Tiltrådt aktstykke

Tilhører sager:

Aktører:


Aktstykke.pdf

https://www.ft.dk/RIPdf/samling/20231/aktstykke/aktstk130/20231_aktstk_afgjort130.pdf

Afgjort den 14. marts 2024
130
Miljøministeriet. København, den 22. februar 2024.
a. Miljøministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til, at:
– Udgiftsbevillingen på § 23.23.61.10. Påbudte foranstaltninger nedskrives med 146,3 mio. kr. som
følge af, at ansvaret for håndteringen af jordskredet ved Ølst er gået tilbage til Randers Kommune
efter bestemmelserne i miljøskadelovens § 21, stk. 2.
– Indtægtsbevillingen på § 23.23.61.10 Påbudte foranstaltninger nedskrives med 155,0 mio. kr.,
således at den resterende indtægtsbevilling svarer til de afholdte udgifter på kontoen og i Miljø-
styrelsen, som Miljøministeriet fortsat kan gøre krav på hos konkursboet efter virksomheden
Nordic Waste A/S.
– Udgiftsbevillingen på § 23.23.61.20. Afværge af skader på natur og miljø (ny konto) opskrives
tilsvarende med 146,3 mio. kr. i 2024 med henblik på at meddele Randers Kommune tilsagn om
tilskud på op til 146,3 mio. kr. til udgifter afholdt fra og med 1. februar 2024 til en fortsat akut
indsats, der skal afværge overhængende fare for miljøskade på beskyttede arter samt vandmiljøet
som følge af jordskred ved landsbyen Ølst.
– Der optages en ny tekstanmærkning, hvormed miljøministeren for § 23.23.61. Foranstaltninger
vedrørende miljøskader bemyndiges til at yde tilskud til Randers Kommune, herunder at fastsætte
regler om anvendelse af tilskud, betingelser og vilkår for modtagelse samt bestemmelser om
dokumentation og revision.
Mindreindtægten på 155,0 mio. kr. i 2024 finansieres af de på finansloven for 2024 opførte midler på
§ 35.11.01. Merudgifter ved nye bevillingsforslag.
b. Der er siden begyndelsen af december 2023 blevet gennemført en række foranstaltninger ved et
jordområde omkring virksomheden Nordic Waste A/S med henblik på at afværge den overhængende
fare for en miljøskade på vandmiljøet i Alling Å.
Med akt. 123 (tidligere akt. V) gav Finansudvalget den 16. januar 2024 tilslutning til, at der
optages en udgiftsbevilling på § 23.23.61.10. Påbudte foranstaltninger på 195,0 mio. kr. i 2024 til
afholdelse af statslige udgifter forbundet med forebyggelse af overhængende fare for miljøskader
og afværge af miljøskader som følge af jordskred i Randers Kommune. Nettoudgiftsbevillingen på
§ 23.21.01. Miljøstyrelsen blev forøget med 10,0 mio. kr. i 2024 til styrelsens opgaver med tilsyn
og administration. Der blev samtidig optaget en indtægtsbevilling på 205,0 mio. kr. i 2024 på §
Aktstykke nr. 130 Folketinget 2023-24
DD000368
23.23.61.10. Påbudte foranstaltninger med henblik på, at indtægter kunne oppebæres fra Nordic
Waste A/S.
Nordic Waste A/S blev den 22. januar erklæret konkurs, hvorfor det ikke længere kan forudsættes,
at selskabet kompenserer staten for yderligere udgifter, jf. miljøskadelovens § 21, stk. 2. De samlede
udgifter fra 22. januar og ind til afslutning af den akutte fase senere på foråret er tidligere vurderet til
at udgøre ca. 205 mio. kr. Heraf skønnes ca. 50 mio. kr. at være afholdt af Miljøstyrelsen (MST) til at
dække udgifter til afværgeforanstaltninger mv. og administration i perioden fra 22. januar frem til og
med den 31. januar 2024 (1,3 mio. kr. er afholdt under § 23.21.01. Miljøstyrelsen, mens 48,7 mio. kr.
er afholdt under § 23.23.61.10. Påbudte foranstaltninger). Miljøstyrelsen faktureres dog først endeligt
primo marts. Det er ikke afklaret i hvilket omfang disse udgifter vil kunne dækkes af konkursboet
