Henvendelse af 6/11-23 fra cand.jur., William Erik Kragh Halling

En dansk model for aktiv dødshjælp
En redegørelse af fuldmægtig, cand.jur. William Erik Kragh Halling
Nærværende redegørelse er en lettere redigeret udgave af
en specialeafhandling om samme emne, der blev forsvaret
ved Københavns Universitet i maj 2023. Redegørelsen
falder overordnet i fire dele, hvoraf den første udlægger den
historiske baggrund for de nugældende regler om lægelig
dødshjælp, mens anden del klarlægger den nugældende
retstilstand for ulovlig og lovlig lægelig dødshjælp i
Danmark. Tredje del gennemgår herefter udenlandsk
regulering af lægelig dødshjælp i navnlig Nederlandene,
Belgien og Tyskland, der har legaliseret den endnu ulovlige
form i Danmark. Herefter beskrives det, hvilke krav Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention stiller til
denne regulering. Fjerde del diskuterer endelig, hvordan en
dansk model for yderligere lovliggørelse kan se ud.
Offentligt
B 12 - Bilag 3
Sundhedsudvalget 2023-24
1 af 160
Resumé
Lovliggørelse af aktiv dødshjælp er et velkendt emne i dansk politik, men debatten har længe
savnet en analyse af, om det kan lade sig gøre og i bekræftende fald hvordan. Formålet med
denne redegørelse er derfor at klarlægge de nugældende regler og deres historiske baggrund
for derefter at udlægge, hvordan aktiv dødshjælp kan lovliggøres i dansk ret under iagttagelse
af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (herefter ”EMRK”).
’Dødshjælp’ defineres i redegørelsens indledning som en læges hjælp til fremskyndelse af
dødens indtræden på den døendes frivillige begæring. Det eksemplificeres i samme afsnit, at
begrebsparret aktiv og passiv dødshjælp ikke er retvisende, fordi forskellen ikke længere er
hjælperens mere eller mindre aktive bidrag, men alene lovligheden heraf.
’Middelbar’ og ’umiddelbar’ dødshjælp benyttes i redegørelsen til at skelne mellem
situationer, hvor borgeren henholdsvis lægen udfører den sidste handling inden døden.
Sondringen går således på, hvem der er den sidste aktive årsag til dødens indtræden, lægen
eller den døende. Middelbar dødshjælp kunne eksempelvis bestå i, at en borger selv indtager
en lægeordineret dødelig dosis medicin, mens umiddelbar dødshjælp kunne bestå i, at lægen
indsprøjter en dødelig dosis medicin i borgeren.
Den historiske baggrund for de nugældende regler er først og fremmest en religiøs
modstand mod dødshjælp, som blev lovsat i straffeloven af 1866, der kriminaliserede hjælp til
selvmord og drab på begæring. Hermed blev dødshjælp kriminaliseret i en form, der er blevet
videreført næsten uændret til straffelovens §§ 239 og 240 i dag.
De historiske kilder viser imidlertid også, at et enigt Folketing faktisk vedtog at lovliggøre
dødshjælp efter lange overvejelser under 1930’ernes arbejde med den nugældende straffelov.
Hermed skulle dødshjælp være straffrit, når den blev ydet af uegennyttige grunde for at ”befri
en haabløs syg for svære, uafvendelige Lidelser”, fordi det ”ville være i Strid med den
almindelige Retsbevidsthed at straffe en saadan Handling.” 1
Denne afkriminalisering blev
imidlertid afvist i Landstinget.
1
Jf. RT 1924-25, tillæg A, sp. 3227 f. og RT 1924-25, tillæg A, sp. 3380.
2 af 160
Dødshjælp reguleres fortsat i straffeloven, men sundhedsmyndighederne har siden
1970’erne udvidet et stadig større område for straffri dødshjælp, der nu reguleres i
sundhedsloven. Der sondres derfor mellem ulovlig dødshjælp, som hører under straffeloven,
og lovlig dødshjælp, som falder under sundhedsloven.
Ulovlig dødshjælp er kriminaliseret i to bestemmelser i straffeloven: § 239 om drab på
begæring (umiddelbar dødshjælp) og § 240 om hjælp til selvmord (middelbar dødshjælp).
Ulovlig dødshjælp straffes i dag meget mildt og retsforfølges i sjældne tilfælde ikke. Tiltale-
og retspraksis på dette område er meget sparsom, men indikerer, at dette navnlig gør sig
gældende, når dødshjælpen ydes syge personer, der lider uudholdeligt og udsigtsløst.
Lovlig dødshjælp forefindes i dag i to former: palliativ sedering og behandlingsophør med
døden til følge. De er begge reguleret i sundhedsloven, men deres nærmere indhold er fastlagt
i lovmotiverne og en række administrative forskrifter. Grænsen til straffeloven er uklar, og
administrativ praksis såvel som fraværet heraf indikerer, at det straffri område er større end
almindeligt antaget, når der henses til empiriske undersøgelser af dødshjælp i Danmark.
Udenlandsk erfaring med lovlig dødshjælp er efterhånden omfattende, men redegørelsen
koncentrerer sig om tre ”nabolande”: Nederlandene, Belgien og Tyskland. Hvor både middel-
og umiddelbar dødshjælp er lovligt i førstnævnte to lande, så er det kun middelbar dødshjælp,
der er tilladt efter tysk ret. Fælles for alle tre udenlandske ordninger er, at hverken læge eller
borger kan tvinges til at modtage eller yde dødshjælp, og at en lovlig begæring herom kræver
både frivillighed, fyldestgørende information og habilitet hos borgeren.2
Herudover kræver de
nederlandske og belgiske regler bl.a., at mindst to uafhængige læger har sikret sig, at en række
yderligere kriterier er opfyldt, hvilket igen er genstand for en grundig efterfølgende kontrol af
et tværfagligt råd, der også sikrer sig, at en nærmere angivet fremgangsmåde er fulgt.
Kriterierne sikrer dels, at borgeren falder inden for lovens anvendelsesområde, og dels at
begæringen om dødshjælp er både frivillig, velinformeret og afgivet af en habil person.
EMRK art. 2 om retten til liv kræver, at enhver lovliggørelse af dødshjælp forudsætter
passende og tilstrækkelige beskyttelsesforanstaltninger mod misbrug. Dette indebærer bl.a., at
kravene til dødshjælp skal være både utvetydige og detaljerede, at ordningen etablerer
2
Jf. afsnittene 4.2, 4.3, 4.4 og 4.5.
3 af 160
procedurer, der garanterer, at begæringen er frivillig og velinformeret, og at ordningen
indebærer en uafhængig og tværfaglig kontrol. Menneskerettighedsdomstolen har konkret
vurderet, at dette er tilfældet for den belgiske ordning, som minder om den nederlandske, mens
den tyske forfatningsdomstol har foretaget en lignende prøvelse af landets egen ordning.
Enhver lovliggørelse af dødshjælp, der fastsætter lignende kriterier for dødshjælp og
implementerer tilsvarende eller bedre beskyttelsesforanstaltninger lever altså op til kravene i
EMRK.
Der er rum til en udvidet lovliggørelse, selvom det står klart, at der allerede eksisterer en
adgang til dødshjælp inden for det danske sundhedsvæsen, og selvom området for straffrihed
formentlig de facto er større end almindeligt antaget. Dels er der forskel på mulig straffrihed
eller strafmildhed for lægerne og så egentlig lovlighed, dels forudsætter nuværende lovlig
dødshjælp, at patienten er uafvendeligt døende eller modtager livsforlængende eller
livsnødvendig behandling, dels er det alene to former for umiddelbar dødshjælp, der er lovligt
i Danmark, og dels er det ikke tilstrækkeligt klart, hvor grænsen mellem lovlig og ulovlig
lægelig dødshjælp går.
Det kan reguleres i straffe- og sundhedsloven, således at dødshjælp fortsat kriminaliseres i
almindelighed, men at der tilføjes en undtagelse til straffeloven, hvorefter en læge, der opfylder
betingelserne i et selvstændigt afsnit om dødshjælp i sundhedsloven, ikke straffes. En sådan
regulering vil være bedst stemmende med dansk retstradition samt de nuværende regler og
deres tilblivelseshistorie. Den vil endvidere give mulighed for at benytte og bibeholde
sundhedslovens eksisterende lovsystematik og begreber samtidig med, at grænserne mellem
ulovlig og lovlig dødshjælp kan tydeliggøres.
Anvendelsesområdet ved en mulig lovliggørelse skal være utvetydigt fastlagt, hvilket følger
af EMRK art. 2 såvel som danske principper for lovudformning. Dette gælder for både
modtageren og udøveren af den regulerede dødshjælp.
For så vidt angår modtageren, så kan adgangen begrænses til myndige og konkret habile
personer med bopæl i Danmark, der opfylder et lægefagligt sygdomskriterium. Dette
lægefaglige sygdomskriterium kunne være, at patientens lidelse er både ”udsigtsløs”,
”uudholdelig” og ”sundhedsfagligt anerkendt”. Et sådan tredelt sygdomskriterium stemmer fint
overens med straffelovsforslaget, der havde flertal i Folketinget, og nuværende praksis for
4 af 160
tiltalefrafald eller strafnedsættelse ved ulovlig dødshjælp. Endvidere vil begreberne kunne
videreføres fra sundhedsloven, hvor udsigtsløs forstås som en tilstand ”uden udsigt til bedring”
trods alle tilgængelige behandlingsmuligheder, samt den faglige vejledning for palliativ
sedering, hvor uudholdelig forstås som: ”svært lidende på grund af fysiske eller psykiske
symptomer, der ikke har kunnet lindres på anden måde.”
For så vidt angår udøveren, så kan de nugældende krav for lovlig dødshjælp videreføres,
således at det kun er læger, der kan give adgang til dødshjælp. Dette ville have støtte i
ovennævnte straffelovsforslag og den omstændighed, at læger har de faglige forudsætninger
for at sikre en værdig og smertefri død. Det kunne samtidig overvejes at lovsætte lægers adgang
til at tage et ubegrænset etisk forbehold for ydelse af dødshjælp, som bl.a. er blevet indført i
Nederlandene, Belgien og Tyskland.
Habilitet, frivillighed og fyldestgørende information hos borgeren, der anmoder om
dødshjælp, er et krav for en dansk lovliggørelse efter EMRK art. 2. Det er ligeledes uden
undtagelse påkrævet i undersøgt udenlandsk regulering af dødshjælp.
Disse krav skal allerede være opfyldt efter gældende dansk ret for lovlig dødshjælp. Hvis det
lovlige område skal udvides, kunne det derfor være en mulighed at henvise til sundhedslovens
eksisterende krav om informeret samtykke, som skal være opfyldt, før en patient eksempelvis
kan modtage palliativ sedering.
Et sådan foreligger først, når lægen har foretaget en konkret habilitetsvurdering; når lægen har
givet patienten fyldestgørende information om alle relevante forhold som f.eks. konsekvenser,
alternativer og plejemuligheder, når lægen har sikret sig, at samtykket er frivilligt, således at
pres, tvang, svig og ydre påvirkning er udelukket, og når lægen har modtaget et udtrykkeligt
samtykke, der angår et aktuelt behandlingsforløb. Sidstnævnte krav betyder, at en bedring i
patientens tilstand kræver en ny vurdering af kriteriernes opfyldelse.
Kravene til dette informerede samtykke stiger med indgrebets alvorlighed, og lægens
undersøgelse heraf vil udgøre en strengere kontrol, end Sundheds- og Ældreudvalget fandt
nødvendigt for behandlingsophør med døden til følge.3
Det er således klart, at det juridisk vil
3
Jf. afsnit 3.2.2 og FT 2017-18, tillæg B, lovforslag nr. L 99, s. 2.
5 af 160
sikre, at en begæring om dødshjælp kun er udtryk for patientens eget ønske, som er fremsat på
et oplyst grundlag, og at patientens habilitet ikke er hæmmet af sygdom eller behandling.4
Forhold, der vurderes at være særligt vigtige i denne sammenhæng, kunne med fordel angives
i den faglige vejledning, som f.eks. at ønsket ikke skyldes behandling eller private forhold, der
vil kunne afhjælpes ved videre henvisning. De faglige retningslinjer herfor kunne med fordel
inspireres af den indledende støttesamtale, som tilbydes ved abort, hvor f.eks. borgerens
”familieforhold og sociale situation” og beslutningens ”psykiske” aspekter drøftes.5
Selve dødshjælpens udførelse kunne med fordel reguleres af en retlig standard, hvis indhold
udgøres af de til enhver tid gældende faglige retningslinjer. Hermed betinges dødshjælpens
lovlighed af overensstemmelse med den faglige vejledning, som det allerede er tilfældet for
palliativ sedering. Under hensyntagen til patient- såvel som retssikkerheden er det dog værd at
overveje, om ikke detaljegraden burde øges til et niveau svarende til eksempelvis
retningslinjerne fra den nederlandske lægeforening.
Uafhængig og tværfaglig kontrol, der garanterer, at ovennævnte kriterier for dødshjælp er
opfyldt, er et krav efter EMRK art. 2. De nederlandske og belgiske ordninger kræver først og
fremmest, at mindst to læger vurderer kriteriernes opfyldelse uafhængigt af hinanden, hvilket
suppleres af en tredje specialistvurdering, når patienten eksempelvis har en psykisk lidelse. En
lignende ordning kendes f.eks. fra sundhedslovens § 18, stk. 2, hvorfor den ikke ville være
uforenelig med dansk sundhedsret. Kriteriernes opfyldelse kunne tillige suppleres med et krav
om bekræftende underskrift fra både patient og læger, som det f.eks. er påkrævet for abort.6
Forudgående godkendelse fra et tværfagligt råd, som eksempelvis påkrævet i Spanien7
,
kunne styrke patientsikkerheden yderligere ved en eventuel dansk lovliggørelse. En sådan
ordning kunne i dansk ret moduleres efter abortsamrådene og dertilhørende ankenævn, som
netop i sin tid blev oprettet for at imødekomme et behov for tværfaglig vurdering af etisk
4
Jf. f.eks. bekymringerne rejst under Folketingets forhandlinger i FT 2017-18, forhandlinger, 23. møde, 24.
november 2017, s. 9 ff.
5
Jf. sundhedslovens § 100, stk. 5 og VEJL nr. 25 af 2006 om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion pkt. 7.1
og 7.3.
6
Jf. BKG nr. 1483 § 1, stk. 1 og 2 samt §§ 3 og 4, stk. 3.
7
Jf. afsnit 4.3
6 af 160
komplicerede beslutninger.8
Regionale råd sammensat af én jurist og to læger med speciale i
henholdsvis palliativ medicin og psykiatri, som dermed kollektivt besidder den tværfaglige
viden nødvendig for kontrol af kriteriernes opfyldelse, kunne således nedsættes efter analogi.9
Efterfølgende kontrol varetages i Nederlandene og Belgien af lignende regionale tilsynsråd
som ovennævnte. En sådan efterfølgende tværfaglig kontrol er tillige et krav efter EMRK art.
2, hvorfor en mulig løsning i dansk ret kunne være oprettelsen af et særskilt tværfagligt
nationalt råd, der f.eks. også tæller et medlem fra Rigspolitiet eller –advokaten, der navnlig
kontrollerer selve dødshjælpens udførelse og godkender hele processen. Denne efterfølgende
kontrol kunne med fordel suppleres af følgeforskning, der kan give et egentligt datagrundlag
for retspolitiske diskussioner om bl.a. glidebaneeffekt og eksternt pres.
8
KBET nr. 96 af 1954 om ændring af svangerskabslovgivningen, s. 49 ff.
9
Jf. sundhedslovens § 97, stk. 1.
7 af 160
Indholdsfortegnelse
1. Indledning.........................................................................................................................10
1.1. Redegørelsens formål................................................................................................10
1.2. Afgrænsning..............................................................................................................10
1.2.1. Terminologi........................................................................................................10
1.2.2. Afgrænsning.......................................................................................................11
1.2.3. Metode og retskilder ..........................................................................................12
2. Dødshjælp i dansk retshistorie..........................................................................................14
2.1. Indledning..................................................................................................................14
2.2. Tidlig dansk retsvidenskab........................................................................................14
2.3. Straffelovene .............................................................................................................17
2.4. Sammenfatning..........................................................................................................24
3. Dødshjælp i dansk ret .......................................................................................................24
3.1. Ulovlig dødshjælp .....................................................................................................24
3.1.1. Drab på begæring...............................................................................................24
3.1.2. Hjælp til selvmord..............................................................................................29
3.1.3. Lægens retsstilling .............................................................................................33
3.2. Lovlig dødshjælp.......................................................................................................43
3.2.1. Palliativ sedering................................................................................................43
3.2.2. Behandlingsophør ..............................................................................................53
3.2.3. Grænsen til ulovlig dødshjælp ...........................................................................59
3.3. Sammenfatning..........................................................................................................66
4. Dødshjælp i fremmed ret ..................................................................................................67
4.1. Indledende bemærkninger.........................................................................................67
4.2. Nederlandene.............................................................................................................67
4.3. Belgien ......................................................................................................................75
4.4. Tyskland....................................................................................................................78
8 af 160
4.5. EMRK .......................................................................................................................81
4.6. Sammenfatning..........................................................................................................86
5. Dødshjælp i fremtidig ret..................................................................................................86
5.1. Rum til udvidelse ......................................................................................................87
5.2. Reguleringsform........................................................................................................88
5.3. Indhold ......................................................................................................................91
5.3.1. Anvendelsesområde...........................................................................................91
5.3.2. Frivillig begæring...............................................................................................96
5.3.3. Udførelse af dødshjælpen ..................................................................................98
5.3.4. Beskyttelsesforanstaltninger ..............................................................................98
5.3.5. Strafproportionalitet.........................................................................................101
5.4. Sammenfatning........................................................................................................102
6. Konklusion......................................................................................................................103
7. Referencer.......................................................................................................................105
7.1. Bibliografi ...............................................................................................................105
7.1.1. Litteratur ..........................................................................................................105
7.1.2. Betænkninger...................................................................................................109
7.1.3. Notater, redegørelser, pressemeddelser ...........................................................110
7.1.4. Links til hjemmesider ......................................................................................110
7.2. Love mv...................................................................................................................113
7.2.1. Danske love......................................................................................................113
7.2.2. Lovforslag mv..................................................................................................114
7.2.3. Administrative forskrifter ................................................................................114
7.2.4. Udenlandske love.............................................................................................116
7.3. Praksis .....................................................................................................................117
7.3.1. Retspraksis.......................................................................................................117
7.3.2. Administrativ praksis.......................................................................................118
9 af 160
7.3.3. Udenlandske afgørelser....................................................................................118
8. Bilag................................................................................................................................120
8.1. Processen for dødshjælp i Nederlandene ................................................................120
8.2. Den nederlandske eutanasilov.................................................................................122
8.3. Uddrag fra nederlandske straffelov.........................................................................128
8.4. Uddrag fra den nederlandske begravelses- og ligbrændingslov .............................129
8.5. Nederlandsk rutediagram for tilsynskontrol............................................................130
8.6. Standardformular til begrundet rapport om udført dødshjælp ................................133
8.7. Standardformular til indberetning til retslægen af dødsfald som følge af dødshjælp
146
8.8. Standardformular til indberetning til RTE ..............................................................148
8.9. Lægefagligt tilfredsstillende udførelse af dødshjælp ..............................................151
8.10. Rutediagram over RTEs kontrolprocesser...........................................................152
10 af 160
1. Indledning
1.1. Redegørelsens formål
Hvorvidt aktiv dødshjælp bør lovliggøres i Danmark kan næppe besvares enstemmigt, men en
seriøs diskussion må som minimum forudsætte en undersøgelse af, hvordan det kan
lovliggøres. Redegørelsens problemformulering er derfor:
Hvad er baggrunden for gældende dansk ret for lægelig dødshjælp, og hvordan kan det
lovlige område udvides under iagttagelse af Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention (”EMRK”)?
Redegørelsen vil overordnet falde i fire dele, hvoraf den første vil undersøge den retshistoriske
baggrund for den nugældende retstilstand for lægelig dødshjælp. Dette tjener som indledning
til redegørelsens anden del, som klarlægger gældende dansk ret for ulovlig og lovlig lægelig
dødshjælp. Redegørelsens tredje del vil herefter undersøge, hvordan lægelig dødshjælp
reguleres i navnlig tre lande, der har legaliseret det endnu i dansk ret ulovlige område, og hvilke
krav der gælder til denne regulering efter EMRK. På dette grundlag diskuteres det i
redegørelsens fjerde og sidste del, hvordan det lovlige område kan udvides i dansk ret.
1.2. Afgrænsning
1.2.1. Terminologi
Dødshjælp har mange definitioner10
, men spørgsmålet har i dansk ret ”traditionelt været
behandlet med et udgangspunkt i begrebsparret” aktiv og passiv dødshjælp.11
Forskellen herpå er imidlertid ikke hjælperens mere eller mindre aktive bidrag, men
lovligheden heraf.12
Det er således klart, at lægen der indsprøjter dødelige mængder
10
Se f.eks. Center for Selvmordsforskning, Pligt til at leve? Ret til at dø? (2015), s. 17 ff.; FT 1991-92, tillæg A,
s. 2694; FT 1997-98, tillæg B, s. 275 og Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17, SUU alm. del endeligt svar på
spørgsmål 702.; Hartlev (2022), s. 255; Bødker Madsen (2018), s. 250; Komm. Strl. (2022), s. 488 og 490 f.;
Vestergaard (2018), s. 26 f.; Holst og Adolphsen (2017), s. 217; T. Hansen, Det mener partierne om aktiv
dødshjælp, Kristeligt Dagblad (2019): https://www.kristeligt-dagblad.dk/politik/valg-2019-det-mener-partierne-
om-aktiv-doedshjaelp (tilgået 3. april 2023) og J. Jespersen, M. Særkjær og M. Winther, Det mener partierne om
aktiv dødshjælp, Kristeligt Dagblad (2022): https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/det-mener-partierne-om-
aktiv-doedshjaelp (tilgået 3. april 2023).
11
Holst og Adolphsen (2017), s. 217. Se også Hartlev (2022), 254 ff., Bødker Madsen (2018). s. 250,
12
Se Hartlev (2022), s. 255, Bødker Madsen (2018), s. 250 og Holst og Adolphsen (2017), s. 217.
11 af 160
smertestillende medicin (palliativ sedering) i patienten med døden til følge13
eller bedøver en
patient for derefter at slukke for respiratoren med døden til følge14
bidrager mere aktivt, end
lægen, der bekræfter offentligt tilgængelige råd til selvmord over e-mail15
. Alligevel
klassificeres de første to eksempler som passiv dødshjælp, mens sidstnævnte er aktiv
dødshjælp. Eftersom begreberne hverken er lovsatte eller ”egnede til at rumme de komplekse
juridiske problemstillinger” som emnet frembyder, så vil de ikke blive anvendt.16
I stedet vil redegørelsen undersøge retstilstanden for middelbar og umiddelbar dødshjælp.
Hermed forstås en læges middelbare henholdsvis umiddelbare hjælp til fremskyndelse af
dødens indtræden på den døendes frivillige begæring. Sondringen går således på, hvem der er
den sidste aktive årsag til dødens indtræden, lægen eller den døende.17
Denne definition giver mulighed for at bibeholde lovgivers sondring mellem drab på begæring
og hjælp til selvmord, og understreger i samme ombæring fællesmængden handlingerne: Et
udtrykt ønske om hjælp til at dø.18
Definitionen er tillige tilpas bredt formuleret til at rumme
den fremmedretlige sondring mellem eutanasi og lægeassisteret selvmord, men ikke så bred, at
en undersøgelse af f.eks. tidligere (begrebsløs) dødshjælp er omsonst.
1.2.2. Afgrænsning
Som Højesteret bemærkede i 1998, så ”foreligger der afgrænsningsproblemer med hensyn til
[…] dødshjælp”.19
Hertil skal nedenstående bemærkninger knyttes.
Hvad angår denne materielle afgrænsning, så er det klart, at manddrab efter § 237 falder uden
for redegørelsens sigte, eftersom dødshjælp forudsætter den døendes begæring.20
Ligedan
13
Eksemplet er hentet fra sundhedslovens § 25, stk. 2.
14
Aarhus Universitetshospital, Patientvejledning om ALS (2023):
https://www.auh.dk/afdelinger/intensiv/respirationscenter-vest/als/valg-du-skal-traffe/afslutning-af-
behandlingen/afslutning-af-behandling-med-respirator/ (tilgået den 3. april 2023).
15
Jf. Lings-dommen, gengivet i U 2019.4267 H.
16
Jf. Hartlev (2022), s. 255.
17
Jf. i samme retning Husabø (1993), s. 137 ff.
18
Jf. straffelovens §§ 239 og 240.
19
Jf. Højesterets kendelse gengivet i U 1998.291 H.
20
Det samme gælder derfor også medlidenhedsdrab, jf. Hoff, Helge, Medlidenhedsdrab, NFTK (1956), s. 93 ff.
12 af 160
gælder for selvmord, eftersom det kun er den begærede lægelige medvirken hertil, der er
relevant.21
For så vidt angår den personelle afgrænsning, så følger det af den givne definition på
dødshjælp, at det alene er dødshjælp udført af læger inden for sundhedsvæsenet, der skal
undersøges i nærværende redegørelse. Det følger ligeledes af nævnte definition, at
undersøgelsen retter sig mod voksne, habile borgere, eftersom mindreårige og inhabile
individer som udgangspunkt savner retlig handleevne.22
For så vidt angår den faglige afgrænsning, så holdes privatretlige implikationer af eller vinkler
på den undersøgte dødshjælp uden for redegørelsen af hensyn til omfangskrav. Eftersom der
er tale om en juridisk redegørelse, vil tværdisciplinære overvejelser alene inddrages, hvis de
understøtter den juridiske analyse.
1.2.3. Metode og retskilder
En besvarelse af hvordan det lovlige område kan udvides forudsætter en klarlægning af
selvsamme lovlige område, hvortil benyttes den retsdogmatiske metode.23
En seriøs analyse af en mulig udvidelse af gældende ret kræver dog indledningsvist en historisk
klarhed omkring tilblivelsen heraf. Gennemgangen heraf er tematisk og summarisk, eftersom
fyldestgørende retshistorisk analyse ikke er formålstjenlig, hvorfor anakronismer er
uundgåelige om end søgt undgået.24
21
Selvmord er ikke længere strafbart i Danmark, men udviklingen mod denne retstilstand kan bl.a. følges i Husabø
(1993).
22
Jf. forældreansvarslovens og værgemålsloven.
23
Jf. Henry Ussing, Bidrag til Moral- og Retsfilosofi, Ugeskrift for Retsvæsen B (1934), s. 292 og Eyben (1991),
s. 15 ff.
24
Jf. i samme retning Rasmus Grønved Nielsen, Forvaltningskontrakter, Karnov Group (2021), s. 59 og Bent
Egaa Kristensen, Historisk metode: en indføring i historieforskningens grundlæggende principper, Reitzels Forlag
(2007), s. 205.
13 af 160
Lignende gælder for redegørelsens fremmed- og menneskeretlige undersøgelse, der ikke
forsøger en egentlig komparativ analyse, men i stedet ”en mere selektiv og funktionel” skitse,
der tjener sit formål i den endelige diskussion.25
Endelig bør det bemærkes, at redegørelsen ikke har selvstændige retspolitiske aspirationer, idet
redegørelsen forsøger at beskrive, hvad der er muligt, og ikke hvad der bør være, selvom en
skarp adskillelse af retsdogmatik og -politik ikke kan opretholdes.26
Ved fortolkning af retskilderne gennemgået nedenfor, har afvejningen været styret af det
gængse retskildehierarki.27
De enkelte kilders retmæssige retskildeværdi vil blive diskuteret
fortløbende når relevant, men enkelte generelle bemærkninger kan alligevel knyttes hertil.
For det første hviler analysen i stort omfang på utrykt retspraksis og i mindre grad utrykt
administrativ praksis, som det kun har været delvist muligt at få aktindsigt i.28
Ud af 25
aktindsigtsanmodninger er kun 7 blevet imødekommet.29
Retskildeværdien af utrykt praksis
begrænses af den manglende offentlighed, selvom de retsudøvende myndigheder naturligvis
”selv er i besiddelse” af kilderne.30
Fraværet af intersubjektiv kontrol af det udøvede skøn
kræver således en vis forsigtighed, som bliver behandlet når relevant nedenfor.
For det andet beror analysen i høj grad på administrativ praksis og faglige vejledninger, hvilket
begrundes dels med disse kilders historiske betydning for retsdannelsen omkring dødshjælp,
dels fordi det lovlige område fortsat i høj grad afgrænses af faglige krav, der fastlægges heri.31
Ikke desto mindre anvendes de med en vis forsigtighed, som bliver påtalt, når det er relevant.
25
Jf. Rasmus Grønved Nielsen, Forvaltningskontrakter, Karnov Group (2021), s. 57 og Ole Lando, Kort indføring
i komparativ ret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag (2009), s. 199 ff.
26
Jf. Alf Ross, Om ret og retfærdighed – en indførelse i den analytisk retsfilosofi, Nyt Nordisk Forlag Arnold
Busck (1966), s. 130.
27
Jf. Eyben (1991), s. 15 ff.
28
Det er således f.eks. opnået aktindsigt i de seneste domme omkring straffelovens § 239, jf. afsnit 3.1.1, og
Styrelsen for Patientsikkerheds breve og afgørelser omkring autorisationsfratagelse i Lings-sagen, jf. 3.2.3.
29
Rigsarkivet og Styrelsen for Patientsikkerhed har således ikke kunnet imødekomme én eneste
30
Jf. f.eks. Eyben (1991), s. 25 f.
31
Jf. f.eks. afsnittene 3.1.3, 3.2.1, 3.2.2 og 3.2.3; Hartlev (2022), s. 40 og mere generelt Henrik Zahle, Rettens
kilder, Christian Ejlers (1999), s. 57.
14 af 160
For det tredje har det samlede arbejde støttet sig på en grundig litteraturgennemgang, dels i
anerkendelsen af, at det sjældent er muligt at opfinde den dybe tallerken, og dels fordi
retslitteraturen har en selvstændig retskildemæssig værdi, navnlig når den forsøger at ”udfylde”
de huller, der har været kendetegnende for retstilstanden for dødshjælp.32
Dette har bl.a. ledt
til (gen)opdagelsen af to prisopgavebesvarelser om legalisering af dødshjælp, som
tilsyneladende er gledet ud af retsvidenskabens hukommelse.33
2. Dødshjælp i dansk retshistorie
2.1. Indledning
Et grundrids af tidlig dansk retshistorie om dødshjælp kræver ganske liberal fortolkning af
datidens regler og procesform med fare for anakronisme, der besværes yderligere af datidens
fravær af legalitetsprincippet.34
Det billede, som imidlertid tegnes herved, er, at dødshjælp
formentlig har været ”lovligt” inden egentlige retsregler og retssystem vinder frem. Herefter
forbliver det som følge af slægtsansvaret og procesformen, formentlig ”lovligt”, når slægten
vælger ikke at forfølge forholdet. Med kirkens stigende indflydelse vender retsudviklingen sig
herimod, og dødshjælp er formentlig ubetinget ulovligt omkring Reformationen for ikke-
adelige, selvom påtale heraf fortsat er overvejende privat. Kirkens hårde straffe slår derefter
igennem i Danske Lov, men det er fortsat uklart, hvorvidt dødshjælp udgør en undtagelse hertil.
2.2. Tidlig dansk retsvidenskab
Den første egentlige juridiske behandling af dødshjælp sker først i begyndelsen af 1800-tallet
hos Ørsted, på et tidspunkt hvor datidens religiøst funderede straffesystem efterhånden
karambolerede med oplysningstidens ”krav om humanisering og rationalisering”.35
Forinden havde spørgsmålet være tangeret af Holberg, der imidlertid primært var interesseret i
spørgsmålet om selvmorderens strafbarhed, som også senere optog både generalprokurør
32
Jf. Eyben (1991), s. 179 f. og Julius Lassen, Nogle Afskedsord, Ugeskrift for Retsvæsen B (1918), s. 17 f.
33
Jf. Blume (1980) og Gam (1980), jf. f.eks. Komm. Strfl. (2022), s. 487 ff. og Jørn Vestergaard, Forbrydelser
og andre strafbare forhold, Gjellerup (2018), s. 25 ff.
34
Jf. Morten Kjær, Mellem Skylla og Charybdis – træk af legalitetsprincippets historie i dansk strafferet, Nordisk
Tiddskrift for Kriminalret (2017), s. 77 ff. og Vogt (2005), s. 144 f. Se eksempelvis de to højesteretsdomme kort
forinden straffeloven af 1866, der fastsætter ”arbitrære straffe” for dødshjælp i afsnit 2.2.
35
Jf. Tamm og Jørgensen (1975), s. 44 ff., herunder 53 for Ørsted.
15 af 160
Colbiørnsen, Nørregaard og Brorson.36
Colbiørnsen havde dog forinden bemærket i en
betænkning under arbejdet på en ny straffelov, at strafudmålingen for drab burde tage hensyn
til ”forskel på handlinge[rs] moralitet”, og ligedan ”om den dræbte [selv har] givet anledning”
til handlingen, hvilket talte i formildende retning.37
Da Ørsted senere behandlede spørgsmålet, var det blevet en ”udbredt Lære, at […] Samtykke
altid borttog Retsstridigheden som gyldigt Afkald paa Retsbeskyttelse.”38
Som Ørsted
bemærker, så hævdede ”De nyere kriminalistiske Skribentere” således idelig, at et samtykke
fra offeret ”ophæve den Strafskyld, en Handling ellers vilde indeholde”, også i tilfælde af
dødshjælp.39
Ifølge Ørsted ville dette ræsonnement betyde, at dødshjælp uanset formen ”ikke kan behandles
efter Loven om Manddrab, men kun kan være at straffe for” hjælp til selvmord, når dette er
strafbelagt i straffeloven.40
Dette ræsonnement antog han imidlertid for ”vist nok [at være]
36
Jf. Ludvig Holberg, Naturens og Folke-Rettens Kundskab, Bygget paa de fornemste Juristers Principiis,
Illustreret med Exempler af de Nordiske Historier og Conferered med disse Rigers, saa vel gamle som nye Love,
første del, 3. udgave, Hans Kongl. Majest. og Univers. Bogtr. (1734); Laurids Nørregaard, Forelæsninger over
den Danske og Norske private Ret, bind IV, Gyldendals Forlag (1788), henholdsvis s. 136; Christian Brorson,
Forsøg til den siette Bogs Fortolkning i Christian den femtes Danske og Norske Lov samt Straffene, Sebastian
Popp (1791), s. 173 ff. og Christian Colbiørnsen, Fragment som bidrag til det af kommissionen pålagte arbejde
at foreslå grundsætninger til en ny og forbedret kriminallov af 17. november 1800, som trykt i Ditlev Tamm m.fl.
(red.), Til det almindelige bedste … Generalprokurør Christian Colbiørnsens lovbetænkninger 1789-1802, Jurist-
og Økonomforbundets Forlag (2006), s. 297 ff. og
37
Jf. Tamm (2006), henholdsvis s. 307 ff. og 316.
38
Jf. C. Goos, J. Nellemann, H. Øllgaard, A. S. Ørsteds Betydning for den danske og norske Retsvidenskabs
Udvikling, 3die Afdeling, III, H. Hagerups Forlag (1906), s. 94.
39
Jf. Ørsted (1826), s. 70. Se således K. A. Tittman, Grundlinien der Strafrechtswissenschaft und der deutschen
Strafgesetzkunde, Fleischer (1800), s. 90 ff.; K. A. Tittmann, Handbuch der Strafrechtswissenschaft und der
deutschen Strafgesetzkunde, Halle (1807), s. 23 ff.; C. A. Stübel, Ueber den Thatbestand der Verbrechen,
Wittenberg (1805), s. 133 f.; E. Henke, Handbuch des Criminalrechts und der Criminalpolitik, bind I, Berlin
(1823), s. 231 ff. og P. J. A. v. Feuerbach, Lehrbuch des gemeinen in Deutschland geltenden Peinlichen Rechts,
Giessen (1801), s. 31 f., Feuerbach nåede dog i senere udgaver til den modsatte konklusion. Om sammenhængen
mellem dansk og tysk retsvidenskab, se f.eks. Ernst Andersen, Træk af juraens udvikling, bind II, Juristforbundets
Forlag (1973), s. 687 ff.
40
Jf. Ørsted (1826), s. 71, min kursivering.
16 af 160
urigtig”, eftersom ingen kan ”raade over sit Liv”, hvorfor en anmodning om at tage selvsamme
er aldeles ugyldig og bør ”betrage[s] som et Intet”.41
Ørsted forholdt sig endvidere til, om det gør en forskel, at nævnte dødshjælp alene sker ”i
godmodig Hensigt, [for at fremskynde] en dødssyg eller dødeligt saaret Persons Død”.42
Eftersom ”alt Drab egentlig kun bestaaer i en Livets Forkortelse”, er svaret benægtende.43
Den
eneste undtagelse hertil synes at være stærkt defekte børn, som efter nøje lægeundersøgelse
savnede alle menneskelige træk, men ”eksempler herpå ses dog ikke […] i praksis.”44
Samtykket var imidlertid ikke helt uden betydning, og i sin gennemgang af duellovene med
hensyn ”til almindelige Grundsætninger” bemærker Ørsted, at det er strafformildende, at f.eks.
duellanternes fare ”er grundet paa gjensidig Overeenskomst”, men han understreger igen, at et
samtykke til opofrelse af livet ”er ugyldigt”, og derfor ”aldrig kan give” f.eks. ulovlig
dødshjælp ”Lovmæssighedens Præg.”45
I og med at Ørsted havde tjent som dommer henholdsvis embedsmand siden 1801 og blev
udpeget til generalprokurør i 1825, må det antages, at hans holdninger rimelig akkurat
afspejlede retstilstanden i en tid, hvor legalitetsprincippet endnu ikke var gældende strafferet.46
Denne forståelse af samtykkets manglende virkning som objektiv straffrihedsgrund bliver da
også adopteret af senere jurister som Algreen-Ussing og Bornemann.47
Spørgsmålet blev endeligt afgjort med en højesteretsdom i 185948
, hvorefter et tilfælde af
umiddelbar dødshjælp netop på grund af begæringen ikke kunne ”bedømmes efter
41
Jf. Ørsted (1819), s. 37, Ørsted (1826), s. 71 og Ørsted (1931), s. 312.
42
Jf. Ørsted (1819), s. 37 f.
43
Jf. Ørsted (1819), s. 37 f.
44
Jf. Blume (1980), s. 41, jf. A. S. Ørsted, Strafferetlige Skrifter i Udvalg, bind II, Nordisk forlag (1931), s. 309.
45
Jf. A. S. Ørsted, Eunomia, eller Samling af Afhandlinger, henhørende til Moralphilosophien, Statsphilosophien,
og den Dansk-Norske Lovkyndighed, bind III, Andreas Seidelin (1819), s. 313 f.
46
Jf. Kjær (2017), s. 82 samt Tamm og Jørgesen (1975), s. 54.
47
Jf. Algreen-Ussing (1841), s 38 og Bornemann (1866), s. 119 ff.
48
Se f.eks. herom Blume (1980), s. 42 f.
17 af 160
Lovgivningens almindelige Bestemmelser om Drab”.49
Eftersom forholdet alligevel blev
betragtet som strafbart og begæringen således ugyldig, blev tiltalte idømt ”en arbitrair Straf
[…på] 2 Aars Forbedringshuusarbeide”: betydeligt mildere end dødsstraffen for drab.50
Højesteret syntes altså at have fulgt Colbiørnsens argument for strafudmåling efter handlingens
farlighed og ikke Ørsteds. Det kunne herefter konkluderes, som Algreen-Ussing og Bornemann
gjorde, at umiddelbar dødshjælp ”betydelig[t] nedsætter Strafskylden”.51
Året forinden havde Højesteret tillige afgjort spørgsmålet om middelbar dødshjælp. Eftersom
Højesteret dårligt kunne straffe for medvirken til selvmord efter DL, men alligevel fandt
forholdet strafbart, blev tiltalte straffet efter en manddrabs ”Lovgivningens Analogi52
lempet
arbitriar Straf” for både fysisk og psykisk at have medvirket til selvmordet.53
Straffen faldt på
”Forbedringshuusarbeide i 6 Aar”, hvilken hårdhed formentlig skyldes, at årsagen til
dødshjælpen antageligvis var egeninteresse.54
Trods lovgivningens tavshed herom før straffeloven af 1866, var spørgsmålet altså genstand
for både teoretisk og praktisk opmærksomhed. Selvom samtykke til drab var blevet regnet for
aldeles ugyldigt, så gjorde Højesteret det klart, at det havde endog stor betydning for drabets
strafværdighed. Selvom det er tvivlsomt, om der virkelig forelå frivillige begæringer om
dødshjælp i de to højesteretsdomme, jf. afsnit 1.2.1., så markerer de alligevel overgangen til
den nugældende retstilstand, som begynder ved straffeloven af 1866.
