Konklusioner fra mødet i Det Europæiske Råd den 26.-27. juni 2014, EUCO 79/14 - DK version

Tilhører sager:

Aktører:


    Endelige konklusioner EUCO 79-14.doc

    https://www.ft.dk/samling/20131/almdel/UPN/bilag/240/1385432.pdf

    EUCO 79/14
    DA
    DET EUROPÆISKE RÅD Bruxelles, den 27. juni 2014
    (OR. en)
    EUCO 79/14
    CO EUR 4
    CONCL 2
    FØLGESKRIVELSE
    fra: Generalsekretariatet for Rådet
    til delegationerne
    Vedr.: DET EUROPÆISKE RÅD
    26.-27. JUNI 2014
    KONKLUSIONER
    Hermed følger til delegationerne konklusionerne fra Det Europæiske Råd (26.-27. juni 2014).
    __________________________
    Det Udenrigspolitiske Nævn 2013-14
    UPN Alm.del Bilag 240
    Offentligt
    Konklusioner - den 26.-27. juni 2014
    EUCO 79/14 1
    DA
    Det Europæiske Råd nåede til enighed om at foreslå Europa-Parlamentet Jean-Claude Juncker som
    kandidat til posten som formand for Europa-Kommissionen. Det nåede i denne forbindelse til
    enighed om den strategiske dagsorden for nøgleprioriteter i de næste fem år. Det opfordrede EU's
    institutioner og medlemsstaterne til at gennemføre disse prioriteter fuldt ud i deres arbejde.
    Det Europæiske Råd udformede strategiske retningslinjer for den lovgivningsmæssige og
    operationelle programudformning for de kommende år i området med frihed, sikkerhed og
    retfærdighed (jf. nedenfor i kapitel I) og behandlede også nogle relaterede horisontale spørgsmål.
    Det afsluttede det europæiske semester 2014 og opfordrede til en yderligere indsats for at styrke
    Europas evne til at skabe vækst og flere arbejdspladser. Det Europæiske Råd gjorde status over
    fremskridtene hen imod en endelig afgørelse i oktober om 2030-rammen for klima- og
    energipolitikken og støttede en øjeblikkelig gennemførelse af en række af de mest presserende
    foranstaltninger for at styrke Europas modstandsdygtighed og øge dets energisikkerhed. Som led i
    forberedelserne til mødet i Det Europæiske Råd i oktober blev Rådet opfordret til yderligere at
    analysere andre foranstaltninger på mellemlang til lang sigt for at øge EU's energisikkerhed.
    Det Europæiske Råd så med tilfredshed på undertegnelsen af associeringsaftalerne, herunder
    vidtgående og brede frihandelsområder, mellem Den Europæiske Union og Georgien og
    Republikken Moldova samt undertegnelsen af den resterende del af associeringsaftalen og et
    vidtgående og bredt frihandelsområde mellem Den Europæiske Union og Ukraine.
    I. FRIHED, SIKKERHED OG RETFÆRDIGHED
    1. En af Unionens vigtigste målsætninger er at opbygge et område med frihed, sikkerhed og
    retfærdighed uden indre grænser og med fuld respekt for de grundlæggende rettigheder. Der
    skal derfor træffes sammenhængende politiske foranstaltninger med hensyn til asyl,
    indvandring, grænser og politisamarbejde og retligt samarbejde i overensstemmelse med
    traktaterne og deres relevante protokoller.
    2. Alle de dimensioner i et Europa, der beskytter sine borgere og giver personer i og uden for
    Unionen reelle rettigheder, er indbyrdes forbundne. Succes eller fiasko på ét område afhænger
    af resultaterne på andre områder og af synergierne med beslægtede politikområder. Løsningen
    på mange af udfordringerne i området med frihed, sikkerhed og retfærdighed ligger i
    forbindelserne med tredjelande, hvilket gør det nødvendigt at skabe bedre sammenhæng
    mellem EU's interne og eksterne politikker. Dette bør afspejles i samarbejdet mellem EU's
    institutioner og organer.
    Konklusioner - den 26.-27. juni 2014
    EUCO 79/14 2
    DA
    3. Med afsæt i tidligere programmer er den overordnede prioritet nu konsekvent at transformere
    de nuværende juridiske instrumenter og politiske foranstaltninger til national ret og effektivt
    gennemføre og konsolidere dem. Det vil være vigtigt at intensivere det operationelle
    samarbejde og samtidig udnytte potentialet i innovationer på informations- og
    kommunikationsteknologiområdet, styrke de forskellige EU-agenturers rolle og sikre en
    strategisk anvendelse af EU-midler.
    4. Det vil i forbindelse med videreudviklingen af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed
    i de kommende år være afgørende at sikre beskyttelse og fremme af de grundlæggende
    rettigheder, herunder databeskyttelse, samtidig med at sikkerhedsproblemerne løses, også i
    forbindelserne med tredjelande, og vedtage stærke generelle EU-rammebestemmelser for
    databeskyttelse senest i 2015.
    5. Over for udfordringer som ustabilitet i mange dele af verden og de globale og europæiske
    demografiske udviklingstendenser har Unionen brug for en effektiv og velforvaltet
    migrations-, asyl- og grænsepolitik med traktatens principper om solidaritet og rimelig
    ansvarsfordeling som rettesnor i overensstemmelse med artikel 80 i TEUF og den konkrete
    gennemførelse heraf. Der er behov for en samlet tilgang, der optimerer fordelene ved lovlig
    migration og tilbyder nødlidende beskyttelse, samtidig med at ulovlig migration resolut
    bekæmpes, og EU's ydre grænser forvaltes effektivt.
    6. For fortsat at være et attraktivt sted for talenter og kvalifikationer skal Europa udvikle
    strategier for at maksimere mulighederne for lovlig migration gennem sammenhængende og
    effektive regler og på grundlag af en dialog med erhvervslivet og arbejdsmarkedets parter.
