UFU alm. del - svar på MFU spm. 94 om at retsopgøret efter 2. verdenskrig, uagtet det skrøbelige juridiske grundlag, var vigtigt for at undgå udenretlige og vilkårlige henrettelser, som man så det i eksempelvis Frankrig

Side 1/8
Besvarelse af spørgsmål nr. 94 (Alm. del) fra Folketingets Uddannelses-
og Forskningsudvalg
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 94 (Alm. del), som Folketingets
Uddannelses- og Forskningsudvalg har stillet til justitsministeren den 1.
marts 2023. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra ikkemedlem af udvalget
(MFU) Peter Kofod (DF).
Peter Hummelgaard
/
Morten Holland Heide
Folketinget
Uddannelses- og Forskningsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato: 29. marts 2023
Kontor: Strafferetskontoret
Sagsnr.: 2023-0032/24-0002
Dok.: 2756524
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Offentligt
UFU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 94
Uddannelses- og Forskningsudvalget 2022-23 (2. samling)
Side 2/8
Spørgsmål nr. 94 (Alm. del) fra Folketingets Uddannelses- og Forsk-
ningsudvalg:
”Anerkender ministeren, at retsopgøret efter 2. verdenskrig,
uagtet det skrøbelige juridiske grundlag, var vigtigt for at undgå
udenretlige og vilkårlige henrettelser, som man så det i eksem-
pelvis Frankrig, hvor over 100.000 blev henrettet?”
Svar:
1. Retsopgøret efter den tyske besættelse af Danmark baserede sig på føl-
gende hovedlove (jf. Ditlev Tamm, Retsopgøret efter Besættelsen, 3. ud-
gave, 1997, s. 69 f., og s. 755 ff., samt Peter Yding Brunbech, Retsopgøret
efter Besættelsen, 1945-1955, artikel på udgivet på danmarkshistorien.dk,
Historisk Afdeling ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universi-
tet, 2012):
• Lov nr. 259 af 1. juni 1945 ”om Tillæg til Borgerlig Straffelov an-
gaaende forræderi og anden landsskadelig Virksomhed” (”straffe-
lovstillægget”). Loven blev ændret ved lov nr. 356 af 29. juni 1946
og bekendtgjort som lovbekendtgørelse nr. 368 af 6. juli 1946. Der
er siden lovbekendtgørelsen foretaget ændringer ved lov nr. 286 af
18. juni 1951 og lov nr. 1097 af 22. december 1993.
• Lov nr. 260 af 1. juni 1945 ”om Tillæg til Lov om Rettens Pleje
vedrørende Behandling af Sager angaaende Forræderi og anden
landsskadelig Virksomhed m.v.” (”retsplejelovstillægget”). Denne
lov blev senere ændret ved hhv. lov nr. 599 af 21. december 1945,
lov nr. 359 af 4. juli 1946 og lov nr. 204 af 11. juni 1954.
• Lov nr. 322 af 7. juli 1945 ”om Oprettelse af en ekstraordinær Tje-
nestemandsdomstol m.v.”. Loven er siden ændret ved lov nr. 450 af
1. oktober 1945.
• Lov nr. 406 af 28. august 1945 ”om Tillæg til Lov Nr. 259 af 1. Juni
1945 om Tillæg til Borgerlig Straffelov angaaende Forræderi og an-
den landsskadelig Virksomhed” (den såkaldte ”Værnemagerlov”).
• Lov nr. 490 af 9. oktober 1945 ”om Oprejsning til uforskyldt inter-
nerede Personer”.
Side 3/8
• Lov nr. 499 af 9. oktober 1945 ”om Avancebegrænsning vedrørende
visse Leverancer og Arbejder m.v., omfattet af Lov Nr. 330 af 12.
Juli 1945 om Revision af visse tyske Betalinger”.
• Lov nr. 500 af 9. oktober 1945 ”om Tilbagebetaling af Fortjeneste
ved Erhvervsvirksomhed m.v. i tysk Interesse”.
