Samlenotat vedr. rådsmøde RIA 7-8/6-12

Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K
Telefon +45 33 92 00 00
Telefax +45 32 54 05 33
E-mail: um@um.dk
http://www.um.dk
Girokonto 3 00 18 06
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg
Bilag Journalnummer Kontor
1 400.C.2-0 EUK 23. maj 2012
SAMLENOTAT
Rådsmøde (retlige og indre anliggender) den 7.-8. juni 2012
Med henblik på mødet i Folketingets Europaudvalg den 1. juni 2012 -
dagsordenspunkt rådsmøde (retlige og indre anliggender) den 7.-8. juni
2012 - vedlægges Justitsministeriets samlenotat vedrørende de punkter,
der forventes optaget på dagsordenen.
Nicolai Wammen
Offentligt
Rådsmøde 3172 - RIA - Bilag 1
Europaudvalget 2011


Slotsholmsgade 10
1216 København K.
Telefon 7226 8400
Telefax 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Samlenotat vedrørende de sager inden for Justitsministeriets ansvars-
område, der forventes behandlet på rådsmødet (retlige og indre anlig-
gender) og mødet i Det Blandede Udvalg den 7.-8. juni 2012
Side:
4-7 Dagsordenspunkt 1 SIS II
-status
KOM-dokument foreligger ikke
8-11 Dagsordenspunkt 2 Schengen Governance – Politisk
styring af Schengen-samarbejdet
-politisk drøftelse
KOM(2012) 230
12-16 Dagsordenspunkt 3 Schengen Governance – Ændrings-
forslag til Schengen-grænsekodeks**
-generel indstilling
KOM(2011) 560
17-24 Dagsordenspunkt 4 Schengen Governance – Ændret for-
slag til Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning om indførelse af en
evaluerings- og overvågningsmeka-
nisme til kontrol af anvendelsen af
Schengen-reglerne**
**
Forslaget er fremsat efter TEUF, tredje del, afsnit V. Protokollen om Danmarks stilling,
der er knyttet til Lissabon-Traktaten, finder derfor anvendelse, hvilket indebærer, at
foranstaltningerne ikke vil være bindende for eller finde anvendelse i Danmark. Da
forslaget imidlertid udgør en videreudvikling af Schengen-reglerne, træffer Danmark
inden 6 måneder efter vedtagelse af forordningen afgørelse om, hvorvidt Danmark vil
gennemføre forordningen i dansk ret, jf. protokollens artikel 4 (”opt-in”).
Civil- og Politiafdelingen
Dato: 22. maj 2012
Kontor: EU-formandskabs-
sekretariatet
Sagsbeh: Sanne Renée Stengaard
Jensen
Sagsnr.: 2012-3051/01-0008
Dok.: 429295
Offentligt
Rådsmøde 3172 - RIA - Bilag 1
Europaudvalget 2011
2
-generel indstilling
KOM(2011) 559
25-30 Dagsordenspunkt 5 Det fælles europæiske asylsystem –
statusorientering*
-status
KOM-dokument foreligger ikke
31-34 Dagsordenspunkt 6 Gennemførelse af rådskonklusioner
om reel og praktisk solidaritet på
asyl- og migrationsområdet
-politisk drøftelse
KOM-dokument foreligger ikke
35-38 Dagsordenspunkt 7 Tilbagetagelsesaftaler – statusorien-
tering*
-status
KOM-dokument foreligger ikke
39-41 Dagsordenspunkt 8 EU’s indsats mod terrorisme
-præsentation
KOM-dokument foreligger ikke
42-45 Dagsordenspunkt 9 Rådskonklusioner om en global
alliance mod seksuelt misbrug
af børn på internettet
-rådskonklusioner
KOM-dokument foreligger ikke
46-48 Dagsordenspunkt 10 Rådskonklusioner om øget og mere
effektiv anvendelse af Europol In-
formation System (EIS) i bekæm-
pelsen af grænseoverskridende kri-
minalitet
-rådskonklusioner
KOM-dokument foreligger ikke
49-59 Dagsordenspunkt 11 Forslag til Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv om ret til adgang til
advokatbistand i straffesager og ret
til kommunikation ved anholdelse*
*
Forslaget er fremsat efter TEUF, tredje del, afsnit V. Protokollen om Danmarks stilling,
der er knyttet til Lissabon-Traktaten, finder derfor anvendelse, hvilket indebærer, at
foranstaltningerne ikke vil være bindende for eller finde anvendelse i Danmark.
3
-generel indstilling
KOM(2011) 326
60-85 Dagsordenspunkt 12 Forslag til Europa-Parlamentets og
Rådets forordning om retternes
kompetence og om anerkendelse og
fuldbyrdelse af retsafgørelser på det
civil- og handelsretlige område
(Omarbejdning) (Bruxelles I)*
-generel indstilling
KOM(2010) 748
86-89 Dagsordenspunkt 13 Ny flerårig ramme for EU’s Agentur
for Grundlæggende Rettigheder
-politisk enighed
KOM(2011) 880
90-94 Dagsordenspunkt 14 Forslag til Europa-Parlamentets og
Rådets forordning om et finan-
sieringsprogram for 2014-2020 for
retlige anliggender*
-delvis generel indstilling
KOM(2011) 759
95-100 Dagsordenspunkt 15 Forslag til Europa-Parlamentets og
Rådets forordninger om et finansie-
ringsprogram for 2014-2020 ret-
tigheder og unionsborgerskab
-delvis generel indstilling
KOM(2011) 758
101-137Dagsordenspunkt 16 Forslag til Rådets og Europa-
Parlamentets forordning om en fæl-
les europæisk købelov
-orienterende debat
KOM(2011) 635
4
Dagsordenspunkt 1: SIS II – statusorientering
Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.
Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet.
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet. Kommissionen forventes på
rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 7.-8. juni 2012 at orientere
om status for SIS II-projektet. Nærhedsprincippet har ikke betydning for
sagen. Sagen om status for SIS II har i sig selv hverken
lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.
1. Baggrund
På grundlag af drøftelserne på det uformelle rådsmøde i Prag den 15.-16.
januar 2009 vedtog Rådet på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den
26.-27. februar 2009 en række rådskonklusioner om, hvordan man
fremover kan sikre den nødvendige fremdrift i SIS II-projektet. På
rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 4.-5. juni 2009 blev det
besluttet at fortsætte arbejdet med udviklingen af SIS II. Rådet fastholdt
dog muligheden for i stedet for SIS II at udvikle et mindre avanceret
system (SIS 1+RE), hvis en række nærmere bestemte tekniske milepæle
for udviklingen af SIS II ikke nås.
På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 23. april 2010 forelå det
endelige resultat af den første milepælstest. Der blev på den baggrund
opnået enighed om nogle rådskonklusioner, der indebærer, at udviklingen
af SIS II skal fortsætte på grundlag af det nuværende SIS II-projekt.
På rådsmødet den 7.-8. oktober 2010 blev der vedtaget rådskonklusioner
om, at Rådet noterede sig Kommissionens samlede overordnede tidsplan
og samlede budgetoverslag.
Det fremgår af den fremlagte tidsplan, at der frem til midten af 2012 skal
foretages test af både det centrale og de nationale systemer. Afslutningen
på disse tests vil være gennemførelsen af den såkaldte anden milepælstest
og en mere omfattende test, som på nuværende tidspunkt forventes
afsluttet i midten af 2012. Fra midten af 2012 vil man udføre en række
5
prøveoverførsler af testdata efterfulgt af reelle dataoverførsler i fjerde
kvartal af 2012. SIS II forventes på nuværende tidspunkt at være i drift i
første kvartal af 2013. Det fremgår af Kommissionens budgetoverslag, at
videreudviklingen af systemet medfører yderligere omkostninger på ca. 13
millioner euro mere end hidtil anslået. Disse merudgifter, som vil blive
afholdt over EU-budgettet, skyldes hovedsagligt kravet om udvidelse af
systemets kapacitet som følge af de nye medlemsstaters opkobling til
systemet.
Kommissionen har senest på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den
26.-27. april 2012 orienteret om status for projektet.
Lissabon-Traktaten
Udviklingen af SIS II vedrører både EU-samarbejdet på grundlag af TEF
afsnit IV om visum, asyl og indvandring mv. (tidligere søjle 1) og EU-
samarbejdet på grundlag af TEU afsnit VI om politi og strafferet (tidligere
søjle 3).
Med Lissabon-Traktatens ikrafttræden overførtes det mellemstatslige
samarbejde om politi og strafferet til det overstatslige samarbejde om
retlige og indre anliggender efter reglerne i TEF afsnit IV (tredje del, afsnit
V, i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF)).
Protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til Lissabon-Traktaten,
finder dermed anvendelse.
Ifølge protokollens artikel 1 deltager Danmark ikke i Rådets vedtagelse af
foranstaltninger, der foreslås i henhold til TEUF, tredje del, afsnit V, og
ifølge artikel 2 er ingen af de foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til
TEUF, tredje del, afsnit V, bindende for Danmark, ligesom de ikke finder
anvendelse i Danmark (”retsforbeholdet”).
Retsakter på området for politisamarbejde og retligt samarbejde i
straffesager, der er vedtaget inden Lissabon-Traktatens ikrafttræden, er
derimod fortsat bindende for Danmark, ligesom de finder anvendelse i
Danmark (på mellemstatsligt grundlag). Det gælder bl.a. rådsafgørelse
2001/886/RIA af 6. december 2001 om udviklingen af anden generation af
Schengen-informationssystemet (SIS II) og rådsafgørelse 2007/533/RIA af
12. juni 2007 om oprettelse, drift og brug af anden generation af
Schengen-informationssystemet (SIS II).
6
I det omfang Rådet træffer foranstaltning om et forslag om eller initiativ til
udbygning af Schengen-reglerne efter bestemmelserne i TEUF, tredje del,
afsnit V, træffer Danmark, i henhold til protokollens artikel 4, inden seks
måneder foranstaltning om, hvorvidt Danmark vil gennemføre denne
foranstaltning i dansk lovgivning. En dansk beslutning herom vil skabe en
folkeretlig forpligtelse mellem Danmark og de øvrige medlemsstater (og
associerede Schengen-lande).
2. Indhold
Kommissionen har som nævnt fremlagt en samlet overordnet tidsplan og et
budgetoverslag, som Rådet den 7.-8. oktober 2010 noterede sig ved
vedtagelse af skriftlige konklusioner.
Kommissionen har endvidere fremlagt et uddybende skema over de
omkostninger, der er forbundet med udviklingen af det centrale system.
Kommissionen forventes på rådsmødet den 7.-8. juni 2012 at orientere om
status for projektet. Kommissionen forventes i den forbindelse navnlig at
ville orientere om forløbet af den såkaldte Milestone II-test, der blev
afviklet i perioden 2.-7. maj 2012 og om forberedelsen af den kommende
”comprehensive test”.
3. Gældende dansk ret
Sagen giver ikke anledning til at redegøre for gældende dansk ret.
4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser
Sagen har ikke i sig selv lovgivningsmæssige konsekvenser.
Det bemærkes, at de yderligere omkostninger på ca. 13 millioner euro til
videreudvikling af systemet, der som nævnt vil blive afholdt over EU-
budgettet, muligvis vil ske i form af omprioriteringer. Kommissionen har
oplyst, at det således ikke forventes, at medlemsstaterne skal afholde
merudgifter.
5. Høring
Der er ikke foretaget høring vedrørende sagen.
7
6. Nærhedsprincippet
Nærhedsprincippet har ikke betydning for sagen.
7. Andre landes kendte holdninger
Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige
medlemsstaters holdning.
8. Foreløbig generel dansk holdning
Fra dansk side forventer man at kunne tage Kommissionens statusoriente-
ring til efterretning.
9. Europa-Parlamentet
Europa-Parlamentet har den 22. oktober 2009 afgivet beslutning om
fremskridt i etableringen af SIS II.
10. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde
Sagen har senest været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og ret-
ligt samarbejde den 14. maj 2012.
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Sagen har senest været forelagt Folketingets Europaudvalg til orientering
forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 26.-27. april 2012.
8
Dagsordenspunkt 2: Schengen Governance – Politisk styring af
Schengen-samarbejdet
Nyt notat.
Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet.
KOM(2012) 230
Resumé
Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet. På rådsmødet (retlige og indre
anliggender) den 7.-8. juni 2012 forventes en drøftelse i Det Blandede
Udvalg af den politiske styring af Schengen-samarbejdet med
udgangspunkt i en rapport fra Kommissionen om Schengen-områdets
funktion. Sagen har hverken lovgivningsmæssige eller statsfinansielle
konsekvenser. Nærhedsprincippet har ikke betydning for sagen.
Regeringen er positiv i forhold til at udvikle og styrke den politiske styring
af Schengen-samarbejdet.
1. Baggrund
Kommissionen fremlagde den 16. september 2011 den såkaldte Schengen
Governance-pakke, som består af to forslag til retsakter og en meddelelse.
Der foreslås for det første en ændring af Schengen-grænsekodeksen med
henblik på at fastsætte nærmere regler for kompetencen og procedurerne
mv. i forhold til genindførelse af den indre grænsekontrol.
Kommissionen foreslår for det andet, at der indføres en Schengen-
evalueringsmekanisme, som skal styrke evalueringen af Schengen-
landenes gennemførelse af Schengen-reglerne.
Der henvises i øvrigt til samlenotatets punkt 3 og 4.
Det fremgår af meddelelsen i Schengen Governance-pakken, at Kommis-
sionen hvert halve år vil udarbejde en rapport over Schengen-samarbejdet,
som skal danne grundlag for en regelmæssig drøftelse i Rådet og Europa-
Parlamentet med henblik på at styrke den politiske styring af Schengen-
samarbejdet.
På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 8. marts 2012 fandt der en
første drøftelse sted af den politiske styring af Schengen-samarbejdet. Rå-
9
det vedtog på mødet konklusioner med henblik på at udvikle og styrke den
fremtidige politiske styring af Schengen-samarbejdet og opstille rammerne
for halvårlige strategiske drøftelser i Det Blandede Udvalg.
Det fremgår bl.a. af konklusionerne, at Rådet imødeser regelmæssige rap-
porter fra Kommissionen vedrørende Schengen-områdets funktion. Kom-
missionen forventes i sine rapporter bl.a. at give et overblik over generelle
tendenser, udviklinger og udfordringer i Schengen-samarbejdet.
På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 7.-8. juni 2012 forventes
en drøftelse i Det Blandede Udvalg af den politiske styring af Schengen-
samarbejdet med udgangspunkt i Kommissionens første rapport om
Schengen-områdets funktion, der blev offentliggjort den 16. maj 2012.
2. Indhold
Kommissionen fremlagde den 16. maj 2012 sin første rapport om Schen-
gen-områdets funktion.
Rapporten indeholder bl.a. en beskrivelse af de aktuelle udfordringer på
Schengen-området, herunder i forhold til migrationsstrømme og ulovlige
indvandrere.
Kommissionen redegør i rapporten også kort for medlemsstaternes over-
holdelse og anvendelse af Schengen-reglerne. Det drejer sig bl.a. om sik-
ringen af fraværet af indre grænsekontrol og tilfælde, hvor medlemsstater-
ne midlertidigt har genindført den indre grænsekontrol i forbindelse med
højniveaumøder eller større sportsbegivenheder. Kommissionen gennem-
går samtidig kort de verserende krænkelsessager af relevans for Schengen-
området, herunder i forhold til gennemførelsen af tilbagesendelsesdirekti-
vet (direktiv 2008/115/EU om fælles standarder og procedurer i medlems-
staterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold)
og overholdelsen af grænsekodeksen, ligesom de svagheder, som er kon-
stateret i forbindelse med Schengen-evalueringerne, berøres.
I rapporten beskriver Kommissionen herudover medlemsstaternes brug af
Schengen-informationssystemet (SIS) og visuminformationssystemet
(VIS) samt udbyttet af den overvågningsmekanisme, som blev indført efter
visumliberaliseringen i forhold til landene på Vestbalkan. Det fremgår bl.a.
af rapporten, at Kommissionen vil analysere overvågningsmekanismens
funktion.
10
Rapporten indeholder endelig nogle retningslinjer for Schengen-områdets
funktion med henblik på at sikre en sammenhængende og ensartet gen-
nemførelse af Schengen-reglerne. Retningslinjerne er udarbejdet af Kom-
missionen og medlemsstaterne i fællesskab og vedrører bl.a. praktiske
spørgsmål i forhold til udstedelse af midlertidige rejsedokumenter og poli-
timæssige tiltag i grænseområderne.
3. Gældende dansk ret
Sagen giver ikke anledning til at redegøre for gældende dansk ret.
4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser
Sagen har hverken lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.
5. Høring
Der er ikke foretaget høring vedrørende sagen.
6. Nærhedsprincippet
Nærhedsprincippet har ikke betydning for sagen.
7. Andre landes kendte holdninger
Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige
medlemsstaters holdning til sagen.
8. Foreløbig generel dansk holdning
Regeringen støtter udviklingen og styrkelsen den politiske styring af
Schengen-samarbejdet og forholder sig derfor positivt over for Kommissi-
onens første rapport om Schengen-områdets funktion.
9. Europa-Parlamentet
Sagen skal ikke forelægges Europa-Parlamentet.
11
10. Specialudvalget for asyl- og indvandringssamarbejdet
Sagen har været drøftet i Specialudvalget for asyl- og indvandringssamar-
bejdet (SPAIS) den 15. maj 2012.
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Sagen har været forelagt Folketingets Europaudvalg til orientering forud
for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 8. marts 2012.
12
Dagsordenspunkt 3: Schengen Governance – ændringsforslag til
Schengengrænsekodeks**
Nyt notat.
Sagen er omfattet af retsforbeholdet. Da der er tale om en videreudvikling
af Schengen-reglerne, har Danmark efterfølgende mulighed for at tilslutte
sig.
KOM(2011) 560
Resumé
Sagen er omfattet af retsforbeholdet. Da der er tale om en videreudvikling
af Schengen-reglerne, har Danmark efterfølgende mulighed for at tilslutte
sig. På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 7.-8. juni 2012 vil
formandskabet forsøge at opnå generel indstilling i Rådet til
ændringsforslaget til Schengen-grænsekodeksens regler om midlertidig
genindførelse af den indre grænsekontrol under ekstraordinære
omstændigheder. Formålet med forslaget er at fastsætte nærmere regler
om kompetence og procedurer mv. i forhold til genindførelse af den indre
grænsekontrol. Forslaget har ingen statsfinansielle konsekvenser og
vurderes at ville kunne få mindre lovgivningsmæssige konsekvenser.
Forslaget vurderes at være i overensstemmelse med nærhedsprincippet.
Regeringen kan overordnet støtte en videreudvikling og styrkelse af
Schengen-samarbejdet.
1. Baggrund
Det Europæiske Råd opfordrede på sit møde den 23.-24. juni 2011 Kom-
missionen til at indføre en mekanisme, som gør det muligt at reagere på
ekstraordinære situationer, hvor Schengen-samarbejdet er truet. Det blev
tilkendegivet, at mekanismen bør omfatte en række foranstaltninger til at
bistå en medlemsstat, der er udsat for et stort pres ved de ydre grænser.
Der kunne bl.a. være tale om kontrolbesøg, teknisk og finansiel støtte samt
bistand, koordinering og anden hjælp fra EU’s grænseagentur (Frontex).
Som en sidste udvej skulle der inden for rammerne af denne mekanisme
være mulighed for en ekstraordinær genindførelse af grænsekontrollen ved
de indre grænser. Det kunne være i en situation, hvor en medlemsstat ikke
længere er i stand til at overholde sine forpligtelser efter Schengen-
reglerne.
13
Kommissionen fremsatte den 16. september 2011 forslag til ændring af
Schengen-grænsekodeksen for at fastsætte nærmere regler for midlertidig
genindførelse af den indre grænsekontrol. Forslaget er en del af den så-
kaldte Schengen Governance-pakke, som også indeholder et forslag til
forordning om indførelse af en evaluerings- og overvågningsmekanisme til
kontrol af anvendelsen af Schengen-reglerne. Der henvises til samlenota-
tets punkt 4.
Forslaget er fremsat med hjemmel i Traktaten om Den Europæiske Unions
Funktionsmåde (TEUF) artikel 77, stk. 1, og artikel 77, stk. 2.
I overensstemmelse med artikel 1 og 2 i protokollen vedrørende Danmarks
stilling deltager Danmark ikke i vedtagelsen af forordningen og er ikke
bundet eller omfattet af den (”retsforbeholdet”). Da forordningen udgør en
videreudvikling af Schengen-reglerne, træffer Danmark imidlertid inden 6
måneder efter vedtagelsen af forordningen afgørelse om, hvorvidt
Danmark vil gennemføre forordningen i dansk ret, jf. protokollens artikel 4
(”opt-in”).
På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 7.-8. juni 2012 vil for-
mandskabet forsøge at opnå generel indstilling i Rådet om ændringsforsla-
get til Schengen-grænsekodeksens regler om midlertidig genindførelse af
den indre grænsekontrol under ekstraordinære omstændigheder.
2. Indhold
Formålet med forslaget er at fastsætte nærmere regler om kompetence og
procedurer mv. i forhold til genindførelse af den indre grænsekontrol.
Forslaget har ikke til formål at harmonisere medlemsstaternes lovgivning.
Det fremgår af forslagets betragtninger, at det kan være nødvendigt at gen-
indføre den indre grænsekontrol midlertidigt, hvis der er en alvorlig trussel
mod den offentlige orden eller indre sikkerhed på EU-plan eller på natio-
nalt plan.
En alvorlig trussel mod den offentlige orden eller indre sikkerhed kan
f.eks. foreligge ved terrorhandlinger, et uventet migrationspres eller trusler
som følge af organiseret kriminalitet. Herudover vil alvorlige mangler,
som konstateres i forbindelse med Schengen-evalueringerne, kunne danne
grundlag for at træffe beslutning om at genindføre den indre grænsekon-
14
trol. Det er et krav, at manglerne udgør en alvorlig trussel mod den offent-
lige orden eller indre sikkerhed på EU-plan eller på nationalt plan.
Kommissionen har i sit forslag lagt op til en ordning, hvor en medlemsstat,
hvis den finder, at den indre grænsekontrol bør genindføres, indgiver en
begrundet anmodning til Kommissionen senest seks uger forud for den
planlagte genindførelse. Kommissionen vil efter det fremsatte forslag her-
efter kunne træffe afgørelse om genindførelse af den indre grænsekontrol
efter den såkaldte komitologi-procedure. Det vil sige, at beslutningen om
genetableringen af den indre grænsekontrol efter forslaget træffes af
Kommissionen efter, at medlemsstaterne er blevet hørt i en særlig proce-
dure (den såkaldte undersøgelsesprocedure).
Hvis der er en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller indre sikker-
hed i en medlemsstat, som kræver øjeblikkelig handling, vil medlemssta-
ten efter Kommissionens forslag undtagelsesvist selv kunne træffe beslut-
ning om øjeblikkeligt at genindføre den indre grænsekontrol i op til fem
dage. Kommissionen træffer herefter i en særlig hasteprocedure afgørelse
om forlængelse, hvis den alvorlige trussel mod den offentlige orden eller
indre sikkerhed varer længere end fem dage.
Kommissionen vil efter sit forslag endvidere i den nævnte undersøgelses-
procedure kunne træffe afgørelse om genindførelse af den indre grænse-
kontrol, hvis Kommissionen konstaterer, at der er vedvarende alvorlige
mangler i forbindelse med en medlemsstats grænsekontrol af sin del af de
ydre grænser. Disse alvorlige mangler skal udgøre en alvorlig trussel mod
den offentlige orden eller indre sikkerhed på EU-plan eller nationalt plan.
Den indre grænsekontrol kan i disse situationer indføres i højst seks måne-
der.
De fleste medlemsstater har i forbindelse med drøftelserne af Kommissio-
nens forslag tilkendegivet, at kompetencen til at træffe beslutning om at
genindføre den indre grænsekontrol, hvis der foreligger en trussel mod den
offentlige orden eller indre sikkerhed på nationalt plan, skal forblive et na-
tionalt anliggende.
På den baggrund lægges der nu umiddelbart op til en ordning, hvor beslut-
ningskompetencen i forhold til midlertidig genindførelse af grænsekontrol
i tilfælde, hvor der foreligger en trussel mod den offentlige orden eller in-
dre sikkerhed på nationalt plan, forbliver hos medlemsstaterne.
15
Der lægges med den foreliggende ordning også vægt på effektiv inddragel-
se af Kommissionen, de øvrige medlemsstater og Europa-Parlamentet i
forhold til tilfælde, hvor det overvejes midlertidigt at genindføre grænse-
kontrol.
3. Gældende dansk ret
Det følger af udlændingelovens § 38, stk. 2, at ind- og udrejsekontrol ikke
må finde sted ved grænsen til et land, der deltager i Schengen-samarbejdet.
Dog kan der undtagelsesvis ske kontrol ved en sådan grænse i medfør af
Schengen-grænsekodeksens regler herom. Det indebærer, at en medlems-
stat midlertidigt og efter konsultation af Kommissionen og de øvrige med-
lemsstater kan genindføre den indre grænsekontrol, hvis der foreligger en
alvorlig trussel mod den offentlige orden eller indre sikkerhed.
4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser
Forslaget har ingen statsfinansielle konsekvenser og vurderes alene at ville
kunne få mindre lovgivningsmæssige konsekvenser.
Det bemærkes, at Danmark påtænker at tilslutte sig forordningen i
overensstemmelse med artikel 4 i den danske protokol, hvorefter Danmark
som nævnt seks måneder efter vedtagelse af en foranstaltning træffer
afgørelse om, hvorvidt Danmark vil gennemføre foranstaltningen i dansk
ret.
5. Høring
Der er ikke foretaget høring vedrørende sagen.
6. Nærhedsprincippet
Kommissionen har ikke i forbindelse med sit forslag vurderet, hvorvidt
forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.
Regeringen vurderer, at forslagets bestemmelser om kriterierne for midler-
tidigt at genindføre grænsekontrol ved de indre grænser er i overensstem-
melse med nærhedsprincippet, idet det er afgørende for et velfungerende
Schengen-samarbejde, at der er ensartede regler i Schengen-landene om
muligheden for i særlige tilfælde at genindføre indre grænsekontrol.
16
7. Andre landes kendte holdninger
Medlemsstaterne støtter generelt, at der skabes mulighed for at genindføre
indre grænsekontrol i ekstraordinære situationer, men det forudsættes, at
en sådan genindførelse kun skal kunne ske som sidste udvej, således at
man i videst muligt omfang ikke begrænser den frie bevægelighed.
Kompetencen til at træffe beslutning om at genindføre den indre grænse-
kontrol, hvis der foreligger en trussel mod den offentlige orden eller indre
sikkerhed på nationalt plan, skal som nævnt efter de fleste medlemsstaters
opfattelse forblive et nationalt anliggende.
8. Foreløbig generel dansk holdning
Regeringen kan overordnet støtte, at der som opfølgning på opfordringen
fra Det Europæiske Råd skabes mulighed for at genindføre indre grænse-
kontrol i ekstraordinære situationer.
Kompetencen til at træffe beslutning om at genindføre den indre grænse-
kontrol, hvis der foreligger en trussel mod den offentlige orden eller indre
sikkerhed på nationalt plan, bør dog efter regeringens opfattelse forblive et
nationalt anliggende.
9. Europa-Parlamentet
Forslaget behandles efter den almindelige beslutningsprocedure (TEUF
artikel 294), der indebærer, at forslaget skal vedtages af Rådet og Europa-
Parlamentet.
10. Specialudvalget for asyl- og indvandringssamarbejdet
Sagen har senest været drøftet i Specialudvalget for asyl- og indvandrings-
samarbejdet (SPAIS) den 15. maj 2012.
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Sagen blev forelagt Folketingets Europaudvalg til orientering forud for
rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 13.-14. december 2011.
17
Dagsordenspunkt 4: Schengen Governance – Ændret forslag til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af en
evaluerings- og overvågningsmekanisme til kontrol af anvendelsen af
Schengen-reglerne**
Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.
Sagen er omfattet af retsforbeholdet. Da der er tale om en videreudvikling
af Schengen-reglerne, har Danmark efterfølgende mulighed for at tilslutte
sig.
KOM(2011) 559
Resumé
Forslaget er omfattet af retsforbeholdet. Da der er tale om en
videreudvikling af Schengen-reglerne, har Danmark efterfølgende
mulighed for at tilslutte sig forordningen. Formandskabet vil på rådsmødet
den 7.-8. juni 2012 (retlige og indre anliggender) fremlægge et
kompromisforslag med henblik på at opnå politisk enighed i Rådet. Det
fremsatte forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om
indførelse af en evaluerings- og overvågningsmekanisme til kontrol af
anvendelsen af Schengen-reglerne er et ændret forslag til et forslag, som
Kommissionen fremsatte den 16. november 2010. Forslaget har til formål
at ændre den nuværende ordning for gensidig evaluering af
gennemførelsen af Schengen-reglerne. Formålet er at styrke Schengen-
evalueringssystemet ved bl.a. at indføre regler om evalueringernes
hyppighed, om fastlæggelse af prioriteter for evalueringsarbejdet, om
opfølgning på evalueringernes konklusioner og om sammensætning af de
hold af eksperter, som deltager i evalueringerne. Forslaget indebærer
herudover bl.a., at ansvaret for Schengen-evalueringerne overgår fra
Rådet til Kommissionen, og der åbnes på visse områder mulighed for
uanmeldte evalueringsbesøg. I forhold til Kommissionens forslag fra 2010
indebærer det nye forslag en yderligere styrkelse af Schengen-
evalueringssystemet. Den såkaldte Schengen Governance-pakke, som
forslaget er en del af, lægger således også op til en ændring af Schengen-
grænsekodeksen og indfører bl.a. mulighed for på baggrund af
evalueringerne at genindføre grænsekontrollen ved de indre grænser i
visse helt særlige tilfælde. Forslaget vurderes ikke at være i strid med
nærhedsprincippet. Forslaget vurderes ikke at have lovgivningsmæssige
eller statsfinansielle konsekvenser af betydning. Der ses ikke at foreligge
offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til
forslaget. Fra dansk side er man positiv over for tiltag, der kan føre til en
styrkelse af Schengen-samarbejdet.
18
1. Baggrund
Schengen-samarbejdet har overordnet to hovedformål: For det første at
etablere fri personbevægelighed over de indre grænser mellem de
deltagende lande og for det andet at styrke indsatsen mod
grænseoverskridende kriminalitet og illegal indvandring.
Med henblik på gennemførelsen af det første formål om fri
personbevægelighed følger det af Schengen-reglerne, at de indre grænser
under normale omstændigheder alle steder skal kunne passeres uden
personkontrol. For at forhindre, at bortfaldet af personkontrollen mellem
Schengen-landene misbruges til kriminalitet eller illegal indvandring,
rummer Schengen-reglerne samtidig en række bestemmelser om såkaldte
kompenserende foranstaltninger, bl.a. om politisamarbejde, retligt
samarbejde, kontrol med de ydre grænser og oprettelse og brug af det
såkaldte Schengen-informationssystem.
Schengen-samarbejdet blev oprindeligt oprettet på et mellemstatsligt
grundlag mellem Belgien, Nederlandene, Luxembourg, Frankrig og
Tyskland. For at sikre, at disse – og de senere deltagende lande i
Schengen-samarbejdet – anvendte Schengen-reglerne korrekt, så den
nødvendige gensidige tillid kunne opretholdes, nedsatte Schengen-landene
i 1998 et udvalg under den såkaldte Schengen-eksekutivkomité. Udvalgets
mandat omfatter dels at sikre, at alle forudsætninger for anvendelsen af
Schengen-reglerne er opfyldt af lande, som ønsker at tiltræde Schengen-
samarbejdet, dels at sikre, at Schengen-reglerne anvendes korrekt i de
eksisterende Schengen-lande.
Med Amsterdam-traktaten blev Schengen-reglerne integreret i EU. I den
forbindelse trådte Rådet i stedet for Schengen-eksekutivkomitéen, mens
det førnævnte udvalg blev til en arbejdsgruppe om Schengen-evaluering
(SCHEVAL-arbejdsgruppen). I dag varetages Schengen-evalueringerne
således af Rådet med Kommissionen som observatør.
Hovedparten af SCHEVAL-arbejdsgruppens opgaver varetages i dag ved,
at der nedsættes udvalg bestående af eksperter fra de forskellige Schengen-
lande, som aflægger besøg i det land, der skal evalueres, for at vurdere det
pågældende lands anvendelse af Schengen-reglerne i praksis. Herefter
drøfter arbejdsgruppen ekspertudvalgenes konklusioner, hvorunder det
evaluerede land har mulighed for at redegøre for, hvordan man vil rette op
på mangler, der måtte være konstateret ved evalueringen.
19
På baggrund af opfordringer fra Rådet i Haag-programmet fra 2004 og
Stockholm-programmet fra 2009 fremlagde Kommissionen den 16.
november 2010 et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
om indførelse af en evalueringsmekanisme til kontrol af anvendelsen af
Schengen-reglerne.
Det Europæiske Råd opfordrede på mødet den 23.-24. juni 2011
Kommissionen til at indføre en mekanisme, som gør det muligt at reagere
på ekstraordinære situationer, hvor Schengen-samarbejdet er truet,
herunder ved at tillade en midlertidig genindførsel af kontrollen ved de
indre grænser. Det Europæiske Råd pegede også på, at håndhævelsen af de
fælles regler navnlig gennem Schengen-evalueringssystemet bør forbedres
og uddybes yderligere for effektivt at kunne imødegå fremtidens
udfordringer.
For at imødekomme denne opfordring fremsatte Kommissionen den 16.
september 2011 et ændret forslag til Schengen-evalueringsmekanismen,
som er en del af den såkaldte Schengen Governance-pakke, der også
indeholder et forslag om ændring af Schengen-grænsekodeksen.
