Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om betalingstjenester og elektroniske pengetjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 98/26/EF og om ophævelse af direktiv (EU) 2015/2366 og 2009/110/EF

DA DA
EUROPA-
KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 28.6.2023
COM(2023) 366 final
2023/0209 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV
om betalingstjenester og elektroniske pengetjenester i det indre marked, om ændring af
direktiv 98/26/EF og om ophævelse af direktiv (EU) 2015/2366 og 2009/110/EF
(EØS-relevant tekst)
{SEC(2023) 256 final} - {SWD(2023) 231 final} - {SWD(2023) 232 final}
Offentligt
KOM (2023) 0366 - Forslag til direktiv
Europaudvalget 2023
DA 1 DA
BEGRUNDELSE
1. BAGGRUND FOR FORSLAGET
• Forslagets begrundelse og formål
Det andet betalingstjenestedirektiv (PSD2)1
udgør en retlig ramme for alle detailbetalinger i
EU, både i euro og andre valutaer, både indenlandske og grænseoverskridende. Det første
betalingstjenestedirektiv2
, der blev vedtaget i 2007, fastlagde en harmoniseret retlig ramme
for oprettelsen af et integreret EU-betalingsmarked. På grundlag af det første
betalingstjenestedirektiv behandlede det andet betalingstjenestedirektiv hindringer for nye
typer betalingstjenester og forbedrede forbrugerbeskyttelsen og -sikkerheden. De fleste regler
i det andet betalingstjenestedirektiv har været gældende siden januar 2018, men nogle regler,
f.eks. reglerne om stærk kundeautentifikation, har kun fundet anvendelse siden september
2019.
Det andet betalingstjenestedirektiv indeholder både regler om betalingstjenesteudbyderes
udbud af betalingstjenester og regler om udstedelse af licenser til og tilsyn med en specifik
kategori af betalingstjenesteudbydere, nemlig betalingsinstitutter. Andre kategorier af
betalingstjenesteudbydere omfatter navnlig kreditinstitutter, der er reguleret i EU's
banklovgivning3
, og e-pengeinstitutter, som er reguleret i direktivet om elektroniske penge4
.
Kommissionens meddelelse fra 2020 om en detailbetalingsstrategi for EU5
fastlagde
Kommissionens prioriteter for detailbetalingssektoren for mandatperioden for det nuværende
kommissærkollegium (2019-2024). Den blev ledsaget af en strategi for digital finans, som
fastsatte prioriteter for den digitale dagsorden i finanssektoren, bortset fra betalinger.
Meddelelsen om en detailbetalingsstrategi bebudede, at "med udgangen af 2021 vil
Kommissionen iværksætte en omfattende undersøgelse af anvendelsen og virkningen af
PSD2". Denne revision blev behørigt foretaget, hovedsagelig i 2022, og førte til, at
Kommissionen besluttede at foreslå lovgivningsmæssige ændringer af det andet
betalingstjenestedirektiv for at forbedre dets funktion. Disse ændringer er indeholdt i to
forslag, det foreliggende forslag til direktiv om betalingstjenester og elektroniske
pengetjenester med fokus på udstedelse af licenser til og tilsyn med betalingsinstitutter (og
ændring af visse andre direktiver) og et forslag til forordning om betalingstjenester i EU.
Den foreslåede revision af det andet betalingstjenestedirektiv indgår i Kommissionens
arbejdsprogram for 2023 sammen med et planlagt lovgivningsinitiativ om en ramme for
adgang til finansielle data, der udvider adgangen til og anvendelsen af finansielle data ud over
betalingskonti til flere finansielle tjenester.
• Sammenhæng med de gældende regler på samme område
Eksisterende politiske bestemmelser, der er relevante for dette initiativ, omfatter anden
lovgivning om detailbetalinger, anden lovgivning om finansielle tjenesteydelser, der også
omfatter udbydere af betalingstjenester, og EU-lovgivning om horisontal anvendelse, der
1
Direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked.
2
Direktiv (EU) 2007/64 af 13. november 2007 om betalingstjenester i det indre marked.
3
Forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter, direktiv 2013/36/EU om
adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter.
4
Direktiv 2009/110/EF om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge
og tilsyn med en sådan virksomhed.
5
COM(2020) 592 final af 24. september 2020.
DA 2 DA
påvirker detailbetalingssektoren. I forbindelse med udarbejdelsen af dette forslag er der sørget
for, at der er sammenhæng med disse bestemmelser.
Anden lovgivning inden for detailbetalinger, bortset fra ovennævnte, omfatter forordningen
om det fælles eurobetalingsområde (SEPA) fra 2012, som harmoniserer de tekniske krav til
kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro6
. Den 26. oktober 2022 foreslog
Kommissionen en ændring af SEPA-forordningen for at fremskynde og lette anvendelsen af
straksbetalinger i euro i EU7
. Forordningen om grænseoverskridende betalinger udligner
prisfastsættelsen for indenlandske og grænseoverskridende overførsler i euro8
. Forordningen
om interbankgebyrer fastsætter maksimumssatser for sådanne gebyrer9
.
Anden relevant lovgivning om finansielle tjenesteydelser omfatter direktivet om endelig
afregning10
, som der foretages en målrettet ændring af i dette forslag, forordningen om
markeder for kryptoaktiver11
, retsakten om digital operationel modstandsdygtighed
vedrørende cybersikkerhed (DORA)12
og hvidvaskdirektivet, for hvilke en pakke af
foreslåede ændringer i øjeblikket drøftes af medlovgiverne.
Initiativet er i fuld overensstemmelse med andre af Kommissionens initiativer, der er fastsat i
Kommissionens strategi for digital finans for EU13
, som blev vedtaget sammen med
detailbehandlingsstrategien for EU, og som har til formål at fremme den digitale omstilling af
finans og EU's økonomi og fjerne fragmenteringen på det digitale indre marked.
• Sammenhæng med EU's politik på andre områder
Initiativet er også i overensstemmelse med Kommissionens meddelelse fra 2021 om "Det
europæiske økonomiske og finansielle system: fremme af åbenhed, styrke og
modstandsdygtighed"14
, som gentog betydningen af dens strategi for detailbetalinger og af
digital innovation inden for finans for at styrke det indre marked for finansielle
tjenesteydelser. I samme meddelelse blev det bekræftet, at Kommissionen og Den Europæiske
Centralbank i fællesskab på teknisk plan vil gennemgå en bred vifte af politiske, juridiske og
tekniske spørgsmål, der opstår som følge af en eventuel indførelse af en digital euro, under
hensyntagen til deres respektive mandater i henhold til EU-traktaterne.
Kommissionen fremlægger et forslag til en EU-lovramme for adgang til finansielle data, som
præsenteres sammen med de to forslag til ændring af det andet betalingstjenestedirektiv. Dette
forslag omfatter adgang til andre finansielle data end betalingskontodata, som fortsat er
omfattet af betalingslovgivningen.
Mere generel EU-lovgivning af relevans omfatter den generelle forordning om
databeskyttelse15
.
6
Forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012.
7
COM(2022) 546 final.
8
Forordning (EU) 2021/1230 af 14. juli 2021 om grænseoverskridende betalinger i Unionen.
9
Forordning (EU) 2015/751 af 29. april 2015 om interbankgebyrer for kortbaserede
betalingstransaktioner.
10
Direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og
værdipapirafviklingssystemer.
11
Forordning (EU) 2023/1114 af 31. maj 2023 om markeder for kryptoaktiver.
12
Forordning (EU) 2022/2554 af 14. december 2022 om digital operationel modstandsdygtighed i den
finansielle sektor.
13
COM(2020) 591 final af 24. september 2020.
14
COM(2021) 32 final af 19. januar 2021.
15
Forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016. Se også nedenfor under "grundlæggende rettigheder".
DA 3 DA
2. RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG
PROPORTIONALITETSPRINCIPPET
• Retsgrundlag
Retsgrundlaget for det andet betalingstjenestedirektiv er artikel 114 i traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), som pålægger EU-institutionerne at fastsætte
bestemmelser med henblik på at oprette det indre marked og sikre, at det fungerer korrekt i
overensstemmelse med artikel 26 i TEUF. Eftersom direktivet om elektroniske penge16
er
baseret på artikel 53 og 114 i TEUF, og denne retsakt er integreret i nærværende forslag til
direktiv, følger det imidlertid heraf, at enhver ny retsakt, der indeholder regler om meddelelse
af tilladelse til institutter, der udsteder elektroniske penge, også bør have et sådant dobbelt
retsgrundlag.
• Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)
Den frie udveksling af tjenesteydelser og etableringsfriheden anvendes i vid udstrækning af
betalingstjenesteudbydere. For at sikre harmoniske vilkår og lige vilkår på det indre marked
for detailbetalingstjenester er der behov for lovgivning på EU-plan. Denne logik ligger til
grund for det første og andet betalingstjenestedirektiv og finder fortsat anvendelse på dette
forslag.
• Proportionalitetsprincippet
Forslaget indeholder målrettede proportionalitetsforanstaltninger såsom forskellige
startkapital- og kapitalgrundlagskrav for forskellige typer betalingstjenester. Forslaget giver
også medlemsstaterne mulighed for at fritage små betalingsinstitutter med en omsætning på
under 3 mio. EUR fra nogle af godkendelseskravene. De foreslåede nye bestemmelser om
hævning af kontanter i butikker eller om hævning af kontanter fra uafhængige
pengeautomater er også forholdsmæssige.
• Valg af retsakt
Det andet betalingstjenestedirektiv er i øjeblikket et direktiv, der anvendes ved at gennemføre
lovgivning i medlemsstaterne. På forskellige områder af EU's lovgivning om finansielle
tjenesteydelser17
er det imidlertid blevet fundet hensigtsmæssigt at vedtage regler, der finder
anvendelse på finansielle virksomheder, i en forordning, der finder direkte anvendelse, for at
forbedre sammenhængen i gennemførelsen i medlemsstaterne. I revisionen af det andet
betalingstjenestedirektiv blev det konkluderet, at denne tilgang også ville være
hensigtsmæssig i betalingslovgivningen, hvilket har ført til, at de foreslåede ændringer af det
andet betalingstjenestedirektiv er indeholdt i to særskilte retsakter: dette forslag til direktiv,
der navnlig indeholder regler om udstedelse af licenser til og tilsyn med betalingsinstitutter og
et ledsagende forslag til forordning, der indeholder regler for betalingstjenesteudbydere
(herunder betalingsinstitutter og visse andre kategorier af betalingstjenesteudbydere), der
udbyder betalingstjenester og elektroniske pengetjenester. Et direktiv er hensigtsmæssigt i det
foreliggende tilfælde, eftersom udstedelse af licenser til og tilsyn med finansielle institutioner
generelt (herunder betalingsinstitutter og andre kategorier af betalingstjenesteudbydere, såsom
kreditinstitutter) fortsat henhører under medlemsstaternes nationale kompetence, og der ikke
foreslås licensudstedelse eller tilsyn på EU-plan.
16
Direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som e-
pengeinstitut og tilsyn hermed.
17
F.eks. tilsynsregler for banker eller regler om værdipapirmarkeder.
DA 4 DA
3. RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF
INTERESSENTER OG KONSEKVENSANALYSER
• Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning
Der blev foretaget en evaluering af det andet betalingstjenestedirektiv i 2022. Input til
evalueringen omfattede en rapport fra en uafhængig kontrahent og interessenternes
synspunkter i forskellige offentlige høringer. Evalueringsrapporten offentliggøres som bilag
til den konsekvensanalyse, der ledsager dette forslag18
. I evalueringsrapporten konkluderes
det, at det andet betalingstjenestedirektiv har haft forskellige grader af succes med hensyn til
at opfylde målene. Overordnet set konkluderes det i evalueringen, at den nuværende ramme
for det andet betalingstjenestedirektiv på trods af visse mangler har gjort det muligt at nå
målene, samtidig med at den er relativt effektiv med hensyn til omkostningerne og til at skabe
merværdi for EU.
• Høringer af interessenter
For at sikre, at Kommissionens forslag tager hensyn til alle interesserede parters synspunkter,
omfattede høringsstrategien for dette initiativ:
• en åben offentlig høring, der var åben fra den 10. maj 2022 til den 2. august
202219
• en målrettet (men ikke desto mindre offentlig og åben) høring med mere
detaljerede spørgsmål end den offentlige høring, der var åben fra den 10. maj
2022 til den 5. juli 202220
• en indkaldelse af interessetilkendegivelser, der var åben fra den 10. maj 2022
til den 2. august 202221
• en målrettet høring om direktivet om endelig afregning, der var åben fra den
12. februar 2021 til den 7. maj 2021
• høring af interessenter i en ekspertgruppe under Kommissionens
markedsekspertgruppe for betalingssystemer
• ad hoc-kontakter med forskellige interessenter, enten på deres initiativ eller på
Kommissionens initiativ
• høring af medlemsstaternes eksperter i Kommissionens ekspertgruppe om
bankbetalinger og forsikring.
Resultatet af disse høringer er sammenfattet i bilag 2 til den konsekvensanalyse, der
ledsager dette forslag.
• Indhentning og brug af ekspertbistand
Der blev anvendt en række input og ekspertisekilder ved udarbejdelsen af dette initiativ,
herunder følgende:
18
SWD 2023/231 final.
19
https://ec.europa.eu/info/law/better-regulation/have-your-say/initiatives/13331-Payment-services-
review-of-EU-rules/public-consultation_da.
20
https://finance.ec.europa.eu/regulation-and-supervision/consultations/finance-2022-psd2-review_en.
21
https://ec.europa.eu/info/law/better-regulation/have-your-say/initiatives/13331-Payment-services-
review-of-EU-rules_da.
DA 5 DA
– dokumentation tilvejebragt gennem de forskellige høringer, der er nævnt
ovenfor, og på ad hoc-basis af interessenter.
– dokumentation fremlagt af Den Europæiske Banktilsynsmyndighed i dens
rådgivning22
.
– en undersøgelse foretaget af en kontrahent, Valdani Vicari, Associati
Consulting, udarbejdet i september 2022, "A study on the application and
impact of Directive (EU) 2015/2366 on Payment Services (PSD2)23
.
– data indhentet fra operatører i den private sektor.
• Konsekvensanalyse
Dette forslag (og forslaget til forordning om betalingstjenester i det indre marked) ledsages af
en konsekvensanalyse, som blev undersøgt af Udvalget for Forskriftskontrol den 1. marts
2023. Udvalget for Forskriftskontrol afgav en positiv udtalelse med forbehold den 3. marts
2023 (forbeholdene blev behandlet i den endelige udgave). Konsekvensanalysen viste, at der
er fire centrale problemer på EU's betalingsmarked på trods af resultaterne af det andet
betalingstjenestedirektiv:
– Forbrugerne er i risiko for svig og mangler tillid til betalinger.
– Open banking-sektoren fungerer mangelfuldt.
– Tilsynsmyndighederne i EU's medlemsstater har inkonsekvente beføjelser og
forpligtelser.
– Der er ulige konkurrencevilkår mellem banker og betalingstjenesteudbydere,
der ikke er banker.
Konsekvenserne af disse problemer omfatter følgende:
– Brugerne (forbrugere, handlende og SMV'er) er fortsat udsat for risiko for svig
og har et begrænset udvalg af betalingstjenester, og priserne er højere, end de
behøver at være.
– Open banking-udbydere står over for hindringer for at tilbyde basale OB-
tjenester og finder det vanskeligere at innovere.
– Betalingstjenesteudbydere oplever usikkerhed om deres forpligtelser, og
betalingstjenesteudbydere, der ikke er banker, har en konkurrencemæssig
ulempe i forhold til bankerne.
– Der er økonomisk ineffektivitet og højere omkostninger forbundet med
kommercielle transaktioner, hvilket har en negativ indvirkning på EU's
konkurrenceevne.
– Det indre marked for betalinger er fragmenteret, og der forekommer
"forumshopping".
Der er fire specifikke målsætninger for initiativet, som svarer til de identificerede problemer:
1. Styrke brugerbeskyttelsen og tilliden til betalinger
2. Forbedre open banking-tjenesters konkurrenceevne
22
EBA/OP/2022/06 af 23. juni 2022.
23
Findes på dette link: https://data.europa.eu/doi/10.2874/996945. Kontraktreference
FISMA/2021/OP/0002.
DA 6 DA
3. Forbedre håndhævelsen og gennemførelsen i medlemsstaterne
4. Forbedre (direkte eller indirekte) adgang til betalingssystemer og bankkonti for
betalingstjenesteudbydere, der ikke er banker.
Konsekvensanalysen indeholder en pakke af foretrukne løsninger, der har til formål at nå de
specifikke mål (nedenstående liste omfatter begge foranstaltninger i dette direktiv og i den
ledsagende forordning):
– For specifik målsætning nr. 1: forbedringer af anvendelsen af stærk
kundeautentifikation, et retsgrundlag for udveksling af oplysninger om svig og
en forpligtelse til at oplyse kunderne om svig, udvidelse af IBAN-
verifikationen til at omfatte alle kreditoverførsler og betinget reversering af
ansvar for autoriseret svindel med push-betalinger, en forpligtelse for
betalingstjenesteudbyderne til at forbedre tilgængeligheden af stærk
kundeautentifikation for brugere med handicap, ældre og andre personer, der
står over for udfordringer i forbindelse med brugen af stærk
kundeautentifikation, foranstaltninger til forbedring af tilgængeligheden af
kontanter, forbedring af brugerrettigheder og -information.
– For specifik målsætning nr. 2: et krav om, at kontoførende
betalingstjenesteudbydere skal indføre en særlig dataadgangsgrænseflade,
"tilladelsesdashboards", der giver brugerne mulighed for at administrere deres
tildelte open banking-adgangstilladelser, mere detaljerede specifikationer af
minimumskrav til OB-datagrænseflader.
– For specifik målsætning nr. 3: at erstatte størstedelen af det andet
betalingstjenestedirektiv med en forordning, der finder direkte anvendelse,
styrkelse af sanktionsbestemmelserne, præcisering af elementer, der er
tvetydige, integrering af licensordningerne for betalingsinstitutter og e-
pengeinstitutter.
– For specifik målsætning nr. 4: styrkelse af rettigheder til en bankkonto for
betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter, mulighed for, at betalingsinstitutter og
e-pengeinstitutter kan deltage direkte i alle betalingssystemer, herunder dem,
der er udpeget af medlemsstaterne i henhold til direktivet om endelig
afregning, med yderligere præciseringer af godkendelses- og
risikovurderingsprocedurer.
En række løsningsmodeller blev afvist i konsekvensanalysen på grund af høje
gennemførelsesomkostninger og usikre fordele. Omkostningerne ved de valgte
løsningsmodeller er hovedsagelig engangsomkostninger og påhviler i vid udstrækning
kontoførende betalingstjenesteudbydere (hovedsagelig banker). Inden for open banking
opvejes omkostningerne af besparelser (f.eks. fjernelse af en permanent "fall-back"-
grænseflade og af dens undtagelsesprocedure) og af vedtagelsen af
proportionalitetsforanstaltninger (mulige undtagelser for nichebaserede kontoførende
betalingstjenesteudbydere). Medlemsstaternes omkostninger til bedre håndhævelse og
gennemførelse vil være begrænsede. Omkostningerne ved direkte adgang til centrale
betalingssystemer for betalingsinstitutter vil være begrænsede og vil påhvile de pågældende
betalingssystemer. Fordelene vil på den anden side komme en bred vifte af interessenter til
gode, herunder brugere af betalingstjenester (forbrugere, virksomheder, forretningsdrivende
og offentlige myndigheder) og også betalingstjenesteudbydere selv (især fintech-
betalingstjenesteudbydere, der ikke er banker). Fordelene vil være tilbagevendende, mens
DA 7 DA
omkostningerne hovedsagelig vil være engangsomkostninger til tilpasning. De kumulative
fordele bør derfor overstige de samlede omkostninger over tid.
● Målrettet regulering og forenkling
Dette initiativ er ikke et initiativ under programmet for målrettet og effektiv regulering
(Refit). Ikke desto mindre blev der som led i evaluerings- og revisionsprocessen søgt
muligheder for administrativ forenkling. Hovedeksemplet på en sådan forenkling i dette
initiativ er integrationen af det andet direktiv om elektroniske penge i det andet
betalingstjenestedirektiv og den omfattende reduktion af forskellene mellem
reguleringsordningerne for e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter (med visse resterende
forskelle såsom kapitalgrundlagskrav). Dette forslag indebærer en ophævelse af det andet
direktiv om elektroniske penge.
● Grundlæggende rettigheder
Den grundlæggende rettighed, der er særlig berørt af dette initiativ, er beskyttelse af
personoplysninger. I det omfang behandling af personoplysninger er nødvendig for at
overholde dette initiativ, skal behandlingen være i overensstemmelse med den generelle
forordning om databeskyttelse (GDPR)24
, som finder direkte anvendelse på alle de
betalingstjenester, der er omfattet af dette forslag.
● Anvendelse af "én ind, én ud"-princippet
Dette initiativ medfører ikke nye administrative omkostninger for virksomheder eller
forbrugere, da initiativet ikke vil føre til øget overvågning af eller tilsyn med
betalingstjenesteudbydere eller til specifikke nye indberetningsforpligtelser, der ikke allerede
er indeholdt i det andet betalingstjenestedirektiv. Der er heller ingen lovbestemte gebyrer og
afgifter som følge af initiativet. Kommissionen mener derfor ikke, at dette initiativ medfører
administrative omkostninger, der kræver kompensation i henhold til "én ind, én ud"-
princippet, selv om det er relevant for "én ind, én ud", da det skaber
gennemførelsesomkostninger. Det skal bemærkes, at sammenlægningen af
lovgivningsordningen for e-pengeinstitutter og for betalingsinstitutter vil reducere de
administrative omkostninger, f.eks. ved at fjerne kravet om at opnå en ny licens under visse
omstændigheder.
● Klima og bæredygtighed
Der er ikke konstateret nogen negative konsekvenser af initiativet for klimaet. Initiativet vil
bidrage til mål 8.2 i FN's mål for bæredygtig udvikling: "at opnå højere niveauer af
økonomisk produktivitet gennem diversificering, teknologisk opgradering og innovation,
herunder gennem fokus på sektorer med høj merværdi og arbejdskraftintensive sektorer".
4. VIRKNINGER FOR BUDGETTET
Forslaget har ingen virkninger for EU-budgettet.
24
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske
personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger.
DA 8 DA
5. ANDRE FORHOLD
• Planer for gennemførelsen og foranstaltninger til overvågning, evaluering og
rapportering
Forslaget vil indeholde bestemmelser om en revision, der skal afsluttes fem år efter
ikrafttrædelsen.
• Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget
Dette forslag til direktiv om udstedelse af licenser til og tilsyn med betalingsinstitutter er i vid
udstrækning baseret på afsnit II i det andet betalingstjenestedirektiv vedrørende
"betalingstjenesteudbydere", som kun finder anvendelse på betalingsinstitutter. Det ajourfører
og præciserer bestemmelserne vedrørende betalingsinstitutter og integrerer tidligere e-
pengeinstitutter som en underkategori af betalingsinstitutter (og ophæver derfor det andet
direktiv om elektroniske penge, 2009/110/EF). Desuden indeholder det bestemmelser om
kontanthævninger, der leveres af detailhandlere (uden køb) eller uafhængige pengeautomater,
og ændrer direktivet om endelig afregning (direktiv 98/26/EF).
● Genstand, anvendelsesområde og definitioner
Forslaget vedrører betalingsinstitutters (ikke kreditinstitutters) adgang til at udbyde
betalingstjenester og elektroniske pengetjenester. En række centrale definitioner præciseres og
bringes i overensstemmelse med det forslag til forordning, der ledsager dette forslag.
● Udstedelse af licenser til og tilsyn med betalingstjenesteudbydere
Procedurerne for ansøgning om tilladelse til og kontrol med kapitalandele er stort set
uændrede i forhold til det andet betalingstjenestedirektiv med undtagelse af et nyt krav om, at
der skal indsendes en likvidationsplan sammen med en ansøgning, men de er fuldt ud
konsistente for institutter, der udbyder betalingstjenester og elektroniske pengetjenester.
Blandt andre ændringer anerkendes det, at betalingsinitieringstjenesteudbydere og
kontooplysningstjenesteudbydere kan have startkapital i stedet for en
erhvervsansvarsforsikring, da kravet om at have en erhvervsansvarsforsikring på licensstadiet
baseret på tidligere erfaringer kan være vanskeligt at opfylde. Kravene til startkapital er
korrigeret for inflationen siden vedtagelsen af det andet betalingstjenestedirektiv (undtagen
for betalingsinitieringstjenesteudbydere, da dette ikke anses for hensigtsmæssigt i betragtning
af den relativt korte tid, de har været i drift). De mulige metoder til beregning af
kapitalgrundlaget ændres ikke, hverken for betalingsinstitutter, der er omfattet af det andet
betalingstjenestedirektiv, eller for tidligere udstedere af elektroniske penge. Det fastsættes, at
en af de tre mulige metoder til beregning af kapitalgrundlag bør betragtes som
standardmetoden for at forbedre de lige konkurrencevilkår — men der er mulighed for
undtagelser for bestemte forretningsmodeller.
Beskyttelsesreglerne for betalingsinstitutter er uændrede, bortset fra at der indføres mulighed
for at sikre en konto hos en centralbank (efter dennes skøn) for at udvide
betalingstjenesteudbydernes muligheder i denne henseende, og at betalingsinstitutter skal
bestræbe sig på at undgå koncentrationsrisiko for sikrede midler. EBA's reguleringsmæssige
tekniske standarder for risikostyring af sikrede fonde skal vedtages i denne henseende. For
betalingsinstitutter, der udbyder elektroniske pengetjenester, er beskyttelsesreglerne fuldt ud
tilpasset dem, der gælder for betalingsinstitutter, der kun udbyder betalingstjenester. Der
indføres mere detaljerede bestemmelser om intern ledelse af betalingsinstitutter, herunder
EBA's retningslinjer.