• Lov nr. 395 af 12. juli 1946 ”om Straf for Krigsforbrydelser”, der er
ændret ved lov nr. 423 af 7. oktober 1947 og lov nr. 1097 af 22.
december 1993. Loven indførte straf for krigsforbrydelser og forbry-
delser mod menneskeheden.
Straffelovstillægget indeholdt bl.a. mulighed for dødsstraf (livsstraf) og
gjaldt med tilbagevirkende kraft til 9. april 1940.
2. Forberedelsen af retsopgøret tog sin begyndelse allerede under besættel-
sen, hvor Frihedsrådet, det koordinerende organ for den danske modstands-
bevægelse under den tyske besættelse, i 1943 udsendte pjecen ”Naar Dan-
mark atter er frit”. Pjecen omtaler, at generhvervelsen af dansk statsstyre
efter besættelsens ophør skal opfylde tre hovedformål (jf. pjecen, s. 3):
”1) Demokratiet skal ufortøvet og uindskrænket gennemføres
og dets Fremtid sikres.
2) De, der er skyldige i eller medansvarlige for, at vort Selvstyre
og vort Retsgrundlag blev krænket under Besættelsen, og de,
som har draget personlig Fordel af Landets Ufrihed, bør staa
til Ansvar for deres Handlinger.
3) Enhver Straffeforanstaltning, der maatte blive iværksat over-
for saadanne Personer, skal være i Overensstemmelse med
rodfæstet dansk Retsbevidsthed og gennemføres ad lovlig
Vej, saaledes at man undgaar Selvjustits.”
Behovet for at undgå selvjustits blev i pjecen uddybet således (jf. s. 5):
”Ad 3) Medens der for de første fire Gruppers Vedkommende
[dvs. bl.a. medlemmer af regeringen, rigsdagen, samt visse em-
bedsmænd, personer inden for pressen og erhvervsdrivende]
næppe bestaar nogen større Fare for, at Folket ved Krigsafslut-
ningen skulde tage sig selv til Rette, viser en lang Række begi-
venheder i Sommeren 1943, at Udsigten til Selvjustits overfor
dem, der falder ind under Gruppe V [dvs. ”Nazister og deres
Medløbere” mv.], er nærliggende. Hvor forstaaelig en saadan
spontan Reaktion end maatte være, er den dog i saa høj Grad
Side 4/8
stridende mod dansk Retsopfattelse, at alle besindig Borgere
Maa være enige om at søge denne Situation undgaaet.
Men dette kan kun ske, hvis Befolkningen paa Forhaand har
Sikkerhed for, at Anklagen mod de paagældende vil blive rejst,
og at de ufortøvet bliver hindret i at udøve den Terror, de gen-
nem deres nazistiske Oplæring er indstillet paa at bringe i An-
vendelse, og som ganske utilsløret forberedes af de hvervede
Korps.
For at undgaa blodige Revolter og Opgør indenfor Landets
Grænser, men ogsaa for at sikre Gennemførelsen af de to andre
Hovedopgaver, vil det være nødvendigt, at der straks efter
Krigsslutningen paa forfatningsmæssigt Grundlag skabes et Re-
geringsorgan, der i Overensstemmelse med Folkets Ønsker
handlekraftigt kan og vil gennemføre de Forholdsregler, der er
nødvendige for hurtigt at føre Landet frem til en normal Tilvæ-
relse.”
Straffelovstillægget blev i forarbejderne ligeledes motiveret med behovet
for at imødekomme den almindelige retsbevidstheds krav om opgør, men
således at dette skete under lovlige former, jf. Rigsdagstidende 1944-45 (2.
samling), tillæg A, sp. 97:
”Under den tyske Besættelse er der i Danmark som i andre be-
satte Lande vokset en dyb Harme frem mod dem, som under
denne Nødsituation er faldet deres Land og Folk i Ryggen ved
at tage Parti for Besættelsesmagten og virke for den til Skade
for danske Interesser, eller som har udnyttet Landets Nød til ved
Besættelsesmagtens Hjælp at fremme at fremme deres egne In-
teresser. Den almindelige Retsbevidsthed kræver, at der nu, da
Landet atter er frit, under lovlige Former skal gøres op med dem,
der har begaaet saadanne landsforræderiske og landsskadelige
Handlinger.”
