INU alm. del - svar på MFU spm. 31 om, på hvilket grundlag Indenrigs- og Sundhedsministeriet uden en lovændring eller nye traktater o.l., på egen hånd kan genfortolke Danmarks internationale forpligtelser i relation til juridisk kønsskifte for mindreårige m.v.

Side 1/4
Besvarelse af spørgsmål nr. 31 (Alm. del) fra Folketingets Indenrigsud-
valg
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 31 (Alm. del), som Folketingets
Indenrigsudvalg har stillet til justitsministeren den 18. august 2023. Spørgs-
målet er stillet efter ønske fra ikkemedlem af udvalget (MFU) Mikkel Bjørn
(DF).
Peter Hummelgaard
/
Christian Fuglsang
Folketinget
Indenrigsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Dato: 15. september 2023
Kontor: Stats- og Menneskerets-
kontoret
Sagsbeh: Tobias Peter Jessen
Sagsnr.: 2023-0032/46-0014
Dok.: 2948162
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Offentligt
INU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 31
Indenrigsudvalget 2022-23 (2. samling)
Side 2/4
Spørgsmål nr. 31 (Alm. del) fra Folketingets Indenrigsudvalg:
”Vil ministeren redegøre detaljeret for, på hvilket grundlag In-
denrigs- og Sundhedsministeriet uden en lovændring eller nye
traktater o.l., på egen hånd kan genfortolke Danmarks internati-
onale forpligtelser i relation til juridisk kønsskifte for mindre-
årige og på den baggrund ændre sin juridiske praksis? Der hen-
vises til Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev til Indenrigs-
udvalget af 11. august 2023, jf. INU alm. del – bilag 37.”
Svar:
1. Det fremgår af CPR-lovens § 3, stk. 7, 3. pkt., at det er en betingelse for
at blive tildelt et nyt personnummer i overensstemmelse med det oplevede
køn (juridisk kønsskifte), at den pågældende person på ansøgningstidspunk-
tet er fyldt 18 år.
Der er i spørgsmålet henvist til indenrigs- og sundhedsministerens brev til
Folketingets Indenrigsudvalg af 11. august 2023 vedrørende juridisk køns-
skifte for mindreårige (Indenrigsudvalget 2022-23 (2. samling) (Alm. del) –
bilag 37). Det fremgår bl.a. af brevet – under henvisning til rapporten fra
den tværministerielle arbejdsgruppe for LGBTI fra august 2020 – at det efter
Justitsministeriets opfattelse kan følge af Danmarks internationale forplig-
telser efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) arti-
kel 8, at en mindreårig – uanset ordlyden af CPR-lovens § 3, stk. 7, 3. pkt.
– kan have adgang til juridisk kønsskifte. Indenrigs- og Sundhedsministeriet
vil derfor, når ministeriet modtager en ansøgning om juridisk kønsskifte,
undersøge i hvert enkelt tilfælde, om den pågældende på baggrund af Dan-
marks internationale forpligtelser har ret til juridisk kønsskifte, uanset ansø-
geren ikke måtte være fyldt 18 år.
I lyset af heraf har Justitsministeriet forstået spørgsmålet således, at der
spørges til betydningen af EMRK i situationer, hvor der foreligger en kon-
flikt mellem Danmarks forpligtelser efter EMRK og dansk ret.
2. Justitsministeriet kan generelt oplyse, at EMRK – der har været folkeret-
ligt bindende for Danmark siden 1953 – blev inkorporeret i dansk ret ved
lov nr. 285 af 29. april 1992. Af bemærkningerne til lov om Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention (L 230 af 19. februar 1992), pkt. 4.3.1, jf.
Folketingstidende 1991-92, tillæg A, spalte 5421-5476, fremgår bl.a. føl-
gende:
Side 3/4
”Som nævnt i afsnit 4.2. er konventionen principielt allerede
gennemført i dansk ret ved omskrivning og konstatering af
normharmoni, og det fremgår af betænkningen, at det har ligget
udvalget stærk på sinde at fremhæve vigtigheden og nødvendig-
heden af, at man i lovgivningsproceduren også i fremtiden gør
sig klart, om et lovforslag kommer i strid med konventionskom-
plekset. Udvalget har endvidere fundet at burde fremhæve, at
det først og fremmest tilkommer lovgivningsmagten at ændre
relevante lovbestemmelser, når der træffes nye afgørelser af
konventionsorganerne. Den tradition, som der nærmere er rede-
gjort for i betænkningens kapitel 4, hvorefter regeringen frem-
sætter nødvendige lovforslag til opfyldelse af konventionsfor-
pligtelser som afklaret i Domstolens praksis, bør videreføres.