    Unionen bør også støtte medlemsstaternes indsats for at videreføre aktive
    integrationspolitikker, der fremmer social samhørighed og økonomisk dynamik.
    Konklusioner - den 26.-27. juni 2014
    EUCO 79/14 3
    DA
    7. Unionens tilsagn om international beskyttelse kræver en stærk europæisk asylpolitik baseret
    på solidaritet og ansvar. En fuldstændig transformation til national ret og en effektiv
    gennemførelse af det fælles europæiske asylsystem (CEAS) er en absolut prioritet. Dette bør
    resultere i høje fælles standarder og et stærkere samarbejde, der skaber lige vilkår, hvor
    asylansøgere gives de samme proceduremæssige garantier og den samme beskyttelse i hele
    Unionen. Det bør gå hånd i hånd med en styrket rolle for Det Europæiske Asylstøttekontor
    (EASO), især med hensyn til at fremme en ensartet anvendelse af gældende EU-ret.
    Konvergerende praksisser vil øge den gensidige tillid og gøre det muligt fremover at gå videre
    med de næste skridt.
    8. Det er en væsentlig del af EU’s migrationspolitik at tackle de grundlæggende årsager til
    ulovlige migrationsstrømme. Dette vil sammen med forebyggelse og håndtering af ulovlig
    migration bidrage til at undgå, at migranter mister livet, når de begiver sig ud på farefulde
    rejser. En holdbar løsning kan kun findes ved at intensivere samarbejdet med oprindelses- og
    transitlande, bl.a. ved at yde bistand til styrkelse af deres migrations- og
    grænseforvaltningskapacitet. Migrationspolitikkerne skal blive en langt mere integreret del af
    Unionens eksterne politikker og udviklingspolitikker, anvende "mere for mere"-princippet og
    bygge på den samlede strategi for migration og mobilitet. Der bør fokuseres på følgende
    elementer:
     at styrke og udvide de regionale beskyttelsesprogrammer, især i nærheden af
    oprindelsesregioner, i tæt samarbejde med UNHCR; at øge bidragene til den globale
    genbosætningsindsats, navnlig i betragtning af den aktuelle langvarige krise i Syrien
     at tackle menneskesmugling og menneskehandel mere effektivt med fokus på
    prioriterede lande og ruter
     at indføre en effektiv fælles tilbagesendelsespolitik og håndhæve
    tilbagetagelsesforpligtelser i aftaler med tredjelande
     fuldt ud at gennemføre de tiltag, som Taskforcen vedrørende Middelhavet har peget på.
    Konklusioner - den 26.-27. juni 2014
    EUCO 79/14 4
    DA
    9. Schengenområdet, som gør det muligt for folk at rejse uden kontrol ved de indre grænser, og
    det stigende antal personer, der rejser til EU, kræver en effektiv forvaltning af EU’s fælles
    ydre grænser for at sikre et højt beskyttelsesniveau. Unionen skal mobilisere alle de
    redskaber, den har til sin rådighed, for at støtte medlemsstaterne i deres opgave. Med henblik
    herpå:
     bør den integrerede grænseforvaltning af de ydre grænser moderniseres på en
    omkostningseffektiv måde for at sikre intelligent grænseforvaltning med et ind- og
    udrejsesystem og et program for registrerede rejsende og støttes af det nye agentur for
    store IT-systemer (eu-LISA)
     bør Frontex, som et instrument for europæisk solidaritet på grænseforvaltningsområdet,
    styrke sin operationelle bistand, især for at støtte medlemsstater, der står over for et stort
    pres på de ydre grænser, og øge sit beredskab i forhold til den hurtige udvikling i
    migrationsstrømmene og i den forbindelse gøre fuld brug af det nye europæiske
    grænseovervågningssystem Eurosur
     bør muligheden for at oprette et europæisk system af grænsevagter som led i den
    langsigtede udvikling af Frontex for at forbedre kontrol- og overvågningskapaciteten
    ved vores ydre grænser undersøges.
    Samtidig skal den fælles visumpolitik moderniseres ved at lette den lovlige rejseaktivitet og
    styrke det lokale konsulære Schengensamarbejde, idet der opretholdes et højt
    sikkerhedsniveau, og det nye Schengenforvaltningssystem gennemføres.
    Konklusioner - den 26.-27. juni 2014
    EUCO 79/14 5
    DA
    10. Det er vigtigt at sikre et reelt område med sikkerhed for de europæiske borgere gennem
    operationelt politisamarbejde og ved at forebygge og bekæmpe alvorlig og organiseret
    kriminalitet, herunder menneskehandel og -smugling, og korruption. Samtidig er der behov
    for en effektiv EU-terrorbekæmpelsespolitik, hvor alle relevante aktører arbejder tæt sammen,
    og de interne og eksterne aspekter af terrorbekæmpelsen integreres. I den forbindelse
    bekræfter Det Europæiske Råd på ny den rolle, som EU-antiterrorkoordinatoren spiller.
    Unionen bør i sin bekæmpelse af kriminalitet og terrorisme støtte de nationale myndigheder
    ved at mobilisere alle instrumenter inden for retligt samarbejde og politisamarbejde med en
    styrket koordinerende rolle for Europol og Eurojust, herunder via:
     gennemgang og ajourføring af strategien for den indre sikkerhed senest medio 2015
     forbedring af den grænseoverskridende informationsudveksling, herunder om
    strafferegistre
     videreudvikling af en samlet tilgang til cybersikkerhed og cyberkriminalitet
     forebyggelse af radikalisering og ekstremisme og tiltag til håndtering af fænomenet med
    udenlandske krigere, bl.a. gennem effektiv brug af eksisterende instrumenter for EU-
    dækkende indberetninger og udvikling af instrumenter som f.eks. EU-ordningen for
    passagerlister.
