UUI alm. del - svar på spm. 452 om, hvorfor anklagemyndigheden, typisk efter udtalelse fra Udlændingestyrelsen, kan begrænse en udvisningspåstand til advarsel om udvisning for retten i en straffesag, når domstolene alligevel - på eget initiativ - kan vælge at tildele advarsel om udvisning

Side 1/4
Besvarelse af spørgsmål nr. 452 (Alm. del) fra Folketingets
Udlændinge- og Integrationsudvalg
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 452 (Alm. del), som
Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg har stillet til
justitsministeren den 28. september 2023. Spørgsmålet er stillet efter ønske
fra Mikkel Bjørn (DF).
Peter Hummelgaard
/
Morten Holland Heide
Folketinget
Udlændinge- og Integrationsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato: 26. oktober 2023
Kontor: Strafferetskontoret
Sagsbeh: Søren Rams Rasmussen
Sagsnr.: 2023-06438
Dok.: 2996777
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Offentligt
UUI Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 452
Udlændinge- og Integrationsudvalget 2022-23 (2. samling)
Side 2/4
Spørgsmål nr. 452 (Alm. del) fra Folketingets Udlændinge- og
Integrationsudvalg:
”Vil ministeren redegøre for, hvorfor anklagemyndigheden,
typisk efter udtalelse fra Udlændingestyrelsen, kan begrænse en
udvisningspåstand til advarsel om udvisning for retten i en
straffesag, når domstolene alligevel - på eget initiativ - kan
vælge at tildele advarsel om udvisning, vil ministeren videre
redegøre for, om domstolene omvendt kan vælge at udvise i
straffesager, hvor anklagemyndigheden alene har nedlagt
påstand om advarsel, og vil ministeren endelig redegøre for, om
man i overensstemmelse med Danmarks internationale
forpligtelser altid automatisk kan have påstand om udvisning i
straffesager mod udlændinge, hvorefter alene retten må tage
stilling til, om det kan ske, så det kan sikres, at fejlskøn,
forsømmelser og skødesløshed i Udlændingestyrelsen og
anklagemyndigheden ikke er til hinder for, at domstolene kan
udvise kriminelle udlændinge i forbindelse med afgørelsen af en
straffesag, således at det reelt sikres, at der altid sker udvisning
af kriminelle udlændinge i videst muligt omfang inden for
rammerne af Danmarks internationale forpligtelser?”
Svar:
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en
udtalelse fra Rigsadvokaten, der har oplyst følgende:
”1. Det fremgår af udlændingelovens § 49, stk. 1, at når en
udlænding dømmes for strafbart forhold, afgøres det efter
anklagemyndighedens påstand ved dommen, om den
pågældende skal udvises i medfør af udlændingelovens §§ 22-
24 eller 25 c eller tildeles en advarsel i medfør af § 24 b. Det er
således anklagemyndigheden, der vurderer, om der skal
nedlægges påstand om udvisning i straffesag.
Rigsadvokaten er ikke umiddelbart bekendt med eksempler fra
praksis, hvor anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at
den tiltalte skal tildeles en advarsel om udvisning, og hvor retten
i stedet har truffet afgørelse om udvisning.
2. Når anklagemyndigheden tager stilling til, om der skal
nedlægges påstand om udvisning, foretager
anklagemyndigheden først en vurdering af de konkrete
omstændigheder i sagen, herunder om det kriminelle forhold
kan begrunde udvisning efter reglerne i udlændingelovens §§
22-24 eller § 25 c.
Side 3/4
Kan det kriminelle forhold begrunde udvisning efter disse
regler, vurderer anklagemyndigheden efterfølgende, om
udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks
internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2.
Ved vurderingen af, om en udvisning med sikkerhed vil være i
strid med Danmarks internationale forpligtelser, lægger
anklagemyndigheden vægt på de internationale konventioner,
og hvordan disse bliver fortolket af domstolene, navnlig gennem
praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
(EMD).
Kun i de tilfælde, hvor anklagemyndigheden vurderer, at en
udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks
internationale forpligtelser, vil anklagemyndigheden undlade at
nedlægge påstand om udvisning. I disse tilfælde nedlægges i
stedet påstand om, at udlændingen får en advarsel, jf.
udlændingelovens § 24 b, stk. 1.
3. Det bemærkes, at der i anklageskriftet tages forbehold for
påstand om udvisning, hvis anklagemyndigheden ikke er i
besiddelse af tilstrækkelige oplysninger - f.eks. om
opholdsgrundlag eller varighed af lovligt ophold - til at kunne
nedlægge påstand om udvisning på det tidspunkt, hvor
anklageskriftet skal sendes til retten.
Anklagemyndigheden skal i så fald senere følge op på
forbeholdet med en tilkendegivelse om udvisningspåstanden.
Det kan i den forbindelse tilføjes, at en tilkendegivelse dog ikke
er en del af anklageskriftet, og at der derfor ikke er krav om
forkyndelse af denne inden for en bestemt frist, jf. TfK2001.39.
Det kan tilføjes, at anklagemyndigheden ikke er afskåret fra at
skærpe sin påstand om udvisning i landsretten, selvom der kun
har været nedlagt påstand om advarsel om udvisning i byretten,
jf. TfK2018.1307/2. Udvisning er dog en så indgribende
retsfølge, at denne skal undergives prøvelse i to instanser, jf.
UfR2004.2147H. Det vil således ikke – såfremt der i byretten
på grund af en fejl eller en forglemmelse ikke har været nedlagt
påstand om udvisning eller advarsel– være muligt at rette op
herpå ved at nedlægge påstand om udvisning i landsretten.
Derimod vil det efter omstændighederne være muligt, hvis der
tages forbehold herfor, at anlægge en efterfølgende sag
vedrørende udvisningsspørgsmålet.”
Det bemærkes herudover, at det efter Justitsministeriets opfattelse ville være
vanskeligt foreneligt med almindelige principper om faglighed og
saglighed, hvis anklagemyndigheden som foreslået i spørgsmålet skulle
nedlægge påstand om udvisning, selv om udvisning efter
Side 4/4
anklagemyndighedens vurdering med sikkerhed ville være i strid med
Danmarks internationale forpligtelser. Herudover ville det kunne medføre
et væsentligt ressourcetræk for både anklagemyndigheden og domstolene,
hvis der skulle nedlægges påstand om udvisning i alle sager mod
udlændinge, det vil sige uden hensyntagen til, om betingelserne for
udvisning er opfyldt.