DA 9 DA
Bestemmelser vedrørende agenter, filialer og outsourcing er uændrede i forhold til det andet
betalingstjenestedirektiv, men der tilføjes en ny definition af distributører af elektroniske
penge og dertil knyttede bestemmelser, som er nøje afstemt med dem, der gælder for agenter.
Bestemmelserne om betalingsinstitutters grænseoverskridende levering af tjenesteydelser og
tilsynet med sådanne tjenester er stort set uændrede. Med hensyn til udøvelsen af
etableringsretten og retten til fri udveksling af tjenesteydelser, når betalingsinstitutter
anvender agenter, distributører og filialer, er der fastsat særlige bestemmelser for tilfælde,
hvor tre medlemsstater er involveret (den medlemsstat, hvor betalingsinstitutterne er etableret,
den, hvor agenten er etableret, og den, som agenten leverer tjenesteydelser til på tværs af
grænserne), hvilket øger klarheden.
Medlemsstaterne og Den Europæiske Banktilsynsmyndighed fører fortsat et register over
godkendte betalingsinstitutter og udvikler desuden en liste over maskinlæsbare
betalingsinitieringstjenesteudbydere og kontooplysningstjenesteudbydere.
Ligesom i det andet betalingstjenestedirektiv og direktivet om elektroniske penge skal
medlemsstaterne udpege kompetente myndigheder med tilstrækkelige beføjelser til at udstede
licenser og føre tilsyn. Der fastsættes bestemmelser om samarbejde mellem nationale
kompetente myndigheder, som præciserer reglerne i denne henseende og giver de kompetente
nationale myndigheder mulighed for at anmode EBA om bistand til at løse eventuelle tvister
mellem andre kompetente nationale myndigheder.
Som i det andet betalingstjenestedirektiv er betalingsinstitutter, der kun udfører
kontooplysningstjenester, underlagt et krav om registrering og ikke tilladelse. I forslaget
præciseres det, hvilken dokumentation der skal ledsage registreringsansøgningen.
Kontooplysningstjenesteudbydere overvåges fortsat af de kompetente myndigheder. De
fakultative undtagelser fra visse bestemmelser, som medlemsstaterne kan indrømme små
betalingsinstitutter, er uændrede.
● Bestemmelser vedrørende hævning af kontanter
Operatører af detailforretninger er undtaget fra kravet om licens fra betalingsinstitutter, når de
tilbyder kontanthævninger uden køb i deres lokaler (på frivillig basis), hvis det udbetalte
kontantbeløb ikke overstiger 50 EUR, i overensstemmelse med behovet for at undgå unfair
konkurrence med pengeautomater.
Distributører af kontanter via pengeautomater, som ikke betjener betalingskonti (de såkaldte
"uafhængige pengeautomater"), er undtaget fra betalingsinstitutters licenskrav og er kun
underlagt et registreringskrav. Registreringen skal dokumenteres.
● Overgangsforanstaltninger
Overgangsforanstaltninger er hensigtsmæssige med hensyn til eksisterende aktiviteter under
det andet betalingstjenestedirektiv som følge af indførelsen af en ny retlig licensordning. For
eksempel forlænges gyldigheden af eksisterende licenser for betalingsinstitutter og e-
pengeinstitutter med op til 30 måneder efter ikrafttrædelsen (et år efter gennemførelsesfristen
og begyndelsen af anvendelsen), forudsat at ansøgningen om en licens i henhold til dette
direktiv indgives senest 24 måneder efter ikrafttrædelsen.
● Ophævelse og ændring af anden lovgivning
Det andet direktiv om elektroniske penge (direktiv 2009/110/EF) ophæves med virkning fra
datoen for dette direktivs ikrafttrædelse.
DA 10 DA
Det andet betalingstjenestedirektiv (direktiv 2015/2366/EF) ophæves med virkning fra samme
dato. En sammenligningstabel over artikler med hensyn til de tilsvarende artikler i det andet
betalingstjenestedirektiv og EMD2 er vedlagt af hensyn til den retlige kontinuitet.
Der foretages en ændring af direktivet om endelig afregning (direktiv 98/26/EF) for at tilføje
betalingsinstitutter til listen over institutter, der har mulighed for at deltage direkte i
betalingssystemer, som er udpeget af en medlemsstat i henhold til nævnte direktiv (men ikke
til udpegede værdipapirafviklingssystemer). Der foretages også en ændring af definitionen af
indirekte deltagelse i direktivet om endelig afregning for at ændre definitionen tilbage til den
tekst, der eksisterede før 2019, da denne definition blev ændret ved direktiv (EU) 2019/87925
.
Artikel 47 indeholder bestemmelser om en ændring af direktiv (EU) 2020/1828 for at bringe
forordning (EU) 20../... om adgang til finansielle data ind i dets anvendelsesområde. Denne
ændring vil gøre det muligt at anlægge sager til varetagelse af forbrugerinteresser mod
overtrædelser af nævnte forordning.
● Andre bestemmelser
Kommissionen tillægges beføjelser til at ajourføre størrelsen af kapitalgrundlaget for at tage
hensyn til inflationen ved hjælp af en delegeret retsakt. Direktivet er et direktiv om
fuldstændig harmonisering. Det træder i kraft 20 dage efter offentliggørelsen i Den
Europæiske Unions Tidende. Fristen for medlemsstaternes gennemførelse af dette direktiv og
datoen for anvendelse af gennemførelsesforanstaltningerne er 18 måneder efter
ikrafttrædelsen (med undtagelse af ændringer af direktivet om endelig afregning, i hvilket
tilfælde den er seks måneder). Fem år efter direktivets ikrafttræden skal der fremlægges en
revisionsrapport med særlig fokus på hensigtsmæssigheden af direktivets anvendelsesområde,
dets mulige udvidelse til at omfatte betalingssystemer og tekniske tjenester og virkningen af
beskyttelsen af betalingsinstitutter af de regler, som Kommissionen foreslog den 18. april
202326
, og som, når det er vedtaget, vil ændre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/49/EU af 16. april 2014 om indskudsgarantiordninger.
25
Direktiv (EU) 2019/879 af 20. maj 2019 om ændring af direktiv 2014/59/EU for så vidt angår
kreditinstitutters og investeringsselskabers tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet og direktiv
98/26/EF.
26
COM(2023) 228 final.
DA 11 DA
2023/0209 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV
om betalingstjenester og elektroniske pengetjenester i det indre marked, om ændring af
direktiv 98/26/EF og om ophævelse af direktiv (EU) 2015/2366 og 2009/110/EF
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 53 og
114,
under henvisning til forslag fra Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg27
,
under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget28
,
efter den almindelige lovgivningsprocedure, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Siden vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/236629
har
detailmarkedet for betalingstjenester undergået betydelige ændringer, hovedsagelig i
forbindelse med den stigende brug af kort og andre digitale betalingsmidler, den
faldende brug af kontanter og den stigende tilstedeværelse af nye aktører og tjenester,
herunder digitale tegnebøger og kontaktløse betalinger. Covid-19-pandemien og de
forandringer, den har medført for forbrugs- og betalingspraksis, har øget betydningen
af at have sikre og effektive digitale betalinger.
(2) I Kommissionens meddelelse om en detailbetalingsstrategi for EU30
bebudes det, at
der vil blive iværksat en omfattende gennemgang af anvendelsen og virkningen af
direktiv (EU) 2015/2366, "som bør omfatte en samlet vurdering af, om det stadig er
egnet til formålet, under hensyntagen til markedsudviklingen".
(3) Direktiv (EU) 2015/2366 havde til formål at fjerne hindringer for nye typer
betalingstjenester og forbedre forbrugerbeskyttelsen og -sikkerheden. Kommissionens
27
EUT C […] af […], s. […]. .
28
EUT C […] af […], s. […]. .
29
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i
det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU)
nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L 337 af 23.12.2015, s. 35).
30
Meddelelse fra Kommissionen af 24. september 2020 til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske
Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om en detailbetalingsstrategi for EU (COM(2020)
592 final).
DA 12 DA
evaluering af virkningen og anvendelsen af direktiv (EU) 2015/2366 viste, at direktiv
(EU) 2015/2366 i vid udstrækning har været vellykket med hensyn til mange af dets
mål, men identificerede også visse områder, hvor direktivets mål ikke er nået fuldt ud.
I evalueringen blev der navnlig peget på problemer med forskellig gennemførelse og
håndhævelse af direktiv (EU) 2015/2366, som direkte har påvirket konkurrencen
mellem betalingstjenesteudbydere, idet de reelt har ført til forskellige
lovgivningsmæssige betingelser i medlemsstaterne på grund af forskellige
fortolkninger af reglerne, hvilket har tilskyndet til regelarbitrage.
(4) Der bør ikke være plads til "forumshopping", hvor betalingstjenesteudbydere vælger
de medlemsstater som "hjemland", hvor anvendelsen af EU-reglerne om
betalingstjenester er mere fordelagtig for dem, og udbyder grænseoverskridende
tjenester i andre medlemsstater, som anvender en strengere fortolkning af reglerne
eller anvender mere aktive fuldbyrdelsespolitikker på betalingstjenesteudbydere, der er
etableret dér. Denne praksis fordrejer konkurrencen. EU-reglerne om
betalingstjenester bør harmoniseres ved at indarbejde regler for betalingstjenesters
adfærd i en forordning og adskille dem fra reglerne om meddelelse af tilladelse til og
tilsyn med betalingsinstitutter, som bør være omfattet af dette direktiv (det tredje
betalingstjenestedirektiv), og ikke fortsat være omfattet af det gældende direktiv (det
andet betalingstjenestedirektiv).
(5) Selv om udstedelsen af elektroniske penge er reguleret i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/110/EF31
, reguleres brugen af elektroniske penge til finansiering
af betalingstransaktioner i meget vid udstrækning af direktiv (EU) 2015/2366. De
retlige rammer, der gælder for udstedere af elektroniske penge og betalingsinstitutter,
navnlig med hensyn til reglerne om god forretningsskik, er derfor allerede i væsentlig
grad tilpasset. I årenes løb har de kompetente myndigheder med ansvar for meddelelse
af tilladelse til og tilsyn med betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter haft praktiske
vanskeligheder med klart at afgrænse de to ordninger og med at skelne mellem
elektroniske pengeprodukter og -tjenester og betalingstjenester og elektroniske
pengetjenester, der udbydes af betalingsinstitutter. Dette har ført til bekymring over
regelarbitrage og ulige konkurrencevilkår samt spørgsmål vedrørende omgåelse af
kravene i direktiv 2009/110/EF, hvor betalingsinstitutter, der udsteder elektroniske
penge, drager fordel af lighederne mellem betalingstjenester og elektroniske
pengetjenester og ansøger om tilladelse som betalingsinstitut. Det er derfor
hensigtsmæssigt, at den tilladelses- og tilsynsordning, der gælder for udstedere af
elektroniske penge, tilpasses yderligere til den ordning, der gælder for
betalingsinstitutter. Men licenskravene, især startkapital og egenkapital, og nogle af de
grundlæggende nøglebegreber i forbindelse med e-pengevirksomhed, herunder
udstedelse af elektroniske penge, distribution af elektroniske penge og
indløsningsmuligheder, adskiller sig imidlertid fra de tjenester, der leveres af
betalingsinstitutter. Det er derfor hensigtsmæssigt at bevare disse særlige forhold ved
sammenlægningen af bestemmelserne i direktiv (EU) 2015/2366 og direktiv
2009/110/EF.
(6) Som det fremgår af den gennemgang, som Kommissionen har foretaget, og i
betragtning af udviklingen på de respektive markeder, i de virksomheder og risici, der
31
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til at optage og
udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed, ændring af
direktiv 2005/60/EF og 2006/48/EF og ophævelse af direktiv 2000/46/EF (EUT L 267 af 10.10.2009, s.
7).
DA 13 DA
er forbundet med aktiviteterne, er det nødvendigt at ajourføre tilsynsordningen for
betalingsinstitutter, herunder dem, der udsteder elektroniske penge og udbyder
elektroniske pengetjenester, ved at kræve en enkelt licens for udbydere af
betalingstjenester og elektroniske pengetjenester, der ikke modtager indskud. Eftersom
det i artikel 48, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/111432
er fastsat, at udstedere af elektroniske penge skal betragtes som elektroniske penge,
bør tilladelsesordningen for betalingsinstitutter, da de erstatter e-pengeinstitutter, også
finde anvendelse på udstedere af elektroniske pengetokens. Den tilsynsordning, der
gælder for betalingsinstitutter, bør være baseret på en tilladelse, der er underlagt en
række strenge og omfattende betingelser, for juridiske personer, der tilbyder
betalingstjenester, når de ikke modtager indskud. Den tilsynsordning, der gælder for
betalingsinstitutter, bør sikre, at de samme betingelser gælder i hele Unionen for
udbydelse af betalingstjenester.
(7) Det er hensigtsmæssigt at adskille den tjeneste, der består i at gøre det muligt at hæve
kontanter fra en betalingskonto, fra driften af en betalingskonto, da udbydere af
kontanthævningstjenester ikke nødvendigvis servicerer betalingskonti. Tjenester i
form af udstedelse af betalingsinstrumenter og indløsning af betalingstransaktioner,
som var anført samlet i punkt 5 i bilaget til direktiv (EU) 2015/2366, som om den ene
ikke kunne tilbydes uden den anden, bør præsenteres som to forskellige
betalingstjenester. Særskilt liste over udstedende og indløsende tjenester bør sammen
med særskilte definitioner af hver enkelt tjeneste gøre det klart, at udbydere af
betalingstjenester kan tilbyde kortudstedende og indløsende tjenester særskilt.
(8) I betragtning af den hurtige udvikling på detailbetalingsmarkedet og det konstante nye
udbud af betalingstjenester og betalingsløsninger er det hensigtsmæssigt at tilpasse
nogle af definitionerne i direktiv (EU) 2015/2366, såsom definitionen af
betalingskonti, midler og betalingsinstrumenter, til det reelle marked for at sikre, at
EU-lovgivningen fortsat er egnet til formålet og teknologineutral.
(9) I betragtning af de divergerende synspunkter, som Kommissionen har peget på i sin
gennemgang af gennemførelsen af direktiv (EU) 2015/2366, og som Den Europæiske
Banktilsynsmyndighed (EBA) fremhævede i sin udtalelse af 23. juni 2022 om
revisionen af direktiv (EU) 2015/2366, er det nødvendigt at præcisere definitionen af
betalingskonti. Det afgørende kriterium for kategoriseringen af en konto som
betalingskonto er evnen til at udføre daglige betalingstransaktioner fra en sådan konto.
Muligheden for at foretage betalingstransaktioner til en tredjepart fra en konto eller
drage fordel af sådanne transaktioner, der gennemføres af en tredjepart, er et afgørende
træk ved begrebet betalingskonto. En betalingskonto bør derfor defineres som en
konto, der anvendes til at sende og modtage midler til og fra tredjeparter. Enhver
konto, der har disse karakteristika, bør betragtes som en betalingskonto og bør have
adgang til betalingsinitieringstjenester og kontooplysningstjenester. Situationer, hvor
der er behov for en anden formidlingskonto for at gennemføre betalingstransaktioner
fra eller til tredjeparter, bør ikke være omfattet af definitionen af en betalingskonto.
Opsparingskonti anvendes ikke til at sende og modtage midler til eller fra tredjemand,
hvilket udelukker dem fra definitionen af en betalingskonto.
32
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1114 af 31. maj 2023 om markeder for
kryptoaktiver og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 1095/2010 og direktiv
2013/36/EU og (EU) 2019/1937 (EUT L 150 af 9.6.2023, s. 40).
DA 14 DA
(10) I betragtning af fremkomsten af nye typer betalingsinstrumenter og den usikkerhed,
der hersker på markedet med hensyn til deres juridiske kvalificering, bør definitionen
af et "betalingsinstrument" præciseres yderligere med hensyn til, hvad der udgør eller
ikke udgør et betalingsinstrument, under hensyntagen til princippet om
teknologineutralitet.
(11) På trods af at Near-Field Communication (NFC) gør det muligt at initiere en
betalingstransaktion, vil det være en udfordring at betragte NFC som et fuldt udbygget
"betalingsinstrument", herunder med hensyn til anvendelsen af stærk
kundeautentifikation for kontaktløse betalinger på salgsstedet og
betalingstjenesteudbyderens ansvarsordning. NFC bør derfor snarere betragtes som en
funktion af et betalingsinstrument og ikke som et betalingsinstrument som sådant.
(12) Definitionen af "betalingsinstrument" i direktiv (EU) 2015/2366 henviste til en
"personaliseret anordning". Da der er forudbetalte kort, hvor navnet på indehaveren af
instrumentet ikke er trykt på kortet, kan det betyde, at disse kort ikke er omfattet af
definitionen af et betalingsinstrument. Definitionen af "betalingsinstrument" bør derfor
ændres, så den henviser til "individualiserede" anordninger i stedet for
"personaliserede", idet det præciseres, at forudbetalte kort, hvor navnet på indehaveren
af instrumentet ikke er trykt på kortet, er betalingsinstrumenter.
(13) Såkaldte digitale "pass-through-tegnebøger", der indebærer tokenisering af et
eksisterende betalingsinstrument, herunder et betalingskort, skal betragtes som
tekniske tjenester og bør derfor udelukkes fra definitionen af betalingsinstrument, da
en token ikke i sig selv kan betragtes som et betalingsinstrument, men snarere som en
"betalingsapplikation" som omhandlet i artikel 2, stk. 21, i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) 2015/7533
. Visse andre kategorier af digitale tegnebøger,
nemlig forudbetalte elektroniske tegnebøger såsom "staged-tegnebøger", hvor
brugerne kan lagre penge til fremtidige onlinetransaktioner, skal dog betragtes som et
betalingsinstrument og udstedelsen af dem som en betalingstjeneste.
(14) Pengeoverførsel er en betalingstjeneste, der normalt er baseret på kontanter, som en
betaler stiller til rådighed for en betalingstjenesteudbyder, uden at der oprettes
betalingskonti i betalerens eller betalingsmodtagerens navn, som viderebetaler det
tilsvarende beløb til en betalingsmodtager eller til en anden betalingstjenesteudbyder,
der handler på betalingsmodtagerens vegne. I nogle medlemsstater udbyder
supermarkeder og andre forretningsdrivende en tjeneste til forbrugerne, der gør dem i
stand til at betale regninger for forsyningsforbrug og andre regelmæssige
husholdningsregninger. Disse betalingstjenester bør derfor behandles som
pengeoverførsler.
(15) Definitionen af midler bør omfatte alle former for centralbankpenge, der udstedes til
detailbrug, herunder sedler og mønter, og eventuelle fremtidige digitale
centralbankpenge, elektroniske penge og kommercielle bankpenge. Centralbankpenge,
der er udstedt til brug mellem centralbanken og forretningsbankerne, dvs. til
engrossalg, bør ikke være omfattet.
(16) Forordning (EU) 2023/1114 af 31. maj 2023 fastsætter, at elektroniske pengetokens
betragtes som elektroniske penge. Elektroniske pengetokens bør derfor medtages som
elektroniske penge i definitionen af midler.
33
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/751 af 29. april 2015 om interbankgebyrer for
kortbaserede betalingstransaktioner (EUT L 123 af 19.5.2015, s. 1).
DA 15 DA
(17) Evalueringen af gennemførelsen af direktiv (EU) 2015/2366 afdækkede ikke et klart
behov for i væsentlig grad at ændre betingelserne for meddelelse og opretholdelse af
en tilladelse som betalingsinstitut eller e-pengeinstitut i henhold til henholdsvis
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF34
og direktiv (EU) 2015/2366 på
den ene side og direktiv 2009/110/EF på den anden side. Disse betingelser omfatter
fortsat tilsynsmæssige krav, der står i et rimeligt forhold til de operationelle og
finansielle risici, som betalingsinstitutter, herunder institutter, der udsteder
elektroniske penge og udbyder elektroniske pengetjenester som led i deres
virksomhed, står over for. Den dokumentation, der kræves til støtte for en ansøgning
om tilladelse som betalingsinstitut, bør suppleres med en afviklingsplan for det
tilfælde, at betalingsinstituttet går konkurs, som står i et rimeligt forhold til det
fremtidige betalingsinstituts forretningsmodel. Afviklingsplanen bør være egnet til at
støtte en velordnet afvikling af aktiviteter i henhold til gældende national ret, herunder
kontinuitet eller genopretning af kritiske aktiviteter, der udføres af outsourcede
tjenesteudbydere, agenter eller distributører. For at undgå, at der gives tilladelse til
tjenester, der ikke reelt leveres af et betalingsinstitut, er det nødvendigt at præcisere, at
et betalingsinstitut ikke bør være forpligtet til at indhente en tilladelse til
betalingstjenester, som det ikke har til hensigt at udbyde.
(18) EBA's peer review om meddelelse af tilladelse i henhold til direktiv (EU) 2015/2366,
der blev offentliggjort i januar 202335
, konkluderede, at mangler i tilladelsesprocessen
har ført til en situation, hvor ansøgere er underlagt forskellige tilsynsmæssige
forventninger med hensyn til kravene til meddelelse af tilladelse som betalingsinstitut
eller e-pengeinstitut i hele Unionen, og at det undertiden kan tage meget lang tid at
meddele tilladelse. For at sikre lige vilkår og en harmoniseret procedure for
meddelelse af tilladelse til virksomheder, der ansøger om en licens som
betalingsinstitut, bør de kompetente myndigheder pålægges en frist på tre måneder til
at afslutte tilladelsesproceduren efter modtagelsen af alle de oplysninger, der er
nødvendige for afgørelsen.
(19) For at sikre større konsekvens i ansøgningsprocessen for betalingsinstitutter er det
hensigtsmæssigt at give EBA mandat til at udarbejde udkast til reguleringsmæssige
tekniske standarder for meddelelse af tilladelse, herunder om de oplysninger, der skal
gives til de kompetente myndigheder i ansøgningen om tilladelse til
betalingsinstitutter, en fælles vurderingsmetode for meddelelse af tilladelse eller
registrering, hvad der kan betragtes som en tilsvarende garanti for
erhvervsansvarsforsikring, og de kriterier, der skal anvendes til at fastsætte
minimumsbeløbet for erhvervsansvarsforsikring eller en tilsvarende garanti. EBA bør
således tage hensyn til erfaringerne med anvendelsen af sine retningslinjer for de
oplysninger, som ansøgende betalingstjenesteudbydere skal give de nationale
kompetente myndigheder med henblik på meddelelse af tilladelse eller registrering, og
sine retningslinjer for anvendelsen af de kriterier, der anvendes til at specificere
minimumsbeløbet for erhvervsansvarsforsikringen eller en anden tilsvarende garanti.
(20) De tilsynsmæssige rammer, der gælder for betalingsinstitutter, bør fortsat hvile på den
forudsætning, at disse institutter har forbud mod at modtage indskud fra brugere af
34
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF af 13. november 2007 om betalingstjenester i det
indre marked og om ændring af direktiv 97/7/EF, 2002/65/EF, 2005/60/EF og 2006/48/EF og om
ophævelse af direktiv 97/5/EF (EUT L 319 af 5.12.2007, s. 1).
35
Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, EBA/REP/2023/01, peer review-rapport om godkendelse i
henhold til det andet betalingstjenestedirektiv.
DA 16 DA
betalingstjenester og kun må anvende midler modtaget fra betalingstjenestebrugere til
at yde betalingstjenester. Det er derfor hensigtsmæssigt, at de tilsynsmæssige krav, der
gælder for betalingsinstitutter, afspejler det forhold, at betalingsinstitutter udøver mere
specialiserede og begrænsede aktiviteter end kreditinstitutter, hvilket skaber risici, der
er snævrere og lettere at overvåge og kontrollere end dem, der opstår på tværs af
kreditinstitutters bredere aktivitetsområde.
(21) De kompetente myndigheder bør, når de behandler ansøgninger om tilladelse som
betalingsinstitut, være særligt opmærksomme på den ledelsesplan, der indgives som
led i denne ansøgning. Betalingsinstitutter bør håndtere de potentielt skadelige
virkninger af dårligt udformede ledelsesordninger for en forsvarlig risikostyring ved at
anvende en sund risikokultur på alle niveauer. De kompetente myndigheder bør
overvåge tilstrækkeligheden af interne ledelsesordninger. Det er hensigtsmæssigt, at
EBA vedtager retningslinjer for interne ledelsesordninger under hensyntagen til
variationen i størrelse og forretningsmodeller blandt betalingsinstitutter og under
overholdelse af proportionalitetsprincippet.
(22) Selv om godkendelseskravene fastsætter specifikke regler om sikkerhedskontrol inden
for informations- og kommunikationsteknologi (IKT) og risikobegrænsende elementer
for at opnå tilladelse til at udbyde betalingstjenester, bør disse krav bringes i
overensstemmelse med kravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2022/255436
.
(23) Betalingsinitieringstjenesteudbydere og kontooplysningstjenesteudbydere er, når de
udelukkende leverer disse tjenester, ikke i besiddelse af kunders midler. Derfor ville
det være uforholdsmæssigt at pålægge disse markedsaktører kapitalgrundlagskrav.