Ifølge artikel 1 i protokollen om Danmarks stilling deltager Danmark ikke
i vedtagelsen af forordningen, der foreslås i henhold til TEUF, tredje del,
afsnit V, og ifølge artikel 2 i protokollen er ingen af de foranstaltninger,
der er vedtaget i henhold til dette afsnit bindende for Danmark, ligesom de
ikke finder anvendelse i Danmark (”retsforbeholdet”). Da forordningen
imidlertid udgør en videreudvikling af Schengen-reglerne, træffer
Danmark inden seks måneder efter vedtagelsen af forordningen afgørelse
om, hvorvidt Danmark vil gennemføre forordningen i dansk ret, jf.
protokollens artikel 4 (”opt-in”).
Formandskabet vil på rådsmødet den 7.-8. juni 2012 (retlige og indre
anliggender) fremlægge et kompromisforslag med henblik på at opnå
politisk enighed i Rådet.
2. Indhold
2.1. Generelt
Det ændrede forslag til forordning om Schengen-evalueringsmekanismen
er fremsat under henvisning til Traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde (TEUF), særlig artikel 77, stk. 2, litra e.
20
Forslaget har ligesom det tidligere forslag overordnet til formål at ændre
den nuværende ordning for gensidig evaluering af gennemførelsen af
Schengen-reglerne. Formålet er således nærmere at justere den gældende
ordning, således at der indføres faste regler om evalueringernes hyppighed,
om fastlæggelse af prioriteter for evalueringsarbejdet, om opfølgning på
evalueringernes konklusioner og om sammensætning af de hold af
eksperter, som deltager i evalueringerne. Forslaget indebærer herudover, at
ansvaret for Schengen-evalueringerne overgår fra Rådet til Kommissionen,
og at der skabes mulighed for uanmeldte evalueringsbesøg.
I forhold til Kommissionens forslag fra 2010 indebærer det nye forslag en
yderligere styrkelse af Schengen-evalueringssystemet. Forslaget er som
nævnt fremsat som en del af den såkaldte Schengen Governance-pakke,
der også lægger op til ændring af Schengen-grænsekodeksen. Med pakken
foreslås der således bl.a. indført mulighed for at genindføre
grænsekontrollen ved de indre grænser, hvis en medlemsstat konsekvent
ikke opfylder sine forpligtelser til at kontrollere sine ydre grænser, og dette
udgør en alvorlig trussel for den offentlige orden eller den indre sikkerhed.
Forslaget har ikke til formål at harmonisere medlemsstaternes lovgivning
og kræver ikke, at medlemsstaterne træffer foranstaltninger med henblik
på indarbejdelse i national lovgivning.
2.2. Nærmere om hovedelementerne i forslaget
Kommissionens forslag indebærer, at der indføres en ny mekanisme for
evaluering af anvendelsen af Schengen-reglerne.
Administrationen af den nye mekanisme for evaluering af eksisterende
Schengen-lande foreslås herefter henlagt til Kommissionen gennem den
såkaldte komitologiprocedure, som fremgår af artikel 5 i Europa-
Parlamentets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de
generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal
kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser. Efter
denne procedure forelægger Kommissionen forslag til beslutninger for et
udvalg bestående af repræsentanter for medlemsstaterne og en
repræsentant for Kommissionen, der herefter afgiver udtalelse med
kvalificeret flertal. Kompetencen til at vedtage evalueringsrapporterne,
der udarbejdes på baggrund af evalueringsbesøgene, foreslås dog i den
seneste udgave af forslaget at henhøre under Rådet.
21
Evalueringerne vil efter forslaget skulle ske inden for rammerne af
flerårige og årlige evalueringsprogrammer udarbejdet af Kommissionen.
De flerårige programmer skal indeholde den overordnede planlægning for
en periode på fem år, inden for hvilken alle medlemsstaterne skal
evalueres mindst én gang. De årlige programmer inddeles i to dele. Den
første del skal efter forslaget indeholde en liste over de lande og områder,
der skal evalueres. Den anden del skal efter forslaget indeholde en liste
over de uanmeldte kontrolbesøg, der skal gennemføres det næste år. Denne
del af programmet er fortroligt og sendes ikke til medlemsstaterne. De
berørte medlemsstater vil dog blive underrettet mindst 48 timer inden
besøget.
Ud over evalueringer af medlemsstaterne enkeltvis vil der også kunne ske
tværgående evalueringer af flere medlemsstater ad gangen, eventuelt kun
for så vidt angår anvendelsen af bestemte dele af Schengen-reglerne
(såkaldte tematiske evalueringer).
Ved fastlæggelsen af de årlige programmer vil der skulle tages hensyn til
risikoanalyser fra det europæiske agentur for forvaltning af det operative
samarbejde ved EU-medlemsstaternes ydre grænser (Frontex) om bl.a.
anbefalinger for prioritering af evalueringsarbejdet i forhold til såvel
planlagte som uanmeldte besøg. Der vil også efter omstændighederne
kunne tages hensyn til oplysninger fra andre relevante kilder, f.eks.
Europol.
I forhold til den gældende evalueringsordning foreslås der indført mere
præcise regler for sammensætningen af de eksperthold, der skal
gennemføre evalueringsbesøgene, idet ekspertholdene foreslås sammensat
af Kommissionen ud fra en bruttoliste over eksperter udpeget af
medlemsstaterne. Repræsentanter fra Frontex, Europol og andre EU-
organer kan herudover inviteres til at deltage som observatører ved
evalueringsbesøgene.
Endvidere indebærer forslaget, at evalueringerne skal kunne omfatte
kontrol af, at grænsekontrollen ved de indre Schengen-grænser er ophævet.
Efter den gældende ordning har Schengen-evalueringerne kun rettet sig
mod beskyttelsen af de ydre grænser og mod anvendelsen af øvrige
kompenserende foranstaltninger.
22
Forslaget indebærer endvidere en mere detaljeret regulering og styrkelse af
opfølgningen på gennemførte evalueringer. På grundlag af hver evaluering
skal der udarbejdes et udkast til en rapport om de mangler eller svagheder,
der er konstateret. Den berørte medlemsstat skal herefter inden to uger
fremsætte sine bemærkninger til resultaterne og inden tre måneder efter
vedtagelsen af den endelige rapport fremlægge en handlingsplan for,
hvordan der kan rettes op på eventuelle mangler og svagheder. Den
pågældende medlemsstat skal herefter inden for seks måneder aflægge
rapport til Kommissionen om gennemførelsen af handlingsplanen og
efterfølgende hver tredje måned, indtil handlingsplanen er fuldt
gennemført. Der kan endvidere foretages anmeldte eller uanmeldte
supplerende besøg for at kontrollere, at handlingsplanen gennemføres
korrekt.
I den foreliggende udgave af forslaget er bestemmelserne om
genindførelse af grænsekontrollen ved de indre grænser foreslået flyttet til
forslaget om ændring af Schengen-grænsekodeksen, som i øvrigt
indeholder regler om genindførelse af grænsekontrol ved de indre grænser
i en række nærmere angivne tilfælde.
Ifølge forslaget skal Kommissionen hvert år fremlægge en rapport til
Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførte evalueringer i årets løb.
Rapporten skal offentliggøres.
Herudover indeholder forslaget en række regler af mere teknisk og
proceduremæssig karakter, herunder bl.a. om beskyttelse af følsomme
oplysninger i forbindelse med evalueringsarbejdet og om den nærmere
praktiske gennemførelse af evalueringsbesøg.
Rådet Juridiske Tjeneste har udtrykt skepsis i forhold til, at forslaget bliver
fremsat under henvisning til TEUF artikel 77, stk. 2, litra e. Dette er på
arbejdsgruppeniveau blevet støttet af langt de fleste medlemsstater.
3. Gældende dansk ret
Evaluering af gennemførelsen af Schengen-reglerne i de lande, som
deltager i Schengen-samarbejdet, er ikke reguleret i dansk lovgivning.
Forslaget giver på den baggrund ikke anledning til at redegøre nærmere for
gældende dansk ret.
23
4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser
Forslaget har ikke lovgivningsmæssige konsekvenser. Forslaget vurderes
endvidere ikke at have statsfinansielle konsekvenser.
Det bemærkes, at Danmark påtænker at tilslutte sig forordningen i
overensstemmelse med artikel 4 i den danske protokol, hvorefter Danmark
som nævnt seks måneder efter vedtagelse af en foranstaltning træffer
afgørelse om, hvorvidt Danmark vil gennemføre foranstaltningen i dansk
ret.
5. Høring
Forslaget har været sendt i høring hos Rigspolitiet og Datatilsynet, der
ikke har haft bemærkninger til forslaget.
6. Nærhedsprincippet
Kommissionen har i begrundelserne for forslaget anført, at målet med
forslaget (at gøre Schengen-evalueringen mere effektiv) kun kan opnås på
fællesskabsniveau/EU-niveau.
Regeringen finder, at forslaget må anses for at være i overensstemmelse
med nærhedsprincippet og kan i den forbindelse tilslutte sig
Kommissionens betragtninger. Regeringen er således enig i, at en
yderligere styrkelse af Schengen-evalueringssystemet alene kan opnås ved,
at der på EU-niveau fastsættes nærmere regler herom.
7. Andre landes kendte holdninger
Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige
medlemsstaters holdning til forslagene.
8. Foreløbig generel dansk holdning
Regeringen er overordnet positiv over for en styrkelse af Schengen-
evalueringssystemet.
9. Europa-Parlamentet
24
Forslaget til direktiv behandles efter den almindelige
beslutningsprocedure, (TEUF artikel 294), der indebærer, at forslaget skal
vedtages af Rådet og Europa-Parlamentet. Forslaget behandles i Europa-
Parlamentets udvalg om borgernes rettigheder og retlige og indre
anliggender (LIBE).
10. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde
Sagen har senest været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og
retligt samarbejde den 14. maj 2012.
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Forslaget har senest været forelagt Folketingets Europaudvalg til
orientering forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 13.-14.
december 2011.
25
Dagsordenspunkt 5: Det fælles europæiske asylsystem –
statusorientering*
Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.
Sagen er omfattet af retsforbeholdet.
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
De enkelte forslag, der har til formål at gennemføre anden fase af det
fælles europæiske asylsystem, er omfattet af retsforbeholdet. Dog har
Danmark en parallelaftale i forhold til Dublin II-forordningen. Formand-
skabet vil på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 7.-8. juni 2012
lægge op til en orienterende debat om status for forhandlingerne af
retsakterne, der tilsammen udgør anden fase af det fælles europæiske
asylsystem (CEAS). Derudover forventes det, at Kommissionen vil
præsentere et revideret ændringsforslag til Eurodac-forordningen. Sagen
har hverken lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser, og
nærhedsprincippet har ikke betydning for sagen. Regeringen kan
overordnet støtte arbejdet med at gennemføre anden fase af det fælles
europæiske asylsystem inden udgangen af 2012.
1. Baggrund
Det fremgår af Haag-programmet fra november 2004, at formålet med an-
den fase af det fælles europæiske asylsystem er at få indført en fælles asyl-
procedure og en ensartet status for personer, der bevilges asyl eller subsi-
diær beskyttelse (dvs. anden beskyttelse end den, der følger af Flygtninge-
konventionen).
Fristen for gennemførelsen af anden fase af det europæiske asylsystem
blev af Det Europæiske Råd den 15.-16. oktober 2008 udskudt til udgan-
gen af 2012 (fristen var oprindeligt udgangen af 2010).
Gennemførelsen af anden fase af det europæiske asylsystem kræver æn-
dringer af Dublin II-forordningen, Eurodac-forordningen, modtagelses-
direktivet, flygtningedefinitionsdirektivet og asylproceduredirektivet.
Kommissionen fremsatte den 3. december 2008 ændringsforslag til mod-
tagelsesesdirektivet, Dublin-forordningen og Eurodac-forordningen.
Kommissionen fremsatte videre den 21. oktober 2009 ændringsforslag til
flygtningedefinitionsdirektivet og asylproceduredirektivet. Der er efterføl-
26
gende fremsat reviderede ændringsforslag til modtagelsedirektivet, Euro-
dac-forordningen og asylproceduredirektivet.
Hertil kommer, at Kommissionen i 2009 fremsatte forslag til henholdsvis
en forordning om oprettelse af et europæisk asylstøttekontor (EASO) og til
et fælles EU-genbosætningsprogram. Forslagene betragtes som del-
elementer af det fælles europæiske asylsystem.
På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 9.-10. juni 2011 blev der
vedtaget rådskonklusioner, hvori medlemsstaterne bekræftede deres enga-
gement i etableringen af et fælles europæisk asylsystem inden udgangen af
2012.
Ifølge artikel 1 i protokollen om Danmarks stilling deltager Danmark ikke
i Rådets vedtagelse af foranstaltninger, der foreslås i henhold til Traktaten
om den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) afsnit V, og ifølge
protokollens artikel 2 er ingen af de foranstaltninger, der er vedtaget i hen-
hold til dette afsnit, bindende for Danmark, ligesom de ikke finder anven-
delse i Danmark (”retsforbeholdet”).
De enkelte forslag, der har til formål at gennemføre anden fase af det fæl-
les europæiske asylsystem, er omfattet af retsforbeholdet.
Danmark har imidlertid en parallelaftale i forhold til Dublin II-
forordningen og Eurodac-forordningen, der giver Danmark ret til fortsat at
være tilsluttet disse retsakter med ændringer på mellemfolkeligt grundlag,
såfremt Danmark giver meddelelse til Kommissionen inden 30 dage efter
vedtagelsen om, at man vil gennemføre indholdet af ændringerne i sin lov-
givning.
På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 7.-8. juni 2012 vil for-
mandskabet lægge op til en orienterende debat vedrørende forhandlinger-
ne om retsakterne. Derudover forventes Kommissionen ˗ på baggrund af
et ønske fra medlemsstaterne om at give retshåndhævende myndigheder
adgang til oplysningerne i Eurodac ˗ på rådsmødet at præsentere et revi-
deret ændringsforslag til Eurodac-forordningen.
27
2. Indhold
Dublin II-forordningen og Eurodac-forordningen
Den såkaldte Dublin II-forordning fastsætter kriterier og procedurer til
afgørelse af, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af en
ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en
tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne. Med
Eurodac-forordningen oprettedes Eurodac-systemet med henblik på
sammenligning af fingeraftryk for at sikre en effektiv anvendelse af
Dublin-forordningen.
Formålet med ændringsforslagene til Dublin II-forordningen og Eurodac-
forordningen (henholdsvis KOM(2008) 820 og KOM(2010) 555) har
navnlig været at øge Dublin-systemets effektivitet og beskyttelsesniveauet
for ansøgere om international beskyttelse.
Ændringsforslaget til Dublin II-forordningen indeholder bl.a. bestemmel-
ser om styrkelse af princippet om familiens enhed, bestemmelser til styr-
kelse af retsgarantierne for ansøgerne, forslag til præcisering af bestem-
melserne om humanitære sager og indførelse af bestemmelser om effektive
retsmidler og muligheden for opsættende virkning.
Det oprindelige ændringsforslag til Dublin II-forordningen indeholdt en
suspensionsmekanisme, hvorefter man kunne suspendere Dublin-
overførsler til lande, der er under særligt pres på deres asylsystem.
Der lægges imidlertid nu i stedet op til en tidlig varslings- og beredskabs-
mekanisme, som hurtigt kan tages i brug for at yde støtte til lande, der op-
lever et stort pres på deres asylsystemer. Støtten vil afhængig af konkrete
behov kunne bestå af konsultationer med Kommissionen og Det Europæi-
ske Asylstøttekontor (EASO) og gennem støtte til at udarbejde forebyg-
gende handlingsplaner eller støtte fra EASO’s asylstøtteteams, Frontex
mv.
Modtagelsesdirektivet
Det såkaldte modtagelsesdirektiv fastlægger standarder for modtagelse af
asylansøgere i medlemsstaterne.
28
Formålet med ændringsforslaget til direktivet (KOM(2011) 320) er –
sammen med ændringsforslaget til asylproceduredirektivet – at forbedre
effektiviteten og kvaliteten af de nationale asylsystemer bl.a. med henblik
på at mindske medlemsstaternes udgifter til asylsystemer.
Forslaget har særligt til formål at skabe fælles standarder for et forenklet
og mere sammenhængende indkvarteringssystem for asylansøgere i med-
lemsstaterne, at forhindre misbrug af de forskellige modtagelsessystemer i
medlemsstaterne og at skabe ensartede høje standarder for behandlingen af
asylansøgere i overensstemmelse med grundlæggende rettigheder.
Forslaget omfatter bl.a. bestemmelser om frihedsberøvelse, herunder en
forpligtelse for medlemsstaterne til at sikre retssikkerhedsmæssige garanti-
er, om adgang til arbejdsmarkedet og om adgang til økonomiske ydelser til
asylansøgere.
Asylproceduredirektivet
Det såkaldte asylproceduredirektiv fastlægger standarder for procedurer i
medlemsstaterne for tildeling og fratagelse af international beskyttelse.
Formålet med ændringsforslaget til asylproceduredirektivet (KOM(2011)
319) er navnlig at skabe fælles procedurer, som er effektive og retfærdige,
at bidrage til at håndtere potentielt grundløse asylansøgninger og at sikre
ensartet behandling i medlemsstaterne.
Forslaget omfatter bl.a. bestemmelser om særlig hensyntagen til asylansø-
gere, der vurderes at have særlige procedurebehov, ligesom der med for-
slaget lægges op til at fastsætte en frist, så der skal træffes afgørelse i 1. in-
stans inden for seks måneder. Ved komplicerede sager kan fristen udvides
til i alt 12 måneder. Derudover foreslås en frist på 72 timer for registrering
af asylansøgere, højere grad af informationsforpligtelse over for asylansø-
gere og pligt til at tilbyde medicinske undersøgelser, hvis der er mistanke
om tortur eller overgreb.
Flygtningedefinitionsdirektivet
Det såkaldte flygtningedefinitionsdirektiv fastsætter minimumsstandarder
for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge
eller personer, der af anden grund har behov for international beskyttelse,
og indholdet af en sådan beskyttelse.
29
Med det ændrede flygtningedefinitionsdirektiv, som trådte i kraft den 9.
januar 2012, indførtes bl.a. i vid udstrækning samme rettigheder for
personer, der opfylder betingelserne for at være flygtning, og personer, der
har ret til subsidiær beskyttelse af andre grunde end dem, der fremgår af
Flygtningekonventionen.
Det fælles EU-genbosætningsprogram
Kommissionens forslag til et fælles EU-genbosætningsprogram bestod af
to meddelelser, hvoraf den ene indeholdt en politisk ramme, mens den
anden indeholdt et ændringsforslag til den europæiske flygtningefond, der
fastsætter kriterierne for medlemsstaternes modtagelse af økonomisk støtte
til genbosætning for 2013.
Forslaget trådte i kraft den 30. marts 2012.
Asylstøttekontoret (EASO)
Rådet vedtog på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 30.
november 2009 forslaget om oprettelsen af et europæisk asylstøttekontor
til fremme af praktisk samarbejde mellem medlemsstaterne på asylområdet
Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO) blev formelt etableret den 19.
juni 2011.
3. Gældende dansk ret
Sagen giver ikke anledning til at redegøre for gældende dansk ret.
4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser
Sagen har i sig selv hverken lovgivningsmæssige eller statsfinansielle
konsekvenser.
5. Høring
Der er ikke foretaget høring vedrørende sagen.
6. Nærhedsprincippet
30
Nærhedsprincippet har ikke betydning for sagen.
7. Andre landes kendte holdninger
Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige
medlemsstaters holdning til sagen.
8. Foreløbig generel dansk holdning
Regeringen kan overordnet støtte arbejdet med at gennemføre anden fase
af det fælles europæiske asylsystem inden udgangen af 2012.
9. Europa-Parlamentet
Sagen skal ikke forelægges Europa-Parlamentet.
10. Specialudvalget for asyl- og indvandringssamarbejdet
Sagen har senest været drøftet i Specialudvalget for asyl- og indvandrings-
samarbejdet (SPAIS) den 15. maj 2012.
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Sagen har senest været forelagt Folketingets Europaudvalg til orientering
forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 26.-27. april 2012.
De enkelte forslag, der har til formål at gennemføre anden fase af det fæl-
les europæiske asylsystem, er blevet forelagt Europaudvalget forud for de
rådsmøder, hvor de er blevet behandlet.
31
Dagsordenspunkt 6: Gennemførelse af rådskonklusioner om reel og
praktisk solidaritet på asyl- og migrationsområdet
Nyt notat.
Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet.
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet. På rådsmødet (retlige og indre
anliggender) den 7.-8. juni 2012 vil formandskabet følge op på
gennemførelsen af rådskonklusionerne om reel og praktisk solidaritet, som
blev vedtaget på rådsmødet den 8. marts 2012. Der lægges op til en
politisk drøftelse med særlig fokus på støtten til genopbygningen af
grænse-, asyl- og migrationssystemet i Grækenland. Sagen har hverken
lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser, og
nærhedsprincippet har ikke betydning for sagen. Regeringen er overordnet
positiv over for tiltag, der har til formål at øge solidaritet mellem
medlemsstaterne.
1. Baggrund
Det Europæiske Råd understregede i rådskonklusioner af 24. juni 2011
behovet for at udvise reel og praktisk solidaritet med de medlemsstater, der
er mest berørt af migrationsstrømme.
Kommissionen fremlagde den 2. december 2011 en meddelelse om styrket
solidaritet i EU på asylområdet, som indeholder forslag til tiltag, der kan
fremme solidaritet på asylområdet, herunder det fælles europæiske
asylsystem (CEAS), Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO),
solidaritetsfonde, genbosætning og styrkelse af Dublin-samarbejdet.
På den baggrund vedtog medlemsstaterne på rådsmødet (retlige og indre
anliggender) den 8. marts 2012 et sæt rådskonklusioner om en fælles
ramme for reel og praktisk solidaritet med medlemsstater, som er udsat for
særligt pres på deres asylsystemer, herunder fra blandede
migrationsstrømme (solidaritetskonklusionerne), med henblik på at
etablere en overordnet ramme for solidaritet mellem medlemsstaterne.
Grækenland er en af de medlemsstater, der har været udsat for et stort asyl-
og migrationspres. Situationen i Grækenland på asylområdet, herunder
gennemførelsen af den nationale migrationshandlingsplan, har derfor lø-
bende været drøftet i Rådet (retlige og indre anliggender).
32
Formandskabet vil på rådsmødet den 7.-8. juni 2012 lægge op til en
politisk drøftelse af status for gennemførelsen af de initiativer, som er
omfattet af de nævnte solidaritetskonklusioner. Formandskabet vil i den
forbindelse navnlig fokusere på støtten til genopbygningen af grænse-,
asyl- og migrationssystemet i Grækenland.
2. Indhold
Formålet med solidaritetskonklusionerne er på en mere koordineret,
effektiv og ensartet måde at udvise solidaritet både i forhold til
medlemsstaternes generelle håndtering af migrationsspørgsmål og i
forhold til de ekstraordinære situationer, hvor asyl-, grænse- og
migrationssystemerne er under særligt pres.
De elementer, som indgår i solidaritetskonklusionerne, omfatter bl.a.:
- Etablering af en varslings- og beredskabsmekanisme i ændringsfor-
slaget til Dublin II-forordningen.
- Styrkelse af EASO’s og Frontex’ bistand til medlemsstaternes ad-
ministration af asyl-, migrations- og grænseområdet.
- Mulighederne for finansiel støtte fra de nye fonde for henholdsvis
Intern Sikkerhed og Asyl og Migration (i perioden 2014-2020).
- Styrkelse af grænseforvaltningen og Schengen-samarbejdet.
- Evaluering af det såkaldte intra-europæiske genbosætnings-
program, der blev gennemført som pilotprojekt på Malta i 2011.
- Styrkelse af det strategiske samarbejde med henholdsvis kandidat-
lande, oprindelseslande, såkaldte sikre første asyllande og transit-
lande gennem bl.a. såkaldte twinningprojekter, regionale beskyttel-
sesprogrammer, genbosætning mv.
I forhold til gennemførelsen af solidaritetskonklusionerne er der nu indledt
forhandlinger mellem Rådet og Europa-Parlamentet om ændringsforslaget
til Dublin II-forordningen, herunder etableringen af en varslings- og bered-
skabsmekanisme.
33
De nye fonde for henholdsvis Intern Sikkerhed og Asyl og Migration drøf-
tes fortsat i Rådet, hvor der også forhandles om en styrkelse af grænsefor-
valtningen og Schengen-samarbejdet.
Hertil kommer, at Rådet og Europa-Parlamentet i marts 2012 vedtog en
ændring af den gældende flygtningefond, så medlemsstaterne kan modtage
økonomisk bistand til genbosætning af flygtninge i 2013.
Rådet (almindelige anliggender) forventes endelig den 29. maj 2012 at
vedtage et sæt konklusioner om styrkelse af EU’s samlede migrationsstra-
tegi vedrørende samarbejde med tredjelande på migrationsområdet.
For så vidt angår situationen i Grækenland har medlemsstaterne og Kom-
missionen ved flere lejligheder understreget vigtigheden af at få genop-
bygget asylsystemet i Grækenland, og at genopbygningen i høj grad af-
hænger af, at Grækenland går aktivt ind i arbejdet, og at de fornødne res-
sourcer er til stede.
På rådsmødet den 8. marts 2012 oplyste Kommissionen, at der generelt ses
fremskridt i gennemførelsen af Grækenlands nationale migrationshand-
lingsplan. Kommissionen og det Europæiske Asylstøttekontor (EASO) gav
dog ved samme lejlighed udtryk for bekymring over personale- og res-
sourceknaphed, den humanitære situation i Evros-regionen (grænseområde
mellem Grækenland og Tyrkiet), herunder i modtagelsescentrene, og ind-
kvarterings-problematikken generelt.
3. Gældende dansk ret
Sagen giver ikke anledning til at redegøre for dansk ret.
4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser
Sagen har i sig selv hverken lovgivningsmæssige eller statsfinansielle kon-
sekvenser.
5. Høring
Der er ikke foretaget høring vedrørende sagen.
34
6. Nærhedsprincippet
Nærhedsprincippet har ikke betydning for sagen.
7. Andre landes kendte holdninger
Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige med-
lemsstaters holdning.
8. Foreløbig generel dansk holdning
Fra dansk side støtter man generelt arbejdet for at sikre øget solidaritet
mellem medlemsstaterne på asyl- og migrationsområdet.
9. Europa-Parlamentet
Sagen skal ikke forelægges Europa-Parlamentet.
10. Specialudvalget for asyl- og indvandringssamarbejdet
Sagen har været drøftet i Specialudvalget for asyl- og indvandringssamar-
bejdet (SPAIS) den 15. maj 2012.
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
Sagerne om henholdsvis solidaritetskonklusionerne og Grækenlands natio-
nale handlingsplan for asyl og migration blev imidlertid forelagt Folketin-
gets Europaudvalg til orientering forud for rådsmødet den 8. marts 2012.
35
Dagsordenspunkt 7: Tilbagetagelsesaftaler – statusorientering*
Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.
Sagen er omfattet af retsforbeholdet.
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
EU’s tilbagetagelsesaftaler med tredjelande er omfattet af retsforbeholdet.
På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 7.-8. juni 2012 forventes
Kommissionen at orientere om status for forhandlingerne om indgåelse af
tilbagetagelsesaftaler mellem EU og tredjelande. Nogle rådskonklusioner
om styrkelse af samarbejdet mellem EU og Tyrkiet på området for retlige
og indre anliggender, herunder i form af indgåelse af en
tilbagetagelsesaftale med Tyrkiet, forventes vedtaget på rådsmødet
(almindelige anliggender) den 29. maj 2012. Hvis det er tilfældet, vil
formandskabet på rådsmødet (retlige og indre anliggender) orientere
herom. Sagen har hverken lovgivningsmæssige eller statsfinansielle
konsekvenser, og nærhedsprincippet har ikke betydning for sagen.
Regeringen er generelt positiv over for EU’s indgåelse af
tilbagetagelsesaftaler med tredjelande og støtter, at der indgås en
tilbagetagelsesaftale med Tyrkiet.
1. Baggrund
Det fremgår af det flerårige arbejdsprogram for området for retlige og in-
dre anliggender (Stockholm-programmet), som medlemsstaterne vedtog i
december 2009, at en effektiv indsats mod ulovlig indvandring er væsent-
lig i forbindelse med udviklingen af en fælles indvandringspolitik. Det føl-
ger således bl.a. af programmet, at EU og medlemsstaterne bør intensivere
bestræbelserne på at sende tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold til-
bage til oprindelseslandet.
Det Europæiske Råd opfordrede i Stockholm-programmet bl.a. Kommissi-
onen til at fremlægge en evaluering af EU-tilbagetagelsesaftalerne, som
kunne danne grundlag for Rådets fastlæggelse af en ny sammenhængende
tilbagetagelsesstrategi.
Kommissionen fremlagde den 23. februar 2011 sin meddelelse om evalue-
ring af EU-tilbagetagelsesaftaler (KOM(2011) 76), der blev præsenteret på
rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 12. maj 2011.
36
Rådet vedtog på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 9.-10. juni
2011 konklusioner om fastlæggelse af EU's tilbagetagelsesstrategi.
EU har indgået tilbagetagelsesaftaler med 13 tredjelande (Albanien, Bos-
nien-Herzegovina, Georgien, Hong Kong, Macao, Makedonien, Moldova,
Montenegro, Pakistan, Rusland, Serbien, Sri Lanka og Ukraine).
Rådet har derudover givet Kommissionen mandat til på EU’s vegne at for-
handle om indgåelse af tilbagetagelsesaftaler med henholdsvis Algeriet,
Armenien, Azerbaijan, Kap Verde, Kina, Marokko og Tyrkiet. Kommissi-
onen har på den baggrund indledt forhandlinger med de nævnte lande.
Der er opnået enighed om en tilbagetagelsesaftale mellem EU og Kap
Verde, men undertegnelse og indgåelse af aftalen udestår dog fortsat.
Der blev endvidere den 13. januar 2011 opnået enighed om en tilbageta-
gelsesaftale mellem EU og Tyrkiet, der imidlertid endnu ikke er underteg-
net.
Ifølge artikel 1 i protokollen om Danmarks stilling deltager Danmark ikke
i Rådets vedtagelse af foranstaltninger, der foreslås i henhold til Traktaten
om den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) afsnit V, og ifølge
protokollens artikel 2 er ingen af de foranstaltninger, der er vedtaget i hen-
hold til dette afsnit, bindende for Danmark, ligesom de ikke finder anven-
delse i Danmark (”retsforbeholdet”).
De tilbagetagelsesaftaler, som EU måtte indgå med bestemte tredjelande,
er omfattet af retsforbeholdet. Man vil imidlertid fra dansk side kunne søge
at indgå tilsvarende bilaterale tilbagetagelsesaftaler med de pågældende
tredjelande.
På rådsmødet den 7.-8. juni 2012 forventes Kommissionen at orientere om
status for forhandlingerne om indgåelse af tilbagetagelsesaftaler mellem
EU og tredjelande. Nogle rådskonklusioner om styrkelse af samarbejdet
mellem EU og Tyrkiet på området for retlige og indre anliggender, herun-
der i form af indgåelse af en tilbagetagelsesaftale med Tyrkiet, forventes
formelt vedtaget på rådsmødet (almindelige anliggender) den 29. maj
2012. Hvis dette sker, vil formandskabet på rådsmødet (retlige og indre
anliggender) orientere herom.
37
2. Indhold
Kommissionen forventes at orientere om status for forhandlingerne om
indgåelse af tilbagetagelsesaftaler mellem EU og tredjelande. Formålet
med statusorienteringen er bl.a. at orientere Rådet om de væsentligste ude-
ståender i forhold til forhandlingerne.
De nævnte rådskonklusioner om styrkelse af samarbejdet mellem EU og
Tyrkiet, som skal danne grundlag for de videre forhandlinger med Tyrkiet
om indgåelsen af en tilbagetagelsesaftale, lægger bl.a. op til en styrket
indsats til bekæmpelse af ulovlig indvandring og organiseret kriminalitet.
Rådskonklusionerne vil således bl.a. lægge op til et styrket samarbejde in-
den for områder som grænseforvaltning, retshåndhævelse, terrorbekæm-
pelse og visum.
3. Gældende dansk ret
Sagen giver ikke anledning til at redegøre for gældende dansk ret.
4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser
Sagen har hverken lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.
5. Høring
Der er ikke foretaget høring vedrørende sagen.
6. Nærhedsprincippet
Nærhedsprincippet har ikke betydning for sagen.
7. Andre landes kendte holdninger
Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige landes
holdninger.
8. Foreløbig generel dansk holdning
Regeringen er generelt positiv over for EU’s indgåelse af tilbagetagelses-
aftaler med tredjelande og finder det derfor positivt, hvis der indgås en til-
bagetagelsesaftale med Tyrkiet. Det bemærkes, at Danmark ikke er omfat-
tet af tilbagetagelsesaftalen, jf. pkt. 1 ovenfor.
38
9. Europa-Parlamentet
Sagen skal ikke forelægges Europa-Parlamentet.
10. Specialudvalget for asyl- og indvandringssamarbejdet
Sagen har senest været drøftet i Specialudvalget for asyl- og indvandrings-
samarbejdet (SPAIS) den 15. maj 2012.
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Sagen har tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg til oriente-
ring forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 26. – 27. april
2011.
39
Dagsordenspunkt 8: EU’s indsats mod terrorisme
Nyt notat.
Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet
KOM-dokument foreligger ikke.
Resumé
Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet. Det forventes, at EU’s
antiterrorkoordinator, Gilles de Kerchove, på rådsmødet den 7.-8. juni
2012 vil præsentere et diskussionsoplæg om EU’s indsats mod terrorisme.
