B 8 - svar på spm. 8 om den politiske og juridiske udvikling fra november 2019, hvor Justitsministeriet vurderede, at et burkaforbud ville stride imod grundloven, og til indførelsen af tildækningsforbuddet, som ikke blev vurderet grundlovsstridigt

Side 1/4
Besvarelse af spørgsmål nr. 9 (B 8) fra Folketingets Udlændinge- og In-
tegrationsudvalg
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 9 vedrørende forslag til folke-
tingsbeslutning om at indføre et forbud for elever og ansatte mod at bære
islamisk tørklæde i grundskolen (B 8), som Folketingets Udlændinge- og
Integrationsudvalg har stillet til justitsministeren den 6. marts 2023. Spørgs-
målet er stillet efter ønske fra Pia Kjærsgaard (DF).
Peter Hummelgaard
/
Christian Fuglsang
Folketinget
Udlændinge- og Integrationsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato: 13. april 2023
Kontor: Stats- og Menneskerets-
kontoret
Sagsbeh: Christine Rønbøg Secher
Sagsnr.: 2023-0038-0055
Dok.: 2763205
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Offentligt
B 8 - endeligt svar på spørgsmål 8
Udlændinge- og Integrationsudvalget 2022-23 (2. samling)
Side 2/4
Spørgsmål nr. 9 (B 8) fra Folketingets Udlændinge- og Integrationsud-
valg:
”Vil ministeren oplyse, hvorfor et tildækningsforbud ikke stri-
der imod hverken grundloven eller EMRK?”
Svar:
Justitsministeriet har forstået spørgsmålet således, at der henvises til det til-
dækningsforbud, som med lov nr. 717 af 8. juni 2018 om ændring af straf-
feloven (Tildækningsforbud) blev indført i straffelovens § 134 c.
Straffelovens § 134 c om tildækningsforbud har følgende ordlyd:
”§ 134 c. Den, som på offentligt sted bærer en beklædningsgen-
stand, der skjuler vedkommendes ansigt, straffes med bøde.
Stk. 2. Det i stk. 1 nævnte forbud gælder ikke for tildækning af
ansigtet, der tjener et anerkendelsesværdigt formål.”
Justitsministeriets overvejelser om tildækningsforbuddets forhold til grund-
loven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) er nær-
mere beskrevet i pkt. 4 i bemærkningerne til forslag til lov om ændring af
straffeloven (Tildækningsforbud), jf. Folketingstidende 2017-18, A, L 219
som fremsat, side 6 ff., hvoraf bl.a. følgende fremgår:
”Forholdet til grundloven og Den Europæiske Menneskeret-
tighedskonvention
4.1. Grundloven
4.1.1. Efter grundlovens § 67 har borgerne ret til at dyrke gud
på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog såle-
des, at der intet læres eller foretages, som strider mod sædelig-
heden eller den offentlige orden.
[…]
I det omfang tildækning af ansigtet i sig selv kan anses for at
være omfattet af grundlovens § 67 som en del af gudsdyrkelse,
bemærkes, at det foreslåede tildækningsforbud, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 2, er båret af et sagligt hensyn til at fremme og lette den
sociale interaktion og sameksistens, der er afgørende i et sam-
fund.
Side 3/4
Det kan i denne sammenhæng også tilføjes, at det foreslåede
forbud ikke omfatter tildækning af ansigtet, der tjener et aner-
kendelsesværdigt formål, jf. nærmere ovenfor under pkt. 3.2.3.
[…]
Det er på denne baggrund Justitsministeriets opfattelse, at det
foreslåede tildækningsforbud, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, kan
gennemføres inden for rammerne af grundlovens § 67.
4.1.2. Efter grundlovens § 70 kan ingen på grund af sin trosbe-
kendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse
af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyl-
delsen af nogen almindelig borgerpligt.
