Fremsat den 23. februar 2024 af Morten Messerschmidt (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Peter Kofod (DF), Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF)

Fremsat den 23. februar 2024 af Morten Messerschmidt (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF),
Pia Kjærsgaard (DF), Peter Kofod (DF), Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om at undersøge EU-rettens overholdelse af grundloven
Folketinget pålægger regeringen at nedsætte en undersøgelseskommission til at vurdere, om EU overholder tiltrædelsesloven
og grundloven.
Beslutningsforslag nr. B 122 Folketinget 2023-24
AX029610
Bemærkninger til forslaget
EU-Domstolen har i de senere år accepteret sager og af-
givet domme med konsekvenser for bl.a. udlændingepolitik-
ken, som hører under dansk lovgivning i kraft af retsforbe-
holdet. Dette – sammen med andre lignende sager – finder
forslagsstillerne bekymrende, og vi foreslår derfor, at der
nedsættes en undersøgelseskommission til at vurdere, om
EU overholder tiltrædelses- og grundloven.
Begrundelse
Her 50 år efter afstemningen om EF er der grund til at
kigge tilbage og overveje, om det EU, vi har i dag, også er
det, som danskerne forventede, da 63,3 procent i 1972 stem-
te ja. Godt nok har vi som et af de få lande været lykkeligt
begunstigede af folkeafstemninger, hvor danskerne af og til
er blevet spurgt, inden nye traktater er trådt i kraft. Som det
ser ud nu, er et klart flertal af danskere da også tilhængere
af fortsat EU-medlemskab. Et andet og mere grundlæggende
spørgsmål, som kalder på overvejelse, er imidlertid, om et
tilsvarende flertal af danskere også er tilfredse med alle dele
af det EU-samarbejde, vi har. Det er nok mere tvivlsomt.
Igennem tiden har to af EU’s traktater været prøvet ved
Højesteret. Først Maastricht- og siden Lissabontraktaten,
hvor samvittighedsfulde borgere har bedt vore domstole un-
dersøge EU-traktaternes forenelighed med grundloven. Selv
om de bekymrede borgere i begge sager ikke endte med
at få medhold i deres påstande, har begge afgørelser dog
vist sig gavnlige ud fra et grundlovsmæssigt synspunkt. I
Højesterets dom af 6. april 1998 (I 361/1997) blev det ek-
sempelvis slået fast, at EU-retsakter eller afsagte domme fra
EU-Domstolen kan prøves i forhold det forfatningsretlige
grundlag. Vi mener, at der i den kommende valgperiode er
grund til at tage denne mulighed alvorligt.
Suveræniteten siver
Danmark overdrog senest suverænitet til EU i 1998 i
forbindelse med tiltrædelsen af Amsterdamtraktaten. Alle
efterfølgende traktater er ratificeret efter den almindelige be-
stemmelse i grundlovens § 19, og det har således ikke været
nødvendigt at anvende § 20. Enhver EU-dom eller -retsakt
skal derfor kunne rummes inden for de beføjelser, som Dan-
mark havde overdraget i maj 1998. Men en række sager
især fra EU-Domstolen udfordrer denne antagelse, hvilket
flere EU-eksperter, som f.eks. professor Hjalte Rasmussen
og ekstern lektor Nina Holst-Christensen igennem årene har
problematiseret. Sidstnævnte gik i 2012 så langt som til at
omtale visse af Domstolens afgørelser som »hitte-på-som
EU-jura« (»Festskrift til Jens Fejø«, Jens Hartig Danielsen,
Karsten Hagel-Sørensen, Caroline Heide-Jørgensen og Ruth
Nielsen (red.), DJØF, 2012).
I det lys er der i dag – over 25 år efter den seneste suveræ-
nitetsoverdragelse til EU – grund til at overveje, om alle de
domme og afgørelser, Danmark underlægger sig og accep-
terer, reelt også er forenelige med den suverænitet, vi har
overdraget. Systemet i Bruxelles strammer hele tiden grebet
om Danmark og danskernes selvbestemmelsesret. EU-Dom-
stolen respekterer ikke dansk ret, hvilket Ajossagen viser.