Det nærmere indhold af præsentationen kendes imidlertid ikke på
nuværende tidspunkt. Præsentationen fra antiterrorkoordinatoren indgår i
de løbende drøftelser i Rådet (retlige og indre anliggende) og blandt stats-
og regeringscheferne i Det Europæiske Råd om de overordnede rammer
for indsatsen mod terrorisme og behovet for konkrete tiltag på området.
Sagen rejser ikke spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet. Sagen har
hverken lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser. Fra dansk
side er man positiv over for de eksisterende tiltag i EU’s indsats mod
terrorisme, og man forventer således at kunne tage præsentationen og
udfaldet af drøftelserne til efterretning.
1. Baggrund
På baggrund af terrorangrebene i Madrid den 11. marts 2004 vedtog stats-
og regeringscheferne på mødet i Det Europæiske Råd den 25. marts 2004
en erklæring om en styrkelse af EU’s indsats mod terrorisme.
Som led i den generelle opfølgning på Det Europæiske Råds erklæring af
25. marts 2004 var bekæmpelse af terrorisme på dagsordenen for alle
møder i Rådet (retlige og indre anliggender) i løbet af foråret 2004. Rådet
drøftede i den forbindelse navnlig status for gennemførelsen af de enkelte
elementer i erklæringen. Som opfølgning på disse drøftelser vedtog stats-
og regeringscheferne på mødet i Det Europæiske Råd den 17.-18. juni
2004 en omfattende handlingsplan for EU’s indsats mod terrorisme. Det
Europæiske Råd besluttede samtidig fremover at se nærmere på
gennemførelsen af handlingsplanen to gange årligt.
I december 2005 vedtog stats- og regeringscheferne EU’s
terrorbekæmpelsesstrategi, der fastlægger rammerne for EU’s aktiviteter
på terrorområdet. Terrorbekæmpelsesstrategien, hvis overordnede formål
er at styrke det internationale samarbejde på området, fokuserer på fire
40
indsatsområder: forebyggelse, beskyttelse, forfølgelse af terrorister og
forbedring af evnen til at håndtere et terrorangreb.
Med henblik på bl.a. at forberede Det Europæiske Råds halvårlige
behandling af EU’s indsats mod terrorisme har formandskabet,
Kommissionen og EU’s antiterrorkoordinator i forbindelse med møder i
Rådet (retlige og indre anliggender) løbende orienteret om status for EU’s
indsats mod terrorisme. I den forbindelse har EU’s antiterrorkoordinator,
Gilles de Kerchove, senest på rådsmødet den 13.-14. december 2011
præsenteret en årlig statusrapport om gennemførelsen af EU’s strategi og
handlingsplan for indsatsen mod terrorisme, en statusrapport om
implementeringen af den reviderede strategi mod terrorfinansiering og et
diskussionsoplæg om EU’s generelle indsats mod terrorisme.
2. Indhold
EU’s antiterrorkoordinator vil på rådsmødet (retlige og indre anliggender)
den 7.-8. juni 2012 vil præsentere et diskussionsoplæg om EU’s indsats
mod terrorisme med anbefalinger til fremtidige initiativer på
terrorbekæmpelsesområdet.
Det nærmere indhold af diskussionsoplægget kendes imidlertid ikke på
nuværende tidspunkt, men det forventes, at antiterrorkoordinatoren vil
komme ind på EU-agenturernes bidrag til EU’s indsats mod terrorisme,
informationsudveksling, terrorisme i Vestafrika og antiradikalisering i
tredjelande.
3. Gældende dansk ret
Sagen giver ikke anledning til at redegøre for gældende dansk ret.
4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser
Sagen har hverken lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.
5. Høring
Der er ikke foretaget høring vedrørende sagen.
41
6. Nærhedsprincippet
Sagen rejser ikke spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet.
7. Andre landes kendte holdninger
Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige
medlemsstaters holdning.
8. Foreløbig generel dansk holdning
Fra dansk side har man generelt været positiv over for EU’s
terrorbekæmpelsesindsats og antiterrorkoordinatorens tidligere
afrapporteringer og anbefalinger. På den baggrund forventes det, at man
fra dansk side vil kunne tage antiterrorkoordinatorens præsentation og
udfaldet af drøftelserne til efterretning.
9. Europa-Parlamentet
Diskussionsoplægget skal ikke forelægges Europa-Parlamentet.
10. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde
Sagen har ikke været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og retligt
samarbejde.
11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
42
Dagsordenspunkt 9: Rådskonklusioner om en global alliance mod
seksuelt misbrug af børn på internettet
Nyt notat.
Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet.
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet. Formandskabet vil på rådsmødet
(retlige og indre anliggender) den 7.-8. juni 2012 præsentere et udkast til
rådskonklusioner om en global alliance mod seksuelt misbrug af børn på
internettet. Med rådskonklusionerne tilslutter Rådet sig et forslag fra
Kommissionen om, at EU, medlemsstaterne og USA lancerer en global
alliance mod seksuelt misbrug af børn på internettet. Rådskonklusionerne
fastlægger endvidere de overordnede politiske mål, som efter Rådets
opfattelse bør omfattes af alliancen. Nærhedsprincippet har ikke betydning
for sagen. Sagen har i sig selv hverken lovgivningsmæssige eller
statsfinansielle konsekvenser.
1. Baggrund
Det fremgår af Stockholm-programmet, at beskyttelse af børn mod faren
for seksuelt misbrug er et vigtigt element i strategien for børns rettigheder.
Bl.a. på baggrund heraf vedtog Europa-Parlamentet og Rådet den 13.
december 2011 et direktiv om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel
udnyttelse af børn og børnepornografi (2011/93/RIA).
Bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn på internettet er endvidere
identificeret som et prioriteret indsatsområde for Kommissionens
arbejdsgruppe med USA om it-sikkerhed og it-kriminalitet. Gruppen har i
2011 særligt fokuseret på muligheder og begrænsninger i forhold til
fjernelse af børnepornografisk materiale på internettet, og der er enighed
om, at man også vil prioritere dette spørgsmål i 2012. Dette var der
tilslutning til på EU-USA topmødet i Washington den 28. november 2011.
Kommissionen har på den baggrund foreslået, at der dannes en global
alliance mod seksuelt misbrug af børn på internettet. Alliancen vil blive
lanceret som et initiativ mellem EU, dens medlemsstater og USA, men der
vil i fremtiden blive arbejdet for at opnå deltagelse også fra andre lande.
43
Formålet med alliancen vil være at sikre politisk opbakning blandt lande i
hele verden til en række overordnede politiske mål for bekæmpelsen af
seksuelt misbrug af børn på internettet. De overordnede mål skal ledsages
af forslag til konkrete tiltag, der på nationalt plan kan medvirke til at
realisere de fastlagte mål.
Kommissionen har den 3. maj 2012 endvidere udsendt en meddelelse om
en europæisk strategi for et bedre internet for børn (KOM(2012) 196),
hvori medlemsstaterne bl.a. opfordres til at støtte Kommissionens
bestræbelser på at styrke samarbejdet med internationale partnere i
bekæmpelsen af seksuelt misbrug af børn.
Det danske formandskab er positivt indstillet over for Kommissionens
forslag om at danne en global alliance mod seksuelt misbrug af børn på
internettet, og formandskabet vil på rådsmødet (retlige og indre
anliggender) den 7.-8. juni 2012 fremlægge et udkast til rådskonklusioner
om Rådets tilslutning hertil.
2. Indhold
Med rådskonklusionerne om en global alliance mod seksuelt misbrug af
børn på internettet tilslutter Rådet sig forslaget om at danne en sådan
global alliance. Endvidere opfordres formandskabet og Kommissionen til
at søge tilslutning hertil hos de amerikanske myndigheder på
ministermødet mellem EU og USA på området for retlige og indre
anliggender, der afholdes i København den 20.-21. juni 2012.
Efter forslaget vil rådskonklusionerne endvidere fastlægge følgende
overordnede politiske mål:
- Forbedring af bestræbelserne på at identificere ofre for
børnepornografi og sikring af støtte til og beskyttelse af ofre for
børnepornografi.
- Reduktion i videst muligt omfang af mængden af
børnepornografisk materiale, der er til rådighed på internettet, og af
risikoen for, at ofre for børnepornografi igen bliver ofre.
- Forbedring af bestræbelserne på at identificere gerningsmænd og at
efterforske og retsforfølge sager om seksuelt misbrug af børn på
internettet.
44
- Forbedring af bestræbelserne på at øge opmærksomheden omkring
risiciene ved børns aktiviteter på internettet, herunder grooming
(dvs. tilfælde, hvor en voksen opbygger et tillidsforhold til et barn
med henblik på senere at begå overgreb) og egen-produktion af
billeder, som kan resultere i udbredelse af nyt børnepornografisk
materiale på internettet.
3. Gældende dansk ret
Sagen giver ikke anledning til at redegøre for gældende dansk ret.
4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser
Sagen har hverken lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.
5. Høring
Der er ikke foretaget høring vedrørende sagen.
6. Nærhedsprincippet
Nærhedsprincippet har ikke betydning for sagen.
7. Andre landes kendte holdninger
Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige
medlemsstaters holdning.
8. Foreløbig generel dansk holdning
Fra dansk side kan man tilslutte sig udkastet til rådskonklusioner.
9. Europa-Parlamentet
Sagen skal ikke forelægges Europa-Parlamentet.
10. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde
Sagen har været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og retligt sam-
arbejde den 14. maj 2012.
45
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
46
Dagsordenspunkt 10: Rådskonklusioner om øget og mere effektiv
anvendelse af Europol Information System (EIS) i bekæmpelsen af
grænseoverskridende kriminalitet
Nyt notat.
Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet.
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet. Formandskabet præsenterer på
rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 7.-8. juni 2012 et udkast til
rådskonklusioner om øget og mere effektiv anvendelse af Europol
Information System (EIS) i bekæmpelsen af grænseoverskridende
kriminalitet. Medlemsstaterne opfordres med rådskonklusionerne til at
styrke informationsudvekslingen i sager om grænseoverskridende
kriminalitet ved at foretage flere søgninger og indlægge flere oplysninger i
EIS og ved i den forbindelse at indføre procedurer og datatekniske
løsninger, der kan gøre anvendelsen af systemet mere effektiv.
Rådskonklusionerne opfordrer samtidig Europol til at udbrede kendskabet
til bl.a. funktioner og tekniske løsninger samt til at monitorere
medlemsstaternes anvendelse af systemet. Nærhedsprincippet har ikke
betydning for sagen. Sagen har i sig selv hverken lovgivningsmæssige eller
statsfinansielle konsekvenser.
1. Baggrund
Det Europæiske Råd har i Stockholm-programmet fra 2009 fastlagt, at
hovedmålet for EU’s samarbejde på retshåndhævelsesområdet er at
bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet, og at der ikke alene bør
fokuseres på terrorisme og organiseret kriminalitet, men også anden
omfattende grænseoverskridende kriminalitet, som har betydelig
indvirkning på dagliglivet for borgerne i EU. Med henblik på at opnå et
effektivt samarbejde om bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet
fremhæves det bl.a. i Stockholm-programmet, at medlemsstaterne bør
styrke udvekslingen af oplysninger i sager om organiseret og grov
kriminalitet. Der peges også på, at Europol bør blive et knudepunkt for
informationsudveksling mellem medlemsstaternes retshåndhævende
myndigheder.
Rådet vedtog i 2010 rådskonklusioner om bekæmpelse af
grænseoverskridende kriminalitet begået af omrejsende kriminelle
47
grupper, hvor medlemsstaterne bl.a. blev opfordret til at gøre øget brug af
eksisterende europæiske instrumenter og redskaber til
informationsudveksling i indsatsen mod denne type kriminalitet.
En styrket informationsudveksling er endvidere et fælles strategisk mål for
de prioriteter, der er fastsat for 2011 til 2013, inden for rammerne af EU’s
såkaldte politikcyklus for organiseret og grov international kriminalitet.
Det danske formandskab har på den baggrund sat yderligere fokus på
informationsudveksling og udnyttelse af Europols eksisterende
informationskapacitet i bekæmpelsen af grænseoverskridende kriminalitet
begået af omrejsende kriminelle grupper og andre kriminelle, der opererer
på tværs af medlemsstaternes grænser. Formandskabet forventer i den
forbindelse på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 7.-8. juni 2012
at fremlægge et udkast til rådskonklusioner om øget og mere effektiv
anvendelse af EIS i bekæmpelsen af grænseoverskridende kriminalitet.
2. Indhold
Rådskonklusionerne om øget og mere effektiv anvendelse af EIS i
bekæmpelsen af grænseoverskridende kriminalitet indeholder opfordringer
til medlemsstaterne og Europol om at gennemføre af en række initiativer,
der kan styrke medlemsstaternes informationsudveksling via dette system.
Medlemsstaterne opfordres først og fremmest til at øge
politimyndighedernes anvendelse af EIS i relevante sager om
grænseoverskridende kriminalitet. Det gælder både i forhold til
indlæggelse af oplysninger i systemet og søgning i de oplysninger, der er
lagret systemet. Medlemsstaterne opfordres herudover til at gennemføre en
række tiltag, der kan medvirke til, at de nationale myndigheder i højere
grad benytter sig af EIS. Disse tiltag omfatter bl.a. udbredelse af systemet
til alle relevante myndigheder, oplysning og vejledning om systemets
funktioner, fastsættelse af standardprocedurer for systemets anvendelse,
indførelse af datatekniske løsninger for systematisk indlæggelse af
oplysninger, indførelse af regelmæssige søgninger ud fra generelt fastsatte
kriterier og automatisk underretning af relevante myndigheder om
søgeresultater.
Europol opfordres til at udbrede kendskabet til EIS’s funktionsmuligheder
og fremme kendskabet til tekniske og administrative løsninger, der kan
gøre systemet lettere tilgængeligt for medlemsstaternes politimyndigheder.
48
Europol opfordres endvidere bl.a. til at monitorere medlemsstaternes
anvendelse af EIS og til inden for rammerne af Europols Styrelsesråd at
følge op på udviklingen i medlemsstaternes brug af systemet og drøfte
specifikke måltal for medlemsstaterne anvendelse.
3. Gældende dansk ret
Sagen giver ikke anledning til at redegøre for gældende dansk ret.
4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser
Sagen har hverken lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.
5. Høring
Der er ikke foretaget høring vedrørende sagen.
6. Nærhedsprincippet
Nærhedsprincippet har ikke betydning for sagen.
7. Andre landes kendte holdninger
Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige
medlemsstaters holdning.
8. Foreløbig generel dansk holdning
Fra dansk side kan man tilslutte sig udkastet til rådskonklusioner.
9. Europa-Parlamentet
Sagen skal ikke forelægges Europa-Parlamentet.
10. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde
Sagen har ikke været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og retligt
samarbejde.
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
49
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
50
Dagsordenspunkt 11: Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv om ret til adgang til advokatbistand i straffesager og ret til
kommunikation ved anholdelse*
Revideret notat. Ændringerne er anført i kursiv.
Sagen er omfattet af retsforbeholdet.
KOM(2011) 326
Resumé
Forslaget er omfattet af retsforbeholdet. Forslaget behandles på
rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 7.-8. juni 2012 med henblik
på at opnå generel indstilling til forslaget. Forslaget har til formål at
fastsætte fælles minimumsstandarder i EU for mistænktes og tiltaltes ret til
at få advokatbistand og til i forbindelse med anholdelsen at kommunikere
med en tredjemand, f.eks. et familiemedlem, en arbejdsgiver eller en
konsulær myndighed. Forslaget omfatter også personer, som anholdes
med henblik på udlevering efter reglerne i rammeafgørelsen om den
europæiske arrestordre. Forslaget vurderes ikke at være i strid med
nærhedsprincippet. Da forslaget er omfattet af det retlige forbehold, har
det hverken lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.
1. Baggrund
Rådet (retlige og indre anliggender) vedtog den 30. november 2009 en så-
kaldt køreplan med henblik på at styrke den mistænktes eller tiltaltes pro-
ceduremæssige rettigheder i straffesager, hvorefter der skulle vedtages for-
anstaltninger vedrørende de mest grundlæggende processuelle rettigheder,
som skulle behandles én ad gangen, og Kommissionen blev opfordret til at
fremlægge de nødvendige forslag hertil. Rådet gav i den forbindelse ud-
tryk for, at der endnu ikke var blevet gjort nok på EU-plan til at sikre indi-
videts grundlæggende rettigheder under straffesager.
I det flerårige arbejdsprogram inden for retlige og indre anliggender
(Stockholm-programmet), som medlemsstaterne vedtog i december 2009,
fremhæves bl.a. betydningen af individets rettigheder i straffesager som en
grundlæggende værdi i EU. Det vil også fjerne hindringer i den frie bevæ-
gelighed, hvis individets grundlæggende rettigheder beskyttes. I Stock-
holm-programmet omtales køreplanen som en integreret del af det fleråri-
ge program, og Kommissionen opfordres til at fremsætte forslag til hurtig
gennemførelse heraf.
51
Kommissionen præsenterede direktivforslaget på rådsmødet (retlige og in-
dre anliggender) den 22.-23. september 2011. Forslaget er siden blevet fo-
relagt Rådet den 27.-28. oktober og den 13.-14. december 2011.
Forslaget er fremsat under henvisning til Traktaten om Den Europæiske
Unions Funktionsmåde (TEUF), navnlig artikel 82, stk. 2.
Ifølge artikel 1 i protokollen om Danmarks stilling deltager Danmark ikke
i Rådets vedtagelse af foranstaltninger, der foreslås i henhold til TEUF,
tredje del, afsnit V, og ifølge protokollens artikel 2 er ingen af de foran-
staltninger, der er vedtaget i henhold til dette afsnit, bindende for Dan-
mark, ligesom de ikke finder anvendelse i Danmark (”retsforbeholdet”).
Sagen behandles på rådsmødet den 7.-8. juni 2012 med henblik på at opnå
generel indstilling til direktivforslaget.
2. Indhold
2.1. Generelt
Forslaget til direktiv har til formål at fastsætte fælles minimumsstandarder
for de rettigheder, som mistænkte og tiltalte samt personer, der eventuelt
skal udleveres efter reglerne i rammeafgørelsen om den europæiske arrest-
ordre, har til at få adgang til advokatbistand og til ved anholdelsen at
kommunikere med en tredjemand, f.eks. et familiemedlem, en arbejdsgiver
eller en konsulær myndighed.
Forslaget bygger i vidt omfang på artikel 6 i Den Europæiske Menneske-
rettighedskonvention (EMRK), således som denne bestemmelse er blevet
fortolket af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, men på visse
punkter går forslaget dog videre end EMRK.
Forslaget indeholder desuden regler om ret til at kontakte de konsulære
myndigheder for udlændinge, som bliver frihedsberøvet. Retten følger al-
lerede af Wiener-konventionen fra 1963 om konsulære forbindelser, der
fastsætter, at en udenlandsk statsborger ved anholdelse eller frihedsberø-
velse har ret til at anmode om, at vedkommendes konsulat underrettes om
frihedsberøvelsen, og til at modtage besøg af konsulære embedsmænd.
52
2.2. Nærmere om hovedelementerne i forslaget
Der lægges op til, at direktivet skal finde anvendelse fra det tidspunkt, hvor
en person bliver gjort opmærksom på, at den pågældende er mistænkt eller
tiltalt for at have begået en lovovertrædelse, og indtil sagens afslutning.
Forslaget indeholder bestemmelser om, hvornår en sigtet har ret til en ad-
vokat. Således lægges der op til, at adgang til advokatbistand skal gives
uden unødigt ophold, så den sigtede kan udøve sin ret til et effektivt for-
svar. Adgangen til advokatbistand skal foreligge forud for politiets afhø-
ring og forud for visse former for bevisindsamling, hvor den sigtedes til-
stedeværelse er påkrævet. Det skal ske så hurtigt som praktisk muligt efter
frihedsberøvelse af den sigtede eller i tilstrækkelig tid, før retssagen mod
den pågældende påbegyndes.
Forslaget indeholder desuden nærmere regler om indholdet af retten til ad-
vokatbistand, herunder bl.a. om at den mistænkte eller tiltalte skal have ret
til at kommunikere med advokaten forud for politiets afhøringer, og at ad-
vokaten skal have ret til at være til stede under disse afhøringer. Varighe-
den og hyppigheden af kommunikationen mellem den mistænkte eller tiltal-
te og dennes advokat skal reguleres af national lovgivning, dog således at
den mistænkte eller tiltalte sikres adgang til et effektivt forsvar.
Forslaget tilsigter endvidere at regulere retten til at informere tredjemand i
forbindelse med anholdelse, således at en person, der frihedsberøves i for-
bindelse med en straffesag, uden unødigt ophold efter anholdelsen har ret
til at få mindst en person efter eget valg, f.eks. et familiemedlem eller en
arbejdsgiver, informeret om frihedsberøvelsen. Desuden skal værgen for
en mindreårig, der frihedsberøves, underrettes herom.
Der foreslås endvidere regler om retten for udlændinge til at underrette de
konsulære eller diplomatiske myndigheder om frihedsberøvelsen. Direktiv-
forslaget fastslår desuden fortroligheden af kommunikationen mellem en
forsvarer og en mistænkt eller tiltalt.
Forslaget indeholder en begrænset adgang til at fravige de rettigheder, der
ellers følger af forslaget. En fravigelse skal bl.a. være begrundet i hensyn,
der i lyset af den konkrete sag må anses for tvingende. Desuden må en fra-
vigelse ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt, den skal være begrænset
til det kortest mulige tidsrum, og fravigelsen må ikke været begrundet ale-
53
ne i kriminalitetstypen. Endelig må en fravigelse ikke være til hinder for en
retfærdig rettergang.
Forslaget indebærer desuden en regulering af, under hvilke omstændighe-
der en mistænkt eller tiltalt kan give afkald på rettigheder i henhold til di-
rektivet, herunder at den mistænkte eller tiltalte skal have modtaget til-
strækkelig information om konsekvenserne af et afkald, og at afkaldet skal
være utvetydigt og givet af egen fri vilje.
Direktivforslaget fastsætter endvidere regler om retten til advokatbistand i
den fuldbyrdende medlemsstat for en person, der eventuelt skal udleveres
efter reglerne i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre. I øvrigt
svarer indholdet af retten til advokatbistand i forbindelse med udlevering
efter en europæisk arrestordre i det væsentlige til det ovenfor anførte om
retten til advokatbistand for mistænkte eller tiltalte.
Endelig indeholder direktivforslaget en række mere tekniske regler, bl.a.
om retsvirkningerne af tilsidesættelse af retten til advokatbistand.
3. Gældende dansk ret
3.1. Retsplejeloven
3.1.1. Retten til forsvarer
Retsplejelovens kapitel 66 indeholder bl.a. regler om, hvornår en mistænkt
eller sigtet har ret eller pligt til en forsvarer. Således følger det af § 730, at
den, der sigtes for en forbrydelse, er berettiget til at vælge en forsvarer til
at stå ham bi i overensstemmelse med retsplejelovens regler.
Desuden opregnes i retsplejelovens § 731 en række tilfælde, hvor der skal
beskikkes en forsvarer for den sigtede, mens en forsvarer kan beskikkes ef-
ter § 732, når retten efter sagens beskaffenhed, sigtedes person eller om-
stændighederne i øvrigt anser det for ønskeligt, og sigtede ikke selv har
skaffet sig bistand af en forsvarer.
Endelig følger det af retsplejelovens § 821 e, at der i visse tilfælde efter
anmodning fra forældremyndighedens indehaver eller fra politiet beskik-
kes en advokat for en person under 15 år, når den pågældende efter sagens
karakter og omfang må antages at have et ganske særligt behov for advo-
katbistand.
54
3.1.2. Forsvarerens beføjelser
Retsplejeloven indeholder også regler om en forsvarers rettigheder. Efter
retsplejelovens § 745 c har en forsvarer således f.eks. ret til at overvære
politiets afhøringer af sigtede og til at stille yderligere spørgsmål. Det
fremgår også af bestemmelsen, at forsvareren efter begæring skal underret-
tes om tidspunktet for afhøringerne.
Desuden følger det bl.a. af § 745 d, at politiet, når en afhøring, en konfron-
tation, en fotoforevisning eller andet efterforskningsskridt af lignende be-
tydning kan formodes at ville finde anvendelse som bevis under hovedfor-
handlingen, giver meddelelse til forsvareren inden foretagelsen, således at
forsvareren kan få lejlighed til at være til stede.
Efter § 745 e skal forsvareren være til stede under videoafhøringen af et
barn, når afhøringen formodes at ville finde anvendelse som bevis under
hovedforhandlingen.
Efter § 748, stk. 2, underrettes forsvareren om alle retsmøder og er beretti-
get til at overvære dem. Hvis det ikke er muligt at give forsvareren medde-
lelse, kan der kun afholdes retsmøder, som ikke kan opsættes.
3.1.3. Særligt om tvangsindgreb i strafferetsplejen
Retsplejeloven indeholder endvidere en række bestemmelser om tvangs-
indgreb i strafferetsplejen, herunder bl.a. indgreb i meddelelseshemmelig-
heden (kapitel 71), legemsindgreb (kapitel 72), ransagning (kapitel 73)
samt beslaglæggelse og edition (kapitel 74).
Efter § 784 skal der inden rettens afgørelse om indgreb i meddelelses-
hemmeligheden beskikkes en advokat for den, som indgrebet vedrører, og
advokaten skal have lejlighed til at udtale sig. En advokat beskikket i med-
før af § 784 skal underrettes om alle retsmøder og er berettiget til at over-
være disse samt til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har
tilvejebragt. Det følger af § 787, at den beskikkede advokat som udgangs-
punkt kan forlange at overvære åbningen af breve og andre lukkede for-
sendelser.
Reglerne om advokatbeskikkelse mv. gælder også i forhold til ransagning.
Retsplejelovens kapitel 72 indeholder som nævnt regler om legemsind-
greb. Således følger det af § 792 c, stk. 2, at afgørelse om andre le-
55
gemsindgreb end undersøgelse af legemets ydre, sikring af prøver herfra
og udtagelse af spyt- eller blodprøver træffes af retten ved kendelse. Efter
§ 792 c, stk. 4, skal der på sigtedes begæring beskikkes en offentlig forsva-
rer.
3.1.4. Fortrolighed
Retsplejeloven indeholder regler om fortrolighed i kommunikationen mel-
lem en sigtet og dennes forsvarer. Således følger det f.eks. af § 170, at vid-
neforklaring ikke må afkræves bl.a. forsvarere om det, som er kommet til
deres kundskab ved udøvelsen af deres virksomhed.
Det følger af § 771, stk. 1, at en varetægtsarrestant altid har ret til ukon-
trolleret besøg af sin forsvarer, og arrestanten har efter § 772, stk. 2, ret til
ukontrolleret brevveksling med forsvareren.
Efter § 782, stk. 2, må telefonaflytning, anden aflytning, brevåbning og
brevstandsning ikke foretages med hensyn til den mistænktes forbindelse
med personer, som efter den nævnte bestemmelse i § 170 er udelukket fra
at afgive forklaring som vidne.
Det følger endvidere af § 794, stk. 3, og § 795, stk. 2, at der ikke må ske
ransagning af skriftlige meddelelser eller lignende mellem den mistænkte
og personer, som efter reglerne i § 170 er udelukket fra at afgive forklaring
som vidne i sagen. Det samme gælder beslaglæggelse og edition.
3.2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) med tilhørende
protokoller er gjort til en del af dansk ret ved lov nr. 285 af 29. april 1992
med senere ændringer.
EMRK artikel 6 vedrører retten til en retfærdig rettergang. Det følger af ar-
tikel 6, stk. 3, litra b, at enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, har
ret til at få tilstrækkelig tid og lejlighed til at forberede sit forsvar. Be-
stemmelsen anvendes bl.a. i forhold til kommunikationen mellem den an-
klagede og forsvareren.
Herudover følger det af EMRK artikel 6, stk. 3, litra c, at enhver, der er
anklaget for en lovovertrædelse, skal have ret til at forsvare sig personligt
eller ved bistand af en forsvarer, som han selv har valgt. Efter Menneske-
56
rettighedsdomstolens praksis bør en person tilbydes advokatbistand allere-
de ved første afhøring hos politiet, medmindre der er tvingende grunde til
at fravige dette.
3.3. Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den
europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem
medlemsstaterne
Danmark har ved lov nr. 433 af 10. juni 2003 om ændring af udleverings-
loven og den nordiske udleveringslov, der trådte i kraft den 1. januar 2004,
gennemført Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den
europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem med-
lemsstaterne.
Det følger af artikel 11 i rammeafgørelsen, at en eftersøgt, der anholdes
med henblik på fuldbyrdelse af en europæiske arrestordre, har ret til bi-
stand af en juridisk rådgiver og tolk i overensstemmelse med den nationale
lovgivning i den fuldbyrdende medlemsstat.
Desuden følger det af rammeafgørelsens artikel 19, at den eftersøgte afhø-
res af en judiciel myndighed bistået af enhver anden person, der er udpeget
i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor den udstedende myn-
dighed er hjemmehørende.
Efter udleveringslovens § 18 b, stk. 3, jf. § 14, skal der beskikkes en for-
svarer for den, som søges udleveret, når der iværksættes en undersøgelse
af, om betingelserne for udlevering er opfyldt, medmindre den pågældende
selv vælger en forsvarer.
3.4. Rigspolitiets vejledning til anholdte
Rigspolitiet har udarbejdet en skriftlig vejledning til anholdte, der udleve-
res til anholdte personer.
Vejledningen indeholder bl.a. oplysninger om den anholdtes ret til at kon-
takte familie eller arbejdsgiver for at orientere dem om anholdelsen og ret-
ten til at kontakte relevante konsulære myndigheder.
57
4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser
4.1. Lovgivningsmæssige konsekvenser
Forslaget er som nævnt fremsat efter TEUF, tredje del, afsnit V, og derfor
omfattet af Danmarks forbehold vedrørende retlige og indre anliggender.
Danmark deltager således ikke i vedtagelsen af direktivforslaget, som ikke
vil være bindende for eller finde anvendelse i Danmark.
Hvis det foreliggende forslag til direktiv fandt anvendelse i Danmark, vur-
deres forslaget at ville have lovgivningsmæssige konsekvenser.
4.2. Statsfinansielle konsekvenser
Hvis forslaget til direktiv fandt anvendelse i Danmark, skønnes det ikke at
ville have statsfinansielle konsekvenser af betydning.
5. Høring
Forslaget er den 29. juli 2011 sendt i høring hos følgende myndigheder og
organisationer mv.:
Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, samtlige byretter,
Procesbevillingsnævnet, Domstolsstyrelsen, Rigspolitiet, Rigsadvokaten,
Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen,
Direktoratet for Kriminalforsorgen, Foreningen af offentlige anklagere,
Politiforbundet, Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater,
Danske Advokater, Amnesty International, Institut for
Menneskerettigheder, Retspolitisk Forening, Retssikkerhedsfonden, Joan-
Søstrene, Foreningen Hjælp Voldsofre, Landsorganisationen for
kvindekrisecentre, Mødrehjælpen og Offerrådgivningen.
Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra Domstolsstyrelsen, Østre
Landsret, Vestre Landsret, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Advokatrå-
det, Politiforbundet, Institut for Menneskerettigheder, Amnesty In-
ternational og Joan-Søstrene.
Domstolsstyrelsen, Østre Landsret, Vestre Landsret, Politiforbundet,
Institut for Menneskerettigheder og Joan-Søstrene har ikke bemærk-
ninger til forslaget.
58
Rigsadvokaten er generelt positivt indstillet over for forslaget. Rigsadvo-
katen bemærker, at det er mest hensigtsmæssigt, hvis retten til advokatbi-
stand først indtræder fra sigtelsestidspunktet og ikke, når en person alene
er mistænkt.
Rigsadvokaten bemærker videre, at det ikke forekommer hensigtsmæssigt,
at et forslag om adgang til advokatbistand i straffesager og ret til kommu-
nikation ved anholdelse tillige indeholder regler om kontrol af de forhold,
hvorunder personer frihedsberøves.
Rigsadvokaten finder det endvidere uhensigtsmæssigt, at advokatens ret til
at være til stede under retsmøder efter forslaget ikke kan begrænses, hvor
hensynet til fremmede magter, statens sikkerhed, sagens opklaring eller
tredjemand undtagelsesvist gør det påkrævet.
Rigsadvokaten foreslår desuden, at forslaget ændres, således at frihedsbe-
røvede personers ret til snarest muligt at kommunikere med mindst én per-
son efter eget valg kan tilsidesættes, hvor f.eks. hensynet til efterforsknin-
gen måtte påkræve det.
Rigsadvokaten bemærker endelig, at forslagets forbud mod brug af beviser
indhentet i strid med tiltaltes ret til adgang til advokatbistand ikke synes at
være i overensstemmelse med princippet om rettens frie bevisbedømmelse.
Rigspolitiet bemærker, at der bør tages højde for efterforskningsmæssige
hensyn i forbindelse med frihedsberøvede personers ret til at kommunikere
med en valgfri person snarest muligt efter frihedsberøvelsen, således at
denne adgang i visse tilfælde, hvor efterforskningen påkræver det, kan be-
grænses. Det kan eventuelt ske ved, at politiet på den frihedsberøvedes
vegne kan orientere tredjemand om tilbageholdelsen.
Advokatrådet er positiv i forhold til at sikre minimumsstandarder i EU
for mistænktes og tiltaltes ret til at få advokatbistand og til frihedsberøvede
personers ret til at kunne kommunikere med tredjemand. Advokatrådet er
herunder positiv over for, at frihedsberøvede personer, der eventuelt skal
udleveres efter reglerne i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre,
sikres advokatbistand i såvel den udstedende som den fuldbyrdende med-
lemsstat.
