere om den foreslåede § 79 a,
    stk. 11, nedenfor.
    Det foreslås i § 79 a, stk. 10, 1. pkt., at den dømte 3 år
    efter løsladelsen eller udskrivningen kan forlange, at ankla-
    gemyndigheden indbringer spørgsmålet om opretholdelse af
    et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud for retten.
    Ved »løsladelsen« eller »udskrivningen« forstås første løsla-
    delse eller udskrivning, herunder prøveløsladelse og prøve-
    udskrivning, samt benådning fra den straf eller anden straf-
    feretlig retsfølge, som den pågældende blev idømt samtidig
    med forbuddene.
    Det foreslås i § 79 a, stk. 10, 2. pkt., at når særlige om-
    stændigheder taler for det, kan justitsministeren tillade, at
    indbringelse for retten sker tidligere.
    Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor det oprindelige
    grundlag for et opholdsforbud helt åbenlyst ikke længere er
    til stede.
    106
    Det foreslås i § 79 a, stk. 10, 3. pkt., at § 59, stk. 2, finder
    tilsvarende anvendelse.
    Det vil indebære, at indbringelse sker for byretten i den rets-
    kreds, som har pådømt sagen i første instans, eller byretten i
    den retskreds, hvor den dømte bor eller opholder sig.
    Det foreslås i § 79 a, stk. 10, 4. pkt., at byrettens afgørelse
    træffes ved kendelse.
    Det foreslåede vil indebære, at domsmænd ikke medvirker.
    Byrettens afgørelse vil kunne gå ud på, at opholdsforbuddet
    og/eller kontaktforbuddet opretholdes uændret, at opholds-
    forbuddet indskrænkes geografisk eller tidsmæssigt, at kon-
    taktforbuddet indskrænkes tidsmæssigt, eller at et eller beg-
    ge forbud ophæves. Forbuddene vil derimod ikke kunne
    udvides.
    Det foreslås i § 79 a, stk. 10, 5. pkt., at såfremt afgørelsen
    går ud på, at et forbud helt eller delvis opretholdes, kan
    spørgsmålet på ny indbringes for retten, dog tidligst efter 2
    års forløb.
    Ved vurderingen af, om forbuddene bør ophæves, vil der
    navnlig skulle lægges vægt på, om den dømte eksempelvis
    har gennemført et exit-forløb og har forladt det kriminelle
    miljø og i øvrigt ikke er dømt, tiltalt eller sigtet for ny
    kriminalitet, der er begået efter, at forbuddet er givet. Der
    vil endvidere kunne lægges vægt på, at gruppen af personer,
    som den pågældende var tilknyttet, ikke længere eksisterer,
    uden at den er erstattet af en ny gruppe, idet dette dog ikke
    i sig selv vil kunne føre til ophævelse. Såfremt forbuddene
    ophæves bortfalder politiets tilsyn med dømtes overholdelse
    af forbuddene ligeledes.
    Byrettens kendelse kan efter retsplejelovens § 968 kæres
    til landsretten. Både den dømte og anklagemyndigheden
    kan kære. Kærefristen er 14 dage, jf. retsplejelovens § 969,
    stk. 1. Kære har ikke opsættende virkning, medmindre det
    modsatte bestemmes af byretten eller landsretten, jf. bestem-
    melsens stk. 2. Landsrettens afgørelse i kæresagen kan kun
    kæres til Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse,
    jf. retsplejelovens § 973.
    Det foreslås i § 79 a, stk. 11, at justitsministeren fastsætter
    nærmere regler om 1) tilladelser efter stk. 4, herunder om
    indgivelse af ansøgning, vilkår for tilladelser og tilbagekal-
    delse af tilladelser, 2) gennemførelse af tilsyn som nævnt
    i stk. 6, 3) klage over politiets dispositioner i forbindelse
    med tilsyn som nævnt i stk. 6, 4) politiets videregivelse af
    oplysninger som nævnt i stk. 8, 5) den dømtes tavshedspligt
    samt opbevaring og behandling af oplysninger som nævnt i
    stk. 8 og 6) straf af bøde for overtrædelse af regler fastsat i
    medfør af nr. 5.
    Den foreslåede bemyndigelse vil indebære, at justitsministe-
    ren vil fastsætte regler fastsætte nærmere regler om admini-
    strationen af forbudsordningen.
    Der vil i medfør af den foreslåede § 79 a, stk. 11, nr. 1,
    som nævnt ovenfor, blive fastsat regler om tilladelser efter
    bestemmelsens stk. 4, herunder om indgivelse af ansøgning,
    vilkår for tilladelser og tilbagekaldelse af tilladelser. Der vil
    således i bekendtgørelse blive fastsat nærmere regler om an-
    søgningsprocedure og udstedelse af tilladelse til henholdsvis
    færden og ophold i et område omfattet af et opholdsforbud
    samt til kontakt med personer omfattet af et kontaktforbud.
    Endvidere vil der blive fastsat nærmere regler om stedlig
    kompetence til at træffe afgørelse efter stk. 4, fastsættelse af
    vilkår og om tilbagekaldelse af tilladelser.
    Der vil endvidere i bekendtgørelsen kunne fastsættes regler
    om politiets mulighed for at ændre eller tilbagekalde en
    meddelt tilladelse, hvis forudsætningerne for en tilladelse
    ændrer sig, herunder den dømtes personlige forhold, hvis en
    tilladelse eller vilkårene herfor ikke overholdes, samt hvis
    oplysninger om den dømtes forhold giver bestemte grunde
    til at antage, at den pågældende vil misbruge den meddelte
    tilladelse.
    Endvidere vil der i medfør af den foreslåede § 79 a, stk. 11,
    nr. 2, som nævnt ovenfor, blive fastsat regler om gennemfø-
    relse af tilsyn som nævnt i bestemmelsens stk. 6.
    Det bemærkes, at i tilfælde, hvor den dømte er meddelt et
    opholdsforbud efter bestemmelsens stk. 1, jf. stk. 2, forud-
    sættes det som nævnt ovenfor, at politiets tilsyn gennemfø-
    res som led i politiets almindelige opgavevaretagelse, herun-
    der politiets almindelige patruljeringsopgaver.
    Det bemærkes endvidere, at i tilfælde, hvor politiet fører
    tilsyn med et meddelt kontaktforbud efter bestemmelsens
    stk. 1, jf. stk. 3, vil tilsynet kunne indebære, at politiet med-
    tager den dømtes computere, telefoner og andet IT-udstyr
    med henblik på datasikring og efterfølgende analyse m.v., jf.
    nærmere ovenfor. Tilsynet vil derved kunne strække sig over
    en længere periode til ulempe for den dømte.
    Det forudsættes, at politiets udførelse af det foreslåede tilsyn
    i kriminalforsorgens tilsynsperiode koordineres med krimi-
    nalforsorgen.
    Ligeledes vil der i medfør af den foreslåede § 79 a, stk. 11,
    nr. 3, som nævnt ovenfor, blive fastsat regler om adgang
    til at klage over politiets dispositioner i forbindelse med
    politiets tilsyn som nævnt i bestemmelsens stk. 6. Der vil
    herved blive fastsat regler om, at politiets dispositioner i
    forbindelse med tilsynet vil kunne påklages til politidirek-
    tøren i den pågældende politikreds, og at politidirektørens
    afgørelser i klagesager kan påklages til rigspolitichefen, jf.
    retsplejelovens § 109, stk. 1. Rigspolitichefens afgørelser vil
    ikke kunne påklages til justitsministeren, jf. retsplejelovens
    § 109, stk. 2.
    Det bemærkes, at såfremt klagen vedrører politiets adfærd
    i tjenesten eller et strafbart forhold begået af politiet, vil
    klagen efter de almindelige regler i retsplejelovens kapitel
    93 b og c skulle indgives til Den Uafhængige Politiklage-
    107
    myndighed, der undersøger og træffer afgørelse i sådanne
    sager.
    Der vil i medfør af den foreslåede § 79 a, stk. 11, nr. 4, som
    nævnt ovenfor, – og inden for rammerne af de eksisterende
    databeskyttelsesretlige regler – blive fastsat regler om politi-
    ets videregivelse af oplysninger efter den foreslåede § 79 a,
    stk. 8.
    Herudover vil der i medfør af den foreslåede § 79 a, stk. 11,
    nr. 5, som nævnt ovenfor, blive fastsat regler om den dømtes
    tavshedspligt, opbevaring og behandling af de modtagne
    oplysninger efter stk. 8. Der vil i den forbindelse kunne
    fastsættes straf af bøde for overtrædelse af sådanne regler,
    der er fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse, jf. den
    foreslåede § 79 a, stk. 11, nr. 6, som nævnt ovenfor.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til nr. 7
    Det følger af straffelovens § 79 c, stk. 1, at den, som
    idømmes fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af
    frihedsberøvende karakter for overtrædelse af straffelovens
    §§ 119, 119 b, 123, 134 a og 192 a, § 244, stk.1, §§ 245 og
    246, § 252, stk. 1, § 260, stk. 1, § 261, stk. 1, og §§ 266,
    288 og 291, af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer
    eller af lovgivningen om knive og blankvåben, ved dommen
    kan gives et forbud mod at færdes og opholde sig i nattelivet
    (nattelivsforbud), jf. straffelovens § 79 c, stk. 2.
    Der er derfor i dag ikke hjemmel til at udstede et natteliv-
    sforbud efter straffelovens § 79 c til personer, der er dømt
    for overtrædelse af § 191 om grov narkokriminalitet eller
    lovgivningen om euforiserende stoffer.
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.4.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås, at der i straffelovens § 79 c, stk. 1, efter »134
    a«: indsættes », 191«, og efter »291,« indsættes: » af lovgiv-
    ningen om euforiserende stoffer,«.
    Den foreslåede ændring vil indebære, at den, der idømmes
    fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsbe-
    røvende karakter for overtrædelse af straffelovens § 191
    eller af lovgivningen om euforiserende stoffer, ved dommen
    kan gives et nattelivsforbud efter straffelovens § 79 c, hvis
    betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.
    Et nattelivsforbud vil, ligesom efter de gældende regler,
    skulle idømmes af domstolene efter en konkret vurdering
    af, om et nattelivsforbud vil være egnet og nødvendigt for
    at forebygge nye lovovertrædelser af lignende beskaffenhed
    ved at sikre, at den dømte i en periode ikke kan færdes og
    opholde sig i nattelivet. Domstolene vil i den forbindelse
    skulle vurdere, om det må antages, at der er fare for, at den
    dømte vil begå ny ligeartet kriminalitet.
    Det vil, ligesom efter de gældende regler, som udgangspunkt
    altid være tilfældet hvis der er tale om gentagelsestilfæl-
    de. For så vidt angår gentagelsestilfælde af overtrædelse af
    lovgivningen om euforiserende stoffer forudsættes det imid-
    lertid, at der tidligere er straffet med fængsel.
    Nattelivsforbud vil dog også kunne gives i førstegangstilfæl-
    de, hvis det kan antages, at der er fare for, at den dømte
    vil begå ny ligeartet kriminalitet. Det vil f.eks. kunne være
    tilfældet, hvor forbrydelsen er udført af flere i forening, er
    særligt planlagt eller er led i omfattende eller systematisk
    kriminalitet. Det vil endvidere kunne være tilfældet, hvis
    den pågældende dømmes for videreoverdragelse eller besid-
    delse med henblik på videreoverdragelse i flere tilfælde, af
    en større mængde euforiserende stoffer eller mod et betyde-
    ligt vederlag.
    Der er ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændringer af straffelovens
    § 79 c om nattelivsforbud. Der henvises i øvrigt til 3.4.3. i
    lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Til nr. 8
    Det følger af straffelovens § 79 d, stk. 1, at de oplysninger,
    som politiet kan videregive i medfør af § 79 b, stk. 8, § 79
    c, stk. 5, og § 236, stk. 13, bl.a. omfatter fotografier af de
    pågældende personer, herunder 1) personfotografier optaget
    i medfør af stk. 2, 2) personfotografier optaget i medfør
    af retsplejelovens kapitel 72, 3) personfotografier optaget
    eller registreret i medfør af udlændingelovens § 40 b og 4)
    personfotografier optaget af kriminalforsorgen i medfør af
    retsplejelovens § 776 a eller straffuldbyrdelseslovens § 61.
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.2.1.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås i § 79 d, stk. 1, efter »i medfør af« at indsætte:
    »§ 79 a, stk. 8,«.
    Det vil indebære, at anvendelsesområdet i straffelovens §
    79 d, stk. 1, udvides til også at omfatte videregivelse af
    oplysninger i medfør af den foreslåede § 79 a, stk. 8.
    Efter det foreslåede § 79 a, stk. 8, vil der være hjemmel til,
    at politiet vil kunne videregive visse personoplysninger til
    nærmere bestemte personer uden for politiet, i det omfang
    det er nødvendigt for at håndhæve et kontaktforbud efter
    § 79 a, stk. 1. I bemærkningerne er det præciseret, at de
    oplysninger, som politiet vil kunne videregive, bl.a. omfatter
    den pågældendes billede. Der henvises til bemærkningerne
    til lovforslagets § 1, nr. 6.
    Der er med ændringen ikke tiltænkt nogen materiel ændring
    i forhold til gældende ret. Personfotografier optaget i medfør
    af retsplejelovens kapitel 72 eller § 776 a, personfotografier
    optaget eller registreret i medfør af udlændingelovens § 40
    b samt personfotografier optaget efter straffuldbyrdelseslo-
    vens § 61 vil således efter gældende ret kunne videregives i
    medfør af den foreslåede § 79 a, stk. 8.
    Det bemærkes, at oplistningen i § 79 d, stk. 1, ikke er ud-
    108
    tømmende. Hvis det vurderes at være nødvendigt, vil politiet
    som hidtil også kunne videregive personfotografier optaget
    af politiet eller andre myndigheder efter andre bestemmel-
    ser, når behandlingen foretages med henblik på at forebyg-
    ge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger
    eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner, herunder for at be-
    skytte mod eller forebygge trusler mod den offentlige sik-
    kerhed, jf. retshåndhævelseslovens § 1, stk. 1. Tilsvarende
    vil politiet som hidtil også kunne videregive personfotogra-
    fier optaget af politiet eller andre myndigheder efter andre
    bestemmelser, når behandlingen sker på baggrund af lov og
    er nødvendig og forholdsmæssig i forhold til dette efterføl-
    gende formål, jf. retshåndhævelseslovens § 5, stk. 1.
    Der er ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændringer af straffelovens
    § 79 d, stk. 1.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til nr. 9
    Straffeloven indeholder ikke i dag en generel bestemmelse
    om, at retten kan give personer, der dømmes for grænseo-
    verskridende kriminalitet, forbud mod at rejse til og opholde
    sig i bestemte lande.
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.6.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås i § 79 e, stk. 1, 1. pkt., at den, som dømmes
    for overtrædelse af §§ 191, 191 a eller 192 a, ved dommen
    kan gives forbud mod at rejse til og opholde sig i nærmere
    bestemte lande.
    Rejseforbud vil kunne gives for ét eller flere lande. Der vil
    ikke kunne gives rejseforbud til en del af et land, f.eks. en
    bestemt by eller region, eller et generelt forbud mod at rejse
    til udlandet.
    Et rejseforbud vil indebære både forbud mod at rejse til og
    opholde sig i det eller de omfattede lande. Et rejseforbud vil
    også gælde for transit gennem det eller de omfattede lande,
    f.eks. ved mellemlanding i lufthavne eller transit med bil,
    tog, bus eller øvrige transportmidler.
    Et rejseforbud vil være overtrådt på det tidspunkt, hvor rej-
    sen til et omfattet land påbegyndes, selv om den pågældende
    ikke er nået frem til et omfattet land. En rejse skal efter
    den foreslåede bestemmelse anses for at være påbegyndt,
    når transporten mod det pågældende land starter. Transport
    til en lufthavn med henblik på at flyve til et omfattet land vil
    således eksempelvis være omfattet.
    Det bemærkes, at der vil være tale om en strafbar overtræ-
    delse af et rejseforbud, hvis den, som forbuddet omfatter,
    rejser til eller opholder sig i et land omfattet af rejseforbud-
    det uden at have søgt tilladelse hertil, selv om der i medfør
    af f.eks. EMRK artikel 8 ville skulle meddeles en sådan
    tilladelse, eller det i øvrigt må antages, at tilladelse ville
    være givet, hvis der var søgt om den.
    Det bemærkes desuden, at det ikke vil være en betingelse
    efter det foreslåede § 79 e, stk. 1, 1. pkt., at der idømmes en
    ubetinget fængselsstraf eller en anden strafferetlig retsfølge
    af frihedsberøvende karakter. Den foreslåede bestemmelse
    vil omfatte enhver dom for overtrædelse af de omfattede
    bestemmelser. Den foreslåede bestemmelse vil desuden også
    omfatte personer, der dømmes for forsøg og medvirken, jf.
    straffelovens §§ 21 og 23.
    Det forudsættes, at der i almindelighed gives rejseforbud
    efter det foreslåede § 79 e, stk. 1, 1. pkt., når betingelserne
    herfor er opfyldte.
    Det bemærkes, at det ved idømmelse af et rejseforbud kon-
    kret vil skulle sikres, at dette ikke er i strid med Danmarks
    internationale forpligtelser, herunder EMRK og EU-retten.
    Det bemærkes desuden, at det må antages, at principperne
    bag indrejseforbuddet i opholdsdirektivet kan overføres på
    det foreslåede rejseforbud. Ved vurderingen af, om det vil
    være i overensstemmelse med EU-retten at give et rejsefor-
    bud, skal der derfor anvendes de samme kriterier som ved
    vurderingen af, om et indrejseforbud er i overensstemmelse
    med EU-retten.
    Det foreslås i § 79 e, stk. 1, 2. pkt., at det samme gælder den,
    som idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferet-
    lig retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse
    af denne lov, lov om euforiserende stoffer, lov om forbud
    mod visse dopingmidler eller våbenloven, og som på ger-
    ningstidspunktet har tilknytning til en gruppe af personer,
    der tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet,
    når overtrædelsen har relation til den dømtes tilknytning til
    gruppen.
    Rejseforbud efter det foreslåede § 79 e, stk. 1, 2. pkt., vil
    kunne idømmes sammen med en helt eller delvis ubetinget
    fængselsstraf. Et sådant rejseforbud vil endvidere kunne
    idømmes sammen med en anden strafferetlig retsfølge af fri-
    hedsberøvende karakter. Dette vil omfatte anbringelsesdom-
    me og behandlingsdomme efter straffelovens §§ 68 og 69,
    hvor der sker frihedsberøvelse, forvaring efter straffelovens
    § 70 og ungdomssanktioner efter straffelovens § 74 a.
    Der vil derimod ikke kunne gives rejseforbud efter det fore-
    slåede § 79 e, stk. 1, 2. pkt., i sager, hvor straffen alene er
    bøde eller betinget fængselsstraf. Der vil ligeledes ikke kun-
    ne gives rejseforbud i sager, hvor den pågældende er idømt
    en anden strafferetlig retsfølge, som ikke er af frihedsberø-
    vende karakter, f.eks. dom til ambulant behandling eller til
    tilsyn efter straffelovens §§ 68 og 69.
    Anvendelsen af rejseforbud efter det foreslåede § 79 e, stk.
    1, 2. pkt., vil forudsætte, at den dømte på gerningstidspunk-
    tet har tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen
    står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, og at overtræ-
    delsen har relation til den dømtes tilknytning til gruppen.
    109
    Udtrykket »gruppe af personer« skal forstås i overensstem-
    melse med udtrykkets anvendelse i straffelovens § 81
    a. Som en gruppe anses derved ikke kun formaliserede grup-
    per med en fast struktur og rollefordeling medlemmerne
    imellem, et fast tilholdssted og navn eller lignende. Bestem-
    melsen vil også omfatte mere løse grupperinger, hvis grup-
    pen dog virker med et fælles sigte eller mål eller har et fast
    reaktionsmønster i bestemte situationer, f.eks. at personerne
    i gruppen som regel bliver alarmeret og instrueret via tele-
    fon- eller sms-kæder i forbindelse med bestemte voldelige
    eller truende begivenheder, som indtræffer.
    Betingelsen vil således skulle anses for at være opfyldt, når
    der ved pådømmelsen af det forhold, der danner grundlag
    for et rejseforbud, tillige fastsættes en straf med henvisning
    til straffelovens § 81 a på baggrund af den dømtes tilknyt-
    ning til gruppen.
    Det forudsættes i den forbindelse, at gruppen for at være
    omfattet af den foreslåede bestemmelse ikke alene er opstået
    og fungerer i anledning af de forhold, der er til pådømmelse
    under den konkrete straffesag.
    En familiegruppe vil også kunne anses for en gruppe af per-
    soner efter den foreslåede bestemmelse, hvis de betingelser,
    der er nævnt ovenfor, i øvrigt er opfyldt.
    Personerne knyttet til den pågældende gruppe skal »tilsam-
    men stå bag omfattende og alvorlig kriminalitet«. Dette vil
    omfatte tilfælde, hvor de personer, som har tilknytning til
    gruppen, samlet set er dømt for lovovertrædelser af en sådan
    grovhed eller i et sådant omfang eller antal, at den samlede
    kriminalitet inden for gruppen må anses for omfattende og
    alvorlig. Dette vil gælde, uanset om de enkelte lovovertræ-
    delser er begået af en eller flere personer, som har tilknyt-
    ning til gruppen.
    Ved vurderingen af, om de personer, som har tilknytning
    til gruppen, tilsammen står bag omfattende og alvorlig kri-
    minalitet, vil der navnlig skulle lægges vægt på, om de
    pågældende er dømt for overtrædelser af straffeloven, lov
    om euforiserende stoffer, lov om forbud mod visse doping-
    midler eller våbenloven. Øvrige lovovertrædelser vil dog
    efter omstændighederne også kunne tillægges vægt i denne
    vurdering. Der vil endvidere kunne lægges vægt på, om
    overtrædelserne har ført til idømmelse af ubetingede fæng-
    selsstraffe eller andre strafferetlige retsfølger af frihedsberø-
    vende karakter. Det vil ligeledes skulle tillægges betydning,
    hvor lang tid der er gået, siden forholdene blev begået. Hvis
    forholdene er begået af personer, der må anses for ledende
    eller toneangivende figurer inden for gruppen, vil dette lige-
    ledes skulle tillægges betydelig vægt.
    Til brug for vurderingen vil anklagemyndigheden under ho-
    vedforhandlingen bl.a. kunne fremlægge en udtalelse fra
    politiet om, hvilke personer der har tilknytning til gruppen,
    samt om registreringer af den kriminalitet, som disse per-
    soner er dømt for. Dette vil dog ikke være et krav.
    Det vil endvidere være en betingelse for at give rejseforbud
    efter det foreslåede § 79 e, stk. 1, 2. pkt., at den dømte har
    »tilknytning« til den pågældende gruppe af personer. Begre-
    bet »tilknytning« indebærer, at den pågældende skal have
    et tilhørsforhold til gruppen som sådan. Det blotte bekendt-
    skab med enkeltpersoner fra den pågældende gruppe falder
    således uden for den foreslåede bestemmelses anvendelses-
    område.
    Vurderingen af, om den dømte har tilknytning til gruppen i
    bestemmelsens forstand, vil i første række bero på et politi-
    fagligt skøn.
    I den forbindelse vil der bl.a. kunne lægges vægt på, om per-
    sonen er iagttaget i forbindelse med gruppens arrangemen-
    ter eller har båret beklædning, udsmykning eller lignende
    med symboler eller tekst med tilknytning til den pågælden-
    de gruppe. Der vil også kunne lægges vægt på, om per-
    sonen i gentagne tilfælde er iagttaget sammen med andre
    personer tilknyttet gruppen. På samme måde vil eksempel-
    vis tatoveringer og tilkendegivelser, herunder på sociale me-
    dier, det mørke internet (dark web), krypterede kommunika-
    tionsplatforme eller lignende, kunne indgå i vurderingen af
    den pågældendes tilknytning til gruppen. Der vil endvidere
    kunne lægges vægt på eventuelt materiale tilhørende grup-
    pen, f.eks. dokumenter, bøger, regnskaber, medlemslister,
    telefonlister, indbetalinger, fotos, videoer m.v., der viser, at
    personen har en tilknytning til den pågældende gruppe af
    personer. Herudover vil der også kunne lægges vægt på, om
    den pågældende er dømt for at have begået strafbare forhold
    sammen med andre personer tilknyttet gruppen, herunder
    om der tidligere er idømt straf med henvisning til straffelo-
    vens § 81 a.
    Rejseforbud efter det foreslåede § 79 e, stk. 1, 2. pkt.,
    vil kunne gives til personer, uanset om den pågældende i
    gruppens egen selvforståelse er fuldgyldigt medlem eller
    har status som f.eks. »prospect«, »supporter«, »hangaround«
    eller »probationary«. Det afgørende er, at den dømte har den
    beskrevne tilknytning til gruppen.
    At en lovovertrædelse skal have »relation til den dømtes
    tilknytning til gruppen« vil indebære, at rejseforbud efter det
    foreslåede § 79 e, stk. 1, 2. pkt., ikke vil kunne idømmes i
    sager, hvor lovovertrædelsen ikke har nogen sammenhæng
    med den pågældendes tilknytning til gruppen.
    Om lovovertrædelsen har relation til den dømtes tilknytning
    til gruppen vil bero på en konkret vurdering af den begåede
    lovovertrædelse, herunder af overtrædelsens karakter, hvor
    den er foretaget, og om den er begået sammen med andre,
    der har tilknytning til gruppen.
    Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse også vil om-
    fatte personer, der dømmes for forsøg og medvirken, jf.
    straffelovens §§ 21 og 23.
    Vedrører en dom flere lovovertrædelser, hvoraf det ikke er
    alle, som er omfattet af det foreslåede § 79 e, stk. 1, 2.
    pkt., vil der skulle foretages en konkret vurdering af, om
    den overtrædelse, der er omfattet af bestemmelsen, i sig selv
    110
    ville have medført en ubetinget fængselsstraf eller en anden
    strafferetlig følge af frihedsberøvende karakter.
    Det forudsættes, at der i almindelighed gives rejseforbud
    efter det foreslåede § 79 e, stk. 1, 2. pkt., når betingelserne
    herfor er opfyldte.
    Det foreslås i § 79 e, stk. 2, nr. 1, at en betingelse for, at
    rejseforbud kan gives, er, at det den dømte på gerningstids-
    punktet har dansk indfødsret eller bopæl i den danske stat.
    »Bopæl« vil som udgangspunkt skulle forstås som sædvan-
    ligt opholdssted, det vil sige det sted, hvor en person sæd-
    vanligvis opholder sig, hvis den pågældende ikke af særlige
    grunde opholder sig et andet sted. Dette vil navnlig skulle
    afgøres ud fra de faktiske omstændigheder, men der er tale
    om en samlet vurdering, hvori også den pågældendes hen-
    sigt med et ophold og adkomst til ophold kan indgå. Det
    bemærkes, at udtrykket i mange situationer vil omfatte det
    samme som »fast ophold« i straffelovens §§ 7, 7 a, 8 a, 8 b
    og 11 om dansk straffemyndighed, men at der dog kan være
    nuanceforskelle.
    En person har som udgangspunkt bopæl der, hvor den på-
    gældende bor, eventuelt sammen med sin familie, og nor-
    malt opholder sig. Begrebsmæssigt er der ikke noget til
    hinder for, at en person samtidig har bopæl i to forskellige
    lande. I praksis er det dog normalt sådan, at når en person
    har etableret en bopæl i den beskrevne forstand i en given
    stat, er det, der derefter skal vurderes, om der er indtrådt
    sådanne ændringer i de faktiske forhold eller den pågælden-
    des intentioner, at bopælen er opgivet, eventuelt, men ikke
    nødvendigvis, sådan at der er etableret en ny bopæl i en
    anden stat.
    Et midlertidigt ophold uden for bopælslandet medfører nor-
    malt ikke en opgivelse af den eksisterende bopæl eller eta-
    blering af en ny bopæl. Dette gælder, uanset om formålet
    med det midlertidige ophold uden for bopælslandet er ferie,
    studier eller arbejde. I vurderingen af, om et ophold er
    midlertidigt, indgår både opholdets hidtidige og planlagte
    længde. Det har også betydning for bopælsspørgsmålet, om
    den pågældende fortsat råder over en bolig i sit bopælsland,
    om den pågældendes familie fortsat bor i bopælslandet, og i
    hvilket omfang den pågældende opholder sig i bopælslandet.
    Af det anførte følger, at en person, der har bopæl i udlandet,
    som udgangspunkt ikke får bopæl i Danmark ved at opholde
    sig her midlertidigt for at studere eller arbejde. Hvis en
    person opgiver sin bopæl i udlandet i forbindelse med, at
    personen tager midlertidigt ophold i Danmark for at studere
    eller arbejde, må den pågældende imidlertid anses for at
    have bopæl i Danmark, hvis det faktiske eller planlagte op-
    hold i Danmark ikke er helt kortvarigt. Det samme gælder,
    hvis den pågældende under opholdet i Danmark opgiver sin
    bopæl i udlandet.
    En person, der søger asyl i Danmark, jf. udlændingelovens §
    7, vil i praksis normalt kunne anses for at have opgivet sin
    bopæl i sit hjemland eller tidligere opholdsland. En sådan
    asylansøger vil på den baggrund normalt kunne anses for at
    have bopæl i Danmark, når opholdet i Danmark faktisk har
    haft en varighed, der gør, at det ikke er helt kortvarigt. Dette
    gælder, uanset om ansøgningen imødekommes eller ej.
    Ved »bopæl i den danske stat« forstås bopæl i Danmark, på
    Færøerne eller i Grønland.
    Den foreslåede betingelse om dansk indfødsret eller bopæl i
    den danske stat vil skulle være opfyldt på gerningstidspunk-
    tet. Det bemærkes, at i tilfælde, hvor den dømte på doms-
    tidspunktet ikke længere har dansk indfødsret eller bopæl i
    den danske stat, vil betingelsen om, at der skal være fare
    for, at den dømte vil begå ny lovovertrædelse af lignende
    beskaffenhed med forbindelse til det eller de lande, som
    forholdet har forbindelse til, jf. det foreslåede § 79 e, stk.
    2, nr. 3, efter omstændighederne ikke være opfyldt, hvis den
    dømte ikke længere har nogen tilknytning til Danmark.
    Det vil ikke være en betingelse for et rejseforbuds oprethol-
    delse, at den dømte opretholder dansk indfødsret eller bopæl
    i den danske stat.
    Det bemærkes, at der ikke vil kunne gives et rejseforbud i
    tilfælde, hvor den dømte ikke har lovligt ophold i Danmark,
    herunder hvis den dømte udvises efter udlændingelovens
    regler herom. Der vil kunne gives et rejseforbud, hvor den
    dømte tildeles en advarsel om udvisning. Det antages des-
    uden, at der som følge af Danmarks internationale forplig-
    telser ikke i almindelighed vil kunne gives rejseforbud til
    lande, hvor den dømte er statsborger.
    Det foreslås i § 79 e, stk. 2, nr. 2, at en betingelse for, at
    rejseforbud kan gives, er, at det begåede forhold har forbin-
    delse til udlandet.
    Betingelsen vil f.eks. kunne være opfyldt ved indsmugling
    af narkotika eller våben fra udlandet. Derudover vil betin-
    gelsen kunne være opfyldt ved strafbare forhold begået
    som led i en grænseoverskridende konflikt mellem krimi-
    nelle grupperinger. Eksempelvis vil kriminalitet begået i for-
    bindelse med en konflikt mellem en dansk og en svensk
    kriminel gruppering udgøre forhold med forbindelse til ud-
    landet. Betingelsen vil desuden kunne være opfyldt, hvis
    kriminaliteten har forbindelse til en udenlandsk kriminel
    gruppering, herunder en udenlandsk afdeling af en kriminel
    gruppering.
    At en forbrydelse er begået ved hjælp af – eller baseret på
    – en eller flere genstande, der stammer fra udlandet, vil dog
    ikke nødvendigvis indebære, at forbrydelsen vil skulle anses
    for at have forbindelse til udlandet. Ethvert salg af narkotika
    produceret i udlandet vil således ikke være omfattet. Det
    samme vil gøre sig gældende ved besiddelse af andre gen-
    stande, herunder våben og dopingmidler.
    Det foreslås i § 79 e, stk. 2, nr. 3, at en betingelse for,
    at rejseforbud kan gives, er, at det efter karakteren af det
    begåede forhold og oplysningerne om den dømtes person
    må antages, at der er fare for, at den dømte vil begå ny
    111
    lovovertrædelse af lignende beskaffenhed med forbindelse
    til det eller de lande, som forholdet har forbindelse til.
    Der vil i den forbindelse kunne lægges vægt på, om den
    dømte tidligere er dømt for lignende kriminalitet med for-
    bindelse til udlandet. Det vil ikke være afgørende, at den
    tidligere kriminalitet havde forbindelse til det eller de lan-
    de, som det forhold, der er til pådømmelse, har forbindelse
    til. Hvis det er tilfældet, vil det dog tale for at give et
    rejseforbud.
    Det vil også kunne indgå i vurderingen, om den dømte i
    øvrigt har tilknytning til det eller de lande, som forholdet
    har forbindelse til, f.eks. i form af hyppige ophold i det eller
    de pågældende lande. Derudover vil der kunne lægges vægt
    på, om den gruppe, som den dømte eventuelt er tilknyttet,
    opererer i det eller de pågældende lande.
    Der vil derudover kunne lægges vægt på, om der er tale om
    et særligt groft forhold, samt om den dømte findes skyldig i
    flere ligeartede forhold med forbindelse til udlandet.