[…]
Da den foreslåede bestemmelse om et tildækningsforbud, jf.
lovforslagets § 1, nr. 2, omfatter alle, uanset religiøst eller poli-
tisk tilhørsforhold mv. – og da den foreslåede bestemmelse i øv-
rigt er båret af et sagligt hensyn til at fremme og lette den sociale
interaktion og sameksistens, der er afgørende i et samfund – rej-
ser bestemmelsen ikke spørgsmål i forhold til grundlovens § 70.
4.1.3. Ytringsfriheden er beskyttet i grundlovens § 77, der fast-
sætter, at enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offent-
liggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene, samt at
censur og andre forebyggende foranstaltninger ingensinde på ny
kan indføres.
[…]
I den statsretlige litteratur er det den overvejende opfattelse –
som Justitsministeriet kan tilslutte sig – at grundlovens § 77 ikke
beskytter den materielle ytringsfrihed, jf. bl.a. Poul Andersen,
Dansk Statsforfatningsret (1954), side 670, Alf Ross, a.st., side
716 og 724, og Max Sørensen, Statsforfatningsret, 2. udgave
ved Peter Germer (1973), side 374.
Den foreslåede bestemmelse rejser på den baggrund ikke
spørgsmål i forhold til grundlovens § 77.
4.2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
[…]
4.2.4. Den foreslåede bestemmelse om et tildækningsforbud, jf.
lovforslagets § 1, nr. 2, må anses for at indebære begrænsninger
i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
Side 4/4
artikel 8 (om privatlivet mv.), artikel 9 (om religionsfrihed mv.)
og artikel 10 (om ytringsfrihed mv.).
Formålet med den foreslåede bestemmelse er imidlertid at vare-
tage hensynet til at fremme og lette den sociale interaktion og
sameksistens, der er afgørende i et samfund. Dette hensyn må
anses for anerkendt af Den Europæiske Menneskerettigheds-
domstol som et lovligt formål, der kan begrunde begrænsninger
af de rettigheder, der følger af konventionens artikel 8, 9 og 10,
jf. nærmere om Domstolens praksis ovenfor under pkt. 4.2.3. Af
denne praksis fremgår også, at Domstolen har anerkendt, at an-
dre generelle tildækningsforbud – sådan som det, der nu foreslås
– har opfyldt proportionalitetskravet i de nævnte artikler.
Det er på denne baggrund Justitsministeriets opfattelse, at det
foreslåede tildækningsforbud, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, kan
gennemføres inden for rammerne af konventionens artikel 8, 9
og 10.
Det foreslåede tildækningsforbud retter sig endvidere mod en-
hver form for beklædningsgenstand, uanset om dens anvendelse
f.eks. måtte være udtryk for et bestemt politisk eller religiøst til-
hørsforhold. Da bestemmelsen samtidig er båret af et sagligt
hensyn til at fremme og lette den sociale interaktiosn og samek-
sistens, der er afgørende i et samfund – og ikke er mere indgri-
bende end nødvendigt for at varetage dette hensyn – må tildæk-
ningsforbuddet efter Justitsministeriets opfattelse også antages
at være foreneligt med konventionens artikel 14, jf. også igen
den praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol,
der er beskrevet ovenfor under pkt. 4.2.3.”


Side 1/2
Besvarelse af spørgsmål nr. 8 (B 8) fra Folketingets Udlændinge- og In-
tegrationsudvalg
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 8 vedrørende forslag til folke-
tingsbeslutning om at indføre et forbud for elever og ansatte mod at bære
islamisk tørklæde i grundskolen (B 8), som Folketingets Udlændinge- og
Integrationsudvalg har stillet til justitsministeren den 6. marts 2023. Spørgs-
målet er stillet efter ønske fra Pia Kjærsgaard (DF).
