Høringssvar og høringsnotat, fra indenrigs- og sundhedsministeren

KOMMENTERET HØRINGSNOTAT
vedrørende
Lov om ændring af sundhedsloven og lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig
virksomhed
I det følgende gennemgås de væsentligste bemærkninger til lovforslaget, som Indenrigs- og Sundhedsmi-
nisteriet har modtaget i forbindelse med den offentlige høring i perioden fra den 24. januar til den 22. fe-
bruar 2023.
Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag om ændring af sundhedsloven og lov om autorisation af sundhedspersoner og om
sundhedsfaglig virksomhed har i perioden fra den 24. januar til den 22. februar 2023 været sendt i høring
hos følgende myndigheder og organisationer mv.:
Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Advokatrådet, Akademikerne, Alzheimerforeningen, Angstfore-
ningen, Astma-Allergi Forbundet, Bedre Psykiatri, Center for hjerneskade, Danmarks Lungeforening, Dan-
marks Optikerforening, Danmarks Tekniske Universitet, Dansk Arbejdsgiverforening, Danske Bioanalyti-
kere, Danske Fodterapeuter, Danske Fysioterapeuter, Danske Handicaporganisationer, Danske Patienter,
Danske Regioner, Dansk Erhverv, Danske Seniorer, Danske Universiteter, Danske Ældreråd, Dansk Handi-
cap Forbund, Dansk Industri, Dansk Kiropraktor Forening, Dansk Psykolog Forening, Dansk Psykoterapeut-
forening, Dansk Pædiatrisk Selskab, Dansk Samfundsmedicinsk Selskab (DASAMS), Dansk Selskab for Akut-
medicin (DASEM), Dansk Selskab for Almen Medicin, Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin,
Dansk Selskab for Palliativ Medicin, Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Dansk Sygeplejeråd, Dansk Sy-
gepleje Selskab (DASYS), Datatilsynet, Depressionsforeningen, Det Sociale Netværk, Diabetesforeningen,
Epilepsiforeningen, Ergoterapeutforeningen, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Farmakonomforenin-
gen, FOA, Forbrugerrådet TÆNK, Foreningen af danske lægestuderende, Foreningen af Døgn- og Dagtil-
bud for udsatte børn og unge, Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i
Danmark, Foreningen af Speciallæger, Færøernes landsstyre, Gigtforeningen, Hjernesagen, Hjerneskade-
foreningen, Hjerteforeningen, Høreforeningen, Jordemoderforeningen, KL, Kost og Ernæringsforbundet,
Kristelig Lægeforening, Kræftens Bekæmpelse, Københavns Universitet, Landsforeningen mod spisefor-
styrrelser og selvskade (LMS), Ledernes Hovedorganisation, Lægeforeningen, Naalakkersuisut (Grønlands
landsstyre), Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber, Patientforeningen, Patientforeningen i Dan-
mark, Praktiserende Lægers Organisation, Psoriasisforeningen, Scleroseforeningen, Sekretariat for den
lægelige videreuddannelse Syd, Sekretariat for lægelige videreuddannelse Øst, Sekretariat for lægers vi-
dereuddannelse Nord, Sjældne Diagnoser, Socialpædagogernes Landsforbund, Sundhed Danmark - Fore-
ningen af danske sundhedsvirksomheder, Syddansk Universitet, Tolkebureauernes Brancheforening, Vac-
cinationsforum, Yngre Læger og Ældre Sagen.
Lovforslaget har desuden været offentliggjort på Høringsportalen.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har modtaget høringssvar uden bemærkninger fra:
Aarhus Universitet, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Kiropraktor Forening og Forbrugerrådet TÆNK.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Enhed: NAERSOM
Sagsbeh.: DEPSSE
Koordineret med: SPOLD
Sagsnr.: 2301764
Dok. nr.: 2557687
Dato: 30-03-2023
Offentligt
L 103 - Bilag 1
Sundhedsudvalget 2022-23 (2. samling)
Side 2
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har modtaget høringssvar med bemærkninger fra:
Alles Lægehus, Bedre Psykiatri, Danske Bioanalytikere, Danske Fysioterapeuter, Danske Patienter, Danske
Regioner, Dansk Erhverv, Danske Ældreråd, Dansk Hæmatologisk Selskab, Dansk Industri, Dansk Selskab
for Almen Medicin, Dansk Selskab for Folkesundhed, Dansk Sygeplejeråd, Dansk Sygepleje Selskab
(DASYS), Diabetesforeningen, Ergoterapeutforeningen, Farmakonomforeningen, FOA, Gigtforeningen,
Hjerteforeningen, KL, Kommunale Velfærdschefer, Kost og Ernæringsforbundet, Kræftens Bekæmpelse,
Lungeforeningen, Lægeforeningen (inkl. Foreningen af Speciallæger og Yngre Læger), Organisationen af
Lægevidenskabelige Selskaber, Osteoporoseforeningen, Praktiserende Lægers Organisation, Sekretariat
for den lægelige videreuddannelse Syd, Sekretariat for lægelige videreuddannelse Øst, Sekretariat for læ-
gers videreuddannelse Nord og Ældre Sagen.
Høringssvar og Indenrigs- og Sundhedsministeriets kommentarer
I det følgende foretages en gennemgang af de væsentligste bemærkninger i de indkomne høringssvar.
Gennemgangen følger lovforslagets opbygning, således at den overordnede nummerering i lovforslaget
for de enkelte delelementer går igen i dette notat. Gennemgangen af høringssvarene er inddelt i gene-
relle og specifikke bemærkninger til hver del af lovforslaget. De specifikke bemærkninger er så vidt muligt
grupperet efter emne. Ministeriets kommentarer til høringsbemærkninger er kursiverede.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet takker alle høringsparter for deres høringssvar og henviser til ministeri-
ets bemærkninger til de enkelte delelementer nedenfor.
2.1. Den nationale kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen
Generelle bemærkninger
Bedre Psykiatri, Danske Bioanalytikere, Danske Fysioterapeuter, Danske Patienter, Danske Regioner, Dan-
ske Ældreråd, Dansk Industri (DI), Dansk Selskab for Almen Medicin, Dansk Selskab for Folkesundhed,
Dansk Sygeplejeråd, Dansk Sygepleje Selskab (DASYS), Diabetesforeningen, Ergoterapeutforeningen, Far-
makonomforeningen, FOA, Gigtforeningen, Hjerteforeningen, Kommunale Velfærdschefer, Kommuner-
nes Landsforening (KL), Kost- og Ernæringsforbundet, Kristendemokraterne, Lungeforeningen, Lægefore-
ningen, Osteoporoseforeningen, Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Ældre Sagen anfører, at de
generelt bakker op om en national kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen. Dette for at understøtte og
ensarte opgaveløsningen inden for de kommunale sundhedsydelser.
Dansk Selskab for Almen Medicin anerkender, at den nationale kvalitetsplan og kvalitetsstandarder bør
omfatte det nære sundhedsvæsen i bred forstand, men finder det uklart defineret i lovforslaget, hvilke
dele af sundhedsvæsenet, der er omfattet af lovudkastet og i særdeleshed den nationale kvalitetsplan.
Dansk Selskab for Folkesundhed anbefaler, at bemyndigelsesbestemmelsen i § 118 b bør udvides til også
at gælde forebyggelsesindsatser i § 119.
Danske Patienter mener, at den kommunale del af sundhedsvæsenets samlede indsats i mange år har
været dekoblet fra resten af sundhedsvæsenet, og at der er behov for at styrke kvaliteten af de sund-
hedstilbud. Danske Patienter er tilfredse med, at der er tale om bindende og konkrete kvalitetskrav.
Danske Regioner mener, at Sundhedsstyrelsens beføjelser i forhold til en kvalitetsplan ikke bør begrænses
til indsatser efter sundhedslovens kapitel IX, men at kvalitetsplanen bør omfatte alle de sundheds- og ple-
jeindsatser i det nære sundhedsvæsen, som er vigtige for at forebygge unødvendige hospitalskontakter.
Danske Ældreråd anfører, at snitfladerne mellem almen praksis og den kommunale sygepleje bør beskri-
ves i kvalitetsplanen.
Side 3
Gigtforeningen finder det uklart, hvad der menes med, at det af bemærkningerne fremgår, at der kan ud-
arbejdes en eller flere kvalitetsstandarder på et område og med det formål at opnå kvalitet og sammen-
hæng for både somatiske og psykiatriske patienter.
KL bemærker, at den foreslåede bemyndigelse til indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte bin-
dende krav til kommuner og regioner om indsatser efter sundhedslovens kapitel IX er vidtgående. KL un-
derstreger, at det er helt afgørende, at relevante parter løbende inddrages i drøftelsen af konkrete tiltag
til udmøntning af denne bemyndigelse. KL efterspørger en præcisering af, om ministeren, udover at
kunne fastsætte nærmere regler for indsatsen efter sundhedslovens kapitel IX, med lovforslaget også be-
myndiges til ved bekendtgørelse, at regulere opgavevaretagelsen i kommuner og regioner, konkret ved
f.eks. at flytte (omlægge) opgaver, der i dag er henlagt til regionerne eller kommunerne. KL undrer sig
desuden over, at det af lovforslagets bemærkninger fremgår, at formålet med at sikre ensartet og sam-
menhængende kvalitet i sundhedsindsatserne i forbindelse med omstillingen er for både somatiske og
psykiatriske patienter. Dette bl.a. henset til, at langt størstedelen af de opgaver, som kommunerne i dag
løfter på det psykiatriske område, reguleres efter Lov om Social Service og således ikke er omfattet af be-
myndigelsesbestemmelsen i dette lovforslag.
Ældre Sagen finder det afgørende, at der ikke opstår et "parallelt sundhedsvæsen i kommunerne. Ældre
Sagen finder det yderst vigtigt at styrke det nære sundhedsvæsen, da ældre patienter i dag og fremover i
stigende grad vil blive behandlet i kommunerne. Ældre Sagen oplever store forskelle på omfang og kvali-
tet i de sundhedstilbud, som kommunerne tilbyder og mener, at det er afgørende, at der indføres hjem-
mel til at udstede bindende og forpligtende kvalitetskrav til opgavevaretagelsen i kommunerne.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan til ønsket fra Dansk Selskab for Almen Medicin om præcisering af,
hvilke dele af sundhedsvæsenet, som er berørt omfattet af kvalitetsplanen, henvise til lovforslagets be-
mærkninger. Heri står, kvalitetsplanen vedrører det nære sundhedsvæsen, hvormed forstås en samlet be-
tegnelse for sundhedstilbud, der varetages uden for sygehusene i eller tæt på borgerens eget hjem f.eks. af
kommuner, almen praksis, øvrige privatpraktiserende sundhedsprofessionelle, herunder privatpraktise-
rende speciallæger, udgående funktioner fra sygehusene mv. eller varetages af borgeren selv f.eks. ved
hjælp af digitale løsninger. Det fremgår videre, at bemyndigelsesbestemmelsen omfatter sundhedsydel-
serne i lovens afsnit IX.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan til Gigtforeningen og KL’s spørgsmål vedrørende berørte patient-
grupper oplyse, at sundhedsloven overordnet set ikke skelner mellem patienter med somatiske og psykia-
triske diagnoser.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan i forhold til bemærkning fra Dansk Selskab for Folkesundhed om an-
vendelsesområdet for bemyndigelsesbestemmelsen bemærke, at ministeriet er enigt i bemærkningen, og
at den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i § 118 b omfatter alle kommunale sundhedsydelser under
lovens kapitel IX, hvor også § 119 om forebyggelsesindsatser står.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærker til KL’s ønske om præcisering vedr. opgaveflytning, at be-
myndigelsesbestemmelsen ikke kan føre til en ændring af den opgavefordeling mellem regioner og kom-
muner, som i dag følger af sundhedsloven. Myndighedsansvaret for opgaverne vil således fortsat være
placeret i enten regionen eller kommunen. Regulering af de konkrete opgaver vil skulle fastsættes i en be-
kendtgørelse i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i § 118 b. Anbefalinger og krav vil
blive beskrevet i kvalitetsstandarder i medfør af udstedte bekendtgørelser, og disse kan omfatte krav til
bl.a. opgaveudvikling, kompetencer og samarbejde mellem kommuner, regioner og almen praksis for at
sikre sammenhængende patientforløb og ensartet kvalitet. En ændret opgavevaretagelse af konkrete,
ikke-lovfæstede opgaver, vil kræve dialog og aftale mellem de involverede parter.
Specifikke bemærkninger
Vedr. ønske om udarbejdelse af nye kvalitetsstandarder
Dansk Sygepleje Selskab anfører, at der bør indskrives krav om sygeplejefaglig ledelse (kommunal sy-
gepleje) for patienters behandlingsforløb i kvalitetsstandarderne.
Side 4
DI opfordrer til, at fokus i de kommende kvalitetsstander bør være gennemsigtighed.
Diabetesforeningen ønsker, at der på sigt udarbejdes kvalitetspakker og standarder for den generelle bor-
gerrettede forebyggelse med fokus på populationsbaserede strategier og måltal. Diabetesforeningen pe-
ger desuden på ni forslag til, hvad kommende kvalitetskrav i forhold til kommunale sundhedsydelser skal
adressere.
Gigtforeningen opfordrer til, at kommende områder til kvalitetsstandarder udvælges ud fra tre kriterier:
1) stort volumen, 2) evidens for indsatsen og 3) hurtig og effektiv implementering.
Hjerteforeningen anfører, at kvalitetsstandarder på forebyggelsesområdet bør fastsætte faglige krav, her-
under tage udgangspunkt i allerede eksisterende faglige anbefalinger på området.
KL anbefaler, at Sundhedsstyrelsen i det kommende arbejde med kvalitetsstandarder lader sig inspirere af
de syv principper for fremtidens behandling af kroniske sygdomme udarbejdet af Hjerteforeningen, Gigt-
foreningen og KL. KL finder det desuden afgørende, at den dialog og aftale med involverede parter i for-
bindelse med omstillingsprocessen kommer til at ske løbende.
Kost- og Ernæringsforbundet foreslår, at underernæring, svær overvægt og behandling af ældre medicin-
ske patienter udvælges som kommende områder for kvalitetsstandarder.
Kristendemokraterne anfører, at kvalitetskrav til de kommunale sundhedsydelser bør være faglige krav,
så der fortsat er tillid og frihed i kommuner og regioner, til at tilrettelægge indsatsen lokalt.
Kræftens Bekæmpelse opfordrer til, at patientperspektiver indtænkes i det kommende arbejde med om-
stillings- og forandringsproces i sundhedsvæsenet. Kræftens Bekæmpelse foreslår, at forebyggelse indgår
som nyt led i kvalitetsplanen, og at kommende kvalitetsstandarder kan omhandle kræftpatienters be-
handling af senfølger, rehabilitering og palliation i kommunerne.
Osteoporoseforeningen foreslår, at der i det videre arbejde med udvikling af rammerne for en national
kvalitetsplan bl.a. tydeliggøres, at kommunerne bør arbejde tværgående og med udgangspunkt i borger-
nes behov, at der tages udgangspunkt i forskningsbaseret viden, og at formidling og samarbejde er afgø-
rende for sammenhæng.
Ældre Sagen opfordrer til, at der stilles en række bindende kvalitetsstandarder for ældre medicinske pa-
tienter, der behandles i spændingsfeltet mellem sygehus og kommune.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet noterer sig forslag og opfordringer til det videre arbejde med kvalitets-
planen og de konkrete kvalitetsstandarder. Ministeriet bemærker, at der med sundhedsreformaftalen fra
maj 2022 er afsat finansiering til kvalitetsstandarder for hhv. de kommunale akutfunktioner og den regio-
nale rådgivning heraf samt de kommunale patientrettede forebyggelsestilbud for borgere med kronisk
sygdom.
Det fremgår af lovforslaget, at Sundhedsstyrelsen vil få til opgave at rådgive ministeren om konkrete sund-
hedsopgaver, som fremadrettet kan løses mere hensigtsmæssigt inden for det nære sundhedsvæsen som
en del af omstillingsprocessen. En ændret opgaveløsning som en del af omstillingsprocessen vil kræve dia-
log og aftale mellem de involverede parter.
Vedr. regional rådgivning
Danske Patienter finder det positivt, at det bliver muligt at fastsætte nærmere krav til regionernes rådgiv-
ningsforpligtelse, og at det bør præciseres, at der kan være tale om rådgivning, sparring og vejledning i
relation til en konkret patient eller til en mere generel problemstilling.
FOA bakker op om en bemyndigelsesbestemmelse til at fastsætte nærmere krav til regionernes rådgiv-
ningsforpligtelse i forhold til indsatser efter lovens kapital IX.
Side 5
KL bakker op om en bemyndigelsesbestemmelse til at fastsætte nærmere krav til regionernes rådgiv-
ningsforpligtelse i forhold til indsatser efter lovens kapital IX. I den forbindelse opfordrer KL til, at der op-
stilles konkrete og entydige krav til sygehuse og almen praksis om rådgivning af kommunerne og om be-
handlingsansvarlig læge i de enkelte patientforløb.
Kommunale Velfærdschefer ser positivt på muligheden for rådgivning fra såvel sygehuse som praktise-
rende læger. Det påpeges samtidig, at man også bør indtænke at udnytte de sundhedsfaglige kompeten-
cer i kommunerne i forbindelse med rådgivning i det nære sundhedsvæsen.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet er enig i Danske Patienters bemærkning om rådgivningsforpligtelsen og
kan oplyse, at det i lovforslagets specielle bemærkninger til § 1, nr. 1 er nævnt, at det er hensigten, at
sundhedsfaglig rådgivning, sparring og vejledning både kan være i relation til en konkret patient eller ved-
røre problemstillinger af mere generel karakter. Det kan f.eks. være i forbindelse med tilrettelæggelsen af
tværgående patientforløb.
I forhold til KL’s opfordring til at der opstilles konkrete og entydige krav til regionernes rådgivningsforplig-
telse, kan ministeriet bemærke, at de konkrete krav og anbefalinger til rådgivningsforpligtelsen vil blive
håndteret i regi af udarbejdelsen af de enkelte kvalitetsstandarder.
Vedr. økonomi
Bedre Psykiatri udtrykker bekymring for, at det fremadrettet bliver økonomiske hensyn, der kommer til at
styre indsatskravene fremadrettet, fordi der ikke bliver afsat tilstrækkelige midler dertil. Dermed er der ri-
siko for, at ambitionerne fremadrettet ikke indfries for nye indsatsområder. Omvendt er der en risiko for,
at kravene bliver dyrere, end hvad kommunerne har økonomi og kompetencer til, hvis økonomi og krav
ikke følges ad.
Dansk Selskab for Folkesundhed, Danske Patienter, FOA, Kommunale Velfærdschefer og Ældre Sagen be-
mærker, at det er vigtigt, i takt med at der flyttes opgaver til det nære sundhedsvæsen og over i kommu-
nerne, at der følger de nødvendige ressourcer med.
KL noterer sig, at kvalitetsstandarder til de kommunale indsatser vil forpligte kommunen til at efterleve en
række nationale, konkrete krav. Konsekvenserne af de konkrete kvalitetsstandarder skal derfor løbende
drøftes i forhold til økonomisk kompensation til kommunerne. KL anerkender, at der allerede er afsat
midler til de kvalitetsstandarder for de kommunale akutfunktioner og patientrettede forebyggelsestilbud
til borgere med kroniske sygdomme, men at de ikke kommer til at række. KL finder, at det må være en
grundpræmis, at de økonomiske, ressourcemæssige og faglige konsekvenser afdækkes systematisk i for-
bindelse med kvalitetsstandarderne. KL ser frem til løbende drøftelser med regeringen herom.
Kristendemokraterne frygter kommunale besparelser på det forebyggende sundhedsområde.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærker, at der med sundhedsreformaftalen fra maj 2022 er afsat fi-
nansiering til kvalitetsstandarder for hhv. de kommunale akutfunktioner og den regionale rådgivning heraf
samt de kommunale patientrettede forebyggelsestilbud for borgere med kronisk sygdom. Det fremgår
desuden af lovforslaget, at hvis der er økonomiske konsekvenser for regioner og kommuner forbundet med
yderligere indførelse af kvalitetsstandarder, vil dette blive drøftet og evt. aftalt med kommuner og regio-
ner.
Vedr. tværgående samarbejde:
Danske Patienter bemærker, at udfordringer med barrierer for samdrift, som er medvirkende til, at der i
mange patientforløb i dag ikke er sammenhæng i indsatsen, ikke bliver løst med indeværende lovforslag
eller af den nationale kvalitetsplan i sin helhed.
Side 6
FOA opfordrer indenrigs- og sundhedsministeriet til at tænke endnu mere i fælles løsninger med fælles
ledelse og fælles økonomi, gerne i regi af sundhedsklynger.
Hjerteforeningen konstaterer, at lovforslaget ikke indeholder løsninger på udfordringer med samdrift
mellem regioner og kommuner, når det gælder delt økonomi og ansvar. Dette forhindrer fortsat et fælles
ansvar for optimal organisering, og øger risikoen for suboptimering til skade for sammenhæng i behand-
lingen.
Lægeforeningen og Ældre Sagen ser gerne, at de lovgivningsmæssige rammer i højere grad understøtter
mulighederne for fleksibel arbejdstilrettelæggelse og bedre samarbejde, både på tværs af kommuner og
på tværs af kommuner og regioner.
Osteoporoseforeningen bemærker, at langt de fleste kommuner i dag arbejder tværfagligt, men at det
sjældent er på tværs af diagnoser og sjældent på tværs af kommunegrænser. Der opfordres til, at kom-
munerne med fordel kan arbejde tværgående og med udgangspunkt i borgernes behov.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærker, at der inden for gældende regler er mulighed for, at der kan
samarbejdes både på tværs af kommuner samt på tværs af kommuner og regioner fx i de nye sundheds-
klynger. En udvidelse af rammerne for dette samarbejde er ikke en del af den politiske aftale bag den na-
tionale kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen.
Vedr. kvalitetsplanen i forhold til sundhedsklynger m.v.
Dansk Selskab for Almen Medicin bakker op om, at den nationale kvalitetsplan for det nære sundhedsvæ-
sen skal ses i sammenhæng med arbejdet i sundhedsklyngerne og sundhedssamarbejdsudvalgene. Det
bør understøtte og ikke begrænse samarbejdet, der bør være fokus på at undgå overdiagnostik og over-
behandling, fokus på at undgå øget administration og først implementere nationale digitale værktøjer til
kvalitetssikring efter brugerinddragelse og validering.
Dansk Sygeplejeråd opfordrer til at sammentænke kvalitetsplanen for det nære sundhedsvæsen med det
nationale kvalitetsprogram.
Danske Fysioterapeuter opfordrer til, at strukturen og sammensætningen af sundhedsklynger og sund-
hedssamarbejdsudvalg udvides med henblik på at understøtte en mere tværfaglig involvering og sam-
mensætning.
Danske Patienter anfører, at lokale tilpasninger i forhold til de nationale krav til kommunale sundhedstil-
bud, f.eks. i regi af sundhedsklyngerne, bør godkendes af Sundhedsstyrelsen.
Danske Regioner påpeger, at en national kvalitetsplan er helt central i den ønskede omstilling, som skal
sikre en høj og ensartet kvalitet i det nære sundhedsvæsen. Det bliver bl.a. afgørende for, at sundheds-
klyngerne kan lykkes med deres store opgave om at skabe bedre forløb for de fælles patienter på tværs af
sektorer.
Diabetesforeningen og Lungeforeningen anerkender, at kommunerne oplever udfordringer med at rek-
ruttere de rette specialiserede kompetencer. Derfor mener de, at de nye kvalitetskrav skal lægge op til, at
kommunerne samarbejder om at tilbyde fælles patientrettet forebyggelse. Samarbejdet kan eksempelvis
foregå indenfor sundhedsklyngerne. Kvalitetskravene skal også adressere kommunernes opgaver ift. at få
flere borgere ind i tilbuddene, samt sikre fastholdelse af den forebyggende effekt efter endt forløb.
PLO opfordrer til, at retningslinjer og vilkår for sundhedsklynger og sundhedssamarbejdsudvalgs arbejde
afspejler, at den nationale kvalitetsplan skal ses i sammenhæng hermed.
Ældre Sagen anfører, at det via klyngerne bør indtænkes, hvor lægefaglig behandling bør foregå, og at det
tydeligt fremgår, hvor behandlingsansvaret er placeret i forhold til kvalitetskrav til tværkommunale løs-
ninger.
Side 7
Indenrigs- og Sundhedsministeriet henviser til lovforslagets bemærkninger, hvor det bl.a. fremgår, at den
nationale kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen skal ses i tæt sammenhæng med vedtagelsen af lov
nr. 910 af 21. juni 2022 (Etablering af sundhedsklynger og sundhedssamarbejdsudvalg m.v.). Det skal
styrke samarbejdet på tværs af både kommuner samt kommuner og regioner. Videre kan ministeriet hen-
vise til bemærkninger til lovforslaget om sundhedsklynger. Heri fremgår bl.a., at sundhedsklyngerne vil
skulle sætte fælles retning for og sikre lokal implementering af lokalt og nationalt aftalte initiativer og mål,
f.eks. kvalitetstiltag, handlingsplaner, forløbsprogrammer og andre tværsektorielle retningslinjer. Sund-
hedsklyngerne vil også skulle drøfte initiativer, herunder omstilling af behandling til det primære sund-
hedsvæsen eller større ændringer i regionens eller kommunernes opgaver, som har politisk eller økono-
misk betydning. Sundhedsklyngerne vil skulle bidrage med udspil til sundhedsaftalen og praksisplanen for
almen praksis, og bidrage til retning for sundhedssamarbejdsudvalgets prioritering ift. implementering af
nationale handleplaner mv.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærker til opfordringen fra Danske Fysioterapeuter, at forslag til
struktur og sammensætning af sundhedsklyngerne ligger udenfor den politiske aftale om sundhedsrefor-
men samt dette lovforslag.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan til Dansk Sygeplejeråds opfordring om at sammentænke den natio-
nale kvalitetsplan med det nationale kvalitetsprogram bemærke, at ministeriet og Sundhedsstyrelsen –
med inddragelse af relevante parter – vil have blik for udviklingen på de udvalgte områder for udarbej-
delse af konkrete kvalitetsstandarder i forbindelse med udmøntning og implementering af kvalitetsplanen.
Vedr. efter-/videreuddannelse og brug af personaleressourcer:
Dansk Sygeplejeråd anfører, at det i det kommende arbejde med kvalitetsplanen er vigtigt, at de involve-
rede parter inddrages. Dansk Sygeplejeråd ønsker fokus på hvilke faglige kompetencer og normeringer,
der skal bruges i det nære sundhedsvæsen, samt at kvalitetsstandarderne ikke må være med til at øge
unødvendigt bureaukrati.
Danske Fysioterapeuter opfordrer kommunerne til at indføre systematisk efter-/videreuddannelse for de-
res sundhedsmedarbejdere, så der sker et kontinuerligt kompetenceløft i alle kommuner.
Danske Regioner anfører, at sundhedspersonalets kompetencer bør anvendes klogt og effektivt til den
samlede opgaveløsning henset til de begrænsede personaleressourcer og stigende pres på sundhedsvæ-
senet. Hensynet til effektiv ressourceudnyttelse på tværs af sektorer er et vigtigt element i arbejdet med
en kvalitetsplan, som bør fremgå af lovforslaget.
Hjerteforeningen anbefaler, at der ved vedtagelse af § 118b stk. 2 udarbejdes forpligtende krav til regio-
nerne i forhold til kompetenceudvikling af kommunale sundhedsprofessionelle for så vidt angår diagnose-
specifikke vidensområder af betydning for kvaliteten af rehabiliteringstilbuddene.
Kommunale Velfærdschefer anfører, at indførelse af den nationale kvalitetsplan for kommunerne kræver
en massiv efter-/videreuddannelse af personale, da medarbejdergrupperne repræsenterer et bredt
spænd af kompetencer og kompetenceniveauer.
Lægeforeningen anfører, at speciallægerne og overlægerne på de danske hospitaler gerne bidrager med
at yde lægefaglig rådgivning til kommunerne. Lægerne er vant til at rådgive og uddanne andre læger og
faggrupper, hvilket kan udbredes til også at omfatte uddannelse af personaler uden for sygehusene. Læ-
geforeningen bemærker hertil, at det er afgørende med den store mangel på speciallæger, at ressour-
cerne bruges klogt, hvorfor speciallægerne primært skal stille deres ekspertise til rådighed via virtuelle,
digitale og telefoniske løsninger fremfor udgående tidskrævende funktioner.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærker, at det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at Sund-
hedsstyrelsens udvikling af de konkrete kvalitetsstandarder som led i kvalitetsplanen bl.a. skal omfatte
Side 8
krav og anbefalinger til kompetencer og uddannelse. Det fremgår endvidere, at arbejdet med kvalitetspla-
nen bl.a. skal understøtte nytænkning af opgaveløsningen, så nye og bedre teknologier og behandlingsfor-
mer løbende tages i brug som en del af omstillingsprocessen. Ministeriet har tydeliggjort i lovforslagets
bemærkninger vedr. kvalitetsplanen i afsnittet om den foreslåede ordning, at effektiv brug af ressourcer
også kan inddrages som element i overvejelserne i forhold til omstillingsprocessen.
Vedr. ændring i tilstødende regler:
Dansk Selskab for Almen Medicin anfører, at der med den nationale kvalitetsplan skal være fokus på, at
der ikke kommer unødvendigt bureaukrati. Kvalitetsplanen skal ikke føre til begrænsning af mulighed for
udvikling i klyngerne, at minimumsstandarderne ikke må føre til overdiagnostik og overbehandling grun-
det ufleksible og for omfattende standarder samt at den administrative arbejdsmængde ikke må øges i
det kommunale sundhedsvæsen.
Dansk Sygeplejeråd støtter nyt stk. 3 i § 119 om sundhedsfremme og forebyggelse og foreslår, at der ind-
sættes tilsvarende eksplicit krav til de forebyggende sundhedsydelser til børn og unge i kapitel 36, § 120 i
Sundhedsloven.
Dansk Ældreråd anfører, at der er brug for præciseringer i forhold til krav til midlertidige kommunale
pladser oprettet efter serviceloven.
Danske Regioner opfordrer til, at kvalitetsplanen kommer til at omfatte alle sundheds-og plejeindsatser i
det nære sundhedsvæsen for at forebygge unødvendige hospitalskontakter. Det gælder også sundhedstil-
bud efter serviceloven.
Farmakonomforeningen ønsker løft af kvaliteten i kommunerne på medicinområdet.
FOA anfører kritik over lovforslagets skelnen mellem sundhedsydelser og servicelovsydelser. FOA frem-
hæver, at skelnen mellem de to ydelsesformer giver problematiske styringsmæssige rammer for både
medarbejdere og borgere. FOA ønsker, at kvalitetsplanen og den nye ældrelov bliver tænkt sammen, hvil-
ket også skal sikre, at Sundhedsstyrelsen får det nødvendige mandat til at skabe faglige rammer på ældre-
området. Derudover opfordrer FOA til, at kvalitetsplanen tænkes nøje sammen med arbejdet i regi af psy-
kiatriplanen, jf. at psykiatriske patienter nævnes som målgruppe for kvalitetsplanen.
Kristendemokraterne anfører, at bureaukrati og standarder ikke må overskygge behovet for den differen-
tierede sundhedsindsats, der skal til for at forebygge ulighed i sundhed.
Ældre Sagen anfører, at lovgivningen ikke er fulgt med opgaveflytningen til det nære sundhedsvæsen. Når
behandling flyttes fra sygehus til kommuner er der generelt behov for at tilpasse lovgivningen, så der ikke
er forskelle på patienters rettigheder og brugerbetaling afhængigt af, hvor man behandles. Ældre Sagen
fremhæver befordringsreglerne, hvor Ældre Sagen foreslår, at den kommunale sygepleje omfattes af reg-
lerne. Ældre Sagen opfordrer yderligere til, at der ved kommende ændring af bekendtgørelse og vejled-
ning for kommunal sygepleje stoppes for brugerbetaling på akutpladser.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærker, at ændring af tilstødende regler og regulering i andre regel-
sæt ligger uden for rammerne af den politiske aftale om kvalitetsplanen for det nære sundhedsvæsen og
formålet med dette lovforslag, men har noteret sig ønskerne fra høringsparterne.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan til FOA’s kommentar bemærke, at der fra ministeriets side er op-
mærksomhed på igangværende initiativer bl.a. i regi af ældrelovsarbejdet og psykiatriplanen.
Vedr. monitorering og opfølgning ifm. kvalitetsstandarderne:
Side 9
Bedre Psykiatri anfører bekymring for manglende registrering, monitorering og sanktionsmuligheder i for-
bindelse med kvalitetskravene. Bedre Psykiatri finder det uklart, hvordan det med lovforslaget sikres, at
kvalitetskravene er realistiske for kommunerne med hensyn til, hvordan indsatserne skal tilrettelægges,
implementeres og følges op.
Danske Patienter anfører, at der i kvalitetsstandarderne som udgangspunkt bør stilles krav til systematisk
dataopfølgning, herunder via PRO-data.
Danske Ældreråd anfører mangel på opfølgning af kvalitetsplanen og efterspørger, hvem der har ansvaret
for opfølgningen. Danske Ældreråd efterspørger, hvilke implikationer det kan få, hvis en kommune i en
periode ikke lever op til kvalitetsplanen, samt hvorvidt og hvordan der sker en løbende vurdering af, om
kommunerne lever op til kvalitetsplanen.
DI anfører, at kvalitetsstandarderne skal holde sig til overordnede formål og kunne måles på tværs af
kommunerne, så det ikke skaber unødigt bureaukrati, men derimod kan fungere som en fælles øvelse og
et sammenligningsgrundlag – fremfor at bidrage til minimumskrav. DI ønsker kvalitetsindikatorer og årlige
målinger af brugertilfredsheden, der skal angive borgerens helhedsvurdering af leverandøren og kvalite-
ten.
Hjerteforeningen anfører, at der bør tænkes systematisk data for kommunernes tilbud og indhold ind i
udarbejdelsen af kvalitetsstandarderne.
Kræftens Bekæmpelse anfører behovet for IT-løsninger, der kan muliggøre ensartet opsamling af sund-
hedsdata på det kommunale område, deling af data på tværs af sektorer og til de kliniske kvalitetsdataba-
ser. Dertil opfordrer Kræftens Bekæmpelse til, at der oprettes en national monitorering af omfanget og
kvaliteten af regionernes og kommunernes forebyggelsesindsatser.
Osteoporoseforeningen anfører ønske om monitorering af kvaliteten i den patientrettede forebyggelse.
Osteoporoseforeningen foreslår, at den nationale kvalitetsplan er en mulighed for at drøfte, hvordan data
for kvalitet og den tværsektorielle kvalitetsopfølgning kan styrkes – evt. ved at udvikle nye kliniske kvali-
tetsdatabaser i regi af RKKP.
Ældre Sagen anfører, at der med udflytning af behandling til kommunerne og med målsætningen om ens-
artet kvalitet i kommunerne er behov for at monitorere behandlingen i kommunerne med henblik på at
afgøre, om kvalitetsstandarderne følges.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærker, at det af lovforslaget fremgår, at Sundhedsstyrelsens udvik-
ling af de konkrete kvalitetsstandarder bl.a. skal omfatte krav og anbefalinger til kvalitetssikring og regi-
strering/monitorering heraf. Dette også i takt med, at der udvikles bedre data for det nære sundhedsvæ-
sen, således at det på sigt vil være muligt at monitorere efterlevelse af kravene. Det bemærkes, at der er et
arbejde i gang i Sundhedsdatastyrelsen med at indsamle og vise data fra kommunerne, hvilket vil være en
forudsætning for fremtidig dataunderstøttelse af kvalitetsstandarderne.
Vedr. tidsforbrug på udvikling af kvalitetskrav
Diabetesforeningen og Lungeforeningen er bekymrede for, at udviklingen af kvalitetskravene kommer til
at tage lang tid og understreger behovet for at holde fast i ambitionsniveauet fra sundhedsaftalen om
hurtigt at få hævet kvaliteten i den patientrettede forebyggelse og nedbringe behovet for hospitalsforsøg.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærker, at Sundhedsstyrelsen er i gang med at udarbejde kvalitets-
standarder for de kommunale akutfunktioner. Arbejdet med kvalitetsstandarden til patientrettede fore-
byggelsestilbud til borgere med kroniske sygdomme påbegyndes marts 2023. Der er aktuelt ikke taget stil-
ling til eller afsat midler til udarbejdelse af kvalitetsstandarder på andre områder. Regeringen vil nedsætte
en sundhedsstrukturkommission, der skal udarbejde et beslutningsgrundlag, der opstiller og belyser mo-
deller for den fremtidige organisering af sundhedsvæsenet. Kommissionen skal bl.a. se på kvalitetsstan-
Side 10
darder. Sundhedsstrukturkommissionen skal nedsættes inden udgangen af 1. kvartal 2023 med henblik på
at afrapportere i foråret 2024.
2.2. Forbedrede rammer for kommunernes opgavevaretagelse som led i ind-
førelsen af kvalitetsstandarder
Specifikke bemærkninger
Vedr. kvalitetsstandarden for de kommunale akutfunktioner:
Danske Bioanalytikere bakker op om en bindende krav til de kommunale akutfunktioner, da der i dag er
stor variation i kvalitetssikringsordningen af diagnostikken.
Vedr. ændret benævnelse fra ”hjemmesygepleje” til ”kommunal sygepleje”:
Dansk Sygepleje Selskab støtter, at det skal hedde ”kommunal sygepleje” i stedet for ”hjemmesygepleje”.
Det fremhæves, at det er vigtigt at fastholde betegnelsen ”sygeplejerske” eller ”kommunal sygeplejer-
ske”, da det skal være tydeligt, hvilke professioner, der har ansvaret for sygeplejefaglige indsatser.
FOA finder denne ændring oplagt, da opgaven håndteres mange andre steder, end i borgerens hjem. FOA
opfordrer til, at det i lovforslagets bemærkninger om begrundelsen for ændringen også bør fremgå, at
store dele af den kommunale sygepleje foretages af social- og sundhedshjælpere og -assistenter, og ikke
kun sygeplejersker.
Kommunale Velfærdschefer, KL og Ældre Sagen bakker op om forslaget.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet henviser i forbindelse med Dansk Sygepleje Selskab og FOA’s bemærk-
ninger til lovforslagets afsnit 2.3.1 om gældende ret. Dette henviser til gældende vejledning og bekendtgø-
relse, hvor det fremgår, at kommunen selv tilrettelægger udførelsen af opgaven, bl.a. ved at ansætte sy-
geplejersker, social- og sundhedsassistenter eller andet personale, som kan varetage opgaven.
Vedr. ændring af § 119 om kommunal forebyggelse
Dansk Selskab for Folkesundhed bemærker, at de er bekymret for, at tilføjelsen af § 119, stk. 3 om patien-
trettet forebyggelse vil medføre, at den patientrettede forebyggelse prioriteres højere end den borger-
rettede forebyggelse og peger på, at der er meget stor variation i kommunernes tilbud i dag – både inden
for patientrettet og borgerrettet forebyggelse.
Danske Patienter bemærker, at de finder det positivt, at det i § 119, stk. 3 præciseres, at kommunerne
har ansvar for at tilbyde patientrettet forebyggelse, også selvom det allerede foregår i praksis i dag. Dan-
ske Patienter peger endvidere på, at det er vigtigt, at forpligtelsen både gælder borgere i risiko for at ud-
vikle sygdom og patienter, som allerede er diagnosticeret. Desuden bemærker Danske Patienter, at den
patientrettede forebyggelse bør indeholde diagnosespecifikke elementer.
Diabetesforeningen bemærker, at det er positivt, at det præciseres, at kommunerne har ansvar for at til-
byde patientrettet forebyggelse. Desuden bemærker Diabetesforeningen, at den patientrettede forebyg-
gelse bør indeholde diagnosespecifikke elementer.
Hjerteforeningen bemærker, at det er positivt, med præciseringen af kommunernes forpligtelse til at til-
byde patientrettede forebyggelsestilbud.
KL bemærker, at den nuværende bestemmelse om forebyggelse i sundhedsloven er af en så overordnet
karakter, at præciseringen er en markant ændring i forhold til gældende praksis og således ikke blot en
formel kodificering af allerede eksisterende praksis. KL bemærker yderligere, at det i lov eller bekendtgø-
Side 11
relse bør ekspliciteres, at almen praksis og sygehus kan henvise borgere til tilbud efter sundhedslovens §
119, men at det er kommunalbestyrelsen, der visiterer til tilbud via en afklarende samtale. KL foreslår li-
geledes, at det i lovforslaget tydeliggøres, at borgerne ikke har ret til tilbud efter § 119, stk. 3, men at det
altid er en konkret faglig vurdering, bl.a. på baggrund af borgerens funktionsevne, motivation, ressourcer
og kompetencer i øvrigt. KL bemærker desuden, at der er uoverensstemmelse mellem den foreslåede §
119 nyt stk. 3, hvor det fremgår, at kommunalbestyrelsen tilbyder patientrettet forebyggelse og den eksi-
sterende § 119, stk. 2, hvor det fremgår, at kommunalbestyrelsen etablerer forebyggende og sundheds-
fremmende tilbud til borgeren.
Kost og Ernæringsforbundet og Fagligt selskab af Kliniske Diætister byder det velkomment, at det med
lovforslaget præciseres, at kommunerne har ansvar for at tilbyde patientrettet forebyggelse og ønsker til-
føjet, at kommunerne skal tilbyde evidensbaseret forebyggelse og sundhedsfremmende indsatser målret-
tet både borgere og patienter.
Danske Fysioterapeuter og Kræftens bekæmpelse noterer med tilfredshed, at der indsættes en ny be-
stemmelse, der tydeliggør kommunernes forpligtelse til at etablere patientrettede forebyggelsesindsat-
ser.