Ajossagen
Den 6. december 2016 fandt Højesteret i en skelsættende
dom, at der ikke var hjemmel i dansk ret til at tilsidesætte
den tidligere bestemmelse i funktionærlovens § 2a, stk. 3,
til fordel for et grundlæggende EU-retligt princip om forbud
mod forskelsbehandling på baggrund af alder. Sagen om-
handlede en 60-årig medarbejder i virksomheden Ajos, der
blev opsagt og derfor havde ret til alderspension. Den op-
sagte medarbejder gik imidlertid ikke på pension, men fik en
ny stilling i en anden virksomhed. Derfor krævede han fra-
trædelsesgodtgørelse svarende til 3 måneders løn med hen-
visning til den dagældende funktionærlovs § 2a, stk. 3. Ajos
nægtede at udbetale godtgørelsen. Efter Højesterets praksis
blev § 2a, stk. 3, fortolket sådan, at en arbejdsgiver kunne
undlade at betale fratrædelsesgodtgørelse, hvis arbejdstage-
ren var berettiget til arbejdsgiverbetalt alderspension, også
selvom arbejdstageren valgte at blive på arbejdsmarkedet
(Højesterets dom af 6. december 2016 i sag 15/2014).
Højesteret fastslog i sin dom, at der forelå en klar og utve-
tydig retstilstand vedrørende den dagældende funktionær-
lovs § 2a, stk. 3. Højesteret konstaterede på den baggrund,
at der forelå en situation, hvor den nationale ret og EU-ret-
ten ikke gennem direktivkonform fortolkning kan bringes
i overensstemmelse. Herefter tog Højesteret stilling til, om
det EU-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling
skulle have forrang frem for den nationale retsstilling. Høje-
sterets flertal bemærkede, at spørgsmålet om, hvorvidt en
EU-retlig regel kan tillægges direkte virkning over for priva-
te, afhænger af, om der er hjemmel hertil i loven om Dan-
marks tiltrædelse i Den Europæiske Union. Højesteret fandt,
at et uskrevet princip, som tillægges forrang for en modstå-
ende national lov, ikke var forudset i tiltrædelsesloven. Ej
heller fandt Højesteret, at EU-chartret om grundlæggende
rettigheder kunne tillægge EU kompetencer, ud over hvad
der fulgte af tiltrædelsesloven. På den baggrund fandt Høje-
sterets flertal, at tiltrædelsesloven ikke indeholdt hjemmel til
at tilsidesætte en national lovbestemmelse til fordel for et
uskrevet EU-retligt princip.
Det er derfor værd i en ny valgperiode at bede Højesteret
om at undersøge en række konkrete sager nærmere. For
hvornår er det egentlig, at Danmark har overdraget EU
magt i spørgsmål om indfødsret, social- og udlændingepoli-
tik? Det har aldrig indgået i nogen af EU-valgkampene, ej
heller i 1998. Det store spørgsmål er derfor, om det egentlig
er lovligt, når EU presser Danmark til at acceptere og følge
disse domme, hvoraf et par skal nævnes i det følgende.
Accept af overraskende sag
I Rottmansagen valgte EU-Domstolen højst overraskende
at acceptere en tysk sag, som handlede om tildeling af stats-
borgerskab. I en afgørelse truffet af stats- og regeringsche-
ferne forsamlet i Det Europæiske Råd den 12. december
2
1992 blev det ellers ret klart slået fast, at spørgsmålet om,
hvorvidt en person har den ene eller anden nationalitet, ude-
lukkende hører under medlemsstaternes lovgivning. Men da
en tysk statsborger fik frataget sit statsborgerskab som følge
af svig, valgte EU-Domstolen alligevel at behandle sagen og
med udgangspunkt i EU-statsborgerskabet at konkludere, at
den slags spørgsmål »efter sin natur og sine konsekvenser«
er omfattet af EU-retten (EU-Domstolens dom af 20. marts
2010 i sag C-135/08).