2.3. Straffelovene
49
Jf. Højesterets dom i sag nr. 102 af 8. juni 1858 gengivet i Højesteretstidende (1858), s. 244 ff. Sagen angik et
par, der havde valgt at begå fælles selvmord ved drukning i fortvivlelse over deres situation. Da manden
overlevede, fuldbyrdede han kvindens selvmord.
50
Jf. Højesterets dom i sag nr. 102 af 8. juni 1858, Højesteretstidende (1858), s. 245.
51
Jf. Bornemann (1866), s. 124 og Ørsted (1819), s. 37 f.
52
Forordningen fastsatte således nedsat straf for ”foregaaende Understøttelse” af manddrab, jf. Forordning af 4.
oktober 1833 § 27, jf. Algreen-Ussing (1841) s. 139.
53
Jf. Højesterets dom i sag nr. 255 af 22. oktober 1858 gengivet i Højesteretstidende (1858), s. 383 ff. Sagen angik
medvirken til selvmord og fosterfordrivelse ved at anskaffe den indtagne gift og bestyrke forsættet hertil.
54
Se også herom i Blume (1980), s. 48.
18 af 160
Straffeloven af 1866
Efter straffeloven af 1866 straffedes drab ”efter [offerets] bestemte Begjæring” med
”Forbedringshuusarbeide eller under særdeles formildende Omstændigheder med Fængsel” i
ned til 3 måneder, mens den som hjælper ”en Anden til at begaae Selvmord” blot straffedes
med fængsel, jf. § 196, 1. og 2. pkt i ovennævnte lov.
Eftersom straffeloven af 1866 ligeledes lovsatte legalitetsprincippet for første gang i dansk
strafferet, betød bestemmelsen, at umiddelbar og middelbar dødshjælp nu var udtømmende
reguleret af straffelovens bestemmelser herom, der måtte afgrænses af de øvrige
drabsbestemmelser i §§ 186 ff.55
Det blev samtidig slået endegyldigt fast, at samtykke ikke virkede som objektiv
straffrihedsgrund ved dødshjælp.56
Straffelovens udkast anfører desværre alene lovtekniske
begrundelser herfor57
, men ifølge Goos er forklaringen den Ørstedske, at borgere hverken
umiddelbart eller middelbart kan give afkald på ”Livets Retsgode”, hvilket stemmer overens
med en samtidig skrivelse fra Justitsministeriet.58
Denne forklaring møder dog senere kritik fra
Krabbe og Torp, der finder begrundelsen i bestemmelsens ringe ”Samfundsfarlighed” samt ”de
i Reglen menneskekærlige Motiver, der leder til Handlinge[rne].”59
Til drab på begæring krævedes, at denne begæring var ”bestemt”, hvormed der ifølge Goos var
”draget en snævrere Grænse end” for almindeligt samtykke.60
Der bør således ikke ”være Tvivl
om, at det virkelig var [afdødes] alvorlige Mening” at dø, hvilket bl.a. kræver, at begæringen
55
Jf. straffeloven af 1866, § 1 og Morten Kjær, Mellem Skylla og Charybdis – træk af legalitetsprincippets historie
i dansk strafferet, Nordisk Tiddskrift for Kriminalret (2017), s. 82.
56
Jf. også C. Goos, Den danske Straffets specielle Del, bind I, Gyldendalske Boghandels Forlag (1895), s. 52.
Nødværge kan dårligt tænkes at finde anvendelse.
57
Jf. Kommissionen af 22. februar 1859, Udkast til Straffelov for Kongeriget Danmark, J. H. Schultz (1864), s.
239.
58
Jf. C. Goos, Den nordiske Strafferet almindelig Del, Gyldendalske Boghandels Forlag (1882), s. 105 ff. Jf.
Justitsministeriets Skrivelse af 10. juni 1887, hvori ministeriet ”udlede[r] en almindelig Grundsætning om, at
Samtykke er uden Betydning ved Krænkelse af vigtige Retsgoder.”, jf. Torp (1905), s. 233.
59
Jf. Torp (1905), s. 227 ff. og navnlig 233, og Carl Torp, Strafbare Angreb paa Liv og Legeme, G. E. C. Gads
Forlag (1926), s. 25 f. og 28 f. Se endvidere Krabbe (1926), s. 221 ff.
60
Jf. Goos (1895), s. 123.
19 af 160
er ”fastholdt lige til Drabshandlingen”.61
Det indebar intet krav om skriftlighed, men
begæringen skulle være utvetydig.62
Motivet for begæringen ”er ligegyldigt”, og ligedan om
vedkommende ”er blevet overtalt [dertil] af Drabsmanden”.63
Når initiativet udgår fra en anden
end offeret, vil beviskravene dog naturligt stige.64
Dertil føjer Goos og senere Torp, at
betingelser i begæringen til f.eks. tid eller måde skal overholdes, for at bestemmelsen finder
anvendelse.65
Goos kræver ikke myndighed eller habilitet hos offeret, mens Torp når til det
modsatte resultat. 66
Højesteret gav dog Goos medhold.67
Til hjælp til selvmord krævedes ikke, at døden faktisk indtrådte, men blot at der forelå ”en
selvmorderisk Handling”.68
Dertil kommer, at det er uklart, om anstiftelse eller anden
”[p]sykologisk Meddelagtighed” var omfattet, idet den lakoniske bestemmelse alene nævner,
at ’hjælp’ straffes.69
Både Goos, Torp og Krabbe understregede, at bestemmelsen (og analogien
ligeså) ”kun angaar fysisk Medhjælp”, idet Torp dog senere skiftede holdning om anstiftelse.70
Det er uklart, hvorvidt § 196 ville finde anvendelse på læger, der f.eks. fremskynder dødens
indtræden ved smertestillende medicin, men det omvendte må have formodningen imod sig.
Spørgsmålet om lægers almindelige straffrihed for behandling indgik i en større diskussion i
tiden efter straffeloven af 1866, om hvad der gør en handling ”retsstridig”.71
Torp underkastede
61
Jf. Goos (1895), s. 123 og Torp (1926), s. 26. Min kursivering.
62
Jf. Goos (1895), s. 124 og Torp (1926), s. 26.
63
Jf. Goos (1895), s. 124 f.
64
Jf. Torp (1926), s. 27.
65
Jf. Goos (1895), s. 124 f. og Torp (1926), s. 26.
66
Jf. Goos (1895), s. 124 sammenholdt med Torp (1926), s. 26.
67
Jf. Højesterets dom af 30. august 1904 i sag nr. 262/1904, gengivet i U 1904.318 H, hvor en far, der havde
overtalt sine små børn til at dø sammen med ham og derefter overskåret deres pulsårer, straffedes for drab på
begæring. Dommen omtales ikke hos Torp, jf. Torp (1926), s. 25 ff.
68
Jf. Goos (1895), s. 188.
69
Jf. Goos (1895), s. 186.
70
Jf. Goos (1895), s. 187; Torp (1905), s. 589; Torp (1926), s. 29 ff.; Oluf H. Krabbe, Tillæg til Noter til
Strafferetten, Tilføjelser og Ændringer til […] Torp: Strafbare Angreb paa Liv og Legeme […], G. E. C. Gads
Forlag (1927), s. 2 ff. og Oluf H. Krabbe, Om Strafbarheden af Hjælp til Selvmord, Ugeskrift for Retsvæsen B, s.
221 ff.
71
Jf. f.eks. Carl Torp, Straffrihedsgrunde og Strafophørsgrunde, Afsnit af den danske Strafferets almindelige Del,
G. E. C. Gad (1898), s. 2 ff. og Carl Torp, Den danske Strafferets almindelige Del, G. E. C. Gad (1905), s. 244 ff.
20 af 160
dette en grundig behandling og konkluderede, at lægelige indgreb er objektivt straffri i kraft af
deres fornuftighed og nødvendighed, hvorfor der ikke krævedes særligt samtykke.72
Torp
inddrager ikke dødshjælp i denne diskussion, men det er klart, at argumentet dårligt kan
overføres dertil, eftersom straffriheden bl.a. begrundedes i, at lægehjælp havde et formål
diametralt modsat dem, som straffeloven sigtede på at beskytte imod. Ved dødshjælp var
formålet imidlertid identisk hermed, som det også fremgår ovenfor.73
Straffeloven af 1930
Samtidig med ovenfor citerede forfatteres litterære virksomhed gik forarbejdet i gang med en
ny straffelov, som de alle deltog i, om end Torps indflydelse var den største.74
Eftersom de
relevante bestemmelser ændrer § i hvert udkast og senere lovforslag hertil, vil de for
overblikkets skyld konsekvent citeres som §§ 239 (umiddelbar) og 240 (middelbar).
Det første udkast havde med Goos’ deltagelse fjernet sig fra systematikken og formuleringen i
den gamle straffelov, men i de to sidste udkast til straffeloven, hvorover navnlig Torp øvede
indflydelse, var bestemmelserne om dødshjælp indholdsmæssigt næsten identiske med de
tidligere bestemmelser fra 1866.75
Torps fortolkning heraf slog dog også igennem, eftersom det for umiddelbar dødshjælp gjordes
klart, at kun en begæring fra en ”myndig og tilregnelig Person” er gyldig, mens begrundelsen
i ”Livets Retsgode” også fjernedes.76
I samme retning gjordes det nu for middelbar dødshjælp
72
Jf. Torp (1905), s. 255 f.
73
Jf. Torp (1898), s. 3 modsætningsvist og 7.
74
Torp var ikke blot medlem af den sidste kommission af 1917, men han afgav også egenhændigt den anden af
tre betænkninger over (og udkast til) straffeloven i 1917.
75
Jf. sammenlign Kommissionsbetænkning om den almindelige borgerlige Straffelovgivning (1912) (”UI”), §§
243 og 246, med Kommissionsbetænkning om Udkast til Love vedrørende den borgerlige Straffelovgivning
(1917) (”UII”), §§ 217 og 218 og Kommissionsbetænkning om Udkast til almindelig borgerlig Straffelov (1923)
(”UIII”), §§ 218 og 219.
76
Jf. UIII, s. 336. Sammenlign med UI, s. 224, hvor Goos’ indflydelse kan spores i bemærkningen om, at
”Samfundet [ikke] anerkender nogen som Herre over sit Liv”.
21 af 160
klart, at tilskyndelse og anstiftelse var omfattet.77
Herudover tilføjedes en strafskærpende
sidestrafferamme for forhold, hvor ”Handlingen [er] foretaget af egennyttige Bevæggrunde.”78
Det er værd at bemærke, at kommissionsformanden udtrykte sin utilfredshed med, at anden
hjælp til selvmord end den egennyttige blev strafbelagt.79
Udover bestemmelsens (historisk)
ringe praktiske betydning anførte han herfor, at middelbar dødshjælp ”næppe vil foreligge
undtagen som en Venskabs- eller Kærlighedshandling, særlig overfor en haabløs Syg, og for
et saadant Forhold bør der […] ikke være fastsat Straf.”80
Sidstnævnte udkast blev senere fremlagt i Folketinget, hvor det undergik en særdeles grundig
behandling over de næste fem år. I denne periode undergik udkastet imidlertid meget
interessante ændringer, hvorunder enkelte skal fremhæves.
Allerede i det første lovforslag fra 1924 (”FI”) var der således tilføjet interessante ændringer.
For det første havde § 239 fået et nyt stk. 2, hvorefter straffen ”under særlige Omstændigheder
[kan] bortfalde”, når dødshjælpen ydes for at ”befri en haabløs syg for svære, uafvendelige
Lidelser”, fordi det ”ville være i Strid med den almindelige Retsbevidsthed at straffe en saadan
Handling”.81
Af hensyn til risikoen for fejlskøn gjordes straffriheden dog ikke ubetinget.82
For
det andet blev § 240 affattet i overensstemmelse med kommissionsformandens forslag,
hvorefter middelbar dødshjælp alene straffes, når det sker ”af egennyttige Bevæggrunde”.83
Det første lovforslag til straffeloven af 1930 indeholder således en udtrykkelig ”lovliggørelse”
af både middelbar og umiddelbar dødshjælp i dansk ret. Disse ændringer mødte under
forhandlingerne kritik for, at straffriheden ikke ”udelukkende skal gælde Læger”84
(Rytter) og
i øvrigt er for risikabel, fordi det afgørende vidne er død85
eller med risiko for en moralsk
77
Jf. UIII, s. 336 f., jf. UII, s. 203 f.
78
Jf. UIII, s. 336.
79
Jf. UIII, s. 337.
80
Jf. UIII, s. 337.
81
Jf. RT 1924-25, tillæg A, sp. 3227 f. og RT 1924-25, tillæg A, sp. 3380.
82
Jf. RT 1924-25, tillæg A, sp. 3380.
83
Jf. RT 1924-25, tillæg A, sp. 3227 f.
84
Jf. RT 1924-25, forhandlinger, sp. 3910.
85
Jf. RT 1924-25, forhandlinger, sp. 3989.
22 af 160
glidebane86
, men justitsminister Steincke forsvarede inderligt den lovlige dødshjælp87
.88
En
lignende løsning med ”fakultativt strafbortfald ” eller i hvert fald ”strafnedsættelse” for drab
på begæring af ”håbløst syge” havde tilsyneladende også støtte på det næsten samtidige 16.
årsmøde i Dansk Kriminalistforening i 1923.89
Denne model fik lov at stå de næste tre år, men blev fjernet, da Rytter blev justitsminister i en
ny regering og fremsatte det andet lovforslag i 1928 (”FII”).90
Efter grundigt udvalgsarbejde i folketingsåret 1928-29 over FII fremsætter et mindretal under
udvalget imidlertid det forslag, at bestemmelsen om drab på begæring skal tilføjes et nyt stk.
2, hvorefter straffen helt kan bortfalde, når begæringen udgår fra ”en haabløs syg” med ”svære
uafvendelige Lidelser”.91
Hertil krævedes dog, at begæringen var ”fremsat [foran] to Vidner”,
og at selve dødshjælpen var ”foretaget af en Læge”.92
Der er således igen tale om et forslag om
strafbortfald for umiddelbar dødshjælp, dog kun for så vidt angår læger.
Udvalgets forslag nåede aldrig til afstemning, men til gengæld blev mindretallets
ændringsforslag inkorporeret i det nye og sidste lovforslag i folketingsåret 1929-30 (”FIII”).
Ordlyden i §§ 239 og 240 er her identisk med FI, men det fremgår af forhandlingerne, at det
på linje med ovennævnte ændringsforslag forudsattes, at dødshjælpen udøves af læger.93
Under
udvalgsarbejdet med FIII blev modsatrettede ændringer til §§ 239 og 240 foreslået, men
afstemningen herom afslører, at der var et markant flertal i Folketinget for denne lovliggørelse
af hjælp til selvmord og strafbortfald for umiddelbar lægelig dødshjælp, eftersom ændringerne
86
Jf. RT 1924-25, forhandlinger, sp. 4068.
87
Jf. RT 1924-25, forhandlinger, sp. 4058 ff.
88
Jf. tilsvarende Oluf H. Krabbe, Straffelovsforslaget, Ugeskrift for Retsvæsen B (1925), s. 27 ff.
89
Jf. Dansk Kriminalistforening, Forhandlingerne paa Dansk Kriminalistforenings 16. Aarsmøde, Nordiske Forlag
(1924), s. 134-191. Jf. navnlig Hartvig Jacobsen på s. 140 f., Goll på s. 160 f., Haack på s. 166 f., Olrik på s. 172 f. og
endelig Torp på s. 181. Se herom Blume (1980), s. 62.
90
Jf. RT 1926-27, tillæg A, sp. 5377 f.
91
Jf. RT 1928-29, tillæg B, sp. 2195 f.
92
Jf. RT 1928-29, tillæg B, sp. 2195 f.
93
Jf. RT 1929-30, tillæg A, sp. 2333 f. og RT 1929-30, forhandlinger i Landstinget, sp. 565 ff., navnlig 612 ff.
23 af 160
blev afvist med henholdsvis 63% og 90% af Folketingets stemmer.94
Konklusionen var derfor,
at FIII ”vedtoges enstemmigt med 119 stemmer” efter forslagets 3. behandling.95
Som følge af datidens tokammersystem skulle FIII imidlertid også vedtages i Landstinget for
at få retskraft. Ovennævnte regler om dødshjælp mødte skarp kritik i Landstinget, hvorfor de
endte med at udgå fra det kompromis, der endelig sendes retur til Folketinget og vedtages som
den nugældende straffelov af 1930.96
Herefter var retstilstanden for dødshjælp stort set identisk
med den daværende efter straffeloven af 1866, idet det kun var visse af Torps afklarende
rettelser, der blev lov. Eftersom straffelovens bestemmelser herom ikke har ændret sig
indholdsmæssigt siden da, vil øvrige kommentarer hertil blive behandlet, når relevant, i afsnit
3.1 nedenfor. 97
Det er forudsætningsvist klart af ovenstående lovhistorie, at lægelig dødshjælp ansås for
omfattet af straffelovens almindelige bestemmelser herom, hvilket tillige var forudsat af
medicinalkommissionen i 1909.98
Spørgsmålet blev imidlertid udførligt behandlet i en
kommissionsbetænkning om lægers retsstilling året efter straffelovens vedtagelse, som
dannede grundlaget for lægeloven.99
Heri havde kommissionen lejlighed til at vurdere det
strafferetlige lægeansvar, herunder om de subjektive eller objektive strafbetingelser efter
straffeloven ”bør være et andet for Læger end for andre Personer.”100
Kommissionen fandt ikke
”nogen rimelig Begrundelse” for at særbehandle læger, hvorfor de ”med Hensyn til forsætlige
Forbrydelser [må] være underkastet Straffelovens almindelige Regler.”101
Det konkluderedes
tillige, at et samtykkes indvirkning på denne handlings strafbarhed reguleres af straffelovens
94
Jf. RT 1929-30, forhandlinger, sp. 3925, idet udvalgets ændringsforslag nr. 138 og 139 ”forkastedes” med
henholdsvis 81 stemmer mod 47 (§ 239) og 83 stemmer mod 9 (§ 240).
95
Jf. afstemningen i RT 1929-30, forhandlinger, sp. 4402 og det vedtagne lovforslag i RT 1929-30, tillæg C, s.
81 ff., se navnlig sp. 165 f.
96
Jf. afstemningen i RT 1929-30, forhandlinger, sp. 7282 og lovforslaget i RT 1929-30, tillæg C, sp. 1431 f.
97
Jf. Lovforslag nr. L 99 om ændring af straffeloven og retsplejeloven: FT 2003-04, tillæg A, s. 3277 ff., til nr.
50.
98
Jf. KBET angaaende Ordningen af Sundhedsvæsenets Centralstyrelse (1909), s. 30.
99
Jf. KBET angaaende Lægers Retsstilling (1931).
100
Jf. KBET angaaende Lægers Retsstilling (1931), s. 37. Eventuelt gennem „specielle
Lægeansvarsbestemmelser”, jf. samme.
101
Jf. KBET angaaende Lægers Retsstilling (1931), s. 38.
24 af 160
bestemmelser herom.102
Det er altså klart, at spørgsmålet om lægelig dødshjælp oprindeligt
faldt sammen med spørgsmålet om dødshjælp i almindelighed.
2.4. Sammenfatning
Historiske kilder – nogle mere ”retlige” end andre – indikerer, at dødshjælp oprindeligt blev
betragtet som en værdig udgang på livet, inden kirken fik indflydelse på retsdannelsen.103
Dødshjælp som et egentligt retligt problem blev dog først underkastet selvstændig juridisk
behandling af Ørsted, men det er i højere grad Højesteret, der fik betydning for dansk rets
stillingtagen til spørgsmålet i straffeloven af 1866. Her blev middel- og umiddelbar dødshjælp
gjort strafbart i en form, der blev videreført næsten uændret til straffeloven af 1930, hvis
bestemmelser herom gælder endnu. Ved nærmere eftersyn af tilblivelseshistorien for den
nugældende straffelov, er det imidlertid bemærkelsesværdigt, at en afkriminalisering af
uegennyttig middelbar dødshjælp og umiddelbar lægelig dødshjælp faktisk blev vedtaget af et
enigt Folketing efter lange overvejelser, inden det blev afvist i Landstinget.104
3. Dødshjælp i dansk ret
3.1. Ulovlig dødshjælp
Som allerede nævnt ovenfor, kulminerer udviklingen i en ordning, hvor lægelig dødshjælp
reguleres af straffelovens §§ 239 og 240. Det skal derfor i nærværende del undersøges, hvordan
denne ”ulovlige” dødshjælp reguleres efter gældende ret.105
Retstilstanden for lægelig
dødshjælp efter straffelovens bestemmelser om drab på begæring og medvirken til selvmord
vil blive behandlet i afsnit 3.1.1 og 3.1.2, inden straffrihedsgrunde og lægens øvrige retsstilling
vil blive mere indgående drøftet i afsnit 3.1.3.
3.1.1. Drab på begæring
102
Jf. KBET angaaende Lægers Retsstilling (1931), s. 39.
103
Jf. afsnit 2.1 og bilag i afsnit Fejl! Henvisningskilde ikke fundet..
104
Det er derfor ikke korrekt, når Vestergaard i sin behandling af dødshjælp efter dansk ret hævder, at ”[i]ngen
betydende dansk parlamentariker, endsige noget politisk parti har til dato haft lovliggørelse af aktiv dødshjælp på
sit program” og ydermere, at der ”ikke i Folketinget [har] været fremsat forslag om hel eller delvis
afkriminalisering af hjælp til selvmord eller drab efter begæring”, jf. Vestergaard (2000), s. 16.
105
Egentlig er der tale om strafbar dødshjælp, men eftersom enhver dødshjælp, der ikke er lovlig, som
udgangspunkt vil være omfattet af ovennævnte bestemmelser, betegnes den som ulovlig.
25 af 160
Efter gældende dansk strafferet er umiddelbar dødshjælp som udgangspunkt forbudt efter
straffelovens § 239, som lyder således:
Den, som dræber en anden efter dennes bestemte begæring, straffes med
fængsel indtil 3 år.
Som gennemgået i afsnit 2.3 ovenfor, så er denne bestemmelse i al væsentlighed identisk med
den tidligere bestemmelse herom i straffeloven af 1866, idet det sejlivede forslag om
strafbortfald ved lægeudført dødshjælp blev afvist af Landstinget. Der kan således henvises til
kommentarerne i nævnte afsnit for en gennemgang af bestemmelsens nærmere rækkevidde.106
En læge, der udfører umiddelbar dødshjælp, vil derfor som udgangspunkt være omfattet af
straffelovens § 239, når i) begæringen til lægen er utvetydig og fastholdt indtil dødshjælpens
udførelse, ii) at den udgår fra en myndig og tilregnelig person, og iii) at alle betingelser fra
sidstnævnte om tid eller måde overholdes. Såfremt dette ikke er tilfældet, vil lægens dødshjælp
i stedet skulle vurderes efter straffelovens § 237.
Redegørelsens definition af dødshjælp forudsætter, at enhver ”fremskyndelse” af dødens
indtræden er omfattet heraf.107
Spørgsmålet er derfor, om det gør nogen forskel, at
dødshjælpsmodtageren allerede er døende, og i forlængelse heraf, om eventuel
årsagskonkurrence mellem den døendes eksisterende dødsproces og lægens hjælp hertil
udelukker et strafferetligt ansvar efter straffelovens § 239.
Som det fremgår af afsnit 2.3 ovenfor, så er straffelovens § 239 en stort set uændret
videreførelse af den tilsvarende bestemmelse i straffeloven af 1866.108
Ingen af forarbejderne
forholder sig til ovennævnte spørgsmål, men retstilstanden forinden synes at have været, at
106
Jf. i same retning Henrik Gam, Strafansvar for euthanasi og hjælp til selvmord efter gældende dansk ret og
som lovgivningsproblem, Prisopgave Retsvidenskab D, sølv, Københavns Universitet (1980), s. 73 ff. og Blume
(1980), s. 83 ff. Se også Elholm m.fl., Kommenteret straffelov - speciel del, Jurist- og Økonomforbundets Forlag
(2022), 487 ff.
107
Jf. afsnit 1.2.1 ovenfor.
108
Jf. UIII, s. 335: ”svarer til Bestemmelsen i Straffelovens § 196, 1ste Stk.”; RT 1924-25, tillæg A, sp. 3380:
”Stk. 1 svarer til Bestemmelsen i Straffelovens § 196, 1ste Stk.”; RT 1927-28, tillæg A, sp. 5377 f. og RT 1929-
30, tillæg A, sp. 2372.
26 af 160
dette ikke gjorde nogen forskel, eftersom ”alt Drab egentlig kun bestaaer i en Livets
Forkortelse”, som Ørsted formulerede det.109
Spørgsmålet blev rejst i KBET nr. 1184 af 1989,
hvor det konkluderedes i overensstemmelse med Ørsted, at også fremskyndelse af døden ved
f.eks. indsprøjtning af smertestillende midler vil være omfattet af bestemmelsen som følge af
dansk strafferets ”meget vid[e] årsagsbegreb”.110
Dette synes også at være antaget i praksis og
litteraturen, idet tilsyneladende afvigende holdninger synes at angå tilfældenes materielle
atypicitet, der behandles nedenfor.111
Det er i øvrigt klart, at bevismæssigt vanskelige tilfælde
af årsagskonkurrence vil kunne henføres under straffelovens § 21, stk. 1.112
Dernæst følger det ligedan af ovennævnte kommentarer til rækkevidden for § 239, at lægens
altruistiske motiv ikke har betydning for handlingens strafbarhed.113
Strafbarheden er endvidere
uafhængig af, om initiativet til dødshjælpen udgår fra lægen eller den døende, hvoraf også
følger, at ovennævnte betingelser til tid og måde for dødshjælpen sagtens kan fastsættes efter
lægens forslag eller ligefrem overtalelse hertil.114
Dette må i øvrigt antages at være det mest
sandsynlige handlingsforløb, når henses til lægens ekspertise på dette område. Betingelser til
tid og måde skal imidlertid opfyldes, uanset hvem der formulerer dem.115
109
Jf. Ørsted (1819), s. 37 f. og nærmere herom afsnit Fejl! Henvisningskilde ikke fundet. (Holberg) og 2.2
ovenfor.
110
Jf. KBET nr. 1184 af 1989, s. 20. Se også s. 53.
111
Jf. for så vidt angår praksis STPS’s afgørelse fra 17. maj 2016 med sagsnr. 16SPS26, hvor det bemærkes, at
”indgivelse af midler, som på kortere eller længere sigt vil føre til døden” betragtes som ulovlig dødshjælp. For
så vidt angår litteraturen, kan der henvises til Hartlev (2022), s. 255; Waaben og Langsted (2014), s. 24; Gam
(1980), s. 26 og 59 og Blume (1980), s. 65. For tilsyneladende anden holdning se f.eks. Greve (1974), s. 383 og
388 og Hurwitz (1970), s. 233.
112
Jf. i samme retning KBET nr. 1184 af 1989, s. 19, Vestre landsrets nævningedom gengivet i U 1955.551 V og
to domme fra Østre Landsret gengivet i henholdsvis U 2003.2474 Ø og U 2017.2737 Ø, som alle angik
sundhedspersoners forsøg på manddrab.
113
Jf.til eksempel Retten i Roskildes dom af 20. december 1971 i sag nr. A 134/71 (afdødes børn), Københavns
Byrets dom af 13. februar 1974 i sag nr. 44/1974 (sygeplejeelev), Retten i Odenses dom af 2012 i sag nr. 6-
2416/2012 (afdødes søn) og Retten i Helsingør af 13. september 2016 i sag nr. 1-2692/2016 (afdødes husbond).
Se også Komm. Strfl. (2022), s. 488.
114
Jf. i samme retning Gam (1980), s. 75 og Komm. Strfl. (2022), s. 487. Dette kan også illustreres med
højesteretsdommen gengivet i U 1904.318 H, jf. note 67 ovenfor. I dag kræves myndighed og tilregnelighed hos
offeret, men initiativets oprindelse er fortsat ikke afgørende.
115
Jf. Komm. Strfl. (2022), s. 487, Blume (1980), s. 88 f. og Torp (1926), s. 26. Se f.eks. dommene i denne retning
gengivet i U 1946.1297 Ø og U 1973.159 H.
27 af 160
Selvom motiv og initiativoprindelse er uden betydning for strafbarheden, er det dog klart, at
strafferettens almindelige subjektive ansvarsbetingelser skal være opfyldt, hvorfor lægen skal
være tilregnelig, og forbrydelsen i øvrigt kunne tilregnes vedkommende.116
Det må antages, at
en læge sjældent vil være utilregnelig, idet både uddannelsen, de professionsfaglige
retningslinjer og lovregler modvirker netop dette, hvorfor nærmere drøftelse heraf udelades.117
Hvad angår kravet om tilregnelighed, så følger det af straffelovens § 19, at lægen skal have
forsæt til at begå drab på begæring efter straffelovens § 239. Heri ligger blot, at lægen har haft
til hensigt at realisere forbrydelsens objektive gerningsindhold.118
Det må antages, at dette krav
i almindelighed ej heller vil volde tvivl, men selv når lægen f.eks. ikke ”har forudset [døden]
som sikker eller i høj grad sandsynlig” på grund af mulig årsagskonkurrence, vil der foreligge
forsæt, når blot lægen ”har anset det for muligt […at døden] kunne indtræde”.119
Denne lave
grad af forsæt, dolus eventualis, er eksempelvis blevet statueret i en nylig dom over for en
sygeplejer, der måtte have ”indset muligheden” for patienternes død ved indsprøjtning af
morfin og ”accepteret denne mulige følge.”120
Det blev da også lagt til grund i
kommissionsbetænkningen, der forberedte lægeloven, at det er ”den almindelige
Retsopfattelse” af forsæt, som bør gælde for læger.121
Hvad derimod angår den dræbtes subjektive forhold, så kræver forarbejderne både
tilregnelighed og personlig myndighed, hvilket reelt tilsvarer en aldersgrænse på 18 år.122
Waaben forudsætter derimod, at der skal foretages et konkret skøn over ”alder, modenhed og
116
Jf. Waaben (1987), s. 135 ff.
117
Jf. f.eks. for sidstnævnte STPS’s tilsyn og reaktionsmuligheder, herunder autorisationsfratagelse, jf.
autorisationslovens §§ 5 ff. og klageadgangen inden for sundhedsvæsenet, jf. klage- og erstatningsadgangsloven
§ 2.
118
Jf. Waaben (1987), s. 135 ff., navnlig 147.
119
Jf. Waaben (1987), s. 150 ff., jf. U 1979.576 H. Der kan også henvises til Østre Landsrets dom gengivet i U
2017.2737 Ø, hvor denne lave grad af forsæt netop statueredes over for en sygeplejer.
120
Jf. Østre Landsrets nævningedom af 18. maj 2017 i sag nr. 1867-16, gengivet i U 2017.2737 Ø, s. 2761 ff.
121
Jf. KBET angaaende Lægers Retsstilling (1931), s. 37.
122
Jf. afsnit 2.3 ovenfor, jf. UIII, sp. 336, jf. RT 1924-25, tillæg A, sp. 3380 ff. Se i samme retning Krabbe (1941),
s. 492 og Hurwitz (1970), s. 229 f.
28 af 160
sjælelig normalitet”, når den dræbte er over 16.123
Der ses ikke at være konsensus herom124
,
men i lyset af en lignende vurdering for 15-åriges adgang til beslutning om behandlingsophør
med døden til følge efter sundhedsloven, synes det rimeligt, at lade samme grænse gælde for
anvendelsesområdet for § 239.125
Det må i forlængelse heraf ligeledes forudsættes, at
begæringen ikke er udgået som følge af tvang eller kendelig vildfarelse, jf. afsnit 2.3 ovenfor.126
Det er dog vigtigt at understrege, at kravet om begæringens fasthed og utvetydighed stiller
skærpede krav til samtykket. Dette illustreres f.eks. i en dom fra 1973, hvor tiltalte blev dømt
for drab af sin håbløst syge hustru efter § 237, bl.a. fordi hun ”ikke havde anmodet ham om at
dræbe hende, men […blot] at hun ikke længere ønskede at leve.”127
Begæringen var således
ikke utvetydig, da det ikke var klart, hvorvidt hun ønskede at dø på denne måde. Dette krav om
utvetydighed betyder også, at begæringens retsgyldighed bortfalder, hvis mellemkommende
tid eller hændelser vækker tvivl om viljen. Det følger naturligvis af kravet om fasthed i
begæringen, at denne er ”er frit tilbagekaldelig”.128
Det fremgår dog også af en utrykt dom fra
2012, at det ikke er afgørende, at drabet foretages umiddelbart efter begæringen, når blot det
konkrete ønske om dødshjælp er blevet fremsat ”mange gange” forinden, og det i øvrigt
fremgår af omstændighederne, at offeret fastholder ønsket ved selve handlingen.129
Såfremt en af ovenstående betingelser i øvrigt ikke er opfyldt, vil hændelsen som udgangspunkt
skulle henføres under straffelovens § 237 om almindeligt drab, uanset hvor sympatiske
motiver, der har hidført gerningen, jf. f.eks. dommen fra 1973 nævnt ovenfor.130
Hvor den
manglende opfyldelse heraf skyldes faktiske vildfarelser omkring f.eks. den dræbtes
123
Jf. Knud Waaben, Strafferettens specielle del I, København (1978), s. 33 og Knud Waaben og Lars Bo
Langsted, Strafferettens specielle del, Karnov Group (2014), s. 22.
124
Jf. Komm. Strfl. (2022), s. 487.
125
Jf. sundhedslovens § 17.
126
Jf. UII, s. 203 og UIII, s. 336 og i samme retning Blume (1980), s. 89 og Gam (1980), s. 75.
127
Jf. Sorø rets dom 2. marts 1973 i sag S. 141/1972, gengivet i U 1973.733, jf. idem, s. 734. Jf. i samme retning
Gam (1980), s. 73. Se for en nærmere diskussion af forskellen på begæring og samtykke Blume (1980), s. 86 f.
128
Jf. i samme retning Blume (1980), s. 85.
129
Jf. Retten i Odenses dom af 2012 i sag nr. 6-2416/2012, retsbogen s. 1.
130
For grænsen mellem §§ 237 og 239 kan der f.eks. henvises til Blume (1980), s. 63 ff. eller Gam (1982), s. 52
ff.
29 af 160
tilregnelighed, myndighed eller en betingelses opfyldelighed, må det komme ”Drabsmanden
tilgode”131
, der så i stedet skal dømmes for forsøg på § 239.132
3.1.2. Hjælp til selvmord
Efter gældende dansk strafferet er middelbar dødshjælp som udgangspunkt forbudt efter
straffelovens § 240, som lyder således:
Den, som medvirker til, at nogen berøver sig selv livet, straffes med bøde eller
fængsel indtil 3 år.
Som gennemgået i afsnit 2.3 ovenfor, så er denne bestemmelse også i al væsentlighed identisk
med den tilsvarende bestemmelse i straffeloven af 1866, idet Folketingets forslag om alene at
straffe middelbar dødshjælp af egennyttige grunde blev afvist af Landstinget.133
En læge, der udfører middelbar dødshjælp, vil derfor som udgangspunkt være omfattet af
straffelovens § 240, når vedkommende hjælper en patient fysisk eller kvalificeret psykisk
medvirker dertil uanset motiv herfor.
Subjektivt kræves det naturligvis, at lægen er tilregnelig og har forsæt til at medvirke til
selvmordet, jf. straffelovens § 19.134
Det er klart, at det tillige må kræves, at afdøde var
tilregnelig, hvilket bl.a. kræver en vis alder, idet medvirken til selvmord ellers kan straffes som
medvirken til drab.135
Det samme gør sig gældende, når den psykiske medvirken i
131
Jf. Torp (1926), s. 26 f. og UII, s. 203 og UIII, s. 336, jf. i samme retning Blume (1980), s. 89 og Gam (1980),
s. 75.
132
Jf. Komm. Strfl. (2022), s. 487.
133
Jf. RT 1929-30, tillæg A, sp. 2333 f.
134
Jf. KBET nr. 1462/2005, s. 11 f., Lings-dommen, s. 9 ff. og Komm. Strfl. (2022), s. 491.
135
Jf. UII, s. 203, jf. UIII, s. 336. Se også Komm. Strfl. (2022), s. 490 og Blume (1980), s. 135 f. Se også Vestre
Landsrets dom af 4. november 1964 i sag nr. 1099/1964, gengivet i U 1965.165 V, hvor en enkemands
”medvirken” eller forsøg herpå til sine mindreårige børns selvmord blev bedømt som henholdsvis drab og
drabsforsøg.
30 af 160
virkeligheden består i tvang, svig eller lignende, der ”bestemmer den anden” til at begå
selvmord.136
Kravene til tilregnelighed må efter retspraksis være lavere end for § 239.137
Hvad angår det objektive gerningsindhold, så kan fysisk medvirken f.eks. bestå i at
tilvejebringe det dræbende middel eller forberede indtagelsen heraf, der historisk har været
bestemmelsens kerneområde.138
Der foreligger ikke domme om sidstnævnte for læger, men i
den nylige Lings-sag blev en uddannet læge139
fundet skyldig i to forhold af førstnævnte, ved
”at have skaffet receptpligtig medicin” til personer, der ønskede at begå selvmord.140
Det er imidlertid mere kontroversielt, i hvilket omfang psykisk medvirken omfattes af § 240.
Det har således længe været omdiskuteret, om det alene er kvalificeret psykisk medvirken som
anstiftelse, der gælder som strafbar psykisk bistand. Det er både blevet anført, at alle grader af
psykisk medvirken er omfattet, jf. straffelovens § 23, og at det kun er kvalificeret psykisk
medvirken som anstiftelse eller overtalelse, idet § 240 har sit eget medvirkensbegreb.141
Afgrænsningen heraf er naturligvis særligt relevant for lægen, der må antages at kunne udøve
en betragtelig hjælp til selvmordets udførelse i kraft af faglig rådgivning om f.eks. effektive
fremgangsmåder, midler og doseringer. Det var da også genstand for diskussion i den netop
nævnte Lings-sag, for så vidt angik et sidste forhold, hvor lægen havde ”vejledt […] om
metoder til at begå selvmord, bl.a. ved at bekræfte medicinvalget” og fremgangsmåden.142
136
Jf. UII, s. 203, jf. UIII, s. 336. Se også Blume (1980), s. 135 f.
137
Jf. Østre Landsrets dom af 27. juni 1978 i sag nr. 9-124/1978, gengivet i U 1978.868 Ø, hvor tiltalte overlod
sin spirituspåvirkede, nervesvækkede og deprimerede ven en skarpladt revolver, som vennen kort tid herefter skød
sig med. Der kan endvidere henvises til den lignende Østre Landsrets dom af 15. august 1990 i sag nr. 4-208/1990,
gengivet i U 1991.48 Ø.
138
Se f.eks. Retten i Holstebros dom i sag nr. 5-891/2013 (”Heroin-dommen”), hvor en ven havde skaffet,
forberedt og indsat en kanyle med heroin i afdødes arm, der herefter selv injicerede den dødelige dosis. Se også
Østre Landsrets dom af 27. juni 1978 i sag nr. 9-124/1978, gengivet i U 1978.868 Ø, hvor tiltalte overlod sin
spirituspåvirkede, nervesvækkede og deprimerede ven en skarpladt revolver, som vennen kort tid herefter skød
sig med. Og lignende: Østre Landsrets dom af 15. august 1990 i sag nr. 4-208/1990, gengivet i U 1991.48 Ø.
139
Svend Lings fik frataget sin autorisation af STPS umiddelbart forinden hændelsesforløbene i anklageskriftet.
140
Jf. Højesterets dom i Lings-sagen, s. 9 f.
141
Jf. i førstnævnte retning f.eks. Blume (1980), s. 142; Gam (1980), s. 80; Hoff (1955), s. 148; Krabbe (1947),
s. 545 og Krabbe (1931), s. 292. I sidstnævnte retning se f.eks. Waaben (1978), s. 37 f. og Hurwitz (1970), s. 235;
142
Jf. Lings-dommen, s. 10.
31 af 160
Det blev med Højesterets dom afklaret, at § 240 har sit eget medvirkensbegreb, hvorfor
spørgsmålet herom ”beror på en fortolkning af denne bestemmelse” og ikke § 23, men også at
selv mindre grader af psykisk medvirken som rådgivning er strafbart, når blot den er
”konkretiseret og væsentlig” og ”egnet til at styrke [ønsket]” om selvmord.143
Denne sidstnævnte fortolkning er overraskende, og Højesteret var heller ikke enige herom.144
Psykisk medvirken, der ikke består i anstiftelse eller konkretiseret tilskyndelse, synes ikke
omfattet af § 240 efter lovens forarbejder hertil.145
Eftersom et enigt Højesteret konkluderede,
at bestemmelsen har sit eget medvirkensbegreb, synes det derfor udelukket at dømme for råd
eller øvrige mindre kvalificerede former for psykisk medvirken, som indeholdes i § 23.146
Dette
synes også at være argumentet hos de to dissentierende dommere, der ville frifinde lægen for
det relevante forhold om rådgivning.
