Fremsat den 13. marts 2024 af justitsministeren (Peter Hummelgaard)

Fremsat den 13. marts 2024 af justitsministeren (Peter Hummelgaard)
Forslag
til
Lov om ændring af konkursloven
(Revision af konkurskarantænereglerne)
§ 1
I konkursloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1600 af 25.
december 2022 som ændret ved lov nr. 1553 af 12.
december 2023, foretages følgende ændringer:
1. I fodnoten til lovens titel indsættes efter »side 18«: »,
og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2019/1151 af 20. juni 2019 om ændring af direktiv (EU)
2017/1132, for så vidt angår brugen af digitale værktøjer og
processer inden for selskabsret, EU-Tidende 2019, nr. L 186,
side 80-104«.
2. I § 13 c indsættes efter stykke 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Rekonstruktøren skal på mødet give meddelelse
til fordringshaverne, hvis der vil blive indledt en sag om
konkurskarantæne, jf. § 14 f.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
3. Efter § 14 e indsættes i kapitel 2 d:
»§ 14 f. Får skyldneren stadfæstet et rekonstruktionsfor-
slag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord, finder
§ 157 tilsvarende anvendelse på personer, der er fratrådt
som ledelsesmedlemmer senest 2 uger efter stadfæstelsen af
rekonstruktionsforslaget.
Stk. 2. Rekonstruktøren skal senest 4 uger efter stadfæ-
stelsen af det i stk. 1 nævnte rekonstruktionsforslag give
meddelelse til skifteretten, hvis der vil blive indledt en kon-
kurskarantænesag mod en person omfattet af stk. 1.
Stk. 3. §§ 158-169 finder tilsvarende anvendelse. Ved an-
vendelse af § 161, stk. 1, træder rekonstruktørens meddelel-
se efter stk. 2 i stedet for kurators meddelelse efter § 125,
stk. 3.«
4. I § 125, stk. 3, 1. og 2. pkt., ændres »indstilling« til:
»meddelelse«.
5. § 157 affattes således:
»§ 157. Konkurskarantæne kan pålægges den, der senere
end 1 år før fristdagen har deltaget i ledelsen af skyldnerens
erhvervsvirksomhed, hvis den pågældende i denne periode
har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse eller har und-
ladt at rette op på en groft uforsvarlig forretningsførelse, der
er udvist tidligere end 1 år før fristdagen. Hvis skyldneren
var under tvangsopløsning, da konkursen indtrådte, regnes
fristen på 1 år fra dagen for beslutningen om tvangsopløs-
ning. Bestemmelserne i konkurslovens afsnit III finder ikke
anvendelse på fonde eller foreninger, der alene udøver er-
hvervsvirksomhed af begrænset omfang.
Stk. 2. Følgende skal i almindelighed anses for groft ufor-
svarlig forretningsførelse:
1) At den pågældende i væsentlig grad har tilsidesat sine
forpligtelser efter skatte-, told eller afgiftslovgivningen.
2) At den pågældende i væsentlig grad har tilsidesat sine
forpligtelser efter reglerne om bogføring og regnskabs-
aflæggelse.
3) At den pågældende gennem ikke forretningsmæssigt
begrundede dispositioner har medvirket til, at skyldne-
rens aktivmasse er blevet ikke uvæsentligt reduceret til
skade for fordringshaverne.
4) At den pågældende har været registreret som ledelses-
medlem i Erhvervsstyrelsens it-system, jf. selskabslo-
vens § 10, og enten har overladt udførelsen af sit hverv
til en anden person, der ikke er registreret som medlem
af selskabets ledelse i Erhvervsstyrelsens it-system, el-
ler reelt har udført sit hverv efter instruktion eller lig-
nende fra en sådan person.
5) At den pågældende i strid med selskabslovens § 10
ikke har været registreret som ledelsesmedlem i Er-
hvervsstyrelsens it-system, uagtet at den pågældende
reelt har fungeret som en del af ledelsen af skyldnerens
erhvervsvirksomhed og faktisk udøvet et ledelsesmed-
lems beføjelser.
6) At den pågældende gennem sine dispositioner har med-
virket til en fortsættelse af driften i en længere periode
Lovforslag nr. L 129 Folketinget 2023-24
Justitsmin., j.nr. 2023-04266
AA014109
efter det tidspunkt, hvor den pågældende måtte have
indset, at en videreførelse af erhvervsvirksomheden vil-
le medføre et væsentligt tab for fordringshaverne.
Stk. 3. Forretningsførelse kan i øvrigt anses for groft ufor-
svarlig, hvis omstændighederne taler derfor, herunder hvis
den pågældende efter konkursens indtræden har tilsidesat
sine forpligtelser efter konkurslovens § 100, jf. § 105.«
6. § 158 affattes således:
»§ 158. Konkurskarantæne pålægges for 3 år, jf. dog stk.
2 og 3 og § 164 a.
Stk. 2. Konkurskarantæne kan pålægges for en kortere
periode, hvis særlige omstændigheder, herunder det pågæl-
dende ledelsesmedlems forretningsførelse eller dennes per-
sonlige forhold, taler herfor. Hvor ganske særlige omstæn-
digheder taler herfor, kan konkurskarantænen helt bortfalde.
Stk. 3. Konkurskarantæne kan efter omstændighederne
pålægges for 5 år, hvis den forretningsførelse, der er udvist
af den pågældende, må anses for særdeles groft uforsvarlig.
Stk. 4. Er den pågældende tidligere pålagt konkurska-
rantæne, som ikke er udløbet, regnes konkurskarantænen
tidligst fra udløbet af den senest pålagte konkurskarantæ-
ne. Konkurskarantænen udløber dog senest 10 år efter den
seneste endelige afgørelse.«
7. I § 159 indsættes som 3. og 4. pkt.:
»I de tilfælde, hvor konkurskarantænen efter § 158, stk.
3, pålægges for en længere periode end 3 år, kan det bestem-
mes, at den pågældende heller ikke må deltage i ledelsen af
en erhvervsvirksomhed med personlig og ubegrænset hæf-
telse for virksomhedens forpligtelser. Reglerne i 1.-3. pkt.
omfatter tillige deltagelse i ledelsen af erhvervsvirksomhed i
udlandet.«
8. § 160 affattes således:
»§ 160. En sag om konkurskarantæne anlægges af kura-
tor.
Stk. 2. Sager om en persons deltagelse i ledelsen af flere
nærtstående erhvervsvirksomheder, jf. § 2, nr. 1-3, behand-
les i forbindelse med hinanden. Er der anlagt en sag omfattet
af 1. pkt. ved en anden skifteret, skal senere sager omfattet
af 1. pkt. anlægges ved eller henvises til denne skifteret.
Stk. 3. Skifteretten kan efter begæring fra kurator eller
den, der begæres pålagt konkurskarantæne, træffe afgørelse
om, at sager mod den pågældende skal sammenlægges, hvis
sagerne omfattes af stk. 2, og erhvervsvirksomhederne på
det tidspunkt, hvor den pågældende deltog i ledelsen, måtte
anses for én økonomisk og driftsmæssig enhed. Sammen-
lægges sager efter 1. pkt., træffer skifteretten beslutning om,
hvilken kurator der herefter skal behandle sagen. Den eller
de kuratorer, der i medfør af skifterettens beslutning efter
2. pkt. ikke skal behandle sagen, er forpligtet til at bistå
den procesførende kurator mod et vederlag fastsat af den
skifteret, der behandler karantænesagen. Vederlaget efter 3.
pkt. afholdes af statskassen.
Stk. 4. En sag mod en person om pålæg af konkurskaran-
tæne kan ikke sammenlægges med sager mod andre person-
er.
Stk. 5. Sager om konkurskarantæne behandles efter reg-
lerne i dette kapitel, og i øvrigt finder § 243 tilsvarende
anvendelse.«
9. § 161 affattes således:
Ȥ 161. Kurator skal senest 4 uger efter skifterettens mod-
tagelse af kurators endelige begrundede meddelelse efter §
125, stk. 3, om, at der skal indledes en konkurskarantænesag
mod nogen, indlevere en stævning til skifteretten. Skifteret-
ten kan efter begæring fra kurator forlænge fristen, hvis det
er velbegrundet.
Stk. 2. Stævningen skal indeholde
1) kurators påstand, herunder om der nedlægges påstand
efter § 159, 2. eller 3. pkt.,
2) en udførlig fremstilling af de faktiske og retlige om-
stændigheder, hvorpå påstanden støttes, og
3) en angivelse af de dokumenter og andre beviser, som
kurator agter at påberåbe sig.
Stk. 3. Skifteretten lader stævningen forkynde for den, der
begæres pålagt konkurskarantæne. Samtidig med forkyndel-
sen skal den, der begæres pålagt konkurskarantæne, oplyses
om, hvor den pågældende kan finde informationer om, hvad
en konkurskarantæne indebærer, og om reglerne i §§ 162 og
163 og § 164, stk. 2.«
10. § 162, stk. 2, ophæves.
Stk. 3-6 bliver herefter stk. 2-5.
11. § 163 affattes således:
Ȥ 163. Skifteretten beskikker en advokat for den, der
begæres pålagt konkurskarantæne, hvis den pågældende an-
moder om det, og den pågældende opfylder de økonomiske
betingelser i retsplejelovens § 325. Om salær og godtgørelse
for udlæg til den beskikkede advokat gælder samme regler
som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retspleje-
lovens kapitel 31, idet skifteretten dog ved fastsættelsen af
salæret til den beskikkede advokat, skal tage hensyn til, om
de processkridt, der er udøvet af den beskikkede advokat,
må anses for overflødige.«
12. I § 164 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. En kendelse om konkurskarantæne skal ikke for-
kyndes.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
13. § 164, stk. 4, der bliver stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Meddeles der, efter at konkurskarantæne er på-
lagt, tilladelse til prøvelse i 3. instans, tilladelse til kære
efter kærefristens udløb eller tilladelse til ekstraordinær
genoptagelse eller kære, stilles virkningerne af den pålagte
konkurskarantæne i bero fra det tidspunkt, hvor den rette
kæreinstans modtager kæreskriftet, eller i et tilfælde, hvor
der er givet tilladelse til ekstraordinær genoptagelse, fra det
tidspunkt, hvor processkriftet modtages.«
2
14. Efter § 164 indsættes i kapitel 20:
»§ 164 a. I en sag om konkurskarantæne kan der indgås
forlig om nedsættelse af karantæneperiodens længde. Den
karantæneperiode, der er fastsat ved forliget, skal mindst ud-
gøre 1 år og være rimelig i forhold til sagens omstændighe-
der. Skifteretten stadfæster forliget i form af en kendelse om
konkurskarantæne. Skifteretten kan undtagelsesvist nægte at
stadfæste forliget, hvis det er åbenbart, at den, der begæres
pålagt konkurskarantæne, ikke opfylder betingelserne i §
157, at den pågældende opfylder betingelserne for at blive
pålagt en længere karantæneperiode efter § 158, stk. 3, eller
hvis den pågældende opfylder betingelserne i § 159, 2. pkt.
Stk. 2. Skifteretten kan på begæring fra kurator ophæve en
kendelse efter stk. 1 og genoptage behandlingen af en kon-
kurskarantænesag, hvis den, der er pålagt konkurskarantæne
i henhold til et indgået forlig, under konkurskarantænesagen
har gjort sig skyldig i svigagtige forhold eller har tilsidesat
sine forpligtelser ifølge forliget.«
15. I § 166 indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Skifteretten skal ved fastsættelsen af vederlaget til kura-
tor hense til, om de processkridt, der er udøvet af kurator,
må anses for overflødige.«
16. I § 169, stk. 2, indsættes efter »oplysninger fra regi-
steret«: »til danske og udenlandske myndigheder, og om
offentlig adgang til registeret«.
17. I § 197, stk. 2, nr. 4, ændres: »det ikke ville være ri-
meligt at pålægge konkurskarantæne som følge heraf,« til:
»ganske særlige omstændigheder taler for, at konkurskaran-
tænen helt kan bortfalde,«.
18. I § 249, 1. pkt., ændres »og §§ 120-122« til: »§§
120-122 og § 164 a«.
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2024.
Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse i konkursboer, hvor
konkursdekretet er afsagt før lovens ikrafttræden. For sådan-
ne konkursboer finder de hidtil gældende reglerne anvendel-
se.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan
ved kongelig anordning sættes helt eller delvist i kraft for
Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske
og grønlandske forhold tilsiger.
3
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning og lovforslagets baggrund
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Virksomheds- og ledelsesbegrebet
2.1.1. Gældende ret
2.1.1.1. Ledelsesbegrebet
2.1.1.2. Virksomhedsbegrebet
2.1.2. Konkursrådets overvejelser
2.1.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2. Den tidsmæssige betingelse
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Konkursrådets overvejelser
2.2.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.3. Adfærdsbetingelsen
2.3.1. Gældende ret
2.3.1.1. Groft uforsvarlig forretningsførelse
2.3.1.1.1. Betydningen af tabet
2.3.1.1.2. Tilsidesættelse af forpligtelser i henhold til skatte-, told- eller afgiftslovgivningen
2.3.1.1.3. Tilsidesættelse af bogførings- og regnskabsmæssige pligter
2.3.1.1.4. Tilsidesættelse af anden lovgivning mv.
2.3.1.1.5. Selskaber tømt for midler
2.3.1.1.6. Ulovlige ledelseslån mv.
2.3.1.1.7. Drift ud over håbløshedstidspunktet
2.3.1.1.8. Stråmandsvirksomhed
2.3.1.1.9. Manglende samarbejde med kurator
2.3.1.2. Uegnet til at deltage i ledelsen
2.3.2. Konkursrådets overvejelser
2.3.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.4. Stråmandsvirksomhed
2.4.1. Gældende ret
2.4.1.1. Selskabsloven om registrering af ledelsesmedlemmer
2.4.1.2. Ledelsesændring i Erhvervsstyrelsens systemer
2.4.1.3. Selskabslovens regler om Erhvervsstyrelsens kontrol med stråmandsvirksomhed
2.4.1.4. Konkursloven
2.4.2. Konkursrådets overvejelser
4
2.4.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.5. Koncernforbundne virksomheder
2.5.1. Gældende ret
2.5.1.1. Konkursloven
2.5.1.2. Selskabslovens koncernbegreb
2.5.2. Konkursrådets overvejelser
2.5.2.1. Kriterier for hvornår flere juridiske enheder skal betragtes som én økonomisk og driftsmæssigt forbun-
det enhed
2.5.2.2. Et selvstændigt konkursretligt koncernbegreb, rimelighedsregel og forhåndsafgørelse om samlet behand-
ling
2.5.2.3. Obligatorisk behandling i forbindelse med hinanden af sager om nærtstående erhvervsvirksomheder og
sammenlægning af konkurskarantænesager i relation til erhvervsvirksomheder der udgør en økonomisk
og driftsmæssigt forbundet enhed
2.5.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.6. Faktorer der kan udelukke konkurskarantæne
2.6.1. Gældende ret
2.6.1.1. Konkurslovens § 157, stk. 2
2.6.1.2. Andre faktorer, der kan udelukke konkurskarantæne
2.6.2. Konkursrådets overvejelser
2.6.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.7. Karantæneperiodens længde, retsvirkningen af en pålagt konkurskarantæne og forlig mv.
2.7.1. Gældende ret
2.7.1.1. Karantæneperiodens længde
2.7.1.2. Retsvirkning af en karantæne og gengangere
2.7.1.3. Kurators rådighed over konkurskarantænesagen
2.7.1.4. Sammenhængen mellem konkurskarantænereglerne og straffelovens regler om rettighedskendelse
2.7.2. Konkursrådets overvejelser
2.7.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.8. Processuelle spørgsmål, herunder forkyndelse
2.8.1 Gældende ret
2.8.1.1. Forkyndelse i konkurskarantænesager
2.8.1.2. Indledning af konkurskarantænesagen
2.8.1.3. Advokatbeskikkelse og fastsættelse af salæret til den beskikkede advokat og kurator
2.8.2. Konkursrådets overvejelser
2.8.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.9. Forholdet til tvangsopløsning og rekonstruktionsbehandling
2.9.1. Gældende ret
2.9.1.1. Overgangen fra tvangsopløsning til konkurs
2.9.1.2. Rekonstruktionskarantæne
2.9.2. Konkursrådets overvejelser
5
2.9.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.10. Adgang til konkurskarantæneregisteret
2.10.1.Gældende ret
2.10.1.1. Konkursloven
2.10.1.2. Anden lovgivning om adgangen til oplysninger om konkurskarantæne
2.10.1.3. Norske og svenske regler om adgang til oplysninger om konkurskarantæne
2.10.2.Konkursrådets overvejelser
2.10.3.Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3. Forholdet til databeskyttelsesretten
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
7. Klimamæssige konsekvenser
8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
9. Forholdet til EU-retten
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
11. Sammenfattende skema
1. Indledning og lovforslagets baggrund
Formålet med lovforslaget er at gennemføre en revision af
reglerne om konkurskarantæne. Lovforslaget svarer med en-
kelte ændringer til det lovudkast, der var en del af Konkurs-
rådets betænkning nr. 1582/2023 om revision af konkurska-
rantænereglerne (herefter ”betænkningen”).
Reglerne om konkurskarantæne blev indført ved lov nr. 429
af 1. maj 2013 om ændring af konkursloven, retsplejeloven
og retsafgiftsloven (konkurskarantæne), der trådte i kraft
den 1. januar 2014. Det fremgår af lovforslaget til lovæn-
dringen, at Justitsministeriet ville udarbejde en redegørelse
om konkurskarantæne, når ordningen havde været i kraft i
fem år, og sende den til Folketinget.
Til brug for Justitsministeriets evaluering af reglerne ind-
hentede ministeriet erfaringer fra relevante interessenter. På
baggrund af høringssvarene vurderede Justitsministeriet, at
der var en række forskellige elementer, som burde overvejes
og justeres. Justitsministeriet anmodede på den baggrund
ved brev af 30. juni 2020 Konkursrådet om en udtalelse om
behovet for justeringer af konkurskarantænereglerne. Kon-
kursrådet har endvidere haft til opgave at overveje, hvordan
private kan få adgang til oplysninger i konkurskarantænere-
gisteret.
Konkursrådet afgav den 5. juli 2023 betænkningen, der in-
deholdt rådets udkast til ændring af konkursloven og forslag
til fire modeller for privates adgang til konkurskarantænere-
gisteret. Betænkningen var i offentlig høring fra den 5. juli
2023 til den 18. august 2023.
For så vidt angår modellerne for privates adgang til kon-
kurskarantæneregisteret, er det i det fremsatte lovforslag lagt
til grund, at den nye bemyndigelsesbestemmelse vil blive
udnyttet til at udmønte model 1 om fuld offentlighed, som
modellen i det væsentligste er beskrevet af Konkursrådet.
Lovforslaget indeholder følgende hovedelementer:
– Ændring af virksomhedsbegrebet.
– Kodificering af praksis vedrørende den tidsmæssige be-
tingelse.
– Justeringer og præciseringer af adfærdsbetingelsen i
konkurslovens § 157, stk. 1.
– En ny nærmere definition af stråmandskonstruktioner,
ligesom det at deltage i en stråmandskonstruktion i al-
mindelighed skal anses for groft uforsvarlig forretnings-
førelse.
– Sammenlægning af sager vedrørende nærtstående er-
hvervsvirksomheder, der må anses for at udgøre én øko-
nomisk og driftsmæssigt forbundet enhed.
– Justering af reglen om faktorer, der kan udelukke karan-
tæne.
– Mulighed for graduering af karantæneperiodens længde.
– Udvidelse af retsvirkningen af en pålagt konkurskaran-
tæne til også at omfatte forbud mod at deltage i ledelsen
af erhvervsvirksomheder i udlandet.
– Regulering af mulighederne for forlig mellem kurator
og det ledelsesmedlem, der begæres pålagt konkurska-
rantæne, herunder kriterierne for og retsvirkningerne af
et sådan forlig.
– Justering af en række processuelle spørgsmål i relation
til konkurskarantænesager.
6
– Nye regler om offentlig adgang til konkurskarantænere-
gisteret.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Virksomheds- og ledelsesbegrebet
2.1.1. Gældende ret
Det følger af konkurslovens § 157, stk. 1, 1. pkt., at kon-
kurskarantæne kan pålægges den, der senere end 1 år før
fristdagen har deltaget i ledelsen af skyldnerens virksomhed,
hvis det må antages, at den pågældende på grund af groft
uforsvarlig forretningsførelse er uegnet til at deltage i ledel-
sen af en erhvervsvirksomhed.
Bestemmelsen indeholder dels et krav om, at den pågælden-
de person skal have deltaget i ledelsen, dels at deltagelsen
relaterer sig til det nu konkursramte selskab mv.
2.1.1.1. Ledelsesbegrebet
Det følger af forarbejderne til konkurslovens § 157, stk. 1,
at begrebet »deltaget i ledelsen« først og fremmest omfat-
ter den, der har været registreret som ledelsesmedlem i Er-
hvervsstyrelsens it-system, forudsat at den pågældende har
accepteret hvervet (registreringen), eller at vedkommende
i det mindste har været bekendt med registreringen og ik-
ke har gjort indsigelser mod denne, jf. Folketingstidende
2012-13, tillæg A, L 131 som fremsat, side 27. Dette gælder
uanset, om den pågældende faktisk har varetaget hverv som
direktør, bestyrelsesmedlem eller tilsynsråd.
Ledelsesbegrebet omfatter endvidere den, der faktisk har
udøvet en direktørs eller et bestyrelses- eller tilsynsrådsmed-
lems beføjelser i et selskab, men hvis ledelsesmæssige rol-
le som følge af virksomhedens form ikke er registreret i
Erhvervsstyrelsens it-system, jf. Folketingstidende 2012-13,
tillæg A, L 131 som fremsat, side 27. Dette omfatter bl.a.
ledere af enkeltmandsvirksomheder, interessentskaber og
kommanditselskaber, medmindre samtlige interessenter hen-
holdsvis komplementarer er kapitalselskaber.
Endelig omfatter reglen i konkurslovens § 157, stk. 1, også
tilfælde, hvor selskabsledelsen er registreret i Erhvervssty-
relsens it-system, men hvor registreringen helt eller delvist
ikke svarer til de faktiske forhold – såkaldte »stråmandskon-
struktioner«, jf. Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L 131
som fremsat, side 27 f. Dette omfatter bl.a. visse koncern-
forhold, hvor moderselskabets ledelse reelt også udøver den
daglige ledelse i et eller flere datterselskaber, men hvor der
er registreret en anden ledelse i datterselskaberne. En ejers
blotte udøvelse af ejerbeføjelser f.eks. på et selskabs gene-
ralforsamling, herunder moderselskabets ledelsesudøvelse af
ejerbeføjelser på et datterselskabs generalforsamling, anses
derimod ikke som deltagelse i (datter)selskabets ledelse. Der
henvises i øvrigt til kapitel 5 nedenfor for så vidt angår
stråmandsvirksomhed.
Der henvises til betænkningens kapitel 2, afsnit 1.1.
2.1.1.2. Virksomhedsbegrebet
Ved kendelse af 27. januar 2021 (som gengivet i U
2021.1301 H) har Højesteret taget stilling til begrebet »virk-
somhed« i konkurslovens § 157, stk. 1. Spørgsmålet for
Højesteret var, om en andelsboligforening var at anse som
en virksomhed i bestemmelsens forstand.
Højesteret fandt, at virksomhedsbegrebet i konkurslovens §
157, stk. 1, måtte forstås således, at adgangen til at pålægge
konkurskarantæne alene omfatter tilfælde, hvor den pågæl-
dende har deltaget i ledelsen af en virksomhed med aktivite-
ter, der som udgangspunkt har til formål at opnå økonomisk
gevinst. Højesteret lagde i den forbindelse vægt på, at forar-
bejderne til konkurslovens § 157 ikke indeholder en defini-
tion af virksomhedsbegrebet, men alene omtaler virksomhe-
der, der drives med økonomisk gevinst for øje som f.eks.
aktieselskaber, anpartsselskaber og interessentskaber. Højes-
teret fandt videre, at den fastlæggelse af sammenslutninger,
som er omfattet af konkurslovens § 159 om retsvirkningerne
af konkurskarantæne, ikke kunne tillægges afgørende betyd-
ning ved fastlæggelsen af virksomhedsbegrebet i konkurslo-
vens § 157.
Der henvises til betænkningens kapitel 2, afsnit 1.2.
2.1.2. Konkursrådets overvejelser
Konkursrådet foreslår at videreføre det gældende ledelsesbe-
greb i konkurslovens § 157, stk. 1.
Konkursrådet foreslår at ændre virksomhedsbegrebet, så der
skabes større overensstemmelse mellem virksomhedsbegre-
bet i konkurslovens § 157, stk. 1, og erhvervsvirksomheds-
begrebet i konkurslovens § 159, 1. pkt. Dette gøres for det
første ved at ændre begrebet »virksomhed« i konkurslovens
§ 157, stk. 1, til »erhvervsvirksomhed«, ligesom konkurslo-
vens § 157, stk. 1, udvides til som minimum at omfatte
de samme erhvervsvirksomheder, som omfattes af konkurs-
lovens § 159. Det foreslåede indebærer, at konkurskaran-
tænereglerne vil omfatte alle typer af erhvervsvirksomhed,
hvorved forstås alle juridiske enheder, som enten efter deres
art karakteriseres som erhvervsdrivende eller udøver forret-
nings- eller erhvervsmæssige aktiviteter i et i økonomisk
henseende væsentligt omfang.
Der henvises til betænkningens kapitel 2, afsnit 2.1-2.2.
2.1.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
Justitsministeriet er enig i Konkursrådets overvejelser, og
lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5, og bemærkningerne
hertil.
7
2.2. Den tidsmæssige betingelse
2.2.1. Gældende ret
Det følger af konkurslovens § 157, stk. 1, 1. pkt., at det
er en betingelse for at pålægge konkurskarantæne, at den
pågældende person har deltaget i ledelsen af skyldnerens
virksomhed senere end 1 år før fristdagen.
Hvis skyldneren var under tvangsopløsning, da konkursen
indtrådte, regnes den etårige frist fra dagen for beslutningen
om tvangsopløsning, jf. konkurslovens § 157, stk. 1, 2. pkt.
Dette har alene selvstændig betydning i de tilfælde, hvor be-
gæringen om konkurs eller rekonstruktionsbehandling først
indgives, efter der er forløbet mere end tre måneder fra
beslutningen om tvangsopløsning, således at tvangsopløs-
ningsbegæringens dato ikke kan fastholdes som fristdag, jf.
konkurslovens § 1, stk. 1, nr. 3.
Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 429 af 1. maj 2013 og
bygger bl.a. på Konkursrådets anbefalinger i betænkning nr.
1525/2011 om konkurskarantæne.
Det er en forudsætning for at pålægge konkurskarantæne,
at den groft uforsvarlige forretningsførelse har fundet sted
senere end 1 år før fristdagen – dvs. i det samme tidsrum,
som den pågældende skal have været en del af ledelsen, jf.
hertil bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstiden-
de 2012-13, tillæg A, L 131 som fremsat, side 28.
Dette er dog ikke ensbetydende med, at forhold, der er ud-
vist mere end 1 år før fristdagen, ikke kan få betydning ved
vurderingen af, om en person skal pålægges konkurskaran-
tæne.
Det fremgår hverken af bestemmelsen eller bemærkninger-
ne hertil, om deltagelsen i ledelsen skal have varet et vist
minimum af tid, før betingelserne for at pålægge konkurska-
rantæne er opfyldt.
Det er ikke kun adfærd udvist senere end 1 år før fristda-
gen, der kan tillægges vægt ved vurderingen af, om den
pågældende har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse i
bestemmelsens forstand. Det fremgår således af bemærknin-
gerne til konkurslovens § 157, stk. 1, at groft uforsvarlig
adfærd ved ledelsen af virksomheden principielt også omfat-
ter den, der efter, at der er indledt rekonstruktions- eller
konkursbehandling, i kraft af sin faktiske ledelsesposition
i virksomheden handler til skade for fordringshaverne eller
nogle af disse eksempelvis ved at skjule aktiver eller fore-
tage dispositioner i strid med princippet om ligedeling, jf.
Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L 131 som fremsat,
side 28.
I overensstemmelse hermed vil der ved vurderingen af, om
der er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, ligeledes
kunne henses til, om ledelsesmedlemmerne har opfyldt de
forpligtelser, der følger af konkurslovens § 100, jf. § 105,
stk. 1, hvorefter bl.a. medlemmerne af ledelsen, når selska-
bet er taget under konkursbehandling, skal meddele skifte-
retten og kurator alle fornødne oplysninger til behandlingen
af boet.
Der henvises til betænkningens kapitel 3, afsnit 1.
2.2.2. Konkursrådets overvejelser
Konkursrådet foreslår at videreføre den gældende retstil-
stand for så vidt angår den tidsmæssige betingelse i kon-
kurslovens § 157, stk. 1, dog således, at den gældende rets-
praksis kodificeres, så det fremgår direkte af konkursloven,
at der ved vurderingen af, om der er udvist groft uforsvarlig
forretningsførelse, kan henses til, om det pågældende ledel-
sesmedlem har undladt at rette op på en groft uforsvarlig
forretningsførelse, der er udvist tidligere end 1 år før fristda-
gen.
Der henvises til betænkningens kapitel 3, afsnit 2.
2.2.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
Justitsministeriet er enig i Konkursrådets overvejelser, og
lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5, og bemærkningerne
hertil.
2.3. Adfærdsbetingelsen
2.3.1. Gældende ret
2.3.1.1. Groft uforsvarlig forretningsførelse
Det er en forudsætning for at pålægge konkurskarantæne,
at den pågældende har udvist groft uforsvarlig forretnings-
førelse, jf. konkurslovens § 157, stk. 1, 1. pkt. Med groft
uforsvarlig forretningsførelse sigtes der til misbrugslignende
tilfælde eller forhold af grov karakter i øvrigt.
Det er forudsat i bemærkningerne, at de handlinger, der kan
udløse en konkurskarantæne, objektivt set enten skal udgøre
overtrædelser af straffeloven eller grovere overtrædelser af
speciallovgivningen, dog således at den udviste adfærd skal
have lighed med misbrug eller i øvrigt både i objektiv og
subjektiv henseende skal kunne betegnes som grov, jf. Fol-
ketingstidende 2012-13, tillæg A, L 131 som fremsat, side
10 f. og 28.
Vurderingen af, om en given adfærd konstituerer groft ufor-
svarlig forretningsførelse, foretages som udgangspunkt i for-
hold til virksomhedens økonomiske forhold i bred forstand,
jf. Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L 131 som fremsat,
side 10 f. og 28 f. Der vil i den forbindelse navnlig skulle
henses til, om konkursen har ført til betydelige tab for for-
dringshaverne, samt om konkursen må antages at skyldes, at
ledelsen f.eks. har løbet uacceptable risici, eller om konkur-
sen i væsentligt omfang kan henføres til ydre eller interne
8
forhold, jf. Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L 131 som
fremsat, side 10 f. og 28.
Det vil som udgangspunkt ikke have betydning for spørgs-
målet om konkurskarantæne, om virksomheden overholder
lovgivningen i øvrigt, f.eks. markedsføringsloven, konkur-
renceloven, arbejdsmiljøloven, miljøbeskyttelsesloven, na-
turbeskyttelsesloven, eller dyreværnsloven. Dog vil mere
systematiske og omfattende overtrædelser af lovgivningen,
som indebærer en nærliggende risiko for, at virksomheden
pådrager sig store økonomiske forpligtelser (set i forhold til
virksomhedens kapitalgrundlag), kunne indgå i vurderingen
af spørgsmålet af konkurskarantæne.
Som typiske eksempler på groft uforsvarlig forretningsførel-
se nævner bemærkningerne til bestemmelsen bl.a. betydeli-
ge køb på kredit eller forudbetalinger fra kunder kombine-
ret med manglende bogføring i en længere periode og/eller
helt utilstrækkelig økonomistyring, fortsættelse af virksom-
hedens drift, selv om den pågældende måtte indse, at en
videreførelse af driften ville medføre betydelige tab, og salg
af virksomhedens aktiver til underpris, eller uden at der
sker en reel betaling af købesummen, på et tidspunkt hvor
den pågældende måtte indse, at virksomheden var eller ved
salget blev insolvent, jf. Folketingstidende 2012-13, tillæg
A, L 131 som fremsat, side 28 f.
Som andre typiske eksempler, der efter en konkret vurde-
ring kan tale for, at der har været tale om groft uforsvarlig
forretningsførelse, nævner bemærkningerne tilsidesættelse i
væsentligt omfang af forpligtelser med hensyn til bogføring,
regnskabsaflæggelse, momsangivelse og momsafregning og
indeholdelse og afregning af A-skat, jf. Folketingstidende
2012-13, tillæg A, L 131 som fremsat, side 28 f. Afgørelsen
af, om en tilsidesættelse af de nævnte pligter er væsentlig
nok til, at der foreligger groft uforsvarlig forretningsførel-
se, vil bero på en konkret vurdering af den enkelte sags
omstændigheder. Det vil i den forbindelse tale for, at der
foreligger groft uforsvarlig forretningsførelse, at virksomhe-
dens bogføring eller bogføringsmateriale er bortkommet, og
skyldneren ikke kan give en troværdig forklaring på, hvor-
for virksomhedens regnskabsmateriale ikke umiddelbart er
tilgængelig for kurator.
Endvidere fremgår det, at i tilfælde, hvor den registrerede
direktør slet ikke udøver ledelsesbeføjelser, idet den daglige
ledelse reelt udelukkende udøves af en anden person i den
registrerede direktørs navn, vil den registrerede direktør som
udgangspunkt kunne anses for at have handlet groft ufor-
svarligt ved at have overladt ledelsen til en anden person,
jf. hertil Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L 131 som
fremsat, side 11.
Det er ikke en betingelse for at pålægge konkurskarantæne,
at der kan påvises årsagssammenhæng mellem den groft
uforsvarlige forretningsførelse og konkursen. Hvis det f.eks.
er åbenbart, at konkursen skyldes andre, ydre omstændighe-
der, vil det kunne tale imod pålæg af konkurskarantæne, dog
således, at der ikke bør udvises tilbageholdenhed med at
pålægge konkurskarantæne, hvis det f.eks. må anses for at
bero på tilfældigheder, at det er de ydre omstændigheder og
ikke den groft uforsvarlige forretningsførelse, der ender med
at udløse konkursen, jf. Folketingstidende 2012-13, tillæg
A, L 131 som fremsat side 11 og 12.
Som eksempler på ydre forhold, der kan have været medvir-
kende til konkursen, uden at ledelsen nødvendigvis har ud-
vist groft uforsvarlig forretningsførelse, nævnes i bemærk-
ningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2012-13,
tillæg A, L 131 som fremsat, side 28: Den almindelige
konjunkturudvikling eller pludselige væsentlige ændringer
i virksomhedens indtjeningsevne som følge af ny lovgiv-
ning, væsentlig ændret konkurrencesituation (f.eks. en ny
konkurrent), væsentligt forøgede omkostninger (f.eks. stærkt
stigende oliepriser) eller en væsentligt ændret afsætningssi-
tuation (f.eks. tab af en storkunde). Som interne forhold hos
virksomheden nævnes som eksempel det tilfælde, hvor virk-
somheden mister en eller flere centrale medarbejdere (f.eks.
til en konkurrent eller som følge af sygdom eller død).
Det er forudsat i bemærkningerne, at groft uforsvarlig for-
retningsførelse som udgangspunkt ikke vil foreligge i tilfæl-
de, der snarere må anses som udtryk for forretningsmæssig
udygtighed, jf. Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L 131
som fremsat, side 10 og 28. Som eksempel herpå anføres
bl.a. det tilfælde, at en virksomhed lider et stort tab på grund
af en fejlkalkulering af et tilbud. Der henvises videre til, at
det ikke er hensigten, at reglerne om konkurskarantæne skal
anvendes, hvis det først og fremmest har været manglende
evne til at drive selvstændig erhvervsvirksomhed, der fører
til konkursen.
Det er endelig forudsat i bemærkningerne, at hensynet til
iværksættere skal inddrages ved vurderingen af, om der
foreligger groft uforsvarlig forretningsførelse, jf. Folketings-
tidende 2012-13, tillæg A, L 131 som fremsat, side 10 og
28. Der skal således ved vurderingen af, om der foreligger
groft uforsvarlig forretningsførelse, tages højde for, at seriø-
se iværksættere ikke bliver begrænset af reglerne om kon-
kurskarantæne, idet iværksættere i nogle tilfælde først efter
flere forsøg med forskellige virksomheder opnår succes og
skaber vækstvirksomheder.
Der henvises til betænkningens kapitel 4, afsnit 1.1.
2.3.1.1.1. Betydningen af tabet
Da det er en betingelse for at blive taget under konkursbe-
handling, at skyldneren er insolvent, jf. konkurslovens § 17,
vil der i et konkursbo i almindelighed altid være en risiko
for et større eller mindre tab for kreditorerne.
Der stilles i konkurslovens § 157, stk. 1, ikke krav om, at
kreditorerne skal have lidt et økonomisk tab, før der kan
pålægges konkurskarantæne. Dette er dog ikke ensbetyden-
de med, at tabets størrelse er uden betydning ved vurderin-
gen af, om der er udvist groft uforsvarlig forretningsførel-
se. Det fremgår således af, at der ved vurderingen af, om
9
der foreligger groft uforsvarlig forretningsførelse navnlig
skal henses til, om konkursen har ført til betydelige tab for
fordringshaverne, jf. Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L
131 som fremsat, side 10 f. og 28. Tabet spiller ligeledes
en rolle ved vurderingen af, om det konkret er rimeligt at
pålægge karantæne.
Tabet vil dermed ved vurderingen af, om der er grundlag for
at pålægge konkurskarantæne, indgå som en faktor blandt
mange, idet der, jf. Højesterets kendelse af 13. januar 2016
(gengivet i U 2016.1473 H), altid vil skulle foretages en
konkret helhedsvurdering af sagens samlede omstændighe-
der.
Hvor et større tab kan være udtryk for, at forretningsførelsen
i selskabet har været groft uforsvarlig, behøver dette dog ik-
ke altid at være tilfældet, hvis f.eks. konkursen skyldes ydre
omstændigheder, som ikke kan tilskrives ledelsens forhold,
eller interne forhold, som ledelsen ikke er ansvarlig for.
Der kan ikke af retspraksis udledes en egentlig grænse for,
hvor stort et tab skal være, førend der er tale om groft ufor-
svarlig forretningsførelse, idet der i alle tilfælde vil skulle
foretages en konkret helhedsvurdering af sagens samlede
omstændigheder.
Hvor tabet fremstår som mindre betydeligt, men hvor der
hersker usikkerhed om tabets reelle størrelse, og hvor groft
uforsvarlig forretningsførelse i øvrigt har ført til konkursen,
vil der efter omstændighederne kunne pålægges konkurska-
rantæne.
Der henvises til betænkningens kapitel 4, afsnit 1.1.1.
2.3.1.1.2. Tilsidesættelse af forpligtelser i henhold til skatte-,
told- eller afgiftslovgivningen
Det fremgår af bemærkningerne til konkurslovens § 157,
stk. 1, at tilsidesættelse i væsentligt omfang af forpligtelser
med hensyn til momsangivelse og momsafregning og inde-
holdelse og afregning af A-skat efter en konkret vurdering
kan tale for, at der har været tale om groft uforsvarlig for-
retningsførelse, jf. Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L
131 som fremsat, side 11 og 28. Det er dog ikke enhver
overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningens regler, der
fører til pålæg af konkurskarantæne, idet det kræves, at der
foreligger kritisable omstændigheder, der har karakter af et
misbrugslignende forhold eller forhold af grov karakter. Det
fremgår i den forbindelse af, at det normalt ikke i sig selv
bør føre til konkurskarantæne, hvis virksomheden alene har
tilsidesat pligter til angivelse af moms eller A-skat i den
sidste korte periode, før virksomhedens drift ophører, eller
før virksomheden blev taget under rekonstruktions- eller
konkursbehandling.
Det ses ofte i retspraksis vedrørende konkurskarantæne, at
der er tale om betydelige overtrædelser af ledelsens forplig-
telser i forhold til indberetning og afregning af moms, A-
skat, AM-bidrag, told mv.
Ved vurderingen af, om en overtrædelse/tilsidesættelse af
skatte- og afgiftslovgivningens regler må anses for groft
uforsvarlig forretningsførelse, kan der være forskel på, om
der er tale om manglende eller urigtig indberetning af
moms, A-skat mv. eller manglende afregning heraf, lige-
som det kan have betydning, om tilsidesættelsen af indberet-
nings- og afregningspligten sker kort tid før virksomhedens
ophør og konkurs. En manglende afregning i tiden op til
virksomhedens konkurs kan således i højere grad bero på
manglende likviditet (dvs. manglende evne) og ikke mang-
lende vilje. I de tilfælde, hvor den manglende afregning
ikke skyldes manglende vilje, men derimod evne, har dette
oftere ført til frifindelse for konkurskarantæne, jf. hertil bl.a.
FM 2021.53 Ø, som gennemgået under afsnit 1.1.1 ovenfor,
hvor der bl.a. blev lagt vægt på, at selskabet ikke manglede
vilje til at betale de løbende restancer til Gældsstyrelsen.
Ved vurderingen af, om en manglende opfyldelse af forplig-
telserne efter skatte- og afgiftslovgivningens regler konsti-
tuerer groft uforsvarlig forretningsførelse, skal der ifølge
bemærkningerne inddrages et særligt hensyn til iværksætte-
re, jf. hertil Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L 131 som
fremsat, side 11.
Hensynet til iværksættere kan dog ikke føre til frifindelse
for pålæg af konkurskarantæne, i det omfang der er tale om
betydelige overtrædelser af reglerne om angivelse af moms,
A-skat mv.
Da konkurskarantænereglerne retter sig mod en persons del-
tagelse i ledelsen af en virksomhed og ikke omfatter per-
sonlige forhold, der ikke angår ledelsen af virksomheden,
vil oparbejdningen af en personlig skattegæld ikke skulle
indgå i vurderingen af, om konkurskarantæne skal pålæg-
ges, jf. Højesterets kendelse af 11. april 2022 (gengivet i U
2022.2442 H).
Der henvises til betænkningens kapitel 4, afsnit 1.1.2.
2.3.1.1.3. Tilsidesættelse af bogførings- og regnskabsmæssi-
ge pligter
Direktionen i et selskab har i medfør af selskabslovens §
118, stk. 1, pligt til at sikre, at kapitalselskabets bogføring
sker under iagttagelse af lovgivningens regler herom, og
at formueforvaltningen foregår på betryggende måde. Besty-
relsen og tilsynsrådet har, jf. selskabslovens § 115, nr. 2,
og § 116, nr. 1, pligt til at påse, at bogføring og regnskabs-
aflæggelse foregår på en måde, der efter kapitalselskabets
forhold er tilfredsstillende. De nærmere pligter, som direkti-
onen mv. har med hensyn til bogføring og regnskabsaflæg-
gelse, følger bl.a. af reglerne i bogføringsloven og årsregn-
skabsloven.
Tilsidesættelse af reglerne om bogføring og regnskabsaflæg-
gelse er nævnt i bemærkningerne som forhold, der kan tale
for, at der foreligger groft uforsvarlig forretningsførelse, jf.
Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L 131 som fremsat,
side 11 og 28. Det fremgår heraf, at det vil kunne føre
10
til konkurskarantæne, hvis virksomheden på grov måde har
tilsidesat sine forpligtelser med hensyn til bogføring, eksem-
pelvis ved gennem længere tid slet ikke at bogføre. Heri
ligger også, at det normalt ikke i sig selv vil kunne begrunde
konkurskarantæne, hvis virksomheden alene har tilsidesat
pligter til f.eks. bogføring i den sidste korte tid, før virksom-
hedens drift ophører, eller før virksomheden bliver taget
under rekonstruktionsbehandling eller konkursbehandling.
Det ses ofte i retspraksis vedrørende konkurskarantæne, at
der er tale om betydelige og grove tilsidesættelser af bogfør-
ings- og regnskabsmæssige pligter, herunder navnlig mang-
lende eller stærkt mangelfuld bogføring og regnskabsaflæg-
gelse over en vis periode.
Lov nr. 700 af 24. maj 2022 om bogføring medfører, at kra-
vene til bogføring skærpes på en række områder. Dette gæl-
der ikke mindst i forhold til krav om opbevaring af oplys-
ninger om bogføring og bilag i et digitalt bogføringssystem,
der opfylder krav til sikker opbevaring og it-sikkerhed, og i
forhold til en skærpet straffebestemmelse, hvor omfattende
overtrædelse af krav til bogføring og sikker opbevaring af
regnskabsmateriale kan medføre skærpet bødestraf på op
til 1,5 mio.kr. for virksomheden og dens ledelse. Den nye
bogføringslov understreger således, at overtrædelse af de
grundlæggende pligter til bogføring og opbevaring af regn-
skabsmateriale må anses for groft uforsvarlig forretningsfø-
relse.
For yderligere om gældende ret, herunder eksempler fra
retspraksis, henvises til betænkningens kapitel 4, afsnit
1.1.3.
2.3.1.1.4. Tilsidesættelse af anden lovgivning mv.
Det fremgår af bemærkningerne til konkurslovens § 157,
stk. 1, at det som udgangspunkt ikke har betydning for
spørgsmålet om konkurskarantæne, om virksomheden i øv-
rigt overholder lovgivningen, f.eks. markedsføringsloven,
konkurrenceloven, arbejdsmiljøloven, miljøbeskyttelseslo-
ven, naturbeskyttelsesloven, eller dyreværnsloven, jf. Folke-
tingstidende 2012-13, tillæg A, L 131 som fremsat, side
10 og 12. Dog følger det videre, at mere systematiske og
omfattende overtrædelser af lovgivningen som indebærer en
nærliggende risiko for, at virksomheden pådrager sig store
økonomiske forpligtelser (set i forhold til virksomhedens
kapitalgrundlag), vil kunne indgå i vurderingen af spørgs-
målet af konkurskarantæne.
Der henvises til betænkningens kapitel 4, afsnit 1.1.4.
2.3.1.1.5. Selskaber tømt for midler
Det ses i retspraksis, hvor der pålægges konkurskarantæne,
at ledelsesmedlemmets dispositioner inden konkursen har
medvirket til, at det nu konkursramte selskab er blevet
tømt for midler. Dette kan f.eks. ske ved, at midlerne på
selskabets konti er blevet hævet, at fysiske aktiver er blevet
fjernet, eller ved at selskabets aktiver kort før konkursen er
blevet overdraget til en betydelig underpris.
Det fremgår i den forbindelse direkte af bemærkningerne til
konkurskarantænereglerne, at det bl.a. i almindelighed skal
anses for groft uforsvarlig forretningsførelse, når der sker
salg af virksomhedens aktiver til underpris, eller uden at der
sker en reel betaling af købesummen, på et tidspunkt hvor
den pågældende måtte indse, at virksomheden var eller ved
salget blev insolvent, jf. Folketingstidende 2012-13, tillæg
A, L 131 som fremsat, side 28.
Der henvises til betænkningens kapitel 4, afsnit 1.1.5.
2.3.1.1.6. Ulovlige ledelseslån mv.
Efter selskabslovens § 210, stk. 1, kan et kapitalselskab
direkte eller indirekte stille midler til rådighed, yde lån eller
stille sikkerhed for kapitalejere eller ledelsen i selskabet,
hvis betingelserne i lovens § 210, stk. 2, er opfyldt. For at et
ledelseslån er lovligt, kræves det, jf. selskabslovens § 210,
stk. 2, at den økonomiske bistand kan rummes inden for
selskabets frie reserver og ydes på sædvanlige markedsvil-
kår, at beslutningen om at yde økonomisk bistand er truffet
enten af generalforsamlingen eller af selskabets centrale le-
delsesorgan efter bemyndigelse fra generalforsamlingen, og
at beslutningen om at yde økonomisk bistand først er truffet
efter aflæggelsen af selskabets første årsrapport. Udgangs-
punktet er således, at der alene kan ydes ledelseslån, såfremt
betingelserne i selskabslovens § 210, stk. 2, er opfyldt. Der
findes en række undtagelser hertil, idet der henvises til sel-
skabslovens regler herom.
Uanset, at det klare udgangspunkt er, at selskabets ledelse
ikke må yde ledelseslån i strid med selskabslovens regler
eller i øvrigt sammenblande ledelsens egen eller ledelsens
nærmestes økonomi med selskabets økonomi, ses dette ofte
i sager om konkurskarantæne.
Der henvises til betænkningens kapitel 4, afsnit 1.1.6.
2.3.1.1.7. Drift ud over håbløshedstidspunktet
Det følger af bemærkningerne til konkurslovens § 157, stk.
1, at der typisk vil være tale om groft uforsvarlig forret-
ningsførelse, i det omfang ledelsen forsætter driften af en
virksomhed, selv om ledelsen måtte have indset, at en vi-
dereførelse vil føre til betydelige tab, jf. Folketingstidende
2012-13, tillæg A, L 131 som fremsat, side 28.
At en drift ud over håbløshedstidspunktet i visse tilfælde
kan anses for groft uforsvarlig forretningsførelse, hænger
bl.a. sammen med ledelsens forpligtelse til efter selskabslo-
vens § 115, nr. 5, § 116, nr. 6, og § 118, stk. 2, at påse/sikre,
at selskabets kapitalberedskab til enhver tid er forsvarligt,
herunder at der er tilstrækkelig likviditet til at opfylde sel-
skabets nuværende og fremtidige forpligtelser. Det følger
bl.a. af bemærkningerne til bestemmelserne, at selv om det
er ledelsens ret og pligt at videreføre et selskab i finansiel
11
krise og forsøge at overvinde denne, må ledelsen ikke pådra-
ge selskabet yderligere forpligtelser, som det realistisk ikke
kan dække, hvorfor ledelsens ansvar for selskabets forsvarli-
ge kapitalberedskab bl.a. også indebærer en pligt til at stand-
se selskabets virksomhed, når en forsvarlig videreførelse
ikke længere er mulig, jf. hertil Folketingstidende 2008-09,
tillæg A, side 5467 f.
En drift ud over håbløshedstidspunktet – dvs. det tidspunkt,
hvor ledelsen måtte have indset, at en videreførelse ville
føre til tab – vil også kunne føre til erstatningsansvar for
ledelsen.
Vurderingen af, om det må anses for groft uforsvarlig for-
retningsførelse at forsætte driften i konkurskarantæneregler-
nes forstand, vil som udgangspunkt skulle foretages ud fra
forholdene på det konkrete tidspunkt, hvor det var kritisk
at forsætte driften, jf. hertil Torben Kuld Hansen og Lars
Lindencrone, Insolvensprocesretten, 5. udgave, 2023, side
490f.
Der henvises til betænkningens kapitel 4, afsnit 1.1.7.
2.3.1.1.8. Stråmandsvirksomhed
Som det fremgår af bemærkningerne til konkurslovens §
157, stk. 1, vil den registrerede direktør i en stråmandskon-
struktion som udgangspunkt have handlet groft uforsvarligt,
i det omfang direktøren reelt har overladt den daglige ledel-
se til en anden, jf. Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L
131 som fremsat, side 11.
Dette udgangspunkt fastholdes i almindelighed i retspraksis,
idet der bl.a. kan henvises til Vestre Landsrets afgørelse af
8. april 2019 (gengivet i U 2019.2612 V), hvor det af skif-
terettens afgørelse, der blev tiltrådt af landsretten, fremgår,
at udgangspunktet må være, at en registreret direktør, der
alene fungerer som stråmand og dermed ikke udøver reel
ledelse af selskabet, har udvist groft uforsvarlig forretnings-
førelse. Der kan desuden henvises til bl.a. Vestre Landsrets
kendelse af 27. juni 2018 (gengivet i U 2018.3318 V).
Det fremgår videre af retspraksis, at det ved vurderingen
af, om der er handlet groft uforsvarligt, synes at være uden
betydning, at den pågældende alene har været registreret
som direktør i en kortere periode.
Der henvises til betænkningens kapitel 4, afsnit 1.1.8.
2.3.1.1.9. Manglende samarbejde med kurator
Ledelsen i et kapitalselskab har pligt til at meddele kurator
alle fornødne oplysninger, jf. konkurslovens § 100, jf. § 105,
stk. 1.
Det følger i den forbindelse af bemærkningerne til konkurs-
lovens § 157, stk. 1, at groft uforsvarlig adfærd ved ledelsen
af en virksomhed principielt også omfatter den, der efter,
at der er indledt rekonstruktionsbehandling eller konkurs, i
kraft af sin faktiske ledelsesposition i virksomheden handler
til skade for fordringshaverne eller nogle af disse ved at
skjule aktiver eller foretage dispositioner i strid med princip-
pet om lige behandling af fordringshavere, jf. Folketingsti-
dende 2012-13, tillæg A, L 131 som fremsat, side 28. Det
synes derfor forudsat, at også ledelsesmedlemmets adfærd
under konkursbehandlingen henholdsvis under rekonstrukti-
onsbehandlingen kan tillægges betydning ved vurderingen
af, om der er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse.
Der henvises til betænkningens kapitel 4, afsnit 1.1.9.
2.3.1.2. Uegnet til at deltage i ledelsen
Adfærdsbetingelsen i konkurslovens § 157, stk. 1, fremstår
som todelt, idet det både kræves, at der er udvist en bestemt
adfærd (groft uforsvarlig forretningsførelse), og at denne
adfærd gør den pågældende uegnet til at deltage i ledelsen af
en erhvervsvirksomhed.
Det fremgår dog af bemærkningerne til bestemmelsen, at
vurderingen af, om den pågældende er uegnet til at deltage
i ledelsen af en erhvervsvirksomhed, navnlig vil bero på
karakteren af den groft uforsvarlige forretningsførelse. Der
skal således være tale om, at den pågældende har udvist en
vis grovhed i forbindelse med den uforsvarlige forretnings-
førelse i lighed med misbrugssituationer, jf. Folketingstiden-
de 2012-13, tillæg A, L 131 som fremsat, side 29.
Ved vurderingen af, om den pågældende er uegnet til at
deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed på grund af
groft uforsvarlig forretningsførelse, kan eventuelle tidligere
konkurser ligeledes indgå.
Der henvises til betænkningens kapitel 4, afsnit 1.2.
