SOU alm. del - svar på spm. 409 om ministerens kommentar til henvendelsen omdelt som SOU alm. del - bilag 191, om erstatningspligt for borgere på bosteder

Side 1/2
Besvarelse af spørgsmål nr. 409 (Alm. del) fra Folketingets
Socialudvalg
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 409 (Alm. del), som
Folketingets Socialudvalg har stillet til justitsministeren den 15. september.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DD).
Peter Hummelgaard
/
Camilla Hellesø Nielsen
Folketinget
Socialudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato: 13. oktober 2023
Kontor: Formueretskontoret
Sagsbeh: Benjamin Vynne
Muschinsky
Sagsnr.: 2023-0032/52-0011
Dok.: 2981645
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Offentligt
SOU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 409
Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
Side 2/2
Spørgsmål nr. 409 (Alm. del) fra Folketingets Socialudvalg:
”Vil ministeren kommentere henvendelsen omdelt som SOU
alm. del - bilag 191, om erstatningspligt for borgere på
bosteder?”
Svar:
Der henvises til Justitsministeriets besvarelse af 1. september 2023 af
spørgsmål nr. 1120 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.


Side 1/5
Besvarelse af spørgsmål nr. 1120 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 1120 (Alm. del), som Folketin-
gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 7. august 2023. Spørgs-
målet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).
Peter Hummelgaard
/
Camilla Hellesø Nielsen
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato: 1. september 2023
Kontor: Formueretskontoret
Sagsbeh: Benjamin Vynne Mu-
schinsky
Sagsnr.: 2023-0030-9266
Dok.: 2935187
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Offentligt
SOU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 409
Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
Side 2/5
Spørgsmål nr. 1120 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
” Vil ministeren kommentere på henvendelsen, jf. REU alm. del
– bilag 260, og reglerne om erstatning?”
Svar:
1. Jeg er ikke bekendt med de nærmere omstændigheder i den konkrete sag,
men jeg kan forstå – som sagen er beskrevet i henvendelsen – at staten har
lagt ud for erstatningen til offeret i medfør af offererstatningsordningen efter
reglerne i offererstatningsloven.
Efter reglerne i offererstatningsloven har ofre for forbrydelser – uanset om
de er offentligt eller privat ansatte – mulighed for at søge om erstatning fra
staten, hvis de pådrager sig en skade som følge af en forbrydelse.
Efter lovens § 7 ydes der dog ikke erstatning, i det omfang skaden godtgøres
af skadevolderen eller dækkes af forsikringsydelser eller andre ydelser, der
har karakter af virkelig skadeserstatning.
Hvis Erstatningsnævnet, som behandler ansøgninger om erstatning efter of-
fererstatningsloven, træffer afgørelse om, at staten skal udbetale erstatning
til forurettede, har staten (ved Civilstyrelsen) et regreskrav mod skadevol-
deren. Ved behandlingen af regressager foretages der en vurdering af, i hvil-
ket omfang erstatningen kan kræves af skadevolderen, og om der f.eks. er
en relevant ansvarsforsikring at inddrage i sagen. Civilstyrelsen kan med
tilladelse fra skadevolder gå i dialog med forsikringsselskabet. I de tilfælde,
hvor skaden er blevet forvoldt på en institution, vil Civilstyrelsen endvidere
vurdere, om der er grundlag for at rette kravet mod institutionen.
Hvis der i en sag ikke kan opnås dækning hos en ansvarsforsikring, og der
ikke er grundlag for at rette kravet mod institutionen, vurderer Civilstyrel-
sen, om kravet skal nedsættes eller helt bortfalde, inden det rettes mod ska-
devolderen. Erstatningsansvarsloven indeholder en række regler om lem-
pelse af erstatningsansvaret, bl.a. den almindelige lempelsesregel i erstat-
ningsansvarslovens § 24. Retspraksis om bortfald er imidlertid meget re-
striktiv i sager, hvor der er tale om straffelovsovertrædelser.
Hvis skadevolderen ikke anerkender et regreskrav, kan sagen indbringes for
domstolene.
Side 3/5
Jeg har fuld forståelse for, at det er en ulykkelig situation, når et menneske
står med en stor gæld, som vedkommende har svært ved at betale. Det er
dog samtidig grundlæggende i et retssamfund, at man har mulighed for at få
erstatning, hvis man har været udsat for en skade.
2. Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en
udtalelse fra Beskæftigelsesministeriet, der har oplyst følgende:
”Tilfælde, hvor en borger på et bosted, slår en ansat, vil være
omfattet af arbejdsskadesystemet. Efter arbejdsskadesikringslo-
ven har tilskadekomne ret til godtgørelse for varigt mén, når en
anerkendt arbejdsskade har medført varige helbredsmæssige
følger, og erstatning for erhvervsevnetab, hvis arbejdsskaden
har medført nedsat evne til at oppebære en indtægt. Offentligt
og privat ansatte har samme rettigheder efter arbejdsskadesik-
ringsloven.
Erstatning m.v. udbetales enten af arbejdsgiverens forsikrings-
selskab eller af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Forsikrings-
selskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan ikke søge
regres fra en eventuel ansvarlig skadevolder (med mindre der er
tale om produktansvar).
