Udtalelse fra Det Etiske Råd: Provokeret abort: for hvem og hvornår?

Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
Provokeret abort:
Hvor skal grænsen gå?
Offentligt
LIU Alm.del - Bilag 79
Ligestillingsudvalget 2022-23 (2. samling)
2
Indhold
14 Hvad er abort?
25 Den eksisterende afvejning af de centrale hensyn
Menneskerettighederne og abort
Sundhedslovens afsnit VII: Svangerskabsafbrydelse
Abort i klinisk praksis
Fosterdiagnostik i klinisk praksis
Abortsamrådenes praksis
De gravides adfærd
Opsummering: den eksisterende håndtering af abort i Danmark
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
04 Introduktion
06
65
19
Det Etiske Råds anbefalinger
Anbefalinger vedrørende grænsen for fri abort
Anbefalinger vedrørende abortsamråd
Anbefalinger vedrørende 15- til 17-årige
Alternative afvejninger af de centrale hensyn
Hvor bør grænsen for den fri abort gå?
Hvad bør samrådenes rolle være?
Hvordan bør 15-17-åriges ønske om abort håndteres?
De centrale etiske hensyn
Den gravide
Fosteret
Sundhedspersonalet
Samfundet
Fosterdiagnostik og abort
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
3
Forord
Det Etiske Råd offentliggør hermed en ny redegørelse om provokeret abort.
Beslutningen om at udarbejde en ny redegørelse blev truffet i forbindelse
med rådets seneste emneudvælgelse i efteråret 2022, og emnet er blevet
behandlet på i alt fem rådsmøder fra maj til september 2023.
I forbindelse med arbejdet med abort har rådet nydt godt af, at en række personer
velvilligt har stillet deres viden og synspunkter til rådighed på rådsmøder eller i
anden sammenhæng. Det drejer sig om juraprofessor Janne Rothmar Herrmann,
KU. Tidl. Overlæge og professor i pædiatri (neonatologi), Gorm Greisen. Ph.d. i
medicinsk antropologi, Laura Louise Heinsen. Overlæge i gynækologi og obstetrik,
Nini Møller, NOH. Generalsekretær for Sex og Samfund, Majbrit Berlau. Overlæ-
ge i føtalmedicin, Anne Cathrine Roslev, NOH. Overlæge i genetik, Tina Duelund
Hjortshøj, Rigshospitalet. Landsformand for Lev, Anni Sørensen. Abortankenævnet.
Mødrehjælpen. Dansk Selskab for Gynækologi og Obstetrik. Samt Retten til Liv.
Redegørelsen er blevet til med sekretariatsbistand fra projektleder Martin Ejsing
Christensen og projektleder Anne-Sofie Hobolt-Pedersen og færdigbehandlet på
et møde i rådet d. 21. september 2023.
Leif Vestergaard Pedersen
Formand for Det Etiske Råd
Mia Trolle Borup
Sekretariatschef
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
4
Introduktion
I denne udtalelse tager Det Etiske Råd stilling til nogle af de mest centrale etiske
dilemmaer, som reguleringen af provokeret abort giver anledning til. Baggrunden
for, at rådet har taget emnet op, er dobbelt. Dels er det over femten år siden, at
rådet sidst har forholdt sig indgående til abort1
, og dels har rådet fundet det tanke-
vækkende, at reguleringen af abort stort set ikke har ændret sig, selv om vi i år kan
fejre 50-året for den fri aborts indførelse.
Når det er tankevækkende, at reguleringen af abort stort set ikke har ændret sig
siden den fri aborts indførsel, så skyldes det, at det omkringliggende samfund i
mellemtiden har ændret sig på en række områder. Det gælder fx for kvinder, som
siden den fri aborts indførsel har set deres muligheder for selvbestemmelse styrket
inden for en lang række områder. Samtidig har der siden den fri aborts indførelse
også fundet en betydelig udvikling sted, hvad angår de fosterdiagnostiske mulighe-
der. Mens der i 1973 kun var ganske få fosterdiagnostiske metoder tilgængelige og
de kun blev tilbudt til gravide i særlig risiko, findes der i dag en række fosterdiagno-
stiske metoder, hvoraf nogle tilbydes alle gravide i det offentlige sundhedsvæsen,
mens andre kan tilkøbes privat. Tæt forbundet med de nævnte ændringer, er det
også muligt at mene, at der har fundet en forskydning sted i samfundets værdier.
Da abort blev legaliseret for visse grupper i 1930erne, spillede eugeniske begrun-
delser fx en central rolle, mens velfærdstatslige hensyn til omsorgen for kvinden
og barnet spillede en central rolle i forbindelse med den fri aborts indførsel i 1973.
Velfærdsstatslige overvejelser om økonomi var også centrale, da de første foster-
diagnostiske tilbud for alvor blev rullet ud fra 1970erne og frem. I nyere tid er det
omvendt individets rettigheder og selvbestemmelse, som har stået stærkt, og for
Det Etiske Råd har et af de centrale spørgsmål i forbindelse med behandlingen af
abort været, om denne overordnede samfundsudvikling kalder på en revidering
af den danske abortlovgivning, så den i højere grad tager højde for den gravides
selvbestemmelse? Eller om en sådan liberalisering, under dække af respekt for
individets selvbestemmelse, i virkeligheden risikerer at understøtte en form for
liberal eugenik, der ikke lader den statslige eugenik meget efter, blot fordi den har
sit udspring i individets snarere end statens ideer om det gode eller perfekte barn?
I sin tilgang til emnet har rådet lagt vægt på, at abort er et fænomen, der let vækker
stærke følelser og intens debat. Som rådet ser det, skyldes det bl.a., at abort ved-
kommer så godt som hele befolkningen – om end særligt den kvindelige del. Men
det skyldes også, at abort berører helt grundlæggende fænomener: skabelsen af
nyt liv og afbrydelsen af samme. Fordi abort på denne måde både rammer bredt
og dybt, er det efter rådets mening særligt vigtigt, at alle parter bestræber sig på
at fremstille egne og andres synspunkter så sagligt og nuanceret som muligt. For
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
5
uanset hvad debatten ender med, vil resultatets langsigtede holdbarhed afhænge
af, i hvilken grad de forskellige parter har følt sig hørt og respekteret – eller det
modsatte.
Selv om Rådet i denne udtalelse har bestræbt sig på at leve op til et sådant krav
om en saglig og nuanceret tilgang til emnet, er det bevidst om, at der især er ét
område, hvor det er svært at undgå at blive opfattet som forudindtaget: valg af
ord og sprog2
. Det kan ikke lade sig gøre at tale om et fænomen som abort uden
at bruge ord. Men selve valget af ord er ofte noget af det mest omstridte, fordi det
sjældent kan undgå at afspejle ens grundlæggende syn på fænomenet. Det gæl-
der fx betegnelsen for det, som aborteres: er det ’en celleklump’? ’Graviditetsvæv?
’Et foster’? ’Et barn’? ’Et menneske’? ’En lille en’? Hvert ordvalg afspejler mere
eller mindre eksplicit et bestemt syn på det omtalte, og kan derfor vække anstød
hos dem, der har et andet syn på sagen. Og det samme gælder for betegnelsen af
selve processen: er det ’abort’? ’svangerskabsafbrydelse’? ’drab’? Eller noget helt
fjerde?
Selv om der på denne måde ikke er nogen vej uden om at vælge én terminologi
frem for en anden, har det dog ikke været rådets ønske at give udtryk for en be-
stemt holdning med sit valg af terminologi i denne udtalelse, og det håber derfor, at
det også er den ånd, udtalelsen vil blive læst i.
Hvad angår udtalelsens opbygning, indledes den med en kort definition af fæno-
menet abort samt en beskrivelse af fosterets udvikling og de mest gængse måder,
indgrebet kan foretages på. Derefter præsenteres de mest centrale etiske hensyn
sammen med de forskellige forståelser og argumenter, som kan gøre, at et be-
stemt hensyn trækker i den ene eller den anden retning eller tillægges en bestemt
vægt. Efter gennemgangen af de mest centrale etiske hensyn følger en beskrivelse
af, hvordan de forskellige hensyn rent faktisk er vægtet i den nuværende måde at
håndtere abort på. Det gælder både vægtningen på det lovgivningsmæssige plan,
men også vægtningen på det kliniske plan og på det, man kan kalde det befolk-
ningsmæssige plan. Efter denne beskrivelse af den faktiske vægtning af de centra-
le hensyn følger til sidst en beskrivelse af en række alternative måder at håndtere
abort på, sammen med en angivelse af den vægtning af de centrale hensyn, som
de kan ses som udtryk for.
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
6
Det Etiske Råds
anbefalinger
På baggrund af den udtalelse, hvis opbygning netop er beskrevet, har Det Etiske
Råd taget stilling til tre spørgsmål vedrørende abort: Hvor bør grænsen for den
fri abort gå? Hvad bør abortsamrådenes funktion være? Og hvordan bør 15- til
17-åriges ønske om abort håndteres? For hvert af spørgsmålene angives i det
følgende de enkelte rådsmedlemmers anbefalinger sammen med de overvejelser
og argumenter, som især har spillet en rolle for deres stillingtagen. Uanset hvad de
er endt med at anbefale, har følgende hensyn spillet en central rolle i alle råds-
medlemmernes overvejelser: hensynet til den gravide, til fosteret, til personalet og
til samfundet. Alle rådsmedlemmerne mener altså, at der bør tages hensyn til alle
de involverede parter. Når de alligevel er kommet frem til forskellige anbefalinger,
skyldes det, at de ikke altid har tillagt hensynene den samme vægt. Og selv i de
tilfælde, hvor rådsmedlemmerne er kommet frem til den samme anbefaling, er det
ikke nødvendigvis sådan, at hvert enkelt medlem har lagt lige stor vægt på alle
de overvejelser, som nævnes i forbindelse med en bestemt anbefaling. For det er
muligt at komme til den samme konklusion ad forskellige veje.
Anbefalinger vedrørende grænsen
for fri abort
Hvad angår spørgsmålet om grænsen for den fri abort, er alle rådsmedlemmer eni-
ge om, at gravide bør have let og lige adgang til neutral information og rådgivning
om abort. De er dog ikke enige om, hvor grænsen for den fri abort bør gå.
9 rådsmedlemmer (Lise Müller, Grete Christensen, Merete Nor-
dentoft, Christian Gamborg, Rasmus Willig, Birgitte Arent Eiriks-
son, Knud Kristensen, Svend Brinkmann, Jacob Giehm Mikkel-
sen) anbefaler, at grænsen for fri abort flyttes til uge 18
Til grund for deres anbefaling har rådsmedlemmerne især lagt vægt
på en eller flere af følgende overvejelser:
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
7
	
At en udvidelse til uge 18 styrker kvinders selvbestemmelse, idet
den bl.a. giver dem mulighed for at fordøje og handle på den
viden, der kan erhverves igennem 1. trimester scanningen, som
udføres mellem uge 11 og 14. Det vil herudover give bedre tid til
at foretage eventuelle genetiske undersøgelser, som kan bidrage
til et sikrere grundlag at træffe beslutning ud fra. Rådsmedlem-
merne er bevidste om, at samrådene også kan have en moralsk
aflastende funktion for nogle gennem at godkende ønsket om
abort. De vurderer dog, at det især gælder for de aborter, som
foretages efter uge 18, og at almindelig rådgivning i nogen grad
kan have den samme funktion.
	
At der baseret på erfaringer fra andre lande ikke er grund til at tro,
at en sådan 18-ugersgrænse vil føre til væsentligt flere aborter
eller senaborter. Alle gravide er interesseret i at få en abort så hur-
tigt som muligt, når de bliver klar over, at de ikke ønsker barnet,
og der er ifølge rådsmedlemmerne ikke noget, som tyder på, at
sammenlignelige lande med en højere abortgrænse har betydeligt
flere aborter eller senaborter.
	
At en 18-ugers grænse stadig efterlader en betydelig margin til
levedygtighedstidspunktet omkring uge 22, som ifølge rådsmed-
lemmerne er af etisk relevans.
	
At der ikke er er betydeligt forøget risiko for den gravide forbundet
med abort efter uge 12, selv om det er vigtigt, at alle, der får fore-
taget en abort senere i graviditeten, er bevidste om, at det pga.
fosterets størrelse kan minde mere om en fødsel.
	
At der baseret på erfaringer fra lande, som allerede har en grænse
omkring eller efter uge 18 ikke er grund til at tro, at den udvidede
mulighed for abort vil blive brugt som middel til fx kønsselektion.
	
At en 18-ugers grænse vil øge den lige adgang til sundhed ved at
gøre det lige let for alle danskere at få den adgang til fri abort som
ressourcestærke borgere har haft mulighed for ved fx at tage til
Sverige.
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
8
	
At der allerede i dag gives tilladelse til langt de fleste ansøgte
senaborter
4 rådsmedlemmer (Leif Vestergaard Pedersen, Christine Nelle-
mann, Henrik Nannestad Jørgensen og Anette Hygum) anbefaler,
at grænsen for fri abort flyttes til uge 15.
Til grund for deres anbefaling har rådsmedlemmerne især lagt vægt
på en eller flere af følgende overvejelser:
	
At en udvidelse til uge 15 styrker kvinders selvbestemmelse, idet
den bl.a. giver dem mulighed for at fordøje og handle på den
viden, der kan erhverves igennem 1. trimester scanningen, som
udføres mellem uge 11 og 14. Det vil herudover give bedre tid til
at foretage eventuelle genetiske undersøgelser, som kan bidrage
til et sikrere grundlag at træffe beslutning ud fra. Rådsmedlem-
merne er bevidste om, at samrådene også kan have en moralsk
aflastende funktion for nogle gennem at godkende ønsket om
abort. De vurderer dog, at det især gælder for de aborter, som
foretages efter uge 15, og at almindelig rådgivning i nogen grad
kan have den samme funktion.
	
At der baseret på erfaringer fra andre lande ikke er grund til at tro,
at en sådan 15-ugersgrænse vil føre til væsentligt flere aborter
eller senaborter. Alle gravide er interesseret i at få en abort så hur-
tigt som muligt, når de bliver klar over, at de ikke ønsker barnet,
og der er ifølge rådsmedlemmerne ikke noget, som tyder på, at
sammenlignelige lande med en højere abortgrænse har betydeligt
flere aborter eller senaborter.
	
At en 15-ugers grænse stadig efterlader en betydelig margin til
levedygtighedstidspunktet omkring uge 22, som ifølge rådsmed-
lemmerne er af etisk relevans.
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
9
	
At der ikke er er betydeligt forøget risiko for den gravide forbundet
med abort efter uge 12, selv om det er vigtigt, at alle, der får fore-
taget en abort senere i graviditeten, er bevidste om, at det pga.
fosterets størrelse kan minde mere om en fødsel.
	
At der baseret på erfaringer fra lande, som allerede har en grænse
omkring eller efter uge 15 ikke er grund til at tro, at den udvidede
mulighed for abort vil blive brugt som middel til fx kønsselektion.
	
At en 15-ugers grænse vil øge den lige adgang til sundhed ved at
gøre det lige let for alle danskere at få den adgang til fri abort som
ressourcestærke borgere har haft mulighed for ved fx at tage til
Sverige.
4 rådsmedlemmer (Ida Donkin, Mie Oehlenschläger,
Berit Andersen og Mikkel Wold) anbefaler, at grænsen for fri
abort fortsat går ved uge 12, som det er tilfældet i dag.
Til grund for deres anbefaling har rådsmedlemmerne især lagt vægt
på en eller flere af følgende overvejelser:
	
At en 12-ugers grænse på klar vis markerer, at fosteret har selv-
stændig værdi og at denne tiltager i takt med fosterets udvikling.
Selvom fosteret ikke opnår egentlige rettigheder før fødslen, me-
ner de fortsat, at det undervejs i sin udvikling bliver mere og mere
beskyttelsesværdigt. Uge 12 angiver for dem en rimelig balance
mellem hensynet til fosteret og hensynet til kvindens selvbestem-
melsesret
	
At en 12-ugers grænse alt andet lige er bedre til at sikre mod
tendenser til et selektionssamfund end en senere grænse, idet
den gør flere beslutninger om abort på baggrund af fosterdiagno-
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
10
stik til et samfundsanliggende snarere end en privat sag. I lyset af
den hastige udvikling i fosterdiagnostiske metoder og en generel
samfundsudvikling hen imod mindre og mindre accept af det
anderledes og uperfekte, finder de, at en 12-ugers grænse er et
velegnet middel til at beskytte mod det, de ser som problemati-
ske tendenser til et selektionssamfund. Dette udelukker dog ikke
behovet for at belyse, hvorvidt de nuværende rammer og anbefa-
linger omkring de senere års nye fosterdiagnostiske muligheder
fortsat opfylder de formål, vi som samfund anser for relevante.
	
At en 12-ugers grænse fortsat giver de fleste gravide, som ikke
ønsker et barn, god mulighed for at opdage graviditeten og få
foretaget en abort inden udgangen af uge 12.
Anbefalinger vedrørende abortsamråd
Uanset hvor rådsmedlemmerne mener, at grænsen for den fri abort bør gå,
er det deres holdning, at abortsamrådene eller lignende organer stadig bør
spille en rolle i de tilfælde, hvor der ønskes abort, selv om grænsen for den
fri abort er overskredet. Uanset om grænsen for den fri abort ændres eller
ej, vil rådet også opfordre til, at grundlaget for samrådenes virke tages op til
gennemsyn. I den forbindelse vil rådet pege på vil rådet pege på følgende
spørgsmål vedrørende etiske problemstillinger, som efter rådets mening
bør indgå i et sådan gennemsyn:
	
Er samrådenes virke retssikkerhedsmæssigt betryggende? Er
deres praksis i overensstemmelse med loven (fx hvad angår den
betydning, gestationsalderen tillægges) og er processen så gen-
nemsigtig og forudsigelig som mulig under hensyntagen til, at der
altid vil være tale om en konkret vurdering?
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
11
Anbefalinger vedrørende 15- til 17-årige
Alle 17 rådsmedlemmer (Lise Müller, Berit Andersen, Grete Christensen,
Merete Nordentoft, Christian Gamborg, Rasmus Willig, Birgitte Arent Ei-
riksson, Knud Kristensen, Svend Brinkmann, Jacob Giehm Mikkelsen, Leif
Vestergaard Pedersen, Christine Nellemann, Henrik Nannestad Jørgensen,
Anette Hygum og Mikkel Wold, Ida Donkin og Mie Oehlenschläger) anbefa-
ler, at 15- til 17-åriges selv bør kunne beslutte, om de vil have en abort eller
ej - og om forældremyndighedens indehaver skal informeres eller inddra-
ges. De bør dog altid vejledes om, hvilke konsekvenser – også på lang sigt
- det vil kunne have ikke at informere og inddrage forældremyndighedens
indehaver.
Til grund for deres anbefaling har medlemmerne især lagt vægt på, at 15-
til 17-årige allerede betragtes som fuldt ud i stand til at træffe beslutninger
	
Er det rimelige forståelser af alvorlighed og fare (risiko), som lig-
ger til grund for samrådenes tilladelser og afslag på anmodninger
om abort på fostermedicinsk indikation?
	
Er det rimelige forståelser af sociale forholds betydning, som lig-
ger til grund for samrådenes tilladelser og afslag på anmodninger
om abort på social indikation?
	
Er lovgivningen så vag/uklar, at konkretiseringen af bedømmel-
seskriterierne i stor grad er overladt til specialiserede fagmiljøer
og den teknologiske udvikling? Og burde den snarere afspejle
samfundsmæssige diskussioner og politiske beslutninger.
	
Er samrådene sammensat på hensigtsmæssig vis? Er social-
faglige kompetencer fx tilstrækkeligt repræsenterede?
	