2.3.2. Konkursrådets overvejelser
Konkursrådet foreslår i vid udstrækning, at den gældende
retstilstand videreføres, dog således at der foretages enkelte
justeringer og præciseringer, herunder hvor den gældende
retstilstand efter Konkursrådets opfattelse kan føre til uhen-
sigtsmæssige resultater.
Konkursrådet foreslår for det første – herunder henset til den
righoldige retspraksis om konkurskarantæne – at der foreta-
ges en opregning af de typer af forretningsførelse, som i al-
mindelighed skal anses for groft uforsvarlig, og som derfor i
sig selv skal kunne begrunde pålæg af konkurskarantæne.
Den foreslåede ændring indebærer, at følgende i almindelig-
hed skal anses for groft uforsvarlig forretningsførelse, der i
sig selv kan begrunde pålæg af konkurskarantæne:
1) væsentlig tilsidesættelse af forpligtelser i henhold til
skatte-, told- og afgiftslovgivningen,
2) væsentlige tilsidesættelser af bogføring- og regnskabs-
mæssige forpligtelser,
3) ikke forretningsmæssigt begrundede dispositioner, som
har medvirket til, at skyldnerens aktivmasse er blevet
12
ikke uvæsentligt reduceret til skade for fordringshaver-
ne,
4) deltagelse i en stråmandskonstruktion samt
5) medvirken til en fortsættelse af driften i en længere
periode efter det tidspunkt, hvor det pågældende ledel-
sesmedlem måtte have indset, at en videreførelse ville
medføre et væsentligt tab for fordringshaverne.
Det foreslås i den forbindelse bl.a. at ændre retstilstanden,
således at manglende betaling af et krav på B-skat af B-ind-
komst, der skyldes overskud fra skyldnerens enkeltmands-
virksomhed, skal kunne indgå i vurderingen af, om der er
udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, herunder om der
foreligger en væsentlig overtrædelse af skatte-, told- og af-
giftslovgivningen.
Den foreslåede opregning af typetilfælde af adfærd, som i
almindelighed skal anses for groft uforsvarlig forretningsfø-
relse, vil ikke være udtømmende, idet en forretningsførelse
fortsat vil kunne anses for groft uforsvarlig, hvis omstæn-
dighederne taler herfor, herunder hvis det pågældende ledel-
sesmedlem efter konkursens indtræden har tilsidesat sine
accessoriske forpligtelse til at samarbejde med kurator.
Det foreslås for det andet at ophæve kriteriet om, at den
groft uforsvarlige forretningsførelse må antages at gøre det
pågældende ledelsesmedlem uegnet til at deltage i ledelsen
af en erhvervsvirksomhed, idet en person, der har udvist
groft uforsvarlig forretningsførelse, efter Konkursrådets op-
fattelse i almindelighed må antages at være uegnet til at
deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed.
Der henvises til betænkningens kapitel 4, afsnit 2.1-2.5.
2.3.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
Justitsministeriet er enig i Konkursrådets overvejelser, og
lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5, og bemærkningerne
hertil.
2.4. Stråmandsvirksomhed
2.4.1. Gældende ret
En stråmandskonstruktion består i almindelighed af en strå-
mand og en eller flere bagmænd.
Ved en »stråmand« forstås i denne sammenhæng en per-
son, der er registreret og formelt fremstår som deltager
af ledelsen af et selskab, men uden at personen er tillagt
reelle ledelsesmæssige beføjelser i forhold til selskabets for-
hold. Stråmanden er således alene leder af navn og ikke
af gavn. Ved en »bagmand« forstås den faktiske, men ikke
registrerede leder af selskabet. En stråmand har således ikke
noget at sige i forhold til det konkrete selskab, da det er
bagmanden, der de facto leder selskabet og udøver ledelsens
beføjelser.
Det ses i praksis, at stråmandskonstruktionen både kan etab-
leres med stråmandens viden, f.eks. hvor stråmanden tager
sig betalt for at lade sig registrere som ledelsesmedlem i et
selskab, men hvor det samtidig aftales, at stråmanden ikke
eller måske alene i begrænset omfang skal varetage opgaver
i selskabet, men også uden stråmandens viden, f.eks. hvis
stråmanden har været udsat for et identitetstyveri eller har
givet andre adgang til sin digitale signatur, men er uvidende
om, hvordan det bliver benyttet.
Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel 5, afsnit 1.1.
2.4.1.1. Selskabsloven om registrering af ledelsesmedlem-
mer
Efter selskabslovens § 10, stk. 1, skal medlemmerne af
et kapitalselskabs direktion, bestyrelse og tilsynsråd og en
eventuel revisor registreres i Erhvervsstyrelsens it-system.
Bestemmelsen blev indført med selskabsloven, jf. lov nr.
470 af 12. juni 2009, og har til formål at sikre offentlighed
om selskabets ledelse, jf. hertil Folketingstidende 2008-09,
tillæg A, side 5387.
Efter selskabslovens § 112, stk. 2, skal medlemmer af et
kapitalselskabs ledelse, som registreres efter lovens § 10
– dvs. i Erhvervsstyrelsens it-system – være personer, der
faktisk fungerer som ledelsesmedlemmer, jf. selskabslovens
kapitel 7.
Bestemmelsen blev indsat i selskabsloven ved lov nr. 642 af
19. maj 2020. Forud for indførelsen af bestemmelsen frem-
gik det ikke eksplicit af selskabsloven, at de medlemmer af
kapitalselskabets ledelse, der registreres efter selskabslovens
§ 10, skal være de personer, der faktisk fungerer som ledel-
sesmedlemmer. Ændringerne i selskabsloven ved lov nr. 642
af 19. maj 2020 var et led i den såkaldte kontrolpakke, hvis
centrale formål var at undgå og dæmme op for stråmands-
virksomhed i Danmark, jf. hertil Folketingstidende 2019-20,
tillæg A, L 110 som fremsat, side 13.
Ved udtrykket »medlemmer af et kapitalselskabs ledelse« i
selskabslovens § 112, stk. 2, forstås samtlige personer, som
registreres enten som medlem af direktion, bestyrelse eller
tilsynsråd, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 110
som fremsat, side 68. Dette omfatter også personer, som er
valgt til selskabets øverste ledelsesorgan af medarbejderne
i selskabet eller koncernen efter reglerne i selskabslovens
kapitel 8, idet medarbejderrepræsentanterne også registreres
i Erhvervsstyrelsens it-system, jf. selskabslovens § 10, og er
omfattet af reglerne i selskabslovens kapitel 7.
Kravet om, at ledelsesmedlemmer skal være dem, der »fak-
tisk« fungerer som sådanne, jf. selskabslovens kapitel 7,
indebærer, at det alene er de personer, der faktisk udøver
ledelsesorganets opgaver efter selskabslovens §§ 115-119,
13
der kan registreres som ledelsesmedlem i henhold til selska-
bslovens § 10, stk. 1. Bestemmelsen indebærer dog ikke et
krav om, at det er de registrerede personer selv, der skal
udføre samtlige af de opgaver, der følger af bestemmelserne
i selskabslovens §§ 115-119, da bestemmelserne i selska-
bslovens §§ 115-119 er formuleret således, at ledelsen skal
»sikre« eller »påse« overholdelsen af forskellige forhold, jf.
Folketingstidende 2019-2020, tillæg A, L 110 som fremsat,
side 68.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger til lov-
forslag nr. L 110 af 5. februar 2020, har bestemmelsen i
selskabslovens § 112, stk. 2, til formål navnlig at hindre
stråmandsvirksomhed, og der er således tale om et egentligt
forbud mod anvendelsen af stråmænd og en sikring af, at
den faktiske ledelses identitet er offentlig, jf. Folketingsti-
dende 2019-20, tillæg A, L 110 som fremsat, side 21.
Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel 5, afsnit 1.3.
2.4.1.2. Ledelsesændring i Erhvervsstyrelsens systemer
Alle personer har som udgangspunkt adgang til at indberette
ledelsesændringer i et selskab via Erhvervsstyrelsens selvbe-
tjeningsløsning på virk.dk.
For at anvende Erhvervsstyrelsens selvbetjeningsløsning
skal man logge ind med MitID eller tilsvarende digital
signatur, og man kan i den forbindelse både anvende en
personlig digital signatur eller en medarbejdersignatur. Hvis
der anvendes en personlig digital signatur (f.eks. MitID),
vil Erhvervsstyrelsen modtage oplysninger om anmelderens
CPR-nummer, og hvis der anvendes en medarbejdersigna-
tur, vil Erhvervsstyrelsen modtage oplysninger om det CVR-
nummer, som medarbejdersignaturen er knyttet til, samt
anmelderens navn. Hvis Erhvervsstyrelsen har en begrun-
det formodning om, at der er sket eller vil ske misbrug
af en selvbetjeningsløsning, kan Erhvervsstyrelsen lukke
en anmelders adgang til at foretage straksregistreringer via
selvbetjeningsløsningen, jf. § 5, stk. 3, i bekendtgørelse nr.
1244 af 29. august 2022 om anmeldelse, registrering, gebyr
samt offentliggørelse m.v. i Erhvervsstyrelsen (anmeldelses-
bekendtgørelsen). Dette udelukker ikke, at anmelder fortsat
kan foretage anmeldelser til registrering via Erhvervsstyrel-
sens selvbetjeningsløsning, men registreringerne vil dog bli-
ve udtaget til manuel behandling. En virksomhed kan endvi-
dere selv begrænse, hvem der har adgang til at registrere
ændringer i virksomheden via Erhvervsstyrelsens selvbetje-
ningsløsning ved at tilføje en passwordbeskyttelse.
Anmelderen vil i forbindelse med indberetningen af bl.a.
ledelsesændringer være underlagt et særligt anmelderansvar
i henhold til selskabslovens § 15, stk. 2, og anmeldelsesbe-
kendtgørelsens § 9, stk. 1, efter hvilke en anmelder, der
registrerer et forhold eller indsender anmeldelse herom til
registrering i Erhvervsstyrelsens it-system, indestår for, at
registreringen eller anmeldelsen er lovligt foretaget, herun-
der at der foreligger behørig fuldmagt, og at dokumentatio-
nen i forbindelse med registreringen eller anmeldelsen er
gyldig.
Kravene til registreringen af et nyt ledelsesmedlem afhæn-
ger af, om den person, der indsættes som ledelsesmedlem,
har et CPR-nummer eller ej.
Der henvises til betænkningens kapitel 5, afsnit 1.2.
2.4.1.3. Selskabslovens regler om Erhvervsstyrelsens kon-
trol med stråmandsvirksomhed
Bestemmelserne i selskabslovens §§ 23 a-23 i om Erhvervs-
styrelsens kontrol af kapitalselskaber blev indsat ved lov nr.
642 af 19. maj 2020. Loven var et led i den såkaldte kontrol-
pakke, hvor et centralt formål var at undgå og dæmme op
for stråmandsvirksomhed i Danmark, jf. hertil Folketingsti-
dende 2019-20, tillæg A, L 110 som fremsat, side 13.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger til lov-
forslag nr. L 110 af 5. februar 2020, jf. Folketingstidende
2019-20, tillæg A, L 110 som fremsat, side 21f., blev det
fundet nødvendigt for at sikre en styrket kontrol og indsats
mod stråmandsvirksomhed, at der udover bl.a. bestemmel-
sen i selskabslovens § 112, stk. 2, jf. hertil ovenfor, også
blev fastsat bestemmelser, som skulle sætte Erhvervsstyrel-
sen i stand til dels at føre kontrol med, at registrerede ledel-
sesmedlemmer faktisk udøver den lovpligtige ledelse, dels
at identificere og verificere de registrerede ledelsesmedlem-
mers identitet og identifikationsoplysninger.
Erhvervsstyrelsens kontrol med stråmandsvirksomhed kan
både ske som led i en registreringskontrol efter selskabslo-
vens § 23 g, men også som led i en efterfølgende kontrol
efter selskabslovens § 23 h.
Ved registreringskontrol forstås den kontrol, som sker på det
tidspunkt, hvor Erhvervsstyrelsen modtager en anmeldelse
om et forhold. Det følger af selskabslovens § 23 g, stk. 1, at
Erhvervsstyrelsen som led i registreringskontrollen kan fore-
tage en digital straksafgørelse af anmeldelser i styrelsens
selvbetjeningsløsning eller udtage anmeldelser til manuel
sagsbehandling.
Der henvises til betænkningens kapitel 5, afsnit 1.4.
2.4.1.4. Konkursloven
Ved udformningen af reglerne om konkurskarantæne var
man opmærksom på, at stråmandskonstruktioner udgør en
særlig udfordring i forhold til effektiv indgriben mod groft
uforsvarlig forretningsførelse og konkursrytteri. Reglerne
om konkurskarantæne ville således ikke fungere effektivt,
hvis den reelle bagmand i en stråmandskonstruktion fort-
sætter med at drive erhvervsmæssig virksomhed med en
ny stråmand som frontfigur, jf. hertil Folketingstidende
2012-13, tillæg A, L 131 som fremsat, side 11 og 21.
Det at anvende en stråmandskonstruktion i et selskab mv.
14
er tæt forbundet med vurderingen af, om det pågældende
ledelsesmedlem har udvist groft uforsvarlig forretningsførel-
se, og selve konstateringen af, at en person har indgået i en
stråmandskonstruktion enten som stråmand eller bagmand,
vil i almindelighed være udtryk for, at der er udvist groft
uforsvarlig forretningsførelse i konkurskarantænereglernes
forstand.
For så vidt angår stråmanden følger det klart af bemærk-
ningerne til konkurslovens § 157, stk. 1, at reglerne også
omfatter den person, der er registreret som ledelsesmedlem i
Erhvervsstyrelsens it-system, uanset om vedkommende fak-
tisk har varetaget det pågældende ledelseshverv, eller om
vedkommende f.eks. har været stråmand, således at ledelsen
reelt er blevet udøvet af en anden person jf. hertil Folke-
tingstidende 2012-13, tillæg A, L 131 som fremsat, side 27.
I forhold til adfærdsbetingelsen i konkurslovens § 157, stk.
1, og kravet om, at der skal være udvist groft uforsvarlig
forretningsførelse, fremgår det af bemærkningerne, at den
registrerede direktør i en stråmandskonstruktion, som ud-
gangspunkt vil kunne anses for at have handlet groft ufor-
svarligt ved at overlade den daglige ledelse til en anden
person, jf. Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L 131 som
fremsat, side 11, og landsrettens præmisser i Østre Landsrets
kendelse af 21. oktober 2016 (gengivet i U 2017.424 Ø).
Den groft uforsvarlige forretningsførelse består for stråman-
dens vedkommende, dels i at personen har ladet sig registre-
re, således at de reelle offentligt tilgængelige oplysninger
om selskabets mv. forhold ikke svarer til de faktiske, dels i
at personen ved ikke at udøve de reelle ledelsesbeføjelser i
selskabet mv. tilsidesætter de pligter, der er knyttet til at væ-
re registreret som direktør i selskabet, herunder bl.a. pligten
til at varetage den daglige ledelse af selskabet, jf. selskabslo-
vens § 117, stk. 1, 1. pkt., og pligten til, jf. selskabslovens
§ 118, stk. 2, 3. pkt., til enhver tid at vurdere selskabets
økonomiske situation og sikre, at det tilstedeværende kapi-
talberedskab er tilstrækkeligt.
Hvor ledelsen reelt har været udøvet af en anden, er det dog
en forudsætning for, at stråmanden omfattes af konkurska-
rantænereglerne, at stråmanden har accepteret hvervet (dvs.
registreringen), eller at den pågældende i det mindste var
bekendt med registreringen og ikke har gjort indsigelser
mod denne, jf. Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L 131
som fremsat, side 27. Det vil i den forbindelse efter omstæn-
dighederne kunne indgå i bevisbedømmelsen, om personen
fremkommer med relevante oplysninger, som understøtter
personens forklaring om, at personen – uagtet at andre op-
lysninger indikerer det modsatte – ikke har accepteret hver-
vet (registreringen) som ledelsesmedlem.
Selv om udgangspunktet er, at det anses for groft uforsvarlig
forretningsførelse at være indsat som stråmand, er det dog
i særlige situationer muligt at fravige dette udgangspunkt,
hvor der ikke er tale om en egentlig stråmandskonstruktion.
Ligesom en indsat stråmand vil være omfattet af reglerne
om konkurskarantæne, omfatter reglerne også den person,
der uden at have været registreret som ledelsesmedlem i Er-
hvervsstyrelsen it-system, faktisk har udøvet et ledelsesmed-
lems beføjelser i selskabet mv. (dvs. bagmanden), jf. hertil
Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L 131 som fremsat,
side 12 og 27 f. Hvis der ikke har været tvivl om, at en
person har arbejdet i selskabet, svarer vurderingen af, om
den pågældende reelt har udøvet en direktørs beføjelser i
selskabet mv., til den vurdering, der kendes i forbindelse
med spørgsmålet om lønprivilegiet efter konkurslovens § 95
(som ikke omfatter direktører), jf. hertil Folketingstidende
2012-13, tillæg A, L 131 som fremsat, side 12. Det frem-
går videre, at reglerne også omfatter de tilfælde, hvor et
moderselskabs ledelse reelt udøver den daglige ledelse i et
datterselskab, men hvor der er registreret en anden ledelse
i datterselskabet, som alene formelt disponerer. Der kan i
øvrigt henvises til Konkursrådets betænkning nr. 1525 af
2011, side 98 f.
Derudover bemærkes, at der foreligger en særlig situation i
de såkaldte »afviklingskonstruktionssager«.
Forretningsmodellen i afviklingskonstruktionssagerne består
i almindelighed i at overtage nødlidende selskaber – ofte
gennem et holdingselskab – alene med henblik på at afvikle
disse. Efter overtagelsen indsættes en afviklingsdirektør, der
alene har karakter af en stråmand. Herefter søger man at få
tiden til at gå, inden selskabet bliver erklæret konkurs, såle-
des at kurators mulighed for at få overblik over selskabernes
forhold og forfølge eventuelle erstatnings- eller omstødel-
seskrav forringes. Endvidere forsøger man at anonymisere
selskabernes baggrund, således at selskaberne går konkurs
under et nyt navn, og uden at den tidligere ledelse – dvs. den
ledelse, der var indsat før afviklingsdirektøren – fremgår af
Erhvervsstyrelsens registre.
Der henvises til betænkningens kapitel 5, afsnit 1.5.
2.4.2. Konkursrådets overvejelser
Konkursrådet foreslår, at det skrives ind i lovbestemmelsen
at agere som stråmand eller bagmand i en stråmandskon-
struktion i almindelighed skal anses for groft uforsvarlig
forretningsførelse, der i sig selv skal kunne føre til pålæg
af konkurskarantæne. Konkursrådet definerer i den forbin-
delse, hvad der nærmere skal forstås ved en stråmandskon-
struktion – dvs. en stråmand og en bagmand – i konkurska-
rantænereglernes forstand.
Der henvises til betænkningens kapitel 5, afsnit 2.
2.4.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
Justitsministeriet er enig i Konkursrådets overvejelser, og
lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5, og bemærkningerne
hertil.
15
2.5. Koncernforbundne virksomheder
2.5.1. Gældende ret
2.5.1.1. Konkursloven
Det følger af konkurslovens § 157, stk. 3, 1. pkt., at kon-
kurskarantæne ikke kan pålægges den, der allerede er pålagt
konkurskarantæne i anledning af den pågældendes deltagel-
se i ledelsen af en koncernforbundet virksomhed.
Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 429 af 1. maj 2013 og
bygger bl.a. på Konkursrådets anbefalinger i betænkning nr.
1525/2011 om konkurskarantæne.
Efter bestemmelsen kan konkurskarantæne således kun på-
lægges én gang i anledning af en persons deltagelse i ledel-
sen af flere koncernforbundne virksomheder, jf. Folketings-
tidende 2012-13, tillæg A, L 131 som fremsat, side 29.
Dette gælder dog, jf. konkurslovens § 157, stk. 3, 2. pkt.,
ikke de tilfælde, hvor en person pålægges konkurskarantæne
og efter konkurskarantænes udløb indtræder (eller på ny
indtræder) i ledelsen af en virksomhed, der var koncernfor-
bundet med den virksomhed, i hvis konkursbo konkurska-
rantænen blev pålagt.
Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at be-
stemmelsen først og fremmest sigter til de tilfælde, hvor
en person har deltaget i ledelsen af flere koncernforbund-
ne virksomheder og derfor som følge af den økonomiske
afhængighed, der typisk vil være mellem koncernforbundne
virksomheder, kun bør pålægges konkurskarantæne én gang,
uanset om der er tale om flere konkurser, jf. Folketingstiden-
de 2012-13, tillæg A, L 131 som fremsat side 29.
Højesteret har ved to kendelser af 24. april 2019 (gengivet
i U 2019.2000 H og U 2019.1012 H) fastslået, at udtrykket
»koncernforbundet virksomhed« – i mangel af holdepunkter
for andet – skal forstås i overensstemmelse med det selska-
bsretlige koncernbegreb, jf. selskabslovens § 5, nr. 18, jf. §
6 og § 7, hvorefter en koncern består af et moderselskab og
dets datterselskab.
De faktiske omstændigheder i U 2019.2000 H og U
2019.1012 H var forholdsvis identiske, idet begge sager
angik personer, hvis forretningsmodel bestod i at overtage
nødlidende selskaber – ofte gennem et holdingselskab – ale-
ne med henblik på at afvikle disse. Der blev herefter indsat
en afviklingsdirektør i de nødlidende selskaber, som alene
havde karakter af en stråmand. Man søgte herefter at få
tiden til at gå, inden selskabet blev erklæret konkurs, således
at kurators mulighed for at få overblik over selskabernes
forhold og forfølge eventuelle erstatnings- eller omstødel-
seskrav blev forringet. Endvidere søgte man at anonymisere
selskabernes baggrund, således at selskaberne gik konkurs
under et nyt navn, og uden at den nye ledelse fremgik af
Erhvervsstyrelsens registre. Det blev i begge sager konsta-
tereret, at der i alle de nødlidende selskaber var tegn på
groft uforsvarlig forretningsførelse, som kunne begrunde
konkurskarantæne.
I U 2019.2000 H var der otte selskaber, der kunne begrun-
de karantæne, og der var ingen økonomisk afhængighed
mellem selskaberne. Da to af selskaberne blev anset for
at udgøre én selvstændig koncern og tre af selskaberne en
anden selvstændig koncern, blev der alene pålagt i alt fem
konkurskarantæner af hver 3 år, dvs. i alt 15 år, for de otte
selskaber. Karantæneperioden blev dog samlet fastsat til 10
år, som er det maksimale antal år, en konkurskarantæne kan
løbe, jf. konkurslovens § 158, stk. 2, 2. pkt.
I U 2019.2012 H var der i alt fem selskaber, hvor den af
det pågældende ledelsesmedlem udviste groft uforsvarlige
forretningsførelse kunne begrunde konkurskarantæne, men
da alle selskaberne blev anset for at indgå i samme koncern,
blev ledelsesmedlemmet alene pålagt én karantæne på 3 år
for ledelsen i de fem selskaber.
Højesterets fastslog i begge sager, at det er afgørende for,
om der er tale om en koncernforbundet virksomhed i kon-
kurslovens § 157, stk. 3’s, forstand, må være, om et selskab
(moderselskabet) kan udøve bestemmende indflydelse over
et andet selskab (datterselskabet) som nærmere defineret i
selskabslovens § 7. Det er herefter ikke afgørende, om de
koncernforbundne selskaber faktisk er økonomisk afhængi-
ge af hinanden, ligesom det som udgangspunkt ej heller er
afgørende, om der rent faktisk udøves kontrol.
Højesteret anerkendte udtrykkeligt i begge sager, at den
fastslåede retstilstand vil kunne føre til uhensigtsmæssige
resultater, navnlig i de to pågældende tilfælde, idet der dog
skulle henses til, at konkurskarantæne er en indgribende
foranstaltning.
Koncernreglen i konkurslovens § 157, stk. 3, indebærer,
at spørgsmålet om at pålægge en bestemt person konkurska-
rantæne kan behandles særskilt i forhold til hver enkelt af
de pågældende selskaber, indtil den pågældende person førs-
te gang ved endelig afgørelse er pålagt konkurskarantæne
i tilknytning til ét af boerne. Efter dette tidspunkt falder
spørgsmålet om at pålægge denne person konkurskarantæne
bort i tilknytning til de øvrige selskaber, jf. hertil Folketings-
tidende 2012-13, tillæg A, L 131 som fremsat, side 30.
Det fremgår af bemærkningerne, at i de i praksis mest fore-
kommende tilfælde, hvor konkursboerne for selskaber, der
er koncernforbundne, behandles ved samme skifteret og ved
samme kurator eller kuratorer, forudsættes det, at spørgsmå-
let om at pålægge en person, der har deltaget i ledelsen af
flere koncernforbundne virksomheder, karantæne, behandles
samlet og ikke i tilknytning til hvert konkursbo for sig, og
at der skal foretages en samlet vurdering af, om den pågæl-
dende person har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse,
jf. Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L 131 som fremsat,
side 30.
Hvis et eller flere konkursboer vedrørende koncernforbund-
ne virksomheder undtagelsesvis behandles ved en anden
16
skifteret er det forudsat i bemærkningerne, at der bør ske
henvisning til den skifteret, hvor de øvrige konkursboer
behandles, idet spørgsmålet om konkurskarantæne som ud-
gangspunkt bør behandles ved den skifteret, hvor de fleste af
de koncernforbundne virksomheders konkursboer er under
behandling, eller hvor konkursboerne med de væsentligste
aktiver er under behandling, jf. Folketingstidende 2012-13,
tillæg A, L 131 som fremsat, side 30.
Sager om konkurskarantæne er ikke omfattet af konkurslo-
vens § 5, stk. 2, om landsretspræsidenternes og Sø- og Han-
delsrettens præsidents kompetence til at henvise behandlin-
gen af et bo til en anden ret, hvis det findes mere hensigts-
mæssigt at behandlingen sker ved denne ret, men hvor flere
sager mod samme ledelsesmedlem verserer ved forskellige
skifteretter, vil henvisning kunne ske i medfør af konkurslo-
vens § 243, jf. retsplejelovens § 254, stk. 2.
Der henvises til betænkningens kapitel 6, afsnit 1.1.
2.5.1.2. Selskabslovens koncernbegreb
Efter selskabslovens § 5, nr. 19, defineres en koncern som et
moderselskab og dets dattervirksomheder, jf. selskabslovens
§ 7.
Ved et moderselskab forstås, jf. selskabslovens § 5, nr. 21, et
kapitalselskab, som har bestemmende indflydelse over flere
dattervirksomheder, jf. §§ 6 og 7, og ved en dattervirksom-
hed forstås, jf. selskabslovens § 5, nr. 3, en virksomhed, der
er underlagt bestemmende indflydelse af et moderselskab,
jf. §§ 6 og 7.
Der henvises til betænkningens kapitel 6, afsnit 1.2.
2.5.2. Konkursrådets overvejelser
Konkursrådet foreslår at erstatte den gældende regel i kon-
kurslovens § 157, stk. 3, med en ny regel, hvorefter kon-
kurskarantænesager mod et ledelsesmedlem, der har deltaget
i ledelsen af to eller flere konkursramte erhvervsvirksomhe-
der, der er nærtstående i konkurslovens forstand, skal be-
handles i forbindelse med hinanden ved samme skifteret, og
hvorefter de enkelte konkurskarantænesager efterfølgende
kan sammenlægges til én sag, hvis de nærtstående erhvervs-
virksomheder må anses for at udgøre én økonomisk og
driftsmæssigt forbundet enhed.
Den foreslåede nye regel vil for det første indebære, at
det er obligatorisk at behandle flere sager om konkurska-
rantæne i forbindelse med hinanden ved samme skifteret,
hvis konkurskarantænesagerne relaterer sig til den samme
persons deltagelse i ledelsen af nærtstående erhvervsvirk-
somheder. Hvor konkursboerne efter nærtstående erhvervs-
virksomheder ikke behandles ved samme skifteret, vil det
afgørende for, hvor den samlede behandling af konkurska-
rantænesagerne skal ske, være, hvor den første sag om kon-
kurskarantæne er anlagt. Obligatorisk forening af flere sager
om konkurskarantæne mod samme ledelsesmedlem vil dog
alene kunne ske i det omfang, der ikke er afsagt kendelse i
en konkurskarantænesag, der behandles skriftligt, eller hvor
hovedforhandlingen ikke er indledt i en konkurskarantæne-
sag, hvor der er begæret mundtlig forhandling.
Den foreslåede nye regel vil for det andet indebære, at skif-
teretten efter begæring fra kurator eller den, der begæres
pålagt konkurskarantæne, kan træffe beslutning om at sam-
menlægge flere sager om konkurskarantæne, der behandles
i forening med hinanden, til én sag, hvis de nærtstående er-
hvervsvirksomheder er økonomisk og driftsmæssigt forbun-
det med hinanden på en sådan måde, at de reelt må betragtes
som én økonomisk og driftsmæssigt forbundet enhed. Rets-
virkningen af en sammenlægning af flere sager til én sag
vil være, at de forbundne erhvervsvirksomheder vil skulle
behandles, som om der var tale om én samlet enhed. Dette
indebærer, at hvor der i flere af erhvervsvirksomhederne er
udvist uforsvarlig forretningsførelse, som dog ikke isoleret
til de enkelte erhvervsvirksomheder er tilstrækkelig til at
anse forretningsførelsen for groft uforsvarlig, vil en person
kunne pålægges konkurskarantæne, hvis forretningsførelsen
på tværs af erhvervsvirksomhederne efter en samlet vurde-
ring må anses for groft uforsvarlig. Hvis forretningsførelsen
ud fra en samlet vurdering på tværs af den økonomisk og
driftsmæssigt forbundne enhed, som erhvervsvirksomheder-
ne udgør, må anses for at være groft uforsvarlig, vil ledelses-
medlemmet alene skulle pålægges én konkurskarantæne.
Der henvises til betænkningens kapitel 6, afsnit 2.
2.5.2.1. Kriterier for hvornår flere juridiske enheder skal be-
tragtes som én økonomisk og driftsmæssigt forbundet enhed
Konkursrådet finder, at det afgørende for, om der ved an-
vendelsen af konkurskarantænereglerne bør tages særligt
hensyn til, om en person har deltaget i ledelsen af flere kon-
kursramte erhvervsvirksomheder, bør være, om de separate
juridiske enheder var økonomisk og driftsmæssigt forbund-
ne på en sådan måde, at de reelt må betragtes som én enhed.
Det afgørende for, om flere separate juridiske enheder udgør
én økonomisk og driftsmæssigt forbundet enhed, bør efter
Konkursrådets opfattelse være, om aktiviteterne i de separa-
te juridiske enheder udøves på sådan måde, at de reelt må
betragtes som en samlet enhed. Det vil bero på en konkret
vurdering af erhvervsvirksomhedernes forhold, om de er
økonomisk og driftsmæssigt forbundne og integrerede med
hinanden på en sådan måde, at de reelt må betragtes som én
samlet enhed.
Det bør i denne sammenhæng ikke være tilstrækkeligt for
at anse flere selskaber for økonomisk og driftsmæssigt for-
bundne, at selskaberne udgør en koncern i relation til selska-
bslovens regler herom.
Ligeledes bør det ej heller være tilstrækkeligt for at anse
de juridiske enheder mv. for økonomisk og driftsmæssig
forbundne, at der består en økonomisk afhængighed mel-
lem disse, eller at der f.eks. er krydskautioneret eller lign.,
17
idet de juridiske enheder mv. i sådanne tilfælde nok vil væ-
re økonomisk forbundne, men derimod ikke nødvendigvis
driftsmæssigt forbundne.
Det er endvidere Konkursrådets vurdering, at den driftsmæs-
sige og økonomiske forbundethed mellem erhvervsvirksom-
hederne – ligesom det er tilfældet efter den gældende regel i
konkurslovens § 157, stk. 3 – skal have bestået i den samme
periode, som følger af konkurslovens § 157, stk. 1, dvs.
senere end 1 år før fristdagen, førend der bør gælde noget
særligt ved anvendelsen af konkurskarantænereglerne.
Der henvises til betænkningens kapitel 6, afsnit 2.1.
2.5.2.2. Et selvstændigt konkursretligt koncernbegreb, rime-
lighedsregel og forhåndsafgørelse om samlet behandling
Konkursrådet har overvejet, om der er grundlag for at defi-
nere et selvstændigt konkursretligt koncernbegreb, men har
fundet, at der ikke er grundlag herfor.
Konkursrådet har endvidere overvejet, om konkurslovens §
157, stk. 3, bør ophæves og erstattes med en konkret rime-
lighedsregel i relation til den samlede karantæneperiodes
længde.
Det er sammenfattende Konkursrådets vurdering, at det ik-
ke vil være hensigtsmæssigt at erstatte koncernreglen i kon-
kurslovens § 157, stk. 3, med en konkret rimelighedsregel,
der alene er knyttet til karantæneperiodens samlede længde.
Konkursrådet har desuden overvejet en model, hvor skif-
teretten forlods afgør, om der er tale om økonomisk og
driftsmæssigt forbundne selskaber, og hvis dette er tilfældet,
behandler selskaberne som én samlet enhed under samme
sag. Modellen indebærer, at der sker objektiv kumulation,
og vurderingen af, om der er udvist groft uforsvarlig forret-
ningsførelse, vil herefter skulle afgøres ud fra en helheds-
vurdering af den pågældendes adfærd på tværs af selskaber-
ne.
Sammenfattende finder Konkursrådet, at en model, der byg-
ger på en forhåndsafgørelse af spørgsmålet om erhvervsvirk-
somhedernes økonomiske og driftsmæssige forbundenhed,
reelt vil have mange af de samme ulemper som en rimelig-
hedsmodel som beskrevet i afsnit 2.5.2.3.
Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel 6, afsnit
2.2-2.4.
2.5.2.3. Obligatorisk behandling i forbindelse med hinanden
af sager om nærtstående erhvervsvirksomheder og sammen-
lægning af konkurskarantænesager i relation til erhvervs-
virksomheder der udgør en økonomisk og driftsmæssigt for-
bundet enhed
Konkursrådet har overvejet en model, hvor koncernreglen i
konkurslovens § 157, stk. 3, erstattes af regel, hvorefter kon-
kurskarantænesager mod et ledelsesmedlem, der har deltaget
i ledelsen af to eller flere konkursramte erhvervsvirksomhe-
der, der er nærtstående i konkurslovens forstand, skal be-
handles i forbindelse med hinanden ved samme skifteret, og
at de enkelte konkurskarantænesager efterfølgende kan sam-
menlægges til én sag (efterfølgende objektiv kumulation),
hvis de nærtstående erhvervsvirksomheder må anses for at
udgøre én økonomisk og driftsmæssig forbundet enhed med
den konsekvens, at der alene skal udmåles én konkurskaran-
tæne for det pågældende ledelsesmedlems groft uforsvarlige
forretningsførelse.
Med modellen sigtes der til at gøre helt op med det selska-
bsretlige koncernbegreb i relation til konkurskarantænebe-
handlingen.
Den af Konkursrådet foreslåede model indebærer, at kon-
kurskarantænesager relateret til en persons deltagelse i le-
delsen af flere nærtstående erhvervsvirksomheder obligato-
risk vil skulle forenes ved samme skifteret og behandles i
forbindelse med hinanden.
Selv om det må have formodningen mod sig, at nærtstående
erhvervsvirksomheder, der er økonomisk og driftsmæssigt
forbundne på en sådan måde, at de må betragtes som én
økonomisk og driftsmæssigt forbundet enhed, ikke går kon-
kurs nogenlunde samtidig eller i umiddelbar forlængelse af
hinanden, og at konkursboerne ikke behandles ved samme
skifteret og ved samme kurator, bør det efter Konkursrådets
opfattelse være muligt at tage højde for sådanne særlige
tilfælde i forbindelse med anvendelse af konkurskarantæne-
reglerne.
Konkursrådet er endelig blevet gjort opmærksom på, at der
ses enkelte tilfælde i praksis, hvor sager mod flere ledelses-
medlemmers deltagelse i ledelsen af samme erhvervsvirk-
somhed sammenlægges med den konsekvens, at begge le-
delsesmedlemmer hæfter solidarisk for sagsomkostningerne
i sagen.
Efter Konkursrådets opfattelse er dette særdeles uhensigts-
mæssigt, og Konkursrådet finder derfor, at konkursloven bør
indeholde en eksplicit regel om, at det ikke skal være muligt
at sammenlægge sager om konkurskarantæne mod forskel-
lige personer efter reglerne i retsplejelovens §§ 249-251,
uanset at sagerne angår de pågældende personers deltagelse
i ledelsen af samme erhvervsvirksomhed.
Der henvises til betænkningens kapitel 6, afsnit 2.5.
2.5.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
Justitsministeriet er enig i Konkursrådets overvejelser, og
lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 8, og bemærkningerne
hertil.
2.6. Faktorer der kan udelukke konkurskarantæne
18
2.6.1. Gældende ret
2.6.1.1. Konkurslovens § 157, stk. 2
Det følger af konkurslovens § 157, stk. 2, at der ved afgørel-
sen af, om konkurskarantæne skal pålægges, lægges vægt
på, om det under hensyn til den pågældendes handlemåde og
omstændighederne i øvrigt er rimeligt at pålægge konkurs-
karantæne.
Pålæg af konkurskarantæne er således ikke en obligatorisk
følge af, at betingelserne i konkurslovens § 157, stk. 1, er
opfyldt, idet det i medfør af konkurslovens § 157, stk. 2,
er muligt at undlade at pålægge konkurskarantæne, hvis det
efter en samlet vurdering af den pågældendes handlemåde
og omstændighederne i øvrigt ikke er konkret rimeligt at på-
lægge karantæne, jf. hertil Folketingstidende 2012-13, tillæg
A, L 131 som fremsat, side 29.
Ved vurderingen af, om det vil være konkret rimeligt at på-
lægge konkurskarantæne, kan der bl.a. henses til karakteren
og konsekvenserne af den pågældendes groft uforsvarlige
adfærd, samt hvilke konsekvenser det vil have for den på-
gældende at blive pålagt karantæne, jf. Folketingstidende
2012-13, tillæg A, L 131 som fremsat, side 29. Det fremgår
videre af bemærkningerne, at pålæg af konkurskarantæne
efter omstændighederne vil kunne undlades, hvis det groft
uforsvarlige forhold må anses for mindre alvorligt, og det
samtidig vil have særligt alvorlige konsekvenser for den
pågældendes erhvervsmuligheder at blive pålagt karantæ-
ne. Endelig fremgår det, at det samme vil være tilfældet,
hvor de groft uforsvarlige forhold, der taler for pålæg af
konkurskarantæne, alene har medført begrænsede tab.
Der henvises til betænkningens kapitel 7, afsnit 1.1.
2.6.1.2. Andre faktorer, der kan udelukke konkurskarantæne
Som det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen i kon-
kurslovens § 157, stk. 1, skal der ved vurderingen af, om
betingelserne for at pålægge konkurskarantæne er opfyldt,
sondres mellem groft uforsvarlig forretningsførelse og for-
retningsmæssig udygtighed, jf. Folketingstidende 2012-13,
tillæg A, L 131 som fremsat, side 10. Den udygtighed,
der ikke i sig selv bør føre til konkurskarantæne, relaterer
sig til udygtighed med hensyn til f.eks. tilrettelæggelsen af
virksomhedens produktion og markedsføring, fastsættelse af
priser og vilkår mv., og i sådanne situationer vil der som ud-
gangspunkt ikke være tale om groft uforsvarlig forretnings-
førelse, jf. Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L 131 som
fremsat, side 10.
Bemærkningerne til konkurskarantænereglerne forudsætter
desuden, at der ved vurderingen af, om der er handlet groft
uforsvarligt, skal tages højde for, at seriøse genstartere ikke
bliver begrænset af reglerne om konkurskarantæne, herun-
der navnlig i tilfælde hvor konkursen skyldes manglende
evne til at drive selvstændig virksomhed, jf. hertil Folke-
tingstidende 2012-13, L 131 som fremsat, side 28. Det
fremgår i den forbindelse, at iværksættere ofte driver flere
virksomheder sideløbende og kan have op til flere konkurser
bag sig, idet iværksættere i nogle tilfælde først efter flere
forsøg opnår succes og skaber vækstvirksomheder.
Der henvises til betænkningens kapitel 7, afsnit 1.2.
2.6.2. Konkursrådets overvejelser
Konkursrådet foreslår at flytte reglen i konkurslovens § 157,
stk. 2, til konkurslovens § 158, der omhandler karantænepe-
riodens længde, hvor det i stedet vil indgå som et led i
vurderingen af, hvor lang en karantæneperiode i givet fald
bør være, herunder om der i yderst særlige tilfælde – på
trods af, at der foreligger groft uforsvarlig forretningsførelse
– bør ske bortfald af konkurskarantænen.
Der henvises til betænkningens kapitel 7, afsnit 2.
2.6.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
Justitsministeriet er enig i Konkursrådets overvejelser, og
lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6, og bemærkningerne
hertil.
2.7. Karantæneperiodens længde, retsvirkningen af en
pålagt konkurskarantæne og forlig mv.
2.7.1. Gældende ret
2.7.1.1. Karantæneperiodens længde
Det følger af konkurslovens § 158, stk. 1, 1. pkt., at kon-
kurskarantæne som udgangspunkt pålægges for tre år.
Perioden regnes fra det tidspunkt, hvor kendelsen om kon-
kurskarantæne er endelig. Hvis skifterettens afgørelse ikke
kæres, løber karantæneperioden således fra udløbet af kære-
fristen, som er to uger, jf. konkurslovens § 251, stk. 1.
Hvis skifterettens afgørelse kæres, regnes konkurskarantæn-
eperioden først fra kæresagens slutning, da kære til landsret-
ten har opsættende virkning, jf. konkurslovens § 164, stk. 2.
Det treårige udgangspunkt gælder, uanset om det er førs-
te gang, at den pågældende pålægges karantæne, eller om
der er tale om et gentagelsestilfælde, jf. Folketingstidende
2012-13, tillæg A, L 131 som fremsat, side 14 f.
Hvor flere sager mod den samme person behandles
samtidig, skal karantæneperioderne for de enkelte karantæ-
ner lægges i forlængelse af hinanden, jf. Højesterets kendel-
se af 14. februar 2017 (gengivet i U 2017.1533 H).
Skifteretten er ikke bundet af parternes påstande med hen-
syn til karantæneperiodens længde, men bør dog normalt
ikke pålægges karantæne i en længere periode end påstået af
19
kurator, jf. Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L 131 som
fremsat, side 36.
Efter konkurslovens § 158, stk. 1, 2. pkt., kan en konkurs-
karantæne pålægges for en kortere periode end 3 år, hvis
særlige grunde taler derfor.
Som eksempel på særlige grunde, der efter omstændigheder-
ne kan tale for en kortere karantæne, anføres der i bemærk-
ningerne til bestemmelsen i konkurslovens § 158, stk. 1,
2. pkt., jf. Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L 131 som
fremsat, side 30, at dette bl.a. omfatter lang sagsbehand-
lingstid, uden at dette beror på forhold hos den, der begæres
pålagt konkurskarantæne, eller at der er tale om et mildere
tilfælde af groft uforsvarlig forretningsførelse. Det fremgår i
denne sammenhæng, at der som udgangspunkt vil være tale
om en lang sagsbehandlingstid, hvis afgørelsen om konkurs-
karantæne først træffes mere end 1 år efter konkursdekretets
afsigelse. Hvis karantænen fastsættes til en kortere periode
end tre år, bør den dog normalt fastsættes til to år eller even-
tuelt i sjældnere tilfælde 1 år, jf. Folketingstidende 2012-13,
tillæg A, L 131 som fremsat, side 36.
Hvis en person tidligere er pålagt konkurskarantæne, som
ikke er udløbet på tidspunktet for pålæggelse af en ny kon-
kurskarantæne, følger det af konkurslovens § 158, stk. 2,
1. pkt., at den nye karantæneperiode skal regnes tidligst fra
udløbet af den senest pålagte konkurskarantæneperiode.
Den samlede karantæneperiode udløber dog, jf. konkurslo-
vens § 158, stk. 2, 2. pkt., senest 10 år efter den oprindelige
afgørelse. Dette indebærer, at hvor en person pålægges flere
konkurskarantæner samtidig, som skal løbe i forlængelse
af hinanden, vil den samlede karantæneperiode maksimalt
kunne løbe i 10 år regnet fra den oprindelige afgørelse.
Hvad der nærmere forstås ved »oprindelig afgørelse« er
ikke defineret i lovforslag nr. 131 af 30. januar 2013, jf.
hertil modsætningsvist Folketingstidende 2012-13, tillæg A,
L 131 som fremsat, side 36, idet man ud fra en umiddelbar
ordlydsmæssig fortolkning kunne fortolke begrebet således,
at der henvises til den første ”oprindelige” kendelse om kon-
kurskarantæne, som endnu ikke er udløbet. Det bemærkes
i denne sammenhæng, at begrebet »oprindelig afgørelse«
adskiller sig fra ordlyden af Konkursrådets lovudkast, der
fremgår af betænkning nr. 1525 af 2011, hvor betegnelsen
»endelig afgørelse« er anvendt, jf. hertil betænkning nr.
1525 af 2011, side 124 og 145. Begrebet »endelig afgørel-
se« er ligeledes anvendt i forbindelse med gengivelsen af
Konkursrådets overvejelser i de almindelige bemærkninger
til lovforslaget, jf. Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L
131 som fremsat, side 14, og det fremgår af Justitsministe-
riets overvejelser, at ministeriet var enig i Konkursrådets
synspunkter, samt at lovforslaget er udformet i overensstem-
melse hermed, jf. Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L
131 som fremsat, side 15. Der er ingen forklaring i lovfor-
slaget på, hvorfor ordlyden af bestemmelsen er ændret fra
Konkursrådets lovudkast i betænkning nr. 1525 af 2011 til
det endelige lovforslag.
Hvis karantæneperioderne pålægges nogenlunde samtidig –
evt. ved samme afgørelse – vil dette således maksimalt kun-
ne føre til en samlet karantæneperiode på 10 år.
Der henvises til betænkningens kapitel 8, afsnit 1.1.
2.7.1.2. Retsvirkning af en karantæne og gengangere
Det følger af konkurslovens § 159, 1. pkt., at den, der er
pålagt konkurskarantæne, ikke må deltage i ledelsen af en
erhvervsvirksomhed uden at hæfte personligt og ubegrænset
for virksomhedens forpligtelser.
Forbuddet omfatter for det første den formelle deltagelse
i form af registrering i Erhvervsstyrelsens it-system som
ledelsesmedlem, jf. hertil Folketingstidende 2012-13, tillæg
A, L 131 som fremsat, side 30.
Det følger i den forbindelse af § 7, stk. 1, i bekendtgørelse
nr. 1510 af 13. december 2013 om førelse af et register over
pålagte konkurskarantæner (konkurskarantæneregistret), at
Erhvervsstyrelsen sikrer, at en person, der er pålagt konkurs-
karantæne, ikke kan registreres som ledelsesmedlem i en
erhvervsvirksomhed, der er registreret i Erhvervsstyrelsens
it-system i henhold til selskabslovgivningen eller anden fi-
nansiel lovgivning. Af samme bekendtgørelses § 7, stk. 2,
følger, at hvis en person pålægges konkurskarantæne, afre-
gistreres personens eksisterende registreringer som ledelses-
medlem i en erhvervsvirksomhed, jf. stk. 1.
En pålagt konkurskarantæne omfatter for det andet et forbud
mod personens reelle deltagelse i form af faktisk udøvelse af
ledelsesbeføjelser i en erhvervsvirksomhed med begrænset
hæftelse, dvs. faktisk udøvelse af en direktørs, likvidators,
et bestyrelsesmedlems eller tilsynsrådsmedlems beføjelser i
en erhvervsvirksomhed jf. hertil Folketingstidende 2012-13,
tillæg A, L 131 som fremsat, side 31.
En konkurskarantæne indebærer som udgangspunkt ikke et
forbud mod deltagelse i ledelsen af en erhvervsvirksomhed,
hvor den pågældende hæfter ubegrænset og personligt for
virksomhedens forpligtelser – f.eks. deltagelse i ledelsen af
den konkurskarantæne pålagte persons egen personligt drev-
ne virksomhed og kommanditselskaber og interessentskaber,
hvori den pågældende er komplementar og interessent, jf.
konkurslovens § 159, 1. pkt., modsætningsvist. Det vil til-
lige gælde andre selskaber, hvis deltagerne ifølge vedtæg-
terne hæfter personligt og ubegrænset for selskabets eller
foreningens forpligtelser, og en personlig kaution for et ak-
tieselskabs eller anpartsselskabs forpligtelser bringer ikke
forholdet uden for det generelle forbud mod at deltage i
ledelsen af et selskab mv. med begrænset hæftelse, jf. Folke-
tingstidende 2012-13, tillæg A, L 131 som fremsat, side 31.
Det følger dog af konkurslovens § 159, 2. pkt., at hvis en
person, der tidligere er pålagt konkurskarantæne, som ikke
er udløbet, pålægges en ny konkurskarantæne, og den groft
uforsvarlige forretningsførelse, der begrunder pålægget af
en ny konkurskarantæne, er foregået, efter at den tidligere
20
konkurskarantæne fik virkning, skal det bestemmes i afgø-
relsen, at den pågældende heller ikke må deltage i ledelsen
af en erhvervsvirksomhed, hvor der hæftes personligt og
ubegrænset for virksomhedens forpligtelser.
Udover muligheden for at pålægge en udvidet karantæne
efter konkurslovens § 159, 2. pkt., hvor der er udvist ny
groft uforsvarlig forretningsførelse, kan en overtrædelse af
en konkurskarantæne ligeledes føre til hæftelse for gælden
i en konkursramt virksomhed efter reglerne i konkurslovens
kapitel 22.
Det følger således af konkurslovens § 167, stk. 1, at den,
der i strid med en pålagt konkurskarantæne har deltaget i
ledelsen af en konkursramt virksomhed, hæfter for den del
af den konkursramte virksomheds gæld, som ikke dækkes af
konkursmassen, hvis fristdagen ligger inden konkurskaran-
tænens udløb.
Det er ikke en betingelse for hæftelse, at overtrædelsen af
konkurskarantænen er konstateret under en straffesag, men
hvis den pågældende har været sigtet for overtrædelsen efter
straffelovens § 131, men påtalen er opgivet, eller den pågæl-
dende er frifundet, kan der imidlertid ikke blive tale om
hæftelse, jf. Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L 131 som
fremsat, side 37.
Efter konkurslovens § 167, stk. 2, kan skifteretten helt eller
delvist fritage den pågældende for hæftelse efter konkurslo-
vens § 167, stk. 1.
Selv om det er udgangspunktet, jf. konkurslovens § 167, stk.
1, at der alene pålægges hæftelse, hvis fristdagen i det nye
konkursbo ligger inden konkurskarantænens udløb, følger
det dog af konkurslovens § 167, stk. 3, at skifteretten helt
eller delvist kan pålægge hæftelse, hvis fristdagen ligger
inden for 1 år efter konkurskarantænens udløb.
Det følger af konkurslovens § 167, stk. 4, at der ved afgørel-
sen af, om der er grundlag for helt eller delvist at fritage
for hæftelse efter § 167, stk. 2, eller pålægge hæftelse efter
§ 167, stk. 3, hvor fristdagen ligger inden for 1 år efter
konkurskarantænens udløb, skal lægges vægt på, om det
under hensyn til de vigtigste årsager til konkursen og den
pågældendes andel heri er rimeligt at pålægge hæftelse.
Der henvises til betænkningens kapitel 8, afsnit 1.2.
2.7.1.3. Kurators rådighed over konkurskarantænesagen
Det følger af konkurslovens § 157, stk. 1, at konkurskaran-
tæne pålægges efter kurators begæring.
Beføjelsen til at begære konkurskarantæne tilkommer kura-
tor personligt, og hverken fordringshaverne eller skifteretten
kan meddele kurator pålæg om at indlede en konkurskaran-
tænesag, jf. hertil Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L
131 som fremsat, side 27.
Efter konkurslovens § 125, stk. 3, 1. pkt., skal kurators
redegørelse efter konkurslovens § 125, stk. 2, indeholde en
begrundet indstilling om, hvorvidt der er grundlag for at ind-
lede sag om konkurskarantæne. Kurators indstilling om kon-
kurskarantæne skal som udgangspunkt foreligge, så snart de
fornødne oplysninger er tilvejebragt og senest 4 måneder
efter konkursdekretets afsigelse, jf. hertil konkurslovens §
125, stk. 2.
Hvis kurator ikke kan fremskaffe tilstrækkelige oplysninger
til brug for afgivelsen af en endelig indstilling om konkurs-
karantæne i redegørelsen efter konkurslovens § 125, stk. 2,
skal en sådan afgives hurtigst muligt og senest i forbindelse
med redegørelsen efter konkurslovens § 125, stk. 4 (dvs.
halvårs redegørelsen), medmindre den, der er spørgsmål om
at pålægge konkurskarantæne, i væsentlig grad har modar-
bejdet kurators undersøgelser, jf. konkurslovens § 125, stk.
3, 2. pkt.
Kurator kan tilbagekalde sin begæring om pålæg af konkurs-
karantæne, indtil skifteretten har truffet afgørelse i sagen,
jf. hertil Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L 131 som
fremsat, side 27.
Selv om kurator i forbindelse med en konkursbehandling
skal varetage hensynet til, at kreditorerne opnår fyldestgø-
relse i videst muligt omfang, antages det, jf. Torben Kuld
Hansen og Lars Lindencrone Petersen, Insolvensprocesret,
5. udgave, 2023, side 475, at kurator formentlig alene kan
hæve sagen, hvis kurator skønner, at sagen ikke kan vindes,
hvad enten dette skyldes juridiske eller bevismæssige grun-
de, og ikke på baggrund af et eventuelt forlig. Der henvises
i denne sammenhæng til, at konkurskarantænereglerne vare-
tager et andet formål – nemlig at imødegå groft uforsvar-
lig forretningsførelse – og ikke at give kurator mulighed
for at skaffe midler til kreditorernes fyldestgørelse, samt at
kurators opgave i relation til en konkurskarantænesag har
offentligretlig karakter, jf. hertil Højesterets kendelse af 4.
marts 2019 (gengivet i U 2019.1812 H), hvor Højesteret
bl.a. under henvisning til, at kurator i konkurskarantænesa-
ger udøver beføjelser af offentligretlig karakter, fandt at en
konkurskarantænesag ikke er en civil sag i EU-forkyndel-
sesforordningens forstand.