Flertallet synes imidlertid at have lagt særlig vægt på Straffelovrådets udlægning af gældende
ret for § 240 i KBET nr. 1462/2005, hvorefter det forudsætningsvist fremgår, at ”anvisninger
på, hvorledes selvmord kan begås” er omfattet, når råd herom er ”specifikt rettet mod bestemte
personer.”147
Det har muligvis været udslagsgivende for flertallet, at lægens bekræftelse af den
pågældende metode var konkret væsentlig for selvmorderens beslutning om at begå selvmord,
idet hun havde ”stor skræk […] for, at det skulle mislykkes […og] var nervøs for, om hun […]
kunne gennemføre det alene.”148
Selvom rådgivning sprogligt rummes i bestemmelsens ordlyd,
er det alligevel overraskende, at flertallet ikke anlagde en indskrænkende fortolkning, når der
var støtte herfor i forarbejderne, og der er tale om en strafbestemmelse.
143
Jf. Højesterets dom af 23. september 2019 i sag nr. 42/2019 (”Lings-dommen”), s. 9 f.
144
Dommerne Lene Pagter Kristensen og Marianne Højgaard Pedersen afgav således dissens herom, jf. Lings-
dommen, s. 10 f. Se i samme retning Blume (1980), s. 143, men dog Gam (1980), s. 81 f., der principielt synes at
tilslutte sig flertallets fortolkning.
145
Jf. afsnit 2.3 ovenfor.
146
Jf. Knud Waaben, Strafferettens ansvarslære, G. E. C. Gad (1987), s. 222 f. om de forskellige
medvirkensformer.
147
Jf. KBET nr. 1462/2005, s. 11 f.
148
Jf. Lings-dommen, s. 10 f.
32 af 160
Retstilstanden er herefter, at lægers psykiske medvirken til selvmord ikke alene er strafbart, når
den udgør tilskyndelse, men også når den udgør rådgivning, der er ”konkretiseret og væsentlig”
og ”egnet til at styrke [ønsket]” om selvmord.149
Grænsen herfor synes imidlertid at være sat
lavt, når henses til, at lægen alene bekræftede offentligt tilgængelige råd, og at lægen ikke
opfordrede eller på anden vis tilskyndede til selvmordet, og at selvmorderen i øvrigt syntes
fuldstændig overbevist om at begå selvmord inden den konkrete rådføring. Dommen
understreger dog også, at det stadigvæk er straffrit at fremkomme med generelle opfordringer
eller råd til selvmord, som f.eks. den generelle vejledning, ”som lovligt var offentliggjort på
Læger for Aktiv Dødshjælps hjemmeside”, som lægen i Lings-sagen havde forfattet.150
I den
senere klagesag ved EMD afgjorde domstolen bl.a. af samme grund, at der ikke var tale om et
brud på ytringsfriheden efter EMRK art. 10.151
For så vidt angår tidspunktet for medvirken til selvmord, synes det mest rigtigt – og i
overensstemmelse med retspraksis -, at antage, at det ”begrebsmæssigt [må] forudsættes, at
selvmorderen foretager den dræbende handling”, hvorfor medvirken til selvmord alene kan
ydes ”inden eller samtidig med et selvmordsforsøg”.152
Dette tidselement er i modsat retning
relevant for vurderingen af, om der foreligger den fornødne adækvans.153
Såfremt selvmordsforsøget mislykkes, vil lægen kunne straffes for forsøg på overtrædelse af
straffelovens § 240.154
Oprindelig var dette ikke muligt, men efter lovændringen i 2004, er
normal- og sidestrafferammen slået sammen i én, hvorfor den ændrede strafferamme ”giver
mulighed for at straffe for forsøg” uanset motiv.155
Der var ikke med lovændringen tilsigtet
nogen ”ændring i det hidtidige strafbare område eller udmålingsniveau”156
, hvorfor uegennyttig
149
Jf. Lings-dommen, s. 9 f.
150
Jf. Lings-dommen, s. 10. Se også KBET nr. 1462/2005, s. 11 f. og Komm. Strfl. (2022), s. 491.
151
Jf. EMD, Lings v. Denmark, dom af 12. april 2022, nr. 15136/20, §§ 40 ff. og 61 f.
152
Jf. Blume (1980), s. 136 f.; Vestre Landsrets dom af 25. februar 1955, gengivet i U 1955.551 V og Helge Hoff,
Medvirken til selvmord, Ugeskrift for Retsvæsen B, s. 148 ff.
153
Jf. Blume (1980), s. 137 og Torp (1905), s. 11 f.
154
Jf. Højesterets dom i Lings-sagen, s. 10 og Komm Strfl. (2022), s. 491.
155
Jf. Højesterets dom i Lings-sagen, s. 10 og Komm Strfl. (2022), s. 491.
156
Jf. FT 2003-04, tillæg A, s. 3334.
33 af 160
medvirken fortsat kun straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, mens alene egennyttig
medvirken straffes med fængsel indtil 3 år.157
3.1.3. Lægens retsstilling
En læges middel- eller umiddelbare dødshjælp vil altså som udgangspunkt være omfattet af
straffelovens §§ 239 eller 240, som gennemgået ovenfor. Spørgsmålet er, om der alligevel
findes ulovfæstede eller lovfæstede straffrihedsgrunde, der medfører, at lægelig dødshjælp ikke
strafforfølges, selvom det ”objektivt set er omfattet af [straffebestemmelsernes] ordlyd.”158
Materiel atypicitet
Det har tidligere været meget omdiskuteret, om visse former for lægelig dødshjælp var ”så
atypisk[e] i forhold til det, der kan antages at være tilsigtet omfattet af drabsbestemmelserne”,
at omtalte handlinger faldt helt uden for lovens anvendelsesområde.159
Som bemærket i afsnit 2.3 blev dette spørgsmål oprindelig besvaret benægtende af
lægelovskommissionen. Ikke desto mindre førte udviklingen i administrativ praksis og senere
forskrifter alligevel til straffrihed som følge af gerningens atypicitet for visse
behandlingssituationer, navnlig palliativ sedering og behandlingsophør.160
Disse former for
lægelig dødshjælp blev sidenhen lovliggjort med henvisning til nævnte praksis og reguleres nu
i sundhedsloven.161
Som Gam observerede, så ”går udviklingen på dette punkt [fortsat] i retning
af et stadig mere liberalt syn”, hvilket bl.a. reflekteres i skiftende sundhedsministres
anakronistiske definitioner af ulovlig dødshjælp.162
157
Jf. Lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af straffeloven og retsplejeloven og bemærkningerne hertil i FT
2003-04, tillæg A, s. 3334, jf. KBET nr. 1462 af 2005, s. 11 f.
158
Jf. Christensen, Malene Bechmann, Det strafferetlige samtykke, Jurist- og Økonomforbundets Forlag (2008),
s. 46.
159
Jf. KBET nr. 1184 af 1989, s. 21 f.
160
Jf. KBET nr. 1184 af 1989, s. 19 ff., 27 ff., 54 ff. og 115 f.; Sundhedsstyrelsens pressemeddelelser af
henholdsvis 2. september 1974, 18. august 1986 og 20. august 1986, jf. KBET nr. 1184 af 1989, s. 164 f.; Blume
(1980), s. 96 ff.; Gam (1980), s. 28 ff.; Greve (1974), s. 383 ff. og 388; Hurwitz (1970), s. 233; Hoff (1956), s.
98.
161
Jf. gennemgangen heraf i afsnit 3.2.
162
Jf. Gam (1980), s. 29 f. For sundhedsministrene, se f.eks. FT 1991-92, tillæg A, s. 2694; FT 1997-98, tillæg B,
s. 275 og Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17, SUU alm. del endeligt svar på spørgsmål 702. Se i samme retning
Holst og Adolphsen (2017), s. 222 f.
34 af 160
Når henses til kommissionsbetænkningens konklusion, fraværet af særlige straffrihedsregler
for læger i straffeloven og at ovennævnte atypiske tilfælde er blevet selvstændigt lovliggjort,
må det straffri område for lægelig dødshjælp begrundet i materiel atypicitet anses for
udtømmende fastlagt i nævnte lovgivning, der gennemgås i afsnit 3.2 nedenfor.163
Samtykke
Det er dog værd at overveje, om der uden for disse tilfælde af lovlig dødshjælp, er adgang til
straffrihed ud fra samtykkebetragtninger.
Som det fremgår af afsnit 2.2, så er det et tilbagevendende spørgsmål, om et samtykke ”under
visse omstændigheder [kan] gøre handlingen straffri.”164
Eftersom straffelovens § 239 netop
forudsætter, at der foreligger en begæring, der må betragtes som et ”kvalificeret samtykke” er
det udtrykkeligt afgjort, at et samtykke ”kun [bevirker] at en lavere strafferamme finder
anvendelse.”165
Denne konklusion når Christensen tillige for straffelovens § 240, som ifølge forfatteren
udtrykker ”[s]amme udgangspunkt” om at samtykke ikke diskulperer, fordi ”livet [også her] er
beskyttelsesinteressen”.166
Det er dog ikke klart, at det virkelig er den samme beskyttelsesinteresse, eftersom selvmord i
sig selv ikke er strafbart. Det fremgår ej heller af forarbejderne til hverken § 240 eller den
tidligere bestemmelse i straffeloven af 1866, at dette virkelig er beskyttelsesinteressen, idet
alternative begrundelser imidlertid udebliver.167
På denne baggrund konkluderer Blume, at
begrundelsen rettelig er ”en social og etisk modvilje over for selvmord”, hvilket også synes
forudsat af Vestergaard.168
Netop fordi bestemmelsen ikke synes at værne selvmorderens egne
163
Jf. i same retning Vestergaard (2000), s. 177 f. og 182.
164
Jf. Waaben (1987), s. 128. Der kan tillige henvises til bilaget i afsnit Fejl! Henvisningskilde ikke fundet.
”Fejl! Henvisningskilde ikke fundet.” for en bredere retshistorisk gennemgang heraf.
165
Jf. Waaben (1987), s. 131 og Christensen (2008), s. 206 ff.
166
Christensen (2008), s. 206 f. og 227 ff. Se i samme retning Krabbe (1931), s. 18.
167
Jf. afsnit 2.3.
168
Jf. Blume (1980), s. 135 og Vestergaard (2000), s. 17
35 af 160
interesser, men snarere en samfundsmæssig sædelighed, må det antages, at selvmorderen ikke
”ved sit forudgående samtykke [kan] give afkald på” beskyttelsen.169
Om end begrundelsen er en anden, synes konklusionen således at blive den samme som
Christensens: et samtykke kan ikke medføre straffrihed efter § 240. Det ville også rent praktisk
forekomme kunstigt, hvis samtykke medførte straffrihed efter en bestemmelse, der i sit
normaltilfælde vel forudsætter en begæring fra selvmorderen til lægen om hjælp.
Nødret
En anden straffrihedsgrund er straffelovens § 14 om nødret, der giver adgang til ”straffri
handlen i en nødsituation”.170
I Nederlandene afgjorde landets højesteret i 1984 i den såkaldte ”Schoonheim”-afgørelse, at
der kan være straffri adgang for læger til at udøve dødshjælp efter nødretlige betragtninger,
selvom adfærden objektivt er omfattet af strafbestemmelsen om drab på begæring.171
Nødsituationen bestod i, at lægen var fanget mellem ”modstridende pligter og interesser i den
konkrete sag”, fordi patientens ubærlige og udsigtsløse lidelse alene kunne ophøre ved
dødshjælp.172
Eftersom lægens omhyggelige afvejning heraf havde taget særligt hensyn til
”gældende lægefaglige og lægeetiske normer” og samlet set kunne ”skønnes rimeligt”, var
situationen omfattet af den nederlandske straffelovs nødretsbestemmelse.173
Spørgsmålet er således, om der kan drages en analogi hertil under dansk ret. Det følger af
straffelovens § 14, at en ellers strafbar handling kan være straffri, når den ”var nødvendig til
afværgelse af truende skade på person”, og at lovovertrædelsen er ”af forholdsvis underordnet
betydning”. Der er ikke samme tradition i Danmark for at betragte lægens konflikt som en
egentlig nødsituation efter straffelovens § 14, men nødret kan også udøves af ”udenforstående
169
Jf. Waaben (1978), s. 129.
170
Jf. Waaben (1978), s. 121.
171
Jf. Nederlandske højesterets afgørelse af 27. november 1984 i sag nr. 77.091 (”Schoonheim-dommen”), trykt
i Nederlandse Jurisprudentie 1985, no. 106. Se for engelsk oversættelse John Griffiths, Alex Bood og Heleen
Weyers, Euthanasia and Law in the Netherlands, Amsterdam University Press (1998), s. 322 ff.
172
Jf. Schoonheim, afsnit 3.3 og KBET nr. 1184 af 1989, s. 69.
173
Jf. Schoonheim, afsnit 3.3 og KBET nr. 1184 af 1989, s. 69 og den nederlandske straffelovs § 40.
36 af 160
der intervenerer til fordel for” personen i nødsituationen.174
Denne nødsituation kan skyldes
”skade på legeme”, hvilket rummer en ubærlig og udsigtsløs lidelse som i Schoonheim.175
Proportionalitetskravet, om at selve nødretshandlingen skal være af ”underordnet betydning” i
forhold til denne skade på legemet, medfører imidlertid problemer. Eftersom
nødretshandlingen består i den lidende persons livsophør, er det tvivlsomt, om dette kriterium
overholdes. Som Gam anfører, vil et liv – uanset kvaliteten heraf – principielt ”være et større
gode end intet liv.”176
Waaben anfører da også generelt, at ”[a]lmindelige nødretsregler” ikke
kan føre til straffrihed efter dansk ret.177
Dertil kommer, at domstolene ”formentlig [er]
tilbageholdende med at statuere nødret” ved handlinger, som det er ”generalpræventivt vigtigt”
at hævde med regelmæssighed, hvilket må gælde med styrke for i hvert fald § 239.178
Herudover er det tillige svært at forestille sig nødvendighedskriteriet opfyldt for andre end
totallammede patienter, hvor nødretsargumentet står svagere, idet palliativ behandling kan
imødegå smertetilstande.179
Det synes således rigtigst at konkludere, at nødretsbetragtninger ikke kan gøre ulovlig lægelig
dødshjælp straffri i dansk ret.180
Såfremt nødrettens grænser alligevel overskrides ved udførelse af dødshjælp, er der i tysk teori
blevet udviklet en supplerende lære om Unzumutbarkeit, hvorefter straffriheden i stedet følger
af gerningsmandens umulige subjektive pres fra ”e[ks]traordinære omstændigheder”.181
Denne
argumentation synes mere anvendelig på tilfælde af lægens indre konflikt ved helt særlige
tilfælde af dødshjælp.
174
Jf. Waaben (1978), s. 122 og Gam (1980), s. 43.
175
Jf. Waaben (1978), s. 122.
176
Jf. Gam (1980), s. 43.
177
Jf. Waaben (1978), s. 126 f.
178
Jf. Waaben (1978), s. 124 f.
179
Jf. Waaben (1978), s. 126 f.
180
I samme retning Gam (1980), s. 42 f. og Christensen (2008), s. 222.
181
Jf. Waaben (1978), s. 127. Se også Krabbe (1947), s. 139 ff. og Stephan Hurwitz og Knud Waaben, Den danske
Kriminalret: Almindelig Del, G. E. C. Gads Forlag (1971), s. 220 ff.
37 af 160
Waaben vil ikke ”stille sig principielt afvisende” over for muligheden for ”speciel og konkret
begrundet straffrihed […] i psykologiske undtagelsessituationer”, men deres sjældenhed gør,
at han anser det for rigtigst, at sådanne situationer gribes af ”reglerne om strafnedsættelse og -
bortfald”, betinget dom eller tiltalefrafald.182
Gam anfører, at det samme gælder for ellers
ulovlig dødshjælp, hvilket i fravær af modsatte holdepunkter må antages for rigtigt.183
Tiltalepraksis
Det skal derfor undersøges, om straffriheden i stedet kan følge af retsplejelovens regler om
tiltalefrafald, når bortses fra tilfælde af manglende beviser.
En beslutning om tiltalefrafald skal i givet fald træffes med hjemmel i retsplejelovens § 722,
stk. 2, hvorfor det som udgangspunkt er statsadvokaten, der skal beslutte, om der skal ske
tiltalefrafald.184
For at tiltalefrafald kan meddeles, skal der foreligge ”særlig formildende
omstændigheder eller andre særlige forhold” og påtalen skal i øvrigt ikke være ”påkrævet af
almene hensyn.”185
En sådan formildende omstændighed vil muligvis være ønsket om at befri en meget syg person
fra uudholdelig og udsigtsløs lidelse, jf. straffelovens § 82, stk. 1, nr. 7. Dette antages også i
litteraturen og af domstolene, der har idømt straffe under mindstestraffen for drab, drab på
begæring eller hjælp til selvmord begået i medlidenhed med offeret, jf. straffelovens § 83.186
En aktindsigtsanmodning har vist, at anklagemyndigheden ikke har hverken generelle
182
Jf. Waaben (1987), s. 127 f. I samme retning Greve m.fl. (1976), s. 321 og Krabbe (1947), s. 139 ff.
183
Jf. Gam (1980), s. 37.
184
Jf. Rigsadvokatens meddelelse nr. 9184 af 1. januar 2023, Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Forelæggelse og
indberetning mv., pkt. 3.1.3. Hvis sagen angår offentligt ansatte læger, rettighedsfrakendelse eller ”grovere eller
gentagen forsømmelse eller skødesløshed” efter autorisationslovens § 75, skal spørgsmålet i stedet forelægges
Rigsadvokaten, jf. Rigsadvokatens meddelelse nr. 9084 af 25. januar 2023, Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet:
Straffesager mod sundhedspersonale, pkt. 2.2 og 3.2, jf. Rigsadvokatens meddelelse nr. 9184 af 1. januar 2023,
Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Forelæggelse og indberetning mv., pkt. 3.1.3
185
Jf. retsplejelovens § 722, stk. 2.
186
Jf. gennemgangen nedenfor. Se for litteraturen f.eks. Vestergaard (2000), s. 17 f. KBET nr. 1184 af 1989, s.
23 ff.; Hurwitz (1970), s. 233; Mogens Koktvedgaard, Lærebog i den danske strafferetspleje, København (1968),
s. 76 f.; Gam (1980), s. 37 og Blume (1980), s. 61 ff.
38 af 160
retningslinjer eller praksisoversigter over tiltalefrafald ved overtrædelse af straffelovens §§ 239
og 240.187
Rigsadvokaten har heller ikke kunnet oplyse om konkrete tilfælde af tiltalefrafald.188
Litteraturen omtaler imidlertid to sager herom, hvor der meddeltes tiltalefrafald for
overtrædelse af henholdsvis §§ 239 og 240. Den ene sag angik en ældre mands drab på
begæring af sin 72-årige hustru, ”der var delvis lammet som følge af langvarig håbløs sygdom”,
mens den anden angik to nære pårørendes hjælp til en voksen og uhelbredeligt kræftsyg
kvindes selvmord ved at have ”udrørt nogle sovetabletter, som den uhelbredeligt syge gennem
nogen tid havde gemt, i et glas vand, som den syge drak”.189
Det har antageligvis haft betydning
for tiltalefrafaldet i førstnævnte sag, at manden efterfølgende forsøgte selvmord, eftersom
denne information er medtaget i årsberetningen.190
Der er søgt aktindsigt i begge sager, men
Rigsarkivet har endnu ikke kunnet imødekomme anmodningen.191
Begge tilfælde af
tiltalefrafald angår udsigtsløs og formentlig tillige uudholdelig sygdom, som antageligvis vil
være kerneområdet lægelig dødshjælp, hvorfor tiltalefrafald ikke er udelukket.
Det er imidlertid nærliggende at antage, at tiltalerejsning er ”påkrævet af almene hensyn”, når
lignende handlinger udføres af læger. Dette er konklusionen i KBET nr. 1184 af 1989, der
anfører at det ”næppe kunne undlades” under hensyntagen til ”den tryghed, hvormed patienter
må kunne lade sig undergive lægelig behandling”.192
Denne betragtning synes dog mindre
relevant i dag, hvor der efterhånden er indrømmet et betydeligt område for straffri lægelig
dødshjælp efter sundhedsloven.193
Rigsadvokaten har tidligere udtalt, at det i en sådan straffesag er af ”afgørende betydning” for
spørgsmålet om tiltalefrafald, hvordan ”de lægelige autoriteter (retslægeråd og
187
Jf. Rigsadvokatens svar på aktindsigtsanmodning af 2. marts 2023.
188
Jf. ibid.
189
Jf. Anklagemyndighedens Årsberetning (1981), T 1146, s. 15, og Anklagemyndighedens Årsberetning (1978),
T 868, s. 22 f., der er gengivet i KBET nr. 1184 af 1989, s. 24.
190
Jf. Anklagemyndighedens Årsberetning (1981), T 1146, s. 15
191
På grund af ”efterslæb fra restriktionerne i forbindelse med Corona”, jf. brev fra Rigsarkivet af 27. januar 2023.
192
Jf. KBET nr. 1184 af 1989, s. 24.
193
Jf. afsnit 3.2 nedenfor. Se også Østre Landsrets nævningedom af 5. september 1979 i sag nr. 301/1979, hvor
en overlæge blev pure frifundet af nævningerne for et medlidenhedsdrab på en patient.
39 af 160
sundhedsstyrelse) vurderer patientens sygdomssituation” og lægens skøn.194
Eftersom dette
skøn i dag er nærmere reguleret i sundhedslovens regler om lovlig dødshjælp, må det
konkluderes, at der formentlig ikke er adgang til tiltalefrafald for lægelig dødshjælp uanset
omstændighederne, idet den straffri dødshjælp allerede er afgrænset i sundhedsloven.195
En
undtagelse hertil er muligvis, når forholdet begås i udlandet.196
Strafnedsættelse eller -bortfald
Ikke desto mindre er det klart, at sådanne tilfælde også idømmes meget milde straffe, når der
foreligger ovennævnte uegennyttige motiver, jf. straffelovens §§ 82 og 83, der giver adgang til
at fastsætte straffen ”under det normale minimum” eller helt lade den bortfalde.197
Dette fremgår da også af retspraksis herom, hvor straffen i flere sager er blevet fastsat under
mindstestraffen og i øvrigt gjort betinget, som kort skal gennemgås nedenfor.
For middelbar dødshjælp af uegennyttige bevæggrunde, så er den mildeste straf idømt i en sag
fra 1997, hvor tiltalte havde knust en 89-årigs piller, så vedkommende kunne indtage en dødelig
dosis. Det fremgår af sagens omstændigheder, at den 89-årige led af udsigtsløs og meget
smertefuld blærekræft, havde forsøgt selvmord og flere gange udtrykt et ”ønske om at dø”.198
Retten idømte en betinget straf uden straffastsættelse med vilkår om prøvetid på kun 1 år.199
I den højere ende ligger to domme fra Østre Landsret, der lyder på ubetinget hæfte i 14 dage,
men tiltaltes adfærd var i begge sager præget af større initiativrighed og ”handlingsnærhed til
194
Jf. Rigsadvokatens notat af 19. november 1976, jf. KBET nr. 1184 af 1989, s. 55
195
Jf. gennemgangen heraf i afsnit 3.2 nedenfor.
196
Der rejses tilsyneladende ikke tiltale for hverken hjælp til selvmord eller medvirken til drab på begæring, når
dette begås i udlandet, henset til den offentlige dækning af tilfælde heraf, der ikke får retslige følger, jf. f.eks. DR-
dokumentaren omtalt i afsnit Fejl! Henvisningskilde ikke fundet., jf. modsætningsvist f.eks. Orentlicher og
Sandór (red.), Decisions at the End of Life, The Oxford Handbook of Comparative Law, Oxford University Press
(2021), s. 1096.
197
Jf. Vestergaard (2000), s. 18.
198
Jf. Retten i Gentoftes dom af 20. august 1997 i sag nr. 311/1997, som gengivet i Landsforeningen for
Beskikkede Advokaters Meddelelse nr. 113 af 1997, s. 254 ff.
199
Jf. idem, s. 255.
40 af 160
selvmordet”200
og offeret var ikke i samme udsigtsløse og uudholdelige sygdomstilstand som i
ovennævnte sag fra 1997.201
Samme betragtninger, men i større grad, synes at have begrundet
den hårdest idømte straf på 60 dages ubetinget fængsel, der angik et meget aktivt bidrag.202
Ovennævnte retspraksis angår dog ikke læger, og det blev antaget herom i KBET nr. 1184, at
”den strafferetlige vurdering […] vil være skærpet som følge af det særlige pligtforhold, der
består mellem den behandlende læge og patienten.”203
Dette kan ikke opretholdes efter Højesterets dom i Lings-sagen, der netop angik middelbar
lægelig dødshjælp.204
Den omhandlede læge var ganske vist ikke selvmordernes behandlende
læge, men det talte tydeligvis ikke i almindelighed i skærpende retning, at forholdet var begået
af en læge, eftersom strafniveauet blev fastsat efter den hidtidige, ”sparsomme retspraksis”.205
Den relativt høje straf på 60 dages betinget fængsel begrunder flertallet i stedet med at hjælpen
”har haft en vis systematisk karakter”, at sagen angår tre forhold og at det sidste ”blev begået,
efter at han blev sigtet af politiet”.206
Mindretallet fandt ikke, at ”forholdene har en systematisk
karakter” og ville derfor alene idømme 30 dages betinget fængsel, eftersom det almindelige
strafniveau for én overtrædelse er ”fængsel i 10 dage”.207
På trods af at tiltalte gjorde gældende, at det burde være strafformildende, at han blot ville
”hjælpe forpinte mennesker”, tillagde Højesteret alene alderen strafformildende betydning.208
200
Jf. dommen gengivet i U 1991.48 Ø, byrettens præmisser, der tiltrædes af landsretten.
201
Jf. dommene gengivet i U 1978.868 Ø og U 1991.48 Ø. Begge sager angår venner, der overlader skarpladte
pistoler til deres uligevægtige og spirituspåvirkede venner med selvmordstanker.
202
Jf. Retten i Holstebros dom af 25. juni 2013 i sag nr. 5-891/2013. Tiltalte havde således skaffet midlet (heroin
og injektionssprøjte) og praktisk forberedt det, ved at have ”stukket kanylen i armen på [selvmorderen]”, jf.
samme s. 3.
203
Jf. KBET nr. 1184 af 1989, s. 18.
204
Jf. Højesterets dom af 23. september 2019 i sag nr. 42/2019 (”Lings-dommen”), der også er gengivet i U
2019.4267 H.
gengivet i U 2019.4267 H.
205
Jf. Lings-dommen, s. 11 f. Landsretten havde ellers lagt vægt herpå, jf. U 2019.1289 Ø.
206
Jf. Lings-dommen, s. 11.
207
Jf. Lings-dommen, s. 11 f.
208
Jf. Lings-dommen, s. 2 og 11.
41 af 160
Forklaringen herpå skyldes formentlig, at det var uklart, om alle selvmorderne reelt led
udsigtsløst og uudholdeligt, men til gengæld klart, at tiltalte ikke havde undersøgt dette nok.209
Opsummerende må det altså konstateres, at det særligt for lægelig dødshjælp efter § 240 gør
sig gældende, at den strafferetlige vurdering ikke skærpes, når forholdet begås af en læge, og
at det i almindelighed er strafformildende, hvis afdøde led udsigtsløst og uudholdeligt. På trods
af at sidstnævnte primært grundes i en utrykt byretsdom, synes det en rimelig slutning, når
henses til retspraksis i samme retning for straffelovens §§ 237 og 239, §§ 82 og 83,
anklagemyndighedens tiltalepraksis samt litteraturen.210
En lignende tendens kan udledes af retspraksis for umiddelbar dødshjælp, hvor den første
(utrykte) dom i denne retning fastsatte straffen til 3 måneders betinget fængsel for tre børns
drab på begæring af deres mor, der led af en udsigtsløs og uudholdelig ledsygdom.211
Som
Greve bemærkede herom, var straffen ”rent symbolsk”, og ”i virkeligheden i overensstemmelse
med de forkastede forslag i straffelovens forarbejder”.212
Han sluttede endelig, at der ”er ingen
grund til at tro, at [læger] vil blive behandlet anderledes”.213
Denne betragtning har støtte i endnu en utrykt dom fra 1974, hvor en sygeplejeelev blev idømt
1 års betinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 239 ved på en totallammet
poliopatients bestemte begæring at have fremkaldt bevidstløshed ved indgivelse af morfin og
herefter fjernet respiratorkanylen, hvorefter vedkommende døde.214
Det er klart, at en
sygeplejeelev ikke kan sidestilles med en læge, men deres funktion og særlige pligtforhold til
patienten gør en analogislutning forsvarlig.
209
Jf. sagsfremstillingen gengivet i U 2019.4267 H, s. 4270 ff.
210
Jf. dommene gengivet i U 1934.371 Ø; U 1935.211 Ø; en utrykt dom gengivet i Retslægerådets Årsberetning
(1949), s. 122, gennemgangen af retspraksis for § 239 umiddelbart nedenfor samt Vestergaard (2000), s. 18 og
Gam (1980), s. 37.
211
Jf. Roskilde Byrets dom af 20. december 1971 i sag nr. A 134/71, som gengivet i Greve (1974), s. 382 f.
Kvinden blev indlagt efter et selvmordsforsøg, hvorefter børnene kvalte hende, da hun ”åbenbart […] led meget”
og flere gange inden da havde fremsat bestemte begæringer om hjælp til at dø, jf. ibid.
212
Jf. Greve (1974), s. 383. Se afsnit 2.3.
213
Jf. ibid.
214
Jf. Københavns Byrets dom af 13. februar 1974 i sag nr. 44/1974 (utrykt). Dommen er kommenteret i KBET
nr. 1184 af 1989, s. 57 og Greve (1974), s. 387 f. Der er søgt om aktindsigt i dommen, men Rigsarkivet har ikke
kunnet imødekomme anmodningen på grund af lang sagsbehandlingstid.
42 af 160
Den senere (trykte) dom herom fra 1993, peger i samme retning, idet Vestre Landsret idømte
en straf på 6 måneders betinget fængsel for overtrædelse af både §§ 239 og 240, hvor afdøde
”var hjælpeløs[e] på grund af mangeårig sygdom”.215
Ovennævnte udvikling i retning af strafmildhed understøttes af to utrykte domme fra
henholdsvis 2012 og 2016, som begge blev afgjort som tilståelsessager, hvor de tiltalte blev
idømt henholdsvis 60 og 50 dages betinget fængsel.216
I den første sag fremgår det lakonisk af rettens begrundelse, at ”kriminalitetens art, faderens
sygdom og omstændighederne hvorunder kriminaliteten er forøvet” er blevet tillagt betydning,
og det fremgår af retsbogen, at afdøde var en udsigtsløst kræftsyg 84-årig.217
I den anden sag er strafudmålingen udførligt begrundet, og det fremgår heraf, at det blev tillagt
betydning i formildende retning, at den rygmarvsskadede og deraf lammede afdøde var:
- ”fysisk ude af stand til at gennemføre et selvmord”,
- ”fuldstændig afhængig af hjælp […] til alle dagliglivets forhold”,
- ”mentalt fuldstændig klar”,
- ”tilfreds med [sit hidtidige] liv”, men ikke det nuværende,
- utvetydig og vedholdende i sin begæring, som indeholdt ”udtrykkelige instrukser” og
- at dødshjælpen var værdig og uden ”smerter”.218
På ovenstående baggrund synes det også for umiddelbar dødshjælp efter § 239 at kunne
konstateres, at den strafferetlige vurdering ikke skærpes, når forholdet begås af en læge, og at
215
Jf. dommen gengivet I U 1993.437 V. To dissentierende dommere stemte for i stedet at fastsætte straffen til
hæfte i 60 dage.
216
Jf. Retten i Odenses dom af 2012 i sag nr. 6-2416/2012 og Retten i Helsingørs dom af 12. september 2016 i
sag nr. 1-2692/2016.
217
Jf. Retten i Odenses dom af 2012 i sag nr. 6-2416/2012, s. 2 og retsbogen s. 1 f. Tiltalte, der var søn til afdøde,
havde indgivet faderen en dødelig mængde udrørte morfinpiller, men blev dømt for forsøg, da hjemmeplejen
nåede at tilkalde en ambulance.
218
Jf. Retten i Helsingørs dom af 12. september 2016 i sag nr. 1-2692/2016, s. 4 f. Tiltalte, der havde været gift
med afdøde i 50 år, indgav hende sovemedicin under en hospitalsindlæggelse.
43 af 160
det tillægges betydning i formildende retning, når afdøde led udsigtsløst og uudholdeligt.219
Denne konklusion synes at have nogen styrke, selvom retspraksis i hovedsagen er utrykt, idet
de første tre domme, dog har været kommenteret i litteraturen.220
De seneste to domme er det sværere at slutte generelt fra. Der er således tale om utrykte
byretsdomme, der ikke ses at være kommenteret eller gengivet andetsteds.221
Ikke desto mindre
synes grundigheden i domstolens begrundelse i dommen fra 2016, såvel som afgørelsernes
indbyrdes overensstemmelse, tilsyneladende overensstemmelse øvrig retspraksis, tiltalepraksis
og litteraturen samt fravær af modstridende kilder at tale for, at rettens præmisser er retvisende
for gældende ret.222
3.2. Lovlig dødshjælp
Som bemærket flere gange under gennemgangen af retstilstanden for ulovlig dødshjælp i afsnit
3.1, så har der udviklet sig et stadigt større område for straffri lægelig dødshjælp, der nu er
lovligt afgrænset af sundhedsloven. Eftersom dette område udgår fra to forskellige
behandlingssituationer: palliativ sedering og behandlingsophør, vil reguleringen heraf blive
gennemgået i henholdsvis afsnit 3.2.1 og 3.2.2, mens fælles grænseflader til ulovlig dødshjælp
vil være genstand for selvstændige overvejelser i afsnit 3.2.3.
3.2.1. Palliativ sedering
Efter § 25, stk. 2 i sundhedslovens kapitel 6 kan en uafvendeligt døende patient ”modtage de
smertestillende […] midler, som er nødvendige for at lindre patientens tilstand, selv om dette
kan medføre fremskyndelse af dødstidspunktet.”223
219
Jf. modsætningsvist dommene gengivet i U 1946.1297 Ø og U 1973.159 H, hvor straffen fastsattes til 2½ års
ubetinget fængsel.
220
Jf. f.eks. Komm. Strfl. (2022), s. 488; KBET nr. 1184 af 1989, s. 16 f. og 57 og Greve (1974), s. 382 f.
221
De er heller ikke nævnt i Komm. Strfl. (2022), s. 488.
222
Jf. referencerne i note 210 ovenfor, gennemgangen af retspraksis for § 239 ovenfor, KBET nr. 1184 af 1989,
s. 15 og Komm. Strfl. (2022), s. 488.
223
Sundhedsloven § 25, stk. 2 (min kursivering).
44 af 160
”Lovlig dødshjælp”
Denne bestemmelse lovliggør således palliativ sedering (intens smertestillende behandling, der
væsentligt reducerer bevidsthedsniveauet224
) med døden til følge, når dette er nødvendigt for
”at holde patienten smertefri frem til dødstidspunktet”.225
Døden fremskyndes almindeligvis
enten indirekte, derved at ”kroppens modstandskraft […] nedbrydes” af den smertestillende
medicin226
eller direkte som en følge af, at patienten sederes i en grad, så åndedrætsfunktionen
hæmmes til ”helt ophør (apnø) af vejrtrækningen”, hvorved patienten dør af iltmangel.227
Det er derfor klart, at denne behandlingsform kvalificerer som dødshjælp efter definitionen i
afsnit 1.2.1. Ordlyden indikerer ikke, hvem der administrerer de smertestillende midler, men
det fremgår af vejledningen herom, at der i praksis er tale om en umiddelbar administration af
den smertestillende medicin.228
Der er således tale om en læges umiddelbare ”hjælp til
fremskyndelse af dødens indtræden”, der sker på den ”døendes frivillige begæring” som følge
af kravet om informeret samtykke, der gennemgås nedenfor. At der objektivt set er tale om
dødshjælp fremgår også af lovgivers fremstilling af gældende ret efter sundhedslovens § 25,
stk. 2, idet det bemærkes, at palliativ sedering af en patient, der ikke er uafvendeligt døende,
som ”fremskynd[er] dødstidspunktet eller på anden måde [medvirker] til, at patienten afgår ved
døden, vil være manddrab eller drab på begæring ([ulovlig] dødshjælp)”.229
Betingelser
Det skal derfor undersøges, hvilke betingelser der skal være opfyldt, før denne dødshjælp
betragtes som lovlig. Ifølge sundhedsloven skal der foreligge et informeret samtykke til
behandlingen og patienten skal være uafvendeligt døende, jf. sundhedslovens §§ 15, 22 og 25,
stk. 2. Herudover fastlægger § 25, stk. 2 et proportionalitetskrav, idet selve doseringen ikke må
være større end ”nødvendig[t] for at lindre patientens tilstand”.
224
Jf. begrebsdefinitionen i VEJL nr. 9387 af 2018, pkt. 3.
225
Hartlev (2022), s. 253 f.
226
Eksempler herpå er centralt virkende, dvs. virker på centralnervesystemet, medicin som morfin, metadon,
opium og petidin, jf. KBET nr. 1184 af 1989, s. 20, note 14.
227
Jf. henholdsvis Greve (1974), s. 383 og KBET nr. 1184 af 1989, s. 20.
228
Jf. VEJL nr. 9387 af 2018, pkt. 7.5.
229
Jf. FT 2017-18, tillæg A, lovforslag nr. L 99, s. 4.
45 af 160
Det nærmere indhold af de første to krav kan udledes af sundhedsloven og lovmotiverne hertil,
mens det sidstnævnte krav er et lægefagligt skøn, der må udfyldes ved fortolkning af Styrelsen
for Patientsikkerheds (”STPS”) faglige vejledning herom.230
De tre krav vil blive gennemgået
nedenfor i kronologisk rækkefølge. Den faglige vejledning stiller et yderligere krav for en
særlig form for palliativ sedering, som vil blive gennemgået til sidst.
Informeret samtykke
Enhver behandling i sundhedsvæsenet kræver hjemmel, og dette gælder derfor også for
palliativ sedering efter sundhedslovens § 25, stk. 2. Den ”grundlæggende” hjemmel hertil, er
sundhedslovens informerede samtykke, jf. sundhedslovens §§ 15, 16 og 21, som også finder
anvendelse for palliativ sedering, jf. sundhedslovens § 22.231
Det skal derfor indledningsvist fastlægges, hvilke krav sundhedsloven stiller hertil, som
uddybet i VEJL nr. 161 af 1998 og BKG nr. 359 af 2019, der i ”i vidt omfang” gengiver
lovmotiverne til førnævnte regler, og derfor har en afledt ”vigtig retskildemæssig værdi”.232
Overordnet set kan kravene til et informeret samtykke fra en habil og myndig person233
ordnes
under fire forskellige kategorier, som vil udgøre systematikken for gennemgangen nedenfor:
1) Samtykkekompetence
2) Fyldestgørende information
3) Selve samtykket
4) Lægens ansvar
230
Jf. nærmere herom nedenfor.
231
Jf. bemærkningerne til patientretstillingsloven, FT 1997-98 (2. samling), tillæg A, s. 522. Se også Hartlev
(2022), s. 202 f.
232
Jf. BKG nr. 359 af 2019 og VEJL nr. 161 af 1998, jf. Hartlev (2022), s. 41. Se også SDN, Sammenfatning af
nævnets praksis vedrørende informeret samtykke samt journalføring heraf 2000-2014, Patientombuddet (2015).
233
Der er gælder særlige regler for det informerede samtykke eller stedfortrædende samtykke fra eller for
mindreårige eller inhabile, men de vil ikke blive behandlet i nærværende afsnit, eftersom specialets fokus er den
myndige og habile borgers dødshjælp. Der kan i stedet henvises til Hartlev (2022), s. 209 ff. og 245 ff. samt
forældreansvarslovens § 2, værgemålslovens § 5 og sundhedslovens §§ 14, 17 og 18.
46 af 160
Samtykkekompetence
For det første kræver sundhedsloven således den nødvendige samtykkekompetence hos
borgeren, mere konkret at vedkommende ”kan anses for habil og [derfor] kan overskue
konsekvenserne af sin beslutning”234
.235
Sundhedsloven definerer ikke, hvornår en patient er habil. Det fremgår dog modsætningsvist
heraf, at habilitet indebærer at patienten ”kan varetage sine interesser”.236
Heri ligger, at
patienten fornuftsmæssigt kan forholde sig til og ”overskue konsekvenserne” af et samtykke til
behandlingen ”på baggrund af den givne information”.237
Hvorvidt dette er tilfældet, afgøres af den behandlingsansvarlige læge i den konkrete
behandlingssituation, jf. sundhedslovens § 21. En patient der umiddelbart forekommer inhabil,
fordi vedkommende f.eks. er let dement, kan således konkret vurderes habil.238
Omvendt kan
en almindeligvis habil patient ”kognitive funktion” særligt ved stillingtagen til palliativ
sedering ”være påvirket af stærk medicinering”.239
Fyldestgørende information
Foruden samtykkekompetence, så kræver et retsgyldigt informeret samtykke, at dette er givet
”på grundlag af fyldestgørende information”240
fra lægen til patienten.241
Sundhedsloven
fordrer altså et kvalificeret242
samtykke.