Den daværende justitsminister i befrielsesregeringen (Niels Busch-Jensen)
udbyggede dette således under førstebehandlingen af straffelovstillægget og
retsplejelovstillægget i Folketinget, jf. Rigsdagstidende 1944-45 (2. sam-
ling), Folketingets forhandlinger, sp. 113 (se også stort set tilsvarende
Landstingets forhandlinger, sp 78 f.):
”Efter at Danmark i over 5 Aar har levet under den tyske Besæt-
telse, foreligger ogsaa for Lovgivningsmagten den Opgave at
genopbygge, hvad der i disse Aar er slaaet i Stykker. Men forud
for Opbygningen er en Udrensning nødvendig. Alle, som har ar-
bejdet med paa Landets Ulykke eller har modarbejdet dets Be-
frielse ved Landsforræderi og anden landsskadelig Virksomhed,
maa udskydes af Samfundet og maa have den Straf, som de har
fortjent. Det er et almindeligt Krav i det danske Folk, at de, der
Side 5/8
har forbrudt sig, straffes og straffes strengt, og det er ogsaa et
almindeligt Krav, at Straffen lægges i Domstolenes Haand, og
at de Straffesager, som er nødvendige, gennemføres i den lov-
lige Retsplejes Former og med Iagttagelse af alle de Hensyn,
som efter dansk Rets Opfattelse skal iagttages, for at Retsplejen
kan være forsvarlig.”
Risikoen for lynchjustits i befolkningen blev også anerkendt i forarbejderne
til loven om oprejsning til uforskyldt internerede personer, dvs. de personer,
der i dagene umiddelbart efter befrielsen den 5. maj 1945 var blevet inter-
neret af modstandsbevægelsen. Efter denne lovs § 1, stk. 1, havde personer,
der uforskyldt havde været undergivet internering ved frihedsbevægelsens
foranstaltning, ret til erstatning for den ved interneringen tilføjede formue-
skade, lidelse og tort. Stk. 2 fastslog nærmere, hvornår en internering havde
været uforskyldt. I bemærkningerne til lovforslaget hed det, at internerin-
gerne skulle tjene to formål, jf. Rigsdagstidende 1944-45 (2. samling), tillæg
A, sp. 1577:
”[…]
1) at sikre, Modstandsbevægelsen eller de allierede Hære mod
at blive faldet i Ryggen af nationalt upaalidelige Personer.
2) at undgaa Lynchjustits fra Befolkningens Side.
[…]”
Det tilsvarende formål med interneringerne umiddelbart efter befrielsen
fremhæves også af det udvalg, der i november 1945 blev nedsat med henblik
på at overveje ændringer i straffelovstillægget og retsplejelovstillægget, jf.
Betænkning til overvejelse af Spørgsmålet om ændring af Lovene af 1. Juni
1945 om Tillæg til Borgerlig Straffelov og til Lov om Rettens Pleje angaa-
ende Forræderi og anden landsskadelig Virksomhed afgivet af det af Justits-
ministeriet den 21. november 1945 nedsatte udvalg, s. 10. Se tilsvarende
professor, dr.jur. W. E. von Eyben, Thi Kendes for Ret – Retsopgøret efter
Besættelsen, s. 14, 1968.
Blandt historikere fremhæves også, at holdningen dengang var, at et retsop-
gør var nødvendigt for at undgå ”selvjustits” eller lignende, jf. Ditlev Tamm,
hhv., Retsopgøret efter Besættelsen, 3. udgave, 1997, s. 70 ff., 722 og 743,
Retshistorie, 2. udgave, 2005, s. 418, og Juraens 100 Bedste Historier – Ret-
tens Kulturhistorie fra Middelalderen til i Dag, 2016, s. 514, samt Peter
Yding Brunbech, Retsopgøret efter Besættelsen, 1945-1955, artikel på ud-
givet på danmarkshistorien.dk, 2012.
Side 6/8
Ønsket om et ordnet retsopgør hos både modstandsfolk og politikere sam-
menfattes af Tage Kaarsted i Olaf Olsen (red.), Gyldendal og Politikens
Danmarkshistorie, bind 13, 1925-1950 – Krise og Krig, 1991, s. 295 f., så-
ledes:
”Særligt Frankrig stod som et skræmmende eksempel efter in-
vasionen i juni 1944. Her var intet retsopgør forberedt, og ”de
lange knives nat” strakte sig over måneder, hvor man ikke blot
uden videre stillede egentlige landsforrædere op ad muren, men
også små fisk, sortbørsfolk, gamle uvenner, kreditorer og poli-
tiske modstandere alt efter, hvilken farve den frihedskæmper or-
ganisation havde, som overtog magten efter fordrivelsen af ty-
skerne. Det er et mørkt kapitel i Frankrigs historie, vanskeligt
for historikerne at få indblik i. Antallet af vilkårlige henrettelser
i Frankrig er vurderet til fra 10.000 til over 100.000. Selv om det
første tal sandsynligvis er rigtigere end det sidste, måtte det
virke alarmerende. Efterretningerne fra Grækenland og Italien
var ikke meget bedre.
Ganske vist betragtede både modstandsfolk og politikere
danskere som besindige nordboer, men man kunne aldrig vide,
hvad der ville ske, når åget var borte, og had og hævntørst fik
frit løb. Ikke mindst i den politiløse tid efter 19. september 1944
havde besætterne og deres håndlangere udvist en stadig mere
brutal adfærd, og underretningerne om de tyske tilintetgørelses-
lejre var nået frem og forøgede forbitrelsen mod tyskerne og de
danske nazister.”
3. I forhold til, hvordan situationen ville have udviklet sig, hvis der ikke
havde været et retsopgør, konkluderer Tage Kaarsted i forlængelse af det
ovenfor citerede (s. 302) således om, hvad alternativet til retsopgøret havde
været med henvisning til de 46 dødsdomme, der blev eksekveret:
”Om alternativet havde været et summarisk opgør efter fransk
mønster, kan vi ikke vide; men 46 henrettede havde næppe gjort
det. Det lykkedes ikke at gennemføre opgøret under former, som
opfylder den rolige fredstids sædvanlige krav. Men 1945 var da
også en af nationens mest usædvanlige faser. Derfor måtte det
gå, som det gik. Set i historiens perspektiv er det oftest i tilsva-
rende situationer gået langt værre.”
Da daværende statsadvokat for København og senere højesteretsdommer og
højesteretspræsident, Jørgen Trolle, udtaler dog omvendt i sine erindringer,
at risikoen for ”de lange knives” nat ikke var så stor i juni 1945, hvor straf-
felovstillægget blev vedtaget, jf. Jørgen Trolle, Ret og Vrang – Erindringer,
1977, s. 153:
Side 7/8
”Der blev også talt noget om at undgå de lange knives nat, men
muligheden for denne nat var formentlig for længst overstået,
da vi kom til juni måned.”
4. Det må ved vurderingen af retsopgøret efter besættelsen også haves for
øje, at opgøret rummede flere aspekter, hvor nogle har været kritiseret for at
gå for vidt. Dette gælder navnlig behandlingen af de danske krigsfrivillige,
der i Frikorps Danmark indgik i tysk militærtjeneste på Østfronten, og som
efterfølgende blev straffet for det efter straffelovstillægget, jf. Ditlev Tamm,
Retsopgøret efter Besættelsen, 3. udgave, 1997, s. 729, der anfører således:
”Politikerne tog ikke initiativ til at fortælle dem, der meldte sig,
at det var forkert. De accepterede uden problemer oprettelsen af
et ”Frikorps”, en general kom til stede ved en afdelings afrejse
til fronten, forsvarsministeren bevilgede orlov til officerer, der
ville med og gjorde det tilmed i en almindelig rundskrivelse, der
kunne ligne en opfordring til at melde sig. Alt sammen for at
forhandlingspolitikken kunne fortsætte og for at undgå noget
værre, f.eks. tvangsudskrivning. Regeringen udleverede jo også
dansk militærudrustning, f.eks. torpedobåde, til tyskerne. Kan
man straffe soldaterne uden at bebrejde politikerne – eller i hvert
fald forsvarsministeren – noget?”