efter virksomheden, da konkursboet endnu ikke er opgjort. Finansudvalget vil blive forelagt et nyt
aktstykke, når de endelige indtægter og udgifter er kendte.
Selvom konkursboet endnu ikke er opgjort, er det konstateret, at Nordic Waste A/S ikke vil kunne
stille den fornødne sikkerhed for yderligere udgifter end de ca. 50 mio. kr., der skønnes at være
afholdt. Derfor behandles den resterende del af sagen, der ikke er sikkerhed for, efter reglerne i
miljøbeskyttelsesloven. Det følger således af miljøskadelovens § 21, stk. 2, at det er tilsynsmyndig-
heden (her Randers Kommune), som har pligt til at afholde de udgifter, der er forbundet med den
afværgende indsats.
Som følge heraf nedskrives indtægtsbevillingen på § 23.23.61.10. Påbudte foranstaltninger med
155,0 mio. kr., svarende til forskellen på indtægtsbevillingen på 205 mio. kr., og det maksimale krav
på 50 mio. kr., som staten kan gøre gældende over for konkursboet. Nedskrivningen af indtægtsbevil-
lingen finansieres af en nedskrivning af udgiftsbevillingen under § 35.11.01. Merudgifter ved nye
bevillingsforslag med 155,0 mio. kr.
Fra og med den 1. februar 2024 er Randers Kommune igen kompetent myndighed i forhold til
at sikre afværgeforanstaltningerne efter bestemmelserne i miljøbeskyttelsesloven. Foranstaltningerne
består bl.a. af rørlægning, bufferbassiner, pumpning af vand, jorddæmninger, renseløsninger og
evt. bortkørsel af jord fra Nordic Waste A/S. Der opsamles desuden overfladevand, som køres bort til
rensning, og der gennemføres prøvetagning. Der er betydelige merudgifter for kommunen forbundet
med situationen til akutte og forebyggende tiltag.
Regeringen foreslår at understøtte Randers Kommune i arbejdet med jordskredet ved Ølst med
et statsligt tilskud op til et beløb, der svarer til forskellen på det udgiftsniveau, der blev afsat til
afværgeindsatsen med akt. 123 (195 mio. kr.) og de allerede afholdte udgifter (48,7 mio. kr.). Derfor
lægges der op til at nedskrive udgiftsbevillingen på § 23.23.61.10. Påbudte foranstaltninger med
146,3 mio. kr. og opskrive udgiftsbevillingen på § 23.23.61.20. Afværge af skader på natur og
miljø (ny konto) tilsvarende. Dertil kan Miljøstyrelsen afholde op til 8,7 mio. kr. til vejledning og
administration, herunder rådgivning fra Kammeradvokaten og GEUS. Udgiften kan afholdes af de
10,0 mio. kr., som styrelsen blev tilført med akt. 123.
Miljøministeriet vil med hjemmel i en ny tekstanmærkning fastlægge vilkår og kriterier for kom-
munens modtagelse og anvendelse af tilskuddet, så det afgrænses til alene at kunne anvendes til
udgifter fra og med 1. februar samt udgifter knyttet til den ekstraordinære situation, som jordskredet
ved Ølst har udløst. Miljøministeren påtænker at henlægge sine beføjelser til Miljøstyrelsen. Miljø-
styrelsen vil bl.a. alene kunne udbetale tilskud til kommunens allerede afholdte udgifter og under
forudsætning af revisorpåtegning ved afsluttende afregning.
Dispositionerne på forslag til lov om tillægsbevilling i 2024 specificeres således:
2
Udgift
(mio. kr.)
Indtægt
(mio. kr.)
§ 23.23.61. Foranstaltninger vedrørende miljøskader (Anden bevilling)
10. Påbudte foranstaltninger
34. Øvrige overførselsindtægter -155,0
42. Overførselsudgifter til kommuner og regioner -146,3
20. Afværge af skader på natur og miljø (ny konto)
42. Overførselsudgifter til kommuner og regioner 146,3
§ 35.11.01. Merudgifter ved nye bevillingsforslag
10. Merudgifter ved nye bevillings- forslag