Der henvises til betænkningens kapitel 8, afsnit 1.3.
2.7.1.4. Sammenhængen mellem konkurskarantænereglerne
og straffelovens regler om rettighedskendelse
Straffelovens regler om rettighedsfrakendelse fremgår af
straffelovens §§ 78-79.
Det følger af straffelovens § 78, stk. 1, at udgangspunktet
er, at et strafbart forhold ikke medfører tab af borgerlige
rettigheder.
Efter straffelovens § 78, stk. 2, og § 79, stk. 1 og 2, gøres
der imidlertid undtagelse herfra, når det strafbare forhold
begrunder en nærliggende fare for misbrug af en stilling
eller et hverv. Et strafbart forhold kan dels føre til fratagelse
21
af beskikkelse til at udøve virksomhed, som kræver en sær-
lig offentlig autorisation eller godkendelse, jf. straffelovens
§ 78, stk. 2, og § 79, stk. 1, dels – når særlige omstændig-
heder taler for det – til fratagelsen af retten til at udøve
anden virksomhed, jf. straffelovens § 79, stk. 2, 1. pkt.,
eller frakendelsen af retten til at deltage i ledelsen af en
erhvervsvirksomhed her i landet eller i udlandet generelt
uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens
forpligtelser, jf. straffelovens § 79, stk. 2, 2. pkt.
Det følger af straffelovens § 78, stk. 2, og § 79, stk. 1 og
2, at rettighedsfrakendelse efter bestemmelserne forudsætter,
at det strafbare forhold begrunder en nærliggende fare for
misbrug af stillingen eller hvervet, og, hvis rettighedsfraken-
delsen skal ske efter straffelovens § 79, stk. 2, tillige, at
der foreligger særlige omstændigheder. I vurderingen indgår
særligt, om det begåede forhold efter sin art begrunder en
særlig fare for ny kriminalitet inden for det pågældende
erhverv.
Straffelovens § 79, stk. 2, 2. pkt., der blev nyaffattet ved
lov nr. 634 af 12. juni 2013, indeholder en bestemmelse,
hvorefter der kan ske frakendelse af retten til at deltage i le-
delsen af en erhvervsvirksomhed her i landet eller i udlandet
uden af hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens
forpligtelser. Betingelserne for en sådan frakendelse er de
samme som efter straffelovens § 79, stk. 2, 1. pkt., dvs.
at den pågældende skal være dømt for et strafbart forhold,
der begrunder en nærliggende fare for misbrug af et sådant
hverv, og at særlige grunde desuden taler for det.
Efter straffelovens § 79, stk. 4, kan retten under behandlin-
gen af en straffesag, hvor der er spørgsmål om rettighedsfra-
kendelse efter § 79, stk. 1 eller 2, ved kendelse udelukke
den pågældende fra at udøve virksomheden, indtil sagen er
endeligt afgjort.
Der henvises til betænkningens kapitel 8, afsnit 1.4.
2.7.2. Konkursrådets overvejelser
Konkursrådet finder, at udgangspunktet om, at konkurska-
rantæne pålægges for en periode på 3 år, bør opretholdes,
men at det i videre udstrækning skal være muligt at graduere
karantæneperiodens længde. Det skal således dels – ligesom
det er tilfældet i dag – være muligt at fastsætte en kortere
karantæneperiode, når særlige forhold taler herfor, dels være
muligt at lade konkurskarantænen bortfalde, når der forelig-
ger ganske særlige forhold, og dels være muligt at fastsætte
en længere karantæneperiode på 5 år, når der er udvist sær-
deles groft uforsvarlig forretningsførelse. En person vil dog
fortsat maksimalt kunne være pålagt konkurskarantæne i 10
år ad gangen, idet Konkursrådet dog foreslår en justering af,
hvordan og hvorfra de 10 år skal regnes.
I forhold til retsvirkningerne af en pålagt konkurskarantæ-
ne foreslår Konkursrådet i vidt omfang en opretholdelse af
den gældende retstilstand, dog således at det, såfremt der
er udvist særdeles groft uforsvarlig forretningsførelse, som
begrunder pålæg af konkurskarantæne for 5 år, gøres muligt
at lade konkurskarantænen omfatte et forbud mod deltagelse
i ledelsen af en erhvervsvirksomhed, hvor den pågældende
hæfter personligt og ubegrænset for virksomhedens forplig-
telser, allerede første gang en person pålægges konkurska-
rantæne.
Endvidere foreslår Konkursrådet at udvide retsvirkningen af
en pålagt konkurskarantæne til også at omfatte et forbud
mod at deltage i ledelsen af erhvervsvirksomheder i udlan-
det. Formålet med forslaget er at skabe overensstemmelse
mellem bestemmelsen i straffelovens § 79, stk. 2, 2. pkt.,
og konkurskarantænereglerne i forhold til et potentielt straf-
ansvar efter straffelovens § 131. En person, der således i
strid med en pålagt konkurskarantæne, deltager i ledelsen af
en erhvervsvirksomhed i udlandet, vil herefter kunne ifalde
straf efter straffelovens § 131, forudsat at reglerne om dansk
strafmyndighed i øvrigt tillader dette.
Konkursrådet har endelig fundet anledning til at foreslå en
nærmere regulering af, hvornår der kan indgås forlig mel-
lem kurator og det ledelsesmedlem, som begæres pålagt
konkurskarantæne, samt hvad kriterierne og retsvirkninger-
ne af et indgået forlig vil være. Det foreslås, at kurator
og det ledelsesmedlem, der begæres pålagt konkurskarantæ-
ne, kan indgå forlig om nedsættelse af karantæneperiodens
længde. Dette indebærer modsætningsvist, at et forlig ikke
vil kunne føre til bortfald af konkurskarantænen. Den ved
forliget indgåede karantæneperiode skal mindst udgøre 1
år og være rimelig i forhold til sagens omstændigheder. Et
forlig vil bl.a. kunne betinges af, at det pågældende ledel-
sesmedlem indbetaler et beløb til konkursboets kreditorer,
der retter helt eller delvist op på det tab, som kreditorerne
forventes at lide som følge af konkursen, men der vil også
kunne lægges vægt på, om der foreligger andre forhold,
som med rimelighed kan begrunde en kortere karantænepe-
riode. Et forlig vil dog, uanset om ledelsesmedlemmet ved
en betaling til konkursboet afbøder tabet i sin helhed, ikke
være rimeligt, hvis det pågældende ledelsesmedlem har ud-
vist særdeles groft uforsvarlig forretningsførelse, eller hvis
den pågældende allerede er pålagt konkurskarantæne. I så-
danne situationer vil hensynene bag konkurskarantænereg-
lerne tale væsentligt mod et forlig, og skifteretten vil derfor
skulle afvise at stadfæste forliget, ligesom skifteretten vil
skulle afvise at stadfæste forliget, hvis det er åbenbart, at
den pågældende ikke opfylder betingelserne for at blive
pålagt konkurskarantæne. Hvis det ledelsesmedlem, der er
pålagt konkurskarantæne i henhold til et indgået og stadfæ-
stet forlig, tilsidesætter sine forpligtelser efter forliget eller
har handlet svigagtigt i forbindelse med konkurskarantæne-
sagen, vil skifteretten på begæring fra kurator kunne ophæve
det stadfæstede forlig og genoptage konkurskarantænesagen.
Der henvises til betænkningens kapitel 8, afsnit 2.1-2.6.
2.7.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
22
Justitsministeriet er enig i Konkursrådets overvejelser, og
lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6, 7 og 14, og bemærk-
ningerne hertil.
2.8. Processuelle spørgsmål, herunder forkyndelse
2.8.1. Gældende ret
2.8.1.1. Forkyndelse i konkurskarantænesager
Hvis skifteretten efter konkurslovens § 160, stk. 1, har truf-
fet beslutning om at indlede en sag om konkurskarantæne,
skal kurator, jf. konkurslovens § 161, stk. 1, inden et af
skifteretten fastsat tidspunkt indlevere et processkrift (stæv-
ningen).
Det følger af konkurslovens § 161, stk. 3, 1. pkt., at skifte-
retten skal lade stævningen forkynde for den, der begæres
pålagt konkurskarantæne. Efter konkurslovens § 161, stk. 3,
2. pkt., skal der samtidig med forkyndelsen af stævningen
udleveres en vejledning om, hvad konkurskarantæne inde-
bærer, og om reglerne i konkurslovens § 162 (om svarskrift
mv.) og § 163 (om advokatbeskikkelse).
Forkyndelse af stævningen sker efter reglerne i retsplejelo-
vens kapitel 17, jf. konkurslovens § 160, stk. 2, jf. § 243.
Det følger af retsplejelovens § 155, stk. 1, at forkyndelse
enten kan ske ved: 1) Brevforkyndelse, hvor dokumenter-
ne sendes eller afleveres til den pågældende, der samtidig
anmodes om at bekræfte modtagelsen på en genpart af do-
kumentet eller, hvis forkyndelsen foretages ved rettens for-
anstaltning, et særligt modtagelsesbevis, 2) Digital forkyn-
delse, hvor dokumenterne ved digital kommunikation gøres
tilgængelig for den pågældende, der samtidig anmodes om
at bekræfte modtagelsen, 3) Forenklet digital forkyndelse,
hvor dokumenterne gøres tilgængelig for den pågældende
i en digital postkasse, der anvendes til sikker digital kom-
munikation med det offentlige, 4) Postforkyndelse, hvor do-
kumenterne sendes til den pågældende i et brev med en af-
leveringsattest, 5) Stævningsmandsforkyndelse, hvor doku-
menterne afleveres til den pågældende af en stævningsmand
eller en anden dertil bemyndiget, og 6) Telefonforkyndelse,
hvor meddelelse gives telefonisk for den pågældende, der
forinden eller efterfølgende får tilsendt en bekræftelse på
forkyndelsen.
Det følger af retsplejelovens § 158, at såfremt den, man
ønsker at forkynde for, har kendt bopæl eller ophold i ud-
landet, og forkyndelse ikke kan ske her i riget efter bl.a.
retsplejelovens § 155, stk. 1, nr. 4 og 5, jf. § 157 (dvs.
post- og stævningsmandsforkyndelse), sker forkyndelse ved
brevforkyndelse eller på den måde, der er foreskrevet ved
konvention eller ved vedkommendes lands lov.
Det følger af retsplejelovens § 163, stk. 1, at en forkyndelse
er gyldig, selv om meddelelsen ikke er kommet til vedkom-
mendes kundskab. Hvis de dokumenter, der skal forkyndes,
er kommet vedkommende i hænde, følger det af retsplejelo-
vens § 163, stk. 2, at forkyndelsen er sket, selv om forkyn-
delsen ikke er foretaget i overensstemmelse med reglerne i
retsplejelovens § 155-157 a. Bestemmelsen finder dog ikke
anvendelse i sager om forkyndelse efter retsplejelovens §
158 – dvs. hvor den pågældende har kendt bopæl eller op-
holdssted i udlandet.
Hvis den pågældendes bopæls-, opholds- eller arbejdssted
i Danmark ikke kan oplyses, eller hvis vedkommende frem-
mede myndigheder nægter eller undlader at efterkomme en
anmodning om forkyndelse efter retsplejelovens § 158, kan
forkyndelse foretages i Statstidende, jf. retsplejelovens §
159, stk. 1. Hvis der er tale om en person omfattet af rets-
plejelovens § 158 (dvs. en person med kendt bopæl eller op-
holdssted i udlandet mv.), skal den meddelelse, man ønsker
at forkynde tillige tilsendes den pågældende med posten til
den pågældende kendte bopæl eller opholdssted i udlandet,
jf. retsplejelovens § 159, stk. 3.
En kendelse om pålæg af konkurskarantæne får først virk-
ning fra det tidspunkt, hvor kendelsen er endelig, hvilket
som udgangspunkt vil være ved udløbet af kærefristen.
Hvis der afholdes mundtlig forhandling i en konkurskaran-
tænesag, følger det af retsplejelovens § 219, stk. 1, 2. pkt.,
at skifteretten ved sagens optagelse til kendelse skal medde-
le parterne, hvornår kendelsen vil blive afsagt. I sådanne
tilfælde vil det være ubetænkeligt at beregne kærefristen fra
kendelsens afsigelse.
Hvis sagen ikke er blevet mundtligt forhandlet, skal skif-
teretten ikke på forhånd meddele parterne tidspunktet for
afsigelsen af kendelsen, og parterne vil derfor ikke være be-
kendt med, hvornår kendelsen træffes. I sådanne tilfælde vil
kærefristen skulle beregnes fra det tidspunkt, hvor parterne
er blevet underrettet om afgørelsen.
Det følger af retsplejelovens § 219, stk. 6, at kendelser
som klart udgangspunkt ikke forkyndes, men alene gøres til-
gængelig på domstolenes sagsportal, jf. dog retsplejelovens
§ 148 b, stk. 2 og 4. Hvor en sag om konkurskarantæne
derfor behandles på domstolenes sagsportal og ikke er ble-
vet forhandlet mundtligt, må kærefristen beregnes fra det
tidspunkt, hvor kendelsen er blevet publiceret (gjort tilgæn-
gelig) på domstolenes sagsportal.
Det forekommer dog i praksis, at retten beslutter at forkynde
kendelsen om konkurskarantæne, hvorefter kærefristen i et
tilfælde, hvor sagen ikke har været mundtligt forhandlet, må
beregnes fra det tidspunkt, hvor kendelsen er blevet lovligt
forkyndt.
Der henvises til betænkningens kapitel 9, afsnit 1.1.
2.8.1.2. Indledning af konkurskarantænesagen
Det følger af konkurslovens § 160, stk. 1, 1. pkt., at skifte-
retten på grundlag af kurators begrundede indstilling afgør,
23
om der skal indledes en sag om konkurskarantæne mod
nogen.
Kurators begrundede indstilling om, hvorvidt der skal indle-
des en konkurskarantænesag mod nogen, skal, jf. konkurslo-
ven § 125, stk. 3, jf. stk. 2, indgives senest 4 måneder efter
konkursdekretets afsigelse. Hvis kurator ikke kan fremskaf-
fe tilstrækkelige oplysninger til brug for afgivelsen af en
endelig indstilling om konkurskarantæne i redegørelsen efter
konkurslovens § 125, stk. 2, skal en sådan, jf. konkurslovens
§ 125, stk. 3, 2. pkt., afgives hurtigst muligt og senest i
forbindelse med redegørelsen efter konkurslovens § 125,
stk. 4 (dvs. halvårs redegørelsen), medmindre den, der er
spørgsmål om at pålægge konkurskarantæne, i væsentlig
grad har modarbejdet kurators undersøgelser.
En overskridelse af fristen i konkurslovens § 125, stk. 3,
1. pkt., jf. stk. 2, eller § 125, stk. 3, 2. pkt., jf. stk. 4, inde-
bærer ikke, at en begæring om pålæg af konkurskarantæne
efter konkurslovens § 157, stk. 1, afvises, eller at der skal
ske frifindelse, men overskridelsen kan få betydning ved
fastlæggelsen af karantæneperiodens længde.
Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen i konkurs-
lovens § 160, stk. 1, 1. pkt., at skifteretten ved sin indle-
dende beslutning kun bør tilsidesætte kurators begrundede
indstilling, hvis indstillingen er åbenbart forkert, samt at
skifteretten på dette indledende stadie ikke skal vurdere, om
det er sandsynligt, at konkurskarantæne vil blive pålagt, men
alene om kurators redegørelse giver grundlag for at indlede
en karantænesag, jf. Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L
131 som fremsat, side 32-33.
Når skifteretten har truffet beslutning om at indlede en sag
om konkurskarantæne, skal kurator, jf. konkursloven § 161,
stk. 1, inden en af skifteretten fastsat frist indlevere et pro-
cesskrift.
Der henvises til betænkningens kapitel 9, afsnit 1.2.
2.8.1.3. Advokatbeskikkelse og fastsættelse af salæret til
den beskikkede advokat og kurator
Det følger af konkurslovens § 163, 1. pkt., at skifteretten
beskikker en advokat for den, der begæres pålagt konkurs-
karantæne, hvis den pågældende anmoder om det, eller skif-
teretten i øvrigt finder det nødvendigt.
Efter konkurslovens § 163, 2. pkt., gælder om salær og
godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat samme
regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf.
retsplejelovens kapitel 31.
Efter retsplejelovens § 334, stk. 2, der, jf. konkurslovens §
163, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse, tilkommer der
den beskikkede advokat et passende salær samt godtgørelse
for udlæg, herunder rejseudgifter, som advokaten med føje
har haft i forbindelse med hvervet. Salæret til den beskikke-
de advokat bør i almindelighed fastsættes efter de samme
principper som vederlaget til kurator. Vederlaget til den be-
skikkede advokat udredes forlods af statskassen, dog således
at den, der bliver pålagt konkurskarantæne, skal erstatte dis-
se udgifter, medmindre særlige grunde taler herimod, jf. §
165, stk. 2.
Det følger af konkurslovens § 166, 1. pkt., at skifteretten
fastsætter vederlaget til kurator for dennes førelse af en sag
om konkurskarantæne.
Der henvises til betænkningens kapitel 9, afsnit 1.3.
2.8.2. Konkursrådets overvejelser
Konkursrådet finder for det første grundlag for at foreslå
en ny regel om, at kendelser i konkurskarantænesager ikke
skal forkyndes. Den foreslåede regel indebærer, at den per-
son, der begæres pålagt konkurskarantæne, selv vil have et
ansvar for at holde sig opdateret om sagen og at opsøge
kendelse eller meddele, hvortil kendelsen kan sendes, hvis
skifteretten ikke er i besiddelse af den pågældendes aktuelle
bopæls- og opholdssted. Reglen vil som udgangspunkt alene
være relevant, hvor konkurskarantænesagen ikke behandles
på domstolenes sagsportal.
Konkursrådet finder for det andet grundlag for at foreslå en
ophævelse af den gældende bestemmelse i konkurslovens
§ 160, stk. 1, hvoraf følger, at skifteretten skal træffe be-
slutning om indledningen af en konkurskarantænesag på
baggrund af kurators begrundede indstilling. Det vil sige,
at skifteretten herefter ikke vil skulle træffe beslutning om
indledningen af en konkurskarantænesag. Det foreslåede in-
debærer ligeledes en ændring af bestemmelsen i konkurslo-
vens § 125, stk. 3, således at kurator fremover vil skulle af-
give en begrundet meddelelse i stedet for en indstilling. Det
foreslås desuden at ændre betegnelsen af det processkrift,
som kurator skal indgive til skifteretten, så det fremover
betegnes som en stævning. Det foreslås videre i denne sam-
menhæng at fastsætte direkte i konkursloven, at fristen for
kurators indlevering af stævningen i en konkurskarantæne-
sag vil være 4 uger, og at fristen – som en konsekvens af
den foreslåede ophævelse af § 160, stk. 1 – vil begynde at
løbe automatisk fra det tidspunkt, hvor skifteretten modtager
kurators begrundede meddelelse om, at der vil blive indledt
en konkurskarantænesag. Endvidere foreslås enkelte præci-
seringer af kravene til kurators stævning.
Konkursrådet finder for det tredje grundlag for at foreslå
en ændring af reglerne om beskikkelse af en advokat til
den, der begæres pålagt konkurskarantæne. Det foreslåede
indebærer, at der kun vil skulle beskikkes en advokat til
den, der begæres pålagt konkurskarantæne, hvis den pågæl-
dende anmoder herom, og hvis den pågældende opfylder
de økonomiske betingelser i retsplejelovens § 325 for at få
meddelt fri proces. Konkursrådet har i denne sammenhæng
lagt vægt på, at det skønnes rimeligt, at den, der begæres
pålagt konkurskarantæne, selv afholder udgifterne til en ad-
vokat, i det omfang den pågældende selv er i stand til at
betale herfor. Hermed sikres også, at staten ikke – hvis den
24
pågældende pålægges konkurskarantæne – skal afholde ud-
gifter til inddrivelse af kravet på betaling for den beskikkede
advokat hos den, der er pålagt konkurskarantæne.
Konkursrådet finder for det fjerde grundlag for at foreslå
en ændring af reglerne om fastsættelsen af vederlaget til ku-
rator og den eventuelt beskikkede advokat, således at skifte-
retten ved fastsættelsen heraf kan lægge vægt på, om de af
kurator og den beskikkede advokat foretagne processkridt
må anses for overflødige. Formålet med ændringen er at
skærpe aktørernes agtpågivenhed og sikre, at det processtof,
som indgår til sagens behandling, og de foretagne proces-
skridt ikke har været overflødige.
Konkursrådet finder for det femte grundlag for at foreslå
en ændring af reglerne om berosættelse ved tilladelse til
prøvelse i 3. instans, tilladelse til kære efter kærefristens
udløb eller tilladelse til ekstraordinær genoptagelse eller
kære. Konkursrådets forslag indebærer, at berosættelsen i
sådanne situationer først skal gælde fra det tidspunkt, hvor
rette kæreinstans modtager kæreskriftet, eller i tilfælde af
ekstraordinær genoptagelse, hvor rette instans modtager pro-
cesskriftet.
Der henvises til betænkningens kapitel 9, afsnit 2.1-2.3.
2.8.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
Justitsministeriet er enig i Konkursrådets overvejelser, og
lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4, 9, 10 og 12, og
bemærkningerne hertil.
2.9. Forholdet til tvangsopløsning og rekonstruktionsbe-
handling
2.9.1. Gældende ret
2.9.1.1. Overgangen fra tvangsopløsning til konkurs
Som det fremgår af betænkning nr. 1525/2011, side 87,
fandt Konkursrådet, at selskaber, der begæres tvangsop-
løst, alene bør være omfattet af konkurskarantæneregler-
ne, hvis selskabet efterfølgende tages under konkursbehand-
ling. Konkursrådet var i den forbindelse opmærksom på, at
det som følge heraf ville få større betydning, om et insolvent
selskab, der begæres tvangsopløst, opløses uden konkurs
eller tages under konkursbehandling, jf. hertil betænkning
nr. 1525 af 2011, side 87.
Skifteretten bør af egen drift tage selskabet under konkurs-
behandling, hvis selskabet er insolvent, og der enten er
aktiver i selskabet eller er grund til mistanke om ulovlighe-
der. Hvis ledelsen udebliver fra møde i skifteretten, og skif-
teretten ikke har tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, om
det beskrevne grundlag for konkursbehandling foreligger,
bør skifteretten, før den i givet fald opløser selskabet uden
yderligere behandling efter en analogi af konkurslovens §
143, enten udmelde en likvidator med henblik på, at denne
undersøger forholdene, eller udsætte sagen på fornyet ind-
kaldelse af selskabets ledelse.
Ved udtalelse af 12. juni 2018 om overgangen fra tvangs-
opløsning til konkurs foreslog Konkursrådet, at det ikke
længere skulle være muligt for skifteretten at opløse et sel-
skab, som Erhvervsstyrelsen har anmodet skifteretten om at
tvangsopløse, efter en analogi af konkurslovens § 143, og
således uden at der udmeldes en likvidator, eller selskabet
tages under konkursbehandling.
Konkursrådet fandt ikke anledning til at ændre den tidligere
indstilling om, at selskaber, der begæres tvangsopløst, alene
bør være omfattet af konkurskarantænereglerne, hvis selska-
bet efterfølgende tages under konkursbehandling, jf. hertil
betænkning nr. 1525 af 2011, side 87.
Der henvises til betænkningens kapitel 10, afsnit 1.1.
2.9.1.2. Rekonstruktionskarantæne
Konkurskarantænereglerne finder ikke anvendelse ved en
forebyggende rekonstruktionsbehandling, der behandles ef-
ter reglerne i konkurslovens afsnit IA, eller ved en alminde-
lig rekonstruktionsbehandling, der behandles efter reglerne i
konkurslovens afsnit IB.
Konkursrådet overvejede i forbindelse med betænkning nr.
1525/2011, om konkurskarantæne også burde kunne pålæg-
ges på grundlag af en rekonstruktionsbehandling, men fandt
ikke grundlag for det.
Det følger således af konkurslovens § 13 b, stk. 1, nr. 3,
litra e, at den redegørelse, som skal indgå i det materiale,
som rekonstruktøren skal sende til fordringshaverne senest 5
hverdage før det møde, der efter konkurslovens § 13, stk. 1,
skal afholdes seks måneder efter mødet om rekonstruktions-
planen efter konkurslovens § 11 e, skal indeholde oplysnin-
ger om eventuelle forhold, der vil kunne begrunde konkurs-
karantæne, jf. konkurslovens § 13, stk. 2. Det er forudsat i
bemærkningerne til bestemmelsen, at oplysningerne herom
kan have betydning for fordringshavernes stillingtagen til
rekonstruktionsforslaget på samme måde som oplysninger
om forhold, der vil kunne søges omstødt, og oplysninger om
skyldnerens eventuelle ansvarspådragende forhold, der lige-
ledes skal fremgå af redegørelsen, jf. hertil konkurslovens §
13 b, stk. 1, nr. 3, litra c-d, jf. Folketingstidende 2012-13,
tillæg A, L 131 som fremsat, side 25.
Efter konkurslovens § 15, stk. 4, skal rekonstruktøren og en
eventuel tillidsmand i de tilfælde, hvor rekonstruktionsbe-
handlingen overgår til konkursbehandling, før der er udsendt
et rekonstruktionsforslag med tilhørende redegørelse, afgive
en kort redegørelse til skifteretten om bl.a. de oplysninger,
der er nævnt i konkurslovens § 13 b, stk. 1, nr. 3, litra e
– dvs. oplysninger om eventuelle forhold, der vil kunne be-
25
grunde konkurskarantæne – hvis rekonstruktøren og tillids-
manden i øvrigt er i besiddelse af oplysningerne herom.
Der henvises til betænkningens kapitel 10, afsnit 2.1.
2.9.2. Konkursrådets overvejelser
Konkursrådet finder ikke grundlag for at komme med nye
anbefalinger i relation til forholdet mellem konkurskaran-
tænereglerne og tvangsopløsning, idet rådet henviser til rå-
dets udtalelse af 12. juni 2018 om overgangen fra tvangsop-
løsning til konkurs, og det heri fremlagte lovudkast.
I forhold til forholdet mellem rekonstruktionsreglerne og
reglerne om konkurskarantæne foreslår Konkursrådet at ud-
vide konkurskarantænereglernes anvendelsesområde til og-
så at finde anvendelse i forlængelse af en almindelig re-
konstruktionsbehandling, som ophører med stadfæstelsen af
et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om
tvangsakkord. Konkurskarantænereglerne foreslås i relation
til en rekonstruktionsbehandling alene at finde anvendelse
på personer, som har deltaget i ledelsen af skyldnerens er-
hvervsvirksomhed senere end 1 år før fristdagen, og som er
fratrådt senest 2 uger efter stadfæstelsen af rekonstruktions-
forslaget. Det vil være en betingelse for at pålægge konkurs-
karantæne i tilknytning til en rekonstruktionsbehandling, at
rekonstruktøren meddeler dette til skifteretten, hvilket vil
skulle ske senest 4 uger efter stadfæstelsen af rekonstrukti-
onsforslaget. Endvidere vil de øvrige regler om konkurska-
rantæne i konkurslovens §§ 158-169 finde tilsvarende an-
vendelse på en sag om konkurskarantæne, der behandles i
tilknytning til en rekonstruktionsbehandling, der indeholder
bestemmelse om en tvangsakkord.
Der henvises til betænkningens kapitel 10, afsnit 2.1-2.2.
2.9.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
Justitsministeriet har noteret sig anbefalingerne i Konkursrå-
dets udtalelse af 12. juni 2018 om overgangen fra tvangsop-
løsning til konkurs, som også gentages i betænkningen.
Justitsministeriet kan i den forbindelse henvise til besvarel-
sen af 28. juni 2021 af spørgsmål nr. 1178 (Alm. del) fra
Folketingets Retsudvalg. Af besvarelsen fremgår bl.a., at
Justitsministeriet indhentede en opdateret økonomisk bereg-
ning fra Domstolsstyrelsen, hvoraf fremgik, at merudgifter-
ne forbundet med det i Konkursrådets udtalelse af 12. juni
2018 fremlagte lovudkast ville udgøre ca. 54 mio. kr. årligt.
Konkursrådets anbefalinger om overgangen fra tvangsopløs-
ning til konkurs indgår i ministeriets løbende overvejelser på
det konkursretlige område, men ministeriet har ikke fundet
grundlag for at medtage et forslag til lovændring om over-
gangen fra tvangsopløsning til konkurs i dette lovforslag.
For så vidt angår forholdet mellem rekonstruktionsreglerne
og reglerne om konkurskarantæne, er Justitsministeriet enig
i Konkursrådets overvejelser, og lovforslaget er udarbejdet i
overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 og 3, og bemærknin-
gerne hertil.
2.10. Adgang til konkurskarantæneregisteret
2.10.1. Gældende ret
2.10.1.1. Konkursloven
Det følger af konkurslovens § 169, stk. 1, at Erhvervsstyrel-
sen fører et register over pålagte konkurskarantæner.
Adgang til oplysningerne fra registret er som udgangspunkt
alene tiltænkt anvendt af offentlige myndigheder, som har
et konkret behov for at anvende oplysningerne i forbindelse
med deres myndighedsudøvelse, og ikke af private, jf. Fol-
ketingstidende 2012-13, tillæg A, L 131 som fremsat, side
38-39.
Konkursrådet overvejede i forbindelse med betænkning nr.
1525/2011, om private skulle have adgang til registeret. Der
blev sammenfattende ikke fundet anledning til at give priva-
te en adgang til oplysningerne i konkurskarantæneregistret i
forbindelse med lov nr. 429 af 1. maj 2013.
Efter konkurslovens § 169, stk. 2, kan erhvervsministeren
efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere
regler om førelsen af registret, herunder om indberetninger
af pålagte konkurskarantæner og om udlevering af oplysnin-
ger fra registret.
Bemyndigelsesbestemmelsen i konkurslovens § 169, stk. 2,
er anvendt til at udstede bekendtgørelse nr. 1510 af 13. de-
cember 2013 om førelse af et register over pålagte konkurs-
karantæner (konkurskarantænebekendtgørelsen), som senest
er ændret ved bekendtgørelse nr. 467 af 21. april 2022.
Det følger af bekendtgørelsens § 5, at opdatering af op-
lysningerne i konkurskarantæneregistret om en konkret
konkurskarantæne ophører to år efter udløbet af karantæ-
nen. Oplysningerne overføres på dette tidspunkt til en data-
base over historiske oplysninger hos Erhvervsstyrelsen.
Bekendtgørelsens §§ 8-12 indeholder hjemmel til videre-
givelse af oplysningerne i konkurskarantæneregistreret til
Skatteforvaltningen, politiet og anklagemyndigheden samt
bestemmelser om skifterettens muligheder for at indhente
oplysninger fra registeret. Derudover kan Erhvervsstyrelsen
kun videregive oplysninger fra registeret, hvis det følger af
anden lovgivning.
Der henvises til betænkningens kapitel 11, afsnit 1.1.
2.10.1.2. Anden lovgivning om adgangen til oplysninger om
konkurskarantæne
Det fremgår af retsplejelovens § 41 b, stk. 1, at enhver kan
26
forlange at få udleveret en kopi af domme og kendelser samt
af beslutninger om sagsomkostningerne i borgerlige sager.
En anmodning om aktindsigt skal, jf. retsplejelovens § 41
e, stk. 1, angive det dokument eller den sag, som den pågæl-
dende ønsker at blive gjort bekendt med.
Efter retsplejelovens § 41 b, stk. 3, nr. 5, kan retten til
aktindsigt begrænses, i det omfang dommen eller kendelsen
indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private for-
hold eller virksomheders erhvervshemmeligheder og offent-
lighedens indsigt i retssager findes at burde vige for væsent-
lige hensyn til de pågældende, der ikke kan varetages ved
anonymisering i medfør af § 41 e, stk. 4.
Efter retsplejelovens § 41 e, stk. 4, kan der ske anonymi-
sering af oplysninger i et dokument i det omfang, det inde-
holder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold
eller virksomheders erhvervshemmeligheder, således at de
pågældendes identitet ikke fremgår.
Der henvises til betænkningens kapitel 11, afsnit 1.3.
2.10.1.3. Norske og svenske regler om adgang til oplysnin-
ger om konkurskarantæne
De norske regler om konkurskarantæne findes i Lov om
gjeldsforhandling og konkurs (konkursloven) kapitel XVIII
og kapitel XIX.
Det følger af lovens § 144, stk. 2, at personer, som er pålagt
konkurskarantæne, skal registreres i Konkursregistret.
Det følger af forskriftens § 10, stk. 1, at enhver kan få
oplysninger fra Konkursregistret om bl.a. pålagte konkurs-
karantæner. Der stilles således ikke krav om, at den person
eller de virksomheder, der ønsker oplysninger om, hvorvidt
en bestemt person er pålagt konkurskarantæne, skal have en
berettiget interesse i oplysningerne eller samtykke fra den
person, man ønsker oplysninger om.
Det er kun oplysninger om aktive konkurskarantæner, som
private kan få adgang til, jf. forskriftens § 12, idet det alene
er offentlige myndigheder, herunder bl.a. politi- og ankla-
gemyndigheder, og enkelte private, herunder kuratorer og
forskere, der kan få oplysninger om udløbne konkurskaran-
tæner.
I Sverige er der ingen regler om konkurskarantæne, men
lovgivningen indeholder til gengæld regler vedrørende er-
hvervsforbud (»näringsförbud«).
Det følger af lovens § 40, at Bolagsverket (det svenske
selskabsregister) fører et register over erhvervsforbud og
midlertidige erhvervsforbud. Den nærmere regulering af re-
gistret over erhvervsforbud findes i forordning (2014:936)
om næringsforbud.
Oplysningerne i Erhvervsforbudsregistret er tilgængelig for
både private og offentlige myndigheder, der kan anmode
Bolagsverket om oplysninger om erhvervsforbud i relation
til enkeltpersoner. Der er således intet krav om, at man har
en særligt berettiget interesse eller samtykke fra den, der
ønskes oplysninger om, førend man kan få adgang til oplys-
ningerne fra registreret.
Der henvises til betænkningens kapitel 11, afsnit 1.4.
2.10.2. Konkursrådets overvejelser
Konkursrådet finder, at det må bero på en politisk beslut-
ning, om der er behov for, at private gives adgang til oplys-
ningerne i konkurskarantæneregistreret, herunder hvordan
denne adgang bedst etableres. Det bør endvidere bero på en
politisk beslutning, hvorvidt der, såfremt man måtte vælge at
give adgang til oplysningerne i konkurskarantæneregisteret,
bør være adgang til oplysninger om konkurskarantæner, der
er pålagt, før en sådan adgang gives.
Konkursrådet har efter bistand fra Erhvervsstyrelsen opstil-
let fire modeller for, hvordan private kan gives adgang til
oplysningerne i konkurskarantæneregistret. Disse modeller
er gennemgået i betænkningens kapitel 11, afsnit 2.2-2.5,
hvor de enkelte fordele og ulemper, der knytter sig til mo-
dellerne, fremhæves.
Konkursrådet har opstillet følgende modeller:
– Model 1 – Fuld offentlighed: Med modellen foreslås det,
at alle oplysninger om aktive konkurskarantæner gøres
offentligt tilgængelige.
– Model 2 – Delvist offentlig adgang til enkelte oplysnin-
ger: Med modellen foreslås det, at oplysninger om per-
soner, der er pålagt en udvidet konkurskarantæne efter
konkurslovens § 159, 2. pkt., eller det foreslåede 3. pkt.
i samme bestemmelse, eller der er pålagt konkurskaran-
tæne for at have udvist særdeles groft uforsvarlig forret-
ningsførelse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 158, stk.
3, gøres offentligt tilgængelige.
– Model 3 – Adgang for personer med særlig berettiget
interesse: Med modellen foreslås det, at personer med
særlig berettiget interesse gives direkte adgang til regi-
steret. Konkursrådet finder, at det må bero på en politisk
beslutning, hvem der må antages at have en særlig beret-
tiget interesse.
– Model 4 – Attestordning/samtykke: Med modellen fore-
slås det, at alle personer selv vil kunne indhente eller
give samtykke til, at andre indhenter en attest hos Er-
hvervsstyrelsen, hvoraf vil fremgå, om vedkommende er
pålagt en konkurskarantæne eller ej.
Selv om det som nævnt efter Konkursrådets opfattelse må
bero på en politisk beslutning, om og i givet fald i hvilket
omfang private skal gives adgang til konkurskarantænere-
gistret, finder Konkursrådet dog anledning til at bemærke, at
model 4 synes at være den af de opstillede modeller, hvor
ulemperne knyttet til modellen synes at være færrest. Model
4 synes således at være den af modellerne, der indebærer
den mindste risiko for, at en pålagt konkurskarantæne får
27
mere vidtgående virkning, end hvad der er tilsigtet med
karantænereglerne. Hvis der måtte være et politisk ønske om
mere offentlighed end det, som model 4 vil kunne tilveje-
bringe, kan det overvejes at kombinere model 4 med model
2, således at der vil være offentlig adgang til de grovere
karantænetilfælde, samtidig med at det bl.a. gøres muligt for
personer med generiske navne mv. at afkræfte eksistensen af
en karantæne.
Der henvises til betænkningens kapitel 11, afsnit 2.1-2.5.
2.10.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Justitsministeriet er enig med Konkursrådet i, at det grund-
læggende er en politisk afvejning, hvilken grad af åbenhed
man ønsker i konkurskarantæneregisteret.
På baggrund af de fire opstillede modeller og de indkomne
høringssvar har Justitsministeriet besluttet at lægge op til at
følge en model med fuld offentlighed i dette lovforslag.
Den foreslåede ændring indebærer, at der gives hjemmel i
konkursloven til at fastsætte nærmere regler om offentlig
adgang til registeret i konkurskarantænebekendtgørelsen.
Det vil således i bekendtgørelsen blive bestemt, at der alene
vil kunne søges efter aktive karantæner, hvilket indebærer,
at når en konkurskarantæne udløber, vil det ikke længere
være muligt at fremsøge den i systemet. En konkurskarantæ-
ne pålægges normalt for 3 år.
Der vil endvidere blive fastsat regler om, hvilke oplysninger,
der vil være tilgængelige efter at have fremsøgt en person,
der er pålagt konkurskarantæne. De tilgængelige oplysnin-
ger forventes at være den pågældendes navn, adresse – i det
omfang personen ikke har beskyttet adresse – og oplysnin-
ger om aktive og ophørte virksomhedsrelationer fra CVR-
registreret. Derudover forventes der at være oplysninger, der
knytter sig til selve konkurskarantænen, f.eks. afgørelsesda-
to, udløbsdato mv.
Justitsministeriet har ved valget af model lagt vægt på, at en
model med fuld offentlighed efter ministeriets vurdering er
den model, der har de største fordele.
For det første giver en model med fuld offentlighed efter
ministeriets opfattelse den bedste mulighed for potentielle
fremtidige medkontrahenter for at kunne mindske risikoen
for eventuelle tab som følge af, at en person i strid med en
pålagt konkurskarantæne fortsætter med at drive erhvervs-
virksomhed og udvise groft uforsvarlig forretningsførelse.
Justitsministeriet lægger i den forbindelse også vægt på, at
en model med fuld offentlighed er den model, der vil være
mest tilgængelig og lettest at anvende for ikke-professionel-
le aktører, herunder f.eks. forbrugere.
For det andet forventes en model med fuld offentlighed at
skabe et fornyet og øget fokus hos de erhvervsdrivende på
ikke at udøve groft uforsvarlig forretningsførelse, og model-
len forventes dermed at få den mest vidtrækkende general-
præventive effekt.
For det tredje forventes en model med fuld offentlighed efter
ministeriets opfattelse at være den af modellerne, der giver
den mindste administrative byrde for professionelle aktører,
da det vil være muligt for aktørerne selv at lave opslag i
systemet uden forudgående samtykke fra personer, der søges
på.
Justitsministeriet er opmærksom på, at en model med fuld
offentlighed samtidig er den af de beskrevne modeller, der
ifølge Konkursrådet har de mest vidtgående konsekvenser.
Justitsministeriet er overordnet set enig i Konkursrådets be-
mærkninger om konsekvenserne ved en model med fuld
offentlighed.
Det er dog Justitsministeriets vurdering, at fordelene ved
en model med fuld offentlighed samlet set opvejer ulemper-
ne ved modellerne. Samtidig lægges der op til, at der ved
fastsættelsen af reglerne for den praktiske udmøntning af
modellen søges at imødekomme visse af de beskrevne ulem-
per.
Konkursrådet bemærker, at der er risiko for, at en fuld of-
fentlig adgang vil indebære, at en privat aktør kan registrere
og systematisere de aktive konkurskarantæner således, at
man reelt får en historisk oversigt.
Denne risiko foreslås imødegået ved at udmønte den kon-
krete model således, at brugeren skal fremsøge den relevan-
te konkurskarantæne, f.eks. ved at søge på navnet på den
person, som konkurskarantænen relaterer til. Det vil således
ikke være muligt umiddelbart at få en fuld liste over aktive
konkurskarantæner.
Konkursrådet bemærker, at en model med fuld offentlighed
giver anledning til en identifikationsproblematik.
Denne risiko foreslås imødegået ved, at når en person, der
er pålagt konkurskarantæne, fremsøges i registeret, vil ka-
rantænen blive opkoblet på konkursboets CVR-nr., og der
vil fremgå samme oplysninger, som er tilgængelige ved et
almindeligt opslag i CVR-registeret, herunder f.eks. adresse,
som kan medvirke til at mindske risikoen for en forveksling
af to personer med samme navn.
De nødvendige it-løsninger til at sikre offentlig adgang til
konkurskarantæneregisteret er ikke udviklet, da det afventer
den nødvendige tilpasning af registeret. Når de nødvendige
it-løsninger er endeligt på plads, vil de relevante regler her-
om blive fastsat i konkurskarantænebekendtgørelsen.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 16, og bemærkninger
hertil.
3. Forholdet til databeskyttelsesretten
28
Udarbejdelsen og fremsendelsen af både kurators begrunde-
de meddelelse og stævningen i sagen vil involvere behand-
ling af personoplysninger, der er nødvendige for, at skifte-
retten kan identificere, hvem der begæres pålagt konkurska-
rantæne. Meddelelsen og stævningen vil således kunne inde-
holde identifikationsoplysninger om den, der begæres pålagt
konkurskarantæne, så som navn og adresse. Stævningen vil
derudover efter omstændighederne kunne indeholde andre
personers navne, f.eks. navnet på et vidne, som kurator øn-
sker at føre i karantænesagen. Der vil således alene blive
behandlet almindelige personoplysninger.
Bestemmelserne, som foreslås indført med lovforslagets § 1,
nr. 3, 4 og 9, udgør nationale særregler for behandling af
personoplysninger. Databeskyttelsesforordningen indeholder
et nationalt råderum for fastsættelse af særregler om behand-
ling af personoplysninger.
For så vidt angår almindelige personoplysninger følger det
af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 2 og 3, at der
er mulighed for at opretholde og indføre mere specifikke
bestemmelser for at tilpasse anvendelsen af artikel 6, stk.
1, litra c, hvorefter behandling af almindelige personoplys-
ninger kan ske, hvis det er nødvendigt for at overholde en
retlig forpligtelse, eller artikel 6, stk. 1, litra e, hvorefter
behandling af almindelige personoplysninger kan ske, hvis
det er nødvendigt af hensyn til udførelse af en opgave i sam-
fundets interesse eller som henhører under offentlig myndig-
hedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt.
Det er vurderingen, at behandlingen af personoplysninger
efter de foreslåede bestemmelser kan ske i medfør af databe-
skyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra c, idet kurator
eller rekonstruktøren vil være retligt forpligtet til at indgive
både den begrundede meddelelse i sagen og stævningen til
skifteretten.
Det bemærkes, at både kurator og skifteretten som udgangs-
punkt vil være bekendt med navn mv. på de ledelsesmed-
lemmer, der begæres pålagt en konkurskarantæne, da disse
som regel vil have indgået i kurators materiale i forbindelse
med konkursbehandlingen.
Det er Justitsministeriets vurdering, at de foreslåede tilpas-
ninger i reglerne vedrørende kurators begrundede meddelel-
se om indledning af konkurskarantænesagen og indholdet
af kurators stævning i sagen, er nødvendige for at sikre en
hensigtsmæssig behandling af karantænesagen ved skifteret-
terne.
I lovforslagets § 1, nr. 16, foreslås det, at der efter »oplys-
ninger fra registeret« indsættes: »til danske og udenlandske
myndigheder, og om offentlig adgang til registeret«.
Med den foreslåede ændring forudsættes det, at der vil bli-
ve lavet en ændring af konkurskarantænebekendtgørelsen,
hvorved der gives offentlig adgang til registeret.
Den foreslåede ændring indebærer således for det første
en offentliggørelsesordning. Det forudsættes, at bemyndigel-
sesbestemmelsen vil blive udnyttet til at fastsætte regler, der
gør det muligt at implementere en offentliggørelsesordning
med fuld offentlighed i overensstemmelse med den af Kon-
kursrådet foreslåede model 1.
Det forudsættes i den forbindelse, at der i konkurskarantæn-
ebekendtgørelsen fastsættes regler om, hvilke parametre, der
vil være søgbare i systemet, som kan anvendes til at frem-
søge en person, der er pålagt konkurskarantæne, eventuelt
efter krav om forudgående log-in med MitID eller andet
relevant national identifikation.
Som det fremgår af bemærkningerne til § 1, nr. 16 i det-
te lovforslag lægges det til grund, at der alene vil kunne
søges efter aktive karantæner, hvilket indebærer, at når en
konkurskarantæne udløber, vil det ikke længere være muligt
at fremsøge den i systemet. En konkurskarantæne pålægges
normalt for 3 år.
Det lægges endvidere til grund, at der med den foreslåede
ændring fastsættes regler om, hvilke oplysninger, der vil
være tilgængelige efter at have fremsøgt en person, der er
pålagt konkurskarantæne. De tilgængelige oplysninger for-
ventes at være den pågældendes navn, adresse – i det om-
fang personen ikke har beskyttet adresse – og oplysninger
om aktive og ophørte virksomhedsrelationer fra CVR-regi-
streret. Derudover forventes der at være oplysninger, der
knytter sig til selve konkurskarantænen, f.eks. afgørelsesda-
to, udløbsdato mv.
Det forudsættes i øvrigt, at der ikke vil blive offentliggjort
oplysninger omfattet af databeskyttelsesforordningens arti-
kel 9, stk. 1.
Bestemmelsen, som foreslås ændret, udgør en national sær-
regel for behandling af personoplysninger. For nærmere her-
om henvises til ovenfor.
Det er vurderingen, at Erhvervsstyrelsens offentliggørelse af
de pågældende oplysninger kan ske i medfør af databeskyt-
telsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, idet det vil høre
under den offentlige myndighedsudøvelse, som Erhvervssty-
relsen er blevet pålagt, at føre det pågældende register.
Det er Justitsministeriets vurdering, at en offentliggørelses-
ordning med fuld offentlighed er den model, der giver de
største samfundsmæssige fordele.
For det første giver en model med fuld offentlighed efter
ministeriets opfattelse den bedste mulighed for potentielle
fremtidige medkontrahenter for at kunne mindske risikoen
for eventuelle tab som følge af, at en person i strid med en
pålagt konkurskarantæne fortsætter med at drive erhvervs-
virksomhed og udvise groft uforsvarlig forretningsførelse.
Justitsministeriet lægger i den forbindelse også vægt på, at
en model med fuld offentlighed er den model, der vil være
mest tilgængelig og lettest at anvende for ikke-professionel-
le aktører, herunder f.eks. forbrugere.
29
For det andet forventes en model med fuld offentlighed at
skabe et fornyet og øget fokus hos de erhvervsdrivende på
ikke at udøve groft uforsvarlig forretningsførelse, og model-
len forventes dermed at få den mest vidtrækkende general-
præventive effekt.
For det tredje forventes en model med fuld offentlighed efter
ministeriets opfattelse at være den af modellerne, der giver
den mindste administrative byrde for professionelle aktører,
da det vil være muligt for aktørerne selv at lave opslag i
systemet uden forudgående samtykke fra personer, der søges
på.
Det er Justitsministeriets vurdering, at fordelene ved en
model med fuld offentlighed samlet set vejer tungere end
ulemperne ved samme. Det bemærkes i den forbindelse, at
det forudsættes, at man ved fastsættelsen af reglerne for den
praktiske udmøntning af modellen søger at imødegå visse af
de af Konkursrådet beskrevne ulemper.
Konkursrådet bemærker, at der er risiko for, at en fuld of-
fentlig adgang vil indebære, at en privat aktør kan registrere
og systematisere de aktive konkurskarantæner således, at
man reelt får en historisk oversigt.
Denne risiko foreslås imødegået ved at udmønte den kon-
krete model således, at brugeren skal lave en søgning på den
person eller det konkursbo, som konkurskarantænen relate-
rer til. Det vil således ikke være muligt umiddelbart at få en
fuld liste over aktive konkurskarantæner.
Konkursrådet bemærker, at en model med fuld offentlighed
giver anledning til en identifikationsproblematik.
Denne risiko foreslås imødegået ved, at når en person, der
er pålagt konkurskarantæne, fremsøges i registeret, vil ka-
rantænen blive opkoblet på konkursboets CVR-nr., og der
vil fremgå samme oplysninger, som er tilgængelige ved et
almindeligt opslag i CVR-registeret, herunder f.eks. adresse,
som kan medvirke til at mindske risikoen for en forveksling
af to personer med samme navn.
Under henvisning til ovenstående finder ministeriet, at en
mindre indgribende model ikke vil være egnet til at opnå
samme formål, som ligger til grund for valget af en model
med fuld offentlighed.
Samlet set finder Justitsministeriet således, at den foreslåede
ordnings indgribende karakter er proportionale i forhold for-
delene ved den valgte model.
Den foreslåede ændring indebærer for det andet, at der gives
hjemmel til at fastsætte nærmere regler om Erhvervsstyrel-
sens udlevering af oplysninger fra registeret til danske og
udenlandske myndigheder.
Ændringen foreslås for at sikre gennemførelsen af artikel
13i, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2019/1151 af 20. juni 2019 om ændring af direktiv (EU)
2017/1132, for så vidt angår brugen af digitale værktøjer og
processer inden for selskabsret (digitaliseringsdirektivet).
Det følger af digitaliseringsdirektivets artikel 13i, stk. 3, at
medlemsstaterne skal sikre, at de er i stand til at besvare en
anmodning fra en anden medlemsstat om oplysninger af re-
levans for frakendelsen af retten til at være ledelsesmedlem
i henhold til retsreglerne i den medlemsstat, der svarer på
anmodningen.
For at sikre, at Erhvervsstyrelsen har den fornødne hjemmel
til at besvare en sådan anmodning, findes det mest gennem-
skueligt at fastsætte en udtrykkelig hjemmel i bekendtgørel-
sen udstedt i medfør af konkurslovens § 169, stk. 2.
Formålet med denne del af ændringen er at give Erhvervs-
styrelsen hjemmel til under visse nærmere bestemte om-
stændigheder at udlevere oplysninger fra registeret til uden-
landske myndigheder. Samtidig er formålet med ændringen
at videreføre de gældende regler om udlevering af oplysnin-
ger fra registeret til danske myndigheder.
Med hensyn til videregivelse af oplysninger fra registeret til
udenlandske myndigheder forventes det fastsat, at oplysnin-
ger fra registeret kun må videregives til brug for besvarelse
af en anmodning fra en myndighed i et andet EU-/EØS-land,
og når den pågældende udenlandske myndighed, der har an-
modet om oplysningerne, skal bruge dem til myndighedens
behandling af en sag om udnævnelse af den pågældende
person som ledelsesmedlem i et kapitalselskab.
Hensigten er, at videregivelsen af oplysninger til uden-
landske myndigheder skal ske gennem registersammenko-
blingssystemet Business Registers Interconnection System
(BRIS). De nødvendige it-tilpasninger til at videregive disse
oplysninger er dog ikke udviklet, da dette afventer den nød-
vendige tilpasning af BRIS. Indtil de nødvendige it-tilpas-
ninger er på plads, vil videregivelsen af oplysninger fra regi-
steret ske på anden digital vis, f.eks. via krypteret E-post.
Det forudsættes desuden, at der – ligesom det er fastsat
i den gældende konkurskarantænebekendtgørelse – vil bli-
ve fastsat nærmere regler om, hvilke danske myndigheder
Erhvervsstyrelsen kan udlevere oplysninger til, og hvilke
oplysninger Erhvervsstyrelsen kan udlevere fra registeret.
Der er ikke tilsigtet ændringer med forslaget for så vidt
angår videregivelse af oplysninger fra registeret til danske
myndigheder.
Overordnet vurderes de foreslåede ændringer at stå i et
rimeligt forhold til de legitime mål, der forfølges, samt re-
spektere det væsentligste indhold af retten til databeskyttel-
se.
Justitsministeriet skal i forlængelse heraf bemærke, at det
forudsættes, at de grundlæggende principper i databeskyt-
telsesforordningen iagttages i forbindelse med den behand-
ling af personoplysninger, der måtte ske i medfør af de
foreslåede bestemmelser. De pågældende oplysninger, der
30
behandles, må således ikke viderebehandles på en måde,
der er uforenelig med formålet med behandlingen af per-
sonoplysninger, ligesom de pågældende oplysninger skal
være tilstrækkelige, relevante og begrænset til, hvad der er
nødvendigt i forhold til formålet med behandlingen af oplys-
ningerne. Det forudsættes endvidere, at en eventuel udmønt-
ning af bemyndigelsesbestemmelsen i lovforslagets § 1, nr.
16, sker under iagttagelse af de grundlæggende principper i
databeskyttelsesforordningen.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 16, og bemærkninger-
ne hertil samt lovforslagets pkt. 2.10.1-3.
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-
kvenser for det offentlige
Konkursrådet har givet et overordnet skøn over de økono-
miske og administrative konsekvenser af Konkursrådets for-
slag.
Det er samlet set Konkursrådets umiddelbare skøn, at rådets
forslag om revision af reglerne om konkurskarantæne ikke
vil medføre en væsentlig ændring af antallet af sager om
konkurskarantæne ved domstolene, idet sagsantallet vil være
afhængigt af konjunkturudviklingen i samfundet.