Lungeforeningen bemærker, at det er positivt, at kommunernes forpligtelse til at tilbyde patientrettet
forebyggelse både gælder borgere i risiko for at udvikle sygdomme og borgere, som allerede er diagnosti-
ceret. Desuden bemærker Lungeforeningen, at den patientrettede forebyggelse bør indeholde diagnose-
specifikke elementer.
Osteoporoseforeningen bemærker, at de finder det positivt og nødvendigt med præciseringen af kommu-
nernes forpligtelse til at tilbyde patientrettede forebyggelsestilbud.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærker, at der med lovforslaget foreslås en ny bestemmelse (§ 119,
stk. 3), der præciserer kommunalbestyrelsernes allerede eksisterende praksis med at etablere patientret-
tede forebyggelsestilbud. Kommunernes indsats i den sammenhæng har fremgået af bemærkningerne til
sundhedsloven fra 2005: ”Kommunernes opgaver på det forebyggende og sundhedsfremmende område
omfatter dels en indsats i forhold til kommunens indbyggere med henblik på at forebygge sygdom og ulyk-
ker (borgerrettet forebyggelse), dels en indsats med henblik på at forebygge, at sygdom udvikler sig yderli-
gere og om at begrænse eller udskyde dens eventuelle komplikationer (patientrettet forebyggelse).” (Fol-
ketingstidende 2004-05 (2), tillæg A, side 3226). Som følge af høringen har ministeriet i bemærkningerne
til dette lovforslag uddybet afsnittet om den eksisterende indsats med afsæt i bemærkningerne til sund-
hedsloven fra 2005.
Ministeriet bemærker, at der i forbindelse med den kommende udarbejdelse af den konkrete kvalitetsstan-
dard for de kommunale patientrettede forebyggelsestilbud, som er aftalt med sundhedsreformaftalen fra
maj 2022, er mulighed for, at patientforeninger og kommuner kan bidrage med deres konkrete ønsker til
fx diagnosespecifikke elementer, henvisningspraksis mv.
Den allerede eksisterende § 119, stk. 2 bestemmer, at kommunalbestyrelserne skal etablere forebyggende
og sundhedsfremmende tilbud til borgerne.
Det er blevet justeret i lovforslaget, at kommunalbestyrelserne skal ”etablere” patientrettede forebyggel-
sestilbud frem for ”tilbyde” i tråd med det foregående stykke i bestemmelsen.
2.3. Tværkommunal visitation
Danske Patienter ser positivt på muligheden for tværkommunalt samarbejde, der er et centralt greb til at
sikre bedre forudsætninger for kvalitetsudvikling. Mulighederne herfor bør udvides løbende som led i im-
plementeringen af de nationale kvalitetsstandarder.
Side 12
Danske Ældreråd finder det positivt, at lovforslaget skaber mulighed for tværkommunal visitation i kom-
munerne, fx i regi af de ny sundhedsklynger.
DI bemærker, at de bakker op om samarbejde på tværs af kommuner, men finder det væsentligt, at myn-
dighedsopgaven – uanset om den delegeres til øvrige kommuner – er genstand for konkurrenceudsæt-
telse, gennemsigtighed og frit valg.
FOA bemærker, at det er oplagt med tværkommunalt samarbejde og opfordrer i den forbindelse til fælles
løsninger med fælles ledelse og fælles økonomi, gerne i regi af de nye sundhedsklynger.
KL bemærker, at de bakker op om muligheden for ved mellemkommunale samarbejder at kunne visitere
på tværs af kommunegrænser, men at fastlæggelsen af serviceniveauet aftales i den enkelte kommune.
KL bemærker yderligere, at uagtet kommunernes øgede fleksibilitet, kan der formentlig ikke høstes afbu-
reaukratiseringsgevinster givet det øgede behov for kommunikation kommunerne imellem. KL bemærker
også, at udbredelse af mellemkommunale samarbejder fordrer en drøftelse af behovet for mellemkom-
munal refusion på sundhedsydelser. KL bemærker endelig, at mellemkommunalt samarbejde kan øge pa-
tientgrundlaget men kan øge borgerens afstand til tilbuddet.
Ældre Sagen finder det hensigtsmæssigt at give kommunerne øgede muligheder for tværkommunalt sam-
arbejde, som dog bør organiseres under hensyntagen til nærhed for den enkelte borger. Ældre Sagen ef-
terspørger i den forbindelse kvalitetskrav til de tværkommunale løsninger organisatorisk forankret i sund-
hedsklyngerne.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærker, at kommunerne med lovforslaget får mulighed for øget
tværkommunalt samarbejde i forbindelse med tildelingen af kommunal sygepleje til borgerne, men at
dette ikke er et krav. I den forbindelse bemærker ministeriet, at det i ”Evaluering af AkutTeamet i Gen-
tofte-, Gladsaxe- og Rudersdal Kommune” fremgår, at der erfaringer med og potentiale for at smidiggøre
arbejdsgange og spare sagsbehandlingstid. Det fremgår af lovforslaget, at det tværkommunale samar-
bejde fx kan foregå i de nye sundhedsklynger.
Det fremgår desuden af lovforslaget, at med den foreslåede bestemmelse bevarer den enkelte kommunal-
bestyrelse myndighedsansvaret for den kommunale sygepleje som helhed. Det er fortsat den kommune,
hvor borgeren opholder sig, der er ansvarlig for, at der ydes vederlagsfri kommunal sygepleje og for at af-
holde udgiften hertil. Den enkelte kommune bevarer myndighedsansvaret for den del af den kommunale
sygepleje, der delegeres til det fælles kommunale samarbejde. Det fremgår videre, at hver enkelt kommu-
nalbestyrelse i det pågældende tværkommunale samarbejde vil skulle fastlægge serviceniveau, sygepleje-
faglige instrukser, vejledninger etc. for opgaver, der henlægges til det fælles kommunale samarbejde og
fører tilsyn med udførelsen af opgaver i den kommunale sygepleje omfattet af samarbejdet. Den enkelte
kommunalbestyrelses myndighedsansvar i forbindelse med de fælles visitationskriterier er tydeliggjort i be-
mærkningerne.
Ministeriet bemærker ift. behovet for en drøftelse af mellemkommunal refusion, at kommunerne med lov-
forslaget får mulighed for at delegere myndighedsopgaven ifm. tildeling af kommunal sygepleje til de øv-
rige kommuner i et tværkommunalt samarbejde, men at det fortsat er den kommune, hvor borgeren op-
hold sig, der er ansvarlig for, at der ydes vederlagsfri kommunal sygepleje og for at afholde udgiften hertil.
2.4. Praksisplan for almen praksis
Generelle bemærkninger
Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM), Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation (PLO)
bakker op om forslaget om en bemyndigelseshjemmel for indenrigs- og sundhedsministeren til at fast-
sætte nærmere regler om rammer for praksisplan for almen praksis.
Side 13
Danske Regioner bemærker, at der skal være opmærksomhed på, at de organisatoriske rammer for arbej-
det med praksisplaner er så brede, at alle relevante parter, som driver almen medicinske tilbud efter af-
tale med regionen, inddrages.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet noterer sig bemærkningen fra Danske Regioner, som vil indgå i ministe-
riets videre udmøntning af bemyndigelsesbestemmelsen.
2.5. Regionsklinikker
Generelle bemærkninger
Danske Patienter anfører, at lovforslaget vil skabe smidigere rammer for, at regionsrådet kan etablere og
drive en regionsklinik. Danske Patienter foreslår endvidere, at man i arbejdet med lægedækningen ser på
alternative drifts-og organiseringsformer, som på fast basis kan supplere praksissektoren, og som kan til-
trække de almenmedicinere, der ikke har lyst til at være selvstændige erhvervsdrivende.
KL bemærker, at det er afgørende, at der er lægedækning i alle områder af landet, og at alle borgere har
adgang til en praktiserende læge, hvorfor man bakker op om muligheden for, at regionen kan etablere og
drive en klinik i de tilfælde, hvor regionsrådet ikke kan afsætte et ydernummer.
Kræftens Bekæmpelse støtter op om forslaget med den forhåbning, at det vil styrke regionernes rekrutte-
ringsmuligheder til regionsklinikkerne, der skal bidrage til kontinuitet for patienterne.
LVS (Organisationen af lægevidenskabelige selskaber) anfører, at der er et åbenlyst behov på nuværende
tidspunkt, hvad angår regionsklinikker, og at det er væsentligt, at man også i regionsklinikker sikrer en til-
strækkelig kontinuitet for patienterne.
Indenrigs-og Sundhedsministeriet noterer sig bemærkningerne fra LVS, Kræftens Bekæmpelse, KL og Dan-
ske Patienter.
Specifikke bemærkninger
Alles Lægehus anfører, at forslaget ikke vil skabe mere forudsigelige vilkår for personale i klinikkerne og
bidrage til rekruttering, men i stedet vil have den modsatte effekt.
Danske Selskab for Almen Medicin og PLO anfører, at man forstår nødvendigheden af tiltaget, men fore-
slår, at der indføres en solnedgangs-klausul, idet foranstaltningen med regionsklinikker må anses for at
være en løsning på et akut problem og ikke en permanent indførelse af en ny struktur for almen praksis.
Dansk Erhverv anfører, at forslaget om at fjerne kravet om et forudgående udbud hæmmer konkurrencen
på markedet og vil tilskynde regionerne til at hjemtage klinikker uden et udbud. Dansk Erhverv bemærker
dog, at man finder forslaget om, at en praktiserende læge kan overtage en regionsklinik indenfor 12-18
måneder positivt, idet det kan fremme regionernes samarbejde med eksterne aktører og dermed være
med til at styrke borgernes frie valg.
Danske Regioner støtter op om intentionen bag forslaget om at ophæve kravet om et forudgående ud-
bud, nemlig at skabe mere fleksibilitet i forhold til at finde en løsning, hvor det ikke har været muligt at af-
sætte et ydernummer til en praktiserende læge. Danske Regioner anfører dog, at forslaget om at erstatte
tidsbegrænsningen på 6 år med en regel om overdragelse til interesserede praktiserende læger inden for
12-18 måneder samtidig begrænser regionernes muligheder for at etablere og drive regionsklinikker i et
mere langsigtet perspektiv. Danske Regioner bemærker, at regionernes mulighed for at drive et regionalt
tilbud med kvalitet og kontinuitet i patientbehandlingen svækkes betydeligt med forslaget, og at det i
værste fald vil indvirke negativt på rekrutteringen af læger. Danske Regioner bemærker slutteligt, at over-
Side 14
dragelsen af en regionsklinik bør være efter regionalt opslag eller lignende annoncering således, alle læ-
ger har mulighed for at afgive et bud.
Kristendemokraterne foreslår, at der i lovforslaget indføres øget tilsyn med og kvalitetskrav til koncern-
drevne klinikker.
Hvad angår Danske Regioners forslag om, at overdragelsen af en regionsklinik bør være efter et regionalt
opslag eller lignende annoncering, har Indenrigs- og Sundhedsministeriet noteret sig dette og justeret be-
mærkningerne til forslaget. Når en kvalificeret læge tilkendegiver ønske om overtagelse, skal regionerne
afsøge muligheden for at afsætte ydernummeret til læger, der ønsker at praktisere indenfor overenskom-
sten. Indenrigs-og Sundhedsministeriet har ligeledes noteret sig Danske Regioners og Alles Lægehus’ be-
mærkninger til, at det potentielt kan have en negativ effekt på regionernes mulighed for at rekruttere og
investere, hvis regionerne ville skulle overdrage klinikken indenfor 12-18 måneder fra klinikkens etablering.
Lovforslaget er på den baggrund justeret således, at det fremgår, at regionerne ikke er forpligtede til at
begynde arbejdet med overdragelse af klinikken i de første 4 år af klinikkens levetid.
I relation til Dansk Erhvervs bemærkning om, at forslaget om at fjerne kravet om et forudgående udbud vil
tilskynde regionerne til at hjemtage klinikker uden forudgående udbud, bemærker Indenrigs-og Sundheds-
ministeriet, at regionerne fortsat vil have mulighed for at gennemføre et udbud, hvis de ønsker dette. Op-
hævelsen af kravet om et forudgående udbud er således særligt relevant i de områder og situationer, hvor
der ikke er private virksomheder, som er i stand til at drive klinikken på vegne af regionen.
I relation til PLO og DSAM’s forslag om at indføre en solnedgangsklausul bemærkes det, at lovforslaget
ikke i sig selv ses at indføre muligheden for, at der etableres permanente regionsklinikker, idet der efter
fire år vil påhvile regionsrådet en forpligtigelse til at påbegynde en proces for at afsætte ydernummeret til
en praktiserende læge på det tidspunkt, hvor der rettes henvendelse til regionen fra en læge herom. Tilsva-
rende vil regionsklinikker fortsat alene kunne etableres, hvor det ikke har været muligt at afsætte et yder-
nummer til praktiserende læge. De med lovforslaget foreslåede ændringer vurderes derfor hensigtsmæs-
sige både på kort og længere sigte.
Indenrigs-og Sundhedsministeriet har noteret sig Kristendemokraternes forslag om øget tilsyn med og kva-
litetskrav til koncerndrevne klinikker og bemærker, at forslaget ligger udenfor rammerne af lovforslaget.
2.6. Særligt vederlag
Generelle bemærkninger
Alles Lægehus, Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM), Danske Ældreråd, Kristendemokraterne, Kræf-
tens bekæmpelse, Lægeforeningen (LF), og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) er overordnet set
enige i lovforslaget om særligt vederlag og ser positivt på forslaget.
Danske Fysioterapeuter anfører, at der i forslaget er mange gode initiativer til at sikre den fremtidige læ-
gedækning. Danske Fysioterapeuter foreslår, at der indføres tilskudsberettiget fysioterapi uden lægelig
henvisning bl.a. med henblik på at aflaste de almen praktiserende læger og sikre en bedre udnyttelse af
lægernes tid og sikre patienterne bedre og tidlig adgang til rette behandling.
Danske Ældreråd anfører, at flere praktiserende læger skal være med til at løfte opgaverne i det nære
sundhedsvæsen i samspil med kommunerne.
Kristendemokratierne anfører, at de ønsker en lovgivning, som gør det muligt for praktiserende læger at
være aktive og lokale i deres klinikker, og at patienterne skal have mulighed for at være tilknyttet en fast
praktiserende læge, som følger patienten kontinuerligt i en sammenhængende og helhedsorienteret ind-
sats.
Side 15
Kræftens bekæmpelse foreslår, at der gives mulighed for differentieret honorering således, at de prakti-
serende læger, hvis patientgrundlag er særligt udfordret, tilgodeses med henblik på at mindske den soci-
ale ulighed.
Lægeforeningen anfører, at det særlige vederlag kan være relevant for at sikre rekruttering og fasthol-
delse af det relevante støttepersonale, herunder ansatte speciallæger i almen medicin. Lægeforeningen
bemærker, at det ikke var hensigten med en ændret retsstilling med afskaffelsen af de såkaldte § 2 aftaler
i overenskomsten om almen praksis.
Praktiserende Lægers Organisation (PLO) anfører en bekymring for, om regionerne i tilstrækkeligt omfang
vil anvende hjemlen og bemærker, at øget patientoptag kan være en barriere for læger i lægedæknings-
truede områder. PLO anfører desuden en bekymring for, om regionerne i tilstrækkeligt omfang får iværk-
sat aftaler om særligt vederlag og anbefaler ministeriet at følge regionernes indgåelse af aftaler. PLO vil
regionalt have fokus på, at de nødvendige aftaler bliver indgået.
I relation til PLO’s bemærkninger om, at øget patientoptag kan være en barriere for læger i lægedæk-
ningstruede områder bemærker Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at aftalerne vil skulle indgås på frivillig
basis mellem regionen og indehaveren af et ydernummer.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret Kræftens Bekæmpelses forslag og bemærker, at det ligger
uden for rammerne af lovforslaget. Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan dog oplyse, at der med
Overenskomst for almen praksis er etableret en central ordning vedrørende differentieret basishonorar
blandt andet til fordeling blandt praktiserende læger beliggende i lægedækningstruede områder. Yderli-
gere differentiering af honorarer forudsætter ikke lovgivning, men vil skulle aftales mellem overenskom-
stens parter.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret Danske Fysioterapeuters forslag og bemærker, at det ligger
uden for rammerne af lovforslaget.
Specifikke bemærkninger
Danske Regioner bemærker, at det er væsentligt med flere redskaber til at sikre bedre lægedækning i læ-
gedækningstruede områder og bakker op om forslaget. Danske Regioner anfører, at der er hensigtsmæs-
sigt, hvis der i lovbemærkningerne gives eksempler på anvendelse af hjemlen, fx som led i etableringen af
licensklinikker, hvor tilskuddet kunne tage form af en lav værdiansættelse set i forhold til udstyr, facilite-
ter og antallet af personale. Danske Regioner bemærker desuden, at der bør være opmærksomhed på, at
udmøntning forudsætter en lokal aftale, som indrammer fx vilkår, indhold og sanktioner, hvis aftalen mis-
ligholdes.
For at tydeliggøre anvendelsen af særligt vederlag har Indenrigs- og Sundhedsministeriet præciseret i lov-
bemærkningerne til afsnit 2.6, at regionen kan indgå aftaler med indehaveren af et ydernummer, herun-
der læger med ydernummer på licens. Derudover er det præciseret, at det særlige vederlag også kan ydes
af regionen som kompensation for etablerings- og praksispersonaleudgifter som led i etablering af en li-
censklinik.
Ministeriet noterer sig Danske Regioners bemærkninger ift. rammer for indgåelse af aftalen lokalt.
Økonomiske konsekvenser
Danske Regioner anfører en bekymring for, at forslaget om hjemmel til særligt vederlag vil foranledige
forventninger hos praktiserende læger, som ikke kan honoreres indenfor den nuværende økonomi, her-
under den økonomi der er allokeret i forbindelse med sundhedsreformen til licensklinikker. Danske Regio-
ner foreslår derfor, at der sammen med lovforslaget kan følge en national pulje, som regioner med læge-
dækningstruede områder kan søge.
Side 16
I relation til Danske Regioners bemærkninger om, at hjemlen vil foranledige forventninger hos praktise-
rende læger, som ikke kan honoreres indenfor den nuværende økonomi bemærker Indenrigs- og Sund-
hedsministeriet, at vederlaget alene vil kunne ydes af regionerne med henblik på at sikre bedre lægedæk-
ning i områder med lægemangel og som kompensation for etablerings- eller praksispersonaleudgifter. Re-
gionerne vil således skulle lægge en række faktorer til grund for at kunne yde det særlige vederlag.
Ministeriet bemærker desuden, at der med sundhedsreformaftalen blev der afsat 24 mio. kr. over en fe-
mårig periode til at understøtte etablering af 10 nye licensklinikker i samarbejde med regionerne og de
praktiserende læger i lægedækningstruede områder. Finansieringen hertil vil kunne anvendes som særligt
vederlag til læger med ydernummer på licens som kompensation som led i etableringen af en licensklinik.
For så vidt angår forslaget om en national pulje, som regionerne med lægedækningstruede områder kan
søge, bemærker Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at forslaget ikke tilfører regionerne yderligere opga-
ver, men giver nye redskaber og muligheder for at få løst opgaverne i almen praksis. Ministeriet bemærker
derudover, at der med sundhedsreformaftalen ikke er afsat særskilt finansiering til initiativet om hjemmel
til særligt vederlag.
2.7 Regler om fordeling af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen
Generelle bemærkninger
Danske Regioner, Sekretariatet for lægelig videreuddannelse i Videreuddannelsesregion Syd, Videreud-
dannelsesregion Nord og Lægeforeningen, inklusive Foreningen af Speciallæger, herunder FAPS, Yngre
Læger og PLO anfører generelt opbakning til, at der skabes mulighed for, at ministeren kan fastsætte kri-
terier for fordeling af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen. Parterne har samtidig supplerende
ønsker til processen for fastsættelse af kriterier og understøttelse af lægedækningen mv.
Videreuddannelsesregion Nord anfører videre, at ministerens mulighed for at fastsætte kriterier og pro-
cedure for fastsættelse af kriterier er et nybrud i forhold til den hidtidige praksis, hvad angår fordeling af
uddannelsesstillinger.
Videreuddannelsesregion Øst anfører, at Videreuddannelsesregion Øst ikke kan anbefale tilføjelsen af stk.
6 i § 34 i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed.
Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) anfører, at DSAM vurderer, at det primære problem er en
grundlæggende mangel på praktiserende læger, og at løsningen snarest er at oprette flere attraktive ud-
dannelsesforløb.
Lægeforeningen, inklusive Foreningen af Speciallæger, herunder FAPS, Yngre Læger og PLO anfører i et
fælles høringssvar bl.a., at de finder det nødvendigt, at de påtænkte kriterier indebærer en forpligtigelse
til regionerne om at iværksætte målrettede og systematiske rekrutterings- og fastholdelsesinitiativer over
for de uddannelseslæger, der forudsættes at søge forløbene. Foreningerne anfører videre, at der, for at
sikre rekruttering til hele landet, i sammenhæng med de kommende års dimensioneringsplaner bør etab-
leres en ”speciallægedækningspulje” eller lignende, der kan tilføre midler til indsatser, der kan føre til rek-
ruttering af uddannelseslæger til hele landet.
Praktiserende lægers organisation (PLO) anfører, at PLO håber, at kriterier om fordeling af uddannelses-
forløb i speciallægeuddannelsen vil understøtte lægedækningen, herunder bl.a. med uddannelse af flere
speciallæger i almen medicin. PLO henviser derudover til bilag i form af PLO’s ”Høringssvar vedrørende di-
mensionering af speciallægeuddannelsen i almen medicin 2024-2028”, som er afgivet i anden sammen-
hæng. I bilaget anfører PLO bl.a., at der er behov for, at der tages højde for tutorlægekapaciteten i forbin-
delse med fordeling af uddannelsespladser, at der løbende bør arbejdes med initiativer, som gør det at-
traktivt for speciallæger i almen medicin at vælge almen praksis og forslag om, at der oprettes flere hove-
duddannelsesstillinger i almen medicin.
Side 17
Organisation af lægevidenskabelige selskaber (LVS), anfører overordnet, at det uddannelsesmæssige i lov-
forslaget skal kunne holdes sig inden for kravene af revision af den lægelige videreuddannelse, når denne
foreligger. LVS anfører derudover en række bekymringer for den foreslåede ordning (jf. ”specifikke be-
mærkninger” nedenfor).
Indenrigs- og Sundhedsministeriet noterer sig, at der overordnet er opbakning til forslaget fra Danske Re-
gioner, Sekretariatet for lægelig videreuddannelse i Videreuddannelsesregion Syd, Videreuddannelsesre-
gion Nord og Lægeforeningen inklusive Foreningen af Speciallæger, herunder FAPS, Yngre Læger og PLO.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet noterer sig ligeledes, at Videreuddannelsesregion Øst ikke kan anbefale
forslaget.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet noterer sig DSAM og Lægeforeningen inklusive Foreningen af Speciallæ-
ger, herunder FAPS, Yngre Læger og PLO’s forslag om bl.a. hhv. at oprette flere attraktive uddannelsesfor-
løb og etablere rekrutterings- og fastholdelsesinitiativer, speciallægedækningspulje mv. Ministeriet henle-
der samtidig opmærksomheden på, at der med det samlede lovforslag lægges op til flere forskellige tiltag,
der skal understøtte bedre lægedækning herunder pkt. 2.5 om regionsklinikker og pkt. 2.6 om særligt ve-
derlag. Ministerier finder ikke, at høringsparternes forslag om at etablere yderligere rekrutterings- og fast-
holdelsesinitiativer mv. ligger inden for rammerne af lovforslaget, herunder lovforslagets økonomiske ram-
mer.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet noterer sig PLO’s høringssvar, herunder bilag i form af kopi af ”Hørings-
svar vedrørende dimensionering af speciallægeuddannelsen i almen medicin 2024-2028”. Ministeriet be-
mærker, at bemærkninger vedrørende fordelingshensyn generelt vil indgå i ministeriets videre overvejelser
om udmøntning af bemyndigelsesbestemmelsen. Med hensyn til PLO’s bemærkninger om rekruttering til
almen praksis henviser ministeriet til, at lovforslagets dele om lægedækning samlet set skal bidrage til at
understøtte bedre sammenhæng og samarbejde samt understøtte regionernes mulighed for at adressere
lægedækningsudfordringer med henblik på at sikre bedre lægedækning. For så vidt angår PLO’s bemærk-
ninger om oprettelse af flere uddannelsesforløb i almen medicin bemærker ministeriet, at dimensionering
af speciallægeuddannelsen er forankret i andet regi og ligger uden for rammerne af lovforslaget.
Med hensyn til LVS’ bemærkning kan ministeriet generelt bemærke, at en lov fastsætter regler og rammer
for et givent område. Såfremt forslag til ændringer på et område forudsætter, at der etableres hjemmel el-
ler på anden måde forudsætter ændringer i et givent regelgrundlag, vil der skulle tages særskilt stilling til
en evt. regelændring.
Specifikke bemærkninger
Vedr. inddragelse i fastsættelse af kriterier mv.
Danske Regioner, Sekretariatet for lægelig videreuddannelse i Videreuddannelsesregion Syd og Videreud-
dannelsesregion Nord anfører, at det er vigtigt, at parterne inddrages i fastsættelse af procedure for fast-
sættelse af kriterier og i udarbejdelsen af oplæg til kriterierne for fordelingen af uddannelsesforløb i spe-
ciallægeuddannelsen.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet noterer sig bemærkningerne fra Danske Regioner, Sekretariatet for læ-
gelig videreuddannelse i Videreuddannelsesregion Syd og Videreuddannelsesregion Nord. Bemærknin-
gerne vil indgå i ministeriets videre overvejelser om udmøntning af bemyndigelsesbestemmelsen.
Ministeriet henleder samtidig opmærksomheden på bemærkningerne til lovforslaget, hvor det bl.a. er be-
skrevet, at kriterier for eksempel vil kunne fastsættes på baggrund af fagligt oplæg fra Sundhedsstyrelsen
med høring i Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse og indenrigs- og sundhedsministerens god-
kendelse.
Vedr. tid til implementering
Side 18
Danske Regioner og Videreuddannelsesregion Nord gør opmærksom på, at der er behov for tilstrækkelig
tid til implementering af nye kriterier. Danske Regioner og Videreuddannelsesregion Nord opfordrer til, at
der sikres en implementeringsperiode på mindst ni måneder fra nye kriterier træder i kraft og til videre-
uddannelsesregionerne, i relevant omfang, skal have implementeret ændringerne i forhold til planlagte
og påbegyndte uddannelsesforløb.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet noterer sig bemærkningerne fra Danske Regioner og Videreuddannel-
sesregion Nord. Ministeriet har, på baggrund af høringssvarene, uddybet bemærkningerne til lovforslagets
§ 2 således, at det fremgår, at der i forbindelse med fastsættelse eller ændring af kriterier for fordeling af
uddannelsesforløb, vil være opmærksomhed på at muliggøre en god implementeringsproces herunder ri-
melig tid til implementering.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan derudover oplyse, at lovforslagets ikrafttrædelsestidspunkt (§ 3 i
høringsudkast til lovforslag) og overgangsordning (§ 4 i høringsudkast til lovforslag) er hhv. ændret og
bortfaldet på baggrund af lovtekniske justeringer. Således vil det samlede lovforslag, herunder også ele-
ment om bemyndigelse til at fastsætte regler om proces og kriterier for fordeling af uddannelsesforløb i
speciallægeuddannelsen, træde i kraft den 1. juli 2023 (i høringsudkast til lovforslag var der lagt op til, at §
2 ville træde i kraft den 1. januar 2024). Videre er udkast til overgangsbestemmelse bortfaldet.
I relation hertil bemærker Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at bemyndigelsesbestemmelsen, forudsat
vedtagelse, ikke har indhold i sig selv, før den udmøntes. Overvejelser om rimelig tid i regionerne til imple-
mentering af kriterier for fordeling af uddannelsesforløb vil indgå i ministeriets videre overvejelser om ud-
møntning af bemyndigelsesbestemmelsen. Dette er skrevet ind i bemærkningerne til lovforslagets § 3.
Vedr. uddannelseskvalitet og -kapacitet, patientsikkerhed, rekruttering mv.
Dansk Hæmatologisk Selskab og LVS anfører en bekymring for, at det foreslåede stk. 6 kan bidrage til at
kompromittere kvaliteten i speciallægeuddannelsen.
Dansk Hæmatologisk Selskab anfører, at uddannelseskvalitet og uddannelseskapacitet fortsat bør vægte
højere end driftshensyn og lægedækning ved fordeling af uddannelsesforløb. Dansk Hæmatologisk Sel-
skab anfører videre, at det fortsat bør tilstræbes, at speciallægeuddannelsen i intern medicin: hæmato-
logi lever op til den europæiske standard, med minimum 3-4 års hæmatologi ud af 5 års samlet uddan-
nelse, jævnfør Madrid-deklarationen fra det europæiske specialeselskab.
LVS anfører, at det er en væsentlig bekymring hos LVS, at uddannelseslæger placeres på afdelinger, hvor
det er svært at få den fornødne supervision på perifere hospitaler på grund af speciallægemangel. LVS an-
fører videre, at det også på ikke perifere hospitaler i dag er svært for uddannelseslæger at få den for-
nødne supervision og vejledning på grund af speciallægemanglen, og supervision og vejledning er særde-
les vigtigt både i forhold til patientsikkerheden og for at leve op til kravene i målbeskrivelserne. LVS fin-
der, at hensynet til patientsikkerheden og kvaliteten i uddannelsen af kommende speciallæger skal veje
tungest.
LVS anfører videre, at det bliver påpeget fra bl.a. Dansk Selskab for Børne og Ungdomspsykiatri, at man
allerede nu har svært ved at få besat uddannelsesstillinger, hvor der især er forløb med tilknytning væk
fra de større byer, der ikke bliver besat. Hvis der vil komme flere forløb væk fra universitetshospitalerne,
eller hvis uddannelsesstillinger kunne overflyttes til andre hospitaler, frygter selskabet, at flere læger ville
vælge deres forløb fra. Synspunktet støttes af bl.a. Dansk Nefrologisk Selskab og Dansk Reumatologisk
Selskab. Der peges på, at rekruttering til små specialer kan kræve særlige hensyn. Kan der ikke rekrutteres
til disse specialer, kan det altså vise sig at være en meget kortsigtet strategi at sprede de uddannelsessø-
gende læger mere end det er tilfældet i dag.
Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) vurderer, at det i lovudkastet bør specificeres, at det primære
kriterie ved fordeling af uddannelsesforløb er at sikre gode uddannelsesstillinger med tid og ressourcer til
supervision af den enkelte læge og at andre kriterier er sekundære. DSAM vurderer, at central tildeling af
uddannelsesforløb, som i udgangspunktet kan se såre fornuftig ud, i realiteten kan ende med at forstærke
Side 19
de problemer, som søges løst. DSAM anfører, at man, ved at lade centrale hensyn diktere fordeling af ud-
dannelsesforløb, risikerer at etablere en række ikke-eftertragtede uddannelsesstillinger, som ikke vil blive
besat. DSAM anfører, at dette bør undgås.
Lægeforeningen inklusive Foreningen af Speciallæger, herunder FAPS, Yngre Læger og PLO anfører, at det
er afgørende at holde sig for øje, at netop lægedækningstruede områder ikke har særlig stor tutorlægeka-
pacitet ud over den, som allerede udgør grundlaget for de aktuelt opslåede uddannelsesforløb, hvorfor
yderligere øgning i antal uddannelsesforløb ikke i særlig høj grad kan ske i lægedækningstruede områder.
Sekretariatet for lægelig videreuddannelse i Videreuddannelsesregion Syd anfører, at i Videreuddannel-
sesregion Syd arbejder Det Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse kontinuerligt med planlægning og
implementering af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen.
Videreuddannelsesregion Nord anfører, at den anser det for positivt og vigtigt, at den endelige bemyndi-
gelse til at fordele uddannelsesstillinger fortsat placeres i videreuddannelsesregionerne, eftersom det er
her det lokale kendskab til kapacitet, kvalitet og lægedækning findes. Videreuddannelsesregion Nord gør
opmærksom på, at der altid, i forbindelse med fordeling af uddannelsesstillinger, foregår en samlet og af-
balanceret afvejning, hvor der tages højde for forskellige hensyn, herunder kapacitet, kvalitet og læge-
dækning i videreuddannelsesregionerne.
Videreuddannelsesregion Øst anfører, at den finder det vigtigt i videst muligt omfang at tilgodese læge-
dækningstruede områder i forhold til fordeling af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen, men hen-
synet til lægedækning må ikke medføre, at der gås på kompromis med uddannelsens kvalitet, da fremti-
dens personale skal have de rette kompetencer. Videreuddannelsesregion Øst anfører videre, at den er
bekymret for, om indsættelse af lægedækning som et særskilt kriterie, kunne medføre at dette kriterie vil
overskygge uddannelsens kvalitet. Udfordringen i de lægedækningstruede områder er ofte, at der ikke er
mange uddannelsesgivere, hvilket betyder, at adgang til vejledning, supervision og kompetencevurdering
er begrænset, hvilket igen medfører ringere uddannelseskvalitet.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet noterer sig parternes bemærkninger herunder om væsentligheden af, at
relevante hensyn kan indgå i regionernes fordeling af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen. Inden-
rigs- og Sundhedsministeriet henviser samtidig til, at den foreslåede ordning vil medføre, at indenrigs- og
sundhedsministeren vil kunne fastsætte kriterier for fordelingen af uddannelsesforløb, som i relevant om-
fang vil skulle indgå i de regionale videreuddannelsesråds fordeling af uddannelsesforløb. Samtidig er det
med den foreslåede ordning fortsat de regionale videreuddannelsesråd, som fordeler uddannelsesforlø-
bene.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærker yderligere, at lovforslaget ikke sigter på at ændre på de fag-
lige kompetencer, som skal opnås i speciallægeuddannelserne, eller på den faglige sammensætning af
speciallægeuddannelserne, herunder repræsentation, varighed mv. af de lægelige specialer i hver af speci-
allægeuddannelserne.
Vedr. faktuelle rettelser
Videreuddannelsesregion Øst anfører, at der på side 27 i andet afsnit, der begynder med ”Det følger af §
5 i bekendtgørelse…”, anvendes betegnelsen ”turnusuddannelsen”. Turnusuddannelsen blev i 2007 er-
stattet af Klinisk Basisuddannelse.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har præciseret i lovforslagets pkt. 2.7.1 og i bemærkningerne til § 2, at
der med turnusuddannelse forstås klinisk basisuddannelse ved at tilføje ”(nu: klinisk basisuddannelse)”.
Betegnelsen ”turnusuddannelse” er alene anvendt i lovforslaget af hensyn til at afspejle den betegnelse,
som anvendes i den bekendtgørelse, der refereres til i de pågældende afsnit i lovforslaget.
Side 20
Øvrige bemærkninger
Danske Fysioterapeuter foreslår, at der indføres tilskudsberettiget fysioterapi uden lægehenvisning.
Ergoterapeutforeningen opfordrer til, at der i forbindelse med nyt lovgivnings- og kvalitetsarbejde også
bliver kigget på at få styrket forskningsforpligtelsen i kommunerne.
Farmakonomforeningen ønsker, at farmakonomer bliver autoriserede sundhedspersoner.
Kræftens Bekæmpelse opfordrer til, at Sundhedsstyrelsen får tilstrækkelige beføjelser til at håndhæve
overholdensen af kvalitetsstandarderne.
Lægeforeningen bemærker, at de praktiserende speciallæger gerne bidrager yderligere til at sikre læge-
dækning fx ved at bemande satellitpraksis i egne af landet, hvor der er langt til en speciallæge. LF anfører
derudover, at speciallæger udvikler et stadigt tættere samarbejde med almen praksis, som vil under-
støtte, at flere patienter færdigbehandles i praksissektoren. Tilstedeværelsen af praktiserende speciallæ-
ger i et nærområde kan samtidig bidrage til at fremme rekruttering til almen praksis.
Lægevidenskabelige Selskaber (LVS) bemærker, at Dansk Selskab for Klinisk Biokemi, uden for sigtet med
dette lovforslag, peger på, at man med fordel kan benytte en ændringsproces mht. autorisationsloven til
at se på forholdene vedr. kliniske akademikere. Der er et større antal af disse medarbejdere i sundhedsvæ-
senet, som arbejder på lige fod med andre i sundhedsvæsnet, men på grund af autorisationsforholdene
har de fx ikke adgang til den elektroniske patientjournal mv.
KL ønsker tydeliggørelse af reglerne om fortsat sygehusbehandling, herunder adgangen til medicin og re-
medier. Videre ønsker KL retningslinjer for en mere systematisk henvisningspraksis til de kommunale fore-
byggelsestilbud forudsat, at finansiering hertil følger med.
Kristendemokraterne foreslår, at budgetloven revideres, serviceloftet i kommunerne fjernes, og regio-
nerne styrkes og tildeles skatteudskrivningsret.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærker, at ovenstående forslag ligger uden for rammerne af den po-
litiske aftale og rammerne for lovforslaget.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har noteret sig Lægeforeningens forslag og bemærker, at ministeriet
ser positivt på udviklingen og på et tættere samarbejde mellem almen praksis og speciallægerne som et
væsentligt led i at sikre bedre lægedækning.


Til udvalgets orientering fremsendes hermed høringsnotat og høringssvar til lovfor-
slag om ændring af sundhedsloven og lov om autorisation af sundhedspersoner og
om sundhedsfaglig virksomhed.
Lovforslaget har til formål at skabe bedre sammenhæng og samarbejde på tværs af
faglighed og geografi, nedbringe uligheden i sundhedsvæsenet samt understøtte
bedre lægedækning.
Størstedelen af lovforslaget implementerer dele af ”Aftale om Sundhedsreform” fra
maj 2022 om at skabe rammerne for en national kvalitetsplan for det nære sundheds-
væsen, at indføre smidigere regler for etablering og drift af regionsklinikker, at give
regionerne mulighed for at yde et særligt vederlag til læger i områder med lægeman-
gel, samt at bemyndige indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte kriterier for
fordeling af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen.
Lovforslaget har været i offentlig høring i perioden fra den 24. januar til den 22. fe-
bruar 2023.
Høringsnotat og høringssvar er vedlagt.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde
Folketingets Sundhedsudvalg (SUU)
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M sum@sum.dk
W sum.dk
Dato: 30-03-2023
Enhed: NAERSOM
Sagsbeh.: DEPSSE
Sagsnr.: 2301764
Dok. nr.: 2557740
. / .
. / .
Offentligt
L 103 - Bilag 1
Sundhedsudvalget 2022-23 (2. samling)


Dekanatet, Health
Aarhus Universitet
Vennelyst Boulevard 4
8000 Aarhus C
Tlf.: +45 8715 0000
E-mail: health@au.dk
Web: health.au.dk/om-
health/ledelsen/dekanatet
Dekanatet, Health
Anne-Mette Hvas
Dekan, professor
Dato: 22. februar 2023
Direkte tlf.: +45 87152007
E-mail: dean.health@au.dk
Web: au.dk
Afs. CVR-nr.: 31119103
Sagsnr. 2023-0485030
Side 1/1
AARHUS
UNIVERSITET
HEALTH
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Holbergsgade 6
1057 København K
sum@sum.dk
CC: sse@sum.dk
Vedr. sagsnummer 2211332
Høringssvar fra Aarhus Universitet, Health over udkast til lov om ændring
af sundhedsloven og lov om autorisation af sundhedspersoner og om sund-
hedsfaglig virksomhed
Aarhus Universitet, Health har den 25. januar 2023 modtaget høring over udkast til lov
om ændring af sundhedsloven og lov om autorisation af sundhedspersoner og om sund-
hedsfaglig virksomhed.
Aarhus Universitet, Health takker for muligheden for at afgive høringssvar.
Aarhus Universitets, Health har ingen bemærkninger.
Venlig hilsen
Anne-Mette Hvas
Dekan, professor
Offentligt
L 103 - Bilag 1
Sundhedsudvalget 2022-23 (2. samling)
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Holbergsgade 6
1057 København K
Den 22. februar 2023
Høring om udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om
autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed
alles Lægehus A/S er en privat aktør, som bistår regionerne med lægedækning via drift af udbudsklinikker,
og herudover samarbejder med praktiserende læger om drift af lægeklinikker på overenskomstvilkår.
Med afsæt i vores engagement og indsigt i almen praksis, ønsker vi at afgive følgende høringssvar:
Forslag om særligt vederlag til etablerings- og praksispersonaleudgifter (vedr. §227, stk. 7)
I alles Lægehus understøtter vi lægedækning for mere end 130.000 patienter, hvoraf mere end 70.000 af
disse patienter er bosat i regionalt lægedækningstruede områder. Netop i de lægedækningstruede
områder ser vi ofte, at der er flere kronikere og multisyge. Disse patientgrupper har typisk behov for
hyppigere konsultationer som led i årlige kontroller, opfølgning og behandling. Kombinationen af, at de
områder hvor patienterne har størst behov for en læge tæt på også er de områder der er udfordret på
lægeressourcer, skaber en social og geografisk ulighed i det nære sundhedsvæsen.
Vi ser det derfor som yderst positivt, at der i lovforslaget er givet regionerne en mulighed for at tage hånd
om denne udfordring med et særligt vederlag til etablerings- og praksispersonaleudgifter. Vederlaget vil
være en økonomisk håndsrækning til de læger, som ønsker at nedsætte sig med klinik i netop disse trængte
områder, men i dag blandt andet grundet de økonomiske udfordringer fravælger dette.
Forslag om at regionen skal kunne etablere en regionsklinik uden først at lave udbud (vedr. forslag om at
affatte sundhedslovens § 227, stk. 5 på ny)
En udbudsrunde afskærer ikke alment praktiserende læger fra at byde ind på at drive en klinik i et bestemt
område – lægerne har tværtimod allerede i dag en forrang frem for private aktører på drift af lægeklinikker.
Ønsker en praktiserende læge således at overtage ydernummer og kapacitet fra regionen, vil regionen
kunne aflyse udbudsprocessen til fordel for lægen.
