Henvendelse af 28/3 fra Det Unge Akademi om en forsker-politiker følgeordning med Det Unge Akademi

Tilhører sager:

Aktører:


    FPU-Forsker-politiker praktikordning.pdf

    https://www.ft.dk/samling/20222/almdel/ufu/bilag/67/2683776.pdf

    DET UNGE AKADEMI
    Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab
    H.C. Andersens Boulevard 35∙ DK-1553 København V
    youngacademy@youngacademy.dk
    www.youngacademy.dk
    Den 28. Marts 2023
    Forsker-politiker følgeordning med Det Unge Akademi
    Kære Katrine Robsøe,
    Jeg kontakter dig, fordi du er formand for Folketingets Uddannelses- og Forskningsudvalg.
    Mit navn er Anton Autzen, jeg er adjunkt på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og jeg er
    udvalgsrepræsentant for det forskningspolitiske udvalg i Det Unge Akademi.
    Det Unge Akademi har 40 medlemmer, som kommer fra et bredt udsnit af landets
    universiteter og spænder vidt over både naturvidenskabelige, humanistiske og
    samfundsvidenskabelige fagområder.
    I 2017 besøgte en gruppe fra Det Unge Akademi Folketingets Uddannelses- og
    Forskningsudvalg, for at diskutere yngre forskeres kår ved danske universiteter. I den
    forbindelse inviterede vi medlemmerne af Uddannelses- og Forskningsudvalg til at opleve
    vores hverdag på universiteterne, for at lære om forskningen i praksis og samtidig få et
    lavpraktisk indblik i, hvordan hverdagen er på de danske universiteter. Dette blev så
    efterfulgt af et lignende besøg for den unge forsker på Christiansborg.
    Ideen blev varmt modtaget, og flere medlemmer af udvalget som Christine Antorini, Mads
    Fuglede, Mette Reissmann, Jakob Mark, Sofie Carsten Nielsen og Jens Henrik Thulesen Dahl
    deltog i den såkaldte forsker-politiker følgeordning, hvor de var med en yngre forsker på
    arbejde, og efterfølgende fik besøg af forskeren på Christiansborg.
    Den daværende repræsentant for forskningspolitisk udvalg i Det Unge Akademi, Rasmus
    Bjørk, kontaktede udvalget i slutningen af 2019, med henblik på at genstarte ordningen. Jeg
    kan forstå at udvalget var positivt stemte i forhold til at deltage, men 2020 havde andre
    planer for kalenderen. Ligeledes prøvede vi i 2022, hvor folketingsvalget lurede i luften.
    Nu hvor vandene er forholdsvist rolige, vil vi gerne komme og præsentere dig og udvalget
    for ordningen, og vi håber i særdeleshed, at du, som formand, har lyst til at besøge en ung
    forsker på arbejde.
    Jeg ser frem til at høre fra dig.
    De bedste hilsner,
    Anton A. A. Autzen, Udvalgsrepræsentant for Forskningspolitisk Udvalg
    Det Unge Akademi
    Adjunkt, PhD, Danmarks Tekniske Universitet (DTU)
    Offentligt
    UFU Alm.del - Bilag 67
    Uddannelses- og Forskningsudvalget 2022-23 (2. samling)