Peter Hummelgaard
/
Christian Fuglsang
Folketinget
Udlændinge- og Integrationsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato: 13. april 2023
Kontor: Stats- og Menneskerets-
kontoret
Sagsbeh: Christine Rønbøg Secher
Sagsnr.: 2023-0038-0055
Dok.: 2763200
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Offentligt
B 8 - endeligt svar på spørgsmål 8
Udlændinge- og Integrationsudvalget 2022-23 (2. samling)
Side 2/2
Spørgsmål nr. 8 (B 8) fra Folketingets Udlændinge- og Integrationsud-
valg:
”Vil ministeren forklare den politiske og juridiske udvikling fra
november 2019, hvor det blev vurderet af Justitsministeriet, at
et burkaforbud ville stride imod Grundloven, og til indførelsen
af tildækningsforbuddet, som ikke blev vurderet grundlovsstri-
digt? Der henvises til artiklen: ”Tidslinje. Fra burkadebat til
skægforbud” fra DR.dk den 25. januar 2018?”
Svar:
Justitsministeriet har på baggrund af spørgsmålets henvisning til DR’s arti-
kel af 25. januar 2018, hvori der bl.a. henvises til en besvarelse fra Justits-
ministeriet fra november 2009, forstået spørgsmålet således, at der spørges
hertil.
Som det fremgår af besvarelsen af 12. november 2009 af spørgsmål nr. 286
(Alm. del) fra Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik,
som der henvises til i artiklen, lagde Justitsministeriet i forbindelse med be-
svarelsen til grund, at et sådant forbud kun vil ramme kvinder, der bekender
sig til islam. Som det videre fremgår af besvarelsen, var Justitsministeriet
på det foreliggende grundlag mest tilbøjelig til at mene, at et forbud mod at
bære burka i det offentlige rum vil indebære, at nogen på grund af ”trosbe-
kendelse […] berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske
rettigheder”, og at det giver anledning til væsentlig tvivl, om forbuddet vil
udgøre en berettiget undtagelse fra lighedsgrundsætningen i grundlovens §
70.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt et generelt forbud mod at bære
beklædningsgenstande, der skjuler ansigtet (det såkaldte tildækningsfor-
bud), vil være foreneligt med grundloven, kan Justitsministeriet henvise til
den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 9 fra Folketingets Udlændinge-
og Integrationsudvalg vedrørende forslag til folketingsbeslutning om at ind-
føre et forbud for elever og ansatte mod at bære islamisk tørklæde i grund-
skolen (B 8). Som det bl.a. fremgår heraf, omfatter tildækningsforbuddet
alle personer, ligesom tildækningsforbuddet retter sig mod enhver form for
beklædningsgenstand, uanset om dens anvendelse f.eks. måtte være udtryk
for et bestemt politisk eller religiøst tilhørsforhold.


Folketinget
Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik
Christiansborg
1240 København K
Lovafdelingen
Dato: 12. november 2009
Kontor: Statsretskontoret
Sagsnr.: 2009-792-1043
Dok.: AHN40607
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
Telefon 7226 8400
Telefax 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 286 (Alm. del), som Folke-
tingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik har stillet til ju-
stitsministeren den 18. september 2009.
Brian Mikkelsen
/
Jens-Christian Bülow
Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik 2008-09
UUI alm. del Svar på Spørgsmål 286
Offentligt
Offentligt
B 8 - endeligt svar på spørgsmål 8
Udlændinge- og Integrationsudvalget 2022-23 (2. samling)
2
Spørgsmål nr. 286 fra Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Inte-
grationspolitik (Alm. del):
”I lyset af ministerens udtalelser den 17. september 2009 om,
at et burkaforbud rejser væsentlige spørgsmål i forhold til
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og grundlo-
ven, bedes ministeren uddybe, hvad præcist det er for
spørgsmål, et burkaforbud rejser og på hvilket grundlag.”