En udbudsrunde har også den fordel, at regionen kan stille krav til kontinuitet med faste læger og krav til
driftssikkerhed, tilgængelighed og servicemål. Regionen har med en udbudsklinik herudover en mulighed
for at tilpasse lægedækningen efter det eksisterende behov i området. Modsat praktiserende læger, kan
private aktører ikke begrænse antallet af patienter pr. kapacitet til 1.600 patienter i en udbudsklinik, men
skal til hver en tid kunne øge bemandingen ved et stigende behov – helt op til 2.700 patienter pr. kapacitet.
Skulle en praktiserende læge i området gå på pension, kan regionen altså kræve at den private leverandør
skal øge lægebemandingen i udbudsklinikken, så udbudsklinikken kan dække behovet.
Konkurrencen mellem leverandørerne skaber herudover en for regionen forudsigelig økonomisk ramme,
idet prisen pr. patient er fastsat på forhånd, samtidig med at drift via private aktører også er billigere, end
når regionen selv skal stå for lægedækningen via en regionsklinik.
PLO-analyse ”Ekstraudgifter på 30 mio. kr. til regions- og udbudsklinikker” viste, at drift af regionsklinikker
er 45% dyrere end drift af udbudsklinikker og 57% højere end overenskomstbunde klinikker. Ud fra et
samfundsøkonomisk perspektiv bidrager udbudsklinikker dermed også til at sikre mere sundhed for
pengene til den enkelte borger.
Vi mener også at man bør overveje, om selve klinikdriften er en opgave som regionen skal bruge sine
dyrebare ressourcer på, henset til at regionenerne i forvejen har en vigtig rolle og betydning i at skabe
sammenhæng imellem primær- og sekundærsektor, ser ind i store udfordringer på psykiatriområdet,
sygehusvæsenet mm. Alt andet lige vil regionens varetagelse af klinikdrift tage både tid og fokus fra disse
opgaver.
Vi er derfor kritiske overfor forslaget om at regionerne i større omfang skal etablere regionsklinikker, i
stedet for at lade private aktører bistå med den driftsmæssige understøttelse af lægedækningen.
Forslag om afskaffelse af tidsbegrænsning på drift af regionsklinikker, som nu er begrænset til 6 år (vedr.
forslag om at affatte sundhedslovens § 227, stk. 5 på ny)
Vi stiller os kritiske overfor, om en fjernelse af fristen på 6 år for driften af en regionsklinik, vil medvirke til
at opfylde formålet om at skabe mere forudsigelige vilkår for personale i klinikken, samtidig med at bidrage
til rekruttering. For selvom der med en sløjfning af en tidsbestemt frist er en teoretisk mulighed for
driftsperiode på over 6 år, så vil personalet i regionsklinikker fortsat skulle være indstillet på at
regionsklinikken enten helt eller delvist lukker ned med et varsel på 12-18 måneder. I det nye lovforslag er
der nemlig lagt op til, at praktiserende læger til hver en tid kan gøre krav på at overtage de kapaciteter (og
dermed patienter) som er tilmeldt regionsklinikken. Så i stedet for at sikre stabile og forudsigelige
arbejdsforhold i en i fastsat tidsramme, vil effekten være den modsatte. Hertil kommer, at regionen ikke
kan stille krav om at en praktiserende læge skal tilbyde en komplet overtagelse af drift og personale i
regionsklinikken, hvilket kan medføre at personalet i regionsklinikken ikke er garanteret ansættelse ved den
praktiserende læge til samme vilkår, som de ellers ville ved en egentlig virksomhedsoverdragelse.
Vedr. forslag om fastsættelse af kvalitetskrav, samt registrering og monitorering af data (vedr.
indsættelse af bestemmelse i sundhedslovens § 118 b, stk. 1)
I alles Lægehus arbejder vi målrettet med brug af objektive sundhedsdata til udvikling og sikring af kvalitet.
Registrering, monitorering og benchmarking er vores grundlag for systematiske og målrettede indsatser
f.eks. ifm. med behov for specifikke sundhedsindsatser ud fra demografien i den enkelte klinik eller
optimerede arbejdsgange for kronikerforløb.
Vi mener, at der er behov for at skabe en fælles ramme for kvalitetssikring i almen praksis, samt en fælles
forståelse af begrebet kvalitet i et praksisperspektiv, som kan måles ud fra objektive kriterier. Herunder er
der behov for IT-systemer og juridiske rammer, som fremmer muligheden for ensartet måling og
monitorering af objektive sundhedsdata.
alles Lægehus står naturligvis til rådighed for uddybning af overstående.
Med venlig hilsen
Thomas Helt
M +45 2232 0220
th@wecarehld.dk
Til
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Att. sum@sum.dk med kopi til sse@sum.dk.
Høringssvar over udkast til lov om ændring af sundhedsloven og lov om autorisation af sundhedspersoner
og om sundhedsfaglig virksomhed
Bedre Psykiatri har læst høringsforslaget og har følgende bemærkninger.
Overordnet ser Bedre Psykiatri positivt på lovforslagets intentioner om at sikre et velfungerende
sundhedsvæsen af høj kvalitet, med tæt samspil og sammenhæng mellem det specialiserede
sundhedsvæsen og det nære sundhedsvæsen. Bedre Psykiatri ser ligeledes positiv på intentionerne om at
tilvejebringe en juridisk ramme for en national kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen, idet der indføres
hjemmel til at udstede bindende kvalitetskrav til opgavevaretagelsen som del af de kommunale
sundhedsydelser i årene fremover og understøtte mere ensartet kvalitet i sundhedsindsatserne på tværs af
landet uanset, hvor man bor. Bedre Psykiatri bakker som udgangspunkt op om lovforslaget, der skal give
hjemmel til, at der kan fastsættes forpligtende krav til bl.a. kommunernes sundhedstilbud samt rådgivning
fra sygehusene som led i kvalitetsplanen. Bedre Psykiatri bakker ligeledes op om, at det er
Sundhedsstyrelsen som udvikler konkrete kvalitetsstandarder med kvalitetskrav- og anbefalinger (fx
indsatser og tilrettelæggelsen heraf, kompetencer og uddannelse, udstyr, kvalitetssikring og
registrering/monitorering, samarbejde med andre aktører, herunder rådgivning mv.) i samarbejde med
relevante aktører som en del af kvalitetsplanen.
Bedre Psykiatri er dog bekymret for, at selve indholdet af de krav, der stilles, kommer for sent i processen
rent tidsmæssigt i forhold til, at kommuner og regioner kan nå at implementere dem i
sundhedsindsatserne. Selv om der er afsat midler årligt ved fuld indfasning til de første indsatsområder, er
Bedre Psykiatri bekymret for, at det bliver økonomiske hensyn, der kommer til at styre kvalitetskravene
fremadrettet fordi der ikke er afsat midler, og et kvalitetsløft i samtlige kommuner kræver betydelige
ressourcer. Dermed er der risiko for, at ambitionerne fremadrettet ikke indfries for nye indsatsområder.
Omvendt er der en risiko for, at kravene bliver dyrere end hvad kommunerne har økonomi og kompetencer
til, hvis økonomi og krav ikke følges ad.
Bedre Psykiatri er desuden betænkelig ved, om ambitionerne i lovforslaget er tilstrækkelige, når der i første
omgang kun iværksættes kvalitetsstandarder, der omhandler de kommunale akutfunktioner som en del af
hjemmesygeplejen samt de patientrettede forebyggelsestilbud til borgere med kroniske sygdomme.
Yderligere er Bedre Psykiatri bekymret for, om regeringen med lovforslaget tilstrækkeligt kan sikre sig, at
kommunerne lever op til kvalitetskravene, og hvilke greb for registrering/monitorering og
sanktionsmuligheder, der lægges op til. Afslutningsvist fremstår det uklart, hvordan det med lovforslaget
sikres, at kvalitetskravene er realistiske for kommunerne mht. hvordan indsatserne skal tilrettelægges,
implementeres og følges op?
Bedre Psykiatri henholder sig i øvrigt til Danske Patienters høringssvar.
Med venlig hilsen
Bedre Psykiatri
From: Dansk Arbejdsgiverforening <DA@da.dk>
Sent: 25-01-2023 09:51:49 (UTC +01)
To: DEP Sundhedsministeriet <sum@sum.dk>
Cc: Sarah Storm Egeskov <SSE@SUM.DK>
Subject: SV: Høring: Udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven og
autorisationsloven (national kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen og initiativer til bedre
lægedækning). Frist: 22/2-2023
Kære Sarah Storm Egeskov
Ovennævnte falder uden for DA’s virkefelt, og vi ønsker ikke at afgive bemærkninger.
Med venlig hilsen
Jeanet Danneberg Jepsen
Ledelsessekretær
Vester Voldgade 113
1552 København V
Direkte +45 33 38 92 76
Mobil +45 29 20 02 76
Mail jdj@da.dk
Web da.dk
Denne mail er tilsigtet en bestemt modtager og kan indeholde fortrolige oplysninger. Er du ikke den rette modtager, beder vi dig om at orientere os ved at
besvare denne mail og derefter slette den. Det er ikke tilladt at beholde, kopiere, videresende eller bruge oplysninger fra denne mail, hvis du ikke er den
rette modtager.
Fra: Sarah Storm Egeskov
Sendt: 24. januar 2023 14:44
Til: Sarah Storm Egeskov
Emne: Høring: Udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven og autorisationsloven (national
kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen og initiativer til bedre lægedækning). Frist: 22/2-2023
Til høringsparterne på vedlagte høringsliste
Indenrigs- og Sundhedsministeriet sender hermed vedhæftede udkast til lovforslag i høring.
Lovforslaget vedrører ændring af sundhedsloven og lov om autorisation af sundhedspersoner og om
sundhedsfaglig virksomhed.
Lovforslaget skal udmønte dele af den brede politiske aftale om en sundhedsreform, som blev indgået med
størstedelen af Folketingets partier den 20. maj 2022. Lovforslaget skal være med til at skabe bedre
sammenhæng og samarbejde på tværs af faglighed og geografi, nedbringe uligheden i sundhedsvæsenet
samt understøtte bedre lægedækning.
Vedhæftet er:
 Høringsbrev
 Høringsliste
 Udkast til lovforslag
Materialet kan også findes på høringsportalen.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet skal anmode om at modtage eventuelle bemærkninger til udkastet
senest den 22. februar 2023.
Bemærkninger bedes fremsendt til ministeriets kontor for Borgernær Sundhed på sum@sum.dk med kopi
til sse@sum.dk.
Med venlig hilsen
Sarah Storm Egeskov
Chefkonsulent, Kontor for Borgernær Sundhed
M 2126 7557
@ sse@sum.dk
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Tlf. 7226 9000
Læs ministeriets datapolitik her
www.sum.dk
DANSK ERHVERV
Børsen
1217 København K
www.danskerhverv.dk
info@danskerhverv.dk
T. + 45 3374 6000
kfs@danskerhverv.dk
KFS
Side 1/1
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Holbergsgade 6
1057 København K
Den 22. februar 2023
Høring om udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om
autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed
Dansk Erhverv har modtaget høring om udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven og
lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed.
Generelle bemærkninger
Dansk Erhverv støtter tiltag, der kan styrke lægedækningen i Danmark og bidrage til en forbedret
konkurrence, så patienterne sikres en bred vifte af valgmuligheder i form af både udbudsklinik-
ker, partnerskabsklinikker og traditionelle PLO-klinikker. Derfor finder Dansk Erhverv det
grundlæggende problematisk, at der er i lovforslaget lægges op til, at det skal være muligt for re-
gionerne at oprette en regionsklinik uden foregående udbud. Dansk Erhverv er modstander af, at
kommuner og regioner i stigende grad tildeles nye værktøjer til at hjemtage opgaver, som ellers
kan varetages af private aktører.
Specifikke bemærkninger
Lettere adgang til etablering af regionsklinikker
Det foreslås, at sundhedslovens § 227, stk. 5, affattes på ny således, at regionsrådet, i tilfælde hvor
regionsrådet ikke kan afsætte et ydernummer til en læge, som vil praktisere efter overenskom-
sten, selv kan etablere og drive en klinik, som leverer almen medicinske ydelser.
Dansk Erhverv finder denne ændring problematisk, da den hæmmer konkurrence på markedet og
vil tilskynde regionerne til at hjemtage klinikker uden foregående udbud. Det efterlader borgerne
uden vished, om regionen reelt har valgt den bedste aktør til prisen, hvilket understøttes af en
analyse fra Dansk Erhverv, der dokumenterer, at regionsklinikker har større bogførte udgifter pr.
patient end udbudsklinikker. Det bør derfor specificeres over for regionerne, at de, på trods af
ændringen, fortsat vil kunne oprette udbudsklinikker.
Mulighed for at overtage regionsklinik på markedsvilkår
Det foreslås videre, at der indsættes et nyt stk. 6, hvoraf det fremgår, at hvis en læge ønsker at
overtage en regionsklinik som er oprettet efter stk. 5, med henblik på at praktisere efter stk. 1, 1.
pkt., skal regionsrådet indgå aftale om overdragelsen inden for rimelig tid.
Dansk Erhverv finder dette positivt, da det kan fremme regionernes samarbejde med eksterne ak-
tører og dermed være med til at styrke borgernes frie valg. Dansk Erhverv opfordrer derfor til, at
DANSK ERHVERV
Side 1/1
der igangsættes initiativer, som skal tilskynde regionerne til at sikre en hurtig og smidig overgang
i tilfælde af, at en læge ønsker at benytte sig af §6 og overtage en regionsklinik på markedsvilkår.
Dansk Erhverv står naturligvis til rådighed for uddybning af overstående.
Med venlig hilsen
Katrina Feilberg
Markedschef
Høringssvar vedrørende Udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven og
autorisationsloven (national kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen og initiativer til bedre
lægedækning).
Uddannelsesudvalget under Dansk Hæmatologisk selskab 16.02.23
Den del af lovforslaget, der omhandler indenrigs- og sundhedsministerens bemyndigelse til at
fastsætte kriterier for fordelingen af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen, vækker
bekymring. Uddannelseskvalitet og uddannelseskapacitet bør fortsat vægte højere end
driftshensyn og lægedækning ved fordeling af uddannelsesforløb i de regionale
Videreuddannelsesråd. Beslutninger om omfordeling af forløb indenfor et speciale bør sendes til
høring i specialets regionale videreuddannelses råd samt specialeselskabets uddannelsesudvalg.
Det bør fortsat tilstræbes at speciallægeuddannelsen i intern medicin: hæmatologi lever op til den
europæiske standard, med minimum 3-4 års hæmatologi ud af 5 års samlet uddannelse, jævnfør
Madrid-deklarationen fra det europæiske specialeselskab; EHA/the-madrid-declaration/. Der bør
tilstræbes kontakt med specialet under hele hoveduddannelsesforløbet gennem ansættelse på
afdelinger hvor hæmatologien er repræsenteret, så intern medicin læres i sammenhæng med
hæmatologi.
Af hensyn til trivsel og uddannelseskvalitet bør uddannelsesforløb endvidere højst omfatte 2-3
afdelinger, herunder 2 forskellig hæmatologiske afdelinger, og antallet af skift bør minimeres . Af
hensyn til rekruttering bør man derudover så vidt muligt undgå meget store afstande mellem
uddannelsessteder i samme forløb.
*SAG*
Høringssvar vedr. udkast til lov om ændring af sundhedsloven og lov om
autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed
Dansk Industri (DI) har den 24. januar 2023 modtaget udkast til lov om ændring af sund-
hedsloven og lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed.
Lovforslaget skal udmønte dele af den politiske aftale om en sundhedsreform, som blev
indgået med størstedelen af Folketingets politiske partier den 20. maj 2022. Som en del
af aftalen er det blandt andet besluttet, at der skal skabes bedre sammenhæng og samar-
bejde på tværs af faglighed og geografi.
Dette høringssvar relaterer sig udelukkende til punkt 1 i lovforslagets indhold, som er ind-
førelse af bemyndigelseshjemmel for indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte
forpligtende kvalitetskrav og -anbefalinger til kommunale sundhedsydelser samt regio-
nernes rådgivningsforpligtelse.
DI bakker op om denne del af lovforslaget. Afbureaukratisering og øget fokus på kvalitet
er vigtige elementer – eksempelvis i ældreplejen. DI gør derfor indledende opmærksom
på, at en del af det behandlede i lovforslaget med fordel kan ses i relation til det kommende
arbejde med ny ældrelov, hvor netop kvalitet og visitation har været behandlet i ekspert-
gruppearbejdet med tidligere departementschef Per Okkels i spidsen.
DI vil gerne benytte lejligheden til generelt at bakke op om et øget fokus på kvalitet i den
velfærd, vores borgere modtager. Et øget fokus på kvalitet – og en indførelse af standarder
kan forhåbentlig bidrage til en højere leveret velfærd.
Med lovforslaget følges op på aftalen om sundhedsreformen – nærmere bestemt indførel-
sen af en national kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen, som skal sikre indførelsen
af kvalitetsstandarder med konkrete kvalitetskrav og -anbefalinger til udvalgte sundheds-
indsatser.
Fokus for kvalitetsstandarder bør være gennemsigtighed
DI noterer sig for det første, at selve indholdet af de kommende kvalitetsstandarder ikke
er kendt endnu og opfordrer til, at et fokus for de kommende kvalitetsstandarder bør være
gennemsigtighed, så både borgere, medarbejdere og pårørende kan få indsigt i og viden
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
22. februar 2023
JUBL
DI-2023-00598
om kvaliteten. Derudover bør kvalitetsstandarder holde sig til overordnede formål og
kunne måles på tværs af kommunerne, så det ikke skaber unødig bureaukrati, men der-
imod kan fungere som en fælles øvelse og et sammenligningsgrundlag – fremfor at bidrage
til minimumskrav.
Inden for ældreområdet er arbejdet med udviklingen af kvalitetsindikatorer allerede i
gang, ligesom der er afsat penge til at udvikle sammenlignelige brugertilfredshedsunder-
søgelser på de store velfærdsområder.
Indikatorerne kan ikke nødvendigvis give et fuldstændigt billede af en given leverandørs
leverede kvalitet, men indikatorerne kan på centrale parametre sikre borgerne en sam-
menlignelig information om den leverede kvalitet (eksempelvis normeringer og persona-
lets sygefravær). Dette bør suppleres med en årlig måling af brugertilfredsheden, der an-
giver borgernes helhedsvurdering af leverandøren og kvaliteten. Kvalitetsindikatorer og
systematisk brug af brugertilfredshedsundersøgelser kan bidrage til at flytte fokus fra pro-
ces til resultat for borgerne.
DI bakker desuden op om, at en kommende kvalitetsplan skal have fokus på en løbende
udvikling og nytænkning af opgaveløsningen, herunder velfærdsteknologi. DI håber, at
lovforslaget kan give anledning til at lette vejen for flere digitale og telemedicinske løsnin-
ger.
Visitation og frit valg til borgerne
DI noterer sig for det andet lovforslagets passage om mulighed for at visitere og levere
kommunale sundhedsydelser gennem tværkommunale samarbejder.
DI bakker op om et samarbejde på tværs af kommuner, men det er væsentligt, at myndig-
hedsopgaven – uanset om den delegeres til øvrige kommuner – er genstand for konkur-
renceudsættelse og gennemsigtighed.
Det er nemlig helt afgørende, at borgerne fortsat visiteres, så borgerne har frit valg og
adgang til private leverandører. Dette sker som udgangspunkt ikke, hvis man indfører en
centraliseret model, da man risikerer at etablere barrierer for at private aktører kan en-
trere markedet. I stedet bør der være fokus på at indføre en fleksibel model, hvor god-
kendte private leverandører kan levere i de kommuner og til de borgere, de ønsker.
Det står i høringsbrevet ikke klart, hvordan denne nye form for visitation spiller sammen
med ældreloven og en frisættelse af velfærdsinstitutionerne. DI gør derfor opmærksom
på, at det frie valg for borgerne er helt centralt – netop som regeringsgrundlaget ligger an
til.
DI bidrager gerne til det videre arbejde med blandt andet at formulere kvalitetsstandar-
der, der lever op til ovenstående principper.
Med venlig hilsen
Julie Bjerre Linnemann
Chefkonsulent, Dansk Industri
From: Jens Valdemar Krenchel <jvk@danskkiropraktorforening.dk>
Sent: 26-01-2023 13:29:07 (UTC +01)
To: DEP Sundhedsministeriet <sum@sum.dk>; Sarah Storm Egeskov <SSE@SUM.DK>
Cc: Christina Munk Eriksen <cme@danskkiropraktorforening.dk>; Louise Larsen
<ll@danskkiropraktorforening.dk>
Subject: SV: Høring: Udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven og
autorisationsloven (national kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen og initiativer til bedre
lægedækning). Frist: 22/2-2023
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Pr. email
Frederiksberg d. 26. januar 2023
Dansk Kiropraktor Forening værdsætter at blive hørt.
Vi har ikke bemærkninger til det fremsendte udkast.
Med venlig hilsen
Jens Valdemar Krenchel
Chefjurist
Dansk Kiropraktor Forening
Peter Bangsvej 30, 4.
2000 Frederiksberg
Tlf.: +45 33 93 04 00
Direkte: +45 33 37 60 96
Mobil: +45 53 86 60 96
E-mail: jvk@danskkiropraktorforening.dk
www.danskkiropraktorforening.dk
Fra: Sarah Storm Egeskov <SSE@SUM.DK>
Sendt: 24. januar 2023 14:44
Til: Sarah Storm Egeskov <SSE@SUM.DK>
Emne: Høring: Udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven og autorisationsloven (national
kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen og initiativer til bedre lægedækning). Frist: 22/2-2023
Til høringsparterne på vedlagte høringsliste
Indenrigs- og Sundhedsministeriet sender hermed vedhæftede udkast til lovforslag i høring.
Lovforslaget vedrører ændring af sundhedsloven og lov om autorisation af sundhedspersoner og om
sundhedsfaglig virksomhed.
Lovforslaget skal udmønte dele af den brede politiske aftale om en sundhedsreform, som blev indgået med
størstedelen af Folketingets partier den 20. maj 2022. Lovforslaget skal være med til at skabe bedre
sammenhæng og samarbejde på tværs af faglighed og geografi, nedbringe uligheden i sundhedsvæsenet
samt understøtte bedre lægedækning.
Vedhæftet er:
 Høringsbrev
 Høringsliste
 Udkast til lovforslag
Materialet kan også findes på høringsportalen.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet skal anmode om at modtage eventuelle bemærkninger til udkastet
senest den 22. februar 2023.
Bemærkninger bedes fremsendt til ministeriets kontor for Borgernær Sundhed på sum@sum.dk med kopi
til sse@sum.dk.
Med venlig hilsen
Sarah Storm Egeskov
Chefkonsulent, Kontor for Borgernær Sundhed
M 2126 7557
@ sse@sum.dk
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Tlf. 7226 9000
Læs ministeriets datapolitik her
www.sum.dk
Dansk Selskab for Almen Medicin • Stockholmsgade 55, 2100 København Ø • 7070 7431 • dsam@dsam.dk • www.dsam.dk
22. februar 2023
Til Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Høringssvar til udkast til lov om ændring af sundhedsloven og lov om
autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed
Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) takker for invitation til deltagelse i høring over udkast til
forslag til ændring af Sundhedsloven og Lov om autorisation af sundhedspersoner og sundhedsfaglig
virksomhed.
Et nærmest enigt Folketing vedtog 20. maj 2022 en bred aftale om Sundhedsreform, som afsætter
6,8 mia. kroner til at omstille og løfte sundhedsvæsenet over de næste 8 år. Planen med Sundheds-
reformen1
er blandt andet at åbne 25 nye nærhospitaler, at sikre mennesker med kroniske syg-
domme højere og mere ensartet kvalitet i deres behandling, samt at sætte fokus på rekruttering af
flere medarbejdere, herunder læger.
Nærværende udkast til lovforslag er en delvis udmøntning af denne aftale. DSAM anerkender i sær-
deleshed de målsætninger i aftalen, som kan styrke det nære sundhedsvæsen ved at øge incitamen-
terne for, at praktiserende læger i områder med lægemangel fastholdes og nye læger i samme områ-
der kan trækkes til samt at fordelingen af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen for almen me-
dicin tilrettelægges, så der bedst sikres flere praktiserende læger i fremtiden.
Lovudkastet indeholder tre delelementer, hvortil DSAM har nedenstående kommentarer:
1. Den Nationale Kvalitetsplan samt kommunale akutfunktioner mm.
Målsætningen er at indføre nationale kvalitetsstandarder for det nære sundhedsvæsen, uanset hvil-
ken klinik, kommune og region en borger er tilknyttet. Der findes i dag ikke generelle regler i lovgiv-
ningen, der bemyndiger sundhedsministeren til at fastsætte forpligtende krav til bl.a. kommunernes
sundhedstilbud eller rådgivning fra sygehusene.
Der er dog på konkrete områder i sundhedsloven allerede mulighed for at stille mere eller mindre
eksplicitte krav til kvaliteten i sundhedsvæsenet, og hvad angår almen praksis så fremgår det af Sund-
hedslovens §57, at alment praktiserende læger er forpligtet til at udøve deres virksomhed i overens-
stemmelse med nationale faglige retningslinjer m.v.
1
https://www.regeringen.dk/aktuelt/publikationer-og-aftaletekster/et-sammenhaengende-naert-og-staerkt-sundhedsvaesen/
Dansk Selskab for Almen Medicin • Stockholmsgade 55, 2100 København Ø • 7070 7431 • dsam@dsam.dk • www.dsam.dk
Med lovudkast indføres bemyndigelse for indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte forplig-
tende kvalitetskrav og anbefalinger til kommunale sundhedsydelser samt regionernes rådgivningsfor-
pligtelse, som vil blive rammesat i en kommende National Kvalitetsplan. Udkast til lovforslag indebæ-
rer tillige, at der udfærdiges kvalitetsstandarder i de kommunale akutfunktioner som en del af hjem-
mesygeplejen samt de patientrettede forebyggelsestilbud til borgere med kroniske sygdomme.
DSAM anerkender, at nationale kvalitetsstandarder bør omfatte det nære sundhedsvæsen i bred for-
stand, herunder sundhedstilbud, som varetages uden for sygehusene i eller tæt på borgerens eget
hjem af kommuner, almen praksis og øvrige privatpraktiserende sundhedsprofessionelle, herunder
privatpraktiserende speciallæger.
 DSAM finder det uklart defineret i lovudkastet hvilke dele af sundhedsvæsenet, der er
omfattet af lovudkastet og i særdeleshed Den Nationale Kvalitetsplan.
 DSAM ser gerne, at de vigtigste kommunale sundhedstilbud bliver evidensbaserede og
med mulighed for individualisering.
 DSAM ser også gerne, at de kommunale sundhedstilbud bliver mere ensartede i indhold på
tværs af kommuner, er mere konstante hen over tid og annonceres på en ensartet og intui-
tiv måde på SOFT portalen.
Der lægges i lovudkastet op til, at den Nationale Kvalitetsplan skal ses i sammenhæng med sundheds-
klyngerne og sundhedssamarbejdsudvalgene.
 DSAM mener, at det er vigtigt, at Den Nationale Kvalitetsplan understøtter samarbejdet i
sundhedsklyngerne og ikke kommer til at begrænse vilkår og mulighed for udvikling og
samarbejde i klyngerne.
 DSAM mener, at det er vigtigt, at der med Den Nationale Kvalitetsplan er et nødvendigt og
stærkt fokus på, at minimumsstandarder ikke fører til overdiagnostik og overbehandling på
grund af ufleksible og for omfattende standarder, der hæmmer mulighed for prioritering
og individualisering af diagnosticering og behandling.
 DSAM mener, at det er vigtigt, at der med Den Nationale Kvalitetsplan er et nødvendigt og
stærkt fokus på ikke at øge den administrative opgave i det kommunale sundhedsvæsen,
almen praksis og andre steder i det primære sundhedsvæsen.
 DSAM mener desuden, at der ikke må implementeres nationale digitale værktøjer til kvali-
tetssikring i kommuner og almen praksis, før disse er udviklet og valideret gennem inddra-
gelse af brugere og pilotforsøg. Det primære sundhedsvæsen er i dag så presset, at arbejds-
tunge og unødvendige digitale værktøjer ikke kan rummes.
2. Bemyndigelse for indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler om procedu-
rer og rammer for praksisplan for almen praksis ved en lovteknisk præcisering
I forbindelse med vedtagelsen af lov nr. 910 af 21. juni 2022 (Etablering af sundhedsklynger og sund-
hedssamarbejdsudvalg m.v.), som trådte i kraft 1. juli 2022 (Folketingstidende 2021-22, A, L 191,
Dansk Selskab for Almen Medicin • Stockholmsgade 55, 2100 København Ø • 7070 7431 • dsam@dsam.dk • www.dsam.dk
som fremsat) er indenrigs- og sundhedsministerens bemyndigelse til at udstede nærmere regler om
praksisplan for almen praksis bortfaldet. Det fremføres i lovudkastet, at dette angiveligt en lovteknisk
fejl.
 DSAM støtter, at lovtekniske fejl på denne måde rettes smidigt uden behov for at politi-
kere og/eller embedsmænd, som på bedste vis blot forsøger at passe deres arbejde grun-
digt og samvittighedsfuldt, stilles til ansvar. Denne tilgang bør også afspejles i tilgangen til
arbejdet med fejl i sundhedsvæsenet, herunder i relation til evaluering af den såkaldte
”strammerpakke”.2
3. Indførelse af hjemmel til initiativer, der skal understøtte bedre lægedækning
Lovudkastet anerkender, at praktiserende læger med ydernummer er det primære valg, når det gæl-
der almenmedicinske tilbud til borgerne. Da der flere steder i landet er mangel på praktiserende læ-
ger kan det imidlertid være nødvendigt, at regionerne driver almenmedicinske lægetilbud (såkaldte
regionsklinikker). Lovudkastet gør det mere smidigt for en region at oprette og drive regionsklinikker.
DSAM anerkender, at regionklinikker kan være nødvendige, der hvor manglen på praktiserende læ-
ger er akut. DSAM vurderer, at følgende er vigtigt:
 At regionsklinikker ikke primært bemandes med læger under uddannelse og at en given
regionsklinik ikke bemandes med et større antal uddannelseslæger end speciallæger, på
samme måde som gør sig gældende i almindelige klinikker med ydernummer.
 At en regionsklinik, for at kunne have en uddannelseslæge, skal have en fast tutorlæge i
hele uddannelseslægens ansættelsesperiode, der opfylder krav til tutorlægefunktion.
 At en tutorlæge skal have driftsansvar, dvs. være selvstændig erhvervsdrivende praktise-
rende læge, for at kunne have uddannelseslæger i Intro eller HU-stillinger. For at få god-
kendt sit uddannelsesforløb skal uddannelseslægen nemlig have træning og undervisning i
forskellige kompetencer vedr. driftsansvar, og kompetencerne skal godkendes af tutorlæ-
gen.
 At en region inden oprettelse af en regionsklinik grundigt afsøger alle muligheder for at af-
sætte ydernummeret til en alment praktiserende læge, som beskrevet i overenskomsten
for almenpraksis, herunder muligheden for etablering af licensklinikker.
 At en region inden for rimelig tid vil skulle overdrage ydernummeret, hvis en praktiserende
læge tilbyder at overtage ydernummeret og drive klinikken inden for overenskomstens
rammer.
 DSAM anbefaler endvidere, at bestemmelsen om smidig etablering af Regionsklinikker i
lyset af sundhedsreformens ambition om 5.000 praktiserende læger etableres med en ’sol-
nedgangs-klausul’ på 10 år, idet ordningen netop er tiltænkt at løse et akut problem.
Med udkast til lovforslag foreslås, at en region i perioden den 1. juli 2023 til og med 10 år frem til 30.
juni 2033 kan indgå aftaler med indehaveren af et ydernummer i områder med lægemangel om et
2
https://ugeskriftet.dk/nyhed/laeger-og-tandlaeger-i-brev-til-sundhedsministeren-evaluering-af-strammerpakken-kalder-pa
Dansk Selskab for Almen Medicin • Stockholmsgade 55, 2100 København Ø • 7070 7431 • dsam@dsam.dk • www.dsam.dk
særligt vederlag i en tidsbegrænset periode. Dette særlige vederlag vil ligge ud over honorarer, der
fremgår af overenskomst for almen praksis. Ved områder med lægemangel forstås geografiske områ-
der, som vil kunne være kendetegnet ved bl.a. få praksishandler, høj andel af ældre læger, høj andel
af patienter i regions- eller udbudsklinikker, tyngde af patienter med lav socioøkonomi i et bestemt
geografisk område mv. På længere sigt vurderes problemerne med lægedækning i almen praksis pri-
mært at være en fordelingsproblematik, hvorfor denne bestemmelse indeholder en ’solnedgangs-
klausul’ på 10 år.
 DSAM tilslutter sig bestemmelsens mulighed for, at en region via økonomiske incitamenter
kan indgå aftaler, som kan sikre flere praktiserende læger i områder med lægemangel.
 DSAM støtter en ’solnedgangs-klausul’ på 10 år vedrørende nævnte økonomiske incita-
menter.
Men lovudkastet bemyndiges indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte kriterier for fordeling
af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen i almen medicin. Lovudkastet nævner, at kriterier for
fordeling af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen eksempelvis kan være lægedækning, pati-
entsikkerhed, uddannelseskapacitet, driftshensyn, uddannelseskvalitet med videre samt hensyn til
den politiske intention i aftale om sundhedsreformen.
Forslaget vil indebære, at indenrigs- og sundhedsministeren kan påvirke fordelingen af uddannelses-
forløb i speciallægeuddannelsen inden for hver af videreuddannelsesregionerne. Dermed vil inden-
rigs- og sundhedsministeren få mulighed for at påvirke fordelingen af lægelige ressourcer i sundheds-
væsenet.
 DSAM vurderer, at det primære problem er en grundlæggende mangel på praktiserende
læger, og at løsningen snarest er at oprette flere attraktive uddannelsesforløb.
 DSAM vurderer, at det i lovudkastet bør specificeres, at det primære kriterie ved fordeling
af uddannelsesforløb er at sikre gode uddannelsesstillinger med tid og ressourcer til super-
vision af den enkelte læge og at andre kriterier er sekundære.
 DSAM vurderer, at central tildeling af uddannelsesforløb, som i udgangspunktet kan se
såre fornuftige ud, i realiteten kan ende med at forstærke de problemer, som søges løst.
Ved at lade centrale hensyn diktere fordeling af uddannelsesforløb risikerer man nemlig at
lave en række ikke-eftertragtede uddannelsesstillinger, som ikke vil blive besat. Dette bør
undgås.
Med venlig hilsen
Bolette Friderichsen
Formand for DSAM
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Fremsendt pr. e-mail til sum@sum.dk og sse@sum.dk
21. februar 2023
Høringssvar fra Dansk Selskab for Folkesundhed vedr.:
Lov om ændring af sundhedsloven og lov om autorisation af sundhedspersoner og om
sundhedsfaglig virksomhed
Dansk Selskab for Folkesundhed (DSFF) takker mange gange for at få mulighed for at kommentere
på dette lovforslag.
Lovforslaget skal være med til at skabe bedre sammenhæng og samarbejde på tværs af faglighed og
geografi, nedbringe uligheden i sundhedsvæsenet samt understøtte bedre lægedækning. Dette skal
bla. ske ved:
Indførelse af bemyndigelseshjemmel for indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte
forpligtende kvalitetskrav og -anbefalinger til kommunale sundhedsydelser samt regionernes
rådgivningsforpligtelse (Den nationale kvalitetsplan).
Det er denne del af lovforslaget – og afledte konsekvenser heraf - DSFF er særligt opmærksom på.
DSFF bakker op om, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet fastsætter forpligtende kvalitetskrav og -
anbefalinger til kommunerne under §118 men anbefaler, at beføjelsen udvides til også at gælde
§119. Ved at udvide beføjelserne til også at gælde §119 vil man opnå følgende:
• Øget kvalitet i de kommunale forebyggelsestilbud – både til borgere og patienter
• Sikre et mere ensartet tilbud til borgerne uafhængig af hvilke kommune de bor i, hvilket vil bidrage
til øget lighed i sundhed
• Undgå at kommunerne anspores til at flytter resurser fra det borgerrettede område til at løse
opgaver på det patientrettede område.
Disse anbefalinger begrundes i det følgende.
Det fremgår også af pkt. 2.2.2. Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser, at:
Partierne bag aftale om sundhedsreformen er enige om, at der med kvalitetsplanen i første omgang
iværksættes kvalitetsstandarder, der skal sikre en kvalitetsudvikling af hhv. de kommunale
akutfunktioner som en del af hjemmesygeplejen samt de patientrettede forebyggelsestilbud til
borgere med kroniske sygdomme, som reguleres i hhv. §§ 138 og 119 i sundhedsloven. (DSFF
understregning).
DSFF tolker således, at hensigten med lovforslaget også er styrke kvaliteten af den patientrettede
forebyggelse beskrevet i §119. DSFF ser et stort potentiale i at styrke den patientrettede
forebyggelse og styrke sammenhængen mellem det regionale ansvar for forebyggelse og det
kommunale gennem kvalitetsstandarder, kvalitetskrav og -anbefalinger. Det fremgår dog ikke af de
foreslåede justeringer til §119.
Tydeligere krav til kommuner om indsats og kvalitet i opgaveløsningen under §118 uden samtidig
at tydeliggøre krav om indsats og kvalitet i opgaveløsningen under §119 risikerer at have den
afledte konsekvens, at opgaver under §119 vil blive prioriteret lavere kommunerne.
DSFF bemærker desuden den foreslåede tilføjelse til §119:
… et nyt stk. 3, der tydeliggør kommunernes forpligtelse til at tilbyde borgerne patientrettede
forebyggelsestilbud målrettet dels borgere i risiko for at udvikle sygdomme og dels patienter,
herunder patienter med f.eks. kroniske lidelser.
Justeringen skaber bekymring for at den patientrettede forebyggelse i kommunerne vil blive
prioriteret højere end den borgerrettede forebyggelse. DSFF’s vurdering er, at det allerede sker i
flere kommuner i dag, da effekten af patientrettet forebyggelse ofte ses hurtigere og mere direkte
end effekten af den borgerrettede og primære forebyggelse, hvor resultatet i mange tilfælde først ses
efter mange år. Fx vil en succesfuld indsats for at forebygge at ørn og unge begynder at ryge først
ses efter 50-60 år, når incidensen af fx lungecancer og KOL falder. DSFF frygter, at den foreslåede
justering vil skubbe yderligere til den udvikling.
Det fremgår videre af pkt. 2.2.2., Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser, at:
….§ 119, stk. 2, har … siden dens indførelse i sundhedsloven i 2005 været hensigten med
bestemmelsen, at den skulle rumme både den forebyggende og sundhedsfremmende indsatser for
både borgere og patienter. Dette er allerede udmøntet i praksis, da kommunerne allerede har
patientrettede forebyggelsestilbud til f.eks. patienter med visse kroniske sygdomme.
DSFF skal i denne sammenhæng bemærke at der er meget stor variation i kommunernes tilbud –
både inden for patientrettet og borgerrettet forebyggelse.
Den borgerrettede forebyggelse er ikke nævnt i lovforslaget og overvejelser vedr. lovforslagets
konsekvenserne for den borgerrettede forebyggelse er fraværende i Indenrigs- og
Sundhedsministeriets overvejelser.
DSFF skal derfor gøre opmærksom på, at den borgerettede forebyggelse under §119 har allerede nu
trænge vilkår i kommunerne. DSFF anerkender Sundhedsstyrelsens store rådgivningsindsats på
området og bakker op om anbefalingerne til kommunerne, som bla. er beskrevet i
Forebyggelsespakkerne. Men det er kun anbefalinger og opgaveløsningen varierer meget mellem
kommuner og bidrager ikke til at skabe lighed i sundhed.
Et eksempel på et område, som kan løftes markant, hvis Indenrigs- og Sundhedsministeriet
fastsætter forpligtende kvalitetskrav og -anbefalinger til kommunerne, er tobaksforebyggelse
generelt og rygestop/nikotinstop specifikt. Borgere i nogle kommuner har kun adgang til telefonisk
rådgivning, hvis de ønsker at stoppe, mens borgere i andre kommuner har adgang til kurser i
naturen, kurser om aftenen, kurser om dagen, kurser på arbejdspladsen, Kurser i naturen, kurser
med yoga, individuelle samtaler, online kurser, telefoniske forløb og – ikke mindst – mulighed for
at få tilskud til rygestopmedicin. Det er blot ét eksempel på den ulighed i adgang til forebyggelse
danskerne oplever som følge af, at der ikke stilles krav til opgaveløsningen inden for §119.
DSFF er enig i, at den nationale kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen, med indførelsen af
konkrete kvalitetskrav- og anbefalinger, kan bidrage til en styret og systematisk indsats – dette
forankret i kvalitetsstandarder. På samme vis vil det styrke forebyggelsesområdet, hvis §119 blev
omfattet. En intensiveret og mere ensartet borgerrettet forebyggelsesindsats i kommunerne vil også
kunne bidrage til at løse nogle af kapacitetsudfordringerne som sundhedsvæsenet står overfor i dag,
på sigt. En mere aktiv befolkning med et mindre alkohol- og tobaksforbrug vil reducere
sygdomsbyrden markant og dermed reducere presset på sundhedsvæsenet.
Afslutningsvis skal DSFF bemærke, at der afsættes midler til den statslige administration i
forbindelse med udvikling og implementering af kvalitetsplanen, mens det ikke vurdere, at indførsel
af en national kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen ikke vurderes ikke at medføre varige
økonomiske konsekvenser for kommuner og regioner. Der åbnes dog for, at der kan være:
… økonomiske og administrative konsekvenser for regioner og kommuner forbundet med at
udmønte bemyndigelserne. Omfanget af disse økonomiske konsekvenser vil afhænge af den konkrete
situation, hvor hjemlerne udmøntes, og dette vil blive drøftet og evt. aftalt med kommuner og
regioner.