    11. Et velfungerende og ægte europæisk område med retfærdighed, hvor de forskellige
    retssystemer og -traditioner i medlemsstaterne respekteres, er altafgørende for EU. I denne
    forbindelse bør den gensidige tillid til hinandens retssystemer styrkes yderligere. En forsvarlig
    europæisk retspolitik vil bidrage til økonomisk vækst ved at hjælpe virksomheder og
    forbrugere til at drage fordel af et pålideligt erhvervsmiljø i det indre marked. Der kræves
    yderligere tiltag for at:
     fremme konsekvens og klarhed i EU-lovgivningen for borgere og virksomheder
     forenkle adgangen til retlig prøvelse, fremme effektive retsmidler og anvendelsen af
    teknologiske innovationer, herunder anvendelsen af e-justice
    Konklusioner - den 26.-27. juni 2014
    EUCO 79/14 6
    DA
     fortsætte bestræbelserne på at styrke rettighederne for tiltalte og mistænkte i straffesager
     undersøge styrkelsen af personers, navnlig børns, rettigheder i retssager for at lette
    håndhævelsen af domme på det familieretlige område og på det civil- og handelsretlige
    område, der har grænseoverskridende virkninger
     styrke beskyttelsen af ofre
     fremme den gensidige anerkendelse af retsafgørelser og domme på det civil- og
    strafferetlige område
     styrke udvekslingen af oplysninger mellem medlemsstaternes myndigheder
     bekæmpe svigagtig adfærd og skade mod EU-budgettet, herunder ved at fremme
    forhandlingerne om den europæiske anklagemyndighed
     lette aktiviteter og operationelt samarbejde på tværs af grænserne
     styrke uddannelsen af fagfolk
     mobilisere ekspertisen i relevante EU-agenturer såsom Eurojust og Agenturet for
    Grundlæggende Rettigheder (FRA).
    12. Som en af de grundlæggende frihedsrettigheder i Den Europæiske Union skal EU-borgernes
    ret til at færdes frit, tage ophold og arbejde i andre medlemsstater beskyttes, bl.a. mod
    eventuelt misbrug eller eventuelle svigagtige krav.
    13. Det Europæiske Råd opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne til at sikre en passende
    lovgivningsmæssig og operationel opfølgning af disse retningslinjer og vil foretage en
    midtvejsrevision i 2017.
    Konklusioner - den 26.-27. juni 2014
    EUCO 79/14 7
    DA
    II. VÆKST, KONKURRENCEEVNE OG BESKÆFTIGELSE
    A. DET EUROPÆISKE SEMESTER
    14. De seneste tegn på økonomisk genopretning er opmuntrende og viser, at medlemsstaternes og
    EU-institutionernes fælles indsats bærer frugt. Væksten er begyndt at vende tilbage, og der er
    en beskeden stigning i beskæftigelsen, selv om arbejdsløsheden i mange dele af Europa,
    særlig ungdomsarbejdsløsheden, stadig ligger på et hidtil uset og uacceptabelt højt niveau.
    Fattigdom og social udstødelse er stadig et stort problem.
    15. Takket være medlemsstaternes indsats er der gjort fremskridt med hensyn til korrektionen af
    makroøkonomiske ubalancer, og de offentlige finanser er fortsat i bedring. Det Europæiske
    Råd ser med tilfredshed på, at proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store
    underskud ophæves for flere medlemsstaters vedkommende. De muligheder, som EU's
    eksisterende finanspolitiske rammer giver for at finde balancen mellem finanspolitisk
    disciplin og behovet for at støtte vækst, bør udnyttes. På grund af den vedvarende høje gæld
    og arbejdsløshed og den lave vækst i det nominelle BNP samt udfordringerne ved et aldrende
    samfund og i forbindelse med fremme af jobskabelse, navnlig for de unge, skal den
    finanspolitiske konsolidering fortsat være vækstfremmende og differentieret. Der bør lægges
    særlig vægt på strukturreformer, der øger væksten og forbedrer den finanspolitiske
    bæredygtighed, herunder gennem en passende vurdering af finanspolitiske foranstaltninger og
    strukturreformer, samtidig med at der gøres god brug af den fleksibilitet, der er indbygget i
    den eksisterende stabilitets- og vækstpagts regler. I denne sammenhæng aflægger
    Kommissionen rapport til Europa-Parlamentet og Rådet vedrørende anvendelsen af EU's
    forvaltningsramme senest den 14. december 2014 som fastsat i EU-lovgivningen ("sixpacken"
    og "twopacken").
    16. Opsvinget er stadig skrøbeligt og uensartet, og bestræbelserne på at gennemføre
    vækstfremmende strukturreformer bør fortsættes og øges for at styrke Europas evne til at
    skabe vækst samt flere og bedre arbejdspladser. En øget indsats er påkrævet for at mindske
    skattekilen i forbindelse med arbejde, reformere markederne for produkter og tjenesteydelser
    og de offentlige forvaltninger, forbedre erhvervs- og FUI-miljøet, lette adgangen til
    finansiering, forbedre netværksindustriers funktionsmåde og reformere
    uddannelsessystemerne.
    Konklusioner - den 26.-27. juni 2014
    EUCO 79/14 8
    DA
    17. På denne baggrund godkendte Det Europæiske Råd generelt de landespecifikke henstillinger
    og afsluttede dermed det europæiske semester 2014. Gennemførelsen heraf er yderst vigtig for
    at sætte skub i væksten. På grundlag af principperne om nationalt ejerskab og social dialog
    bør medlemsstaterne efterkomme henstillingerne i deres kommende afgørelser om budgetter,
    strukturreformer samt beskæftigelses- og social- og arbejdsmarkedspolitikker. Rådet og
    Kommissionen vil fortsat overvåge gennemførelsen af de landespecifikke henstillinger og
    træffe de nødvendige foranstaltninger.