Er organiseringen i fem regionale samråd hensigtsmæssig? Eller
vil et centraliseret nationalt samråd fx være at foretrække? Og
bør de gravide, som anmoder om abort, få mulighed for direkte
foretræde for samrådet/direkte dialog med samrådet?
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
12
om, hvorvidt de vil dyrke sex og gøre brug af prævention, og at det derfor
også er oplagt at betragte dem som i stand til at tage stilling til, om de vil
have en abort eller ej, hvis de bliver gravide. De har også lagt vægt på, at
det ifølge Sundhedslovens § 17 i almindelighed er sådan, at en patient, der
er fyldt 15 år, selv kan give informeret samtykke til behandling, samtidig
med at forældremyndighedens indehaver skal have information og inddra-
ges i den mindreåriges beslutning. Det er altså et velkendt princip, at 15- til
17-årige selv kan tage stilling til selv store problemstillinger i sundhedsvæ-
senet, og det er en situation, sundhedspersonalet er vant til at håndtere,
selv om de 15- til 17-årige her får en særlig ret til at beslutte, at forældre-
myndighedens indehavere ikke informeres eller inddrages.
Uanset deres holdning til spørgsmålet om, hvorvidt mindreårige selv bør
kunne bestemme, om de vil have en abort eller ej, anser alle rådsmedlem-
mer det for at være af stor betydning, at mindreårige ligesom alle andre har
effektiv adgang til uvildig rådgivning og støtte i forbindelse med abort. Råd-
givning og hjælp til håndtering af situationen bør stilles til rådighed både før
og efter en abort.
To yderligere opmærksomhedspunkter
Ud over de tre spørgsmål, som rådet har taget stilling til, er rådet i forbin-
delse med arbejdet med abort blevet opmærksom på, at ved op til omkring
15% af alle senaborter viser fosteret så meget liv, at det registreres som et
barn og får tildelt et CPR-nummer, selv om det ikke er levedygtigt3
. Fo-
steret/barnet får omsorg fra kvinden/moderen eller sundhedspersonalet
til det ikke længere viser livstegn. Kvinden/moderen udskrives herefter fra
abort-indgrebet med et registreret dødt barn, der skal begraves eller lignen-
de. Dette forhold illustrerer hvordan vi på den ene side bare betragter noget
som en abort og samtidig pludselig betragter det som et dødt barn. Det er
centralt at kvinden og sundhedsvæsenet er helt på linje. I princippet møder
kvinden op på hospitalet med henblik på en senabort - og ender med et
dødt barn. Det Etiske Råd har ikke haft mulighed for at belyse denne pro-
blemstilling i dybden, men finder dog, at det bør overvejes at sikre, at kvin-
der, der får foretaget en abort, der viser livstegn, ikke af registreringsmæs-
sige årsager skal have et dødt barn fremfor en abort. Dette ændrer ikke
ved pligten til at vise omsorg for fosteret til det ikke længere viser livstegn.
Endelig vil rådet også gøre opmærksom på, at uanset om grænsen for den
fri abort ændres eller ej, vil det være relevant at tage det fosterdiagnostiske
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
13
program op til gennemsyn. Med indførelsen af den frie abort fik kvinder-
ne adgang til aborter af fostre, hvor de i princippet ikke kendte til nogle
egenskaber ved fosteret. Senaborter var bl.a. et tilbud for kvinder, der fik
informationer om, at deres foster havde misdannelser eller havde alvorlige
sygdomme. Når den gravide fik denne information, kunne hun vælge at få
en abort. Nye fosterdiagnostiske metoder giver muligheder for, at kvinder
får informationer om fosterets egenskaber på et tidligere tidspunkt - og
inden fristen for den frie abort. Det skaber en risiko for en udvikling, som
øger selektionen af fostre. Det bør, som rådet ser det, give anledning til at
overveje, om den eksisterende regulering af det fosterdiagnostiske område
er hensigtsmæssig.
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
14
Hvad er abort?
Abort defineres normalt som en afbrydelse af et svangerskab eller en graviditet.
Som sådan er abort relateret til svangerskabsforebyggelse eller prævention, som
har til formål at forhindre, at en graviditet overhovedet opstår. For at kunne skelne
mellem abort (svangerskabsafbrydelse) og prævention (svangerskabsforebyggel-
se) er man nødt til at kunne sige, hvornår en graviditet er etableret. Det kan måske
synes lige til, men hvis man zoomer tilstrækkeligt ind på den biologiske proces, er
det ikke nødvendigvis så klart, hvor man bør trække grænsen. En mulighed er at
trække den ved befrugtningen eller undfangelsen, hvor æg og sædcelle smelter
sammen, hvilket normalt sker i æggelederen ved en naturlig graviditet. En anden
mulighed er at trække den ved den såkaldte implantation, hvor den ca. fire dage
gamle cellemasse indlejrer sig i livmodervæggen. Det sidste er det kriterie, som p.t.
anvendes i en dansk kontekst.
Uanset hvor man trækker grænsen mellem abort og prævention, er det gængs at
skelne mellem spontan og provokeret abort. Ved den spontane abort finder svan-
gerskabsafbrydelsen sted spontant, idet der ikke er nogen, som bevidst eller med
overlæg forsøger at fremkalde den. Aborten skyldes i stedet fx genetiske forhold
hos fosteret eller en immunologisk reaktion hos moderen. Ved provokeret abort er
der omvendt et menneske, som bevidst eller med vilje fremkalder eller frempro-
vokerer en abort. Det kan i princippet ske på alle mulige måder, men i en dansk
kontekst er det mest almindelige, at det sker under sundhedsfaglig vejledning.
I en sundhedsfaglig kontekst er der overordnet set to måder, hvorpå man kan
foretage en abort. For det første kan det ske medicinsk, ved at den gravide kvinde
modtager medicin, som stopper fosterets udvikling og får livmoderen til at udstøde
det. Der findes flere forskellige typer af medicin, men i en dansk kontekst anvendes
Mifepreston og Misoprostol. Mifepreston er et anti-hormon, som blokerer virknin-
gen af hormonet progesteron, hvilket fører til en nedbrydning af livmoderslimhin-
den, som er afhængig af stimulation fra progesteron. Misoprostol er en syntetisk
version af stoffet Prostaglandin E1, som bl.a. får muskelcellerne i livmoderen til
at trække sig sammen, så livmoderens indhold tømmes. Lidt forsimplet kan man
altså sige, at en medicinsk abort fungerer ved, at ét stof først frigør fosteret/embry-
onet fra livmodervæggen, hvorefter et andet stof sørger for, at fosteret/embryonet
bliver udstødt fra livmoderen4
. Der vil ofte være en vis blødning forbundet med en
medicinsk abort, og mens den kan foretages hjemme, anbefales det i en dansk
kontekst, at den foretages på et hospital efter uge 9, da risikoen for blødningen
stiger i takt med graviditetens udvikling5
. Ved en medicinsk abort tager man altså
ikke direkte livet af fosteret, som i stedet dør af iltmangel, fordi det ikke længere
forsynes med tilstrækkeligt iltmættet blod fra moderkagen6
. Det er i princippet
Abort
Abort defineres som afbry-
delse af en graviditet. I en
dansk kontekst regnes en
graviditet som etableret, når
det befrugtede æg har sat sig
fast i livmoderslimhinden ca.
6 dage efter befrugtningen.
Spontant og
provokeret abort
En abort kan både være
spontan og provokeret.
Ved en spontan abort sker
afbrydelsen af graviditeten
af sig selv uden menneskers
bevidste medvirken. Ved en
provokeret abort fremkaldes
afbrydelsen af graviditeten
omvendt bevidst af
mennesker.
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
15
muligt at taget livet af fosteret direkte ved at sprøjte en kaliumkloridopløsning ind i
fosterets hjerte, men det er ikke en standardprocedure i Danmark7
. Fordi den medi-
cinske abort ikke tager livet af fosteret direkte, er der også nogle fostre, som ved
senaborter viser livstegn, når de er blevet udstødt fra livmoderen, hvilket kan give
anledning til særskilte etiske problemstillinger8
.
Ud over den medicinske abort kan abort også foretages kirurgisk. Som betegnel-
sen antyder, er der her tale om et kirurgisk indgreb, hvor man ved hjælp af kirur-
giske instrumenter fjerner fostervævet/fosteret. I den mest simple form anvender
man udelukkende et vakuumsug (’vakuum aspiration’), som føres op i livmoderen
og derefter suger fostervævet/fosteret ud. Hvis der er tale om en sen abort (efter
uge 12) er indgrebet dog mere kompliceret, idet man så kan blive nødt til at anven-
de en tang og eventuelt også ’findele’ fosteret, før man suger det ud9
. I Danmark er
det dog udelukkende medicinsk abort, som anbefales i forbindelse med senaborter10
.
Da viden om fosterets udvikling og kvinders mulighed for at forebygge og få kend-
skab til graviditet kan have betydning for den etiske stillingtagen til abort, er det
her også relevant at sige lidt om de grundlæggende kendsgerninger vedrørende
en normalt forløbende graviditet. Som allerede nævnt begynder processen med,
at en æg- og en sædcelle mødes og smelter sammen i æggelederens øverste del
(se figuren på næste side). Herefter påbegynder den nyopståede celle en række
celledelinger, samtidig med at den bevæger sig ned igennem æggelederen mod
livmoderen, hvis væg den sætter sig fast fra omkring dag 6 efter befrugtningen.
Det æg, som smelter sammen med sædcellen, er oprindeligt blevet frigivet fra
æggestokken ca. 24 timer før en eventuel befrugtning finder sted i æggelederen.
Frigivelsen af ægget fra æggestokken er et led i den såkaldte menstruationscyklus.
Denne varer ca. 28 dage og er reguleret af en række hormoner, som udskilles fra
særlige områder i hjernen (hypothalamus og hypofysen) samt æggestokkene. Cy-
klussen begynder med afstødningen af livmoderslimhinden, som ud over at være
ledsaget af varierende grader af smerte eller ubehag, bl.a. viser sig i form af men-
struationsblod. Processen med at afstøde livmoderslimhinden er det, som kaldes
menstruation, og varer normalt tre til fem dage. Efter afstødningen af slimhinden
sørger forskellige hormoner for, at slimhinden langsomt genopbygges, samtidig
med at æg modnes i æggestokken. Omkring dag 14 midtvejs i menstruationscy-
klussen frigives der så normalt et enkelt æg fra æggestokken, som opfanges af
æggelederen, og derefter er parat til at bevæge sig ned og sætte sig fast i den fuldt
genopbyggede livmoderslimhinde, hvis det befrugtes af en sædcelle. Hvis ægget
ikke befrugtes af en sædcelle, vil det ikke sætte sig fast i livmoderslimhinden, men
i stedet udstødes sammen med denne på dag 28, som så markerer begyndelsen
på en ny menstruationscyklus.
Medicinsk og
kirurgisk abort
En provokeret abort kan
både foretages medicinsk
og kirurgisk.
Ved en medicinske abort
indtages nogle piller, som
dels fører til nedbrydning
af livmoderens slimhinden,
og dels får livmoderen til at
trække sig sammen, så dens
indhold tømmes.
Ved en kirurgisk abort suges
embryonet/fosteret ud evt
efter at det er blevet findelt,
hvis graviditeten er langt
henne.
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
16
Fordi en etableret graviditet på denne måde fører til et brud på den normale men-
struationscyklus, er et af de første tegn på en graviditet en udeblevet menstruation
ca. 14 dage efter ægløsningen og befrugtningen. Menstruationen kan dog også på-
virkes af en lang række faktorer så som stress, sygdom, vægtændring eller ændret
brug af præventionsmidler, så en udeblevet menstruation er ikke et fuldstændigt
sikkert tegn på graviditet. For at få tæt på absolut vished kan man i stedet købe en
graviditetstest i håndkøb. En sådan test kan alt efter type bruges fra den dag, man
forventer sin menstruation, og fungerer ved at den måler mængden af det gravi-
ditetsspecifikke hormon Humant Chorion Gonadotropin i urinen. Når fosteret er
større, er det også muligt at fastslå en graviditet ved brug af fx ultralydsscanning,
hvilket giver anledning til at beskrive fosterets udvikling lidt nærmere.
Når der ikke er tale om assisteret reproduktion, bliver alle graviditeter som nævnt
til ved, at et æg og en sædcelle mødes i en æggeleder (se figuren ovenfor). Ægget
frigives fra æggestokken til æggelederen, og sædcellen baner sig vej fra skeden
op igennem livmoderen og æggelederen. Når æg og sædcelle er smeltet sammen
(undfangelse, befrugtning eller fertilisation), bevæger den såkaldte zygote, som
Implantation
Dag 6-7
Befrugtning
12-24 timer
Zygote
24 timer
Første deling
24 timer
Firecelle-stadie
48 timer Morula
Dag 4-5
Blastocyst
Dag 6
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
17
den resulterende celle nu kaldes, gennem æggelederen ned mod livmoderen,
mens den deler sig ad flere omgange, og alt afhængigt af antallet af delinger bl.a.
kaldes morula (morbær) og blastocyst. Omkring 4 dage efter befrugtningen har or-
ganismen forladt æggelederen og er kommet ind i livmoderen, hvor den på 5. eller
6. dagen sætter sig fast i slimhinden (implantation). Det er herfra, at organismen
udvikler sig videre bl.a. gennem etableringen af en moderkage, navlestreng og den
medfølgende blodforsyning fra moderen.
Embryologer deler det tilblivende væsens udvikling op i tre faser11
. Først er der den
præembryonale periode, som varer fra befrugtningen og tre uger frem. Dernæst
er der den embryonale periode, som varer fra starten af den 4. uge efter befrugt-
ningen til slutningen af den 8. uge. Endelig er der til sidst den føtale periode, som
varer fra begyndelsen af den 3. måned efter befrugtningen og til fødslen. Selv om
det hurtigt bliver lidt teknisk, kan det være værd kort at beskrive de mest væsentli-
ge begivenheder, som adskiller de forskellige perioder fra hinanden.
I den præembryonale fase afsluttes som allerede nævnt implantationen og i peri-
odens sidste, tredje uge deles præembryoets celler op i tre adskilte kimlag (endo-
derm, mesoderm og ektoderm), som de fleste af kroppens organsystemer vil udvik-
le sig ud fra. Samtidig dannes der også en såkaldt primitivstribe, som definerer de
kommende kropsakser (hoved-hale, for-bag, højre-venstre).
I begyndelsen af den embryonale periode dannes, som navnet siger, embryoet, idet
det, der hidtil mest af alt har været en celleskive eller celleplade, foldes på en måde,
så der dannes en egentlig tredimensional kropsform. I den 4. uge differentieres de
tre vævslag, som danner udgangspunkt for de fleste af kroppens organsystemer,
også yderligere. Således begynder man bl.a. at kunne se en fortarm og en bagtarm,
ligesom hjernens overordnede regioner – forhjernen, mellemhjernen og baghjernen
– bliver tydelige, og der udskilles celler (myotomer, dermatomer og sclerotomer),
som senere vil udvikle sig til henholdsvis muskler, hud og skelet.
Fosterets udvikling
uge
1
uge
2
uge
3
uge
4
uge
5
uge
6
uge
7
uge
8
uge
9
uge
10
uge
13
uge
16
uge
20-36
uge
38-40
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
18
Efter at kroppens organer og systemer er blevet dannet i den embryonale periode,
vokser og modnes de i den føtale periode fra 8. uge indtil fødslen omkring 38. uge.
Ved denne periodes begyndelse vejer fosteret således ca. 14 g, mens det vejer
omkring 3.500 g ved fødslen, samtidig med at det er blevet ca. 250 gange så stort.
Hjertet og blodkarrene begynder allerede at cirkulere blod i løbet af uge 4, men de
fleste andre organsystemer bliver først funktionelle senere i udviklingen.
Fra et etisk perspektiv er et af de centrale spørgsmål, om der sker ting i løbet af
fosterets udvikling, som gradvist gør det mere relevant at tage hensyn til det i for-
bindelse med overvejelser om abort. I mange lande (inklusive Danmark) fungerer
levedygtighed som ét sådant kriterie, idet det sætter en relativt fast øvre grænse
for abort mellem uge 22 og 24, idet det først er derefter, at det er muligt for et foster
at overleve, hvis det modtager neonatal behandling. Det er især lungernes udvik-
ling, som begrænser muligheden for overlevelse, idet det først er fra uge 26, at der
er gode muligheder for at understøtte deres funktion.
Ud over levedygtighed kan man også pege på andre mulige kriterier som fx foste-
rets form/udseende (er det ’menneskeligt’ eller ej?), dets evne til at føle og sanse
(fx smerte), for ikke at sige til at tænke. Hvad angår fosterets form, begynder det at
antage en genkendelig menneskelig form omkring uge 10, som så bliver tydeligere
og tydeligere, som graviditeten skrider frem. Hvad angår evnen til at opleve smer-
te, så har det længe været antaget, at hjernebarken er en forudsætning for at ople-
ve smerte, og at de forbindelser mellem det perifere nervesystem og hjernebarken,
som er nødvendige for at kunne opleve smerte, ikke er etablerede før omkring
uge 24. Det var fx konklusionen i det review af den eksisterende viden om ”Fetal
Awareness”, som det britiske Royal College of Obstericians and Gynaecologists
(RCOG) foretog i 201012
. Siden da er der dog flere, som i lyset af den nyeste viden
om fosterets udvikling har sat spørgsmålstegn ved, om det først er omkring uge 24,
at det bliver muligt for fosteret at opleve smerte13
. Den debat har så ført til, at Royal
College of Obestrecians and Gynaecologists i december 2022 publicerede et nyt
”Fetal Awareness Evidence Review”, hvor en gruppe på 14 eksperter har gennem-
gået den viden, som er kommet til siden 201014
. Konklusionen i den nye rapport
minder dog meget om konklusionen i den fra 2010. Således er hovedkonklusionen,
at ”to date, evidence indicates that the possibility of pain perception before 28
weeks of gestation is unlikely”. Og hvad angår abort, konkluderer rapporten i for-
længelse deraf, at “at present, there is no basis for considering the administration
of analgesia or anesthesia to a fetus before termination of pregnancy in the first or
second trimester to prevent fetal percpetion of pain”. Så fordi det er usandsynligt,
at fosteret kan opleve smerte inden uge 28, er det RCOGs vurdering, at der ikke er
grund til at gøre brug af bedøvende eller smertestillende midler i forbindelse med
abort i de to første trimestre.
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
19
Centrale etiske hensyn i forbindelse med abort
De centrale
etiske hensyn
Når man reflekterer over, hvornår det kan forsvares at fremprovokere en abort, er
der en række hensyn, som i varierende grad kan spille ind på ens overvejelser. Ét
centralt hensyn er til den gravide. Et andet hensyn er til fosteret, mens et tredje
hensyn er til det personale, som skal udføre en eventuel abort. Endelig kan der
også være bredere samfundshensyn, fx angående kvinders eller personer med
funktionsnedsættelses stilling mere generelt.
En begrundet og oplyst stillingtagen til provokeret
abort vil som udgangspunkt indebære, at centrale
hensyn som disse på seriøs vis indgår i ens over-
vejelser, og at hensynene afvejes over for hinan-
den i de tilfælde, hvor de måtte trække i forskellige
retninger. Ud fra hensynene i sig selv er det dog
ikke muligt at sige noget om, hvilken retning de
trækker i eller hvilken vægt, de bør tillægges. For
at kunne gøre det, er man nødt til at se på de
forskellige forståelser og begrundelser, som ligger
bag de enkelte hensyn, idet ét bestemt hensyn fx
sagtens kan trække i to forskellige retninger, alt
afhængigt af, hvilke forståelser og begrundelser,
der ligger bag det. For hver af de anførte hensyn
beskrives i det følgende derfor nogle af de mest
centrale forståelser og begrundelser, som kan
have betydning for, hvilken retning hensynet træk-
ker i, og hvilken vægt det bør tillægges15
.
Den gravide
Hvad angår hensynet til den gravide, er én mulig-
hed at tage udgangspunkt i en forståelse af denne
som et stærkt og selvstændigt individ, der i så stor
udstrækning som muligt selv bør træffe beslutnin-
ger angående sine anliggender, inklusiv sin krop.
Hvis man tager udgangspunkt i en sådan forstå-
else, vil hensynet til den gravide trække i retning
Den
gravide
Fosteret
Samfundet
Sundheds-
personalet
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
20
af, at det bør være den gravides egen vurdering af sin situation og sine interes-
ser, som afgør, om en provokeret abort er forsvarlig eller ej. Og jo stærkere man
opfatter den gravides interesse i selv at bestemme, jo større vægt vil man tillægge
et sådant hensyn. Hvis man fx mener, at muligheden for fri abort er af afgørende
betydning, ikke blot for en kvindes reproduktive frihed i snæver forstand, men også
for en lang række andre friheder (fx seksuelle, uddannelsesmæssige, jobmæssi-
ge og økonomiske friheder), så vil man naturligt tillægge hensynet en vægt, som
afspejler denne betydning.
En anden mulighed er at betragte den gravide, der overvejer abort, som en sårbar
og udsat person, der har brug for andres hjælp og støtte i en svær situation. Hvis
man tager udgangspunkt i en sådan forståelse, kan det være fuldt foreneligt med
at tage hensyn til den gravide, at andre ikke blot træffer den endelige beslutning på
den gravides vegne, men også, at de giver afslag, når den gravide faktisk selv øn-
sker abort, fordi det vurderes, at en sådan beslutning i sidste ende er bedst for den
gravide selv. I en tid og kultur, som lægger stor vægt på selvbestemmelse, kan det
måske være svært at forestille sig konkrete eksempler på en sådan tilgang, men
hvis man i en eller anden grad begrænser kvinders adgang til abort, fordi selve ind-
grebet udgør en risiko for dem, kan det ses som et eksempel på en sådan tilgang.
Og det samme kan siges at være tilfældet, hvis man for 15-17-årige beslutter, at
indehaveren af forældremyndigheden som udgangspunkt skal godkende et ønske
om abort. For så siger man, at den gravide er så sårbar og udsat, at der er tale om
beslutninger, som det er bedre, at andre tager på den gravides vegne. Selv om det
analytisk set giver mening at skelne mellem et syn på den gravide som henholds-
vis sårbar og selvstændig, er det værd at bemærke, at i realiteten giver en sådan
enten-eller skelnen ofte ikke mening, da individer altid befinder sig på et spektrum.
Fosteret
Hvad angår hensynet til fosteret, kan det også trække i forskellige retninger og
variere i tyngde alt afhængigt af, hvordan man opfatter det. Én mulighed er lige
fra undfangelsen at opfatte det som værende i besiddelse af en særlig menne-
skelig værdighed, der giver det krav på respekt og beskyttelse mod destruktion