Ikke desto mindre er det vigtigt at sikre, at betalingsinitieringstjenesteudbydere og
kontooplysningstjenesteudbydere er i stand til at opfylde deres forpligtelser i
forbindelse med deres aktiviteter. For at sikre en passende dækning af de risici, der er
forbundet med betalingsinitierings- eller kontooplysningstjenester, er det
hensigtsmæssigt at kræve, at betalingsinstitutter, der tilbyder disse tjenester, enten har
en erhvervsansvarsforsikring eller en tilsvarende garanti, og yderligere at præcisere,
hvilke risici der skal dækkes, i lyset af bestemmelserne om ansvar i forordning XXX
[PSR]. I betragtning af de vanskeligheder, som udbydere af kontooplysningstjenester
og betalingsinitieringstjenester har med at tegne en erhvervsansvarsforsikring, der
dækker de risici, der er forbundet med deres virksomhed, bør disse institutter have
mulighed for at vælge at have en startkapital på 50 000 EUR som et alternativ til
erhvervsansvarsforsikringen, udelukkende i licens- eller registreringsfasen. Denne
fleksibilitet for kontooplysnings- og betalingsinitieringstjenesteudbydere i licens- eller
registreringsfasen bør ikke påvirke kravet om, at disse udbydere skal tegne en
erhvervsansvarsforsikring uden unødig forsinkelse, efter at deres licens eller
registrering er opnået.
(24) For at imødegå risikoen ved erhvervelse af en kvalificeret andel i et betalingsinstitut
som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/201337
er det
36
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/2554 af 14. december 2022 om digital operationel
modstandsdygtighed i den finansielle sektor og om ændring af forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU)
nr. 648/2012, (EU) nr. 600/2014, (EU) nr. 909/2014 og (EU) 2016/1011 (EUT L 333 af 27.12.2022, s. 1).
37
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til
kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 176 af
27.6.2013, s. 1).
DA 17 DA
hensigtsmæssigt at kræve, at den relevante kompetente myndighed underrettes om
erhvervelsen.
(25) For at tage højde for de risici, der er forbundet med deres aktiviteter, skal
betalingsinstitutterne have tilstrækkelig startkapital kombineret med egenkapital.
Under hensyntagen til betalingsinstitutters mulighed for at deltage i den brede vifte af
aktiviteter, der er omfattet af dette direktiv, er det hensigtsmæssigt at tilpasse
størrelsen af den startkapital, der er knyttet til de enkelte tjenester, til arten af og de
risici, der er forbundet med disse tjenester.
(26) I betragtning af at de oprindelige krav til betalingsinstitutter ikke er blevet tilpasset
siden vedtagelsen af direktiv 2007/64/EF, er det hensigtsmæssigt at korrigere disse
krav for inflationen. I betragtning af at de kapitalkrav, der gælder for
betalingsinstitutter, som udelukkende udbyder betalingsinitieringstjenester, kun er
blevet gennemført siden ikrafttrædelsen af direktiv (EU) 2015/2366, og at der ikke er
fundet dokumentation for, at disse krav er utilstrækkelige, bør disse krav imidlertid
ikke ændres.
(27) De mange forskellige forretningsmodeller i sektoren for detailbetalinger berettiger
muligheden for at anvende forskellige metoder til beregning af egenkapitalen, som dog
ikke kan falde til under niveauet for den relevante startkapital.
(28) Dette direktiv følger samme fremgangsmåde som direktiv (EU) 2015/2366, der gjorde
det muligt at anvende flere metoder til beregning af de kombinerede
kapitalgrundlagskrav med en vis grad af tilsynsbeføjelser for at sikre, at de samme
risici behandles ens for alle betalingstjenesteudbydere. Anvendelsen af
betalingsinstituttets betalingsvolumen for det foregående år til beregning af
kapitalgrundlagskravene er den mest hensigtsmæssige og mest anvendte metode til
beregning af kapitalgrundlaget for de fleste forretningsmodeller. Af disse grunde og
for at forbedre sammenhængen og sikre lige vilkår bør det kræves, at de nationale
kompetente myndigheder foreskriver, at denne metode skal anvendes. Det bør dog
være muligt for de nationale kompetente myndigheder at afvige fra dette princip og
kræve, at betalingsinstitutter anvender andre metoder til forretningsmodeller, der
resulterer i transaktioner med lav volumen, men høj værdi. For at sikre retssikkerhed
og størst mulig klarhed med hensyn til sådanne forretningsmodeller er det
hensigtsmæssigt at give EBA mandat til at udarbejde udkast til reguleringsmæssige
tekniske standarder.
(29) Uanset målet om at tilpasse tilsynskravene til betalingsinstitutter, der udbyder
betalingstjenester og elektroniske pengetjenester, er det hensigtsmæssigt at tage
hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende i forbindelse med udstedelse af
elektroniske penge og udførelse af e-pengeforretninger, og at give betalingsinstitutter,
der udsteder elektroniske penge og udbyder elektroniske pengetjenester, mulighed for
at anvende en mere hensigtsmæssig metode til beregning af deres
kapitalgrundlagskrav.
(30) Hvor det samme betalingsinstitut gennemfører en betalingstransaktion for både
betaleren og betalingsmodtageren, og der stilles en kreditlinje til rådighed for
betaleren, er det hensigtsmæssigt at beskytte midlerne til fordel for
betalingsmodtageren, når de svarer til betalingsmodtagerens fordring over for
betalingsinstituttet.
(31) I betragtning af de vanskeligheder, som betalingsinstitutter har med at åbne og føre
betalingskonti i kreditinstitutter, er det nødvendigt at indføre en yderligere mulighed
DA 18 DA
for at beskytte brugernes midler, nemlig muligheden for at opbevare disse midler i en
centralbank. Denne mulighed bør dog ikke berøre en centralbanks mulighed for ikke at
tilbyde denne mulighed på grundlag af dens organiske lovgivning. I betragtning af
behovet for at beskytte brugernes midler og for at undgå, at sådanne midler anvendes
til andre formål end til at udbyde betalingstjenester eller elektroniske pengetjenester,
er det hensigtsmæssigt at kræve, at betalingstjenestebrugernes midler holdes adskilt fra
betalingsinstituttets egenkapital. For at sikre lige vilkår mellem betalingsinstitutter, der
udbyder betalingstjenester, og betalingsinstitutter, der udsteder elektroniske penge og
udbyder elektroniske pengetjenester, er det hensigtsmæssigt så vidt muligt at tilpasse
de ordninger, der gælder for beskyttelse af brugernes midler, samtidig med at de
særlige forhold, der gør sig gældende for elektroniske penge, bevares.
Koncentrationsrisiko er en betydelig risiko for betalingsinstitutter, navnlig når
midlerne beskyttes i et enkelt kreditinstitut. Det er derfor vigtigt at sikre, at
betalingsinstitutter så vidt muligt undgår koncentrationsrisici. EBA bør derfor
pålægges at udarbejde reguleringsmæssige tekniske standarder for risikoundgåelse i
forbindelse med beskyttelse af kundemidler.
(32) Det bør være muligt for betalingsinstitutter at udøve andre aktiviteter end dem, der er
omfattet af dette direktiv, herunder levering af operationelle og nært forbundne
accessoriske tjenesteydelser og drift af betalingssystemer eller andre
forretningsaktiviteter, der er reguleret af gældende EU-ret og national ret.
(33) I betragtning af den højere risiko, der er forbundet med indlånsaktiviteter, er det
hensigtsmæssigt at forbyde betalingsinstitutter, der tilbyder betalingstjenester, at
modtage indskud fra brugere og at kræve, at de kun anvender midler modtaget fra
brugere til at udbyde betalingstjenester. Midler modtaget fra betalingstjenestebrugere
af betalingsinstitutter, der tilbyder elektroniske pengetjenester, bør hverken udgøre et
indskud eller andre tilbagebetalingspligtige midler modtaget fra offentligheden som
omhandlet i artikel 9 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EF38
.
(34) For at begrænse risikoen for, at betalingskonti anvendes til andre formål end
gennemførelse af betalingstransaktioner, bør det præciseres, at betalingsinstitutter, når
de udbyder en eller flere betalingstjenester eller elektroniske pengetjenester, altid bør
have betalingskonti, der udelukkende anvendes til betalingstransaktioner.
(35) Betalingsinstitutter bør have mulighed for at yde kredit, men denne aktivitet bør være
underlagt visse strenge betingelser. Det er derfor hensigtsmæssigt at regulere
betalingsinstitutters ydelse af kredit i form af kreditlinjer og udstedelse af kreditkort,
for så vidt som disse tjenester fremmer betalingstjenester, og hvis kreditten ydes for en
periode på højst 12 måneder, herunder på revolverende grundlag. Det er
hensigtsmæssigt at tillade betalingsinstitutter at yde kortfristet kredit i forbindelse med
deres grænseoverskridende aktiviteter, forudsat at den refinansieres ved hjælp af
primært betalingsinstituttets egenkapital og andre midler fra kapitalmarkederne og
ikke midler, der opbevares på vegne af kunder til betalingstjenester. Denne mulighed
bør dog ikke berøre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF39
eller anden
relevant EU-ret eller nationale foranstaltninger vedrørende betingelserne for ydelse af
kredit til forbrugere. I betragtning af deres primære udlånskarakter bør "køb-nu-betal-
38
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed
som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv
2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF.
39
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om
ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (EUT L 133 af 22.5.2008, s. 66).
DA 19 DA
senere"-tjenester ikke udgøre en betalingstjeneste. Disse tjenesteydelser er omfattet af
det nye direktiv om forbrugerkredit, der erstatter direktiv 2008/48/EF.
(36) For at sikre, at dokumentationen for overholdelsen af forpligtelserne i dette direktiv
opbevares behørigt i en rimelig periode, bør det kræves, at betalingsinstitutter
opbevarer alle relevante registre i mindst fem år. Personoplysninger bør ikke
opbevares længere end nødvendigt for at sikre dette formål, og hvis en tilladelse er
blevet trukket tilbage, bør oplysningerne ikke opbevares længere end fem år efter
denne tilbagetrækning.
(37) For at sikre, at en virksomhed ikke udbyder betalingstjenester eller elektroniske
pengetjenester uden at være meddelt tilladelse, er det hensigtsmæssigt at kræve, at alle
virksomheder, der har til hensigt at udbyde betalingstjenester eller elektroniske
pengetjenester, ansøger om tilladelse, medmindre dette direktiv foreskriver
registrering i stedet for tilladelse. For at sikre det finansielle systems og
betalingssystemernes stabilitet og integritet og for at beskytte forbrugerne skal sådanne
virksomheder desuden være etableret i en medlemsstat og overvåges effektivt. Dette
krav bør også omfatte betalingsinstitutter, der udsteder elektroniske penge, i
betragtning af de betydelige nye tilsynsrisici, der er forbundet med e-pengeinstitutters
mulighed for også at udstede elektroniske pengetokens. Det bør kræves, at udstedere
af elektroniske penge etablerer en juridisk person i EU for at muliggøre et effektivt
tilsyn med disse enheder og for at tilpasse sig forordning (EU) 2023/1114.
Elektroniske pengetokens er en form for kryptoaktiver, der kan opskaleres betydeligt i
størrelse og udgøre en risiko, der påvirker den finansielle stabilitet, den monetære
suverænitet og pengepolitikken.
(38) For at undgå misbrug af etableringsretten og for at undgå tilfælde, hvor et
betalingsinstitut etablerer sig i en medlemsstat uden planer om at udføre aktiviteter i
den pågældende medlemsstat, er det hensigtsmæssigt at kræve, at et betalingsinstitut,
der anmoder om tilladelse i en medlemsstat, udøver i det mindste en del af sin
betalingstjenestevirksomhed i den pågældende medlemsstat. Et instituts forpligtelse til
at udøve en del af sin virksomhed i sit hjemland, som allerede blev pålagt ved direktiv
(EU) 2015/2366, er blevet fortolket meget forskelligt, idet nogle hjemlande kræver, at
størstedelen af aktiviteterne udføres i deres land. En "del" bør betyde mindre end
størstedelen af instituttets virksomhed for at sikre, at virkningen af betalingsinstituttets
frihed til at levere grænseoverskridende tjenesteydelser er effektiv.
(39) Et betalingsinstitut kan udøve andre aktiviteter end udbud af betalingstjenester eller
elektroniske pengetjenester. For at sikre et korrekt tilsyn med betalingsinstituttet bør
de nationale kompetente myndigheder om nødvendigt kunne kræve, at der oprettes en
særskilt enhed til levering af betalingstjenester eller elektroniske pengetjenester. En
sådan afgørelse truffet af den kompetente myndighed bør tage hensyn til den
potentielle negative indvirkning, som en hændelse, der påvirker de øvrige
forretningsaktiviteter, kan have på betalingsinstituttets finansielle soliditet, eller den
potentielle negative indvirkning, der opstår som følge af en situation, hvor
betalingsinstituttet ikke ville være i stand til at foretage særskilt indberetning af
kapitalgrundlaget i forbindelse med sine betalings- og e-pengeaktiviteter og dets andre
aktiviteter.
(40) For at sikre et korrekt løbende tilsyn med betalingsinstitutter og adgang til nøjagtige
og ajourførte oplysninger er det hensigtsmæssigt at kræve, at betalingsinstitutter
underretter de nationale kompetente myndigheder om enhver ændring i deres
virksomhed, der påvirker nøjagtigheden af de oplysninger, der gives med hensyn til
DA 20 DA
meddelelse af tilladelse, herunder med hensyn til yderligere agenter eller enheder,
hvortil aktiviteter er outsourcet. Kompetente myndigheder bør i tvivlstilfælde
verificere, at de modtagne oplysninger er korrekte.
(41) For at sikre en ensartet tilladelsesordning for betalingsinstitutter i hele Unionen bør der
fastsættes harmoniserede betingelser for, hvornår de nationale kompetente
myndigheder kan inddrage en tilladelse, der er udstedt til et betalingsinstitut.
(42) For at øge gennemsigtigheden i de aktiviteter, der udføres af betalingsinstitutter, der er
meddelt tilladelse af eller er registreret hos de kompetente myndigheder i hjemlandet,
herunder deres agenter, distributører og filialer, og for at sikre et højt
forbrugerbeskyttelsesniveau i Unionen er det nødvendigt at sikre let offentlig adgang
til listen over virksomheder, der udbyder betalingstjenester, med deres relaterede
varemærker, som bør opføres i et offentligt nationalt register.
(43) For at sikre, at oplysninger om betalingsinstitutter eller enheder, der i henhold til
national ret har ret til at udbyde betalingstjenester eller elektroniske pengetjenester, er
tilgængelige i hele Unionen i et centralt register, bør EBA føre et sådant register, hvori
den bør offentliggøre en liste over navnene på de virksomheder, der er meddelt
tilladelse eller registreret til at udbyde betalingstjenester eller elektroniske
pengetjenester. Når dette indebærer behandling af personoplysninger, er
offentliggørelse på EU-plan af oplysninger om fysiske personer, der optræder som
agenter eller distributører, nødvendig for at sikre, at kun autoriserede agenter og
distributører opererer på det indre marked, og det er derfor i det indre marked for
betalingstjenesters interesse, at det fungerer tilfredsstillende. Medlemsstaterne bør
sikre, at de data, som de giver om de pågældende selskaber, herunder deres agenter,
distributører og filialer, er nøjagtige og ajourførte og fremsendes til EBA uden unødig
forsinkelse og om muligt automatisk. EBA bør derfor udarbejde udkast til
reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere metoderne og
ordningerne for videregivelse af sådanne oplysninger. Disse udkast til
reguleringsmæssige tekniske standarder bør sikre en høj detaljeringsgrad og
sammenhæng i oplysningerne. EBA bør ved udarbejdelsen af disse udkast til
reguleringsmæssige tekniske standarder tage hensyn til erfaringerne med anvendelsen
af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/41140
. For at øge
gennemsigtigheden er det hensigtsmæssigt, at de fremsendte oplysninger indeholder
varemærker for alle betalings- og e-pengetjenester, der udbydes. Offentliggørelse af
personoplysninger bør ske i overensstemmelse med de gældende regler om
databeskyttelse. Hvis personoplysninger offentliggøres, bør der gennemføres passende
databeskyttelsesgarantier, der forhindrer yderligere utilsigtet udbredelse af
oplysningerne online.
(44) For at øge gennemsigtigheden af og kendskabet til de tjenester, der leveres af
betalingsinitierings- og kontooplysningstjenesteudbydere, bør EBA føre en
maskinlæsbar liste med grundlæggende oplysninger om sådanne virksomheder og de
tjenester, som de leverer. Oplysningerne på denne liste bør gøre det muligt entydigt at
identificere betalingsinitierings- og kontooplysningstjenesteudbydere.
40
Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/411 af 29. november 2018 om supplerende regler til
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske
standarder, der fastsætter tekniske krav til udvikling, drift og vedligeholdelse af det elektroniske
centrale register inden for betalingstjenesteområdet og til adgang til oplysningerne heri (EUT L 73 af
15.3.2019, s. 84).
DA 21 DA
(45) For at udvide omfanget af deres tjenester kan betalingsinstitutter være nødt til at
anvende enheder, der udbyder betalingstjenester på deres vegne, herunder agenter
eller, i tilfælde af elektroniske pengetjenester, distributører. Betalingsinstitutter kan
også udøve deres etableringsret i et andet værtsland end hjemlandet gennem filialer. I
sådanne tilfælde bør betalingsinstituttet meddele den nationale kompetente myndighed
alle relevante oplysninger vedrørende agenter, distributører og filialer og uden unødig
forsinkelse underrette de nationale kompetente myndigheder om eventuelle ændringer.
For at sikre gennemsigtighed over for slutbrugerne er det også hensigtsmæssigt, at
agenter, distributører eller filialer, der handler på vegne af et betalingsinstitut,
informerer betalingstjenestebrugerne herom.
(46) Betalingsinstitutter kan i forbindelse med udøvelsen af deres virksomhed være nødt til
at outsource operationelle funktioner i forbindelse med en del af deres aktiviteter. For
at sikre, at dette ikke sker på bekostning af et betalingsinstituts fortsatte opfyldelse af
kravene i forbindelse med meddelelse af tilladelse eller andre gældende krav i henhold
til dette direktiv, er det hensigtsmæssigt at kræve, at et betalingsinstitut uden unødig
forsinkelse underretter de nationale kompetente myndigheder, når det har til hensigt at
outsource operationelle funktioner, og om enhver ændring vedrørende anvendelsen af
enheder, hvortil aktiviteter outsources.
(47) For at sikre en passende begrænsning af de risici, som outsourcing af operationelle
funktioner kan medføre, er det hensigtsmæssigt at kræve, at betalingsinstitutterne
træffer rimelige foranstaltninger for at sikre, at en sådan outsourcing ikke er i strid
med kravene i dette direktiv. Betalingsinstitutter bør fortsat være fuldt ansvarlige for
alle handlinger foretaget af deres ansatte eller agenter, distributører eller outsourcede
enheder.
(48) For at sikre en effektiv håndhævelse af de nationale bestemmelser, der vedtages i
medfør af dette direktiv, bør medlemsstaterne udpege de kompetente myndigheder, der
er ansvarlige for meddelelse af tilladelse til og tilsyn med betalingsinstitutter.
Medlemsstaterne bør sikre, at de kompetente myndigheder tildeles de nødvendige
beføjelser og ressourcer, herunder personale, til at udføre deres opgaver korrekt.
(49) For at gøre det muligt for de kompetente myndigheder at føre korrekt tilsyn med
betalingsinstitutter er det hensigtsmæssigt at give disse myndigheder undersøgelses-
og tilsynsbeføjelser og mulighed for at pålægge administrative sanktioner og
foranstaltninger, der er nødvendige for, at de kan udføre deres opgaver. Af samme
grund bør de kompetente myndigheder have beføjelse til at anmode om oplysninger,
foretage kontrolbesøg på stedet og udstede henstillinger, retningslinjer og bindende
administrative afgørelser. Medlemsstaterne bør fastsætte nationale bestemmelser om
suspension eller inddragelse af et betalingsinstituts tilladelse. Medlemsstaterne bør
bemyndige deres kompetente myndigheder til at pålægge administrative sanktioner og
foranstaltninger, der specifikt har til formål at bringe overtrædelser af bestemmelser
vedrørende tilsyn med eller udøvelse af betalingstjenestevirksomhed til ophør.
(50) På grund af den brede vifte af mulige forretningsmodeller i betalingssektoren er det
hensigtsmæssigt at tillade en vis grad af tilsynsbeføjelser for at sikre, at de samme
risici behandles på samme måde.
(51) Når de kompetente myndigheder fører tilsyn med, at betalingsinstitutter overholder
deres forpligtelser, bør de udøve deres tilsynsbeføjelser under overholdelse af de
grundlæggende rettigheder, herunder retten til privatlivets fred. Uden at det berører en
uafhængig myndigheds (den nationale databeskyttelsesmyndighed) kontrol, og i
overensstemmelse med Den Europæiske Unions charter om grundlæggende
DA 22 DA
rettigheder bør medlemsstaterne have tilstrækkelige og effektive
beskyttelsesforanstaltninger, hvis der er risiko for, at udøvelsen af disse beføjelser kan
føre til misbrug eller vilkårlighed, der udgør en alvorlig indgriben i disse rettigheder,
herunder, hvis det er hensigtsmæssigt, gennem forudgående tilladelse fra den
pågældende medlemsstats retsmyndighed.
(52) For at sikre beskyttelsen af individuelle og forretningsmæssige rettigheder bør
medlemsstaterne sikre, at alle personer, der arbejder eller har arbejdet for de
kompetente myndigheder, er underlagt tavshedspligt.
(53) Betalingsinstitutters aktiviteter kan strække sig på tværs af grænserne og være
relevante for forskellige kompetente myndigheder samt EBA, Den Europæiske
Centralbank ("ECB") og de nationale centralbanker i deres egenskab af pengepolitiske
myndigheder og tilsynsmyndigheder. Det er derfor hensigtsmæssigt at sikre deres
effektive samarbejde og udveksling af oplysninger.
Informationsudvekslingsordningerne bør fuldt ud overholde de databeskyttelsesregler,
der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/67941
og i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/172542
.
(54) Hvis der opstår uenighed i forbindelse med det grænseoverskridende samarbejde
mellem kompetente myndigheder, bør disse kompetente myndigheder kunne anmode
om bistand fra EBA, som bør træffe en afgørelse uden unødig forsinkelse. EBA bør
også kunne bistå de kompetente myndigheder med at nå til enighed på eget initiativ.
(55) Et betalingsinstitut, der udøver etableringsretten eller retten til fri udveksling af
tjenesteydelser, bør give den kompetente myndighed i hjemlandet alle relevante
oplysninger om sin virksomhed og underrette den kompetente myndighed om, hvilken
eller hvilke medlemsstater betalingsinstituttet har til hensigt at drive virksomhed i, om
det har til hensigt at anvende filialer, agenter eller distributører, og om det har til
hensigt at anvende outsourcing.
(56) For at lette samarbejdet mellem de kompetente myndigheder og et effektivt tilsyn med
betalingsinstitutter i forbindelse med udøvelsen af etableringsretten eller den frie
udveksling af tjenesteydelser bør de kompetente myndigheder i hjemlandet meddele
oplysninger til værtslandet. I situationer med såkaldt "tresidet pasordning", hvor et
betalingsinstitut, der er meddelt tilladelse i land "A", anvender en formidler, f.eks. en
agent, distributør eller filial, der er beliggende i land "B", til at udbyde
betalingstjenester i land "C", bør værtslandet anses for at være det land, hvor
tjenesterne udbydes til slutbrugerne. Under hensyntagen til udfordringerne i det
grænseoverskridende samarbejde mellem kompetente myndigheder bør EBA
udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for samarbejde og
udveksling af oplysninger under hensyntagen til erfaringerne med anvendelsen af
Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/205543
.
41
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske
personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne
oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (den generelle forordning om databeskyttelse) (EUT
L 119 af 4.5.2016, s. 1).
42
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af
fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer,
kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF)
nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39).
43
Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/2055 af 23. juni 2017 om supplerende regler til
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske
DA 23 DA
(57) Medlemsstaterne bør have mulighed for at kræve, at betalingsinstitutter, der driver
virksomhed på deres område, og hvis hovedkontor er beliggende i en anden
medlemsstat, regelmæssigt indberetter til dem om deres aktiviteter på
medlemsstaternes område til oplysningsmæssige eller statistiske formål. Hvis disse
betalingsinstitutter driver virksomhed i henhold til etableringsretten, bør de
kompetente myndigheder i værtslandet/værtslandene kunne kræve, at disse
oplysninger også anvendes til at overvåge overholdelsen af forordning XXX [PSR].
Det samme bør gælde, hvis der ikke er nogen etablering i værtslandet/værtslandene, og
betalingsinstituttet leverer tjenesteydelser i værtslandet/værtslandene på grundlag af fri
udveksling af tjenesteydelser. For at lette de kompetente myndigheders tilsyn med
netværk af agenter, distributører eller filialer bør de medlemsstater, hvor agenter,
distributører eller filialer driver virksomhed, kunne kræve, at moderbetalingsinstituttet
udpeger et centralt kontaktpunkt på deres område. EBA bør udarbejde udkast til
reguleringsmæssige standarder, der fastsætter kriterier for, hvornår der bør udpeges et
centralt kontaktpunkt, og hvilke funktioner det bør have. EBA bør i den forbindelse
tage hensyn til erfaringerne med anvendelsen af Kommissionens delegerede
forordning (EU) 2021/172244
og (EU) 2020/142345
. Kravet om at udpege et centralt
kontaktpunkt bør stå i et rimeligt forhold til målet om tilstrækkelig kommunikation og
rapportering af oplysninger om overholdelse af de relevante bestemmelser i forordning
XXX [PSR] i værtsmedlemsstaten.
(58) I kritiske situationer, hvor det er nødvendigt at gribe ind omgående for at imødegå en
alvorlig trussel mod betalingstjenestebrugernes kollektive interesse i værtslandet,
herunder svig i stor målestok, bør det være muligt for de kompetente myndigheder i
værtslandet at træffe forebyggende foranstaltninger sideløbende med det
grænseoverskridende samarbejde mellem de kompetente myndigheder i værts- og
hjemlandet og i afventning af foranstaltninger fra den kompetente myndighed i
hjemlandet. Disse foranstaltninger bør være passende, stå i et rimeligt forhold til
målet, ikkediskriminerende og af midlertidig karakter. Alle foranstaltninger bør
begrundes behørigt. De kompetente myndigheder i det relevante betalingsinstituts
hjemland og andre berørte myndigheder, herunder Kommissionen og EBA, bør
underrettes på forhånd eller, hvis dette ikke er muligt på grund af den kritiske
situation, uden unødig forsinkelse.
