Svar på spm. nr. S 1830: Vil ministeren foranledige, at Høfte 42 bliver renset/ryddet op, nu da Cheminova er solgt, således at regningen for oprydning ikke påhviler danske skatteborgere?

Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • mim@mim.dk • www.mim.dk
Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. MST- 001-11766
Den 17. september 2014
Folketingets Miljøudvalg har i brev af 9. september 2014 stillet følgende spørgsmål
nr. S 1830, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pia
Adelsteen (DF).
Spørgsmål nr. S 1830
Vil ministeren foranledige, at Høfte 42 bliver renset/ryddet op, nu da
Cheminova er solgt, således at regningen for oprydning ikke påhviler danske
skatteborgere?
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som har givet følgende svar, som
jeg henholder mig til:
”Folketinget er tidligere blevet orienteret om Cheminovas erstatningsansvar i svar
på spørgsmål 279 (alm. del) af 6. marts 2001. Af svaret fremgår, at deponeringen
ved Høfde 42 på Harboøre Tange foregik i perioden 1957-62, hvor Cheminova
havde tilladelse til at deponere fast affald fra sin produktion i klitgryden og har i
perioden 1953-1962 desuden anvendt klitgryden som nedsivningsområde for
slamholdigt råspildevand fra produktionen. Desuden deponerede staten i 1961 40
tons bekæmpelsesmidler.
Endvidere fremgår det af svaret, at størstedelen af forureningen ved Høfde 42 blev
fjernet af staten i juni-juli 1981. Et flertal i Finansudvalget henstillede i den
forbindelse, at spørgsmålet om Cheminova’s erstatningspligt blev prøvet ved
domstolene, og Miljø- og Energiministeriet anlagde i februar 1984 sag mod
virksomheden ved Vestre Landsret. Vestre Landsret frifandt Cheminova i sin dom
af 4. juni 1987, idet retten henholdt sig til, at der ikke i den miljøretlige lovgivning,
som var gennemført efter ophøret af den aktuelle affaldsdeponering, var fastsat
regler om erstatning på objektivt grundlag. Endvidere er det fremhævet i
dommens præmisser, at deponeringerne af affald var sket efter myndighedernes
forudgående undersøgelser og tilladelse, at myndighederne senere flere gange efter
vurdering af depotets miljømæssige betydning ikke havde krævet det fjernet,
ligesom staten selv i sin tid havde deponeret kemikalieaffald på stedet.
Ifølge svaret blev en udskrift af dommen af den daværende miljøminister
fremsendt til Folketingets Finansudvalg, og ministeren tilkendegav samtidig, at
dommen ikke burde ankes til Højesteret. Der blev ikke i Finansudvalget
tilkendegivet et ønske om yderligere domstolsprøvelse af sagen.
2013-14
S 1830 endeligt svar
Offentligt
2
Når der ikke efter miljøbeskyttelsesloven eller jordforureningsloven er hjemmel til
at give påbud til den, der har forårsaget forureningen, overgår sagen til den
offentlige indsats, hvor regionerne står for at prioritere og finansiere
undersøgelser og oprydninger, jf. jordforureningslovens kap.3.
Da spørgsmålet om ansvaret for oprydning har været prøvet ved domstolene, er
der ikke mulighed for at Miljøministeren kan pålægge hverken nuværende eller
tidligere ejere at rydde op. Udgifterne til håndtering af forurening påhviler derfor
de offentlige kasser og dermed skatteborgerne.”
Kirsten Brosbøl / Michel Schilling