Amnesty International er positiv over for, at der med forslaget lægges op
til at indføre minimumsregler for processuelle rettigheder under straffesa-
59
ger i EU, således at medlemsstaterne generelt lever op til Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 6 om retten til retfærdighed retter-
gang.
6. Nærhedsprincippet
Kommissionen har i forslaget om nærhedsprincippet anført, at formålet
med forslaget ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne
hver for sig, da der stadig er væsentlig forskel på, nøjagtigt hvordan og
hvornår der indrømmes ret til at få adgang til advokatbistand under straffe-
sager i EU. Da formålet med forslaget er at fremme gensidig tillid, er det
kun foranstaltninger, der træffes af EU, der kan opstille fælles minimums-
standarder, som finder anvendelse overalt i EU. Forslaget vil tilnærme
medlemsstaternes processuelle regler med hensyn til, hvornår og hvordan
mistænkte og tiltalte samt personer, for hvem der er udstedt en europæisk
arrestordre, kan få adgang til advokatbistand, idet målet er at fremme gen-
sidig tillid. Forslaget er således efter Kommissionens opfattelse i overens-
stemmelse med nærhedsprincippet.
Det følger som ovenfor nævnt af Rådets køreplan med henblik på at styrke
den mistænktes eller tiltaltes proceduremæssige rettigheder i straffesager
som omtalt i Stockholm-programmet, at der skal fastsættes fælles mini-
mumsstandarder i EU. Nærværende forslag er en udmøntning heraf og er
et nødvendigt skridt for at opfylde køreplanens formål. Forslaget er derfor
efter regeringens opfattelse i overensstemmelse med nærhedsprincippet.
7. Andre landes kendte holdninger
Et flertal af medlemsstater har givet udtryk for, at de overordnet er positivt
indstillet over for det foreliggende forslag.
8. Foreløbig generel dansk holdning
Fra dansk side er man generelt positivt indstillet over for forslaget i sin nu-
værende form.
9. Europa-Parlamentet
Forslaget til direktiv behandles efter den fælles beslutningsprocedure
(TEUF artikel 294), der indebærer, at forslaget skal behandles i Europa-
Parlamentet.
60
Europa-Parlamentet har endnu ikke taget stilling til forslaget.
10. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde
Sagen har senest været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæs-
sigt og retligt samarbejde den 14. maj 2012.
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Sagen blev senest forelagt Folketingets Europaudvalg til orientering forud
for rådsmødet den 13.-14. december 2011.
61
Dagsordenspunkt 12: Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning om retternes kompetence og om anerkendelse og
fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
(Omarbejdning) (Bruxelles I)*
Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.
Sagen er omfattet af retsforbeholdet.
KOM(2010) 748
Resumé
Forordningsforslaget er omfattet af retsforbeholdet, men hvis forslaget
vedtages, vil Danmark i kraft af en tidligere indgået parallelaftale mellem
Danmark og EU kunne meddele, at Danmark vil gennemføre indholdet af
forordningen, og i så fald vil forordningen på mellemfolkeligt grundlag
gælde mellem Danmark og de øvrige medlemsstater. Sagen forventes at
være på dagsordenen for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 7.-
8. juni 2012 med henblik på at opnå en generel indstilling til
forordningsforslaget. Forslaget til forordning om revision af Bruxelles I-
forordningen har til formål at afhjælpe de mangler, som en undersøgelse
af den praktiske anvendelse af forordningen har vist. Det reviderede
forslag vil bl.a. lægge op til afskaffelse af eksekvatur og en udvidelse af
forordningens anvendelsesområde til i visse tilfælde også at omfatte
sagsøgte med bopæl uden for EU. Forslaget vurderes ikke at være i strid
med nærhedsprincippet. Da forslaget er omfattet af retsforbeholdet, vil
vedtagelsen af forslaget ikke umiddelbart have lovgivningsmæssige
konsekvenser. Efter den ovenfor nævnte parallelaftale vil Danmark
imidlertid kunne meddele, at man ønsker at gennemføre forordningen i
dansk ret. En sådan gennemførelse vurderes at ville have
lovgivningsmæssige konsekvenser. Forslaget vurderes ikke at have
statsfinansielle konsekvenser af betydning. Storbritannien og Irland har
tilkendegivet, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af
forordningen. Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de
øvrige medlemsstaters holdninger til forslaget. Fra dansk side er man
overordnet set positivt indstillet over for det reviderede forslag.
1. Baggrund
Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om
anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og
handelsretlige område (Bruxelles I-forordningen) trådte i kraft i marts
2002 og udgør grundlaget for samarbejdet mellem retterne om civilretlige
spørgsmål i Den Europæiske Union. Bruxelles I-forordningen fastlægger
bl.a., hvilken retsinstans der er den mest egnede til at løse en tvist på tværs
62
af landegrænserne, og skal sikre, at retsafgørelser, der er afsagt i en anden
medlemsstat, let kan anerkendes og fuldbyrdes.
Det følger af artikel 73 i Bruxelles I-forordningen, at Kommissionen skulle
forelægge Europa-Parlamentet, Rådet og Det Økonomiske og Sociale
Udvalg en rapport om anvendelsen af forordningen senest 5 år efter
forordningens ikrafttræden. Rapporten skulle om nødvendigt ledsages af
forslag med henblik på tilpasning af forordningen. Kommissionen har
udarbejdet en sådan rapport på grundlag af en undersøgelse af
forordningens anvendelse i praksis. På den baggrund er det
Kommissionens vurdering, at den frie bevægelighed for retsafgørelser bør
fremmes yderligere. Det bør endvidere gøres lettere at føre retssager over
landegrænserne.
Ifølge det flerårige arbejdsprogram inden for retlige og indre anliggender
(Stockholm-programmet), som medlemsstaterne vedtog i december 2009,
bør retsafgørelser på det civilretlige område fuldbyrdes umiddelbart og
uden andre mellemliggende foranstaltninger. Eksekvaturproceduren (dvs.
kravet om, at en dom, der er afsagt i én medlemsstat, først kan fuldbyrdes i
en anden medlemsstat, når den kompetente myndighed i sidstnævnte
medlemsstat har bestemt det) bør derfor generelt afskaffes for
retsafgørelser i civil- og handelsretlige sager, hvor den stadig for ofte er
nødvendig for at opnå fuldbyrdelse af retsafgørelser fra en anden
medlemsstat.
På den baggrund har Kommissionen fremsat et forslag til revision af
Bruxelles I-forordningen (omarbejdning).
Forslaget til forordning, der er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 67,
stk. 4, og artikel 81, stk. 2, litra a), c) og e), behandles efter den
almindelige beslutningsprocedure, hvilket indebærer, at Europa-
Parlamentet og Rådet skal vedtage forslaget.
Forslaget blev præsenteret på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den
24.-25. februar 2011.
På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 13.-14. december 2011
vedtog Rådet retningslinjer for de videre drøftelser om anerkendelse,
eksigibilitet (dvs. at dommen kan fuldbyrdes) og fuldbyrdelse.
63
På det uformelle rådsmøde (retlige og indre anliggender) i København den
26.-27. januar 2012 var der en drøftelse af spørgsmålet om, hvorvidt
kompetencereglerne i forordningen bør udvides til at omfatte
tredjelandssagsøgte.
Rådet vil på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 7.-8. juni 2012
få forelagt et revideret forordningsforslag med henblik på at fastlægge en
generel indstilling til hele forslaget.
Det danske retsforbehold
Forslaget er fremsat med hjemmel i Traktaten om Den Europæiske Unions
Funktionsmåde (TEUF), tredje del, afsnit V. Forslaget er derfor omfattet af
Danmarks forbehold vedrørende retlige og indre anliggender. Protokollen
om Danmarks stilling, der er knyttet til Lissabon-Traktaten, finder på den
baggrund anvendelse.
Ifølge protokollens artikel 1 deltager Danmark ikke i Rådets vedtagelse af
foranstaltninger, der foreslås i henhold til TEUF, tredje del, afsnit V, og
ifølge artikel 2 er ingen af de foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til
TEUF, 3. del, afsnit V, bindende for Danmark, ligesom de ikke finder
anvendelse i Danmark (”retsforbeholdet”).
I kraft af en parallelaftale mellem Danmark og Fællesskabet er Danmark
imidlertid på mellemstatsligt grundlag tilknyttet reglerne i Bruxelles I-
forordningen, således at reglerne i forordningen gælder mellem Danmark
og de øvrige medlemsstater. Folketinget har i medfør af grundlovens § 19
givet samtykke1
til indgåelse af parallelaftalen, og aftalen trådte i kraft den
1. juli 2007.
Det følger af parallelaftalens artikel 3, stk. 2 og 3, at hvis der foretages
ændringer i Bruxelles I-forordningen, skal Danmark inden 30 dage efter
vedtagelsen meddele Kommissionen, hvorvidt Danmark vil gennemføre
indholdet af ændringerne, og om gennemførelsen kan ske administrativt
eller kræver godkendelse i Folketinget. Hvis Danmark meddeler
Kommissionen, at Danmark ikke ønsker at gennemføre indholdet af
ændringerne, følger det af parallelaftalens artikel 3, stk. 7, at aftalen skal
1
Jf. lov nr. 1563 af 20. december 2006 om Bruxelles I-forordningen m.v.
64
betragtes som opsagt, hvilket vil bevirke, at forordningens regelsæt ikke
længere vil gælde mellem Danmark og de øvrige medlemsstater.
2. Indhold
2.1. Generelt
Forslaget til forordning indeholder i store træk en videreførelse af de
eksisterende regler i Bruxelles I-forordningen.
Forslaget har dog til formål at afhjælpe de mangler, som en undersøgelse
af den praktiske anvendelse af Bruxelles I-forordningen har peget på.
Forslaget søger således at fjerne de resterende hindringer for
retsafgørelsers frie bevægelighed i overensstemmelse med princippet om
gensidig anerkendelse.
På den baggrund indeholder forslaget bl.a. bestemmelser om afskaffelse af
eksekvatur, udvidelse af forordningens kompetenceregler, værnetings-
aftaler, voldgift, litispendens (dvs. regler for behandling af retssager om
samme tvist anlagt ved flere retter) og indbyrdes sammenhængende krav
samt anerkendelse af foreløbige og sikrende retsmidler, som i hovedtræk
gennemgås nedenfor under punkt 2.2.
2.2. Nærmere om hovedelementerne i forslaget
2.2.1. Eksekvatur
I medfør af den gældende Bruxelles I-forordnings artikel 38 kan en
fremmed retsafgørelse først fuldbyrdes, når den er blevet erklæret
eksigibel i den medlemsstat, hvor den ønskes fuldbyrdet. En dom, der er
afsagt i én medlemsstat, er således først eksigibel i en anden medlemsstat,
når den kompetente myndighed i sidstnævnte medlemsstat har bestemt det
(den såkaldte eksekvaturprocedure).
På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 13.-14. december 2011
blev Rådet enige om at afskaffe eksekvaturproceduren for derved at søge at
opnå en egentlig fri bevægelighed for disse retsafgørelser. Det medfører, at
retsafgørelser afsagt i en medlemsstat fremover skal kunne fuldbyrdes i de
øvrige medlemsstater, uden at der kræves nogen særlig procedure.
65
Rådet blev samtidig enige om at bibeholde en række processuelle garantier
fra den gældende forordning, der skal sikre, at den sagsøgtes ret til en
retfærdig rettergang og sagsøgtes ret til forsvar, der er sikret ved artikel 47
i EU’s charter om grundlæggende rettigheder, beskyttes i tilstrækkeligt
omfang.
Fuldbyrdelse kan således bl.a. afslås, hvis fuldbyrdelsen åbenbart vil
stride mod grundlæggende retsprincipper (ordre public) i den
medlemsstat, anmodningen rettes til, eller hvis sagsøgte ikke er blevet
behørigt informeret om retssagen i domsstaten.
Det forventes, at det reviderede forslag vil indeholde en bestemmelse, som
tager højde for den særlige situation, at fuldbyrdelsen af en dom
påbegyndes i en anden medlemsstat mod en person, der ikke forud for
fuldbyrdelsen er blevet gjort bekendt med dommen.
2.2.2. Forordningens anvendelse i den internationale retsorden
Den gældende Bruxelles I-forordnings kompetenceregler finder (med visse
undtagelser) ikke anvendelse, når sagsøgte har bopæl uden for EU. I disse
tilfælde henviser forordningen til national ret (også kaldet
”residualkompetencen”).
Kommissionen lagde i sit oprindelige forslag op til at udvide
kompetencereglerne i Bruxelles I-forordningen til også at omfatte sagsøgte
med bopæl uden for EU (”tredjelandssagsøgte”). Efter Kommissionens
forslag skal Bruxelles I-forordningen udtømmende gøre op med, hvornår
personer fra tredjelande kan sagsøges i en medlemsstat. Kommissionens
forslag er således udtryk for en totalharmonisering af medlemsstaternes
regler om, hvornår personer fra tredjelande kan sagsøges i en
medlemsstat.
Det forventes, at det reviderede forslag vil lægge op til en løsning, der som
udgangspunkt indebærer, at det ikke vil være Bruxelles I-forordningens
regler, som vil være afgørende for, om personer fra tredjelande kan
sagsøges i en medlemsstat. Dette svarer til ordningen efter den gældende
forordning.
Det forventes dog, at det reviderede forslag som noget nyt vil give
forbrugere og arbejdstagere mulighed for at sagsøge henholdsvis
erhvervsdrivende og arbejdsgivere med bopæl uden for EU i en
66
medlemsstat i sager vedrørende forbrugeraftaler eller individuelle
arbejdsaftaler. Formålet med denne udvidelse er – i overensstemmelse
med Kommissionens oprindelige forslag – at forbedre adgangen til
retsvæsenet, retssikkerheden og beskyttelsen af unionsborgere til fordel for
de ”svage parter” i de ovennævnte aftaleforhold.
Herudover foreslås der indført en såkaldt international litispendensregel
for visse sager, der er anlagt mellem de samme parter og har samme
genstand, og som både behandles ved en ret i en medlemsstat og en ret i et
tredjeland. I medfør af forslaget kan en ret i en medlemsstat således
udsætte sagen, hvis det forventes, at retten i tredjelandet vil afsige en
retsafgørelse, der kan anerkendes og eventuelt fuldbyrdes i den
pågældende medlemsstat, og hvis retten finder, at det er nødvendigt at
udsætte sagen af hensyn til en ordnet retspleje. Hvor der er tale om sager
med indbyrdes sammenhængende krav, er det endvidere en betingelse, at
det er ønskeligt at behandle og afgøre de sammenhængende krav sammen
for at undgå risikoen for uforenelige retsafgørelser.
2.2.3. Værnetingsaftaler
Bruxelles I-forordningens kapitel II, afdeling 7, anerkender i dag som
udgangspunkt gyldigheden af værnetingsaftaler.
Forslaget lægger imidlertid op til at indføre en fortrinsret for den i
værnetingsaftalen valgte ret til at træffe afgørelse om sin egen
kompetence, uanset om sagen først er indbragt for denne ret. Alle andre
retter skal udsætte sagen, indtil den valgte ret har fastslået, at den har
kompetence, eller – hvis aftalen er ugyldig – erklæret sig inkompetent. På
den måde svækkes incitamentet til af taktiske grund at misbruge sagsanlæg
med henblik på at undergrave en gyldig værnetingsaftale.
Endvidere foreslås en harmoniseret lovvalgsregel om den materielle
gyldighed af værnetingsaftaler.
2.2.4. Forholdet mellem forordningsforslaget og voldgift
Voldgift er på nuværende tidspunkt ikke omfattet af anvendelsesområdet
for Bruxelles I-forordningen. Søgsmål og retsafgørelser, hvor voldgift
udgør hovedspørgsmålet, er således undtaget fra forordningens
anvendelsesområde. Ifølge EU-domstolens praksis falder spørgsmål
vedrørende anvendeligheden af en voldgiftsaftale, herunder navnlig dens
67
gyldighed, dog ind under forordningens anvendelsesområde, hvis sagen i
øvrigt er omfattet af anvendelsesområdet for forordningen.
Kommissionens oprindelige forslag lægger ikke op til, at voldgift skal
omfattes af forordningen, men indeholder en særlig regel om forholdet
mellem voldgift og retssager. Efter den foreslåede bestemmelse skal en
domstol således, når en tvist indbringes for den, og dens kompetence
bestrides på grund af en voldgiftsaftale, udsætte sagen, hvis tvisten
allerede er indbragt for en voldgiftsret eller en ret i den medlemsstat, hvor
voldgiften i givet fald skal finde sted.
På baggrund af drøftelserne i Rådets arbejdsgruppe vil det reviderede
forslag opretholde status quo fra den gældende forordning. Det forventes
dog samtidig, at der indsættes en ny præambelbetragtning, som nærmere
beskriver, hvordan undtagelsen af voldgift fra forordningens
anvendelsesområde skal fortolkes.
2.2.5. Litispendens og foreløbige retsmidler
Det følger af litispendensreglen i den gældende Bruxelles I-forordning, at
hvis et krav, der har samme genstand og grundlag, fremsættes mellem de
samme parter for retter i forskellige medlemsstater, skal enhver anden ret
end den, ved hvilken sagen først er anlagt, udsætte sagen, indtil retten,
hvor sagen først blev anlagt, fastslår sin kompetence.
I medfør af forslaget giver en retsafgørelse uden videre adgang til at
anvende ethvert sikrende retsmiddel, der findes i henhold til loven i
fuldbyrdelsesmedlemsstaten. Forslaget indfører således fri bevægelighed
for de foranstaltninger, der er truffet af den ret, der har kompetence med
hensyn til sagens realitet. Forslaget er derimod til hinder for fri
bevægelighed for foreløbige foranstaltninger, der træffes af en anden ret
end den, der har kompetence til at behandle sagens realitet.
2.2.6. Forbedring af adgangen til retlig prøvelse
Forslaget indeholder herudover en række ændringer, der skal forbedre
adgangen til retlig prøvelse samt den praktiske funktion af
kompetencereglerne.
Endvidere foreslås det, at arbejdstagerne skal have adgang til at anlægge
sag mod flere sagsøgte (arbejdsgivere) inden for beskæftigelsesområdet
68
efter Bruxelles I-forordningens regler. Det medfører, at flere arbejdsgivere
kan sagsøges ved retten i den retskreds, hvor en af arbejdsgiverne har
bopæl. Det er herudover en betingelse, at kravene er så snævert forbundne,
at det er ønskeligt at behandle og påkende dem samtidig for at undgå
uforenelige retsafgørelser i tilfælde af, at kravene blev påkendt hver for
sig.
Forslaget indeholder desuden som noget nyt et krav om, at domstolen skal
sikre sig, at sagsøgte er informeret om retsvirkningerne af ikke at gøre
indsigelse mod rettens kompetence, når den pågældende møder i retten.
Pligten gælder alene, hvis sagsøgte er ”den svage part” i et
forsikringsforhold, et forbrugerforhold eller et ansættelsesforhold.
Herudover indeholder forslaget en række regler af mere teknisk og
proceduremæssig karakter, herunder definitioner, udpegelse af kompetente
myndigheder, forkyndelse, appel, sprog, fremsendelse, forholdet til andre
bilaterale og multilaterale aftaler samt tidspunktet for gennemførelse af
forslaget.
Det bemærkes i øvrigt, at forslaget indeholder en ny præambelbetragtning
nr. 13, som går ud på at tilføje, at kriteriet ”nær tilknytning” til en bestemt
ret bør tjene til at skabe retssikkerhed og undgå, at sagsøgte indstævnes for
en ret i en medlemsstat, som sagsøgte ikke med rimelighed kunne forudse
som muligt værneting.
3. Gældende dansk ret
3.1. Bruxelles I-forordningen
3.1.1. Forordningens anvendelsesområde
Som beskrevet ovenfor under pkt. 1 er Bruxelles I-forordningen – i kraft af
parallelaftalen herom og lov nr. 1563 af 20. december 2006 om Bruxelles
I-forordningen m.v. – en del af gældende dansk ret. Eventuelle ændringer
af Bruxelles I-forordningens regelsæt vil således – medmindre Danmark
ønsker at ophæve parallelaftalen – medføre tilsvarende ændringer i dansk
ret.
Det følger af retsplejelovens § 247, stk. 1, at i sager, der er omfattet af lov
om Bruxelles I-forordningen m.v., herunder ved bekendtgørelse udstedt i
69
medfør af loven, anvendes Bruxelles I-forordningens regler om værneting i
stedet for retsplejelovens værnetingsregler.
Bruxelles I-forordningen indeholder regler mellem EU-medlemsstaterne
om, hvilke retter der er kompetente i internationale civile sager
(værneting), og om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser
i civile sager. Forordningen har således væsentlig betydning for
gennemførelse af retssager på tværs af grænserne inden for EU.
Kapitel 1 angiver forordningens anvendelsesområde. Det følger heraf, at
forordningen finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område
uanset domsmyndighedens art, jf. artikel 1. Forordningen omfatter således
privatretlige krav både inden for og uden for formuerettens område.
Forordningen omfatter ikke spørgsmål vedrørende skat, told og
administrative anliggender og undtager også specifikt en række områder,
herunder person-, familie- og arveretlige spørgsmål, konkurs mv., social
sikring og voldgift.
Inden for familieretten var underholdsholdspligt dog omfattet af
forordningen, indtil den blev ændret ved Rådets forordning nr. 4/2009 af
18. december 2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse
af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt
(underholdspligtforordningen), der finder anvendelse fra den 18. juni
2011. Som følge af retsforbeholdet finder underholdspligtforordningen
ikke anvendelse i Danmark, men i kraft af parallelaftalen vedrørende
Bruxelles I-forordningen har Danmark tilsluttet sig forordningen bortset
fra forordningens bestemmelser om samarbejde mellem
centralmyndigheder og om lovvalg, jf. herved bekendtgørelse nr. 69 af 29.
januar 2009 om gennemførelse af underholdspligtsforordningen.
3.1.2. Bruxelles I-forordningens kompetenceregler
Kapitel II i forordningen indeholder regler om, hvilket lands domstole der
er kompetente til at afgøre en retstvist. Som hovedregel skal forordningens
kompetenceregler anvendes, hvis sagsøgte har bopæl på en medlemsstats
område. Har sagsøgte ikke bopæl i en medlemsstat, gælder nationale
kompetenceregler. Værnetingsreglerne i forordningen gælder umiddelbart
i medlemsstaterne og skal anvendes forud for nationale værnetingsregler.
Hvis sagsøgte ikke har bopæl i en medlemsstat, er forordningens
udgangspunkt, at kompetencen afgøres af de nationale værnetingsregler i
den medlemsstat, hvor sagen er anlagt.
70
Bopælsbegrebet er nærmere defineret i forordningens artikel 59-60. Det
afgørende er, hvorvidt en part har bopæl på den medlemsstats område,
hvor sagen er anlagt, efter denne medlemsstats lovgivning. Forordningen
fastsætter endvidere et bopælsbegreb for selskaber og andre juridiske
personer.
De almindelige kompetenceregler findes i forordningens artikel 2-4.
Hovedreglen er, at en sag skal anlægges ved sagsøgtes bopæl (hjemting).
Herudover indeholder forordningen en række særlige kompetenceregler.
Artikel 5-7 indeholder som undtagelse til hovedreglen en række alternative
kompetenceregler på særlige områder:
En i praksis meget relevant bestemmelse er kontraktsværnetinget (artikel
5, stk. 1), hvorefter en sag om kontraktforhold kan anlægges, hvor den
forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes.
Medmindre andet er aftalt, er opfyldelsesstedet ved salg af varer varernes
leveringssted og ved levering af tjenesteydelser ydelsernes leveringssted.
Artikel 5 indeholder herudover regler om erstatning uden for kontrakt,
erstatning mv. i anledning af en strafbar handling, sager vedrørende filialer
og lignede, sager vedrørende truster mv. samt sager om betaling af
bjærgeløn.
Andre særlige alternative kompetenceregler findes i artikel 6 (bl.a. i sager
med flere sagsøgte) og i artikel 7 (sager om ansvar i forbindelse med
brugen eller driften af et skib).
Artikel 8-21 indeholder særlige kompetencebestemmelser i
forsikringssager, sager om forbrugeraftaler og sager om individuelle
arbejdsaftaler. Udgangspunktet er, at den forsikrede (forsikringstageren,
den sikrede eller den begunstigede), forbrugeren og arbejdstageren ikke
skal tvinges til at føre sag i et andet land end bopælslandet, uanset om
pågældende er sagsøger eller sagsøgt.
Herudover indeholder forordningen særlige bestemmelser om
enekompetence for en bestemt domstol i sager om fast ejendom samt i
visse selskabs- og immaterialretlige sager (artikel 22).
71
I sager om rettigheder over fast ejendom samt leje og forpagtning af fast
ejendom er ejendommens beliggenhed - uden hensyn til parternes bopæl -
afgørende for, hvilken domstol der er kompetent.
Parterne har mulighed for at aftale værneting (artikel 23). En værnetings-
aftale må ikke stride mod forordningens regler om enekompetence og skal
opfylde visse formkrav. Der er særlige begrænsninger i muligheden for at
indgå værnetingsaftaler i forsikrings-, forbruger- og arbejdstagerforhold.
En ret anses for at være kompetent, hvis sagsøgte giver møde i retten uden
at bestride rettens kompetence (artikel 24).
Der kan efter forordningen anmodes om foreløbige, herunder sikrende,
retsmidler (f.eks. arrest) ved retterne i en medlemsstat, selv om retterne i
en anden medlemsstat er kompetente til at afgøre sagen (artikel 31).
Forordningen indeholder i artikel 25-30 visse processuelle regler om
sagens behandling:
Efter artikel 25 skal en ret erklære sig inkompetent i sager, hvor en ret i en
anden medlemsstat er enekompetent. Efter artikel 26 skal retten af egen
drift undersøge sin kompetence, såfremt en sagsøgt, der ikke har bopæl i
landet, ikke giver møde.
Bestemmelserne i forordningens artikel 27-30 vedrører behandlingen af
sager, hvor krav, der har samme genstand eller er indbyrdes
sammenhængende, fremsættes i forskellige medlemsstater. Forordningen
indeholder endvidere en definition af, hvornår der indtræder litispendens,
dvs. hvornår en sag skal anses for anlagt med den virkning, at en
tilsvarende sag mellem de samme parter ikke kan anlægges i en anden
medlemsstat (artikel 30). Hensigten med bestemmelsen er at tage højde for
forskellene i medlemslandenes retssystemer med hensyn til, hvornår
litispendens indtræder, da nogle retssystemer f.eks. anser stævningens
indgivelse til retten for afgørende i relation til sagsanlæg, mens andre
lægger vægt på tidspunktet for forkyndelse for sagsøgte.
3.1.3. Forordningens regler om anerkendelse og fuldbyrdelse
Kapitel III i forordningen indeholder regler om anerkendelse og
fuldbyrdelse af retsafgørelser, som er truffet i en anden medlemsstat.
72
Reglerne om anerkendelse findes i forordningens artikel 33-37, mens
reglerne om fuldbyrdelse findes i forordningens artikel 38-52.
»Retsafgørelser« omfatter i henhold til forordningens artikel 32 enhver
afgørelse truffet af en ret uanset betegnelsen, herunder dom, kendelse eller
fuldbyrdelsesordre. Rettens beslutning om fastsættelse af
sagsomkostninger er ligeledes omfattet.
Hovedreglen er, at retsafgørelser truffet i en anden medlemsstat uden
videre anerkendes, dvs. at afgørelsen har retskraft, uden at
anerkendelseslandet prøver den dømmende rets kompetence og sagens
realitet. Bestrides det, at afgørelsen skal anerkendes, kan retten i
anerkendelseslandet prøve, om der foreligger grunde til at nægte
anerkendelsen, jf. nedenfor. Retten kan derimod ikke prøve sagens realitet,
dvs. om afgørelsen materielt er rigtig.
En retsafgørelse truffet i en medlemsstat kan fuldbyrdes i en anden
medlemsstat, når afgørelsen er erklæret for eksigibel i fuldbyrdelsesstaten
ved en særlig procedure – den såkaldte eksekvaturprocedure.
Eksekvaturproceduren er i første instans begrænset til en rent formel
prøvelse, der ikke omfatter en stillingtagen til, om der foreligger en grund
til at nægte anerkendelse. Dette kan alene prøves i appelinstansen.
Forordningen indeholder en forpligtelse til uden videre at anerkende en
retsafgørelse truffet i en medlemsstat (artikel 33). Anerkendelsen
indebærer, at retsafgørelsen tillægges retskraft, hvilket bl.a. medfører, at
retsafgørelsen skal lægges til grund i andre retssager, og at en ny retssag
om samme spørgsmål mellem de samme parter ikke kan anlægges.
Bestrides det, at afgørelsen skal anerkendes, kan en berettiget part efter en
eksekvaturprocedure få rettens afgørelse af, om retsafgørelsen skal
anerkendes. Såfremt anerkendelse gøres gældende under en verserende
sag, er denne ret dog kompetent til at afgøre spørgsmålet om anerkendelse,
hvis det har betydning for rettens afgørelse af den verserende sag.
Forordningen, navnlig artikel 34-35, angiver udtømmende, i hvilke
tilfælde retten kan nægte at anerkende en retsafgørelse truffet i et andet
medlemsland. Artikel 36 fastslår, at den udenlandske retsafgørelse i intet
tilfælde kan prøves i realiteten, dvs. om afgørelsen materielt er rigtig.
73
Efter artikel 34 kan der ikke ske anerkendelse, såfremt anerkendelsen
åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper (ordre public) i den
medlemsstat, hvor den gøres gældende.
Anerkendelse kan endvidere ikke ske, såfremt sagsøgte er dømt som
udeblevet, uden at stævningen er forkyndt i tide og på passende måde,
medmindre sagsøgte har undladt at tage skridt til at anfægte retsafgørelsen,
selv om vedkommende havde mulighed for at gøre det.
Endelig kan anerkendelse ikke ske, hvor retsafgørelsen er uforenelig med
andre tidligere trufne retsafgørelser mellem samme parter. Som følge af
forordningens litispendensregler burde dette kun sjældent kunne
forekomme i praksis.
Efter artikel 35 kan anerkendelse ikke ske, hvis forordningens
kompetenceregler vedrørende forsikrings- eller forbrugersager er tilsidesat,
eller hvis retsafgørelsen strider mod forordningens regler om
enekompetence. Det er i øvrigt ikke grund til at nægte anerkendelse, at
retsafgørelsen strider mod forordningens kompetenceregler.
Det kan endelig nævnes, at forordningens artikel 61 indeholder hjemmel til
under visse betingelser at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse af civilretlige
krav, der er behandlet i forbindelse med retsforfølgning af en uagtsom
lovovertrædelse.
Er den retsafgørelse, der ønskes anerkendt, appelleret eller begæret
genoptaget, kan den ret, der behandler spørgsmålet om anerkendelse,
udsætte sagen, jf. forordningens artikel 37.
Forordningens bestemmelser om fuldbyrdelse findes i artikel 38-52. Af
artikel 38 fremgår, at en retsafgørelse, der kan fuldbyrdes i den stat, hvor
afgørelsen er truffet, kan fuldbyrdes i en anden medlemsstat, når
afgørelsen efter anmodning fra en berettiget part er erklæret eksigibel efter
en særlig procedure, den såkaldte eksekvaturprocedure.
En anmodning om, at en afgørelse erklæres for eksigibel, fremsættes over
for den ret eller kompetente myndighed, der er udpeget af medlemsstaten.
For Danmarks vedkommende er byretten udpeget som kompetent
myndighed, jf. parallelaftalens artikel 2, stk. 2, litra h. Den stedlige
kompetence, dvs. hvilken byret anmodningen skal fremsættes over for,
74
afgøres af den forpligtedes bopæl eller fuldbyrdelsesstedet (forordningens
artikel 39).
Fremgangsmåden ved anmodningens fremsættelse er som udgangspunkt
overladt til medlemsstaterne (artikel 40). Forordningen indeholder dog
visse bestemmelser herom. Af forordningens artikel 53-56 fremgår
således, at anmodningen skal vedlægges en udskrift af retsafgørelsen og en
attest udfærdiget af de kompetente myndigheder i domsstaten, jf.
formularen i bilag V til forordningen. Af attesten fremgår bl.a., at
retsafgørelsen kan fuldbyrdes i domsstaten.
I første instans skal der alene foretages en prøvelse af, om de formelle
betingelser for fuldbyrdelse er opfyldt, dvs. om retsafgørelsen opfylder de
nødvendige betingelser med hensyn til godtgørelsen af dens ægthed, og
om anmodningen er vedlagt en korrekt udfyldt attest, jf. forordningens
artikel 53, og den forpligtede kan ikke på dette tidspunkt fremsætte
indsigelser mod anmodningen, jf. forordningens artikel 41. Er de formelle
betingelser opfyldt, erklæres retsafgørelsen for eksigibel. Afgørelsen
meddeles den, der har indgivet anmodningen, og forkyndes, hvis
anmodningen imødekommes, for den forpligtede, jf. artikel 42.
Retten prøver således ikke, om der foreligger en nægtelsesgrund som
nævnt i artikel 34-35, herunder om dommen åbenbart strider mod
grundlæggende retsprincipper, eller i udeblivelsesdomme om stævningen
mv. var forkyndt for domfældte. Dette kan alene prøves i forbindelse med
en appel.
Afgørelsen om eksigibilitet kan appelleres af begge parter, jf.
forordningens artikel 43. For Danmarks vedkommende er landsretten
appelinstans, jf. parallelaftalens artikel 2, stk. 2, litra i.
Forordningen indeholder kun en appelfrist for den forpligtede, såfremt
afgørelsen erklæres eksigibel. Appelfristen er en måned, dog to måneder,
hvis skyldneren har bopæl på en anden medlemsstats område. Derimod er
der ikke fastsat nogen frist for fordringshaverens appel, hvis retten fastslår,
at retsafgørelsen ikke er eksigibel.