(59) Det er vigtigt at sikre, at alle enheder, der udbyder betalingstjenester, bringes inden for
rammerne af et vist minimum af lov- og reguleringskrav. Det er derfor ønskeligt at
registrere identitet og opholdssted for alle personer, der udbyder betalingstjenester,
også personer, der ikke kan opfylde alle betingelserne for meddelelse af tilladelse som
betalingsinstitutter, herunder nogle små betalingsinstitutter. En sådan tilgang er i
standarder vedrørende samarbejde og udvekslingen af oplysninger mellem kompetente myndigheder i
forbindelse med betalingsinstitutters udøvelse af etableringsretten og den frie udveksling af
tjenesteydelser (EUT L 294 af 11.11.2017, s. 1).
44
Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/1722 af 18. juni 2021 om supplerende regler til
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske
standarder, der præciserer rammerne for samarbejde og for udvekslingen af oplysninger mellem de
kompetente myndigheder i hjemlandet og i værtslandet i forbindelse med tilsyn med betalingsinstitutter
og e-pengeinstitutter, der udbyder betalingstjenester på tværs af grænserne (EUT L 343 af 28.9.2021, s.
1).
45
Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/1423 af 14. marts 2019 om supplerende regler til
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske
standarder vedrørende kriterierne for udpegelse af centrale kontaktpunkter inden for betalingstjenester og
disse centrale kontaktpunkters funktioner (EUT L 328 af 9.10.2020, s. 1).
DA 24 DA
overensstemmelse med begrundelsen for anbefaling 14 fra Den Finansielle
Aktionsgruppe af penge, der anbefaler at indføre en mekanisme, ifølge hvilken
betalingstjenesteudbydere, der ikke kan opfylde alle betingelserne i anbefalingen, ikke
desto mindre kan behandles som betalingsinstitutter. I denne henseende bør
medlemsstaterne, selv hvis sådanne enheder er undtaget fra alle eller dele af
betingelserne for tilladelse, kunne opføre dem i registret over betalingsinstitutter. Det
er imidlertid vigtigt at lade muligheden for undtagelse fra tilladelse være betinget af
strenge krav til værdien af betalingstransaktioner. Enheder, der er omfattet af en
undtagelse fra kravet om tilladelse, bør ikke nyde godt af etableringsretten eller retten
til fri udveksling af tjenesteydelser og bør ikke indirekte udøve disse rettigheder, mens
de deltager i et betalingssystem.
(60) For at sikre gennemsigtighed med hensyn til mulige undtagelser for små
betalingsinstitutter er det hensigtsmæssigt at kræve, at medlemsstaterne meddeler
sådanne beslutninger til Kommissionen.
(61) I betragtning af den udførte aktivitets særlige karakter og de risici, der er forbundet
med leveringen af kontooplysningstjenester, bør der indføres en særlig tilsynsordning
for kontooplysningstjenesteudbydere, uden at der er behov for en fuldt udbygget
tilladelsesordning, men med et lempeligere registreringskrav, ledsaget af dokumenter
og oplysninger, der kan bistå den kompetente myndighed med at føre tilsyn.
Kontooplysningstjenesteudbydere bør kunne få tilladelse til at udbyde tjenester på
tværs af grænserne gennem "passporting".
(62) For yderligere at forbedre adgangen til kontanter, hvilket er en prioritet for
Kommissionen, bør detailhandlere have mulighed for i fysiske butikker at tilbyde
kontanttjenester, også uden en kunde foretager et køb, uden at skulle indhente
tilladelse fra en betalingstjenesteudbyder, registrering eller være agent for et
betalingsinstitut. Disse kontanttjenester bør dog være omfattet af forpligtelsen til at
oplyse om eventuelle gebyrer, der opkræves fra kunden. Disse tjenester bør leveres af
detailhandlere på frivillig basis og bør afhænge af, om detailhandleren har kontanter til
rådighed. For at forhindre unfair konkurrence mellem pengeautomater, der ikke
forvalter betalingskonti, og detailhandlere, der tilbyder kontanthævninger uden køb, og
for at sikre, at butikkerne ikke hurtigt løber tør for kontanter, bør der fastsættes et loft
på 50 EUR pr. transaktion.
(63) Direktiv 2007/64/EF og (EU) 2015/2366 udelukkede på visse betingelser
betalingstjenester, der udbydes af visse udbydere af pengeautomater, fra deres
anvendelsesområde. Denne undtagelse fremmede væksten af uafhængige
pengeautomattjenester i mange medlemsstater, navnlig i mindre befolkede egne, som
supplement til pengeautomater i banker. Denne udelukkelse har imidlertid vist sig at
være vanskelig at anvende på grund af dens tvetydighed med hensyn til de enheder,
der er omfattet af den. For at løse dette problem er det hensigtsmæssigt at gøre det
klart, at de tidligere udelukkede pengeautomater er dem, der ikke servicerer
betalingskonti. I betragtning af de begrænsede risici, der er forbundet med sådanne
pengeautomaters aktiviteter, er det hensigtsmæssigt, i stedet for helt at udelukke dem
fra anvendelsesområdet, at underlægge dem en særlig tilsynsordning, der er tilpasset
disse risici, og som kun kræver en registreringsordning.
(64) Tjenesteudbydere, der søgte at udnytte en undtagelse fra anvendelsesområdet for
direktiv (EU) 2015/2366, henvendte sig ofte ikke til myndighederne for at høre, om
deres aktiviteter var omfattet af eller undtaget fra direktivet, men forlod sig ofte på
deres egne vurderinger. Dette har medført forskellig anvendelse af visse undtagelser i
DA 25 DA
medlemsstaterne. Det ser også ud til, at nogle undtagelser kan være blevet anvendt af
betalingstjenesteudbydere til at ændre deres forretningsmodeller, således at de udbudte
betalingstjenester ville falde uden for direktivets anvendelsesområde. Dette kan
medføre øget risiko for betalingstjenestebrugere og uensartede betingelser for
betalingstjenesteudbydere på det indre marked. Derfor bør tjenesteudbydere forpligtes
til at meddele relevante aktiviteter til de kompetente myndigheder, så de kompetente
myndigheder kan vurdere, om kravene i de relevante bestemmelser er opfyldt, og for
at sikre ensartet fortolkning af reglerne på hele det indre marked. Navnlig bør der
fastlægges en underretningsprocedure for alle undtagelser, der bygger på overholdelse
af en tærskel, for at sikre, at de specifikke krav opfyldes. Det er desuden vigtigt at
medtage et krav om, at potentielle betalingstjenesteudbydere skal meddele de
kompetente myndigheder de aktiviteter, som de udbyder inden for rammerne af et
begrænset net ud fra kriterierne i forordning XXX [PSR], hvis værdien af
betalingstransaktioner overstiger en bestemt tærskel. De kompetente myndigheder bør
vurdere, om de således anmeldte aktiviteter kan betragtes som aktiviteter, der udføres
inden for rammerne af et begrænset netværk, for at fastslå, om de fortsat bør udelukkes
fra anvendelsesområdet.
(65) Beføjelsen til at vedtage retsakter bør delegeres til Kommissionen i overensstemmelse
med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde for så vidt
angår ajourføring af beløbene for at tage hensyn til inflationen. Kommissionen bør i
forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for
samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-
Parlamentet og Rådet.
(66) For at sikre en konsekvent anvendelse af de gældende krav bør Kommissionen kunne
trække på ekspertise og støtte fra EBA, som bør have til opgave at udarbejde
retningslinjer og udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder. Kommissionen
bør bemyndiges til at vedtage disse udkast til disse reguleringsmæssige tekniske
standarder. Disse specifikke opgaver er i fuld overensstemmelse med EBA's rolle og
ansvarsområder som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 1093/201046
.
(67) Da yderligere integration af et indre marked for betalingstjenester ikke i tilstrækkelig
grad kan opfyldes af medlemsstaterne alene, fordi det kræver harmonisering af de
forskellige regler, der i øjeblikket findes i de forskellige medlemsstaters retssystemer,
hvilket bedre kan opnås på EU-plan, kan Unionen vedtage foranstaltninger i
overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske
Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går
dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.
(68) Dette direktiv omfatter ikke licenskrav til betalingssystemer, betalingsordninger eller
betalingsarrangementer, idet der tages hensyn til behovet for at undgå overlapning
med Eurosystemets rammer for overvågning af detailbetalingssystemer, herunder
systemisk vigtige betalingssystemer og andre systemer, samt Eurosystemets nye PISA-
ramme og de nationale centralbankers tilsyn. Dette direktiv omfatter heller ikke
levering af tekniske tjenester, herunder behandling eller drift af digitale tegnebøger. I
46
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af
en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr.
716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/78/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s.
12).
DA 26 DA
betragtning af innovationstempoet i betalingssektoren og den mulige fremkomst af nye
risici er det imidlertid nødvendigt, at Kommissionen i sin fremtidige revision af dette
direktiv tager særligt hensyn til denne udvikling og vurderer, om direktivets
anvendelsesområde bør udvides til at omfatte nye tjenester og enheder.
(69) Af hensyn til retssikkerheden bør der indføres overgangsbestemmelser, der giver
virksomheder, som har påbegyndt virksomhed som betalingsinstitut i
overensstemmelse med gældende national lovgivning til gennemførelse af direktiv
(EU) 2015/2366 før dette direktivs ikrafttræden, ret til at fortsætte denne virksomhed i
den pågældende medlemsstat i en fastsat periode.
(70) Af hensyn til retssikkerheden bør der indføres overgangsbestemmelser, der sikrer, at e-
pengeinstitutter, som har optaget deres virksomhed i overensstemmelse med den
nationale lovgivning om gennemførelse af direktiv 2009/110/EF, kan fortsætte denne
virksomhed i den pågældende medlemsstat i en bestemt periode. Denne periode bør
være længere for e-pengeinstitutter, der har fået tildelt en undtagelse efter artikel 9 i
direktiv 2009/110/EF.
(71) Betalingsinstitutter er ikke opført på listen over enheder, der er omfattet af definitionen
af "institutter" i artikel 2, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF47
.
Betalingsinstitutter er derfor reelt forhindret i at deltage i betalingssystemer udpeget af
medlemsstaterne i henhold til nævnte direktiv. Denne mangel på adgang til visse
centrale betalingssystemer kan forhindre betalingsinstitutter i at levere en lang række
betalingstjenester til deres kunder på effektiv og konkurrencedygtig vis. Det er derfor
berettiget at medtage betalingsinstitutter under definitionen af "institutter" i nævnte
direktiv, men kun i forbindelse med betalingssystemer og ikke
værdipapirafviklingssystemer. Betalingsinstitutter bør opfylde kravene og overholde
reglerne for betalingssystemer for at kunne deltage i disse systemer. Forordning XXX
[PSR] fastsætter krav til operatører af betalingssystemer vedrørende optagelse af nye
ansøgere om deltagelse, herunder for så vidt angår en vurdering af relevante risici. I
betragtning af betydningen af hurtigst muligt at genoprette de lige konkurrencevilkår
mellem banker og "ikke-banker" og i betragtning af den indvirkning, som den
nuværende situation har på konkurrencen på betalingsmarkederne, er det nødvendigt at
give medlemsstaterne en kortere gennemførelses- og anvendelsesfrist for denne nye
bestemmelse i direktiv 98/26/EF end for de øvrige bestemmelser i nærværende
direktiv. Det er derfor hensigtsmæssigt at kræve, at medlemsstaterne gennemfører
denne nye bestemmelse i deres nationale lovgivning senest seks måneder efter dette
direktivs ikrafttræden i stedet for de 18 måneder, der gælder for de øvrige
bestemmelser i dette direktiv.
(72) Præciseringen af, at deltagerne kan fungere som central modpart, afregningsfirma eller
clearinginstitut eller udføre en del af eller alle disse opgaver, bør genindsættes i
direktiv 98/26/EF for at sikre en lignende forståelse i medlemsstaterne. Det bør også
genindsættes, at medlemsstaterne, når det er berettiget på grund af den systemiske
risiko, bør have mulighed for at betragte en indirekte deltager som deltager i systemet
og anvende bestemmelserne i direktiv 98/26/EF på en sådan indirekte deltager. For at
sikre, at dette ikke begrænser ansvaret for den deltager, hvorigennem den indirekte
deltager formidler overførselsordrer til systemet, bør dette dog præciseres i nævnte
direktiv af hensyn til retssikkerheden.
47
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i
betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer (EFT L 166 af 11.6.1998, s. 45).
DA 27 DA
(73) Forbrugerne bør have ret til at håndhæve deres rettigheder i forbindelse med de
forpligtelser, der pålægges databrugere eller dataindehavere i henhold til Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) 20../.... [Adgang til finansielle data]48
i
forbindelse med sager til varetagelse af forbrugerinteresser i overensstemmelse med
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2020/182849
. Med henblik herpå bør det
i dette direktiv fastsættes, at direktiv (EU) 2020/1828 finder anvendelse på sager til
varetagelse af forbrugerinteresser, der anlægges mod databrugeres eller dataindehavers
overtrædelser af bestemmelserne i forordning (EU) 20../.... [Adgang til finansielle
data], som skader eller kan skade forbrugernes kollektive interesser. Bilaget til nævnte
direktiv bør derfor ændres i overensstemmelse hermed. Det er op til medlemsstaterne
at sikre, at denne ændring afspejles i de gennemførelsesforanstaltninger, der vedtages i
henhold til direktiv (EU) 2020/1828.
(74) I overensstemmelse med principperne om bedre lovgivning bør dette direktiv tages op
til revision for at sikre, at det er virkningsfuldt og effektivt, som det fremgår af den
ledsagende konsekvensanalyse. Revisionen bør finde sted tilstrækkelig lang tid efter
ikrafttrædelsen til, at revisionen kan baseres på passende dokumentation. Fem år anses
for at være en passende periode. Revisionen bør omfatte hele direktivet, men der bør
lægges særlig vægt på visse emner, nemlig anvendelsesområdet for og beskyttelsen af
betalingsinstitutters midler, som kan blive berørt af de regler, som Kommissionen
foreslog den 18. april 202350
, og som, når de er vedtaget, vil ændre Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2014/49/EU af 16. april 2014 om
indskudsgarantiordninger. Med hensyn til dette direktivs anvendelsesområde er det
imidlertid hensigtsmæssigt at foretage en revision tidligere, tre år efter dets
ikrafttræden, i betragtning af den betydning, der tillægges dette emne i forordning
(EU) 2022/2554. Denne revision af anvendelsesområdet bør både overveje en eventuel
udvidelse af listen over omfattede betalingstjenester til at omfatte tjenester som dem,
der udføres af betalingssystemer og betalingsordninger, og en eventuel medtagelse af
visse tekniske tjenester, der i øjeblikket ikke er omfattet af anvendelsesområdet.
(75) I betragtning af det antal ændringer, der skal foretages i direktiv (EU) 2015/2366 og
direktiv 2009/110/EF, er det hensigtsmæssigt at ophæve begge direktiver og erstatte
dem med nærværende direktiv.
(76) Enhver behandling af personoplysninger i forbindelse med dette direktiv skal være i
overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679 og forordning (EU) 2018/1725.
Tilsynsmyndighederne i henhold til forordning (EU) 2016/679 og forordning (EU)
2018/1725 er derfor ansvarlige for tilsynet med behandlingen af personoplysninger i
forbindelse med nærværende direktiv. Ved gennemførelsen af dette direktiv bør
medlemsstaterne sikre, at den nationale lovgivning indeholder passende
databeskyttelsesgarantier for behandling af personoplysninger.
(77) Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse
med artikel 42, stk. 1, i forordning (EU) 2018/1725 og afgav en udtalelse den [XX XX
2023] —
48
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 20../.... om en ramme for adgang til finansielle data og
om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010, (EU) nr. 1094/2010, (EU) nr. 1095/2010 og (EU)
2022/2554.
49
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2020/1828 af 25. november 2020 om adgang til
anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser og om ophævelse af
direktiv 2009/22/EF (EUT L 409 af 4.12.2020, s. 1).
50
COM(2023) 228 final.
DA 28 DA
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
AFSNIT I
GENSTAND, ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER
Artikel 1
Genstand og anvendelsesområde
1. Dette direktiv fastsætter regler vedrørende:
a) betalingsinstitutters adgang til at udbyde betalingstjenester og elektroniske
pengetjenester i Unionen
b) tilsynsbeføjelser og -værktøjer til tilsyn med betalingsinstitutter.
2. Medlemsstaterne kan undtage de institutter, der er omhandlet i artikel 2, stk. 5, nr. 4)-
23), i direktiv 2013/36/EU, fra anvendelsen af alle eller en del af bestemmelserne i
nærværende direktiv.
3. Medmindre andet er angivet, skal enhver henvisning til betalingstjenester i dette
direktiv forstås som betalingstjenester og elektroniske pengetjenester.
4. Medmindre andet er angivet, skal enhver henvisning til udbydere af
betalingstjenester i dette direktiv forstås som udbydere af betalingstjenester og
udbydere af e-pengetjenester.
Artikel 2
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
1) "hjemland" betyder følgende:
a) den medlemsstat, hvor betalingstjenesteudbyderen har sit
vedtægtsmæssige hjemsted eller
b) hvis udbyderen af betalingstjenester i henhold til sin nationale lovgivning
ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, den medlemsstat, hvor
betalingstjenesteudbyderen har sit hovedkontor
2) "værtsland": en anden medlemsstat end hjemlandet, hvor betalingstjenesteudbyderen
har en agent, en distributør eller en filial eller udbyder betalingstjenester
3) "betalingstjeneste": en eller flere af de forretningsaktiviteter, som er anført i bilag I
4) "betalingsinstitut": en juridisk person, der er meddelt tilladelse i henhold til artikel 13
til at udbyde betalingstjenester eller elektroniske pengetjenester i hele Unionen
5) "betalingstransaktion": en handling, der består i at indsætte, overføre eller hæve
midler på grundlag af en betalingsordre afgivet af betaleren eller på dennes vegne
eller af betalingsmodtageren eller på dennes vegne, uanset eventuelle underliggende
forpligtelser mellem betaleren og betalingsmodtageren
DA 29 DA
6) "gennemførelse af en betalingstransaktion": den proces, der begynder, når
initieringen af en betalingstransaktion er afsluttet, og slutter, når de midler, der er
stillet til rådighed, trukket tilbage eller overført, er til rådighed for
betalingsmodtageren
7) "betalingssystem": et system til overførsel af midler med formelle og standardiserede
rutiner og fælles regler for behandling, clearing eller afvikling af
betalingstransaktioner
8) "betalingssystemoperatør": den juridiske enhed, der er juridisk ansvarlig for driften
af et betalingssystem
9) "betaler": en fysisk eller juridisk person, der er indehaver af en betalingskonto og
tillader en betalingsordre fra denne betalingskonto, eller, hvis der ikke er nogen
betalingskonto, en fysisk eller juridisk person, der afgiver en betalingsordre
10) "betalingsmodtager": en fysisk eller juridisk person, som er den tiltænkte modtager af
de midler, der indgår i en betalingstransaktion
11) "betalingstjenestebruger": en fysisk eller juridisk person, der gør brug af en
betalingstjeneste eller en elektronisk pengetjeneste som betaler, betalingsmodtager
eller begge dele
12) "betalingstjenesteudbyder": et organ som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i forordning
XXX [PSR] eller en fysisk eller juridisk person, der er omfattet af en undtagelse i
henhold til artikel 34, 36 og 38 i dette direktiv
13) "betalingskonto": en konto, der er oprettet af en udbyder af betalingstjenester i en
eller flere betalingstjenestebrugeres navn, og som anvendes til gennemførelse af en
eller flere betalingstransaktioner og giver mulighed for at sende og modtage midler
til og fra tredjeparter
14) "betalingsordre": en instruks fra en betaler eller betalingsmodtager til deres
betalingstjenesteudbyder om at gennemføre en betalingstransaktion
15) "betalingsinstrument": en eller flere individualiserede anordninger og/eller
procedurer, der er aftalt mellem betalingstjenestebrugeren og
betalingstjenesteudbyderen, og som gør det muligt at initiere en betalingstransaktion
16) "kontoførende betalingstjenesteudbyder": en betalingstjenesteudbyder, der stiller en
betalingskonto til rådighed for en betaler, og fører denne
17) "betalingsinitieringstjeneste": en tjeneste til at afgive en betalingsordre på betalerens
eller betalingsmodtagerens anmodning med hensyn til en betalingskonto hos en
anden betalingstjenesteudbyder
18) "kontooplysningstjeneste": en onlinetjeneste til indsamling, enten direkte eller
gennem en teknisk tjenesteudbyder, og konsolidering af oplysninger om en eller flere
betalingskonti tilhørende en betalingstjenestebruger hos en eller flere kontoførende
betalingstjenesteudbydere
19) "betalingsinitieringstjenesteudbyder": en betalingstjenesteudbyder, der udbyder
betalingsinitieringstjenester
20) "kontooplysningstjenesteudbyder": en betalingstjenesteudbyder, der udbyder
kontooplysningstjenester
DA 30 DA
21) "forbruger": en fysisk person, der i forbindelse med betalingstjenesteaftaler, som er
omfattet af dette direktiv, optræder med et formål, der ligger uden for den
pågældendes erhvervsmæssige virksomhed
22) "pengeoverførsel": en betalingstjeneste, hvor der modtages midler fra en betaler,
uden at der oprettes en betalingskonto i betalerens eller betalingsmodtagerens navn,
alene med det formål at overføre et tilsvarende beløb til en betalingsmodtager eller
en anden betalingstjenesteudbyder på betalingsmodtagerens vegne, eller hvor
sådanne midler modtages på betalingsmodtagerens vegne og stilles til rådighed for
denne
23) "midler": centralbankpenge udstedt til detailbrug, kontopenge og elektroniske penge
24) "udbyder af tekniske tjenester": en udbyder af tjenester, der understøtter leveringen
af betalingstjenester uden på noget tidspunkt at komme i besiddelse af de midler, der
skal overføres
25) "følsomme betalingsdata": data, der kan anvendes til at begå svig, herunder
personaliserede sikkerhedsoplysninger
26) "arbejdsdag": en dag, hvor betalerens eller betalingsmodtagerens udbyder af
betalingstjenester, der er involveret i gennemførelsen af en betalingstransaktion,
holder åbent som påkrævet for gennemførelsen af en betalingstransaktion
27) "informations- og teknologitjenester (IKT-tjenester)": IKT-tjenester som defineret i
artikel 3, nr. 21), i forordning (EU) 2022/2554
28) "agent": en fysisk eller juridisk person, som handler på vegne af et betalingsinstitut
ved udbud af betalingstjenester
29) "filial": et andet forretningssted end hovedkontoret, som er en del af et
betalingsinstitut, som ikke er en juridisk person, og som direkte gennemfører nogle
af eller alle de transaktioner, der indgår i et betalingsinstituts virksomhed. Alle
forretningssteder, som er oprettet i den samme medlemsstat af et betalingsinstitut
med hovedkontor i en anden medlemsstat, betragtes som én filial
30) "koncern": en gruppe virksomheder, der har en indbyrdes forbindelse som omhandlet
i artikel 22, stk. 1, nr. 2) eller 7), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/34/EU51
, eller virksomheder som omhandlet i artikel 4, 5, 6 og 7 i
Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 241/201452
, der har en indbyrdes
forbindelse som omhandlet i artikel 10, stk. 1, eller artikel 113, stk. 6, første afsnit,
eller artikel 113, stk. 7, første afsnit, i forordning (EU) nr. 575/2013
31) "indløsning af betalingstransaktioner": en betalingstjeneste, der udbydes af en
betalingstjenesteudbyder, som indgår en aftale med en betalingsmodtager om at
modtage og behandle betalingstransaktioner, og som fører til overførsel af penge til
betalingsmodtageren
51
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013 om årsregnskaber, konsoliderede
regnskaber og tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer, om ændring af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2006/43/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF (EUT L
182 af 29.6.2013, s. 19).
52
Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 241/2014 af 7. januar 2014 om udbygning af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013, for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder
for kapitalgrundlagskrav for institutter (EUT L 74 af 14.3.2014, s. 8).
DA 31 DA
32) "udstedelse af betalingsinstrumenter": en betalingstjeneste udbudt af en
betalingstjenesteudbyder, som har indgået en aftale om at stille et
betalingsinstrument til rådighed for en betaler med henblik på at initiere og behandle
betalerens betalingstransaktioner
33) "kapitalgrundlag": kapitalgrundlag som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 118), i
forordning (EU) nr. 575/2013, hvor mindst 75 % af kernekapitalen består af egentlig
kernekapital som omhandlet i artikel 50 i nævnte forordning, og den supplerende
kapital er lig med eller mindre end en tredjedel af kernekapitalen
34) "elektroniske penge": en elektronisk eller magnetisk lagret pengeværdi som
repræsenteret ved et krav på udstederen, der er udstedt efter modtagelse af midler
med henblik på at gennemføre betalingstransaktioner, og som accepteres af en anden
fysisk eller juridisk person end udstederen
35) "gennemsnitligt udestående elektroniske penge": det gennemsnitlige samlede beløb
af finansielle forpligtelser i forbindelse med elektroniske penge, der er udstedt ved
udgangen af hver kalenderdag i løbet af de foregående seks kalendermåneder
beregnet på den første kalenderdag i hver kalendermåned og gældende for den
pågældende kalendermåned
36) "distributør": en fysisk eller juridisk person, der distribuerer eller indløser
elektroniske penge på vegne af et betalingsinstitut
37) "elektroniske pengetjenester": udstedelse af elektroniske penge, forvaltning af
betalingskonti til opbevaring af elektroniske pengeenheder og overførsel af
elektroniske pengeenheder
38) "pengeautomattjenesteudbyder": operatører af pengeautomater, som ikke håndterer
betalingskonti.