Svar:
Justitsministeriet kan oplyse følgende om spørgsmålet om, hvorvidt et
forbud mod at bære burka i det offentlige rum vil være foreneligt med
grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention:
1. Forholdet til grundloven
1.1. Grundlovens § 70 indeholder følgende bestemmelse:
”§ 70. Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstam-
ning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og po-
litiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen al-
mindelig borgerpligt.”
Bestemmelsen indebærer en lighedsgrundsætning, hvorefter det er for-
budt at diskriminere med bl.a. trosbekendelsen som kriterium for så vidt
angår adgangen til nydelse af borgerlige eller politiske rettigheder.
Udtrykket ”rettigheder” skal i den forbindelse ikke forstås snævert. Såle-
des anfører Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret, 3. udgave ved Ole
Espersen (1980), side 758, bl.a. følgende:
”Udtrykket ”rettighed” er i denne sammenhæng naturligvis
ikke taget i en snæver, teknisk-systematisk betydning, men
må betegne enhver fordelagtig retsposition, fx også indeha-
velse af et embede, testationskompetence, habilitet som næv-
ning, o.s.v. Det er adgangen til at indtræde i sådanne positio-
ner der skal være lige uanset trosbekendelse.”
Henrik Zahle, Menneskerettigheder, Dansk Forfatningsret 3, 3. udgave
(2003), side 158, anfører bl.a. følgende om begrebet ”rettigheder”:
”Med ”rettigheder” skal ikke forstås rettigheder i en teknisk-
juridisk forstand, men en hvilken som helst fordelagtig
3
retsposition, f.eks. ansættelse i stilling, arveret, adgang til æg-
teskab.”
Bestemmelsen i grundlovens § 70 finder ikke blot anvendelse, hvor der
udtrykkeligt diskrimineres på grund af trosbekendelse, men antages også
at gælde, ”hvor reguleringen uden at omtale spørgsmålet om trosbeken-
delse har sådanne virkninger, at den reelt medfører en diskrimination ef-
ter trosbekendelse”, jf. herved Henrik Zahle, a.st., side 158. Der kan end-
videre bl.a. henvises til Poul Andersen, a.st., side 634 ff. og Alf Ross,
a.st, side 758, der anfører, at § 70 også finder anvendelse ”selvom der
formelt ikke diskrimineres på grund af trosbekendelsen, men dog på
grund af forhold der er så nøje forbundet hermed at resultatet faktisk bli-
ver meget nær det samme.”
1.2. Det antages i den statsretlige litteratur, at der kan gøres visse undta-
gelser fra lighedsgrundsætningen i grundlovens § 70, men at der må dra-
ges snævre grænser for undtagelserne.
Herom anfører Poul Andersen, a.st. side 636 f, bl.a. følgende:
”Baade efter Sagens Natur og Forhandlingerne i Rigsforsam-
lingen er det klart, at Lighedsgrundsætningen maa træde til-
bage, hvor særlige Grunde taler mod dens Opretholdelse.
Adgangen til at lade Lighedsgrundsætningen efter Grl. § 70
træde tilbage faar kun ringe betydning m.H.t. Borgernes rent
privatretlige Stilling. Ingen vil f.Eks. paa Grund af sin Tros-
bekendelse ved Lov kunne udelukkes fra Arv eller Indgaaelse
af Ægteskab. Indenfor den offentlige Ret er det navnlig visse
Tjenestestillinger og Hverv, som er af den Beskaffenhed, at
Indehaverens Trosbekendelse – eller Mangel af en saadan –
er af væsentlig Betydning for Varetagelsen af de under Stil-
lingen eller Hvervet hørende Anliggender. Grl. § 70 kan da
ikke antages at ville udelukke, at der m.H.t. Beklædningen af
saadanne Stillinger og Hverv tages Hensyn til vedkommen-
des Trosbekendelse. Det er t.Eks. indlysende, at den, der skal
kunne være Præst i den danske Folkekirke, maa slutte sig til
Folkekirkens Trosbekendelse. For hvilke Stillinger og Hverv
Folkekirkens Trosbekendelse er af væsentlig Betydning, kan
naturligvis give Anledning til Tvivl.”