    Målrettet regulering
    18. Det Europæiske Råd gjorde status over fremskridtene inden for målrettet og effektiv
    regulering på grundlag af Kommissionens meddelelse. Kommissionen, de andre EU-
    institutioner og medlemsstaterne har gjort store fremskridt med gennemførelsen af
    programmet for målrettet og effektiv regulering (Refit); dette har ført til en reel mindskelse af
    regelbyrden. Det Europæiske Råd mener, at målrettet regulering fortsat bør være en prioritet i
    institutionernes arbejde. Dette kræver et stærkt engagement i regelforenkling og
    byrdemindskelse i lovgivningsarbejdet og bedre anvendelse af konsekvensanalyser og
    efterfølgende evalueringer i hele lovgivningsprocessen på EU-plan og på nationalt plan.
    19. Foranstaltninger vedrørende målrettet regulering på europæisk plan bør suppleres af
    medlemsstatsinitiativer vedrørende målrettet regulering. I denne henseende bør
    medlemsstaterne i forbindelse med gennemførelsen af EU-lovgivning gøre fuld brug af
    bestemmelser om reguleringsmæssig fleksibilitet til gavn for små og mellemstore
    virksomheder.
    20. Det Europæiske Råd opfordrer Rådet til at foretage en detaljeret gennemgang af
    Kommissionens meddelelse. Kommissionen, de andre EU-institutioner og medlemsstaterne
    opfordres til at fortsætte gennemførelsen af Refitprogrammet på en ambitiøs måde under
    hensyntagen til forbruger- og arbejdstagerbeskyttelse samt sundheds- og miljøspørgsmål.
    Konklusioner - den 26.-27. juni 2014
    EUCO 79/14 9
    DA
    B. KLIMA OG ENERGI
    21. Det Europæiske Råd gjorde i overensstemmelse med sine konklusioner fra marts 2014 status
    over fremskridtene hen imod en endelig afgørelse i oktober om klima- og energirammen for
    2030. I den forbindelse understregede det vigtigheden af hurtigt at udvikle de vigtigste
    elementer i rammen og ser navnlig frem til, at Kommissionen senest i juli forelægger en
    gennemgang af direktivet om energieffektivitet og af, hvordan energieffektivitet kan bidrage
    til klima- og energirammen for 2030. Det bekræfter på ny vigtigheden af FN’s klimatopmøde
    i september 2014 og bekræfter, at EU’s specifikke mål for 2030 om reduktioner af
    drivhusgasemissionerne vil være i fuld overensstemmelse med de ambitiøse EU-mål, der er
    vedtaget for 2050.
    22. Det Europæiske Råd hilste Kommissionens europæiske energisikkerhedsstrategi velkommen
    og havde en første drøftelse på grundlag heraf. Den europæiske energisikkerhedsstrategi er
    tæt forbundet med 2030-rammen for klima- og energipolitikken. Det Europæiske Råd
    opfordrer til at øge bestræbelserne på at mindske Europas høje energiafhængighed og støtter
    en øjeblikkelig gennemførelse af en række af de mest presserende foranstaltninger for at
    styrke Europas modstandsdygtighed og øge dets energisikkerhed på kort sigt inden vinteren
    2014/2015. Det er navnlig nået til enighed om følgende:
     På baggrund af vurderingerne af risikoen for forsyningsafbrydelser på kort sigt vil de
    eksisterende nød- og solidaritetsmekanismer, herunder gaslagre,
    alarmberedskabsinfrastruktur og tilbagegående strømme, blive styrket for at imødegå
    denne risiko, først og fremmest i de mest sårbare medlemsstater.
     Med henblik på at øge EU's energisikkerhed bør der foretages relevante investeringer i
    energiinfrastruktur, herunder investeringer, der omfatter tredjelande, under fuld
    overholdelse af alle EU's bestemmelser vedrørende det indre marked og
    konkurrencereglerne, som skal håndhæves konsekvent.
    Konklusioner - den 26.-27. juni 2014
    EUCO 79/14 10
    DA
     EU vil samarbejde med sine internationale partnere for at mindske risikoen for
    afbrydelse af energiforsyningerne.
     Energifællesskabet, som har til formål at udvide gældende EU-ret på energiområdet til
    at omfatte udvidelses- og naboskabslande, bør styrkes med henblik på at sikre
    anvendelse af gældende EU-ret i disse lande.
    Som forberedelse til Det Europæiske Råds møde i oktober anmodede Det Europæiske Råd
    Rådet om yderligere at analysere andre foranstaltninger på mellemlang til lang sigt for at øge
    EU's energisikkerhed på grundlag af Kommissionens europæiske energisikkerhedsstrategi.
    Det Europæiske Råd understregede betydningen af energieffektivitet, videreudvikling af
    indenlandsk produktion, yderligere gennemførelse og integration af det europæiske
    energimarked ud fra en regional tilgang med en øget gennemsigtighed på gasmarkedet og
    fremme af den infrastruktur, der mangler, for at bryde enhver isolation af medlemsstater i
    forhold til de europæiske gas- og elnet senest i 2015. I overensstemmelse med målet om at
    fuldføre det europæiske energimarked inden udgangen af 2014 skal sammenkoblingen øges,
    blandt andet gennem yderligere analyse af det nye sammenkoblingsmål, som Kommissionen
    har foreslået.
    23. Det Europæiske Råd vil senest i oktober 2014 træffe endelig afgørelse om den nye ramme for
    klima- og energipolitikken, herunder om yderligere foranstaltninger med sigte på at øge
    Europas energisikkerhed og om specifikke sammenkoblingsmål for 2030. Alle bestræbelser
    vil blive mobiliseret for at overholde den aftalte frist.
    24. Det Europæiske Råd støtter også G7-energiinitiativet fra Rom, der tjener til at gennemføre
    politikker til at opbygge et mere konkurrencedygtigt, diversificeret og modstandsdygtigt
    energisystem med reducerede drivhusgasemissioner gennem fremme af brugen af sikre og
    bæredygtige teknologier.