Konkursrådet bemærker, at de foreslåede ændringer af betin-
gelserne for at pålægge konkurskarantæne, herunder ændrin-
gen af virksomhedsbegrebet i konkurslovens § 157, stk. 1,
ikke i sig selv vurderes at føre til flere sager, idet dette vil
bero på antallet af konkurser, hvilket vil være afhængig af
samfundsudviklingen.
Konkursrådet vurderer umiddelbart, at den foreslåede ophæ-
velse af reglen i konkurslovens § 157, stk. 3, hvorefter det
fremover ikke vil være muligt at afvise behandlingen af en
konkurskarantænesag med henvisning til, at den pågælden-
de person allerede er pålagt konkurskarantæne i anledning
af den pågældendes deltagelse i ledelsen af en koncern,
ej heller forventes at få sagsantallet ved domstolene til at
stige. Den foreslåede nye regel om obligatorisk forening af
konkurskarantænesager, der relaterer sig til ledelsen i nært-
stående erhvervsvirksomheder, vil dog efter Konkursrådets
vurdering kunne føre til enkelte administrative omkostnin-
ger ved domstolene i forbindelse med henvisningen af sag-
erne til andre retskredse, idet det dog bemærkes, at henvis-
ning af sager også er muligt efter de gældende regler. Den
foreslåede mulighed for at sammenlægge flere sager om
konkurskarantæne til én sag vil ifølge Konkursrådet ligele-
des kunne medføre administrative omkostninger for domsto-
lene, da konkurskarantænesagerne vil kunne blive større og
mere komplicerede at behandle.
De potentielt flere omkostninger ved domstolenes behand-
ling af konkurskarantænesager som følge af den foreslåede
ændring vil dog ifølge Konkursrådet kunne opvejes af de
foreslåede ændringer af de processuelle regler, herunder
bl.a. den foreslåede ophævelse af bestemmelsen i § 160, stk.
1, hvorefter skifteretten ikke længere formelt vil skulle træf-
fe beslutning om indledningen af en konkurskarantænesag,
og muligheden for at forlige sager om konkurskarantæne i
relation til karantæneperiodens længde.
De foreslåede ændringer af retsvirkningerne af en pålagt
konkurskarantæne, herunder muligheden for at pålægge
konkurskarantæne for en periode på 5 år, vil ifølge Konkurs-
rådet føre til længere karantæneperioder, men vurderes ikke
at føre til flere sager om konkurskarantæne ved domstolene.
Konkursrådet vurderer, at den foreslåede nye mulighed for
at indgå forlig om nedsættelse af karantæneperiodens læng-
de heller ikke vil føre til flere sager, idet bestemmelsen efter
Konkursrådets skøn dog vil kunne føre til en mere simpel
proces ved domstolene i forbindelse med behandlingen af
visse konkurskarantænesager.
Konkursrådets forslag om at udvide konkurskarantænereg-
lerne til også at finde anvendelse i tilknytning til en rekon-
struktionsbehandling, hvor rekonstruktionsbehandlingen af-
sluttes med stadfæstelsen af et rekonstruktionsforslag, der
indeholder bestemmelse om tvangsakkord, vil efter Kon-
kursrådets skøn ej heller i sig selv føre til væsentligt flere
sager om konkurskarantæne, idet sådanne sager – ligesom
antallet af konkurskarantæner i relation til konkurser – vil
afhænge af konjunkturerne i samfundet.
Dette lovforslag er i vidt omfang udarbejdet i overensstem-
melse med Konkursrådets anbefalinger. Justitsministeriet er
enig i Konkursrådets overvejelser for så vidt angår udgifter-
ne forbundet med de foreslåede ændringer.
Der foreslås med lovforslagets § 1, nr. 16, en ændring af
konkurslovens § 169, stk. 2, hvorefter der gives bemyndi-
gelse til at fastsætte regler til brug for udmøntning af Kon-
kursrådets model 1 om fuld offentlig adgang til konkurska-
rantæneregisteret.
Den foreslåede model skønnes af Erhvervsstyrelsen at med-
føre udgifter på 0,2 mio. kr. i 2025, 0,3 mio. kr. i 2026 og
0,5 mio. kr. fra 2027 og frem.
Udgifterne afholdes inden for de eksisterende økonomiske
rammer.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Lovforslaget forventes ikke at have økonomiske og admini-
strative konsekvenser for erhvervslivet, i det ændringerne
dog vil kræve en vis tilpasning af procedurerne hos skif-
teretternes faste kuratorer og rekonstruktører. Denne tilpas-
ning forventes dog at være så lille, at der ikke er skønnet
over udgifterne forbundet med det.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget forventes ikke at have administrative konse-
kvenser for borgerne.
31
7. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke klimamæssige konsekvenser.
8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke miljø- og naturmæssige konsekvenser.
9. Forholdet til EU-retten
Med lovforslagets § 1, nr. 1, lægges der op til, at der i
fodnoten til lovens titel efter »side 18« indsættes: », og dele
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1151
af 20. juni 2019 om ændring af direktiv (EU) 2017/1132, for
så vidt angår brugen af digitale værktøjer og processer inden
for selskabsret, EU-Tidende 2019, nr. L 186, side 80-104«.
Fristen for gennemførelse i national ret var den 1. august
2023.
Det følger af artikel 13i, stk. 1, 1. pkt., som indført ved
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1151 af
20. juni 2019, at medlemsstaterne sikrer, at de har regler om
frakendelse af retten til at være ledelsesmedlem. Konkurs-
lovens regler om konkurskarantæne er således udtryk for
gennemførelse af regler om frakendelse, hvorfor der foreslås
indsat en ny fodnote til lovens titel herom.
Med lovforslagets § 1, nr. 16, lægges der op til at udvide
bemyndigelsesbestemmelsen i konkurslovens § 169, stk. 2,
således bl.a., at der skal fastsættes nærmere regler om udle-
vering af oplysninger fra registeret til udenlandske myndig-
heder.
Ændringen foreslås for at sikre gennemførelsen af visse be-
stemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2019/1151 af 20. juni 2019 om ændring af direktiv (EU)
2017/1132, for så vidt angår brugen af digitale værktøjer og
processer inden for selskabsret, EU-Tidende 2019, nr. L 186,
side 80-104.
Det følger bestemmelsen i artikel 13i, stk. 3, som ind-
ført ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2019/1151 af 20. juni 2019, at medlemsstaterne sikrer, at
de er i stand til at besvare en anmodning fra en anden
medlemsstat om oplysninger af relevans for frakendelsen af
retten til at være ledelsesmedlem i henhold til retsreglerne i
den medlemsstat, der svarer på anmodningen.
For at sikre, at Erhvervsstyrelsen har den fornødne hjemmel
til at besvare en sådan anmodning, findes det rigtigst at
fastsætte en udtrykkelig hjemmel i bekendtgørelsen udstedt i
medfør af konkurslovens § 169, stk. 2.
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag var medtaget i Konkursrådets be-
tænkning nr. 1582/2023, som i perioden fra den 5. juli 2023
til den 18. august 2023 (44 dage) har været sendt i høring
hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Advokatrådet, Akademikerne, Arbejderbevægelsens Er-
hvervsråd, Association of Danish Intellectual Property At-
torneys, ATP, Autobranchen Danmark, BL – Danmark
Almene Boliger, Business Danmark, Bygherreforeningen,
Centralorganisationernes Fællesudvalg, CEPOS, Civilstyrel-
sen, Danish Venture Capital and Private Equity Associa-
tion, Danmarks Automobilforhandler Forening, Danmarks
Fiskeriforening, Danmarks Nationalbank, Dansk Arbejdsgi-
verforening, Dansk Ejendomskredit, Dansk Ejendomsmæg-
lerforening, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Dansk Inkasso-
Brancheforening, Dansk Kredit Råd, Dansk Told og Skat-
teforbund, Danske Advokater, Danske Inkassoadvokater,
Danske Insolvensadvokater, Danske Rederier, Danske Re-
gioner, Danske Speditører, Datatilsynet, Den Danske Aktu-
arforening, Den Danske Dommerforening, Det Faglige Hus,
Det Kriminalpræventive Råd, Direktoratet for Kriminalfor-
sorgen, DJØF, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolssty-
relsen, EjendomDanmark, Fagbevægelsens Hovedorganisa-
tion, Finans Danmark, Finans og Leasing, Finansforbundet,
Finansforeningen/CFA Society Denmark, Finansiel Stabili-
tet A/S, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Folketingets
Ombudsmand, Forbrugerrådet Tænk, Forenede Danske Mo-
torejere, Foreningen af Offentlige Anklagere, Foreningen
af Statsadvokater, Foreningen Danske Revisorer, Forsikring
og Pension, FRIE, FSR – Danske Revisorer, Garantifonden
for indskydere og investorer, Gartneri-, Land- og Skovbru-
gets Arbejdsgivere, Grundejernes Landsorganisation, Grøn-
lands Advokatforening, Grønlands Landsret, HK Danmark,
HK Landsklubben Danmarks Domstole, HK Landsklubben
for Politiet og Anklagemyndigheden, Institut for Menneske-
rettigheder, International Transport Danmark, Justitia, KL,
Kommunale tjenestemænd og Overenskomstansatte, Koope-
rationen – Den Kooperative Arbejdsgiver- og Interesseor-
ganisation i Danmark, Kredsdommerforeningen, Kristelig
Arbejdsgiverforening, Kristelig Fagbevægelse, Kuratorfor-
eningen, Københavns Retshjælp, Københavns Universitet
(Juridisk Fakultet), Landbrug og Fødevarer, Landbrugsrå-
det, Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Lederne, Lejer-
nes Landsorganisation, Lokale Pengeinstitutter, Lønmodta-
gernes Garantifond, Politidirektørforeningen, Politiforbun-
det, Procesbevillingsnævnet, Retspolitisk Forening, Retten
i Grønland, Rigsadvokaten, Rigsombudsmanden i Grønland,
Rigsombudsmanden på Færøerne, Rigspolitiet, Samtlige by-
retter, SMVdanmark, Statsadvokaten for Særlig Kriminali-
tet, Statsadvokaten i København, Statsadvokaten i Viborg,
Syddansk Universitet (Juridisk Institut), Sø- og Handelsret-
ten, Vestre Landsret, Østre Landsret, Aalborg Universitet
(Juridisk Institut), Aarhus Retshjælp og Aarhus Universitet
(Juridisk Institut).
32
11. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja,
angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
De foreslåede ændringer af de processuel-
le regler vil kunne opveje de potentielt fle-
re administrative omkostninger ved dom-
stolenes behandling af konkurskarantæne-
sager.
Den nye regel om obligatorisk forening af
konkurskarantænesager, der relaterer sig til
ledelsen i nærtstående erhvervsvirksomheder,
vil kunne føre til enkelte administrative om-
kostninger ved domstolene i forbindelse med
henvisningen af sagerne til andre retskredse.
Den foreslåede mulighed for sammenlægning
af flere sager om konkurskarantæne til én sag
vil ligeledes kunne medføre administrative
omkostninger for domstolene, idet sagerne
vil kunne blive større og mere komplicerede
at behandle.
Implementeringskonsekvenser
for stat, kommuner og regioner
Den foreslåede mulighed for at indgå for-
lig om nedsættelse af karantæneperiodens
længde vil kunne føre til en mere simpel
proces ved domstolene i forbindelse med
behandlingen af visse konkurskarantæne-
sager.
Udmøntning af Konkursrådets model 1 om
offentlig adgang til konkurskarantæneregiste-
ret vil medføre udgifter på i alt 2,5 mio. kr.
for perioden 2024-2029.
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen Ingen
Klimamæssige konsekvenser Ingen Ingen
Miljø- og naturmæssige konse-
kvenser
Ingen Ingen
Forholdet til databeskyttelsesret-
ten
Med lovforslaget lægges der op til at indføre en ændring af bemyndigelsesbestemmelsen
i konkurslovens § 169, stk. 2, om konkurskarantæneregisteret, der muliggør, at der kan
gives fuld offentlig adgang til konkurskarantæneregisteret.
Hvis den foreslåede ændring vedtages, vil der blive indført en ny offentliggørelsesord-
ning. Det er i lovforslaget beskrevet nærmere, hvilke oplysninger der vil være søgbare,
og hvilke oplysninger der vil være tilgængelige i registeret.
Derudover lægges der med lovforslaget op til at give hjemmel til, at Erhvervsstyrelsen
kan udlevere oplysninger fra registeret under visse nærmere betingelser til danske og
udenlandske myndigheder.
Endelig indebærer de foreslåede bestemmelser om kurators og rekonstruktørs begrunde-
de meddelelse og stævning i karantænesagen (lovforslagets § 1, nr. 3, 4 og 9) behandling
af personoplysninger, der er nødvendige for sagens førelse.
33
Forholdet til EU-retten Der lægges med lovforslagets § 1, nr. 1, op til at ændre fodnoten til lovens titel, således
det fremgår, at konkursloven implementerer dele af digitaliseringsdirektivet.
Der lægges med lovforslagets § 1, nr. 16, endvidere op til at give hjemmel til at imple-
mentere digitaliseringsdirektivets artikel 13i, stk. 3, i konkurskarantænebekendtgørelsen.
Er i strid med de fem principper
for implementering af erhvervs-
rettet EU-regulering (der i rele-
vant omfang også gælder ved im-
plementering af ikkeerhvervsret-
tet EUregulering) (sæt X)
JA NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det følger af fodnoten til titlen til konkursloven, at loven in-
deholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv (EU) 2019/1023 af 20. juni 2019
om rammer for forebyggende rekonstruktion, gældssanering
og udelukkelse og om foranstaltninger med henblik på me-
re effektive procedurer for rekonstruktion, insolvensbehand-
ling og gældssanering og om ændring af direktiv (EU)
2017/1132 (rekonstruktions- og insolvensdirektivet, EU-Ti-
dende 2019, nr. L 172, side 18.
Det foreslås, at der i fodnoten til lovens titel efter »side
18« indsættes: », og dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2019/1151 af 20. juni 2019 om ændring af
direktiv (EU) 2017/1132, for så vidt angår brugen af digitale
værktøjer og processer inden for selskabsret, EU-Tidende
2019, nr. L 186, side 80-104«.
Det følger af artikel 13i, stk. 1, 1. pkt., som indført ved
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1151 af
20. juni 2019, at medlemsstaterne sikrer, at de har regler om
frakendelse af retten til at være ledelsesmedlem. Konkurs-
lovens regler om konkurskarantæne er således udtryk for
gennemførelse af regler om frakendelse, hvorfor der foreslås
indsat en ny fodnote til lovens titel herom.
Til nr. 2
Konkurslovens § 13 c omhandler det møde, der, jf. konkurs-
lovens § 13, stk. 1, skal afholdes seks måneder efter mødet
om rekonstruktionsplanen efter konkurslovens § 11 e, og
hvor der skal stemmes om rekonstruktionsforslaget.
Det foreslås at indsætte et nyt stk. 2 i konkurslovens § 13
c. Ifølge det foreslåede stk. 2 skal rekonstruktøren på mødet
give meddelelse til fordringshaverne, hvis der vil blive ind-
ledt en sag om konkurskarantæne efter § 14 f.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at rekonstruktø-
ren på mødet med fordringshaverne efter konkurslovens §
11 e, der skal afholdes senest seks måneder efter mødet
med fordringshaverne, jf. konkurslovens § 13, stk. 1, og
hvor fordringshaverne skal stemme om rekonstruktionsfor-
slaget, skal give meddelelse til fordringshaverne, hvis der
vil blive indledt en sag om konkurskarantæne mod et tidli-
gere ledelsesmedlem eller et ledelsesmedlem, der fratræder
i forbindelse med stadfæstelsen af rekonstruktionsforslaget
efter den foreslåede bestemmelse i konkurslovens § 14 f
(lovforslagets § 1, nr. 3).
Rekonstruktøren vil således ikke skulle give meddelelse,
hvis der ikke vil blive indledt en sag om konkurskarantæne
i forlængelse af rekonstruktionsbehandlingen. Da kompeten-
cen til at indlede en sag om konkurskarantæne i forlængelse
af en rekonstruktionsbehandling tilkommer rekonstruktøren
personligt, vil rekonstruktørens meddelelse om, at der vil
blive indledt en karantænesag, ikke være genstand for af-
stemning blandt fordringshaverne, ligesom rekonstruktørens
meddelelse ikke vil være genstand for en prøvelse ved skif-
teretten. Rekonstruktørens meddelelse vil ej heller kunne
kæres.
Til nr. 3
Efter gældende ret finder reglerne om konkurskarantæne
alene anvendelse i konkurssager, og sagerne kan alene ind-
ledes af kurator. Reglerne finder således ikke anvendelse
under en rekonstruktionsbehandling.
Det foreslås at indsætte en ny § 14 f i konkursloven om
anvendelsesområdet for konkurskarantænereglerne i tilknyt-
ning til en almindelig rekonstruktionsbehandling.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at konkurskaran-
tænereglernes anvendelsesområde udvides til under visse
forudsætninger også at finde anvendelse i forlængelse af en
almindelig rekonstruktionsbehandling, der behandles efter
reglerne i konkurslovens afsnit IB. Bestemmelsen vil deri-
mod ikke finde anvendelse i forlængelse af en forebyggen-
de rekonstruktionsbehandling, der behandles efter reglerne i
konkurslovens afsnit IA.
Det foreslås med stk. 1, at hvis skyldneren får stadfæstet
et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om
tvangsakkord, finder § 157 tilsvarende anvendelse på per-
soner, der er fratrådt som ledelsesmedlemmer senest 2 uger
efter stadfæstelsen af rekonstruktionsforslaget.
Det vil for det første være en betingelse for at pålægge kon-
34
kurskarantæne i forlængelse af en almindelig rekonstrukti-
onsbehandling, at rekonstruktionsbehandlingen ophører med
stadfæstelse af et rekonstruktionsforslag, der indeholder be-
stemmelse om tvangsakkord.
Bestemmelsen vil derfor ikke finde anvendelse, hvis rekon-
struktionsbehandlingens ophør medfører, at skyldneren tages
under konkursbehandling, jf. konkurslovens § 15, stk. 3, 1.
pkt., eller hvis rekonstruktionsbehandlingen ophører uden,
at der er vedtaget en rekonstruktionsplan, jf. konkurslovens
§ 15, stk. 3, 2. pkt. Endvidere vil reglerne ikke finde anven-
delse, hvor rekonstruktionsbehandlingen ophører som følge
af, at skyldneren ikke er insolvent, jf. konkurslovens § 15,
stk. 1, nr. 1.
Bestemmelsen vil dog finde anvendelse, selv om et stadfæ-
stet rekonstruktionsforslag efterfølgende ophæves efter kon-
kurslovens § 14 e. Dette skyldes, at det afgørende for anven-
delse af bestemmelsen vil være, om der er blevet stadfæstet
et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om
tvangsakkord.
Hvis skifteretten efter stadfæstelsen af et rekonstruktionsfor-
slag, der ikke indeholder bestemmelse om en tvangsakkord,
beslutter, at rekonstruktionsbehandlingen skal fortsætte, jf.
konkurslovens § 13 f, stk. 2, og hvis det fremgår af det
stadfæstede rekonstruktionsforslag, at der vil blive fremsat
yderligere forslag inden for fristen i konkurslovens § 13,
stk. 1, eller en eventuel forlængelse af fristen, jf. konkurslo-
vens § 13 a, vil reglerne om konkurskarantæne først finde
anvendelse, efter det yderligere rekonstruktionsforslag, der
indeholder bestemmelse om tvangsakkord, er stadfæstet, og
hvis skyldnerens bo ikke overgår til konkursbehandling efter
konkurslovens § 15, stk. 3.
Det vil for det andet være en betingelse for at pålægge kon-
kurskarantæne i tilknytning til en rekonstruktionsbehand-
ling, at betingelserne for at pålægge konkurskarantæne ef-
ter den foreslåede § 157 (lovforslagets § 1, nr. 5) er op-
fyldt. Dette vil for det første indebære, at det vil være en
betingelse, at den pågældende har deltaget i ledelsen af
skyldnerens erhvervsvirksomhed, jf. den foreslåede bestem-
melse i konkurslovens § 157, stk. 1, 1. pkt. (lovforslagets
§ 1, nr. 5). Det bemærkes i denne sammenhæng, at henvis-
ningen til § 157 medfører, at reglerne om konkurskarantæ-
ne i tilknytning til en rekonstruktionsbehandling – ligesom
konkurskarantæne i tilknytning til en konkursbehandling –
ikke vil finde anvendelse i forbindelse med en rekonstrukti-
onsbehandling af en fond eller forening, der alene udøver
erhvervsvirksomhed af begrænset omfang, jf. den foreslåede
bestemmelse i konkurslovens § 157, stk. 1, 3. pkt. (lovfor-
slagets § 1, nr. 5).
Det vil for det andet indebære, at det vil være en betingelse
for at pålægge konkurskarantæne i tilknytning til en rekon-
struktionsbehandling, at den pågældende opfylder den tids-
mæssige betingelse i konkurslovens § 157, stk. 1, 1. og 2.
pkt. (lovforslagets § 1, nr. 5). Dette medfører, at en person
kun vil kunne pålægges konkurskarantæne i forlængelse af
en rekonstruktionsbehandling, hvis den pågældende har del-
taget i ledelsen af skyldnerens erhvervsvirksomhed senere
end 1 år før fristdagen. Hvis skyldneren var under tvangs-
opløsning, da rekonstruktionsbehandlingen blev indledt, vil
fristen på 1 år, jf. den foreslåede bestemmelse i konkurslo-
vens § 157, stk. 1, 2. pkt. (lovforslagets § 1, nr. 5), skulle
regnes fra dagen for beslutningen om tvangsopløsning, idet
dette dog kun vil have selvstændig betydning i de tilfælde,
hvor datoen for beslutningen om tvangsopløsning ikke er
fristdagen efter konkurslovens § 1, stk. 1, nr. 3, dvs. hvor
der ikke senest tre måneder efter denne dato begæres – eller
skifteretten af egen drift indleder – rekonstruktionsbehand-
ling.
Det vil endelig for det tredje indebære, at det vil være en
betingelse for at pålægge konkurskarantæne i tilknytning til
en rekonstruktionsbehandling, at den pågældende har udvist
groft uforsvarlig forretningsførelse eller har undladt at rette
op på en groft uforsvarlig forretningsførelse, der er udvist
tidligere end 1 år før fristdagen, jf. hertil den foreslåede
bestemmelse i konkurslovens § 157 (lovforslagets § 1, nr.
5).
Da ledelsen under en rekonstruktionsbehandling som ud-
gangspunkt – dog med visse begrænsninger – bevarer ledel-
sen over det insolvente selskab, vil der ved vurderingen af,
om der er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, tillige
kunne henses til de dispositioner, som ledelsen foretager
efter rekonstruktionsbehandlingens indledning og indtil det
tidspunkt, hvor det pågældende ledelsesmedlem fratræder,
eller hvor rekonstruktøren eventuelt overtager ledelsen af
virksomheden, jf. konkurslovens § 12 a. Hvor ledelsesmed-
lemmet således i kraft af sin faktiske ledelsesposition i er-
hvervsvirksomheden handler til skade for fordringshaverne
eller nogle af disse, f.eks. ved at fjerne aktiver eller foreta-
ge dispositioner i strid med princippet om ligebehandling
af fordringshaverne, vil dette kunne indgå ved vurderingen
af, om der er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse. Et
eventuelt manglende samarbejde med rekonstruktøren vil –
i modsætning til det manglende samarbejde med kurator –
dog ikke skulle indgå i vurderingen af, om ledelsesmedlem-
met har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse.
Det vil for det tredje være en betingelse for at pålægge
konkurskarantæne efter den foreslåede bestemmelse i kon-
kurslovens § 14 f, stk. 1, at den, der begæres pålagt konkurs-
karantæne, er fratrådt som ledelsesmedlem senest 2 uger
efter stadfæstelsen af rekonstruktionsforslaget.
Dette vil for det første omfatte personer, der er fratrådt som
ledelsesmedlem forud for rekonstruktionsbehandlingens ind-
ledning, og som har deltaget i ledelsen senere end 1 år
før fristdagen. Det vil for det andet omfatte personer, der
er fratrådt efter rekonstruktionsbehandlingens indledning og
før stadfæstelsen af rekonstruktionsforslaget, eller som fra-
træder i forbindelse med stadfæstelsen af rekonstruktions-
forslaget. For personer, der fratræder under rekonstruktions-
behandlingens indledning eller i forbindelse med stadfæstel-
sen af rekonstruktionsforslaget, vil det afgørende for, om
35
ledelsesmedlemmet omfattes af reglerne, være, om ledelses-
medlemmet er fratrådt som ledelsesmedlem senest 2 uger
efter stadfæstelsen af rekonstruktionsforslaget.
For ledelsesmedlemmer, der er registeret i Erhvervsstyrel-
sens it-system, vil dette indebære, at de skal være registreret
som fratrådt i Erhvervsstyrelsens it-system senest 2 uger
efter stadfæstelsen af rekonstruktionsforslaget. For ledelses-
medlemmer, der ikke er registeret i Erhvervsstyrelsens it-sy-
stem – f.eks. en bagmand i en stråmandskonstruktion, eller
en person, hvis ledelsesmæssige rolle på grund af erhvervs-
virksomhedens form ikke har været undergivet registrering
i Erhvervsstyrelsens it-system – vil det være afgørende, at
personen rent faktisk er ophørt med at deltage i ledelsen
af erhvervsvirksomheden (eller med at drive erhvervsvirk-
somhed) senest 2 uger efter tidspunktet for stadfæstelsen af
rekonstruktionsforslaget.
Det foreslås med stk. 2, at rekonstruktøren senest 4 uger
efter stadfæstelsen af det i stk. 1 nævnte rekonstruktionsfor-
slag skal meddele skifteretten, hvis der vil blive indledt en
konkurskarantænesag mod personer omfattet af stk. 1.
Bestemmelsen skal ses i lyset af, at bestemmelsen i kon-
kurslovens § 125, stk. 3, ikke finder anvendelse under en re-
konstruktionsbehandling, hvorfor rekonstruktøren ikke skal
udarbejde en begrundet meddelelse (jf. hertil lovforslagets
§ 1, nr. 4), men alene redegøre for oplysninger om eventu-
elle forhold, der vil kunne begrunde konkurskarantæne, jf.
konkurslovens § 13 b, stk. 1, nr. 3, litra e, der ikke foreslås
ændret. Det vil dog i modsætning til bestemmelsen i kon-
kurslovens § 125, stk. 3, ikke være et krav, at rekonstruktø-
ren skal meddele skifteretten, at der ikke vil blive indledt en
konkurskarantæne mod tidligere ledelsesmedlemmer. Det vil
alene være, hvis rekonstruktøren finder, at der skal indledes
en konkurskarantænesag mod nogen, at rekonstruktøren skal
meddele dette til skifteretten.
Bestemmelsen vil medføre, at det vil være en betingelse for
at pålægge konkurskarantæne i tilknytning til en rekonstruk-
tionsbehandling, at rekonstruktøren meddeler dette til skifte-
retten. Meddelelsen til skifteretten har alene formel karakter
og skal alene indeholde oplysninger om, at der vil blive
indledt en karantænesag mod en person. Meddelelsen har
betydning for beregningen af fristen for indgivelsen af stæv-
ningen efter den foreslåede bestemmelse i konkurslovens §
161, stk. 1 (lovforslagets § 1, nr. 9), der foreslås at finde
tilsvarende anvendelse.
Beføjelsen til at meddele skifteretten, at der vil blive ind-
ledt en konkurskarantænesag, tilkommer rekonstruktøren
personligt. Fordringshaverne kan ikke træffe afgørelse eller
give rekonstruktøren pålæg herom, heller ikke på mødet om
afstemningen af rekonstruktionsforslaget. Skifteretten kan
heller ikke give rekonstruktøren pålæg om at meddele, at der
vil blive indledt en konkurskarantænesag.
En overskridelse af fristen på 4 uger vil ikke have præklu-
siv virkning i forhold til rekonstruktørens mulighed for at
meddele skifteretten, at der vil blive indledt en karantæne-
sag, men vil i mangel af lovligt forfald være udtryk for
pligtforsømmelse fra rekonstruktørens side. En sådan pligt-
forsømmelse vil kunne tages i betragtning ved rekonstruktø-
rens salær og ved skifterettens beslutning om udpegning af
rekonstruktøren i fremtidige sager.
Det foreslås med stk. 3, 1. pkt., at §§ 158-169 finder tilsva-
rende anvendelse.
Det er med den foreslåede henvisning til §§ 158-169 til-
sigtet, at der vil skulle gælde det samme i relation til
konkurskarantænesager, der behandles i tilknytning til en
rekonstruktionsbehandling, som gælder i relation til kon-
kurskarantænesager, der behandles i tilknytning til en kon-
kurs. Hvor kurator er tillagt beføjelser efter bestemmelserne
i konkurslovens §§ 158-169, vil disse herefter tilkomme
rekonstruktøren.
Bestemmelserne i §§ 158-159, der vil finde tilsvarende an-
vendelse i en konkurskarantænesag, der behandles i tilknyt-
ning til en rekonstruktionsbehandling, angår karantænepe-
riodens længde og retsvirkningerne af en pålagt konkurska-
rantæne. Om bestemmelserne henvises videre til lovforsla-
gets § 1, nr. 6 og 7, nedenfor.
Den foreslåede bestemmelse i konkurslovens § 160, stk.
1 (lovforslagets § 1, nr. 8), der vil finde tilsvarende anven-
delse i relation til en konkurskarantænesag, der behandles
i tilknytning til en rekonstruktionsbehandling, angår kompe-
tencen til at anlægge en konkurskarantænesag og den dertil-
hørende procesbeføjelse.
Den foreslåede bestemmelse i konkurslovens § 160, stk.
2 (lovforslagets § 1, nr. 8), der vil finde tilsvarende anven-
delse i relation til en konkurskarantænesag, der behandles
i tilknytning til en rekonstruktionsbehandling, omhandler
behandling af sager om en persons deltagelse i nærtståen-
de erhvervsvirksomheder i forbindelse med hinanden. Den
tilsvarende anvendelse af bestemmelsen i forhold til sager
om konkurskarantæne, der behandles i tilknytning til en
rekonstruktionsbehandling, vil bl.a. indebære, at det vil væ-
re obligatorisk at behandle en sag om konkurskarantæne
i tilknytning til en rekonstruktionsbehandling i forbindelse
med en eller flere sager om konkurskarantæne, der behand-
les i tilknytning til en konkursbehandling, hvis hhv. den
rekonstruerede erhvervsvirksomhed og den konkursramte
erhvervsvirksomhed er nærtstående. Det samme vil tilsva-
rende gælde, hvor der er tale om flere sager om konkurska-
rantæne i relation til rekonstruktionsbehandling af flere for-
skellige nærtstående erhvervsvirksomheder. Hvor der f.eks.
behandles én sag om konkurskarantæne i tilknytning til et
konkursbo ved skifteret A, og én sag om konkurskarantæne
i tilknytning til en rekonstruktionsbehandling ved skifteret
B, vil sagerne skulle behandles ved samme skifteret i forbin-
delse med hinanden, hvis den erhvervsvirksomhed, der er
under konkursbehandling, og den erhvervsvirksomhed, hvor
der er stadfæstet et rekonstruktionsforslag, der indeholder
bestemmelse om en tvangsakkord, er nærtstående. Sagerne
36
vil, som det fremgår af bemærkningerne til den foreslåede
§ 160, stk. 2, skulle behandles ved den skifteret, hvor den
første sag om konkurskarantæne er anlagt.
Den foreslåede § 160, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 8), der
vil finde tilsvarende anvendelse i relation til en konkurs-
karantænesag, der behandles i tilknytning til en rekonstruk-
tionsbehandling, omhandler sammenlægning af sager om
konkurskarantænesager, hvor der er tale om nærtstående
erhvervsvirksomheder, og erhvervsvirksomhederne på det
tidspunkt, hvor den, der begæres pålagt konkurskarantæne,
deltog i ledelsen, måtte anses for én økonomisk og drifts-
mæssigt forbunden enhed. Den tilsvarende anvendelse af
bestemmelsen i forhold til sager om konkurskarantæne, der
behandles i tilknytning til en rekonstruktionsbehandling, vil
indebære, at der på begæring fra rekonstruktøren, kurator,
eller den, der begæres pålagt konkurskarantæne, kan ske
sammenlægning af flere sager om konkurskarantæne til én
sag, såfremt karantænesagerne behandles i forbindelse med
hinanden efter den foreslåede § 160, stk. 2, og erhvervsvirk-
somhederne må anses som én økonomisk og driftsmæssigt
forbundet enhed. Hvor der sker sammenlægning af flere
sager til én sag, og hvor skifteretten, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 160, stk. 3, 2. pkt., vil skulle træffe beslut-
ning om, hvilken kurator der herefter skal behandle sagen,
vil den tilsvarende anvendelse af bestemmelsen i relation
til konkurskarantænesager, der behandles i tilknytning til
en rekonstruktionsbehandling, indebære, at skifteretten vil
kunne træffe bestemmelse om, at den sammenlagte sag skal
behandles af rekonstruktøren. Om bestemmelsen i den fore-
slåede § 160, stk. 3, henvises til lovforslagets § 1, nr. 8.
Anvendelsen af den foreslåede § 160, stk. 4 (lovforslagets §
1, nr. 8), vil indebære, at en sag mod en person om pålæg
af konkurskarantæne i tilknytning til en rekonstruktionsbe-
handling ikke vil kunne sammenlægges med sager om pålæg
af konkurskarantæne mod andre personer. Om bestemmel-
sen i den foreslåede § 160, stk. 4, henvises til lovforslagets §
1, nr. 8.
Anvendelsen af den foreslåede § 160, stk. 5 (lovforslagets §
1, nr. 8), der er en videreførelse af den gældende bestemmel-
se i § 160, stk. 2, vil indebære, at en sag om konkurskaran-
tæne i tilknytning til en rekonstruktionsbehandling vil skulle
behandles efter reglerne i konkurslovens kapitel 20, samt at
konkurslovens § 243 vil finde tilsvarende anvendelse.
Den foreslåede § 161 (lovforslagets § 1, nr. 9), der vil fin-
de tilsvarende anvendelse i relation til en konkurskarantæn-
esag, der behandles i tilknytning til en rekonstruktionsbe-
handling, angår indleveringen af stævningen til skifteretten.
Det foreslås i denne sammenhæng i konkurslovens § 14 f,
stk. 3, 2. pkt., at ved anvendelsen af § 161, stk. 1, træder
rekonstruktørens meddelelse efter den foreslåede stk. 2 i
stedet for kurators meddelelse efter § 125, stk. 3.
Anvendelsen af den foreslåede § 161 og den foreslåede
bestemmelse i § 14 f, stk. 3, 2. pkt., vil indebære, at rekon-
struktøren senest 4 uger efter skifterettens modtagelse af
rekonstruktørens meddelelse efter det foreslåede stk. 2 skal
indlevere en stævning til skifteretten. Skifteretten vil efter
begæring fra rekonstruktøren kunne forlænge fristen, hvis
det er velbegrundet. Om beregningen af fristen for indleve-
ringen af stævningen og kravene til indholdet af stævningen
henvises til den foreslåede § 161 nedenfor (lovforslagets §
1, nr. 9).
Bestemmelsen i konkurslovens § 162, der vil finde tilsva-
rende anvendelse i relation til en konkurskarantæne, der be-
handles i tilknytning til en rekonstruktionsbehandling, om-
handler den videre behandling af en sag om konkurskaran-
tæne efter forkyndelse af stævningen for den, der begæres
pålagt konkurskarantæne.
Anvendelsen af § 162, stk. 1, vil indebære, at den, der begæ-
res pålagt konkurskarantæne i tilknytning til en rekonstruk-
tionsbehandling, inden en af skifteretten fastsat frist kan
indlevere et svarskrift til skifteretten og/eller anmode om
mundtlig behandling. Fristen bør – ligesom det er tilfældet
efter den gældende bestemmelse i § 162, stk. 1, der ikke
foreslås ændret – normalt ikke fastsættes til mere end fire
uger, men vil efter anmodning fra den, der begæres pålagt
konkurskarantæne, kunne forlænges, hvis dette findes velbe-
grundet.
En overskridelse af fristen i § 162, stk. 1, vil indebære, at
skifteretten – ligesom det er tilfældet efter den gældende be-
stemmelse – vil kunne træffe afgørelse på det foreliggende
grundlag. Skifteretten vil dog kunne tage hensyn til et svar-
skrift, der indleveres for sent, da en overskridelse af fristen
ikke har præklusiv virkning, men skifteretten har ikke pligt
til at tage hensyn til et for sent indleveret svarskrift. Skif-
teretten kan ligeledes tage hensyn til en anmodning om
mundtlig forhandling, som fremsættes for sent, men i mod-
sætning til, hvad der gælder ved en rettidig anmodning om
mundtlig forhandling, vil den pågældende ikke have krav
herpå.
Anvendelsen af den foreslåede § 162, stk. 2, der svarer til
den gældende bestemmelse i konkurslovens § 162, stk. 3,
der ikke foreslås ændret, men alene rykket til § 162, stk.
2, som følge af den foreslåede ophævelse af § 162, stk. 2
(lovforslagets § 1, nr. 10), vil indebære, at skifteretten kan
bestemme, at der skal udveksles yderligere processkrifter til
brug for behandlingen af sagen, og skifteretten bør i sådanne
tilfælde fastsætte en frist, der i almindelighed bør være 2-3
uger.
Ligesom det er tilfældet efter den gældende bestemmelse i §
162, stk. 3, der som nævnt ikke foreslås ændret, men alene
rykket, bør skifteretten i et tilfælde, hvor der ikke skal være
mundtlig behandling, give parterne mulighed for at indleve-
re en replik og duplik, medmindre det ud fra indholdet af
kurators stævning og svarskriftet er overflødigt. Yderligere
skriftveksling vil kræve en særlig begrundelse. Hvis der skal
være mundtlig behandling, bør skifteretten kun give parterne
37
mulighed for indlevering af replik og duplik, hvis særlige
grunde taler for det.
Anvendelsen af § 162, stk. 3, der svarer til den gældende be-
stemmelse i konkurslovens § 162, stk. 4, som ikke foreslås
ændret, men alene rykket til § 162, stk. 3, som følge af den
foreslåede ophævelse af § 162, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr.
10), vil indebære, at skifteretten skal indkalde parterne til
mundtlig forhandling, hvis den, der begæres pålagt konkurs-
karantæne i tilknytning til en rekonstruktionsbehandling, har
anmodet herom efter § 162, stk. 1, nr. 2, eller skifteretten i
øvrigt finder det hensigtsmæssigt.
Anvendelsen af § 162, stk. 4, der svarer til den gældende
bestemmelse i § 162, stk. 5, som ikke foreslås ændret, men
alene rykket, som følge af den foreslåede ophævelse af §
162, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 10), vil indebære, at skif-
teretten efter anmodning fra rekonstruktøren kan indkalde
den, der begæres pålagt konkurskarantæne i tilknytning til
en rekonstruktionsbehandling, til personligt møde for at be-
svare spørgsmål sigtende til sagens oplysning. Rekonstruk-
tøren skal i anmodningen – ligesom det er tilfældet efter den
gældende bestemmelse i § 162, stk. 5 – angive temaet for
de spørgsmål, der ønskes besvaret, og skifteretten bør som
udgangspunkt imødekomme rekonstruktørens anmodning,
medmindre rekonstruktøren har let adgang til at få oplysnin-
gerne ad anden vej.
Hvis den, der begæres pålagt konkurskarantæne i tilknytning
til en rekonstruktionsbehandling, udebliver eller undlader at
besvare spørgsmål, eller svarene er uklare eller ufuldstæn-
dige, vil det kunne tillægges processuel skadevirkning, jf.
den foreslåede § 162, stk. 5, der svarer til bestemmelsen
i den gældende § 162, stk. 6, som ikke foreslås ændret,
men alene rykket, som følge af den foreslåede ophævelse af
§ 162, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 10). Manglende møde
eller undladelse af at besvare spørgsmål kan derimod ikke –
ligesom det er tilfældet efter den gældende bestemmelse i §
162, stk. 5 – imødegås ved anvendelsen af tvangsmidler.
Anvendelsen af § 162, stk. 5, 1. pkt., der svarer til den gæl-
dende bestemmelse i § 162, stk. 6, 1. pkt., vil indebære, at
hvis den, der begæres pålagt konkurskarantæne i tilknytning
til en rekonstruktionsbehandling, undlader at udtale sig om
rekonstruktørens erklæringer om sagens faktiske omstæn-
digheder, kan skifteretten ved bevisbedømmelsen tillægge
dette virkning til skade for den pågældende (processuel ska-
devirkning).
Anvendelsen af § 162, stk. 5, 2. pkt., der svarer til den
gældende bestemmelse i § 162, stk. 6, 2. pkt., vil indebære,
at den samme mulighed for fakultativ processuel skadevirk-
ning vil gælde, hvis den, der begæres pålagt konkurskaran-
tæne i tilknytning til en rekonstruktionsbehandling, udebli-
ver efter at være indkaldt til personligt møde eller undlader
at besvare spørgsmål, eller svarene er uklare.
Bestemmelsen i den foreslåede § 163 (lovforslagets § 1,
nr. 11), der vil finde tilsvarende anvendelse i relation til
en konkurskarantæne, der behandles i tilknytning til en re-
konstruktionsbehandling, angår advokatbeskikkelse for den,
der begæres pålagt konkurskarantæne. Om den foreslåede
bestemmelse i § 163 henvises til lovforslagets § 1, nr. 11.
Bestemmelsen i konkurslovens § 164, der vil finde tilsva-
rende anvendelse i relation til en konkurskarantæne, der
behandles i tilknytning til en rekonstruktionsbehandling, an-
går skifterettens afgørelse om, hvorvidt konkurskarantæne
skal pålægges, herunder reglerne for forkyndelse, kære, op-
sættende virkning og berosættelse.
Anvendelsen af § 164, stk. 1, der ikke foreslås ændret, vil
indebære, at skifterettens afgørelse i en konkurskarantæne-
sag, der er pålagt i tilknytning til en rekonstruktionsbehand-
ling, vil skulle træffes ved kendelse.
Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i § 164, stk. 2
(lovforslagets § 1, nr. 12), der vil finde tilsvarende anvendel-
se i relation til en konkurskarantæne, der behandles i tilknyt-
ning til en rekonstruktionsbehandling, vil indebære, at der
ikke skal ske forkyndelse af kendelsen. Om den foreslåede
bestemmelse i § 164, stk. 2, henvises til lovforslagets § 1, nr.
12.
Anvendelsen af den foreslåede § 164, stk. 3, der svarer til
den gældende bestemmelse i konkurslovens § 164, stk. 2,
der ikke foreslås ændret, men alene rykket til § 164, stk.
3, som følge af den foreslåede bestemmelse i § 164, stk.
2 (lovforslagets § 1, nr. 12), vil indebære, at kære af en ken-
delse om konkurskarantæne, der pålægges i tilknytning til
en rekonstruktionsbehandling, vil have opsættende virkning.
Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i § 164, stk. 4,
der svarer til den gældende bestemmelse i konkurslovens §
164, stk. 3, der ikke foreslås ændret, men alene rykket til
§ 164, stk. 4, som følge af den foreslåede bestemmelse i §
164, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 12), vil indebære, at kære
af Sø- og Handelsrettens kendelse om konkurskarantæne,
der pålægges i tilknytning til en rekonstruktionsbehandling
– ligesom det er tilfældet i dag – vil skulle ske til Østre
Landsret.
Den foreslåede bestemmelse i § 164, stk. 5 (lovforslagets
§ 1, nr. 13), der vil finde tilsvarende anvendelse i relation
til en konkurskarantænesag, der behandles i tilknytning
til en rekonstruktionsbehandling, angår berosættelse af kon-
kurskarantænens virkning i de tilfælde, hvor der, efter at
karantænen er pålagt ved en endelig afgørelse, og hvor den
dermed har været i kraft i en periode, meddeles tilladelse
til prøvelse i 3. instans, tilladelse til kære efter kærefristens
udløb eller tilladelse til ekstraordinær genoptagelse eller kæ-
re. Om den foreslåede bestemmelse i § 164, stk. 5, henvises
til lovforslagets § 1, nr. 13, nedenfor.
Den foreslåede bestemmelse i § 164 a (lovforslagets § 1, nr.
14), der tillige vil finde anvendelse i relation til en konkurs-
karantænesag, der behandles i tilknytning til en rekonstrukti-
onsbehandling, angår muligheden for at indgå et forlig om
nedsættelsen af karantæneperiodens længde. Ved anvendel-
38
sen af bestemmelsen vil rekonstruktøren træde i kurators
sted. Om den foreslåede bestemmelse i § 164 a henvises til
lovforslagets § 1, nr. 14, nedenfor.
Bestemmelserne i konkurslovens §§ 165-166, der vil fin-
de tilsvarende anvendelse i en konkurskarantænesag, der
behandles i tilknytning til en rekonstruktionsbehandling,
angår sagsomkostninger og fastsættelsen af vederlaget for
kurator. Ved anvendelsen af bestemmelserne i relation til
rekonstruktionsbehandling vil rekonstruktøren træde i stedet
for kurator. Om den foreslåede ændring af bestemmelsen i §
166, 2. pkt., henvises til lovforslagets § 1, nr. 15, nedenfor.
Bestemmelserne i §§ 167 og 168, der vil finde tilsvaren-
de anvendelse i en konkurskarantænesag, der behandles i
tilknytning til en rekonstruktionsbehandling, og som ikke
foreslås ændret, angår hæftelse for gæld ved overtrædelsen
af konkurskarantæne.
Endelig vil bestemmelsen i § 169, der vil finde tilsvarende
anvendelse i en konkurskarantænesag, der behandles i til-
knytning til en rekonstruktionsbehandling, og som omhand-
ler registrering af konkurskarantæner, indebære, at en kon-
kurskarantæne, der pålægges efter den foreslåede bestem-
melse i § 14 f, vil skulle registreres i konkurskarantæneregi-
steret.
Til nr. 4
Det foreslås i konkurslovens § 125, stk. 3, 1. og 2. pkt., at
ændre »indstilling« til: »meddelelse«.
Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget om at nyaf-
fatte bestemmelsen i konkurslovens § 160, stk. 1 (lovforsla-
gets § 1, nr. 8), som vil indebære, at skifteretten ikke længe-
re vil skulle træffe beslutning om indledningen af en sag
om konkurskarantæne på baggrund af kurators begrundede
indstilling.
Ændringen vil indebære, at kurator fremover vil skulle ud-
arbejde en begrundet meddelelse om konkurskarantæne til
brug for redegørelsen efter § 125. Der er udover denne
ændring ikke tilsigtet en materiel ændring af bestemmelsen.
Kurator vil således fortsat i alle konkursboer skulle undersø-
ge, om der kan være grundlag for at indlede en konkurska-
rantænesag mod nogen og medtage dette i redegørelsen efter
konkurslovens § 125, stk. 2, som ikke foreslås ændret. Dette
vil både gælde i de tilfælde, hvor kurator finder, at der bør
rejses en sag om konkurskarantæne, og når kurator finder, at
der ikke skal indledes en sag om konkurskarantæne. Kura-
tors undersøgelse vil fortsat skulle omfatte spørgsmålet om,
hvorvidt der er foretaget ledelsesmæssige dispositioner, som
vil kunne udgøre groft uforsvarlig forretningsførelse, jf. den
foreslåede § 157 (lovforslagets § 1, nr. 5).
Ligesom det er tilfældet efter den gældende § 125, stk. 3,
vil det afhænge af forholdene i det enkelte konkursbo, hvor
omfattende undersøgelser kurator bør foretage. Hvis der ik-
ke er noget, der tyder på, at konkurskarantæne kan komme
på tale, vil yderligere undersøgelse kunne være ufornøden. I
andre tilfælde vil en nærmere undersøgelse kunne være nød-
vendig, og i nogle tilfælde vil der kunne være behov for
mere omfattende undersøgelser.
Hvis kurator ikke har været i stand til at afgive en endelig
begrundet meddelelse, vil kurator efter stk. 3 snarest muligt
skulle afgive en særskilt meddelelse om spørgsmålet om,
hvorvidt der skal indledes en konkurskarantænesag mod no-
gen. Bortset fra tilfælde, hvor den, der er spørgsmål om
at begære pålagt konkurskarantæne, i væsentlig grad har
modarbejdet kurators undersøgelser, vil kurators endelige
meddelelse – ligesom det er tilfældet i dag – i givet fald
skulle foreligge senest samtidig med den første halvårsrede-
gørelse efter konkurslovens § 125, stk. 4.
Hvis der på et tidligt tidspunkt foreligger tilstrækkelige op-
lysninger til, at kurator kan afgive meddelelse om at rejse
sag om at pålægge konkurskarantæne, bør kurator straks
afgive en sådan meddelelse uden at afvente den samlede
redegørelse efter konkurslovens § 125, stk. 2. Det vil f.eks.
kunne være tilfældet, hvis en fordringshaver umiddelbart
efter konkursens indtræden kan give kurator oplysninger,
der giver grundlag for at rejse sag om at pålægge konkurska-
rantæne.
Kurators undersøgelser med hensyn til, om der bør rejses
sag om konkurskarantæne, vil indgå i kurators almindelige
pligter som kurator, og vederlaget til kurator for dette arbej-
de vil også indgå i kurators samlede vederlag, der dækkes af
boets midler, en eventuel sikkerhedsstillelse efter konkurs-
lovens § 27, stk. 1, 3 eller 4, eller § 143, 2. pkt., og en
eventuel indeståelse fra statskassen efter konkurslovens §
27, stk. 2, eller i forbindelse med, at skifteretten af egen drift
har afsagt konkursdekret vedrørende et selskab, der er under
tvangsopløsning.
Det følger af konkurslovens § 125, stk. 2, 3. pkt., at kurator
skal sende skifteretten og fordringshaverne en redegørelse
for, hvilke opgaver kurator har varetaget med oplysninger
om den tid, der er medgået til udførelsen af de enkelte
opgaver. Dette gælder også opgaven med at undersøge, om
der bør rejses sag om konkurskarantæne, der indgår som
et integreret led i – og bygger på – de undersøgelser, som
kurator i forvejen har pligt til at foretage.
Kurators eventuelle overskridelse af 4-månedersfristen i
konkurslovens § 125, stk. 2, vil ligesom i dag ikke have
præklusiv virkning i forhold til muligheden for at rejse sag
om pålæg af konkurskarantæne, men hvis kurators redegø-
relse indgives efter 4-månedersfristens udløb – eller hvis
kurators redegørelse ikke indeholder en meddelelse (heller
ikke en foreløbig meddelelse) om spørgsmålet om konkurs-
karantæne – vil der som det klare udgangspunkt være tale
om en pligtforsømmelse fra kurators side. En sådan pligtfor-
sømmelse vil kunne tages i betragtning ved fastsættelsen af
kurators vederlag og ved skifterettens beslutning om udpeg-
ning af kurator i fremtidige sager.
39
Til nr. 5
Det følger af konkurslovens § 157, stk. 1, at konkurskaran-
tæne efter kurators begæring kan pålægges den, der senere
end 1 år før fristdagen har deltaget i ledelsen af skyldne-
rens virksomhed, hvis det må antages at den pågældende på
grund af groft uforsvarlig forretningsførelse er uegnet til at
deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed.
Det følger af bestemmelsens stk. 2, at der ved afgørelsen
skal lægges vægt på, om det under hensyn til den pågælden-
des handlemåde og omstændighederne i øvrigt er rimeligt at
pålægge konkurskarantæne.
Endelig følger det af bestemmelsens stk. 3, at konkurska-
rantæne ikke kan pålægges den, der allerede er pålagt kon-
kurskarantæne i anledning af den pågældende deltagelse i
ledelsen af en koncernforbundet virksomhed.
Det foreslås at nyaffatte § 157.
Det foreslås med stk. 1, 1. pkt., at konkurskarantæne kan
pålægges den, der senere end 1 år før fristdagen har delta-
get i ledelsen af skyldnerens erhvervsvirksomhed, hvis den
pågældende i denne periode har udvist groft uforsvarlig
forretningsførelse eller har undladt at rette op på en groft
uforsvarlig forretningsførelse, der er er udvist tidligere end 1
år før fristdagen.
Den foreslåede bestemmelse, der er en delvis videreførelse
af den gældende bestemmelse i konkurslovens § 157, stk. 1,
1. pkt., med visse justeringer, indeholder de betingelser, som
skal være opfyldt, førend konkurskarantæne kan pålægges.
Det vil for det første være en betingelse for at pålægge kon-
kurskarantæne, at den, der begæres pålagt konkurskarantæ-
ne, har deltaget i ledelsen af skyldnerens erhvervsvirksom-
hed.
Begrebet »deltaget i ledelsen« er en videreførelse af gælden-
de ret efter konkurslovens § 157, stk. 1, 1. pkt., idet der ikke
er tilsigtet en ændring heraf.
En person vil således som det første skulle anses for at have
deltaget i ledelsen af skyldnerens erhvervsvirksomhed, hvis
den pågældende har været registreret i Erhvervsstyrelsens
it-system som direktør, bestyrelsesmedlem eller medlem af
tilsynsråd. Dette gælder, uanset om den pågældende faktisk
har varetaget hvervet som direktør, bestyrelses- eller tilsyns-
rådsmedlem i den relevante periode, eller om den pågælden-
de f.eks. har været passiv i udøvelsen af sit hverv eller været
”stråmand”, således at ledelsen reelt er blevet udøvet af en
anden person.
Det er dog en forudsætning for, at ledelsesmedlemmet om-
fattes af konkurskarantænereglerne, at den pågældende har
accepteret hvervet (registreringen) som direktør, bestyrelses-
medlem eller tilsynsrådsmedlem, eller at den pågældende i
det mindste har været bekendt med registreringen og ikke
gjort indsigelser herimod. Hvor en persons identitetsoplys-
ninger er blevet misbrugt i forbindelse med registreringen
som ledelsesmedlem i Erhvervsstyrelsens it-system, vil den
pågældende ikke kunne anses for at have accepteret hvervet,
idet det dog vil være op til den pågældende selv at føre
bevis for, at der foreligger misbrug. Det vil i den forbindelse
efter omstændighederne kunne indgå i bevisbedømmelsen,
hvis en person under en konkurskarantænesag ikke frem-
kommer med relevante oplysninger, som kan understøtte
den pågældendes forklaring om, at den pågældende – uag-
tet at andre oplysninger indikerer det modsatte – ikke har
accepteret hvervet (registreringen) som direktør, bestyrelses-
medlem eller tilsynsrådsmedlem, herunder som følge af mis-
brug af identitetsoplysninger. Ved vurderingen af, om den
pågældende må anses for at have accepteret hvervet eller ej,
vil bl.a. kunne henses til, om personen har taget effektive
skridt i retningen af at lade sig afregistrere som ledelses-
medlem, herunder kontaktet Erhvervsstyrelsen og indsendt
de relevante erklæringer mv. til styrelsen, idet det vil bero
på en konkret vurdering af den enkelte situation. Det vil i
denne forbindelse ikke være tilstrækkeligt for, at en person
må anses for ikke at have accepteret hvervet, at personen har
rettet henvendelse til den, der har forestået registreringen og
gjort opmærksom på forholdet.