234
Jf. Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17, SUU alm. del bilag 221, Sundheds- og ældreministeriets notat om
palliativ sedering, fravalg af behandling m.v., s. 2. Se også Hartlev (2022), s. 209 ff.
235
Som uddybet i BKG nr. 359 af 2019, kapitel 1 og VEJL nr. 161 af 1998. pkt. 2. Se også de specielle
bemærkninger til forslag til lov om patienters retsstilling, FT 1997-98, tillæg A, s. 527 f. og SDN (2015), s. 71.
236
Jf. sundhedslovens § 14, modsætningsvist.
237
Jf. VEJL nr. 161 af 1998, pkt. 2. Se også de specielle bemærkninger til forslag til lov om patienters retsstilling,
FT 1997-98, tillæg A, s. 527 f.; BKG nr. 359 af 2019, kapitel 1 og SDN (2015), s. 71.
238
Jf. f.eks. SDN-afgørelse fra 2015 (sagsnr.: 150316), hvor en 79-årig ”ganske let dement” patient overfor lægen
”virkede ret fornuftig, og […] kunne gennemføre en samtale [… og] forstå, at [vedkommende] havde brækket
benet, og at det var nødvendigt med en operation.”
239
Jf. VEJL nr. 9387 af 2018, pkt. 4.1.
240
Jf. sundhedslovens § 15, stk. 3 (min kursivering).
241
jf. sundhedslovens § 15, stk. 3, jf. § 16, jf. § 21.
242
Hartlev (2022), s. 221.
47 af 160
”Fyldestgørende information”243
udgør alle ”relevante oplysninger om helbred, sygdom, […]
forebyggelses- og behandlingsmuligheder, prognoser, risici, bivirkninger, komplikationer […
og] mulighed for pleje”244
.245
Dette gælder også andre alternative, men ”fagligt ligeværdige
behandlingsmuligheder”246
, samt muligheden for at fravælge behandling og konsekvenserne
heraf, jf. sundhedslovens § 16, stk. 4.247
Det indskærpes endvidere i sundhedslovens § 16, stk.
5, at lægen ”særligt [skal] oplyse” om forhold af betydning for samtykket, som patienten
formodes ”at være uvidende om”.
Lægen skal give informationen ”på en hensynsfuld måde”, der tager hensyn til borgerens
”individuelle forudsætninger” som f.eks. ”alder, modenhed, erfaring”, men ifølge vejledningen
også ”uddannelsesmæssige baggrund, sociale situation og udtrykte ønsker”.248
Det indebærer
ifølge lovmotiverne bl.a., at lægen ”er særligt forpligtet til […] tage vare om patienter, der ikke
er vant til at kræve deres ret over for myndigheder og sundhedspersoner.”249
I samme retning
fremgår det af VEJL nr. 161 af 1998, at informationskravene er ”minimumskrav”, der kan være
nødvendige at supplere efter den ”enkelte patients særlige situation”250
, og at det givne
informationsgrundlag i øvrigt altid hviler på ”den gældende, gode faglige norm på området”251
,
jf. autorisationslovens § 17. En sådan særlig situation kan foruden patientens individuelle
forudsætninger være indgrebets alvor. Sundhedslovens fastslår således udtrykkeligt, at
informationen i for sidstnævnte tilfælde ”skal være mere omfattende”.252
Det kan derfor mere
generelt udtrykkes således, at informationsgrundlaget altid bør være proportionalt med
indgrebets alvor og omvendt proportionalt med borgerens individuelle forudsætninger. STPS
243
Jf. sundhedslovens § 15, stk. 3.
244
Jf. VEJL nr. 161 af 1998, pkt. 3.2.
245
Jf. sundhedslovens § 15, stk. 3, VEJL nr. 9387 af 2018, pkt. 4.1. og VEJL nr. 161 af 1998, pkt. 3.2.
246
Jf. f.eks. SDN 21DNM125 eller PKN 0551819, hvoraf sidstnævnte kritiserede, at ”der ikke var informeret
tilstrækkeligt om en særligt avanceret behandlingsmetode, som [kun] blev udført enkelte steder i landet”, som
refereret i Hartlev (2022), s. 225.
247
Jf. VEJL nr. 161 af 1998, pkt. 3.2.
248
Jf. sundhedslovens § 16, stk. 3, VEJL nr. 9387 af 2018, pkt. 4.1. og VEJL nr. 161 af 1998, pkt. 3.6.
249
Jf. FT 1997-98, tillæg A, s. 525.
250
Jf. VEJL nr. 161 af 1998, pkt. 3.2.
251
Jf. VEJL nr. 161 af 1998, pkt. 3.2.
252
Jf. sundhedslovens § 16, stk. 4, 3. pkt.
48 af 160
anbefaler f.eks., at lægen anmoder om patientens samtykke til at også de nærmeste pårørende
”udførligt informeres og høres i beslutningsprocessen” for at sikre ”et godt og trygt forløb.”253
Rent praktisk skal informationen gives mundtligt, men ”suppleres med skriftligt
informationsmateriale” ved større indgreb, der formentlig omfatter lovlig dødshjælp.254
STPS
har således udfærdiget pjecer om behandlingsophør såvel som palliativ sedering.255
Derudover
sikrer BKG nr. 359 af 2019 også, at patienten får en vis betænkningstid, idet det fremgår heraf,
at der skal være ”tid til spørgsmål og fornøden overvejelse” efter informationen er modtaget.256
Selve samtykket
Foruden forudsætningen om samtykkekompetence og et fyldestgørende informationsgrundlag,
så gælder der visse krav til selve samtykket, herunder dets frivillighed, indhold og form.257
Kravet om frivillighed indebærer, at et samtykke afgivet ”under pres, tvang eller svig” ikke er
gyldigt.258
Dette krav har tillige nær forbindelse til kravet om fyldestgørende information,
eftersom både lægens tilbageholdelse af ”væsentlige oplysninger” eller faglige, utilbørlige
”overtalelser” rejser tvivl om samtykkets frivillighed og samtykkets retsgyldighed.259
Denne
utilbørlige påvirkning kan imidlertid også oprinde hos andre, f.eks. borgerens pårørende,
hvilket har samme konsekvens.260
Kravet til indholdet er, at samtykket skal angå en ”konkret behandling i forbindelse med den
aktuelle sygdomssituation”261
. Samtykket skal således konkretiseres, hvorfor det skal være
253
Jf. VEJL nr. 9387 af 2018, pkt. 4.1.
254
Jf. BKG nr. 359 af 2019, § 5, stk. 1 og VEJL nr. 161 af 1998, pkt. 3.6.
255
Jf. STPS, Fravalg af behandling i den sidste tid: En god afslutning på livet, tilgængelig her:
https://stps.dk/da/ansvar-og-retningslinjer/patienters-retsstilling/en-god-afslutning-paa-livet/fravalg-af-
behandling-i-den-sidste-tid/ (tilgået 28. marts 2023). STPS, Lindring i den sidste tid: En god afslutning på livet,
tilgængelig her: https://stps.dk/da/ansvar-og-retningslinjer/patienters-retsstilling/en-god-afslutning-paa-
livet/lindring-i-den-sidste-tid/ (tilgået 28. marts 2023)
256
Jf. BKG nr. 359 af 2019, § 5, stk. 2.
257
Jf. fremstillingssystematikken i VEJL nr. 161 af 1998.
258
Jf. § 2, stk. 1, i BKG nr. 359 af 2019, jf. VEJL nr. 161 af 1998, pkt. 2.2.
259
Jf. VEJL nr. 161 af 1998, pkt. 2.2.
260
Jf. til eksempel Hartlev (2022), s. 237.
261
Jf. BKG nr. 359 af 2019, § 3, stk. 1.
49 af 160
”klart og utvetydigt”, hvad samtykket angår, f.eks. i forhold til måde eller formål.262
Men det
skal også være aktuelt, hvori ligger, at det skal afgives til en umiddelbart forestående
behandling.263
Fremtidige »forudsigelige«264
eventualiteter og ”mulige komplikationer”, vil
dog være omfattet af samtykket, forudsat at informationskravet er opfyldt.265
Sammenfattende
kan det udtrykkes således, at der ikke må være tvivl om samtykkets rækkevidde.266
Kravene til samtykkets form følger af sundhedslovens § 15, stk. 4, hvoraf det fremgår, at et
informeret samtykke ”kan være [både] skriftligt, mundtligt eller efter omstændighederne
stiltiende.”267
Et stiltiende samtykke er dog ikke muligt for ”større indgreb”, eller hvis lægen
formoder, ”at der kan blive rejst tvivl om samtykkets afgivelse og omfang”.268
Af samme grund
må det antages, at lægen bør anmode om et skriftligt samtykke, når patienten begærer
behandlingsophør eller samtykker i palliativ sedering. Det afgørende er imidlertid blot, at
samtykket er udtrykkeligt, hvormed vejledningen forstås, at borgeren ”bevidst og konkret giver
udtryk for, at [vedkommende] er indforstået med den påtænkte behandling”.269
Lægens ansvar
Det er den behandlingsansvarlige læge, der er forpligtet til og ansvarlig270
for, at der indhentes
et retsgyldigt informeret samtykke, jf. sundhedslovens § 21, nr. 1 og 4, der lever op til kravene
gennemgået ovenfor. Dette skal også fremgå af journalen.271
262
Jf. VEJL nr. 161 af 1998, pkt. 2.3.
263
Jf. VEJL nr. 161 af 1998, pkt. 2.3 og FT 2017-18, tillæg A, lovforslag nr. L99, s. 14.
264
Jf. herom f.eks. FT 2017-18, tillæg A, lovforslag nr. L99, s. 14 og Hartlev (2022), s. 249 f. i relation til afvisning
og afbrydelse af behandling.
265
Jf. VEJL nr. 161 af 1998, pkt. 2.3 og FT 2017-18, tillæg A, lovforslag nr. L99, s. 14.
266
Jf. VEJL nr. 161 af 1998, pkt. 2.3 og Hartlev (2022), s. 236.
267
Min kursivering.
268
Jf. BKG nr. 359 af 2019, § 2, stk. 6 og VEJL nr. 161 af 1998, pkt. 2.4. Se også bemærkningerne til
patientretstillingsloven i FT 1997-98, tillæg A, s. 525, hvori ”skriftligt samtykke forudsættes anvendt i forbindelse
med alvorlige indgreb med risiko for omfattende komplikationer og bivirkninger etc.”.
269
Jf. BKG nr. 359 af 2019, § 2, stk. 2 og 4 samt VEJL nr. 161 af 1998, pkt. 2.4. Se også bemærkningerne til
patientretstillingsloven i FT 1997-98, tillæg A, s. 524.
270
Lægen kan f.eks. efter ”almindelige regler” delegere informationspligten til en medhjælper, når blot
delegationen er forsvarlig, jf. Hartlev (2022), s. 224, autorisationslovens § 17 og VEJL nr. 161 af 1998, pkt. 3.8.
271
Jf. autorisationslovens § 21 og BKG nr. 1225 af 2021 §§ 17 og 18.
50 af 160
Det er tillige muligt at efterprøve, om der er givet fyldestgørende information og samtykket til
behandlingen, eftersom det skal ”fremgå af patientjournalen, hvilken mundtlig og eventuel
skriftlig information, der er givet” samt hvorvidt og hvordan, der er samtykket. 272
Selv når lægen har indhentet et retsgyldigt informeret samtykke, er det dog værd at understrege,
at borgeren ”på ethvert tidspunkt” kan tilbagekalde samme, jf. sundhedslovens § 15, stk. 2.273
I øvrigt må det erindres, at sundhedspersonen i udøvelsen af al sin virksomhed er ”forpligtet til
at udvise omhu og samvittighedsfuldhed”, jf. autorisationslovens § 17, hvilket f.eks. supplerer
de omfattende krav til ”fyldestgørende information” efter sundhedslovens § 15, stk. 3.
Uafvendeligt døende
Når der foreligger et retsgyldigt informeret samtykke efter ovenstående krav, og den
behandlingsansvarlige læge har kontrolleret dette, så kan patienten som udgangspunkt lovligt
modtage palliativ sedering med døden til følge. Dette kræver dog, at patienten tillige er
uafvendeligt døende.
Sundhedsloven definerer ikke dette begreb, men det følger af forarbejderne og to vejledninger
fra STPS, at ”uafvendeligt døende” karakteriserer en tilstand, hvor ”døden efter et lægeligt
skøn med stor sandsynlighed forventes at indtræde inden for dage til uger, trods anvendelse af
[tilgængelige] behandlingsmuligheder”.274
Nødvendighedskravet
Herudover er det endelig et krav, at patienten ikke sederes mere end ”nødvendig[t] for at lindre”
vedkommendes tilstand. Dette krav om nødvendighed har sin oprindelse i Sundhedsstyrelsens
pressemeddelelse af 1974, hvis indhold blev foreslået lovsat af mindretallet i KBET nr. 1184
272
Jf. § 17, stk. 1 i BKG nr. 1225 af 2021 om journalføring og bemærkningerne til patientretstillingsloven i FT
1997-98, tillæg A, s. 524.
273
Jf. også BKG nr. 359 af 2019, § 3, stk. 3.
274
Jf. Jf. FT 2017-18, tillæg A, lovforslag nr. L 99, s. 4 og FT 1997-98, tillæg A, s. 535 og tillæg B, s. 275
modsætningsvist samt VEJL nr. 9934 og 9935 af 2019, henholdsvis pkt. 6, litra e og pkt. 9 litra e.
51 af 160
af 1989 og derfor inkorporeret i lægeloven, hvis bestemmelse herom nu fremgår i væsentligt
uforandret form af sundhedslovens § 25, stk. 2.275
Herfra er det klart, at der altid har været tale om et lægefagligt skøn, hvis overensstemmelse
beror på, om doseringen ”skønnes lægeligt påkrævet”.276
Fortolkningsstøtte hertil må derfor
søges i STPS’s faglige vejledning om ”medikamental palliation”.277
Heraf fremgår det, at
”[f]ølgende kriterier skal være opfyldt, før palliativ sedering kan finde sted”278
:
 patienten skal være ”svært lidende på grund af fysiske eller psykiske symptomer”, som
ikke kan afhjælpes ”på anden måde”,
 at den ”tværfaglige ekspertise” har anset ”alle andre palliative behandlingsmuligheder
for udtømte”,
 at der er ”tilknyttet [eller adgang til] tilstrækkelig lægefaglig ekspertise, eksempelvis
fra palliativt team” og
 at patienten ”overvåges med kontrol af bevidsthedsniveauet, frie luftveje og effekt af
behandlingen.”279
Det er klart, at en vejledning fra STPS ikke har samme fortolkningsmæssige retskildeværdi
som lovmotiverne, men eftersom sidstnævnte blot nævner, at bestemmelsen reflekterer en
”retstilstand”, der støttes på ”udtalelser fra sundhedsmyndighederne, anklagemyndighedens
tiltalepraksis samt den juridiske og lægefaglige litteratur”, må de antages at have stor betydning
for fortolkning af bestemmelsen.280
Spørgsmålet om vejledningens retskildeværdi har været forelagt sundhedsministeren, hvoraf
det fremgår, at vejledningen som udgangspunkt er ”bindende” for lægen i forhold til en
vurdering om overholdelse af pligten til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed efter
275
Jf. Sundhedsstyrelsens pressemeddelelse af 2. september 1974, jfr. Sundhedsstyrelsens Årsberetning (1979),
s. 9ff., jf. KBET nr. 1184 af 1989, s. 21 og 114 ff., jf. FT 1991-92, tillæg A, sp. 2687 f., FT 1991-92, tillæg B, sp.
1191 ff. og FT 1991-92, tillæg C, sp. 889 f., jf. FT 1997-98, tillæg A, s. 535, jf. FT 2004-05, tillæg A, s. 3207.
276
Jf. KBET nr. 1184 af 1989, s. 21.
277
VEJL nr. 9387 af 2018 om medikamental palliation.
278
Jf. VEJL nr. 9387 af 2018, pkt. 7.5.1.
279
Jf. VEJL nr. 9387 af 2018, pkt. 7.5.1 og 7.5.2.
280
Jf. afsnit 3.1.3 ovenfor samt Rigsadvokatens notat af 19. november 1976, jf. KBET nr. 1184 af 1989, s. 55
52 af 160
autorisationslovens § 17.281
Eftersom der er tale om en ”retlig standard”, kan det være
”velbegrundet i den konkrete situation” at lægen afviger fra ovennævnte vejledning, men det
kræver ifølge sundhedsministeren og STPS ”helt særlige omstændigheder”.282
Det fremgår dog
også af sundhedsministerens svar, at det vil ”bero på en konkret vurdering”, om vejledningen
vil have samme retskildeværdi i en ”potentiel straffesag”, der afgøres efter straffelovens
bestemmelser.283
En sådan straffesag vil formentlig kun være relevant, hvis forholdet er af en sådan grovhed, at
STPS vurderer, at der foreligger ”grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed” eller
simpelthen drab på begæring.284
Spørgsmålet om grænsedragningen mellem lovlig og ulovlig
dødshjælp behandles nedenfor i afsnit 3.2.3. Ved sådan en straffesag, vil Retslægerådets
vurdering tillige kunne få betydning, men der er ingen grund til at antage, at rådet ikke vil støtte
sig til den faglige vejledning.285
Kontinuerlig eller periodisk sedering
Som det fremgår af ovennævnte, så sondrer sundhedsloven ikke mellem forskellige former for
palliativ sedering. Dette sker imidlertid i praksis, og foreskrives af den faglige vejledning.
Hvor periodisk palliativ sedering indebærer, at ”patienten forsøges vækket igen” for at ”afklare,
om der fortsat er behov for sedering”, så indebærer kontinuerlig palliativ sedering ifølge
vejledningen, at patienten sederes uden opvågning ”indtil dødens indtræden.”286
Begge former for palliativ sedering kræver, at ovenfor beskrevne krav er opfyldt. STPS har
imidlertid tilføjet et ekstra kriterium for kontinuerlig palliativ sedering, der således alene kan
281
Jf. Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17, SUU alm. del endeligt svar på spørgsmål 699.
282
Jf. ibid og Hartlev (2022), s. 41.
283
Jf. Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17, SUU alm. del endeligt svar på spørgsmål 699.
284
Jf. autorisationslovens § 75 og Hartlev (2022), s. 164 f.
285
Jf. lov nr. 60 af 1961 om retslægerådet § 1. Retslægerådets eneste udtalelse herom, der har kunnet lokaliseres,
vidner om en ganske lempelig vurdering af lægeskønnets grænser, men den er over hundrede år gammel, og har
derfor alene retshistorisk interesse, jf. Retslægerådets udtalelse nr. 713/1917, gengivet i KBET angaaende Lægers
Retsstilling (1931), s. 122.
286
Jf. VEJL nr. 9387 af 2018, pkt. 7.5.2. Dette bekræftes af sundhedsministeren, jf. Sundheds- og Ældreudvalget
2016-17, SUU alm. del endeligt svar på spørgsmål 697.
53 af 160
anvendes, når ”døden med stor sikkerhed forventes inden for kort tid (dvs. timer til få døgn)”.287
Denne retstilstand er antageligvis tiltrådt af sundhedsministeren.288
3.2.2. Behandlingsophør
Reglerne om behandlingsophør fremgår ikke udtrykkeligt af en lovregel, som det gælder for
palliativ sedering, men følger i stedet af det informerede samtykke, jf. sundhedslovens § 15.
Vedtagelsen af sundhedslovens ændringsforslag om ”[ø]get selvbestemmelse for patienter i
forhold til fravalg af behandling”, slog således udtrykkeligt fast, at habile patienter, ”uanset om
de er uafvendeligt døende eller [ej]”, har ret til at afvise eller afbryde enhver behandling.289
”Lovlig dødshjælp”
Eftersom en myndig og habil patient kan begære enhver behandling afbrudt eller afvist med
døden til umiddelbar følge, er der som udgangspunkt tale om dødshjælp efter definitionen i
afsnit 1.2.1.290
Det er dog mindre åbenbart, at det er lægen, der fremskynder dødens indtræden
og ikke patienten selv.
I en lang række tilfælde vil det imidlertid være tydeligt, at der er tale om umiddelbar lægelig
dødshjælp, hvilket eksempelvis illustreres af den tidligere nævnte dom fra 1974 i afsnit 3.1.3.291
Det selvsamme handlingsforløb ville i dag være ”lovlig dødshjælp” efter sundhedslovens regler
om behandlingsophør, hvilket også fremgår af Aarhus Universitetshospitals
patientvejledning.292
Det kan således anføres, at sundhedsloven reelt lovsætter en form for
umiddelbar dødshjælp.
287
Jf. VEJL nr. 9387 af 2018, pkt. 7.5.2.
288
Jf. Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17, SUU alm. del endeligt svar på spørgsmål 697.
289
Jf. FT 2017-18, tillæg A, lovforslag nr. L99, s. 8 og 13 f. Se også sundhedsministerens udtalelse under 1.
behandlingen af lovforslaget, FT 2017-18, forhandlinger, 24. november 2017, s. 11
290
Jf. afsnit 1.2.1.
291
Jf. Københavns Byrets dom af 13. februar 1974 i sag nr. 44/1974 (utrykt). Dommen er kommenteret i KBET
nr. 1184 af 1989, s. 57 og Greve (1974), s. 387 f.
292
Jf. https://www.auh.dk/afdelinger/intensiv/respirationscenter-vest/als/valg-du-skal-traffe/afslutning-af-
behandlingen/afslutning-af-behandling-med-respirator/ (tilgået den 25. februar 2023).
54 af 160
Betingelser
Det skal derfor undersøges, hvilke betingelser der skal være opfyldt, før denne dødshjælp
betragtes som lovlig. Som udgangspunkt kræves ingen betingelser opfyldt, eftersom det
fremgår af sundhedslovens § 15, stk. 1, at ”[i]ngen behandling” må ”indledes eller fortsættes
uden patientens informerede samtykke” og af samme bestemmelses 2. stk., at dette samtykke
”på ethvert tidspunkt [kan] tilbagekaldes” ved at oplyse lægen herom.293
Der kan imidlertid udledes enkelte yderligere betingelser hertil fra lovmotiverne til ovennævnte
lovændring såvel som fra STPS’s vejledninger om henholdsvis ”fravalg af
genoplivningsforsøg” og ”fravalg og afbrydelse af livsforlængende behandling”.294
Herfra kan
udledes, at der gælder følgende yderligere betingelser, før lægen kan imødekomme en
begæring herom:
a) Lægen skal sikre ”[vurdere] patientens habilitet”,
b) Lægen skal ”sikr[e] sig, at patienten har fået relevant information”;
c) Lægen skal ”afklare, at ønsket ikke skyldes forhold, som kan afhjælpes”;
d) Patientens begæring herom ”skal være aktuel” og
e) Patienten skal ”fasthold[e …] sin beslutning”.295
Hvad angår a), så fremgår det af lovmotiverne, at lægen skal ”sikre, at patienten har forstået og
kan overskue konsekvenserne af sin anmodning”, altså være konkret habil.296
Det forudsættes
sammesteds, at lægen som led i denne vurdering ”indgående spørger til baggrunden for
patientens ønske.”297
Herudover bemærkes det, at det ”efter omstændighederne” kan være
relevant også at ”inddrage andre sundhedspersoner”, ”inddrage patientens pårørende”, ”give
patienten betænkningstid” eller ”andre tiltag”, som kan være med til at sikre, at patienten
konkret er habil.298
Der synes således at skulle foretages en lignende om end skærpet
293
Jf. VEJL nr. 9935 af 2019, pkt. 3.1.
294
Jf. VEJL nr. 9934 af 2019 og VEJL nr. 9935 af 2019.
295
Jf. FT 2017-18, tillæg A, lovforslag nr. L 99, s. 9 og 14; VEJL nr. 9934 af 2019, s. 4 f. (”undtagelse 4”) og
VEJL nr. 9935 af 2019, pkt. 3.1 og 4.1.
296
Jf. FT 2017-18, tillæg A, lovforslag nr. L99, s. 14.
297
Jf. ibid.
298
Jf. ibid.
55 af 160
habilitetsvurdering som den, der kræves for et gyldigt informeret samtykke, som gennemgået
i afsnit 3.2.1 ovenfor. Vejledningerne er mindre detaljerede omkring habilitetsvurderingen.299
Hvad angår b), så fremgår det alene af lovmotiverne, at det skal sikres, at patienten har fået
information om ”sin tilstand og konsekvenserne ved en afbrydelse af behandlingen.”300
Det
fremgår af udvalgsbetænkningen, at høringsparter har foreslået Sundheds- og Ældreudvalget
(”SÆU”), at der ”sikres en fyldestgørende information” til patienten, hvilket SÆE vurderer, er
imødekommet tilfredsstillende med ovennævnte information.301
Hvad angår c), så fremgår dette krav hverken af lovmotiverne eller udvalgsbetænkningen, men
alene af de to vejledninger fra STPS. Det er uklart, hvordan rækkevidden for ”forhold, som kan
afhjælpes” fastlægges, f.eks. om det alene omfatter medicinske forhold som depression,
helbredelige bivirkninger eller mulighed for smertelindring, eller om også mere private forhold
som gæld, familieproblemer eller ensomhed omfattes. Vejledningerne vejleder ikke herom.302
Kravet har muligvis støtte i enkelte folketingsmedlemmers bekymringer, som fremsat under
lovforslagets 1. behandling, hvoraf kan udledes, at der dels er tale om ”forbigående tilstand” af
depression og dels ”livsvilkår, som sagtens kan ændres”, hvilket bl.a. omfatter ”systemsvigt”
eller følelsen af at være ”til besvær”.303
Lovmotiverne og udvalgsbetænkningens tavshed
herom beklikker imidlertid forhandlingsudtalelsernes retskildeværdi betragteligt.
Hvad angår d), så fremgår det af lovmotiverne, at begæringen om behandlingsophør ”skal være
aktuel”, hvilket indebærer, at begæringen skal angå ”en [igangværende] eller nært forestående
behandling” og fremsættes ”i et aktuelt behandlingsforløb” eller vedrørende ”en aktuel
sygdomssituation.”304
Ligesom for det informerede samtykke, jf. afsnit 3.2.1, så forudsættes
det dog, at ”[a]ktualitetskravet” ikke hindrer, at begæringen angår en fremtidig, men
”forudsigelig situation” i det aktuelle sygdomsforløb.305
Det er dog også klart, at enhver
tidligere udtalelse eller forhåndenværende forhåndsdirektiv om behandlingsophør uanset hvor
299
Jf. VEJL nr. 9934 af 2019, s. 4 f. (”undtagelse 4”) og VEJL nr. 9935 af 2019, pkt. 3.1 og 4.1.
300
Jf. FT 2017-18, tillæg A, lovforslag nr. L 99, s. 14.
301
Jf. FT 2017-18, tillæg B, lovforslag nr. L 99, betænkning, s. 2.
302
Jf. VEJL nr. 9934 af 2019, s. 4 f. (”undtagelse 4”) og VEJL nr. 9935 af 2019, pkt. 3.1 og 4.1.
303
Jf. FT 2017-18, forhandlinger, 23. møde, 24. november 2017, s. 9 og 10.
304
Jf. FT 2017-18, tillæg A, lovforslag nr. L 99, s. 14.
305
Jf. FT 2017-18, tillæg A, lovforslag nr. L 99, s. 14.
56 af 160
absolut ikke kan tillægges betydning, når sygdomssituationen ændrer karakter, som det blev
understreget i Højesterets dom gengivet i U 2022.1423 H, på s. 1450. Behandlingstestamenter
udgør naturligvis en undtagelse hertil.
Hvad endelig angår e), så synes lovmotiverne blot at indikere, at patienten skal fastholde
beslutningen efter habilitetsvurderingen og modtagelsen af den relevante information, idet
kravet ikke uddybes nærmere i de specielle bemærkninger.306
Det er således strengt taget ikke
et selvstændigt krav, men det er alligevel inkluderet som sådan, fordi det betoner, at patienten
skal gentage begæringen efter betingelserne i a)-d) er opfyldt.
Det kan naturligvis diskuteres, hvorvidt disse betingelser er udtryk for gældende ret, eftersom
de udgår dels fra lovmotiver, der er udfærdiget af embedsværket, og dels fra STPS, som faglige
og ikke juridiske vejledninger, der redegør for STPS’s ”fortolkning” af lægens ”omhu og
samvittighedsfuldhed” efter autorisationslovens § 17.307
Der kan imidlertid anføres lignende betragtninger som for retskildeværdien af vejledningen om
palliativ sedering i afsnit 3.2.1 ovenfor. Dertil kommer, at det fremgår af både lovmotiverne og
udvalgsbetænkningen, at de ovennævnte vejledninger omkring behandlingsophør er resultatet
af ”en planlagt ændring” ”i tilknytning til ændring[en] af sundhedsloven.”308
Det har således
yderligere formodningen imod sig, at de skulle udtrykke en forkert retsopfattelse. Eftersom
betingelse c) imidlertid ikke fremgår af forarbejderne, er det dog tvivlsomt, hvilken vægt dette
kriterium kan tillægges, navnlig når henses til uklarheden heraf.
Hvad angår lovmotivernes retskildeværdi, så fremgår det af udvalgsbetænkningen, at
høringsparternes forslag om bl.a. ”fyldestgørende information”, ”betænkningstid” og ”grundig
vurdering af patientens habilitet” er blevet overvejet.309
På denne baggrund har udvalget
imidlertid med ”tilfredshed” fundet ”bemærkningerne til lovforslaget” fuldt ud tilstrækkelige
og i øvrigt forudsat aktualitetskravet i beskrivelsen af den nye ordning.310
Dette må således
306
Jf. FT 2017-18, tillæg A, lovforslag nr. L 99, s. 9.
307
Jf. FT 2017-18, tillæg A, lovforslag nr. L 99, s. 5. Se også Hartlev (2022), s. 40.
308
Jf. FT 2017-18, tillæg B, lovforslag nr. L 99, betænkning, s. 2 og FT 2017-18, tillæg A, lovforslag nr. L 99, s.
8 og 14
309
Jf. FT 2017-18, tillæg B, lovforslag nr. L 99, betænkning, s. 2.
310
Jf. FT 2017-18, tillæg B, lovforslag nr. L 99, betænkning, s. 2.
57 af 160
have nogen retskildemæssig vægt.311
Krav a)-b), har tillige støtte i forhandlingerne i
Folketinget.312
Dog er det vigtigt at fremhæve, at SÆU afslutningsvist bemærker, om
lovmotivernes krav a)-b), at udvalget ”finder […] det væsentligt at understrege, at patientens
selvbestemmelse i forhold til fravalg af livsforlængende behandling vejer tungest.”313
På grundlag af ovenstående diskussion og med særlig hensyntagen til SÆU’s afsluttende
kommentar om hensynsafvejningen, må det antages, at det alene er aktualitetskravet d) og den
selvfølgelige betingelse i e), som er ufravigelige krav til et behandlingsophør, når bortses fra
reglerne om behandlingstestamenter. Betingelserne a)-b) vil således formentlig skulle vige i en
konflikt med effektiv udnyttelse af selvbestemmelsesretten. Betingelsen c) har derimod
hverken grundlag i loven eller dennes forarbejder, og har derfor yderst tvivlsom retskildeværdi,
navnlig under hensyntagen til dets uklarhed, hvorfor det formentlig alene har betydning for
autorisationslovens § 17. Eftersom anklagemyndigheden imidlertid tillægger netop
”medicinske autoriteters” skøn afgørende betydning, jf. afsnit 3.1.3, vil det dog kunne have
betydning i praksis, jf. afsnit 3.2.3 nedenfor.
Det etiske forbehold
Når ovenstående betingelser er opfyldt, har patienten som udgangspunkt et retskrav på
behandlingsophør, hvilket betyder, at en læge ikke blot kan, men skal udøve denne form for
lovlig dødshjælp.
Dette retskrav er imidlertid ikke ubetinget, for det modificeres for så vidt angår afvendeligt
(”ikke-uafvendeligt”314
) døende, jf. sundhedslovens § 24 a. Efter en modsætningsslutning fra
definitionen på uafvendeligt døende præsenteret i afsnit 3.2.1 ovenfor, må en patient være
afvendeligt døende, når døden med stor sandsynlighed ikke forventes at indtræde inden for dage
til uger ved anvendelse af tilgængelige behandlings- og plejemuligheder.315
311
Jf. i denne retning W. E. von Eyben, Juridisk grundbog: Retskilderne, bind I, Jurist- og Økonomforbundets
Forlag (1991), s. 32.
312
Jf. FT 2017-18, forhandlinger, 23. møde, 24. november 2017, s. 8.
313
Jf. FT 2017-18, tillæg B, lovforslag nr. L 99, betænkning, s. 2.
314
For læsbarhedens skyld benyttes »afvendeligt« døende i stedet for ”ikke-uafvendeligt” døende.
315
Jf. også sundhedsministerens svar på spørgsmål nr. 24 optrykt som bilag til udvalgsbetænkningen til
lovforslaget til patientretsstillingsloven, FT 1997-98, tillæg B, s. 275.
58 af 160
Det følger af den citerede bestemmelse, at lægen ”ikke [er] forpligtet til at afbryde
behandlingen” af en afvendeligt døende patient, på trods af patientens begæring herom, når
afbrydelsen vil have døden som umiddelbar følge, og ”dette vil stride imod sundhedspersonens
etiske opfattelse” af kravet om omhu og samvittighedsfuldhed i autorisationslovens § 17.316
Selvsamme sundhedsperson er imidlertid i tilfælde heraf forpligtet til at henvise patienten til
en anden, villig sundhedsperson, så det ”sikre[s], at patientens selvbestemmelse [alligevel] kan
udøves”317
. Der er således tale om en ”etisk sikkerhedsventil” for lægen.318
Sundhedslovens § 24 a forudsætter, at der er tale om ”livsforlængende behandling”, hvilket
defineres som ”behandling, hvor der ikke er udsigt til helbredelse, bedring eller lindring, men
alene til en vis livsforlængelse”, jf. sundhedslovens § 26, stk. 3. Bestemmelsen angår derfor
umiddelbart kun livsforlængende behandling, som f.eks. ”respiratorbehandling, parenteral
ernæring, sondeernæring og væsketilførsel”.319
Denne fortolkning støttes af almindelige
fortolkningsprincipper såvel som sundhedsministerens udtalelse under lovforslagets
forhandling om, at borgere ”selv [skal] kunne bestemme, om [de] vil holdes i live med
livsforlængende behandling”.320
Eftersom der er ingen modstridende bemærkninger herom i
lovmotiverne eller forhandlingerne i øvrigt, må det antages, at det etiske forbehold alene kan
tages i forhold til sådan livsforlængende behandling.321
Opsummerende må det således antages, at en læge altid kan imødekomme patientens begæring
om behandlingsophør, når betingelserne ovenfor er opfyldt, men alene kan nægte at
imødekomme begæringen, når en afvendeligt døende patient anmoder om ophør af
livsforlængende behandling, jf. sundhedslovens § 24 a.
316
Jf. lovforslagets almindelige og specielle bemærkninger FT 2017-18, tillæg A, lovforslag nr. L 99, s. 9 og 13.
317
Jf. lovforslagets almindelige og specielle bemærkninger FT 2017-18, tillæg A, lovforslag nr. L 99, s. 9 og 13,
og sundhedslovens nugældende § 24 a.
318
Jf. Holst og Adolphsen (2017), s. 219.
319
Jf. VEJL nr. 9935 af 2019, pkt. 1.
320
Jf. Alf Ross, Om ret og retfærdighed, København (1966), s. 138 og 155 og FT 2017-18, forhandlinger, 24.
november 2017, s. 11
321
Jf. også
59 af 160
Forhåndstilkendegivelser
Foruden aktualitetskravets undtagelse for ’forudsigelige situationer’, som nævnt ovenfor, så
har enhver myndig borger, jf. sundhedslovens § 26, stk. 1, mulighed for at oprette et
behandlingstestamente.
Denne ordning giver mulighed for at træffe beslutning322
om fremtidig undladelse eller
afbrydelse af livsforlængende behandling med døden til følge, såfremt vedkommende måtte
blive varigt inhabil, og én af tre situationer foreligger, jf. sundhedslovens § 26, stk. 2:
1) Vedkommende er »uafvendeligt døende«
2) Vedkommende er »svært invalideret« i en grad, så de ikke kan ”tage vare på sig selv
fysisk og mentalt”323
3) Vedkommendes behandling ”kan føre til overlevelse”, men de fysiske konsekvenser af
sygdommen eller behandlingen ”vurderes at være meget alvorlige og lidelsesfulde.”324
Eftersom et behandlingstestamente først får retsvirkning, når patientens varige inhabilitet
indtræder, så falder en nærmere behandling heraf imidlertid uden for redegørelsens sigte.325
Det er dog værd at bemærke, at der ikke gælder et etisk forbehold i ovennævnte situationer,
hvorfor lægen vil være forpligtet til at gennemføre behandlingsophøret.
3.2.3. Grænsen til ulovlig dødshjælp
Grænsen til ulovlig dødshjælp
Som det bør fremgå af ovenstående, navnlig afsnittene ”Lovlig dødshjælp”, så er det objektive
gerningsindhold for ulovlig dødshjælp efter straffelovens § 239 ofte identisk med palliativ
322
Dette kan gøres ved registrering i et behandlingstestamente, som når som helst kan oprettes, ændres eller
tilbagekaldes via selvbetjening på sundhed.dk, jf. VEJL nr. 9935 af 2019, pkt. 6.
323
Jf. sundhedslovens § 26, stk. 2, nr. 2.
324
Jf. sundhedslovens § 26, stk. 2, nr. 2.
325
Der kan i stedet henvises til Hartlev (2022), s. 243 ff., Bødker Madsen (2018), s. 251 og Holst og Adolphsen
(2017).
60 af 160
sedering eller behandlingsophør efter sundhedsloven.326
Spørgsmålet opstår da naturligt, hvor
grænsen går mellem ulovlig og lovlig dødshjælp.
På trods af spørgsmålets betydning for lægers ansvar, er det interessant, hvor lidt spørgsmålet
har fyldt i lovgivningsarbejdet. Begge former for lovlig dødshjælp har deres oprindelse i en
ændring af lægeloven i 1992327
, der lovsatte ”den retspraksis, som har udviklet sig [i
sundhedsvæsenet], anklagemyndighedens tiltalepraksis samt den juridiske og lægelige
faglitteratur.”328
Begrundelsen herfor var primært hensynet til en klar retstilstand og sekundært
lægernes kendskab hertil.329
Spørgsmålet om grænsen til ulovlig dødshjælp blev flere gange
bragt op under ændringsforslagets forhandling ved Folketinget.330
Ikke desto mindre blev det
konstateret, at der alene var tale om ”passiv dødshjælp til forskel fra den aktive dødshjælp”,
idet ”man [fortsat ikke] aktivt har lov til at bidrage til folks død.”331
Det er imidlertid klart, at
dette ganske enkelt er forkert, når henses til ordlyden af sundhedslovens § 25, stk. 2 eller
eksemplet i afsnit 1.2.1 ovenfor.
I retslitteraturen har Vestergaard anført, at grænsen for palliativ sedering drages ved subjektive
momenter, nærmere bestemt motiv og forsætskravet, mens grænsen for behandlingsophør
afhænger af, om patienten ”umiddelbar efter afgår ved døden”.332
Det er klart at sidstnævnte
objektive kriterium ikke længere kan opretholdes, jf. afsnit 3.2.2, hvorfor det alene skal
undersøges, om den anførte grænse kan drages for palliativ sedering.
326
Jf. f.eks. FT 2017-18, tillæg A, lovforslag nr. L 99, s. 4; f.eks. FT 1991-92, tillæg A, s. 2694; FT 1997-98,
tillæg B, s. 275 og Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17, SUU alm. del endeligt svar på spørgsmål 702. Se også
KBET nr. 1184 af 1989, s. 52 og Holst og Adolphsen (2017), s. 223.
327
Jf. forslag til Sundhedsloven, FT 2004-05, Tillæg A, s. 3207, jf. forslag til lov om patienters retsstilling, FT
1997-98, Tillæg A, s. 535.
328
Jf. Betænkning over Forslag til lov om ændring af lægeloven, FT 1991-92, Tillæg B, sp. 1193.
329
Jf. FT 1991-92, Tillæg B, sp. 1193.
330
Jf. f.eks. FT 1991-92, forhandlinger, sp. 3498 ff., 3500, 3510, 9666 og 9668.
331
Jf. Torben Lund (S), Sundhedsudvalgets næstformand, under lovforslagets 2. behandling, jf. FT 1991-92,
forhandlinger, sp. 9669 f. Sundhedsministeren stemte i og bemærkede, at lovforslagets indhold ”ligger meget
langt fra begrebet aktiv dødshjælp” og at indholdet alene ”dækker over den praksis, vi har på området”, jf. Ester
Larsen (V), sundhedsminister, under lovforslagets 2. behandling, jf. FT 1991-92, forhandlinger, sp. 9670 f.
332
Jf. Vestergaard (2000), s. 13 og 16 f., jf. FT 1991-92, tillæg A, s. 2694 og KBET nr. 1184 af 1989, navnlig s.
56 ff.