    Konklusioner - den 26.-27. juni 2014
    EUCO 79/14 11
    DA
    III. DEN NÆSTE INSTITUTIONELLE CYKLUS
    25. Det Europæiske Råd vedtog afgørelsen om at foreslå Europa-Parlamentet Jean-Claude
    Juncker som kandidat til posten som formand for Europa-Kommissionen. Formanden for Det
    Europæiske Råd vil foretage konsultationer med henblik på de øvrige udnævnelser, der skal
    foretages.
    26. Det nåede til enighed om vedlagte strategiske dagsorden. Det opfordrer EU's institutioner og
    medlemsstaterne til fuldt ud at gennemføre disse prioriteter i deres arbejde. Dagsordenen vil
    også fungere som rettesnor for institutionerne i forbindelse med den årlige og flerårige
    programmering og lovgivningsmæssige programudformning, og de bør tilrettelægge deres
    arbejde i overensstemmelse hermed. Det Europæiske Råd vil sikre den regelmæssige
    overvågning af gennemførelsen af disse strategiske prioriteter.
    27. UK gav udtryk for visse betænkeligheder med hensyn til den fremtidige udvikling af EU.
    Disse betænkeligheder skal tages op.
    I den forbindelse noterede Det Europæiske Råd sig, at begrebet en stadig snævrere Union
    åbner mulighed for forskellige veje til integration for forskellige lande, således at de, der
    ønsker at uddybe integrationen, kan fortsætte fremad, samtidig med at ønsket hos dem, der
    ikke ønsker en yderligere uddybning, respekteres.
    Når den nye Europa-Kommission reelt er indsat, vil Det Europæiske Råd drøfte processen i
    forbindelse med udnævnelse af formanden for Europa-Kommissionen i fremtiden under
    overholdelse af EU-traktaterne.
    Konklusioner - den 26.-27. juni 2014
    EUCO 79/14 12
    DA
    IV. ØVRIGE PUNKTER
    28. Det Europæiske Råd lykønskede Litauen med den konvergens, som landet har opnået på
    grundlag af en forsvarlig økonomisk og finansiel politik og finanspolitik, og hilste
    velkommen, at Litauen opfylder alle de konvergenskriterier, der er fastsat i traktaten. Det
    godkendte Kommissionens forslag om, at Litauen indfører euroen den 1. januar 2015.
    Ukraine
    29. Det Europæiske Råd, som minder om erklæringerne fra stats- og regeringscheferne af 6. marts
    og af 27. maj om Ukraine, Det Europæiske Råds konklusioner af 21. marts og Rådet for
    Udenrigsanliggenders konklusioner af 23. juni om Ukraine, udtrykker sin støtte til den
    fredsplan, som præsident Porosjenko i sidste uge bekendtgjorde. Det noterer sig den russiske
    præsidents erklæring om principiel støtte til fredsplanen og Føderationsrådets beslutning om
    at ophæve tilladelsen til at anvende russiske styrker til at gribe militært ind i Ukraine.
    30. Det Europæiske Råd beklager, at våbenhvilen, selv om den overholdes af de ukrainske
    myndigheder, ikke har ført til fuldstændig indstilling af de militære fjendtligheder. Det
    opfordrer derfor alle parter til reelt at forpligte sig til gennemførelse af fredsplanen og til at
    cementere indstillingen af de militære aktiviteter. Det opfordrer indtrængende Den Russiske
    Føderation til at gøre aktivt brug af sin indflydelse på de ulovlige væbnede grupper og til at
    standse strømmen af våben og militante hen over grænsen for at opnå hurtige og konkrete
    resultater i forbindelse med nedtrapningen. Det Europæiske Råd støtter OSCE's overvågning
    af gennemførelsen af fredsplanen og dets rolle med hensyn til at støtte våbenhvilen og
    etableringen af effektiv grænsekontrol.
    31. Det Europæiske Råd bekræfter på ny sit tilsagn om at støtte den økonomiske
    stabiliseringsproces i Ukraine og udtrykker tilfredshed med de to nylige betydelige
    udbetalinger fra Kommissionen på i alt 750 mio. EUR inden for rammerne af
    statsopbygningskontrakten og den makrofinansielle bistand. I denne forbindelse ser Det
    Europæiske Råd frem til donorkoordinationsmødet på højt plan om Ukraine, som skal
    afholdes den 8. juli i Bruxelles.
    Konklusioner - den 26.-27. juni 2014
    EUCO 79/14 13
    DA
    32. I forlængelse af konklusionerne fra marts og beslutningen om ikke at anerkende den ulovlige
    indlemmelse af Krim og Sevastopol ser Det Europæiske Råd med tilfredshed på det arbejde,
    som Kommissionen har udført for at gennemføre denne politik, og afgørelsen om at forbyde
    import af varer fra Krim og Sevastopol, der ikke har ukrainsk certifikat.
    33. Det Europæiske Råd minder om, at Europa-Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og
    medlemsstaterne har udført forberedende arbejde vedrørende målrettede foranstaltninger,
    sådan som det i marts anmodede om, så der omgående kan tages yderligere skridt. I den
    henseende forventer Det Europæiske Råd, at der senest mandag den 30. juni er taget følgende
    skridt:
     aftale om en kontrolmekanisme, som overvåges af OSCE, med henblik på våbenhvilen
    og den effektive grænsekontrol
     tilbagegivelse til de ukrainske myndigheder af de tre grænsekontrolsteder (Izvarino,
    Dolzhanskiy og Krasnopartizansk)
     frigivelse af gidsler, herunder alle OSCE-observatører
     indledning af substansforhandlinger om gennemførelse af præsident Porosjenkos
    fredsplan.
