Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, fra ministeren for sundhed og forebyggelse

Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M sum@sum.dk
W sum.dk
Dato: 11. juli 2014
Enhed: Primær Sundhed
Sagsbeh.: SUMSBPE
Sags nr.: 1300459
Dok. nr.: 1500270
Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang i psykiatrien
Hermed fremsendes til udvalgenes orientering udkast til forslag til lov om an-
vendelse af tvang i psykiatrien, som er sendt i høring dags dato. Høringsliste
og høringsbrev vedlægges.
Partierne vil blive indkaldt til en drøftelse af lovforslaget efter høringsperiodens
udløb.
Med venlig hilsen
Nick Hækkerup / Susanne Beck Petersen
Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg
Tilsynet i henhold til grundlovens § 71
. / .
Tilsynet i henhold til grundlovens § 71 2013-14
§71 Alm.del Bilag 93
Offentligt


Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M sum@sum.dk
W sum.dk
Dato: 11. juli 2014
Enhed: Primær Sundhed
Sagsbeh.: SUMSBPE
Sags nr.: 1300459
Dok. nr.: 1500239
Høring over udkast til forslag til lov om ændring af lov om anven-
delse af tvang i psykiatrien
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse fremsender hermed udkast til forslag
til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien (Revision af
psykiatriloven, præcisering af mindreåriges retsstilling, ny formålsbestemmel-
se, forhåndstilkendegivelser, skærpede kriterier for tvangsfiksering og tvangs-
behandling, revision af bestemmelserne om tvungen opfølgning efter udskriv-
ning og oppegående tvangsfiksering, ændring af kriterierne i § 19 a for under-
søgelse af post, patientstuer og ejendele samt kropsvisitation m.v.).
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse skal anmode om at modtage eventu-
elle bemærkninger snarest muligt og senest fredag den 29. august 2014. Hø-
ringssvarene bedes sendt pr. e-mail til: sum@sum.dk med kopi til
sbpe@sum.dk.
Eventuelle spørgsmål til udkastet kan rettes til undertegnede på sum@sum.dk
med kopi til sbpe@sum.dk.
Med venlig hilsen
Susanne Beck Petersen
Til adressaterne på den vedlagte høringsliste
Tilsynet i henhold til grundlovens § 71 2013-14
§71 Alm.del Bilag 93
Offentligt


UDKAST
Forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psy-
kiatrien
(Revision af psykiatriloven, præcisering af mindreåriges retsstilling, ny formålsbe-
stemmelse, forhåndstilkendegivelser, skærpede kriterier for tvangsfiksering og
tvangsbehandling, revision af bestemmelserne om tvungen opfølgning efter ud-
skrivning og oppegående tvangsfiksering, ændring af kriterierne i § 19 a for under-
søgelse af post, patientstuer og ejendele samt kropsvisitation m.v.)
§ 1
I lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf. lovbekendtgørelse nr. 1729 af 2. de-
cember 2010 foretages følgende ændringer:
1. § 1 affattes således:
»§ 1. Indlæggelse ophold og behandling på psykiatrisk afdeling sker på baggrund
af informeret samtykke efter reglerne i kapitel 5 i sundhedsloven, med mindre an-
det følger af denne lov.
Stk. 2. Frihedsberøvelse og anvendelse af anden tvang i forbindelse med indlæg-
gelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling må kun finde sted efter regler-
ne i denne lov.
Stk. 3. Ved tvang forstås i denne lov anvendelse af foranstaltninger, for hvilke der
ikke foreligger et informeret samtykke, jf. kapitel 5 i sundhedsloven.
Stk. 4. Tvang foreligger ikke i de tilfælde, hvor sundhedspersonen efter en indivi-
duel vurdering skønner, at en patient under 18 år ikke selv er i stand til at forstå
konsekvenserne af sin stillingtagen, og der foreligger informeret samtykke fra for-
ældremyndighedens indehaver.
Stk. 5. For patienter, der er omfattet af stk. 4 eller varigt mangler evnen til at give et
informeret samtykke, skal der ikke forsøges indhentet et samtykke fra forældre-
myndighedens indehaver, værgen eller de nærmeste pårørende, hvis omgående
gennemførelse af en foranstaltning i henhold til denne lov er nødvendig for at af-
værge, at en patient
1) udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme
eller helbred eller
2) øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.
Forældremyndighedens indehaver, værgen eller de nærmeste pårørende skal
efterfølgende orienteres herom.«
2. § 2 affattes således:
»§ 2. Formålet med loven er at sikre, at iværksættelse og gennemførelse af tvang
efter denne lov sker i overensstemmelse med grundlæggende retssikkerhedsprin-
cipper. Formålet med loven er endvidere at sikre, at også i de tilfælde, hvor ind-
læggelse, ophold og behandling sker uden patientens samtykke, skal det i videst
mulige omfang ske som led i at understøtte patientens muligheder for at komme
sig. Endelig er formålet med loven at sikre, at tvangsanvendelse efter reglerne i
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse
Enhed: Primær Sundhed
Sagsbeh.: SUMSBPE
Sags nr.: 1300459
Dok. Nr.: 1499893
Dato: 11. juli 2014
Tilsynet i henhold til grundlovens § 71 2013-14
§71 Alm.del Bilag 93
Offentligt
Side 2
denne lov i videst mulige omfang tager udgangspunkt i patientens behov og udfø-
res med respekt for patienten og dennes værdighed.
Stk. 2. Tvang må aldrig erstatte omsorg, behandling og pleje.
Stk. 3. Patienten skal, henset til formålet med indlæggelsen og den enkeltes til-
stand, have mulighed for i videst mulige omfang selv at træffe beslutninger.
Stk. 4. Der skal tages størst mulige hensyn til den enkeltes livssyn og kulturelle
baggrund.
Stk. 5. Med henblik på i videst muligt omfang at forebygge anvendelse af tvang
skal sygehusmyndigheden tilbyde sygehusophold, behandling, pleje og omsorg,
som svarer til god psykiatrisk sygehusstandard, herunder med hensyn til de byg-
ningsmæssige forhold, senge- og personalenormering, personalets kompetencer,
politikker i relation til patienter og pårørende, mulighed for udendørs ophold samt
beskæftigelses-, uddannelses- og andre aktivitetstilbud.«
3. I § 3, stk. 3, 1. pkt., ændres »vejledes« til: »inddrages og høres«.
4. I § 3 indsættes som stk. 4-6:
»Stk. 4. I forbindelse med indlæggelsessamtalen skal patienten høres om eventu-
elle præferencer i forhold til behandlingen, herunder hvis anvendelse af tvang
kommer på tale. Er det på grund af patientens tilstand efter en lægefaglig vurdering
ikke muligt at indhente en sådan forhåndstilkendegivelse ved indlæggelsen, skal
det ske snarest muligt herefter.
Stk.5. Eventuelle forhåndstilkendegivelser fra patienten vedrørende dennes be-
handling under indlæggelsen, herunder behandling uden samtykke, skal fremgå af
patientjournalen og i videst mulige omfang inddrages i behandlingsplanen.
Stk. 6. I forbindelse med indlæggelsessamtalen tages sammen med patienten
stilling til inddragelse af pårørende eller andre i patientens netværk i behandlings-
forløbet. Er det på grund af patientens tilstand efter en lægefaglig vurdering ikke
muligt at indhente sådanne oplysninger ved indlæggelsen, skal det ske snarest
muligt herefter.«
5. I § 4 a indsættes efter »§ 10 a, stk. 1, 1. pkt.,«: »§ 11,«, og »§ 15, stk. 2« æn-
dres til: »§ 15, stk. 1 og 2«.
6. I § 11 indsættes efter »Når«: »overlægen finder, at«.
7. I § 12, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»Behandlingen skal endvidere ske i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens
til enhver tid gældende vejledninger vedrørende behandling med antipsykotiske
lægemidler.«
8. I § 12 indsættes efter stk. 2 som nye stykker:
»Stk. 3. Behandling uden patientens samtykke skal være i overensstemmelse med
faglig anerkendt standard og forsvarlig klinisk praksis på det psykiatriske område.
Stk. 4. Hvis patienten ikke giver samtykke til behandling, skal der tages stilling til,
om der kan tilbydes andre tiltag som alternativ til den behandling, patienten ikke
samtykker til, herunder f. eks. om patienten vil give samtykke til en anden medi-
cinsk behandling end den foreslåede.«
Stk. 3-6 bliver herefter stk. 5-8.
Side 3
9. § 14, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Tvangsfiksering må kun anvendes kortvarigt og i det omfang, det er nød-
vendigt for at afværge, at en patient:
1. udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme
eller helbred,
2. forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller
3. øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.«.
10. I § 14 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Patienten kan tvangsfikseres i længere tid end angivet i § 14, stk. 2, hvis
der er væsentlige grunde til det, herunder hensynet til patientens eller andres liv,
førlighed og sikkerhed.«
11. I § 15, stk. 1, ændres »en læge« til: »overlægen«.
12. § 18 c, stk. 5, 3. pkt., affattes således:
»Ansøgningen til Sundhedsstyrelsen skal indeholde en erklæring fra den ledende
overlæge eller dennes stedfortræder, som på grundlag af sin undersøgelse af pati-
enten vurderer, at anvendelse af oppegående tvangsfiksering er nødvendig.«
13. I § 18 c, stk. 5, indsættes som 4. pkt.:
»I ansøgningen til Sundhedsstyrelsen kan den ledende overlæge eller dennes
stedfortræder samtidig anmode om Sundhedsstyrelsens tilladelse til at anvende
oppegående tvangsfiksering i ansøgningsperioden, såfremt det skønnes nødven-
digt af hensyn til patientens psykiske og legemlige tilstand.«
14. I § 18 c, stk. 6, 1. pkt., udgår: »i op til 6 måneder ad gangen«.
15. I § 18 c indsættes som stk. 8:
»Stk. 8. Sundhedsstyrelsen og Det særlig sagkyndige råd aflægger én gang om
året besøg på Sikringsafdelingen og tilser de patienter, der er eller i året forud har
været underlagt oppegående tvangsfiksering.«
16. § 19 affattes således:
»§ 19. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter regler om anvendelse af
tvang i henhold til lovens kapitel 5.«
17. Overskriften før § 19 a affattes således:
»Undersøgelse af post, patientstuer og ejendele samt kropsvisitation m.v.«
18. § 19 a affattes således:
Ȥ 19 a. Ved mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler eller farlige genstan-
de i afdelingen, kan overlægen, med henblik på at sikre at disse ikke er blevet ind-
ført eller vil blive forsøgt indført til en eller flere patienter i afdelingen, uden rets-
kendelse beslutte:
1) at en patients post skal åbnes og kontrolleres,
2) at en patients stue og ejendele skal undersøges, eller
3) at der skal foretages kropsvisitation af en patient.
Stk. 2. Kropsvisitation efter stk. 1, nr. 3, omfatter ikke undersøgelse af kroppens
hulrum.
Side 4
Stk. 3. Undersøgelse af patientens post og patientens stue samt ejendele skal så
vidt muligt foretages i patientens nærvær.
Stk. 4. Overlægen kan beslutte, at medikamenter, rusmidler og farlige genstande,
som bliver fundet ved indgreb efter stk. 1, tages i bevaring. Overlægen kan overla-
de til politiet at afgøre, om medikamenter, rusmidler og farlige genstande besiddes
i strid med den almindelige lovgivning, herunder lovgivningen om euforiserende
stoffer og lovgivningen om våben m.v.
Stk. 5. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter regler om undersøgelse
af post, patientstuer og ejendele samt kropsvisitation m.v.«
19. I § 20, stk. 1, 2. pkt. indsættes efter »§ 18«: »samt indgreb, som nævnt i denne
lov, der anvendes over for mindreårige, hvor forældremyndighedens indehaver, jf.
§ 1, stk. 4, giver informeret samtykke på den mindreåriges vegne, og hvor den
mindreårige ikke selv er enig i tiltaget.«
20. § 21, stk. 1, affattes således:
»Stk. 1. Overlægen har til stadighed ansvaret for, at frihedsberøvelse og anvendel-
se af anden tvang efter reglerne i denne lov ikke anvendes i videre omfang end
nødvendigt.«
21. I § 21, stk. 4, ændres »4 gange i døgnet« til: »3 gange i døgnet«.
22. I § 21, stk. 5, ændres »48 timer« til: »24 timer«.
23. § 21, stk.7, affattes således:
»Stk. 7. Så længe en oppegående tvangsfiksering, jf. § 18 c, opretholdes, skal den
behandlingsansvarlige overlæge eller dennes stedfortræder med passende inter-
valler og mindst én gang om måneden foretage fornyet vurdering af spørgsmålet
om fortsat anvendelse af oppegående tvangsfiksering. Beslutningen om oppegå-
ende tvangsfiksering skal indgå i patientens behandlingsplan.«
24. § 21, stk. 8, ophæves.
25. Efter § 21 indsættes:
»§ 21 a. Overlægen har ansvaret for, at en tvangsfiksering, der udstrækkes i læn-
gere tid end 30 dage, indberettes til Sundhedsstyrelsen.
Stk. 2. Indberetningen skal sendes til Sundhedsstyrelsen senest tre dage efter, at
tvangsfikseringen af patienten har overskredet 30 sammenhængende dage.«
26. I § 24, stk. 1, indsættes efter »anvendelse af fysisk magt,«: «indgivelse af et
beroligende middel med magt,».
27. I § 27, 2. pkt., ændres »af lægelige grunde« til: »i henhold til sundhedslovens §
37, stk. 3,«.
28. I § 34, stk. 1, indsættes efter 2. pkt.:
»Lægeforeningen skal så vidt muligt indstille læger, der er speciallæger i psyki-
atri.«
29. I § 38, stk. 1, indsættes efter »anvendelse af fysisk magt,«: «indgivelse af et
beroligende middel med magt,».
Side 5
30. § 40, stk.3, 2. pkt., affattes således:
»Det gælder dog ikke §§ 5-11, § 13 d, § 13 e, § 21, stk. 2, og bestemmelserne i
kapitel 10 om klageadgang og domstolsprøvelse med hensyn til afgørelser om
tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel og tvungen opfølgning
efter udskrivning.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2015.
§ 3
Efter en forsøgsperiode på 4 år med tvungen opfølgning efter udskrivning, frem-
sætter ministeren for sundhed og forebyggelse i folketingsåret 2018-19 forslag om
revision af loven.
§ 4
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 1 kan ved kongelig anord-
ning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de færø-
ske forhold tilsiger.
Side 6
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets baggrund
2.1. Rapporten fra regeringens udvalg om psykiatri.
2.2. Regeringens plan for psykiatri
2.3. Danske Regioners rapport ”Retspsykiatri – kvalitet og sikkerhed”.
3. Lovforslaget
3.1. Lovens område og fastlæggelse af mindreårige psykiatriske patienters ret-
tigheder.
3.1.1.Gældende ret
3.1.2.Overvejelser om mindreårige psykiatriske patienters rettigheder
3.1.3.Den foreslåede ordning
3.2. Formålsbestemmelse
3.2.1.Gældende ret
3.2.2.Overvejelser om formålsbestemmelse
3.2.3.Den foreslåede ordning
3.3. Forhåndstilkendegivelser og inddragelse af pårørende
3.3.1.Gældende ret
3.3.2.Overvejelser om forhåndstilkendegivelser og inddragelse af pårøren-
de
3.3.3.Den foreslåede ordning
3.4. Tvangsbehandling
3.4.1.Gældende ret
3.4.2.Overvejelser om tvangsbehandling
3.4.3.Den foreslåede ordning
3.5. Tvangsfikseringer
3.5.1. Gældende ret
3.5.2.Overvejelser om tvangsfikseringer
3.5.3.Den foreslåede ordning
3.6. Oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen
3.6.1.Baggrund
3.6.2.Sundhedsstyrelsens evaluering af oppegående tvangsfiksering
3.6.3.Gældende ret
3.6.4.Den foreslåede ordning
3.7. Udvidede muligheder for kontrol af post, undersøgelse af patienters ejen-
dele og patientstuer samt kropsvisitation
3.7.1.Gældende ret
3.7.2.Overvejelser om udvidede muligheder for kontrol af post, undersø-
gelse af patienters ejendele og patientstuer samt kropsvisitation
3.7.3.Den foreslåede ordning
3.8. Tvungen opfølgning efter udskrivning
3.8.1.Baggrund
3.8.2.Sundhedsstyrelsens evaluering af tvungen opfølgning
3.8.3.Gældende ret
3.8.4.Den foreslåede ordning.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
Side 7
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
6. Administrative konsekvenser for borgerne
7. Miljømæssige konsekvenser
8. Lovforslagets forhold til EU-retten
9. Hørte myndigheder m.v.
10. Sammenfattende skema.
1. Indledning
Formålet med forslaget er at øge fokus på ligeværd, patientindflydelse, dialog og
samarbejde i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk
afdeling og dermed sikre, at anvendelse e af tvang alene sker, når alle andre mu-
ligheder er udtømt. Lovens formål er således også at nedbringe anvendelsen af
tvang i psykiatrien.
Endelig er formålet med forslaget at begrænse forekomsten af rusmidler og farlige
genstande på de psykiatriske afdelinger og deraf følgende problemer for såvel
behandlingen som for sikkerheden for patienter og personale.
I forhold til den gældende lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf. lovbekendt-
gørelse 1729 af 2. december 2010, vil forslaget indebære:
- at mindreårige psykiatriske patienters retsstilling fremgår tydeligt af psykiatrilo-
ven
- at psykiatriloven får en formålsbestemmelse med fokus på selvbestemmelse,
ligeværd og respekt for den enkelte
- at der er fokus på at indhente forhåndstilkendegivelser fra patienten ved ind-
læggelsessamtalen eller snarest muligt herefter
- at der ved tvangsbehandling er fokus på patientinddragelse og alternativer til
den foreslåede behandling
- at kriterier for og tilsyn med tvangsfiksering skærpes
- at oppegående tvangsfiksering får en permanent hjemmel
- at det bliver muligt at foretage undersøgelse af post, patientstuer og ejendele
samt kropsvisitation efter § 19 a, uden at der foreligger en begrundet mistanke
i forhold til en konkret patient
- at Lægeforeningen så vidt muligt skal indstille læger, der er speciallæger i psy-
kiatri til Det Psykiatriske Patientklagenævn
- at forsøgsordningen med tvungen opfølgning efter udskrivning udvides med
yderligere 4 år.
2. Lovforslagets baggrund
2.1. Rapport fra regeringens udvalg om psykiatri
Regeringen nedsatte i foråret 2012 et bredt udvalg om psykiatri. Udvalget fik til
opgave at kortlægge og analysere indsatsen for mennesker med psykiske lidelser,
samt i forlængelse heraf komme med forslag til, hvordan indsatsen tilrettelægges
og gennemføres bedst muligt.
Udvalgets arbejde blev afsluttet i oktober 2013 med udgivelsen af rapporten ”En
moderne, åben og inkluderende indsats for mennesker med psykiske lidelser.”
Udvalgets rapport udstikker en ny ramme og retning for hele psykiatrien, herunder i
forhold til blandt andet selvbestemmelse, inddragelse, dialog, samarbejde, recove-
ry, inklusion og deltagelse, og udvalget har indenfor denne ramme adskillige for-
Side 8
slag vedrørende tvang og psykiatrilovens indhold. Helt overordnet foreslår udval-
get, at ”psykiatriloven gennemgås med henblik på en modernisering, herunder i
forhold til formålsbestemmelser og overensstemmelse med den nye ramme og
retning”.
I forhold til konkrete ændringer i psykiatriloven foreslår udvalget, at der i forbindel-
se med udarbejdelse af en ny formålsparagraf lægges vægt på respekt for patien-
ters rettigheder og selvbestemmelse, samt mulighed for aktiviteter og mulighed for
at opretholde kontakt med netværk mv., at mindreåriges retsstilling præciseres i
psykiatriloven, at de psykiatriske afdelinger får den nødvendige hjemmel til at sikre,
at rusmidler og farlige genstande holdes ude af afdelingerne, at der er fokus på
forhåndstilkendegivelser, at det undersøges, om der er behov for, at det lægelige
medlem i de psykiatriske patientklagenævn er fagligt udpeget, samt at det under-
søges, hvilke muligheder der er for at nedbringe sagsbehandlingstiderne i Det
Psykiatriske Patientklagenævn i forhold til behandling af klager over tvangsbe-
handling.
2.2. Regeringens plan for psykiatri
Forslaget skal også ses i lyset af regeringens plan for psykiatri ”Ligeværd – et nyt
fokus for indsatsen for mennesker med psykiske lidelser. En langsigtet plan.”, som
blev udgivet i maj 2014.
Det fremgår bl.a. af psykiatriplanen, at regeringen i efteråret 2014 vil foreslå en
modernisering af lov om tvang i psykiatrien bl.a. for at sikre, at den nye ramme og
retning for psykiatrien, ligestilling, selvbestemmelse og inddragelse afspejler sig i
lovgivningen. Det fremgår også af psykiatriplanen, at andelen af personer, der
udsættes for tvang i psykiatrien, skal reduceres, og at bæltefiksering skal halveres
frem mod 2020, samt at regeringen i 2014 indgår partnerskaber med regionerne
herom. Der er med finanslovsaftalen for 2014 afsat 50 mio. kr. årligt i permanente
midler til partnerskaberne. Derudover er der med finanslovsaftalen for 2014 ud-
møntet 100 mio. kr. til forbedring af de fysiske rammer med henblik på at nedbrin-
ge brugen af tvang i psykiatrien.
Det fremgår endvidere af psykiatriplanen, at udover de erfaringer, der allerede er
for at nedbringe anvendelsen af tvang, er der behov for at afprøve helt nye meto-
der, f.eks. helt at afskaffe visse former for tvang. Regeringen og de øvrige satspul-
jepartier har med satspuljeaftalen på sundhedsområdet for 2014-17 afsat 74 mio.
kr. i alt over fire år til sådanne forsøg.
2.2. Danske Regioners rapport ”Retspsykiatri – kvalitet og sikkerhed”
I Danske Regioners rapport ”Retspsykiatri – Kvalitet og sikkerhed” fra februar 2011
anbefales det, at adgangen til at gennemføre undersøgelse af patientstuer i hen-
hold til psykiatrilovens § 19 a ændres. Det vurderes i rapporten, at en ændring bør
gælde alle psykiatriske afdelinger.
Baggrunden for rapporten og det bagvedliggende udvalgsarbejde var, at der i før-
ste halvår af 2010 var en række rømninger fra de retspsykiatriske afdelinger. Ud-
valgsarbejdet skulle munde ud i anbefalinger, der øger kvaliteten i behandlingen og
sikkerheden. Både kvalitet og sikkerhed kan forebygge rømninger.
Side 9
Tilstedeværelsen af narkotika er et stort problem på de psykiatriske afdelinger, og
indsatsen mod stoffer fylder meget i afdelingernes daglige arbejde. Det forekom-
mer også, at der forefindes våben eller andre farlige genstande på afdelingerne.
Det fremgår af rapporten, at en tværsnitsundersøgelse har vist, at ca. 50 pct. af de
retspsykiatriske patienter har et diagnosticeret alkohol- eller stofmisbrug. Dertil må
påregnes, at en betydelig del jævnligt bruger alkohol og stoffer i en grad, der må
kategoriseres som et misbrug.
Rapporten beskriver en række negative konsekvenser af misbrug på afdelingerne.
Patienten bliver ofte psykisk dårligere og udviser ofte en uhensigtsmæssig adfærd,
hvilket påvirker både medpatienter og personale. Når der er patienter med misbrug
på en afdeling, bliver miljøet også mere råt. Det medfører ofte handel mellem pati-
enterne med deraf følgende gæld og udestående, der kan lede til uro, intern splid
og konflikter mellem patienterne. Patienter uden udgang prøver at presse patienter
med udgang til at tage stoffer med ind på afdelingen. Nogle patienter bliver ag-
gressive og farlige under påvirkning af stoffer, og generelt modvirker stofferne sel-
ve behandlingen.
