Henvendelse af 11/4-23 fra Steen Hartvig Jacobsen, AKB Københavns boligafdeling Øbro 95

Østerbro den 11. april 2023
Til Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget!
Som medlem af afdelingsbestyrelsen i den almene boligafdeling Øbro 95, der er en del af boligorgani-
sationen AKB København, har jeg i de seneste 10 år arbejdet med at få etableret et solcelleanlæg, der
kan bidrage til at dække en del af boligafdelingens samlede elforbrug med lokal CO2-fri elproduktion.
Vi ville gerne have etableret et anlæg med større effekt end de 111 kWp, som Københavns kommune
gav byggetilladelse til i 2015 efter flere års dialog og sagsbehandling. Men arkitektoniske hensyn
betød, at kommunen begrænsede anlæggets størrelse.
For på den mest effektive måde at spille sammen med netselskabet Radius’ behov for fremtidig net-
udbygning har boligafdelingen besluttet at etablere et 80 kWh batteri, så beboerne selv kan udnytte
en større del af elproduktionen fra solcellerne i sommerhalvåret og i vinterhalvåret begrænse indkø-
bet via elnettet i de kritiske spidslasttimer kl. 17-21. Med Radius’ indførelse af Tarifmodel 3.0 er der
skabt økonomiske incitamenter til denne beslutning, fordi en del af batteriinvesteringen kan kom-
penseres med besparelser på den dyre spidslasttarif i vinterhalvåret. Det er afdelingsbestyrelsens
strategi at udbygge batterikapaciteten til det tredobbelte, hvis driften af 80 kWh-batteriet lev er op
til vores forventninger, så indkøb i de kritiske spidslasttimer stort set kan undgås til gavn for en
omkostningseffektiv drift af Radius’ distributionsnet. Med en større batterikapacitet vil det også
være muligt at forsyne lokale ladestandere, så beboerne motiveres til i større omfang at anskaffe
elbiler, ligesom sådanne ladestandere kan styres efter passende hensyn til belastningen i det lokale
distributionsnet, f.eks. ved at blokere opladning i spidslast-timer.
Når det har været muligt at etablere og drive et solcelleanlæg på beboerøkonomisk rimelige vilkår,
selv om anlægget er etableret helt uden offentlige tilskud, hænger det dels sammen med, at
solcelleanlægget blev etableret i tilknytning til en tagrenovering, så der ikke skulle betales særskilt
for stillads, dels at Øbro 95 består af én kompakt bygning med en fælles tilslutning til distributions-
nettet. Det har betydet, at anlægget har kunnet etableres bag ét fælles afregningspunkt (hovedafreg-
ningsmåler og produktionsmåler) og på det grundlag opereres som ét fælles anlæg, hvor beboerne
har delt både udgifter og indtægter/besparelser proportionalt. Det forekommer mig at være en
organisering, der er til gavn for både beboerne, netselskabet og den grønne omstilling generelt.
Jeg har siden 2014 forsøgt at bruge mine konkrete erfaringer fra Øbro 95 til at bistå andre almene
boligafdelinger med at tilrettelægge lignende projekter til gavn for realiseringen af den danske
klimamålsætning om 70 procent reduktion af drivhusgasserne i 2030. Det er sket i et samarbejde
med bl.a. COWI. Her er vi imidlertid stødt på en række barrierer og restriktioner, der har gjort det
både mere kompliceret, dyrere og uoverskueligt for beboerne at etablere sådanne anlæg, end det
teknisk har været nødvendigt. Anlæg i samme boligafdeling er krævet opdelt i ganske små anlæg,
f.eks. 3 anlæg for 8 boliger i et pilotområde i boligafdelingen Hedelyngen i Herlev og 18 anlæg i et
pilotområde i Silergården i Brøndby Strand med 149 boliger.
Årsagen til sådanne fordyrende opsplitningskrav er efter min vurdering bl.a. nogle uklare definitioner
i både elforsyningsloven og de bekendtgørelser, som Energistyrelsen efterfølgende har udstedt. Der
er f.eks. uklarheder omkring definitionen på ”en elkunde” set i forhold til en ”elforbruger”.
