B 2 - svar på spm. 7 om, hvornår erstatning og kompensation kan ydes til virksomheder for tab i forbindelse med forebyggende foranstaltninger mod smitsomme sygdomme

ERHVERVSMINISTEREN
12. januar 2024
ERHVERVSMINISTERIET
Slotsholmsgade 10-12
DK - 1216 København K
Tlf. 33 92 33 50
Fax. 33 12 37 78
CVR-nr. 10092485
EAN nr. 5798000026001
em@em.dk
www.em.dk
Folketingets Erhvervsudvalg
Besvarelse af spørgsmål 7 ad B 2 stillet af udvalget den 1. december
2023 efter ønske fra Mona Juul (Konservative Folkeparti).
Spørgsmål:
Vil ministeren redegøre for helt konkrete eksempler på, hvornår hhv. er-
statning eller kompensation til virksomheder for tab, der er påført i forbin-
delse med forebyggende foranstaltninger for at hindre udbredelse af smit-
somme og andre overførbare sygdomme, vurderes at kunne gives inden for
EU-statsstøttereglerne?
Svar:
Som jeg redegør for i svaret på ERU B 2 spørgsmål 8 er erstatning ikke
omfattet af statsstøttereglerne. Jeg forholder mig derfor i nærværende svar
kun til spørgsmålet fsva. kompensation.
Der findes allerede i dag et rammeværk i EU, der giver medlemslande til-
ladelse til at yde lovlig statsstøtte til erhvervs-, kultur- og- foreningsliv un-
der visse omstændigheder uden EU-Kommissionens forudgående godken-
delse. Samme mulighed vil være tilgængelig under en fremtidig epidemi.
For det første kan der gives de minimis støtte. Efter de minimis reglerne
kan en virksomhed modtage op til 2.237.000 kr. (300.000 EUR) i støtte
over tre år. Støtte ydet efter de minimis akkumuleres, og i tilfælde af en ny
epidemi vil størrelsen af den kompensation, en virksomhed er berettiget til,
således afhænge af, hvor meget de minimis støtte, den pågældende virk-
somhed allerede har modtaget over de seneste tre regnskabsår.
Under Covid-19 blev en række ordninger og puljer indrettet efter de mi-
nimis reglerne, bl.a. ordningerne målrettet freelancere og kombinatører
(freelancere med både A- og B-indkomst), ordningen for faste omkostnin-
ger light, samt hovedparten af en række mindre puljer målrettet service-,
restaurations- og oplevelsesbranchen, herunder restaurantspuljen fra no-
vember 2020. Da det er virksomhedernes eget ansvar at holde styr på ud-
betalingen af de minimis støtte, findes der ikke en præcis opgørelse over,
hvor meget af den samlede Covid-19-kompensation, der blev udbetalt som
de minimis støtte. Erhvervsstyrelsen estimerer dog, at der blev udbetalt i
omegnen af 800 mio. kr. i de minimis støtte. De minimis støtte vurderes
Offentligt
B 2 - endeligt svar på spørgsmål 7
Erhvervsudvalget 2023-24
2/3
således til at udgøre under 2 pct. af de i alt ca. 56 mia. kr. der blev udbetalt
i kompensation til erhvervs- og kulturlivet på Erhvervsministeriets område.
For det andet giver gruppefritagelsesforordningen bl.a. mulighed for at yde
støtte, hvis formålet med støtten bl.a. er at fremme innovation, sikre beva-
relse af kulturarv eller råde bod på visse naturkatastrofer.
Både de minimis støtte og gruppefritagelsesforordningen er permanente
ordninger, og evt. kompensationsordninger under en ny epidemi kan til
hver en tid indrettes efter disse statsstøtteregler. Det var dog tydeligt under
Covid-19, at disse to ordninger langt fra muliggjorde kompensation i den
størrelsesorden, der var tale om under pandemien.
Umiddelbart efter Covid-19’s udbrud aktiverede EU-Kommissionen krise-
bestemmelsen, der gav mulighed for at yde støtte som følge af eksistensen
af en ”særlig begivenhed”, hvilket Kommissionen anså Covid-19 for at
være. Støtte under krisebestemmelsen kunne kun ydes til virksomheder, der
var blevet pålagt et fuldstændigt forbud mod en bestemt aktivitet.
Endelig bør det bemærkes, at EU under særlige kriser historisk set har ved-
taget midlertidige rammebestemmelser for statsstøtte, der på forskellig vis
har givet adgang til at yde støtte til virksomheder under lempeligere krav
end de almindelig statsstøtteregler. Det gælder bl.a. finanskrisen i 2007-
2008, Covid-19 og senest krigen i Ukraine. EU’s midlertidige rammebe-
stemmelser indrettes og vedtages på ad hoc basis på baggrund af en krises
karakter og det konkrete kompensationsbehov.
Under Covid-19 vedtog EU-Kommissionen et sæt midlertidige rammebe-
stemmelser (Temporary Framework), der supplerede den førnævnte krise-
bestemmelse. Temporary Framework udvidede mulighederne for at yde
støtte til virksomheder ved bl.a. at give alle medlemsstater mulighed for at
indføre målrettede kompensationsordninger til fx turismesektoren og mere
generelle ordninger som fx lønkompensation. Støtten kunne være direkte
tilskud, udskydelse af skatter eller dækning af dele af faste omkostninger,
herunder hvis der var lidt et omsætningstab på over 30 pct. sammenlignet
med samme periode sidste år.