DSFF anbefaler, at der afsættes midler til den kommunale implementering. Dette vil særligt være
vigtigt for at afbøde de afledte konsekvenser for kommunernes arbejde under Sundhedslovens §119,
hvis ikke kvalitetsplanen udvides til også at omfatte Sundhedslovens §119.
Venlig hilsen
Helle Terkildsen Maindal Nina Krogh Larsen
Forperson DSFF Bestyrelsessuppleant DSFF
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
Høring over udkast til lov om ændring af sundhedsloven og lov
om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig
virksomhed
Dansk Sygeplejeråd takker for muligheden for at afgive høringssvar
over udkast til lov om ændring af sundhedsloven og lov om autorisa-
tion af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed.
Generelle bemærkninger
Dansk Sygeplejeråd støtter op om en kvalitetsplan for det nære og
sammenhængende sundhedsvæsen med tilhørende kvalitetskrav og
-anbefalinger. Ligeledes støtter vi op om, at der lægges op til at
styrke almen praksis’ rolle. Det er godt, at det gøres lettere at etab-
lere regionsklinikker, da det vil sikre behovene for lægehjælp for bor-
gere i områder, hvor der ikke kan afsættes ydernumre.
Dansk Sygeplejeråd mener, at det er vigtigt, at der sikres en sam-
menhæng med de kvalitetsplaner, der er i det regionale sundhedsvæ-
sen. Det skal være med til at løfte, sikre og udvikle det samlede pati-
entforløb. Det er desuden ikke klart, hvordan kvalitetsplanen for det
nære og sammenhængende sundhedsvæsen tænkes sammen med
det nationale kvalitetsprogram. Det bør ligeledes sammentænkes.
I det kommende arbejde med en kvalitetsplan er det vigtigt, at de in-
volverede parter inddrages. For Dansk Sygeplejeråd vil det bl.a. være
vigtigt, at der er fokus på hvilke faglige kompetencer, der er brug for i
det nære sundhedsvæsen, hvilken normering der kræves, at kvali-
tetsstandarderne ikke må være med til at øge unødvendigt bureau-
krati, og at det faglige skøn fortsat er vigtigt.
Tekstnære bemærkninger
Udkastet til lovforslaget indeholder et nyt stk. 3 i § 119, som ifølge be-
mærkningerne på side 42 skal tydeliggøre kommunalbestyrelsens for-
pligtigelse til at tilbyde sundhedsfremmende og forebyggende indsat-
ser til borgere og patienter. DSR vil foreslå, at der indsættes et tilsva-
rende eksplicit krav i forhold til de forebyggende sundhedsydelser til
Den 21. februar 2023
Dansk Sygeplejeråd
Sankt Annæ Plads 30
DK-1250 København K
mandag-torsdag 9.00-16.00
fredag 9.00-15.00
Tlf: +45 33 15 15 55
Fax: +45 33 15 24 55
www.dsr.dk
dsr@dsr.dk
Side 2 af 2
børn og unge - Kapitel 36, §120 i Sundhedsloven. Baggrunden er, at
flere kommuner har skåret ned på antal hjemmebesøg, som sund-
hedsplejerskerne tilbyder de nyfødte og deres familier i hjemmet, lige-
som tiden til sundhedsfremme målrettet børnene i grundskolen er re-
duceret. Ulighed i sundhed starter tidligt i livet. Derfor er det vigtigt, at
familier, børn og unge ikke oplever, at der er stor forskel i kommuner-
nes forebyggende sundhedsydelser.
Dansk Sygeplejeråd foreslår, at der tilføjes et nyt stk. i §120, Stk.3:
• ”at kommunalbestyrelsen tilbyder forebyggende sundhedsydelser
for børn og unge, der som minimum følger de nationale retnings-
linjer i ’Vejledning om forebyggende sundhedsydelser til børn og
unge’ fra Sundhedsstyrelsen. ”
Med venlig hilsen
Grete Christensen
Formand
Side 1 af 2
Sankt Annæ Plads 30 ● DK-1250 København K ● dasys@dasys.dk ● Tlf. +45 3315 1555 ● dasys.dk
København den 15. februar 2023
Høringssvar fra DASYS vedr. udkast til lovforslag om ændring af sundhedsloven og autorisationsloven
(national kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen og initiativer til bedre lægedækning).
Dansk Sygepleje Selskab (DASYS) har modtaget forespørgsel på overstående, og vi takker for muligheden
for at afgive høringssvar. Vi har sendt høringsanmodningen til vores medlemmer og har modtaget svar fra
DASYS’ uddannelsesråd.
Generelt
DASYS bifalder fokus på styrkelsen af de kommunale akutfunktioner, for derved at øge kvaliteten og
mulighederne for borgere i det nære sundhedsvæsen i takt med at opgavevaretagelsen øges tættere på
patientens hjem. Dette vil være elementer i at udmønte sundhedsreformen, og det vil øge sammenhæng
og samarbejde på tværs.
Specifikke kommentarer og rettelser
DASYS støtter betegnelsen KOMMUNAL SYGEPLEJE i stedet for hjemmesygepleje. Det er vigtigt at fastholde
betegnelse ”sygeplejerske” eller ”kommunal sygeplejerske”. Begrundelsen er, at sygepleje kan udføres af
flere fag- og professioner, og i den aktuelle udvikling med langt flere opgaver, flere patientforløb med
højere kompleksitet i den kommunale del af sundhedsvæsenet, er det afgørende, at der er tydelighed i
loven i ansvar for sygeplejefaglige indsatser.
DASYS støtter forpligtende krav og kvalitetsstandarder i kommunale sundhedstilbud, da disse krav og
standarder er fremadrettede. Her og nu skal der indskrives krav om at følge faglige retningslinjer,
referenceprogrammer, forløbsprogrammer, som gælder i regionalt regi. Der skal samtidig følges og
indberettes data til kliniske databaser, som både angiver og sikrer kvaliteten for et givent sygdoms- og/eller
patientområde fx hoftebrud. Dette skyldes, at det er ét samlet sundhedsvæsen, der skal garantere kvalitet
og patientsikkerhed. Borger og patient skal være tryg uanset i hvilken del af sundhedsvæsenet, deres
behandling, behov og problemer varetages.
Der bør indskrives krav om sygeplejefaglig ledelse (kommunal sygeplejerske) af somatiske og psykiatriske
behandlingsforløb, med behandlingsansvar på sygehuset, samt sygeplejefaglig ledelse af forløb for
langvarigt kronisk syge, multisyge og svækkede ældre under ’den ældre medicinske patient’ gruppen, med
behandlingsansvar hos egen læge/specialafdelinger på sygehus. Årsagen er at patienter skal være omgivet
af relevant faglighed på samme professionelle niveau, uanset hvor i sundhedsvæsenet de får tilgodeset
behov for behandling, sygepleje, forebyggelse, træning og pleje.
Side 1 af 2
Sankt Annæ Plads 30 ● DK-1250 København K ● dasys@dasys.dk ● Tlf. +45 3315 1555 ● dasys.dk
Flere steder i teksten står der ’udenfor sygehus’. Denne passus bør slettes og erstattes med fx ’ Med det
nære sundhedsvæsen forstås en samlet betegnelse for sundhedstilbud, der varetages (SLET: uden for
sygehus) i eller tæt på borgerens eget hjem INDSÆT: I SAMORDNING MELLEM kommuner almen praksis……
Dette fordi det nære sundhedsvæsen har et ønske om – i tæt kobling mellem sygehus-kommune-
praktiserende læge – at give sundhedsvæsenet i DK en fleksibilitet og sammenhæng i varetagelse af
patientbehandling, forebyggelse, sygepleje, træning, pleje. ’Uden for sygehus’ kan indikere, at der gælder
andre regler for kvalitet og patientsikkerhed i det kommunale sundhedsvæsen, hvilket der ikke gør. Det kan
give anledning til misforståelse af, at indsatser under sundhedsloven kan varetages efter tilfældig
kommunal rammesætning og ikke ensartet for hele landet og under Sundhedsstyrelsens rammesætning.
Opsamling
DASYS takker for muligheden for at afgive høringssvar, og skulle høringssvaret give anledning til spørgsmål står
DASYS naturligvis til rådighed for yderligere uddybning af ovenstående synspunkter.
Med venlig hilsen
For Dansk Sygepleje Selskab, DASYS
Pernille Olsbro
Bestyrelsesmedlem
Sekretariatet
Peter Bangs Vej 7A, 3 etage
2000 Frederiksberg
Tlf: 4422 3246
dbio@dbio.dk
www.dbio.dk
Jyske Bank
5043-1308159
Høringssvar vedr. udkast til lov om ændring af sundhedsloven og lov om
autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed
Danske Bioanalytikere takker for muligheden for at kommentere udkast til lovforslaget.
Vi forholder os udelukkende til den del af lovforslaget, som vedrører rammerne for en
national kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen ved indførelse af bemyndigelses-
hjemmel for indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte forpligtende kvalitetskrav
og -anbefalinger til kommunale sundhedsydelser samt regionernes rådgivningsforplig-
telse.
Hovedbudskaber
• Danske Bioanalytikere er positive overfor forslaget om at indenrigs- og sundhedsmi-
nisteriet kan fastsætte forpligtende kvalitetskrav til kommunale sundhedsydelser.
• Der er i dag stor geografisk variation i, hvordan kommunerne kvalitetssikrer laborato-
rieprøver foretaget i kommunerne. Over halvdelen af landets kommuner har ikke ind-
gået en aftale om kvalitetssikring på trods af at det er anbefalingen fra Sundhedssty-
relsen. Det resulterer i at der på tværs af Danmark er uensartet kvalitet i prøvetagning
og analysesvar, hvilket øger risikoen for fejlbehandling. Danske Bioanalytikere ser
derfor behov for, at det bliver muligt at fastsætte forpligtende kvalitetskrav til kom-
munale sundhedsydelser.
Danske Bioanalytikere bakker op om lovforslaget om at indenrigs- og sundhedsministe-
riet kan fastsætte forpligtigende kvalitetskrav til kommunale sundhedsydelser samt regi-
onernes rådgivningsforpligtelse.
I dag eksisterer der en stor variation i kvalitetssikringsordningerne af diagnostikken i de
kommunale akutfunktioner. Det er dokumenteret i en rapport af MedCom fra 2021i
, at der
blandt de adspurgt 79 kommuner kun var 30 %, der havde indgået en aftale om en kvali-
tetssikringsordning på trods af at det er anbefalet fra Sundhedsstyrelsen. Det vidner om,
at der er behov for at sikre kvaliteten af laboratorieprøver foretaget i kommunerne ved
forpligtende kvalitetskrav, sådan at der kommer ensartet kvalitet på tværs af landet og
på tværs af sundhedsvæsenets sektorer.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Holbergsgade 6
1057 København K
14/02/23
2
I almen praksis har der i årevis været kvalitetssikring af laboratorieundersøgelser fra kli-
nisk biokemiske sygehusafdelinger af hensyn til at sikre høj og tidssvarende kvalitetii
. En
lignende ordning burde gælde i kommunerne.
Vi uddyber gerne vores høringssvar og supplere med viden om eksisterende ordninger
inden for kvalitetssikring af diagnostikken i kommuner.
Venlig hilsen
Martina Jürs
Formand, Danske Bioanalytikere
i
https://www.medcom.dk/media/12474/deling-kommunale-proevesvar_styrkelse-naere-sundhedsvae-
sen_v10.pdf
ii
https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/information-til-praksis/syddanmark/almen-praksis/konsu-
lenthjaelp-til-praksis/laboratoriekonsulentordningen/om-laboratoriekonsulentordningen/
1/3
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Holbergsgade 6
1057 København K
Høringssvar Ændring af sundhedsloven og lov om
autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig
virksomhed
Danske Fysioterapeuter takker for muligheden for at afgive høringssvar på
Indenrigs- og Sundhedsministeriet udkast til lov om ændring af sundhedsloven
og lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig
virksomhed i høring.
Vi deler forslagets overordnede ambition om at skabe bedre sammenhæng og
samarbejde på tværs af faglighed og geografi, nedbringe uligheden i
sundhedsvæsenet samt at understøtte bedre lægedækning.
Danske Fysioterapeuter ser også helt overordnet positivt på de foreslåede
lovændringer og har kommentarer som særligt knytter sig til:
a. Initiativer til omstilling af sundhedsvæsenet, der sikrer
sammenhæng og samarbejde på tværs og understøtning af
lægedækning
b. De styrkede muligheder for at sikre forpligtende kvalitetskrav til de
kommunale sundhedsydelser
c. Præciseringen af kommunernes ansvar for at tilbyde patientrettet
forebyggelse.
A. Omstilling af det danske sundhedsvæsen og understøtning af
lægedækning
Danske Fysioterapeuter deler de bagvedliggende analyser, der peger på
behovet for nytænkning og en omstilling af sundhedsvæsenet. Vi bifalder
ligeledes ønsket om mere tværfaglighed, sammenhæng og nærhed i
sundhedsvæsenet, hvilket blandt andet betyder et øget pres på almen praksis.
I forslaget er mange gode initiativer til at sikre den fremtidige lægedækning,
Dato:
14-02-2023
Email:
kt@fysio.dk
Tlf. direkte:
3135 1838
men vi vil stærkt opfodre til, at der fra politiske side ses på mulighederne for at
indføre direkte adgang til fysioterapi med sygesikringstilskud. Det vil ikke bare
aflaste de almen praktiserende læger med op mod 760.000 konsultationer
årligt og dermed sikre en bedre udnyttelse af lægerne knappe tid, til at tilse
patienter med mere komplekse problemstillinger end de muskoloskeletale. Det
vil også sikre patienterne bedre adgang til tidlige og mere lige adgang til den
rette behandling. Det er ikke kun vigtigt at sikre, ”at alle har en læge tæt på”,
som det anføres i indledningen til bemærkningerne, lægen skal også have tid
til at se patienten:
Danske Fysioterapeuter foreslår, at der indføres tilskudsberettiget fysioterapi
uden lægelig henvisning.
B. Styrkede muligheder for at sikre forpligtende kvalitetskrav til de
kommunale sundhedsydelser
Danske Fysioterapeuter finder det positivt, at der med lovforslaget kan skabes
hjemmel til at indføre bindende kvalitetskrav til kommunernes
sundhedsopgaver. Det er afgørende, at vi får løftet og sikret kvaliteten for
ALLE patienter i HELE landet. Og i takt med at stadig flere sundhedsindsatser
foretages af eller for kommunerne er det særligt vigtigt, at bemærkningerne til
lovforslaget tydeliggør, at der er tale om bindende og konkrete kvalitetskrav til
kommunerne. Ligeledes finder vi det positivt, at kvalitetskravene skal sikre en
styret og systematisk indsats, samt udvikle kvaliteten i forhold til i dag.
Danske Fysioterapeuter bidrager gerne til arbejdet med at udvikle
kvalitetstandarter og kvalitetskrav.
Danske Fysioterapeuter opfordrer desuden kommunerne til at indføre
systematisk efter/videreuddannelse for deres sundhedsmedarbejdere, så der
sker et kontinuerligt kompetenceløft i alle kommuner.
I bemærkningerne anføres det, at de nye nationale krav og anbefalinger til
sundhedsindsatsen fortsat giver mulighed for ”lokale tilpasninger i forbindelse
med implementeringen, bl.a. i sundhedsklyngerne. Vi vil gerne rejse vores
bekymring for, at den snævre faglige ”sammensætning” af såvel
sundhedsklyngerne som sundhedssamarbejdsudvalg også medfører et
snævert blik på udfordringer, løsninger samt implementerings- og
sundhedsfaglig sammenhængskraft. Det giver således anledning til følgende
opfordring:
Danske Fysioterapeuter opfordrer til, at strukturen og sammensætningen af
sundhedsklynger og sundhedssamarbejdsudvalg udvides med henblik for at
understøtte en mere tværfaglig involvering og sammensætning.
C. Præciseringen af kommunernes ansvar for at tilbyde patientrettet
forebyggelse
Sidst men ikke mindst finder Danske Fysioterapeuter det særdeles positivt, at
kommunernes forpligtelse til at tilbyde patientrettet forebyggelse gælder både
borgere i risiko for at udvikle sygdomme og borgere, som allerede er
diagnosticeret præciseres med lovforslaget, således som det er beskrevet i
bemærkningerne til forslaget. Det er afgørende, at vi sætter mere ind på at
styrke de sundhedsfremmende, forebyggende og rehabiliterende indsatser.
Ikke bare for at nedbringe antallet hospitalsindlæggelser, presset på
sundhedsvæsenet og tilgangen til plejeområdet, men i særlig grad også for
patienterne og de pårørendes skyld. Lad os sikre danskernes frihed gennem
bevægelse. For hovedparten af kronikerne er det centralt med fokus på kost,
superviseret træning og patientuddannelse af høj kvalitet. Vi skal sikre, at
patienterne har styrken og redskaberne til at mestre deres sygdom i
hverdagen, og at behandlingstilbuddet er der, når der er behov herfor. For
patienterne, for sundhedsvæsenet og for samfundsøkonomien.
Danske Fysioterapeuter anbefaler, at man bringer alle aktører i spil med
udgangspunkt i den enkelte patient, og hvor organiseringen sker i et tæt
samarbejde mellem praksisområderne, kommuner individuelt eller i et
koordineret tværkommunalt samarbejde.
Danske Fysioterapeuter bidrager
Danske Fysioterapeuter vil slutteligt gerne gentage vores tilsagn om at
bidrage konstruktivt, aktivt og i samarbejde med andre relevante parter i
udviklingen af det danske sundhedsvæsen generelt og helt konkret ind i
Sundhedsstyrelsens videre arbejde med at udvikle kvalitetskrav til
kommunerne. Både i forhold til de kommunale sundhedsydelser og til den
patientrettede forebyggelse.
Med venlig hilsen
Jeanette Præstegaard
Formand for Danske Fysioterapeuter
Danske Patienter er paraply for patient- og pårørendeforeninger i Danmark. Danske Patienter har 23 medlemsforeninger, der repræsenterer 104
patientforeninger og 900.000 medlemmer: Alzheimerforeningen, Astma-Allergi Danmark, Bedre Psykiatri, Colitis-Crohn Foreningen, Diabetesforeningen,
Epilepsiforeningen, Fibromyalgi- og Smerteforeningen, Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, Gigtforeningen, Hjerneskadeforeningen,
Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Patientforeningen Fertilitet og Tab, Lungeforeningen, Muskelsvindfonden, Nyreforeningen,
Osteoporoseforeningen, Parkinsonforeningen, Polioforeningen, Scleroseforeningen, Sjældne Diagnoser, UlykkesPatientForeningen og Øjenforeningen.
Høringssvar vedr. Lov om ændring af sundhedsloven og lov om
autorisation af sundhedspersoner og sundhedsfaglig virksomhed
(Skabe rammerne for en national kvalitetsplan for det nære
sundhedsvæsen, smidigere regler for etablering og drift af
regionsklinikker, mulighed for særligt vederlag til læger i områder
med lægemangel, samt regler om fordeling af uddannelsesforløb i
speciallægeuddannelsen)
Danske Patienter takker for muligheden for at afgive høringssvar til det
tilsendte lovforslag. Lovforslaget indeholder flere positive elementer, og
vi anser det – sammen med den bagvedliggende sundhedsaftale – som
et vigtigt skridt i den rigtige retning mod at skabe rammerne for en
kvalitetsudvikling af det nære sundhedsvæsen. Den kommunale del af
sundhedsvæsenets samlede indsats har i mange år har været dekoblet
fra resten af sundhedsvæsenet, og der i den grad behov for at styrke
kvaliteten af de sundhedstilbud, man møder som patient her, uanset om
man lever med en kronisk eller langvarig fysisk eller psykisk sygdom.
Ligeledes er det positivt, at man med lovforslaget vil give kommunerne
øgede muligheder for tværkommunalt samarbejde i den kommunale
hjemmesygepleje med henblik på at styrke de kommunale
akutfunktioner. Endelig finder vi det positivt, at der er lagt op til at skabe
smidigere regler for etablering og drift af regionsklinikker for bl.a. at
styrke regionernes mulighed for at rekruttere personale til
regionsklinikkerne. I det følgende vil vi kommentere på lovforslagets
enkelte dele. Vi henviser i øvrigt til høringssvar fra flere af Danske
Patienters medlemsforeninger, herunder Gigtforeningen,
Diabetesforeningen, Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse,
Lungeforeningen og Osteoporoseforeningen, for kommentarer af mere
sygdomsspecifik karakter.
Vigtigt med bindende kvalitetskrav til kommunale sundhedstilbud
Der er massive udfordringer mange steder i de kommunale
sundhedsindsatser, hvor kvaliteten er alt for svingende og afhængig af,
hvilket postnummer, man har bopæl i. Det hænger blandt andet
sammen med, at der i dag er meget begrænsede muligheder for at stille
forpligtende krav fra nationalt niveau til de sundhedsindsatser, der
tilbydes i kommunalt regi. Som et resultat heraf er der stor forskel i
arbejdsgange, og det har selvsagt betydning for kvaliteten af den
indsats, patienter møder i én kommune kontra en anden. Et eksempel
er de kommunale plejecentre, som ofte er hjem for patienter med en høj
sygdomsbyrde. 50 % af beboerne i plejebolig er diagnosticeret med én
eller flere kroniske sygdomme som diabetes, KOL, astma, osteoporose,
gigt eller hjertesvigt, og der er 2½ gange flere forebyggelige
genindlæggelser blandt patienter på plejehjem sammenlignet med
tilsvarende patienter, der ikke bor på plejehjem.
Dato:
22. februar 2023
Danske Patienter
Kompagnistræde 22, 1. sal
1208 København K
Tlf.: 33 41 47 60
www.danskepatienter.dk
E-mail:
sr@danskepatienter.dk
Cvr-nr: 31812976
Side 1/6
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Holbergsgade 6
1057 København K
E-mail: sum@sum.dk, cc: sse@sum.dk
Side 2/6
Derfor er det særdeles positivt, at man med lovforslagets §118b vil
tilvejebringe en juridisk ramme for en national kvalitetsplan for det nære
sundhedsvæsen ved at indføre hjemmel til, at ministeren kan udstede
bindende kvalitetskrav til opgavevaretagelsen som del af de
kommunale sundhedsindsatser. Vi noterer med tilfredshed, at det af
bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at der er tale om bindende og
konkrete kvalitetskrav til kommunerne, og at kvalitetskravene skal
bidrage til en styret og systematisk indsats. Det er positivt, at
kvalitetsplanen skal understøtte en udvikling og nytænkning af
opgaveløsningen, så nye og bedre teknologier og behandlingsformer
løbende tages i brug som en del af omstillingsprocessen i
sundhedsvæsenet. I forlængelse heraf kvitterer vi for, at det i
bemærkningerne præciseres, at kvalitetsstandarderne både kan
omfatte eksisterende sundhedsindsatser i det nære sundhedsvæsen,
men også indsatser, hvor der kan ske en gradvis omstilling til, at flere
opgaver varetages i det nære sundhedsvæsen, tættere på patienten –
og at dette både kan være i kommunalt regi, i tværkommunalt regi, i
tværfaglige teams eller af patienten selv. Endelig finder vi det positivt, at
det med §118b, stk. 2 bliver muligt for ministeren at fastsætte nærmere
regler for regionsrådenes rådgivning mv. ift. kommunernes opgaver, og
at det i bemærkningerne præciseres, at der kan være tale om
rådgivning, sparring og vejledning i relation til en konkret patient eller
vedrøre problemstillinger af mere generel karakter.
Mere og bedre patientrettet forebyggelse
Danske Patienter finder det positivt, at det i §119, stk. 3 præciseres, at
kommunerne har ansvar for at tilbyde patientrettet forebyggelse – også
selvom det allerede foregår i praksis i dag. Det er ligeledes vigtigt, at
det af bemærkningerne fremgår, at forpligtelsen både gælder borgere i
risiko for at udvikle sygdom og patienter, som allerede er diagnosticeret.
Vi finder det ligeledes positivt, at lovforslagets bemærkninger
understreger, at en styrkelse af den forebyggende indsats i
kommunerne er et nødvendigt greb for at nedbringe
hospitalsindlæggelser og lette det generelt store pres på
sundhedsvæsenet. Mange steder i landet mangler der kommunale
sundhedstilbud i dag, herunder patientrettet forebyggelse – og for de
patientgrupper, hvor der allerede eksisterer tilbud, er det langt fra alle,
der får det tilbudt. De bebudede kvalitetsstandarder er derfor helt
nødvendige, da de kan være med til at skubbe på, at alle patienter, der
har behovet, sikres patientrettede forebyggelsestilbud af høj faglig
kvalitet, uanset hvor i landet de bor.
Veltilrettelagt patientuddannelse, sygdomsmestring og træningstilbud
kan være med til at forebygge forværring af en kronisk sygdom og
følgesygdomme, og derfor er det ikke uden betydning, hvad de
patientrettede forebyggelsestilbud i kommunerne indeholder.
Indholdet skal være baseret på faglig viden
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at Indenrigs- og
Sundhedsministeriet anmoder Sundhedsstyrelsen om at udvikle
konkrete kvalitetsstandarder inden for udvalgte områder, men ikke
hvordan og på hvilket grundlag områderne udvælges. I den forbindelse
bemærker vi, at det er vigtigt, at kvalitetsstandarderne målrettet
patientrettede forebyggelsestilbud i kommunerne er baseret på faglig
viden og evidens samt eksisterende faglige anbefalinger på området.
Side 3/6
I den forbindelse bider vi mærke i, at det af bemærkningerne fremgår,
at nye nationale krav og anbefalinger til sundhedsindsatsen fortsat vil
give mulighed for lokale tilpasninger i forbindelse med
implementeringen, bl.a. i sundhedsklyngerne. Her bemærker vi, at det –
for at sikre kvaliteten i tilbuddene – er afgørende, at tilbuddene baseres
på samme videnskabelige grundlag i hele landet. Derfor må lokale
tilpasninger aldrig ske på bekostning af heraf, og eventuelle lokale
tilpasninger i f.eks. sundhedsklyngerne bør derfor altid godkendes af
Sundhedsstyrelsen.
Når det gælder rehabilitering, er det vigtigt, at kravene til
rehabiliteringsindsatser tager udgangspunkt i rehabiliteringsbegrebet og
tager højde for patientens funktionsevne, livssituation og pårørende, og
at indsatserne omfatter psykosociale indsatser og indebærer aktiv
koordinering med andre kommunale aktører, herunder
beskæftigelsesindsatsen og socialområdet. Mindstekrav omfatter også
behovet for at foretage differentieringer i forhold til individuelle behov og
ressourcer.
Patientrettet forebyggelse skal indeholde sygdomsspecifikke elementer
En del af den faglige viden, der er om patientrettet forebyggelse i dag –
herunder patientuddannelse og sygdomsmestring – er, at det er vigtigt
at sikre sygdomsspecifikke elementer i tilbuddet til den enkelte patient.
Det gælder på tværs af fysiske og psykiske sygdomme, og det er
beskrevet i flere faglige vejledninger på området i dag. Den
forebyggende effekt af tilbuddet afhænger af, at tilbuddet formår at
støtte patienten til bedre sygdomsmestring og til at tilpasse livsstil på en
måde, der forebygger eller udskyder forværring og følgesygdomme.
Derfor er det afgørende, at der i kvalitetsstandarderne for patientrettede
forebyggelsestilbud stilles krav om, at der skal indgå diagnosespecifikke
elementer målrettet den enkeltes diagnose eller diagnoser.
Det betyder dog ikke nødvendigvis, at hele tilbuddet om patientrettet
forebyggelse inden for et givent sygdomsområde skal være
diagnosespecifikt. Dele af tilbuddet kan afvikles som forebyggende
tilbud af mere generisk karakter på tværs af diagnoser.
Opmærksomhed på organisatoriske forhold
For at kunne sikre kvalitetsudvikling af de patientrettede
forebyggelsestilbud kan det være nødvendigt at stille krav til
organisatoriske forhold som mindstevolumen af patienter i målgruppen
for et givent tilbud. Ellers kan det være en udfordring at sikre de
nødvendige kompetencer og ressourcer til at udbyde tilbud af høj nok
kvalitet. Inden for nogle sygdomsområder vil det ikke være et problem
at sikre dette i dag, mens det inden for områder med et mindre
patientgrundlag, f.eks. sjældne sygdomme, kan være en udfordring.
Derfor bliver tværkommunalt samarbejde helt centralt, når det kommer
til patientrettede forebyggelsestilbud, da det kan være en måde at øge
patientgrundlaget på og sikre de rette specialiserede kompetencer, så
både store og små kommuner kan udbyde tilbud af høj faglig kvalitet,
også på de sygdomsspecifikke elementer. Af den grund bør
kvalitetskravene lægge op til tværkommunalt samarbejde, f.eks. i regi af
sundhedsklyngerne, om at udbyde fælles patientrettet forebyggelse.
Side 4/6
Vigtigt at sikre forpligtende kvalitetskrav – ikke kun anbefalinger
Som nævnt er det positivt, at der i §118b ordret står ”kvalitetskrav”, men
læser man i lovforslagets bemærkninger står der flere steder, at
kvalitetsstandarderne skal bestå af ”kvalitetskrav og -anbefalinger”. Vi
bemærker, at det er vigtigt over de kommende år at have fokus på rent
faktisk at sikre, at kvalitetsstandarderne i det store og hele bliver
forpligtende, så de ikke kun bliver på anbefalingsniveau.
Monitorering og opfølgning er afgørende
Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at kvalitetsstandarderne
f.eks. kan vedrøre krav og -anbefalinger til målgruppe, indsatser og
tilrettelæggelsen heraf, kompetencer og uddannelse, udstyr,
samarbejde med andre aktører, herunder rådgivning mv.,
kvalitetssikring og registrering/monitorering. Det er en vigtig
bemærkning, for efter implementering af en given kvalitetsstandard er
det helt afgørende, at udviklingen på området monitoreres, og at der
følges op med forbedringsindsatser kontinuerligt, så personalet i
kommunerne understøttes i at levere en indsats af høj faglig kvalitet.
Uden dette kan der ikke foregå en egentlig kvalitetsudvikling. Derfor bør
der i kvalitetsstandarderne som udgangspunkt stilles krav til
systematisk dataopfølgning, herunder via PRO-data.
Opmærksomhedspunkter i forhold til finansiering
Ingen kvalitetsstandarder uden finansiering
Hvis kvalitetsstandarderne som led i den nationale kvalitetsplan skal
batte, er det afgørende, at der følger penge med til at implementere
dem. Der er afsat godt 100 mio. kr. årligt til at indføre
kvalitetsstandarderne, men fordelt på alle landets kommuner er det
langtfra nok til at sikre et reelt løft af kvaliteten i den kommunale
sundhedsindsats. Derfor er det helt afgørende, at kvalitetsplanen og
antallet af kvalitetsstandarder udbygges i kommende økonomiaftaler og
finanslove, så den nødvendige finansiering til kvalitetsudviklingen i det
nære sundhedsvæsen findes løbende. En styrkelse af de kommunale
sundhedsindsatser, herunder den patientrettede forebyggelse, er en
investering for både den enkelte patient, for sundhedsvæsenet som
helhed og for samfundsøkonomien. Dog er det en udfordring, at det er
kommunen, der i de fleste tilfælde vil stå for hele omkostningen til
patientforløbet, men ofte kun oplever en mindre del af gevinsten, der til
gengæld i højere grad tilfalder region og stat. Derfor er det nødvendigt
at sikre statslig finansiering af kvalitetsstandarderne, hvis tilbud om
f.eks. patientrettet forebyggelse skal sikres i hele landet.
Udfordringerne med barrierer for samdrift er ikke løst
Af lovforslagets bemærkninger fremgår det, at den nationale
kvalitetsplan skal forstås som drivkraft for en strukturel ændring af
sundhedsvæsenet, men fortsat med tæt sammenhæng i indsatsen på
tværs af både kommunal-, praksis og sygehussektor. Det bemærkes
også, at myndighedsansvaret vedr. konkrete sundhedsopgaver fortsat
vil være placeret i hhv. regioner og kommuner. Udfordringerne med
barrierer for samdrift, som er medvirkende til, at der i mange
patientforløb i dag ikke er sammenhæng i indsatsen, vil således ikke
blive løst af indeværende lovforslag eller af den nationale kvalitetsplan i
sin helhed.
Side 5/6
Som det er i dag, er der nemlig en række centrale udfordringer, som
kan spores tilbage til, at regioner og kommuner arbejder inden for hver
deres økonomiske ramme, hvor man har en tendens til at fokusere på,
hvad der kan betale sig for det enkelte hospital eller den enkelte
kommune. Det medvirker til, at tilrettelæggelsen af behandling på tværs
af sektorer ofte ikke tager højde for, hvad der vil være bedst for den
enkeltes forløb, ligesom det medfører dårlig koordination på tværs af
sundhedsvæsenet. Samlet set går det ud over patienterne, som kan
opleve over-, under- eller fejlbehandling, øget ventetid eller have svært
ved at få de hjælpemidler, de har brug for.
Der er allerede gennemført en afdækning af de lovmæssige barrierer
for fælles finansiering og ledelse i regi af Sundhedsministeriet, og i den
faglige ramme for etablering af nærhospitaler fremhæver
Sundhedsstyrelsen barriererne som en central udfordring ift. at sikre
sammenhæng på tværs. Ganske vist findes der i dag en række
muligheder for, at regioner og kommuner kan samarbejde i forhold til
organisering og opgavevaretagelse, men hvis det reelt skal blive muligt
at etablere samlede løsninger med fælles finansiering og ledelse, skal
der ske ændringer i sundhedsloven. De første skridt mod at skabe
bedre muligheder for fælles finansiering og ledelse er således taget, og
grundlaget for at arbejde videre med barriererne i lovgivningen ligger
klar. Vi kvitterer i den forbindelse for, at det af bemærkningerne til
lovforslaget fremgår, at regeringen vil se positivt på, hvis der opstår
behov for yderligere tilpasninger af den nationale kvalitetsplan i takt
med omstillingsprocessen, herunder lovgivningsmæssige tilpasninger.
For det bliver der behov for.
Bedre muligheder for tværkommunalt samarbejde
I Danske Patienter ser vi positivt på, at man med §138, stk. 2 vil give
kommunalbestyrelser mulighed for at delegere ansvaret for tildeling af
sygepleje til de øvrige kommunalbestyrelser, som indgår i et givent
tværkommunalt samarbejde. Bestemmelsen kan være med til at øge
det tværkommunale samarbejde i den kommunale sygepleje, og det
kan bidrage til at løfte fagligheden, når man puljer kompetencer på
tværs af kommuner. Som tidligere bemærket er tværkommunalt
samarbejde et centralt greb til at sikre bedre forudsætninger for
kvalitetsudvikling, hvorfor mulighederne herfor bør udvides løbende
som led i implementeringen af de nationale kvalitetsstandarder.
Positivt med smidigere rammer for at etablere regionsklinikker
Med lovforslagets nye §227, stk. 5 vil man skabe smidigere rammer for,
at regionsrådet kan etablere og drive en regionsklinik, der leverer
almenmedicinske ydelser. Det indebærer, at den nuværende
tidsbegrænsning for regionsklinikkerne på seks år bortfalder. I Danske
Patienter ser vi positivt på den nye bestemmelse og i analysen af, at det
kan være med til at styrke regionernes mulighed for at rekruttere
personale til regionsklinikkerne og sikre kontinuitet i de
almenmedicinske tilbud i lægedækningstruede områder. I arbejdet med
at sikre, at alle i fremtiden kan få en fast praktiserende læge, bør man
nemlig kigge mod alternative drifts- og organiseringsformer, som på fast
basis kan supplere den praksissektor, vi kender i dag – og som kan
tiltrække de almenmedicinere, der ikke har lyst til at være selvstændigt
erhvervsdrivende.
Side 6/6
Afsluttende bemærker vi, at lovforslaget kun er et første skridt på vejen
mod at skabe rammerne for den nationale kvalitetsplan for det nære
sundhedsvæsen og selvsagt ikke kan stå alene. Vi ser frem til at
modtage den bebudede bekendtgørelse om det overordnede indhold i
kvalitetsplanen.
Med venlig hilsen
Morten Freil
Direktør
DANSKE REGIONER
DAMPFÆRGEVEJ 22
2100 KØBENHAVN Ø
+45 35 29 81 00
REGIONER@REGIONER.DK
REGIONER.DK
22-02-2023
EMN-2023-00188
1606656
Kristine Skovgaard Bossen
Helle Fich Pedersen
Jacob Schelde Holde
Anna Marie Rønne Ørtved
Jane Holm
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Høringssvar vedr. forslag om ændring af sundhedsloven og lov
om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig
virksomhed
Danske Regioner modtog den 24. januar 2023 ”Forslag til lov om ændring af
sundhedsloven og lov om autorisation af sundhedspersoner og sundhedsfaglig
virksomhed” i høring. Danske Regioner kvitterer for muligheden for at afgive
høringssvar, som afgives på vegne af regionerne. Høringssvaret afgives med
forbehold for drøftelse i Danske Regioners bestyrelse på møde den 2. marts
2023.
Lovforslaget er en udmøntning af dele af den brede politiske aftale om en
sundhedsreform fra maj 2022. Danske Regioner bakker op om sundhedsrefor-
mens overordnede visioner om en omstilling til et mere nært og sammenhæn-
gende sundhedsvæsen. En omstilling som allerede er i gang i alle dele af sund-
hedsvæsenet – ikke mindst i de nye sundhedsklynger.
Lovforslaget indeholder ændringer i forhold til en række forskellige emner.
Nedenfor følger Danske Regioners overordnede bemærkninger til lovforsla-
gets enkelte afsnit.
Kvalitetsplanen, herunder fælles visitation til kommunal hjemmesygepleje og
akutfunktion (afsnit 2.1-2.3)
Danske Regioner bakker op om de foreslåede lovændringer. Indførelsen af en
kvalitetsplan er helt central for den ønskede omstilling, som skal sikre en høj
og ensartet kvalitet i det nære sundhedsvæsen. Planen bliver bl.a. afgørende
for, at sundhedsklyngerne kan lykkes med deres opgave om at skabe bedre
forløb for de fælles patienter på tværs af sektorer.
For at indfri sundhedsreformens ambitioner om en bedre og mere sammen-
hængende indsats for bl.a. ældre medicinske patienter og mennesker med
psykiske lidelser foreslår Danske Regioner, at Sundhedsstyrelsens beføjelser i
forhold til en kvalitetsplan ikke begrænses til indsatser efter sundhedslovens
kapitel IX, som der er lagt op til i lovforslaget. En kvalitetsplan bør omfatte alle
de sundheds- og plejeindsatser i det nære sundhedsvæsen, som er vigtige i
forhold til at forebygge unødvendige hospitalskontakter og sikre en tidlig
indsats i borgerens hjem eller nærmiljø udenfor hospitalet. Det gælder også
sundhedstilbud efter serviceloven til bl.a. borgere med psykiske lidelser og
svækkede ældre.
Danske Regioner bakker op om, at forslaget skaber bedre rammer for at indgå
tværkommunalt samarbejde om den kommunale sygepleje. Det forventes, at
det vil bidrage til at løfte kvaliteten og sikre et ensartet niveau – særligt i de
kommuner som har udfordringer med kapacitet og kompetencer i sygeplejen.
Danske Regioner vil opfordre til, at kvalitetsplanen opstiller ensartede krav til
kvaliteten, samtidig med at den ikke må stå i vejen for den udvikling og tilpas-
ning, som løbende sker i sundhedsvæsenet. Sundhedsvæsenet står i en situa-
tion med flere ældre, flere med kroniske sygdomme og flere med psykiske li-
delser. Samtidig er der begrænsede personaleressourcer, hvilket i stigende
grad presser sundhedsvæsenet. Det er derfor nødvendigt, at personalets kom-
petencer anvendes klogt og effektivt i forhold til den samlede opgaveløsning.
Hensynet til effektiv ressourceudnyttelse på tværs af sektorer er derfor et vig-
tigt element i arbejdet med en kvalitetsplan, hvilket bør fremgå af lovforsla-
get.
Praksisplan for almen praksis (afsnit 2.4)
Danske Regioner har ingen bemærkninger til denne del af lovforslaget, da der
alene er tale om en lovteknisk ændring.
I flere regioner er der etableret almenmedicinske tilbud, som ikke er organise-
ret under PLO – fx regionsklinikker, udbudsklinikker, partnerskabsklinikker mv.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at de organisatoriske rammer for arbej-
det med praksisplaner er så brede, at alle relevante parter, som driver almen
medicinske tilbud efter aftale med regionen, inddrages.
Regionsklinikker (afsnit 2.5)
Regionernes mulighed for at etablere regionsklinikker i områder med læge-
mangel er et vigtigt redskab til at sikre alle borgere et almen medicinsk læge-
tilbud. Derfor bakker Danske Regioner op om intentionen bag lovforslaget om
at gøre det nemmere for regionerne at etablere disse klinikker uden forudgå-
ende udbud. Det vil give øget fleksibilitet i forhold til at finde rette løsninger i
de situationer, hvor det ikke har været muligt at afsætte et ydernummer til en
praktiserende læge.
Men udkastet til lovændringen begrænser samtidig regionernes mulighed for
at etablere og drive regionsklinikker i et mere langsigtet perspektiv, da regi-
onsklinikkerne i henhold til lovudkastet skal kunne overdrages inden for rime-
lig tid, sædvanligvis 12-18 måneder, hvis en læge henvender sig. Danske
Regioner kan ikke bakke op om denne del af lovforslaget, da det hindrer regio-
nernes mulighed for at etablere regionsklinikker med fastansatte læger og en
langsigtet investering i lokaler og faciliteter. Lovgivningen bør udformes, så
det reelt bliver nemmere at etablere og drive regionsklinikker. Danske Regio-
ner ønsker derfor, at tidsbegrænsningen helt bortfalder. Som det ser ud nu,
svækkes regionernes mulighed for at drive et regionalt tilbud med kvalitet og
kontinuitet i patientbehandlingen betydeligt, og det vil i værste fald indvirke
negativt på rekrutteringen af læger til et område.