Hvis en arbejdsskade skyldes en ansvarlig skadevolder, kan til-
skadekomne have ret til erstatning efter både arbejdsskadesik-
ringsloven og erstatningsansvarsloven. Erstatning m.v. tilkendt
efter arbejdsskadesikringsloven har forrang ift. erstatningsan-
svarsloven. Det vil sige, at man for eksempel ikke kan få udbe-
talt godtgørelse for varigt mén efter erstatningsansvarsloven,
hvis man i forvejen har fået udbetalt méngodtgørelse for samme
skade efter arbejdsskadesikringsloven. Der er imidlertid på visse
punkter forskel på erstatningsposter og beregningsmetoder mel-
lem arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven. Til-
skadekomne kan derfor have ret til supplerende erstatning efter
erstatningsansvarsloven, når erstatningsudmålingen overstiger,
hvad der i første omgang er udmålt efter arbejdsskadesikrings-
loven. Den ansvarlige skadevolder kan blive mødt med et krav
om at dække erstatning m.v. efter erstatningsansvarsloven.
I Aftale om et forbedret arbejdsskadesystem, som blev indgået
mellem den daværende regering (Socialdemokratiet), Venstre,
Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative
Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Nye
Borgerlige, Liberal Alliance og Alternativet i september 2022,
lægges der op til at forpligte visse offentlige og private arbejds-
givere til at tegne en voldsskadeforsikring.
Side 4/5
Der lægges op til, at forpligtelsen vil skulle omfatte arbejdsgi-
vere, hvor de ansatte har en særlig risiko for at blive udsat for
vold på arbejdet fra borgere, de drager omsorg for. Voldsskade-
forsikringen vil således skulle dække erstatning m.v. efter er-
statningsansvarsloven ved arbejdsulykker, hvor en ansat udsæt-
tes for vold eller en voldsom hændelse fra en borger, som den
pågældende drager omsorg for.
Forslaget vil betyde, at ansatte, der udsættes for vold på arbejdet
hos disse arbejdsgivere, kan få supplerende erstatning m.v. efter
erstatningsansvarsloven (jf. ovenfor) uden at skulle søge om er-
statning ved Erstatningsnævnet eller anlægge en sag mod ska-
devolder ved domstolene.
Udbetales der erstatning m.v. efter voldsskadeforsikringen, vil
der ikke kunne rejses regreskrav mod skadevolderen. Det vil
sige, at forsikringsselskabet ikke har mulighed for at stille krav
om at få dækket udgifter til erstatning fra den skadevoldende
borger.
Med forslaget tilsigtes det at skabe nemmere adgang for ansatte
i særlig risiko for vold på arbejdet til fuld erstatning og godtgø-
relse, samt at skærme udsatte borgere overfor regreskrav, som
de i mange tilfælde ikke vil være i stand til at betale.
Et lovforslag, der skal udmønte aftalen om et forbedret arbejds-
skadesystem, herunder reglerne om voldsskadeforsikring m.v.,
forventes at blive fremsat for Folketinget i efteråret 2023 – med
ikrafttræden den 1. januar 2025.”
4. Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet desuden ind-
hentet en udtalelse fra Social-, Bolig- og Ældreministeriet, der har oplyst
følgende:
”Kommunerne varetager det samlede finansierings-, forsy-
nings- og myndighedsansvar for det sociale område. Det inde-
bærer blandt andet, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at
der er de nødvendige tilbud efter lov om social service (service-
loven).
For så vidt angår botilbud kan kommunalbestyrelsen tilbyde
midlertidigt ophold i boformer til personer, som på grund af be-
tydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige
sociale problemer har behov for det, jf. servicelovens § 107.
Derudover skal kommunen tilbyde længerevarende ophold i bo-
former til personer, som på grund af betydelig og varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for omfattende
hjælp til almindelige, daglige funktioner eller pleje, omsorg eller
Side 5/5
behandling, og som ikke kan få dækket disse behov på anden
vis, jf. §108 i serviceloven.
Det er kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om visitation
til ophold i et botilbud efter servicelovens §§ 107 og 108. Kom-
munalbestyrelsen opfylder sit forsyningsansvar ved brug af
egne tilbud og ved at samarbejde med andre kommuner, regio-
ner og private tilbud. Tilbud efter servicelovens §§ 107 og 108
skal være godkendt af socialtilsynet for at kunne indgå i kom-
munalbestyrelsens forsyning.
Kommunen skal på baggrund af en konkret og individuel vur-
dering af den enkelte borgers behov for hjælp eller behandling
anvise et egnet botilbud. Længerevarende botilbud efter service-
lovens § 108 er omfattet af en fritvalgsordning. En borger, som
har behov for et længerevarende botilbud, har frit valg mellem
botilbud efter servicelovens § 108 og almenboliglovens § 105,
hvis betingelserne herfor er til stede. Det er en forudsætning for,
at borgeren kan anvende sin ret til frit valg af botilbud efter ser-
vicelovens § 108, at det botilbud, som borgeren ønsker, er egnet
til at tilgodese borgerens behov, at tilbuddet fremgår af Tilbuds-
portalen, og at der er tale om et tilsvarende botilbud i forhold til
det, som kommunen har anvist.”