39) "betalingsinstitut, der udbyder elektroniske pengetjenester": et betalingsinstitut, der
leverer tjenester i form af udstedelse af elektroniske penge, forvaltning af
betalingskonti til opbevaring af elektroniske pengeenheder og overførsel af
elektroniske pengeenheder, uanset om det også leverer nogen af de tjenester, der er
omhandlet i bilag I.
DA 32 DA
AFSNIT II
BETALINGSINSTITUTTER
KAPITEL I
Licensudstedelse og tilsyn
AFDELING 1
ALMINDELIGE BESTEMMELSER
Artikel 3
Ansøgninger om tilladelse
1. Medlemsstaterne pålægger andre virksomheder end de virksomheder, der er
omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra a), b), d) og e), i forordning XXX [PSR], og andre
end fysiske eller juridiske personer, der er omfattet af en undtagelse i henhold til
artikel 34, 36, 37 og 38 i dette direktiv, og som har til hensigt at udbyde en af de
betalingstjenester, der er omhandlet i bilag I, eller elektroniske pengetjenester, at
indhente tilladelse fra de kompetente myndigheder i hjemlandet til at udbyde disse
tjenester.
2. Den tilladelse, der er omhandlet i stk. 1, kræves kun for de betalingstjenester, som de
ansøgende betalingsinstitutter faktisk har til hensigt at udbyde.
3. Medlemsstaterne sikrer, at selskaber, der ansøger om tilladelse som omhandlet i stk.
1, indgiver en ansøgning om tilladelse til de kompetente myndigheder i hjemlandet
sammen med følgende:
a) en oversigt over aktiviteter, der navnlig angiver de planlagte typer
betalingstjenester
b) en forretningsplan med en budgetprognose for de tre første regnskabsår, der
viser, at ansøgeren er i stand til at anvende de systemer, ressourcer og
procedurer, som er hensigtsmæssige til en forsvarlig drift
c) dokumentation for, at ansøgeren råder over den i artikel 5 foreskrevne
startkapital
d) for virksomheder, der ansøger om at levere tjenester som omhandlet i bilag I,
punkt 1) til 5), og elektroniske pengetjenester, en beskrivelse af de
foranstaltninger, der er truffet for at beskytte betalingstjenestebrugernes midler
i overensstemmelse med artikel 9
e) en beskrivelse af ansøgerens ledelsesordninger og interne kontrolmekanismer,
herunder administrative procedurer, risikostyringsprocedurer og
regnskabsprocedurer, og en beskrivelse af ansøgerens ordninger for brug af
IKT-tjenester som omhandlet i artikel 6 og 7 i forordning (EU) 2022/2554, som
viser, at disse ledelsesordninger, interne kontrolmekanismer og ordninger for
DA 33 DA
brug af IKT-tjenester er forholdsmæssige, hensigtsmæssige, sunde og
tilstrækkelige
f) en beskrivelse af den procedure, der er indført for at håndtere og følge op på
sikkerhedshændelser og sikkerhedsrelaterede kundeklager, herunder en ordning
for indberetning af hændelser, hvori der er taget højde for betalingsinstituttets
indberetningsforpligtelser, jf. kapitel III i forordning (EU) 2022/2554.
g) en beskrivelse af den procedure, der er indført til at gemme, overvåge, spore og
begrænse adgang til følsomme betalingsdata
h) en beskrivelse af ordningerne for forretningskontinuitet, herunder en klar
identifikation af de kritiske operationer, en beskrivelse af IKT-
kontinuitetsplanerne og planerne for IKT-indsats og -genopretning og en
beskrivelse af proceduren for regelmæssig afprøvning og gennemgang af
tilstrækkeligheden og effektiviteten af sådanne IKT-kontinuitetsplaner og
planer for IKT-indsats og -genopretning, jf. artikel 11, stk. 6, i forordning (EU)
2022/2554
i) en beskrivelse af de principper og definitioner, der anvendes ved indsamling af
statistiske data om drift, transaktioner og svig
j) et dokument om sikkerhedspolitikken, herunder:
i) en detaljeret risikovurdering af ansøgerens betalings- og e-pengetjenester
ii) en beskrivelse af sikkerhedskontrolforanstaltninger og afbødende
foranstaltninger til passende beskyttelse af
betalingstjenestebrugere mod de identificerede risici,
herunder svig og ulovlig brug af følsomme og personlige data
iii) for ansøgende institutter, der ønsker at indgå aftaler om udveksling af
oplysninger med andre betalingstjenesteudbydere med
henblik på udveksling af data vedrørende betalingssvig, jf.
artikel 83, stk. 5, i forordning XXX [PSR], konklusionerne af
konsekvensanalysen vedrørende databeskyttelse, jf.
artikel 83, stk. 5, i forordning XXX [PSR] og i henhold til
artikel 35 i forordning (EU) 2016/679, og, hvor det er
relevant, resultatet af den forudgående høring af den
kompetente tilsynsmyndighed i henhold til artikel 36 i
nævnte forordning
k) for ansøgende institutter, der er omfattet af forpligtelserne vedrørende hvidvask
af penge og finansiering af terrorisme i henhold til Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2015/84953
og Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) 2015/84754
, en beskrivelse af de interne kontrolmekanismer, som
ansøgeren har indført for at overholde nævnte direktiv og forordning
53
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende
foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af
terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om
ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv
2006/70/EF (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 73).
54
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/847 af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal
medsendes ved pengeoverførsler, og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1781/2006 (EUT L 141 af
5.6.2015, s. 1).
DA 34 DA
l) en beskrivelse af ansøgerens organisationsstruktur, herunder, hvis det er
relevant, en beskrivelse af:
i) den tilsigtede anvendelse af agenter, distributører eller filialer
ii) kontrol uden for og på stedet, som ansøgeren forpligter sig til at foretage af
disse agenter, distributører eller filialer mindst en gang om
året
iii) en beskrivelse af outsourcingordninger
iv) ansøgerens deltagelse i et nationalt eller internationalt betalingssystem
m) identiteten af de personer, der direkte eller indirekte besidder kvalificerede
andele i ansøgeren, jf. artikel 4, stk. 1, nr. 36), i forordning (EU) nr. 575/2013,
størrelsen af deres andele og dokumentation for, at de er egnede til at sikre en
sund og forsigtig ledelse af ansøgeren
n) identiteten af direktører og andre personer med ansvar for ledelsen af det
ansøgende betalingsinstitut og, hvor det er relevant:
i) identiteten af de personer, der er ansvarlige for forvaltningen af
betalingsinstituttets betalingstjenesteaktiviteter
ii) dokumentation for, at de personer, der er ansvarlige for forvaltningen af
betalingsinstituttets betalingstjenesteaktiviteter, har et godt
omdømme og har tilstrækkelig viden og erfaring til at kunne
udføre betalingstjenester som fastsat af ansøgerens hjemland
o) hvis det er relevant, revisorernes og revisionsfirmaernes identitet som defineret
i artikel 2, nr. 2) og 3), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF55
p) ansøgerens retlige status og vedtægter
q) ansøgerens hovedkontors adresse
r) en oversigt over EU-jurisdiktioner, hvor ansøgeren indgiver eller planlægger at
indgive en ansøgning om tilladelse til at drive virksomhed som betalingsinstitut
s) en likvidationsplan i tilfælde af konkurs, som er tilpasset ansøgerens påtænkte
størrelse og forretningsmodel.
Med henblik på første afsnit, litra d), e), f) og l), sikrer medlemsstaterne, at ansøgeren
fremlægger en beskrivelse af sine revisionsordninger og af de organisatoriske
ordninger, den har indført for at beskytte sine brugeres interesser og sikre kontinuitet
og pålidelighed i udførelsen af betalingstjenester eller elektroniske pengetjenester.
De sikkerhedskontrolforanstaltninger og afbødende foranstaltninger, der er omhandlet
i første afsnit, litra j), skal angive, hvordan ansøgeren vil sikre en høj grad af digital
operationel modstandsdygtighed som krævet i kapitel II i forordning (EU) 2022/2554,
navnlig med hensyn til teknisk sikkerhed og databeskyttelse, herunder for den
software og de IKT-systemer, der anvendes af ansøgeren eller de virksomheder, som
ansøgeren outsourcer sine aktiviteter til.
55
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af
årsregnskaber og konsoliderede regnskaber, om ændring af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF
og om ophævelse af Rådets direktiv 84/253/EØF (EUT L 157 af 9.6.2006, s. 87).
DA 35 DA
4. Medlemsstaterne kræver, at virksomheder, der ansøger om tilladelse til at udbyde
betalingstjenester som omhandlet i bilag I, punkt 6), som betingelse for deres
tilladelse, har en erhvervsansvarsforsikring, der dækker de områder, hvor de udbyder
tjenester, eller en anden tilsvarende ansvarsgaranti for at sikre, at:
a) de kan dække deres forpligtelser som fastsat i artikel 56, 57, 59, 76 og 78 i
forordning XXX [PSR]
b) de dækker værdien af eventuelle overskridelser, tærskler eller fradrag i
forsikringsdækningen eller tilsvarende garantier
c) de løbende overvåger dækningen af forsikringen eller den tilsvarende garanti.
5. EBA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at
præcisere:
a) de oplysninger, der skal gives til de kompetente myndigheder i ansøgningen
om tilladelse som betalingsinstitut, herunder kravene i stk. 3, litra a), b), c), e),
g)-k) og r)
b) en fælles vurderingsmetode for meddelelse af tilladelse som betalingsinstitut
eller registrering som kontooplysningstjenesteudbyder eller
pengeautomattjenesteudbyder i henhold til dette direktiv
c) hvad der udgør en sammenlignelig garanti som omhandlet i stk. 4, første afsnit,
som bør kunne erstattes med en erhvervsansvarsforsikring
d) kriterierne for fastsættelse af minimumsbeløbet for
erhvervsansvarsforsikringen eller en anden tilsvarende garanti som omhandlet i
stk. 4.
6. Ved udarbejdelsen af disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, jf. stk.
5, tager EBA hensyn til følgende:
a) virksomhedernes risikoprofil
b) hvorvidt virksomhederne udbyder andre betalingstjenester som omhandlet i
bilag I eller udøver anden virksomhed
c) størrelsen af virksomhedens aktiviteter
d) de særlige karakteristika ved sammenlignelige garantier, jf. stk. 4, og
kriterierne for deres gennemførelse.
EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, der er
omhandlet i stk. 5, for Kommissionen senest den [Publikationskontoret: Indsæt
venligst datoen = 1 år efter datoen for dette direktivs ikrafttræden].
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske
standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
DA 36 DA
Artikel 4
Kontrol af kapitalandele
1. Fysiske og juridiske personer, der påtænker direkte eller indirekte at erhverve eller
forøge en kvalificeret andel som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 36), i forordning (EU)
nr. 575/2013 i et betalingsinstitut med det resultat, at vedkommendes kapitalandele
eller andel af stemmerettigheder derved når op på eller overstiger 20 %, 30 % eller
50 %, eller at betalingsinstituttet derved bliver vedkommendes dattervirksomhed,
underretter på forhånd betalingsinstituttets kompetente myndigheder skriftligt om
deres hensigt. Det samme gælder for fysiske eller juridiske personer, der påtænker
direkte eller indirekte at afhænde en kvalificeret andel eller at formindske deres
kvalificerede andel, således at vedkommendes kapitalandele eller andel af
stemmerettigheder derved falder til under 20, 30 eller 50 %, eller at
betalingsinstituttet derved ophører med at være vedkommendes dattervirksomhed.
2. Den påtænkte erhverver af en kvalificeret andel i betalingsinstituttet underretter den
kompetente myndighed om størrelsen af den påtænkte kapitalandel og relevante
nødvendige oplysninger som omhandlet i artikel 23, stk. 4, i direktiv 2013/36/EU.
3. Medlemsstaterne kræver, at de kompetente myndigheder, i tilfælde af at en i stk. 1
omhandlet påtænkt erhverver gør sin indflydelse gældende på en måde, der vil kunne
skade en forsigtig og sund ledelse af betalingsinstituttet, gør indsigelse eller træffer
de fornødne foranstaltninger til at bringe denne situation til ophør. Sådanne
foranstaltninger kan omfatte påbud, sanktioner over for direktører eller personer, der
er ansvarlige for ledelsen af det pågældende betalingsinstitut, eller suspension af den
stemmeret, der er knyttet til de aktier eller andele, der besiddes af det pågældende
betalingsinstituts aktionærer eller virksomhedsdeltagere.
Lignende foranstaltninger anvendes over for fysiske eller juridiske personer, som
ikke overholder forpligtelserne til forudgående underretning som fastsat i stk. 2.
4. Hvis en kapitalandel som omhandlet i stk. 1 erhverves til trods for indsigelse fra de
kompetente myndigheders side, skal medlemsstaterne uafhængigt af andre sanktioner
suspendere de tilsvarende stemmerettigheder, erklære de afgivne stemmer ugyldige
eller annullere de afgivne stemmer.
Artikel 5
Startkapital
Medlemsstaterne kræver, at betalingsinstitutter på tidspunktet for meddelelse af tilladelse skal
have en startkapital, der omfatter en eller flere af de i artikel 26, stk. 1, litra a)-e), i forordning
(EU) nr. 575/2013 omhandlede elementer, som følger:
a) Hvis betalingsinstituttet kun udbyder den betalingstjeneste, der er omhandlet i
bilag I, punkt 5), må dets kapital på intet tidspunkt være mindre end
25 000 EUR.
b) Hvis betalingsinstituttet udbyder den i bilag I, punkt 6), omhandlede
betalingstjeneste, må dets kapital på intet tidspunkt være mindre end
50 000 EUR.
DA 37 DA
c) Hvis betalingsinstituttet udbyder en af de betalingstjenester, der er omhandlet i
bilag I, punkt 1) til 4), må dets kapital på intet tidspunkt være mindre end
150 000 EUR.
d) Hvis betalingsinstituttet udbyder elektroniske pengetjenester, må kapitalen på
intet tidspunkt være mindre end 400 000 EUR.
Artikel 6
Kapitalgrundlag
1. Medlemsstaterne kræver, at betalingsinstituttets kapitalgrundlag ikke falder til under
den startkapital, der er omhandlet i artikel 5, eller til størrelsen af kapitalgrundlaget
beregnet i overensstemmelse med artikel 7 for betalingsinstitutter, der ikke tilbyder
elektroniske pengetjenester, eller beregnet i overensstemmelse med artikel 8 for
betalingsinstitutter, der tilbyder elektroniske pengetjenester, alt efter hvad der er
højest.
2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at hindre gentagen
anvendelse af elementer, som kan indgå i kapitalgrundlaget, når betalingsinstituttet
tilhører samme gruppe som et andet betalingsinstitut, kreditinstitut,
investeringsselskab, porteføljemanagementselskab eller forsikringsselskab. Det
samme gælder også, når et betalingsinstitut har hybrid karakter og udfører andre
aktiviteter end levering af betalingstjenester eller elektroniske pengetjenester.
3. Hvis betingelserne i artikel 7 i forordning (EU) nr. 575/2013 er opfyldt, kan
medlemsstaterne eller deres kompetente myndigheder vælge ikke at anvende artikel
7 eller 8 i nærværende direktiv, alt efter relevans, på betalingsinstitutter, der er
omfattet af tilsyn på et konsolideret grundlag med moderkreditinstituttet i henhold til
direktiv 2013/36/EU.
Artikel 7
Beregning af kapitalgrundlag for betalingsinstitutter, der ikke tilbyder elektroniske
pengetjenester
1. Uanset de startkapitalkrav, der er fastsat i artikel 5, kræver medlemsstaterne, at
betalingsinstitutter, bortset fra betalingsinstitutter, der enten kun tilbyder
betalingsinitieringstjenester som omhandlet i bilag I, punkt 6), eller kun tilbyder
kontooplysningstjenester som omhandlet i bilag I, punkt 7), eller begge, og som ikke
er betalingsinstitutter, der tilbyder elektroniske pengetjenester, til enhver tid har et
kapitalgrundlag beregnet i overensstemmelse med stk. 2.
2. De kompetente myndigheder kræver, at betalingsinstitutter som standard anvender
metode B som fastsat i litra b) nedenfor. De kompetente myndigheder kan dog
beslutte, at betalingsinstitutter i lyset af deres specifikke forretningsmodel, navnlig
hvis de kun gennemfører et lille antal transaktioner, men af en høj individuel værdi, i
stedet skal anvende metode A eller C. For så vidt angår metode A, B og C skal det
foregående år forstås som hele perioden på 12 måneder forud for
beregningstidspunktet.
a) Metode A
DA 38 DA
Betalingsinstituttets kapitalgrundlag skal udgøre et beløb, der mindst er lig med
10 % af de faste omkostninger for det foregående år. De kompetente
myndigheder kan tilpasse dette krav i tilfælde af en væsentlig ændring i
betalingsinstituttets virksomhed siden det foregående år. Hvis et
betalingsinstitut ikke har haft et fuldt regnskabsår på beregningsdatoen, skal
betalingsinstituttets kapitalgrundlag udgøre mindst 10 % af de tilsvarende faste
omkostninger som fremskrevet i forretningsplanen, medmindre de kompetente
myndigheder har krævet en tilpasning af denne plan.
b) Metode B
Betalingsinstituttets kapitalgrundlag skal udgøre et beløb, der mindst er lig med
summen af følgende elementer multipliceret med den omregningsfaktor k, jf.
stk. 3, hvor betalingsvolumenet (BV) repræsenterer en tolvtedel af det samlede
beløb for de betalingstransaktioner, som betalingsinstituttet har gennemført i
det foregående år:
i) 4,0 % af den pågældende del af BV indtil 5 mio. EUR
lagt sammen med
ii) 2,5 % af den pågældende del af BV over 5 mio. EUR indtil 10 mio. EUR
lagt sammen med
iii) 1 % af den pågældende del af BV over 10 mio. EUR indtil 100 mio. EUR
lagt sammen med
iv) 0,5 % af den pågældende del af BV over 100 mio. EUR indtil 250 mio.
EUR
lagt sammen med
v) 0,25 % af den pågældende del af BV over 250 mio. EUR.
c) Metode C
Betalingsinstituttets kapitalgrundlag skal mindst udgøre den relevante
indikator, der er omhandlet i nr. i), ganget med den multiplikationsfaktor, der
er omhandlet i nr. ii), og med justeringsfaktoren k som omhandlet i stk. 3.
i) Den relevante indikator er summen af følgende:
1) renteindtægter
2) renteudgifter
3) modtagne provisioner og gebyrer and
4) andre driftsindtægter.
Hvert element medtages i summen med positivt eller negativt fortegn.
Engangsindtægter og andre ekstraordinære indtægter må ikke anvendes til
beregning af den relevante indikator. Udgifter til outsourcing af tjenester, der
leveres af tredjeparter, kan føre til en nedsættelse af den relevante indikator,
såfremt disse udgifter opkræves af en virksomhed, der er underlagt tilsyn i
henhold til dette direktiv. Den relevante indikator skal beregnes på grundlag af
de seneste observationer for 12 måneder ved udgangen af det seneste
regnskabsår. Den relevante indikator beregnes over det seneste regnskabsår.
DA 39 DA
Kapitalgrundlaget beregnet efter metode C må ikke falde til under 80 % af
gennemsnittet for de foregående tre regnskabsår for den relevante indikator.
Foreligger der ikke reviderede tal, kan betalingsinstituttets egne estimater
anvendes.
ii) Multiplikationsfaktoren udgøres af:
1) 10 % af den pågældende del af den relevante indikator indtil 2,5
mio. EUR
2) 8 % af den pågældende del af den relevante indikator fra 2,5 mio.
EUR indtil 5 mio. EUR
3) 6 % af den pågældende del af den relevante indikator fra 5 mio.
EUR indtil 25 mio. EUR
4) 3 % af den pågældende del af den relevante indikator fra 25 mio.
EUR indtil 50 mio. EUR
5) 1,5 % over 50 mio. EUR.
3. Den omregningsfaktor k, der anvendes ved metode B og C, fastsættes til:
a) 0,5, hvis betalingsinstituttet kun udbyder den betalingstjeneste, der er
omhandlet i punkt 5 i bilag I
b) 1, hvis betalingsinstituttet udbyder en eller flere af de betalingstjenester, der er
omhandlet i et af punkterne 1-4 i bilag I.
4. Medlemsstaterne stiller krav om, at andre betalingsinstitutter end betalingsinstitutter,
der enten kun tilbyder betalingsinitieringstjenester som omhandlet i bilag I, punkt 6,
eller kun tilbyder kontooplysningstjenester som omhandlet i bilag I, punkt 7, eller
begge, og som ikke er betalingsinstitutter, der kun tilbyder elektroniske
pengetjenester, der også udøver de i artikel 10 omhandlede aktiviteter, sikrer, at
kapitalgrundlaget for de tjenester, der er opført i bilag I, punkt 1-5, ikke betragtes
som kapitalgrundlag med henblik på artikel 10, stk. 4, litra d), eller andre tjenester,
der ikke er reguleret i henhold til dette direktiv.
5. De kompetente myndigheder kan på grundlag af en evaluering af betalingsinstituttets
risikostyringsprocesser, risikotabsdatabase og interne kontrolmekanismer kræve, at
betalingsinstituttet har et kapitalgrundlag, der er op til 20 % højere end det beløb, der
ville følge af anvendelsen af den metode, der er valgt i henhold til stk. 2. De
kompetente myndigheder kan tillade, at betalingsinstituttet har et kapitalgrundlag,
der er op til 20 % lavere end det beløb, der ville følge af anvendelsen af den metode,
der skal anvendes i henhold til stk. 2.
6. EBA udarbejder udkast til reguleringsmæssige standarder i overensstemmelse med
artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010 vedrørende kriterierne for bestemmelse af,
hvornår betalingsinstituttets forretningsmodel er af en sådan art, at de kun udfører et
lille antal transaktioner, men af en høj individuel værdi, jf. nærværende artikels stk.
2.
EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for
Kommissionen senest den [Publikationskontoret: Her indsættes datoen = 1 år efter
dette direktivs ikrafttræden].
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske
standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
DA 40 DA
Artikel 8
Beregning af kapitalgrundlag for betalingsinstitutter, der tilbyder elektroniske
pengetjenester
1. Uanset de startkapitalkrav, der er fastsat i artikel 5, kræver medlemsstaterne, at
betalingsinstitutter, der tilbyder både betalingstjenester og elektroniske
pengetjenester, til enhver tid har et kapitalgrundlag beregnet i overensstemmelse med
artikel 7 for deres betalingstjenestevirksomhed.
2. Uanset de startkapitalkrav, der er fastsat i artikel 5, kræver medlemsstaterne, at
betalingsinstitutter, der kun tilbyder elektroniske pengetjenester, til enhver tid har et
kapitalgrundlag beregnet efter metode D som beskrevet i punkt 3) nedenfor.
3. Metode D: Egenkapitalen i forbindelse med levering af elektroniske pengetjenester
skal udgøre mindst 2 % af de gennemsnitlige udestående elektroniske penge.
4. Medlemsstaterne kræver, at betalingsinstitutter, der tilbyder både betalingstjenester
og elektroniske pengetjenester, til enhver tid har en egenkapital, der mindst svarer til
summen af de krav, der er omhandlet i stk. 1 og 2.
5. Medlemsstaterne tillader betalingsinstitutter, der udbyder både betalingstjenester og
elektroniske pengetjenester, som udfører en af de aktiviteter, der er omhandlet i bilag
I, og som ikke er knyttet til de elektroniske pengetjenester eller nogen af de
aktiviteter, der er omhandlet i artikel 10, stk. 1 og 4, at beregne deres
kapitalgrundlagskrav på grundlag af en repræsentativ andel, der antages at blive
anvendt til elektroniske pengetjenester, forudsat at en sådan repræsentativ andel med
rimelighed kan anslås på grundlag af historiske data og til de kompetente
myndigheders tilfredshed, hvis de udestående elektroniske penge er ukendte på
forhånd. Såfremt betalingsinstituttet ikke kan påvise en tilstrækkelig lang
aktivitetsperiode, beregnes dets kapitalgrundlagskrav på basis af planlagte
udestående elektroniske penge i overensstemmelse med instituttets forretningsplan
med de ændringer af planen, de kompetente myndigheder måtte have krævet.
6. Artikel 7, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse på betalingsinstitutter, der
udbyder elektroniske pengetjenester.
Artikel 9
Beskyttelseskrav
1. Medlemsstaterne kræver, at et betalingsinstitut, der udbyder betalingstjenester som
omhandlet i bilag I, punkt 1)-5), eller elektroniske pengetjenester, beskytter alle de
midler, det har modtaget fra betalingstjenestebrugere eller gennem en anden
betalingstjenesteudbyder til gennemførelse af betalingstransaktioner, eller, hvor det
er relevant, midler modtaget til gengæld for elektroniske penge, der er udstedt, på en
af følgende måder:
a) disse midler må ikke på noget tidspunkt blandes med midler fra andre fysiske
eller juridiske personer end de betalingstjenestebrugere, på hvis vegne midlerne
opbevares
DA 41 DA
b) Midlerne skal være dækket af en forsikring eller en anden tilsvarende garanti
fra et forsikringsselskab eller et kreditinstitut, der ikke tilhører samme koncern
som betalingsinstituttet, for et beløb, der svarer til det beløb, der skulle holdes
adskilt, hvis der ikke er en forsikring eller en anden tilsvarende garanti, der kan
udbetales, hvis betalingsinstituttet ikke er i stand til at opfylde sine økonomiske
forpligtelser.
