L 91 - svar på spm. 3 om stiltiende accept til nedrivningsplaner

Tilhører sager:

Aktører:


MOF L 91 - svar på spm. 3.pdf

https://www.ft.dk/samling/20231/lovforslag/l91/bilag/0/2814739.pdf

Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K
Tlf. 38 14 21 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • mim@mim.dk • www.mim.dk
J.nr. 2022 - 1980
Den 23. januar 2024
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 3 til L 91, forslag til lov om ændring af lov om
miljøbeskyttelse (Selektiv nedrivning af visse byggerier) stillet den 10. januar efter ønske af Søren Egge
Rasmussen (EL).
Spørgsmål nr. 3
Kommunerne skal ikke godkende nedrivningsplaner, men behandle og vurdere nedrivningsplaner og
kan dermed give "stiltiende accept til nedrivningsplanen". Dette skal også gælde angående
affaldsanmeldelser. Er den "stiltiende accept" en sagsbehandling, som er udbredt på andre områder i
den offentlige forvaltning af regler, som er lovfastsat, og i givet fald hvilke?
Svar
Når der i dag produceres mere end ét ton bygge- og anlægsaffald, skal der indgives en
affaldsanmeldelse. Det er korrekt, at kommunerne i dag ikke udtrykkeligt skal acceptere
affaldsanmeldelsen, således at kommunerne ikke bliver flaskehals for nedrivninger, renoveringer og
vedligehold af byggerier.
De foreslåede regler om kommunalbestyrelsens håndtering af nedrivningsplaner skal ses som en
forlængelse af den praksis, der findes i dag med affaldsanmeldelserne. Nedrivningsplanerne vil
løbende skulle ajourføres, idet nedrivningsplanerne udarbejdes op til et år før selve nedrivningen. Det
er forventningen, at man efterfølgende vil tilegne sig ny viden om f.eks. afsætningsmuligheder og
indhold af evt. problematiske stoffer. Kommunernes behandling og vurdering af nedrivningsplaner
skal dermed tilrettelægges på en sådan måde, at den ikke forhindrer en løbende ajourføring af
nedrivningsplanen.
Denne form for sagsbehandling findes også på andre områder i den offentlige forvaltning. Jeg kan som
et yderligere eksempel på stiltiende accept oplyse, at man ifølge jordflytningsbekendtgørelsens § 5 må
iværksætte flytning af jord fire uger efter, anmeldelsen er modtaget af kommunalbestyrelsen,
medmindre kommunalbestyrelsen inden for fristen anmoder om supplerende oplysninger.
Magnus Heunicke / Kasper Rise
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Offentligt
L 91 - endeligt svar på spørgsmål 3
Miljø- og Fødevareudvalget 2023-24