Ved den seneste ændring af vilkårene for etablering af regionsklinikker ved-
taget i november 2017 blev det muligt at drive regionsklinikker op til 6 år –
fremfor de dengang gældende 4 år. Den daværende regerings begrundelse
var, at tidshorisonten har betydning for rekruttering af personale til klinikker-
ne. Danske Regioner vurderer, at dette hensyn fortsat er vigtigt.
Endeligt skal det bemærkes, at overdragelsen af en regionsklinik bør være ef-
ter regionalt opslag eller lignende annoncering, således at alle læger har mu-
lighed for at afgive et bud.
Særlig vederlag til praktiserende læger (afsnit 2.6)
Danske Regioner finder det væsentligt, at der er flere redskaber, der kan an-
vendes for at sikre bedre lægedækning i de lægedækningstruede områder.
Derfor bakker Danske Regioner op om, at der kan ydes særligt vederlag til de
praktiserende læger i disse områder.
Det fremgår af lovforslaget, at det særlige vederlag vil skulle ydes undtagel-
sesvist og have en midlertidig karakter. Regionerne er dog generelt bekym-
rede for, at hjemlen vil foranledige forventninger hos praktiserende læger,
som ikke kan honoreres inden for den nuværende økonomi, herunder den
økonomi der er allokeret i forbindelse med sundhedsreformen til licensklinik-
ker. Derfor vil Danske Regioner foreslå, at der sammen med lovforslaget kan
følge en national pulje, som regioner med lægedækningstruede områder kan
søge.
Danske Regioner finder det i øvrigt hensigtsmæssigt, hvis der i lovbemærk-
ningerne gives eksempler på, hvordan hjemlen tænkes anvendt. Det kunne fx
være som led i etableringen af licensklinikker, som er en kliniktype, som de
politiske parter bag sundhedsreform ønsker fremmet. Tilskuddet kunne i det-
te eksempel tage form af en lav værdiansættelse set i forhold til udstyr, facili-
teter og antallet af personale.
Endelig skal der være en opmærksomhed på, at udmøntning forudsætter en
lokal aftale, som indrammer fx vilkår, indhold og sanktioner, hvis aftalen
misligholdes.
Fordeling af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen (afsnit 2.7)
Danske Regioner ønsker, at danskerne har adgang til sundhedsydelser af høj
kvalitet, uanset hvor i landet de bor, og uanset hvad de fejler. Det forudsæt-
ter, at der er det nødvendige antal speciallæger i alle specialer i alle dele af
landet. Derfor har regionerne bl.a. aftalt fem fælles principper for udmønt-
ningen af Sundhedsstyrelsens dimensioneringsplan for speciallægeuddannel-
sen, som skal understøtte rekruttering i hele landet gennem regional priorite-
ring og koordinering inden for den enkelte videreuddannelsesregion og på
tværs af videreuddannelsesregionerne.
Danske Regioner kan også bakke op om, at der skabes mulighed for at fast-
sætte nationale kriterier for fordeling af uddannelsesstillinger, som kan med
virke til at styrke rekruttering af speciallæger med rette kompetencer i alle
dele af landet. Nationale kriterier vil eventuelt kunne suppleres med særlige
regionale strategiske hensyn. Det er vigtigt, at Danske Regioner – som ansvar-
lige for driften af sundhedsvæsenet – inddrages i udarbejdelsen af oplæg til
kriterierne for fordelingen af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen.
Der gøres derudover opmærksom på, at der er behov for tilstrækkelig tid til
implementering af nye kriterier. Ændringer i fordeling af uddannelsesstillinger
og dermed opslag af stillinger tager omkring seks måneder, fra behovet for
ændring står klart til, at stillingerne kan slås op. Dertil skal lægges tiden, fra
stillinger kommer i opslag, til de påbegyndes. Samlet går der dermed ni måne-
der fra forslag til ændring, til en uddannelsesstilling kan påbegyndes. Derfor
opfordrer Danske Regioner til, at der sikres en implementeringsperiode på
mindst ni måneder fra nye kriterier træder i kraft og til videre-uddannelsesre-
gionerne, i relevant omfang, skal have implementeret ændringerne i forhold
til planlagte og påbegyndte uddannelsesforløb.
Danske Regioner håber, at ovenstående bemærkninger vil indgå i Indenrigs-
og Sundhedsministeriets videre arbejde og behandling af lovforslaget.
Til Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Høring vedrørende udkast til lov om ændring af sundhedsloven m.v.
Danske Ældreråd kvitterer for muligheden for at afgive høringssvar til udkastet til lov om
ændring af sundhedsloven og lov om autorisation af sundhedspersoner og om
sundhedsfaglig virksomhed (skabe rammerne for en national kvalitetsplan for det nære
sundhedsvæsen m.v.).
Et sammenhængende sundhedsvæsen er for stadig flere ældre en forudsætning for at
leve et godt og værdigt liv som ældre. Derfor imødeser Danske Ældreråd med store
forventninger en national kvalitetsplan, som er en afgørende brik i at skabe en mere
ensartet og høj kvalitet i det nære sundhedsvæsen og mindske ulighed i sundhed.
En tydelig kvalitetsplan skal styrke de nære sundhedsindsatser
Vi finder det i Danske Ældreråd nødvendigt, at kvalitetsplanen indeholder meget
tydelige og forpligtende krav til kommunernes opgaveløsning, hvis den skal bidrage til at
styrke de nære sundhedsindsatser. Derfor er vi glade for at se, at kvalitetsstandarderne
vil kunne adressere ikke bare konkrete indsatser, men også målgruppe, kompetencer,
tilrettelæggelse, udstyr mv. Vi opfordrer til, at ministeriet i udmøntningen af
bemyndigelsesbestemmelsen er såvel ambitiøse som realistiske i de formulerede krav til
kommunerne.
Vi savner en tydelig beskrivelse af, hvordan der følges op på kvalitetsplanen og af hvem.
Herunder at det tydeliggøres, hvilke implikationer det kan få, hvis en kommune i en
kortere eller længere periode ikke lever op til kvalitetsplanen, samt hvorvidt og hvordan
der sker en løbende vurdering af, om kommunerne lever op til kvalitetsplanen.
Bedre rammer for samarbejde på tværs
Danske Ældreråd finder det meget positivt, at lovforslaget skaber mulighed for, at
kommunerne kan delegere myndighedsansvar på tværs af kommunegrænser og til
sundhedsklyngerne. Vi vurderer, at dette er en vigtig løftestang for at indfri
sundhedsklyngernes potentiale.
Almen praksis styrkes til gavn for patienterne
Vi er i Danske Ældreråd glade for, at der sættes ind med en styrkelse af almen praksis
med fokus på lægedækningstruede områder. Det vil yderligere bidrage til mindske
geografisk ulighed i sundhed. I den sammenhæng ønsker vi at understrege, at flere
Den 21. februar 2023
praktiserende læger skal være med til at løfte opgaverne i det nære sundhedsvæsen i
samspil med kommunerne, og at snitfladerne mellem almen praksis og den kommunale
sygepleje således bør være tydeligt beskrevet i kvalitetsplanerne.
Midlertidige pladser skal defineres af hensyn til patientsikkerheden
Den sygepleje, der leveres i kommunen, er en krumtap i det danske sundhedsvæsen, og
derfor er det glædeligt, at lovforslaget lægger op til en tiltrængt sproglig præcisering og
opdatering, der ændrer betegnelsen hjemmesygepleje til kommunal sygepleje.
I samme ombæring må vi gøre opmærksom på, at der i bemærkningerne til lovforslaget
refereres til ”midlertidige pladser” i kommunerne, men der mangler en præcisering af,
hvad midlertidig plads vil sige, hvilke rettigheder patienter har, samt hvilke krav der
stilles til kommunale midlertidige pladser. Der findes i dag ingen krav til det flertal af de
midlertidige pladser, der er oprettet efter servicelovens § 84, hvilket er et stort problem
bl.a. på grund af de udfordringer, det skaber for patientsikkerheden.
Det er vores ønske og forventning, at dette vil blive adresseret af strukturkommissionen,
og at der vil blive taget højde for dette i kvalitetsplanen for de kommunale
akutfunktioner.
Inger Møller Nielsen Trine Toftgaard Lund
Formand Direktør
21. februar 2023
Stationsparken 24, st. tv.
2600 Glostrup
Telefon 66 12 90 06
Fax 65 91 49 08
info@diabetes.dk
www.diabetes.dk
CVR-nr. DK-35 23 15 28
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Holbergsgade 6
1057 København K
Høringssvar ang. udkast til lov om ændring af sundhedsloven og
lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig
virksomhed
Indenrigs- og Sundhedsministeriet sendte d. 24. januar 2023 udkast til lov
om ændring af sundhedsloven og lov om autorisation af sundhedsperso-
ner og om sundhedsfaglig virksomhed i høring. Diabetesforeningen takker
for muligheden for at afgive høringssvar.
Diabetesforeningen finder det overordnet positivt, at det nu i sundhedslo-
ven præciseres, at kommunerne har ansvar for at tilbyde patientrettet fo-
rebyggelse. Vi finder det ligeledes positivt, at lovforslagets bemærkninger
understreger, at en styrkelse af den forebyggende indsats i kommunerne
er et nødvendigt greb for at nedbringe hospitalsindlæggelser og lette det
generelt store pres på sundhedsvæsenet.
Bindende kvalitetskrav skal sikre udvikling af højere kvalitet
samt en styret og systematisk indsats
Vi finder det positivt, at der med lovforslagets §118b skabes hjemmel til
at indføre bindende kvalitetskrav til kommunernes sundhedsopgaver. Her
finder vi det særligt vigtigt, at bemærkningerne til lovforslaget tydeliggør,
at der er tale om bindende og konkrete kvalitetskrav til kommunerne. Li-
geledes er det positivt, at kvalitetskravene skal sigte på at sikre en styret
og systematisk indsats, samt en udvikling af kvaliteten i forhold til i dag.
Det er desuden vigtigt, at kommunernes forpligtelse til at tilbyde patient-
rettet forebyggelse gælder både borgere i risiko for at udvikle sygdomme
og borgere, som allerede er diagnosticeret, som det præciseres i be-
mærkningerne.
Kvalitetskrav haster - som bidrag til at lette presset på sund-
hedsvæsnet
Lovforslagets bemærkninger indeholder en række formuleringer, som pe-
ger på, at udviklingen af kvalitetskrav til kommunerne må forventes at
blive en langstrakt proces, hvor krav udvikles gradvist over en årrække.
Diabetesforeningen kan naturligvis bakke op om, at nationale kvalitets-
krav kan udvikles og forbedres i takt med ny viden og udviklingen i sund-
hedsvæsenet i øvrigt. Samtidig vil vi dog understrege behovet for at holde
fast i ambitionsniveauet fra sundhedsaftalen om relativt hurtigt at få hæ-
vet kvaliteten i den patientrettede forebyggelse og nedbringe behovet for
hospitalsbesøg. Hvis vi skal løse krisen i sundhedsvæsenet, er det tvin-
gende nødvendigt at styrke indsatsen i det nære sundhedsvæsen hurtigt.
Diagnosespecifikke elementer er afgørende for den forebyg-
gende effekt af patientrettet forebyggelse
Vi ved, at god patientuddannelse og sygdomsmestring forebygger forvær-
ring og følgesygdomme til kronisk sygdom. Derfor er det langt fra ligegyl-
digt, hvad indholdet i kommunernes patientrettede forebyggelse er.
For at sikre en god sygdomsmestring - og dermed en god forebyggende
effekt - er der behov for, at patientrettet forebyggelse bl.a. indeholder di-
agnosespecifikke elementer.
For borgere med type 2-diabetes er det eksempelvis afgørende for deres
sygdomsmestring, at de får vejledning i, hvordan kost og motion påvirker
deres langtidsblodsukker. Den forebyggende effekt for denne store mål-
gruppe afhænger af, at tilbuddet formår at støtte dem til at tilpasse deres
livsstil på en måde, der holder langtidsblodsukkeret nede og forebygger
følgesygdomme.
Det betyder ikke, at hele tilbuddet om patientrettet forebyggelse skal
være diagnosespecifikt. Dele af tilbuddet kan afvikles som generiske fore-
byggende tilbud på tværs af diagnoser, men Diabetesforeningen ser det
som helt afgørende, at kvalitetskravene efter § 118b kommer til at om-
fatte krav om diagnosespecifikke elementer målrettet den enkeltes diag-
nose(r).
Vi anerkender samtidig, at kommunerne – ligesom resten af sundhedsvæ-
senet – oplever udfordringer med at rekruttere de rette specialiserede
kompetencer. Derfor mener vi også, at de nye kvalitetskrav skal lægge op
til, at kommunerne samarbejder – eksempelvis inden for sundhedsklyn-
gerne – om at udbyde fælles patientrettet forebyggelse. Dermed kan man
sikre både de rette specialiserede kompetencer samt opnå et passende
borgergrundlag i både store og små kommuner, også på de diagnosespe-
cifikke elementer.
Der findes tilmed gode eksempler på, at det kan lade sig gøre og giver
god effekt i praksis. I Region Syddanmark har man udviklet tilbuddet ’Lev
Livet med type 2-diabetes’, som netop går på tværs af 5 kommuner, der
samarbejder tæt med regionen og almen praksis. Patientuddannelsen i til-
buddet indeholder både diagnosespecifikke såvel som generiske elemen-
ter. Det vil sige, at man både sikrer en god sygdomsforståelse for den en-
kelte ift. egen diagnose og opnår stordriftsfordelene ved at øge borger-
grundlaget via tværkommunalt samarbejde og generiske elementer, hvor
borgerne vejledes på tværs af diagnoser. Desuden gøres der brug af
digitale elementer, som kan afbøde for længere afstande og sikre en ef-
fektiv deling og anvendelse af de sundhedsprofessionelle kompetencer på
tværs af kommunerne. Konceptet er netop gjort tilgængeligt for alle kom-
muner og regioner i landet.
Diabetesforeningen mener, at ’Lev Livet med type 2-diabetes’ bør give in-
spiration til udformningen af de kommende kvalitetskrav, fordi det viser
vejen til at sikre høj kvalitet og effekt i en tid med mangel på arbejdskraft
og stort pres på sundhedsvæsenet.
Diabetesforeningens 9 forslag til kvalitetskrav
Diabetesforeningen mener, at de kommende kvalitetskrav efter lovforsla-
gets §118b skal forholde sig til hele borgerens forløb omkring patientret-
tet forebyggelse. Ud over selve indholdet i det kommunale tilbud bør kva-
litetskravene derfor også adressere kommunernes opgave ift. at få flere
borgere ind i tilbuddene og sikre fastholdelse af den forebyggende effekt
efter endt forløb.
Diabetesforeningen har 9 forslag til, hvad de kommende kvalitetskrav ef-
ter § 118b skal adressere:
1. Kommunerne skal arbejde systematisk med opsporing af bor-
gere i risiko for de væsentligste kroniske sygdomme ud fra bl.a.
data fra sundhedsprofilen og kommunens eget kendskab til lokale
risikogrupper.
2. Kommunerne skal sikre rammerne for, at praktiserende læ-
ger lokalt kender til kommunale tilbud om patientrettet forebyg-
gelse og henviser borgere.
3. Almen praksis skal forpligtes til at opnå mål om antal henvis-
ninger til kommunale tilbud.
4. Kommunerne skal give et tilbud om patientrettet forebyggelse se-
nest 2 uger efter, at borgeren er blevet henvist eller selv har
henvendt sig til kommunen.
5. Indholdet i kommunernes patientrettede forebyggelse skal følge
Sundhedsstyrelsens anbefalinger (for borgere med type 2-diabe-
tes drejer det sig om ”Anbefalinger for tværsektorielle forløb for
mennesker med type 2-diabetes”) og tilbuddene skal indeholde
sygdomsmestring, fysisk træning, kostvejledning og rygestop.
6. Diagnosespecifikke elementer skal indgå. For type 2-diabe-
tes drejer det sig om diagnosespecifikke elementer om sygdoms-
mestring og kost, herunder vejledning i blodsukkermåling og
hvordan borgeren kan bruge og handle på målingerne. Elementer
om fysisk træning og rygestop kan være generiske.
7. Kommunerne skal sikre, at borgerne i patientrettet forebyggelse
får adgang til vejledning fra de rette kompetencer ift. deres
diagnose. Fsva. type 2-diabetes skal tilbuddet bygge på faglige
kompetencer fra klinisk diætist, fysioterapeut og sygeplejerske.
8. Kommunerne skal følge op med deltagerne i patientrettet fo-
rebyggelse fx efter 3 og 12 måneder og derefter hvert 2.-5. år
vurderet ud fra den enkeltes efter behov. Herunder skal kommu-
nerne sikre brobygning til relevante tilbud i civilsamfundet lokalt,
som kan understøtte, at borgeren fastholder en hensigtsmæssig
livsstil ift. diagnose.
9. Kommunerne skal evaluere på effekten af deres tilbud lokalt med
henblik på at udvikle tilbuddet og sikre god effekt for den rele-
vante målgruppe af borgere. Desuden skal kommunerne forplig-
tes til systematisk dataopfølgning på en ensartet måde, som
bl.a. inkluderer PRO-data. Der kan eksempelvis også hentes inspi-
ration fra KiAP.
Kvalitetskrav for indsatser efter § 119
Ud over ovenstående forslag til kvalitetskrav til kommunernes tilbud efter
§118b vil Diabetesforeningen desuden pege på, at vi også ser et behov
for, at der på sigt udarbejdes kvalitetspakker og standarder for den gene-
relle borgerrettede forebyggelse under sundhedslovens § 119 med fokus
på populationsbaserede strategier og måltal.
Loven bør fremme tværkommunalt samarbejde - også når det
gælder patientrettet forebyggelse
Diabetesforeningens erfaring er, at der i dag er alt for store forskelle i
kvaliteten på kommunernes tilbud til borgere med kronisk sygdom. Vi an-
erkender, at kommunerne har forskellige forudsætninger for at løse opga-
verne - eksempelvis kan mindre kommuner have vanskeligere ved at
skaffe de rette specialiserede kompetencer, som er relevante og nødven-
dige for at sikre høj kvalitet og effekt i patientrettet forebyggelse til en
bred målgruppe af diagnoser.
Derfor ser vi også et behov for, at kommunerne i højere grad samarbej-
der på tværs – fx i regi af sundhedsklyngerne – om at udvikle, udbyde og
bemande tilbud om patientrettet forebyggelse med høj kvalitet og effekt.
Diabetesforeningen vil derfor opfordre til, at det i § 118 eller i udmøntnin-
gen af de konkrete kvalitetskrav præciseres, at kommunerne kan og bør
indgå i tværkommunale samarbejder om patientrettet forebyggelse, der
hvor det kan sikre en mere ensartet høj kvalitet og en samlet set bedre
udnyttelse af ressourcer og kompetencer i sundhedsvæsnet. I den forbin-
delse bør der i forlængelse af lovændringen også arbejdes med at fjerne
barrierer for samdrift både på tværs af kommuner og mellem regioner og
kommuner.
Kvalitetskrav til flere aktører i sundhedsvæsnet
Diabetesforeningen finder det meget positivt, at kvalitetsstandarderne ef-
ter § 118b, jf. bemærkningerne til lovforslaget, kan adressere en omstil-
ling i sundhedsvæsenet og dermed også kan omfatte krav til
opgaveudvikling, tilgængelighed, samarbejde og opgavevaretagelse mel-
lem regioner, kommuner og almen praksis. En af de store udfordringer for
effekten af kommunernes patientrettede forebyggelse er, at alt for få bor-
gere i dag får et tilbud. Derfor bør kvalitetskravene også kunne adressere
eksempelvis de alment praktiserende lægers opgave ift. at sikre henvis-
ning af borgerne til relevante tilbud i kommunerne.
Vi bidrager gerne til det videre arbejde med kvalitetskrav
Skulle ovenstående medføre spørgsmål eller ønske om yderligere drøf-
telse, står vi naturligvis til rådighed. Diabetesforeningen bidrager også
gerne med data, viden og erfaring fra vores store målgruppe af borgere
med kronisk sygdom. Diabetesforeningen ser frem til at indgå - sammen
med andre relevante parter - i Sundhedsstyrelsens videre arbejde med at
udvikle kvalitetskrav til kommunernes patientrettede forebyggelse.
Med venlig hilsen
Eva Tingkær
Chef for Affairs, Diabetesforeningen
Til Indenrigs- og Sundhedsministeriet Ergoterapeutforeningen
Nørre Voldgade 90
DK-1358 København K
Tlf: +45 88 82 62 70
cvr nr. 19 12 11 19
etf.dk
Den 20. februar 2023
Ref.: SSH
ssh@etf.dk
Hørings-sagsnr.: 2211332
Hørings-dok. nr.: 2526818
Høringssvar vedrørende udkast til lov om ændring af sundhedsloven og lov
om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig
virksomhed.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har den 24. januar 2023 sendt udkastet til lov-
forslaget i offentlige høring, med Ergoterapeutforeningen som høringspart. Lov-
givningen følger op på sundhedsreformen, som blev indgået mellem en række af
folketingets partier den 20. maj 2022. Ergoterapeutforeningen kvitterer for mulig-
heden for at svare på høringen.
Ergoterapeutforeningen er grundlæggende enige i intentionen bag aftalen, og så-
ledes også bag nærværende lovgivning. Det er nødvendigt at fastsætte forplig-
tende kvalitetskrav og -anbefalinger til kommunale
sundhedsydelser samt regionernes rådgivningsforpligtelse (Den nationale
kvalitetsplan). Ergoterapeutforeningen bakker således op om, at man med nær-
værende lovgivning ønsker at indfører bemyndigelses-hjemme til at fastsætte
disse krav, anbefalinger med videre med tilføjelsen af §118b til lovgivningen.
Ergoterapeutforeningen håber på en inddragende proces omkring dette arbejde
med kvalitet og Ergoterapeutforeningen ser frem til at bidrage til processen, være
en del af arbejdsgrupper mv., og være en del af løsningen på at højne kvaliteten.
Ergoterapeutforeninger understreger desuden, at det er væsentligt, at der i arbej-
det med lovgivningen og kvalitetsarbejdet også bliver kigget på at få styrket forsk-
ningsforpligtigelsen i kommunerne. Vi gør også opmærksomme på ergoterapeuti-
ske faglighed med fordel kan understøtte det forebyggende fokus, der også lig-
ges op til i den præciserings af kommunalbestyrelsens rolle, der lægges op til
med indførslen af det nye Stk. 3 i §119.
De dele af lovændringen, der specifikt omhandler (hjemme)sygeplejeydelser og
de praktiserende læger, har Ergoterapeutforeningen ingen kommentarer til.
Ergoterapeutforeningen står gerne til rådighed med uddybning af dette hørings-
svar om hvordan ergoterapeuter kan bidrage, og det videre arbejde med kvalitet
generelt. Ligesom vi opfordrer til at man inddrager Dansk Selskab for Ergoterapi.
Med venlig hilsen
Tina Nør Langager
Formand for Ergoterapeutforeningen
From: Mette Lisbeth Johansen <mlj@farmakonom.dk>
Sent: 21-02-2023 10:57:10 (UTC +01)
To: DEP Sundhedsministeriet <sum@sum.dk>
Cc: Sarah Storm Egeskov <SSE@SUM.DK>
Subject: Høringssvar: Udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven og
autorisationsloven (national kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen og initiativer til bedre
lægedækning). Frist: 22/2-2023 (FF ID: 768331)
Sendt til: sum@sum.dk med kopi til sse@sum.dk
Høringssvar fra Farmakonomforeningen vedr. høring over udkast til lov om ændring af
sundhedsloven og lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed
Farmakonomforeningen takker for muligheden for at kunne afgive høringssvar i forbindelse med en
række lovændringer, der bl.a. vil give ministeren den juridiske ramme, som er nødvendig, for at kunne
lave forpligtende kvalitetskrav og -anbefalinger til kommunale sundhedsydelser.
Farmakonomforeningen ser meget positivt på regeringens arbejde med at styrke kvaliteten i det danske
sundhedsvæsen, herunder bl.a. arbejdet med at styrke det nære sundhedsvæsen og udfordringerne i
sektorovergangene ml. primær og sekundær sektor. Vi har dog en bemærkning til den del af lovforslaget,
som vedrører dette dvs. den juridiske ramme, der skal være for, at indenrigs- og sundhedsministeren
kan udstede bindende kvalitetskrav til kommunernes opgavevaretagelse.
Kvaliteten i de kommunale sundhedsydelser skal styrkes, og nationale kvalitetskrav vil være med til at
sikre en højere standard i ydelser på tværs af hele landet. Farmakonomforeningen ser derfor positivt på
den del af lovforslaget.
Farmakonomforeningen håber dog også, at indenrigs- og sundhedsministeriet vil se på en anden
mulighed for at løfte kvaliteten i kommunerne – her specifikt i relation til medicinområdet. Flere ældre
borgere og kronikere betyder flere medicinrelaterede opgaver på kommunernes pleje- og
sundhedsområde. Samtidig øges kompleksiteten også i medicinhåndteringen omkring den enkelte
patient, da flere borgere end tidligere har mere end en sygdom, og får medicin for flere forskellige
lidelser. Stigningen i de mange medicinopgaver- og kompleksiteten i dem - udfordrer i dag kvaliteten i
medicinhåndteringen i kommunerne.
Kvaliteten i medicinhåndteringen kan styrkes gennem nationale kvalitetskrav, men
Farmakonomforeningen håber også, at ministeren vil se på nødvendigheden i, at farmakonomer
autoriseres for at styrke kvaliteten i de mange opgaver i det nære sundhedsvæsen, som er relateret til
medicin.
Farmakonomer er med deres specialistviden om medicinhåndtering med til at styrke kvaliteten i
medicinopgaverne på kommunale institutioner allerede i dag. Men i dag er den manglende autorisation
en begrænsning for at bruge faggruppens kompetencer optimalt, og det svækker kvaliteten i
opgavevaretagelsen.
En sundhedsfaglig autorisation giver klare retningslinjer i praksis ift., hvad en faggruppe kan og må - og
det styrker derfor opgavevaretagelsen i det tværfaglige samarbejde i den kommunale sundheds- og
plejesektor. Den manglende autorisation er i dag derfor en hæmsko. I praksis opstår der uklarhed ift.
hvad farmakonomer fagligt ”må og kan” uden en autorisation, og det påvirker opgavevaretagelsen
negativt og fordrer ikke til styrket, tværfaglig opgavevaretagelse i et presset sundhedsvæsen.
Den manglende autorisation betyder ligeledes også, at borgerne ikke har samme beskyttelse og
klagemuligheder, når farmakonomer udfører patientnære opgaver. For hvis man ikke er autoriseret – og
der sker alvorlige eller gentagne fejl – er det op til den enkelte arbejdsgiver, hvad der skal ske, hvis der
bliver klaget over en behandling, som den ansatte har været involveret i. Men der sker ikke en
registrering på personen, og man kan ikke fratage en autorisation eller indskrænke et
virksomhedsområde. Et broddent kar kan derfor nemt arbejde videre i samme funktion hos en ny
arbejdsgiver. Samtidig føres der heller ikke tilsyn med faggruppen. Når farmakonomer udfører
patientnære opgaver vil den manglende autorisation automatisk betyde, at patientsikkerheden er
udfordret – og det svækker ligeledes også kvaliteten.
Farmakonomforeningen arbejder sammen med Pharmadanmark om at få farmakonomer og farmaceuter
autoriseret. Vi håber, at indenrigs- og sundhedsministeren også vil se på autorisation som et middel til at
styrke kvaliteten i kommunernes sundheds- og plejeydelser.
Med venlig hilsen
Ann-Mari Grønbæk
Formand, Farmakonomforeningen
FARMAKONOMFORENINGEN
METTE LISBETH JOHANSEN
Chefkonsulent
M: 2393 4388
mlj@farmakonom.dk
Ramsingsvej 30
2500 Valby
T: 2393 4388
www.farmakonom.dk
Til: Sarah Storm Egeskov (SSE@SUM.DK)
Fra: Sarah Storm Egeskov (SSE@SUM.DK)
Titel: Høring: Udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven og autorisationsloven (national
kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen og initiativer til bedre lægedækning). Frist: 22/2-2023
Sendt
:
24-01-2023 14:43
Til høringsparterne på vedlagte høringsliste
Indenrigs- og Sundhedsministeriet sender hermed vedhæftede udkast til lovforslag i høring.
Lovforslaget vedrører ændring af sundhedsloven og lov om autorisation af sundhedspersoner og om
sundhedsfaglig virksomhed.
Lovforslaget skal udmønte dele af den brede politiske aftale om en sundhedsreform, som blev indgået
med størstedelen af Folketingets partier den 20. maj 2022. Lovforslaget skal være med til at skabe bedre
sammenhæng og samarbejde på tværs af faglighed og geografi, nedbringe uligheden i sundhedsvæsenet
samt understøtte bedre lægedækning.
Vedhæftet er:
 Høringsbrev
 Høringsliste
 Udkast til lovforslag
Materialet kan også findes på høringsportalen.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet skal anmode om at modtage eventuelle bemærkninger til udkastet
senest den 22. februar 2023.
Bemærkninger bedes fremsendt til ministeriets kontor for Borgernær Sundhed på sum@sum.dk med kopi
til sse@sum.dk.
Med venlig hilsen
Sarah Storm Egeskov
Chefkonsulent, Kontor for Borgernær
Sundhed
M 2126 7557
@ sse@sum.dk
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Tlf. 7226 9000
Læs ministeriets datapolitik her
www.sum.dk
FOAs høringssvar vedr. kvalitetsplan, tværkommunale samarbejder mv.
FOA støtter op om ambitionerne i den nye kvalitetsplan. Det er helt afgørende, at der sker en styrkelse af
det nære sundhedsvæsen, og at omstillingen til mere behandling i det nære sundhedsvæsen sker strategisk
og fagligt funderet.
Lovforslaget om kvalitetsplanen har dog det grundlæggende problem, at sundheds- og ældreområdet ikke
tænkes sammen. Når Sundhedsstyrelsen med lovforslaget får mandat til at komme med bindende krav,
gælder det kun ydelserne efter sundhedsloven og ikke efter serviceloven. Denne opdeling giver ingen
mening i en praktisk hverdag, hvor de samme medarbejdere hos de samme borgere løser opgaver efter
både sundhedslov og servicelov. Derfor var et af formålene i arbejdet med en ny ældrelov, at servicelov og
sundhedslov skulle tænkes sammen.
FOA frygter, at der med dette lovforslag slås søm i denne problematiske styringsmæssige ramme med to
forskellige lovgivninger, hvor der i stedet bør være et opgør med den. FOA vil derfor kraftigt opfordre til, at
der allerede nu sker en samtænkning af ældreområdet og sundhedsområdet. Dette skal også sikre, at
Sundhedsstyrelsen får det nødvendige mandat til at skabe de faglige rammer på ældreområdet, som bl.a.
blev anbefalet af det rådgivende panel og ekspertgrupperne i arbejdet med en ny ældrelov.
FOA vil opfordre til, at kvalitetsplanen tænkes nøje sammen med arbejdet i regi af psykiatriplanen, jf. at
psykiatriske patienter nævnes som målgruppe for kvalitetsplanen.
På de næste sider uddybes FOAs bekymringer ligesom lovforslagets øvrige dele kommenteres.
FOA stiller naturligvis gerne op, hvis nogle af pointerne skal udfoldes.
Venlig hilsen
Tanja Nielsen
Sektorformand, Social- og sundhedssektoren
2
Bemærkninger vedr. kvalitetsplanen
Det har længe været efterspurgt, at der sættes klare krav til det kommunale sundhedsområde, når flere
opgaver flyttes ud af sygehusene. Det er derfor positivt, at den nye § 118 b vil give Indenrigs- og
sundhedsministeren mulighed for at fastsætte forpligtende krav til kommunernes sundhedstilbud.
De senere år har vi set, at kommunerne har overtaget flere sundhedsopgaver, hvilket oprettelsen af de
mange akutpladser og midlertidige pladser er et eksempel på. Desværre har udviklingen båret præg af
tilfældig opgaveflytning som følge af pressede sygehuse, og kvaliteten og rammerne er derfor ikke fulgt
med. FOA ser derfor positivt på, at Sundhedsstyrelsen i højere grad skal rådgive om, hvordan en ændret
opgavevaretagelse kan se ud.
Problemet opstår dog, når der med lovforslaget sættes to streger under adskillelsen mellem ydelser efter
sundhedsloven og ydelser efter serviceloven. Mere specifikt står det i lovforslaget, at ”ministeren kan
fastsætte nærmere regler for kommunalbestyrelser og regionsråd om indsatser, kvalitetskrav hertil samt
tilrettelæggelsen heraf i henhold til sundhedsydelserne.”
For medarbejderne og borgerne i ældresektoren giver det ingen mening at skelne skarpt mellem
servicelovsydelser og sundhedslovsydelser. Det er de samme medarbejdere, de samme borgere og de
samme besøg, som er underlagt to forskellige lovgivninger med helt forskellige krav og styringsmekanismer.
Det giver ingen mening i en praktisk hverdag, og det virker forstyrrende for medarbejderne. En
undersøgelse fra FOA viser, at fire ud af ti ansatte i ældreplejen i høj eller nogen grad oplever udfordringer
med bureaukrati og unødig ventetid, fordi hjælpen i ældreplejen reguleres af forskellige regelsæt.1
Et eksempel: Hvis en ældre borger lider af nedsat funktionsevne på grund af en hjerneblødning, vil de
fysiske lidelser høre under sundhedsloven. Hvis borgeren samtidig skal have hjælp til at spise på grund af
lidelsen, så omhandler det serviceloven.
Det er bredt anerkendt, at de to forskellige lovgivninger giver anledning til problemer i praksis. Det blev
bl.a. beskrevet i VIVEs rapport om social- og sundhedshjælpere og -assistenter i kommunerne2
samt i
afrapporteringen fra ekspertgrupper og det rådgivende panel vedr. en ny ældrelov.3
FOA er derfor stærk kritisk over for lovforslagets skelnen mellem sundhedsydelser og servicelovsydelser. Vi
frygter, at det kommer til at sætte søm i en problematisk lovgivningsmæssig ramme, som allerede i dag
skaber udfordringer for medarbejdere og borgere. Hertil kommer at flere serviceydelser har direkte
indflydelse på sundhed og helbredstilstanden. F.eks rengøring, der udføres efter SSi’s retningslinjer for
hygiejnisk rengøring har eksempelvis positiv indflydelse på sundhed og smitteforebyggelse. Hygiejnisk
rengøring er således både en nødvendig forudsætning for sikring af kvalitet i det nære sundhedsvæsen og
samtidig et vigtigt element i forebyggelsesindsatsen.
Samtidig frygter vi, at det ikke giver Sundhedsstyrelsen de nødvendige muskler til at gennemføre den
kvalitetsramme, som blev foreslået i forbindelse med Ældretopmøderne, og som blev bakket op af et meget
bredt udvalg af aktører.4
1
FOA: ”Servicelov og sundhedslov – Udfordringer i ældreplejen ved at yde hjælp efter to lovgivninger” (2023)
2
VIVE: ”Social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter i kommunerne” (2021)
3
”En ældrepleje med tid til omsorg” (2022)
4
Sundhedsstyrelsen: ”Ældretopmødet 2021: Debatoplæg - Status på arbejdet med kvalitet og kompetence” samt
”Ældretopmødet 2021: Inspirationsoplæg - Status på arbejdet med kvalitet og kompetence” (2021)
3
Endelig er FOA bekymret for, at kommunerne, medarbejderne og borgerne kommer til at stå i en mere
kompleks styringsmæssig situation, hvis der med hhv. kvalitetsplanen og en ny ældrelov sendes
modsatrettede signaler. Med den ene hånd vil man øge styringen (sundhedsydelserne), mens man med den
anden hånd vil øge frisættelsen (servicelovsydelserne).
Derimod bør der skabes én styringslogik på tværs af det, der i dag er servicelovsydelser og
sundhedsydelser. Frisættelsen af medarbejderne er ikke i modsætning til flere kvalitetskrav eller
kvalitetsrammer for området. Snarere er de hinandens forudsætning: En øget frisættelse af
medarbejdernes faglighed kan øge behovet for, at der kommer klarere faglige rammer.
FOAs klare opfordring er derfor, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Ældreministeriet i samarbejde
med Sundhedsstyrelsen får sikret, at kvalitetsplanen og den nye ældrelov bliver tænkt sammen.
Derudover er det vigtigt, at der i takt med, at der flyttes opgaver til det nære sundhedsvæsen og over i
kommunerne følger de nødvendige ressourcer med.
FOA har desuden følgende tekstnære bemærkninger til lovforslagets del om en ny kvalitetsplan:
• På s. 10 har FOA følgende forslag til tilføjelse (understreget): ”Kvalitetsstandarderne kan f.eks. vedrøre
krav og -anbefalinger til den omfattede målgruppe, indsatser og tilrettelæggelsen heraf, rammerne for
(tværfaglig) sparring, kompetencer og uddannelse, udstyr, kvalitetssikring og
registrering/monitorering, samarbejde med andre aktører, herunder rådgivning, samt kvalitetskrav i
henhold til retningslinjer fra SSI (NIR)”. Her bør følgende tilføjes: ”
• På s. 10 står følgende: ”Dette kan være opgaver som mere hensigtsmæssigt kan varetages tættere på
borgeren, f.eks. i kommunalt regi, på tværs af flere kommuner eller i tværfaglige teams med
speciallæger i almen medicin, sygeplejersker, fysio- og ergoterapeuter m.v., eller af patienten selv.”.
Det er i denne sammenhæng oplagt at nævne de største faggrupper på det kommunale sundheds- og
ældreområde: social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter.
• På s. 11 har FOA følgende forslag til tilføjelse (understreget), som skal tydeliggøre den nye rolle, som
ambulancerne får i disse år: ”Med det nære sundhedsvæsen forstås en samlet betegnelse for
sundhedstilbud, der varetages uden for sygehusene i eller tæt på borgerens eget hjem f.eks. af
kommuner, almen praksis, øvrige privatpraktiserende sundhedsprofessionelle, herunder
privatpraktiserende speciallæger, udgående funktioner fra sygehusene, ambulancepersonale mv. eller
varetages af borgeren selv f.eks. ved hjælp af digitale løsninger.
Bemærkninger vedr. regionernes rådgivning
Jf. den nye § 118 b, stk. 2, kan Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte nærmere regler for
regionsrådenes rådgivning mv. i forhold til kommunernes opgaver. FOA ser positivt på dette. For at styrke
det kommunale sundhedsvæsen er der behov for en langt større rådgivning fra almen praksis og
sygehusene til kommunerne. Hvis det skal lykkes, skal der skabes bedre rammer for denne rådgivning, så
alle er klar over deres roller, kommunikationsveje mv. Rådgivningen skal ikke være på regionernes ”nåde”,
men skal derimod indgå i klare rammer.
Bemærkninger vedr. kommunal sygepleje
Ifølge lovforslaget skal det ikke længere hedde ”hjemmesygepleje” men blot kommunal sygepleje. Dette er
en oplagt ændring. Allerede i dag foregår den kommunale sygepleje mange andre steder end i borgerens
eget hjem, herunder på midlertidige pladser, i sygeplejeklinikker, virtuelt mv.
4
Udover ordet ”hjemmesygepleje” fjernes også ordet ”hjemmesygeplejerskeordning”, som erstattes med
sygeplejeordning (§ 139). I lovbemærkningerne er begrundelsen for denne ændring udelukkende, at det
ikke længere skal hedde ”hjemme”, fordi sygeplejen også kan foregå andre steder. Et væsentligt yderligere
argument bør være, at ordet ”hjemmesygeplejerske” lægger op til, at kun sygeplejersker er udførende af
sygepleje. Snarere ved vi, at store dele af den kommunale sygepleje foretages af social- og
sundhedshjælpere og -assistenter.5
Derfor bør følgende tilføjes til lovbemærkningerne:
”Dertil lægger begrebet ”hjemmesygeplejerskeordning” op til, at opgaverne udelukkende varetages af
sygeplejersker. Ved i stedet at bruge begrebet ”sygeplejeordning” tydeliggøres det, at den kommunale
sygepleje også varetages af andre faggrupper end sygeplejersker”.
Bemærkninger vedr. tværkommunale samarbejder
Med den nye § 138 stk. 2 lægges op til, at sygeplejen kan udføres i et tværkommunalt samarbejde. Med
den stigende sygeplejefaglige kompleksitet er dette en oplagt vej at gå, så kommunerne i fællesskaber kan
sikre en tilstrækkelig kvalitet.
Der er en længere beskrivelse af de lovgivningsmæssige udfordringer i forhold til myndighed mv.
FOA vil opfordre til, at Indenrigs- og sundhedsministeriet tænker endnu mere i fælles løsninger med fælles
ledelse og fælles økonomi, gerne i regi af de nye sundhedsklynger.
5
VIVE: ”Social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter i kommunerne” (2021)
From: Forbrugerrådet Tænk Hoeringer <hoeringer@fbr.dk>
Sent: 26-01-2023 09:12:51 (UTC +01)
To: DEP Sundhedsministeriet <sum@sum.dk>
Cc: Sarah Storm Egeskov <SSE@SUM.DK>
Subject: SV: Høring: Udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven og
autorisationsloven (national kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen og initiativer til bedre
lægedækning). Frist: 22/2-2023
Forbrugerrådet Tænk vurderer, at denne konkrete høring ligger uden for vores for tiden prioriterede
arbejdsområder og vil derfor undlade at forholde os hertil. Forbrugerrådet Tænk kan således ikke tages til
indtægt for at støtte forslaget eller for at gøre det modsatte. For en god ordens skyld skal det understreges, at
Forbrugerrådet Tænk stadig er interesseret i at modtage høringer inden for området.