I forbindelse med appelbehandlingen får parterne lejlighed til at fremsætte
deres bemærkninger, jf. artikel 43, stk. 2, hvorefter appellen behandles
efter en kontradiktorisk procedure. Appelinstansen kan kun nægte at
erklære en afgørelse eksigibel, hvis der foreligger en nægtelsesgrund som
nævnt i artikel 34-35. Afgørelsen skal træffes hurtigst muligt.
75
Appelretten kan efter reglerne i forordningens artikel 46 udsætte sagen,
såfremt den udenlandske retsafgørelse er appelleret eller begæret
genoptaget, eller fristen herfor ikke er udløbet. Appelretten kan endvidere
betinge fuldbyrdelsen af sikkerhedsstillelse.
Det er overladt til de enkelte medlemsstater at afgøre, om appelinstansens
afgørelse kan indbringes for højere ret, jf. artikel 44. For Danmarks
vedkommende vil landsrettens afgørelse som appelinstans kunne
indbringes for Højesteret efter tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, jf.
parallelaftalens artikel 2, stk. 2, litra i.
Efter forordningens artikel 47 giver en afgørelse om eksigibilitet hjemmel
til at anvende sikrende retsmidler, f.eks. arrest. Sikrende retsmidler er det
eneste mulige retsskridt, så længe en afgørelse om eksigibilitet kan
appelleres eller er under appel.
Forordningen indeholder herudover regler om delvis fuldbyrdelse (artikel
48), fuldbyrdelse af tvangsbøder (artikel 49) og om, at der ikke kan
pålægges fordringshaveren at stille sikkerhed med den begrundelse, at
pågældende er udlænding (artikel 51).
Har fordringshaveren fri proces eller været fritaget for gebyrer og
omkostninger i domsstaten, gælder dette også i videst mulig omfang under
eksekvatursagen (artikel 50).
Der må ikke opkræves afgift mv. beregnet i forhold til sagens værdi i
forbindelse med behandlingen af en anmodning om eksekvatur (artikel
52).
Når en retsafgørelse er erklæret eksigibel, sker fuldbyrdelse efter de
nationale regler i fuldbyrdelsesstaten, hvilket for Danmarks vedkommende
vil sige reglerne i retsplejeloven om tvangsfuldbyrdelse.
3.1.4. Officielt bekræftede dokumenter og retsforlig
Forordningens kapitel IV (artikel 57-58) indeholder bestemmelser om
officielt bekræftede dokumenter og retsforlig.
Af bestemmelserne fremgår, at officielt bekræftede dokumenter, der er
udstedt og eksigible i en medlemsstat, kan erklæres eksigible efter
76
forordningens eksekvaturprocedure. Forordningen definerer ikke, hvad der
skal forstås ved ”officielt bekræftet dokument”, men der sigtes bl.a. til en
ordning, der er kendt i nogle EU-lande, hvorefter en notar kan bekræfte et
privat dokument og give det en fuldbyrdelsespåtegning.
Desuden kan retsforlig, som er eksigible i oprindelseslandet, erklæres
eksigible i en anden medlemsstat efter de samme regler, som gælder for
officielt bekræftede dokumenter.
Den kompetente ret i fuldbyrdelsesstaten kan kun nægte at erklære et
officielt bekræftede dokument eller et retsforlig for eksigibelt, såfremt
fuldbyrdelsen åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i
fuldbyrdelseslandet. De øvrige nægtelsesgrunde i forordningen er efter
deres indhold ikke relevante i forbindelse med disse dokumenter.
3.1.5. Øvrige spørgsmål
Forordningens kapitel V (artikel 59-65) indeholder almindelige
bestemmelser. Artikel 60 indeholder en definition af selskaber og andre
juridiske personers hjemsted.
Forholdet til andre retsakter reguleres i forordningens kapitel VII.
Forordningen udelukker ikke anvendelsen af andre fællesskabsretsakter
eller nationale gennemførelsesbestemmelser, som på særlige områder
regulerer retternes kompetence eller anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser, jf. forordningens artikel 67. Ifølge forordningens artikel 68
erstatter forordningen EF-domskonventionen mellem medlemsstaterne.
Forordningen erstatter endvidere en række konventioner (artikel 69 og 70).
For Danmarks vedkommende gælder dette konventionen af 11. oktober
1977 mellem Finland, Island, Norge, Sverige og Danmark om
anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om privatretlige krav (den
nordiske domskonvention).
Af forordningens artikel 71 fremgår, at forordningen ikke berører
konventioner, hvori medlemsstaterne er parter, og som på særlige områder
fastsætter regler for retternes kompetence og for anerkendelse og
fuldbyrdelse af retsafgørelser.
Forordningen indeholder endelig i kapitel VIII (artikel 73-76) afsluttende
bestemmelser.
77
3.2. Lugano-konventionen
I 1988 indgik EU's daværende medlemsstater og en række andre stater
(hvoraf flere siden er blevet medlem af EU) Lugano-konventionen om
retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige
sager, herunder handelssager. I dag har, ud over EU's medlemsstater,
Schweiz, Norge og Island tilsluttet sig konventionen.
Med Lugano-konventionen udvidedes reglerne i den tidligere Bruxelles
konvention fra 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af
retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, til at omfatte
stater uden for EU.
I marts 2002 blev Bruxelles-konventionen erstattet af Bruxelles I-
forordningen. Med henblik på at sikre parallelitet mellem de regler, der
gælder inden for EU, og de regler, der gælder mellem EU-medlemsstaterne
og de øvrige kontraherende stater i Lugano-konventionen, blev der indledt
forhandlinger om en ny konvention, der skulle opdatere den eksisterende
Lugano-konvention. Den nye Lugano-konvention blev undertegnet den 30.
oktober 2007 og trådte i kraft den 1. januar 2010.
Den nye Lugano-konventions regler er i meget vidt omfang identiske med
Bruxelles I-forordningens regler.
3.3. Værneting for personer, der ikke har bopæl i EU eller en
kontraherende stat i Lugano-konventionen
Mulighederne for at sagsøge personer og virksomheder mv., der ikke har
bopæl eller hovedkontor i EU eller en kontraherende stat i Lugano-
konventionen, ved domstole her i landet, er reguleret i retsplejelovens
kapitel 22 om stedlig kompetence.
Efter retsplejelovens § 246 kan forbrugere i sager om forbrugeraftaler
anlægge sag ved eget hjemting mod sådanne personer mv., såfremt
fremsættelsen af særligt tilbud eller reklamering i Danmark er gået forud
for aftalens indgåelse, og forbrugeren her i landet har foretaget de
dispositioner, der er nødvendige til indgåelse af aftalen. Efter § 246 kan
der endvidere anlægges sag ved de retter, som efter de almindelige
værnetingsregler har kompetence, herunder ved erhvervsværnetinget (§
237), filialværnetinget (§ 238), fast ejendomsværnetinget (§ 241),
78
opfyldelsesværnetinget (§ 242), retskrænkelsesværnetinget (§ 243) og et
aftalt værneting (§ 245). En person, der ikke har bopæl i EU eller en
kontraherende stat i Lugano-konventionen, kan endvidere i sager, der
vedrører formueretsforhold, sagsøges ved en dansk ret, hvis personen
opholder sig i retskredsen ved stævningens forkyndelse (§ 246, stk. 2).
Endelig kan både fysiske og juridiske personer sagsøges ved retten på det
sted her i landet, hvor de ved sagens anlæg har gods, eller hvor det gods,
kravet angår, befinder sig (§ 246, stk. 3).
3.4. Voldgift
I dansk ret er spørgsmålet om, hvilken kompetence domstole har i tvister,
som skal afgøres ved voldgift, reguleret i voldgiftsloven, jf. lov nr. 553 af
24. juni 2005 som ændret ved lov nr. 106 af 26. februar 2008.
Den danske voldgiftslov er udformet med udgangspunkt i UNCITRALs
Modellov for International Handelsvoldgift fra 1985. Loven er endvidere
udformet i overensstemmelse med Danmarks forpligtelser i henhold til
New York-konventionen fra 1958 om anerkendelse og fuldbyrdelse af
udenlandske voldgiftskendelser.
Det følger af voldgiftslovens § 8, stk. 1, 1. pkt., at retssager om tvister, der
efter aftale mellem parterne skal afgøres ved voldgift, efter påstand afvises
fra domstolene, medmindre voldgiftsaftalen er ugyldig eller voldgiftssagen
af andre grunde ikke kan gennemføres. Afvisning sker således kun efter
påstand. Nedlægges der påstand om afvisning, skal domstolene som
udgangspunkt tage stilling til, om der foreligger en gyldig voldgiftsaftale,
der omfatter den pågældende tvist. Der er dog ikke noget til hinder for, at
domstolene afviser en retssag, som der ikke er værneting for i Danmark,
uden at tage stilling til en påberåbt voldgiftsaftale.
Endvidere kan der under en retssag, som er anlagt efter, at der er indledt
voldgiftssag, for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt tvisten hører
under voldgiftsrettens kompetence, dog kun tages stilling til, om tvisten
efter sin art kan afgøres ved voldgift, jf. § 8, stk. 1, 2. pkt.
Er retssagen anlagt, før der blev indledt voldgiftssag, kan retten under
denne retssag prøve, om der foreligger en gyldig voldgiftsaftale, der
omfatter den pågældende tvist. Finder retten, at der ikke foreligger en
gyldig voldgiftsaftale, eller at voldgiftsaftalen ikke omfatter den tvist, der
er anlagt retssag om, behandles retssagen på sædvanlig vis.
79
Finder retten derimod, at der foreligger en gyldig voldgiftsaftale, som
omfatter den pågældende tvist, skal sagen som udgangspunkt afvises, hvis
sagsøgte rettidigt har nedlagt påstand herom. Dette gælder dog ikke, hvis
voldgiftssagen af andre grunde ikke kan gennemføres.
Er retssagen anlagt efter, at der blev indledt voldgiftssag, følger det af § 8,
stk. 1, 2. pkt., at domstolene under denne retssag for så vidt angår
spørgsmålet om, hvorvidt tvisten hører under voldgiftsrettens kompetence,
kun kan tage stilling til, om tvisten efter sin art kan afgøres ved voldgift.
Domstolene kan og skal endvidere tage stilling til, om det er den samme
tvist, der er indbragt for voldgiftsretten og domstolene.
Af § 8, stk. 2, følger, at selv om der er anlagt retssag som nævnt i stk. 1,
kan voldgiftssag indledes og fortsættes, og der kan afsiges
voldgiftskendelse, mens spørgsmålet er under behandling ved domstolene.
Efter § 9 kan domstolene efter anmodning fra en part iværksætte
foreløbige retsmidler eller tvangsfuldbyrdelse, selv om tvisten efter
parternes aftale skal afgøres ved voldgift. Det følger heraf, at det forhold,
at en tvist skal afgøres ved voldgift, ikke afskærer en part fra at anmode
om, at domstolene iværksætter foreløbige retsmidler eller
tvangsfuldbyrdelse efter retsplejelovens regler herom. Dette gælder, hvad
enten voldgiftssagen er indledt eller ej. Uanset at en tvist skal afgøres ved
voldgift, kan en part således få foretaget arrest eller nedlagt forbud eller
foretaget bevissikring efter retsplejelovens regler herom, når
retsplejelovens betingelser for at få foretaget disse retsskridt er opfyldt. En
part kan endvidere få gennemført tvangsfuldbyrdelse efter retsplejelovens
regler herom, når betingelserne efter retsplejeloven herfor er opfyldt. Dette
gælder, hvad enten der er tale om udlæg, tvangsfuldbyrdelse af andre krav
end pengekrav, overtagelse til brugeligt pant eller gennemtvingelse ved
umiddelbar fogedforretning.
4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser
4.1. Lovgivningsmæssige konsekvenser
Forslaget er som nævnt fremsat efter TEUF, tredje del, afsnit V, og er
dermed omfattet af det danske retsforbehold. Danmark deltager således
ikke i vedtagelsen af forordningen, som ikke vil være bindende for eller
finde anvendelse i Danmark.
80
Hvis forslaget til forordning vedtages, skal Danmark i overensstemmelse
med parallelaftalens bestemmelser inden 30 dage efter vedtagelsen
meddele Kommissionen, hvorvidt Danmark vil gennemføre indholdet af
ændringerne, og om gennemførelsen kan ske administrativt eller kræver
godkendelse i Folketinget, jf. pkt. 1 ovenfor.
Hvis forslaget til forordning vedtages, vurderes en eventuel gennemførelse
af forslaget i dansk ret at ville have lovgivningsmæssige konsekvenser. En
gennemførelse vil i givet fald bl.a. kunne kræve ændringer i lov nr. 1536 af
20. december 2006 om Bruxelles I-forordningen m.v.
4.2. Statsfinansielle konsekvenser
En eventuel gennemførelse af forslaget til forordning i dansk ret vurderes
ikke at ville have statsfinansielle konsekvenser af betydning.
5. Høring
Forslaget har været i høring hos følgende myndigheder og organisationer
mv.:
Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, byretterne,
Procesbevillingsnævnet, Domstolsstyrelsen, Den Danske
Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolenes
Tjenestemandsforening, HK Landsklubben Danmarks Domstole,
Datatilsynet, Danske Advokater, Advokatrådet, Foreningen Danske
Inkassoadvokater, Dansk Retspolitisk Forening, Dansk Forening for
Voldgift, Det Danske Voldgiftsinstitut, Voldgiftsnævnet for Bygge- og
Anlægsvirksomhed, Institut for Menneskerettigheder, Danske Regioner,
Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Frederiksberg
Kommune, Aarhus Universitet (Juridisk Institut), Københavns Universitet
(Det Juridiske Fakultet), Aalborg Universitet (Juridisk Institut), Syddansk
Universitet (Juridisk Institut), Copenhagen Business School (Juridisk
Institut), Handelshøjskolen i Århus (Juridisk Institut),
Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Finansrådet, Realkreditrådet,
Forsikring & Pension, DI-Organisation for erhvervslivet, Dansk Erhverv,
Håndværksrådet, Lægemiddelindustriforeningen, Dansk Byggeri, Dansk
Inkasso Brancheforening, Liberale Erhvervs Råd, Foreningen af
Statsautoriserede Revisorer, Dansk Ejendomsmæglerforening, De Danske
Patentagenters Forening, Danmarks Rederiforening, Danske Speditører,
81
Grundejernes Landsorganisation, Dansk Arbejdsgiverforening,
Landsorganisationen i Danmark, Fagligt Fælles Forbund, Handels- og
Kontorfunktionærernes Forbund, Dansk Told og Skatteforbund,
Landbrugsrådet, Foreningen af Registrerede Revisorer, IT-
Brancheforeningen, Finans og Leasing, Boligselskabernes Landsforening,
Lejernes Landsorganisation, og Retssikkerhedsfonden.
Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra Østre Landsret, Sø- og
Handelsretten, samtlige byretter, Procesbevillingsnævnet,
Domstolsstyrelsen, HK Landsklubben Danmarks Domstole, Datatilsynet,
Advokatrådet, Voldgiftsinstituttet, Voldgiftsnævnet for bygge- og
anlægsvirksomhed, Institut for Menneskerettigheder, Danske Regioner,
Syddansk Universitet, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet,
Finansrådet, Realkreditrådet, DI-Organisation for erhvervslivet,
Lægemiddelindustriforeningen, Dansk Ejendomsmæglerforening,
Danmarks Rederiforening, Dansk arbejdsgiverforening,
Landsorganisationen i Danmark, Fagligt Fælles Forbund,
Ejendomsforeningen Danmark og Dansk Revisorforening.
5.1. Generelle bemærkninger
Østre Landsret, Sø- og Handelsretten, byretterne,
Procesbevillingsnævnet, HK Landsklubben Danmarks Domstole,
Datatilsynet, Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed,
Danske Regioner, Syddansk Universitet, Forbrugerombudsmanden,
Forbrugerrådet, Finansrådet, Realkreditrådet, DI-Organisation for
erhvervslivet, Lægemiddelindustriforeningen, Dansk
Ejendomsmæglerforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Fagligt
Fælles Forbund og Danmarks Revisorforening har ingen bemærkninger
til forslaget, mens Advokatrådet og Ejendomsforeningen Danmark
generelt er positive over for forslaget.
Institut for Menneskerettigheder er overordnet set positive over for
forslaget, men finder, at der er en række punkter – særligt vedrørende
injurieturisme – som må søges afklaret under forhandlingerne.
Landsorganisationen i Danmark oplever problemer med fuldbyrdelse af
retsafgørelser i udlandet og finder ikke, at forslaget effektivt afhjælper
disse problemer.
82
Domstolsstyrelsen finder, at ændringerne af forordningen, herunder
særligt afskaffelse af eksekvatur og udvidelse af anvendelsesområdet til
også at omfatte sagsøgte med bopæl uden for EU, vil kunne medføre en
merbelastning for domstolene.
5.2. Eksekvatur
Landsorganisationen i Danmark og Danmarks Rederiforening er
positive over for, at eksekvaturproceduren bortfalder, således at
administrative byrder ved fuldbyrdelse af retsafgørelser minimeres.
Advokatrådet støtter ligeledes afskaffelsen af eksekvatur under
forudsætning af, at der opretholdes visse minimumsgarantier for den
domfældte. Kontrollen med disse minimumsgarantier bør efter
Advokatrådets opfattelse som hovedregel ligge hos domstolene i
fuldbyrdelsesstaten.
Advokatrådet og Institut for Menneskerettigheder finder ikke, at
såkaldt materiel ordre public bør afskaffes. Begge finder således, at der
også fremover bør være adgang til en særskilt prøvelse for domfældte ved
domstolene i fuldbyrdelsesstaten, hvis en tvangsfuldbyrdelse vil være i
åbenbar strid med fuldbyrdelsesstatens grundlæggende retsprincipper.
Advokatrådet anfører endvidere, at den nuværende afslagsgrund i
Bruxelles I-forordningens artikel 35, stk. 1, bør bibeholdes. Efter
bestemmelsen skal domstolene i fuldbyrdelsesstaten i forsikringssager,
forbrugersager og sager undergivet enekompetence efter Bruxelles I-
forordningens artikel 22 efterprøve, om domsstaten har anvendt
værnetingsgrundlag rigtigt.
5.3. Forordningens anvendelse i den internationale retsorden
Danmarks Rederiforening støtter, at forordningens anvendelsesområde
udvides til også at omfatte personer med bopæl uden for EU. Foreningen
anfører, at indførelsen af forum necessitatis-værnetinget i forslagets artikel
26 vil skabe uklarhed og risiko for misbrug.
Advokatrådet bemærker, at udvidelsen af anvendelsesområdet til også at
omfatte personer med bopæl uden for EU i første omgang er et politisk
spørgsmål. Advokatrådet finder, at en udvidelse af anvendelsesområdet vil
kunne føre til en større forudsigelighed for udenlandske og europæiske
parter, men at reglerne bør udformes med forsigtighed, da brugen af
83
eksorbitante værneting generelt set bør minimeres. Advokatrådet støtter
den foreslåede parallelle anvendelse af Bruxelles I-forordningens
værnetingsregler. Advokatrådet anfører endvidere, at forum necessitatis
(dvs. at en sag kan behandles, selvom ingen medlemsstats domstole er
kompetente, hvis det er nødvendigt for at sikre en retfærdig rettergang) og
en regel om forholdet mellem parallelle sager i EU og i udlandet er
hensigtsmæssige og nødvendige. Advokatrådet finder, at det foreslåede
godsværneting i forslagets artikel 25 bør begrænses således, at godsets
værdi bør svare til eller være højere end sagsøgerens krav, ligesom kravet
om anden tilknytning i EU bør udskiftes med et krav om, at sagsøger skal
have bopæl i EU, så godsværnetinget ikke kan anvendes af parter med
bopæl uden for EU. Advokatrådet finder endvidere, at gods bør omfatte
fast ejendom.
5.4. Værnetingsaftaler
Advokatrådet, Landsorganisationen i Danmark og Danmarks
Rederiforening er positive over for en styrkelse af bestemmelsen om
værne-tingsaftaler, således at der indføres en regel om enekompetence i
sager om gyldigheden af en eksklusiv værnetingsaftale til fordel for
domstolen eller domstolene i det land, som efter aftalen har
enekompetence.
Advokatrådet støtter endvidere idéen om en lovvalgsregel for såkaldt
materiel gyldighed af værnetingsaftaler, men finder, at den foreslåede
regel i artikel 23, stk. 1, er en bevarelse af status quo. Advokatrådet
foreslår i stedet to alternative lovvalgsregler. Den første mulighed er en
lovvalgsregel, hvorefter materiel gyldighed skal være underlagt loven i det
land, hvis domstole har kompetence efter værnetingsaftalen eller, hvis
parterne har aftalt lovvalget, loven i det aftalte land. Den anden mulighed
er en lovvalgsregel, hvorefter materiel gyldighed skal være underlagt loven
i det land, hvis domstole har kompetence efter værnetingsaftalen, eller i
kontraktforhold den lov, som kontrakten er underlagt.
Endelig finder Advokatrådet, at forslagets artikel 24, stk. 2, hvorefter
stævningen i forsikringssager, forbrugersager og sager om individuelle
arbejdsaftaler skal indeholde oplysninger til den sagsøgte om dennes ret til
at bestride rettens kompetence og om retsvirkningerne ved at give møde,
bør udvides til at gælde alle sager, hvor sagsøgte er selvmøder.
84
5.5. Forholdet mellem forordningen og voldgift
Voldgiftsinstituttet støtter, at voldgift generelt ikke omfattes af
forordningens anvendelsesområde, da det vil kunne føre til retsusikkerhed,
så virksomheder i EU presses til at acceptere aftaler om voldgiftsretter
med hjemsted uden for EU.
Advokatrådet finder, at de gældende regler om forholdet til voldgift
fungerer tilfredsstillende, hvorfor der ikke er behov for ændringer på
området.
Voldgiftsinstituttet og Danmarks Rederiforening støtter forslagets
artikel 29, stk. 4, hvorefter domstolene i en medlemsstat efter påstand skal
anerkende en voldgiftsrets eller domstols afgørelse om voldgiftsrettens
kompetence afsagt i den anden medlemsstat, som udgør voldgiftsrettens
hjemsted. Danmarks Rederiforening ønsker dog præciseret, at
bestemmelsen ikke medfører, at der skabes EU-kompetence vedrørende
voldgift.
Voldgiftsinstituttet finder, at fastlæggelsen af en definition af
voldgiftsrettens hjemsted bør overlades til national ret eller alternativt bør
tilpasses UNCITRALs Modellov for International Handelsvoldgift fra
1985.
Endelig støtter Voldgiftsinstituttet, at der gives parterne i verserende
voldgiftssager ved voldgiftsretter med hjemsted i en medlemsstat mulighed
for at anmode om foreløbige retsmidler ved domstole i andre
medlemsstater.
5.6. Litispendens og foreløbige retsmidler
Advokatrådet finder, at de gældende regler om litispendens og indbyrdes
sammenhængende krav fungerer tilfredsstillende, og det skønnes derfor
ikke formålstjenstligt at indføre en tidsfrist, hvorimod
Landsorganisationen i Danmark støtter indførelsen af en 6 måneders
frist for den enkelte ret til at fastslå sin kompetence.
Efter Advokatrådets opfattelse fungerer de gældende regler om foreløbige
retsmidler tilfredsstillende, og der er derfor ikke et væsentligt behov for
større ændringer. Landsorganisationen i Danmark bemærker, at
forslaget vil indskrænke anvendelsesområdet for arrest, hvilket
organisationen er imod.
85
5.7. Forbedring af adgangen til retlig prøvelse
Landsorganisationen i Danmark støtter, at arbejdstagere får adgang til at
anlægge sag mod flere arbejdsgivere inden for beskæftigelsesområdet, når
kravene er snævert forbundne.
Advokatrådet bemærker, at forslagets artikel 27 om domstolens pligt til at
afvise sagen, hvis den ikke har kompetence forekommer vidtgående og i
stedet bør udformes, så pligten alene gælder udeblivelsessager, sager om
forsikring, forbrugeraftaler eller individuelle arbejdsaftaler, stiltiende
værnetingsaftaler samt sager om enekompetence.
Danmarks Rederiforening finder, at forslagets artikel 85 om
arbejdstageres og arbejdsgiveres ret til at tage kollektive skridt bør slettes.
6. Nærhedsprincippet
Kommissionen har om nærhedsprincippet anført, at problemerne med den
gældende eksekvaturprocedure, ineffektive værnetingsaftaler og forholdet
mellem voldgift og forordningen skyldes reglerne i gældende EU-ret og
derfor kun kan løses ved EU-lovgivers mellemkomst. Det er endvidere
nødvendigt at foretage en harmonisering af kompetencereglerne angående
sagsøgte med bopæl eller hjemsted uden for EU for at skabe lige vilkår for
virksomheder, der er aktive på det indre marked, og sikre, at de
rettigheder, ”svagere parter” har i henhold til EU-retten, kan håndhæves.
Dette kan ikke gennemføres af medlemsstaterne alene.
Regeringens vurdering er, at forslaget ikke er i strid med
nærhedsprincippet. Regeringen kan i den forbindelse tilslutte sig
Kommissionens betragtninger.
7. Andre landes kendte holdninger
Storbritannien og Irland har tilkendegivet, at de ønsker at deltage i
vedtagelsen og anvendelsen af forordningen. Der ses ikke at foreligge
offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til
forslaget.
8. Foreløbig generel dansk holdning
86
Fra dansk side er man overordnet set positiv over for forslaget.
9. Europa-Parlamentet
Forslaget til forordning behandles efter den fælles beslutningsprocedure
(TEUF artikel 294), der indebærer, at forslaget skal vedtages af Rådet og
Europa-Parlamentet.
Forslaget behandles i Europa-Parlamentets JURI-udvalg. Europa-
Parlamentet har udarbejdet et rapportudkast, der indeholder en række
ændringsforslag til forslaget.
Ændringsforslagene indgår i de løbende uformelle drøftelser mellem
Rådet og Europa-Parlamentet.
10. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde
Sagen har senest været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og
retligt samarbejde den 14. maj 2012.
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Sagen har senest været forelagt Folketingets Europaudvalg til orientering
forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 13.-14. december
2011.
87
Dagsordenspunkt 13: Ny flerårig ramme for EU’s Agentur for
Grundlæggende Rettigheder
Nyt notat.
Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet.
KOM(2011) 880
Resumé
Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet. Sagen forventes behandlet på
rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 7.-8. juni 2012 med henblik
på at opnå politisk enighed om forslaget. Forslaget har til formål at
fastlægge den flerårige ramme for Den Europæiske Unions Agentur for
Grundlæggende Rettigheder for perioden 2013-2017. Forslaget medfører
ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser. Forslaget
rejser ikke spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet. Der ses ikke at
foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters
holdninger til forslaget. Regeringen er positivt indstillet over for forslaget.
1. Baggrund
Rådet vedtog den 15. februar 2007 forordning (EF) nr. 168/2007 om
oprettelse af Det Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende
Rettigheder. Agenturet påbegyndte sit virke den 1. marts 2007.
Efter forordningen er målet med agenturet at tilvejebringe bistand og
ekspertise vedrørende grundlæggende rettigheder til EU’s og
medlemsstaternes relevante institutioner, organer, kontorer og agenturer,
når de gennemfører EU-ret, og bistå dem i fuldt ud at overholde de
grundlæggende rettigheder, når de træffer foranstaltninger eller tager
initiativer inden for deres respektive kompetenceområder.
Agenturets opgaver omfatter bl.a. indsamling og analyse af oplysninger og
data, rådgivning i form af rapporter og udtalelser samt samarbejde med
civilsamfundet for at øge offentlighedens bevidsthed om grundlæggende
rettigheder.
Efter forordningens artikel 5 skal Rådet fastlægge de såkaldte tematiske
områder for agenturets arbejde gennem en flerårig ramme. Det gjorde
Rådet ved vedtagelsen af Rådets afgørelse 2008/203/EF af 28. februar
2008 om gennemførelse af forordning (EF) nr. 168/2007 for så vidt angår
88
vedtagelse af en flerårig ramme for Den Europæiske Unions Agentur for
Grundlæggende Rettigheder for 2007-2012. Den nuværende flerårige
ramme udløber således ved udgangen af 2012.
Allerede i december 2010 fremsatte Kommissionen efter forordningens
artikel 5 et forslag til ny ramme for agenturet. I den forbindelse foreslog
Kommissionen en udvidelse af agenturets mandat til også at omfatte
samarbejde i straffesager og politisamarbejde. På grund af overvejelser om
bl.a. retsgrundlaget trak Kommissionen imidlertid dette forslag tilbage.
I december 2011 fremsatte Kommissionen det nuværende forslag til
ramme for agenturet.
På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 7.-8. juni 2012 forventes
det, at der kan opnås politisk enighed om forslaget.
2. Indhold
Forslaget er fremsat efter EUF-Traktatens artikel 352, hvorefter der kræves
enstemmighed i Rådet.
Det fremgår af artikel 2 i Kommissionens forslag, at de tematiske områder
for agenturet for 2013-2017 skal være følgende:
a) adgang til domstolsprøvelse
b) ofre for vold
c) informationssamfundet og navnlig respekt for privatlivet og be-
skyttelse af personoplysninger
d) integration af romaer
e) politisamarbejde under hensyn til dette områdes særlige karakter
f) retligt samarbejde under hensyn til dette områdes særlige karakter,
når det vedrører strafferetlige anliggender
g) barnets rettigheder
h) forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, etnisk eller social
oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller
andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formue-
forhold, fødsel, handicap, alder eller seksuel orientering
i) indvandring og integration af indvandrere; visum- og grænsekon-
trol; asyl
j) racisme, fremmedhad og intolerance i forbindelse hermed.
89
For så vidt angår artikel 2, litra e og f, ville inkluderingen af disse områder
– samarbejde i straffesager og politisamarbejde – være en udvidelse af
agenturets opgaver.
Forhandlingerne i den relevante arbejdsgruppe i Rådet har imidlertid vist,
at nogle medlemsstater fortsat ikke er villige til på nuværende tidspunkt at
acceptere en udvidelse af agenturets mandat. Da forslaget efter EUF-
Traktatens artikel 352 kræver enstemmighed, foreslås det, at forslagets ar-
tikel 2, litra e og f, udgår. Man vil vende tilbage til spørgsmålet i forbin-
delse med den kommende evaluering af agenturet i 2012-2013.
3. Gældende dansk ret
Sagen giver ikke anledning til at redegøre for gældende dansk ret.
4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser
Sagen har ikke lovgivningsmæssige konsekvenser.
Sagen har ikke statsfinansielle konsekvenser i 2013. For så vidt angår
2014-17 vil budgetvirkningen blive fastlagt inden for de rammer, der
fastsættes i den kommende flerårige finansielle ramme for 2014-2020.
Sagen vil således ikke have statsfinansielle konsekvenser ud over en
eventuel indvirkning på EU’s budget, hvoraf Danmark betaler ca. 2 pct.
5. Høring
Der er ikke foretaget høring vedrørende sagen.
6. Nærhedsprincippet
Sagen rejser ikke spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet.
7. Andre landes kendte holdninger
Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige
medlemsstaters holdning til forslaget.
8. Foreløbig generel dansk holdning
Regeringen er overordnet positivt indstillet over for forslaget.
90
9. Europa-Parlamentet
Forslaget er fremsat efter EUF-Traktatens artikel 352, der indebærer, at
Europa-Parlamentet skal godkende forslaget. Europa-Parlamentet har end-
nu ikke udtalt sig om sagen.
10. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde
Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og
retligt samarbejde den 14. maj 2012 og på et møde i Juridisk
Specialudvalg den 21. maj 2012.
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere være forelagt Folketingets Europaudvalg.
91
Dagsordenspunkt 14: Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning om finansieringsprogram for 2014-2020 for retlige
anliggender*
Revideret notat. Ændringer er angivet i kursiv.
Forsaget er omfattet af retsforbeholdet.
KOM(2011) 759
Resumé
Forslaget er omfattet af retsforbeholdet. Sagen er på dagsordenen for
rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 7.-8. juni 2012 med henblik
på tilvejebringelse af en delvis generel indstilling til forslaget. Forslaget
til finansieringsprogram, der dækker perioden fra 2014-2020, indebærer
en forenkling i forhold til de eksisterende finansieringsprogrammer.
Forslagene vurderes ikke at være i strid med nærhedsprincippet. Da
forslaget er omfattet af retsforbeholdet, har det hverken
lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser. Fra dansk side er
man positivt indstillet over for forslaget.
1. Baggrund
Den 29. juni 2011 offentliggjorde Kommissionen i meddelelsen ”Et budget
for Europa 2020” sit forslag til den næste flerårige finansielle ramme, som
dækker perioden 2014-2020. Kommissionen fastslår i denne forbindelse, at
det er nødvendigt med en forenkling og effektivisering af den fremtidige
finansielle ramme.
Under de overordnede budgetrammer i perioden 2014-2020 skal der
vedtages en række programmer for konkrete politikområder i samme
periode.
I lyset heraf har Kommissionen bl.a. fremsat et forslag til forordning
vedrørende et forenklet finansieringsprogram for retlige anliggender, som
skal gælde for perioden 2014-2020.
Kommissionen præsenterede forordningsforslaget på rådsmødet (retlige
og indre anliggender) den 13.-14. december 2011.
Forslaget skal vedtages i overensstemmelse med den almindelige
lovgivningsprocedure, jf. TEUF artikel 294, hvilket indebærer, at forslaget
skal vedtages af såvel Europa-Parlamentet som Rådet.
92
Forslaget er fremsat efter Traktaten om Den Europæiske Unions
Funktionsmåde (TEUF), navnlig artikel 82, stk. 1, litra d.