    Der vil i forbindelse med ovenstående vurdering kunne læg-
    ges vægt på de foreliggende oplysninger om den dømtes
    person, som de eksempelvis fremgår af en eventuel perso-
    nundersøgelse efter retsplejelovens § 808 eller mentalunder-
    søgelse efter retsplejelovens § 809 eller oplysninger om
    tilknytning fremkommet ved afhøring af en udlænding om-
    fattet af udlændingelovens § 26.
    Det foreslås i § 79 e, stk. 2, nr. 4, at en betingelse for, at
    rejseforbud kan gives, er, at rejseforbuddet vil være egnet til
    at forebygge den fare, som er nævnt i nr. 3.
    Den foreslåede betingelse vil indebære, at der kun vil kunne
    gives rejse forbud gældende for det eller de lande, som det
    begåede forhold har forbindelse til.
    I vurderingen af, om et rejseforbud vil være egnet til at
    forebygge ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed med
    forbindelse til det eller de lande, som forholdet har forbin-
    delse til, kan der f.eks. lægges vægt på, om den dømte har
    opholdt sig i det eller de lande, som forholdet har forbindel-
    se til, i forbindelse med overtrædelsen. Det vil ligeledes
    kunne indgå, om den gruppe, som den dømte eventuelt er
    tilknyttet, opererer i det eller de pågældende lande.
    Hvis den dømte tidligere er dømt for lignende kriminalitet
    med forbindelse til udlandet, vil der desuden kunne lægges
    vægt på, om den dømte opholdt sig i det eller de lande, som
    kriminaliteten havde forbindelse til, i forbindelse med de
    pågældende overtrædelser.
    Det foreslås i § 79 e, stk. 3, at politiet kan meddele tilladelse
    til at rejse til og opholde sig i et land omfattet af et rejsefor-
    bud efter stk. 1, hvis det af særlige grunde må anses for
    beføjet.
    Med »særlige grunde« skal bl.a. forstås tilfælde, hvor afgø-
    rende familiemæssige hensyn taler for, at den pågældende
    bør have adgang til at rejse til og opholde sig i et land om-
    fattet af rejseforbuddet. Det vil f.eks. kunne være tilfældet,
    hvis rejsen er nødvendig for at deltage i begravelsen af et
    nært familiemedlem.
    Ovenstående er ikke et udtryk for en udtømmende opreg-
    ning af tilfælde, hvor konkrete hensyn kan tale med afgøren-
    de vægt for at tillade den pågældende at rejse til og opholde
    sig i et land omfattet af rejseforbuddet.
    Det vil således bero på et konkret skøn, om der i den enkelte
    sag foreligger særlige omstændigheder, og politiet skal i den
    forbindelse foretage en samlet vurdering af sagens omstæn-
    digheder, herunder om der er en konkret mistanke om, at
    den pågældende vil misbruge tilladelsen.
    Hvis der er holdepunkter for at antage, at den dømte vil mis-
    bruge en eventuel tilladelse, vil denne som udgangspunkt
    ikke kunne meddeles. Det vil efter omstændighederne kunne
    være tilfældet, hvis den pågældende tidligere har overtrådt
    vilkårene for en tilladelse efter den foreslåede bestemmelse,
    eller hvis politiet konkret er i besiddelse af oplysninger om,
    at den pågældende vil misbruge en tilladelse.
    Det forudsættes, at muligheden for konkret at gøre undtagel-
    se fra et idømt rejseforbud vil blive administreret i overens-
    stemmelse med Danmarks internationale forpligtelser, her-
    under EMRK.
    Det foreslåede § 79 e, stk. 3, skal ses i sammenhæng med
    det foreslåede § 79 e, stk. 6, hvor det foreslås, at justitsmi-
    nisteren ved bekendtgørelse fastsætter nærmere regler om
    tilladelser efter stk. 3, herunder om indgivelse af ansøgning,
    vilkår for tilladelser og tilbagekaldelser af tilladelser.
    Politiets meddelelse af tilladelse eller afslag på tilladelse til
    at rejse til og opholde sig i et land omfattet af rejseforbuddet
    vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Behand-
    lingen af sådanne sager vil således skulle ske i overensstem-
    melse med reglerne i forvaltningsloven samt øvrige forvalt-
    ningsretlige regler og grundsætninger.
    Politiets afgørelse om afslag på en ansøgning om tilladelse
    til at rejse til og opholde sig i et land omfattet af et rejse-
    forbud vil kunne påklages til rigspolitichefen, jf. retsplejelo-
    vens § 109, stk. 1. Rigspolitichefens afgørelse vil ikke kun-
    ne påklages til justitsministeren, jf. retsplejelovens § 109,
    stk. 2.
    Det foreslås i § 79 e, stk. 4, 1. pkt., at rejseforbud gives på
    tid fra 1 til 5 år regnet fra endelig dom.
    Rejseforbud vil således altid skulle gives på tid. Den tids-
    mæssige udstrækning af rejseforbuddet vil afhænge af de
    konkrete omstændigheder i sagen. Rejseforbuddets længde
    skal således bl.a. afspejle den begåede kriminalitet, herunder
    grovheden og omfanget af denne kriminalitet. Der bør her-
    ved lægges afgørende vægt på længden af den idømte straf
    eller karakteren af den foranstaltning m.v., som idømmes.
    112
    Det forudsættes, at længden af et rejseforbud kun helt
    undtagelsesvist vil kunne være kortere end den idømte
    straf. Idømmes en foranstaltning af frihedsberøvende karak-
    ter, vil længden af et rejseforbud kun helt undtagelsesvist
    kunne være kortere end den straf, der ville have været fast-
    sat, hvis den dømte var idømt straf. Det forudsættes desu-
    den, at et rejseforbud som udgangspunkt fastsættes til 5 år
    ved idømmelse af fængsel i mere end 4 år eller forvaring
    efter straffelovens § 70.
    I sager, hvor der i den samlede strafudmåling også indgår
    straf for lovovertrædelser, som ikke opfylder betingelserne
    for idømmelse af rejseforbud efter den foreslåede bestem-
    melse, eller hvor der udløses reststraf fra tidligere domme,
    vil retten skulle fastsætte rejseforbuddet ud fra et skøn over,
    hvilken del af straffen der kan henføres til lovovertrædelser,
    som er omfattet af den foreslåede bestemmelse om rejsefor-
    bud.
    Der vil efter en konkret vurdering kunne være grundlag for,
    at rejseforbuddet fastsættes i længere tid end det angivne
    udgangspunkt for udmålingen (inden for den fastsatte ram-
    me på 5 år). Eksempelvis forudsættes det, at der i sager,
    hvor den dømte har en ledende eller koordinerende rolle i en
    gruppe af personer, som tilsammen står bag omfattende og
    alvorlig kriminalitet, fastsættes et længere rejseforbud end
    det udgangspunkt, som er angivet ovenfor.
    Ved ledende eller koordinerende rolle forstås, at den pågæl-
    dende enten officielt er udnævnt til at varetage en ledende
    funktion i gruppen eller blot gennem sin adfærd og sine
    handlinger har haft en styrende rolle i gruppen i forhold til
    gruppens aktiviteter og udvikling, f.eks. i forhold til rekrut-
    tering af nye medlemmer, opbygning af alliancer, påvirkning
    af konfliktsituationer samt tilpasning af territorier og krimi-
    nelle markeder.
    Fastsættelsen af længden af rejseforbuddet vil i øvrigt bero
    på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af
    samtlige omstændigheder i sagen.
    Det bemærkes, at den omstændighed, at den pågældende
    idømmes et rejseforbud, ikke skal indgå som en formildende
    omstændighed i forbindelse med fastsættelse af straffen for
    den lovovertrædelse, som rejseforbuddet idømmes på bag-
    grund af.
    Det bemærkes desuden, at en person, der er idømt et rejse-
    forbud, ved senere dom vil kunne idømmes et yderligere
    forbud, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Et sådant yder-
    ligere forbud vil ligeledes få virkning fra endelig dom. Der
    vil i den forbindelse ikke være noget til hinder for, at der
    er tidsmæssigt overlap mellem flere idømte forbud, herunder
    hvis det senere idømte rejseforbud omfatter et eller flere
    lande, der er omfattet af et eksisterende rejseforbud.
    Det foreslås i § 79 e, stk. 4, 2. pkt., at ved udståelse af
    fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsbe-
    røvende karakter forlænges rejseforbuddet tilsvarende.
    Ved udståelse af fængselsstraf eller anden strafferetlig rets-
    følge af frihedsberøvende karakter vil et rejseforbud blive
    forlænget tilsvarende, således at rejseforbuddet vil have den
    idømte længde beregnet fra tidspunktet fra løsladelsen el-
    ler udskrivningen. Det vil indebære, at forbuddets længde
    forlænges i tid i den periode, hvor den dømte udstår den
    fængselsstraf eller anden strafferetlige retsfølge af friheds-
    berøvende karakter, som blev idømt sammen med rejsefor-
    buddet, samt forlænges i tid med den periode, hvor den
    dømte udstår øvrige fængselsstraffe eller andre strafferetlige
    retsfølger af frihedsberøvende karakter, når udståelsen fin-
    der sted, mens rejseforbuddet har virkning.
    Et rejseforbud vil således blive forlænget, når den pågæl-
    dende udstår fængselsstraf eller forvaring i fængsel eller
    arresthus. Tilsvarende vil et forbud blive forlænget, hvis
    den pågældende efter reglerne i udgangsbekendtgørelsen
    udstår fængselsstraf under udstationering fra fængsel eller
    arresthus. Herudover vil et forbud blive forlænget, hvis
    den pågældende udstår straf i kriminalforsorgens pensio-
    ner eller institutioner m.v. uden for kriminalforsorgen, jf.
    straffuldbyrdelseslovens § 78, eller udstår straf på bopælen
    under intensiv overvågning og kontrol (fodlænkeafsoning),
    jf. straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a. Desuden forlænges
    forbuddet for personer, der er frihedsberøvet i medfør af
    straffelovens §§ 68 og 69 (foranstaltningsdomme) eller § 74
    a (ungdomssanktioner).
    Et rejseforbud vil blive forlænget indtil løsladelsen eller ud-
    skrivningen, hvorved forstås første løsladelse eller udskriv-
    ning fra den pågældende afsoning, herunder prøveløsladelse
    og prøveudskrivning, samt benådning fra straffen eller an-
    den strafferetlig retsfølge.
    Et rejseforbud vil ligeledes blive forlænget i tid, hvis der
    træffes bestemmelse om genindsættelse efter eventuel prø-
    veløsladelse eller prøveudskrivning eller efter betinget be-
    nådning.
    Hvis den dømte varetægtsfængsles efter dom eller i forbin-
    delse med en straffesag, der ligger efter den dom, hvorved
    et forbud er givet, vil forbuddet også skulle forlænges med
    denne frihedsberøvelse, medmindre den pågældende frifin-
    des eller ikke idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden
    strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for det
    forhold, der ligger efter den dom, hvorved forbuddet er
    givet. I sidstnævnte tilfælde vil der således ikke være tale
    om udståelse af fængselsstraf m.v. Det bemærkes, at der i
    tilfælde, hvor der sker varetægtsfængsling, kan opstå tvivl
    om, hvorvidt et forbud skal forlænges med perioden for
    varetægtsfængslingen, indtil det er afgjort ved endelig dom,
    om den pågældende idømmes ubetinget frihedsstraf eller an-
    den strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter. Det-
    te kan indebære, at der i nogle situationer kan opstå tvivl
    om, hvorvidt et idømt forbud er udløbet, eller om forbuddet
    fortsat er gældende, fordi det skal forlænges med varetægts-
    fængslingsperioden. Det forudsættes i en sådan situation, at
    der ikke foretages straffeprocessuelle skridt, udover sigtelse,
    før det kan lægges til grund, at et forbud er forlænget som
    113
    følge af varetægtsfængsling. Forbuddet forlænges ikke ved
    varetægtsfængsling eller undergivelse af foranstaltning, der
    træder i stedet herfor, hvis en sådan frihedsberøvelse ligger
    forud for den dom, hvorved forbuddet er givet.
    Det foreslås i § 79 e, stk. 5, 1. pkt., at den dømte 3 år efter
    endelig dom kan forlange, at anklagemyndigheden indbrin-
    ger spørgsmålet om rejseforbuddets opretholdelse for retten.
    Retten kan i den forbindelse træffe afgørelse om, at forbud-
    det opretholdes uændret, at forbuddet indskrænkes indholds-
    mæssigt eller tidsmæssigt, eller at forbuddet ophæves. For-
    buddet kan derimod ikke udvides.
    Ved vurderingen af, om forbuddet bør ophæves, vil der
    f.eks. kunne lægges vægt på, om den dømte har gennemført
    et exit-forløb og har forladt det kriminelle miljø og i øvrigt
    ikke er dømt, tiltalt eller sigtet for ny kriminalitet, der er
    begået efter, at rejseforbuddet er givet. Er rejseforbuddet
    udstedt efter det foreslåede § 79 e, stk. 1, 2. pkt., vil der
    endvidere kunne lægges vægt på, at gruppen, som den på-
    gældende var tilknyttet, ikke længere eksisterer, uden at den
    er erstattet af en ny gruppe, idet dette dog ikke i sig selv kan
    føre til ophævelse.
    Går afgørelsen ud på, at rejseforbuddet helt eller delvis op-
    retholdes, vil spørgsmålet ikke på ny kunne indbringes for
    retten efter den foreslåede bestemmelse.
    Det bemærkes, at det forudsættes, at retten træffer afgørelse
    senest 6 måneder efter, at den dømte har anmodet anklage-
    myndigheden om at indbringe spørgsmålet for retten, i over-
    ensstemmelse med principperne i opholdsdirektivets art. 32,
    stk. 1, 2. pkt.
    Det foreslås i § 79 e, stk. 5, 2. pkt., at ved udståelse af
    fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsbe-
    røvende karakter forlænges perioden i 1. pkt. tilsvarende.
    Bestemmelsen vil indebære, at hvis den dømte udstår fæng-
    selsstraf eller anden strafferetlige retsfølge af frihedsberø-
    vende karakter, mens rejseforbuddet har virkning, skal den
    periode, hvor dem dømte udstår den pågældende fængsels-
    straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende
    karakter, lægges til den 3-årige periode, jf. det foreslåede 1.
    pkt.
    Forlængelsen af den 3-årige periode vil skulle beregnes på
    samme må som forlængelse af rejseforbuddet, jf. det foreslå-
    ede § 79 e, stk. 4, 2. pkt.
    Den 3-årige periode, vil således blive forlænget, når den
    pågældende udstår fængselsstraf eller forvaring i fængsel
    eller arresthus. Tilsvarende vil perioden blive forlænget,
    hvis den pågældende efter reglerne i udgangsbekendtgørel-
    sen udstår fængselsstraf under udstationering fra fængsel
    eller arresthus. Herudover vil perioden blive forlænget, hvis
    den pågældende udstår straf i kriminalforsorgens pensio-
    ner eller institutioner m.v. uden for kriminalforsorgen, jf.
    straffuldbyrdelseslovens § 78, eller udstår straf på bopælen
    under intensiv overvågning og kontrol (fodlænkeafsoning),
    jf. straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a. Desuden forlænges
    forbuddet for personer, der er frihedsberøvet i medfør af
    straffelovens §§ 68 og 69 (foranstaltningsdomme) eller § 74
    a (ungdomssanktioner).
    Den tid, den 3-årige periode vil blive forlænget med, vil bli-
    ve beregnet indtil løsladelsen eller udskrivningen, hvorved
    forstås første løsladelse eller udskrivning fra den pågælden-
    de afsoning, herunder prøveløsladelse og prøveudskrivning,
    samt benådning fra straffen eller anden strafferetlig retsføl-
    ge.
    Den 3-årige periode vil ligeledes blive forlænget, hvis der
    træffes bestemmelse om genindsættelse efter eventuel prø-
    veløsladelse eller prøveudskrivning eller efter betinget be-
    nådning.
    Hvis den dømte varetægtsfængsles i forbindelse med en
    straffesag, der ligger efter den dom, hvorved et forbud er
    givet, vil perioden også skulle forlænges med denne friheds-
    berøvelse, medmindre den pågældende frifindes eller ikke
    idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig
    retsfølge af frihedsberøvende karakter. I sidstnævnte tilfælde
    vil der således ikke være tale om udståelse af fængselsstraf
    m.v. Det forudsættes, at den 3-årige periode først forlænges
    med en varetægtsfængslingsperiode, når der er afsagt ende-
    lig dom.
    Det foreslås i § 79 e, stk. 5, 3. pkt., at når særlige omstæn-
    digheder taler for det, kan justitsministeren tillade, at ind-
    bringelse for retten sker tidligere.
    Med »særlige omstændigheder« skal f.eks. forstås tilfælde,
    hvor det oprindelige grundlag for et rejseforbud helt åben-
    lyst ikke længere er til stede.
    Det foreslås i § 79 e, stk. 5, 4. pkt., at § 59, stk. 2, finder
    tilsvarende anvendelse.
    Bestemmelsen vil medføre, at spørgsmål om opretholdelse
    af rejseforbud vil skulle indbringes for den byret, som har
    pådømt sagen i første instans, eller byretten i den retskreds,
    hvor den dømte bor eller opholder sig.
    Det foreslås i § 79 e, stk. 5, 5. pkt., at afgørelsen træffes ved
    kendelse.
    Byrettens kendelse vil kunne kæres til landsretten, jf. rets-
    plejelovens § 968. Både den dømte og anklagemyndigheden
    vil kunne kære. Kærefristen vil være 14 dage, jf. retspleje-
    lovens § 969, stk. 1. Kære vil ikke have opsættende virk-
    ning, medmindre det modsatte bestemmes af byretten eller
    landsretten, jf. retsplejelovens § 969, stk. 2. Landsrettens
    afgørelse i kæresagen vil kun kunne kæres til Højesteret
    med Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. retsplejelovens §
    973.
    Det foreslås i § 79 e, stk. 6, at justitsministeren fastsætter
    nærmere regler om tilladelser efter stk. 3, herunder om ind-
    114
    givelse af ansøgning, vilkår for tilladelser og tilbagekaldelse
    af tilladelser.
    Det forudsættes, at der i en bekendtgørelse vil blive fastsat
    regler om ansøgningsprocedure for udstedelse af tilladelse
    til at rejse til og opholde sig i lande omfattet af rejsefor-
    bud. Det forudsættes desuden, at der i bekendtgørelsen vil
    blive fastsat regler om vilkår for og tilbagekaldelse af tilla-
    delser.
    Der vil f.eks. kunne fastsættes regler om politiets mulighed
    for at ændre eller tilbagekalde en meddelt tilladelse, hvis
    forudsætningerne for en tilladelse, herunder den dømtes per-
    sonlige forhold, ændrer sig, hvis en tilladelse eller vilkåre-
    ne herfor ikke overholdes, eller hvis oplysninger om den
    dømtes forhold giver bestemte grunde til at antage, at den
    pågældende vil misbruge den meddelte tilladelse.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6.1 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til nr. 10
    Straffelovens § 81 indeholder i nr. 1-14 en oplistning af om-
    stændigheder, der i almindelighed skal indgå som et skær-
    pende element i forbindelse med straffens fastsættelse.
    Det foreslås i § 81, nr. 14, at ændre »hverv.« til: »hverv,«.
    Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med, at det
    i § 1, nr. 11 foreslås at indsætte et nr. 15 i straffelovens § 81.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til nr. 11
    Straffelovens § 81 indeholder i nr. 1-14 en oplistning af om-
    stændigheder, der i almindelighed skal indgå som skærpende
    omstændigheder ved straffens fastsættelse. En overtrædelses
    ydmygende karakter er ikke eksplicit nævnt som en skær-
    pende omstændighed i straffeloven, men en af Rigsadvoka-
    ten foretaget gennemgang af en række domme om vold og
    andre strafbare handlinger med ydmygende elementer viser,
    at domstolene i væsentligt omfang allerede i dag betragter
    ydmygelse som en skærpende omstændighed ved fastsættel-
    sen af straffen.
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås, at der indsættes et nyt § 81, nr. 15. Efter den
    foreslåede bestemmelse skal det ved straffens fastsættelse i
    almindelighed indgå som skærpende omstændighed, at ger-
    ningen har ydmygende karakter.
    Bestemmelsen vil omfatte gerninger, der har ydmygende
    elementer, som ligger ud over den ydmygelse, der i almin-
    delighed er forbundet med at blive udsat for en forbrydel-
    se. Den foreslåede bestemmelse vil således omfatte ydmy-
    gende elementer, der ikke er en almindelig del af gernings-
    indholdet i den straffebestemmelse, som gerningspersonen
    har overtrådt.
    Eksempelvis vil vold i form af slag og spark omfattet af
    straffelovens § 244, stk. 1, ikke i sig selv skulle anses for
    at have særskilt ydmygende karakter, da den ydmygelse,
    der måtte ligge heri, må anses som en almindelig del af
    gerningsindholdet i straffelovens § 244. Udøves volden i
    forbindelse med andre ydmygende elementer, f.eks. at for-
    urettede tvinges til at kysse gerningspersonens sko, gø som
    en hund eller tvinges ned på knæ for at sige undskyld, vil
    der være tale om ydmygende elementer, som ligger ud over
    den ydmygelse, der er en almindelig del af gerningsindhol-
    det.
    Det ydmygende element kan efter omstændighederne også
    knytte sig til den konkrete strafbare handling, hvis handlin-
    gens ydmygende element ligger ud over den ydmygelse, der
    må anses som en almindelig del af gerningsindholdet. Det
    vil eksempelvis være tilfældet ved legemsangreb, hvor den
    forurettede overhældes med urin.
    Det forudsættes, at straffen for vold, jf. straffelovens §§ 119,
    244 og 245, og ulovlig tvang, jf. straffelovens § 260, af
    ydmygende karakter skærpes med 50 pct. i forhold til, hvad
    straffen er i dag. Skærpelsen vil således skulle fastsættes i
    forhold til det gældende niveau, hvor domstolene allerede i
    dag ved straffastsættelsen har tillagt ydmygelsen vægt som
    en skærpende omstændighed. Det indebærer, at f.eks. en sag
    om vold af ydmygende karakter, der efter gældende ret ville
    blive straffet med fængsel i 60 dage, fremover som udgangs-
    punkt vil skulle straffes med fængsel i 3 måneder. For andre
    forbrydelser end vold og ulovlig tvang er der ikke forudsat
    en sådan skærpelse.
    Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon-
    krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig-
    heder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fravi-
    ges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete
    sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder,
    jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i
    straffelovens kapitel 10.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til nr. 12
    Det følger af straffelovens § 81 a, stk. 1, at den straf, der er
    foreskrevet i straffelovens §§ 119, 119 b, 123, 192 a og 244,
    § 244, jf. § 247, § 245, § 245, jf. § 247, § 246, jf. § 245, §
    246, jf. § 245, jf. § 247, § 252, stk. 1, § 260, stk. 1, § 261,
    stk. 1 og 2, § 266, § 285, stk. 1, jf. § 281, § 286, stk. 1, jf.
    § 281, og § 288, kan forhøjes indtil det dobbelte, hvis lov-
    overtrædelsen har baggrund i eller er egnet til at fremkalde
    en konflikt mellem grupper af personer, hvor der som led i
    konflikten enten anvendes skydevåben eller anvendes våben
    eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige
    karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller begås
    brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180. Efter § 81 a,
    115
    stk. 2, skal det ved fastsættelse af straffen for overtrædelse
    af straffelovens § 180, § 183, stk. 2, og § 237 i almindelig-
    hed indgå som en særdeles skærpende omstændighed, hvis
    lovovertrædelsen har baggrund i en konflikt som nævnt i
    stk. 1.
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.4.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås i § 81 a, stk. 1, efter »enten anvendes« at
    indsætte: »knive og blankvåben m.v.,«.
    Det vil indebære, at anvendelsesområdet for straffelovens §
    81 a, stk. 1, udvides, således at den straf, der er foreskrevet
    i straffelovens §§ 119, 119 b, 123, 192 a og 244, § 244, jf. §
    247, § 245, § 245, jf. § 247, § 246, jf. § 245, § 246, jf. § 245,
    jf. § 247, § 252, stk. 1, § 260, stk. 1, § 261, stk. 1 og 2, §
    266, § 285, stk. 1, jf. § 281, § 286, stk. 1, jf. § 281, og § 288,
    også kan forhøjes indtil det dobbelte, hvis lovovertrædelsen
    har baggrund i eller er egnet til at fremkalde en konflikt
    mellem grupper af personer, hvor der som led i konflikten
    anvendes knive og blankvåben m.v.
    Det vil samtidig betyde, at anvendelsesområdet for straffelo-
    vens § 81 a, stk. 2, hvorefter det ved fastsættelsen af straffen
    for overtrædelse af straffelovens § 180, § 183, stk. 2, og §
    237 i almindelighed skal indgå som en særdeles skærpende
    omstændighed, hvis lovovertrædelsen har baggrund i eller
    er egnet til at fremkalde en konflikt som nævnt i stk. 1,
    tilsvarende udvides.
    Det foreslåede vil medføre, at straffen vil kunne forhøjes
    med indtil det dobbelte i de tilfælde, hvor overtrædelser af
    de nævnte bestemmelser har baggrund i eller er egnet til at
    fremkalde en konflikt mellem grupper af personer, hvor der
    som led i konflikten anvendes knive eller blankvåben m.v.,
    men hvor der ikke anvendes skydevåben eller anvendes vå-
    ben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles
    farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller
    begås brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180.
    Med begrebet »knive og blankvåben m.v.« forstås knive og
    blankvåben m.v. omfattet af knivlovens §§ 1 og 2.
    Den foreslåede udvidelse af bestemmelsens anvendelsesom-
    råde vil for det første have den betydning, at straffelovens
    § 81 a, stk. 1 og 2, vil finde anvendelse, når en af de
    straffelovsovertrædelser, der er omfattet af bestemmelserne,
    har baggrund i en konflikt mellem grupper af personer, hvor
    der som led i konflikten anvendes knive og blankvåben m.v.
    Derudover vil den foreslåede ændring have den betydning,
    at straffelovens § 81 a, stk. 1 og 2, også vil finde anvendel-
    se, når en af de lovovertrædelser, der er omfattet af bestem-
    melserne, er egnet til at fremkalde en konflikt af den nævnte
    art. Ud over de nuværende elementer, der kan lægges vægt
    på i forbindelse med vurderingen af, om en lovovertrædelse
    er egnet til at fremkalde en konflikt, vil det med forslaget
    også fremover kunne tillægges betydning, om en eller begge
    af grupperne i almindelighed er kendt for at besidde eller
    anvende knive eller blankvåben m.v. omfattet af knivlovens
    §§ 1 og 2, herunder om de har et kendt reaktionsmønster
    ved konflikter med andre grupper, hvori det bl.a. indgår, at
    der anvendes knive eller blankvåben m.v. Endvidere vil det
    kunne tillægges betydning, om gerningspersonen eller andre
    personer fra en af grupperne er eller har været i ulovlig
    besiddelse af eller har anvendt knive og blankvåben m.v.,
    der tyder på, at de pågældende er beredte på en konflikt med
    anvendelse af knive og blankvåben m.v. eller regner med at
    kunne møde modstandere, som er i besiddelse af knive eller
    blankvåben m.v.
    Der er ikke med ændringen ud over ovennævnte tilføjelser
    i øvrigt tilsigtet ændringer i forståelsen af begreberne i be-
    stemmelsen, herunder begrebet »konflikt«, ligesom begrebet
    »grupper af personer« i øvrigt skal forstås i overensstem-
    melse med gældende ret, jf. nærmere herom ovenfor under
    pkt. 3.4.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Der
    er således ikke med forslaget tilsigtet øvrige ændringer af
    gældende ret.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.2 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til nr. 13
    Det følger af straffelovens § 81 a, stk. 1, at den straf, der er
    foreskrevet i straffelovens §§ 119, 119 b, 123, 192 a og 244,
    § 244, jf. § 247, § 245, § 245, jf. § 247, § 246, jf. § 245, §
    246, jf. § 245, jf. § 247, § 252, stk. 1, § 260, stk. 1, § 261,
    stk. 1 og 2, § 266, § 285, stk. 1, jf. § 281, § 286, stk. 1, jf.
    § 281, og § 288, kan forhøjes indtil det dobbelte, hvis lov-
    overtrædelsen har baggrund i eller er egnet til at fremkalde
    en konflikt mellem grupper af personer, hvor der som led i
    konflikten enten anvendes skydevåben eller anvendes våben
    eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige
    karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller begås
    brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180. Efter § 81 a,
    stk. 2, skal det ved fastsættelse af straffen for overtrædelse
    af straffelovens § 180, § 183, stk. 2, og § 237 i almindelig-
    hed indgå som en særdeles skærpende omstændighed, hvis
    lovovertrædelsen har baggrund i en konflikt som nævnt i
    stk. 1.
    Endvidere følger det af straffelovens § 79 a, stk. 1, at den,
    som idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferet-
    lig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtræ-
    delse, der er omfattet af § 81 a, ved dommen kan gives
    opholdsforbud efter stk. 2. Det samme gælder den, som
    idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig
    retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af
    denne lov, lov om euforiserende stoffer eller lov om våben
    og eksplosivstoffer, og som har tilknytning til en gruppe
    af personer, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig
    kriminalitet, når overtrædelsen har relation til den dømtes
    tilknytning til gruppen.
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.4.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    116
    Det foreslås at indsætte et nyt stk. 3 i straffelovens § 81
    a, hvorefter den straf, der er foreskrevet i denne lovs §
    289, stk. 1, § 290, stk. 2, og § 290 a, stk. 2, kan forhøjes
    indtil det dobbelte, hvis den dømte på gerningstidspunktet
    har tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står
    bag omfattende og alvorlig kriminalitet, når overtrædelsen
    har relation til den dømtes tilknytning til gruppen
    Det vil indebære, at straffen for overtrædelse af straffelo-
    vens § 289, stk. 1 (særligt grove overtrædelser af skatte-,
    told-, afgifts- eller tilskudslovgivningen eller af § 289 a
    om EU-svig m.v.), § 290, stk. 2 (hæleri af særligt grov be-
    skaffenhed) og § 290 a, stk. 2 (hvidvask af særligt grov be-
    skaffenhed) forhøjes indtil det dobbelte, hvis den dømte på
    gerningstidspunktet har tilknytning til en gruppe af personer,
    der tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet,
    og overtrædelsen har relation til den dømtes tilknytning til
    gruppen.
    Udtrykket »gruppe af personer« skal forstås i overensstem-
    melse med udtrykkets anvendelse i straffelovens § 81 a,
    stk. 1. Som en gruppe anses derved ikke kun formaliserede
    grupper med en fast struktur og rollefordeling medlemmerne
    imellem, et fast tilholdssted og navn eller lignende. Bestem-
    melsen omfatter også mere løse grupperinger, hvis gruppen
    virker med et fælles sigte eller mål og/eller har et fast re-
    aktionsmønster i bestemte situationer, f.eks. at personerne
    i gruppen som regel bliver alarmeret og instrueret via tele-
    fon eller sms-kæder i forbindelse med bestemte voldelige
    eller truende begivenheder, som indtræffer. Det forudsættes
    i den forbindelse, at gruppen for at være omfattet af den
    foreslåede bestemmelse ikke alene er opstået og fungerer i
    anledning af de forhold, der er til pådømmelse under den
    konkrete straffesag.
    Det vil desuden være en betingelse, at den dømte på ger-
    ningstidspunktet har »tilknytning« til den pågældende grup-
    pe af personer. Udtrykket tilknytning skal forstås i overens-
    stemmelse med udtrykkets anvendelse i straffelovens § 79
    a, stk. 1, 2. pkt., hvilket indebærer, at den pågældende skal
    have et tilhørsforhold til gruppen som sådan. Det blotte
    bekendtskab med enkeltpersoner fra den pågældende gruppe
    falder således uden for den foreslåede bestemmelses anven-
    delsesområde.
    Vurderingen af, om den dømte har tilknytning til gruppen
    i bestemmelsens forstand, beror i første omgang på et poli-
    tifagligt skøn. I den forbindelse kan der bl.a. lægges vægt
    på, om personen er iagttaget i forbindelse med gruppens
    arrangementer eller har båret beklædning, udsmykning eller
    lignende med symboler eller tekst med tilknytning til den
    pågældende gruppe. Der kan også lægges vægt på, om per-
    sonen i gentagne tilfælde er iagttaget sammen med andre
    personer tilknyttet gruppen. På samme måde kan eksempel-
    vis tatoveringer og tilkendegivelser, herunder på sociale me-
    dier, det mørke internet (dark web), krypterede kommunika-
    tionsplatforme eller lignende, indgå i vurderingen af den
    pågældendes tilknytning til gruppen. Endvidere kan der læg-
    ges vægt på eventuelt materiale tilhørende gruppen, f.eks.
    dokumenter, bøger, regnskaber, medlemslister, telefonlister,
    indbetalinger, fotos, videoer m.v., der viser, at personen har
    en tilknytning til den pågældende gruppe af personer. Her-
    udover kan der lægges vægt på, om den pågældende er dømt
    for at have begået strafbare forhold sammen med andre
    personer tilknyttet gruppen. Dette gælder, uanset om den
    pågældende i gruppens egen selvforståelse er fuldgyldigt
    medlem eller har status som f.eks. »prospect«, »supporter«,
    »hangaround« eller »probationary«. Det afgørende er, at den
    dømte har tilknytning til gruppen.
    Det bemærkes i den forbindelse, at det er den pågældendes
    tilknytning til gruppen på gerningstidspunktet, der er afgø-
    rende i forhold til anvendelsen af den foreslåede bestemmel-
    se i straffelovens § 81 a, stk. 3.