61 af 160
Vestergaard bemærker om motivet, at palliativ sedering ”kun [er] lovlig”, hvis den ”ikke
tilsigter at føre til patientens øjeblikkelige død.”333
Som følge heraf antages det i mere objektiv
retning, at det derfor ville være ”retsstridigt at iværksætte en mekanisk og kontinuerlig
optrapning” af den omhandlede medicinering.334
Motivets betydning har støtte i et notat om
palliativ sedering fra Sundheds- og Ældreministeriet, hvori det anføres, at ”[f]orskellen på
[ulovlig] dødshjælp og palliativ sedering er […] intentionen bag handlingen.”335
Som
gennemgået i afsnit 3.1.1 ovenfor, så har motivet imidlertid ingen betydning for handlingens
strafbarhed efter straffelovens § 239, og det fremgår hverken af sundhedslovens § 25, stk. 2
eller forarbejderne hertil, at intentionen har betydning, når blot betingelserne for bestemmelsen
i øvrigt er opfyldt. Dertil kommer, at den anførte ’retsstridige’ behandlingsplan synes at
beskrive praksis for kontinuerlig palliativ sedering, der ifølge STPS og sundhedsministeren er
lovlige efter sundhedslovens § 25, stk. 2 som beskrevet i gennemgangen ovenfor.
Spørgsmålet er herefter om forsætskravet kan fungere som skillelinje, som Holst og Adolphsen
tillige synes at anføre for både behandlingsophør og palliativ sedering.336
Dette må imidlertid
ligedan afvises under henvisning til afsnit 3.1.1, hvori det blev afklaret, dels at motivet er
irrelevant for subsumptionen under § 239 og dels at lægen har det fornødne forsæt, når blot
vedkommende ”har anset det for muligt” at patienten vil dø af handlingen, hvilket
almindeligvis altid er tilfældet for lovlig dødshjælp.337
Holst og Adolphsen antager at grænsen ligger ”i de helt ekstreme tilfælde”, der foruden nævnte
drabsforsæt er karakteriseret ved, at ”handlingen intet har med den sundhedsfaglige
virksomhed at gøre”.338
Dette er naturligvis svært at bestride, eftersom snart sagt al adfærd
kan rummes inden for disse ”ekstreme tilfælde”, sågar en læges pludselige øksemord eller
bombedrab af sin patient. Det er derfor heller ikke særligt anvendeligt for en praktisk
grænsedragning mellem lovlig og ulovlig dødshjælp.
333
Jf. Vestergaard (2000), s. 13.
334
Jf. ibid.
335
Jf. Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17, SUU alm. del bilag 221, Sundheds- og Ældreministeriet, Notat om
palliativ sedering, fravalg af behandling m.v., s. 1.
336
Jf. Holst og Adolphsen (2017), s. 223 f.
337
Jf. Waaben (1987), s. 150 ff., U 1979.576 H og U 2017.2737 Ø. Se også KBET nr. 1184 af 1989, s. 17 og
KBET angaaende Lægers Retsstilling (1931), s. 37 f.
338
Jf. Holst og Adolphsen (2017), s. 223 f.
62 af 160
Grænsen skal derfor måske i stedet findes i delmængden mellem sundhedslovens regler og
straffelovens § 239. Eftersom den dagældende ændring af lægeloven i 1992, ikke var ledsaget
af en ændring i straffeloven, skal forklaringen på lovligheden i stedet søges i almindelige
lovfortolkningsprincipper. Eftersom både sundheds- og straffelovens bestemmelser regulerer
det specielle tilfælde, så følger det af lex posterior, at sundhedslovens regler finder anvendelse,
når et hændelsesforløb kan henføres under begge regelsæt.
Hvis det afgørende kriterium er handlingens subsumption under sundhedsloven, skal grænsen
naturligvis drages ved betingelserne for reglernes anvendelse.339
Eftersom grænserne herfor i
hovedsagen afgøres af administrative forskrifter, vil således være lovlig dødshjælp, når det
ifølge sundhedsmyndighederne er fagligt forsvarligt.340
Eftersom anklagemyndighedens
tiltalepraksis angiveligt afhænger af samme myndigheders skøn herover, som gennemgået i
afsnit 3.1.3, er der muligvis et væsentligt større rum for lovlig dødshjælp end ovenfor antaget.
Når bortses fra Holst og Adolphsens ”helt ekstreme tilfælde”, vil grænsen mellem lovlig og
ulovlig dødshjælp således reelt være sundhedsmyndighedernes beslutning om at overdrage
sagen til anklagemyndigheden. 341
Dette skal derfor undersøges nærmere nedenfor.
Grænsen til anklagemyndigheden
Den eneste kendte sag om dødshjælp, der er blevet behandlet af sundhedsmyndighederne, er
Lings-sagen, hvis strafferetlige afslutning er blevet diskuteret under afsnit 3.1.3 ovenfor,
hvorfor den vil blive behandlet med nogen grundighed.
Det fremgår af sagens dokumenter, at STPS modtog en indberetning den 17. februar om at
lægen ”ydede aktiv dødshjælp”.342
Den 22. februar modtog lægen et høringsbrev, hvori det
blev indskærpet, at styrelsen planlagde en midlertidig autorisationsfratagelse autorisationen, jf.
autorisationslovens § 9, stk. 1 og dagen forinden havde styrelsen politianmeldt lægen for
339
Jf. afsnittene 1.2.1, 3.2.1 og 3.2.2
340
Jf. gennemgangen af betingelserne for palliativ sedering ovenfor såvel som afsnit 3.1.3.
341
Jf. Holst og Adolphsen (2017), s. 223 f.
342
Jf. Styrelsen for Patientsikkerhed, Høringsbrev over midlertidig autorisationsfrakendelse af 22. februar 2017,
sagsnr. 5-8011-3814/3 s. 1 f.
63 af 160
overtrædelse af straffelovens § 240.343
Denne sag giver således et indblik i, hvad styrelsen
lægger vægt på, ved en vurdering af om et forhold er lovligt henholdsvis ulovligt.
Det fremgår af styrelsens vurdering, at »aktiv dødshjælp« bl.a. forstås som at ordinere ”så høje
doser [sovemedicin] til patienterne, at de bliver forgiftet med den hensigt, at de afgår ved
døden.”344
Mistanken blev begrundet ved at lægen udskrev ”store doser” sovemedicin til sig
selv og i øvrigt ”ordinerer høje doser medicin til patienter, [lægen] ikke tidligere har ordineret
til.”345
Det fremgår af STPS’s overvejelser om autorisationsfratagelsen, at det blev tillagt vægt, at der
var ydet aktiv dødshjælp til en konkret patient, at det ydes til ”både terminalt syge og ikke-
terminalt syge patienter”, at lægen ”aktivt lægefagligt forholder [sig] til patienternes tilstand i
forhold til deres ønske om at dø” og at lægen ”ikke har til hensigt at ændre [sit] faglige
virke”.346
Det fremgår endvidere af et interview med den daværende enhedschef i STPS, at det
blev tillagt betydning, at der var tale om en ”tilståelsessag for åben skærm”.347
Disse overvejelser lægges i vidt omfang identisk til grund i den endelige afgørelse om
midlertidig autorisationsfratagelse den 3. marts 2017. Hovedbegrundelsen for afgørelsen er
imidlertid udvidet til også at omfatte, at lægen ”rådgiver” om aktiv dødshjælp.348
343
Jf. Styrelsen for Patientsikkerhed, Høringsbrev over midlertidig autorisationsfrakendelse af 22. februar 2017,
sagsnr. 5-8011-3814/3 s. 1 ff. og A. C. Hermansen, Efter aktiv dødshjælp: Svend Lings står til at miste
lægeautorisation, Fyens Stiftstidende (2017): https://fyens.dk/danmark/efter-aktiv-doedshjaelp-svend-lings-
staar-til-at-miste-laegeautorisation (tilgået 4. april 2023).
344
Jf. Styrelsen for Patientsikkerhed, Høringsbrev over midlertidig autorisationsfrakendelse af 22. februar 2017,
sagsnr. 5-8011-3814/3 s. 2.
345
Jf. ibid.
346
Jf. Styrelsen for Patientsikkerhed, Høringsbrev over midlertidig autorisationsfrakendelse af 22. februar 2017,
sagsnr. 5-8011-3814/3 s. 2 f.
347
Jf. DR, Lægen Svend Lings hjælper syge med at dø uden at tilse dem:
https://www.dr.dk/nyheder/indland/laegen-svend-lings-hjaelper-syge-med-doe-uden-tilse-dem (tilgået 30. marts
2023) og Avisen.dk: Læge hjalp 10 patienter med at dø: Nu får det måske konsekvenser (2017):
https://www.avisen.dk/top-selvmordslaege-er-til-fare-for-patienter-skal_431566.aspx (tilgået 1. april 2023), min
kursivering.
348
Jf. Styrelsen for Patientsikkerhed, Afgørelse om midlertidig autorisationsfrakendelse af 3. marts 2017, sagsnr.
5-8011-3814/3, s. 3.
64 af 160
Herudover blev det uddybet om forholdets tilknytning til ”udøvelse[n] af erhvervet”349
, at dette
var opfyldt derved, at lægen ”udøver lægefaglig virksomhed ved sin rådgivning” om
indtagelsen af medicinen, ved ”aktivt at forholde sig lægefagligt til patienters tilstand” og ”ved
at ordinere medicin i rollen som læge” til brug for selvmordet.350
Lægens advokat argumenterede for, at denne sanktion ”ikke var en proportional reaktion, og
at mindste indgribende middel ville være […fratagelse af] ordinationsretten til en eller flere
lægemiddelgrupper.”351
Det synes at fremgå af styrelsens begrundelse, at det faktum at
”[lægen] giver klart udtryk for, at [lægen] ikke har til hensigt at ændre sit faglige virke” gør en
autorisationsfratagelse proportional. Dertil kommer, at den kritisable adfærd tillige bestod i
rådgivning om selvmord, hvilket ville kunne fortsætte – som læge – uden ordinationsretten.
Der er imidlertid også rum for mindre indgreb end en autorisationsfrakendelse og
politianmeldelse for overtrædelse af straffelovens §§ 239 eller 240. Et mildere forhold af
dødshjælp, der hverken kvalificerer til lovlig dødshjælp, fordi lov- eller fagbetingelserne ikke
er opfyldt, eller ulovlig dødshjælp, fordi forholdet f.eks. er for atypisk, idet der er tale om en
mindre afvigelse fra kriterierne i sundhedsloven, vil således antageligvis i stedet skulle straffes
efter autorisationslovens § 75 om ”grovere eller gentagen forsømmelse”. Der synes at være
(tvivlsom) støtte for denne fortolkning i en utrykt byretsdom fra 2007, hvor en læge frikendtes
for uagtsomt manddrab, men idømtes en bøde for grovere forsømmelse efter autorisationsloven
§ 75.352
Når forholdet ikke er af systematisk karakter som i Lings-sagen, men blot ”en
enkeltstående fejl”, er der heller ikke grundlag for samtidig autorisationsfrakendelse,
medmindre forholdet er særligt groft.353
Efter omstændighederne ville påbud om
virksomhedsindskrænkning eller ophør med en ”alvorlig eller gentagen kritisabel faglig
349
Jf. autorisationslovens § 9, stk. 1.
350
Jf. Styrelsen for Patientsikkerhed, Afgørelse om midlertidig autorisationsfrakendelse af 3. marts 2017, sagsnr.
5-8011-3814/3, s. 3. Min kursivering.
351
Jf. Styrelsen for Patientsikkerhed, Afgørelse om midlertidig autorisationsfrakendelse af 3. marts 2017, sagsnr.
5-8011-3814/3, s. 2 og 4.
352
Jf. Retten i Næstveds dom af 15. oktober 2007 i sag nr. 28-1276/2005, som gengivet i Hartlev (2022), s. 166.
353
Jf. Retten i Næstveds dom af 15. oktober 2007 i sag nr. 28-1276/2005, som gengivet i Hartlev (2022), s. 166,
sammenholdt med Østre Landsrets dom gengivet i U 2009.1396 Ø (social- og sundhedsassistent, § 237-forsøg).
65 af 160
virksomhed” kunne være den rette sanktionering af dødshjælp i umiddelbar strid med den
retlige standard for almindelig lægevirksomhed i autorisationslovens § 17.354
At navnlig forholdets systematiske karakter har indflydelse på forholdets vurdering kan også
forklare, hvorfor der i medierne har været andre læger, der har udtalt, at de har udøvet ulovlig
dødshjælp eller medlidenhedsdrab, uden at det tilsyneladende er blevet forfulgt af hverken
Anklage- eller sundhedsmyndighederne.355
En tidligere overlæge Boisen beretter f.eks. om et
enkelttilfælde, der alene medførte en irettesættelse fra den fungerende overlæge.356
Som det fremgår af den første spørgeskemaundersøgelse fra 1996 havde 2% af de adspurgte
læger udført ulovlig middelbar dødshjælp, mens 5% havde udført ulovlig umiddelbar
dødshjælp, og hele 12% havde udført eller forsøgt ulovligt medlidenhedsdrab.357
Tallene er
noget højere i PLS Rambøll undersøgelsen fra 2005, hvor 7% af de adspurgte læger havde
”hjulpet en patient med at begå selvmord”, mens 9% havde ”ydet aktiv dødshjælp”.358
Disse tal fortæller dog mindre om, hvor ofte det forekommer. Dette kan en empirisk analyse
fra Heide m.fl. fra 2003 imidlertid belyse. På grundlag af en undersøgelse af en
fordelingsmæssigt repræsentativ stikprøve fra alle danske dødsfald i en periode på 3-6
måneder, konkluderede forfatterne, at 22% af dødsfaldene var forbundet med palliativ
sedering, 15% med behandlingsophør, mens lige under 1% af dødsfaldene skyldtes lægeudført
ulovlig dødshjælp.359
Som det konkluderes, så forekommer der ulovlig lægelig dødshjælp i alle
354
Denne sanktionsgraduering følger af forvaltningsrettens almindelige proportionalitetsprincip, som både SDN
og STPS som forvaltningsmyndigheder skal iagttage.
355
Jf. f.eks. overlæge Gorm Greisens ”tilståelse” overfor Radio24syv i 2017, jf. Sundheds- og Ældreudvalget
2018-19, SUU alm.del bilag 69 eller tidligere overlæge Erik Boisens ”tilståelse” i Politiken i 2017, jf. Boisen,
Erik: Overlæge om dødshjælp: »Nu har du slået Far ihjel«. Det blev sagt uden mildhed i stemmen. Som en anklage
af et barn, der var ved at miste sin far (2017): https://politiken.dk/debat/art6021661/%C2%BBNu-har-du-
sl%C3%A5et-Far-ihjel%C2%AB.-Det-blev-sagt-uden-mildhed-i-stemmen.-Som-en-anklage-af-et-barn-der-var-
ved-at-miste-sin-far (tilgået 1. april 2023)
356
Jf. ibid.
357
Jf. Anna P. Folker m.fl., A Report from Denmark: Experiences and Attitudes amongst Danish Physicians
towards End-of-Life Decisions, Bioethics (1996), s. 233.
358
Jf. DR, Læger giver dødshjælp (2005): https://www.dr.dk/nyheder/indland/laeger-giver-aktiv-doedshjaelp
(tilgået 1. april 2023).
359
Jf. Heide m.fl. (2003), s. 347, tabel 2.
66 af 160
de undersøgte lande, herunder Danmark.360
Det fremgår dog også af undersøgelsen, at der i alle
ovennævnte tilfælde af ulovlig dødshjælp var tale om uafvendeligt døende patienter.361
Disse tal reflekteres imidlertid overhovedet ikke i retspraksis, hverken som straffesager for
overtrædelse af straffelovens §§ 239-240 eller autorisationslovens § 75 eller som civile sager
om autorisationsfrakendelse eller virksomhedsindskrænkning efter autorisationslovens §§ 7 og
8, jf. 11. Det må således antages, at Styrelsen for Patientsikkerhed eller Sundhedsvæsenets
Disciplinærnævn enten sanktionerer sagerne signifikant mildere end i Lings-sagen, f.eks. ved
en kritisk udtalelse eller et fagligt påbud om ændring af den kritisable eller farlige praksis, eller
at det ganske enkelt ikke forfølges administrativt, men løses uformelt og interkollegialt, som
det f.eks. var tilfældet for overlæge Boisen refereret ovenfor.362
Når henses til den relativt
hyppige årlige forekomst af ulovlig lægelig dødshjælp samt andel af læge, der udfører det over
en hel professionel karriere, må det anses for meget usandsynligt, at det aldrig bliver opdaget
af kolleger eller myndighederne. Dertil kommer, at både STPS og SDN kan pålægge lægen
eller kolleger oplysningspligter, der kan belyse mistænkelige forhold.
3.3. Sammenfatning
Som det fremgår af afsnit 3.1 ovenfor, så reguleres ulovlig lægelig dødshjælp fortsat af
straffelovens §§ 239 og 240, selvom administrativ praksis har udvidet et stadig større område
for straffri dødshjælp, som nu reguleres i sundhedsloven. Samtykke- eller nødretsbetragtninger
kan ikke begrunde straffrihed, men både tiltale- og retspraksis indikerer, at lægelig dødshjælp
til uudholdeligt og udsigtsløst syge personer straffes meget mildt eller slet ikke.
Som det fremgår af afsnit 3.2 ovenfor, så reguleres lovlig dødshjælp i dag i sundhedslovens
regler om palliativ sedering og behandlingsophør med døden til følge, der imidlertid i høj grad
afgrænses af lovmotivfortolkning og administrative forskrifter. Grænsen mellem ulovlig og
lovlig dødshjælp er imidlertid uklar, hvilket blandt andet skyldes en sparsom administrativ
praksis, der indikerer, at det egentlige ”lovlige” område er større end det umiddelbart fremstår,
eftersom kun ét særligt groft tilfælde er konstateret strafforfulgt.
360
Jf. Agnes van der Heide m.fl., End-of-life decision-making in six European countries: descriptive study, The
Lancet (2003), s. 349.
361
Jf. Heide m.fl. (2003), s. 348, tabel 4.
362
Jf. klage- og erstatningsadgangsloven § 3 og autorisationslovens § 10, stk. 1.
67 af 160
4. Dødshjælp i fremmed ret
4.1. Indledende bemærkninger
Spørgsmålet er herefter, hvordan dette lovlige område for dødshjælp er blevet udvidet i ”en
række af de lande, som […] Danmark normalt sammenligner [sig] med”.363
Undersøgelsen
retter sig derfor mod den i dansk ret ulovlige dødshjælp, jf. afsnit 3.1.364
En gennemgang heraf tjener som lovteknisk inspiration for en mulig legalisering i dansk ret,
og illustrerer ved eksempler, hvilke krav en given legalisering skal overholde for at være i
overensstemmelse med EMRK, som endelig konkretiseres i afsnit 4.5.
På nuværende tidspunkt er dødshjælp lovligt i 28 lande eller stater, hvoraf 15365
har legaliseret
middelbar dødshjælp, mens 13366
har legaliseret begge dele. Fremstillingen består dog
hovedsageligt i en gennemgang af tre udvalgte lande som er geografisk tættest på Danmark:
Nederlandene (afsnit 4.2), Belgien (4.3) og Tyskland (afsnit 4.4). De tre lande er tillige i al
væsentlighed repræsentative for de øvrige landes legaliseringsform og -indhold, som det vil
fremgå af gennemgangen nedenfor. Herudover vil det afslutningsvis konkretiseres, hvilke krav
EMRK stiller til sådan en legalisering (afsnit 4.5).
Gennemgangen vil overvejende beskæftige sig med Nederlandene hvor dødshjælp har været
legaliseret i mere eller mindre grad siden 1973. Dette valg skyldes navnlig at Nederlandene har
størst erfaring med dødshjælp, at både middel- og umiddelbar dødshjælp er lovligt, at
dødshjælpen udøves af læger inden for sundhedsvæsenet, og at systemet for dødshjælp er
væsentligt bedre overvåget og kommenteret end i andre lande.
4.2. Nederlandene
363
Jf. arbejdsgruppens formulering i KBET nr. 1184 af 1989 kapitel 3, der forklarer deres valg af lande til
sammenligning af retspolitiske overvejelser og lovforberedende arbejde i andre lande.
364
Jf. i samme retning Krüger (2022), s. 2.
365
Italien; Østrig; Schweiz; Tyskland og USA (Californien, Colorado, Hawaii, Maine, Montana, New Jersey, New
Mexico, Oregon, Vermont, Washington, Washington DC).
366
Australien (New South Wales, Queensland, South Australia, Tasmania, Victoria, Western Australia); Belgien;
Canada; Colombia; Luxembourg; Nederlandene; New Zealand og Spanien.
68 af 160
Intro
Nederlandene har en lang historie med dødshjælp, der begynder ved de nederlandske domstoles
retspraksis, som ”siden 1973 [har] udviklet sig i retning af […] straffrihed for læger” med
henvisning til ”nødretsgrundsætningen i den [nederlandske] straffelov”.367
Lovhjemmel
I dag reguleres dødshjælp ved lov, den såkaldte ”lov om afslutning af livet ved anmodning og
assisteret selvmord (tilsynsprocedurer)”368
(herefter eutanasiloven), som trådte i kraft i 2002369
.
Udgangspunktet i nederlandsk ret er, at dødshjælp fortsat er ulovlig efter straffeloven med en
strafferamme på fængsel indtil 3 og 12 år for henholdsvis middel- og umiddelbar dødshjælp,
der i formuleringen minder om den danske straffelovs §§ 239 og 240.370
Med eutanasilovens vedtagelse blev der imidlertid tilføjet en undtagelse til de relevante
straffebestemmelser, hvorefter enhver ”læge”, der ”opfylder omhukriterierne371
fastlagt i
eutanasiloven” og tillige ”indberetter handlingen til [retslægen]”, lovligt kan udføre den ellers
ulovlige dødshjælp.372
Dødshjælp er altså alene lovligt inden for sundhedsvæsenet, når lovfæstede kriterier og
fremgangsmåder følges. Det er også vigtigt at understrege, at selvom kriterierne er opfyldt, så
har nederlandske patienter ikke ret til dødshjælp og læger er hverken forpligtet til at udøve
367
Jf. KBET nr. 1184 af 1989, s. 68 f. Nødretsgrundsætningen er lovfæstet i den nederlandske straffelov art. 40.
Se også RTE (2023), s. 8, H. Weyers, Euthanasia: the Process of Legal Change in The Netherlands: The Making
of Requirements of Careful Practice i A. Klijn et al. (red.), Regulating Physician-Negotiated Death, Elsevier
(2001), s. 1-27
368
Min oversættelse. På engelsk benævnes loven the Termination of Life on Request and Assisted Suicide
(Review Procedures) Act of 2001, jf. RTE (2023).
369
Jf. Regional Euthanasia Review Committees (“RTEs”), Euthanasia Code 2022. Review Procedures in Practice
(2023), s. 7.
370
Jf. den nederlandske straffelovs art. 293 og 294, jf. RTE (2023), s. 74, som er gengivet som bilag i afsnit 8.3.
371
Min oversættelse. På engelsk benævnes kriterierne som ”due care”-kriterier, men på tysk ”Sorgfaltkriterien”,
jf. loven og RTE (2023) den engelske såvel som tyske version.
372
Jf. den nederlandske straffelovs art. 293(2) og 294(2), jf. 293(2). Min oversættelse baseret på RTE (2023),
sammenholdt med den tyske oversættelse.
69 af 160
dødshjælp eller henvise patienter til en læge, der vil.373
. Der gælder altså et udvidet etisk
forbehold i forhold til det tilsvarende for behandlingsophør i Danmark.374
Kriterier
De ovennævnte omhukriterier er fastsat i eutanasilovens § 2, som fastlægger, at lægen skal:
(a) sikre sig, at patientens begæring er ”frivillig og velovervejet”;
(b) sikre sig, at patientens lidelse er ”ubærlig [… og] udsigtsløs”;
(c) have informeret patienten om vedkommendes ”situation [… og] prognose”;
(d) have konkluderet, ”i fællesskab med patienten”, at der ”ikke foreligger noget rimeligt
alternativ”;
(e) have konsulteret ”mindst én anden, uafhængig læge”, der skal se patienten og udfærdige
en ”skriftlig erklæring” om, hvorvidt omsorgskriterierne (a)-(d) er opfyldt; og
(f) have udført dødshjælpen lægefagligt tilfredsstillende.375
Hvad angår selve begæringen, så fremgår det af lovkommentaren, at denne skal fremsættes
mundtligt af patienten selv og være både ”utvetydig og vedholdende”.376
Det følger af kravet
om frivillighed, at begæringen skal være fremsat ”uden nogen utilbørlig påvirkning fra andre”
(ekstern frivillighed) og at vedkommende er beslutningskompetent, og derfor kan varetage sine
interesser: ”forstå relevant information omkring sin situation og prognose, overveje alternativer
og vurdere konsekvenserne af sin beslutning” (intern frivillighed).377
Det følger af kravet om
velovervejet, at begæringen skal være vedholdende og baseret på ”fyldestgørende information
373
Jf. RTE (2023), s. 10. Den gældende fagnorm tilsiger alene, at lægen gør patienten opmærksom på sin
uvillighed tidligt i forløbet, så patienten kan opsøge en anden, jf. afgørelsen fra Haags Regionale Disciplinærnævn
(”The Hague Regional Disciplinary Board”) af 19 juni 2012, jf. RTE (2023), note 5.
374
Jf. sundhedslovens § 24 a.
375
Min oversættelse af eutanasilovens § 2, stk. 1, (a)-(f), jf. RTE (2023), s. 68. Loven er vedhæftet som bilag i
afsnit 8.1 nedenfor. Hvad særligt angår (f), så er den engelske oversættelse ”due medical care and attention”, mens
den tyske oversættelse er ”medizinish fachgerecht durchgefürt”.
376
Jf. RTE (2023), s. 18.
377
Jf. RTE (2023), s. 18 ff.
70 af 160
og en klar forståelse af sygdommen”.378
Dette omhukriterium ligner altså i al væsentlighed det
danske krav om informeret samtykke til behandlingsophør.379
Hvad angår patientens lidelse, så kræves det ikke, at vedkommende er uafvendeligt døende.380
Selve lidelsen skal have en ”medicinsk dimension”381
, hvilket grundlæggende betyder, at
lidelsen skal ”skyldes én eller flere sundhedsfagligt anerkendte sygdomme eller tilstande.”382
Dette efterlader et vidt anvendelsesområde, der bl.a. indbefatter både psykiske og fysiske
symptomer383
, aldersbetingede smerter eller funktionsnedsættelser og selve angsten for
fremtidig helbredsforringelse ved f.eks. kræft, ALS, multipel sklerose, demens eller
Parkinsons.384
Omvendt betyder det også, at dødshjælp ikke er muligt, når lidelsen er uden
medicinsk relevans, som f.eks. livstræthed, hvor læger ”ikke har den nødvendige ekspertise til
at vurdere sagen.”385
Det er endvidere klart, at det er en forudsætning for lidelse, at patienten
”er bevidst om sin lidelse”, hvorfor kriteriet f.eks. ikke vil være opfyldt ved varigt komatøse
eller bevidstløse patienter, der ikke lider, uanset om der foreligger en forhåndstilkendegivelse
herom.386
378
Jf. RTE (2023), s. 20 f. Det fremgår heraf, at tvivl er naturligt, når det drejer sig om ”så stor en beslutning som
dødshjælp”, men at lægen skal være særligt opmærksom, når patienten udtrykker tvivl ved ”skiftevis at fremsætte
og tilbagetrække begæringer over en given tidsperiode”, jf. RTE (2023), s. 20.
379
Se gennemgangen heraf i afsnit 3.2.1 ovenfor.
380
Jf. udtrykkeligt RTE (2023), s. 10.
381
Jf. RTE (2023), s. 22. Denne beskrivelse anvendes også i den tyske oversættelse: ”Eine medizinische
Dimension”.
382
Dette følger af den nederlandske højesterets Brongersma afgørelse fra 2002 (dom af 24. december 2002, LJN
AE8772) jf. RTE (2023), s. 22.
383
Dette fulgte allerede af den nederlandske højesterets Chabot afgørelse fra 1994 (dom af 21. juni 1994, NJ
1994/656), jf. RTE (2023), s. 22. Det følger dog også af nævnte afgørelse, at læger ”skal udvise særlig
påpasselighed når en dødshjælpsbegæring hovedsageligt skyldes en psykisk lidelse”, jf. RTE (2023), s. 22. Se
nærmere om vurderingen ved psykiske lidelser i den særlige kommentar hertil, der bl.a. adresserer
vanskelighederne i at vurdere beslutningskompetence, jf. RTE (2023), s. 45 ff.
384
Jf. RTE (2023), s. 21 ff. og den nederlandske højesterets Schoonheim afgørelse fra 1984, hvor det blev fastslået,
at lidelse kan bestå i en frygt for ”fremadskridende forringelse af livskvaliteten eller udsigten til ikke længere af
kunne dø med værdighed.”
385
Jf. RTE (2023), s. 22 og 57.
386
Jf. RTE (2023), s. 50 ff.
71 af 160
Denne lidelse skal endvidere være ubærlig og udsigtsløs. Hvorvidt lidelsen er »ubærlig«,
konstateres ved en subjektiv totalvurdering, der skal tage udgangspunkt i den konkrete patient
og dennes historie, idet afgørelsen ultimativt ”afhænger af den individuelle patients opfattelse”
hvad der udgør ubærlig lidelse.387
Hvad angår »udsigtsløs«, så fremgår det af lovkommentaren,
at en patient anses for at lide udsigtsløst, når lidelsens årsag ”er uhelbredelig, og symptomerne
ikke kan lindres i en grad, så lidelsen ikke længere er ubærlig.”388
Dette må konstateres ved en
kombineret objektiv og subjektiv vurdering, hvor realistiske behandlingsalternativer
sammenholdes med patientens opfattelse af sådanne alternativers rimelighed.389
Hvad angår lægens informering af patienten, så følger kravene hertil allerede af kravene til
begæringen ovenfor, idet lægen skal sikre sig, at patienten er blevet ”fyldestgørende
informeret” om sin situation, og at patienten ”har forstået” samme information.390
Den skal
således individualiseres på samme vis som ved informeret samtykke efter dansk ret.391
Hvad dernæst angår omhukriteriet om intet rimeligt behandlingsalternativ, så er der tale om en
kombineret objektiv og subjektiv vurdering med nær sammenhæng til ovennævnte vurdering
af lidelsens.392
Det fremgår dog direkte af eutanasiloven, at afgørelsen heraf skal træffes af
lægen og patienten ”i forening”, hvorfor patientens mening ”har en stor indflydelse”393
. Det
forudsættes af tilsynsrådene, at der foreligger et rimeligt alternativ, når: alternativet lindrer
patientens ubærlige lidelse signifikant, har en positiv virkning inden for rimelig tid og ”enhver
ulempe opvejes af fordelene (virkning over for byrde)”.394
Når den objektive vurdering
forudsætter særlig ekspertise, skal lægen konsultere en relevant specialist.395
Hvis der
lokaliseres et objektivt og subjektivt indikeret rimeligt alternativ, kan en beslutningskompetent
patient, som altid, afvise behandlingstilbuddet, men det vil samtidig betyde, at dødshjælp
387
Jf. RTE (2023), s. 23.
388
Jf. RTE (2023), s. 23.
389
Jf. RTE (2023), s. 23.
390
Jf. RTE (2023), s. 24. Det indebærer bl.a. information om sygdommen, diagnosen, prognosen og
behandlingsmuligheder.
391
Se gennemgangen heraf i afsnit 3.2.1 ovenfor.
392
Jf. RTE (2023), s. 23 og 25 ff.
393
Jf. RTE (2023), s. 26.
394
Jf. RTE (2023), s. 25 f.
395
Jf. RTE (2023), s. 25.
72 af 160
sandsynligvis er udelukket indtil alternativet bortfalder.396
Der er således grænser for patientens
indflydelse på vurderingen af rimelige behandlingsalternativer. Visse ”invasive og langvarige
indgreb med begrænsede resultater” vil almindeligvis ikke anses for rimelige alternativer, men
det samme kan være tilfældet for palliativ behandling, når patienten f.eks. ”ikke ønsker at være
døsig […] eller miste bevidstheden”.397
Hvad angår omhukriteriet om en uafhængig lægevurdering, så kræves det, at lægen konsulterer
mindst én anden, uafhængig læge, der skal ”tilse patienten og vurdere, om de lovsatte
omhukriterier (a) til (d) [… som gennemgået ovenfor] er opfyldt.”398
Kravet om uafhængighed gælder for relationen til både den dødshjælpsansvarlige og patienten,
og vurderingen heraf er i al væsentlighed identisk med vurderingen efter de danske
inhabilitetsregler. Det betyder f.eks., at den uafhængige læge ikke må have tilset patienten i
den nærmeste fortid, at ingen af de tre står i f.eks. personlige, organisatoriske, hierarkiske eller
finansielle forhold til hinanden og at den uafhængige læge også fremstår uafhængig399
.400
”I
langt størstedelen af sagerne” er det en særligt til formålet videreuddannet »SCEN«401
læge,
der foretager en uafhængig ekspertvurdering heraf.402
Disse SCEN-læger står i øvrigt til
rådighed for spørgsmål igennem hele processen.403
396
Jf. RTE (2023), s. 26.
397
Jf. RTE (2023), s. 26.
398
Jf. RTE (2023), s. 27.
399
Det betyder f.eks., at ovennævnte rådgivning fra en SCEN-læge kan diskvalificere vedkommende fra at
foretage den senere, uafhængige vurdering.
400
Jf. RTE (2023), s. 29 f.
401
SCEN står for “Steun en Consultatie bij Euthanasie in Nederland”, som kan oversættes til ’understøttelse og
konsultation ved dødshjælp i Nederlandene’, jf. RTE (2023), tysk version, s. 29. SCEN-læger er blevet særligt
trænet til formålet af den nederlandske lægeforening (KNMG), der overser SCEN-organisationen. SCEN-læger
er organiseret i regionale afdelinger, og formålet med organisationen er bl.a. ”at garantere kvalitet gennem peer-
tilsyn”, jf. RTE (2023), s. 28. KNMG har udgivet en vejledning for nævnte SCEN-læger i 2011, som kan hentes
her: www.scen.nl.
402
Jf. RTE (2023), s. 28.
403
Jf. RTE (2023), s. 28.
73 af 160
Konklusionen på denne undersøgelse viderebringes den dødshjælpsansvarlige læge ”i en
skriftlig rapport.”404
Foruden at tjene kontrolmæssige hensyn, som gennemgås nedenfor, så
hjælper denne rapport den dødshjælpsansvarlige læge med at afgøre, om omhukriterierne er
opfyldt, inden vedkommende beslutter sig for at imødekomme eller afvise begæringen.405
En
imødekommelse er ikke betinget af enighed mellem lægerne, men den dødshjælpsansvarlige
vil i fravær heraf skulle ”tilvejebringe tilstrækkelige grunde for sin beslutning”.406
Hvad endelig angår omhukriterium (f) om lægefagligt tilfredsstillende udførelse af selve
dødshjælpen, så fremgår det af lovkommentaren, at der er tale om en retlig standard, som
vurderes med udgangspunkt i lægeforeningens faglige retningslinjer for dødshjælp, som bl.a.
oplister anbefalede medikamenter, doser og fremgangsmåde.407
Lægen skal derfor notere alle
beslutninger og trin i dødshjælpens udførelse.
Hvem
Hvad angår spørgsmålet om hvem, der kan modtage dødshjælp, kan det indledningsvist
konstateres, at nationalitet ikke er et kriterium i eutanasiloven. Som den nederlandske regering
har påpeget, er det ”en kompleks og multifacetteret” vurdering, om omhukriterierne er opfyldt,
hvilket bl.a. kræver kendskab til patientens sygehistorie.408
Det er ifølge regeringen ”op til [den
enkelte] læge at vurdere, om dette er muligt, […når patienten] ikke bor i Nederlandene og kun
lige er ankommet hertil.”409
Det kan vist formuleres sådan, at selvom det de jure er muligt, er
det de facto meget besværligt at modtage dødshjælp som udlænding i Nederlandene.
404
Jf. RTE (2023), s. 27.
405
Jf. RTE (2023), s. 27,
406
Jf. RTE (2023), s. 29. Det er den dødshjælpsansvarlige læges ansvar at sikre, at den uafhængige læges rapport
”er af den nødvendige kvalitet”, jf. ibid.
407
Jf. RTE (2023), s. 16 og 34 ff. Det drejer sig om den kongelige nederlandske lægeforening (KNMG)
henholdsvis farmaceutforenings (KNMP) retningslinjer for udførelse af eutanasi, som foreligger offentligt
tilgængeligt i en engelsk udgave: KNMG/KNMP, Guidelines for the Practice of Euthanasia and Physician-
Assisted Suicide (2021).
408
Jf. Government of Netherlands: Is euthanasia allowed? (2023):
https://www.government.nl/topics/euthanasia/is-euthanasia-allowed (tilgået 1. april 2023)
409
Jf. Government of Netherlands: Is euthanasia allowed? (2023):
https://www.government.nl/topics/euthanasia/is-euthanasia-allowed (tilgået 1. april 2023)
74 af 160
Eftersom en inhabil patient ikke er beslutningskompetent, så kan denne patientgruppe ikke
modtage dødshjælp, medmindre der foreligger en retsgyldig forhåndstilkendegivelse herom,
der blev udfærdiget inden inhabiliteten indtrådte.410
En forhåndstilkendegivelse om et ønske
om dødshjælp kan således have ”samme status som en mundtlig begæring” herom.411
Hvad angår mindreårige, så sondrer eutanasiloven mellem to aldersgrupper: 12 til 16 og 16 til
17-årige. Førstnævnte patientgruppe kan alene modtage dødshjælp, når
forældremyndighedsindehavere(n) eller værgen samtykker, mens de blot skal inddrages i
beslutningsprocessen for sidstnævnte patientgruppe.412
Mindreårige modtager dog sjældent
dødshjælp: Fra 2002 til 2017 var der ”alene 8 indberetninger” til RTE herom.413
Øvrige ”udsatte” patienter som personer med psykiske lidelser, demens eller
udviklingshæmning kan som udgangspunkt godt modtage dødshjælp. Det kræver imidlertid,
dels at lægen ”udvise[r] særlig påpasselighed” i forhold til kriteriernes opfyldelse, og dels at
sådanne patienter tilses af en tredje uafhængig læge med speciale i henholdsvis psykiatri,
demens eller udviklingshæmning.414
Kontrol
Selve processen for dødshjælp – fra begæring til afsluttende kontrol – er beskrevet i punktform
i bilagsafsnit 8.1, men det afgørende for nærværende gennemgang er, at sagen afslutningsvist
oversendes til et af de regionale tilsynsråd.
410
Jf. eutanasilovens § 2, stk. 2, jf. § 2, stk. 1, litra a og RTE (2023), s. 18 f. og 38 ff.
411
RTE (2023), s. 38 ff. Dette blev bekræftet af den nederlandske højesteret i 2020, jf. Den nederlandske
højesterets Heringa afgørelse fra 2020 (dom af 21. april 2020, 19/04910 CW).
412
Jf. eutanasilovens § 2, stk. 3 og 4.
413
Jf. RTE, Euthanasia Code 2018. Review Procedures in Practice (2018), s. 42.
414
Jf. RTE (2023), s. 22, 42 ff. og 47 ff. og den nederlandske højesterets Chabot afgørelse fra 1994 (dom af 21.
juni 1994, NJ 1994/656).
75 af 160
Tilsynsrådet foretager herefter en omfattende og tværfaglig kontrol af dødshjælpens
lovlighed.415
Tværfagligheden sikres derved, at rådene sammensættes af én juridisk ekspert, én
læge og én ”ekspert i etiske eller moralske spørgsmål”.416
Det faktiske grundlag for kontrollen er primært lægens egen begrundede rapport for
omhukriteriernes opfyldelse, som fremgår af bilagsafsnit 8.6, sammenholdt med de(n)
uafhængige læge(s) rapport(er) herom.417
Tilsynsrådene er dog også bemyndigede til at
afkræve supplerende oplysninger fra både lægen, retslægen, den konsulterede og uafhængige
læge samt eventuelt plejepersonale, når det er ”nødvendigt” for vurderingen af lægens
adfærd.418
Som det fremgår af RTEs seneste lovkommentar, så er ca. 95% af sagerne ”ligetil”, 5% ”ikke
ligetil”, men det er kun under 1% af sagerne, der ikke kan afgøres på et enkelt fysisk møde,
fordi de kræver yderligere sagsoplysning.419
Uanset endelig afgørelse, så offentliggør RTE alle
sager på deres hjemmeside, som vurderes ”ikke ligetil”. Et visuelt overblik (rutediagram) over
disse kontrolprocesser findes i bilagsafsnit 8.10.
Hvis tilsynsrådet vurderer, at omhukriterierne ikke er opfyldt, så informeres
anklagemyndigheden og Sundhedstilsynet herom. Hvis anklagemyndigheden anmoder herom,
er tilsynsrådet i så fald retligt forpligtet til at overdrage al ovennævnte information.420
4.3. Belgien
415
Den retlige kontrol tager afsæt i eutanasiloven med forarbejder, relevant retspraksis, tidligere afgørelser fra
tilsynsrådene og efter omstændighederne øvrig administrative vejledninger eller afgørelser, jf. RTE (2023), s. 10
ff.
