SUU alm. del - svar på spm. 219 om kommentar til artiklen ”En farlig flytning” i magasinet Diabetes 1/2023

Tilhører sager:

Aktører:


SUU alm. del - svar på spm. 219.pdf

https://www.ft.dk/samling/20222/almdel/suu/spm/219/svar/1945328/2685502.pdf

1
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
post@sm.dk
www.sm.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Folketingets Sundhedsudvalg har d. 13. marts 2023 stillet følgende spørgsmål
nr. 219 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Kirsten Normann Andersen (SF).
Spørgsmål nr. 219:
”Hvad er ministerens kommentar til artiklen ”En farlig flytning” i magasinet
Diabetes 1/2023, og mener ministeren, at det er rimeligt, at en borger som
tidligere og med stor behandlingssucces har fået bevilget en glukosemåler i en
kommune nægtes denne nogle år efter i en anden kommune?”
Svar:
Jeg skal generelt henvise til mit svar på spørgerens § 20-spm. nr. S 414 samt
mine svar på § 20-spm. nr. S 372, § 20-spm. nr. S 158 og SUU alm. del spm.
98, hvor jeg har besvaret spørgsmål om bevilling af sensorbaserede
glukosemålere og givet udtryk for min holdning til området.
I forhold til artiklen fra Diabetesforeningen vil jeg gentage, at jeg mener, at det
er vigtigt, at forskellen i den hjælp, man som borger med funktionsnedsættelse
som følge af handicap eller sygdom modtager, ikke bliver for stor på tværs af
kommunegrænserne. Uanset hvor man bor i landet, skal man have den hjælp
og støtte, som er nødvendig for at hverdagen kan hænge sammen, og som
man har ret til efter loven. Tildelingen af hjælp må således aldrig afhænge af
ens postnummer.
Jeg vil også gentage, at kommunen altid skal fravige sit vejledende
serviceniveau, hvis forholdene i den enkelte sag ud fra en konkret og individuel
vurdering tilsiger det.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
Sagsnr.
2023 - 2527
Doknr.
688054
Dato
31-03-2023
Offentligt
SUU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 219
Sundhedsudvalget 2022-23 (2. samling)
2
Bilag:
Bilag 1 – § 20-spm. nr. S 414
Bilag 2 – § 20-spm. nr. S 372
Bilag 3 – § 20-spm. nr. S 158
Bilag 4 – SUU alm. del spm. 98


Bilag 1 - Svar på spm. nr. S 414.pdf

https://www.ft.dk/samling/20222/almdel/suu/spm/219/svar/1945328/2685503.pdf

1
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
post@sm.dk
www.sm.dk
Folketingets Lovsekretariat
Medlem af Folketinget Kirsten Normann Andersen (SF) har d. 20. marts 2023
stillet følgende spørgsmål nr. S 414 til social- og boligministeren, som hermed
besvares.
Spørgsmål nr. S 414:
”Vil ministeren i forlængelse af sit svar på spørgsmål nr. S 372 (2022-23, 2.
samling) svare på, hvad dennes syn er på de store forskelle på muligheden for
at få tildelt en sensorbaseret glukosemåler i landets 98 kommuner, og om
regeringen påtænker at se på de grænseproblemer mellem sundheds- og
serviceloven – eventuelt i forbindelse med arbejdet i den kommende
sundhedskommission – som borgere med handicap oplever, når de bliver
nægtet et nødvendigt hjælpemiddel?”
Svar:
Der henvises, ligesom i min besvarelse af § 20-spm. nr. S 372, til mit svar på §
20-spm. nr. S 158 samt SUU alm. del spm. 98.
Det fremgår af min besvarelse af § 20-spm. nr. S 158, at mener jeg, at det er
vigtigt, at forskellen i den hjælp, man som borger med funktionsnedsættelse
som følge af handicap eller sygdom modtager, ikke bliver for stor på tværs af
kommunegrænserne. Uanset hvor man bor i landet, skal man have den hjælp
og støtte, som er nødvendig for at hverdagen kan hænge sammen, og som
man har ret til efter loven. Tildelingen af hjælp må således aldrig afhænge af
ens postnummer.
Jeg understregede ligeledes i begge svar, at kommunen altid skal fravige sit
vejledende serviceniveau, hvis forholdene i den enkelte sag ud fra en konkret
og individuel vurdering tilsiger det.
Derudover kan jeg oplyse, at hjælpemiddelområdet er et prioriteret
indsatsområde for regeringen, og regeringen er opmærksom på, at der er en
række udfordringer på hjælpemiddelområdet. Det er endnu for tidligt for mig at
sige noget mere præcist om, hvad arbejdet med hjælpemiddelområdet vil
indebære.
Jeg kan dog oplyse, at det vil kræve en lovændring, hvis man skal give borgere
med diabetes, herunder særligt borgere med type 1-diabetes, ret til en
sensorbaseret glukosemåler, hvilket vil kræve finansiering, som jeg ikke for
nuværende ser mig i stand til at anvise.
Sagsnr.
2023 - 2687
Doknr.
686800
Dato
24-03-2023
Offentligt
Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
Offentligt
SUU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 219
Sundhedsudvalget 2022-23 (2. samling)
2
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
Bilag:
 Bilag 1 – Svar på spm. nr. S 372
 Bilag 2 – Svar på spm. nr. S 158
 Bilag 3 – Svar på SUU alm. del spm. 98