De danske kompensationsordninger blev i overvejende grad indrettet i
overensstemmelse med rammebetingelser i Temporary Framework. Det
gjaldt bl.a. kompensationsordningen for faste omkostninger, hvor der var
et minimumskrav om en omsætningsnedgang på mindst 30 pct., førend
virksomheden var berettiget til at modtage kompensation.
Det bemærkes, at de danske kompensationsordninger, der ikke var indrettet
under de minimis forordningen eller gruppefritagelsesforordningen, fortsat
3/3
alle skulle anmeldes til og godkendes af EU-Kommissionen, inden udbeta-
lingen af kompensationen kunne foretages.
Med venlig hilsen
Morten Bødskov


ERHVERVSMINISTEREN
12. januar 22024
ERHVERVSMINISTERIET
Slotsholmsgade 10-12
DK - 1216 København K
Tlf. 33 92 33 50
Fax. 33 12 37 78
CVR-nr. 10092485
EAN nr. 5798000026001
em@em.dk
www.em.dk
Folketingets Erhvervsudvalg
Besvarelse af spørgsmål 8 ad B 2 stillet af udvalget den 1. december
2023 efter ønske fra Mona Juul (Konservative Folkeparti).
Spørgsmål:
Vil ministeren gøre rede for den juridiske forskel, herunder betydningen
for om der er tale om statsstøtte, ved brugen af begreberne ”kompensation”
hhv. ”erstatning”?
Svar:
For erstatning gælder det generelt, at den, der som følge af en andens hand-
linger eller undladelser, er blevet udsat for skade og derved har lidt et øko-
nomisk tab, i overensstemmelse med dansk rets almindelige principper om
erstatning uden for kontrakt kan rette et erstatningskrav mod den, der har
forvoldt skaden. Det gælder også i situationer, hvor skaden er forvoldt af
en offentlig myndighed.
Offentlige myndigheders erstatningsansvar reguleres grundlæggende af
dansk rets almindelige civilretlige erstatningsregler. Erstatningspligt forud-
sætter, at der foreligger et ansvarsgrundlag, altså som udgangspunkt at den
offentlige myndighed (skadevolder) har handlet ansvarspådragende. Her-
udover skal en række øvrige betingelser være opfyldt for, at en offentlig
myndighed har erstatningspligt.
Udover at der skal foreligge et ansvarsgrundlag, er erstatningsansvar end-
videre betinget af, at der er årsagssammenhæng (kausalitet) mellem den
indtrådte skade og det ansvarspådragende forhold. Den skadevoldende
handling skal være årsag til skadens indtræden. Herudover forudsætter et
erstatningsansvar, at skaden er en påregnelig (adækvat) følge af den skade-
voldende handling. Skader, der er helt atypiske og tilfældige i forhold til
den risiko, som blev fremkaldt ved den skadevoldende handling, falder nor-
malt uden for erstatningspligten.
Bevisbyrden for, at erstatningsbetingelserne er opfyldt, vil som det klare
udgangspunkt påhvile den, der mener at have lidt et tab.
Offentligt
B 2 - endeligt svar på spørgsmål 7
Erhvervsudvalget 2023-24
2/2
I erstatningsspørgsmål vil de almindelig erstatningsretlige regler således
gælde. Betingelserne for statsstøtte er ikke opfyldt, og statsstøttereglerne
finder derfor ikke anvendelse i erstatningsspørgsmål.
I tilfælde af at staten under fx en epidemi beslutter at udbetale kompensa-
tion, vil EU’s statsstøtteregler derimod finde anvendelse.
Kompensation henviser til udbetaling af beløb eller udskydelse af betaling
af skatter mv. til at dække eksempelvis en virksomheds udgifter eller tab
med det formål at imødegå økonomiske vanskeligheder af en opstået, eller
forværret, af en situation som Covid-19, uden at der foreligger et erstat-
ningsansvar. Ved kompensation vil der således ikke – i modsætning til i
erstatningsspørgsmål – blive foretaget en konkret vurdering af, om erstat-
ningsbetingelserne er til stede hos den enkelte virksomhed. Dvs. virksom-
heden ikke skal dokumentere et tab i henhold til dansk rets almindelige
civilretlige erstatningsregler som beskrevet ovenfor. Kompensation vil som
det klare udgangspunkt derfor skulle statsstøttegodkendes, da dette vil
blive ydet mere generelt for at afbøde evt. økonomiske konsekvenser af fx
restriktioner, og kravene til at påvise årsagssammenhæng og konkret lidt
tab vil være af en anden karakter end ved erstatning. Det beløb virksomhe-
den modtager i kompensation kan således være både større eller mindre end
ved erstatning.
Muligheden for at kunne yde kompensation under fx en epidemi vil med
de nuværende statsstøtteregler i udgangspunktet være betinget af, at EU-
Kommissionen vedtager en række midlertidige statsstøttekriseregler, som
fx krisebestemmelsen og temporary framework under Covid-19.
EU’s statsstøtteregler er med til at sikre, at medlemslande ikke yder støtte
til deres nationale erhvervsliv, som giver urimelige fordele eller skader
konkurrencen i det indre marked. Under Covid-19 skulle langt størstedelen
af kompensationsordninger således – med undtagelse af en række ordnin-
ger og puljer indrettet efter de minimis reglerne – anmeldes og godkendes
af Kommissionen, inden der kunne ydes kompensation. Det gjaldt også den
generelle lønkompensationsordning, som EU-Kommissionen først efter en
dialog med Erhvervsministeriet vurderede at være så generel, at EU’s stats-
støtteregler ikke fandt anvendelse.
Med venlig hilsen
Morten Bødskov