og overgreb. I en religiøs version kan en sådan grundforståelse komme til udtryk
gennem en forestilling om livet som helligt. Hvis man har en sådan forståelse, vil
hensynet til fosteret i udgangspunktet gøre det svært at forsvare provokeret abort,
og jo mere grundlæggende man tænker den menneskelige værdighed eller livets
hellighed, jo sværere vil det være at forsvare et sådant indgreb.
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
21
En anden mulighed er at betragte fosteret som et væsen, der gradvist udvikler sig
igennem graviditeten, og i takt med denne udvikling langsomt erhverver sig træk,
som gør det mere og mere relevant at tage hensyn til det. Ifølge en sådan ’gra-
dualistisk’ forståelse vil der altså være så godt som ingen grund til at tage hensyn
til de isolerede æg- og sædceller eller resultatet af deres sammensmeltning i de
tidlige udviklingsstadier. I takt med at fosteret udvikler sig, og ikke blot begynder
at antage menneskelig form, men også udvikler sine organsystemer, vil der dog
være større og større grund til at tage hensyn til det. Og i en version finder dette
hensyn sin foreløbige kulmination, når fosteret/barnet er levedygtigt, fordi det med
den rette behandling bliver i stand til at overleve uden for livmoderen. Hvis man
tager udgangspunkt i en sådan gradualistisk forståelse af fosteret, er det altså ikke
blot den retning, som hensynet trækker i, der ændres i takt med fosterets udvikling,
men også den vægt, hensynet bør tillægges.
En tredje mulighed er at forstå fosteret som et væsen, der ikke er nogen grund til
at tage særligt hensyn til, da man først bør tage hensyn til væsener, når de besid-
der de egenskaber, som kendetegner en person, såsom rationalitet, selvbevidst-
hed og fremtidsorientering. Tanken er her, at det først er, når et barn har erhvervet
sådanne egenskaber, at det på relevant vis adskiller sig fra fx højerestående dyr,
og dermed har krav på en anden behandling end disse. For det er disse egenska-
ber, som overhovedet gør, at døden er et onde, for så vidt som den sætter en brat
stopper for de fremtidsorienterede projekter, som det rationelle væsen mere eller
mindre selvbevidst har lagt sit liv an på. Hvis man tager udgangspunkt i en sådan
forståelse af fosteret, vil hensynet til fosteret selvsagt have meget svært ved at tale
imod provokeret abort, idet det per definition mangler de egenskaber, som gør det
relevant at tillægge dets liv en betydelig vægt og værdi.
Selv om de tre opfattelser af fosteret kan virke logiske i sig selv, er de, som beskre-
vet i rådets udtalelse fra 200716
, hver især forbundet med en række udfordringer.
Hvad angår ideen om, at livet begynder ved undfangelsen, vil en sådan tankegang
således have svært ved at skelne mellem tidlige og sene aborter, idet de ud fra en
strengt principiel tankegang vil være lige alvorlige. På samme vis er det for den
gradualistiske forståelse ikke altid klart, hvad sammenhængen er mellem fosterets
udvikling og dets gradvist tiltagende etiske status. Det er fx uklart, hvorfor fosterets
evne til at overleve uden for livmoderen ændrer dets etiske status radikalt. Da fo-
sterets evne til at overleve uden for livmoderen afhænger af den tekniske udvikling,
betyder det samtidig, at dets etiske status bliver afhængigt af den teknologiske
udvikling, hvilket kan virke paradoksalt, for så vidt som den tilgængelige teknologi
varierer fra land til land. Endelig vil et fokus på evnen til at tænke og planlægge
fremad fx kunne bruges til at legitimere ikke-smertefulde eksperimenter og medli-
Tre grundsyn på
fosterets etiske status
1. Fosterets værdi etableres
med undfangelsen
2. Fosterets værdi etableres
i takt med at det udvikler
sig og øges gradvist
igennem graviditeten
3. Fosteret får først egentlig
værdi nogen tid efter at
det er blevet født
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
22
denhedsdrab på personer (fx dybt retarderede mennesker), som efter teorien ikke
regnes for personer, hvilket mange vil anse for uacceptabelt. Selv om de hver især
giver god mening i sig selv, vil alle forståelserne af fosteret altså møde på udfor-
dringer i praksis, som for de fleste personer vil betyde, at hensynet til fosteret ikke
kan bestemmes af rent principielle overvejelser.
Sundhedspersonalet
Det er som nævnt også muligt at tage hensyn til det sundhedspersonale, som skal
udføre en eventuel abort. Her er én mulighed at opfatte sundhedspersonalet som
nogle, der først og fremmest er forpligtet på at hjælp den gravide kvinde, som har
henvendt sig til det. Og hvis man tager udgangspunkt i en sådan forståelse, vil et
hensyn til sundhedspersonalet i første omgang nok primært trække i retning af, at
den gravide bør have mulighed for at få abort, når hun selv vurderer, at det er det
bedste for hende. Hvis den gravide ikke anses for selv at være i stand til at foreta-
ge en sådan vurdering, kan opfattelsen dog også trække i den anden retning.
Det er også muligt at opfatte sundhedspersonalet som nogle, der ikke blot står i en
relation til den gravide kvinde, men også til fosteret. Og hvis sundhedspersonalet
opfatter fosteret som et væsen, der enten har menneskelig værdighed fra undfan-
gelsen eller gradvist får større og større etisk status gennem graviditeten, kan det
let give anledning til etiske dilemmaer. For så kan personalet være splittet mellem
hensynet til at hjælpe den gravide kvinde og hensynet til at hjælpe og beskytte
fosteret. Her vil det spille en stor rolle for dilemmaets karakter, om de to hensyn
vejer tilnærmelsesvist lige tungt. Hvis man mener, at hensynet til den gravide altid
vejer tungest, kan det fx føre til, at man mener, at det bør være en del af sund-
hedspersonalets professionelle forvaltning af rollen, at de er i stand til at se bort fra
deres egne forståelser af fosterets status. Hvis man omvendt mener, at hensynet
til sundhedspersonalet og dets eventuelle opfattelse af fosteret potentielt bør veje
lige så tungt som hensynet til den gravide kvinde, kan det fx føre til, at man mener,
det bør være muligt for sundhedspersonalet at nægte at medvirke ved aborter,
fordi det strider mod dets samvittighed.
Samfundet
Ud over hensynet til de umiddelbart implicerede parter (den gravide, fosteret og
sundhedspersonalet) kan der som nævnt også være bredere samfundshensyn
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
23
på spil i forbindelse med abort. Ét hensyn kan her være til kvinders stilling mere
generelt i samfundet, hvor et mere overordnet ønske om at fremme kvinders frihed
og selvbestemmelse i samfundet fx kan have betydning for holdningen til abort. Et
andet hensyn kan være til ulighed i sundhed. Således påpeges det nogle gange,
at synspunkter, der fører til en begrænsning af adgangen til abort, er med til at øge
uligheden i sundhed. Tanken er her, at ressourcestærke personer altid vil have
mulighed for at tage til et land med en mere liberal abortlovgivning, hvis de får
afslag i Danmark, mens det samme ikke vil være tilfældet for socialt udsatte eller
sårbare personer. Et tredje hensyn kan være til samfundets menneskesyn mere
generelt. I rådets rapport fra 2007 anføres det fx, at et syn på abort, som fører til
flere senaborter, kan risikere at svække den generelle respekt for medmennesket.
Tanken er her, at det er så godt som umuligt ikke at betragte senaborterede fostre
som mennesker, sådan så en udbredt praksis med senaborter ikke kan undgå i en
eller anden grad at normalisere det at slå mennesker ihjel17
. Et fjerde hensyn kan
være til personer med funktionsnedsættelse. Dette hensyn kan især melde sig, når
abort foretages på baggrund af fosterdiagnostisk viden. I en abort-kontekst er det
særlige ved fosterdiagnostik nemlig, at det giver mulighed for at ønske abort ikke
blot fordi, man ikke vil have et barn, men også fordi, man ikke vil have et barn med
bestemte egenskaber. Og for de personer i samfundet, som besidder nogle af de
egenskaber, som fosterdiagnostik gør det muligt at ønske abort på baggrund af,
kan opleve det som stigmatiserende, hvis fostre med deres egenskaber systema-
tisk kan vælges fra, fordi deres liv anses for uværdige eller mindre værdifulde.
Fosterdiagnostik og abort
Det er dog værd at bemærke, at det ikke kun er i et sådant samfundsperspektiv,
som er blevet beskrevet ovenfor, at fosterdiagnostik introducerer en ny dimension i
forbindelse med spørgsmålet om abort. For muligheden for at skelne mellem abor-
ter, der foretages, fordi et barn som sådan er uønsket, og aborter, der foretages,
fordi et barn med bestemte egenskaber er uønsket, kan potentielt have betydning
for alle de beskrevne hensyn.
Fra den gravides perspektiv er det således på den ene side muligt at se foster-
diagnostisk viden som noget, der understøtter selvbestemmelsen, idet den gør
det muligt for den gravide at træffe reproduktive valg (herunder vedrørende abort)
på et mere oplyst grundlag end ellers. På den anden side er det også muligt at se
fosterdiagnostisk viden som noget, der potentielt kan bidrage til, at en i forvejen
udsat og sårbar situation bliver endnu mere udsat og sårbar, fordi den gravide nu
I en abort-kontekst
er det særlige ved
fosterdiagnostik, at
det giver mulighed
for at ønske abort
ikke blot fordi, man
ikke vil have et barn,
men også fordi, man
ikke vil have et barn
med bestemte
egenskaber.
”
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
24
skal forholde sig til nye former for viden, som måske endda er behæftet med en vis
eller betydelig grad af usikkerhed. Fx er det blevet fremført, at nogle gravide, som
egentlig ikke ønsker fosterdiagnostisk viden, kan føle sig presset til sige ja, dels
fordi det er staten, som tilbyder det som ’det rigtige’, og dels fordi de kan føle sig
ansvarlige, hvis de takker nej, og det viser sig, at barnet har en funktionsnedsæt-
telse eller alvorlig sygdom.
Fra fosterets perspektiv er det på den ene side muligt at se fosterdiagnostisk viden
som noget, der er til gavn for fosteret. Det kan fx være, hvis den fosterdiagnostiske
viden bruges til at forberede sig på de særlige behov, det nyfødte barn måtte have.
Det kan dog i princippet også siges at være i barnets interesse, hvis den foster-
diagnostiske viden afslører tilstande, som giver anledning til at mene, at det vil
være i fosterets interesse at afbryde graviditeten, fordi fosterets tilstand er udsigts-
løs. På den anden side er det også muligt at mene, at fosterdiagnostisk viden er til
skade for fosteret, hvis den bliver brugt til at afbryde graviditeten, selv om en sådan
afbrydelse ikke er i fosterets interesse og måske endda krænker dets værdighed.
Fra sundhedspersonalets perspektiv kan den fosterdiagnostiske viden ses på alle
de måder, som netop er blevet beskrevet. Den kan ses som en hjælp til den gravi-
de, der får mulighed for at træffe en mere oplyst beslutning, men også som noget,
der potentielt kan skabe uvished og usikkerhed. Og den kan ses som en ’hjælp’ til
fosteret, for så vidt som den gør det muligt at forberede modtagelsen eller afslutte
graviditeten, når det er i fosterets interesse. Alt afhængigt af opfattelsen af fosteret,
kan den fosterdiagnostiske viden dog også ses som noget, der kan skade fosteret,
for så vidt som den fosterdiagnostiske viden kan få gravide, som egentlig ønsker
et barn, til at fravælge specifikke børn, fordi de besidder uønskede egenskaber.
Det er netop, fordi fosterdiagnostisk viden kan antage så mange forskellige betyd-
ninger fra person til person, at der ofte er et krav om, at både præsentationen af
muligheden for at få foretaget fosterdiagnostiske undersøgelser og formidlingen af
resultaterne af fosterdiagnostiske undersøgelse skal være så neutral som mulig.
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
25
Den eksisterende
afvejning af de
centrale hensyn
Det forudgående afsnit har beskrevet de mest centrale hensyn, som melder sig,
når man reflekterer etisk over abort. Samtidig er det også blevet antydet, hvilke
forståelser, der kan få de enkelte hensyn til at trække i den ene eller den anden
retning og give dem den ene eller den anden vægt. I dette afsnit vil de mest cen-
trale dele af den eksisterende danske praksis vedrørende abort blive beskrevet,
samtidig med at der vil blive givet et bud på, hvilken forståelse og afvejning af de
forskellige hensyn, denne praksis kan ses som udtryk for.
Den eksisterende danske praksis vedrørende abort består af en række elementer.
For det første er der lovgivningen vedrørende abort. I sig selv siger en lovgivning
dog kun noget om, hvordan man ønsker at afveje bestemte hensyn. For at forstå,
hvilken afvejning der faktisk finder sted, må man også se på, hvordan loven forval-
tes. Ud over selve lovgivningen er det derfor også relevant at se på den kliniske
praksis og de retningslinjer, der på forskellig vis guider denne, for så vidt som de
også er udtryk for en bestemt afvejning af de involverede hensyn. Fordi foster-
diagnostisk viden, som beskrevet, kan have betydning for de former for abort, der
foretages, vil det i denne sammenhæng også være relevant at se på reguleringen
og forvaltningen af fosterdiagnostik, ligesom det er relevant at se på, i hvilken grad
gravide kvinder gør brug af de muligheder, som foreligger.
Menneskerettighederne og abort
Juridisk er der især to former for lovgivninger, som er relevante at inddrage i relati-
on til abort. På den ene side er der menneskerettighederne, og på den anden side
er der den nationale lovgivning vedrørende abort. Hvad angår menneskerettighe-
derne, sætter de ifølge Institut for Menneskerettigheder18
ikke mange indholds-
mæssige begrænsninger på, hvordan abort håndteres.
Således opsummerer instituttet sin overordnede gennemgang af menneskerettig-
hedernes syn på abort på følgende vis:
I sig selv siger en
lovgivning kun
noget om, hvordan
man ønsker at afveje
bestemte hensyn.
For at forstå, hvilken
afvejning der faktisk
finder sted, må man
også se på, hvordan
loven forvaltes i
praksis.
”
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
26
”Menneskeretten forhindrer således ikke en restriktiv tilgang til abort i medlemslan-
dene. Omvendt er der ikke noget menneskeretligt til hinder for en liberal tilgang til
abort i medlemslandene, idet fostre ikke nyder selvstændig beskyttelse under kon-
ventionen. Medlemslandene kan dermed stort set selv fastlægge, om de vil tillade
abort og under hvilke betingelser. Når medlemslandene tillader abort, skal de dog
opfylde visse processuelle garantier.” 19
Så menneskerettighederne er i udgangspunktet forenelige med såvel en liberal
som en restriktiv tilgang til abort, og det er da også kun på ét punkt, at instituttet
vurderer, at menneskerettighederne stiller et klart indholdsmæssigt krav til landes
abortlovgivning, og det er, når en graviditet udgør en fare for kvindens liv. Her gør
instituttet således opmærksom på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdom-
stol har slået fast, at retten til liv betyder, ”at der skal være adgang til abort, når
graviditeten indebærer en fare for den gravides liv.”20
Samtidig fastslår FN’s Bør-
nekonvention, at hensynet til barnets bedste bør komme i første række i alle sager
vedrørende børn, hvilket altså også gælder i forbindelse med abort21
. Men elles er
vurderingen, at menneskerettighederne giver de enkelte lande ”en bred skønsmar-
gin”22
i forhold til at indrette abortlovgivningen, som de vurderer, det er bedst.
Når landene har valgt en mere eller mindre restriktiv eller liberal abortlovgivning,
kræver menneskerettighederne dog, som citatet ovenfor antyder, at loven skal ”op-
fylde visse processuelle garantier”. Som Institut for Menneskerettigheder opsum-
merer det:
”Domstolen [Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol] har ikke fastlagt en
egentlig ret til abort. Til gengæld har den fastlagt en processuel beskyttelse i
forbindelse med behandlingen af sager om abort. Det følger heraf, at regulering
og praksis på området skal være klar, forudsigelig og gennemsigtig, og at sagerne
skal behandles under en tilgængelig og effektiv procedure. Dette indebærer blandt
andet, at den gravide skal have mulighed for at blive hørt, afgørelsen skal være
skriftlig, og sagen skal behandles inden for rimelig tid.”
Så selv om der er meget få materielle begrænsninger på den abortlovgivning,
lande kan vedtage, så er der i menneskerettighederne altså en række processuelle
krav, idet praksis skal være klar, forudsigelig og gennemsigtig, samtidig med at sa-
gerne skal behandles under en tilgængelig og effektiv procedure. Sundhedslovens
Menneskeretten
forhindrer således
ikke en restriktiv
tilgang til abort i
medlemslandene.
Omvendt er der ikke
noget menneske-
retligt til hinder for
en liberal tilgang til
abort i medlemslan-
dene, idet fostre ikke
nyder selvstændig
beskyttelse un-
der konventionen.
Medlemslandene
kan dermed stort set
selv fastlægge, om
de vil tillade abort
og under hvilke be-
tingelser. Når med-
lemslandene tillader
abort, skal de dog
opfylde visse proces-
suelle garantier.
”
Institut for menneskerettigheder
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
27
Sundhedslovens afsnit VII:
Svangerskabsafbrydelse
Nationalt er abort lovgivningsmæssigt reguleret af Sundhedslovens afsnit VII om
svangerskabsafbrydelse og fosterdiagnostik23
. Grundtanken er her, at man som
gravid kan få sit svangerskab afbrudt ”uden tilladelse”, hvis indgrebet foretages
inden udløbet af 12. uge. Inden for denne tidsgrænse er aborten altså ’fri’, for så
vidt som der ikke er nogen, som kan nægte den gravide tilladelse til abort, uanset
hvad hendes grund måtte være til at ønske en sådan.
Selv om aborten i denne forstand er fri inden for 12-ugers grænsen, er det værd
at bemærke, at selv den fri abort ikke er helt uden betingelser. Ifølge Sundheds-
lovens §92 og §100 kan en gravid således kun få sit svangerskab afbrudt uden
tilladelse, hvis hun ”fastholder sit ønske om svangerskabsafbrydelse” efter at være
blevet gjort opmærksom dels på indgrebets natur og risici, og dels på muligheden
for vejledning vedrørende ’støtte til gennemførsel af svangerskabet’ og ’støtte efter
barnets fødsel’. I denne forstand er det altså en betingelse for den fri abort, at be-
slutningen sker på et tilpas oplyst grundlag hvad angår risici og alternativer.
Efter udløbet af uge 12 er der to måder, man kan få abort på. For det første kan
det ifølge Sundhedslovens §93 ske ”uden særlig tilladelse”, hvis indgrebet er
nødvendigt for at afværge fare for den gravides liv eller ”for en alvorlig forringelse
af dennes legemlige eller sjælelige helbred”, og denne fare ”er udelukkende eller
ganske overvejende lægefagligt begrundet”. Så hvis den gravides liv er i fare, eller
der er fare for en alvorlig forringelse af den gravides helbred, kan der udføres abort
efter 12. uge uden særlig tilladelse. Modsat ved den fri abort er der dog her en
læge, som er nødt til at vurdere, om en sådan fare rent faktisk er på spil.
Den anden mulighed for abort efter 12. uge afhænger af særlig tilladelse fra et
regionalt abortsamråd. Som Sundhedslovens §97 beskriver det, skal et sådant
samråd bestå af ”en medarbejder ved regionen med juridisk eller social uddannel-
se og to læger”, hvoraf ”den ene læge skal være speciallæge i gynækologi og så
vidt muligt ansat ved et stedligt sygehus, mens den anden skal være speciallæge i
psykiatri eller have en særlig socialmedicinsk indsigt”. Loven specificerer også, at
”et samråds afgørelse kan indbringes for et ankenævn, der tillige fører tilsyn med
samrådenes virksomhed”, samt at tilladelse til abort kun kan gives, hvis samrådets
eller ankenævnets medlemmer er enige om det.
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
28
Hvad angår det grundlag, samrådene kan give tilladelse på baggrund af, er det be-
skrevet i Sundhedslovens §94, som oplister seks forskellige betingelser, der hver
især kan give adgang til abort efter uge 12. For det første kan der gives tilladelse
til abort, hvis ”svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet medfører fare for
forringelse af den gravides helbred på grund af foreliggende eller truende legemlig
eller sjælelig sygdom eller svækkelsestilstand eller som følge af dennes øvrige
livsforhold”. Så samrådene kan altså give særlig tilladelse til abort efter uge 12 selv
hvis faren for den gravides helbred er mindre alvorlig end beskrevet i §93 og ikke
så direkte koblet til lægefaglige forhold.
Faktaboks: Sundhedsloven om svangerskabsafbrydelse
Kapitel 25
Betingelser for svangerskabsafbrydelse
§ 92. En gravid kan uden tilladelse få sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet
af 12. Svangerskabsuge og den gravide, efter at reglerne i § 100 er iagttaget, fastholder sit ønske om
svangerskabsafbrydelse.
§ 93. Selv om 12. svangerskabsuge er udløbet, kan en gravid uden særlig tilladelse få sit svangerskab
afbrudt, hvis indgrebet er nødvendigt for at afværge fare for dennes liv eller for en alvorlig forringelse af
dennes legemlige eller sjælelige helbred og denne fare er udelukkende eller ganske overvejende læge-
fagligt begrundet.
§ 94. Er 12. svangerskabsuge udløbet, kan en gravid få tilladelse til svangerskabsafbrydelse, hvis
1) svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet medfører fare for forringelse af den gravides hel
bred på grund af foreliggende eller truende legemlig eller sjælelig sygdom eller svækkelsestilstand
eller som følge af dennes øvrige livsforhold,
2) graviditeten skyldes omstændigheder som nævnt i straffelovens § 210 eller §§ 216-224,
3) der er fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden
vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse,
4) den gravide på grund af legemlig eller sjælelig lidelse eller svag begavelse ikke formår at drage om
sorg for barnet på forsvarlig måde,
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
29
5) den gravide på grund af ung alder eller umodenhed ikke for tiden formår at drage omsorg for barnet
på forsvarlig måde eller
6) svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet må antages at ville medføre en alvorlig belastning
af den gravide, som ikke kan afværges på anden måde, således at det af hensyn til den gravide, til
opretholdelsen af hjemmet eller omsorgen for familiens øvrige børn må anses for påkrævet, at
svangerskabet afbrydes. Ved afgørelsen tages hensyn til den gravides alder, arbejdsbyrde og
personlige forhold i øvrigt samt til familiens boligmæssige, økonomiske og helbredsmæssige forhold.
Stk. 2. Tilladelse til svangerskabsafbrydelse må kun gives, hvis de forhold, der begrunder ansøgningen
herom, har en sådan vægt, at det findes berettiget at udsætte den gravide for den forøgede helbreds-
mæssige risiko, som indgrebet nu indebærer.
Stk. 3. Må fosteret antages at være levedygtigt, kan tilladelse til svangerskabsafbrydelse kun gives,
såfremt de i stk. 1, nr. 3, nævnte omstændigheder med afgørende vægt taler for det.
For det andet kan samrådene også give tilladelse til abort, hvis graviditeten skyl-
des strafferetlige forhold som voldtægt eller incest. Det omtales nogle gange som
abort på ’etisk’ indikation, idet aborten så at sige udføres for at rette op på ’uetiske’
forhold.
For det tredje kan samrådene også give tilladelse til abort, hvis der er ”fare for, at
barnet på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden
vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse”. Dette omtales nogle gange som
abort på fostermedicinsk indikation, idet tilladelsen gives pga. af faren for sygdom
hos fosteret.
For det fjerde kan der også gives tilladelse, hvis ”den gravide på grund af legemlig
eller sjælelig lidelse eller svag begavelse ikke formår at drage omsorg for barnet
på forsvarlig måde”, ligesom der kan gives tilladelse, hvis ”den gravide på grund af
ung alder eller umodenhed for tiden ikke formår at drage omsorg for barnet på for-
svarlig måde”. Så i begge tilfælde kan der gives tilladelse til abort, hvis den gravide
af den ene eller den anden grund ikke er i stand til at drage omsorg for barnet på
forsvarlig vis.
Endelig kan et samråd for det sjette også give tilladelse til abort, hvis ”svanger-
skabet, fødslen eller omsorgen for barnet må antages at ville medføre en alvorlig
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
30
belastning af den gravide, som ikke kan afværges på anden måde, således at det
af hensyn til den gravide, til opretholdelsen af hjemmet eller omsorgen for familiens
øvrige børn må anses for påkrævet, at svangerskabet afbrydes”. Dette kaldes ofte
abort på social indikation, da vurderingen her baserer sig på en række ’sociale’
faktorer.
Mens det er nødvendigt at opfylde en af de seks betingelser for at kunne få særlig
tilladelse til abort efter uge 12 af et samråd, er det ikke tilstrækkeligt. Af §94 stk.
2 fremgår det således, at tilladelse til abort kun må gives, ”hvis de forhold der be-
grunder ansøgningen herom, har en sådan vægt, at det findes berettiget at udsæt-
te den gravide for den forøgede helbredsmæssige risiko, som indgrebet nu inde-
bærer”. Så begrundelsen for abort skal vejes op imod den helbredsmæssige risiko
for den gravide, der måtte være forbundet med selve aborten. Hvis der (som et
tænkt eksempel) var store helbredsmæssige risici forbundet med et abortindgreb,
ville de altså potentielt kunne trumfe de grunde (fx voldtægt, misdannelser eller
sociale forhold), der måtte tale for en abort. Ifølge WHO’s seneste Abortion care
guideline er abort dog at betragte som et sikkert indgreb igennem hele graviditeten,
så længe den metode, der passer bedst til det konkrete tilfælde, anvendes24
.
Ud over hensynet til de helbredsmæssige risici fremgår det af §94 stk. 3 endelig
også, at hvis fosteret må ”antages at være levedygtigt”, så kan tilladelse til abort
kun gives, hvis ”de i stk. 1, nr.3, nævnte omstændigheder med afgørende vægt
taler for det”. Hvis fosteret må antages at være levedygtigt, kan et samråd altså
kun give tilladelse til abort, hvis faren for, at barnet på grund af arvelige anlæg eller
beskadigelse eller sygdom i fostertilstand vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig
lidelse (stk. 1, nr.3) ”med afgørende vægt taler for det”. På denne måde kommer
’levedygtighed’ til at fungere som et kriterie, der sætter en skarp grænse for, hvor-
når samråd kan give tilladelse til abort. For hvis fosteret formodes at være levedyg-
tigt, kan der kun gives tilladelse til abort, når den fostermedicinske indikation med
afgørende vægt taler for det.
Ud over de nævnte betingelser for abort, slår sundhedslovens §98 også fast, at
anmodningen om abort i udgangspunktet skal fremsættes af den gravide selv. Der
er altså ikke andre, som kan ønske eller kræve en abort på den gravides vegne.
Loven gør dog to undtagelser fra denne regel. For det første åbner den op for, at
et samråd, når omstændighederne taler for det, kan give tilladelse til abort ”efter
anmodning fra en beskikket værge”, hvis ”den gravide på grund af sindssygdom,
hæmmet psykisk udvikling, alvorligt svækket helbred eller af anden grund er ude af
stand til at forstå betydningen af indgrebet”.
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
31
For det andet sige lovens §99 også, at ”er den gravide under 18 år, og har denne
ikke indgået ægteskab”, så ”skal forældremyndighedens indehaver samtykke i
anmodningen”. Så hvis den gravide er umyndig, kan denne nok selv anmode om
abort, men forældremyndighedens indehaver (typisk forældrene) skal samtykke,
for at anmodningen kan godkendes. Paragraffen åbner dog op for, at et samråd,
”når omstændighederne taler derfor”, både kan tillade at samtykke fra forældre-
myndighedens indehaver ikke indhentes, og at abort tillades, selv om forældre-
myndighedens indehaver nægter at samtykke. Så selv om udgangspunktet er, at
mindreårige skal have samtykke fra forældremyndighedens indehaver, er det altså
muligt for samrådene at dispensere fra dette krav.
Det er endelig værd at bemærke, at § 102 siger, at læger, sygeplejersker og social-
og sundhedsassistenter, for hvem det strider mod deres etiske eller religiøse op-
fattelse at foretage eller medvirke til svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion,
efter anmodning skal fritages herfor.
Som det fremgår af denne korte gennemgang af den danske lovgivning stiller den
nogle generelle juridiske rammer op for håndteringen af abort. I nogle tilfælde
fremgår de hensyn, som ligger til grund for lovgivningen, eksplicit af selve lovtek-
sten, og i andre tilfælde må man lede i bemærkningerne eller lignende for at forstå,
hvilke hensyn, der helt præcist ligger til grund for bestemte dele af loven. Når loven
eksplicit siger, at betingelserne for at få tilladelse af et samråd skal vejes op imod
den helbredsmæssige risiko for den gravide kvinde, er der fx tale om et ret eksplicit
hensyn til kvindens helbred. Og på samme måde kan levedygtighedskriteriet ses
som et klart hensyn til fosteret eller samfundets mere generelle syn på liv. I den
sociale indikation fremgår det ligeledes eksplicit, at der er tale om hensyn til den
gravide, til opretholdelsen af hjemmet og til familiens andre børn, ligesom det ved
faren for den gravides liv eller helbred klart er tale om et hensyn til den gravide.
Ved den fostermedicinske indikation kan der både være tale om et eugenisk hen-
syn og et hensyn til fosteret, for så vidt som en abort i nogle tilfælde kan betragtes
som værende i fosterets interesse. Omvendt fremgår selve grundlaget for den
skarpe sondring mellem fri abort før uge 12 og abort med særlig tilladelse fra sam-
råd efter uge 12 ikke af selve lovteksten. Her er et bud, at den primært er baseret
på et hensyn til den gravide kvinde, idet der i 1973, da loven blev indført, var en
markant forskel i risikoen ved abort før og efter uge 12. Så ifølge en sådan fortolk-
ning er sondringen altså baseret på et hensyn til den gravides helbredsmæssige
risiko. Omvendt er det også muligt at mene, at sondringen til dels er baseret på et
hensyn til fosteret, som gradvis får større etisk status i takt med, at det udvikler sig
igennem graviditeten.
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
32
Ud over at rejse et spørgsmål om, hvilke grundlæggende etiske hensyn, der ligger
til grund for lovens forskellige dele, rejser den også et spørgsmål om, hvad et
bestemt hensyn egentlig betyder i praksis. For idet lovgivningen i sagens natur
er almen, vil der altid være et spørgsmål om, hvad en bestemt vægtning af de
involverede hensyn betyder i praksis. Hvad betyder 12-ugers grænsen fx i prak-
sis? Hvad bør man rent praktisk forstå ved, at kvinden skal fastholde sit ønske om
svangerskabsafbrydelse efter at være blevet gjort opmærksom dels på indgrebets
natur og risici, og dels på muligheden for vejledning vedrørende støtte til gennem-
førsel af svangerskabet? Hvad vil det sige, at et foster er levedygtigt? Hvornår er
det helt præcist det? Hvornår er det egentlig ’nødvendigt’ med abort for at afværge
fare for den gravides liv eller ”for en alvorlig forringelse af dennes legemlige eller
sjælelige helbred”? Hvornår foreligger der i det hele taget en sådan fare? Hvornår
er hendes liv fx i fare? Hvor stor eller sandsynlig skal faren være? Og hvor ’alvorlig’
skal den forringelse af det legemlige eller sjælelige helbred, der er tale om, egent-
lig være? Hvor stor skal risikoen for den gravides helbred ved selve aborten være,
før det taler imod at give tilladelse? Hvor stor skal faren for, at barnet, på grund af
arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden, vil få en alvor-
lig legemlig eller sjælelig lidelse være? Hvad er en alvorlig legemlig eller sjælelig
lidelse i det hele taget? Hvad skal der helt præcist til for at drage omsorg for et
barn på forsvarlig vis, og hvornår er en bestemt person ikke i stand til det? Hvornår
må svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet antages at medføre en så
alvorlig belastning af den gravide, at det af hensyn til den gravide, til opretholdel-
sen af hjemmet eller omsorgen for familiens øvrige børn giver mening med abort?
Og hvad vil det egentlig sige, at en sådan alvorlig belastning ”ikke kan afværges på
anden måde”? Fordi lovgivningen er formuleret i almene termer, kan den ikke und-
gå at rejse den slags spørgsmål angående den konkrete praksis og i de følgende
afsnit vil der blive gjort et forsøg på dels at beskrive, hvordan abort mere konkret
er tænkt håndteret fra myndighedernes side, og dels hvordan abort rent faktisk
håndteres i praksis.
Abort i klinisk praksis
Hvad angår den kliniske praksis i relation til abort, reguleres den af Sundhedssty-
relsens Vejledning om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion. Af vejledningen
fremgår det bl.a., at ”12-ugers fristen beregnes i almindelighed fra sidste men-
struations første dag”, sådan så ”12-ugers fristen normalt overskrides ca. 10 uger
efter den faktiske konception”. I realiteten er fosteret altså 10 uger gammelt ved
12-ugersfristen. Vejledningen gør også opmærksom på, at graviditetens alder nor-
I realiteten er
fosteret altså 10
uger gammelt ved
12-ugersfristen.
”
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
33
Faktaboks: Graviditetsuge og Trimestre
Graviditetsuge angiver antallet af uger en graviditet har varet, regnet
fra sidste menstruations første dag. Graviditetsugerne anføres i fulde
uger + dage. En kvinde som har været gravid i 11 uger og 5 dage er
således i graviditetsuge 12 (11+5). Se oversigt over graviditetsugerne
i 1. trimester nedenfor.
Uge 1 1. uge 0+0 til 0+6
Uge 2 2. uge 1+0 til 1+6
Uge 3 3. uge 2+0 til 2+6
Uge 4 4. uge 3+0 til 3+6
Uge 5 5. uge 4+0 til 4+6
Uge 6 6. uge 5+0 til 5+6
Uge 7 7. uge 6+0 til 6+6
Uge 8 8. uge 7+0 til 7+6
Uge 9 9. uge 8+0 til 8+6
Uge 10 10. uge 9+0 til 9+6
Uge 11 11. uge 10+0 til 10+6
Uge 12 12. uge 11+0 til 11+6
malt ikke blot bestemmes ud fra den gravides egne oplysninger, men i samspil med
en gynækologisk undersøgelse og en ultralydsundersøgelse. Hvis 12-ugers græn-
sen er overskredet, slår vejledningen fast, at lægen straks skal ”vejlede kvinden om
hendes mulighed for at søge samrådstilladelse til svangerskabsafbrydelse, og, hvis
kvinden ønsker det, straks forelægge ansøgningen for vedkommende regionsråd”.
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
34
Graviditeten er opdelt i tre perioder (trimestre), jf. nedenstående
oversigt.
1. trimester Graviditetsuge 1 (0+0) til 12 (11+6)
2. trimester Graviditetsuge 13 (12+0) til 28 (27+6)
3. trimester Graviditetsuge 29 (28+0) og resten af graviditeten
I forhold til levedygtighed siger vejledningen, at ”Vurderingen af levedygtighed sker
i forhold til det enkelte foster”, samt at ”Det afgørende vil være, om der er en reali-
stisk udsigt til, at fosteret vil kunne overleve nogle uger, hvis det på tidspunktet for
det påtænkte indgreb kommer til verden ved en naturlig fødsel.”
Hvis en gravid fremsætter sin anmodning om abort over for en læge, fremgår det af
vejledningen, at lægen ”under en personlig samtale med kvinden skal søge oplyst
grunden til ønsket om svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion og give den
vejledning, som er nævnt i sundhedslovens §100.” Selv om der ikke kræves en be-
stemt grund for at få tilladelse til abort før uge 12, skal lægen altså alligevel ”søge
oplyst grunden til ønsket om svangerskabsafbrydelse”. Det kan ses som et udtryk
for et ønske om at sikre, at beslutningen sker på et oplyst og velovervejet grund-
lag – hvad enten det så er for at hjælpe til med, at kvinden træffer den beslutning,
som er i hendes egentlige interesse, eller for at sikre, at hun også tager behørigt
hensyn til fosteret.
Kravet om vejledning kan ses i det samme perspektiv. Det overordnede formål
med vejledningen er at informere kvinden om ”indgrebets beskaffenhed og direk-
te følger samt om den risiko, der må antages at være forbundet med indgrebet.”
Ifølge vejledningens beskrivelse bør lægen dog selv i de tilfælde, hvor kvinden op-
fylder betingelserne for at få abort, også ”under samtalen generelt tilstræbe, at hun
ikke beslutter sig uden nærmere overvejelse”. Hvad angår vejledningens konkrete
indhold, præciseres det yderligere, at når ønsket om abort ikke skyldes hensyn til
moderens eller barnets helbred, så gælder det, at:
Selv om der ikke
kræves en bestemt
grund for at få til-
ladelse til abort før
uge 12, skal lægen
altså alligevel søge
oplyst grunden til
ønsket om svanger-
skabsafbrydelse.
Det kan ses som et
udtryk for et ønske
om at sikre, at
beslutningen sker på
et oplyst og velover-
vejet grundlag.
”
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
35
”Kvinden bør gøres bekendt med, at lovgivningen rummer muligheder for støtte til
gennemførelse af svangerskabet og støtte efter barnets fødsel. Endvidere kan hun
gøres bekendt med muligheden for at bortadoptere barnet. Lægen skal gøre hende
bekendt med, at hun af regionsrådet kan få nærmere oplysninger og anden bistand
i forbindelse med svangerskab og fødsel. Lægen bør således opfordre kvinden til
at søge bistand i opholdskommunen, hvis lægen skønner, at personlige, sociale
eller økonomiske vanskeligheder er årsag til ønsket om svangerskabsafbrydelse”.
Ifølge vejledningen bør lægen i sin samtale med den abortsøgende altså i varie-
rende grad gøre opmærksom på muligheder for støtte eller ligefrem opfordre til at
søge støtte, hvis det er sociale årsager, som ligger til grund for ønsket om abort.
Det kan ses som udtryk for, at sociale årsager i udgangspunktet betragtes som
mere problematiske end medicinske.
I forbindelse med lægens vejledning om indgrebets art bør lægen også vejlede
både mundtligt og skriftligt ”om kvindens mulighed for at modtage støttesamtaler
før og efter indgrebet”. Den mundtlige vejledning om muligheden for støttesamtaler
bør berøre ”formålet med en samtale før et indgreb”, ”formålet med et tilbud om
en samtale efter et eventuelt indgreb”, ”hvor kvinden kan få støttesamtaler”, og ”at
det er op til kvinden at opsøge det rådgivningstilbud, hun eventuelt ønsker at gøre
brug af”.
Den skriftlige vejledning består af pjecen ”Hvis du overvejer abort” (som synes at
være erstattet af pjecen ”Abort – hvis du er i tvivl”25
).Pjecen starter på følgende vis:
”Der kan være mange grunde til din usikkerhed mht. abort eller barn.
Før graviditeten havde du måske slet ikke overvejet, om du ville have
børn. Eller måske har du allerede børn i forvejen og ved ikke, om du
kan overkomme endnu ét. Der kan også være andre grunde.
Skriv dine tanker ned. Og tal med de mennesker, du er tæt på. Det
kan give en vis afklaring.”
Efter denne indledende opfordring præsenterer pjecen følgende ”input til
overvejelse”:
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
36
Derudover nævner pjecen også en række spørgsmål, man kan overveje at stille
sig selv:
”Prøv at forestille dig, hvordan henholdsvis en abort eller et barn vil
påvirke dit liv på flere områder:
Dit parforhold
Din familie
Dine venskaber
Dit job eller din uddannelse
Din økonomi
Din fremtid.”
Er manden
den rigtige at få
barn med?
Hvad betyder
et barn i forhold
til job eller
uddannelse?
Hvor vigtigt
er det for mig at
blive mor nu?
Vil jeg senere
fortryde,
hvis jeg får en
abort nu?
Hvad kan
jeg tilbyde
et barn?
Hvor vigtigt
er min fremtid
for mig?
Hvem skal
barnet bo (mest)
hos, hvis faderen
og jeg ikke
er sammen? Hvordan vil
mit liv se ud om
5 år, hvis jeg
får et barn nu?
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
37
Efter at have præsenteret de forskellige inputs til overvejelse, siger pjecen noget
mere overordnet om tvivl og selvbestemmelse:
”Graviditetstegn
For nogle kvinder kan de begyndende graviditetstegn gøre beslutningen
ekstra svær. Det er som om, kroppen allerede har valgt graviditeten.
Din beslutning
Men lad ikke din krop tage beslutningen alene. Du må lytte til både
fornuft og følelser for at kunne træffe et valg, der fungerer for dig –
også på langt sigt. Overvej nøje din konkrete situation.
Tvivlen
Tvivlen kan være det mest pinefulde ved en uplanlagt graviditet. Men
lad tvivlen få lov at være der, indtil du har vendt alle tanker og talt med
dem, der kan hjælpe dig til større afklaring.
Det er vigtigt, at du kommer frem til en beslutning, der føles rigtig.”
Herefter følger afsnit om, hvad man kan gøre, hvis man er henholdsvis single eller
i et parforhold; allerede har et eller flere børn; eller er under 18 år. Endelig forklarer
pjecen også, hvad man kan gøre, hvis man ønsker at bortadoptere, ligesom den
informerer om muligheden for støttesamtale og vejledning om økonomisk støtte
som forælder.
Der er her refereret relativt fyldigt fra pjecen for at give et konkret indtryk af, hvad
der forventes af vejledningen.
Vejledningen peger også på, at kvinden skal ”tilbydes oplysning om muligheden for
supplerende oplysning og rådgivning fra relevante handikaporganisationer”, hvis
der ønskes senabort på fostermedicinsk indikation.
Vejledningen forholder sig også til de støttesamtaler, som den gravide skal tilbydes
forud for og efter et abortindgreb. Hvad angår den støttesamtale, som kan gå forud
for indgrebet, står der således følgende i vejledningen:
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
38
”Formålet med en støttesamtale forud for svangerskabsafbrydelse eller fosterre-
duktion er at give kvinden den nødvendige støtte til selv at træffe beslutningen om,
hvorvidt hun ønsker indgrebet eller ej
Den, der foretager støttesamtalen, skal i det omfang det er muligt forsøge at klar-
lægge, hvorfor kvinden ønsker svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion.
Det skal undgås under støttesamtalen at påvirke kvinden til enten at gennemfø-
re eller afbryde svangerskabet eller at få foretaget fosterreduktion, men i stedet
skal det forsøges at give kvinden et så fuldstændigt grundlag som muligt at træffe
beslutningen på.
Konsekvenserne af at gennemføre eller at afbryde svangerskabet eller at få foreta-
get fosterreduktion skal drøftes med kvinden. Der skal i den forbindelse fokuseres
på de psykiske og sociale aspekter af at gennemføre eller afbryde svangerskabet.
Samtalen skal tage udgangspunkt i kvindens aktuelle livssituation, og hvordan
svangerskabet påvirker denne.
Det skal generelt tilstræbes, at støttesamtaler før indgrebet gennemføres så hurtigt
som muligt, således at eventuelle frister kan overholdes.”
Som det fremgår af denne passage, er der bag vejledningen altså et udtrykt
hensyn til, at den skal være så neutral som muligt, så det bliver kvinden selv, som
træffer den endelige beslutning på så oplyst et grundlag som muligt.
Hvad angår den samtale, som kvinden skal tilbydes efter indgrebet, anfører vejled-
ningen, at:
”Formålet med en støttesamtale efter et indgreb er at give kvinden støtte til at kom-
me igennem eventuelle psykiske gener som følge af indgrebet.
Det skal overvejes, om spørgsmålet om prævention skal indgå i samtalen.
Ved svangerskabsafbrydelser efter 12. uge bør kvinden oplyses om muligheden
for, med tilskud fra den offentlige sygesikring i op til 12 konsultationer, at kunne bli-
ve henvist til akut psykologhjælp både før og efter indgrebet, jf. bekendtgørelse om
tilskud efter sygesikringsloven til psykologbehandling for særligt udsatte grupper §
1, nr. 8.”
Som det fremgår af
denne passage, er
der bag vejledningen
altså et udtrykt
hensyn til, at den
skal være så neutral
som muligt, så det
bliver kvinden selv,
som træffer den en-
delige beslutning på
så oplyst et grundlag
som muligt.
”
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
39
Her er det altså igen et hensyn til, at kvinden skal komme sig så hurtigt og godt
som muligt over de eventuelle gener, som indgrebet måtte være forbundet med.
Hvad angår det konkrete indhold i vejledningen om ”indgrebets beskaffenhed og
direkte følger samt om den risiko, der må antages at være forbundet med indgre-
bet” kan man få en ide om det fra pjecen ”Sådan kommer du igennem. Om medi-
cinsk og kirurgisk abort”. I et indledende afsnit om ”To abortmetoder”26
hedder det:
”Der findes to metoder til at afbryde en uønsket graviditet:
MEDICINSK abort
	