Med henblik på første afsnit, litra a), gælder det, at hvis betalingsinstituttet stadig er i
besiddelse af midlerne og endnu ikke ved udgangen af den første arbejdsdag efter
den dag, hvor midlerne er modtaget, leveret disse midler til betalingsmodtageren
eller overført disse midler til en anden betalingstjenesteudbyder, skal
betalingsinstituttet gøre et af følgende:
a) deponere disse midler enten på en særskilt konto i et kreditinstitut, der er
meddelt tilladelse i en medlemsstat, eller hos en centralbank efter
centralbankens skøn
b) investere disse midler i sikre, likvide aktiver med lav risiko som fastsat af de
kompetente myndigheder i hjemlandet,
og betalingsinstitutter skal i overensstemmelse med national ret i
betalingstjenestebrugernes interesse beskytte disse midler mod krav fra
betalingsinstituttets øvrige kreditorer, navnlig i tilfælde af insolvens.
2. Betalingsinstitutter skal undgå koncentrationsrisiko for beskyttede kundemidler ved
at sikre, at den samme beskyttelsesmetode ikke anvendes til alle deres beskyttede
kundemidler. De skal navnlig bestræbe sig på ikke at beskytte alle forbrugermidler
hos ét kreditinstitut.
3. Når et betalingsinstitut skal beskytte midler i henhold til stk. 1, og en del af disse
midler skal anvendes til fremtidige betalingstransaktioner, idet det resterende beløb
skal anvendes til andre tjenester end betalingstjenester, er den del af midlerne, som
modtages med henblik på fremtidige betalingstransaktioner, også omfattet af kravene
i stk. 1. Når denne del varierer eller er ukendt på forhånd, tillader medlemsstaterne
betalingsinstitutterne at anvende dette stykke på grundlag af en repræsentativ del,
som skønnes at skulle anvendes til betalingstjenester, forudsat at de kompetente
myndigheder finder det godtgjort, at en sådan repræsentativ del med rimelighed kan
anslås ud fra historiske oplysninger.
4. Hvis et betalingsinstitut udbyder elektroniske pengetjenester, skal midler, der
modtages med henblik på udstedelse af elektroniske penge, ikke beskyttes, før
midlerne krediteres betalingsinstituttets betalingskonto eller på anden måde stilles til
rådighed for betalingsinstituttet i overensstemmelse med de gennemførelsesfrister,
der er fastsat i forordning XXX [PSR]. Under alle omstændigheder skal sådanne
midler beskyttes senest ved udgangen af den arbejdsdag, der følger efter den dag,
hvor midlerne er modtaget, efter udstedelsen af elektroniske penge.
5. Hvis et betalingsinstitut udbyder elektroniske pengetjenester, er sikre aktiver med lav
risiko med henblik på anvendelsen af stk. 1 aktivposter, der falder ind under en af
kategorierne i artikel 336, stk. 1, tabel 1, i forordning (EU) nr. 575/2013, for hvilke
kapitalkravet for specifik risiko ikke overstiger 1,6 %, men eksklusive andre
kvalificerede poster som defineret i artikel 336, stk. 4, i nævnte forordning.
I stk. 1 forstås ved sikre aktiver med lav risiko også andele i et institut for kollektiv
investering i værdipapirer (investeringsinstitut), der udelukkende investerer i aktiver
som beskrevet i første afsnit.
DA 42 DA
De kompetente myndigheder kan undtagelsesvis i behørigt begrundede tilfælde på
grundlag af en evaluering af sikkerhed, modenhed, værdi eller andre risikofaktorer
ved de aktiver, der er beskrevet i første og andet afsnit, fastlægge, hvilke af disse
aktiver der ikke udgør sikre aktiver med lav risiko, for så vidt angår stk. 1.
6. Et betalingsinstitut underretter på forhånd de kompetente myndigheder om enhver
væsentlig ændring i de foranstaltninger, der er truffet for at beskytte midler, der
modtages til betalingstjenester, og i tilfælde af elektroniske pengetjenester til
gengæld for udstedte elektroniske penge.
7. EBA udarbejder reguleringsmæssige tekniske standarder for beskyttelseskrav, der
navnlig sikrer risikostyringsrammer for betalingsinstitutter for at sikre beskyttelse af
brugernes midler, og herunder krav om adskillelse, udpegning, afstemning og
beregning af krav til sikring af midler.
EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for
Kommissionen senest den [Publikationskontoret: Her indsættes datoen = 1 år efter
dette direktivs ikrafttræden].
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede udkast
til reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i
forordning (EU) nr. 1093/2010.
Artikel 10
Aktiviteter
1. Ud over udbud af betalingstjenester eller elektroniske pengetjenester har
betalingsinstitutter ret til at udøve følgende aktiviteter:
a) udbyde driftsmæssige og nært tilknyttede accessoriske tjenester, som herunder
sikkerhed for gennemførelse af betalingstjenester, valutaveksling,
depottjenester samt lagring og behandling af data
b) drift af betalingssystemer
c) andre forretningsaktiviteter end udbud af betalingstjenester eller elektroniske
pengetjenester under hensyntagen til gældende EU-ret og national ret.
2. Betalingsinstitutter, der udbyder en eller flere betalingstjenester eller elektroniske
pengetjenester, må kun have betalingskonti, der udelukkende anvendes til
betalingstransaktioner.
3. Midler, som betalingsinstitutter modtager fra brugere af betalingstjenester med
henblik på at udbyde betalingstjenester eller elektroniske pengetjenester, udgør ikke
indskud eller andre tilbagebetalingspligtige midler som omhandlet i artikel 9 i
direktiv 2013/36/EU.
4. Betalingsinstitutter må kun yde kredit i forbindelse med de betalingstjenester, der er
omhandlet i bilag I, punkt 2, hvis alle følgende betingelser er opfyldt:
a) kreditten er accessorisk til og ydet udelukkende i forbindelse med
gennemførelsen af en betalingstransaktion
b) kredit, der ydes i forbindelse med en betaling og gennemføres i
overensstemmelse med artikel 13, stk. 6, og artikel 30, tilbagebetales uanset
DA 43 DA
eventuelle nationale regler om kreditgivning fra udstedere af kreditkort inden
for et kort tidsrum, der i intet tilfælde må overstige 12 måneder
c) den ydede kredit stammer ikke fra midler, der er modtaget eller opbevares med
henblik på gennemførelse af en betalingstransaktion, eller fra midler, der er
modtaget fra brugere af betalingstjenester til gengæld for elektroniske penge,
og som opbevares i overensstemmelse med artikel 9, stk. 1
d) betalingsinstituttets kapitalgrundlag til enhver tid og efter
tilsynsmyndighedernes opfattelse er passende i forhold til den samlede kredit,
der ydes.
5. Betalingsinstitutter må ikke tage imod indskud eller andre tilbagebetalingspligtige
midler som defineret i artikel 9 i direktiv 2013/36/EU.
6. Betalingsinstitutter, der udbyder elektroniske pengetjenester, udveksler straks alle
midler, herunder kontanter eller kontopenge, som det pågældende betalingsinstitut
modtager fra brugere af betalingstjenester, til elektroniske penge. Sådanne midler må
hverken betragtes som indskud eller andre tilbagebetalingspligtige midler fra
offentligheden i henhold til artikel 9 i direktiv 2013/36/EF.
7. Dette direktiv berører ikke direktiv 2008/48/EF, anden relevant EU-ret eller nationale
foranstaltninger vedrørende betingelser for ydelse af kredit til forbrugere, der ikke er
harmoniseret ved nærværende direktiv og overholder EU-retten.
Artikel 11
Regnskaber og lovpligtig revision
1. Rådets direktiv 86/635/EØF56
, direktiv 2013/34/EU og Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 1606/200257
finder tilsvarende anvendelse på
betalingsinstitutter.
2. Medmindre de er undtaget i henhold til direktiv 2013/34/EU og, hvor det er relevant,
direktiv 86/635/EØF, revideres betalingsinstitutters årsregnskaber og konsoliderede
regnskaber af revisorer eller revisionsfirmaer som defineret i artikel 2, nr. 2) og 3), i
direktiv 2006/43/EF.
3. Med henblik på tilsyn kræver medlemsstaterne, at betalingsinstitutterne fremlægger
særskilte regnskabsoplysninger for på den ene side betalingstjenester eller
elektroniske pengetjenester og på den anden side de aktiviteter, der er omhandlet i
artikel 10, stk. 1, som skal være genstand for en revisorberetning. Erklæringen
udarbejdes, hvor det er relevant, af revisorerne eller et revisionsfirma.
4. Forpligtelserne i artikel 63 i direktiv 2013/36/EU finder tilsvarende anvendelse på
betalingsinstitutters revisorer eller revisionsfirmaer for så vidt angår
betalingstjenester eller elektroniske pengetjenester.
56
Rådets direktiv 86/635/EØF af 8. december 1986 om bankers og andre penge- og
finansieringsinstitutters årsregnskaber og konsoliderede regnskaber (EFT L 372 af 31.12.1986, s. 1).
57
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af
internationale regnskabsstandarder (EFT L 243 af 11.9.2002, s. 1).
DA 44 DA
Artikel 12
Føring af fortegnelser
Medlemsstaterne pålægger betalingsinstitutter at registrere og opbevare alle de oplysninger,
der er relevante for dette afsnit, i mindst fem år, jf. dog direktiv (EU) 2015/849 eller anden
relevant EU-ret. Når sådanne registre omfatter personoplysninger, må betalingsinstituttet ikke
opbevare disse registre længere, end det er nødvendigt med henblik på dette afsnit. Hvis
betalingsinstituttets tilladelse inddrages i overensstemmelse med artikel 16, må registreringer,
der indeholder personoplysninger, højst opbevares fem år efter, at tilladelsen er blevet
inddraget.
Artikel 13
Meddelelse af tilladelse
1. Medlemsstaterne giver et ansøgende betalingsinstitut tilladelse til de
betalingstjenester og elektroniske pengetjenester, det har til hensigt at udbyde,
forudsat at det ansøgende betalingsinstitut:
a) er en juridisk person, der er etableret i en medlemsstat
b) har indgivet de oplysninger, der er omhandlet i artikel 3, stk. 3, til sine
kompetente myndigheder
c) har taget hensyn til behovet for at sikre en sund og forsigtig ledelse af det
ansøgende betalingsinstitut, og har solide ledelsesordninger for de
betalingstjenester eller elektroniske pengetjenester, det har til hensigt at
udbyde, herunder:
i) en klar organisatorisk struktur med en veldefineret, gennemsigtig og
konsekvent ansvarsfordeling
ii) effektive procedurer til at identificere, styre, overvåge og indberette de
risici, som det ansøgende betalingsinstitut er eller kan blive eksponeret for
iii) fyldestgørende interne kontrolmekanismer, herunder en sund administrativ
og regnskabsmæssig praksis
d) har den startkapital, der er omhandlet i artikel 5
e) overholder bestemmelserne i artikel 3, stk. 4.
De ledelses- og kontrolmekanismer, der er omhandlet i litra c), skal være omfattende
og stå i et rimeligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af de
betalingstjenester eller elektroniske pengetjenester, som det ansøgende
betalingsinstitut agter at udbyde.
EBA vedtager retningslinjer for de ordninger, processer og mekanismer, der er
omhandlet i dette stykke.
2. De kompetente myndigheder i hjemlandet meddeler tilladelse, hvis de oplysninger og
det materiale, der er vedlagt ansøgningen, opfylder alle kravene fastsat i artikel 3, og
hvis de kompetente myndigheder, der nøje har gennemgået ansøgningen, når frem til
en overordnet positiv vurdering. Før en tilladelse meddeles, kan de kompetente
myndigheder eventuelt rådføre sig med den nationale centralbank eller andre
relevante offentlige myndigheder.
DA 45 DA
3. Betalingsinstitutter, der i henhold til hjemlandets nationale ret skal have et
vedtægtsmæssigt hjemsted, skal have hovedkontor i den medlemsstat, hvor det
vedtægtsmæssige hjemsted er beliggende, og skal udøve i det mindste en del af deres
betalingstjeneste- eller e-pengevirksomhed dér. De kompetente myndigheder i den
medlemsstat, hvor betalingsinstituttet skal have sit vedtægtsmæssige hjemsted, må
dog ikke kræve, at betalingsinstituttet udøver størstedelen af sine forretninger i det
land, hvor det vil have sit vedtægtsmæssige hjemsted.
4. De kompetente myndigheder kan som betingelse for meddelelse af tilladelse kræve,
at det ansøgende betalingsinstitut opretter en særskilt enhed for udbud af de
betalingstjenester, der er omhandlet i bilag I, punkt 1-6, hvis det ansøgende
betalingsinstitut udøver andre forretningsaktiviteter, der kan forringe eller
sandsynligvis vil forringe enten det ansøgende betalingsinstituts finansielle soliditet
eller de kompetente myndigheders evne til at overvåge det ansøgende
betalingsinstituts overholdelse af dette direktiv.
5. De kompetente myndigheder afslår at meddele tilladelse til et ansøgende
betalingsinstitut i følgende tilfælde:
a) hvis de kompetente myndigheder under hensyntagen til behovet for at sikre en
sund og forsigtig ledelse af betalingsinstituttet ikke er overbevist om
egnetheden af de aktionærer eller selskabsdeltagere, der besidder kvalificerede
kapitalandele
b) hvis der er tætte forbindelser som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 38), i
forordning (EU) nr. 575/2013 mellem betalingsinstituttet og fysiske eller
juridiske personer, som hindrer de kompetente myndigheder i effektivt at
udøve deres tilsynsfunktioner
c) hvis de love eller administrative bestemmelser i et tredjeland, der gælder for en
eller flere fysiske eller juridiske personer, som betalingsinstituttet har tætte
forbindelser med som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 38), i forordning (EU)
nr. 575/2013, eller vanskeligheder i forbindelse med håndhævelsen af disse
love eller administrative bestemmelser er til hinder for, at de kompetente
myndigheder kan udøve deres tilsynsfunktioner.
6. Tilladelsen gælder i alle medlemsstaterne og giver det pågældende betalingsinstitut
mulighed for at udbyde de betalings- eller e-pengetjenester, der er omfattet af
tilladelsen, i hele Unionen i henhold til den fri udveksling af tjenesteydelser eller den
frie etableringsret.
Artikel 14
Meddelelse af afgørelsen om at godkende eller nægte tilladelse
Senest tre måneder efter modtagelsen af en ansøgning om tilladelse som omhandlet i artikel 3
eller, hvis en sådan ansøgning er ufuldstændig, af alle de oplysninger, der er omhandlet i
artikel 3, stk. 3, underretter de kompetente myndigheder ansøgeren om, hvorvidt tilladelsen
meddeles eller afslås. Den kompetente myndighed begrunder, hvis den nægter at give en
tilladelse.
DA 46 DA
Artikel 15
Opretholdelse af tilladelsen som betalingsinstitut
Medlemsstaterne kræver, at betalingsinstitutter underretter deres kompetente myndighed om
enhver ændring i de oplysninger og den dokumentation, der er meddelt i overensstemmelse
med artikel 3, og som kan påvirke nøjagtigheden af disse oplysninger eller denne
dokumentation.
Artikel 16
Inddragelse af tilladelsen som betalingsinstitut
1. De kompetente myndigheder i hjemlandet kan kun inddrage en tilladelse, der er
udstedt til et betalingsinstitut, hvis:
a) betalingsinstituttet ikke har gjort brug af sin tilladelse senest 12 måneder efter,
at det har opnået denne tilladelse, eller ikke har leveret nogen af de
tjenesteydelser, som det har fået meddelt tilladelse til i mere end seks på
hinanden følgende måneder
b) betalingsinstituttet udtrykkeligt har givet afkald på denne tilladelse
c) betalingsinstituttet ikke længere opfylder betingelserne for meddelelse af
tilladelse eller undlader at oplyse den kompetente myndighed om vigtige
ændringer i sine forhold i den henseende
d) betalingsinstituttet har opnået tilladelsen på grundlag af urigtige erklæringer
eller på anden uretmæssig vis
e) betalingsinstituttet har misligholdt sine forpligtelser med hensyn til hvidvask af
penge eller forebyggelse af finansiering af terrorisme i henhold til direktiv
(EU) 2015/849
f) betalingsinstituttets fortsatte udbud af betalingstjenester eller elektroniske
pengetjenester ville true betalingssystemets stabilitet eller tilliden til det
g) betalingsinstituttet falder ind under et af de tilfælde, hvor den nationale
lovgivning indeholder bestemmelser om en sådan inddragelse.
2. Den kompetente myndighed begrunder en inddragelse af en tilladelse og meddeler
den til de pågældende.
3. Den kompetente myndighed offentliggør inddragelsen af en tilladelse, herunder i de
registre eller lister, der er omhandlet i artikel 17 og 18.
Artikel 17
Register over betalingsinstitutter i hjemlandet
1. Medlemsstaterne driver og fører et offentligt elektronisk register over
betalingsinstitutter, herunder enheder, der er registreret i overensstemmelse med
artikel 34, 36 og 38, og over deres agenter eller distributører. Medlemsstaterne sikrer,
at dette register indeholder alle følgende oplysninger:
DA 47 DA
a) betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse i henhold til artikel 13, og deres
agenter og eventuelle distributører
b) fysiske og juridiske personer, der er registreret i henhold til artikel 34, stk. 2,
artikel 36, stk. 1, eller artikel 38, stk. 1, og deres eventuelle agenter eller
distributører
c) de i artikel 1, stk. 2, omhandlede institutter, der i henhold til national ret har ret
til at udbyde betalingstjenester eller e-pengetjenester.
Filialer af betalingsinstitutter opføres i hjemlandets register, hvis disse filialer
udbyder tjenester i en anden medlemsstat end deres hjemland.
2. Det i stk. 1 omhandlede offentlige register skal:
a) identificere de betalings- og e-pengetjenester og de respektive varemærker,
som betalingsinstituttet er meddelt tilladelse til, eller for hvilke den fysiske
eller juridiske person er registreret
b) omfatte agenter eller distributører, alt efter hvad der er relevant, hvorigennem
betalingsinstituttet udbyder betalingstjenester eller elektroniske pengetjenester,
undtagen udstedelse af elektroniske penge, og angive, hvilke tjenester disse
agenter eller distributører udfører på vegne af betalingsinstituttet
c) medtage de øvrige medlemsstater, hvor betalingsinstituttet er aktivt, og angive
datoen for påbegyndelsen af disse aktiviteter under pasordningen.
3. Medlemsstaterne sikrer, at betalingsinstitutter er opført i det register, der er
omhandlet i stk. 1, adskilt fra fysiske og juridiske personer, der er registreret i
overensstemmelse med artikel 34, 36 eller 38, og at dette register er offentligt
tilgængeligt, tilgængeligt online og ajourført uden forsinkelse.
4. De kompetente myndigheder indfører i det offentlige register datoer for tilladelse
eller registrering, enhver inddragelse af tilladelse, suspension af tilladelse og enhver
inddragelse af en registrering i henhold til artikel 34, 36 eller 38.
5. De kompetente myndigheder underretter uden unødig forsinkelse EBA om årsagerne
til inddragelsen af tilladelsen eller registreringen, suspensionen af tilladelsen eller
registreringen eller om eventuelle undtagelser i henhold til artikel 34, 36 eller 38.
Artikel 18
EBA-register
1. EBA fører og fører et elektronisk centralt register over betalingsinstitutter, herunder
enheder, der er registreret i overensstemmelse med artikel 34, 36 og 38, og deres
agenter eller distributører og filialer, hvor det er relevant. Dette elektroniske centrale
register skal indeholde de oplysninger, som de kompetente myndigheder har meddelt
i overensstemmelse med stk. 3. EBA er ansvarlig for oplysningernes nøjagtighed.
2. EBA gør det elektroniske centrale register offentligt tilgængeligt på sit websted og
sikrer let adgang til og let søgning efter de opførte oplysninger vederlagsfrit.
3. De kompetente myndigheder giver EBA de oplysninger, der er indført i deres
nationale offentlige registre i overensstemmelse med artikel 17, senest en arbejdsdag
efter, at de har indført disse oplysninger i de nationale offentlige registre.
DA 48 DA
4. De kompetente myndigheder er ansvarlige for nøjagtigheden af de oplysninger, der
findes i deres nationale registre og fremsendes til EBA, og for ajourføring af disse
oplysninger. Selskaber, der er opført i registret, skal have mulighed for at rette
eventuelle unøjagtigheder, der vedrører dem selv.
5. EBA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for driften og
vedligeholdelsen af det elektroniske centrale register, der er omhandlet i stk. 1, og for
adgangen til oplysningerne deri for at sikre, at kun den berørte kompetente
myndighed eller EBA kan ændre oplysningerne i registret.
EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for
Kommissionen senest den [OP: Indsæt datoen 18 måneder efter datoen for dette
direktivs ikrafttræden].
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske
standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
6. EBA udarbejder udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende
detaljerne i og strukturen af de oplysninger, der skal meddeles i henhold til stk. 1,
herunder datastandarderne og -formaterne for oplysningerne, jf. Kommissionens
gennemførelsesforordning (EU) 2019/41058
.
EBA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for
Kommissionen senest den [Publikationskontoret: Indsæt venligst datoen = 18
måneder efter datoen for dette direktivs ikrafttræden].
Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i første afsnit omhandlede
gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i
forordning (EU) nr. 1093/2010.
7. EBA udvikler, driver og fører en central maskinlæsbar liste over de
betalingstjenesteudbydere, der tilbyder de betalingstjenester, der er opført i bilag I,
punkt 6 og 7, baseret på de seneste oplysninger i EBA's register, jf. stk. 1, og på
EBA's register over kreditinstitutter, der er oprettet i henhold til artikel 8, stk. 2, litra
j), i forordning (EU) nr. 1093/2010. Denne liste skal indeholde navn og
identifikationskode for disse betalingstjenesteudbydere og deres tilladelsesstatus.
AFDELING 2
ANVENDELSE AF AGENTER, DISTRIBUTØRER, FILIALER OG OUTSOURCING
Artikel 19
Anvendelse af agenter
1. Betalingsinstitutter, der har til hensigt at udbyde betalingstjenester gennem agenter,
meddeler de kompetente myndigheder i deres hjemland alle følgende oplysninger:
58
Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/410 af 29. november 2018 om
gennemførelsesmæssige tekniske standarder for de nærmere enkeltheder og strukturen for de oplysninger,
der skal meddeles, inden for betalingstjenesteområdet, af kompetente myndigheder til Den Europæiske
Banktilsynsmyndighed i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 (EUT L 73
af 15.3.2019, s. 20).
DA 49 DA
a) navn og adresse på agenten
b) en ajourført beskrivelse af de interne kontrolmekanismer, som agenten vil
anvende for at overholde direktiv (EU) 2015/849
c) identiteten af direktører og andre personer, der er ansvarlige for ledelsen af
agenten, og, hvis agenten ikke er en betalingstjenesteudbyder, dokumentation
for, at disse personer er egnede og hæderlige i forhold til deres opgaver
d) de betalingstjenester, der leveres af det betalingsinstitut, som agenten er
bemyndiget til
e) i givet fald agentens identifikationskode eller -nummer.
2. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder i hjemlandet senest to
måneder efter modtagelsen af de i stk. 1 omhandlede oplysninger meddeler
betalingsinstituttet, om agenten er blevet optaget i det register, der er omhandlet i
artikel 17. Ved opførelse i registret må agenten begynde at udbyde betalingstjenester.
3. Inden agenten opføres i det register, der er omhandlet i artikel 17, træffer de
kompetente myndigheder, hvis de finder, at de i stk. 1 omhandlede oplysninger er
ukorrekte, yderligere foranstaltninger for at kontrollere oplysningerne.
4. Hvis de kompetente myndigheder efter at have kontrolleret de i stk. 1 omhandlede
oplysninger ikke er overbevist om, at oplysningerne er korrekte, afviser de at opføre
agenten i det register, der er omhandlet i artikel 17, og underretter betalingsinstituttet
herom uden unødig forsinkelse.
5. Medlemsstaterne sikrer, at betalingsinstitutter, der ønsker at udbyde
betalingstjenester i en anden medlemsstat ved at benytte en agent eller har til hensigt
at udbyde betalingstjenester i en anden medlemsstat end hjemlandet via en agent, der
er etableret i et tredjeland, følger procedurerne i artikel 30.
6. Medlemsstaterne sikrer, at betalingsinstitutter underretter deres
betalingstjenestebrugere om, at en agent handler på deres vegne.
7. Medlemsstaterne sikrer, at betalingsinstitutter uden unødig forsinkelse og i
overensstemmelse med proceduren i stk. 2, 3 og 4 underretter de kompetente
myndigheder i deres hjemland om enhver ændring vedrørende anvendelsen af
agenter, herunder om yderligere agenter.
Artikel 20
Distributører af elektroniske pengetjenester
1. Medlemsstaterne tillader betalingsinstitutter, der udbyder elektroniske
pengetjenester, at distribuere og indløse elektroniske penge gennem distributører.
2. Medlemsstaterne sikrer, at betalingsinstitutter, der har til hensigt at udbyde
elektroniske pengetjenester gennem en distributør, anvender kravene i artikel 19 med
de fornødne ændringer.
3. Hvis betalingsinstituttet har til hensigt at distribuere elektroniske pengetjenester i en
anden medlemsstat ved at benytte en distributør, finder artikel 30-33, med undtagelse
af artikel 31, stk. 4 og 5, i dette direktiv, herunder de delegerede retsakter vedtaget i
overensstemmelse med artikel 30, stk. 5, tilsvarende anvendelse på et sådant
betalingsinstitut.
DA 50 DA
Artikel 21
Filialer
1. Medlemsstaterne kræver, at betalingsinstitutter, der har til hensigt at udbyde
betalingstjenester i en anden medlemsstat ved at oprette en filial, eller som har til
hensigt at udbyde betalingstjenester i en anden medlemsstat end deres hjemland via
en filial beliggende i et tredjeland, følger procedurerne i artikel 30.