Ifølge rapporten vil der i personalegruppen på de psykiatriske afdelinger ofte være
en sikker fornemmelse af, hvornår der er stoffer til stede og i omløb. Det gælder for
eksempel når patienter fremtræder påvirkede af stoffer, afdelingen lugter af hash,
der er en øget/hektisk aktivitet og uro i patientgruppen, der forekommer trusler,
verbale og fysiske skærmydsler eller lignende. I de nævnte situationer kan det
være svært for personalet at begrunde mistanken tilstrækkeligt i forhold til en kon-
kret patient.
Det fremgår af rapporten, at udvalget har fundet, at psykiatrilovens krav om be-
grundet mistanke er rimelige, for så vidt angår adgangen til kropsvisitation, idet der
er tale om et grænseoverskridende indgreb, som af mange vil blive oplevet som
både ydmygende og krænkende. Af hensyn til patienternes retsstilling fandt udval-
get det derfor er rimeligt, at dette indgreb er begrundet i forhold til den konkrete
patient.
3. Lovforslaget
Lovforslaget skal ses i lyset af regeringens målsætning om, at anvendelsen af
tvang i psykiatrien skal reduceres og på en række områder skal halveres frem mod
2020 og i lyset af de forslag og den ramme og retning, der fremgår af rapporten fra
regeringens udvalg om psykiatri.
Regeringen ønsker med forslaget at understrege, at der skal lægges stor vægt på,
at psykiatriske patienter skal have størst mulig indflydelse på egne behandlingsfor-
løb, herunder ved eventuel anvendelse af behandling uden samtykke. Derudover
skal der lægges stor vægt på dialog og samarbejde mellem patient og relevante
sundhedspersoner. Regeringen ønsker også med forslaget at understrege, at al
anvendelse af tvang skal ske med den største respekt for patienten og dennes
følelse af ligeværdighed og selvfølelse.
Regeringen anerkender, at et tvangsindgreb under alle omstændigheder altid vil
opleves som en krænkelse af det enkelte menneske. Derfor er det vigtigt også at
understrege, at lovforslaget skal ses i lyset af det mindste middels princip, som er
Side 10
lovfæstet i § 4 i psykiatriloven, og som skal indfortolkes i enhver anvendelse af
tvang efter psykiatriloven. Det er i § 4 fastlagt, at tvang ikke må benyttes, før der er
gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken. Når forholdene
tillader det, skal patienten have en passende betænkningstid. Derudover skal an-
vendelse af tvang stå i rimeligt forhold til det, som søges opnået herved. Er mindre
indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes. Tvang skal ud-
øves så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til patienten, såle-
des at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe. Og endelig må tvang ikke
anvendes i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede
formål.
3.1. Lovens område og fastlæggelse af mindreårige psykiatriske patienters ret-
tigheder
3.1.1. Gældende ret
Mindreåriges retsstilling på sundhedsområdet reguleres af forældreansvarsloven,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1073 af 20. november 2012, samt sundhedsloven, jf. lov-
bekendtgørelse nr. 913 af 13. juli 2010.
Efter § 1 i forældreansvarsloven er børn og unge under 18 år under forældremyn-
dighed, medmindre de har indgået ægteskab. Efter § 2 skal forældremyndighedens
indehaver drage omsorg for barnet, og kan træffe afgørelser om barnets personlige
forhold ud fra barnets interesser og behov. Derudover fremgår det af § 3, at barnet
har ret til omsorg og tryghed, samt at barnet skal behandles med respekt for sin
person og ikke må udsættes for legemlig afstraffelse og anden krænkende be-
handling.
Disse bestemmelser medfører som udgangspunkt, at det er forældremyndighe-
dens indehaver, der har kompetence til at give informeret samtykke på barnets
vegne - i barnets interesse - til undersøgelse og behandling m.v. Bestemmelserne
skal forstås således, at barnet skal medinddrages i beslutningsprocessen, således
at barnets synspunkter tillægges en passende vægt.
Efter psykiatrilovens § 1, stk. 1, må frihedsberøvelse og anvendelse af anden
tvang i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling
kun må finde sted efter reglerne i loven. Tvang defineres i § 1, stk. 2, som anven-
delse af foranstaltninger, for hvilke der ikke foreligger et informeret samtykke, jf.
kapitel 5 i sundhedsloven. Psykiatriloven udgør således undtagelser til hovedreg-
len i sundhedslovens kapitel 5 vedrørende patienters medinddragelse i beslutnin-
ger og informeret samtykke.
Det fremgår af psykiatrilovens § 1, stk. 3, at der for patienter, der er under 15 år
eller varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, ikke skal forsøges ind-
hentet et samtykke fra forældremyndighedens indehaver, værgen eller de nærme-
ste pårørende, hvis omgående gennemførelse af en foranstaltning i henhold til
loven er nødvendig for at afværge, at en patient udsætter sig selv eller andre for
nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred eller for at afværge, at
patienten øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.
Bestemmelsen skal, for så vidt angår patienter under 15 år, ses i lyset af bestem-
melsen i sundhedslovens § 17, stk. 1, hvorefter en patient, der er fyldt 15 år, selv
kan give informeret samtykke til behandling.
Side 11
Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen finder denne undtagelse alene anvendel-
se i de meget akutte situationer, hvor omgående intervention er påkrævet med
henblik på at afværge de i bestemmelsen anførte følger, og hvor det således ikke
er muligt at forsøge at indhente et stedfortrædende samtykke inden iværksættel-
sen af den pågældende foranstaltning. Forældremyndighedens indehaver, værgen
eller de nærmeste pårørende skal efterfølgende orienteres om den iværksatte for-
anstaltning.
Efter § 15 i sundhedsloven må ingen behandling indledes eller fortsættes uden
patientens informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmel-
ser fastsat i henhold til lov eller af sundhedslovens §§ 17-19.
Behandling omfatter bl.a. undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling og
sundhedsfaglig pleje m.v., jf. § 5 i sundhedsloven.
§§ 17-19 i sundhedslovens kapitel 5 vedrører mindreårige patienter samt midlerti-
digt og varigt inhabile patienter. Det fremgår af § 17, at patienter, der er fyldt 15 år,
selv kan give informeret samtykke til behandling, samt at forældremyndighedens
indehaver tillige skal have information og inddrages i den mindreåriges stillingta-
gen. Det fremgår endvidere, at såfremt sundhedspersonen efter en individuel vur-
dering skønner, at patienten, der er fyldt 15 år, ikke selv er i stand til at forstå kon-
sekvenserne af sin stillingtagen, kan forældremyndighedens indehaver give infor-
meret samtykke.
Hvis en patient, der midlertidigt eller varigt mangler evnen til at give informeret
samtykke eller er under 15 år, befinder sig i en situation, hvor øjeblikkelig behand-
ling er påkrævet for patientens overlevelse eller for på længere sigt at forbedre
patientens chance for overlevelse eller for et væsentligt bedre resultat af behand-
lingen, kan en sundhedsperson indlede eller fortsætte en behandling uden samtyk-
ke fra patienten eller fra forældremyndighedens indehaver, nærmeste pårørende
eller værge, jf. sundhedslovens § 19.
Det fremgår af sundhedslovens § 20, at en patient, der ikke selv kan give informe-
ret samtykke, skal informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen i det
omfang, patienten forstår behandlingssituationen, medmindre dette kan skade
patienten. Det fremgår desuden, at patientens tilkendegivelser i det omfang, de er
aktuelle og relevante, skal tillægges betydning.
Det fremgår af Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9427 af 20. januar 2011 om for-
håndstilkendegivelser, behandlingsplaner, tvangsfiksering og tvungen opfølgning
efter udskrivning mv. for patienter indlagt på psykiatriske afdelinger, at såfremt
lægen vælger at ordinere en behandling som barnet modsætter sig, skal lægen,
selvom forældrene samtykker, altid opveje fordele og ulemper og vælge den til
enhver tid for barnet mest skånsomme løsning. Mindste middels princip skal altid
følges. Ligeledes må overvejelser om forholdet mellem forældre og barn inddrages
i lægens beslutning.
Derudover fremgår det, at forældremyndighedens indehaver skal informeres om, at
denne har mulighed for at frasige sig stillingtagen til anvendelse af magt over for
den mindreårige. Såfremt forældremyndighedens indehaver ikke ønsker at tage
stilling, vil den mindreårige være omfattet af psykiatriloven, hvis de øvrige betingel-
Side 12
ser for anvendelse af de enkelte tvangsforanstaltninger er opfyldt. Dette indebærer
beskikkelse af patientrådgiver og klagemuligheder m.v.
3.1.1.1. FN’s konvention om barnets rettigheder (Børnekonventionen)
Børnekonventionen indeholder fire grundlæggende værdier; retten til at blive hørt
og inddraget, retten til ikke-diskrimination, retten til liv og udvikling og det primære
hensyn til barnets bedste.
Det fremgår af artikel 12, at deltagerstaterne skal sikre et barn, der er i stand til at
udforme sine egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle
forhold, der vedrører barnet, og barnets synspunkter skal tillægges passende vægt
i overensstemmelse med dets alder og modenhed. Det fremgår videre, at barnet
med henblik herpå især skal gives mulighed for at udtale sig i enhver behandling
ved dømmende myndighed eller forvaltningsmyndighed af sager, der vedrører
barnet, enten direkte eller gennem en repræsentant eller et passende organ i
overensstemmelse med de i national ret foreskrevne fremgangsmåder.
Det fremgår af vejledningen til konventionen, at bestemmelsen refererer til barnets
kapacitet, som skal vurderes, for at kunne tillægge barnets synspunkt passende
vægt. Det følger af art. 12, at det ikke er fyldestgørende alene at lytte til barnet.
Derudover følger det, at barnets synspunkter nøje skal vurderes, når barnet er i
stand til at udtrykke egne synspunkter.
Modenhed refererer til evnen til at forstå og vurdere implikationer af en given sag
eller begivenhed og skal derfor vurderes som led i at bestemme barnets individuel-
le evner. Modenhed er vanskeligt at definere. I art. 12 er det barnets evne til at
udtrykke sit synspunkt på en fornuftig og uafhængig måde. Indvirkning af den givne
sag eller forhold skal også tages i betragtning. Jo større indvirkning forholdet har
på barnets liv, jo mere relevant er det med en passende vurdering af barnets mo-
denhed.
Børnekomitéen understreger, at art. 12 ikke fastslår en aldersgrænse for barnets
ret til at blive hørt, og komitéen fraråder medlemsstaterne at fastlægge en alders-
grænse i lov eller i praksis, der vil begrænse barnets ret til at blive hørt i alle sager,
der påvirker den pågældende.
I artikel 24 anerkender deltagerstaterne barnets ret til at nyde den højest opnåelige
sundhedstilstand, adgang til at få sygdomsbehandling og genoprettelse af helbre-
det. Deltagende stater skal stræbe mod at sikre, at intet barn fratages sin ret til
adgang til at opnå sådan behandling og pleje
3.1.1.2. Europarådets konvention om menneskerettigheder og biomedicin
Det følger af konventionens artikel 6, stk. 2, at i tilfælde, hvor en mindreårig ifølge
loven ikke kan give samtykke til en intervention, kan interventionen kun foretages
med bemyndigelse fra en repræsentant for denne person eller en myndighed eller
en person eller et organ foreskrevet ved lov. I så fald skal den mindreåriges syns-
punkter betragtes som en stadig mere afgørende faktor jo ældre og mere moden
vedkommende er.
Side 13
3.1.2. Overvejelser om mindreårige psykiatriske patienters rettigheder
Forud for revisionen af psykiatriloven i 2007 fik det daværende Indenrigs- og
Sundhedsministerium udarbejdet ”Undersøgelse af psykiatrilovsrevisionen af
1999”, som blev udgivet i maj 2005. Der blev i forbindelse med undersøgelsen
gennemført interview med medarbejdere, afdelingsledelse, indlagte børn og pårø-
rende på en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling med det formål at afdække,
om der var særlige problemstillinger, som var gældende i forhold til børne- og un-
gepsykiatriske afdelinger for så vidt angår de ændringer, der blev foretaget i psyki-
atriloven i 1999. En af de særlige problemstillinger, der peges på, er det forhold, at
der for børn og unge under 18 år skal iagttages et samspil mellem tre lovgivninger:
psykiatriloven, lov om patienters retsstilling (nu sundhedsloven) og lov om foræl-
dremyndighed og samvær (nu forældreansvarsloven).
I forhold til samspillet mellem lovene konkluderes det i undersøgelsen, at psykiatri-
loven finder anvendelse i forhold til sindssyge mindreårige forudsat, at de har op-
nået en vis alder.
Det fremgår af undersøgelsen, at det af interviewene med medarbejdere og afde-
lingsledelse fremgår, at der eksisterer en grundlæggende bevidsthed om de nævn-
te problemstillinger, og at der kan være tale om skøn inden for en bestemt alders-
gruppe. Det anføres således, at der arbejdes efter et fornuftsprincip, baseret på de
konkrete forhold, der gør sig gældende i de enkelte sager. Det vurderes i rappor-
ten, at der på det foreliggende grundlag ikke bør ske en ændring af psykiatriloven,
idet det ikke vil kunne undgås, at der vil være tilfælde, hvor den skønsmæssige
stillingtagen til barnets modenhed vil være en væsentlig baggrund for, hvilke hand-
linger der iværksættes.
Der har efterfølgende været anlagt den fortolkning, at forældremyndighedens inde-
havers mulighed for at give samtykke til indlæggelse, ophold og behandling i for-
hold til børn under 15 år også omfatter anvendelse af foranstaltninger mod den
mindreåriges vilje. Det er i denne fortolkning antaget, at mindreårige under 15 år i
udgangspunktet ikke har den fornødne modenhed til at forstå og dermed kunne
træffe beslutning om indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling. Et
sådant samtykke fra forældremyndighedens indehaver har ifølge den anlagte for-
tolkning den virkning, at der i sådanne tilfælde ikke vil være tale om et tvangsind-
greb i henhold til psykiatriloven. Det medfører, at den mindreårige i sådanne tilfæl-
de ikke får den retssikkerhedsmæssige beskyttelse, som patienter, der er omfattet
af psykiatrilovens regler, har. Det vil sige, at barnet ikke har selvstændig klagead-
gang og ikke får beskikket patientrådgiver m.v.
Denne fortolkning har været kritiseret blandt andet med den begrundelse, at pati-
enter under 15 år dermed ikke har samme retssikkerhed som voksne, når de be-
handles mod deres vilje, samt at der i bemærkningerne til psykiatriloven og sund-
hedslovens kapitel 5 ikke findes støtte for denne fortolkning.
Det centrale spørgsmål i forhold til mindreårige patienter bør være, om barnet eller
den unge har den fornødne modenhed og kapacitet til at forstå og tage stilling til
behandlingen med den virkning, at den pågældendes protest skal tillægges betyd-
ning i forhold til en beslutning om indlæggelse eller behandling og med den virk-
ning, at sker det mod den mindreåriges protester, sker det efter reglerne i denne
lov.
Side 14
Psykiatrilovundersøgelsen fra 2005 fandt, at en børne- og ungdomspsykiatrisk
afdeling selv fastsatte aldersgrænser for, hvilken lovgivning der administreres efter,
og at det må antages, at også de øvrige afdelinger, der behandler mindreårige
fastsætter sådanne vejledende aldersgrænser. Dette åbner mulighed for, at afgø-
relser vedr. tvangsbehandling m.v. træffes ud fra forskellige lokale fortolkninger af
reglerne.
Det vurderes på baggrund af ovenstående uhensigtsmæssigt, at der i lovgivningen
ikke er fastsat regler, der præciserer, hvad der gælder i forhold til behandling m.v.
af mindreårige patienter. Mindreårige patienters retsstilling i forbindelse med ind-
læggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling bør derfor fremgå direkte af
psykiatriloven.
Det vurderes endvidere, at det vil være hensigtsmæssigt, at der skal foretages en
modenhedsvurdering af en mindreårig med henblik på at vurdere, om den pågæl-
dende har den fornødne modenhed og kapacitet til at forstå og tage stilling til be-
handlingen med den virkning, at den pågældendes protest skal tillægges betydning
i forhold til en beslutning om indlæggelse eller behandling, herunder de tvangstil-
tag, der er omfattet af psykiatriloven.
Et krav om en modenhedsvurdering skal sikre, at der foretages en konkret og indi-
viduel vurdering af hver eneste mindreårige patient, når der påtænkes anvendt
tvang. Der kan være tilfælde, hvor fx en 12-årig eller 14-årig patient vil være fuldt
ud i stand til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen, mens en 17-årig ikke vil
være i stand til det. Jo yngre barnet er, jo mere vil tale for, at barnet ikke har den
fornødne modenhed og kapacitet til at varetage en selvstændig beslutningskompe-
tence. Det må fx antages, at det sjældent vil være muligt at indhente et menings-
fuldt samtykke til behandling fra en patient under 10 år.
I de tilfælde, hvor barnet eller den unge vurderes ikke at have den fornødne mo-
denhed, skal barnet eller den unge, jf. sundhedslovens § 20 som beskrevet oven-
for, informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen i det omfang, barnet
eller den unge forstår behandlingssituationen, medmindre dette kan skade den
pågældende, og patientens tilkendegivelser skal tillægges betydning i det omfang,
de er aktuelle og relevante.
På den baggrund vurderes det at være uhensigtsmæssigt i psykiatriloven at indfø-
re en bestemt aldersgrænse for, hvornår en mindreårig skal have en selvstændig
samtykkekompetence i forhold til indlæggelse og behandling m.v.
3.1.3. Den foreslåede ordning
Den gældende § 1 i psykiatriloven foreslås nyaffattet, idet der foreslås indsat en ny
§ 1, stk. 1, der fastslår, at indlæggelse ophold og behandling på psykiatrisk afde-
ling sker på baggrund af informeret samtykke efter reglerne i sundhedslovens kapi-
tel 5, med mindre andet følger af psykiatriloven. På den måde bliver det understre-
get, at udgangspunktet altid vil være, at indlæggelse ophold og behandling på psy-
kiatrisk afdeling er et frivilligt tilbud til borgerne.
Derudover foreslås det, at det i forlængelse af lovens tvangsdefinition bliver fast-
sat, at der ikke foreligger tvang i de tilfælde, hvor sundhedspersonen efter en indi-
Side 15
viduel vurdering skønner, at en patient under 18 år ikke selv er i stand til at forstå
konsekvenserne af sin stillingtagen, og der foreligger informeret samtykke fra for-
ældremyndighedens indehaver. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med
sundhedslovens § 17, stk. 1 og 2, hvorefter patienter, der er fyldt 15 år, selv kan
give informeret samtykke til behandling, samt at forældremyndighedens indehaver
tillige skal have information og inddrages i den mindreåriges stillingtagen. Det er
endvidere fastsat, at såfremt sundhedspersonen efter en individuel vurdering
skønner, at patienten, der er fyldt 15 år, ikke selv er i stand til at forstå konsekven-
serne af sin stillingtagen, kan forældremyndighedens indehaver give informeret
samtykke.
Det fremgår, som nævnt i afsnit 3.1.1., af sundhedslovens § 20, at en patient, der
ikke selv kan give informeret samtykke, skal informeres og inddrages i drøftelserne
af behandlingen i det omfang, patienten forstår behandlingssituationen, medmindre
dette kan skade patienten. Det fremgår desuden, at patientens tilkendegivelser i
det omfang, de er aktuelle og relevante, skal tillægges betydning. I bemærkninger-
ne til § 20 i sundhedsloven anføres det, at børn og unge under 15 år ofte, alt af-
hængigt af deres udvikling og modenhed, er i stand til fuldt ud at forstå sygdomssi-
tuationen, behandlingsmulighederne m.v., eller i hvert fald væsentlige elementer
heraf, samt at deres indforståelse i så fald skal indgå som en væsentlig faktor i
forældremyndighedsindehaverens stillingtagen. Dette er i overensstemmelse med
artikel 12 i børnekonventionen som beskrevet i afsnit 3.1.1.1. ovenfor.
Barnets eller den unges synspunkter skal således altid inddrages med passende
vægt i overensstemmelse med alder og modenhed. Ud fra proportionalitetsprincip-
pet skal der være et rimeligt forhold mellem den udøvede tvang og det, der søges
opnået med tvangsanvendelsen, herunder set i forhold til alvoren af den tilstand,
der søges behandlet, og de deraf afledte konsekvenser. Der skal også foretages
vurdering i forhold til de konsekvenser, der kan være af at bruge konkrete tvangs-
indgreb. Jo mere indgribende et tvangstiltag er, og jo yngre den mindreårige pati-
ent er, jo mere vil tale for, at det vurderes, om behandlingens formål kan opnås via
alternative metoder. Fx bør et alvorligt indgreb som tvangsfiksering i udgangspunk-
tet ikke anvendes over for mindreårige.
3.2. Formålsbestemmelse
3.2.1. Gældende ret
Grundlæggende er psykiatrilovens formål at give patienter, der undergives tvang,
en høj retssikkerhed. Psykiatriloven indeholder ikke en egentlig formålsbestem-
melse, men der er i de almindelige bestemmelser en hensigtserklæring om god
psykiatrisk sygehusstandard i § 2, samt et mindstemiddelsprincip i § 4.
Det er i § 2 bestemt, at regionerne med henblik på at forebygge anvendelse af
tvang skal tilbyde sygehusophold, behandling, pleje og omsorg, som svarer til god
psykiatrisk sygehusstandard. God psykiatrisk sygehusstandard omfatter byg-
ningsmæssige forhold, senge- og personalenormering, personalets kompetencer,
patient- og pårørendepolitikker, mulighed for udendørs ophold samt beskæftigel-
ses-, uddannelses- og andre aktivitetstilbud.
Bestemmelsen er en målsætningsbestemmelse, der har til formål at begrænse
eller forebygge anvendelse af tvang. Bestemmelsen indeholder således ingen ma-
terielle rettigheder for patienterne.
Side 16
Mindstemiddelsprincippet i § 4, stk. 1-4, har følgende ordlyd:
§ 4. Tvang må ikke benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patien-
tens frivillige medvirken. Når forholdene tillader det, skal patienten have en pas-
sende betænkningstid.
Stk. 2. Anvendelse af tvang skal stå i rimeligt forhold til det, som søges opnået
herved. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes.
Stk. 3. Tvang skal udøves så skånsomt som muligt og med størst mulig hensynta-
gen til patienten, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.
Stk. 4. Tvang må ikke anvendes i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at
opnå det tilsigtede formål.
Mindstemiddelsprincippet er et generelt princip, der gælder ved såvel tvangsan-
vendelse efter psykiatriloven, som i situationer, hvor det overvejes at anvende
tvang.
3.2.1.1. FN’s handicapkonvention
Det fremgår af Institut for Menneskerettigheders juridiske notat fra september 2013
om tvang i psykiatrien, at handicapkonventionens artikel 12 fastslår, at mennesker
med handicap har retlig handleevne på lige fod med andre. Der skal træffes pas-
sende foranstaltninger til at give personer med handicap adgang til den støtte, de
måtte have behov for at kunne udøve denne evne. Det betyder en adgang til støt-
tet beslutningstagen. Målet er at gøre op med tilfælde, hvor personer med handi-
cap ikke har indflydelse på egen situation.
Institut for Menneskerettigheder har i september 2013 udgivet ”Menneskerettighe-
der og tvang i psykiatrien. Anbefalinger”. Det fremgår heraf, at det i artikel 12 i FN’s
Handicapkonvention understreges, at stater har en pligt til at anvende støttet be-
slutningstagning fremfor at fratage personer med handicap deres retlige handleev-
ne. En tvangsbehandling udgør en form for fratagelse af den retlige handleevne på
et snævert område, nemlig i forhold til behandlingen af en psykisk sygdom. Det
følger derfor, at staterne har pligt til i videst muligt omfang at støtte den enkelte
person til at træffe beslutninger om behandlingen af hans eller hendes sygdom,
frem for at anvende tvang. Det har også stor betydning, at der i henhold til FN’s
Handicapkonvention gælder et krav om rimelig tilpasning for personer med handi-
cap. Tilpasning består i, at man i en konkret situation tager hensyn til den enkeltes
særlige behov. Det kan f.eks. være, at der ved information om en påtænkt behand-
ling gives information på en måde, der fuldt og helt tager højde for den enkeltes
særlige behov, sprog osv. Manglende tilpasning i rimeligt omfang for særlige be-
hov, som har forbindelse til et handicap, herunder et psykosocialt handicap, kan
udgøre diskrimination.