som foregår ved, at du får noget medicin, der sætter aborten i
gang.
KIRURGISK abort
	
som foregår ved, at du bliver bedøvet og derefter får suget
livmoderens indhold ud.
Det er ikke altid, man frit kan vælge imellem medicinsk eller kirurgisk
abort.
På langt de fleste sygehuse vil man tilbyde medicinsk abort før uge 9
og kirurgisk abort efter uge 9.
Sene aborter – dvs. efter uge 12 – foregår som medicinsk abort.”
Så den danske praksis er sådan, at man langt de fleste steder tilbyder medicinsk
abort før uge 9 og kirurgisk abort efter uge 9, mens senaborter udelukkende er
medicinske. Af dansk selskab for obstetrik og gynækologis guidelines for 2. trime-
ster provokeret abort fremgår det, at ”Selvom kirurgisk behandling i et Cochrane
review angives at have flest fordele, så kræver kirurgisk behandling stor rutine,
hvilket sjældent opnås i Danmark i dag. Afsnittet er derfor ikke yderligere udbyg-
get”. Så en af grundene til, at senaborter i Danmark kun er medicinske, synes altså
at være, at man vurderer, at der ikke kan opnås tilstrækkelig rutine, hvilket kan ses
som udtryk for et hensyn til den helbredsmæssige risiko, den gravide løber ved et
abortindgreb. Det kan dog også tænkes, at et hensyn til personalet i en eller anden
grad spiller ind, idet det som nævnt tidligere kan være nødvendigt at ’findele’ foste-
ret ved kirurgiske senaborter.
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
40
Ud over at beskrive, hvornår de forskellige typer af abortindgreb som regel tilby-
des, redegør pjecen også i større detalje for, hvordan selve indgrebet finder sted,
hvordan man kan forberede sig på det, hvad man kan forvente af bivirkninger efter
indgrebet osv. Alt sammen for at kvinden selv kan træffe så oplyst et valg som
muligt om, hvad der er den rigtige fremgangsmåde for hende.
Fosterdiagnostik i klinisk praksis
Som beskrevet indledningsvist spiller fosterdiagnostik også en central rolle i forhold
til især senaborter, da en del af disse som regel vil blive foretaget på baggrund af
fosterdiagnostisk viden. I forbindelse med en beskrivelse af den praktiske håndte-
ring af abort, er det derfor også relevant kort at beskrive, hvordan fosterdiagnostik
håndteres i en dansk kontekst.
Ifølge sundhedsloven har gravide, såvel som andre patienter, ret til at modtage
eller frabede sig information om sin helbredstilstand.27
Det gælder også den infor-
mation, som kan tilvejebringes via fosterdiagnostik, idet undersøgelse af et foster
i retslig sammenhæng anses for undersøgelse af den gravide. Siden 2004 har
alle gravide i Danmark fået information og tilbud om fosterdiagnostiske28
under-
søgelser. Det er Sundhedsstyrelsen, som i sine Retningslinjer for fosterdiagnostik
regulerer, hvilke undersøgelser af fosteret, der bør kunne tilbydes i offentligt regi,
og hvordan informationen fra disse bør videregives.
Det generelle offentlige fosterdiagnostiske tilbud til alle gravide omfatter en 1. tri-
mesterscanning, eventuelt suppleret med en risikovurdering for kromosomafvigel-
ser, og en 2. trimesterscanning. Praksis for udførslen af disse er her kort skitseret
med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens retningslinjer.
Det generelle
offentlige foster-
diagnostiske tilbud
til alle gravide om-
fatter en 1. trimester-
skanning, eventuelt
suppleret med
en risikovurdering
for kromosom-
afvigelser, og en 2.
trimesterskanning.
”
Undersøgelser tilbudt alle gravide som en del af det fosterdiag-
nostiske tilbud
1. trimesterscanning
Hvis den gravide har taget imod tilbuddet om en 1. trimesterscanning,
foretages den sædvanligvis, når hun er 11-13 uger henne i gravidite-
ten. Den foregår ved, at lydbølger, ultralyd, sendes igennem den gra-
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
41
vides mave, og når disse rammer forskellige væv i kroppen, tilbageka-
stes de forskelligt. Dette ekko af ultralydbølger omdannes til levende
billeder på en skærm. Ved scanningen bekræftes det, at der er liv, og
antallet af fostre vurderes. Herudover kontrolleres moderkagen og
fostervandsmængden. Allerede fra 6. graviditetsuge er det med denne
metode muligt at se fosteranlægget med et hjerte, der slår. Størrelsen
af fosteret, herunder længden fra hoved til rumpe, (Såkaldt Crown-
Rump Length, CRL) bruges til at bedømme graviditetslængden og
fastsætte en terminsdato29
.
Risikovurdering for kromosomafvigelser
Hvis den gravide udover 1. trimesterscanningen også tager imod et
tilbud om risikovurdering for kromosomafvigelser hos fosteret, foretages
denne i forlængelse af scanningen. Udgangspunktet for undersøgelsen
er en blodprøve (doubletest) fra den gravide samt en måling af fosterets
nakkefold under selve scanningen. Resultaterne indgår, sammen med
oplysningen om den gravides alder, i en beregning af sandsynligheden
for, at fosteret har en kromosomafvigelse. I denne sammenhæng testes
primært for tre former for trisomier,30
nærmere bestemt af kromosom 13
(Pataus syndrom), kromosom 18 (Edwards syndrom) og kromosom 21
(Downs syndrom). Blodprøven afgives oftest i forbindelse med første
graviditetskonsultation hos egen læge i graviditetsuge 8-9. Den analy-
seres for koncentrationen af bestemte hormoner, idet de pågældende
kromosomafvigelser i mange tilfælde vil medføre ændringer heraf. Hvis
der ikke findes tegn på kromosomafvigelser hos fosteret, fortsætter den
gravide sit daglige liv og kan herefter tage stilling til tilbuddet om en
2. trimesterscanning.
2. trimesterscanning
Denne scanning tilbydes i graviditetsuge 18-20 og har til formål at
bestemme moderkagens placering og at undersøge fosterets vækst og
organer. Den kan til- eller fravælges af alle gravide, uafhængigt af, om
en 1. trimesterscanning og risikovurdering blev foretaget eller ej. Før
der scannes, sikres det, at den gravide er indforstået med formålet. Ved
brug af ultralyd kigges der på barnets organer med henblik på at påvise
eller udelukke tilstande, som kan føre til tidlig død, kronisk sygdom med
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
42
væsentlig øget dødelighed i barnealderen eller ”betydende mentale
eller fysiske handicap”. Sådanne misdannelser forekommer med en
hyppighed på ca. 1%.31
Supplerende undersøgelser som kan tilbydes ved mistanke om sygdom eller
handikap hos fosteret
NIPT, moderkagebiopsi og fostervandsprøve
Hvis det i forbindelse med risikovurderingen for kromosomafvigelser viser sig, at
der er en sandsynlighed på mere end 1:300 for, at fosteret har en kromosomafvi-
gelse, eller hvis indholdet af de målte biomarkører taler for det, tilbydes kvinden
yderligere undersøgelser, som kan give et mere sikkert svar på, om fosteret fejler
noget eller er. I første omgang kan tilbuddet være den ”non-invasive prænatale
test” NIPT, som er baseret på en blodprøve fra den gravide, der på dette tidspunkt
typisk vil være i graviditetsuge 12-14. Med NIPT udnyttes, at der i den gravides
blod findes små mængder af frit arvemateriale, DNA, fra fosteret/moderkagen.
Dette gør det muligt vha. blodprøven at bestemme sandsynligheden for kromo-
somafvigelser som bl.a. trisomi 13, 18 og 21. Dog bestemmes ikke alle typer af
kromosomafvigelser lige sikkert med NIPT, og falsk positive eller falsk negative
svar kan forekomme. Testen kan derfor ikke erstatte risikovurderingen baseret på
nakkefoldsmåling og doubletest. Tilsvarende skal et NIPT-testsvar, som indikerer
at fosteret har en kromosomafvigelse, og på den baggrund giver anledning til et
ønske om abort hos den gravide, bekræftes med en mere diagnostisk sikker test,
hvilket omfatter prøvetagning direkte fra moderkagen (moderkagebiopsi) eller fra
fostervandet (fostervandsprøve) gennem den gravides mave. Begge undersøgel-
ser har en høj diagnostisk sikkerhed, men kan også forbindes med en lille proce-
durerelateret abortrisiko på <0,5% (dog 1-2% ved tvillingegraviditet).32
Bl.a. for at
undgå denne risiko udføres de kun, når der fx på grundlag af genetisk rådgivning
eller, som beskrevet i forbindelse med de andre tilbudte undersøgelser, vurderes at
være en forøget sandsynlighed for at få et alvorligt sygt barn. Prøverne tages med
en tynd kanyle, samtidig med at der ultralydsscannes. De fleste gravide oplever,
ifølge Rigshospitalets patientinformation, kun mindre ubehag ved proceduren, og
bedøvelse er ikke nødvendig.33
En moderkagebiopsi (også kaldet CVS for chorion
villus sampling) kan tages fra graviditetsuge 11, og en fostervandsprøve (også
kaldet AC for Amniocentese) fra graviditetsuge 16.
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
43
Grundlag for valget af testmetoder
Til grund for sammensætningen af det offentlige fosterdiagnostiske tilbud ligger
bl.a. et hensyn til autorisationslovens §17, ifølge hvilken autoriserede sundheds-
personer er forpligtede til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed34
. Dette indebæ-
rer bl.a., at patienter ikke må udsættes for unødig fare. I forhold til fosterdiagnostik
skal det altså overvejes, hvilken fare diagnostikken kan indebære for den gravide
og fosteret. På den baggrund er det de mindst muligt indgribende undersøgelser,
som tilbydes. Undersøgelser, som kan være forbundet med risiko for fx abort, bør
kun tilbydes, hvis der er specielle grunde til det. Sådanne grunde kan fx være, at
der for nogle gravide på forhånd er kendskab til fx arvelig sygdom i familien eller
andre særlige risikofaktorer. Det samme kan gøre sig gældende, hvis de udførte
forsterdiagnostiske undersøgelser viser sig at give anledning til at tro, at der er en
øget sandsynlighed for sygdom eller handikap hos fosteret.35,36
På denne baggrund
foretrækkes som udgangspunkt de undersøgelser, som er uden risiko for den gra-
vide og fosteret, de non-invasive undersøgelser (som fx ultralydsscanning, NIPT
m.fl.), når disse vurderes relevante til at detektere de forhold, der mistænkes. I de
tilfælde, hvor resultaterne af sådanne non-invasive undersøgelser giver anledning
til et ønske om at afbryde graviditeten, er det dog ifølge retningslinjerne nødvendigt
at bekræfte det med en mere diagnostisk sikker invasiv test, som fx en moderkage-
biopsi eller en fostervandsprøve, der indebærer en indtrængen i kroppen og deraf
en vis risiko. Invasiv diagnostik kan i nogle situationer også være førstevalget, hvis
fx målet er at teste for forhold, som non-invasive tests ikke er egnede til at detektere.
Andre og mere omfattende genetiske undersøgelser
I nogle tilfælde af mistanke om mulige anormaliteter fx i form af misdannelser hos
fosteret kan gravide, efter individuel vurdering, tilbydes mere omfattende undersø-
gelser af fosterets genetik. Med kromosom mikroarray, som betegner forskellige
teknikker til detaljeret kromosomundersøgelse, er det muligt at undersøge for flere
kromosomafvigelser end ved risikovurderingen i forbindelse med 1. trimesterscan-
ningen. Kromosom mikroarray kan foretages ud fra forskellige prøvetyper (blodprø-
ve fra den gravide, fostervandsprøve eller modekagebiopsi). Den er følsom og har
typisk en svartid på omkring 5-10 arbejdsdage. Endnu mere udvidede genomun-
dersøgelser kan i nogle tilfælde også gennemføres prænatalt, når det vurderes
sandsynligt, at der kan være en genetisk årsag til en alvorlig sygdom/misdannelse,
dog er svartiden her noget længere. Sådanne former for detaljerede undersøgel-
ser kan give mulighed for forbedret diagnostik. De kan dog også forbindes med en
vis risiko for at gøre uventede fund og/eller fund af usikker betydning.
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
44
Formidling, information og rådgivning
Sundhedsstyrelsens retningslinjer for forsterdiagnostik indeholder en detaljeret
beskrivelse af, hvilken information, som bør gives til den gravide og hvordan. Det
kan fx være i forbindelse med den praktiserende læges oplysning om de forster-
diagnostiske muligheder; når kvinder møder op til ultralydsscanning; eller i de
tilfælde, hvor der skal gives besked om en vis risikovurdering baseret på resulta-
terne af de udførte undersøgelser. Generelt er det på Sundhedsstyrelsens hjem-
meside beskrevet som centralt, at ”Der skal være tilbud om information, som gør
det muligt for den gravide selv at tage stilling til undersøgelserne. Informationen til
de kommende forældre skal være fyldestgørende, tidssvarende og neutral, og give
dem viden om de eksisterende fosterdiagnostiske tilbud, så tilvalg eller fravalg af
undersøgelser sker på et informeret grundlag.” 37
Det er endvidere beskrevet, at der i forbindelse med informationen skal tages
udgangspunkt i at ”respektere parrets egne værdier og forudsætninger (sociale,
uddannelsesmæssige, kulturelle), samt i at langt de fleste graviditeter ender med
fødsel af et barn uden sygdom eller handikap.” Der skal herudover tages hensyn
til, hvor meget information den gravide/parret ønsker at modtage. Hele vejen igen-
nem det fosterdiagnostiske tilbud skal informationsindsatsen på den måde tilpas-
ses individuelt og tilgodese den enkelte gravides/det enkelte pars forudsætninger.
Der er således et tydeligt fokus på at fremme muligheden for, at den gravide/par-
ret får en god forståelse af, at det, som de kan vælge, udelukkende er et tilbud,
samt at fremme, at dette valg sker på baggrund af neutral information om formålet.
Altså vægtes hensynet til selvbestemmelsesretten. Dette kan ses som et udtryk
for en udvikling væk fra det samfundsøkonomiske hensyn, som oprindeligt lå bag
1970’ernes udrulning af tilbuddet om fosterdiagnostik, hen imod mere personnære
hensyn. Det fremhæves nu også specifikt i retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen,
at formålet med fosterdiagnostikken ikke er at hindre fødsel af børn med alvorlige
sygdomme eller handikap, men derimod som beskrevet at støtte bedst muligt op
om den enkeltes oplyste stillingtagen og udfaldet heraf.
Der virker endvidere til at være fokus på at mindske den gravide/parrets bekym-
ringer i forhold til en mulig sygdomsrisiko hos det kommende barn. Overordnet for
informationsindsatsen gælder det således, at den ifølge retningslinjerne, udover
hensynet til den gravide/parrets forudsætninger og ønsker, også bør tage ud-
gangspunkt i, at størstedelen af alle fostre ikke fejler noget, og at undersøgelserne
i almen praksis og på obstetrisk afdeling for langt de flestes vedkommende vil give
normale svar.
Der er således et
tydeligt fokus på at
fremme muligheden
for, at den gravide/
parret får en god
forståelse af, at det,
som de kan vælge,
udelukkende er
et tilbud, samt at
fremme, at dette valg
sker på baggrund af
neutral information
om formålet.
”
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
45
Information i almen praksis
I forbindelse med den første graviditetskonsultation i almen praksis omkring gravi-
ditetsuge 6-10 gives der, med udgangspunkt i den gravide/parrets forudsætninger,
basal information om det generelle forsterdiagnostiske tilbud. I den forbindelse er
det, ifølge retningslinjerne, vigtigt, at det understreges over for den gravide/parret,
at de fosterdiagnostiske undersøgelser netop er et tilbud, som kan til- eller fravæl-
ges undervejs i graviditeten, og at resultaterne heraf i nogle tilfælde vil kunne give
anledning til vanskelige dilemmaer og valg. Herudover skal der yderligere informe-
res om, ”at hvis alle undersøgelser er normale, er der grund til at føle sig mere tryg,
men det er ikke nogen garanti for et barn uden sygdom eller handikap.” Der synes
således også at blive lagt vægt på tydelighed i forhold til undersøgelsernes be-
grænsninger og karakter som en frivillig valgmulighed, der kan give en vis tryghed,
men måske også visse udfordringer.
Sundhedsstyrelsens folder ”Gravid – undersøgelser af fostret”38
kan eventuelt
udleveres i forbindelse med konsultationen i almen praksis. Heri gennemgås kort
og overordnet formålet med de undersøgelser, som tilbydes, ligesom det beskri-
ves, hvad den gravide/parret kan forvente af tilbud om yderligere undersøgelser og
rådgivningsmuligheder, såfremt resultaterne skulle give anledning til mistanke om
kromosomafvigelse eller misdannelse hos fosteret.
Ved konsultationen i almen praksis skal det ifølge retningslinjerne også afdækkes,
om der i den gravides familiehistorie er kendskab til fortilfælde, som kan indikere
en vis risiko i forhold til sundhedstilstanden hos fosteret. Dette kan fx være fami-
liemedlemmer med kromosomafvigelser eller misdannelser, eller hvis den gravide
tidligere har oplevet flere spontane aborter. I så fald kan det give anledning til
henvisning til genetisk rådgivning på en klinisk genetisk afdeling eller på obstetrisk
afdeling alt efter problematikkens art. I den gældende ”Vejledning om prænatal
genetisk information, rådgivning og undersøgelse” fra 1994 er det beskrevet, at
opsporingen af mulige sygdomsdispositioner hos kommende forældre også kan
foregå i almen praksis allerede inden, en graviditet er opnået, ”således at informati-
on og eventuel opfølgende genetisk rådgivning kan gives forud for et svangerskab”
for ”på den måde kan beslutning om undersøgelse og konsekvenser heraf træffes
uden tidspres, og uden at abort bliver den altoverskyggende mulighed for at undgå,
at et barn fødes med alvorlig sygdom eller handicap.”39
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
46
Information på obstetrisk afdeling
Hvor den basale information om det fosterdiagnostiske tilbud, som gives i almen
praksis, er målrettet alle gravide, vil den information, som gives på den obstetriske
afdeling i forbindelse med undersøgelserne her typisk være mere individuel. Den
bør ifølge retningslinjerne omfatte en forventningsafstemning mellem den gravide/
parret og sundhedspersonalet bl.a. i forhold til hver enkelt af undersøgelsernes
formål og begrænsninger. Dette betragtes som en forudsætning for, at den gravide
kan give sit informerede samtykke eller eventuelt frabede sig yderligere information.
Som beskrevet i retningslinjerne, er intentionen at lægge vægt på at fremme den
gravide/parrets forudsætninger for at træffe egne beslutninger i forhold til valg eller
fravalg af mulige undersøgelser. Det påpeges også, at det fx bør gøres klart, at
selvom en vis mulig risiko er beregnet til at være højere end gennemsnittet, vil der
i de fleste tilfælde stadig være størst sandsynlighed for, at der ikke er noget galt
med fostret. Der opfordres herudover til at sikre den gravide en vis betænkningstid
til at træffe valg fx vedrørende yderligere undersøgelser, og når sådanne valg er
truffet, skal de imødekommes og støttes. Hvad angår de anvendte metoders be-
grænsninger, beskrives det som vigtigt, at disse også belyses. Fx bør den gravide/
parret informeres om svartider, mulige procedurerelaterede risici for utilsigtet abort
(invasive undersøgelser), andre risici knyttet til fx inkonklusive resultater (falsk
negative/positive svar (NIPT)), samt risikoen for at der gøres uventede fund eller
fund, hvor betydningen hos fosteret ikke kan forudsiges (især forbundet mere om-
fattende genetiske undersøgelser).
I tilfælde, hvor der gøres diagnostiske fund af afvigelser hos fosteret, er det ifølge
retningslinjerne en forudsætning, at den sundhedsperson, som varetager formidlin-
gen, selv er afklaret om sine egne holdninger og formår at lægge dem til side, idet
der tilstræbes en nuanceret og støttende dialog, hvor informationen overleveres så
neutralt og fyldestgørende som muligt og belyser både ”medicinske, psykologiske,
økonomiske og sociale aspekter herunder samfundsmæssige støtteforanstaltnin-
ger.” Der kan i den forbindelse fx ydes hjælp til at etablere kontakt til pårørende
eller patientforeninger, som repræsenterer mennesker med relevante syndromer
eller handikap, eller orienteres om mulighederne for psykologisk støtte i forbindelse
med senabort.
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
47
Nye undersøgelser udbudt i privat regi
Foruden det offentlige forsterdiagnostiske tilbud omfatter mulighederne for at
opnå viden om et fosters helbredstilstand også en privat dimension. Det er nemlig
muligt for gravide at tilkøbe forsterundersøgelser uden for det offentlige danske
fosterdiagnostiske program. Flere private klinikker udbyder ultralydsscanninger og
forskellige varianter af non-invasive tests af fosterets arvemateriale. Siden 2021
har det fx været muligt at betale for at få udført den mere omfattende danskudvik-
lede EVITA test, som er baseret på isolation af fosterceller fra den gravides blod.40
Arvematerialet i disse celler kan derefter analyseres for udvalgte kromosomafvigel-
ser. Dette omfatter, udover en vurdering af sandsynligheden for trisomi 13, 18 og
21, også en vurdering af sandsynligheden for andre kromosomale afvigelser, som
bl.a. visse kendte syndromer relateret til anderledes fordelinger af kønskromoso-
mer, som bl.a. Turner- og Klinefelter syndromerne. Testen foretages i graviditets-
uge 10-14 og koster omkring 12.000 kroner. Resultaterne fås som udgangspunkt
inden for 12 dage, og hvis de viser tegn på anormaliteter, anbefales det at få dette
be- eller afkræftet ved en invasiv test som fx en moderkagebiopsi. Med både
EVITA-testen og flere af de andre tests (som fx NIPT, NIFTY og Panorama) er det
ligeledes muligt at bestemme fosterets køn. Ifølge oplysningerne om EVITA-testen
videregives information herom først fra graviditetsuge 12. Denne praksis stemmer
overens med Dansk Føtalmedicinsk Selskabs guideline, hvori det for at undgå
abort på baggrund af fosterets køn anbefales, at der ikke foretages kønsbestem-
melse i perioden op til 12. graviditetsuge, hvor det vil være muligt med fri abort i
Danmark.41
Markedet for analyse af fostergenetiske test er omfattende internatio-
nalt og udvikles løbende som følge af nye teknologiske muligheder. Således er det
i dag også muligt som gravid at bestille et testsæt til at foretage en hjemmeprøve,
som efterfølgende sendes med posten og analyseres i udlandet. Svaret modtages
digitalt, og på den måde kan der nemt opnås viden om fosterets køn for omkring
2.500 kroner.42
Udviklingen på området kan give anledning til bekymringer bl.a. i
forhold til afgrænsningen af mulighederne for, hvilke informationer, der kan erhver-
ves om kommende børn; hvor tidligt i graviditeten dette kan ske; og hvem sådanne
følsomme personoplysninger deles med.43,44
Viden, usikkerhed og børns ret til viden/ikke-viden
Helt overordnet giver udviklingen inden for fosterdiagnostik bedre mulighed for at
opdage alvorlige sygdomstilstande tidligt. Dog aktualiserer flere informationsmulig-
heder også flere væsentlige etiske spørgsmål bl.a. relateret til, hvordan forsterdiag-
nostiske fund vil kunne påvirke et kommende barn.
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
48
Ét sådant spørgsmål at forholde sig til vedrører vægtningen af den gravides selv-
bestemmelse i forhold til retten til viden/ikke-viden hos det kommende barn. For
selvom intentionen med indhentning af informationer om fosteret umiddelbart kan
være til gavn, kan helbredsmæssig viden af mere eller mindre alvorlig karakter i sig
selv også have en negativ betydning. I de situationer hvor den gravide/forældrene
vælger at beholde et barn, til trods for viden om en sandsynlig sygdomsdispositi-
on, kan det være relevant at overveje, hvorvidt det kommende barns ret til viden/
ikke-viden udfordres uhensigtsmæssigt. Dette skyldes, at de beslutninger om
indhentning af information i forsterstadiet, som den gravide/de kommende forældre
træffer, kan risikere at påføre barnet en viden, der på længere sigt vil kunne ligge
det til last.
Et andet væsentligt spørgsmål, som aktualiseres af nye muligheder for at finde ud
af mere om fosterets genetik, vedrører den mere direkte helbredsmæssige betyd-
ning, som potentielle fosterdiagnostiske fund reelt vil komme til at få for det indivi-
duelle barns liv og livskvalitet. I den sammenhæng er det oplagt at se nærmere på
to dimensioner: Sandsynlighed og alvorlighed.
Sandsynlighedsdimensionen rummer de usikkerheder, som kan relateres til den
konkrete individuelle risiko, og hvor sikkert det egentlig er, at et kommende barn
vil udvikle en given sygdom/handikap, i de situationer hvor dette på baggrund af
fosterundersøgelser vurderes sandsynligt. En sandsynlighed for kromosomafvigel-
ser, som beregnes til at være mere end 1:300, bliver ofte efterfølgende be- eller
afkræftet med mere sikre fosterdiagnostiske tests. Invasive undersøgelser som fx
en moderkagebiopsi eller en fostervandsprøve vurderes i den sammenhæng at
have en høj diagnostisk sikkerhed, hvilket vil sige, at resultatet af disse er så sik-
kert, ”at det kan danne grundlag for beslutning om intervention (fx behandlingsbe-
slutning eller beslutning om provokeret abort)”45
. Resultaterne af non-invasive tests
er derimod ikke vurderet at være lige så sikre, og fund af genetisk sygdomsdispo-
sition ved en sådan form for screening, fx udført i privat regi, vil skulle bekræftes
diagnostisk og følges op med kompetent rådgivning. Dette foregår i det offentlige
sundhedssystem. Testusikkerheden på de non-invasive tests kan bl.a. tilskrives
den måde, der testes på, som fx kan forårsage falsk-positive eller falsk-negative
resultater.46,47
Alvorlighedsdimensionen tilføjer et andet centralt tvivlsspørgsmål relateret til den
individuelle betydning, en given sygdom, eller et givent handikap, vil kunne få for
et barn, altså hvordan og hvor meget vil det egentligt kunne komme til at påvirke
dette barns liv og livskvalitet. I modsætning til vurdering af andre patienter, kan
forudsigelser af betydningen af sygdomsdispositioner hos kommende børn van-
De beslutninger
om indhentning af
information i for-
sterstadiet, som den
gravide/de kommen-
de forældre træffer,
kan risikere at på-
føre barnet en viden,
der på længere sigt
vil kunne ligge
det til last.
”
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
49
skeliggøres af, at der i forsterstadiet kun er begrænset mulighed for at undersøge
de fænotypiske karaktertræk. Det individuelle sygdomsbillede og udtrykket af
symptomer kan være meget forskelligt hos forskellige mennesker, og herudover vil
udviklingen af en genetisk sygdom ofte i høj grad også afgøres af flere udefrakom-
mende faktorer. Sådanne kan fx være fysiske påvirkninger i fostertilstanden, det
miljø barnet kommer til at vokse op i, livsstil og mulighederne for behandling/støtte.
Til usikkerheden om, hvilken betydning en sygdom vil få for et kommende barn,
hører også spørgsmålet om, hvornår barnet vil mærke sygdommen. Nogle syg-
domme vil kunne afhjælpes med en behandlingsindsats tidligt, og barnet vil efter