    Den pågældende gruppe af personer skal »tilsammen stå
    bag omfattende og alvorlig kriminalitet«. Dette udtryk skal
    ligeledes forstås i overensstemmelse med udtrykkets anven-
    delse i straffelovens § 79 a, stk. 1, 2. pkt. Der vil således
    navnlig skulle lægges vægt på, om de pågældende personer
    er dømt for overtrædelser af straffeloven, lov om euforise-
    rende stoffer eller våbenloven. Øvrige lovovertrædelser vil
    dog efter omstændighederne også kunne tillægges vægt ved
    vurderingen. Der vil endvidere kunne lægges vægt på, om
    overtrædelserne har ført til idømmelse af ubetingede fæng-
    selsstraffe eller andre strafferetlige retsfølger af frihedsberø-
    vende karakter. Det vil ligeledes skulle tillægges betydning,
    hvor lang tid der er gået, siden forholdene blev begået. Hvis
    forholdene er begået af personer, der må anses for ledende
    eller toneangivende figurer inden for gruppen, vil dette lige-
    ledes skulle tillægges betydelig vægt.
    Herudover skal lovovertrædelsen have »relation til den
    dømtes tilknytning til gruppen«. Dette udtryk skal ligeledes
    forstås i overensstemmelse med anvendelsen af udtrykket i
    straffelovens § 79 a, stk. 1, 2. pkt. Det vil således være et
    krav, at den begåede økonomiske kriminalitet har sammen-
    hæng med den pågældendes tilknytning til gruppen. Det
    er ikke muligt præcist at angive, hvornår en lovovertrædel-
    se har relation til den dømtes tilknytning til gruppen. Det
    vil bero på en konkret vurdering af den begåede lovover-
    trædelse, herunder af overtrædelsens karakter, hvor den er
    foretaget, og om den er begået sammen med andre, der
    har tilknytning til gruppen m.v. Der vil i den forbindelse
    eksempelvis kunne lægges vægt på, om det økonomiske
    udbytte af lovovertrædelsen er tilfaldet eller på anden måde
    anvendes af personer med tilknytning til samme gruppe,
    som den dømte, eller om udbyttet på anden vis understøtter
    det økonomiske grundlag for gruppens aktiviteter. Endvide-
    re kan der lægges vægt på, om lovovertrædelsen er begået af
    flere personer med tilknytning til den samme gruppe. Uden
    for falder overtrædelser af de nævnte bestemmelser, som,
    uanset den dømtes tilknytning til den pågældende gruppe
    af personer, ud fra en konkret vurdering af sagens samlede
    omstændigheder vurderes ikke at have nogen sammenhæng
    med den pågældendes tilknytning til gruppen.
    Strafudmålingsniveauet i sager efter bestemmelsen forud-
    117
    sættes som udgangspunkt fordoblet i forhold til den konkre-
    te straf, der ellers ville være blevet fastsat af domstolene. I
    tilfælde, hvor domstolene normalt ville udmåle en straf på
    fængsel i 2 år – f.eks. i en sag hvidvask af særligt grov
    beskaffenhed – skal der således som udgangspunkt fastsæt-
    tes en straf på fængsel i 4 år, hvis sagen er omfattet af
    § 81 a, stk. 3. Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero
    på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde
    af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafni-
    veau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis
    der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formilden-
    de omstændigheder, jf. de almindelige regler om straffens
    fastsættelse i straffelovens 10. kapitel.
    Der er med lovforslaget ikke tilsigtet en ændring af niveauet
    for udmåling af tillægsbøde efter straffelovens § 50, stk. 2, i
    medfør af straffelovens § 289, stk. 3.
    Der er ikke med lovforslaget ud over ovennævnte tilføjelse
    og den i § 1, nr. 12 nævnte tilføjelse vedrørende knive og
    andre blankvåben m.v. i øvrigt tilsigtet nogen ændring i
    anvendelsesområdet for straffelovens § 81 a.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.2 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til nr. 14
    Det følger af straffelovens § 124 a, stk. 1, at overtrædelse af
    et forbud efter § 79 a, stk. 1, og § 79 b, stk. 1, straffes med
    fængsel indtil 2 år. Strafferammen indebærer, at bøde ikke
    kan anvendes.
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.2.1.3.1.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås i § 124 a, stk. 1, at »og § 79 b, stk. 1« ændres
    til: »§ 79 b, stk. 1, eller § 79 e, stk. 1«.
    Den foreslåede ændring vil indebære, at overtrædelse af et
    rejseforbud efter det foreslåede § 79 e, stk. 1, vil kunne
    straffes med fængsel indtil 2 år.
    Et rejseforbud omfatter både at rejse til og opholde sig i
    et land omfattet af forbuddet. Et rejseforbud vil også gælde
    for transit gennem det eller de omfattede lande, f.eks. ved
    mellemlanding i lufthavne eller transit med bil, tog, bus eller
    øvrige transportmidler.
    Et rejseforbud vil være overtrådt på det tidspunkt, hvor rej-
    sen til et omfattet land påbegyndes, selv om den pågældende
    ikke er nået frem til et omfattet land. En rejse skal efter
    den foreslåede bestemmelse anses for at være påbegyndt,
    når transporten mod det pågældende land starter. Transport
    til en lufthavn med henblik på at flyve til et omfattet land vil
    således eksempelvis være omfattet.
    Det bemærkes, at der vil være tale om en strafbar overtræ-
    delse af et rejseforbud, hvis den, som forbuddet omfatter,
    rejser til eller opholder sig i et land omfattet af rejseforbud-
    det uden at have søgt tilladelse hertil, selv om der i medfør
    af f.eks. EMRK artikel 8 ville skulle meddeles en sådan
    tilladelse, eller det i øvrigt må antages, at tilladelse ville
    være givet, hvis der var søgt om den.
    Det bemærkes desuden, at hvis overtrædelse af et rejsefor-
    bud, ikke helt eller delvis er foretaget i den danske stat eller
    på dansk fartøj som nævnt i straffelovens § 6, vil der være
    dansk straffemyndighed efter straffelovens § 8, nr. 3.
    Det forudsættes, at straffen for overtrædelse af et rejsefor-
    bud i førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsættes til
    ubetinget fængsel i 6 måneder.
    Det bemærkes i øvrigt, at lovforslaget vil indebære, at der
    efter § 124 a, stk. 1, også vil kunne straffes for overtrædel-
    sen af et kontaktforbud efter den foreslåede § 79 a, stk. 1, jf.
    stk. 3. Det forudsættes, at straffen for overtrædelse af et op-
    holdsforbud eller et kontaktforbud i førstegangstilfælde som
    udgangspunkt fastsættes til 60 dages ubetinget fængsel. Der
    er således ikke med lovforslaget tilsigtet nogen ændring af
    normalstraffen for overtrædelse af et opholdsforbud efter §
    79 a, stk. 1.
    Straffen for overtrædelse af de angivne forbud vil i alle til-
    fælde bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
    tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, jf. herved de
    almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens
    kapitel 10. Det angivne strafniveau vil derfor kunne fraviges
    i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag
    foreligger skærpende eller formildende omstændigheder.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1 og 3.6.1 i lovforslagets
    almindelige bemærkninger.
    Til nr. 15
    Handlinger, der er egnede til at bidrage til, at personer under
    18 år involveres i kriminalitet, er ikke særskilt kriminaliseret
    i dansk ret.
    Det følger af den almindelige medvirkensregel, jf. straffelo-
    vens § 23, at en person, der hverver en anden til at begå
    en strafbar handling (eller på anden vis ved tilskyndelse,
    råd eller dåd medvirker hertil), efter omstændighederne vil
    kunne straffes for medvirken til den begåede lovovertrædel-
    se. Samtidig indeholder straffelovens § 81 bl.a. regler om
    skærpende omstændigheder for inddragelse af mindreårige i
    kriminalitet.
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.1.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås i § 191 b, stk. 1, 1. pkt., at den, som er fyldt 18
    år og tidligere er idømt fængselsstraf eller anden strafferetlig
    retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af
    denne lov, lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller
    knivloven, og som foretager en handling, der er egnet til at
    bidrage til, at en person under 18 år involveres i kriminalitet
    omfattet af disse love, straffes med fængsel indtil 4 år.
    Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse på person-
    118
    er, som er fyldt 18 år, og som tidligere er idømt fængsels-
    straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende
    karakter for overtrædelse af straffeloven, lov om euforise-
    rende stoffer, våbenloven eller knivloven. Det bemærkes, at
    bestemmelsen også vil omfatte domfældelser for kriminali-
    tet, begået inden gerningspersonen fyldte 18 år.
    Bestemmelsen vil både omfatte betingede og ubetingede
    fængselsstraffe. Bestemmelsen vil endvidere omfatte andre
    strafferetlige retsfølger af frihedsberøvende karakter, herun-
    der f.eks. anbringelsesdomme og behandlingsdomme efter
    straffelovens §§ 68 og 69, hvor der sker frihedsberøvelse,
    forvaring efter straffelovens § 70 og ungdomssanktioner ef-
    ter straffelovens § 74 a. Andre strafferetlige retsfølger, som
    ikke er af frihedsberøvende karakter, f.eks. dom til ambulant
    behandling eller til tilsyn efter straffelovens §§ 68 og 69, vil
    ikke være omfattet af bestemmelsen.
    Bestemmelsen vil omfatte handlinger, der er egnede til at
    bidrage til, at en person under 18 år involveres i kriminali-
    tet omfattet af straffeloven, lov om euforiserende stoffer,
    våbenloven eller knivloven. Det bemærkes, at det ikke vil
    være en forudsætning, at personen under 18 år er over den
    kriminelle lavalder. Det vil heller ikke være en forudsæt-
    ning, at personen under 18 år ikke er tidligere straffet.
    Det afgørende for, om en handling vil være omfattet, er, om
    den er egnet til at bidrage til at give en person under 18
    år forudsætningerne for at begå kriminalitet omfattet af de
    pågældende love. Det vil således ikke være en betingelse,
    at den pågældende handling i sig selv er egnet til at give
    en person under 18 år samtlige forudsætninger for at begå
    kriminalitet omfattet af de pågældende love. Det afgørende
    vil være, at handlingen er egnet til at bidrage hertil. Det vil
    ligeledes ikke være en betingelse, at personen under 18 år
    ikke ville have været i stand til at begå den omhandlede
    kriminalitet, hvis gerningspersonen ikke havde udført den
    pågældende handling.
    Omfattede handlinger vil f.eks. være instruktion og rådgiv-
    ning, herunder oplæring i fremgangsmåderne for organiseret
    kriminalitet, f.eks. narkotikahandel og økonomisk kriminali-
    tet. Rådgivning og instruktion vil også kunne foregå ved, at
    gerningspersonen f.eks. viser, hvordan man bryder et vindue
    eller en lås op.
    Rådgivning og instruktion vedrørende medvirken til krimi-
    nalitet vil også være omfattet, herunder oplæring i at holde
    vagt m.v. i forbindelse med kriminalitet begået af andre.
    Bestemmelsen vil efter omstændighederne også kunne om-
    fatte tilfælde, hvor en person under 18 år medvirker til el-
    ler overværer udførelsen af en kriminel handling som led
    i oplæring i kriminalitet, herunder hvor gerningspersonen
    stiltiende accepterer dette. Gerningspersonen vil i sådanne
    tilfælde ved sin passivitet kunne anses for at have bidraget
    til, at personen under 18 år involveres i kriminaliteten. For
    at undgå ansvar må gerningspersonen i sådanne tilfælde
    aktivt sikre, at personen under 18 år ikke ved sin overvæ-
    relse af eller medvirken til den kriminelle handling, som
    gerningspersonen begår, oplæres i kriminalitet.
    At stille redskaber til rådighed til brug for kriminalitet vil
    ligeledes være omfattet. Det kan f.eks. være i form af over-
    ladelse af en mobiltelefon til brug for narkotikasalg eller
    værktøj til brug for indbrud. Det vil i denne sammenhæng
    ikke være en betingelse, at redskaberne stilles til rådighed
    til brug for en nærmere konkretiseret strafbar handling. Der
    skal dog være tale om, at der stilles redskaber til rådighed til
    brug for kriminalitet. Overladelse af f.eks. en mobiltelefon
    vil således ikke i sig selv være omfattet af bestemmelsen.
    Som eksempel kan nævnes, at gerningspersonen udleverer
    en mobiltelefon til en person under 18 år med besked om,
    at der vil blive ringet til telefonen, hvis der er brug for et
    tæskehold. Her vil der foreligge en fuldbyrdet overtrædelse
    af bestemmelsen, uanset om der efterfølgende bliver ringet
    til telefonen.
    Derudover vil eksempelvis belønning og opfordring også
    kunne være omfattet af bestemmelsen.
    Hvilke handlinger, der konkret er egnede til at bidrage til, at
    en person under 18 år involveres i kriminalitet, vil afhænge
    af omstændighederne, der knytter sig til handlingerne.
    Det bemærkes, at handlinger foretaget på internettet, f.eks.
    ved brug af sociale medier, også vil være omfattet af be-
    stemmelsen.
    Generel promovering af en kriminel livsstil gennem f.eks.
    sociale medier vil ikke i sig selv være omfattet af bestem-
    melsen.
    Det vil ikke være en betingelse, at gerningspersonens hand-
    linger fører til, at personen under 18 år faktisk begår el-
    ler medvirker til at begå kriminalitet omfattet af straffelo-
    ven, lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller kniv-
    loven. Gerningsindholdet vil således være fuldbyrdet, når
    gerningspersonen har udført en handling, der er egnet til at
    bidrage til, at en person under 18 år involveres i kriminalitet
    omfattet af de pågældende love.
    Endvidere vil det ikke være en betingelse, at personen under
    18 år involveres mod sin egen vilje. Personen under 18 år vil
    således ikke kunne give diskulperende samtykke.
    I forhold til den almindelige medvirkensregel, jf. straffelo-
    vens § 23, vil der efter den foreslåede bestemmelse ikke
    skulle føres bevis for, at gerningspersonens handlinger har
    ført til, at en person under 18 år faktisk begår eller med-
    virker til en bestemt eller nærmere konkretiseret strafbar
    handling eller forsøger herpå.
    Det forudsættes, at tilfælde, hvor en gerningsperson i dag
    vil kunne straffes for at have begået overtrædelser af straf-
    feloven, lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller kniv-
    loven i forening med en person under 18 år eller at have
    medvirket til, at en person under 18 år har begået overtræ-
    119
    delser af disse love, også fremover straffes som kriminalitet
    begået i forening eller som medvirken. Er betingelserne for
    at straffe efter den foreslåede bestemmelse tillige opfyldt, vil
    der efter omstændighederne skulle straffes for kriminaliteten
    begået i forening eller for medvirken og for overtrædelse
    af den foreslåede bestemmelse i sammenstød. Det skyldes,
    at gerningspersonen i disse tilfælde vil have begået to forbr-
    ydelser, nemlig for det første den overtrædelse af straffelo-
    ven, lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller knivlo-
    ven, der er begået i forening, eller som gerningspersonen har
    medvirket til, og for det andet overtrædelsen af den foreslå-
    ede bestemmelse, hvorved handlinger, der er egnede til at
    bidrage til, at personer under 18 år involveres i kriminalitet,
    kriminaliseres.
    Der vil derfor også efter omstændighederne skulle fastsættes
    en fælles straf inden for den strengeste af de foreskrevne
    strafferammer, som kommer i betragtning, jf. straffelovens
    § 88 om strafudmåling ved samtidig pådømmelse af flere
    strafbare forhold.
    Den foreslåede bestemmelse vil således indebære, at ger-
    ningspersonen efter omstændighederne vil kunne straffes
    hårdere end i dag i de tilfælde, hvor gerningspersonen og en
    person under 18 år begår kriminalitet i forening, eller hvor
    gerningspersonen medvirker til, at en person under 18 år
    begår kriminalitet, og hvor betingelserne for at straffe efter
    den foreslåede bestemmelse også er opfyldt.
    Det forudsættes, at straffen for overtrædelse af den foreslå-
    ede bestemmelse i førstegangstilfælde som udgangspunkt
    fastsættes til ubetinget fængsel i 30 dage.
    Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon-
    krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig-
    heder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fravi-
    ges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete
    sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder,
    jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i
    straffelovens kapitel 10.
    Det foreslås i § 191 b, stk. 1, 2. pkt., at kriminaliseringen i 1.
    pkt. dog ikke gælder, når der er forløbet mere end 10 år fra
    endelig dom.
    Dette vil indebære, at den omfattede personkreds i § 191 b,
    stk. 1, 1. pkt., afgrænses til personer, der er idømt fængsels-
    straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende
    karakter for overtrædelse af straffeloven, lov om euforise-
    rende stoffer, våbenloven eller knivloven, hvor der ikke er
    forløbet mere end 10 år fra endelig dom.
    Det foreslås i § 191 b, stk. 2, at overtrædelse af stk. 1,
    der som følge af gerningspersonens ukendskab til personens
    alder ikke kan tilregnes gerningspersonen som forsætlig,
    straffes med en forholdsmæssig mindre straf, hvis gernings-
    personen dog har handlet uagtsomt.
    Som eksempel på tilfælde, der efter omstændighederne vil
    kunne være omfattet af bestemmelsen, kan nævnes tilfælde,
    hvor gerningspersonen ikke er oplyst om personens alder,
    eller hvor personen har oplyst sin alder urigtigt, men hvor
    gerningspersonen burde have indset, at personen var under
    18 år, f.eks. på baggrund af personens fremtoning og mo-
    denhed eller omstændighederne i øvrigt. Det bemærkes, at
    både simpel og grov uagtsomhed vil være omfattet af be-
    stemmelsen.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.3 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til nr. 16
    Det følger af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, at den, der
    overtræder lovgivningen om våben og eksplosivstoffer ved
    under særligt skærpende omstændigheder bl.a. at indføre,
    besidde, anvende, tilvirke eller udvikle skydevåben, straffes
    med fængsel fra 2 år indtil 8 år.
    Omdannede gas- og signalvåben anses som udgangspunkt
    for at udgøre skydevåben omfattet af straffelovens § 192 a,
    stk. 1, nr. 1. Omdannelse af gas- og signalvåben er således
    omfattet af forbuddet mod at tilvirke skydevåben efter straf-
    felovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, når dette sker under særligt
    skærpende omstændigheder.
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.3.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås i straffelovens § 192 a, stk. 1, at ændre »tilvir-
    ke« til: »fremstille«.
    Der er tale om en ændring af bestemmelsens ordlyd, der
    har til formål at give mulighed for at justere og præcisere
    bemærkningerne til bestemmelsen. Ændringen har endvide-
    re til formål at bringe bestemmelsens terminologi bedre i
    overensstemmelse med våbenloven, herunder denne lovs §
    1.
    Det præciseres således, at omdannelse af gas- og signalvå-
    ben til skydevåben er omfattet af forbuddet mod at fremstil-
    le skydevåben efter straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1.
    Det er efter straffelovens § 192 a, stk. 1, en forudsætning,
    at der er tale om fremstilling m.v. af enten skydevåben eller
    andre våben eller eksplosivstoffer, når våbnet eller eksplo-
    sivstofferne på grund af deres særdeles farlige karakter er
    egnet til at forvolde betydelig skade. Ved vurderingen af, om
    gerningspersonen ved omdannelse af et gas- og signalvåben
    fremstiller et skydevåben omfattet af § 192 a, stk. 1, nr. 1,
    kan der bl.a. lægges vægt på gerningspersonens tilknytning
    til bandemiljøer, samt om gerningspersonen er i besiddelse
    af værktøj, der kan anvendes til omdannelse af gas- og sig-
    nalvåben til funktionsdygtige skydevåben.
    Det præciseres desuden, at straffen for overtrædelser af
    straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1 – for så vidt angår omdan-
    nelse af gas- og signalvåben – fastsættes med udgangspunkt
    i strafpositionerne for fremstilling af funktionsdygtige sky-
    devåben.
    120
    Det bemærkes i øvrigt, at fastsættelsen af straffen fortsat vil
    bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfæl-
    de af samtlige omstændigheder i sagen, og at det angivne
    strafniveau således vil kunne fraviges i op- og nedadgående
    retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
    eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
    regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
    Der er ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af straffelovens § 192
    a, stk. 1.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.3 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til nr. 17
    Det følger af straffelovens § 192 a, stk. 1, at den, der
    overtræder lovgivningen om våben og eksplosivstoffer eller
    artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
    (EU) nr. 258/2012 af 14. marts 2012 om gennemførelse
    af FN’s våbenprotokol m.v. ved under særligt skærpende
    omstændigheder at indføre, udføre, transportere, erhverve,
    overdrage, besidde, bære, anvende, tilvirke, udvikle eller
    med henblik på udvikling forske i skydevåben (§ 192 a, stk.
    1, nr. 1) eller andre våben eller eksplosivstoffer, når våbnet
    eller eksplosivstofferne på grund af deres særdeles farlige
    karakter er egnet til at forvolde betydelig skade (§ 192 a,
    stk. 1, nr. 2), straffes med fængsel fra 2 år indtil 8 år.
    Bemærkningerne til straffelovens § 192 a, stk. 1, indeholder
    ikke nærmere fastsatte strafpositioner for våbenlagre. Det
    er imidlertid forudsat i bemærkningerne, at der i sager om
    ulovlige våbenlagre – det vil sige tilfælde, hvor flere ulov-
    lige våben m.v. opbevares det samme sted – skal udmåles
    en væsentligt strengere straf end de udgangspunkter, der er
    angivet for straffen for ulovlig besiddelse m.v. af et enkelt
    våben. Ved strafudmålingen kan der desuden bl.a. lægges
    vægt på våbnenes art og på antallet af de opbevarede våben,
    jf. Folketingstidende 2008-09, tillæg A, L 211 som fremsat,
    side 8072.
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.3.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås at indsætte et nyt stk. 3 i straffelovens § 192
    a, hvorefter straffen efter stk. 1, kan stige til fængsel indtil
    16 år, hvis overtrædelsen består i besiddelse af flere skyde-
    våben, andre våben eller eksplosivstoffer på samme sted
    (våbenlager).
    Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at strafferammen
    for overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, ved besid-
    delse af flere skydevåben, andre våben eller eksplosivstoffer
    på samme sted forhøjes fra 8 års fængsel til 16 års fængsel.
    Ved »våbenlager« forstås som efter gældende ret tilfælde,
    hvor flere ulovlige våben m.v. opbevares det samme sted.
    Det vil herudover bero på en konkret vurdering i det enkelte
    tilfælde, om der er tale om et våbenlager. I vurderingen
    kan bl.a. lægges vægt på antallet af opbevarede våben på
    samme sted, våbnenes art, herunder våbnenes farlighed, og
    om våbnene er opbevaret med ammunition.
    Det forudsættes med den foreslåede bestemmelse, at strafni-
    veauet forhøjes med en tredjedel i forhold til den straf, der i
    dag ville blive fastsat af domstolene i sådanne sager, således
    at straffen for ulovlig besiddelse af flere våben på samme
    sted (våbenlager) i tilfælde, der i dag ville blive straffet med
    fængsel i 6 år, fremover vil skulle fastsættes til fængsel i 8
    år.
    De skærpende omstændigheder i straffelovens § 192 a, stk.
    3 og 4, der med den foreslåede ændring bliver til stk. 4 og
    5, vil også finde anvendelse ved fastsættelse af straffen efter
    det nye stk. 3.
    Fastsættelsen af straffen vil i øvrigt fortsat bero på domsto-
    lenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige
    omstændigheder i sagen, og de angivne strafniveauer vil
    kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der
    i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende
    omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straf-
    fens fastsættelse i straffelovens 10. kapitel.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til § 2
    Til nr. 1
    Retsplejeloven indeholder ikke i dag en bestemmelse om,
    at der kan oprettes tværfaglige efterforskningsgrupper under
    ledelse af NSK.
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.4.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås i § 110 c, stk. 1, 1. pkt., at National Enhed for
    Særlig Kriminalitet kan oprette tværfaglige efterforsknings-
    grupper med deltagelse af Erhvervsstyrelsen samt told- og
    skatteforvaltningen.
    Den foreslåede ordning vil indebære, at Erhvervsstyrelsen
    samt Skatteforvaltningen kan deltage i tværfaglige efter-
    forskningsgrupper.
    Det forudsættes, at der vil kunne oprettes tværfaglige ef-
    terforskningsgrupper efter behov. Efterforskningsgrupperne
    forudsættes desuden at ville have fokus på sager med re-
    lation til bandemiljøet og vil skulle efterforske sager om
    bl.a. organiseret skatte- og afgiftssvig. Arbejdet vil dog og-
    så kunne omfatte organiseret økonomisk kriminalitet mere
    bredt. Det forudsættes, at efterforskningsgruppernes arbejde
    vil ligge inden for NSK’s kompetenceområde, jf. retsplejelo-
    vens § 110 a, stk. 1, og § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 2645
    af 28. december 2021 om NSK’s kompetenceområde og det
    operative samarbejdes behandling af andre kriminalitetsom-
    råder end hvidvask og terrorfinansiering.
    121
    Det foreslås i § 110 c, stk. 1, 2. pkt., at National Enhed
    for Særlig Kriminalitet desuden kan beslutte, at andre myn-
    digheder, end dem der er nævnt i 1. pkt., kan deltage i en
    efterforskningsgruppe.
    Det forudsættes i den forbindelse, at myndighedens deltagel-
    se vil have betydning for opgaven med efterforskning af
    organiseret kriminalitet. Det vil f.eks. kunne være tilfældet,
    hvis den pågældende myndighed besidder særlige kompe-
    tencer eller viden inden for det kriminalitetsområde, der
    efterforskes, som følge af myndighedens øvrige opgavevare-
    tagelse.
    Det foreslås i § 110 c, stk. 2, at myndigheders deltagelse i
    en efterforskningsgruppe, jf. stk. 1, sker under ledelse af Na-
    tional Enhed for Særlig Kriminalitet og i overensstemmelse
    med de regler, der gælder for politiets varetagelse af de
    pågældende opgaver.
    Det foreslåede vil medføre, at ledelses- og ansvarsforhold,
    og hvilke regler der skal gælde, når øvrige myndigheder del-
    tager i en tværfaglig efterforskningsgruppe er udtrykkeligt
    reguleret. Det foreslås således, at myndigheders deltagelse
    i en tværfaglig efterforskningsgruppe vil ske under NSK’s
    ledelse, samt at udførelsen af opgaver som led i deltagelse
    i en tværfaglig efterforskningsgruppe vil ske i overensstem-
    melse med de regler, der gælder for politiets varetagelse af
    de pågældende opgaver. Det forudsættes i den forbindelse,
    at deltagerne i tværfaglige efterforskningsgrupper er sikker-
    hedsgodkendt.
    At deltagelse sker under NSK’s ledelse vil indebære, at det
    er politiet, der har instruktionsbeføjelsen i forhold til eventu-
    elle efterforskningsskridt. Det vil indebære, at den operative
    ledelse af efterforskningen forestås af NSK. Det bemærkes,
    at de deltagende myndigheder i øvrigt fortsat vil have ledel-
    sesretten i forhold til det respektive personale, der deltager i
    efterforskningsgruppen. Deltagerne i efterforskningsgrupper
    fra øvrige myndigheder vil således fortsat være ansat ved
    den respektive myndighed og vil i løsningen af opgaver, der
    ikke vedrører deltagelse i en tværfaglig efterforskningsgrup-
    pe, ikke være under instruktionsbeføjelse m.v. af NSK.
    Det vil ligeledes være NSK, der er ansvarlig for efterforsk-
    ningen, herunder behandler anmodninger om og bærer et
    eventuelt erstatningsansvar efter reglerne i retsplejelovens
    kapitel 93 a om erstatning i anledning af strafferetlig for-
    følgning eller på grundlag af dansk rets almindelige erstat-
    ningsregler. Det bemærkes, at såfremt en klage vedrører ad-
    færd udvist af deltagerne i efterforskningsgruppen, eller en
    anmeldelse vedrører et strafbart forhold begået af deltager-
    ne som led i efterforskningen, vil klagen eller anmeldelsen
    efter de almindelige regler i retsplejelovens kapitel 93 b
    og c skulle indgives til Den Uafhængige Politiklagemyndig-
    hed. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til §
    2, nr. 15 og 16.
    At opgaveløsningen sker i overensstemmelse med de regler,
    der gælder for politiets varetagelse af de pågældende opga-
    ver, vil indebære, at de deltagende personer fra øvrige myn-
    digheder vil være underlagt de samme regler, som gælder,
    hvis det i stedet havde været politipersonale, der varetog
    efterforskningen. Dette vil både omfatte regler, der er fastsat
    i lovgivningen og regler, der er fastsat administrativt. Om-
    fattet vil således bl.a. være reglerne i retsplejeloven, politilo-
    ven og regler udstedt i medfør heraf samt politiets interne
    sikkerhedsbestemmelser, vejledninger m.v.
    Det bemærkes, at myndigheder, der deltager i en tværfag-
    lig efterforskningsgruppe ikke vil få adgang til eller vil
    kunne overlades kompetence til tvangsindgreb efter retsple-
    jeloven. Politiet vil ligeledes heller ikke kunne bemyndige
    myndighederne dertil. Tvangsindgreb efter retsplejeloven vil
    således altid skulle foretages af politiet.
    Det foreslås i § 110 c, stk. 3, at de myndigheder, der deltager
    i en efterforskningsgruppe, jf. stk. 1, uanset tavshedspligt
    fastsat i anden lovgivning kan dele og videregive oplysnin-
    ger til myndigheder, der deltager i efterforskningsgruppen,
    hvis oplysningerne kan have betydning for efterforskningen.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at personale fra
    NSK, Skatteforvaltningen og Erhvervsstyrelsen samt even-
    tuelle andre myndigheder, jf. stk. 1, 2. pkt., uanset tavsheds-
    pligten fastsat i anden lovgivning vil kunne dele og videre-
    give oplysninger med hinanden og til myndighederne i en
    tværfaglig efterforskningsgruppe.
    Den foreslåede ordning vil indebære, at myndighederne i en
    tværfaglig efterforskningsgruppe vil kunne dele, videregive
    og modtage oplysninger, som skal bruges i en konkret straf-
    fesag. Endvidere vil myndighederne kunne dele, videregive
    og modtage oplysninger selv om oplysningerne på tidspunk-
    tet for deling ikke nødvendigvis skal bruges i en konkret
    straffesag.
    Den foreslåede ordning vil endvidere indebære, at deltage-
    re i en efterforskningsgruppe på tværs af myndigheder vil
    kunne sidde sammen og foretage efterforskning ved at dele
    og videregive oplysninger, hvis oplysningerne har betydning
    for efterforskningen. NSK vil således kunne lade personale
    fra andre myndigheder afdække og undersøge konkrete spor
    og beviser m.v.
    Det bemærkes, at den foreslåede ordning ikke vil være til
    hinder for at Skatteforvaltningen, Erhvervsstyrelsen og an-
    dre myndigheder fortsat bidrager til øvrige efterforskninger
    som hidtil.
    Det foreslås i § 110 c, stk. 4, at personer, der deltager i
    en efterforskningsgruppe, jf. stk. 1, er forpligtet til under
    ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e at hemmeligholde
    oplysninger, som modtages i forbindelse med deltagelsen i
    en tværfaglig efterforskningsgruppe, jf. dog stk. 6.
    Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at myndigheder,
    der modtager oplysninger som led i deltagelsen i en tværfag-
    lig efterforskningsgruppe, vil være forpligtet til at bevare
    tavshed herom. Det vil bl.a. gælde i forhold til oplysninger,
    122
    som måtte modtages fra NSK samt eventuelle oplysninger
    fra Skatteforvaltningen, som er underlagt den særlige tavs-
    hedspligt i skatteforvaltningslovens § 17 eller eventuelle
    oplysninger fra Erhvervsstyrelsen, som er underlagt særlig
    tavshedspligt efter hvidvasklovens § 63, revisorlovens § 48
    og/eller kapitalmarkedslovens § 224, jf. pkt. 3.4.1.1.3 i lov-
    forslagets almindelige bemærkninger. Dette skyldes, at der
    vurderes at gælde særlige hensyn under efterforskning af
    forbrydelser omfattet af den foreslåede § 110 c, stk. 1.
    Hvad angår oplysninger, der allerede er offentligt tilgænge-
    lige eller ikke i sig selv er fortrolige, vil den foreslåede
    § 110 c, stk. 4, indebære, at personer, der deltager i en
    tværfaglig efterforskningsgruppe, vil være forpligtiget til at
    bevare tavshed om det forhold, at der er sket en behandling
    af de pågældende oplysninger i efterforskningsgruppen.
    Den foreslåede bestemmelse vil udgøre en særlig tavsheds-
    forskrift i forhold til oplysninger, der deles i tværfaglige
    efterforskningsgrupper, og vil indebære, at oplysningerne
    som udgangspunkt ikke må videregives, jf. dog stk. 6. Dette
    vil også gælde inden for myndighedens egen koncern eller
    organisation.
    Den særlige tavshedsforskrift vil bl.a. indebære en begræns-
    ning i retten til aktindsigt i sådanne oplysninger efter § 35
    i lov om offentlighed i forvaltningen. Den særlige tavsheds-
    forskrift vil herudover indebære begrænsninger i adgangen
    til at anvende og videregive de oplysninger, der er omfattet
    af tavshedspligten i den foreslåede § 110 c, stk. 4, i forhold
    til oplysninger, der er omfattet af den almindelige tavsheds-
    pligt, jf. forvaltningslovens § 27.
    Det bemærkes, at oplysninger, der deles og videregives i en
    efterforskningsgruppe vil være omfattet af retsplejelovens
    regler om aktindsigt i straffesager. Efter lovens § 729 a,
    stk. 3, og § 729 b, stk. 2, skal sigtede og dennes forsvarer
    således have adgang til at gøre sig bekendt med det materi-
    ale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som
    sigtelsen angår.