    Rådet vil vurdere situationen og, hvis det er påkrævet, vedtage nødvendige afgørelser. Det
    Europæiske Råd understreger sit tilsagn om når som helst at samles igen med henblik på
    yderligere betydelige restriktive foranstaltninger.
    ************
    34. Det Europæiske Råd godkendte Rådets konklusioner af 24. juni 2014 om Albanien.
    ______________________
    Konklusioner - den 26.-27. juni 2014
    EUCO 79/14 14
    BILAG I DA
    BILAG I
    STRATEGISK DAGSORDEN FOR UNIONEN I EN TID MED FORANDRINGER
    Med valget til Europa-Parlamentet i maj 2014 indledes en ny valgperiode. Dette tidspunkt for
    politisk fornyelse kommer, netop som vores lande er ved at komme ud af flere års økonomisk krise,
    og efter at offentlighedens utilfredshed med politik er vokset. Det er det rette tidspunkt til at
    fastlægge, hvad vi ønsker Unionen skal fokusere på, og hvordan vi ønsker, at den skal fungere.
    Det Europæiske Råd nåede i dag til enighed om fem overordnede prioriteter, som vil være rettesnor
    for Den Europæiske Unions arbejde i de næste fem år: stærkere økonomier med flere
    arbejdspladser, samfund, der er i stand til at give indflydelse og beskytte, en sikker energi- og
    klimafremtid, et område, hvor de grundlæggende friheder respekteres, samt en effektiv fælles
    optræden i verden.
    Det er afgørende med en indsats på disse områder i lyset af de store udfordringer, som vores
    samfund står over for. Selv om der ved at komme gang i opsvinget i Europa, er arbejdsløsheden –
    navnlig blandt unge – fortsat vores største bekymring, og ulighederne er stigende. I mellemtiden er
    den globale økonomi i hastig forandring. I den digitale tidsalder tvinger kapløbet om innovation,
    kompetencer og markeder alle vores lande til at være forudseende og tilpasse sig for at kunne trives.
    De knappe naturressourcer, energiomkostningerne og følgerne af klimaændringerne er store
    udfordringer; Europas nuværende energiafhængighed er en sårbarhed. I hele verden giver
    radikalisering og ekstremisme anledning til bekymring. Geopolitisk stabilitet helt op til vores egne
    grænser kan ikke tages for givet. De demografiske udviklingstendenser er en udfordring med
    aldrende befolkninger, der lægger yderligere pres på vores velfærdssystemer, og ulovlige
    migrationsstrømme, der kræver fælles svar og en fælles indsats.
    På denne baggrund må det første formål med Unionens arbejde i de kommende år være at udstyre
    vores samfund til fremtiden og at fremme tillid.
    Landene i Europa står ideelt placeret til at sætte deres præg på forandringerne – individuelt såvel
    som kollektivt som en Union. Vores mangfoldighed er en styrke; vores enhed gør os stærke. Inden
    for vores Union findes der forskellige grader af samarbejde og integration. Vores udvidelsespolitik
    fremmer fortsat demokrati og velstand.
    Konklusioner - den 26.-27. juni 2014
    EUCO 79/14 15
    BILAG I DA
    I overensstemmelse med nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet skal Unionen rette sin
    indsats mod de områder, hvor den virkelig gør en forskel. Den bør afholde sig fra at iværksætte
    tiltag, hvis medlemsstaterne bedre kan nå de samme mål. Unionens troværdighed afhænger af dens
    evne til at sikre passende opfølgning af afgørelser og forpligtelser. Dette kræver stærke og
    troværdige institutioner, men vil også have fordel af større inddragelse af nationale parlamenter.
    Der bør frem for alt lægges vægt på konkrete resultater - på følgende fem områder.
    1. En Union med arbejdspladser, vækst og konkurrenceevne
    Vores lande er ved at komme ud af den dybeste økonomiske krise i en generation. Vi ser, at
    indsatsen og reformerne skaber resultater. Der bliver dog ikke tale om at vende tilbage til, hvad
    tidligere tider lovede os. Vi står fortsat over for store udfordringer: langsom vækst, høj
    arbejdsløshed, utilstrækkelige offentlige og private investeringer, makroøkonomiske ubalancer,
    offentlig gæld og mangel på konkurrenceevne. Vi respekterer stabilitets- og vækstpagten. Alle vores
    økonomier er fortsat nødt til at videreføre strukturreformerne. Vores fælles styrke afhænger helt
    klart af hvert eneste lands succes. Derfor bør Unionen tage dristige skridt for at fremme væksten,
    øge investeringerne, skabe flere og bedre arbejdspladser og fremme reformer med henblik på
    konkurrenceevne. Dette kræver også, at der gøres bedst mulig brug af den fleksibilitet, der er
    indbygget i den eksisterende stabilitets- og vækstpagts regler.
    Den kommende revision af Europa 2020-strategien vil være en god lejlighed til at bringe den i fuld
    overensstemmelse med denne strategiske dagsorden.