Bilag 2 - Svar på spm. nr. S 372.pdf

https://www.ft.dk/samling/20222/almdel/suu/spm/219/svar/1945328/2685504.pdf

1
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
post@sm.dk
www.sm.dk
Folketingets Lovsekretariat
Medlem af Folketinget Kirsten Normann Andersen (SF) har d. 13. marts 2023
stillet følgende spørgsmål nr. S 372 til social- og boligministeren, som hermed
besvares.
Spørgsmål nr. S 372:
”Hvad er ministerens holdning til, at der er så stor forskel på muligheden for at
få tildelt en sensorbaseret glukosemåler i landets 98 kommuner, og hvad vil
ministeren gøre for at sikre fri og lige adgang i kommunerne til en
glukosemåler, så man kan mindske den geografiske ulighed på området?”
Svar:
Jeg skal henvise til mine svar på § 20-spm. nr. S 158 samt SUU alm. del spm.
98, hvor jeg har besvaret spørgsmål om bevilling af sensorbaserede
glukosemålere.
Det fremgår af min besvarelse af SUU alm. del spm. 98, at jeg er bekendt med,
at der er kommunale forskelle i bevillingen af sensorbaserede glukosemålere
som hjælpemiddel efter serviceloven. Hverken jeg eller Social-, Bolig- og
Ældreministeriet kender de konkrete årsager til de kommunale forskelle, men vi
må antage, at en del af forklaringen er, at vi i Danmark har kommunalt
selvstyre, hvilket giver kommunerne mulighed for selv at fastsætte deres
serviceniveau og tilrettelægge deres prioriteringer på handicapområdet inden
for rammerne af loven.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
Bilag:
 Bilag 1 – Svar på spm. nr. S 158
Bilag 2 – Svar på SUU alm. del spm. 98
Sagsnr.
2023 - 2441
Doknr.
684248
Dato
17-03-2023
Offentligt
Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
Offentligt
SUU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 219
Sundhedsudvalget 2022-23 (2. samling)


Bilag 3 - Svar på spm. nr. S 158.pdf

https://www.ft.dk/samling/20222/almdel/suu/spm/219/svar/1945328/2685505.pdf

1
Holmens Kanal 22
1060 Københav n K
Telef on 33 92 93 00
post@sm.dk
www.sm.dk
Folketingets Lovsekretariat
Medlem af Folketinget Per Larsen (KF) har d. 25. januar 2023 stillet følgende
spørgsmål nr. S 158 til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. S 158:
”Hvordan mener ministeren, at vi skal løse det massive problem vedrørende
store kommunale forskelle på bevillinger af sensorbaserede glukosemålere,
som er et afgørende hjælperedskab for mange diabetikere?”
Svar:
Det er vigtigt, at forskellen i den hjælp, man som borger med
funktionsnedsættelse som følge af handicap eller sygdom modtager, ikke bliver
for stor på tværs af kommunegrænserne. Uanset hvor man bor i landet, skal
man have den hjælp og støtte, som er nødvendig for at hverdagen kan hænge
sammen, og som man har ret til efter loven. Tildelingen af hjælp må således
aldrig afhænge af ens postnummer.
Det er serviceloven, der fastsætter den overordnede ramme for det sociale
område. Inden for denne ramme er det dog op til den enkelte kommune at
træffe beslutning om et vejledende serviceniveau, herunder hvilke tilbud der
skal stilles til rådighed, omfanget af tilbuddene, og hvem der har ret til dem.
Derfor kan der godt være forskel på, hvordan de forskellige kommuner
prioriterer deres tilbud. Kommunens tilbud skal naturligvis leve op til loven, så
borgerne får den hjælp, som de på baggrund af en konkret og individuel
vurdering vurderes at have behov for.
Hvis man som borger flytter fra én kommune til en anden, er det op til den nye
bopælskommune at vurdere ens sag ud fra en konkret og individuel vurdering
sammenholdt med bopælskommunens vejledende serviceniveau.
Det er vigtigt at understrege, at kommunen altid skal fravige sit vejledende
serviceniveau, hvis forholdene i den enkelte sag ud fra en konkret og individuel
vurdering tilsiger det.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
Sagsnr.
2023 - 1066
Doknr.
663019
Dato
06-02-2023
Offentligt
Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
Offentligt
SUU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 219
Sundhedsudvalget 2022-23 (2. samling)