en given periode kunne få et normalt/tilfredsstillende liv, eventuelt med behov for
mere eller mindre støtte. Andre sygdomme udvikles gradvist og vil først give alvorli-
ge symptomer senere i livet.
Således kan sådanne usikkerheder i forhold til sygdomsudtryk gøre det særdeles
vanskeligt at vurdere, hvilken individuel betydning en sygdom eller et handikap vil
kunne få. Nedenstående figur illustrerer, hvor komplekst det kan være at forholde
sig til resultaterne af fosterundersøgelser, fordi flere individuelle og udefrakommen-
de faktorer kan påvirke både udvikling og betydning af en given sygdom/handikap
hos et kommende barn. Hvis der fremover testes for flere genetiske tilstande med
mere moderate risici, hvor andre forhold end de genetiske spiller den vigtigste rolle
for sygdomsudviklingen, kan usikkerheden øges yderligere.
Faktorer som kan påvirke den betydning, en sygdom eller et handicap vil kunne
få for et kommende barn
Betydning for det
kommende barn
Muligheder for rådgivning,
behandling og støtte
Livsstil og andre miljørelaterede
påvirkninger gennem livet
Genetik
Påvirkninger i fostertilstanden
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
50
Sygdom/syndrom Beskrivelse
Klumpfod Klumpfod kan opdages ved en vurdering af udseendet af et fosters fødder fx ved ultralyds-
scanning. Symptomerne er en let genkendelig fejlstilling af en eller begge fødder.
Klumpfod kan behandles med gradvis opretning, som typisk igangsættes allerede i 1-2
leveuge. Behandlingen omfatter bl.a. gentagen gipsning hver uge i 4-6 uger og kræver
ofte også kirurgi. Efterfølgende fortsættes behandlingen, indtil barnet er fire år, med sko og
skinne som holder foden i den rigtige position. Der kan for nogle forekomme tilbagefald med
behov for en ekstra operation og gipsperiode senere; men generelt opnås en velfungerende
fod efter behandlingen.
Turners syndrom Turners syndrom, monosomi X, skyldes mangel på et af de to kønskromosomer hos piger.
Tilstanden kan konstateres ved en undersøgelse af fosterets kromosomer, men opdages
ellers typisk først omkring 14-års alderen.
Symptomerne hos næsten alle er lille højde og svigt af æggestokkenes funktion, hvilket
oftest medfører forsinket pubertet og sterilitet. Omfanget af andre symptomer kan variere
meget fra person til person. Disse symptomer kan bl.a. omfatte hjerte-kar lidelser, kognitive
vanskeligheder, mellemørebetændelse, nedsat hørelse, nyremisdannelser, forhøjede levertal
samt visse karakteristiske fysiske træk som fx kort hals og lille underkæbe.
Tilstanden kan behandles med vækst- og kønshormoner og eventuelt kirurgi af hjerte/kar.
Herudover kan der ydes psykologisk støtte og behandles medicinsk for en række følgesyg-
domme. For mange kan behandling være med til at sikre et normalt liv (dog uden naturlig
mulighed for at få genetisk beslægtede børn)
De følgende eksempler på sygdomme, som alle kan bestemmes ved undersøgel-
ser af fosteret, giver et indblik i, hvor divers en række af tilstande det er muligt at
opdage vha. fosterdiagnostik, og som den gravide/de kommende forældre i så fald
vil skulle forholde sig til. Disse er, lige som mange andre tilstande som fostre kan
undersøges for i dag, meget forskellige, hvad angår symptomer og sygdomsbillede
og kan således give anledning til forskellige etiske overvejelser.
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
51
Downs syndrom Downs syndrom, trisomi 21, skyldes tilstedeværelsen af et ekstra kromosom 21 i kroppens
celler. Det ekstra kromosom forårsager hæmning i udvikling og modning af nervesystem,
skelet, hjerte, mave og sanseorganer. Downs syndrom konstateres oftest prænatalt i forbin-
delse med risikovurderingen for kromosomafvigelser.
Omfanget af symptomer kan variere meget fra person til person. Disse kan bl.a. omfatte
mental retardering, hjertefejl, problemer med mave-tarm systemet, hudsygdomme, lavt stof-
skifte og Alzheimers samt visse karakteristiske fysiske træk som fx lille hovedomfang med
flad nakke og små ører. Misdannelser kan behandles kirurgisk. Levetiden er forkortet, men
mange klarer sig godt med den rigtige støtte til et meningsfuldt liv.
Pataus syndrom Pataus syndrom, trisomi 13, skyldes tilstedeværelsen af et ekstra kromosom 13 i kroppens
celler. Tilstanden konstateres oftest prænatalt i forbindelse med risikovurderingen for kromo-
somafvigelser og/eller ved fund af misdannelser.
Symptomerne er mange og oftest livstruende misdannelser bl.a. af indre organer, hjernen
og andre dele af nervesystemet. 80% har hjertefejl. Der ydes alene støttende og lindrende
behandling, og 80% af de, som fødes med Pataus syndrom, dør inden for den første måned.
Kun få overlever længere end et år, og de, som gør, har bl.a. svær udviklingshæmning og
sansedefekter.
Eksempler på sygdomme som kan opdages ved fosterundersøgelser 48,49,50
For både Turner, Downs og Pataus syndrom gælder det, at kromosomvarianterne i nogle tilfælde også kan optræde i en mosaiktil-
stand, hvor nogle celler i kroppen har en normal kromosomal sammensætning. Sværhedsgraden af symptomerne kan i den situation
afhænge af fordelingen af abnorme og normale celler i kroppens forskellige organer, og det kan ikke med prænatal diagnostik forudsi-
ges, i hvilken grad et kommende barn vil blive påvirket.
Det fosterdiagnostiske tilbuds mulige retningsgivende tendens
Som det fremgår af beskrivelsen, er den klare intention bag Sundhedsstyrelsens
retningslinjer for fosterdiagnostik at sikre, at tilbuddet om fosterdiagnostik, ligesom
tilbuddet om abort, bliver præsenteret på så neutral og saglig vis som muligt, så
den gravide og hendes eventuelle partner selv kan tage stilling til, hvad der er det
rigtige for dem. Men selvom Sundhedsstyrelsens retningslinjer på denne måde
lægger vægt på, at til- eller fravalget af fosterdiagnostiske undersøgelser er frit og
skal baseres på neutral information fra sundhedspersonalet, er der et spørgsmål
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
52
om, hvorvidt det også svarer til den faktiske praksis. Alene det, at der overleveres
information om muligheden for at få fosteret undersøgt for alvorlig sygdom eller
handikap, kan fx i sig selv anses som et udtryk for tilskyndelse fremfor neutralitet.
Undersøgelser peger således på, at det fosterdiagnostiske tilbud kan opfattes som
et ”pligtbud” og tolkes som ”et signal om, at der kunne være en risiko”, og at det
derfor vil være ”fornuftigt at tage imod det.51
” Det er i den sammenhæng beskrevet,
at oplysninger om risikovurdering og fosterdiagnostik i nogle tilfælde kan give an-
ledning til utryghed og bekymring for at vente et barn med sygdom eller handikap.
Informationen kan på den baggrund opfattes at lægge mest op til at tage imod til-
buddet, fordi en risikovurdering vil kunne give større tryghed for at få et raskt barn.
Et debatindlæg af Mette Nordahl Svendsen og Lene Koch beskriver, at ”menne-
sker formes – og forandres – i mødet med information om teknologien,”52
De peger
på, at de valg, som fx gravide/par stilles overfor i forbindelse med fosterdiagnostik,
kun muliggøres af andre valg, som fx sundhedspolitiske beslutninger om, hvem
der skal tilbydes hvilke undersøgelser, og i den sammenhæng hvilken viden, som
bør genereres. Det Etiske Råd har også gjort sig overvejelser om, hvorvidt idealet
om neutral information og selvbestemmelse rent faktisk kan indfries i praksis uden
alligevel at blive retningsgivende. I redegørelsen om ”Fremtidens Fosterdiagnostik”
fra 2009 beskrives bl.a., hvordan det for nogen gravide/par kan opfattes som en
blåstempling fra det offentlige sundhedssystem, alene fordi undersøgelserne ud-
bydes. De vil måske derfor tage imod tilbuddet uden at være fuldt ud bevidste om
konsekvenserne. Redegørelsen belyser også en række grunde til, at den informa-
tion, som de gravide modtager, i praksis ikke altid er, og måske heller ikke kan eller
bør være, fuldstændig non-direktiv. Fx kan der være situationer, hvor den gravide
ønsker støtte til at træffe beslutninger og derfor måske ligefrem beder sundheds-
personalet om ikke-neutral rådgivning.53
Andelen af gravide, som tager i mod tilbuddet om fosterdiagnostik, er meget høj i
Danmark. I Sundhedsstyrelsens retningslinjer angives den som mere end 97%, og
herudover beskrives det, at ca. 95% af de gravide/par, som får at vide at foste-
ret har en kromosomfejl, vælger at få en abort. Antallet af børn født med Downs,
Edwards og Pataus syndromer er faldet betydeligt siden indførslen af det forster-
diagnostiske tilbud til alle gravide i 2004.54
Fra 2006 og frem til i dag fødes der fx
omkring 21-34 børn om året med Downs syndrom.55
I andre europæiske lande er
dette tal noget højere per indbygger.56
Et muligt synspunkt er, at en årsag til dette
kan være en tendens til, at det forsterdiagnostiske tilbud i Danmark generelt anses
som noget, ”man bør tage imod, og at et ufødt barn for mange ikke er ”helt ønsket,
før samtlige tests har vist, at det med al sandsynlighed er sundt og raskt.”57
Undersøgelser peger
på, at det foster-
diagnostiske tilbud
kan opfattes som et
”pligtbud” og tolkes
som ”et signal om,
at der kunne være
en risiko”, og at det
derfor vil være
”fornuftigt at tage
imod det.”
”
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
53
Abortsamrådenes praksis
Ud over den almene kliniske håndtering af abort og fosterdiagnostik, er det i forbin-
delse med især senaborter også relevant at se på abortsamrådenes praksis, idet
en senabort i udgangspunktet kræver godkendelse af et abortsamråd. Hvad angår
abortsamrådenes praksis og den afvejning af de forskellige hensyn, som denne
er udtryk for, har rådet især konsulteret to kilder. Dels en nyere forskningsartikel,
som bl.a. baserer sig på aktindsigt i samrådsprotokoller, interviews med samråds-
medlemmer samt abortankenævnets årsberetninger58
, og dels abortankenævnets
årsberetninger.
Ifølge forskningsartiklen har ankenævnet fastlagt udgangen af uge 22 som leve-
dygtighedsgrænsen, sådan så det kun er, når den fostermedicinske indikation
med afgørende vægt taler for det, eller den gravides liv er truet, at det er muligt
at få abort efter udgangen af uge 22. Det fremgår bl.a. at ankenævnets årsberet-
ning fra 201959
. Samtidig peger forskningsartiklen også på, at graviditetslængden
ifølge ankenævnet udgør ”et særdeles vigtigt kriterie i abortsagerne”60
baseret på
et hensyn til fosteret, som i takt med graviditetens længde tildeles større og større
betydning. Det fremgår bl.a. af ankenævnets årsberetning fra 201661
. Betydningen
af hensynet til fosteret er størst i forbindelse med tilladelse på social indikation,
hvor det ifølge forskningsartiklen i praksis er sådan, at der efter udgangen af 18.
uge kun ganske undtagelsesvis kan gives tilladelse til abort på social indikation.
I den forstand fungerer 18-ugers grænsen, ifølge forskningsartiklen, som en ”de
facto cut-off grænse, der kun i ganske særlige tilfælde kan fraviges”62
. I fosterme-
dicinske sager eksisterer der ifølge forskningsartiklen derimod ikke en lignende
cut-off grænse, og artiklen forklarer, hvordan det i praksis er sådan, at der primært
gives tilladelse til abort på fostermedicinsk indikation efter uge 22, hvis ”fosteret har
funktionsnedsættelser, som enten er uforenelige med liv, eller som betyder et me-
get lidelsesfuldt, kort og usikkert livsforløb med mange risikofyldte operationer”.63
I
praksis er det ifølge forskningsartiklen altså sådan, lovens tale om, at der kun kan
gives abort efter uge 22, når den fostermedicinske indikation med afgørende vægt
taler for det, fortolkes, og artiklen gør opmærksom på, at fx diagnosen Downs syn-
drom derfor vil give afslag på abort efter uge 22. Selv om forskningsartiklen taler
om en de facto cut-off grænse, har Det Etiske Råd bemærket, at ankenævnet i sin
årsberetning for 2021 selv har påpeget, at ”på det seneste samrådsmøde i novem-
ber 2021 blev det drøftet, at der ikke følges en praksis, hvorefter der efter udgan-
gen af 18. graviditetsuge kun ganske undtagelsesvis kan gives tilladelse til abort
efter sundhedslovens §94, stk. 1, nr. 6. Der skal således i alle sager foretages en
konkret vurdering, hvor også gestationsalderen indgår”.64
Ifølge en nyere forsknings-
artikel eksisterer der i
abortsamrådenes praksis en
de facto cut-off grænse for
abort på social indikation
ved uge 18.
I sin årsberetning fra 2021
hævder abortankenævnet
dog, at der ikke følges en
sådan praksis, og slår fast, at
der i alle sager skal foretages
en konkret vurdering, hvor
også gestationsalderen
indgår.
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
54
Hvad angår tilladelse til abort på fostermedicinsk indikation før uge 22 gør forsk-
ningsartiklen opmærksom på, at graviditetens længde her i praksis ikke synes
at spille den samme rolle som ved abort på social indikation. Samtidig beskriver
forskningsartiklen også, hvordan man i praksis forstår lovens tale om, at der kun
kan gives tilladelse til abort på fostermedicinsk indikation, hvis der er ”fare for, at
barnet på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden
vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse”. Hvad angår lidelsens alvor bliver
den ifølge artiklen således vurderet ”under inddragelse af oplysninger om foste-
rets tilstand og prognose, behandlingsmuligheder, operationsrisici, det forventede
antal operationer, risici for komplikationer, samt fosterets mulighed for at opnå en
’normal funktion’.65
Hvad angår forståelsen af, hvornår der foreligger en ’fare’ for, at barnet vil få en
sådan alvorlig lidelse, opereres der ifølge artiklen med ”en meget åben risikovur-
dering”. Således kan man i praksis ved diagnosticering af en type misdannelse
fx lægge vægt på, at der forbundet med denne misdannelse også kan ”foreligge
risiko for andre misdannelser eller genetiske lidelser” (s. 197). Samtidig er det ikke
sådan, at man skal have diagnosticeret en lidelse. Det er tilstrækkeligt, at der er en
vis sandsynlighed for, at fosteret har lidelsen, og selv om der i praksis ikke eksi-
sterer noget krav om, at risikoen skal have en bestemt størrelse, har ankenævnet
udtalt, at det er en forudsætning, ”at den konkrete risiko for udvikling af en bestemt
lidelse hos det pågældende foster væsentligt overstiger den almindelige risiko i
befolkningen for udvikling af den pågældende lidelse” (s. 198).66
Ankerådet har også påpeget, at der altid skal foretages en konkret og individuel
risikovurdering i hver sag. Ifølge forskningsartiklen er det dog i praksis sådan, at
der eksisterer en uofficiel positivliste over en række diagnoser, som automatisk
giver tilladelse til abort på fostermedicinsk indikation inden uge 22. Det gælder fx
for trisomierne samt ”en række af de mest almindelige misdannelser af de vitale
organer og legemsdele”, sådan så det i praksis kun er i ganske sjældne tilfælde,
at der gives afslag på fostermedicinsk indikation, selv hvis der er tale om ”mindre
alvorlige lidelse” (s. 197, 199) såsom mental retardering (s. 199). Hvad angår selve
faregrænsen, påpeger artiklen, at den i praksis synes ”at være sat lavt”, idet flere
samrådsmedlemmer i interview giver udtryk for, at ”ned til 10% risiko vil blive vur-
deret som fare for alvorlig misdannelse”, samtidig med at aktindsigter viser ”tilfælde
af tilladelse på grundlag af en risikovurdering så lave som 5%” (s. 199). Opsumme-
rende konkluderer artiklen derfor, at man i fostermedicinske sager i praksis opere-
rer med ”et bredt frem for et kvalificeret farebegreb, hvor alene tilstedeværelsen af
en risiko, også baseret på en udiagnosticeret diffus risiko, møder kravet om fare for
misdannelse” (s. 199).
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
55
Hvad angår tilladelse til abort på social indikation, tager den afsæt i en samtale
mellem ansøgeren og en regionalt ansat medarbejder med socialfaglig kompe-
tence som fx en socialrådgiver. Samtalen har til formål at kortlægge ansøgerens
sociale ressourcer i bred forstand, så der kan foretages en samlet helhedsvurde-
ring af dem. Ifølge forskningsartiklen vurderes ressourcerne fra et objektivt per-
spektiv, og ikke fra ansøgerens eget subjektive perspektiv. Nogle af de ting, som
samrådet ifølge artiklen lægger vægt på, er, om ”ansøger har egen egnet bolig,
om økonomien er god, og om der er fast arbejde eller en anden form for tilknytning
til arbejdsmarkedet” (s. 195). Længden af ansøgerens uddannelse og ”omfanget
og stabiliteten af ansøgerens relationelle netværk” (s. 196) indgår også i vurderin-
gen. I praksis er det ifølge artiklen dog sådan, at størrelsen af netværket ikke er
afgørende, da ”et tilstrækkeligt netværk kan udgøres af bare én person” (s. 196).
Relationen til faren er også en del af vurderingen af det relationelle netværk, og
her vurderes det både, om han vil kunne hjælpe med at tage sig af barnet, og om
relationen til ham er velfungerende eller ej. Det sidste sker ifølge artiklen for at kun-
ne vurdere, ”hvorvidt relationen udgør et trygt miljø for barnet at vokse op i” og det
er af samme grund, at der også lægges vægt på, om den gravide har andre børn,
der er tvangsanbragt eller i familiepleje (s. 196). I vurderingen indgår det også, om
ansøgeren har ”en psykisk helbredsbelastning”, ligesom ”ansøgerens opvækst og
sociale belastninger kortlægges”, inklusiv ”misbrug, vold, forsømmelse el. lign.” (s.
196). Hvad angår ansøgerens alder, betragtes ansøgeren i praksis som ung, hvis
denne er under 16 år.
I den enkelte sag er der som sagt tale om en helhedsvurdering baseret på en
samlet beskrivelse af de angivne sociale faktorer. Fordi der er tale om en helheds-
vurdering, kan fx fraværet af egen bolig dog godt føre til afslag, hvis der er andre
sociale ressourcer tilstede (s, x), ligesom ansøgeren ifølge artiklen kan ”stå uden
egen bolig eller være uden uddannelse eller fast indkomst og have en anstrengt
økonomi, og stadig få et afslag på senabort, hvis der er andre forhold, som træk-
ker i retning af en vis ressourcestyrke” (s. 196). Fordi der er tale om en konkret
helhedsvurdering, hvori der indgår mange forskellige og potentielt komplicerede
faktorer, kan det ud fra den blotte beskrivelse af faktorerne være svært at danne
sig et billede af den konkrete praksis. I forskningsartiklen anføres et par eksempler
på henholdsvis tilladelse og afslag på abort på social indikation efter det, artiklen op-
fatter som en de facto cut-off grænse ved uge 18 med henblik på at illustrere praksis
Som eksempel på tilladelse til abort på social indikation efter uge 18 anføres:
”Som eksempel på en sag, hvor der blev givet tilladelse på social indikation efter
18. uge, kan fremhæves en afgørelse fra Region A, hvor ansøger var en ung
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
56
kvinde, der var gravid med tvillinger i uge 21+3 dage. Ansøger var uden arbejde og
indtægt og boede i en bolig uegnet til beboelse. Ansøger havde haft en vanskelig
opvækst og et nyligt forbrug af alkohol og stoffer. Derudover havde ansøger en
diagnose, for hvilken hun ikke ønskede medicinsk behandling, samt tidligere psy-
kiatriske diagnoser, for hvilke hun havde modtaget behandling, dog uden succes.
Faderen til barnet var også i medicinsk behandling med et potentielt misbrug heraf.
Ansøger stod i øvrige uden et ressourcestærkt netværk” (s. 196).
På samme vis angives det følgende eksempel på afslag på abort på social indikati-
on efter uge 18:
”I et afslag fra Region B lagde samrådet afgørende vægt på graviditetslængden i
et tilfælde, hvor ansøgeren var uden uddannelse, uden fast tilknytning til arbejds-
markedet og stod med et spinkelt netværk og en dårlig økonomi. Ansøgeren havde
et pågående ugentligt hashmisbrug og ugentligt indtag af alkohol. Disse forhold
kunne ifølge samrådet henset til graviditetslængden imidlertid ikke føre til andet
resultat” (s. 196).
Da de to cases kan siges at minde meget om hinanden, peger artiklen på, at der
også er en betydelig variation i bedømmelse på tværs af regionerne. Da det ikke
fremgår klart af forskningsartiklen, om gestationsalderen er den samme i begge
cases, synes det dog ikke ligetil at sammenligne de to cases.
Baseret på forskningsartiklen og ankenævnets årsberetninger kan man opsumme-
rende sige, at hensynets til fosteret (i form af graviditetslængden) indgår som en
faktor i bedømmelsen af især sager på social indikation, hvor det ifølge forsknings-
artiklen er baggrunden for en de facto cut-off grænse på 18 uger, mens ankenæv-
net insisterer på, at der altid vil være tale om en konkret vurdering. Hensynet til
fosteret indgår også i sager på medicinsk indikation, men først for alvor når man
kommer ud over grænsen for levedygtighed, som er fastsat til uge 22. Før denne
grænse er det ifølge forskningsartiklen i praksis i så godt som alle tilfælde, at der
gives tilladelse til abort på fostermedicinsk indikation, da man opererer med et
meget bredt risikobegreb, og selv mindre alvorlige lidelser i nogle tilfælde vurderes
at være tilstrækkelig grund til at give tilladelse. Samtidig slår forskningsartiklen
også fast, at hensynet til den gravides helbredsmæssige risiko i forbindelse med
abort i praksis ikke indgår i samrådenes vurdering, mens flere samrådsmedlemmer
i interview har fremhævet ”hensynet til det sundhedspersonale, som skal udføre
senaborten, og den øgede og emotionelle byrde, det udgør for dem at udføre ind-
grebet senere i graviditeten, hvor fosteret i højere grad minder om et for tidligt født
barn, og hvor risikoen for at fosteret udviser livstegn er større” (s. 194).
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
57
De gravides adfærd
Ud over de beskrevne faktorer kan man også sige, at befolkningens (især gravi-
des) adfærd spiller en central rolle for håndteringen af provokeret abort i Danmark,
for så vidt som en gravid selv skal anmode om abort, før en abort kan foretages.
I princippet ville man således kunne forestille sig, at selv om et land havde den
mest liberal abortlov, så blev der foretaget meget få aborter, fordi der var meget få
kvinder, som anmodede om det, fx fordi gravide altid satte hensynet til fosteret over
hensynet til dem selv, eller fordi de mente at de to var sammenfaldende. Det kunne
så igen hænge sammen med det almene syn på graviditet, fostre, kvinder osv. i
samfundet. Og det er netop, fordi befolkningens adfærd på denne måde også har
betydning for, hvilken håndtering en bestemt regulering af abort rent faktisk fører
til, at det i forbindelse med en vurdering af den eksisterende danske lovgivnings
vægtning af de involverede hensyn, er relevant at se på befolkningens – og især
gravides – adfærd i relation til abort. Det er i denne sammenhæng udelukket at se
på alle de faktorer, som kan være af betydning, men det er værd at se på nogle af
de mest basale statistiske forhold.
Hvad angår antallet af aborter, er der ifølge Sundhedsstyrelsens seneste rapport
fra 201967
over en årrække set et fald i antallet af aborter. Hvad angår det samlede
antal af aborter var det således faldet til under 15.000 i 2018 fra næsten 17.000 i
2008.
Hvis man ser på antallet af aborter pr. tusinde kvinder i den ’fødedygtige’ alder fra
15-49, kan man ligeledes se et betydeligt fald fra den fri aborts indførsel i 1973 og
til 2018. Siden 1975 er antallet således mere end halveret fra 24 til 12 aborter pr.
tusinde kvinder.
Og hvis man endelig ser på aldersfordelingen blandt de kvinder, som får foretaget
abort, vil man kunne se, at antallet af aborter pr. tusinde kvinder især er faldet for
kvinder under 20 år, hvor tallet i 1995 var 14-15 pr. tusinde kvinder, mens det i
2018 var 8 pr. tusinde kvinder.
Ligesom for provokeret abort generelt findes der også opgørelser over provoke-
rede senaborter. Af den seneste årsberetning fra abortankenævnet68
fremgår det
således, at de regionale abortsamråd om året i perioden fra 2014 til 2021 tilsam-
men træffer afgørelse i mellem 800 og 900 sager om abort efter udløbet af 12.
svangerskabsuge.
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
58
Hvad angår afgørelsernes nærmere art, var 750 af de 803 afgørelser fra 2021 var
tilladelser, mens 53 af afgørelserne var afslag69
.
I ankenævnets årsrapport findes der også en opgørelse af, hvordan tilladelserne
og afslagene fordeler sig i forhold til graviditetslængde70
. Her kan man se, at det
største antal senaborter foretages før udløbet af uge 18 (274+159+87=493), mens
der også finder en del aborter (129) sted i ugerne op til levedygtighedsgrænsen, og
færre (45) efter denne.
Grafen viser tilladelser og afslag i 2021 efter graviditetslængden:
300
250
200
150
100
50
0
13-14. uge 15-16. uge 17-18. uge
Antal tilladelser Antal afslag
19-20. uge 21-22. uge 23. uge 24. uge eller
længere
274
159
18
8 3 9 7 6 2
42
3
87
56
129
Rapporten giver også et indblik i baggrunden for senaborter, som den opdeler i
henholdsvis misdannelser eller genfejl og den gravides forhold71
. Størstedelen
(592) af tilladelserne i 2021 er givet på baggrund af misdannelse eller genfejl,
mens der er givet 158 tilladelse på baggrund af den gravides forhold. Det fremgår
også af rapporten, at, at tilladelser med afsæt i den gravides forhold primært gives
inden udløbet af uge 18 (jf. artiklen der analyserer samrådenes praksis), mens der
gives tilladelser på baggrund af misdannelser eller genfejl igennem hele perioden.
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
59
Antal tilladelser og afslag, hvor social indikation (§ 94, stk. 1, nr. 6) indgår i begrundelsen,
fordelt på den gravides alder.
Denne graf er uden tal fra Regions Hovedstaden
Hvis man ser på ankenævnets årsrapport fra 202072
, er det også muligt at få et
indtryk af, hvordan afslagene på senabort fordeler sig. Som det fremgår af rappor-
ten73
, var der i 2020 i alt 39 afslag på senaborter.
Som det fremgår af nedenstående tabel fra rapporten er langt størstedelen af
afslagene givet i tilfælde, hvor social indikation indgår i begrundelsen. Ud af de
39 afslag er det således 25 (7+15+3), som er givet, hvor social indikation indgår
i grundlaget, og det er endda uden at Region Hovedstaden er regnet med74
. Så i
praksis er det nok en meget stor andel af afslagene, som gives i tilfælde, hvor
social indikation indgår i begrundelsen (tjek evt. om der findes helt præcise tal).
Antal tilladelser givet på social indikation Antal afslag givet på social indikation
70
60
50
40
30
20
10
0
Under 15 år 15-17 år 18-24 år 25-39 år 40+ årig
7
3
0
0
15
34
2
2
1
58
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
60
Grafen viser tilladelser og afslag i 2020 efter graviditetslængden:
Det er også muligt at få et indtryk af, hvor i graviditeten afslagene gives. Som det