    Det foreslås i § 110 c, stk. 5, at tavshedspligten i § 110 c,
    stk. 4, også gælder videregivelse til den fysiske eller juridi-
    ske person, som oplysningerne vedrører, uanset en eventuel
    retlig forpligtelse til at videregive oplysningerne til den på-
    gældende i henhold til anden lovgivning, jf. dog stk. 6.
    Dette drejer sig navnlig om forvaltningsretlige og databe-
    skyttelsesretlige regler.
    Bestemmelsen fastslår, at tavshedspligten også vil finde an-
    vendelse over for de personer og virksomheder, som oplys-
    ningerne vedrører. Herved vil bl.a. forvaltningslovens § 9
    om partsaktindsigt, § 19 om partshøring og § 24 om begrun-
    delsespligt fraviges.
    De foreslåede bestemmelser i retsplejelovens § 110 c, stk. 4
    og 5, vil endvidere udgøre en fravigelse fra oplysningsplig-
    ten i databeskyttelsesforordningens artikel 14 og indsigtsret-
    ten i databeskyttelsesforordningens artikel 15 for så vidt
    angår oplysninger, som de pågældende myndigheder modta-
    ger i forbindelse med deltagelsen i efterforskningen, jf. den
    foreslåede § 110 c, stk. 1. Der henvises i den forbindelse til
    pkt. 5.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det følger af den foreslåede § 110 c, stk. 6, at oplysninger
    omfattet af stk. 4 efter samtykke fra den myndighed, der
    har afgivet oplysningerne, kan inddrages i den modtagende
    myndigheds sagsbehandling. Foreligger der samtykke, fin-
    der de regler, der i almindelighed gælder for den modtagen-
    de myndighed, og som i medfør af stk. 4 og 5 er fraveget,
    anvendelse.
    Den afgivende myndigheds samtykke efter bestemmelsen
    vil ikke være underlagt særlige formkrav. Samtykke vil såle-
    des bl.a. kunne meddeles mundtligt, f.eks. på et møde i regi
    af en tværfaglig efterforskningsgruppe, jf. den foreslåede §
    110 c, stk. 1. De relevante myndigheder vil herefter kunne
    sikre den fornødne dokumentation af samtykket og dets om-
    fang ved at gøre notat herom som led i deres respektive
    sagsbehandling, jf. offentlighedslovens § 13, stk. 2.
    Herefter vil tavshedspligten efter bestemmelsens stk. 4 og 5
    ikke længere finde anvendelse for de pågældende oplysnin-
    ger, og den videre behandling af oplysningerne vil i stedet
    være omfattet af de almindelige regler, der gælder for den
    modtagende myndighed, jf. den foreslåede § 110 c, stk. 6, 2.
    pkt. Endvidere vil de fravigelser af forvaltningsprocessuelle
    rettigheder, som den særlige tavshedsforskrift indebærer, ik-
    ke længere gælde.
    Eksempelvis vil NSK’s videre behandling af oplysninger om
    en persons økonomiske forhold modtaget fra Skatteforvalt-
    ningen alene være reguleret af den lovgivning, politiet er un-
    derlagt, herunder navnlig forvaltningsloven, retsplejeloven,
    retshåndhævelsesloven og politiloven. Dette vil ligeledes
    gælde, hvis oplysningerne må anses som tilvejebragt af en
    efterforskningsgruppe til brug for en konkret straffesag.
    Som et andet eksempel vil Skattestyrelsens videre behand-
    ling af oplysninger om en persons økonomiske forhold mod-
    taget fra NSK alene være reguleret af den lovgivning, som
    Skatteforvaltningen er underlagt, herunder navnlig forvalt-
    ningsloven og skatteforvaltningsloven.
    Tilsvarende vil bl.a. forvaltningslovens regler om partshø-
    ring, partsaktindsigt, begrundelse m.v. samt oplysningspligt
    og indsigtsret efter databeskyttelsesreglerne finde anvendel-
    se for myndighedernes videre behandling af oplysningerne.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.1 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til nr. 2
    Det fremgår af retsplejelovens § 115, stk. 1, nr. 1, jf. stk.
    2, at offentlige myndigheder kan videregive oplysninger om
    enkeltpersoners rent private forhold til andre myndigheder,
    hvis videregivelsen må anses for nødvendig af hensyn til det
    kriminalitetsforebyggende samarbejde (SSP-samarbejdet).
    123
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.1.1.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås at indsætte et nyt stk. 5, hvorefter politiets vide-
    regivelse af oplysninger efter § 115, stk. 1, nr. 1, kan omfatte
    oplysninger om enkeltpersoners tilknytning til bandemiljøer,
    herunder oplysninger om, at et familiemedlem er dømt for
    en overtrædelse omfattet af straffelovens § 81 a. Endvidere
    har den, der som led i SSP-samarbejdet bliver bekendt med
    sådanne oplysninger, tavshedspligt med hensyn hertil.
    Det foreslåede vil indebære, at der etableres en specifik
    retlig ramme for behandlingen af oplysninger om enkeltper-
    soners tilknytning til bandemiljøer m.v. fra politiet, når op-
    lysningerne videregives som led i det kriminalitetsforebyg-
    gende samarbejde. Det foreslåede vil skulle bidrage til at
    sikre, at politiet i videre omfang end i dag deler oplysninger
    om enkeltpersoners tilknytning til bandemiljøer, herunder
    oplysninger om, at et barns eller ungs familiemedlem er
    dømt for bandekriminalitet, i regi af SSP-samarbejdet med
    henblik på, at relevante aktører kan opfange faresignaler og
    udviklingstendenser i kriminaliteten tilstrækkeligt tidligt til,
    at der kan gøres en reel indsats for at hindre, at udsatte børn
    og unge f.eks. rekrutteres til banderne. Det er i den forbin-
    delse afgørende, at de involverede myndigheder har mulig-
    hed for at udveksle nødvendige oplysninger med hinanden
    med henblik på iværksættelse af en effektiv forebyggende
    indsats over for udsatte børn og unge i særdeleshed.
    Den retlige ramme vil samtidig skulle sikre, at efterforsk-
    ningsmæssige hensyn og lignende tilgodeses i forbindelse
    med informationsdelingen. Det forudsættes således, at po-
    litiet – når videregivelsen af oplysningerne må anses for
    nødvendig af hensyn til det kriminalitetsforebyggende sam-
    arbejde, og der ikke er efterforskningsmæssige hensyn eller
    øvrige hensyn til politiets arbejde til hinder herfor – som
    udgangspunkt deler oplysninger i regi af SSP-samarbejdet
    om, at et barns eller en ungs nære familiemedlemmer er
    dømt for bandekriminalitet eller oplysninger om en persons
    (eventuelle) tilknytning til bandemiljøet.
    Delingen af oplysninger i SSP-samarbejdet vil – ligesom i
    dag – skulle ske efter en konkret og individuel vurdering,
    der tager udgangspunkt i sagens samlede omstændigheder,
    herunder karakteren af bekymringen, hvorvidt barnet eller
    den unge allerede er kendt for at være i risiko for rekrut-
    tering, samt hensynet til igangværende efterforskning eller
    fortrolige oplysninger hos politiet. Sidstnævnte hensyn inde-
    bærer, at der vil kunne være tilfælde, hvor hensynet til f.eks.
    en verserende efterforskning indebærer, at oplysninger om
    en mulig banderelation enten ikke videregives af politiet i
    SSP-samarbejdet eller efter en konkret politifaglig vurdering
    videregives i en sådan form, at det kan give kommunen en
    risikoindikation for barnets eller den unges bandetilknytning
    og/eller risiko for rekruttering til banderne, uden at specifik-
    ke oplysninger fra f.eks. efterforskningsarbejdet tilgår kom-
    munen. Myndighederne er således fortsat ikke forpligtet til
    at videregive oplysninger i medfør af retsplejelovens § 115.
    Begrebet »oplysninger om enkeltpersoners tilknytning til
    bandemiljøer« omfatter alle former for oplysninger, der
    knytter sig til banderelateret kriminalitet. Det kan eksempel-
    vis være oplysninger om, at et familiemedlem er dømt for
    en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a,
    oplysninger om at barnet eller den unge optræder på samme
    sag som kendte bandemedlemmer samt oplysninger om at
    barnet eller den unge er truffet i et klubhus eller til et arran-
    gement i bandemiljøet.
    Det bemærkes, at der med lovændringen ikke tilsigtes en
    indskrænkning af bestemmelsen i retsplejelovens § 115,
    stk. 1, nr. 1, og myndighederne kan således fortsat videre-
    give oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold
    til andre myndigheder, hvis videregivelsen må anses for
    nødvendig af hensyn til det kriminalitetsforebyggende sam-
    arbejde. Videregivelse af oplysninger om, at en person er
    dømt for en overtrædelse omfattet af straffelovens § 81 a,
    kan således finde sted, selv om der ikke er tale om et barns
    eller en ungs familiemedlem, hvis videregivelsen må anses
    for nødvendig af hensyn til det kriminalitetsforebyggende
    arbejde, jf. retsplejelovens § 115, stk. 1, nr. 1.
    Det fremgår endvidere af den foreslåede stk. 5, at den,
    der som led i SSP-samarbejdet bliver bekendt med oplys-
    ninger om enkeltpersoners tilknytning til bandemiljøer m.v.,
    har tavshedspligt med hensyn til sådanne oplysninger. Det
    foreslåede vil dermed bidrage til at sikre fortroligheden i
    SSP-samarbejdet med hensyn til oplysninger om (mulige)
    banderelationer, herunder at tydeliggøre, at denne type op-
    lysninger skal behandles med en særlig opmærksomhed i
    kommunerne. Det skal navnlig ses i lyset af, at denne type
    oplysninger er meget sensitive og ofte vil have betydning
    for forebyggelsen, efterforskningen og forfølgningen af ban-
    derelateret kriminalitet.
    Det bemærkes, at bestemmelsen ikke ændrer på, at de oplys-
    ninger, der deles i SSP-samarbejdet, som det klare udgangs-
    punkt vil være undergivet tavshedspligt efter forvaltningslo-
    vens og straffelovens almindelige regler.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.1.1 i lovforslagets alminde-
    lige bemærkninger.
    Til nr. 3
    Det fremgår af retsplejelovens § 115 a, at politiet kan vi-
    deregive fortrolige oplysninger vedrørende personer, der er
    fyldt 18 år, til forældre eller andre, herunder familiemedlem-
    mer, der har lignende tætte relationer til den pågældende
    person, hvis videregivelsen må anses for nødvendig som led
    i en kriminalitetsforebyggende indsats over for personen.
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.1.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås i retsplejelovens § 115 a efter »Politiet« at
    indsætte: »og de sociale myndigheder«.
    Det foreslåede vil indebære, at der indføres en adgang – som
    124
    den der i dag gælder for politiet – for de sociale myndig-
    heder til at videregive oplysninger i medfør af bestemmel-
    sen. Under »de sociale myndigheder« falder også kommuna-
    le medarbejdere i SSP-samarbejdet, der ansættelsesmæssigt
    er placeret et andet sted end hos de sociale myndigheder,
    selv om medarbejderne løser opgaver, der formelt tilskrives
    det sociale myndighedsarbejde. Det kan eksempelvis være
    SSP-konsulenter, som er placeret organisatorisk i Ungdoms-
    skolen eller hos en central forvaltning.
    Kerneområdet for bestemmelsen vil fortsat være personer
    i aldersgruppen 18-25 år, som har en løsere tilknytning til
    kriminelle grupperinger, idet videregivelser af oplysninger
    efter bestemmelsen dog ikke er begrænset hertil, så længe
    videregivelse kan anses for nødvendig som led i en krimina-
    litetsforebyggende indsats over for en person.
    De sociale myndigheder vil – ligesom det allerede gælder
    for politiet i dag – i hvert enkelt tilfælde skulle vurdere,
    om det konkret er nødvendigt for den kriminalpræventive
    indsats at videregive de pågældende oplysninger, samt om
    der er grund til at antage, at netop den person, hvortil vide-
    regivelsen sker, vil kunne påvirke den unge i en positiv ret-
    ning og derved bidrage til at forhindre, at den unge udvikler
    eller fortsætter en kriminel adfærd, herunder udbygger sin
    tilknytning til en kriminel gruppering.
    Ved vurderingen af, om der er grund til at antage, at perso-
    nen vil kunne påvirke den unge i en positiv retning kan der
    bl.a. lægges vægt på, om den unge vurderes at have tillid
    til personen, og om personen vurderes at have de nødven-
    dige ressourcer til at kunne adfærds- og holdningspåvirke
    den unge, hvad enten det drejer sig om begyndende eller
    længerevarende kriminalitet eller tilknytning til en kriminel
    gruppering.
    I forhold til forældre og andre familiemedlemmer skal det
    desuden vurderes, hvorvidt familien i sig selv i visse tilfælde
    vil kunne udgøre en risikofaktor for den unge. Det kan ek-
    sempelvis være tilfældet, hvis der er tale om en familie, som
    generelt har kriminalitetsproblemer. I sådanne tilfælde vil
    det i almindelighed ikke være hensigtsmæssigt at involvere
    familien.
    Ligeledes bør det konkret overvejes, om der kan være for-
    hold relateret til familiens kulturelle baggrund eller lignen-
    de, som vil kunne medføre, at myndighedernes involvering
    af de pågældende familiemedlemmer får et anderledes resul-
    tat end tiltænkt.
    De sociale myndigheder vil bl.a. kunne videregive oplysnin-
    ger om allerede pådømte strafbare forhold, unges stofmis-
    brug og væsentlige sociale problemer. De sociale myndig-
    heder vil derimod ikke kunne videregive oplysninger om
    banderelaterede forhold, som er modtaget fra politiet, idet
    det er afgørende for politiet, at politiet til enhver tid selv kan
    afgøre, om sådanne oplysninger kan deles.
    Der gælder ikke nærmere formkrav til politiets og de sociale
    myndigheder videregivelse af oplysninger i medfør af § 115
    a. Politiet og de sociale myndigheder kan således vælge den
    måde, der efter myndighedernes opfattelse vil være mest
    effektiv i forhold til formålet med videregivelse af oplysnin-
    gerne.
    Der er ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af retsplejelovens §
    115 a.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til nr. 4
    Efter retsplejelovens § 729 a, stk. 4, kan politiet, hvis det
    er nødvendigt af hensyn til fremmede magter, til statens
    sikkerhed, til sagens opklaring, til tredjemand, herunder til
    et vidnes sikkerhed, eller til efterforskningen af en anden
    verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan
    straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør
    en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller
    13, give forsvareren pålæg om ikke at videregive de oplys-
    ninger, som forsvareren har modtaget fra politiet (forsvarer-
    pålæg). Hensynet til sagens opklaring omfatter bl.a. hensyn
    til sikring af krav i sagen. Pålægget kan udstrækkes, indtil
    tiltalte har afgivet forklaring under hovedforhandlingen.
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.4.6.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås i § 729 a, stk. 4, 2. pkt., at der efter »hoved-
    forhandlingen« indsættes »eller så længe det er nødvendigt
    af hensyn til sikring af krav i sagen, hvis det ikke giver
    anledning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af
    den pågældendes forsvar«.
    Den foreslåede ændring vil medføre, at forsvarerpålæg vil
    kunne udstrækkes til efter, at tiltalte har afgivet forklaring
    under hovedforhandlingen, så længe det er nødvendigt af
    hensyn til sikring af krav i sagen, hvis det ikke giver anled-
    ning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af den
    pågældendes forsvar.
    Det vil være en betingelse, at forsvarerpålægget er nødven-
    digt af hensyn til sikring af krav i sagen. Det vil eksempelvis
    kunne være tilfældet, hvis politiet før hovedforhandlingen
    bliver opmærksom på, at den sigtede ejer et aktiv, som bør
    beslaglægges, men som ikke endnu er nærmere lokaliseret
    og derfor ikke kan beslaglægges, inden tiltalte har afgivet
    forklaring under hovedforhandlingen.
    »Krav i sagen« vil bl.a. kunne omfatte det offentliges krav
    på sagsomkostninger, konfiskation og bøde samt forurette-
    des krav på tilbagelevering og erstatning. Det bemærkes,
    at dette også gælder, hvis retten udskyder forurettedes erstat-
    ningskrav.
    Det vil endvidere være en betingelse, at opretholdelse af
    forsvarerpålægget til efter, at tiltalte har afgivet forklaring
    125
    under hovedforhandlingen, ikke giver anledning til væsent-
    lige betænkeligheder for varetagelsen af den pågældendes
    forsvar. Oplysninger om finansielle efterforskninger med
    henblik på sikring af krav i sagen må dog antages i alminde-
    lighed ikke at have betydning for sigtedes muligheder for at
    varetage sit forsvar.
    Forsvarerpålæg vil efter den foreslåede bestemmelse kunne
    udstrækkes så længe, det er nødvendigt, herunder til efter
    sagen er endeligt afsluttet. Det bemærkes, at hvis et forsva-
    rerpålæg udstrækkes til efter, at sagen er endeligt afsluttet,
    vil retten til aktindsigt i de pågældende oplysninger for den,
    der har været sigtet, jf. retsplejelovens § 729 d, kunne be-
    grænses efter § 729 d, stk. 4, nr. 1.
    Politiet vil af egen drift skulle ophæve forsvarerpålægget,
    når det ikke længere er nødvendigt af hensyn til sikring af
    krav i sagen. Det gælder også, når sagen er endeligt afslut-
    tet. Politiet vil således have en pligt til løbende at vurdere,
    om betingelserne for opretholdelse fortsat er opfyldt.
    Der er ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af retsplejelovens §
    729 a, stk. 4.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.6 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til nr. 5
    Politiets afgørelser om at give forsvarerpålæg, jf. retspleje-
    lovens § 729 a, stk. 4, kan indbringes for retten, jf. retspleje-
    lovens § 746, stk. 1, hvorefter retten afgør tvistigheder om
    lovligheden af politiets efterforskningsskridt. Retten træffer
    på begæring afgørelse ved kendelse.
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.4.6.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås at indsætte et nyt § 729 a, stk. 5, 1. pkt., hvor-
    efter retten efter begæring fra forsvareren træffer afgørelse
    om, hvorvidt et pålæg efter stk. 4, der også gælder efter, at
    tiltalte har afgivet forklaring under hovedforhandlingen, kan
    opretholdes.
    Forsvareren vil efter den foreslåede bestemmelse kunne ind-
    bringe et forsvarerpålæg for retten, som udstrækkes til efter,
    at tiltalte har afgivet forklaring under hovedforhandlingen,
    jf. den foreslåede ændring af retsplejelovens § 729 a, stk. 4,
    i lovforslagets § 2, nr. 4.
    Fremsætter forsvareren begæring under hovedforhandlin-
    gen, forudsættes det, at retten som udgangspunkt berammer
    et nyt retsmøde til behandling af begæringen.
    Det forudsættes desuden, at retten træffer afgørelse, inden
    bevisførelsen afsluttes, hvis forsvareren indbringer et for-
    svarerpålæg for retten, inden bevisførelsen i sagen er afslut-
    tet.
    Efter det foreslåede § 729 a, stk. 5, 2. pkt., træffer retten
    afgørelse ved kendelse.
    Efter det foreslåede § 729 a, stk. 5, 3. pkt., kan kendelsen til
    enhver tid omgøres.
    Retten vil efter bestemmelsen til enhver tid vil kunne omgø-
    re kendelsen, ligesom retten vil kunne ophæve kendelsen.
    Ifølge det foreslåede § 729 a, stk. 5, 4. pkt., kan retten på
    begæring bestemme, at der ikke skal gives sigtede underret-
    ning om retsmøder, der afholdes i henhold til 1. pkt., eller
    at sigtede skal være udelukket fra at overvære sådanne rets-
    møder helt eller delvis, hvis det er nødvendigt af hensyn til
    sikring af krav i sagen.
    Det vil være en betingelse, at undladelse af at underrette
    den sigtede om retsmøder eller udelukkelse af den sigtede
    fra retsmøder er nødvendigt af hensyn til sikring af krav i
    sagen. Denne betingelse forudsættes som udgangspunkt at
    være opfyldt, hvis den sigtede ellers ville opnå kendskab til
    oplysninger, som forsvarerpålægget har til formål at forhind-
    re, at sigtede får kendskab til.
    »Krav i sagen« vil bl.a. kunne omfatte det offentliges krav
    på sagsomkostninger, konfiskation og bøde samt forurette-
    des krav på tilbagelevering og erstatning. Det bemærkes,
    at dette også gælder, hvis retten udskyder forurettedes erstat-
    ningskrav.
    Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse også vil om-
    fatte retsmøder, hvor retten tager stilling til, om en kendelse
    efter 1. pkt. skal omgøres.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.6 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til nr. 6
    Det følger af retsplejelovens § 748, stk. 6, at hvis sigtede
    har været udelukket fra at overvære et retsmøde, skal retten,
    hvis sigtede er til stede, og ellers politiet snarest gøre ham
    bekendt med, hvad der er tilført retsbogen. Hvis de særlige
    hensyn, som har begrundet udelukkelsen, fortsat er til stede,
    kan sigtede dog af retten afskæres herfra, ligesom retten kan
    pålægge forsvareren ikke at give sigtede underretning om,
    hvad der er passeret i retsmødet. Pålægget kan udstrækkes,
    indtil tiltalte har afgivet forklaring under hovedforhandlin-
    gen.
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.4.6.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås i § 748, stk. 6, 3. pkt., at der efter »hovedfor-
    handlingen« indsættes »eller så længe det er nødvendigt af
    hensyn til sikring af krav i sagen, hvis det ikke giver anled-
    ning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af den
    pågældendes forsvar«.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forsvarerpålæg
    efter retsplejelovens § 748, stk. 6, vil kunne udstrækkes til
    efter, at tiltalte har afgivet forklaring under hovedforhandlin-
    gen, så længe det er nødvendigt af hensyn til sikring af krav
    126
    i sagen, hvis det ikke giver anledning til væsentlige betænk-
    eligheder for varetagelsen af den pågældendes forsvar.
    Det vil være en betingelse, at forsvarerpålægget er nødven-
    digt af hensyn til sikring af krav i sagen. Det vil eksempelvis
    kunne være tilfældet, hvis politiet før hovedforhandlingen
    bliver opmærksom på, at den sigtede ejer et aktiv, som bør
    beslaglægges, men som ikke endnu er nærmere lokaliseret
    og derfor ikke kan beslaglægges, inden tiltalte har afgivet
    forklaring under hovedforhandlingen.
    »Krav i sagen« vil bl.a. kunne omfatte det offentliges krav
    på sagsomkostninger, konfiskation og bøde samt forurette-
    des krav på tilbagelevering og erstatning. Det bemærkes,
    at dette også gælder, hvis retten udskyder forurettedes erstat-
    ningskrav.
    Det vil endvidere være en betingelse, at opretholdelse af
    forsvarerpålægget til efter, at tiltalte har afgivet forklaring
    under hovedforhandlingen, ikke giver anledning til væsent-
    lige betænkeligheder for varetagelsen af den sigtedes for-
    svar. Oplysninger om finansielle efterforskninger med hen-
    blik på sikring af krav i sagen må dog antages i almindelig-
    hed ikke at have betydning for sigtedes muligheder for at
    varetage sit forsvar.
    Forsvarerpålæg vil efter den foreslåede bestemmelse kunne
    udstrækkes så længe, det er nødvendigt, herunder til efter
    sagen er endeligt afsluttet. Det bemærkes, at hvis et forsva-
    rerpålæg udstrækkes til efter, at sagen er endeligt afsluttet,
    vil retten til aktindsigt i de pågældende oplysninger for den,
    der har været sigtet, jf. retsplejelovens § 729 d, kunne be-
    grænses efter § 729 d, stk. 4, nr. 1.
    Politiet vil af egen drift skulle ophæve forsvarerpålægget,
    når det ikke længere er nødvendigt af hensyn til sikring af
    krav i sagen. Politiet vil således have en pligt til løbende
    at vurdere, om betingelserne for opretholdelse fortsat er op-
    fyldt.
    Den tidsmæssige udstrækning af pålæg efter retsplejelovens
    § 748, stk. 6, vil svare til den foreslåede tidsmæssige ud-
    strækning af forsvarerpålæg omfattet af retsplejelovens §
    729 a, stk. 4, jf. lovforslagets § 2, nr. 4.
    Der er ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af retsplejelovens §
    748, stk. 6.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.6 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til nr. 7
    Retsplejelovens § 754 b, stk. 2, regulerer, hvilke personer
    der må foretage agentvirksomhed, det vil sige som led i
    efterforskningen af en lovovertrædelse foranledige, at der
    tilbydes bistand til (første led) eller træffes foranstaltninger
    med henblik på at tilskynde nogen til (andet led) at udføre
    eller fortsætte lovovertrædelsen, jf. § 754 a, stk. 1.
    Efter retsplejelovens § 754 b, stk. 2, 1. pkt., må de foran-
    staltninger, som er nævnt i § 754 a, alene udføres af poli-
    titjenestemænd og ansatte i politiet med særlige efterforsk-
    ningsmæssige kvalifikationer. Civile personer kan dog efter
    2. pkt. efter aftale med politiet yde bistand til at udføre
    eller fortsætte den lovovertrædelse, der efterforskes, når den
    bistand, der ydes, er yderst beskeden i forhold til lovover-
    trædelsen.
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.5.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås at nyaffatte retsplejelovens § 754 b, stk. 2, så
    foranstaltningerne efter aftale med politiet må udføres af
    civile personer, der ikke på grund af afhængighedsforhold
    til politiet eller andre omstændigheder må befrygtes ikke at
    ville udføre opgaven på betryggende måde, herunder hvis
    der er risiko for, at der vil blive handlet i strid med stk. 1.
    Den foreslåede nyaffattelse vil medføre en ophævelse af det
    nugældende udgangspunkt om, at kun polititjenestemænd og
    ansatte i politiet med særlige efterforskningsmæssige kvali-
    fikationer må udføre agentvirksomhed omfattet af retspleje-
    lovens § 754 a.
    Det vil følge af den almindelige regel i § 754 a, at agen-
    tvirksomhed kan udøves af politiet, når betingelserne er op-
    fyldt; og den foreslåede ændring vil derfor ikke indebærer
    nogen ændring i politiets muligheder for at anvende poli-
    titjenestemænd og ansatte i politiet med særlige efterforsk-
    ningsmæssige kvalifikationer til at udføre agentvirksomhed
    på samme måde som efter gældende ret. Det vil være op
    til politiet at have relevante interne retningslinjer for, hvilke
    ansatte der kan udøve agentvirksomhed.
    De særlige regler, der gælder for polititjenestemænd og an-
    satte i politiet med særlige kvalifikationer, der har udført
    agentvirksomhed, jf. § 754 a, vil fortsat gælde for disse
    personer. Således eksempelvis retsplejelovens § 29 a, stk. 3
    (dørlukning under de nævnte personers forklaring), § 837,
    stk. 3 (angivelse med andet navn i bevisfortegnelsen), § 856,
    stk. 5 og 6 (afgivelse af forklaring uden at oplyse sit eget
    navn og bopæl), og § 856, stk. 8 (mulighed for at bestemme
    at tiltale skal forlade retslokalet under de nævnte personers
    forklaring).
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at anvendelse af
    civile agenter ikke er begrænset til bistand, der er yderst
    beskeden, og ikke er begrænset til et bestemt led i agentbe-
    grebet. De foranstaltninger, de pågældende kan udføre, vil
    således være de samme som de foranstaltninger, der kan
    udføres af polititjenestemænd og andre ansatte i politiet med
    særlige efterforskningsmæssige kvalifikationer.
    Det vil efter den foreslåede bestemmelse være en betingelse,
    at foranstaltningerne ikke udføres af civile personer, der
    på grund af afhængighedsforhold til politiet eller andre om-
    stændigheder må befrygtes ikke at ville udføre opgaven på
    betryggende måde, herunder hvis der er risiko for, at der vil
    blive handlet i strid med retsplejelovens § 754 b, stk. 1, det
    vil sige at det må befrygtes, at de foranstaltninger, der udfø-
    127
    res, vil bevirke en forøgelse af lovovertrædelsens omfang
    eller grovhed (en overtrædelse af provokationsforbuddet).
    Det må vurderes konkret, om provokationsforbuddet må be-
    frygtes overtrådt ved anvendelse af en konkret person som
    civil agent. Det kan eksempelvis indgå i denne vurdering,
    om der er tale om en person, der selv mistænkes for straf-
    bart forhold, med hensyn til hvilket en straffesag verserer,
    en person, som er idømt frihedsstraf, der ikke endeligt er
    afsonet, eller en person, som i øvrigt kan befrygtes at stå i et
    afhængighedsforhold til politiet.
    Det forhold, at en civil agent vil kunne have udsigt til at
    modtage en dusør, vil ikke i sig selv betyde, at den pågæl-
    dende er i et sådant afhængighedsforhold til politiet, at han
    ikke vil kunne agere som civil agent på en betryggende
    måde.
    Der vil dog i vurderingen skulle tages højde for, at personer,
    der skal kunne anvendes som civile agenter i kriminelle
    miljøer, ofte vil være en del af dette miljø og derfor ofte
    vil være involveret i kriminelle aktiviteter i et eller andet
    omfang. Ikke en hvilken som helst mistanke om, at en per-
    son har begået et strafbart forhold, vil derfor udelukke denne
    fra at virke som civil agent. Det afgørende vil være, om den
    konkrete mistanke indebærer en risiko for, at provokations-
    forbuddet må befrygtes overtrådt, eller for, at agentvirksom-
    heden i øvrigt ikke vil blive udført på betryggende måde.
    Herudover vil eksempelvis det forhold, at den civile per-
    son udsættes for alvorlig fare, der ikke står mål med det
    forhold, der efterforskes, være en omstændighed, der kan
    medføre, at det kan befrygtes, at opgaven ikke blive udført
    på betryggende måde, uanset at provokationsforbuddet ikke
    overtrædes. Der vil i vurderingen skulle tages højde for,
    at civil agentvirksomhed i almindelighed er forbundet med
    fare. Det kan dog hænde, at der i forbindelse med en konkret
    efterforskning er fare, der ligger så meget uden for det al-
    mindeligt accepterede ved civil agentvirksomhed, at en civil
    agent konkret ikke bør anvendes.
    Forslaget indebærer ingen ændringer af de gældende øvre og
    nedre grænser for, hvornår der er tale om agentvirksomhed,
    eller af reglerne om forudgående og efterfølgende domstol-
    skontrol. Domstolskontrollen vil ligesom efter gældende ret
    indebærer, at anklagemyndigheden over for retten skal rede-
    gøre for, hvori den civile persons bistand vil bestå, og at
    retten skal godkende, at omfanget heraf holder sig inden for
    grænserne for agentvirksomhed. Retten vil endvidere skulle
    kontrollere, at der ikke anvendes en civil agent, der på grund
    af afhængighedsforhold til politiet eller andre omstændighe-
    der må befrygtes ikke at ville udføre opgaven på betryggen-
    de måde, herunder hvis der er risiko for, at der vil blive
    handlet i strid med provokationsforbuddet i retsplejelovens
    § 754 b, stk. 1.
    Politiet vil ved indhentelse af retskendelsen skulle redegøre
    for, at anvendelsen af en civil agent er forsvarlig, herunder
    at vedkommende i fornøden grad kan kontrolleres, og hvor-
    dan kontrollen i praksis vil skulle foregå.
    Foranstaltninger, der træffes med henblik på at tilskynde no-
    gen til at udføre eller fortsætte en lovovertrædelse, eksem-
    pelvis såkaldte kontrollerede leverancer, jf. pkt. 3.5.1.1.1
    i lovforslagets almindelige bemærkninger, vil fortsat ikke
    omfattes af agentbegrebet, hvis politiet ikke herved påvirker
    væsentlige omstændigheder ved lovovertrædelsen, jf. rets-
    plejelovens § 754 a, stk. 2.
    Den civile agent vil kunne afgive forklaring anonymt under
    hovedforhandlingen i det omfang dette er muligt efter gæl-
    dende ret, jf. retsplejelovens § 856, stk. 2 og 3, jf. nærmere
    pkt. 3.5.1.1.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.1 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til nr. 8
    Efter retsplejelovens § 754 c, stk. 1, 1. pkt., sker foranstalt-
    ninger efter § 754 a (agentvirksomhed) efter rettens kendel-
    se.
    Det foreslås at indsætte en bestemmelse i retsplejelovens §
    754 c, stk. 4, om advokatbeskikkelse.
    Efter det foreslåede stk. 4, 1. pkt., skal der beskikkes en
    advokat for den eller de personer, der berøres af indgrebet,
    inden retten træffer afgørelse, og advokaten skal have lej-
    lighed til at udtale sig. Det første led vel medføre, at der
    skal ske advokatbeskikkelse, hvis der skal benyttes civile
    agenter, og at dette skal ske inden, at retten træffer afgørelse
    om at tillade agentvirksomhed. Den foreslåede bestemmelse
    vil kun gælde i de tilfælde, hvor der skal benyttes civile
    agenter. Benyttelse af politiets egne ansatte som agenter vil
    som efter gældende ret kunne ske uden, at der beskikkes en
    advokat. Det sidste led i den foreslåede bestemmelse udtryk-
    ker et grundlæggende princip om kontradiktion. Bestemmel-
    sen svarer til, hvad der gælder ved fravigelse af sigtedes og
    forsvarerens ret til aktindsigt, jf. retsplejelovens § 729 c, stk.
    5, 1. pkt.
    Efter det foreslåede stk. 4, 2. pkt., skal advokaten beskikkes
    fra den særlige kreds af personer, som er nævnt i § 729 c,
    stk. 6. Dette vil bl.a. medføre særlige krav om sikkerheds-
    godkendelse m.v., jf. § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1631 af
    21. december 2010.