Alf Ross, a.st., side 758 f., anfører bl.a. følgende om spørgsmålet:
”Det følger af sagens natur at der må gøres visse undtagelser
fra lighedsprincippet. Grundlovskomiteen udtalte herom at
”det ikke behøver at siges, at de embedsstillinger, der står i
4
væsentlig forbindelse med folkekirken alene kan beklædes af
dennes bekendere,” men at udvalget har fundet det ”utilråde-
ligt i grundloven at optage bestemmelser om andre undtagel-
ser, idet man formener, at udviklingen også i denne henseen-
de bedst gives fri, hvorved den offentlige mening og forhol-
denes magt til enhver tid vil udøve den indflydelse, som kan
være ønskelig.”[…] Det var sikkert klogt ikke at prøve at
drage nogen grænse i grundloven men at overlade spørgsmå-
let til enhver tids vurdering. Udviklingen er gået i retning af
at drage snævre grænser for undtagelserne. Det vil i dag være
udelukket at kræve tilhørighed til folkekirken som betingelse
for at beklæde dommerembede. Tvivlsomme spørgsmål kan
opstå med hensyn til religionsundervisningen i skolerne.”
Henrik Zahle, a.st., side 159 f., anfører bl.a. følgende om muligheden for
at gøre undtagelse fra lighedsgrundsætningen:
”Uanset den kategoriske formulering af grl § 70, må der gø-
res visse undtagelser fra lighedsprincippet. Hvilken række-
vidde disse undtagelser skal have, kan grundlovsteksten ikke
give nogen anvisning på, og gennem tiden har der været for-
skellige opfattelser af spørgsmålet – med en tendens fra me-
get vidtgående undtagelser til en snæver afgrænsning af de
fra lighedsprincippet undtagne situationer. Udnævnelse til
præst i folkekirken må forudsætte, at den pågældende slutter
sig til folkekirkens trosbekendelse, P. Andersen 1954 s 637.
Ombudsmanden har tidligere fundet det berettiget, at der stil-
les krav om, at undervisningen i religion og kristendoms-
kundskab i folkeskolen gives af lærere, der tilhører folkekir-
ken, jf. FoB 1959 s 177, men om denne opfattelse fortsat er
holdbar, forekommer tvivlsomt […].”
Birgitte Kofod Olsen, Danmarks Riges Grundlov med kommentarer (re-
digeret af Henrik Zahle), 2. udgave (2006), side 429, anfører bl.a. føl-
gende om spørgsmålet:
”Ligebehandlingskravet er ikke absolut og åbner derfor for
forskelsbehandling på grund af tro og religion, der er objek-
tivt og sagligt begrundet. Omfanget af mulige undtagelser
står imidlertid ikke klart.”
Spørgsmålet om, hvorvidt et forbud mod at bære burka i det offentlige
rum er foreneligt med grundlovens § 70, ses ikke behandlet i den statsret-
lige litteratur.
1.3. Ved vurderingen af, om et forbud mod at bære burka i det offentlige
rum er foreneligt med grundlovens § 70, lægger Justitsministeriet til
5
grund, at et sådant forbud i Danmark i givet fald kun vil ramme kvinder,
der bekender sig til islam.
Justitsministeriet er endvidere bekendt med, at der inden for islam er for-
skellige opfattelser med hensyn til, om der efter islam gælder et påbud
om, at kvinder skal have tildækket ansigtet – f.eks. ved at bære burka – i
det offentlige rum. Ministeriet lægger imidlertid til grund, at i hvert fald
visse muslimer opfatter en sådan tildækning af ansigtet som efterlevelse
af et religiøst påbud eller en religiøs anbefaling, og at det også i øvrigt i
almindelighed vil være motiveret eller inspireret af islam, hvis kvinder
bærer burka i Danmark.