Samme forfatter konkluderer i overensstemmelse hermed i Retshistorie, 2.
udgave, 2005, s. 432, således:
”Spørgsmålet om det var rimeligt at straffe, står stadig hen. Jeg
tror, at mange i dag med den viden, vi har om samarbejdspoli-
tikkens mål, vil være tilbøjelige til at mene, at de krigsfrivillige
var en del af den pris, som måtte betales for at fastholde samar-
bejdspolitikken, og at der derfor efterfølgende burde være udvist
større forståelse for denne form for kollaboration, som jo foregik
uden for Danmark.”
Tilsvarende synspunkter er fremsat af Ditlev Tamm i Juraens 100 Bedste
Historier – Rettens Kulturhistorie fra Middelalderen til i Dag, 2016, s. 519
f. Lignende synspunkter findes hos W. E. von Eyben, der i Thi Kendes for
Ret – Retsopgøret efter Besættelsen, 1968, s. 95 f., udtaler således:
”Efter den opfattelse, som er gjort gældende her, kunne lovenes
tilbagevirkende kraft ikke alene begrundes med, at lovgivnings-
magten var sat ud af spillet i besættelsestiden, men med den re-
alistiske betragtning, at det i 1945 var nødvendigt at anvende
alvorlige straffe over for alvorlige forbrydere, men også kun
dem, hvis man ikke skulle styrtes ud i kaotiske tilstande. Heri
Side 8/8
ligger ikke, at man kunne have klaret sig med en decimering af
de dømtes antal. Torturister, hipofolk, angivere, propagandister
og grove værnemagere kunne ikke vente sig anden skæbne. Men
det havde nok været muligt at frasortere betydeligt flere, der
havde udført tysk krigstjeneste eller bevæbnet vagttjeneste. Dels
kunne samfundet have haft råd til at tro på – eller i hvert fald
bære sig ad, som man troede på – udsagn om, at de i tiden indtil
omkring 29. august 1943 havde handlet i tillid til de udtalelser,
som faktisk forelå om vilje til samarbejde med tyskerne. Heri
ligger ikke uden videre en kritik af domstolenes bevisvurdering,
men nok så meget et ønske om, at der ved en relativt letløbende
påtalepraksis var blevet frafaldet tiltale, når der var tilvejebragt
en vis sandsynlighed herfor. Dels – og det er måske mere væ-
sentligt – at der var skabt mulighed for ikke at straffe dem, der
kom ind i tjeneste af denne karakter i forlængelse af deres civile
arbejde i tysk tjeneste.
[…]
Det er let at være bagklog og så mange år efter røre ved punkter,
som burde have været behandlet anderledes. Tilbage bliver dog,
at retsopgøret, trods alle fejl og mangler, kom til at optræde i
stedet for noget, der var værre, et kaotisk opgør ved særdomstole
med summarisk retspleje og med uoprettelige skader som
følge.”
5. I sidste ende må vurderingen af retsopgøret i dets mange forskellige
aspekter samt dets bevæggrunde foretages af historikerne. Som ovenstående
viser, var det på daværende tidspunkt en udbredt holdning, at der var en
risiko for ”selvjustits” eller lignende blandt befolkningen, og at der bl.a. der-
for var behov for at internere en række personer samt for at indføre et straf-
felovstillæg og retsplejelovstillæg, så de personer, man mente havde udvist
landsskadelig virksomhed, blev stillet til ansvar under lovlige former.
I den forbindelse vil jeg gerne understrege, at dødsstraf og straffelovgivning
med tilbagevirkende kraft ikke er i overensstemmelse med en nutidig rets-
opfattelse.
Hvordan situationen dengang ville have udviklet sig, hvis der ikke havde
været et retsopgør, som det vi så i Danmark – og om den ville have udviklet
sig som i Frankrig – har jeg ingen mulighed for at svare på. Dette spørgsmål
er bedre overladt til historikerne.