416
Jf. eutanasilovens § 3, stk. 2 og § 4.
417
Dertil kommer en erklæring fra lægen til retslægen og en erklæring fra retslægen til tilsynsrådet, jf.
bilagsafsnittene 8.7 og 8.8.
418
Jf. eutanasilovens § 8.
419
Jf. RTE (2023), s. 13 f.
420
Jf. eutanasilovens § 10, nr. 1. Det gælder også for straffesagers efterforskning i øvrigt, jf. samme, nr. 2.
76 af 160
Intro
Mens den nederlandske lov er kulminationen på mere end et kvart århundredes retspraksis og
samspil mellem læger, ”patientorganisationer, anklagemyndigheden, interesseorganisationer
m.v.”421
, så var der ingen praksis for dødshjælp i Belgien, inden den nugældende eutanasilov422
blev vedtaget i 2002.423
Lovens formål var altså bl.a. at ”ændre lægernes adfærd”.424
Lovhjemmel
Udgangspunktet i belgisk ret er også anderledes til det nederlandske i den forstand, at den
belgiske straffelov425
i modsætning til både den danske og nederlandske ikke udtrykkeligt
forbyder hverken middel- eller umiddelbar dødshjælp.426
Umiddelbar dødshjælp vil være ulovligt efter forskellige bestemmelser om ”mord, drab eller
forgiftning”427
, mens middelbar dødshjælp ”ikke er udtrykkeligt forbudt”428
. Med den belgiske
eutanasilovs vedtagelse er umiddelbar dødshjælp (’eutanasi’) imidlertid lovligt, når en læge
sikrer sig, at betingelserne og procedurerne herfor i loven er opfyldt, jf. lovens §§ 3 og 4.429
Disse krav er bl.a., at patienten er habil (uden alderskrav), at begæring er ”frivillig og
velovervejet”, at patientens tilstand er ”udsigtsløs”, at patientens fysiske eller psykiske lidelse
”ikke kan lindres” og er både ”konstant og ubærlig” og at den skyldes en ”seriøs og
uhelbredelig tilstand.”430
Som i Nederlandene konsulterer lægen mindst én anden uafhængig
421
Jf. M. Adams og H. Nys, Comparative Reflections on the Belgian Euthanasia Act 2002, Medical Law Review
(2003), s. 354. For uddybende se Weyers (2001), s. 1 ff.
422
Loi Relative à L’Euthanasie 28 Mai 2002, som senest ændret ved Loi du 18 Mai 2022 publiée le 30 Mai 2022.
Den foreligger i en (uofficiel) engelsk oversættelse i D. A. Jones et al., Euthanasia and Assisted Suicide: Lessons
from Belgium, Cambridge University Press (2017), s. 305 ff., der er ajourført med ændringer indtil 2017.
423
Jf. Adams og Nys (2003), s. 353 ff. Belgien er således heller ikke nævnt i gennemgangen af ”lovforberedende
arbejde [m.v.] i andre lande” i KBET nr. 1184 af 1989, s. 61 ff.
424
Jf. Adams og Nys (2003), s. 354.
425
Code Pénal Belgique 8 Juin 1867.
426
Jf. Adams og Nys (2003), s. 359 og H. Nys, A Discussion of the Legal Rules on Euthanasia in Belgium Briefly
Compared with the Rules in Luxembourg and the Netherlands, D. A. Jones et al., Euthanasia and Assisted Suicide:
Lessons from Belgium, Cambridge University Press (2017), s. 10.
427
Jf. Adams og Nys (2003), s. 359. Se f.eks. §§ 393 ff. i den belgiske straffelov.
428
Jf. Nys (2017), s. 10.
429
Jf. den belgiske eutanasilovs §§ 3, stk 1 og 4, stk. 2. Se også Nys (2017), s. 11 ff.
430
Jf. den belgiske eutanasilovs § 3, stk. 1, jf. den engelske oversættelse i Jones (2017), s. 305. Min oversættelse.
77 af 160
læge431
ligesom et særligt nedsat nationalt kontrol- og tilsynsråd (”CFCEE”)432
vurderer, a
postiori, om kravene er opfyldt på grundlag af en udfyldt rapport herom fra lægen.433
Når dette
ikke er tilfældet, overdrages sagen til anklagemyndigheden.434
Loven omfatter ikke
udtrykkeligt middelbar dødshjælp, men CFCEE betragter alligevel sådan dødshjælp som
’eutanasi’ i lovens forstand.435
Sammenfatning
Dødshjælp er altså alene lovligt436
inden for sundhedsvæsenet, når lovfæstede kriterier og
fremgangsmåder følges. Det er også vigtigt at understrege, at selvom kriterierne er opfyldt, så
har nederlandske patienter ikke ret til dødshjælp og læger er ikke forpligtede til at udøve
dødshjælp.437
Lægen kan altså altid tage et etisk forbehold, men er i så fald, i modsætning til i
Nederlandene, retligt forpligtet til bl.a. at give besked herom ”i rimelig tid og senest inden for
syv dage fra begæringens fremsættelse”, viderehenvise patienten til en af denne anvist læge og
formidle kontakt til et ”center eller forening, der specialiserer sig i retten til dødshjælp.”438
Belgien vil formentlig snart ændre loven som følge af Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstols (”EMD”) kritik om at en læge potentielt kan deltage i
vurderingen af sin egen sag, uden at erklære sig eller blive erklæret inhabil.439
431
Jf. den belgiske eutanasilovs § 3, stk. 2, nr. 3.
432
’Commission fédérale de contrôle et d'évaluation de l'euthanasie’ (”CFCEE”), som oversættes til Federal
Commission for the Control and Evaluation of Euthanasia på engelsk. Dette råd nedsættes i henhold til den
belgiske eutanasilovs § 6.
433
Jf. den belgiske eutanasilovs § 8, afsnit 1, jf. §§ 5 og 7.
434
Jf. den belgiske eutanasilovs § 8, afsnit 3.
435
Jf. CFCEE, Premier rapport aux chambres législatives (2004), s. 24 og Nys (2017), s. 10.
436
Der er ikke blot tale om straffrihed, men egentlig lovliggørelse, jf. ”does not commit an offence if […]”, jf.
den belgiske eutanasilovs §§ 3, stk. 1 og 4, stk. 2, jf. den engelske oversættelse i Jones (2017), s. 305 og 309.
437
Jf. den belgiske eutanasilovs § 14,
438
Jf. den belgiske eutanasilovs §§ 14, afsnit 5 og 6, som vedtaget ved lovændringen af 15. marts 2020. Min
oversættelse ved hjælp af Google Translate.
439
Jf. pressemeddelelsen fra CFCEE af 14. oktober 2022, jf. EMD, Mortier v. Belgium, Dom af 4. oktober 2022,
nr. 78017/17, §§ 177 f.
78 af 160
Lignende udvikling
Lignende udvikling er fundet sted i Luxembourg, hvor lægelig middel- og umiddelbar
dødshjælp ligeledes er lovliggjort, når i al væsentlighed tilsvarende kriterier er opfyldt.440
Det
samme gælder Spanien, der imidlertid tillige har indføjet en venteperiode og erstattet den
efterfølgende kontrol med et krav om forudgående godkendelse fra et interdisciplinært råd.441
Uden for Europa er lignende udvikling fundet sted i Australien442
og New Zealand443
, hvoraf
sidstnævntes lov herom imidlertid først trådte i kraft, efter en folkeafstemning bekræftede
befolkningens opbakning hertil.444
Det samme gør sig gældende for middelbar dødshjælp i
udvalgte amerikanske stater.445
4.4. Tyskland
440
Jf. Loi du 16 mars 2009 sur l’euthanasie et l’assistance au suicide, som kommenteret i Ministère de la Santé et
Ministère de la Sécurité sociale, Euthanasia and assisted suicide Law of 16 March 2009 (2010). Se også
Luxembourgs informationsportal for offentlige services herom (på engelsk): Guichet: Information on requesting
euthanasia or assisted suicide (2017): https://guichet.public.lu/en/citoyens/famille/euthanasie-soins-
palliatifs/fin-de-vie/euthanasie-assistance-suicide.html#bloub-1 (tilgået 1. april 2023)
441
Jf. Ley Orgánica 3/2021, de 24 de marzo, de regulación de la eutanasia, jf. Krüger (2022), s. 22 f.
442
Alle australske stater har vedtaget lovgivning, der legaliserer lægelig middel- og umiddelbar dødshjælp, jf.
henholdsvis Voluntary Assisted Dying Act no. 27 of 2019 (Western Australia); End-of-Life Choices (Voluntary
Assisted Dying) Act 2021 (Tasmania); Voluntary Assisted Dying Act 2021 (Queensland); The Voluntary Assisted
Dying Act 2021 (South Australia); Voluntary Assisted Dying Act 2022 No 17 (New South Wales); Voluntary
Assisted Dying Act 2017 no. 61 (Victoria); og Rights of the Terminally Ill Act 1995 (Northern Territory), der
imidlertid blev annulleret på føderalt niveau i 1997.
443
Jf. End of Life Choice Act 2019, no. 67
444
Jf. End of Life Choice Act 2019, no. 67 og resultaterne fra folkeafstemningen, jf. Electoral commission:
REFERENDUM RESULTS (2020): https://www.electionresults.govt.nz/electionresults_2020/referendums-
results.html (tilgået 1. april 2023).
445
Jf. End of Life Options Act 2016 (Colorado); Death with Dignity Act 1994 (Oregon); End of Life Option Act
2015 (California); End of Life Options Act 2021 (New Mexico); Our Care, Our Choice Act 2019 (Hawaii); Aid
in Dying for the Terminally Ill Act 2019 (New Jersey) og Death with Dignity Act 2017 (Washington DC).
79 af 160
Intro
Som følge af reglerne om medvirken i tysk strafferet, har middelbar dødshjælp ikke været
ulovligt siden straffelovens (”StGB”)446
vedtagelse i 1871.447
Umiddelbar dødshjælp har
omvendt været ulovligt i samme periode, jf. StGB § 216.
Lovhjemmel
Det straffri område for middelbar dødshjælp har imidlertid været uklart som følge af bl.a. en
udvidet fortolkning af hjælpepligten448
og en kriminalisering i 2015 af professionaliseret
(lægefaglig) hjælp til selvmord med StGB § 217.449
Sidstnævnte kriminalisering blev imidlertid underkendt i en afgørelse fra den tyske
forfatningsdomstol (”BVerfG”)450
i 2020.451
Domstolen erklærede bestemmelsen
forfatningsstridig og dermed ugyldig452
, idet den bl.a. krænkede ”retten til en selvbestemt
død”453
, som ”garanterer retten til at vælge […] at begå selvmord efter en informeret og bevidst
beslutning herom og at modtage hjælp hertil fra udenforstående.”454
Straffebestemmelsen
gjorde således denne forfatningssikrede ret illusorisk.
Domstolen bemærkede afslutningsvis, at det står ”lovgiver frit at udvikle et system af
sikkerhedsgarantier”, så længe individet stadig i praksis ”kan udøve deres forfatningsretlige
446
Das Strafgesetzbuch.
447
Jf. Krüger (2022), s. 16, Greve (1974), s. 386 og Gam (1982), s. 62.
448
Jf. Krüger (2022), s. 16.
449
Bestemmelsen blev indført i StGB ved Gesetz zur Strafbarkeit der geschäftsmäßigen Förderung der
Selbsttötung af 3. december 2015 (BGBl. S. 2177 (”Lov om kriminalisering af erhvervsmæssig fremme af
selvmord”, min oversættelse).
450
Bundesverfassungsgericht.
451
Jf. BVerfG, Urteil des Zweiten Senats vom 26. Februar 2020, - 2 BvR 2347/15 -, Rn. 1-343 (”2 BvR 2347/15”).
Dommen er offentligt tilgængelig på forfatningsdomstolens hjemmeside, bl.a. i en forkortet engelsk oversættelse:
https://www.bundesverfassungsgericht.de/SharedDocs/Entscheidungen/EN/2020/02/rs20200226_2bvr234715en
.html (tilgået 9. marts 2023).
452
Jf. 2 BvR 2347/15, § 334 ff., navnlig § 337.
453
Som fulgte af den tyske forfatnings art. 2(1) sammenholdt med 1(1), jf. 2 BvR 2347/15, § 202.
454
Jf. 2 BvR 2347/15, § 203. Det er dog vigtigt at understrege, at denne ret ikke medfører et korrelerende ”krav
på andres medvirken i ens selvmordsplan”, idet ”ingen kan nogensinde blive forpligtet til at medvirke til en andens
selvmord.”, jf. 2 BvR 2347/15, henholdsvis §§ 289 og 342.
80 af 160
beskyttede rettighed til at forlade dette liv […] med hjælp fra andre.”455
Den Tyske
Forbundsdag har endnu ikke vedtaget nogen lovgivning herom, men der er lige nu tre
forskellige lovforslag under behandling.456
Ovennævnte dom har ligeledes ledt til akademiske
diskussion af forbuddet mod umiddelbar dødshjælps mulige forfatningsstridighed.457
Sammenfatning
Middelbar dødshjælp er altså lovligt både inden for og uden for sundhedsvæsenet, når individet
har foretaget en vedholdende, ”selvstændig og frivillig” beslutning herom, hvilket bl.a.
forudsætter beslutningskompetence, fravær af ydre påvirkning og fyldestgørende
information.458
Den skal altså leve op til ”standarderne for samtykke til behandling”.459
Læger
vil desuden altid kunne tage et etisk forbehold, idet ingen kan forpligtes ”til at medvirke”.460
Lignende udvikling
Lignende udvikling er fundet sted i Italien og Østrig, hvor landendes forfatningsdomstole
erklærede straffelovenes forbud mod middelbar dødshjælp delvist forfatningsstridige.461
I
Italien er lovgivning på vej, mens Østrig allerede har lovsat- og -reguleret adgangen til
middelbar dødshjælp.462
I Schweiz er middelbar dødshjælp ikke ulovligt, når det ikke sker i
455
Jf. 2 BvR 2347/15 §§ 341 og 342.
456
Jf. Gesetzentwurf der Castellucci et. al, Entwurf eines Gesetzes zur Strafbarkeit der geschäftsmäßigen Hilfe
zur Selbsttötung und zur Sicherstellung der Freiverantwortlichkeit der Entscheidung zur Selbsttötung, v.
07.03.2022, BT-Drs. 20/904; Gesetzentwurf der Künast et. al, Entwurf eines Gesetzes zum Schutz des Rechts auf
selbstbestimmtes Sterben und zur Änderung weiterer Gesetze, v. 17.06.2022, BT-Drs. 20/2293; og Gesetzentwurf
der Helling-Plahr et. al, Entwurf eines Gesetzes zur Regelung der Suizidhilfe v. 21.06.2022, BT-Drs. 20/2332.
457
Jf. Krüger (2022), s. 16, der henviser til Leitmeier, Ist § 216 StGB verfassungsrechtlich noch haltbar?, Neue
Zeitschrift für Strafrecht (2020), s. 508-514.
458
Jf. 2 BvR 2347/15, §§ 240 ff.
459
Jf. 2 BvR 2347/15, § 242.
460
Jf. 2 BvR 2347/15, § 342.
461
Jf. henholdsvis Corte costituzionale, ordinanza No. 207/2018 e sentenza 242/2019 og Verfassungsgerichtshof,
G 139/2019-71, 11. Dezember 2020. Se nærmere herom i P. Delbon et al, Medically assisted suicide in Italy: the
recent judgment of the Constitutional Court, Clinica Terapeutica (2021), s. 193 ff. og F. Turoldo, Aiding and
Abetting Suicide: The Current Debate in Italy, Cambridge Quarterly of Healthcare Ethics (2021), s. 123 ff.
462
Jf. Sterbeverfügungsgesetz sowie Änderung des Suchtmittelgesetzes und des Strafgesetzbuches am 31.
Dezember 2021, BGBl. I, 242/2021. Se for Italiens vedkommende: https://www.euronews.com/2022/03/11/mps-
in-italy-back-a-new-law-that-would-legalise-a-form-of-euthanasia (tilgået den 15. marts 2023).
81 af 160
medvirkerens ”egeninteresse”, og landets højesteret har konkluderet, at modellen, hvorefter
lægeforeningernes retningslinjer de facto regulerer adgangen, er forfatningsmæssig.463
Uden for Europa er lignende udvikling fundet sted i Canada, der begyndte i 2015, da landets
højesteret erklærede straffelovens forbud mod lægelig dødshjælp for delvist
forfatningsstridigt.464
Dette har kulmineret i en lov, der lovliggør lægelig middelbar- og
umiddelbar dødshjælp.465
4.5. EMRK
EMRK, der gælder i Danmark466
, værner om retten til liv (art. 2) og retten til privatliv (art. 8),
men indeholder ingen ret til at dø.467
Ikke desto mindre har der udviklet sig en omfattende retspraksis ved EMD om netop individers
selvbestemmelse over livets ophør med udgangspunkt i førnævnte art. 2 og 8.468
Heraf kan helt
generelt udledes, at medlemsstaterne har en ”bred skønsmargin”, når klagesagen angår et etisk
kontroversielt emne som dødshjælp469
.470
463
Jf. BGer 2A.48/2006/2A.66/2006, 3 November 2006 and BGer 2C_9/2010 v. 12 April 2010. Den lovlige
middelbar dødshjælp fremgår forudsætningsvist af Schweiz’ straffelov, jf. Schweizerisches Strafgesetzbuch
vom 21. Dezember 1937, art. 115. Se nærmere herom Krüger (2022), s. 18 ff.
464
Jf. Carter v. Canada (Attorney General), 2015 SCC 5, [2015] 1 S.C.R. 331, §§ 126 f. Denne udvikling gentog
sig i 2019 for så vidt angår den daværende lov om dødshjælp, jf. Truchon c. Procureur général du Canada, 2019
QCCS 3792.
465
Jf. Bill C-7 of 17 March 2021, Second Session, Forty-third Parliament, 69-70 Elizabeth II, 2020-2021. Se
nærmere herom: https://www.canada.ca/en/health-canada/services/medical-assistance-dying.html (tilgået 16.
marts 2023)
466
Jf. Lovbekendtgørelse nr. 138 af 2022 om lov om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention § 1.
467
Jf. f.eks. EMD, Pretty v. United Kingdom, dom af 29. april 2002, nr. 2346/02, §§ 39 ff. Bekræftet i EMD, Lings
v. Denmark, dom af 12. april 2022, nr. 15136/20, § 52 og EMD, Mortier v. Belgium, dom af 4. oktober 2022, nr.
78017/17, § 138.
468
Jf. f.eks. overblikket i EMD, Factsheet: End of life and the European Convention on Human Rights, EMDs
Press Unit (2022).
469
Jf. f.eks. EMD, Haas v. Switzerland, dom af 20. januar 2011, nr. 31322/07, § 55.
470
Jf. T. K. Hervey og J. V. McHale, European Union Health Law: Themes and Implications, Cambridge
University Press (2015), s. 164. Se til eksempel EMD, Pretty v. United Kingdom, dom af 29. april 2002, nr.
2346/02, §§ 70 ff.; EMD, Haas v. Switzerland, dom af 20. januar 2011, nr. 31322/07, §§ 53 ff., navnlig 55; EMD,
Koch v. Germany, dom af 19. juli 2012, nr. 497/09, § 70; EMD, Lambert and others v. France, dom af 5. juni
82 af 160
Eftersom formålet med denne fremmedretlige undersøgelse er at afsøge muligheden for en
legalisering af dødshjælp, så er det imidlertid ikke interessant at undersøge EMDs retspraksis
for så vidt angår medlemsstater, der ikke har legaliseret dødshjælp.
Spørgsmålet er således i stedet, hvilke menneskeretlige krav EMD stiller til lande, der har
legaliseret dødshjælp i én eller anden form. Den første og eneste sag om umiddelbar dødshjælp
er Mortier v. Belgium (2022), mens den første og ’eneste’471
sag om middelbar dødshjælp er
Haas v. Switzerland (2011). Som gennemgået ovenfor er dødshjælp alene lovligt inden for
sundhedsvæsenet i Belgien, hvilket ikke er tilfældet i Schweiz, hvorfor det navnlig er
førstnævnte, der påkalder sig særlig opmærksomhed.
Førstnævnte sag angik dødshjælp udøvet til klagers mor, der modtog dødshjælp som 64-årig
på grund af uhelbredelig depression og personlighedsforstyrrelse i omkring 40 år.472
Eftersom
dette var den første sag, hvor EMD skulle vurdere udført dødshjælps overensstemmelse med
EMRK, fandt EMD det nødvendigt indledningsvist at ”klarlægge karakteren og omfanget af
en medlemsstats forpligtelser under [EMRK] art. 2 i denne henseende.”473
Herom bemærkede domstolen, at selvom der ikke kan udledes en ret til at dø fra EMRK art. 2,
så skal retten til liv ikke fortolkes således, at den i sig selv forbyder legalisering af dødshjælp.474
Såfremt dødshjælp legaliseres, så skal medlemsstaten imidlertid sikre sig, at der etableres
”passende og tilstrækkelige beskyttelsesforanstaltninger til at forhindre misbrug og dermed
sikre respekten for retten til liv.”475
Fravær heraf vil konstituere et brud på EMRK art. 2.
2015, nr. 46043/14, §§ 144 ff.; EMD, Lings v. Denmark, dom af 12. april 2022, nr. 15136/20, §§ 58 ff. og EMD,
Mortier v. Belgium, dom af 4. oktober 2022, nr. 78017/17, §§ 142 f.
471
I en tidligere afgørelse havde EMD dømt Schweiz for en overtrædelse af EMRK art. 8 ved ikke at have klare
retningslinjer for middelbar dødshjælp til individer, der ikke lider af en terminal sygdom, jf. EMD, Goss v.
Switzerland, dom af 14. maj 2013, nr. 67810/10. Denne afgørelse blev imidlertid senere erklæret ugyldig, jf. EMD,
Goss v. Switzerland, dom af 30. september 2014, nr. 67810/10.
472
Jf. EMD, Mortier v. Belgium, §§ 4 ff.
473
Jf. idem § 115, min oversættelse.
474
Jf. idem § 138.
475
Jf. idem § 139, min oversættelse.
83 af 160
Indholdet af disse beskyttelsesforanstaltninger informeres af en kommentar fra FNs
Menneskerettighedskomité, om at dødshjælp kræver ”robuste juridiske og institutionelle
beskyttelsesforanstaltninger for at sikre, at læger efterkommer deres patienters frie,
informerede, eksplicitte og utvetydige beslutning, så patienter beskyttes mod pres og
misbrug.”476
På trods af medlemsstaters brede skønsmargin for regulering af dødshjælp, så fandt domstolen
alligevel, at den var kompetent til at vurdere det belgiske dødshjælpssystems overensstemmelse
med EMRK art. 2.477
Denne vurdering er treleddet og går på:
i) hvorvidt der eksisterer et regelsæt for procedurerne inden dødshjælpen, ”i national
lov og retspraksis”, der overholder kravene i art. 2;
ii) hvorvidt disse er overholdt i den konkrete sag og
iii) hvorvidt efterfølgende kontrol sikrede garantierne påkrævet efter art. 2.478
Det første led er altså en generel undersøgelse af reguleringen af dødshjælp inden dennes
udførelse, mens det andet led er en konkret undersøgelse af sagens overensstemmelse hermed.
Det tredje led er omvendt en kombineret generel og konkret undersøgelse af medlemsstatens
efterfølgende kontrol i almindelighed og sagen i særdeleshed.
I Mortier v. Belgium fandt EMD, at Belgien havde sikret passende og tilstrækkelige
beskyttelsesforanstaltninger for procedurerne inden dødshjælpen, jf. EMRK art. 2. Det belgiske
regelsæt sikrede således, at en begæring om dødshjælp var ”frivillig og velinformeret”, og at
yderligere beskyttelsesforanstaltninger fandt anvendelse, når døden ikke var uafvendelig479
.
Dertil kom, at loven havde været prøvet af flere nationale domstole, der havde konkluderet, at
476
Jf. idem § 139, min oversættelse. Se FN’s Menneskerettighedskomité, General Comment No. 36, Article 6:
right to life, 124. samling (2019), s. 2.
477
Jf. idem, § 141.
478
Jf. idem, § 141.
479
Jf. “expected to occur in the short term”, jf. EMD, Mortier v. Belgium, Legal summary (2022), s. 3.
84 af 160
den var i overensstemmelse med EMRK art. 2. EMD konkluderede ligedan, at disse var
overholdt i den konkrete sag.
For så vidt angår den efterfølgende kontrol, så gjorde EMD det klart, at denne i almindelighed
materielt skal være ”særdeles grundig for at overholde forpligtelserne i art. 2”, og at
kontrolmyndigheden personelt skal ”garantere den [nødvendige] interdisciplinære viden og
praksis” og ”garantere [medlemmernes] uafhængighed”.480
Dette syntes alt sammen prima
facie at være opfyldt for Belgiens regelsæt, idet f.eks. de personelle krav opfyldtes ved at
kontrolmyndigheden bestod af læger og jurister nomineret af en lovgivende forsamling. Til
gengæld fandt domstolen, at selve procedurerne for den efterfølgende kontrol ikke indeholdt
tilstrækkelige beskyttelsesforanstaltninger for at garantere uafhængighed. Anonymiteten ved
indberetning af dødshjælpen betød således, at lægen potentielt kunne vurdere sin egen sag uden
de øvrige medlemmers vished om inhabiliteten.481
Domstolens afgørelse i Mortier v. Belgium kan læses som en uddybelse og udvidelse af de
menneskeretlige implikationer for reguleret dødshjælp, som domstolen hentydede til i sin
afgørelse i Haas v. Switzerland fra 2011. Heri understregedes det, at EMRK art. 2 i sådanne
tilfælde forpligter medlemsstaterne til at etablere procedurer, som sikrer at et individ alene kan
tage sit liv ”frivilligt og med fuld forståelse for konsekvenserne heraf.”482
Dette indebærer, at
reglerne herom værner borgerne mod misbrug og beskytter ”udsatte personer”483
.484
Selvom ovennævnte to domme udgør den eneste retspraksis for lande, der har legaliseret
dødshjælp, så kan det anføres, at også domstolens praksis om behandlingsophør og andre (i
Danmark) lovlige former for dødshjælp er relevant, når den besvarer generelle spørgsmål om
regulering af dødshjælp.485
Heraf kan det udledes fra Lambert and Others v. France, at det er
afgørende efter EMRK art. 2, at enhver legalisering af dødshjælp skal være ”tilstrækkelig
480
Jf. f.eks. EMD, Mortier v. Belgium, §§ 171 ff.
481
Jf. f.eks. EMD, Mortier v. Belgium, §§ 178 ff.
482
Jf. Haas v. Swtizerland, §§ 54 ff., navnlig 58.
483
Jf. Haas § 54.
484
Jf. idem, § 57.
485
Jf. domstolens egne henvisninger til tidligere praksis om (i Danmark) lovlig dødshjælp, jf. Mortier v. Belgium,
§§ 118 ff.. Se også Sien Loos, Assisted dying before the ECtHR: general rules for national regulations, Medical
Law International (2022), s. 109 ff.
85 af 160
åbenbar” til at sikre en præcis og detaljeret regulering af lægers beslutning om at tilbyde
dødshjælp.486
Dette indebærer, at der f.eks. ikke må være tvivl om rækkevidden af
anvendelsesområdet eller centrale begreber for selvsamme anvendelse.487
Dette anførtes også
i den indledende dom fra Kammeret i sagen Gross v. Switzerland, der imidlertid blev erklæret
ugyldig af Storkammeret i den senere endelige afgørelse.488
Sammenfatning
På dette grundlag kan det konstateres, at det følger af EMDs retspraksis, at medlemsstater kan
legalisere dødshjælp i overensstemmelse med EMRK art. 2, når den nationale regulering heraf
indeholder ”passende og tilstrækkelige” beskyttelsesforanstaltninger mod misbrug. Dette
indebærer:
 at reguleringen utvetydigt og detaljeret fastlægger kravene til dødshjælp, herunder
hvordan lægen vurderer deres opfyldelse;
 at reguleringen etablerer procedurer, der garanterer, at begæringen er udtrykkelig,
frivillig og velinformeret;
 at reguleringen indeholder særlige beskyttelseskrav for udsatte eller afvendeligt døende
patienter;
 at reguleringen fastsætter uafhængig og tværfaglig kontrol af den udførte dødshjælp.489
Domstolens treleddede vurdering heraf var (i hovedsagen) tilfredsstillende for den belgiske
regulering af dødshjælp, som minder om det nederlandske system, om end den efterfølgende
kontrol antageligvis er grundigere i Nederlandene, der heller ikke anonymiserer rapporterne,
som EMD kritiserede i Mortier v. Belgium.490
Dertil kommer, at den tyske forfatningsdomstol
egenhændigt grundigt prøvede og konkluderede, at en tysk afkriminalisering af uegennyttig
486
Jf. Lambert,, § 160.
487
Jf. Lambert, §§ 152 ff.
488
Jf. EMD, Gross v. Switzerland, dom fra Kammeret af 14. maj 2013, nr. 67810/10, §§ 65 ff., navnlig 69 og
EMD, Gross v. Switzerland, dom fra Storkammeret af 30. september 2014, nr. 67810/10, § 37.
489
Jf. i samme retning Marc de Hert et al, The Belgian euthanasia law under scrutiny of the highest courts, The
Lancet Regional Health – Europe (2022); Loos (2022), s. 116; Marc de Hert et al, Euthanasia of a person with a
psychiatric disorder does not violate the European Convention on Human Rights (Mortier v. Belgium [no.
78017/17]), European Psychiatry (2022), s. 1 f.
490
Jf. i same retning Nys (2017), s. 7 ff.
86 af 160
middelbar dødshjælp var i overensstemmelse med EMD’s tidligere praksis. På denne baggrund
synes det rimeligt at konkludere, at også de nederlandske og tyske regler, som gennemgået
ovenfor, antageligvis vil være i overensstemmelse med EMRK art. 2.
4.6. Sammenfatning
Som det fremgår af gennemgangen ovenfor, så har både Nederlandene og Belgien gennemført
legaliseringen af dødshjælp ved lov, mens forfatningsdomstolen har afgrænset det lovlige
område i Tyskland. Hvor retstilstanden er meget ens i de førstnævnte to lande, så adskiller
retstilstanden sig væsentligt fra sidstnævnte, hvor alene middelbar dødshjælp er lovligt. Det er
dog kendetegnende for alle tre legaliseringer, at hverken patient eller læge kan tvinges til at
modtage eller udøve dødshjælp.
Efter nederlandske og belgiske regler, så er dødshjælp fortsat strafbart i almindelighed, men
undtagelsesvist lovligt, når lægen, der udfører dødshjælp, har sikret sig, at en række kriterier
herfor er opfyldt, og i øvrigt følger en angivet fremgangsmåde, hvilket er genstand for en
grundig efterfølgende kontrol af et tværfagligt råd. Førnævnte kriterier sikrer dels, at borgeren
falder inden for lovens anvendelsesområde, og dels at begæringen om dødshjælp er både
frivillig, velinformeret og afgivet af en habil person, hvilket også kræves efter tysk ret.
På grundlag af en analyse af EMD’s retspraksis omkring dødshjælp, kan det konstateres, at
enhver regulering af dødshjælp kræver passende og tilstrækkelige beskyttelsesforanstaltninger
mod misbrug for at være i overensstemmelse med EMRK art. 2. Eftersom domstolen konkret
vurderede, at dette overordnet set var tilfældet for den belgiske regulering, som minder om den
nederlandske, og at den tyske forfatningsdomstol havde foretaget en prøvelse af de lignende
tyske krav til begæringen, er gennemgangen i afsnit 4 sammenfattende retvisende for en mulig
legalisering i overensstemmelse med EMRK.
5. Dødshjælp i fremtidig ret
På dette grundlag kan det herefter diskuteres, hvordan det lovlige område for dødshjælp efter
gældende dansk ret kan udvides under iagttagelse af EMRK. Dette fordrer først en afklaring
af, om der er rum hertil (afsnit 5.1), inden det overvejes, hvilken form reguleringen kan tage
(afsnit 5.2), førend et muligt indhold heraf endelig kan diskuteres (afsnit 5.3).
87 af 160
5.1. Rum til udvidelse
Spørgsmålet, om hvordan dødshjælp kan lovliggøres, giver indledningsvist anledning til at
overveje, om det lovlige område overhovedet kan udvides.
Som det blev konkluderet i afsnit 3.2, er der allerede efter gældende dansk sundhedsret vid
adgang til dødshjælp inden for sundhedsvæsenet. Det blev tillige fremhævet i afsnit 3.1.3 og
3.2.3, at dette område for straffri lægelig dødshjælp formentlig er væsentligt større i praksis,
end det forudsættes i loven, som følge dels af manglende disciplinær- og retsforfølgelse af
tilfælde af ulovlig dødshjælp og dels af sundhedsmyndighedernes sanktionsgraduering.
Dette synes at være et argument for, at dødshjælp allerede de jure er lovliggjort for langt
størstedelen af den i praksis forekommende, som reflekteret i undersøgelsen fra Heide m.fl.
(afsnit 3.2.3), og i øvrigt de facto antageligvis straffrit for ulovlige enkelttilfælde inden for
sundhedsvæsenet, som netop anført ovenfor. Dertil kommer, at de tilfælde, der måtte blive
strafforfulgt alligevel eller formentlig straffes meget mildt, som diskuteret i afsnit 3.1.3.
Der er imidlertid forskel på mulig straffrihed som følge af lempelig tilsyns- tiltale- og
sanktioneringspraksis, strafmildhed som følge af lempelig strafudmåling og egentlig lovlighed,
særligt for lægen, der har sin karriere på spil.491
Derudover er det også klart, at den beskrevne
retstilstand i langt overvejende grad gælder for uafvendeligt døende patienter eller senest
patienter under livsforlængende eller livsnødvendig behandling.492
Den forudsætter således, at
patienten er i et relevant behandlingsforløb, at patienten møder en læge, der er villig til at udføre
ulovlig dødshjælp under risiko for ansættelses-, disciplinær- eller strafferetlige sanktioner, eller
at borgeren selv forsøger sig frem uden den lægefaglige sikkerhed for, at dødshjælpen udføres
værdigt og smertefrit. En konsekvens af den hidtidige legalisering af dødshjælp inden for
sundhedsretten er også, at der ikke længere kan sondres objektivt mellem lovlig og ulovlig
dødshjælp, hvorfor der reelt eksisterer en retlig gråzone. Denne håndteres antageligvis af
sundhedsmyndighedernes strafgraduering, som gennemgået i afsnit 3.2.3, men det er ikke desto
mindre retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, at der fortsat består en usikker retstilstand for så
alvorlige spørgsmål som lægelig dødshjælp. Dertil kommer, at det indtil videre alene er former
for umiddelbar dødshjælp, der er lovliggjort, jf. afsnit 3.2.
491
Jf. i samme retning Vestergaard (2000), s. 18
492
Jf. afsnit 3.1.3, 3.2.1 og 3.2.3 ovenfor.
88 af 160
På denne baggrund synes det rimeligt at konkludere, at der alligevel er årsag til at overveje,
hvordan det lovlige område for lægelig dødshjælp inden for sundhedsvæsenet kan udvides.
Som netop bemærket, er der tale om et alvorligt samfundsmæssigt spørgsmål, der rummer
svære etiske afvejninger. Nedenstående diskussion skal derfor alene betragtes som et
pragmatisk udkast til en løsning, der bygger på ovenstående arbejde.
5.2. Reguleringsform
Det første spørgsmål er herefter, om en eventuel legalisering bør ske ved lov, dom eller
administrativ praksis.
Retspraksis
Som det fremgår af afsnittene 4.2 og 4.4, har dødshjælp i hvert fald oprindeligt været reguleret
i retspraksis i Nederlandene, Tyskland, Italien, Canada og Østrig, hvilket da også oprindeligt
var løsningen i dansk ret, som de to højesteretsdomme inden vedtagelsen af straffeloven af
1866 illustrerer, jf. afsnit 2.2. Som det fremgik af ovennævnte afsnit, har argumentet i udlandet
enten været en forfatningssikret ret til dødshjælp eller nødretlige betragtninger. Eftersom
førstnævnte er irrelevant i en dansk kontekst, skulle løsningen findes i nødretten. Allerede fordi
nødretsbetragtninger formentlig er uanvendelige for ulovlig dødshjælp, som det blev
konkluderet i afsnit 3.1.3, må denne reguleringsform betragtes som uegnet.
Administrativ praksis
En anden løsning er at overlade spørgsmålet til administrativ praksis, som var udgangspunktet
i dansk ret indtil lovreguleringen heraf i begyndelsen af 90’erne.493
Der er ikke fundet
fremmedretlige eksempler herpå, idet en analogi måske er retstilstanden i Schweiz, som følger
lægeforeningens retningslinjer, jf. afsnit 4.4. Det kan til støtte herfor anføres, at både
sundhedsmyndighedernes forskrifter og praksis stadigvæk har stor betydning for fastlæggelsen
af gældende ret, jf. afsnittene 3.2.1 og 3.2.2. Dette kan endvidere begrundes med en praktisk
nærhed til problemet kombineret med problemstillingens praktiske behov for lægefaglig
indsigt og erfaring med bl.a. spørgsmål om habilitet eller behandlingsalternativer, men også
493
Jf. afsnittene 3.1.3, 3.2.1 og 3.2.2.
89 af 160
den iboende fleksibilitet i administrativ praksis, som ikke kræver samme tilblivelsesproces som
lovgivning.
Lovgivning
Denne fleksibilitet er imidlertid ikke uden videre at foretrække, når det gælder så
samfundsmæssigt alvorlige og etisk komplicerede spørgsmål som dødshjælp. Det er således
retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at overlade vigtige spørgsmål som f.eks. nuværende men
også fremtidig udvidelse af dødshjælpens anvendelsesområde til en proces uden demokratisk
legitimitet eller offentlighed. Spørgsmål af nævnte karakter bør principielt overlades til
Folketinget, der besidder størst demokratisk legitimitet. En lov vil også sikre ”lovmæssig
klarhed”494
som følge af lovgivningsprocessens grundighed, langsommelighed og offentlighed,
der kan sikre overholdelse af EMRK’s krav om utvetydighed i reguleringen, jf. afsnit 4.5, og
værne om retssikkerheden. Denne reguleringsform er også anvendt i hovedparten af de lande,
der har legaliseret dødshjælp, herunder Nederlandene, Belgien, Luxembourg, Spanien,
Australien og New Zealand, jf. afsnittene 4.2 og 4.3. Dertil kommer, at spørgsmålet historisk
– både i straffe- og sundhedsretten – har været reguleret eller senere foreslået reguleret ved lov
i dansk ret, jf. afsnittene 2.3, 3.1 og 3.2, hvilket også var anbefalingen i KBET nr. 1184 af 1989,
på baggrund af en undersøgelse af dagældende i hovedsagen administrative praksis. Det synes
derfor bedst stemmende med dansk retstradition på dette område, foruden ovennævnte
principbetragtninger, at regulere en mulig udvidelse af lovlig dødshjælp ved lov.
Udformning
Spørgsmålet er herefter, hvordan denne lov rent lovteknisk skal udformes. Det kan i den
forbindelse indledningsvist bemærkes, at en fuldstændig afkriminalisering dels falder uden for
redegørelsens sigte, der er lægelig dødshjælp i overensstemmelse med definitionen i afsnit
1.2.1, og dels at det rent lovteknisk ville forskubbe en del af problemet til
manddrabsbestemmelsen i straffelovens § 237 og i øvrigt få store betydninger for
strafudmålingen, jf. afsnit 3.1.3.
En mulig fremgangsmåde er at undlade at ændre straffeloven, og i stedet alene udvide området
for lovlig dødshjælp i sundhedsloven, således at lovligheden følger af lovmotiverne og
almindelige lovfortolkningsprincipper, hvilket var fremgangsmåden for palliativ sedering og
494
Jf. KBET nr. 1184 af 1989, s. 115.
90 af 160
behandlingsophør med døden til følge, jf. afsnit 3.2.1 og 3.2.2.495
På den ene side ville dette
give mulighed for en udnyttelse af sundhedslovens eksisterende lovsystematik og
begrebsanvendelse, men heroverfor står, at dødshjælpen ikke nødvendigvis vil have den samme
tilknytning til en aktuel behandlingssituation, som det er tilfældet med palliativ sedering og
behandlingsophør.
Det er imidlertid også en mulighed alene at regulere spørgsmålet i straffeloven, hvilket ville
være i overensstemmelse med det oprindelige straffelovsforslag, FIII, der lod straffen
bortfalde, når nærmere omstændigheder var til stede, og havde stort flertal i Folketinget, jf.
gennemgangen i afsnit 2.3. Det må imidlertid antages, at den oprindelige formulering af disse
omstændigheder var for vag, til at det menneskeretlige krav om utvetydighed og detaljeret
fastlæggelse af kriterierne for dødshjælp ville være opfyldt, jf. afsnit 4.5.