Institut for Menneskerettigheder anbefaler på den baggrund, at der er større op-
mærksomhed på støttet beslutningstagning og tilpasning. Det fremgår heraf, at
”det følger af FN’s Handicapkonventions artikel 12, at staterne er forpligtede til at
fremme den enkeltes selvbestemmelse, og at udøvelsen af den enkeltes selvbe-
stemmelse bør ske med støtte fra staten, hvor det er nødvendigt. Denne forpligtel-
se til at yde støtte til at træffe beslutninger er også relevant i konkrete situationer,
hvor alternativet er en tilsidesættelse af den enkeltes selvbestemmelse. FN’s Han-
dicapkonvention forpligter endvidere medlemsstaterne til at sikre adgang til tilpas-
ning i rimeligt omfang for et handicap i konkrete situationer. Tilpasning i rimeligt
Side 17
omfang kan for eksempel være kommunikation på en måde, som tager højde for
den enkeltes forudsætninger.
Institut for Menneskerettigheder peger på, at der i psykiatrilovens bestemmelse
om, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad det er muligt for at opnå pati-
entens frivillige medvirken, kan ligge overvejelser om støttet beslutningstagen.
Derudover peger instituttet på, at tankegangen om rimelig tilpasning til en vis grad
allerede kendes på sundhedsområdet i Danmark, idet det fremgår af sundhedslo-
ven, at information skal gives på en hensynsfuld måde og være tilpasset modtage-
rens individuelle forudsætninger med hensyn til alder, modenhed, erfaring m.v.
Det påpeges, at der, hvis en borger med handicap har svært ved at udtrykke sig,
og ikke får den nødvendige hjælp hertil, er en risiko for, at relevante hensyn ikke
kommer med i afvejningen mellem samfundets omsorgsansvar og borgerens selv-
bestemmelse. Med andre ord, at der træffes afgørelser om tvang, som kunne være
undgået.
3.2.2. Overvejelser om formålsbestemmelse
Psykiatriudvalget har i sin rapport fastslået behovet for en åben, moderne og ind-
dragende ramme og retning for indsatsen i psykiatrien, og udvalget har foreslået,
at der i forbindelse med udarbejdelse af en ny formålsparagraf til lov om tvang i
psykiatrien lægges vægt på respekt for patienters rettigheder og selvbestemmelse,
samt mulighed for aktiviteter og mulighed for at opretholde kontakt med netværk
m.v.
Regeringen ønsker at understøtte den ramme og retning, som psykiatriudvalget
udstikker, og som det fremgår af regeringens plan for psykiatri ønsker regeringen
at indføre en formålsbestemmelse, der er i overensstemmelse med det nye fokus
på ligeværd. Formålsbestemmelsen skal understrege og dermed medvirke til at
sikre, at der også i forhold til situationer, hvor der overvejes at anvende tvang eller
anvendes tvang, tages udgangspunkt i patientens behov og med størst mulige
respekt for patientens værdighed og ret til selvbestemmelse.
Regeringen ønsker også med forslaget at få større opmærksomhed på støttet be-
slutningstagning og tilpasning, jf. det i afsnit 3.2.1.1. anførte.
3.2.3. Den foreslåede ordning
Med forslaget indføres som noget nyt en egentlig formålsbestemmelse i psykiatri-
loven.
Der vil med forslaget ikke blive indført en patientret, men formålsbestemmelsen vil
være retningsgivende for den tilgang, der skal være til patienter og patientbehand-
lingen i psykiatrien, herunder ikke mindst i forhold til behandling m.v. uden patien-
tens samtykke.
Med forslaget kommer det til at fremgå af loven, at formålet med loven er at sikre,
at iværksættelse og gennemførelse af tvang efter psykiatriloven sker i overens-
stemmelse med grundlæggende retssikkerhedsprincipper, som bl.a. vil sige, at
borgeren skal oplyses om baggrunden for en myndigheds afgørelse og skal høres,
samt at afgørelsen skal kunne påklages.
Side 18
Det kommer med forslaget også til at fremgå, at også i de tilfælde, hvor indlæggel-
se, ophold og behandling sker uden patientens samtykke, skal det i videst mulige
omfang ske som led i at understøtte patientens muligheder for at komme sig (reco-
very). Derudover kommer det til at fremgå, at loven har til formål at sikre, at anven-
delse af tvang i videst mulige omfang tager udgangspunkt i patientens behov og
med respekt for patienten og dennes værdighed. Det bliver dermed understreget,
at eventuelle tvangsforanstaltninger skal anvendes på en sådan måde, at det i
udgangspunktet understøtter patientens recovery og med størst mulig inddragelse
af patienten selv. Det er ikke hensigten med forslaget, at begrænse sundhedsper-
soners muligheder for også at tage hensyn til patientens og andres sikkerhed, men
at sikre, at det indgår i enhver overvejelse om anvendelse af tvang, at indgrebet i
udgangspunktet skal bidrage til at fremme en bedring af patientens tilstand og ikke
må skade patienten, herunder patientens selvværd og selvrespekt.
Forslaget vil endvidere medføre, at det fremgår direkte af loven, at patienten, hen-
set til formålet med indlæggelsen og den enkeltes tilstand, skal have mulighed for i
videst mulige omfang selv at træffe beslutninger. I den forbindelse understreges
det, at der skal tages størst mulige hensyn til den enkeltes livssyn og kulturelle
baggrund, samt at tvang aldrig må erstatte omsorg, behandling og pleje.
Forslaget medfører ikke en ændring i den gældende bestemmelse i § 2 om god
psykiatrisk sygehusstandard, som med forslaget bliver § 2, stk. 5.
3.3. Forhåndstilkendegivelser og inddragelse af pårørende
3.3.1. Gældende ret
Spørgsmålet om forhåndstilkendegivelser er ikke reguleret i psykiatriloven, men
der er taget stilling til forhåndstilkendegivelser i afsnit 2 i Sundhedsstyrelsens vej-
ledning nr. 9427 af 20. januar 2011 om forhåndstilkendegivelser, behandlingspla-
ner, tvangsfiksering og tvungen opfølgning efter udskrivning mv. for patienter ind-
lagt på psykiatriske afdelinger. Det fremgår heraf, at patienten forud for og i forbin-
delse med indlæggelsen har ret til at fremsætte sine personlige ønsker til behand-
lingens form og indhold. Dette gælder også behandling uden samtykke. Den ende-
lige tilrettelæggelse af behandlingstilbuddet kan nødvendigvis kun finde sted efter
den kliniske vurdering ved indlæggelsen og i forbindelse med udformning af be-
handlingsplanen. Patientens tilkendegivelser skal indføres i journalen og skal så
vidt muligt inddrages som vejledende for overlægens overvejelser om behandling,
også i tilfælde hvor behandling uden samtykke kommer på tale. Patienten skal
informeres om, at der kan opstå situationer, hvor det kan være nødvendigt at fravi-
ge forhåndstilkendegivelsen. Ved tilrettelæggelse af behandlingstilbuddet skal det
inddrages, hvad der kunne have forebygget anvendelse af tvang i et tidligere ind-
læggelsesforløb.
Patientens tilkendegivelser skal også fremgå af den behandlingsplan, som overlæ-
gen, jf. § 3, stk. 3, i psykiatriloven, har ansvaret for at opstille for enhver, der ind-
lægges på psykiatrisk afdeling. Overlægen har endvidere ansvaret for, at patienten
vejledes om planens indhold, samt at patientens samtykke til dens gennemførelse
til stadighed søges opnået. Det nærmere indhold af behandlingsplanen er fastsat i
Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9427 af 20. januar 2011 om forhåndstilkendegi-
velser, behandlingsplaner, tvangsfiksering og tvungen opfølgning efter udskrivning
mv. for patienter indlagt på psykiatriske afdelinger. Det fremgår heraf, at behand-
Side 19
lingsplanen, der skal udarbejdes senest en uge efter indlæggelsen, bl.a. skal inde-
holde oplysning om patientens holdning til behandlingsplanen.
Det fremgår endvidere af vejledningen, at lægen i forbindelse med udarbejdelsen
af behandlingsplanen skal informere patienten om formålet med behandlingen og
søge patientens samtykke til den påtænkte behandling, herunder overveje og dis-
kutere patientens eventuelle forslag til andre behandlingsformer. Patientens tilken-
degivelser og resultatet af drøftelsen skal indføres i journalen. Behandlingsplanen
er en del af journalen, hvad enten den er indskrevet i selve journalen eller forelig-
ger som et selvstændigt notat.
Endelig fremgår det i forhold til behandlingsplanen, at patienten skal vejledes om
dens indhold, og patientens samtykke skal til stadighed søges opnået. Under hele
behandlingsforløbet bør der i videst muligt omfang træffes klare aftaler om samar-
bejdet mellem patient og behandlere. Disse aftaler skal journalføres. En kopi af
behandlingsplanen og de efterfølgende reviderede behandlingsplaner skal udleve-
res til patienten, medmindre patienten frabeder sig dette. Planen skal ajourføres
ved ændringer i patientens tilstand eller i den overordnede behandlingsstrategi.
Efter § 26 i sundhedsloven, kan enhver, der er fyldt 18 år og ikke er under værge-
mål, der omfatter personlige forhold, herunder helbredsforhold, jf. værgemålslo-
vens § 5, oprette et livstestamente. I livstestamentet kan den pågældende udtrykke
sine ønsker med hensyn til behandling, hvis vedkommende måtte komme i en
tilstand, hvor selvbestemmelsesretten ikke længere kan udøves af patienten selv. I
et livstestamente kan optages bestemmelser om, at
1) der ikke ønskes livsforlængende behandling i en situation, hvor testator er
uafvendeligt døende, og
2) der ikke ønskes livsforlængende behandling i tilfælde af, at sygdom, fremskre-
den alderdomssvækkelse, ulykke, hjertestop el.lign. har medført så svær inva-
liditet, at testator varigt vil være ude af stand til at tage vare på sig selv fysisk
og mentalt.
Ved livsforlængende behandling forstås behandling, hvor der ikke er udsigt til hel-
bredelse, bedring eller lindring, men alene til en vis livsforlængelse.
Testators ønske i medfør af nr. 1 er bindende for sundhedspersonen, medens et
ønske efter nr. 2 er vejledende for sundhedspersonen og skal indgå i dennes over-
vejelser om behandling.
Livstestamentet giver således patienten indflydelse på sin behandling, hvis den
pågældende skulle komme i en situation, hvor sundhedspersonen og pårørende
ikke længere kan komme og aldrig vil kunne komme i kontakt med patienten.
Andre tilkendegivelser om behandlingen m.v., som patienten eventuelt måtte give
udtryk for, herunder i forbindelse med indhentelse af patientens informerede sam-
tykke, skal noteres i patientjournalen. Reglerne om sundhedspersoners journalfø-
ringspligt er fastsat i bekendtgørelse nr. 3 af 2. januar 2013 om autoriserede sund-
hedspersoners patientjournaler. Det fremgår af bekendtgørelsen, at der ved pati-
entjournal forstås optegnelser, som oplyser om patientens tilstand, den planlagte
og udførte behandling m.v., herunder hvilken information der er givet, og hvad
patienten på den baggrund har tilkendegivet.
Side 20
Med hensyn til pårørendeinddragelse fremgår det af Sundhedsstyrelsens vejled-
ning, som nævnt ovenfor, at pårørende i videst mulige omfang skal søges inddra-
get om behandlingsplanen og dennes indhold.
3.3.2. Overvejelser om forhåndstilkendegivelser og inddragelse af pårørende
Også dette forslag skal ses i lyset af den nye ramme og retning for indsatsen i
psykiatrien.
Som nævnt i 3.3.1. fremgår det allerede af Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9427
af 20. januar 2011 om forhåndstilkendegivelser, behandlingsplaner, tvangsfiksering
og tvungen opfølgning efter udskrivning mv. for patienter indlagt på psykiatriske
afdelinger, at patienten forud for og i forbindelse med indlæggelsen har ret til at
fremsætte sine personlige ønsker til behandlingens form og indhold. Der indføres
således ikke med forslaget en ny materiel patientrettighed, men med bestemmel-
sen understreges det i loven, at patienten skal have størst mulig indflydelse på sit
eget behandlingsforløb, herunder ved anvendelse af behandling uden samtykke.
Endvidere understreges det med forslaget, at dialog og samarbejde mellem patient
og relevante sundhedspersoner er et vigtigt redskab med henblik på at give patien-
ten det bedst mulige indlæggelsesforløb og reducere risikoen for tvangsanvendel-
se. Den foreslåede bestemmelse præciserer dermed, at den indlæggelsessamtale,
der allerede finder sted, også omfatter indhentelse af patientens tilkendegivelser i
forhold til behandlingen m.v., herunder hvis anvendelse af tvang kommer på tale.
Det vurderes, at indhentelse af forhåndstilkendegivelser i samtalen med patienten
understøtter et godt og tillidsfuldt samarbejde mellem patient og sundhedsperson
og hermed medvirker til at forebygge anvendelsen af tvang. Derudover giver for-
håndstilkendegivelser patienten mulighed for selv at definere, hvilken form for
tvang, der er mindst indgribende, og sikrer hermed, at patienten i en tvangssituati-
on oplever mindst mulig krænkelse.
Psykiatriudvalget vurderer i sin rapport (s. 217), at der skal sættes øget fokus på at
sikre gode rammer og strukturer for pårørendeinddragelse, samt at pårørende-
samarbejdet i højere grad skal anerkendes som en del af behandlingstilbuddet.
Der peges i rapporten (s. 216) på et vellykket forsøg med styrket pårørendeinddra-
gelse - ”Projekt Pårørende i Psykiatrien”. Der er tale om et projekt, som i 2009 blev
igangsat af Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og Danske Regioner. Projek-
tet omfattede 15 voksenpsykiatriske sengeafsnit og 6 ambulante centre fordelt over
hele landet og Færøerne. I løbet af projektperiodens 15 måneder blev der arbejdet
målrettet på at forbedre pårørendes tilfredshed i forhold til kontakt, information og
samarbejde, samt på at forbedre den faglige og organisatoriske kvalitet af arbejdet
med pårørende i psykiatrien.
Det fremgår af rapporten, at de deltagende psykiatriske enheder oplevede store
forbedringer uden at blive tilført flere økonomiske midler. Der var kun tale om prak-
tiske ændringer i behandlingsforløbet og en ny tilgang til de pårørende. Fra projek-
tet foreligger meget konkrete best practices m.v. om, hvordan medarbejderne i
psykiatrien meget enkelt kan sikre bedre pårørendeinddragelse og skabe en mere
ligeværdig dialog med de pårørende.
Side 21
Det fremgår endvidere af rapporten, at:
”Det er centralt, at borgerens ret til at frabede sig, at pårørende informeres og ind-
drages, respekteres, men det kan også i nogle tilfælde være relevant at motivere
borgeren til at arbejde med relationen til pårørende. Der er i forbindelse med ”Pro-
jekt Pårørende i Psykiatrien” afprøvet ”en motiverende samtale”. Formålet med
denne samtale er ”at arbejde motiverende med de borgere, der i udgangspunktet
ikke ønsker inddragelse af pårørende i behandlingsforløbet”. Samtalen tages lø-
bende med borgeren og ikke kun ved start eller afslutning af sygdomsforløb. Erfa-
ringerne fra projektet viste, at fem ud af syv patienter besluttede, at de alligevel
gerne ville have, at deres pårørende blev inddraget i behandlingsforløbet efter, at
de havde været igennem en proces med den motivationsskabende samtale.”
3.3.3. Den foreslåede ordning
Forslaget vil medføre, at det kommer til at fremgå af loven, at der skal indhentes
forhåndstilkendegivelser i forbindelse med indlæggelsessamtalen eller snarest
muligt herefter, hvis patientens tilstand ved indlæggelsen ikke muliggør en sådan
samtale.
Forslaget vil endvidere medføre, at det præciseres i loven, at eventuelle forhånds-
tilkendegivelser fra patienten, herunder vedrørende behandling uden samtykke,
skal fremgå af patientjournalen, som de almindelige journalføringsregler allerede
tilsiger, samt at de i videst mulige omfang skal inddrages i behandlingsplanen.
I forbindelse med indhentelse af forhåndstilkendegivelser bør der være opmærk-
somhed på at sikre, at patienten ydes støtte til at træffe beslutninger, og på at sikre
adgang til tilpasning i rimeligt omfang, jf. det i afsnit 3.2.1.1. anførte.
Forhåndstilkendegivelser kan, som det fremgår under afsnit 3.3.1., indeholde op-
lysninger om patientens ønsker til behandlingen, herunder behandling uden sam-
tykke, i tilfælde af, at patienten på grund af sin psykiske tilstand er i en situation,
hvor denne ikke kan varetage sine egne interesser.
Med forslaget bliver det fastsat, at der i forbindelse med indlæggelsessamtalen
sammen med patienten tages stilling til inddragelse af pårørende eller andre i pati-
entens netværk i behandlingsforløbet, samt at det, hvis det på grund af patientens
tilstand efter en lægefaglig vurdering ikke muligt at indhente sådanne oplysninger
ved indlæggelsen, skal ske snarest muligt herefter.
3.4. Tvangsbehandling
3.4.1. Gældende ret
Adgangen til at tvangsbehandle patienter er reguleret i psykiatrilovens § 12. Det
fremgår heraf, at tvangsbehandling kun må anvendes over for personer, der opfyl-
der betingelserne for tvangstilbageholdelse, jf. § 10. Deraf følger, at patienten skal
være sindssyg, eller befinde sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed.
Derudover skal det være uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med
henblik på behandling, enten fordi udsigten til helbredelse eller en betydelig og
afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentligt forringet, eller fordi den
pågældende frembyder en nærliggende fare for sig selv eller andre.
Adgangen til at foretage tvangsbehandling med elektrostimulation (ECT) er regule-
ret i § 12, stk. 3, hvoraf det fremgår, at ECT-behandling med tvang kun må iværk-
Side 22
sættes, hvis patienten opfylder betingelserne i § 12, stk.1, og befinder sig i en ak-
tuel eller potentiel livstruende tilstand.
Ved tvangsmedicinering skal der anvendes afprøvede lægemidler i sædvanlig do-
sis og med færrest mulige bivirkninger, jf. § 12, stk. 2. Det er i § 12, stk. 4, bestemt,
at afgørelse om tvangsbehandling træffes af overlægen, der samtidig træffer be-
stemmelse om, i hvilket omfang der om fornødent kan anvendes magt til behand-
lingens gennemførelse. I medfør af § 4 a kan en beslutning om tvangsbehandling i
overlægens fravær træffes af en anden læge, men overlægen skal efterfølgende
snarest tage stilling til beslutningen.
Endelig fremgår det af stk. 5, at patienten, forud for overlægens afgørelse efter stk.
4 om tvangsbehandling, skal have en passende betænkningstid, hvor patienten får
lejlighed til at overveje sit eventuelle samtykke til behandlingen. Betænkningstiden
skal have en passende varighed, dog højst 3 dage.
Det følger af § 2 i bekendtgørelse nr. 1338 af 2. december 2010 om anvendelse af
anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger, at tvangsmedicine-
ring kun må anvendes, når andre behandlingsmuligheder må anses for uanvende-
lige. I § 3, stk. 1, er det fastsat, at tvangsmedicinering forudsætter, at vedvarende
forsøg er gjort på at forklare patienten behandlingens nødvendighed, bortset fra
akutte situationer, hvor udsættelse af behandlingen er til fare for patientens liv eller
helbred.
3.4.2. Overvejelser om tvangsbehandling
Tvangsbehandling er et voldsomt indgreb i patientens selvbestemmelsesret. Med
den nye ramme og retning og deraf følgende fokus på størst mulig selvbestemmel-
se, vurderes der at være behov for yderligere sikring af inddragelse af patienten i
beslutninger om dennes behandling, samt for at understrege, at tvangsbehandling
skal ske i overensstemmelse med fagligt anerkendt standard og forsvarlig klinisk
praksis.
3.4.3. Den foreslåede ordning
Forslaget vil medføre, at det vil fremgå af loven, at behandlingen skal ske i over-
ensstemmelse med Sundhedsstyrelsens til enhver tid gældende vejledninger ved-
rørende behandling med antipsykotiske lægemidler.
Derudover vil forslaget medføre, at det fastsættes i loven, at behandling uden pati-
entens samtykke skal være i overensstemmelse med faglig anerkendt standard og
forsvarlig klinisk praksis på det psykiatriske område, samt at der, hvis patienten
ikke giver samtykke til behandling, skal tages stilling til, om der kan tilbydes andre
frivillige tiltag som alternativ til den behandling, patienten ikke samtykker til, herun-
der f. eks. om patienten vil give samtykke til en anden medicinsk behandling end
den foreslåede.
3.5. Tvangsfiksering
3.5.1. Gældende ret
Psykiatrilovens § 14, stk. 1, indeholder en udtømmende opremsning af de midler,
der må anvendes til tvangsfiksering. Det fremgår heraf, at alene bælte, hånd- og
fodremme samt handsker må anvendes.
Side 23
Det er i psykiatrilovens § 14, stk. 2, fastsat, at tvangsfiksering kun må anvendes, i
det omfang det er nødvendigt for at afværge, at en patient:
1) udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme
eller helbred,
2) forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller
3) øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.
Beslutning om tvangsfiksering træffes af en læge, efter at denne har tilset patien-
ten, jf. § 15, stk. 1. Beslutningen om, at der foruden bælte skal anvendes hånd- og
fodremme skal dog træffes af overlægen, jf. § 15, stk. 2.
Det fremgår af § 15, stk. 3, at såfremt det i et tilfælde, som nævnt i § 14, stk. 2, nr.
1, af hensyn til patientens egen eller andres sikkerhed ville være uforsvarligt at
afvente lægens tilsyn, kan personalet på egen hånd beslutte at fiksere den pågæl-
dende med bælte. Lægen skal da straks tilkaldes og træffe afgørelse vedrørende
anvendelsen af tvangsfiksering med bælte.
Det er en forudsætning for den lægelige ordination, at lægen på grundlag af patien-
tens aktuelle tilstand har vurderet nødvendigheden af tvangsfiksering, og at an-
vendelse af andre midler, for eksempel øget tilsyn, har vist sig utilstrækkelige eller
uigennemførlige som følge af patientens tilstand, jf. § 19, stk. 4, i bekendtgørelse
nr. 1338 af 2. december 2010 om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse
på psykiatriske afdelinger.
Det er i psykiatrilovens § 16 fastsat, at en patient, der er tvangsfikseret, skal have
fast vagt. Det fremgår af § 21, stk. 2, i ovenstående bekendtgørelse, at en fast vagt
er en hertil udpeget sygeplejerske, plejer eller andet kvalificeret personale, som
ikke samtidig har andre arbejdsopgaver end at tage sig af den eller de bæltefikse-
rede patienter. Tilsynet skal udføres under hensyntagen til patientens ønsker og
med respekt for dennes værdighed og selvfølelse. Patienten skal have ret til et vist
privatliv, når dette ikke er uforeneligt med hensyn til patientens sikkerhed.
Så længe en tvangsfiksering opretholdes, skal der foretages fornyet lægelig vurde-
ring af spørgsmålet om fortsat anvendelse af tvangsfikseringen, så ofte som for-
holdene tilsiger det, dog mindst 4 gange i døgnet, jævnt fordelt, efter at beslutnin-
gen om anvendelse af tvangsfiksering er truffet, jf. § 21, stk. 4. Derudover har over-
lægen en løbende tilsynspligt i henhold til § 21, stk. 1, hvoraf det fremgår, at over-
lægen til stadighed har ansvaret for, at tvangsfikseringen ikke anvendes i videre
omfang end nødvendigt.