Ifølge artikel 1 i protokollen om Danmark stilling deltager Danmark ikke i
Rådets vedtagelse af foranstaltninger, der foreslås i henhold til TEUF,
tredje del, afsnit V, og ifølge protokollens artikel 2 er ingen af de
foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til TEUF, tredje del, afsnit V,
bindende for Danmark, ligesom de ikke finder anvendelse i Danmark
(”retsforbeholdet”).
Sagen vil blive forelagt på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den
7.-8. juni 2012 med henblik på at opnå en delvis generel indstilling til
forslagene. Den generelle indstilling forventes ikke at omfatte spørgsmålet
om det konkrete budget for programmet og heller ikke reglerne om
beskyttelse af EU’s finansielle interesser, idet disse spørgsmål forhandles
horisontalt i Rådet (almindelige anliggender).
2. Indhold
Kommissionens forslag til forenklet finansieringsprogram har til formål at
bidrage til opbygningen af et fælles retsområde i EU. Programmet har til
hensigt at støtte tiltag til forbedring af det civilretlige og strafferetlige
samarbejde i EU. Det skal endvidere bidrage til at styrke EU's indsats til
bekæmpelsen af kriminalitet og beskytte borgernes rettigheder som f.eks.
tiltaltes og ofres rettigheder i straffesager.
Det er Kommissionens hensigt, at det nye program skal indeholde en
væsentlig forenkling i forhold til de eksisterende programmer og skabe
større effektivitet i programforvaltningen. Programmet løber fra 2014-
2020.
2.1. Programmet for retlige anliggender
Forslaget til programmet for retlige anliggender er fremsat med hjemmel i
TEUF artikel 81, stk. 1 og 2, 82, stk. 1, og 84.
Forslaget lægger op til at samle tre eksisterende programmer på området
for retlige anliggender for finansieringsperioden 2007-2013, som i denne
periode har haft et samlet budget på 331,15 mio. EUR:
93
• Programmet om civilret
• Programmet om strafferet
• Programmet til forebyggelse af narkotikamisbrug og information af
offentligheden
Forslaget til programmet for 2014-2020 har til formål at sikre, at EU-
lovgivningen på det civilretlige og strafferetlige område anvendes
effektivt. Dette indebærer bl.a. adgang til klage og domstolsprøvelse for
personer og virksomheder i grænseoverskridende sager inden for EU.
Opfyldelsen af disse mål skal bl.a. ske gennem indsamling af data og
statistik, herunder udarbejdelse af fælles indikatorer og metoder,
seminarer, konferencer og ekspertmøder, uddannelse af juridiske aktører
samt styrkelse af disses netværk, oplysning og kampagner.
Programmet er åbent for offentlige og private virksomheder og
organisationer i medlemsstaterne mv. Danmark har dog på grund af
retsforbeholdet alene adgang, såfremt der indgås en international aftale
herom.
Efter forhandlingerne i arbejdsgruppen lægges der nu foreløbigt op til, at
programmet for retlige anliggender ikke – som tilfældet var i
Kommissionens forslag – skal omfatte bekæmpelse af narkotikamisbrug,
men at dette område kan omfattes af andre programmer.
3. Gældende dansk ret
Forslaget giver ikke anledning til at redegøre for dansk ret.
4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser
Da forslaget vedrørende programmet for retlige anliggender er omfattet af
det retlige forbehold, har det hverken lovgivningsmæssige eller
statsfinansielle konsekvenser.
5. Høring
Forslaget har været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisa-
tioner mv.:
94
Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, samtlige byretter,
Procesbevillingsnævnet, Domstolsstyrelsen, Rigspolitiet, Rigsadvokaten,
Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Direktora-
tet for Kriminalforsorgen, Foreningen af offentlige anklagere, Politifor-
bundet, Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Danske
Advokater, Amnesty International, Institut for Menneskerettigheder, Rets-
politisk Forening og Retssikkerhedsfonden.
Østre Landsret, Vestre Landsret, Procesbevillingsnævnet, Domstolssty-
relsen, Rigsadvokaten, Politiforbundet, Dommerfuldmægtigforeningen,
og Institut for Menneskerettigheder har ikke haft bemærkninger til for-
slaget.
Justitsministeriet har ikke i øvrigt modtaget bemærkninger fra de hørte
myndigheder og organisationer mv.
6. Nærhedsprincippet
Det foreliggende forslag til forordning vurderes ikke at være i strid med
nærhedsprincippet.
Kommissionen har vedrørende nærhedsprincippet anført, at finansiering
fra EU-budgettet fokuserer på aktiviteter, hvis mål ikke i tilstrækkelig grad
kan opfyldes af medlemsstaterne alene, og hvor EU’s intervention derfor
kan skabe merværdi. Aktiviteter omfattet af forordningsforslaget bidrager
til at udvikle den gensidige tillid mellem medlemsstaterne, øge det græn-
seoverskridende samarbejde og netværkssamarbejdet samt opnå korrekt,
sammenhængende og konsekvent anvendelse af EU-retten i hele EU. EU
er i en bedre position end medlemsstaterne til at behandle grænseoverskri-
dende situationer og til at skabe en europæisk platform for gensidig læring.
Et solidt analytisk grundlag til støtte og udvikling af politikker vil blive
støttet. EU’s indsats giver mulighed for disse aktiviteter, der skal gennem-
føres konsekvent i hele EU og bringer stordriftsfordele.
7. Andre landes kendte holdninger
Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige med-
lemsstaters holdning til sagen.
95
8. Foreløbig dansk holdning
Fra dansk side er man positivt indstillet over for forslaget.
9. Europa-Parlamentet
Forslaget til forordning behandles efter den almindelige lovgivningsproce-
dure (TEUF artikel 294), der indebærer, at forslaget skal vedtages af såvel
Europa-Parlamentet som Rådet.
Europa-Parlamentet har endnu ikke afgivet udtalelse i sagen.
10. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde
Sagen har senest været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og
retligt samarbejde den 14. maj 2012.
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Sagen har været forelagt Folketingets Europaudvalg til orientering forud
for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 13.-14. december 2011.
96
Dagsordenspunkt 15: Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning om et finansieringsprogram for 2014-2020 for rettigheder
og unionsborgerskab
Revideret notat. Ændringer er angivet i kursiv.
Forslaget til forordning er ikke omfattet af retsforbeholdet.
KOM(2011) 758
Resumé
Forslaget til forordning er ikke omfattet af retsforbeholdet. Sagen er på
dagsordenen for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 7.-8. juni
2012 med henblik på tilvejebringelse af en delvis generel indstilling til
forslaget. Forslaget til finansieringsprogram, der dækker perioden fra
2014-2020, indebærer en forenkling i forhold til de eksisterende
finansieringsprogrammer. Forslaget vurderes ikke at være i strid med
nærhedsprincippet. Forslaget vurderes ikke at ville have
lovgivningsmæssige konsekvenser, og det ses ikke i sig selv at ville have
statsfinansielle konsekvenser ud over indvirkningen på EU’s budget.
Regeringen er positivt indstillet over for forslaget.
1. Baggrund
Den 29. juni 2011 offentliggjorde Kommissionen i meddelelsen ”Et budget
for Europa 2020” sit forslag til den næste flerårige finansielle ramme, som
dækker perioden 2014-2020. Kommissionen fastslår i denne forbindelse, at
det er nødvendigt med en forenkling og effektivisering af den fremtidige
finansielle ramme.
Under de overordnede budgetrammer i perioden 2014-2020 skal der
vedtages en række programmer for konkrete politikområder i samme
periode.
I lyset heraf har Kommissionen bl.a. fremsat et forslag til forordning
vedrørende et forenklet finansieringsprogram for rettigheder og
unionsborgerskab, som skal gælde for perioden 2014-2020.
Kommissionen præsenterede forordningsforslaget på rådsmødet (retlige
og indre anliggender) den 13.-14. december 2011.
97
Forslaget skal vedtages i overensstemmelse med den almindelige
lovgivningsprocedure, jf. TEUF artikel 294, hvilket indebærer, at forslaget
skal vedtages af såvel Europa-Parlamentet som Rådet.
Forslaget er fremsat under henvisning til artikel 19, stk. 2, 21, stk. 2, 114,
168, 169 og 197 i TEUF og er således ikke omfattet af retsforbeholdet.
Sagen forventes forelagt på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den
7.-8. juni 2012 med henblik på at opnå en delvis generel indstilling til
forslaget. Den generelle indstilling forventes ikke at omfatte spørgsmålet
om det konkrete budget for programmet og heller ikke reglerne om
beskyttelse af EU’s finansielle interesser, idet disse spørgsmål forhandles
horisontalt for alle finansieringsprogrammer i Rådet (almindelige
anliggender).
2. Indhold
Forslaget har som overordnet formål at bidrage til opbygningen af et
fælles retsområde i EU ved at fremme rettigheder og ligestilling.
Forslaget har mere konkret til formål at bidrage til at give borgerne bedre
mulighed for at udøve deres rettigheder som EU-borgere, at forhindre
diskrimination på bagrund af køn, race, religion, handicap, alder og
seksuel orientering, at fremme ligestilling mellem mænd og kvinder, at
bekæmpe racisme og fremmedhad, at bekæmpe vold mod kvinder, børn og
andre udsatte grupper, at bidrage til et højt databeskyttelsesniveau, at
fremme barnets rettigheder samt at sikre et højt
forbrugerbeskyttelsesniveau.
Disse formål skal søges realiseret ved at yde økonomisk støtte til
finansiering af følgende typer aktiviteter:
- Analytiske aktiviteter, herunder bl.a. udarbejdelse af statistikker,
undersøgelser, analyser og undervisningsmateriale samt afholdelse af
seminarer.
- Uddannelsesaktiviteter som udvekslingsophold, workshops og
undervisning.
- Erfaringsudveksling, informationskampagner samt udvikling og
vedligeholdelse af informations- og kommunikationssystemer.
98
- Støtte til medlemsstater og andre aktører i deres arbejde med at
realisere programmets formål.
Den årlige fordeling af midler fra programmet, som efter Kommissionens
forslag skal have et samlet budget på 439 mio. EUR. for den periode
programmet dækker, skal efter forslaget fastsættes i årlige
arbejdsprogrammer, som vedtages af Kommissionen og medlemsstaterne i
fællesskab.
Programmet skal monitoreres løbende af Kommissionen på baggrund af
en række kvantitative og kvalitative kriterier, som er fastsat i programmet.
Kommissionen skal desuden foretage en midtvejsevaluering af
programmet i 2018 samt en endelig evaluering i 2021.
Det er Kommissionens hensigt, at programmet skal indeholde en væsentlig
forenkling i forhold til de eksisterende programmer og skabe større
effektivitet i programforvaltningen. Programmet løber fra 2014-2020.
Forslaget samler (dele af) tre eksisterende programmer på området for
rettigheder og unionsborgerskab for finansieringsperioden 2007-2013, som
i denne periode har haft et samlet budget på 460,2 mio. EUR:
• Programmet om grundlæggende rettigheder og unionsborgerskab
• Daphne III-programmet
• Afsnittene "ikke-forskelsbehandling og forskelligartethed" og
"ligestilling mellem mænd og kvinder" i programmet for
beskæftigelse og social solidaritet (”PROGRESS”) svarende til 35
pct. af det samlede ”PROGRESS”-budget.
Programmet er åbent for offentlige og private virksomheder og
organisationer i medlemsstaterne mv.
3. Gældende dansk ret
Forslaget giver ikke anledning til at redegøre for dansk ret.
4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser
99
Forslaget vurderes ikke at ville have lovgivningsmæssige konsekvenser.
Forslaget har ikke statsfinansielle konsekvenser ud over det, der følger af
indvirkningen på EU's budget. Efter Kommissionens forslag skal
programmet have et samlet budget på 439 mio. EUR. over perioden 2014-
2020. Danmark bidrager på nuværende tidspunkt med ca. 2 pct. af EU’s
budget hvilket svarer til en finansieringsandel på ca. 8,8 mio. EUR.
Spørgsmålet om den budgetmæssige ramme for programmet vil ikke være
omfattet af den generelle indstilling, idet dette spørgsmål forhandles
horisontalt som led i forhandlingerne af EU’s samlede flerårige finansielle
ramme. Danske myndigheder og organisationer har i lighed med tidligere
finansielle programmer mulighed for at søge og opnå støtte under
programmet.
5. Høring
Forslaget har været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisa-
tioner mv.:
Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, samtlige byretter,
Procesbevillingsnævnet, Domstolsstyrelsen, Rigspolitiet, Rigsadvokaten,
Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Direktora-
tet for Kriminalforsorgen, Foreningen af offentlige anklagere, Politifor-
bundet, Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Danske
Advokater, Amnesty International, Institut for Menneskerettigheder, Rets-
politisk Forening og Retssikkerhedsfonden.
Østre Landsret, Vestre Landsret, Procesbevillingsnævnet, Domstolssty-
relsen, Rigsadvokaten, Politiforbundet, Dommerfuldmægtigforeningen,
og Institut for Menneskerettigheder har ikke haft bemærkninger til for-
slagene.
Justitsministeriet har ikke i øvrigt modtaget bemærkninger fra de hørte
myndigheder og organisationer mv.
6. Nærhedsprincippet
Forslaget vurderes ikke at være i strid med nærhedsprincippet.
Kommissionen har vedrørende nærhedsprincippet anført, at finansiering
fra EU-budgettet fokuserer på aktiviteter, hvis mål ikke i tilstrækkelig grad
100
kan opfyldes af medlemsstaterne alene, og hvor EU’s intervention derfor
kan skabe merværdi. Aktiviteter omfattet af forslaget bidrager til at udvik-
le den gensidige tillid mellem medlemsstaterne, øge det grænseoverskri-
dende samarbejde og netværkssamarbejdet samt opnå korrekt, sammen-
hængende og konsekvent anvendelse af EU-retten i hele EU. EU er i en
bedre position end medlemsstaterne til at behandle grænseoverskridende
situationer og til at skabe en europæisk platform for gensidig læring. Et so-
lidt analytisk grundlag til støtte og udvikling af politikker vil blive støttet.
EU’s indsats giver mulighed for disse aktiviteter, der skal gennemføres
konsekvent i hele EU og bringer stordriftsfordele.
7. Andre landes kendte holdninger
Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige med-
lemsstaters holdning til sagen.
8. Foreløbig dansk holdning
Regeringen er positivt indstillet over for forslaget.
Fra dansk side lægges der vægt på, at der med programmet opnås en for-
enkling og øget fleksibilitet i forhold til de hidtidige finansielle program-
mer.
Fra dansk side lægges der endvidere vægt på, at medlemsstaterne får den
fornødne indflydelse på udformningen af de årlige arbejdsprogrammer,
som fastlægger fordelingen af midler under finansieringsprogrammet.
9. Europa-Parlamentet
Forslaget behandles efter den almindelige lovgivningsprocedure (TEUF
artikel 294), der indebærer, at forslaget skal vedtages af såvel Europa-
Parlamentet som Rådet.
Europa-Parlamentet har endnu ikke afgivet udtalelse i sagen.
10. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde
Sagen har senest været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og
retligt samarbejde den 14. maj 2012.
101
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Sagen har været forelagt Folketingets Europaudvalg til orientering forud
for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 13.-14. december 2011.
102
Dagsordenspunkt 16: Forslag til Rådets og Europa-Parlamentets
forordning om en fælles europæisk købelov
Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.
Forslaget er ikke omfattet af retsforbeholdet.
KOM(2011) 635
Resumé
Forslaget til forordning er ikke omfattet af retsforbeholdet. På rådsmødet
(retlige og indre anliggender) den 7.-8. juni 2012 lægges der op til en
politisk drøftelse af det videre arbejde med en fælles europæisk købelov.
Ifølge forslaget til forordning vil den fælles europæiske købelov på
frivilligt grundlag kunne anvendes af kontraktparter som et alternativ til
de enkelte medlemslandes køberetlige regler. Forslaget indeholder bl.a.
regler om fortolkning af aftalen, urimelige aftalevilkår, parternes pligter
og rettigheder ved aftaler om køb af varer mv. Forslaget vurderes ikke at
have lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser. Det er
regeringens foreløbige vurdering, at forslaget er i overensstemmelse med
nærhedsprincippet. Der foreligger ikke offentlige tilkendegivelser om de
øvrige medlemsstaters holdninger til forslaget. For Danmark er det helt
centralt, at en række tvivlsspørgsmål om forslagets indhold og rækkevidde
bliver afklaret, og en nærmere stillingtagen til forslaget må afvente denne
afklaring.
1. Baggrund
Kommissionen offentliggjorde i 2003 en handlingsplan (KOM(2003) 68),
hvori den bl.a. foreslog, at der – med henblik på at forbedre den
europæiske aftaleret og gøre den mere ensartet – indføres en fælles
referenceramme, der omfatter fælles principper, definitioner og
standardregler, som lovgivningsmyndighederne på EU-plan skal anvende
ved udarbejdelse eller ændring af lovgivning. Kommissionen etablerede
herefter et internationalt akademisk netværk, der skulle lave en
forberedende juridisk analyse med henblik på vedtagelse af en sådan fælles
referenceramme. Netværkets arbejde blev i 2009 afsluttet med
offentliggørelsen af et udkast til en fælles referenceramme (Principles,
Definitions and Model Rules of European Private Law – Draft Common
Frame of Reference (DCFR)).
I det flerårige arbejdsprogram inden for retlige og indre anliggender
(Stockholm-programmet), som medlemsstaterne vedtog i december 2009,
opfordrer Det Europæiske Råd Kommissionen til at fremsætte et forslag til
103
en fælles referenceramme og til at undersøge behovet for eventuelle
yderligere tiltag på dette område nærmere.
Kommissionen nedsatte på den baggrund i april 2010 en ekspertgruppe,
der skulle undersøge, om der kan indføres et brugervenligt europæisk
aftaleretligt instrument, som vil kunne gavne forbrugerne og erhvervslivet,
og som samtidig kan garantere den retlige sikkerhed.
Kommissionen udarbejdede endvidere en grønbog, som blev sendt i høring
den 1. juli 2010. Grønbogen indeholder syv modeller, som Kommissionen
ser som mulige løsninger for indførelsen af et europæisk aftaleretligt
instrument med henblik på at styrke det indre marked. Det drejer sig om 1)
offentliggørelse af ekspertgruppens resultater, 2) en officiel
”værktøjskasse” for lovgivende myndigheder, 3) en
kommissionshenstilling om europæisk aftaleret, 4) en forordning om
indførelse af en frivillig europæisk aftaleret, 5) et direktiv om europæisk
aftaleret, 6) en forordning om indførelse af europæisk aftaleret og 7) en
forordning om indførelse af europæisk civillov.
Den 3. maj 2011 afgav ekspertgruppen sin rapport om et muligt fremtidigt
EU-instrument om en europæisk kontraktsret. Rapporten indeholder et
udkast til retsakt, der kan finde anvendelse både i forhold til
forbrugeraftaler og aftaler mellem erhvervsdrivende, og som indeholder
regler om bl.a. aftaleindgåelse, fortolkning af aftalen, urimelige
aftalevilkår, parternes forpligtelser og misligholdelsesbeføjelser, erstatning
og rentebetaling mv. samt regler om forældelse.
Kommissionen fremsatte den 11. oktober 2011 forslag til Rådets og
Europa-Parlamentets forordning om en fælles europæisk købelov.
Forslaget bygger på løsningsmodel 4 i Kommissionens grønbog, det vil
sige en fælles europæisk købelov, som på frivilligt grundlag kan anvendes
af kontraktparter som et alternativ til de enkelte medlemslandes aftale- og
køberetlige regler.
Forslaget blev præsenteret på rådsmødet (retlige og indre anliggender)
den 27.-28. oktober 2011.
Forhandlinger om forslaget blev herefter påbegyndt i Rådets arbejdsgrup-
pe om civilretlige spørgsmål i slutningen af november 2011.
104
På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 13.-14. december 2011
fremlagde det polske formandskab en statusrapport.
På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 7.-8. juni 2012 lægges
der op til en politisk drøftelse af det videre arbejde med en fælles
europæisk købelov.
2. Indhold
Forslaget er fremsat med henvisning til TEUF artikel 114, hvorefter der
kan vedtages foranstaltninger med henblik på indbyrdes tilnærmelse af
medlemsstaternes love og administrative bestemmelser, der vedrører det
indre markeds oprettelse og funktion.
Forslaget består af tre dele: En forordning, bilag I (en fælles europæisk
købelov) og bilag II (standardoplysninger, som sælgeren skal give
forbrugeren inden indgåelsen af en aftale om at anvende den fælles
europæiske købelov).
I det følgende beskrives hovedelementerne i forslaget.
2.1. Forordningen
Forordningen indeholder bl.a. bestemmelser om formål og
anvendelsesområde.
Ifølge forslaget er det overordnede formål med forordningen således at
forbedre betingelserne for det indre markeds etablering og funktion ved at
fastsætte fælles aftaleretlige regler.
Den fælles europæiske købelov kan ifølge forslaget anvendes på
grænseoverskridende aftaler om køb af varer, aftaler om levering af
digitalt indhold og aftaler om levering af tilknyttede tjenesteydelser, når
aftaleparterne er enige herom. Aftaler med et blandet formål (dvs. aftaler
der indeholder andre elementer end køb af varer, levering af digitalt
indhold og levering af tilknyttede tjenesteydelser) og forbrugerkreditaftaler
er derimod undtaget fra forordningens anvendelsesområde.
Ved en grænseoverskridende aftale mellem erhvervsdrivende forstås en
aftale, hvor parterne har sædvanligt opholdssted i forskellige lande, hvoraf
mindst et landene er en medlemsstat. En aftale mellem en
105
erhvervsdrivende og en forbruger anses for at være grænseoverskridende,
hvis forbrugerens adresse, leveringsadressen eller faktureringsadressen er
beliggende i et andet land end den adresse, hvor den erhvervsdrivende har
sædvanligt opholdssted, og mindst et af disse lande er en medlemsstat.
Selskaber, foreninger og andre juridiske personer har efter forslaget
sædvanligt opholdssted der, hvor de har deres hovedkvarter. En
erhvervsdrivende, der er en fysisk person, har sædvanligt opholdssted, der
hvor den pågældende har sin hovedvirksomhed.
Ifølge forslaget kan den fælles europæiske købelov anvendes, hvis
sælgeren er erhvervsdrivende. Hvis alle parter i aftalen er
erhvervsdrivende, kan den fælles europæiske købelov dog kun anvendes,
hvis mindst én af parterne er en lille eller mellemstor virksomhed. Ved en
lille eller mellemstor virksomhed forstås en virksomhed, som beskæftiger
færre end 250 personer, og som har en årsomsætning på højst 50 millioner
euro eller en årlig balance på højest 43 millioner euro.
Anvendelsen af den fælles europæiske købelov er frivillig og forudsætter,
at kontraktparterne indgår aftale herom. I forbrugeraftaler er en aftale om
anvendelse af den fælles europæiske købelov kun gyldig, hvis
forbrugerens samtykke er givet i en udtrykkelig erklæring, der er adskilt
fra selve aftalen om kontraktindgåelse. Endvidere er det en betingelse for
aftalens gyldighed, at den erhvervsdrivende giver forbrugeren en
standardmeddelelse, der beskriver forbrugerens rettigheder i henhold til
den fælles europæiske købelov. Den erhvervsdrivendes manglende
indhentelse af samtykke eller udlevering af standardmeddelelsen skal
kunne sanktioneres.
Når parterne har aftalt at anvende den fælles europæiske købelov, vil
reglerne i forordningen udtømmende gøre op med de spørgsmål, som er
reguleret af forordningen, og det vil således ikke være muligt for parterne
at anvende andre nationale regler.
Den fælles europæiske købelov dækker de fleste aspekter ved indgåelse af
aftaler. For så vidt angår aspekter, der ikke reguleres i den fælles
europæiske købelov (f.eks. spørgsmål om fuldmagt), vil de nationale
civilretlige regler fortsat finde anvendelse i den henseende.
Medlemslandene har mulighed for at fastsætte, at den fælles europæiske
købelov også skal kunne finde anvendelse på indenlandske aftaler mellem
erhvervsdrivende og indenlandske forbrugeraftaler. Medlemslandene har
106
endvidere mulighed for at fastsætte, at den fælles europæiske købelov skal
kunne finde anvendelse på aftaler, hvor alle parterne er erhvervsdrivende,
men hvor ingen af parterne er en lille eller mellemstor virksomhed.
2.3. Bilag I – fælles europæiske købelov
2.3.1. Almindelige principper og anvendelse
Forslaget indeholder nogle generelle aftaleretlige principper, herunder
princippet om, at parterne skal handle i overensstemmelse med hæderlig
forretningsskik og redelig handlemåde. Endvidere fastlægges princippet
om aftalefrihed, dvs. at parterne frit kan indgå aftaler og bestemme
indholdet heraf, medmindre såkaldte ufravigelige bestemmelser er til
hinder herfor. Det fastslås også, at der som udgangspunkt ikke gælder
formkrav for aftalers indgåelse.
Herudover indeholder forslaget regler om anvendelse af forskellige
aftaleretlige begreber. Det fastslås således bl.a., hvad der skal forstås ved
f.eks. standardvilkår, aftaler med blandende formål og ensidige
erklæringer. Der er endvidere fastsat generelle regler om, hvordan en aftale
bringes til ophør, hvordan meddelelser skal gives, og hvordan frister
beregnes.
2.3.2. Aftaleindgåelse
2.3.2.1. Oplysningskrav
Forslaget indeholder en række bestemmelser om den erhvervsdrivendes
oplysningspligt. Der sondres i den forbindelse mellem forbrugeraftaler og
aftaler mellem erhvervsdrivende.
Den erhvervsdrivende skal ifølge forslaget give forbrugeren en række
centrale oplysninger, inden en aftale indgås, eller inden forbrugeren bliver
bundet af et tilbud. Det drejer sig bl.a. om oplysninger om varens
væsentligste karakteristika, den erhvervsdrivendes kontaktoplysninger,
aftalevilkårene, den samlede pris og eventuelle yderligere omkostninger til
f.eks. fragt. Oplysningskravene gælder dog ikke, når aftalen omfatter
dagligdags transaktioner, som opfyldes umiddelbart på tidspunktet for
aftalens indgåelse.
107
Ved fjernsalgsaftaler – dvs. aftaler, som indgås uden parternes samtidige
fysiske tilstedeværelse – og aftaler indgået uden for fast forretningssted
gælder visse yderligere oplysningskrav. Den erhvervsdrivende skal således
forud for indgåelse af sådanne aftaler give forbrugeren yderligere
oplysninger om bl.a. fortrydelsesret, herunder betingelser, tidsfrister og
proceduren for at gøre denne ret gældende.
Visse fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forretningssted er
dog generelt undtaget fra oplysningspligten. Det drejer sig bl.a. om aftaler
om levering af fødevarer, drikkevarer eller andre varer til husholdningens
løbende forbrug, som ofte eller regelmæssigt leveres af den erhvervsdri-
vende til forbrugerens hjem, bopæl eller arbejdsplads.
Den erhvervsdrivende skal give forbrugeren oplysningerne på en klar og
forståelig måde. Der stilles endvidere krav om, at oplysningerne i
fjernsalgsaftaler gives på en måde, der er passende under hensyn til den
anvendte fjernkommunikationsteknik, og at oplysningerne ved aftaler
indgået uden for fast forretningssted udleveres på papir, eller hvis
forbrugeren samtykker heri, i form af et andet varigt medium.
Herudover stilles der ifølge forslaget visse yderligere formelle krav ved
aftaler indgået uden for fast forretningssted og fjernsalgsaftaler. Ved
aftaler indgået uden for fast forretningssted har den erhvervsdrivende
således bl.a. pligt at give forbrugeren en kopi af den underskrevne aftale
eller bekræftelsen af aftalen på papir, eller hvis forbrugeren samtykker
heri, på et andet varigt medium. Ved fjernsalgsaftaler stilles der bl.a. krav
om, at den erhvervsdrivende ved telefonisk henvendelse til forbrugeren
med henblik på aftaleindgåelse opgiver sit navn og telefonopkaldets
kommercielle sigte ved begyndelsen af samtalen. En fjernsalgsaftale, der
indgås telefonisk, er kun gyldig, hvis forbrugeren har underskrevet
tilbuddet og sendt sit skriftlige samtykke til aftaleindgåelse.
I forbrugeraftaler har den erhvervsdrivende bevisbyrden for, at de
nødvendige oplysninger er givet. Parterne kan ikke til skade for
forbrugeren fravige bestemmelserne om oplysningspligt.
Med hensyn til den erhvervsdrivendes pligt til forud for indgåelse af en
aftale med en anden erhvervsdrivende fremgår det af forslaget, at den
erhvervsdrivende, der skal levere en vare eller ydelse, har pligt til på
passende måde at give de oplysninger om varens, det digitale indholds
eller den tilknyttede tjenesteydelses vigtigste egenskaber, som den
108
pågældende har eller burde have, og som det ville være i strid med
hæderlig forretningsskik og redelig handlemåde ikke at give den anden
part.
Hvis en part har tilsidesat oplysningspligten, er parten ansvarlig for tab,
som den anden part måtte lide som følge heraf. Hvis den erhvervsdrivende
ikke har opfyldt kravene til oplysning om yderligere omkostninger eller
andre udgifter, eller om omkostningerne ved tilbagelevering af varerne, er
forbrugeren ikke forpligtet til at betale disse yderligere omkostninger eller
andre udgifter.
2.3.2.2. Tilbud og accept
Forslaget indeholder en række bestemmelser om indgåelse af en bindende
aftale (tilbud og accept).
Ifølge forslaget udgør et forslag om indgåelse af aftale et tilbud, når
hensigten med forslaget er, at det skal føre til en aftale, hvis det accepteres,
og forslaget har et indhold, der er tilstrækkeligt bestemt til, at der kan
foreligge en aftale. Et tilbud kan fremsættes over for en eller flere
personer. Et forslag, der fremsættes over for en ubestemt kreds, kan dog
ikke anses som et tilbud, medmindre andet fremgår af omstændighederne.
Et tilbud får efter forslaget virkning, når det kommer frem til
tilbudsmodtageren. Tilbuddet kan tilbagekaldes, hvis tilbagekaldelsen når
frem til modtageren af tilbuddet, inden denne har accepteret tilbuddet, eller
– i tilfælde af stiltiende accept – inden aftalen er indgået. Tilbuddet kan
dog ikke tilbagekaldes, hvis det er gjort uigenkaldeligt, hvis der er angivet
en bestemt frist for accept af tilbuddet, eller hvis det af andre grunde var
rimeligt, at modtageren af tilbuddet med rette antog, at det var
uigenkaldeligt og handlede i tillid hertil.
Når et afslag på tilbud kommer frem til tilbudsgiveren, bortfalder
tilbuddet.
Om accept af tilbud fremgår det af forslaget, at enhver form for erklæring
eller anden adfærd fra tilbudsmodtageren, der udtrykker enighed i
tilbuddet, anses som en accept. Det anføres udtrykkeligt, at tavshed eller
passivitet ikke i sig selv kan anses for accept af tilbud.
109
Accepterer tilbudsmodtageren tilbuddet, er aftalen indgået, når accepten
kommer frem til tilbudsgiveren. Accept af tilbud får kun virkning, hvis
accepten kommer frem til tilbudsgiveren inden udløbet af den acceptfrist,
der er fastsat i tilbuddet. Har tilbudsgiveren ikke fastsat en acceptfrist, får
accepten virkning, hvis den kommer frem til tilbudsgiveren inden en
rimelig frist efter fremsættelsen af tilbuddet.
Hvis en accept kommer for sent frem, får accepten dog virkning som
accept af tilbuddet, hvis tilbudsgiveren uden unødigt ophold meddeler
tilbudsmodtageren, at tilbudsgiveren anser det for en gyldig accept.
Fremgår det af et brev eller en anden meddelelse, der indeholder en
forsinket accept af tilbuddet, at brevet eller meddelelsen er blevet sendt
under sådanne omstændigheder, at brevet eller meddelelsen var kommet
frem til tilbudsgiveren i rette tid, hvis forsendelsen var forløbet på
sædvanlig vis, har den forsinkede accept virkning som en accept. Det
gælder dog ikke, hvis tilbudsgiveren uden unødigt ophold meddeler
tilbudsmodtageren, at acceptfristen er udløbet.
Et svar til tilbudsmodtageren, der fastsætter eller forudsætter yderligere
eller ændrede aftalevilkår, som væsentligt ændrer vilkårene i tilbuddet,
anses for et afslag i forbindelse med et nyt tilbud.
2.3.2.3. Fortrydelsesret
Der er i forslaget fastsat regler om forbrugerens fortrydelsesret ved
fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forretningssted mellem
erhvervsdrivende og forbrugere.
Forbrugeren har ifølge forslaget således som udgangspunkt en ret til uden
angivelse af nogen grund at fortryde en fjernsalgsaftale eller en aftale
indgået uden for fast forretningssted. For aftaler indgået uden for fast
forretningssted er det dog en betingelse, at den samlede pris i henhold til
aftalen overstiger et beløb svarende til 50 euro på tidspunktet for aftalens
indgåelse.
Selv om der foreligger en fjernsalgsaftale eller en aftale indgået uden for
fast forretningssted, er en række aftaletyper ifølge forslaget undtaget fra
fortrydelsesret. Det drejer sig bl.a. om aftaler om levering af fødevarer,
drikkevarer eller andre varer til husholdningens løbende forbrug, aftaler
om levering af varer eller digitalt indhold, som er fremstillet efter
forbrugerens specifikationer, og aftaler om levering af varer, som efter
110
levering på grund af deres art uundgåeligt bliver blandet sammen med
andre varer.
Fortrydelsesfristen er ifølge forslaget 14 dage og løber som udgangspunkt
fra tidspunktet for varens levering. Har den erhvervsdrivende forud for
aftalen ikke givet forbrugeren oplysning om fortrydelsesretten, udløber
fristen dog først 1 år efter udløbet af den oprindelige fortrydelsesfrist, eller
14 dage efter det tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende giver forbrugeren
oplysning om fortrydelsesretten, hvis oplysningerne gives inden 1 år efter
udløbet af den oprindelige fortrydelsesfrist.
