Samlenotat vedr. rådsmøde udenrigsanl. (forsvar) 23/5-23

Tilhører sager:

Aktører:


    02 Samlenotat - FAC (forsvar) 23.05.2023.docx

    https://www.ft.dk/samling/20231/raadsmoede/580280/bilag/1/2703661.pdf

    Side 1 af 5
    Rådsmøde (udenrigsanliggender - forsvar) den 23. maj 2023
    SAMLENOTAT
    1. EU’s støtte til Ukraine 2
    2. Rådsafgørelse om konsekvenser af afskaffelsen af det danske forsvarsforbehold 4
    Offentligt
    Rådsmøde 23/5-23 - udenrigsanl. - Bilag 1
    Europaudvalget 2023
    Side 2 af 5
    1. EU’S STØTTE TIL UKRAINE
    KOM-dokument foreligger ikke.
    Nyt notat
    1. Resumé
    På rådsmødet (udenrigsanliggender - forsvar) den 23. maj 2023 ventes en drøftelse af EU’s
    støtte til Ukraine i lyset af Ruslands aggression. Drøftelsen forventes at have særligt fokus
    på EU’s indsats til støtte for Ukraines ammunitionsbehov samt behovet for at øge den
    europæiske forsvarsindustris produktionskapacitet, herunder på ammunitionsområdet. Fra
    dansk side ses behov for, at EU-landene fortsætter den militære støtte til Ukraines
    forsvarskamp og imødekommer de ukrainske væbnede styrkers akutte behov, herunder
    særligt ift. ammunition.
    2. Baggrund
    Ukraine er stærkt afhængig af våbenbistand i sin forsvarskamp mod Ruslands
    invasionsstyrker og har et akut behov for særligt artilleriammunition. Derfor er der øget
    fokus på EU’s tilgang til militærstøtte til Ukraine, herunder ift. levering af ammunition samt
    opskalering af produktionskapaciteten i den europæiske forsvarsindustri, herunder på
    ammunitionsområdet. Formålet er at sikre en hurtig, tilstrækkelig og bæredygtig forsyning
    af ammunition til Ukraine og til medlemsstaterne, der donerer store mængder ammunition
    fra egne lagre til Ukraine.
    For at imødegå udfordringen med manglen på ammunition på kort og langt sigt blev det på
    rådsmødet (udenrigsanliggender inkl. forsvar) den 20. marts 2023 besluttet at gå videre
    med en samlet pakke til ammunitionsstøtte for Ukraine. Pakken omfatter initiativer vedr.
    donation af ammunition og fællesindkøb af ammunition til Ukraine samt tiltag til opskalering
    af produktionskapaciteten i den europæiske forsvarsindustri, herunder på
    ammunitionsområdet. Initiativerne, som har til formål at bidrage til øget donation og
    fællesindkøb af ammunition til Ukraine, understøttes af Den Europæiske Fredsfacilitet (EPF)
    og Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA). Dertil har Kommissionen iværksat tiltag, der skal
    bidrage til at øge produktionskapaciteten i den europæiske forsvarsindustri, herunder på
    ammunitionsområdet.
    EU bidrager ligeledes med militærstøtte til Ukraine ved at træne Ukraines væbnede styrker
    gennem EU’s militære mission til støtte for Ukraine (EUMAM Ukraine). I begyndelsen af
    februar blev målet om at træne 15.000 ukrainske soldater fordoblet til forventet 30.000
    inden udgangen af 2023. Danmark har for nyligt tilmeldt de første fire træningsaktiviteter til
    EUMAM Ukraine. Træningsaktiviteterne fokuserer på uddannelse i betjening af CAESAR
    artillerisystemet, minerydning til lands, minerydning til søs samt befalingsmandsuddannelse.
    3. Formål og indhold
    På rådsmødet (udenrigsanliggender - forsvar) den 23. maj 2023 forventes en drøftelse af
    EU’s støtte til Ukraine. Særligt EU’s indsats til støtte for Ukraines ammunitionsbehov samt
    tiltag, der skal bidrage til at øge den europæiske forsvarsindustris produktionskapacitet,