Hvis tvangsfikseringen udstrækkes i længere tid end 48 timer, er det i § 21, stk. 5,
fastsat, at en læge, der ikke er ansat på det pågældende psykiatriske afsnit, hvor
indgrebet finder sted, som ikke har ansvaret for patientens behandling, og som
ikke står i et underordnelsesforhold til den behandlende læge, skal foretage en
vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af tvangsfiksering. Vurderingen
må ikke foretages af en læge, der i øvrigt er inhabil. Inhabilitet foreligger i samme
tilfælde, som nævnt i forvaltningslovens § 3, jf. § 22, stk. 2, 3. pkt., i bekendtgørel-
se nr. 1338 af 2. december 2010 om anvendelse af anden tvang end frihedsberø-
velse på psykiatriske afdelinger.
Side 24
Efter § 21, stk. 6, skal vurderingen i henhold til stk. 5 gentages en gang om ugen,
så længe foranstaltningen pågår.
3.5.2. Overvejelser om tvangsfiksering
I 2002 og igen i 2008 kritiserede Europarådets Komité til Forebyggelse af Tortur
(CPT) Danmark for brugen af langvarige tvangsfikseringer. CPT udtalte i rapporten
vedr. besøget i 2008, at CPT ”forbliver alvorligt bekymret” over brugen af langvari-
ge tvangsfikseringer, og henviser til sin rapport om besøget i 2002, hvori det un-
derstreges, at fikseringer i dagevis ikke har nogen medicinsk berettigelse, og efter
CPT’s opfattelse er at ligestille med nedværdigende behandling. CPT udstikker i
rapporten det princip, at en tvangsfiksering bør anvendes i så kort tid som muligt,
normalt kun nogle minutter eller nogle få timer.
Bl.a. på baggrund af kritikken blev der ved revision af psykiatriloven i henholdsvis
2007 og 2010 indsat bestemmelser om øget tilsyn med tvangsfikserede patienter.
Ca. hver femte patient indlagt på en psykiatrisk afdeling bliver udsat for én eller
flere tvangsforanstaltninger. I 2013 blev 2.084 patienter udsat for tvangsfiksering,
heraf 83 i børne- og ungdomspsykiatrien, mens det drejede sig om 1993 patienter i
2012, heraf 78 børne- og ungdomspsykiatrien. En del patienter bliver tvangsfikse-
ret flere gange under indlæggelse. Der blev foretaget i alt 6.165 bæltefikseringer i
2013, heraf 946 i børne- og ungdomspsykiatrien, mod 5.657 tvangsfikseringer i
2012, heraf 482 i børne- og ungdomspsykiatrien. Omkring halvdelen af alle bælte-
fikseringer varer under 1 døgn. Omkring 90 pct. af alle bæltefikseringer er afsluttet
indenfor tre døgn. Langvarige bæltefikseringer, der strækker sig over uger, fore-
kommer, men er relativt sjældne.
I forbindelse med det nationale gennembrudsprojekt om nedbringelse af tvang i
psykiatrien, som blev gennemført i perioden 2004-2007 på forskellige psykiatriske
afdelinger, blev de mest anvendte former for tvang nedbragt med 50 pct. på hver
femte af de deltagende afdelinger og 20 pct. på 40 pct. af afdelingerne. Imidlertid
har det ikke været muligt for afdelingerne at fastholde de gode resultater. Det er-
kendes, at det ikke har været muligt at opnå en varig, nævneværdig reduktion i
anvendelsen af tvangsfikseringer.
Psykiatriudvalget har i sin rapport foreslået, at der sættes fælles mål for en markant
og varig reduktion af tvang frem mod 2020, herunder et mål om, at en tvangsfikse-
ring som udgangspunkt ikke må udstrække sig over 48 timer, med mindre helt
specielle hensyn taler herfor, herunder patientens, personalets eller andres sikker-
hed.
I rapporten beskrives en række evidensbaserede metoder i forhold til at nedbringe
antallet af tvangsfikseringer.
Som nævnt i indledningen til lovforslaget fremgår det også af regeringens plan for
psykiatri, at andelen af personer, der udsættes for tvang i psykiatrien, skal reduce-
res, og at bæltefiksering skal halveres frem mod 2020. Det er afgørende for rege-
ringen, at brugen af tvangsfiksering reduceres i både antal og tidsmæssig ud-
strækning. Det vurderes, at der er behov for bl.a. at skærpe reglerne for tvangsfik-
sering med henblik på at opnå en sådan reduktion.
Side 25
Det vurderes, at det ikke vil være hensigtsmæssigt i loven at fastsætte en absolut
tidsbegrænsning i forhold til varigheden af en tvangsfiksering, idet sundhedsperso-
nalet dermed vil kunne blive frataget muligheden for at yde den nødvendige om-
sorg for de patienter, der efter den fastsatte tidsgrænse fortsat befinder sig i den
tilstand, der oprindeligt førte til tvangsfikseringen.
3.5.3. Den foreslåede ordning
Forslaget vil medføre, at det af lovens § 14, stk. 2, kommer til at fremgå, at en
tvangsfiksering kun må anvendes kortvarigt. Der forslås samtidig indsat en undta-
gelsesbestemmelse hertil, for at tage højde for de tilfælde, hvor der undtagelses-
vist kan være væsentlige grunde til at fortsætte en tvangsfiksering ud over nogle få
timer, herunder hensynet til patientens eller andres liv, førlighed eller sikkerhed.
En yderligere skærpelse er indeholdt i forslaget om, at det er overlægen, der skal
træffe beslutning om anvendelse af tvangsfiksering i modsætning til gældende ret,
hvor en beslutning om tvangsfiksering kan træffes af en læge. Der er dog med
forslaget til § 1, nr. 5, lagt op til, at beslutningen, jf. lovens § 4 a, i overlægens fra-
vær kan træffes af en anden læge, men at overlægen i så fald efterfølgende sna-
rest skal tage stilling til beslutningen. Ifølge bemærkningerne til psykiatrilovens § 4
a indebærer udtrykket »snarest«, at overlægen skal tage stilling hurtigst muligt
efter, at overlægen igen er mødt på sygehuset. Resultatet af overlægens stillingta-
gen skal tilføres tvangsprotokollen.
Med hensyn til de tilsyn med tvangsfikserede patienter, der er fastlagt i lovens §
21, nr. 4 og 5, vil forslaget til § 1, nr. 21, medføre, at de tilsyn, der efter lovens §
21, stk. 4, skal ske mindst 4 gange i døgnet, fremover skal ske mindst 3 gange i
døgnet. Forslaget skal ses i lyset af forslaget til § 1, nr. 22, som vil medføre, at den
eksterne lægefaglige vurdering, der jf. lovens § 21, stk. 5, skal ske i forhold til
tvangsfikseringer, der udstrækkes i længere tid end 48 timer, vil blive fremrykket til
24 timer efter tvangsfikseringens iværksættelse. Derudover skal forslaget ses i
lyset af, at overlægen i henhold til lovens § 21, stk. 1, har en løbende tilsynspligt,
således at overlægen til stadighed har ansvaret for, at tvang, herunder tvangsfikse-
ring ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt.
3.6. Oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen
3.6.1. Baggrund
Oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen blev indført den 1. oktober
2010 ved lov nr. 708 af 25. juni 2010 om ændring af lov om anvendelse af tvang i
psykiatrien og lov om rettens pleje. Det er i lovens § 4 fastsat, at ministeren for
sundhed og forebyggelse efter en forsøgsperiode på 4 år med oppegående
tvangsfiksering fremsætter forslag om revision af loven i folketingsåret 2014-15.
I overensstemmelse med bemærkningerne til ændringsloven har Sundhedsstyrel-
sen fulgt ordningen tæt. Til det formål blev der nedsat en bredt sammensat følge-
gruppe bestående af repræsentanter fra Landsforeningen Bedre Psykiatri, Lands-
foreningen SIND, LAP - Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribruge-
re, Danske Regioner og Dansk Psykiatrisk Selskab. Det fremgår af bemærkninger-
ne, at Sundhedsstyrelsen efter perioden 2010-2013 udarbejder en redegørelse,
som vil blive fremsendt til Folketingets Sundhedsudvalg og Tilsynet i henhold til
grundlovens § 71. Endelig fremgår det, at de erfaringer, der indhøstes i forbindelse
Side 26
med undersøgelsen, vil blive anvendt til eventuelle justeringer af bestemmelsen,
når lovændringen revideres i folketingsåret 2014-2015.
De to redegørelser er sendt til udvalgene i juni 2014.
3.6.2. Sundhedsstyrelsens evaluering af oppegående tvangsfiksering
I alt har Sundhedsstyrelsen, fra starten af ordningen den 1. oktober 2010 til og med
sommeren 2013, behandlet 26 ansøgninger om oppegående tvangsfiksering vedr.
i alt fem patienter ud af de i alt 30 patienter på Sikringsafdelingen. Sundhedsstyrel-
sen har for fire patienter givet seks tilladelser pr. patient til oppegående tvangsfik-
sering, og to tilladelser til oppegående tvangsfiksering af én patient. Tilladelserne
gives i henhold til psykiatriloven for seks måneder ad gangen. Der er i perioden
ikke givet afslag på ansøgninger.
Sikringsafdelingen har fået tilladelse til at anvende oppegående tvangsfiksering
over for fem patienter fra lovens ikrafttrædelse 1. oktober 2010 og frem til juni
2013. Alle patienter er anbragt på Sikringsafdelingen i henhold til farlighedsdekret
udstedt af justitsministeren.
Patienterne er svært psykisk syge og vanskelige at behandle medicinsk, da de ikke
responderer sædvanligt på behandling med antipsykotiske lægemidler. Deres op-
levelsesverden kan medføre omfattende selvskadende adfærd, og deres hallucina-
tioner kan også diktere patienterne til pludselige uventede aggressive udfald mod
andre, fx personale eller medpatienter – nogle gange er udfaldene livstruende for
personer i omgivelserne.
Fire af de fem patienter er uændret farlige, hvorfor de ikke kan være sammen med
medpatienter uden oppegående tvangsfiksering. For to patienter har oppegående
tvangsfiksering især været anvendt for at skabe mulighed for at varetage en til-
strækkelig og nødvendig personlig hygiejne
Oppegående tvangsfiksering giver patienterne mulighed for at komme i gårdhaven
alene eller sammen med medpatienter op til ca. ½ time daglig samt deltagelse i
fællesspisning et par gange om ugen. Endvidere giver det mulighed for at komme i
fællesskab sammen med medpatienter i dagligstuen én time to gange dagligt, hvis
de kan magte det, og ikke er inde i en periode med specielt udadreagerende, vol-
delig adfærd. Oppegående tvangsfiksering har givet patienterne mulighed for også
at deltage i andre fælles aktiviteter (grillaftner, julefrokost, kortspil mv.). Det har
tillige givet mulighed for at få besøg af familiemedlemmer, som patienterne tidligere
har gjort udfald mod.
Som udgangspunkt opholder alle fem patienter sig på aflåst stue og kan til tider
være tvangsfikseret (fastspændt til sengen) som følge af deres farlighed. Oppegå-
ende tvangsfiksering har ikke erstattet patienternes ophold på aflåst stue eller i
tvangsfiksering, men er en supplerende tvangsforanstaltning, der giver mulighed
for et brud på isolationen og en forbedring af plejen og behandlingen. De mest
syge patienter har kun i mindre grad været i stand til at benytte sig af oppegående
tvangsfiksering, da de ofte er for psykotiske eller for voldelige.
Tre af patienterne har udtalt, at det er positivt at være i oppegående tvangsfikse-
ring, da det giver mulighed for mere fællesskab og øget aktivitet. De to sidste pati-
Side 27
enter har ikke kunne give udtryk for, hvad de mener om brugen af oppegående
fiksering, da de ikke har et forståeligt sprog.
Fire af de fem patienter har haft samme patientrådgiver, der også fungerer som
patienternes bistandsværge, og vedkommende har fremsendt en udtalelse til brug
for Sundhedsstyrelsens evaluering. Den pågældende, der har mange års erfarin-
ger med patienter på Sikringsafdelingen, har vurderet, at brugen af oppegående
tvangsfiksering har været til gavn for både patienter og personale, og det har givet
patienterne mere frihed, og gjort det lettere for dem at være i fællesskab med an-
dre patienter. Rådgiveren vurderer, at oppegående tvangsfiksering har bidraget til,
at de dårligste patienter i mindre grad udsættes for langvarige bæltefikseringer.
Tillige har oppegående tvangsfiksering været gavnligt for patienternes pleje og
hygiejne. Rådgiverens vurdering er, at oppegående tvangsfiksering er en mere
human måde at behandle patienterne på.
Sundhedsstyrelsens anbefalinger
På baggrund af de positive erfaringer, der er indhentet i forsøgsperioden, anbefaler
Sundhedsstyrelsen, at ordningen med oppegående tvangsfiksering på Sikringsaf-
delingen fortsætter, samt at der foretages ændringer i de processuelle regler.
Sundhedsstyrelsen anbefaler Det særligt sagkyndige råds arbejde ændret. Det
særligt sagkyndige råd er nedsat af Sundhedsstyrelsen og består af en speciallæ-
ge i psykiatri udpeget af Sundhedsstyrelsens, fire speciallæger i psykiatri udpeget
efter indstilling fra Dansk Psykiatrisk Selskab samt en repræsentant udpeget efter
indstilling fra Danske Handicaporganisationer. Det er på baggrund af rådets indstil-
ling, at Sundhedsstyrelsen træffer afgørelse i ansøgningssager om oppegående
tvangsfiksering. Sundhedsstyrelsens anbefaling er, at Sikringsafdelingen kun skal
søge om rådets tilladelse første gang, der ansøges om tilladelse til oppegående
tvangsfiksering af en patient på Sikringsafdelingen. En psykiater fra rådet skal tilse
patienten før rådsmødet som det sker i henhold til den nuværende model. Herefter
anbefales det, at Sikringsafdelingen hvert halve år selv kan forlænge ordningen et
halvt år ad gangen uden at ansøge Rådet.
Med hensyn til revurderinger af den oppegående tvangsfiksering, som efter gæl-
dende regler skal ske en gang i døgnet, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at Sikrings-
afdelingen afhængig af patientens sygdom med passende intervaller (dog som
minimum én gang om måneden) skal vurdere, om der fortsat er indikation for at
anvende oppegående tvangsfiksering. Der skal revurderes oftere, hvis patientens
kliniske tilstand kræver det.
Sundhedsstyrelsen anbefaler endvidere, at det gældende krav om, at en ekstern
psykiater skal tilse patienter før et Rådsmøde, eller at patienten skal tilses af en
ekstern psykiater, hvis oppegående tvangsfiksering har varet i længere tid end én
uge, bortfalder.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at Sikringsafdelingen som noget nyt kan iværksætte
oppegående tvangsfiksering, hvis der findes indikation for det, samtidig med at
Sikringsafdelingen ansøger Sundhedsstyrelsen om tilladelse. Formålet skal være
at forebygge, at en patient evt. kan være bæltefikseret i ventetiden på Rådets be-
slutning.
Side 28
Endvidere anbefaler Sundhedsstyrelsen, at Sundhedsstyrelsen/Rådet som noget
nyt én gang om året skal besøge Sikringsafdelingen og tilse de patienter, der er
eller i året forud har været under oppegående tvangsfiksering.
Sundhedsstyrelsens argument for de ovenstående anbefalinger er, at patienternes
tilstand gennem årene stort set har været uændret for de fire patienters vedkom-
mende, og Rådet har kunnet give tilladelse til oppegående tvangsfiksering i forbin-
delse med alle Sikringsafdelingens ansøgninger hvert halve år. Sundhedsstyrelsen
vurderer, at Sikringsafdelingens gentagne ansøgninger hvert halve år ikke bidrager
med væsentlig nyt i forhold til, hvad der registreres løbende i forbindelse med pati-
entbehandlingen.
Der har gennem årene været sammenfald i patientvurderingerne fra de uvildige
speciallæger i psykiatri og fra Rådets psykiatere. Disse vurderinger svarer også til
Sikringsafdelingens egne vurderinger. Sundhedsstyrelsen vurderer på den bag-
grund, at vurderingerne fra de uvildige speciallæger i psykiatri ikke har bidraget
med væsentligt nyt. På den baggrund er det Sundhedsstyrelsens opfattelse, at der
ikke er behov for, at patienterne vurderes så ofte og af så mange forskellige psyki-
atere.
Sundhedsstyrelsen peger på, at den foreslåede model er mindre administrativt
krævende og samtidig sikrer, at der føres et grundigt tilsyn med patienterne. Efter
den foreslåede model skal patienterne ikke vurderes af en ekstern psykiater uden
for Rådet, men udelukkende af eksterne psykiatere fra Rådet. Sundhedsstyrelsen
vurderer, at Rådet med den foreslåede model vil komme til at fungere mere effek-
tivt i vurderingen af patienterne.
Samtidig påpeger Sundhedsstyrelsen, at den foreslåede model sikrer, at patienter-
ne tilbagevendende tilses af eksterne psykiatere fra Rådet samt af det samlede
Råd, herunder Sundhedsstyrelsen. Ved det årlige tilsyn skal det vurderes, om pati-
entbehandlingen er gennemført med omhu og samvittighedsfuldhed, og om psyki-
atriloven er overholdt.
Sundhedsstyrelsen påpeger endvidere, at modellen tilgodeser, at tilladelse til at
anvende oppegående tvangsfiksering vurderes af et uvildigt Råd med forskellige
kompetencer. Samtidig er det væsentligt, at den samlede ressourceanvendelse i
form af personaletimer er mere hensigtsmæssig, da evalueringen har vist, at det
administrative arbejde samt omfanget og formen af patientvurdering i den nuvæ-
rende ordning ikke er nødvendig ud fra et sundhedsfagligt eller patientrettigheds-
mæssigt perspektiv. Sundhedsstyrelsen vurderer derfor, at der med modellen vil
kunne frigøres personaletid til aktiviteter med mere sundhedsfaglig relevans for
patienterne.
Sundhedsstyrelsen anfører, at oppegående tvangsfiksering har vist sig som et
vigtigt middel til at vedligeholde og udvikle patienternes fysiske og psykiske hel-
bred, men da det er en tvangsforanstaltning, er der behov for, at ordningen vurde-
res af en uvildig instans med forskellige kompetencer. I forsøgsperioden har det
været muligt for Rådet at drøfte patientbehandlingen med Sikringsafdelingen un-
dervejs i forløbet. Især den medicinske behandling har løbende været drøftet. Rå-
det har også initieret, at patienter er blevet vurderet på ny af neurologer samt, at to
patienter fik foretaget en medicinsk second opinion. Derfor vurderer Sundhedssty-
Side 29
relsen, at der fortsat er behov for, at Rådet og Sundhedsstyrelsen vurderer ordnin-
gen med oppegående tvangsfiksering.
3.6.3. Gældende ret
Det er i psykiatrilovens § 18 c, stk. 1, fastsat, at oppegående tvangsfiksering alene
kan anvendes over for patienter på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afde-
ling, Region Sjælland. Oppegående tvangsfiksering kan etableres, såfremt mindst
ét af de materielle kriterier i den gældende lovs § 14, stk. 2, er opfyldt. Det vil sige,
at patienten skal udsætte sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade
på legeme eller helbred, forfølge eller på anden lignende måde groft forulempe
medpatienter, eller øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang. Det er endvidere en
betingelse, at langvarig isolation på patientstue vurderes at have negativ effekt på
patientens samlede tilstand, psykisk, legemligt og socialt, eller at langvarig tvangs-
fiksering vurderes at have negativ effekt på patientens samlede tilstand, psykisk,
legemligt og socialt.
Det er i § 18 c, stk. 2, fastsat, at der til oppegående tvangsfiksering alene kan an-
vendes mavebælte, fikseringsremme, håndremme og fodremme. Dette er en ud-
tømmende opremsning af de midler, der kan anvendes til oppegående tvangsfikse-
ring. I § 18 c, stk. 3, stilles der krav om, at en patient, der er oppegående tvangs-
fikseret, skal have mindst én fast vagt. En fast vagt til en patient, der er oppegåen-
de tvangsfikseret, er en hertil udpeget sygeplejerske, plejer eller andet kvalificeret
personale, som ikke samtidig har andre arbejdsopgaver end at tage sig af den
bæltefikserede patient. Tilsynet skal udføres under hensyntagen til patientens øn-
sker og med respekt for dennes værdighed og selvfølelse. Når patienten opholder
sig på sin egen stue, skal den pågældende have ret til et vist privatliv, når dette
ikke er uforeneligt med hensynet til patientens sikkerhed. Tilsynet i forhold til pati-
enter, der er oppegående tvangsfikseret, skal således ske i overensstemmelse
med de regler, der gælder for tilsyn med en patient, der er tvangsfikseret til en
seng efter den gældende lovs § 14, jf. § 21 i bekendtgørelse nr. 1338 af 2. decem-
ber 2010 om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske af-
delinger, dog således at den faste vagt alene må have ansvar for én patient, der er
oppegående tvangsfikseret.
Oppegående tvangsfiksering kan, jf. § 18 c, stk. 4, alene iværksættes efter tilladel-
se fra Sundhedsstyrelsen. Det er Sundhedsstyrelsen, der træffer afgørelse i sagen
efter indstilling fra et særligt sagkyndigt råd nedsat af Sundhedsstyrelsen. Rådet
skal bestå af en speciallæge i psykiatri udpeget af Sundhedsstyrelsens, fire speci-
allæger i psykiatri udpeget efter indstilling fra Dansk Psykiatrisk Selskab samt en
repræsentant udpeget efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer. Sund-
hedsstyrelsen varetager formandskab, juridisk rådgivning og sekretariatsbetjening
af rådet og udarbejder efter forhandling med Indenrigs- og Sundhedsministeriet en
forretningsorden for rådet. Forretningsordenen vil blandt andet indeholde bestem-
melser om proceduren i forbindelse med ansøgninger fra Sikringsafdelingen, her-
under at den behandlingsansvarlige overlæge på Sikringsafdelingen har mulighed
for at give møde for rådet. Sundhedsstyrelsens afgørelse kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed. Det skal bemærkes, at Sundhedsstyrelsen i sin
afgørelse også skal tage stilling til de midler, der ønskes anvendt til oppegående
tvangsfiksering af den pågældende patient. Det indebærer, at det skal fremgå af
overlægens ansøgning til Sundhedsstyrelsen specifikt hvilke midler, herunder i
hvilket materiale, der efter § 18 c, stk. 2, ønskes anvendt.
Side 30
§ 18, stk. 5, indeholder de formelle kriterier vedrørende oppegående tvangsfikse-
ring. Når den ledende overlæge for Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, har
vurderet, at oppegående tvangsfiksering er nødvendig, ansøger denne Sundheds-
styrelsen om tilladelse hertil. I den ledende overlæges fravær kan vurderingen
foretages af dennes stedfortræder, som også kan indgive ansøgning til Sundheds-
styrelsen. Den ledende overlæges ansøgning til Sundhedsstyrelsen skal være
bilagt en erklæring fra den ledende overlæge selv, samt en erklæring fra en uvildig
speciallæge i psykiatri, som vurderer, at anvendelse af oppegående tvangsfikse-
ring kan anvendes. Erklæringen fra den uvildige speciallæge i psykiatri skal hvile
på såvel speciallægens egen undersøgelse af patienten, som de modtagne oplys-
ninger. Det er forudsat, at den uvildige speciallæge i sin undersøgelse tager stilling
til den medicinske behandling og den øvrige samlede behandlingsmæssige ind-
sats. Der foreligger uvildighed, hvis speciallægen i psykiatri ikke tidligere har haft
ansvaret for patientens behandling og ikke er ansat på Sikringsafdelingen under
Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland. Speciallægen i psykiatri kan således
tidligere have været ansat på Sikringsafdelingen, men må under ansættelsen ikke
have haft ansvaret for den konkrete patients behandling.
I § 18, stk. 6, er det særligt sagkyndige råds opgaver fastsat. Rådets opgave er at
vurdere nødvendigheden af at anvende oppegående tvangsfiksering til den pågæl-
dende patient. Rådet kan herefter indstille til Sundhedsstyrelsen, at Sundhedssty-
relsen giver tilladelse til at anvende oppegående tvangsfiksering af patienten i en
periode på op til 6 måneder ad gangen. Rådet skal afgive sin vurdering hurtigst
muligt, dog senest 14 hverdage efter, at Sundhedsstyrelsen har modtaget ansøg-
ningen fra den ledende overlæge på Sikringsafdelingen. En af rådet speciallæger i
psykiatri skal have tilset den patient, ansøgningen vedrører, inden rådet kan be-
handle ansøgningen.
