Kopi af MOF alm. del - svar på MFU spm. 277 om forhandlingerne om den kommende emballageforordning

Tilhører sager:

Aktører:


Bilag - MOF alm. del - svar på spm. 276.pdf

https://www.ft.dk/samling/20221/kommissionsforslag/kom(2022)0677/bilag/27/2811350.pdf

Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K
Tlf. 38 14 21 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • mim@mim.dk • www.mim.dk
J.nr. 2023 - 12489
Den 10. januar 2024
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 276 (MOF alm. del) stillet 13.12.2023 efter ønske fra
Morten Messerschmidt (DF).
Spørgsmål nr. 276
Vil ministeren kommentere den norske rapport på infinitum.no »Life cycle assessment of the current
recycling system and an alternative reuse system for bottles in Norway« [Livscyklusvurdering af det
nuværende genbrugssystem og et alternativt genbrugssystem for flasker] fra den 8. december 2023,
der konkluderer, at genanvendelse via pant- og retursystemer klarer sig miljømæssigt bedre end
genbrugssystemer?
Svar
Det bemærkes indledningsvist, at resultaterne af en livscyklusanalyse altid vil være afhængig af den
konkrete kontekst, der undersøges, samt de antagelser, der lægges til grund for analysen.
Rapporten ”Life cycle assessment of the current recycling system and an alternative reuse system for
bottles in Norway” sammenligner engangs-drikkevareemballage (flasker, dåser) med deres
genbrugelige alternativer. Rapporten tager udgangspunkt i norske forhold, samt det eksisterende
norske pant- og retursystem for engangsemballager til drikkevarer. Analysens resultater er derfor
påvirket af, at fx transportafstande i Norge er store og derved medfører et højt brændstofforbrug til
transport af genbrugsemballage til vask og genpåfyldning. Det ses således i analysens resultater, at
miljøpåvirkninger fra transport udgør den største del af genbrugsemballagens samlede klimaregnskab.
Det antages i analysen, at en genbrugsemballage i gennemsnit bruges 7 gange i dennes levetid, og at
genbrugsemballagen ikke genanvendes efter endt brug. Det er uklart, hvad disse antagelser er baseret
på, da genbrugsemballage i eksisterende genbrugssystemer for drikkevarer genanvendes efter endt
brug. Antal gange en genbrugsemballage kan bruges og den efterfølgende affaldshåndtering, når en
genbrugsemballage er udtjent, har også stor betydning for resultatet af en livscyklusanalyse. I
forhandlingerne om en ny emballageforordning har Rådet derfor lagt vægt på, at genbrugsemballage
skal være robust nok til at kunne genbruges minimum 10 gange. Et højt antal rotationer per
genbrugsemballage vil reducere den samlede miljø- og klimapåvirkning fra emballagen. Der er
desuden lagt vægt på, at alle emballager – også genbrugsemballager - genanvendes, når de bliver til
affald.
Magnus Heunicke / Janne Birk Nielsen
Offentligt
KOM (2022) 0677 - Bilag 27
Europaudvalget 2022


MOF alm. del - svar på spm. 277.pdf

https://www.ft.dk/samling/20221/kommissionsforslag/kom(2022)0677/bilag/27/2811349.pdf

Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K
Tlf. 38 14 21 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • mim@mim.dk • www.mim.dk
J.nr. 2023 - 12489
Den 10. januar 2024
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 277 (MOF alm. del) stillet 13.12.2023 efter ønske fra
Morten Messerschmidt (DF).
Spørgsmål nr. 277
Hvordan vil ministeren lade resultaterne fra den nye norske rapport på infinitum.no »Life cycle
assessment of the current recycling system and an alternative reuse system for bottles in Norway«
[Livscyklusvurdering af det nuværende genbrugssystem og et alternativt genbrugssystem for flasker]
fra den 8. december 2023 indgå i forhandlingerne om den kommende emballageforordning?
Svar
Af det danske forhandlingsmandat for emballageforordningen fremgår det, at der fra dansk side
lægges stor vægt på, at forordningen fastholder ambitiøse mål for genbrug, men at der sikres
fleksibilitet ift. implementering. Mandatet har blandt andet baggrund i politisk aftale om udvidet
producentansvar for emballage og engangsplastprodukter (S, V, SF, RV, Ø, KF, DF, ALT) fra august
2022 hvori det er aftalt, at Danmark skal arbejde for bindende genbrugsmål for emballage i
forbindelse med forhandlingerne om ny emballageforordning. Aftalekredsen er orienteret om
forordningens genbrugsmål skriftligt i februar 2023 og på møde i oktober 2023.
Mandatet bygger desuden på livscyklusanalyser fra DTU, branchen og EU-Kommissionen, som
generelt viser, at genbrugsemballage har en klar materialebesparende effekt og derfor et mere positivt
miljøregnskab end engangsemballager. Miljøregnskabet bliver yderligere forbedret, når de
genbrugelige emballager, efter de er blevet brugt igen og igen, bliver genanvendt.
Som det fremgår af svar på alm. del. nr. 276 kan resultaterne fra den norske rapport ”Life cycle
assessment of the current recycling system and an alternative reuse system for bottles in Norway”
ikke overføres direkte til en generel eller dansk kontekst. Analysens resultater ændrer derfor ikke på
det danske mandat.
Magnus Heunicke / Janne Birk Nielsen
./.
Offentligt
KOM (2022) 0677 - Bilag 27
Europaudvalget 2022