    Det foreslåede stk. 4, 3. pkt., bestemmer, at advokaten skal
    underrettes om alle retsmøder, der afholdes med henblik på
    at opnå rettens kendelse om anvendelse af personer som
    nævnt i retsplejelovens § 754 b, stk. 2, og at advokaten er
    berettiget til at overvære disse samt til at gøre sig bekendt
    med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for
    sagen. Den foreslåede bestemmelse vil give advokaten de
    samme rettigheder, som gælder efter § 729 c, stk. 5, 3. pkt.
    Efter det foreslåede stk. 4, 4. pkt., finder retsplejelovens §
    128
    785, stk. 1, 2.-5. pkt., og stk. 2, tilsvarende anvendelse. Det-
    te svarer til, hvad der gælder i § 729 c, stk. 5, 4. pkt.,
    hvor de tilsvarende bestemmelser er gjort anvendelige på
    den advokat, der beskikkes ved afgørelser om fravigelse af
    reglerne om forsvarerens og sigtedes aktindsigt.
    Henvisningen i det foreslåede stk. 4, 4. pkt., til retsplejelo-
    vens § 785, stk. 1, 2. pkt., vil medføre, at den beskikkede
    advokat vil være berettiget til at få udleveret en genpart af
    materialet. Finder politiet, at materialet er af særlig fortrolig
    karakter, og at genpart heraf derfor ikke bør udleveres, skal
    spørgsmålet herom på begæring af advokaten af politiet ind-
    bringes for retten til afgørelse, jf. den foreslåede henvisning
    til § 785, stk. 1, 3. pkt. Advokaten må, jf. den foreslåede
    henvisning til § 785, stk. 1, 4. pkt., ikke give de modtagne
    oplysninger videre til andre eller uden politiets samtykke
    sætte sig i forbindelse med den, over for hvem indgrebet
    er begæret foretaget. Den beskikkede advokat må efter den
    foreslåede henvisning til § 785, stk. 1, 5. pkt. ikke give
    møde ved anden advokat eller ved fuldmægtig.
    Den foreslåede henvisning til § 785, stk. 2, vil, jf. § 785,
    stk. 2, 1. pkt., medføre, at bestemmelserne om beskikkede
    forsvarere i kapitel 66, § 746, stk. 1, og § 748 a, stk. 3,
    samt bestemmelserne i kapitel 91 om sagsomkostninger fin-
    de anvendelse på den beskikkede advokaten. Retten vil også
    kunne bestemme, at den beskikkede advokat ikke senere
    under sagen kan virke som forsvarer for nogen sigtet, jf. §
    785, stk. 2, 2. pkt.
    En eventuel forsvarer for en sigtet i sagen vil skulle under-
    rettes om retsmødet og have mulighed for at overvære det, i
    det omfang det følger af retsplejelovens § 748.
    Der vil ikke i medfør af det foreslåede stk. 4 skulle beskik-
    kes en advokat ved efterforskning af de lovovertrædelser,
    der er nævnt i retsplejelovens § 754 e, da agentreglerne ikke
    finder anvendelse i disse tilfælde.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.1 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til nr. 9
    Retsplejelovens § 762, stk. 2, vedrører betingelserne for
    varetægtsfængsling i form af såkaldt retshåndhævelsesarrest.
    Det følger af retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, at en sigtet
    kan varetægtsfængsles, når der foreligger en særligt bestyr-
    ket mistanke om, at den pågældende har begået en lovover-
    trædelse, som er undergivet offentlig påtale, og som efter
    loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, og hensy-
    net til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets
    grovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod.
    Efter bestemmelsens stk. 2, nr. 2, kan varetægtsfængsling
    endvidere ske når der foreligger en særligt bestyrket mistan-
    ke om en overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, § 119 b,
    § 123, § 134 a, § 192 a, stk. 2, § 218, § 222, § 225, jf. § 216,
    stk. 2, § 218 eller § 222, § 235, stk. 1, §§ 242-246, § 250, §
    252, en overtrædelse af straffelovens § 232 over for et barn
    under 15 år eller overtrædelse af et forbud meddelt af politi-
    et i medfør af lovgivningen om politiets virksomhed til en
    person, der har udvist en særlig utryghedsskabende adfærd
    eller ved sin adfærd bidraget til at skabe særlig utryghed,
    såfremt lovovertrædelsen efter oplysningerne om forholdets
    grovhed kan forventes at ville medføre en ubetinget dom på
    fængsel i mindst 60 dage, og hensynet til retshåndhævelsen
    skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod.
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.2.1.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås i § 762, stk. 2, nr. 2, efter »§ 123,« at indsætte:
    »§ 124 a, stk. 1, jf. § 79 a, stk. 1, eller § 79 b, stk. 1,«.
    Det foreslåede vil indebære, at der også vil kunne ske vare-
    tægtsfængsling, når der foreligger særligt bestyrket mistanke
    om, at den sigtede har overtrådt et forbud efter straffelovens
    § 79 a, stk. 1, og § 79 b, stk. 1, jf. straffelovens § 124 a,
    stk. 1, herunder i førstegangstilfælde, hvis lovovertrædelsen
    efter oplysningerne om forholdets grovhed vil kunne ventes
    at ville medføre en ubetinget dom på fængsel i mindst 60
    dage, og hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at
    sigtede ikke er på fri fod.
    Ændringen vil indebære, at straffelovens § 124 a, stk. 1, jf.
    § 79 a, stk. 1, eller § 79 b, stk. 1, tilføjes til kredsen af
    lovovertrædelser, der giver adgang til varetægtsfængsling på
    grund af hensynet til retshåndhævelsen.
    Ændringen vil medføre, at der i de situationer, hvor de øv-
    rige betingelser i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2, også
    er opfyldt, vil kunne ske varetægtsfængsling ved overtrædel-
    se af et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud efter den
    foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 a om banderela-
    teret kriminalitet og ved overtrædelse af et opholdsforbud
    og/eller et kontaktforbud efter den gældende bestemmelse i
    straffelovens § 79 b om visse terrorforbrydelser.
    Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols
    praksis, at visse forbrydelser på grund af deres alvorlige og
    grove karakter og på grund af befolkningens reaktion på
    sådanne forbrydelser kan medføre en social forstyrrelse, der
    kan begrunde varetægtsfængsling i en vis periode. Hensynet
    til retshåndhævelsen kan imidlertid kun anses for en relevant
    og tilstrækkelig begrundelse, hvis afgørelsen er grundet på
    kendsgerninger, der er i stand til at vise, at en løsladelse
    af den anklagede konkret vil forstyrre den offentlige orden,
    jf. f.eks. Letellier mod Frankrig (sag nr. 12369/86), præmis
    51, og Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskeret-
    tighedskonvention – for praktikere, 6. udgave (2023), side
    478.
    Det er således en forudsætning for, at der kan ske vare-
    tægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2, for
    overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i straffelovens
    § 79 a og den gældende bestemmelse i straffelovens § 79
    b, at anklagemyndigheden kan godtgøre, at det konkret vil
    129
    forstyrre den offentlige orden, hvis ikke varetægtsfængsling
    finder sted.
    Det vil f.eks. efter omstændighederne kunne være tilfældet
    for så vidt angår overtrædelse af den foreslåede bestemmel-
    se i straffelovens § 79 a, hvis overtrædelsen sker under en
    omfattende, verserende bandekonflikt, og overtrædelse af
    opholds- og/eller kontaktforbuddet kan virke så stødende
    på befolkningen, at det vil kunne forstyrre den offentlige
    orden, hvis varetægtsfængsling ikke finder sted. Dette vil
    navnlig kunne være tilfældet, hvis der er tale om en person,
    som spiller en central rolle i bandekonflikten. Endvidere vil
    f.eks. gentagne overtrædelser af et idømt opholds- og/eller
    kontaktforbud efter omstændighederne kunne forstyrre den
    offentlige orden.
    Der er ikke, udover den foreslåede tilføjelse af straffelovens
    § 124 a, stk. 1, jf. § 79 a, stk. 1, eller § 79 b, stk. 1, til
    kredsen af lovovertrædelser, der giver adgang til varetægts-
    fængsling på grund af hensynet til retshåndhævelsen, tilsig-
    tet ændringer af gældende ret.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til nr. 10
    Det fremgår af retsplejelovens § 776, 1. pkt., at justitsmini-
    steren fastsætter nærmere regler om behandlingen af vare-
    tægtsarrestanter. § 776 indeholder derudover en række andre
    bemyndigelser for justitsministeren til at fastsætte nærmere
    regler vedrørende forhold for varetægtsarrestanter.
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.5.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås i retsplejelovens § 776, 9. pkt., at justitsmini-
    steren fastsætter regler om påhør, aflytning og optagelse
    af varetægtsarrestanters telefonsamtaler samt om kontrol af
    optagelserne.
    Bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte regler sva-
    rende til straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 3 om, at telefon-
    samtaler optages, påhøres eller aflyttes, medmindre dette
    ikke findes nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige
    hensyn og regler svarende til bestemmelsens stk. 4 om, at
    telefonsamtaler til og fra en indsat, som af politiet skønnes
    at indtage en ledende eller koordinerende rolle i en gruppe
    af personer, som tilsammen står bag omfattende og alvorlig
    kriminalitet, optages, påhøres eller aflyttes, medmindre det
    er åbenbart, at det ikke er nødvendigt af ordens- eller sikker-
    hedsmæssige hensyn. Det vil blive fastsat, at optagelserne
    slettes, senest 6 måneder efter at de er foretaget.
    Der vil med hjemmel i den foreslåede bemyndigelse desu-
    den blive fastsat regler om, at telefonsamtaler med de i
    retsplejelovens § 772, stk. 2, og varetægtsbekendtgørelsens
    § 66 nævnte personer m.v. ikke optages, påhøres eller af-
    lyttes. Derudover vil der blive fastsat regler om, at samta-
    leparterne forinden, telefonsamtaler optages, gøres bekendt
    hermed. Afgørelse om optagelse vil skulle træffes af krimi-
    nalforsorgsområdet. Endvidere vil der blive fastsat regler
    om, at personale i den konkrete institution kan stille krav
    om, at samtalen føres på et sprog, som den, der skal påhøre,
    aflytte eller kontrollere samtalen, forstår.
    Det foreslås i retsplejelovens § 776, 10. pkt., at påhør, aflyt-
    ning og optagelse samt kontrol kan ske uden retskendelse.
    Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at påhør, aflyt-
    ning og optagelse samt kontrol af varetægtsarrestanters te-
    lefonsamtaler kan ske uden retskendelse. Som det fremgår
    ovenfor, vil optagelse skulle ske efter afgørelse fra kriminal-
    forsorgsområdet, der vil skulle påse, at optagelse er nødven-
    dig af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. Med den
    foreslåede bemyndigelse ændres der ikke på, at hverken kri-
    minalforsorgens personale eller andre må benyttes til at ud-
    forske varetægtsarrestanter, jf. retsplejelovens § 774, hvor-
    for optagelse og kontrol ikke vil være et straffeprocessuelt
    indgreb.
    Optagelse af telefonsamtaler og kontrol af optagelserne kan
    i visse tilfælde indebære en behandling af personoplysnin-
    ger. I sådanne tilfælde vil behandlingen skulle leve op til
    kravene i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelses-
    loven.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.3 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til nr. 11
    Det følger af retsplejelovens § 783, stk. 2, 1. pkt., at såfremt
    politiets efterforskning angår en overtrædelse af straffelo-
    vens kapitel 12 eller 13 eller §§ 123 eller 180, § 183, stk.
    2, §§ 191 eller 192 a, § 233, stk. 1, §§ 237 eller 245, §
    246, jf. § 245, § 252, stk. 1, § 261, stk. 2, eller § 262 a,
    262 b eller 288, kan der i rettens kendelse ud over bestemte
    telefonnumre anføres den person, som indgrebet angår (den
    mistænkte).
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.5.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås i § 783, stk. 2, 1. pkt., at der efter »§§ 191«
    indsættes: », 191 a«, og at »eller §§ 262 a, 262 b eller 288«
    ændres til: »§§ 262 a eller 262 b, § 286, stk. 1, jf. § 276, §§
    288 eller 289, § 289, jf. § 289 a, eller § 290 a, stk. 2«.
    Den foreslåede ændring af bestemmelsen vil indebære, at
    politiet vil få mulighed for at indhente kendelse om indgreb
    i meddelelseshemmeligheden på person ved efterforskning
    af sager om tyveri af særligt grov beskaffenhed, hvidvask af
    særligt grov beskaffenhed, skatte-, told-, afgifts- og tilskud-
    sunddragelse af særligt grov karakter og ved kvalificeret
    handel med dopingmidler.
    En kendelse på person forudsætter i alle tilfælde, at retsple-
    jelovens øvrige betingelser for at iværksætte indgreb i med-
    delelseshemmeligheden er opfyldt.
    130
    Den foreslåede ændring vil også gælde for observation ved
    hjælp af fjernbetjent eller automatisk virkende tv-kamera
    efter retsplejelovens § 791 a, stk. 2, observation i bolig eller
    husrum efter retsplejelovens § 791 a, stk. 3, og teleobserva-
    tion efter retsplejelovens § 791 a, stk. 5, jf. henvisningen til
    § 783 i § 791 a, stk. 8.
    Der er ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændringer af retsplejelo-
    vens § 783, stk. 2.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.2 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til nr. 12
    Det følger af retsplejelovens § 799, stk. 1, 1. pkt., at så-
    fremt det er af afgørende betydning for efterforskningen,
    at ransagningen foretages, uden at den mistænkte eller an-
    dre gøres bekendt hermed, kan retten ved kendelse træffe
    bestemmelse herom og om, at reglerne i § 798, stk. 2, 1.-4.
    pkt., og stk. 3, fraviges, hvis efterforskningen angår en for-
    sætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller
    en overtrædelse af straffelovens § 125 a, § 180, § 183, stk. 1
    og 2, § 183 a, § 186, stk. 1, § 187, stk. 1, § 191, § 192 a, §
    192 b, stk. 1-3, § 237, § 262 a, § 262 b, § 286, stk. 1, jf. §
    276, § 286, stk. 1, jf. § 276 a, § 288 eller § 289.
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.4.5.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås, i retsplejelovens § 799, stk. 1, 1. pkt., at ændre
    »§ 288 eller 289« til: »§ 286, stk. 2, jf. § 279, § 286, stk. 2,
    jf. § 279 a, §§ 288 eller 289, § 290, stk. 2, jf. stk. 1, eller §
    290 a, stk. 2, jf. stk. 1«.
    Den foreslåede ændring vil indebære, at politiet i tillæg til
    de eksisterende muligheder i dag under efterforskningen af
    sager om overtrædelse af straffelovens § 286, stk. 2, jf. §
    279 (bedrageri af særligt grov beskaffenhed), § 286, stk. 2,
    jf. § 279 a (databedrageri af særligt grov beskaffenhed), §
    290, stk. 2, jf. stk. 1 (hæleri af særligt grov beskaffenhed),
    eller § 290 a, stk. 2, jf. stk. 1 (hvidvask af særligt grov be-
    skaffenhed), vil kunne anvende hemmelig ransagning efter
    retsplejelovens § 799, hvis betingelserne herfor i øvrigt er
    opfyldt.
    Der foreslås ingen ændringer i de øvrige betingelser for
    anvendelse af hemmelig ransagning efter retsplejelovens §
    799, herunder reglerne om fastsættelse af en frist for indgre-
    bet, om at indgreb foretaget på øjemedet skal forelægges for
    retten inden 24 timer, om beskikkelse af indgrebsadvokat og
    om efterfølgende underretning om ransagningen, jf. § 799,
    stk. 2, jf. § 783, stk. 3 og 4, og §§ 784, 785 og 788.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.5 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til nr. 13
    Det følger af retsplejelovens § 856, stk. 1, at rettens formand
    kan beslutte, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et vidne
    eller en medtiltalt afhøres, når særegne grunde taler for, at
    en uforbeholden forklaring ellers ikke kan opnås.
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.2.5.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås i § 856, stk. 1, at det indsættes efter »tiltalte«:
    »eller flere tiltalte i sagen«.
    Der er tale om en præcisering, som indebærer, at det kom-
    mer til at fremgå direkte af bestemmelsens ordlyd, at rettens
    formand kan beslutte, at tiltalte eller flere tiltalte i samme
    sag skal forlade retslokalet, mens et vidne eller en medtiltalt
    skal afgive forklaring, når særegne grunde taler for, at en
    uforbeholden forklaring ellers ikke kan opnås. Dette kriteri-
    um svarer til gældende ret, jf. pkt. 3.2.5.2.1 i lovforslagets
    almindelige bemærkninger.
    Det forudsættes, at bestemmelsen bl.a. vil kunne benyttes i
    tilfælde, hvor en eller flere tiltalte i samme sag ikke er tiltalt
    i det forhold, som vidnet eller den medtiltalte skal afgive
    forklaring om, når betingelserne i bestemmelsen i øvrigt er
    opfyldt.
    Der er ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændringer af retsplejelo-
    vens § 856, stk. 1.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.5 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til nr. 14
    Retsplejelovens § 871, stk. 2, indeholder en opregning af
    dokumenter, der kan benyttes som bevismidler, og som skal
    oplæses under hovedforhandlingen. Bestemmelsen fraviger
    bevisumiddelbarhedsprincippet, da den bl.a. giver mulighed
    for under hovedforhandlingen at oplæse forklaringer fra vid-
    ner m.v., der er afhørt under efterforskningen, uden at de
    afhøres for den ret, der skal dømme i sagen, herunder vidne-
    forklaringer, der er afgivet efter § 747, stk. 2, om anticiperet
    bevisførelse.
    Det følger således f.eks. af retsplejelovens § 871, stk. 2, nr.
    3, at tilførsler til retsbøger om forklaringer, som vidner eller
    skønsmænd har afgivet, kan benyttes som bevismidler under
    hovedforhandlingen, når disse personer enten er døde eller
    af anden grund ikke kan afhøres på ny eller de i medfør af
    § 174, jf. § 207, er afhørt ved en anden ret end den, der nu
    behandler sagen, eller de er afhørt, uden at tiltalte har været
    til stede, jf. § 855, stk. 2, eller når den nu afgivne forklaring
    afviger fra den tidligere, eller når et vidne nægter at afgive
    forklaring og tvangsmidler efter § 178 ikke bør anvendes
    eller forgæves er anvendt.
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.2.5.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås i § 871, stk. 2, nr. 3, at det indsættes efter »eller
    når et vidne nægter at afgive forklaring«: », eller når afgi-
    velse af forklaring vil udsætte vidnet for unødigt ubehag«.
    131
    Den foreslåede ændring af bestemmelsen vil indebære, at
    det bliver muligt at dokumentere indenretlige afhøringer af
    vidner under hovedforhandlingen i straffesager, når afhøring
    af vidnet under hovedforhandlingen vil udsætte det pågæl-
    dende vidne for unødigt ubehag.
    Det må i alle tilfælde bero på en konkret vurdering, om
    afhøring af vidnet under hovedforhandlingen vil udsætte
    det pågældende vidne for unødigt ubehag. Dette vil som
    udgangspunkt være tilfældet, hvis den indenretlige afhøring
    i medfør af retsplejelovens § 747, stk. 2, er foretaget under
    henvisning til risikoen for repressalier eller lignende. Herud-
    over vil afgivelse af forklaring også kunne udsætte vidnet
    for unødigt ubehag, hvis der er en nærliggende risiko for,
    at vidnet under afhøringen udsættes for intimiderende, her-
    under subtil, adfærd fra tiltalte, medtiltalte eller tilhørere i
    form af f.eks. gestikulation eller vedholdende stirren, der
    kan opfattes som truende. Det vil kunne indgå i vurderingen,
    om vidnet har bopæl eller færdes i samme område som de
    tiltalte.
    Det forudsættes med den foreslåede ændring, at fremgangs-
    måden for dokumentation af en indenretlig afhøring under
    hovedforhandlingen ændres, således at afhøringen af vidnet
    under hovedforhandlingen i tilfælde, hvor det konkret vur-
    deres, at afhøring af vidnet på ny vil udsætte den pågælden-
    de for unødigt ubehag, og hvor vidnet er indenretligt afhørt
    i medfør af retsplejelovens § 747, stk. 2, begynder med en
    dokumentation af vidnets indenretlige forklaring, og at den
    resterende afhøring fokuseres på supplerende spørgsmål.
    Det vil være retten, der afgør, om betingelserne i retspleje-
    lovens § 871, stk. 2, nr. 3, er opfyldt, herunder i hvilket
    omfang der kan ske dokumentation af vidneforklaringer ef-
    ter bestemmelsen, og i hvilket omfang vidnet skal afgive
    forklaring for retten.
    Der er ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændringer af retsplejelo-
    vens § 871, stk. 2.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.5 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til nr. 15
    Efter den gældende politiklageordning kan Politiklagemyn-
    digheden alene behandle adfærdsklager, der vedrører politi-
    personale eller andet personale i politiet eller anklagemyn-
    digheden, som varetager politimæssige opgaver eller opga-
    ver, der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning,
    når klagen angår adfærd udvist i tjenesten samt adfærdskla-
    ger vedrørende adfærd udvist i tjenesten af forsvarspersona-
    le, når personalet yder bistand til politiet.
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.4.1.1.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås, at indsætte en ny § 1019 s i retsplejelovens
    kapitel 93 b, hvorefter reglerne i dette kapitel finder tilsva-
    rende anvendelse i forhold til adfærd udvist af personale
    i andre myndigheder, som varetager politimæssige opgaver
    eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og straf-
    forfølgning, når personalet deltager i tværfaglige efterforsk-
    ningsgrupper efter § 110 c. De underretninger, som omtales
    i § 1019 o, stk. 1, sker i forhold til personale fra andre myn-
    digheder i tværfaglige efterforskningsgrupper efter § 110 c
    til politidirektøren for National Enhed for Særlig Kriminali-
    tet, rigspolitichefen og vedkommendes arbejdsgiver.
    Det foreslåede vil indebære, at politiklageordningen udvi-
    des, således at Politiklagemyndigheden også vil skulle un-
    dersøge og træffe afgørelse vedrørende adfærdsklager over
    personale i andre myndigheder, som varetager politimæssige
    opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse
    og strafforfølgning, når personalet deltager i tværfaglige ef-
    terforskningsgrupper efter den foreslåede § 110 c.
    Som nævnt foreslås det med bestemmelsens 1. pkt., at reg-
    lerne i kapitel 93 b om behandling af klager finder tilsva-
    rende anvendelse i forhold til adfærd udvist af personale
    i andre myndigheder, som varetager politimæssige opgaver
    eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og straf-
    forfølgning, når personalet deltager i tværfaglige efterforsk-
    ningsgrupper efter § 110 c.
    Den foreslåede ordning vil indebære, at Politiklagemyndig-
    heden får kompetence til at behandle klager over adfærd
    udvist af personale fra andre myndigheder under deltagelse
    i en tværfaglig efterforskningsgruppe, når personalet vareta-
    ger politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig
    til retshåndhævelse og strafforfølgning. Det vil f.eks. kunne
    være i tilfælde, hvor disse personer beskyldes for uhøflig
    optræden, urimelig sprogbrug eller lignende.
    Det bemærkes, at det fortsat vil være op til ansættelsesmyn-
    digheden at træffe beslutning om eventuelle ansættelsesretli-
    ge konsekvenser.
    Det foreslås, at »politimæssige opgaver eller opgaver, der
    relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning« af-
    grænses som i gældende ret for så vidt angår andet personale
    i politiet og anklagemyndigheden, jf. herom pkt. 3.4.1.1.4 i
    lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Klageordningen vil udelukkende omfatte forhold, der er ud-
    vist, når de pågældende deltager i en tværfaglig efterforsk-
    ningsgruppe, og ikke forhold, der er udvist uden for efter-
    forskningsgruppe. Det vil afhænge af en konkret vurdering,
    om en handling er foretaget i eller uden for efterforsknings-
    gruppen.
    Deltagere i tværfaglige efterforskningsgrupper vil således
    som udgangspunkt alene være omfattet af Politiklagemyn-
    dighedens kompetence, når de deltager i efterforsknings-
    gruppen, og hvor de pågældende således er under politiets
    ledelse.
    Som nævnt foreslås det med bestemmelsens 2. pkt., at de
    underretninger om indledning og afgørelse af adfærdsklage-
    sager, som omtales i retsplejelovens § 1019 o, vil skulle
    132
    foretages til politidirektøren for National Enhed for Særlig
    Kriminalitet, rigspolitichefen og vedkommendes arbejdsgi-
    ver.
    Disse underretninger vil skulle sikre, at de relevante myn-
    digheder, mens sagen verserer, kan vurdere, om der er
    grundlag for at foretage foreløbige tjenstlige skridt m.v.,
    samt at disse myndigheder underrettes om resultatet af Po-
    litiklagemyndighedens undersøgelse, således at der efterføl-
    gende kan tages stilling til spørgsmål omkring eventuelle
    disciplinære skridt m.v.
    Det bemærkes, at det følger af retsplejelovens § 1019 o,
    stk. 2, at disciplinærundersøgelse i anledning af en klage
    ikke kan indledes, før behandlingen af adfærdsklagesagen er
    afsluttet.
    Det bemærkes, at der ikke er tilsigtet nogen ændring af
    gældende ret for så vidt angår politipersonale eller andet
    personale i politiet og anklagemyndigheden, som varetager
    politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til
    retshåndhævelse og strafforfølgning, når disse deltager i
    tværfaglige efterforskningsgrupper efter den foreslåedes §
    110 c.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.1 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til nr. 16
    Efter den gældende ordning kan Politiklagemyndigheden
    som udgangspunkt alene efterforske anmeldelser om straf-
    bare forhold begået i tjenesten af politipersonale eller andet
    personale i politiet eller anklagemyndigheden, som vareta-
    ger politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til
    retshåndhævelse og strafforfølgning samt strafbare forhold
    begået i tjenesten af forsvarspersonale, når personalet yder
    bistand til politiet.
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.4.1.1.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås, at indsætte en ny § 1020 n i retsplejelovens
    kapitel 93 c, hvorefter reglerne i dette kapitel finder tilsva-
    rende anvendelse i forhold til strafbare forhold begået af
    personale i andre myndigheder, som varetager politimæssige
    opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse
    og strafforfølgning, når personalet deltager i tværfaglige ef-
    terforskningsgrupper efter § 110 c. De underretninger, som
    omtales i § 1019 o, stk. 1, jf. § 1020 a, stk. 3, sker i
    forhold til personale fra andre myndigheder i tværfaglige
    efterforskningsgrupper efter § 110 c til politidirektøren for
    National Enhed for Særlig Kriminalitet, rigspolitichefen og
    vedkommendes arbejdsgiver.
    Det foreslåede vil indebære, at politiklageordningen udvi-
    des, således at Politiklagemyndigheden også vil skulle ef-
    terforske straffesager vedrørende strafbare forhold begået i
    tjenesten af personale i andre myndigheder, som varetager
    politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til
    retshåndhævelse og strafforfølgning, når personalet deltager
    i tværfaglige efterforskningsgrupper efter den foreslåede §
    110 c.
    Som nævnt foreslås det med bestemmelsens 1. pkt., at reg-
    lerne i kapitel 93 c om straffesager finder tilsvarende anven-
    delse i forhold til strafbare forhold begået i tjenesten af
    personale i andre myndigheder, som varetager politimæssige
    opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse
    og strafforfølgning, når personalet deltager i tværfaglige ef-
    terforskningsgrupper efter § 110 c.
    Den foreslåede ordning vil indebære, at Politiklagemyndig-
    heden og den centrale anklagemyndighed – som udgangs-
    punkt statsadvokaten – får kompetence til at efterforske og
    påtale sager om strafbare forhold begået i tjenesten af perso-
    nale fra andre myndigheder under deltagelse i en tværfaglig
    efterforskningsgruppe, når de varetager politimæssige opga-
    ver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og
    strafforfølgning.
    Som nævnt foreslås det med bestemmelsens 2. pkt., at de
    underretninger, der omtales i retsplejelovens § 1019 o, og
    som finder tilsvarende anvendelse ved straffesager omfattet
    af kapitel 93 c, jf. § 1020 a, stk. 3, vil skulle foretages til
    politidirektøren for National Enhed for Særlig Kriminalitet,
    rigspolitichefen og vedkommendes arbejdsgiver.
    Der er her tale om Politiklagemyndighedens underretninger
    om, at der indledes en efterforskning omfattet af retsplejelo-
    vens kapitel 93 c samt statsadvokatens underretninger om
    sine afgørelser af påtalespørgsmålet.
    Det forudsættes, at disciplinærundersøgelse i anledning af
    en anmeldelse ikke indledes, før behandlingen af straffesa-
    gen er afsluttet.
    Der henvises til bemærkningerne til § 2, nr. 15, for en nær-
    mere gennemgang af udvidelsen af politiklageordningen, og
    i øvrigt til pkt. 3.4.1 i lovforslagets almindelige bemærknin-
    ger.
    Til § 3
    Til nr. 1
    Det følger af knivlovens § 7, stk. 1, at den, der overtræder
    lovens §§ 1 eller 2, straffes med bøde, fængsel indtil 4 må-
    neder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil
    2 år.
    Det fremgår af forarbejderne, at der foreligger skærpende
    omstændigheder, hvis en person bærer kniv på steder eller
    under omstændigheder, hvor der er nærliggende risiko for,
    at der kan opstå tilspidsede situationer af potentielt voldelig
    karakter, herunder tilfælde, hvor en person bærer kniv i
    aften- og nattetimerne i restaurationsmiljøet m.v. eller ved
    visse fodboldkampe, byfester og koncerter, jf. Folketingsti-
    dende 2015-16, tillæg A, L 107 som fremsat, side 14. Ri-
    sikoen for tilspidsede situationer kan f.eks. også følge af
    133
    uoverensstemmelser eller konflikt mellem bander eller lig-
    nende, hvor to eller flere grupper af personer, der har en ind-
    byrdes konflikt, mødes, f.eks. i forbindelse med et retsmøde
    eller lignende.
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.3.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås i knivlovens § 7, stk. 1, at ændre »der« til:
    »som«.
    Der er tale om en ændring af bestemmelsens ordlyd, der
    alene har til formål at give mulighed for i bemærkningerne
    at komme med en tilkendegivelse om strafniveauet for ulov-
    lige besiddelse af knive og blankvåben m.v.
    For så vidt angår besiddelse af knive og blankvåben m.v.,
    der er omfattet af knivlovens § 2, stk. 1, på bopælen og
    andre ikke offentligt tilgængelige steder, uden behørig tilla-
    delse fra politiet, forudsættes straffen i førstegangstilfælde
    som udgangspunkt fastsat til en bøde på 5.000 kr., når der
    ikke foreligger skærpende omstændigheder uanset typen af
    kniv eller blankvåben m.v.
    I andengangstilfælde forudsættes straffen som udgangspunkt
    fastsat til en bøde på 7.500 kr., når der ikke foreligger skær-
    pende omstændigheder uanset typen af kniv eller blankvå-
    ben m.v.
    Ved tredjegangstilfælde forudsættes straffen – ligesom i dag
    – fastsat til en frihedsstraf.
    For så vidt angår besiddelse af knive og blankvåben m.v.
    på offentligt tilgængelige steder uden anerkendelsesværdigt
    formål forudsættes straffen i førstegangstilfælde som ud-
    gangspunkt fastsat til en bøde på 10.000 kr., når der ikke
    foreligger skærpende omstændigheder uanset typen af kniv
    eller blankvåben m.v.
    I andengangstilfælde, hvor gerningspersonen tidligere er
    idømt bødestraf for et førstegangstilfælde, forudsættes straf-
    fen som udgangspunkt fastsat til ubetinget fængsel i 14
    dage, når der ikke foreligger skærpende omstændigheder
    uanset typen af kniv eller blankvåben m.v.
    Ved tredjegangstilfælde forudsættes straffen – ligesom i dag
    – fastsat til ubetinget fængsel i 40 dage.
    Ved overtrædelse af knivlovens §§ 1 og 2 kan der forekom-
    me tilfælde, hvor en fængselsstraf må anses for urimelig
    henset til de omstændigheder, hvorunder kniven m.v. har
    været medbragt. Det er navnlig tilfælde, hvor forholdet ik-
    ke falder under undtagelsen i knivlovens § 1 om »anerken-
    delsesværdigt formål«, men hvor der alligevel gør sig sær-
    ligt formildende omstændigheder gældende, der taler imod
    rimeligheden af, at vedkommende idømmes en fængsels-
    straf. Det er forudsat, at der i sådanne tilfælde er mulighed
    for at idømme en bødestraf.
    Særligt formildende omstændigheder kan navnlig tænkes at
    foreligge i tilfælde, hvor en person oprindeligt har haft et
    anerkendelsesværdigt formål med at bære eller besidde kniv
    eller blankvåben m.v. på et offentligt tilgængeligt sted, men
    på grund af f.eks. et svinkeærinde eller en forglemmelse
    efterfølgende er kommet i en situation, hvor det ikke (læn-
    gere) er lovligt at bære eller besidde den pågældende kniv
    eller blankvåben m.v.