Efter § 18 c, stk. 7, er det den behandlingsansvarlige overlæge, der kan ophæve
den oppegående tvangsfiksering. I den behandlingsansvarlige overlæges fravær
kan beslutningen træffes af dennes stedfortræder. Med ophævelse af den oppegå-
ende tvangsfiksering sigtes der alene til det endelige ophør af foranstaltningen. En
oppegående tvangsfiksering betragtes således ikke ophørt, hvis remme og mave-
bælte f.eks. fjernes til natten, eller i andre situationer, hvor der ikke skønnes at
være behov for dem. Tilladelsen til at anvende oppegående tvangsfiksering er
således ikke et påbud om at anvende oppegående tvangsfiksering hele tiden, men
tilladelsen giver overlægen mulighed for at anvende oppegående tvangsfiksering i
de tilfælde, hvor alternativet ville være, at patienten langvarigt ville være fikseret til
en seng eller være i isolation på egen patientstue.
Såfremt den behandlingsansvarlige overlæge på Sikringsafdelingen eller dennes
stedfortræder vurderer, at der er behov for at anvende oppegående tvangsfiksering
i op til yderligere 6 måneder kan denne på ny indgive en ansøgning til Sundheds-
styrelsen efter reglerne i § 18 c, stk. 5.
Revurderinger af oppegående tvangsfiksering er reguleret i psykiatrilovens § 21,
stk. 7 og 8. Det fremgår af stk. 7, at den behandlingsansvarlige overlæge, så læn-
ge en oppegående tvangsfiksering, jf. § 18 c, opretholdes, en gang i døgnet skal
foretage fornyet vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af oppegående
tvangsfiksering. Træffer den behandlingsansvarlige overlæge beslutning om fortsat
anvendelse af oppegående tvangsfiksering, skal denne endvidere fastlægge en
Side 31
observationsplan for de følgende 24 timer. I den behandlingsansvarlige overlæges
fravær træffer den stedfortrædende overlæge beslutning og fastlægger observati-
onsplan. Af stk. 8 fremgår det, at hvis en oppegående tvangsfiksering, jf. § 18 c,
udstrækkes i længere tid end 1 uge, skal en speciallæge i psykiatri, som ikke har
haft ansvaret for patientens behandling, og som ikke er ansat på Sikringsafdelin-
gen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, foretage fornyet vurdering af
spørgsmålet om fortsat anvendelse af oppegående tvangsfiksering. Denne vurde-
ring gentages herefter en gang om ugen, så længe foranstaltningen pågår.
3.6.4 Den foreslåede ordning
Forslaget vil medføre, at der fortsat bliver hjemmel til anvendelse af oppegående
tvangsfiksering på Sikringsafdelingen.
Med forslaget ophæves kravet i § 18 c, stk. 5, om, at ansøgningen til Sundhedssty-
relsen skal indeholde en erklæring fra en uvildig speciallæge i psykiatri.
Anvendelse af oppegående tvangsfiksering bør alene kunne ske på baggrund af
en tilladelse fra Sundhedsstyrelsen. Derfor foreslås det, at Sikringsafdelingen får
mulighed for samtidig med, at der indgives ansøgning til Sundhedsstyrelsen om
oppegående tvangsfiksering, at søge om Sundhedsstyrelsens tilladelse til at an-
vende oppegående tvangsfiksering i ansøgningsperioden, såfremt det skønnes
nødvendigt af hensyn til patientens psykiske og legemlige tilstand.
Derudover vil forslaget medføre, at bestemmelsen i § 18 c, stk. 6, om, at tilladelsen
kun gives for 6 måneder ad gangen, ophæves, Det vil medføre, at en tilladelse
gælder, indtil Sikringsafdelingen ophæver den oppegående tvangsfiksering, eller
Sundhedsstyrelsen ved sit årlige tilsyn, jf. forslaget til § 1, nr. 15, vurderer, at den
oppegående tvangsfiksering skal ophæves.
Endelig vil forslaget medføre, at revurderingen af den oppegående tvangsfiksering,
der i henhold til § 21, stk. 7, skal foretages én gang i døgnet, fremover skal ske
med passende intervaller og mindst én gang om måneden, og beslutningen om
fortsat oppegående tvangsfiksering skal indgå i behandlingsplanen, som, jf. psyki-
atrilovens § 3, stk. 3, skal opstilles for patienten.
Det er ministeriets vurdering, at Sundhedsstyrelsens anbefaling om ophævelse af
6-månedersreglen og bortfald af kravet om daglige revurderinger ikke medfører en
forringelse af patienternes retssikkerhed. Baggrunden for denne vurdering er, at
oppegående tvangsfiksering bruges som et alternativ til isolation på egen stue og
tvangsfiksering, hvor patienten er fastspændt til en seng. I henhold til psykiatrilo-
vens § 21, stk. 1, har overlægen til stadighed ansvaret for, at oppegående tvangs-
fiksering og andre tvangsforanstaltninger ikke anvendes i videre omfang end nød-
vendigt. Tvangsfiksering revurderes flere gange i døgnet og af eksterne speciallæ-
ger i psykiatri, hvis de varer mere end 48 timer. Oppegående tvangsfiksering kan
bruges dagligt eller med flere dages mellemrum alt efter, om patientens tilstand
muliggør ophold i fællesarealerne. Det giver derfor mening, at overlægen kan træf-
fe beslutning om, at isolation og/eller tvangsfiksering i givne situationer kortvarigt
kan erstattes med oppegående tvangsfiksering i løbet af fx den følgende måned.
Som ved alle andre tvangsformer skal den oppegående tvangsfiksering ophøre
straks, når lægen har vurderet, at kriterierne for den pågældende tvangsforanstalt-
ning ikke længere er til stede. Patienten eller dennes bistandsværge eller patient-
Side 32
rådgiver kan til enhver tid klage over overlægens beslutning om, at der kan anven-
des oppegående tvangsfiksering.
3.7. Udvidede muligheder for kontrol af post, undersøgelse af patienters ejendele
og patientstuer samt kropsvisitation
3.7.1. Gældende ret
Det fremgår af psykiatrilovens § 19 a, at overlægen ved begrundet mistanke om, at
medikamenter, rusmidler eller farlige genstande er blevet eller vil blive forsøgt ind-
ført til patienten, kan beslutte,
1. at patientens post skal åbnes og kontrolleres,
2. at patientens stue og ejendele skal undersøges, eller
3. at der skal foretages kropsvisitation af patienten. Undersøgelse af kroppens
hulrum er ikke tilladt.
Undersøgelse af patientens post og patientens stue samt ejendele skal så vidt
muligt foretages i patientens nærvær, jf. stk. 2. Derudover kan overlægen, jf. stk. 3,
beslutte, at medikamenter, rusmidler og farlige genstande, som bliver fundet ved
indgreb efter stk. 1, skal beslaglægges. Overlægen kan overlade til politiet at afgø-
re, om medikamenter, rusmidler og farlige genstande besiddes i strid med den
almindelige lovgivning, herunder lovgivningen om euforiserende stoffer og lovgiv-
ningen om våben m.v. Politiet kan beslutte, om disse medikamenter, rusmidler og
genstande skal destrueres.
Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen jf. Folketingstidende 2005-06,
tillæg A, s. 4213 f., at hensynet bag bestemmelsen er, at der skal være mulighed
for at forhindre, at patienten er eller kommer i besiddelse af medikamenter, rusmid-
ler eller farlige genstande, som kan udgøre en fare for patienten selv eller andre.
Der kan endvidere være tale om f.eks. rusmidler og medikamenter, som kan have
en negativ indflydelse på patientens behandling.
Det fremgår endvidere, at overlægen kan beslutte, at de pågældende indgreb skal
foretages ved begrundet mistanke om, at medikamenter, rusmidler eller farlige
genstande aktuelt er blevet eller vil blive forsøgt indført til patienten. Det skal anfø-
res i journalen, hvilke konkrete forhold mistanken bygger på. Den omstændighed,
at patienten f.eks. har en kendt misbrugshistorie, er ikke i sig selv tilstrækkelig til at
opfylde kravet om en begrundet mistanke om, at patienten aktuelt er i besiddelse
af rusmidler. Der skal endvidere være tale om en individuel vurdering af sandsyn-
ligheden for, at patienten er i besiddelse af de pågældende genstande m.v. Der
kan således ikke etableres faste rutiner på afdelingen, hvorefter de pågældende
foranstaltninger generelt foretages i forhold til samtlige eller en gruppe af de indlag-
te patienter.
Det kan efter bestemmelsen undersøges, om patienten er i besiddelse af medika-
menter, rusmidler eller farlige genstande. Der kan være tale om genstande eller
midler, der kan udgøre en fare for patienten selv, f.eks. selvmordstruede patienter,
eller andre, hvis de findes på afdelingen. Der kan f.eks. være tale om knive eller
andre våben, men der kan også være tale om genstande, som normalt vil blive
betragtet som ufarlige, f.eks. værktøj, nåle, glasflasker mv. Af rusmidler omfattet af
bestemmelsen kan f.eks. nævnes alkohol og narkotiske stoffer. Medikamenter
omfattet af bestemmelsen kan i princippet være alle former for medicin, både re-
ceptpligtig medicin og håndkøbsmedicin.
Side 33
Hjemlen til at åbne og kontrollere patientens post for de i bestemmelsen nævnte
objekter indebærer, at både breve og pakker kan undersøges. Posten kan alene
undersøges for, om de i bestemmelsen nævnte genstande, medikamenter og rus-
midler findes i posten. Der er derimod ikke hjemmel til at læse det skriftlige indhold
i posten. Kun forsendelser til patienten er omfattet af bestemmelsen, hvorimod
breve og pakker, som patienten sender, ikke er omfattet.
En beslutning om undersøgelse af stue og ejendele omfatter for eksempel under-
søgelse af skabe og skuffer på stuen, men også patientens personlige tasker og
andre ejendele kan med hjemmel i denne bestemmelse undersøges.
Med hensyn til kropsvisitation af patienten fremgår det, at undersøgelse af krop-
pens hulrum ikke er tilladt, hvilket også omfatter mundhulen. Undersøgelse af
kroppens hulrum ved f.eks. en endetarmsundersøgelse er så indgribende en for-
anstaltning, at dette ikke skal være muligt indenfor rammerne af psykiatriloven.
Disse undersøgelser kan foretages på frivillig basis i behandlingsøjemed. Under-
søgelse af armhulerne er ikke omfattet af begrænsningen i andet led. Mindste mid-
del princippet, jf. § 4, skal iagttages i forbindelse med kropsvisitation af patienten,
hvilket bl.a. indebærer, at indgrebet skal udføres så skånsomt som muligt og med
størst muligt hensyntagen til patienten, således at der ikke forvoldes unødig kræn-
kelse eller ulempe.
3.7.2 Overvejelser om udvidede muligheder for kontrol af post, undersøgelse af
patienters ejendele og patientstuer samt kropsvisitation
Som beskrevet i afsnit 2.2. fremgår det af Danske Regioners rapport om retspsyki-
atri, at forekomsten af narkotika er et stort problem på de psykiatriske afdelinger,
samt at indsatsen mod stoffer fylder meget i afdelingernes daglige arbejde. Det
forekommer også, at der forefindes våben eller andre farlige genstande på afdelin-
gerne.
Det fremgår endvidere af rapporten, at misbrug har en række negative konsekven-
ser for både patienter og personale. Patienten bliver ofte psykisk dårligere, udviser
ofte en uhensigtsmæssig adfærd, og miljøet på afdelingen bliver mere råt. Derud-
over bliver nogle patienter aggressive og farlige under påvirkning af stoffer, og
generelt modvirker stofferne selve behandlingen.
På den baggrund anbefales det i rapporten, at adgangen til at gennemføre under-
søgelser af patientstuer i henhold til psykiatrilovens § 19 a lempes, samt at dette
bør gælde alle psykiatriske afdelinger og ikke kun i retspsykiatrien.
Det kan således udledes af rapporten, at forekomsten af narkotika på afdelingerne
udgør et voldsomt problem såvel behandlingsmæssigt som sikkerhedsmæssigt.
Dertil kommer, at alkohol- og stofmisbrug er en faktor, der betragteligt øger risikoen
for selvmord blandt psykiatriske patienter. Disse faktorer taler for at lempe betin-
gelserne i § 19 a, så patienternes behandlingsforløb bliver så godt som muligt, når
afdelingerne får bedre muligheder for at forhindre forekomsten af bl.a. rusmidler på
afdelingerne.
Også Regeringens Psykiatriudvalg finder i sin rapport fra 2013, at det af hensyn til
sikkerheden for såvel patienter som personale er et problem, at der er stor fore-
komst af rusmidler på de psykiatriske afdelinger, og anbefaler, at de psykiatriske
Side 34
afdelinger får den nødvendige hjemmel til at sikre, at rusmidler og farlige genstan-
de holdes ude af afdelingerne.
I England og Wales er der blevet forsket i forekomsten af rusmidler på psykiatriske
afdelinger og mulige løsninger. Det fremgår af en artikel om rusmiddelmisbrug på
psykiatriske afdelinger i tidsskriftet The Psychiatrist, at rusmidlerne kan have alvor-
ligt skadelige virkninger for de enkelte patienter og have foruroligende konsekven-
ser for afdelingerne som helhed. Det kan føre til konflikter mellem såvel personale
og patienter som mellem patienterne, og det kan skade den fysiske sikkerhed for
patienter og personale.
Der peges i artiklen på følgende konsekvenser af psykiatriske patienters misbrug (i
forhold til de patienter, der alene har en psykiatrisk diagnose):
 det kan medføre, at den medicinske behandling ikke gavner
 der er markant øget risiko for, at behandlingen ikke overholdes
 der er markant øget risiko for tilbagefald
 der er øget risiko for aggressiv og asocial adfærd
 det kan fordoble antal indlæggelsesdage
 det øger risikoen for at begå drab.
Ministeriet har på baggrund af ovenstående overvejet mulighederne for at ændre §
19 a. Det bemærkes i den forbindelse, at der f.eks. ikke fremgår et krav om be-
grundet mistanke i straffuldbyrdelseslovens regler om indgreb over for indsatte i
fængslerne. Det fremgår således af denne lovs § 60, at institutionen kan undersø-
ge, hvilke effekter en indsat har i sin besiddelse i sit opholdsrum eller på sin per-
son, hvis en sådan undersøgelse er nødvendig for at sikre, at ordensbestemmelser
overholdes eller sikkerhedshensyn iagttages.
Det er ministeriets vurdering, at hensynet til patienternes behandling samt patien-
ternes og personalets sikkerhed taler for, at regionerne bør have mulighed for i
højere grad at kunne begrænse forekomsten af medikamenter, rusmidler og farlige
genstande på de psykiatriske afdelinger.
En begrænsning i forekomsten af medikamenter, rusmidler og farlige genstande
kan efter ministeriets vurdering opnås ved at give overlægen mulighed for at fore-
tage de i den gældende § 19 a nævnte undersøgelser m.v., uden at skulle opfylde
kravet om begrundet mistanke. Ministeriet vurderer, med henvisning til anbefalin-
gerne i rapporten om retspsykiatri, at en sådan ændring bør gælde alle psykiatriske
afdelinger og ikke kun for eksempel retspsykiatriske afdelinger.
Efter ministeriets vurdering bør ændringen omfatte alle elementer i bestemmelsen,
herunder kropsvisitation, hvis ændringen skal have en reel betydning for afdelin-
gernes mulighed for at begrænse indførelse og forekomst af rusmidler, og dermed
bl.a. muligheden for at øge sikkerheden i afdelingerne generelt. Det er hensigten,
at en sådan ændring skal medvirke til at forebygge de alvorlige konsekvenser, der
kan være af patienters misbrug, herunder øget risiko for at blive udsat for tvang.
Det bør efter ministeriets vurdering fortsat ikke være muligt at undersøge kroppens
hulrum, idet sådanne indgreb er særligt grænseoverskridende, hvis de foretages
uden patientens samtykke.
Side 35
Ministeriet vurderer i øvrigt, at det er hensigtsmæssigt også i psykiatrilovens § 19 a
at præcisere, at indgreb efter bestemmelsen kan foregå uden retskendelse. Det
bemærkes i den forbindelse, at lov nr. 442 af 9. juni 2004 om retssikkerhed ved
forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter vil finde anven-
delse på de pågældende indgreb. Grundlovens hovedregel om, at et indgreb kræ-
ver retskendelse, kan fraviges ved en lovbestemmelse, der udtrykkeligt fastsætter,
at det pågældende indgreb kan foretages ”uden retskendelse”. Det er imidlertid
antaget, at en undtagelse til grundlovens hovedregel også kan støttes på en for-
tolkning af loven, jf. Danmarks Riges Grundlov med kommentarer, redigeret af
Henrik Zahle, (2. udgave), 2006, side 460).
For så vidt angår nyere lovgivning fremgår det af Justitsministeriets vejledning om
lovkvalitet, at fravigelse af kravet om retskendelse bør fremgå udtrykkeligt af lov-
teksten.
3.7.3. Den foreslåede ordning
Med forslaget til § 19 a gives der hjemmel til, at overlægen ved mistanke om, at
der er medikamenter, rusmidler eller farlige genstande i afdelingen, med henblik på
at sikre at disse ikke er blevet indført eller vil blive forsøgt indført til en eller flere
patienter i afdelingen, uden retskendelse kan beslutte:
1. at en patients post skal åbnes og kontrolleres,
2. at en patients stue og ejendele skal undersøges, eller
3. at der skal foretages kropsvisitation af en patient.
Forslaget medfører således, at kravet om ”begrundet mistanke” bortfalder. Formå-
let med forslaget er at begrænse forekomsten af medikamenter, rusmidler og farli-
ge genstande på de psykiatriske afdelinger af hensyn til patienternes behand-
lingsmuligheder samt sikkerheden for såvel patienter som personale, herunder at
forhindre, at patienter begår personfarlig kriminalitet under indlæggelsen. Formålet
er endvidere at nedbringe anvendelsen af tvang, idet patienter under indflydelse af
rusmidler bl.a. har øget risiko for at blive udsat for tvang.
Med forslaget kommer det til at fremgå udtrykkeligt af lovteksten, at de indgreb, der
kan foretages efter bestemmelsen, kan ske uden retskendelse.
Med forslaget udgår den gældende bestemmelses stk. 3, 3. pkt., hvorefter politiet
kan beslutte, at medikamenter, rusmidler og genstande, der er i strid med den al-
mindelige lovgivning, kan destrueres, idet denne bestemmelse vurderes at være
overflødig. De ulovlige midler og genstande, som politiet får overdraget fra overlæ-
gen, vil kunne destrueres m.v. efter de almindelige regler, der gælder for politiets
håndtering af sådanne effekter.
Forslaget medfører ikke en ændring i den gældende regel i stk.1, nr. 3, om, at
kropsvisitation ikke omfatter undersøgelse af kroppens hulrum, samt den gælden-
de regel i stk. 2 om, at undersøgelse af patientens post og patientens stue samt
ejendele så vidt muligt skal foretages i patientens nærvær.
3.8. Tvungen opfølgning efter udskrivning
3.8.1. Baggrund
Tvungen opfølgning efter udskrivning blev indført den 1. oktober 2010 ved lov nr.
533 af 26.maj 2010 om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov
Side 36
om rettens pleje. Det er i lovens § 4 fastsat, at ministeren for sundhed og forebyg-
gelse efter en forsøgsperiode på 4 år med tvungen opfølgning efter udskrivning
fremsætter forslag om revision af loven i folketingsåret 2014-15.
I overensstemmelse med bemærkningerne til ændringsloven har Sundhedsstyrel-
sen fulgt ordningen tæt. Til det formål blev der nedsat en bredt sammensatte føl-
gegruppe. Det fremgår af bemærkningerne, at Sundhedsstyrelsen efter perioden
2010-2013 udarbejder en redegørelse, som vil blive fremsendt til Folketingets
Sundhedsudvalg og Tilsynet i henhold til grundlovens § 71. Endelig fremgår det, at
de erfaringer, der indhøstes i forbindelse med undersøgelsen, vil blive anvendt til
eventuelle justeringer af bestemmelsen, når lovændringen revideres i folketings-
året 2014-2015.
3.8.2. Sundhedsstyrelsens evaluering af tvungen opfølgning efter udskrivning
Sammenfatning af evalueringen
Evalueringen, som omfatter i alt 30 patienter, har vist, at patienterne, der er under
tvungen opfølgning, er tvangsindlagt i færre dage, og sammenlagt udsættes for
færre øvrige tvangsforanstaltninger end tidligere.
Journalgennemgangen viser, at et stabilt behandlingsforløb er med til at modvirke
indlæggelse. For nogle af de patienter, der har været behandlet i mange måneder
(op til 12 måneder) uden at være indlagt, har det i flere tilfælde vist sig, at patien-
terne har taget den ordinerede medicin frivilligt gennem flere måneder efter ophør
af tvungen opfølgning. Journalgennemgangen viser også, at de patienter, der ikke
ønsker at have kontakt med det udgående/opsøgende psykiatriteam, og som op-
hører med den medicinske behandling, oftere har en dårligere sygdomsprognose
end andre patienter. Efter en kortere eller længere periode uden medicin bliver
patienterne ofte tiltagende mere psykotiske, kan ikke længere klare sig selv eller er
evt. til fare for andre, hvorfor de må indlægges til behandling, ofte med tvang.
Ordningen vurderes meget forskelligt afhængig af, om patienter eller behandlere
spørges. Gennemgående er patienternes oplevelse af ordningen negativ, da pati-
enterne ikke opfatter sig som syge og derfor oplever det som forkert og som et
overgreb at skulle tage den ordinerede medicin. En patient har imidlertid angivet, at
være meget glad for sin kontaktperson, hvad der gjorde, at vedkommende fortsatte
med at tage den ordinerede medicin efter ordningens ophør. Fra journalgennem-
gangen fremgår det, at to af patienterne kunne se, at de havde haft en gavnlig
effekt af behandlingen.
Omvendt mener det behandlende personale generelt, at tvungen opfølgning har en
positiv effekt i langt de fleste tilfælde. Personalet mener, at ordningen er nødven-
dig, såfremt man skal fastholde en lille gruppe af svært psykisk syge med medi-
cinsvigt i et længerevarende behandlingsforløb. Personalet har også nævnt, at den
maksimale varighed af tvungen opfølgning på 12 måneder synes at være for kort,
fordi det kræver lang tid for denne patientgruppe at komme ind i et stabilt behand-
lingsforløb. Samtidig peger de på nogle ulemper ved ordningen, der beskrives i
afsnittet nedenfor.
Der er kun få pårørendetilkendegivelser i journalerne, og nogle af dem har oplyst,
at de kan mærke, at medicinen har været gavnlig for patienten.
Side 37
Patientperspektivet er sparsomt belyst, trods en omfattende indsats for at få de
pågældende i tale, da de fleste patienter enten var for syge/dårlige til at deltage
ved et interview eller ikke ønskede at deltage. Kun fire patienter deltog i interview-
undersøgelsen.
Evalueringen har vist, at seks patienter blev afhentet af politiet hver gang, de skulle
have deres depotmedicin. Sundhedsstyrelsen påpeger, at hvis en patient gentagne
gange skal afhentes af politiet, skal lægen overveje om ordningen er egnet for
patienten, eller om patienten skal have anden behandling, for eksempel indlæggel-
se.
Sundhedsstyrelsen har fundet, at de psykiatriske afdelingers kendskab til behand-
lingen af patienter med tvungen opfølgning i en række sammenhænge har været
mangelfuld.
Anbefalinger og vurderinger
Sundhedsstyrelsens overordnede vurdering er, at der på baggrund af et lille data-
grundlag og de indhentede erfaringer med ordningen, ikke kan konkluderes enty-
digt i forhold til ordningens virkning.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at forsøgsperioden forlænges, så det bliver muligt at
udbygge datagrundlaget for en endelig vurdering af ordningen, herunder ikke
mindst belysningen af patienternes oplevelse af ordningen.