49. Reserver og budgetregulering -155,0
c. Aktstykket forelægges Finansudvalget nu, så Miljøministeriet i 2024 kan yde tilskud til Randers
Kommune til afværgelsen af skade på beskyttede arter og vandmiljøet i Alling Å som følge af
jordskred ved landsbyen Ølst.
e. Under henvisning til ovenstående anmodes om Finansudvalgets tilslutning til, at der på forslag til
lov om tillægsbevilling for finansåret 2024 optages følgende tekstanmærkning under § 23.23.61. For-
anstaltninger vedrørende miljøskader.
”Materielle bestemmelser.
Nr. 108. ad 23.23.61.
Miljøministeren bemyndiges til at yde tilskud til Randers Kommune til afværgelsen af skade på
beskyttede arter og vandmiljøet i Alling Å som følge af jordskred ved landsbyen Ølst, samt til at fast-
sætte regler om anvendelse af tilskud, herunder om tidsfrister, betingelser og vilkår for modtagelse
af tilskuddet, og regler om renter og udbetaling. Miljøministeren bemyndiges endvidere til i kontrakt
eller tilskuds- og tilsagnsskrivelse at fastsætte vilkår om tilskud, samt krav til hvilken dokumentation
tilskudsmodtager skal fremlægge for tilskuddets udbetaling. Miljøministeren kan herunder fastsætte
bestemmelser om budgetter, kontrol og tilsyn, regnskaber, revision og rapportering vedrørende til-
skudsberettigede aktiviteter samt om øvrig administration af ordningen. Der kan fastsættes regler om,
at udbetaling af tilskuddet skal ske til en konto i et pengeinstitut.
Stk. 2. Udbetaling af tilskud er betinget af, at tilskudsmodtager fremlægger fornøden dokumen-
tation for afholdelsen af de tilskudsberettigede udgifter. Det er en betingelse for udbetaling, at
tilskudsformålet/projektet gennemføres i overensstemmelse med de af miljøministeren stillede til-
sagnsvilkår.
Stk. 3. Tilskudsmodtageren er forpligtet til at underrette miljøministeren om ethvert forhold, der
har betydning for meddelelse af tilsagn og udbetaling af tilskud, eller for miljøministerens kontrol
med at fastsatte vilkår overholdes.
Stk. 4. Miljøministeren kan bestemme, at tilsagn om tilskud helt eller delvist bortfalder, eller
at et tilskudsbeløb, der er udbetalt, og eventuelle renter, helt eller delvist skal tilbagebetales, hvis
3
tilskudsmodtager ikke har opfyldt vilkårene for tilsagnet, hvis de forhold, hvorpå tilsagnet er givet, er
væsentligt ændrede, eller hvis tilskudsmodtager ellers har tilsidesat sin oplysningspligt i stk. 3.
Stk. 5. Miljøministeren kan henlægge sine beføjelser til myndigheder under ministeriet. ”
Endvidere anmodes om Finansudvalgets tilslutning til, at udgiftsbevillingen nedskrives med 146,3
mio. kr. på § 23.23.61.10. Påbudte foranstaltninger, at indtægtsbevillingen på § 23.23.61.10. Påbudte
foranstaltninger nedskrives med 155,0 mio. kr., at udgiftsbevillingen på § 23.23.61.20. Afværge af
skader på natur og miljø opskrives med 146,3 mio. kr., samt at mindreindtægten på 155,0 mio.
kr. finansieres af de på finansloven for 2024 opførte midler på § 35.11.01. Merudgifter ved nye
bevillingsforslag således, at der på forslag til lov om tillægsbevilling for finansåret 2024 ligeledes
optages følgende:
Udgift
(mio. kr.)
Indtægt
(mio. kr.)
§ 23.23.61. Foranstaltninger vedrørende miljøskader (Anden bevilling) -155,0
§ 35.11.01. Merudgifter ved nye bevillingsforslag -155,0
f. Finansministeriets tilslutning foreligger.
København, den 22. februar 2024
Magnus Heunicke
/ Jakob Ejlers
Til Finansudvalget.
Tiltrådt af et flertal i Finansudvalget den 14-03-2024 (udvalget med undtagelse af Liberal Alliances medlem, der
stemte imod aktstykket)
4