    Side 3 af 5
    ventes at stå centralt i drøftelsen. Dertil forventes en drøftelse af øvrige aspekter af EU’s
    militære støtte til Ukraine, herunder EUMAM Ukraine.
    4. Europa-Parlamentets udtalelser
    Europa-Parlamentet skal ikke høres.
    5. Nærhedsprincippet
    Ikke relevant.
    6. Gældende dansk ret
    Ikke relevant.
    7. Konsekvenser
    Drøftelserne forventes ikke at have lovgivningsmæssige konsekvenser eller konsekvenser for
    statsfinanserne, samfundsøkonomien, erhvervslivet, miljøet eller beskyttelsesniveauet. Det
    vil være valgfrit for medlemslandene, om de ønsker at deltage i fællesindkøb af ammunition
    til Ukraine, enten gennem en større medlemsstat eller direkte gennem et samarbejdsprojekt
    i regi af Det Europæiske Forsvarsagentur. Hvis Danmark vælger at deltage under en sådan
    ramme, vil der skulle tages særskilt stilling til finansiering.
    8. Høring
    Sagen har ikke været i høring.
    9. Forhandlingssituationen
    Der er blandt medlemsstaterne bred opbakning til at prioritere hurtige leverancer af
    ammunition til Ukraine. Samtidig er der bred støtte til fællesindkøb af ammunition til Ukraine
    og til egne lagre samt tiltag til at øge produktionskapaciteten i den europæiske
    forsvarsindustri, herunder på ammunitionsområdet.
    10. Regeringens generelle holdning
    Fra dansk side ses behov for, at EU-landene fortsætter den militære støtte til Ukraines
    forsvarskamp og imødekommer de ukrainske væbnede styrkers akutte behov. Samtidig
    støtter Danmark løsninger, der kan sikre forsyning af ammunition til Ukraine, f.eks. gennem
    fællesindkøb og opskalering af produktionskapaciteten i den europæiske forsvarsindustri på
    længere sigt og med henblik på fortsat militær støtte til Ukraine samt genopfyldning af
    medlemsstaternes egne lagerbeholdninger.
    11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
    Sagen blev forelagt for Folketingets Europaudvalg til orientering den 17. marts 2023.
    Side 4 af 5
    2. RÅDSAFGØRELSE OM KONSEKVENSER AF AFSKAFFELSEN AF DET DANSKE
    FORSVARSFORBEHOLD
    KOM-dokument foreligger ikke.
    Nyt notat
    1. Resumé
    På rådsmødet (udenrigsanliggender – forsvar) den 23. maj 2023 ventes vedtaget en
    rådsafgørelse, hvormed henvisninger til det danske EU-forsvarsforbehold i tidligere EU-
    retsakter fjernes. Danmark har efter afskaffelsen af det danske forsvarsforbehold kunnet
    deltage fuldt ud i EU’s forsvarssamarbejde, men en række EU-retsakter henviser imidlertid
    fortsat til det danske forbehold. Dette kan give anledning til forvirring om Danmarks
    tilknytning til forsvarssamarbejdet. Derfor har Den Fælles Udenrigstjeneste fremlagt forslag
    til en rådsafgørelse om konsekvenserne af Danmarks afskaffelse af forsvarsforbeholdet for
    en række retsakter med henblik på, at de resterende henvisninger i EU-retsakterne fjernes.
    Der er således tale om en procedure-retsakt.
    2. Baggrund
    Med virkning pr. 1. juli 2022 ophævedes det danske EU-forsvarsforbehold, og Danmark
    deltager fra denne dato i alle dele af EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. En række
    retsakter, der regulerer forsvarssamarbejdet i EU, indeholder dog fortsat referencer til
    forbeholdet. Henvisningerne til forbeholdet fremgår både i en række præambel-
    betragtninger, samt i hovedindholdet i to rådsafgørelser. Da Danmark har afskaffet