En person, der reelt er fratrådt som direktør, bestyrelsesmed-
lem eller tilsynsrådsmedlem mere end 1 år før fristdagen,
men først senere end 1 år før denne dato afregistreres i
Erhvervsstyrelsens it-system, vil ligeledes skulle anses for
at have deltaget i ledelsen af skyldnerens erhvervsvirksom-
hed, hvis den pågældende må anses for at have accepteret
at forblive registreret som ledelsesmedlem, eller hvis den
pågældende i det mindste var bekendt med registreringen og
ikke har gjort indsigelser herimod. Det vil være den person,
der påberåber sig, at personen reelt er fratrådt og ikke har
accepteret at forblive registreret, der har bevisbyrden for
dette, herunder at der er taget de fornødne effektive skridt til
at sikre en eventuel afregistrering.
En person, der alene er registreret som suppleant til bestyrel-
sen eller tilsynsrådet, vil ikke i kraft af selve hvervet og
registreringen som suppleant være omfattet af konkurska-
rantænereglerne, men personen vil dog kunne blive omfattet
heraf, hvis vedkommende i den relevante periode (dvs. sene-
re end 1 år før fristdagen eller i givet fald dagen for beslut-
ningen om tvangsopløsning) faktisk har udøvet hvervet som
bestyrelsesmedlem eller tilsynsrådsmedlem, fordi det faste
bestyrelsesmedlem eller tilsynsrådsmedlem har haft forfald.
Efter selskabslovens § 112, stk. 2, kan et enkeltmandsfirma
eller et interessentskab være direktør i et rederiselskab. Hvis
dette er tilfældet, vil indehaveren af enkeltmandsfirmaet
henholdsvis interessenterne i givet fald være at anse som
at have deltaget i ledelsen af det pågældende rederiselskab.
Deltagelse i ledelsen af skyldnerens erhvervsvirksomhed
omfatter endvidere den, der faktisk har udøvet en direktørs
eller tilsynsmedlems beføjelser i virksomheden. Dette vil
for det første omfatte en person, der har udøvet sådanne
beføjelser, men hvis ledelsesmæssige rolle på grund af er-
40
hvervsvirksomhedens form ikke er undergivet registrering i
Erhvervsstyrelsens it-system. Dette vil bl.a. omfatte ledere
af enkeltmandsvirksomheder, interessentskaber og komman-
ditselskaber, medmindre samtlige interessenter henholdsvis
komplementarer er kapitalselskaber, ligesom ledelsen i fri-
villige foreninger, ikke-erhvervsdrivende foreninger og fon-
de vil være omfattet af konkurskarantænereglerne, i det
omfang foreningen og fonden mv. er omfattet af erhvervs-
virksomhedsbegrebet, jf. herom nedenfor.
Endvidere vil tilfælde, hvor en erhvervsvirksomheds ledel-
se er registeret i Erhvervsstyrelsens it-system, men hvor
registreringer helt eller delvist ikke svarer til de faktiske for-
hold være omfattet af konkurskarantænereglerne. I sådanne
tilfælde vil både den, der er registreret som ledelsesmedlem
uden at udøve ledelsesmedlemmets beføjelser, og den, der
uden at være registreret som ledelsesmedlem har udøvet
ledelsesmedlemmets beføjelser, være omfattet af karantæn-
ereglerne. Både en reel stråmand og en dertilhørende bag-
mand eller et passivt ledelsesmedlem vil således være om-
fattet af konkurskarantænereglerne. En form for stråmands-
konstruktioner kan i denne sammenhæng bl.a. forekomme
i visse koncernforhold, hvor moderselskabet reelt også udø-
ver den daglige ledelse i et eller flere datterselskaber, men
hvor der er registreret en anden ledelse i datterselskabet,
som formelt disponerer. Konkurskarantæne for ledelsen i
moderselskabet kan i sådanne tilfælde komme på tale, hvis
et eller flere af datterselskaberne går konkurs, selv om mo-
derselskabet ikke går konkurs.
En ejers blotte udøvelse af ejerbeføjelser f.eks. på en selska-
bsgeneralforsamling (herunder et moderselskabs ledelsesud-
øvelse af ejerbeføjelser på et datterselskabs vegne) anses
derimod ikke som deltagelse i ledelsen af en erhvervsvirk-
somhed.
Med nyaffattelsen af stk. 1, 1. pkt., foreslås begrebet »virk-
somhed« ændret til »erhvervsvirksomhed«.
Der er med ændringen af begrebet tilsigtet en ændring af
den gældende retstilstand, der bl.a. følger af Højesterets
kendelse af 27. juni 2021 (gengivet i U 2021.1301 H),
hvorefter det afgørende for, om en virksomhed omfattes af
virksomhedsbegrebet i konkurslovens § 157, stk. 1, er, om
virksomheden har udøvet aktiviteter, der som udgangspunkt
har til formål at opnå en økonomisk vinding. Det er med
ændringen endvidere tilsigtet, at der opnås en vis kongru-
ens mellem erhvervsvirksomhedsbegrebet i den foreslåede
§ 157, stk. 1, 1. pkt., og erhvervsvirksomhedsbegrebet i §
159, 1. pkt., der ikke foreslås ændret. Ændringen vil således
indebære, at erhvervsvirksomhedsbegrebet i § 157, stk. 1, 1.
pkt., udvides til som minimum også at omfatte de erhvervs-
virksomheder, der er omfattet af erhvervsvirksomhedsbegre-
bet i § 159, 1. pkt.
Begrebet »erhvervsvirksomhed« i den foreslåede bestem-
melse vil omfatte alle juridiske enheder, der udøver aktivi-
teter af erhvervs- eller forretningsmæssig karakter. Det vil
herefter ikke være afgørende for, om en juridisk enhed om-
fattes af erhvervsvirksomhedsbegrebet i bestemmelsens for-
stand, hvilken form den juridiske enhed antager, ligesom det
ikke vil være eneafgørende, med hvilket formål aktiviteterne
i enheden udøves, herunder om de udøves med det formål at
opnå en økonomisk gevinst.
Uanset deres faktiske virksomhed eller mangel på samme
vil juridiske enheder, der i almindelighed karakteriseres
som erhvervsdrivende, være omfattet af erhvervsvirksom-
hedsbegrebet i bestemmelsen. Således vil aktieselskaber, an-
partsselskaber, andelsselskaber, interessentskaber, komman-
ditselskaber og erhvervsdrivende fonde være at anse som
erhvervsvirksomheder i bestemmelsens forstand. Det samme
vil gælde enkeltmandsvirksomheder, herunder hvor en per-
son har drevet en personligt ejet enkeltmandsvirksomhed, og
personen erklæres personligt konkurs. Deltagelse i ledelsen
af sådanne juridiske enheder vil således altid være omfattet
af konkurskarantænereglerne.
Hvor formålet med en given virksomhed ikke er at opnå
en økonomisk gevinst eller et overskud, og hvor der ikke
er tale om en af de ovennævnte typer af juridiske enheder
eller andre enheder, som i almindelighed karakteriseres som
erhvervsdrivende, vil det afgørende for, om den juridiske
enhed omfattes af bestemmelsen, være, om der i den på-
gældende enhed udøves aktiviteter af erhvervs- eller forret-
ningsmæssig karakter, og om de disse aktiviteter har et i
økonomisk henseende væsentligt omfang. En juridisk enhed,
hvis formål alene er at varetage et ideelt ikke-erhvervsmæs-
sigt formål, vil herefter være omfattet af erhvervsvirksom-
hedsbegrebet, hvis der i enheden udøves forretnings- eller
erhvervsmæssige aktiviteter i et i økonomisk henseende væ-
sentligt omfang. Dette kan f.eks. omfatte ideelle og frivillige
foreninger samt ikke-erhvervsdrivende fonde, andelsbolig-
foreninger, ejerforeninger mv.
Ved vurderingen af, om en juridisk enhed udøver forret-
nings- eller erhvervsmæssige aktiviteter, vil der skulle hen-
ses til, hvad der i almindelighed forstås ved sådanne aktivi-
teter.
Opkrævning af medlemskontingent i ideelle foreninger mv.
vil ikke være at anse som erhvervs- eller forretningsmæs-
sig aktivitet. Det samme vil gælde betaling for deltagelse
i foreningens aktiviteter, herunder betaling for deltagelse i
træning samt betaling for deltagelse i foreningens arrange-
menter, der alene afholdes for foreningens medlemmer. Der-
imod vil f.eks. en idrætsforenings drift af en kiosk i en
sportshal, salg af merchandise eller udlejning af faciliteter
til andre end foreningens medlemmer være at anse for en er-
hvervs- eller forretningsmæssig aktivitet, og idrætsforenin-
gen vil herefter blive omfattet af erhvervsvirksomhedsbegre-
bet, hvis aktiviteten har et i et økonomisk omfang væsentligt
omfang.
Sponsorater, legater og tilskud, som en ideel forening mv.
modtager, vil som udgangspunkt ikke være at anse for en del
af den erhvervs- eller forretningsmæssige aktivitet i forenin-
gen, hvis sponsoratet, legatet eller tilskuddet alene relaterer
41
sig til foreningens ideelle aktiviteter. Særligt i forhold til
sponsorater vil dette også være tilfældet, selv om foreningen
leverer en modydelse i form af reklame eller lignende, som
i andre sammenhænge vil være at betegne som en erhvervs-
mæssig aktivitet. Hvis en idrætsforening således f.eks. mod-
tager et tilskud eller et sponsorat til f.eks. køb af udstyr til
brug for foreningens ideelle virke, vil dette ikke være at an-
se som en erhvervs- eller forretningsmæssig aktivitet, uanset
at sponsoratet er betinget af, at der i foreningen, på dennes
hjemmeside eller på det indkøbte udstyr mv. reklameres
for sponsorens virksomhed. Hvis et tilskud eller sponsorat
derimod modtages til brug for aktiviteter eller løsøre, der
anvendes i relation til foreningens erhvervsmæssige aktivitet
– f.eks. drift af en kiosk eller et cafeteria – vil tilskuddet
eller sponsoratet skulle anses som en del af foreningens
erhvervs- eller forretningsmæssig aktivitet.
Opkrævning af boligafgift i andelsboligforeninger eller ejer-
afgifter i en ejerforening vil heller ikke være at anse for
erhvervs- eller forretningsmæssig aktivitet, hvorimod f.eks.
udlejning af ledige beboelseslejemål til andre end andelsbo-
ligforeningens ejere samt udlejning af erhvervslejemål i en
andelsbolig-, bolig- eller ejerforening vil være at anse for
erhvervs- eller forretningsmæssig aktivitet.
En erhvervs- eller forretningsmæssig aktivitet vil skulle an-
ses for at have et i et økonomisk henseende væsentligt om-
fang, hvis den juridiske enhed har en årlig bruttoomsætning
på 250.000 kr. eller mere i forbindelse med udøvelsen af
sådanne aktiviteter.
Det foreslås i denne sammenhæng i stk. 1, 3. pkt., at kon-
kurskarantænereglerne ikke vil finde anvendelse på fonde
eller foreninger, der alene udøver erhvervsvirksomhed af be-
grænset omfang. Dette vil indebære, at hvor en forening el-
ler ikke-erhvervsdrivende fond har en årlig bruttoomsætning
på under 250.000 kr. hidrørende fra de erhvervs- eller forret-
ningsmæssige aktiviteter, vil konkurskarantænereglerne ikke
finde anvendelse på de personer, der har deltaget i ledelsen
af sådanne enheder.
Det vil for det andet være en betingelse for at pålægge
konkurskarantæne, at det pågældende ledelsesmedlem har
deltaget i ledelsen af skyldnerens erhvervsvirksomhed sene-
re end 1 år før fristdagen.
Der er tale om en videreførelse af den gældende retstilstand
i § 157, stk. 1, 1. pkt., hvorefter den relevante periode for,
hvornår der skal være udvist groft uforsvarlig forretningsfø-
relse, vil være 1 år før fristdagen.
Det foreslås i denne sammenhæng i stk. 1, 2. pkt., at videre-
føre den gældende bestemmelse i § 157, stk. 1, 2. pkt., hvor-
efter fristen på 1 år, såfremt skyldneren var under tvangs-
opløsning, da konkursen indtrådte, skal regnes fra dagen
for beslutningen om tvangsopløsningen. Ligesom efter den
gældende bestemmelse vil den foreslåede bestemmelse kun
have selvstændig betydning i de tilfælde, hvor datoen for
beslutningen om tvangsopløsning ikke er fristdagen efter
konkurslovens § 1, stk. 1, nr. 3, dvs. hvor der ikke senest
tre måneder efter denne dato begæres rekonstruktions- eller
konkursbehandling.
Det vil for det tredje være en betingelse for at pålægge
konkurskarantæne, at det ledelsesmedlem, der har deltaget i
ledelsen af skyldnerens erhvervsvirksomhed senere end 1 år
før fristdagen, har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse
eller undladt at rette op på en groft uforsvarlig forretningsfø-
relse, der er udvist senere end 1 år før fristdagen.
Der er tale om en delvis videreførelse af den gældende be-
stemmelse i § 157, stk. 1, idet det dog ikke længere vil være
et krav for at pålægge konkurskarantæne, at den groft ufor-
svarlige forretningsførelse må antages at gøre den pågælden-
de uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksom-
hed. Den nyaffattede bestemmelse vil derfor indebære, at
det afgørende for, om konkurskarantæne kan pålægges, vil
være, om det pågældende ledelsesmedlem har udvist groft
uforsvarlig forretningsførelse, idet en forretningsførelse, der
kan karakteriseres som groft uforsvarlig, i almindelighed
vil være udtryk for, at personen er uegnet til at deltage i
ledelsen af en erhvervsvirksomhed.
Med groft uforsvarlig forretningsførelse forstås – ligesom
efter den gældende bestemmelse i § 157, stk. 1, 1. pkt.
– misbrugslignende forhold eller forhold af grov karakter
i øvrigt, og konkurskarantæne bør dermed kun anvendes i
tilfælde, der både i objektiv og subjektiv forstand kan beteg-
nes som grove. Der skal ved vurderingen af, om en forret-
ningsførelse anses for groft uforsvarlig, foretages en konkret
helhedsvurdering af det pågældende ledelsesmedlems forret-
ningsførelse i den tid, hvor den pågældende har deltaget i
ledelsen.
Vurderingen af, om der er udvist groft uforsvarlig forret-
ningsførelse, vil skulle foretages i forhold til erhvervsvirk-
somhedens økonomiske forhold i bred forstand. Det dre-
jer sig således navnlig om dispositioner med hensyn til er-
hvervsvirksomhedens kapitalgrundlag, lånoptagelse, bogfø-
ring, økonomistyring og regnskabsaflæggelse og om større
økonomiske dispositioner med hensyn til erhvervsvirksom-
hedens drift eller udvikling.
I vurderingen af, om en forretningsførelse må anses for groft
uforsvarlig, vil det navnlig skulle indgå, om konkursen har
ført til betydelige tab for fordringshaverne, og om konkur-
sen må antages at skyldes, at ledelsen har løbet uacceptable
risici. Selv om det ligger i sagens natur, at en erhvervsvirk-
somhed, der er gået konkurs, ofte vil have medført et tab
for den konkursramte erhvervsvirksomheds fordringshavere,
og at det fortsat ikke vil være et krav, at der er årsagssam-
menhæng mellem den groft uforsvarlige forretningsførelse
og konkursen, er det dog klart, at jo større tabet er, jo mere
vil i så fald tale for, at forretningsførelsen har været groft
uforsvarlig.
Selv om et stort tab kan tale med betydelig vægt for, at det
pågældende ledelsesmedlems forretningsførelse har været
42
groft uforsvarlig, behøver det dog ikke altid at være tilfæl-
det, hvis f.eks. konkursen i væsentligt omfang kan henføres
til ydre omstændigheder, som ikke kan tilskrives ledelsens
forhold, f.eks. den almindelige konjunkturudvikling eller
pludselige væsentlige ændringer i erhvervsvirksomhedens
indtjeningsevne som følge af ny lovgivning, væsentligt ænd-
ret konkurrencesituation (f.eks. en ny konkurrent), væsent-
ligt forøgede omkostninger (f.eks. stærkt stigende oliepriser)
eller væsentlig ændret afsætningssituation (f.eks. tab af stor
kunde). Også interne forhold hos erhvervsvirksomheden kan
have medvirket til konkursen, uden at ledelsen nødvendigvis
har handlet groft uforsvarligt, f.eks. at erhvervsvirksomhe-
den mister en eller flere centrale medarbejdere (f.eks. til
en konkurrent eller som følge af sygdom eller død). Der
bør dog ikke udvises tilbageholdenhed med at anse en ufor-
svarlig forretningsførelse for groft uforsvarlig, hvor det må
bero på tilfældigheder, at det er ydre omstændigheder eller
interne forhold, der udløser konkursen.
Groft uforsvarlig forretningsførelse vil som udgangspunkt
ikke foreligge i de tilfælde, der snarere må anses for forret-
ningsmæssig udygtighed. Den udygtighed, der ikke i sig
selv bør føre til pålæg af konkurskarantæne, er navnlig
udygtighed med hensyn til tilrettelæggelsen af erhvervsvirk-
somhedens produktion og markedsføring, fastsættelse af
priser og vilkår mv., og vil f.eks. kunne foreligge, hvor
en erhvervsvirksomhed lider et stort tab som følge af en
fejlkalkulering af et tilbud. Reglerne om konkurskarantæne
er således ikke møntet på udygtige erhvervsdrivende, heller
ikke når en person flere gange efter hinanden går konkurs
med en erhvervsvirksomhed på grund af, hvad der kan be-
tegnes som forretningsmæssig udygtighed.
Der skal ved vurderingen af, om der foreligger groft
uforsvarlig forretningsførelse eller alene forretningsmæssig
udygtighed, tages et særligt hensyn til iværksættere. Der
skal således ved anvendelsen af konkurskarantænereglerne
tages hensyn til, at seriøse genstartere ikke bliver begræn-
set af reglerne om konkurskarantæne, herunder navnlig i
tilfælde hvor konkursen skyldes manglende evne til at drive
selvstændig erhvervsvirksomhed og ikke groft uforsvarlig
forretningsførelse. Hvor en forretningsførelse må anses for
groft uforsvarlig, vil det dog under alle omstændigheder
skulle føre til pålæg af konkurskarantæne også i tilfælde,
hvor der er tale om en iværksætter, således at personen
begrænses i umiddelbart at videreføre en groft uforsvarlig
forretningsførelse.
Den groft uforsvarlige forretningsførelse, der kan begrunde
konkurskarantæne, vil skulle være udvist i perioden senere
end 1 år før fristdagen, idet der dog foreslås en kodificering
af retstilstanden efter Højesterets kendelser af henholdsvis
13. januar 2016 (gengivet i U 2016.1473 H) og af 11. januar
2018 (U 2018.1435 H), hvorefter en undladelse af at rette
op på forhold, der er udvist tidligere end 1 år før fristdagen,
vil skulle anses som groft uforsvarlig forretningsførelse, der
kan begrunde pålæg af konkurskarantæne. Der vil herefter
– ligesom det er tilfældet efter den gældende retstilstand –
kunne henses til, om der forud for fristdagen er udvist groft
uforsvarlig forretningsførelse, og om den person, der har
deltaget i ledelsen af erhvervsvirksomheden senere end 1 år
før fristdagen, har undladt at rette op herpå.
Det vil bero på en konkret vurdering, om ledelsesmedlem-
met, der har deltaget i ledelsen af skyldnerens erhvervsvirk-
somhed senere end 1 år før fristdagen, kan siges at have
rettet op på en groft uforsvarlig forretningsførelse, der er
udvist tidligere end 1 år før fristdagen. Der vil i denne sam-
menhæng bl.a. kunne henses til, om ledelsesmedlemmet selv
var en del af ledelsen, da der blev udvist groft uforsvarlig
forretningsførelse, eller om ledelsesmedlemmet først er til-
trådt efter den groft uforsvarlige forretningsførelse er blevet
udvist, samt om ledelsesmedlemmet henset til den tid, den
pågældende har deltaget i ledelsen, har haft mulighed for
at rette op på forholdet, og i givet fald hvilke bestræbelser
den pågældende har gjort i den henseende. Hvor der er tale
om et nyt ledelsesmedlem, der tiltræder kort inden konkur-
sen, vil den tid, som den pågældende har haft til rådighed
til at rette på en groft uforsvarlig forretningsførelse kunne
spille en væsentlig rolle ved vurderingen alt afhængig af den
groft uforsvarlige forrentningsførelse. Det bemærkes i denne
sammenhæng, at hvor der er tale om et ledelsesmedlem,
der indsættes som stråmand ganske kort tid før konkursen,
vil den tid, som den pågældende har deltaget i ledelsen,
ikke have betydning for, om der er udvist groft uforsvarlig
forretningsførelse.
Hvor den groft uforsvarlige forretningsførelse har karakter
af f.eks. manglende indberetning og afregning af moms og
A-skat, eller hvor der er tale om en væsentlig tilsidesættelse
af reglerne om bogføring eller lignende, vil det ikke være
tilstrækkeligt for, at det pågældende ledelsesmedlem kan
siges at have rettet op på en groft uforsvarlig forretningsfø-
relse, at ledelsesmedlemmet begynder at opføre sig i over-
ensstemmelse med, hvad der kræves efter reglerne. I sådan-
ne tilfælde vil en genopretning, der kan udelukke, at der
er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, bestå i, at le-
delsesmedlemmet sørger for, at f.eks. gamle indberetninger
bliver foretaget mv., at gamle bogføringer bliver foretaget
eller rettet, og evt. at ledelsesmedlemmet går i dialog med
myndighederne herom. Hvor der er tale om et nyt ledelses-
medlem, vil det bero på en konkret vurdering, om personen
har haft mulighed for at rette op på den groft uforsvarlige
forretningsførelse, herunder henset til tiden den pågældende
har været en del af ledelsen, og om erhvervsvirksomheden
er i besiddelse af oplysninger, der gør det muligt for den
nye ledelse at rette op på de manglende indberetninger og
afregninger.
Hvor den groft uforsvarlige forretningsførelse har karakter
af en omstødelig disposition, f.eks. en ikke forretningsmæs-
sigt begrundet disposition, der har medvirket til, at skyldne-
rens formue er blevet ikke uvæsentligt reduceret til skade
for kreditorerne, vil ledelsesmedlemmet ikke have mulighed
for at rette op på forretningsførelsen, hvorfor det pågælden-
de ledelsesmedlem som udgangspunkt ej heller vil have ud-
vist groft uforsvarlig forretningsførelse, som kan begrunde
konkurskarantæne. Det bemærkes i denne sammenhæng, at
43
hvor den omstødelige disposition udspringer af en uforsvar-
lig forretningsførelse, der er udvist senere end 1 år før frist-
dagen, vil det kunne begrunde pålæg af konkurskarantæne,
idet selve dispositionen og ikke blot undladelsen af at rette
op herpå vil kunne anses som groft uforsvarlig forretnings-
førelse.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 opregner de typetil-
fælde, som i almindelighed skal anses for at udgøre groft
uforsvarlig forretningsførelse i konkurskarantænereglernes
forstand, og som i sig selv vil kunne begrunde pålæg af
konkurskarantæne.
Der er ikke tale om en udtømmende opregning, idet der kan
være forhold, som i almindelighed vil tale for, at der forelig-
ger groft uforsvarlig forretningsførelse, men som ikke i sig
selv, efter omstændighederne, herunder i kombination med
den øvrige forretningsførelses karakter og tabets størrelse,
vil skulle anses for groft uforsvarlig.
Det vil i alle tilfælde bero på en konkret vurdering af den
enkelte sags omstændigheder, om der foreligger groft ufor-
svarlig forretningsførelse, men hvis én af de i den foreslåede
stk. 2 oplistede typetilfælde foreligger, vil dette i sig selv
være tilstrækkeligt for at anse en disposition eller en adfærd
for groft uforsvarlig forretningsførelse, der kan føre til på-
læg af konkurskarantæne.
Det foreslås med stk. 2, nr. 1, at hvor den pågældende
i væsentlig grad har tilsidesat sine forpligtelser efter skat-
te-, told- eller afgiftslovgivningen, vil dette i almindelighed
skulle anses som groft uforsvarlig forretningsførelse, der i
sig selv kan begrunde pålæg af konkurskarantæne.
For at en tilsidesættelse af skatte-, told eller afgiftslovgiv-
ningen vil anses for væsentlig, vil det kræves, at tilsidesæt-
telsen har karakter af et misbrugslignende forhold eller et
forhold af særlig grov karakter i øvrigt, og tabet vil i denne
sammenhæng kunne spille en rolle.
Hvor tilsidesættelsen af skatte-, told-, og afgiftslovgivnin-
gen har karakter af manglende indberetning af A-skat, AM-
bidrag, moms mv., vil dette som udgangspunkt skulle an-
ses for at udgøre groft uforsvarlig forretningsførelse. Det
samme vil være tilfældet, hvor der er tale om gentagne til-
fælde af urigtige og forkerte indberetninger. Hvor der alene
er tale om enkelte tilsidesættelser af pligten til at indberette
i den sidste korte periode før erhvervsvirksomhedens drift
ophører, eller før erhvervsvirksomheden bliver taget under
insolvensbehandling, vil forholdet dog som udgangspunkt
– herunder på trods af at der er tale om uforsvarlig forret-
ningsførelse – ikke i sig selv kunne begrunde, at der er
tale om groft uforsvarlig forretningsførelse, idet der dog vil
skulle henses til sagens samlede omstændigheder, herunder
om der tidligere er foretaget korrekte indberetninger mv., og
ledelsens forretningsførelse i øvrigt.
Hvor tilsidesættelsen af skatte-, told- og afgiftslovgivningen
har karakter af en manglende afregning af A-skat, AM-bi-
drag, moms mv., vil der ved vurderingen af, om tilsidesæt-
telsen er væsentlig nok til, at der foreligger groft uforsvarlig
forretningsførelse, skulle henses til, om den manglende af-
regning beror på likviditetsmæssige problemer, eller om det
beror på manglende betalingsvilje. Hvor der således i øvrigt
er indberettet korrekt, og hvor den manglende afregning
skyldes manglende evne og ikke manglende vilje, vil forhol-
det ikke være væsentlig nok til i sig selv at kunne begrunde,
at der foreligger groft uforsvarlig forretningsførelse, idet
forholdet dog henset til sagens samlede omstændigheder og
ledelsesmedlemmets øvrige forretningsførelse vil kunne føre
til pålæg af konkurskarantæne.
Ved vurderingen af, om en manglende afregning af en i
øvrigt korrekt indberettet A-skat, AM-bidrag, moms mv.
skyldes manglende evne og ikke manglende vilje, vil der
bl.a. kunne henses til, om der har været dialog med skatte-
myndighederne om en mulig afdragsordning, betalingsplan
eller lign., ligesom der kan henses til, om der er foretaget
andre foranstaltninger med henblik på at få nedbragt gælden
til skattemyndighederne og få rettet op på forholdet.
Hvor der efter en dialog med skattemyndighederne f.eks.
er indgået en betalingsplan mv., som ikke overholdes, vil
der skulle henses til, om den manglende overholdelse af
betalingsplanen mv., skyldes manglende evne og ikke mang-
lende vilje. Det vil således ikke være tilstrækkeligt til ikke
at anse en forretningsførelse for groft uforsvarlig, at man
har søgt en dialog med skattemyndighederne, idet det må
kræves, at man tillige har søgt at overholde den betalings-
plan mv., som er blevet aftalt. Hvor det alene er i den sidste
korte periode op til, at erhvervsvirksomheden tages under
insolvensbehandling, at en betalingsplan ikke overholdes,
vil forholdet i almindelighed ikke i sig selv kunne begrunde,
at der er tale om en væsentlig tilsidesættelse, der kan føre
til pålæg af konkurskarantæne, idet forholdet dog – ligesom
ved en manglende afregning – henset til sagens samlede
omstændigheder og ledelsesmedlemmets øvrige forretnings-
førelse vil kunne indgå som et led i en samlet vurdering af,
om der er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, der kan
føre til pålæg af konkurskarantæne.
Hvis den manglende afregning af A-skat, AM-bidrag eller
moms mv., derimod skyldes manglende vilje til at afregne,
vil forholdet som udgangspunkt skulle anses for groft ufor-
svarlig forretningsførelse, uanset om der i øvrigt er indberet-
tet korrekt. Manglende vilje til at afregne vil bl.a. foreligge
i de situationer, hvor man har anvendt det offentlige som
en form for selvbestaltet kassekredit. Dette kan f.eks. være
tilfældet, hvor man betaler enkelte eller udvalgte kreditorer,
men ikke det offentlige. Der bør i denne sammenhæng kræ-
ves en vis systematik i oparbejdelsen af gælden til det of-
fentlige, førend forholdet kan betegnes som groft uforsvarlig
forretningsførelse, men groft uforsvarlig forretningsførelse
kan dog også foreligge i situationer, hvor der er tale om stør-
re, enkeltstående tilfælde af manglende betaling. Jo længere
tid forholdet har stået på, jo mere vil dog tale for, at der må
være tale om groft uforsvarlig forretningsførelse, som i sig
selv kan begrunde pålæg af konkurskarantæne.
44
En væsentlig tilsidesættelse af skatte-, told- og afgiftslov-
givningen vil ligeledes kunne foreligge i et tilfælde, hvor
der er tale om manglende betaling af et krav på skat af
B-indkomst, der skyldes overskud fra en persons enkelt-
mandsvirksomhed. Der er dermed tilsigtet en ændring af
den retstilstand, der følger af Højesterets kendelse af 11.
april 2022 (gengivet i U 2022.2422 H). Hvis B-indkomsten
således relaterer sig til en persons enkeltmandsvirksomhed,
vil en manglende betaling af skat heraf kunne være udtryk
for groft uforsvarlig forretningsførelse i samme omfang som
de tilfælde, hvor et selskab ikke overholder sine forpligtelser
til f.eks. at indberette og afregne A-skat, moms mv.
Det foreslås med stk. 2, nr. 2, at hvor den pågældende i væ-
sentlig grad har tilsidesat sine forpligtelser efter reglerne om
bogføring og regnskabsaflæggelse, vil dette i almindelighed
skulle anses som groft uforsvarlig forretningsførelse, der i
sig selv kan begrunde pålæg af konkurskarantæne.
Det vil bero på en konkret vurdering, om en tilsidesættelse
af reglerne om bogføring og regnskabsaflæggelse må anses
for væsentlig og dermed i sig selv kunne begrunde pålæg
af konkurskarantæne, idet det vil kræves, at forholdet har
karakter af misbrug eller i øvrigt er af grov karakter.
Hvor der alene er tale om enkelte tilsidesættelser af regler-
ne om bogføring og regnskabsaflæggelse i den sidste kor-
te periode, før erhvervsvirksomhedens drift ophører, eller
før erhvervsvirksomheden tages under insolvensbehandling,
vil forholdet – på trods af at der er tale om uforsvarlig
forretningsførelse – dog ikke i sig selv kunne begrunde,
at der er tale om groft uforsvarlig forretningsførelse, idet
forholdet dog henset til sagens samlede omstændigheder
og ledelsesmedlemmets øvrige forretningsførelse vil kunne
indgå som et led i en samlet vurdering af, om der er udvist
groft uforsvarlig forretningsførelse, der kan føre til pålæg af
konkurskarantæne.
Særligt i forhold til væsentlige tilsidesættelse af de pligter,
der følger af bogføringsloven, vil der bl.a. kunne henses
til, om tilsidesættelsen kan karakteriseres som en væsentlig
overtrædelse bogføringslovens regler. Det følger i den for-
bindelse af bemærkningerne til lov nr. 700 af 24. maj 2022,
jf. Folketingstidende 2021-22, tillæg A, L 163 som fremsat,
side 68, at der i regi af bogføringsloven opereres med tre
kategorier af overtrædelser – nemlig »særligt omfattende«,
»mere omfattende« og »mindre omfattende«.
Hvor en tilsidesættelse af bogføringslovens regler kan ka-
rakteriseres som en »særligt omfattende« overtrædelse i
bogføringslovens forstand, jf. hertil bogføringslovens § 33,
stk. 2, 2. pkt., og bemærkningerne hertil, jf. Folketingsti-
dende 2021-22, tillæg A, L 163 som fremsat, side 68, vil
tilsidesættelsen i almindelighed skulle anses for væsentlig
i konkurskarantænereglernes forstand og dermed i sig selv
kunne begrunde pålæg af konkurskarantæne. Dette vil bl.a.,
jf. Folketingstidende 2021-22, tillæg A, L 163 som fremsat,
side 68, være tilfældet, hvor bogføringen er ikke eksisteren-
de eller i øvrigt er så mangelfuld, at det ikke vil være muligt
at følge og kontrollere det økonomiske hændelsesforløb i
virksomheden. Hvor bogføringsmaterielet således f.eks. er
bortkommet, og hvor skyldneren ikke umiddelbart kan give
en troværdig forklaring på, hvorfor erhvervsvirksomhedens
regnskabsmateriale ikke er umiddelbart tilgængeligt for ku-
rator, vil dette kunne tale for, at der foreligger en væsentlig
tilsidesættelse af bogføringslovens regler, der kan begrunde
pålæg af konkurskarantæne.
Hvor en tilsidesættelse af bogføringslovens regler kan ka-
rakteriseres som en »mere omfattende« overtrædelse i bog-
føringslovens forstand, jf. Folketingstidende 2021-22, tillæg
A, L 163 som fremsat, side 68, vil det som udgangspunkt
tale for, at der er tale om groft uforsvarlig forretningsførelse,
som i sig selv kan begrunde pålæg af konkurskarantæne,
idet det dog i disse tilfælde navnlig vil bero på, om tilsi-
desættelsen har haft betydning for kurators mulighed for
at afdække boets forhold. Hvor tilsidesættelsen ikke har
haft betydning for kurators mulighed for at afdække boets
forhold, vil tilsidesættelsen ikke i sig selv være væsentlig
nok til at kunne udgøre groft uforsvarlig forretningsførelse
i konkurskarantænereglernes forstand, men forholdet vil ef-
ter omstændighederne sammenholdt med den øvrige forret-
ningsførelse kunne føre til pålæg af konkurskarantæne.
Hvor tilsidesættelsen af bogføringsloven alene kan karakte-
riseres som en »mindre omfattende« overtrædelse i bogfø-
ringslovens forstand, jf. Folketingstidende 2021-22, tillæg
A, L 163 som fremsat, side 68, vil tilsidesættelsen – uan-
set at den måtte anses som uforsvarlig forretningsførelse
– ikke være væsentlig nok til i sig selv at kunne udgøre
groft uforsvarlig forretningsførelse, der kan føre til pålæg af
konkurskarantæne. En mindre omfattende overtrædelse vil
derfor i almindelighed ikke kunne stå alene, men vil efter
omstændighederne, herunder henset til kurators mulighed
for at afdække boets forhold og sammenholdt med den øvri-
ge forretningsførelse, kunne føre til, at der er udvist groft
uforsvarlig forretningsførelse, der kan begrunde pålæg af
konkurskarantæne.
Hvis der ikke er bogført digitalt i overensstemmelse med
bogføringslovens § 16, men hvor der foreligger et fuldstæn-
digt bogføringsmateriale uden væsentlige mangler i bogfø-
ringen i et analogt format mv., der overholder de øvrige
bestemmelser i bogføringsloven, og som sætter kurator i
stand til at efterprøve erhvervsvirksomhedens dispositioner
mv., bør dette ikke i sig selv skulle anses for groft uforsvar-
lig forretningsførelse, idet der i sådanne tilfælde ej heller
må antages at være tale om en »særlig omfattende overtræ-
delse« i bogføringslovens forstand, men derimod efter om-
stændighederne en »mere omfattende overtrædelse« jf. hertil
Folketingstidende 2021-22, tillæg A, L 163 som fremsat,
side 68. Dette vil dog forudsætte, at det analoge materiale
er så fuldstændigt, let læseligt og i øvrigt indeholder de
oplysninger, bilag mv., som ville fremgå af det digitale bog-
føringssystem, hvis dette havde været anvendt. Hvis man
således f.eks. har overholdt bestemmelserne i bogføringslo-
vens § 7, stk. 1, og § 9, men ikke i overensstemmelse med
bogføringslovens § 16, stk. 1, nr. 1 og 2, har sørget for
45
at registrere de i øvrigt retvisende og fuldkomne transaktio-
nerne og opbevare registreringer og bilag mv. i et digitalt
bogføringssystem, vil forholdet ikke i sig selv være at anse
for groft uforsvarlig forretningsførelse i konkurskarantæne-
reglernes forstand, hvis det i øvrigt er åbenbart, at forholdet
ikke har betydning for kurators mulighed for at afdække
boets forhold.
Hvor der er bogført digitalt, men hvor erhvervsvirksomhe-
den ikke har anvendt et bogføringssystem, der lever op til
kravene i bogføringslovens § 15, vil det som udgangspunkt
bero på en konkret vurdering, om tilsidesættelsen af reglerne
er så væsentlig, at der vil være tale om groft uforsvarlig
forretningsførelse, idet det afgørende i sådanne tilfælde vil
være, om kurator er i stand til at afdække boets forhold. Der
vil i denne forbindelse kunne henses til, hvilke krav bogfø-
ringssystemet ikke lever op til. Hvor bogføringssystemet
f.eks. ikke lever op til kravet i bogføringslovens § 15, stk.
1, nr. 1, som har til formål at skabe sikkerhed for, at det di-
gitale bogføringssystem understøtter bogføringslovens krav
til erhvervsvirksomhedens bogføring, herunder bl.a. reglerne
i bogføringslovens §§ 7 og 13, jf. hertil Folketingstidende
2021-22, tillæg A, L 163 som fremsat, side 51, vil tilsides-
ættelsen f.eks. i kombination med, at der ikke er opbevaret
en fysisk kopi af materialet, kunne føre til, at forholdet efter
omstændighederne vil anses for groft uforsvarligt, da kura-
tor i så fald ikke vil kunne følge de økonomiske hændelses-
forløb i erhvervsvirksomheden. Hvor der derimod er tale om
f.eks. en tilsidesættelse af kravet i bogføringslovens § 15,
stk. 1, nr. 3, om at bogføringssystemet skal kunne understøt-
te automatisering af administrative processor, herunder ved
automatisk fremsendelse og modtagelse af e-fakturaer mv.,
vil det bero på en konkret vurdering, om der foreligger en
væsentlig tilsidesættelse af bogføringslovens regler, som i
sig selv kan begrunde pålæg af konkurskarantæne.
Hvor en erhvervsvirksomhed tilsidesætter sin pligt efter års-
regnskabslovens § 135, stk. 5, til at lade sit årsregnskab for-
syne med minimum en assistanceerklæring fra en uafhængig
revisor, vil det afgørende for, om tilsidesættelsen skal an-
ses for væsentlig nok til i sig selv at udgøre groft uforsvar-
lig forretningsførelse i konkurskarantænereglernes forstand,
være, om kurator på trods heraf er i stand til at afdække
boets forhold. Hvor regnskabet således er forsynet med en
assistanceerklæring og dermed opstillet korrekt, men hvor
oplysningerne i årsregnskabet er urigtige eller misvisende,
vil det tale for, at der er tale om en væsentlig tilsidesættelse
af de regnskabsmæssige forpligtelser, der udgør groft ufor-
svarlig forretningsførelse. Hvor regnskabet ikke er forsynet
med en assistanceerklæring, men hvor regnskabet i øvrigt er
opstillet korrekt og oplysningerne heri er retvisende og til-
strækkelige, vil det modsat tale mod, at tilsidesættelsen skal
anses for væsentlig nok til i sig selv at udgøre groft ufor-
svarligt forretningsførelse, idet forholdet dog sammenholdt
med den øvrige forretningsførelse efter omstændighederne
vil kunne føre til, at der er udvist groft uforsvarlig forret-
ningsførelse, der kan begrunde pålæg af konkurskarantæne
efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3.
Manglende indsendelse af årsrapport i strid med årsregn-
skabslovens regler herom vil ej heller i sig selv være til-
strækkelig til at udgøre en væsentlig tilsidesættelse af en
regnskabsmæssig forpligtelse i konkurskarantænereglernes
forstand, herunder hvor den manglende indsendelse af års-
rapporten har ført til, at Erhvervsstyrelsen har anmodet skif-
teretten om at tvangsopløse selskabet. En manglende eller
sen indsendelse af et selskabs årsrapport vil dog sammen-
holdt med den øvrige forretningsførelse efter en samlet vur-
dering kunne føre til, at et ledelsesmedlems forretningsførel-
se vil anses for groft uforsvarlig og dermed begrunde pålæg
af konkurskarantæne efter den foreslåede bestemmelse i stk.
3.
Det foreslås med stk. 2, nr. 3, at hvor den pågældende
gennem ikke forretningsmæssigt begrundede dispositioner
har medvirket til, at skyldnerens aktivmasse er blevet ikke
uvæsentligt reduceret til skade for fordringshaverne, vil det-
te i almindelighed skulle anses som groft uforsvarlig forret-
ningsførelse, der kan begrunde pålæg af konkurskarantæne.
Bestemmelsen vil indebære, at hvor der foreligger en ikke
forretningsmæssigt begrundet disposition, der har medvirket
til, at skyldnerens aktivmasse er blevet ikke uvæsentligt re-
duceret til skade for kreditorerne, vil forholdet skulle anses
for groft uforsvarlig forretningsførelse, der i sig selv kan
føre til pålæg af konkurskarantæne.
Det vil bero på en konkret vurdering, om en disposition har
været forretningsmæssigt begrundet.
Som eksempler på ikke forretningsmæssigt begrundede dis-
positioner kan bl.a. nævnes tilfælde, hvor selskabets aktiver
er blevet overdraget til betydelig underpris til nærtstående
eller andre selskaber, på et tidspunkt, hvor den pågældende
måtte indse, at erhvervsvirksomheden var eller ved salget
blev insolvent, eller hvor en erhvervsvirksomhed i øvrigt er
blevet tømt for midler, f.eks. ved at erhvervsvirksomhedens
konto er blevet hævet kort tid før konkursen eller fysiske
aktiver er blevet fjernet, uden at der foreligger dokumen-
tation for, at dispositionerne har været forretningsmæssigt
begrundet. Endvidere vil der bl.a. kunne foreligge en ikke
forretningsmæssigt begrundet disposition, hvor der er ydet
ulovlige ledelseslån, foretaget ulovlig udlodning eller lign.,
eller hvor der er sket en sammenblanding af erhvervsvirk-
somhedens og ledelsens eller skyldnerens nærtståendes øko-
nomi.
Det forhold, at en disposition er omstødelig, vil ikke nød-
vendigvis være ensbetydende med, at dispositionen ikke
kan være forretningsmæssigt begrundet. I et tilfælde, hvor
der f.eks. betales ned på selskabets kassekredit for at sik-
re, at kassekreditten ikke bliver lukket, kan forholdet efter
omstændighederne anses for forretningsmæssigt begrundet,
selv om dispositionen efter omstændighederne ville være
omstødelig og i strid med ligebehandlingsprincippet i kon-
kursloven. På samme måde vil det forhold, at en disposition
ikke er omstødelig, ikke være ensbetydende med, at dispo-
sitionen er forretningsmæssigt begrundet. Begrebet »forret-
46
ningsmæssigt begrundet« må således i relation til konkurs-
karantænereglerne forstås uafhængigt af omstødelsesregler-
ne, idet det dog er klart, at hvor der f.eks. foreligger en
omstødelig gave efter konkurslovens § 64, stk. 1, som bl.a.
forudsætter, at dispositionen ikke er forretningsmæssigt be-
grundet, vil dispositionen skulle anses for groft uforsvarlig
forretningsførelse.
Førend en ikke forretningsmæssigt begrundet disposition i
sig selv vil skulle anses for groft uforsvarlig forretningsfø-
relse, der kan føre til pålæg af konkurskarantæne, vil det
være et krav, at den ikke forretningsmæssigt begrundede
disposition har medvirket til, at erhvervsvirksomhedens ak-
tivmasse er blevet ikke uvæsentligt reduceret til skade for
fordringshaverne. Hvor den ikke forretningsmæssigt begrun-
dede disposition alene har medført en uvæsentlig reduktion
af aktivmassen, vil forholdet ikke i sig selv kunne begrunde
pålæg af konkurskarantæne, men forholdet vil dog sammen-
holdt med den øvrige forretningsførelse efter omstændighe-
derne kunne føre til, at ledelsesmedlemmet må anses for
at have udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, der kan
begrunde pålæg af konkurskarantæne.
Det vil bero på en konkret vurdering af størrelsen af aktiv-
massen forud for og efter dispositionen, om en reduktion
af aktivmassen er ikke uvæsentlig. En reduktion kan i den
forbindelse både være ikke uvæsentlig ud fra en relativ vur-
dering og ud fra en absolut vurdering. Hvis der er tale om
flere ikke forretningsmæssigt begrundede dispositioner af
mindre størrelse, vil der skulle henses til det samlede beløb
af disse dispositioner, når det vurderes, om det foretagne
enten relativt og/eller i absolutte tal har karakter af en ikke
uvæsentlig reduktion af den samlede aktivmasse.
Hvor dispositionen f.eks. har medført, at skyldnerens ak-
tivmasse er blevet reduceret med 10.000 kr., men den re-
sterende aktivmasse er betydelig, vil reduktionen alt efter
omstændighederne kunne anses for uvæsentligt i relativ for-
stand. Hvor der på den anden side f.eks. er tale om en
disposition, der alene udgør få procent af den forud for
dispositionen bestående aktivmasse, men hvor reduktionen
i absolutte tal må anses for betydelig, vil dispositionen ef-
ter omstændighederne kunne anses for en ikke uvæsentlig
reduktion, der i sig selv kan begrunde pålæg af konkurs-
karantæne. Hvor den ikke forretningsmæssigt begrundede
disposition f.eks. består i en enkelt middag eller lign., vil
forholdet som udgangspunkt ikke skulle anses for groft ufor-
svarlig forretningsførelse i sig selv, da sådanne dispositioner
– alt efter omstændighederne – alene må anses at have ført
til en uvæsentlig reduktion af skyldnerens aktivmasse både i
relativ og absolut forstand.
Ved vurderingen af, om erhvervsvirksomhedens aktivmasse
er blevet ikke uvæsentligt reduceret til skade for kreditorer-
ne, vil det være uden betydning, om det er muligt at tilba-
geføre værdien af den ikke forretningsmæssigt begrundede
disposition ved f.eks. omstødelse, ligesom det vil være uden
betydning for vurderingen af, om der foreligger groft ufor-
svarlig forretningsførelse, om ledelsesmedlemmet på anden
måde retter op på forholdet ved selv at erstatte boet det
tab, som er lidt ved den ikke forretningsmæssigt begrundede
disposition.
Det foreslås med stk. 2, nr. 4, at det i almindelighed vil skul-
le anses for groft uforsvarlig forretningsførelse, der kan føre
til pålæg af konkurskarantæne, hvis den pågældende har
været registeret som ledelsesmedlem i Erhvervsstyrelsens
it-system og enten overladt udførelsen af ledelseshvervet
til en anden person, der ikke er registreret som ledelsesmed-
lem af selskabets ledelse, eller reelt udøvet sit hverv efter
instruktion eller lignende fra en sådan person.
Bestemmelsen relaterer sig til de tilfælde, hvor ledelsesmed-
lemmet må karakteriseres som en stråmand, og vil indebære,
at det at agere som stråmand i en stråmandskonstruktion vil
skulle anses for at udgøre groft uforsvarlig forretningsførel-
se, der i sig selv kan begrunde pålæg af konkurskarantæne.
Selv om tabet i almindelighed vil spille en rolle ved vurde-
ringen af, om der er udvist groft uforsvarlig forretningsførel-
se, vil dette som udgangspunkt ikke være tilfældet, når der
er tale om en stråmandskonstruktion. Hvis der således er tale
om, at en person har ageret som stråmand i en stråmands-
konstruktion, vil dette således i sig selv skulle anses som
groft uforsvarlig forretningsførelse, der kan begrunde pålæg
af konkurskarantæne, uanset om konkursen alene har med-
ført et begrænset tab for kreditorerne, eller om konkursboet
sluttes efter konkurslovens § 144, stk. 1.
Det vil for det første være en betingelse for, at der er tale
om en stråmand i en stråmandskonstruktion, at personen har
været registreret som ledelsesmedlem i Erhvervsstyrelsens
it-system, samt at personen har accepteret hvervet, jf. hertil
ovenfor.
Bestemmelsen vil dermed ikke omfatte de tilfælde, hvor
der i relation til erhvervsvirksomheden ikke gælder en regi-
streringsforpligtelse efter selskabslovgivningen. Således vil
f.eks. en person, der overlader ledelsen af den pågælden-
des personligt drevne erhvervsvirksomhed (enkeltmands-
virksomhed) til en anden, ikke være at anse som en strå-
mand i bestemmelsens forstand. Dette er dog ikke ensbety-
dende med, at den person, der har overladt ledelsen af f.eks.
personens enkeltmandsvirksomhed til en anden, ikke kan
pålægges konkurskarantæne, hvis den pågældendes forret-
ningsførelses kan karakteriseres som groft uforsvarlig efter
de foreslåede bestemmelser i § 157, stk. 2, nr. 1-3 og nr. 6,
og stk. 3.
Det vil for det andet være en betingelse for, at der er tale
om en stråmand i en stråmandskonstruktion, at den pågæl-
dende enten har overladt udførelsen af ledelseshvervet til
en person, der ikke er registret som ledelsesmedlem i Er-
hvervsstyrelsens it-system, eller at den pågældende reelt har
udført sit hverv efter instruktion eller lignende fra en sådan
person. Det vil således være afgørende for, at der er tale om
en stråmand, at der tillige er tale om, at den faktiske ledelse
47
er blevet udøvet af en person, der ikke selv er registreret
som ledelsesmedlem i selskabet.
Hvor den pågældende alene er blevet indsat og registreret
som ledelsesmedlem med det formål at skjule den faktiske
ledelse i erhvervsvirksomhed, vil vedkommende skulle an-
ses for en stråmand i en stråmandskonstruktion, og forhol-
det vil herefter skulle anses for at udgøre groft uforsvarlig
forretningsførelse, der i sig selv kan begrunde pålæg af kon-
kurskarantæne. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvor det alle-
rede ved indsættelsen og registreringen af den pågældende
måtte have stået klart for vedkommende, at vedkommende
ikke vil skulle udøve et ledelsesmedlems beføjelser, idet dis-
se er overladt til en anden person, der ikke selv er registreret
som ledelsesmedlem i selskabet.
En person vil dog også kunne anses for en stråmand i en
stråmandskonstruktion, selv om formålet med registreringen
ikke har været at skjule den faktiske ledelse af selskabet,
men hvor den person, der reelt udøver det formelt registrere-
de ledelsesmedlems beføjelser, ikke er registreret som ledel-
sesmedlem i selskabet, eller hvor den person, der formelt er
registreret som ledelsesmedlem, alene udøver sine beføjelser
efter instruktion fra en sådan person.
Ved vurdering af, om et registreret ledelsesmedlem alene har
haft karakter af en stråmand i en stråmandskonstruktion, og
ledelsesmedlemmet således har udvist groft uforsvarlig for-
retningsførelse, der kan begrunde pålæg af konkurskarantæ-
ne, vil der skulle henses til, hvilken type af ledelsesmedlem
den pågældende har været registreret som. Der vil således
kunne være forskel på vurderingen alt efter, om den pågæl-
dende har været registreret som direktør, der forudsættes at
varetage den daglige driftsmæssige ledelse af erhvervsvirk-
somheden, eller som bestyrelsesmedlem eller medlem af til-
synsrådet, som har andre mere overordnede ledelsesmæssige
forpligtelser i forhold til driften af erhvervsvirksomheden.
Ved vurderingen af, om en registreret direktør har været
et reelt ledelsesmedlem eller alene ageret stråmand i en
stråmandskonstruktion, vil der bl.a. kunne henses til den
praksis, der har dannet sig i relation til den gældende be-
stemmelse i konkurslovens § 157, stk. 1, herunder bl.a. om
den pågældende har haft fuldmagt til at handle på selskabets
vegne og adgang til selskabets bankkonto, om den pågæl-
dende har præsenteret sig som leder af selskabet udadtil,
om den pågældende har fremgået af selskabets officielle do-
kumenter som bemyndiget til at handle på selskabets vegne
mv.
Der vil endvidere kunne henses til, hvad der efter bemærk-
ningerne til selskabslovens bestemmelser om Erhvervssty-
relsens stråmandskontrol, jf. Folketingstidende 2019-20, til-
læg A, L 110 som fremsat, side 62, i almindelighed kræves
som dokumentation for opfyldelsen af kravene i selskabslo-
vens § 112, stk. 2. Der vil således bl.a. kunne henses til, om
den pågældende har været ansat på en direktørkontrakt, om
den pågældende har indgået i en dialog med selskabet i for-
bindelse med ansættelsen, om den pågældende har adgang
til selskabets bankkonto eller været i dialog med selskabets
bank herom, om den pågældende handler på vegne af sel-
skabet ved at deltage i møder eller lign., om der er sket over-
dragelse af selskabsdokumenterne fra en eventuelt fratrådt
direktør til den pågældende mv., og om der udbetales løn
eller andet vederlag til den pågældende i forbindelse med
varetagelsen af hvervet.
Der vil desuden kunne henses til, om den registrerede le-
delse er nærtstående til selskabets reelle ejer, og om de
pågældende har fælles adresse, idet dette alt efter omstæn-
dighederne kan være et indicium for en stråmandslignende
konstruktion.
Endelig vil der kunne henses til, om der er sket en omfatten-
de delegation af det pågældende ledelsesmedlems beføjelser,
der ville være uretmæssig og i strid med selskabslovens
tegningsregler, til en person, der ikke selv er registreret som
ledelsesmedlem i selskabet.