fremgår af den nedenstående tabel75
, var 21 af afslagene givet inden udløbet af
uge 18, og 7 efter.
200
180
160
140
120
100
80
60
40
20
0
13-14. uge 15-16. uge 17-18. uge
Antal tilladelser Antal afslag
19-20. uge 21-22. uge 23. uge 24. uge eller
længere
182
104
11
4 6 2 5
0 0
10
1
52
40
73
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
61
Tilladelser og afslag efter § 99, stk. 3, 2014-2021
Endelig giver ankenævnets rapport fra 2021 også et indblik i, hvor mange gange
samrådene giver mindreårige tilladelse til abort uden godkendelse fra forældre-
myndighedsindehaveren76
. Som det fremgår af tabellen nedenfor, blev der i 2021
således givet 30 tilladelser og tre afslag i den forbindelse.
45
40
35
30
25
20
15
10
5
0
2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 2021
Tilladelser efter § 99, stk. 2
Tilladelser efter § 99, stk. 3
Afslag efter § 99, stk. 2
Afslag efter § 99, stk. 3
40
19
30
36
19
31
29
16
4
3 3
3
2 2
1 1
1 1 1
0 0
1 0 0
0
0
0 0
0 0
0 0
Opsummerende kan man altså sige, at der over tid er sket et fald i antallet af
aborter per år i Danmark, ligesom der er sket et fald i antallet af aborter pr. 1000
kvinder i den relevante alder. Der er også sket et betydeligt fald i antallet af helt
unge, som får foretaget abort. Antallet af senaborter har været stabilt de senere
år, og størstedelen af dem sker på medicinsk indikation, mens størstedelen af
afslagene skyldes sager, hvor social indikation indgår i grundlaget. Endelig gives
der tilladelse til mellem ca. 20 og 30 aborter uden samtykke fra forældremyndig-
hedsindehaveren om året. Man kan selvfølgelig diskutere, hvor repræsentative
alle tallene er i forhold til den reelle efterspørgsel efter fx senabort eller abort uden
forældremyndighedsindehaverens samtykke, da det kan tænkes, at nogle ikke
ansøger om tilladelse, fordi de ved eller tror, at det vil få afslag. Men de udgør nok
det bedst tilgængelige grundlag for at få en fornemmelse af, hvor hyppigt gravide i
dag gør brug af bestemte former abort.
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
62
Opsummering: den eksisterende
håndtering af abort i Danmark
Hvis man vil opsummere denne dels beskrivelse af den afvejning af hensyn, som
kommer til udtryk i den eksisterende håndtering af abort i Danmark, kan man for-
søgsvis gøre det på følgende måde:
Menneskerettighederne
Både liberale og restriktive abortlovgivninger er forenelige med menneskerettighe-
derne. Menneskerettighederne giver dog ikke fosteret en særlig beskyttelse, og når
kvindens liv er truet, kræver de, at hun har adgang til abort. Derudover kræver de
også, at der uanset lovgivning af hensyn til kvinden skal være en klar, forudsigelig
og gennemsigtig praksis, ligesom sagerne skal behandles under en tilgængelig og
effektiv procedure. Endelige kræver de også, at barnets perspektiv tillægges særlig
vægt i sager, der involverer mindreårige.
Sundhedslovens afsnit VII: Svangerskabsafbrydelse
Med sin sondring mellem abort før og efter uge 12, kan Sundhedslovens afsnit
VII om svangerskabsafbrydelse siges at bygge på en gradualistisk forståelse af
fosterets status. Før uge 12 vejer hensynet til kvinden klart tungest, mens hensy-
net til fosteret begynder at få større vægt efter uge 12. Dette afspejles også i, at
det, når man ser bort fra situationer, hvor kvindens liv er i fare, kun er, hvis fosteret
er alvorligt sygt, at det er muligt at få abort ud over uge 22, hvor fosteret betragtes
som levedygtigt.
Balanceringen af hensynet til henholdsvis kvinden og fosteret afspejles også i
lovens krav til ansøgningsprocessen. Således kan kravet om information – inklusiv
om muligheden for at få støtte, hvis man vælger af få barnet – både ses som et
udtryk for et hensyn til, at den gravide med afsæt i sine egne interesser og værdier
træffer så oplyst en beslutning, som muligt, men også som en (svag) beskyttelse af
fosterets (angivelige) interesse i at fortsætte med at leve og blive født.
Endelig kan kravet om, at mindreårige i udgangspunkt skal få godkendelse til
abort af forældremyndighedens indehaver, ses som et udtryk for et hensyn til den
mindreårige, der betragtes som et udsat og sårbart individ, der ikke er i stand til at
træffe beslutningen selv.
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
63
Abort i klinisk praksis
Hvad angår Sundhedsstyrelsens vejledning, kan den ses som et forsøg på at
specificere, hvad lovens overordnede afvejninger betyder i praksis, og den faktiske
praksis kan ses som et forsøg på at virkeliggøre disse specifikationer. Som sådan
er der ikke tale om nye afvejninger, men bud på, hvad afvejningerne konkret bety-
der. Hvad angår beskrivelserne af måden at informere den abortsøgende på, er det
således forsøg på at konkretisere, hvordan man informerer om abort på en neutral
og saglig måde. Hvad angår beslutningen om, at man i Danmark kun tilbyder medi-
cinsk abort i forbindelse med senaborter, kan man dog godt sige, at den beslutning
baserer sig på et hensyn til kvindens sårbarhed i forhold til medicinske risici, som
ikke er beskrevet i selve loven.
Fosterdiagnostik i klinisk praksis
Det fosterdiagnostiske program, som beskrives i Sundhedsstyrelsens retningslinjer
har lige som ved abort primært til formål at gøre den gravide i stand til at træffe be-
slutninger af betydning for hendes sundhedstilstand. Samtidig kan indhentningen
af viden om fosterets tilstand dog som beskrevet også tænkes at være i fosterets
interesse, selv om det kan diskuteres, i hvilke situationer, det rent faktisk er det. På
samme måde kan måden, retningslinjerne lægger op til, at der informeres om såvel
muligheden for fosterdiagnostik som om resultaterne, ses som et udtryk for et hen-
syn til kvindens ret til selv at bestemme over sin krop. Det kan dog også diskute-
res, om formidlingen af information altid sker på så neutral vis, som retningslinjerne
lægger op til.
Abortsamrådenes praksis
Hvad angår abortsamrådenes praksis, opererer de ifølge den refererede forsk-
ningsartikel med en de facto cut-off grænse for abort på social indikation ved uge
18, mens Abortankenævnet har understreget, at der altid bør foretages en konkret
vurdering. Ifølge forskningsartiklen gives der tilladelse ved næsten alle ansøgnin-
ger om abort på medicinsk indikation inden uge 22, uanset hvor usikker og mild en
eventuel sygdom er.
De gravides adfærd
Hvad angår de gravides adfærd er der over tid er sket et fald i antallet af aborter
per år i Danmark, ligesom der er sket et fald i antallet af aborter pr. 1000 kvinder i
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
64
den relevante alder. Der er også sket et betydeligt fald i antallet af helt unge, som
får foretaget abort. Antallet af senaborter har været stabilt de senere år, og største-
delen af dem, sker på medicinsk indikation, mens størstedelen af afslagene skyl-
des sager, hvor social indikation indgår i grundlaget. Endelig gives der tilladelse til
mellem ca. 20 og 30 aborter uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren
om året. Det kan i sagens natur være svært, at konkludere noget om befolkningens
afvejning af de involverede hensyn ud fra sådanne statistikker, men selve det at
antallet af aborter pr. 1000 kvinder og især blandt unge er faldet betydeligt over tid,
kan pege på, at de gravide i hvert fald ikke behandler det at få foretaget en abort
som noget, man bare lige gør, sådan så det er lige meget, om man bestræber sig
på at undgå at få behov for det eller ej.
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
65
Alternative
afvejninger af de
centrale hensyn
De forudgående dele af denne udtalelse har beskrevet, hvad provokeret abort er;
hvilke etiske hensyn, overvejelser om provokeret abort bringer i spil; og hvilken af-
vejning af de involverede hensyn, den eksisterende håndtering af provokeret abort
kan ses som udtryk for. Formålet med denne sidste del er dels at beskrive forskelli-
ge holdninger, man kan have til den afvejning, som den eksisterende håndtering er
udtryk for, og dels at beskrive, hvordan andre afvejninger kunne komme til udtryk
i praksis. Det vil kun være afvejningen i forhold til følgende tre problemstillinger,
som er i fokus: Hvor bør grænsen for den fri abort gå? Hvad bør samrådenes rolle
være? Og hvordan bør 15-17-åriges ønske om abort håndteres?
Hvor bør grænsen for den fri abort gå?
Hvad angår grænsen for den fri abort, er der i udgangspunkt tre mulige holdninger
til den eksisterende håndtering: at den bibeholdes, at adgangen bør begrænses,
og at adgangen bør udvides. Da de mest centrale af hovedargumenterne for den
nuværende grænse er blevet udfoldet i det forudgående, vil fokus her være på
argumenterne for at indskrænke eller udvide adgangen til fri abort.
Et argument for at begrænse adgangen til fri abort ved at flytte grænsen fra 12
uger til tidligere i graviditeten eller helt at fjerne muligheden for fri abort kan være,
at man betragter fosteret som noget, der får sin værdighed ved undfangelsen. Fra
et sådant perspektiv vil alle fostre nemlig have samme status og krav på beskyttel-
se, uanset om de er 7, 10 eller 12 uger gamle.
Et andet argument for at flytte grænsen fra 12 uger til tidligere i graviditeten kan
henvise til, at der er grund til at tro, at vi i den nærmeste fremtid vil se en hastig ud-
vikling af de fosterdiagnostiske metoder, så det bliver muligt at vide mere og mere
om fosteret på et tidligere og tidligere tidspunkt. Allerede i dag er det fx muligt at få
kendskab til barnets køn før uge 12, sådan så man i princippet vil kunne benytte
abort som en form for kønsselektion, hvis man kunne få udleveret testresultaterne
før uge 12. Men i fremtiden er det ikke utænkeligt, at man vil kunne få andre former
for viden, som så kunne danne grundlag for beslutninger om fri abort på en måde,
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
66
som ikke tidligere har været muligt. Og hvis man er bekymret for, hvad en sådan
udvikling vil betyde for fx synet på børn og graviditet, kan det give grund til at over-
veje at begrænse adgangen til fri abort, selv om man selvfølgelig vil skulle overve-
je, hvor sandsynligt det er, at testresultater vil blive brugt på den måde, ligesom det
også er værd at overveje, om det vil føre til en øgning af antallet af illegale aborter.
Hvad angår sandsynligheden for, at abort vil blive brugt som selektionsmiddel, er
det af overlæge Øjvind Lidegaard blevet påpeget, at der i fx Sveriges kønsratio
ikke er noget, som tyder på, at abort bliver brugt på den måde, selv om abortgræn-
sen der går ved uge 1877
.
Et argument for, omvendt, at udvide grænsen for fri abort kan være, at fosterets
status ikke ændrer sig i væsentlig grad ved uge 12, sådan så det virker vilkårligt at
lade hensynet til fosteret begrænse det vægtige hensyn til kvindens selvbestem-
melse netop da. Et sådant argument kan både understøttes af en gradualistisk
ide om, at fosteret på et senere tidspunkt i graviditeten får en status, som bør give
anledning til at begrænse hensynet til den gravides selvbestemmelse, og af en ide
om, at det først er, når det er blevet født og udvikler en passende forståelse af sig
selv og verden, at det kan begrænse hensynet til kvinden. Hvis det er den første
ide, som ligge til grund, vil den præcise grænse så afhænge af, hvornår man helt
præcist mener, at fosteret udvikler træk, der giver det en sådan status.
Et andet argument for at udvide grænsen for den fri abort kan være, at det giver
den gravide bedre tid til at forholde sig til den fosterdiagnostiske viden, som skabes
i forbindelse med 1. trimesterscanningen. Scanningen foretages mellem uge 11 og
13, så hvis den gravide ønsker at benytte sig af muligheden for fri abort på bag-
grund af resultaterne, er der et meget begrænset tidsvindue at gøre det i.
Et tredje argument for at udvide grænsen for den fri abort kan i den forbindelse
være, at langt de fleste, som søger om abort efter uge 12, alligevel får tilladelse.
Det ses altså ikke blot som spild af penge at behandle ansøgninger, som alligevel
næsten altid bliver godkendt, men også som ydmygende og nedværdigende for
den gravide at skulle bede om tilladelse til at afbryde en graviditet, som ikke er
ønsket. Dette argument rejser dog et spørgsmål om, hvorvidt der er nogle, som
ikke søger, fordi de tror eller ved, at de vil få afslag, sådan så samrådenes ’funk-
tion’ faktisk er mere omfattende, end det umiddelbart kan se ud til. Samtidig kan
det også indvendes, at samrådene ikke blot har en godkendende, men også en
vejledende og støttende funktion, selv om det også kan tages som et argument
for så helt at sløjfe den godkendende funktion og blot fokusere på den vejledende
og støttende. Det er dog også blevet anført, at nogle gravide oplever det som en
lettelse og aflastning, at de kan dele ansvaret med et statssanktioneret samråd, så
de ikke står alene med beslutningen om, hvorvidt fosteret skal leve eller dø78
.
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
67
Et argument imod at flytte grænsen for den fri abort til senere i graviditeten kan
lyde, at det risikerer at føre til, at der vil komme flere senaborter, fordi gravide så
ikke længere vil føle sig tilskyndet til at få foretaget en abort så hurtigt så muligt
inden 12-ugers grænsen overskrides, og de ikke længere selv kan bestemme.
Hvis man har et gradualistisk syn på fosterets status og mener, at det er værre at
abortere et 18 uger gammelt foster end et 12 uger gammelt foster, kan en sådan
mulighed give anledning til bekymring. Spørgsmålet er dog, om der er grund til at
frygte en sådan udvikling. Et argument imod, at en sådan udvikling skulle være
sandsynlig, kan lyde, at langt de fleste gravide, som overvejer eller ønsker abort,
gerne vil have den foretaget så hurtigt som muligt efter, at de er kommet frem til en
beslutning.
Et andet muligt argument er, at det for mange er væsentligt mere ubehageligt og
forbundet med en større risiko for traumer at få foretaget en senabort, da det min-
der mere om en egentlig fødsel. Og for så vidt kvinder er bevidste om dette, taler
det imod, at de skulle have en interesse i at få aborter foretaget senere end i dag,
hvis grænsen for den fri abort rykkes til senere i graviditeten.
Et tredje argument imod en sådan udvikling trækker på internationale erfaringer
fra lande, hvor man allerede har flyttet grænsen for den fri abort til senere i gra-
viditeten. Så vidt Det Etiske Råd er bekendt, findes der ikke højkvalitets studier,
som har forsøgt at isolere abortgrænsens betydning for antallet af aborter og
senaborter på tværs af lande, og på grund af de mange forskellige og kulturelt
variable faktorer, som spiller ind på antallet af aborter og senaborter, vil det næppe
være ligetil at gennemføre. Selv om det kan være svært at drage meget klare og
kategoriske konklusioner, kan det dog stadigvæk være værd at se på erfaringerne
fra andre lande, som det så må være op til den enkelte at vurdere relevansen af
for en eventuel ændring af den danske abortgrænse. Ét sådant land er Sverige,
hvor man siden den fri aborts indførelse i 1974 har haft en grænse på 18 uger79
. Af
den seneste rapport fra den svenske Socialstyrelse fremgår det, at der i 2022 blev
indrapporteret 35.450 aborter blandt 15-44-årige80
, samtidig med at det anføres, at
det historisk svinger mellem 30.000 og 38.000. Hvis man ser på antallet af aborter
pr. tusinde kvinder i den fødedygtige alder, var det i Sverige i 2022 18, mens det i
2018 som beskrevet var 12 i Danmark. Ligesom i Danmark har man i Sverige også
set et markant fald i antallet af aborter blandt de helt unge.
Hvad der er mest relevant i denne sammenhæng, er dog antallet af senaborter i
Sverige. Som det fremgår af figur 2 nedenfor, bliver ca. 60% af aborterne i Sverige
foretaget inden uge 7, mens næsten 94% af aborterne sker inden uge 12. Samtidig
har antallet af aborter efter uge 12 ligget på tilnærmelsesvist det samme niveau
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
68
de seneste 20 år. Hvis man til sammenligning siger, at der i Danmark udføres ca.
15.000 aborter om året og gives tilladelse til ca. 750 senaborter, bliver det 5% af
aborterne i Danmark, som er senaborter. Det er dog værd at bemærke, at det ikke
nødvendigvis er så lige til at sammenligne tallene fra Sverige og Danmark. Fx
opgør Sverige tallene for antal aborter pr. 1000 kvinder i den fødedygtige alder for
15-44-årige, mens tallene i Danmark opgøres for 15-49-årige, hvilket alt andet lige
er med til at gøre det svenske tal højt sammenlignet med det danske, da der ikke
er så mange kvinder mellem 45 og 49 år, som får foretaget en abort. Samtidig kan
der i princippet også være en række faktorer ud over selve abortgrænsen, som
spiller ind, sådan så antallet af senaborter i Sverige fx ville have været endnu lave-
re, hvis de ikke havde en abortgrænse på 18 uger. Men i fraværet af teorier, som
forklarer eller sandsynliggør noget sådant, er den mest nærliggende konklusion
nok umiddelbart, at den svenske grænse for den fri abort på 18 uger ikke synes at
føre til et øget antal senaborter.
Et andet land, som det kan være værd at sammenligne med, er Island, som i 2019
udvidede den fri abort til uge 22, samtidig med at den nye lov understreger, at det
er vigtigt at afslutte en graviditet så tidligt som muligt, og helst før udløbet af uge
1281
. I en statistisk rapport udarbejdet af det nationale finske statistikbureau, OSF,
i forbindelse med, at Finland selv har ændret sin abortlovgivningen i mere liberal
retning, så der nu er fri abort til uge 12, konkluderes det, at ”a more liberal legisla-
tion did not cause an increase in the number of abortions in Iceland”82
. Hvad angår
antallet af senaborter (efter uge 12), var det i Island i 2020 5%, hvilket altså svarer
til niveauet i Danmark.83
I Norge, hvor grænsen for den fri abort er 12 uger ligesom i Danmark, blev der i
2022 udført 9,8 aborter per 1000 kvinder mellem 15 og 49 år.84
84,1% af aborterne
blev udført før uge 9, mens 4,9 procent af aborterne blev udført efter uge 12 med
tilladelse fra et såkaldt abortnævn. Der pågår i øvrigt et større udredningsarbejde
i Norge med henblik på bl.a. at vurdere, om der er grund til at ændre grænsen for
den fri abort og abortnævnenes funktion.85
Et andet land, som det er oplagt at sammenligne med, er Storbritannien, hvor
grænsen for abort er 24 uger86
. I 2021 blev her foretaget 18,6 aborter per 1000
kvinder i den fødedygtige alder. 89% af de udførte aborter fandt sted før uge 10,
93,5% før udløbet af uge 12, næsten 99% inden uge 20, 1% i uge 20 til 23 og 0,1%
i uge 24 eller efter.87
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
69
Hvad bør samrådenes rolle være?
Det forrige afsnit har allerede taget hul på én vinkel på samrådenes funktion, idet
ét spørgsmål er, om de bør være godkendende eller blot rådgivende. Svaret på
det spørgsmål afhænger bl.a. af, hvordan man vægter de grundlæggende hen-
syn. Hvis man vægter kvindens selvbestemmelse højt, er det oplagt at tænke, at
samrådene primært bør vejlede den gravide, så hun selv kan træffe den endelige
beslutning om, hvorvidt abort er en god ide eller ej. Hvis man omvendt også læg-
ger betydelig vægt på hensynet til fosteret eller samfundets menneskesyn mere
generelt, og ikke føler sig betrygget i, at kvinden vil give sådanne hensyn tilpas
vægt i sine overvejelser, kan det være én begrundelse for at tildele samrådene en
godkendende funktion. I princippet vil man også kunne argumentere for, at de bør
have en godkendende funktion, fordi den gravide ikke er i stand til at varetage sin
egen interesse. Men det er umiddelbart svært at se, hvorfor graviditetslængden
skulle gøre en afgørende forskel i forhold til den evne, og der er i forvejen lovgiv-
ning, som regulerer, hvad der bør ske, når kvinden ikke er habil.
Et andet spørgsmål vedrører samrådenes sammensætning og grundlaget for deres
virke. Hvad angår deres sammensætning, kan et argument være, at den nuværen-
de sammensætning har en slagside mod det medicinske snarere end det sociale,
idet der skal være to med en lægefaglig baggrund, men kun en med en socialfaglig
baggrund. Det afhænger dog så igen af, hvad grundlaget for samrådenes virke
bør være. I den nuværende lovgivning og praksis har fostermedicinsk indikation
på mange måder en slags forrang, og Abortankenævnet operer med en opdeling
mellem, på den ene side, tilladelser baseret på misdannelser og genfejl, og tilladel-
ser baseret på den gravides forhold. At det angiveligt er lettere at få tilladelse, når
der er tale om misdannelser og genfejl kan ses som en vægtning af et hensyn til
fosteret eller samfundet (eugenik). Det samme kan det forhold, at det er sværere at
få tilladelse ved sociale forhold, idet det kan bero på en bedømmelse af, at barnet
selv ved meget problematiske sociale forhold i princippet kan få et godt liv i en an-
den familie. Spørgsmålet er så, om det er fair, at hensynet til fosteret på den måde
prioriteres på bekostning af hensynet til den gravides selvbestemmelse. Hvis man
ikke mener, at en sådan afvejning er forsvarlig, kan det tale for at udjævne forskel-
len på medicinsk og social indikation, sådan så det enten bliver lettere at få abort
på social indikation eller sværere at få abort på medicinsk indikation. I princippet
behøver en sådan ændring ikke engang at bero på en opprioritering af hensynet til
den gravide, idet den også kan bero på en ændret forståelse af, hvad der er i bar-
nets interesse, sådan så man tillægger barnets interesse i at undgå udfordrende
sociale forhold en større vægt, end det er tilfældet i dag.
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
70
I tæt tilknytning til spørgsmålet om samrådenes grundlag, kan det også diskuteres,
om deres praksis er klar, forudsigelig og gennemsigtig nok. Som det fremgik af
afsnittet om menneskerettighederne, er menneskerettighederne forenelige med
både en liberal og restriktiv abortlovgivning, men når der foreligger en abortlovgiv-
ning, kræver de, at den afledte praksis er klar, forudsigelig og gennemsigtig. Og
et kritikpunkt af abortrådenes praksis har netop været, at den ikke er forudsigelig
og gennemsigtig (eller har hjemmel i lovgivningen) (henvisninger). Umiddelbart
giver den manglende hjemmel anledning til at ændre praksis, så den stemmer med
lovgivningen, men det mere fundamentale og langsigtede etiske spørgsmål er, om
det er det, man bør gøre, eller man snarere bør ændre lovgivningen, så den pas-
ser til praksis. Og her afhænger svaret af, hvordan man vægter de underliggende
hensyn. På samme vis er der også et spørgsmål om, i hvilken grad en positivliste
vil kunne afhjælpe problemet med forudsigelighed. På den ene side er det klart, at
den vil kunne give gravide en ide om, hvilken vægt de kan forvente, at bestemte
faktorer vil blive tillagt i en godkendelsesproces. Omvendt kan en positivliste også
risikere at have en stigmatiserende virkning overfor de personer, hvis træk eller
sygdomme fremgår af listen, ligesom den kan give et falsk indtryk af, at det at
opfylde nogle af betingelserne automatisk giver tilladelse til abort, selv om der altid
vil være tale om en samlet, konkret vurdering.88
Endelig blev der i rådets udtalelse
fra 2007 også argumenteret for, at det rent klinisk kan være en meget vanskelig
opgave at udforme og revidere en positivliste. I 2007 foreslog rådet i stedet, at
Abortankenævnet udformede en række retningsvisende eksempler, som kunne
fungere som en vejledning til, hvad man kan forvente, selv om det også understre-
gede vigtigheden af, at en sådan vejledning ikke bør udvikle sig til en intern regel,
der ophæver eller begrænser det individuelle skøn.89
Hvordan bør 15-17-åriges ønske om abort håndteres?
Hvad angår håndteringen af 15- til 17-åriges ønske om abort, kan et argument for
at fastholde den nuværende ordning med godkendelse fra forældremyndighedens
indehaver være, at 15- til 17-årige ikke er modne nok til at tage stilling til et så stort
og kompliceret spørgsmål som abort. De har tværtimod brug for, at nogle andre
hjælper og støtter dem ved at tage den endelige beslutning på deres vegne, selv
om det selvfølgelig helst skal ske i dialog med den unge.
Omvendt kan et argument for at lade 15- til 17-årige selv bestemme være, at de
rent faktisk er modne og selvstændige nok til at forholde sig til et spørgsmål som
abort. Især hvis de også har let adgang til uvildig støtte og vejledning. Samtidig
kan et argument også lyde, at der er noget selvmodsigende ved at 15- til 17-årige
ikke selv kan bestemme, om de vil have abort, når den seksuelle lavalder er 15 år
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
71
og 15-årige selv kan henvende sig til deres læge med henblik på at få udleveret
præventionsmidler uden at forældremyndighedens indehaver er klar over det eller
skal godkende det. Her er tanken altså, at hvis man er moden nok til ikke blot at
beslutte, om man vi have sex eller ej, men også til at beslutte, om man vil beskytte
sig mod konsekvenserne af sex eller ej ved at gøre brug af prævention, så er man
også moden nok til at beslutte, om man vil have en abort eller ej, hvis man skulle
blive gravid. Man kan også pege på, at det ifølge Sundhedslovens § 17 i alminde-
lighed er sådan, at en patient, der er fyldt 15 år, selv kan give informeret samtykke
til behandling, samtidig med at forældremyndighedens indehaver skal have infor-
mation og inddrages i den mindreåriges beslutning. Det er altså et velkendt princip
og en problemstilling, sundhedspersonalet er vant til at håndtere.
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
72
Noter
1. 
Se Eventuel ændring af abortgrænsen (2007). https://nationaltcenterforetik.dk/etiske-temaer/
abort-og-fosterdiagnostik/2007/evt-aendring-af-abortgraensen-2007. I 2014 udgav rådets davæ-
rende formand, Jakob Birkler, også Bogen om provokeret abort: Perspektiver og udfordringer.
2. 
Se rådets Etik og sprogbrug – fra vugge til grav (2012) for mere om sproget betydning for etiske
diskussioner: https://nationaltcenterforetik.dk/etiske-temaer/indretning-af-sundhedsvaese-
net/2012/etik-og-sprogbrug-fra-vugge-til-grav
3. 
S. 17, Det Etiske Råd: Brugen af Kaliumindsprøjtning ved sene aborter i det danske sundheds-
væsen. https://nationaltcenterforetik.dk/Media/637872629898054479/2013-05-21-Brugen-af-kali-
umindsproejtning-ved-sene-aborter-i-det-danske-sundhedsvaesen.pdf
4. https://static1.squarespace.com/static/5467abcce4b056d72594db79/t/548e08cee4b06f8a5b-
8130d7/1418594510349/14-11-29+Ab+med+guide+14.pdf