Med venlig hilsen
Uffe Rabe Krag
POLITISK CHEF
T +45 7741 7731
W taenk.dk
Forbrugerrådet Tænk
Ryesgade 3A, 2. th. | 2200 Kbh. N
Fra: Sarah Storm Egeskov [mailto:SSE@SUM.DK]
Sendt: 24. januar 2023 14:44
Til: Sarah Storm Egeskov
Emne: Høring: Udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven og
autorisationsloven (national kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen og
initiativer til bedre lægedækning). Frist: 22/2-2023
Til høringsparterne på vedlagte høringsliste
Indenrigs- og Sundhedsministeriet sender hermed vedhæftede udkast til
lovforslag i høring.
Lovforslaget vedrører ændring af sundhedsloven og lov om autorisation af
sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed.
Lovforslaget skal udmønte dele af den brede politiske aftale om en
sundhedsreform, som blev indgået med størstedelen af Folketingets partier den
20. maj 2022. Lovforslaget skal være med til at skabe bedre sammenhæng og
samarbejde på tværs af faglighed og geografi, nedbringe uligheden i
sundhedsvæsenet samt understøtte bedre lægedækning.
Vedhæftet er:
1. Høringsbrev
2. Høringsliste
3. Udkast til lovforslag
Materialet kan også findes på høringsportalen.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet skal anmode om at modtage eventuelle
bemærkninger til udkastet senest den 22. februar 2023.
Bemærkninger bedes fremsendt til ministeriets kontor for Borgernær Sundhed
på sum@sum.dk med kopi til sse@sum.dk.
Med venlig hilsen
Sarah Storm Egeskov
Chefkonsulent, Kontor for Borgernær Sundhed
M 2126 7557
@ sse@sum.dk
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Tlf. 7226 9000
Læs ministeriets datapolitik her
www.sum.dk
Gigtforeningen
Gentoftegade 118
2820 Gentofte
info@gigtforeningen.dk
Tlf. 39 77 80 00
17. februar 2023
Høringssvar til lov om ændring af sundhedsloven og lov om autorisation af sundhedspersoner og
sundhedsfaglig virksomhed
Indenrigs- og Sundhedsministeriet sendte den 24. januar 2023 udkast til lov om ændring af sundhedsloven
og lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed i høring.
Gigtforeningen takker for muligheden for at afgive høringssvar. Vi har i vores høringssvar alene fokuseret
på den del af lovforslaget, der vedrører rammerne for en national kvalitetsplan for det nære
sundhedsvæsen.
Gigtforeningen ser overordnet positivt på, at lovforslaget og den bagvedliggende sundhedsaftale sætter en
ramme for en kvalitetsudvikling af det nære sundhedsvæsen. Det er der brug for. Kommunerne fik med
kommunalreformen i 2007 hovedansvaret for den forebyggende og sundhedsfremmende indsats i forhold
til borgerne, men uden der blev afsat de nødvendige mål og midler til at løfte opgaven. Med dette
lovforslag tages de første skridt til at få rettet op på det.
Med Gigtforeningens øjne skal der være tre faktorer opfyldt for at sikre et reelt løft af det nære
sundhedsvæsen i kommunerne: 1) Bindende kvalitetsstandarder er nødvendige for at sikre ensartede
evidensbaseret sundhedstilbud i alle landets kommuner, 2) Diagnosespecifikt tilbud til borgere med artrose
(slidgigt) er afgørende ift. virkning og berettiget ift. volumen af borgere og 3) Statslig finansiering er
afgørende for implementeringen af kvalitetsstandarderne.
Det vil vi i nedenstående redegøre nærmere for.
Bindende kvalitetsstandarder er nødvendige for at sikre evidensbaseret sundhedstilbud i alle landets
kommuner
Gigtforeningen noterer med tilfredshed, at ministeriet med lovforslaget fastslår, at der tilvejebringes en
juridisk ramme for en national kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen. Konkret med hjemmel til at
udstede bindende kvalitetskrav til opgavevaretagelsen som del af de kommunale sundhedsydelser.
Det mener vi, at der er brug for. Der er solid evidens1
for, at vi kan hjælpe tidligere og flere med gigt med
de rette patientuddannelses- og træningstilbud. Problemet er, at de kommunale tilbud alt for ofte mangler
i dag.
Artrose (slidgigt) er ikke bare en af de mest udbredte gigtsygdomme. Det er også en folkesygdom. Over
425.000 danskere er diagnosticeret med artrose2
, som ofte er forbundet med alvorlige smerter og
funktionstab for den enkelte, der er ramt.
1 Godt Liv med Artrose i Danmark (glaid.dk)
2 Statens Institut for Folkesundhed (2022): Muskel- og skeletlidelser i Danmark – Nøgletal 2022’
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Kontor for Borgernær Sundhed
Mail: sum@sum.dk
CC: sse@sum.dk
2
Sundhedsstyrelsen har tilbage i 2012 og 2016 udarbejdet nationale kliniske retningslinjer for behandling af
knæ- og hofteartrose baseret på national og international forskning3
. Her er anbefalingen, at superviseret
træning og patientuddannelse hos en fysioterapeut skal være første trin, inden vurdering og evt. operation
på sygehuset bør komme på tale.
Problemet er, at det langt fra sker i dag. En videnskabelig undersøgelse udført af SDU og Hvidovre Hospital
fra 2020 viste, at kun 1/3 af patienterne med knæartrose, som blev henvist til evt. operation på sygehuset,
var blevet tilbudt træning og patientuddannelse i primær sektoren4
. Det hænger formentlig sammen med,
at det kommunale tilbud mangler mange steder. Den kommunale opgørelse ”Forebyggelse, behandling og
rehabilitering af gigt” fra Kantar-Gallup fra 2021 viste, at kun 34 kommuner svarede, at de havde tilbud til
borgere med artrose5
.
Bindende kvalitetsstandarder er derfor nødvendige, hvis borgerne skal sikres evidensbaserede
sundhedstilbud i alle landets kommuner. De evidensbaserede kvalitetsstandarder skal samtidig bidrage til
at mindske den i dag udbredte geografiske og sociale ulighed i forhold til, hvem der kan få/har råd til den
konkrete sundhedsindsats.
Konkrete kommentarer til bemærkningerne til lovforslaget (Side 10, pkt. 2.1.3.)
Vedr. valg af områder
Det fremgår, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet anmoder Sundhedsstyrelsen om at udvikle konkrete
kvalitetsstandarder inden for udvalgte områder. Det fremgår imidlertid ikke, hvordan og på hvilket grundlag
disse områder udvælges. Gigtforeningen mener, dette skal præciseres og anser følgende tre kriterier som
væsentlige: 1) Stort volumen, 2) Evidens for indsatsen og 3) Hurtig og effektiv implementering.
Vedr. en ændret opgavevaretagelse, som en del af opgaveløsningen:
Det fremgår i bemærkningerne, at nye nationale krav og anbefalinger til sundhedsindsatsen fortsat vil give
mulighed for lokale tilpasninger i forbindelse med implementeringen bl.a. i sundhedsklyngerne.
Gigtforeningen mener, at det er væsentligt for at sikre kvaliteten i tilbuddene, at disse i hele landet baseres
på samme videnskabelige grundlag. Derfor må lokale tilpasninger aldrig ske på bekostning heraf, og evt.
lokale tilpasninger i fx Sundhedsklyngerne bør derfor altid godkendes af Sundhedsstyrelsen.
Diagnosespecifikt tilbud til borgere med artrose (slidgigt) er afgørende
Gigtforeningen finder det vigtigt, som lovforslaget også lægger op til, at kvalitetsstandarderne sætter krav i
forhold til målgruppe, indsatser og tilrettelæggelsen heraf, kompetencer og uddannelse, udstyr,
kvalitetssikring og registrering/monitorering, samarbejde med andre aktører, herunder rådgivning mv.
Artrose er ofte forbundet med smerter og i perioder invaliderende smerter. Det er derfor vigtigt, at borgere
med artrose tilbydes patientuddannelse, hvor de kan få indsigt i sygdommen og konkrete redskaber til at
tackle sygdommen og smerterne samt styrke egenomsorgen.
3https://www.sst.dk/da/udgivelser/2012/NKR-Knaeartrose
https://www.sst.dk/da/udgivelser/2021/NKR-Hofteartrose--ikke-kirurgisk-behandling-og-genoptraening-efter-THA
4 View of Patients report inferior quality of care for knee osteoarthritis prior to assessment for knee replacement surgery – a cross-sectional study of
517 patients in Denmark (actaorthop.org)
5 https://www.gigtforeningen.dk/media/5885/forebyggelse-behandling-og-rehabilitering-af-gigt-en-kommunal-kortlaegning-af-kantar.pdf
3
Som følge af artrose i knæ eller hofte har mange også smerter forbundet med træning af de berørte led,
hvilket kan få mange til at holde sig fra træningen. Her er det nødvendigt med en fysioterapeut, der kan
vejlede, hvordan man kan træne – også på trods af smerter – uden man overbelaster leddet med artrose.
Med andre ord kan man ikke bare give adgang for borgere med artrose til det kommunale træningscenter.
Det kræver superviseret træning med en fysioterapeut. Her er der til gengæld evidens for, at træningen
både kan højne livskvalitet, formindske smerter og forbedre den fysiske funktion.
Mere end 425.000 danskere har som nævnt artrose heraf 270.000 i knæet6
. Gigtforeningen har sammen
med KL og Hjerteforeningen i et fælles udspil ”Bedre forløb for mennesker med kronisk sygdom”
præsenteret syv principper og anvist to konkrete patientforløb i fremtidens nære sundhedsvæsen7
. Det ene
patientforløb er for knæartrose, hvor implementeringen af kvalitetsstandarder kunne være et godt sted at
starte.
Udover at der allerede er stærk evidens og retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen i forhold til træning ved
knæartrose, så vil træningen også betyde, at flere holder kroppen fysisk aktiv og dermed potentielt kan
forbygge andre kroniske sygdomme. Kan vi forebygge knæoperationer, kan vi ikke alene aflaste
sygehusene. Vi kan også skåne patienterne for en indgribende operation og tilbyde en endnu bedre indsats
end i dag, hvor der først er hjælp at hente efter måske flere år med smerter, sygemeldinger og nedsat
livskvalitet. Det ville være en mærkbar forbedring, hvis den praktiserende læge i fremtiden ikke bare sender
borgeren hjem med smertestillende medicin, men også med en henvisning til et forebyggende kommunalt
tilbud.
Derudover er der også et tilstrækkeligt stort volumen af borgere med knæartrose i hver enkelt kommune
til, at der kan oprettes et diagnosespecifikt tilbud indeholdende patientuddannelse og træning til dem. Da
en del af borgene med knæ-artrose samtidig har behov for vægttab (anbefalet i faglige retningslinjer), vil
det samtidig være relevant for nogen også at deltage i vægttabskurser af mere generisk karakter.
Konkrete kommentarer til bemærkningerne til lovforslaget(Side 10, pkt. 2.1.3.)
Vedr. omstilling så flere opgaver løses tættere på borgerne frem for på sygehusene
Gigtforeningen bakker op om, at indsatserne i kvalitetsstandarder kan bidrage til, at der kan ske en gradvis
omstilling til, at flere indsatser løses tættere på borgerne i det nære sundhedsvæsen frem for f.eks. på
sygehusene. Så tidlige og forebyggende indsatser i det nære sundhedsvæsen kan mindske eller fjerne
behovet for mere behandlingskrævende indsatser. Det vil være tilfældet, såfremt der udarbejdes
kvalitetsstandarder på artrose området, idet færre med hofte/knæ artrose i så fald vil skulle henvises til
vurdering og evt. operation på sygehus, såfremt det var tilbud om træning og patientuddannelse i
kommunerne.
Vedr. en eller flere kvalitetsstandarder på et område
Det fremgår af bemærkningerne, at der kan udarbejdes en eller flere kvalitetsstandarder på et område.
Formålet hermed er at opnå kvalitet og sammenhæng for både somatiske og psykiatriske patienter.
Gigtforeningen finder det uklart, hvad der menes hermed og ønsker dette præciseret nærmere.
6 KL’s beregninger på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistik og Sundhedsdatastyrelsen
7 https://www.kl.dk/media/53964/udspil-om-kronisk-sygdom-kl-gigtforeningen-og-hjerteforeningen-010223.pdf
4
Statslig finansiering er afgørende for implementeringen af kvalitetsstandarderne
Gigtforeningen ser det som en nødvendighed, at der følger statslig finansiering med til implementeringen
af kommunale kvalitetsstandarder målrettet patientrettet forebyggelse for borgere med kroniske
sygdomme. Derfor kvitterer Gigtforeningen også for, at der er afsat godt 100 mio. kr. årligt til indførelsen af
kvalitetsstandarderne. Fordelt på landets 98 kommuner er det dog en begrænset sum, og det er langtfra
tilstrækkeligt til et réelt og tiltrængt løft af det nære sundhedsvæsen i kommunerne. Det er derfor
nødvendigt, at kvalitetsplanen og antallet af kvalitetsstandarder udbygges i kommende økonomiaftaler og
finanslove, så kommunerne kan hjælpe tidligere og flere med kronisk sygdom. Det vil gavne borgerne med
kronisk sygdom, aflaste sygehusene og være en samfundsøkonomisk gevinst.
Kraka Advisory har med analysen ”Potentialet ved investering i bedre tilbud til mennesker med gigt” fra
2021 påvist, at der med den rette indsats med træning og patientuddannelse til borgere med artrose er en
væsentlig besparelse for det offentlige på 5.000 kr. pr. borger i den erhvervsaktive alder. Det er
sammenlagt en besparelse på 500 mio. kr. årligt, fordi man ved at sætte ind tidligere blandt andet kan
forebygge hospitalsomkostninger og langvarig sygefravær8
.
Rapporten konkluderer dog også, at der på trods af positive nettogevinster for de offentlige finanser kan
være økonomiske incitamentsproblemer, som kan være en hindring for, at forløbene bliver gennemført.
Kommunen vil i de fleste tilfælde stå for hele omkostningen til det patientrettede forløb, men vil ofte kun
realisere en mindre del af gevinsten, der til gengæld i højere grad tilfalder region og stat. Statslig
finansiering er derfor nødvendig, hvis tilbuddet skal sikres i hele landet.
8 https://kraka-advisory.com/sites/default/files/2021-
10/Potentialet%20ved%20investering%20i%20bedre%20tilbud%20til%20mennesker%20med%20gigt_0.pdf
Dato: 20. 02 2023
Direkte tlf.: 51 60 34 14
E-mail: mlind@hjerteforeningen.dk
Høringssvar over lovforslag om ændring af sundhedsloven og lov om autorisation af sundheds-
personer og sundhedsfaglig virksomhed
Sundheds- og Ældreministeriet har den 24. januar fremsendt udkast til lov om ændring af sundhedsloven,
hvormed loven skal skabe rammerne for en national kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen, smidigere
regler for etablering og drift af regionsklinikker, mulighed for særligt vederlag til læger i områder med
lægemangel, samt regler om fordeling af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen.
Overordnet mener Hjerteforeningen, at forslaget er positivt, og at dette er en helt nødvendig forudsætning for
en sikring af patienternes samlede behandlings kvalitet. Det er positivt, at Indenrigs- og sundhedsministeren
ifølge forslaget vedr. §118b gives hjemmel til at fastlægge kvalitetsstandarder for kommunale sundhedsydelser
efter kap. IX, samt at ændringsforslaget fastslår et kommunalt ansvar for den ”patientrettede forebyggelse”,
som del af §119. Det er to centrale ændringer af sundhedsloven, hvis der skal kunne opnås en ensartet
mindstekvalitet i ydelser, samt være mulighed for at stille krav til monitoreringen af kvaliteten og effekten af
de kommunale sundhedsydelser.
Hjerteforeningen konstaterer dog, at ændringsforslaget ikke indeholder lovgivningsmæssige løsninger på
udfordringer med samdrift mellem regioner og kommuner, når det gælder delt økonomi og delt ansvar. Dette
forhindrer fortsat et fælles ansvar for optimal organisering og øger risikoen for suboptimering til skade for
sammenhæng i behandlingen.
Hjerteforeningen har desuden i nedenstående skema konkretiseret nogle af de afledte bekymringer, som vi
finder særligt væsentlige i forbindelse med- og i forlængelse af en evt. vedtagelse af forslaget. Vi står
naturligvis til rådighed for uddybning og sparring, hvis dette ønskes.
Overordnede kommentarer til lovudkastet
Tema Bemærkning
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Slotsholmsgade 10-12, 1216 København K
E-mail: sum@sum.dk
Side 2 af 4
Efterfølgende
Udmøntning af
kvalitetsstandarder
(kvalitetspakken)
for den
patientrettede
forebyggelse
Der er ifølge Hjerteforeningens egen patientundersøgelse (Livet med en
Hjertesygdom) samt konklusioner i seneste årsrapport fra Dansk
Hjerterehabiliteringsdatabase store variationer i hvilke rehabiliteringstilbud patienter
modtager – både mellem regioner og mellem kommuner. Endvidere har en
undersøgelse i region midt vist, at 29 % af borgere, som påbegyndte
rehabiliteringsforløb i kommunerne, faldt fra forløbet. Både indholdet i den
patientrettede forebyggelse, kvaliteten samt overgangen mellem sektorerne varierer
altså mellem kommunerne, og der mangler systematiske data for kommunernes tilbud
og indhold, som muliggør datadrevet kvalitetsudvikling. På denne baggrund finder
Hjerteforeninger det vigtigt, at Sundhedsstyrelsens og Sundhedsdatastyrelsens
udarbejdelse af kvalitetsstander fastsætter fagligt funderede krav til den patientrettet
forebyggelse (inkl. data til den datadrevede udvikling heraf) og således dels tager
udgangspunkt i de eksisterende faglige anbefalinger. Dels fra Sundhedsstyrelsens
diagnosespecifikke anbefalinger for tværsektorielle forløb for mennesker med
hjertesygdom. Dels fra Dansk Cardiologisk Selskabs Behandlingsvejledning vedr.
rehabilitering (kapitel 29) og endelig fra Hvidbog om rehabilitering (Rehpa).
Hjerteforeningen forventer således, at de eksisterende anbefalinger til kommunerne
(Anbefalinger for forebyggelsestilbud til borgere med kroniske sygdomme) alle
ophæves til mindstekrav, og at disse udvides med udgangspunkt i de ovenfor anførte
diagnosespecifikke faglige anbefalinger fx i forhold til retningslinjer, som sikrer
patiens sikkerhed ved visitationen til fysisk træning og garanterer tilbud om
psykosocial rådgivning fx i forhold til angst og depression.
Selvom lovforslaget anvender begrebet ”patientrettet forebyggelse” er det afgørende,
at anbefalingernes karakter afspejler principperne for rehabilitering, og dermed tager
udgangspunkt i patientens funktionsevne fra et helhedsorienteret perspektiv – herunder
de psykologiske og sociale udfordringer ved hjertesygdom og pårørendeperspektiver.
Kvalitetsstandarder bør endvidere eksplicit kunne muliggøre differentierede indsatser,
hvor mindstekravene afspejler og muliggør løsning af de individuelle behov, borgerne
har. Dvs. at borgere med mere komplekse problemstillinger fx kan have krav på flere
og mere intensive indsatser.
Side 3 af 4
Dette forudsætter også, at anbefalingerne tilgodeser et tværsektorielt perspektiv i
kommunerne og medtager en fordring om et aktivt koordineret samarbejde mellem
sundhed og fx det sociale og beskæftigelsesmæssige sektorområde i kommunerne.
Endelig bør kvalitetsstandarder vedrørende datadrevet kvalitetsudvikling integrere
prodata og sikre, at patienternes oplevelser af kvalitet og effekt inddrages i udviklingen
af tilbud. Der bør også gives muligheder for forskning, der understøtter udvikling af
ny evidens og øget kvalitet.
Kvalitetsstandarderne bør omfatte anbefalinger til de nødvendige lokale
organisatoriske forudsætninger fx i forhold til fagligheder, udstyr og patientvolumen
for at den faglig kvalitet kan opretholdes og udvikles lokalt. Der kan her med fordel
bruges erfaringer med udarbejdelse af specialeplaner fra det regionale område.
Kvalitetsstandarder bør også omfatte prehabilitering, at få flere patienter ind i
rehabilitering - herunder med et fokus på social ulighed (gerne med måltal for
henvisninger fra almen praksis og region og måltal for frafald undervejs), samt tiltag
til at sikre fastholdelse af effekterne af rehabiliteringsforløbet fx gennem brobygning
til civilsamfundsorganisationer, og endeligt bør de inkludere en løbende systematisk
opfølgning på patienter efter endt forløb.
Perspektiver ved
vedtagelse af
§118b stk 2.
Hjerteforeningen anbefaler, at der - ud over krav til at understøtte primærsektoren med
adgang til løbende faglig specialistrådgivning - også udarbejdes forpligtende krav til
regionerne i forhold til kompetenceudviklingen af kommunale sundhedsprofessionelle
for så vidt angår diagnosespecifikke vidensområder af betydning for kvaliteten af
rehabiliteringstilbuddene. For hjerte-kar-patienter bør der fx ske en
kompetenceudvikling af det kommunale sygeplejefaglige rehabiliteringspersonale
med udgangspunkt i relevante elementer fra regionernes kardiologiske
efteruddannelse for sygeplejersker.
Perspektiver ved
indførelsen af
§118b for den
”borgerrettede
forebyggelse”
§119 stk 1 og 2
Der er aktuelt ingen bindende kvalitetskrav til kommunalbestyrelsernes varetagelse af
§119 stk. 1 eller stk.2. Kommunerne har således kun de vejledende anbefalinger fra
”Forebyggelsespakkerne” fra Sundhedsstyrelsen.
Hjerteforeningen ser gerne, at Regeringen som konsekvens af indførelsen af §118b
også beder Sundhedsstyrelsen udarbejde kvalitetsstandarder for den borgerrettede
forebyggelse med bindende mindstekrav og et fokus på brug af populationsbaserede
Side 4 af 4
data og målsætninger. Kravene bør fx omfatte krav til systematisk udbredelse af viden
om muligheden for rygestoprådgivning og sikre den tilhørende nødvendige
driftskapacitet. Men Sundhedsstyrelsen bør i det hele taget få til opgave at gennemgå
hvilke forebyggelsestilbud og dataindsamlingsmetoder, som ud fra evidensbaserede
viden med fordel kan gøres til genstand for mindstekrav og dermed sikre at nationale
mål for forebyggelse af sygdom i Danmark kan gennemføres.
Med venlig hilsen
Anne Kaltoft
Adm. direktør
Dato: 22. februar 2023
Sags ID: SAG-2023-00488
Dok. ID: 3303301
E-mail: JJC@kl.dk
Direkte: 3370 3852
Weidekampsgade 10
Postboks 3370
2300 København S
www.kl.dk
Side 1 af 7
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
KL-høringssvar vedr. lovforslag om kvalitetsplaner mv
KL takker for lejligheden til at afgive høringssvar.
KL skal indledningsvis anerkende, at regeringen med dette lovforslag
tager et vigtigt skridt mod den omstilling af sundhedsvæsenet, som er
helt afgørende, hvis vi også i fremtiden vil sikre bæredygtige og robuste
sundhedstilbud til alle med behov. Ved at omstille sundhedsvæsenet skal
der skabes plads til, at langt flere borgere kan få indsatser i det nære
sundhedsvæsen, så sygehusene kan fokusere på patienter med de mest
specialiserede behov.
Det kræver, at hele sundhedsvæsenet handler på en ny måde og at man
i langt højere grad end i dag f.eks. systematisk bruger teknologi, træning
og patientuddannelse, differentierer indsatsen, understøtter borgernes
egenmestring og overlader et større ansvar til patienter, der godt kan
tage det. Og det forudsætter, at man fra nationalt hold prioriterer de
tilbud, der ligger uden for sygehusene, som er en forudsætning for et
robust samlet sundhedsvæsen.
KL har i det følgende en række generelle kommentarer til lovforslaget. KL
har herudover til slut nogle mere tekstnære bemærkninger.
Generelle kommentarer
Bemyndigelse til at fastsætte bindende krav til kommuner og regioner
KL skal bemærke, at en bemyndigelse til indenrigs- og
sundhedsministeren til at fastsætte bindende krav til kommuner og
regioner om indsatser efter sundhedslovens afsnit lX er vidtgående. Til
sammenligning kan Sundhedsstyrelsen stille krav til sygehusene i forhold
til indsatser på lands- og landsdelsfunktioner, hvorimod
Sundhedsstyrelsen alene kan komme med anbefalinger til sygehusene
på hovedfunktionsniveau uagtet at størstedelen af sygehusenes aktivitet
sker på hovedfunktionsniveau. Med lovforslaget får Sundhedsstyrelsen
således mere vidtgående beføjelser fht at stille krav til
opgavevaretagelsen i kommunerne end det er tilfældet for hospitalerne.
KL skal derfor også understrege, at det er helt afgørende, at relevante
parter, herunder driftsherrerne, løbende inddrages i drøftelse af konkrete
tiltag til udmøntning af denne bemyndigelse, jf. også neden for.
KL skal bede ministeriet uddybe, om ministeren udover at fastsætte
nærmere regler for indsatsen efter sundhedslovens afsnit lX med
Dato: 22. februar 2023
Sags ID: SAG-2023-00488
Dok. ID: 3303301
E-mail: JJC@kl.dk
Direkte: 3370 3852
Weidekampsgade 10
Postboks 3370
2300 København S
www.kl.dk
Side 2 af 7
lovforslaget også bemyndiges til ved bekendtgørelse at regulere
opgavevaretagelsen i kommuner og regioner, konkret f.eks. flytte
(omlægge) opgaver, der i dag er henlagt til regionerne, til kommunerne
(se f.eks. lovforslagets side 11, næstsidste afsnit eller side 40 midt for).
Er dette tilfældet, så vil ministeren få hjemmel til at ændre i
myndigheders opgaver udenom Folketinget, hvilket er meget vidtgående.
National kvalitetsplan og kvalitetsstandarder for det nære
sundhedsvæsen
KL bakker op om, at en national kvalitetsplan skal ”understøtte
nytænkning af opgaveløsningen, så nye og bedre teknologier og
behandlingsformer løbende tages i brug som en del af
omstillingsprocessen”.
KL bakker også op om, at en national kvalitetsplan forstås som ”drivkraft
for en strukturel ændring af sundhedsvæsenet, hvor der bliver sat ramme
og retning for en ændret opgaveløsning og omstilling af indsatserne uden
for sygehusene”.
Kvalitetsstandarder for det nære sundhedsvæsen
KL bakker op om, at Sundhedsstyrelsen udarbejder nationale
kvalitetsstandarder for det nære sundhedsvæsen. KL mener, at nationale
kvalitetsstandarder bør understøtte kommunernes opgavevaretagelse og
sikre klarhed om, dels hvad der er en kommunal henholdsvis regional
opgave; dels sikrer en national ramme for dialog om kompetencer og
kapacitet i kommunerne i takt med, at flere borgere får indsatser i det
nære sundhedsvæsen.
KL skal i den forbindelse anbefale, at Sundhedsstyrelsen i det kommende
arbejde lader sig inspirere af de syv principper for fremtidens behandling
af kronisk sygdom fra Hjerteforeningen, Gigtforeningen og KL.
Principperne kan hentes her: Hjerteforeningen, Gigtforeningen og KL i
fælles front: Her er fremtidens behandling af kronisk sygdom
KL noterer sig, at det fremgår af lovforslaget, at ”en ændret
opgaveløsning som en del af omstillingsprocessen vil kræve dialog og
aftale mellem de involverede parter”. Det er efter KL´s opfattelse helt
afgørende med en løbende dialog om den mest hensigtsmæssige
anvendelse af sundhedsvæsenets samlede kapacitet – ikke mindst
begrænsede personaleressourcer – og herunder at sikre, at der løbende
følger finansiering med i takt med en ændret opgaveløsning/forpligtende
krav til kommunerne.
KL noterer sig også, at kvalitetsstandarderne skal sikre en
kvalitetsudvikling af de kommunale akutfunktioner og af de patientrettede
forebyggelsestilbud til borgere med kronisk sygdom. KL undrer sig i den
forbindelse derfor også over, at det af lovforslagets side 10 nederst
fremgår, at også psykiatriske patienter skal omfattes af arbejdet med
kvalitetsplan og -standarder. Dette bl.a. henset til, at langt størstedelen af
de opgaver, som kommunerne i dag løfter på det psykiatriske område,
reguleres efter Lov om Social Service (socialpsykiatrien) og således ikke
er omfattet af bemyndigelsesbestemmelsen i dette lovforslag.
Dato: 22. februar 2023
Sags ID: SAG-2023-00488
Dok. ID: 3303301
E-mail: JJC@kl.dk
Direkte: 3370 3852
Weidekampsgade 10
Postboks 3370
2300 København S
www.kl.dk
Side 3 af 7
Regional rådgivning af kommuner
KL bakker op om, at indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiges til at
fastsætte nærmere regler for regionsrådenes, herunder almen praksis
rådgivning m.v. af kommunerne i forhold til indsatser efter
sundhedslovens afsnit lX.
KL skal i den forbindelse opfordre til, at der fastsættes konkrete og
entydige krav til sygehuse og almen praksis om rådgivning af
kommunerne og om behandlingsansvarlig læge i de enkelte patientforløb.
Forpligtende krav til sygehuse og almen praksis vil sikre ensartede
rammer for den regionale rådgivning og dermed også understøtte mere
lighed i sundhed på nationalt plan. Kravene kan, for så vidt angår
rådgivning fra sygehuse, med fordel tage udgangspunkt i de gode
erfaringer fra Region Hovedstaden om 72 timers behandlingsansvarlig
læge, som allerede lanceret som led i forhandlingerne om en akutplan.
Rådgivning fra sygehuse er dog mere og andet end rådgivning efter
udskrivning af konkrete patienter. Kommunerne oplever i dag stor forskel
på, hvilken rådgivning de tilbydes fra sygehuse og sygehusafdelinger og i
hvor høj grad den rådgivning der tilbydes, er defineret ud fra
kommunernes behov for rådgivning. Almen praksis er en tæt
samarbejdspartner for kommunerne og en afgørende spiller, hvis
omstilling skal ske. Lovforslaget kunne med fordel beskrive bedre,
hvordan almen praksis’ rolle sikres i omstillingen.
Klare rammer for adgang til medicin og remedier
KL skal opfordre til, at ministeriet tydeliggør sygehusenes ansvar for at
levere medicin og remedier til borgerens fortsatte behandling, når denne
er afsluttet fra sygehus til videre behandling i eget hjem/midlertidig plads
i kommunen. Kommunerne oplever stor forskel i sygehusenes praksis på
dette område. Tydeligere rammer for sygehusene vil styrke
patientforløbet og dermed bl.a. reducere risikoen for en akut
genindlæggelse.
Mere systematisk henvisning til kommunale forebyggelsestilbud
KL skal opfordre til, at man nationalt opfordrer til og styrker
opmærksomheden på, at sygehuse og almen praksis henviser borgere
med kronisk sygdom til kommunale forebyggelsestilbud i langt højere
grad end tilfældet er i dag, hvor der er store forskelle i henvisningspraksis
på tværs af sygehuse, sygehusafdelinger og praktiserende læger. KL
skal i den forbindelse understrege, at en standardisering af
henvisningspraksis forudsætter styrket kapacitet i kommunerne, jf. også
bemærkninger omkring finansiering neden for.
Forpligtigelse til at tilbyde patientrettet forebyggelse efter
sundhedslovens § 119, stk. 3.
KL noterer sig, at det med lovforslaget ekspliciteres, at
”kommunalbestyrelsen tilbyder patientrettet forebyggelse og
sundhedsfremmende indsatser i kommunen”. Og videre, at tilføjelsen i §
119, stk. 3, er en ”formel kodificering af allerede eksisterende praksis”
henset til, at ”kommunerne allerede har patientrettede
forebyggelsestilbud til borgere med kronisk sygdom”. KL bemærker i den
forbindelse, at den nuværende bestemmelse i sundhedsloven er af en så
Dato: 22. februar 2023
Sags ID: SAG-2023-00488
Dok. ID: 3303301
E-mail: JJC@kl.dk
Direkte: 3370 3852
Weidekampsgade 10
Postboks 3370
2300 København S
www.kl.dk
Side 4 af 7
overordnet karakter, at nævnte præcisering og de kommende
kvalitetsstandarder er en markant ændring i forhold til gældende praksis
og således ikke blot en formel kodificering af allerede eksisterende
praksis.
KL noterer sig, at en kvalitetsstandard for forebyggelsestilbud til borgere
med kronisk sygdom vil forpligte kommunerne til at efterleve en række
nationale konkrete krav til indsatsen. Konsekvenserne af de(n) konkrete
kvalitetsstandard skal derfor også løbende drøftes ift. økonomisk
kompensation til kommunerne for at efterleve nationale krav til indsatsen,
uagtet den hidtidige kommunale praksis på området, jf. oven for, som vel
at mærke alene bygger på nationale anbefalinger. KL er derfor heller ikke
enig i, at den forslåede ændring ikke vil indebære ændringer i praksis.
KL bemærker, at en kommende kvalitetsstandard alene bør have fokus
på indsatsen til borgere med kronisk sygdom og ikke ”borgere i risiko for
at udvikle sygdomme”, som lovforslaget også tydeliggør kommunernes
forpligtelse over for og som ret beset omfatter store dele af den danske
befolkning. Fx er 50 pct. af danskerne overvægtige og dermed i risiko for
at udvikle kronisk sygdom. Den brede borgerrettede forebyggelse, som
alle kommuner gennem mange år har arbejdet målrettet med, og som
handler om at skabe gode rammer for en sund levevis, omfatter også
gruppen af borgere i risiko for at udvikle sygdom. En yderligere og evt.
mere håndholdt og individuel indsats overfor borgere i risiko for at udvikle
kronisk sygdom vil være en voldsom og ganske ressourcekrævende
indsats, som vil kræve en markant tilførsel af kapacitet i kommunerne.
KL skal endelig understrege, at det er afgørende, at arbejdet med
nationale kvalitetstandarder tager udgangspunkt i en generisk tilgang.
Det er både velkendt og dokumenteret, at fysisk nærhed til
forebyggelsestilbud har en stor betydning for borgernes tilslutning og
deltagelse. Derfor må de kommende krav til tilbuddene ikke betyde en
centralisering, som gør, at tilbuddene rykker fysisk væk fra de borgere,
som har de allerstørste behov. Dette ville betyde øget ulighed i sundhed.
Det er også vigtigt at arbejdet kommer til at tage udgangspunkt i, at
borgere er forskellige og har forskellige behov, uafhængigt af deres
diagnose. Der er således gode erfaringer med at tilbyde forebyggelse og
træning til specifikt til fx modne mænd eller etniske minoriteter. Endelig
bemærker KL, at flere og flere danskere lider af flere samtidige
sygdomme, hvilket forebyggelsestilbuddene også i fremtiden skal kunne
rumme.
Visitation til tilbud efter sundhedslovens § 119, stk. 3.
KL skal foreslå, at det i lov eller bekendtgørelse ekspliciteres, at almen
praksis og sygehus kan henvise borgere til tilbud efter sundhedslovens §
119 og at det er kommunalbestyrelsen, der visiterer til tilbud efter samme
lov via en afklarende samtale. En lignende bestemmelse om visitation
gælder hjemmesygepleje efter sundhedslovens §§ 138 og 139.
KL skal også foreslå, at det i lovforslaget tydeliggøres, at borgerne ikke
har ret til tilbud efter § 119, stk. 3, men at det altid er en konkret faglig
vurdering, der, bl.a. på baggrund af borgerens funktionsevne, motivation,
Dato: 22. februar 2023
Sags ID: SAG-2023-00488
Dok. ID: 3303301
E-mail: JJC@kl.dk
Direkte: 3370 3852
Weidekampsgade 10
Postboks 3370
2300 København S
www.kl.dk
Side 5 af 7
ressourcer og kompetencer i øvrigt, afgør rammerne for et evt.
kommunalt tilbud, jf. også de syv principper for fremtidens behandling af
kronisk sygdom, hvor en af principperne handler om at differentiere
indsatsen. Konkret kan det ske ved, at det i lovforslagets § 119, stk. 3
tydeliggøres, at ”kommunerne tilbyder patientrettet forebyggelse og
sundhedsfremmende indsatser i kommunen [til borgere med særlige
behov]”.
Finansiering
KL anerkender, at der med den politiske aftale fra maj 2022 er afsat
midler til de reviderede kvalitetsstandarder for kommunale akutfunktioner
og til regional rådgivning heraf (i alt 125 mio. årligt fra 2023 og frem) og
til kvalitetsstandarder for patientrettede forebyggelsestilbud til borgere
med kronisk sygdom (godt 100 mio. kr. i 2023 stigende til 130 mio. kr. fra
2029 og frem).
KL bemærker, at kommunerne med de afsatte midler i 2023 kan ansætte
i alt 167 sygeplejersker. Det svarer til, at en gennemsnitskommune vil
kunne ansætte godt 1½ ekstra sygeplejerske. Det er KL´s vurdering, at
denne opnormering langt fra vil stå mål med de markante forventninger til
indsatsen til borgere med kronisk sygdom, som regeringen med den
kommende kvalitetsplan lægger op til.
KL finder, at de må være en grundpræmis, at de økonomiske,
ressourcemæssige og faglige konsekvenser afdækkes systematisk i
forbindelse med kvalitetsstandarderne. Her kan der fx skeles til, hvordan
man i dag regionalt eller mellem regioner og enkeltkommune indgår
aftaler om opgaveoverdragelse. KL har, med udgangspunkt i regionale
tjeklister, udarbejdet en tjekliste til dette, som kan ses her Tjekliste til
vurdering af konsekvenser ved omstilling og opgaveoverdragelse i det
nære sundhedsvæsen
KL ser på den baggrund frem til løbende drøftelser med regeringen om
de økonomiske konsekvenser af kvalitetsstandarder målrettet de
kommunale tilbud efter sundhedslovens afsnit lX eller konsekvenserne af
en omlægning af opgaver til det nære sundhedsvæsen i øvrigt inden for
rammerne af en national kvalitetsplan.
Hjemmesygepleje
KL bakker op om, at ”hjemmesygepleje” med lovforslaget erstattes med
”sygepleje” og at det hermed tydeliggøres, at opgaverne kan foregå uden
for borgerens eget hjem.
KL imødeser i den forbindelse, at gældende bekendtgørelse og
vejledning justeres jf. oven for og i øvrigt opdateres i forhold til den
udvikling den kommunale sygepleje har gennemgået gennem det
seneste årti.
Mellemkommunale samarbejder
KL bakker op om muligheden for ved mellemkommunale samarbejder at
kunne visitere på tværs af kommunegrænser.
Dato: 22. februar 2023
Sags ID: SAG-2023-00488
Dok. ID: 3303301
E-mail: JJC@kl.dk
Direkte: 3370 3852
Weidekampsgade 10
Postboks 3370
2300 København S
www.kl.dk
Side 6 af 7
KL bemærker, at den enkelte kommunalbestyrelse med lovforslaget
fortsat bevarer myndighedsansvaret for den kommunale sygepleje,
herunder også den del, der er henlagt til et mellemkommunalt
samarbejde og at hver enkelt kommunalbestyrelse derfor også skal
fastlægge serviceniveau m.v. for opgaver henlagt til det
fælleskommunale samarbejde. KL undrer sig i den forbindelse over, at
det på side 45 midt for kan læses som at kommunerne i tværkommunale
samarbejder bl.a. kan lave fælles visitationskriterier.
KL bemærker i forlængelse heraf, uagtet kommunernes øgede
fleksibilitet, at der formentlig ikke kan høstes
afbureaukratiseringsgevinster herved givet det øgede behov for
kommunikation kommunerne imellem.
KL bemærker også, at udbredelse af mellemkommunale samarbejder
fordrer en drøftelse af behovet for mellemkommunal refusion på
sundhedsydelser.
KL skal endelig og generelt bemærke, at om end mellemkommunale
samarbejder kan øge patientgrundlaget, risikerer mellemkommunale
samarbejder også at øge borgerens afstand til et givent tilbud, hvilket har
konsekvenser for borgerens tilslutning til tilbuddet, jf. ovenfor.
Regionsklinikker
Det er afgørende for KL, at der er lægedækning i alle områder af landet
og at alle borgere har adgang til en praktiserende læge. KL bakker derfor
også op om muligheden for, at regionen kan etablere og drive en klinik,
som leverer almen medicinske ydelser i fald regionsrådet ikke kan
afsætte et ydernummer.
Tekstnære bemærkninger
- Iflg. § 119 nyt stk. 3 tilbyder kommunalbestyrelsen patientrettet
forebyggelse og sundhedsfremmende indsatser i kommunen. Efter §
119, stk. 2 etablerer kommunalbestyrelsen forebyggende og
sundhedsfremmende tilbud til borgeren. Hvad er forskellen mellem
”tilbyder” og ”etablerer”?
- Øverst side 6 nævnes alene krav til kommunernes sundhedsydelser.
Nævn også gerne krav til regionernes rådgivningsforpligtelse.
- Udfordringerne med lægedækning er beskrevet meget grundigt og
underbygget med tal og fakta, mens udfordringsbilledet for
kvalitetsplanen er noget mere sparsomt beskrevet.
- Den lange beskrivelse af reglerne for specialeplanlægning
forekommer mindre relevant.
- Øverst side 9 står at rådgivning fra regioner til kommuner allerede er
en del af sundhedsvæsenets praksis. Dette er korrekt, men det bør
fremgå at der er stor variation i den rådgivning der tilbydes. I det hele
taget anbefaler KL at regionernes rådgivningsforpligtelse skrives
mere integreret ind i teksten om omstilling. Det står fx ret dekoblet på
side 12 midt for.