Offentligt
L 37 - Bilag 16
Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2022-23 (2. samling)
Der hersker tilsyneladende en del forvirring i Energistyrelsen og Klima-, Energi- og Forsyningsmini-
steriet om, hvilken betegnelse der bør bruges for at betegne en person med et aftagenummer, der
forbruger elektricitet. I en lovændring fra 28. december 2021 bliver ”elforbruger” ændret til ”el-
kunde”, men med L37 foreslås denne ændring tilbageført. Umiddelbart kan man undre sig over, at
der bruges ressourcer på sådanne terminologiske øvelser. Men måske har disse sproglige forskyd-
ninger i Energistyrelsens optik en reel betydning. Det er bare svært som borger at gennemskue, hvad
der rent faktisk ligger bag.
I den samme lovændring fra 28. december 2021 indføres følgende definition: »13) Elkunde: En fysisk
eller juridisk person, der råder over et aftagenummer.« I relation til de konkrete forhold i boligafde-
lingen Øbro 95, der kun har ét aftagenummer, må det vel betyde, at Øbro 95 som boligafdeling er at
betragte som ”én elkunde”, der med forslagene i L37 nu skal betegnes som ”elforbruger”. Men jeg
kan som beskrevet ikke gennemskue, om L37’s terminologiske øvelse vil få en konkret konsekvens
for den måde, som vi har organiseret os med vores solcelleanlæg på.
I arbejdet med L37 er der således stillet forslag om at erstatte ”elkunde” med ”elforbruger”, f.eks. i §
5, nr. 9, men i lovbemærkningerne benyttes fortsat begge ord, uden at det på nogen måde gøres
klart, hvad der reelt er forskel på elkunde og elforbruger. Jeg har selv i forbindelse med det netop
gennemførte valg af forbrugerrepræsentanter til Radius’ bestyrelse oplevet, at jeg ikke kunne stem-
me, fordi Øbro 95 er registreret som ”forbruger”, hvorfor jeg ikke kunne anvende mit personlige Mit-
ID til at stemme, fordi jeg alene har en bimåler og ikke et selvstændigt aftagenummer.
En tilsvarende sproglig uklarhed gælder begrebet ”sammenhængende bygninger”. Det er så upræcist
et begreb, at det formentlig i praksis bliver overladt til enten Energistyrelsen i nye bekendtgørelser
eller til de lokale netselskabers egen fortolkning. I den almene boligsektor vil vi umiddelbart opfatte
en boligafdeling med flere fysisk adskilte boligblokke som ”sammenhængende bygninger”, men jeg
har som projektdeltager i et F&U-projekt i ELFORSK-programmet oplevet, at Radius vil kræve en eller
anden fysisk forbindelse mellem bygninger, f.eks. en fælles kældergang eller lignende, for at anerken-
de, at der kan etableres én fysisk tilslutning til elnettet fra ”sammenhængende bygninger”.
Det vil være meget befordrende for klimaengagerede borgere, hvis KEF-udvalget kan få fjernet så-
danne sproglige uklarheder.
Endelig er jeg noget usikker på, hvordan formuleringen i Bekendtgørelse 1069 af 30. maj 2021 om
borgerenergifællesskaber og VE-fællesskaber m.v., § 12, stk. 1 skal forstås. Stk. 1 lyder således: ”Et
VE-fællesskab og et borgerenergifællesskab kan, inden for VE-fællesskabet og borgerenergifælles-
skabet via det kollektive net, foranstalte deling af elektricitet, der produceres på de af VE-fælles-
skabet og borgerenergifællesskabet ejede elproduktionsanlæg, eller på elproduktionsanlæg ejet af
deltagere eller kapitalejere, i VE-fællesskabet og borgerenergifællesskabet.”
Hvis denne formulering indebærer, at et energifællesskab skal sende den elektricitet, som produce-
res på fællesskabets solcelleanlæg eller vindmølle, ud på det lokale distributionsnet som betingelse
for efterfølgende at kunne dele elektriciteten indbyrdes, giver det efter min vurdering slet ingen
mening. Ideen med at etablere lokale energifællesskaber er jo netop at tilskynde klimabevidste
borgere til at gå sammen om at producere lokal klimavenlig elektricitet, så der opnås den bedst
mulige sammenhæng både geografisk og tidsmæssigt mellem VE-produktion og elforbrug.
For elsystemet/netselskaberne er det en fordel, hvis så stor en del af elforbruget som muligt kan
holdes ude af elnettet, når det produceres samme sted, som forbruget finder sted, og derfor ikke
bidrager til den belastning af elnettene, som risikerer at medføre behov for store milliardinveste-
ringer, hvis ikke det lykkes at udvikle metoder til at fremme fleksibilitet i slutforbruget og/eller lokale
fællesskabers indkøb af elektricitet via elnettet.
I de demonstrationsprojekter, som jeg har været med til at fremme i samarbejde med bl.a. COWI, har
vi anbefalet at supplere solcelleanlæg med stationære batterilagre, fordi det giver almene boligafde-
linger en mulighed for at gøre deres elindkøb mere fleksible ved at købe el i timer med relativt lavt
forbrug (og lav spotpris og nettarif), så der skal købes mindre via elnettet i de kritiske spidslast-timer
kl. 17-21. I denne sammenhæng må formuleringen i § 12, stk. 1 være direkte kontraproduktiv, når
det gøres til en forudsætning for at kunne få lov at dele sin egenproducerede elektricitet, at produk-
tionen først har skullet ud på elnettet og skabe øget belastning.
Mere generelt vil jeg påpege, at L37 indeholder flere bestemmelser, der giver klima-, energi- og
forsyningsministeren (og det vil vel i praksis sige Energistyrelsen) meget vidtgående beføjelser til at
fastsætte ”nærmere regler”. Jeg vil på baggrund af de forslag til bekendtgørelser om bl.a. interne
elektricitetsforbindelser og VE-egenforbrugere, som Energistyrelsen sendte i høring den 30. septem-
ber med høringsfrist den 4. november, opfordre KEF-udvalget til at holde fokus på denne meget
vidtgående implementering af ændringerne i elforsyningsloven, som følger efter vedtagelsen af L37.
Til orientering for KEF-udvalget har jeg som bilag til dette notat indsat et uddrag af det høringsnotat,
som jeg sendte til Energistyrelsen den 3. november 2022, og som jeg stadig ikke har fået nogen
reaktion på.
Med venlig hilsen
Steen Hartvig Jacobsen, Østerbrogade 95, 1.th., 21000 København Ø. E-mail:
steen.hartvig.jacobsen@gmail.com, tlf: 40 13 44 84
Bilag: Se næste side
Bilag: Uddrag af høringssvar til Energistyrelsen den 3. november 2022
Det har været forventningen på baggrund af en længerevarende dialog mellem aktører inden for
energifællesskaber og KEF-udvalgets medlemmer, at nye bekendtgørelser ville gøre det lettere for
deltagere i energifællesskaber at dele den egenproducerede elektricitet på brugerøkonomisk rime-
lige vilkår. Men med formuleringerne i §§ 4 og 5 i bekendtgørelse om interne elektricitetsforbindel-
ser ser det ud til, at den uklare retstilstand fortsætter, eftersom der ikke er foreslået ændringer i
bekendtgørelse 1069. Der er især tvivl om fortolkningen af begreber som ”elkunde”, ”bygning” og
”forbrugssted”, jfr. mine efterfølgende konkrete spørgsmål.
Der er derfor en betydelig risiko for, at den fortsatte grønne omstilling primært bliver en opgave for
de store energiselskaber og developere, der er organiseret i Green Power Denmark, der tydeligvis har
fået stor indflydelse på formuleringerne i de to bekendtgørelses-udkast. Det vil efter min vurdering
medføre, at den grønne omstilling bliver samfundsøkonomisk mere omkostningskrævende, og at et
stort potentiale for etablering af lokal grøn elproduktion uden behov for statstilskud vil forblive
uudnyttet til skade for realiseringen af klimalovens målsætning om en 70 % reduktion i udledning af
klimagasser frem til 2030.