I forhold til bestyrelsesmedlemmer og medlemmer af til-
synsråd mv. vil vurderingen af, om de pågældende må anses
for stråmænd, være mere vanskelig at foretage, idet sådanne
ledelsesmedlemmer ikke har samme direkte driftsmæssigt
forbundne forpligtelser som en direktør. Det vil dog i alle
tilfælde bero på en konkret vurdering af de enkelte tilfælde,
om det pågældende ledelsesmedlem f.eks. er indsat med
henblik på at dække over en anden person, der ikke er
registreret som bestyrelsesmedlem mv., idet det afgørende
i så fald vil være, om f.eks. et bestyrelsesmedlem mv. har
overladt ledelsen til eller har udøvet sine beføjelser efter
instruks fra en person, der ikke er formelt registreret som
ledelsesmedlem.
Hvor den person, der reelt har udøvet det registrerede ledel-
sesmedlems beføjelser, selv er registreret som ledelsesmed-
lem i selskabet, vil det registrerede ledelsesmedlem ikke
skulle anses som en stråmand, og forholdet vil derfor ikke
i sig selv skulle anses som groft uforsvarlig forretningsførel-
se, der kan begrunde pålæg af konkurskarantæne – uanset
at forholdet måtte være i strid med bestemmelsen i selska-
bslovens § 112, stk. 2. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet,
hvor hele bestyrelsen eller tilsynsrådet har overladt det til
den registrerede direktør at udøve deres hverv. Et registreret
ledelsesmedlem vil ej heller skulle anses for at være en
stråmand, hvor der er tale om et passivt ledelsesmedlem
– f.eks. en såkaldt ”tantebestyrelse”, som alene eksisterer
med det formål at opfylde minimumskravet til bestyrelsen i
aktieselskaber i selskabslovens § 111, stk. 2 – og hvor der
ikke er andre, der varetager den rolle, som det pågældende
ledelsesmedlem har været indsat til at varetage. Det vil dog
i alle tilfælde bero på en konkret vurdering af de enkelte
tilfælde, om de pågældende ledelsesmedlemmer ved passi-
vitet har overladt ledelsesbeføjelser til et andet registreret
ledelsesmedlem, eller om ledelsesmedlemmets beføjelser er
udøvet efter instruktion eller lignende fra en anden person,
der ikke er registreret som ledelsesmedlem i selskabet i
øvrigt.
48
Selv om der i situationer, hvor det ikke er en ikke-registreret
person, der reelt udøver det registrerede ledelsesmedlems
beføjelser, vil passive ledelsesmedlemmer eller ledelsesmed-
lemmer, der har overladt udøvelsen af deres hverv til en per-
son, der er registreret som ledelsesmedlem i selskabet, dog
efter omstændighederne kunne pålægges konkurskarantæne,
hvis der er andre forhold, der taler for, at der er udvist groft
uforsvarlig forretningsførelse. Dette vil f.eks. kunne være
tilfældet, hvis f.eks. den af direktøren udviste forretningsfø-
relse har været groft uforsvarlig, og bestyrelsesmedlemmer
mv. som følge af deres passivitet ikke har opfyldt deres
forpligtelse til at føre et ordentligt tilsyn med direktøren.
Det foreslås med stk. 2, nr. 5, at det i almindelighed vil
skulle anses for groft uforsvarlig forretningsførelse, der kan
føre til pålæg af konkurskarantæne, at den pågældende i
strid med selskabslovens § 10 ikke har været registreret som
ledelsesmedlem i Erhvervsstyrelsens it-system, hvis den på-
gældende reelt har fungeret som en del af selskabets ledelse
og udøvet et ledelsesmedlems beføjelser.
Bestemmelsen relaterer sig til de tilfælde, hvor ledelsesmed-
lemmet må karakteriseres som en bagmand, og vil indebære,
at det at agere som bagmand i en stråmandskonstruktion
i sig selv vil skulle anses for at udgøre groft uforsvarlig
forretningsførelse, der kan begrunde pålæg af konkurskaran-
tæne.
Ved en bagmand forstås således en person, der ikke har
været registreret i Erhvervsstyrelsens it-system, men som
reelt har udøvet et ledelsesmedlems beføjelser – dvs. en
person, der de facto har været leder i selskabet uden at være
registreret som ledelsesmedlem.
Selv om tabet i almindelighed vil spille en rolle ved vur-
deringen af, om der er udvist groft uforsvarlig forretnings-
førelse, vil dette som udgangspunkt – ligesom efter den
foreslåede bestemmelse i stk. 2, nr. 4 – ikke være tilfældet,
når den pågældende har ageret bagmand i en stråmandskon-
struktion. Hvis der således er tale om, at en person har age-
ret som bagmand i en stråmandskonstruktion, vil dette i sig
selv skulle anses som groft uforsvarlig forretningsførelse,
der kan begrunde pålæg af konkurskarantæne, uanset om
konkursen alene har medført et begrænset tab for kreditorer-
ne, eller om konkursboet sluttes efter konkurslovens § 144,
stk. 1.
Det vil for det første være et krav for, at den pågældende må
anses for bagmand, at den pågældende i strid med selska-
bslovens § 10 ikke har været registreret i Erhvervsstyrelsens
it-system. Hvis den pågældende har været registreret i Er-
hvervsstyrelsens it-system, vil personen ikke være omfattet
af bestemmelsen.
Da det vil være et krav, at den pågældende i strid med
selskabslovens § 10 ikke har været registreret som ledelses-
medlem, vil bestemmelsen ikke finde anvendelse i relation
til erhvervsvirksomheder, hvor der ikke gælder et krav om,
at ledelsen skal være registreret i Erhvervsstyrelsens it-sy-
stem i medfør af selskabsloven. Hvor den pågældende f.eks.
har deltaget i ledelsen af en personligt drevet erhvervsvirk-
somhed (enkeltmandsvirksomhed), som ejes af en anden
– f.eks. en ægtefælle eller samlever – vil personen ikke
være at anse for en bagmand i bestemmelsens forstand. En
sådan person, der har udøvet et ledelsesmedlems beføjelser,
vil dog være omfattet af konkurskarantænereglerne, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 157, stk. 1, ligesom personen vil
kunne pålægges konkurskarantæne, hvis den pågældendes
forretningsførelse kan karakteriseres som groft uforsvarlig
efter de foreslåede bestemmelser i § 157, stk. 2, nr. 1-3 og
nr. 6, og stk. 3.
Det vil for det andet være et krav, at den pågældende har
udøvet egentlige ledelsesbeføjelser. Dette vil omfatte de til-
fælde, hvor ledelsesbeføjelserne er udøvet i stedet for den
person, der formelt har været registreret som ledelsesmed-
lem i Erhvervsstyrelsens it-system, ligesom det vil kunne
være tilfældet, når en person, der ikke er registreret som
ledelsesmedlem i Erhvervsstyrelsens it-system, har instrue-
ret eller dikteret, hvordan et ledelsesmedlem, der har været
registreret i Erhvervsstyrelsens it-system, skal udføre sit
hverv, således at det ledelsesmedlem, der formelt er regi-
streret som ledelsesmedlem i Erhvervsstyrelsens it-system,
alene har handlet efter instruktion eller lign.
De ledelsesbeføjelser, som skal være udøvet, skal forstås
i overensstemmelse med de beføjelser, som tilkommer regi-
strerede ledelsesmedlemmer efter bestemmelserne i selska-
bslovens §§ 115-119, og det vil bero på en konkret vurde-
ring af den enkelte sags omstændigheder, om en person, der
ikke har været registreret som ledelsesmedlem i Erhvervs-
styrelsens it-system, har udøvet de reelle ledelsesbeføjelser i
selskabet.
Der vil ved vurderingen af, om en person, der ikke har været
registreret som ledelsesmedlem i Erhvervsstyrelsens it-sy-
stem, reelt har udøvet et ledelsesmedlems beføjelser, bl.a.
kunne henses til den praksis, der følger af den gældende
bestemmelse i konkurslovens § 157, stk. 1, om, hvornår en
person har udøvet reelle ledelsesbeføjelser og deltaget i den
faktiske ledelse af erhvervsvirksomheden. Der vil således
bl.a. kunne henses til, om den pågældende har haft fuldmagt
og adgang til selskabets bankkonto, om den pågældende har
præsenteret sig til omverdenen som den faktiske leder af
selskabet, herunder om den pågældende trods manglende
registrering har figureret på selskabets officielle dokumenter
som bemyndiget til at handle på selskabets vegne og i øvrigt
varetaget arbejdsopgaver, der har karakter af ledelsesbefø-
jelser. Der vil endvidere, såfremt den pågældende tillige er
ansat i selskabet, kunne henses til, om personen ville være
berettiget til lønprivilegiet efter konkurslovens § 95, ligesom
der vil kunne henses til, om personen er nærtstående med
den registrerede ledelse, og om de pågældende har fælles
adresse, idet dette alt efter omstændighederne vil kunne
være et indicium for en stråmandslignende konstruktion. En-
delig vil der kunne henses til, om der sket en omfattende
delegation til den pågældende af det registrerede ledelses-
49
medlems beføjelser, der ville være uretmæssig og i strid med
selskabslovens tegningsregler.
Vurderingen af, om en person, der ikke har været registreret
som ledelsesmedlem, reelt har varetaget et ledelsesmedlems
beføjelser, vil således i vidt omfang svare til den vurdering,
som vil skulle foretages efter den foreslåede bestemmelse
i stk. 2, nr. 4, jf. ovenfor, idet der vil kunne henses til
de samme forhold, dog således at det skal bevises, at den
pågældende reelt og faktisk har udøvet beføjelserne.
Det bemærkes, at det ikke vil være et krav for at anse
en person, der ikke er registreret som ledelsesmedlem i
Erhvervsstyrelsens it-system, og som reelt udøver et ledel-
sesmedlems beføjelser, for en bagmand, at der ligeledes
forefindes en stråmand i overensstemmelse med den foreslå-
ede bestemmelse i stk. 2, nr. 4. I et tilfælde, hvor f.eks. den
registrerede ledelse er afgået ved døden eller blevet akut
sygemeldt, og hvor en person, der ikke selv er registreret
som ledelsesmedlem, derfor overtager den faktiske ledelse
af erhvervsvirksomheden uden selv at lade sig registrere,
vil personen principielt være at anse som en bagmand i kon-
kurskarantænereglernes forstand, og forholdet vil dermed
kunne udgøre groft uforsvarlig forretningsførelse, der i sig
selv kan føre til pålæg af konkurskarantæne. Der vil dog i et
tilfælde, hvor der foreligger helt særlige omstændigheder –
f.eks. en direktørs død eller lign – og hvor en person kortva-
rigt overtager ledelsen af en erhvervsvirksomhed uden at la-
de sig registrere i Erhvervsstyrelsens it-system, kunne være
grundlag for at lade karantæneperioden nedsætte eller lade
konkurskarantænen bortfalde, hvis der ikke foreligger andre
forhold, som i øvrigt kan begrunde, at der foreligger groft
uforsvarlig forretningsførelse, og omstændighederne i øvrigt
taler herfor. Om muligheden for at nedsætte karantæneperio-
den eller lade konkurskarantænen bortfalde henvises til den
foreslåede bestemmelse i § 158, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr.
6).
Det foreslås med stk. 2, nr. 6, at det i almindelighed vil
skulle anses for groft uforsvarlig forretningsførelse, der kan
føre til pålæg af konkurskarantæne, at den pågældende gen-
nem sine dispositioner har medvirket til en fortsættelse af
driften i en længere periode efter det tidspunkt, hvor den
pågældende måtte have indset, at en videreførelse af driften
ville medføre et væsentligt tab for fordringshaverne.
Bestemmelsen vil indebære, at hvor ledelsesmedlemmet har
medvirket til en fortsættelse af driften ud over håbløshed-
stidspunktet – dvs. det tidspunkt, hvor ledelsesmedlemmet
måtte have indset, at en fortsat drift ville være tabsgivende
– vil forholdet alt efter omstændighederne kunne begrunde,
at der foreligger groft uforsvarlig forretningsførelse, der i
sig selv kan begrunde pålæg af konkurskarantæne, idet det
dog kræves, dels at fortsættelsen af driften har stået på i
en længere periode, dels at videreførelsen har medført et
væsentligt tab for fordringshaverne.
Vurderingen af, om en videreførelse af driften må anses for
groft uforsvarlig, vil skulle foretages ud fra forholdene på
det tidspunkt, hvor det var kritisk at fortsætte driften, og
om det pågældende ledelsesmedlem på et tidspunkt herefter
har forsømt at standse driften eller foretage de nødvendige
tilpasninger af erhvervsvirksomheden for at undgå yderlige-
re tab. Selv om det er ledelsens ret og pligt at videreføre
et selskab i finansiel krise og forsøge at overvinde denne,
vil det kunne anses som groft uforsvarlig forretningsførel-
se, hvor ledelsen i en længere periode pådrager selskabet
yderligere væsentlige gældsforpligtelser, som selskabet ikke
realistisk kan dække, uden at beslutningen om at fortsætte
driften bygger på et forsvarligt grundlag.
Det vil bero på en konkret vurdering, hvornår tidspunktet
for, at ledelsen måtte have indset, at en fortsættelse af driften
ville medføre væsentlige tab for kreditorerne, foreligger, idet
retspraksis efter den gældende bestemmelse i konkurslovens
§ 157, stk. 1, 1. pkt., herom, vil kunne være retningsgivende.
Der vil således bl.a. kunne henses til, om selskabets revi-
sor (gentagne gange) har taget forbehold over for en fort-
sat drift, om selskabets bankforbindelse har opsagt eller
væsentligt indskrænket selskabets kreditfaciliteter, uden at
der er fundet alternative finansieringsmuligheder mv., om
selskabets egenkapital er tabt, og om der er en betydelig
negativ egenkapital forbundet med den fortsatte drift mv.
Hvor erhvervsvirksomhedens bankforbindelse f.eks. opsiger
eller i væsentlig grad indskrænker virksomhedens hidtidi-
ge kreditfaciliteter, vil det således kunne være udtryk for
groft uforsvarlig forretningsførelse, hvis ledelsesmedlemmet
medvirker til, at erhvervsvirksomheden i en længere periode
herefter pådrager sig yderligere væsentlige gældsforpligtel-
ser under en fortsættelse af driften, uden at der forinden er
sikret erhvervsvirksomheden ny bankfinansiering eller andet
kapitalberedskab.
Hvor der er tale om en såkaldt afviklingskonstruktion –
dvs. hvor en person eller et selskab overtager et nødlidende
selskab alene med henblik på at afvikle dette og herefter
søger at få tiden til at gå, inden selskabet bliver erklæret
konkurs, således at kurators mulighed for at få overblik over
selskabets forhold og forfølge eventuelle erstatnings- eller
omstødelseskrav forringes, ligesom man eventuelt forsøger
at anonymisere selskabernes baggrund, således at selskaber-
ne går konkurs under et nyt navn, og uden at den tidligere
ledelse fremgår af Erhvervsstyrelsens registre – vil der i
almindelighed være tale om, at der foreligger en drift udover
håbløshedstidspunktet, som i sig selv må anses for groft
uforsvarlig forretningsførelse.
Det vil ikke skulle anses for groft uforsvarlig forretningsfø-
relse, der fører til pålæg af konkurskarantæne, hvis ledelsen
har truffet en beslutning om at videreføre virksomhedsdrif-
ten på et forsvarligt grundlag, der fremstod som forretnings-
mæssigt fornuftigt på tidspunktet for beslutningen. Der vil
i denne sammenhæng skulle tages et særligt hensyn til, at
virksomhedsledere, herunder navnlig iværksættere, ofte vil
være optimistiske og gøre alt i deres magt for at redde deres
erhvervsvirksomhed. Det vil dog i denne forbindelse være
klart, at i de tilfælde, hvor ledelsen anvender skattemyndig-
50
hederne som en selvbestaltet kassekredit og oparbejder en
stor gæld til det offentlige, men i øvrigt betaler resterende
kreditorer, vil en henvisning til iværksætterhensynet og ”op-
timistiske fremtidsudsigter” ikke kunne føre til, at forholdet
ikke kan anses som groft uforsvarlig, jf. hertil også den
foreslåede bestemmelse i § 157, stk. 2, nr. 1.
Det vil være en betingelse for, at der foreligger groft ufor-
svarlig forretningsførelse, der i sig selv kan begrunde pålæg
af konkurskarantæne, at driften er fortsat i en længere pe-
rioden efter det tidspunkt, hvor ledelsen måtte have indset,
at en videreførelse af virksomheden ville kunne medføre
væsentlige tab for kreditorerne. Hvornår der er tale om en
længere periode vil bero på en konkret vurdering, idet et par
måneder i denne sammenhæng umiddelbart ikke vil være til-
strækkeligt til, at forholdet i sig selv udgør groft uforsvarlig
forretningsførelse.
Det vil endvidere være en betingelse for, at der foreligger
groft uforsvarlig forretningsførelse, der i sig selv kan be-
grunde pålæg af konkurskarantæne, at driften ud over håblø-
shedstidspunktet faktisk har medført et væsentligt tab for
kreditorerne.
Det vil i denne sammenhæng navnlig kunne henses til, om
det er muligt at konstatere, at erhvervsvirksomhedens gælds-
forpligtelser er blevet væsentligt forøget, eller om værdien
af erhvervsvirksomhedens aktiver er blevet væsentligt redu-
ceret efter det kritiske tidspunkt. Hvor man i en længere
årrække har anvendt skattemyndighederne som en form for
selvbestaltet kassekredit til at finansiere en fortsat tabsgi-
vende drift, vil betingelsen om et væsentligt tab – alt efter
omstændighederne og tabets størrelse – typisk være opfyldt.
Hvis der alene har været en betydelig risiko for, at erhvervs-
virksomhedens kreditorer ville lide et væsentligt tab, uden
at det dog er muligt at konstatere, om tabet rent faktisk er
lidt, vil forholdet ikke i sig selv kunne begrunde pålæg af
konkurskarantæne, idet forholdet dog sammenholdt med den
øvrige forretningsførelse efter omstændighederne vil kunne
føre til, at ledelsesmedlemmets forretningsførelse har været
groft uforsvarlig.
Det foreslås med stk. 3, at forretningsførelse i øvrigt kan
anses for groft uforsvarlig, hvis omstændighederne taler der-
for, herunder hvis den pågældende efter konkursens indtræ-
den har tilsidesat sine forpligtelser efter konkurslovens §
100, jf. § 105.
Bestemmelsen vil indebære, dels at et ledelsesmedlems for-
retningsførelse efter en vurdering af sagens samlede om-
stændigheder, uanset at der ikke er forhold efter stk. 2,
der i sig selv vil kunne begrunde, at der foreligger groft
uforsvarlig forretningsførelse, vil kunne anses for groft ufor-
svarlig forretningsførelse, der kan begrunde pålæg af kon-
kurskarantæne, dels at et enkelt forhold, uanset at forholdet
ikke omfattes af stk. 2, vil kunne udgøre groft uforsvarlig
forretningsførelse, der i sig selv kan føre til pålæg af kon-
kurskarantæne.
Ved vurderingen af, om der uden for de forhold, der følger
af stk. 2, er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, vil
der skulle foretages en konkret helhedsvurdering af ledel-
sesmedlemmets samlede forretningsførelse i den tid, hvor
den pågældende har deltaget i ledelsen. Et forhold, der
ikke i sig selv efter stk. 2 er tilstrækkeligt groft til at ud-
gøre groft uforsvarlig forretningsførelse, vil således efter
omstændighederne sammenholdt med det pågældende ledel-
sesmedlems øvrige forretningsførelse og omstændighederne
omkring konkursen kunne føre til pålæg af konkurskarantæ-
ne.
Som anført ovenfor vil vurderingen af, om der er ud-
vist groft uforsvarlig forretningsførelse, skulle foretages i
forhold til erhvervsvirksomhedens økonomiske forhold i
bred forstand. Groft uforsvarlig forretningsførelse vil såle-
des navnlig dreje sig om dispositioner med hensyn til er-
hvervsvirksomhedens kapitalgrundlag, lånoptagelse, bogfø-
ring, økonomistyring og regnskabsaflæggelse og om større
økonomiske dispositioner med hensyn til erhvervsvirksom-
hedens drift eller udvikling. Ved vurderingen af, om ledel-
sesmedlemmets forretningsførelse efter en konkret helheds-
vurdering kan anses for groft uforsvarlig, vil der endvidere
navnlig skulle henses til, om konkursen har ført til betydeli-
ge tab for fordringshaverne, og om konkursen må antages at
skyldes, at ledelsen har løbet uacceptable risici.
Der vil således f.eks. kunne foreligge groft uforsvarlig for-
retningsførelse, som kan begrunde pålæg af konkurskaran-
tæne, hvor der f.eks. er tale om en manglende indberetning
af A-skat, moms mv., der falder uden for bestemmelsen i
stk. 2, nr. 1, kombineret med en mere omfattende overtræ-
delse af bogføringsloven, der falder uden for bestemmelsen
i stk. 2, nr. 2, eller hvor der er foretaget en ikke forretnings-
mæssige begrundet dispositioner, der ikke er omfattet af stk.
2, nr. 3. Endvidere vil det efter omstændighederne kunne
anses for at udgøre groft uforsvarlig forretningsførelse, hvor
der f.eks. er tale om betydelige køb på kredit eller modtagne
forudbetalinger, uden at der er udsigt til, at det produkt,
som forbrugerne er stillet i udsigt, kan leveres, kombineret
med en mere omfattende overtrædelse af bogføringsloven
og/eller utilstrækkelig økonomistyring, der falder uden for
bestemmelsen i stk. 2, nr. 2.
Groft uforsvarlig forretningsførelse ved ledelsen af er-
hvervsvirksomheden vil principielt også omfatte disposi-
tioner foretaget efter indledningen af en rekonstruktions-
eller konkursbehandling, hvor f.eks. personen i kraft af sin
faktiske eller tidligere ledelsesposition i erhvervsvirksomhe-
den handler til skade for fordringshaverne eller nogle af
disse ved f.eks. at fjerne aktiver eller foretage dispositioner
i strid med princippet om lige behandling af fordringshaver-
ne.
Der vil ved vurderingen af, om der foreligger groft ufor-
svarlig forretningsførelse endvidere kunne henses til, om
ledelsesmedlemmet har tilsidesat sin accessoriske forpligtel-
se til gennem et loyalt samarbejde med kurator at sikre en
forsvarlig afvikling af selskabet, idet et sådant forhold ikke
51
i sig selv, men alene i kombination med andre forhold, vil
kunne føre til, at ledelsesmedlemmets forretningsførelse må
anses for groft uforsvarlig.
I et tilfælde, hvor ledelsesmedlemmet f.eks. ikke udleverer
selskabets bogførings- og regnskabsmateriale til kurator,
hvorefter kurator må lægge til grund, at der ikke forelig-
ger noget bogføringsmateriale, vil forholdet efter omstæn-
dighederne kunne anses som en væsentlige tilsidesættelse
af bogførings- og regnskabsmæssige forpligtelser, der vil
være omfattet af den foreslåede bestemmelse i stk. 2, nr. 2,
hvorfor en groft uforsvarlig forretningsførelse, der i sig selv
vil kunne begrunde konkurskarantæne, reelt vil have udspil-
let sig forud for konkursen. Endvidere vil et tilfælde, hvor
ledelsesmedlemmet f.eks. på spørgsmål fra kurator nægter at
oplyse om placeringen af et aktiv, som ledelsesmedlemmet
har fjernet fra selskabet forud for konkursen, efter omstæn-
dighederne kunne være omfattet af den foreslåede bestem-
melse i stk. 2, nr. 3, da det i så fald må lægges til grund, at
fjernelsen af aktivet fra selskabet forud for konkursen, uden
at der foreligger dokumentation for, at der er tale om en for-
retningsmæssigt begrundet dispositionen, vil have medvirket
til, at det konkursramte selskabs aktivmasse er blevet ikke
uvæsentligt reduceret til skade for kreditorerne.
Hvor et ledelsesmedlem således har tilsidesat sin forpligtel-
se til efter konkurslovens § 100, jf. § 105, stk. 1, at samar-
bejde med kurator og meddele kurator de oplysninger, som
er nødvendige for en forsvarlig boebehandling, vil der ikke
skulle meget til at anse ledelsesmedlemmets forretningsfø-
relse som groft uforsvarlig, hvis der i øvrigt er forhold, der
taler for, at forretningsførelsen forud for konkursen vil anses
som groft uforsvarlig forretningsførelse. I et tilfælde, hvor
ledelsesmedlemmet tidligt i konkursprocessen har nægtet at
udlevere f.eks. regnskabsmaterialet til kurator og først på
et meget sent tidspunkt – f.eks. i umiddelbar tilknytning til
en anlagt konkurskarantænesag – vælger at udlevere dette,
vil den sene aflevering og opfyldelse af kurators anmodning
om f.eks. at udlevere bogføringsmaterialet, tale med en vis
vægt for, at der er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse,
da ledelsesmedlemmet har tilsidesat sin forpligtelse til at
samarbejde loyalt med kurator.
En erhvervsvirksomheds manglende overholdelse af lovgiv-
ning i øvrigt, f.eks. markedsføringsloven, konkurrencelo-
ven, arbejdsmiljøloven, miljøbeskyttelsesloven, eller aftaler,
f.eks. overenskomstaftaler, vil i almindelighed ikke i sig
selv kunne anses for groft uforsvarlig forretningsførelse i
konkurskarantænereglernes forstand. En væsentlig og grov
tilsidesættelse af anden lovgivning eller en aftale, der inde-
bærer en nærliggende risiko for, at erhvervsvirksomheden
pådrager sig store økonomiske forpligtelser (set i forhold
til erhvervsvirksomhedens kapitalgrundlag), vil dog kunne
indgå som et element blandt flere i vurderingen af, om le-
delsesmedlemmets samlede forretningsførelse må anses for
groft forsvarlig, idet det afgørende dog vil være, om over-
trædelsen eller tilsidesættelsen af den anden lovgivning mv.,
har medført en væsentlig risiko for, at kreditorerne lider et
ikke ubetydeligt tab.
Hvor driften af erhvervsvirksomheden f.eks. kræver en sær-
lig autorisation, og denne ikke er indhentet, hvorefter selska-
bet reelt ikke lovligt har kunnet drive erhvervsvirksomhed,
vil der i almindelighed altid være en nærliggende tabsrisiko,
da erhvervsvirksomhedens indtægtsgrundlag ikke vil være
sikret, og det pågældende ledelsesmedlems forretningsførel-
se vil således efter omstændighederne kombineret med an-
dre forhold kunne anses for groft uforsvarlig forretningsfø-
relse. Dette vil endvidere kunne være tilfældet, hvor der er
tale om enkeltstående grove og/eller systematiske tilsidesæt-
telser, som påfører erhvervsvirksomheden et væsentligt tab,
f.eks. hvor der er tale om grove og systematiske tilsidesæt-
telser af en overenskomstaftale.
Det vil i denne sammenhæng ikke være et krav, at det
tab, som måtte være opstået som følge af en grov eller
væsentlig tilsidesættelse af anden lovgivning eller aftale, har
udløst konkursen, ligesom det ej heller vil have betydning
for vurderingen, at en bøde mv. for overtrædelse af lovgiv-
ningen, dækkes som et efterstillet krav i overensstemmelse
med konkurslovens § 98, nr. 2. Det vil dog være et krav,
at det tab, der er udløst af overtrædelsen af lovgivningen
mv. – f.eks. bøden eller boden – er anmeldt i konkursboet,
uanset om det er prøvet eller ej. Hvor et tab, der er udløst
af en bevidst eller grov tilsidesættelse af lovgivning mv.,
har udløst konkursen, vil meget dog tale for, at forholdet
kombineret med anden uforsvarlig forretningsførelse skal
anses som groft uforsvarlig, og dermed føre til pålæg af
konkurskarantæne.
Til nr. 6
Det følger af konkurslovens § 158 stk. 1, at konkurskarantæ-
ne pålægges for 3 år, men hvis særlige grunde taler for det,
kan konkurskarantæne pålægges for en kortere periode end
3 år.
Det følger af bestemmelsens stk. 2, at hvis den pågældende
tidligere er pålagt konkurskarantæne, som ikke er udløbet,
regnet konkurskarantænen tidligst fra udløbet af den senest
pålagte konkurskarantæne. Konkurskarantæne udløber dog
senest 10 år efter den oprindelige afgørelse.
Det foreslås at nyaffatte § 158.
Det foreslås med stk. 1, at konkurskarantæne pålægges for
en periode på 3 år, jf. dog stk. 2 og 3 og § 164 a.
Bestemmelsen, der er en videreførelse af den gældende be-
stemmelse i § 158, stk. 1, 1. pkt., vil indebære, at konkurs-
karantæne som klart udgangspunkt vil skulle pålægges for
en periode på 3 år.
Udgangspunktet om, at konkurskarantæne pålægges for en
periode på 3 år, vil dog undtagelsesvist kunne fraviges, hvis
enten særlige forhold taler for en kortere karantæneperiode,
jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 2, 1. pkt., ganske særli-
ge forhold taler for bortfald af konkurskarantænen, jf. den
foreslåede bestemmelse i stk. 2, 2. pkt., eller hvor der er
52
udvist særdeles groft uforsvarlig forretningsførelse, som kan
begrunde pålæg af en konkurskarantæne for 5 år, jf. den
foreslåede bestemmelse i stk. 3. Endvidere vil udgangspunk-
tet skulle fraviges, hvis der mellem kurator og den, der
begæres pålagt konkurskarantæne, er indgået et forlig om en
kortere karantæneperiode efter den foreslåede bestemmelse i
§ 164 a (lovforslagets § 1, nr. 14).
Skifteretten vil ved afgørelsen ikke være bundet af parternes
påstande med hensyn til karantæneperiodens længde, med-
mindre der mellem parterne er indgået forlig herom, jf. den
foreslåede § 164 a (lovforslagets § 1, nr. 14), ligesom skif-
teretten normalt ikke bør pålægge karantæne i en længere
periode end påstået af kurator.
Det foreslås med stk. 2, 1. pkt., at konkurskarantæne undta-
gelsesvist vil kunne pålægges for en kortere periode, hvis
særlige omstændigheder, herunder omstændighederne om-
kring det pågældende ledelsesmedlems forretningsførelse el-
ler den pågældendes personlige forhold, taler herfor.
Bestemmelsen har karakter af en undtagelse til udgangs-
punktet om, at en konkurskarantæne pålægges for 3 år, idet
det vil kræves, at der foreligger særlige forhold, som kan
begrunde en nedsættelse af karantæneperiodens længde, og
bestemmelsen svarer med visse justeringer til, hvad der føl-
ger af de gældende bestemmelser i konkurslovens § 157,
stk. 2, og § 158, stk. 1, 2. pkt.
Hvis der foreligger særlige forhold, som begrunder en ned-
sættelse af karantæneperiodens længde, vil der kunne ske en
nedsættelse af karantæneperioden til ikke mindre end 1 år.
Ved vurderingen af, om der foreligger særlige forhold, som
kan begrunde fastsættelsen af en kortere karantæneperiode,
vil der skulle foretages en konkret helhedsvurdering af den
enkelte sags omstændigheder, herunder henset til grovheden
af den af det pågældende ledelsesmedlem udviste groft ufor-
svarlige forretningsførelse. I denne sammenhæng vil tabet
kunne spille en rolle. Jo grovere den groft uforsvarlige
forretningsførelse har været, og jo større tabet er, jo mere
vil der skulle til for at fravige udgangspunktet om 3 års
konkurskarantæne.
Særlige forhold, som kan begrunde en nedsættelse af ka-
rantæneperiodens længde, vil bl.a. kunne knytte sig til om-
stændighederne omkring det pågældende ledelsesmedlems
forretningsførelse eller ledelsesmedlemmets personlige for-
hold.
Som eksempler på særlige forhold omkring det pågældende
ledelsesmedlems forretningsførelse, der efter omstændighe-
derne vil kunne føre til en kortere karantæneperiode, vil der
bl.a. kunne henses til, hvilken rolle den pågældende har ind-
taget i ledelsen af erhvervsvirksomheden, herunder om der
er tale om et medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem i henhold
til selskabslovens § 140. Hvor der er tale om et medarbej-
dervalg bestyrelsesmedlem, bør der ved vurderingen af, om
der er grundlag for at nedsætte karantæneperiodens længde,
skulle henses til, at de medarbejdervalgte bestyrelsesmed-
lemmer har til formål at sikre, at medarbejderne får ind-
flydelse på selskabets drift og indsigt i bestyrelsens beslut-
ninger. Såfremt den af det pågældende medarbejdervalgte
bestyrelsesmedlem udviste forretningsførelse må anses som
mindre groft uforsvarlig, vil dette kunne udgøre et sådan
særligt forhold, som kan begrunde et bortfald af konkurska-
rantænen, jf. den foreslåede stk. 2, 2. pkt., nedenfor. Det vil
dog i alle tilfælde bero på en samlet helhedsvurdering, her-
under henset til den af de pågældende ledelsesmedlemmer
udviste groft uforsvarlige forretningsførelse.
Der vil endvidere efter omstændighederne kunne være ta-
le om et særligt forhold omkring ledelsesmedlemmets for-
retningsførelse, der vil kunne begrunde en nedsættelse af
karantæneperiodens længde, hvor den af det pågældende
ledelsesmedlem udviste forretningsførelse er udøvet i regi
af en ideel forening eller en fond, der efter den foreslåede
bestemmelse i § 157, stk. 1 (lovforslagets § 1, nr. 5), under
visse betingelser vil kunne være omfattet af konkurskaran-
tænereglerne. Der vil således bl.a. ved vurderingen af, om
der foreligger særlige forhold, der kan begrunde en nedsæt-
telse af karantæneperiodens længde, kunne henses til, hvor
stor en andel af den juridiske enheds samlede aktiviteter,
den erhvervsmæssige andel udgør. Hvor f.eks. en ideel for-
enings samlede ikke-forretningsmæssige aktiviteter og ikke-
erhvervsmæssige omsætning er betydelige set i forhold til
foreningens forretnings- og erhvervsmæssige aktivitet, og
hvor der er alene er tale om en mindre overskridelse af
bruttoomsætningsgrænsen i den foreslåede § 157, stk. 1
(lovforslagets § 1, nr. 5), vil der kunne være grundlag for
at nedsætte karantæneperiodens længde, eller eventuelt lade
karantæneperioden helt bortfalde, jf. den foreslåede stk. 2, 2.
pkt., nedenfor. Det vil dog i alle tilfælde bero på en samlet
helhedsvurdering, herunder henset til den af de pågældende
ledelsesmedlemmer udviste groft uforsvarlige forretningsfø-
relse.
Selv om det ikke er et krav for anvendelsen af konkurska-
rantænereglerne, at det pågældende ledelsesmedlem har vir-
ket som en del af ledelsen i en vis minimumsperiode, vil der
ved vurderingen af, om der foreligger særlige forhold, som
kan begrunde en nedsættelse af karantæneperiodens længde,
tillige bl.a. kunne henses til, om ledelsesmedlemmet alene
har deltaget i ledelsen i ganske kort tid før konkursen, og
om den af det pågældende ledelsesmedlem udviste groft
uforsvarlige forretningsførelse består i, at der ikke er rettet
op på en af et tidligere ledelsesmedlem udviste groft ufor-
svarlige forretningsførelse. Det vil bero på en konkret vur-
dering af den udviste forretningsførelse, om der foreligger
et særligt forhold, der kan begrunde en nedsættelse, og der
vil i den forbindelse bl.a. kunne henses til, i hvilket omfang
det har været muligt for den pågældende at rette op på den
af det tidligere ledelsesmedlem udviste groft uforsvarlige
forretningsførelse, herunder henset til den tid som det aktu-
elle ledelsesmedlem har haft til rådighed til at rette op på
forholdet.
Hvor den groft uforsvarlige forretningsførelse består i, at
den pågældende har ageret som stråmand eller bagmand,
53
jf. de foreslåede bestemmelser i § 157, stk. 2, nr. 4 og
5 (lovforslagets § 1, nr. 5), vil der i almindelighed ikke
være grundlag for at nedsætte karantæneperiodens længde,
uanset hvor kort tid før konkursen den pågældende har vir-
ket som ledelsesmedlem. Hvor der er tale om en bagmand
– dvs. en person, der uden at være registreret som ledel-
sesmedlem i Erhvervsstyrelsens it-systemer, har udøvet et
ledelsesmedlems beføjelser og varetaget den faktiske ledelse
af skyldnerens erhvervsvirksomhed, herunder f.eks. ved at
dikterer mv., hvordan det registrerede ledelsesmedlem skal
agere i udøvelsen af sit hverv – vil der som udgangspunkt
heller ikke være grundlag for at lade karantæneperioden
nedsætte, uanset om den pågældende alene har varetaget
den faktiske ledelse i en ganske kort periode. Der vil dog
rent undtagelsesvist kunne foreligge særlige omstændighe-
der, der i relation til en bagmand, vil kunne begrunde en
nedsættelse af karantæneperiodens længde. Dette vil f.eks.
kunne være tilfældet, hvor det registrerede ledelsesmedlem
afgår ved døden eller akut sygemeldes, og hvor en person
i en ganske kort periode overtager ledelsen af erhvervsvirk-
somheden og udøver et ledelsesmedlems beføjelser uden at
blive registreret som ledelsesmedlem i Erhvervsstyrelsens
it-system. Det vil dog i alle tilfælde bero på en konkret
vurdering, idet det vil skulle kræves, at der foreligger gans-
ke særlige omstændigheder omkring det registrerede ledel-
sesmedlems bortgang mv., at den manglende registrering
alene har varet en ganske kort periode, samt at der i øvrigt
ikke foreligger forhold, som kan begrunde, at der foreligger
groft uforsvarlig forretningsførelse, idet der tillige vil skulle
henses til, at den, der de facto udøver et ledelsesmedlem
beføjelser, som altovervejende hovedregel må lade sig regi-
strere som et sådant i overensstemmelse med selskabslovens
§ 10, stk. 1.
Selv om det ikke er en betingelse for pålæg af konkurska-
rantæne, at der er årsagssammenhæng mellem konkursen
og den groft uforsvarlige forretningsførelse, vil det kunne
indgå som et element i den samlede vurdering af, om der
foreligger særlige forhold, som kan begrunde en nedsættelse
af karantæneperiodens længde, om det er åbenbart, at det
er ydre forhold, der er årsag til konkursen. Det afgørende
vil dog i sådanne tilfælde være, hvor groft uforsvarlig den
pågældendes forretningsførelse har været, samt at det ikke
beror på tilfældigheder, at det er de ydre omstændigheder og
ikke den groft uforsvarlige forretningsførelse, der ender med
at udløse konkursen.
Der vil videre ved vurderingen af, om der er foreligger
særlige forhold, der kan begrunde en nedsættelse af karan-
tæneperiodens længde, bl.a. kunne henses til, om den groft
uforsvarlige forretningsførelse må antages at ligge på græn-
sen til blot at skulle anses som forretningsmæssig udygtig-
hed. Der vil i denne sammenhæng bl.a. kunne henses til
det pågældende ledelsesmedlems personlige forhold så som
alder, erfaringsniveau og om der er tale om en iværksæt-
ter. Der er således eksempler på, at personer uden formel
uddannelse via virksomhedsdrift – og derigennem risiko
for konkurs – har lært sig drift og forretningsførelse af
erhvervsvirksomheder, ligesom det i nogle tilfælde først vil
være efter flere forsøg med forskellige erhvervsvirksomhe-
der, at seriøse iværksættere opnår succes og skaber vækst-
virksomheder. Ung alder vil dog ikke i sig selv kunne ud-
gøre et særligt forhold, som kan begrunde en nedsættelse,
idet det afgørende vil være den udviste forretningsførelse
set i forhold til den pågældendes alder og erfaringsniveau
med virksomhedsdrift. Det vil dog i alle tilfælde bero på
en samlet helhedsvurdering, herunder henset til den af det
unge og uerfarne ledelsesmedlem udviste groft uforsvarlige
forretningsførelse.
Andre personlige forhold vil tillige kunne indgå i vurde-
ringen af, om der foreligger sådanne særlige forhold, som
kan begrunde en nedsættelse af karantæneperiodens længde,
men muligheden for at nedsætte karantæneperiodens læng-
de med henvisningen til ledelsesmedlemmets personlige for-
hold vil dog skulle fortolkes mere snævert og restriktivt
end muligheden for at nedsætte karantæneperiodens længde
som følge af omstændighederne omkring den pågældendes
forretningsførelse. Rent personlige forhold som f.eks. fami-
lie- og helbredsmæssige forhold, uddannelsesniveau mv. bør
således, hvor den udviste forretningsførelse ikke er på græn-
sen til at skulle anses for forretningsmæssig udygtighed,
som klar hovedregel ikke kunne føre til en nedsættelse af
karantæneperiodens længde. Et ledelsesmedlem, der har ud-
vist groft uforsvarlig forretningsførelse, bør dermed i almin-
delighed ikke kunne undskylde sig med, at rent personlige
forhold har påvirket ledelsesmedlemmets evne til at udvise,
hvad der i almindelighed stilles af krav til erhvervsdrivendes
forretningsførelse.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære en justering i for-
hold til den gældende bestemmelse i § 157, stk. 2, idet
det ikke vil skulle anses som et særligt forhold, der kan
begrunde en nedsættelse af karantæneperiodens længde, at
konkurskarantænen vil kunne have »særligt alvorlige konse-
kvenser for den pågældendes erhvervsmuligheder«, jf. hertil
bemærkningerne til den gældende bestemmelse i § 157, stk.
2, jf. Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L 131 som frem-
sat, side 29. Dette er begrundet i, at en konkurskarantæne i
almindelighed altid vil have alvorlige konsekvenser for den
karantænepålagtes erhvervsmuligheder.
En lang sagsbehandlingstid vil ligesom efter den gældende
bestemmelse i konkurslovens § 158, stk. 1, 2. pkt., også
kunne udgøre et særligt forhold, der kan føre til en nedsæt-
telse af karantæneperiodens længde, idet der dog foreslås en
række præciseringer og justeringer i forhold til den gælden-
de retstilstand.
En lang sagsbehandlingstid vil alene kunne udgøre et særligt
forhold, der kan føre til en nedsættelse af karantæneperio-
dens længde, hvor tiden fra konkursdekretets afsigelse og
til skifterettens afgørelse i sagen langt overstiger, hvad der
skønnes rimeligt i den konkrete sag, og det henset til sagens
øvrige omstændigheder, herunder den af det pågældende
ledelsesmedlem udviste forretningsførelse, skønnes rimeligt
at nedsætte karantæneperiodens længde.
54
Det vil altid skulle bero på en konkret vurdering af sagens
samlede omstændigheder, hvad der må anses for en rimelig
sagsbehandlingstid. Der vil i denne sammenhæng bl.a. kun-
ne henses til, om karantænesagen behandles på skriftligt
grundlag, om der er begæret mundtlig forhandling, om en
eventuel mundtlig forhandling er blevet udsat, ligesom der
vil kunne henses til omfanget af skriftveksling mellem par-
terne.
I en skriftligt behandlet sag, hvor der alene er udvekslet
ganske få processkrifter, vil en rimelig sagsbehandlingstid
som udgangspunkt være på omkring 1 år. Hvis der er tale
om en mundtligt forhandlet sag, hvor der har været udvek-
slet mere end blot et par processkrifter mellem parterne, vil
en sagsbehandlingstid på omkring 2 år alt efter omstændig-
hederne være rimelig.
Hvor den urimeligt lange sagsbehandlingstid beror på det
pågældende ledelsesmedlems egne forhold, f.eks. at svar-
skriftet indsendes for sent, at den pågældende begærer ud-
sættelse af en mundtlig forhandling uden rimelig grund eller
frafalder en begæring om en mundtlig forhandling meget
tæt på afholdelsen af forhandlingen, vil det ikke kunne be-
grunde en nedsættelse af karantæneperiodens længde. Det
samme vil være tilfældet, hvor den lange sagsbehandlingstid
beror på konkursboets størrelse og kompleksitet – dvs. hvor
kurator med rimelighed er blevet forsinket i sin behandling
af sagen.
Endelig vil der ved vurderingen af, om der er grundlag for
at nedsætte karantæneperiodens længde, kunne henses til,
om ledelsesmedlemmet har afbødet det tab, som det pågæl-
dende ledelsesmedlems groft uforsvarlig forretningsførelse
kan have været medvirkende til at forårsage. En betaling
fra ledelsesmedlemmet, der helt eller delvist har rettet op på
tabet i konkursboet, vil således kunne indgå ved vurderingen
af, om der foreligger særlige forhold, som kan begrunde
en nedsættelse af karantæneperiodens længde. Der vil ved
vurderingen af, om en betaling kan begrunde en nedsættelse
af karantæneperiodens længde, skulle henses til grovheden
af den udviste uforsvarlige forretningsførelse, i hvilket om-
fang betalingen har afbødet eller rettet op på tabet, og om
der i øvrigt foreligger særlige forhold, som kan begrunde
en nedsættelse af karantæneperiodens længde. Ledelsesmed-
lemmets betaling vil dermed kunne indgå som et element
blandt flere i forhold til vurderingen af, om der foreligger
særlige forhold, som kan begrunde en nedsættelse af karan-
tæneperiodens længde, idet en betaling fra ledelsesmedlem-
met dog ikke bør være det, der tipper balancen mellem
en nedsættelse og et bortfald. En betaling fra ledelsesmed-
lemmet vil i øvrigt ikke kunne føre til bortfald af karantæn-
eperiodens længde, jf. den foreslåede bestemmelse i stk.
2, 2. pkt. Da det tilsigtes, at der skal være parallelitet mel-
lem muligheden for at indgå forlig om karantæneperiodens
længde, jf. den foreslåede § 164 a (lovforslagets § 1, nr.
14), og vurderingen af, om der er grundlag for at nedsætte
karantæneperioden uden for et forlig, vil betalingen fra le-
delsesmedlemmet således ikke kunne føre til en nedsættelse
af karantæneperioden til mindre end 1 år.
Det foreslås med stk. 2, 2. pkt., at konkurskarantænen helt
kan bortfalde, hvor ganske særlige forhold taler herfor.
Bestemmelsen, der til en vis grad viderefører den gældende
bestemmelse i konkurslovens § 157, stk. 2, vil udgøre en
meget snæver undtagelse til den foreslåede bestemmelse i
§ 158, stk. 1, idet det vil kræves, at der foreligger ganske
særlige forhold, der kan tale for et bortfald.
Der vil ved vurderingen af, om der foreligger sådanne gans-
ke særlige forhold, som kan begrunde bortfaldet af en kon-
kurskarantæne, skulle foretages en konkret helhedsvurdering
af den enkelte sags omstændigheder, herunder henset til
grovheden af den af det pågældende ledelsesmedlem udviste
groft uforsvarlige forretningsførelse og det tab, som konkur-
sen har påført kreditorerne.
Særlige forhold, som vil kunne begrunde et bortfald af ka-
rantæneperioden, vil – ligesom efter den foreslåede bestem-
melse i stk. 2, 1. pkt., ovenfor – bl.a. kunne knytte sig
til omstændighederne omkring det pågældende ledelsesmed-
lems forretningsførelse eller dennes personlige forhold, idet
det dog vil kræve, at der foreligger ganske særlige omstæn-
digheder. Hvis et forhold ikke ville kunne føre til nedsæt-
telse af karantæneperiodens længde, vil forholdet ej heller
kunne begrunde et bortfald af konkurskarantænen.
Ligesom efter den foreslåede stk. 2, 1. pkt., vil det – i
modsætning til den gældende bestemmelse i § 157, stk. 2 –
ikke skulle anses for et ganske særligt forhold, at konkurska-
rantænen vil kunne have »særligt alvorlige konsekvenser for
den pågældendes erhvervsmuligheder«. Dette er begrundet
i, at en konkurskarantæne i almindelighed altid vil have
alvorlige konsekvenser for den karantænepålagtes erhvervs-
muligheder.
Udover de ovenfor under stk. 2, 1. pkt., nævnte eksempler
på særlige forhold, der vil kunne begrunde et bortfald af
karantæneperioden – dvs. hvor der er tale om et medarbej-
dervalgt bestyrelsesmedlem, eller hvor der er tale om en
ideel foreninger og fond, hvor den ikke-erhvervsmæssige
omsætning mv. er betydelig, og hvor der alene er tale om
en mindre overskridelse af bruttoomsætningsgrænsen i den
foreslåede § 157, stk. 1 (lovforslagets § 1, nr. 5) – vil de
resterende eksempler på særlige forhold, der er nævnt under
stk. 2, 1. pkt., kunne indgå i en samlet vurdering af, om der
er grundlag for at lade karantæneperioden bortfalde, idet der
dog kræves noget ganske særligt for at lade karantæneperio-
den bortfalde.
En sagsbehandlingstid, der langt overstiger det rimelige, vil
ikke i sig selv kunne begrunde et bortfald af konkurskaran-
tænen efter den foreslåede bestemmelse, uanset at den lange
sagsbehandlingstid ikke beror på det pågældende ledelses-
medlems egne forhold eller på konkursboets kompleksitet
eller omfang. En urimeligt lang sagsbehandlingstid vil dog
kunne indgå som et element blandt flere ved vurderingen af,
om der foreligger sådanne ganske særlige forhold, som kan
begrunde et bortfald af konkurskarantænen.
55
Det vil herudover bl.a. skulle anses for et ganske særligt
forhold, der vil kunne begrunde et bortfald af konkurskaran-
tænen, at det pågældende ledelsesmedlem tidligere er blevet
pålagt konkurskarantæne for sin deltagelse i en nærtstående
erhvervsvirksomhed, der er økonomisk og driftsmæssigt for-
bundet med den erhvervsvirksomhed, som den aktuelle kon-
kurskarantænesag relaterer sig til. Dette skal ses i lyset af
den foreslåede nyaffatelse af § 157 (lovforslagets § 1, nr. 5),
som medfører en ophævelse af den gældende bestemmelse i
§ 157, stk. 3, der erstattes af de nye foreslåede bestemmelser
i § 160, stk. 2 og 3 (lovforslagets § 1, nr. 8).
Hvor det i væsentlig grad beror på det pågældende ledelses-
medlems egne forhold, at der ikke er sket en sammenlæg-
ning af flere sager om nærtstående og økonomisk og drifts-
mæssigt forbundne erhvervsvirksomheder, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 160, stk. 3 (lovforslagets 1, nr. 8), vil der
ikke foreligge et sådant særligt forhold, som kan begrunde
et bortfald af karantæneperioden. Dette vil f.eks. kunne være
tilfældet, hvor den pågældende ikke selv har gjort kurator
opmærksom på, at der verserer én eller flere sager om kon-
kurskarantæne – eventuelt ved andre skifteretter – der rela-
terer sig til nærtstående erhvervsvirksomheder, således at
sagerne ikke er blevet behandlet i forbindelse med hinanden,
jf. den foreslåede § 160, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 8). Det
vil endvidere kunne være tilfældet, hvor det pågældende
ledelsesmedlem ikke selv har begæret en sammenlægning
af konkurskarantænesagerne, jf. den foreslåede § 160, stk.
3 (lovforslagets § 1, nr. 8). Hvor den senere sag om kon-
kurskarantæne først indledes efter det tidspunkt, hvor den
foreslåede skæringsdag for foreningen af de flere sager, jf.
den foreslåede § 160, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 8), med
den konsekvens, at der ikke kan ske sammenlægningen af
sagerne, jf. den foreslåede § 160, stk. 3 (lovforslagets § 1,
nr. 8), vil den manglende sammenlægning ikke bero på den
pågældendes egne forhold, og der vil derfor være grundlag
for at lade konkurskarantænen bortfalde i den senere sag.
Hvor det pågældende ledelsesmedlem tidligere er blevet
pålagt konkurskarantæne i en tidligere konkurskarantæne-
sag for sin forretningsførelse i en eller flere nærtstående
erhvervsvirksomheder, der var økonomisk og driftsmæssigt
forbundet med erhvervsvirksomheden i den aktuelle sag, og
den af det pågældende ledelsesmedlem udviste forretnings-
førelse i den aktuelle sag har været særdeles groft uforsvar-
lig, således at det vil kunne begrunde fastsættelsen af en
længere karantæneperiode efter den foreslåede bestemmelse
i § 158, stk. 3, jf. straks nedenfor, vil der ikke være grund-
lag for at lade konkurskarantænen bortfalde, uanset at den
manglende sammenlægning af sagerne efter den foreslåede
regel i § 160, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 8), ikke beror
på ledelsesmedlemmets forhold. I sådanne situationer vil der
i stedet kunne ske en nedsættelse af karantæneperioden ud-
målt til det, den længere karantæneperiode ville have været,
såfremt sagerne var blevet sammenlagt til én sag.
En betaling fra ledelsesmedlemmet til konkursboets kredito-
rer, der retter op på tabet i konkursboet, vil ikke i sig selv
kunne føre til et bortfald af konkurskarantænen.
Det foreslås med stk. 3, at konkurskarantæne efter omstæn-
dighederne vil kunne pålægges for 5 år, hvis den forret-
ningsførelse, der er udvist af den pågældende, må anses for
særdeles groft uforsvarlig.
Bestemmelsen er ny og har karakter af en undtagelse til det
foreslåede og nugældende udgangspunkt om, at konkurska-
rantæne pålægges for en periode på 3 år. Hvis forretnings-
førelsen i erhvervsvirksomheden således kan karakteriseres
som særdeles groft uforsvarlig, vil det pågældende ledelses-
medlem kunne pålægges konkurskarantæne i 5 år i stedet for
3 år.
Det vil bero på en konkret vurdering, om den af det på-
gældende ledelsesmedlem udviste groft uforsvarlige forret-
ningsførelse må anses for at være særdeles groft uforsvarlig.
Selv om det ikke vil være et krav for pålæg af konkurs-
karantæne, at der er årsagssammenhæng mellem den groft
uforsvarlige forretningsførelse og kreditorernes tab, vil det
kunne tale for, at en forretningsførelse har været særdeles
groft uforsvarlig, hvis konkursen har medført betydelige tab
for kreditorerne.