1.4. På det foreliggende grundlag, herunder den opfattelse af grundlovens
§ 70, som er kommet til udtryk i den statsretlige litteratur – jf. pkt. 1.1 og
1.2 – er Justitsministeriet mest tilbøjelig til at mene, at et forbud mod at
bære burka i det offentlige rum vil indebære, at nogen på grund af ”tros-
bekendelse […] berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og
politiske rettigheder”, og at det giver anledning til væsentlig tvivl, om
forbuddet vil udgøre en berettiget undtagelse fra lighedsgrundsætningen i
grundlovens § 70.
2. Forholdet til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
2.1. Efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9, stk.
1, har enhver ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed.
Denne ret omfatter efter bestemmelsen bl.a. ”frihed til … offentligt eller
privat at udøve sin religion eller tro gennem … andagt og overholdelse af
religiøse skikke (”practice and observance”).
Det følger af artikel 9, stk. 2, at frihed til at udøve sin religion eller tro
kun må ”underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov
og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige
tryghed, for at beskytte den offentlige orden, sundheden eller sædelighe-
den eller for at beskytte andres rettigheder og friheder”.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i forbindelse med be-
handlingen af sager om religionsfrihed flere gange understreget, at kon-
ventionens artikel 9 om retten til at tænke frit og til samvittigheds- og
religionsfrihed må anses som en af grundpillerne i et demokratisk sam-
fund. Domstolen har i den forbindelse udtalt, at det vil være uforeneligt
med statens pligt til at optræde neutralt og upartisk, hvis staten tillægges
6
beføjelse til at vurdere berettigelsen af bestemte religiøse opfattelser eller
udtryksmåder. Endvidere har Domstolen udtalt, at staten har en pligt til at
fremme og sikre gensidig tolerance mellem alle grupper i samfundet, og
hvis der opstår spændinger mellem forskellige grupper, er det ikke sta-
tens opgave at fjerne årsagen til disse spændinger ved at undertrykke plu-
ralisme, men derimod at sikre, at de pågældende grupper tolererer hinan-
den, jf. f.eks. dom af 10. november 2005 i sagen Leyla Sahin mod Tyrki-
et, præmis 107.
Det følger endvidere af Domstolens praksis, at konventionens artikel 9
ikke beskytter enhver handling, der er motiveret eller inspireret af religi-
on eller overbevisning, jf. f.eks. præmis 105 i den førnævnte dom. I
samme sag udtalte Domstolen, at artikel 9 ikke altid garanterer en ret til
at handle på den bestemte måde, som måtte følge af ens religiøse overbe-
visning, og bestemmelsen giver således ikke personer, der følger sin reli-
giøse overbevisning, en ret til at se bort fra lovgivning, der forfølger sag-
lige hensyn, jf. præmis 121. Som et eksempel herpå kan nævnes Den Eu-
ropæiske Menneskerettighedskommissions afgørelse af 15. december
1983 i sagen C mod Storbritannien, hvor Kommissionen fastslog, at en
situation, hvor en klager, der var kvæker, nægtede at betale skat under
henvisning til sin religiøse overbevisning, faldt uden for artikel 9’s an-
vendelsesområde. Som et yderligere eksempel kan nævnes Domstolens
afgørelse af 2. oktober 2001 i sagen Pichon og Sajous mod Frankrig,
som omhandlede to franske farmaceuter, der af religiøse årsager, nægte-
de at sælge p-piller fra deres apotek. Også i denne sag fandt Domstolen,
at klagen faldt uden for anvendelsesområdet for artikel 9.
2.2. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har ikke haft lejlighed
til at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt indførelsen af et forbud
mod at bære burka i det offentlige rum er foreneligt med konventionen,
herunder artikel 9.