- Det fremgår af lovforslaget, at kvalitetsstandarderne kan vedrøre
krav/anbefalinger til monitorering (side 10). Det er i den forbindelse
vigtigt, at kvalitetsmonitoreringen bygger på Fælles Sprog lll på §
119, som netop nu implementeres i kommunerne.
Dato: 22. februar 2023
Sags ID: SAG-2023-00488
Dok. ID: 3303301
E-mail: JJC@kl.dk
Direkte: 3370 3852
Weidekampsgade 10
Postboks 3370
2300 København S
www.kl.dk
Side 7 af 7
- Det fremgår på side 14 at kommunernes forpligtelse til at tilbyde
patientrettet forebyggelse tydeliggøres. ”Tydeliggøres” bør erstattes
af ”etableres”, idet forpligtelsen ikke har eksisteret før som et krav.
KL skal afslutningsvis tage forbehold for lovforslagets økonomiske
konsekvenser og senere politisk behandling.
Med venlig hilsen
Hanne Agerbak
Til 07.02.2023
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
Att: Sarah Storm Egeskov
Høringssvar fra foreningen af Kommunale Velfærdschefer til: Udkast til forslag til lov om
ændring af sundhedsloven og autorisationsloven (national kvalitetsplan for det nære
sundhedsvæsen og initiativer til bedre lægedækning)
Sendt til: Kontor for Borgernær Sundhed på sum@sum.dk
C.c.: sse@sum.dk.
Foreningen for Kommunale Velfærdschefer (KV) takker for muligheden for at indgive høringssvar
på sagen, og har følgende bemærkninger hertil.
Helt generelt bakker KV op om forslaget til ændringerne i sundhedsloven og autorisationsloven og
ser positivt på indsatsen for at øge kvaliteten på denne del af sundhedsområdet. Det gælder bl.a.
de kommunale akutfunktioner, som spiller en stadig større rolle i det nære sundhedsvæsen. De
kommunale akutpladser kunne med klarere rammer få et mere tydeligt mandat og
arbejdsområde. Dog vil ændringerne stille større krav til kommunernes økonomi, brug af
ressourcer mm., hvorfor et økonomisk råderum bør følge med i implementeringen heraf.
At indføre en national kvalitetsplan for kommunerne kræver bl.a. en understøttende funktion til
kommunerne samt en massiv efter-/videreuddannelse af personale, da medarbejdergrupperne
repræsenterer et bredt spænd af kompetencer og kompetenceniveauer, i.e. fra ufaglært til
længere videregående uddannelser. At sikre kvaliteten på tværs af alle kommuner vil som allerede
nævnt kræve en øget finansiering, og KV stiller sig uforstående overfor ministeriets beskrivelse af,
at det ikke er en varig udgift. At sikre kvaliteten kræver, at kommunerne investerer i en
kvalitetsorganisation samt laver et varigt løft af kompetenceniveauet i flere af
medarbejdergrupperne, - og set i lyset af de stigende rekrutteringsudfordringer, kræver det en
stor investering.
KV hilser overvejelserne om ændring af betegnelsen hjemmesygepleje til sygepleje velkommen.
Det kan bidrage til at understøtte ønsket om i højere grad at samle sygeplejeydelser i
kommunernes sygeplejekliniker. I bestræbelsen på fortsat at understøtte lighed i sundhed
anbefales det i forlængelse heraf at stille borgerne lige i forhold til transport til kommunale
sygeplejeklinikker som til undersøgelser på sygehuset.
KV ser endvidere positivt på muligheden for rådgivning fra såvel sygehuse som praktiserende
læger. KV vil dog rette opmærksomheden på den store sundhedsfaglige kompetence, der ligger i
kommunerne og den viden kommunerne har om borgeren før og efter evt. behandling på
sygehusene. Med henblik på at understøtte udviklingen af det nære sundhedsvæsen kunne det
således være relevant om der ligeledes blev indhentet sundhedsfaglig rådgivning fra kommunerne.
Med venlig hilsen
Jakob Bigum Lundberg, formand KV.
21.februar 2023
Kost og Ernæringsforbundet
Holmbladsgade 70
2300 København S
pha@kost.dk
51215960
www.kost.dk
facebook.com/forbundet
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Att. sum@sum.dk
Kopi til sse@sum.dk
Høring over udkast til lov om ændring af sundhedsloven
og lov om autorisation af sundhedspersoner og om
sundhedsfaglig virksomhed
Kost og Ernæringsforbundet og Fagligt selskab af Kliniske Diætister
takker for muligheden for at afgive høringssvar og afgiver fælles
høringssvar i forhold til de fremsendte ændringsforslag.
Vores bemærkninger fokuserer på indførelse af
bemyndigelseshjemmel for indenrigs- og sundhedsministeren til at
fastsætte forpligtende kvalitetskrav- og anbefalinger til kommunale
sundhedsydelser.
Indledende bemærkninger
Indledningsvist vil vi gerne kvittere for regeringens arbejde for at sikre
et velfungerende sundhedsvæsen i forbindelse med
sundhedsreformen og for, at der sættes fokus på at sikre kvalitet,
bedre sammenhæng og samarbejde på tværs af faglighed samt, at der
er fokus på at nedbringe ulighed i sundhed.
Vi byder det velkomment, at det nu i sundhedsloven præciseres, at
kommunerne har ansvar for at tilbyde patientrettet forebyggelse, og
at lovforslagets bemærkninger understreger, at en styrkelse af den
forebyggende indsats i kommunerne er nødvendig for at nedbringe
hospitalsindlæggelser og lette det store pres på sundhedsvæsenet.
De kommunale sundheds- og forebyggelsestilbud har i alt for lang tid
været forskellige, hvilket har bidraget til at øge uligheden i sundhed.
Det er derfor positivt, at der med lovforslaget skabes hjemmel til at
indføre bindende og konkrete kvalitetskrav til kommunernes
sundhedsopgaver, så der sikres en styret og systematisk indsats, samt
en udvikling af kvaliteten i forhold til i dag.
Der er brug for større fokus på underernæring og svær overvægt
Underernæring
For at opfylde hensigten om at forebygge indlæggelser og
genindlæggelser1
, er det vores opfattelse, at afsnit IX i sundhedsloven
bør udvides med indsatser om forebyggelse og behandling af
underernæring.
Underernæring er et stort problem i Danmark. Et dansk studie viser,
at 60 procent af medicinske patienter over 65 år var i ernæringsrisiko.2
Hver femte beboer på plejehjem har tilsvarende problem.3
En ny
norsk rapport4
viser, at underernæring hvert år koster det norske
samfund 22 mia. DKK., tab af livskvalitet og for tidlig død. Der er ingen
grund til at tro, at det står bedre til i Danmark. Det har store
konsekvenser for den enkeltes helbred og livskvalitet – og for
samfundsøkonomien.
En stor del af ældre, der modtager kommunale ydelser som
hjemmepleje eller bor på plejecenter, er i ernæringsrisiko eller lider af
underernæring. Vi foreslår derfor, at der stilles krav til kommunernes
indsats på området i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens
vejledning5
, så indlæggelser og genindlæggelser undgås.
Svær overvægt
Ligeledes bør der være kommunale tilbud af høj kvalitet for borgere
med svær overvægt. Som det fremgår af Sundhedsstyrelsens
anbefaling for livsstilsinterventioner 6
, bør kostelementet varetages af
fagpersoner med kompetencer svarende til en professionsbachelor i
ernæring og sundhed inden for Sundhedsfremme og diætetik med
toningen Sundhedsfremme og forebyggelse eller med toningen Klinisk
diætetik, hvorfor dette bør prioriteres.
På begge områder bør der udarbejdes kvalitetsstandarder, som
beskrevet for andre områder i afsnit IX i sundhedsloven, således at
1
Sundhedsreform, Et sammenhængende, nært og stærkt sundhedsvæsen maj
2022
2
J Hum Nutr. Diet. 2022; 1–8. Nutritional risk screening in a Danish university
hospital is insufficient and may underestimate nutritional risk: A cross‐sectional
study.
3
Arla og Kost og Ernæringsforbundet. 2014. Underernæring – det skjulte
samfundsproblem.
4
Menon Economics. 2022, Samfunnskostnader knyttet til underernæring. Menon -
publikasjon nr. 123/2022
5
Sundhedsstyrelsen. 2022. Underernæring: Opsporing, behandling og opfølgning
af borgere og patienter i ernæringsrisiko. Vejledning til kommune, sygehus og
almen praksis.
6
Sundhedsstyrelsen. 2021 Livsstilsintervention ved svær overvægt. Anbefalinger til
børn og voksne.
der sikres en ensartet indsats, på tværs af kommunegrænserne i
Danmark.
Kvalitetspakke for den ældre medicinske patient
I fremtiden vil der komme flere syge ældre i Danmark, og der er brug
for at sikre en ensartet kvalitet og systematik i behandlingen af denne
borgergruppe. Ældre medicinske patienter behandles og plejes på
tværs af hospitalet, almen praksis og i kommunalt regi.
Ældre er særligt sårbare i overgangene mellem hospital, midlertidige
pladser og egen bolig. Derfor er der brug for systematiske
kvalitetskrav til behandlingen. Vi foreslår derfor, at der etableres
kvalitetspakker for denne borgergruppe, så der sikres kvalitet i den
tværgående indsats med medicin, træning og ernæring.
Samtidig erkender vi, at kommunerne står med en stor opgave, når de
skal tage imod en udskrevet ældre medicinsk patient. Derfor
opfordrer vi til, at bl.a. ernæringsindsatser skal indgå i regionernes 72
timers udvidede behandlingsansvar, herunder formidling af den ældre
patients ernæringsstatus, -behov og evt. ernæringsbehandling. Og den
ældre medicinske patient skal tilbydes den rette hjælp til ernæring i
overgangen mellem hospital, selvstændig bolig eller plejehjem.
Lige adgang til diætvejledning og behandling
Derudover foreslår vi, at der stilles krav til kommunernes generelle
indsats på ernæringsområdet, så alle med behov har ret til
ernæringsvejledning og diætbehandling7
– uanset hvor i landet de bor.
Det kan ske via tværfaglige og udkørende ernæringsteams.
Tværkommunal visitation
Ved muliggørelse af tværkommunal visitation kan der med fordel
medtages ernæringsbehandling ved klinisk diætist, hvor der kan være
ernæringsmæssigt behov.
Evidensbaseret forebyggelse og sundhedsfremme skal ikke kun
tilbydes patienter
Vi foreslår, at der til lovforslagets § 119, stk. 3, tilføjes, at også
kommunerne skal tilbyde evidensbaserede forebyggelse og
sundhedsfremmende indsatser, så dette omfatter både borgere og
patienter. Fx er mennesker der lider af svær overvægt ikke
nødvendigvis patienter, men har alligevel behov for kvalificerede,
7
Af kliniske diætister eller professionsbachelorer i Ernæring og Sundhed med
toning Sundhedsfremme og Forebyggelse afh. af kompleksiteten.
8 Sundhedsstyrelsen. 2021 Livsstilsintervention ved svær overvægt. Anbefalinger til
børn og voksne
evidensbaserede kommunale tværfaglige indsatser, jf.
Sundhedsstyrelsens anbefaling8
.
Almen praksis skal have bredere mulighed for at henvise til
diætist
Almen praktiserende læger kan i dag henvise fx patienter med
diabetes til fysioterapi eller fodterapeuter, men det ikke er muligt at
henvise til en autoriseret privatpraktiserende klinisk diætist. Det er
vores forslag, at henvisning til klinisk diætist fremadrettet bliver et
mere smidigt redskab for den almene praksis, også hvor der ikke er
regionale eller kommunale adgange.
Kost og Ernæringsforbundet og FaKD indgår meget gerne i det videre
arbejde, som skal iværksættes af Sundhedsstyrelsen, med at udvikle
kvalitetskrav og standarder på ernæringsområdet, herunder bl.a. svær
overvægt, kroniske sygdomme og underernæring.
Med venlig hilsen
Ghita Parry Mette Theil
Formand Formand
Kost og Ernæringsforbundet Fagligt selskab af Kliniske Diætister
(FaKD) i Kost og Ernæringsforbundet
Høringssvar til
Høring over udkast til lov om ændring af sundhedsloven og
lov om autorisation af sundhedspersoner og om
sundhedsfaglig virksomhed
Fra:
KD - Kristendemokraterne
Kontaktperson: Sundhedsordfører: Tina Mørk,
tinamoerk61@gmail.com, tlf 20 70 46 90
Sundhedsudvalgsmedlem: Britta Kristensen
03bgkristensen@kd.dk, tlf 21 64 86 21
Politisk næstformand: Henrik Hjortshøj
08hhjortshoj@kd.dk, tlf 22 96 29 27
Organisatorisk næstformand: Jesper Housgaard
01jhousgaard@kd.dk, tlf 28 30 26 55
Generelle bemærkninger:
KD Kristendemokraterne er en del af den politiske aftale om
sundhedsreformen, som blev indgået i maj 2022 og vil derfor gerne afgive
følgende høringssvar vedrørende fremsat udkast til ændringsforslag af
sundhedsloven og lov om autorisation af sundhedspersoner og
sundhedsfaglig virksomhed.
KD Kristendemokraterne ønsker en lovgivning, som understøtter den nære
sundhed, herunder at lovgivningen fortsat gør det muligt for praktiserende
læger at være aktive og lokale i deres klinikker. Den enkelte patient og
dennes familie skal have mulighed for at være tilknyttet en fast
praktiserende læge, som følger patienten kontinuerligt i en
sammenhængende og helhedsorienteret indsats. Kvaliteten i den
praktiserende læges lokale arbejde udtrykkes også ved, at lægen aktivt
indgår i samarbejdet med det regionale sygehus og den kommunale
sundhedsindsats, herunder kvalitets-klyngesamarbejdet
Lovforslagets første del om at skabe rammerne for en national
kvalitetshandleplan for det nære sundhedsvæsen i forhold til at stille krav om
kvalitetsstandarder og sikre ensartet behandling i de kommunale
sundhedstilbud, herunder sygepleje og akuttilbud har KD´s opbakning. Dog
må bureaukrati og standarder ikke overskygge behovet for den nødvendige
differentierede sundheds-indsats, der lokalt må gøres for at forebygge
ulighed i sundhed.
KD Kristendemokraterne opfatter lovforslaget omkring smidiggørelse af
etablering af regionale klinikker som en styrkelse af mulighederne for at sikre
den nære sundhed, større fleksibilitet i praksislægers arbejdstid og bekæmpe
ulighed i sundhed.
Den nationale kvalitetshandleplan, som sikrer større ensartethed og kvalitet
for patienterne og arbejder konstruktivt for bedre lægedækning, og dermed
sikkerhed for et personligt læge-patientforhold, er i fuld overensstemmelse
med den aftale, KD har været med til at indgå.
Tekstnære bemærkninger:
Pkt 2.4 og
2.5:
Punkterne indeholder muligheder for at oprette flere forskellige
typer i klinikker, specielt i lægedækningstruede områder. Der
lægges op til, at ydernumre skal overdrages, hvis en
praktiserende læge ønsker at drive praksis indenfor
overenskomsten.
Kommentar: KD er blevet bekendt med udbredelse af en kliniktype, hvor en
koncern indgår kontrakt med f.eks. en praktiserende læge, som
ønsker at afhænde praksis og derfor kan stille sit ydernummer til
rådighed for koncernen, som dels ikke lever op til kvalitetskrav og
klyngesamarbejder, men ej heller driver klinikken på en for
patienten og samfundet ønskværdig måde.
Disse ”Stråmandsklinikker” drives i en uigennemsigtig
konstruktion med hemmelige kontrakter, og hvor patienter
oplever, at hverken den læge, der har ydernummeret eller en
anden fast læge er til stede, og det er vanskeligt som patient at få
foretræde for en læge. Ofte bemandes disse såkaldte
”stråmandsklinikker” i det daglige af
sygeplejersker/klinikpersonale og de tilknyttede læger er kun inde
i kortvarige vikariater og kun til stede i korte perioder af dagen.
Patienter oplever, at de skal igennem flere aftaler med
sygeplejersker, blodprøvetagning mv., før de får mulighed for en
læge-samtale.
Desværre ses disse konstruktioner især i områder med
lægemangel – og hvor der også er udfordringer med ulighed i
sundhed.
KD ser derfor behov for skærpet tilsyn med koncerner og krav til
f.eks. standard regionale kontrakter, som grundlag for en
gennemsigtighed i koncernens levering af ydelser.
Forslag til
ændring:
Krav om kvalitet og tilsyn med koncern-klinikker
KD Kristendemokraterne vil opfordre til, at der i kapitlet omkring
regionsklinikker, hvor PLO- og licensklinikker er omtalt,
indarbejdes paragraffer om hvilke kvalitetskrav, der skal stilles til
de klinikker, som drives af koncerner.
 Ansættelseskontrakter for læger med specialuddannelse
med et timetal, der svarer til hvor mange ydernumre
koncern-klinikken har - en læge kan have op til 6
ydernumre
 Krav til i hvilket omfang vikarer anvendes.
 Tilsyn med adgang til patientsystemer
 Tilsyn med kvaliteten i koncern-klinikker i forhold til GDPR
og behandlingen af patient-data.
 Krav om, at patienterne i disse koncerner præsenteres for
en liste af læger, og at de tilknyttes en fast læge
 Standardkontrakter, som skal anvendes uanset hvilken
virksomhedsform, der er tale om, og at ovenstående krav
skal fremgå af kontrakten. Regionen kan som led i deres
ansvar for praksisplan mv. stå for at godkende disse
standardkontrakter, og i det hele taget bør regionens
kompetencer til at føre tilsyn skærpes. Det er desværre
nødvendigt at kontrollere i langt højere grad overfor denne
form for kliniktype.
Punkt 2.1.1,
2.1.2 og
2.1.3:
Bemyndigelsen til at fastlægge bindende kvalitetskrav må ikke
føre til central styring og begrænsning af kommuners og regioners
frihed til samarbejde og tilrettelægge opgaveløsning.
Kommentar: KD står bag tanken om at flere opgaver kan løses i det nære
sundhedsvæsen, mange opgaver kan med fordel varetages
tættere på borgeren/patienten.
Kvalitetskrav skal være faglige krav. Der skal være tillid og frihed
til at kommuner og regioner i praksis tilrettelægger indsatsen
lokalt.
Forslag til
ændring:
KD foreslår at budgetloven revideres, serviceloftet i kommunerne
fjernes og regionerne styrkes og tildeles skatteudskrivningsret, så
muligheden for nærdemokrati og samarbejde om løsninger i det
nære sundhedsvæsen forbedres.
Fokus på forløbsprogrammer og pakkeløsninger må ikke føre til,
at patienter, der har flere lidelser, som falder udenfor
pakkeløsningerne, nedprioriteres i effektivisering.
KD Kristendemokraterne bakker op om lovforslagets del omkring
hjemmesygepleje, og mulighederne for at denne sygepleje kan udføres i
klinikker og indgå som en del af den rehabiliterende indsats i samarbejde
med øvrige faggrupper, samt at indsatsen kan tilrettelægges
tværkommunalt, hvilket der allerede er gode erfaringer med.
Ligeledes ser KD Kristendemokraterne en fuldstændig sammenhæng over til
kvalitetsstandardkrav til kommunerne, for at levere en meget mere ensartet
sundhedsindsats, både i akuttilbud, sygeplejeklinikker, men især også på
det forebyggende sundhedsområde, som især nu er i fare for at blive
udsat for kommunale besparelser i 2023 og 2024.
Direktionen
Strandboulevarden 49
2100 København Ø
Tlf +45 35 25 75 00
www.cancer.dk
UNDER PROTEKTION AF
HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN
Side 2
1
Statens Institut for Folkesundhed (2020) Monitorering af kommunernes forebyggelsesindsats 2019.
Side 3
Strandboulevarden 49, B-8 : DK-2100 København Ø : T +45 38 74 55 44 : info@lunge.dk : www.lunge.dk : www.facebook.com/lungeforeningen
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Holbergsgade 6
1057 København K
Høringssvar ang. udkast til lov om ændring af sundhedsloven og lov om autorisation af
sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed
Indenrigs- og Sundhedsministeriet sendte d. 18. januar 2023 udkast til lov om ændring af sundhedsloven og
lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed i høring.
Lungeforeningen takker for muligheden for at afgive høringssvar.
Vi finder det overordnet positivt, at det præciseres, at kommunerne har ansvar for at tilbyde patientrettet
forebyggelse i sundhedsloven og at lovforslagets bemærkninger understreger, at en styrkelse af den
forebyggende indsats i kommunerne er nødvendigt for at nedbringe hospitalsindlæggelser og lette presset
på sundhedsvæsenet.
Bindende kvalitetskrav skal sikre kvalitet og systematisk indsats
Vi finder det også positivt, at der med lovforslaget bliver skabt hjemmel til at indføre bindende kvalitetskrav
til kommunernes sundhedsopgaver, hvor det er særligt vigtigt, at der er tale om bindende og konkrete
kvalitetskrav til kommunerne, som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget. Det er positivt, at
kvalitetskravene sigter mod at sikre en styret og systematisk indsats, samt at kvaliteten udvikles i forhold til
i dag. Udgangspunktet for kvalitetsstandarderne bør være den faglige viden og eksisterende faglige
anbefalinger, som også omfatter diagnosespecifikke krav til rehabiliteringsindsatsen jf. ”Anbefalinger for
tværsektorielle forløb for mennesker med KOL”.
Det er desuden vigtigt, at kommunernes forpligtelse til at tilbyde patientrettet forebyggelse gælder både
borgere i risiko for at udvikle sygdomme og borgere, som allerede er diagnosticeret, som det præciseres i
bemærkningerne.
Vi ser til gengæld med lidt større bekymring på lovforslagets bemærkninger og formuleringer, som peger
på, at udviklingen af kvalitetskrav til kommunerne kommer til at tage lang tid og vil ske over en årrække.
Det er vigtigt, at ambitionsniveauet fra sundhedsaftalen fastholdes, så kvaliteten i den patientrettede
forebyggelse hæves relativt hurtigt og dermed medvirker til nedbringe behovet for hospitalsbesøg. Hvis vi
skal løse krisen i sundhedsvæsenet, er det vigtigt at vi styrker indsatsen i det nære sundhedsvæsen – og
gerne hurtigt.
Diagnosespecifikke elementer er vigtige i den patientrettet forebyggelse
Vi ved, at god patientuddannelse og sygdomsmestring forebygger forværring og følgesygdomme til kronisk
sygdom, herunder lungesygdommen KOL. Derfor er det vigtigt, hvad indholdet i kommunernes
patientrettede forebyggelse er.
For at sikre en god sygdomsmestring - og dermed en god forebyggende effekt - er der behov for, at den
patientrettede forebyggelse bl.a. indeholder diagnosespecifikke elementer. For mennesker med KOL er
både vejledning omkring kost, rygestop og motion vigtige, ligesom læring om hvordan forværringer
rammer, samt hvordan hverdagens gøremål skal klares, når man har mindre luft, er vigtige. Elementer som
træning i eget hjem via telemedicinske løsninger kan også være brugbare, når transporten til f.eks.
kommunalt træningscenter kan være en udfordring, når man har svært ved at få luft.
Strandboulevarden 49, B-8 : DK-2100 København Ø : T +45 38 74 55 44 : info@lunge.dk : www.lunge.dk : www.facebook.com/lungeforeningen
Det betyder ikke, at hele tilbuddet om patientrettet forebyggelse skal være diagnosespecifikt. Dele af
tilbuddet kan afvikles som generiske forebyggende tilbud på tværs af diagnoser, men det er nødvendigt at
der indgår diagnosespecifikke elementer.
Vi anerkender samtidig, at kommunerne – ligesom resten af sundhedsvæsenet – oplever udfordringer med
at rekruttere de rette specialiserede kompetencer. Derfor kunne en mulig løsning herpå være, at de nye
kvalitetskrav bør lægge op til, at kommunerne samarbejder. Et oplagt sted det kunne foregå er inden for
sundhedsklyngerne. Her kunne indsatsen om at udbyde fælles patientrettet forebyggelse – særligt
rehabilitering og indsatsen omkring rygestop - koordineres. Dermed kan man sikre både de rette
specialiserede kompetencer samt opnå et passende grundlag i både store og små kommuner, også på de
diagnosespecifikke elementer.
Loven bør fremme tværkommunalt samarbejde
Lungeforeningen oplever, at der i dag er store forskelle i kvaliteten på kommunernes tilbud til borgere med
kronisk sygdom. Vi anerkender, at kommunerne har forskellige forudsætninger for at løse opgaverne -
mindre kommuner kan have vanskeligere ved at skaffe de rette specialiserede kompetencer, som er
relevante og nødvendige for at sikre høj kvalitet og effekt i patientrettet forebyggelse til en bred målgruppe
af diagnoser, hvorfor de også har et større behov for at samarbejde på tværs – fx i regi af
sundhedsklyngerne – om at udvikle, udbyde og bemande tilbud om patientrettet forebyggelse af høj
kvalitet og effekt.
Derfor vil opfordre til, at det i loven præciseres, at kommunerne kan og bør indgå i tværkommunale
samarbejder om patientrettet forebyggelse, der hvor det kan sikre en mere ensartet høj kvalitet og en
samlet set bedre udnyttelse af ressourcer og kompetencer i sundhedsvæsnet.
Vi bidrager gerne yderligere
Skulle vores høringssvar medføre spørgsmål eller ønske om yderligere drøftelse, står vi naturligvis til
rådighed.
Med venlig hilsen
Anne Brandt
Direktør i Lungeforeningen
Formanden
DomusMedica
Kristianiagade 12
DK-2100 København Ø
Tlf.: +45 3544 8500
Tlf.: +45 3544 8201 (direkte)
E-post: dadl@dadl.dk
E-post: cnr@dadl.dk
www.laeger.dk
Høringssvar
21. februar 2023
Sagsnr: 2023-1123
Aktnr: 4980555
From: LVS <lvs@DADL.DK>
Sent: 22-02-2023 16:00:37 (UTC +01)
To: Sarah Storm Egeskov <SSE@SUM.DK>; DEP Sundhedsministeriet <sum@sum.dk>
Subject: SV: Høring: Udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven og
autorisationsloven (national kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen og initiativer til bedre
lægedækning). Frist: 22/2-2023
Til Sundhedsministeriet
LVS takker for muligheden for at kommentere på lovforslaget.
Vedr.:
Indførelse af bemyndigelseshjemmel for indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte forpligtende
kvalitetskrav og -anbefalinger til kommunale sundhedsydelser samt regionernes rådgivningsforpligtelse (Den
nationale kvalitetsplan)
LVS imødeser denne proces med stor interesse og vil opfordre til, at man inddrager LVS, hvad angår det
lægefaglige.
Vedr.:
Indførelse af hjemmel til initiativer, der skal understøtte bedre lægedækning:
 Mulighed for at oprette en regionsklinik uden forudgående udbud
 Mulighed for særligt vederlag til læger i områder med lægemangel
 Bemyndigelse til at kunne fastsætte kriterier for fordeling af uddannelsesforløb i
speciallægeuddannelsen
Hvad angår regionsklinikker, så er der åbenlyst et behov på nuværende tidspunkt. LVS er bekendt med, at
Dansk Selskab med Almen Medicin har samme holdning.
Det er væsentligt, at man også i regionsklinikker sikrer en tilstrækkelig kontinuitet for patienterne. Den er
vigtig, da man ellers risikerer en yderligere belastning af hospitalsvæsnet i en tid, hvor dette også er under
stærkt pres. Der skal undgås unødige indlæggelser i størst muligt omfang, og dette sker blandt andet ved,
at lægen får et godt kendskab til sine patienter. En stærk primærsektor skal bidrage til at beskytte
hospitalsvæsenet imod unødige opgaver.
Det er i den sammenhæng også en selvstændig kvalitetsmæssig pointe, at regionsklinikker er tilstrækkeligt
bemandet med speciallæger og ikke i for høj grad betjener sig af læger under speciallægeuddannelse. Både
af hensyn til kvaliteten i patientbehandlingen og af hensyn til uddannelsen af kommende speciallæger i
almen medicin. Man kan her orientere sig i den ratio, der er gældende i de almindelige klinikker.
Fremtidens speciallæger i almen medicin skal have den nødvendige uddannelse, hvad angår adgang til
tutorlæge, opfyldelse af kompetencer i målbeskrivelsen mv.
Hvad angår bemyndigelse til at fastsætte kriterier for fordeling af uddannelsesforløb i
speciallægeuddannelsen finder LVS overordnet, at det uddannelsesmæssige i lovforslaget skal kunne holde
sig indenfor kravene i den udgave af revision af speciallægeuddannelsen, som der landes på efter den
planlagte høringsfase.
LVS har desuden en bekymring for, at det foreslåede stk. 6 kan bidrage til at kompromittere kvaliteten i
speciallægeuddannelsen. Der gøres opmærksom på, at muligheden for at opstille kriterier for fordeling af
uddannelsesforløb regionalt allerede eksisterer via den nationale "Dimensioneringsplan for
speciallægeuddannelsen", der udmeldes via SST med input fra bl.a. regioner. Den gældende praksis
involverer allerede de 5 politiske regioner, som er repræsenteret i regionale råd for lægers
videreuddannelse og er dermed medansvarlige for, at der tages det nødvendige hensyn til
uddannelseskvalitet og uddannelseskapacitet (side 29 i bemærkningerne). Dette er i tråd med at der i
bemærkningerne på samme side anføres, at det er vigtigt at fastholde de regionale videreuddannelsesråds
ansvar for den regionale fordeling efter en samlet afvejning af relevante regionale hensyn. Indførelsen af
overordnede centrale kriterier vil kunne være i modstrid med dette ønske.
Det er en væsentlig bekymring hos LVS, at uddannelseslæger placeres på afdelinger, hvor det er svært at få
den fornødne supervision på perifere hospitaler grund af speciallægemangel. Det er også på ikke perifere
hospitaler i dag svært for uddannelseslæger at få den fornødne supervision og vejledning på grund af
speciallægemanglen, og supervision og vejledning er særdeles vigtigt både i forhold til patientsikkerheden
og for at leve op til kravene i målbeskrivelserne. LVS finder, at hensynet til patientsikkerheden og kvaliteten
i uddannelsen af kommende speciallæger skal veje tungest.
Det bliver desuden påpeget fra bl.a. Dansk Selskab for Børne og Ungdomspsykiatri, at man allerede nu har
svært ved at få besat uddannelsesstillinger, hvor der især er forløb med tilknytning væk fra de større byer,
der ikke bliver besat. Hvis der vil komme flere forløb væk fra universitetshospitalerne, eller hvis
uddannelsesstillinger kunne overflyttes til andre hospitaler, frygter selskabet, at flere læger ville vælge
deres forløb fra. Synspunktet støttes af bl.a. Dansk Nefrologisk Selskab og Dansk Reumatologisk Selskab.
Der peges på, at rekruttering til små specialer kan kræve særlige hensyn. Kan der ikke rekrutteres til disse
specialer, kan det altså vise sig at være en meget kortsigtet strategi at sprede de uddannelsessøgende
læger mere end det er tilfældet i dag.
Uden for sigtet med dette lovforslag peger Dansk Selskab for Klinisk Biokemi på, at man med fordel kan
benytte en ændringsproces mht. autorisationsloven til at se på forholdene vedr. kliniske akademikere. Der
er et større antal af disse medarbejdere i sundhedsvæsnet, som arbejder på lige fod med andre i
sundhedsvæsnet, men på grund af autorisationsforholdene har de fx ikke adgang til den elektroniske
patientjournal mv.
Venlig hilsen
Marie Pinholt Krabbe
Sekretariatschef
Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber (LVS)
Kristianiagade 12, 2100 Købehavn Ø
Tlf. 35 44 84 06 - Mobil 23 71 33 40
Fra: Sarah Storm Egeskov
Sendt: 24. januar 2023 14:44
Til: Sarah Storm Egeskov
Emne: Høring: Udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven og autorisationsloven (national
kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen og initiativer til bedre lægedækning). Frist: 22/2-2023
Til høringsparterne på vedlagte høringsliste
Indenrigs- og Sundhedsministeriet sender hermed vedhæftede udkast til lovforslag i høring.
Lovforslaget vedrører ændring af sundhedsloven og lov om autorisation af sundhedspersoner og om
sundhedsfaglig virksomhed.
Lovforslaget skal udmønte dele af den brede politiske aftale om en sundhedsreform, som blev indgået med
størstedelen af Folketingets partier den 20. maj 2022. Lovforslaget skal være med til at skabe bedre
sammenhæng og samarbejde på tværs af faglighed og geografi, nedbringe uligheden i sundhedsvæsenet
samt understøtte bedre lægedækning.
Vedhæftet er:
 Høringsbrev
 Høringsliste
 Udkast til lovforslag
Materialet kan også findes på høringsportalen.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet skal anmode om at modtage eventuelle bemærkninger til udkastet
senest den 22. februar 2023.
Bemærkninger bedes fremsendt til ministeriets kontor for Borgernær Sundhed på sum@sum.dk med kopi
til sse@sum.dk.
Med venlig hilsen
Sarah Storm Egeskov
Chefkonsulent, Kontor for Borgernær Sundhed
M 2126 7557
@ sse@sum.dk
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Tlf. 7226 9000
Læs ministeriets datapolitik her
www.sum.dk
Osteoporoseforeningen er en landsdækkende patientforening, der arbejder for bedre vilkår for op mod 650.000 danskere
med knogleskørhed.
Osteoporoseforeningen takker for muligheden for at afgive høringssvar. Vores høringssvar angår udkastet
til lov om ændring af sundhedsloven.
Vi finder det meget positivt, at indenrigs- og sundhedsministeren med den foreslåede ændring af
sundhedsloven får bemyndigelse til at fastsætte forpligtende krav til kommunernes sundhedstilbud.
Forslaget om et stk. 3 i § 119 præciserer, at kommunerne skal tilbyde patientrettet forebyggelse og
sundhedsfremmende indsatser, og det finder vi også meget positivt og nødvendigt.
Den forebyggende indsats i kommunerne har stor betydning for borgere, der bliver diagnosticeret med en
kronisk sygdom som osteoporose. 22 ud af 98 kommuner har osteoporoseforløb, som bidrager til at
reducere risikoen for (flere) knoglebrud og til at understøtte flere gode leveår og færre kontakter til
sundhedsvæsenet. Derfor er det meget vigtigt både for den enkelte og for samfundet, at borgere med
osteoporose i de resterende 75 kommuner fremover også får adgang til patientrettet forebyggelse.
Vi foreslår at tydeliggøre følgende i den igangværende udvikling af rammerne for en national kvalitetsplan:
- Kommunerne kan med fordel arbejde tværgående og med udgangspunkt i borgernes behov
Der er meget stor forskel på borgernes behov, når de får konstateret osteoporose. Nogle kan
formodentlig klare sig med et digitalt forløb, og andre har behov for at deltage fysisk. En række
elementer i forløbene kan være generiske med deltagelse af flere patientgrupper, mens andre
elementer skal være sygdomsspecifikke. Langt de fleste kommuner arbejder i dag tværfagligt, men
sjældent på tværs af diagnoser og sjældent på tværs af kommunegrænser. De fleste tilbyder det
samme forløb til alle, og derved får nogle mere, end de har behov for, og andre får mindre.
Udvikling af digital skræddersyet sundhedsfaglig rådgivning for borgere med osteoporose pågår i et
OPI-projekt mellem Region Sjælland, Videnscenter for Knoglesundhed og OSAIA Health, som kan
bringes i spil i den kommunale patientrettede forebyggelse.
- Udvikling bør tage udgangspunkt i forskningsbaseret viden
Forskningsbaseret viden om, hvad der virker, er et nødvendigt grundlag for at udvikle
kvalitetspakker og tilbud om patientrettet forebyggelse. I indeværende år afsluttes et ph.d.-projekt,
der omhandler kommunale forebyggelses- og rehabiliteringstilbud til borgere med osteoporose,
hvor der udarbejdes en evaluering af eksisterende indsatser og anbefalinger til fremtidig praksis.
Det er et eksempel på forskningsbaseret viden, der kan indgå i udviklingen af kvalitetspakker for
21. februar 2023
Park Allé 5, 1. sal
8000 Aarhus C
+45 8613 9111
info@osteoporose-f.dk
www.osteoporose-f.dk
Høringssvar ang. udkast til lov om ændring af sundhedsloven og
lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig
virksomhed
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Holbergsgade 6
1057 København K
Osteoporoseforeningen er en landsdækkende patientforening, der arbejder for bedre vilkår for op mod 650.000 danskere
med knogleskørhed.
muskel-skelet-sygdom. Forskningen foregår blandt andet med finansiering fra
Osteoporoseforeningen og i regi af Videnscenter for Knoglesundhed, der netop bidrager med
forskningsbaseret viden, som understøtter sundhedsopgaverne i kommunerne – en mangelvare i
en tid, hvor en ambitiøs plan er lagt for det nære sundhedsvæsen, og hvor kommunerne modtager
en meget lille andel af midlerne fra det offentlige forskningsbudget.
- Kvaliteten i den patientrettede forebyggelse bør moniteres
At monitere kvaliteten i den patientrettede forebyggelse er en meget vigtig opgave, som næsten
ikke er berørt i lovforslaget og bemærkningerne. Med den nationale kvalitetsplan er der netop
mulighed for at få drøftet, hvordan data for kvalitet – gerne patientoplevet kvalitet – skal
indsamles, og hvordan den tværsektorielle kvalitetsopfølgning kan styrkes. Konkret foreslår vi, at
man vurderer, om der er behov for at udvikle nye kliniske kvalitetsdatabaser i regi af RKKP. Fx er de
198.000 borgere med osteoporose endnu ikke omfattet af en database, der kan understøtte
kvalitet.
- Formidling og samarbejde, også med civilsamfundet, er afgørende for sammenhæng
Osteoporoseforeningens seneste medlemsundersøgelse viser, at kendskabet til eksisterende
kommunale forløb er lavt. De borgere, der har behov, finder ofte ikke frem til tilbuddene, og de
bliver kun i ringe grad henvist af deres læge. Som patientforening gør vi en stor indsats for at anvise
en vej ved at formidle eksisterende forløb til nydiagnosticerede og bygge ovenpå med flere tilbud
og fællesskaber, så ingen er efterladt alene. Vi ved imidlertid, at der opstår ulighed, når borgerne
selv skal navigere rundt i sundhedsvæsenet, og vi er særligt bekymrede for borgere med lav
socioøkonomisk position. Forskning viser, at lav socioøkonomisk position er associeret med 27 %
øget risiko for frakturer, 24% øget dødelighed efter en hoftefraktur og lavere fysisk og mental
helbredsrelateret livskvalitet efter en fraktur. Vi tror på, at et stærkere samarbejde mellem
regioner, kommuner, almen praksis og civilsamfund er afgørende for mere sammenhængende
patientforløb.
Vi håber at få mulighed for at bidrage i Sundhedsstyrelsens arbejde med at udvikle kvalitetsplanen, hvad
angår patientrettet forebyggelse.
Venlig hilsen
Linda Garlov Camilla Nissen Toftdal
Landsformand Sekretariatschef
Kristianiagade 12
DK-2100 København Ø
Tlf.: +45 3544 8477
Tlf. (dir.): +45 35 44 84 62
E-mail: plo@DADL.DK
E-mail: dar.plo@DADL.DK
www.plo.dk
Til: SUM
sum@sum.dk
sse@sum.dk
Høringssvar vedr. ændring af sundhedsloven og autorisationsloven
(sundhedsreform)
Praktiserende Lægers Organisation (PLO) takker hermed for at blive hørt
over forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om autorisation af
sundhedspersoner og sundhedsfaglig virksomhed.
PLO bemærker indledningsvis, at forslaget udmønter dele af aftalen om
sundhedsreformen af 20. maj 2022.
PLO har i forbindelse med aftalen om sundhedsreformen tilsluttet sig de
målsætninger, som et næsten enigt Folketinget tiltrådte, herunder
• at styrke det nære sundhedsvæsen,
• at styrke incitamenterne for, at praktiserende læger kan blive fast-
holdt/etablere sig i områder med lægemangel, og
• at understøtte fordelingen af uddannelsesforløb i speciallægeud-
dannelsen, så der sikres flere praktiserende læger i fremtiden.
Eftersom lovforslaget tager udgangspunkt i aftalen om sundhedsrefor-
men, kan PLO tilslutte sig lovforslaget med følgende bemærkninger:
PLO tilslutter sig målsætningen om at indføre nationale kvalitetsstandar-
der for det nære sundhedsvæsen, således at borgerne sikres en ensartet,
høj kvalitet i behandlingen, uanset hvilken klinik, kommune, sygehus og
region, borgeren er tilknyttet.
PLO er også enig i betragtningen om, at de nationale kvalitetsstandarder
må omfatte det nære sundhedsvæsen i bred forstand, herunder alle sund-
hedstilbud, der varetages uden for sygehusene i eller tæt på borgerens
eget hjem, f.eks. af kommuner, almen praksis og øvrige privatpraktise-
rende sundhedsprofessionelle, herunder privatpraktiserende speciallæ-
ger.
Det anføres i lovforslaget, at indførelsen af nationale kvalitetsstandarder
skal ses i sammenhæng med sundhedsklyngerne og sundhedssamarbejds-
udvalgene. PLO opfordrer derfor til, at retningslinjer og vilkår for sund-
hedsklynger og sundhedssamarbejdsudvalgs arbejde afspejler dette,
Dato: 8. februar 2023
Sagsnr.: 2023-1537
Aktid: 4977051
Sagsbehandler: dar
2
således at fokus på kvalitet i det nære sundhedsvæsen og de nationale standarder under-
støttes af samarbejdet i disse fora.
PLO noterer endelig, at en evt. ændret opgavevaretagelse som en del af
omstillingsprocessen i forbindelse med indførelsen af nationale kvalitetsstandarder som an-
ført i lovforslaget vil kræve dialog og aftale mellem de involverede parter.