Det vil ikke i sig selv være tilstrækkeligt for at anse en groft
uforsvarlig forretningsførelse for særdeles groft uforsvarlig,
at det pågældende ledelsesmedlem på samme tid pålægges
flere konkurskarantæner for sin deltagelse i ledelsen af fle-
re ikke økonomisk og driftsmæssigt forbundne erhvervsvirk-
somheder. Det vil ej heller i sig selv være tilstrækkeligt for
at anse en groft uforsvarlig forretningsførelse for særdeles
groft uforsvarlig, at den pågældende pålægges én samlet
konkurskarantæne for sin deltagelse i ledelsen af flere nært-
stående, økonomisk og driftsforbundne erhvervsvirksomhe-
der mv. efter den foreslåede bestemmelse i § 160, stk. 2
(lovforslagets § 1, nr. 8). Det vil i alle tilfælde skulle bero på
en konkret vurdering af ledelsesmedlemmets groft uforsvar-
lige forretningsførelse, om forretningsførelsen må anses for
særdeles groft uforsvarlig.
Det vil bl.a. kunne anses som særdeles groft uforsvarlig
forretningsførelse, hvis en person overtræder en pålagt kon-
kurskarantæne og fortsætter med at deltage i ledelsen af en
erhvervsmæssig virksomhed uden at hæfte ubegrænset og
personligt for erhvervsvirksomhedens forpligtelser og udvi-
ser ny groft uforsvarlig forretningsførelse. Særligt hvor den,
der handler i strid med en allerede pålagt konkurskarantæne,
agerer som bagmand i en stråmandskonstruktion, vil der
kunne være grundlag for at pålægge konkurskarantæne for
en periode på 5 år, idet en person dog maksimalt kan være
pålagt konkurskarantæne i 10 år regnet fra den seneste ende-
lige afgørelse i sagen, jf. den foreslåede stk. 4 nedenfor.
Hvor der ikke er tale om en overtrædelse af en allerede
pålagt konkurskarantæne, men hvor der er tale om, at en
person, der er pålagt en almindelig konkurskarantæne, ud-
viser ny groft uforsvarlig forretningsførelse i forbindelse
med den pågældendes deltagelse i ledelsen af en erhvervs-
virksomhed, hvor personen hæfter personligt og ubegrænset
56
for virksomhedens forpligtelser, vil det bero på en konkret
vurdering, om der er udvist særdeles groft uforsvarlig forret-
ningsførelse.
Det foreslås med stk. 4, 1. pkt., at hvis den pågældende på
afgørelsestidspunktet allerede er pålagt konkurskarantæne,
skal en ny konkurskarantæne først regnes fra udløbet af den
seneste pålagte konkurskarantæne.
Bestemmelsen, der svarer til den gældende bestemmelse i §
158, stk. 2, 1. pkt., vil indebære, at en ny karantæne vil skul-
le løbe i forlængelse af en allerede pålagt konkurskarantæne.
For at sikre mod de sjældnere tilfælde, hvor der kører to
sager om konkurskarantæne mod samme ledelsesmedlem
ved to forskellige skifteretter, og hvor de to skifteretter ikke
er bekendte med hinandens sager, eller de tilfælde, hvor en
tidligere pålagt konkurskarantæne ikke er blevet registreret i
konkurskarantæneregisteret forud for en kendelse i en senere
sag, bør skifteretten i sin kendelse alene anføre det samlede
antal år, som det pågældende ledelsesmedlem pålægges kon-
kurskarantæne uden hensyntagen til, om den pågældende i
øvrigt allerede er pålagt en konkurskarantæne, der endnu ik-
ke er udløbet. Skifteretten vil derfor ikke i kendelsen skulle
angive en dato for, hvornår karantænen løber fra, herunder
om konkurskarantænen løber i forlængelse af en tidligere
pålagt konkurskarantæne, idet det vil være op til Erhvervs-
styrelsen at sørge for at lægge kendelserne i forlængelse
af hinanden i takt med, at de indmeldes af den konkrete
instans til konkurskarantæneregisteret, ligesom Erhvervssty-
relsen vil skulle orientere den konkurskarantænepålagte om,
hvornår konkurskarantænen løber fra.
Det forslås med stk. 4, 2. pkt., at konkurskarantænen udløber
senest 10 år efter den seneste endelige afgørelse.
Ved »endelig afgørelse« forstås den seneste endelige af-
gørelse, hvor den pågældende pålægges konkurskarantæ-
ne. Bestemmelsen vil indebære, at en person maksimalt kan
være pålagt en konkurskarantæne i 10 år regnet fra den
seneste endelige afgørelse.
Hvor en person f.eks. på samme tid skal pålægges flere
konkurskarantæner for sin deltagelse i ledelsen af fire sel-
skaber, der ikke er økonomisk og driftsmæssigt forbundne,
vil karantænerne skulle løbe i forlængelse af hinanden, dog
således at personen maksimalt vil kunne være pålagt karan-
tæne i 10 år fra den endelige afgørelse.
Hvor en person, der tidligere er pålagt 10 års konkurskaran-
tæne for sin deltagelse i ledelsen af fire selskaber, der ikke
er økonomisk og driftsmæssigt forbundne, og hvor personen
2 år efter udviser ny groft uforsvarlig forretningsførelse,
som begrunder pålæg af 3 års konkurskarantæne, vil perso-
nen alene kunne pålægges 2 års konkurskarantæne, da der
på dette tidspunkt vil være 8 år tilbage af karantæneperio-
den, og da karantæneperioden udløber maksimalt 10 år efter
den seneste endelige afgørelse.
Retten vil – også i tilfælde, hvor en person pålægges 10 års
konkurskarantæne på samme tidspunkt – alene skulle angi-
ve, hvor mange års konkurskarantæne en person pålægges i
de enkelte sager. Retten vil således ikke skulle angive, fra
hvilket tidspunkt konkurskarantænerne skal løbe, samt om
konkurskarantænerne i de enkelte kendelser skal lægges i
forlængelse af en tidligere pålagt konkurskarantæne, idet det
vil være op til Erhvervsstyrelsen at lægge karantæneperio-
derne i forlængelse af hinanden. Hvis en person f.eks. skal
pålægges konkurskarantæne for sin deltagelse i ledelsen af
fire ikke økonomisk og driftsmæssigt forbundne erhvervs-
virksomheder, vil retten i hver af de fire kendelser skulle
angive, at personen pålægges konkurskarantæne i 3 år, idet
det vil være op til Erhvervsstyrelsen at sikre, at personen
ikke er pålagt konkurskarantæne i længere tid end 10 år fra
den seneste endelige kendelse.
Hvis en person f.eks. skal pålægges fire konkurskarantæner
af hver 3 år (sammenlagt 12 år) på samme tidspunkt for sin
deltagelse i ledelsen af fire ikke økonomisk og driftsmæssigt
forbundne erhvervsvirksomheder, vil skifteretten i hver af de
fire kendelser skulle angive, at personen pålægges konkurs-
karantæne i 3 år – dvs. uden hensyntagen til, at samme skif-
teret behandler andre sager om konkurskarantæne mod den
samme person, der afgøres på samme tidspunkt. Skifteretten
vil herefter skulle indberette hver af de fire kendelser, hvor
personen pålægges 3 års karantæne, til Erhvervsstyrelsen,
der sikrer, at personen alene er pålagt konkurskarantæne i 10
år fra det tidspunkt skifterettens seneste kendelse er blevet
endelig. Hvis personen f.eks. allerede er pålagt en konkurs-
karantæne, hvor der er 2 år tilbage af karantæneperiodens
længde, vil Erhvervsstyrelsen alene kunne registrere 8 af de
i alt 12 års konkurskarantæne, som personen i alt er blevet
pålagt ved de fire kendelser, i konkurskarantæneregisteret,
således at personen kun er i karantæne i 10 år fra den sene-
ste endelige kendelse.
Hvis en person, der pålægges fire konkurskarantæner af
hver 3 år (sammenlagt 12 år) på samme tid, alene vælger at
kære den ene af kendelserne, vil de tre resterende kendelser
af hver 3 år begynde at løbe fra det tidspunkt skifterettens
kendelse er endelig (dvs. sammenlagt 9 år), hvorimod der
vil være opsættende virkning for den ene kendelse, der kæ-
res, jf. § 164, stk. 3, der ikke foreslås ændret, men alene
rykket til § 164, stk. 4, som følge af indsættelsen af en ny
bestemmelse i § 164, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 12). Hvis
landsretten 1 år efter skifterettens afgørelse stadfæster skif-
terettens afgørelse i den kærede karantænesag, vil personen,
da der er forløbet 1 år af den 9-årige karantæneperiode,
kunne pålægges 2 års karantæne ved landsrettens afgørelse,
da det 10-årige maksimum skal beregnes fra den seneste
endelige afgørelse, der i dette tilfælde vil være landsrettens
kendelse. Landsretten vil dog i en sådan situation alene
skulle angive i sin kendelse, at personen pålægges konkurs-
karantæne i 3 år, og det vil herefter være op til Erhvervssty-
relsen at sikre, at de 3 år kommer til at ligge i forlængelse af
de tidligere pålagte konkurskarantæner, således at personen
maksimalt er pålagt konkurskarantæne i 10 år fra landsret-
tens endelige kendelse.
57
Hvor konkurskarantænen har været sat i bero, jf. den fore-
slåede bestemmelse i § 164, stk. 5 (lovforslagets § 1, nr. 13),
og f.eks. Højesteret stadfæster konkurskarantænen, vil der i
den 10-årige periode skulle ske fradrag af den periode, hvor
konkurskarantænen forud for Højesterets afgørelse ikke har
været berosat.
Hvis en person f.eks. i landsretten er pålagt fire konkurska-
rantæner af hver 3 år, som herefter nedsættes til 10 år fra
landsrettens endelige afgørelse, og personen tre måneder
efter meddeles tredjeinstansbevilling, vil karantænen først
skulle stilles i bero fra det tidspunkt, hvor Højesteret har
modtaget kæremålet, jf. den foreslåede § 164, stk. 5 (lov-
forslagets § 1, nr. 13). Hvis Højesteret herefter stadfæster
landsrettens afgørelse, vil de 10 år skulle regnes fra Høje-
sterets endelige afgørelse med fradrag af den periode, hvor
den pågældende har været pålagt konkurskarantæne (dvs. de
tre måneder inklusiv den tid, der gik indtil kæremålet blev
modtaget i Højesteret).
Til nr. 7
Konkurslovens § 159 angår retsvirkningerne af en pålagt
konkurskarantæne.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i § 159, 3. pkt.,
hvorefter det i de tilfælde, hvor konkurskarantæne efter den
foreslåede § 158, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 6), pålægges
for en længere periode end 3 år, tillige kan bestemmes, at
den pågældende ikke må deltage i ledelsen af en erhvervs-
virksomhed med personlig og ubegrænset hæftelse for virk-
somhedens forpligtelser.
Bestemmelsen er ny og vil indebære, at retten i et tilfæl-
de, hvor en person pålægges konkurskarantæne for 5 år,
jf. den foreslåede § 158, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 6),
kan bestemme, at konkurskarantæne – udover at have de
retsvirkninger, der følger af den gældende bestemmelse i
§ 159, 1. pkt., der ikke foreslås ændret – tillige skal have
samme retsvirkning som efter den gældende bestemmelse i
konkurslovens § 159, 2. pkt., der ikke foreslås ændret. Det
er dermed en forudsætning for at anvende bestemmelsen, at
den pågældende er pålagt konkurskarantæne for 5 år efter
den foreslåede § 158, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 6).
Bestemmelsen vil skulle finde anvendelse i de helt særlige
tilfælde, hvor der er udvist så særdeles groft uforsvarlig
forretningsførelse, at det kan begrunde pålæg af konkurska-
rantæne for 5 år, og hvor det – henset til karakteren af
den udviste forretningsførelse, tabet for kreditorerne mv. –
ikke skønnes tilstrækkeligt til at sikre mod videreførelsen
af en groft uforsvarlig forretningsførelse, at det pågældende
ledelsesmedlem alene bliver mødt af de retsvirkninger, der
følger af bestemmelsen i § 159, 2. pkt.
Det foreslås med § 159, 4. pkt., at reglerne i 1.-3. pkt.
tillige omfatter deltagelse i ledelsen af erhvervsvirksomhed i
udlandet.
Bestemmelsen vil være med til at sikre overensstemmelse
mellem straffelovens § 79, stk. 2, 2. pkt., der tillige omhand-
ler frakendelse af retten i ledelsen af en erhvervsvirksom-
hed, og konkurskarantænereglerne i relation til muligheden
for at idømme en person straf efter straffelovens § 131.
Bestemmelsen vil indebære, at retsvirkningen af en pålagt
konkurskarantæne udvides til ligeledes at omfatte et forbud
mod at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed i udlan-
det. Det være sig både, når der er tale om et forbud mod at
deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed uden at hæfte
personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser ef-
ter § 159, 1. pkt., og hvor forbuddet efter § 159, 2. pkt., ud-
vides til også at omfatte et forbud mod deltagelse i ledelsen
af en erhvervsvirksomhed, hvor personen hæfter personligt
og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser, eventuelt i
medfør af den foreslåede bestemmelse i § 159, 3. pkt.
Bestemmelsen vil ikke indebære et krav om, at kurator eller
Erhvervsstyrelsen skal underrette andre udenlandske myn-
digheder om rettighedsfrakendelsen.
En person, der fortsætter med at drive erhvervsvirksomhed
i udlandet i strid med en pålagt konkurskarantæne, vil som
følge af det foreslåede § 159, 4. pkt., herefter kunne ifalde
strafansvar efter straffelovens § 131, idet det dog fortsat
kræves, at straffelovens almindelige regler om dansk straf-
femyndighed i straffelovens §§ 6-12 giver mulighed her-
for. Det foreslåede § 159, 4. pkt., vil ikke være udtryk for en
fravigelse af straffelovens §§ 6-12 om dansk strafmyndig-
hed. Afgrænsningen af straffemyndighed i relation til over-
trædelse af en konkurskarantæne vil således skulle foretages
på samme måde, som afgrænsningen af straffemyndighed
i relation til overtrædelse af en frakendelse af retten til at
udøve ledelse efter straffelovens § 79, stk. 2, 2. pkt. En
straf for overtrædelse af en pålagt konkurskarantæne efter
straffelovens § 131 vil i praksis navnlig være mulig, hvis de
faktiske handlinger, som udgør den pågældendes deltagelse
i ledelsen af erhvervsvirksomheden, helt eller delvist er fore-
taget her i landet, jf. straffelovens § 6, nr. 1. Det vil bl.a. om-
fatte tilfælde, hvor en person, som befinder sig her i landet,
gennem et udenlandsk selskab mv. driver erhvervsvirksom-
hed her i landet, eksempelvis ved at udbyde varer eller tjene-
steydelser til kunder her i landet. Selv om den pågældendes
handlinger udelukkende er foretaget i udlandet, vil sådan
straf tillige være mulig, hvis de aktiviteter, der udøves her i
landet af det udenlandske selskab mv., har et sådant omfang
og karakter, at aktiviteterne her i landet udgør erhvervsvirk-
somhed i bestemmelsens forstand, jf. straffelovens § 9, stk.
2, jf. § 6, nr. 1. Dette vil bl.a. omfatte tilfælde, hvor en
person, som befinder sig i udlandet, gennem et udenlandsk
selskab mv. driver erhvervsvirksomhed her i landet, eksem-
pelvis ved at udbyde varer eller tjenesteydelser til kunder
her i landet, jf. Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L 164
som fremsat, side 26 f.
Det foreslåede § 159, 4. pkt., vil ej heller være udtryk for
en fravigelse af konkurslovens § 3 om konkursværneting, og
det vil således fortsat være et krav for konkurskarantænereg-
58
lernes anvendelse, at konkursboet efter skyldneren behand-
les i Danmark efter reglerne i konkursloven. En person, der
er pålagt konkurskarantæne, og som efterfølgende udviser
groft uforsvarlig forretningsførelse i forbindelse med den
pågældendes deltagelse i ledelsen af et udenlandsk selskab,
vil således ikke kunne pålægges en udvidet karantæne efter
konkurslovens § 159, 2. pkt., i det omfang konkursboet
efter erhvervsvirksomheden ikke behandles i Danmark ef-
ter konkurslovens § 3. Hvor konkursboet efter skyldneren
ikke behandles i Danmark efter de danske konkursregler,
vil det ej heller være muligt at anvende hæftelsesreglerne i
konkurslovens §§ 167 og 168.
Til nr. 8
Konkurslovens § 160 angår skifterettens beslutning om at
indlede en konkurskarantænesag.
Det foreslås at nyaffatte § 160.
Det foreslås med stk. 1, at en sag om konkurskarantæne
anlægges af kurator.
Bestemmelsen vil være en videreførelse af den gældende
retstilstand, men bestemmelsen vil præcisere, at det er kura-
tor, der personligt har kompetencen til at anlægge konkurs-
karantænesagen. Hverken fordringshaverne eller skifteretten
vil kunne meddele kurator pålæg om at indlede en konkurs-
karantænesag.
At kurator personligt har kompetencen til at anlægge sagen
om konkurskarantæne, vil tillige indebære, at konkurskaran-
tænesagen skal anlægges i kurators navn, ligesom kurator
bevarer procesbeføjelsen i konkurskarantænesagen også ef-
ter behandlingen af konkursboet er afsluttet.
Med nyaffattelsen af stk. 1 vil den gældende bestemmelse
i konkurslovens § 160, stk. 1, blive ophævet. Ophævelsen
vil indebære, at skifteretten ikke længere på grundlag af ku-
rators begrundede indstilling vil skulle træffe beslutning om,
at der skal indledes en konkurskarantænesag mod nogen.
Fremover vil konkurskarantænesagen anses for at være ind-
ledt på det tidspunkt, hvor sagen er anlagt, hvilket vil sige
det tidspunkt, hvor skifteretten modtager kurators stævning,
jf. den foreslåede bestemmelse i § 161 (lovforslagets § 1, nr.
8).
Ændringen skal ses i sammenhæng med den foreslåede ny-
affattelse af konkurslovens § 161, stk. 1 (lovforslagets §
1, nr. 9), hvor det foreslås, at kurator senest 4 uger efter
skifterettens modtagelse af kurators begrundede meddelelse
efter § 125, stk. 3, skal indlevere en stævning til skifteretten.
Det foreslås med stk. 2, 1. pkt., at sager om en persons delta-
gelse i ledelsen af flere nærtstående erhvervsvirksomheder,
jf. § 2, nr. 1-3, behandles i forbindelse med hinanden.
Bestemmelsen vil indebære, at hvis der ved samme skifteret
er anlagt flere sager om en persons deltagelse i ledelsen af
flere nærtstående erhvervsvirksomheder, vil sagerne skulle
behandles i forbindelse med hinanden.
Bestemmelsen svarer delvist til retsplejelovens § 254, stk. 1,
idet det dog i modsætning til retsplejelovens § 254, stk. 1,
vil være en obligatorisk følge af den foreslåede bestemmel-
se, at sager om nærtstående erhvervsvirksomheder vil skulle
behandles i forbindelse med hinanden.
Det vil være kurator, der har ansvaret for at gøre skifteretten
opmærksom på, at flere sager om konkurskarantæne mod
samme person relaterer sig til nærtstående erhvervsvirksom-
heder, således at sagerne kan blive behandlet i forbindelse
med hinanden. Skifteretten skal således ikke ex officio påse,
om flere sager mod samme person relaterer sig til nærtståen-
de erhvervsvirksomheder.
Om flere erhvervsvirksomheder skal anses for nærtstående,
vil bero på, om de betragtes som sådan efter reglerne i
konkurslovens § 2, nr. 1-3. Dette vil bl.a. være tilfældet,
hvor en person deltager i ledelsen af sin egen enkeltmands-
virksomhed og tillige deltager i ledelsen af den pågældendes
ægtefælles erhvervsvirksomhed, jf. konkurslovens § 2, nr.
1. Det vil endvidere være tilfældet, hvor der er tale om et
selskab og en personligt drevet erhvervsvirksomhed, såfremt
personen eller dennes nærtstående direkte eller indirekte ejer
en væsentlig del af selskabets kapital jf. konkurslovens § 2,
nr. 2. Endelig vil det være tilfældet, hvor der er tale om to
selskaber, og hvor det ene selskab eller dettes nærtstående
direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af det andet
selskabs kapital, eller såfremt en væsentlig del af begge sel-
skaber ejes af samme person eller selskab eller af indbyrdes
nærtstående personer eller selskaber, jf. konkurslovens § 2,
nr. 3.
I et tilfælde, hvor to konkurskarantænesager mod en
samme person for dennes deltagelse i ledelsen af nærtståen-
de erhvervsvirksomheder, hvis konkursboer behandles ved
samme skifteret, ikke anlægges på samme tid, vil det rele-
vante skæringstidspunkt for, om det vil være obligatorisk
at behandle sagerne i forbindelse med hinanden, afhænge
af, om den først anlagte sag om karantænesagen behandles
på skriftligt grundlag, eller om der er begæret mundtlig for-
handling.
Hvis den først anlagte sag behandles på skriftligt grundlag,
vil det afgørende skæringstidspunkt være tidspunktet for
kendelsens afsigelse. Dette vil indebære, at hvor skifteretten
ikke har truffet afgørelse i den først anlagte sag, vil den først
anlagte sag og den senere anlagte sag skulle behandles i for-
bindelse med hinanden. Hvis skifteretten derimod har truffet
kendelse i den først anlagte sag, førend den senere sag an-
lægges, vil sagerne ikke skulle behandles i forbindelse med
hinanden, og den senere og nye sag om konkurskarantæne
vil skulle behandles uafhængigt af den tidligere afgjorte sag,
ligesom kære af de to sager vil skulle ske særskilt.
Hvis der er anmodet om mundtlig forhandling i den først
anlagte sag, vil det afgørende skæringstidspunkt være tids-
59
punktet for hovedforhandlingens indledning. Dette vil inde-
bære, at hvis hovedforhandlingen i den første sag alene
er berammet, men endnu ikke indledt, vil det – alt efter
omstændighederne – være nødvendigt at udsætte hovedfor-
handlingen i den først anlagte sag med henblik på, at de to
sager kan blive behandlet i forbindelse med hinanden. Hvis
hovedforhandlingen i den først anlagte sag, derimod er ind-
ledt, vil den senere anlagte sag ikke skulle behandles i for-
bindelse med denne, og den senere anlagte sag vil herefter
skulle behandles uafhængigt af den tidligere afgjorte sag,
ligesom kære af de to sager vil skulle ske særskilt.
Hvor den, der begæres pålagt konkurskarantæne, i den ene
af sagerne har anmodet om mundtlig forhandling af sagen,
men ikke har anmodet om mundtlig forhandling i den anden
sag, vil skifteretten i overensstemmelse med den foreslåede
§ 162, stk. 3, der svarer til den gældende bestemmelse i
konkurslovens § 162, stk. 4, der ikke foreslås ændret men
alene rykket til § 162, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 10), have
mulighed for at træffe bestemmelse om mundtlig forhand-
ling af begge sager, hvis det skønnes hensigtsmæssigt.
Det foreslås med stk. 2, 2. pkt., at hvis der er anlagt en sag
omfattet af det foreslåede 1. pkt. ved en skifteret, vil senere
sager omfattet af det foreslåede 1. pkt. skulle anlægges ved
eller henvises til denne skifteret.
Bestemmelsen tager sigte på de tilfælde, hvor et eller flere
konkursboer vedrørende nærtstående erhvervsvirksomheder
undtagelsesvist ikke behandles ved samme skifteret og ikke
i medfør af konkurslovens § 5, stk. 2, henvises til den skifte-
ret, hvor de øvrige konkursboer behandles.
Bestemmelsen vil indebære, at hvor der f.eks. er anlagt en
sag om konkurskarantæne mod en person for dennes delta-
gelse i ledelsen af et selskab, vil senere sager om samme
persons deltagelse i ledelsen af nærtstående selskaber, skul-
le anlægges ved eller henvises til den skifteret, hvor den
første konkurskarantænesag er anlagt, således at sagerne kan
behandles i forbindelse med hinanden. Det afgørende for,
hvor flere sager om samme persons deltagelse i nærtstående
selskaber mv. skal behandles, vil herefter være, hvor den
første sag om konkurskarantæne er anlagt. En sag anses
for anlagt eller indledt på det tidspunkt, hvor skifteretten
har modtaget kurators stævning, jf. den foreslåede § 161
(lovforslagets § 1, nr. 9).
En kurator bør derfor ved udarbejdelsen af sin begrundede
meddelelse efter den foreslåede § 125, stk. 3 (lovforslagets §
1, nr. 4), have for øje, om der er andre nærtstående erhvervs-
virksomheder, som er taget under konkursbehandling, om
et eller flere af de ledelsesmedlemmer, der efter kurators
vurdering har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, har
deltaget i ledelsen af disse nærtstående erhvervsvirksomhe-
der, samt om der allerede er indledt en sag om konkurska-
rantæne mod det pågældende ledelsesmedlem ved den skif-
teret, hvor konkursboet efter de nærtstående erhvervsvirk-
somheder behandles. Hvis et ledelsesmedlem har deltaget i
ledelsen af et eller flere nærtstående erhvervsvirksomheder,
og der allerede er indledt en konkurskarantænesag mod den
pågældende, vil kurator skulle angive dette i sin begrundede
meddelelse efter § 125, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 4).
Hvor kurator inden indgivelsen af sin begrundede meddelel-
se efter den foreslåede § 125, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr.
4), bliver opmærksom på, at der allerede er anlagt en sag
om konkurskarantæne mod et ledelsesmedlem i en anden
retskreds, for samme ledelsesmedlems deltagelse i en nært-
stående erhvervsvirksomhed, vil kurator i den endnu ikke
anlagte sag fortsat skulle indgive sin begrundede meddelel-
se til den skifteret, hvor det aktuelle konkursbo behandles,
hvoraf det skal fremgå, at der vil blive indledt sag om
konkurskarantæne ved en anden skifteret end der, hvor kon-
kursboet efter erhvervsvirksomheden behandles. Kurator bør
straks sende en kopi af den begrundede meddelelse til den
skifteret, hvor den første sag om konkurskarantæne er blevet
anlagt. Kurator vil herefter skulle indlevere sin stævning til
den skifteret, hvor den første sag om konkurskarantæne blev
anlagt. Fristen for indleveringen af stævningen, vil begynde
at løbe fra det tidspunkt, hvor kurator har fremsendt sin
begrundede meddelelse til den skifteret, hvor det aktuelle
konkursbo behandles, og således ikke fra det tidspunkt, hvor
kurator sender en kopi af meddelelsen til den skifteret, hvor
den første sag om konkurskarantæne er blevet anlagt. Det
vil ligeledes være den skifteret, hvor sagen skal anlægges –
dvs. stævningen skal indleveres – der vil have kompetencen
til at meddele kurator en længere frist for indleveringen af
stævningen.
Et eksempel herpå kunne opstilles således, at personen A
har været ledelsesmedlem i både et moderselskab og et dat-
terselskab, men konkursboet efter moderselskabet behandles
ved Retten i Aarhus, og konkursboet efter datterselskabet
behandles ved Sø- og Handelsretten. Hvis kurator i konkurs-
boet efter moderselskabet den 1. januar meddeler Retten i
Aarhus, at der skal indledes en sag om konkurskarantæne
mod A, for A’s deltagelse i ledelsen af moderselskabet,
vil kurator i konkursboet efter datterselskabet, fortsat skul-
le indgive sin begrundede meddelelse til Sø- og Handels-
retten med en bemærkning om, at konkurskarantænesagen
vil blive anlagt ved Retten i Aarhus, og kurator bør straks
sende en kopi af den begrundede meddelelse til Retten i
Aarhus. Kurator i konkursboet efter datterselskabet, der be-
handles ved Sø- og Handelsretten, vil efterfølgende skulle
indlevere stævningen i konkurskarantænesagen til Retten i
Aarhus, ligesom det vil være Retten i Aarhus, der vil have
kompetence til at meddele kurator en forlængelse af fristen
for indleveringen af stævningen.
Hvor kurator efter afgivelsen af sin begrundede meddelelse,
men inden indleveringen af stævningen bliver opmærksom
på, at der allerede verserer en sag om konkurskarantæne
mod samme person for dennes deltagelse i ledelsen af en
nærtstående erhvervsvirksomhed ved en anden skifteret, bør
kurator straks gøre begge skifteretter opmærksom på det-
te. Kurator vil herefter – ligesom i det ovenfor anførte ek-
sempel – skulle indlevere stævningen til den skifteret, hvor
den første sag om konkurskarantæne er anlagt. Fristen for
60
indleveringen af stævningen vil forsat skulle løbe fra det
tidspunkt, hvor kurator indgav sin begrundede meddelelse,
og vil ikke automatisk blive forlænget som følge af, at kura-
tor vil skulle indgive sin stævning til en anden skifteret.
Et eksempel herpå kunne opstilles således, at personen A
har været ledelsesmedlem i både et moderselskab og et dat-
terselskab, men konkursboet efter moderselskabet behandles
ved Retten i Aarhus, og konkursboet efter datterselskabet
behandles ved Sø- og Handelsretten. Hvis kurator i konkurs-
boet efter moderselskabet den 1. januar anlægger sag om
konkurskarantæne mod A ved Retten i Aarhus for A’s delta-
gelse i ledelsen af moderselskabet, og kurator i konkursboet
efter datterselskabet ikke er bekendt med sagen vedrøren-
de moderselskabet, og derfor afgiver sin begrundede med-
delelse til Sø- og Handelsretten den 2. januar uden også
at sende en meddelelse til Retten i Aarhus, da vil fristen
for indleveringen af stævningen i sagen om datterselskabet
begynde at løbe automatisk fra det tidspunkt, kurator har
afgivet sin meddelelse til Sø- og Handelsretten (dvs. fra den
2. januar). Hvis kurator i konkursboet efter datterselskabet
først bliver opmærksom på sagen om moderselskabet, der
behandles ved Retten i Aarhus, den 20. januar, bør kurator
straks meddele Retten i Aarhus, at sagen vil blive anlagt ved
Retten i Aarhus, ligesom kurator bør orientere Sø- og Han-
delsretten herom. Fristen for indleveringen af stævningen i
sagen, vil fortsat løbe fra det tidspunkt, hvor kurator afgav
sin begrundede meddelelse til Sø- og Handelsretten, idet
kurator vil skulle indlevere stævningen i sagen til Retten
i Aarhus, ligesom en eventuel anmodning om forlængelse
af fristen for at indlevere stævningen vil skulle indgives til
Retten i Aarhus.
Hvor kurator først efter indleveringen af stævningen i kon-
kurskarantænesagen bliver opmærksom på, at der allerede
verserer en sag ved en anden skifteret mod den samme
person i relation til personens deltagelse i en nærtstående
erhvervsvirksomhed, vil kurator skulle anmode den skifte-
ret, hvor sagen er anlagt om at henvise den senere anlagte
sag til behandling ved den skifteret, hvor den først anlagte
karantænesag verserer.
Hvis skæringstidspunktet for en obligatorisk forening af
sagerne er overskredet – dvs. tidspunktet for kendelsens
afsigelse i skriftligt behandlede sager, og tidspunktet for
indledningen af hovedforhandlingen i sager, som skal for-
handles mundtligt – vil kurator i en senere sag om konkurs-
karantæne ikke skulle anlægge sagen ved den skifteret, hvor
den tidligere sag er afsluttet eller verserer, ligesom der ikke
vil skulle ske henvisning af sagen til denne skifteret.
Det forslås med stk. 3, 1. pkt., at skifteretten efter begæring
fra kurator eller den, der begæres pålagt konkurskarantæne,
kan træffe afgørelse om, at sager mod den pågældende skal
sammenlægges til én, hvis sagerne omfattes af stk. 2, og
erhvervsvirksomhederne på det tidspunkt, hvor den pågæl-
dende deltog i ledelsen, måtte anses for én økonomisk og
driftsmæssigt forbundet enhed.
Bestemmelsen vil indebære, at det vil være muligt at sam-
menlægge behandlingen af flere konkurskarantænesager til
én sag (efterfølgende objektiv kumulation), hvis erhvervs-
virksomhederne er nærtstående og behandles i forbindelse
med hinanden ved samme skifteret, jf. den foreslåede § 160,
stk. 2, og erhvervsvirksomhederne på det tidspunkt, hvor
den pågældende deltog i ledelsen, måtte anses for én økono-
misk og driftsmæssigt forbundet enhed.
Det vil for det første være en betingelse for anvendelse af
bestemmelsen, at erhvervsvirksomhederne er nærtstående,
og at konkurskarantænesagerne mod det pågældende ledel-
sesmedlem for dennes deltagelse i ledelsen af de nærtståen-
de erhvervsvirksomheder behandles i forbindelse med hin-
anden, jf. den foreslåede § 160, stk. 2.
Det vil for den andet være en betingelse, at erhvervsvirk-
somhederne på det tidspunkt, hvor den pågældende deltog
i ledelsen heraf, måtte anses for én økonomisk og driftsmæs-
sigt forbundet enhed.
Det afgørende for om flere nærtstående erhvervsvirksomhe-
der udgør én økonomisk og driftsmæssigt forbundet enhed
i bestemmelsens forstand vil være, om aktiviteterne i de
nærtstående erhvervsvirksomheder udøves på sådan måde,
at de reelt vil skulle betragtes som en samlet enhed. Det vil
bero på en konkret vurdering af erhvervsvirksomhedernes
forhold, om de er økonomisk og driftsmæssigt forbundne og
integrerede med hinanden på en sådan måde, at de reelt vil
skulle betragtes som én samlet enhed.
Det vil ikke være tilstrækkeligt for at anse flere nærtståen-
de selskaber for økonomisk og driftsmæssigt forbundne, at
selskaberne udgør en koncern i relation til selskabslovens
regler herom. Ligeledes vil det ej heller være tilstrækkeligt
for at anse flere nærtstående selskaber for økonomisk og
driftsmæssigt forbundne, at der består en økonomisk afhæn-
gighed mellem disse, eller at der f.eks. er krydskautioneret
eller lign., idet de juridiske enheder mv. i sådanne tilfælde
nok vil være økonomisk forbundne, men derimod ikke nød-
vendigvis driftsmæssigt forbundne.
En økonomisk og driftsmæssigt forbundet enhed vil f.eks.
kunne foreligge i en konstruktion, som består af et moder-
selskab og to datterselskaber, og hvor det ene af dattersel-
skaberne står for produktionen af en vare og det andet
datterselskab for distributionen af varen, som det første af
datterselskaberne producerer. I et sådant tilfælde vil moder-
selskabet inklusive datterselskaberne reelt kunne anses for at
udgøre én økonomisk og driftsmæssig forbundet enhed. Det-
te skyldes, at aktiviteterne i datterselskaberne vil skulle
betragtes således, at de reelt vedrører samme erhvervsvirk-
somhed (produktion og salg af en bestemt vare). Da et mo-
derselskab i selskabsretlig forstand forstås som et selskab,
der har bestemmende indflydelse over datterselskaberne –
dvs. beføjelse til at styre og kontrollere datterselskabernes
økonomiske og driftsmæssige beslutninger – ligger det i mo-
derselskabets natur, at dette vil betragtes som en del af den
økonomiske og driftsmæssigt forbundne enhed. Dette vil
61
være tilfældet, uanset om moderselskabet reelt har udøvet
sin bestemmelse indflydelse, idet det bemærkes, at også en
undladelse af at føre tilsyn, lede og udøve en bestemmende
indflydelse mv. i sig selv kan være udtryk for groft uforsvar-
lig forretningsførelse i konkurskarantænereglernes forstand.
Konsekvensen af, at moderselskabet skal anses som en del
af en økonomisk og driftsmæssigt forbundet enhed, uanset
om moderselskabet har udøvet bestemmende indflydelse
mv. eller ej, vil være, at i en konstruktion, hvor der alene
foreligger et moderselskab – evt. i form af et holdingselskab
– og ét enkelt datterselskab, vil der være tale om en økono-
misk og driftsmæssigt forbundet enhed.
Endvidere vil moderselskabet i et tilfælde, hvor der forelig-
ger flere datterselskaber, og hvor der alene mellem enkelte
af datterselskaberne består en økonomisk og driftsmæssig
forbundenhed, skulle anses som en del af enheden, uanset at
der er andre af datterselskaberne, som falder uden for den
økonomiske og driftsmæssige forbundne enhed.
Hvor det er en fysisk person, der ejer flere erhvervsvirksom-
heder, vil dette ikke i sig selv være tilstrækkeligt til at an-
se erhvervsvirksomhederne for økonomisk og driftsmæssigt
forbundne. Det vil i sådanne tilfælde tillige kræves, at de
pågældende erhvervsvirksomheder under hensyn til aktivite-
terne i og sammenspillet mellem erhvervsvirksomhederne
må anses for at være én økonomisk og driftsmæssigt forbun-
det enhed.
Det vil endvidere være et krav for at sammenlægge flere
sager om konkurskarantæne mod samme ledelsesmedlem
for dennes deltagelse i ledelsen af flere nærtstående, økono-
misk og driftsmæssigt forbundne erhvervsvirksomheder, at
den økonomiske og driftsmæssige forbundenhed har bestået
senere end 1 år før fristdagen, hvilket er den samme perio-
de, hvor det pågældende ledelsesmedlem for at kunne blive
pålagt konkurskarantæne vil skulle have udvist groft ufor-
svarlig forretningsførelse. Hvor den økonomiske og drifts-
mæssige forbundenhed mellem flere erhvervsvirksomheder
er ophørt tidligere end 1 år før fristdagen – f.eks. fordi
det ene selskab er gået konkurs tidligere end 1 år før frist-
dagen, hvorved den økonomiske og driftsmæssige forbund-
ne enhed mellem selskaberne er ophørt – vil reglen ikke
finde anvendelse. I en sådan situation vil der ikke kunne
ske sammenlægning af flere konkurskarantænesager til én
sag, hvorfor et ledelsesmedlem, der f.eks. har deltaget i le-
delsen af to nærtstående, men ikke økonomisk og driftsmæs-
sigt forbundne erhvervsvirksomheder, vil kunne pålægges to
konkurskarantæner, såfremt den pågældende har udvist groft
uforsvarlig forretningsførelse.
Det vil for det fjerde være en betingelse for sammenlægning
af flere sager om konkurskarantæne, at dette begæres af
enten kurator eller den, der begæres pålagt konkurskarantæ-
ne. Skifteretten vil således ikke ex officio skulle tage stilling
til, om erhvervsvirksomhederne må anses for én økonomisk
og driftsmæssige forbundet enhed.
Det vil således alene være muligt at sammenlægge flere sag-
er til én sag, efter at sagerne er anlagt (efterfølgende objek-
tiv kumulation). Bestemmelsen giver dermed ikke mulighed
for oprindelig objektiv kumulation, da det er skifteretten,
der, efter at sagerne er anlagt, kan træffe bestemmelse om
sammenlægning af flere sager til én sag. Sager om konkurs-
karantæne relateret til samme persons deltagelse i ledelsen
af flere nærtstående erhvervsvirksomheder, der er økono-
misk og driftsmæssigt forbundne, vil således fortsat skulle
anlægges som enkelte sager, der behandles i forbindelse
med hinanden. Såfremt kurator allerede i forbindelse med
anlæggelsen af sagerne er opmærksom på, at der er tale om
nærtstående erhvervsvirksomheder, der skal behandles i for-
bindelse med hinanden, jf. den foreslåede § 160, stk. 2, og
erhvervsvirksomhederne efter kurators vurdering må betrag-
tes som en økonomisk og driftsmæssigt forbundet enhed, vil
kurator med fordel kunne anmode om en sammenlægning af
sagerne i forbindelse med indgivelsen af stævningerne i de
enkelte sager.
Skifteretten kan, såfremt den finder det hensigtsmæssigt,
vælge at udskille spørgsmålet om sammenlægningen af flere
sager om konkurskarantæne til én sag til en særskilt afgørel-
se, jf. retsplejelovens § 253, stk. 1, der finder tilsvarende
anvendelse i konkurskarantænesager, jf. den foreslåede be-
stemmelse i § 160, stk. 5. Dette vil f.eks. alt efter omstæn-
dighederne kunne være hensigtsmæssigt, hvor parterne er
uenige om, hvorvidt der består en økonomisk og driftsmæs-
sigt forbunden enhed, og hvor en tidlig afklaring af spørgs-
målet herom vil have væsentlig betydning for den videre
procesførelse. Det vil dog i alle tilfælde bero på skifterettens
skøn i den enkelte sag, om en udskillelse af spørgsmålet til
særskilt behandling vil være hensigtsmæssig. Hvor det ikke
skønnes hensigtsmæssigt at træffe en særskilt afgørelse om,
hvorvidt flere erhvervsvirksomheder udgør én økonomisk
og driftsmæssigt forbundet enhed, og dermed om der skal
udmåles én konkurskarantæne eller flere konkurskarantæner,
vil spørgsmålet kunne henføres til skifterettens endelige af-
gørelse af konkurskarantænesagen. Skifterettens delafgørel-
se om at sammenlægge sagerne til én sag eller afvisningen
af at sammenlægge sagerne til én sag vil ligesom andre
delafgørelser ikke kunne kæres særskilt, jf. hertil retsplejelo-
vens § 253, stk. 1, jf. konkurslovens § 243.
Hvor skifteretten træffer en særskilt beslutning om at sam-
menlægge flere sager om konkurskarantæne til én sag, og
hvor det sagsøgte ledelsesmedlem inden skifterettens beslut-
ning herom, har anmodet om mundtlig forhandling i den ene
af sagerne, men ikke i den anden af sagerne, og skifteretten
ikke selv har truffet bestemmelse om en mundtlig forhand-
ling i begge sager, jf. § 162, stk. 3, der er en videreførelse
af § 162, stk. 4 (lovforslagets § 1, nr. 10), bør skifteretten
som følge af sammenlægning af sagerne til én sag bede den,
der begæres pålagt konkurskarantæne, om en stillingtagen
til, om den pågældende ønsker den nu sammenlagte sag
behandlet på skriftligt grundlag, eller om den pågældende
ønsker en mundtlig forhandling.
En sammenlægning af sagerne vil have den retsvirkning,
62
at vurderingen af, om der er udvist groft uforsvarlig forret-
ningsførelse, skal foretages på tværs af den økonomiske
og driftsmæssige forbundne enhed, som erhvervsvirksomhe-
derne udgør. De forbundne erhvervsvirksomheder vil med
andre ord skulle behandles som om, der var tale om én sam-
let enhed. Dette indebærer, at hvor der i flere af erhvervs-
virksomhederne er udvist uforsvarlig forretningsførelse, som
dog ikke isoleret til de enkelte erhvervsvirksomheder er
tilstrækkelig til at anse groft uforsvarlig, vil en person kun-
ne idømmes konkurskarantæne, hvis forretningsførelsen på
tværs af erhvervsvirksomhederne efter en samlet vurdering
må anses for groft uforsvarlig. Hvis forretningsførelsen ud
fra en samlet vurdering på tværs af den økonomisk og drifts-
mæssigt forbundne enhed, som erhvervsvirksomhederne ud-
gør, må anses for at være groft uforsvarligt, vil ledelsesmed-
lemmet alene skulle pålægges én konkurskarantæne.
Hvis skifterettens endelige afgørelse om konkurskarantæne
kæres, og landsretten finder, at konkurskarantænesagerne
ikke skulle være sammenlagt til én sag, vil landsretten træf-
fe en ny afgørelse i hver af sagerne med den konsekvens,
at den pågældende kan pålægges én konkurskarantæne for
hver sag (erhvervsvirksomhed), eller at den pågældende fri-
findes i én eller flere af sagerne. Alternativt kan landsretten
hjemvise sagerne til skifteretten, hvis landsretten ikke fin-
der, at skifteretten har taget stilling til, om der i relation til
i de enkelte erhvervsvirksomheder er forhold, der i sig selv
kan begrunde pålæg af konkurskarantæne. Hvor skifteretten
har truffet afgørelse om ikke at sammenlægge flere sager
om konkurskarantæne til én sag, vil landsretten kunne træffe
afgørelse om en sammenlægning af sagerne, hvis landsretten
finder, at de nærtstående erhvervsvirksomheder er økono-
misk og driftsmæssigt forbundne med hinanden på en sådan
måde, at de reelt udgør én økonomisk og driftsmæssigt for-
bundet enhed.
Det foreslås med stk. 3, 2. pkt., at såfremt sager sammen-
lægges efter 1. pkt., skal skifteretten træffe beslutning om,
hvilken kurator der herefter skal behandle sagen.
Bestemmelsen vil alene have relevans i de tilfælde, hvor
skifteretten træffer beslutning om at sammenlægge flere sag-
er om konkurskarantæne, der behandles i forbindelse med
hinanden ved forskellige kuratorer, til én sag.
Bestemmelsen vil indebære, at hvor skifteretten træffer en
særskilt afgørelse om, at flere sager om konkurskarantæne
mod den samme person for dennes deltagelse i ledelsen af
flere nærtstående erhvervsvirksomheder, der er økonomisk
og driftsmæssigt forbundne, skal sammenlægges til én sag,
hvorefter der alene vil være én sag, skal retten tillige be-
stemme, hvilken af de to eller flere kuratorer, der skal føre
sagen. Det bør som udgangspunkt være den kurator, der har
anlagt den første sag om konkurskarantæne, der vil skulle
føre sagen, idet der dog tillige kan henses til karakteren af
den enkelte konkurskarantænesag.
Det foreslås med stk. 3, 3. pkt., at den eller de kuratorer,
der i medfør af skifterettens beslutning efter 2. pkt. ikke skal
behandle sagen, er forpligtet til at bistå den procesførende
kurator mod et vederlag fastsat af den skifteret, der behand-
ler karantænesagen.
Den eller de kuratorer, som ikke vil skulle føre sagen om
konkurskarantæne, vil således være forpligtet til at bistå den
procesførende kurator og meddele denne de oplysninger,
som er nødvendige for behandlingen af konkurskarantæne-
sagerne, hvilket vil skulle ske mod et vederlag til de kurato-
rer, der ikke skal føre sagen. Vederlaget til de kuratorer, der
ikke skal føre sagen, vil skulle fastsættes af den skifteret, der
behandler konkurskarantænesagen.
Ved fastsættelsen af salæret til den kurator, der skal føre en
sag, hvor der er sket sammenlægning af flere sager til én
sag, vil det skulle indgå i skifterettens vurdering, at der er
tale om en sammenlægning af flere sager til én sag, hvilket
vil tale for, at der udmåles et højere salær til kurator. Dette
vil både være tilfældet, hvor kuratoren, der skal føre sagen,
selv behandler alle konkursboerne efter de nærtstående og
økonomiske og driftsmæssigt forbundne erhvervsvirksom-
heder, men også hvor nogle af disse konkursboer behandles
af andre kuratorer.
Bestemmelsen vil ikke have betydning i de tilfælde, hvor
det er samme kurator, der behandler konkursboerne efter
flere nærtstående og økonomisk og driftsmæssigt forbundne
selskaber, og hvor konkurskarantænesagerne derfor allerede
føres af samme kurator.
Det foreslås med stk. 3, 4. pkt., at vederlaget efter 3. pkt.
afholdes af statskassen.
Bestemmelsen vil alene gælde vederlaget til den eller de
kuratorer, der ikke behandler karantænesagen.
Det foreslås med stk. 4, at en sag mod en person om pålæg
af konkurskarantæne ikke kan sammenlægges med sager
mod andre personer.
Bestemmelsen vil indebære, at sager mod flere personer
ikke kan sammenlægges efter bestemmelserne i retsplejelo-
vens §§ 249-251, som efter den foreslåede bestemmelse i
konkurslovens § 160, stk. 5, jf. § 243, finder tilsvarende
anvendelse i konkurskarantænesager med de ændringer, som
følger af forholdets natur. Dette vil tillige gælde i tilfælde,
hvor sagerne angår flere ledelsesmedlemmers deltagelse i
ledelsen af samme erhvervsvirksomhed.
Bestemmelsen vil ikke være til hinder for, at sagerne be-
handles i forbindelse med hinanden efter retsplejelovens §
254, som vil finde tilsvarende anvendelse i forbindelse med
en konkurskarantænesag med de ændringer, der følger af
forholdets natur, jf. den foreslåede bestemmelse i § 160, stk.
5, jf. § 243.
Det foreslås med stk. 5, at sager om konkurskarantæne be-
handles efter reglerne i dette kapitel, og at § 243 i øvrigt
finder tilsvarende anvendelse.
63
Bestemmelsen, der er en videreførelse af bestemmelsen i
§ 160, stk. 2, vil indebære, at sager om konkurskarantæne
behandles efter de særlige regler i konkurslovens kapitel
20 og i øvrigt – som følge af den foreslåede henvisning
til konkurslovens § 243 – efter retsplejelovens regler om
borgerlige sager.
Det er forudsat, at de foreslåede bestemmelser i §§ 160,
stk. 3 og 4, udtømmende regulerer adgangen til sammenlæg-
ning af sager om konkurskarantæne, hvorfor retsplejelovens
almindelige regler om sammenlægning (retsplejelovens §§
249-251) ikke vil finde anvendelse.
Til nr. 9
Konkurslovens § 161 angår kurators indlevering af et pro-
cesskrift og forkyndelse af dette.
Det foreslås at nyaffatte § 161.
Med nyaffattelsen ophæves den gældende bestemmelse i §
161, stk. 2, da bestemmelsen efter indførelsen af reglerne
om digital sagsbehandling i retsplejelovens §§ 148 a-b, der
tilsvarende finder anvendelse under en sag om konkurska-
rantæne, jf. § 243, må anses for overflødig.
Det foreslås med stk. 1, at kurator senest 4 uger efter skifte-
rettens modtagelse af kurators endelige begrundede medde-
lelse efter den foreslåede § 125, stk. 3, jf. lovforslagets §
1, nr. 4, om, at der skal indledes en konkurskarantænesag
mod nogen, skal indlevere en stævning til skifteretten. Skif-
teretten vil dog efter begæring fra kurator kunne forlænge
fristen, hvis det er velbegrundet.
Nyaffattelsen af § 161, stk. 1, vil for det første indebære,
at man fremover betegner processkriftet som en stævning,
men der er ikke herved tilsigtet en realitetsændring af den
gældende retstilstand.
Nyaffattelsen af § 161, stk. 1, vil for det andet indebære, at
fristen for kurators indlevering af stævningen vil begynde at
løbe automatisk fra det tidspunkt, hvor kurator har indleve-
ret den begrundede meddelelse efter den foreslåede § 125,
stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 4).
Nyaffattelsen af § 161, stk. 1, vil for det tredje indebære,
at der fremover vil løbe en automatisk frist for kurators
indlevering af stævningen fra det tidspunkt, hvor skifteretten
har modtaget kurators begrundede meddelelse om, at der
skal indledes en konkurskarantænesag mod nogen.
Stævningen vil skulle indgives senest 4 uger efter skifteret-
tens modtagelse af kurators endelige begrundede meddelelse
efter den foreslåede § 125, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr.
4). Skifteretten vil efter begæring fra kurator kunne forlæn-
ge fristen, hvis det er velbegrundet.
Ligesom det er tilfældet efter den gældende § 161, stk. 1,
vil en overskridelse af fristen for indleveringen af stævnin-
gen, herunder en overskridelse af en eventuel forlængelse af
fristen, ikke have præklusiv virkning i forhold til kurators
påstand om pålæg af konkurskarantæne, men en overskridel-
se af fristerne vil i mangel af lovlig forfald være udtryk for
pligtforsømmelse fra kurators side, som vil kunne tages i
betragtning ved fastsættelsen af kurators vederlag for førelse
af konkurskarantænesagen, og skifterettens beslutning om
udpegning af kurator i fremtidige sager.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 fastsætter kravene til
indholdet af kurators stævning. Bestemmelsen svarer i det
væsentligste til, hvad der følger af den gældende bestem-
melse i § 161, stk. 1, nr. 2 og 3, dog med enkelte justeringer.
Det foreslås for det første i stk. 2, nr. 1, at stævningen vil
skulle indeholde kurators påstand, samt om der nedlægges
påstand efter § 159, 2. eller 3. pkt. Der er tilsigtet en præ-
cisering af den gældende retstilstand, idet det fastslås, at
kurator vil skulle angive, om der tillige nedlægges påstand
efter § 159, 2. eller 3. pkt.
Det foreslås for det andet i stk. 2, nr. 2, at stævningen vil
skulle indeholde en udførlig fremstilling af de faktiske og
retlige omstændigheder, hvorpå påstanden støttes.
Det foreslås for det tredje i stk. 2, nr. 3, at stævningen skal
indeholde en angivelse af de dokumenter og andre beviser,
som kurator agter at påberåbe sig.
Det foreslås med stk. 3, 1. pkt., at skifteretten skal lade
stævningen forkynde for den, der begæres pålagt konkurska-
rantæne.
Bestemmelsen svarer i det væsentligste til, hvad der følger
af den gældende bestemmelse i § 161, stk. 3, 1. pkt., idet
der dog foretages en ændring af ordlyden, så det ikke længe-
re vil være et processkrift, men derimod en stævning, der
skal forkyndes. Dette er en konsekvens af den foreslåede
ændring af § 161, stk. 1.
Det foreslås med stk. 3, 2. pkt., at den, der begæres pålagt
konkurskarantæne, samtidig med forkyndelsen af stævnin-
gen skal oplyses om, hvor den pågældende kan finde infor-
mationer om, hvad en konkurskarantæne indebærer, og om
reglerne i §§ 162 og 163 og § 164, stk. 2.
Bestemmelsen vil indebære en ændring af den gældende
bestemmelse i § 161, stk. 3, 2. pkt., idet det ikke længere
vil være et krav, at der skal udleveres et egentligt dokument
eller lign., som indeholder en vejledning om, hvad konkurs-
karantænen indebærer mv.
Det vil med den foreslåede bestemmelse være tilstrækkeligt,
at den, der begæres pålagt konkurskarantæne, samtidig med
stævningen oplyses om, hvor den pågældende kan finde
informationer om, hvad en konkurskarantæne indebærer, og
om reglerne i §§ 162 og 163 samt § 164, stk. 2. Dette vil
f.eks. kunne ske ved indsættelsen af et link til en hjemmesi-
de eller lign., hvor den pågældende kan finde de relevante
informationer. I det omfang stævningen forkyndes som et
64
fysisk dokument, vil informationerne dog kunne vedlægges
som et fysisk dokument.
Den foreslåede bestemmelse vil tillige indebære, at de rele-
vante informationer, som f.eks. kan være tilgængelig for
den, der begæres pålagt konkurskarantæne, på en hjemmesi-
de eller lign. – udover at indeholde oplysninger om, hvad
en konkurskarantæne indebærer, og om reglerne i §§ 162
og 163 – skal indeholde oplysninger om den foreslåede
bestemmelse i § 164, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 12). Der
vil således skulle være tilgængelige informationer om, at i
det omfang konkurskarantænesagen ikke behandles på dom-
stolenes sagsportal, vil kendelsen i konkurskarantænesagen
ikke blive forkyndt, og at personen derfor selv har et ansvar
for at holde sig opdateret om sagen og at opsøge kendelsen
eller meddele, hvortil kendelsen kan sendes, såfremt skifte-
retten ikke er i besiddelse af den pågældende aktuelle bopæl
eller opholdssted.
Til nr. 10
Det foreslås at ophæve bestemmelsen i § 162, stk. 2, da
bestemmelsen efter indførelsen af reglerne om digital sags-
behandling i retsplejelovens §§ 148 a og b, der tilsvarende
finder anvendelse under en sag om konkurskarantæne, jf. §
243, må anses for overflødig.
Til nr. 11
Konkurslovens § 163 omhandler beskikkelse af en advokat
til den, der begæres pålagt konkurskarantæne.
Det foreslås at nyaffatte § 163.
Det foreslås med 1. pkt., at skifteretten beskikker en advokat
for den, der begæres pålagt konkurskarantæne, hvis den på-
gældende anmoder om det, og den pågældende opfylder de
økonomiske betingelser i retsplejelovens § 325.
Der er tale om en ændring af den gældende retstilstand, idet
der alene vil skulle beskikkes en advokat for den, der begæ-
res pålagt konkurskarantæne, hvis den pågældende opfylder
de økonomiske betingelser i retsplejelovens § 325.
Den, der ikke opfylder de økonomiske betingelser, vil ikke
have krav på at få beskikket en advokat efter den foreslåede
bestemmelse.
En ændring af beskikkelsesreglen vil kunne føre til, at der
vil være personer, som ikke opfylder de økonomiske betin-
gelser i retsplejelovens § 325, og som vælger ikke at lade sig
repræsentere af en advokat. Retten vil i et sådant tilfælde,
jf. retsplejelovens § 259, stk. 2, der efter den foreslåede
bestemmelse i konkurslovens § 160, stk. 5, der er en vide-
reførelse af den gældende bestemmelse i § 160, stk. 2, jf.
konkurslovens § 243, kunne pålægge den, der ikke opfylder
de økonomiske betingelser i retsplejelovens § 325, at lade
sagen føre ved en advokat, hvis retten ikke finder det muligt
at behandle sagen på en hensigtsmæssig måde, uden at den
pågældende har en sådan bistand.
Hvis en person ikke efterkommer et advokatpålæg, vil det
have de retsvirkninger, der følger af retsplejelovens § 259,
stk. 3, idet der dog må henses til, at bestemmelsen, jf. den
foreslåede § 160, stk. 5 jf. § 243, finder anvendelse med de
ændringer, der følger af forholdets natur. Dette vil indebære,
at hvis en person, der er pålagt at møde ved en advokat,
jf. retsplejelovens § 259, skt. 2, jf. den foreslåede § 160,
stk. 5, jf. § 243, indleverer et processkrift, skal skifteretten
anse dette for ikke indgivet, idet retsvirkningen heraf ikke
vil være præklusion, men derimod processuel skadevirkning
på samme måde som efter den foreslåede § 162, stk. 5, der
svarer til den gældende bestemmelse i § 162, stk. 6.
Ligesom reglerne i retsplejelovens § 259, stk. 2 og 3, fin-
der tilsvarende anvendelse i konkurskarantænesager, jf. kon-
kurslovens § 243, med de ændringer, som følger af forhol-
dets natur, vil bestemmelsen i retsplejelovens § 260, stk.
11, tillige finde anvendelse. Dette vil indebære, at hvis den,
der begæres pålagt konkurskarantæne, og som er pålagt at
lade sagen udføre af en advokat, godtgør, at det ikke har
været muligt for vedkommende at antage en advokat, bør
skifteretten dog efter omstændighederne kunne vælge at
beskikke den pågældende en advokat. Det vil bero på en
konkret vurdering, om der – på trods af, at den pågældende
ikke opfylder de økonomiske betingelser i retsplejelovens
§ 325 og er pålagt at møde ved en advokat – er grundlag
for at beskikke en advokat, idet det afgørende vil være, om
at den pågældende hverken har savnet evne eller vilje til at
engagere en advokat, men at dette af særlige grunde ikke er
lykkedes.
Det foreslås med 2. pkt., at der om salær og godtgørelse for
udlæg til den beskikkede advokat skal gælde de samme reg-
ler som i tilfælde af fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31,
dog således at skifteretten ved fastsættelsen af vederlaget
til den beskikkede advokat skal tage hensyn til, om de af
den beskikkede advokat foretagne processkridt må anses for
overflødige.
Bestemmelsen vil indebære, at skifteretten ved fastsættelsen
af salæret til den beskikkede advokat, jf. retsplejelovens §
334, stk. 2, skal tage højde for, om de af den beskikkede ad-
vokat foretagne processkridt må anses for overflødige. Der
er hermed tilsigtet et sammenfald med den foreslåede be-
stemmelse i konkurslovens § 166, 2. pkt. (lovforslagets §
1, nr. 15), hvor skifteretten ligeledes ved fastsættelsen af
vederlaget til kurator skal tage højde for, om de af kurator
foretagne processkridt må anses for overflødige. Om den
foreslåede bestemmelse i § 166, 2. pkt., henvises videre til
lovforslagets § 1, nr. 15.
Hvis skifteretten finder, at de af den beskikkede advokat
foretagne processkridt må anses for overflødige, vil skifte-
retten kunne beslutte at nedsætte salæret til advokaten.
Ved vurderingen af, om et processkridt må anses for over-
65
flødig, vil der kunne henses til den samme vurdering, som
foretages efter retsplejelovens § 318, stk. 1, hvoraf følger,
at den part, som på uforsvarlig måde har foranlediget spild-
te møder, ufornødne udsættelser, unyttig bevisførelse eller
andre overflødige processuelle skridt, selv om parten vinder,
skal erstatte modtager udgifterne herved. Det vil dog i alle
tilfælde bero på en konkret vurdering af den enkelte sags
omstændigheder om et processkridt har været overflødigt,
herunder en vurdering af, om der har været rimelig grund til
at anmode om det pågældende processkridt.
Et tilfælde, som efter omstændighederne vil kunne føre til,
at der kan være tale om overflødige processkridt, vil f.eks.
kunne foreligge, hvor der, selv om der har været begæret
mundtligt forhandling, er sket betydelig skriftveksling, og
hvor den, der begæres pålagt konkurskarantæne under den
mundtlige forhandling, alene gentager det, som fremgår af
det fremsendte processkrifter.
Formålet med bestemmelsen er at skærpe advokatens agtpå-
givenhed og tilsikre, at det processtof, som indgår til sagens
behandling, og de foretagne processkridt ikke har været
overflødige for sagens behandling.
Til nr. 12
Det foreslås at indsætte et nyt stykke i konkurslovens §
164, der regulerer adgangen til at forkynde kendelser om
konkurskarantæne.
Det foreslås med § 164, stk. 2, at en kendelse om konkurska-
rantæne ikke skal forkyndes.
Bestemmelsen vil indebære, at kendelser om konkurskaran-
tæne ikke skal forkyndes.
Bestemmelsen vil ikke være relevant i de tilfælde, hvor kon-
kurskarantænesagen behandles på domstolenes sagsportal,
og hvor kendelsen, jf. retsplejelovens § 219, stk. 6, gøres
tilgængelig på domstolenes sagsportal efter afsigelsen. Dette
vil tillige gælde i de tilfælde, hvor forkyndelsen af stævnin-
gen er sket via Statstidende, og hvor den, der begæres pålagt
konkurskarantæne, ikke har anmodet om at blive fritaget fra
at anvende domstolenes sagsportal. Kendelsen vil i sådanne
tilfælde ikke skulle forkyndes, jf. hertil retsplejelovens §
219, stk. 6, og kærefristen i konkurskarantænesagen vil der-
for begynde at løbe automatisk fra det tidspunkt, hvor den
pågældende har modtaget meddelelse om, at kendelsen er
publiceret på domstolens sagsportal, uanset om den pågæl-
dende er bekendt med sagen eller ej.
Hvor den, der pålægges konkurskarantæne, derimod er
blevet fritaget for at anvende domstolenes sagsportal, vil
bestemmelsen indebære, at skifteretten ikke vil skulle for-
kynde kendelsen. Kendelsen vil i sådanne tilfælde skulle
meddeles til den pågældende på den adresse, hvor den på-
gældende har oplyst, at processuelle meddelelser mv. kan
sendes til. Dette vil kunne ske ved hjælp af et anbefalet brev
eller lign. Den pågældende vil derfor selv have et ansvar for
at sikre, at den adresse, som skifteretten er i besiddelse af,
kan anvendes til at meddele den pågældende kendelsen. Kæ-
refristen vil i sådanne situationer – i overensstemmelse med
de almindelige civilprocessuelle regler – begynde at løbe fra
det tidspunkt, hvor den pågældende er blevet underrettet om
kendelsen.
Til nr. 13
Det foreslås at nyaffatte § 164, stk. 4, der bliver stk. 5.
Det foreslås med § 164, stk. 5, at hvis der, efter at kon-
kurskarantæne er pålagt, meddeles tilladelse til prøvelse i
3. instans, tilladelse til kære efter kærefristens udløb eller
tilladelse til ekstraordinær genoptagelse eller kære, stilles
virkningerne af den pålagte konkurskarantæne i bero fra det
tidspunkt, hvor den rette kæreinstans modtager kæreskriftet,
eller i et tilfælde, hvor der er givet tilladelse til ekstraor-
dinær genoptagelse, fra det tidspunkt, hvor processkriftet
modtages af rette instans.
Bestemmelsen vil indebære, at virkningen af en pålagt kon-
kurskarantæne stilles i bero i de tilfælde, hvor der, efter at
karantænen er pålagt ved en endelig afgørelse, og hvor den
dermed har været i kraft i en periode, meddeles tilladelse til
prøvelse i 3. instans, tilladelse til kære efter kærefristens el-
ler tilladelse til ekstraordinær genoptagelse eller kære. Med
bestemmelsen ændres den gældende retstilstand efter § 164,
stk. 4, hvorefter berosættelsen gælder fra det tidspunkt, hvor
Procesbevillingsnævnet meddeler 3. instansbevilling, eller
hvor der meddeles tilladelse til kære efter kærefristens udløb
eller tilladelse til ekstraordinær genoptagelse eller kære.
Berosættelsen vil i modsætning til den gældende bestem-
melse i § 164, stk. 4, først skulle regnes fra det tidspunkt,
hvor den instans, der skal træffe afgørelse i den kærede el-
ler genoptagne sag, modtager kæreskriftet eller processkrif-
tet. En pålagt konkurskarantæne vil således f.eks. først op-
høre med at have virkning fra det tidspunkt, hvor Højesteret
modtager kæreskriftet, og indtil Højesteret har afsluttet be-
handlingen af kæren. Hvis Højesteret stadfæster landsrettens
afgørelse om pålæg af konkurskarantæne (eller hvis kæren
til Højesteret afsluttes uden realitetsafgørelse, således at
landsrettens afgørelse om pålæg af konkurskarantæne står
ved magt), løber den afbrudte karantæneperiode videre fra
Højesterets afgørelse (henholdsvis afslutning af kæren til
Højesteret).
Det samme princip vil gælde i tilfælde, hvor landsretten
meddeler tilladelse til, at skifterettens (Sø- og Handelsret-
tens) afgørelse kæres efter udløbet af den almindelige kære-
frist, jf. forslaget til konkurslovens § 160, stk. 5 (lovforsla-
gets § 1, nr. 8), jf. retsplejelovens § 394, stk. 2, og i den
undtagelsesvise situation, hvor ekstraordinær genoptagelse
eller kære måtte komme på tale efter (en analog anvendelse
af ) retsplejelovens § 399. Berosættelsen vil således først
finde anvendelse fra det tidspunkt, hvor den instans, der
skal træffe afgørelse i sagen, modtager kæreskriftet eller
processkriftet.
66
Til nr. 14
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i § 164 a, som
regulerer kurators adgang til at indgå forlig under en kon-
kurskarantænesag.
Det foreslås med stk. 1, 1. pkt., at der i en sag om konkurs-
karantæne kan indgås forlig om nedsættelsen af karantæne-
periodens længde.
Bestemmelsen vil indebære, at kurator og det ledelsesmed-
lem, der begæres pålagt konkurskarantæne, vil kunne indgå
et forlig om nedsættelsen af karantæneperiodens længde. Et
forlig vil modsætningsvist ikke kunne føre til et bortfald af
konkurskarantænen.
Det foreslås med stk. 1, 2. pkt., at den karantæneperiode,
der er fastsat ved forliget, skal udgøre mindst 1 år og være
rimelig i forhold til sagens omstændigheder.
Bestemmelsen vil for det første indebære, at et forlig om
nedsættelsen af karantæneperiodens længde maksimalt vil
kunne føre til, at karantæneperioden nedsættes til 1 år.
I et tilfælde, hvor en person på samme tid pålægges kon-
kurskarantæne for sin deltagelse i ledelsen af flere ikke øko-
nomisk og driftsmæssigt forbundne erhvervsvirksomheder,
vil der kunne indgås forlig i relation til hver af de enkelte
sager, dog ikke således at konkurskarantænen helt bortfal-
der. Hvis et ledelsesmedlem f.eks. skal pålægges konkurska-
rantæne for sin deltagelse i ledelsen af tre ikke økonomisk
og driftsmæssigt forbundne selskaber, vil der kunne indgås
et forlig i hver af sagerne, således at karantæneperioden i
den ene sag f.eks. nedsættes til 2 år og i de to andre sager
nedsættes til 1 år.
Hvis der måtte være indgået et forlig, der fastsætter karan-
tæneperioden til under 1 år, vil skifteretten skulle afvise at
stadfæste forliget.
Bestemmelsen vil for det andet indebære, at forlig alene
kan indgås, hvis det skønnes rimeligt at indgå et forlig om
nedsættelse af karantæneperiodens længde i den konkrete
sag.
Hvor der er udvist særdeles groft uforsvarlig forretningsfø-
relse, der kan begrunde fastsættelsen af en karantæneperiode
for 5 år, jf. den foreslåede § 158, stk. 3 (lovforslagets § 1,
nr. 8), vil det ikke være rimeligt at indgå et forlig, uanset om
det pågældende ledelsesmedlem gennem eventuel betaling
til konkursboet til fulde afbøder eller retter op på tabet i
konkursboet. Det samme gælder, hvor der er tale om en
overtrædelse af en allerede pålagt konkurskarantæne, der fø-
rer til en udvidelse af konkurskarantænen til også at omfatte
et forbud mod deltagelsen i ledelsen af en erhvervsvirksom-
hed, hvor den pågældende hæfter personligt og begrænset,
jf. § 159, 2. pkt.
Uden for disse tilfælde vil kurator kunne indgå forlig, hvor
det skønnes rimeligt. Ved vurderingen af, om et forlig må
skønnes at være rimeligt, skal kurator hense til grovheden
af den af det pågældende ledelsesmedlem udviste groft ufor-
svarlige forretningsførelse, i hvilket omfang en eventuel be-
taling for ledelsesmedlemmet har afbødet effekten af eller
rettet op på det tab, som den groft uforsvarlige forretnings-
førelse har været medvirkende til at forårsage, og om der i
øvrigt – ud over en eventuel betaling fra ledelsesmedlemmet
– foreligger særlige forhold, som vil kunne begrunde fast-
sættelsen af en kortere karantæneperiode, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 158, stk. 2, 1. pkt. (lovforslagets § 1, nr.
8). Hvis der således f.eks. foreligger en betaling fra ledel-
sesmedlemmet, der retter helt eller delvist op på tabet i kon-
kursboet, og der f.eks. tillige er tale om en ung iværksætter,
vil et forlig f.eks. kunne gå ud på nedsættelse af karantæne-
periodens længde til f.eks. 1 til 2 år. Sagsbehandlingstidens
længde vil i denne sammenhæng som udgangspunkt ikke
skulle spille en særlig stor rolle ved vurderingen af, om der
er grundlag for at indgå forlig, hvis der er tale om et forlig,
der ligger før fremsendelse af kurators stævning, jf. hertil
den foreslåede bestemmelse i § 161, stk. 1 (lovforslagets §
1, nr. 9).
Retsvirkningen af et indgået forlig vil være, at skifteretten
er bundet af den nedsættelse af karantæneperiodens længde,
som er aftalt i forliget mellem kurator og den, der begæres
pålagt konkurskarantæne.
Hvis forliget indgås forud for kurators indlevering af stæv-
ningen efter den foreslåede § 161, stk. 1 (lovforslagets §
1, nr. 8), vil det skulle fremgå af stævningen, at der er
indgået forlig i sagen, samt på hvilke vilkår forliget er blevet
indgået. Hvis forliget indgås under sagen, vil kurator skulle
underrette skifteretten om forliget og vilkårene for forliget,
og dette vil skulle indgå i skifterettens behandling af sagen.
Det foreslås med stk. 1, 3. pkt., at skifteretten stadfæster et
indgået forlig i form af en kendelse om konkurskarantæne.
Dette vil indebære, at skifteretten alene vil skulle foretage
en meget begrænset prøvelse af, om betingelserne for at på-
lægge konkurskarantæne efter den foreslåede § 157 (lovfor-
slagets § 1, nr. 5) er opfyldt. Skifteretten vil således fortsat
skulle vurdere, om pålæg af konkurskarantæne er begrundet
i det, der er anført af kurator, men skifterettens prøvelse vil
skulle være mere summarisk og overordnet, idet skifteretten
skal have for øje, at ledelsesmedlemmet ved forliget må
antages at have erkendt, at der er udvist groft uforsvarlig
forretningsførelse. Når skifteretten har foretaget denne prø-
velse, vil skifteretten skulle stadfæste det indgåede forlig i
form af en kendelse om konkurskarantæne.
Hvor der er indgået et forlig, vil skifteretten ved fastsæt-
telsen af eventuelle sagsomkostninger ved karantænesagen
og vederlaget til kurator og en eventuel beskikket advokat
skulle tage højde for, hvornår i sagsforløbet forliget er ind-
gået. Hver af parterne må afholde deres egne sagsomkost-
ninger ved karantænesagen, dog således at udgifterne til ku-
rators vederlag – ligesom under en almindelig karantænesag
– erstattes fuldt ud af statskassen.
67
Det foreslås i stk. 1, 4. pkt., at skifteretten vil kunne næg-
te at stadfæste et indgået forlig, hvis det er åbenbart, at
den, der begæres pålagt konkurskarantæne, ikke opfylder
betingelserne i § 157, eller hvis den pågældende opfylder
betingelserne i § 158, stk. 3, eller § 159, 2. pkt.
Bestemmelsen vil indebære, at skifteretten undtagelsesvist
vil kunne nægte at stadfæste et indgået forlig, hvis det er
åbenbart, at betingelserne for pålæg af konkurskarantæne
efter den foreslåede § 157 (lovforslagets § 1, nr. 5) ikke er
opfyldt, hvis ledelsesmedlemmet har udvist særdeles groft
uforsvarlig forretningsførelse, der kan begrunde pålæg af
konkurskarantæne for 5 år efter den foreslåede § 158, stk.
3 (lovforslagets § 1, nr. 6), eller hvis der er tale om en
overtrædelse af en allerede pålagt konkurskarantæne, der
udløser den retsvirkning, der følger af § 159, 2. pkt.
Hvis skifteretten har fundet grundlag for at nægte stadfæs-
telse af et indgået forlig i et tilfælde, hvor der f.eks. er
tale om en person, der har overtrådt en tidligere pålagt kon-
kurskarantæne, vil behandlingen af karantænesagen skulle
fortsætte, idet skifteretten ikke vil være bundet af forliget
ved fastsættelsen af karantæneperiodens længde. Det vil dog
alt efter omstændighederne – herunder henset til det tids-
punkt hvor forliget fremkommer – være nødvendigt enten at
fortsætte eller genoptage forberedelsen af karantænesagen,
såfremt skifteretten finder, at det ikke er muligt for retten
på baggrund af de oplysninger, der måtte være tilvejebragt
af parterne, at træffe afgørelse i sagen. Skifteretten vil i så
fald kunne bestemme, at der skal udveksles yderligere pro-
cesskrifter. Hvis der er tale om et tilfælde, hvor skifteretten
afviser at stadfæste forliget, fordi betingelserne for at pålæg-
ge konkurskarantæne ikke er opfyldt – f.eks. fordi den på-
gældende ikke har deltaget i ledelsen af en erhvervsvirksom-
hed – vil skifteretten kunne afsige kendelse om frifindelse,
medmindre kurator anmoder om udveksling af yderligere
processkrifter.
Skifterettens beslutning om at nægte stadfæstelse af et forlig
vil ikke kunne kæres, jf. den forslåede ændring af § 249
(lovforslagets § 1, nr. 18).
Det foreslås med bestemmelsen i stk. 2, at skifteretten på
begæring fra kurator kan ophæve en kendelse om pålæg
af konkurskarantæne, der stadfæster et indgået forlig, og
dermed genoptage behandlingen af karantænesagen, hvis
den, der er pålagt konkurskarantæne i henhold til et indgået
forlig, under konkurskarantænesagen har gjort sig skyldig i
svigagtigt forhold eller har tilsidesat sine forpligtelser ifølge
forliget.
Bestemmelsen vil indebære, at det alene vil være kurator,
der kan anmode skifteretten om at ophæve en kendelse,
der stadfæster et indgået forlig. Hverken fordringshaverne
i konkursboet eller andre, herunder den der er pålagt kon-
kurskarantæne i henhold til en kendelse om stadfæstelse af
forliget, vil kunne anmode skifteretten om at ophæve forli-
get. Hvis f.eks. en fordringshaver anmoder skifteretten om
at ophæve et indgået forlig, vil skifteretten skulle afvise en
sådan begæring.
Hvis skifteretten træffer bestemmelse om ophævelse af et
indgået forlig, vil det have den retsvirkning, at behandlin-
gen af karantænesagen genoptages. Skifterettens afgørelse
herom vil ikke kunne kæres til højere ret, jf. den foreslåede
ændring af § 249 (lovforslagets § 1, nr. 18).
Skifteretten vil for det første kunne træffe bestemmelse om
ophævelse af et forlig, hvor den, der er pålagt konkurskaran-
tæne, under konkurskarantænesagen har gjort sig skyldig i
svigagtige forhold.
Under svig falder bevidst urigtige oplysninger eller fortiel-
ser, som – hvad ledelsesmedlemmet har måttet indse – har
været af væsentlig betydning for kurators vurdering af, om
et forlig vil være rimeligt at indgå, og for skifterettens stad-
fæstelse af forliget. Bestemmelsen vil indebære, at der uden
for de tilfælde, hvor der er tale om en tilsidesættelse af be-
stemmelserne af forliget, ligeledes vil kunne ske ophævelse
af et indgået forlig, hvor forudsætningerne for forliget har
vist sig at bygge på et urigtigt grundlag. Dette vil f.eks.
kunne være tilfældet, hvor et ledelsesmedlem tidligt i pro-
cessen har givet bevidst urigtige oplysninger eller vedstået
faktiske omstændigheder, som kurator først efter indgåelsen
af forliget og senere i konkursbehandlingen bliver opmærk-
som på, og som f.eks. ville føre til, at det pågældende ledel-
sesmedlems forretningsførelse må anses for særdeles groft
uforsvarligt.
Skifteretten vil for det andet kunne træffe bestemmelse om
ophævelse af en kendelse, der stadfæster et forlig, hvis den,
der er pålagt konkurskarantæne, tilsidesætter sine forpligtel-
ser i henhold til forliget.
Bestemmelsen vil indebære, at hvor et indgået og stadfæstet
forlig om nedsættelsen af karantæneperiodens længde f.eks.
er betinget af en indbetaling til konkursboet, og den pågæl-
dende ikke indbetaler beløbet, vil skifteretten kunne ophæve
forliget, såfremt kurator begærer dette. Kurator bør dog i
almindelighed sikre sig, at en eventuel betaling som led i et
indgået forlig er sket før, at skifteretten stadfæster forliget,
eller at der er stillet betryggende sikkerhed for det beløb, der
skal tilgå konkursboet som led i forliget.
Til nr. 15
Konkurslovens § 166 omhandler kurators vederlag for førel-
sen af en sag om konkurskarantæne.
Det foreslås at indsætte et nyt 2. pkt., i bestemmelsen, hvor-
af følger, at skifteretten ved fastsættelsen af vederlaget til
kurator skal hense til, om de processkridt, der er udøvet af
kurator, må anses for overflødige.
Bestemmelsen vil indebære, at såfremt de af kurator fore-
tagne processkridt må anses overflødige, kan skifteretten
beslutte at tilkende kurator et lavere salær.
68
Ved vurderingen af, om et processkridt har været overflø-
digt, vil der kunne henses til den vurdering, der foretages
efter retsplejelovens § 318, stk. 1, hvoraf følger, at den
part, som på uforsvarlig måde har foranlediget spildte mø-
der, ufornødne udsættelser, unyttig bevisførelse eller andre
overflødige processuelle skridt, selv om parten vinder, skal
erstatte modtager udgifterne herved. Det vil dog i alle til-
fælde bero på en konkret vurdering af den enkelte sags
omstændigheder, om et processkridt har været overflødigt,
herunder en vurdering af, om der har været rimelig grund til
at anmode om det pågældende processkridt.
Formålet med bestemmelsen er at skærpe kurators agtpågi-
venhed og tilsikre, at det processtof, som indgår til sagens
behandling, og de foretagne processkridt ikke har været
overflødige for sagens behandling.
Til nr. 16
Konkurslovens § 169 indeholder regler om registrering af
konkurskarantæner.
Det følger af konkurslovens § 169, stk. 1, at Erhvervsstyrel-
sen fører et register over pålagte konkurskarantæner.
Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at formå-
let med at føre et register over pålagte konkurskarantæner er
dels at hindre, at personer, der er pålagt konkurskarantæne,
registreres som ledelsesmedlemmer i Erhvervsstyrelsens IT-
system, dels at sikre, at der sker sletning af eventuelle eksi-
sterende registreringer i systemet af de pågældende personer
som ledelsesmedlemmer. Det fremgår videre, at registeret
har til formål at sikre, at andre offentlige myndigheder –
navnlig Skatteforvaltningen, skifteretterne og politiet – kan
få oplyst, om en person er pålagt karantæne, når det er
nødvendigt for varetagelsen af deres opgaver. Det ligger
derimod i henhold til bemærkningerne uden for formålet
med registeret at advare f.eks. potentielle samarbejdspartne-
re mod, at en person er pålagt eller har været pålagt karantæ-
ne.
Der henvises til lov nr. 429 af 1. maj 2013 om ændring
af konkursloven (Konkurskarantæne), jf. Folketingstidende
2012-13, tillæg A, L 131 som fremsat, side 38-39.
Efter konkurslovens § 169, stk. 2, kan erhvervsministeren
efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere
regler om førelsen af registret, herunder om indberetninger
af pålagte konkurskarantæner og om udlevering af oplysnin-
ger fra registret.
Bemyndigelsesbestemmelsen i konkurslovens § 169, stk. 2,
er anvendt til at udstede bekendtgørelse nr. 1510 af 13. de-
cember 2013 om førelse af et register over pålagte konkurs-
karantæner (konkurskarantænebekendtgørelsen), som senest
er ændret ved bekendtgørelse nr. 467 af 21. april 2022.
Det foreslås i der konkurslovens § 169, stk. 2, efter »oplys-
ninger fra registeret«: indsættes »til danske og udenlandske
myndigheder, og om offentlig adgang til registeret«.
Med den foreslåede ændring forudsættes det, at der laves
en ændring af konkurskarantænebekendtgørelsen, hvorved
der gives offentlig adgang til registeret og mulighed for
Erhvervsstyrelsen til at udlevere oplysninger fra registeret til
danske og udenlandske myndigheder.
Den foreslåede ændring indebærer således for det første, at
der gives offentlig adgang til registeret. I betænkningen har
Konkursrådet fremstillet fire mulige modeller for adgang til
registeret. Med den foreslåede ændring lægges der op til at
vælge en model med fuld offentlig adgang til oplysninger i
konkurskarantæneregisteret.
Modellen indebærer, at der vil blive oprettet en særskilt
digital løsning, hvor en den, der ønsker oplysninger om en
specifik person, vil kunne fremsøge en person, der er pålagt
en konkurskarantæne. Det vil herefter være muligt at få op-
lysninger om den eller de konkurskarantæner vedkommende
aktuelt er pålagt. Det nærmere indhold af oplysningerne om
karantænen vil blive fastsat i konkurskarantænebekendtgø-
relsen.
Det forudsættes i den forbindelse, at der i bekendtgørelsen
fastsættes regler om, hvilke parametre der vil være søgbare
i systemet, som kan anvendes til at fremsøge en person,
der er pålagt konkurskarantæne, eventuelt efter krav om
forudgående log-in med MitID eller andet relevant national
identifikation.
Det lægges i den forbindelse til grund, at der alene vil kunne
søges efter aktive karantæner, hvilket indebærer, at når en
konkurskarantæne udløber, vil det ikke længere være muligt
at fremsøge den i systemet. En konkurskarantæne pålægges
normalt for 3 år.
Det lægges endvidere til grund, at der med den foreslåede
ændring fastsættes regler om, hvilke oplysninger, der vil
være tilgængelige efter at have fremsøgt en person, der er
pålagt konkurskarantæne. De tilgængelige oplysninger for-
ventes at være den pågældendes navn, adresse – i det om-
fang personen ikke har beskyttet adresse – og oplysninger
om aktive og ophørte virksomhedsrelationer fra CVR-regi-
streret. Derudover forventes der at være oplysninger, der
knytter sig til selve konkurskarantænen, f.eks. afgørelsesda-
to, udløbsdato mv.
Det forudsættes i øvrigt, at der ikke vil blive offentliggjort
oplysninger omfattet af databeskyttelsesforordningens arti-
kel 9, stk. 1.
Bestemmelsen, som foreslås ændret, udgør en national sær-
regel for behandling af personoplysninger. For nærmere her-
om henvises til ovenfor.
Det er vurderingen, at Erhvervsstyrelsens offentliggørelse af
de pågældende oplysninger kan ske i medfør af databeskyt-
telsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, idet det vil høre
69
under den offentlige myndighedsudøvelse, som Erhvervssty-
relsen er blevet pålagt, at føre det pågældende register.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets afsnit 2.10.3 og afsnit
3.
Den foreslåede ændring indebærer for det andet, at der gives
hjemmel til at fastsætte nærmere regler om Erhvervsstyrel-
sens udlevering af oplysninger fra registeret til danske og
udenlandske myndigheder.
Ændringen foreslås for at sikre gennemførelsen af artikel
13i, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2019/1151 af 20. juni 2019 om ændring af direktiv (EU)
2017/1132, for så vidt angår brugen af digitale værktøjer og
processer inden for selskabsret (digitaliseringsdirektivet).
Det følger bestemmelsen i artikel 13i, stk. 3, som ind-
ført ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2019/1151 af 20. juni 2019, at medlemsstaterne skal sikre,
at de er i stand til at besvare en anmodning fra en anden
medlemsstat om oplysninger af relevans for frakendelsen af
retten til at være ledelsesmedlem i henhold til retsreglerne i
den medlemsstat, der svarer på anmodningen.
For at sikre, at Erhvervsstyrelsen har den fornødne hjemmel
til at besvare en sådan anmodning, findes det mest gennem-
skueligt at fastsætte en udtrykkelig hjemmel i bekendtgørel-
sen udstedt i medfør af konkurslovens § 169, stk. 2.
Formålet med denne del af ændringen er at give Erhvervs-
styrelsen hjemmel til under visse nærmere bestemte om-
stændigheder at udlevere oplysninger fra registeret til uden-
landske myndigheder. Samtidig er formålet med ændringen
at videreføre de gældende regler om udlevering af oplysnin-
ger fra registeret til danske myndigheder.
Med hensyn til videregivelse af oplysninger fra registeret til
udenlandske myndigheder forventes det fastsat, at oplysnin-
ger fra registeret kun må videregives til brug for besvarelse
af en anmodning fra en myndighed i et andet EU-/EØS-land,
og når den pågældende udenlandske myndighed, der har an-
modet om oplysningerne, skal bruge dem til myndighedens
behandling af en sag om udnævnelse af den pågældende
person som ledelsesmedlem i et kapitalselskab.
Hensigten er, at videregivelsen af oplysninger til uden-
landske myndigheder skal ske gennem registersammenko-
blingssystemet Business Registers Interconnection System
(BRIS). De nødvendige it-tilpasninger til at videregive disse
oplysninger er dog ikke udviklet, da dette afventer den nød-
vendige tilpasning af BRIS. Indtil de nødvendige it-tilpas-
ninger er på plads, vil videregivelsen af oplysninger fra regi-
steret ske på anden digital vis, f.eks. via krypteret E-post.
Det forudsættes desuden, at der – ligesom i den gældende
konkurskarantænebekendtgørelse – vil blive fastsat nærme-
re regler om, hvilke danske myndigheder Erhvervsstyrel-
sen kan udlevere oplysninger til, og hvilke oplysninger Er-
hvervsstyrelsen kan udlevere fra registeret.
Der er ikke tilsigtet ændringer med forslaget for så vidt
angår videregivelse af oplysninger fra registeret til danske
myndigheder.
Til nr. 17
Konkurslovens § 197 omhandler gældssanering.
Det følger af konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 4, at kendelse
om gældssanering i almindelig ikke kan afsiges, hvis skyld-
neren i sin egenskab af deltager i ledelsen af en virksomhed
har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, medmindre
det ikke ville være rimeligt at pålægge konkurskarantæne
som følge deraf.
Det foreslås i § 197, stk. 2, nr. 4, at ændre: »det ikke ville
være rimeligt at pålægge konkurskarantæne som følge her-
af,« til: »ganske særlige omstændigheder taler for, at kon-
kurskarantænen helt kan bortfalde,«.
Forslaget er en konsekvens af, at rimelighedsbetingelsen i
konkurslovens § 157, stk. 2, foreslås ophævet, og at der i
stedet foreslås et system, hvorved konkurskarantænen helt
kan bortfalde, når ganske særlige omstændigheder taler for
det.
Til nr. 18
Konkurslovens § 249 fastsætter, at en række af skifterettens
kendelser og beslutninger ikke kan kæres.
Det foreslås i § 249, 1. pkt., at indsætte en henvisning til den
foreslåede bestemmelse i § 164 a, stk. 1 (lovforslagets § 1,
nr. 14). Dette vil indebære, at hverken skifterettens kendelse
om stadfæstelse af et forlig efter den foreslåede § 164 a, stk.
1, 1. pkt., eller skifterettens afgørelse om at nægte at stad-
fæste et forlig kan indbringes for højere ret. Modsætnings-
vist vil skifterettens afgørelse om ophævelse af et indgået
forlig efter den foreslåede bestemmelse i § 164 a, stk. 2,
kunne indbringes for højere ret.
Til § 2
Det foreslås med stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli
2024.
Loven vil således finde anvendelse i forbindelse med rekon-
struktionsbehandlinger, hvor rekonstruktionsbehandlingen
indledes efter lovens ikrafttræden.
Bestemmelsen vil indebære, at hvor rekonstruktionsbehand-
lingen er indledt før lovens ikrafttræden, vil loven ikke finde
anvendelse.
Det foreslås med stk. 2, at loven ikke finder anvendelse i
konkursboer, hvor konkursdekretet afsiges før lovens ikraft-
træden. For sådanne konkursboer finder de hidtil gældende
regler anvendelse.
70
Bestemmelsen vil indebære, at loven alene vil finde anven-
delse, hvor konkursdekretet afsiges efter lovens ikrafttræ-
den. Hvor konkursdekretet er afsagt før lovens ikrafttræden,
vil de hidtil gældende regler finde anvendelse.
Til § 3
Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed.
Det foreslås med § 3, at loven ikke skal gælde for Færøerne
og Grønland, men ved kongelig anordning skal kunne sættes
helt eller delvist i kraft for Færøerne og Grønland med de
ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
71
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I konkursloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1600 af 25. de-
cember 2022, som ændret ved lov nr. 1553 af 12. december
2023, foretages følgende ændringer:
1. I fodnoten til lovens titel indsættes efter »side 18«: »,
og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2019/1151 af 20. juni 2019 om ændring af direktiv (EU)
2017/1132, for så vidt angår brugen af digitale værktøjer og
processer inden for selskabsret, EU-Tidende 2019, nr. L 186,
side 80-104«.
§ 13 c. ---
Stk. 2. Udebliver skyldneren uden lovligt forfald, bestem-
mer skifteretten, at rekonstruktionsbehandlingen ophører,
medmindre skifteretten på mødet bestemmer, at rekonstruk-
tøren skal overtage ledelsen af virksomheden, jf. §§ 12 a og
12 b.
2. I § 13 c indsættes efter stykke 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Rekonstruktøren skal på mødet give meddelelse
til fordringshaverne, hvis der vil blive indledt en sag om
konkurskarantæne, jf. § 14 f.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
3. Efter § 14 e indsættes i kapitel 2 d:
»§ 14 f. Får skyldneren stadfæstet et rekonstruktionsfor-
slag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord, finder
§ 157 tilsvarende anvendelse på personer, der er fratrådt
som ledelsesmedlemmer senest 2 uger efter stadfæstelsen af
rekonstruktionsforslaget.
Stk. 2. Rekonstruktøren skal senest 4 uger efter stadfæ-
stelsen af det i stk. 1 nævnte rekonstruktionsforslag give
meddelelse til skifteretten, hvis der vil blive indledt en kon-
kurskarantænesag mod en person omfattet af stk. 1.
Stk. 3. §§ 158-169 finder tilsvarende anvendelse. Ved an-
vendelse af § 161, stk. 1, træder rekonstruktørens meddelel-
se efter stk. 2 i stedet for kurators meddelelse efter § 125,
stk. 3.«
§ 125. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Redegørelsen efter stk. 2 skal endvidere indeholde
kurators begrundede indstilling om, hvorvidt der er grundlag
for at indlede sag om konkurskarantæne mod nogen. Kan
kurator ikke fremskaffe tilstrækkelige oplysninger til brug
for afgivelse af en endelig indstilling i redegørelsen efter stk.
2, skal en sådan afgives så hurtigt som muligt og senest i
forbindelse med den første redegørelse efter stk. 4, medmin-
dre den, der er spørgsmål om at pålægge konkurskarantæne,
i væsentlig grad har modarbejdet kurators undersøgelser.
Stk. 4-7. ---
4. I § 125, stk. 3, 1. og 2. pkt., ændres »indstilling« til:
»meddelelse«.
§ 157. Konkurskarantæne kan efter kurators begæring ef-
ter § 161 pålægges den, der senere end 1 år før fristdagen
har deltaget i ledelsen af skyldnerens virksomhed, hvis det
5. § 157 affattes således:
»§ 157. Konkurskarantæne kan pålægges den, der senere
end 1 år før fristdagen har deltaget i ledelsen af skyldnerens
72
må antages, at den pågældende på grund af groft uforsvarlig
forretningsførelse er uegnet til at deltage i ledelsen af en
erhvervsvirksomhed. Hvis skyldneren var under tvangsop-
løsning, da konkursen indtrådte, regnes fristen på 1 år fra
dagen for beslutningen om tvangsopløsning.
Stk. 2. Ved afgørelsen skal der lægges vægt på, om det
under hensyn til den pågældendes handlemåde og omstæn-
dighederne i øvrigt er rimeligt at pålægge konkurskarantæ-
ne.
Stk. 3. Konkurskarantæne kan ikke pålægges den, der
allerede er pålagt konkurskarantæne i anledning af den på-
gældendes deltagelse i ledelsen af en koncernforbundet virk-
somhed. Bestemmelsen i 1. pkt. finder anvendelse, indtil
konkurskarantænen udløber.
erhvervsvirksomhed, hvis den pågældende i denne periode
har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse eller har und-
ladt at rette op på en groft uforsvarlig forretningsførelse, der
er udvist tidligere end 1 år før fristdagen. Hvis skyldneren
var under tvangsopløsning, da konkursen indtrådte, regnes
fristen på 1 år fra dagen for beslutningen om tvangsopløs-
ning. Bestemmelserne i konkurslovens afsnit III finder ikke
anvendelse på fonde eller foreninger, der alene udøver er-
hvervsvirksomhed af begrænset omfang.
Stk. 2. Følgende skal i almindelighed anses for groft ufor-
svarlig forretningsførelse:
1) At den pågældende i væsentlig grad har tilsidesat sine
forpligtelser efter skatte-, told eller afgiftslovgivnin-
gen.
2) At den pågældende i væsentlig grad har tilsidesat si-
ne forpligtelser efter reglerne om bogføring og regn-
skabsaflæggelse.
3) At den pågældende gennem ikke forretningsmæssigt
begrundede dispositioner har medvirket til, at skyld-
nerens aktivmasse er blevet ikke uvæsentligt reduce-
ret til skade for fordringshaverne.
4) At den pågældende har været registreret som ledelses-
medlem i Erhvervsstyrelsens it-system, jf. selskabslo-
vens § 10, og enten har overladt udførelsen af sit
hverv til en anden person, der ikke er registreret som
medlem af selskabets ledelse i Erhvervsstyrelsens it-
system, eller reelt har udført sit hverv efter instruk-
tion eller lignende fra en sådan person.
5) At den pågældende i strid med selskabslovens § 10
ikke har været registreret som ledelsesmedlem i Er-
hvervsstyrelsens it-system, uagtet at den pågældende
reelt har fungeret som en del af ledelsen af skyldne-
rens erhvervsvirksomhed og faktisk udøvet et ledel-
sesmedlems beføjelser.
6) At den pågældende gennem sine dispositioner har
medvirket til en fortsættelse af driften i en længere
periode efter det tidspunkt, hvor den pågældende
måtte have indset, at en videreførelse af erhvervs-
virksomheden ville medføre et væsentligt tab for for-
dringshaverne.
Stk. 3. Forretningsførelse kan i øvrigt anses for groft ufor-
svarlig, hvis omstændighederne taler derfor, herunder hvis
den pågældende efter konkursens indtræden har tilsidesat
sine forpligtelser efter konkurslovens § 100, jf. § 105.«
§ 158. Konkurskarantæne pålægges for 3 år. Hvis særlige
grunde taler for det, kan konkurskarantæne pålægges for en
kortere periode end 3 år.
Stk. 2. Hvis den pågældende tidligere er pålagt konkurs-
karantæne, som ikke er udløbet, regnes konkurskarantænen
tidligst fra udløbet af den senest pålagte konkurskarantæ-
ne. Konkurskarantænen udløber dog senest 10 år efter den
oprindelige afgørelse.
6. § 158 affattes således:
»§ 158. Konkurskarantæne pålægges for 3 år, jf. dog stk. 2
og 3 og § 164 a.
Stk. 2. Konkurskarantæne kan pålægges for en kortere
periode, hvis særlige omstændigheder, herunder det pågæl-
dende ledelsesmedlems forretningsførelse eller dennes per-
sonlige forhold, taler herfor. Hvor ganske særlige omstæn-
digheder taler herfor, kan konkurskarantænen helt bortfalde.
Stk. 3. Konkurskarantæne kan efter omstændighederne på-
lægges for 5 år, hvis den forretningsførelse, der er udvist af
den pågældende, må anses for særdeles groft uforsvarlig.
73
Stk. 4. Er den pågældende tidligere pålagt konkurska-
rantæne, som ikke er udløbet, regnes konkurskarantænen
tidligst fra udløbet af den senest pålagte konkurskarantæ-
ne. Konkurskarantænen udløber dog senest 10 år efter den
seneste endelige afgørelse.«
§ 159. Den, der er pålagt konkurskarantæne, må ikke del-
tage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed uden at hæfte per-
sonligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser. Hvis
den pågældende tidligere er pålagt konkurskarantæne, der
ikke er udløbet på fristdagen, og den groft uforsvarlige for-
retningsførelse, der begrunder nyt pålæg af konkurskarantæ-
ne, er foregået, efter at den tidligere konkurskarantæne fik
virkning, bestemmes det i afgørelsen om konkurskarantæne,
at den pågældende heller ikke må deltage i ledelsen af en
erhvervsvirksomhed med personlig og ubegrænset hæftelse
for virksomhedens forpligtelser.
7. I § 159 indsættes som 3. og 4. pkt.:
»I de tilfælde, hvor konkurskarantænen efter § 158, stk.
3, pålægges for en længere periode end 3 år, kan det bestem-
mes, at den pågældende heller ikke må deltage i ledelsen af
en erhvervsvirksomhed med personlig og ubegrænset hæf-
telse for virksomhedens forpligtelser. Reglerne i 1.-3. pkt.
omfatter tillige deltagelse i ledelsen af erhvervsvirksomhed i
udlandet.«
§ 160. Skifteretten afgør på grundlag af kurators begrun-
dede indstilling, om der skal indledes sag om konkurska-
rantæne mod nogen. Skifteretten kan anmode kurator om
en supplerende indstilling, før skifteretten træffer afgørelse
herom. Skifterettens beslutning om at indlede en sag om
konkurskarantæne kan ikke kæres af den, der begæres pålagt
konkurskarantæne.
Stk. 2. Sager om konkurskarantæne behandles efter reg-
lerne i dette kapitel, og i øvrigt finder § 243 tilsvarende
anvendelse.
8. § 160 affattes således:
»§ 160. En sag om konkurskarantæne anlægges af kurator.
Stk. 2. Sager om en persons deltagelse i ledelsen af flere
nærtstående erhvervsvirksomheder, jf. § 2, nr. 1-3, behandles
i forbindelse med hinanden. Er der anlagt en sag omfattet af
1. pkt. ved en anden skifteret, skal senere sager omfattet af
1. pkt. anlægges ved eller henvises til denne skifteret.
Stk. 3. Skifteretten kan efter begæring fra kurator eller
den, der begæres pålagt konkurskarantæne, træffe afgørelse
om, at sager mod den pågældende skal sammenlægges, hvis
sagerne omfattes af stk. 2, og erhvervsvirksomhederne på
det tidspunkt, hvor den pågældende deltog i ledelsen, måtte
anses for én økonomisk og driftsmæssig enhed. Sammen-
lægges sager efter 1. pkt., træffer skifteretten beslutning om,
hvilken kurator der herefter skal behandle sagen. Den eller
de kuratorer, der i medfør af skifterettens beslutning efter
2. pkt. ikke skal behandle sagen, er forpligtet til at bistå
den procesførende kurator mod et vederlag fastsat af den
skifteret, der behandler karantænesagen. Vederlaget efter 3.
pkt. afholdes af statskassen.
Stk. 4. En sag mod en person om pålæg af konkurskaran-
tæne kan ikke sammenlægges med sager mod andre person-
er.
Stk. 5. Sager om konkurskarantæne behandles efter reg-
lerne i dette kapitel, og i øvrigt finder § 243 tilsvarende
anvendelse.«
§ 161. Når der er indledt sag om konkurskarantæne, skal
kurator inden en af skifteretten fastsat frist indlevere et pro-
cesskrift, som skal indeholde
1) kurators påstand,
2) en udførlig fremstilling af de faktiske og retlige om-
stændigheder, hvorpå påstanden støttes, og
3) angivelse af de dokumenter og andre beviser, som
kurator agter at påberåbe sig.
Stk. 2. Med processkriftet skal indleveres kopi af dette og
kopier af de dokumenter, som kurator agter at påberåbe sig,
for så vidt de er i kurators besiddelse.
9. § 161 affattes således:
Ȥ 161. Kurator skal senest 4 uger efter skifterettens mod-
tagelse af kurators endelige begrundede meddelelse efter §
125, stk. 3, om, at der skal indledes en konkurskarantænesag
mod nogen, indlevere en stævning til skifteretten. Skifteret-
ten kan efter begæring fra kurator forlænge fristen, hvis det
er velbegrundet.
Stk. 2. Stævningen skal indeholde
1) kurators påstand, herunder om der nedlægges påstand
efter § 159, 2. eller 3. pkt.,
74
Stk. 3. Skifteretten lader processkriftet forkynde for den,
der begæres pålagt konkurskarantæne. Samtidig med for-
kyndelsen skal der udleveres en vejledning om, hvad kon-
kurskarantæne indebærer, og om reglerne i §§ 162 og 163.
2) en udførlig fremstilling af de faktiske og retlige om-
stændigheder, hvorpå påstanden støttes, og
3) en angivelse af de dokumenter og andre beviser, som
kurator agter at påberåbe sig.
Stk. 3. Skifteretten lader stævningen forkynde for den, der
begæres pålagt konkurskarantæne. Samtidig med forkyndel-
sen skal den, der begæres pålagt konkurskarantæne, oplyses
om, hvor den pågældende kan finde informationer om, hvad
en konkurskarantæne indebærer, og om reglerne i §§ 162 og
163 og § 164, stk. 2.«
§ 162. ---
Stk. 2. Kopi af svarskriftet skal samtidig med indleverin-
gen til skifteretten sendes til kurator.
Stk. 3-6. ---
10. § 162, stk. 2, ophæves.
Stk. 3-6 bliver herefter stk. 2-5.
§ 163. Skifteretten beskikker en advokat for den, der
begæres pålagt konkurskarantæne, hvis den pågældende an-
moder om det eller skifteretten i øvrigt finder det nødven-
digt. Om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede
advokat gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er
meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.
11. § 163 affattes således:
Ȥ 163. Skifteretten beskikker en advokat for den, der
begæres pålagt konkurskarantæne, hvis den pågældende an-
moder om det, og den pågældende opfylder de økonomiske
betingelser i retsplejelovens § 325. Om salær og godtgørelse
for udlæg til den beskikkede advokat gælder samme regler
som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retspleje-
lovens kapitel 31, idet skifteretten dog ved fastsættelsen af
salæret til den beskikkede advokat, skal tage hensyn til, om
de processkridt, der er udøvet af den beskikkede advokat,
må anses for overflødige.«
§ 164. ---
Stk. 2-3. ---
Stk. 4. Hvis der, efter at konkurskarantæne er pålagt, med-
deles tilladelse til prøvelse i 3. instans, tilladelse til kære
efter kærefristens udløb eller tilladelse til ekstraordinær gen-
optagelse eller kære, stilles virkningerne af den pålagte kon-
kurskarantæne i bero.
13. § 164, stk. 4, der bliver stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Meddeles der, efter at konkurskarantæne er pålagt,
tilladelse til prøvelse i 3. instans, tilladelse til kære efter kæ-
refristens udløb eller tilladelse til ekstraordinær genoptagel-
se eller kære, stilles virkningerne af den pålagte konkurska-
rantæne i bero fra det tidspunkt, hvor den rette kæreinstans
modtager kæreskriftet, eller i et tilfælde, hvor der er givet
tilladelse til ekstraordinær genoptagelse, fra det tidspunkt,
hvor processkriftet modtages.«
14. Efter § 164 indsættes i kapitel 20:
»§ 164 a. I en sag om konkurskarantæne kan der indgås
forlig om nedsættelse af karantæneperiodens længde. Den
karantæneperiode, der er fastsat ved forliget, skal mindst ud-
gøre 1 år og være rimelig i forhold til sagens omstændighe-
der. Skifteretten stadfæster forliget i form af en kendelse om
konkurskarantæne. Skifteretten kan undtagelsesvist nægte at
stadfæste forliget, hvis det er åbenbart, at den, der begæres
pålagt konkurskarantæne, ikke opfylder betingelserne i §
157, at den pågældende opfylder betingelserne for at blive
pålagt en længere karantæneperiode efter § 158, stk. 3, eller
hvis den pågældende opfylder betingelserne i § 159, 2. pkt.
Stk. 2. Skifteretten kan på begæring fra kurator ophæve en
kendelse efter stk. 1 og genoptage behandlingen af en kon-
kurskarantænesag, hvis den, der er pålagt konkurskarantæne
i henhold til et indgået forlig, under konkurskarantænesagen
75
har gjort sig skyldig i svigagtige forhold eller har tilsidesat
sine forpligtelser ifølge forliget.«
§ 166. Skifteretten fastsætter vederlag til kurator for den-
nes førelse af en sag om konkurskarantæne. Vederlaget af-
holdes af statskassen, jf. dog § 165.
15. I § 166 indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Skifteretten skal ved fastsættelsen af vederlaget til kura-
tor hense til, om de processkridt, der er udøvet af kurator,
må anses for overflødige.«
§ 169. ---
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling
med justitsministeren fastsætte regler om førelsen af registe-
ret, herunder om indberetning af pålagte konkurskarantæner
til Erhvervsstyrelsen og om udlevering af oplysninger fra
registeret.
16. I § 169, stk. 2, indsættes efter »oplysninger fra regi-
steret«: »til danske og udenlandske myndigheder, og om
offentlig adgang til registeret«.
§ 197. ---
Stk. 2. Kendelse om gældssanering kan i almindelighed
ikke afsiges, såfremt
1) ---
2) ---
3) ---
4) skyldneren i sin egenskab af deltager i ledelsen af en
virksomhed har udvist groft uforsvarlig forretningsfø-
relse, medmindre det ikke ville være rimeligt at pålæg-
ge konkurskarantæne som følge heraf,
17. I § 197, stk. 2, nr. 4, ændres: »det ikke ville være ri-
meligt at pålægge konkurskarantæne som følge heraf,« til:
»ganske særlige omstændigheder taler for, at konkurskaran-
tænen helt kan bortfalde,«
5) ---
6) ---
7) ---
Stk. 3-6. ---
§ 249. Skifterettens afgørelser efter § 8, § 9 b, stk. 1, 1.
pkt., § 13 d, stk. 2, 2. pkt., jf. §§ 120 og 121, § 13 d, stk.
3 og 5, § 13 e, stk. 4, § 21, § 113, stk. 2, § 115, stk. 2, og
§§ 120-122, kan ikke indbringes for højere ret. Det samme
gælder afgørelser efter § 11 e, stk. 2 eller 5, § 12 a, stk. 1
eller 3, § 12 k, stk. 1, herunder jf. § 223, stk. 1, 2. pkt., eller
§ 13 a, stk. 1, jf. § 13 d, stk. 2, 2. pkt., jf. §§ 120 og 121, og
jf. § 13 d, stk. 3 og 5.
18. I § 249, 1. pkt., ændres »og §§ 120-122« til: »§§
120-122 og § 164 a«
76