    Der kan således efter omstændighederne foreligge særligt
    formildende omstændigheder, hvis der f.eks. er tale om en
    person, som efter en arbejdsdag, fisketur, spejdertur eller
    lignende, hvor vedkommende lovligt har båret eller været i
    besiddelse af en kniv, foretager et restaurationsbesøg med
    kniven i lommen eller tasken i stedet for at tage direkte
    hjem og dermed overtræder forbuddet mod at besidde knive
    og blankvåben m.v. på offentligt tilgængelige steder uden
    et anerkendelsesværdigt formål. Det vil også kunne være til-
    fældet, hvis en person efter en arbejdsdag, fisketur, spejder-
    tur eller lignende, hvor vedkommende lovligt har båret eller
    været i besiddelse af en kniv, ved en fejl medbringer kniven
    på en ungdomsuddannelse, hvor vedkommende skal hente
    sit barn. Ligeledes vil der kunne foreligge særligt formilden-
    de omstændigheder, hvis der f.eks. er tale om en person,
    som efter en arbejdsdag, fisketur, spejdertur eller lignende,
    hvor vedkommende lovligt har båret eller været i besiddelse
    af en kniv, befinder sig i et offentligt transportmiddel med
    kniven i lommen eller tasken uden at have et anerkendelses-
    værdigt formål hermed. Det kan eksempelvis være i tilfælde,
    hvor en person på grund af en forglemmelse ikke har efter-
    ladt kniven på arbejdet men i stedet taget den med sig i en
    lomme på vej hjem i det offentlige transportmiddel. Det kan
    endvidere være i tilfælde, hvor en person efter en fisketur
    eller lignende befinder sig i et offentligt transportmiddel
    med kniven i tasken og – i stedet for at tage direkte hjem
    – foretager et svinkeærinde eller lignende. Det bemærkes i
    den forbindelse, at såfremt personen tager direkte hjem, vil
    der som udgangspunkt ikke være tale om ulovlig besiddelse
    af kniv på et offentligt tilgængeligt sted, idet der i sådanne
    tilfælde vil foreligge et anerkendelsesværdigt formål med
    besiddelsen, når transport af kniven fra ét sted til et andet
    ikke kan undgås, jf. nærmere herom under pkt. 3.3.1.1.2 i
    lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det forudsættes, at straffen i sådanne tilfælde, hvor der fore-
    ligger særligt formildende omstændigheder, i førstegangstil-
    fælde fastsættes til en bøde på 3.000 kr. Det forudsættes
    endvidere, at straffen i andengangstilfælde fastsættes til en
    bøde på 10.000 kr.
    Det bemærkes, at det i tilfælde, hvor der foreligger særligt
    formildende omstændigheder, vil være uden betydning for
    strafudmålingen, at forholdet er begået under skærpende
    omstændigheder, der udspringer af, at kniven ved en fejl
    eller forglemmelse enten er medbragt et sted, der i sig selv
    indebærer, at besiddelsen anses for at være begået under
    skærpende omstændigheder, som eksempelvis en ungdoms-
    skole, eller et sted eller under omstændigheder, hvor der
    er nærliggende risiko for, at der kan opstå tilspidsede situa-
    tioner af potentielt voldelig karakter. Tilsvarende gør sig
    gældende, hvis de skærpende omstændigheder udspringer
    134
    af, at gerningspersonen tidligere er straffet for overtrædelse
    af knivlovens § 1, jf. knivlovens § 7, stk. 2, 1. pkt., når
    der i førstegangstilfældet blev idømt en bøde. Det er dog i
    sådanne tilfælde forudsat, at sagens omstændigheder i øvrigt
    taler for, at der gør sig særligt formildende omstændigheder
    gældende. Der vil herudover – i overensstemmelse med gæl-
    dende ret – kun i helt sjældne tilfælde kunne tænkes at
    foreligge et forhold, hvor der gør sig særligt formildende
    omstændigheder gældende, når forholdet i øvrigt er begået
    under skærpende omstændigheder i medfør af knivlovens §
    7, stk. 2, 2. pkt.
    Det bemærkes i øvrigt, at fastsættelsen af straffen fortsat vil
    bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfæl-
    de af samtlige omstændigheder i sagen, og at det angivne
    strafniveau således vil kunne fraviges i op- og nedadgående
    retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
    eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
    regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
    Der er ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændringer af knivlovens §
    7, stk. 1.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.1 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til nr. 2
    Det følger af knivlovens § 7, stk. 2, at det ved fastsættelse
    af straffen for overtrædelse af § 1 særlig skal anses for skær-
    pende, at gerningspersonen flere gange tidligere er straffet
    for overtrædelse af § 1. Tilsvarende gælder i tilfælde, hvor
    overtrædelsen af § 1 begås under skærpende omstændighe-
    der af en person, der tidligere er idømt fængselsstraf for
    overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 eller 2, § 119 b
    eller §§ 123, 216, 237, 243-246, 266 eller 288.
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.3.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås i § 7, stk. 2, 2. pkt., efter »288« at indsætte: »,
    eller hvor kniven eller blankvåbnet m.v. ved overtrædelsen
    af § 1, besiddes på ungdomsskoler, uddannelsesinstitutioner,
    ungdomsklubber og i den offentlige transport«.
    Det forudsættes således, at ulovlig besiddelse af kniv eller
    blankvåben m.v. på ungdomsskoler, uddannelsesinstitutio-
    ner, ungdomsklubber og i den offentlige transport altid skal
    anses for at være besiddelse under skærpende omstændighe-
    der, uanset at der ikke foreligger nærliggende risiko for, at
    der kan opstå tilspidsede situationer af potentiel voldelig
    karakter, og uanset gerningspersonens alder. Det bemærkes
    dog, at det ved straffens fastsættelse fortsat i almindelighed
    skal indgå som en formildende omstændighed, at gernings-
    personen var under 18 år ved gerningens udførelse, jf. straf-
    felovens § 82, stk. 1, nr. 1.
    Det forudsættes, at straffen for ulovlig besiddelse af kniv
    og blankvåben m.v. under skærpende omstændigheder som
    udgangspunkt fastsættes til ubetinget fængsel i 14 dage i
    førstegangstilfælde.
    Hvor der er tale om overtrædelse af knivlovens § 1 under
    skærpende omstændigheder i førstegangstilfælde, og hvor
    der tidligere er idømt fængselsstraf for overtrædelse af straf-
    felovens § 119, stk. 1 eller 2, § 119 b eller §§ 123, 216, 237,
    243-246, 266 eller 288, vil der uændret som udgangspunkt
    være tale om ubetinget fængsel i 40 dage.
    I andengangstilfælde, hvor gerningspersonen tidligere er
    idømt ubetinget fængsel i 14 dage for et førstegangstilfælde,
    forudsættes straffen som udgangspunkt fastsat til ubetinget
    fængsel i 30 dage.
    Straffastsættelsen for ulovlig besiddelse af kniv og blankvå-
    ben m.v. under skærpende omstændigheder i tredjegangstil-
    fælde vil – ligesom i dag – bero på domstolenes vurdering af
    de konkrete forhold i den enkelte sag.
    Det bemærkes i øvrigt, at fastsættelsen af straffen fortsat vil
    bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfæl-
    de af samtlige omstændigheder i sagen, og at det angivne
    strafniveau således vil kunne fraviges i op- og nedadgående
    retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
    eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
    regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
    Der er ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændringer af knivlovens §
    7, stk. 2.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.1 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til § 4
    Til nr. 1
    Det fremgår af våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 1, at det er
    forbudt uden tilladelse at indføre eller fremstille, herunder
    samle, skydevåben samt genstande, der fremtræder som sky-
    devåben og som følge af konstruktionen eller det anvendte
    materiale kan ombygges hertil.
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.3.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås i våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 1, at ændre »samt«
    til: »og«.
    Der er tale om en ændring af bestemmelsens ordlyd, der ale-
    ne har til formål at give mulighed for at præcisere bemærk-
    ningerne til bestemmelsen for så vidt angår omdannelse af
    gas- og signalvåben.
    Det forudsættes således, at omdannelse af gas- og signalvå-
    ben til skydevåben er omfattet af forbuddet mod at fremstil-
    le skydevåben, jf. våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 1.
    Det er efter våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 1, en forudsætning,
    at der er tale om fremstilling m.v. af skydevåben eller gen-
    135
    stande, der fremtræder som skydevåben og som følge af
    konstruktionen eller det anvendte materiale kan ombygges
    hertil. Ved vurderingen af, om gerningspersonen ved om-
    dannelse af et gas- og signalvåben fremstiller et skydevåben
    omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1, kan der bl.a. lægges vægt
    på gerningspersonens tilknytning til bandemiljøer, samt om
    gerningspersonen er i besiddelse af værktøj, der kan anven-
    des til omdannelse af gas- og signalvåben til funktionsdygti-
    ge skydevåben.
    Det forudsættes således, at overtrædelser af våbenlovens
    § 1, stk. 1, nr. 1 – for så vidt angår omdannede af gas-
    og signalvåben – efter gældende ret strafmæssigt sidestilles
    med overtrædelser, der begås med funktionsdygtige origina-
    le skydevåben.
    Det bemærkes i øvrigt, at fastsættelsen af straffen fortsat vil
    bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfæl-
    de af samtlige omstændigheder i sagen, og at det angivne
    strafniveau således vil kunne fraviges i op- og nedadgående
    retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
    eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
    regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
    Der er ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændringer af våbenloven
    § 1, stk. 1.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.3 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til nr. 2
    Det fremgår af våbenlovens § 10, at den, der overtræder
    lovens §§ 1 eller 2, straffes med bøde, fængsel indtil 4 må-
    neder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil
    2 år.
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.3.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås i våbenlovens § 10, stk. 1, 1. pkt., at ændre
    »der« til: »som«.
    Der er tale om en ændring af bestemmelsens ordlyd, der ale-
    ne har til formål at give mulighed for i bemærkningerne at
    komme med en tilkendegivelse om strafniveauet for så vidt
    angår omdannede og ikke-omdannede gas- og signalvåben.
    Det forudsættes, at straffen for overtrædelser vedrørende
    omdannede gas- og signalvåben som udgangspunkt fastsæt-
    tes med udgangspunkt i strafpositionerne for besiddelse m.v.
    af funktionsdygtige skydevåben.
    Det forudsættes endvidere, at besiddelse af et gas- og sig-
    nalvåben på bopælen og andre ikke offentligt tilgængelige
    steder, når der ikke foreligger skærpende omstændigheder,
    jf. våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 8, jf. § 2, stk. 1, som udgangs-
    punkt straffes med en bøde på 8.000 kr. i førstegangstilfæl-
    de.
    Der lægges ikke op til at ændre gældende ret for så vidt
    angår anden- og tredjegangstilfælde.
    Det forudsættes ligeledes, at besiddelse af et gas- og signal-
    våben på et offentligt tilgængeligt sted betragtes som en
    skærpende omstændighed i forbindelse med straffens fast-
    sættelse.
    Det bemærkes i øvrigt, at fastsættelsen af straffen fortsat vil
    bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfæl-
    de af samtlige omstændigheder i sagen, og at det angivne
    strafniveau således vil kunne fraviges i op- og nedadgående
    retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
    eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
    regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
    Der er ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændring af våbenlovens §
    10, stk. 1.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.3 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til nr. 3
    Det fremgår af våbenlovens § 10, at den, der overtræder
    lovens §§ 1 eller 2, straffes med bøde, fængsel indtil 4 må-
    neder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil
    2 år.
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.3.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås, at indsætte et nyt stk. 3 hvorefter det ved fast-
    sættelse af straffen for overtrædelse af § 1, stk. 1, nr. 8, og
    § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 8, særlig skal anses for skærpen-
    de, hvis en overtrædelse begås af en person, der tidligere er
    idømt fængselsstraf for overtrædelse af §§ 1 eller 2, lov om
    knive og blankvåben m.v. §§ 1 eller 2 eller straffelovens §
    119, stk. 1 eller 2, §§ 119 b, 123, 192 a, 216, 237, 243-246,
    266 eller 288.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at straffen for
    at indføre, fremstille, besidde, bære og anvende gas- og
    signalvåben skærpes ved i almindelighed at gøre det til
    en skærpende omstændighed ved straffastsættelsen, at ger-
    ningspersonen tidligere er idømt fængselsstraf for en række
    bestemmelser i våbenloven, knivloven og straffeloven.
    Det forudsættes i den forbindelse, at straffen for overtrædel-
    se af våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 8, og § 2, stk. 1, jf. §
    1, stk. 1, nr. 8, under sådanne skærpende omstændigheder
    som anført i stk. 3, i førstegangstilfælde fastsættes til ubetin-
    get fængsel i 7 dage. Det vil både gælde i tilfælde, hvor
    overtrædelsen begås på bopælen og andre ikke offentligt
    tilgængelige steder samt på offentligt tilgængelige steder.
    Der lægges ikke op til at ændre gældende ret for så vidt
    angår anden- og tredjegangstilfælde.
    Det bemærkes i øvrigt, at fastsættelsen af straffen fortsat vil
    bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfæl-
    136
    de af samtlige omstændigheder i sagen, og at det angivne
    strafniveau således vil kunne fraviges i op- og nedadgående
    retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
    eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
    regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.3 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til § 5
    Til nr. 1
    Det fremgår af offererstatningslovens § 6 a, at dansk rets al-
    mindelige regler om skadevolderens erstatningsansvar, her-
    under om nedsættelse eller bortfald af erstatning på grund af
    skadelidtes eller afdødes medvirken til skaden eller accept
    af risikoen for skade, tilsvarende finder anvendelse ved af-
    gørelser om erstatning efter denne lov, jf. dog §§ 6 b og 6 c.
    Det foreslås, at der i § 6 a indsættes en henvisning til det
    foreslåede § 6 a, stk. 2.
    Ændringen vil være en konsekvensændring som følge af
    det foreslåede § 6 a, stk. 2, hvorefter erstatning vil kunne
    nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte gennem sin adfærd
    har udsat sig for en særlig risiko for den pågældende skade,
    jf. lovforslagets § 5, nr. 2.
    Den foreslåede ændring vil indebære, at offererstatning vil
    kunne begrænses i et videre omfang end efter den gældende
    bestemmelse i offererstatningslovens § 6 a.
    Med det foreslåede vil der således blive henvist til, at erstat-
    ning – foruden at kunne nedsættes eller bortfalde i medfør
    af de almindelige erstatningsregler om medvirken til skaden
    eller accept af risikoen for skade – endvidere vil kunne
    nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte gennem sin adfærd
    har udsat sig for en særlig risiko for den pågældende skade.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.4 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger samt lovforslagets § 5, nr. 2, og bemærk-
    ningerne hertil.
    Til nr. 2
    Det fremgår af offererstatningslovens § 6 a, at dansk rets al-
    mindelige regler om skadevolderens erstatningsansvar, her-
    under om nedsættelse eller bortfald af erstatning på grund af
    skadelidtes eller afdødes medvirken til skaden eller accept
    af risikoen for skaden, tilsvarende finder anvendelse ved
    afgørelser om erstatning efter denne lov, jf. dog §§ 6 b og 6
    c.
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.2.4.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås, at der indsættes et nyt § 6 a, stk. 2, hvorefter
    erstatning kan nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte gen-
    nem sin adfærd har udsat sig for en særlig risiko for den
    pågældende skade.
    Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erstatning i en
    sådan situation kan nedsættes eller bortfalde i et videre om-
    fang end efter gældende ret. Virkningen heraf vil være, at
    skadelidte i disse tilfælde kan blive stillet anderledes over
    for staten end over for skadevolderen.
    Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse i tilfælde,
    hvor »skadelidte gennem sin adfærd har udsat sig for en
    særlig risiko for den pågældende skade«.
    Ved dette forstås tilfælde, hvor skadelidte er medlem af eller
    har tilknytning til en bande, samt tilfælde, hvor skadelidte
    færdes i et farligt og kriminelt miljø, hvor der rutinemæssigt
    begås kriminalitet af en art, som indbyder til voldelige sam-
    menstød med andre. I disse tilfælde har skadelidte således
    udvist en særlig risikobetonet adfærd.
    Der vil således i et vist omfang være tale om en genindførel-
    se af den tidligere retstilstand, som er nærmere beskrevet i
    pkt. 3.2.4.1.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Bestemmelsen vil f.eks. finde anvendelse, hvis et bande-
    medlem opsøges af og udsættes for grov vold af personer
    fra en anden bandegruppering, som ønsker at markere sig i
    forhold til den bande, som skadelidte er medlem af.
    Bestemmelsen vil f.eks. også finde anvendelse, hvis en ska-
    delidt, der sælger narkotika i sin lejlighed, udsættes for rø-
    veri af personer, der vidste eller havde en formodning om, at
    skadelidte var i besiddelse af store pengebeløb pga. narkoti-
    kasalget. Det vil også være tilfældet, hvis en skadelidt i øv-
    rigt på gerningstidspunktet var i færd med at begå kriminelle
    handlinger, f.eks. ved at sælge narkotika i det offentlige rum,
    og i den forbindelse bliver udsat for grov vold.
    Det kan således bl.a. tillægges vægt, om skadelidte bar
    skudsikker vest, bandelogo og/eller våben, om skadelidte er
    medlem af en bandegruppering, omgås bandemedlemmer el-
    ler færdes i et farligt miljø, præget af organiseret kriminali-
    tet. Skadelidtes formål med tilstedeværelsen på gerningsste-
    det kan også indgå i vurderingen. Det vil herudover kunne
    tillægges stor vægt, om straffelovens § 81 a i en eventuelt
    underliggende straffesag er citeret.
    Ved afgørelsen af, om offererstatning efter den foreslåede
    bestemmelse skal nedsættes eller helt bortfalde, vil der skul-
    le lægges vægt på lovovertrædelsens karakter og omfang
    samt skadelidtes adfærd. I den forbindelse vil skadelidtes
    medlemskab af og deltagelse i aktiviteter i en kriminel grup-
    pering i sig selv blive betragtet som en særlig risikobetonet
    adfærd.
    Generelt kan det fremhæves, at jo tættere sammenhæng den
    konkrete skade har med skadelidtes tilknytning til et krimi-
    nelt miljø, i jo højere grad taler det for, at offererstatningen
    skal bortfalde.
    137
    Kerneområdet for bestemmelsens anvendelsesområde er
    vold udøvet som led i en voldelig konflikt mellem to grup-
    peringer. Inden for dette kerneområde vil der som udgangs-
    punkt skulle ske bortfald af offererstatning.
    Det vil eksempelvis også tale for bortfald af offererstatning
    i tilfælde, hvor skadelidte – uden at have en egentlig tilknyt-
    ning til en kriminel gruppering – færdes i et farligt og krimi-
    nelt miljø, og selv opsøger et sådant miljø med henblik på
    narkotikahandel og udsættes for vold i samme forbindelse.
    Såfremt der i den konkrete situation alene er udvist en min-
    dre grad af risikobetonet adfærd, vil dette tale for en ned-
    sættelse af erstatningen fremfor bortfald. Eksempelvis vil
    det tale for nedsættelse af erstatning, hvis et bandemedlem
    bliver udsat for en strafbar handling på et tidspunkt, hvor
    bandemedlemmet ikke i den konkrete situation var involve-
    ret i aktiviteter med tilknytning til et kriminelt miljø. Det
    vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis bandemedlemmet på
    gerningstidspunktet befandt sig med sin familie, var i færd
    med at købe ind, eller hvis bandemedlemmet på anden måde
    udførte en almindelig dagligdagsaktivitet.
    Erstatningsnævnet vil under iagttagelse af almindelige pro-
    portionalitetsprincipper skulle foretage en samlet bedøm-
    melse af, om erstatning efter den foreslåede bestemmelse
    vil skulle nedsættes eller bortfalde i det enkelte tilfælde.
    Såfremt Erstatningsnævnet i en konkret sag vurderer, at der
    ikke er grundlag for at lade offererstatningen helt bortfalde,
    vil det bero på en konkret vurdering i hvilket omfang, der
    skal ske nedsættelse. Det forudsættes, at nedsættelse typisk
    vil ske med de almindelige brøker, som er fastlagt ved rets-
    praksis i forhold til nedsættelse som følge af egen skyld, det
    vil sige 1/3, 1/2 eller 2/3.
    Bestemmelsen i det foreslåede § 6 a, stk. 2, vil ikke påvirke
    skadelidtes adgang til at rejse et civilt krav om erstatning
    over for gerningspersonen efter de almindelige erstatnings-
    regler. Den foreslåede ordning angår således alene udbeta-
    ling af erstatning efter den statslige offererstatningsordning.
    Tilsvarende vil ordningen ikke påvirke muligheden for, at
    en skadelidt, som f.eks. er bandemedlem, kan tildeles offe-
    rerstatning, hvis vedkommende i anden forbindelse udsættes
    for en straffelovsovertrædelse, og hvor skaden ikke har for-
    bindelse til den pågældendes tilknytning til bandemiljøet,
    det vil sige hvor der er tale om en rent tilfældighedspræget
    hændelse. Ved afgørelsen af, om der er tale om en tilfældig-
    hedspræget hændelse, kan skadelidtes formål med tilstede-
    værelsen på gerningsstedet tillægges betydning. Som anført
    i pkt. 3.2.4.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger vil
    det dog have formodningen imod sig, at der er tale om en
    rent tilfældighedspræget hændelse, når offeret er bandemed-
    lem eller i øvrigt befandt sig i et farligt og kriminelt miljø.
    Såfremt skadelidte gennem sin adfærd har udsat sig for en
    særlig risiko for den pågældende skade, jf. det foreslåede
    stk. 2, og som følge af skaden afgår ved døden, vil bestem-
    melsen også bevirke nedsættelse eller bortfald af de efterlad-
    tes krav på erstatning og/eller godtgørelse efter offererstat-
    ningsordningen.
    Uden for den foreslåede bestemmelses anvendelsesområde
    vil dansk rets almindelige regler om skadevolderens erstat-
    ningsansvar fortsat finde anvendelse ved afgørelser om er-
    statning efter offererstatningsloven, jf. den gældende § 6 a.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.4 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til nr. 3
    Det fremgår af offererstatningslovens § 11 a, stk. 1, at når
    skadelidtes krav på erstatning og godtgørelse fra skadevol-
    deren er afgjort ved dom, ydes erstatning efter loven med
    det beløb, som er fastsat ved dommen, jf. dog §§ 7-10.
    Bestemmelsen i stk. 1 indebærer, at Erstatningsnævnet som
    udgangspunkt er bundet af et erstatningskrav fastsat ved
    dom, medmindre skadevolderen under sagen må anses for at
    have anerkendt kravet eller dets størrelse, jf. stk. 2.
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.2.4.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås, at der i § 11 a, stk. 1, indsættes en henvisning
    til § 6 a, stk. 2, som affattet ved dette lovforslags § 5, nr. 2.
    Den foreslåede ændring vil medføre, at Erstatningsnævnet
    også i de tilfælde, hvor et erstatningskrav er afgjort ved
    dom, vil kunne foretage en vurdering af, om offererstatnin-
    gen skal nedsættes eller bortfalde efter det foreslåede § 6 a,
    stk. 2.
    Dermed vil skadelidte, som har udsat sig for en særlig risiko
    for den pågældende skade, jf. det foreslåede § 6 a, stk.
    2, kunne få begrænset sit krav på offererstatning, selv om
    skadelidtes krav på erstatning og godtgørelse mod skadevol-
    deren er afgjort ved dom.
    Uden for den statslige offererstatningsordning vil skadelid-
    tes erstatningskrav blive vurderet efter de almindelige erstat-
    ningsregler. Den foreslåede henvisning til § 6 a, stk. 2, i §
    11 a, stk. 1, vil i disse tilfælde bevirke, at Erstatningsnævnet
    uanset dommens bestemmelse vedrørende erstatningskravet
    vil have mulighed for at nedsætte ansøgerens erstatnings-
    krav eller lade det bortfalde, hvis der er grundlag herfor i
    medfør af det foreslåede § 6 a, stk. 2, som affattet ved dette
    lovforslags § 5, nr. 2.
    Virkningen af ændringen vil herefter være, at offererstatning
    til bandemedlemmer m.v. vil kunne nedsættes eller bortfal-
    de, selv om ansøgerens erstatningskrav er vurderet både i
    relation til ansvarsgrundlag og størrelse ved en forudgående
    dom.
    Såfremt Erstatningsnævnet træffer afgørelse om nedsættelse
    eller bortfald af offererstatningskravet, vil den foreslåede
    ordning ikke være til hinder for, at skadelidte vælger at
    forsøge at inddrive sit (resterende) krav på baggrund af
    138
    dommen over for skadevolderen efter de almindelige regler
    herom i retsplejeloven.
    Som anført i pkt. 3.2.4.2.3 i lovforslagets almindelige be-
    mærkninger er den foreslåede ændring af offererstatningslo-
    vens § 11 a, stk. 1, en forudsætning for at kunne gennemføre
    initiativet om at begrænse bl.a. bandemedlemmers adgang
    til offererstatning.
    Der er ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændring af offererstat-
    ningslovens § 11 a, stk. 1.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.4 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til § 6
    Til nr. 1
    Det følger af tv-overvågningslovens § 2, stk. 1, nr. 3, litra b,
    at forbuddet mod tv-overvågning i § 1, stk. 1, ikke gælder
    tv-overvågning, der foretages af pengeinstitutvirksomheder,
    spillekasinoer, hotel- og restaurationsvirksomheder, engros-
    virksomheder, hvorfra der foregår salg og udlevering af
    varer, samt butikscentre og butikker, hvorfra der foregår
    detailsalg, af arealer, som ligger i umiddelbar tilknytning
    til egne indgange og facader, når tv-overvågningen er klart
    nødvendig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse.
    Derudover følger det af § 2 c, stk. 1, at en kommunalbesty-
    relse efter drøftelse med politidirektøren med henblik på
    at fremme trygheden kan foretage tv-overvågning af gade,
    vej, plads eller lignende område, som benyttes til almindelig
    færdsel, og som ligger i umiddelbar tilknytning til en restau-
    rationsvirksomhed.
    Endelig følger det af § 2 d, stk. 1, at offentlige myndigheder
    må foretage tv-overvågning af arealer, som ligger i umiddel-
    bar tilknytning til egne bygningers indgange og facader, når
    tv-overvågningen er klart nødvendig af hensyn til kriminali-
    tetsbekæmpelse.
    Det følger af bemærkningerne til § 2, stk. 1, nr. 3, litra b,
    § 2 c, stk. 1, og § 2 d, stk. 1, at man ved »tv-overvågning
    i umiddelbar tilknytning« til henholdsvis forretningsstedet,
    den offentlige myndighed eller restaurationsvirksomheden
    forstår, at der kan foretages tv-overvågning af et område,
    som strækker sig op til ca. 30 m fra forretningsstedets eller
    den offentlige myndigheds egne indgange og facader, samt
    fra restaurationsvirksomheden, jf. Retsudvalgets betænkning
    over forslag til lov om ændring af lov om tv-overvågning,
    Folketingstidende 2019-20, tillæg B, L 102, side 3..
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.5.4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås, at »umiddelbar« udgår i tv-overvågningslovens
    § 2, stk. 1, nr. 3, litra b, § 2 c, stk. 1, og § 2 d, stk. 1.
    Det foreslåede vil indebære, at afstandskravet for visse er-
    hvervsdrivende og offentlige myndigheder, når de foretager
    tv-overvågning af området omkring egne indgange og faca-
    der, samt for kommunalbestyrelser, der efter drøftelse med
    politidirektøren foretager tv-overvågning af vej, gade, plads
    eller lignende, som ligger i tilknytning til en restaurations-
    virksomhed, vil blive udvidet.
    Med ændringen lægges der op til, at der i § 2, stk. 1, nr.
    3, litra b, skal være mulighed for, at visse erhvervsdrivende
    kan foretage tv-overvågning af et område, som strækker sig
    op til ca. 100 meter fra forretningsstedets egne indgange og
    facader, når det er klart nødvendigt af hensyn til kriminali-
    tetsbekæmpelse.
    På samme måde lægges det op til, at offentlige myndigheder
    i medfør af § 2 d, stk. 1, kan foretage tv-overvågning af
    et område, som strækker sig op til ca. 100 meter fra egne
    bygningers indgange og facader, når tv-overvågningen er
    klart nødvendig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse.
    Endelig foreslås det med ændringen, at kommunalbestyrel-
    sen i medfør af § 2 c, stk. 1, efter drøftelse med politidirek-
    tøren med henblik på at fremme trygheden kan foretage tv-
    overvågning af gade, vej, plads eller lignende, som benyttes
    til almindelig færdsel i op til ca. 100 m fra den pågældende
    restaurationsvirksomhed.
    Der lægges ikke i øvrigt op til at foretage ændringer af be-
    stemmelserne. Med ændringen opretholdes det således bl.a.,
    at tv-overvågning efter § 2, stk. 1, nr. 3, litra b, og § 2 d,
    alene må foretages, når tv-overvågningen er klart nødvendig
    af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse. Det vil indebære, at
    den erhvervsdrivende og den offentlige myndighed også i
    fremtiden vil skulle foretage en konkret vurdering af, om et
    hensyn til at forebygge og opklare kriminalitet gør det klart
    nødvendigt at foretage tv-overvågning af de arealer, som
    ligger i tilknytning til egne indgange og facader.
    For foretagelse af tv-overvågning efter § 2 c, stk. 1, vil
    det også fortsat være afgørende, om tv-overvågningen af
    områder, som benyttes til almindelig færdsel, og som lig-
    ger i umiddelbar tilknytning til en restaurationsvirksomhed,
    om tv-overvågningen sker med henblik på at fremme tryg-
    heden. Det vil indebære, at kommunalbestyrelsen også i
    fremtiden vil skulle foretage en konkret vurdering af, om
    tv-overvågningen sker af hensyn til tryghed.
    Det vil fortsat ikke være lovligt at foretage tv-overvågning
    ind i private hjem eller på andre private områder, herunder
    ind i f.eks. kirker, organisationers bygninger, andre butikker,
    andre restaurationsvirksomheder m.v.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.4 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til § 7
    Til nr. 1
    Straffuldbyrdelseslovens § 46 indeholder regler om, hvornår
    139
    en indsat kan få tilladelse til udgang. Det følger af straffuld-
    byrdelseslovens § 46, stk. 3, at udgang ikke kan finde sted,
    hvis den dømte af politiet skønnes at have tilknytning til
    en gruppe af personer, som aktivt er involveret i en verse-
    rende voldelig konflikt med en anden gruppe af personer,
    og politiet oplyser, at der inden for den gruppe, som den
    dømte skønnes at have tilknytning til, som led i konflikten
    enten er anvendt skydevåben eller er anvendt våben eller
    eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige ka-
    rakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller er begået
    brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180.
    Det foreslås i § 46, stk. 3, efter »enten er anvendt« at indsæt-
    te: »knive og blankvåben m.v.,«, således at udgang endvide-
    re ikke kan finde sted, hvis den dømte af politiet skønnes
    at have tilknytning til en gruppe af personer, som aktivt er
    involveret i en verserende voldelig konflikt med en anden
    gruppe af personer, og politiet oplyser, at der inden for den
    gruppe, som den dømte skønnes at have tilknytning til, som
    led i konflikten enten er anvendt knive og blankvåben m.v.,
    skydevåben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer,
    som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet
    til at forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse
    omfattet af straffelovens § 180.
    Ændringen skal ses i sammenhæng med udvidelsen af an-
    vendelsesområdet for straffelovens § 81 a, stk. 1, jf. lovfor-
    slagets § 1, nr. 12. Der tilsigtes ikke i øvrigt nogen ændring
    af straffuldbyrdelseslovens § 46.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.2 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til § 8
    Til nr. 1
    Der udbetales for børn og unge under 18 år en skattefri
    børne- og ungeydelse, jf. lov om en børne- og ungeydelse
    § 1, stk. 1 og 2, hvis betingelserne i lovens § 2 er opfyldt,
    herunder, at den person, der har forældremyndigheden over
    barnet eller har taget barnet i pleje med henblik på adoption,
    er fuldt skattepligtig efter kildeskattelovens § 1.
    For børn under 15 år udbetales børneydelsen med en fjerde-
    del i hvert kvartal, jf. lov om en børne- og ungeydelse § 5,
    stk. 3. Ydelsen udbetales første gang for det kvartal efter det
    kvartal, hvori barnet er født. Børneydelsens størrelse afhæn-
    ger af barnets alder. For børn under 3 år er beløbet 20.496
    kr. årligt, for børn mellem 3 og 6 år er beløbet 16.224 kr.
    årligt, og for børn og unge mellem 7 og 14 år er beløbet
    12.768 kr. årligt (2024-niveau).
    For unge mellem 15 og 17 år sker udbetalingen månedsvist,
    og sidste gang for den måned, hvor den unge fylder 18 år. I
    den måned, hvor den unge fylder 18 år, udbetales ydelsen
    forholdsmæssigt, svarende til antallet af dage fra månedens
    begyndelse til og med fødselsdagen i forhold til antallet af
    dage i måneden, jf. lov om en børne- og ungeydelse § 5,
    stk. 4. For unge mellem 15 og 17 år er beløbet 12.768 kr.
    (2024-niveau).
    Udbetalingen af børne- og ungeydelsen sker som udgangs-
    punkt til forældremyndighedsindehaveren. For forældre-
    myndighedsindehavere med fælles forældremyndighed over
    barnet, udbetales børne- og ungeydelsen med halvdelen til
    hver af forældremyndighedsindehaverne, jf. lov om en bør-
    ne- og ungeydelse § 4, stk. 1.
    Er forældremyndighedsindehaverne ikke bopælsregistreret i
    CPR på samme bopælsadresse vil børne- og ungeydelsen
    som udgangspunkt blive udbetalt med halvdelen til hver af
    forældremyndighedsindehaverne. Hele ydelsen kan dog ud-
    betales til den ene forældremyndighedsindehaver, hvis beg-
    ge forældremyndighedsindehavere erklærer, at de er enige
    heri, jf. lov om en børne- og ungeydelse § 4, stk. 2, nr. 1,
    eller den ene forældremyndighedsindehaver dokumenterer,
    at det ved en samværsafgørelse eller et forlig er bestemt,
    at barnet skal være mindst 9 ud af 14 dage hos denne, og
    barnet ikke efterfølgende bopælsregistreres hos den anden
    forældremyndighedsindehaver, jf. lov om en børne- og un-
    geydelse § 4, stk. 2, nr. 2.