Derudover anbefaler styrelsen, at der i tillæg til de nuværende fem kriterier for at
anvende tvungen opfølgning efter udskrivning indføres et 6. kriterium om, at pati-
enten er stabiliseret behandlingsmæssigt i den aktuelle indlæggelse/forud for ud-
skrivelse til tvungen opfølgning.
Det er ministeriets vurdering, at der ikke er behov for at indføre et sådant nyt krite-
rium, idet det er en konkret lægefaglig vurdering, om en patient er stabiliseret be-
handlingsmæssigt. Det fremgår allerede af bemærkningerne til bestemmelsen om
tvungen opfølgning efter udskrivning, at det er forudsat, at patienter, der udskrives
til tvungen opfølgning efter udskrivning, er i et stabilt behandlingsforløb, samt at
beslutningen om at etablere tvungen opfølgning efter udskrivning ikke må føre til,
at patienten udskrives tidligere, end patienten ville være blevet, såfremt mulighe-
den for at etablere tvungen opfølgning efter udskrivning ikke var til stede. Ministeri-
et vurderer på den baggrund, at Sundhedsstyrelsen i vejledningen om bl.a. tvun-
gen opfølgning efter udskrivning skal indarbejde og præcisere disse bemærknin-
ger.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at det tydeliggøres i loven, at tvungen opfølgning
efter en udskrivning kan iværksættes på ny, hvis de fem kriterier for at iværksætte
tvungen opfølgning fortsat er til stede. Det vil fx. sige, at der ikke kræves tre nye
tvangsindlæggelser.
I den forbindelse kan ministeriet oplyse, at det ligger implicit i bestemmelsen om
tvungen opfølgning efter udskrivning, at der ikke er krav om tre nye tvangsindlæg-
gelser for patienter, der har været under tvungen opfølgning efter udskrivning. Det
er på den baggrund ministeriets vurdering, at dette bør tydeliggøres i bemærknin-
Side 38
gerne til dette lovforslag, samt at det skal præciseres i Sundhedsstyrelsens vejled-
ning på området.
Det er ministeriets vurdering, at der generelt er behov for præcisering af reglerne i
Sundhedsstyrelsens vejledning på området. Vejledningen vil blive revideret i over-
ensstemmelse hermed efter lovforslagets vedtagelse.
Sundhedsstyrelsens gennemgang af de anvendte udskrivningsaftaler/ koordinati-
onsplaner har vist, at der er forskel på kvaliteten af aftalerne. Nogle er meget ud-
førlige og detaljerede, mens andre er summariske. Sundhedsstyrelsen foreslår på
den baggrund, at der bliver sat fokus på kvaliteten af udskrivningsaftaler/ koordina-
tionsplaner, hvis det vælges at forlænge ordningen.
Det er ministeriets vurdering, at også dette kan adresseres i Sundhedsstyrelsens
vejledning på området.
3.8.3. Gældende ret
Der er i § 13 d, stk. 1, fastsat, at overlægen inden patientens udskrivning kan træf-
fe beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning, hvis der på baggrund af den
aktuelle indlæggelse findes at være en begrundet formodning om og nærliggende
risiko for, at patienten efter udskrivning vil ophøre med at følge den behandling, der
er nødvendig for patientens helbred, og
1) patienten i de seneste 3 år forud for den aktuelle indlæggelse er blevet tvangs-
indlagt mindst tre gange,
2) patienten i de seneste 3 år forud for den aktuelle indlæggelse i mindst ét tilfæl-
de har undladt at følge den behandling, der er anført i en udskrivningsaftale el-
ler koordinationsplan,
3) patienten i forbindelse med den aktuelle indlæggelse blev tvangsindlagt eller
tvangstilbageholdt og
4) patienten inden for det sidste halve år forud for den aktuelle indlæggelse har
været ordineret opsøgende behandling ved et udgående psykiatriteam, men
har undladt at følge den ordinerede medicinske behandling.
Overlægens beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning kan, jf. § 13 d, stk.
2, alene indeholde et pålæg til patienten om at møde op til medicinering i det psy-
kiatriske sygehusvæsen.
Hvis patienten ikke møder op til medicinering, kan overlægen, jf. § 13 d, stk. 3,
beslutte, at patienten skal afhentes af politiet og bringes til tvangsmedicinering på
en psykiatrisk afdeling. Der skal ved afhentningen være en sundhedsperson til
stede. Medicineringen af patienten kan i disse tilfælde alene foregå på en psykia-
trisk afdeling.
Det er i § 13 d, stk. 4, fastsat, at der ved medicinering i forbindelse med den tvung-
ne opfølgning efter udskrivning skal anvendes lægemidler, for hvilke overlægen
kender patientens reaktion, herunder eventuelt i depotform.
En beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning kan, jf. § 13 d, stk. 5, være
gældende i indtil 3 måneder efter udskrivning af patienten. Endelig er det i § 13 d,
stk. 6, fastsat, at overlægen, hvis der er en begrundet formodning om og nærlig-
gende risiko for, at patienten ved 3-måneders-periodens udløb, jf. stk. 5, vil ophøre
Side 39
med at følge den behandling, der er nødvendig for patientens helbred, kan træffe
beslutning om, at den tvungne opfølgning efter udskrivning forlænges i indtil 3 må-
neder ad gangen, dog således at patienten maksimalt kan være undergivet tvun-
gen opfølgning efter udskrivning i 12 måneder.
3.8.4. Den foreslåede ordning
Da Sundhedsstyrelsen har vurderet, at der på baggrund af et for lille datagrundlag
og de dermed få indhentede erfaringer med ordningen, ikke kan konkluderes enty-
digt i forhold til ordningens virkning, foreslås forsøgsperioden med tvungen opfølg-
ning efter udskrivning udvidet til yderligere 4 år, hvorefter ministeren for sundhed
og forebyggelse fremsætter forslag om revision af loven i folketingsåret 2018-19.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
Forslaget om en præcisering af mindreåriges retsstilling forventes ikke at ville med-
føre merudgifter for regionerne. Det samme gælder forslaget om en ny formålsbe-
stemmelse samt forslaget om indhentelse af forhåndserklæringer. Regionerne har
ansvaret for at drive sygehusvæsenet, og derfor påhviler det allerede i dag regio-
nerne at sikre, at behandlingen af de psykiatriske patienter sker i overensstemmel-
se med den foreslåede formålsbestemmelse og bestemmelsen om forhåndserklæ-
ringer.
Forslaget om fremrykning af de eksterne lægelige tilsyn med tvangsfikserede pati-
enter fra 48 timer til 24 timer vil have økonomiske konsekvenser for regionerne.
Dette opvejes dog af den mindreudgift, der opnås i forhold til forslaget om at redu-
cere antallet af tilsyn med den tvangsfikserede patient fra 4 gange i døgnet til 3
gange i døgnet.
Forslaget om, at beslutning om tvangsfiksering skal træffes af overlægen, vurderes
ikke at få økonomiske konsekvenser af betydning for det offentlige, idet der samti-
dig er stillet forslag om mulighed for en læge i overlægens fravær kan træffe be-
slutningen, som ved førstkommende lejlighed skal godkendes af overlægen.
Lovforslaget skønnes ikke i øvrigt at medføre økonomiske eller administrative kon-
sekvenser for det offentlige af betydning.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervs-
livet.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.
7. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
8. Lovforslagets forhold til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
9. Hørte myndigheder m.v.
Lovforslaget har været i høring hos følgende myndigheder, organisationer m.v.:
Bedre Psykiatri – landsforeningen for pårørende, Dansk Psykiatrisk Selskab,
Side 40
Dansk Psykolog Forening, Dansk Selskab for Almen Medicin, Dansk Selskab for
Distriktspsykiatri, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Sygeplejeråd, Danske Fy-
sioterapeuter, Danske Handicaporganisationer, Danske Regioner, Den Danske
Dommerforening, Det Centrale Handicapråd, Det Etiske Råd, Det Sociale Netværk,
Dommerfuldmægtigforeningen, Ergoterapeutforeningen, FOA, Foreningen af Of-
fentlige Anklagere, Foreningen af Socialchefer i Danmark, Galebevægelsen, Insti-
tut for Menneskerettigheder, KL, Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psy-
kiatribrugere, Landsforeningen af Patientrådgivere og Bistandsværger, Landsfor-
eningen Sind, Lægeforeningen, Patientombuddet, Psykiatrifonden, Region Hoved-
staden, Region Sjælland, Region Syddanmark, Region Midtjylland, Region Nordjyl-
land, Retspolitisk Forening, Rådet for Socialt Udsatte, Socialpædagogernes Lands-
forbund, Statsforvaltningen.
10. Sammenfattende skema.
Positive konsekvenser /
mindreudgifter
Negative konsekvenser /
merudgifter
Økonomiske og admini-
strative konsekvenser for
det offentlige
Ingen Ingen
Økonomiske og admini-
strative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konse-
kvenser for borgerne
Ingen Ingen
Miljømæssige konse-
kvenser
Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Udgangspunktet i sundhedsvæsenet, herunder i forhold til indlæggelse ophold og
behandling på psykiatrisk afdeling, er, at det er et frivilligt tilbud til borgerne.
Forslaget vil medføre, at det indledningsvist i psykiatriloven bliver fastslået, at ind-
læggelse ophold og behandling på psykiatrisk afdeling sker på baggrund af infor-
meret samtykke efter reglerne i sundhedslovens kapitel 5, med mindre andet følger
af psykiatriloven.
Det er i den gældende lov ikke fastsat, hvilken retsstilling mindreårige patienter
generelt har i forhold til tvangsanvendelse, herunder i de tilfælde hvor der forelig-
ger informeret samtykke fra forældremyndighedens indehaver.
Med forslaget fastsættes, at der ikke foreligger tvang i de tilfælde, hvor sundheds-
personen efter en individuel vurdering skønner, at en patient under 18 år ikke selv
er i stand til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen, og der foreligger informe-
ret samtykke fra forældremyndighedens indehaver. Grænsen på 18 år skal ses i
Side 41
lyset af § 17, stk. 2, i sundhedsloven, hvori det er fastsat, at såfremt sundhedsper-
sonen efter en individuel vurdering skønner, at patienten, der er fyldt 15 år, ikke
selv er i stand til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen, kan forældremyndig-
hedens indehaver give informeret samtykke til behandling.
Forslaget vil medføre, at der vil foreligge tvang i de tilfælde, hvor en 15-17-årig
patient, der er i stand til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen, og således
ikke er omfattet af § 17, stk. 2, i sundhedsloven, ikke vil give informeret samtykke til
indlæggelse, ophold og behandling, herunder de i psykiatriloven nævnte tvangstil-
tag.
For mindreårige patienter under 15 år vil forslaget medføre, at der vil foreligge
tvang i henhold til psykiatriloven, hvis en sundhedsperson skønner, at patienten er
i stand til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen, og den pågældende ikke vil
give samtykke. I så fald skal den mindreårige have beskikket patientrådgiver og
have klagevejledning m.v. Det vil gælde, uanset om der foreligger informeret sam-
tykke fra forældremyndighedens indehaver.
I de tilfælde, hvor en mindreårige vurderes ikke at være i stand til at forstå konse-
kvenserne af sin stillingtagen, og såfremt forældremyndighedens indehaver ikke
giver informeret samtykke til behandlingen, vil der også foreligge tvang i henhold til
psykiatriloven med de deraf afledte retssikkerhedsgarantier.
Forslaget skal ses i sammenhæng med sundhedslovens § 17, stk. 1 og 2.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3.1. i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Der er i den gældende lov ingen formålsbestemmelse.
Med forslaget vil psykiatriloven komme til at indeholde en formålsbestemmelse.
Forslaget vil medføre, at det kommer til at fremgå af loven, at formålet med loven
er at sikre, at iværksættelse og gennemførelse af tvang efter psykiatriloven sker på
en forsvarlig måde og i overensstemmelse med grundlæggende retssikkerheds-
principper.
Forslaget vil derudover medføre, at det kommer til at fremgå, at også i de tilfælde,
hvor indlæggelse, ophold og behandling sker uden patientens samtykke skal det
ske som led i at understøtte patientens muligheder for at komme sig. Derudover vil
det fremgå, at formålet med loven endvidere er at sikre, at tvangsanvendelse efter
reglerne i loven tager udgangspunkt i patientens behov og udføres med respekt for
patienten og dennes værdighed.
Forslaget vil endvidere medføre, at det fastlægges, at patienten, henset til formålet
med indlæggelsen og den enkeltes tilstand, skal have mulighed for i videst mulige
omfang selv at træffe beslutninger, samt at der skal tages størst mulige hensyn til
den enkeltes livssyn og kulturelle baggrund.
Det vil med forslaget blive understreget, at tvang aldrig må erstatte omsorg, be-
handling og pleje.
Side 42
Forslaget skal ses i lyset af den nye ramme og retning for psykiatrien, som psyki-
atriudvalget har udstukket, og som danner den værdimæssige ramme for regerin-
gens plan for psykiatri.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2. i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 3
I den gældende § 3, stk. 3, er det fastsat, at overlægen har ansvaret for, at der
opstilles en behandlingsplan for enhver, der indlægges på psykiatrisk afdeling, og
at patienten vejledes om planens indhold, samt at patientens samtykke til dens
gennemførelse til stadighed søges opnået. En kopi af behandlingsplanen skal ud-
leveres til patienten, medmindre denne frabeder sig dette.
For yderligere at sikre, at patienten i videst mulige omfang inddrages i sin egen
behandling, vil der med forslaget blive ændret i bestemmelsen, således at patien-
ten skal ”inddrages og høres” om planens indhold i stedet for blot at blive ”vejledt”
om planens indhold.
Til nr. 4
Forslaget vil medføre, at det fremgår af loven, at patienten i forbindelse med ind-
læggelsessamtalen skal høres om eventuelle præferencer i forhold til behandlin-
gen, herunder hvis anvendelse af tvang kommer på tale. Hvis det på grund af pati-
entens tilstand efter en lægefaglig vurdering ikke er muligt at indhente en sådan
forhåndstilkendegivelse ved indlæggelsen, skal det ske snarest muligt herefter.
Forslaget vil endvidere medføre, at det præciseres i loven, at eventuelle forhånds-
tilkendegivelser fra patienten vedrørende dennes behandling under indlæggelsen,
herunder behandling uden samtykke, skal fremgå af patientjournalen og i videst
mulige omfang skal inddrages i behandlingsplanen.
Begrebet ”behandling” skal i denne bestemmelse forstås bredt, således at det om-
fatter undersøgelse, sygdomsbehandling, sundhedsfaglig pleje samt tvangstiltag i
henhold til loven og forebyggelse heraf. Der er ingen formkrav til en forhåndstil-
kendegivelse, og den kan fremsættes på ethvert tidspunkt, uanset om patienten er
indlagt eller ej.
Forhåndstilkendegivelser er retningsgivende og kan ikke medføre en fravigelse af
psykiatrilovens regler om anvendelse af tvang.
Der skal i øvrigt henvises til afsnit 3.3. i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 5
Med forslaget fastsættes det, at bestemmelsen i § 4 a, hvorefter de anførte beslut-
ninger i bestemmelsen i overlægens fravær kan træffes af en anden læge, udvides
til også at omfatte overlægens beslutning om tvangsfiksering eller ophør af fri-
hedsberøvelse.
Således vil forslaget medføre, at også beslutningen om, at en frihedsberøvelse
skal ophøre, samt at en patient skal tvangsfikseres, er omfattet af § 4 a. Overlæ-
gen skal i disse tilfælde snarest muligt tage stilling til beslutningen.
Side 43
Til nr. 6
Det fremgår af § 11, at frihedsberøvelsen straks skal bringes til ophør, når betin-
gelserne i lovens § 5 ikke længere er til stede.
Det følger endvidere af § 9, stk. 2 og § 10, stk. 1, at det er overlægen, der har
kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt betingelserne for at frihedsberøve
en patient er til stede.
Med forslaget bliver det præciseret, at det er overlægen, der har kompetence til at
træffe beslutning om ophør af en frihedsberøvelse.
Til nr. 7
Det fremgår af lovens § 12, stk. 2, at der ved tvangsmedicinering skal anvendes
afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.
Forslaget vil medføre, at det af stk. 2 også vil komme til at fremgå, at behandlingen
endvidere skal ske i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens til enhver tid
gældende vejledninger vedrørende behandling med antipsykotiske lægemidler.
Ved medicinering med tvang skal lægen vurdere, hvilket lægemiddel, herunder i
hvilken dosis, der er nødvendig for, at patienten kan opnå den ønskede effekt og
med færrest mulige bivirkninger og komplikationer.
Hvis patienten tidligere har været i medicinsk behandling for samme sygdom, skal
lægen tage udgangspunkt i den behandling, herunder den dosis, der tidligere har
haft den ønskede effekt for den enkelte patient.
Hvis patienten ikke tidligere har været i medicinsk behandling, skal lægen tage
udgangspunkt i produktresumeet, hvorfor ekstraordinært store doser ikke må an-
vendes. Off-label præparater kan anvendes, hvis der er tale om en omfattende og
videnskabeligt veldokumenteret afprøvet praksis.
Lægen skal efterfølgende og løbende tage stilling til behandlingens effekt, herun-
der om dosis skal justeres. Lægen skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed ved
ordination og behandling med lægemidlet, jf. § 17 i lov om autorisation af sund-
hedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 877 af
4. august 2011 om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virk-
somhed.
Til nr. 8
Forslaget om indsættelse af nye stk. 3 og 4 i § 12 vil indebære, at det understre-
ges, at også behandling uden patientens samtykke skal være i overensstemmelse
med faglig anerkendt standard og forsvarlig klinisk praksis på det psykiatriske om-
råde, samt at der, hvis patienten ikke giver samtykke til behandling, skal tages
stilling til, om der kan tilbydes andre frivillige tiltag som alternativ til den behandling,
patienten ikke samtykker til, herunder f. eks. om patienten vil give samtykke til en
anden medicinsk behandling end den foreslåede.
Forslaget skal ses i lyset af den nye ramme og retning og deraf følgende fokus på
størst mulig selvbestemmelse.
Side 44
Formålet med forslaget er at sikre inddragelse af patienten i beslutninger om den-
nes behandling samt at understrege, at tvangsbehandling skal ske i overensstem-
melse med fagligt anerkendt standard og forsvarlig klinisk praksis.
Til nr. 9 og 10
Det fremgår af lovens § 14, stk. 2, at tvangsfiksering kun må anvendes, i det om-
fang det er nødvendigt for at afværge, at en patient:
1) udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme
eller helbred,
2) forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller
3) øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.
Forslaget vil medføre, at det kommer til at fremgå af § 14, stk. 2, at tvangsfiksering
kun må anvendes kortvarigt. Ved ”kortvarigt” forstås ”ikke ud over nogle få timer”.
I forlængelse heraf foreslås indsat et stk. 3, hvoraf det fremgår, at patienten kan
tvangsfikseres i længere tid end angivet i § 14, stk. 2, hvis der er væsentlige grun-
de til det, herunder hensynet til patientens eller andres liv, førlighed og sikkerhed.
Det er formålet, at forslaget skal medvirke til at nedbringe anvendelsen af tvangs-
fikseringer, herunder især langvarige tvangsfikseringer. Derudover vil forslaget
være i overensstemmelse med de principper for varigheden af en tvangsfiksering,
som CPT har udstukket, jf. det i afsnit 3.5.2. anførte.
Der skal i øvrigt henvises til afsnit 3.5. i de almindelige bemærkninger samt be-
mærkningerne til nr. 22.
Til nr. 11
Efter lovens § 15, stk. 1, skal beslutning om tvangsfiksering træffes af en læge,
efter at denne har tilset patienten.
Forslaget vil indebære, at beslutningen skal træffes af overlægen. Som det fremgår
af bemærkningerne til nr. 5 kan beslutningen i overlægens fravær kan træffes af en
anden læge. Overlægen skal i disse tilfælde snarest muligt tage stilling til beslut-
ningen.
Til nr. 12
I den gældende § 18, stk. 5, 3. pkt., er det fastsat, at ansøgningen til Sundhedssty-
relsen ud over en erklæring fra den ledende overlæge eller dennes stedfortræder
skal indeholde en erklæring fra en uvildig speciallæge i psykiatri, som på grundlag
af sin undersøgelse af patienten og de modtagne oplysninger vurderer, at anven-
delse af oppegående tvangsfiksering er nødvendig.
Med forslaget vil kravet om, at erklæringen skal indeholde en erklæring fra en uvil-
dig speciallæge i psykiatri, bortfalde.
Den nye formulering har til hensigt at præcisere, at Sikringsafdelingens ansøgning
til Sundhedsstyrelsen skal indeholde en erklæring fra den ledende overlæge eller
dennes stedfortræder, som på grundlag af sin undersøgelse af patienten vurderer,
at anvendelse af oppegående tvangsfiksering er nødvendig.
Side 45
Til nr. 13
Med forslaget til § 18, stk. 5, om indsættelse af 4. pkt. vil det blive muligt for den
ledende overlæge på Sikringsafdelingen eller dennes stedfortræder i sin ansøg-
ning til Sundhedsstyrelsen samtidig at anmode om Sundhedsstyrelsens tilladelse til
at anvende oppegående tvangsfiksering i ansøgningsperioden, såfremt det skøn-
nes nødvendigt af hensyn til patientens psykiske og legemlige tilstand.
Det er formålet med forslaget at gøre det muligt at undgå, at en patient i ansøg-
ningsperioden konstant er tvangsfikseret eller isoleret.
Til nr. 14
Efter den gældende § 18 c, stk. 6, kan en tilladelse til oppegående tvangsfiksering
gælde i op til 6 måneder.
Forslaget vil medføre, at tilladelsen fremover vil gælde, indtil overlægen ophæver
den oppegående tvangsfiksering.
Til nr. 15
Med forslaget om tilføjelse af stk. 8 til § 18 c vil det i loven blive fastsat, at Sund-
hedsstyrelsen og Det særlig sagkyndige råd én gang om året aflægger besøg på
Sikringsafdelingen og tilser de patienter, der er eller i året forud har været under-
lagt oppegående tvangsfiksering.
Ved det årlige tilsyn skal det vurderes, om patientbehandlingen er gennemført med
omhu og samvittighedsfuldhed, og om psykiatriloven er overholdt.
Til nr. 16
Det fremgår af § 19, at Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om
tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering, personlige alarm-
og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, aflåsning af døre i
afdelingen, personlig hygiejne under anvendelse af tvang samt oppegående
tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykia-
trisk afdeling, Region Sjælland.
De i bestemmelsen nævnte foranstaltninger er omfattet af lovens kap. 5.
Med henblik på at forenkle bestemmelsen foreslås en ny affattelse, således at det
fremgår, at ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter regler om anvendel-
se af tvang i henhold til lovens kapitel 5.
Til nr. 18
I forslaget til § 19 a, stk. 1, angives, under hvilke betingelser overlægen kan beslut-
te, at en patients post skal åbnes og kontrolleres, at en patients stue og ejendele
skal undersøges, eller at der skal foretages kropsvisitation af en patient. Forslaget
vil præcisere, at de grundlæggende betingelser for de nævnte indgreb er, at der er
mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler eller farlige genstande i afdelin-
gen, samt at det er nødvendigt for at sikre, at medikamenter, rusmidler eller farlige
genstande ikke er blevet indført eller vil blive forsøgt indført til en eller flere patien-
ter i afdelingen.
Side 46
Forslaget vil endvidere medføre, at det vil komme til at fremgå udtrykkeligt af be-
stemmelsen, at de pågældende indgreb kan foretages uden retskendelse.
Med forslaget udgår den gældende bestemmelses i stk. 3, 3. pkt., hvorefter politiet
kan beslutte, at medikamenter, rusmidler og genstande, der er i strid med den al-
mindelige lovgivning, kan destrueres, idet denne bestemmelse vurderes at være
overflødig. De ulovlige midler og genstande, som politiet får overdraget fra overlæ-
gen, vil kunne destrueres m.v. efter de almindelige regler, der gælder for politiets
håndtering af sådanne effekter.