    Derfor er de prioriteter, som vi fastlægger for Unionen for de næste fem år, følgende:
     fuldt ud udnytte potentialet i det indre marked i alle dets dimensioner: ved at fuldføre det
    indre marked for produkter og tjenester; ved at fuldføre det digitale indre marked inden
    udgangen af 2015
     fremme et iværksætterklima og jobskabelse, ikke mindst for SMV'er: ved at lette adgangen
    til finansiering og investering; ved at sikre en mere modstandsdygtig finansiel regulering; ved at
    forbedre arbejdsmarkedernes funktion og flytte beskatningen væk fra arbejde; ved at reducere
    unødvendige administrative byrder og efterlevelsesomkostninger på en målrettet måde, idet
    forbruger- og arbejdstagerbeskyttelse samt sundheds- og miljømæssige forhold respekteres
    Konklusioner - den 26.-27. juni 2014
    EUCO 79/14 16
    BILAG I DA
     investere og forberede vores økonomier til fremtiden: ved at opfylde de behov for
    investeringer, der skulle have været foretaget for længe siden i transport-, energi- og
    telekommunikationsinfrastruktur samt i energieffektivitet, innovation og forskning,
    kompetencer, uddannelse og innovation; ved at gøre fuld brug af EU's strukturfonde; ved at
    mobilisere den rette kombination af privat og offentlig finansiering og lette langsigtede
    investeringer; ved at bruge og udvikle finansielle instrumenter, f.eks. fra Den Europæiske
    Investeringsbank, navnlig til langsigtede projekter; ved at tilvejebringe de rette
    reguleringsrammer for langsigtede investeringer
     styrke Unionens globale attraktivitet som et sted, hvor der produceres og investeres med et
    stærkt og konkurrencedygtigt industrigrundlag og et velfungerende landbrug, og afslutte
    forhandlingerne om internationale handelsaftaler i en ånd af fælles og gensidige fordele og
    gennemsigtighed, herunder det transatlantiske handels- og investeringspartnerskab, inden
    udgangen af 2015
     gøre Den Økonomiske og Monetære Union til en mere solid og modstandsdygtig
    stabilitets- og vækstfaktor: med stærkere styring i euroområdet og bedre samordning af de
    økonomiske politikker, konvergens og solidaritet, samtidig med at det indre markeds integritet
    respekteres, og gennemsigtigheden og åbenheden over for EU-lande uden for euroområdet
    opretholdes.
    Konklusioner - den 26.-27. juni 2014
    EUCO 79/14 17
    BILAG I DA
    2. En Union, der giver indflydelse til og beskytter alle borgere
    Europæerne har nydt godt af de muligheder, som de integrerede økonomier med åbne grænser har
    skabt, men fordelene er ikke altid umiddelbart håndgribelige for alle. Mange oplever eller frygter
    fattigdom og social eksklusion. Unionen bør fortsætte med at gøre det, som den er god til, og fortsat
    skabe muligheder, men den skal også anses for og opleves som en kilde til beskyttelse. Borgerne
    forventer, at Europa forsvarer deres interesser og holder trusler i skak, men også, at den respekterer
    deres identitet og tilhørsforhold. Unionen skal være stærkere udadtil og mere omsorgsfuld indadtil.
    Derfor fastlægger vi under hensyntagen til kompetencerne i medlemsstaterne, som er ansvarlige for
    deres velfærdssystemer, følgende prioriteter for Unionen på dette område for de næste fem år:
     bidrage til at udvikle kompetencer og lade talent og livsmuligheder komme til udfoldelse
    for alle: ved at øge indsatsen for bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed, navnlig for unge, der er
    faldet fra uddannelse eller har mistet deres job eller læreplads; ved at fremme de rette
    kompetencer for den moderne økonomi og livslang læring; ved at fremme arbejdstageres
    mobilitet, navnlig på områder med vedvarende ledige stillinger eller kvalifikationsmismatch,
    samt ved at beskytte en af Unionens fire grundlæggende frihedsrettigheder, nemlig alle EU-
    borgernes ret til at færdes frit, tage ophold og arbejde i andre medlemsstater, bl.a. mod eventuelt
    misbrug eller eventuelle svigagtige krav
     sikre retfærdighed: ved at bekæmpe skatteunddragelse og skattesvig, således at alle bidrager i
    rimelig grad
     medvirke til at sikre, at alle vores samfund har sikkerhedsnet til at ledsage ændringer og
    ophæve uligheder, med sociale beskyttelsessystemer, der er effektive, retfærdige og rustede til
    fremtiden; investeringer i menneskelig kapital og den sociale struktur er nemlig også afgørende
    for den europæiske økonomis langsigtede velstandsudsigter.
    Konklusioner - den 26.-27. juni 2014
    EUCO 79/14 18
    BILAG I DA
    3. Hen imod en energiunion med en fremadrettet klimapolitik
    De geopolitiske begivenheder, den verdensomspændende energikonkurrence og virkningerne af
    klimaændringerne nødvendiggør en nytænkning af vores energi- og klimastrategi. Vi skal undgå, at
    Europa i så høj grad er afhængig af brændsels- og gasimport. For at sikre, at vores fremtid på
    energiområdet er under fuld kontrol, ønsker vi at opbygge en energiunion med henblik på
    prismæssigt overkommelig, sikker og bæredygtig energi. Energieffektivitet er af afgørende
    betydning, eftersom den billigste og reneste energi er den, der ikke forbruges.
    På baggrund af denne udfordring skal vores energi- og klimapolitik for de kommende fem år
    fokusere på følgende:
     energi til en overkommelig pris for virksomheder og borgere: ved at dæmpe efterspørgslen
    efter energi takket være forbedret energieffektivitet; ved at gennemføre vores integrerede
    energimarked; ved at finde metoder til at øge Unionens forhandlingsstyrke; ved at øge
    gennemsigtigheden på gasmarkedet; ved at stimulere forskning og udvikling og det europæiske
    industrigrundlag på energiområdet
     sikker energi for alle vores lande: ved at fremskynde diversificeringen af energiforsyningen og
    -ruterne, herunder gennem vedvarende, sikre og bæredygtige energikilder og andre
    indenlandske energikilder som et middel til at mindske afhængigheden af energi, navnlig af én
    enkelt kilde eller leverandør; ved at udvikle den nødvendige infrastruktur, som f.eks.
    sammenkoblinger; ved at sikre private og offentlige aktører den rette planlægningsramme, så de
    kan træffe mellem- til langsigtede investeringsbeslutninger
     grøn energi: ved fortsat at føre an i bekæmpelsen af den globale opvarmning inden FN's COP
    2015-møde i Paris og derefter, herunder ved at opstille ambitiøse 2030-mål, der er fuldt ud i
    overensstemmelse med EU's vedtagne mål for 2050.