    For forældremyndighedsindehavere, der ikke var bopælsre-
    gistreret på samme adresse i CPR i hele perioden fra og med
    den 19. oktober 2021 til og med den 21. november 2021,
    udbetales hele børne- og ungeydelsen som udgangspunkt
    til den forældremyndighedsindehaver, der, for så vidt angår
    børneydelsen, den seneste hverdag forud for den 21. oktober
    2021 fik udbetalt ydelsen, og, for så vidt angår ungeydelsen,
    den seneste hverdag forud for den 21. december 2021 fik
    udbetalt ydelsen, jf. lov om en børne- og ungeydelse § 4,
    stk. 10, 1. pkt.
    Hvis en forælder har forældremyndigheden alene over bar-
    net, udbetales hele børne- og ungeydelsen til denne, jf. lov
    om en børne- og ungeydelse § 4, stk. 5.
    Er en forælder, der har forældremyndighed over barnet og
    har ret til at få udbetalt børne- og ungeydelsen, indsat i en
    institution under kriminalforsorgen, vil denne som udgangs-
    punkt fortsat modtage børne- og ungeydelsen, og vil dermed
    fortsat kunne varetage den økonomiske forsørgelse af bar-
    net. I nogle situationer vil børne- og ungeydelsen kunne
    udbetales til en anden end den indsatte forældremyndigheds-
    indehaver, jf. lov om en børne- og ungeydelse § 4, stk. 2, 4,
    6 og 7.
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.2.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås i § 4 e, stk. 1, at udbetaling af børne- og unge-
    ydelse til ydelsesmodtageren ophører i en periode på 3 år,
    hvis denne ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf
    eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karak-
    ter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81
    a. Perioden i 1. pkt. regnes fra det tidspunkt, hvor personen
    har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge
    140
    af frihedsberøvende karakter. Udbetaling af børneydelsen
    ophører fra det kvartal, der følger efter det kvartal, hvor den
    dømte har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig rets-
    følge af frihedsberøvende karakter. Udbetaling af ungeydel-
    sen ophører fra den måned, der følger efter den måned, hvor
    den dømte har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig
    retsfølge af frihedsberøvende karakter.
    Den foreslåede bestemmelse vil etablere en hjemmel og
    pligt for Udbetaling Danmark til at stoppe udbetalingen af
    børne- og ungeydelsen fra det tidspunkt, hvor den dømte
    har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge
    af frihedsberøvende karakter for en dom, der er omfattet af
    straffelovens § 81 a. Fængselsstraf eller anden strafferetlig
    retsfølge af frihedsberøvende karakter er udstået, når perso-
    nen løslades eller udskrives. Ved løsladelse eller udskrivning
    forstås første løsladelse eller udskrivning, herunder prøve-
    løsladelse og prøveudskrivning, samt benådning fra den
    straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende
    karakter, den pågældende var dømt.
    Kriminalforsorgen underretter Udbetaling Danmark ved løs-
    ladelse af en person, der afsoner ubetinget fængselsstraf
    eller udstår forvaring i kriminalforsorgens institutioner for
    en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a. Ud-
    betaling Danmarks afgørelse om at stoppe udbetalingen af
    børne- og ungeydelsen træffes på baggrund af oplysning fra
    kriminalforsorgen om, at der er sket løsladelse af en person,
    der afsoner ubetinget fængselsstraf eller udstår forvaring i
    kriminalforsorgens institutioner for en overtrædelse, der er
    omfattet af straffelovens § 81 a.
    Udbetaling Danmarks afgørelse om at standse udbetalingen
    af børne- og ungeydelsen kan inden 4 uger påklages til
    Ankestyrelsen, jf. § 6 i lov om en børne- og ungeydelse.
    Udbetaling af børneydelsen vil ophøre fra det kvartal, der
    følger efter kvartalet, hvor den dømte har udstået fængsels-
    straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende
    karakter. Det vil sige, at har den dømte f.eks. udstået sin
    straf den 15. august 2025 (3. kvartal 2025), vil ydelsen
    ophøre med at blive udbetalt fra og med 1. oktober 2025 (4.
    kvartal 2025) til og med 30. september 2028. Udbetaling af
    ungeydelsen vil ophøre fra den måned, der følger efter den
    måned, hvor den dømte har udstået fængselsstraf eller anden
    strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter. Det vil
    sige, at har den dømte f.eks. udstået sin straf den 15. august
    2025, vil ydelsen ophøre med at blive udbetalt fra og med
    den 1. september 2025 til og med den 31. august 2028.
    Det foreslås i § 4 e, stk. 2, at er udbetalingen af børne-
    og ungeydelsen til den dømte ophørt efter stk. 1, udbetales
    børne- og ungeydelsen til den anden forældremyndigheds-
    indehaver, jf. § 4, stk. 1, eller til den eller de personer, der
    har taget barnet i pleje, jf. § 4, stk. 7. Udbetaling Danmark
    kan bestemme, at den dømtes del af børne- og ungeydelsen
    skal udbetales til barnet eller den unge selv, hvis det skønnes
    bedst for barnet eller den unge.
    Efter forslaget vil Udbetaling Danmark skulle foretage en
    konkret vurdering af, hvem ydelsen skal udbetales til. Som
    udgangspunkt udbetales børne- og ungeydelsen til den an-
    den forældemyndighedsindehaver eller den eller de, som har
    barnet i pleje. Er den dømte eneforældremyndighedsindeha-
    ver, vil børne- og ungeydelsen som udgangspunkt skulle
    udbetales til den eller de, som har barnet i pleje.
    Hvis det skønnes bedst for barnet, kan Udbetaling Danmark
    bestemme, at den dømtes del af børne- og ungeydelsen skal
    udbetales til barnet eller den unge selv. Dette skal ske ud fra
    en vurdering af, hvad der er bedst for barnet. I denne vurde-
    ring kan inddrages de kriterier, der indgår i vurderingen efter
    § 4, stk. 6, i lov om en børne- og ungeydelse. Reglen admi-
    nistreres således bl.a. på grundlag af et skøn over barnets
    modenhed. Det vil også være af betydning, om den person
    barnet bor hos, forsørger barnet og på hvilken måde.
    Udbetaling efter stk. 2 sker fra tidspunktet for udbetalings-
    ophøret i medfør af stk. 1, 3. og 4. pkt., det vil sige for så
    vidt angår udbetaling af børneydelsen fra det kvartal, der
    følger efter det kvartal, den dømte har udstået fængselsstraf
    eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karak-
    ter, og for så vidt angår ungeydelsen fra den måned, der
    følger efter måneden, den dømte har udstået fængselsstraf
    eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karak-
    ter.
    Det foreslås i § 4 e, stk. 3, at Udbetaling Danmark skal
    træffe afgørelse om tilbagebetaling af børne- og ungeydelse
    udbetalt til den dømte i den periode, hvor udbetalingen skal
    ophøre efter stk. 1. Det er ikke et krav i forbindelse med
    afgørelsen om tilbagebetaling, at den dømte skal have mod-
    taget den for meget udbetalte børne- og ungeydelse mod
    bedre vidende.
    Efter forslaget vil Udbetaling Danmark skulle træffe afgø-
    relse om tilbagebetaling af børne- og ungeydelsen i de til-
    fælde, hvor den dømte får udbetalt børne- og ungeydelse
    i løbet af den 3-årige karantæneperiode. Det vil ikke være
    et krav i forbindelse med afgørelsen om tilbagebetaling, at
    den dømte har modtaget den for meget udbetalte børne- og
    ungeydelse mod bedre vidende.
    Det foreslås i § 4 e, stk. 4, at er udbetalingen af børne-
    og ungeydelsen ophørt efter stk. 1, udbetales den dømtes
    del af børne- og ungeydelsen automatisk til den dømte på
    ny efter § 4, stk. 1, medmindre § 4, stk. 5 eller 7, finder
    anvendelse. Udbetaling efter 1. pkt. kan ske efter en periode
    på 3 år regnet fra det tidspunkt, hvor personen har udstået
    fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsbe-
    røvende karakter.
    Efter forslaget vil børne- og ungeydelsen automatisk skulle
    udbetales til den dømte på ny efter en periode på 3 år, når
    udbetaling af ydelsen er ophørt efter stk. 1. Ved udbetaling
    af børne- og ungeydelsen til den dømte på ny, er det en
    forudsætning, at den dømte opfylder betingelserne i lov om
    en børne- og ungeydelse. Det betyder f.eks., at hvis den
    141
    dømte under afsoningen af sin dom mister forældremyndig-
    heden over barnet, så vil den dømte ikke kunne få udbetalt
    børne- og ungeydelsen efter udløb af karantæneperioden, da
    det er en betingelse for retten til børne- og ungeydelsen, at
    forælderen har forældremyndighed over barnet, jf. § 4, stk.
    1, i lov om en børne- og ungeydelse.
    Er den dømte berettiget til børne- og ungeydelsen efter reg-
    lerne i lov om en børne- og ungeydelse, udbetales børne- og
    ungeydelsen som udgangspunkt til den dømte og den anden
    forældremyndighedsindehaver med halvdelen til hver, jf. §
    4, stk. 1, i lov om en børne- og ungeydelse. Har den ene
    forældremyndighedsindehaver forældremyndigheden alene
    over barnet, udbetales hele børne- og ungeydelsen til denne,
    jf. § 4, stk. 5, i lov om en børne- og ungeydelse. Er barnet i
    privat familiepleje, jf. § 78 i lov om social service, udbetales
    børne- og ungeydelsen til den eller de personer, der har taget
    barnet i pleje, med henholdsvis fuld ydelse eller halv ydelse
    til hver, jf. § 4, stk. 7, i lov om en børne- og ungeydelse.
    Udbetaling af børne- og ungeydelsen på ny, skal ske efter
    en periode på 3 år, regnet fra det tidspunkt, hvor den dømte
    har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af
    frihedsberøvende karakter. Udbetalingen af børneydelsen vil
    ske med virkning fra det næstkommende kvartal, og udbeta-
    ling af ungeydelsen vil ske med virkning fra den næstkom-
    mende måned, efter Udbetaling Danmark har truffet afgørel-
    se om udbetalingen, jf. lov om en børne- og ungeydelse § 4,
    stk. 9.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.3 i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til § 9
    Til nr. 1
    § 20 i barnets lov vedrører afgørelser om iværksættelse af en
    børnefaglig undersøgelse. Det følger af § 20, stk. 2, i barnets
    lov, at kommunalbestyrelsen kan iværksætte en børnefaglig
    undersøgelse, når kommunalbestyrelsen i øvrigt vurderer,
    at det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges
    støttebehov.
    For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
    3.1.1.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Det foreslås, at det i § 20, stk. 2, i barnets lov, indsættes
    som 2. pkt., at kommunalbestyrelsen ved vurderingen efter
    1. pkt. bl.a. skal lægge vægt på, om barnets eller den unges
    nære familiemedlemmer er dømt for en overtrædelse, der er
    omfattet af straffelovens § 81 a.
    Den foreslåede ændring vil indebære, at oplysninger om,
    at et eller flere af barnets eller en ungs nære familiemedlem-
    mer er dømt for bandekriminalitet, vil skulle indgå som et
    væsentligt og tungtvejende element i kommunernes vurde-
    ring af, om der bør iværksættes en børnefaglig undersøgel-
    se. Eksempelvis fordi barnets relation til det dømte familie-
    medlem vurderes at påvirke barnets sundhed, udvikling og
    trivsel negativt. Med bandekriminalitet forstås, hvis barnets
    eller den unges nære familiemedlemmer er dømt for en
    overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a. Kom-
    munen kan få oplysningerne om disse forhold f.eks. gennem
    SSP-samarbejdet eller gennem samtale med barnet.
    Nære familiemedlemmer kan være forældre, søskende eller
    andre personer i barnets familie med en tæt relation til bar-
    net.
    På baggrund af den børnefaglige undersøgelse vil kommu-
    nen kunne træffe afgørelse om, at der bør iværksættes støt-
    tende indsatser eller anbringelse uden for hjemmet efter
    reglerne herom i barnets lov §§ 32, 46 eller 47, hvis betin-
    gelserne herfor er opfyldt.
    Såfremt kommunen efter en indledende screening efter bar-
    nets lov § 18 vurderer, at det ikke vil være nødvendigt at
    igangsætte en børnefaglig undersøgelse efter barnets lov §
    20, vil kommunen efter reglerne i barnets lov kunne igang-
    sætte en afdækning efter barnets lov § 19.
    Børn, unge og deres forældre vil på et hvilket som helst
    tidspunkt i et sagsforløb kunne anmode om en børnefaglig
    undersøgelse, hvis de mener, at der er behov for yderligere
    undersøgelser af barnets behov. Det vil herefter bero på en
    konkret vurdering af sagens forhold, om en sådan undersø-
    gelse skal igangsættes. Ved vurderingen vil der skulle læg-
    ges betydelig vægt på, om barnet eller den unge har nære
    familiemedlemmer, der er dømt for bandekriminalitet.
    Kommunens beslutning om, at der ikke er behov for en bør-
    nefaglig undersøgelse kan ikke påklages til Ankestyrelsen,
    i det omfang kommunen i stedet vælger at gennemføre en
    afdækning efter reglerne herom i barnets lov § 19.
    Det vil med den foreslåede bestemmelse ikke være et krav,
    at kommunerne iværksætter en børnefaglig undersøgelse,
    hvis der er viden om, at nære familiemedlemmer er dømt
    for bandekriminalitet. Det skyldes, at kommunerne skal tage
    udgangspunkt i, hvorvidt det er nødvendigt af hensyn til
    barnets eller den unges støttebehov, jf. § 20, stk. 2, 1. pkt., i
    barnets lov og der kan således forekomme situationer, hvor
    det ikke vurderes nødvendigt, uanset at barnets eller den un-
    ges nære familiemedlemmer er dømt for bandekriminalitet.
    Kommunen vil efter barnets lov også have mulighed for at
    iværksætte støtte og hjælp, uanset om der vil blive truffet
    afgørelse om at iværksætte en børnefaglig undersøgelse. Det
    kan være i form af en tidlig forebyggende indsats, jf. § 30
    i barnets lov eller en støttende indsats efter § 32 i barnets
    lov på baggrund af en afdækning. Herudover er det muligt at
    iværksætte en støttende indsats sideløbende med en afdæk-
    ning eller den børnefaglige undersøgelse, jf. § 32, stk. 4 i
    barnets lov. En sådan indsats vil skulle tage afsæt i barnets
    eller den unges samt familiens behov, ressourcer og udfor-
    dringer, men det vil samtidig være vigtigt, at myndighederne
    vurderer, at indsatserne vil bidrage til at forebygge krimina-
    litet og sikre barnet eller den unges trivsel og udvikling. Det
    142
    skal herudover vurderes, om der er brug for støttende indsat-
    ser til barnet eller den unge, der går imod f.eks. forældrenes
    ønsker, i det omfang der efter barnets lov er adgang til at
    træffe afgørelse uden samtykke, herunder efter reglerne i §
    37 i barnets lov om støttende indsatser uden samtykke, hvis
    det vurderes at være i det konkrete barn eller den konkrete
    unges interesse med henblik på at kunne forebygge risikoen
    for at ende i bandekriminalitet.
    Kommunens afgørelse om at iværksætte en børnefaglig un-
    dersøgelse vil kunne påklages til Ankestyrelsen, jf. § 144 i
    barnets lov.
    For en beskrivelse af straffelovens § 81 a henvises til pkt.
    3.4.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.1.2 i lovforslagets alminde-
    lige bemærkninger.
    Til § 10
    Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli 2024.
    Det følger af straffelovens § 4, stk. 2, at for så vidt intet
    modsat er bestemt, indtræder andre retsfølger af en strafbar
    handling kun, når dette var hjemlet også ved den ved hand-
    lingens foretagelse gældende lovgivning.
    Det vil indebære, at retten alene vil kunne anvende den
    foreslåede § 79 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 6, den foreslåe-
    de ændring af § 79 c, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, og den
    foreslåede § 79 e, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, hvis den straf-
    bare handling, der er til pådømmelse, er begået efter lovens
    ikrafttræden.
    Det bemærkes, at den foreslåede § 191 b i straffeloven, jf.
    lovforslagets § 1, nr. 15, også vil omfatte personer, der før
    lovens ikrafttræden er idømt fængselsstraf eller anden straf-
    feretlige retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtræ-
    delse af straffeloven, lov om euforiserende stoffer, våbenlo-
    ven eller knivloven.
    Det foreslås i stk. 2, at § 1, nr. 3-5, ikke finder anvendelse på
    afgørelser om konfiskation af formueaktiver erhvervet før
    lovens ikrafttræden.
    For sådanne afgørelser finder de hidtil gældende regler i
    anvendelse. Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at de
    med lovforslagets § 1, nr. 3-5, foreslåede ændringer af straf-
    felovens § 76 a kun vil gælde aktiver erhvervet efter lovens
    ikrafttræden. Hvornår, et aktiv er erhvervet, afgøres efter
    formuerettens almindelige regler.
    Er et aktiv erhvervet før lovens ikrafttræden, vil det således
    ikke kunne konfiskeres efter bestemmelsen, hvis dette ikke
    er muligt som følge af den gældende værdigrænse. Som
    følge heraf vil der heller ikke kunne ske beslaglæggelse med
    dette formål.
    Det bemærkes, at det i alle tilfælde vil være en betingelse
    for at kunne foretage konfiskation efter straffelovens § 76 a,
    at den strafbare handling er begået efter lovens ikrafttræden,
    jf. straffelovens § 4, stk. 2, som nævnt ovenfor.
    Det foreslås i stk. 3, at § 5 ikke finder anvendelse på skader,
    der forvoldes ved handlinger begået før lovens ikrafttræden.
    For skader, der forvoldes ved handlinger begået før lovens
    ikrafttræden, vil dansk rets almindelige regler om skade-
    volderens erstatningsansvar, herunder om nedsættelse eller
    bortfald af erstatning på grund af skadelidtes eller afdødes
    medvirken til skader eller accept af risikoen for skade, finde
    anvendelse.
    Det foreslås i stk. 4, at § 8 ikke finder anvendelse for dom-
    me, der vedrører forhold begået inden lovens ikrafttræden.
    Det foreslåede vil indebære, at karantæneordningen i lov om
    en børne- og ungeydelse ikke vil finde anvendelse, hvis den
    dom, der ville skulle ligge til grund for karantænen vedrører
    forhold begået inden lovens ikrafttræden.
    Til § 11
    Bestemmelsen fastsætter lovens territoriale anvendelsesom-
    råde.
    Det foreslås i stk. 1, at loven ikke gælder for Færøerne og
    Grønland, jf. dog stk. 2.
    Det vil indebære, at de foreslåede ændringer af straffeloven,
    jf. lovforslagets § 1, ikke vil gælde for Færøerne og Grøn-
    land. Dette skyldes, at Færøerne pr. 1. marts 2010 har over-
    taget lovgivningskompetencen på det strafferetlige område,
    mens der for Grønland gælder en særlig kriminallov.
    De foreslåede ændringer af retsplejeloven, jf. lovforslagets
    § 2, vil heller ikke finde anvendelse for hverken Færøerne
    eller Grønland, da Færøerne og Grønland har egne retspleje-
    love.
    Det følger af § 10 i knivloven, at loven ikke gælder for
    Færøerne og Grønland, og loven indeholder ikke en anord-
    ningsbestemmelse om, at lovens regler kan sættes i kraft
    for Færøerne og Grønland. Lovforslagets § 3 vil derfor ikke
    finde anvendelse eller kunne sættes i kraft for Færøerne eller
    Grønland.
    De foreslåede ændringer af våbenloven, jf. lovforslagets § 4
    vil heller ikke finde anvendelse for hverken Færøerne eller
    Grønland, da Færøerne og Grønland har egne våbenlove.
    Ifølge § 15 i børne- og ungeydelsesloven gælder loven ikke
    for Færøerne og Grønland, og loven indeholder ikke en an-
    ordningsbestemmelse om, at lovens regler kan sættes i kraft
    for Færøerne og Grønland. Lovforslagets § 8 vil derfor ikke
    finde anvendelse eller kunne sættes i kraft for Færøerne eller
    Grønland.
    Det følger af § 214, stk. 1, i barnets lov, at loven ikke
    143
    gælder for Færøerne og Grønland, og loven indeholder ikke
    en anordningsbestemmelse om, at lovens regler kan sættes i
    kraft for Færøerne og Grønland. Lovforslagets § 9 vil derfor
    ikke finde anvendelse eller kunne sættes i kraft for Færøerne
    eller Grønland.
    Det foreslås i stk. 2, at §§ 5 og 6 ved kongelig anordning
    helt eller delvis kan sættes i kraft for Grønland med de
    ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
    Ifølge § 20 i lov om erstatning fra staten til ofre for forbry-
    delse gælder loven ikke for Færøerne og Grønland, men kan
    ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele
    med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske
    forhold tilsiger.
    Det bemærkes, i den forbindelse, at Færøerne pr. 1. marts
    2010 har overtaget lovgivningskompetencen på det straffe-
    retlige område, som også omfatter offererstatningsloven,
    hvorfor lovforslagets § 5 ikke vil skulle gælde for Færøerne.
    For Grønland gælder lov nr. 277 af 26. maj 1976 om erstat-
    ning fra staten til ofre for forbrydelser, som er sat i kraft for
    Grønland ved kongelig anordning nr. 472 af 25. september
    1984 med senere ændringer. Det foreslås derfor, at lovforsla-
    gets § 5 ved kongelig anordning helt eller delvist vil skulle
    kunne sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de
    grønlandske forhold tilsiger.
    Det følger af § 7 i lov om tv-overvågning, at loven ikke gæl-
    der for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning
    kan sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som
    de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
    Det bemærkes i den forbindelse, at Færøerne har overtaget
    lovgivningskompetencen på området privat tv-overvågning,
    som også omfatter lovgivningen om behandling af person-
    oplysninger hos færøske myndigheder, hvorfor lovforslagets
    § 6 ikke vil skulle gælde for Færøerne.
    Det foreslås dog, at lovens § 6 ved kongelig anordning vil
    kunne sættes helt eller delvist i kraft for Grønland med de
    ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
    144
    Bilag
    Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
    Gældende formulering Lovforslaget
    § 1
    I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1360 af 28. sep-
    tember 2022, som senest ændret ved § 1 i lov nr. 1786 af 28.
    december 2023, foretages følgende ændringer:
    § 38. ---
    Stk. 2-4. ---
    Stk. 5. Prøveløsladelse kan ikke ske, hvis den dømte af
    politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer,
    som er aktivt involveret i en verserende voldelig konflikt
    med en anden gruppe af personer, og politiet oplyser, at
    der inden for den gruppe, som den dømte skønnes at have
    tilknytning til, som led i konflikten enten er anvendt skyde-
    våben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på
    grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvol-
    de betydelig skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af
    § 180.
    Stk. 6-7. ---
    1. I § 38, stk. 5, indsættes efter »enten er anvendt«: »knive
    og blankvåben m.v.,«.
    § 41. ---
    Stk. 2. ---
    Stk. 3. Prøveløsladelse kan ikke ske, hvis den dømte af
    politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer,
    som er aktivt involveret i en verserende voldelig konflikt
    med en anden gruppe af personer, og politiet oplyser, at
    der inden for den gruppe, som den dømte skønnes at have
    tilknytning til, som led i konflikten enten er anvendt skyde-
    våben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på
    grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvol-
    de betydelig skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af
    § 180.
    Stk. 4-8. ---
    2. I § 41, stk. 3, indsættes efter »enten er anvendt«: »knive
    og blankvåben m.v.,«.
    § 76 a. Der kan foretages hel eller delvis konfiskation af
    formuegoder, der tilhører en person, som findes skyldig i en
    strafbar handling, når
    1) handlingen er af en sådan karakter, at den kan give bety-
    deligt udbytte, og
    2) den efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller dero-
    ver eller er en overtrædelse af lovgivningen om euforise-
    rende stoffer.
    Stk. 2. Under betingelser som nævnt i stk. 1 kan der
    foretages hel eller delvis konfiskation af formuegoder, som
    den pågældendes ægtefælle eller samlever har erhvervet,
    medmindre
    1) formuegodet er erhvervet mere end 5 år før den strafbare
    handling, som danner grundlag for konfiskation efter stk.
    1, eller
    3. I § 76 a, stk. 1 og 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 5, ændres
    »formuegoder« til: »formueaktiver«, i stk. 2, nr. 1, og stk. 3,
    3. pkt., ændres »formuegodet« til: »formueaktivet«, og i stk.
    4 ændres »formuegode« til: »formueaktiv«.
    4. I § 76 a, stk. 2, ændres »eller samlever« til: », samlever
    eller andre med en særlig tæt relation til den pågældende«.
    5. I § 76 a, stk. 2, nr. 2, ændres »eller samlivsforholdet« til:
    », samlivsforholdet eller relationen«.
    145
    2) ægteskabet eller samlivsforholdet ikke bestod på tids-
    punktet for erhvervelsen.
    Stk. 3. Under betingelser som nævnt i stk. 1 kan der foreta-
    ges hel eller delvis konfiskation af formuegoder overdraget
    til en juridisk person, som den pågældende alene eller sam-
    men med sine nærmeste har en bestemmende indflydelse
    på. Det samme gælder, hvis den pågældende oppebærer en
    betydelig del af den juridiske persons indtægter. Konfiska-
    tion kan dog ikke ske, hvis formuegodet er overdraget til
    den juridiske person mere end 5 år før den strafbare hand-
    ling, som danner grundlag for konfiskation efter stk. 1.
    Stk. 4. Konfiskation efter stk. 1-3 kan ikke ske, hvis den
    pågældende sandsynliggør, at et formuegode er erhvervet på
    lovlig måde eller for lovligt erhvervede midler.
    Stk. 5. I stedet for konfiskation af bestemte formuegoder
    efter stk. 1-3 kan der konfiskeres et beløb svarende til deres
    værdi eller en del heraf.
    § 79 a. Den, som idømmes ubetinget fængselsstraf eller
    anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for
    en overtrædelse, der er omfattet af § 81 a, kan ved dommen
    gives opholdsforbud efter stk. 2. Det samme gælder den,
    som idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferet-
    lig retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af
    denne lov, lov om euforiserende stoffer eller lov om våben
    og eksplosivstoffer, og som har tilknytning til en gruppe
    af personer, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig
    kriminalitet, når overtrædelsen har relation til den dømtes
    tilknytning til gruppen.
    Stk. 2. Ved opholdsforbud forstås et forbud mod at færdes
    og opholde sig i et eller flere nærmere afgrænsede områder,
    hvor den pågældende lovovertrædelse er begået, eller hvor
    den gruppe af personer, jf. § 81 a eller stk. 1, 2. pkt., som
    den domfældte er tilknyttet, opholder sig.
    Stk. 3. Politiet kan meddele tilladelse til færden eller op-
    hold i et område omfattet af et opholdsforbud efter stk. 1,
    hvis det af særlige grunde må anses for beføjet.
    Stk. 4. Opholdsforbud gives på tid fra 1 til 10 år regnet
    fra endelig dom. Ved udståelse af fængselsstraf eller anden
    strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter forlænges
    opholdsforbuddet tilsvarende.
    Stk. 5. Den dømte kan 3 år efter løsladelsen eller udskriv-
    ningen forlange, at anklagemyndigheden indbringer spørgs-
    målet om opholdsforbuddets opretholdelse for retten. Når
    særlige omstændigheder taler for det, kan justitsministeren
    tillade, at indbringelse for retten sker tidligere. § 59, stk.
    2, finder tilsvarende anvendelse. Afgørelsen træffes ved ken-
    delse. Går afgørelsen ud på, at opholdsforbuddet helt eller
    delvis opretholdes, kan spørgsmålet på ny indbringes for
    retten, dog tidligst efter 2 års forløb.
    Stk. 6. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om til-
    ladelser efter stk. 3, herunder om indgivelse af ansøgning,
    vilkår for tilladelser og tilbagekaldelse af tilladelser.
    6. § 79 a affattes således:
    »§ 79 a. Den, som idømmes ubetinget fængselsstraf eller
    anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for
    en overtrædelse, der er omfattet af § 81 a, kan ved dommen
    gives opholdsforbud efter stk. 2 og kontaktforbud efter stk.
    3. Det samme gælder den, som idømmes ubetinget fængsels-
    straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende
    karakter for overtrædelse af denne lov, lov om euforiserende
    stoffer, våbenloven eller knivloven, og som på gerningstids-
    punktet har tilknytning til en gruppe af personer, der tilsam-
    men står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, når over-
    trædelsen har relation til den dømtes tilknytning til gruppen.
    Stk. 2. Ved opholdsforbud forstås et forbud mod at færdes
    og opholde sig i et eller flere nærmere afgrænsede områ-
    der, hvor den pågældende lovovertrædelse er begået, eller
    hvor den gruppe af personer, som den dømte på gernings-
    tidspunktet har tilknytning til, opholder sig.
    Stk. 3. Ved kontaktforbud forstås et forbud mod at søge at
    kontakte personer, der har tilknytning til samme gruppe af
    personer, som den dømte på gerningstidspunktet har tilknyt-
    ning til. Kontaktforbud omfatter dog ikke nærmeste familie-
    medlemmer, i det omfang det ville stride mod Danmarks
    internationale forpligtelser. Kontaktforbud omfatter endvide-
    re ikke andre indsatte i kriminalforsorgens varetægt, når den
    dømte er i kriminalforsorgens varetægt.
    Stk. 4. Politiet kan meddele tilladelse til færden eller op-
    hold i et område omfattet af et opholdsforbud efter stk. 1,
    jf. stk. 2, og til kontakt med en person omfattet af et kontakt-
    forbud efter stk. 1, jf. stk. 3, hvis det af særlige grunde må
    anses for beføjet.
    Stk. 5. Forbud efter stk. 1 gives på tid fra 1 til 10 år regnet
    fra endelig dom. Ved udståelse af fængselsstraf eller anden
    strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter forlænges
    forbuddet tilsvarende.
    Stk. 6. Politiet fører tilsyn med den dømtes overholdelse af
    forbud efter stk. 1. Politiet kan som led i gennemførelsen af
    et tilsyn med et meddelt kontaktforbud efter stk. 1, jf. stk. 3,
    146
    uden retskendelse skaffe sig adgang til den dømtes bolig og
    andre lokaliteter, som den dømte råder over, og foretage un-
    dersøgelse heraf. Tilsvarende kan politiet uden retskendelse
    foretage undersøgelse af breve og andre papirer og genstan-
    de, som den dømte råder over, og om nødvendigt medtage
    disse med henblik på undersøgelse af deres indhold.
    Stk. 7. Tilsyn efter stk. 6 skal udføres så skånsomt, som
    omstændighederne tillader, og gennemførelsen af tilsynet
    skal stå i rimeligt forhold til tilsynets formål.
    Stk. 8. Politiet kan videregive oplysninger til den dømte
    om, at en person har tilknytning til samme gruppe af person-
    er som den dømte. Videregivelse må kun ske i det omfang,
    det er nødvendigt for at håndhæve et meddelt kontaktforbud
    efter stk. 1, jf. stk. 3.
    Stk. 9. Den dømte har tavshedspligt med hensyn til de
    oplysninger, der er nævnt i stk. 8. §§ 152 og 152 c-152 f
    finder tilsvarende anvendelse.
    Stk. 10. Den dømte kan 3 år efter løsladelsen eller ud-
    skrivningen forlange, at anklagemyndigheden indbringer
    spørgsmålet om opretholdelse af et forbud efter stk. 1 for
    retten. Når særlige omstændigheder taler for det, kan justits-
    ministeren tillade, at indbringelse for retten sker tidligere. §
    59, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. Afgørelsen træffes
    ved kendelse. Går afgørelsen ud på, at et forbud helt eller
    delvis opretholdes, kan spørgsmålet på ny indbringes for
    retten, dog tidligst efter 2 års forløb.
    Stk. 11. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om
    1) tilladelser efter stk. 4, herunder om indgivelse af ansøg-
    ning, vilkår for tilladelser og tilbagekaldelse af tilladel-
    ser,
    2) gennemførelse af tilsyn som nævnt i stk. 6,
    3) klage over politiets dispositioner i forbindelse med tilsyn
    som nævnt i stk. 6,
    4) politiets videregivelse af oplysninger som nævnt i stk. 8,
    5) den dømtes tavshedspligt samt opbevaring og behandling
    af oplysninger som nævnt i stk. 8 og
    6) straf af bøde for overtrædelse af regler fastsat i medfør af
    nr. 5.«
    § 79 c. Den, som idømmes fængselsstraf eller anden straf-
    feretlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en over-
    trædelse af §§ 119, 119 b, 123, 134 a og 192 a, § 244, stk. 1,
    §§ 245 og 246, § 252, stk. 1, § 260, stk. 1, § 261, stk. 1, og
    §§ 266, 288 og 291, af lovgivningen om våben og eksplosiv-
    stoffer eller af lovgivningen om knive og blankvåben, kan
    ved dommen gives opholdsforbud efter stk. 2.
    Stk. 2-8. ---
    7. I § 79 c, stk. 1, indsættes efter »134 a«: », 191«, og
    efter »291,« indsættes: »af lovgivningen om euforiserende
    stoffer,«.
    § 79 d. De oplysninger, som politiet kan videregive i med-
    før af § 79 b, stk. 8, § 79 c, stk. 5, og § 236, stk. 13, omfatter
    bl.a. fotografier af de pågældende personer, herunder
    1) personfotografier optaget i medfør af stk. 2,
    2) personfotografier optaget i medfør af retsplejelovens ka-
    pitel 72,
    8. I § 79 d, stk. 1, indsættes efter »i medfør af«: »§ 79 a, stk.
    8,«.