Det principielle spørgsmål, som jeg stillede til Energistyrelsen den 24. oktober, har følgende ordlyd:
En almen boligafdeling eller en privat andelsboligforening, der har flere fysiske tilslutninger (kabel-
skabe eller ”gravstene”) til det offentlige elnet, og som evt. er placeret på flere forskellige matrik-
ler, men med en tæt geografisk sammenhæng (det gælder for stort set alle almene boligafdelin-
ger), beslutter at etablere en fælles elforsyning (hovedmåler/bimåler-ordning med ét nyt fælles
aftagenummer). Formålet hermed er at kunne dele egenproduktion fra solceller i boligafdelingen
og supplerende fælles elindkøb fra en elleverandør. Med en sådan ordning oprettes én fælles
hovedafregningsmåler med ét enkelt aftagenummer (til afregning med den valgte elleverandør) og
en produktionsmåler (til registrering af elproduktion fra solcelleanlægget), og boligafdelingen får
status som én elkunde (VE-egenforbruger).
Spørgsmålet i tilknytning til de to bekendtgørelsesudkast fra Energistyrelsen om hhv. interne elek-
tricitetsforbindelser og VE-egenforbrugere er, om boligafdelingen så vil være at betragte som én
elkunde, der med den nye bekendtgørelse får ret til at etablere interne elforbindelser, der benyt-
tes til at dele både den egenproducerede el og det fælles supplerende elkøb fra elleverandøren, jfr.
udkastets §§ 4 og 5. Det skal præciseres, at boligafdelingen vil være indstillet på selv at finansiere
etablering af nye interne net, der sikrer den bedst mulige deling af den samlede elforsyning (både
egenproduktion og fælles elindkøb). Når boligafdelingens beboere deler den egenproducerede
elektricitet bag den fælles nye hovedafregningsmåler, forudsættes det, at beboerne hverken skal
betale nettarif eller elafgift, men alene rådighedstarif af den egenproducerede elektricitet, også
når den evt. har været lagret i et batteri bag hovedafregningsmåleren.
Udover behov for at få et svar på ovenstående principielle spørgsmål rejser de to udkast nogle for-
tolkningsmæssige udfordringer, som det er vigtigt at få afklaret inden udstedelsen af de endelige
bekendtgørelser:
1. Der er behov for at få en entydig definition på begrebet ”elkunde”. I bekendtgørelsen om
interne elektricitetsforbindelser er elkunden defineret som en ”fysisk eller juridisk person,
der råder over et aftagenummer og aftager elektricitet på dette”. Vil en almen boligafdeling
eller en privat andelsboligforening, der vedtager at etablere et hoved/bimålersystem til
fordeling og afregning af egenproduceret elektricitet, f.eks. fra et solcelleanlæg, og fælles
supplerende el-indkøb fra en elleverandør, i bekendtgørelsens forstand være at betragte
som ”én elkunde”, fordi boligafdelingen/andelsboligforeningen kun har ét fælles aftage-
nummer, mens beboerne alene råder over en bimåler til intern afregning?
Det er vigtigt at få afklaret, fordi det i bekendtgørelse 1069 af 30/05/2021 fremgår, at deling af
elektricitet i et VE-fællesskab eller et borgerenergifællesskab skal ske ”via det kollektive net” (§
12, stk. 1), og at deltagerne ifølge § 12, stk. 3 i så fald skal betale ”gældende nettariffer og afgif-
ter”. Med de seneste forhøjelser af nettarifferne efter Tarifmodel 3.0 vil et sådant betalingskrav
undergrave driftsøkonomien i egenproducerende anlæg med tilhørende batterilager. Hvis be-
stemmelsen i § 12 fastholdes, vil det efter min vurdering være udtryk for ”diskriminerende eller
uforholdsmæssige procedurer og gebyrer og netgebyrer, som ikke afspejler omkostningerne”,
som VE-egenforbrugere ifølge udkast til bekendtgørelse ikke skal være underlagt.
Det forekommer også at være i strid med § 16 i bekendtgørelse 1069, hvor tariferingen af VE-
fællesskabers og borgerenergifællesskabers brug af nettet skal tage hensyn til fordelene for
netselskabet af disse fællesskabers brug af nettet. Et egetforbrug af solcelleproduceret elektrici-
tet og – ikke mindst – en dynamisk drift af et tilknyttet batterilager med stærkt reduceret elind-
køb i spidslasttimer rummer jo betydelige fordele for netselskabets drift af distributionsnettet.