Ved udførelse af de pågældende indgreb skal psykiatrilovens § 4 om mindste mid-
del iagttages. Det indebærer bl.a., at indgrebet skal være proportionalt i forhold til
det, der søges opnået med indgrebet, og hvis mindre indgribende foranstaltninger
er tilstrækkelige, skal disse anvendes. Kropsvisitation skal udføres så skånsomt
som muligt og med størst muligt hensyntagen til patienten, således at der ikke
forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3.7. i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 19
Det er i § 20, stk. 1, bestemt, at tvangsindgreb efter psykiatriloven skal tilføres af-
delingens tvangsprotokol.
Forslaget til ændringen i § 20, stk. 1, 2. pkt. vil medføre, at også indgreb, som
nævnt i denne lov, der anvendes over for mindreårige, hvor forældremyndighedens
indehaver, jf. § 1, stk. 4, giver informeret samtykke på den mindreåriges vegne, og
hvor den mindreårige ikke selv er enig i tiltaget, skal tilføres afdelingens tvangspro-
tokol. Formålet med forslaget er at sikre, at indgreb over for mindreårige, der udfø-
res med samtykke fra forældremyndighedens indehaver også registreres og indgår
i Statens Serum Instituts tvangsstatistik.
Til nr. 20
I den gældende § 21, stk. 1, er det fastsat, at overlægen til stadighed har ansvaret
for, at frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvungen opfølgning efter udskrivning,
tvangsfiksering, fysisk magt, beskyttelsesfiksering, personlige alarm- og pejlesy-
stemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, aflåsning af døre i afdelingen,
personlig hygiejne under anvendelse af tvang, undersøgelse af post, patientstuer
og ejendele, kropsvisitation samt beslaglæggelse og tilintetgørelse af genstande
m.v., samt oppegående tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på Sikringsaf-
delingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, ikke anvendes i videre
omfang end nødvendigt.
Med henblik på at forenkle bestemmelsen foreslås en ny affattelse, således at det
fremgår, at overlægen til stadighed har ansvaret for, at frihedsberøvelse og anven-
delse af anden tvang efter reglerne i loven ikke anvendes i videre omfang end
nødvendigt.
Til nr. 21
Efter den gældende bestemmelse i § 21, stk. 4, skal der, så længe en tvangsfikse-
ring opretholdes, foretages fornyet lægelig vurdering af spørgsmålet om fortsat
anvendelse af tvangsfikseringen så ofte, som forholdene tilsiger det, dog mindst 4
Side 47
gange i døgnet, jævnt fordelt, efter at beslutningen om anvendelse af tvangsfikse-
ring er truffet.
Den foreslåede ændring i § 21, stk. 4, vil indebære, at disse tilsyn skal foretages 3
gange i døgnet.
Efter lovens § 21, stk. 1, er der en generel pligt for overlægen til løbende at revur-
dere enhver anvendelse af tvang. Det følger af bestemmelsen, at det er overlæ-
gen, der til stadighed har ansvaret for, at der ikke anvendes tvang i videre omfang
end nødvendigt, både i relation til det mindste middels princip, jf. lovens § 4 og
med hensyn til den tidsmæssige udstrækning af tvangsanvendelsen. Overlægen er
ansvarlig for, at der til stadighed føres det fornødne tilsyn hermed, og skal i den
forbindelse tilrettelægge arbejdsgangen på afdelingen herefter.
Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget til § 1, nr. 22.
Der skal i øvrigt henvises til afsnit 3.5. i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 22
Det fremgår af lovens § 21, stk. 5, at hvis en tvangsfiksering udstrækkes i længere
tid end 48 timer, skal en læge, der ikke er ansat på det pågældende psykiatriske
afsnit, hvor indgrebet finder sted, som ikke har ansvaret for patientens behandling,
og som ikke står i et underordnelsesforhold til den behandlende læge, foretage en
vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af tvangsfiksering. Denne vurde-
ring skal foretages af en læge, der er speciallæge i psykiatri eller i børne- og ung-
domspsykiatri. Ved uenighed mellem de to lægers vurdering af situationen er den
behandlende læges vurdering afgørende. Uenighed mellem de to lægers vurdering
af situationen skal dog mundtligt og skriftligt oplyses over for patienten.
Forslaget vil indebære, at den eksterne lægefaglige vurdering allerede skal foreta-
ges, hvis en tvangsfiksering udstrækkes i længere tid end 24 timer mod 48 timer
efter de gældende regler.
Med forslaget bliver det understreget, at tvangsfikseringer ud over et døgn anses
for at være så langvarige, at der er behov for en skærpet retssikkerhedsgaranti for
de pågældende patienter. Forslaget vil medføre, at der efter et døgns tvangsfikse-
ring er skærpet fokus på, om kriterierne for tvangsfiksering er til stede, og om der
kan være alternativer til tvangsfikseringen. Formålet med forslaget er, at det skal
medvirke til at nedbringe anvendelsen af langvarige tvangsfikseringer.
Der skal i øvrigt henvises til afsnit 3.5. i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 23
Efter den gældende § 21, stk. 7, skal den behandlingsansvarlige overlæge, så
længe en oppegående tvangsfiksering, jf. § 18 c, opretholdes, en gang i døgnet
foretage fornyet vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af oppegående
tvangsfiksering. Træffer den behandlingsansvarlige overlæge beslutning om fortsat
anvendelse af oppegående tvangsfiksering, skal denne endvidere fastlægge en
observationsplan for de følgende 24 timer. I den behandlingsansvarlige overlæges
fravær træffer den stedfortrædende overlæge beslutning og fastlægger observati-
onsplan.
Side 48
Forslaget vil medføre, at kravet om en daglig vurdering af spørgsmålet om fortsat
anvendelse af oppegående tvangsfiksering ophæves, samt at det erstattes af et
krav om, at den behandlingsansvarlige overlæge eller dennes stedfortræder med
passende intervaller og mindst én gang om måneden skal foretage fornyet vurde-
ring af spørgsmålet om fortsat anvendelse af oppegående tvangsfiksering.
Det fremgår af forslaget, at beslutningen om oppegående tvangsfiksering skal ind-
gå i patientens behandlingsplan. Det er overlægen, der har ansvaret for, at der
opstilles en behandlingsplan for patienten, jf. psykiatrilovens § 3, stk. 3.
Til nr. 24
Det er i den gældende § 21, stk. 8, fastsat, at hvis en oppegående tvangsfiksering,
jf. § 18 c, udstrækkes i længere tid end 1 uge, skal en speciallæge i psykiatri, som
ikke har haft ansvaret for patientens behandling, og som ikke er ansat på Sikrings-
afdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, foretage fornyet vurde-
ring af spørgsmålet om fortsat anvendelse af oppegående tvangsfiksering. Denne
vurdering gentages herefter en gang om ugen, så længe foranstaltningen pågår.
Forslaget vil medføre, at stk. 8 ophæves.
Til nr. 25
Forslaget vil medføre, at der bliver pligt til at foretage indberetning til Sundhedssty-
relsen, hvis en tvangsfiksering udstrækkes i længere tid end 30 dage.
Formålet med Sundhedsstyrelsens tilsyn er at øge patientsikkerheden og medvirke
til at begrænse langvarig tvangsfiksering.
Indberetningen skal sendes til Sundhedsstyrelsen senest tre dage efter, at tvangs-
fiksering af patienten har overskredet de 30 sammenhængende dage. Det er over-
lægen på afdelingen, der er ansvarlig for indberetningen. Indberetningen skal in-
deholde en redegørelse over forløbet og kopi af patientjournalen og tvangsproto-
koller.
Sundhedsstyrelsen vil herefter vurdere, om der skal iværksættes tilsynstiltag over
for den pågældende afdeling.
Tilsynstiltag kan for eksempel indebære, at afdelingen bliver pålagt at revurdere
behandlingen af den pågældende patient på anden vis. Endelig kan sagen medfø-
re, at Sundhedsstyrelsen pålægger afdelingen at bringe andre forhold i orden, der
strider mod lovgivningen eller er til risiko for patientsikkerheden.
Det bemærkes særligt, at indberetning til Sundhedsstyrelsen sker med henblik på
Sundhedsstyrelsens tilsynsvirksomhed. Sundhedsstyrelsens tilsyn er ikke en læge-
lig second opinion, der vurderer tvangsforanstaltningen.
Klager over tvangsfiksering skal fortsat ske til det psykiatriske patientklagenævn.
Til nr. 26
Efter den gældende bestemmelse i § 24, stk. 1, skal der beskikkes en patientrådgi-
ver for enhver, der tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller undergives tvangs-
behandling, tvungen opfølgning efter udskrivning, tvangsfiksering, anvendelse af
Side 49
fysisk magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og pejlesyste-
mer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24
timer, aflåsning af døre i afdelingen efter § 18 f, stk. 1, nr. 2, samt oppegående
tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykia-
trisk afdeling, Region Sjælland, jf. dog § 40, stk. 4.
Forslaget medfører, at det i bestemmelsen præciseres, at anvendelse af fysisk
magt også omfatter indgivelse af et beroligende middel med magt, jf. lovens § 17,
stk. 2.
Til nr. 27
I § 27, 2. pkt., ændres »af lægelige grunde« til: »i henhold til sundhedslovens § 37,
stk. 3,«.
Det fremgår af § 37, stk. 1, i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 913 af 13. juli
2010 med senere ændringer, at den, om hvis helbredsforhold der er udarbejdet
patientjournaler m.v., på anmodning har ret til aktindsigt heri. Patienten har endvi-
dere på anmodning ret til på en let forståelig måde at få meddelelse om, hvilke
oplysninger der behandles i patientjournalen m.v. efter 1. pkt., formålet hermed,
kategorierne af modtagere af oplysningerne og tilgængelig information om, hvorfra
disse oplysninger stammer. Det fremgår endvidere af § 37, stk. 3, at for optegnel-
ser, journalført før den 1. januar 2010, kan retten efter stk. 1 begrænses, i det om-
fang patientens interesse i at blive gjort bekendt med oplysningerne findes at burde
vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private interesser.
Undtagelsesbestemmelsen kan bl.a. anvendes i forbindelse med behandlingen af
patienter med psykiske lidelser, hvor afgørende hensyn til patientens udsigt til bed-
ring i forbindelse med en igangværende behandling kan bevirke, at der er behov
for at afslå en anmodning om aktindsigt. Ved afgørende hensyn til patienten selv
forstås særligt, at patienten må antages at ville tage alvorligt skade ved at blive
gjort bekendt med oplysningerne.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af lov nr. 1521 af 27. december 2009
om ændring af sundhedsloven, som gav udvidet adgang til aktindsigt i egne hel-
bredsoplysninger. Forud for lovændringen var der, jf. sundhedslovens § 37, stk. 3,
adgang til, om nødvendigt, at begrænse adgangen til aktindsigt efter sundhedslo-
vens § 37, stk. 1, i det omfang, patientens interesse i at blive gjort bekendt med
oplysningerne fandtes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv
eller til andre private interesser. Begrænsningen blev med lovændringen videreført,
dog alene for så vidt angår optegnelser i patientjournaler m.v., som er journalført
før lovens ikrafttræden den 1. januar 2010.
Med den foreslåede ændring vil det i psykiatrilovens § 27 blive præciseret, at de
begrænsninger, der kan være, i forhold til hvilke oplysninger patientrådgiveren kan
gives, alene angår optegnelser i patientjournaler m.v., som er journalført før den 1.
januar 2010.
Til nr. 28
Det fremgår af § 34, stk. 1, at der ved hver statsforvaltning oprettes et psykiatrisk
patientklagenævn bestående af direktøren for statsforvaltningen som formand, jf.
dog stk. 2, samt 2 medlemmer. Det følger endvidere af bestemmelsen, at ministe-
Side 50
ren for sundhed og forebyggelse beskikker et antal medlemmer efter indstilling fra
henholdsvis Lægeforeningen og Danske Handicaporganisationer.
Forslaget vil indebære, at Lægeforeningen så vidt muligt skal indstille læger, der er
speciallæger i psykiatri.
Til nr. 29
Det fremgår af lovens § 38, stk. 1, at afgørelser fra det psykiatriske patientklage-
nævn ved statsforvaltningen om tvangsbehandling, anvendelse af fysisk magt,
personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der
uafbrudt varer mere end 24 timer, samt aflåsning af patientstue på Sikringsafdelin-
gen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, kan påklages til Det Psykia-
triske Ankenævn.
Med forslaget bliver det præciseret, at også indgivelse af beroligende medicin efter
psykiatrilovens § 17, stk. 2, er omfattet af bestemmelsen.
Til nr. 30
Den foreslåede ændring er en konsekvens af § 1, nr. 1, i lov nr. 533 af 26. maj
2010 om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om rettens
pleje, som trådte i kraft den 1. oktober 2010, hvormed tvungen opfølgning efter
udskrivning blev indført.
Med forslaget kommer det til at fremgå udtrykkeligt af bestemmelsen, at lovens §§
13 d og 13 e samt bestemmelserne i lovens kapitel 10 om klageadgang og dom-
stolsprøvelse med hensyn til afgørelser om tvungen opfølgning efter udskrivning
ikke finder anvendelse på personer anbragt på Sikringsafdelingen efter § 40, stk. 1.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2015.
Til § 3
Efter en forsøgsperiode på 4 år med tvungen opfølgning efter udskrivning, træffer
ministeren for sundhed og forebyggelse forslag om revision af loven i folketingsåret
2018-19.
Der foreslås indsat en bestemmelse om, at regeringen, efter en forsøgsperiode på
yderligere 4 år med tvungen opfølgning efter udskrivning, i folketingsåret 2018–19
skal fremsætte et forslag om revision af loven for Folketinget.
Med indførelsen af en sådan revisionsbestemmelse forpligter regeringen sig til at
evaluere erfaringerne med tvungen opfølgning efter § 13 d. Regeringen vil i den
forbindelse sikre, at evalueringen, der udføres af Sundhedsstyrelsen og omhandler
samtlige patienter, der er omfattet af § 13 d, gennemføres således, at regeringen i
folketingsåret 2018–19 kan redegøre for evalueringens resultater over for Folketin-
get og tilkendegive, om der er grundlag for at revidere loven, herunder eventuelt at
ophæve ordningen.
Side 51
Til § 4
Denne bestemmelse fastsætter lovens territoriale anvendelsesområde. Som det
fremgår, gælder loven ikke for Færøerne og Grønland, men § 1 kan ved kongelig
anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de
færøske forhold tilsiger.
Side 52
BILAG 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om anvendelse af tvang i psyki-
atrien, jf. lovbekendtgørelse nr. 1729 af
2. december 2010 foretages følgende
ændringer:
§ 1. Frihedsberøvelse og anvendelse af
anden tvang i forbindelse med indlæg-
gelse, ophold og behandling på psykia-
trisk afdeling må kun finde sted efter
reglerne i denne lov.
Stk. 2. Ved tvang forstås i denne lov
anvendelse af foranstaltninger, for hvil-
ke der ikke foreligger et informeret sam-
tykke, jf. kapitel 5 i sundhedsloven.
Stk. 3. For patienter, der er under 15 år
eller varigt mangler evnen til at give et
informeret samtykke, skal der ikke for-
søges indhentet et samtykke fra foræl-
dremyndighedens indehaver, værgen
eller de nærmeste pårørende, hvis om-
gående gennemførelse af en foran-
staltning i henhold til denne lov er nød-
vendig for at afværge, at en patient
 1) udsætter sig selv eller andre for
nærliggende fare for at lide skade
på legeme eller helbred eller
 2) øver hærværk af ikke ubetydeligt
omfang.
Forældremyndighedens indehaver,
værgen eller de nærmeste pårørende
skal efterfølgende orienteres herom.
Stk. 4. For patienter, der er imellem 15
og 18 år, hvor sundhedspersonen efter
en individuel vurdering skønner, at ved-
kommende ikke selv er i stand til at
forstå konsekvensen af sin stillingtagen,
jf. sundhedslovens § 17, stk. 2, finder
stk. 3 tilsvarende anvendelse.
1. § 1 affattes således:
»§ 1. Indlæggelse ophold og behand-
ling på psykiatrisk afdeling sker på
baggrund af informeret samtykke efter
reglerne i kapitel 5 i sundhedsloven,
med mindre andet følger af denne lov.
Stk. 2. Frihedsberøvelse og anvendelse
af anden tvang i forbindelse med ind-
læggelse, ophold og behandling på
psykiatrisk afdeling må kun finde sted
efter reglerne i denne lov.
Stk. 3. Ved tvang forstås i denne lov
anvendelse af foranstaltninger, for hvil-
ke der ikke foreligger et informeret sam-
tykke, jf. kapitel 5 i sundhedsloven.
Stk. 4. Tvang foreligger ikke i de tilfæl-
de, hvor sundhedspersonen efter en
individuel vurdering skønner, at en pa-
tient under 18 år ikke selv er i stand til
at forstå konsekvenserne af sin stilling-
tagen, og der foreligger informeret sam-
tykke fra forældremyndighedens inde-
haver.
Stk. 5. For patienter, der er omfattet af
stk. 4 eller varigt mangler evnen til at
give et informeret samtykke, skal der
ikke forsøges indhentet et samtykke fra
forældremyndighedens indehaver,
værgen eller de nærmeste pårørende,
hvis omgående gennemførelse af en
foranstaltning i henhold til denne lov er
nødvendig for at afværge, at en patient
1) udsætter sig selv eller andre for nær-
liggende fare for at lide skade på lege-
me eller helbred eller
2) øver hærværk af ikke ubetydeligt
Side 53
omfang.
Forældremyndighedens indehaver,
værgen eller de nærmeste pårørende
skal efterfølgende orienteres herom.«
§ 2. Med henblik på i videst muligt om-
fang at forebygge anvendelse af tvang
skal sygehusmyndigheden tilbyde sy-
gehusophold, behandling, pleje og om-
sorg, som svarer til god psykiatrisk
sygehusstandard, herunder med hen-
syn til de bygningsmæssige forhold,
senge- og personalenormering, perso-
nalets kompetencer, politikker i relation
til patienter og pårørende, mulighed for
udendørs ophold samt beskæftigelses-,
uddannelses- og andre aktivitetstilbud.
2. § 2 affattes således:
»§ 2. Formålet med loven er at sikre, at
iværksættelse og gennemførelse af
tvang efter denne lov sker i overens-
stemmelse med grundlæggende rets-
sikkerhedsprincipper. Formålet med
loven er endvidere at sikre, at også i de
tilfælde, hvor indlæggelse, ophold og
behandling sker uden patientens sam-
tykke, skal det i videst mulige omfang
ske som led i at understøtte patientens
muligheder for at komme sig. Endelig er
formålet med loven at sikre, at tvangs-
anvendelse efter reglerne i denne lov i
videst mulige omfang tager udgangs-
punkt i patientens behov og udføres
med respekt for patienten og dennes
værdighed.
Stk. 2. Tvang må aldrig erstatte om-
sorg, behandling og pleje.
Stk. 3. Patienten skal, henset til formå-
let med indlæggelsen og den enkeltes
tilstand, have mulighed for i videst mu-
lige omfang selv at træffe beslutninger.
Stk. 4. Der skal tages størst mulige
hensyn til den enkeltes livssyn og kultu-
relle baggrund.
Stk. 5. Med henblik på i videst muligt
omfang at forebygge anvendelse af
tvang skal sygehusmyndigheden tilbyde
sygehusophold, behandling, pleje og
omsorg, som svarer til god psykiatrisk
sygehusstandard, herunder med hen-
syn til de bygningsmæssige forhold,
senge- og personalenormering, perso-
nalets kompetencer, politikker i relation
til patienter og pårørende, mulighed for
udendørs ophold samt beskæftigelses-,
uddannelses- og andre aktivitetstilbud.«
§ 3. ---
Stk. 3. Overlægen har ansvaret for, at
der opstilles en behandlingsplan for
enhver, der indlægges på psykiatrisk
afdeling, og at patienten vejledes om
planens indhold, samt at patientens
3. I § 3, stk. 3, 1. pkt., ændres »vejle-
des« til: »inddrages og høres«.
Side 54
samtykke til dens gennemførelse til
stadighed søges opnået. En kopi af
behandlingsplanen skal udleveres til
patienten, medmindre denne frabeder
sig dette
§ 3. Indlæggelse, ophold og behandling
på psykiatrisk afdeling skal så vidt mu-
ligt finde sted med patientens samtyk-
ke.
Stk. 2. Lægen skal vejlede patienten
om formålet med indlæggelsen, ophol-
det og behandlingen samt om udsigter-
ne til en bedring af helbredstilstanden.
Stk. 3. Overlægen har ansvaret for, at
der opstilles en behandlingsplan for
enhver, der indlægges på psykiatrisk
afdeling, og at patienten vejledes om
planens indhold, samt at patientens
samtykke til dens gennemførelse til
stadighed søges opnået. En kopi af
behandlingsplanen skal udleveres til
patienten, medmindre denne frabeder
sig dette.
4. I § 3 indsættes som stk. 4-6:
»Stk. 4. I forbindelse med indlæggel-
sessamtalen skal patienten høres om
eventuelle præferencer i forhold til be-
handlingen, herunder hvis anvendelse
af tvang kommer på tale. Er det på
grund af patientens tilstand efter en
lægefaglig vurdering ikke muligt at ind-
hente en sådan forhåndstilkendegivelse
ved indlæggelsen, skal det ske snarest
muligt herefter.
Stk.5. Eventuelle forhåndstilkendegivel-
ser fra patienten vedrørende dennes
behandling under indlæggelsen, herun-
der behandling uden samtykke, skal
fremgå af patientjournalen og i videst
mulige omfang inddrages i behand-
lingsplanen.
Stk. 6. I forbindelse med indlæggelses-
samtalen tages sammen med patienten
stilling til inddragelse af pårørende eller
andre i patientens netværk i behand-
lingsforløbet. Er det på grund af patien-
tens tilstand efter en lægefaglig vurde-
ring ikke muligt at indhente sådanne
oplysninger ved indlæggelsen, skal det
ske snarest muligt herefter.«
§ 4 a. Bestemmelserne i § 9, stk. 2, §
10, stk. 1, § 10 a, stk. 1, 1. pkt., § 12,
stk. 4, § 13, stk. 2, 1. pkt., § 15, stk. 2, §
18 g, § 19 a, stk. 1 og 3, og § 21, stk. 2,
er ikke til hinder for, at en beslutning i
overlægens fravær træffes af en anden
læge. I sådanne tilfælde skal overlæ-
gen efterfølgende snarest tage stilling til
beslutningen.
5. I § 4 a indsættes efter »§ 10 a, stk. 1,
1. pkt.,«: »§ 11,«, og »§ 15, stk. 2«
ændres til: »§ 15, stk. 1 og 2«.
§ 11. Når betingelserne i § 5 ikke læn-
gere er til stede, skal frihedsberøvelsen
straks bringes til ophør. Patienten og
patientrådgiveren underrettes straks
herom.
6. I § 11 indsættes efter »Når«: »over-
lægen finder, at«.
Side 55
§ 12. ---
Stk. 2. Ved tvangsmedicinering skal der
anvendes afprøvede lægemidler i sæd-
vanlig dosering og med færrest mulige
bivirkninger.
7. I § 12, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»Behandlingen skal endvidere ske i
overensstemmelse med Sundhedssty-
relsens til enhver tid gældende vejled-
ninger vedrørende behandling med
antipsykotiske lægemidler.«
§ 12. Tvangsbehandling må kun an-
vendes over for personer, der opfylder
betingelserne for tvangstilbageholdelse,
jf. § 10.
Stk. 2. Ved tvangsmedicinering skal der
anvendes afprøvede lægemidler i sæd-
vanlig dosering og med færrest mulige
bivirkninger.
Stk. 3. Tvangsbehandling med elektro-
stimulation må kun iværksættes, hvis
patienten opfylder betingelserne i stk. 1
og befinder sig i en aktuel eller potentiel
livstruende tilstand.
Stk. 4. Afgørelse om tvangsbehandling
træffes af overlægen. Denne træffer
samtidig bestemmelse om, i hvilket
omfang der om fornødent kan anven-
des magt til behandlingens gennemfø-
relse.