2. Medlemsstaterne sikrer, at betalingsinstitutter kræver, at de filialer, der handler på
deres vegne, underretter brugerne af betalingstjenester herom.
Artikel 22
Enheder, hvortil aktiviteter er outsourcet
1. Medlemsstaterne sikrer, at betalingsinstitutter, der har til hensigt at outsource
betalings- eller e-pengetjenesters operationelle funktioner, underretter de kompetente
myndigheder i deres hjemland herom.
Medlemsstaterne sikrer, at betalingsinstitutter ikke outsourcer vigtige operationelle
funktioner, herunder IKT-systemer, på en sådan måde, at kvaliteten af
betalingsinstituttets interne kontrol og de kompetente myndigheders evne til at
overvåge og spore betalingsinstituttets overholdelse af alle forpligtelserne i dette
direktiv i væsentlig grad forringes.
En operationel funktion er vigtig, hvis en defekt eller fejl i udførelsen i væsentlig
grad ville forringe et betalingsinstituts fortsatte opfyldelse af kravene i forbindelse
med meddelelse af tilladelse, dets øvrige forpligtelser i henhold til dette direktiv, dets
finansielle resultater eller betalings- eller e-pengetjenesternes soliditet eller
kontinuitet.
Medlemsstaterne sikrer, at betalingsinstitutter, der outsourcer vigtige operationelle
funktioner, opfylder alle følgende betingelser:
a) outsourcing fører ikke til, at den øverste ledelse delegerer sit ansvar
b) betalingsinstituttets forhold til og forpligtelser over for dets brugere af
betalingstjenester i henhold til dette direktiv må ikke ændres
c) de betingelser, som betalingsinstituttet skal opfylde for at blive meddelt
tilladelse og bevare denne, skal fortsat opfyldes
d) ingen af de øvrige betingelser, som lå til grund for meddelelse af tilladelsen,
må være bortfaldet eller ændret.
2. Medlemsstaterne sikrer, at betalingsinstitutter uden unødig forsinkelse meddeler de
kompetente myndigheder i deres hjemland enhver ændring vedrørende anvendelsen
af enheder, hvortil aktiviteter er outsourcet.
DA 51 DA
Artikel 23
Retligt ansvar
1. Medlemsstaterne sikrer, at betalingsinstitutter, der benytter tredjemand til at udføre
operationelle funktioner, træffer rimelige foranstaltninger for at sikre, at kravene i
dette direktiv overholdes.
2. Medlemsstaterne kræver, at betalingsinstitutterne har det fulde erstatningsansvar for
enhver handling, der foretages af deres ansatte eller agenter, distributører, filialer
eller enheder, hvortil der er outsourcet aktiviteter.
AFDELING 3
KOMPETENTE MYNDIGHEDER OG TILSYN
Artikel 24
Udpegelse af kompetente myndigheder
1. Som kompetente myndigheder med ansvar for meddelelse af tilladelse til og tilsyn
med betalingsinstitutter, der skal udføre de i dette afsnit omhandlede opgaver,
udpeger medlemsstaterne enten offentlige myndigheder eller organer, der er
anerkendt i den nationale lovgivning eller af de offentlige myndigheder, som
udtrykkeligt har beføjelse hertil efter den nationale lovgivning, herunder nationale
centralbanker. Medlemsstaterne udpeger ikke betalingsinstitutter, kreditinstitutter
eller postgirokontorer som kompetente myndigheder.
De kompetente myndigheder skal være uafhængige af økonomiske organer, og
interessekonflikter skal undgås.
Medlemsstaterne meddeler Kommissionen navn og kontaktoplysninger på den
kompetente myndighed, der er udpeget i overensstemmelse med første afsnit.
2. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder, der udpeges efter stk. 1, har
alle de beføjelser, der er nødvendige for at varetage deres opgaver.
Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder har de nødvendige
ressourcer, navnlig i form af særligt personale, til at udføre deres opgaver.
3. Medlemsstater, der har udpeget mere end én kompetent myndighed for spørgsmål,
der er omfattet af dette afsnit, eller som har udpeget kompetente myndigheder, der er
ansvarlige for tilsynet med kreditinstitutter, som kompetente myndigheder, sikrer, at
disse myndigheder arbejder tæt sammen for at udføre deres respektive opgaver
effektivt.
4. De kompetente myndigheder i hjemlandet er ansvarlige for de opgaver, som
varetages af de kompetente myndigheder, der udpeges efter stk. 1.
5. Stk. 1 indebærer ikke, at de kompetente myndigheder skal føre tilsyn med andre af
betalingsinstitutternes forretningsaktiviteter end udbud af betalingstjenester og de
aktiviteter, der er omhandlet i artikel 10, stk. 1, litra a).
DA 52 DA
Artikel 25
Tilsyn
1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheders tilsyn med overholdelsen af
bestemmelserne i dette afsnit er proportionalt, hensigtsmæssigt og afpasset efter de
risici, betalingsinstitutterne er udsat for.
For at kontrollere overholdelsen af bestemmelserne i dette afsnit er de kompetente
myndigheder berettiget til navnlig at tage følgende skridt:
a) kræve, at betalingsinstituttet giver alle de oplysninger, der er nødvendige for at
kunne kontrollere overholdelse, med angivelse af formålet med kravet, hvis det
er relevant, og fristen for indgivelse af disse oplysninger
b) foretage kontrolbesøg på stedet hos betalingsinstituttet, hos en agent, en
distributør eller en filial, der udbyder betalingstjenester eller elektroniske
pengetjenester under betalingsinstituttets ansvar, eller hos enhver enhed, som
aktiviteterne er outsourcet til
c) udstede henstillinger, retningslinjer og i givet fald bindende administrative
forskrifter
d) suspendere eller inddrage en tilladelse i henhold til artikel 16.
2. Med forbehold af artikel 16 og eventuelle nationale strafferetlige bestemmelser
fastsætter medlemsstaterne bestemmelser om, at deres kompetente myndigheder kan
pålægge betalingsinstitutter eller personer, der reelt udøver kontrol med
betalingsinstitutters virksomhed, som overtræder bestemmelserne til gennemførelse
af dette direktiv, sanktioner eller foranstaltninger, der specifikt har til formål at
bringe konstaterede overtrædelser til ophør og fjerne årsagerne til sådanne
overtrædelser.
3. Uanset kravene i artikel 5, artikel 6, stk. 1 og 2, artikel 7 og artikel 8 sikrer
medlemsstaterne, at de kompetente myndigheder kan træffe de foranstaltninger, der
er omhandlet i nærværende artikels stk. 1, for at sikre tilstrækkelig kapital til
betalingsinstitutter, navnlig hvis andre aktiviteter end betalingstjenester eller
elektroniske pengetjenester forringer eller kan skade sidstnævntes finansielle
soliditet.
Artikel 26
Tavshedspligt
1. Med forbehold af tilfælde, der er omfattet af national strafferet, sikrer
medlemsstaterne, at alle personer, der arbejder eller har arbejdet for de kompetente
myndigheder, samt eksperter, der handler på de kompetente myndigheders vegne, er
underlagt tavshedspligt.
2. De oplysninger, der udveksles i henhold til artikel 28, er underlagt tavshedspligt af
både den myndighed, der deler oplysningerne, og den modtagende myndighed for at
sikre beskyttelsen af enkeltpersoners og virksomheders rettigheder.
3. Medlemsstaterne kan anvende denne artikel under hensyntagen til artikel 53-61 i
direktiv 2013/36/EU med de fornødne ændringer.
DA 53 DA
Artikel 27
Ret til domstolsprøvelse
1. Medlemsstaterne sikrer, at afgørelser truffet af de kompetente myndigheder
vedrørende et betalingsinstitut i medfør af love og administrative bestemmelser, der
er vedtaget i overensstemmelse med dette direktiv, kan indbringes for domstolene.
2. Stk. 1 finder også anvendelse i tilfælde af passivitet.
Artikel 28
Samarbejde og udveksling af oplysninger
1. Medlemsstaternes kompetente myndigheder samarbejder med hinanden og, hvor det
er relevant, med ECB og medlemsstaternes nationale centralbanker, EBA og andre
relevante kompetente myndigheder, som er udpeget i henhold til EU-ret eller
national ret om betalingstjenesteudbydere.
2. Medlemsstaterne tillader udveksling af oplysninger mellem deres kompetente
myndigheder og:
a) de kompetente myndigheder i andre medlemsstater, der er ansvarlige for
meddelelse af tilladelse til ansøgende betalingsinstitutter og for tilsyn med
betalingsinstitutter
b) ECB og medlemsstaternes nationale centralbanker i deres egenskab af
pengepolitiske myndigheder og tilsynsmyndigheder og, hvor det er relevant,
andre offentlige myndigheder med ansvar for tilsyn med betalings- og
afviklingssystemer
c) andre relevante myndigheder, der er udpeget i henhold til dette direktiv og
anden EU-lovgivning, der finder anvendelse på betalingstjenesteudbydere,
herunder direktiv (EU) 2015/849
d) EBA i sin egenskab af at bidrage til, at tilsynsmekanismerne fungerer effektivt
og konsekvent, jf. artikel 1, stk. 5, litra a), i forordning (EU) nr. 1093/2010.
Artikel 29
Bilæggelse af tvister mellem kompetente myndigheder i forskellige medlemsstater
1. Når en kompetent myndighed i en medlemsstat finder, at det grænseoverskridende
samarbejde med de kompetente myndigheder i en anden medlemsstat i forbindelse
med en bestemt sag, jf. artikel 28, 30, 31, 32 eller 33, ikke overholder betingelserne i
disse bestemmelser, kan den forelægge sagen for EBA og anmode om bistand i
overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
2. Når EBA er blevet anmodet om bistand, jf. stk. 1, træffer den en afgørelse i henhold
til artikel 19, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1093/2010 uden unødig forsinkelse. EBA
kan også bistå de kompetente myndigheder med at nå til enighed på eget initiativ i
overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, i nævnte forordning. De
involverede kompetente myndigheder udsætter i begge tilfælde deres afgørelse, indtil
der er fundet en løsning i henhold til artikel 19 i nævnte forordning.
DA 54 DA
Artikel 30
Anmodning om udøvelse af etableringsretten og retten til fri udveksling af tjenesteydelser
1. Medlemsstaterne sikrer, at betalingsinstitutter, der ønsker at udbyde
betalingstjenester eller elektroniske pengetjenester for første gang i en anden
medlemsstat end hjemlandet, herunder via et forretningssted i et tredjeland, som led i
udøvelsen af etableringsretten eller den frie udveksling af tjenesteydelser meddeler
de kompetente myndigheder i hjemlandet følgende oplysninger:
a) navn, adresse og, hvis relevant, nummeret på betalingsinstituttets tilladelse
b) den eller de medlemsstater, hvor betalingsinstituttet har til hensigt at drive
virksomhed, og den planlagte dato for påbegyndelse af driften i denne
medlemsstat
c) den eller de betalingstjenester eller elektroniske pengetjenester, som
betalingsinstituttet har til hensigt at udbyde
d) hvis betalingsinstituttet har til hensigt at gøre brug af en agent eller distributør,
de oplysninger, der er omhandlet i artikel 19, stk. 1, og artikel 20, stk. 2
e) hvis betalingsinstituttet har til hensigt at gøre brug af en filial:
i) de oplysninger, der er omhandlet i artikel 3, stk. 3, litra b) og e), for så
vidt angår betalings- eller e-pengetjenesteaktiviteter i
værtslandet
ii) en beskrivelse af filialens organisatoriske struktur
iii) identiteten på filialens direktører.
Medlemsstaterne sikrer, at betalingsinstitutter, der har til hensigt at outsource
betalings- eller e-pengetjenesters operationelle funktioner til andre enheder i
værtslandet, underretter de kompetente myndigheder i deres hjemland herom.
2. Senest en måned efter modtagelsen af alle de i stk. 1 omhandlede oplysninger
fremsender de kompetente myndigheder i hjemlandet disse til de kompetente
myndigheder i værtslandet. Hvis tjenesterne leveres via en tredje medlemsstat, skal
den medlemsstat, der skal underrettes, være den medlemsstat, hvor tjenesterne
leveres til betalingstjenestebrugere.
Senest en måned efter modtagelsen af oplysningerne fra de kompetente myndigheder
i hjemlandet giver de kompetente myndigheder i værtslandet efter en vurdering af
disse oplysninger de kompetente myndigheder i hjemlandet relevante oplysninger om
det relevante betalingsinstituts påtænkte udbud af betalingstjenester eller elektroniske
pengetjenester som led i udøvelsen af etableringsfriheden eller den frie udveksling af
tjenesteydelser. De kompetente myndigheder i værtslandet underretter de kompetente
myndigheder i hjemlandet om grunde til betænkeligheder i forbindelse med den
påtænkte anvendelse af en agent, distributør eller den påtænkte oprettelse af en filial,
for så vidt angår hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme som omhandlet i
direktiv (EU) 2015/849. Inden den kompetente myndighed i værtslandet gør dette,
samarbejder den med de relevante kompetente myndigheder, jf. artikel 7, stk. 2, i
direktiv (EU) 2015/849, for at fastslå, om der foreligger sådanne grunde.
De kompetente myndigheder i hjemlandet, der ikke er enige i de kompetente
myndigheders vurdering i værtslandet, meddeler de kompetente myndigheder i
værtslandet årsagerne til deres uenighed.
DA 55 DA
Hvis den af de kompetente myndigheder i hjemlandet foretagne vurdering, i lyset af
oplysningerne fra de kompetente myndigheder i værtslandet, ikke er positiv, afviser
de kompetente myndigheder i hjemlandet at registrere agenten, filialen eller
distributøren eller trækker registreringen tilbage, hvis den allerede er blevet
gennemført.
3. Senest tre måneder efter modtagelsen af de i stk. 1 omhandlede oplysninger meddeler
de kompetente myndigheder i hjemlandet deres beslutning til de kompetente
myndigheder i værtslandet og til betalingsinstituttet.
Ved opførelse i det i artikel 17 omhandlede register, må agenten, distributøren eller
filialen påbegynde sine aktiviteter i det relevante værtsland.
Medlemsstaterne sikrer, at betalingsinstituttet underretter de kompetente
myndigheder i hjemlandet om startdatoen for de aktiviteter, der udføres på
betalingsinstituttets vegne gennem agenten, distributøren eller filialen i det
pågældende værtsland. De kompetente myndigheder i hjemlandet underretter de
kompetente myndigheder i værtslandet herom.
4. Medlemsstaterne sikrer, at betalingsinstituttet uden unødig forsinkelse meddeler de
kompetente myndigheder i hjemlandet enhver relevant ændring vedrørende de
oplysninger, der er meddelt i henhold til stk. 1, herunder yderligere agenter,
distributører, filialer eller enheder, hvortil aktiviteter er outsourcet i de værtslande,
hvor betalingsinstituttet driver virksomhed. Proceduren i stk. 2 og 3 finder
anvendelse.
5. EBA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende
rammerne for samarbejde og for udvekslingen af oplysninger mellem de kompetente
myndigheder i hjemlandet og værtslandet i overensstemmelse med denne artikel. I
dette udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder fastsættes metoden, midlerne
og de nærmere bestemmelser for samarbejdet i forbindelse med anmeldelser om
betalingsinstitutter med grænseoverskridende aktiviteter, navnlig omfanget og
behandlingen af de oplysninger, der skal indgives, herunder en fælles terminologi og
standardanmeldelsesmodeller med henblik på at sikre en konsekvent og effektiv
anmeldelsesprocedure.
EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for
Kommissionen senest den [OP: Indsæt datoen 18 måneder efter datoen for dette
direktivs ikrafttræden].
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske
standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
Artikel 31
Tilsyn med betalingsinstitutters udøvelse af etableringsretten og retten til fri udveksling af
tjenesteydelser
1. Når de kompetente myndigheder i hjemlandet foretager kontrol og træffer de
nødvendige foranstaltninger i henhold til dette afsnit med hensyn til agenten,
distributøren eller filialen af et betalingsinstitut, der er beliggende på en anden
medlemsstats område, samarbejder de med de kompetente myndigheder i
værtslandet, herunder ved at underrette de kompetente myndigheder i værtslandet
DA 56 DA
om, hvor de har til hensigt at foretage kontrol på stedet på det pågældende værtslands
område.
De kompetente myndigheder i hjemlandet kan delegere kontrollen på stedet med det
pågældende betalingsinstitut til de kompetente myndigheder i værtslandet.
2. De kompetente myndigheder i værtslandene kan kræve, at betalingsinstitutter, der
har agenter, distributører eller filialer på deres område, regelmæssigt aflægger
rapport om de aktiviteter, som udøves på deres område.
Sådanne rapporter er nødvendige til information eller statistiske formål og skal, for
så vidt som agenter, distributører eller filialer udbyder betalingstjenester eller
elektroniske pengetjenester, overvåge overholdelsen af afsnit II og III i forordning
XXX [PSR]. Sådanne agenter, distributører eller filialer er underlagt krav om
tavshedspligt, der mindst svarer til dem, der er omhandlet i artikel 26.
De kompetente myndigheder i værtslandet kan anmode om ad hoc-oplysninger fra
betalingsinstitutter, hvis disse myndigheder har dokumentation for manglende
overholdelse af dette afsnit eller af afsnit II og III i forordning XXX [PSR].
3. De kompetente myndigheder i hjemlandet og værtslandet udveksler alle væsentlige
eller relevante oplysninger, navnlig om overtrædelser begået af en agent, en
distributør eller en filial, eller mistanke om sådanne overtrædelser, og hvis sådanne
overtrædelser er opstået i forbindelse med udøvelsen af retten til fri udveksling af
tjenesteydelser. De kompetente myndigheder meddeler efter anmodning alle
relevante oplysninger og på eget initiativ alle væsentlige oplysninger, herunder om
betalingsinstituttets opfyldelse af betingelserne i artikel 13, stk. 3.
4. Medlemsstaterne kan kræve, at betalingsinstitutter, der driver virksomhed på deres
område gennem agenter, hvis hovedkontor er beliggende i en anden medlemsstat,
udpeger et centralt kontaktpunkt på deres område for at sikre tilstrækkelig
kommunikation og indberetning af oplysninger i overensstemmelse med afsnit II og
III i forordning XXX [PSR] og for at lette de kompetente myndigheders tilsyn i
hjemlandet og værtslandet, herunder ved efter anmodning at give de kompetente
myndigheder dokumenter og oplysninger.
5. EBA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at
præcisere de kriterier, der skal anvendes ved fastlæggelsen i overensstemmelse med
proportionalitetsprincippet af, under hvilke omstændigheder det er hensigtsmæssigt
at udpege et centralt kontaktpunkt som omhandlet i stk. 4, og disse kontaktpunkters
funktioner.
Dette udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder skal navnlig tage hensyn til:
a) det samlede antal og værdien af transaktioner, der gennemføres af
betalingsinstituttet i værtslandet
b) de udbudte betalingstjenesters art
c) det samlede antal agenter etableret i værtslandet.
EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for
Kommissionen senest den [OP: Indsæt datoen 18 måneder efter datoen for dette
direktivs ikrafttræden].
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske
standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.
DA 57 DA
Artikel 32
Foranstaltninger i tilfælde af manglende overholdelse, herunder forebyggende
foranstaltninger
1. Hvis en kompetent myndighed i et værtsland finder, at et betalingsinstitut, der har
agenter, distributører eller filialer på dets område, ikke overholder bestemmelserne i
dette afsnit eller i afsnit II og III i forordning XXX [PSR], underretter den
kompetente myndighed uden unødig forsinkelse den kompetente myndighed i
hjemlandet herom.
Den kompetente myndighed i hjemlandet træffer uden unødig forsinkelse og efter at
have evalueret de oplysninger, den har modtaget i henhold til første afsnit, alle
passende foranstaltninger for at sikre, at det pågældende betalingsinstitut bringer den
manglende overholdelse til ophør. Den kompetente myndighed i hjemlandet
underretter straks den kompetente myndighed i værtslandet og de kompetente
myndigheder i andre berørte medlemsstater om disse foranstaltninger.
2. I kritiske situationer, hvor det er nødvendigt at gribe ind omgående for at imødegå en
alvorlig trussel mod betalingstjenestebrugernes kollektive interesse i værtslandet, kan
de kompetente myndigheder i værtslandet træffe forebyggende foranstaltninger
sideløbende med det grænseoverskridende samarbejde mellem de kompetente
myndigheder i afventning af foranstaltninger, der træffes af de kompetente
myndigheder i hjemlandet, jf. artikel 31.
3. Alle forebyggende foranstaltninger i henhold til stk. 2 skal være hensigtsmæssige og
stå i rimeligt forhold til deres formål om at yde beskyttelse mod en alvorlig trussel
mod betalingstjenestebrugernes kollektive interesse i værtslandet. Disse
foranstaltninger må ikke medføre, at betalingstjenestebrugere hos betalingsinstituttet
i værtslandet får fortrin frem for betalingstjenestebrugere hos betalingsinstituttet i
andre medlemsstater.
Forebyggende foranstaltninger er midlertidige og afsluttes, når de alvorlige trusler er
afhjulpet, herunder med bistand fra eller i samarbejde med hjemlandets kompetente
myndigheder eller med EBA, jf. artikel 29, stk. 1.
4. Hvis det er muligt i den kritiske situation, underrettes de kompetente myndigheder i
værtslandet de kompetente myndigheder i hjemlandet og i andre berørte
medlemsstater, Kommissionen og EBA om de forebyggende foranstaltninger, der er
truffet i henhold til stk. 2, og om deres begrundelse på forhånd og under alle
omstændigheder uden unødig forsinkelse.
Artikel 33
Begrundelser og meddelelse
1. Enhver foranstaltning, der træffes af kompetente myndigheder i henhold til artikel
25, 30, 31 eller 32, og som medfører sanktioner eller restriktioner for udøvelsen af
den fri udveksling af tjenesteydelser eller udøvelsen af etableringsfriheden, skal være
behørigt begrundet og meddeles det pågældende betalingsinstitut.
DA 58 DA
2. Artikel 30, 29 og 32 berører ikke de kompetente myndigheders pligt i henhold til
direktiv (EU) 2015/849 og forordning (EU) 2015/847, navnlig artikel 47, stk. 1, i
direktiv (EU) 2015/849 og artikel 22, stk. 1, i forordning (EU) 2015/847, til at føre
tilsyn med eller overvåge opfyldelsen af kravene i nævnte retsakter.
KAPITEL II
Undtagelser og meddelelser
Artikel 34
Fakultative undtagelser
1. Medlemsstaterne kan undtage eller tillade deres kompetente myndigheder helt eller
delvis at undtage fysiske eller juridiske personer, der udbyder betalingstjenester
opført i bilag I, punkt 1-5, eller elektroniske pengetjenester, fra anvendelsen af
procedurerne og betingelserne i kapitel I, afdeling 1, 2 og 3, med undtagelse af
artikel 17, 18, 24, 26, 27 og 28, hvis:
a) for så vidt angår betalingstjenester, det månedlige gennemsnit af værdien af de
samlede betalingstransaktioner for de foregående 12 måneder, der er
gennemført af den pågældende person, herunder også agenter, for hvilke
personen har det fulde ansvar, ikke overstiger en grænse, som fastsættes af
medlemsstaten, men som under ingen omstændigheder overstiger 3 mio. EUR
eller
b) for så vidt angår e-pengetjenester, de samlede forretningsaktiviteter genererer
et gennemsnitligt beløb af udestående elektroniske penge, som ikke overstiger
en grænse, der er fastsat af medlemsstaten, men som under alle
omstændigheder ikke overstiger 5 mio. EUR og
c) for så vidt angår betalingstjenester og elektroniske pengetjenester, ingen af de
fysiske personer, der har ansvaret for forvaltningen eller driften af
virksomheden, har været dømt for overtrædelser vedrørende hvidvask af penge
eller finansiering af terrorisme eller anden økonomisk kriminalitet.
Med henblik på litra a) baseres vurderingen af, om grænsen er blevet overskredet, på
det forventede samlede beløb for betalingstransaktioner i forretningsplanen,
medmindre de kompetente myndigheder har krævet en tilpasning af denne plan.
Hvis et betalingsinstitut, der udbyder elektroniske pengetjenester, også tilbyder en
betalingstjeneste eller en af de aktiviteter, der er omhandlet i artikel 10, og størrelsen
af udestående elektroniske penge er ukendt på forhånd, tillader de kompetente
myndigheder det pågældende betalingsinstitut at anvende første afsnit, litra b), på
grundlag af en repræsentativ andel, der antages at blive anvendt til de elektroniske
pengetjenester, forudsat at en sådan repræsentativ andel med rimelighed kan anslås
på grundlag af historiske data og til de kompetente myndigheders tilfredshed.
Såfremt et betalingsinstitut ikke kan påvise en tilstrækkelig lang aktivitetsperiode,
skal kravet vurderes på basis af planlagte udestående elektroniske penge i
DA 59 DA
overensstemmelse med instituttets forretningsplan med de ændringer af planen, de
kompetente myndigheder måtte have krævet.
Medlemsstaterne kan endvidere kræve, at de fakultative undtagelser er omfattet af et
supplerende krav om maksimumbeløb på forbrugerens betalingsinstrument eller
betalingskonto, hvor de elektroniske penge lagres.
En fysisk eller juridisk person, der er omfattet af en undtagelse i henhold til stk. 1,
første afsnit, litra b), må kun udbyde betalingstjenester, der ikke er knyttet til
elektroniske pengetjenester, i overensstemmelse med stk. 1, første afsnit, litra a).
2. Medlemsstaterne kræver, at enhver fysisk eller juridisk person, der er undtaget fra
anvendelsen af de procedurer og betingelser, der er omhandlet i stk. 1, lader sig
registrere hos hjemlandets kompetente myndighed. Medlemsstaterne fastsætter den
dokumentation, der skal ledsage en sådan anmodning om registrering, ud fra de
elementer, der er anført i artikel 3, stk. 3, litra a)-s).