Hvis forbrugeren ønsker at gøre fortrydelsesretten gældende, skal
vedkommende give den erhvervsdrivende meddelelse herom inden fristens
udløb. Forbrugeren kan i den forbindelse benytte sig af den
standardformular, der fremgår af appendiks 2 til forslaget, eller en
utvetydig erklæring om, at fortrydelsesretten benyttes. Meddelelsen er
rettidig, hvis den sendes inden fortrydelsesfristens udløb. Forbrugeren har
bevisbyrden for, at den pågældende har benyttet sin fortrydelsesret inden
fortrydelsesfristens udløb.
Retsvirkningen af, at en aftale fortrydes, er, at den erhvervsdrivendes og
forbrugerens forpligtelser ophører. Er der tale om en situation, hvor
forbrugeren har afgivet tilbud, ophører forpligtelsen til at indgå aftalen.
For den erhvervsdrivende indebærer forbrugerens benyttelse af
fortrydelsesretten visse forpligtelser. Den erhvervsdrivende er således
forpligtet til at refundere ethvert beløb, herunder eventuelle
leveringsomkostninger, som den erhvervsdrivende har modtaget fra
forbrugeren. Beløbet skal tilbagebetales til forbrugeren uden unødigt
ophold og senest 14 dage efter den dato, hvor den erhvervsdrivende har
modtaget meddelelsen fra forbrugeren om, at fortrydelsesretten gøres
gældende.
Er der tale om en aftale vedrørende salg af en vare, er den erhvervsdriven-
de, medmindre den erhvervsdrivende har påtaget sig selv at afhente varen,
berettiget til at tilbageholde det modtagne beløb indtil det tidspunkt, hvor
den erhvervsdrivende har modtaget varen retur fra forbrugeren, eller – hvis
dette tidspunkt ligger tidligere – indtil det tidspunkt, hvor forbrugeren har
fremlagt dokumentation for, at varen er returneret.
111
Benyttelse af fortrydelsesretten indebærer endvidere visse forpligtelser for
forbrugeren. Forbrugeren skal således returnere varerne til den erhvervs-
drivende eller én, der handler på vegne af den erhvervsdrivende. Medmin-
dre den erhvervsdrivende har tilbudt at afhente varen, skal dette ske senest
14 dage efter den dato, hvor forbrugeren har givet den erhvervsdrivende
meddelelse om, at aftalen fortrydes. Returneringen af varen anses for retti-
dig, hvis varen tilbageleveres inden fristens udløb. Forbrugeren bærer som
udgangspunkt de direkte omkostninger ved tilbagelevering af varen.
Parterne kan ikke til skade for forbrugeren fravige bestemmelserne om
fortrydelsesret.
2.3.2.4. Ugyldighed
Forslaget indeholder en række bestemmelser om aftalers ugyldighed.
Ugyldighedsgrundene er ifølge forslaget vildfarelse, svig, trusler og
udnyttelse. En part er således under visse nærmere betingelser ikke bundet
af en aftale, hvis en af disse ugyldighedsgrunde foreligger.
Forslaget indeholder nærmere bestemmelser om, hvordan en part, som
ønsker at gøre ugyldighed gældende, skal forholde sig. Hvis en part ikke
ønsker at være bundet af aftalen som følge af en af de nævnte
ugyldighedsgrunde, skal parten således give meddelelse herom til den
anden part. En sådan meddelelse skal gives inden for 6 måneder, hvis
parten påberåber sig en vildfarelse, og inden for 1 år, hvis parten påberåber
sig svig, trusler eller udnyttelse. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor den
part, der ikke ønsker at være bundet af aftalen, bliver bekendt med de
relevante omstændigheder eller bliver i stand til at handle frit.
Hvis en part udtrykkeligt eller stiltiende godkender aftalen efter at være
blevet bekendt med de relevante omstændigheder eller efter at være blevet
i stand til at handle frit, kan parten ikke længere erklære ikke at være
bundet af aftalen.
Med hensyn til retsvirkningerne af ugyldighed følger det af forslaget, at en
aftale, som en part kan afgive meddelelse om ikke at være bundet af, er
gyldig, indtil en sådan meddelelse afgives. Når meddelelsen er afgivet, er
aftalen ugyldig med tilbagevirkende kraft.
En part, der har ret til at afgive meddelelse om ikke at være bundet af en
aftale som følge af ugyldighed, eller som inden fristens udløb eller inden
112
godkendelse af aftalen havde ret hertil, har ret til erstatning for tab som
følge af ugyldighedsgrunden. Det er uden betydning for retten til
erstatning, om parten har givet meddelelse om ikke at være bundet af
aftalen.
Parterne kan ikke aftale, at rettigheder og beføjelser som følge af svig,
trusler eller udnyttelse skal fraviges eller begrænses. I forholdet mellem en
erhvervsdrivende og en forbruger kan parterne endvidere ikke til skade for
forbrugeren aftale, at rettigheder og beføjelser som følge af en vildfarelse
skal fraviges eller begrænses.
Det bemærkes i den forbindelse, at de spørgsmål, som ikke behandles i den
fælles europæiske købelov, reguleres af de allerede gældende nationale
bestemmelser. Det drejer sig bl.a. om aftalers ugyldighed som følge af
manglende retsevne eller ulovlig eller amoralsk handlemåde.
2.3.3. Aftalens indhold
2.3.3.1. Fortolkning og udfyldning
Forslaget indeholder en række bestemmelser om fastlæggelse af aftalens
indhold ved fortolkning og udfyldning af aftalen.
I forslaget fastslås en almindelig fortolkningsregel om, at aftaler skal
fortolkes i overensstemmelse med parternes fælles hensigt. Det gælder
også, selv om en sådan fortolkning afviger fra den sædvanlige forståelse af
de udtryk, der er anvendt i aftalen.
Der er i forslaget opregnet en række relevante faktorer ved fortolkningen
af en aftale. Der skal ved fortolkningen således tages hensyn til bl.a.
omstændighederne ved aftaleindgåelse, parternes adfærd, sædvaner,
tidligere praksis mellem parterne, aftalens art og formål samt hæderlig
forretningsskik og redelig handlemåde.
Endvidere indeholder forslaget nogle særlige fortolkningsregler. Det
fastslås således bl.a., at et aftalevilkår, der har været individuelt forhandlet,
har forrang frem for et standardvilkår, at et aftalevilkår i en aftale mellem
en erhvervsdrivende og en forbruger i tilfælde af tvivl skal fortolkes til
fordel for forbrugeren, og at et aftalevilkår, der ikke har været individuelt
forhandlet, skal fortolkes mod den part, der har affattet vilkåret.
113
Herudover er der i forslaget fastsat en række udfyldningsregler – dvs.
regler om fastlæggelse af aftalens nærmere indhold og retsvirkninger – når
aftalen ikke giver støtte for nogen bestemt løsning.
I aftaler mellem erhvervsdrivende er parterne ifølge forslaget bundet af
sædvaner, som de er blevet enige om skal finde anvendelse, og enhver
praksis, der er blevet fulgt i forholdet mellem dem. Parterne er endvidere
bundet af sædvaner, som erhvervsdrivende i samme situation ville anse for
almindeligt gældende.
Hvis et spørgsmål ikke er reguleret i aftalen, sædvane eller praksis eller i
den fælles europæiske købelov, kan der navnlig under hensyn til aftalens
art og formål, omstændighederne ved aftaleindgåelsen, hæderlig
forretningsskik og redelig handlemåde indfortolkes yderligere aftalevilkår.
Endvidere kan aftalevilkår, der kan udledes af erklæringer fremsat af den
erhvervsdrivende forud for aftaleindgåelsen, efter omstændighederne
indgå som et vilkår i aftalen. Det gælder dog ikke, hvis den anden part ved
aftalens indgåelse vidste eller burde vide, at erklæringen var urigtig eller af
andre grunde ikke kunne anses som et vilkår, eller hvis erklæringen ikke
kunne have virket bestemmende for den anden parts beslutning om at
indgå aftalen.
Hvis en skriftlig aftale indeholder en klausul, der bestemmer, at
aftaledokumentet indeholder samtlige aftalevilkår (en
fuldstændighedsklausul), indgår eventuelle tidligere erklæringer mv., som
ikke er indeholdt i dokumentet, ikke i aftalen. Medmindre andet er bestemt
i aftalen, er en fuldstændighedsklausul dog ikke til hinder for, at parternes
tidligere erklæringer kan anvendes ved fortolkning af aftalen. I
forbrugeraftaler er forbrugeren ikke bundet af fuldstændighedsklausuler.
2.3.3.2. Urimelige aftalevilkår
Forslaget indeholder regler om urimelige aftalevilkår, der ikke har været
individuelt forhandlet (standardvilkår). Der sondres i den forbindelse
mellem aftalevilkår i henholdsvis forbrugeraftaler og aftaler indgået
mellem erhvervsdrivende.
I forbrugeraftaler fastslås en generel pligt til åbenhed om standardvilkår.
En erhvervsdrivende har således pligt til at sikre sig, at sådanne vilkår er
affattet og formidlet i et klart og forståeligt sprog.
114
Et standardvilkår i forbrugeraftaler anses ifølge forslaget som urimeligt,
hvis det vil være stridende med hæderlig forretningsskik og redelig
handlemåde og bevirke en væsentlig ubalance i parternes rettigheder og
forpligtelser til skade for forbrugeren. Ved vurderingen heraf lægges der
vægt på, om den erhvervsdrivende har opfyldt sin generelle pligt til
åbenhed, hvad der skal ydes i henhold til aftalen, omstændighederne ved
aftaleindgåelsen, de øvrige aftalevilkår og vilkårene i andre aftaler, som
aftalen afhænger af.
Herefter opregnes en række vilkår, som i aftaler mellem en
erhvervsdrivende og en forbruger altid er urimelige. Det drejer sig bl.a. om
vilkår, der udelukker eller begrænser den erhvervsdrivendes ansvar for tab
eller skade, der forvoldes forsætligt eller ved grov uagtsomhed. Det drejer
sig endvidere om vilkår, der udelukker eller begrænser forbrugerens ret til
at anlægge sag eller anvende andre retsmidler, herunder ved at kræve at
forbrugeren kun skal kunne indbringe tvister i henhold til en
voldgiftsordning. Det gælder dog ikke, hvis en sådan ordning er fastslået
ved lov, der finder anvendelse mellem den erhvervsdrivende og
forbrugeren.
Endvidere opregnes en række vilkår, som i aftaler mellem en
erhvervsdrivende og en forbruger, formodes at være urimelige. Det drejer
sig bl.a. om vilkår, der begrænser det bevismateriale, som forbrugeren har
adgang til, eller pålægger forbrugeren bevisbyrden, selvom denne i
henhold til lov påhviler den erhvervsdrivende. Det drejer sig endvidere om
vilkår, der udelukker eller begrænser forbrugerens beføjelser over for den
erhvervsdrivende eller forbrugerens indsigelser mod den
erhvervsdrivendes krav.
I aftaler mellem erhvervsdrivende anses et kontraktvilkår, der ikke har
været individuelt forhandlet, for urimeligt, hvis det i strid med hæderlig
forretningsskik og redelig handlemåde afviger betydeligt fra god
handelspraksis. Ved vurderingen heraf lægges der vægt på, hvad der skal
ydes i henhold til aftalen, omstændighederne inden aftaleindgåelsen, de
øvrige aftalevilkår og vilkår i andre aftaler, som aftalen afhænger af.
Parterne kan ikke aftale, at forslagets bestemmelser om urimelige
aftalevilkår ikke finder anvendelse.
2.3.4. Parternes forpligtelser og misligholdelsesbeføjelser i købsaftaler
og aftaler om levering af digitalt indhold
115
2.3.4.1. Sælgers forpligtelser
Forslaget indeholder en række bestemmelser om sælgers pligter ved køb af
varer og aftaler om levering af digitalt indhold, herunder navnlig sælgers
pligt til rettidig levering og levering af en kontraktmæssig ydelse.
I forhold til sælgers pligt til rettidig levering er der i forslaget fastsat
nærmere regler om leveringsstedet, leveringsmåden og leveringstiden.
Hvis leveringsstedet ikke kan fastslås på anden måde, er leveringsstedet
sælgers forretningssted ved aftaleindgåelsen, eller – i tilfælde, hvor
købsaftalen omfatter transport af varen, der skal udføres af en eller flere
fragtførere – det nærmeste opsamlingssted for den første fragtfører. Hvis
der imidlertid er tale om en fjernsalgsaftale eller en aftale indgået uden for
fast forretningssted mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, er
leveringsstedet forbrugerens bopæl, hvis den erhvervsdrivende har påtaget
sig at sørge for transporten.
Med hensyn til leveringsmåden følger det af forslaget, at sælger har pligt
til at stille varen eller det digitale indhold til rådighed for køberen, eller – i
tilfælde, hvor købsaftalen omfatter transport af varen – at overgive varen
til første fragtfører. Hvis der imidlertid er tale om en fjernsalgsaftale eller
en aftale indgået uden for fast forretningssted mellem en erhvervsdrivende
og en forbruger, skal sælgeren overgive den fysiske besiddelse af eller
kontrollen over varen eller det digitale indhold til forbrugeren. De nævnte
bestemmelser om leveringsmåden finder kun anvendelse, hvis andet ikke
er aftalt.
Med hensyn til leveringstiden følger det af forslaget, at sælger skal levere
varen uden unødigt ophold efter aftalens indgåelse, hvis leveringstiden
ikke kan fastsættes på anden måde. I forbrugeraftaler skal den
erhvervsdrivende, medmindre andet er aftalt, levere varen eller det digitale
indhold senest 30 dage efter aftalens indgåelse.
Forslaget indeholder endvidere bestemmelser om, hvad der skal til, for at
salgsgenstanden er i overensstemmelse med aftalen (kontraktmæssig).
For at være kontraktmæssig skal varen eller det digitale indhold således
være af den mængde og kvalitet, der er fastsat i aftalen, være emballeret
eller pakket på den måde, som er fastsat i aftalen, og leveres med eventuelt
116
tilbehør, installationsvejledning eller andre instrukser, som skal medfølge
aftalen.
Herudover er der fastsat en række yderligere betingelser for varens eller
det digitale indholds kontraktmæssighed, som parterne kan fravige ved
aftale, medmindre der er tale om en forbrugeraftale. Det drejer sig bl.a. om
krav om, at varen eller det digitale indhold skal være egnet til de særlige
formål, som køberen har gjort sælgeren bekendt med, og have den kvalitet,
der svarer til en vareprøve eller model, som sælgeren har forelagt køberen.
Sælgeren er ansvarlig for mangler, der forelå på tidspunktet for risikoens
overgang, jf. herom afsnit 2.3.4.5. nedenfor. I forbrugeraftaler antages en
mangel, der bliver synlig inden for 6 måneder efter tidspunktet for
risikoens overgang til køber, at have foreligget på tidspunktet for risikoens
overgang, medmindre dette er uforeneligt med varens eller det digitale
indholds art eller manglens art.
2.3.4.2. Købers misligholdelsesbeføjelser
Forslaget indeholder en række bestemmelser om købers beføjelser i
tilfælde af sælgers misligholdelse, herunder bestemmelser om sælgers
afhjælpningsret og købers undersøgelsespligt.
I tilfælde af sælgers misligholdelse kan køber ifølge forslaget kræve
opfyldelse af aftalen, tilbageholde sin egen ydelse, hæve aftalen, kræve
afslag i prisen og kræve erstatning. Hvis køber er erhvervsdrivende, kan
køberen dog alene tilbageholde sin egen ydelse, hvis sælgeren foretager
afhjælpning. Køberens ret til at påberåbe sig misligholdelsen er desuden
betinget af, at køberen har iagttaget sin pligt til at undersøge varen og givet
meddelelse i overensstemmelse med forslagets bestemmelser herom. Hvis
køberen derimod er forbruger, er sælgers afhjælpning uden betydning for
købers misligholdelsesbeføjelser, og reglerne om undersøgelsespligt og
meddelelse finder ikke anvendelse.
En sælger, der har tilbudt opfyldelse før det aftalte tidspunkt, og som har
fået meddelelse om, at opfyldelsen er mangelfuld, kan tilbyde omlevering,
hvis det kan ske inden for leveringsfristen. Herudover kan en sælger, der
har tilbudt opfyldelse, der er mangelfuld, uden unødigt ophold efter at fået
meddelelse om misligholdelsen tilbyde afhjælpning for egen regning.
Køberen kan kun afslå tilbud om afhjælpning, hvis afhjælpning ikke kan
ske straks eller uden væsentlig ulempe for køberen, hvis køberen har grund
117
til at antage, at vedkommende ikke kan stole på sælgerens opfyldelse for
fremtiden, eller hvis forsinkelsen vil udgøre en væsentlig ulempe.
Hvis køber kræver opfyldelse af sælgers forpligtelser, omfatter opfyldelsen
vederlagsfri afhjælpning. I forbrugeraftaler har forbrugeren ved en sådan
afhjælpning valget mellem reparation eller omlevering. Dette gælder dog
ikke, hvis det valgte vil være enten ulovligt, umuligt eller vil påføre
sælgeren uforholdsmæssigt store udgifter. En køber, der skal opfylde
aftalen samtidig med eller efter sælgers opfyldelse, har ret til at
tilbageholde sin ydelse, indtil sælger har opfyldt eller tilbudt at opfylde
aftalen.
Med hensyn til købers beføjelse til at hæve købet er det som udgangspunkt
en betingelse, at misligholdelsen er væsentlig. Hvis misligholdelsen består
i en mangel ved salgsgenstanden, og hvis der er tale om en forbrugeraftale,
kan forbrugeren dog hæve købet, medmindre manglen er uvæsentlig.
Herudover kan køberen hæve aftalen i tilfælde af forsinket levering, der
ikke i sig selv er væsentlig, hvis køberen giver sælgeren en yderligere
rimelig frist for opfyldelse, og sælgeren ikke opfylder inden for denne
frist. En frist anses for rimelig, hvis sælgeren ikke gør indsigelse uden
unødigt ophold. Endvidere kan køberen hæve købet, inden der skal ske
opfyldelse, hvis sælgeren har erklæret, eller det på anden måde står klart,
at der vil ske misligholdelse, og misligholdelsen ville være tilstrækkelig til
at bringe aftalen til ophør.
Køber mister retten til hæve aftalen, hvis køberen ikke inden rimelig tid,
efter at vedkommende er eller burde være blevet bekendt med sælgers
misligholdelse, giver meddelelse om, at aftalen hæves. Dette gælder dog
ikke, hvis køber er forbruger, eller hvis aftalen slet ikke er opfyldt, og
sælger ikke har tilbudt opfyldelse af aftalen.
Med hensyn til købers beføjelse til at kræve afslag i prisen fremgår det af
forslaget, at afslaget skal beregnes forholdsmæssigt på grundlag af varens
værdi uden manglen. Hvis der kræves forholdsmæssigt afslag, kan køber
ikke tillige kræve erstatning for det tab, der er godtgjort ved afslaget.
Om købers ret til erstatning henvises til afsnit 2.3.6 nedenfor.
Forslaget indeholder særlige regler om køberens undersøgelsespligt ved
aftaler mellem erhvervsdrivende. I aftaler mellem erhvervsdrivende
118
forventes køber således at undersøge varen så hurtigt som muligt og ikke
senere end 14 dage efter leveringen.
Forslaget indeholder endvidere særlige krav om reklamationspligt ved
mangler for så vidt angår aftaler mellem erhvervsdrivende. I sådanne
aftaler kan køber ikke påberåbe sig en mangel, hvis vedkommende ikke
inden rimelig tid reklamerer over for sælgeren med angivelse af, hvori
manglen består. Fristen regnes fra leveringstidspunktet eller fra det
tidspunkt, hvor køberen fik eller burde have fået kendskab til manglen.
Køberen mister dog under alle omstændighederne retten til at påberåbe sig
manglen, hvis vedkommende ikke reklamerer over for sælger inden to år
efter varens overgivelse.
2.3.4.3. Købers forpligtelser
Forslaget indeholder en række bestemmelser om købers forpligtelser, der
skal ses i sammenhæng med forslagets bestemmelser om sælgers
forpligtelser.
Køberens hovedforpligtelser består ifølge forslaget i at betale købesummen
og at tage imod varen eller det digitale indhold.
Forslaget indeholder nærmere regler om betaling af købesummen,
herunder bl.a. bestemmelser om betalingsmidler, betalingssted og
betalingstidspunkt.
Med hensyn til betalingsmidler følger det bl.a. af forslaget, at betalingen
skal foretages med de betalingsmidler, der er angivet i aftalen, eller hvis
dette ikke er angivet, med de betalingsmidler, der ifølge handelspraksis på
det sted, hvor betalingen skal ske, sædvanligvis anvendes. Betalingsstedet
er ifølge forslaget sælgers forretningssted, medmindre andet er aftalt. Med
hensyn til betalingstidspunktet følger det af forslaget, at betalingen
forfalder ved levering, og at sælger, hvis vedkommende har en berettiget
interesse heri, kan afslå et tilbud om betaling inden forfaldstidspunktet.
Med hensyn til købers forpligtelse til at tage imod levering, følger det af
forslaget, at køberen opfylder denne forpligtelse, hvis den pågældende
foretager alle de handlinger, som kan forventes, for at sætte sælgeren i
stand til at opfylde sin leveringsforpligtelse, og tage imod varen eller de
dokumenter, der repræsenter varen eller det digitale indhold, hvis dette
kræves i henhold til aftalen.
119
Hvis sælgeren leverer varen eller det digitale indhold inden det aftalte
tidspunkt eller i en mindre mængde end aftalt, skal køberen ifølge forslaget
tage imod levering, medmindre køberen har en berettiget interesse i at
afslå dette.
Hvis sælgeren leverer varer eller digitalt indhold i en større mængde end
aftalt, kan køberen beholde eller afslå den overskydende mængde. Hvis
køberen beholder den overskydende mængde, anses den for at være blevet
leveret i henhold til aftalen, og køberen skal betale herfor til den aftalte
takst. Dette gælder dog ikke i forbrugeraftaler, hvis forbrugeren har
rimelig grund til at antage, at sælgeren bevidst har leveret den
overskydende mængde med viden om, at den ikke er bestilt.
2.3.4.4. Sælgers misligholdelsesbeføjelser
Forslaget indeholder en række bestemmelser om sælgers beføjelser i
anledning af købers misligholdelse.
I tilfælde af købers misligholdelse kan sælger ifølge forslaget kræve
opfyldelse, tilbageholde sin egen ydelse, hæve aftalen og kræve renter eller
erstatning. Hvis købers misligholdelse er undskyldelig, kan sælger dog kun
kræve opfyldelse og erstatning.
Med hensyn til beføjelsen til at kræve opfyldelse fremgår det af forslaget,
at sælger har ret til at kræve betaling af købesummen, når den forfalder, og
til at kræve opfyldelse af alle andre forpligtelser, som køberen har påtaget
sig. Hvis køberen endnu ikke har taget imod levering af varen eller det
digitale indhold, og det er klart, at køberen ikke er villig til at tage imod
opfyldelse, kan sælger kræve, at køberen tager imod levering, og at
køberen betaler købesummen. Dette gælder dog ikke, hvis sælgeren kunne
have foretaget en rimelig dækningshandel uden væsentligt besvær og
væsentlige udgifter.
Med hensyn til sælgers beføjelse til at tilbageholde opfyldelsen fremgår
det af forslaget, at denne beføjelse kan benyttes, hvis sælger skal opfylde
aftalen samtidig med eller efter købers opfyldelse. Sælger kan i så fald
tilbageholde ydelsen, indtil køberen har opfyldt eller tilbudt opfyldelse af
aftalen. Herudover kan en sælger, der skal opfylde aftalen, inden køber
foretager opfyldelse, og som har rimelig grund til at tro, at køberen ikke vil
opfylde aftalen rettidigt, tilbageholde sin ydelse, så længe den rimelige
grund foreligger. Retten til at tilbageholde ydelsen bortfalder dog, hvis
120
køberen giver tilstrækkelig forsikring om rettidig opfyldelse eller stiller
tilstrækkelig sikkerhed.
Det er betingelse for sælgers ret til at hæve aftalen, at køberens
misligholdelse er væsentlig. I tilfælde af forsinket opfyldelse, der ikke i sig
selv kan anses for væsentlig, kan sælger hæve aftale, hvis sælgeren giver
køberen en yderligere rimelig frist, og køberen ikke opfylder aftalen inden
for denne frist. En frist anses for rimelig, hvis køberen ikke gør indsigelse
uden unødigt ophold. I forhold mellem en erhvervsdrivende og en
forbruger kan den yderligere frist dog ikke være kortere end 30 dage.
Sælger kan endvidere hæve aftalen, inden der skal ske opfyldelse, hvis
køberen har erklæret, eller hvis det på anden måde står klart, at der vil ske
misligholdelse, og misligholdelsen vil være væsentlig.
Hvis købers forpligtelser i henhold til aftalen skal opfyldes i flere dele eller
på anden måde kan opdeles, kan sælger kun hæve aftalen med hensyn til
den del, som misligholdelsen vedrører. Det gælder dog ikke, hvis
misligholdelsen må anses som væsentlig i forhold til aftalen som helhed.
Sælger mister retten til hæve aftalen, hvis den pågældende ikke inden
rimelig tid, efter at vedkommende er eller burde være blevet bekendt med
købers misligholdelse, giver meddelelse om, at aftalen hæves.
Om sælgers ret til at kræve erstatning og renter henvises til henholdsvis
afsnit 2.3.6 og 2.3.7 nedenfor.
2.3.4.5. Risikoens overgang
Forslaget indeholder bestemmelser om, hvem af parterne der bærer
risikoen for varen eller det digitale indhold.
Retsvirkningen af, at køberen bærer risikoen, er, at vedkommende ikke
kan gøre misligholdelsesbeføjelser gældende, hvis varen eller det digitale
indhold som følge af en hændelig begivenhed forringes eller går tabt.
I forbrugeraftaler overgår risikoen ifølge forslaget, når forbrugeren eller en
af forbrugeren udpeget tredjemand, dog ikke fragtføreren, har fået varen i
sin besiddelse. Hvis forbrugeren søger for transporten af varen, og den
erhvervsdrivende ikke har tilbudt at forestå transporten, overgår risikoen
dog til forbrugeren, når varen overgives til fragtføreren.
121
Parterne kan ikke aftale, at bestemmelserne om risikoens overgang i
forbrugeraftaler fraviges til skade for forbrugeren.
I aftaler mellem erhvervsdrivende overgår risikoen som udgangspunkt, når
køberen tager imod levering. Hvis varen stilles til rådighed for køberen, og
køberen er bekendt hermed, overgår risikoen som udgangspunkt til
køberen på det tidspunkt. Hvis varen stilles til rådighed for køberen på et
andet sted end sælgerens forretningssted, overgår risikoen, når der skal ske
levering, og køberen er bekendt med, at varen er stillet til rådighed på det
pågældende sted.
Hvis aftalen er forbundet med transport af varen, overgår risikoen til
køberen, når varen overgives til den første fragtfører med henblik på
videreforsendelse. Er sælgeren forpligtet til at overgive varen til en
fragtfører på et bestemt sted, overgår risikoen dog først til køberen, når
varen overgives til fragtføreren på dette sted.
Hvis varen sælges, mens den er under transport, overgår risikoen til
køberen, når varen overgives til den første fragtfører. Risikoen overgår dog
til køberen ved aftaleindgåelsen, hvis dette fremgår af omstændighederne.
Hvis sælgeren vidste eller burde vide, at varen var gået tabt eller var blevet
forringet, og han undlod at oplyse køberen herom, bærer sælgeren risikoen
for tabet eller forringelsen.
2.3.5. Parternes forpligtelser og rettigheder i aftaler om levering af
tilknyttede tjenesteydelser
Forslaget indeholder særlige bestemmelser om sælgers og købers
rettigheder og forpligtelser i tilfælde, hvor der i tilknytning til en aftale om
køb af en vare eller levering af digitalt indhold indgås aftale om, at sælger
skal levere en tjenesteydelse, f.eks. installering, reparation eller
vedligeholdelse af varen eller det digitale indhold.
Det følger af forslaget, at tjenesteyderen skal tilvejebringe de resultater,
der nærmere er angivet i aftalen. Når det ikke er udtrykkeligt aftalt, eller
når det stiltiende er aftalt, at der skal tilvejebringes et nærmere angivet
resultat, skal tjenesteyderen udføre den tilknyttede tjenesteydelse med den
professionelle omhu, som med rimelig kan forventes, og i
overensstemmelse forordningens regler og andre bindende retsregler, der
finder anvendelse på den tilknyttede tjenesteydelse.
122
Hvis udgiften til den tilknyttede tjenesteydelse bliver større end oplyst af
tjenesteyderen, herunder større end varens eller det digitale indholds
værdi, skal tjenesteyderen indhente kundens samtykke, inden
tjenesteyderen foretager sig yderligere. Undlader tjenesteyderen dette, kan
vedkommende kun kræve den i aftalen angivne pris eller efter
omstændighederne værdien af varen eller det digitale indhold, efter at den
tilknyttede tjenesteydelse er blevet leveret.
Kunden skal betale den pris, som i henhold til aftalen skal betales for den
tilknyttede tjenesteydelse, når tjenesteydelsen er udført, og den vare eller
det digitale indhold, som tjenesteydelsen knytter sig til, er stillet til
kundens rådighed.
Kundens misligholdelsesbeføjelser svarer i vidt omfang til køberens
beføjelser i aftaler om køb af varer og digitalt indhold, jf. afsnit 2.3.4.2
ovenfor. Tilsvarende er tjenesteyderens beføjelser, hvis kunden
misligholder aftalen, i store træk identiske med sælgerens beføjelser i
aftaler om køb af varer og digitalt indhold, jf. afsnit 2.3.4.4 ovenfor.
2.3.6. Erstatning
Forslaget indeholder bestemmelser om retten til erstatning i tilfælde af
misligholdelse.
En fordringshaver har ifølge forslaget ret til erstatning for tab, der er
forvoldt ved skyldnerens misligholdelse, medmindre misligholdelsen er
undskyldelig. Erstatning for tab omfatter fremtidigt tab, som skyldneren
kan forventes at lide.
Erstatning fastsættes som udgangspunkt således, at fordringshaveren
stilles, som om aftalen var blevet rigtigt opfyldt. Erstatningen skal dække
både det tab, som fordringshaveren har lidt, og den fortjeneste som
fordringshaveren på grund af misligholdelsen ikke har opnået.
Forslaget indeholder endvidere nogle generelle principper for
erstatningsudmålingen, herunder bestemmelser om, at fordringshaverens
har pligt til at begrænse tabet, at skyldneren kun er ansvarlig for
påregneligt tab, og at skyldneren ikke er ansvarlig for tab, der kan
henregnes til fordringshaveren.
2.3.7. Renter
123
Forslaget indeholder bestemmelser om renter ved forsinket betaling. Der
sondres i den forbindelse mellem, om skyldner er forbruger eller
erhvervsdrivende.
Hvis skyldneren er forbruger, beregnes rentesatsen på baggrund den
Europæiske Centralbanks – eller den nationale centralbanks – halvårlige
referencesats med tillæg af 2 procentpoint. Er skyldneren derimod
erhvervsdrivende, beregnes rentesatsen derimod på baggrund af den
Europæiske Centralbanks – eller den nationale centralbanks – halvårlige
referencesats med tillæg af 8 procentpoint.
Forslaget indeholder nærmere regler om under hvilke omstændigheder og
fra hvilket tidspunkt der påløber renter. Forslaget indeholder endvidere
nærmere regler om godtgørelse af omkostninger ved inddrivelse og om
urimelige aftalevilkår vedrørende renter ved forsinket betaling.
2.3.8. Tilbagelevering mv.
Forslaget indeholder regler om, hvad der skal tilbageleveres, når en part
giver meddelelse om ikke at være bundet af aftalen, eller når en part
bringer aftalen til ophør.
Ifølge forslaget har hver part pligt til at tilbagelevere det modtagne, hvis en
af parterne giver meddelelse om ikke at være bundet af aftalen eller
bringer aftalen til ophør. Pligten til tilbagelevering omfatter også udbytte
og afkast af det modtagne. Hvis tilbagelevering ikke er mulig, skal parten
betale det modtagnes værdi.
Modtageren skal, hvis varen er brugt, endvidere betale den anden part
værdien af brugen. Det er dog en betingelse, at modtageren var årsag til, at
den anden part bragte aftalen til ophør, at modtageren, inden varen blev
taget i brug, var bekendt med, at der forelå grundlag for at bringe aftalen til
ophør, eller at det under hensyntagen til bl.a. varens art og omfanget af
brugen ville være utilbørligt at tillade modtageren at bruge varen i den
pågældende periode.
Har modtageren haft udgifter til varen eller det digitale indhold, har den
pågældende ret til godtgørelse heraf, hvis udgiften medførte en fordel for
den anden part, og hvis udgiften blev afholdt på et tidspunkt, hvor
124
modtageren ikke vidste eller burde vide, at den anden part kunne give
meddelelse om ikke at være bundet af aftalen eller bringe aftalen til ophør.
Bestemmelserne om tilbagelevering mv. kan ikke fraviges til skade for
forbrugeren.
2.3.9. Forældelse
I forslaget er der fastsat regler om, at retten til at kræve en forpligtelse og
enhver tilknyttet ret opfyldt er undergivet forældelse inden for nærmere
fastsatte frister. Efter forældelsesfristens udløb har skyldneren ret til at
afslå at opfylde forpligtelsen, og fordringshavren mister alle
misligholdelsesbeføjelser med undtagelse af retten til at tilbageholde sin
egen ydelse.