En tredje løsning er derfor at forene de to fremgangsmåder, der begge har støtte i dansk
lovgivningshistorie. Denne reguleringsform er fulgt i Nederlandene, hvor straffelovens
udgangspunkt om strafbar dødshjælp bevares, men er tilføjet en undtagelse, hvorefter en læge,
der opfylder betingelserne i loven om dødshjælp og indberetter handlingen til efterfølgende
kontrol lovligt kan udføre dødshjælp, jf. afsnit 4.2. Denne løsning er tillige mutatis mutandis
benyttet af Belgien, jf. afsnit 4.3, hvorfor det også følger direkte af EMDs retspraksis, at denne
fremgangsmåde lovteknisk opfylder kravene efter EMRK art. 2, jf. afsnit 4.5.
Dette vil tillade fastlæggelsen af en utvetydig og detaljeret regulering af kriterierne for
dødshjælp i sundhedsloven, der kan drage gavn af ovennævnte systematik og
begrebsfastlæggelse, men samtidig sikre klarhed omkring lovens relation til straffeloven,
hvilket er retssikkerhedsmæssigt ønskværdigt, når henses til fraværet af dødshjælpens
behandlingsislæt. Fraværet af tilknytningen til en behandlingssituation kan imidlertid fortsat
anvendes som argument for en selvstændig lov om dødshjælp, som det er tilfældet i
Nederlandene og Belgien. Når henses til at nuværende lovlig dødshjælp allerede er reguleret i
sundhedsloven, at sundhedsloven indeholder en række begreber og regler af lovteknisk
relevans for dødshjælp, som gennemgået i afsnit 5.3 nedenfor, og at loven allerede indeholder
afsnit, som regulerer betingede retskrav på behandling, som abort, sterilisation eller kastration,
som falder uden for den almindelige behandlingssituation, synes det imidlertid formålstjenligt,
495
Jf. også afsnit 3.2.3.
91 af 160
at lade lovliggørelsen ske inden for rammerne af sundhedsloven. En mulighed er dog at
regulere dødshjælp i et selvstændigt afsnit som ovennævnte behandlingstilbud for dels at
markere forskellen til palliativ sedering og behandlingsophør og dels at kunne regulere
spørgsmålet i detaljeret grad uden at påvirke den eksisterende struktur i afsnit III, jf. afsnit 3.2.
5.3. Indhold
Det næste spørgsmål er naturligvis lovens nærmere indhold. Eftersom det allerede er nævnt
flere gange, at EMRK art. 2 fordrer en utvetydig og detaljeret regulering af betingelserne for
dødshjælp, synes det oplagt at begynde ved anvendelsesområdet.
5.3.1. Anvendelsesområde
Som EMD har uddybet, må der ikke være tvivl om hverken anvendelsesområdets rækkevidde
eller centrale begreber for afklaring af selvsamme anvendelsesområde.496
Dette følger for så
vidt også allerede af danske principper for lovudformning, og definitioner vil løbende blive
diskuteret i gennemgangen nedenfor, når det er relevant.497
Det er oplagt indledningsvist at vurdere, om det alene skal være borgere med en fast tilknytning
til Danmark, der skal have adgang til dødshjælp. Som det fremgår af afsnit 4.2, har
Nederlandene ikke et nationalitetskrav, som også ville være problematisk i dansk ret, som følge
af det EU-retlige forbud mod forskelsbehandling med hensyn til nationalitet, jf. sundhedsloven
§ 2 a.498
Alt afhængig af kriterierne for dødshjælpsmodtagelse vil det formentlig de facto
alligevel kun være personer med bopæl i Danmark, der vil kunne få adgang hertil, jf. f.eks.
afsnit 4.2. En mulig løsning er derfor at fastholde sundhedslovens udgangspunkt om
bopælskrav, jf. sundhedslovens § 7.
En anden overvejelse for lovens anvendelsesområde er, om der bør gælde et alderskrav. Som
det fremgår af afsnittene 2.3, 3.1.1 og 3.1.2, så har dette været drøftet ad mange omgange for
reglerne om ulovlig dødshjælp, som nu kræver tilregnelighed hos offeret, mens § 239 tillige
kræver myndighed. Omvendt kræver sundhedsloven et konkret skøn over patientens
496
Jf. afsnit 4.5 ovenfor.
497
Jf. Justitsministeriet, Vejledning om lovkvalitet (2018), s. 31
498
Jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/24 om patientrettigheder i forbindelse med
grænseoverskridende sundhedsydelser art. 4, stk. 3.
92 af 160
beslutningskompetence for palliativ sedering eller behandlingsophør, når vedkommende er
over 15 efter sundhedslovens §§ 15, modsætningsvist, og 17, hvilket i sin væsentlighed
tilsvarer adgangen til dødshjælp efter nederlandske regler, jf. afsnit 4.2, hvorimod det konkrete
skøn står alene efter belgiske regler, jf. afsnit 4.3 ovenfor. Som det fremgår afsnit 4.2, har
adgangen til dødshjælp for mindreårige ringe praktisk betydning i Nederlandene, og når henses
til at FIII forudsatte myndighed, jf. afsnit 2.3, og at en udvidet lovliggørelse fordrer
forsigtighed, synes et krav på 18 år at være velbegrundet.
Når endvidere henses til straffelovens tilregnelighedskrav såvel som sundhedslovens
informerede samtykke, må det allerede af denne grund afvises, at inhabile borgere skal have
adgang til dødshjælp, når bortses fra spørgsmålet om habiles forhåndstilkendegivelser, som
drøftes nedenfor. Det kan i forlængelse heraf drøftes, om personer med psykiske lidelser,
demens eller udviklingshæmning tillige bør holdes uden for lovens anvendelsesområde. Dette
spørgsmål besvares i gældende dansk ret af et konkret skøn over henholdsvis tilregnelighed og
habilitet i henholdsvis straffe- og sundhedsretten, jf. afsnittene 3.1 og 3.2. Dette er også
tilfældet i Nederlandenes regulering af dødshjælp, hvor der imidlertid suppleres med særlige
beskyttelsesregler for nævnte persongrupper.499
Dette sidstnævnte er også et krav efter EMRK
art. 2, hvis anvendelsesområdet omfatter disse persongrupper, jf. afsnit 4.5 ovenfor.
Foruden ovennævnte kriterier, så afgrænses anvendelsesområdet almindeligvis af et relevant
lægefagligt sygdomskriterium. Dette var således udgangspunktet for den første juridiske
diskussion af dødshjælp i dansk ret, en forudsætning for straffelovsforslagene herom,
afgørende for strafnedsættelse eller tiltalefrafald efter gældende dansk strafferet og påkrævet
for lovlig dødshjælp inden for sundhedsretten, jf. afsnittene Fejl! Henvisningskilde ikke
fundet., 2.2, 2.3, 3.1.3, 3.2.1 og 3.2.2.
Dette er også et ufravigeligt krav for dødshjælp i f.eks. Nederlandene, Belgien, Spanien og
Luxembourg, jf. afsnittene 4.2 og 4.3, selvom det ikke kræves efter EMRK art. 2, jf. afsnit 4.5.
Dette lægefaglige sygdomskriterium kan eksempelvis defineres som i dansk ret for palliativ
sedering, der kræver at patienten er uafvendeligt døende, jf. afsnit 3.2.1. Dette ville imidlertid
de facto fjerne behovet for yderligere lovliggørelse og i øvrigt være dårligt overensstemmende
499
Jf. afsnit 4.2.
93 af 160
med retsudviklingen inden for sundhedsretten, hvor Folketinget i 2018 ophævede dette
kriterium for behandlingsophør med døden til følge, jf. afsnit 3.2.2.
Det kan derfor også være en mulighed helt at fjerne sygdomskriteriet og lade
selvbestemmelsesretten være afgørende, hvilket er den nugældende løsning for
behandlingsophør, jf. afsnit 3.2.2, og i øvrigt også retstilstanden i Tyskland og Schweiz, jf.
afsnit 4.4 ovenfor. En så stor udvidelse af det lovlige område savner imidlertid støtte i både
dansk retshistorie og gældende ret, jf. afsnit 2 og 3, og argumentationen ignorerer desuden, at
et behandlingsophør forudsætter tilstedeværelsen af en sygdomstilstand, der slår patienten
ihjel, hvis ikke vedkommende behandles.
En tredje mulighed kunne derfor være at fastholde et sygdomskriterium, der ligner kravet efter
den nederlandske lovgivning, hvorefter der fastsættes et tredelt sundhedsfagligt kriterium, som
kræver at patientens tilstand er ”ubærlig”, ”udsigtsløs” og har en ”medicinsk dimension”, jf.
afsnit 4.2, hvilket mutatis mutandis også fordres efter belgisk og luxembourgsk lovgivning, jf.
afsnit 4.3. Denne afgrænsning lægger sig op ad kravene for den udvidede adgang til
lægebestemt behandlingsophør, der har udviklet sig i dansk praksis, og som afspejles i
anvendelsesområdet for behandlingstestamenter efter sundhedsloven, som inkluderer ”svært
invaliderede” eller personer, der kan overleve, hvis de behandles, men til gengæld vil skulle
leve med ”meget alvorlige og lidelsesfulde” fysiske konsekvenser herefter, jf. afsnit 3.2.2.500
En sådan ordning ville tillige synes i overensstemmelse med kravene for strafbortfald efter
straffelovsforslag FI, udvalgsbetænkningen til FII og FIII, der krævede ”haabløs” sygdom og
”svære, uafvendelige Lidelser”, jf. afsnit 2.3, og som havde markant flertal i Folketinget. Dette
kriterium var også opfyldt i det eneste fundne eksempel på tiltalefrafald efter straffelovens §
239 og tillægges i øvrigt betydeligt vægt i formildende retning under strafudmålingen efter
både straffelovens §§ 239 og 240, jf. afsnit 3.1.3, hvor det synes at have betydning dels at
lidelsen er udsigtsløs og dels at den er uudholdelig.
Det nærmere indhold af ovenstående krav til sygdomskriteriet skal naturligvis fastlægges af
Folketinget, men en mulighed er at tage udgangspunkt i allerede gældende fagbegreber og -
kriterier. Den almindelige sundhedsretlige forståelse af ”udsigtsløs” indebærer således en
tilstand uden ”udsigt til bedring” på grundlag af tilgængelige behandlingsmuligheder, mens
500
Jf. sundhedslovens § 26, stk. 2.
94 af 160
”uudholdelig” ikke er et anerkendt begreb.501
Det kan imidlertid defineres, i overensstemmelse
med ovennævnte diskussion, på samme måde som ét af kriterierne for at modtage palliativ
sedering efter gældende dansk ret, jf. afsnit 3.2.1, som: ”svært lidende på grund af fysiske eller
psykiske symptomer, der ikke har kunnet lindres på anden måde.”502
Denne definition
understreger tillige sammenhængen mellem udsigtsløs og uudholdelig, der blev lagt til grund i
straffelovsforslagene og er lagt til grund i Nederlandene og Belgien, jf. afsnittene 2.3, 4.2 og
4.3, nemlig at tilstanden ikke blot skal være udsigtsløs for så vidt angår helbredelse, men også
for så vidt angår lindring. Det er klart, at vurderingen heraf rummer subjektive og objektive
elementer, men på dette punkt adskiller den sig ikke fra den totalvurdering lægen allerede
foretager ved afgørelsen af om en livsforlængende behandling er ”udsigtsløs” eller i øvrigt for
habile patienters behandlingsophør eller informeret samtykke ved komplicerede og risikable
indgreb, jf. afsnittene 3.2.1 og 3.2.2.503
Hvad angår kravet om at lidelsen skal have en sundhedsfagligt anerkendt årsag, så følger dette
forudsætningsvist allerede af den gældende retstilstand for lovlig dødshjælp, hvor dette er et
iboende og ufravigeligt krav, jf. afsnit 3.2. Det vil også betyde, at sundhedsfagligt ’irrelevante’
lidelser som f.eks. livstræthed eller sorg falder udenfor. Det kan overvejes, om dette krav skal
indskrænkes yderligere til kun at angå visse oplistede lidelser som f.eks. ALS, multipel sklerose
eller de ”svært invaliderende lidelser”, som opfylder kriterierne for behandlingstestamentet og
alligevel vil give mulighed for behandlingsophør med døden til følge, når sygdomsforløbet er
mere fremskredent, jf. afsnit 3.2.2.504
En sådan indskrænkning vil imidlertid dels forekomme
arbitrær, når behandlingsophør med døden til følge ikke stiller et krav herom, dels gå imod
almindelig lovsystematik inden for sundhedsretten, hvor vurderingen almindeligvis overlades
til et konkret fagligt lægeskøn, jf. afsnittene 3.1.3 og 3.2. En mulighed er derfor i stedet at
vejlede dette skøn med eksempler i lovmotiverne eller faglige vejledninger, som det allerede
er tilfældet for lægebestemt behandlingsophør med eller uden behandlingstestamente.505
501
Jf. f.eks. FT 2017-18, tillæg A, lovforslag nr. L 99, s. 6, VEJL nr. 9935 af 2019 pkt. 3.2 og Hartlev (2022), s.
248.
502
Jf. VEJL nr. 9387 af 2018, pkt. 7.5.1.
503
Jf. f.eks. VEJL nr. 9934 af 2019, undtagelse 3 og VEJL nr. 9935 af 2019, pkt. 3.2.
504
Jf. FT 2017-18, tillæg A, lovforslag nr. L 99, s. 9 f.
505
Jf. FT 2017-18, tillæg A, lovforslag nr. L 99, s. 9 f., VEJL nr. 9934 af 2019 og VEJL nr. 9935 af 2019.
95 af 160
Det kan endelig diskuteres, om der bør sondres mellem middelbar og umiddelbar dødshjælp,
således at det f.eks. alene er umiddelbar dødshjælp, der kræver ovennævnte sygdomskriterium
opfyldt, hvilket havde støtte hos hele 90% af Folketinget under straffelovsforslagenes
behandling, jf. afsnit 2.3.506
Dette synes dog i hovedsagen et særskilt strafferetligt spørgsmål
om afkriminalisering ud fra betragtninger om strafværdighed og ikke af betydning for en
regulering af lægelig dødshjælp, hvor det principielt bør være uden betydning for lovens
anvendelsesområde, hvilken form for dødshjælp der ydes. Dette synspunkt er også anlagt i
Nederlandene og Belgien, jf. afsnittene 4.2 og 4.3.507
Spørgsmålet om anvendelsesområdets rækkevidde angår ikke kun modtageren, men også
udøveren af den regulerede dødshjælp. Langt størstedelen af udenlandske
dødshjælpsordninger, herunder den nederlandske og belgiske, kræver, at det er en læge inden
for sundhedsvæsenet, der udfører dødshjælpen, jf. afsnittene 4.2 og 4.3, selvom dette ikke er et
krav efter EMRK art. 2, jf. afsnit 4.5. Når henses til, at dette var afgørende for støtten til
straffelovsforslagene om strafbortfald, jf. afsnit 2.3, at dette er udgangspunktet for nugældende
lovlig dødshjælp inden for sundhedsloven, jf. afsnittene 3.2.1 og 3.2.2, og at lægen vil have
faglige forudsætninger for at sikre en værdig og smertefri død, som f.eks. blev tillagt betydning
i den seneste dom om straffelovens § 239, jf. afsnit 3.1.3, er dette en mulig løsning.
Efter gældende ret har lægen kun en begrænset adgang til at tage et etisk forbehold over for en
begæring om behandlingsophør, som gennemgået i afsnit 3.2.2. En udvidet lovliggørelse vil
imidlertid ikke være et fravalg af tvangsbehandling, men et tilvalg af dødshjælp, hvorfor det i
stedet kan overvejes at indføre et ubegrænset etisk forbehold, som det er tilfældet i både
Nederlandene, Belgien og Tyskland, jf. afsnittene 4.2, 4.3 og 4.4. En mulighed kunne være at
betinge forbeholdet af videre henvisning som efter gældende ret.
Såfremt dødshjælp lovliggøres, vil det efter ovenstående udgangspunkt være frivilligt for lægen
at bidrage hertil, hvorfor det er værd at overveje, om dette overhovedet efterlader et praktisk
anvendelsesområde. Ifølge en undersøgelse herom fra Folker m.fl. mente omkring 1/3 af
adspurgte danske læger imidlertid, at dødshjælp burde være lovligt (både middel- og
506
Jf. i samme retning Tysk ret gennemgået i afsnit 4.4.
507
Jf. dog herom f.eks. KBET nr. 1462 af 2005, s. 63.
96 af 160
umiddelbar), hvilket indikerer, at dette er tilfældet.508
Såfremt villigheden til selv at bidrage
viser sig mindre, kan en mulig løsning være etablering af en lægeforening organiseret i
regionale foreninger, der kan sikre interkollegial vidensudveksling, videreuddannelse og
uafhængig viderehenvisning, jf. f.eks. gennemgangen af nederlandske SCEN i afsnit 4.2, som
også New Zealand har ladet sig inspirere af efter legaliseringen i 2019.
5.3.2. Frivillig begæring
Det er et krav for redegørelsens definition af dødshjælp, at denne udføres på den døendes
frivillige begæring, jf. afsnit 1.2.1. Dette er også et krav efter gældende dansk straffe- og
sundhedsret som gennemgået i afsnit 3, var ligedan i de tidligere straffelovsforslag, jf. afsnit
2.3 og er uden undtagelse påkrævet i udenlandsk regulering af dødshjælp, jf. afsnit 4.
Spørgsmålet for nærværende afsnit er altså ikke, hvorvidt dette bør være tilfældet, men hvordan
dette sikres.
Der kan til vurdering heraf tages udgangspunkt i kravene efter EMRK art. 2. Hertil kræves, at
begæringen er udtrykkelig, velinformeret og frivillig, jf. afsnit 4.5. Dette gælder også efter de
nederlandske regler, der, for så vidt angår sidstnævnte, kræver både intern og ekstern
frivillighed, som indebærer dels at patienten skal være konkret habil og dels at begæringen er
fremsat uden ydre påvirkning, jf. afsnit 4.2. Efter samme regler er en begæring ’velovervejet’,
når den fastholdes efter fyldestgørende information om både sygdommen, alternativer og
konsekvenserne af beslutningen. Lignende krav fordres efter belgiske regler, som EMD
konkret har vurderet i overensstemmelse med EMRK art. 2, jf. afsnittene 4.3 og 4.5.
En mulighed i dansk ret er at henvise til sundhedslovens krav til et informeret samtykke, som
skal være opfyldt, før patienten kan modtage palliativ sedering. En fordel herved er også, at
lægerne allerede er bekendte med ovennævnte krav og vurderingen heraf. Hertil kræves, som
gennemgået i afsnit 3.2.1, at lægen foretager en konkret habilitetsvurdering, giver patienten
fyldestgørende information om alle relevante forhold som f.eks. konsekvenser, alternativer og
plejemuligheder, sikrer at samtykket er frivilligt, således at pres, tvang, svig og ydre påvirkning
er udelukket, og at selve samtykket er udtrykkeligt og angår et aktuelt behandlingsforløb.
Sidstnævnte krav ville f.eks. betyde, at en bedring i patientens tilstand ville kræve en ny
508
Jf. Folker m.fl. (1996), s. 241. Undersøgelsen er gammel, men der kendes ikke til nyere undersøgelser herom.
97 af 160
vurdering af kriteriernes opfyldelse. Den givne information kan f.eks. suppleres skriftligt, som
efter nugældende praksis for lovlig dødshjælp, og skal i øvrigt altid være individuelt tilpasset
og særligt fremhæve forhold, som patienten måske er uvidende omkring, jf. afsnit 3.2.1. Et
behandlingsophør med døden til følge kræver ligedan udtrykkeligt en konkret, om end skærpet,
habilitetsvurdering, fyldestgørende information og aktualitet, jf. afsnit 3.2.2.
Under Folketingets forhandlinger om lovliggørelsen af behandlingsophør med døden til følge,
blev det fremhævet af flere talere, at det var afgørende, at begæringen herom kun var udtryk
for patientens eget ønske, blev fremsat på oplyst grundlag, og at patientens habilitet ikke var
hæmmet af sygdommen eller behandlingen.509
Ovenstående krav efter det informerede
samtykke og den skærpede habilitetsvurdering imødegår alle disse bekymringer, og er
strengere end Sundheds- og Ældreudvalget fandt nødvendigt for behandlingsophør.510
Eftersom kravene i al væsentlighed tilsvarer de nederlandske og belgiske hertil, må det antages,
at de lever op til kravene efter EMRK art. 2, jf. afsnit 4.5.
Efter den nederlandske lov kræves tillige, at patienten og lægen i fællesskab har konkluderet,
at der ikke findes et ”rimeligt behandlingsalternativ” til dødshjælpen, jf. afsnit 4.2. Dette krav
følger ikke af direkte af ovennævnte regler, som alene fordrer, at patienten informeres herom.
Som nævnt i afsnit 3.2.2 kræver den faglige vejledning om behandlingsophør, at lægen sikrer
sig, at patientens ønske ikke skyldes forhold, som kan afhjælpes. Dette krav synes dog at være
mere relateret til overvejelser om ekstern frivillighed, som allerede gribes af det informerede
samtykke, jf. gennemgangen i førnævnte afsnit. En mulighed er imidlertid at forene
ovennævnte krav til en betingelse om, at lægen og borgeren i fællesskab konkluderer, at der
ikke foreligger et rimeligt alternativ, hvilket inkluderer både behandling og private forhold,
som ville kunne afhjælpes ved videre henvisning. De faglige retningslinjer herfor kunne med
fordel inspireres af den indledende støttesamtale, som tilbydes ved abort, hvor f.eks. borgerens
”familieforhold og sociale situation” og beslutningens ”psykiske” aspekter drøftes.511
509
Jf. FT 2017-18, forhandlinger, 23. møde, 24. november 2017, s. 9 ff.
510
Jf. afsnit 3.2.2 og FT 2017-18, tillæg B, lovforslag nr. L 99, s. 2.
511
Jf. sundhedslovens § 100, stk. 5 og VEJL nr. 25 af 2006 om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion pkt.
7.1 og 7.3.
98 af 160
Det er endelig værd at overveje, om en forhåndstilkendegivelse kan træde i stedet for den
konkrete, aktuelle begæring fra patienten, når personen er blevet inhabil. Dette er antaget i både
nederlandsk og belgisk ret, afsnittene 4.2 og 4.3, hvilket antageligvis er i overensstemmelse
med EMRK art. 2, jf. afsnit 4.5.512
En lignende ordning for behandlingstestamenter er allerede
gældende ret, men som gennemgået i afsnit 3.2.2 er der ingen andre
beskyttelsesforanstaltninger mod misbrug end et objektivt krav om myndighed. Dette
efterlader imidlertid en risiko for misbrug, som f.eks. efter nederlandsk ret imødegås af at den
udførende læge, skal foretage en i sagens natur besværlig vurdering af, om
forhåndstilkendegivelsen var i overensstemmelse med lovens krav.513
En mulig løsning kunne
i stedet være at betinge forhåndstilkendegivelsens gyldighed af, at den er blevet underskrevet
af en læge, der konkret påså, om ovenstående krav til begæringen var opfyldt ved dens
afgivelse.
5.3.3. Udførelse af dødshjælpen
Hvad angår det mere praktiske spørgsmål om selve dødshjælpens udførelse, så tilsiger både
patientsikkerheden, retssikkerheden og respekten for menneskelig værdighed, at der fastsættes
regler herfor.514
Efter nederlandsk lovgivning kræves, at dødshjælpen udføres ”lægefagligt
tilfredsstillende”, som er en retlig standard, der udfyldes af den nederlandske lægeforenings
faglige retningslinjer herfor, som gennemgået i afsnit 4.2. Lignende fremgangsmåde er anvendt
efter dansk ret for så vidt angår palliativ sedering i en faglig vejledning, selvom detaljegraden
er langt fra tilsvarende, jf. afsnit 3.2.1, mens kravene til behandlingsophør med døden til følge
beror på en friere vurdering af lægens udviste omhu og samvittighedsfuldhed, jf.
autorisationslovens § 17. Eksemplet fra Aarhus Universitetshospital indikerer dog, at
fremgangsmåden i praksis kan være meget ens, jf. afsnit 3.2.2. En mulighed er derfor at lade
et lignende krav indgå i dansk ret, så lovligheden betinges af omhu og samvittighedsfuldhed,
som kan udfyldes på grundlag af en faglig vejledning fra STPS.
5.3.4. Beskyttelsesforanstaltninger
512
Jf. den belgiske eutanasilovs § 4, jf. den engelske oversættelse i Jones (2017), s. 308.
513
Jf. RTE (2023), s. 39 f.
514
Jf. sundhedslovens § 2, Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (2010/C 83/02), art. 1
og Europarådets Konvention om Menneskerettigheder og Biomedicin (1997), art. 1.
99 af 160
Kontrol inden
En forudsætning for ovenstående løsningsforslag er efter EMRK art. 2 dels at kriteriernes
overholdelse garanteres af de etablerede procedurer og dels at de indeholder særlige
beskyttelsesregler for udsatte borgere.
De nederlandske og belgiske regler kræver først og fremmest at den ansvarlige læge sikrer sig,
at kriterierne for dødshjælp er opfyldt, men dertil kræves i bekræftende fald, at en anden læge
efterfølgende tilser patienten for at foretage samme vurdering, hvis konklusioner skriftligt
overleveres den ansvarlige læge inden dødshjælpen kan udføres, jf. afsnittene 4.2 og 4.3. Dertil
kommer, at begge regelsæt indeholder krav om en tredje specialistvurdering, når patienten
f.eks. har en psykisk lidelse. EMD har senest i 2022 vurderet, at disse
beskyttelsesforanstaltninger er tilstrækkelige.515
En lignende ordning kendes f.eks. fra
sundhedslovens § 18, stk. 2, hvorfor den ikke ville være uforenelig med dansk sundhedsret.
Det kunne i tillæg hertil kræves, at kriteriernes opfyldelse skal bevidnes med underskrift herom
fra både patient og læge, som det f.eks. er påkrævet for abort.516
Det kan imidlertid overvejes, om disse beskyttelsesregler er omfattende nok. En mulig tilføjelse
er et krav om betænkningstid, hvilket f.eks. fordres i Spanien og Østrig, jf. bl.a. afsnit 4.3, og
som i øvrigt blev efterspurgt under Folketingets forhandling om lovændringen om
behandlingsophør med døden til følge såvel som af høringsparter.517
En sådan betænkningstid
er imidlertid allerede praksis for ethvert informeret samtykke, jf. afsnit 3.2.1, og vil desuden
følge indirekte af ovennævnte kontrolordning. En anden mulighed kunne i stedet være et
tillægskrav om forudgående godkendelse fra et interdisciplinært råd, som det f.eks. er tilfældet
i Spanien, jf. afsnit 4.3. En lignende ordning i dansk ret kunne moduleres på abortsamrådene
og dertilhørende ankenævn, som netop i sin tid blev oprettet for at imødekomme et behov for
interdisciplinær vurdering af etisk komplicerede beslutninger.518
Regionale dødshjælpsråd
sammensat af én jurist og to læger med speciale i henholdsvis palliativ medicin og psykiatri,
som dermed kollektivt besidder den tværfaglige viden nødvendig for kontrol af kriteriernes
515
Jf. afsnit 4.5.
516
Jf. BKG nr. 1483 § 1, stk. 1 og 2 samt §§ 3 og 4, stk. 3.
517
Jf. FT 2017-18, forhandlinger, 23. møde, 24. november 2017, s. 9 ff. og FT 2017-18, tillæg B, lovforslag nr. L
99, s. 2.
518
KBET nr. 96 af 1954 om ændring af svangerskabslovgivningen, s. 49 ff.
100 af 160
opfyldelse, kunne således nedsættes efter analogi.519
En yderligere sikkerhed kunne sikres
derved, at kravet om enighed for tilladelse bibeholdes, og ensartethed i retsdannelsen derved
at afgørelser kan påklages til et ankenævn efter samme analogi.520
Petersen og Herrmann
problematiserer, at den lægefaglige vurdering ”ikke træder frem i fornødent omfang” i
abortsamrådenes afgørelser, hvilket antageligvis skyldes, at sagsforberedelsen varetages af
sekretariatet og andre ”ikke-lægeligt uddannede”.521
Eftersom sagsforberedelsen efter
ovennævnte proces ville skulle forestås af den ansvarlige og uafhængige læge, vil samme
problem formentlig ikke gøre sig gældende for en lignende ordning for dødshjælp. Tværfaglig
kontrol påkræves i praksis allerede i mindre omfang for palliativ sedering, jf. afsnit 3.2.1, og
en grundig forudgående kontrol i flere led vil tillige imødekomme den frygt for fejlskøn eller
misbrug, som var den primære kritik af de omtalte straffelovsforslag, jf. afsnit 2.3, og i øvrigt
være i bedre overensstemmelse med kravene efter EMRK, jf. afsnit 4.5. Dertil kommer
naturligvis, at borgeren indtil sidste øjeblik kan tilbagekalde sit informerede samtykke.
Kontrol efter
Lignende regionale tilsynsråd som ovennævnte dødshjælpsråd varetager i Nederlandene den
efterfølgende kontrol af kriteriernes opfyldelse, jf. gennemgangen heraf i afsnit 4.2. Foruden
en omfattende kontrol, der bl.a. kan bestå i yderligere sagsoplysning, offentliggør tilsynsrådene
årsberetninger samt afgørelser i komplicerede eller afviste sager på deres hjemmeside. En
tilsvarende kontrol forstås som tidligere nævnt af et nationalt tilsynsråd i Belgien, jf. afsnit 4.3.
Eftersom EMD fandt denne kontrol tilstrækkelig for den efterfølgende, uafhængige og
interdisciplinære kontrol af udført dødshjælp, som påkræves efter EMRK art. 2, må det samme
formentlig gælde en ordning moduleret efter den nederlandske, jf. afsnit 4.5. En mulig løsning
er således at lade dødshjælpsrådene beskrevet ovenfor forestå denne efterfølgende kontrol.
Som det fremgår af afsnit 4.5, så er rådsmedlemmernes personelle uafhængighed fra alle sagens
parter afgørende efter EMRK art. 2. Det kan derfor være problematisk, at dødshjælpsrådene
både kontrollerer lovens overholdelse inden og efter dødshjælpens udførelse uanset
anonymitet. En mulig løsning er naturligvis at overlade den forudgående kontrol til lægen alene
som efter nederlandsk eller belgisk ret, jf. afsnittene 4.2 og 4.3, men uafhængigheden kan også
519
Jf. sundhedslovens § 97, stk. 1.
520
Jf. sundhedslovens § 97, stk. 2 og 3.
521
Jf. A. F. Petersen og J. R. Herrmann, Abortsamrådenes hemmelige liv: Praksisanalyse af en Black Box
forvaltning, Ugeskrift for Retsvæsen B (2021), s. 200.
101 af 160
sikres ved oprettelse af et særskilt tværfagligt råd, der f.eks. også tæller et medlem fra
Rigspolitiet eller Rigsadvokaten. Denne efterfølgende kontrol kunne med fordel suppleres af
følgeforskning, der kan give et egentligt datagrundlag for retspolitiske diskussioner om bl.a.
glidebaneeffekt og eksternt pres.
Inhabilitetsregler
Ovennævnte uafhængighedskrav vil almindeligvis kunne opfyldes af generelle
inhabilitetsregler, som gælder hele sagens behandling. En mulighed for dødshjælpsrådenes
arbejde er at anlægge lignende krav som efter nugældende cirkulære for abortsamrådene, der
kombinerer forvaltnings- og retsplejelovens regler om inhabilitet.522
Lignende kan fastsættes
for lægen i forhold til både patient og andre læger, idet kravene efter omstændighederne kan
skærpes hertil, som f.eks. gennemgået i afsnit 4.2. Det følger fra lignende betragtninger, at
hverken ansøgningsrapport eller efterfølgende erklæring fra læge(erne), må være
anonymiserede, eftersom dette medfører risiko for inhabilitet, der ikke opdages, hvilket udgør
et brud på EMRK art. 2, som gennemgået i afsnit 4.5.
5.3.5. Strafproportionalitet
Ovenstående gennemgang handler om at forebygge både misbrug og fejlskøn, som imidlertid
også skal kunne sanktioneres.
En mulig løsning er at følge nederlandsk regulering, således at dødshjælpsrådene retligt
forpligtes til at indberette sager, hvori der er truffet afgørelse om manglende opfyldelse af ét
eller flere kriterier, til anklagemyndigheden og STPS, så vel som efter anmodning at overdrage
sagsmaterialet til førnævnte, jf. afsnit 4.2. Denne løsning vil imidlertid kun forskubbe området
for diskussionen i afsnit 3.2.3 om grænsen mellem lovlig og ulovlig dødshjælp.
Det synes således retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, at et mindre fejlskøn over et kriteriums
opfyldelse potentielt kan henføre hele forholdet under straffelovens §§ 239 eller 240. Der er
ikke samme adgang til proportional sanktionsgraduering inden for strafferetten, som både
SDN og STPS som forvaltningsmyndigheder er forpligtet til at iagttage, jf. afsnit 3.2.3. En
522
Jf. CIR nr. 23 af 2006 om behandling af sager om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion § 4, stk. 2, jf.
forvaltningslovens kapitel 2 og retsplejelovens §§ 60-61 eller analogien til forvaltningsrettens uskrevne
retsgrundsætninger om myndighedsinhabilitet.
102 af 160
lignende graduering må i stedet foretages i strafudmålingen, som ganske vidst også er fleksibel
på dette område, som gennemgået i afsnit 3.1.3. For en læge vil en dom uanset et rent symbolsk
strafniveau imidlertid være mindst lige så indgribende, som de mest indgribende
reaktionsmuligheder åbne for STPS, og i praksis lede til autorisationsfrakendelse.523
En mulig løsning, der kan begrænse usikkerheden, er at lade overdragelse af sagen til
anklagemyndigheden være betinget af et simpelt flertal, hvilket er gældende praksis efter
nederlandske regler.524
Det er imidlertid ikke indlysende at ovenstående problem vil være så
udtalt, eftersom en grundig forudgående rådsgodkendelse i afsnit Fejl! Henvisningskilde ikke
fundet., som ikke kræves i Nederlandene eller Belgien, formentlig vil lede til endnu færre
sager, hvor kriterierne ikke er opfyldt, end det er tilfældet i førnævnte lande, hvor tallet allerede
er forsvindende lavt.525
5.4. Sammenfatning
Som det blev konkluderet i afsnit 5.1 ovenfor, så efterlader gældende ret plads til en udvidelse
af det lovlige område for dødshjælp til situationer, som dels er præget af retlig
sanktioneringsusikkerhed, dels savner et afsnit 3.2-tilsvarende behandlingsislæt og dels
karakteriserer en retlig gråzone.
Mulige reguleringsformer til denne udvidelse blev gennemgået i afsnit 5.2, hvori det
konkluderedes, at det var bedst stemmende med dansk retstradition og gennemgåede
retsprincipper, at regulere en mulig udvidelse af det lovlige område for dødshjælp ved lov,
nærmere bestemt ved en lovændring dels af straffeloven og dels af sundhedsloven.
Det nærmere indhold af disse lovændringer blev herefter diskuteret i afsnit 5.3, hvori det
drøftedes, hvordan en dansk lovændring kunne fastlægge de efter EMRK og dansk retstradition
påkrævede kriterier herfor samt passende og tilstrækkelige beskyttelsesforanstaltninger mod
misbrug, såvel som en rimelig strafproportionalitet. På dette grundlag og i overensstemmelse
hermed kan en mulig lovændring formuleres, der udvider det lovlige område for dødshjælp
under iagttagelse af EMRK og dansk retstradition.
523
Jf. afsnit 3.2.3, Vestergaard (2000), s. 18 og Hartlev (2022), s. 143.
524
Jf. den nederlandske eutanasilov § 12, stk. 1 som gengivet i afsnit 8.1.
525
Jf. afsnit 4.2 og RTE (2023), s. 12 ff.
103 af 160
6. Konklusion
Det er i nærværende redegørelse undersøgt, hvad der er baggrunden for nugældende dansk ret
for lægelig dødshjælp, og hvordan det lovlige område kan udvides under iagttagelse af EMRK.
Som det fremgår af afsnit 2, har lægelig dødshjælp historisk været reguleret af den almindelige
strafferet, som udtrykkeligt har kriminaliseret dødshjælp siden kort forinden straffeloven af
1866, hvor to højesteretsdomme bekræftede tidligere teorier om strafbarheden heraf.526
Udviklingen tog en, i nutidig teori overset527
, drejning under tilblivelsen af den nugældende
straffelov, hvor et enigt Folketing vedtog en afkriminalisering af lægelig dødshjælp i 1930, der
imidlertid aldrig fik Landstingets godkendelse.528
Det endelige kompromis videreførte i stedet
i stort set uændret skikkelse strafbestemmelserne fra 1866.529
Som det fremgår af afsnit 3, reguleres ulovlig lægelig dødshjælp fortsat heraf, men
administrativ praksis har efterhånden udviklet et straffrit område for lægelig dødshjælp, som
nu er lovlig inden for sundhedslovens rammer.530
Hverken samtykke- eller
nødretsbetragtninger kan begrunde yderligere straffrihed, men tiltale- og retspraksis indikerer
en meget lempelig strafferetlig vurdering af lægelig dødshjælp til uudholdeligt og udsigtsløst
syge personer.531
Palliativ sedering og behandlingsophør med døden til følge udgør i dag det
lovlige område for lægelig dødshjælp, men grænsen mellem ulovlig og lovlig dødshjælp er
uklar, og administrativ praksis samt fraværet heraf indikerer, at det straffri område er større
end almindeligt antaget.532
For at kunne vurdere hvordan dette lovlige område kan udvides, blev det i afsnit 4 undersøgt,
hvorledes dødshjælp er blevet legaliseret i tre ”nabolande” under iagttagelse af EMRK. Fælles
for de tre reguleringer er, at ordningen er fakultativ for både læge og borger, og at en lovlig
526
Jf. afsnit 2.2.
527
Jf. Vestergaard (2000), s. 16.
528
Jf. afsnit 2.3.
529
Jf. afsnit 2.3.
530
Jf. afsnittene 3.1.1, 3.1.2 og 3.1.3.
531
Jf. afsnit 3.1.3.
532
Jf. afsnittene 3.2.1, 3.2.2 og 3.2.3
104 af 160
begæring herom kræver både frivillighed, fyldestgørende information og habilitet.533
Herudover kræver de nederlandske og belgiske regler bl.a., at lægen forinden sikrer, at en
række yderligere kriterier er opfyldt, indhenter en uafhængig vurdering og følger en angivet
fremgangsmåde.534
Dette er genstand for en efterfølgende, uafhængig, grundig og tværfaglig
kontrol, som er endnu ét af de krav til dødshjælpsregulering, EMD har udledt af EMRK art.
2.535
På dette grundlag blev det diskuteret i afsnit 5, hvordan det lovlige område kan udvides i dansk
ret under iagttagelse af EMRK. Det blev konkluderet, at det var bedst stemmende med det
gennemgåede at regulere spørgsmålet ved lov, nærmere bestemt ved en ændring af både straffe-
og sundhedsloven.536
Herefter blev indholdet af en mulig dansk lovændring i
overensstemmelse med EMRK og dansk retstradition, som med tilpas klarhed fastlægger
kriterierne og beskyttelsesforanstaltningerne for en udvidelse af det lovlige område for
dødshjælp efter dansk ret, diskuteret.537
Som det imidlertid også blev fremhævet i dette afsnit,
så taler vægtige retssikkerhedsmæssige og demokratiske hensyn for, at den nærmere
klarlægning heraf foretages i Folketinget.538
533
Jf. afsnittene 4.2, 4.3, 4.4 og 4.5.
534
Jf. afsnittene 4.3 og 4.4.
535
Jf. afsnittene 4.3, 4.4 og 4.5.
536
Jf. afsnit 5.2.
537
Jf. afsnit 5.3.
538
Jf. afsnittene 5.1, 5.2 og 5.3.
105 af 160
7. Referencer
7.1. Bibliografi
7.1.1. Litteratur
Adams, M. og Nys, H., Comparative Reflections on the Belgian Euthanasia Act 2002, Medical
Law Review (2003), s. 353 ff.
Agnes van der Heide m.fl., End-of-life decision-making in six European countries: descriptive
study, The Lancet (2003), s. 345 ff.