Intetsteds i den danske tiltrædelseslov fremgår det imid-
lertid, at spørgsmål om indfødsret er en del af EU-retten,
og intetsteds kan man udlede, at dette skulle være en del af
unionsborgerskabets »natur«. Vi finder, at Højesteret derfor
bør behandle dette spørgsmål og afgøre, om en dom som i
Rottmansagen har retsvirkning i Danmark.
Foreneligt med grundloven
Også udlændingeområdet har påkaldt sig interesse, ikke
mindst i Danmark, hvor retsforbeholdet jo formelt burde
forhindre EU’s indblanding, men hvor EU-Domstolens for-
tolkning af reglerne om vandrende arbejdstager alligevel har
haft vidtrækkende konsekvenser for dansk udlændingepoli-
tik. Professor Hjalte Rasmussen udtalte i 2008, at EU-Dom-
stolen med Metockdommen (EU-Domstolens dom af 25. juli
2008 i sag C-127/08) var gået ud over sine beføjelser, men
siden er flere domme fulgt efter, domme, som er gået endnu
længere.
Også spørgsmålet om udlændinges adgang til velfærds-
ydelser har de seneste 20 år været under voldsom udvik-
ling. I Grzelczykdommen fremlagde Domstolen den på-
stand, at unionsborgerskabet udgør »den grundlæggende
status for medlemsstaternes statsborgere« (EU-Domstolens
dom af 20. september 2001 i sag C-184/99), hvilket dom-
merne selv kom frem til. Hverken traktat eller direktiv un-
derbygger denne påstand. Til gengæld vælger dommerne
hyppigt herefter at henvise netop til denne grundtanke og
har i mange efterfølgende domme henvist netop hertil som
begrundelse for at udvide EU-rettens anvendelsesområde for
medlemslandenes sociale ordninger.
I Bidardommen konstaterede dommerne således, at »med-
lemsstaterne har pligt til ved organiseringen og anvendelsen
af deres sociale sikringsordninger at vise en vis økonomisk
solidaritet med statsborgere fra andre medlemsstater« (EU-
Domstolens dom af 5. marts 2005 i sag C-209/03). Det er
et ganske vidtrækkende synspunkt, som følgelig også har
haft konsekvenser for yderligere domme i relation til, hvem
de danske skatteydere i dag er forpligtet til at udbetale vel-
færdsydelser til. For eksempel er det blevet vurderet ulovligt
at indeksere børnepenge til familier uden for landet efter
bopælslandets leveomkostninger.
Også på sundhedspolitikken kunne en række afgørelser
fremhæves som eksempler på, at EU-Domstolen er gået
langt ud over de beføjelser, som Danmark i 1998 overførte
til EU. Men af pladsmæssige årsager lader vi det blive ved
denne korte oplistning, som ikke desto mindre understreger
behovet for, at Højesteret igen påtager sig en grundlovssag.
Man kan være for eller imod dansk medlemskab af EU,
men vi antager, at alle er enige om, at medlemskabet skal
hvile på et grundlag, der er foreneligt med grundloven. Net-
op derfor er der brug for, at vi i den kommende folketings-
samling tager initiativ til, at de mange afgørelser og domme,
som i bedste fald er på kanten af grundloven, bliver prøvet
ved vores højeste domstol. Dette bør forberedes af en under-
søgelseskommission nedsat af regeringen.
3
Skriftlig fremsættelse
Morten Messerschmidt (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved
at fremsætte: Forslag til folketingsbeslutning om at undersøge EU­
rettens overholdelse af grundloven.
(Beslutningsforslag nr. B 122)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
4