3. Medlemsstaterne kræver, at fysiske og juridiske personer, der er registreret i
overensstemmelse med stk. 2, skal have hovedkontor eller bopælssted i den
medlemsstat, hvor de faktisk driver virksomhed.
4. De personer, der er undtaget fra anvendelsen af de procedurer og betingelser, der er
omhandlet i stk. 1, behandles som betalingsinstitutter. Artikel 13, stk. 6, og artikel
30, 31 og 32 finder ikke anvendelse på disse personer.
5. Medlemsstaterne kan foreskrive, at alle fysiske og juridiske personer, der er
registreret i overensstemmelse med stk. 2, kun kan udføre nogle af de aktiviteter, der
er anført i artikel 10.
6. De personer, der er undtaget fra anvendelsen af de procedurer og betingelser, der er
omhandlet i stk. 1, skal underrette de kompetente myndigheder om enhver ændring i
deres situation, der er relevant for betingelserne i nævnte stykke, og mindst en gang
om året på den dato, der fastsættes af de kompetente myndigheder, rapportere om
følgende:
a) gennemsnittet af de foregående 12 måneders samlede værdi af
betalingstransaktioner, hvis de udbyder betalingstjenester
b) de gennemsnitlige udestående elektroniske penge, hvis de udbyder elektroniske
pengetjenester.
7. Medlemsstaterne tager de nødvendige skridt til at sikre, at de pågældende personer,
når betingelserne i nærværende artikels stk. 1, 3 eller 5 ikke længere er opfyldt, søger
tilladelse efter proceduren i artikel 13 inden 30 kalenderdage. Medlemsstaterne
sikrer, at deres kompetente myndigheder har tilstrækkelige beføjelser til at
kontrollere den fortsatte overholdelse af denne artikel.
8. Denne artikels stk. 1-6 berører ikke direktiv (EU) 2015/849 eller national lovgivning
om bekæmpelse af hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme.
Artikel 35
Meddelelse og underretning
En medlemsstat, der beslutter at indrømme en fritagelse som omhandlet i artikel 34,
underretter Kommissionen om følgende:
DA 60 DA
a) sin beslutning om at indrømme en sådan undtagelse
b) enhver efterfølgende ændring af denne undtagelse
c) antallet af berørte fysiske og juridiske personer
d) på årsbasis den samlede værdi af de betalingstransaktioner, der er gennemført pr. 31.
december i hvert kalenderår, jf. artikel 34, stk. 1, litra a), og af det samlede beløb for
udstedte udestående elektroniske penge, jf. artikel 34, stk. 1, litra b).
Artikel 36
Kontooplysningstjenesteudbydere
1. Fysiske eller juridiske personer, der kun udbyder den i bilag I, punkt 7, omhandlede
betalingstjeneste, er ikke underlagt krav om tilladelse, men skal lade sig registrere
hos hjemlandets kompetente myndighed, inden de påbegynder deres virksomhed.
2. En sådan registreringsanmodning skal ledsages af de oplysninger og den
dokumentation, der er omhandlet i artikel 3, stk. 3, litra a), b), e)-h), j), l), n), p) og
q).
Med henblik på den dokumentation, der er omhandlet i artikel 3, stk. 3, litra e), f) og
l), skal den fysiske eller juridiske person, der registreres, fremlægge en beskrivelse af
sine revisionsordninger og af de organisatoriske ordninger, den har indført med
henblik på at træffe alle rimelige foranstaltninger for at beskytte sine brugeres
interesser og sikre kontinuitet og pålidelighed i udførelsen af betalingstjenesten som
omhandlet i bilag I, punkt 7).
3. De sikkerhedskontrolforanstaltninger og afbødende foranstaltninger, der er
omhandlet i artikel 3, stk. 3, litra j), skal angive, hvordan den fysiske eller juridiske
person, der registreres, vil sikre et højt niveau af digital operationel
modstandsdygtighed i overensstemmelse med kapitel II i forordning (EU)
2022/2554, navnlig med hensyn til teknisk sikkerhed og databeskyttelse, herunder
for den software og de IKT-systemer, der anvendes af den fysiske eller juridiske
person, der registrerer, eller de virksomheder, som vedkommende outsourcer hele
eller en del af sine aktiviteter til.
4. Medlemsstaterne kræver, at de i stk. 1 omhandlede personer som betingelse for deres
registrering har en erhvervsansvarsforsikring, der dækker de områder, hvor de
tilbyder tjenesteydelser, eller en anden tilsvarende garanti, og at de sikrer, at:
a) de kan dække deres ansvar over for den kontoførende betalingstjenesteudbyder
eller betalingstjenestebrugeren som følge af uautoriseret eller svigagtig adgang
til eller uautoriseret eller svigagtig brug af betalingskontoinformationstjeneste
b) de kan dække værdien af eventuelle overskridelser, tærskler eller fradrag i
forsikringen eller den tilsvarende garanti
c) de løbende overvåger dækningen af forsikringen eller den tilsvarende garanti.
5. Kapitel I, afdeling 1 og 2, finder ikke anvendelse på de i denne artikels stk. 1
omhandlede tjenesteydere. Kapitel I, afdeling 3, finder anvendelse på de personer,
der leverer de tjenesteydelser, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, med
undtagelse af artikel 25, stk. 3.
DA 61 DA
Som et alternativ til at have en erhvervsansvarsforsikring som krævet i stk. 3 og 4
skal de i stk. 1 omhandlede virksomheder have en startkapital på 50 000 EUR, som
uden unødig forsinkelse kan erstattes af en erhvervsansvarsforsikring, efter at disse
virksomheder har påbegyndt deres virksomhed som betalingsinstitut.
6. De personer, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, behandles som
betalingsinstitutter.
Artikel 37
Tjenester, hvor kontanter leveres i detailforretninger uden køb
1. Medlemsstaterne fritager fysiske eller juridiske personer, der leverer kontanter i
detailforretninger uafhængigt af køb, fra anvendelsen af dette direktiv, forudsat at
følgende betingelser er opfyldt:
a) tjenesten udbydes i dens lokaler af en fysisk eller juridisk person, der sælger
varer eller tjenesteydelser som fast beskæftigelse
b) det udbetalte kontantbeløb overstiger ikke 50 EUR pr. hævning.
2. Denne artikel berører ikke direktiv (EU) 2015/849 eller anden relevant EU-
lovgivning eller national lovgivning om bekæmpelse af hvidvask af penge og
finansiering af terrorisme.
Artikel 38
Tjenester, der muliggør kontanthævninger, der tilbydes af pengeautomater, der ikke
forvalter betalingskonti
1. Fysiske eller juridiske personer, der leverer kontanthævningstjenester som omhandlet
i bilag I, punkt 1, og som ikke betjener betalingskonti og ikke udbyder andre
betalingstjenester som omhandlet i bilag I, er ikke underlagt krav om tilladelse, men
skal lade sig registrere hos en kompetent myndighed i hjemlandet, inden de
påbegynder virksomhed.
2. Den i stk. 1 omhandlede registrering ledsages af de oplysninger og den
dokumentation, der er omhandlet i artikel 3, stk. 3, litra a), b), e)-h), j), l), n), p) og
q).
Med henblik på den dokumentation, der er omhandlet i artikel 3, stk. 3, litra e), f) og
l), skal den fysiske eller juridiske person, der registreres, fremlægge en beskrivelse af
sine revisionsordninger og af de organisatoriske ordninger, den har indført for at
træffe alle rimelige foranstaltninger for at beskytte sine brugeres interesser og sikre
kontinuitet og pålidelighed i udførelsen af betalingstjenesten som omhandlet i bilag I,
punkt 1).
De sikkerhedskontrolforanstaltninger og afbødende foranstaltninger, der er
omhandlet i artikel 3, stk. 3, litra j), skal angive, hvordan den fysiske eller juridiske
person, der registreres, vil sikre et højt niveau af digital operationel
modstandsdygtighed i overensstemmelse med kapitel II i forordning (EU)
2022/2554, navnlig med hensyn til teknisk sikkerhed og databeskyttelse, herunder
for den software og de IKT-systemer, der anvendes af den fysiske eller juridiske
DA 62 DA
person, der registrerer, eller de virksomheder, som vedkommende outsourcer hele
eller en del af sine aktiviteter til.
3. Kapitel 1, afdeling 1 og 2, finder ikke anvendelse på de i denne artikels stk. 1
omhandlede tjenesteydere. Kapitel 1, afdeling 3, finder anvendelse på de personer,
der leverer de tjenesteydelser, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, med
undtagelse af artikel 25, stk. 3.
4. De personer, der leverer de tjenester, der er omhandlet i denne artikels stk. 1,
behandles som betalingsinstitutter.
Artikel 39
Meddelelsespligt
1. Medlemsstaterne pålægger tjenesteudbydere, der udfører en af de aktiviteter, der er
omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra j), i) og ii), i forordning XXX [PSR], eller som
udfører begge aktiviteter, for hvilke den samlede værdi af de betalingstransaktioner,
der er gennemført i løbet af de foregående 12 måneder, overstiger 1 mio. EUR, at
underrette de kompetente myndigheder om de tilbudte tjenester og præcisere, i
henhold til hvilken undtagelse som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra j), nr. i) og ii), i
forordning XXX [PSR] aktiviteten anses for at blive udført.
På grundlag af denne underretning træffer den kompetente myndighed en behørigt
begrundet afgørelse på grundlag af de kriterier, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1,
litra j), i forordning XXX [PSR], hvis aktiviteten ikke betragtes som et begrænset
netværk, og underretter tjenesteudbyderen herom.
2. Medlemsstaterne stiller krav om, at tjenesteudbydere, der udøver en aktivitet som
omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra j), i forordning XXX [PSR], sender en underretning
til de kompetente myndigheder og forelægger de kompetente myndigheder en årlig
revisionserklæring, der attesterer, at aktiviteten overholder de grænser, der er fastsat i
artikel 2, stk. 1, litra j), i forordning XXX [PSR].
3. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder underretter EBA om de
tjenester, der er meddelt i henhold til stk. 1, med angivelse af, under hvilke
undtagelser aktiviteten udøves.
4. Beskrivelsen af den aktivitet, der er anmeldt i henhold til stk. 2 og 3, gøres offentligt
tilgængelig i de registre, der er omhandlet i artikel 17 og 18.
DA 63 DA
AFSNIT III
DELEGEREDE RETSAKTER OG REGULERINGSMÆSSIGE
TEKNISKE STANDARDER
Artikel 40
Delegerede retsakter
Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse
med artikel 41 med henblik på at ajourføre de beløb, der er omhandlet i artikel 5, artikel 34,
stk. 1, og artikel 37, for at tage hensyn til inflationen.
Artikel 41
Udøvelse af delegerede beføjelser
1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne
artikel fastlagte betingelser.
2. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 40, tillægges Kommissionen
for en ubegrænset periode fra datoen for dette direktivs ikrafttræden.
3. Den i artikel 40 omhandlede delegation af beføjelser kan tilbagekaldes af Europa-
Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de
beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning
dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på
et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af
delegerede retsakter, der allerede er i kraft.
4. Så snart Kommissionen har vedtaget en delegeret retsakt, underretter den Europa-
Parlamentet og Rådet samtidigt herom.
5. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 40 træder kun i kraft, hvis hverken
Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på tre måneder
fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller
hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har underrettet
Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med tre
måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.
AFSNIT IV
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 42
Fuld harmonisering
1. For så vidt dette direktiv indeholder harmoniserede bestemmelser, må
medlemsstaterne ikke opretholde eller indføre andre bestemmelser end dem, der er
fastsat i dette direktiv, jf. dog artikel 6, stk. 3, og artikel 34.
DA 64 DA
2. En medlemsstat, der anvender en af de muligheder, der er omhandlet i artikel 6,
stk. 3, eller artikel 34, underretter Kommissionen herom og om eventuelle senere
ændringer. Kommissionen offentliggør oplysningerne på et websted eller på en
anden let tilgængelig måde.
3. Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbydere ikke til skade for
betalingstjenestebrugerne fraviger de bestemmelser i national ret, der gennemfører
dette direktiv, medmindre det udtrykkeligt er foreskrevet i disse. Udbydere af
betalingstjenester kan imidlertid tilbyde brugere af betalingstjenester gunstigere
vilkår.
Artikel 43
Revisionsklausul
1. Kommissionen forelægger senest den [Publikationskontoret: Indsæt venligst datoen
= fem år efter datoen for dette direktivs ikrafttræden] Europa-Parlamentet, Rådet,
ECB og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen
og virkningen af dette direktiv, navnlig om:
a) hensigtsmæssigheden af dette direktivs anvendelsesområde, navnlig med
hensyn til muligheden for at udvide det til at omfatte visse tjenester, herunder
drift af betalingssystemer og levering af tekniske tjenester, herunder
behandling eller drift af digitale tegnebøger, som ikke er omfattet af
anvendelsesområdet
b) virkningen af revisionen af direktiv 2014/49/EU om betalingsinstitutters
beskyttelse af kunders midler.
Kommissionen forelægger, hvis det er relevant, et lovgivningsforslag sammen med
sin rapport.
2. Kommissionen forelægger senest den [Publikationskontoret: indsæt venligst datoen =
3 år efter datoen for anvendelsen af PSR] Europa-Parlamentet, Rådet, ECB og Det
Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om dette direktivs
anvendelsesområde, navnlig med hensyn til betalingssystemer, betalingsordninger og
udbydere af tekniske tjenester. Kommissionen forelægger, hvis det er relevant, et
lovgivningsforslag sammen med sin rapport.
Artikel 44
Overgangsbestemmelser
1. Medlemsstaterne tillader betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse i henhold til
artikel 11 i direktiv (EU) 2015/2366 senest den [Publikationskontoret: Indsæt
venligst datoen = 18 måneder efter datoen for dette direktivs ikrafttræden] fortsat at
udbyde og gennemføre de betalingstjenester, som de har fået meddelt tilladelse til,
uden at skulle søge om tilladelse i overensstemmelse med artikel 3 i dette direktiv
eller overholde de øvrige bestemmelser, der er fastsat eller henvist til i afsnit II i
dette direktiv, indtil den [Publikationskontoret: Indsæt venligst datoen = 24 måneder
efter datoen for dette direktivs ikrafttræden].
DA 65 DA
Medlemsstaterne kræver, at sådanne betalingsinstitutter som omhandlet i første afsnit
forelægger de kompetente myndigheder alle de oplysninger, der sætter disse
kompetente myndigheder i stand til senest den [Publikationskontoret: Indsæt venligst
datoen = 24 måneder efter datoen for dette direktivs ikrafttræden] at vurdere et af
følgende:
a) hvorvidt disse betalingsinstitutter overholder bestemmelserne i afsnit II, og
hvis dette ikke er tilfældet, hvilke foranstaltninger der skal træffes for at sikre
overholdelse
b) hvorvidt tilladelsen bør trækkes tilbage.
Betalingsinstitutter som omhandlet i første afsnit, som efter de kompetente
myndigheders kontrol overholder bestemmelserne i afsnit II, meddeles tilladelse som
betalingsinstitutter i henhold til dette direktivs artikel 13 og opføres i de registre, der
er omhandlet i artikel 17 og 18. Hvis disse betalingsinstitutter ikke opfylder kravene i
afsnit II senest den [Publikationskontoret: Indsæt venligst datoen = 24 måneder efter
datoen for dette direktivs ikrafttræden], forbydes det dem at udbyde
betalingstjenester.
2. Medlemsstaterne kan fastsætte bestemmelser om, at betalingsinstitutter som
omhandlet i stk. 1 automatisk meddeles tilladelse og optages i det register, der er
omhandlet i artikel 17, hvis de kompetente myndigheder har bevis for, at disse
betalingsinstitutter allerede opfylder bestemmelserne i artikel 3 og 13. De
kompetente myndigheder underretter de pågældende betalingsinstitutter om en sådan
automatisk tilladelse, inden tilladelsen gives.
3. Medlemsstaterne tillader, at fysiske eller juridiske personer, der var omfattet af en
undtagelse i henhold til artikel 32 i direktiv (EU) 2015/2366 senest den
[Publikationskontoret: Indsæt venligst datoen = 18 måneder efter datoen for dette
direktivs ikrafttræden], og som leverede betalingstjenester som omhandlet i bilag I til
nævnte direktiv, foretager sig følgende:
a) at fortsat levere disse tjenesteydelser i den pågældende medlemsstat indtil den
[Publikationskontoret: Indsæt venligst datoen = 24 måneder efter datoen for
dette direktivs ikrafttræden]
b) at opnå en undtagelse i henhold til artikel 34 i dette direktiv, eller
c) at overholde de øvrige bestemmelser, der er fastsat eller omhandlet i afsnit II i
dette direktiv.
Enhver person som omhandlet i første afsnit, der ikke senest den
[Publikationskontoret: Indsæt venligst datoen = 18 måneder efter datoen for dette
direktivs ikrafttræden] har fået tilladelse eller er undtaget i henhold til dette direktiv,
har forbud mod at udbyde betalingstjenester.
4. Medlemsstaterne kan indrømme fysiske og juridiske personer, der er omfattet af en
undtagelse i henhold til artikel 32 i direktiv (EU) 2015/2366, en undtagelse i henhold
til artikel 34 i nærværende direktiv og opføre disse personer i de registre, der er
omhandlet i nærværende direktivs artikel 17 og 18, hvis de kompetente myndigheder
har dokumentation for, at kravene i nærværende direktivs artikel 34 er opfyldt. De
kompetente myndigheder underretter de berørte betalingsinstitutter herom.
DA 66 DA
Artikel 45
Overgangsbestemmelse — e-pengeinstitutter, der er meddelt tilladelse i henhold til
direktiv 2009/110/EF
1. Medlemsstaterne tillader, at udstedere af elektroniske penge, som var defineret i
artikel 2, nr. 1), i direktiv 2009/110/EF, og som inden den [Publikationskontoret:
Indsæt venligst datoen = 18 måneder efter datoen for dette direktivs ikrafttræden] har
udøvet virksomhed i overensstemmelse med national lovgivning til gennemførelse af
direktiv 2009/110/EF som udstedere af elektroniske penge i den medlemsstat, hvor
deres hovedsæde er beliggende i overensstemmelse med den nationale lovgivning til
gennemførelse af direktiv 2009/110/EF, at fortsætte denne virksomhed i den
pågældende medlemsstat eller i en anden medlemsstat uden at skulle søge om
tilladelse i overensstemmelse med artikel 3 i nærværende direktiv eller overholde de
øvrige bestemmelser, der er fastsat eller omhandlet i afsnit II i nærværende direktiv.
2. Medlemsstaterne kræver, at de i stk. 1 omhandlede udstedere af elektroniske penge
forelægger de kompetente myndigheder alle de oplysninger, som disse kompetente
myndigheder skal vurdere senest den [Publikationskontoret: Indsæt venligst datoen =
24 måneder efter datoen for dette direktivs ikrafttræden], om disse udstedere af
elektroniske penge overholder dette direktiv. Hvis en sådan vurdering viser, at disse
udstedere af elektroniske penge ikke opfylder disse krav, træffer de kompetente
myndigheder afgørelse om, hvilke foranstaltninger der skal træffes for at sikre en
sådan opfyldelse, eller om at inddrage tilladelsen.
Udstedere af elektroniske penge som omhandlet i første afsnit, der efter de
kompetente myndigheders kontrol opfylder bestemmelserne i afsnit II, og som er
meddelt tilladelse som betalingsinstitut i henhold til artikel 13 i dette direktiv,
optages i de i artikel 17 og 18 omhandlede registre. Hvis disse udstedere af
elektroniske penge ikke opfylder kravene i afsnit II senest den [Publikationskontoret:
Indsæt venligst datoen = 24 måneder efter datoen for dette direktivs ikrafttræden],
forbydes de at udbyde elektroniske pengetjenester.
3. Medlemsstaterne kan tillade, at udstedere af elektroniske penge som omhandlet i stk.
1 automatisk godkendes som betalingsinstitutter og optages i det register, der er
omhandlet i artikel 17, hvis de kompetente myndigheder har dokumentation for, at de
pågældende udstedere af elektroniske penge overholder dette direktiv. De
kompetente myndigheder underretter de berørte udstedere af elektroniske penge
herom, inden en sådan automatisk tilladelse gives.
4. Medlemsstaterne tillader juridiske personer, der inden den [Publikationskontoret:
Indsæt venligst datoen = 18 måneder efter datoen for dette direktivs ikrafttræden] har
påbegyndt aktiviteter i overensstemmelse med national lovgivning til gennemførelse
af artikel 9 i direktiv 2009/110/EF, at fortsætte disse aktiviteter i den pågældende
medlemsstat i overensstemmelse med nævnte direktiv indtil den
[Publikationskontoret: Indsæt venligst datoen = 24 måneder efter datoen for dette
direktivs ikrafttræden] uden at skulle søge om tilladelse i henhold til nærværende
direktivs artikel 3 eller overholde de øvrige bestemmelser, der er fastsat eller henvist
til i afsnit II i nærværende direktiv. Det er forbudt for udstedere af elektroniske penge
som omhandlet i stk. 1, som i denne periode hverken har fået tilladelse eller er
undtaget i henhold til artikel 34 i dette direktiv, at udbyde elektroniske
pengetjenester.
DA 67 DA
Artikel 46
Ændringer af direktiv 98/26/EF
I artikel 2 i direktiv 98/26/EF foretages følgende ændringer:
1) Litra b) affattes således:
"b)" institut ": en af følgende:
— et kreditinstitut som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 575/2013
— et investeringsselskab som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2014/65/EU**), undtagen de institutter, der er omhandlet i artikel 2,
stk. 1, i samme direktiv
— offentlige myndigheder og offentligt garanterede foretagender,
ethvert foretagende, der har sit hovedkontor uden for EU, og som varetager samme
opgaver som EU-kreditinstitutter eller EU-investeringsselskaber som defineret i første
og andet led],
når disse deltager i et system og har ansvar for at indfri de finansielle forpligtelser, der
følger af overførselsordrer inden for det pågældende system,
— et betalingsinstitut som defineret i artikel 2, nr. 4), i direktiv XXX [PSD3], med
undtagelse af betalingsinstitutter, der er omfattet af en undtagelse i henhold til nævnte
direktivs artikel 34, 36 og 38,
som deltager i et system, hvis virksomhed består i udførelse af overførselsordrer som
defineret i nr. i), første led, og som er ansvarlig for opfyldelsen af de finansielle
forpligtelser, der følger af sådanne overførselsordrer inden for dette system.
Hvis et system er underlagt tilsyn i overensstemmelse med national lovgivning og kun udfører
overførselsordrer som defineret i nr. i), andet led, samt betalinger, der følger af sådanne
ordrer, kan en medlemsstat bestemme, at foretagender, der deltager i et sådant system og har
ansvar for at indfri de finansielle forpligtelser, der følger af overførselsordrer inden for
systemet, kan betragtes som institutter, hvis mindst tre deltagere i det pågældende system
hører ind under de i første afsnit nævnte kategorier, og hvis den systembetingede risiko
berettiger dertil ".
2) Litra f) affattes således:
"f) "deltager": et institut, en central modpart, et afregningsfirma, et clearinginstitut, en
betalingssystemoperatør eller et clearingmedlem af en CCP, der er meddelt tilladelse i medfør
af artikel 17 i forordning (EU) nr. 648/2012.
Systemets regler kan fastsætte, at samme deltager kan handle som central medkontrahent,
afregningsfirma eller clearinginstitut eller kan udføre en del af eller alle disse opgaver.
En medlemsstat kan med henblik på dette direktiv anse en indirekte deltager for at være en
deltager, hvis dette er begrundet i den systemiske risiko, hvilket dog ikke begrænser ansvaret
for den deltager, hvorigennem den indirekte deltager sender overførselsordrer til systemet".
DA 68 DA
Artikel 47
Ændring af direktiv (EU) 2020/1828
I bilag I til direktiv (EU) 2020/1828 tilføjes følgende punkt:
"68) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 20../.... om en ramme for adgang til
finansielle data og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010, (EU) nr. 1094/2010, (EU)
nr. 1095/2010 og (EU) 2022/2554 (EUT L [...] af [..........], [s...])." ..])."
Artikel 48
Ophævelse
Direktiv (EU) 2015/2366 ophæves med virkning fra den [Publikationskontoret: Indsæt
venligst datoen = 18 måneder efter dette direktivs ikrafttræden].
Direktiv 2009/110/EF ophæves med virkning fra den [Publikationskontoret: Indsæt venligst
datoen = 18 måneder efter dette direktivs ikrafttræden].
Alle henvisninger til direktiv (EU) 2015/2366 og til direktiv 2009/110/EF i retsakter, der er i
kraft på tidspunktet for nærværende direktivs ikrafttræden, gælder som henvisninger til
nærværende direktiv eller forordning XXX [PSR] og læses efter sammenligningstabellen i
bilag III til nærværende direktiv.
Artikel 49
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den [Publikationskontoret: Indsæt
venligst datoen = 18 måneder efter dette direktivs ikrafttræden] og senest den
[Publikationskontoret: Indsæt venligst datoen = seks måneder efter dette direktivs
ikrafttræden] for artikel 46 de love og administrative bestemmelser, der er
nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De meddeler straks Kommissionen
disse love og bestemmelser.
2. De anvender disse love og bestemmelser fra den [Publikationskontoret: Indsæt
venligst datoen = 18 måneder efter dette direktivs ikrafttræden] og fra den
[Publikationskontoret: Indsæt venligst datoen = seks måneder efter dette direktivs
ikrafttræden] for så vidt angår artikel 46.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette
direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere
regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.
3. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale
retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 50
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions
Tidende.
DA 69 DA
Artikel 51
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den […].
På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne
Formand Formand