Jeg vurderer, at der mangler fuld overensstemmelse mellem nogle centrale bestemmelser og
definitioner i de tre bekendtgørelser.
2. Det er også vigtigt at få en klar definition af begrebet ”én bygning”, der benyttes i bekendtgørel-
sen om interne elektricitetsforbindelser § 5. Mange almene boligafdelinger og private andels-
boligforeninger består af flere fysisk selvstændige bygninger, selv om de udgør en økonomisk
samlet enhed. I bekendtgørelsens § 2, pkt. 3 defineres ”forbrugssted” bl.a. som et punkt, ”hvor-
fra der aftages elektricitet … til sammenhængende bygninger fordelt på flere matrikelnumre med
kun én forbruger af elektricitet”. Det forekommer, at der ikke er sammenhæng mellem disse
definitioner.
Det fører til mit andet spørgsmål, der vedrører den sondring mellem elkundens rettigheder til at
bruge interne elektricitetsforbindelser til deling af elindkøb fra nettet (§ 4) og til deling af egen-
produceret elektricitet (§ 5), hvor det fremgår, at det kan ske ”inden for én bygning med et eller
flere aftagenumre”. Hvorfor skal der ifølge Energistyrelsen gælde mere restriktive regler for
deling af egenproduceret elektricitet (§ 5) end for deling af fælles elindkøb fra nettet (§ 4)?
I Energistyrelsens svar til mig den 27. oktober skrives der bl.a.: ”Kort opridset anses transport af el
mellem flere elforbrugere for at være distribution. Det vil også gælde for fysisk deling af el mellem
deltagerne i et energifællesskab.” Og senere hedder det: ”En intern elektricitetsforbindelse kan derfor
som foreslået i bekendtgørelsen kun bruges af en enkelt elkunde, og kan ikke anvendes til distribution
af elektricitet mellem flere forbrugere (som fx deltagere i et energifællesskab).”
En ”elkunde” defineres i bekendtgørelsen som en person, der ”råder over et aftagenummer og afta-
ger elektricitet på dette”. Hvordan kan deling af elektricitet mellem beboere, der afregner deres
elforbrug i fællesskab bag én afregningsmåler med ét aftagenummer, og som derfor må betragtes
som én elkunde, være omfattet af kravet om at bruge det kollektive distributionsnet til indbyrdes
deling med de negative driftsøkonomiske konsekvenser, som dette vil få for solcelleanlæg med
batterilager?
Generelt efterlader de to udkast til bekendtgørelser om hhv. interne elektricitetsforbindelser og VE-
egenforbrugere derfor et indtryk af, at Energistyrelsen fortsat forholder sig mere negativt og restrik-
tivt til implementeringen af EU-lovgivning om energifællesskaber, end tilkendegivet af KEF-udvalgets
medlemmer under den langvarige dialog, som udvalget har haft med de aktive aktører inden for lokal
grøn omstilling i boligsektoren. Jeg håber dog, at Energistyrelsen i sit høringsnotat vil åbne for en
mere rimelig håndtering af lokal grøn omstilling, end det kommer til udtryk i de to udkast. En fortsat
restriktiv implementering i strid med intentionerne bag EU-lovgivningen vil afskære Danmark fra at
udnytte det store potentiale for grøn elproduktion i boligsektoren og på den baggrund gøre den
vigtige grønne omstilling mere omkostningskrævende end nødvendigt.
Jeg har skrevet dette høringssvar som beboervalgt bestyrelsesmedlem i AKB Københavns afdeling
Øbro 95, der har haft et solcelleanlæg i drift siden juli 2016, og som en selvstændig konsulent, der
siden 2014 har bistået almene boligafdelinger med at planlægge og realisere solcelleanlæg med
tilhørende batterilager.
Med venlig hilsen
Steen Hartvig Jacobsen, Østerbrogade 95, 1.th., 2100 København Ø.
Tlf: 40 13 44 84, e-mail: steen.hartvig.jacobsen@gmail.com eller steen@hartvig.com