    147
    3) personfotografier optaget eller registreret i medfør af ud-
    lændingelovens § 40 b og
    4) personfotografier optaget af kriminalforsorgen i medfør af
    retsplejelovens § 776 a eller straffuldbyrdelseslovens §
    61.
    Stk. 2-3. ---
    9. Efter § 79 d indsættes i kapitel 9:
    »§ 79 e. Den, som dømmes for overtrædelse af §§ 191,
    191 a eller 192 a, kan ved dommen gives forbud mod
    at rejse til og opholde sig i nærmere bestemte lande. Det
    samme gælder den, som idømmes ubetinget fængselsstraf el-
    ler anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter
    for overtrædelse af denne lov, lov om euforiserende stoffer,
    lov om forbud mod visse dopingmidler eller våbenloven,
    og som på gerningstidspunktet har tilknytning til en gruppe
    af personer, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig
    kriminalitet, når overtrædelsen har relation til den dømtes
    tilknytning til gruppen.
    Stk. 2. Rejseforbud efter stk. 1 kan gives, hvis
    1) den dømte på gerningstidspunktet har dansk indfødsret
    eller bopæl i den danske stat,
    2) det begåede forhold har forbindelse til udlandet,
    3) det efter karakteren af det begåede forhold og oplysnin-
    gerne om den dømtes person må antages, at der er fare
    for, at den dømte vil begå ny lovovertrædelse af lignende
    beskaffenhed med forbindelse til det eller de lande, som
    forholdet har forbindelse til, jf. nr. 2, og
    4) et rejseforbud vil være egnet til at forebygge den fare, der
    er nævnt i nr. 3.
    Stk. 3. Politiet kan meddele tilladelse til at rejse til og
    opholde sig i et land omfattet af et rejseforbud efter stk. 1,
    hvis det af særlige grunde må anses for beføjet.
    Stk. 4. Rejseforbud gives på tid fra 1 til 5 år regnet fra
    endelig dom. Ved udståelse af fængselsstraf eller anden
    strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter forlænges
    rejseforbuddet tilsvarende.
    Stk. 5. Den dømte kan 3 år efter endelig dom forlange,
    at anklagemyndigheden indbringer spørgsmålet om rejsefor-
    buddets opretholdelse for retten. Ved udståelse af fængsels-
    straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende
    karakter forlænges perioden i 1. pkt. tilsvarende. Når særlige
    omstændigheder taler for det, kan justitsministeren tillade,
    at indbringelse for retten sker tidligere. § 59, stk. 2, finder
    tilsvarende anvendelse. Afgørelsen træffes ved kendelse.
    Stk. 6. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om til-
    ladelser efter stk. 3, herunder om indgivelse af ansøgning,
    vilkår for tilladelser og tilbagekaldelse af tilladelser.«
    § 81. Det skal ved straffens fastsættelse i almindelighed
    indgå som skærpende omstændighed,
    1-13) ---
    14) at gerningen har baggrund i den forurettedes eller dennes
    nærmestes udførelse af offentlige tjeneste eller hverv.
    10. I § 81, nr. 14, ændres »hverv.« til: »hverv,«.
    148
    11. I § 81 indsættes som nr. 15:
    »15) at gerningen har ydmygende karakter.«
    § 81 a. Den straf, der er foreskrevet i denne lovs §§ 119,
    119 b, 123, 192 a og 244, § 244, jf. § 247, § 245, § 245, jf.
    § 247, § 246, jf. § 245, § 246, jf. § 245, jf. § 247, § 252, stk.
    1, § 260, stk. 1, § 261, stk. 1 og 2, § 266, § 285, stk. 1, jf. §
    281, § 286, stk. 1, jf. § 281, og § 288, kan forhøjes indtil det
    dobbelte, hvis lovovertrædelsen har baggrund i eller er egnet
    til at fremkalde en konflikt mellem grupper af personer, hvor
    der som led i konflikten enten anvendes skydevåben eller
    anvendes våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres
    særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig
    skade, eller begås brandstiftelse omfattet af denne lovs §
    180.
    Stk. 2. ---
    12. I § 81 a, stk. 1, indsættes efter »enten anvendes«: »knive
    og blankvåben m.v.,«
    13. I § 81 a indsættes som stk. 3:
    »Stk. 3. Den straf, der er foreskrevet i denne lovs § 289,
    stk. 1, § 290, stk. 2, og § 290 a, stk. 2, kan forhøjes indtil
    det dobbelte, hvis den dømte på gerningstidspunktet har til-
    knytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag
    omfattende og alvorlig kriminalitet, når overtrædelsen har
    relation til den dømtes tilknytning til gruppen.«
    § 124 a. Overtrædelse af et forbud efter § 79 a, stk. 1, og §
    79 b, stk. 1, straffes med fængsel indtil 2 år.
    Stk. 2. ---
    14. I § 124 a, stk. 1, ændres »og § 79 b, stk. 1« til: »§ 79 b,
    stk. 1, eller § 79 e, stk. 1«.
    15. Efter § 191 a indsættes:
    »§ 191 b. Den, som er fyldt 18 år og tidligere er idømt
    fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsbe-
    røvende karakter for overtrædelse af denne lov, lov om
    euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven, og som
    foretager en handling, der er egnet til at bidrage til, at en
    person under 18 år involveres i kriminalitet omfattet af disse
    love, straffes med fængsel indtil 4 år. Det gælder dog ikke,
    når der er forløbet mere end 10 år fra endelig dom.
    Stk. 2. Overtrædelse af stk. 1, der som følge af gernings-
    personens ukendskab til personens alder ikke kan tilregnes
    gerningspersonen som forsætlig, straffes med en forholds-
    mæssig mindre straf, hvis gerningspersonen dog har handlet
    uagtsomt.«
    § 192 a. Med fængsel fra 2 år indtil 8 år straffes den, der
    overtræder lovgivningen om våben og eksplosivstoffer eller
    artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
    (EU) nr. 258/2012 af 14. marts 2012 ved under særligt
    skærpende omstændigheder at indføre, udføre, transportere,
    erhverve, overdrage, besidde, bære, anvende, tilvirke, udvik-
    le eller med henblik på udvikling forske i
    1) skydevåben eller
    16. I § 192 a, stk. 1, ændres »tilvirke« til: »fremstille«.
    149
    2) andre våben eller eksplosivstoffer, når våbnet eller eks-
    plosivstofferne på grund af deres særdeles farlige karak-
    ter er egnet til at forvolde betydelig skade.
    Stk. 2-4. ---
    17. I § 192 a indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
    »Stk. 3. Straffen efter stk. 1 kan stige til fængsel indtil
    16 år, hvis overtrædelsen består i besiddelse af flere skyde-
    våben, andre våben eller eksplosivstoffer på samme sted
    (våbenlager)«.
    Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
    § 2
    I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 250 af 4. marts
    2024, foretages følgende ændringer:
    1. Efter § 110 b indsættes:
    »§ 110 c. National Enhed for Særlig Kriminalitet kan op-
    rette tværfaglige efterforskningsgrupper med deltagelse af
    Erhvervsstyrelsen samt told- og skatteforvaltningen. Natio-
    nal Enhed for Særlig Kriminalitet kan desuden beslutte, at
    andre myndigheder, end dem der er nævnt i 1. pkt., kan
    deltage i en tværfaglig efterforskningsgruppe.
    Stk. 2. Myndigheders deltagelse i en efterforskningsgrup-
    pe, jf. stk. 1, sker under ledelse af National Enhed for Særlig
    Kriminalitet og i overensstemmelse med de regler, der gæl-
    der for politiets varetagelse af de pågældende opgaver.
    Stk. 3. De myndigheder, der deltager i en efterforsknings-
    gruppe, jf. stk. 1, kan uanset tavshedspligt fastsat i anden
    lovgivning dele og videregive oplysninger til myndigheder,
    der deltager i efterforskningsgruppen, hvis oplysningerne
    kan have betydning for efterforskningen.
    Stk. 4. Personer, der deltager i en efterforskningsgruppe,
    jf. stk. 1, er under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e
    forpligtet til at hemmeligholde oplysninger, som modtages i
    forbindelse med efterforskningen, jf. dog stk. 6.
    Stk. 5. Tavshedspligten i stk. 4 gælder også videregivelse
    til den fysiske eller juridiske person, som oplysningerne ve-
    drører, uanset en eventuel retlig forpligtelse til at videregive
    oplysningerne til den pågældende i henhold til anden lovgiv-
    ning, jf. dog stk. 6.
    Stk. 6. Oplysninger omfattet af stk. 4 kan efter samtykke
    fra den myndighed, der har afgivet oplysningerne, inddrages
    i den modtagende myndigheds sagsbehandling. Foreligger
    der samtykke, finder de regler, der i almindelighed gælder
    for den modtagende myndighed, og som i medfør af stk. 4
    og 5 er fraveget, anvendelse.«
    § 115. ---
    Stk. 2-4. ---
    2. I § 115 indsættes som stk. 5:
    »Stk. 5. Politiets videregivelse af oplysninger efter stk.
    1, nr. 1, kan omfatte oplysninger om enkeltpersoners til-
    150
    knytning til bandemiljøer, herunder oplysninger om, at et
    familiemedlem er dømt for en overtrædelse omfattet af straf-
    felovens § 81 a. Den, der som led i det kriminalitetsforebyg-
    gende samarbejde (SSP-samarbejdet), jf. stk. 1, nr. 1, bliver
    bekendt med sådanne oplysninger, har tavshedspligt med
    hensyn hertil.«
    § 115 a. Politiet kan videregive fortrolige oplysninger
    vedrørende personer, der er fyldt 18 år, til forældre eller
    andre, herunder familiemedlemmer, der har lignende tætte
    relationer til den pågældende person, hvis videregivelsen må
    anses for nødvendig som led i en kriminalitetsforebyggende
    indsats over for personen.
    3. I § 115 a indsættes efter »Politiet«: »og de sociale myn-
    digheder«.
    § 729 a. ---
    Stk. 2-3. ---
    Stk. 4. Hvis det er nødvendigt af hensyn til fremmede
    magter, til statens sikkerhed, til sagens opklaring, til tredje-
    mand, herunder til et vidnes sikkerhed, eller til efterforsk-
    ningen af en anden verserende sag om en lovovertrædelse,
    som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover,
    eller som udgør en forsætlig overtrædelse af straffelovens
    kapitler 12 eller 13, kan politiet give forsvareren pålæg om
    ikke at videregive de oplysninger, som forsvareren har mod-
    taget fra politiet. Pålægget kan udstrækkes, indtil tiltalte har
    afgivet forklaring under hovedforhandlingen.
    4. I § 729 a, stk. 4, 2. pkt., indsættes efter »hovedforhand-
    lingen«: », eller så længe det er nødvendigt af hensyn til
    sikring af krav i sagen, hvis det ikke giver anledning til
    væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af den pågæl-
    dendes forsvar«.
    5. I § 729 a indsættes som stk. 5:
    »Stk. 5. Retten træffer efter begæring fra forsvareren afgø-
    relse om, hvorvidt et pålæg efter stk. 4, der også gælder
    efter, at tiltalte har afgivet forklaring under hovedforhandlin-
    gen, kan opretholdes. Afgørelsen træffes ved kendelse. Ken-
    delsen kan til enhver tid omgøres. Retten kan på begæring
    bestemme, at der ikke skal gives sigtede underretning om
    retsmøder, der afholdes i henhold til 1. pkt., eller at sigtede
    skal være udelukket fra at overvære sådanne retsmøder helt
    eller delvis, hvis det er nødvendigt af hensyn til sikring af
    krav i sagen.«
    § 748. ---
    Stk. 2-5. ---
    Stk. 6. Har sigtede været udelukket fra at overvære et
    retsmøde, skal retten, hvis sigtede er til stede, og ellers
    politiet snarest gøre ham bekendt med, hvad der er tilført
    retsbogen. Hvis de særlige hensyn, som har begrundet ude-
    lukkelsen, fortsat er til stede, kan sigtede dog af retten af-
    skæres herfra, ligesom retten kan pålægge forsvareren ikke
    at give sigtede underretning om, hvad der er passeret i rets-
    mødet. Pålægget kan udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet
    forklaring under hovedforhandlingen.
    Stk. 7. ---
    6. I § 748, stk. 6, 3. pkt., indsættes efter »hovedforhandlin-
    gen«: », eller så længe det er nødvendigt af hensyn til sik-
    ring af krav i sagen, hvis det ikke giver anledning til væsent-
    lige betænkeligheder for varetagelsen af den pågældendes
    forsvar«.
    § 754 b. ---
    Stk. 2. Foranstaltningerne må alene udføres af polititjene-
    stemænd og ansatte i politiet med særlige efterforsknings-
    mæssige kvalifikationer. Civile personer kan dog efter aftale
    7. § 754 b, stk. 2, affattes således:
    »Stk. 2. Foranstaltningerne må efter aftale med politiet ud-
    føres af civile personer, der ikke på grund af afhængigheds-
    151
    med politiet yde bistand til at udføre eller fortsætte den
    lovovertrædelse, der efterforskes, når den bistand, der ydes,
    er yderst beskeden i forhold til lovovertrædelsen.
    forhold til politiet eller andre omstændigheder må befrygtes
    ikke at ville udføre opgaven på betryggende måde, herunder
    hvis der er risiko for, at der vil blive handlet i strid med stk.
    1.«
    § 754 c. ---
    Stk. 2-3. ---
    8. I § 754 c indsættes som stk. 4:
    »Stk. 4. I de tilfælde, der er nævnt i § 754 b, stk. 2,
    skal der beskikkes en advokat for den eller de personer,
    der berøres af indgrebet, inden retten træffer afgørelse, og
    advokaten skal have lejlighed til at udtale sig. Advokaten
    skal beskikkes fra den særlige kreds af advokater, som er
    nævnt i § 729 c, stk. 6. Advokaten skal underrettes om
    alle retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå rettens
    kendelse om anvendelse af personer som nævnt i § 754 b,
    stk. 2, og er berettiget til at overvære disse samt til at gøre
    sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt
    til brug for sagen. § 785, stk. 1, 2.-5. pkt., og stk. 2, finder
    tilsvarende anvendelse.«
    § 762. ---
    Stk. 2. En sigtet kan endvidere varetægtsfængsles, når der
    foreligger en særligt bestyrket mistanke om, at han har begå-
    et
    1) ---
    2) en overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, § 119 b, §
    123, § 134 a, § 192 a, stk. 2, § 218, § 222, § 225, jf. §
    216, stk. 2, § 218 eller § 222, § 235, stk. 1, §§ 242-246,
    § 250, § 252, en overtrædelse af straffelovens § 232 over
    for et barn under 15 år eller overtrædelse af et forbud
    meddelt af politiet i medfør af lovgivningen om politiets
    virksomhed til en person, der har udvist en særlig utryg-
    hedsskabende adfærd eller ved sin adfærd bidraget til
    at skabe særlig utryghed, såfremt lovovertrædelsen efter
    oplysningerne om forholdets grovhed kan ventes at ville
    medføre en ubetinget dom på fængsel i mindst 60 dage
    og hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at
    sigtede ikke er på fri fod.
    Stk. 3. ---
    9. I § 762, stk. 2, nr. 2, indsættes efter »§ 123,«: »§ 124 a,
    stk. 1, jf. § 79 a, stk. 1, eller § 79 b, stk. 1,«.
    § 776. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om be-
    handlingen af varetægtsarrestanter. Justitsministeren kan i
    den forbindelse fastsætte regler om, at afgørelser, der er
    truffet af kriminalforsorgsområderne vedrørende varetægt-
    sarrestanter, kan indbringes for Direktoratet for Kriminalfor-
    sorgen. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om
    klagefrist, behandling af klagesager og opsættende virkning
    af klager. For indsatte i den undervisningspligtige alder fast-
    sætter justitsministeren særlige regler om undervisning. For
    arrestanter, der er isoleret efter rettens bestemmelse, fast-
    sætter justitsministeren særlige regler om øget personalekon-
    takt, udvidet adgang til besøg, særlig adgang til eneundervis-
    ning og bestemte typer af arbejde samt tilbud om regelmæs-
    sige og længerevarende samtaler med præster, læger, psy-
    10. I § 776 indsættes som 9. og 10. pkt.:
    »Justitsministeren fastsætter desuden regler om påhør, af-
    lytning og optagelse af varetægtsarrestanters telefonsamtaler
    samt om kontrol af optagelserne. Påhør, aflytning og opta-
    gelse samt kontrol kan ske uden retskendelse.«
    152
    kologer eller andre. Justitsministeren fastsætter endvidere
    regler om den bistand, der i øvrigt ydes varetægtsarrestanter
    for at begrænse de erhvervsmæssige, sociale og personlige
    ulemper, der følger af varetægten. Justitsministeren fastsæt-
    ter desuden særlige regler om varetægtsarrestanters ret til
    social behandling mod stofmisbrug. Justitsministeren kan
    herudover fastsætte nærmere regler om kriminalforsorgens
    adgang til at foretage konfiskation af genstande og penge
    hos varetægtsarrestanter, når genstandene eller pengene er
    ulovligt indført, erhvervet eller tilvirket i institutionen eller
    i øvrigt er medtaget, besiddet eller rådet over i strid med
    regler eller anvisninger for ophold i institutionen.
    § 783. ---
    Stk. 2. Angår efterforskningen en overtrædelse af straffelo-
    vens kapitel 12 eller 13 eller §§ 123 eller 180, § 183, stk. 2,
    §§ 191 eller 192 a, § 233, stk. 1, §§ 237 eller 245, § 246,
    jf. § 245, § 252, stk. 1, § 261, stk. 2, eller §§ 262 a, 262 b
    eller 288, kan der i rettens kendelse i medfør af § 780, stk.
    1, nr. 1 eller 3, ud over bestemte telefonnumre anføres den
    person, som indgrebet angår (den mistænkte). I så fald skal
    politiet snarest muligt efter udløbet af det tidsrum, inden for
    hvilket indgrebet kan foretages, underrette retten om de tele-
    fonnumre, som indgrebet har været rettet imod, og som ikke
    er anført i kendelsen. Hvis særlige forhold taler for det, skal
    underretning efter 2. pkt. ske senest 24 timer efter indgrebets
    iværksættelse. Underretning efter 2. og 3. pkt. skal indehol-
    de en angivelse af de bestemte grunde, der er til at antage,
    at der fra de pågældende telefonnumre gives meddelelser
    til eller fra den mistænkte. Retten underretter den beskikke-
    de advokat, jf. § 784, stk. 1, der herefter kan indbringe
    spørgsmålet om lovligheden af indgrebet for retten. Retten
    træffer afgørelse ved kendelse. Burde indgrebet efter rettens
    opfattelse ikke være foretaget, skal retten give meddelelse
    herom til Rigsadvokaten. Indgreb, der efter rettens opfattelse
    ikke burde være foretaget af Politiets Efterretningstjeneste,
    indberettes til Justitsministeriet.
    Stk. 3-5. ---
    11. I § 783, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »§§ 191«: », 191
    a«, og »eller §§ 262 a, 262 b eller 288« ændres til: »§§ 262 a
    eller 262 b, § 286, stk. 1, jf. § 276, §§ 288 eller 289, § 289,
    jf. § 289 a, eller § 290 a, stk. 2«.
    § 799. Såfremt det er af afgørende betydning for efter-
    forskningen, at ransagningen foretages, uden at den mis-
    tænkte eller andre gøres bekendt hermed, kan retten, hvis
    efterforskningen angår en forsætlig overtrædelse af straffelo-
    vens kapitel 12 eller 13 eller en overtrædelse af straffelovens
    § 125 a, § 180, § 183, stk. 1 og 2, § 183 a, § 186, stk. 1, §
    187, stk. 1, § 191, § 192 a, § 192 b, stk. 1-3, § 235, § 237,
    § 262 a, § 262 b, § 286, stk. 1, jf. § 276, § 286, stk. 1, jf.
    § 276 a, § 288 eller 289, ved kendelse træffe bestemmelse
    herom og om, at reglerne i § 798, stk. 2, 1.-4. pkt., og stk.
    3, fraviges. Dette gælder dog ikke med hensyn til ransagning
    af husrum, andre lokaliteter eller genstande, som nogen, der
    efter reglerne i § 170 er udelukket fra eller efter reglerne i §
    172 er fritaget for at afgive forklaring som vidne i sagen, har
    rådighed over.
    Stk. 2-3. ---
    12. I § 799, stk. 1, 1. pkt., ændres »§ 288 eller 289« til: »§
    286, stk. 2, jf. § 279, § 286, stk. 2, jf. § 279 a, §§ 288 eller
    289, § 290, stk. 2, jf. stk. 1, eller § 290 a, stk. 2, jf. stk. 1«.
    153
    § 856. Rettens formand kan uden for de tilfælde, der er
    nævnt i stk. 2, nr. 2, beslutte, at tiltalte skal forlade retsloka-
    let, mens et vidne eller en medtiltalt afhøres, når særegne
    grunde taler for, at en uforbeholden forklaring ellers ikke
    kan opnås.
    Stk. 2-11. ---
    13. I § 856, stk. 1, indsættes efter »tiltalte«: »eller flere
    tiltalte i sagen«.
    § 871. ---
    Stk. 2. Følgende dokumenter kan benyttes som bevismid-
    ler under hovedforhandlingen og skal da oplæses:
    1-2) ---
    3) tilførsler til retsbøger om forklaringer, som vidner eller
    skønsmænd har afgivet, når disse personer enten er døde
    eller af anden grund ikke kan afhøres på ny eller de i
    medfør af § 174, jf. § 207, er afhørt ved en anden ret end
    den, der nu behandler sagen, eller de er afhørt, uden at
    tiltalte har været til stede, jf. § 855, stk. 2, eller når den
    nu afgivne forklaring afviger fra den tidligere, eller når et
    vidne nægter at afgive forklaring og tvangsmidler efter §
    178 ikke bør anvendes eller forgæves er anvendt,
    4-6) ---
    Stk. 3-6. ---
    14. I § 871, stk. 2, nr. 3, indsættes efter »eller når et vidne
    nægter at afgive forklaring«: », eller når afgivelse af forkla-
    ring vil udsætte vidnet for unødigt ubehag«.
    15. Efter § 1019 r indsættes i kapitel 93 b:
    »§ 1019 s. Reglerne i dette kapitel finder tilsvarende an-
    vendelse i forhold til adfærd udvist af personale i andre
    myndigheder, som varetager politimæssige opgaver eller op-
    gaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølg-
    ning, når personalet deltager i tværfaglige efterforsknings-
    grupper efter § 110 c. De underretninger, som omtales i §
    1019 o, stk. 1, sker i forhold til personale fra andre myndig-
    heder i tværfaglige efterforskningsgrupper efter § 110 c til
    politidirektøren for National Enhed for Særlig Kriminalitet,
    rigspolitichefen og vedkommendes arbejdsgiver.«
    16. Efter § 1020 m indsættes i kapitel 93 c:
    »§ 1020 n. Reglerne i dette kapitel finder tilsvarende an-
    vendelse i forhold til strafbare forhold begået af personale
    i andre myndigheder, som varetager politimæssige opgaver
    eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og straf-
    forfølgning, når personalet deltager i tværfaglige efterforsk-
    ningsgrupper efter § 110 c. De underretninger, som omtales
    i § 1019 o, stk. 1, jf. § 1020 a, stk. 3, sker i forhold til per-
    sonale fra andre myndigheder i tværfaglige efterforsknings-
    grupper efter § 110 c til politidirektøren for National Enhed
    for Særlig Kriminalitet, rigspolitichefen og vedkommendes
    arbejdsgiver.«
    § 3
    I lov nr. 376 af 27. april 2016 om knive og blankvåben
    m.v., som ændret ved § 5 i lov nr. 329 af 30. marts 2019 og
    § 6 i lov nr. 1832 af 8. december 2020, foretages følgende
    ændringer:
    154
    § 7. Med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skær-
    pende omstændigheder fængsel indtil 2 år straffes den, der
    overtræder §§ 1 eller 2.
    1. I § 7, stk. 1, ændres »der« til: »som«.
    Stk. 2. Ved fastsættelse af straffen for overtrædelse af §
    1 skal det særlig anses for skærpende, at gerningspersonen
    flere gange 42 tidligere er straffet43 for overtrædelse af §
    1. Tilsvarende gælder i tilfælde, hvor overtrædelsen af §
    1 begås under skærpende omstændigheder44 af en person,
    der tidligere er idømt fængselsstraf45 for overtrædelse af
    straffelovens § 119, stk. 1 eller 2, § 119 b46 eller §§ 123,
    216, 237, 243-246, 266 eller 288.
    Stk. 3-4. ---
    2. I § 7, stk. 2, 2. pkt., indsættes efter »288«: », eller
    hvor kniven eller blankvåbnet m.v. ved overtrædelsen af
    § 1, besiddes på ungdomsskoler, uddannelsesinstitutioner,
    ungdomsklubber og i den offentlige transport«.
    § 4
    I lov om våben og eksplosivstoffer m.v., jf. lovbekendtgø-
    relse nr. 1736 af 26. august 2021, foretages følgende ændrin-
    ger:
    § 1. Det er forbudt uden tilladelse af justitsministeren
    eller den, han dertil bemyndiger, at indføre eller fremstille,
    herunder samle:
    1) Skydevåben samt genstande, der fremtræder som skyde-
    våben og som følge af konstruktionen eller det anvendte
    materiale kan ombygges hertil,
    2-10) ---
    Stk. 2-10. ---
    1. I § 1, stk. 1, nr. 1, ændres »samt« til: »og«.
    § 10. Med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under
    skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år straffes den,
    der overtræder §§ 1-2 a, 2 c, 2 d, 3 a og 3 b, § 5, stk.
    1, § 6, stk. 1, § 7, § 7 b, stk. 1, § 7 c, stk. 1, artikel 4,
    stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
    nr. 258/2012 af 14. marts 2012 og artikel 5, stk. 1 og stk.
    3, 2. pkt., og artikel 8, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets
    og Rådets forordning (EU) 2019/1148 af 20. juni 2019 om
    markedsføring og anvendelse af udgangsstoffer til eksplo-
    sivstoffer, om ændring af forordning (EF) nr. 1907/2006 og
    om ophævelse af forordning (EU) nr. 98/2013 med senere
    ændringer. På samme måde straffes den, der forsætligt eller
    ved grov uagtsomhed overtræder § 2, stk. 4, og § 7 a, stk. 2.
    Stk. 2-5. ---
    2. I § 10, stk. 1, 1. pkt., ændres »der« til: »som«.
    3. I § 10 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
    »Stk. 3. Ved fastsættelse af straffen for overtrædelse af §
    1, stk. 1, nr. 8, og § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 8, skal det
    særlig anses for skærpende, hvis en overtrædelse begås af en
    person, der tidligere er idømt fængselsstraf for overtrædelse
    af §§ 1 eller 2, lov om knive og blankvåben m.v. §§ 1 eller 2
    eller straffelovens § 119, stk. 1 eller 2, §§ 119 b, 123, 192 a,
    216, 237, 243-246, 266 eller 288.«
    Stk. 3-5 bliver herefter stk. 4-6.
    155
    § 5
    I lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser,
    jf. lovbekendtgørelse nr. 1209 af 18. november 2014, som
    ændret bl.a. ved § 2 i lov nr. 895 af 21. juni 2022 og senest
    ved lov nr. 1551 af 12. december 2023, foretages følgende
    ændringer:
    § 6 a. Ved afgørelser om erstatning efter denne lov fin-
    der dansk rets almindelige regler om skadevolderens erstat-
    ningsansvar, herunder om nedsættelse eller bortfald af erstat-
    ning på grund af skadelidtes eller afdødes medvirken til
    skaden eller accept af risikoen for skade, tilsvarende anven-
    delse, jf. dog §§ 6 b og 6 c.
    1. I § 6 a indsættes efter »dog«: »stk. 2 og«.
    2. I § 6 a indsættes som stk. 2:
    »Stk. 2. Erstatning kan nedsættes eller bortfalde, hvis ska-
    delidte gennem sin adfærd har udsat sig for en særlig risiko
    for den pågældende skade.«
    § 11 a. Er skadelidtes krav på erstatning og godtgørelse fra
    skadevolderen afgjort ved dom, ydes erstatning efter denne
    lov med det beløb, som er fastsat ved dommen, jf. dog §§
    7-10.
    Stk. 2-3. ---
    3. I § 11 a, stk. 1, indsættes efter »dog«: »§ 6 a, stk. 2, og«.
    § 6
    I lov om tv-overvågning, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af
    24. februar 2023, foretages følgende ændring:
    § 2. Bestemmelsen i § 1, stk. 1, gælder ikke:
    1-3) ---
    a) ---
    b) arealer, som ligger i umiddelbar tilknytning til egne
    indgange og facader, når tv-overvågningen er klart
    nødvendig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse
    Stk. 2-6. ---
    § 2 c. En kommunalbestyrelse kan efter drøftelse med po-
    litidirektøren med henblik på at fremme trygheden foretage
    tv-overvågning af gade, vej, plads eller lignende område,
    som benyttes til almindelig færdsel, og som ligger i umid-
    delbar tilknytning til en restaurationsvirksomhed.
    Stk. 2-3. ---
    § 2 d. Offentlige myndigheder må foretage tv-overvågning
    af arealer, som ligger i umiddelbar tilknytning til egne byg-
    ningers indgange og facader, når tv-overvågningen er klart
    nødvendig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse.
    Stk. 2-3. ---
    1. I § 2, stk. 1, nr. 3, litra b, § 2 c, stk. 1, og § 2 d, stk. 1,
    udgår »umiddelbar«.
    156
    § 7
    I lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbekendtgørelse
    nr. 201 af 28. februar 2023, som ændret ved § 1 i lov nr. 893
    af 21. juni 2022, § 5 i lov nr. 331 af 28. marts 2023 og lov
    nr. 1552 af 12. december 2023, foretages følgende ændring:
    § 46. ---
    Stk. 2. ---
    Stk. 3. Udgang kan ikke finde sted, hvis den dømte af
    politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer,
    som er aktivt involveret i en verserende voldelig konflikt
    med en anden gruppe af personer, og politiet oplyser, at
    der inden for den gruppe, som den dømte skønnes at have
    tilknytning til, som led i konflikten enten er anvendt skyde-
    våben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på
    grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvol-
    de betydelig skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af
    straffelovens § 180.
    Stk. 4. ---
    1. I § 46, stk. 3, indsættes efter »enten er anvendt«: »knive
    og blankvåben m.v.,«.
    § 8
    I lov om en børne- og ungeydelse, jf. lovbekendtgørelse
    nr. 724 af 25. maj 2022, som ændret ved § 2 i lov nr. 1389 af
    5. oktober 2022, § 44 i lov nr. 753 af 13. juni 2023 og § 6 i
    lov nr. 174 af 27. februar 2024, foretages følgende ændring:
    1. Efter § 4 d indsættes i kapitel 3:
    »§ 4 e. Udbetaling af børne- og ungeydelse til ydelses-
    modtageren ophører i en periode på 3 år, hvis denne ved
    endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden
    strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en
    overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a. Perio-
    den i 1. pkt. regnes fra det tidspunkt, hvor personen har
    udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af fri-
    hedsberøvende karakter. Udbetaling af børneydelsen ophører
    fra det kvartal, der følger efter det kvartal, hvor den dømte
    har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge
    af frihedsberøvende karakter. Udbetaling af ungeydelsen op-
    hører fra den måned, der følger efter den måned, hvor den
    dømte har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig rets-
    følge af frihedsberøvende karakter.
    Stk. 2. Er udbetalingen af børne- og ungeydelsen til den
    dømte ophørt efter stk. 1, udbetales børne- og ungeydelsen
    til den anden forældremyndighedsindehaver, jf. § 4, stk. 1,
    eller til den eller de personer, der har taget barnet i pleje, jf.
    § 4, stk. 7. Udbetaling Danmark kan bestemme, at den døm-
    tes del af børne- og ungeydelsen skal udbetales til barnet
    eller den unge selv, hvis det skønnes bedst for barnet eller
    den unge.
    Stk. 3. Udbetaling Danmark skal træffe afgørelse om tilba-
    gebetaling af børne- og ungeydelse udbetalt til den dømte i
    den periode, hvor udbetalingen skal ophøre efter stk. 1. Det
    er ikke et krav i forbindelse med afgørelsen om tilbagebeta-
    157
    ling, at den dømte skal have modtaget den for meget udbe-
    talte børne- og ungeydelse mod bedre vidende.
    Stk. 4. Er udbetalingen af børne- og ungeydelsen ophørt
    efter stk. 1, udbetales den dømtes del af børne- og unge-
    ydelsen automatisk til den dømte på ny efter § 4, stk. 1,
    medmindre § 4, stk. 5 eller 7, finder anvendelse. Udbetaling
    efter 1. pkt. kan ske efter en periode på 3 år regnet fra
    det tidspunkt, hvor personen har udstået fængselsstraf eller
    anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter.«
    § 9
    I barnets lov, jf. lovbekendtgørelse nr. 83 af 25. januar
    2024, som ændret ved § 3 i lov nr. 217 af 5. marts 2024,
    foretages følgende ændring:
    § 20. ---
    Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan endvidere iværksætte en
    børnefaglig undersøgelse, når kommunalbestyrelsen i øvrigt
    vurderer, at det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den
    unges støttebehov.
    Stk. 3. ---
    1. I § 20, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
    »Kommunalbestyrelsen skal ved vurderingen efter 1. pkt.
    bl.a. lægge vægt på, om barnets eller den unges nære fami-
    liemedlemmer er dømt for en overtrædelse, der er omfattet
    af straffelovens § 81 a.«
    158