Stk. 5. Forud for overlægens afgørelse
efter stk. 4 om tvangsbehandling skal
patienten have en passende betænk-
ningstid, hvor patienten får lejlighed til
at overveje sit eventuelle samtykke til
behandlingen. Betænkningstiden skal
have en passende varighed, dog højst
3 dage.
Stk. 6. Indenrigs- og sundhedsministe-
ren fastsætter nærmere regler om
tvangsbehandling efter denne bestem-
melse.
8. I § 12 indsættes efter stk. 2 som nye
stykker:
»Stk. 3. Behandling uden patientens
samtykke skal være i overensstemmel-
se med faglig anerkendt standard og
forsvarlig klinisk praksis på det psykia-
triske område.
Stk. 4. Hvis patienten ikke giver sam-
tykke til behandling, skal der tages stil-
ling til, om der kan tilbydes andre tiltag
som alternativ til den behandling, pati-
enten ikke samtykker til, herunder f.
eks. om patienten vil give samtykke til
en anden medicinsk behandling end
den foreslåede.«
§ 14. ---
Stk. 2. Tvangsfiksering må kun anven-
des, i det omfang det er nødvendigt for
at afværge, at en patient:
1) udsætter sig selv eller andre for nær-
liggende fare for at lide skade på lege-
me eller helbred,
2) forfølger eller på anden lignende
måde groft forulemper medpatienter
eller
3) øver hærværk af ikke ubetydeligt
omfang.
9. § 14, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Tvangsfiksering må kun an-
vendes kortvarigt og i det omfang, det
er nødvendigt for at afværge, at en
patient:
1. udsætter sig selv eller andre for
nærliggende fare for at lide skade
på legeme eller helbred,
2. forfølger eller på anden lignende
måde groft forulemper medpatien-
ter eller
3. øver hærværk af ikke ubetydeligt
Side 56
omfang.«.
§ 14. Som midler til tvangsfiksering må
alene anvendes bælte, hånd- og fod-
remme samt handsker.
Stk. 2. Tvangsfiksering må kun anven-
des, i det omfang det er nødvendigt for
at afværge, at en patient:
 1) udsætter sig selv eller andre for
nærliggende fare for at lide skade
på legeme eller helbred,
 2) forfølger eller på anden lignende
måde groft forulemper medpatienter
eller
 3) øver hærværk af ikke ubetydeligt
omfang.
10. I § 14 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Patienten kan tvangsfikseres i
længere tid end angivet i § 14, stk. 2,
hvis der er væsentlige grunde til det,
herunder hensynet til patientens eller
andres liv, førlighed og sikkerhed.«
§ 15. ---
Stk. 1. Beslutning om tvangsfiksering
træffes af en læge, efter at denne har
tilset patienten.
11. I § 15, stk. 1, ændres »en læge« til:
»overlægen«.
§ 18 c. ---
Stk. 5. Vurderer den ledende overlæge
for Retspsykiatrisk afdeling, Region
Sjælland, at oppegående tvangsfikse-
ring er nødvendig, ansøger denne
Sundhedsstyrelsen om tilladelse hertil. I
den ledende overlæges fravær kan
vurderingen efter 1. pkt. foretages af
dennes stedfortræder, der ligeledes kan
indgive ansøgning. Ansøgningen til
Sundhedsstyrelsen skal ud over en
erklæring fra den ledende overlæge
eller dennes stedfortræder indeholde
en erklæring fra en uvildig speciallæge i
psykiatri, som på grundlag af sin under-
søgelse af patienten og de modtagne
oplysninger vurderer, at anvendelse af
oppegående tvangsfiksering er nød-
vendig.
12. § 18 c, stk. 5, 3. pkt., affattes såle-
des:
»Ansøgningen til Sundhedsstyrelsen
skal indeholde en erklæring fra den
ledende overlæge eller dennes stedfor-
træder, som på grundlag af sin under-
søgelse af patienten vurderer, at an-
vendelse af oppegående tvangsfikse-
ring er nødvendig.«
§ 18 c. ---
Stk. 5. Vurderer den ledende overlæge
for Retspsykiatrisk afdeling, Region
Sjælland, at oppegående tvangsfikse-
ring er nødvendig, ansøger denne
Sundhedsstyrelsen om tilladelse hertil. I
den ledende overlæges fravær kan
vurderingen efter 1. pkt. foretages af
dennes stedfortræder, der ligeledes kan
13. I § 18 c, stk. 5, indsættes som 4.
pkt.:
»I ansøgningen til Sundhedsstyrelsen
kan den ledende overlæge eller dennes
stedfortræder samtidig anmode om
Sundhedsstyrelsens tilladelse til at an-
vende oppegående tvangsfiksering i
ansøgningsperioden, såfremt det skøn-
nes nødvendigt af hensyn til patientens
Side 57
indgive ansøgning. Ansøgningen til
Sundhedsstyrelsen skal ud over en
erklæring fra den ledende overlæge
eller dennes stedfortræder indeholde
en erklæring fra en uvildig speciallæge i
psykiatri, som på grundlag af sin under-
søgelse af patienten og de modtagne
oplysninger vurderer, at anvendelse af
oppegående tvangsfiksering er nød-
vendig.
psykiske og legemlige tilstand.«
§ 18 c. ---
Stk. 6. Det særlig sagkyndige råd, jf.
stk. 4, kan indstille, at der gives tilladel-
se til at anvende oppegående tvangs-
fiksering af patienten i op til 6 måneder
ad gangen. En af rådets speciallæger i
psykiatri skal have tilset patienten, før
ansøgningen kan behandles i rådet.
Rådet afgiver sin vurdering hurtigst
muligt, dog senest 14 hverdage efter at
Sundhedsstyrelsen har modtaget an-
søgningen fra Sikringsafdelingen.
14. I § 18 c, stk. 6, 1. pkt., udgår: »i op
til 6 måneder ad gangen«.
§ 18 c. Ved oppegående tvangsfikse-
ring forstås tvangsfiksering, hvor pati-
enten ikke er fastspændt til en seng.
Oppegående tvangsfiksering, jf. stk. 2,
kan som alternativ til langvarig isolation
eller langvarig tvangsfiksering til en
seng anvendes over for patienter, der
er anbragt i Sikringsafdelingen under
Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjæl-
land, såfremt mindst ét af kriterierne i
§ 14, stk. 2, er opfyldt og
 1) langvarig isolation på patientstue
vurderes at have negativ effekt på
patientens samlede psykiske, le-
gemlige og sociale tilstand eller
 2) langvarig tvangsfiksering til en
seng vurderes at have negativ effekt
på patientens samlede psykiske, le-
gemlige og sociale tilstand.
Stk. 2. Oppegående tvangsfiksering
som defineret i stk.1 må alene ske med
anvendelse af mavebælte, fikserings-
remme, håndremme og fodremme.
Stk. 3. En patient, der er oppegående
tvangsfikseret, skal have mindst én fast
vagt.
Stk. 4. Oppegående tvangsfiksering af
15. I § 18 c indsættes som stk. 8:
»Stk. 8. Sundhedsstyrelsen og Det
særlig sagkyndige råd aflægger én
gang om året besøg på Sikringsafdelin-
gen og tilser de patienter, der er eller i
året forud har været underlagt oppegå-
ende tvangsfiksering.«
Side 58
en patient kan alene iværksættes efter
tilladelse fra Sundhedsstyrelsen. Sund-
hedsstyrelsen træffer på baggrund af
ansøgning efter stk. 5 afgørelse i sagen
efter indstilling fra et særlig sagkyndigt
råd nedsat af Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsens afgørelse kan ikke
indbringes for anden administrativ
myndighed. Rådet, som nedsættes af
Sundhedsstyrelsen, består af 1 special-
læge i psykiatri udpeget af Sundheds-
styrelsen, 4 speciallæger i psykiatri
udpeget efter indstilling fra Dansk Psy-
kiatrisk Selskab og 1 medlem udpeget
efter indstilling fra Danske Handicapor-
ganisationer. Sundhedsstyrelsen vare-
tager formandskabet og fastsætter efter
forhandling med Indenrigs- og
Sundhedsministeriet en forretningsor-
den for det sagkyndige råd.
Stk. 5. Vurderer den ledende overlæge
for Retspsykiatrisk afdeling, Region
Sjælland, at oppegående tvangsfikse-
ring er nødvendig, ansøger denne
Sundhedsstyrelsen om tilladelse hertil. I
den ledende overlæges fravær kan
vurderingen efter 1. pkt. foretages af
dennes stedfortræder, der ligeledes kan
indgive ansøgning. Ansøgningen til
Sundhedsstyrelsen skal ud over en
erklæring fra den ledende overlæge
eller dennes stedfortræder indeholde
en erklæring fra en uvildig speciallæge i
psykiatri, som på grundlag af sin under-
søgelse af patienten og de modtagne
oplysninger vurderer, at anvendelse af
oppegående tvangsfiksering er nød-
vendig.
Stk. 6. Det særlig sagkyndige råd, jf.
stk. 4, kan indstille, at der gives tilladel-
se til at anvende oppegående tvangs-
fiksering af patienten i op til 6 måneder
ad gangen. En af rådets speciallæger i
psykiatri skal have tilset patienten, før
ansøgningen kan behandles i rådet.
Rådet afgiver sin vurdering hurtigst
muligt, dog senest 14 hverdage efter at
Sundhedsstyrelsen har modtaget an-
søgningen fra Sikringsafdelingen.
Stk. 7. Beslutning om ophævelse af den
oppegående tvangsfiksering træffes af
Side 59
den behandlingsansvarlige overlæge. I
den behandlingsansvarlige overlæges
fravær kan beslutningen træffes af
dennes stedfortræder.
§ 19. Indenrigs- og sundhedsministeren
fastsætter regler om tvangsfiksering,
anvendelse af fysisk magt, beskyttel-
sesfiksering, personlige alarm- og pej-
lesystemer og særlige dørlåse, person-
lig skærmning, aflåsning af døre i afde-
lingen, personlig hygiejne under anven-
delse af tvang samt oppegående
tvangsfiksering og aflåsning af patient-
stue på Sikringsafdelingen under Rets-
psykiatrisk afdeling, Region Sjælland.
16. § 19 affattes således:
Ȥ 19. Ministeren for sundhed og fore-
byggelse fastsætter regler om anven-
delse af tvang i henhold til lovens kapi-
tel 5.«
Undersøgelse af post, patientstuer og
ejendele, kropsvisitation samt beslag-
læggelse og tilintetgørelse af genstan-
de m.v.
17. Overskriften før § 19 a affattes så-
ledes:
»Undersøgelse af post, patientstuer og
ejendele samt kropsvisitation m.v.«
§ 19 a. Ved begrundet mistanke om, at
medikamenter, rusmidler eller farlige
genstande er blevet eller vil blive for-
søgt indført til patienten, kan overlægen
beslutte,
 1) at patientens post skal åbnes og
kontrolleres,
 2) at patientens stue og ejendele
skal undersøges, eller
 3) at der skal foretages kropsvisita-
tion af patienten. Undersøgelse af
kroppens hulrum er ikke tilladt.
Stk. 2. Undersøgelse af patientens post
og patientens stue samt ejendele skal
så vidt muligt foretages i patientens
nærvær.
Stk. 3. Overlægen kan beslutte, at me-
dikamenter, rusmidler og farlige gen-
stande, som bliver fundet ved indgreb
efter stk. 1, skal beslaglægges. Over-
lægen kan overlade til politiet at afgøre,
om medikamenter, rusmidler og farlige
genstande besiddes i strid med den
almindelige lovgivning, herunder lov-
givningen om euforiserende stoffer og
lovgivningen om våben m.v. Politiet kan
beslutte, om disse medikamenter, rus-
midler og genstande skal destrueres.
18. § 19 a affattes således:
Ȥ 19 a. Ved mistanke om, at der er
medikamenter, rusmidler eller farlige
genstande i afdelingen, kan overlægen,
med henblik på at sikre at disse ikke er
blevet indført eller vil blive forsøgt ind-
ført til en eller flere patienter i afdelin-
gen, uden retskendelse beslutte:
1) at en patients post skal åbnes og
kontrolleres,
2) at en patients stue og ejendele skal
undersøges, eller
3) at der skal foretages kropsvisitation
af en patient.
Stk. 2. Kropsvisitation efter stk. 1, nr. 3,
omfatter ikke undersøgelse af kroppens
hulrum.
Stk. 3. Undersøgelse af patientens post
og patientens stue samt ejendele skal
så vidt muligt foretages i patientens
nærvær.
Stk. 4. Overlægen kan beslutte, at me-
dikamenter, rusmidler og farlige gen-
stande, som bliver fundet ved indgreb
efter stk. 1, tages i bevaring. Overlæ-
gen kan overlade til politiet at afgøre,
om medikamenter, rusmidler og farlige
genstande besiddes i strid med den
Side 60
Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministe-
ren fastsætter regler om undersøgelse
af post, patientstuer og ejendele,
kropsvisitation samt beslaglæggelse og
tilintetgørelse af genstande m.v.
almindelige lovgivning, herunder lov-
givningen om euforiserende stoffer og
lovgivningen om våben m.v.
Stk. 5. Ministeren for sundhed og fore-
byggelse fastsætter regler om under-
søgelse af post, patientstuer og ejende-
le samt kropsvisitation m.v.«
§ 20. ---
Stk. 1. Oplysning om enhver anvendel-
se af tvang, jf. §§ 5-10 a, 12, 13, 13 d,
14-17 a, 18 a, 18 c, § 18 d, stk. 2, for så
vidt angår personlig skærmning, der
uafbrudt varer mere end 24 timer, og
§ 18 f, skal tilføres afdelingens tvangs-
protokol med angivelse af indgrebets
nærmere indhold og begrundelse. Det
samme gælder enhver ordination efter
§ 18.
19. I § 20, stk. 1, 2. pkt. indsættes efter
»§ 18«: »samt indgreb, som nævnt i
denne lov, der anvendes over for min-
dreårige, hvor forældremyndighedens
indehaver, jf. § 1, stk. 4, giver informe-
ret samtykke på den mindreåriges veg-
ne, og hvor den mindreårige ikke selv
er enig i tiltaget.«
§21. ---
Stk. 1. Overlægen har til stadighed
ansvaret for, at frihedsberøvelse,
tvangsbehandling, tvungen opfølgning
efter udskrivning, tvangsfiksering, fysisk
magt, beskyttelsesfiksering, personlige
alarm- og pejlesystemer og særlige
dørlåse, personlig skærmning, aflås-
ning af døre i afdelingen, personlig
hygiejne under anvendelse af tvang,
undersøgelse af post, patientstuer og
ejendele, kropsvisitation samt beslag-
læggelse og tilintetgørelse af genstan-
de m.v., samt oppegående tvangsfikse-
ring og aflåsning af patientstue på Sik-
ringsafdelingen under Retspsykiatrisk
afdeling, Region Sjælland, ikke anven-
des i videre omfang end nødvendigt.
20. § 21, stk. 1, affattes således:
»Stk. 1. Overlægen har til stadighed
ansvaret for, at frihedsberøvelse og
anvendelse af anden tvang efter regler-
ne i denne lov ikke anvendes i videre
omfang end nødvendigt.«
§ 21. ---
Stk. 4. Så længe en tvangsfiksering
opretholdes, skal der foretages fornyet
lægelig vurdering af spørgsmålet om
fortsat anvendelse af tvangsfikseringen,
så ofte som forholdene tilsiger det, dog
mindst 4 gange i døgnet, som skal væ-
re jævnt fordelt, efter at beslutningen
om anvendelse af tvangsfiksering er
truffet.
21. I § 21, stk. 4, ændres »4 gange i
døgnet« til: »3 gange i døgnet«.
Side 61
§ 21. ---
Stk. 5. Hvis en tvangsfiksering ud-
strækkes i længere tid end 48 timer,
skal en læge, der ikke er ansat på det
pågældende psykiatriske afsnit, hvor
indgrebet finder sted, som ikke har
ansvaret for patientens behandling, og
som ikke står i et underordnelsesfor-
hold til den behandlende læge, foretage
en vurdering af spørgsmålet om fortsat
anvendelse af tvangsfiksering. Denne
vurdering skal foretages af en læge, der
er speciallæge i psykiatri eller i børne-
og ungdomspsykiatri. Ved uenighed
mellem de to lægers vurdering af situa-
tionen er den behandlende læges vur-
dering afgørende. Uenighed mellem de
to lægers vurdering af situationen skal
dog mundtligt og skriftligt oplyses over
for patienten. Indenrigs- og sundheds-
ministeren fastsætter regler om den
lægelige vurdering efter denne be-
stemmelse.
22. I § 21, stk. 5, ændres »48 timer« til:
»24 timer«.
§ 21. ---
Stk. 7. Så længe en oppegående
tvangsfiksering, jf. § 18 c, opretholdes,
skal den behandlingsansvarlige over-
læge en gang i døgnet foretage fornyet
vurdering af spørgsmålet om fortsat
anvendelse af oppegående tvangsfikse-
ring. Træffer den behandlingsansvarlige
overlæge beslutning om fortsat anven-
delse af oppegående tvangsfiksering,
skal denne endvidere fastlægge en
observationsplan for de følgende 24
timer. I den behandlingsansvarlige
overlæges fravær træffer den stedfor-
trædende overlæge beslutning og fast-
lægger observationsplan.
23. § 21, stk.7, affattes således:
»Stk. 7. Så længe en oppegående
tvangsfiksering, jf. § 18 c, opretholdes,
skal den behandlingsansvarlige over-
læge eller dennes stedfortræder med
passende intervaller og mindst én gang
om måneden foretage fornyet vurdering
af spørgsmålet om fortsat anvendelse
af oppegående tvangsfiksering. Beslut-
ningen om oppegående tvangsfiksering
skal indgå i patientens behandlings-
plan.«
§ 21. ---
Stk. 8. Hvis en oppegående tvangsfik-
sering, jf. § 18 c, udstrækkes i længere
tid end 1 uge, skal en speciallæge i
psykiatri, som ikke har haft ansvaret for
patientens behandling, og som ikke er
ansat på Sikringsafdelingen under
Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjæl-
land, foretage fornyet vurdering af
spørgsmålet om fortsat anvendelse af
24. § 21, stk. 8, ophæves.
Side 62
oppegående tvangsfiksering. Denne
vurdering gentages herefter en gang
om ugen, så længe foranstaltningen
pågår.
25. Efter § 21 indsættes:
»§ 21 a. Overlægen har ansvaret for, at
en tvangsfiksering, der udstrækkes i
længere tid end 30 dage, indberettes til
Sundhedsstyrelsen.
Stk. 2. Indberetningen skal sendes til
Sundhedsstyrelsen senest tre dage
efter, at tvangsfikseringen af patienten
har overskredet 30 sammenhængende
dage.«
§ 24. ---
Stk. 1. Der beskikkes en patientrådgiver
for enhver, der tvangsindlægges,
tvangstilbageholdes eller undergives
tvangsbehandling, tvungen opfølgning
efter udskrivning, tvangsfiksering, an-
vendelse af fysisk magt, beskyttelses-
fiksering, anvendelse af personlige
alarm- og pejlesystemer og særlige
dørlåse, personlig skærmning, der uaf-
brudt varer mere end 24 timer, aflås-
ning af døre i afdelingen efter § 18 f,
stk. 1, nr. 2, samt oppegående tvangs-
fiksering og aflåsning af patientstue på
Sikringsafdelingen under Retspsykia-
trisk afdeling, Region Sjælland, jf. dog
§ 40, stk. 4.
26. I § 24, stk. 1, indsættes efter »an-
vendelse af fysisk magt,«: «indgivelse
af et beroligende middel med magt,».
§ 27. Personalet på afdelingen skal
give patientrådgiveren enhver oplys-
ning, som er nødvendig for, at denne
kan varetage sit hverv på forsvarlig
måde. En oplysning, som af lægelige
grunde ikke gives til patienten, må hel-
ler ikke gives til patientrådgiveren.
27. I § 27, 2. pkt., ændres »af lægelige
grunde« til: »i henhold til sundhedslo-
vens § 37, stk. 3,«.
§ 34. ---
Stk. 1. Ved hver statsforvaltning opret-
tes et psykiatrisk patientklagenævn
bestående af direktøren for statsforvalt-
ningen som formand, jf. dog stk. 2,
samt 2 medlemmer. Indenrigs- og
sundhedsministeren beskikker et antal
medlemmer efter indstilling fra hen-
holdsvis Lægeforeningen og Danske
28. I § 34, stk. 1, indsættes efter 2. pkt.:
»Lægeforeningen skal så vidt muligt
indstille læger, der er speciallæger i
psykiatri.«
Side 63
Handicaporganisationer. Indenrigs- og
Sundhedsministeren beskikker endvi-
dere stedfortrædere for medlemmerne.
Beskikkelserne gælder for en periode
på 4 år. Genbeskikkelse kan finde sted.
§ 38. ---
Stk. 1. Afgørelser fra det psykiatriske
patientklagenævn ved statsforvaltnin-
gen om tvangsbehandling, anvendelse
af fysisk magt, personlige alarm- og
pejlesystemer og særlige dørlåse, per-
sonlig skærmning, der uafbrudt varer
mere end 24 timer, samt aflåsning af
patientstue på Sikringsafdelingen under
Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjæl-
land, kan påklages til Det Psykiatriske
Ankenævn.
29. I § 38, stk. 1, indsættes efter »an-
vendelse af fysisk magt,«: «indgivelse
af et beroligende middel med magt,»
§ 40. ---
Stk. 3. Bestemmelserne i denne lov
finder tilsvarende anvendelse på per-
soner, der anbringes i sikringsafdelin-
gen efter stk. 1. Det gælder dog ikke
§§ 5-11, § 21, stk. 2, og bestemmelser-
ne i kapitel 10 om klageadgang og
domstolsprøvelse med hensyn til afgø-
relser om tvangsindlæggelse, tvangstil-
bageholdelse og tilbageførsel.
30. § 40, stk.3, 2. pkt., affattes således:
»Det gælder dog ikke §§ 5-11, § 13 d, §
13 e, § 21, stk. 2, og bestemmelserne i
kapitel 10 om klageadgang og dom-
stolsprøvelse med hensyn til afgørelser
om tvangsindlæggelse, tvangstilbage-
holdelse, tilbageførsel og tvungen op-
følgning efter udskrivning.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2015.
§ 3
Efter en forsøgsperiode på 4 år med
tvungen opfølgning efter udskrivning,
fremsætter ministeren for sundhed og
forebyggelse i folketingsåret 2018-19
forslag om revision af loven.
§ 4
Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland, men § 1 kan ved kongelig
anordning helt eller delvis sættes i kraft
for Færøerne med de afvigelser, som
de færøske forhold tilsiger.


Høringsliste
Bedre Psykiatri – landsforeningen for pårørende
Dansk Psykiatrisk Selskab
Dansk Psykolog Forening
Dansk Selskab for Almen Medicin
Dansk Selskab for Distriktspsykiatri
Dansk Socialrådgiverforening
Dansk Sygeplejeråd
Danske Fysioterapeuter
Danske Handicaporganisationer
Danske Regioner
Den Danske Dommerforening
Det Centrale Handicapråd
Det Etiske Råd
Det Sociale Netværk
Dommerfuldmægtigforeningen
Ergoterapeutforeningen
FOA
Foreningen af Offentlige Anklagere
Foreningen af Socialchefer i Danmark
Galebevægelsen
Institut for Menneskerettigheder
KL
Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere
Landsforeningen af Patientrådgivere og Bistandsværger
Landsforeningen Sind
Lægeforeningen
Patientombuddet
Psykiatrifonden
Region Hovedstaden
Region Sjælland
Region Syddanmark
Region Midtjylland
Region Nordjylland
Retspolitisk Forening
Rådet for Socialt Udsatte
Socialpædagogernes Landsforbund
Statsforvaltningen.
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse
Enhed: Primær Sundhed
Sagsbeh.: SUMSBPE
Sags nr.: 1300459
Dok. Nr.: 1500197
Dato: 11. juli 2014
Tilsynet i henhold til grundlovens § 71 2013-14
§71 Alm.del Bilag 93
Offentligt