Algreen-Ussing, T., Haandbog i den danske Kriminalret, Gyldendalske Boghandlings Forlag
(1841)
Blume, Peter, Strafansvar for euthanasi og hjælp til selvmord efter gældende dansk ret og som
lovgivningsproblem, Prisopgave Retsvidenskab D, sølv, Københavns Universitet (1980)
Bødker Madsen, Helle, Sundhedsret, Djøf Forlag (2018)
Bornemann, F. C., Samlede Skrifter III, Eides Forlag (1866)
Bornemann, F. C., Samlede Skrifter IV, Eides Forlag (1864)
Brorson, Christian, Forsøg til den siette Bogs Fortolkning i Christian den femtes Danske og
Norske Lov samt Straffene, Sebastian Popp (1791)
Center for Selvmordsforskning, Pligt til at leve? Ret til at dø? (2015)
CFCEE, Premier rapport aux chambres législatives (2004)
Christensen, Malene Bechmann, Det strafferetlige samtykke, Jurist- og Økonomforbundets
Forlag (2008)
Christian Colbiørnsen, Fragment som bidrag til det af kommissionen pålagte arbejde at foreslå
grundsætninger til en ny og forbedret kriminallov af 17. november 1800
Dansk Kriminalistforening, Forhandlingerne paa Dansk Kriminalistforenings 16. Aarsmøde,
Nordiske Forlag (1924)
Delbon, P., et al., Medically assisted suicide in Italy: the recent judgment of the Constitutional
Court, Clinica Terapeutica (2021)
Ehlers, Andreas Bloch, Kausalitet i personskadeerstatningsretten, Karnov (2017)
Elholm m.fl., Kommenteret straffelov - speciel del, Jurist- og Økonomforbundets Forlag (2022)
EMD, Factsheet: End of life and the European Convention on Human Rights, EMDs Press
Unit (2022)
EMD, Mortier v. Belgium, Legal summary (2022)
Eyben, W. E. von, Juridisk grundbog: Retskilderne, bind I, Jurist- og Økonomforbundets
Forlag (1991)
Fenger, Ole, Selvmord i kultur- og retshistorisk belysning, Aarhus Universitet (1985)
106 af 160
Feuerbach, P. J. A. v., Lehrbuch des gemeinen in Deutschland geltenden Peinlichen Rechts,
Giessen (1801)
Folker, Anna P., m.fl., A Report from Denmark: Experiences and Attitudes amongst Danish
Physicians towards End-of-Life Decisions, Bioethics (1996), s. 233 ff.
Gam, Henrik, Strafansvar for euthanasi og hjælp til selvmord efter gældende dansk ret og som
lovgivningsproblem, Prisopgave Retsvidenskab D, sølv, Københavns Universitet (1980)
Goos, C., Den danske Straffets specielle Del, bind I, Gyldendalske Boghandels Forlag (1895)
Goos, C., Den nordiske Strafferet almindelig Del, Gyldendalske Boghandels Forlag (1882)
Goos, C.; Nellemann, J. og Øllgaard, H., A. S. Ørsteds Betydning for den danske og norske
Retsvidenskabs Udvikling, 3die Afdeling, III, H. Hagerups Forlag (1906)
Greve, Vagn m.fl., Straffeloven – Almindelig del, København (1976)
Greve, Vagn, Om læger og euthanasi, Juristen (1974), s. 381 ff.
Griffiths, J.; Bood, A. og Weyers, H, Euthanasia and Law in the Netherlands, Amsterdam
University Press (1998)
Hartlev, Mette m.fl., Sundhed og Jura, Djøf Forlag (2022)
Hartlev, Mette, Fortrolighed i sundhedsretten – et patientretligt perspektiv, Forlaget Thomson
(2005)
Henke, E., Handbuch des Criminalrechts und der Criminalpolitik, bind I, Berlin (1823)
Henrik Zahle, Rettens kilder, Christian Ejlers (1999)
Henry Ussing, Bidrag til Moral- og Retsfilosofi, Ugeskrift for Retsvæsen B (1934), s. 289 ff.
Hert, Marc de, et al., Euthanasia of a person with a psychiatric disorder does not violate the
European Convention on Human Rights (Mortier v. Belgium [no. 78017/17]), European
Psychiatry (2022), s. 1 f.
Hert, Marc de, et al., The Belgian euthanasia law under scrutiny of the highest courts, The
Lancet Regional Health – Europe (2022), s. 1 f.
Hervey, T. K. og McHale, J. V., European Union Health Law: Themes and Implications,
Cambridge University Press (2015)
Hoff, Helge, Medlidenhedsdrab, NFTK (1956)
Hoff, Helge, Medvirken til selvmord, Ugeskrift for Retsvæsen B (1955), s. 148 ff.
Holberg, Ludvig, Dannemarks Riges Historie, Tomus I, Hans Kongl. Majestæts og
Universitets Bogtrykkerie (1732)
Holberg, Ludvig, Naturens og Folke-Rettens Kundskab, Bygget paa de fornemste Juristers
Principiis, Illustreret med Exempler af de Nordiske Historier og Conferered med disse
107 af 160
Rigers, saa vel gamle som nye Love, første del, 3. udgave, Hans Kongl. Majest. og
Univers. Bogtr. (1734)
Holst, Nicolaj Sivan og Adolphsen, Caroline, Dødshjælp: Rettigheder og pligter i forbindelse
med behandlingsafvisning og behandlingsophør, Juristen (2017), s. 217 ff.
Hurwitz, Stephan, Den danske kriminalret – speciel del, G. E. C. Gads Forlag (1970)
Hurwitz, Stephan og Waaben, Knud, Den danske Kriminalret: Almindelig Del, G. E. C. Gads
Forlag (1971)
Husabø, Erling J., Rett til sjølvvalt livsavslutning?, Bergen (1993)
Iuul, Stig, Ross, Alf og Trolle, Jørgen, Indledning til retsstudiet, Arnold Busch (1974)
Jones, D. A., et al., Euthanasia and Assisted Suicide: Lessons from Belgium, Cambridge
University Press (2017)
Justitsministeriet, Vejledning om lovkvalitet (2018)
Kjær, Morten, Mellem Skylla og Charybdis – træk af legalitetsprincippets historie i dansk
strafferet, Nordisk Tiddskrift for Kriminalret (2017), s. 77 ff.
KNMG/KNMP, Guidelines for the Practice of Euthanasia and Physician-Assisted Suicide
(2021)
KNMG/KNMP, Guidelines for the Practice of Euthanasia and Physician-Assisted Suicide
(2012)
Koktvedgaard, Mogens, Lærebog i den danske strafferetspleje, København (1968)
Komm. Strl. (2022)
Krabbe, Oluf H., Om Strafbarheden af Hjælp til Selvmord, Ugeskrift for Retsvæsen B (1926),
s. 221 ff.
Krabbe, Oluf H., Straffelovsforslaget, Ugeskrift for Retsvæsen B (1925)
Krabbe, Oluf H., Tillæg til Noter til Strafferetten, Tilføjelser og Ændringer til […] Torp:
Strafbare Angreb paa Liv og Legeme […], G. E. C. Gads Forlag (1927)
Krabbe, Oluf, Borgerlig Straffelov af 15. april 1930, G. E. C. Gads Forlag (1931)
Krüger, J. M., Comparing the Decriminalisation of Assisted Dying in Europe, EJHL (2022)
Lassen, Annette, Oldtidssagaerne, bind I, Gyldendal (2016)
Lassen, Julius, Nogle Afskedsord, Ugeskrift for Retsvæsen B (1918)
Leitmeier, Ist § 216 StGB verfassungsrechtlich noch haltbar?, Neue Zeitschrift für Strafrecht
(2020), s. 508 ff.
Loos, Sien, Assisted dying before the ECtHR: general rules for national regulations, Medical
Law International (2022), s. 109 ff.
Matzen, Henning, Forelæsninger over den danske Retshistorie, bind III, J. H. Schultz (1895)
108 af 160
Ministère de la Santé et Ministère de la Sécurité sociale, Euthanasia and assisted suicide Law
of 16 March 2009 (2010)
Morten Kjær, Mellem Skylla og Charybdis – træk af legalitetsprincippets historie i dansk
strafferet, Nordisk Tiddskrift for Kriminalret (2017), s. 77 ff.
Murphy, Anna og Magnus, Michael von, Lægeloven – Lov om udøvelse af lægegerning med
kommentarer, Jurist- og Økonomforbundets Forlag (2004)
Nørregaard, Laurids, Forelæsninger over den Danske og Norske private Ret, bind IV,
Gyldendals Forlag (1788)
Nys, H., A Discussion of the Legal Rules on Euthanasia in Belgium Briefly Compared with the
Rules in Luxembourg and the Netherlands, D. A. Jones et al., Euthanasia and Assisted
Suicide: Lessons from Belgium, Cambridge University Press (2017), s. 10
Orentlicher og Sandór, Decisions at the End of Life i Orentlicher og Tamara (red.), The Oxford
Handbook of Comparative Law, Oxford University Press (2021)
Ørsted, A. S., Arkiv for Retsvidenskaben og dens Anvendelse III, Andreas Seidelin (1826)
Ørsted, A. S., Eunomia eller Samling af Afhandlinger IV, København (1822)
Ørsted, A. S., Eunomia, eller Samling af Afhandlinger III, Andreas Seidelin (1819)
Ørsted, A. S., Strafferetlige Skrifter i Udvalg, bind II, Nordisk forlag (1931)
Petersen, A. F. og Herrmann, J. R., Abortsamrådenes hemmelige liv: Praksisanalyse af en
Black Box forvaltning, Ugeskrift for Retsvæsen B (2021), s. 190 ff.
Regional Euthanasia Review Committees (“RTEs”), Euthanasia Code 2023. Review
Procedures in Practice (2023)
Ross, Alf, Om ret og retfærdighed – en indførelse i den analytisk retsfilosofi, Nyt Nordisk
Forlag Arnold Busck (1966)
Stübel, C. A., Ueber den Thatbestand der Verbrechen, Wittenberg (1805)
Tamm, Ditlev m.fl. (red.), Til det almindelige bedste … Generalprokurør Christian
Colbiørnsens lovbetænkninger 1789-1802, Jurist- og Økonomforbundets Forlag (2006)
Tamm, Ditlev og Jørgensen, Jens Ulf, Dansk retshistorie i hovedpunkter: fra Lanskabslovene
til Ørsted, bind II, Akademisk Forlag København (1975)
Tittman, K. A., Grundlinien der Strafrechtswissenschaft und der deutschen Strafgesetzkunde,
Fleischer (1800)
Tittmann, K. A., Handbuch der Strafrechtswissenschaft und der deutschen Strafgesetzkunde,
Halle (1807)
Torp, Carl, Den danske Strafferets almindelige Del, G. E. C. Gad (1905)
Torp, Carl, Strafbare Angreb paa Liv og Legeme, G. E. C. Gads Forlag (1926)
109 af 160
Torp, Carl, Straffrihedsgrunde og Strafophørsgrunde, Afsnit af den danske Strafferets
almindelige Del, G. E. C. Gad (1898)
Turoldo, F., Aiding and Abetting Suicide: The Current Debate in Italy, Cambridge Quarterly
of Healthcare Ethics (2021), s. 123 ff.
Vestergaard, Jørn, Dødshjælp – dansk ret, Juristen (2000), s. 165-182, Retsudvalget, alm. del.
– bilag 621
Vestergaard, Jørn, Forbrydelser og andre strafbare forhold, Gjellerup (2018)
Waaben, Knud og Langsted, Lars Bo, Strafferettens specielle del, Karnov Group (2014)
Waaben, Knud, Strafferettens ansvarslære, G. E. C. Gad (1987)
Waaben, Knud, Strafferettens specielle del I, København (1978)
Weyers, H., Euthanasia: the Process of Legal Change in The Netherlands: The Making of
Requirements of Careful Practice i A. Klijn et al. (red.), Regulating Physician-
Negotiated Death, Elsevier (2001), s. 1-27
7.1.2. Betænkninger
Kommissionsbetænkning angaaende Lægers Retsstilling (1931)
Kommissionsbetænkning angaaende Ordningen af Sundhedsvæsenets Centralstyrelse (1909)
Kommissionsbetænkning nr. 1184 om afkald på livsforlængende behandling (1989)
Kommissionsbetænkning nr. 1462 om kriminalisering af generelle opfordringer til selvmord
m.v. (2005)
Kommissionsbetænkning nr. 96 om ændring af svangerskabslovgivningen (1954)
Kommissionsbetænkning om den almindelige borgerlige Straffelovgivning (1912)
Kommissionsbetænkning om Udkast til almindelig borgerlig Straffelov (1923)
Kommissionsbetænkning om Udkast til Love vedrørende den borgerlige Straffelovgivning
(1917)
Udvalgsbetænkning over lovforslag nr. L 128 om ændring af lægeloven: FT 1991-92, tillæg B,
sp. 1189 ff.
Udvalgsbetænkning over lovforslag nr. L 15 om patienters retsstilling: FT 1997-98, tillæg B,
s. 268 ff.
Udvalgsbetænkning over lovforslag nr. L 99 om ændring af sundhedsloven: FT 2017-18, tillæg
B
110 af 160
7.1.3. Notater, redegørelser, pressemeddelser
Landsforeningen for Beskikkede Advokaters Meddelelse nr. 113 af 1997, s. 254 ff.
Retslægerådets udtalelse nr. 713/1917
Retslægerådets Årsberetning (1949)
Sundheds- og Ældreministeriet, Notat om palliativ sedering, fravalg af behandling m.v.,
Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17, SUU alm. del, bilag 221.
Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17, SUU alm. del bilag 221
Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17, SUU alm. del endeligt svar på spørgsmål 702
Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17, SUU alm. del endeligt svar på spørgsmål 697
Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17, SUU alm. del endeligt svar på spørgsmål 699
Sundheds- og Ældreudvalget 2018-19, SUU alm.del bilag 69
Sundhedsstyrelsens Årsberetning (1979)
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, Sammenfatning af nævnets praksis vedrørende
informeret samtykke samt journalføring heraf 2000-2014, Patientombuddet (2015)
Sundhedsstyrelsens pressemeddelelse af 2. september 1974
Rigsadvokatens notat af 19. november 1976
Sundhedsstyrelsens pressemeddelelser af 18. august 1986
Sundhedsstyrelsens pressemeddelelser af 20. august 1986
Pressemeddelelsen fra CFCEE af 14. oktober 2022
Rigsadvokatens meddelelse nr. 9184 af 1. januar 2023
Rigsadvokatens meddelelse nr. 9084 af 25. januar 2023
7.1.4. Links til hjemmesider
Andersen, K.: Enkemand støtter aktiv dødshjælp - Hans kone måtte tage til Schweiz for at dø
(2016): https://nyheder.tv2.dk/samfund/2016-10-12-enkemand-stoetter-aktiv-
doedshjaelp-hans-kone-maatte-tage-til-schweiz-for-at-doe (tilgået 1. april 2023)
Andersen, S.: Dødshjælpslæge står til at miste autorisation (2017): https://www.kristeligt-
dagblad.dk/danmark/doedshjaelpslaege-staar-til-miste-autorisation (tilgået 1. april 2023)
Avisen.dk: Læge hjalp 10 patienter med at dø: Nu får det måske konsekvenser (2017):
https://www.avisen.dk/top-selvmordslaege-er-til-fare-for-patienter-skal_431566.aspx
(tilgået 1. april 2023)
111 af 160
Benedikte Plum Enemark: Lægen Svend Lings hjælper syge med at dø uden at tilse dem (2017):
https://www.dr.dk/nyheder/indland/laegen-svend-lings-hjaelper-syge-med-doe-uden-
tilse-dem (tilgået 1. april 2023)
Boisen, Erik: Overlæge om dødshjælp: »Nu har du slået Far ihjel«. Det blev sagt uden mildhed
i stemmen. Som en anklage af et barn, der var ved at miste sin far (2017):
https://politiken.dk/debat/art6021661/%C2%BBNu-har-du-sl%C3%A5et-Far-
ihjel%C2%AB.-Det-blev-sagt-uden-mildhed-i-stemmen.-Som-en-anklage-af-et-barn-
der-var-ved-at-miste-sin-far (tilgået 1. april 2023)
Bundesverfassungsgericht: Decisions (2020):
https://www.bundesverfassungsgericht.de/SharedDocs/Entscheidungen/EN/2020/02/rs2
0200226_2bvr234715en.html (tilgået 1. april 2023)
DR, Lægen Svend Lings hjælper syge med at dø uden at tilse dem:
https://www.dr.dk/nyheder/indland/laegen-svend-lings-hjaelper-syge-med-doe-uden-
tilse-dem (tilgået 30. marts 2023)
DR, Læger giver dødshjælp (2005): https://www.dr.dk/nyheder/indland/laeger-giver-aktiv-
doedshjaelp (tilgået 1. april 2023).
DR, På tirsdag skal jeg dø (2022): https://www.dr.dk/drtv/serie/paa-tirsdag-skal-jeg-
doe_349498 (tilgået 3. april 2023)
DR, Selvmordslægen (2018): https://www.dr.dk/drtv/program/selvmordslaegen_64813 (tilgået
3. april 2023)
DR.TV: På tirsdag skal jeg dø: Preben vil dø (2022):https://www.dr.dk/drtv/episode/349500
(tilgået 1. april 2023)
Electoral commission: REFERENDUM RESULTS (2020):
https://www.electionresults.govt.nz/electionresults_2020/referendums-results.html
(tilgået 1. april 2023)
Engelbrecht, N.: lægeløfte (2022): https://denstoredanske.lex.dk/lægeløfte (tilgået 1. april
2023)
Euronews: MPs in Italy back a new law that would legalise a form of euthanasia (2022):
https://www.euronews.com/2022/03/11/mps-in-italy-back-a-new-law-that-would-
legalise-a-form-of-euthanasia (tilgået 1. april 2023)
Government of Canada: Medical assistance in dying (2023): https://www.canada.ca/en/health-
canada/services/medical-assistance-dying.html (tilgået 1. april 2023)
112 af 160
Government of Netherlands: Is euthanasia allowed? (2023):
https://www.government.nl/topics/euthanasia/is-euthanasia-allowed (tilgået 1. april
2023)
Guichet: Information on requesting euthanasia or assisted suicide (2017):
https://guichet.public.lu/en/citoyens/famille/euthanasie-soins-palliatifs/fin-de-
vie/euthanasie-assistance-suicide.html#bloub-1 (tilgået 1. april 2023)
Hansen, Det mener partierne om aktiv dødshjælp, Kristeligt Dagblad (2019):
https://www.kristeligt-dagblad.dk/politik/valg-2019-det-mener-partierne-om-aktiv-
doedshjaelp (tilgået 1. april)
Hansen, T., Det mener partierne om aktiv dødshjælp, Kristeligt Dagblad (2019):
https://www.kristeligt-dagblad.dk/politik/valg-2019-det-mener-partierne-om-aktiv-
doedshjaelp (tilgået 3. april 2023)
Hermansen, A. C., Efter aktiv dødshjælp: Svend Lings står til at miste lægeautorisation, Fyens
Stiftstidende (2017): https://fyens.dk/danmark/efter-aktiv-doedshjaelp-svend-lings-
staar-til-at-miste-laegeautorisation (tilgået 4. april 2023)
https://sundhedsdatastyrelsen.dk/da/rammer-og-retningslinjer/om-klassifikationer/sks-
klassifikationer/icd_11 tilgået 1. april 2023)
Jespersen, J., Særkjær, M. og Winther, M., Det mener partierne om aktiv dødshjælp, Kristeligt
Dagblad (2022): https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/det-mener-partierne-om-
aktiv-doedshjaelp (tilgået 3. april 2023).
Klaus Larsen: Svend Lings står til at miste autorisation (2017):
https://ugeskriftet.dk/nyhed/svend-lings-star-til-miste-autorisation (tilgået 1. april 2023)
KNMG: Meldingsformulieren euthanasie (2023): https://www.knmg.nl/advies-
richtlijnen/dossiers/euthanasie/meldingsformulieren-euthanasie (tilgået 1. april 2023)
KNMG: Over SCEN (2023): www.scen.nl (tilgået 1. april 2023)Lægeforening,
Lægeforeningens holdning til aktiv dødshjælp (2023):
https://www.laeger.dk/foreninger/laegeforeningen/etik/aktiv-
doedshjaelp/laegeforeningens-holdning-til-aktiv-doedshjaelp/ (tilgået 1. april 2022)
Kristensen, K.: Palliativ sedering med Propofol – Palliativ Afsnit, Farsø (2015):
https://pri.rn.dk/Sider/21182.aspx (tilgået 1. april 2023)
Redazione ANSA: Right-to-die activist Cappato acquitted (2019):
https://www.ansa.it/english/news/general_news/2019/12/23/right-to-die-activist-
cappato-acquitted_7fd6fd5f-6dd3-429e-9e07-de89cd945114.html (tilgået 1. april 2023)
113 af 160
Regional euthanasia review commities: Judgments (2023):
https://english.euthanasiecommissie.nl/judgments (tilgået 1. april 2023)
Regional euthanasia review commities: Toetsingsprocedure Regionale Toetsingscommissies
Euthanasie (2023): https://english.euthanasiecommissie.nl/review-procedure (tilgået 1.
april 2023)
Styrelsen for patientsikkerhed: Fravalg af behandling i den sidste tid (2023):
https://stps.dk/da/ansvar-og-retningslinjer/patienters-retsstilling/en-god-afslutning-paa-
livet/fravalg-af-behandling-i-den-sidste-tid/ (tilgået 1. april 2023)
Styrelsen for patientsikkerhed: Habile patienter (2023): https://stps.dk/da/ansvar-og-
retningslinjer/patienters-retsstilling/informeret-samtykke/habile-patienter/ (tilgået 1.
april 2023)
Styrelsen for patientsikkerhed: Lindring i den sidste tid (2023): https://stps.dk/da/ansvar-og-
retningslinjer/patienters-retsstilling/en-god-afslutning-paa-livet/lindring-i-den-sidste-
tid/ (tilgået 1. april 2023)
Wendel-Hansen, Jens: Landstinget i den danske Rigsdag 1849-1953
(2016):https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/landstinget-1849-1953 (tilgået 1. april
2023)
Århus Universitetshospital, ALS: Afslutning af behandling med respirator (2023):
https://www.auh.dk/afdelinger/intensiv/respirationscenter-vest/als/valg-du-skal-
traffe/afslutning-af-behandlingen/afslutning-af-behandling-med-respirator/ (tilgået den
25. februar 2023)
7.2. Love mv.
7.2.1. Danske love
Autorisationsloven: Lovbekendtgørelse nr. 731 af 2019 om autorisation af sundhedspersoner
og om sundhedsfaglig virksomhed
EMRK: Lovbekendtgørelse nr. 138 af 2022 om lov om Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, bilag 1
Forældreansvarsloven: Lovbekendtgørelse nr. 1768 af 2020 om forældreansvarsloven
Klage- og erstatningsadgangsloven: Lovbekendtgørelse nr. 9 af 2023 om klage- og
erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet
Lov om retslægerådet: Lov nr. 60 af 1961 om retslægerådet
Retsplejeloven: Lovbekendtgørelse nr. 1835 af 2021 om rettens pleje
114 af 160
Retssikkerhedsloven: Lovbekendtgørelse nr. 265 af 2022 om retssikkerhed og administration
på det sociale område
Straffeloven af 1866: Almindelig borgerlig Straffelov af 10. Februar 1866
Straffeloven: Lovbekendtgørelse nr. 1360 af 2022 om straffeloven
Sundhedsloven: Lovbekendtgørelse nr. 248 af 2023 om sundhedsloven
Værgemålsloven: Lovbekendtgørelse nr. 1122 af 2021 om værgemålsloven
7.2.2. Lovforslag mv.
1. behandling af lovforslag nr. L 128: FT 1991-92, forhandlinger, sp. 3498 ff.
1. behandling af lovforslag nr. L 99: FT 2017-18, forhandlinger, 23. møde, s. 7 ff.
2. behandling af lovforslag nr. L 128: FT 1991-92, forhandlinger, sp. 9665 ff.
Gesetzentwurf der Castellucci et. al, Entwurf eines Gesetzes zur Strafbarkeit der
geschäftsmäßigen Hilfe zur Selbsttötung und zur Sicherstellung der
Freiverantwortlichkeit der Entscheidung zur Selbsttötung, v. 07.03.2022, BT-Drs.
20/904
Gesetzentwurf der Helling-Plahr et. al, Entwurf eines Gesetzes zur Regelung der Suizidhilfe
v. 21.06.2022, BT-Drs. 20/2332
Gesetzentwurf der Künast et. al, Entwurf eines Gesetzes zum Schutz des Rechts auf
selbstbestimmtes Sterben und zur Änderung weiterer Gesetze, v. 17.06.2022, BT-Drs.
20/2293
Kommissionen af 22. februar 1859, Udkast til Straffelov for Kongeriget Danmark, J. H. Schultz
(1864)
Lovforslag nr. L 128 om ændring af lægeloven: FT 1991-92, tillæg A, sp. 2685 ff.
Lovforslag nr. L 128 om ændring af lægeloven: FT 1991-92, tillæg C, sp. 889 f.
Lovforslag nr. L 15 om patienters retsstilling: FT 1997-98 (2. samling), tillæg A, s. 505 ff.
Lovforslag nr. L 99 om ændring af straffeloven og retsplejeloven: FT 2003-04, tillæg A, s.
3277 ff.
Lovforslag nr. L 99 om ændring af sundhedsloven: FT 2017-18, tillæg A
7.2.3. Administrative forskrifter
BKG nr. 1225 af 2021 om journalføring
BKG nr. 359 af 2019 om information og samtykke
CIR nr. 23 af 2006 om behandling af sager om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion
115 af 160
FN’s Menneskerettighedskomité, General Comment No. 36, Article 6: right to life, 124.
samling (2019), s. 2.
VEJL nr. 161 af 1998 om information og samtykke
VEJL nr. 25 af 2006 om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion
VEJL nr. 9387 af 2018 om medikamental palliation
VEJL nr. 9934 af 2019 om genoplivning og fravalg af genoplivningsforsøg
VEJL nr. 9935 af 2019 om fravalg og afbrydelse af livsforlængende behandling
116 af 160
7.2.4. Udenlandske love
Aid in Dying for the Terminally Ill Act 2019 (New Jersey)
Bill C-7 of 17 March 2021, Second Session, Forty-third Parliament, 69-70 Elizabeth II, 2020-
2021
Code Pénal Belgique 8 Juin 1867
Death with Dignity Act 1994 (Oregon)
Death with Dignity Act 2017 (Washington DC)
Den nederlandske straffelov (Wetboek van Strafrecht)
Den tyske straffelov (Strafgeseztbuch)
End of Life Choice Act 2019, no. 67
End of Life Option Act 2015 (California)
End of Life Options Act 2016 (Colorado)
End of Life Options Act 2021 (New Mexico)
End-of-Life Choices (Voluntary Assisted Dying) Act 2021 (Tasmania)
Ley Orgánica 3/2021, de 24 de marzo, de regulación de la eutanasia
Loi du 16 mars 2009 sur l’euthanasie et l’assistance au suicide
Loi du 18 Mai 2022 publiée le 30 Mai 2022
Loi Relative à L’Euthanasie 28 Mai 2002
Our Care, Our Choice Act 2019 (Hawaii)
Rights of the Terminally Ill Act 1995 (Northern Territory)
Schweizerisches Strafgesetzbuch vom 21. Dezember 1937
Sterbeverfügungsgesetz sowie Änderung des Suchtmittelgesetzes und des Strafgesetzbuches
am 31. Dezember 2021, BGBl. I, 242/2021
StGB ved Gesetz zur Strafbarkeit der geschäftsmäßigen Förderung der Selbsttötung af 3.
december 2015
The Termination of Life on Request and Assisted Suicide (Review Procedures) Act of 2001
The Voluntary Assisted Dying Act 2021 (South Australia)
Voluntary Assisted Dying Act 2017 no. 61 (Victoria)
Voluntary Assisted Dying Act 2021 (Queensland)
Voluntary Assisted Dying Act 2022 No 17 (New South Wales)
Voluntary Assisted Dying Act no. 27 of 2019 (Western Australia)
117 af 160
7.3. Praksis
7.3.1. Retspraksis
EMD, Goss v. Switzerland, dom af 30. september 2014, nr. 67810/10
EMD, Gross v. Switzerland, dom fra Kammeret af 14. maj 2013, nr. 67810/10
EMD, Gross v. Switzerland, dom fra Storkammeret af 30. september 2014, nr. 67810/10
EMD, Haas v. Switzerland, dom af 20. januar 2011, nr. 31322/07
EMD, Koch v. Germany, dom af 19. juli 2012, nr. 497/09
EMD, Lambert and others v. France, dom af 5. juni 2015, nr. 46043/14
EMD, Lings v. Denmark, dom af 12. april 2022, nr. 15136/20
EMD, Mortier v. Belgium, dom af 4. oktober 2022, nr. 78017/17
EMD, Pretty v. United Kingdom, dom af 29. april 2002, nr. 2346/02
Højesterets dom i sag nr. 102 af 8. juni 1858 gengivet i Højesteretstidende (1858)
Højesterets dom i sag nr. 255 af 22. oktober 1858 gengivet i Højesteretstidende (1858)
Højesterets dom i sag nr. 42/2019 (”Lings-dommen”) af 23. september 2019
Københavns Byrets dom i sag nr. 44/1974 (utrykt) af 13. februar 1974
Retten i Gentoftes dom i sag nr. 311/1997 af 20. august 1997
Retten i Helsingør i sag nr. 1-2692/2016 af 13. september 2016
Retten i Helsingørs dom i sag nr. 1-2692/2016 af 12. september 2016
Retten i Holstebros dom i sag nr. 5-891/2013, s. 3 af 25. juni 2013
Retten i Næstveds dom i sag nr. 28-1276/2005 af 15. oktober 2007
Retten i Odenses dom i sag nr. 6-2416/2012 af 2012
Retten i Roskildes dom i sag nr. A 134/71 af 20. december 1971
U 1868.477 H
U 1880.947 H
U 1904.318 H
U 1934.371 Ø
U 1935.211 Ø
U 1946.1297 Ø
U 1955.551 V
U 1965.165 V
U 1973.159 H
U 1973.733
U 1978.868 Ø
U 1979.576 H
118 af 160
U 1991.48 Ø
U 1998.291 H
U 2003.2474 Ø
U 2009.1396 Ø
U 2017.2737 Ø
U 2019.1289 Ø
U 2019.4267 H
U 2022.1423 H
Østre Landsrets nævningedom i sag nr. 301/1979 af 5. september 1979
7.3.2. Administrativ praksis
Anklagemyndighedens Årsberetning (1978), T 868, s. 22 f.
Anklagemyndighedens Årsberetning (1981), T 1146, s. 15
PKN 0551819
SDN 21DNM125
SDN-afgørelse fra 2015 (sagsnr.: 150316)
STPS’s afgørelse fra 17. maj 2016 med sagsnr. 16SPS26
Styrelsen for Patientsikkerhed, Afgørelse om midlertidig autorisationsfrakendelse af 3. marts
2017, sagsnr. 5-8011-3814/3
Styrelsen for Patientsikkerhed, Høringsbrev over midlertidig autorisationsfrakendelse af 22.
februar 2017, sagsnr. 5-8011-3814/3
7.3.3. Udenlandske afgørelser
Carter v. Canada (Attorney General), 2015 SCC 5, [2015] 1 S.C.R. 331, §§ 126 f
Truchon c. Procureur général du Canada, 2019 QCCS 3792
BVerfG, Urteil des Zweiten Senats vom 26. Februar 2020, - 2 BvR 2347/15 -, Rn. 1-343 (”2
BvR 2347/15”)
Den nederlandske højesterets Heringa afgørelse fra 2020 (dom af 21. april 2020, 19/04910
CW)
Corte costituzionale, ordinanza No. 207/2018 e sentenza 242/2019
Nederlandske højesterets afgørelse i sag nr. 77.091 (”Schoonheim-dommen”)
Nederlandske højesterets Brongersma afgørelse fra 2002 (dom af 24. december 2002, LJN
AE8772)
Nederlandske højesterets Chabot afgørelse fra 1994 (dom af 21. juni 1994, NJ 1994/656)
119 af 160
Verfassungsgerichtshof, G 139/2019-71, 11. Dezember 2020
BGer 2A.48/2006/2A.66/2006, 3 November 2006
BGer 2C_9/2010 v. 12 April 2010
120 af 160
8. Bilag
8.1. Processen for dødshjælp i Nederlandene
Fremgangsmåden for dødshjælp og kontrol hermed kan kronologisk inddeles i tre dele, som er
uddybet i punktform nedenfor, men der kan også henvises til RTEs eget rutediagram for
tilsynskontrollen i bilagsafsnit 8.5 nedenfor.
Første del omfatter forløbet fra patientkontakt til selve dødshjælpens udførelse, mens anden
del omfatter retslægens involvering og overgangen til tilsynsrådet. I tredje del kontrollerer
tilsynsrådet omhukriteriernes opfyldelse, hvorefter sagen lukkes eller overdrages til
anklagemyndigheden eller Sundhedstilsynet.
Første del: Dødshjælp
Læge og borger
1. Borgeren henvender sig til en læge, der er villig til at udføre dødshjælp
2. Lægen sikrer sig, at omhukriterierne i eutanasiloven er opfyldt, herunder:
at patienten er beslutningskompetent, at patientens lidelse er ubærlig og
udsigtsløs, at patienten er fyldestgørende informeret og at der ikke foreligger et
rimeligt alternativ
3. Lægen konsulterer mindst én anden, uafhængig læge, som egenhændigt tilser patienten
4. Lægen modtager en skriftlig rapport fra den uafhængige læge, som redegør for, om
omhukriterierne er opfyldt
5. Lægen beslutter, om omhukriterierne er opfyldt, og patienten kan tilbydes dødshjælp
6. Lægen udfører dødshjælpen lægefagligt tilfredsstillende539
Anden del: Ligsyn, dokumentation og begravelse
Læge og retslæge
7. Lægen udsteder ikke dødsattest, men indberetter omgående dødsfaldet som unaturligt
til den kommunale retslæge
8. Lægen udfærdiger følgende dokumenter
 en begrundet rapport over omhukriteriernes opfyldelse og
 en indberetningsblanket til retslægen
9. Lægen overleverer ovenstående dokumenter til retslægen ved ligsynet samt:
539
Se bilag 8.11.
121 af 160
 den konsulterede og uafhængige læges rapport og
 øvrig relevant information som f.eks. specialisterklæringer, uddrag fra
patientjournalen og (når den foreligger) patientens forhåndstilkendegivelse
10. Retslægen foretager ligsyn og kontrollerer, at de nødvendige dokumenter foreligger
11. Retslægen informerer anklagemyndigheden og personregisterføreren, hvorefter afdøde
kan begraves
12. Retslægen videresender materialet til det kompetente regionale tilsynsråd
Tredje del: Kontrol og videre sagsskridt
Tilsynsråd, anklage- og sundhedsmyndigheder
13. Det regionale tilsynsråd kontrollerer rapporterne og dødshjælpens udførelse
 Hvis omhukriterierne er opfyldt, lukkes sagen og lægen får besked
 Hvis omhukriterierne ikke er opfyldt, informeres anklagemyndigheden540
,
Sundhedstilsynet541
og lægen får besked
14. Sundhedstilsynet vurderer, om sagen giver anledning til disciplinærretlige sanktioner
15. Anklagemyndigheden vurderer, om sagen giver anledning til en straffesag mod lægen
540
På nederlandsk: ”Openbaar Ministerie” (OM), selvom det ikke er et ministerium.
541
På nederlandsk: ”Inspectie Gezondheidszorg en Jeugd” (IGJ), som ordret oversættes til Sundheds- og
Ungdomsbehandlings Tilsynet. Institutionens ressortområde synes at være sammenligneligt med Styrelsen for
Patientsikkerhed i Danmark.
122 af 160
8.2. Den nederlandske eutanasilov
Nærværende bilag er den nederlandske eutanasilov i sin officielle engelske oversættelse som
hentet fra RTE (2023), s. 67 ff.
123 af 160
124 af 160
125 af 160
126 af 160
127 af 160
128 af 160
8.3. Uddrag fra nederlandske straffelov
Nærværende bilag er et uddrag med de relevante bestemmelser om dødshjælp fra den
nederlandske straffelov i sin officielle engelske oversættelse som hentet fra RTE (2023), s. 74.
129 af 160
8.4. Uddrag fra den nederlandske begravelses- og ligbrændingslov
Nærværende bilag er et uddrag med de relevante bestemmelser om dødshjælp fra den
nederlandske begravelses- og ligbrændingslov i sin officielle engelske oversættelse som hentet
fra RTE (2023), s. 74.
130 af 160
8.5. Nederlandsk rutediagram for tilsynskontrol
Rutediagrammet er hentet fra tilsynsrådenes hjemmeside, der er tilgået den 6. marts 2023.542
Board of Procurators General (’College van Procureurs-Generaal’) kan formentlig oversættes
til “statsadvokatrådet” på dansk. Dette råd udgør den øverste ledelse af den nederlandske
anklagemyndighed, som er organiseret i ti regionale statsadvokaturer. Health Care Inspectorate
(’Inspectie Gezondheidszorg en Jeudg’) kan formentlig oversættes til sundheds- og
ungdomstilsynet på dansk. De tilsvarende institutioner i Danmark vil formentlig være
henholdsvis Rigsadvokaten og Styrelsen for Patientsikkerhed.
542
https://english.euthanasiecommissie.nl/review-procedure
131 af 160
132 af 160
133 af 160
8.6. Standardformular til begrundet rapport om udført dødshjælp
Nedenstående standardformular udfyldes af lægen, og udgør den begrundede rapport for
dødshjælpen, som lægen afleverer til retslægen i forbindelse med indberetning af dødsfald som
følge af dødshjælp. Retslægen videresender herefter rapporten til de regionale tilsynsråd.
Standardformularen er vedtaget ved bekendtgørelse af 12. marts 2016 (Staatsblad 2016, 110)
og trådte i kraft den 1. juli 2016. Den er hentet fra den nederlandske lægeforenings hjemmeside,
hvor en elektronisk version er gjort tilgængelig.543
Standardformularen er oversat ved hjælp af Google og Microsofts oversættelsesværktøjer. Se
næste side og frem for standardformularen.
543
https://www.knmg.nl/advies-richtlijnen/dossiers/euthanasie/meldingsformulieren-euthanasie (tilgået den 8.
marts 2023)
134 af 160
135 af 160
136 af 160
137 af 160
138 af 160
139 af 160
140 af 160
141 af 160
142 af 160
143 af 160
144 af 160
145 af 160
146 af 160
8.7. Standardformular til indberetning til retslægen af dødsfald som følge af dødshjælp
Nedenstående standardformular udfyldes af lægen og indberettes til retslægen straks efter
udførelse af dødshjælp.
Den er hentet fra den nederlandske lægeforenings hjemmeside, hvor en elektronisk version er
gjort tilgængelig.544
Standardformularen er oversat ved hjælp af Google og Microsofts oversættelsesværktøjer. Se
næste side for standardformularen.
544
https://www.knmg.nl/advies-richtlijnen/dossiers/euthanasie/meldingsformulieren-euthanasie (tilgået den 8.
marts 2023)
147 af 160
148 af 160
8.8. Standardformular til indberetning til RTE
Nedenstående standardformular udfyldes af retslægen og indberettes til det Regionale
Eutanasitilsynsråd efter ligsynet.
Den er hentet fra den nederlandske lægeforenings hjemmeside, hvor en elektronisk version er
gjort tilgængelig.545
Standardformularen er oversat ved hjælp af Google og Microsofts oversættelsesværktøjer. Se
næste side for standardformularen.
545
https://www.knmg.nl/advies-richtlijnen/dossiers/euthanasie/meldingsformulieren-euthanasie (tilgået den 8.
marts 2023)
149 af 160
150 af 160
151 af 160
8.9. Lægefagligt tilfredsstillende udførelse af dødshjælp
Nedenfor er skitseret en forsimplet gennemgang af en lægefagligt tilfredsstillende udførelse af
dødshjælp under den nederlandske eutanasilov. Nærmere vejledning til anbefalede midler,
doser og fremgangsmåder fremgår af den nederlandske lægeforenings udførlige retningslinjer
hertil, som er offentligt tilgængelig i en engelsk oversættelse.546
For umiddelbar dødshjælp, vil fremgangsmåden kort skitseret bestå i følgende:
I. Lægen indgiver komainducerende middel og kontrollerer dybden
II. Lægen indgiver muskelafslappende middel
III. Lægen overvåger patienten indtil vedkommende er bekræftet død, retslægen547
har
afholdt ligsyn og ”konsultationen med sidstnævnte er afsluttet”548
For middelbar dødshjælp, vil fremgangsmåden kort skitseret bestå i følgende:
I. Lægen indsætter IV-kanyle og indgiver antikvalme præmedicin
II. Lægen rådgiver patienten og familien om, hvornår selvmordet kan udføres
III. Lægen udleverer en barbituratopløsning til patienten
IV. Lægen bliver i nærheden indtil patientens er bekræftet død, retslægen har afholdt ligsyn
og konsultationen med sidstnævnte er afsluttet549
Det fremgår endvidere af tilsynsrådenes kommentar, at lægen ”skal have en nødpakke
intravenøse midler ved hånden”, som lægen kan indgive igennem den indsatte IV-kanyle, hvis
patienten f.eks. overlever selvmordsforsøget.550
546
Jf. RTE (2023), s. 16 og 34 ff.. Det drejer sig om den kongelige nederlandske lægeforening (KNMG)
henholdsvis farmaceutforenings (KNMP) retningslinjer for udførelse af eutanasi: KNMG/KNMP, Guidelines for
the Practice of Euthanasia and Physician-Assisted Suicide (2012).
547
Det er uklart, om der
548
Jf. RTE (2023), s. 37.
549
Jf. RTE (2023), s. 37.
550
Jf. RTE (2023), s. 36 f.
152 af 160
8.10. Rutediagram over RTEs kontrolprocesser
Nedenstående rutediagrammer er hentet fra RTE (2023), s. 12 ff. Det skal bemærkes, at
akronymerne ”OM” og ”IGJ” står for henholdsvis anklagemyndigheden og Sundhedstilsynet.
153 af 160
154 af 160