Kun hvis disse forudsætninger opfyldes løbende, kan man efter
udvalgets opfattelse fastholde, at domstole og andre retsanven-
dende myndigheder kan gå ud fra en formodning om, at lovgiv-
ningen er forenelig med konventionskomplekset.
Udvalget har således ikke forestillet sig, at domstole og andre
retsanvendende myndigheder særlig ofte vil blive stillet over for
at skulle tage stilling til en virkelig konflikt mellem en lov- og
en konventionsbestemmelse. Formålet med en inkorporering er
imidlertid at gøre det klart, at en sådan konflikt erkendes som en
mulighed af lovgivningsmagten, og at det er ønsket, at de rets-
anvendende myndigheder ikke skal føle sig forpligtet til at
træffe afgørelser i strid med konventionskomplekset, f.eks. fordi
en lov ikke giver en domstol kompetence til at træffe en afgø-
relse, der kræves efter konventionens artikel 5, eller fordi en lov
er formuleret generelt uden at tage hensyn til, at anvendelsen i
en konkret situation kan komme strid med f.eks. konventionens
artikel 3 eller artikel 8.
Loven skal navnlig danne grundlag for, at domstolene og andre
retsanvendende myndigheder løbende kan tage hensyn til nyere
praksis fra konventionsorganerne, som lovgivningsmagten ikke
har haft adgang til at tage stilling til.”
Der kan i forlængelse heraf henvises til betænkning nr. 1546/2014 om in-
korporering mv. inden for menneskeretsområdet, afsnit 5 om retsvirknin-
gerne af en inkorporering, hvoraf følgende bl.a. fremgår:
”Ved en inkorporering af konventionen ved lov får domstolene
og andre retsanvendende myndigheder et lovbestemt grundlag
for at undlade at anvende en anden bestemmelse i dansk lovgiv-
ning i øvrigt, der må anses for at være i strid med en konventi-
onsbestemmelse. Det er bl.a. tilfældet i forhold til Den Europæ-
iske Menneskerettighedskonvention. Allerede som følge af
Side 4/4
inddragelsen af menneskerettigheder i lovgivningsprocessen, jf.
afsnit 4 ovenfor, må det forventes, at sådanne situationer kun vil
opstå helt undtagelsesvis. Den praktiske betydning af inkorpo-
rering ligger snarere i, at en inkorporering kan medføre, at den
pågældende konvention oftere tages i brug i forbindelse med be-
handlingen af konkrete sager.
[…]
De danske domstole har efter inkorporeringen af Den Europæi-
ske Menneskerettighedskonvention fastholdt den balance mel-
lem lovgivningsmagten og domstolene, som allerede forud for
inkorporeringen var fastslået i Højesterets praksis. Der findes
således eksempler på, at domstolene efter inkorporeringen har
henskudt generelle spørgsmål til lovgivningsmagten, ligesom
der er eksempler på, at domstolene har afvist at anvende en kon-
vention som følge af, at der ikke har været tilstrækkeligt grund-
lag for en given fortolkning eller tvivl om en given fortolkning.”
Der kan i øvrigt henvises til Højesterets dom af 16. november 2020, sag BS-
47957/2019-HJR, som omhandlede forholdet mellem adoptionslovens § 15,
1. pkt., og EMRK artikel 8. Baggrunden herfor var, at adoptionslovens § 15,
1. pkt., indebærer et ubetinget forbud mod adoption, hvis nogen, der skal
give samtykke til adoption, modtager betaling, mens det af praksis fra Den
Europæiske Menneskerettighedsdomstol følger, at der i hver enkelt sag om
adoption skal foretages en konkret vurdering, bl.a. med inddragelse af, hvad
der er bedst for det pågældende barn.
Det fremgår bl.a. af dommen, at der på den baggrund er behov for, at lov-
givningsmagten tager bestemmelsen i adoptionslovens § 15 op til overve-
jelse. Højesteret udtalte endvidere, at der – indtil der måtte foreligge en ny
regulering – skal foretages en konkret vurdering af, om afslag på stedbarns-
adoption vil være i strid med EMRK artikel 8.