    forsvarsforbeholdet pr. 1. juli 2022, er henvisningerne i EU-retsakterne formelt uden juridisk
    retsvirkning, men af hensyn til at sikre juridisk klarhed har Den Fælles Udenrigstjeneste som
    led i den praktiske implementering af forbeholdets ophævelse ønsket at fjerne
    henvisningerne ved et forslag til en horisontal rådsafgørelse.
    3. Formål og indhold
    Formålet med forslaget til rådsafgørelsen er at sikre retssikkerheden i Unionen og skabe
    juridisk klarhed ved at fjerne alle henvisninger til forbeholdet i andre retsakter.
    Der er eksempelvis tale om en række præambelbetragtninger i de rådsafgørelser, der
    etablerer EU’s militære missioner og operationer, hvoraf det fremgår, at Danmark hverken
    deltager i eller bidrager grundet forsvarsforbeholdet. En sådan henvisning findes
    eksempelvis i Rådets afgørelse (FUSP) 2021/1143 af 12. juli 201 om Den Europæiske Unions
    militære uddannelsesmission i Mozambique. Med forslaget til rådsafgørelsens artikel 1
    fjernes henvisningerne i retsakternes præambelbetragtninger til artikel 5 i protokol nr. 22
    om Danmarks stilling, som er knyttet til Lissabon-traktaten.
    Forslaget til rådsafgørelse lægger således op til ændringer vedrørende betalingsforpligtelser i
    hhv. rådsafgørelse (FUSP) 2021/509 om oprettelse af en europæisk fredsfacilitet samt i
    rådsafgørelse (FUSP) 2014/401 om EU-satellitcenteret, der afspejler, at Danmark pr. 1. juli
    2022 deltager fuldt ud i alle dele af EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.
    Side 5 af 5
    Rådsafgørelsen træder i kraft på datoen for dens vedtagelse. Den har dog virkning fra den 1.
    juli 2022, hvilket er datoen for ophævelse af det danske forbehold. Med rådsafgørelsens
    vedtagelse vil de resterende henvisninger til det danske forbehold således være fjernet.
    4. Europa-Parlamentets udtalelser
    Europa-Parlamentet skal ikke høres.
    5. Nærhedsprincippet
    Ikke relevant.
    6. Gældende dansk ret
    Ikke relevant.
    7. Konsekvenser
    Rådsafgørelsen forventes ikke at have lovgivningsmæssige konsekvenser eller konsekvenser
    for statsfinanserne, samfundsøkonomien, erhvervslivet, miljøet eller beskyttelsesniveauet.
    8. Høring
    Sagen har ikke været i høring.
    9. Forhandlingssituationen
    Der forventes blandt medlemslandene at være bred opbakning til forslaget.
    10. Regeringens generelle holdning
    Fra dansk side støttes op om forslaget.
    11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
    Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.
    

    FMNs samlenotat forud for rådsmøde (udenrigsanliggender – forsvar) den 23. maj 2023.docx

    https://www.ft.dk/samling/20231/raadsmoede/580280/bilag/1/2703660.pdf

    Udenrigsministeriet
    Asiatisk Plads 2
    DK-1448 København K
    Telefon +45 33 92 00 00
    Telefax +45 32 54 05 33
    E-mail: um@um.dk
    http://www.um.dk
    Girokonto 3 00 18 06
    Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg
    Bilag Sagsnummer Kontor
    1 2023-1 EKN 9. maj 2023
    SAMLENOTAT
    Rådsmøde (udenrigsanliggender – forsvar) den 23. maj 2023
    Med henblik på mødet i Folketingets Europaudvalg den 17. maj 2023 -
    dagsordenspunkt rådsmøde (udenrigsanliggender - forsvar) den 23. maj
    2023 - vedlægges Forsvarsministeriets samlenotat vedrørende de punk-
    ter, der forventes optaget på dagsordenen.
    Lars Løkke Rasmussen
    Offentligt
    Rådsmøde 23/5-23 - udenrigsanl. - Bilag 1
    Europaudvalget 2023