Domstolen har dog ved flere lejligheder fastslået, at indførelsen af regler,
som begrænser adgangen til at bære det muslimske hovedtørklæde i ud-
dannelsessektoren, udgør et indgreb i retten til religionsfrihed efter arti-
kel 9, idet den omstændighed, at visse kvinder bærer muslimsk hoved-
tørklæde, må anses for at være motiveret eller inspireret af deres religion,
jf. senest Domstolens dom af 4. december 2008 i sagen Dogru mod
Frankrig.
7
Justitsministeriet er som nævnt under pkt. 1.3 bekendt med, at der inden
for islam er forskellige opfattelser med hensyn til, om der efter islam
gælder et påbud om, at kvinder skal have tildækket ansigtet – f.eks. ved
at bære burka – i det offentlige rum. Ministeriet lægger imidlertid – som
også nævnt under pkt. 1.3 – til grund, at i hvert fald visse muslimer op-
fatter en sådan tildækning af ansigtet som efterlevelse af et religiøst på-
bud eller en religiøs anbefaling, og at det også i øvrigt i almindelighed vil
være motiveret eller inspireret af islam, hvis kvinder bærer burka i Dan-
mark.
På den anførte baggrund, herunder Menneskerettighedsdomstolens oven-
nævnte praksis, må det anses for sandsynligt, at Domstolen ligeledes vil
finde, at indførelsen af et forbud mod at bære burka i det offentlige rum
udgør et indgreb i den konventionsbeskyttede ret til religionsfrihed.
2.3. Hvorvidt et forbud mod at bære burka i det offentlige rum vil være
foreneligt med konventionen, vil herefter afhænge af, om det pågældende
forbud kan anses for begrundet i et eller flere af de i konventionen op-
regnede anerkendelsesværdige formål og desuden opfylder proportionali-
tetskravet (”nødvendigt i et demokratisk samfund”), jf. artikel 9, stk. 2.
Efter Domstolens praksis er opregningen af de anerkendelsesværdige
formål i konventionens artikel 9, stk. 2, udtømmende og skal fortolkes
indskrænkende.
Det må efter Justitsministeriets opfattelse antages, at indførelsen af et
forbud mod at bære burka i det offentlige rum i givet fald vil skulle søges
begrundet i hensynet til ”den offentlige tryghed”, beskyttelsen af ”den
offentlige orden” eller hensynet til beskyttelsen af ”andres rettigheder og
friheder”.
2.4. Det følger af konventionens artikel 10, stk. 1, at enhver har ret til
ytringsfrihed. Menneskerettighedsdomstolen har i sin praksis fastslået, at
det at bære beklædning, der er udtryk for en bestemt opfattelse, er omfat-
tet af artikel 10. Et forbud mod at bære burka i det offentlige rum vil der-
for også udgøre et indgreb i henhold til denne artikel.
For at være foreneligt med konventionen skal et indgreb i ytringsfriheden
opfylde betingelserne i artikel 10, stk. 2, om at være foreskrevet ved lov
og nødvendig i et demokratisk samfund af hensyn til ”den nationale tryg-
hed, territorial integritet eller offentlig sikkerhed, for at forebygge uorden
8
eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden, for at be-
skytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre ud-
spredelse af fortrolige oplysninger, eller for at sikre domsmagtens autori-
tet og upartiskhed.”
Artikel 10, stk. 2, opregner flere anerkendelsesværdige formål end artikel
9, stk. 2, men disse yderligere formål er ikke relevante i forhold til et for-
bud mod at bære burka på offentligt tilgængelige steder. Et indgreb vil
således skulle søges begrundet i samme hensyn, som beskrevet ovenfor
vedrørende konventionens artikel 9.
2.4. På det foreliggende grundlag giver det efter Justitsministeriets opfat-
telse anledning til væsentlig tvivl, om et forbud mod at bære burka i det
offentlige rum vil opfylde betingelserne i Den Europæiske Menneskeret-
tighedskonventions artikel 9, stk. 2, og artikel 10, stk. 2.