https://www.plannedparenthood.org/uploads/filer_public/42/8a/428ab2ad-3798-4e3d-8a9f-
213203f0af65/191011-the-facts-on-mifepristone-d01.pdf
5. https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/kvindesygdomme/sygdomme/abort/medi-
cinsk-abort/
6. 
S. 4 https://nationaltcenterforetik.dk/Media/637872629898054479/2013-05-21-Brugen-af-kalium-
indsproejtning-ved-sene-aborter-i-det-danske-sundhedsvaesen.pdf
7. Ibid.
8. 
Ibid. Se også https://smer.se/wp-content/uploads/2019/02/Smer-2019.1-Livstecken-efter-sen-
abort-1.pdf
9. https://politiken.dk/indland/art9344170/Jordemoder-forklarer-proceduren-ved-en-sen-abort
10. 
Se Dansk Selskab for Gynækologi og Obstetriks guidelines for 2. trimester abort: ht-
tps://static1.squarespace.com/static/5467abcce4b056d72594db79/t/63b577cc28
2e257405196148/1672837069855/2.trimester+abort.pdf
11. 
Se Schoenwolf et al. (2012): Larsens Human Embryologi. FADLs Forlag
12. https://www.rcog.org.uk/media/xujjh2hj/rcogfetalawarenesswpr0610.pdf
13. 
Se fx Derbyshire & Bockmann (2020): ‘Reconsidering Fetal Pain’, i Journal of Medical Ethics:
https://jme.bmj.com/content/46/1/3
14. https://www.rcog.org.uk/media/gdtnncdk/rcog-fetal-awareness-evidence-review-dec-2022.pdf
15. 
De forskellige forståelser og begrundelser er beskrevet endnu mere udførligt i rådets udtalelse
Eventuel ændring af abortgrænsen fra 2007. https://nationaltcenterforetik.dk/etiske-temaer/
abort-og-fosterdiagnostik/2007/evt-aendring-af-abortgraensen-2007
16. 
Ibid. s. 8f.
17. 
S. x
18. https://menneskeret.dk/udgivelser/abort-menneskeretligt-perspektiv
19. 
s. 13.
20. 
S. 11.
21. 
S. 23
22. 
S. 12
23. 
https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2019/903. Se også Janne Rothmar Herrmann (2008): Rets-
beskyttelsen af foster og befrugtede æg – Om håndteringen af retlige hybrider.
24. 
S. 23 og 28. https://apps.who.int/iris/bitstream/handle/10665/349316/9789240039483-eng.pdf?-
sequence=1&isAllowed=y
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
73
25. 
https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2023/Abort/1-Abort_Hvis_du_er_i_tvivl.ashx?sc_
lang=da&hash=7D8332EBAA0A98525C3D6DC3686B386C
26. 
https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2023/Abort/2-Abort_Saadan_kommer_du_igennem.ashx
27. 
Sundhedsloven (retsinformation.dk)
28. 
For at en undersøgelse kan karakteriseres som diagnostisk, må undersøgelsesresultatet (diag-
nosen) være så sikker, at det kan danne grundlag for en beslutning om intervention (fx i form af
behandling eller abort). Diagnostiske undersøgelser af fosterrepræsentativt væv fra en fostervand-
sprøve eller moderkagebiopsi er, hvis de udføres i et kvalitetssikret regi, af meget høj diagnostisk
sikkerhed.
29. 
Ultralydskanning i graviditeten - Patienthåndbogen på sundhed.dk
30. 
Trisomi betegner det tilfælde, hvor der i hver celler findes en ekstra kopi af et bestemt kromosom.
31. 
Retningslinjer for fosterdiagnostik - prænatal information, risikovurdering, rådgivning og diagno-
stik - Sundhedsstyrelsen
32. 
Retningslinjer for fosterdiagnostik - prænatal information, risikovurdering, rådgivning og diagno-
stik - Sundhedsstyrelsen
33. 
https://www.rigshospitalet.dk/undersoegelse-og-behandling/find-undersoegelse-og-behandling/
Sider/Moderkageproeve-og-fostervandsproeve-30064.aspx
34. https://danskelove.dk/autorisationsloven
35. 
Mette Hartlev, Ulla Hybel og Peter Bak Mortensen, Sundhed og jura – Sundhedsretslige perspek-
tiver på sundhedsvæsen, sundhedspersoner og patientrettigheder, Jurist- og Økonomiforbundets
Forlag, 2013.
36. 
Retningslinjer for fosterdiagnostik - prænatal information, risikovurdering, rådgivning og diagno-
stik - Sundhedsstyrelsen
37. 
Fosterdiagnostik - Sundhedsstyrelsen
38. https://www.sst.dk/da/udgivelser/2017/gravid---undersoegelser-af-fostret
39. https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/1994/60310
40. 
EVITA TEST – THE RISK-FREE CHROMOSOME ANALYSIS
41. https://static1.squarespace.com/static/5d8120d60fe9717b4299a867/t/5dd453071ea0477021df-
7be6/1574195985916/Koensbestemmelse_af_fostre_ved_ultralydsscanning_Final_versi-
on_23-1-2015+_+15-9-2015.pdf
42. https://babyscreen.dk/produkt/gender-reveal-hjemmeproeve/
43. 
Uttalelse, Fosterdiagnostikk i utlandet og personvern (bioteknologiradet.no)
44. 
Formænd for etiske råd: Hvem vil vi gerne dele dna-data med? - politiken.dk
45. https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2020/Fosterdiagnostik/Retningslinjer-for-fosterdiagnostik.
ashx
46. 
https://evitatest.com/da/faa-svar/
47. https://www.graviditetsscanning.dk/NiftyTest
48. https://www.sundhed.dk/
49. https://www.varusfod.dk/
50. https://down.dk/
51. https://ugeskriftet.dk/videnskab/sundhedsstyrelsens-informationspjece-til-gravide-medforer-utryg-
hed
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
74
52. https://uniavisen.dk/videnskabet-er-information-svaret-paa-etiske-spoergsmaal/
53. 
Fremtidens fosterdiagnostik | Nationalt Center for Etik
54. https://www.fagperson.auh.dk/afdelinger/klinisk-genetisk-afdeling/dccr/
55. https://down.dk/om-downs-syndrom/
56. 
https://www.dr.dk/nyheder/indland/flere-downs-boern-i-andre-lande
57. https://www.information.dk/debat/2017/12/danmark-sorterer-fostre-stoerste-selvfoelgelighed
58. henvisning
59. 
S. 26 https://stpk.dk/media/q5ofmpue/abortanken%C3%A6vnet-2019.pdf
60. 
S. 194
61. 
S. 35 https://stpk.dk/media/lvplozbr/abortankenvnets_rsberetning_2016.pdf
62. 
S. 195
63. 
S. 195
64. 
S. 26 https://stpk.dk/media/dgnbpoiu/abortanken%C3%A6vnets-%C3%A5rsberetning-2021.pdf
65. 
S. 197
66. 
S. 45 https://stpk.dk/media/lvplozbr/abortankenvnets_rsberetning_2016.pdf
67. 
https://sundhedsdatastyrelsen.dk/da/nyheder/2019/aborter18_05042019
68. s.7:https://stpk.dk/media/dgnbpoiu/abortanken%C3%A6vnets-%C3%A5rsberetning-2021.pdf
69. 
Ibid. s. 8
70. 
Ibid. s. 9
71. 
Ibid. s. 11
72. https://stpk.dk/media/ucylw4qk/abortanken%C3%A6vnet-%C3%A5rsberetning-2020.pdf
73. 
Ibid. s. 8
74. 
Ibid. s. 13.
75. 
Ibid. s. 11.
76. 
s. 14: https://stpk.dk/media/dgnbpoiu/abortanken%C3%A6vnets-%C3%A5rsberetning-2021.pdf
77. 
https://ugeskriftet.dk/bfl/tidsgraensen-legal-provokeret-abort-bor-revideres
78. https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/35819201/
79. https://lagen.nu/sou/2005:90#S4
80. https://www.socialstyrelsen.se/statistik-och-data/statistik/alla-statistikamnen/aborter/
81. 
Termination of Pregnancy Act No 43 2019.pdf (government.is)
82. 
https://thl.fi/en/web/thlfi-en/statistics-and-data/statistics-by-topic/sexual-and-reproductive-health/
abortions/induced-abortions-in-the-nordic-countries
83. https://abort-report.eu/statistics/iceland/
84. 
https://www.fhi.no/op/abortregisteret/abort---fakta-med-statistikk/#fleirtalet-av-svangerskapsav-
brot-skjer-i-lpet-av-dei-fyrste-8-vekene
Det Etiske Råd Provokeret abort: Hvor skal grænsen gå?
75
85. https://www.regjeringen.no/no/dep/hod/org/styrer-rad-og-utvalg/abortutvalget/id2920246/
86. https://www.gov.uk/government/statistics/abortion-statistics-for-england-and-wales-2021/aborti-
on-statistics-england-and-wales-2021 . Som noget særligt er aborten i teorien ikke fri i Storbritan-
nien, idet aborten skal godkendes af to læger, som vurderer, at den lever op til mindst en af de
syv grunde, som kan give tilladelse til abort. Grundene minder meget om dem, der findes i den
danske abortlovgivning, men i Storbritannien har der udviklet sig en praksis, så det næsten er
umuligt ikke at opfylde én af grundene. Således udføres 98% af aborterne under ’Ground C’ som
siger, at man kan få tilladelse til abort, hvis “the pregnancy has NOT exceeded its 24th week and
that the continuance of the pregnancy would involve risk, greater than if the pregnancy were ter-
minated, of injury to the physical or mental health of the pregnant woman”. 99,9% af tilladelserne
med henvisning til Ground C var i 2021 baseret på risiko for kvindens ’mental health’.
87. 
https://assets.publishing.service.gov.uk/government/uploads/system/uploads/attachment_data/
file/1145747/Abortion-statistics-2021-data-tables-revision-March2023.ods
88. 
Rapporten fra 2007, s. x
89. 
Ørestads Boulevard 5
2300 København S
dketik@dketik.dk
nationaltcenterforetik.dk