Der er i forslaget fastsat henholdsvis en kort forældelsesfrist på 2 år og en
lang forældelsesfrist på 10 år. Ved erstatning for personskade er den lange
forældelsesfrist dog 30 år.
Den korte forældelsesfrist begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor
fordringshaveren blev eller burde være blevet bekendt med de faktiske
omstændigheder, der danner grundlag for fordringen. Den lange
(absolutte) forældelsesfrist begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor
skyldneren skal opfylde sin forpligtelse, uanset om fordringshaveren har
kendskab til fordringen.
Begge forældelsesfrister afbrydes ved sagsanlæg eller foretagelse af andre
retslige skridt. Afbrydelsen har virkning, indtil der er truffet endelig
afgørelse, eller sagen på anden måde er blevet afsluttet. Når sagen afsluttes
inden for de sidste 6 måneder af forældelsesfristen, uden at der er truffet
afgørelse om sagens realitet, udløber fristen først efter 6 måneder fra
sagens afslutning.
Der er endvidere fastsat regler om, at forældelsesfristen under visse
omstændigheder udsættes. Forældelsesfristerne udsættes således bl.a., hvis
parterne fører forhandlinger om rettigheden eller om omstændigheder, der
kan give anledning til krav vedrørende rettigheden. I sådanne tilfælde
indtræder forældelse først, når der er gået 1 år efter den sidste henvendelse
som led i forhandlingerne eller efter en af parternes meddelelse om ikke at
ville fortsætte forhandlingerne.
125
Hvis skyldneren anerkender rettigheden over for fordringshaveren ved
f.eks. delvis betaling, betaling af renter, sikkerhedsstillelse eller
modregning, løber en ny 2-årig forældelsesfrist.
Reglerne om forældelse kan ikke fraviges til skade for forbrugeren.
2.3.10. Appendiks I-II
Appendiks I indeholder en standardformular om forbrugerens
fortrydelsesret, som den erhvervsdrivende skal give forbrugeren i
fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forretningssted, mens
appendiks II indeholder en blanket, som kan anvendes, hvis forbrugeren
ønsker at benytte sin fortrydelsesret.
2.4. Bilag II – standardoplysninger
Bilag II indeholder standardoplysninger, som den erhvervsdrivende skal
give forbrugeren forud for indgåelse af en aftale om anvendelse af den
fælles europæiske købelov. Det drejer sig om en række oplysninger om
forbrugerens rettigheder henholdsvis før og efter købsaftalens indgåelse,
herunder bl.a. oplysninger om fortrydelsesret, rettigheder i tilfælde af at
varen er mangelfuld eller ikke leveres og reglerne om forældelse.
3. Gældende dansk ret
3.1. Indledning
Den europæiske købelov skal efter forslaget kunne anvendes af
kontraktparter på frivilligt grundlag som et alternativ til nationale aftale-
og køberetlige regler mv. Forordningen om en europæisk købelov vil
således skulle gælde ved siden af de danske aftale- og køberetlige regler,
og de gældende danske regler på området opretholdes, selvom forslaget
vedtages.
Forordningsforslaget berører imidlertid en række centrale formueretlige
spørgsmål, der i dansk ret dels beror på ulovbestemte principper og
retspraksis, dels er reguleret i en række love på det formueretlige område.
Parterne i visse grænseoverskridende aftaler vil således kunne vælge
mellem at anvende reglerne i den europæiske købelov. På den baggrund
omtales de væsentligste love på området i afsnit 3.2-3.6 nedenfor.
126
For så vidt angår de dele af forordningsforslaget, som regulerer den
erhvervsdrivendes oplysningspligt i forbrugeraftaler, forbrugerens
fortrydelsesret og risikoens overgang, bemærkes, at disse bestemmelser
svarer til bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder. Direktivet
træder i kraft den 12. december 2011, og skal gennemføres i dansk ret
senest 2 år efter denne dato.
3.2. Aftaleloven
Aftaleretten er i dansk ret i vidt omfang lovreguleret, men der gælder også
en række ulovbestemte principper mv. Aftaleretten bygger på et princip
om aftalefrihed, dvs. at der kan indgås aftaler med hvem, man vil, og med
det indhold, som parterne kan blive enige om. Princippet er dog fraveget i
en række love, bl.a. inden for forbrugerområdet.
Aftaleloven indeholder bl.a. regler om aftaleindgåelse (tilbud og accept).
Et tilbud eller et svar på tilbud er ifølge aftaleloven bindende, når det er
kommet til modtagerens kundskab. Hvis et tilbud afslås, er det bortfaldet,
selv om fristen for svar endnu ikke er udløbet. Svar, som går ud på, at et
tilbud er antaget, men som på grund af tillæg, indskrænkninger eller
forbehold ikke stemmer med det afgivne tilbud, anses som afslag i
forbindelse med nyt tilbud. Dette gælder dog ikke, hvis afsenderen af
svaret går ud fra, at svaret er i overensstemmelse med tilbuddet, og
tilbudsgiveren må indse dette.
Aftaleloven indeholder endvidere regler om løfters ugyldighed. Visse af
lovens ugyldighedsgrunde – f.eks. hvor et løfte er fremkaldt ved voldelig
tvang – er såkaldte stærke ugyldighedsgrunde, som kan gøres gældende
over for løftemodtageren, selvom denne har været i god tro. Andre af
lovens ugyldighedsgrunde – f.eks. hvor et løfte er fremkaldt ved svig eller
udnyttelse – er såkaldte svage ugyldighedsgrunde, som kun kan gøres
gældende over for løftemodtageren, hvis denne ikke har været i god tro.
Herudover kan en aftale tilsidesættes helt eller delvist efter aftaleloven,
hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den
gældende (den såkaldte generalklausul). Der skal ved bedømmelsen af, om
det vil være urimeligt at gøre en aftale gældende, foretages en
helhedsvurdering, hvor der kan lægges vægt på enhver omstændighed, der
har relation til aftalen og forholdet mellem aftalens parter. Der kan i den
forbindelse bl.a. tages hensyn til forholdene ved aftalens indgåelse,
127
aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder. I forbrugerforhold
vil der dog ikke kunne tages hensyn til senere indtrufne omstændigheder
til skade for forbrugeren.
Aftaleloven indeholder ikke en udtømmende regulering af ugyldige løfter.
Det antages således, at løfter kan tilsidesættes som følge af falsk,
forfalskning og manglende fuldmagt, selv om aftaleloven ikke indeholder
udtrykkelige regler herom. Aftaleloven indeholder endvidere ikke regler
om f.eks. de habilitetsmangler, der opstår ved aftaler indgået af
mindreårige og personer under værgemål. Regler herom findes i
værgemålsloven. Ugyldighed på grund af urigtige eller bristede
forudsætninger er også kun i et vist omfang omfattet af aftaleloven, og det
fremgår heller ikke af aftaleloven, men derimod af Danske lov, at aftaler
som strider i mod lov og ærbarhed, kan være ugyldige.
Aftaleloven indeholder særlige regler om forbrugeraftaler. Loven
indeholder bl.a. regler om, at uklare aftalevilkår, der ikke har været
individuelt forhandlet mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren, skal
fortolkes på den måde, der er mest gunstig for forbrugeren, og regler om,
at en aftale kan ændres eller tilsidesættes, hvis det vil være stridende med
hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes
rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre et aftalevilkår
gældende.
3.3. Købeloven og den internationale købelov
3.3.1. Købeloven indeholder regler om sælgerens og køberens forpligtelser
ved køb samt retsvirkningerne af misligholdelse af disse forpligtelser.
Købeloven indeholder således bl.a. regler om, hvor og hvornår sælgeren
skal levere salgsgenstanden, og regler om hvornår køberen skal betale
købesummen. Endvidere indeholder købeloven regler om sælgerens ret til
at holde salgsgenstanden tilbage i tilfælde af købers manglende
betalingsevne, og regler om køberens ret til at hæve købet eller kræve
forholdsmæssigt afslag i købesummen, hvis den købte genstand er
mangelfuld.
Købeloven indeholder endvidere regler om risikoens overgang. Det følger
således af loven, at sælger som udgangspunkt bærer risikoen for
salgsgenstandens hændelige undergang eller forringelse indtil det
tidspunkt, hvor levering har fundet sted. Hvis salgsgenstanden ikke
128
overgives til køberen på det aftalte tidspunkt på grund af købers forhold,
foreligger der såkaldt fordringshavermora. Risikoen overgår i så fald til
køberen på det aftalte tidspunkt, selv om varen endnu ikke er kommet i
køberens fysiske besiddelse.
Købeloven indeholder herudover bl.a. regler om ret til erstatning i
anledning af sælgerens eller køberens misligholdelse, herunder under
hvilke betingelser et sådan erstatningsansvar kan gøres gældende.
Købeloven indeholder ikke regler om erstatningsansvarets nærmere
omfang. Erstatningens beregning beror derimod på en række ulovbestemte
principper, f.eks. om at fordringshaveren har pligt til at begrænse sit tab,
og at tabet skal være påregneligt.
Det følger af købeloven, at en køber, som bliver opmærksom på, at en købt
genstand lider af en mangel, skal give sælgeren meddelelse herom straks (i
handelskøb) og ellers uden ugrundet ophold, hvis køberen ønsker at
påberåbe sig manglen. Køberens reklamationsret udløber to år efter
genstandens overgivelse, medmindre sælgeren har påtaget sig at indestå
for genstanden i længere tid eller har handlet svigagtigt.
Købeloven indeholder desuden særlige regler om forbrugerkøb, som har til
formål at beskytte forbrugeren som den mindre stærke part i forholdet til
den professionelle sælger. Hvis en fejl ved salgsgenstanden viser sig, inden
der er gået 6 måneder fra leveringstidspunktet, formodes fejlen som
udgangspunktet at have været til stede på leveringstidspunkt. En sådan
formodningsregel gælder ikke ved aftaler mellem erhvervsdrivende.
Endvidere kan en forbruger som udgangspunkt hæve købet på grund af
mangler, hvis manglen ikke er uvæsentligt, hvorimod det ved aftaler
mellem erhvervsdrivende som udgangspunkt er en betingelse, at manglen
er væsentlig.
3.3.2. Den internationale købelov gennemfører dele af FN’s konvention
om aftaler om internationale køb (CISG) i dansk ret. Konventionen
omfatter køb mellem parter, som har deres forretningssteder i forskellige
lande. Visse former for køb, herunder f.eks. forbrugerkøb, falder uden for
konventionens anvendelsesområde. Ligesom den nationale købelov
indeholder CISG bl.a. regler om sælgerens og køberens forpligtelser ved
køb samt retsvirkningerne af misligholdelse af disse forpligtelser.
Danmark tog ved ratifikationen forbehold over for CISG del II, der
indeholder regler om aftalens indgåelse. Den 26. oktober 2011 har
129
justitsministeren imidlertid fremsat forslag til lov om ændring af
international købelov om lov om aftaler og andre retshandler på
formuerettens område (Gennemførelse i dansk ret af del II om aftalens
indgåelse i FN-konventionen om aftaler om internationale køb) (L 6). Med
lovforslaget foreslås den internationale købelov ændret med henblik på at
gennemføre CISG del II i dansk ret. Hvis lovforslaget vedtages, vil CISG i
sin helhed være gennemført i dansk ret. I lovforslaget er det lagt til grund,
at forskellene mellem de principper, som nordisk aftaleret, og de
principper, som CISG del II i vidt omfang bygger på, i praksis er meget
begrænsede.
3.4. Forbrugeraftaleloven
På forbrugerområdet er der i seneste årtier ud over de særlige
forbrugerregler i aftaleloven og købeloven gennemført en omfattende
regulering af bestemte aftaletyper mv. Det gælder bl.a. lov om visse
forbrugeraftaler (forbrugeraftaleloven), der indeholder bestemmelser, der
gennemfører EU-direktiver i dansk ret.
Forbrugeraftaleloven indeholder bl.a. regler, der pålægger den
erhvervsdrivende at give forbrugeren en række oplysninger ved
fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forretningssted. I forhold
til fjernsalgsaftaler drejer det sig bl.a. om oplysninger om varens karakter
og egenskaber, varens samlede pris, og betalings- og leveringsvilkår.
Loven indeholder endvidere regler om forbrugerens fortrydelsesret ved
fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forretningssted.
3.5. Renteloven
Renteloven, der finder anvendelse på krav inden for formuerettens område,
indeholder regler om betaling af renter ved forsinket betaling. Loven fin-
der ikke anvendelse, hvis andet følger af særlige rentebestemmelser i an-
den lov, handelsbrug, sædvane eller parternes aftale. Visse af lovens be-
stemmelser kan dog ikke fraviges ved aftale eller ved handelsbrug eller
anden sædvane.
Rente skal betales fra forfaldsdagen, hvis denne er fastsat i forvejen. I an-
dre tilfælde skal der betales rente, når der er gået 30 dage efter den dag, da
130
fordringshaveren har fremsat anmodning om betaling. Renten fastsættes til
en årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg af 7
pct.
Der er endvidere fastsat særlige regler om, at fordringshaveren under visse
omstændigheder skal betale fordringshaverens rimelige og relevante om-
kostninger ved udenretlig inddrivelse af fordringen samt rykkergebyrer.
Det bemærkes, at Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/7/EU af
16. februar 2011 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktio-
ner nødvendiggør en række ændringer af renteloven, som skal gennemfø-
res i dansk ret senest den 16. marts 2013.
3.6. Forældelsesloven
Fordringer på penge eller andre ydelser forældes efter reglerne i
forældelsesloven, medmindre andet følger af særlige bestemmelser om
forældelse i anden lov.
Den almindelige forældelsesfrist er 3 år. Fristen skal regnes fra det tidlig-
ste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen op-
fyldt. Hvis fordringshaveren var ubekendt med fordringen eller skyldne-
ren, regnes forældelsesfristen dog først fra den dag, da fordringshaveren
fik eller burde have fået kendskab til fordringen eller skyldneren. Foræl-
delse indtræder dog uanset ukendskab til fordringen eller skyldneren se-
nest 10 år – for erstatning i anledning af personskade dog 30 år – efter, at
fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt.
Herudover indeholder forældelsesloven særlige forældelsesfrister og til-
lægsfrister for visse krav samt regler om afbrydelse og foreløbig afbrydel-
se.
4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser
Den europæiske købelov skal ifølge forslaget kunne anvendes af
kontraktparter på frivilligt grundlag som et alternativ til nationale aftale-
og køberetlige regler. Forordningen om en fælles europæisk køberet vil
således skulle gælde ved siden af de danske aftale- og køberetlige regler.
131
Forordningen vil, hvis den vedtages efter TEUF-traktatens artikel 114 om
det indre marked, finde direkte anvendelse i Danmark.
Forordningsforslaget skal således som udgangspunkt ikke gennemføres i
dansk ret ved lovændringer.
Medlemslandene har dog efter forslaget pligt til at fastsætte passende
sanktioner i tilfælde, hvor den erhvervsdrivende tilsidesætter sin
forpligtelse til at sikre sig forbrugerens samtykke eller til at give
forbrugeren en række oplysninger forud for indgåelse af en aftale om
anvendelse den fælles europæiske købelov.
Medlemslandene har herudover mulighed for at fastsætte, at den fælles
europæiske købelov også skal kunne finde anvendelse på indenlandske
aftaler mellem erhvervsdrivende og indenlandske forbrugeraftaler.
Medlemslandene har endvidere mulighed for at fastsætte, at den fælles
europæiske købelov skal kunne finde anvendelse på aftaler, hvor alle
parterne er erhvervsdrivende, men hvor ingen af parterne er en lille eller
mellemstor virksomhed.
Forslaget vurderes på det foreliggende grundlag ikke at have
statsfinansielle konsekvenser.
5. Høring
Forslaget er sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer
mv.:
Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, samtlige byretter,
Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtig-
foreningen, Aalborg Universitet (Juridisk Institut), Aarhus Universitet (Ju-
ridisk Institut), Københavns Universitet (Juridisk Fakultet), Syddansk
Universitet (Juridisk Institut), Advokatrådet, Arbejdsbevægelsens Er-
hvervsråd, Autobranchens Handels- og Industriforening i Danmark, Bog-
handlerforeningen, Brancheforeningen for Forbrugerelektronik, Business
Denmark, Copenhagen Business School, Danish Seafood Association,
Danmarks Aktive Forbrugere, Danmarks Automobilforhandler Forening,
Danmarks Fotohandler Forening, Danmarks Nationalbank, Danmarks Op-
tikerforening, Danmarks Rederiforening, Danmarks Rejsebureau Forening,
Danmarks Skohandlerforening, Danmarks Sportshandler Forening, Dansk
Annoncørforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk
Dagligvareleverandør Forening, Dansk Detail, Dansk Ejendomsmægler-
132
forening, Dansk Erhverv, Dansk Erhvervssammenslutning, Dansk Fjern-
varme, Dansk IT, Dansk Iværksætterforening, Dansk Kredit Råd, Dansk
Magasinpresses Udgiverforening, Dansk Retspolitisk Forening, Dansk Re-
visorforening, Danske Advokater, Danske Biludlejere, Danske Dagblades
Forening, Danske Mediers Forum, Danske Regioner, Danske Specialmedi-
er, Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening, Danske
Spil, De Danske Bilimportører, De Samvirkende Købmænd, DI, DONG
A/S, DSB, Ejendomsmæglernes Landsorganisation, El-installatørernes
Landsforening, Energi- og Olieforum, Falck Danmark A/S, Finans og Lea-
sing, Finansrådet, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Forenede
Danske Motorejere, Foreningen af fabrikanter og importører af elektriske
husholdningsapparater, Foreningen for Distance- og Internethandel, For-
læggerforeningen, Formanden for Forbrugerklagenævnet, Forsikring &
Pension, Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, Handelshøjsko-
len i Århus, Huset Markedsføring, Håndværksrådet, Investeringsforenings-
rådet, IT-Branchen, Kommunernes Landsforening, Landbrug & Fødevarer,
Landsorganisationen i Danmark, Liberale Erhvervs Råd, Nets, Post Dan-
mark, Realkreditforeningen, Realkreditrådet, Retssikkerhedsfonden, Tele-
kommunikationsindustrien i Danmark.
Uafhængigt af høringen har Justitsministeriet modtaget et fælles brev af
25. oktober 2011 fra Forbrugerrådet, DI og Dansk Erhverv. De tre
organisationer har gjort Justitsministeriet opmærksom på, at de ikke støtter
forordningsforslaget, som de mener ikke har nogen merværdi for hverken
forbrugere eller virksomheder. De tre organisationer er dermed på linje
med deres respektive europæiske organisationer.
Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra Sø- og Handelsretten,
Advokatrådet, Danmarks Automobilforhandler Forening, Danmarks
Rederiforening, Dansk Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerforening,
Dansk Erhverv, DI, Finansrådet, Forbrugerrådet, Forenede Danske
Motorejere, Formanden for Forbrugerklagenævnet, Håndværksrådet og
Realkreditforeningen.
Østre Landsret, samtlige byretter, Domstolsstyrelsen, Syddansk Universi-
tet (Juridisk Institut), Dansk Fjernvarme, DSB, Forbrugerombudsman-
den og Akademikernes Centralorganisation har ikke haft bemærkninger
til forslaget.
Sø- og Handelsretten har anført, at tvister mellem erhvervsdrivende i vidt
omfang opstår i tilfælde, hvor det ikke er aftalt, hvilke regler der skal
133
regulere aftalen. Forslaget til en fælles europæisk købelov kan ifølge Sø-
og Handelsretten næppe antages at være egnet til at reducere antallet af
sådanne tvister, idet forslaget alene fastsætter regler, som parterne i givet
fald kan vedtage. Sø- og Handelsretten finder endvidere, at retsforholdene
ved grænseoverskridende handel med forslaget gøres unødigt
komplicerede, idet der ved siden af nationale og internationale regler nu
vil eksistere et ganske omfattende EU-regelsæt, som de erhvervsdrivende
og forbrugerne også vil skulle sætte sig ind i, når de indgår
grænseoverskridende købsaftaler.
Advokatrådet har henvist til, at man i forbindelse med høringen over
Kommissionens Grønbog om løsningsmodeller for indførelse af en
europæisk aftaleret for forbrugere og erhvervslivet fandt indførelsen af et
frivilligt europæisk instrument den mest realistiske model. Advokatrådet er
enig med Kommissionen i, at forslaget skal omfatte både aftaler mellem
erhvervsdrivende og aftaler mellem erhvervsdrivende og forbrugere,
ligesom forslaget skal kunne finde anvendelse på både
grænseoverskridende og indenlandske aftaler. Hvis erhvervslivets og
forbrugernes organisationer imidlertid ikke støtter op om etableringen af
en fælles europæisk købelov, finder Advokatrådet det meget vanskeligt at
se en fremtid for instrumentet. Advokatrådet er herudover fremkommet
med bemærkninger af mere teknisk karakter til specifikke bestemmelser i
forslaget.
Danmarks Automobilforhandler Forening har med tilfredshed noteret
sig, at forslaget om en fælles europæisk købelov vil finde anvendelse på
frivilligt grundlag, og at det ifølge forslaget er overladt til
medlemsstaterne selv at beslutte, om den fælles europæiske købelov skal
finde anvendelse på indenlandske aftaler. Det vil således ifølge foreningen
være mest hensigtsmæssigt ikke at lægge op til en ændring af den danske
aftalelov og købelov. Herudover er Dansk Automobilhandlerforening
fremkommet med bemærkninger af mere teknisk karakter til enkelte
bestemmelser i forslaget.
Danmarks Rederiforening er af den opfattelse, at nationale købelove
medfører unødvendige transaktionsomkostninger og retsusikkerhed ved
international handel. Rederiforeningen finder imidlertid, at en regional og
frivillig fælles europæisk købelov alene er en halv løsning, og
Rederiforeningen så hellere, at EU implementerede de internationale
regler på området, herunder FN’s konvention om aftaler om internationale
134
køb (CISG). Det er endvidere afgørende for Rederiforeningen, at
transportydelser forbliver undtaget fra forslaget.
Dansk Byggeri sætter spørgsmålstegn ved forslagets frivillige karakter.
Dansk Byggeri har i den forbindelse anført, at den fælles europæiske
købelov vil få indflydelse på retsstillingen for eksempelvis en
regressøgende bygherre i tilfælde, hvor entreprenøren eller eventuelle
tidligere omsætningsled har anvendt den fælles europæiske købelov som
retsgrundlag i kontraktforholdet med en udenlandsk producent, selv om
den regressøgende bygherre ikke har haft indflydelse på beslutningen om
at anvende den fælles europæiske købelov. Dansk Byggeri kan endvidere
ikke støtte, at medlemsstaterne ifølge forslaget har mulighed for at
beslutte, at den fælles europæiske købelov skal finde anvendelse på rent
indenlandske aftaler og aftaler mellem erhvervsdrivende, hvor ingen af
partnerne er en lille eller mellemstor virksomhed. Dansk Byggeri har
desuden anført, at fortolkningen af forslaget vil medføre mange
præjudicielle forelæggelser for EU-Domstolen, hvilket vil være meget
ressourcekrævende og medføre, at der vil gå mange år, før der er en klar
retspraksis om parternes retsstilling. Helst så Dansk Byggeri, at forslaget
slet ikke blev vedtaget under de nuværende forudsætninger. Herudover er
Dansk Byggeri fremkommet med bemærkninger af mere teknisk karakter
til en række specifikke bestemmelser i forslaget.
Dansk Ejendomsmæglerforening understreger, at det er vigtigt at
undtage køb af fast ejendom fra forslagets anvendelsesområde på samme
måde, som køb af fast ejendom er undtaget fra den danske købelov.
Dansk Erhverv er ikke enig med Kommissionen i, at forslaget er vigtigt
for at fremme væksten inden for det indre marked. Ifølge Dansk Erhverv
ses der allerede i dag tegn på vækst i den grænseoverskridende handel
over internettet og stigende tillid hos forbrugerne, selv om der endnu ikke
findes en fælles europæisk købelov. Dansk Erhverv finder, at forslaget ikke
i tilstrækkelig grad løser problemet med at tilnærme de europæiske regler
om køb, idet forslaget er et alternativ til de nationale reguleringer og
derfor ikke harmoniserer disse. Dansk Erhverv finder endvidere, at
forslaget ikke vil skabe sikkerhed i den grænseoverskridende samhandel.
Det skyldes bl.a., at visse aspekter ikke er reguleret i forslaget, og
virksomheder, der vil markedsføre sig over for forbrugere i andre
medlemsstater, vil derfor alligevel skulle afholde omkostninger på at sætte
sig ind i den pågældende medlemsstats lovgivning. Det er Dansk Erhvervs
opfattelse, at forbrugerne overordnet vil få styrkede rettigheder med
135
forslaget, men at forslaget samtidig medfører, at virksomhedernes byrder
og omkostninger væsentligt overstiger de økonomiske fordele, som
forbrugerne får. Herudover er Dansk Erhverv fremkommet med en række
bemærkninger af mere teknisk karakter til specifikke bestemmelser i
forslaget.
DI støtter ikke forslaget om en fælles europæiske købelov. For så vidt
angår aftaler mellem erhvervsdrivende er det efter DI’s opfattelse
afgørende, at aftalefriheden bevares, og DI er bekymrede for, at
aftalefriheden begrænses, idet der i forslaget stilles krav om, at den ene
part er en lille eller mellemstor virksomhed. DI finder endvidere, at der
uanset eksistensen af en fælles europæisk købelov vil forekomme
transaktionsomkostninger for både små og store virksomheder, bl.a. som
følge af individuelle kontraktsvilkår, som ifølge DI fortsat vil have stor
udbredelse. DI finder således, at forslaget ikke har nogen merværdi for
erhvervsdrivende. For så vidt angår forbrugeraftaler er DI enig med
Kommissionen i, at forskelle i medlemsstaternes forbrugerretlige regler
skaber hindringer for samhandlen i EU. DI finder imidlertid, at forslaget
ikke vil afhjælpe disse problemer, da et frivilligt instrument ikke vil
bidrage til klarhed om, hvad der gælder i grænseoverskridende købsaftaler
mellem erhvervsdrivende og forbrugere. DI tvivler endvidere på, at
forbrugerne kan overskue konsekvenserne af at vælge den fælles
europæiske købelov. Herudover vil den fælles europæiske købelov ifølge
DI alene være interessant for de erhvervsdrivende at anvende, hvis der er
rimelig balance mellem forbrugerbeskyttelsesniveauet og virksomhedernes
forretningsmæssige interesser.
Finansrådet finder, at forslaget om en fælles europæisk købelov
overordnet set ikke har merværdi for hverken de erhvervsdrivende eller
forbrugerne. Tværtimod er det Finansrådets opfattelse, at forslaget kan
bidrage til forvirring om retstilstanden og manglende overblik over
konsekvenserne af at vælge at anvende den fælles europæiske købelov.
Endvidere savner Finansrådet fyldestgørende dokumentation for et
egentligt behov for fælles europæisk regulering af det formueretlige
område. Herudover er Finansrådet fremkommet med bemærkninger af
mere teknisk karakter til enkelte bestemmelser i forslaget.
Forbrugerrådet er særdeles skeptisk over for forslaget og henviser i øvrigt
til det fælles brev af 25. oktober 2011, som DI, Dansk Erhverv og
Forbrugerrådet har sendt til Justitsministeriet. Heri anføres bl.a., at de tre
organisationer ikke kan støtte forslaget, idet et frivilligt aftaleretligt
136
instrument ikke bidrager til klarhed om, hvad der gælder i
forbrugerforhold, når der handles over grænserne, og at vedtagelsen og
anvendelse af et sådant frivilligt instrument vil kræve en massiv
oplysningsindsat og vil afstedkomme et stort fortolkningsbehov. Det er
således ifølge de tre organisationer tvivlsomt, om forbrugere og
erhvervsdrivende vil benytte et frivilligt aftaleretligt instrument og dermed,
om forslaget vil have nogen virkning i forhold til at fremme
grænseoverskridende handel mellem erhvervsdrivende og forbrugere.
Forenede Danske Motorejere ser positivt på forslaget, som man mener,
kan styrke konkurrencen mellem udbydere og dermed sikre forbrugerne
lavere priser samt adgang til det bredest mulige udvalg af varer. Forenede
Danske Motorejere finder det endvidere positivt, at forslaget alene
vedrører grænseoverskridende handel, og at man således ikke søger at
harmonisere de enkelte medlemsstaters forbrugerlovgivning yderligere.
Forenede Dansk Motorejere er herudover fremkommet med bemærkninger
af mere teknisk karakter til enkelte bestemmelser i forslaget.
Formanden for Forbrugerklagenævnet ser enkle og klare
lovbestemmelser som en forudsætning for, at forbrugerne og de
erhvervsdrivende kan orientere sig om deres retsstilling, når de indgår
grænseoverskridende købsaftaler. Formanden for Forbrugerklagenævnet
finder det derfor positivt, at der med forslaget lægges op til en
lovregulering af bl.a. levering af digitalt indhold og levering af relaterede
tjenesteydelser. Formanden for Forbrugerklagenævnet finder imidlertid, at
det kan være vanskeligt for forbrugere at skulle forholde sig til forskellige
regelsæt afhængigt af, om der er tale om en grænseoverskridende eller en
indenlandsk aftale. Ifølge formanden vil forslaget på en række områder
stille danske forbrugere bedre end ved indenlandske aftaler, mens
forslaget på andre områder vil stille forbrugerne ringere. Formanden
opfordrer til, at man i det videre arbejde med forslaget er opmærksom på,
at forbrugerbeskyttelsesniveauet ikke forringes.
Håndværksrådet kan ikke støtte forslaget, da det efter Håndværksrådets
opfattelse ikke vil skabe yderligere klarhed om reglerne for handel på
tværs af grænserne og derfor heller ikke vil skabe en merværdi for det
indre marked. Håndværksrådet henviser i den forbindelse bl.a. til, at der
ikke synes at være et behov for en fælles europæiske købelov, ligesom
forslagets forbrugerbeskyttelsesniveau gør det uattraktivt for
virksomhederne at anvende regelsættet.
137
Realkreditforeningen er overordnet set tilfreds med Kommissionens
forslag, da Realkreditforeningen i forbindelse med høringen over
Kommissionens Grønbog om løsningsmodeller for indførelse af en
europæisk aftaleret for forbrugere og erhvervslivet støttede vedtagelsen af
et frivilligt parallelt aftaleinstrument for internationale aftaler med
forbrugere. Realkreditforeningen bemærker dog, at man kunne overveje,
om et mere overordnet aftaleretligt regelsæt ville være tilstrækkeligt, idet
reguleringsgraden og beskyttelsesniveauet ikke i sig selv må afskrække
parterne fra at anvende det frivillige regelsæt.
6. Nærhedsprincippet
Kommissionen har om nærhedsprincippet anført, at forslagets formål – at
forbedre betingelserne for det indre markeds funktion ved at stille et
valgfrit ensartet sæt af aftaleretlige regler til rådighed – har en klar
grænseoverskridende dimension og i tilstrækkelig grad kan opfyldes af
medlemsstaterne inden for rammerne af deres nationale systemer.
Kommissionen har i den forbindelse henvist til, at så længe forskelle
mellem de nationale aftaleretlige bestemmelser skaber betydelige
meromkostninger ved grænseoverskridende transaktioner, kan målet om at
gennemføre det indre marked ved at gøre det lettere for erhvervsdrivende
og forbrugere at foretage grænseoverskridende handler ikke nås fuldt ud.
Medlemsstaterne vil ifølge Kommissionen ikke ved at vedtage
foranstaltninger på nationalt niveau kunne fjerne de meromkostninger og
den lovgivningsmæssige kompleksitet, som de erhvervsdrivende oplever i
forbindelse med grænseoverskridende handel som følge af forskelle i
national aftaleret. Forbrugerne vil endvidere vedblive med at opleve
reducerede valgmuligheder og begrænset adgang til produkter fra andre
medlemslande.
Forslagets formål kan derfor ifølge Kommissionen bedre gennemføres på
EU-niveau.
Det er på den baggrund regeringens foreløbige vurdering, at forslaget er i
overensstemmelse med nærhedsprincippet.
7. Andre landes kendte holdninger
138
Der foreligger ikke offentlige tilkendegivelser om de øvrige
medlemsstaters holdning til forslaget.
8. Foreløbig generel dansk holdning
Det præcise indhold og rækkevidden af en række af forordningsforslagets
bestemmelser giver anledning til tvivl, og det vurderes derfor, at det vil
være vanskeligt for forbrugerne og de erhvervsdrivende på et tilstrækkeligt
oplyst grundlag at bedømme, om anvendelsen af den fælles europæiske
købelov bør foretrækkes frem for gældende national ret.
For Danmark er det helt centralt, at de mange tvivlsspørgsmål om
forslagets rækkevidde bliver afklaret, idet en nærmere stillingtagen til
forslaget må afvente denne afklaring.
Herudover er det for Danmark afgørende, at danske forbrugeres retsstilling
ikke forringes, og at retsforholdene ikke bliver så komplicerede, at
forbrugerne ikke vil være i stand til at gennemskue konsekvenserne af at
indgå en aftale, der er omfattet af forslagets anvendelsesområde.
9. Europa-Parlamentet
Forslaget behandles efter den almindelige lovgivningsprocedure, der
indebærer, at Europa-Parlamentet er medlovgiver. Europa-Parlamentet er
påbegyndt behandlingen af forslaget og har indtil videre afholdt en høring
med eksperter om forslaget. Det forventes, at Europa-Parlamentet vil
afholde yderligere tre høringer om forslaget inden afgivelse af
betænkning.
10. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde
Sagen har senest været drøftet på et møde i Specialudvalget for
politimæssigt og retligt samarbejde den 14. maj 2012.
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Forslaget har senest været forelagt for Folketingets Europaudvalg til
orientering forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 13.-14.
december 2011.