Det foreslås som led i lovforslaget, at der genindføres en bemyndigelse til, at indenrigs- og
sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om procedurer og rammer for praksis-
plan for almen praksis. PLO er enig i, at denne del af lovforslaget primært har teknisk betyd-
ning, idet en sådan hjemmel fandtes frem til 1. juli 2022, og formentlig ikke burde have væ-
ret afskaffet. PLO kan derfor tilslutte sig forslaget.
Lovforslaget fastslår, at praktiserende læger med ydernummer stadig er det primære valg,
når det gælder almenmedicinske tilbud til borgerne. Da der er mangel på praktiserende læ-
ger, særligt i visse egne af landet, kan det imidlertid være nødvendigt, at regionerne driver
almenmedicinske lægetilbud (såkaldte regionsklinikker).
Med lovforslaget gøres muligheden for at oprette og drive regionsklinikker mere smidig i så-
vel processuel som tidsmæssig henseende. PLO har forståelse for, at dette tiltag er nødven-
digt i en tid, hvor manglen på praktiserende læger er akut.
For PLO er det dog afgørende, at regionen som anført i lovforslaget:
• forudgående skal afsøge muligheden for at afsætte ydernummeret til en alment
praktiserende læge efter de muligheder, som er beskrevet i overenskomsten for al-
men praksis, herunder muligheden for etablering af licensklinikker, og
• at regionen inden for rimelig tid vil skulle overdrage ydernummeret, hvis en praktise-
rende læge tilbyder at overtage ydernummeret og drive klinikken inden for overens-
komstens rammer.
PLO vil i den forbindelse anbefale, at der snarest udmøntes tiltag, som kan fremme etable-
ringen af licensklinikker. PLO anbefaler endvidere, at bestemmelsen i lyset af sundhedsrefor-
mens ambition om 5.000 praktiserende læger etableres med en ’solnedgangs-klausul’, idet
foranstaltningen med regionsklinikker som anført i lovforslaget må anses for at være en løs-
ning på et akut problem og ikke en permanent indførelse af en ny struktur for almen praksis.
Lovforslagets forslag om at skabe hjemmel til, at regionerne kan indgå aftaler, som kan sikre
flere praktiserende læger i områder med lægemangel, er meget tilfredsstillende. PLO be-
mærker hertil, at det aldrig var intentionen med ophævelsen af § 2 i overenskomst om al-
men praksis, at der skete en begrænsning i muligheden herfor.
3
PLO er enig i forslaget om, at der kan ydes et særligt økonomisk tilskud i form af et vederlag
for en tidsbegrænset periode (1. juli 2023 til og med den 30. juni 2033), der kan tiltrække og
fastholde alment praktiserende læger i områder med lægemangel. De økonomiske tilskud
kan være til etableringsudgifter, herunder til udvidelse, og praksispersonale, men skal være
fulgt af øget patientoptag.
PLO kan være bekymret for, om regionerne i tilstrækkeligt omfang får iværksat aftaler om
støtte, ligesom øget patientoptag kan være en barriere for læger i lægedækningstruede om-
råder. PLO vil derfor regionalt have fokus på, at de nødvendige aftaler bliver indgået med læ-
ger. PLO anbefaler dog også ministeriet at følge udviklingen på området for at sikre, at hjem-
len faktisk bliver udnyttet.
For så vidt angår speciallægeuddannelsen, bemærker PLO, at indenrigs- og sundhedsministe-
ren fremadrettet vil blive bemyndiget til at øve indflydelse på fordelingen af uddannelsesfor-
løb i speciallægeuddannelsen via fastsatte kriterier.
PLO håber, at disse kriterier vil understøtte lægedækningen, herunder bl.a. med uddannelse
af flere speciallæger i almen medicin. PLO har i sit høringssvar vedrørende dimensionering af
speciallægeuddannelsen i almen medicin 2024-2028 gjort rede for udfordringer og mulige
handlinger, som kan hjælpe i den rigtige retning. Dette høringssvar vedlægges som bilag.
Med venlig hilsen
Jørgen Skadborg, formand
Kristianiagade 12
DK-2100 København Ø
Tlf.: +45 3544 8477
Tlf. (dir.): 35448451
E-mail: plo@DADL.DK
E-mail:
mnm.plo@DADL.DK
www.plo.dk
Til: dimensionering@sst.dk
Cc: alje@SST.DK
Høringssvar vedrørende dimensionering af speciallægeuddannelsen i al-
men medicin 2024-2028
Praktiserende Lægers Organisation (PLO) takker for muligheden for at af-
give høringssvar til Sundhedsstyrelsens vigtige arbejde med dimensione-
ring af speciallægeuddannelsen i almen medicin.
Der er i dag udbredt mangel på praktiserende læger i almen praksis, som
er det primære beskæftigelsesområde for speciallæger almen medicin.
Det viser sig bl.a. ved, at ca. 1,2 mio. danskere bor i såkaldte lægedæk-
ningstruede områder1, hvor manglen på praktiserende læger er særligt
udtalt.
Med sundhedsreformen fra 20. maj 2022 er der fastsat mål om mindst
6.500 speciallæger i almen medicin i 2035. Samtidig fremgår det af forligs-
teksten, at hvis man antager, at 85 procent af speciallæger i almen medi-
cin vil være beskæftigede i almen praksis, vil det svare til samlet over
5.000 alment praktiserende læger i 2035. PLO er enig i behovet for 5.000
praktiserende læger senest i 2035. For at målsætningen kan indfris, er der
brug for tilstrækkelig dimensionering af hoveduddannelsesforløb for spe-
ciallægeuddannelsen i almen medicin. PLO vil derfor gerne kvittere for, at
der i indeværende dimensioneringsplan er fastholdt en normering på 350
hoveduddannelsesstillinger i almen medicin. Vi mener dog, at der fortsat
er behov for en midlertidig opnormering på yderligere 50 hoveduddannel-
sesstillinger årligt i almen medicin i minimum en 6-årig periode, for at
sikre målet om 5.000 praktiserende læger i 2035. Der er altså behov for
oprettelse af 400 hoveduddannelsesstillinger årligt snarest muligt og se-
nest for perioden 2024-2029.
I høringsmaterialet er der en række opgørelsesmetoder, som kan give et
misvisende billede af den aktuelle arbejdskapacitet i almen praksis og den
forventede udvikling i antallet af speciallæger i almen medicin.
1
PLO, lægedækningstruede områder: https://www.laeger.dk/foreninger/plo/overens-
komsten-og-aftaler/overenskomst-om-almen-praksis-ok22/laegedaekningstruede-om-
raader/
Dato: 2. januar 2023
2
For det første er antallet af erhvervsaktive speciallæger i almen medicin væsentligt højere
end den faktiske arbejdskapacitet. Det ses bl.a. ved, at der ifølge høringsmaterialet arbejder
4.075 speciallæger i Den almene primærsektor (Alment praktiserende læger) i 2019. Et om-
fang, som ikke stemmer overens med den reelle arbejdskapacitet i almen praksis. I 2019 var
der 3.451 (i dag 3.488) speciallæger i almen medicin, som dækkede en kapacitet.2 Den mar-
kante forskel skyldes dels, at kategorien dækker over en bredere betegnelse end almen
praksis, dels at der er speciallæger i almen medicin, som kun virker i et meget begrænset
omfang, såsom en vikar i en sommerferieuge (typisk ældre speciallæger i almen medicin).
Hver tredje aktive speciallæge i almen medicin er +60 år i denne opgørelse, hvilket er mar-
kant højere andel end de ca. 20 %, som dækker en kapacitet i almen praksis.
For det andet er hovedscenariet for udviklingen i antallet af speciallæger i almen medicin
overestimeret. Der antages, at besættelsesgraden for de 350 pladser vil stige til 100 % i de
kommende år, hvilket ikke er realistisk. De seneste 10 år har besættelsesgraden for hoved-
uddannelsesforløb i almen medicin været 85 % i gennemsnit. Det betyder, at scenario E
(med 90 % besættelsesgrad) er det mest realistiske scenario. Det misvisende høje antal ak-
tive speciallæger i almen medicin (set i forhold til reel arbejdskapacitet) samt de urealistiske
forventninger til besættelsesgrad betyder samlet set, at hovedscenariet overestimerer ar-
bejdskapaciteten.
PLO vurderer, at der er behov for at oprette 400 hoveduddannelsesstillinger fra 2024-2029
for at kunne imødekomme den stigende efterspørgsel.
Spørgsmål 1: Hvordan opleves den nuværende balance mellem udbuddet og efterspørgslen
på speciallæger i specialet?
Der er i dag en udbredt mangel på speciallæger i almen medicin; en faggruppe, hvis primære
beskæftigelsesområde er i almen praksis. Manglen viser sig bl.a. ved, at ca. 1,2 mio. dan-
skere bor i områder, som er lægedækningstruede. På landsplan er det gennemsnitlige antal
patienter pr. lægekapacitet 1.649, hvilket er højere end normtallet på 1.600 patienter, som
betyder, at klinikker kan lukke for tilgang af nye patienter. Det har medført, at to ud af tre
klinikker i dag (august 2022) har lukket for tilgang, og dermed er det frie lægevalg aktuelt
stærkt begrænset.3 Endelig betyder den udbredte lægemangel, at der er områder i landet,
hvor det ikke er muligt at få sin egen faste praktiserende læge. Her oprettes som nødløsnin-
ger midlertidige regions- og udbudsklinikker, indtil udbuddet igen kan dække behovet.
2
En kapacitet er udtryk for arbejdskraften for speciallæger i almen medicin i almen praksis. En kapacitet vareta-
ger 1.600 patienter (normtal).
3
PLO, PLO Faktaark 2022, Kapitel 2: Lægemangel https://www.laeger.dk/media/1e3cuftt/plo_fak-
taark_2022.pdf
3
Spørgsmål 2: Er der særlige regionale forskelle i efterspørgslen og udbuddet, som den kom-
mende dimensioneringsplan skal tage højde for?
Der er generelt mangel på praktiserende læger i hele landet med f.eks. flere lægedæknings-
truede områder i hovedstadsområdet. Men det er dog generelt kommuner i vandkantsområ-
derne, hvor manglen på praktiserende læger er mest udtalt. Der er problemer i områder af
alle fem regioner, men problemerne er størst i Region Nordjylland og Region Sjælland.
De lægedækningstruede områder er en betegnelse for områder, hvor forskellen mellem ud-
buddet af praktiserende læger og efterspørgslen er mest udtalt. I disse områder er konse-
kvensen også, at der er mindre ledig tutorkapacitet. For at være tutorlæge for almenmedi-
cinske uddannelseslæger kræves det, at tutorlægen selv fungerer som praktiserende læge
med drifts- og ledelsesansvar for egen klinik. Almenmedicinske speciallæger ansat i regions-
og udbudsklinikken kan godt fungere som tutorlæger for KBU-læger, hvis de er fastansatte
og til stede under hele KBU-forløbet, men kan ikke fungere som tutorlæger for intro- og ho-
veduddannelseslæger. Derfor kan ekstra hoveduddannelsespladser ikke løftes alene i læge-
dækningstruede områder. Der er således behov for at tage højde for tutorlægekapaciteten,
når uddannelsespladser fordeles.
Dertil kommer, at det erfaringsmæssigt risikerer at generere endog mange ledige uddannel-
sesforløb, hvis for mange forløb placeres decentralt i landet, uden at det ledsages af ansæt-
telsesforhold eller øvrige initiativer, der gør det særligt attraktivt at søge disse forløb, for kun
på den måde skabes incitament for unge læger til at søge stillinger i betydelig afstand fra de
store byer. Det kan således ikke anbefales, at man planlægger alt for mange ekstra uddan-
nelsesforløb helt decentralt i landet, for så vil det tage ekstra lang tid at få uddannet det
nødvendige antal speciallæger i almen medicin.
Spørgsmål 3: Vurderes udviklingen i efterspørgslen efter speciallæger i specialet de kom-
mende år at være større eller mindre end det forventede udbud, jf. hovedscenariet i Figur
5? Med hvilken begrundelse?
Behovet for praktiserende læger, såvel som speciallæger i almen medicin generelt, er større
end det forventede udbud. Der en stigende forventning til, hvilke opgaver almen praksis skal
varetage. Både i forhold til antal patienter, antal opgaver og ikke mindst kompleksiteten og
tidsforbruget i opgaverne. Der er klart behov for, at man i forhold til nuværende situation får
mere tid pr. patient for at kunne varetage opgaverne tilfredsstillende i forhold til patienterne
og for at opnå et arbejdsmiljø, som speciallægerne kan holde til at arbejde i gennem hele ar-
bejdslivet. Manglen på alment praktiserende læger i forhold til efterspørgslen er medvir-
kende til, at halvdelen af alle praktiserende læger oplever moderat til høj grad af udbrændt-
hed.4
For at få flere læger til at vælge almen praksis skal der løbende arbejdes med initiativer, som
gør det attraktivt i forhold til det stigende antal stillinger andre steder i sundhedsvæsenet,
som rekrutterer almenmedicinske speciallæger.
4
Pedersen AF, Vedsted P. Alment praktiserende lægers psykiske arbejdsmiljø og jobtilfredshed 2019. Forsk-
ningsenheden for Almen Praksis, Aarhus Universitet 2020
4
Samtidig vurderer PLO ikke, at hovedscenariet er realistisk for det forventede udbud, hvor
der antages en besættelsesgrad stigende til 100 %. De seneste 10 år har andelen af besatte
hoveduddannelsesforløb været ca. 85 %. Andelen har i perioden været nogenlunde stabil,
selv om der i de seneste år er udbudt flere hoveduddannelsesforløb end tidligere. Det kan
skyldes, at hoveduddannelsesforløb i almen medicin er individuelt tilrettelagt, forstået på
den måde, at en del stillinger er forankret i de lokale uddannelsesgivende klinikker i uddan-
nelsesregionen, og hvor sygehusdelen derfor tilrettelægges uden for de store universitets-
byer. De geografisk differentierede forløb betyder, at der altid har været og formentlig fort-
sat vil være pladser, som ikke bliver besatte, da de enkelte forløb er mere geografisk diffe-
rentierede end for øvrige specialer.
Spørgsmål 4: Hvilke faktorer forventes at kunne få indflydelse på behovet af speciallæger i
specialet?
Behovet for et højere antal praktiserende læger vil vokse markant i de kommende år. F.eks.
vokser antallet af ældre over 80 år med 60 % frem mod 2035. 5 Personer i denne alders-
gruppe ses tre gange så ofte i almen praksis som øvrige.
Antallet af patienter, som lever med en eller flere kroniske sygdomme, vil samtidig vokse
markant, og for denne patientgruppe er almen praksis den primære behandler og kontakt.
F.eks. vil udviklingen i antal borgere med diabetes-2 betyde 1,3 mio. ekstra kontakter i almen
praksis i 2030.6
Dertil kommer, at det er en politisk målsætning at omstille sundhedsvæsenet, så flere opga-
ver udflyttes fra hospitalsvæsenet. Det er aftalt i regionernes økonomiaftale såvel som i
sundhedsreformen fra maj 2022, at flere opgaver skal løftes i almen praksis.7 Det betyder
samlet set at opgaverne og patientpopulationen i almen praksis bliver mere kompleks, og
derfor er der behov for et væsentligt lavere antal patienter pr. læge, end det vi har i dag.
5
Danmarks statistik, Statistikbanken: Befolkningsfremskrivning (FRDK122)
6
Statens Institut for Folkesundhed 2017, Sygdomsudviklingen i Danmark fremskrevet til 2030
https://sum.dk/Media/0/9/Fremskrivningsrapport.pdf &
Statens Institut for Folkesundhed, Sygdomsbyrden i Danmark – sygdomme, 2015. https://sundhedsstyrel-
sen.dk/da/sygdom-og-behandling/~/media/00C6825B11BD46F9B064536C6E7DFBA0.ashx
7
Danske Regioner og Finansministeriet, Aftale om regionernes økonomi for 2023, 2022. https://fm.dk/me-
dia/26010/aftale-om-regionernes-oekonomi-for-2023.pdf
5
Spørgsmål 5: Er der nogle generelle bemærkninger til lægeprognosens fremskrivning af
speciallæger i specialet?
Som redegjort i de indledende bemærkninger er der to overordnede udfordringer med læge-
prognosen for speciallæger i almen medicin: Antallet af erhvervsaktive speciallæger i almen
medicin er misvisende højt i forhold til den reelle arbejdskapacitet, og fremskrivningens an-
tagelse om andel af hoveduddannelsesforløb, der besættes fremadrettet, er urealistisk høj.
Antallet af speciallæger i almen medicin angivet i lægeprognosen er markant højere end den
reelle arbejdskapacitet. I materialet fremgår, at der er 4.817 (figur 6) speciallæger i almen
medicin, og antallet, der arbejder i den almene primærsektor (almen praksis), er 4.075 (tabel
1-5). Disse tal er væsentligt højere end de 3.488 lægekapaciteter, som faktisk er i almen
praksis i dag. Den markante forskel skyldes dels, at kategorien dækker over en bredere be-
tegnelse end almen praksis, dels at der er pensionerede almenmedicinere, som arbejder
ganske få timer årligt, som tæller med i de tal, som Danmarks Statistik udarbejder som bag-
grund for prognosen.
33 % af de erhvervsaktive i figur 6 er +60 år. I virkeligheden er ca. 20 % af lægekapaciteter i
almen praksis besat af en praktiserende læge over 60 år.8
Dertil kommer, at hovedscenariets forudsætninger om stigende besættelsesgrad af hoved-
uddannelsesstillingerne op til 100 % frem mod 2025, er urealistisk for almen medicin.
De seneste 10 år har andelen af besatte hoveduddannelsesforløb været ca. 85 %. Scenario E
(90 % besættelsesgrad) er derfor det mest realistiske scenario for den forventede udvikling.
For at kompensere for den lavere besættelsesgrad end den forudsatte i hovedscenariet bør
der derfor oprettes 400 hoveduddannelsesstillinger i en 6-årig periode fra 2024-2029.
Spm. 6: Hvilken uddannelseskapacitet anbefales for perioden 2024-2028, og med hvilken
begrundelse?
For hurtigst muligt at imødekomme efterspørgslen og de politiske ambitioner bør der som
minimum i de kommende seks år oprettes 50 ekstra hoveduddannelsesstillinger i almen me-
dicin, svarende til 400 i alt. Dette dels for at imødekomme behovet for flere praktiserende
læger i alle regioner og for at tage højde for den naturlige og uundgåelige difference, der vil
være mellem antallet af unikke hoveduddannelsesforløb og ansøgere. Dels også for at imø-
dekomme det stigende behov for almenmedicinske speciallæger og dække den nuværende
ubalance mellem højere efterspørgsel end udbud.
Se også svar på spm. 1, 2, 3 og 4 for de faktorer, der spiller ind i et øget behov.
8
PLO Læge- og Praksispopulation 2022, https://www.laeger.dk/media/3kkkkp1l/laege-_og_praksispopulatio-
nen_1977-2022.pdf
6
Spørgsmål 7: Den nuværende ratio mellem introduktions- og hoveduddannelsesforløb er
fastsat til 1,5-2,0. Hvilken ratio mellem introduktions- og hoveduddannelsesforløb vurderes
nødvendig for dels at sikre et passende antal ansøgere til hoveduddannelsesforløbene og
dels at sikre, at læger introduceres til specialet?
Erfaringsmæssigt har flere introduktionsstillinger medført flere besatte hoveduddannelses-
forløb. Aktuelt er minimumsrationen så lav, at der er problemer med at få besat alle hoved-
uddannelsesforløb, dels fordi en højere andel end tidligere afprøver almen medicin blandt
flere specialer og siden vælger hoveduddannelse i et andet speciale, dels fordi en almenme-
dicinsk introduktionsstilling i stigende grad tilsyneladende bliver brugt meriterende ved an-
søgning til andre specialer.
Minimumsratioen anbefales derfor hævet en anelse for at medvirke til en højere besættel-
sesgrad på hoveduddannelsesforløbene. PLO foreslår, at minimumsrationen hæves til 1,6,
mens den øvre grænse på 2,0 anbefales fastholdt.
Med venlig hilsen
Mads Nørgaard-Madsen
Specialkonsulent
Koncern HR
Sundhedsuddannelser, Den Lægelige Vi-
dereuddannelse
Kontakt: Helle Guldager Aaskoven
hga@rsyd.dk
31868
Direkte tlf. 7663 1868
21. februar 2023
Side 1/1
Boulevarden 76, 7100 Vejle
Tlf.: 2366 7517
www.regionsyddanmark.dk
Til indenrigs- og Sundhedsministeriet
sum@sum.dk og cc: sse@sum.dk
Hermed fremsender Sekretariatet for lægelig videreuddannelse i Videreuddannelsesregion Syd hø-
ringssvar i forhold til udkast til lovforslaget vedrørende ændring af sundhedsloven og lov om
autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed.
Sekretariatet har følgende bemærkninger til lovforslagets indhold særligt med fokus på Lægedækning
i § 2.1, side 3 vedrørende: Bemyndigelse til at kunne fastsætte kriterier for fordeling af uddannelses-
forløb i speciallægeuddannelsen lægedækning.
- I Videreuddannelsesregion Syd arbejder Det Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse
kontinuerligt med planlægning og implementering af uddannelsesforløb i speciallægeuddan-
nelsen. Dette med henblik på styrkelse af uddannelsesindsatsen i områder med lægemangel,
hvorfor eventuelle kriterier fra Sundheds- og Indenrigsministeriet vil kunne understøtte det ar-
bejde.
- Umiddelbart kan det være en styrkelse, hvis Indenrigs- og Sundhedsministeriet opstiller krite-
rier for fordelingen af uddannelsesforløb, hvor ministeren dermed får en aktiv rolle i
udmøntningen af uddannelsesstillinger i speciallægeuddannelsen og på den måde er medvir-
kende til en øget ensartethed på nationalt plan for fordelingen af uddannelsesstillingerne.
- Det er vigtigt, som der også står i udkastet, at Det Nationale Råd for Lægers Videreuddan-
nelse får en aktiv stemme i høringen af eventuelle kriterier - dette med henblik på både faglige
og regionale input.
Eventuelle spørgsmål hertil kan rettes til undertegnede.
Venlig hilsen
Helle Guldager Aaskoven
hga@rsyd.dk
Mobil: 2366 7517
SEKRETARIATET FOR LÆGELIG VIDEREUDDANNELSE REGION ØST
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Kontor for Borgernær Sundhed
REGIONHOVEDSTADEN
REGIONSJÆLLAND
REGIONHOVEDSTADEN
CHRU,SEKTION3.5
C/OGENTOFTEHOSPITAL
GENTOFTEHOSPITALSVEJ10B
DK-2900HELLERUP
SAGSBEH.: Lise Møller SAGSNR.: 22002546-45 TLF.: 38669930
DIREKTETLF.: 38 66 99 31 ARKIVNR.: 02.04.04 E-MAIL:LAEGEUDDANNELSEN@REGIONH.DK
E-MAIL: Lise.m@regionh.dk DERESJ.NR./REF.: DATO: 18.02.2023 WWW.LAEGEUDDANNELSEN.DK
Høring over forslag til lov om ændring af sundhedsloven og autorisationsloven
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har den 24. januar 2023 fremsendt forslag til lov om ændring
af sundhedsloven og autorisationsloven i høring.
Videreuddannelsesregion Øst takker for at være høringspart.
Overordnede bemærkninger
Videreuddannelsesregion Øst ønsker ligesom regeringen et velfungerende sundhedsvæsen af høj
kvalitet med tæt samspil og sammenhæng mellem det specialiserede sundhedsvæsen og det
nære sundhedsvæsen. Videreuddannelsesregion Øst finder det derfor også vigtigt at styrke inci-
tamenterne for, at praktiserende læger kan etablere sig i områder med lægemangel samt at regio-
nernes adgang til at etablere egne klinikker lettes.
Videreuddannelsesregion Øst finder det også vigtigt i videst muligt omfang at tilgodese læge-
dækningstruede områder i forhold til fordeling af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen,
men hensynet til lægedækning må ikke medføre, at der gås på kompromis med uddannelsens kva-
litet, da fremtidens personale skal have de rette kompetencer.
Bemærkninger til § 34 forslag om nyt stk. 6
Det fremgår af det fremsendte, at der overvejes indsat et nyt stk. 6 i § 34. Forslaget vil indebære,
at indenrigs- og sundhedsministeren vil få mulighed for at påvirke fordelingen af uddannelsesfor-
løb i speciallægeuddannelsen inden for hver af videreuddannelsesregionerne. Dermed vil inden-
rigs- og sundhedsministeren få mulighed for at påvirke fordelingen af lægelige ressourcer
i sundhedsvæsenet.
Videreuddannelsesregion Øst kan ikke anbefale tilføjelsen af stk. 6 i § 34.
2
I alle tre videreuddannelsesregioner er der allerede opstillet kriterier for fordeling af de uddan-
nelsesforløb, der iht. Dimensioneringsplanen skal udbydes årligt. I Videreuddannelsesregion Øst
indgår følgende kriterier i vurderingen,
• om specialet udbydes i begge regioner
• antallet af steder hvor uddannelsen potentielt kan udbydes
• ratio mellem uddannelsesgivende og uddannelsessøgende på den enkelte afdeling
• antallet af ydelser og patienter i relation til antallet af uddannelsessøgende
• om målbeskrivelsens kompetencer kan opnås
• om den ønskede progression i kompetenceniveau iht. målbeskrivelsen kan opnås
• driftsmæssige og økonomiske forhold
Videreuddannelsesregion Øst er bekymret for om indsættelse af lægedækning som et særskilt
kriterie, kunne medføre at dette kriterie vil overskygge uddannelsens kvalitet. Udfordringen i de
lægedækningstruede områder er ofte, at der ikke er mange uddannelsesgivere, hvilket betyder, at
adgang til vejledning, supervision og kompetencevurdering er begrænset, hvilket igen medfører
ringere uddannelseskvalitet.
Videreuddannelsesregion Øst finder det vigtigt i videst muligt omfang at tilgodese lægedæk-
ningstruede områder, men dette hensyn må ikke medføre, at der gås på kompromis med uddan-
nelsens kvalitet, da fremtidens personale skal kunne varetage de krævede opgaver på et højt fag-
ligt niveau.
En faktuel fejl
På side 27 i andet afsnit, der begynder med ”Det følger af § 5 i bekendtgørelse….”, anvendes
betegnelsen ”turnusuddannelsen”. Turnusuddannelsen blev i 2007 erstattet af Klinisk Basisud-
dannelse.
På vegne af Videreuddannelsesregion Øst
Med venlig hilsen
Lise Møller
Sekretariatschef
lise.moeller@regionh.dk
DET REGIONALE RÅD FOR LÆGERS VIDEREUDDANNELSE
VIDEREUDDANNELSESREGION NORD
Videreuddannelsessekretariatet
Skottenborg 26 - 8800 Viborg
Tlf.: 7841 0800
vus@stab.rm.dk - www.videreuddannelsen-nord.dk
Dato Sagsbehandler e-mail Sagsnr.
20-02-2023 Trine Kirkegaard Petersen trkpee@rm.dk 1-30-72-55-20
Høringssvar i forbindelse med høring om udkast til forslag til lov om ændring af
sundhedsloven og autorisationsloven (national kvalitetsplan for det nære
sundhedsvæsen og initiativer til bedre lægedækning).
Videreuddannelsesregion Nord takker for muligheden for at komme med bemærkninger til
lovforslaget.
Videreuddannelsesregion Nord afgiver alene bemærkninger ift. lovforslaget vedr. lov om
autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed,
jf. lovbekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019, hvor følgende ændring foreslås:
1. I § 34 indsættes som stk. 6: »Stk. 6. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte
kriterier for fordeling af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen, herunder hensyn til
lægedækning, som i relevant omfang skal indgå i de regionale videreuddannelsesråds
fordeling af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen jf. stk. 2.«
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2023, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Denne lovs § 2 træder i kraft den 1. januar 2024.
§ 4
§ 2 finder ikke anvendelse på uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen,
som er påbegyndt eller besluttet fastlagt, herunder slået op til besættelse
inden den 1. januar 2024. For sådanne uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen
finder de hidtil gældende regler anvendelse.
§ 5
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 2 kan ved kongelig
anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer,
som de færøske forhold tilsiger.
Videreuddannelsesregion Nord har følgende bemærkninger:
Det grundlæggende lovforslag
Videreuddannelsesregion Nord bakker op om regeringens ønske om at sikre lægedækning i
hele landet og anerkender derfor også, at det kan være hensigtsmæssigt med muligheden
for at fastsætte nationale kriterier for fordeling af uddannelsesstillinger.
Videreuddannelsesregion Nord bemærker imidlertid, at Ministerens mulighed for at
2
fastsætte kriterierne og fastsættelse af procedure for fastsættelse af kriterier er et nybrud i
forhold til den hidtidige praksis, hvad angår fordeling af uddannelsesstillinger.
I den forbindelse opfordrer Videreuddannelsesregion Nord til, at der sikres inddragelse af de
berørte parter i forhold til:
A. Fastsættelse af procedure for fastsættelse af kriterier
B. Fastsættelse af de konkrete kriterier.
Herunder videreuddannelsesregionerne og driftsregionerne.
Videreuddannelsesregion Nord anser det derudover for positivt og vigtigt, at den endelige
bemyndigelse til at fordele uddannelsesstillinger fortsat placeres i
videreuddannelsesregionerne, eftersom det er her det lokale kendskab til kapacitet, kvalitet
og lægedækning findes.
Dertil vil Videreuddannelsesregion Nord gøre opmærksom på, at der altid, i forbindelse med
fordeling af uddannelsesstillinger, foregår en samlet og afbalanceret afvejning, hvor der
tages højde for forskellige hensyn, herunder kapacitet, kvalitet og lægedækning i
videreuddannelsesregionerne.
Overgangsordning
Videreuddannelsesregion Nord anser det som positivt og vigtigt, at der i lovforslaget lægges
op til en overgangsordning således uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen, som er
påbegyndt eller besluttet fastlagt, herunder slået op til besættelse inden den 1. januar
2024, ikke vil være underlagt nye procedurer eller kriterier for fordeling.
Videreuddannelsesregion Nord gør dog opmærksom på, at ændringer i fordeling af
uddannelsesstillinger og dermed opslag af stillinger tager ca. seks måneder, fra behovet for
ændring står klart til, at stillingerne kan slås op. Dertil skal lægges tiden fra stillinger
kommer i opslag til de påbegyndes. Samlet går der dermed mindst ni måneder fra forslag til
ændring til, at en uddannelsesstilling kan påbegyndes.
Videreuddannelsesregion Nord opfordrer derfor til, at overgangsordningen understøtter
overstående proces. Et forslag er, at der som minimum sikres ni måneders
implementeringsperiode fra nye kriterier for fordeling meldes ud fra Ministeren til, at
videreuddannelsesregionerne, i relevant omfang, skal have implementeret ændringerne ift.
planlagte og påbegyndte uddannelsesforløb.
Med venlig hilsen
Lone Winther Jensen
Formand for Det Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse
Videreuddannelsesregion Nord
Ældre Sagen
Snorresgade 17-19
2300 København S
Tlf. 33 96 86 86
aeldresagen@aeldresagen.dk
www.aeldresagen.dk
Protektor:
Hendes Majestæt Dronning
Margrethe II
Gavebeløb til Ældre Sagen
kan fratrækkes efter gældende
skatteregler · Giro 450-5050
Sundhedsministeriet
sum@sum.dk
cc: sse@sum.dk
17. februar 2023 • RH/MS
Høring over udkast til lov om ændring af sundhedsloven og lov om
autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed
Ældre Sagen takker for muligheden for at afgive høringssvar i forbindelse med høring over
udkast til lov om ændring af sundhedsloven og lov om autorisation af sundhedspersoner og
om sundhedsfaglig virksomhed.
Ældre Sagen vurderer, at dele af forslagene vil understøtte en igangværende udvikling af
det kommunale sundhedsvæsen. Ældre Sagen finder det afgørende, at der ikke opstår et
parallelt sundhedsvæsen i kommunerne, hvor ældre patienter behandles under andre
rammer og vilkår uden for - og i værste fald afkoblet fra - det specialiserede sygehusvæsen
og almen praksis. Vi ser overordnet behov for at sikre kvalitet, sammenhæng og fælles
finansiering, tydeligt lægefagligt behandlingsansvar og ingen øget brugerbetaling.
Ældre Sagen håber, at dette tydeliggøres i arbejdet med kvalitetsstandarder.
Kvalitetsstandarder skal sikre ensartet kvalitet i det nære sundhedsvæsen
Ældre Sagen finder det meget positivt, at der med lovforslaget tilvejebringes en juridisk
ramme for en national kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen. Vi ser det som yderst
vigtigt at styrke det nære sundhedsvæsen, da ældre medicinske patienter allerede i dag og
fremover i stigende grad vil blive behandlet i kommunerne. Ældre Sagen oplever i dag
meget store forskelle på omfang og kvalitet i de sundhedstilbud, som kommunerne tilbyder,
samt store forskelle i samarbejdet mellem kommune og sygehus om ældre patienter. Det
har stor betydning både for den enkelte patient og for sygehusene.
Ældre Sagen finder det derfor helt afgørende, at der indføres hjemmel til at udstede
bindende og forpligtende kvalitetskrav til opgavevaretagelsen, som del af de kommunale
sundhedsydelser for at sikre en mere ensartet kvalitet i sundhedsindsatserne på tværs af
landet. Vi finder det også positivt, at der kan stilles krav til rådgivning fra sygehuse og
almen praksis.
Det var i forbindelse med udviklingen af kvalitetsstandarder for kommunale akutfunktioner
forventningen, at kommunale akutfunktioner i et afgrænset og forsvarligt omfang kunne
supplere den behandling, som sygehuset eller den praktiserende igangsatte. Ældre Sagen
må dog konstatere, at på trods af at de fleste kommuner har akutteams, er der fortsat ikke
krav til, at kommuner har akutfunktioner, og nogle kommuner har valgt at integrere
opgaverne i den almindelige hjemmesygepleje. Kun omkring halvdelen af kommunerne har
akutpladser, og det præcise antal kommuner og pladser er uklart. I stedet anvender mange
kommuner andre former for midlertidige pladser, hvor selve opholdet ikke er omfattet af
sundhedsloven, men af serviceloven. Dette giver en ulige adgang til sundhedsydelser.
Samtidig savner vi krav til den nødvendige øvrige sundhedsfaglige indsats udover den
særlige sygeplejeindsats fra akutfunktionen. Det gælder fx medicingennemgang, træning,
ernæring og tandpleje – alle indsatser, der kan bidrage til at forebygge sygehusophold.
Side 2 af 3
Der er derfor behov for krav om akutfunktioner i alle kommuner. Desuden skal der stilles
kvalitetskrav til behandling på midlertidige pladser samt til den kommunale sygepleje og
andre sundhedsfaglige kommunale indsatser, så indsatsen i kommunen understøtter og
supplerer de eksisterende regionale funktioner effektivt med fokus på, at patienterne får
den rette forebyggende og opfølgende indsats i den rette sektor.
Lovforslaget er utilstrækkeligt og skaber øget brugerbetaling for patienter –
behov for regler for befordring til kommunal sygepleje og for at hindre
brugerbetaling på midlertidige pladser
Udviklingen af det nære sundhedsvæsen, opgaveflytning fra sygehus til kommune samt
hjemmesygepleje uden for eget hjem er sket uden, at lovgivningen er fulgt med. Den
foreslåede ændring af sundhedsloven retter ikke op på dette og skaber derfor risiko for øget
brugerbetaling.
Den eksisterende sundhedslov dækker befordring og befordringsgodtgørelse i forbindelse
med behandling på sygehus og hos egen læge/speciallæge, men ikke til hjemmesygepleje,
som også er behandling i sundhedslovens forstand. Det aktuelle forslag om at ændre
”hjemmesygepleje” til ”kommunal sygepleje” vil ifølge bemærkningerne til forslaget netop
tydeliggøre, at sygepleje kan foregå uden for eget hjem. Samtidig lægges der med forslaget
op til, at kommuner kan samarbejde på tværs om sygeplejen, hvilket i sig selv kan øge
patientens afstand til sygepleje. På det grundlag ser vi det som en stor og alvorlig mangel i
ændringsforslaget, at man ikke samtidig sørger for hjemmel til befordring til kommunal
sygepleje.
Konkret opfordrer vi derfor til, at den foreslåede kommunale sygepleje omfattes af reglerne
for befordring til og fra behandling på lige betingelser som behandling på sygehus/egen
læge/speciallæge, så der ikke skelnes i retten afhængig af hvilken behandling, der finder
sted. Patienten bør ikke mødes af krav om selv at stå for betaling for kørsel til/fra akutplads
eller klinik, hvis vedkommende har ret til befordring til de øvrige behandlingssteder. Det
skal understreges, at målgruppen for sygepleje uden for eget hjem, særligt på midlertidige
pladser, i praksis drejer sig om patienter, der på grund af deres helbredssituation og
fortsatte behandlingsbehov ofte ikke vil kunne benytte sig af almindelig offentlig trafik eller
selv kunne køre. Det skal samtidig understreges, at behovet for ændringer i retten til
befordring skal omfatte, når befordring finder sted i forbindelse med udskrivelse fra et
sygehus, dvs. direkte fra sygehuset til en kommunal plads (akutplads, midlertidigt
opholdssted etc.). Denne hjemmel findes heller ikke i gældende lovgivning.
Den politiske hensigt bag ændring af bekendtgørelse om hjemmesygepleje og vejledning
vedr. kommunale akutfunktioner i 2019 var efter vores opfattelse at stoppe for
brugerbetaling for kost, vasketøj mv. på akutpladser. Lovgivningen på området er dog i
praksis ikke tilstrækkelig til at hindre øget brugerbetaling, bl.a. i sammenhæng med at
kommunerne selv organiserer og visiterer til både sygepleje og til ophold på midlertidige
pladser og akutpladser. Vi finder derfor, at der fortsat er et alvorligt hul i eksisterende
bekendtgørelse for hjemmesygepleje og opfordrer til, at en kommende ændring af
bekendtgørelse og vejledning for kommunal sygepleje entydigt lukker for denne
brugerbetaling.
Når behandling flyttes fra sygehus til kommune er der generelt behov for tilpasse
lovgivningen, så der ikke er forskelle på patienters rettigheder og brugerbetaling afhængig
af, hvor man behandles, og uanset om man behandles af en (tværkommunal)
sygeplejeenhed, akutfunktion på en midlertidig plads eller på sygehus. Vi finder, at det er
aktuelt for bl.a. betaling af medicin og mulighed for genoptræningsplan. For at sikre
Side 3 af 3
nærhed mener vi også, at der fortsat skal være pligt til, at kommuner yder sygepleje i eget
hjem.
Kvalitetspakke for ældre medicinske patienter
Foruden kvalitetsstandarder til behandling og pleje i kommunens sygepleje og
forebyggelse, herunder på midlertidige pladser, bør der stilles en række kvalitetstandarder
for ældre medicinske patienter, der behandles i spændingsfeltet mellem sygehus og
kommune. Kvalitetspakken skal sikre ensartet kvalitet og tryghed, sammenhæng og
opfølgning i ældre medicinske patienters forløb i overgangen mellem hospitaler, kommuner
og almen praksis, herunder også ældreplejen. Ikke mindst set i lyset af, at der nu i klynger
skal aftales, hvordan man lokalt vil samarbejde om ældre medicinske patienter, er det
afgørende, at der er en national ramme for at sikre en ensartet kvalitet til denne målgruppe.
Kvalitetsstandarderne skal sikre en tværgående indsats med medicin, træning og ernæring.
Især i overgangen mellem sygehus og eget hjem og i de første døgn efter udskrivelse, hvor
forløbet typisk også indebærer ophold på kommunale midlertidige pladser, er der brug for
krav til kvalitet og indsats fra både sygehus og kommune. Dette er helt afgørende for at
forebygge behovet for mere intensive indsatser på f.eks. de regionale sygehuse.
Tværkommunalt samarbejde skal følges af lægefagligt behandlingsansvar
Ældre Sagen finder det hensigtsmæssigt at give kommunerne øgede muligheder for
tværkommunalt samarbejde i den kommunale sygepleje som foreslået i udkastet. Dette vil
understøtte, at kommunerne har et tilstrækkeligt patientgrundlag til at oppebære
kompetencer, og at patienten får den rette kvalitet. De tværkommunale samarbejder bør
dog organiseres under hensyntagen til nærhed for den enkelte.
Målgruppen for det tværkommunale samarbejde er ofte ældre patienter med et komplekst
symptombillede, der kan være ustabile og svækkede. Det er derfor helt afgørende, at der er
kvalitetskrav til de tværkommunale løsninger, hvor behandlingen bør foregå med
lægefaglige kompetencer og tydeligt behandlingsansvar inden for organisatorisk
rækkevidde. Dette bør og kan ske via samarbejdet i klyngerne, hvor regionerne bl.a. kan
have udvidet behandlingsansvar efter indlæggelse og yde rådgivning.
Behov for finansiering via fælles ledelse og økonomi
Ældre Sagen mener, at der er behov for en økonomisk understøttelse af en fælles indsats for
ældre patienter med flere sygdomme, hvis det skal lykkedes at skabe ensartet kvalitet og
større sammenhæng for ældre medicinske patienter, der typisk modtager indsatser på
tværs af sygehus, egen læge og kommune. Der bør således som led i ændring af loven
konkret formuleres mulighed for fælles integreret ledelse og samarbejde mellem sygehus og
kommune for de patienter, der oplever at få behandling på tværs mellem kommuner og
regioner. Dette understøtter, at der mellem sygehus og kommune kommer fælles ansvar for
fælles patienter – og ad den vej sikre sammenhængende behandlings- og
rehabiliteringsforløb på tværs af sundhedsområdet samt styrke omstilling til det primære
sundhedsvæsen.
Monitorering er afgørende for at følge udvikling
Med udflytning af behandling til kommunerne og med målsætningen om ensartet kvalitet i
kommunerne er der behov for at monitorere behandlingen i kommunerne med henblik på
at afgøre, om kvalitetsstandarderne følges.
Venlig hilsen
Bjarne Hastrup
Adm. direktør