    Konklusioner - den 26.-27. juni 2014
    EUCO 79/14 19
    BILAG I DA
    4. En Union med frihed, sikkerhed og retfærdighed
    Borgerne forventer, at deres regeringer skaber retfærdighed, beskyttelse og rimelighed med fuld
    overholdelse af de grundlæggende rettigheder og retsstatsprincippet. Dette kræver også fælles
    europæisk handling på grundlag af vores grundlæggende værdier. Fænomener som terrorisme og
    organiseret kriminalitet kræver større EU-samarbejde i betragtning af deres grænseoverskridende
    dimension. Det samme gælder for retlige anliggender, eftersom borgerne i stigende grad studerer,
    arbejder, driver virksomhed, gifter sig og får børn i hele Unionen. En anden udfordring i de
    kommende år vil være håndteringen af migrationsstrømmene, der er voksende som følge af
    ustabilitet og fattigdom i store dele af verden og de demografiske udviklingstendenser – et
    spørgsmål, der kræver solidaritet og rimelig ansvarsfordeling.
    Derfor er de prioriteter, som vi fastlægger for Unionen for de næste fem år, følgende:
     bedre forvaltning af migration i alle dens aspekter: ved at håndtere mangel på bestemte
    kvalifikationer og tiltrække talenter; ved at sætte hårdere ind over for ulovlig migration, også
    gennem bedre samarbejde med tredjelande, herunder om tilbagetagelse; ved at beskytte
    nødlidende gennem en stærk asylpolitik; med en styrket og moderne forvaltning af Unionens
    ydre grænser
     forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet og terrorisme: ved at slå ned på organiseret
    kriminalitet som f.eks. menneskehandel, smugleri og cyberkriminalitet; ved at bekæmpe
    korruption; ved at bekæmpe terrorisme og radikalisering – samtidig med at de grundlæggende
    rettigheder og værdier, herunder beskyttelse af personoplysninger, garanteres
     forbedring af det retlige samarbejde mellem vores lande: ved at bygge bro mellem de
    forskellige retssystemer og -traditioner; ved at styrke de fælles værktøjer, herunder Eurojust; ved
    gensidig anerkendelse af retsafgørelser, således at borgere og virksomheder lettere kan udøve
    deres rettigheder overalt i Unionen.
    Konklusioner - den 26.-27. juni 2014
    EUCO 79/14 20
    BILAG I DA
    5. Unionen som en stærk global aktør
    De seneste begivenheder viser, hvor hurtigt de strategiske og geopolitiske forhold ændrer sig, ikke
    mindst ved Unionens østlige og sydlige grænser. Ustabiliteten i vores videre naboskab befinder sig
    på et historisk højdepunkt. Samtidig har det aldrig før været så vigtigt at inddrage vores partnere i
    spørgsmål af fælles eller global interesse. For at forsvare vores interesser og værdier og for at
    beskytte borgerne er et stærkere EU-engagement på verdensplan af afgørende betydning.
    Følgende udenrigspolitiske prioriteter vil derfor være centrale i de kommende år:
     maksimere vores gennemslagskraft: ved at sikre overensstemmelse mellem medlemsstaternes
    og EU's udenrigspolitiske mål og ved at forbedre koordineringen og sammenhængen mellem de
    vigtigste områder af EU's optræden udadtil, såsom handel, energi, retlige og indre anliggender
    samt udvikling og økonomisk politik
     være en stærk partner i vores naboskab: ved at fremme stabilitet, velstand og demokrati i
    landene tættest på Unionen, på det europæiske kontinent, i Middelhavsområdet samt i Afrika og
    Mellemøsten
     inddrage vores globale strategiske partnere, navnlig vores transatlantiske partnere, i en
    bred vifte af spørgsmål – fra handel og cybersikkerhed til menneskerettigheder og
    konfliktforebyggelse, til ikkespredning og krisestyring – bilateralt og i multilaterale fora
     udvikle sikkerheds- og forsvarssamarbejdet, så vi kan leve op til vores forpligtelser og ansvar
    i hele verden: ved at styrke den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik i fuld komplementaritet
    med NATO; ved at sikre, at medlemsstaterne opretholder og udvikler den nødvendige civile og
    militære kapacitet, herunder gennem sammenlægning og deling; med en stærkere europæisk
    forsvarsindustri.
    *******
    ___________________
    Konklusioner - den 26.-27. juni 2014
    EUCO 79/14 21
    BILAG II DA
    BILAG II
    DOKUMENTER GODKENDT AF DET EUROPÆISKE RÅD
     Rådets rapport af 24. juni 2014 om de landespecifikke henstillinger 2014
     Rådets konklusioner af 24. juni 2014 om Albanien
     EU-strategien for maritim sikring
     Rådets konklusioner af 19. maj 2014 om fjerde årsrapport om EU´s officielle
    udviklingsbistand
    ______________________
    

    Konklusioner DER 26 -27 06 14 EUCO 79-14 dk version.doc

    https://www.ft.dk/samling/20131/almdel/UPN/bilag/240/1385431.pdf

    Udenrigsministeriet
    Asiatisk Plads 2
    DK-1448 København K
    Telefon +45 33 92 00 00
    Telefax +45 32 54 05 33
    E-mail: um@um.dk
    http://www.um.dk
    Girokonto 3 00 18 06
    Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg
    Kopi: UPN
    Bilag Journalnummer Kontor
    1 400.C.2-0 EUK 30. juni 2014
    KONKLUSIONER
    Det Europæiske Råd den 26.-27. juni 2014
    Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges den danske
    version af konklusionerne fra mødet i Det Europæiske Råd den 26.-27.
    juni 2014, EUCO 79/14.
    Martin Lidegaard
    Det Udenrigspolitiske Nævn 2013-14
    UPN Alm.del Bilag 240
    Offentligt