Bilag 4 - Svar på SUU alm. del spm. 98.pdf

https://www.ft.dk/samling/20222/almdel/suu/spm/219/svar/1945328/2685506.pdf

1
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
post@sm.dk
www.sm.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Folketingets Sundhedsudvalg har d. 30. januar 2023 stillet følgende spørgsmål
nr. 98 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jens Henrik Thulesen Dahl (DD).
Spørgsmål nr. 98:
”Hvad er årsagerne til de store kommunale forskelle i bevillingsprocenten til
flash glukosemåling som hjælpemiddel?
Vil ministeren samtidig svare på, om det er ministerens vurdering, at flash
glukosemåling i tilstrækkelig grad bevilliges til borgere med type 1- og type 2-
diabetes i dag i forhold til at garantere en effektiv behandling og sikre optimal
livskvalitet for mennesker med diabetes?”
Svar:
Social-, Bolig- og Ældreministeriet kender ikke de konkrete årsager til de
kommunale forskelle i bevillingsprocenten til flash glukosemåling som
hjælpemiddel, som fremgår af Diabetesforeningens notat.
En del af forklaringen kan dog være, at vi i Danmark har kommunalt selvstyre,
hvilket giver kommunerne mulighed for selv at fastsætte deres serviceniveau
og tilrettelægge deres prioriteringer på handicapområdet.
Det er serviceloven, der fastsætter den overordnede ramme for det sociale
område. Inden for denne ramme er det imidlertid op til den enkelte kommune at
træffe beslutning om et vejledende serviceniveau, herunder hvilke tilbud, der
skal stilles til rådighed, omfanget af tilbud og hvem der har ret til dem. Der kan
derfor godt optræde forskelle på, hvordan de forskellige kommuner prioriterer
deres tilbud.
Uanset hvor i landet man bor, skal kommunen foretage en konkret og individuel
vurdering af borgerens behov i hvert enkelt sag. Tildelingen af hjælpemidler må
derfor aldrig afhænge af borgerens postnummer.
Hertil er det også vigtigt at understrege, at kommunen naturligvis skal
overholde lovgivningen inden for sit fastsatte serviceniveau. Kommunen skal
derfor altid fravige sit vejledende serviceniveau, hvis forholdene i den enkelte
sag ud fra en konkret og individuel vurdering tilsiger det.
Ligeledes skal det understreges, at kommunen har en forpligtelse til at træffe
afgørelse om hjælp efter serviceloven på baggrund af faglige og økonomiske
hensyn. En afgørelse må derfor ikke alene træffes ud fra økonomiske hensyn.
Sagsnr.
2023 - 1142
Doknr.
667493
Dato
21-02-2023
Offentligt
SUU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 98
Sundhedsudvalget 2022-23 (2. samling)
Offentligt
SUU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 219
Sundhedsudvalget 2022-23 (2. samling)
2
Det skal således altid være en helhedsvurdering af den samlede livssituation
for den enkelte, der ligger til grund for kommunens afgørelse om støtte.
Det er kommunens ansvar at sikre, at borgeren får den hjælp og støtte, som er
nødvendig for at hverdagen kan hænge sammen, og som borgeren har krav på
efter loven.
Social-, Bolig- og Ældreministeriet har ikke data på, i hvilket omfang
kommunerne bevilliger sensorbaserede glukosemålere til borgere med type 1-
og type 2 diabetes. Ligeledes har jeg ikke indsigt i hver enkelt borgers behov.
Derfor har jeg ikke mulighed for at vurdere, om kommunerne i tilstrækkelig grad
bevilger sensorbaserede glukosemålere til borgere med type 1- og type 2-
diabetes.
Det skal desuden påpeges, at sensorbaserede glukosemålere både kan
bevilges efter serviceloven som et hjælpemiddel og efter sundhedsloven som
behandlingsredskab. Det er sundhedssektoren, som kan tage stilling til, om et
produkt er et behandlingsredskab. På samme måde er det kommunen, som
kan tage stilling til, om det ansøgte produkt er et hjælpemiddel. Det følger af
subsidiaritetsprincippet, at kommunen kun kan bevilge produktet efter
serviceloven, såfremt produktet ikke kan bevilges efter en anden lovgivning, i
dette tilfælde sundhedslovgivningen.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister