Fremsat den 29. marts 2023 af erhvervsministeren (Morten Bødskov)

Fremsat den 29. marts 2023 af erhvervsministeren (Morten Bødskov)
Forslag
til
lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser,
livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om
forsikringsvirksomhed)1)
Afsnit I
Generelle bestemmelser
Kapitel 1
Anvendelsesområde
Forsikringsselskaber
§ 1. Denne lov finder anvendelse på forsikringsselskaber,
jf. § 9, stk. 1, nr. 1, samt virksomhed omfattet af §§ 2-8.
Finansielle holdingvirksomheder og
forsikringsholdingvirksomheder
§ 2. For finansielle holdingvirksomheder og forsikrings-
holdingvirksomheder finder § 67, stk. 1, § 82, kapitel 10, §
95, § 100, § 105, stk. 7, § 107, stk. 1, §§ 133, 139, 165,
170-172, 174, kapitel 17, §§ 259-262, 267-275, § 277, stk.
3, § 280, stk. 1-2 og stk. 5-8, §§ 283-284, 301-307, 309 og
312-319 anvendelse.
Stk. 2. For finansielle holdingvirksomheder finder §§
142-144, 146 og 151 desuden anvendelse.
Stk. 3. For forsikringsholdingvirksomheder finder §§ 127,
166 og 167 desuden anvendelse.
Filialer
§ 3. For filialer her i landet af udenlandske virksomheder,
der er meddelt tilladelse til at udøve den virksomhed, der
er nævnt i §§ 14-18, i et land inden for Den Europæiske
Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med
på det finansielle område, finder §§ 49-51, 55-59, 67, 69,
71-76, 174, 259, 260, 269, § 270, stk. 1 og 3, §§ 271-272,
274-275, 281, 283, 291, 294-296, 299, 302, 305-307 og
312-319 anvendelse med de afvigelser, som er fastsat i eller
i henhold til international aftale.
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og
udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/58/EU af 11. december 2013 om ændring af direktiv 2009/138/EF (Solvens II) for så vidt angår datoerne for dets gennemførelse og anvendelse og
datoen for ophævelse af visse direktiver (Solvens I), EU-Tidende 2013, nr. L 341, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/50/EU
af 16. april 2014 om mindstekrav til fremme af arbejdskraftens mobilitet mellem medlemsstaterne gennem bedre muligheder for at optjene og bevare
supplerende pensionsrettigheder, EU-Tidende 2014, nr. L 128, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU af 16. april 2014 om
ændring af direktiv 2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for så vidt angår de
beføjelser, der er tillagt den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger)
og den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed), EU-Tidende 2014, nr. L 153, side 1, dele af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2015/849/EU af 20. maj 2015, om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge
eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF, EU-Tidende 2015, nr. L 141, side 73, dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2002/87/EF af 16. december 2002 om supplerende tilsyn med kreditinstitutter, forsikringsselskaber og investeringsselskaber i et
finansielt konglomerat, EU-Tidende 2003, nr. L 35, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om
forsikringsdistribution (omarbejdning), EU-Tidende 2016, nr. L 2, side 19, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/50/EU af 16. april
2014 om mindstekrav til fremme af arbejdskraftens mobilitet mellem medlemsstaterne gennem bedre muligheder for at optjene og bevare supplerende
pensionsrettigheder (portabilitetsdirektivet), EU-Tidende 2014, nr. L 128, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/828 af 17.
maj 2017 om ændring af direktiv 2007/36/EF for så vidt angår tilskyndelse til langsigtet aktivt ejerskab (aktionærrettighedsdirektivet), EU-Tidende
2017, nr. L 132, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013 om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og
tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF og om ophævelse af Rådets
direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF, EU-Tidende 2013, nr. L 182, side 19.
Lovforslag nr. L 88 Folketinget 2022-23 (2. samling)
Erhvervsmin.,
Finanstilsynet, j.nr. 21-002684
CQ002520
Stk. 2. Loven finder anvendelse på filialer her i landet af
forsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et land uden
for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået
aftale med på det finansielle område, med de afvigelser som
filialforholdet nødvendiggør, eller som er fastsat i eller i
henhold til international aftale.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om
filialer omfattet af stk. 2, herunder regler om kapitalforhold
m.v., samt regler om, at filialer omfattet af stk. 2 skal udøve
deres aktiviteter i et datterselskab.
Stk. 4. Selskabslovens bestemmelser om filialer af uden-
landske aktieselskaber finder anvendelse på de i stk. 2
nævnte filialer.
Tjenesteydelser
§ 4. For tjenesteydelser her i landet ydet af forsikringssel-
skaber, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for
Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har ind-
gået aftale med på det finansielle område, finder §§ 52-54,
59, 67, 71-76, § 269, stk. 1, og §§ 283 og 305-307 anven-
delse med de afvigelser, som er fastsat i eller i henhold til
international aftale.
Stk. 2. For tjenesteydelser ydet her i landet af forsikrings-
selskaber, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den
Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale
med på det finansielle område, finder § 60 og §§ 305-307
anvendelse med de afvigelser, som er fastsat i eller i henhold
til international aftale.
SE-selskaber
§ 5. Bestemmelser om bestyrelsen eller bestyrelsesmed-
lemmer i § 9, stk. 1, nr. 6, § 111, stk. 1, § 112, § 117, stk.
1, nr. 1 og 3, § 139, stk. 2, § 193, stk. 11 og 12, og § 245
finder alene anvendelse på tilsynsorganet eller medlemmer
heraf i SE-selskaber med et tostrenget ledelsessystem med
de fornødne tilpasninger.
Stk. 2. Bestemmelser om bestyrelsen eller bestyrelses-
medlemmer og bestemmelser om ledelsen i § 19, stk. 1,
nr. 1, §§ 42, 82, 96, 97, 105, 110, 121-124, 138, § 170, nr.
2, § 171, nr. 2, §§ 181-182, 208, § 244, stk. 1, § 267, stk.
2 og 3, § 272, § 276, stk. 2, nr. 2, § 280, § 302, stk. 2, nr.
7, og stk. 3, og §§ 312-319 finder ud over ledelsesorganet
og medlemmerne heraf desuden anvendelse på tilsynsorga-
net eller medlemmer heraf i SE-selskaber med et tostrenget
ledelsessystem med de fornødne tilpasninger.
Leverandører og underleverandører
§ 6. For leverandører og underleverandører til outsour-
cingvirksomheder finder § 269, stk. 1, § 270, stk. 4, og §§
305-307 anvendelse.
Coassurancevirksomhed
§ 7. Finanstilsynet kan fastsætte særlige regler eller afvi-
gelser for coassurancevirksomhed.
Fælles datacentraler
§ 8. For fælles datacentraler, jf. § 9, stk. 1, nr. 13, finder
følgende regler desuden anvendelse:
1) § 132, stk. 1, nr. 8, om betryggende kontrol- og sik-
ringsforanstaltninger på it-området samt regler herom
udstedt efter § 132, stk. 2.
2) Regler om outsourcing udstedt i medfør af § 134, hvis
de fælles datacentraler outsourcer it-opgaver, der udfø-
res for virksomheder omfattet af lovens § 9, stk. 1.
3) §§ 305-307 om digital kommunikation.
Stk. 2. Kapitel 22 om tilsyn og kapitel 28 om delegation,
klage og regler udstedt i medfør af disse kapitler finder med
de fornødne tilpasninger tilsvarende anvendelse for fælles
datacentraler, jf. § 9, stk. 1, nr. 13.
Stk. 3. Finanstilsynet kan undtagelsesvist i særlige tilfæl-
de og for en tidsbegrænset periode dispensere fra stk. 1 og
2. Dispensationen kan fornyes.
Kapitel 2
Definitioner
§ 9. I denne lov forstås ved:
1) Forsikringsselskab:
a) Skadesforsikringsselskab: Et aktieselskab, der har
tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksom-
hed, jf. § 14.
b) Gensidigt selskab: Et selskab der ejes af forsik-
ringstagerne, jf. § 237, og som har tilladelse til at
udøve livs- eller skadesforsikringsvirksomhed, jf.
§ 14.
c) Livsforsikringsselskab: Et aktieselskab, herunder
et arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsselskab,
jf. § 250, der har tilladelse til at udøve livsforsik-
ringsvirksomhed, jf. § 14.
d) Tværgående pensionskasse: en forening eller sam-
menslutning, jf. § 247, der har tilladelse til at
udøve livsforsikringsvirksomhed, jf. § 14.
e) Genforsikringsselskab: Et aktieselskab, der har til-
ladelse til at udøve genforsikringsvirksomhed, jf.
§ 14.
2) Pengeinstitutter, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, litra a, i lov om
finansiel virksomhed.
3) Realkreditinstitutter, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, litra b, i lov
om finansiel virksomhed.
4) Fondsmæglerselskaber, jf. § 13, stk. 2, jf. stk. 1, i lov
om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og
-aktiviteter.
5) Investeringsforvaltningsselskaber, jf. § 5, stk. 1, nr. 1,
litra c, i lov om finansiel virksomhed.
6) Modervirksomhed: En virksomhed, som har en eller
flere dattervirksomheder.
7) Dattervirksomhed: En virksomhed, som er underlagt
bestemmende indflydelse af en modervirksomhed.
8) Koncern: En modervirksomhed og dens dattervirk-
somheder, jf. § 10.
9) Finansiel holdingvirksomhed: En modervirksomhed,
der ikke er et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et
fondsmæglerselskab eller et investeringsforvaltnings-
2
selskab, i en koncern, hvor mindst én af dattervirk-
somhederne i koncernen er et forsikringsselskab, og
hvor mindst 40 pct. af den samlede balancesum for
koncernen og modervirksomhedens associerede virk-
somheder vedrører den finansielle sektor, jf. dog 2.
pkt. og stk. 5. En modervirksomhed er ikke en finan-
siel holdingvirksomhed, hvis de finansielle dattervirk-
somheder i koncernen udelukkende er forsikringsvirk-
somheder. Modervirksomheden vil i stedet være en
forsikringsholdingvirksomhed, jf. nr. 10, eller en blan-
det forsikringsholdingvirksomhed, jf. nr. 11.
10) Forsikringsholdingvirksomhed: En modervirksomhed,
hvis hovedvirksomhed er at erhverve og besidde ka-
pitalandele i dattervirksomheder, når disse dattervirk-
somheder udelukkende eller hovedsagelig er forsik-
rings- eller genforsikringsvirksomheder eller tredje-
landsforsikrings- eller genforsikringsvirksomheder, og
mindst én af disse dattervirksomheder er en forsik-
rings- eller genforsikringsvirksomhed. En forsikrings-
holdingvirksomhed er ikke en finansiel holdingvirk-
somhed, jf. nr. 9.
11) Blandet forsikringsholdingvirksomhed: En moder-
virksomhed, som hverken er et pengeinstitut, et real-
kreditinstitut, et fondsmæglerselskab, et investerings-
forvaltningsselskab, en tredjelandsforsikrings- eller
genforsikringsvirksomhed, en finansiel holdingvirk-
somhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, og
som ejer mindst én dattervirksomhed, der er forsik-
rings- eller genforsikringsvirksomhed.
12) Associeret virksomhed: En virksomhed, i hvilken en
anden virksomhed og dennes dattervirksomheder be-
sidder kapitalandele og udøver en betydelig indflydel-
se på dens driftsmæssige og finansielle ledelse, men
som ikke er en dattervirksomhed af den anden virk-
somhed. En virksomhed og dennes dattervirksomhe-
der formodes at udøve betydelig indflydelse, hvis de
tilsammen besidder 20 pct. eller mere af stemmeret-
tighederne.
13) Fælles datacentraler: Virksomheder, hvis væsentligste
aktiviteter omfatter it-drifts- eller udviklingsopgaver
for flere forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirk-
somheder eller sådanne virksomheders dattervirksom-
heder, og som overvejende er ejet af
a) et eller flere forsikringsselskaber, forsikringshol-
dingvirksomheder eller sådanne virksomheders
dattervirksomheder i forening eller
b) en eller flere foreninger, hvis medlemmer overve-
jende er forsikringsselskaber, forsikringsholding-
virksomheder eller sådanne virksomheders datter-
virksomheder.
14) Eksponering: Summen af alle mellemværender med
en kunde eller en gruppe af indbyrdes forbundne kun-
der, der indebærer en kreditrisiko for virksomheden,
og kapitalandele udstedt af kunden eller af en blandt
en gruppe af indbyrdes forbundne kunder. For så vidt
angår bestemmelser om eksponeringer i §§ 117-120
og 173, undtages følgende mellemværender:
a) Ved valutatransaktioner: Mellemværender, som er
opstået i forbindelse med den almindelige afvik-
ling af en transaktion, i et tidsrum på 48 timer
efter at betaling har fundet sted.
b) Ved køb eller salg af omsættelige værdipapirer:
Mellemværender, der er opstået i forbindelse med
den almindelige afvikling af en transaktion, i et
tidsrum på 5 arbejdsdage efter at betaling har
fundet sted, eller de omsættelige værdipapirer er
leveret, afhængigt af hvilken dato der ligger først.
c) Ved betalingsformidling, herunder gennemførelse
af betalingsordrer, clearing og afvikling af omsæt-
telige værdipapirer i en hvilken som helst valuta
og korrespondentbank eller tilbud om clearing, af-
vikling og deponering af finansielle instrumenter
til kunder: Mellemværender vedrørende forsinket
modtagelse af finansiering og andre mellemvæ-
render, der opstår som følge af kundeaktiviteten,
og som ikke varer længere end den følgende ar-
bejdsdag.
d) Ved betalingsformidling, herunder gennemførelse
af betalingsordrer, clearing og afvikling af omsæt-
telige værdipapirer i en hvilken som helst valuta
og korrespondentbank: Intradagmellemværender
med institutter, der yder disse tjenester.
15) Snævre forbindelser:
a) Direkte eller indirekte forbindelser af den i nr. 8
angivne art,
b) kapitalinteresser, hvorved forstås en virksomheds
direkte eller indirekte besiddelse af 20 pct. eller
mere af stemmerettighederne eller kapitalen i en
virksomhed eller
c) flere virksomheders eller personers fælles forbin-
delse, jf. litra a, med en virksomhed.
16) Filial: En afdeling, som retligt udgør en ikkeselvstæn-
dig del af et forsikringsselskab, og som udøver virk-
somhed af den art, som virksomheden har tilladelse
til.
17) Captivegenforsikringsselskab: Et genforsikringssel-
skab, der er ejet af et realkreditinstitut, et pengein-
stitut, et fondsmæglerselskab eller et investeringsfor-
valtningsselskab eller af en koncern eller gruppe un-
derlagt koncerntilsyn efter Solvens II-direktivet eller
af en virksomhed, der ikke er et realkreditinstitut,
et pengeinstitut, et fondsmæglerselskab eller et inve-
steringsforvaltningsselskab, og som udelukkende har
til formål at yde genforsikringsdækning for risiciene
i det eller de selskaber, som virksomheden tilhører,
eller i det eller de selskaber i koncernen, som det er en
del af.
18) Gruppe 1-forsikringsselskab: Et forsikringsselskab,
som udøver grænseoverskridende virksomhed i hen-
hold til §§ 61, 62 eller 63 eller forsikrings- eller
genforsikringsvirksomhed omfattet af en eller flere
af forsikringsklasserne 10-15 i bilag 1, medmindre
de udgør accessoriske risici, eller et selskab, som i
3 på hinanden følgende år har opfyldt mindst én af
følgende betingelser, jf. dog §§ 15 og 17:
3
a) Selskabets årlige bruttopræmie overstiger 5 mio.
euro.
b) Selskabets samlede forsikringsmæssige bruttohen-
sættelser eksklusive genforsikringsaftaler og afta-
ler med ISPV᾽er overstiger 26,6 mio. euro.
c) Selskabet er en del af en koncern, og koncer-
nens samlede forsikringsmæssige bruttohensættel-
ser eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler med
ISPV᾽er overstiger 26,6 mio. euro.
d) Selskabet udøver genforsikringsvirksomhed, som
overstiger 0,6 mio. euro af selskabets bruttopræ-
mie, 2,7 mio. euro af dets forsikringsmæssige
bruttohensættelser eksklusive genforsikringsafta-
ler og aftaler med ISPV᾽er, 10 pct. af dets brut-
topræmier eller 10 pct. af dets forsikringsmæssi-
ge bruttohensættelser eksklusive genforsikringsaf-
taler og aftaler med ISPV᾽er.
19) Gruppe 2-forsikringsselskab: Et forsikringsselskab,
der ikke er et gruppe 1-forsikringsselskab.
20) Accessoriske risici: Forsikringsrisici, som er omfattet
af en forsikringsklasse i bilag 1, og som ikke kræver
særskilt tilladelse efter § 14, stk. 1, fordi risiciene ind-
går i den primære risiko, som forsikringsselskabet har
fået tilladelse til, og fordi risiciene angår et forhold,
der er dækket af den kontrakt, der dækker den primæ-
re risiko. Forsikringsklasserne 14, 15 og 17 kan ikke
være accessoriske risici til andre forsikringsklasser.
21) Outsourcing: Et arrangement af en hvilken som helst
art mellem et forsikringsselskab og en tjenesteyder,
hvor tjenesteyderen enten direkte eller gennem videre-
outsourcing udfører en proces, en tjeneste eller en ak-
tivitet, som forsikringsselskabet ellers selv ville have
udført.
22) Outsourcingvirksomhed: Et forsikringsselskab, der
outsourcer aktiviteter til en leverandør.
23) Leverandør: En virksomhed, som varetager outsource-
de opgaver for outsourcingvirksomheden.
24) Videreoutsourcing: En leverandørs outsourcing af op-
gaver, som denne varetager i henhold til en aftale med
outsourcingvirksomheden, til en underleverandør og
underleverandørens eventuelle videreoutsourcing af
opgaverne til næste led i kæden af underleverandører,
samt eventuel videreoutsourcing til andre led i kæden
af underleverandører.
25) Kompetente myndigheder: De nationale myndigheder,
der ved lov eller anden forskrift er bemyndiget til at
udøve tilsyn med virksomhedstyper omfattet af denne
lov.
26) Solvenscertifikat: Et certifikat, hvoraf det fremgår, at
gruppe 1-forsikringsselskabet opfylder solvenskapital-
kravet og minimumskapitalkravet i henhold til §§ 154
og 155.
27) ISPV (Insurance Special Purpose Vehicle): En jurid-
isk person, som afdækker risici for forsikringsselska-
ber, og som finansierer sin dækning af sådanne risici
udelukkende ved hjælp af udbyttet fra obligationsud-
stedelse eller andre finansieringsordninger, hvor tilba-
gebetalingskravet for dem, der har stillet kapital til
rådighed, er efterstillet de genforsikringsforpligtelser,
der følger af en aftale indgået mellem den juridiske
person og forsikringsselskabet.
28) Standardformlen: En matematisk formel til opgørelse
af et gruppe 1-forsikringsselskabs solvenskapitalkrav,
jf. § 154, der fastlægges af Europa-Kommissionen i
medfør af artikel 111 i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om ad-
gang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikrings-
virksomhed (Solvens II).
29) Matchtilpasning: En tilpasning af den risikofrie rente-
kurve efter § 158, stk. 1, for en udvalgt portefølje af
forsikringsforpligtelser, hvor gruppe 1-forsikringssel-
skabet har investeret i aktiver, hvis betalingsstrømme
afspejler betalingsstrømmene for forsikringsforpligtel-
serne.
30) Volatilitetsjustering: En justering af den risikofrie ren-
tekurve efter § 158, stk. 1, der sikrer, at nutidsværdi-
en af de forsikringsmæssige hensættelser til solvens
opgøres under hensyntagen til de investeringer, som
gruppe 1-forsikringsselskabet har foretaget.
31) Reel ejer: En fysisk person, der i sidste ende direkte
eller indirekte ejer eller kontrollerer en tilstrækkelig
del af ejerandelene eller stemmerettighederne, eller
som udøver kontrol ved hjælp af andre midler.
32) Captiveforsikringsselskab: Et forsikringsselskab, der
er ejet enten af et realkreditinstitut, et pengeinstitut, et
fondsmæglerselskab eller et investeringsforvaltnings-
selskab eller en koncern eller en gruppe underlagt
koncerntilsyn efter Solvens II-direktivet eller en virk-
somhed, der ikke er et realkreditinstitut, pengeinstitut,
fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningssel-
skab, som udelukkende har til formål at yde forsik-
ringsdækning for risiciene i det eller de selskaber, som
virksomheden tilhører, eller i det eller de selskaber i
koncernen, som det er en del af.
33) Hjemland for gruppe 1-forsikringsselskaber:
a) Ved skadesforsikring den medlemsstat, hvor det
forsikringsselskab, der dækker risikoen, har ho-
vedsæde.
b) Ved livsforsikring den medlemsstat, hvor det for-
sikringsselskab, der påtager sig en forpligtelse,
har hovedsæde.
c) Ved genforsikring den medlemsstat, hvor genfor-
sikringsselskabets hovedsæde er beliggende.
34) Værtsland for gruppe 1-forsikringsselskaber: En an-
den medlemsstat end hjemlandet, hvor et forsikrings-
selskab har en filial eller udbyder tjenesteydelser. I
forbindelse med livsforsikring og skadesforsikring
er værtslandet den medlemsstat, hvor et forsikrings-
eller genforsikringsselskab udbyder tjenesteydelser,
henholdsvis den medlemsstat, hvor forpligtelsen be-
står eller den medlemsstat, hvor risikoen består, hvis
forpligtelsen eller risikoen er dækket af et forsikrings-
selskab eller en filial i en anden medlemsstat.
35) Koncerntilsyn efter Solvens II-direktivet er det tilsyn,
som udøves med:
a) Virksomheder omfattet af § 166, stk. 1 og 2.
4
b) Gruppe 1-forsikringsselskaber, hvis modervirk-
somhed er en blandet forsikringsholdingvirksom-
hed.
c) Gruppe 1-forsikringsselskaber, hvis modervirk-
somhed har sit hovedsæde i et land uden for
Den Europæiske Union, og hvor modervirksom-
heden er en tredjelandsforsikringsvirksomhed, et
forsikringsholdingselskab eller blandet finansielt
holdingselskab som defineret i artikel 212, stk.
1, litra f og g, i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse
af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Sol-
vens II) med senere ændringer.
36) Koncerntilsynsførende efter Solvens II-direktivet:
Den tilsynsmyndighed, der blandt flere berørte landes
tilsynsmyndigheder udpeges som ansvarlig for sam-
ordning og udøvelse af koncerntilsyn med grænseo-
verskridende koncerner omfattet af Europa-Parlamen-
tets og Rådets Direktiv 2009/138/EF af 25. novem-
ber 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings-
og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) med senere
ændringer.
37) Finite reinsurance: Genforsikring, hvor den eksplicit-
te maksimale tabsrisiko udtrykt som den maksimale
overførte økonomiske risiko, der opstår som følge af
en betydelig overførsel af forsikrings- og timingrisi-
ko, overstiger præmien i hele aftalens løbetid med
et begrænset, men betydeligt beløb, når mindst ét af
følgende kendetegn er til stede:
a) Eksplicit og omfattende hensyntagen til pengenes
tidsværdi, eller
b) aftalebestemmelser til udligning af forholdet mel-
lem parterne med hensyn til økonomisk erfaring
over tid med henblik på at opnå den tilsigtede
risikooverførsel.
38) Store risici:
a) Risici under forsikringsklasserne 4-7, 11 og 12 i
bilag 1.
b) Risici under forsikringsklasserne 14 og 15 i bi-
lag 1, når forsikringstageren udøver industri-, han-
dels- eller liberal virksomhed, og risiciene vedrø-
rer denne virksomhed.
c) Risici under forsikringsklasserne 3, 8-10, 13 og 16
i bilag 1, når forsikringstageren opfylder mindst to
af følgende betingelser:
i) Forsikringstageren har en balancesum på
minimum 6,2 mio. euro.
ii) Forsikringstageren har en årlig nettoomsæt-
ning på mindst 12,8 mio. euro.
iii) Forsikringstageren har i det seneste regn-
skabsår haft 250 eller flere fuldtidsansatte.
39) Forsikringsdistribution:
a) Den virksomhed, der består i at rådgive om, fore-
slå eller udføre det indledende arbejde i forbindel-
se med indgåelse af forsikringsaftaler, at indgå
sådanne aftaler eller at medvirke til administratio-
nen og opfyldelsen af sådanne aftaler.
b) Den virksomhed, der består i levering af oplysnin-
ger om en eller flere forsikringsaftaler i overens-
stemmelse med kundernes valgte kriterier via en
hjemmeside eller andre medier og udarbejdelse af
en prioriteret liste over forsikringsprodukter, der
omfatter pris- og produktsammenligninger, eller
rabat på prisen for en forsikringsaftale, hvis kun-
den er i stand til direkte eller indirekte at indgå en
forsikringsaftale via det pågældende medie.
40) Forsikringsadministrationsfællesskab: Et organiseret
samarbejde mellem to eller flere forsikringsselska-
ber, herunder pensionskasser, om såvel administrative
funktioner som investeringsmæssige dispositioner.
41) Variable løndele: Aflønningsordninger, hvor den en-
delige aflønning ikke er kendt på forhånd, herunder
bonusordninger, resultatkontrakter, engangsvederlag
og andre lignende ordninger, der ikke er en del af den
faste løndel. Ved aflønning i forbindelse med udøvelse
af forsikringsdistribution, jf. nr. 39, forstås alle former
for fast og variabel løn, provisioner, honorarer, andre
betalinger og fordele, som tildeles eller udbetales til
en fysisk eller juridisk person med henblik på udøvel-
se af forsikringsdistribution.
42) Kønsneutral aflønningspolitik: En aflønningspolitik
baseret på lige løn for samme arbejde eller arbejde
af samme værdi, uanset den ansattes køn.
43) Fratrædelsesgodtgørelse: Enhver form for betaling,
som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin
fratrædelse, og som ikke:
a) udgør løn eller værdi af personalegoder i opsigel-
sesperioden,
b) udgør rimelig kompensation for påtagelse af kon-
kurrenceklausuler eller kundeklausuler, eller
c) følger af præceptiv lovgivning.
Stk. 2. Ved kapitalinteresser forstås en virksomheds direk-
te eller indirekte besiddelse af 20 pct. eller mere af stemme-
rettighederne eller kapitalen i en virksomhed.
Stk. 3. Ved kvalificeret andel forstås direkte eller indirekte
besiddelse af mindst 10 pct. af kapitalen eller stemmerettig-
hederne eller en andel, som giver mulighed for at udøve
en betydelig indflydelse på ledelsen af forsikringsvirksom-
heden eller forsikringsholdingvirksomheden.
Stk. 4. Ved kapitalandele forstås andele i aktieselskaber
(aktier), i anpartsselskaber (anparter) samt i andre virksom-
heders egenkapital.
Stk. 5. En modervirksomhed, der har været omfattet af
stk. 1, nr. 9, anses fortsat som en finansiel holdingvirksom-
hed, hvis mindst 35 pct. af den samlede balancesum for
koncernen og modervirksomhedens associerede virksomhe-
der vedrører den finansielle sektor. 1. pkt. finder dog ikke
anvendelse, hvis den samlede balancesum nævnt i 1. pkt. har
været under 40 pct. 3 år i træk.
Koncerner
§ 10. Finanstilsynet kan bestemme, at denne lovs eller
selskabslovens regler om koncerner, bortset fra § 141 i sel-
skabsloven om koncernrepræsentation, ligeledes finder hel
eller delvis anvendelse på grupper af forsikringsselskaber,
5
der ikke udgør en koncern, men som dog har en sådan
indbyrdes tilknytning, at anvendelse af de nævnte regler må
anses for påkrævet. De pågældende selskaber udpeger et her
i landet hjemhørende selskab omfattet af § 39, stk. 1, der
skal anses som modervirksomhed. Sker dette ikke, udpeger
Finanstilsynet selskabet.
Modervirksomhed
§ 11. En modervirksomhed udgør sammen med en eller
flere dattervirksomheder en koncern. En virksomhed kan
kun have én direkte modervirksomhed. Opfylder flere sel-
skaber et eller flere af kriterierne i § 12, er det alene det sel-
skab, som faktisk udøver den bestemmende indflydelse over
virksomhedens økonomiske og driftsmæssige beslutninger,
der anses for at være modervirksomhed.
Bestemmende indflydelse
§ 12. Bestemmende indflydelse er beføjelsen til at styre
en dattervirksomheds økonomiske og driftsmæssige beslut-
ninger.
Stk. 2. Bestemmende indflydelse i forhold til en datter-
virksomhed foreligger, når modervirksomheden direkte eller
indirekte gennem en dattervirksomhed ejer mere end halv-
delen af stemmerettighederne i en virksomhed, medmindre
det i særlige tilfælde klart kan påvises, at et sådant ejerfor-
hold ikke udgør bestemmende indflydelse.
Stk. 3. Ejer en modervirksomhed ikke mere end halvdelen
af stemmerettighederne i en virksomhed, foreligger der be-
stemmende indflydelse, hvis modervirksomheden har
1) råderet over mere end halvdelen af stemmerettigheder-
ne i kraft af en aftale med andre investorer,
2) beføjelse til at styre de finansielle og driftsmæssige
forhold i en virksomhed i henhold til en vedtægt eller
aftale,
3) beføjelse til at udpege eller afsætte flertallet af med-
lemmerne i det øverste ledelsesorgan, og dette organ
besidder den bestemmende indflydelse på virksomhe-
den eller
4) råderet over det faktiske flertal af stemmerne på gene-
ralforsamlingen eller i et tilsvarende organ og derved
besidder den faktiske bestemmende indflydelse over
virksomheden.
Stk. 4. Eksistensen og virkningen af potentielle stemme-
rettigheder, herunder tegningsretter og købsoptioner på kapi-
talandele, som aktuelt kan udnyttes eller konverteres, skal
tages i betragtning ved vurderingen af, om en virksomhed
har bestemmende indflydelse.
Stk. 5. Ved opgørelsen af stemmerettigheder i en datter-
virksomhed ses der bort fra stemmerettigheder, som knytter
sig til kapitalandele, der besiddes af dattervirksomheden
selv eller dennes dattervirksomheder.
Opgørelse af stemmerettigheder
§ 13. Ved opgørelsen af stemmerettigheder og rettigheder
til at udnævne eller afsætte medlemmer af ledelsesorganer
medregnes rettigheder, der besiddes af såvel modervirksom-
heden som dennes dattervirksomheder.
Afsnit II
Tilladelse, eneret, virksomhedsområde og udenlandske
forsikringsselskaber
Kapitel 3
Tilladelse, eneret m.v.
Tilladelse
§ 14. Udøvelse af forsikringsvirksomhed og genforsik-
ringsvirksomhed må ikke påbegyndes, før Finanstilsynet har
meddelt tilladelse hertil efter §§ 19-23, jf. dog stk. 2 og 3 og
§§ 49-53, og registrering hos Erhversstyrelsen er sket, jf. §
24.
Stk. 2. Undtaget fra kravet om tilladelse er følgende typer
af organisationer, virksomheder, institutioner og fonde:
1) Pensionskasser, som har til formål at sikre pension
ved ansættelse i en privat virksomhed, herunder en
forsikringsvirksomhed, eller ved ansættelse i sådanne
virksomheder inden for samme koncern.
2) Begravelseskasser og ligbrændingsforeninger.
3) Anerkendte arbejdsløshedskasser m.v., der er under sta-
tens tilsyn.
4) Krigsforsikringsforbund, der omfattes af lov om krigs-
forsikring af fast ejendom og løsøre.
5) Genforsikring i henhold til lov om Danmarks Eksport-
og Investeringsfond af ekstraordinære risici i forbindel-
se med eksport.
6) Barselsfonde.
Stk. 3. Undtaget fra kravet om tilladelse er endvidere
følgende virksomheder, institutioner og fonde:
1) Falck Danmark A/S.
2) Arbejdsmarkedets Tillægspension og Arbejdsmarke-
dets Erhvervssikring.
3) Rejsegarantifonden.
4) Garantifonden for skadesforsikringsselskaber.
5) Garantifonden Dansk Forening for International Motor-
køretøjsforsikring.
6) Krigsforsikringsinstituttet efter lov om krigsforsikring
af skibe.
Stk. 4. Undtaget fra kravet om tilladelse er endvidere
assistancevirksomhed, som ydes, i tilfælde af at et vejkøretøj
bliver ramt af en ulykke eller en skade her i landet, hvis
yderen af sikkerheden har hjemsted her i landet. 1. pkt.
finder ikke anvendelse på virksomheder omfattet af stk. 1.
Stk. 5. Assistancevirksomheden efter stk. 4 må alene om-
fatte følgende ydelser:
1) Reparation på stedet, hvor yderen af sikkerheden i de
fleste tilfælde anvender eget personale eller materiel.
2) Transport af køretøjet til nærmeste mest hensigtsmæs-
sige sted, hvor reparation kan foretages, samt eventuel
befordring af vejkøretøjets fører og passagerer, i almin-
delighed med samme hjælpekøretøj til det nærmeste
sted, hvorfra de kan fortsætte deres rejse på anden må-
de.
3) Transport af køretøjet, eventuelt ledsaget af føreren og
passagererne, til disses bopæl, udgangspunkt eller op-
rindelige bestemmelsessted her i landet.
6
Stk. 6. Betingelsen efter stk. 4, hvorefter skaden skal være
sket her i landet, skal ikke være opfyldt, når den sikrede
er medlem af den organisation, der yder sikkerheden, og
såfremt reparation eller transport af køretøjet blot ved fore-
visning af medlemskort og uden betaling af tillægspræmie
foretages af en tilsvarende organisation i udlandet i henhold
til en aftale om gensidighed.
Gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber
§ 15. En virksomhed, der søger om tilladelse til at udøve
forsikringsvirksomhed efter §§ 19-21, vil opnå status som
et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis selskabet skal udøve
grænseoverskridende virksomhed i henhold til § 61 eller §
63, selskabet skal udøve virksomhed inden for en eller flere
af forsikringsklasserne 10-15 i bilag 1, medmindre de udgør
accessoriske risici, eller selskabet i løbet af de kommende 5
år forventes at opfylde mindst en af betingelserne i § 9, stk.
1, nr. 18, litra a-d.
Stk. 2. En virksomhed, der søger om tilladelse til at udøve
forsikringsvirksomhed efter §§ 19-21, vil opnå status som et
gruppe 2-forsikringsselskab, hvis selskabet ikke opnår status
som et gruppe 1-forsikringsselskab, jf. stk. 1.
Kapitalkrav
§ 16. En virksomhed, der forventes at opnå status som
et gruppe 1-forsikringsselskab, jf. § 15, stk. 1, skal opfylde
kapitalkravene i §§ 154 og 155 for at opnå tilladelse som
forsikringsselskab. En virksomhed, der forventes at opnå
status som et gruppe 2-forsikringsselskab, jf. § 15, stk. 2,
skal opfylde kapitalkravene i § 156 for at opnå tilladelse
som forsikringsselskab.
Ansøgning om status som gruppe 1-forsikringsselskab
§ 17. En virksomhed, der opnår status som et gruppe 2-
forsikringsselskab, jf. § 15, stk. 2, kan ansøge Finanstilsynet
om at opnå status som et gruppe 1-forsikringsselskab. Fi-
nanstilsynet godkender en ansøgning i henhold til 1. pkt.,
hvis Finanstilsynet vurderer, at virksomheden opfylder kapi-
talkravene i § 16, 1. pkt.
Statusændring
§ 18. Et forsikringsselskab ændrer status fra at være et
gruppe 1-forsikringsselskab til at være et gruppe 2-forsik-
ringsselskab, når selskabet ikke udøver grænseoverskriden-
de virksomhed i henhold til § 61 eller § 63, når selskabet ik-
ke udøver virksomhed inden for en eller flere af forsikrings-
klasserne 10-15 i bilag 1 og når ingen af beløbsgrænserne
i § 9, stk. 1, nr. 18, litra a-d, overskrides i 3 på hinanden
følgende år og ikke forventes at blive overskredet i et af de
kommende 5 år.
Stk. 2. Et forsikringsselskab, der ændrer status, skal straks
underrette Finanstilsynet og senest 8 arbejdsdage herefter
indsende dokumentation for statusændringen.
Krav til ansøgning om tilladelse
§ 19. Forsikringsselskaber må kun udøve virksomhed som
nævnt i bilag 1 og 2 samt virksomhed efter §§ 46-48. Fi-
nanstilsynet meddeler efter ansøgning et forsikringsselskab
tilladelse til de forsikringsklasser, der er ansøgt om, når
følgende betingelser er opfyldt:
1) Medlemmerne 1) af ansøgerens bestyrelse og direktion
opfylder kravene om egnethed og hæderlighed i § 105.
2) Ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identi-
ficeret som nøglepersoner i medfør af § 127, stk. 1,
opfylder kravene i § 105.
3) Ejere af kvalificerede andele, jf. § 9, stk. 3, opfylder
kriterierne i § 90, stk. 1.
4) Der foreligger ikke snævre forbindelser, jf. § 9, stk. 1,
nr. 15, mellem ansøgeren og andre virksomheder eller
personer, der vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af
tilsynets opgaver.
5) Lovgivningen i et land uden for Den Europæiske Uni-
on, som Unionen ikke har indgået aftale med på det
finansielle område vedrørende en virksomhed eller en
person, som ansøgeren har snævre forbindelser med,
ikke vil vanskeliggøre varetagelsen af Finanstilsynets
opgaver.
6) Ansøgerens organisatoriske og administrative forhold
er forsvarlige, herunder at kravene i § 132 er opfyldt.
7) Ansøgeren, der søger om tilladelse efter §§ 19-21, kan
godtgøre at kunne overholde reglerne vedrørende virk-
somhedsstyring.
8) Ansøgeren har hovedkontor og hjemsted i Danmark.
9) Kriterier fastsat efter § 21 og §§ 27-30 er opfyldt.
Stk. 2. En virksomhed, der har tilladelse til at udøve
livsforsikringsvirksomhed omfattet af bilag 2, kan ansøge
om tilladelse til i samme selskab at udøve skadesforsikrings-
virksomhed omfattet af bilag 1, forsikringsklasse 1 og 2.
Stk. 3. En livsforsikringsvirksomhed, der søger om tilla-
delse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed i samme
selskab efter § 19, stk. 2, skal udover at opfylde kravene
til tilladelse godtgøre, at den råder over det anerkendte ba-
siskapitalgrundlag til dækning af henholdsvis det absolutte
minimum for minimumskapitalkravet for forsikringsselska-
ber, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed,
og det absolutte minimum for minimumskapitalkravet for
forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve skadesfor-
sikringsvirksomhed, jf. § 155, stk. 5, nr. 1 og 2. Virksomhe-
den skal ligeledes godtgøre, at den fremover kan opfylde de
finansielle mindstekrav.
§ 20. En ansøgning om tilladelse skal indeholde de op-
lysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets vurdering
af, om betingelserne i § 19, stk. 1, er opfyldt, herunder op-
lysninger om størrelsen af de kvalificerede andele og virk-
somhedens organisation. En ansøgning om tilladelse skal
endvidere indeholde en af forsikringsselskabet udarbejdet
driftsplan indeholdende oplysninger om arten af de påtænkte
forretninger.
Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om tilla-
delsens og ansøgningens indhold i øvrigt, herunder om de
oplysninger, som driftsplanen skal indeholde, om krav til
indberetningsformen og opstillingen, og om det åremål, for
hvilket planen skal udarbejdes.
7
Tilslutning til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber
§ 21. For forsikringsselskaber, der har tilladelse til at
udøve skadesforsikringsvirksomhed og der ikke er genfor-
sikringsselskaber, er tilladelse endvidere betinget af, at sel-
skabet er tilsluttet Garantifonden for skadesforsikringssel-
skaber.
Stk. 2. Ansøgning om tilladelse til forsikringsklasse 10 i
bilag 1 om ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer
skal, bortset fra fragtførerens ansvar, være ledsaget af oplys-
ninger om navn og adresse på de personer eller virksomhe-
der, der er udpeget, eller som selskabet agter at udpege som
skadesbehandlingsrepræsentant i hvert af de øvrige lande i
Den Europæiske Union og i lande, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område.
Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om skade-
sbehandlingsrepræsentanter og deres beføjelser.
Suspension af behandling af ansøgning
§ 22. Finanstilsynet kan suspendere behandlingen af an-
søgninger om tilladelse efter §§ 19-21 fra ansøgere, som
direkte eller indirekte ejes af selskaber med hjemsted i et
land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke
har indgået aftale med på det finansielle område, når sus-
pensionen har til formål at efterleve en bestemmelse om
suspension fra EU-Kommissionen i overensstemmelse med
direktiver på det finansielle område.
Afslag på ansøgning om tilladelse
§ 23. Afslår Finanstilsynet en ansøgning om tilladelse,
skal dette begrundes og meddeles ansøgeren senest 6 måne-
der efter ansøgningens modtagelse, eller, hvis ansøgningen
er ufuldstændig, senest 6 måneder efter, at ansøgeren har
fremsendt de oplysninger, der er nødvendige for at træffe af-
gørelsen. Der skal under alle omstændigheder træffes afgø-
relse senest 12 måneder efter ansøgningens modtagelse. Har
Finanstilsynet ikke senest 6 måneder efter modtagelsen af
en fuldstændig ansøgning om tilladelse truffet afgørelse, kan
selskabet indbringe sagen for domstolene.
Stk. 2. Finanstilsynet kan nægte at give tilladelse efter §
19, hvis formålet med at placere hovedkontor og hjemsted i
Danmark alene er at undgå at være omfattet af lovgivningen
i det land, hvor hovedparten af ansøgerens kunder er hjem-
mehørende.
Registrering hos Erhvervsstyrelsen
§ 24. Når Finanstilsynet meddeler et forsikringsselskab
tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed eller godkender
ændringer i en gældende tilladelse, jf. § 19, fremsendes
samtidig genpart af godkendelsen til Erhvervsstyrelsen.
Stk. 2. Erhvervsstyrelsen registrerer datoen for tilladelse
eller for godkendelse af ændringer i tilladelsen.
Stk. 3. Når forsikringsselskabet har modtaget tilladelse el-
ler godkendelse af ændringer i tilladelsen fra Finanstilsynet,
skal forsikringsselskabet anmelde tilladelsen eller ændrin-
gen i tilladelsen til registrering hos Erhvervsstyrelsen. Ved
anmeldelse til Erhvervsstyrelsen skal forsikringsselskabet
indsende et dateret eksemplar af vedtægterne. Erhvervssty-
relsen videresender en kopi af forsikringsselskabets registre-
ringsbevis samt nye vedtægter, såfremt der er sket ændringer
i vedtægterne, til Finanstilsynet.
§ 25. Forsikringsselskaber og filialer af udenlandske for-
sikringsselskaber, som har fået tilladelse af Finanstilsynet,
registreres i Erhvervsstyrelsen.
Hæftelse for forsikringer tegnet før tilladelse er meddelt
§ 26. Tegnes der uanset bestemmelserne i §§ 14-23 for-
sikringer, inden tilladelse er meddelt og registrering er sket,
hæfter de, der på forsikringsselskabets vegne har tegnet for-
sikringerne eller har medansvar herfor, solidarisk for afta-
lens opfyldelse. Anerkender selskabet forpligtelserne senest
4 uger efter registreringen, bortfalder de pågældendes hæf-
telser, forudsat at forsikringstagerens sikkerhed ikke derved
i væsentlig grad forringes. Aftaler af den nævnte art er forin-
den selskabets anerkendelse af forpligtelserne ikke bindende
for forsikringstageren.
Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 14-23 er ikke til hinder for, at
der med henblik på stiftelse af et gensidigt selskab kan ske
indtegning af medlemmer, hvis forsikringsmæssigt ansvar
ikke begynder at løbe, og præmie ikke opskrives, inden
selskabet er registreret. Indtegning af et medlem i et gensi-
digt selskab er dog kun bindende, hvis selskabet anmeldes
til Erhvervsstyrelsen senest 1 år efter indtegningen. Nægtes
registrering, bortfalder aftalen.
Adskillelse mellem livsforsikringsvirksomhed og anden
virksomhed
§ 27. Livsforsikringsvirksomhed må ikke i samme sel-
skab forenes med anden forsikringsvirksomhed. Forsikrings-
selskaber, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirk-
somhed, kan dog ved tilladelse udøve virksomhed inden
for forsikringsklasserne 1 og 2, jf. bilag 1. Endvidere kan
genforsikring af livsforsikring og anden forsikring udøves af
samme selskab.
Stk. 2. Forsikringsselskaber, der efter § 19, stk. 2, har
tilladelse til at udøve både livsforsikringsvirksomhed og
skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab, skal sikre
særskilt forvaltning, således at der sker en adskillelse af
livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksom-
heden. De livs- og skadesforsikredes respektive interesser
må ikke tilsidesættes, og overskuddet hidrørende fra livsfor-
sikring skal komme forsikringstagerne til gode på samme
måde, som hvis forsikringsselskabet kun udøvede livsforsik-
ringsvirksomhed.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for
forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive både
livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed
i samme selskab, herunder regler for den særskilte forvalt-
ning, jf. stk. 2, og indberetning af oplysninger til brug for
Finanstilsynets tilsyn med forsikringsselskaberne.
§ 28. Finanstilsynet kan give tilladelse til, at et forsik-
ringsselskab, der har tilladelse til at udøve skadesforsik-
ringsvirksomhed, der gennem en filial driver virksomhed i
et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle område,
8
kan udøve forsikringsformer, der er i overensstemmelse med
retsanvendelsen i det pågældende land, uanset at dette ikke
er tilladt i Danmark.
Anmeldelse af det tekniske grundlag
§ 29. Det tekniske grundlag m.v. for livsforsikringsvirk-
somhed skal anmeldes til Finanstilsynet senest samtidig
med, at grundlaget m.v. tages i anvendelse, jf. dog stk.
2. Det samme gælder enhver efterfølgende ændring i de
nævnte forhold. Anmeldelsen skal indeholde angivelse af
følgende forhold:
1) De forsikringsformer, som selskabet agter at anvende.
2) Grundlaget for beregning af forsikringspræmier, tilba-
gekøbsværdier og fripolicer.
3) Regler for beregning og fordeling af realiseret resultat
til forsikringstagerne og andre berettigede efter forsik-
ringsaftalerne.
4) Selskabets principper for genforsikring, herunder be-
løbsgrænser.
5) Regler for, hvornår såvel de forsikringssøgende som
forsikringstagerne skal afgive helbredsoplysninger til
bedømmelse af risikoforholdene.
6) Grundlaget for beregning af livsforsikringshensættelser
såvel for den enkelte forsikringsaftale som for selska-
bet som helhed.
7) Regler, hvorefter pensionsordninger med løbende udbe-
talinger tegnet eller aftalt, som obligatoriske ordninger
i et forsikringsselskab kan overføres fra eller til selska-
bet i forbindelse med overgang til anden ansættelse
eller i forbindelse med virksomhedsoverdragelse eller
virksomhedsomdannelse.
Stk. 2. Forsikringsselskaber, der ikke tegner direkte livs-
forsikring, skal ikke foretage anmeldelse af det tekniske
grundlag m.v. for livsforsikringsvirksomhed.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de
forhold, der er nævnt i stk. 1, herunder om og i hvilket
omfang anmeldelserne skal være offentligt tilgængelige.
§ 30. De forhold, der er angivet efter § 29, stk. 1, nr. 1-5,
skal være betryggende og rimelige over for den enkelte for-
sikringstager og andre berettigede efter forsikringsaftalerne.
Stk. 2. De anmeldte regler for beregning og fordeling af
realiseret resultat, jf. § 29, stk. 1, nr. 3, skal være præcise og
klare og skal føre til en rimelig fordeling.
Stk. 3. Præmierne for nytegnede forsikringer skal være
tilstrækkelige til, at forsikringsselskabet kan opfylde alle
sine forpligtelser, således at der ikke vil være behov for
systematisk og permanent tilførsel af andre midler.
Stk. 4. De beregningselementer (rentesatser, omkostnings-
satser og statistiske beregningselementer), der lægges til
grund ved beregning af forsikringspræmier, tilbagekøbsvær-
dier og fripolicer, skal vælges med forsigtighed. Indeholder
grundlaget for beregning af forsikringspræmier, tilbagekøbs-
værdier og fripoliceydelser muligheden for at opdele den
indbetalte forsikringspræmie i en del, for hvilken der optje-
nes en garanteret pension, og en del, som tilgår enten det
kollektive bonuspotentiale eller det individuelle bonuspoten-
tiale, er det dog tilstrækkeligt, at grundlaget som helhed
er baseret på betryggende forudsætninger. De beregnings-
elementer, der lægges til grund ved beregning af livsforsik-
ringshensættelser, skal fastsættes således, at de er i overens-
stemmelse med de regler, der er udstedt i medfør af § 190.
Stk. 5. Er en forsikring omfattet af stk. 4, 2. pkt., skal an-
delen af kollektivt bonuspotentiale og individuelt bonuspo-
tentiale medgå fuldt ud ved beregning af tilbagekøbsværdien
og ved overførsel fra et selskab til et andet, jf. § 29, stk. 1,
nr. 7.
Stk. 6. Er kravene i stk. 1-4 eller i regler udstedt i med-
før af denne lov ikke opfyldt, skal Finanstilsynet påbyde
forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve livsforsik-
ringsvirksomhed, at foretage de fornødne ændringer i de
forhold, der er angivet i § 29, inden for en frist fastsat af
Finanstilsynet.
Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere bestemmelser
om de krav, der er nævnt i stk. 1-4.
Særlige regler for gensidige selskaber og tværgående
pensionskasser vedrørende stiftelse
§ 31. Selskabslovens bestemmelser om anmeldelse og
registrering m.v. og selskabslovens kapitel 3 finder med de
nødvendige tilpasninger tilsvarende anvendelse på gensidige
selskaber og tværgående pensionskasser.
Stk. 2. For gensidige selskaber og tværgående pensions-
kasser finder bestemmelserne i selskabslovens kapitel 3 ved-
rørende aktionærer anvendelse på garanter, og bestemmel-
serne om aktiekapital og aktier finder anvendelse på garanti-
kapital og garantiandele med fornødne lempelser.
Oplysninger om reelle ejere
§ 32. Et gensidigt selskab og en tværgående pensionskas-
se skal indhente oplysninger om det gensidige selskabs og
den tværgående pensionskasses reelle ejere, herunder oplys-
ninger om de reelle ejeres rettigheder.
Stk. 2. Enhver, der direkte eller indirekte ejer eller kon-
trollerer et gensidigt selskab eller en tværgående pensions-
kasse, skal efter det gensidige selskabs eller den tværgående
pensionskasses anmodning give det gensidige selskab eller
den tværgående pensionskasse de oplysninger om ejerfor-
holdet, der er nødvendige for det gensidige selskabs eller
den tværgående pensionskasses identifikation af reelle ejere,
herunder oplysninger om de reelle ejeres rettigheder.
Stk. 3. Det gensidige selskab og den tværgående pensions-
kasse skal registrere oplysningerne om det gensidige sel-
skabs og den tværgående pensionskasses reelle ejere, herun-
der oplysninger om de reelle ejeres rettigheder, i Erhvervs-
styrelsens it-system, hurtigst muligt efter at det gensidige
selskab og den tværgående pensionskasse er blevet bekendt
med, at en person er blevet reel ejer. Enhver ændring af
de oplysninger, som er registreret om de reelle ejere, skal
registreres hurtigst muligt efter, at det gensidige selskab
eller den tværgående pensionskasse er blevet bekendt med
ændringen. De registrerede medlemmer af det gensidige sel-
skabs eller den tværgående pensionskasses direktion skal
betragtes og registreres som reelle ejere i Erhvervsstyrelsens
it-system, hvis det gensidige selskab og den tværgående
pensionskasse efter at have udtømt alle muligheder for iden-
9
tifikation herefter ingen reelle ejere har, eller ingen reelle
ejere kan identificeres.
Stk. 4. Det gensidige selskab og den tværgående pensions-
kasse skal mindst en gang årligt undersøge, om der er æn-
dringer af de registrerede oplysninger om reelle ejere. Resul-
tatet af den årlige undersøgelse fremlægges på det bestyrel-
sesmøde, hvor bestyrelsen godkender årsrapporten.
§ 33. Det gensidige selskab og den tværgående pensions-
kasse skal opbevare dokumentation for de indhentede oplys-
ninger om det gensidige selskabs eller den tværgående pen-
sionskasses reelle ejere i 5 år efter det reelle ejerskabs op-
hør. Det gensidige selskab og den tværgående pensionskasse
skal endvidere opbevare dokumentation for de indhentede
oplysninger om forsøg på identifikation af reelle ejere i 5 år
efter gennemførelsen af identifikationsforsøget.
§ 34. Det gensidige selskab og den tværgående pensions-
kasse skal efter anmodning udlevere oplysninger om det
gensidige selskabs og den tværgående pensionskasses reelle
ejere, herunder om det gensidige selskabs og den tværgå-
ende pensionskasses forsøg på at identificere deres reelle
ejere, til Hvidvasksekretariatet. Det gensidige selskab og
den tværgående pensionskasse skal endvidere efter anmod-
ning udlevere de nævnte oplysninger til andre kompetente
myndigheder, når disse myndigheder vurderer, at oplysnin-
gerne er nødvendige for deres varetagelse af tilsyns- eller
kontrolopgaver.
Stk. 2. Hvidvasksekretariatet og andre kompetente myn-
digheder kan vederlagsfrit videregive oplysninger om reelle
ejere, der er registreret, jf. § 32, stk. 3, eller er indhentet,
jf. stk. 1, til andre EU-medlemsstaters kompetente myndig-
heder og finansielle efterretningstjenester.
§ 35. Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere regler om op-
lysningernes registrering, tilgængelighed og offentliggørelse
efter § 32, stk. 1 og stk. 3, og § 33 i Erhvervsstyrelsens
it-system, herunder hvilke oplysninger det gensidige selskab
og den tværgående pensionskasse skal registrere i styrelsens
it-system.
§ 36. Et gensidigt selskab og en tværgående pensionskas-
se, der skal indhente, opbevare og registrere oplysninger om
reelle ejere, jf. § 32, skal efter anmodning give personer
og virksomheder, der i medfør af hvidvaskloven skal udføre
kundekendskabsprocedurer, oplysninger om det gensidige
selskabs eller den tværgående pensionskasses ejerforhold.
Stk. 2. Modtager Finanstilsynet indberetninger i medfør
af hvidvaskloven om uoverensstemmelser i forhold til de
registrerede oplysninger om et gensidigt selskabs eller en
tværgående pensionskasses reelle ejere, foretager Finanstil-
synet en undersøgelse af forholdet. Finanstilsynet kan over
for det gensidige fselskab eller den tværgående pensionskas-
se fastsætte en frist for forholdets berigtigelse.
Stk. 3. Efter anmodning fra Finanstilsynet kan Erhvervs-
styrelsen sideløbende med undersøgelsen, jf. stk. 2, offent-
liggøre en meddelelse om indberetningen i Erhvervsstyrel-
sens it-system. Det gensidige selskab eller den tværgående
pensionskasse skal have mulighed for at gøre indsigelse
mod indberetningen, inden den offentliggøres, medmindre
formålet med offentliggørelsen af meddelelsen om indberet-
ning derved forspildes.
Forpligtelse og eneret til navne
§ 37. Virksomheder, der har tilladelse som forsikrings-
selskab, har eneret til at benytte betegnelsen »forsikrings-
selskab«, »gensidigt selskab«, »captiveforsikringsselskab«,
»captivegenforsikringsselskab« eller »pensionskasse« i de-
res navn. Andre virksomheder må ikke anvende navne eller
betegnelser for deres virksomhed, som er egnet til at frem-
kalde det indtryk, at de er forsikringsselskaber eller pensi-
onskasser.
§ 38. Forsikringsselskaber har pligt til at benytte et navn,
som tydeligt angiver selskabets egenskab af forsikringssel-
skab.
Stk. 2. Gensidige selskaber har pligt til i deres navn at
benytte betegnelsen »gensidigt selskab« eller deraf dannede
forkortelser eller på anden tydelig måde angive deres egen-
skab af gensidigt selskab.
Stk. 3. Captiveforsikrings- eller captivegenforsikringssel-
skaber har pligt til at benytte betegnelsen »captiveforsik-
ringsselskab« eller »captivegenforsikringsselskab«.
Stk. 4. Tværgående pensionskasser har pligt til i deres
navn tydeligt at angive, at de er en pensionskasse.
Stk. 5. Selskabslovens § 2, stk. 2-4, §§ 3 og 347 finder til-
svarende anvendelse på gensidige selskaber og tværgående
pensionskasser.
Kapitel 4
Selskabsform, aktiekapital og udbyttedeling
Selskabsform
§ 39. Forsikringsselskaber skal være aktieselskaber, gen-
sidige selskaber eller tværgående pensionskasser. Captive-
genforsikringsselskaber skal være aktieselskaber.
Stk. 2. Forsikringsselskaber, som nævnt i stk. 1, skal have
en bestyrelse og direktion.
Aktiekapital, egne aktier m.v.
§ 40. Er et forsikringsselskab et aktieselskab, skal aktie-
kapitalen indbetales fuldt ud. Immaterielle aktiver kan ikke
anvendes til indbetaling af aktiekapital.
Stk. 2. I forsikringsselskaber kan deling af aktiekapitalen i
aktieklasser med forskellig stemmeværdi ikke finde sted.
Stk. 3. Et forsikringsselskab må ikke mod vederlag er-
hverve egne aktier til eje eller pant, hvis den pålydende vær-
di af selskabets og dets datterselskabers samlede beholdning
af aktier i selskabet som følge af erhvervelsen vil overstige
10 pct. I den tilladte beholdning af egne aktier medregnes
aktier, der er erhvervet af tredjemand i eget navn, men for
virksomhedens regning.
Stk. 4. Finanstilsynet kan fastsætte regler for egne udsted-
te instrumenter, der kan indgå i kapitalgrundlaget, herunder
regler om indløsning og erhvervelse af egne udstedte instru-
menter for finansielle holdingvirksomheder, som ikke er
omfattet af Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni
10
2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investe-
ringsselskaber.
§ 41. Beslutning om, at nye aktier skal kunne indbetales
ved konvertering af gæld i medfør af § 161 i selskabsloven,
skal godkendes af Finanstilsynet.
§ 42. § 199 i selskabsloven finder ikke anvendelse på et
forsikringsselskabs anskaffelse af egne aktier.
Udbytteuddeling m.v.
§ 43. Som udbytte til aktionærer, rente til garanter eller
udbetaling til medlemmer i gensidige selskaber kan kun an-
vendes årets resultat (overskud) i henhold til den godkendte
årsrapport for sidste regnskabsår, overført overskud fra tidli-
gere år og andre reserver, der ikke er bundne i medfør af
lov eller selskabets vedtægter, efter fradrag dels af udækket
underskud, dels af beløb, der i medfør af lov eller selskabets
vedtægter skal henlægges til en sikkerhedsfond eller til an-
dre formål.
Stk. 2. Som ekstraordinært udbytte kan anvendes:
1) Midler, der er omfattet af stk. 1.
2) Overskud i det indeværende regnskabsår frem til da-
toen for mellembalancen, jf. § 183, stk. 2, i selskabslo-
ven, hvis beløbet ikke er uddelt, forbrugt eller bundet.
3) Frie reserver, der er opstået eller blevet frigjort i det
indeværende regnskabsår.
§ 44. Så længe gruppe 1-forsikringsselskabet ikke opfyl-
der solvenskapitalkravet, jf. § 154, eller minimumskapital-
kravet, jf. § 155, eller gruppe 2-forsikringsselskabet ikke
opfylder basiskapitalkravet i § 156, kan der ikke udbetales
udbytte eller ekstraordinært udbytte til aktionærer, rente til
garanter eller beløb til medlemmer i gensidige selskaber.
§ 45. I forsikringsselskaber, der er aktieselskaber, kan
uddeling af selskabets midler til aktionærerne ud over efter
§§ 43 og 44 kun finde sted som udlodning i forbindelse
med nedsættelse af aktiekapitalen eller selskabets opløsning,
herunder ved likvidation.
Stk. 2. I gensidige selskaber kan uddeling til medlemmer,
ud over efter stk. 1, kun ske i overensstemmelse med de
regler, der er fastsat i vedtægterne.
Stk. 3. Udbytte eller ekstraordinært udbytte til aktionærer,
rente til garanter eller udbetaling til medlemmer i gensidige
selskaber må ikke overstige, hvad der er forsvarligt under
hensyn til selskabets og i moderselskaber koncernens øko-
nomiske stilling.
Kapitel 5
Anden tilladt virksomhed
Generelle regler om anden tilladt virksomhed
§ 46. Forsikringsselskaber kan drive virksomhed, der er
accessorisk til den forsikringsvirksomhed, der er givet tilla-
delse til. Som accessorisk virksomhed anses virksomhed,
herunder digitale løsninger og servicer, der er forbundet med
og ligger i naturlig forlængelse af den tilladte virksomhed.
Stk. 2. Finanstilsynet kan bestemme, at den accessoriske
virksomhed skal udøves af et andet selskab.
Stk. 3. Forsikringsselskaber kan drive forsikringsformid-
ling og agentvirksomhed for forsikringsselskaber og for an-
dre selskaber, der er under Finanstilsynets tilsyn.
Stk. 4. Forsikringsselskaber kan drive virksomhed som
forsikringsselskab, pengeinstitut, realkreditinstitut, fonds-
mæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab gennem
en dattervirksomhed.
Stk. 5. Forsikringsselskaber kan drive accessorisk service-
virksomhed gennem en dattervirksomhed med begrænset
hæftelse.
§ 47. Forsikringsselskaber kan midlertidigt drive anden
virksomhed til sikring eller afvikling af forud påtagede eks-
poneringer eller med henblik på medvirken ved omstruktu-
rering af erhvervsvirksomheder. Forsikringsselskabet skal
underrette Finanstilsynet herom.
§ 48. Forsikringsselskaber kan uanset §§ 19, 46 og 47 i
fællesskab med andre drive anden virksomhed, hvis
1) forsikringsselskabet ikke direkte eller indirekte har be-
stemmende indflydelse på virksomheden,
2) forsikringsselskabet ikke driver virksomheden sammen
med andre forsikringsselskaber eller pengeinstitutter,
realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber eller inve-
steringsforvaltningsselskaber, der indgår i administrati-
onsfællesskab eller koncern med forsikringsselskabet,
og
3) virksomheden udøves i et andet selskab med begrænset
hæftelse end forsikringsselskabet.
Stk. 2. Hvis et forsikringsselskab eller en koncern ved er-
hvervelse, fusion m.v. kommer til at drive anden virksomhed
i strid med § 19, stk. 1, eller § 48, stk. 1, kan Finanstilsynet
fastsætte en frist for afhændelse af den anden virksomhed,
hvis en umiddelbar afhændelse ville være forbundet med et
økonomisk tab.
Kapitel 6
Grænseoverskridende virksomhed
Udenlandske forsikringsselskabers filialvirksomhed i
Danmark
§ 49. Et udenlandsk forsikringsselskab, der er meddelt
tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed i et andet land
inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Uni-
onen har indgået aftale med på det finansielle område, kan
begynde at udøve virksomhed her i landet gennem en fili-
al, senest to måneder efter at Finanstilsynet har modtaget
meddelelse herom fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet og
modtaget oplysningerne, jf. stk. 2, § 50, stk. 1, og § 51, stk.
1. Filialen kan udøve de aktiviteter, der er nævnt i bilag 1
og 2, hvis disse er omfattet af forsikringsselskabets tilladelse
i hjemlandet. Selskabslovens bestemmelser om filialer af
udenlandske aktieselskaber finder anvendelse på filialen.
Stk. 2. Finanstilsynet skal indhente følgende oplysninger
fra hjemlandets tilsynsmyndigheder:
1) Forsikringsselskabets navn og adresse i hjemlandet.
2) Filialens adresse.
3) Navnet på filialens generalagent, jf. § 57.
11
4) En angivelse af de forsikringsklasser, grupper af klasser
og eventuelle accessoriske risici, som filialen har til
hensigt at dække her i landet.
5) En erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet
af forsikringsselskabets tilladelse i hjemlandet.
6) En driftsplan, der indeholder en beskrivelse af filialens
virksomhed, herunder oplysninger om organisation og
de planlagte aktiviteter.
7) Et solvenscertifikat.
8) Dokumentation for, at selskabet er tilsluttet Garantifon-
den for skadesforsikringsselskaber, i det omfang forsik-
ringsselskabet er et direkte tegnende forsikringsselskab,
der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksom-
hed, og skal dække risici nævnt i bilag 1.
9) En angivelse af den mulighed, som forsikringsselska-
bet benytter for behandling af krav i overensstemmelse
med artikel 200 i Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til
og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksom-
hed (Solvens II), i det omfang forsikringsselskabet ud-
byder retshjælpsforsikringer, jf. bilag 1, nr. 18.
§ 50. Skal filialen dække risici under forsikringsklasse
10, jf. bilag 1, nr. 10, bortset fra fragtførerens ansvar, skal
Finanstilsynet fra hjemlandets tilsynsmyndigheder kræve en
erklæring om, at filialen er medlem af Dansk Forening for
International Motorkøretøjsforsikring. For de pågældende
filialers forsikringer til dækning af de nævnte risici gælder
færdselslovens §§ 105-108 og 110-115. Finanstilsynet skal
tillige fra hjemlandets tilsynsmyndigheder indhente navn og
adresse på den skadesbehandlingsrepræsentant, der er udpe-
get i Danmark, jf. § 54.
Stk. 2. Finanstilsynet skal senest to måneder efter at have
modtaget de oplysninger, der er nævnt i stk. 1 og § 49, stk.
2, underrette hjemlandets tilsynsmyndigheder om de særlige
danske vilkår, som er begrundet i samfundsmæssige interes-
ser, der gælder for udøvelse af forsikringsvirksomhed her i
landet. Finanstilsynet informerer samtidig Erhvervsstyrelsen
og, hvis filialen skal dække risici under forsikringsklasse 10,
jf. bilag 1, nr. 10, bortset fra fragtførerens ansvar, Dansk
Forening for International Motorkøretøjsforsikring om etab-
leringen af filialen.
§ 51. Filialen må påbegynde sin virksomhed, når forsik-
ringsselskabet har modtaget de oplysninger, der nævnt i §
49, stk. 2, fra sin tilsynsmyndighed i hjemlandet, eller senest
to måneder efter at Finanstilsynet har modtaget de oplysnin-
ger, der er nævnt i § 49, stk. 2, og § 50, stk. 1.
Stk. 2. Forsikringsselskabet skal skriftligt underrette Fi-
nanstilsynet om enhver ændring af de forhold, der er nævnt
i § 49, stk. 2, senest en måned før gennemførelsen af æn-
dringen. Forsikringsselskabet skal dog ikke meddele Finans-
tilsynet ændringer i forsikringsselskabets kapitalgrundlag og
solvensnøgletal.
Udenlandske forsikringsselskabers udøvelse af
tjenesteydelser i Danmark
§ 52. Et udenlandsk forsikringsselskab, der er meddelt til-
ladelse til at udøve forsikringsvirksomhed i et andet land in-
den for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen
har indgået aftale med på det finansielle område, kan begyn-
de at yde tjenesteydelser her i landet, når Finanstilsynet
har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndighederne
i hjemlandet, jf. stk. 2 og § 53, stk. 1, og modtaget oplys-
ningerne. Det udenlandske forsikringsselskab kan udøve de
aktiviteter, der er nævnt i bilag 1 og 2, hvis disse er omfattet
af forsikringsselskabets tilladelse i hjemlandet.
Stk. 2. Finanstilsynet skal indhente følgende oplysninger
fra hjemlandets tilsynsmyndigheder:
1) Forsikringsselskabets navn og adresse i hjemlandet.
2) En angivelse af de forsikringsklasser, grupper af klas-
ser og eventuelle accessoriske risici, som forsikrings-
selskabet har til hensigt at dække her i landet.
3) En erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet
af forsikringsselskabets tilladelse i hjemlandet.
4) Et solvenscertifikat.
5) Dokumentation for, at forsikringsselskabet er tilslut-
tet Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, i det
omfang selskabet er et direkte tegnende forsikringssel-
skab, der har tilladelse til at udøve skadesforsikrings-
virksomhed, og skal dække risici nævnt i bilag 1.
6) En angivelse af den metode, som forsikringsselskabet
benytter for behandling af krav i overensstemmelse
med artikel 200 i Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til
og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksom-
hed (Solvens II), i det omfang forsikringsselskabet ud-
byder retshjælpsforsikringer, jf. bilag 1, nr. 18.
§ 53. Skal forsikringsselskabet dække risici under for-
sikringsklasse 10, jf. bilag 1, nr. 10, bortset fra fragtføre-
rens ansvar, skal Finanstilsynet fra hjemlandets tilsynsmyn-
digheder kræve en erklæring om, at forsikringsselskabet
er medlem af Dansk Forening for International Motorkøre-
tøjsforsikring. For de pågældende forsikringer til dækning
af de nævnte risici gælder færdselslovens §§ 105-108 og
110-115. Finanstilsynet skal tillige fra hjemlandets tilsyns-
myndigheder indhente navn og adresse på den skadesbe-
handlingsrepræsentant, der er udpeget i Danmark, jf. § 54.
Stk. 2. Finanstilsynet skal senest to måneder efter at have
modtaget de oplysninger, der er nævnt i § 52, stk. 2, og §
53, stk. 1, underrette hjemlandets tilsynsmyndigheder om de
særlige danske vilkår, som er begrundet i samfundsmæssige
interesser, der gælder for udøvelse af forsikringsvirksomhed
her i landet. Finanstilsynet informerer samtidig Dansk For-
ening for International Motorkøretøjsforsikring om notifika-
tionen i medfør af § 52, stk. 2, og § 53, stk. 1, hvis forsik-
ringsselskabet skal dække risici under forsikringsklasse 10,
jf. bilag 1, nr. 10, bortset fra fragtførerens ansvar.
Skadesbehandlingsrepræsentant
§ 54. Udenlandske forsikringsselskaber, der driver virk-
somhed her i landet efter § 49, stk. 1, og § 52, stk. 1, og
som dækker risici under forsikringsklasse 10, jf. bilag 1, nr.
10, bortset fra fragtførerens ansvar, skal udnævne en skade-
sbehandlingsrepræsentant, som er bosat eller etableret her i
landet. Skadesbehandlingsrepræsentanten skal have beføjel-
12
se til at indsamle alle nødvendige oplysninger i forbindelse
med krav og til at repræsentere forsikringsselskabet over for
skadelidte personer, der kan gøre krav gældende, herunder
med hensyn til betaling af sådanne krav.
Stk. 2. Skadesbehandlingsrepræsentanten skal endvidere
have beføjelse til at repræsentere forsikringsselskabet over
for myndighederne og under søgsmål mod forsikringsselska-
bet i forbindelse med de krav, der er nævnt i stk. 1.
Stk. 3. Udnævnelsen af skadesbehandlingsrepræsentanten
betragtes ikke i sig selv som oprettelse af et etableret forret-
ningssted, jf. § 56.
Forsikringsselskabers benyttelse af navn
§ 55. Et udenlandsk forsikringsselskab kan benytte det
samme navn, som forsikringsselskabet benytter i hjemlan-
det. Er der risiko for forveksling med et andet her i landet
anvendt navn, kan Erhvervsstyrelsen kræve en forklarende
tilføjelse.
Etableret forretningssted
§ 56. Ved et forsikringsselskabs etablerede forretningssted
forstås:
1) Det hjemsted, der fremgår af vedtægten.
2) En filial.
3) Et kontor, der ledes af et udenlandsk forsikringssel-
skabs eget personale.
4) En uafhængig person, som har en fast bemyndigelse til
at handle på et udenlandsk forsikringsselskabs vegne i
lighed med en filial.
Stk. 2. Er et udenlandsk forsikringsselskab her i landet
omfattet af stk. 1, nr. 3 eller 4, betragtes kontoret eller perso-
nen ligeledes som forsikringsselskabets herværende filial og
skal opfylde de betingelser, der er fastsat i §§ 49-51 eller i
medfør af § 3, stk. 3.
Generalagent
§ 57. Udenlandske forsikringsselskaber, der har etableret
en filial her i landet, skal udpege en generalagent til at
lede filialen, der ikke kan tegnes uden generalagentens med-
virken. Generalagenten skal have beføjelse til at forpligte
virksomheden over for tredjemand og til at repræsentere for-
sikringsselskabet i øvrigt, herunder over for Finanstilsynet
og Erhvervsstyrelsen og under søgsmål mod forsikringssel-
skabet. Generalagenten skal opfylde kravene i § 105.
Stk. 2. Generalagenten kan tillige fungere som den skade-
sbehandlingsrepræsentant, der er nævnt i medfør af § 54.
Stk. 3. Et forsikringsselskab må kun have én generalagent
her i landet.
Stk. 4. Generalagenten kan meddele prokura til en eller
flere underagenter.
Stk. 5. Generalagenter skal være myndige personer og
have indfødsret i enten en af Den Europæiske Unions med-
lemsstater eller i et land, som Unionen har indgået aftale
med på det finansielle område. Finanstilsynet kan, hvor for-
holdene kræver det, meddele dispensation fra kravet om
indfødsret.
Stk. 6. Et her i landet hjemmehørende aktieselskab, an-
partsselskab eller interessentskab kan være generalagent,
hvis generalagenten som sin repræsentant udpeger en per-
son, der opfylder de betingelser, der er nævnt i stk. 5.
Overdragelse af forsikringsbestand
§ 58. Finanstilsynet giver samtykke til overdragelse af
hele eller dele af en forsikringsbestand tegnet her i lan-
det af et udenlandsk forsikringsselskab i overensstemmelse
med §§ 49 eller 52, medmindre overdragelsen ikke kan an-
ses for forsvarlig. Finanstilsynets samtykke skal meddeles
det overdragende forsikringsselskabs tilsynsmyndighed, der
træffer afgørelse om overdragelsen, senest tre måneder efter
at Finanstilsynet har modtaget anmodning herom. Er det
overtagende forsikringsselskab hjemmehørende her i landet,
fremsender Finanstilsynet til det overdragende forsikrings-
selskabs tilsynsmyndighed en erklæring om, at forsikrings-
selskabet, overdragelsen taget i betragtning, overholder kra-
vene i §§ 154 og 155.
Stk. 2. Overdragelsen kan ikke påberåbes som grundlag
for at hæve forsikringsaftalen.
Stk. 3. Ved en overdragelse skal Finanstilsynet i samarbej-
de med hjemlandsmyndigheden offentliggøre en meddelelse
om overdragelsen i Statstidende og et landsdækkende dag-
blad. Meddelelse i et landsdækkende dagblad kan undlades,
hvis de berørte forsikringstagere har modtaget personlig ori-
entering om overdragelsen på anden vis.
Deltagelse i garantiordninger
§ 59. Udenlandske forsikringsselskaber omfattet af regler-
ne i §§ 49-53, der her i landet dækker de risici, der er
nævnt i bilag 1, kan af Finanstilsynet pålægges at deltage i
ordninger, der garanterer opfyldelse af erstatningskrav fra de
sikrede eller skadelidte tredjemænd, i det omfang sådanne
ordninger gælder tilsvarende for danske forsikringsselska-
ber.
Udøvelse af tjenesteydelser i Danmark af
forsikringsselskaber hjemmehørende uden for Den
Europæiske Union
§ 60. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om tje-
nesteydelser, der udøves af forsikringsselskaber fra lande
uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har
indgået aftale med på det finansielle område.
Danske forsikringsselskabers filialetablering i udlandet
§ 61. Et forsikringsselskab, der påtænker at etablere en
filial i et land inden for Den Europæiske Union eller i et
land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle
område, skal meddele dette til Finanstilsynet sammen med
følgende oplysninger om filialen:
1) I hvilket land filialen påtænkes etableret.
2) Filialens adresse i værtslandet, hvorfra der kan indhen-
tes eller hvortil der kan sendes dokumenter, herunder
alle meddelelser til generalagenten.
3) Navnet på filialens generalagent, der har tilstrækkelige
beføjelser til at forpligte forsikringsselskabet over for
13
tredjepart og til at repræsentere forsikringsselskabet
over for værtslandets myndigheder og domstole.
4) Dokumentation for, at filialens generalagent opfylder
kravene i medfør af § 105, stk. 1.
5) En driftsplan, der indeholder en beskrivelse af filialens
virksomhed, herunder oplysninger om organisation og
de planlagte aktiviteter.
6) En angivelse af den metode, som forsikringsselskabet
anvender ved behandlingen af retshjælpsforsikrings-
krav i medfør af § 4 i bekendtgørelse om retshjælpsfor-
sikring for gruppe 1-forsikringsselskaber, i det omfang
forsikringsselskabet vil udbyde retshjælpsforsikringer i
det pågældende værtsland, jf. bilag 1, nr. 17.
7) Skal filialen dække risici under forsikringsklasse 10, jf.
bilag 1, nr. 10, bortset fra fragtførerens ansvar, skal for-
sikringsselskabet fremlægge en erklæring for Finanstil-
synet om, at forsikringsselskabet er blevet medlem af
det nationale bureau og den nationale garantifond i
værtslandet, og angive navn og adresse på den i værts-
landet bosatte skadesbehandlingsrepræsentant, jf. § 21,
stk. 2.
Stk. 2. Finanstilsynet skal videresende de oplysninger, der
er nævnt i stk. 1, et solvenscertifikat og en erklæring om, at
de planlagte aktiviteter er omfattet af forsikringsselskabets
tilladelse, til tilsynsmyndighederne i værtslandet senest tre
måneder efter modtagelsen af oplysningerne, jf. dog stk.
3. Finanstilsynet underretter samtidig forsikringsselskabet
om, at oplysningerne er videresendt til tilsynsmyndigheder-
ne i værtslandet.
Stk. 3. Finanstilsynet kan undlade at fremsende oplysnin-
ger efter stk. 1 og 2, hvis der henset til etableringen af filia-
len er grund til at betvivle forsikringsselskabets ledelsessy-
stem, finansielle situation eller generalagentens egnethed og
hæderlighed, jf. § 105, stk. 1 og 8. Finanstilsynet skal ikke
videresende de oplysninger, der er nævnt i stk. 1 og 2, hvis
forsikringsselskabet ikke opfylder solvenskapitalkravet efter
§ 154 eller minimumskapitalkravet efter § 155.
Stk. 4. Modtager Finanstilsynet oplysninger fra værtslan-
dets tilsynsmyndigheder om særlige vilkår, der er begrundet
i samfundsmæssige interesser, og som gælder for udøvelse
af forsikringsvirksomhed i værtslandet, skal Finanstilsynet
videregive disse oplysninger til forsikringsselskabet.
Stk. 5. Filialen må påbegynde sin virksomhed, når Finans-
tilsynet har modtaget oplysninger i medfør af stk. 4, eller
senest to måneder efter at værtslandets tilsynsmyndigheder
har modtaget oplysninger efter stk. 2, jf. dog stk. 3.
Stk. 6. Forsikringsselskabet skal meddele Finanstilsynet
og tilsynsmyndighederne i værtslandet enhver ændring af de
forhold, der er nævnt i stk. 1. Finanstilsynet og tilsynsmyn-
dighederne i værtslandet skal have modtaget meddelelsen,
senest en måned før ændringen foretages.
§ 62. Et forsikringsselskab skal have tilladelse af Finans-
tilsynet til at etablere en filial i et land uden for Den Euro-
pæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på
det finansielle område. Er der grund til at betvivle, at forsik-
ringsselskabets ledelsessystem eller finansielle situation er
forsvarlig som grundlag for den påtænkte etablering, kan
Finanstilsynet afslå en ansøgning om tilladelse.
Danske forsikringsselskabers grænseoverskridende
tjenesteydelser i udlandet
§ 63. Et forsikringsselskab, der ønsker at udøve forsik-
ringsvirksomhed i form af grænseoverskridende tjeneste-
ydelser i et land inden for Den Europæiske Union eller i et
land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle
område, skal meddele dette til Finanstilsynet sammen med
følgende oplysninger:
1) I hvilket land forsikringsvirksomheden ønskes påbe-
gyndt.
2) En angivelse af de forsikringsklasser, grupper af klas-
ser og eventuelle accessoriske risici, som forsikrings-
selskabet har til hensigt at dække i værtslandet.
3) En angivelse af den metode, som forsikringsselskabet
anvender ved behandlingen af retshjælpsforsikrings-
krav i medfør af § 4 i bekendtgørelse om retshjælpsfor-
sikring for gruppe 1-forsikringsselskaber, i det omfang
forsikringsselskabet vil udbyde retshjælpsforsikringer i
det pågældende værtsland, jf. bilag 1, nr. 17.
4) Skal forsikringsselskabet dække under forsikringsklas-
se 10, jf. bilag 1, nr. 10, bortset fra fragtførerens an-
svar, skal forsikringsselskabet fremlægge en erklæring
for Finanstilsynet om, at forsikringsselskabet er blevet
medlem af det nationale bureau og den nationale garan-
tifond i værtslandet, samt angive navn og adresse på
den i værtslandet bosatte skadesbehandlingsrepræsen-
tant, jf. § 21, stk. 2.
Stk. 2. Finanstilsynet skal videresende de oplysninger, der
er nævnt i stk. 1, et solvenscertifikat og en erklæring om, at
de planlagte aktiviteter er omfattet af forsikringsselskabets
tilladelse, til tilsynsmyndighederne i værtslandet senest en
måned efter modtagelsen af oplysningerne, jf. dog stk. 3. Fi-
nanstilsynet underretter samtidig forsikringsselskabet om,
at oplysningerne er videresendt til tilsynsmyndighederne i
værtslandet.
Stk. 3. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde undlade at
videresende de oplysninger, der er nævnt i stk. 1 og 2, hvis
Finanstilsynet vurderer, at videresendelse vil være uforsvar-
ligt. Finanstilsynet skal ikke videresende de oplysninger,
der er nævnt i stk. 1 og 2, hvis forsikringsselskabet ikke
opfylder solvenskapitalkravet efter § 154 eller minimums-
kapitalkravet efter § 155. Finanstilsynet skal underrette for-
sikringsselskabet, hvis Finanstilsynet ikke fremsender de
oplysninger, der er nævnt i stk. 1 og 2.
Stk. 4. Modtager Finanstilsynet oplysninger fra værtslan-
dets tilsynsmyndigheder om særlige vilkår, der er begrundet
i samfundsmæssige interesser, og som gælder for udøvelse
af forsikringsvirksomhed i værtslandet, skal Finanstilsynet
videregive disse oplysninger til forsikringsselskabet.
Stk. 5. Forsikringsselskabet kan påbegynde sin virksom-
hed på den dato, hvor selskabet er blevet underrettet i med-
før af stk. 2, 2. pkt.
Stk. 6. Forsikringsselskabet skal meddele Finanstilsynet
enhver ændring i de forhold, der er oplyst om efter stk. 1,
senest samtidig med at ændringerne foretages. Finanstilsy-
14
net skal herefter meddele værtslandets tilsynsmyndigheder
om ændringerne senest en måned efter modtagelsen af med-
delelse om ændringerne.
Særlige regler for danske forsikringsselskabers virksomhed i
et tredjeland
§ 64. Et forsikringsselskab skal have Finanstilsynets tilla-
delse til at etablere en dattervirksomhed, der er et kreditin-
stitut, et investeringsselskab eller en forsikringsvirksomhed
i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen
ikke har indgået aftale med på det finansielle område. Er der
grund til at betvivle, at forsikringsselskabets ledelsessystem
eller finansielle situation er forsvarlig som grundlag for den
påtænkte etablering, giver Finanstilsynet ikke tilladelse.
Stk. 2. Et forsikringsselskab skal give Finanstilsynet med-
delelse om etablering af dattervirksomheder, der ikke er et
kreditinstitut, et investeringsselskab eller en forsikringsvirk-
somhed i et land uden for Den Europæiske Union, som Uni-
onen ikke har indgået aftale med på det finansielle område.
§ 65. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om dan-
ske forsikringsselskabers virksomhed i lande uden for Den
Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale
med på det finansielle område.
§ 66. Finanstilsynet kan fastsætte regler om overdragelse
af forsikringsbestande tegnet efter § 61, stk. 1, eller § 63,
stk. 1.
Afsnit III
God skik m.v.
Kapitel 7
God skik, prisoplysning og kontraktforhold
Generelle regler om god skik, prisoplysning og
kontraktforhold
§ 67. Forsikringsselskaber, finansielle holdingvirksomhe-
der og forsikringsholdingvirksomheder skal drive virksom-
hed i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god
praksis inden for virksomhedsområdet.
Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om
redelig forretningsskik og god praksis for forsikringsselska-
ber.
Stk. 3. Erhvervsministeren fastsætter regler om omkost-
nings- og prisoplysninger for forsikringsprodukter.
Stk. 4. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om
procedurer og oplysningsforpligtelser, som et forsikringssel-
skab skal iagttage, når selskabet foretager visse undersøgel-
ser, herunder foretager personobservation af skadelidte.
Stk. 5. Finanstilsynet kan efter forhandling med repræ-
sentanter for forbrugerne og relevante finansielle erhvervs-
organisationer udarbejde og offentliggøre retningslinjer for
redelig forretningsskik og god praksis på nærmere angivne
områder, der må anses for væsentlige, navnlig ud fra hensy-
net til forbrugerne.
§ 68. Handlinger i strid med regler udstedt i medfør af
§ 67, stk. 2, pådrager erstatningsansvar i overensstemmelse
med dansk rets almindelige regler.
§ 69. Forsikringsselskaber kan behandle oplysninger om
personnummer med henblik på nødvendig entydig identifi-
kation i relation til eksisterende kundeforhold ved varetagel-
se af administrative opgaver og rådgivning.
Tilstrækkelige kompetencer og godt omdømme for
virksomhedens ansatte
§ 70. Et forsikringsselskab skal sikre, at alle virksomhe-
dens ansatte, som udøver forsikrings- eller genforsikringsdi-
stributionsvirksomhed, har tilstrækkelige kompetencer og et
godt omdømme.
Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om
kompetencekrav og krav til godt omdømme for ansatte, der
er direkte beskæftiget med forsikrings- eller genforsikrings-
distribution hos et forsikringsselskab eller et genforsikrings-
selskab.
Retshjælpsforsikringer
§ 71. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler for
gruppe 1-forsikringsselskabers tegning af retshjælpsforsik-
ringer.
Kontraktforhold for forbrugeraftaler
§ 72. Et forsikringsselskab, der udbyder forsikringsaftaler
til personer, der ved aftalens indgåelse hovedsagelig hand-
ler uden for deres erhverv (forbrugere), skal tilbyde, at de
pågældende forsikringer kan tegnes med vilkår om, at for-
sikringen kan opsiges af forsikringstageren med et varsel på
30 dage til udgangen af en kalendermåned. Dette gælder dog
ikke for
1) livsforsikringer og ejerskifteforsikringer tegnet i hen-
hold til lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af
fast ejendom m.v., og
2) forsikringer, som dækker en særligt opstået risiko, der
kun strækker sig over et begrænset tidsrum, når for-
sikringsaftalen indgås for en aftalt periode på højst 1
måned (korttidsforsikring), medmindre forsikringen er
en del af en anden type forsikring.
Bygningsbrandforsikring
§ 73. Et forsikringsselskab, der tegner bygningsbrandfor-
sikring, skal med de begrænsninger, der følger af dets ved-
tægter eller dets tilladelse, overtage forsikring af enhver
bygning, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Forsikringsselskabet kan afvise at forsikre
1) bygninger, der ikke er forsvarligt indrettet mod brand-
fare, og
2) forladte bygninger.
§ 74. Et forsikringsselskab kan ikke bringe en bygnings-
brandforsikring til ophør på grund af manglende betaling af
præmie.
Stk. 2. En kunde kan kun bringe forsikringen til ophør
med samtykke af de berettigede ifølge samtlige adkomster
15
og hæftelser, der er tinglyst på ejendommen, medmindre
ejendommen uden forringelse af disses retsstilling forsikres
i et andet selskab, som har tilladelse til at drive bygnings-
brandforsikring.
Stk. 3. Forsikringsselskabet har udpantningsret for præ-
mier med påløbne renter og andre omkostninger. Forsik-
ringsselskabet har endvidere panteret for ydelserne i den
forsikrede ejendom efter ejendomsskat til stat og kommune i
1 år fra forfaldstid.
Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter minimumsbetingelser for
forsikringsselskabers tegning af bygningsbrandforsikring.
Kapitel 8
Livsforsikringsaftaler
Særlige regler for livsforsikringsaftaler
§ 75. Følgende forsikringsaftaler kan ikke gyldigt indgås
af eller på personer bosiddende her i landet:
1) Livsforsikring, hvor et forsikringsselskab ved den for-
sikredes død forpligter sig til at udbetale et beløb, der
er større end summen af de indbetalte præmier med
renter, når forsikringstageren og den forsikrede ikke
er samme person, og den forsikrede ikke har givet sit
samtykke til forsikringsaftalen.
2) Livsforsikring, hvorved et forsikringsselskab forpligter
sig til at udbetale et beløb, der er større end summen
af de indbetalte præmier med renter, eller til at udbetale
et beløb større end et grundbeløb på 70.000 kr. (2010-
niveau), der reguleres efter personskattelovens § 20, i
tilfælde af dødsfald, der indtræder før den forsikredes
fyldte 8. leveår.
Stk. 2. Finanstilsynet kan undtage fra bestemmelserne i
stk. 1.
§ 76. Er en livsforsikringspolice bortkommet, kan
vedkommende forsikringsselskab på begæring af den, som
har godtgjort sin adkomst til policen, med 6 måneders varsel
indkalde ihændehaveren til at melde sig. Indkaldelsen, der
sker ved bekendtgørelse i Statstidende i det første nummer
i et kvartal, skal indeholde en tilstrækkelig betegnelse af
policen, herunder navnet på den, i hvis liv forsikringen er
tegnet.
Stk. 2. Melder ingen sig før fristens udløb, er policen
ugyldig, og selskabet udfærdiger en ny police til den, der har
begæret indkaldelsen foretaget. Denne skal betale omkost-
ningerne ved indkaldelsen.
Stk. 3. Melder nogen sig efter bekendtgørelsen, og kan
en mindelig ordning ikke opnås, kan en ny police ikke ud-
stedes, inden de anmeldte kravs indbyrdes berettigelse er
afgjort ved dom.
Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 medfører ingen ind-
skrænkning i adgangen til at søge en livsforsikringspolice
mortificeret ved dom i medfør af lovgivningen om mortifi-
kation af værdipapirer.
§ 77. Tilbyder et forsikringsselskab, der har tilladelse til
at udøve livsforsikringsvirksomhed, på eget initiativ alle
eller en gruppe af sine forsikringstagere at ændre deres
forsikringsaftale til at omfatte et produkt med lavere eller
ingen garantier, skal en forsikringstager, der accepterer et
sådant tilbud, have overført den økonomiske værdi af sit
nuværende produkt til det nye produkt.
Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for bereg-
ningen af den økonomiske værdi af forsikringstagerens pro-
dukt.
Oplysningsforpligtelser og særlige regler for optjening og
bevarelse af pension for lønmodtagere, som flytter mellem
EU/EØS-lande, m.fl.
§ 78. Et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve
livsforsikringsvirksomhed, må ikke i forbindelse med en
lønmodtagers indtræden i en pensionsordning med alders-
pension knyttet til et ansættelsesforhold stille krav om, at
lønmodtageren skal være ansat i mere end 3 år for at opnå
ubetinget medlemskab af pensionsordningen eller være over
21 år for at optjene pensionsrettigheder. Dette gælder dog
alene, når:
1) Lønmodtageren flytter til Danmark fra et andet land
inden for den Europæiske Union eller et land, som
Unionen har indgået aftale med.
2) Lønmodtageren i forbindelse med flytningen fratræder
et ansættelsesforhold, som berettiger eller kan berettige
denne til alderspension i overensstemmelse med betin-
gelserne i pensionsordningen.
3) Det ansættelsesforhold, som lønmodtageren fratræder,
ophører af andre årsager, end at vedkommende bliver
berettiget til pension.
Stk. 2. Et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve
livsforsikringsvirksomhed, skal tilbagebetale de bidrag, som
en lønmodtager omfattet af stk. 1 har indbetalt, eller som
er indbetalt på lønmodtagerens vegne, i tilfælde, hvor løn-
modtagerens ansættelsesforhold i Danmark ophører, inden
den pågældende har optjent pensionsrettigheder i henhold
til pensionsordningen. Bærer lønmodtageren investeringsri-
sikoen, skal forsikringsselskabet tilbagebetale de indbetalte
bidrag eller værdien af de investeringer, der hidrører fra
disse bidrag, til lønmodtageren.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder alene anvendelse i relation til
pensionsordninger for lønmodtagere, som ikke i medfør af
kollektiv overenskomst eller aftale er sikret de rettigheder,
der som minimum svarer til bestemmelserne i Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv nr. 2014/50/EU om mindstekrav
til fremme af arbejdskraftens mobilitet mellem medlemssta-
terne gennem bedre muligheder for at optjene og bevare
supplerende pensionsrettigheder.
§ 79. Et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udø-
ve livsforsikringsvirksomhed, skal tillade en lønmodtager,
som fratræder sit ansættelsesforhold, at lade sine optjente
pensionsrettigheder blive stående i pensionsordningen med
alderspension, der er knyttet til vedkommendes ansættelses-
forhold, jf. dog stk. 2, når
1) lønmodtageren flytter til et andet land inden for den
Europæiske Union eller et land, som Unionen har ind-
gået aftale med, og
16
2) det ansættelsesforhold, som lønmodtageren fratræder,
ophører af andre årsager, end at vedkommende bliver
berettiget til pension.
Stk. 2. Et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve
livsforsikringsvirksomhed, kan dog vælge at udbetale det
beløb, som svarer til værdien af de optjente pensionsrettig-
heder, til lønmodtageren, hvis
1) værdien ikke overstiger et grundbeløb på 20.000 kr.
(2010-niveau), som reguleres efter personskattelovens
§ 20, og
2) lønmodtageren afgiver et informeret samtykke til udbe-
talingen.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder alene anvendelse i relation til
pensionsordninger for lønmodtagere, som ikke i medfør af
kollektiv overenskomst eller aftale er sikret de rettigheder,
der som minimum svarer til bestemmelserne i Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv nr. 2014/50/EU om mindstekrav
til fremme af arbejdskraftens mobilitet mellem medlemssta-
terne gennem bedre muligheder for at optjene og bevare
supplerende pensionsrettigheder.
§ 80. Et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udø-
ve livsforsikringsvirksomhed, skal efter anmodning fra en
lønmodtager, hvis ansættelsesforhold berettiger eller kan be-
rettige denne til alderspension i overensstemmelse med be-
tingelserne i pensionsordningen, give følgende oplysninger:
1) Betingelserne for optjening af pensionsrettigheder og
konsekvenserne af anvendelsen heraf ved ansættelses-
forholdets ophør.
2) Værdien af lønmodtagerens optjente pensionsrettighe-
der eller en vurdering heraf, der er foretaget højst 12
måneder forud for anmodningen.
3) Betingelserne for selskabets fremtidige behandling af
hvilende pensionsrettigheder.
Stk. 2. Giver pensionsordningen mulighed for tidlig ad-
gang til optjente pensionsrettigheder i form af udbetaling af
et engangsbeløb, skal oplysningerne efter stk. 1 også omfat-
te skriftlig information om, at lønmodtageren bør overveje
at søge rådgivning om investering af dette beløb i pensions-
øjemed.
Stk. 3. Et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udø-
ve livsforsikringsvirksomhed, skal efter anmodning oplyse
følgende til et medlem, der har optjente pensionsrettigheder
stående i en hvilende pensionsordning knyttet til et tidligere
ansættelsesforhold, som vedkommende ikke længere indbe-
taler til, som vedkommende endnu ikke modtager pension
fra, og som berettiger den pågældende til alderspension:
1) Værdien af medlemmets pensionsrettigheder eller en
vurdering heraf, når denne er foretaget højst 12 måne-
der forud for anmodningen.
2) Betingelserne for selskabets behandling af de hvilende
pensionsrettigheder.
Stk. 4. Et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve
livsforsikringsvirksomhed, skal efter anmodning fra et med-
lems efterladte, der er berettiget til ydelser efter en pensions-
ordning med alderspension, der var knyttet til det afdøde
medlems ansættelsesforhold, give de efterladte oplysninger
nævnt i stk. 3, når udbetalingen af de pågældende ydelser
endnu ikke er påbegyndt.
Stk. 5. Oplysningerne i stk. 1-4 skal være klare, skriftlige
og skal gives inden for en rimelig frist. Selskabet er ikke
forpligtet til at udlevere oplysningerne mere end en gang om
året.
§ 81. §§ 78-80 finder ikke anvendelse på
1) pensionsordninger, som fra den 21. maj 2018 ikke læn-
gere optager medlemmer,
2) pensionsordninger, der er taget under administration i
henhold til §§ 227-235, så længe administrationen va-
rer, og
3) en engangsydelse fra en arbejdsgiver til en lønmodta-
ger ved den pågældende lønmodtagers ansættelsesfor-
holds ophør, når ydelsen ikke er knyttet til alderspen-
sion.
Stk. 2. §§ 78 og 79 finder alene anvendelse for pensions-
opsparingen og ikke eventuelle forsikringer, som er knyttet
til pensionsordningen, eller ydelser, som tilfalder andre end
lønmodtageren selv.
Kapitel 9
Videregivelse af fortrolige oplysninger
Videregivelse af fortrolige oplysninger
§ 82. Bestyrelsesmedlemmer, medlemmer af lokale besty-
relser og lignende, medlemmer af repræsentantskabet, revi-
sorer og granskningsmænd samt deres suppleanter, stiftere,
vurderingsmænd, likvidatorer, direktører, ansvarshavende
aktuarer, generalagenter og administratorer i et forsikrings-
selskab eller en forsikringsholdingvirksomhed samt øvrige
ansatte må ikke uberettiget videregive eller udnytte fortroli-
ge oplysninger, som de under udøvelsen af deres hverv er
blevet bekendt med.
Stk. 2. Den, som modtager oplysninger efter stk. 1, er
omfattet af tavshedspligten i stk. 1.
Videregivelse af oplysninger til brug for varetagelse af
administrative opgaver
§ 83. Sædvanlige oplysninger om kundeforhold kan vide-
regives til brug for varetagelse af administrative opgaver.
Stk. 2. Til brug for varetagelse af administrative opga-
ver kan oplysninger videregives til et aktieselskab, som Ar-
bejdsmarkedets Tillægspension ejer fuldt ud, og til Arbejds-
markedets Tillægspension, jf. lov om Arbejdsmarkedets Til-
lægspension § 26 b, stk. 1 og 2, samt stk. 5, nr. 1, samt til
det administrerende selskab i et forsikringsadministrations-
fællesskab.
Stk. 3. Forsikringsselskaber kan til brug for rådgivning
om livsforsikrings- og pensionsordninger samt personforsik-
ringer, der indgår i disse ordninger, videregive oplysninger
om kundeforhold til forsikringsselskaber, som forsikrings-
selskabet er koncernforbundet med, til det administrerende
selskab i et forsikringsadministrationsfællesskab, til et ak-
tieselskab, som Arbejdsmarkedets Tillægspension ejer fuldt
ud, og til Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. lov om Ar-
bejdsmarkedets Tillægspension § 26 b, stk. 3, og § 23,
17
stk. 4. Oplysninger om helbredsmæssige forhold og andre
følsomme oplysninger kan alene videregives, hvis den, der
videregives oplysninger om, har givet samtykke hertil.
Stk. 4. Den, som modtager oplysninger efter stk. 1-3, er
omfattet af tavshedspligten i § 82, stk. 1.
Stk. 5. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om, hvilke
oplysninger der er sædvanlige kundeoplysninger i henhold
til stk. 1.
Videregivelse af oplysninger til risikostyring
§ 84. Oplysninger kan videregives til forsikringsselska-
bets modervirksomhed til brug for risikostyring af virksom-
heder i koncernen, hvis modervirksomheden er et pengein-
stitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab eller et in-
vesteringsforvaltningsselskab, en finansiel holdingvirksom-
hed eller en forsikringsholdingvirksomhed. Oplysninger om
rent private forhold må ikke videregives efter 1. pkt.
Stk. 2. Oplysninger om privatkunder kan ikke videregives
til brug for risikostyring, jf. stk. 1, bortset fra de særlige
tilfælde, hvor oplysningerne om en privatkunde vedrører
forpligtelser, der har eller vil kunne få en betydelig størrelse.
Videregivelse af oplysninger til markedsføring
§ 85. Oplysninger om en privatkunde må ikke videregives
til brug for markedsføring eller rådgivning, medmindre kun-
den har givet samtykke hertil, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Til koncernvirksomheder samt virksomheder, hvor
forsikringsselskabet ejer en virksomhed, der udøver virk-
somhed, som forsikringsselskabet må drive gennem en dat-
tervirksomhed, eller en virksomhed, der er accessorisk til
forsikringsselskabet, kan videregivelse efter stk. 1 ske uden
samtykke, hvis der er tale om generelle kundeoplysninger,
der danner grundlag for inddeling i kundekategorier, og hvis
videregivelsen er nødvendig for, at den virksomhed, som op-
lysninger videregives til, kan forfølge en berettiget interesse,
og hensynet til privatkunden ikke overstiger denne interesse.
Stk. 3. Sædvanlige oplysninger om erhvervskundeforhold
kan videregives til brug for markedsføring og rådgivning til
et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab
eller et investeringsforvaltningsselskab, der er underlagt en
tavshedspligt svarende til tavshedspligten i § 82, stk. 1.
§ 86. Forsikringsselskabet skal udarbejde retningslinjer
for, i hvilket omfang oplysninger videregives fra virksomhe-
den. Retningslinjerne skal være offentligt tilgængelige.
Afsnit IV
Ejerforhold og ledelse m.v.
Kapitel 10
Ejerforhold
Ansøgning om erhvervelser
§ 87. Enhver fysisk eller juridisk person eller fysiske og
juridiske personer, som handler i forståelse med hinanden,
der påtænker direkte eller indirekte at erhverve en kvalifice-
ret andel, jf. § 9, stk. 3, i et forsikringsselskab eller en for-
sikringsholdingvirksomhed, skal på forhånd ansøge Finans-
tilsynet om godkendelse af den påtænkte erhvervelse. Det
samme gælder ved forøgelse af den kvalificerede andel, der
medfører, at denne efter erhvervelsen vil udgøre eller over-
stige en grænse på henholdsvis 20 pct., 33 pct. eller 50 pct.
af selskabskapitalen eller stemmerettighederne, eller medfø-
rer, at forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksom-
heden bliver en dattervirksomhed.
Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter regler om, hvornår en er-
hvervelse skal medregnes i opgørelsen efter stk. 1.
Vurderingsperioden
§ 88. Finanstilsynet bekræfter skriftligt og senest efter
2 arbejdsdage modtagelsen af ansøgningen, jf. § 87, stk.
1. Tilsvarende gælder ved modtagelse af materiale efter stk.
3.
Stk. 2. Finanstilsynet har fra tidspunktet for den skriftlige
bekræftelse af modtagelsen af ansøgningen, jf. stk. 1, og
modtagelsen af alle de dokumenter, som kræves vedlagt
ansøgningen, jf. stk. 3, en vurderingsperiode på 60 arbejds-
dage til at foretage den i § 90 nævnte vurdering. Samtidig
med bekræftelsen af modtagelsen af ansøgningen, jf. stk. 1,
underretter Finanstilsynet den påtænkte erhverver om den
dato, hvor vurderingsperioden udløber.
Stk. 3. Finanstilsynet kan, indtil den 50. arbejdsdag i vur-
deringsperioden, anmode om yderligere oplysninger, der er
nødvendige for vurderingen. Anmodningen skal ske skrift-
ligt. Første gang en sådan anmodning fremsættes, afbrydes
vurderingsperioden i perioden mellem tidspunktet for an-
modningen og modtagelsen af svar herpå. Afbrydelsen kan
dog ikke overstige 20 arbejdsdage, jf. dog stk. 4.
Stk. 4. Finanstilsynet kan forlænge afbrydelsen af vurde-
ringsperioden som nævnt i stk. 3 med op til ti arbejdsdage,
hvis
1) den påtænkte erhverver er hjemmehørende eller omfat-
tet af lovgivningen i et land uden for Den Europæiske
Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det
finansielle område, eller
2) den påtænkte erhverver er en fysisk eller juridisk per-
son, som ikke er meddelt tilladelse til at udøve den i
§ 14 nævnte virksomhed, den i §§ 7, 8 og 10 i lov
om finansiel virksomhed nævnte virksomhed, den i §
3, nr. 2, i lov om kapitalmarkeder nævnte virksomhed
eller den i § 13 i lov om fondsmæglerselskaber og
investeringsservice og -aktiviteter nævnte virksomhed
i Danmark, et andet land inden for den Europæiske
Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale
med på det finansielle område.
§ 89. Afslår Finanstilsynet en ansøgning om godkendelse
af en påtænkt erhvervelse, skal dette skriftligt begrundes
og meddeles den påtænkte erhverver straks efter beslutnin-
gen herom. Meddelelsen skal ske inden for vurderingsperio-
den. Den påtænkte erhverver kan anmode Finanstilsynet om
at offentliggøre begrundelsen for afslaget.
Stk. 2. Meddeler Finanstilsynet ikke i løbet af vurderings-
perioden skriftligt afslag på ansøgningen om den påtænkte
erhvervelse, anses erhvervelsen for at være godkendt.
18
Stk. 3. Finanstilsynet kan ved godkendelse af en erhver-
velse eller forøgelse efter § 87, stk. 1, fastsætte en frist for
gennemførelsen af denne. Finanstilsynet kan forlænge en
sådan frist.
Vurdering
§ 90. Finanstilsynet skal, i forbindelse med sin vurdering
af en ansøgning modtaget efter § 87, stk. 1, sikre hensynet
til en fornuftig og forsvarlig forvaltning af den virksomhed,
hvori erhvervelsen påtænkes. Vurderingen skal endvidere
ske under hensyntagen til den påtænkte erhververs sandsyn-
lige indflydelse på virksomheden, den påtænkte erhververs
egnethed og den påtænkte erhvervelses finansielle soliditet i
forhold til følgende kriterier:
1) Den påtænkte erhververs omdømme.
2) Omdømmet og erfaringen hos den eller de personer,
der efter erhvervelsen vil lede forsikringsselskabet eller
forsikringsholdingvirksomheden.
3) Den påtænkte erhververs økonomiske forhold, især i
forhold til arten af de forretninger, der drives eller
påtænkes drevet i forsikringsselskabet eller forsikrings-
holdingvirksomheden, hvori erhvervelsen påtænkes.
4) Om virksomheden fortsat kan overholde tilsynskravene
i lovgivningen, navnlig om den koncern, som virksom-
heden eventuelt kommer til at indgå i, har en struktur,
der gør det muligt at gennemføre et effektivt tilsyn og
en effektiv udveksling af oplysninger mellem de kom-
petente myndigheder, samt at fastslå, hvordan ansvaret
skal fordeles mellem de kompetente myndigheder.
5) Om der i forbindelse med den påtænkte erhvervelse er
grund til at formode, at hvidvask af penge eller finan-
siering af terrorisme, jf. §§ 3 og 4 i hvidvaskloven, vil
ske.
Stk. 2. Finanstilsynet kan afslå en ansøgning om godken-
delse af en påtænkt erhvervelse, hvis der er rimelig grund til
at antage, at den påtænkte erhverver vil modvirke en fornuf-
tig og forsvarlig forvaltning af virksomheden på baggrund af
kriterierne nævnt i stk. 1, eller at de oplysninger, som den
påtænkte erhverver har afgivet, ikke er fyldestgørende efter
Finanstilsynets vurdering.
Stk. 3. I Finanstilsynets vurdering efter stk. 1 må hensynet
til markedets økonomiske behov ikke indgå.
Afhændelse eller formindskelse af en kvalificeret andel
§ 91. Enhver fysisk eller juridisk person eller fysiske og
juridiske personer, som handler i forståelse med hinanden,
der påtænker direkte eller indirekte at afhænde en kvalifice-
ret andel, jf. § 9, stk. 3, eller formindske en kvalificeret
andel i et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirk-
somhed således, at afhændelsen bevirker, at grænsen på hen-
holdsvis 20 pct., 33 pct. eller 50 pct. af selskabskapitalen el-
ler stemmerettighederne ikke længere er nået, eller bevirker,
at virksomheden eller holdingvirksomheden ophører med at
være vedkommendes datterselskab, skal forinden skriftligt
underrette Finanstilsynet herom med angivelse af størrelsen
af den påtænkte fremtidige kapitalandel.
Meddelelse om erhvervelser eller afhændelser
§ 92. Når et forsikringsselskab eller en forsikringshol-
dingvirksomhed får kendskab til erhvervelser eller afhæn-
delser af andele som nævnt i § 87, stk. 1, og § 91, skal
forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomheden
straks give Finanstilsynet meddelelse herom.
Stk. 2. Forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirk-
somheder skal senest i februar måned give Finanstilsynet
meddelelse om navnene på de kapitalejere, der ved udgan-
gen af det foregående år ejede en kvalificeret andel i forsik-
ringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomheden, og om
størrelsen af disse andele.
Ophævelse af stemmeret og påbud om retningslinjer
§ 93. Opfylder kapitalejere, der er i besiddelse af andele i
et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed,
jf. § 87, stk. 1, ikke kravene i § 90, stk. 1, kan Finanstilsynet
ophæve den stemmeret, der er knyttet til de pågældende
ejeres kapitalandele, eller påbyde virksomheden at følge be-
stemte retningslinjer.
Stk. 2. Finanstilsynet kan ophæve den stemmeret, der er
knyttet til kapitalandele ejet af fysiske eller juridiske person-
er, som ikke overholder forpligtelsen i § 87, stk. 1, til forud-
gående ansøgning om godkendelse. Kapitalandelene tildeles
igen fuld stemmeret, hvis Finanstilsynet kan godkende er-
hvervelsen.
Stk. 3. Har en fysisk eller juridisk person erhvervet kapi-
talandele som omhandlet i § 87, stk. 1, uanset at Finanstil-
synet har afslået at godkende denne erhvervelse af kapita-
landele, skal Finanstilsynet ophæve stemmeretten tilknyttet
disse kapitalandele.
Stk. 4. Finanstilsynet skal orientere det pågældende
forsikringsselskab eller den pågældende forsikringsholding-
virksomhed, når Finanstilsynet har ophævet stemmeretten
tilknyttet kapitalandele i virksomheden i medfør af stk.
1-3. Finanstilsynet skal endvidere orientere virksomheden,
hvis kapitalandele igen tildeles fuld stemmeret i medfør af
stk. 2, 2. pkt.
Stk. 5. Har Finanstilsynet ophævet stemmeretten i medfør
af stk. 1-3, kan kapitalandelen ikke indgå i opgørelsen af
den på en generalforsamling repræsenterede stemmeberetti-
gede kapital.
Erhvervelser i udenlandske selskaber
§ 94. Et forsikringsselskab eller en forsikringsholding-
virksomhed skal på forhånd underrette Finanstilsynet om
virksomhedens direkte eller indirekte erhvervelse af en kva-
lificeret andel i et udenlandsk forsikringsselskab eller en
udenlandsk virksomhed, der driver pengeinstitutvirksomhed,
realkreditinstitutvirksomhed, fondsmæglervirksomhed eller
investeringsforvaltningsvirksomhed, samt sådanne forøgel-
ser af den kvalificerede andel, som medfører, at denne udgør
eller overstiger en grænse på henholdsvis 20 pct., 33 pct.
og 50 pct. af stemmerettighederne henholdsvis selskabskapi-
talen, eller at det udenlandske forsikringsselskab eller den
udenlandske virksomhed bliver en dattervirksomhed. Under-
19
retningen skal indeholde oplysning om, i hvilket land virk-
somheden er etableret.
Stk. 2. Forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirk-
somheder, som har en andel på mindst 10 pct. af et uden-
landsk forsikringsselskab eller en udenlandsk virksomhed,
jf. stk. 1, og som påtænker at mindske denne andel, således
at den falder under en af de i stk. 1 fastsatte grænser, skal
underrette Finanstilsynet herom og angive størrelsen af den
påtænkte fremtidige andel.
Stk. 3. Hvor det udenlandske forsikringsselskab eller den
udenlandske virksomhed, jf. stk. 1, bliver en dattervirksom-
hed, skal meddelelsen til Finanstilsynet indeholde følgende
oplysninger om dattervirksomheden:
1) I hvilket land dattervirksomheden ønskes etableret.
2) En beskrivelse af dattervirksomhedens virksomhed,
herunder oplysninger om organisation og planlagte ak-
tiviteter.
3) Dattervirksomhedens adresse.
4) Navnene på dattervirksomhedens ledelse.
Stk. 4. Ved ændring af et forhold, der er givet medde-
lelse om efter stk. 3, nr. 1-4, skal forsikringsselskabet el-
ler forsikringsholdingvirksomheden give meddelelse til Fi-
nanstilsynet herom, inden ændringen foretages. Hvis forsik-
ringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomheden ikke på
forhånd er bekendt med ændringen, skal meddelelse til Fi-
nanstilsynet gives straks efter, at forsikringsselskabet eller
forsikringsholdingvirksomheden har modtaget underretning
om ændringen.
Kapitel 11
Ledelse og kompetencekrav
Bestyrelsens rolle
§ 95. Bestyrelsen for et forsikringsselskab og en forsik-
ringsholdingvirksomhed skal med henblik på at sikre, at
virksomheden drives betryggende
1) fastlægge, hvilke hovedtyper af forretningsmæssige ak-
tiviteter virksomheden skal udføre,
2) identificere og kvantificere virksomhedens væsentlige
risici og fastlægge virksomhedens risikoprofil, herun-
der fastsætte, hvilke og hvor store risici virksomheden
må påtage sig,
3) fastlægge politikker for, hvorledes virksomheden skal
styre hver af virksomhedens væsentlige aktiviteter og
de risici, der er knyttet hertil, under hensyntagen til
samspillet mellem disse, og
4) fastlægge en politik for mangfoldighed i bestyrelsen,
der fremmer tilstrækkelig diversitet i kvalifikationer og
kompetencer blandt bestyrelsens medlemmer.
Stk. 2. På grundlag af den fastlagte risikoprofil og de
fastlagte politikker skal bestyrelsen for forsikringsselskabet
give direktionen skriftlige retningslinjer, der som minimum
skal indeholde
1) kontrollerbare rammer for, hvilke og hvor store risici
direktionen må påføre virksomheden,
2) principperne for opgørelse af de enkelte risikotyper,
3) regler om, hvilke dispositioner der kræver bestyrelsens
stillingtagen, og hvilke dispositioner direktionen kan
foretage som led i sin stilling, og
4) regler for, hvordan og i hvilket omfang direktionen
skal rapportere til bestyrelsen om virksomhedens risici,
herunder om udnyttelsen af rammerne i retningslinjerne
for direktionen og om overholdelsen af de grænser,
der er fastsat i lovgivningen vedrørende de risici, som
virksomheden må påtage sig.
Stk. 3. Bestyrelsen for virksomheden skal løbende tage
stilling til, om virksomhedens risikoprofil og politikker samt
retningslinjerne for direktionen er forsvarlige i forhold til
virksomhedens forretningsmæssige aktiviteter, organisation
og ressourcer, herunder kapital og likviditet, samt de mar-
kedsforhold, som virksomhedens aktiviteter drives under.
Stk. 4. Bestyrelsen for virksomheden skal løbende vurde-
re, om direktionen varetager sine opgaver i overensstemmel-
se med den fastlagte risikoprofil, de fastlagte politikker og
retningslinjerne for direktionen, herunder om direktionen
har fraveget disse, og om fravigelsen i givet fald har været
forsvarlig. Bestyrelsen skal træffe passende foranstaltninger,
hvis dette ikke er tilfældet.
Stk. 5. Beslutter bestyrelsen konkret at fravige eller accep-
tere en fravigelse af den fastlagte risikoprofil, de fastlagte
politikker eller retningslinjerne for direktionen, skal dette
indføres i bestyrelsens forhandlingsprotokol sammen med
en redegørelse for begrundelsen for beslutningen.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om
de forpligtelser, der påhviler bestyrelsen for et forsikrings-
selskab og en forsikringsholdingvirksomhed i medfør af stk.
1-4.
Forretningsorden for bestyrelsen
§ 96. Bestyrelsen skal ved en forretningsorden træffe nær-
mere bestemmelser om udførelsen af sit hverv.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte regler om forretnings-
ordenens indhold.
Bestyrelsesmøder
§ 97. Bestyrelsesformanden skal sørge for, at bestyrelsen
holder møde, når dette er nødvendigt, og skal påse, at samt-
lige medlemmer indkaldes.
Stk. 2. Ethvert medlem af bestyrelsen, en direktør, en eks-
tern revisor, den interne revisionschef og den ansvarshaven-
de aktuar i et forsikringsselskab kan forlange, at bestyrelsen
indkaldes.
Stk. 3. En direktør, en ekstern revisor, den interne revisi-
onschef og den ansvarshavende aktuar har ret til at deltage i
og udtale sig ved bestyrelsesmøder, medmindre bestyrelsen i
den enkelte sag træffer anden bestemmelse.
Stk. 4. Eksterne revisorer og den interne revisionschef har
altid ret til at deltage i bestyrelsesmøder under behandling af
sager, der har betydning for revisionen eller for aflæggelse
af årsrapporten.
Stk. 5. Eksterne revisorer, den interne revisionschef og
den ansvarshavende aktuar har pligt til at deltage i bestyrel-
sens behandling af de pågældende sager, hvis det ønskes af
blot ét bestyrelsesmedlem.
20
Stk. 6. Stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse på et forsik-
ringsselskabs repræsentantskab.
§ 98. Der skal føres protokol over forhandlingerne i be-
styrelsen. Protokollen skal underskrives af samtlige tilstede-
værende medlemmer.
Stk. 2. Et bestyrelsesmedlem, en direktør, en ekstern re-
visor, den interne revisionschef eller den ansvarshavende
aktuar, der ikke er enig i bestyrelsens beslutning, har ret til
at få sin mening indført i protokollen.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på et
forsikringsselskabs repræsentantskab.
Bestyrelsen eller direktionens tegningsret
§ 99. Den tegningsret, som tilkommer medlemmer af be-
styrelsen eller direktionen efter selskabslovens § 135, kan
kun udøves af mindst to i forening.
Måltal og politikker for det underrepræsenterede køn
§ 100. I forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirk-
somheder, som har finansielle instrumenter optaget til han-
del på et reguleret marked i et EU/EØS-land, eller som har
en balancesum på 500 mio. kr. eller derover i to på hinanden
følgende regnskabsår, skal bestyrelsen
1) opstille måltal for andelen af medlemmer valgt af ge-
neralforsamlingen eller tilsvarende forsamling, der er
virksomhedens øverste myndighed, af det underrepræ-
senterede køn i bestyrelsen, medmindre der er en lige-
lig fordeling af kvinder og mænd blandt disse medlem-
mer i bestyrelsen,
2) opstille måltal for andelen af det underrepræsenterede
køn på virksomhedens øvrige ledelsesniveauer, med-
mindre der er en ligelig fordeling af kvinder og mænd
på de øvrige ledelsesniveauer, og
3) udarbejde en politik for at øge andelen af det underre-
præsenterede køn på virksomhedens øvrige ledelsesni-
veauer, medmindre der er en ligelig fordeling af kvin-
der og mænd på de øvrige ledelsesniveauer, jf. dog stk.
5.
Stk. 2. For moderselskaber, der udarbejder koncernregn-
skab, skal beregningen i stk. 1 foretages på baggrund af
koncernregnskabet.
Stk. 3. Ved øvrige ledelsesniveauer forstås to ledelsesni-
veauer under bestyrelsen. Det første ledelsesniveau under
bestyrelsen omfatter direktionen og de personer, der organi-
satorisk er på samme ledelsesniveau som direktionen. Det
andet ledelsesniveau omfatter personer med personalean-
svar, som refererer direkte til det første ledelsesniveau under
bestyrelsen.
Stk. 4. Bestyrelsen skal opstille et nyt og højere måltal
for andelen af det underrepræsenterede køn efter stk. 1, nr.
1 og 2, når forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirk-
somheden har nået sit tidligere opstillede måltal, eller et nyt
måltal, når tidshorisonten for den forventede opfyldelse er
udløbet.
Stk. 5. Forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirk-
somheder, der i det seneste regnskabsår har beskæftiget fær-
re end 50 medarbejdere, kan undlade at udarbejde en politik
for at øge andelen af det underrepræsenterede køn på deres
øvrige ledelsesniveauer.
Stk. 6. Er et forsikringsselskab eller en forsikringshol-
dingvirksomhed både omfattet af denne bestemmelse og
bestemmelserne om kønsmæssig sammensætning i det øver-
ste ledelsesorgan i selskabsloven, lov om erhvervsdrivende
fonde eller lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, har
stk. 1-5 forrang.
Indkaldelse til generalforsamling
§ 101. Indkaldelse til generalforsamling i et forsikrings-
selskab skal være offentligt tilgængelig og i overensstem-
melse med vedtægternes bestemmelser. Pressen skal have
adgang til generalforsamlingerne.
Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for forsikringsselskaber, som er
100 pct. ejet af et forsikringsselskab, et pengeinstitut, et re-
alkreditinstitut, et fondsmæglerselskab eller et investerings-
forvaltningsselskab, eller forsikringsselskaber og finansielle
virksomheder i samme koncern.
§ 102. Finanstilsynet udøver for forsikringsselskaber de
beføjelser, der er tillagt Erhvervsstyrelsen i henhold til § 93,
stk. 2 og 3, i selskabsloven.
Etablering af et repræsentantskab
§ 103. Der kan etableres et repræsentantskab til varetagel-
se af bestemte opgaver, som er angivet i vedtægterne, her-
under valg af bestyrelse. Repræsentantskabets medlemmer
er med hensyn til varetagelsen af deres hverv undergivet
samme ansvar som bestyrelsen.
Koncernrepræsentation i selskabsloven
§ 104. Reglerne om koncernrepræsentation i selskabslo-
vens § 141 gælder ikke for medarbejdere i virksomheder,
gennem hvilke et forsikringsselskab midlertidigt driver an-
den virksomhed i henhold til denne lov.
Egnetheds- og hæderlighedskrav
§ 105. Et medlem af bestyrelsen eller direktionen i et
forsikringsselskab
1) skal have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og
erfaring til at kunne varetage hvervet eller stillingen,
2) skal have tilstrækkeligt godt omdømme og kunne ud-
vise hæderlighed, integritet og tilstrækkelig uafhængig-
hed ved varetagelsen af hvervet eller stillingen,
3) må ikke være pålagt strafansvar for overtrædelse af
straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden re-
levant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko
for, at vedkommende ikke kan varetage sit hverv eller
sin stilling på betryggende måde,
4) må ikke have indgivet begæring om eller være under
rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssane-
ring,
5) må ikke have udvist en sådan adfærd, at der er grund til
at antage, at medlemmet ikke vil varetage hvervet eller
stillingen på forsvarlig måde.
Stk. 2. Når en person tiltræder et hverv som bestyrelses-
medlem eller en stilling som direktør i et forsikringsselskab,
21
påser Finanstilsynet, at personen opfylder egnetheds- og hæ-
derlighedskravene i stk. 1. Finanstilsynet træffer afgørelse
om, hvorvidt personen kan bestride hvervet eller stillingen i
den pågældende virksomhed.
Stk. 3. Vurderer Finanstilsynet, at personen ikke opfylder
kravene i stk. 1, nr. 2-5, skal afgørelsens varighed fremgå af
afgørelsen.
Stk. 4. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde, hvor Finans-
tilsynet vurderer, at en person ikke har tilstrækkelige fagli-
ge forudsætninger eller erfaring i forhold til den stilling
som medlem af direktionen, som den pågældende vurderes
til, træffe afgørelse om, at personen kan bestride stillingen
under nærmere fastsatte betingelser.
Stk. 5. Medlemmerne af bestyrelsen eller direktionen i et
forsikringsselskab skal meddele Finanstilsynet oplysninger
om forhold nævnt i stk. 1 i forbindelse med deres indtræden
i forsikringsselskabets ledelse og om forhold nævnt i stk. 1,
nr. 2-5, hvis forholdene efterfølgende ændres. Udpeges eller
vælges et medlem af bestyrelsen til posten som formand
for bestyrelsen i et forsikringsselskab, skal bestyrelsesmed-
lemmet endvidere meddele Finanstilsynet oplysninger om
forhold omfattet af stk. 1, nr. 1. Virksomhedens vurdering af
en bestyrelsesformands personlige kompetencer omfattet af
stk. 1, nr. 1, skal foreligge i skriftlig form.
Stk. 6. Forsikringsselskabet er forpligtet til at påse over-
holdelsen af stk. 1.
Stk. 7. For medlemmer af bestyrelsen og direktionen i
en forsikringsholdingvirksomhed finder stk. 1-6 tilsvarende
anvendelse.
Stk. 8. For generalagenter, jf. § 57, finder stk. 1-6 tilsva-
rende anvendelse.
Stk. 9. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler
om kompetence- og erfaringskrav i henhold til stk. 1 for
medlemmer af direktionen i forsikringsselskaber.
§ 106. Et medlem af bestyrelsen eller direktionen i et
forsikringsselskab skal afsætte tilstrækkelig tid til at vare-
tage sit hverv som direktør eller bestyrelsesmedlem i den
pågældende virksomhed. Ledelsesmedlemmet skal løbende
vurdere, om den pågældende har afsat tilstrækkelig tid til
varetagelse af sit hverv. Vurderingen skal inddrage virksom-
hedens størrelse, organisation og kompleksitet.
Bestyrelsens kollektive egnethed
§ 107. Bestyrelsen for et forsikringsselskab og en forsik-
ringsholdingvirksomhed skal sikre, at dens medlemmer har
tilstrækkelig kollektiv viden, faglig kompetence og erfaring
til at kunne forstå virksomhedens aktiviteter og de hermed
forbundne risici. Bestyrelsens sammensætning skal afspejle
en tilstrækkelig bred erfaring.
Stk. 2. I forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve
livsforsikringsvirksomhed, med en balancesum på over 30
mia. kr. og i forsikringsselskaber, der har tilladelse til at
udøve skadesforsikringsvirksomhed, med en balancesum på
over 4 mia. kr. skal mindst et medlem af bestyrelsen have
ledelseserfaring fra et forsikringsselskab eller et relevant
pengeinstitut eller realkreditinstitut.
Introduktions- og efteruddannelseskurser til
ledelsesmedlemmer
§ 108. Et forsikringsselskab og en forsikringsholdingvirk-
somhed skal have de personalemæssige og økonomiske res-
sourcer, der er nødvendige for at sikre tilstrækkelige mulig-
heder for introduktions- og efteruddannelseskurser til med-
lemmer af bestyrelsen og direktionen.
Grundkursus for bestyrelsesmedlemmer
§ 109. Et medlem af bestyrelsen i et forsikringsselskab
skal hurtigst muligt og senest 12 måneder efter indtræden
i bestyrelsen gennemføre et grundkursus i de kompetencer,
der er nødvendige for at varetage de forpligtelser og funkti-
oner, som kræves af bestyrelsesmedlemmer i den type af
forsikringsselskab, som den pågældende er indtrådt i.
Stk. 2. Finanstilsynet kan undtage et medlem af bestyrel-
sen fra kravet i stk. 1, hvis medlemmets viden, faglige kom-
petence og erfaring må anses for tilstrækkelig.
Stk. 3. Finanstilsynet kan undtage et medlem af bestyrel-
sen fra kravet i stk. 1, hvis medlemmets dansksproglige fær-
digheder ikke er tilstrækkelige til at gennemføre et grund-
kursus efter stk. 1, og et godkendt kursus ikke udbydes
på engelsk. Undtagelsen er betinget af, at medlemmet hur-
tigst muligt og senest 12 måneder efter indtræden i bestyrel-
sen gennemfører anden undervisning, hvis indholdsmæssige
rammer er godkendt af Finanstilsynet, herunder en introduk-
tion til den danske selskabsretlige struktur og relevante om-
råder, der er særlige for danske finansielle virksomheder.
Stk. 4. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde tillade, at et
medlem af bestyrelsen gennemfører et grundkursus eller an-
den godkendt undervisning, jf. stk. 1 og 3, senere end 12
måneder efter medlemmets indtræden i bestyrelsen.
Stk. 5. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om ind-
holdet af et grundkursus som nævnt i stk. 1
Uforenelige hverv
§ 110. Et bestyrelsesmedlem eller et medlem af repræsen-
tantskabet i et forsikringsselskab må ikke samtidig være
direktør i det pågældende forsikringsselskab. Bestyrelsen
kan dog i en direktørs forfald midlertidigt udpege et besty-
relsesmedlem eller et medlem af repræsentantskabet som di-
rektør. Den pågældende kan i så fald ikke udøve stemmeret i
de nævnte organer.
Stk. 2. En intern revisionschef og vicerevisionschef må
ikke samtidig være medlem af bestyrelsen.
Interessekonflikter
§ 111. Personer, der ifølge lov eller vedtægtsbestemmelse
er ansat af bestyrelsen i et forsikringsselskab, og ansatte, for
hvilke der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne
og forsikringsselskabets interesser, må ikke for egen regning
eller gennem selskaber, som de kontrollerer,
1) optage lån eller trække på allerede bevilgede kreditter
til køb af finansielle instrumenter, når de købte finan-
sielle instrumenter stilles til sikkerhed for lånet eller
kreditten,
22
2) erhverve, udstede eller handle med afledte finansielle
instrumenter, medmindre formålet er risikoafdækning,
3) erhverve kapitalandele, bortset fra andele i danske
UCITS, kapitalforeninger og udenlandske investerings-
institutter omfattet af § 143, stk. 1, nr. 2 og 3, i lov
om investeringsforeninger m.v., med henblik på salg af
disse tidligere end 6 måneder efter erhvervelsen eller
4) erhverve positioner i fremmed valuta, bortset fra euro,
når positionstagningen sker med henblik på andet end
betaling for køb af finansielle instrumenter, varer, tje-
nesteydelser eller køb eller drift af fast ejendom eller til
brug for rejser.
Stk. 2. Personkredsen omfattet af stk. 1 må ikke erhverve
kapitalandele i selskaber, der udøver virksomhed som nævnt
i stk. 1, nr. 1-4. Dette gælder dog ikke køb af aktier i pen-
geinstitutter, forsikringsselskaber, realkreditinstitutter eller
fondsmæglerselskaber samt andele i danske UCITS, kapital-
foreninger og udenlandske investeringsinstitutter omfattet af
§ 143, stk. 1, nr. 2 og 3, i lov om investeringsforeninger m.v.
Stk. 3. Forbuddet i stk. 1, nr. 2, omfatter ikke finansielle
instrumenter, der er afledt af aktier i forsikringsselskabet
eller en virksomhed, der er koncernforbundet hermed, og
som den pågældende modtager som led i sin aflønning.
Stk. 4. Forbuddet i stk. 1, nr. 1, omfatter ikke lån til køb af
medarbejderaktier samt de i stk. 3 nævnte instrumenter.
Stk. 5. Forbuddet i stk. 1, nr. 3, omfatter ikke aktier, der er
erhvervet ved udnyttelse af de i stk. 3 nævnte instrumenter.
§ 112. Bestyrelsen skal tage stilling til, for hvilke ansatte
der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og for-
sikringsselskabets interesser, og som derfor skal være omfat-
tet af forbuddet i § 111, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt. Bestyrelsen
skal sikre, at de pågældende er vidende herom.
§ 113. Bestyrelsen skal udarbejde retningslinjer for kon-
trol med overholdelse af forbuddet i § 111, stk. 1, og stk. 2,
1. pkt., herunder om indberetning af formuedispositioner.
§ 114. Den eksterne revision skal én gang om året gen-
nemgå forsikringsselskabets retningslinjer efter § 113 og i
revisionsprotokollatet vedrørende årsrapporten oplyse, om
retningslinjerne vurderes at være betryggende og have fun-
geret hensigtsmæssigt, og om virksomhedens kontrolproce-
durer har givet anledning til bemærkninger. Føres der ikke
en revisionsprotokol, skal oplysningerne nævnt i 1. pkt.
fremgå af anden tilsvarende dokumentation.
§ 115. Et kontoførende institut har på anmodning fra be-
styrelsen i forsikringsselskabet pligt til at give forsikrings-
selskabets eksterne revision adgang til oplysninger om konti
og depoter samt til at udlevere udskrifter derfra for personer
omfattet af § 111, stk. 1.
§ 116. Interne revisions- og vicerevisionschefer må uanset
§§ 111-115 ikke have økonomiske interesser i det forsik-
ringsselskab eller den koncern, som de er ansat i.
Forbud mod eksponering eller sikkerhedsstillelse
§ 117. Et forsikringsselskab må ikke uden bestyrelsens
godkendelse og indførsel heraf i bestyrelsens forhandlings-
protokol
1) bevilge eksponering mod eller modtage sikkerheds-
stillelse fra bestyrelsesmedlemmer og direktører i for-
sikringsselskabet eller virksomheder, hvor bestyrelses-
medlemmer og direktører i forsikringsselskabet er di-
rekte eller indirekte besidder af en kvalificeret andel,
bestyrelsesmedlem eller direktør,
2) indgå aftale med en direktør, når aftalen omfatter større
dispositioner i forhold til direktørens økonomiske for-
hold, eller med en tredjemand, hvori direktøren har en
væsentlig interesse, der kan være stridende mod forsik-
ringsselskabets, eller
3) bevilge eksponering mod eller indgå aftaler med per-
soner, der er knyttet til direktører ved ægteskab, samliv
i mindst 2 år eller slægtskab i ret op- eller nedstigende
linje eller som søskende, og med virksomheder, for
hvilke sådanne personer er direktører eller ejer en kva-
lificeret andel i.
Stk. 2. Medlemmer af bestyrelsen skal erstatte tab, som
forsikringsselskabet lider som følge af bevillinger, sikker-
hedsstillelser eller aftaler omfattet af stk. 1, der er godkendt
af bestyrelsen, medmindre bestyrelsen godtgør, at tabet ikke
kunne være afværget gennem den agtpågivenhed og omhu,
som ledelsen af forsikringsselskabet tilsiger.
Stk. 3. En direktør, der uden bestyrelsens godkendelse
bevilger eksponeringer, modtager sikkerhedsstillelser eller
indgår aftaler omfattet af stk. 1, indestår for det tab, som
forsikringsselskabet derved måtte blive påført, medmindre
direktøren hæfter efter selskabslovens § 215, stk. 2, jf. §
210.
Stk. 4. Er en bevilling eller sikkerhedsstillelse omfattet af
stk. 1, nr. 1, uden bestyrelsens godkendelse indgået med
et bestyrelsesmedlem i forsikringsselskabet eller en virk-
somhed, hvori bestyrelsesmedlemmet direkte eller indirekte
besidder en kvalificeret andel, er bestyrelsesmedlem eller
direktør, indestår bestyrelsesmedlemmet for det tab, som
forsikringsselskabet derved måtte blive påført, medmindre
bestyrelsesmedlemmet hæfter efter selskabslovens § 215,
stk. 2, jf. § 210.
Stk. 5. Eksponeringer og aftaler efter stk. 1 skal bevilges
eller indgås i henhold til forsikringsselskabets sædvanlige
forretningsbetingelser og på markedsbaserede vilkår, med-
mindre eksponeringen indgås over for et medarbejdervalgt
bestyrelsesmedlem på personalevilkår.
§ 118. Forsikringsselskabets eksterne revisor skal i revi-
sionsprotokollatet vedrørende årsrapporten afgive erklæring
om, hvorvidt kravene i § 117, stk. 5, er opfyldt. Føres der ik-
ke en revisionsprotokol, skal den eksterne revisors erklæring
fremgå af anden tilsvarende dokumentation.
§ 119. Et forsikringsselskab eller virksomheder inden for
samme koncern må ikke bevilge eksponering mod eller
modtage sikkerhedsstillelse fra en ekstern revisor eller den
interne revisions- eller vicerevisionschef. Dette gælder ikke
23
lån ydet af et forsikringsselskab, der har tilladelse til at
udøve livsforsikringsvirksomhed, inden for genkøbsværdien
af en af selskabet udstedt forsikringspolice.
§ 120. Direktionen og bestyrelsen skal overvåge forsvar-
ligheden og forløbet af de eksponeringer og aftaler, der er
givet efter § 117.
Ledelsens andre hverv
§ 121. Personer, der ifølge lov eller vedtægtsbestemmelse
er ansat af bestyrelsen i et forsikringsselskab, kan ikke uden
bestyrelsens tilladelse eje eller drive selvstændig erhvervs-
virksomhed eller som bestyrelsesmedlem, funktionær eller
på anden måde deltage i ledelsen eller driften af anden er-
hvervsvirksomhed end forsikringsselskabet, jf. dog § 193,
stk. 11 og 12.
Stk. 2. Samtlige tilladelser, givet af bestyrelsen i medfør
af stk. 1, skal fremgå af bestyrelsens forhandlingsprotokol.
§ 122. Andre ansatte i et forsikringsselskab, for hvilke
der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og
forsikringsselskabets interesser, kan ikke uden direktionens
tilladelse eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed el-
ler som bestyrelsesmedlem, funktionær eller på anden måde
deltage i ledelsen eller driften af anden erhvervsvirksomhed
end forsikringsselskabet. Bestyrelsen skal orienteres om til-
ladelser givet af direktionen.
Stk. 2. Bestyrelsen skal tage stilling til, for hvilke ansatte
der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og
forsikringsselskabets interesser, og som derfor skal have di-
rektionens tilladelse, jf. stk. 1. Bestyrelsen skal sikre, at de
pågældende er vidende herom.
§ 123. Den i § 121, stk. 1, og § 122, stk. 1, nævnte
virksomhed kan kun bestrides, såfremt forsikringsselskabet
eller virksomheder, der indgår i koncern eller administrati-
onsfællesskab med forsikringsselskabet, ikke har eller påta-
ger sig eksponeringer mod de i § 121, stk. 1, og § 122,
stk. 1, nævnte erhvervsvirksomheder eller virksomheder, der
indgår i koncern med disse virksomheder. Undtaget herfra
er eksponeringer i form af kapitalandele, eksponeringer mod
de i stk. 2 og 3 nævnte virksomheder samt eksponeringer
mod erhvervsvirksomheder, der indgår i koncern med for-
sikringsselskabet.
Stk. 2. Det i stk. 1 anførte eksponeringsforbud finder ikke
anvendelse i forbindelse med deltagelse i bestyrelserne for
Danmarks Skibskredit A/S, Banker og Sparekassers Ung-
domskontakt, LR Realkredit A/S, Bornholms Erhvervsfond,
Grønlandsbanken A/S, regulerede markeder, clearingcentra-
ler, værdipapircentraler, NASDAQ OMX Stockholm AB,
NASDAQ OMX Helsinki Oy, IFU – Investeringsfonden for
Udviklingslande, IØ – Investeringsfonden for Østlandene,
Landbrugets FinansieringsBank A/S, Bankernes Kontantser-
vice A/S, Fundcollect A/S, Fundconnect A/S og DLR Kredit
A/S.
Stk. 3. Det i stk. 1 anførte eksponeringsforbud finder ikke
anvendelse i forbindelse med deltagelse i bestyrelsen for en
virksomhed, som midlertidigt drives af et forsikringsselskab
i medfør af § 47 til sikring eller afvikling af forud påtagede
eksponeringer.
Stk. 4. Finanstilsynet kan dispensere fra stk. 1 i særlige
tilfælde.
§ 124. Forsikringsselskabet skal mindst én gang årligt
offentliggøre oplysninger om de hverv, som bestyrelsen har
godkendt i henhold til § 121.
§ 125. Den eksterne revision skal i revisionsprotokollatet
vedrørende årsrapporten afgive erklæring om, hvorvidt for-
sikringsselskabet har eksponering mod erhvervsvirksomhe-
der omfattet af §§ 121 og 122. Føres der ikke en revisions-
protokol, skal erklæringen nævnt i 1. pkt. fremgå af anden
tilsvarende dokumentation.
Kapitel 12
Indretning og styring
Nøglepersoner og -funktioner
§ 126. Med henblik på at sikre et effektivt ledelsessystem,
herunder et effektivt risikostyringssystem og et effektivt in-
ternt kontrolsystem, der kan understøtte en forsvarlig ledelse
af virksomheden, skal direktionen i et gruppe 1-forsikrings-
selskab sikre, at virksomheden som minimum har følgende
fire nøglefunktioner:
1) Risikostyringsfunktion.
2) Compliancefunktion.
3) Aktuarfunktion.
4) Intern auditfunktion.
Stk. 2. Direktionen skal udarbejde en funktionsbeskrivelse
for hver af nøglefunktionerne. Direktionen skal i den forbin-
delse sikre en klar fordeling og passende adskillelse af an-
svarsområder, som er i overensstemmelse med bestyrelsens
politikker, så der ikke opstår unødigt sammenfald mellem
funktionerne. Direktionen skal endvidere sikre, at der finder
en effektiv informationsformidling og et effektivt samarbej-
de sted i virksomheden.
Stk. 3. Direktionen beslutter placering og organisering af
nøglefunktionerne under hensyntagen til arten, omfanget og
kompleksiteten af virksomhedens risici og aktiviteter, jf. dog
§ 131, stk. 1. Direktionen skal sikre, at nøglefunktionen
udfører opgaver, der henhører under funktionen, på betryg-
gende vis.
Stk. 4. Direktionen skal for hver af de mindst fire nøgle-
funktioner udpege en nøgleperson, der er den ansvarlige for
funktionen.
Stk. 5. Nøglefunktionerne rapporterer til direktionen. De
udpegede nøglepersoner er ansvarlige for nøglefunktioner-
nes rapportering til direktionen. Rapporteringen skal omfatte
både løbende rapportering om det udførte arbejde, herunder
undersøgelsesresultater og lignende, og ved behov, hvilket
f.eks. kan være i tilfælde af større problemer eller lignen-
de. Nøglefunktionerne afleverer mindst en gang årligt en
rapport til direktionen. Direktionen skal sikre, at nøgleperso-
nerne i nødvendigt omfang kan rette henvendelse og rappor-
tere direkte til bestyrelsen uafhængigt af direktionen, og at
de kan give udtryk for betænkeligheder og advare bestyrel-
24
sen i de tilfælde, hvor de finder det nødvendigt, uden at
dette berører det ansvar, som bestyrelsen har, jf. § 95.
Stk. 6. Direktionen kan som nøgleperson udpege en med-
arbejder, der også har ansvar for andre opgaver end funk-
tionens, hvis det er forsvarligt under hensyntagen til arten,
omfanget og kompleksiteten af virksomhedens risici og akti-
viteter, og eventuelle interessekonflikter i forhold til vareta-
gelsen af funktionens opgaver, herunder at øvrige opgaver
håndteres betryggende.
Stk. 7. Et medlem af direktionen kan alene udpeges som
en af de i stk. 4 nævnte nøglepersoner, hvis udpegningen
sker under hensyntagen til arten, omfanget og kompleksi-
teten af virksomhedens risici og aktiviteter, og en sådan
beslutning skal i så fald træffes af bestyrelsen.
Stk. 8. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for
virksomhedens nøglefunktioner og nøglepersoner, herunder
om disses opgaver og ansvarsområder.
§ 127. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal som led i
sin virksomhedsstyring identificere selskabets nøgleperso-
ner. Nøglepersoner er blandt andet ansatte, der i det daglige
er en del af den faktiske ledelse, og ansatte, der er udpeget
som ansvarlig for en nøglefunktion, jf. § 126, stk. 4.
Stk. 2. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal uden unødigt
ophold underrette Finanstilsynet om, hvilke ansatte der er
identificeret som nøglepersoner i medfør af stk. 1, herunder
hvilke stillinger de pågældende varetager.
Stk. 3. § 105, stk. 1-5, finder tilsvarende anvendelse for
ansatte i et gruppe 1-forsikringsselskab, der er identificeret
som nøglepersoner i medfør af stk. 1.
Stk. 4. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal underrette Fi-
nanstilsynet, hvis en nøgleperson ikke længere varetager sin
stilling eller ikke længere opfylder kravene i § 105, stk. 1.
Stk. 5. Et gruppe 1-forsikringsselskab er forpligtet til at
påse, at nøglepersoner overholder § 105.
Stk. 6. Stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse for forsik-
ringsholdingvirksomheder.
Stk. 7. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler
om kompetence- og erfaringskrav i henhold til § 105, stk. 1,
for nøglepersoner i gruppe 1-forsikringsselskaber.
Risikostyringsfunktion
§ 128. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal have en risiko-
styringsfunktion, der er indrettet med en struktur, der kan
lette gennemførelsen af selskabets risikostyringssystem.
Compliancefunktion
§ 129. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal som led i en
hensigtsmæssig og forsvarlig ledelse have en effektiv com-
pliancefunktion. Compliancefunktionen skal bl.a. kontrolle-
re og vurdere, om virksomhedens metoder og procedurer er
egnede til at opdage og mindske compliancerisici, dvs. risici
ved manglende overholdelse af den finansielle lovgivning,
markedsstandarder eller interne regelsæt, og om de foran-
staltninger, der træffes for at afhjælpe eventuelle mangler,
er effektive. Compliancefunktionen skal desuden rådgive
direktionen og bestyrelsen om overholdelse af den finansiel-
le lovgivning for virksomheden, vurdere konsekvenser for
virksomheden af lovændringer samt identificere og vurdere
risici for manglende overholdelse af den finansielle lovgiv-
ning, markedsstandarder eller interne regelsæt.
Aktuarfunktion
§ 130. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal have en ef-
fektiv aktuarfunktion. Aktuarfunktionen skal varetages af
personer, der har kendskab til aktuarmatematik og finansma-
tematik på et niveau, der står i rimeligt forhold til arten,
omfanget og kompleksiteten af de risici, der er forbundet
med forsikrings- eller genforsikringsselskabets virksomhed,
og som kan påvise at have relevant erfaring med gældende
faglige standarder og andre standarder af relevans for aktu-
arfunktionen.
Stk. 2. I en koncern eller gruppe udtaler aktuarfunktionen
sig om den del af forsikringspolitikken, der vedrører gen-
forsikring og genforsikringsprogrammet for koncernen eller
gruppen som helhed.
Stk. 3. Finanstilsynet kan dispensere fra kravet i stk. 1
for forsikringsholdingvirksomheder, der er den øverste mo-
dervirksomhed i en koncern, og for finansielle holdingvirk-
somheder omfattet af § 9, stk. 1, nr. 8, der er den øverste
modervirksomhed i en koncern, hvor mindst en af datter-
virksomhederne er et gruppe 1-forsikringsselskab.
Intern auditfunktion
§ 131. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal have en ef-
fektiv intern auditfunktion. Den interne auditfunktion skal
vurdere, om virksomhedens interne kontrolsystem og andre
elementer af ledelsen og styringen er hensigtsmæssige og
effektive. Den interne auditfunktion skal være objektiv og
uafhængig af virksomhedens operationelle funktioner. Den
interne auditfunktion må ikke i sin audit, vurdering og
rapportering af auditresultatet være under påvirkning fra
direktionen eller bestyrelsen, som kan bringe funktionens
uafhængighed og upartiskhed i fare.
Virksomhedsstyring
§ 132. Et forsikringsselskab og en forsikringsholdingvirk-
somhed skal have effektive former for virksomhedsstyring,
herunder
1) en klar organisatorisk struktur med en veldefineret,
gennemskuelig og konsekvent ansvarsfordeling,
2) en god administrativ og regnskabsmæssig praksis,
3) skriftlige forretningsgange for alle de væsentlige aktivi-
tetsområder,
4) effektive procedurer til at identificere, forvalte, overvå-
ge og rapportere om de risici, som virksomheden er
eller kan blive udsat for,
5) de ressourcer, der er nødvendige for den rette gennem-
førelse af dens virksomhed og hensigtsmæssig anven-
delse af disse,
6) procedurer med henblik på adskillelse af funktioner i
forbindelse med håndtering og forebyggelse af interes-
sekonflikter,
7) fyldestgørende interne kontrolprocedurer, og
25
8) betryggende kontrol- og sikringsforanstaltninger på it-
området.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de
foranstaltninger, som et forsikringsselskab og en forsikrings-
holdingvirksomhed skal træffe for at have effektive former
for virksomhedsstyring, jf. stk. 1.
Procedurer for godkendelse af nye forsikringsprodukter
§ 133. Forsikringsselskaber, der udarbejder forsikrings-
produkter, skal have effektive procedurer for godkendelse af
nye produkter, væsentlige ændringer i eksisterende produk-
ter og distribution af disse.
Stk. 2. Forsikringsselskaber skal regelmæssigt revidere de
produkter, som selskabet udbyder eller markedsfører, under
hensyntagen til eventuelle begivenheder, som materielt kan
påvirke de potentielle risici på den tilsigtede målgruppe,
med henblik på som minimum at vurdere, om produktet
stadig opfylder behovene på den angivne målgruppe, og om
den tilsigtede distributionsstrategi stadig er hensigtsmæssig.
Stk. 3. Forsikringsselskaber skal stille alle relevante op-
lysninger om forsikringsproduktet og om produktgodkendel-
sesprocessen, herunder forsikringsproduktets tilsigtede mål-
gruppe, til rådighed for forsikringsdistributørerne.
Stk. 4. Forsikringsselskaber, der rådgiver om eller foreslår
forsikringsprodukter, som de ikke selv har udarbejdet, skal
have effektive procedurer for indhentelse af relevante oplys-
ninger om forsikringsprodukterne.
Stk. 5. Stk. 1-4 finder ikke anvendelse på forsikringspro-
dukter, der består af forsikring af store risici.
Outsourcing
§ 134. Forsikringsselskaber kan outsource en proces, en
tjenesteydelse eller en aktivitet, som selskaberne ellers selv
ville udføre, til en tjenesteyder.
Stk. 2. Forsikringsselskaber skal sikre, at outsourcing af
kritiske eller vigtige operationelle funktioner eller aktiviteter
ikke foregår på en måde, der kan
1) medføre en væsentlig forringelse af kvaliteten af ledel-
sessystemet i forsikringsselskabet,
2) medføre en unødig forøgelse af den operationelle risi-
ko,
3) forringe tilsynsmyndighedernes mulighed for at kon-
trollere, at forsikringsselskabet overholder sine forplig-
telser, eller
4) være til hinder for, at forsikringsselskabet til enhver
tid kan tilbyde forsikringstagerne en tilfredsstillende
service.
Stk. 3. Forsikringsselskaber skal i god tid underrette Fi-
nanstilsynet om en forestående outsourcing af kritiske eller
vigtige operationelle funktioner eller aktiviteter. Selskaberne
skal endvidere underrette Finanstilsynet om væsentlige for-
andringer for de funktioner eller aktiviteter, der er nævnt i 1.
pkt.
Stk. 4. Forsikringsselskaber er ansvarlige for samtlige out-
sourcede funktioner eller aktiviteter.
Stk. 5. Finanstilsynet kan træffe afgørelse om, at forsik-
ringsselskabers outsourcing skal bringes til ophør inden for
en af Finanstilsynet nærmere fastsat frist, hvis outsourcing-
kontrakten eller dennes parter ikke opfylder reglerne i denne
bestemmelse eller regler fastsat i medfør af stk. 6.
Stk. 6. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om
outsourcing vedrørende
1) forsikringsselskabers ansvar og kontrol med en tjene-
steyder, herunder deres videreoutsourcing,
2) forsikringsselskabers interne retningslinjer for outsour-
cing og
3) krav, som forsikringsselskaber som minimum skal sik-
re, at tjenesteydere eller underleverandører til enhver
tid opfylder, og som skal være aftalt i outsourcingkon-
trakten.
Stk. 7. Stk. 2-4 og regler fastsat i medfør af stk. 6 gælder
ikke for virksomhedernes autentifikation af brugere ved an-
vendelse af MitID-løsningen, jf. lov om MitID og NemLog-
in.
Anonyme indberetninger til forsikringsselskabet
§ 135. Et forsikringsselskab skal have en ordning, hvor
dets ansatte via en særlig, uafhængig og selvstændig kanal
kan indberette overtrædelser eller potentielle overtrædelser
af den finansielle regulering begået af virksomheden, herun-
der af ansatte eller medlemmer af bestyrelsen i forsikrings-
selskabet. Indberetninger til ordningen skal kunne foretages
anonymt. Forsikringsselskabet skal følge op på indberetnin-
ger til ordningen og skriftligt kunne dokumentere, hvordan
forsikringsselskabet har fulgt op på indberetningerne. Lov
om beskyttelse af whistleblowere finder anvendelse på ord-
ningen i 1. pkt., jf. dog § 2 i lov om beskyttelse af whistle-
blowere.
Stk. 2. Ordningen i stk. 1 kan etableres via kollektiv over-
enskomst.
Stk. 3. Stk. 1 finder alene anvendelse, når forsikringssel-
skabet beskæftiger flere end fem ansatte. Ordningen nævnt
i stk. 1 og 2 skal være etableret, senest 3 måneder efter
forsikringsselskabet har ansat den sjette ansatte.
Stk. 4. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde, hvor Finans-
tilsynet vurderer, at det vil være formålsløst, at der oprettes
en ordning, dispensere fra kravet i stk. 1.
§ 136. Et forsikringsselskab må ikke udsætte ansatte eller
tidligere ansatte for ufordelagtig behandling eller ufordel-
agtige følger, som følge af at den ansatte eller den tidlige-
re ansatte har indberettet virksomhedens overtrædelse eller
potentielle overtrædelse af den finansielle regulering til Fi-
nanstilsynet eller til en ordning i virksomheden. Det samme
gælder ved fastsættelse, tildeling og udbetaling af variabel
løn til ansatte eller tidligere ansatte.
Stk. 2. Ansatte eller tidligere ansatte, hvis rettigheder er
krænket ved overtrædelse af stk. 1, kan tilkendes en godtgø-
relse i overensstemmelse med principperne i lov om ligebe-
handling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse
m.v. Godtgørelsen fastsættes under hensyn til den ansattes
eller den tidligere ansattes ansættelsestid og sagens omstæn-
digheder i øvrigt.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 kan ikke ved aftale fraviges til ugunst
for den ansatte eller den tidligere ansatte.
26
§ 137. Indgår en ansat eller en tidligere ansat og et for-
sikringsselskab en aftale om en tavshedsklausul, skal det
fremgå af aftalen, at den ansatte eller tidligere ansatte ikke
er afskåret fra at indberette oplysninger om overtrædelser
eller potentielle overtrædelser af den finansielle regulering
til offentlige myndigheder.
Stk. 2. Uanset stk. 1 er den ansatte eller tidligere ansatte
ikke afskåret fra at indberette oplysninger om overtrædelser
eller potentielle overtrædelser af den finansielle regulering
til offentlige myndigheder, selv om et sådant forbud indgår
i en aftale mellem den ansatte eller tidligere ansatte og
forsikringsselskabet. Det samme gælder indberetninger til
ordninger efter § 135.
Oplysningspligt over for Finanstilsynet
§ 138. Et forsikringsselskab skal straks meddele Finanstil-
synet oplysninger om forhold, der er af afgørende betydning
for forsikringsselskabets fortsatte drift.
Stk. 2. Oplysningspligten i stk. 1 gælder også det enkelte
medlem af bestyrelsen, en direktør og den ansvarshavende
aktuar i et forsikringsselskab.
Stk. 3. Et medlem af et forsikringsselskabs bestyrelse eller
direktion, den eksterne revision eller den ansvarshavende
aktuar skal straks meddele til Finanstilsynet, hvis den på-
gældende formoder, at forsikringsselskabet ikke opfylder et
af følgende krav:
1) Kravet til minimumsbasiskapitalen efter § 156, stk. 2
og 3.
2) Kapitalkravene eller solvensbehovet efter § 156, stk. 4.
3) Solvenskapitalkravet efter § 154.
4) Minimumskapitalkravet efter § 155.
Stk. 4. Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse for forsik-
ringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder om for-
hold i datterselskaber, der er forsikringsselskaber.
Forsikringsmatematisk sagkundskab og den ansvarshavende
aktuar
§ 139. Direktionen skal drage omsorg for, at et forsik-
ringsselskab råder over tilstrækkelig sagkundskab til bereg-
ning af forsikringsmæssige hensættelser til solvens.
Stk. 2. Har forsikringsselskabet tilladelse til at drive livs-
forsikringsvirksomhed, skal bestyrelsen ansætte en ansvars-
havende aktuar, der skal varetage de nødvendige forsikrings-
tekniske funktioner, herunder beregninger og undersøgel-
ser. Stillingen som aktuar kan ikke forenes med stillingen
som medlem af direktionen eller bestyrelsen i forsikringssel-
skabet.
Stk. 3. Den ansvarshavende aktuar skal påse, at forsik-
ringsselskabet overholder sit tekniske grundlag m.v. Den
ansvarshavende aktuar skal i denne forbindelse gennemgå
det aktuarmæssige indhold i forsikringsselskabets aktiviteter
og materiale og påse, at det tekniske grundlag m.v., jf. §
29, til enhver tid er i overensstemmelse med de krav, der er
nævnt i § 30, stk. 1-6.
Stk. 4. Den ansvarshavende aktuar skal omgående indbe-
rette enhver tilsidesættelse af de forhold, der er nævnt i stk.
3, til Finanstilsynet. Den ansvarshavende aktuar har ret til af
direktionen at forlange alle oplysninger, som er nødvendige
for udøvelsen af hvervet. Finanstilsynet kan kræve de oplys-
ninger af den ansvarshavende aktuar, som er nødvendige til
bedømmelse af forsikringsselskabets økonomiske stilling.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere bestemmelser
om de i stk. 2-4 nævnte forhold, herunder om de krav, en
person skal opfylde for at kunne blive ansat som ansvarsha-
vende aktuar.
Offentliggørelse
§ 140. Et forsikringsselskab, der har en hjemmeside, skal
offentliggøre oplysninger om, hvordan forsikringsselskabet
lever op til kravene i § 95, stk. 1, nr. 4, §§ 107 og 108, i
det omfang de pågældende krav finder anvendelse på forsik-
ringsselskabet.
Stk. 2. Offentliggørelse efter stk. 1 skal ske på forsikrings-
selskabets hjemmeside på et sted, hvor det naturligt hører
hjemme.
§ 141. Et forsikringsselskab skal desuden offentliggøre
oplysninger om, hvordan forsikringsselskabet lever op til
kravene i §§ 142-144, 146 og 151, i det omfang de pågæl-
dende krav finder anvendelse på forsikringsselskabet.
Stk. 2. Et gruppe 1-forsikringsselskab, der har en hjemme-
side, skal offentliggøre oplysninger om, hvordan virksomhe-
den lever op til kravene i artikel 258, stk. 1, litra l, og artikel
275, stk. 1, litra a og b, og stk. 2, litra b, litra d-f og litra h, i
Solvens II-forordningen.
Stk. 3. Offentliggørelse efter stk. 1 og 2 skal ske på for-
sikringsselskabet hjemmeside på et sted, hvor det naturligt
hører hjemme.
Kapitel 13
Aflønning
Skriftlig lønpolitik
§ 142. Et gruppe 1-forsikringsselskab og en forsikrings-
holdingvirksomhed, der har et gruppe 1-forsikringsselskab
som datterselskab, skal vedtage en skriftlig lønpolitik, der er
i overensstemmelse med artikel 258, stk. 1, litra l, og artikel
275 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35
af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II-forordningen).
Stk. 2. Virksomhedens lønpolitik skal være kønsneutral.
§ 143. Et gruppe 2-forsikringsselskab og en forsikrings-
holdingvirksomhed, der ikke har et gruppe 1-forsikringssel-
skab som datterselskab, skal vedtage en skriftlig lønpolitik,
der fremmer en sund og effektiv risikostyring.
Stk. 2. Virksomhedens lønpolitik skal være kønsneutral.
§ 144. Virksomhedens øverste organ skal godkende virk-
somhedens lønpolitik, jf. §§ 142 og 143, herunder retnings-
linjer for tildeling af variabel løn og retningslinjer for
fratrædelsesgodtgørelser, ved enhver væsentlig ændring og
mindst hvert fjerde år. Forsikringsselskabets og forsikrings-
holdingvirksomhedens lønpolitik skal hurtigst muligt efter
godkendelsen offentliggøres på virksomhedens hjemmesi-
27
de. Lønpolitikken skal forblive offentligt tilgængelig på
hjemmesiden, så længe den er gældende.
Stk. 2. Formanden for bestyrelsen skal i sin beretning for
virksomhedens øverste organ redegøre for aflønningen af
virksomhedens bestyrelse og direktion. Redegørelsen skal
indeholde oplysninger om aflønning i det foregående regn-
skabsår og om den forventede aflønning i det indeværende
og kommende regnskabsår. Formanden for bestyrelsen skal
forklare og begrunde lønpolitikkens indhold og dens efterle-
velse i sin beretning for virksomhedens øverste organ.
Stk. 3. Virksomhedens øverste organ skal godkende afløn-
ningen af virksomhedens bestyrelse for det igangværende
regnskabsår.
Stk. 4. Bestyrelsen i et forsikringsselskab og en forsik-
ringsholdingvirksomhed skal årligt udarbejde og offentlig-
gøre en vederlagsrapport.
Stk. 5. Vederlagsrapporten skal indeholde:
1) Oplysninger om det samlede vederlag, som hvert med-
lem af bestyrelsen og direktionen som led i dette hverv
har optjent fra virksomheden og andre virksomheder
inden for samme koncern i de seneste tre år, herun-
der oplysninger om fastholdelses- og fratrædelsesord-
ningers væsentligste indhold.
2) En redegørelse for sammenhængen mellem ledelsens
aflønning og virksomhedens strategi og relevante mål
herfor.
Stk. 6. Hurtigst muligt efter generalforsamlingens afhol-
delse skal vederlagsrapporten offentliggøres på virksomhe-
dens hjemmeside. Vederlagsrapporten skal forblive offent-
ligt tilgængelig på hjemmesiden i en periode på 10 år. Ve-
derlagsrapporten kan være tilgængelig i en længere periode
end 10 år, forudsat at den ikke længere indeholder personop-
lysninger.
Aflønning i forbindelse med forsikringsdistribution
§ 145. Et gruppe 1-forsikringsselskab og et gruppe 2-
forsikringsselskab skal sikre, at virksomhedens aflønnings-
strukturer i forbindelse med udøvelse af forsikringsdistribu-
tion ikke strider mod virksomhedens forpligtelse til at hand-
le i kundens bedste interesse, herunder god skik-reglerne i
§ 67, stk. 1, og regler udstedt i medfør af § 67, stk. 2. Det
samme gør sig gældende for aflønning, jf. § 9, stk. 1, nr.
39, som virksomheden modtager med henblik på udøvelse
af forsikringsdistribution.
Stk. 2. Et gruppe 1-forsikringsselskab og et gruppe 2-for-
sikringsselskab må ikke indføre aflønningsordninger eller
salgsmål, som tilskynder virksomheden eller dennes ansatte
til at anbefale et bestemt forsikringsprodukt til en kunde,
når virksomheden udbyder et andet produkt, der dækker
kundens behov bedre.
Stk. 3. Et gruppe 1-forsikringsselskab og et gruppe 2-for-
sikringsselskab, der udøver forsikringsdistribution gennem
en accessorisk forsikringsformidler, jf. § 2, stk. 1, nr. 5, i
lov om forsikringsformidling, der udelukkende distribuerer
forsikringer, som er undtaget fra lov om forsikringsformid-
ling, jf. § 1, stk. 2, i lov om forsikringsformidling, skal
sikre, at den pågældende accessoriske forsikringsformidler
har passende og forholdsmæssige ordninger med henblik på,
at denne overholder stk. 1 og 2.
Stk. 4. Stk. 1-3 finder ikke anvendelse på forhold omfattet
af kollektiv overenskomst, som iagttager principperne i stk.
1 og 2.
Aflønning af ledelsen og væsentlige risikotagere
§ 146. Ved forsikringsselskabers og forsikringsholding-
virksomheders aflønning af bestyrelsen, direktionen og an-
dre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på
virksomhedens risikoprofil, skal virksomheden sikre sig, at
følgende er opfyldt:
1) De variable løndele til et medlem af bestyrelsen eller
direktionen må på tidspunktet for beregningen af den
variable løndel højst udgøre 50 pct. af henholdsvis ho-
noraret og den faste grundløn inklusive pension.
2) De variable løndele til andre ansatte, hvis aktiviteter
har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikopro-
fil, må på tidspunktet for beregningen af den variable
løn højst udgøre 100 pct. af den faste grundløn, inklusi-
ve pension.
3) Virksomhedens øverste organ kan dog beslutte, at de
variable løndele til andre ansatte, hvis aktiviteter har
væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil, jf.
nr. 2, på tidspunktet for beregningen af den variable
løndel kan udgøre op til 200 pct. af den faste grundløn,
inklusive pension, forudsat at følgende krav opfyldes:
a) Virksomheden skal senest ved indkaldelse til det
øverste organs forsamling orientere det øverste or-
gan om, at der ønskes stillingtagen til benyttelse af
et højere maksimalt loft.
b) Det øverste organ skal tage beslutningen om benyt-
telse af et højere maksimalt loft på baggrund af en
detaljeret anbefaling fra virksomheden, der begrun-
der indstillingen herom, herunder antallet af berørte
ansatte, disses arbejdsområder, det nye foreslåede
maksimale loft og den forventede indvirkning på
virksomhedens mulighed for at bevare et sundt
kapitalgrundlag. Kapitalejerne skal modtage anbe-
falingen senest samtidig med indkaldelsen til det
øverste organs forsamling.
c) Virksomheden skal senest samtidig med formidling
af anbefalingen til kapitalejerne, jf. litra b, informe-
re Finanstilsynet om anbefalingen til kapitalejerne,
herunder det foreslåede højere maksimale loft og
begrundelsen for indstillingen. Virksomheden skal
på anmodning fra Finanstilsynet godtgøre, at det
foreslåede højere maksimale loft ikke er i strid med
virksomhedens forpligtelser efter bekendtgørelsen
og Solvens II-forordningen, herunder særligt kapi-
talgrundlagskravene.
d) Beslutningen om benyttelse af et højere maksimalt
loft skal tiltrædes af virksomhedens øverste organ
med mindst 66 pct. af de afgivne stemmer, for-
udsat at mindst 50 pct. af de stemmeberettigede
kapitalandele er repræsenteret på forsamlingen. Er
mindre end 50 pct. af de stemmeberettigede kapita-
landele repræsenteret på forsamlingen, skal beslut-
28
ningen tiltrædes af mindst 75 pct. af de afgivne
stemmer. En ansat, som er kapitalejer i virksomhe-
den, må ikke deltage i afstemningen herom på det
øverste organs forsamling, hvis den ansatte har en
væsentlig interesse i beslutningen, der kan være
stridende mod virksomhedens interesse.
e) Virksomheden skal senest 8 dage efter det øverste
organs forsamling informere Finanstilsynet om det
øverste organs beslutning, herunder om størrelsen
af et eventuelt besluttet højere maksimalt loft.
4) Mindst 50 pct. af en variabel løndel til bestyrelsen,
direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væ-
sentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil, skal
på tidspunktet for beregningen af den variable løn bestå
af en balance af aktier, tilsvarende ejerandele afhæn-
gig af virksomhedens juridiske struktur, aktiebaserede
instrumenter, efterstillet gæld i virksomheden eller an-
dre instrumenter, som i en passende grad afspejler virk-
somhedens kreditværdighed som en virksomhed, hvis
aktivitet formodes at fortsætte. Instrumenterne kan ud-
stedes i virksomheden eller dennes modervirksomhed,
der ejer virksomheden fuldt ud.
5) Udbetaling af mindst 40 pct. af en variabel løndel, ved
større beløb mindst 60 pct., sker over en periode på
mindst fire år, med påbegyndelse et år efter beregnings-
tidspunktet, dog for bestyrelsen og direktionen mindst
fem år. Udbetaling skal ske med ligelig fordeling over
årene eller med en voksende andel i slutningen af pe-
rioden.
6) Virksomheden kan undlade at udbetale en variabel løn-
del helt eller delvis, såfremt virksomheden på tidspunk-
tet for udbetaling af den variable løndel ikke overhol-
der solvenskapitalkravet i §§ 154 og 166, eller hvis
Finanstilsynet vurderer, at der er nærliggende risiko
herfor.
7) Virksomheden udbetaler ikke variabel løn til bestyrel-
sen eller direktionen, såfremt Finanstilsynet i medfør
§ 223 kræver, at virksomheden udarbejder en plan for
genoprettelse af virksomhedens økonomiske stilling.
Stk. 2. For bestyrelsen og direktionen må aktieoptioner
eller lignende instrumenter højst udgøre 12,5 pct. af hen-
holdsvis honoraret og den faste grundløn inklusive pension
på tidspunktet for beregningen heraf.
Stk. 3. Virksomheden skal sikre, at aktier, instrumenter
m.v., der overdrages til bestyrelsen, direktionen eller andre
ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virk-
somhedens risikoprofil, som en del af den variable løn, som
er nævnt i stk. 1, nr. 4, ikke må afhændes af disse personer i
en passende periode.
Stk. 4. Virksomhed skal sikre, at udbetaling af den efter
stk. 1, nr. 5, udskudte variable løndel til bestyrelsen, direkti-
onen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indfly-
delse på virksomhedens risikoprofil, er betinget af, at de
kriterier, der har dannet grundlag for beregningen af den
variable løndel, fortsat er opfyldt på udbetalingstidspunktet,
betinget af, at den pågældende ikke har deltaget i eller været
ansvarlig for en adfærd, der har resulteret i betydelige tab
for virksomheden, eller ikke har efterlevet passende krav
til hæderlighed, samt betinget af, at virksomhedens økono-
miske situation ikke er væsentligt forringet i forhold til tids-
punktet for beregningen af den variable løndel.
Stk. 5. En virksomhed skal sikre, at bestyrelsen, direk-
tionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig ind-
flydelse på virksomhedens risikoprofil, og som modtager
variabel løn, skal tilbagebetale den variable løn helt eller
delvis, hvis den variable løn er udbetalt på grundlag af
oplysninger om resultater, som kan dokumenteres at være
fejlagtige, og hvis modtageren er i ond tro.
Stk. 6. Tildeler en virksomhed bestyrelsen, direktionen og
andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på
virksomhedens risikoprofil, en pensionsydelse, som udgør
variabel løn, jf. § 9, stk. 1, nr. 41, skal virksomheden, hvis
modtageren forlader virksomheden inden pensionstidspunk-
tet, beholde denne pensionsydelse i form af instrumenter
som nævnt i stk. 1, nr. 4, i 5 år. Stk. 4 og 5 finder tilsvarende
anvendelse på de i 1. pkt. nævnte tilfælde. Hvis modtageren
er medlem af bestyrelsen eller ansat i virksomheden ved
pensionsalderen, skal virksomheden udbetale den variable
del af pensionsydelsen til modtageren i form af de i stk. 1,
nr. 4, nævnte instrumenter uden mulighed for afhændelse
eller udnyttelse i en periode på 5 år. Stk. 5 finder tilsvarende
anvendelse på de i 3. pkt. nævnte tilfælde.
Stk. 7. For personer i ansættelsesforhold, der er omfattet
af en kollektiv overenskomst, finder stk. 1-6 kun anvendelse
på aftaler om variable løndele, hvis aftalerne om variabel
løn ikke er fastsat i overenskomsten.
Fratrædelsesordninger for direktionsmedlemmer
§ 147. Indgår et forsikringsselskab eller en forsikringshol-
dingvirksomhed en aftale om en fratrædelsesordning med et
medlem af direktionen, og overstiger værdien af ordningen
et beløb svarende til den pågældendes samlede vederlag i de
seneste to regnskabsår inklusive pension, skal virksomheden
offentliggøre størrelsen af det samlede vederlag, herunder
størrelsen af de enkelte vederlagsdele, samt en begrundelse
for vederlagsdelenes størrelse.
Stk. 2. Offentliggørelsen efter stk. 1 skal ske på virksom-
hedens hjemmeside på samme sted, som virksomhedens løn-
politik er offentliggjort, og skal ske hurtigst muligt og senest
tre hverdage efter at aftalen er indgået. Oplysningerne om
et direktionsmedlems fratrædelsesordning skal være tilgæn-
gelige, så længe aftalen er gældende.
§ 148. Løn i en aftalt opsigelsesperiode til et medlem
af direktionen i et forsikringsselskab eller en forsikrings-
holdingvirksomhed, der ikke modsvares af en sædvanlig
arbejdsforpligtelse, skal udbetales månedsvis over opsigel-
sesperioden.
§ 149. En fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af di-
rektionen i et forsikringsselskab eller en forsikringsholding-
virksomhed skal afspejle de resultater, der er opnået ved
varetagelse af stillingen, og må ikke belønne forseelser eller
manglende resultater.
Stk. 2. Fratrædelsesgodtgørelsen skal udbetales i måneds-
vise rater svarende til størrelsen af modtagerens gennemsnit-
lige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår.
29
Stk. 3. Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen kan tid-
ligst begynde, efter en eventuel løn i opsigelsesperioden er
fuldt udbetalt.
Stk. 4. Bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratræ-
delsesgodtgørelsen, hvis bestyrelsen vurderer, at direktøren
under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses
for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Bestyrelsen
skal tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen,
hvis virksomheden sigtes for strafbare forhold, der kan til-
regnes direktøren, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med,
at direktøren er sigtet for strafbare forhold, som er begået i
forbindelse med vedkommendes ansættelse i virksomheden.
Stk. 5. Bestyrelsen skal kræve tilbagebetaling af en fratræ-
delsesgodtgørelse, der er udbetalt helt eller delvist, inden
bestyrelsen blev bekendt med adfærd eller forhold omfattet
af stk. 4.
§ 150. §§ 147-149 kan ikke fraviges ved aftale, herunder
ved aftale om fratrædelsesordning til et medlem af direkti-
onen i et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirk-
somhed, der indgås med en anden virksomhed i koncernen,
som ikke er omfattet af reglerne.
Aflønningsudvalg
§ 151. Et gruppe 1-forsikringsselskab, et gruppe 2-for-
sikringsselskab og en forsikringsholdingvirksomhed, hvis
kapitalandele er optaget til handel på et reguleret marked,
eller som i de 2 seneste regnskabsår på balancetidspunktet
i gennemsnit har haft 1.000 eller flere fuldtidsansatte, skal
nedsætte et aflønningsudvalg, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. I koncerner med flere virksomheder, som i medfør
af stk. 1 har pligt til at nedsætte et aflønningsudvalg, kan
der dog nedsættes et fælles aflønningsudvalg for disse virk-
somheder i koncernen eller en del heraf. Aflønningsudvalget
skal organisatorisk placeres i en virksomhed under tilsyn
af Finanstilsynet og skal nedsættes i en virksomhed, der er
modervirksomhed for de øvrige virksomheder, som udvalget
er nedsat for.
Stk. 3. Formanden samt medlemmerne af aflønningsud-
valget skal være medlem af bestyrelsen i den virksomhed,
som nedsætter aflønningsudvalget, eller af bestyrelsen i
virksomheder, der i medfør af stk. 2 har et fælles aflønnings-
udvalg. Aflønningsudvalget skal sammensættes således, at
medlemmerne har den fornødne viden og de fornødne kvali-
fikationer og kompetencer til at forstå og overvåge virksom-
hedens lønpolitik og -praksis, risikostyring og kontrolaktivi-
teter, navnlig for så vidt angår tilpasning af virksomhedens
aflønningsstruktur til virksomhedens risikoprofil og forvalt-
ning af kapital og likviditet, og er i stand til at foretage en
kvalificeret og uafhængig vurdering af, om virksomhedens
aflønning, herunder lønpolitik og tilhørende forretningsgan-
ge, er i overensstemmelse med enten artikel 275 i Solvens
II-forordningen, § 142, stk. 1-2, §§ 145 og 146 samt regler
udstedt i medfør af § 152 for gruppe 1-forsikringsselskaber
eller § 143, stk. 1-2, §§ 145 og 146 samt regler udstedt i
medfør af § 152 for gruppe 2-forsikringsselskaber.
Stk. 4. Aflønningsudvalget skal forestå det forberedende
arbejde for bestyrelsens beslutninger vedrørende aflønning,
herunder lønpolitik og andre beslutninger herom, som kan
have indflydelse på virksomhedens risikostyring, og i den
forbindelse forestå følgende:
1) Aflønningsudvalget skal rådgive bestyrelsen om ud-
formning af virksomhedens lønpolitik, bistå bestyrelsen
med at påse overholdelsen af virksomhedens lønpolitik
i praksis og vurdere, om virksomhedens lønpolitik er
opdateret, herunder hvis nødvendigt komme med for-
slag til opdateringer af lønpolitikken.
2) Aflønningsudvalget skal sikre, at oplysningerne fore-
lagt for det øverste organ om virksomhedens lønpolitik
og -praksis samt oplysningerne efter § 146, stk. 1, nr. 3,
litra a og b, er tilstrækkelige.
3) Aflønningsudvalget skal vurdere, om virksomhedens
processer og systemer er tilstrækkelige og tager højde
for virksomhedens risici, herunder risici forbundet med
forvaltning af kapital og likviditet, i forhold til virk-
somhedens aflønningsstruktur, samt sikre, at virksom-
hedens lønpolitik og -praksis er i overensstemmelse
med og fremmer en sund og effektiv risikostyring og
er i overensstemmelse med virksomhedens forretnings-
strategi, målsætninger, værdier og langsigtede interes-
ser.
4) Aflønningsudvalget skal vurdere virksomhedens og
forretningsenhedernes samlede resultater og sikre, at
direktionen har evalueret de resultatkriterier, der har
dannet grundlag for beregningen af variabel løn til
virksomhedens andre ansatte, hvis aktiviteter har væ-
sentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil, jf. §
146, stk. 4.
5) Aflønningsudvalget skal kontrollere udvalgte evalue-
ringer foretaget af direktionen, jf. nr. 4, for at teste,
om betingelserne i § 146, stk. 4, er opfyldt.
6) Aflønningsudvalget skal sikre, at de uafhængige kon-
trolfunktioner og andre relevante funktioner inddrages,
i det omfang det er nødvendigt for gennemførelsen af
opgaverne i nr. 1-5, og i det omfang det er nødvendigt,
søge ekstern rådgivning.
Stk. 5. Aflønningsudvalget kan varetage andre opgaver
vedrørende aflønning. Udvalget skal i det forberedende ar-
bejde varetage virksomhedens langsigtede interesser, herun-
der også i forhold til investorer, og offentlighedens interesse.
Stk. 6. I virksomheder, der er omfattet af stk. 1, og hvor
der er medarbejderrepræsentation i bestyrelsen i medfør af
reglerne i kapitel 8 i selskabsloven, skal mindst en af disse
repræsentanter være medlem af aflønningsudvalget nedsat i
medfør af stk. 1 eller 2.
Nærmere regler om aflønning
§ 152. Erhvervsministeren kan for forsikringsselskaber
og forsikringsholdingvirksomheder fastsætte nærmere regler
om definitionen af andre ansatte, hvis aktiviteter har væsent-
lig indflydelse på virksomhedens risikoprofil.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan for forsikringsselskaber og
forsikringsholdingvirksomheder fastsætte regler om lønpoli-
tik og aflønning af bestyrelsen, direktionen og andre ansatte,
hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens
risikoprofil, der supplerer reglerne i artikel 258 og 275 i Eu-
30
ropa-Parlamentets og Rådets forordning 2015/35/EU af 10.
oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse
af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).
Stk. 3. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere reg-
ler om forsikringsselskabers og forsikringsholdingvirksom-
heders pligt til at offentliggøre oplysninger om aflønning af
bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har
væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil.
Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler
for forsikringsselskaber om aflønning, som tildeles eller ud-
betales med henblik på udøvelse af forsikringsdistribution.
Afsnit V
Forsikringsselskabers hensættelser og kapitalforhold
Kapitel 14
Solvens, hensættelser og kapitalforhold
Gruppe 1-forsikringsselskabers kapitalgrundlag
§ 153. Gruppe 1-forsikringsselskabers kapitalgrundlag
består af summen af basiskapitalgrundlaget og det supple-
rende kapitalgrundlag. Anvendelse af det supplerende kapi-
talgrundlag ved opgørelsen af kapitalgrundlaget kræver Fi-
nanstilsynets godkendelse.
Stk. 2. Basiskapitalgrundlaget består af
1) det beløb, hvormed værdien af aktiver overstiger vær-
dien af passiver, værdiansat i henhold til regler fastsat i
medfør af § 132, stk. 2, og § 158, stk. 5, reduceret med
værdien af egne aktier, der ejes af gruppe 1-forsikrings-
selskabet, og
2) efterstillet gæld.
Stk. 3. Det supplerende kapitalgrundlag består af andre
kapitalelementer end basiskapitalgrundlaget, som kan benyt-
tes til dækning af tab.
Stk. 4. Europa-Kommissionen fastsætter i medfør af
artikel 97 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II), hvilken kapital der kan indgå i kapitalgrundlaget. Grup-
pe 1-forsikringsselskaber, der ønsker at anvende anden kapi-
tal, skal ansøge om forudgående godkendelse fra Finanstil-
synet.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for
gruppe 1-forsikringsselskabers opgørelse af kapitalgrundla-
get.
§ 154. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal sikre, at selskabet til enhver tid har et kapital-
grundlag, som dækker det af selskabet opgjorte solvenskapi-
talkrav, jf. stk. 2.
Stk. 2. Solvenskapitalkravet opgøres enten ved anvendelse
af standardformlen eller ved anvendelse af en af Finanstilsy-
net godkendt intern model, jf. dog stk. 4.
Stk. 3. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der anvender stan-
dardformlen, må kun anvende selskabsspecifikke parametre
ved opgørelsen af solvenskapitalkravet, hvis Finanstilsynet
godkender dette.
Stk. 4. Afviger gruppe 1-forsikringsselskabets risikoprofil
væsentligt fra de forudsætninger, der ligger til grund for
standardformlen, kan Finanstilsynet kræve, at selskabet an-
vender en godkendt intern model til opgørelse af solvenska-
pitalkravet for de relevante risikomoduler.
Stk. 5. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal som minimum
opgøre solvenskapitalkravet en gang årligt og skal herefter
indberette resultatet til Finanstilsynet. Selskabet skal ved
ændringer af væsentlig betydning for det opgjorte solven-
skapitalkrav foretage en ny opgørelse og øjeblikkeligt heref-
ter indberette resultatet til Finanstilsynet.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om det
kapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække solvenskapi-
talkravet, om opgørelsen af solvenskapitalkravet ved anven-
delsen af standardformlen og om kriterierne for Finanstilsy-
nets godkendelse og opgørelse af en intern model.
§ 155. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal sikre, at selskabet til enhver tid har et basiska-
pitalgrundlag, som dækker det af selskabet opgjorte mini-
mumskapitalkrav.
Stk. 2. Minimumskapitalkravet skal udgøre det største af
beløbene i stk. 3 og det største af de for selskabet relevante
beløb i stk. 5.
Stk. 3. Europa-Kommissionen fastsætter i medfør af
artikel 130 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II) regler for, hvordan gruppe 1-forsikringsselskaberne skal
opgøre minimumskapitalkravet. Det opgjorte minimumska-
pitalkrav må ikke udgøre under 25 pct. eller over 45 pct.
af selskabets solvenskapitalkrav opgjort i overensstemmelse
med § 154 og inklusive ethvert kapitaltillæg, som Finans-
tilsynet påbyder i henhold til § 276. Ligger det faktisk
opgjorte minimumskapitalkrav under 25 pct. af selskabets
solvenskapitalkrav, vil minimumskapitalkravet blive fastsat
til 25 pct. Ligger det faktisk opgjorte minimumskapitalkrav
over 45 pct. af selskabets solvenskapitalkrav, vil minimums-
kapitalkravet blive fastsat til 45 pct.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal indsende en be-
grundelse til Finanstilsynet i forbindelse med indberetningen
efter stk. 6, hvis det faktisk opgjorte minimumskapitalkrav
ligger uden for grænserne i stk. 3.
Stk. 5. De nedre grænser for minimumskapitalkravet er:
1) 4 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virk-
somhed omfattet af bilag 2.
2) 2,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf.
bilag 1.
3) 4 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 10-15, jf. bilag
1.
4) 3,9 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver gen-
forsikringsvirksomhed.
5) 1,3 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.
Stk. 6. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal som minimum
opgøre minimumskapitalkravet ved udgangen af hvert kvar-
tal og herefter indberette resultatet til Finanstilsynet.
31
Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for
det basiskapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække
minimumskapitalkravet.
Gruppe 2-forsikringsselskabers kapitalgrundlag
§ 156. Gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal sikre, at virksomheden har en tilstrækkelig basi-
skapital til at dække virksomhedens risici.
Stk. 2. Kravet til minimumsbasiskapitalen for gruppe 2-
forsikringsselskaber udgør, jf. dog stk. 3:
1) 4 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed om-
fattet af bilag 2.
2) 2,7 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed
inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 1.
3) 3,9 mio. euro for selskaber, der udøver genforsikrings-
virksomhed.
4) 1,3 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.
Stk. 3. For gensidige gruppe 2-forsikringsselskaber om-
fattet af stk. 2, nr. 2, hvor vedtægterne giver selskabet mu-
lighed for opkrævning af ekstrabidrag eller nedsættelse af
ydelserne, udgør kravet til minimumsbasiskapitalen:
1) 0,225 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed
inden for forsikringsklasserne 1-8, 16 og 18, jf. bilag 1.
2) 0,15 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed
inden for forsikringsklasserne 9 og 17, jf. bilag 1.
Stk. 4. Gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal på baggrund af stk. 1 opgøre virksomhedens
individuelle solvensbehov.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte et individuelt solvens-
behov, der er højere end det, som selskabet har opgjort efter
stk. 4.
§ 157. Gruppe 2-forsikringsselskabers basiskapital består
af kernekapitalen tillagt den supplerende kapital med fra-
drag.
Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for gruppe
2-forsikringsselskabers opgørelse af basiskapitalen.
Gruppe 1-forsikringsselskabers hensættelser til solvens
§ 158. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal sikre, at selskabet til enhver tid er i besiddelse
af tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser til solvens
til dækning af alle forsikringsforpligtelser over for forsik-
ringstagere og andre begunstigede efter forsikringsaftaler-
ne. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og direktion
skal sikre, at der ved opgørelsen af de forsikringsmæssige
hensættelser til solvens anvendes en risikofri rentekurve,
der fastlægges af Europa-Kommissionen i medfør af arti-
kel 77e, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II) med senere ændringer.
Stk. 2. Finanstilsynet kan give tilladelse til, at et gruppe
1-forsikringsselskab anvender en matchtilpasning til den ri-
sikofrie rentekurve i stk. 1 på en af selskabet udvalgt porte-
følje af forsikringsforpligtelser.
Stk. 3. Et gruppe 1-forsikringsselskab kan, ved notifika-
tion af Finanstilsynet, anvende en volatilitetsjustering af den
risikofrie rentekurve i stk. 1 for forsikringsmæssige hensæt-
telser til solvens, hvor selskabet ikke anvender en matchtil-
pasning efter stk. 2.
Stk. 4. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om
opgørelsen af matchtilpasningen og forudsætningerne for at
opnå tilladelse, jf. stk. 2, og om volatilitetsjusteringen, jf.
stk. 3.
Stk. 5. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om
værdiansættelsen af aktiver og passiver, herunder forsik-
ringsmæssige hensættelser til solvens, jf. stk. 1, 1. pkt.,
i gruppe 1-forsikringsselskaber og koncerner eller grupper
omfattet af § 165, stk. 1 og 2.
Gruppe 2-forsikringsselskabers hensættelser til solvens
§ 159. Gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrelse og di-
rektion skal sikre, at selskabet til enhver tid er i besiddelse
af tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser til solvens
til dækning af alle forsikringsforpligtelser over for forsik-
ringstagere og andre begunstigede efter forsikringsaftalerne.
Stk. 2. Finanstilsynet kan kræve, at et gruppe 2-forsik-
ringsselskab ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hen-
sættelser til solvens anvender den risikofrie rentekurve efter
§ 158, stk. 1.
Gruppe 1-forsikringsselskabers analyser om ændringer i
væsentlige risici
§ 160. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal foretage analy-
ser af, hvordan ændringer i væsentlige risici påvirker det
af selskabet opgjorte kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og
minimumskapitalkrav. Selskabet skal kvartalsvist indberette
resultatet til Finanstilsynet efter samme frister, der gælder
for de kvartalsvise indberetningsskemaer, jf. artikel 312,
stk. 1, litra d, i Kommissionens delegerede forordning (EU)
2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang
til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed
(Solvens II).
Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler
om de analyser, som selskabet skal foretage efter stk. 1.
Fastsættelse af regler om kapitalgrundlag
§ 161. Finanstilsynet kan fastsætte regler om finansielle
virksomheders udstedelse af gældsbreve med vilkår om kon-
vertering til aktie-, garanti- eller andelskapital, herunder i
hvilket omfang selskabslovens kapitel 10 finder anvendelse.
§ 162. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for
1) fristerne for indberetninger som følge af regler udstedt
i medfør af artikel 35, stk. 9, i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009
om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsik-
ringsvirksomhed (Solvens II),
2) opgørelser efter § 156, stk. 1 og 4, og
3) indberetning af kravet til minimumsbasiskapitalen og
basiskapitalen for gruppe 2-forsikringsselskaber.
32
Sikkerhedsfond
§ 163. Et forsikringsselskab kan foretage henlæggelser til
en sikkerhedsfond, hvis vedtægterne indeholder bestemmel-
ser herom.
Stk. 2. Midler, der er henlagt til sikkerhedsfonden, kan
ikke fraføres denne. Sikkerhedsfondens midler kan kun an-
vendes til dækning af tab ved afvikling af de forsikrings-
mæssige forpligtelser eller på anden måde til fordel for de
forsikrede. Der kan ikke foretages vedtægtsændringer med
den virkning, at midler, der efter stk. 1 allerede er henlagt til
sikkerhedsfonden, kan fraføres denne.
Rapport om solvens og finansiel situation
§ 164. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal årligt offent-
liggøre en rapport om deres solvens og finansielle situa-
tion. Derudover skal gruppe 1-forsikringsselskaberne ind-
sende en regelmæssig tilsynsrapport til Finanstilsynet om
deres solvens og finansielle situation efter frister fastsat i
Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 2015/35 af
10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og
udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Sol-
vens II).
Stk. 2. Virksomheder omfattet af § 166, stk. 1 og 2, skal
årligt offentliggøre en rapport om koncernens eller gruppens
solvens og finansielle situation. Derudover skal virksomhe-
der omfattet af § 166, stk. 1 og 2, indsende en regelmæs-
sig tilsynsrapport om koncernens eller gruppens solvens og
finansielle situation til Finanstilsynet efter frister fastsat i
Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 2015/35 af
10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og
udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Sol-
vens II).
Stk. 3. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler
om de oplysninger, som rapporterne skal indeholde, og om
offentliggørelse og indsendelse til Finanstilsynet.
Kapitel 15
Koncernregler og konsolidering m.v.
Koncerners indberetning af eksponeringer
§ 165. Koncerner, hvor den øverste modervirksomhed i
Danmark er et forsikringsselskab, eller hvor modervirksom-
heden er en forsikringsholdingvirksomhed, skal én gang år-
ligt indberette alle eksponeringer, der udgør mere end 10
pct. af koncernens kapitalgrundlag til Finanstilsynet.
Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for indbe-
retning efter stk. 1.
Særlige regler om koncernsolvens og koncerntilsyn for
gruppe 1-forsikringsselskaber m.v.
§ 166. Bestyrelsen for en forsikringsholdingvirksomhed
eller en finansiel holdingvirksomhed, der opfylder betingel-
serne i § 9, stk. 1, nr. 9, skal sikre, at koncernen er i
besiddelse af et kapitalgrundlag, der dækker solvenskapital-
kravet for koncernen, når mindst en af dattervirksomhederne
driver forsikringsvirksomhed. Dette gælder dog ikke, hvor
der i koncernen alene drives forsikringsvirksomhed gennem
gruppe 2-forsikringsselskaber.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for et grup-
pe 1-forsikringsselskab og dertil knyttede virksomheder,
der udøver forsikringsvirksomhed. Dette gælder dog ikke,
hvis de tilknyttede virksomheder alene driver forsikrings-
virksomhed gennem gruppe 2-forsikringsselskaber.
Stk. 3. Kapitalgrundlaget for koncernen eller gruppen, jf.
stk. 1 og 2, skal opgøres i overensstemmelse med § 153 og
regler udstedt i medfør af stk. 10.
Stk. 4. Solvenskapitalkravet for koncernen eller gruppen
opgøres på baggrund af en metode baseret på regnskabs-
mæssig konsolidering, jf. dog stk. 5, og enten ved anvendel-
se af standardformlen efter § 154, stk. 2, 3 og 6, eller ved
anvendelse af en af Finanstilsynet godkendt intern model for
koncernen eller gruppen.
Stk. 5. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde træffe afgørel-
se om, at solvenskapitalkravet for koncernen eller gruppen
ikke skal opgøres på baggrund af en metode baseret på
regnskabsmæssig konsolidering efter stk. 4, eller at opgørel-
sen på baggrund af en metode baseret på regnskabsmæssig
konsolidering efter stk. 4 skal kombineres med en anden
opgørelsesmetode.
Stk. 6. Opfyldes solvenskapitalkravet ikke for koncernen
eller gruppen, finder § 223 anvendelse.
Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg for
koncernen eller gruppen i overensstemmelse med § 278.
Stk. 8. Finanstilsynet kan træffe afgørelse om ikke at med-
tage et selskab i koncernen eller gruppen ved opgørelsen af
solvenskapitalkravet for koncernen eller gruppen, når
1) selskabet er beliggende i et tredjeland, hvor der er
retlige hindringer for videregivelsen af de nødvendige
oplysninger,
2) selskabet, der påtænkes medtaget, kun er af ringe be-
tydning set ud fra formålene med koncerntilsynet, med-
mindre selskabet set sammen med flere andre selskaber
i koncernen som helhed ikke er af uvæsentlig betyd-
ning, eller
3) det under hensyntagen til formålene med koncerntilsy-
net ville være uhensigtsmæssigt eller vildledende at
medtage det pågældende selskab.
Stk. 9. Virksomheder omfattet af stk. 1 og 2 skal som
minimum opgøre solvenskapitalkravet for koncernen eller
gruppen en gang årligt og herefter indberette resultatet til
Finanstilsynet. Virksomheder omfattet af stk. 1 og 2 skal
ved ændringer af væsentlig betydning for det opgjorte sol-
venskapitalkrav for koncernen eller gruppen øjeblikkeligt
foretage en ny opgørelse og herefter indberette resultatet til
Finanstilsynet.
Stk. 10. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om
kapitalgrundlaget for koncernen og gruppen omfattet af stk.
1 og 2, som kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet
for koncernen eller gruppen, om opgørelse af solvenskapi-
talkravet for koncernen eller gruppen efter stk. 4 og 5, om
Finanstilsynets godkendelse af en intern model for koncer-
nen eller gruppen og om risikokoncentrationen. Finanstilsy-
net kan endvidere fastsætte nærmere regler om ækvivalens
33
for tilfælde, hvor modervirksomheden for et gruppe 1-for-
sikringsselskab har sit hovedsæde i et land uden for Den
Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale
med på det finansielle område.
§ 167. Finanstilsynet kan træffe afgørelse om, at § 166
eller dele heraf finder anvendelse på en dansk del af en kon-
cern eller gruppe, hvis den øverste virksomhed i koncernen
eller gruppen ikke er beliggende i Danmark. Det øverste for-
sikringsselskab, den øverste forsikringsholdingvirksomhed
eller den øverste finansielle holdingvirksomhed, der opfyl-
der betingelserne i § 9, stk. 1, nr. 8, i den danske del af
koncernen, påser overholdelsen af disse bestemmelser.
Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 skal begrundes over for både
den koncerntilsynsførende efter Solvens II-direktivet og det
endelige moderselskab på fællesskabsniveau.
§ 168. Er der truffet afgørelse efter § 167, stk. 1, kan
Finanstilsynet indgå aftale med tilsynsmyndigheder i andre
medlemsstater i overensstemmelse med artikel 217, stk. 1,
i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til og
udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Sol-
vens II) som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv direktiv 2014/51/EF af 16. april 2014. Det påhviler i
sådanne tilfælde Finanstilsynet i fællesskab med tilsynsmyn-
digheder, som en sådan aftale indgås med, at begrunde af-
talen over for både den koncerntilsynsførende efter Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til og udøvelse
af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) og
det endelige moderselskab på fællesskabsniveau.
§ 169. Finanstilsynet skal i fællesskab med andre rele-
vante tilsynsmyndigheder indhente udtalelse fra koncernen,
inden der træffes afgørelse om, hvilken af flere medlemssta-
ters tilsynsmyndigheder der er koncerntilsynsførende efter
Solvens II-direktivet, i de særlige tilfælde omfattet af artikel
247, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II) som ændret ved Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv direktiv 2014/51/EF af 16. april 2014. Er
Finanstilsynet udpeget som koncerntilsynsførende, skal Fi-
nanstilsynet meddele koncernen en begrundelse for afgørel-
sen, efter afgørelsen er truffet.
Stk. 2. Er Finanstilsynet udpeget som koncerntilsynsfø-
rende efter Solvens II-direktivet, påhviler det Finanstilsynet
at meddele en begrundet afgørelse til koncernen og tilsyns-
kollegiet i tilfælde, hvor Den Europæiske Tilsynsmyndighed
for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIO-
PA) træffer afgørelse i overensstemmelse med artikel 247,
stk. 4 og 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II) som ændret ved Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv direktiv 2014/51/EF af 16. april 2014.
Udskillelse, afhændelse og koncerninterne transaktioner
§ 170. Finanstilsynet kan påbyde en modervirksomhed,
der ejer kapitalandele i et eller flere forsikringsselskaber,
at udskille forsikringsselskaberne i en delkoncern under en
finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirk-
somhed, hvis
1) koncernen er struktureret på en sådan måde, at moder-
virksomheden ikke skal opfylde solvenskapitalkravet
for koncernen i § 166, stk. 1, 2, 4 og 5,
2) et medlem af modervirksomhedens bestyrelse eller di-
rektion omfattes af et af forholdene i § 105, stk. 1, nr.
3-5, eller
3) strukturen i øvrigt vanskeliggør varetagelsen af Finans-
tilsynets opgaver.
§ 171. Finanstilsynet kan påbyde, at en forsikringshol-
dingvirksomhed afhænder kapitalandele i et forsikringssel-
skab, hvis
1) solvenskapitalkravet for koncernen i § 166, stk. 1, 4 og
5, ikke er opfyldt,
2) et medlem af forsikringsholdingvirksomhedens besty-
relse eller direktion ikke har fyldestgørende erfaring til
at udøve hvervet eller stillingen eller omfattes af et af
forholdene i § 105, stk. 1, nr. 3-5, eller
3) forsikringsholdingvirksomheden modvirker en forsvar-
lig og fornuftig forvaltning af forsikringsselskabet.
§ 172. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for kon-
cerninterne transaktioner, der indgås mellem et forsikrings-
selskab og
1) virksomheder, der direkte eller indirekte er forbundet
med forsikringsselskabet som dattervirksomheder, as-
socierede virksomheder eller modervirksomheder eller
som modervirksomhedens associerede virksomheder
og øvrige dattervirksomheder,
2) virksomheder eller personer, der er forbundet med for-
sikringsselskabet gennem snævre forbindelser, eller
3) virksomheder, der ikke er omfattet af nr. 1 og 2, hvor
personerne i virksomhedernes ledelse for flertallets
vedkommende er de samme, eller hvor virksomhederne
er underlagt en fælles ledelse i medfør af en aftale eller
vedtægtsbestemmelser herom.
Stk. 2. Koncerninterne transaktioner foretaget i strid med
de regler, der er fastsat i medfør af stk. 1, skal ophæves,
således at ydelserne om muligt tilbageleveres, herunder at
eventuel sikkerhedsstillelse ophører. Udbetalinger fra forsik-
ringsselskabet, der er foretaget i forbindelse med koncernin-
terne transaktioner i strid med de regler, der er fastsat i
medfør af stk. 1, skal tilbageføres tillige med en årlig rente
af beløbet svarende til den rente, der er fastsat efter § 5, stk.
1 og 2, i renteloven.
§ 173. Et forsikringsselskab må ikke uden tilladelse fra
Finanstilsynet have eksponeringer mod andre virksomheder
inden for samme koncern bortset fra eksponeringer mod
dattervirksomheder.
Stk. 2. Et forsikringsselskab må ikke have en eksponering
mod virksomheder eller personer, som direkte eller indirekte
har en afgørende indflydelse på forsikringsselskabet, eller
som er domineret af virksomheder eller personer med en
sådan indflydelse.
Stk. 3. Finanstilsynet kan undtage fra stk. 2.
34
§ 174. Finanstilsynet kan i visse tilfælde, hvor en moder-
virksomhed i en koncern er en forsikringsholdingvirksom-
hed eller et forsikringsselskab, fravige bestemmelser for
koncerner fastsat i denne lov eller i regler udstedt i medfør
af loven under hensyntagen til formålet med de pågældende
bestemmelser og aktiviteterne i koncernen. 1. pkt. finder
tilsvarende anvendelse for grupper omfattet af § 166, stk. 2,
hvis den øverste virksomhed i gruppen ikke er beliggende i
Danmark.
Kapitel 16
Investeringer
Prudent person-princippet
§ 175. Forsikringsselskaber skal investere deres aktiver
således, at forsikringstagernes og de begunstigedes interes-
ser varetages bedst muligt.
Aktivt ejerskab
§ 176. Et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virk-
somhed omfattet af bilag 2, og et forsikringsselskab, der
udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, og som
foretager investeringer direkte eller gennem en kapitalfor-
valter i aktier, der handles på et reguleret marked, skal ud-
arbejde og offentliggøre en politik for aktivt ejerskab, der
beskriver, hvordan selskabet integrerer aktivt ejerskab i sin
investeringsstrategi.
Stk. 2. For gruppe 1-forsikringsselskabet, der udøver virk-
somhed omfattet af bilag 2, og forsikringsselskabet, der ud-
øver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, skal politi-
kken for aktivt ejerskab desuden beskrive, hvordan selskabet
1) overvåger selskaber, hvori der investeres, inden for re-
levante områder, herunder strategi, finansielle og ikke-
finansielle resultater, risiko, kapitalstruktur, social og
miljømæssig indvirkning og god selskabsledelse,
2) fører dialog med selskaber, hvori der investeres,
3) udøver stemmerettigheder og andre rettigheder knyttet
til aktier,
4) samarbejder med andre aktionærer,
5) kommunikerer med relevante interessenter i selskaber,
hvori der investeres, og
6) håndterer faktiske og potentielle interessekonflikter i
forbindelse med virksomhedens aktive ejerskab.
Stk. 3. Et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virk-
somhed omfattet af bilag 2, og et forsikringsselskab, der
udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, skal en
gang årligt offentliggøre, hvordan selskabets politik for ak-
tivt ejerskab er blevet gennemført, herunder en generel be-
skrivelse af stemmeafgivelse, en redegørelse for de væsent-
ligste afstemninger og selskabets brug af rådgivende sted-
fortræderes tjenesteydelser.
Stk. 4. Et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virk-
somhed omfattet af bilag 2, og et forsikringsselskab, der
udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, skal of-
fentliggøre, hvordan selskabet har stemt på generalforsam-
linger i selskaber, i hvilke det besidder aktier. Afstemninger,
der er ubetydelige på grund af emnet for afstemningen eller
størrelsen af kapitalandelen i det pågældende selskab, kan
udelades fra offentliggørelsen.
Stk. 5. Et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virk-
somhed omfattet af bilag 2, og et forsikringsselskab, der
udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, kan væl-
ge ikke at opfylde et eller flere af kravene i stk. 1-4, hvis
selskabet offentliggør en klar og begrundet forklaring på,
hvorfor selskabet har valgt dette.
Stk. 6. De oplysninger, som skal offentliggøres efter stk.
1-5, skal være gratis tilgængelige på hjemmesiden hos grup-
pe 1-forsikringsselskabet, der udøver virksomhed omfattet
af bilag 2, og forsikringsselskabet, der udøver genforsikring
af livsforsikringsforpligtelser.
Stk. 7. Gennemfører en kapitalforvalter politikken om
aktivt ejerskab, herunder stemmeafgivelse, på vegne af et
gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed omfat-
tet af bilag 2, og et forsikringsselskab, der udøver genforsik-
ring af livsforsikringsforpligtelser, skal selskabet henvise til
det sted, hvor kapitalforvalteren har offentliggjort oplysnin-
ger om stemmeafgivelse.
Stk. 8. Regler om interessekonflikter i anden lovgivning,
der gælder for gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver
virksomhed omfattet af bilag 2, og forsikringsselskaber, der
udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, finder
tilsvarende anvendelse i forbindelse med aktiviteter vedrø-
rende aktivt ejerskab.
§ 177. Et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virk-
somhed omfattet af bilag 2, og et forsikringsselskab, der
udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, og som
foretager investeringer direkte eller gennem en kapitalfor-
valter i aktier, der handles på et reguleret marked, skal
offentliggøre, hvordan hovedelementerne i selskabets aktie-
investeringsstrategi er i overensstemmelse med profilen og
varigheden af selskabets forsikringsmæssige forpligtelser,
herunder navnlig de langsigtede forpligtelser, og hvordan
hovedelementerne bidrager til aktivernes resultater på mel-
lemlang til lang sigt.
Stk. 2. Når en kapitalforvalter investerer på vegne af et
gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed omfat-
tet af bilag 2, og et forsikringsselskab, der udøver genforsik-
ring af livsforsikringsforpligtelser, enten diskretionært eller
gennem et investeringsinstitut, skal selskabet offentliggøre
følgende oplysninger om sin ordning med kapitalforvalte-
ren:
1) Hvordan ordningen giver kapitalforvalteren incitament
til at afstemme sin investeringsstrategi og sine investe-
ringsbeslutninger efter profilen og varigheden af de
forsikringsmæssige forpligtelser, navnlig de langsigte-
de forpligtelser for gruppe 1-forsikringsselskabet, der
udøver virksomhed omfattet af bilag 2, og forsikrings-
selskabet, der udøver genforsikring af livsforsikrings-
forpligtelser.
2) Hvordan ordningen giver kapitalforvalteren incitament
til at træffe investeringsbeslutninger på grundlag af
vurderinger af finansielle og ikkefinansielle resultater
på mellemlang til lang sigt for det selskab, hvori der
investeres, og til at engagere sig i selskaber, hvori der
35
investeres, for at forbedre deres resultater på mellem-
lang til lang sigt.
3) Hvordan metoden til og tidshorisonten for evaluering
af kapitalforvalterens resultater og aflønningen for ka-
pitalforvalterens tjenesteydelser er i overensstemmelse
med profilen og varigheden af de forsikringsmæssige
forpligtelser, navnlig de langsigtede forpligtelser, og
tager hensyn til de langsigtede resultater for gruppe
1-forsikringsselskabet, der udøver virksomhed omfattet
af bilag 2, og forsikringsselskabet, der udøver genfor-
sikring af livsforsikringsforpligtelser.
4) Hvordan gruppe 1-forsikringsselskabet, der udøver
virksomhed omfattet af bilag 2, og forsikringsselskabet,
der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser,
overvåger kapitalforvalterens porteføljeomsætningsom-
kostninger, og hvordan den fastlægger og overvåger
en tilsigtet porteføljeomsætning eller et tilsigtet omsæt-
ningsinterval.
5) Varigheden af ordningen med kapitalforvalteren.
Stk. 3. Et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virk-
somhed omfattet af bilag 2, og et forsikringsselskab, der
udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, skal of-
fentliggøre en klar og velbegrundet forklaring, hvis ordnin-
gen nævnt i stk. 2 ikke omfatter et eller flere af de aspekter,
der er nævnt i stk. 2, nr. 1-5.
Stk. 4. De oplysninger, som skal offentliggøres efter stk.
1-3, skal være gratis tilgængelige på hjemmesiden hos grup-
pe 1-forsikringsselskabet, der udøver virksomhed omfattet
af bilag 2, og forsikringsselskabet, der udøver genforsikring
af livsforsikringsforpligtelser, og skal ajourføres årligt, med-
mindre der ikke er væsentlige ændringer hertil.
Afsnit VI
Årsrapport og revision
Kapitel 17
Årsrapport og revision
Generelle regler om årsrapport og revision
§ 178. For hvert regnskabsår skal forsikringsselskaber
aflægge et årsregnskab bestående af en balance, en resultat-
opgørelse, anden totalindkomst, noter, herunder redegørelse
for anvendt regnskabspraksis, og en oversigt over bevægel-
serne i egenkapitalen. Årsregnskabet skal suppleres med:
1) årsregnskab for en af virksomheden ledet koncern
(koncernregnskab),
2) ledelsesberetning for virksomheden og for en af virk-
somheden ledet koncern,
3) ledelsespåtegning og
4) revisionspåtegning.
Stk. 2. Årsregnskabet kan tilføjes eventuelle supplerende
beretninger, jf. § 186.
Stk. 3. Fællesbetegnelsen for de i stk. 1 og 2, omhandlede
regnskaber, beretninger og påtegninger er »årsrapport«.
§ 179. Årsrapporten skal udarbejdes i overensstemmelse
med reglerne i dette kapitel og regler fastsat i medfør af §
190.
§ 180. Forsikringsselskaber, der ikke er forpligtet til at
anvende de internationale regnskabsstandarder, jf. artikel 4
i Europa-parlamentets og Rådets forordning nr. 1606/2002
om anvendelse af internationale regnskabsstandarder, på de-
res koncernregnskab, kan vælge at anvende standarderne på
deres koncernregnskab.
Stk. 2. Forsikringsselskaber, der er forpligtet til at anven-
de eller valgfrit anvender de standarder, der er nævnt i stk. 1,
skal følge samtlige godkendte standarder. Hvor bestemmel-
ser i dette kapitel eller i regler udstedt i medfør af § 190
regulerer samme forhold som standarderne, skal virksom-
hederne anvende standarderne i stedet for de pågældende
bestemmelser.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte regler, der er nødven-
dige for anvendelsen af den forordning, der er nævnt i stk. 1,
her i landet.
Ledelsens ansvar for aflæggelse af årsrapporten
§ 181. Bestyrelsen og direktionen skal aflægge årsrapport
for virksomheden.
Stk. 2. Hvert enkelt ledelsesmedlem har ansvar for, at
årsrapporten
1) udarbejdes i overensstemmelse med lovgivningen og
eventuelle yderligere krav til regnskaber i vedtægter
eller aftale,
2) kan revideres og godkendes i tide, og
3) indsendes til Finanstilsynet, jf. § 188, stk. 1, og Er-
hvervsstyrelsen, jf. § 189, stk. 1, inden for de frister,
der er fastsat i lovgivningen.
§ 182. Når årsrapporten er udarbejdet, skal alle medlem-
mer af bestyrelsen og direktionen underskrive den og datere
underskriften. Medlemmerne skal give deres underskrift i
tilknytning til en ledelsespåtegning, hvor hver enkelt med-
lems navn og funktion i forhold til selskabet er tydeligt
angivet, og hvori de erklærer, hvorvidt
1) årsrapporten er aflagt i overensstemmelse med lovgiv-
ningens krav og eventuelle krav i vedtægter eller aftale,
2) årsregnskabet og et eventuelt koncernregnskab giver
et retvisende billede af virksomhedens og, hvis der
er udarbejdet koncernregnskab, koncernens aktiver og
passiver, finansielle stilling samt resultatet og
3) ledelsesberetningen indeholder en retvisende redegørel-
se for udviklingen i virksomhedens og, hvis der er
udarbejdet koncernregnskab, koncernens aktiviteter og
økonomiske forhold samt en beskrivelse af de væsent-
ligste risici og usikkerhedsfaktorer, som virksomheden
henholdsvis koncernen kan påvirkes af.
Stk. 2. Underskrives årsrapporten digitalt, jf. § 307, bort-
falder kravet i stk. 1 om, at underskriften og underskriftens
datering skal gives i tilknytning til ledelsespåtegningen. Un-
derskriverens navn skal dog fremgå tydeligt i tilknytning til
ledelsespåtegningen.
Stk. 3. Har ledelsen indføjet supplerende beretninger i års-
rapporten, skal medlemmerne af bestyrelsen og direktionen
i ledelsespåtegningen erklære, hvorvidt beretningen giver en
retvisende redegørelse inden for rammerne af almindeligt
anerkendte retningslinjer for sådanne beretninger.
36
Stk. 4. Et ledelsesmedlem kan ikke undlade at underskri-
ve årsrapporten, selv om ledelsesmedlemmet er helt eller
delvis uenig i årsrapporten eller har indvendinger mod, at
den skal godkendes med det indhold, der er besluttet. Ledel-
sesmedlemmet kan dog tilkendegive sine indvendinger med
en konkret og fyldestgørende begrundelse i tilknytning til
sin underskrift og ledelsespåtegningen.
Grundlæggende krav til årsrapporten
§ 183. Årsregnskabet og et eventuelt koncernregnskab
skal give et retvisende billede af virksomhedens og kon-
cernens aktiver og passiver, finansielle stilling samt resulta-
tet. Ledelsesberetningen skal indeholde en retvisende rede-
gørelse for de forhold, som beretningen omhandler.
Stk. 2. Er anvendelse af bestemmelserne i denne lov eller
reglerne udstedt i medfør af § 190 ikke tilstrækkelig til at
give et retvisende billede som nævnt i stk. 1, skal der gives
yderligere oplysninger i årsregnskabet henholdsvis koncer-
nregnskabet.
Stk. 3. Vil anvendelse af bestemmelserne i dette kapitel
eller regler udstedt i medfør af § 190 i særlige tilfælde
stride mod kravet i stk. 1, 1. pkt., skal de fraviges, så dette
krav opfyldes. En sådan fravigelse skal hvert år oplyses i
noterne og her altid begrundes konkret og fyldestgørende
med oplysning om, hvilken indvirkning, herunder så vidt
muligt den beløbsmæssige indvirkning, fravigelsen har på
virksomhedens henholdsvis koncernens aktiver og passiver,
finansielle stilling samt resultatet.
§ 184. For at årsregnskabet og koncernregnskabet kan
give et retvisende billede, og for at ledelsesberetningen kan
indeholde en retvisende redegørelse, jf. § 183, skal kravene i
stk. 2 og 3 opfyldes.
Stk. 2. Årsrapporten skal udarbejdes, så den støtter regn-
skabsbrugerne, jf. stk. 4, i deres økonomiske beslutninger og
skal i det mindste vedrøre
1) placering af regnskabsbrugerens egne ressourcer,
2) ledelsens forvaltning af virksomhedens ressourcer og
3) fordeling af virksomhedens ressourcer.
Stk. 3. Årsrapporten skal udarbejdes således, at den oply-
ser om forhold, der normalt er relevante for regnskabsbru-
gerne, jf. stk. 4. Oplysningerne skal desuden være pålidelige
i forhold til, hvad regnskabsbrugerne normalt forventer.
Stk. 4. Regnskabsbrugerne er personer, virksomheder, or-
ganisationer og offentlige myndigheder m.v., hvis økono-
miske beslutninger normalt må forventes at blive påvirket
af en årsrapport, herunder nuværende eller fremtidige virk-
somhedsdeltagere, kreditorer, medarbejdere, kunder, allian-
cepartnere, lokalsamfundet samt tilskudsgivende og fiskale
myndigheder.
§ 185. Årsrapporten skal udarbejdes efter nedenstående
grundlæggende forudsætninger:
1) Den skal udarbejdes på en klar og overskuelig måde
(klarhed).
2) Der skal tages hensyn til de reelle forhold og ikke til
formaliteter uden reelt indhold (substans).
3) Alle relevante forhold skal indgå i årsrapporten, med-
mindre de er ubetydelige (væsentlighed). Anses flere
ubetydelige forhold tilsammen for at være betydelige,
skal de dog indgå.
4) Driften af en aktivitet formodes at fortsætte (going con-
cern), medmindre den ikke skal eller ikke antages at
kunne fortsætte. Afvikles en aktivitet, skal klassifika-
tion og opstilling samt indregning og måling tilpasses
denne afvikling.
5) Indregning og måling skal ske på et forsigtigt grundlag,
herunder skal regnskabsmæssige skøn være underbyg-
gede og neutrale. Enhver værdiregulering skal indreg-
nes, uanset om årsregnskabet udviser over- eller under-
skud.
6) Transaktioner, begivenheder og værdiændringer skal
indregnes, når de indtræffer, uanset tidspunktet for be-
taling (periodisering).
7) Indregningsmetoder og målegrundlag skal anvendes
ensartet på samme kategori af forhold (konsistens).
8) Hver transaktion, begivenhed og værdiændring skal
indregnes og måles hver for sig, ligesom de enkelte for-
hold ikke må modregnes med hinanden (bruttoværdi).
9) Primobalancen for regnskabsåret skal svare til ultimo-
balancen for det foregående regnskabsår (formel konti-
nuitet).
Stk. 2. Opstilling og klassifikation, konsolideringsmeto-
de, indregningsmetode og målegrundlag samt den anvendte
monetære enhed må ikke ændres fra år til år (reel kontinui-
tet). Ændring kan dog ske, hvis der derved bedre opnås et
retvisende billede, eller hvis ændringen er nødvendig som
følge af lovændring eller regler udstedt i medfør af § 190, og
§ 183, stk. 3, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Finanstilsynet kan uanset stk. 1, nr. 8, fastsætte
regler om pligt til modregning.
Supplerende beretninger
§ 186. Supplerende beretninger, herunder beretninger om
viden og medarbejdernes forhold (videnregnskaber), om
miljøforhold (grønne regnskaber), om virksomhedens soci-
ale ansvar (sociale regnskaber) og om virksomhedens eti-
ske målsætninger og opfølgning herpå (etiske regnskaber),
skal give en retvisende redegørelse inden for rammerne af
almindeligt anerkendte retningslinjer for sådanne beretnin-
ger. Beretningerne skal opfylde kvalitetskravene i § 184, stk.
2, med de lempelser, der følger af forholdets natur, og de
grundlæggende forudsætninger i § 185, stk. 1 og 2.
Stk. 2. Af de supplerende beretninger skal fremgå de me-
toder og målegrundlag, efter hvilke beretningerne er udar-
bejdet.
Revision af årsrapporten
§ 187. Årsrapporten skal revideres af virksomhedens eks-
terne revisorer, jf. § 193. Revisionen omfatter ikke ledel-
sesberetningen og de supplerende beretninger, som indgår
i årsrapporten, jf. § 186. Revisor skal dog afgive en udta-
lelse om, hvorvidt oplysningerne i ledelsesberetningen er
i overensstemmelse med årsregnskabet og et eventuelt kon-
cernregnskab.
37
Indsendelse af årsrapporter og revisionsprotokollater
§ 188. Årsrapporten skal i den form, hvori den er forelagt
og godkendt af bestyrelsen, indsendes til Finanstilsynet uden
ugrundet ophold efter det bestyrelsesmøde, hvor årsrappor-
ten er endeligt godkendt.
Stk. 2. Ekstern revisors revisionsprotokollat vedrørende
årsrapporten samt for virksomheder med intern revisor til-
lige intern revisionschefs revisionsprotokollat vedrørende
årsrapporten skal indsendes til Finanstilsynet samtidig med
indsendelse af årsrapporten efter stk. 1. Fører ekstern revisor
ikke en revisionsprotokol vedrørende årsrapporten, indsen-
des anden tilsvarende dokumentation.
§ 189. Den godkendte årsrapport skal indsendes til Er-
hvervsstyrelsen uden ugrundet ophold efter endelig god-
kendelse og senest 4 måneder efter regnskabsårets afslut-
ning. Virksomheder, der har pligt til at udarbejde delårs-
rapport, skal indsende den udarbejdede delårsrapport til
Erhvervsstyrelsen senest 3 måneder efter delårsperiodens
afslutning.
Stk. 2. Den indsendte årsrapport skal i det mindste inde-
holde de obligatoriske bestanddele samt den fulde revisions-
påtegning. Ønsker virksomheden at få offentliggjort supple-
rende beretninger som nævnt i § 186, skal disse indsendes
sammen med de obligatoriske bestanddele af årsrapporten,
så de obligatoriske bestanddele og de supplerende beretnin-
ger tilsammen fremstår som ét dokument betegnet »årsrap-
port«.
Stk. 3. Finanstilsynet kan efter forhandling med Erhvervs-
styrelsen fastsætte nærmere regler om indsendelse af årsrap-
porter og delårsrapporter til Erhvervsstyrelsen og regler om
offentliggørelse af årsrapporter og delårsrapporter. Der kan
herunder fastsættes nærmere regler om, at årsrapporter og
delårsrapporter skal indsendes digitalt til Erhvervsstyrelsen,
og at kommunikation i forbindelse hermed skal foregå digi-
talt.
Finanstilsynets beføjelser til at fastsætte nærmere regler om
årsrapporten
§ 190. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for års-
rapporten, herunder regler om indregning og måling af akti-
ver, forpligtelser, indtægter og omkostninger, opstilling af
resultatopgørelse og balance samt krav til noter, ledelsesbe-
retning, og hvilke valutaer der kan anvendes til indregning,
måling og oplysninger i monetære enheder.
Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter tillige regler for koncer-
nregnskaber, herunder regler for, hvornår en årsrapport skal
indbefatte et koncernregnskab, samt hvilke selskaber dette
skal omfatte.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte regler for udfærdigelse
og offentliggørelse af regnskabsrapporter, der dækker korte-
re perioder end årsrapporten.
Reaktioner på lovovertrædelser
§ 191. Med henblik på at sikre, at forsikringsselskabers
årsrapporter er i overensstemmelse med reglerne i dette ka-
pitel og de regler, der er udstedt i medfør af § 190, og at
forsikringsselskabers koncernregnskaber omfattet af artikel
4 i Rådets forordning om anvendelse af internationale regn-
skabsstandarder er i overensstemmelse med de internationa-
le regnskabsstandarder, kan Finanstilsynet
1) yde vejledning,
2) påtale overtrædelser og
3) påbyde, at fejl skal rettes, og at overtrædelser skal brin-
ges til ophør.
Regnskabsindberetninger
§ 192. Forsikringsselskaber skal foretage regelmæssige
indberetninger af regnskabsdata på skemaer, der er udarbej-
det af Finanstilsynet. Indberetningerne kan kræves indsendt
elektronisk.
Stk. 2. Forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirk-
somheder omfattet af § 100, stk. 1, skal årligt foretage
indberetninger til Finanstilsynet af oplysninger relateret til
de forpligtelser til at opstille måltal og udarbejde politikker
for det underrepræsenterede køn i ledelsen, der følger af §
100. Indberetningerne skal ske i overensstemmelse med ske-
maer og vejledninger udfærdiget af Finanstilsynet og skal
indsendes til Finanstilsynet i elektronisk form.
Bestemmelser om revision
§ 193. Forsikringsselskaber skal have mindst én statsauto-
riseret revisor, der er certificeret af Finanstilsynet. Vælges
mere end én revisor eller udpeges en revisor efter stk. 2,
skal de yderligere valgte eller udpegede revisorer være stats-
autoriserede, og hvis der er tale om revision af pengeinstitut-
ter, realkreditinstitutter eller forsikringsselskaber, skal den
eller de underskrivende revisorer tillige være certificeret af
Finanstilsynet.
Stk. 2. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde udpege en
yderligere revisor. Denne revisor fungerer på samme vilkår
og efter samme regler som de revisorer, der er valgt af
generalforsamlingen.
Stk. 3. Revisorerne i et forsikringsselskab skal tillige væ-
re revisorer i virksomhedens dattervirksomheder. Har et for-
sikringsselskab en dattervirksomhed, der er et pengeinstitut
eller et realkreditinstitut, skal de valgte underskrivende revi-
sorer være certificerede af Finanstilsynet til at revidere disse
typer af virksomheder, jf. stk. 1. Det er dog tilstrækkeligt, at
de tilsammen er certificerede til at revidere de enkelte typer
af virksomheder i koncernen.
Stk. 4. Stk. 3 finder ikke anvendelse på modervirksomhe-
der og dattervirksomheder, der ikke er hjemmehørende i
Danmark.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fratage en revisor dennes certi-
ficering, jf. stk. 1, 1. pkt., og dermed retten til at revidere
den konkrete type virksomhed og i stedet udpege en anden
revisor, jf. stk. 2, indtil nyt valg er foretaget, hvis
1) revisor ikke inden for en frist fastsat af Finanstilsynet
kan dokumentere, at denne opfylder kravene til certifi-
cering, eller
2) Finanstilsynet finder, at revisor helt eller delvis ikke
har fungeret tilfredsstillende, og hvor der er grund til
at antage, at vedkommende ikke vil varetage revisionen
på forsvarlig måde.
38
Stk. 6. Revisorer, der i henhold til stk. 5 får frataget cer-
tificeringen, kan forlange Finanstilsynets afgørelse indbragt
for domstolene. Anmodning herom skal indgives til Finans-
tilsynet, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den
pågældende. Anmodningen har ikke opsættende virkning,
men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende
revisor under sagens behandling kan opretholde sit hverv
som revisor for den konkrete type virksomhed. Finanstilsy-
net indbringer inden 4 uger sagen for domstolene. Sagen
anlægges i den borgerlige retsplejes former.
Stk. 7. Ved revisorskifte skal virksomheden og afgående
revisor senest 1 måned efter fratræden give Finanstilsynet
hver sin redegørelse, hvis skiftet skyldes særlige forhold.
Stk. 8. Finanstilsynet kan pålægge revisor og for virksom-
heder med intern revisor tillige intern revisionschef at give
oplysninger om forholdene i et forsikringsselskab eller i et
forsikringsselskabs dattervirksomheder.
Stk. 9. Finanstilsynet kan foranstalte en ekstraordinær re-
vision i et forsikringsselskab eller i et forsikringsselskabs
dattervirksomheder. Forsikringsselskabet kan pålægges at
betale for revisionens udførelse. Finanstilsynet godkender
honorarets størrelse.
Stk. 10. §§ 144-149 i selskabsloven om revision finder
med de fornødne tilpasninger tilsvarende anvendelse på for-
sikringsselskaber, der ikke er aktieselskaber.
Stk. 11. Bestyrelsen kan ikke tillade, jf. § 121, at interne
revisions- og vicerevisionschefer udfører revisionsopgaver i
virksomheder uden for koncernen. Bestyrelsen kan heller ik-
ke tillade, at interne revisions- og vicerevisionschefer udfø-
rer andet arbejde end revisionsopgaver i virksomheder inden
for koncernen eller i virksomheder inden for samme admi-
nistrationsfællesskab. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde
dispensere fra 1. pkt.
Stk. 12. Bestyrelsen kan ikke tillade, jf. § 121, at interne
revisions- og vicerevisionschefer påtager sig hverv, der be-
virker, at de kommer i strid med habilitetsbestemmelser sva-
rende til dem, der i medfør af revisorloven og Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning om specifikke krav til lovplig-
tig revision af virksomheder af interesse for offentligheden
og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2005/909/EF
finder anvendelse for eksterne revisorer for virksomheder af
interesse for offentligheden.
Stk. 13. Finanstilsynet fastsætter bestemmelser om revi-
sionens gennemførelse i forsikringsselskaber og i forsik-
ringsselskabers dattervirksomheder, herunder om intern re-
vision og om systemrevisionens gennemførelse i fælles da-
tacentraler.
Stk. 14. Finanstilsynet fastsætter nærmere bestemmelser
om certificering af revisorer, jf. stk. 1 og 5.
§ 194. En ekstern revisor og en intern revisionschef i et
forsikringsselskab skal straks meddele Finanstilsynet ethvert
forhold og enhver beslutning vedrørende forsikringsselska-
bet, som revisor bliver vidende om under udøvelsen af hver-
vet som revisor, og som kan
1) udgøre en væsentlig overtrædelse af lovbestemmelser
eller forskrifter, som fastsætter betingelserne for selska-
bets tilladelse eller udøvelse af selskabets virksomhed,
2) påvirke selskabets fortsatte drift,
3) føre til nægtelse af at påtegne regnskabet eller til, at
konklusionen modificeres,
4) resultere i manglende opfyldelse af solvenskapitalkra-
vet eller
5) resultere i manglende opfyldelse af minimumskapital-
kravet.
Stk. 2. Meddelelsespligten omfatter tillige ethvert forhold
og beslutning omfattet af stk. 1, som den eksterne revisor og
en intern revisionschef bliver vidende om som revisor for en
virksomhed, der har snævre forbindelser med forsikringssel-
skabet.
Afsnit VII
Indgreb i eller ophør af den finansielle virksomhed
Kapitel 18
Overdragelse og omdannelse
Overdragelse
§ 195. Et forsikringsselskab må ikke uden erhvervsmi-
nisterens tilladelse overdrage hele eller en del af sin for-
sikringsbestand til et andet forsikringsselskab. Tilsvarende
gælder, når den fortsættende virksomhed er en udenlandsk
forsikringsvirksomhed.
Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 skal meddeles ansøgeren
senest 5 måneder efter ansøgningens modtagelse. Er ansøg-
ningen ufuldstændig, skal afgørelse meddeles senest 5 må-
neder efter, at ansøgeren har fremsendt de oplysninger, der
er nødvendige for at træffe afgørelsen. Der skal under alle
omstændigheder træffes en afgørelse senest 6 måneder efter
ansøgningens modtagelse.
Stk. 3. Finanstilsynet skal, før der kan gives tilladelse,
offentliggøre en redegørelse for den påtænkte overdragelse i
Statstidende og i et landsdækkende dagblad, medmindre er-
hvervsministeren finder, at tilladelse til overdragelsen af en
forsikringsbestand bør nægtes. Redegørelsen skal indeholde
en opfordring til de forsikringstagere, hvis forsikringer agtes
overdraget, til senest 3 måneder efter offentliggørelsen at af-
give skriftlig meddelelse til Finanstilsynet, hvis de har ind-
sigelser mod overdragelsen. Selskabet skal samtidig med of-
fentliggørelsen sende en meddelelse om overdragelsen samt
Finanstilsynets redegørelse til de berørte forsikringstagere.
Stk. 4. Efter udløbet af fristen i stk. 3 træffer erhvervsmi-
nisteren under hensyntagen til de fremsatte indsigelser be-
slutning om, hvorvidt forsikringsbestanden kan overdrages i
overensstemmelse med det fremsatte forslag. Overdragelsen
kan ikke påberåbes af forsikringstagerne som grundlag for at
hæve forsikringsaftalen.
Stk. 5. Tilladelse efter stk. 1 kan blandt andet nægtes, hvis
bestandsoverdragelsen strider mod væsentlige samfundshen-
syn.
Stk. 6. § 238, stk. 2, § 239, stk. 4, § 242, 2. pkt., § 256,
stk. 2, § 257, stk. 4, § 260, 2. pkt., § 274, stk. 3, § 277, 2.
pkt., § 294, stk. 3, og § 297, 2. pkt., i selskabsloven finder
ikke anvendelse ved bestandsoverdragelser omfattet af stk.
1.
39
Stk. 7. Et forsikringsselskab, der overdrager hele eller en
del af sin forsikringsbestand til et andet forsikringsselskab,
frigøres ved tilladelsen efter stk. 1 for ansvar over for forsik-
ringstagerne.
Stk. 8. Sker overdragelsen af en forsikringsbestand i for-
bindelse med en fusion af forsikringsselskaber, kan fusionen
uanset § 27, stk. 1, i lov om forsikringsaftaler ikke påberå-
bes af forsikringstagerne som grundlag for at ophæve forsik-
ringsaftalen.
Stk. 9. For så vidt angår livsforsikringsvirksomhed, kan
der i forbindelse med overdragelsen kun foretages sådanne
ændringer i det overdragende selskabs forsikringsvilkår, her-
under bonusreglerne, som af Finanstilsynet skønnes at være
en nødvendig følge af overdragelsen.
Stk. 10. Fusionsplaner, spaltningsplaner og vurderings-
mændenes erklæring om kreditorernes stilling i henhold til
selskabsloven skal for forsikringsselskaber senest 4 uger
efter underskrivelsen sendes til Finanstilsynet, som offent-
liggør modtagelsen af fusionsplanen, spaltningsplanen og
vurderingsmændenes erklæring om kreditorernes stilling.
§ 196. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at
bestemmelserne vedrørende fusion i kapitel 15 og 16 i sel-
skabsloven med de fornødne tilpasninger finder anvendelse
på fusion af gensidige selskaber og fusion af gensidige sel-
skaber med et kapitalselskab.
Omdannelse af forsikringsselskaber
§ 197. Form, indhold og gennemførelse af en omdannel-
se af et forsikringsselskab skal godkendes af Finanstilsy-
net. Omdannelse af et forsikringsselskab kan gennemføres
uden kreditorernes samtykke.
Stk. 2. Et forsikringsselskab kan, som led i en omdannelse
efter stk. 1, overdrage aktiver og gæld som helhed til et af
forsikringsselskabet ejet eller oprettet aktieselskab, der har
tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, mod vederlag
svarende til værdien af de overdragne aktiver efter fradrag
af gæld. Det modtagende forsikringsselskab indtræder i det
indskydende forsikringsselskabs rettigheder og forpligtelser.
Kapitel 19
Ophør
Inddragelse af tilladelse
§ 198. Finanstilsynet kan helt eller delvis inddrage tilla-
delsen til at drive virksomhed som forsikringsselskab, hvis
selskabet anmoder herom.
§ 199. Finanstilsynet kan endvidere helt eller delvis ind-
drage tilladelsen til at drive virksomhed som forsikringssel-
skab i følgende tilfælde:
1) Forsikringsselskabet gør sig skyldig i grove eller gen-
tagne overtrædelser af:
a) Denne lov, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder
eller regler udstedt i medfør af disse love.
b) Forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. novem-
ber 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings-
og genforsikringsvirksomhed.
c) Forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014
om markeder for finansielle instrumenter.
d) Forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2015/849 af 20. maj 2015
om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse
af det finansielle system til hvidvask af penge og
finansiering af terrorisme.
2) Forsikringsselskabet opfylder ikke kravene til at få en
tilladelse i medfør af kapitel 3,
3) Virksomhed som forsikringsselskab påbegyndes ikke,
senest 12 måneder efter at Finanstilsynet har meddelt
virksomheden tilladelse.
4) Der udøves ikke forsikringsvirksomhed i en periode på
over 6 måneder.
Stk. 2. Finanstilsynet kan inddrage et gruppe 1-forsik-
ringsselskabs tilladelse, hvis selskabet ikke har gennemført
foranstaltningerne i planen for genoprettelse, jf. § 223, stk.
1, til opfyldelse af solvenskapitalkravet inden for fristerne i
§ 223, stk. 2 eller 3. Finanstilsynet skal inddrage et gruppe
1-forsikringsselskabs tilladelse, hvis selskabet ikke har gen-
nemført foranstaltningerne i finansieringsplanen, jf. § 224,
stk. 1, til opfyldelse af minimumskapitalkravet inden for
fristerne i § 224, stk. 2.
Stk. 3. Finanstilsynet skal inddrage et gruppe 2-forsik-
ringsselskabs tilladelse, hvis selskabet ikke har gennemført
foranstaltningerne i planen for genoprettelse til opfyldelse af
kravet til minimumsbasiskapitalen inden for den frist, som
Finanstilsynet har fastsat efter § 225.
Stk. 4. Virksomheder, der har tilladelse til at drive både
livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed i
samme selskab, jf. § 19, stk. 2, kan få inddraget deres tilla-
delse for henholdsvis livsforsikringsvirksomheden og skade-
sforsikringsvirksomheden særskilt.
Afvikling
§ 200. Når Finanstilsynet helt eller delvist inddrager tilla-
delsen til at drive virksomhed som forsikringsselskab, skal
virksomheden afvikles, og anden virksomhed må ikke påbe-
gyndes, før afviklingen er afsluttet.
Stk. 2. Afvikling sker ved likvidation, konkurs, fusion
eller anden måde, som Finanstilsynet har godkendt.
Stk. 3. Når Finanstilsynet inddrager et forsikringsselskabs
tilladelse, træffer Finanstilsynet beslutning om, hvorvidt for-
sikringsselskabet skal søge forsikringsbestanden overdraget
til et eller flere forsikringsselskaber, der driver forsikrings-
virksomhed her i landet, eller om selskabet på anden må-
de skal søge forsikringsbestanden afviklet. For forsikrings-
selskaber, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirk-
somhed, kan Finanstilsynet beslutte, at forsikringsbestanden
tages under administration i overensstemmelse med §§
227-235. For forsikringsselskaber, der driver arbejdsulyk-
kesforsikringsvirksomhed, kan Finanstilsynet beslutte, at
arbejdsulykkesforsikringsbestanden tages under administra-
tion af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber efter §
204.
Stk. 4. Finanstilsynet kan i forbindelse med inddragelse
af et forsikringsselskabs tilladelse forbyde forsikringsselska-
40
bet at råde over dets aktiver eller begrænse dets rådighed
herover. § 219, stk. 5, finder tilsvarende anvendelse.
§ 201. Når et forsikringsselskab træffer beslutning om
afvikling, skal forsikringsselskabet straks oplyse Finanstil-
synet om beslutningen.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte en frist for vedtagel-
se af beslutning om likvidation efter § 217 i selskabslo-
ven. Overskrides fristen, kan Finanstilsynet beslutte, at for-
sikringsselskabet skal træde i likvidation.
§ 202. Et forsikringsselskab, der driver livsforsikrings-
virksomhed, kan ikke uden samtykke fra hver enkelt forsik-
ringstager opløses, medmindre selskabet forinden har over-
draget hele sin forsikringsbestand til et andet selskab i over-
ensstemmelse med § 195, eller selskabets forsikringsbestand
er taget under administration i overensstemmelse med §§
227-235.
§ 203. Et forsikringsselskab, der har tilladelse til at teg-
ne arbejdsulykkesforsikringer, kan ikke opløses, medmindre
det forinden har overdraget hele sin arbejdsulykkesforsik-
ringsbestand til et andet forsikringsselskab i overensstem-
melse med § 195, eller selskabets arbejdsulykkesforsikrings-
bestand er taget under administration af Garantifonden for
skadesforsikringsselskaber efter § 204.
§ 204. Når et forsikringsselskab overdrager en arbejds-
ulykkeforsikringsbestand til Garantifonden for skadesforsik-
ringsselskaber, jf. § 200, stk. 3, 3. pkt., § 205 eller § 264,
stk. 3, skal forsikringsselskabet samtidig overdrage de for-
sikringsmæssige hensættelser til regnskab, der knytter sig
til bestanden. Forsikringsselskabet skal endvidere overdra-
ge aktiver, der modsvarer de forsikringsmæssige hensættel-
ser. Endelig skal forsikringsselskabet overdrage et beløb, der
svarer til den del af selskabets kapitalkrav, som vedrører de
overførte aktiver og passiver.
Stk. 2. Størrelsen af de beløb, som forsikringsselska-
bet skal overdrage til Garantifonden for skadesforsikrings-
selskaber efter stk. 1, fastsættes på baggrund af en uvil-
dig undersøgelse af selskabets arbejdsulykkesforsikringsbe-
stand. Forsikringsselskabet afholder udgifterne forbundet
med undersøgelsen.
Stk. 3. Den uvildige undersøgelse skal foretages af en el-
ler flere sagkyndige personer. Forsikringsselskabet udpeger
den eller de sagkyndige personer inden for en frist fastsat
af Finanstilsynet. Finanstilsynet skal godkende de foreslåede
sagkyndige personer.
Stk. 4. Forsikringsselskabet skal give de sagkyndige per-
soner de oplysninger, der er nødvendige for gennemførelsen
af den uvildige undersøgelse.
Stk. 5. Resultatet af den uvildige undersøgelse skal afgi-
ves i en skriftlig rapport. Udkast til rapport skal foreligge
til Finanstilsynets godkendelse inden for en frist fastsat af
Finanstilsynet.
Stk. 6. Når Garantifonden for skadesforsikringsselskaber
har taget arbejdsulykkesforsikringsbestanden under admini-
stration og modtaget de beløb, som fastsættes ved den uvil-
dige undersøgelse, jf. stk. 2, 1. pkt., kan Garantifonden for
skadesforsikringsselskaber ikke gøre krav gældende over
for forsikringsselskabet for manglende beløb til dækning
af de forsikringsmæssige hensættelser. Tilsvarende kan for-
sikringsselskabet ikke gøre krav gældende over for Garan-
tifonden for skadesforsikringsselskaber for eventuelle over-
skydende beløb efter afviklingen af den overdragne bestand.
Stk. 7. Stk. 1-6 finder ikke anvendelse, når et forsikrings-
selskab afvikles ved konkurs.
§ 205. Finanstilsynet kan beslutte, at en arbejdsulykkes-
forsikringsbestand i et forsikringsselskab omfattet af § 49,
stk. 1, og § 52, stk. 1, skal tages under administration af
Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, hvis tilsyns-
myndigheden i forsikringsselskabets hjemland har inddraget
selskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikrings-
virksomhed. § 204 finder tilsvarende anvendelse.
Særlige regler om likvidation og konkurs
§ 206. I tilfælde af et forsikringsselskabs likvidation kan
erhvervsministeren efter indhentet udtalelse fra Finanstilsy-
net udnævne en likvidator til, sammen med de af general-
forsamlingen valgte, at foretage likvidationen, når hensynet
til de forsikrede, aktionærer, garanter eller kreditorer taler
herfor.
Stk. 2. Træffer Finanstilsynet i medfør af §§ 220 eller 221
beslutning om, at et forsikringsselskab skal træde i likvida-
tion, udnævner skifteretten, efter forhandling med Finanstil-
synet, en eller flere likvidatorer, hvoraf én skal være jurist.
§ 207. Finanstilsynet kan suspendere vedtægterne i et
forsikringsselskab under likvidationen.
Stk. 2. Regnskaber, der udarbejdes i forbindelse med li-
kvidation, skal indsendes til Finanstilsynet.
§ 208. Når et forsikringsselskab er under likvidation, er
det kun likvidatorerne eller Finanstilsynet, der kan indgive
konkursbegæring.
§ 209. Når et forsikringsselskab bliver insolvent, kan
Finanstilsynet indgive konkursbegæring. Finanstilsynets be-
slutning om at indgive konkursbegæring kan ikke påklages
efter § 309.
Stk. 2. Uanset § 17, stk. 2, i konkursloven, anses gruppe
1-forsikringsselskaber, som ikke opfylder deres forpligtelser
med hensyn til efterstillet kapital optaget som ansvarlig lå-
nekapital, ikke for at være insolvente. Tilsvarende gælder
for gruppe 2-forsikringsselskaber, som ikke opfylder deres
forpligtelser med hensyn til supplerende kapital optaget som
ansvarlig lånekapital.
Stk. 3. Efter afsigelse af konkursdekret beskikker skifte-
retten efter forhandling med Finanstilsynet en eller flere
kuratorer, hvoraf én skal være jurist.
Stk. 4. Erklæres et forsikringsselskab, der ikke driver
livsforsikringsvirksomhed, konkurs, finder § 227 tilsvarende
anvendelse. Har forsikringsselskabet tegnet arbejdsulykkes-
forsikringer, tages arbejdsulykkesforsikringsbestanden uan-
set 1. pkt. under administration af Garantifonden for ska-
desforsikringsselskaber på tidspunktet for konkursdekretets
afsigelse.
Stk. 5. Erklæres et forsikringsselskab, der har tilladelse
til at udøve livsforsikringsvirksomhed, konkurs, skal forsik-
41
ringsbestanden tages under administration i henhold til §§
227-235.
§ 210. Kurator anvender forlods aktiverne i et forsikrings-
selskab, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirk-
somhed, til fyldestgørelse af forsikringstagerne og de sikre-
de. Forsikringstagerne og de sikrede viger dog for de for-
dringer, der er nævnt i konkurslovens §§ 93 og 94.
Stk. 2. For et forsikringsselskab, der har tilladelse til
at udøve skadesforsikringsvirksomhed, skal gyldigt stiftede
panterettigheder registreret i selskabets regnskaber skal til
enhver tid modsvares af aktiver svarende til værdien af
de gyldigt stiftede panterettigheder. Disse aktiver må ikke
allerede være bestemt til dækning af de forsikringsmæssige
hensættelser, jf. §§ 158 og 159, eller det af selskabet opgjor-
te krav til minimumsbasiskapital, solvenskapitalkravet eller
minimumskapitalkravet, jf. §§ 154-156.
§ 211. Finanstilsynet har ret til at deltage i møder i kredit-
orudvalg og i skiftesamlinger. Udkast til endeligt regnskab
og slutudlodning i konkursboet forelægges af kurator for
Finanstilsynet til udtalelse, inden kurator indsender det til
skifteretten.
§ 212. Erklæres et gensidigt selskab konkurs, giver kura-
tor meddelelse til Erhvervsstyrelsen og Finanstilsynet om
konkursens begyndelse og slutning.
§ 213. Erhvervsministeren kan bestemme, at likvidator
eller kurator på boets regning skal underrette forsikringsta-
gerne om forsikringsselskabets afvikling og om konsekven-
serne heraf for dem.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler
om underretningens form og indhold.
Rekonstruktionsbehandling
§ 214. Finanstilsynet kan indgive begæring om rekon-
struktionsbehandling af forsikringsselskaber, når hensynet til
investorernes eller forsikringstagernes interesser tilsiger det.
Stk. 2. Begæring om rekonstruktionsbehandling efter stk.
1 ledsages af Finanstilsynets forslag til, hvem der skal be-
skikkes som rekonstruktør og tillidsmand under rekonstruk-
tionsbehandlingen, samt en erklæring fra de pågældende
om, at disse er villige hertil og opfylder betingelserne i
konkurslovens § 238.
§ 215. Finanstilsynet kan give tilladelse til, at konkurslo-
vens regler om rekonstruktionsbehandling finder anvendelse
på forsikringsselskaber, med undtagelse af et livsforsikrings-
selskab.
Stk. 2. Ved rekonstruktionsbehandling af genforsikrings-
selskaber kan skifteretten, efter høring af Finanstilsynet,
udpege en uvildig aktuar til at foretage en opgørelse over
værdien af de krav, der er anmeldt.
§ 216. Bestemmelserne i denne lov eller regler udstedt i
medfør heraf om erhvervsministerens og Finanstilsynets be-
føjelser, og forsikringsselskabers pligter over for erhvervs-
ministeren og Finanstilsynet, finder med de nødvendige til-
pasninger anvendelse for forsikringsselskaber, som er under
rekonstruktionsbehandling eller opløsning.
Selskabslovens anvendelse
§ 217. Kapitel 14 i selskabsloven finder med de fornødne
tilpasninger anvendelse på gensidige selskaber og tværgåen-
de pensionskasser.
§ 218. Erhvervsministeren fastsætter regler med henblik
på opfyldelse af EU-retlige regler om sanering og likvida-
tion af forsikringsselskaber.
Kapitel 20
Krisehåndtering
Registrerede aktiver
§ 219. Forsikringsselskaber, der driver livsforsikrings-
virksomhed omfattet af bilag 2, skal have en gruppe af akti-
ver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst svarer til vær-
dien af selskabets samlede forsikringsmæssige hensættelser
til regnskab. For at sikre tilstedeværelsen af tilstrækkelige
aktiver skal forsikringsselskaberne føre et register, der inde-
holder en optegnelse over
1) aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst svarer
til værdien af selskabets samlede forsikringsmæssige
hensættelser til regnskab, og
2) værdien af finansielle kontrakter, der reducerer risikoen
for, at aktiverne efter nr. 1 ikke kan dække de forsik-
ringsmæssige forpligtelser.
Stk. 2. Lån mod sikkerhed i egne livsforsikringspolicer
inden for disses genkøbsværdi må ikke registreres.
Stk. 3. Aktiverne i registret skal alene tjene til fyldestgø-
relse af forsikringstagerne og de begunstigede.
Stk. 4. Forsikringsselskabet skal kvartalsvis indberette til
Finanstilsynet, hvilke aktiver der er registreret.
Stk. 5. Finanstilsynet kan kræve aktiverne i registret depo-
neret og pantsat til fordel for Finanstilsynet, hvis tilsynet
efter § 223 beslutter at begrænse eller forbyde selskabets rå-
dighed over dets aktiver. Finanstilsynet skal registreres som
panthaver, og enhver efterfølgende ændring i den deponere-
de aktivmasse skal godkendes af Finanstilsynet og noteres i
registret.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om
indhold, opgørelse, indberetning, registrering og kontrol af
tilstedeværelsen af aktiverne indført i registrene.
Foranstaltninger
§ 220. Finanstilsynet påbyder et forsikringsselskab, der
har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, inden
for en frist fastsat af Finanstilsynet at foretage de foranstalt-
ninger, der er nødvendige, hvis
1) selskabet ikke overholder denne lov eller regler udstedt
i medfør heraf,
2) selskabet afviger fra det grundlag, som gælder for dets
virksomhed,
3) det grundlag, der er nævnt i nr. 2, eller den måde, hvor-
på selskabets midler er anbragt, ikke er betryggende,
4) det viser sig, at de midler, der er henlagt til dækning af
de forsikringsmæssige hensættelser til solvens, ikke er
betryggende eller
42
5) selskabets økonomiske stilling er forringet i en sådan
grad, at de forsikredes interesser er udsat for fare.
Stk. 2. Er de påbudte foranstaltninger ikke truffet inden
den fastsatte frist, og skønnes undladelsen at medføre fare
for de forsikrede, kan selskabets forsikringsbestand tages
under administration i henhold til §§ 227-235.
Stk. 3. En forsikringsbestand skal tages under administra-
tion, hvis det viser sig, at der inden den fastsatte frist ikke
kan fremskaffes de midler, der er nødvendige til dækning af
de forsikringsmæssige hensættelser til solvens.
Stk. 4. Træder et selskab i likvidation, kan Finanstilsynet
træffe bestemmelse om, at selskabets forsikringsbestand tag-
es under administration.
Stk. 5. Finder Finanstilsynet, at det, når forsikringsbestan-
den er taget under administration, tillige vil være påkrævet,
at selskabet opløses, træffer tilsynet beslutning herom.
§ 221. Finanstilsynet påbyder et forsikringsselskab, der
ikke er omfattet af § 220, inden for en frist fastsat af Finans-
tilsynet at foretage de foranstaltninger, der er nødvendige,
hvis
1) selskabet ikke har hensat tilstrækkelige beløb til dæk-
ning af de forsikringsmæssige forpligtelser,
2) Finanstilsynet ikke finder den måde, hvorpå selskabets
midler er anbragt, betryggende eller
3) selskabet ikke overholder denne lov eller regler udstedt
i medfør heraf.
Stk. 2. Er de påbudte foranstaltninger ikke truffet inden
den fastsatte frist, og skønnes undladelsen at medføre fare
for de forsikrede, kan Finanstilsynet træffe bestemmelse om,
at selskabet skal træde i likvidation.
§ 222. Som led i de foranstaltninger, der er nævnt i §
220, stk. 1, § 221, stk. 1, § 223, stk. 2, § 224, stk. 2, og §
225, kan Finanstilsynet forbyde selskabet at råde over dets
aktiver eller begrænse dets rådighed herover. § 219 finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Finanstilsynet underretter tilsynsmyndighederne i
værtslandene om alle foranstaltninger om gruppe 1-forsik-
ringsselskaber truffet efter stk. 1.
Genoprettelse
§ 223. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke opfyl-
der solvenskapitalkravet, jf. § 154, skal udarbejde en plan
for genoprettelse, der beskriver de foranstaltninger, der er
nødvendige, for at forsikringsselskabet kan opfylde solven-
skapitalkravet. Planen for genoprettelse skal forelægges Fi-
nanstilsynet til godkendelse senest 2 måneder efter, at for-
sikringsselskabet har konstateret, at det ikke opfylder sol-
venskapitalkravet.
Stk. 2. Planen for genoprettelse skal føre til, at solven-
skapitalkravet opfyldes senest 6 måneder efter, at selskabet
konstaterede den manglende opfyldelse heraf. Finanstilsynet
kan forlænge fristen med 3 måneder én gang, hvis selskabet
kan sandsynliggøre, at det vil blive i stand til at opfylde
solvenskapitalkravet, hvis fristen forlænges.
Stk. 3. I særlige tilfælde, hvor Den Europæiske Tilsyns-
myndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsord-
ninger vurderer, at der foreligger en usædvanlig ugunstig si-
tuation, der berører forsikringsselskaber, der udgør en bety-
delig del af markedet, kan Finanstilsynet, efter høring af Det
Europæiske Udvalg for Systemiske Risici, forlænge fristen i
stk. 2. Fristforlængelse kan meddeles ad flere omgange, men
den samlede fristforlængelse må ikke overstige 7 år.
Stk. 4. Forlænges fristen efter stk. 3 skal forsikringssel-
skabet hver tredje måned indsende en redegørelse til Finans-
tilsynet, der beskriver de hidtidige foranstaltninger og frem-
skridt med henblik på at opfylde solvenskapitalkravet. Viser
redegørelsen, at der ikke er sket betydelige fremskridt med
henblik på at opfylde solvenskapitalkravet, kan Finanstilsy-
net tilbagekalde forlængelsen af fristen.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de
oplysninger, planen for genoprettelse skal indeholde.
§ 224. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke opfylder
minimumskapitalkravet, jf. § 155, skal udarbejde en finan-
sieringsplan, der beskriver de foranstaltninger, der er nød-
vendige, for at forsikringsselskabet kan opfylde minimums-
kapitalkravet. Finansieringsplanen skal forelægges Finans-
tilsynet til godkendelse, senest 1 måned efter at forsikrings-
selskabet har konstateret, at det ikke opfylder minimumska-
pitalkravet.
Stk. 2. Finansieringsplanen skal føre til, at minimumska-
pitalkravet opfyldes senest 3 måneder efter konstateringen
af den manglende opfyldelse heraf.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de
oplysninger, finansieringsplanen skal indeholde.
§ 225. Et gruppe 2-forsikringsselskab, som ikke opfylder
kravet til minimumsbasiskapitalen, jf. § 156, stk. 2 og 3,
skal udarbejde en plan for genoprettelse, der beskriver de
foranstaltninger, der er nødvendige, for at forsikringsselska-
bet kan opfylde kravet til minimumsbasiskapitalen. Planen
for genoprettelse skal forelægges Finanstilsynet til godken-
delse inden for en tidsfrist fastsat af Finanstilsynet.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de
oplysninger, planen for genoprettelse skal indeholde, og om
perioden, for hvilken planen skal udarbejdes.
Overdragelse af en forsikringsbestand ved likvidation
§ 226. Finanstilsynet skal snarest muligt efter, at likvida-
tion i henhold til § 221 er indtrådt, i samråd med likvidato-
rerne lade undersøge, om det vil være hensigtsmæssigt at
søge forsikringsbestanden helt eller delvis overdraget til et
eller flere forsikringsselskaber. Indkommer der tilbud om
en sådan overtagelse, skal Finanstilsynet, hvis det finder
tilbuddet antageligt, lade udarbejde en redegørelse om over-
dragelsen og et forslag til aftale med vedkommende selskab.
Stk. 2. Redegørelsen og forslaget skal offentliggøres i
Statstidende og i dagblade. Redegørelsen skal indeholde en
opfordring til forsikringstagerne til, inden en frist fastsat
af Finanstilsynet, der ikke må være kortere end 1 måned,
skriftligt at meddele Finanstilsynet, hvis de har indsigelser
mod overdragelsen. Selskabet skal samtidig til de forsik-
ringstagere, hvis adresse er selskabet bekendt, udsende rede-
gørelsen og forslaget.
Stk. 3. Efter udløbet af fristen i stk. 2 træffer erhvervsmi-
nisteren under hensyntagen til de fremsatte indsigelser be-
43
slutning om, hvorvidt forsikringsbestanden kan overdrages i
overensstemmelse med det fremsatte forslag.
Stk. 4. Finanstilsynet kan i forbindelse med den udarbej-
dede redegørelse efter forhandling med det overtagende sel-
skab træffe beslutning om, at forsikringer, som er tegnet for
en periode på mere end 1 år, af begge parter kan opsiges
efter de regler, som ifølge forsikringsaftalen er gældende,
hvis den flerårige periode i aftalen var udløbet. Reglerne om
denne adgang til opsigelse skal gengives i Finanstilsynets
redegørelse.
Stk. 5. § 27, stk. 2, i lov om forsikringsaftaler finder
tilsvarende anvendelse, indtil erhvervsministeren har truffet
beslutning i henhold til stk. 3. Finder overdragelse sted i
overensstemmelse med erhvervsministerens beslutning, kan
likvidationen og overdragelsen, uanset §§ 26 og 27 i lov om
forsikringsaftaler, ikke påberåbes som grundlag for at hæve
forsikringsaftalen.
Administration af en livsforsikringsvirksomhed
§ 227. Træffer Finanstilsynet beslutning om, at forsik-
ringsbestanden i et forsikringsselskab, der har tilladelse til at
udøve livsforsikringsvirksomhed, tages under administration
i henhold til § 199, stk. 1, nr. 1 eller 2, eller stk. 3, § 200,
stk. 3 eller 4, § 209, stk. 5, eller § 220, udnævner Finans-
tilsynet samtidig en administrator til i fællesskab med even-
tuelle medadministratorer at forestå forsikringsbestandens
administration.
Stk. 2. Når en forsikringsbestand tages under admini-
stration, skal Finanstilsynet tilbagekalde selskabets tilladel-
se samt foranledige beslutningerne om administrationens
iværksættelse, administrators udnævnelse samt tilladelsens
tilbagekaldelse registreret i Erhvervsstyrelsen.
Stk. 3. For at sikre administrationens forsvarlige vareta-
gelse kan administrator udpege en eller flere medadministra-
torer med indsigt i relevante forhold for administrationen. §
140 finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med admini-
strationsboer.
Stk. 4. Udgifter, der efter skattelovgivningen påhviler ad-
ministrationsboet bestående af de forsikrede, udredes af ad-
ministrationsboet ved administrator.
Stk. 5. Honorarer til administratorerne og andre udgifter
i forbindelse med administrationen udredes af administrati-
onsboet. Honorarernes størrelse fastsættes efter forhandling
med Finanstilsynet.
Stk. 6. Administrationsboet er underlagt Finanstilsynets
tilsyn.
§ 228. Ved administrationens begyndelse skal de aktiver,
der er registrerede efter § 219, stk. 1, straks overlades til
administrationsboet. Administrationsboet ved administrator
skal være berettiget til at råde over disse aktiver. For så vidt
angår fondsaktiver, skal dette registreres i en værdipapircen-
tral og, for så vidt angår fast ejendom i tingbogen.
Stk. 2. Erklæres et forsikringsselskab, der har tilladelse
til at udøve livsforsikringsvirksomhed, konkurs, oversender
skifteretten straks aktiver nævnt i stk. 1 til administrator.
Stk. 3. Administrator skal lade de registrerede aktiver
vurdere i overensstemmelse med de gældende værdiansæt-
telsesregler.
§ 229. De enkelte forsikrede kan ikke gøre krav gældende
mod selskabet. Derimod kan administrator på administrati-
onsboets vegne afkræve selskabet, hvad der efter vurderin-
gen af de overtagne aktiver mangler, jf. § 228, stk. 3, for at
de forsikringsmæssige hensættelser til regnskab og anmeldte
og forfaldne forsikringskrav efter beregningen nævnt i §
233 er dækket. Endvidere kan administrator på administra-
tionsboets vegne kræve et beløb, der svarer til selskabets
kapitalkrav opgjort ved administrationsboets begyndelse.
§ 230. Erklæres et forsikringsselskab, der har tilladelse
til at udøve livsforsikringsvirksomhed, konkurs efter, at ad-
ministrationen er begyndt, får konkursen ingen virkning for
administrationsboet.
§ 231. Administrator skal forvalte de aktiver, der er mod-
taget fra selskabet, og kan hos selskabet, eventuelt ved
fogedens hjælp, kræve alt til administrationen nødvendigt
materiale udleveret.
Stk. 2. Administrator skal respektere aftaler om netting
ved slutafregning af finansielle kontrakter, jf. § 206 i lov om
kapitalmarkeder, der kan indgå i gruppen af aktiver i medfør
af § 219, stk. 1, 1. pkt.
§ 232. Når forsikringsbestanden er taget under admini-
stration, kan genkøb af forsikringer ikke finde sted.
§ 233. Administrator skal beregne de forsikringsmæssige
hensættelser til regnskab og opgøre størrelsen af anmeldte
og forfaldne krav efter forsikringsaftalerne ved administra-
tionens begyndelse.
Stk. 2. Forsikringskrav, som før administrationens begyn-
delse var forfaldne eller anmeldt, skal afgøres efter de gæl-
dende regler på forfalds- eller anmeldelsestidspunktet. For-
sikringer, som forfalder senere, skal foreløbig kun udbetales
med så stort et beløb, som administrator efter omstændig-
hederne finder forsvarligt. Viser den endelige fastsættelse
af forsikringsbeløbene, jf. stk. 4, at der på denne måde er
udbetalt for meget, kan tilbagebetaling ikke kræves.
Stk. 3. De forsikringsmæssige hensættelser til regnskab
beregnes under anvendelse af det beregningsgrundlag, der er
anmeldt for selskabet, jf. § 29, medmindre administrator fin-
der det nødvendigt at fastsætte et andet beregningsgrundlag,
der anmeldes til Finanstilsynet.
Stk. 4. Fastsættelse af forsikringsbeløbene, herunder en
eventuel nedsættelse heraf, jf. § 234, stk. 1, 4. pkt., eller
§ 235, stk. 1, 1. pkt., foretages i overensstemmelse med
beregningsgrundlaget efter stk. 3 og efter en fordeling af
selskabets aktiver, der i det enkelte tilfælde må anses for
rimelig under hensyn til forholdene i forsikringsbestanden,
herunder indholdet af forsikringsaftalerne.
§ 234. Administrator skal snarest muligt efter, at vurde-
ring og beregning i henhold til § 228, stk. 3, og § 233
har fundet sted, søge hele forsikringsbestanden overtaget
af et eller flere forsikringsselskaber. Indkommer der tilbud
om en sådan overtagelse, skal administrator ansøge om er-
44
hvervsministerens tilladelse til overdragelsen. Ansøgningen
om overdragelsen skal ledsages af den aftale, der er indgået
mellem administrationsboet og det overtagende selskab, og
af sådanne oplysninger om dette selskab, som erhvervsmini-
steren finder nødvendige for at kunne bedømme, om over-
dragelsen er forsvarlig over for forsikringstagerne. Medfører
aftalen nedsættelse af forsikringsbeløbene eller ændring af
forsikringsvilkårene, herunder af bonusreglerne, skal dette
angives.
Stk. 2. Finanstilsynet skal offentliggøre en redegørelse
for den påtænkte overdragelse i Statstidende og i dagblade,
medmindre erhvervsministeren på det foreliggende grundlag
finder, at tilladelse til overdragelsen bør nægtes. Redegørel-
sen skal indeholde en opfordring til forsikringstagerne til
inden en frist fastsat af Finanstilsynet, der ikke må være
kortere end 1 måned, skriftligt at meddele Finanstilsynet,
hvis de har indsigelser mod overdragelsen. Selskabet skal
samtidig til de forsikringstagere, hvis adresse er selskabet
bekendt, udsende redegørelsen og forslaget.
Stk. 3. Efter udløbet af den i stk. 2 nævnte frist træf-
fer erhvervsministeren under hensyntagen til de fremsatte
indsigelser beslutning om, hvorvidt forsikringsbestanden
kan overdrages i overensstemmelse med det fremsatte for-
slag. Overdragelsen kan ikke påberåbes som grundlag for at
hæve forsikringsaftalen.
Stk. 4. Er overdragelsen sket på en sådan måde, at ikke
alle administrationsboets aktiver er medgået, skal admini-
strator afgive det overskydende beløb til selskabet eller dets
bo.
§ 235. Kan forsikringsbestanden ikke overdrages i hen-
hold til § 234, skal administrator foretage den endelige fast-
sættelse af forsikringsbeløbene i henhold til den foretagne
opgørelse samt eventuelle ændringer af forsikringsvilkårene,
herunder af bonusreglerne, og sammenkalde en generalfor-
samling af forsikringstagerne til stiftelse af et gensidigt sel-
skab med administrationsboet som stifter, jf. §§ 23-25 i sel-
skabsloven. Til denne generalforsamling gives 2 måneders
varsel. Indkaldelsen samt en redegørelse for stiftelsesdoku-
mentets indhold og den af administrator beregnede fastsæt-
telse af forsikringsbeløbene bekendtgøres på den måde, der
er angivet i § 234, stk. 2.
Stk. 2. Ved registreringen indtræder det gensidige selskab
i den i § 229 nævnte ret over for det tidligere selskab.
Stk. 3. Kan der ikke stiftes et nyt selskab, fortsættes admi-
nistrationen, og administrator tager stilling til, om yderligere
forsøg på at overføre forsikringerne til et nyt eller et andet
selskab skal foretages.
Afsnit VIII
Særlige regler
Kapitel 21
Forsikringsselskaber med særlige regler
Selskabslovens anvendelsesområde i forhold til gensidige
forsikringsselskaber
§ 236. Selskabslovens §§ 77 og 86-88, § 89, stk. 1 og 3,
§§ 92 og 93, § 94, stk. 1, § 95, § 96, stk. 1, §§ 100 og 100
a, § 101, stk. 1-4 og 8, § 102, stk. 1-3, § 105, § 111, stk. 1,
nr. 1, og stk. 2 og 4, §§ 112-115, § 117, stk. 1, §§ 118-122,
124-128, 131, 133 og 134, § 135, stk. 1-3 og 5, og §§
136-141 og 143 finder med de nødvendige tilpasninger og
med de afvigelser, der fremgår af denne lovs bestemmelser,
tilsvarende anvendelse på gensidige selskaber.
Stk. 2. De bestemmelser, der er nævnt i stk. 1, og som
vedrører aktionærer, finder anvendelse på garanter, og be-
stemmelser om aktiekapital og aktier finder anvendelse på
garantikapital og garantiandele med fornødne tilpasninger.
Stk. 3. Selskabslovens § 76, stk. 2, 3 og 5, § 80, stk. 1-4, §
81, § 90, stk. 1 og 2, §§ 91, 98 og 99, § 101, stk. 1, 2 og 4,
§ 102, stk. 1-3, og §§ 108, 109, 125 og 126 finder ligeledes
med de nødvendige tilpasninger og med de afvigelser, der
fremgår af denne lovs bestemmelser, tilsvarende anvendelse
på gensidige selskaber.
Stk. 4. De bestemmelser, der er nævnt i stk. 3, og som
vedrører aktionærer, finder anvendelse på alle de stemmebe-
rettigede ved det gensidige selskabs generalforsamling.
Stk. 5. § 180, stk. 1, og § 194 i selskabsloven om udbeta-
ling til aktionærer finder tilsvarende anvendelse på rente til
garanter og udbetaling til medlemmer i gensidige selskaber.
Gensidige selskabers medlemmer og disses hæftelse for
selskabets forpligtelser
§ 237. Medlemmer af et gensidigt selskab er selskabets
forsikringstagere og kun disse.
Stk. 2. Skal medlemmerne hæfte for selskabets forpligtel-
ser, skal omfanget heraf fastsættes i vedtægterne.
Stk. 3. Medlemmernes hæftelse for selskabets forpligtel-
ser kan kun gøres gældende af selskabet.
Stk. 4. Selskabets krav mod medlemmer til opfyldelse af
hæftelsen for selskabets forpligtelser kan ikke overdrages
eller pantsættes.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte regler for gensidige
selskaber vedrørende hæftelse for medlemmer og garanter,
tilbagebetaling af garantikapital og betingelser for uddeling
til medlemmerne af selskabets midler.
§ 238. Tegner et gensidigt selskab genforsikring i et gen-
sidigt selskab, kan det med hjemmel i vedtægterne aftales, at
det skal være fritaget for medlemsansvar.
Stk. 2. For livsforsikringer må det samlede beløb af
sådanne genforsikringer for egen regning ikke overstige
10 pct. af det overtagende selskabs samlede forsikrings-
sum. For livrenteforsikring skal denne beregning af forsik-
ringssummen regnes lig 10 gange det årlige rentebeløb.
45
Stk. 3. For skadesforsikring må præmien af sådanne gen-
forsikringer ikke uden Finanstilsynets tilladelse overstige 10
pct. af selskabets samlede præmieindtægt.
Indbetaling af garantiandele m.v. i gensidige selskaber
§ 239. Et gensidigt selskab må ikke mod vederlag erhver-
ve egne garantiandele til eje eller pant.
Stk. 2. Et gensidigt selskabs datterselskaber må ikke mod
vederlag erhverve garantiandele i moderselskabet til eje el-
ler pant.
§ 240. I gensidige selskaber skal der føres en fortegnelse
over garantiandelene med angivelse af garanternes navn,
stilling og bopæl. Noteringen af garantiandelen skal påteg-
nes.
Beslutninger på generalforsamlinger i gensidige selskaber
§ 241. Medlemmers og garanters ret til at træffe beslut-
ning i et gensidigt selskab udøves på generalforsamlingen,
hvor ethvert medlem skal have mindst én stemme, jf. dog
stk. 2.
Stk. 2. I vedtægterne kan det bestemmes, at generalfor-
samlingen består af delegerede, som er valgt af medlemmer-
ne og garanterne eller stedfortrædere for disse.
Vedtægter i gensidige selskaber
§ 242. Gensidige selskabers vedtægter skal ud over det,
der er anført i §§ 28 og 29 i selskabsloven, indeholde be-
stemmelser om
1) medlemmers og garanters ansvar for selskabets forplig-
telser og om medlemmers og garanters indbyrdes hæf-
telse, jf. § 237, stk. 2,
2) hvorvidt selskabet skal kunne overtage genforsikring
uden gensidigt ansvar, og
3) hvorvidt garantikapitalen skal forrentes, og i givet fald
efter hvilke regler.
Ændring af vedtægter i gensidige selskaber
§ 243. Generalforsamlingen træffer beslutning om æn-
dring af vedtægterne, jf. dog § 102, stk. 3, i selskabslo-
ven. Beslutningen er kun gyldig, hvis den tiltrædes af
mindst to tredjedele af de afgivne stemmer. Beslutningen
skal i øvrigt opfylde vedtægterne i sin helhed.
Stk. 2. Væsentlige ændringer i et gensidigt selskabs for-
mål kan, medmindre andet er bestemt i vedtægterne, kun
vedtages, når der opnås tilslutning hertil fra tre fjerdedele af
garanterne og tre fjerdedele af medlemmerne eller, hvis ge-
neralforsamlingen består af delegerede, fra tre fjerdedele af
disse. Meddelelse til garanterne om sådanne ændringer skal
gives senest 8 dage efter beslutningen på generalforsamlin-
gen. Garanter, der modsætter sig sådanne ændringer, kan,
når de senest 1 måned efter generalforsamlingen fremsætter
begæring derom, forlange, at de andre garanter skal overtage
deres garantiandele.
Generalforsamling i gensidige selskaber
§ 244. En stemmeberettiget, et medlem af bestyrelsen el-
ler en direktør kan anlægge søgsmål vedrørende en general-
forsamlingsbeslutning, som ikke er blevet til på lovlig måde,
eller som er stridende mod denne lov eller det gensidige
selskabs vedtægter.
Stk. 2. Søgsmål skal være anlagt senest 3 måneder efter
beslutningen, jf. dog stk. 3. Sker dette ikke, anses beslutnin-
gen for gyldig.
Stk. 3. Tidsfristen efter stk. 2 finder ikke anvendelse, når
1) beslutningen ikke lovligt kunne tages selv med samtli-
ge stemmeberettigedes samtykke,
2) der ifølge selskabets vedtægter kræves samtykke til be-
slutningen af alle eller visse medlemmer, garanter eller
stemmeberettigede, og sådant samtykke ikke er givet,
3) indkaldelse til generalforsamlingen ikke er sket, eller
de for selskabet gældende regler for indkaldelse væ-
sentligt er tilsidesat, eller
4) den, der har rejst sagen efter udløbet af søgsmålsfrist-
ren i stk. 2, men dog senest 2 år efter beslutningen, har
haft rimelig grund til forsinkelsen, og retten på grund
heraf og under hensyntagen til omstændighederne i øv-
rigt finder, at det vil være åbenbart urimeligt at anvende
bestemmelserne i stk. 2.
Stk. 4. Finder retten, at generalforsamlingsbeslutningen
ikke er blevet til på lovlig måde eller er stridende mod
denne lov eller selskabets vedtægter, jf. stk. 1, skal den ved
dom kendes ugyldig eller ændres. En ændring af generalfor-
samlingsbeslutningen kan dog kun ske, hvis der nedlægges
påstand derom, og retten er i stand til at fastslå, hvilket ind-
hold beslutningen rettelig skulle have haft. Rettens afgørelse
har gyldighed for samtlige medlemmer og garanter.
Særlige regler for tværgående pensionskasser
§ 245. Bestyrelsen i en pensionskasse skal bestå af en for-
mand og et lige antal bestyrelsesmedlemmer, hvoraf mindst
halvdelen skal vælges af og blandt medlemmerne i pensi-
onskassen. Erhvervsministeren kan dog under hensyn til
pensionskassens forhold tillade en anden sammensætning.
Stk. 2. I vedtægterne kan det fastsættes, at valg af besty-
relsen og ændring af vedtægterne foretages af pensionskas-
sens medlemmer ved urafstemning.
§ 246. Bestemmelserne for gensidige selskaber i § 237
finder tilsvarende anvendelse for tværgående pensionskas-
ser, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 120, stk. 1 og 3, i selskabsloven finder ikke
anvendelse for tværgående pensionskasser.
Tværgående pensionskasser
§ 247. Ved tværgående pensionskasser forstås foreninger
eller sammenslutninger, hvis medlemmer er
1) uddannet inden for bestemte uddannelsesområder eller
er ansat i virksomheder af en bestemt art, og som har
til formål som led i ansættelsesvilkårene eller som led i
en anden tilknytning til en virksomhed at sikre pension
efter ensartede regler for alle medlemmerne, eller
2) selvstændige erhvervsdrivende inden for samme bran-
che, og som har til formål at sikre pension efter ensar-
tede regler for alle medlemmer.
46
§ 248. Bestemmelserne for gensidige selskaber finder til-
svarende anvendelse for tværgående pensionskasser, bortset
fra § 237, stk. 2-4.
§ 249. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om af-
grænsning af de tværgående pensionskassers medlemskreds
og aktiviteter.
Arbejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsaktieselskaber
§ 250. Ved et arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsak-
tieselskab forstås et livsforsikringsaktieselskab, der
1) direkte eller indirekte fuldt ud ejes af forsikringstager-
nes faglige organisationer, eventuelt i fællesskab med
de relevante branchers arbejdsgiverorganisationer,
2) er etableret som følge af en overenskomstmæssig aftale
og
3) ifølge vedtægterne ikke udbetaler udbytte til ejerne.
Stk. 2. Af selskabets vedtægter skal ud over det i stk. 1,
nr. 3, nævnte fremgå,
1) at selskabet er et »arbejdsmarkedsrelateret livsforsik-
ringsaktieselskab«,
2) hvorledes der skal forholdes med selskabets formue,
når der ikke længere er forsikringsmæssige krav mod
selskabet.
3) at den skattefrit opsparede del af egenkapitalen skal
anvendes til almennyttige eller velgørende formål.
Stk. 3. Afståelse af aktier i selskabet til andre end den
i stk. 1, nr. 1, nævnte kreds eller ændring af selskabets ved-
tægter vedrørende de i stk. 1, nr. 3, og stk. 2 nævnte forhold
kan ikke ske uden Finanstilsynets godkendelse. Finanstilsy-
nets godkendelse kan alene meddeles, såfremt afståelsen
eller vedtægtsændringen skønnes at være i de forsikredes
interesse.
Stk. 4. Overdrager selskabet sin forsikringsbestand, skal
selskabet anvende den skattefrit opsparede del af egenkapi-
talen til fordel for de forsikrede. I tilfælde af overdragelse
af en bestemt del af forsikringsbestanden er det alene den
forholdsmæssige andel af den skattefrit opsparede del af
egenkapitalen, der skal anvendes til fordel for de forsikrede.
Særlige regler for visse gensidige selskaber, der har
tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, med
begrænset formål
§ 251. Bestemmelserne i §§ 252-257 omfatter gensidige
selskaber, der har tilladelse til at udøve skadesforsikrings-
virksomhed, hvis vedtægter indeholder angivelse af
1) at selskabets formål er begrænset til at tegne forsikrin-
ger mod ulykke og sygdom med den virkning, at de
forsikrede tillige er forsikringstagere, eller til at tegne
forsikringer for husdyr,
2) at selskabet kun driver virksomhed her i landet,
3) at selskabet ikke tegner forsikringer for længere perio-
der end 1 år ad gangen,
4) at selskabet kun tegner direkte forsikringer,
5) det højeste beløb, som selskabet uden genforsikring
kan overtage på enkelt risiko, eller bestemmelse om, at
regler herom fastsættes af Finanstilsynet i forbindelse
med udstedelse af tilladelse, samt
6) mulighed for opkrævning af ekstrabidrag eller nedsæt-
telse af ydelserne.
Stk. 2. Et gensidigt selskab, der har tilladelse til at udøve
skadesforsikringsvirksomhed, omfattes dog ikke af bestem-
melserne i §§ 252-257, hvis
1) den årlige præmieindtægt overstiger et beløb fastsat af
Finanstilsynet, eller
2) mindre end halvdelen af den årlige præmieindtægt
stammer fra fysiske personer, der er medlemmer af
selskabet.
§ 252. Det kan i vedtægterne bestemmes, at der ikke skal
ansættes en direktion.
Stk. 2. Har selskabet ingen direktion, udføres de hverv,
der i lovgivningen er henlagt til direktionen, af bestyrelsen.
§ 253. Bestemmelserne i § 242, nr. 2, og § 158, stk. 2,
finder ikke anvendelse ved stiftelse af gensidige selskaber,
der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed,
med begrænset formål, jf. § 251.
§ 254. Indtegning af medlemmer eller garanter kan ikke
finde sted, inden udkast til vedtægter er affattet. Udkastet
skal fremlægges ved indtegningen.
§ 255. Gensidige selskaber, der har tilladelse til at udøve
skadesforsikringsvirksomhed, der omfattes af § 251, stk. 1,
og som kun driver virksomhed inden for et snævert begræn-
set landområde, omfattes ikke af denne lovs bestemmelser,
jf. dog stk. 2 og 3, hvis de indtegnede forsikringer tilsam-
men ikke overstiger 3 mio. kr.
Stk. 2. Selskaber, der omfattes af stk. 1, skal dog betegne
sig som gensidige, jf. § 38, som finder tilsvarende anvendel-
se.
Stk. 3. Er et gensidigt selskab, der har tilladelse til at ud-
øve skadesforsikringsvirksomhed, undergivet tilsyn i med-
før af denne lov, forbliver selskabet under tilsyn, selv om
det sidenhen opfylder betingelserne for fritagelse efter stk.
1. Finanstilsynet kan dog fritage selskabet for tilsyn, hvis
selskabet fremsætter anmodning herom i henhold til en ge-
neralforsamlingsbeslutning.
§ 256. Finanstilsynet kan fritage et gensidigt selskab, der
har tilladelse til at udøvre skadesforsikringsvirksomhed, og
der omfattes af § 251, stk. 1, fra denne lovs bestemmelser,
hvis
1) de samlede forsikringer ikke overstiger 6 mio. kr., og
selskabets risiko på en enkelt forsikring ikke overstiger
3 pct. af selskabets samlede årlige præmieindtægt, eller
2) selskabet kun tegner forsikringer inden for et begrænset
landområde og alene for en enkelt forsikringsgren.
Stk. 2. Ved anvendelsen af stk. 1, nr. 1, tages ikke hensyn
til, i hvilket omfang selskabet har afdækket sin risiko ved
genforsikring.
Stk. 3. Finanstilsynet kan anvende bestemmelsen i stk.
1, nr. 2, selv om selskabet tegner forsikringer, som ikke er
omfattet af § 251, stk. 1, nr. 1, når selskabet dog ikke tegner
ansvarsforsikring, arbejdsskadeforsikring, motorkøretøjsfor-
sikring, kautionsforsikring eller kreditforsikring.
47
Stk. 4. Et selskabs anmodning om fritagelse i henhold til
stk. 1 skal være godkendt af generalforsamlingen.
§ 257. Fremsætter et gensidigt selskab, der har tilladelse
til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, og der ikke er un-
derlagt tilsyn efter reglerne i §§ 255 og 256, anmodning om
at være underlagt denne lov i henhold til en generalforsam-
lingsbeslutning, kan Finanstilsynet bestemme, at selskabet
skal være underlagt denne lov.
Stk. 2. Når en beslutning er truffet efter stk. 1, finder §§
252-257 anvendelse på ny, hvis Finanstilsynet tillader det.
ISPV
§ 258. Juridiske personer, der udøver virksomhed som
ISPV, skal have tilladelse som ISPV.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte regler om ISPV᾽er,
herunder om muligheden for at inddrage tilladelsen til at
udøve virksomhed som ISPV.
Afsnit IX
Tilsyn-, kontrol- og offentliggørelsesregler m.v.
Kapitel 22
Tilsyn, kontrol m.v.
Tilsyn
§ 259. Finanstilsynet påser overholdelse af denne lov og
regler udstedt i medfør af loven undtagen § 136 og § 111,
stk. 1 og 2, jf. dog § 261.
Stk. 2. Finanstilsynet påser endvidere overholdelsen af:
1) Forsikringsselskabers overholdelse af § 32, stk. 4, nr. 1,
jf. § 32, stk. 7, i revisorloven.
2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1286/2014 af 26. november 2014 om dokumenter
med central information om sammensatte og forsik-
ringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer
(PRIIP’er).
3) Rådets forordning 2017/1509/EU af 30. august 2017
om restriktive foranstaltninger over for Den Demokra-
tiske Folkerepublik Korea.
4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel
ramme for securitisering og om oprettelse af en spe-
cifik ramme for simpel, transparent og standardiseret
securitisering.
5) Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et paneuropæisk
personligt pensionsprodukt (PEPP-produkt).
6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtig-
hedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tje-
nesteydelser og regler udstedt i medfør heraf (Disclosu-
reforordningen).
7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en
ramme til fremme af bæredygtige investeringer og reg-
ler udstedt i medfør heraf.
8) Forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009
om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsik-
ringsvirksomhed (Solvens II).
9) Forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om
forsikringsdistribution.
§ 260. Finanstilsynet skal tilrettelægge den sædvanlige
tilsynsvirksomhed med henblik på at fremme den finansielle
stabilitet og tilliden til forsikringsselskaber og de finansielle
markeder samt at varetage beskyttelsen af forsikringstager-
nes interesser. Finanstilsynet skal i sin tilsynsvirksomhed
lægge vægt på holdbarheden af de enkelte forsikringsselska-
bers forretningsmodel. Tilrettelæggelsen af tilsynsvirksom-
heden skal ske ud fra et væsentlighedshensyn, hvor den
tilsynsmæssige indsats står i forhold til de potentielle risici
eller skadesvirkninger. Finanstilsynets direktion har ansvaret
for tilsynsvirksomhedens tilrettelæggelse.
Stk. 2. Finanstilsynet skal i tilrettelæggelsen af tilsyns-
virksomheden med forsikringsselskaber overveje de poten-
tielle konsekvenser for den finansielle stabilitet i andre
lande inden for Den Europæiske Union eller i et land,
som Unionen har indgået aftale med på det finansielle
område. Det gælder navnlig i forbindelse med krisesitua-
tioner. For forsikringsselskaber, der både har tilladelse til
at drive livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirk-
somhed i samme selskab, skal Finanstilsynet lægge vægt
på holdbarheden af den samlede virksomhed samt holdbar-
heden af livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikrings-
virksomheden hver for sig. For filialer her i landet af for-
sikringsselskaber, der er meddelt tilladelse til at yde eller
udføre forsikringsvirksomhed i et andet land inden for Den
Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område, skal Finanstilsynet
overvåge filialerne og bistå i tilsynet med filialerne.
Stk. 3. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde anvende frem-
med bistand i forbindelse med Finanstilsynets tilsynsvirk-
somhed.
§ 261. Erhvervsstyrelsen påser overholdelsen af § 24 og §
242.
Regnskabskontrol
§ 262. Finanstilsynet kontrollerer, at reglerne for finan-
siel information i årsrapporter og delårsrapporter i §§ 178,
181-187 og i regler udstedt i medfør af § 190 er overholdt
for forsikringsselskaber eller forsikringsholdingvirksomhe-
der, som har udstedt omsættelige værdipapirer, der er opta-
get til handel på et reguleret marked, jf. § 213, stk. 1-5 og 8,
i lov om kapitalmarkeder.
§ 263. Finanstilsynet kan efter anmodning fra tilsynsmyn-
digheden i hjemlandet forbyde følgende udenlandske forsik-
ringsselskaber at råde over deres aktiver her i landet eller
begrænse deres rådighed herover:
1) Forsikringsselskaber, der er omfattet af bestemmelserne
i § 49, stk. 1, og § 52, stk. 1.
48
2) Forsikringsselskaber, der har aktiver her i landet, men
som ikke er omfattet af bestemmelserne i § 49, stk. 1,
og § 52, stk. 1, når forsikringsselskabet er meddelt kon-
cession i et af Den Europæiske Unions medlemslande
eller i lande, der har gennemført Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009
om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsik-
ringsvirksomhed (Solvens II).
§ 264. Finanstilsynet kan efter de procedurer, der er fast-
sat i EU-retlige regler herom, forbyde et udenlandsk forsik-
ringsselskab omfattet af § 49, stk. 1, og § 52, stk. 1, med
hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union
eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det fi-
nansielle område, at udøve virksomhed her i landet gennem
en filial eller ved at yde tjenesteydelser her i landet.
Stk. 2. Finanstilsynet kan nedlægge forbud efter stk. 1,
hvis forsikringsselskabet groft eller gentagne gange har
overtrådt bestemmelser i denne lov, regler udstedt i medfør
af loven eller anden lovgivning, der retter sig mod forsik-
ringsselskabet, og det ikke ved påbud eller sanktioner efter
denne lov har været muligt at bringe overtrædelsen til ophør.
Stk. 3. Vedrører forbud udstedt efter stk. 1 og 2 et forsik-
ringsselskab, som har tegnet arbejdsulykkesforsikringer her
i landet, træffer Finanstilsynet beslutning om, hvorvidt sel-
skabets arbejdsulykkesforsikringsbestand skal tages under
administration af Garantifonden for skadesforsikringsselska-
ber.
§ 265. Modtager Finanstilsynet meddelelse fra værtslan-
dets tilsynsmyndigheder om, at et forsikringsselskab, der
udøver forsikringsvirksomhed efter § 61, stk. 1, eller § 63,
stk. 1, i et land inden for Den Europæiske Union eller
et land, som Unionen har indgået aftale med på det finan-
sielle område, ikke efterkommer de krav, som værtslandets
tilsynsmyndigheder pålægger forsikringsselskabet, skal Fi-
nanstilsynet snarest muligt træffe alle nødvendige foranstalt-
ninger med henblik på, at det pågældende forsikringsselskab
bringer de ulovlige forhold til ophør.
Stk. 2. Finanstilsynet skal meddele værtslandets tilsyns-
myndigheder om foranstaltninger truffet efter stk. 1.
Finanstilsynets bestyrelse
§ 266. Finanstilsynets bestyrelse indgår i tilsynet med for-
sikringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder efter §
259, stk. 1, § 260, stk. 1 og 2, §§ 261, 262, 267 og 268 med
den kompetence, som bestyrelsen er tillagt i medfør af § 345
i lov om finansiel virksomhed.
Stk. 2. § 285, stk. 1, gælder for medlemmer af bestyrelsen,
observatøren og medlemmer af ekspertpanelet.
Inspektioner og indberetninger
§ 267. Finanstilsynet skal undersøge forsikringsselskabers
og forsikringsholdingvirksomheders forhold, herunder ved
gennemgang af løbende indberetninger og ved inspektioner i
den enkelte virksomhed.
Stk. 2. Finanstilsynet skal efter en inspektion i et forsik-
ringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed afholde
et møde med deltagelse af virksomhedens bestyrelse, direk-
tion, den ansvarshavende aktuar, ekstern revisor og den
interne revisionschef, medmindre inspektionen alene vedrø-
rer afgrænsede aktivitetsområder i virksomheden. På mødet
skal Finanstilsynet meddele sine konklusioner vedrørende
inspektionen.
Stk. 3. Finanstilsynet skal efter et inspektionsbesøg frem-
sende væsentlige konklusioner i form af en skriftlig rapport
til virksomhedens bestyrelse, direktion, den ansvarshavende
aktuar, ekstern revisor og den interne revisionschef.
§ 268. Tilsynsmyndighederne i et andet land inden for
Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har
indgået aftale med på det finansielle område, kan efter
forudgående meddelelse herom til Finanstilsynet foretage
inspektion i de her i landet beliggende filialer af udenland-
ske forsikringsselskaber med hjemsted i det pågældende
land. Finanstilsynet deltager i den inspektion, der er nævnt i
1. pkt., eller foretager i særlige tilfælde og efter anmodning
fra tilsynsmyndigheden i filialens hjemland på dennes vegne
inspektionen af filialen alene.
Stk. 2. Tilsynsmyndighederne i et andet land inden for
Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har
indgået aftale med på det finansielle område, kan med Fi-
nanstilsynets tilladelse foretage verifikation af oplysninger
afgivet af de her i landet beliggende forsikringsselskaber og
forsikringsholdingvirksomheder, der er underlagt suppleren-
de tilsyn af den pågældende tilsynsmyndighed efter bestem-
melser fastsat i direktiver på det finansielle område.
Indhentelse af oplysninger
§ 269. Forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksom-
heder, leverandører og underleverandører skal give Finans-
tilsynet de oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsy-
nets virksomhed.
Stk. 2. Oplysninger afgivet efter stk. 1 skal hurtigst muligt
berigtiges over for Finanstilsynet, hvis virksomheden efter-
følgende konstaterer følgende:
1) Oplysningerne har ikke været korrekte på tidspunktet
for afgivelsen.
2) Oplysningerne er på et senere tidspunkt blevet misvi-
sende.
§ 270. Finanstilsynet kan til enhver tid mod behørig legi-
timation uden retskendelse få adgang til et forretningslokale
tilhørende et forsikringsselskab og dets filialer eller en for-
sikringsholdingvirksomhed med henblik på indhentelse af
oplysninger, herunder ved inspektioner.
Stk. 2. Finanstilsynet kan til enhver tid mod behørig legi-
timation uden retskendelse få adgang til de virksomheder,
med hvilke forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirk-
somheden har særlig direkte eller indirekte forbindelse, i det
omfang det er nødvendigt for bedømmelse af et forsikrings-
selskabs eller en forsikringsholdingvirksomheds økonomi-
ske stilling.
Stk. 3. Finanstilsynet kan kræve alle oplysninger, herun-
der regnskaber og regnskabsmateriale, udskrift af bøger,
andre forretningspapirer og elektronisk lagrede data, som
skønnes nødvendige for Finanstilsynets virksomhed eller til
49
afgørelse af, om en fysisk eller juridisk person er omfattet af
bestemmelserne i denne lov.
Stk. 4. Finanstilsynet kan til enhver tid mod behørig legi-
timation uden retskendelse få adgang til forretningslokaler
tilhørende en leverandør eller underleverandør med henblik
på indhentelse af oplysninger om den outsourcede aktivitet.
Stk. 5. Finanstilsynet kan kun henvende sig direkte til en
virksomhed, der ikke er et forsikringsselskab eller en forsik-
ringsholdingvirksomhed, men som indgår i en koncern eller
gruppe underlagt koncerntilsyn efter Solvens II-direktivet,
for at indhente de oplysninger, der er nødvendige for tilsynet
med koncernen eller gruppen, når den virksomhed, der er
ansvarlig efter reglerne om koncerntilsyn, allerede er blevet
anmodet om disse oplysninger, men ikke har leveret dem
inden for en passende tidsfrist.
§ 271. Finanstilsynet kan indhente oplysninger efter §
269, stk. 1, og § 270, stk. 1-3, til brug for de myndigheder
og organer, der er nævnt i § 289, stk. 1, nr. 3-12.
Tvangsbøder
§ 272. Finanstilsynet eller Erhvervsstyrelsen kan som
tvangsmiddel pålægge et forsikringsselskabs bestyrelse, di-
rektion, eksterne revisor, interne revisionschef, ansvarsha-
vende aktuar, likvidator, generalagent, filialbestyrer eller re-
præsentantskab daglige eller ugentlige tvangsbøder, hvis de
ikke i rette tid efterkommer de pligter, der efter denne lov,
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2015/35
om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsik-
rings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) eller regler
udstedt i medfør af denne lov eller forordninger påhviler
dem over for henholdsvis Finanstilsynet eller Erhvervssty-
relsen.
Stk. 2. Finanstilsynet kan som tvangsmiddel pålægge en
fysisk eller juridisk person eller den person, der er ansvarlig
for den juridiske person, daglige eller ugentlige tvangsbøder,
når personen undlader at opfylde de pligter, som følger af §
270, stk. 2 og 3.
Stk. 3. Finanstilsynet kan som tvangsmiddel pålægge et
forsikringsselskab daglige eller ugentlige tvangsbøder, hvis
selskabet ikke efterkommer et påbud meddelt i medfør af §
280, stk. 1, 3 og 4.
Beføjelser
§ 273. Finanstilsynet kan påbyde et forsikringsselskab
eller en forsikringsholdingvirksomhed at lade foretage og
afholde udgifterne til en uvildig undersøgelse af et eller
flere forhold i forsikringsselskabet eller forsikringsholding-
virksomheden, såfremt Finanstilsynet vurderer, at dette er
af væsentlig betydning for tilsynet med virksomheden, og
der ikke er tale om en for Finanstilsynet sædvanligt fore-
kommende undersøgelse. Resultatet af den uvildige under-
søgelse skal afgives i en skriftlig rapport, som skal foreligge
inden for et af Finanstilsynet fastsat tidspunkt. Finanstilsy-
net kan bestemme, at de sagkyndige personer, jf. stk. 2-6,
løbende skal foretage afrapportering til Finanstilsynet om
forhold i forbindelse med undersøgelsen.
Stk. 2. Den uvildige undersøgelse skal foretages af en
eller flere sagkyndige personer. Forsikringsselsskabet el-
ler forsikringsholdingvirksomheden udpeger de sagkyndige
personer inden for en af Finanstilsynet fastsat frist. Finans-
tilsynet skal godkende de foreslåede sagkyndige personer.
Stk. 3. Forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirk-
somheden skal give de sagkyndige personer de oplysninger,
der er nødvendige for gennemførelsen af den uvildige un-
dersøgelse.
Stk. 4. De sagkyndige personer skal udlevere en kopi af
den skriftlige rapport om undersøgelsen til Finanstilsynet,
senest samtidig med at rapporten udleveres til forsikrings-
selskabet eller forsikringsholdingvirksomheden.
Stk. 5. De sagkyndige personer skal straks give Finanstil-
synet oplysninger om forhold, de bliver opmærksomme på
i forbindelse med den uvildige undersøgelse, såfremt oplys-
ningerne er af væsentlig betydning for et forsikringsselskabs
eller en forsikringsholdingvirksomheds risikoprofil eller for-
retningsmodel, som kan medføre en ikke uvæsentlig risiko
for, at disse forhold kan udvikle sig således, at virksomhe-
den vil miste sin tilladelse.
Stk. 6. Kan den sagkyndige person på grund af dennes
særlige forhold ikke videregive oplysningerne i henhold til
stk. 4 og 5 til Finanstilsynet, kan underretning af Finanstil-
synet ske af andre end den sagkyndige person, herunder af
forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomheden.
§ 274. Finanstilsynet kan påbyde et forsikringsselskab
eller en forsikringsholdingvirksomhed at lade en eller flere
sagkyndige personer følge virksomheden i en periode på op
til seks måneder med henblik på at varetage Finanstilsynets
virksomhed, når Finanstilsynet vurderer, at der er væsentlige
forhold, som giver anledning hertil. Det samme gælder for
filialer omfattet af § 3.
Stk. 2. En virksomhed, der har modtaget et påbud efter
stk. 1, skal give de sagkyndige personer de oplysninger og
den adgang til møder, der er nødvendige for, at de sagkyn-
dige kan følge den daglige drift i virksomheden, herunder
bestyrelsesmøder, direktionsmøder og generalforsamlinger,
og dens filialer med henblik på indhentelse af oplysninger.
Stk. 3. De sagkyndige personer skal i forbindelse med
observationen af den daglige drift i virksomheden oriente-
re Finanstilsynet om forhold af væsentlig betydning for Fi-
nanstilsynets virksomhed. Finanstilsynet kan fastsætte vilkår
for orienteringen.
Stk. 4. De sagkyndige personer udpeges af Finanstilsy-
net. Udgifterne til de sagkyndige personer kan foreløbigt
udredes af Finanstilsynet, men afholdes endeligt af virksom-
heden. Finanstilsynet kan kræve forudgående eller løbende
betaling eller sikkerhedsstillelse fra virksomheden.
Stk. 5. Erhvervsministeren kan fastsætter nærmere regler
om de sagkyndige personer, herunder om udpegning og ho-
norering.
§ 275. Finanstilsynet kan give påbud om berigtigelse af
forhold, der er i strid med §§ 67 og 72.
§ 276. Finanstilsynet kan påbyde et forsikringsselskabs
ledelse at lade udarbejde en redegørelse og plan for virk-
50
somhedens økonomiske stilling og fremtidsudsigter. Forsik-
ringsselskabets bestyrelse, direktion, den ansvarshavende
aktuar, ekstern revisor og den interne revisionschef skal ved
underskrift på påbuddet over for Finanstilsynet bekræfte at
være gjort bekendt med indholdet af Finanstilsynets påbud.
Stk. 2. Redegørelsen skal
1) være vedlagt en udtalelse fra forsikringsselskabets eks-
terne revisor, medmindre redegørelsen som helhed er
udarbejdet af denne,
2) forelægges selskabets bestyrelse til godkendelse og
3) sendes i kopi til Finanstilsynet.
§ 277. Finanstilsynet kan påbyde et forsikringsselskab
inden for en frist fastsat af Finanstilsynet at foretage de
nødvendige foranstaltninger, hvis
1) virksomhedens økonomiske stilling er således forrin-
get, at de forsikredes eller øvrige investorers interesser
er udsat for fare, eller
2) der er en ikke uvæsentlig risiko for, at virksomhedens
økonomiske stilling på grund af indre eller ydre forhold
udvikler sig således, at virksomheden vil miste sin tilla-
delse.
Stk. 2. Finanstilsynet kan inddrage virksomhedens tilla-
delse, hvis de påbudte foranstaltninger, jf. stk. 1, ikke er
foretaget inden for den fastsatte frist.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse for en
koncern, hvor modervirksomheden er en forsikringsholding-
virksomhed eller et forsikringsselskab, hvis der er betydelig
risiko for, at koncernens økonomiske stilling udvikler sig
således, at koncernen ikke vil overholde kapitalkravet til
koncernen.
§ 278. Finanstilsynet fastsætter et krav om et kapitaltillæg
til solvenskapitalkravet for et gruppe 1-forsikringsselskab,
hvis Finanstilsynet vurderer, at
1) selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra forudsæt-
ningerne i standardformlen eller en anvendt, godkendt
intern model til opgørelse af solvenskapitalkravet, jf. §
154, stk. 2,
2) selskabets virksomhedsstyring afviger væsentligt fra §
133 eller
3) selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra forudsæt-
ningerne for anvendelsen af en matchtilpasning, jf. §
158, stk. 2, eller en volatilitetsjustering, jf. § 158, stk.
3.
Stk. 2. Vurderingen af, om der foreligger en væsentlig
afvigelse efter stk. 1, foretages i henhold til nærmere reg-
ler herom fastsat af Europa-Kommissionen i medfør af ar-
tikel 37, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II).
Stk. 3. Opfyldes betingelsen i stk. 1, nr. 1, opgøres kapi-
taltillægget i overensstemmelse med solvenskapitalkravet,
jf. § 154.
Stk. 4. Vurderer Finanstilsynet, at et gruppe 1-forsikrings-
selskabs risikoprofil afviger væsentligt fra forudsætningerne
i en koncernintern model, der er godkendt for koncernen
af den koncerntilsynsførende, kan Finanstilsynet, så længe
selskabet ikke har fundet en passende løsning på de mangler,
som Finanstilsynet har påpeget, fastsætte et krav om kapital-
tillæg, jf. stk. 1, nr. 1. Skønner Finanstilsynet, at et kapital-
tillæg ikke er hensigtsmæssigt, kan Finanstilsynet undtagel-
sesvis kræve, at selskabet beregner solvenskapitalkravet på
grundlag af standardformlen, jf. § 154, stk. 2. Finanstilsynet
kan i overensstemmelse med stk. 1, nr. 1 og 2, fastsætte et
krav om kapitaltillæg til dette solvenskapitalkrav.
Stk. 5. Finanstilsynet tager kravet om et kapitaltillæg op
til revision mindst en gang årligt, og kravet ophæves, når
selskabet har rettet op på de forhold, der har foranlediget
det.
Stk. 6. Fastsætter Finanstilsynet et kapitaltillæg efter stk.
1, udgør solvenskapitalkravet, jf. § 154, sammen med ka-
pitaltillægget det nye solvenskapitalkrav. Opfylder gruppe
1-forsikringsselskabet ikke det nye solvenskapitalkrav efter
stk. 6, finder § 223 tilsvarende anvendelse.
§ 279. Udsteder et forsikringsselskab eller en forsikrings-
holdingvirksomhed omsættelige værdipapirer, der er optaget
til handel på et reguleret marked, og opfylder virksomheden
ikke sine forpligtelser efter bestemmelserne i § 178 og §§
181-187 eller bestemmelser fastsat i medfør af § 190, kan
Finanstilsynet give den pågældende virksomhed påbud om
ændring af forholdet, herunder påbud om offentliggørelse af
ændrede eller supplerende oplysninger.
Stk. 2. Finanstilsynet kan, når det skønnes hensigtsmæs-
sigt, offentliggøre de pågældende oplysninger eller påbud-
det. Finanstilsynet kan desuden suspendere eller slette de
berørte omsættelige værdipapirer fra handel på et reguleret
marked, når det skønnes hensigtsmæssigt.
§ 280. Finanstilsynet kan påbyde et forsikringsselskab at
afsætte en direktør i virksomheden inden for en frist fastsat
af Finanstilsynet, hvis denne efter § 105, stk. 1, eller § 106
ikke kan bestride stillingen.
Stk. 2. Finanstilsynet kan påbyde et medlem af bestyrel-
sen i et forsikringsselskab at nedlægge sit hverv inden for en
frist fastsat af Finanstilsynet, hvis denne efter § 105, stk. 1,
§ 106 eller § 109, stk. 1, ikke kan bestride hvervet.
Stk. 3. Finanstilsynet kan påbyde et gruppe 1-forsikrings-
selskab at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgle-
person i medfør af § 127, stk. 1, inden for en af Finanstilsy-
net fastsat frist, hvis vedkommende efter § 105, stk. 1, jf. §
127, stk. 3, ikke kan bestride stillingen.
Stk. 4. Finanstilsynet kan påbyde et forsikringsselskab
at afsætte en direktør, når der er rejst tiltale mod den på-
gældende i en straffesag om overtrædelse af straffeloven,
den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning,
indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil indebæ-
re, at direktøren ikke opfylder kravene i § 105, stk. 1, nr.
3. Finanstilsynet fastsætter en frist for efterlevelse af påbud-
det. Finanstilsynet kan under samme betingelser som i 1.
pkt. påbyde et medlem af bestyrelsen eller en ansat, der er
nøgleperson, eller bestyrelsesmedlemmet i et gruppe 1-for-
skringsselskab at nedlægge sit hverv i medfør af § 105, stk.
1, nr. 3, jf. § 127, stk. 1 og stk. 3. Finanstilsynet fastsætter
en frist for efterlevelse af påbuddet.
51
Stk. 5. Varigheden af påbud meddelt efter stk. 1, 2 eller 4
på baggrund af § 105, stk. 1, nr. 2-5, eller § 109, stk. 1, eller
efter stk. 3, skal fremgå af påbuddet.
Stk. 6. Påbud meddelt i henhold til stk. 1-5 kan af forsik-
ringsselskabet og af den person, som påbuddet vedrører,
forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal
indgives til Finanstilsynet, inden fire uger efter at påbuddet
er meddelt den pågældende. Anmodningen har ikke opsæt-
tende virkning for påbuddet, men retten kan ved kendelse
bestemme, at den pågældende direktør eller det pågældende
bestyrelsesmedlem under sagens behandling kan opretholde
sit hverv eller sin stilling. Finanstilsynet indbringer sagen
for domstolene inden fire uger efter modtagelse af anmod-
ning herom. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes for-
mer.
Stk. 7. Finanstilsynet kan af egen drift eller efter ansøg-
ning tilbagekalde et påbud meddelt efter stk. 2 eller 3, el-
ler stk. 5, når der er tale om et bestyrelsesmedlem. Afslår
Finanstilsynet en ansøgning om tilbagekaldelse, kan ansøge-
ren forlange afslaget indbragt for domstolene. Anmodning
herom skal indgives til Finanstilsynet, inden fire uger efter
at afslaget er meddelt den pågældende. Anmodning om
domstolsprøvelse kan dog kun fremsættes, hvis påbuddet
ikke er tidsbegrænset, og der er forløbet mindst fem år fra
datoen for udstedelsen af påbuddet, eller mindst to år efter
at Finanstilsynets afslag på tilbagekaldelse er stadfæstet ved
dom.
Stk. 8. Har forsikringsselskabet ikke afsat direktøren, eller
har gruppe 1-forsikringsselskabet ikke afsat en ansat, der er
identificeret som nøgleperson i medfør af § 128, stk. 1, in-
den for den fastsatte frist, kan Finanstilsynet inddrage virk-
somhedens tilladelse, jf. § 199, stk. 1, nr. 2. Finanstilsynet
kan endvidere inddrage virksomhedens tilladelse, jf. § 199,
stk. 1, nr. 2, hvis et bestyrelsesmedlem ikke efterkommer et
påbud meddelt i medfør af stk. 2, 3 og 5.
Stk. 9. Afgørelser i sager efter § 105, stk. 1, og § 127,
stk. 3, som træffes efter § 105, stk. 2, kan af forsikringssel-
skabet og af den person, som afgørelsen vedrører, forlanges
indbragt for domstolene. Anmodning herom skal indgives
til Finanstilsynet, inden fire uger efter at afgørelsen er med-
delt den pågældende. Anmodningen har ikke opsættende
virkning for afgørelsen, men retten kan ved kendelse be-
stemme, at personen under sagens behandling kan indtræde
i det hverv eller den stilling, som personen har søgt om
forhåndsgodkendelse til. Finanstilsynet indbringer sagen for
domstolene inden fire uger efter modtagelse af anmodning
herom. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes former.
§ 281. Finanstilsynet kan selvstændigt eller i samarbej-
de med andre myndigheder foretage undersøgelser, der er
egnede til at fremme gennemsigtigheden på det finansielle
marked, samt offentliggøre resultaterne af disse.
§ 282. I tilfælde, hvor et forsikringsselskab er erklæret
konkurs, eller størstedelen af forsikringsselskabets drift er
ophørt eller overdraget, eller hvor et forsikringsselskabs
forsikringsbestand er taget under administration, udarbejder
Finanstilsynet en redegørelse for årsagerne hertil, hvis et af
nedennævnte forhold er indtruffet i forbindelse med eller i
en kortere periode forud for virksomhedens konkurs m.v.:
1) Staten har lidt tab på ejerbeviser, som staten har erhver-
vet som led i konverteringen af sådan kapital.
2) Staten i øvrigt har ydet garanti eller stillet midler til
rådighed for virksomheden, dens kreditorer eller en er-
hverver af hele eller dele af virksomheden.
Stk. 2. Finanstilsynet skal offentliggøre redegørelsen ef-
ter stk. 1. I forbindelse med offentliggørelsen finder § 285
ikke anvendelse, medmindre oplysningerne vedrører kunde-
forhold eller tredjemand, der er eller har været involveret i
forsøg på at redde det pågældende forsikringsselskab.
Stk. 3. Redegørelsen skal beskrive Finanstilsynets rolle
under forløbet op til konkursen m.v.
Forbrugerombudsmanden
§ 283. Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag
mod forsikringsselskabet og forsikringsholdingvirksomhe-
der vedrørende handlinger, der strider mod redelig forret-
ningsskik og god praksis, jf. § 67, stk. 1 og 2, herunder sag
om forbud, påbud, erstatning og tilbagesøgning af uretmæs-
sigt opkrævede beløb.
Stk. 2. Forbrugerombudsmanden kan behandle sager ved-
rørende overtrædelse af strafbelagte bestemmelser i regler
udstedt i medfør af denne lovs § 67, stk. 3.
Stk. 3. Markedsføringslovens § 24, § 25, stk. 2, § 28, stk.
1, § 32, stk. 1, §§ 33 og 34 finder tilsvarende anvendelse
på sager, som Forbrugerombudsmanden ønsker at anlægge
efter stk. 1 og 2.
Stk. 4. Forbrugerombudsmanden kan udpeges som grup-
perepræsentant i et gruppesøgsmål, jf. retsplejelovens kapi-
tel 23 a.
§ 284. Finanstilsynet underretter Forbrugerombudsman-
den, hvis Finanstilsynet bliver bekendt med, at en virksom-
heds kunder kan have lidt tab, som følge af at virksomheden
har overtrådt § 67, stk. 1, eller bestemmelser udstedt i med-
før af § 67, stk. 2.
Stk. 2. Forbrugerombudsmanden har uanset §§ 285, 287
og 290 adgang til samtlige oplysninger i Finanstilsynets
sager omfattet af stk. 1.
Stk. 3. Forbrugerombudsmanden er underlagt tavsheds-
pligt efter § 285, stk. 1.
Kapitel 23
Tavshedspligt
Tavshedspligt
§ 285. Finanstilsynets ansatte er under ansvar efter straf-
felovens §§ 151-151 e forpligtet til at hemmeligholde for-
trolige oplysninger, som de får kendskab til gennem tilsyns-
virksomheden. Det samme gælder personer, der udfører ser-
viceopgaver som led i Finanstilsynets drift, samt eksperter,
der handler på Finanstilsynets vegne. Dette gælder også
efter ansættelses- eller kontraktforholdets ophør. 1.-3. pkt.
finder tillige anvendelse på ansatte i Erhvervsstyrelsen, for
så vidt angår oplysninger, som de får kendskab til gennem
52
opgaveløsningen efter § 213, stk. 1-5 og 8, i lov om kapital-
markeder.
Stk. 2. Samtykke fra den, som tavshedspligten tilsigter at
beskytte, berettiger ikke de personer, der er nævnt i stk. 1, til
at videregive fortrolige oplysninger.
Stk. 3. Stk. 1 finder ikke anvendelse på oplysninger i
sager om god skik, prisoplysning og kontraktforhold, jf. §§
67-81 og bekendtgørelser udstedt i medfør heraf.
Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at Fi-
nanstilsynet af egen drift videregiver fortrolige oplysninger
i summarisk eller sammenfattende form, når hverken den
enkelte virksomhed eller dens kunder kan identificeres.
Stk. 5. Fortrolige oplysninger kan videregives under en
civil retssag, når et forsikringsselskab er erklæret konkurs
eller trådt i likvidation, og såfremt oplysningerne ikke ve-
drører kundeforhold eller tredjemand, der er eller har været
involveret i forsøg på at redde virksomheden.
§ 286. Er en sag om god skik m.v. omfattet af Finanstil-
synets bestyrelses beslutningskompetence efter § 345, stk.
12, nr. 4 og 6, i lov om finansiel virksomhed, er følgende
dokumenter undtaget fra aktindsigt efter lov om offentlighed
i forvaltningen (offentlighedsloven), indtil bestyrelsen har
truffet sin beslutning:
1) Finanstilsynets udkast til afgørelse af en sag eller ud-
kast til beslutning om at overgive en sag til politimæs-
sig efterforskning.
2) Udtalelser afgivet af parten til Finanstilsynets udkast
til afgørelse af en sag eller udkast til beslutning om at
overgive en sag til politimæssig efterforskning.
3) Supplerende korrespondance mellem Finanstilsynet og
parten vedrørende udkastet til afgørelse af en sag eller
udkastet til beslutning om at overgive en sag til politi-
mæssig efterforskning.
§ 287. Finanstilsynets ansatte må ikke videregive oplys-
ninger om en person, når vedkommende har indberettet en
virksomhed eller en person til Finanstilsynet for overtrædel-
se eller potentiel overtrædelse af den finansielle regulering,
som Finanstilsynet fører tilsyn med, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at
personoplysninger videregives i medfør af § 284, stk. 2,
eller § 288, stk. 1.
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at
personoplysninger, der vedrører en kunde, videregives til et
forsikringsselskab i forbindelse med sager omfattet af § 285,
stk. 3, eller i sager om overtrædelse af kapitel 9, når kunden
har givet udtrykkeligt samtykke til videregivelsen.
Stk. 4. Alle, der i henhold til stk. 2 modtager personop-
lysninger, er med hensyn til disse oplysninger undergivet
tavshedspligten i stk. 1.
Undtagelser til tavshedspligten
§ 288. § 285, stk. 1, er ikke til hinder for, at fortrolige
oplysninger videregives til:
1) Det Systemiske Risikoråd.
2) Andre offentlige myndigheder, herunder anklagemyn-
digheden og politiet, i forbindelse med efterforskning
og retsforfølgning af mulige strafbare forhold omfattet
af straffeloven eller tilsynslovgivningen.
3) Vedkommende minister som led i dennes overordnede
tilsyn, jf. dog § 289, stk. 5.
4) Administrative myndigheder og domstole, som be-
handler afgørelser, der er truffet af Finanstilsynet.
5) Folketingets Ombudsmand.
6) Beskæftigelsesministeren i tilfælde af underretning i
medfør af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension,
lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond og lov om ar-
bejdsskadesikring.
7) En parlamentarisk kommission nedsat af Folketinget,
jf. dog § 289, stk. 4 og 5.
8) Undersøgelseskommissioner nedsat ved lov eller i
henhold til lov om undersøgelseskommissioner, jf.
dog § 289, stk. 4 og 5.
9) Folketingets stående udvalg vedrørende en finansiel
virksomheds generelle økonomiske forhold, for så
vidt angår krisehåndtering af forsikringsselskaber, når
der træffes beslutning om, hvorvidt staten skal yde
garanti eller stille midler til rådighed. Tilsvarende
gælder i forbindelse med den parlamentariske kontrol
i sager omfattet af 1. pkt.
10) Statsrevisorerne og Rigsrevisionen.
11) Interessenter, herunder myndigheder, involveret i for-
søg på at redde et nødlidende forsikringsselskab, når
Finanstilsynet har modtaget et mandat fra erhvervsmi-
nisteren, jf. dog § 289, stk. 5.
12) De af Foreningen af Statsautoriserede Revisorer udpe-
gede revisorer efter § 144, stk. 5, 2. pkt., i lov om
finansiel virksomhed.
13) Skifteretten, jf. dog § 289, stk. 4, andre myndigheder,
der medvirker ved forsikringsselskabets likvidation,
konkursbehandling eller lignende procedurer, og kura-
tor, samt personer, der er ansvarlige for den lovpligti-
ge revision af forsikringsselskabets regnskaber, under
forudsætning af at modtagerne af oplysninger har be-
hov herfor til varetagelse af deres opgaver.
14) Institutioner, der forvalter indskyder-, investor- eller
forsikringsgarantiordninger, under forudsætning af at
oplysningerne er nødvendige for, at de kan udføre
deres arbejde.
15) Udvalg, grupper m.v. nedsat af erhvervsministeren,
der har til formål at drøfte og koordinere indsatsen for
at sikre den finansielle stabilitet.
16) Erhvervsstyrelsen i sin egenskab af tilsynsmyndighed
for efterlevelse af selskabslovgivningen, når videregi-
velse sker med henblik på at styrke det finansielle
systems stabilitet og integritet, jf. dog § 289, stk. 4,
Erhvervsstyrelsen og Revisornævnet i deres egenskab
af tilsynsmyndighed for den lovpligtige revision af
forsikringsselskabers regnskaber, jf. dog § 289, stk. 4,
og Erhvervsstyrelsen, når oplysningerne vedrører en
fond eller forening omfattet af § 197. Videregivelse
efter 1. pkt. kan kun ske, under forudsætning af at
modtageren har behov herfor til varetagelsen af den-
nes opgaver.
53
17) Sagkyndige, som bistår Finanstilsynet, Erhvervssty-
relsen, Revisornævnet og institutioner, der forvalter
indskyder-, investor- eller forsikringsgarantiordninger,
med udførelsen af deres tilsynsopgaver, under forud-
sætning af at modtageren har behov for oplysningerne
til varetagelsen af dennes opgaver, jf. dog § 289, stk. 4
og 5.
18) Den færøske landsstyremand for finansanliggender
som led i ansvaret for den økonomiske stabilitet på
Færøerne og til brug for krisehåndtering af forsik-
ringsselskaber på Færøerne.
19) Det grønlandske landsstyremedlem for Erhverv og
Arbejdsmarked som led i ansvaret for den økonomi-
ske stabilitet i Grønland og til brug for krisehåndte-
ring af forsikringsselskaber i Grønland.
20) Færøernes Lagtings stående udvalg vedrørende en
færøsk forsikringsvirksomheds generelle økonomiske
forhold, for så vidt angår krisehåndtering af færøske
forsikringsselskaber, når der træffes beslutning om,
hvorvidt Færøernes landsstyre skal yde garanti eller
stille midler til rådighed. Tilsvarende gælder i forbin-
delse med den parlamentariske kontrol i sager omfat-
tet af 1. pkt.
21) Inatsisartuts stående udvalg vedrørende et grønlandsk
forsikringsselskabs generelle økonomiske forhold, for
så vidt angår krisehåndtering af grønlandske forsik-
ringsselskaber, når der træffes beslutning om, hvorvidt
Grønlands landsstyre skal yde garanti eller stille mid-
ler til rådighed. Tilsvarende gælder i forbindelse med
den parlamentariske kontrol i sager omfattet af 1. pkt.
22) Færøske tilsynsmyndigheder på det finansielle områ-
de under forudsætning af, at modtagerne er underlagt
en lovbestemt tavshedspligt, der mindst svarer til tav-
shedspligten i medfør af stk. 1, og at modtagerne har
behov for oplysningerne til varetagelse af deres opga-
ver, jf. dog § 289, stk. 4.
23) Center for Cybersikkerhed, under forudsætning af at
oplysningerne er nødvendige for centeret til at opfylde
dets lovbestemte opgaver som nationalt centralt kon-
taktpunkt eller som CSIRT.
24) Datatilsynet som uafhængig tilsynsmyndighed for ef-
terlevelse af databeskyttelsesreglerne, under forudsæt-
ning af at Datatilsynet har behov for oplysningerne til
varetagelsen af sine opgaver, jf. dog § 289, stk. 4.
25) Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensban-
ken med henblik på vurderinger som led i programmet
til vurdering af den finansielle sektor efter en udtryk-
kelig anmodning, og under forudsætning af at Den
Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken
har behov for oplysningerne til varetagelsen af deres
opgaver.
26) Den Internationale Betalingsbank (BIS) med henblik
på kvantitative konsekvensanalyser efter en udtrykke-
lig anmodning, og under forudsætning af at Den Inter-
nationale Betalingsbank (BIS) har behov for oplysnin-
gerne til varetagelsen af sine opgaver.
27) Rådet for Finansiel Stabilitet (FSB) med henblik på
dets tilsynsfunktion efter en udtrykkelig anmodning
og under forudsætning af, at Rådet for Finansiel Sta-
bilitet (FSB) har behov for oplysningerne til vareta-
gelsen af sine opgaver.
Stk. 2. Fortrolige oplysninger, som Finanstilsynet modta-
ger, må kun anvendes i forbindelse med tilsynshvervet, til
pålæggelse af sanktioner, eller hvis tilsynets afgørelse påkla-
ges til højere administrativ myndighed eller indbringes for
domstolene.
Stk. 3. Adgangen til udlevering af fortrolige oplysninger
til Folketingets stående udvalg i henhold til stk. 1, nr. 9, er
begrænset til dokumenter i sager, der er oprettet i Finanstil-
synet efter den 16. september 1995. Adgangen til udlevering
af fortrolige oplysninger til Færøernes Lagtings stående ud-
valg i henhold til stk. 1, nr. 20, og til Inatsisartuts stående
udvalg i henhold til stk. 1, nr. 21, er begrænset til dokumen-
ter i sager, der er oprettet i Finanstilsynet efter den 1. januar
2006.
Stk. 4. Har en skyldner, kautionist eller investor betyde-
lige forpligtelser over for flere forsikringsselskaber, kan Fi-
nanstilsynet give de pågældende virksomheder underretning
herom.
§ 289. § 285, stk. 1, er ikke til hinder for, at fortrolige
oplysninger videregives til:
1) Danmarks Nationalbank, centralbanker i lande inden
for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen
har indgået aftale med på det finansielle område, Det
Europæiske System af Centralbanker og Den Europæ-
iske Centralbank i deres egenskab af pengepolitisk
myndighed samt offentlige myndigheder, som overvå-
ger betalingssystemerne i Danmark og andre lande
inden for Den Europæiske Union eller lande, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle om-
råde, under forudsætning af at oplysningerne er nød-
vendige for dem til opfyldelse af deres lovbestemte
opgaver, herunder udførelse af pengepolitik, overvåg-
ning af betalings- og værdipapirhåndteringssystemer
samt varetagelse af det finansielle systems stabilitet.
2) En institution, der forestår clearing af finansielle in-
strumenter eller penge, såfremt det er nødvendigt for
at sikre, at institutionen reagerer behørigt på mislig-
holdelser eller potentielle misligholdelser på det mar-
ked, hvor institutionen er ansvarlig for clearingen, jf.
dog stk. 5.
3) Finansielle tilsynsmyndigheder i andre lande inden for
Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har
indgået aftale med på det finansielle område, der har
ansvaret for tilsyn med forsikringsselskaber eller med
de finansielle markeder samt myndigheder og organer,
som er ansvarlige for at opretholde den finansielle sta-
bilitet gennem makroprudentiel regulering, myndighe-
der eller organer, som har til formål at sikre den finan-
sielle stabilitet eller organer, der medvirker ved forsik-
ringsselskabers likvidation, konkursbehandling eller
lignende procedurer, samt personer, der er ansvarlige
for den lovpligtige revision af forsikringsselskabers
regnskaber, under forudsætning af at modtagerne af
54
oplysninger har behov herfor til varetagelsen af deres
opgaver.
4) Organer i andre lande inden for Den Europæiske Uni-
on eller i lande, som Unionen har indgået aftale med
på det finansielle område, der fører tilsyn med or-
ganer, der medvirker ved forsikringsselskabers likvi-
dation, konkursbehandling eller lignende procedurer,
myndigheder, som er ansvarlige for at føre tilsyn med
aftalemæssige sikringsordninger, under forudsætning
af at modtageren af oplysningerne har behov herfor til
varetagelsen af dennes opgaver, jf. dog stk. 4.
5) Organer i andre lande inden for Den Europæiske
Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale
med på det finansielle område, der er ansvarlige for
at påvise overtrædelser af selskabsretten, under forud-
sætning af at modtageren af oplysningerne har behov
herfor til varetagelsen af dennes opgaver, og videregi-
velse sker med henblik på at styrke det finansielle
systems stabilitet og integritet, jf. dog stk. 4.
6) Sagkyndige, som bistår myndigheder i andre lande
inden for Den Europæiske Union eller i lande, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle
område, der fører tilsyn med organer, der medvirker
ved forsikringsselskabers likvidation, konkursbehand-
ling eller lignende procedurer, myndigheder, som er
ansvarlige for at føre tilsyn med aftalemæssige sik-
ringsordninger, jf. dog stk. 4.
7) Ministre med ansvar for den finansielle lovgivning i
andre lande inden for Den Europæiske Union eller
i lande, som Unionen har indgået aftale med på det
finansielle område, i forbindelse med krisehåndtering
af et forsikringsselskab.
8) Undersøgelsesudvalg nedsat af Europa-Parlamentet i
henhold til artikel 226 i traktaten om Den Europæiske
Unions funktionsmåde.
9) Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici, Den
Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Ar-
bejdsmarkedspensionsordninger samt organer etable-
ret af disse under forudsætning af, at modtagerne af
oplysningerne har behov herfor til varetagelsen af de-
res opgaver.
10) Finansielle tilsynsmyndigheder i lande uden for Den
Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået af-
tale med på det finansielle område, der har ansvaret
for tilsyn med forsikringsselskaber eller med de finan-
sielle markeder, samt myndigheder og organer, som
er ansvarlige for at opretholde den finansielle stabili-
tet gennem makroprudentiel regulering, myndigheder
eller organer, som har til formål at sikre den finansiel-
le stabilitet, aftalemæssige sikringsordninger eller or-
ganer, der medvirker ved forsikringsselskabers likvi-
dation, konkursbehandling eller lignende procedurer,
samt personer, der er ansvarlige for den lovpligtige
revision af forsikringsselskabers regnskaber, jf. dog
stk. 3 og 4.
11) Organer i lande uden for Den Europæiske Union,
som Unionen ikke har indgået aftale med på det finan-
sielle område, der fører tilsyn med organer, der med-
virker ved forsikringsselskabers likvidation, konkurs-
behandling eller lignende procedurer, myndigheder,
som er ansvarlige for at føre tilsyn med aftalemæssi-
ge sikringsordninger eller institutsikringsordninger, og
myndigheder, der fører tilsyn med personer, som er
ansvarlige for den lovpligtige revision af forsikrings-
selskabers regnskaber, jf. dog stk. 3 og 4.
12) Organer i lande uden for Den Europæiske Union eller
i lande, som Unionen ikke har indgået aftale med på
det finansielle område, der er ansvarlige for at påvise
overtrædelser af selskabsretten, under forudsætning af
at videregivelse sker med henblik på at styrke det
finansielle systems stabilitet og integritet, jf. dog stk.
3 og 4.
13) Sagkyndige, som bistår myndigheder i lande uden for
Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen
ikke har indgået aftale med på det finansielle områ-
de, der fører tilsyn med organer, der medvirker ved
forsikringsselskabers likvidation, konkursbehandling
eller lignende procedurer, og myndigheder, der fører
tilsyn med personer, som er ansvarlige for den lov-
pligtige revision af forsikringsselskabers regnskaber,
jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 2. Fortrolige oplysninger modtaget i medfør af stk.
1, nr. 9, kan uanset tavshedspligten som nævnt i § 290
udveksles direkte mellem på den ene side Den Europæiske
Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspen-
sionsordninger og organer etableret af disse og på den anden
side Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici.
Stk. 3. Videregivelse efter stk. 1, nr. 10-13, kan alene ske
1) på baggrund af en international samarbejdsaftale, og
2) under forudsætning af at modtagerne mindst er un-
derlagt en lovbestemt tavshedspligt, der svarer til tav-
shedspligten i medfør af stk. 1, og har behov for oplys-
ningerne til varetagelse af deres opgaver.
Stk. 4. Videregivelse efter stk. 1, nr. 4-6, 10-13, og §
288, stk. 1, nr. 7, 8, 13, 16, 17, 22 og 23, af fortrolige op-
lysninger, der hidrører fra lande inden for Den Europæiske
Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på
det finansielle område, kan endvidere alene ske, såfremt
de myndigheder, som har afgivet oplysningerne, har givet
deres udtrykkelige tilladelse, og må udelukkende benyttes
til det formål, som tilladelsen vedrører. Ved videregivelse
af oplysninger efter stk. 1, nr. 6 og 13, og § 288, stk. 1,
nr. 17, meddeler Finanstilsynet de myndigheder eller orga-
ner, som har videregivet oplysningerne, hvilke sagkyndige
oplysningerne vil blive videresendt til med angivelse af de
sagkyndiges beføjelser.
Stk. 5. Videregivelse af fortrolige oplysninger i medfør
af stk. 1, nr. 2, og § 288, stk. 1, nr. 3, 7, 8, 11 og 17,
kan alene ske, hvis de myndigheder eller organer, som har
afgivet oplysningerne, eller de myndigheder i den medlems-
stat, hvor kontrolbesøget eller inspektionen er foretaget, har
givet deres udtrykkelige tilladelse, hvor oplysningerne er
modtaget fra en af følgende myndigheder m.v.:
1) Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici, Den
Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Ar-
bejdsmarkedspensionsordninger og organer etableret
55
under disse samt i henhold til denne lov, bestemmelser
udstedt i medfør af denne lov, artikel 15 i Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1092/2010 af
24. november 2010 om makrotilsyn på EU-plan med
det finansielle system og om oprettelse af et europæisk
udvalg for systemiske risici, artikel 31 og 36 i forord-
ning (EU) nr. 1095/2010 om oprettelse af en europæ-
isk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og
Markedstilsynsmyndighed).
2) Myndigheder, der har ansvaret for tilsynet med forsik-
ringsselskaber og de finansielle markeder.
3) Myndigheder og organer, som er ansvarlige for at op-
retholde det finansielle systems stabilitet gennem an-
vendelse af makroprudentielle regler.
4) Myndigheder eller organer, som har til formål at sikre
den finansielle stabilitet, aftalemæssige sikringsordnin-
ger eller institutsikringsordninger.
5) Institutioner, der forvalter indskyder-, investor- eller
forsikringsgarantiordninger.
6) Organer, der medvirker ved forsikringsselskabers likvi-
dation, konkursbehandling eller lignende procedurer.
7) Personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision
af forsikringsselskabets regnskaber, eller hvor oplys-
ninger er tilvejebragt ved kontrolbesøg eller undersø-
gelse efter § 268, stk. 1.
§ 290. Alle, der i henhold til § 285, stk. 5, § 288, stk. 1,
og § 289, stk. 1, modtager fortrolige oplysninger fra Finans-
tilsynet, er med hensyn til disse oplysninger undergivet den i
§ 285, stk. 1, omhandlede tavshedspligt.
Kapitel 24
Offentliggørelse
Finanstilsynets offentliggørelse
§ 291. Finanstilsynet skal med angivelse af virksomhe-
dens navn offentliggøre følgende på Finanstilsynets hjem-
meside, jf. dog §§ 296-297:
1) Reaktioner givet efter § 269, stk. 1, eller af Finanstilsy-
net efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse til en
virksomhed under tilsyn, jf. § 345, stk. 12, nr. 4, i lov
om finansiel virksomhed.
2) Reaktioner givet i henhold til § 345, stk. 12, nr. 4 og
6, i lov om finansiel virksomhed, eller af Finanstilsy-
net efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse til en
virksomhed, der ikke er under tilsyn, jf. § 345, stk. 12,
nr. 4, i lov om finansiel virksomhed.
3) Beslutninger om at overgive sager til politimæssig ef-
terforskning.
4) Overtrædelser af forbuddet mod at udøve forsikrings-
virksomhed uden tilladelse, jf. §§ 14-18.
Stk. 2. Finanstilsynet skal offentliggøre en redegørelse om
Finanstilsynets praksis efter § 105, stk. 1, nr. 1. Redegørel-
sen skal offentliggøres minimum én gang årligt.
§ 292. Finanstilsynet skal orientere offentligheden om
sager, som er behandlet af Finanstilsynet, anklagemyndighe-
den eller domstolene, og som er af almen interesse eller af
betydning for forståelsen af §§ 67-68, §§ 71-74 og §§ 76-81
og bekendtgørelser udstedt i medfør heraf.
§ 293. Finanstilsynet offentliggør på sin hjemmeside i
sager om overtrædelse af § 87, stk. 1, §§ 91 og 92, § 105,
stk. 1, og § 106, jf. dog § 297, påtaler, påbud eller tvangsbø-
der meddelt i henhold til § 259 og navnet på virksomheden
eller personen. Det samme gælder for påtaler, påbud og
tvangsbøder truffet af Finanstilsynets bestyrelse i de nævnte
sager.
§ 294. Indbringes en reaktion m.v., der offentliggøres
i henhold til § 291, stk. 1, nr. 1 og 2, eller § 293 for
Erhvervsankenævnet eller domstolene, skal dette fremgå
af offentliggørelsen. Status og det efterfølgende resultat af
Erhvervsankenævnets eller domstolenes afgørelse skal lige-
ledes offentliggøres på Finanstilsynets hjemmeside hurtigst
muligt.
§ 295. Er en sag overgivet til politimæssig efterforskning,
og er der faldet helt eller delvis fældende dom eller vedtaget
bøde, eller er en sag afgjort med vedtagelse af administrativt
bødeforelæg, skal der ske offentliggørelse af dommen, bøde-
vedtagelsen eller et resumé heraf, jf. dog § 296. Er dommen
ikke endelig, eller er den anket eller påklaget, skal dette
fremgå af offentliggørelsen.
Stk. 2. I sager, hvor Finanstilsynet har offentliggjort en
beslutning om at overgive en sag til politimæssig efter-
forskning efter §§ 291 og 294, og der træffes afgørelse
om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald eller afsiges frifinden-
de dom, skal Finanstilsynet efter anmodning fra den virk-
somhed, som sagen vedrører, offentliggøre oplysninger her-
om. Virksomheden skal indsende en kopi af afgørelsen om
påtaleopgivelse eller tiltalefrafald eller en kopi af dommen
til Finanstilsynet samtidig med anmodning om offentliggø-
relse. Er påtaleopgivelsen, tiltalefrafaldet eller dommen ik-
ke endelig, skal det fremgå af offentliggørelsen. Modtager
Finanstilsynet dokumentation for, at sagen er afsluttet ved
endelig påtaleopgivelse eller endeligt tiltalefrafald eller af-
sigelse af endelig frifindende dom, skal Finanstilsynet fjer-
ne alle oplysninger om beslutningen om at overgive sagen
til politimæssig efterforskning og eventuelle efterfølgende
domme i sagen fra Finanstilsynets hjemmeside.
Begrænsninger for Finanstilsynets offentliggørelse
§ 296. Offentliggørelse efter § 291, stk. 1, nr. 1-3, §§ 293
og 295 kan dog ikke ske, hvis
1) det vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virk-
somheden,
2) det vil bringe de finansielle markeders stabilitet i fare,
eller
3) efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggø-
relse.
Stk. 2. Offentliggørelsen efter § 291, stk. 1, nr. 1-3, §§
293 og 295 må ikke indeholde
1) fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysnin-
ger omfattet af § 30 i lov om offentlighed i forvaltnin-
gen eller
56
2) fortrolige oplysninger, der hidrører fra finansielle til-
synsmyndigheder i andre lande inden for eller uden for
Den Europæiske Union, medmindre de myndigheder,
der har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykke-
lige tilladelse.
Stk. 3. Er offentliggørelse undladt i henhold til stk. 1, skal
der ske offentliggørelse efter § 291, stk. 1, nr. 1-3, eller §
295, når de hensyn, der nødvendiggjorde undladelsen, ikke
længere er gældende. Dette gælder dog kun i op til to år
efter datoen for reaktionen.
Stk. 4. Der skal ikke ske offentliggørelse af reaktioner
efter § 291, stk. 1, om kravene i § 105, stk. 1, stk. 7, jf. stk.
1, eller stk. 8, jf. stk. 1, § 127, stk. 3, jf. § 105, stk. 1, § 127,
stk. 6, jf. stk. 3, jf. § 105, stk. 1, § 106 eller § 109, stk. 1.
§ 297. Offentliggørelse efter § 293 skal ske i anonymise-
ret form i følgende tilfælde:
1) Offentliggørelsen i ikke-anonymiseret form vil medføre
uforholdsmæssig stor skade for virksomheden eller per-
sonen.
2) Efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggø-
relse i ikke-anonymiseret form.
3) Offentliggørelsen i ikke-anonymiseret form vil true den
finansielle stabilitet.
4) Samfundsmæssige hensyn til offentliggørelse af en per-
sons navn må vurderes ikke at være proportionale med
hensynet til personen.
Tidspunkt for og varigheden af Finanstilsynets
offentliggørelse
§ 298. Offentliggørelse efter dette kapitel skal ske, hur-
tigst muligt efter at personen eller virksomheden er under-
rettet om reaktionen eller beslutningen. Hvis Finanstilsynet
ikke kan underrette den pågældende, kan der alligevel ske
offentliggørelse.
Stk. 2. Det offentliggjorte skal fremgå af Finanstilsynets
hjemmeside i mindst fem år fra offentliggørelsen. Offent-
liggørelse, som vedrører personer, skal dog kun fremgå af
Finanstilsynets hjemmeside, så længe oplysningerne anses
for nødvendige i forhold til de samfundsmæssige hensyn
bag offentliggørelsen.
Virksomheders offentliggørelse
§ 299. Er en reaktion m.v. rettet mod en virksomhed
under tilsyn offentliggjort i medfør af § 291, eller er en
dom eller bødevedtagelse rettet mod eller vedtaget af en
virksomhed under tilsyn offentliggjort i medfør af § 295,
skal virksomheden offentliggøre den pågældende reaktion
m.v., dom eller bødevedtagelse på sin hjemmeside på et
sted, hvor det naturligt hører hjemme. Offentliggørelse, som
vedrører virksomheder, der ikke er under tilsyn, skal alene
ske på Finanstilsynets hjemmeside.
Stk. 2. Virksomheden skal offentliggøre en reaktion m.v.
som nævnt i stk. 1 hurtigst muligt, og senest tre hverdage
efter, at virksomheden har modtaget reaktionen m.v., eller
senest på tidspunktet for offentliggørelse påkrævet efter lov
om kapitalmarkeder.
Stk. 3. Virksomheden skal offentliggøre en dom eller bø-
devedtagelse som nævnt i stk. 1, hurtigst muligt, og senest
10 hverdage efter der er faldet dom eller vedtaget bøde, eller
senest på tidspunktet for offentliggørelse påkrævet efter lov
om kapitalmarkeder.
Stk. 4. Samtidig med virksomhedens offentliggørelse efter
stk. 1-3 skal virksomheden indsætte et link, som giver di-
rekte adgang til reaktionen m.v., dommen, bødevedtagelsen
eller resumeet, på forsiden af virksomhedens hjemmeside
på en synlig måde. Det skal af linket og en eventuel tilknyt-
tet tekst tydeligt fremgå, at der er tale om en reaktion fra
Finanstilsynet, en dom eller bødevedtagelse. Fjernelse af
informationerne fra virksomhedens hjemmeside skal finde
sted efter samme principper, som virksomheden anvender
for øvrige meddelelser, dog tidligst når linket og informatio-
nerne har ligget på hjemmesiden i tre måneder, og tidligst
efter førstkommende generalforsamling eller repræsentant-
skabsmøde.
Stk. 5. Kommenterer virksomheden reaktionen m.v., dom-
men, bødevedtagelsen eller resumeet efter stk. 1-3, skal det-
te ske i forlængelse heraf, og kommentarerne skal være klart
adskilt fra reaktionen m.v., dommen, bødevedtagelsen eller
resumeet.
Stk. 6. Virksomheden skal give meddelelse til Finanstilsy-
net om offentliggørelsen efter stk. 1, hvis en sag er overgivet
til politimæssig efterforskning, og der er faldet helt eller
delvis fældende dom eller vedtaget bøde, eller hvis en sag er
afgjort med vedtagelse af administrativt bødeforelæg, herun-
der fremsende en kopi af dommen eller bødevedtagelsen. Fi-
nanstilsynet skal herefter offentliggøre dommen, bødevedta-
gelsen eller et resumé heraf på sin hjemmeside.
§ 300. Har et forsikringsselskab videregivet oplysninger
om forsikringsselskabet, og er disse kommet offentligheden
til kendskab, kan Finanstilsynet påbyde virksomheden at
offentliggøre berigtigende informationer inden for en frist
fastsat af Finanstilsynet, hvis
1) oplysningerne efter Finanstilsynets vurdering er misvi-
sende, og
2) Finanstilsynet vurderer, at oplysningerne kan have ska-
devirkning for virksomhedens kunder, indskydere, øv-
rige kreditorer, de finansielle markeder, hvorpå aktierne
i virksomheden eller finansielle instrumenter udstedt
af virksomheden handles, eller den finansielle stabilitet
generelt.
Stk. 2. Finanstilsynet kan offentliggøre påbuddet meddelt
efter stk. 1, hvis virksomheden ikke berigtiger informatio-
nerne i overensstemmelse med Finanstilsynets påbud og in-
den for fristen fastsat af Finanstilsynet.
Bemyndigelse
§ 301. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om
forsikringsselskabers, finansielle holdingvirksomheders og
forsikringsholdingvirksomheders pligt til at offentliggøre
oplysninger om Finanstilsynets vurdering af virksomheden
og om, at Finanstilsynet har mulighed for at offentliggøre
oplysningerne før virksomheden.
57
Kapitel 25
Parter
§ 302. Som part i forhold til Finanstilsynet anses forsik-
ringsselskabet, forsikringsholdingvirksomheden, det uden-
landske forsikringsselskab eller den udenlandske forsik-
ringsholdingvirksomhed, som Finanstilsynet har truffet el-
ler vil træffe afgørelse over for i medfør af denne lov,
forskrifter fastsat i medfør af denne lov og forordninger
udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II), jf. dog stk. 2 og 3, og Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bære-
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle
tjenesteydelser og regler udstedt i medfør heraf og Europa-
Parlamentets og Rådets forordning 2020/852/EU af 18. juni
2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygti-
ge investeringer og regler udstedt i medfør heraf.
Stk. 2. I nedennævnte tilfælde anses en anden end virk-
somheden tillige som part i Finanstilsynets afgørelse, for så
vidt angår den del af sagen, som vedrører den pågældende:
1) Modervirksomheden, hvor denne er en forsikringshol-
dingvirksomhed eller et forsikringsselskab.
2) Virksomheder, med hvilke et forsikringsselskab har
en særlig direkte eller indirekte forbindelse, og hvor
Finanstilsynet kan indhente oplysninger og foretage
inspektionsbesøg, jf. § 270, stk. 2.
3) En fysisk eller juridisk person, som Finanstilsynet
kræver oplysninger af til afgørelse af, om denne er
omfattet af bestemmelserne i denne lov, jf. § 270, stk.
3.
4) Den påtænkte erhverver eller besidderen af en kvali-
ficeret andel, når Finanstilsynet behandler sager om
godkendelse af erhvervelse, jf. §§ 87, 90 og 91, samt
når Finanstilsynet reagerer som følge af manglende
underretning om en andel eller ophæver stemmeret-
ten, som er knyttet til den pågældende ejers andel, jf.
§ 93, stk. 1-3.
5) Revisor i et forsikringsselskab, når Finanstilsynet fra-
tager denne certificeringen i henhold til § 193, stk.
1, jf. § 193, stk. 5, eller påbyder denne at give oplys-
ninger om virksomhedens forhold, samt i sager vedrø-
rende forbud mod, at en revisor har lån m.v. i det
forsikringsselskab, som revisor reviderer, jf. § 193,
stk. 4-7 og 9.
6) En virksomhed, som ansøger om tilladelse til at drive
forsikrings- eller livsforsikringsvirksomhed, jf. § 14,
stk. 1, og §§ 19-23, eller hvis ansøgning suspenderes,
jf. § 22.
7) Et medlem af et forsikringsselskabs bestyrelse eller
direktion eller en kapitalejer, når tilsynet nægter et
forsikringsselskab tilladelse eller inddrager denne helt
eller delvis, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og 3, §§ 20 og 199.
8) Virksomheder, som tilsynet finder har snævre forbin-
delser til et forsikringsselskab, når tilladelse nægtes
eller inddrages efter § 19, stk. 1, nr. 4 og 5, og § 199.
9) Den, som overtræder lovens forbud mod i en virksom-
heds navn eller betegnelse af virksomheden at benytte
ord, der er omfattet af forsikringsselskabers eneret til
navn, jf. § 36.
10) Den, der overtræder lovens forbud mod at drive virk-
somhed omfattet af § 14, stk. 1, uden tilladelse.
11) Den ansvarshavende aktuar, når denne ikke har op-
fyldt sin oplysningsforpligtelse over for Finanstilsy-
net, jf. § 140, stk. 4, 1. pkt.
Stk. 3. Som part anses i øvrigt et bestyrelsesmedlem, en
ansvarshavende aktuar, en revisor, en direktør eller andre
ledende medarbejdere i et forsikringsselskab, en forsikrings-
holdingvirksomhed, et udenlandsk forsikringsselskab eller
en udenlandsk forsikringsholdingvirksomhed, hvis Finans-
tilsynets afgørelse er rettet direkte mod den pågældende. Det
samme gælder for en likvidator og en administrator af en
livsforsikringsbestand.
Stk. 4. Partsstatus og partsbeføjelser efter stk. 2 og 3
er begrænset til forhold, hvor Finanstilsynets afgørelser er
truffet efter den 8. oktober 1998. For så vidt angår videregi-
velse af fortrolige oplysninger, jf. kapitel 9, er partsstatus
og partsbeføjelser begrænset til forhold, hvor Finanstilsynets
afgørelser træffes efter den 1. januar 2004. Partsstatus og
partsbeføjelser efter stk. 4 er begrænset til forhold, hvor
Finanstilsynets afgørelse er truffet efter den 1. juli 2009.
Stk. 5. Finanstilsynet kan, når Finanstilsynet tager en sag
op om videregivelse af fortrolige oplysninger, jf. kapitel 9,
give visse partsbeføjelser til andre fysiske eller juridiske
personer end dem, der er nævnt i stk. 2 og 3. Partsbeføjelser
kan alene gives, for så vidt angår den del af sagen, som har
direkte og væsentlig betydning for den pågældende. Parts-
beføjelser skal gives under hensyntagen til beskyttelsen af
fortrolige oplysninger om de virksomheder, der er under til-
syn. Partsbeføjelserne er begrænset til forhold, hvor Finans-
tilsynets afgørelser træffes efter den 1. januar 2004.
§ 303. Som part i forhold til Finanstilsynets afgørelser om
egnethed og hæderlighed anses både det berørte forsikrings-
selskab og det bestyrelsesmedlem, den direktør eller den
nøgleperson, som afgørelsen omhandler. Det samme gælder
Finanstilsynets afgørelser efter §§ 106, 109 og 280.
Stk. 2. Som part i forhold til Finanstilsynets afgørelser
truffet som led i Finanstilsynets kontrol af regnskaber aflagt
efter reglerne i denne lovs kapitel 17 og de regler, der er
udstedt i medfør af § 190, og af koncernregnskaber omfat-
tet af artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
om anvendelse af internationale regnskabsstandarder, anses i
øvrigt enhver, som Finanstilsynet anser som part i sagen.
Kapitel 26
Frister
§ 304. De frister, der er fastsat i eller i henhold til den-
ne lov, begynder at løbe fra og med dagen efter den dag,
hvor den begivenhed, som udløser fristen, finder sted. Dette
gælder ved beregning af såvel dags- som uge-, måneds- og
årsfrister.
58
Stk. 2. Er fristen angivet i uger, udløber fristen, jf. stk. 1,
på ugedagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste
fristen, fandt sted.
Stk. 3. Er fristen angivet i måneder, udløber fristen, jf. stk.
1, på månedsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som
udløste fristen, fandt sted. Er den dag, hvor den begivenhed,
som udløste fristen, fandt sted, den sidste dag i en måned,
eller udløber fristen på en månedsdato, som ikke findes,
udløber fristen altid på den sidste dag i måneden uanset dens
længde.
Stk. 4. Er fristen angivet i år, udløber fristen, jf. stk. 1,
på årsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste
fristen, fandt sted.
Stk. 5. Udløber en frist i en weekend eller på en helligdag,
grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, udstræk-
kes fristen til den førstkommende hverdag.
Kapitel 27
Kommunikation
Skriftlig og digital kommunikation
§ 305. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at
skriftlig kommunikation til og fra Finanstilsynet, erhvervs-
ministeren og Erhvervsstyrelsen om forhold, som er omfat-
tet af denne lov eller regler udstedt i medfør af denne lov,
skal foregå digitalt.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler
om digital kommunikation, herunder om anvendelse af be-
stemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signa-
tur el. lign.
Digital meddelelse
§ 306. En digital meddelelse anses for at være kommet
frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.
Underskriftskrav
§ 307. Hvor det i denne lov eller i regler udstedt i medfør
af denne lov er krævet, at et dokument, som er udstedt af
andre end en myndighed, jf. § 305, stk. 1, skal være under-
skrevet, kan dette krav opfyldes ved anvendelse af en tek-
nik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt
dokumentet, jf. dog stk. 2. Sådanne dokumenter sidestilles
med dokumenter med personlig underskrift.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler
om fravigelse af underskriftskrav. Det kan herunder bestem-
mes, at krav om personlig underskrift ikke kan fraviges for
visse typer af dokumenter.
Afsnit X
Straffe-, ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.
Kapitel 28
Delegations- og klagebestemmelser
Generelle bemyndigelsesbestemmelser
§ 308. Henlægger erhvervsministeren sine beføjelser ef-
ter loven til Finanstilsynet, kan erhvervsministeren fastsætte
regler om klageadgangen, herunder at klager ikke kan ind-
bringes for anden administrativ myndighed.
§ 309. Afgørelser truffet af Finanstilsynet eller Erhvervs-
styrelsen kan af den, som afgørelsen retter sig til, indbringes
for Erhvervsankenævnet senest fire uger efter, at afgørelsen
er meddelt den pågældende i henhold til følgende:
1) Denne lov og regler udstedt i medfør heraf.
2) Forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009
om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsik-
ringsvirksomhed (Solvens II).
3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtigheds-
relaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjene-
steydelser og regler udstedt i medfør heraf.
4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2020/852 af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ram-
me til fremme af bæredygtige investeringer og regler
udstedt i medfør heraf.
Stk. 2. Omgøres en af Finanstilsynet truffet afgørelse, der
går ud på, at et forsikringsselskab skal træde i likvidation,
eller at dets livsforsikringsbestand tages under administra-
tion, skal Erhvervsstyrelsen straks registrere dette. Finans-
tilsynet skal, hvis selskabet ejer faste ejendomme, drage
omsorg for fornøden tinglysning.
Stk. 3. Fælles beslutninger, truffet af Finanstilsynet, Fi-
nansiel Stabilitet, de kompetente myndigheder, der er en
del af tilsynskollegiet, eller andre myndigheder i medfør af
denne lov, kan uanset stk. 1 ikke indbringes for Erhvervsan-
kenævnet.
§ 310. Erhvervsministeren kan fastsætte regler, som er
nødvendige for at anvende eller gennemføre de afgørelser
eller retsakter, som vedtages af Europa-Kommissionen i
medfør af følgende:
1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF
af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af
forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).
2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtigheds-
relaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjene-
steydelser.
3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2020/852 af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme
til fremme af bæredygtige investeringer.
4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU af
16. april 2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og
2009/138/EF.
5) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1060/2009 af 16. september 2009, Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24.
november 2010 og Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. november 2010 for
så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske
tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed
for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger)
og den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske
Værdipapirtilsynsmyndighed).
59
6) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af
15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter.
7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle
instrumenter.
8) Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et paneuropæisk
personligt pensionsprodukt (PEPP-produkt).
Kapitel 29
Afgift
§ 311. Virksomheder under tilsyn efter denne lov skal
betale afgift til Finanstilsynet efter kapitel 22 i lov om finan-
siel virksomhed.
Kapitel 30
Straffebestemmelser
Strafbelagte bestemmelser i denne lov
§ 312. Med bøde straffes overtrædelse af følgende be-
stemmelser, medmindre højere straf er forskyldt efter den
øvrige lovgivning:
1) § 32, stk. 3, § 33, § 34, stk. 1, § 61, stk. 1, nr. 7, § 85,
stk. 1, § 86, § 95, stk. 1-5, § 100, stk. 1, nr. 1 og 2, §
105, stk. 6, §§ 107 og 108, § 110, stk. 1, 1. pkt., og stk.
2, § 111, stk. 1 og 2, §§ 112-116, § 121, § 122, stk. 1,
1. pkt., og stk. 2, § 124, stk. 1-3, § 126, stk. 1-7, § 127,
stk. 1, 2 og 4-6, § 132, stk. 1, § 133, stk. 1, § 134, stk.
2 og 3, § 135, stk. 1, § 136, stk. 1, § 137, stk. 1, § 139,
stk. 1-4, § 140, stk. 1, § 141, stk. 1 og 2, §§ 142-144, §
145, stk. 1 og 2, § 146, stk. 1-6, § 147, § 151, stk. 1 og
3-6, § 153, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., § 154, stk.
5, § 155, stk. 4 og 6, § 164, stk. 1 og 2, § 166, stk. 1,
2, 4 og 9, § 180, stk. 2, § 181, stk. 1, § 182, stk. 1, 3 og
4, § 183, § 184, stk. 1-3, § 185, stk. 1, jf. § 181, stk. 2,
§ 185, stk. 2, 1. pkt., § 186, jf. § 181, stk. 2, § 187, 1.
pkt., § 192, stk. 1, § 193, stk. 3, 1. pkt., og stk. 7, § 204,
stk. 1-4, § 219, stk. 1, 2 og 4, § 273, stk. 3 og 6, § 274,
stk. 2, § 299, stk. 1, 1. pkt., stk. 2-5 og stk. 6, 1. pkt., §
331, stk. 4, § 332, stk. 5, og § 333, stk. 3.
2) Artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af
internationale regnskabsstandarder og artikel 4, stk. 1,
i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1060/2009 af 16. september 2009 om kreditvurderings-
bureauer samt artikel 5, stk. 1, artikel 6 og 7, artikel 8,
stk. 1-3, artikel 9, artikel 10, stk. 1, artikel 13, stk. 1,
3 og 4, og artikel 14 og 19 i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 af 26. november
2014 om dokumenter med central information om sam-
mensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter
til detailinvestorer (PRIIP᾽er).
Stk. 2. Med bøde eller fængsel indtil 4 måneder straffes
overtrædelse af følgende bestemmelser, medmindre højere
straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning:
1) § 14, stk. 1, § 37, 2. pkt., § 38, stk. 1-4, § 47, 2. pkt.,
§ 54, stk. 1 og 2, § 61, stk. 1, 5 og 6, § 62, 1. pkt., §
63, stk. 1, §§ 64 og 82, § 84, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, §
87, stk. 1, §§ 91 og 92, § 94, stk. 1, 2 og 4, § 96, stk.
1, § 97, stk. 1-4, § 98, stk. 1 og 2, § 99, § 101, stk. 1, §
105, stk. 5, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, § 105, stk. 3, § 106, §
117, stk. 1 og 5, §§ 118, 119 og 120, § 127, stk. 3, jf. §
105, stk. 5, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, § 138, § 154, stk. 1-3, §
155, stk. 1, § 156, stk. 1 og 4, § 158, stk. 1, § 159, stk.
1, § 160, stk. 1, § 165, stk. 1, § 173, stk. 1 og 2, § 188,
§ 189, stk. 1 og 2, § 194, § 195, stk. 1, § 200, stk. 1, §
223, stk. 1 og 4, § 224, stk. 1, § 225, stk. 1, § 258, stk.
1, § 269, stk. 2, og § 333, stk. 1, 2 og 4.
2) Artikel 6, 7, 9, 18-26 og 26 b-26 e, artikel 27, stk.
1 og 4, og artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets
og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december
2017 om en generel ramme for securitisering og om
oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent
og standardiseret securitisering.
3) Artikel 5-7, 18-30, 33-42, 44-46, 48, 50 og 52-56
i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2019/1238 af 20. juni 2019 om et paneuropæisk per-
sonligt pensionsprodukt.
§ 313. Med bøde straffes et forsikringsselskab eller en
forsikringsholdingvirksomhed, der ikke efterkommer et på-
bud, der er givet i medfør af § 46, stk. 2, § 59, § 154, stk.
4, § 159, § 273, stk. 1, 1. pkt., § 274, stk. 1, § 275, stk.
2, eller § 277, stk. 1, eller som overtræder § 112, stk. 1, i
selskabsloven.
Stk. 2. Med bøde straffes den, der ikke efterkommer et
påbud givet i medfør af § 280, stk. 2, og stk. 4, 3. pkt.
Stk. 3. Med bøde straffes herudover den, som overtræder
et forbud eller en begrænsning eller restriktion meddelt i
henhold til artikel 16 eller 17 i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 af 15. maj 2014
om dokumenter med central information om sammensatte
og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinve-
storer (PRIIP᾽er) eller artikel 40-42 i Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 om markeder for
finansielle instrumenter, medmindre højere straf er forskyldt
efter den øvrige lovgivning.
Stk. 4. Med bøde straffes et forsikringsselskab eller en
forsikringsholdingvirksomhed, som har udstedt omsættelige
værdipapirer, der er optaget til handel på et reguleret mar-
ked, og som ikke efterlever et påbud fra Finanstilsynet i
medfør af § 280.
Særlige strafbare forhold, herunder for fysiske personer
§ 314. Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes et med-
lem af bestyrelsen eller direktionen i et forsikringsselskab
eller en forsikringsholdingvirksomhed, der undlader at træf-
fe nødvendige foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærlig-
gende fare for tab af væsentlig størrelse, medmindre højere
straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Stk. 2. Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes virksom-
heder og personer, der er knyttet til et forsikringsselskab el-
ler en forsikringsholdingvirksomhed, og som gør sig skyldig
i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed,
der kan medføre tab for virksomheden eller indskyderne,
60
de forsikrede eller obligationsejerne eller andre investorer
i forsikringsselskabet, medmindre højere straf er forskyldt
efter den øvrige lovgivning.
Straf for afgivelse af urigtige oplysninger
§ 315. Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes virksom-
heder og personer, der er knyttet til et forsikringsselskab
eller en forsikringsholdingvirksomhed, og som giver urig-
tige eller vildledende oplysninger om forhold vedrørende
virksomheden til offentlige myndigheder, til offentligheden,
til et selskabsorgan eller til indskydere, de forsikrede eller
obligationsejerne eller andre investorer i selskabet, medmin-
dre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Generelle bestemmelser om straf
§ 316. Der kan fastsættes straf i form af bøde eller fæng-
sel indtil 4 måneder for overtrædelse af bestemmelser ud-
stedt i medfør af denne lov og i regler udstedt i medfør af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2015/35
om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsik-
rings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte regler om straf i form
af bøde for overtrædelse af bestemmelser indeholdt i den
Europæiske Unions forordninger, som vedtages af Europa-
Kommissionen i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang
til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksom-
hed (Solvens II) og Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv
2003/71/EF og 2009/138/EF samt Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 1060/2009 af 16. september
2009, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1094/2010 af 24. november 2010 og Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. novem-
ber 2010 for så vidt angår de beføjelser, der er tillagt
den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsyns-
myndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsord-
ninger) og den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæ-
iske Værdipapirtilsynsmyndighed).
§ 317. Ved udmåling af bøder lægges vægt på overtrædel-
sens grovhed og gerningsmandens økonomiske forhold. For
overtrædelser begået af juridiske personer lægges i den for-
bindelse vægt på forsikringsselskabets eller forsikringshol-
dingvirksomhedens nettoårsomsætning på gerningstidspunk-
tet. For overtrædelser begået af fysiske personer lægges
vægt på den pågældendes indtægtsforhold på gerningstids-
punktet.
Stk. 2. Der udmåles en skærpet bøde for overtrædelser,
der indebærer
1) en risiko for et forsikringsselskabs fortsatte drift,
2) drift af et forsikringsselskab uden lovpligtig tilladelse
eller
3) grov eller gentagen tilsidesættelse af virksomheders op-
lysningspligter i forhold til Finanstilsynet under skær-
pende omstændigheder.
Stk. 3. Er der ved en overtrædelse opnået en økonomisk
fordel, konfiskeres denne efter reglerne i straffelovens 9. ka-
pitel. Kan der ikke ske konfiskation, skal der tages særskilt
hensyn hertil ved udmåling af en bøde.
§ 318. Gør et medlem af et forsikringsselskabs eller en
forsikringsholdingvirksomheds bestyrelse eller direktion el-
ler en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske
ledelse, sig skyldig i grove eller oftere gentagne ledelses-
svigt, der medfører tab eller risiko for tab for virksomheden,
de forsikrede eller investorer i forsikringsselskabet, straffes
vedkommende med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så
vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffelovens § 290
b, stk. 1, eller den øvrige lovgivning. Det samme gælder,
hvis ledelsessvigtet medfører væsentligt øget risiko for, at
forsikringsselskabet udsættes for eller anvendes som led i
kriminalitet.
Stk. 2. Personer, der er knyttet til et forsikringsselskab
uden at være medlem af bestyrelsen eller direktionen eller
i det daglige en del af den faktiske ledelse, som gør sig skyl-
dig i grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skøde-
sløshed, der medfører tab eller risiko for tab for forsikrings-
selskabet, forsikrede eller investorer i forsikringsselskabet,
straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt høje-
re straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Det
samme gælder for ansatte med ansvar for en nøglefunktion,
hvis forsømmelsen eller skødesløsheden medfører væsentlig
øget risiko for, at forsikringsselskabet udsættes for eller an-
vendes som led i kriminalitet.
Stk. 3. Forsikringsselskaber og personer, der er knyttet til
forsikringsselskaber, og som giver urigtige eller vildledende
oplysninger om forhold vedrørende forsikringsselskabet til
offentlige myndigheder, offentligheden, noget selskabsorg-
an, forsikrede eller investorer i forsikringsselskabet, straffes
med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf
ikke er forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 1, eller den
øvrige lovgivning
§ 319. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske person-
er) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 2. Forældelsesfristen for overtrædelse af lovens be-
stemmelser, bestemmelser i forordninger, hvor der i denne
lov er fastsat regler om strafansvar, eller regler udstedt i
medfør af loven er 5 år, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Forældelsesfristen er 10 år for overtrædelse af §
14, stk. 1, § 95, stk. 1-4, § 117, stk. 1-5, §§ 118-120, §
132, § 138, § 139, stk. 1-3, og stk. 4, 1. pkt., § 153, stk.
1, 2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., § 154, stk. 1 og 5, § 155, stk.
1, § 156, stk. 1, § 158, stk. 1, § 159, stk. 1, § 173, stk. 1
og 2, § 180, stk. 2, §§ 183 og 184, § 185, stk. 1, og stk.
2, 1. pkt., § 187, 1. pkt., § 193, stk. 3 og 7, § 219, stk.
1, 3 og 5, § 223, stk. 1 og 4, § 224, stk. 1, § 225, stk.
1, § 269, stk. 2, § 273, stk. 3 og 6, § 332, stk. 1, 2 og 4,
eller artikel 6, stk. 1, artikel 10, stk. 1, artikel 14, stk. 1,
og artikel 19 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr.
1286/2014/EU af 26. november 2014 om dokumenter med
central information om sammensatte og forsikringsbaserede
investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP᾽er).
61
Bødeforelæg
§ 320. Erhvervsministeren kan efter forhandling med ju-
stitsministeren fastsætte regler om, at Finanstilsynet i nær-
mere angivne sager om overtrædelser af denne lov og regler
udstedt i medfør af denne lov, der ikke skønnes at medføre
højere straf end bøde, i et bødeforelæg kan tilkendegive,
at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begå-
et overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og
erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale
en bøde som angivet i bødeforelægget.
Stk. 2. Retsplejelovens regler om krav til indholdet af
et anklageskrift og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at
udtale sig, finder tilsvarende anvendelse på bødeforelæg.
Stk. 3. Vedtages bøden, bortfalder videre forfølgning.
Kapitel 31
Ikrafttræden m.v.
Ikrafttræden
§ 321. Loven træder i kraft den 1. januar 2024.
§ 322. Regler fastsat i medfør af § 1, stk. 3, § 6, § 13, stk.
6, § 18, stk. 1 og 3, § 19, stk. 2, § 20, stk. 3, § 21, stk. 6, §
23, stk. 1 og 6, § 37, § 42, § 43, stk. 2, 3, 7 og 9, § 56, § 60,
stk. 4, § 60 a, stk. 2, § 61, stk. 9, § 64 b, stk. 3, § 65, stk. 2,
§ 70, stk. 6, § 71, stk. 2, § 72 b, stk. 6, §§ 77 og 77 i, § 81
b, stk. 4, § 85 a, stk. 4, § 108, stk. 6, § 126 b, stk. 5, § 126
c, stk. 6, § 126 e, stk. 5 og 6, § 126 g, stk. 2, § 128, stk. 2 og
3, § 128 a, § 143, stk. 1, nr. 1-3, § 167, stk. 6, § 175 b, stk.
9 og 10, § 181, stk. 1, § 183, stk. 6, § 188, stk. 3, § 192, §
195, stk. 3, § 196, § 199, stk. 12 og 13, § 205, stk. 1, § 242,
§ 248, stk. 2, § 248 a, stk. 5, § 248 b, stk. 3, § 283, stk. 3,
§ 305, stk. 1, § 336 a, stk. 4, §§ 343 r, 343 æ, 347 a, 371,
372 a og 373 a, § 373, stk. 4, 5 og 9, og § 417 b, stk. 6, i lov
om finansiel virksomhed forbliver i kraft, indtil de ophæves
eller afløses af nye regler udstedt i medfør af § 3, stk. 2-4, §
8, § 20, stk. 2, § 27, stk. 3, § 29, stk. 3, § 30, stk. 7, § 31, §
32, stk. 4, § 40, stk. 4, § 60, § 66, § 67, stk. 2-4, § 70, stk. 2,
§ 74, stk. 4, § 77, stk. 2, § 87, stk. 2, § 95, stk. 5, § 96, stk.
2, § 109, stk. 4, § 132, stk. 2, § 134, stk. 6, § 139, stk. 5, §§
152 og 153, § 154, stk. 6, § 155, stk. 7, § 157, stk. 2, § 158,
stk. 4 og 5, § 160, stk. 2, § 161, § 162, stk. 1, nr. 1-3, § 164,
stk. 3, § 166, stk. 9 og 10, § 172, stk. 1, § 185, stk. 3, § 189,
stk. 3, § 190, § 193, stk. 13 og 14, §§ 196 og 218, § 219, stk.
6, § 223, stk. 5, § 224, stk. 3, § 225, stk. 2, §§ 248, 258, 301,
305, 308, 320 og § 332, stk. 6.
Overgangsbestemmelser
§ 323. For ansatte, der inden den 1. januar 2016, varetog
en stilling i et gruppe 1-forsikringsselskab, som indebærer,
at den ansatte skal identificeres som nøgleperson i medfør af
§ 127, stk. 1, finder § 105, stk. 1 og 2, alene anvendelse på
forhold, der er opstået den 1. januar 2016 eller senere.
§ 324. For bestyrelsesmedlemmer, som er indtrådt i be-
styrelsen i et forsikringsselskab inden den 1. januar 2017,
finder § 109 ikke anvendelse.
§ 325. Retningslinjer, som er aftalt i medfør af § 29 i
markedsføringsloven inden den 1. januar 2004 finder fortsat
anvendelse for forsikringsselskaber, indtil de ophæves eller
afløses af regler udstedt af erhvervsministeren i medfør af §
43, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed eller § 67, stk. 2, i
denne lov.
§ 326. § 148, § 149, stk. 2-5, og § 150 finder anvendelse
på aftaler om fratrædelsesordninger til et medlem af direkti-
onen i et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirk-
somhed, som endnu ikke er aktualiseret på lovens ikrafttræ-
delsestidspunkt, jf. § 321.
Stk. 2. § 149, stk. 1, finder anvendelse på aftaler om fra-
trædelsesgodtgørelser til et medlem af direktionen i et for-
sikringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed, der
indgås, forlænges eller fornyes efter lovens ikrafttræden.
Stk. 3. § 145 finder alene anvendelse på aftaler, der
indgås, genforhandles, forlænges eller fornys efter lovens
ikrafttræden.
§ 327. Forsikringsselskaber, der den 1. oktober 1981 ikke
havde en fuldt indbetalt selskabskapital, kan opretholde den-
ne ordning.
Stk. 2. I de af stk. 1 omfattede forsikringsselskaber må
en aktionær eller garant ikke hæfte for indbetaling på aktier
eller garantiandele til et større samlet beløb end 5 pct. af
aktie- eller garantikapitalen eller for større beløb end 50.000
kr., medmindre der stilles en af Finanstilsynet godkendt sik-
kerhed for beløb herudover.
Stk. 3. Finanstilsynet kan undtage fra reglen i stk. 2.
Stk. 4. Overdragelsen af en ikke fuldt indbetalt aktie
eller garantiandel i forsikringsselskaber omfattet af stk. 1
kan kun finde sted med bestyrelsens godkendelse. Sådan
godkendelse må ikke meddeles, medmindre det må antages,
at erhververen vil være i stand til at erlægge de fremtidige
indbetalinger, eller medmindre betryggende sikkerhed stil-
les. Stilles betryggende sikkerhed, kan godkendelse ikke
nægtes, medmindre den ønskede overdragelse strider imod
andre gyldigt fastsatte regler om indskrænkning i aktiernes
eller garantiandelenes omsættelighed.
Stk. 5. Når bestyrelsen har godkendt overdragelsen, og
erhververen har udstedt forskrivning for det ikke indbetalte
beløb, bortfalder overdragerens forpligtelser.
Stk. 6. Foretager en aktionær eller garant i forsikringssel-
skaber omfattet af stk. 1 ikke i rette tid en aktionæren eller
garanten påhvilende indbetaling, er aktionæren eller garan-
ten, såfremt vedtægterne ikke bestemmer andet, pligtig fra
forfaldsdagen at betale en årlig rente af det skyldige beløb
svarende til den rente, der er fastsat efter § 5, stk. 1 og 2, i
lov om renter ved forsinket betaling m.v.
Stk. 7. Selskabet skal, hvis betaling efter stk. 6 ikke sker
rettidigt, uden ugrundet ophold søge sig fyldestgjort for det
skyldige beløb enten ved et søgsmål eller ved for aktionæ-
rens eller garantens regning, og så vidt muligt efter 4 ugers
varsel til aktionæren eller garanten, at søge aktien eller ga-
rantiandelen afhændet med forpligtelse for erhververen til
at yde de manglende indbetalinger med påløbne renter. Af-
hændelsen skal ske gennem et børsmæglerselskab, et kredit-
institut, der har særlig tilladelse, et pengeinstitut eller ved
62
offentlig auktion. Medfører afhændelsen udstedelse af nyt
aktiebrev eller interimsbevis, skal aktiebrevet eller interims-
beviset foruden at angive sit øjemed gengive indholdet af
det gamle aktiebrev eller interimsbeviset samt underskrives
af bestyrelsen. Dog kan interimsbeviser underskrives af en
af bestyrelsen befuldmægtiget.
Stk. 8. Viser det sig, at det skyldige beløb ikke kan
inddrives på nogen af de anførte måder, skal aktien eller
garantiandelen annulleres, og kapitalen anses da for nedsat
med et til aktiens eller garantiandelens pålydende svarende
beløb. Det beløb, der er indbetalt, henlægges til en fond,
som ikke uden Finanstilsynets samtykke må formindskes.
Stk. 9. Kapitalens nedsættelse skal anmeldes til Erhvervs-
styrelsen. Endvidere skal der til Finanstilsynet indsendes
bevis for, at betingelserne for aktiens eller garantiandelens
annullation har været til stede.
§ 328. Eksponeringer og sikkerhedsstillelser, der den 1.
januar 1998 var lovligt påtaget eller indgået mellem den
valgte revision eller en intern revisions- eller vicerevisions-
chef eller ansatte i Arbejdsmarkedets Tillægspension eller
Lønmodtagernes Dyrtidsfond og det forsikringsselskab, pen-
geinstitut eller realkreditinstitut, den værdipapirhandler, det
fondsmæglerselskab eller Arbejdsmarkedets Tillægspension,
hvor vedkommende person er ansat, kan fortsætte til den
oprindeligt aftalte udløbsdato.
Stk. 2. Interne revisions- og vicerevisionschefer kan uan-
set forbuddet i § 116 opretholde og udnytte økonomiske
interesser, som vedkommende ejer ved lovens ikrafttræden.
§ 329. Personer, der den 1. januar 2004 ikke var omfattet
af forbuddet i § 19, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed,
jf. lovbekendtgørelse nr. 660 af 7. august 2002, kan uanset
bestemmelserne i § 113 i denne lov og § 425, nr. 15, og §
426, nr. 9, i lov om finansiel virksomhed opretholde disposi-
tioner foretaget inden den 1. januar 2004.
§ 330. Personer omfattet af § 121, der den 1. juli 2001
havde hverv i medfør af § 24 i lov om finansiel virksomhed,
jf. lovbekendtgørelse nr. 660 af 7. august 2002, kan uden
bestyrelsens tilladelse fortsætte hermed, såfremt det pågæl-
dende hverv anmeldes til Finanstilsynet inden den 30. juni
2004. Har forsikringsselskabet den 1. januar 2004 engage-
ment med den virksomhed, hvori hvervet bestrides, kan den
pr. 1. januar 2004 påtagede eksponering uanset § 123, stk. 1,
fortsætte til den oprindeligt aftalte udløbsdato.
Stk. 2. Personer omfattet af § 122, stk. 1, der ved lovens
ikrafttræden havde hverv i medfør af § 24 i lov om finansiel
virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 660 af 7. august 2002,
eller som ved lovens ikrafttræden ikke var omfattet af §
24 i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr.
660 af 7. august 2002, kan uden direktionens tilladelse fort-
sætte hermed, såfremt det pågældende hverv er anmeldt til
Finanstilsynet inden den 30. juni 2004. Har den finansielle
virksomhed den 1. januar 2004 eksponering mod den virk-
somhed, hvori hvervet bestrides, kan den pr. 1. januar 2004
påtagede eksponering uanset § 123, stk. 1, fortsætte til den
oprindeligt aftalte udløbsdato.
Stk. 3. Med virksomheder, hvori personer omfattet af §
121 og § 122, stk. 1, ved lovens ikrafttræden havde hverv
i medfør af §§ 28, 29, 34 og 35 i lov nr. 660 af 7. august
2002, som forsikringsselskabet den 1. januar 2004 havde
eksponering mod, kan den pr. 1. januar 2004 påtagede ek-
sponering uanset § 123, stk. 1, fortsætte til den oprindeligt
aftalte udløbsdato.
Stk. 4. Stk. 1-3 gælder tilsvarende for personer omfattet af
§ 425, nr. 5, og § 426, nr. 11, i lov om finansiel virksomhed.
§ 331. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke anven-
der en matchtilpasning til den risikofrie rentekurve efter §
158, stk. 2, på forsikringsforpligtelserne, kan få tilladelse
fra Finanstilsynet til at anvende en justeret rentekurve op-
gjort efter stk. 2 indtil den 1. januar 2032 for forsikringsfor-
pligtelser i henhold til aftaler, der blev indgået før den 1.
januar 2016, og aftaler, der fornyes efter den 31. december
2015. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladelse
efter 1. pkt., kan ikke opnå tilladelse efter § 332.
Stk. 2. Den justerede rentekurve opgøres for hver enkelt
valuta ved udgangen af hvert år som en andel af forskellen
mellem renten som fastsat efter diskonteringsrentekurven
pr. 31. december 2015 og den årlige effektive rente som
fastsat efter den risikofrie rentekurve, jf. § 158, stk. 1 og
3. Andelen opgøres som et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct.
i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg i over-
ensstemmelse med § 278, hvis Finanstilsynet vurderer, at
et gruppe 1-forsikringsselskab, der anvender den justerede
rentekurve, har en risikoprofil, der afviger væsentligt fra
forudsætningerne, der ligger til grund for anvendelsen heraf.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladel-
se efter stk. 1, skal i den rapport om selskabets solvens
og finansielle situation, som selskabet skal offentliggøre,
jf. § 164, oplyse om, at selskabet anvender en justeret
rentekurve, og angive den beløbsmæssige effekt af ikke
at anvende denne justerede rentekurve på størrelsen af de
forsikringsmæssige hensættelser til solvens, solvenskapital-
kravet, minimumskapitalkravet, basiskapitalgrundlaget, det
kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapi-
talkravet, og det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til
at dække minimumskapitalkravet.
§ 332. Et gruppe 1-forsikringsselskab kan indtil den 1.
januar 2032 få tilladelse fra Finanstilsynet til at anvende
et fradrag i de forsikringsmæssige hensættelser til solvens
opgjort efter stk. 2. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har
fået tilladelse efter 1. pkt., kan ikke opnå tilladelse efter §
331.
Stk. 2. Fradraget opgøres som en andel, der opgøres som
et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i perioden fra den 1.
januar 2016 til den 1. januar 2032, af forskellen mellem
1) de forsikringsmæssige hensættelser til solvens efter fra-
drag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold
til genforsikringsaftaler, og opgjort i overensstemmelse
med regler udstedt i medfør af § 158, stk. 6, for så
vidt angår gruppe 1-forsikringsselskabers værdiansæt-
telse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssi-
ge hensættelser til solvens den 1. januar 2016, og
63
2) de forsikringsmæssige hensættelser til solvens efter fra-
drag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold
til genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV’er, og
opgjort i overensstemmelse med bekendtgørelse om
finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgå-
ende pensionskasser den 31. december 2015.
Stk. 3. Fradraget opgøres én gang for hele perioden fra
den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032. Finanstilsynet
kan dog påbyde eller give tilladelse til, at et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, hvis risikoprofil i perioden fra den 1. januar
2016 til den 1. januar 2032 ændrer sig væsentligt, opgør
de forsikringsmæssige hensættelser til solvens efter stk. 2,
herunder volatilitetsjusteringen, jf. § 158, stk. 3, hvert andet
år eller oftere.
Stk. 4. Finanstilsynet kan begrænse fradraget opgjort efter
stk. 2, hvis anvendelsen heraf medfører, at solvenskapital-
kravet, jf. § 154, er mindre end det største af summen af
de nedenfor i nr. 1-5 nævnte beløb og det største af det for
selskabet relevante beløb i nr. 6-10:
1) 4 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikrings-
hensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster
for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i for-
sikringsklasserne I-IV og VI, jf. bilag 2, hvor virksom-
heden har en investeringsrisiko.
2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikrings-
hensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster
for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i for-
sikringsklasse V, jf. bilag 2, og i forsikringsklasse III,
jf. bilag 2, hvor virksomheden ikke har en investerings-
risiko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsik-
ringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, fastsættes for
en periode på over 5 år.
3) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikringsmæssige
administrationsomkostninger tillagt 0,3 pct. af de risi-
kovægtede poster for risikosummen for livsforsikrings-
virksomhed i forsikringsklasse III, hvor virksomheden
ikke har en investeringsrisiko, og hvor det beløb, der
skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsom-
kostninger, ikke fastsættes for en periode på over 5 år.
4) Det største beløb i skadesforsikringsvirksomhed af
a) 18 pct. af de risikovægtede poster for det maksima-
le af bruttopræmier og bruttopræmieindtægter op til
61,3 mio. euro tillagt 16 pct. af beløb derudover og
b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risikovægtede
poster for bruttoerstatningsudgifterne for beløb op
til 42,9 mio. euro og 23 pct. af beløb derudover i de
seneste 3 regnskabsår.
5) 4 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver livsfor-
sikringsvirksomhed.
6) 2,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virk-
somhed indenfor forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf.
bilag 1.
7) 4 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virk-
somhed indenfor forsikringsklasserne 10-15, jf. bilag 1.
8) 3,9 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver gen-
forsikringsvirksomhed.
9) 1,3 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.
Stk. 5. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladel-
se efter stk. 1, skal i den rapport om selskabets solvens og
finansielle situation, som selskabet skal offentliggøre, jf. §
143, oplyse om, at selskabet anvender fradraget, og angive
den beløbsmæssige effekt af ikke at anvende dette fradrag
på størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser til sol-
vens, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet, basiska-
pitalgrundlaget, det kapitalgrundlag, der kan anvendes til
at dække solvenskapitalkravet, og det basiskapitalgrundlag,
der kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for
opgørelsen af de risikovægtede poster efter stk. 4, nr. 1-3 og
5.
§ 333. Et gruppe 1-forsikringsselskab, der anvender den
justerede rentekurve efter § 331 eller fradraget efter § 322,
skal straks underrette Finanstilsynet, hvis selskabet ikke vil-
le opfylde solvenskapitalkravet opgjort efter § 154, hvis
selskabet ikke anvendte den justerede rentekurve eller fra-
draget.
Stk. 2. Senest 2 måneder efter at have konstateret, at
solvenskapitalkravet ikke kan opfyldes uden anvendelse af
den justerede rentekurve eller fradraget, skal gruppe 1-for-
sikringsselskabet indsende en redegørelse til Finanstilsynet,
der angiver de planlagte foranstaltninger med henblik på
at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet den 1. januar
2032. Ændrer selskabet de planlagte foranstaltninger i løbet
af overgangsperioden efter 1. pkt., skal selskabet straks ori-
entere Finanstilsynet om ændringerne.
Stk. 3. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal hvert år ved
udgangen af første kvartal indsende en rapport til Finans-
tilsynet med angivelse af de hidtidige foranstaltninger og
fremskridt med henblik på at sikre opfyldelsen af solvenska-
pitalkravet den 1. januar 2032.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal den 1. januar
2032 opfylde solvenskapitalkravet, jf. § 154, uden at anven-
de den justerede rentekurve efter § 331 eller fradraget efter §
322.
Stk. 5. Finanstilsynet tilbagekalder tilladelsen efter § 331
eller § 322, hvis Finanstilsynet på baggrund af rapporten
efter stk. 3 vurderer, at det ikke er sandsynligt, at gruppe
1-forsikringsselskabet kan opfylde solvenskapitalkravet den
1. januar 2032.
§ 334. Kravene i artikel 254-257 i Kommissionens dele-
gerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om
supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings-
og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) finder udelukken-
de anvendelse for investeringer i securitiseringspositioner,
som blev udstedt før den 1. januar 2011, hvis den underlig-
gende eksponering ændres efter den 31. december 2014.
64
Kapitel 32
Ændringer i anden lovgivning
Konsekvensændringer i anden lovgivning
§ 335. I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørel-
se 406 af 29. marts 2022, som senest ændret ved § 37 i lov
nr. 871 af 21. juni 2022, foretages følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 1, ændres »stk. 2-12 og 16« til: »stk. 2-11 og
15«.
2. I § 1, stk. 2, 1. pkt., udgår »og forsikringsholdingvirksom-
heder«.
3. § 1, stk. 2, 3. pkt., ophæves.
4. I § 1, stk. 3, 1. pkt., ændres »kreditinstitutter, administrati-
onsselskaber og forsikringsselskaber,« til: »kreditinstitutter
og administrationsselskaber,«.
5. I § 1, stk. 4, 1. og 3. pkt., to steder i § 14, stk. 2, § 14, stk.
4, § 30, stk. 1, 1. pkt., § 31, stk. 1, 1. pkt., to steder i § 344,
stk. 3, og § 354 b, stk. 2, ændres »§§ 7-11« til: »§§ 7-10 a«.
6. I § 1, stk. 4, 1. pkt., udgår »§§ 34-36,«, og »§§ 50-60«
ændres til: »§§ 50-54«.
7. I § 1, stk. 5, 1. pkt., ændres »kreditinstitutter, administrati-
onsselskaber og forsikringsselskaber,« til: »kreditinstitutter
og administrationsselskaber,«, og »36,« udgår, og »46-60«
ændres til: »46-54«.
8. § 1, stk. 12, ophæves.
Stk. 13-18 bliver herefter stk. 12-17.
9. §§ 2-4 ophæves.
10. § 5, stk. 1, nr. 1, litra d, ophæves.
11. § 5, stk. 1, nr. 12 og 13, ophæves.
Nr. 14-20 bliver herefter nr. 12-18.
12. I § 5, stk. 1, nr. 19, der bliver nr. 17, ændres »kredit-
institut, administrationsselskab eller forsikringsselskab« til:
»kreditinstitut eller administrationsselskab«.
13. § 5, stk. 1, nr. 21-24, ophæves.
Nr. 25-45 bliver herefter nr. 19-39.
14. I § 5, stk. 1, nr. 25, der bliver nr. 19, ophæves 2. pkt.
15. § 5, stk. 1, nr. 46-50, ophæves.
Nr. 51-58 bliver herefter nr. 40-47.
16. § 5, stk. 1, nr. 59-64, ophæves.
Nr. 65-77 bliver herefter nr. 48-60.
17. I § 5, stk. 3, ændres »den finansielle virksomhed, den
finansielle holdingvirksomhed eller forsikringsholdingvirk-
somheden« til: »den finansielle virksomhed eller den finan-
sielle holdingvirksomhed«.
18. § 5, stk. 6, nr. 2, ophæves.
Nr. 3-4 bliver herefter nr. 2-3.
19. I § 5, stk. 6, nr. 3, der bliver nr. 2, udgår »§ 126, stk. 1 og
4,« og i nr. 4, der bliver nr. 3, ændres »§§ 124, 126 a og 126
d« til: » §§ 124 og 126 a«.
20. § 5, stk. 6, nr. 5, ophæves.
Nr. 6-7 bliver herefter nr. 4-5.
21. § 5, stk. 6, nr. 8 og 9, ophæves.
Nr. 10-13 bliver herefter nr. 6-9.
22. I § 5, stk. 6, nr. 10, der bliver nr. 6, og i nr. 13, der bliver
nr. 9, ændres »stk. 3 og 4« til: »stk. 1 og 2«.
23. I § 5, stk. 6, nr. 12, der bliver nr. 8, ændres »stk. 2-4« til:
»stk. 1 og 2«.
24. § 5, stk. 6, nr. 14, ophæves.
Nr. 15 bliver herefter nr. 9.
25. § 5, stk. 6, nr. 16 og 17, ophæves.
Nr. 18 bliver herefter nr. 10.
26. Overskriften før § 7 affattes således:
»»Tilladelse til pengeinstitutter, realkreditinstitutter og
investeringsforvaltningsselskaber«.«
27. § 11 ophæves.
28. § 12, stk. 1, 4. og 5. pkt., ophæves.
29. I § 13, stk. 2, indsættes efter »realkreditinstitutter«:
»og«, og »forsikringsselskaber« udgår.
30. I § 14, stk. 1, nr. 3, udgår »og i gruppe 1-forsikringssel-
skaber«.
31. § 14, stk. 1, nr. 8, ophæves.
Nr. 9-10 bliver herefter nr. 8-9.
32. § 14, stk. 6, 2. pkt., ophæves.
33. Overskriften før § 18 ophæves.
34. §§ 18-22 ophæves.
35. Overskriften før § 23 ophæves.
36. §§ 23-23 a ophæves.
37. I § 26, stk. 1, udgår »11,« og i nr. 2, udgår »eller, for så
vidt angår forsikringsselskaber, i administrationsfællesskab
med forsikringsselskabet«.
38. Overskriften før § 29 ophæves.
65
39. §§ 29-29 b ophæves.
40. I § 30, stk. 1, 2. pkt., ændres »bilag 2, 3, 7 og 8« til:
»bilag 2 og 3«.
41. I § 30, stk. 4, nr. 4, udgår »eller på generalagenten, jf. §
35«.
42. § 30, stk. 8 og 9, ophæves.
Stk. 10 og 11 bliver herefter stk. 8 og 9.
43. I § 30, stk. 10, 1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt., ændres
»stk. 5-9« til: »stk. 5-7«.
44. I § 31, stk. 1, ændres »bilag 2, 3, 7 og 8« til: »bilag 2 og
3« og 3. pkt. ophæves.
45. § 31, stk. 5-10, ophæves.
46. Overskriften før § 34 ophæves.
47. §§ 34-37 a ophæves.
48. § 38, stk. 1, nr. 5, ophæves.
Nr. 6 bliver herefter nr. 5.
49. I § 38, stk. 3, 2. pkt., udgår »og for forsikringsselskaber
solvenscertifikat«.
50. § 38, stk. 9, ophæves.
51. § 38 a ophæves.
52. § 39, stk. 1, 2. pkt., ophæves
53. § 39, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Finanstilsynet videresender den i stk. 1 nævnte
meddelelse samt en erklæring om, at de planlagte aktiviteter
er omfattet af virksomhedens tilladelse, til tilsynsmyndighe-
derne i værtslandet senest 1 måned efter modtagelsen af
den i stk. 1 nævnte meddelelse. Sender Finanstilsynet ikke
meddelelsen eller erklæringen nævnt i 1. pkt. indenfor fri-
sten, underretter Finanstilsynet virksomheden om årsagerne
hertil. Er virksomheden et pengeinstitut eller et realkreditin-
stitut, meddeler Finanstilsynet endvidere identiteten på de
tilknyttede agenter, som virksomheden påtænker at anvende,
til tilsynsmyndighederne i værtslandet. Er virksomheden et
investeringsforvaltningsselskab, sender Finanstilsynet end-
videre oplysninger om investor- og indskydergarantiordnin-
gen.«
54. § 39, stk. 3, 3. pkt., ophæves
55. § 39, stk. 5, ophæves.
Stk. 6-8 bliver herefter stk. 5-7.
56. § 39, stk. 8, der bliver stk. 7, ophæves.
57. I § 40, stk. 1, 1. pkt., ændres »kreditinstitut, et investe-
ringsselskab eller en forsikringsvirksomhed« til: »kreditin-
stitut eller et investeringsselskab«.
58. Overskriften før § 41 ophæves.
59. §§ 41 og 42 ophæves.
60. I § 43, stk. 1, § 183, stk. 1 og 4, § 198, stk. 1, og
§ 199, stk. 1, 1. pkt., ændres »Finansielle virksomheder,
finansielle holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirk-
somheder« til: »Finansielle virksomheder og finansielle hol-
dingvirksomheder«.
61. § 43, stk. 7, ophæves.
Stk. 8 og 9 bliver herefter stk. 7 og 8.
62. § 43, stk. 9, der bliver stk. 8, ophæves.
63. I overskriften før § 45, ændres »pengeinstitutter, realkre-
ditinstitutter og forsikringsselskaber« til: »pengeinstitutter
og realkreditinstitutter«.
64. I § 46, stk. 1, ændres »pengeinstituts, realkreditinstituts
eller forsikringsselskabs« til: »pengeinstituts eller realkredit-
instituts«.
65. Overskriften før § 55 ophæves.
66. §§ 55-60 a ophæves.
67. Overskriften før § 60 b ophæves.
68. §§ 60 b-60 e ophæves.
69. I § 61, stk. 1, 1. pkt., § 61 b, stk. 1, § 61 c, stk. 1, § 62,
stk. 1, § 70, stk. 1 og 6, § 71, stk. 1 og 2, § 199, stk. 2, §
346, stk. 2, § 347 b, stk. 1, § 347 c, stk. 1, § 373, stk. 3 og 6,
og § 374, stk. 4, ændres »finansiel virksomhed, en finansiel
holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed«
til: »finansiel virksomhed eller en finansiel holdingvirksom-
hed«.
70. I § 61, stk. 1, 2. pkt., ændres »en finansiel virksomhed,
en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholding-
virksomhed« til: »en finansiel virksomhed eller en finansiel
holdingvirksomhed«.
71. I § 61, stk. 5, nr. 2, ændres »den i §§ 7-11 nævnte virk-
somhed« til: »den i §§ 7-10 nævnte virksomhed, den i § 14,
stk. 1, i lov om forsikringsvirksomhed nævnte virksomhed«.
72. I § 61 a, stk. 1, nr. 2, og tre steder i § 63, stk. 4, æn-
dres »den finansielle virksomhed, den finansielle holding-
virksomhed eller forsikringsholdingvirksomheden« til: »den
finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksom-
hed«, og i § 61 a, stk. 1, nr. 3, ændres »finansielle virksom-
hed, finansielle holdingvirksomhed eller forsikringsholding-
virksomhed« til: »finansielle virksomhed eller finansielle
holdingvirksomhed«.
73. I § 61 c, stk. 2, og § 63, stk. 2, ændres »Finansiel-
le virksomheder, finansielle holdingvirksomheder og forsik-
ringsholdingvirksomheder« til: »Finansielle virksomheder
66
og finansielle holdingvirksomheder«, og »den finansielle
virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed eller for-
sikringsholdingvirksomheden« ændres til: »den finansielle
virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed«.
74. I § 63, stk. 1, 1. pkt., § 197, stk. 1, § 346, stk. 1, og
§ 347 a ændres »finansielle virksomheders, finansielle hol-
dingvirksomheders og forsikringsholdingvirksomheders« til:
»finansielle virksomheders og finansielle holdingvirksomhe-
ders«.
75. I § 64 b, stk. 1, og § 182, stk. 1 og 2, ændres »penge-
institut, et realkreditinstitut eller et forsikringsselskab« til:
»pengeinstitut eller et realkreditinstitut«.
76. § 64 d ophæves.
77. § 72 b ophæves.
78. § 72 c affattes således:
»Regler fastsat i medfør af § 72 a, stk. 3, gælder ikke for
virksomhedernes autentifikation af brugere ved anvendelse
af MitID-løsningen, jf. lov om MitID og NemLog-in.«
79. I § 75, stk. 3, ændres »kreditinstitutter, solvensbehovet
efter § 124, stk. 2, § 126, stk. 4, og § 126 a, stk. 1, 2.
pkt., kravet til minimumsbasiskapitalen efter § 126, stk. 2
og 3, solvenskapitalkravet efter § 126 c eller minimumska-
pitalkravet efter § 126 d,« til: »kreditinstitutter eller solvens-
behovet efter § 124, stk. 2,«.
80. I § 75, stk. 4, § 79 a, stk. 1, § 199, stk. 9, og to
steder i § 343 q, stk. 1, ændres »finansielle virksomheder,
finansielle holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirk-
somheder« til: »finansielle virksomheder og finansielle hol-
dingvirksomheder«.
81. I § 75 a, stk. 3, 1. pkt., udgår »et forsikringsselskab og«,
og »selskaberne« ændres til: »selskabet«.
82. § 77 i ophæves.
83. I § 80, stk. 6, ændres »pengeinstitut, realkreditinstitut
eller forsikringsselskab« til: »pengeinstitut eller realkreditin-
stitut«.
84. I § 101 b, stk. 1, ændres »bilag 8« til: »bilag 2 i lov om
forsikringsvirksomhed«, og », jf. § 160, stk. 2,« ændres til:
»jf, § 177, stk. 2, i lov om forsikringsvirksomhed«.
85. Overskriften før § 108 ophæves.
86. §§ 108-110 ophæves.
87. Overskriften før § 111 ophæves.
88. §§ 111-114 ophæves.
89. Overskriften før § 115 ophæves.
90. §§ 115 og 116 ophæves.
91. I § 117, stk. 1, 1. pkt., ændres »aktuarer,« til: »aktua-
rer« og »generalagenter og administratorer i et forsikrings-
selskab« udgår.
92. I § 117, stk. 1, 2. pkt., udgår »og forsikringsholdingvirk-
somheder«.
93. § 118, stk. 3, ophæves.
Stk. 4-6 bliver herefter stk. 3-5.
94. I § 120 a, stk. 1, 2. pkt., ændres »holdingvirksomheder,«
til: »holdingvirksomheder«, og »forsikringsholdingvirksom-
heder« udgår.
95. I § 121, stk. 1, ændres »§ 118, stk. 3 og 4« til: »§ 118,
stk 3«.
96. § 126 og §§ 126 b-126 g ophæves.
97. § 128 stk. 1 og 2, ophæves.
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 1 og 2.
98. § 143, stk. 1, nr. 1, ophæves.
Nr. 2-7 bliver herefter nr. 1-6.
99. I § 143, stk. 1, nr. 2, der bliver nr. 1, udgår »§ 126, stk. 1
og 4,«.
100. I § 143, stk. 1, nr. 3, der bliver nr. 2, udgår »og basiska-
pitalen for gruppe 2-forsikringsselskaber«.
101. Overskriften før § 158 ophæves.
102. § 158 ophæves.
103. Overskriften før § 159 ophæves.
104. §§ 159, 160 og 167 ophæves.
105. I § 175 a, stk. 1, udgår »eller hvor modervirksomheden
er en forsikringsholdingvirksomhed,«.
106. Overskriften før § 175 b ophæves.
107. §§ 175 b-175 e ophæves.
108. I § 179, stk. 1, udgår »eller en forsikringsholdingvirk-
somhed«, og i nr. 1, udgår »eller solvenskapitalkravet for
koncernen i § 175 b, stk. 1, 2, 4 og 5,«.
109. I § 180, nr. 1, udgår »eller solvenskapitalkravet for
koncernen i § 175 b, stk. 1, 2, 4 og 5,«.
110. I § 182, stk. 2, ændres »pengeinstituttet, realkreditinsti-
tuttet eller forsikringsselskabet« til: »pengeinstituttet eller
realkreditinstituttet«.
111. To steder i § 199, stk. 1, ændres »pengeinstitutter, re-
alkreditinstitutter eller forsikringsselskaber« til: »pengeinsti-
tutter eller realkreditinstitutter«.
67
112. I § 199, stk. 2, 1. og 2. pkt., ændres »finansiel virksom-
hed, i en finansiel holdingvirksomhed eller i en forsikrings-
holdingvirksomhed« til: »finansiel virksomhed eller i en
finansiel holdingvirksomhed«, og i § 199, stk. 2, 2. pkt., æn-
dres »pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et forsikrings-
selskab« til: »pengeinstitut eller et realkreditinstitut«.
113. I § 199, stk. 7 og 8, ændres »holdingvirksomhed,« til:
»holdingvirksomhed«, og »i en forsikringsholdingvirksom-
hed« udgår.
114. I § 199, stk. 12, ændres »holdingvirksomheder,« til:
»holdingvirksomheder«, og »i forsikringsholdingvirksomhe-
der« udgår.
115. § 200, stk. 3, ophæves.
116. § 200 a ophæves.
117. § 204, stk. 2, 4. pkt., ophæves.
118. § 204, stk. 5-10, ophæves.
119. § 205, nr. 1, ophæves.
Nr. 2 og 3 bliver herefter nr. 1 og 2.
120. I § 205, nr. 3, der bliver nr. 2, udgår »gensidige forsik-
ringsselskaber og«.
121. Overskriften før § 222 ophæves.
122. § 222 ophæves.
123. I § 223 og § 224, stk. 1, ændres »realkreditinstitut,
investeringsforvaltningsselskab og forsikringsselskab« til:
»realkreditinstitut og investeringsforvaltningsselskab«.
124. I § 224, stk. 1, nr. 1, udgår »forordninger udstedt i med-
før af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF
af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsik-
rings og genforsikringsvirksomhed (Solvens II),«.
125. § 224, stk. 6 og 7, ophæves.
Stk. 8 bliver herefter stk. 6.
126. I § 226, stk. 1, ændres »§ 224, stk. 1, 2 og 6« til: »§
224, stk. 1 og 2«.
127. § 226, stk. 3 og 4, ophæves.
128. §§ 229-230 a ophæves.
129. § 231, stk. 2 og 3, ophæves.
130. § 234, stk. 4 og 5, ophæves.
131. § 234 a ophæves.
132. I § 236 ændres »sparekasse, en andelskasse eller et
gensidigt forsikringsselskab« til: »sparekasse eller en an-
delskasse«.
133. §§ 237 og 239 ophæves.
134. I § 241 ændres »sparekasser, andelskasser og gensidige
forsikringsselskaber« til: »sparekasser og andelskasser«.
135. I § 242 udgår »og forsikringsselskaber«.
136. § 242 a ophæves.
137. I § 243, stk. 1, 1. pkt., ændres » finansieringsinstitut,
investeringsforvaltningsselskab eller forsikringsselskab« til:
»finansieringsinstitut eller investeringsforvaltningsselskab«,
og i 2. pkt., ændres »finansieringsinstituttet, investeringsfor-
valtningsselskabet eller forsikringsselskabet« til: »finansie-
ringsinstituttet eller investeringsforvaltningsselskabet«.
138. § 243, stk. 2, ophæves.
139. Overskriften før § 248 ophæves.
140. §§ 248-258 ophæves.
141. Overskriften før § 253 ophæves.
142. Afsnit VIII ophæves.
143. Afsnit X g ophæves.
144. I § 344, stk. 1, 1. pkt., udgår »forordninger ud-
stedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II)«, »Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1286/2014 af 26. november 2014 om dokumenter med
central information om sammensatte og forsikringsbasere-
de investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP᾽er),«,
»forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsik-
ringsdistribution,« og »Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning 2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et paneuropæisk
personligt pensionsprodukt (PEPP-produkt),«.
145. To steder i § 344, stk. 3, ændres »§§ 7-11« til »§§ 7-10
a«.
146. I § 344, stk. 11, ændres »holdingvirksomhed,« til: »hol-
dingvirksomhed«, og »en forsikringsvirksomhed« udgår.
147. I § 346, stk. 3, og § 349, stk. 1, udgår »den ansvarsha-
vende aktuar,«.
148. § 346, stk. 4, 3. pkt., ophæves.
149. I § 346, stk. 5, og § 347, stk. 2, udgår »forsikringshol-
dingvirksomheder,«.
150. I § 347, stk. 1, 1. pkt., udgår »forsikringsholdingvirk-
somhed,«.
68
151. I § 347, stk. 3, og § 355, stk. 2, nr. 1, ændres »holding-
virksomhed,« til: »holdingvirksomhed«, og »en forsikrings-
holdingvirksomhed« udgår.
152. I § 347, stk. 4, ændres »finansiel virksomheds, en fi-
nansiel holdingvirksomheds eller en forsikringsholdingvirk-
somheds« til: »finansiel virksomheds eller finansiel holding-
virksomheds«, og »den finansielle virksomhed, den finan-
sielle holdingvirksomhed eller forsikringsholdingvirksom-
heden« ændres til: »den finansielle virksomhed eller den
finansielle holdingvirksomhed«.
153. § 347, stk. 9, ophæves.
154. I § 347 b, stk. 1-4, ændres »holdingvirksomhed,«
til: »holdingvirksomhed«, og »forsikringsholdingvirksomhe-
den« udgår.
155. I § 347 b, stk. 6, ændres »holdningvirksomhed,«
til: »holdingvirksomhed«, og »forsikringsholdingvirksomhe-
den« udgår.
156. I § 348, stk. 1, 1. pkt., ændres »§ 43, stk. 1, 2 og 9« til:
»§ 43, stk. 1, 2 og 8«.
157. § 350, stk. 3, ophæves, og i stk. 4, der bliver stk. 3,
ændres »holdingvirksomhed,« til: »holdingvirksomhed«, og
»en forsikringsholdingvirksomhed« udgår.
Stk. 4 bliver herefter stk. 3.
158. § 350 b ophæves.
159. I § 351, stk. 4, udgår »eller påbyde et gruppe 1-forsik-
ringsselskab at afsætte en ansat, der er identificeret som
nøgleperson i medfør af § 64 d, stk. 1,«.
160. I § 351, stk. 5, 1. pkt., udgår » eller at nøglepersonen i
et gruppe 1-forsikringsselskab ikke opfylder kravene i § 64,
stk. 1, nr. 3, jf. § 64 d, stk. 3«.
161. I § 351, stk. 9, udgår »eller har gruppe 1-forsikringssel-
skab ikke afsat en ansat, der er identificeret som nøgleper-
son i medfør af § 64 d, stk. 1,«.
162. I § 352 a, stk. 1, ændres »konkurs,« til: »konkurs el-
ler«, og »eller hvor et forsikringsselskabs forsikringsbestand
er taget under administration,« udgår.
163. I § 354, stk. 3, ændres »§§ 43-60 e« til: »§§ 43-54«.
164. I § 355, stk. 1, udgår »forsikringsholdingvirksomhe-
den,« og »forordninger udstedt i medfør af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november
2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genfor-
sikringsvirksomhed (Solvens II)«.
165. I § 355, stk. 2, nr. 7, ændres »værdipapirhandler, re-
alkredit-, forsikrings- eller livsforsikringsvirksomhed« til:
»værdipapirhandler eller realkreditvirksomhed«, og »§ 11,
stk. 1,« udgår.
166. I § 355, stk. 2, nr. 11, ændres »§ 8, stk. 5, og § 11, stk.
9« til: »og § 8, stk. 5,«.
167. I § 355, stk. 2, nr. 12, indsættes efter »stk. 1 og 3,«:
»og«, og »og § 11, stk. 1« udgår.
168. § 355, stk. 2, nr. 14, ophæves.
Nr. 15 bliver herefter nr. 14.
169. I § 355, stk. 3, udgår »en forsikringsholdingvirksom-
hed,«.
170. I § 355, stk. 3, 2. pkt., ændres »likvidator,« til: »likvi-
dator«, og »en administrator af en livsforsikringsbestand«
udgår.
171. I § 359 ændres »Forsikringsselskaber og filialer« til:
»Filialer«.
172. I § 361, stk. 1, ændres »lov om finansiel virksomhed«
til: »lov om finansiel virksomhed og lov om forsikringsvirk-
somhed«.
173. I § 363 a, stk. 1, ændres »§§ 7-11,« til: »§§ 7-10 a i
denne lov og § 14 i lov om forsikringsvirksomhed,«.
174. I § 372, stk. 1, udgår »forordninger udstedt i medfør af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.
november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed (Solvens II),« og stk. 4 ophæves.
Stk. 5 bliver herefter stk. 4.
175. I § 372 a, stk. 1, udgår »forordninger udstedt i medfør
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af
25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsik-
rings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II),«, »Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU af 16. april
2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og 2009/138/EF
samt forordning nr. 1060/2009/EF, nr. 1094/2010/EU og nr.
1095/2010/EU for så vidt angår de beføjelser, der er tillagt
den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsyns-
myndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsord-
ninger)«, og »erhvervslivet,« ændres til: »erhvervslivet«.
176. I § 373, stk. 1, udgår »§ 11, stk. 1, 9 og 10,«, »§ 64 d,
stk. 3, jf. 64, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4,«, »§ 107 a og«, »§
126 a, stk. 1, 3, 5, 7 og 9, § 126 c, stk. 1-3, § 126 d, stk. 1, §
126 e, stk. 1, § 126 f, 1. pkt., § 126 g, stk. 1,« og »§ 343 ø,
stk. 1,«.
177. I § 373, stk. 2, udgår »§ 57, stk. 1,«, »§ 64 d, stk. 1, 2
og 4-6,«, »§ 72 b, stk. 2 og 3,«, »§ 108, stk. 1-5,«, »§ 167,
stk. 1, 2 og 4, § 175 b, stk. 1, 2, 4 og 9,«, »§ 230 a, stk.
1-4,«, »§ 283, stk. 1 og 2,«.
178. I § 373, stk. 3, 1. pkt., udgår »§ 126 c, stk. 4, § 126 f,«.
179. I § 373, stk. 9, udgår »§ 11, stk. 1, § 31, stk. 10,«, »§
108, stk. 1, 2 og 4 og stk. 5, 1. pkt.,«, »§ 126, stk. 1 og 4,«,
»§ 126 b, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., § 126 c, stk. 1 og
69
5, § 126 d, stk. 1, § 126 e, stk. 1 og 4, § 126 f, 1. pkt.,« og
»§ 248, stk. 1, § 248 a, stk. 1 og 4, § 248 b, stk. 1,«.
180. I § 373, stk. 10, udgår »Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om ad-
gang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II), og Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direk-
tiv 2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr.
1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for
så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske
tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger)«.
181. I § 374, stk. 5, ændres »Den finansielle virksomhed,
den finansielle holdingvirksomhed eller forsikringsholding-
virksomheden« til: »Den finansielle virksomhed eller den
finansielle holdingvirksomhed«.
182. § 400 ophæves.
183. §§ 417 a-417 d ophæves.
184. Bilag 7 og 8 ophæves.
Konsekvensændringer i andre love end lov om finansiel
virksomhed
§ 336. I lov om ligebehandling af mænd og kvinder i
forbindelse med forsikring, pension og lignende finansielle
ydelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 950 af 14. august 2015,
som senest ændret ved lov nr. 706 af 8. juni 2018, foretages
følgende ændringer:
1. I § 15, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »§§ 344-356 i lov om
finansiel virksomhed«: »og § 174, §§ 259-262, §§ 267-271,
§§ 273-278 og §§ 280-303 i lov om forsikringsvirksomhed«.
2. I § 18, stk. 3, indsættes efter »§ 354 i lov om finansiel
virksomhed«: »og § 285 og §§ 288-290 i lov om forsikrings-
virksomhed«.
§ 337. I lov om firmapensionskasser, jf. lovbekendtgørel-
se nr. 355 af 2. april 2020, som senest ændret ved lov nr.
2601 af 28. december 2021, foretages følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 1, ændres »lov om finansiel virksomhed« til:
»lov om forsikringsvirksomhed«.
2. I § 2, stk. 2, ændres »lov om finansiel virksomhed« til:
»lov om forsikringsvirksomhed«.
3. I § 73, stk. 1, ændres »§ 200 i lov om finansiel virksom-
hed« til: »§ 194 i lov om forsikringsvirksomhed«.
4. I § 81, stk. 6, ændres »§§ 253-258 i lov om finansiel virk-
somhed« til: »§§ 227-235 i lov om forsikringsvirksomhed«.
5. I § 84, stk. 2, ændres »§§ 253-258 i lov om finansiel virk-
somhed« til: »§§ 227-235 i lov om forsikringsvirksomhed«
6. I § 87, stk. 2, ændres »§§ 253-258 i lov om finansiel virk-
somhed« til: »§§ 227-235 i lov om forsikringsvirksomhed«.
7. I § 117, stk. 2, 2. pkt., ændres »§ 373 i lov om finansiel
virksomhed« til: »§§ 312-319 i lov om forsikringsvirksom-
hed«.
§ 338. I lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 337 af 11. marts 2022, som senest ændret ved af lov
nr. 570 af 10. maj 2022, foretages følgende ændringer:
1. I § 2, nr. 8, litra a, b og c, ændres »i bilag 7 til lov om
finansiel virksomhed« til: »i bilag 1 til lov om forsikrings-
virksomhed«.
2. I § 12 a, nr. 2, ændres »§ 30, stk. 1, eller § 31, stk. 1, i lov
om finansiel virksomhed« til: »§ 49, stk. 1, eller § 52, stk. 1,
i lov om forsikringsvirksomhed«.
§ 339. I lov om en garantifond for skadesforsikringssel-
skaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 2067 af 12. november 2021,
foretages følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 2, nr. 2, ændres »§ 226, stk. 3, § 242 a eller §
243, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed« til: »§ 200, stk.
3, § 205, § 264, stk. 3, lov om forsikringsvirksomhed«.
2. I § 14, stk. 3, 1. pkt., ændres »§ 243 i lov om finansiel
virksomhed« til: »§ 264 lov om forsikringsvirksomhed«.
3. I § 15, stk. 2, 1. pkt., ændres »§ 354 i lov om finansiel
virksomhed« til: »§§ 285-290 i lov om forsikringsvirksom-
hed«.
§ 340. I lov om en terrorforsikringsordning på skadesfor-
sikringsområdet, jf. lov nr. 367 af 9. april 2019, foretages
følgende ændringer:
1. I § 17, stk. 4, ændres »§ 354 i lov om finansiel virksom-
hed« til: »§§ 285-290 lov om forsikringsvirksomhed«.
§ 341. I lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgive-
re og boligkreditformidlere, jf. lovbekendtgørelse nr. 2016
af 1. november 2021, som senest ændret ved § 6 i lov nr.
2382 af 14. december 2021 og § 9 i lov nr. 570 af 10. maj
2022, foretages følgende ændring:
1. I § 9, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 5, stk. 1, nr. 16, i lov
om finansiel virksomhed og« til: »§ 5, stk. 1, nr. 17, i lov
om finansiel virksomhed,« og efter: »lov om fondsmægler-
selskaber og investeringsservice og -aktiviteter« indsættes:
»og § 9, stk. 1, nr. 15, i lov om forsikringsvirksomhed«.
§ 342. I revisorloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 25 af 8.
januar 2021, som ændret ved § 32 i lov nr. 1436 af 29. juni
2021, § 9 i lov nr. 2601 af 28. december i 2021 og § 37 i lov
nr. 700 af 24. maj 2022 foretages følgende ændringer:
1. I § 1 a, stk. 1, nr. 3, litra b, ændres »finansielle virksom-
heder, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, litra a, b og e, i lov om finansiel
virksomhed« til: »pengeinstitutter og realkreditinstitutter, jf.
§ 5, stk. 1, nr. 1, litra a og b, i lov om finansiel virksomhed,
70
og forsikringsselskaber, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, i lov om forsik-
ringsvirksomhed«.
§ 343. I markedsføringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
866 af 15. juni 2022, foretages følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 2 og 3, ændres »finansielle virksomheder« til:
»pengeinstitutter og realkreditinstitutter, jf. § 5, stk. 1, nr.
1, litra a og b, i lov om finansiel virksomhed, forsikringssel-
skaber, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, i lov om forsikringsvirksomhed
og fondsmæglerselskaber, jf. § 13, stk. 2, jf. stk. 1, i lov
om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktivi-
teter«.
2. I § 29, stk. 2, ændres »lov om finansiel virksomhed« til:
»lov om finansiel virksomhed, lov om forsikringsvirksom-
hed og lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice
og -aktiviteter«.
§ 344. I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1835 af
15. september 2021, som senest ændret ved § 2 i lov nr. 897
af 21. juni 2022, foretages følgende ændringer:
1. I § 225, stk. 2, nr. 3, indsættes efter »lov om finan-
siel virksomhed«: », lov om forsikringsvirksomhed, lov
om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktivi-
teter«.
§ 345. I aktieavancebeskatningsloven, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 172 af 29. januar 2021, som ændret ved § 2 i lov nr.
1179 af 8. juni 2021 og § 3 i lov nr. 2610 af 28. december
2021, foretages følgende ændring:
1. I § 34, stk. 5, 2. pkt., indsættes efter »lov om finansiel
virksomhed«: », lov om fondsmæglerselskaber og investe-
ringsservice og -aktiviteter og lov om forsikringsvirksom-
hed«.
§ 346. I lov om afgift af skadesforsikringer, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1880 af 9. december 2020, foretages føl-
gende ændring:
1. I § 1, stk. 3, ændres »bilag 7 til lov om finansiel virksom-
hed« til: »bilag 1 til lov om forsikringsvirksomhed«.
§ 347. I lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf.
lovbekendtgørelse nr. 6 af 7. januar 2022, som ændret senest
ved § 5 i lov nr. 893 af 21. juni 2022, foretages følgende
ændring:
1. I § 3 A, stk. 2, indsættes efter »lov om finansiel virksom-
hed,«: »og forsikringsselskaber, som er omfattet af regler
om redelig forretningsskik og god praksis for forsikrings-
virksomheder udstedt i medfør af § 67, stk. 2, i lov om
forsikringsvirksomhed,«.
§ 348. I lov om et indkomstregister, jf. lovbekendtgørelse
nr. 284 af 2. marts 2022, som ændret ved § 1 i lov nr. 2612
af 28. december 2021 og § 4 i lov nr. 902 af 21. juni 2022,
foretages følgende ændring:
1. I § 7 A, stk. 2, indsættes efter »lov om finansiel virksom-
hed,«: »og forsikringsselskaber, som er omfattet af regler
om redelig forretningsskik og god praksis for forsikrings-
virksomheder udstedt i medfør af § 67, stk. 2, i lov om
forsikringsvirksomhed,«.
§ 349. I ligningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1735 af
17. august 2021, som ændret senest ved § 3 i lov nr. 906 af
21. juni 2022, foretages følgende ændring:
1. I § 5, stk. 4, nr. 4, ændres »lov om finansiel virksomhed,«
til: »lov om forsikringsvirksomhed,«.
§ 350. I pensionsafkastbeskatningsloven, jf. lovbekendt-
gørelse nr. 185 af 6. marts 2020, som ændret ved § 3 i lov
nr. 672 af 19. april 2021, § 5 i lov nr. 789 af 4. maj 2021 og
§ 2 i lov nr. 2610 af 28. december 2021, foretages følgende
ændringer:
1. I § 1, stk. 2, nr. 7, ændres »§ 307 i lov om finansiel
virksomhed.« til: »§ 250 i lov om forsikringsvirksomhed.«
2. I § 1, stk. 2, nr. 8, ændres »§§ 253-258 i lov om finansiel
virksomhed,« til: »§§ 227-235 i lov om forsikringsvirksom-
hed,«, og »§ 307 i lov om finansiel virksomhed.« ændres til:
»§ 250 i lov om forsikringsvirksomhed.«
3. I § 1, stk. 2, nr. 12, ændres »§§ 253-258 i lov om finansiel
virksomhed« til: »§§ 227-235 i lov om forsikringsvirksom-
hed«.
4. I § 8, stk. 2, og § 10, stk. 1, 2. pkt., ændres »lov om
finansiel virksomhed« til: »lov om forsikringsvirksomhed«.
5. I § 14, stk. 1, 2. pkt., ændres »§ 5 i lov om finansiel
virksomhed.« til: »§ 9, stk. 1, nr. 8, i lov om forsikringsvirk-
somhed.«
6. I § 18, stk. 1, nr. 4, ændres »§ 204 i lov om finansiel
virksomhed« til: »§ 195 i lov om forsikringsvirksomhed«.
§ 351. I pensionsbeskatningsloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1327 af 10. september 2020, som ændret bl.a. ved § 1 i
lov nr. 2223 af 29. december 2020 og § 1 i lov nr. 2610 af
28. december 2021 og senest ved § 7 i lov nr. 902 af 21. juni
2022, foretages følgende ændringer:
1. I § 2, stk. 2, 6. pkt., og § 8, stk. 3, ændres »lov om
finansiel virksomhed, bilag 8, III« til: »lov om forsikrings-
virksomhed, bilag 2, III«.
2. I § 3, nr. 2, § 4, stk. 1, nr. 2, § 8, stk. 1, nr. 1, og §
10, stk. 1, nr. 1, ændres »§ 30, stk. 1, 4 og 7-10, i lov om
finansiel virksomhed« til: »§§ 49-51 i lov om forsikrings-
virksomhed«.
3. I § 11 A, stk. 1, nr. 1, 1. pkt., § 12, stk. 1, nr. 1, 1. pkt., og
§ 13, stk. 1, 1. og 2. pkt., ændres »§ 30, stk. 1, 4, 5, 9 og 10,
i lov om finansiel virksomhed« til: »§ 30, stk. 1, 4, 5, 6, 8 og
9, i lov om finansiel virksomhed«.
71
4. I § 25, stk. 3, 2. pkt., stk. 4, 2. pkt., og stk. 5, 1. pkt., og
§ 29 A, stk. 4, 2. pkt., og stk. 5, 1. pkt., ændres »lov om
finansiel virksomhed« til: »lov om forsikringsvirksomhed«.
5. I § 41, stk. 1, nr. 8, ændres »lov om finansiel virksomheds
§§ 204-206« til: »§§ 195 og 196 i lov om forsikringsvirk-
somhed«.
6. I § 51, stk. 1, ændres »§ 30, stk. 1, 4, 5, 7, 9 og 10, i
lov om finansiel virksomhed« til: »§ 30, stk. 1, 4, 5, 6, 8
og 9, i lov om finansiel virksomhed eller §§ 49-51 i lov om
forsikringsvirksomhed«.
§ 352. I selskabsskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 251
af 22. februar 2021, som ændret bl.a. ved § 2 i lov nr. 531 af
27. marts 2021, § 1 i lov nr. 1179 af 8. juni 2021, § 1 i lov
nr. 1180 af 8. juni 2021, § 5 i lov nr. 2610 af 28. december
2021 og § 1 i lov nr. 1181 af 8. juni 2021 og senest ved § 1 i
lov nr. 905 af 21. juni 2022, foretages følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 1, nr. 5, ændres »§§ 294-303 i lov om finansiel
virksomhed« til: »§§ 251-257 i lov om forsikringsvirksom-
hed«.
2. I § 3, stk. 1, nr. 9, 1. pkt., ændres »lov om finansiel
virksomhed« til: »lov om forsikringsvirksomhed«.
3. I § 3, stk. 1, nr. 18, og § 32, stk. 1, nr. 6, ændres »§
307 i lov om finansiel virksomhed« til: »§ 250 i lov om
forsikringsvirksomhed«.
4. I § 13, stk. 8, 7. pkt., ændres »§§ 253-258 i lov om
finansiel virksomhed« til: »§§ 227-235 i lov om forsikrings-
virksomhed«.
5. I § 13 F, stk. 1, 2. pkt., ændres »§ 5 i lov om finansiel
virksomhed« til: »§ 9, stk. 1, nr. 8, i lov om forsikringsvirk-
somhed«.
7. I § 17 A, stk. 3, nr. 4, ændres »§ 11, stk. 1, i lov om
finansiel virksomhed« til: »§ 14, stk. 1, i lov om forsikrings-
virksomhed«.
8. I § 35 M ændres »§ 215 i lov om finansiel virksomhed«
til: »§ 19 b i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder«.
§ 353. I skatteindberetningsloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1754 af 30. august 2021, som ændret ved § 2 i lov nr.
2612 af 28. december 2021 og § 1 i lov nr. 902 af 21. juni
2022, foretages følgende ændringer:
1. I § 15 b, stk. 2, indsættes efter »lov om finansiel virksom-
hed,«: »og forsikringsselskaber, som er omfattet af regler
om redelig forretningsskik og god praksis for forsikrings-
virksomheder udstedt i medfør af § 67, stk. 2, i lov om
forsikringsvirksomhed,«.
2. I § 19 a, stk. 1, indsættes efter »Finansielle virksomhe-
der«: », fondsmæglerselskaber og forsikringsvirksomheder«.
§ 354. I skattekontrolloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 283
af 2. marts 2022, som ændret ved § 3 i lov nr. 2612 af 28.
december 2021, § 3 i lov nr. 902 af 21. juni 2022 og § 3 i
lov nr. 905 af 21. juni 2022, foretages følgende ændring:
1. I § 70, stk. 2, indsættes efter »lov om finansiel virksom-
hed,«: »og forsikringsselskaber, som er omfattet af regler
om redelig forretningsskik og god praksis for forsikrings-
virksomheder udstedt i medfør af § 67, stk. 2, i lov om
forsikringsvirksomhed,«.
Færøerne og Grønland
§ 355. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men
kan med undtagelse af §§ 336 og 343-354 ved kongelig
anordning sættes helt eller delvist i kraft for Grønland med
de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger, jf. dog
stk. 2.
Stk. 2. §§ 335 og 341 kan ved kongelig anordning sættes
helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som
de færøske forhold tilsiger.
72
Bilag 1
Forsikringsvirksomhed - skade
Klassifikation af risici ved hjælp af forsikringsklasser.
1) Ulykker (herunder arbejdsulykker og erhvervssygdomme): summaforsikring, erstatning af økonomi-
ske tab, kombinationer heraf og personbefordring.
2) Sygdom: summaforsikring, erstatning af økonomiske tab og kombinationer heraf.
3) Kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernbaners rullende materiel): alle skader på motor-
drevne landkøretøjer og ikkemotordrevne landkøretøjer.
4) Kaskoforsikring for jernbanekøretøjer: alle skader på jernbanekøretøjer.
5) Kaskoforsikring for luftfartøjer: alle skader på luftfartøjer.
6) Kaskoforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder: alle skader på flodfartøjer, indsø-
fartøjer og havfartøjer.
7) Godstransport (herunder varer, bagage og alt andet gods): alle skader på transporterede varer eller
bagage uanset arten af transportmidlet.
8) Brand og naturkræfter: alle skader på ejendom (bortset fra ejendom omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6
og 7), når de er forårsaget af brand, eksplosion, storm, naturkræfter (bortset fra storm), kerneenergi
og jordskred.
9) Andre skader på ejendom: alle skader på ejendom (bortset fra ejendom omfattet af klasserne 3, 4, 5,
6 og 7), når disse skader skyldes hagl eller frost eller har andre årsager af enhver art, f.eks. tyveri,
undtagen dem, der er anført under nr. 8.
10) Ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer: ethvert ansvar hidrørende fra brugen af motor-
drevne landkøretøjer (herunder førerens ansvar).
11) Ansvarsforsikring for luftfartøjer: ethvert ansvar hidhørende fra brugen af luftfartøjer (herunder
førerens ansvar).
12) Ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder: ethvert ansvar hidhørende fra
anvendelsen af flod-, indsø- og havfartøjer (herunder førerens ansvar).
13) Almindelig ansvarsforsikring: ethvert ansvar, der ikke er anført under numrene 10, 11 og 12.
14) Kredit: almindelig insolvens, eksportkredit, salg på afbetaling, hypotekforsikring og landbrugsfor-
sikring.
15) Kaution: direkte kaution og indirekte kaution.
16) Diverse økonomiske tab: arbejdsløshedsrisici, inkassotab (almindeligt), dårligt vejr, tab af fortje-
neste, fortsatte generalomkostninger, uforudsete handelsudgifter, tab af salgsværdi, husleje- eller
indtægtstab, indirekte handelstab bortset fra de ovenfor nævnte, ikkeforretningsmæssige økonomiske
tab og andre økonomiske tab.
17) Retshjælpsforsikring: retshjælpsforsikring.
18) Assistance: assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under befordring eller under fravær
fra bopælen eller det faste opholdssted.
73
Bilag 2
Forsikringsvirksomhed - liv
Klassifikation af risici ved hjælp af forsikringsklasser.
I. Almindelig livsforsikring:
a) Livsforsikring (navnlig livsbetinget kapitalforsikring, ophørende eller livsvarig livsforsikring, livsfor-
sikring med udbetaling i levende live og livsforsikring med tilbagebetaling af præmier),
b) renteforsikring,
c) komplementære forsikringer tegnet i tilknytning til livsforsikring (navnlig forsikring mod legemsbe-
skadigelse, herunder erhvervsudygtighed, og forsikring mod dødsfald som følge af ulykkestilfælde
eller forsikring mod invaliditet som følge af ulykkestilfælde eller sygdom).
II. Ægteskabs- og fødselsforsikring:
a) Forsikring, der kommer til udbetaling ved ægteskab;
b) forsikring, der kommer til udbetaling ved fødsel.
III. Forsikring, der er tilknyttet investeringsfonde:
a) Livsforsikring (navnlig livsbetinget kapitalforsikring, ophørende eller livsvarig livsforsikring, livsfor-
sikring med udbetaling i levende live, livsforsikring med tilbagebetaling af præmier, forsikring, der
kommer til udbetaling ved ægteskab, og forsikring, der kommer til udbetaling ved fødsel),
b) renteforsikring.
IV. Permanent health insurance (langvarig sygeforsikring): sygeforsikring, som indgås for en lang periode
og er uopsigelig fra selskabets side i hele perioden.
V. Tontinevirksomhed: virksomhed, der indebærer oprettelse af medlemssammenslutninger med henblik
på fælles kapitalisering af bidragene og udbetaling af den herved opståede formue enten til de overleven-
de eller til de afdødes arvinger eller begunstigede.
VI. Kapitaliseringsvirksomhed: virksomhed, der er baseret på aktuarberegninger, og som omfatter forplig-
telser af en nærmere fastsat varighed og beløbsstørrelse mod erlæggelse af et engangsbeløb eller forud
fastsatte regelmæssige indbetalinger.
74
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
2. Lovforslagets baggrund
3. Lovforslagets indhold
3.1. Anvendelsesområde
3.1.1. Gældende ret
3.1.2. Solvens II-direktivet
3.1.3. Erhvervsministeriets overvejelser
3.1.4. Lovforslagets indhold
3.2. Definitioner
3.2.1. Gældende ret
3.2.2. Solvens II-direktivet
3.2.3. Erhvervsministeriets overvejelser
3.2.4. Lovforslagets indhold
3.3. Tilladelse
3.3.1. Gældende ret
3.3.2. Solvens II-direktivet
3.3.3. Erhvervsministeriets overvejelser
3.3.4. Lovforslagets indhold
3.4. Anden tilladt virksomhed
3.4.1. Gældende ret
3.4.2. Solvens II-direktivet
3.4.3. Erhvervsministeriets overvejelser
3.4.4. Lovforslagets indhold
3.5. Grænseoverskridende virksomheder
3.5.1. Gældende ret
3.5.2. Solvens II-direktivet
3.5.3. Erhvervsministeriets overvejelser
3.5.4. Lovforslagets indhold
3.6. God skik
3.6.1. Gældende ret
3.6.2. Solvens II-direktivet
3.6.3. Erhvervsministeriets overvejelser
3.6.4. Lovforslagets indhold
3.7. Behandling af personnummer
3.7.1. Gældende ret
3.7.2. Solvens II-direktivet
3.7.3. Erhvervsministeriets overvejelser
3.7.4. Lovforslagets indhold
3.8. Videregivelse af fortrolige oplysninger
3.8.1. Gældende ret
3.8.2. Solvens II-direktivet
3.8.3. Erhvervsministeriets overvejelser
3.8.4. Lovforslagets indhold
3.9. Ejerforhold
3.9.1. Gældende ret
3.9.2. Solvens II-direktivet
3.9.3. Erhvervsministeriets overvejelser
3.9.4. Lovforslagets indhold
3.10. Ledelse og indretning af virksomheden
3.10.1. Gældende ret
3.10.2. Solvens II-direktivet
3.10.3. Erhvervsministeriets overvejelser
3.10.4. Lovforslagets indhold
75
3.11. Aflønning
3.11.1. Gældende ret
3.11.2. Solvens II-direktivet
3.11.3. Erhvervsministeriets overvejelser
3.11.4. Lovforslagets indhold
3.12. Solvens
3.12.1. Gældende ret
3.12.2. Solvens II-direktivet
3.12.3. Erhvervsministeriets overvejelser
3.12.4. Lovforslagets indhold
3.13. Koncernregler m.v.
3.13.1. Gældende ret
3.13.2. Solvens II-direktivet
3.13.3. Erhvervsministeriets overvejelser
3.13.4. Lovforslagets indhold
3.14. Midlernes anbringelse og likviditet
3.14.1. Gældende ret
3.14.2. Solvens II-direktivet
3.14.3. Erhvervsministeriets overvejelser
3.14.4. Lovforslagets indhold
3.15. Årsrapport og revision
3.15.1. Gældende ret
3.15.2. Solvens II-direktivet
3.15.3. Erhvervsministeriets overvejelser
3.15.4. Lovforslagets indhold
3.16. Bestandoverdragelse og omdannelse
3.16.1. Gældende ret
3.16.2. Solvens II-direktivet
3.16.3. Erhvervsministeriets overvejelser
3.16.4. Lovforslagets indhold
3.17. Ophør
3.17.1. Gældende ret
3.17.2. Solvens II-direktivet
3.17.3. Erhvervsministeriets overvejelser
3.17.4. Lovforslagets indhold
3.18. Krisehåndtering
3.18.1. Gældende ret
3.18.2. Solvens II-direktivet
3.18.3. Erhvervsministeriets overvejelser
3.18.4. Lovforslagets indhold
3.19. Særlige regler
3.19.1. Gældende ret
3.19.2. Solvens II-direktivet
3.19.3. Erhvervsministeriets overvejelser
3.19.4. Lovforslagets indhold
3.20. Tilsyn
3.20.1. Gældende ret
3.20.2. Solvens II-direktivet
3.20.3. Erhvervsministeriets overvejelser
3.20.4. Lovforslagets indhold
3.21. Delegations- og klagebestemmelser
3.21.1. Gældende ret
3.21.2. Solvens II-direktivet
3.21.3. Erhvervsministeriets overvejelser
3.21.4. Lovforslagets indhold
3.22. Straffebestemmelser
3.22.1. Gældende ret
76
3.22.2. Solvens II-direktivet
3.22.3. Erhvervsministeriets overvejelser
3.22.4. Lovforslagets indhold
3.23. Overgangsbestemmelser
3.23.1. Gældende ret
3.23.2. Solvens II-direktivet
3.23.3. Erhvervsministeriets overvejelser
3.23.4. Lovforslagets indhold
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
7. Klimamæssige konsekvenser
8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
9. Forholdet til EU-retten
10. Hørte myndigheder og organisationer
11. Sammenfattende skema
1. Indledning
Forslag til lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pen-
sionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikrings-
selskaber m.v. har til formål at skabe en ny hovedlov for
de virksomheder, der udøver forsikringsvirksomhed. Loven
har fået populærtitlen lov om forsikringsvirksomhed. Der
refereres til populærtitlen igennem lovforslaget.
Loven vil være hovedlov for forsikringsselskaber i form
af skadesforsikringsselskaber, livsforsikringsselskaber, gen-
sidige selskaber og genforsikringsselskaber, ligesom loven
også vil være hovedlov for pensionsselskaber i form af tvær-
gående pensionskasser, da deres aktiviteter reguleres som
livsforsikringsvirksomhed ud fra hensynet om at sikre et
ensartet beskyttelsesniveau. Loven vil derfor være hovedlov
for forsikringssektoren og størstedelen af pensionssektoren.
Formålet med forslag til lov om forsikringsvirksomhed er
at gøre lovgivningen mere brugervenlig og at skabe klarhed
om de regler, der gælder for sektoren. Lovforslaget imøde-
kommer således et ønske fra sektoren om klarhed og over-
blik i reguleringen, men for at opretholde det nuværende
beskyttelsesniveau for kunderne, sker der ikke ændringer i
det beskyttelsesniveau, som de nuværende regler i dag sikrer
for kunderne. Sektorens ønske om en særskilt sektorlov er
afspejlet i en anbefaling fra den tidligere arbejdsgruppe for
eftersynet af den finansielle regulering, der i april 2018 kom
med en rapport med anbefalinger til initiativer, som kunne
modernisere og fremtidssikre den finansielle lovgivning, jf.
afsnit om lovforslagets baggrund.
I tråd med formålet vil lovforslaget udskille reglerne for
forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser m.v. fra
lov om finansiel virksomhed. Sektoren vil dermed have en
ny hovedlov, der kan samle størstedelen af de regler, som
sektoren er underlagt. Loven vil dermed sikre at forsikrings-
tagere, sikrede, selskaber og andre lovbrugere lettere kan få
et overblik over den regulering, der vedrører forsikringsvirk-
somhed.
Lovforslagets indhold er derfor overordnet en videreførelse
af de gældende regler om forsikringsvirksomhed, der i dag
findes i lov om finansiel virksomhed.
Det helt overordnede hovedformål med den gældende og
den foreslåede regulering af forsikringsvirksomhed er at sik-
re en hensigtsmæssig beskyttelse af kunderne i form af for-
sikringstagere og begunstigede. I lyset af den økonomiske
og sociale betydning af forsikrings- og pensionsudbetalinger
er udgangspunktet for reguleringen at bidrage til at sikre,
at virksomhederne opfylder deres forpligtelser over for for-
sikringstagere og begunstigede. Beskyttelse af forsikringsta-
gere og andre begunstigede forudsætter, at der stilles en
række krav til virksomhedernes indretning og ledelse, risi-
kostyring, kapitalforhold, investeringer, revision og behand-
ling af forsikringstagerne m.v. Derudover understøtter en
relevant regulering af forsikringsselskaber finansiel stabilitet
og velfungerende finansielle markeder.
Med forslaget foreslås der alene enkelte ændringer af regler-
ne.
I tråd med regeringens fokus på at undgå utilsigtet overim-
plementering, foreslås det, at der i forbindelse med loven
vil blive fjernet nogle nationale krav om indberetninger og
at der senere vil blive foretaget en ændring af en tilknyttet
bekendtgørelse om følsomhedsanalyser for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber. Der henvises henholdsvist til bemærkninger-
nes afsnit 3.15.3 og afsnit 3.12.3 for uddybning heraf. Disse
ændringer vil lempe erhvervslivets byrder.
Derudover foreslås blandt andet ændringer i forhold til as-
sistancevirksomhed i form af vejhjælp. Den materielle æn-
dring giver øvrige virksomheder bredere mulighed for at
yde assistancevirksomhed i form af vejhjælp, da det i nog-
le tilfælde i dag vil kræve tilladelse til forsikringsvirksom-
77
hed. Ændringen sikrer korrekt implementering af EU-regu-
leringen på området.
Det foreslås også at indføre en ny bestemmelse, der inde-
holder krav om, at mindst et medlem af bestyrelsen i for-
sikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve livsforsik-
ringsvirksomhed og forsikringsselskaber, der har tilladelse
til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, med en vis balan-
cesum, skal have ledelseserfaring fra et forsikringsselskab
eller et relevant pengeinstitut eller realkreditinstitut. Den
foreslåede bestemmelse er en kodificering af praksis.
Endvidere foreslås en materiel ændring af muligheden for
at tegne livsforsikring på børn under 8 år. Den materielle
ændring medfører, at der kan tegnes livsforsikring på børn
under 8 år, når beløbet ikke udgør et beløb større end et
grundbeløb på 70.000 kr. (2010-niveau). Den materielle æn-
dring foreslås indført på baggrund af senere års dispensatio-
ner, der er givet ud fra den overordnede betragtning, at det
kan være relevant for forældre at tegne en forsikring, der
dækker begravelsesomkostninger m.v. i tilfælde af barnets
død.
Lovforslaget indeholder ændringer i forhold til gældende
ret for at forbedre Finanstilsynets muligheder for tilsyn. De
materielle ændringer består i, at Finanstilsynet vil kunne
trække en virksomheds tilladelse, hvis virksomheden ikke
overholder påbud givet i medfør af reglerne i en administra-
tiv forskrift såsom en bekendtgørelse. Finanstilsynet kan
således allerede i dag give virksomhederne påbud om at fo-
retage nødvendige foranstaltninger til at sikre overholdelse
af regler i for eksempel en bekendtgørelse inden for en fast-
sat frist, men ændringen vil give Finanstilsynet mulighed for
at kunne trække et selskabs tilladelse, hvis ikke påbuddene
overholdes.
Med lovforslaget foreslås også materielle ændringer i en-
kelte bestemmelser, som følge af at der foretages en mere
hensigtsmæssig og direktivnær implementering af Solvens
II-direktivete.
Herudover bliver enkelte gældende regler, der i dag fremgår
af bekendtgørelser udstedt i medfør af lov om finansiel virk-
somhed, overført til loven, bl.a. for at sikre et bedre overblik
over og samspil mellem forskellige krav. Endelig foretages
der forskellige mindre justeringer af reglerne i form af
bl.a. justeringer af sproglig karakter samt justeringer, som
har til formål at kodificere fortolkninger og gældende prak-
sis. Formålet hermed er at gøre lovens bestemmelser og
lovbemærkninger mere eksplicitte, letforståelige og i tråd
med eksisterende praksis og fortolkning.
En stor del af den danske regulering af forsikringsvirksom-
heder udspringer af de europæiske regler, der gælder på
forsikringsområdet, herunder i særdeleshed Solvens II-regu-
leringen. Lovforslaget viderefører således de bestemmelser,
der sikrer gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang
til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed
(Solvens II), herefter benævnt Solvens II-direktivet, og Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU af 16.
april 2014, herefter benævnt Omnibus II-direktivet. Hertil
viderefører lovforslaget de bestemmelser, der sikrer gen-
nemførelse af dele af Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2016/97/EU af 20. januar 2016 om forsikringsdistribu-
tion, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/36/EF
af 11. juli 2007 om udøvelse af visse aktionærrettigheder
i børsnoterede selskaber (aktionærrettighedsdirektivet), Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF af 16.
december 2002 om supplerende tilsyn med kreditinstitut-
ter, forsikringsselskaber og investeringsselskaber i et fi-
nansielt konglomerat (konglomeratdirektivet), det generelle
regnskabsdirektiv (direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013 om
årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende be-
retninger for visse virksomhedsformer) og det særlige regn-
skabsdirektiv for forsikringsselskaber (direktiv 91/674/EØF
af 19. december 1991 om forsikringsselskabers årsregnska-
ber og konsoliderede regnskaber).
Formålet med EU-reguleringen af forsikringsvirksomhed er
bl.a. at sikre god beskyttelse af forsikringstagerne, at sik-
re forsikringsselskaber ensartede regler inden for det indre
marked, at øge europæiske forsikringsselskabers internatio-
nale konkurrenceevne, samt at understøtte den finansielle
stabilitet.
EU-reguleringen indeholder ikke en udtømmende regulering
af samtlige forhold relateret til forsikringsselskabers form,
indretning og virke. Derfor indeholder den nugældende re-
gulering af forsikringsselskaber i Danmark krav, der ikke
følger af direktiver, f.eks. selskabsretlige, aftaleretlige og
regnskabsmæssige forhold. Allerede gældende danske regler
på de omhandlede områder videreføres med forslaget.
Reguleringen af forsikringsselskaber i Danmark bygger på
en lang tradition, og danske forsikringsselskaber har læn-
ge været underlagt omfattende regulering i Danmark, og
reguleringen går på visse områder videre end EU-regulerin-
gen. Alle de eksisterende nationale særregler vurderes for-
sat at være hensigtsmæssige og nødvendige for at oprethol-
de det nuværende beskyttelsesniveau af forsikringstagerne
og andre berettigede, at sikre tilliden til forsikringssekto-
ren samt at fremme den finansielle stabilitet. Af nationale
særregler kan eksempelvis nævnes reglerne for ledelse og
indretning af forsikringsvirksomheder, herunder at der stil-
les krav om forsikringsselskabers aflønning, samt at forsik-
ringsselskaber, der har tilladelse til at udøve livsforsikrings-
virksomhed skal ansætte en ansvarshavende aktuar. Derud-
over gælder reguleringen også for mindre forsikringsselska-
ber, dvs. de såkaldte gruppe 2-forsikringsselskaber, der ikke
er omfattet af EU-reglerne, da de falder under de EU-retlige
78
grænseværdier på forsikringsområdet. Dette ud fra hensynet
til at skabe et ensartet beskyttelsesniveau for forsikringsta-
gerne, uanset hvilken størrelse forsikringsselskab den enkel-
te forsikringstager er kunde hos. Der henvises til bemærk-
ningernes afsnit 9 vedrørende forholdet til EU-retten.
2. Lovforslagets baggrund
Lovforslaget imødekommer en anbefaling fra april 2018,
der indgik i afrapporteringen fra den tidligere arbejdsgrup-
pe for eftersynet af den finansielle regulering, der blev
nedsat af den tidligere VLAK-regering. Formålet med ar-
bejdsgruppen var at identificere mulige justeringer i regule-
ringen, som kunne lempe erhvervslivets byrder, samtidig
med at den finansielle stabilitet og forbrugerbeskyttelsen
blev opretholdt. Arbejdsgruppen bestod af repræsentanter
fra Erhvervsministeriet, Finans Danmark, Forsikring & Pen-
sion, Syddansk Universitet, Nationalbanken, Finansministe-
riet, Økonomi- og Indenrigsministeriet og Finanstilsynet.
Arbejdsgruppen anbefalede bl.a., at lov om finansiel virk-
somhed skulle opsplittes i nye hovedlove for de forskellige
virksomhedstyper i den finansielle sektor. Anbefalingen var
således at gøre op med den tilgang, der har eksisteret siden
2003, hvorefter forsikringsvirksomheder har været reguleret
sammen med en række andre finansielle virksomheder i en
samlet og omfangsrig lov, lov om finansiel virksomhed. Lov
om finansiel virksomhed blev oprindeligt vedtaget i 2003,
hvorefter de tidligere sektorlove (lov om banker og spare-
kasser, lov om fondsmæglerselskaber, lov om realkredit, lov
om forsikringsvirksomhed, lov om udstedere af elektroniske
penge og lov om sparevirksomheder m.v.) blev ophævet.
Arbejdsgruppen pegede på, at virksomhederne finder det
kompliceret at navigere i regelgrundlaget i lov om finansiel
virksomhed. Baggrunden er bl.a., at reguleringen af den
finansielle sektor i stigende grad er præget af EU-regulering,
der løbende, ikke mindst som følge af den finansielle krise
i 2008, er blevet mere omfattende og kompleks. EU-regule-
ringen for de finansielle virksomhedstyper har derudover
udviklet sig forskelligt, og der gælder i dag på mange områ-
der regler, som er specifikke for de enkelte virksomhedsty-
per. Derfor er der et behov for at give kunder og virksomhe-
der en lovgivning, som er målrettet, relevant og overskuelig
for hver af de finansielle virksomhedstyper.
Arbejdsgruppen vurderede, at en opsplitning af lov om fi-
nansiel virksomhed ville medvirke til en forenkling af den
danske lovstruktur og give bedre overblik over det samlede
lovgrundlag, som rummer både den nationale lovgivning og
EU-reguleringen, herunder reference til de relevante forord-
ninger, der finder direkte anvendelse i dansk ret.
Det bemærkes i forlængelse heraf, at implementeringen af
anbefalingerne fra eftersynet af den finansielle regulering
indebar fjernelsen af en række byrdefulde nationale regler
og overimplementering i reguleringen, der i forbindelse med
eftersynet blev opgjort til at medføre årlige byrdelettelser
på ca. 26 mio. kr. for forsikrings- og pensionssektoren. Der
blev hertil efterfølgende implementeret en række anbefalin-
ger, hvor lettelserne ikke var beregnet eller afhang af ad-
færdseffekter.
Lov om forsikringsvirksomhed er det andet forslag til en
ny hovedlov, der følger af anbefalingen fra arbejdsgruppen,
hvor forslag til lov om fondsmæglerselskaber og investe-
ringsservice og -aktiviteter var det første forslag til en ny
hovedlov (L 207, som fremsat 7. april 2021).
3. Lovforslagets indhold
3.1. Anvendelsesområde
3.1.1. Gældende ret
Den gældende lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendt-
gørelse nr. 406 af 29. marts 2022, finder anvendelse på fi-
nansielle virksomheder. Det følger af lovens § 1. Finansielle
virksomheder omfatter pengeinstitutter, realkreditinstitutter,
investeringsforvaltningsselskaber og forsikringsselskaber, jf.
lovens § 5, stk. 1, nr. 1.
3.1.2. Solvens II-direktivet
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.
november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings-
og genforsikringsvirksomhed (Solvens II-direktivet) fastsæt-
ter bestemmelser om adgang til og udøvelse af selvstændig
direkte forsikringsvirksomhed og genforsikringsvirksomhed
i EU, tilsynet med forsikrings- og genforsikringskoncerner
og sanering og likvidation af selskaber, der udøver direkte
forsikringsvirksomhed.
Direktivet finder således anvendelse på direkte tegnende
livsforsikrings- og skadesforsikringsselskaber og genforsik-
ringsselskaber i Den Europæiske Union. Solvens II-direkti-
vets bilag III, sektion B, nr. 4, oplister de selskabsformer,
et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve livsfor-
sikringsvirksomhed, i henhold til Solvens II-direktivet kan
have i Danmark. Tværgående pensionskasser er nævnt i op-
listningen, og det er således udgangspunktet i Solvens II-di-
rektivet, at tværgående pensionskasser i Danmark reguleres
som livsforsikringsselskaber.
Solvens II-direktivets artikel 3 og 4 fastsætter, i hvilke til-
fælde Solvens II-direktivet ikke finder anvendelse. I artik-
lerne undtages bl.a. direkte forsikring, der omfattes af en
lovbestemt social sikringsordning, og mindre forsikringssel-
skaber, forudsat at de opfylder en række nærmere betingel-
ser.
79
3.1.3. Erhvervsministerets overvejelser
I forhold til forsikringsområdet finder lov om finansiel
virksomhed anvendelse på forsikringsselskaber omfattet af
Solvens II-direktivet. I lov om finansiel virksomhed son-
dres der mellem gruppe 1-forsikringsselskaber og gruppe
2-forsikringsselskaber. Gruppe 1-forsikringsselskaber er de
forsikringsselskaber, der er omfattet af reglerne i Solvens
II-direktivet, mens gruppe 2-forsikringsselskaber er forsik-
ringsselskaber, der på grund af deres størrelse falder udenfor
Solvens II-direktivet, fordi de opfylder betingelserne i Sol-
vens II-direktivets artikel 4.
Selskaber, der falder udenfor Solvens II-direktivets anven-
delsesområde, er i udgangspunktet ikke underlagt EU-regu-
lering. Det er dog i medfør af Solvens II-direktivet muligt
at kræve, at selskaber, der udøver forsikrings- eller genfor-
sikringsvirksomhed, registrerer sig, og at medlemsstaterne
lader sådanne virksomheder blive omfattet af finansielt og
lovpligtigt tilsyn. På trods af den begrænsede størrelse og
det begrænsede aktivitetsområde for selskaber, der falder
udenfor Solvens II-direktivets anvendelsesområde, er det i
forbindelse med implementeringen af Solvens II-direktivet
i 2015 besluttet, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at op-
hæve tilsynet med disse virksomhedstyper i Danmark. Om-
vendt synes det ikke nødvendigt, at disse mindre selskaber
skal leve op til alle de skærpede krav, der stilles som følge af
Solvens II-direktivet. Det blev derfor fundet hensigtsmæs-
sigt, at lovgivningen differentierer mellem selskaber, der er
omfattet af Solvens II-direktivets anvendelsesområde (grup-
pe 1-forsikringsselskaber), og selskaber, der ikke er omfattet
af direktivets anvendelsesområde (gruppe 2-forsikringssel-
skaber).
Erhvervsministeriet vurderer, at det fortsat er hensigtsmæs-
sigt at underlægge gruppe 2-forsikringsselskaber et tilstræk-
keligt niveau af regulering, således at kunderne har et
tilstrækkeligt og sammenligneligt beskyttelsesniveau med
kunderne i gruppe 1-forsikringsselskaber. Dette er ud fra
hensynet til, at beskyttelsesniveauet for kunderne skal være
ensartet uanset hvilken størrelse forsikringsselskab, de er
kunde hos. Lovforslaget vedrører således de gældende regler
for gruppe 2-forsikringsselskaber.
Lovforslaget regulerer således både gruppe 1-forsikringssel-
skaber omfattet af Solvens II-reguleringen og gruppe 2-for-
sikringsselskaber, der falder uden for Solvens II-regulerin-
gens anvendelsesområde, men reguleres af nationale regler.
3.1.4. Lovforslagets indhold
Med lovforslaget udskilles de relevante bestemmelser om
forsikringsvirksomhed fra lov om finansiel virksomhed i
en ny hovedlov. Det foreslås, at lovforslaget viderefører de
forsikringsrelevante bestemmelser fra den gældende lov om
finansiel virksomhed. Lovforslaget vil derfor, som udgangs-
punkt kun finde anvendelse på forsikringsselskaber og vis-
se andre virksomheder. Disse andre virksomheder er forsik-
ringsholdingvirksomheder, blandede forsikringsholdingvirk-
somheder, filialer, visse tjenesteydelser, ISPV’er og leveran-
dører og underleverandører til outsourcingvirksomheder.
Anvendelsesområdet fastlægger derudover, hvilke bestem-
melser der gælder for henholdsvis gruppe 1- forsikringssel-
skaber og gruppe 2-forsikringsselskaber. De steder, hvor der
henvises til forsikringsselskaber uden anførelse af gruppe 1-
eller gruppe 2-forsikringsselskaber, finder reglerne anven-
delse for begge typer af virksomheder. Det gør sig bl.a.
gældende i relation til investeringsreglerne. Derudover fast-
lægger anvendelsesområdet, hvilke bestemmelser der gælder
for forsikringsholdingvirksomheder.
Der henvises til lovforslagets kapitel 1 og de specielle be-
mærkninger hertil.
3.2. Definitioner
3.2.1. Gældende ret
Den gældende lov om finansiel virksomhed fastsætter i §
5 en række relevante definitioner, herunder definitionerne
på finansielle virksomheder, som pengeinstitutter, realkredit-
institutter, investeringsforvaltningsselskaber og forsikrings-
selskaber samt definitioner af relevans for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber og gruppe 2-forsikringsselskaber, som kon-
cerner, moder- og datterselskaber, outsourcing, matchtilpas-
ning og volatilitetsjustering.
3.2.2. Solvens II-direktivet
Solvens II-direktivet definererer en lang række relevante
begreber i artikel 13. Direktivet fastlægger dog ikke definiti-
oner for alle forsikringsrelevante begreber.
3.2.3. Erhvervsministeriets overvejelser
Der er et bredt overlap mellem de definitioner, der følger af
Solvens II-direktivet, og de definitioner, der findes i lov om
finansiel virksomhed.
Visse begreber adskiller sig dog i lov om finansiel virksom-
hed og Solvens II-direktivet. Det er fundet hensigtsmæssigt
at videreføre flere af de nuværende definitioner og den nu-
værende ordlyd, som udspringer af lov om finansiel virk-
somhed, bl.a. for at sikre overensstemmelse med anden
dansk finansiel lovgivning samt selskabsloven og årsregn-
skabsloven. Dette er for at sikre, at begreberne fortolkes ens
på tværs af dansk lovgivning.
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at definitionerne i lov
80
om finansiel virksomhed skal videreføres, i det omfang de er
relevante for forsikringsselskaber.
Erhvervsministeriet vurderer endvidere, at det er hensigts-
mæssigt at tilføje enkelte yderligere definitioner, nærmere
bestemt en definition af store risici og af forsikringsdistribu-
tion. De foreslåede definitioner af store risici og forsikrings-
distribution stammer fra artikel 13, nr. 27, i Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november
2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genfor-
sikringsvirksomhed (herefter forsikringsdistributionsdirekti-
vet).
3.2.4. Lovforslagets indhold
Det foreslås, at den nye lov om forsikringsvirksomhed vide-
refører alle relevante definitioner fra lov om finansiel virk-
somhed i deres nuværende form.
Samtidig videreføres lov om finansiel virksomheds defini-
tion af henholdsvis gruppe 1-forsikringsselskaber og gruppe
2-forsikringsselskaber for at sikre, at det er klart, hvilke af
lovens bestemmelser, som gælder for henholdsvis gruppe
1-forsikringsselskaber og gruppe 2-forsikringsselskaber.
Endelig foreslås det, at der indsættes en definition af sto-
re risici og forsikringsdistribution, som gennemfører en di-
rektivnær implementering af definitionerne fra forsikrings-
distributionsdirektivet. Disse definitioner findes i dag kun i
lov om forsikringsformidling.
Der henvises til lovforslagets § 9 og de specielle bemærk-
ninger hertil.
3.3. Tilladelse
3.3.1. Gældende ret
Det følger af den gældende § 11, stk. 1, i lov om finan-
siel virksomhed, at virksomheder, der udøver forsikrings-
virksomhed, herunder genforsikringsvirksomhed, skal have
tilladelse som forsikringsselskab eller captivegenforsikrings-
selskab, jf. dog §§ 30 og 31. Forsikringsselskaber må kun
udøve virksomhed, som nævnt i bilag 7 og 8 samt virksom-
hed efter §§ 24-26 og 29. Tilsvarende gælder udenlandske
forsikringsselskaber, der er omfattet af § 1, stk. 3, og opfyl-
der betingelserne i §§ 30 eller 31. Tilladelsen skal angive
de forsikringsklasser i bilag 7 og 8 i lov om finansiel virk-
somhed, som tilladelsen omfatter. En virksomhed, der har
tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed omfattet af
bilag 8, kan dog ansøge om tilladelse til i samme selskab
at udøve skadesforsikringsvirksomhed omfattet af bilag 7,
klasse 1 og 2. Det følger af den gældende § 11, stk. 12, i lov
om finansiel virksomhed.
Det fremgår af den gældende § 12 i lov om finansiel virk-
somhed, at forsikringsselskaber skal være aktieselskaber,
gensidige selskaber eller tværgående pensionskasser. Capti-
vegenforsikringsselskaber skal være aktieselskaber. Derud-
over er det et krav, at forsikringsselskaber skal have en
bestyrelse og en direktion og således ikke kan vælge mellem
andre typer ledelsesorganer, som det er tilfældet efter selska-
bsloven, hvorefter det bl.a. er muligt at erstatte bestyrelsen
med et tilsynsråd.
Af den gældende § 13 i lov om finansiel virksomhed frem-
går, at aktiekapitalen i finansielle virksomheder skal indbe-
tales fuldt ud.
Den gældende § 14 i lov om finansiel virksomhed fastsætter
de nærmere krav, som alle finansielle virksomheder, herun-
der forsikringsselskaber, skal opfylde, for at Finanstilsynet
kan give en tilladelse. I medfør af bestemmelsen giver Fi-
nanstilsynet tilladelse, når selskabet opfylder de formelle
krav i kapitel 3. Det er et krav, at medlemmerne af det
ansøgende forsikringsselskabs bestyrelse og direktion og
identificerede nøglepersoner opfylder fit and proper-kravene
i lov om finansiel virksomhed. Det er derudover et krav,
at ejere af kvalificerede andele opfylder en række nærmere
angivne kriterier, og at der ikke foreligger snævre forbindel-
ser mellem ansøgeren og andre virksomheder eller person-
er, som vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af tilsynets
opgaver. § 14 forudsætter endvidere, at det ansøgende for-
sikringsselskabs forretningsgange og administrative forhold
er forsvarlige, og at ansøgeren, der søger om tilladelse,
kan godtgøre at kunne overholde reglerne vedrørende virk-
somhedsstyring. Endelig skal ansøgeren have hovedkontor
og hjemsted i Danmark. Det fremgår derudover af den gæl-
dende § 14, stk. 8, at en livsforsikringsvirskomhed, der sø-
ger om tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed
i samme selskab efter § 11, stk. 12, ud over at opfylde
kravene til tilladelse, skal godtgøre, at den råder over det
anerkendte basiskapitalgrundlag til dækning af henholdsvis
det absolutte minimum for minimumskapitalkravet for for-
sikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve livsforsik-
ringsvirksomhed, og det absolutte minimum for minimums-
kapitalkravet for forsikringsselskaber, der har tilladelse til
at udøve skadesforsikringsvirksomhed, jf. § 126 d, stk. 5,
nr. 1 og 2. Virksomheden skal ligeledes godtgøre, at den
fremover kan opfylde de finansielle mindstekrav.
En ansøgning om tilladelse skal indeholde de oplysninger,
der er nødvendige til brug for Finanstilsynets vurdering af,
om betingelserne for tilladelse er opfyldt.
Betingelserne i § 14 skal ikke kun være opfyldt ved stiftel-
sen, men også under den fortsatte drift. Finanstilsynet kan
således inddrage tilladelsen, hvis betingelserne for at opnå
tilladelsen ikke længere er opfyldt.
81
Den gældende § 15 i lov om finansiel virksomhed fastsætter
krav om, at finansielle virksomheder skal registreres hos
Erhvervsstyrelsen.
Den gældende § 18 i lov om finansiel virksomhed fastslår, at
ansøgningen om tilladelse skal indeholde en af forsikrings-
selskabet udarbejdet driftsplan for den virksomhed, som for-
sikringsselskabet agter at drive.
Den gældende § 19 i lov om finansiel virksomhed fastslår, at
livsforsikringsvirksomhed ikke i samme selskab må forenes
med anden forsikringsvirksomhed. Dog kan forsikringssel-
skabet, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksom-
hed, under visse nærmere betingelser udøve virksomhed in-
denfor skadesforsikringsklasserne 1 og 2, jf. bilag 7 i samme
selskab. Derudover kan genforsikring af livsforsikring og
anden forsikring udøves af samme selskab. Den gældende §
19, stk. 2, indeholder regler for virksomheder, der efter § 11,
stk. 12, har tilladelse til at udøve både livsforsikringsvirk-
somhed og skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab,
bl.a. om forvaltningen heraf. Stk. 3 tillægger Finanstilsynet
kompetence til at fastsætte nærmere regler for forsikrings-
selskaber, der har tilladelse til at drive både livsforsikrings-
virksomhed og skadesforsikringsvirksomhed i samme sel-
skab.
Finanstilsynet kan derudover give tilladelse til, at et for-
sikringsselskab, der har tilladelse til at udøve skadesforsik-
ringsvirksomhed, der gennem en filial driver virksomhed i
et land indenfor Den Europæiske Union eller i et land, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle område,
udøver forsikringsformer, der er i overensstemmelse med
retsanvendelsen i det pågældende land, uanset at dette ikke
er tilladt i Danmark. Det følger af den gældende § 19, stk. 4,
i lov om finansiel virksomhed.
Den gældende § 20 i lov om finansiel virksomhed fastsætter
regler om, at det tekniske grundlag for livsforsikringsvirk-
somhed skal anmeldes til Finanstilsynet, senest samtidig
med at grundlaget m.v. tages i anvendelse. Det samme gæl-
der enhver efterfølgende ændring i de nævnte forhold.
Den gældende § 21 i lov om finansiel virksomhed fastsætter
en nærmere angivelse af, hvad anmeldelsen af det tekniske
forhold i medfør af den gældende § 20 skal indeholde. Den
gældende § 21 fastsætter bl.a., at de anmeldte forhold
skal være betryggende og rimelige over for den enkelte
forsikringstager og andre berettigede efter forsikringsaftaler-
ne. Formålet med bestemmelsen er at sikre forbrugerbeskyt-
telsen på pensionsområdet.
Den gældende § 22 i lov om finansiel virksomhed regu-
lerer, hvilken hæftelse der gælder, hvis et selskab tegner
forsikringer inden tilladelse hertil er opnået. Formålet med
bestemmelsen er at beskytte forsikringstagere mod at lide
tab som følge af forsikringstegning i et forsikringsselskab,
hvor tilladelse og registrering endnu ikke foreligger.
Den gældende § 23 i lov om finansiel virksomhed fastsætter
særlige regler for gensidige selskaber vedrørende stiftelse,
herunder at kapitel 3 i selskabsloven med de nødvendige
tilpasninger finder tilsvarende anvendelse på gensidige sel-
skaber og tværgående pensionskasser. Bestemmelsen med-
fører, at selskabslovens regler om stiftelse samt reglerne om
anmeldelse og registrering tilsvarende finder anvendelse på
gensidige selskaber og tværgående pensionskasser.
Derudover indeholder den gældende § 23, stk. 3, en regel
om, at det gensidige selskab og en tværgående pensionskas-
se skal indhente oplysninger om det gensidige selskabs og
den tværgående pensionskasses reelle ejere, herunder oplys-
ninger om de reelle ejeres rettigheder. Reglen indebærer som
minimum, at et gensidigt selskab og den tværgående pen-
sionskasse skal identificere de reelle ejere, herunder foretage
de nødvendige tiltag i forhold til at fastlægge identiteten
på de reelle ejere. Definitionen på reelle ejere findes i §
5, stk. 1, nr. 52, i lov om finansiel virksomhed. § 23, stk.
4-9, indeholder nærmere regler om identificering, registre-
ring, ændring og opdatering af reelle ejere og udlevering af
dokumentation om reelle ejere i et gensidigt selskab og en
tværgående pensionskasse.
Den gældende lov om finansiel virksomhed fastsætter i §
343 ø, at juridiske personer, der udøver virksomhed som
ISPV, skal have tilladelse som ISPV (Insurance Special Pur-
pose Vehicles). Et ISPV er som følge af § 5, stk. 1, nr. 50,
en juridisk person, som afdækker risici for forsikringsselska-
ber, og som finansierer sin dækning af sådanne risici udeluk-
kende ved hjælp af udbyttet fra obligationsudstedelse eller
andre finansieringsordninger, hvor tilbagebetalingskravet for
dem, der har stillet kapital til rådighed, er efterstillet de
genforsikringsforpligtelser, som følger af en aftale indgået
mellem den juridiske person og forsikringsselskabet.
Som følge af den gældende bestemmelse, er der endvide-
re mulighed for, at Finanstilsynet kan fastsætte regler om
ISPV’er. Finanstilsynet har på nuværende tidspunkt ikke
benyttet denne mulighed.
3.3.2. Solvens II-direktivet
Solvens II-direktivet indeholder i kapitel II regler om ad-
gang til udøvelse af forsikringsvirksomhed. Solvens II-di-
rektivets artikel 14 bestemmer, at adgang til udøvelse af di-
rekte forsikringsvirksomhed eller genforsikringsvirksomhed
er betinget af forudgående tilladelse. Artikel 15 indeholder
regler om omfanget af den tilladelse, som myndighederne
giver til et forsikrings- og genforsikringsselskab. Direktivets
artikel 17 indeholder regler om forsikrings- eller genforsik-
ringsselskabers retlige form. Artikel 18 fastsætter regler for
betingelser for at kunne modtage en tilladelse og udstræk-
82
ningen af en sådan tilladelse, herunder udøvelse af selska-
bets virksomhed.
Som følge af Solvens II direktivets artikel 73, stk. 2, litra
a, kan medlemsstaterne tillade, at selskaber, der har fået
tilladelse til udøvelse af livsforsikringsvirksomhed, ligeledes
kan få tilladelse til udøvelse af skadesforsikringsvirksomhed
for de risici, der er nævnt i nr. 1 og 2 under del A i bilag I i
Solvens II-direktivet.
Solvens II-direktivet fastsætter i artikel 211, at medlemssta-
terne skal tillade, at der på deres område stiftes ISPV’er (In-
surance Special Purpose Vehicles) efter forudgående tilsyns-
mæssig godkendelse. Endvidere har Kommissionen vedtaget
flere delegerede retsakter, der bl.a. præciserer kriterierne for
tilsynsmyndighedernes godkendelse af ISPV᾽er.
3.3.3. Erhvervsministeriets overvejelser
Alle selskaber, der har opnået tilladelse til at drive forsik-
ringsvirksomhed efter de nugældende regler, skal således
fortsat have tilladelse efter lovforslagets vedtagelse. Det er
Erhvervsministeriets vurdering, at de gældende regler om at
et forsikringsselskab skal indhente tilladelse, som det gælder
i medfør af lov om finansiel virksomhed, bør videreføres.
Den regulering, der fastsættes i Solvens II-direktivet, er al-
lerede gennemført i de gældende regler. Reglerne sikrer, at
adgang til udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed eller
genforsikringsvirksomhed er betinget af forudgående tilla-
delse, at forsikringsselskaber opfylder de retlige betingelser
for tilladelse og udstrækningen og omfanget af den tilladel-
se, og at forsikringsselskabets retlige form bliver nærmere
fastsat.
Det er ligeledes et krav, at såkaldte ISPV’er skal have Fi-
nanstilsynets tilladelse. Der findes på nuværende tidspunkt
ingen ISPV’er i Danmark, og der er ved lovforslagets
fremsættelse ikke indikationer på, at der bliver oprettet no-
gen. Det er Erhvervsministeriets vurdering, at den gælden-
de bemyndigelse til at kunne fastsætte nærmere regler om
ISPV’er bør fastholdes. Bemyndigelsen tænkes anvendt, så-
fremt nationale forhold eller EU-reguleringen på området
nødvendiggør en yderligere regulering af ISPV᾽erne.
3.3.4. Lovforslagets indhold
Det foreslås at videreføre de gældende regler i § 11 i lov om
finansiel virksomhed om, at forsikringsselskaber, der udøver
forsikringsvirksomhed, herunder genforsikringsvirksomhed,
skal have tilladelse som forsikringsselskab eller genforsik-
ringsselskab og i denne forbindelse opfylde en række nær-
mere angivne krav.
For at skabe større brugervenlighed og overblik over be-
stemmelserne om tilladelser foreslås det, at indholdet i § 11
bliver opdelt i flere individuelle bestemmelser.
Det foreslås i lovforslagets §§ 19-21 at videreføre de gæl-
dende regler i § 14 i lov om finansiel virksomhed, der
fastsætter de nærmere krav, der skal være opfyldt for, at
Finanstilsynet kan give tilladelse, og som derudover fast-
sætter processen i forbindelse med et forsikringsselskabs
ansøgning om tilladelse. Den gældende § 18 i lov om finan-
siel virksomhed indeholder et krav om, at der i forbindelse
med ansøgningen skal indsendes en driftsplan. Dette krav
er indarbejdet i den foreslåede § 20, der opregner, hvilke
krav en virksomhed skal opfylde for at kunne opnå tilladel-
se. Dermed sikres et bedre overblik over alle krav, som
Finanstilsynet stiller til et forsikringsselskab i forbindelse
med ansøgning om tilladelse.
Det foreslås at videreføre reglerne i §§ 14 og 18 i lov om
finansiel virksomhed med en justeret opbygning i lovforsla-
gets kapitel 3.
Det foreslås i § 24 at videreføre de gældende regler, som
vedrører processen i forbindelse med Finanstilsynets med-
delelse af tilladelse til forsikringsselskabet og selskabets
registrering hos Erhvervsstyrelsen. Bestemmelsen foreslås
omskrevet for at skabe mere klarhed og overblik over, hvad
henholdsvis Finanstilsynet, Erhvervsministeriet og selskabet
skal foretage sig og i hvilken rækkefølge.
Det foreslås i §§ 29 og 30 at videreføre de gældende regler
i §§ 20 og 21 i lov om finansiel virksomhed om, at et
forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve livsforsik-
ringsvirksomhed, skal anmelde et teknisk grundlag, og om
at det anmeldte tekniske grundlag skal være betryggende
og rimeligt over for den enkelte forsikringstager og andre
berettigede efter forsikringsaftalerne. Bestemmelserne vide-
refører de gældende §§ 20-21 med visse sproglige tilpasnin-
ger.
Det foreslås at videreføre de gældende regler i §§ 12-13,
20-23 og 27 i lov om finansiel virksomhed i lovforslagets
kapitel 3 med visse sproglige tilpasninger, men uden ind-
holdsmæssige ændringer.
Det foreslås at de gældende regler i § 353 ø i lov om finan-
siel virksomhed om ISPV’er videreføres uændret i lovforsla-
get. Det foreslås dog, at bestemmelsen flyttes til § 258 i
kapitel 21.
Der henvises til lovforslagets kapitel 3 og de specielle be-
mærkninger hertil.
3.4. Anden tilladt virksomhed
83
3.4.1. Gældende ret
De gældende regler for anden tilladt virksomhed for forsik-
ringsselskaber fremgår af §§ 29-29 b i lov om finansiel
virksomhed. Med anden tilladt virksomhed menes de andre
typer virksomhed (dvs. andre aktiviteter end forsikringsvirk-
somhed), som et forsikringsselskab kan drive i selskabet,
samtidig med at forsikringsselskabet har tilladelse til forsik-
ringsvirksomhed. Reguleringen af anden tilladt virksomhed
skal ses i lyset af, at forsikringsselskaber som udgangspunkt
er begrænset til at udøve forsikringsvirksomhed.
Det følger af den gældende § 29, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed, at forsikringsselskaber kan drive virksomhed,
der er accessorisk til den virksomhed, som Finanstilsynet
har givet tilladelse til. Det fremgår af den gældende § 29,
stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, at forsikringsselska-
ber kan drive forsikringsformidling og agentvirksomhed for
forsikringsselskaber og for andre selskaber, der er under
Finanstilsynets tilsyn. Endvidere kan forsikringsselskaber i
henhold til den gældende § 29, stk. 4, i lov om finansiel
virksomhed drive anden finansiel virksomhed gennem en
dattervirksomhed og accessorisk servicevirksomhed gennem
en dattervirksomhed med begrænset hæftelse.
Den gældende § 29 a i lov om finansiel virksomhed giver
mulighed for midlertidig drift af anden virksomhed til sik-
ring eller afvikling af forud påtagede eksponeringer eller
med henblik på medvirken ved omstrukturering.
Den gældende § 29 b fastsætter betingelserne for at drive
anden virksomhed i fællesskab med andre.
3.4.2. Solvens II-direktivet
Solvens II-direktivet indeholder i afsnit I, kapitel II, reg-
ler om adgang til udøvelse af virksomhed indenfor direk-
tivets anvendelsesområde. Solvens II-direktivets artikel 18
fastsætter betingelser for at kunne modtage en tilladelse
og udstrækningen af tilladelsen, herunder begrænsning af
forsikringsselskabernes formål til forsikringsvirksomhed og
direkte forbundne forretninger med udelukkelse af enhver
anden erhvervsmæssig virksomhed.
3.4.3. Erhvervsministeriets overvejelser
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at de gældende regler
for forsikringsselskaber i §§ 29-29 b i lov om finansiel
virksomhed skal videreføres.
3.4.4. Lovforslagets indhold
De gældende regler for forsikringsselskaber i §§ 29-29 b i
lov om finansiel virksomhed foreslås videreført i lovforsla-
gets §§ 46-48.
Den foreslåede § 46, stk. 1, fastsætter, at forsikringsselska-
ber kan drive virksomhed, der er accessorisk til den virk-
somhed, Finanstilsynet har givet tilladelse til. Dette er en
videreførelse af den gældende § 29, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed.
Den foreslåede § 46, stk. 2, fastsætter, at Finanstilsynet kan
bestemme, at den accessoriske virksomhed skal udøves i et
andet selskab. Dette er en videreførelse af den gældende §
29, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.
Den foreslåede § 46, stk. 3, fastsætter, at forsikringsselska-
ber kan drive forsikringsformidling og agentvirksomhed for
forsikringsselskaber og for andre selskaber, der er under
Finanstilsynets tilsyn. Dette er en videreførelse af den gæl-
dende § 29, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed.
Den foreslåede § 46, stk. 4, fastsætter, at forsikringsselska-
ber kan drive virksomhed som forsikringsselskab, penge-
institut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investe-
ringsforvaltningsselskab gennem en dattervirksomhed. Dette
er en videreførelse af den gældende § 29, stk. 4, nr. 1, i
lov om finansiel virksomhed med den eneste ændring, at
anden finansiel virksomhed er ændret til forsikringsselskab,
pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller in-
vesteringsforvaltningsselskab, som følge af at forsikringssel-
skaber ikke længere reguleres af lov om finansiel virksom-
hed, hvori defintionen af finansielle virksomheder fremgår.
Den foreslåede § 46, stk. 5, fastsætter, at forsikringssel-
skaber kan drive accessorisk servicevirksomhed, som bl.a.
rummer fast ejendom, infrastruktur, administrering af data-
behandlingstjenester og sundheds- og plejeydelser. Denne
accessoriske servicevirksomhed kan imidlertid placeres i en
dattervirksomhed. Dette er en videreførelse af den gældende
§ 29, stk. 4, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed.
Den foreslåede § 47 giver mulighed for midlertidig drift af
anden virksomhed til sikring eller afvikling af forud påtage-
de eksponeringer eller med henblik på medvirken ved om-
strukturering. Bestemmelsen viderefører de gældende regler
i § 29 a i lov om finansiel virksomhed.
Den foreslåede § 48 giver mulighed for at drive anden virk-
somhed i fællesskab med andre, uanset bestemmelserne i de
foreslåede §§ 19, 46 og 47. Bestemmelsen viderefører de
gældende regler i § 29 b i lov om finansiel virksomhed.
Der henvises til kapitel 4 og §§ 46-48 samt de specielle
bemærkninger hertil.
3.5. Grænseoverskridende aktiviteter
84
3.5.1. Gældende ret
Kapitel 5 i den gældende lov om finansiel virksomhed
vedrører grænseoverskridende virksomhed. Reglerne omfat-
ter både udenlandske finansielle virksomheders grænseover-
skridende virksomhed i Danmark og danske finansielle virk-
somheders grænseoverskridende virksomhed i andre lande.
Ved grænseoverskridende virksomhed forstås, at en finan-
siel virksomhed udbyder finansielle ydelser i et andet land
end der, hvor virksomheden har hovedsæde eller hovedkon-
tor. Grænseoverskridende virksomhed kan ske i form af
grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed eller ved
etablering af en filial. Ved udøvelse af grænseoverskridende
tjenesteydelsesvirksomhed forstås, at virksomheden udbyder
finansielle ydelser, uden at være fysisk etableret i det pågæl-
dende land.
Kravene til grænseoverskridende virksomhed beror i første
omgang på, om den grænseoverskridende virksomhed om-
fatter virksomhed fra eller til EU/EØS-lande eller ej.
Tilladelse til at drive finansiel virksomhed i et EU/EØS-land
giver ret til at udøve de pågældende aktiviteter i hele Uni-
onen (princippet om gensidig anerkendelse af tilladelser),
jf. også præambelbetragtning nr. 11 til Solvens II-direktivet,
samt artikel 15, stk. 1, i Solvens II-direktivet. Etablering af
filialer eller påbegyndelse af grænseoverskridende tjenestey-
delsesvirksomhed i et medlemsland kræver derfor ikke sær-
skilt tilladelse eller godkendelse fra værtslandets myndighe-
der. Den gensidige anerkendelse af tilladelser modsvares af
et krav om notifikation, dvs. en meddelelse fra hjemlandets
tilsynsmyndigheder om, at en finansiel virksomhed ønsker
at udøve grænseoverskridende virksomhed i et andet med-
lemslands område. Notifikationsprocessen har til formål at
sikre, at tilsynsmyndigheder har kendskab til aktiviteterne
på deres respektive markeder, samt at tilsynsmyndighederne
indgår i et effektivt samarbejde med henblik på at sikre en
fælles og ensartet tilsynsindsats på tværs af landegrænserne
indenfor det indre marked.
Det gensidige anerkendelsesprincip gælder kun EU/EØS-
lande, og reglerne om grænseoverskridende virksomhed føl-
ger derfor af national ret i det pågældende værtsland, herun-
der i Danmark.
§§ 30-31 i lov om finansiel virksomhed indeholder krav
om, at udenlandske finansielle virksomheder, der er meddelt
tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed
i et andet land indenfor Den Europæiske Union eller i et
land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle
område, kan begynde at udøve grænseoverskridende virk-
somhed i Danmark, når Finanstilsynet har modtaget medde-
lelse herom fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet. Uden-
landske finansielle virksomheder, der udøver grænseover-
skridende virksomhed her i landet, skal overholde en række
regler. Dette følger af de gældende regler i § 1, stk. 4 og 5,
i lov om finansiel virksomhed. Dette omfatter bl.a. kravene
til realkreditinstitutters låneaftaler i medfør af § 42 i lov om
finansiel virksomhed og forbuddet mod at indgå bestemte
livsforsikringsaftaler i medfør af § 54 i lov om finansiel
virksomhed.
Kapitel 5 i lov om finansiel virksomhed indeholder bl.a.
særlige regler for udenlandske forsikringsselskaber. Eksem-
pelvis, at en dansk filial af et udenlandsk forsikringsselskab
i medfør af den gældende § 35 skal udpege en generalagent
til at lede filialen. Der kan ikke tegnes forsikringer uden
generalagentens medvirken. Et andet eksempel er, at Finans-
tilsynet i medfør af den gældende § 37 a i lov om finansiel
virksomhed efter anmodning fra tilsynsmyndigheden i hjem-
landet kan forbyde et udenlandsk forsikringsselskab, der er
omfattet af bestemmelserne i § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, i
lov om finansiel virksomhed, at råde over dets aktiver her i
landet eller begrænse dets rådighed herover.
§§ 38-39 b i lov om finansiel virksomhed indeholder krav
om, at danske finansielle virksomheder, der ønsker at udø-
ve grænseoverskridende virksomhed i et andet land, skal
meddele Finanstilsynet dette. Meddelelsen skal ledsages af
en række oplysninger. Omfanget af oplysningerne afhænger
af, om der er tale om grænseoverskridende tjenesteydelses-
virksomhed eller etablering af en filial. Finanstilsynet skal
herefter meddele dette til værtslandets tilsynsmyndigheder.
Reglerne i Solvens II-direktivet om grænseoverskridende
virksomhed suppleres i vidt omfang af den såkaldte ’Sa-
marbejdsprotokol’ (ANNEX to the Decision on the colla-
boration of the insurance supervisory authorities, EIOPA-
BoS-21/235 af 10. juni 2021), som Finanstilsynet har til-
trådt. Finanstilsynet er i medfør af samarbejdsprotokollen
forpligtet til at indhente en række oplysninger hos forsik-
ringsselskaberne, der går ud over de forhold, der følger af
bestemmelserne i Solvens II-direktivet.
3.5.2. Solvens II-direktivet
Et af hovedformålene med Solvens II-direktivet er virkelig-
gørelsen af det indre marked. Solvens II-direktivet foreskri-
ver derfor, at forsikrings- og genforsikringsselskaber, der har
opnået tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed i deres
hjemland, har ret til at udøve en del af eller alle deres akti-
viteter i hele Unionen ved at etablere filialer eller præstere
tjenesteydelser.
Solvens II-direktivets bestemmelser om grænseoverskriden-
de virksomhed fremgår bl.a. af artiklerne 145-171 i kapitel
VIII om fri etableringsret og fri udveksling af tjenesteydel-
ser.
Artikel 145 og 146 foreskriver proceduren ved etablering
85
af filialer. Reglerne foreskriver, at et forsikringsselskab, der
ønsker at etablere en filial på en anden medlemsstats områ-
de, meddeler hjemlandets tilsynsmyndigheder dette. Medde-
lelsen skal ledsages af en række oplysninger, herunder en
driftsplan, hvori der mindst angives arten af den påtænkte
virksomhed og filialens organisatoriske struktur, navnet på
en person, som har tilstrækkelige beføjelser til at forpligte
forsikringsselskabet over for tredjepart samt til at repræsen-
tere forsikringsselskabet og til at repræsentere selskabet el-
ler forsikringsgiverne over for filialmedlemsstatens myndig-
heder og domstole (»generalbefuldmægtiget«). Hvis filialen
skal dække risici i forsikringsklasse 10 (motoransvarsforsik-
ring), skal forsikringsselskabet bl.a. fremlægge en erklæring
om, at det er blevet medlem af det nationale bureau og den
nationale garantifond i værtslandet.
Tilsynsmyndighederne skal senest tre måneder efter modta-
gelsen af samtlige oplysninger, der er nævnt i artikel 145,
stk. 2, videresende disse til tilsynsmyndighederne i værts-
landet og underrette det berørte forsikringsselskab herom,
medmindre tilsynsmyndighederne henset til den påtænkte
etablering har grund til at nære mistillid til forsikringssel-
skabets ledelsessystem eller finansielle situation eller den
generalbefuldmægtigedes egnethed og hæderlighed.
Artikel 147-149 foreskriver proceduren for fri udveksling af
tjenesteydelser. Reglerne foreskriver, at ethvert forsikrings-
selskab, der agter at udøve sin virksomhed i henhold til
reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, forinden skal
give tilsynsmyndighederne i hjemlandet meddelelse herom
med angivelse af arten af de risici eller forpligtelser, det har
til hensigt at dække. Hvis forsikringsselskabet skal dække
risici i forsikringsklasse 10 (motoransvarsforsikring), skal
forsikringsselskabet bl.a. fremlægge en erklæring om, at
det er blevet medlem af det nationale bureau og den na-
tionale garantifond i værtslandet. Tilsynsmyndighederne i
hjemlandet fremsender indenfor en frist på en måned med-
delelse til den eller de medlemsstater, på hvis område et
forsikringsselskab agter at udøve sin virksomhed. Meddelel-
se fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet skal indeholde en
række oplysninger, herunder et certifikat, hvori det godtgø-
res, at forsikringsselskabet opfylder solvenskapitalkravet og
minimumskapitalkravet beregnet i overensstemmelse med
artikel 100 og 129 i Solvens II-direktivet, og de forsikrings-
klasser, indenfor hvilke forsikringsselskabet har ret til at
virke. Samtidig underretter hjemlandets tilsynsmyndigheder
det berørte forsikringsselskab om denne meddelelse. Hvis
tilsynsmyndighederne i hjemlandet ikke fremsender medde-
lelse til værtslandets tilsynsmyndigheder indenfor fristen på
en måned, skal de indenfor samme frist underrette forsik-
ringsselskabet om årsagerne hertil.
Sker der ændringer i risiciene eller forpligtelserne, følges
fremgangsmåden i artikel 147 og 148.
Artikel 150-152 indeholder visse af kravene til forsikrings-
selskaber, der dækker risici i forsikringsklasse 10 (motoran-
svarsforsikring). Reglerne indeholder bl.a. krav om at delta-
ge i og medvirke med finansieringen af forsikringsbureauet
og garantifonden i den pågældende medlemsstat og udpeg-
ning af en repræsentant til at behandle krav fra skadelidte
personer.
Artikel 153-158 indeholder reglerne om de beføjelser, der er
tillagt værtslandets tilsynsmyndigheder. Reglerne omfatter
bl.a. proceduren, der skal iagttages, når forsikrings- eller
genforsikringsselskaber ikke efterkommer retsregler i værts-
landet.
Artikel 159 indeholder reglerne om meddelelse af statistiske
oplysninger om grænseoverskridende virksomhed til hjem-
landets tilsynsmyndigheder. Artikel 160-161 indeholder reg-
lerne om behandling af aftaler indgået igennem grænseo-
verskridende virksomhed i forbindelse med likvidation af
forsikringsselskabet.
Af artiklerne 162-171 fremgår reglerne om filialer, der er
etableret indenfor Unionen, og som hører under forsikrings-
eller genforsikringsselskaber med hovedsæde uden for Uni-
onen. Reglerne foreskriver bl.a., at medlemsstaterne gør
adgangen til udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed på deres område betinget af en tilladelse for alle
selskaber med hovedsæde uden for Unionen.
3.5.3. Erhvervsministeriets overvejelser
Erhvervsministeriet vurderer, at en videreførelse af de gæl-
dende regler fra lov om finansiel virksomhed om grænseo-
verskridende virksomhed for forsikringsselskaber vil sikre
en fortsat virkeliggørelse af det indre marked, samtidig med
at det sikres, at Solvens II-direktivet fortsat gennemføres
korrekt.
Reglerne i Solvens II-direktivet om grænseoverskridende
virksomhed suppleres i vidt omfang af den såkaldte ’Sa-
marbejdsprotokol’ (ANNEX to the Decision on the colla-
boration of the insurance supervisory authorities, EIOPA-
BoS-21/235 af 10. juni 2021), som Finanstilsynet har til-
trådt. Finanstilsynet er i medfør af samarbejdsprotokollen
forpligtet til at indhente en række oplysninger hos forsik-
ringsselskaberne, der går ud over de forhold, der følger af
bestemmelserne i Solvens II-direktivet.
Erhvervsministeriet vurderer, at det er vigtigt, at lovgivnin-
gen i videst muligt omfang indeholder alle kravene og
betingelserne for at kunne drive grænseoverskridende virk-
somhed, således at forsikringsselskaberne på forhånd ved,
hvilke oplysninger der skal indsendes til Finanstilsynet. Er-
hvervsministeriet er derfor af den opfattelse, at de yderligere
krav til oplysninger, der fremgår af Samarbejdsprotokollen,
men ikke direkte af gældende lov, og som Finanstilsynet
86
eller de udenlandske tilsynsmyndigheder i praksis anmoder
om fra forsikringsselskaberne, bør fremgå direkte af regule-
ringen. Erhvervsministeriet vurderer, at dette ikke bør få
indvirkning på Finanstilsynets generelle adgang til at anmo-
de om flere oplysninger, såfremt det er nødvendigt i over-
ensstemmelse med den gældende § 347, stk. 1, i lov om
finansiel virksomhed. Finanstilsynet vil således altid konkret
skulle vurdere, hvilke oplysninger der er brug for i relation
til behandlingen af en ansøgning m.v.
Erhvervsministeriet vurderer ligeledes, at det er vigtigt, at
Finanstilsynets eksisterende forpligtelser i Samarbejdsproto-
kollen, herunder til at meddele danske vilkår, der gælder for
udøvelse af forsikringsvirksomhed, bør fremgå af loven.
3.5.4. Lovforslagets indhold
De gældende regler om grænseoverskridende virksomhed
foreslås videreført for forsikringsselskaber i lovforslagets
kapitel 5 med enkelte ændringer, der er uddybet nedenfor.
De foreslåede bestemmelser i §§ 49-66 om udenlandske
forsikringsselskabers grænseoverskridende virksomhed her i
landet vil i væsentlig grad være identiske med reglerne i det
gældende kapitel 5 i lov om finansiel virksomhed og vil der-
for indeholde tilsvarende bestemmelser om fri etableringsret
og fri udveksling af tjenesteydelser her i landet af udenland-
ske forsikringsselskaber. De væsentligste ændringer er, at
Finanstilsynets eksisterende forpligtelser i medfør af Sam-
arbejdsprotokollen og Solvens II-direktivet implementeres
mere tydeligt i loven.
Ændringerne medfører bl.a., at det fremgår af loven, at
Finanstilsynet ved modtagelse af meddelelse om et uden-
landsk forsikringsselskabs grænseoverskridende virksomhed
her i landet bl.a. har særskilt pligt til at meddele de nærme-
re danske vilkår, der gælder for udøvelse af forsikringsvirk-
somhed. Finanstilsynet pålægges også en meddelelsespligt
over for Erhvervsstyrelsen ved filialetablering, ligesom Fi-
nanstilsynet pålægges en oplysningspligt over for Dansk
Forening for International Motorkøretøjsforsikring, hvis for-
sikringsselskabet dækker risici under forsikringsklasse 10
(motoransvarsforsikring).
Den foreslåede bestemmelse i § 263 om Finanstilsynets ad-
gang til at forbyde udenlandske forsikringsselskaber at råde
over deres aktiver viderefører den gældende § 37 a i lov
om finansiel virksomhed. Det foreslås imidlertid, at Finans-
tilsynet efter anmodning fra tilsynsmyndigheden i hjemlan-
det skal forbyde et udenlandsk forsikringsselskab at råde
over dets aktiver her i landet eller begrænse dets rådighed
herover, i stedet for at Finanstilsynet kan vælge at gøre
det. Finanstilsynet vil derfor fremover være forpligtet til
at assistere hjemlandets tilsynsmyndigheder, hvis myndighe-
derne anmoder herom. Ændringen foreslås med henblik på
at sikre en korrekt implementering af artikel 138, stk. 5, i
Solvens II-direktivet.
Den foreslåede bestemmelse i § 264 om Finanstilsynets
beføjelser viderefører og udbygger den gældende § 243 i
lov om finansiel virksomhed. Bestemmelsen foreslås nyaf-
fattet med henblik på at sikre en mere hensigtsmæssig im-
plementering af artikel 155, stk. 1-2, stk. 3, 1. afsnit, og
stk. 4-5, i Solvens II-direktivet. Nyaffattelsen har således
til formål at klarlægge retsstillingen for udenlandske forsik-
ringsselskaber, der driver forsikringsvirksomhed her i landet
i henhold til reglerne om fri etableringsret og reglerne om
fri udveksling af tjenesteydelser, og som overtræder lov om
forsikringsvirksomhed.
De foreslåede bestemmelser i §§ 61-66 om danske forsik-
ringsselskabers grænseoverskridende virksomhed i andre
lande, vil i væsentlig grad være identisk med reglerne i det
gældende kapitel 5 i lov om finansiel virksomhed og vil der-
for indeholde tilsvarende bestemmelser om fri etablerings-
ret og fri udveksling af tjenesteydelser i andre lande. De
væsentligste ændringer er, at Finanstilsynets eksisterende
forpligtelser i medfør af Samarbejdsprotokollen og Solvens
II-direktivet skrives ind i loven, så det tydeligt fremgår,
hvilke oplysninger selskaberne skal afgive, så direktivet im-
plementeres korrekt.
Ændringerne består bl.a. i, at det fremgår af loven, at danske
forsikringsselskaber ved filialetablering skal fremsende do-
kumentation for, at filialens generalagent opfylder kravene
til egnethed og hæderlighed, ligesom de danske forsikrings-
selskaber skal angive den metode, som de anvender ved
behandlingen af retshjælpskrav. Ændringen har til formål
at smidiggøre notifikationsprocessen ved at synliggøre den
samlede mængde af oplysninger, der skal sendes til Finans-
tilsynet, og som herefter skal sendes til tilsynsmyndigheden
i udlandet.
Det foreslås også i § 63 at omformulere den gældende §
39, stk. 2, sidste pkt., i lov om finansiel virksomhed om
Finanstilsynets mulighed for at nægte forsikringsselskabet at
udøve tjenesteydelser i udlandet, således at Finanstilsynets
vurdering beror på en forsvarlighedsvurdering. Det foreslås
derfor, at Finanstilsynets adgang til at nægte forsikringssel-
skabet at udøve tjenesteydelser i udlandet afgrænses til sær-
lige tilfælde, hvor forsikringsselskabets ledelsessystem eller
finansielle situation medfører, at udøvelse af tjenesteydelser
i udlandet vil være uforsvarlig.
Der henvises til §§ 49-66 samt de specielle bemærkninger
hertil og til §§ 263 og 264 samt de specielle bemærkninger
hertil.
3.6. God skik
87
3.6.1. Gældende ret
Den finansielle lovgivning indeholder regler om god skik
for virksomheder på det finansielle område, herunder forsik-
ringsvirksomheder. Den gældende § 43, stk. 1, i lov om
finansiel virksomhed fastsætter således, at finansielle virk-
somheder, finansielle holdingvirksomheder og forsikrings-
holdingvirksomheder skal drives i overensstemmelse med
redelig forretningsskik og god praksis indenfor virksom-
hedsområdet. I henhold til gældende § 5, stk. 1, nr. 1, litra
d, er forsikringsselskaber i dag omfattet af definitionen på
finansielle virksomheder.
God skik er udtryk for den adfærd, som finansielle virksom-
heder bør udvise. Kravene ændrer sig over tid i takt med
samfundsudviklingen. Derfor er reglerne om god skik ofte
generelt formuleret.
I medfør af § 43, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed fast-
sætter erhvervsministeren nærmere regler om redelig forret-
ningsskik og god praksis på området. Hjemlen er udnyttet
til at udstede bekendtgørelse nr. 1779 af 6. september 2021
om god skik for forsikringsdistributører samt bekendtgørelse
nr. 1219 af 20. november 2019 om den klageansvarlige og
finansielle virksomheders håndtering af klager.
I medfør af § 43, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed fast-
sætter erhvervsministeren nærmere regler om omkostnings-
og prisoplysninger for forsikringsprodukter. Hjemlen er ud-
nyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 44 af 19. januar 2014
om information om gebyrer og andre omkostninger for for-
sikringsselskaber. I bekendtgørelsen er der fastsat regler om
oplysning om gebyrer på forsikringsselskabets hjemmeside
og om angivelse af den samlede pris, hvis forsikringsselska-
bet oplyser om prisen på en forsikring i markedsføringsma-
teriale.
I medfør af § 43, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter erhvervsministeren nærmere regler om kompeten-
cekrav og krav til godt omdømme for ansatte, der er di-
rekte beskæftiget med forsikrings- eller genforsikringsdistri-
bution hos et forsikringsselskab eller et genforsikringssel-
skab. Hjemlen er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr.
1113 af 2. juni 2021 om kompetencekrav og krav til godt
omdømme for ansatte i forsikringsselskaber, genforsikrings-
selskaber og ansatte hos en forsikringsformidler og en gen-
forsikringsformidler.
I medfør af § 43, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter erhvervsministeren nærmere regler om procedurer
og oplysningsforpligtelser, som et forsikringsselskab skal
iagttage, når selskabet foretager visse undersøgelser, herun-
der foretager personobservation af skadelidte. Hjemlen er
udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 1377 af 22. juni
2021 om undersøgelser foretaget af forsikringsselskaber.
De gældende §§ 55-60 e i lov om finansiel virksomhed
fastsætter regler for bygningsbrandforsikring samt særlige
regler for forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve
livsforsikringsvirksomhed.
3.6.2. Direktivet om forsikringsdistribution
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2016/97/EU af 20.
januar 2016 om forsikringsdistribution (herefter forsikrings-
distributionsdirektivet) indeholder en række oplysningsfor-
pligtelser og god skik-regler for forsikringsdistributører, her-
under forsikringsselskaber.
Direktivets artikel 10 foreskriver en række faglige og orga-
nisatoriske krav til forsikringsdistributører, herunder krav
om, at ansatte i forsikringsselskaber skal besidde passende
viden og færdigheder med henblik på at kunne varetage de-
res opgaver og opfylde deres forpligtelser tilfredsstillende.
Direktivets artikel 17 indeholder et grundlæggende princip
om, at forsikringsdistributører i deres virke skal handle ær-
ligt, redeligt og professionelt i deres kunders interesse. Det-
te medfører en forpligtelse til at udarbejde reelt, klart og
tydeligt markedsføringsmateriale til deres produkter. Det
medfører endvidere, at aflønning af medarbejdere ikke må
medføre en tvivl om, at virksomheden handler i kundernes
interesse.
Direktivets artikel 20 indeholder regler om, at en enhver af-
tale, som en forsikringsdistributør foreslår, skal være i over-
ensstemmelse med kundens forsikringskrav og behov. En
forsikringsdistributør skal derfor på basis af oplysninger fra
kunden, og inden en forsikringsaftale indgås, fastlægge kun-
dens krav og behov.
Direktivets artikel 18 og 23 foreskriver pligt til at give en
række oplysninger forud for indgåelse af en forsikringsafta-
le, herunder formkrav til, hvordan disse oplysninger skal
gives.
Reglerne i forsikringsdistributionsdirektivet er bl.a. imple-
menteret ved regler i lov om finansiel virksomhed og lov om
forsikringsformidling samt regler udstedt i medfør heraf.
3.6.3. Erhvervsministeriets overvejelser
Det er Erhvervsministeriets opfattelse, at de gældende regler
om god skik for forsikringsselskaber, der i dag findes i lov
om finansiel virksomhed, og som implementerer direktivet
om forsikringsdistribution, bør videreføres i lov om forsik-
ringsvirksomhed.
Erhvervsministeriet vurderer på den baggrund, at den nye
lov om forsikringsvirksomhed bør fastlægge de samme krav
88
til god skik, som forsikringsselskaberne i dag er underlagt i
medfør af reglerne i lov om finansiel virksomhed.
3.6.4. Lovforslagets indhold
Det foreslås i lovforslagets § 67, stk. 1, at forsikringssel-
skaber og forsikringsholdingvirksomheder skal drive deres
virksomhed i overensstemmelse med redelig forretningsskik
og god praksis på virksomhedsområdet. Bestemmelsen sva-
rer til de gældende bestemmelser om god skik, som allerede
findes generelt på det finansielle område, og som følger af
de gældende bestemmelser i lov om finansiel virksomhed.
Det foreslås i lovforslagets § 67, stk. 2, at erhvervsministe-
ren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om god skik
for forsikringsselskaber. Bestemmelsen i stk. 2 svarer til den
gældende § 43, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed. De
gældende bekendtgørelser udstedt med hjemmel i den gæl-
dende bestemmelse vil blive videreført med afsæt i den nye
bestemmelse.
Det foreslås i lovforslagets § 67, stk. 3, at erhvervsministe-
ren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om omkost-
nings- og prisoplysninger for forsikringsprodukter. Hjemlen
i stk. 3 svarer med enkelte sproglige ændringer til § 43, stk.
3, i lov om finansiel virksomhed. Den gældende bekendtgø-
relse udstedt med hjemmel i den gældende bestemmelse vil
blive videreført med afsæt i den nye bestemmelse.
Det foreslås i lovforslagets § 67, stk. 4, at erhvervsministe-
ren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om procedu-
rer og oplysningsforpligtelser, som et forsikringsselskab skal
iagttage, når selskabet foretager visse undersøgelser, herun-
der foretager personobservation af skadelidte. Den gælden-
de bekendtgørelse udstedt med hjemmel i den gældende
bestemmelse vil blive videreført med afsæt i den nye be-
stemmelse.
I lovforslagets § 67, stk. 5, kan Finanstilsynet efter for-
handling med repræsentanter for forbrugerne og relevante
erhvervsorganisationer udarbejde og offentliggøre retnings-
linjer for redelig forretningsskik og god praksis på nærmere
angivne områder, der må anses for væsentlige, navnlig ud
fra hensynet til forbrugerne. Bestemmelsen svarer til den
gældende § 43, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed.
Det foreslås at placere den nuværende bestemmelse i § 43,
stk. 7, i lov om finansiel virksomhed i en ny, selvstændig
bestemmelse. Lovforslagets § 70 fastlægger således krav til
kompetencer og godt omdømme for ansatte, der er direkte
beskæftiget med forsikrings- eller genforsikringsdistribution
hos et forsikringsselskab og et genforsikringsselskab samt
tilhørende hjemmel til at fastsætte nærmere regler herom,
jf. stk. 2. Den gældende hjemmel findes i § 43, stk. 7, i
lov om finansiel virksomhed, hvorefter erhvervsministeren
kan fastsætte nærmere regler om kompetencekrav og krav
til godt omdømme for ansatte, der er direkte beskæftiget
med forsikrings- eller genforsikringsdistribution hos et for-
sikringsselskab og et genforsikringsselskab.
Det foreslås med lovforslagets §§ 71-81 at videreføre gæl-
dende §§ 55-60 e i kapitel 6 i lov om finansiel virksomhed
om bygningsbrandforsikring samt særlige regler for forsik-
ringsselskaber, der har tilladelse til at udøve livsforsikrings-
virksomhed.
Der henvises til §§ 67-68 og §§ 70-81 og de specielle be-
mærkninger hertil.
3.7. Behandling af personnummer
3.7.1. Gældende ret
Lov om finansiel virksomhed, lov om fondsmæglerselskaber
og investeringsservices og -aktiviteter, lov om forsikrings-
formidling og lov om forbrugslånsvirksomheder indeholder
i dag hjemmel til at behandle personnumre i databeskyttel-
sesforordningens forstand med henblik på entydig identifi-
kation ved varetagelsen af administrative opgaver samt råd-
givning af kunder.
Forsikringsselskaber er endvidere i kraft af anden lovgiv-
ning berettiget til at behandle og opbevare personnummer
med forskellige, afgrænsede formål. Dette gælder især i re-
lation til hvidvaskloven, hvor forsikringsselskaber skal ind-
hente kunders personnummer for at sikre identiteten af deres
kunder med henblik på at forhindre hvidvask og terrorfinan-
siering. Det gælder desuden i relation til den skattemæssige
regulering, hvorefter forsikringsselskaber er forpligtet til at
anvende personnummeret som reference i forbindelse med
indberetninger til f.eks. Skatteforvaltningen.
Ved registrering af en person i Det Centrale Personregister
(CPR) tildeles vedkommende et personnummer. Personkred-
sen, der kan få tildelt et personnummer, er fastlagt i lov om
Det Centrale Personregister (CPR-loven), jf. lovbekendtgø-
relse nr. 702 af 23. maj 2022.
En personoplysning er enhver form for information, der
kan henføres til en bestemt person, også selv om personen
kun kan identificeres, hvis oplysningen kombineres med
andre oplysninger. Personnumre udgør således personoplys-
ninger. Den overordnede regulering af behandling af person-
oplysninger er fastlagt i databeskyttelsesforordningen. Data-
beskyttelsesforordningen finder direkte anvendelse i dansk
ret, men forordningen er i dansk ret suppleret af databeskyt-
telsesloven.
Databeskyttelsesforordningen definerer i artikel 4, nr. 2, be-
handling af personoplysninger som enhver aktivitet eller
89
række af aktiviteter, med eller uden brug af automatisk
behandling, som personoplysninger eller en samling af per-
sonoplysninger gøres til genstand for, f.eks. indsamling, re-
gistrering, organisering, systematisering, opbevaring, tilpas-
ning eller ændring, genfinding, søgning, brug, videregivelse
ved transmission, formidling eller enhver anden form for
overladelse, sammenstilling eller samkøring, begrænsning,
sletning eller tilintetgørelse.
Personnummeret er en personoplysning omfattet af databe-
skyttelsesforordningens artikel 6, men betragtes som en for-
trolig oplysning, der er særskilt reguleret i databeskyttelses-
loven.
Efter databeskyttelseslovens § 11, stk. 2, må private bl.a.
behandle oplysninger om personnummer, hvis det følger af
lovgivningen, dvs. en retlig hjemmel i anden lovgivning,
eller hvis den registrerede har givet et samtykke i overens-
stemmelse med databeskyttelsesforordningens artikel 7.
Ifølge artikel 5, stk. 1, litra b, i databeskyttelsesforordningen
kan personoplysninger indsamles til udtrykkeligt angivne og
legitime formål. De specifikke formål med behandlingen
af personoplysninger skal således være fastlagt, når perso-
noplysningerne indsamles. En viderebehandling må således
ikke ske på en måde, som er uforenelig med de (udtrykkeligt
angivne og legitime) formål, til hvilke personnummeret op-
rindeligt var indsamlet.
Efter § 38, stk. 1, i CPR-loven har forsikringsselskaber ret
til at få udleveret en række oplysninger fra CPR om en
afgrænset kreds af personer, som de pågældende forsikrings-
selskaber forud har identificeret enkeltvis. Det drejer sig
om f.eks. ubeskyttede navne og adresser, eventuel død og
udrejse. Det er en betingelse for videregivelse af oplysnin-
ger fra CPR efter § 38, at modtageren er berettiget til at
behandle oplysningerne efter databeskyttelsesforordningen
og databeskyttelsesloven.
3.7.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Forsikringsselskaber varetager en række rådgivningsmæssi-
ge og administrative opgaver i relation til deres kunder og
de produkter, der udbydes. Til brug herfor er det nødvendigt
at kunne foretage en entydig identifikation af forsikringsta-
gere, sikrede og skadelidte i relation til de rettigheder, der
er knyttet til den pågældende forsikringsaftale. Det er derfor
fundet hensigtsmæssigt, at lovforslaget indeholder en vide-
reførelse af bestemmelsen i lov om finansiel virksomhed om
retten til at behandle personnummer i databeskyttelsesfor-
ordningens forstand med henblik på entydig identifikation
ved varetagelse af administrative opgaver samt rådgivning
af kunder.
Forsikringsselskaber har også i kraft af anden lovgivning
mulighed for at behandle personnummer med henblik på
varetagelse af en række afgrænsede formål, herunder indbe-
retning til skattemyndighederne, kundekendskabsprocedurer
i henhold til hvidvaskloven m.v. Det bemærkes, at et sam-
tykke i denne sammenhæng til enhver tid kan trækkes tilba-
ge, hvilket eksempelvis kan besværliggøre virksomhedernes
mulighed for at administrere og rådgive effektivt i det kon-
krete kundeforhold. Endvidere har både EU-Kommissionen
og Datatilsynet opfordret forsikringsbranchen til at begræn-
se anvendelsen af samtykke som behandlingshjemmel mest
muligt. I den forbindelse er der især henvist til de skærpe-
de krav til samtykke i databeskyttelsesforordningens artikel
7. Desuden er der henvist til den øgede risiko for, at samtyk-
ket tilbagekaldes.
Den entydige identifikation er afgørende for både kunder
og forsikringsselskaber. Forsikringsselskaber er vant til at
håndtere personnummeret på fortrolig og sikker vis, herun-
der f.eks. i forbindelse med indberetninger til Skatteforvalt-
ningen af udbetalte skattepligtige erstatninger, udbetalinger
til NemKonto af erstatninger, refusion af betalte præmier,
udbetaling af bonus osv., anvendelse af personnummer ved
brug af e-Boks som sikker digital post mellem forsikrings-
selskabet og dets kunder og anvendelse af personnummer
som identifikation i forbindelse med kommunikationen mel-
lem forsikringsselskabet og den pågældende person.
Det vurderes på den baggrund hensigtsmæssigt at viderefø-
re retten til at behandle personnummer med henblik på at
sikre en entydig identifikation af forsikringstagere, sikrede
og skadelidte i relation til eksisterende kundeforhold ved va-
retagelse af administrative opgaver og rådgivning. Mulighe-
den herfor vurderes at understøtte digitaliseringen og sikre,
at eksisterende kunder nemt og enkelt kan få administreret
deres produkter m.v., modtage rådgivning eller komme i
kontakt med forsikringsselskabet på sikker vis. Det er i den
forbindelse en forudsætning, at kunden kan identificeres.
3.7.3. Lovforslagets indhold
Det foreslås med lovforslagets § 69 at videreføre den gæl-
dende § 43 b i lov om finansiel virksomhed, hvorefter
forsikringsselskaber kan behandle oplysninger om person-
nummer med henblik på nødvendig entydig identifikation
af forsikringstagere, sikrede og skadelidte i relation til ek-
sisterende kundeforhold ved varetagelse af administrative
opgaver og rådgivning.
Bestemmelsen giver forsikringsselskaber hjemmel til at be-
handle, herunder indsamle og anvende, forsikringstageres,
sikredes og skadelidtes personnummer i relation til det eksi-
sterende kundeforhold til løsningen af administrative opga-
ver og rådgivning i det pågældende kundeforhold, når en
entydig identifikation er nødvendig. Det indebærer bl.a., at
der kan indhentes oplysninger fra CPR for at sikre, at virk-
somheden har opdaterede oplysninger om kunden, herunder
90
adresse, samt anvende personnummer til brug for kommuni-
kation med kunden m.fl.
Se nærmere under bemærkningerne til lovforslagets § 69.
3.8. Videregivelse af fortrolige oplysninger
3.8.1. Gældende ret
Databeskyttelsesforordningen fastlægger de grundlæggende
regler for behandlingen af oplysninger om fysiske person-
er, som foretages af offentlige myndigheder og private virk-
somheder m.fl. Forordningen finder anvendelse på behand-
ling af personoplysninger, der helt eller delvis foretages ved
hjælp af automatisk behandling, og på anden ikke-automa-
tisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive
indeholdt i et register.
Kapitel 9 i lov om finansiel virksomhed indeholder reg-
ler om finansielle virksomheders, herunder forsikringssel-
skabers, videregivelse og udnyttelse af fortrolige oplysnin-
ger. Reglerne er særregler til databeskyttelsesforordningen.
Hovedbestemmelsen om videregivelse og udnyttelse af for-
trolige oplysninger findes i § 117 i lov om finansiel virk-
somhed og angiver, at ansatte og andre personer tilknyttet fi-
nansielle virksomheder ikke uberettiget må videregive eller
udnytte fortrolige oplysninger, som de bliver bekendt med
under udøvelsen af deres hverv. Bestemmelsen omhandler
alle former for kundeoplysninger, dvs. såvel juridiske perso-
ners oplysninger som fysiske personers oplysninger.
Reglen skal for det første beskytte mod udlevering af for-
trolige oplysninger om virksomheden selv, herunder forret-
nings- og driftshemmeligheder. Den finansielle virksomheds
bestyrelse kan dog beslutte, at oplysninger, der alene vedrø-
rer den finansielle virksomhed og ikke dens kunder, kan
videregives.
For det andet skal bestemmelsen beskytte kunderne i de
finansielle virksomheder mod videregivelse eller udnyttel-
se af deres fortrolige oplysninger. Bestemmelsen supplerer
for fysiske personer de regler, der er fastsat i databeskyttel-
sesforordningen og i lov om supplerende bestemmelser til
forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse
med behandling af personoplysninger og om fri udveksling
af sådanne oplysninger (databeskyttelsesloven).
Forbuddet mod videregivelse af fortrolige oplysninger er be-
grænset til uberettiget videregivelse. Ved vurderingen af om
en videregivelse er berettiget, skal der foretages en konkret
afvejning af den finansielle virksomheds interesse i at kunne
videregive oplysninger over for kunders berettigede forvent-
ning om, at oplysninger hemmeligholdes. Bestemmelsen be-
skytter også mod uberettiget udnyttelse af oplysninger. Der
foretages en tilsvarende vurdering af, hvorvidt der er tale om
uberettiget udnyttelse som ved videregivelse.
Efter § 117, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed pålægges
modtageren af fortrolige oplysninger tavshedspligt. Bestem-
melsen har betydning i de situationer, hvor modtageren af
oplysninger ikke i forvejen er pålagt tavshedspligt i medfør
af den finansielle lovgivning.
Den omstændighed, at tavshedspligten følger oplysningerne,
når disse videregives, indebærer ikke, at berettiget videre-
givelse kan ske i videre omfang end ellers. Det er som
udgangspunkt uden betydning, for om videregivelsen kan
anses for berettiget, at modtageren af oplysningerne under-
lægges tavshedspligt. Forholdet kan dog indgå i den inte-
resseafvejning, der foretages. Det påhviler den finansielle
virksomhed som led i en forsvarlig drift af virksomheden at
sikre sig, at den, der modtager fortrolige oplysninger, er be-
vidst om den tavshedspligt, der følger disse. F.eks. kan dette
ske ved, at der i en aftale om outsourcing gøres opmærksom
på den nævnte tavshedspligt for modtageren.
§§ 118-122 i lov om finansiel virksomhed indeholder en
række undtagelser til § 117, stk. 1, hvor det således efter dis-
se bestemmelser er berettiget for finansielle virksomheder at
videregive fortrolige oplysninger om deres kunder.
Efter § 118, stk. 1, kan sædvanlige oplysninger om kunde-
forhold videregives til brug for varetagelse af administrative
opgaver. Bestemmelsen giver mulighed for, at finansielle
virksomheder kan overlade/outsource opgaver til en anden
virksomhed og i den forbindelse videregive sædvanlige kun-
deoplysninger. Efter bestemmelsen kan sædvanlige kundeo-
plysninger videregives til såvel koncernforbundne som ikke-
koncernforbundne virksomheder. I medfør af stk. 6 er der
ved bekendtgørelse nr. 816 af 27. juni 2007 udstedt nærmere
regler om, hvilke oplysninger der udgør sædvanlige kundeo-
plysninger efter stk. 1.
Finansielle virksomheder kan efter § 118, stk. 2, videregive
oplysninger, herunder oplysninger om rent private forhold,
til et aktieselskab, som Arbejdsmarkedets Tillægspension
(ATP) ejer fuldt ud, og til ATP samt til det administreren-
de selskab i et forsikringsadministrationsfællesselskab. Be-
stemmelsen er således bredere end stk. 1, idet den ikke er
begrænset til sædvanlige kundeoplysninger, men omfatter
alle kundeoplysninger. Bestemmelsen har bl.a. til formål at
sikre, at kunderne i et forsikringsselskab, der er en del af
et forsikringsadministrationsfællesskab, via det administre-
rende selskab kan få en rådgivning, der baserer sig på alle
oplysninger om kunden, som er indgået i forsikringsadmini-
strationsfællesskabet.
Efter § 118, stk. 3, kan oplysninger til brug for rådgivning
om personforsikringer samt livsforskikrings- og pensions-
91
ordninger af forsikringsselskaber og pensionskasser videre-
gives til forsikringsselskaber, som forsikringsselskabet eller
pensionskassen er koncernforbundet med, det administreren-
de selskab i et forsikringsadministrationsfællesskab og til
et aktieselskab, som ATP ejer fuldt ud, og til ATP, jf. lov
om Arbejdsmarkedets Tillægspension § 26 b, stk. 3, og §
23, stk. 4. Dog kan helbredsmæssige oplysninger og andre
følsomme oplysninger omfattet af artikel 9 i databeskyttel-
sesforordningen efter denne forordning alene videregives,
såfremt den, der videregives oplysninger om, har givet sit
samtykke hertil. Bestemmelsen omfatter kun videregivelse
til brug for rådgivning om personforsikringer samt livsfor-
sikrings- og pensionsordninger. Forsikringsselskaberne må
ikke anvende de videregivne oplysninger til andre formål
end rådgivning om personforsikring og livsforsikrings- og
pensionsordninger.
Ifølge § 118, stk. 4, kan et pengeinstitut videregive oplysnin-
ger om en kapital- eller ratepension til et forsikringsadmini-
strationsfællesskab indenfor samme koncern til brug for råd-
givning om kundens arbejdsmarkedspensionsordning. Be-
stemmelsen giver kun mulighed for, at der kan videregives
oplysninger om en kapital- eller ratepension, som er en del
af en samlet arbejdsmarkedspensionsordning fra et pengein-
stitut til et forsikringsadministrationsfællesskab, når disse er
en del af den samme koncern.
Efter § 118, stk. 5, pålægges den, som modtager oplysninger
efter stk. 1 og 2, tavshedspligt efter § 117, stk. 1.
Ifølge § 119 i lov om finansiel virksomhed må oplysninger
om rent private forhold ikke videregives uden kundens sam-
tykke, medmindre videregivelsen er berettiget efter § 117,
stk. 1, eller § 118, stk. 2. Oplysninger om rent private for-
hold omfatter blandt andet oplysninger om strafbare forhold,
etnisk baggrund, politisk eller religiøs overbevisning.
Efter § 120 i lov om finansiel virksomhed kan fortrolige
oplysninger videregives til den finansielle virksomheds mo-
dervirksomhed til brug for risikostyring af virksomheder
i koncernen, såfremt modervirksomheden er en finansiel
virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsik-
ringsholdingvirksomhed. Det gælder imidlertid ikke oplys-
ninger om rent private forhold. I henhold til stk. 2 kan
oplysninger om privatkunder dog i særlige tilfælde videre-
gives til brug for risikostyring, hvis oplysningerne om en
privatkunde vedrører forpligtelser, der har eller vil kunne få
en betydelig størrelse.
§ 121 i lov om finansiel virksomhed bestemmer, at oplysnin-
ger om en privatkunde ikke må videregives til brug for mar-
kedsføring eller rådgivning, medmindre kunden har givet
samtykke hertil, og medmindre der er tale om videregivelse
i medfør af § 118, stk. 3 eller 4.
Videregivelse kan dog ske uden samtykke efter § 121, stk. 2,
hvis der er tale om generelle kundeoplysninger, der danner
grundlag for inddeling i kundekategorier, og hvis videregi-
velsen er nødvendig for, at den virksomhed, som oplysnin-
ger videregives til, kan forfølge en berettiget interesse, og
hensynet til privatkunden ikke overstiger denne interesse,
og videregivelsen sker til koncernvirksomheder, der er un-
derlagt tavshedspligt som nævnt i § 117, stk. 1, samt virk-
somheder, hvor flere finansielle virksomheder eller danske
UCITS i forening ejer en virksomhed, der udøver virksom-
hed, som den finansielle virksomhed må drive gennem en
dattervirksomhed, eller en virksomhed, der er accessorisk
til den finansielle virksomhed, der er underlagt en tavsheds-
pligt som nævnt i § 117, stk. 1.
Efter § 121, stk. 3, kan sædvanlige oplysninger om er-
hvervskundeforhold videregives til brug for markedsføring
og rådgivning til en finansiel virksomhed, der er underlagt
tavshedspligt efter § 117, stk. 1. Bestemmelsen har sam-
menhæng med bekendtgørelse nr. 816 af 27. juni 2007 om
sædvanlige kundeoplysninger, som udtømmende opremser,
hvad der forstås ved sædvanlige kundeoplysninger. Det er
en forudsætning for videregivelsen, at det er til brug for
markedsføring eller rådgivning, og at modtageren af oplys-
ningerne er underlagt tavshedspligt efter reglerne i § 117,
stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.
Ifølge § 122 i lov om finansiel virksomhed skal den finan-
sielle virksomhed udarbejde retningslinjer for, i hvilket om-
fang oplysninger videregives fra virksomheden. Retningslin-
jerne skal være offentligt tilgængelige. Formålet med reglen
er at give kunderne mulighed for at fravælge en finansiel
virksomhed, der videregiver flere oplysninger, end kunden
ønsker.
Retningslinjerne skal angive, hvilke typer af kundeoplysnin-
ger der videregives til hvilke typer af virksomheder. Der
kræves ikke en detaljeret opremsning af alle oplysninger,
men retningslinjerne skal give kunderne et tilstrækkeligt
præcist indtryk af, hvilke oplysninger der videregives. Det
er ikke et krav, at retningslinjerne bliver udleveret til alle
kunder, men de skal være tilgængelige for alle kunder, her-
under potentielle kunder. Retningslinjerne kan fremgå af en
brochure, der udleveres til interesserede kunder.
Det følger samtidig af databeskyttelsesforordningens artikel
13, stk. 3, at hvis den dataansvarlige agter at viderebehand-
le personoplysningerne til et andet formål end det, hvortil
de er indsamlet, giver den dataansvarlige forud for denne
viderebehandling den registrerede oplysning om dette andet
formål og andre relevante oplysninger, jf. artikel 13, stk. 2,
medmindre den registrerede allerede er bekendt med oplys-
ningerne, jf. artikel 13, stk. 4.
Databeskyttelsesforordningen vil derfor sikre, at finansielle
92
virksomheder, som videregiver oplysninger til et andet for-
mål end det, hvortil de er indsamlet, giver kunden besked
forud herfor. Det betyder f.eks., at hvis et forsikringsselskab
videregiver oplysninger om kunden, som er indsamlet med
det formål at oprette et kundeforhold til virksomhedens mo-
dervirksomhed, som er en finansiel virksomhed, til brug for
risikostyring, jf. § 120 i lov om finansiel virksomhed, skal
kunden orienteres herom forud for videregivelsen.
Videregivelse og udnyttelse af fortrolige oplysninger om
fysiske personer, der er kunder i finansielle virksomheder, er
også reguleret i databeskyttelsesforordningen og databeskyt-
telsesloven, der supplerer databeskyttelsesforordningen. Det
følger af disse regelsæt, at der er mulighed for særregler i re-
lation til behandlingen af personoplysninger, og at disse sær-
regler har forrang i forhold til databeskyttelsesloven. Hjem-
len til at fastsætte eller opretholde særregler findes i arti-
kel 6, stk. 2 og 3, i databeskyttelsesforordningen, og for
følsomme oplysninger i artikel 9, stk. 4, i databeskyttelses-
forordningen. Det fremgår af artikel 6, stk. 3, i databeskyt-
telsesforordningen, at medlemsstaterne kan opretholde eller
indføre mere specifikke bestemmelser for at tilpasse anven-
delsen af denne forordnings bestemmelser med henblik på
overholdelse af artikel 6, stk. 1, litra c og e, i databeskyttel-
sesforordningen.
Det er således en forudsætning, at de nationale særregler,
der ønskes opretholdt, har hjemmel i databeskyttelsesforord-
ningens artikel 6, stk. 1, litra c, hvorefter behandlingen skal
være nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som
påhviler den dataansvarlige. Alternativt skal den nationale
særregel have hjemmel i forordningens artikel 6, stk. 1, litra
e, hvorefter behandlingen er nødvendig af hensyn til udfø-
relse af en opgave i samfundets interesse, eller som henhører
under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarli-
ge har fået pålagt.
Artikel 9, stk. 2, litra b, g, i, h og j, i databeskyttelsesfor-
ordningen overlader et vist råderum for medlemsstaterne
til at foretage en konkret vurdering af, hvorvidt der skal
fastsættes nationale regler eller kollektive overenskomster,
dog under den forudsætning, at lovgiver iagttager de øvrige
krav, som følger af bestemmelserne.
De gældende videregivelsesregler i lov om finansiel virk-
somhed for så vidt angår fysiske personer er i et vist omfang
udtryk for særregler i relation til databeskyttelsesreglerne.
Datatilsynet har ifølge § 27 i databeskyttelsesloven til opga-
ve at føre tilsyn med enhver behandling, der er omfattet af
databeskyttelsesloven, databeskyttelsesforordningen og an-
den lovgivning, som ligger indenfor databeskyttelsesforord-
ningens rammer for behandling af personoplysninger. Data-
tilsynet udøver sine funktioner i fuld uafhængighed. Det in-
debærer, at Datatilsynet både er tilsynsmyndighed i forhold
til databeskyttelsesreglerne og reglerne om videregivelse af
kundeoplysninger i den finansielle lovgivning.
Finanstilsynet udfører i forhold til regler, der er udstedt som
særregulering i henhold til databeskyttelsesforordningen, et
supplerende tilsyn i forhold til Datatilsynets tilsyn. Finans-
tilsynet er således tilsynsmyndighed for så vidt angår regler-
ne i den finansielle regulering, som kan vedrøre behandlin-
gen af personoplysninger.
3.8.2. Erhvervsministeriets overvejelser
De gældende regler om videregivelse er som nævnt særreg-
ler til reglerne i databeskyttelsesforordningen. Erhvervsmi-
nisteriet har sammen med Justitsministeriet i Del II i Be-
tænkning 1565/2017 vurderet, at de regler, der følger af ka-
pitel 9 i lov om finansiel virksomhed, er i overensstemmelse
med det nationale råderum efter artikel 6, stk. 2 og stk. 3, i
databeskyttelsesforordningen.
Erhvervsministeriet finder, at de nuværende regler i lov om
finansiel virksomhed vedrørende forsikringsselskabers vide-
regivelse af fortrolige oplysninger bidrager til en beskyttelse
af både forsikringsselskaber og disses kunder. Som følge
heraf bør reglerne videreføres i lov om forsikringsvirksom-
hed. Det vurderes i den forbindelse, at der er behov for
enkelte tilpasninger af de gældende regler bl.a. som følge af
tidens udvikling.
3.8.3. Lovforslagets indhold
Det foreslås at videreføre de gældende regler om videregi-
velse af fortrolige oplysninger i kapitel 9 i lov om finan-
siel virksomhed, således at forsikringsselskaber med lov om
forsikringsvirksomhed vil være underlagt de samme regler,
som de er i dag. Der foretages enkelte tilpasninger af be-
stemmelserne bl.a. i relation til de bestemmelser, der alene
er rettet mod pengeinstitutter, f.eks. § 117 a i lov om finan-
siel virksomhed.
Det foreslås med lovforslagets § 82 at videreføre § 117 i lov
om finansiel virksomhed, hvorefter personer tilknyttet for-
sikringsselskaber og finansielle forsikringsholdingvirksom-
heder ikke uberettiget må videregive eller udnytte fortroli-
ge oplysninger, som de under udøvelsen af deres hverv er
blevet bekendt med. Ved en berettiget videregivelse følger
fortroligheden med til modtageren af oplysningerne.
For at sikre en hensigtsmæssig varetagelse af forsikringssel-
skabers administrative opgaver, foreslås det i lovforslagets
§ 83 at videreføre § 118 i lov om finansiel virksomhed. For-
sikringsselskaber kan herefter videregive sædvanlige oplys-
ninger om kundeforhold til brug for varetagelse af admini-
strative opgaver.
93
Det foreslås i § 84, at oplysninger til brug for risikostyring i
koncernforhold kan videregives, når modervirksomheden er
en forsikringsholdingvirksomhed. Videregivelsen omfatter
dog ikke oplysninger om rent private forhold, medmindre
oplysningerne vedrører forpligtelser, der har eller vil kunne
få en betydelig størrelse. Bestemmelsen viderefører § 120 i
lov om finansiel virksomhed.
I § 85 foreslås det, at oplysninger om en privatkunde som
udgangspunkt ikke kan videregives til brug for markedsfø-
ring eller rådgivning, medmindre kunden har givet samtykke
hertil. Det gælder dog ikke, hvis der er tale om generelle
kundeoplysninger, der danner grundlag for inddeling i kun-
dekategorier, og hvis videregivelsen er nødvendig for, at den
virksomhed, som oplysninger videregives til, kan forfølge
en berettiget interesse, og hensynet til privatkunden ikke
overstiger denne interesse. For erhvervskunder videreføres
muligheden for at kunne videregive sædvanlige oplysninger
om kunden, forudsat at modtageren er et pengeinstitut, et re-
alkreditinstitut, et fondsmæglerselskab eller et investerings-
forvaltningsselskab omfattet af tavshedspligt. Bestemmelsen
viderefører § 121 i lov om finansiel virksomhed.
I § 86 foreslås det, at forsikringsselskabet skal udarbejde
retningslinjer for, i hvilket omfang oplysninger videregives
fra virksomheden. Bestemmelsen viderefører til § 122 i lov
om finansiel virksomhed.
Der henvises til §§ 82-86 og de specielle bemærkninger
hertil.
3.9. Ejerforhold
3.9.1. Gældende ret
Kapitel 7 i den gældende lov om finansiel virksomhed inde-
holder regler om, at fysiske og juridiske personer på forhånd
skal godkendes af Finanstilsynet for at være berettiget til at
erhverve en kvalificeret ejerandel i en finansiel virksomhed,
en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholding-
virksomhed
Den gældende § 61 i lov om finansiel virksomhed fastsætter,
at enhver fysisk eller juridisk person eller fysiske og juridi-
ske personer, som handler i forståelse med hinanden, der
påtænker direkte eller indirekte at erhverve en kvalificeret
andel, jf. § 5, stk. 3, i en finansiel virksomhed, en finansiel
holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed,
på forhånd skal ansøge Finanstilsynet om godkendelse af
den påtænkte erhvervelse. Ved kvalificeret andel forstås en
besiddelse af mindst 10 pct. af kapitalen eller stemmerettig-
hederne eller en andel, som giver mulighed for at udøve
en betydelig indflydelse på ledelsen af virksomheden. På
samme måde skal erhvervelsen på forhånd godkendes, hvis
andelen påtænkes forøget så meget, at den efter erhvervel-
sen vil overstige en grænse på henholdsvis 20 pct., 33 pct.
eller 50 pct. af kapitalen eller stemmerettighederne.
§ 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed fastsætter, at der
ved kvalificeret ejerandel forstås en besiddelse af mindst 10
pct. af kapitalen eller stemmerettighederne eller en andel,
som giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse
på ledelsen af virksomheden. I § 61, stk. 9, i lov om finan-
siel virksomhed er endvidere indsat en bemyndigelse til,
at Finanstilsynet kan udstede regler om, hvordan en kapita-
landel skal opgøres. Denne bemyndigelse er udnyttet ved
bekendtgørelse nr. 277 af 3. april 2009 om opgørelse af
kvalificerede andele.
Baggrunden for reglerne er, at ejerkredsen bag f.eks. en fi-
nansiel virksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed har
mulighed for at øve væsentlig indflydelse på virksomhedens
drift. Fysiske eller juridiske personer, som myndighederne
ikke har tilstrækkelig tillid til, skal forhindres i at eje en
kvalificeret andel i en finansiel virksomhed eller en finansiel
holdingvirksomhed, fordi der er risiko for, at de ikke vil
medvirke til at sikre en forsvarlig drift af virksomheden. Det
er Finanstilsynet, der foretager vurderingen af, om den på-
tænkte erhvervelse kan godkendes.
Vurderingen skal ske under hensyntagen til den påtænkte
erhververs sandsynlige indflydelse, jf. § 61 a i lov om finan-
siel virksomhed. Vurderingen ligner meget den vurdering,
der foretages, når det undersøges, om et bestyrelsesmedlem
eller en direktør opfylder betingelserne i § 64, som vedrører
krav til egnethed og hæderlighed.
Finanstilsynet har mulighed for at ophæve den stemmeret,
der er knyttet til de pågældende ejeres kapitalandele, eller
påbyde virksomheden at følge bestemte retningslinjer, så-
fremt kapitalejeren ikke opfylder kravene til egnethed og
finansiel soliditet, eller erhververen ikke har søgt om god-
kendelse i henhold til § 61, stk. 1, jf. § 62, stk. 1 og 2, i lov
om finansiel virksomhed. Ved Finanstilsynets efterfølgende
godkendelse af en erhvervelse af kapitalandele, kan kapita-
landelene igen tildeles fuld stemmeret.
Det følger af § 62, stk. 3, at såfremt en fysisk eller juridisk
person har erhvervet kapitalandele, som omhandlet i § 61,
stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, på trods af manglende
forudgående godkendelse af erhvervelse af kapitalandele,
skal Finanstilsynet ophæve stemmeretten.
Kravet i § 63 i lov om finansiel virksomhed om, at virk-
somheder på forhånd skal underrette Finanstilsynet om er-
hvervelse af en kvalificeret andel i en udenlandsk finansiel
virksomhed, gør det muligt for Finanstilsynet at følge med
i, hvilke kvalificerede andele i udenlandske finansielle virk-
somheder danske finansielle virksomheder erhverver. Der-
94
med er Finanstilsynet vidende om, hvilke risici danske fi-
nansielle virksomheder påtager sig i udlandet.
3.9.2. Solvens II-direktivet
Solvens II-direktivet indeholder regler om kvalificeret delta-
gelse, dvs. erhvervelser i et forsikrings- eller genforsikrings-
selskab.
Baggrunden for reglerne er, at ejerkredsen bag et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab øver væsentlig indflydel-
se på virksomhedens drift. Fysiske eller juridiske personer,
som myndighederne ikke har tilstrækkelig tillid til, skal for-
hindres i at eje et forsikrings- eller genforsikringsselskab,
fordi der er risiko for, at de ikke vil medvirke til at sikre
en forsvarlig drift af virksomheden. Det er i den forbindelse
underordnet, om virksomheden er optaget til handel på et
reguleret marked.
Direktivets artikel 57 indeholder regler om, at hjemlandets
tilsynsmyndighed på forhånd skal underrettes om en erhver-
velse eller en forøgelse af en kvalificeret ejerandel i et
forsikrings- eller genforsikringsselskab med det resultat, at
vedkommendes andel af stemmerettigheder eller kapitalan-
dele derved når op på eller overstiger en andel på 20, 30
eller 50 pct.
Derudover skal en fysisk eller juridisk person underrette
hjemlandets tilsynsmyndighed, hvis vedkommende påtæn-
ker at opgive sin besiddelse af en kvalificerede deltagelse
eller ved en formindskelse af sin kvalificerede deltagelse, i
et forsikrings- eller genforsikringsselskab.
Finanstilsynet har udnyttet en hjemmel i artikel 57 til at
undlade at anvende tærsklen på 30 pct., og i stedet anvende
en tærskel på 33 pct., i henhold til artikel 9, stk. 3, litra a, i
Solvens II-direktivet.
Efter artikel 58 har hjemlandets tilsynsmyndighed en frist
til at vurdere underretningen efter artikel 57 på højst 60
arbejdsdage, der løber fra datoen for afsendelsen af den
skriftlige anerkendelse af modtagelsen af underretningen
og modtagelsen af alle de dokumenter, som medlemsstaten
kræver vedlagt underretningen. Det fremgår af direktivets
artikel 58, at fristen på de 60 dage kan afbrydes under visse
nærmere fastsatte omstændigheder, hvis tilsynsmyndigheden
mangler nødvendige oplysninger. Gør vurderingsmyndighe-
den ikke indsigelse i løbet af vurderingsperioden, anses den
for at være godkendt.
Efter artikel 59 foretages vurderingen af underretningen
med udgangspunkt i, at hjemlandets tilsynsmyndighed skal
sikre en sund og fornuftig forvaltning af det forsikrings-
eller genforsikringsselskab, som der påtænkes en erhvervel-
se i, og under hensyntagen til den påtænkte erhververs
sandsynlige indflydelse på forsikrings- eller genforsikrings-
selskabet, den påtænkte erhververs egnethed og dennes fi-
nansielle sundhed i forhold til kriterier, som fremgår af be-
stemmelsen, herunder den påtænkte erhververs omdømme.
Artikel 61 i direktivet fastslår, at forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber skal meddele erhvervelser eller afhændelser
af andele i deres kapital, som falder over eller under tærsk-
lerne som nævnt i artikel 57-58. Endvidere fremgår det og-
så, at forsikrings- eller genforsikringsselskaberne årligt skal
meddele hjemlandets tilsynsmyndighed identiteten på aktio-
nærer eller selskabsdeltagere, som besidder en kvalificeret
deltagelse og om størrelsen af denne deltagelse.
Artikel 62 pålægger hjemlandets tilsynsmyndigheder at
træffe de fornødne foranstaltninger overfor den, der søger
om en kvalificeret deltagelse eller om at forøge en kvalifice-
ret deltagelse, såfremt personens indflydelse vil kunne være
til skade for en sund og fornuftig forvaltning i et forsikrings-
eller genforsikringsselskab. Foranstaltningerne skal bringe
situationen til ophør for eksempel ved suspension af stem-
merettigheder. Lignende foranstaltninger skal kunne bruges,
hvis den fysiske eller juridiske person ikke overholder an-
meldelsespligten i artikel 57.
3.9.3. Erhvervsministeriets overvejelser
Det er Erhvervsministeriets opfattelse, at reglerne, som op-
rindeligt blev indført ved Solvens II-direktivet, og som er
gennemført i lov om finansiel virksomhed, er gennemskue-
lige regler, som virker efter hensigten. Erhvervsministeriet
vurderer derfor, at reglerne skal videreføres i den nye lov
om forsikringsvirksomhed.
Erhvervsministeriet finder det endvidere hensigtsmæssigt, at
reglerne er uddydet nærmere i vejledning om godkendelse
af erhvervelse eller forøgelse af kvalificerede ejerandele og
i bekendtgørelse nr. 277 af 3. april 2009 om opgørelse af
kvalificerede andele. Derudover foreligger der retningslinjer
fra Joint Commitee (bestående af Den Europæiske Banktil-
synsmyndighed (EBA), Den Europæiske Tilsynsmyndighed
for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIO-
PA) samt Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsyns-
myndighed (ESMA)), som har udstedt ”Fælles retningslinjer
for tilsynsmæssig vurdering af erhvervelser og forøgelser
af kvalificerede kapitalandele i den finansielle sektor”. Dis-
se retningslinjer finder anvendelse for kompetente myndig-
heder ved den tilsynsmæssige vurdering af erhvervelser
eller forøgelser af kvalificerede kapitalandele i målselska-
ber. Målselskaberne er finansielle virksomheder.
3.9.4. Lovforslagets indhold
Det foreslås at videreføre alle gældende regler i kapitel 7 i
lov om finansiel virksomhed med redaktionelle og sproglige
ændringer, således at reglerne i kapitel 7 i lov om forsik-
95
ringsvirksomhed kun vedrører forsikringsvirksomheder og
forsikringsholdingvirksomheder.
Der henvises til lovforslagets §§ 87-94 og de specielle be-
mærkninger hertil.
3.10. Ledelse og indretning af virksomheden
3.10.1. Gældende ret
Forsikringsselskaber er i dag underlagt en række krav i for-
hold til indretning samt ledelse og styring, som bl.a. har til
hensigt at sikre, at forsikringsselskaber er forsvarligt organi-
serede, samt at kundernes og forsikringsselskabernes risici
håndteres på betryggende vis.
De overordnede krav om ledelse fremgår af kapitel 8 i
den gældende lov om finansiel virksomhed. Herudover er
en række regler fastlagt i bekendtgørelse nr. 1723 af 16.
december 2015 om ledelse og styring af forsikringsselskaber
m.v. med senere ændringer (ledelsesbekendtgørelsen). Be-
kendtgørelsen er udstedt i medfør af bemyndigelse i den
gældende lov om finansiel virksomhed § 65, stk. 2, § 70,
stk. 6, og § 71, stk. 3. Formålet med reglerne er at sikre, at
virksomhederne drives forsvarligt, og at der sikres en god
håndtering af de risici, som virksomheden og dennes kunder
er udsat for.
De overordnede ledelseskrav fremgår af § 71 i lov om fi-
nansiel virksomhed. Bestemmelsen stiller krav om, at en
finansiel virksomhed skal have effektive former for virk-
somhedsstyring, hvilket bl.a. omfatter en klar organisato-
risk struktur, god administrativ og regnskabsmæssig praksis,
skriftlige forretningsgange for alle væsentlige aktivitetsom-
råder, effektive procedurer til at identificere, forvalte, over-
våge og rapportere virksomhedens risici, fornødne ressour-
cer, procedurer med henblik på adskillelse af funktioner,
interne kontrolprocedurer, betryggende kontrol- og sikrings-
foranstaltninger på it-området og de nødvendige ressourcer
til at sikre tilstrækkelige muligheder for introduktions- og
efteruddannelseskurser til medlemmer af bestyrelsen og di-
rektionen. Bestemmelsen stiller ligeledes krav om effektive
procedurer for godkendelse af nye produkter og tjeneste-
ydelser, væsentlige ændringer i eksisterende produkter og
tjenesteydelser og distribution af disse.
Det er bestyrelsen og direktionen, som har det overordnede
ansvar for ledelsen af forsikringsselskabet. Der er krav om,
at der skal være en forsvarlig organisation samt ledelse og
styring. Af den gældende § 70 i lov om finansiel virksom-
hed fremgår det bl.a., at bestyrelsen for virksomheden på
grundlag af den fastlagte risikoprofil og de fastlagte politi-
kker skal give direktionen skriftlige retningslinjer. Af den
gældende § 64 d i lov om finansiel virksomhed fremgår
det, at et gruppe 1-forsikringsselskab skal identificere sine
nøglepersoner. Som nøglepersoner identificeres bl.a. ansatte,
der er ansvarlige for en nøglefunktion i et gruppe 1-forsik-
ringsselskab. Ledelsens og nøglefunktionernes opgaver er
suppleret og uddybet i ledelsesbekendtgørelsen.
Ledelsesbekendtgørelsen indeholder en række bestemmel-
ser om bestyrelsens og direktionens opgaver og ansvar,
om organisation og ansvarsfordeling, herunder krav til hvil-
ke nøglefunktioner virksomheden skal have samt krav til
virksomhedens administrative og regnskabsmæssige prak-
sis. Bestemmelserne i ledelsesbekendtgørelsen uddyber de
krav, der gælder i medfør af § 70 og § 71 i lov om finansiel
virksomhed.
Det fremgår af de gældende §§ 64, 64 a, 64 b og 70 i lov
om finansiel virksomhed, at bestyrelsen eller et medlem af
direktionen i en finansiel virksomhed til enhver tid skal have
tilstrækkelig viden, faglige kompetencer, erfaring og tid til
at kunne varetage sit hverv. Herudover fremgår der krav om
grundkursus til bestyrelsen.
Reglerne om bestyrelsens forretningsorden, tegningsret og
indkaldelse til generalforsamling fremgår af de gældende
bestemmelser i §§ 65-68 i lov om finansiel virksomhed.
I henhold til den gældende § 72 b i lov om finansiel virk-
somhed kan et forsikringsselskab outsource en proces, en
serviceydelse eller en aktivitet, som selskabet ellers selv
ville have udført, til en tjenesteyder. Der gælder i medfør af
bestemmelsen og af reglerne om outsourcing i Kommission-
ens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014
om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/138/EF om adgang til udøvelse af forsikrings-
og genforsikringsvirksomhed (Solvens II-forordningen) en
række krav i forbindelse med et forsikringsselskabs outsour-
cing. Reglerne har overordnet set til formål at sikre, at for-
sikringsselskabet forbliver ansvarlig, når selskabet vælger at
outsource en aktivitet eller lignende til en tjenesteyder, og at
forsikringsselskabet derfor skal opfylde en række nærmere
krav, når der gøres brug af outsourcing.
De gældende §§ 69, 73, 74 og 109 i lov om finansiel virk-
somhed indeholder regler om bestyrelsen og repræsentant-
skaber i forsikringsselskaber.
Den gældende § 75 a i lov om finansiel virksomhed indehol-
der regler om, at forsikringsselskaber skal have en whistle-
blowerordning, og § 75 b i lov om finansiel virksomhed
indeholder regler om beskyttelse af personer, der har foreta-
get indberetninger om overtrædelse eller potentielle overtræ-
delse af den finansielle regulering til Finanstilsynet eller til
en ordning i virksomheden.
De gældende §§ 76, 77, 78 og 80 i lov om finansiel virk-
somhed indeholder regler om interessekonflikter, mens reg-
96
ler om mangfoldighed fremgår af den gældende § 79 a i lov
om finansiel virksomhed.
I henhold til den gældende § 77 i i lov om finansiel
virksomhed fastsætter erhvervsministeren nærmere regler
om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber og forsik-
ringsholdingvirksomheder. Med hjemmel i bestemmelsen er
reglerne for lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber
og forsikringsholdingvirksomheder fastsat i bekendtgørelse
nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik og aflønning i for-
sikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder og firma-
pensionskasser.
Den gældende § 108 i lov om finansiel virksomhed inde-
holder regler om den ansvarshavende aktuar. Med hjemmel
i bestemmelsen er reglerne for den ansvarshavende aktuar
nærmere fastsat i bekendtgørelse nr. 1305 af 28. november
2017 om ansvarshavende aktuar.
De gældende §§ 79 og 110 i lov om finansiel virksomhed
indeholder særlige undtagelser fra selskabsloven.
Den gældende § 80 c i lov om finansiel virksomhed indehol-
der regler om offentliggørelse, mens den gældende § 75 in-
deholder regler om forsikringsselskabers indberetningspligt.
De gældende bestemmelser i §§ 111-114 i lov om finansiel
virksomhed indeholder særlige regler for gensidige selska-
ber.
Endelig indeholder de gældende bestemmelser i §§ 115 og
116 i lov om finansiel virksomhed særlige regler for tværgå-
ende pensionskasser.
3.10.2. Solvens II-direktivet og forsikringsdistributionsdirek-
tivet
3.10.2.1. Solvens II-direktivet
Et af hovedformålene med Solvens II-direktivet er at sik-
re beskyttelse af forsikringstagerne og begunstigede. Af
direktivets præambelbetragtning nr. 16 fremgår det, at vis-
se risici ikke kan reduceres via de kvantitative krav, der
afspejles i kravene til de pensionsmæssige hensættelser og
solvens, men at visse risici kun kan imødegås hensigtsmæs-
sigt igennem ledelseskrav. Det er derfor af afgørende betyd-
ning for forsikringsselskabet, at der er et effektivt ledelses-
system. Ledelsessystemet omfatter bl.a. risikostyringsfunkti-
onen, compliancefunktionen, den interne revisionsfunktion
og aktuarfunktionen.
Solvens II-direktivets artikel 41, stk. 1, fastslår, at medlems-
landene skal kræve, at alle forsikrings- og genforsikrings-
selskaber indfører et effektivt ledelsessystem, der sikrer en
sund og forsvarlig ledelse af deres virksomhed. Systemet
skal omfatte en hensigtsmæssig og gennemsigtig organisati-
onsstruktur med en klar fordeling og passende adskillelse af
ansvarsområder samt et effektivt informationsformidlingssy-
stem. Ledelsessystemet skal stå i rimeligt forhold til arten,
omfanget og kompleksiteten af pensionskassens aktiviteter.
Solvens II-direktivets regler på ledelsesområdet suppleres
af Solvens II-forordningens regler. På ledelsesområdet inde-
bærer det, at der bl.a. gælder krav til selskabernes indret-
ning, risikostyring og interne kontrol-setup. I forhold til de
nøglefunktioner, som virksomhederne skal etablere for at
understøtte et tilstrækkeligt ledelsesmæssigt setup, fastsæt-
ter reglerne bl.a. ansvarsområderne for de fire nøglefunkti-
oner og kravene til nøglepersoners egnethed og hæderlig-
hed. Reglerne rummer ligeledes en række krav i relation til
forsikringsselskabers brug af outsourcing og til selskabernes
aflønningspolitik.
Medlemslandene skal sikre, at forsikringsselskaberne fast-
lægger og anvender skriftlige politikker på en række områ-
der, herunder i forhold til risikostyring, intern audit, aktua-
rområdet og outsourcing. Disse politikker skal godkendes af
forsikringsselskabets øverste ledelse og tages op til revision
mindst én gang årligt samt tilpasses i forhold til eventuelle
større ændringer.
Artikel 42, stk. 1, fastsætter, hvilke egnetheds- og hæderlig-
hedskrav der gælder for personer, der reelt leder selskabet
eller indtager andre nøgleposter i forsikringsselskabet.
Artikel 43 opstiller regler for, hvad de enkelte medlemslan-
de skal acceptere som bevis for opfyldelse af kravene til
hæderlighed efter artikel 257.
Herudover skal medlemsstaterne i henhold til artikel 46 sik-
re, at der er et effektivt internt kontrolsystem, som skal
omfatte administrative procedurer og regnskabsprocedurer,
en intern kontrolstruktur og passende rapporteringsrutiner på
alle niveauer og en compliancefunktion.
Artikel 47 og 48 indeholder en række bestemmelser relate-
ret til nøglefunktionerne intern audit og aktuarfunktionen. I
medfør af disse bestemmelser gælder der bl.a. krav til en
intern audit-funktion, som skal foretage en vurdering af,
om det interne kontrolsystem og andre dele af ledelsessyste-
met er hensigtsmæssige og effektive. Intern audit-funktionen
skal være objektiv og uafhængig af selskabets operationelle
funktioner. Aktuarfunktionen har bl.a. til opgave at koordi-
nere og overvåge beregningen af pensionsmæssige hensæt-
telser samt vurdere, om de metodologier, underliggende mo-
deller og antagelser, der anvendes og lægges til grund ved
beregningen af pensionsmæssige hensættelser, er fyldestgø-
rende.
97
Artikel 49 vedrører forsikringsselskabernes outsourcing. Be-
stemmelsen fastslår, at medlemslandene sikrer, at forsik-
rings- og genforsikringsselskaberne forbliver fuldt ud an-
svarlige for opfyldelsen af de forpligtigelser, der følger
af direktivet, ved outsourcing. De outsourcede aktiviteter
skal endvidere håndteres betryggende, og Finanstilsynet skal
gives oplysninger om outsourcing af kritiske eller vigtige
funktioner eller aktiviteter og om efterfølgende væsentlige
forandringer heraf.
Artikel 136 stiller krav om, at forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber indfører procedurer, der sætter dem i stand
til at identificere en forværring af de finansielle vilkår, og
at de omgående indberetter sådanne forværringer til tilsyns-
myndighederne.
3.10.2.2. Forsikringsdistributionsdirektivet
Ved Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv (EU) 2016/97
af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution (forsikringsdi-
stributionsdirektivet) blev der indført en lang række krav til
forsikringsselskaber og forsikringsformidlere. Forsikringsdi-
stributionsdirektivet suppleres af Kommissionens delegere-
de forordning (EU) 2017/2358 af 21. september 2017 om
supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets Direk-
tiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 for så vidt angår krav
til produkttilsyn og styring for forsikringsselskaber og for-
sikringsdistributører. Direktivet er implementeret i den gæl-
dende lov om finansiel virksomhed.
Artikel 25 i forsikringsdistributionsdirektivet indeholder
krav til forsikringsselskabers og forsikringsformidleres god-
kendelsesprocesser ved udvikling og tilpasning af forsik-
ringsprodukter.
Forsikringsdistributionsdirektivets regler om godkendelses-
processer ved udvikling af forsikringsprodukter har bl.a. til
formål at sikre, at forsikringsprodukter opfylder behovene
for de pågældende forsikringstagere. Reglerne har desuden
til formål at sikre en tilstrækkelig rådgivning om forsik-
ringsprodukter.
3.10.3. Erhvervsministeriets overvejelser
De gældende regler om ledelse og indretning af virksomhe-
den indeholder krav, der er med til at sikre, at forsikrings-
virksomheden drives forsvarligt. Erhvervsministeriet vurde-
rer derfor, at reglerne bør videreføres uændret. Forsikrings-
branchen har ønsket, at reglerne vedrørende de nøglefunk-
tioner, der skal etableres for at sikre et effektivt ledelses-
system, overføres fra ledelsesbekendtgørelsen til loven. Er-
hvervsministeriet vurderer, at en overførsel af reglerne til
loven kan bidrage til at give et bedre overblik over de krav,
der gælder til indretning og styring af et forsikringsselskab,
og kravene i relation til forsikringsselskabers nøglefunktio-
ner er derfor indarbejdet i loven uden materielle ændringer.
Erhvervsministeriet vurderer, at forsikringsdistributionsdi-
rektivets krav om godkendelsesprocesser ved udvikling af
forsikringsprodukter vil bidrage til mere hensigtsmæssige
forsikringsprodukter til glæde for forsikringstagerne, og det
derfor er hensigtsmæssigt at videreføre kravene. Erhvervs-
ministeriet vurderer, at kravene bør fremgå af en særskilt be-
stemmelse for at skabe bedre overblik over bestemmelsens
krav.
3.10.4. Lovforslagets indhold
Det foreslås, at de gældende regler om ledelse og indretning,
der findes i kapitel 8 i lov om finansiel virksomhed, videre-
føres uændret i lovforslagets kapitel 11 og 12.
Det foreslås herudover at udskille den gældende § 71, stk.
2, i lov om finansiel virksomhed i en særskilt bestemmel-
se. Kravene til forsikringsselskabers udarbejdelse af forsik-
ringsprodukter og rådgivning om andre forsikringsselska-
bers produkter vil derfor fremgå af lovforslagets § 133.
For at imødekomme et ønske fra forsikringsbranchen fore-
slås det som noget nyt, at kravene i relation til forsikrings-
selskabers nøglefunktioner fremgår i loven fremfor af be-
kendtgørelsen om ledelse og styring for forsikringsselska-
ber, som tilfældet er i dag. Bestemmelserne om nøglefunkti-
oner fremgår af lovforslagets § 126 og §§ 128-131.
Der henvises til lovforslagets §§ 95-141 samt de specielle
bemærkninger hertil.
3.11. Aflønning
3.11.1. Gældende ret
Aflønningsreglerne har overordnet set til formål at sikre,
at forsikringsselskaber fører en forsvarlig lønpolitik, som
fremmer en sund og forsvarlig virksomhedsledelse, og som
ikke tilskynder til overdreven risikotagen, der kan undergra-
ve den pågældende virksomheds risikostyring. Aflønnings-
reglerne gælder på tværs af den finansielle sektor og sikrer
et ensartet beskyttelsesniveau for kunder, indskydere og in-
vestorer indenfor de forskellige brancher.
Efter gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2009/138/EF om adgang til udøvelse af forsikrings-
og genforsikringsvirksomhed (Solvens II-direktivet) i dansk
ret skal alle forsikringsselskaber enten kategoriseres som
et gruppe 1- eller et gruppe 2-forsikringsselskab, jf. lovfor-
slagets § 14. Det er alene gruppe 1-forsikringsselskaberne,
der omfattes af Solvens II-direktivet og dermed også af
aflønningsreglerne i Kommissionens delegerede forordning
(EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler
til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om
adgang til udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
98
somhed (Solvens II-forordningen). Bestemmelserne om af-
lønning i Solvens II-forordningen har direkte virkning for
de omfattede danske forsikringsselskaber og forsikringshol-
dingvirksomheder.
I Danmark har vi valgt, at aflønningsreglerne i Solvens II-
forordningen også skal gælde alle gruppe 2-forsikringssel-
skaber og forsikringsholdingvirksomheder, der ikke har et
gruppe 1-forsikringsselskab som datterselskab. Reglerne er
gennemført i dansk ret i medfør af en række politiske aftaler,
med henblik på at sikre ensartede aflønningsregler på tværs
af forsikrings- og pensionsområdet og den øvrige finansielle
sektor. Gruppe 2-forsikringsselskaber er således omfattet af
nationale regler, der svarer til Solvens II-forordningens reg-
ler om aflønning.
Solvens II-forordningens artikel 258 og 275 fastsætter over-
ordnede krav og rammer for lønpolitik og variabel aflønning
i gruppe 1-forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksom-
heder, der har et gruppe 1-forsikringsselskab som dattersel-
skab, samt tværgående pensionskasser. Solvens II-forordnin-
gen indeholder bl.a. krav om, at dele af variable løndele skal
udskydes i mindst tre år, ligesom der stilles krav til mulighe-
derne for at kræve udbetalte variable løndele tilbagebetalt,
hvis forudsætningerne for udbetaling har ændret sig.
Herudover er de gældende regler om lønpolitik og aflønning
af bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktivite-
ter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil,
såkaldte væsentlige risikotagere, nærmere fastsat i bekendt-
gørelse nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik og afløn-
ning i forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder
og firmapensionskasser (aflønningsbekendtgørelsen), som
ændret ved bekendtgørelse nr. 360 af 23. marts 2022. Det
er forventningen, at en ændring til aflønningsbekendtgørel-
sen vil blive udstedt i foråret 2023 til ikrafttræden 1. ju-
li 2023. Bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i § 77
i i lov om finansiel virksomhed og supplerer rammerne
i Solvens II-forordningen. Aflønningsbekendtgørelsen inde-
holder herudover en række indberetnings- og oplysningsfor-
pligtelser for forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirk-
somheder. Virksomheden er blandt andet forpligtet til årligt
at offentliggøre samlede kvantitative oplysninger om afløn-
ning opdelt efter medlemmer af bestyrelsen, direktionen og
andre væsentlige risikotagere. Dette omfatter blandt andet
offentliggørelse af oplysninger om fratrædelsesgodtgørelser,
der er tildelt og udbetalt i løbet af regnskabsåret samt antal-
let af modtagere. Derudover skal virksomhederne offentlig-
gøre størrelsen af den højeste fratrædelsesgodtgørelse, der
er tildelt en enkelt person i regnskabsåret. Offentliggørelsen
skal ske i umiddelbar forlængelse af årsregnskabets afslut-
ning på virksomhedens hjemmeside på samme sted, som
virksomhedens lønpolitik er offentliggjort.
Endelig fastsætter aflønningsbekendtgørelsen krav til afløn-
ningspolitik og variabel aflønning i gruppe 2-forsikringssel-
skaber tilsvarende dem, som fastsættes for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber omfattet af Solvens II-forordningens artikel
258 og 275. Disse regler finder tilsvarende anvendelse på
aflønning i forsikringsholdingvirksomheder, der ikke har et
gruppe 1-forsikringsselskab som datterselskab.
Aflønningsreglerne er en udmøntning af den politiske aftale
om forsvarlig aflønningspolitik i den finansielle sektor af
31. august 2010 mellem den daværende regering (Venstre og
Det Konservative Folkeparti), Socialdemokraterne, Dansk
Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og
Liberal Alliance og den politiske aftale om regulering af
systemisk vigtige finansielle institutter (SIFI) samt krav til
alle banker og realkreditinstitutter om mere og bedre kapi-
tal og højere likviditet af 10. oktober 2013 mellem den
daværende regering (Socialdemokraterne, Radikale Venstre
og Socialistisk Folkeparti), Venstre, Dansk Folkeparti, Libe-
ral Alliance og Det Konservative Folkeparti. Med aftaler-
ne blev bestemmelserne fra Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2010/76/EU af 24. november 2010 (CRD III) og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26.
juni 2013 (CRD IV) gennemført på tværs af den finansielle
sektor sammen med enkelte nationale skærpelser.
De gældende aflønningsregler foreskriver, at forsikringssel-
skaber og forsikringsholdingvirksomheder skal vedtage en
skriftlig lønpolitik. Det følger til dels af Solvens II-forord-
ningens artikel 258, stk. 1, litra l, og §§ 6 og 8 i aflønnings-
bekendtgørelsen. Aflønningspolitikken skal godkendes af
virksomhedens generalforsamling, og bestyrelsesformanden
skal i sin formandsberetning for generalforsamlingen rede-
gøre for aflønningen af forsikringsselskabets bestyrelse og
direktion. Med den ændring til aflønningsbekendtgørelsen,
som forventes udstedt i foråret 2023 til ikrafttrædelse 1. juli
2023, vil det desuden blive fastsat, at lønpolitikken skal væ-
re kønsneutral, baseret på princippet om lige løn for samme
arbejde eller arbejde af samme værdi uanset den ansattes
køn. Herudover fastsættes det, at formanden for bestyrelsen
skal forklare og begrunde lønpolitikkens indhold og dens
efterlevelse i sin beretning for virksomhedens øverste organ,
som fremover skal godkende aflønningen af virksomhedens
bestyrelse for det igangværende regnskabsår. Der fastsættes
endvidere krav om offentliggørelse af lønpolitik samt krav
om årlig udarbejdelse og offentliggørelse af en vederlags-
rapport over ledelsens aflønning.
Bestyrelsen, direktionen og andre væsentlige risikotagere
i forsikringsselskaber er underlagt en række regler om ud-
betalingsbegrænsninger af variable løndele, eksempelvis et
forholdsmæssigt loft for den variable løndels størrelse set i
forhold til den faste løndels størrelse. Det følger således af
de gældende regler, at de variable løndele til et medlem af
bestyrelsen eller direktionen i et forsikringsselskab højst må
udgøre 50 pct. af vedkommendes faste løndel. De væsentli-
ge risikotagere i forsikringsselskabet må modtage op til 100
pct. af sin faste løn i variabel løn, dog kan virksomhedens
99
øverste organ beslutte, at dette loft hæves til 200 pct., hvis
visse betingelser er opfyldt. Det følger af § 18, stk. 1, nr.
1-3, i den gældende aflønningsbekendtgørelse.
Både gruppe 1-forsikringsselskaber og gruppe 2-forsikrings-
selskaber skal desuden sikre, at virksomhedens aflønnings-
strukturer i forbindelse med udøvelse af forsikringsdistribu-
tion ikke strider mod virksomhedens forpligtelse til at hand-
le i kundens bedste interesse, herunder god skik-reglerne i
den gældende § 43, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
og regler udstedt i medfør af § 43, stk. 2, i lov om finansiel
virksomhed. Det samme gør sig gældende for aflønning,
som virksomheden modtager med henblik på udøvelse af
forsikringsdistribution. Det følger af § 10 i den gældende
aflønningsbekendtgørelse.
Endvidere indeholder de gældende aflønningsregler krav
om, at en vis minimumsandel af de variable løndele skal
udgøres af en balance af finansielle instrumenter, og at den
skal omfatte en fleksibel, udskudt løndel, som tager højde
for den pågældende virksomheds virksomhedsart og tidsho-
risont. Med den ændring til aflønningsbekendtgørelsen, som
forventes udstedt i foråret 2023 til ikrafttrædelse 1. juli
2023, fastsættes det, at udbetaling af mindst 40 pct. af en
variabel løndel, ved større beløb mindst 60 pct., sker over
en periode på mindst fire år, med påbegyndelse ét år efter
beregningstidspunktet, dog for bestyrelsen og direktionen
mindst fem år, med en ligelig fordeling over årene eller med
en voksende andel i slutningen af perioden. Anvendelsen
af aktieoptioner er for bestyrelsen og direktionen begræn-
set således, at andelen heraf højst må udgøre 12,5 pct. af
vedkommendes faste løndel, jf. § 18, stk. 2, i aflønningsbe-
kendtgørelsen.
Forsikringsselskaber skal også sikre, at finansielle instru-
menter, som tildeles bestyrelsen, direktionen eller andre væ-
sentlige risikotagere som en del af en variabel løndel, ikke
må afhændes i en passende periode, og at disse personer
forpligter sig til ikke at benytte personlige afdækningsstrate-
gier eller løn- og ansvarsrelaterede forsikringer til at under-
grave de risikotilpasningsvirkninger, der er indbygget i deres
aflønningsvilkår. Det følger af Solvens II-forordningens arti-
kel 275, stk. 2, litra g, samt § 18, stk. 3, og § 9, stk. 2, nr. 7, i
den gældende aflønningsbekendtgørelse.
Derudover skal forsikringsselskaber sikre, at udbetalingen af
en udskudt variabel løndel betinges af, at de kriterier, der har
dannet grundlag for beregningen af den variable løndel, fort-
sat er opfyldt på udbetalingstidspunktet, samt at virksomhe-
dens og vedkommendes personlige forhold m.v. ikke har
ændret sig væsentligt i forhold til beregningstidspunktet. Er
forsikringsselskabets økonomiske situation eksempelvis væ-
sentligt forringet i udskydelsesperioden, skal den variable
løndel reduceres herefter. Uanset udskydelsesperiode kan en
variabel løndel kræves tilbagebetalt, hvis denne er udbetalt
til et medlem af bestyrelsen eller direktionen eller en væ-
sentlig risikotager på grundlag af fejlagtige oplysninger, og
modtageren er i ond tro herom. Kravene om reduktion og
tilbagebetaling af en variabel løndel følger af § 18, stk. 4
og 5, i aflønningsbekendtgørelsen, og virksomhedens dispo-
sition skal desuden opfylde kravene i henholdsvis Solvens
II-forordningens artikel 275, stk. 2, litra a og e, eller § 9, stk.
2, nr. 1 og 5, i aflønningsbekendtgørelsen.
Det følger endvidere af de gældende regler, at hvis et med-
lem af bestyrelsen, direktionen eller en væsentlig risikota-
ger, der modtager en variabel pensionsydelse, forlader for-
sikringsselskabet inden pensionstidspunktet, skal virksom-
heden tilbageholde den variable del af pensionsydelsen i
fem år i form af finansielle instrumenter. Både kravet om
betinget udbetaling af den variable pensionsydelse og mu-
ligheden for at kræve tilbagebetaling af en allerede udbetalt
pensionsydelse finder anvendelse i et sådant tilfælde. Hvis
modtageren derimod er medlem af bestyrelsen eller ansat
i virksomheden ved pensionsalderen, skal forsikringsselska-
bet udbetale den variable del af pensionsydelsen til modta-
geren i form af finansielle instrumenter uden mulighed for
afhændelse eller udnyttelse i en 5-årig periode. I et sådant
tilfælde finder muligheden for at kræve tilbagebetaling af en
allerede udbetalt pensionsydelse anvendelse. Det følger af §
18, stk. 6, i den gældende aflønningsbekendtgørelse.
Reglerne for udbetaling af variabel løn til medlemmer af
bestyrelsen og direktionen eller andre væsentlige risikotage-
re finder ikke anvendelse på aftaler om ikke-resultatafhæn-
gige fratrædelsesgodtgørelser, der er indgået i forbindelse
med besættelse af stillingen, og som ikke på fratrædelses-
tidspunktet udgør en værdi, der overstiger en værdi svarende
til de sidste to års samlede vederlag inklusive pension. Er
aftalen indgået i forbindelse med fratrædelsen, finder regler-
ne om udbetaling af variabel løn ikke anvendelse på aftalen,
hvis værdien heraf ikke overstiger en værdi svarende til et
års samlet vederlag inklusive pension. Fratrædelsesgodtgø-
relser, der ikke opfylder disse betingelser, skal afspejle de
resultater, der er opnået ved varetagelse af stillingen over
en periode. Ingen fratrædelsesgodtgørelse må imidlertid be-
lønne forseelser eller manglende resultater. Dette følger af
den gældende § 21 i den gældende aflønningsbekendtgørel-
se. Det følger endvidere af Solvens II-forordningens artikel
275, stk. 2, litra f, at en fratrædelsesgodtgørelse skal baseres
på medarbejderens resultater i hele ansættelsesperioden og
være udformet på en måde, hvor det sikres, at fejl ikke
belønnes.
Den 8. februar 2023 fremsatte erhvervsministeren forslag
om nærmere krav til fratrædelsesordninger til ledelsesmed-
lemmer i forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirk-
somheder i §§ 77 j-77 m i lov om finansiel virksomhed med
forslag til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed,
straffeloven og forskellige andre love (Gennemførelse af
Ansvarsudvalgets forslag om skærpet ansvarsvurdering for
ledelsesmedlemmer m.v. i finansielle virksomheder og æn-
100
dring af reglerne om egnethed og hæderlighed), der forven-
tes at træde i kraft den 1. juli 2023. Reglerne gennemfører
dele af anbefalingerne fra Ansvarsudvalget i betænkning nr.
1575 om skærpet ansvarsvurdering for ledelsesmedlemmer
m.v. i finansielle virksomheder.
Det følger af forslaget til § 77 j i lov om finansiel virk-
somhed, at hvis et forsikringsselskab eller en forsikringshol-
dingvirksomhed indgår en aftale om en fratrædelsesordning
med et medlem af direktionen, og værdien af ordningen
overstiger et beløb svarende til den pågældendes samlede
vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive pension, skal
virksomheden offentliggøre størrelsen af det samlede veder-
lag, herunder størrelsen af de enkelte vederlagsdele, samt
en begrundelse for vederlagsdelenes størrelse. Offentliggø-
relsen skal ske på virksomhedens hjemmeside på samme
sted, som virksomhedens lønpolitik er offentliggjort, og skal
ske hurtigst muligt og senest tre hverdage efter, at aftalen
er indgået. Oplysningerne om et medlem af direktionens
fratrædelsesordning skal være tilgængelig, så længe aftalen
er gældende.
Det følger af forslaget til § 77 k i lov om finansiel virk-
somhed, at løn i en aftalt opsigelsesperiode til et medlem
af direktionen i et forsikringsselskab eller en forsikrings-
holdingvirksomhed, der ikke modsvares af en sædvanlig
arbejdsforpligtelse, skal udbetaltes månedsvis over opsigel-
sesperioden.
Der er i forslaget til § 77 l i lov om finansiel virksom-
hed fastsat nærmere regler for udbetalingen af fratrædelses-
godtgørelser til direktionsmedlemmer i forsikringsselskaber
og forsikringsholdingvirksomheder. Eksempelvis skal udbe-
talingen ske i månedsvise rater svarende til størrelsen af
modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusiv pension i
det seneste regnskabsår, og den må tidligst begynde, efter en
eventuel løn i opsigelsesperioden er udbetalt fuldt ud.
Det følger herudover af forslaget til § 77 m i lov om finan-
siel virksomhed, at reglerne i §§ 77 j-l ikke kan fraviges
ved aftale, herunder ved aftale om fratrædelsesordning til et
medlem af direktionen i et forsikringsselskab eller en forsik-
ringsholdingvirksomhed, der indgås med en anden virksom-
hed i koncernen, som ikke er omfattet af reglerne.
De gældende aflønningsregler indeholder også krav om, at
forsikringsselskaber, hvis kapitalandele er optaget til handel
på et reguleret marked, eller som i de to seneste regnskabsår
på balancetidspunktet i gennemsnit har haft 1.000 eller flere
fuldtidsansatte, skal nedsætte et aflønningsudvalg, der skal
forestå det forberedende arbejde for bestyrelsens beslutnin-
ger vedrørende aflønning. Reglerne om nedsættelse af et af-
lønningsudvalg fremgår af Solvens II-forordningens artikel
275, stk. 1, litra g, og aflønningsbekendtgørelsens § 25.
Overtrædelser af visse af de nationale aflønningsregler og
Solvens II-forordningens artikel 258, stk. 1, litra l, og artikel
275, stk. 2, litra a, b, d, e og h, straffes med bøde, jf. § 29 i
aflønningsbekendtgørelsen.
3.11.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Aflønningsreglerne sikrer, at forsikringsselskaber fører en
forsvarlig lønpolitik, som fremmer en sund og forsigtig virk-
somhedsledelse. Med lovforslaget videreføres gældende ret
med redaktionelle ændringer i overensstemmelse med de
politiske aftaler, jf. ovenfor. Med lovforslaget samles de væ-
sentligste bestemmelser om lønpolitik og variabel aflønning
af bestyrelsen, direktionen og andre væsentlige risikotagere
i forsikringsselskaber på lovniveau, som det er tilfældet i
den øvrige finansielle lovgivning. Der vil samtidig ske en
tilpasning af den gældende aflønningsbekendtgørelse.
Lovforslaget viderefører hermed også implementeringen af
visse aflønningsregler for forsikringsselskaber knyttet til
udøvelsen af forsikringsdistribution, som er fastsat i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2016/97/EU af 20. januar
2016 om forsikringsdistribution, og er gennemført i afløn-
ningsbekendtgørelsen i bl.a. § 10. Reglerne varetager for-
brugerbeskyttelseshensyn og har til hensigt at forebygge in-
teressekonflikter mellem forsikringsselskabet, dettes ansatte
og kundernes interesser som følge af aflønningsordninger,
salgsmål m.v.
Herudover indeholder lovforslaget regler om fratrædelses-
godtgørelser, der svarer til §§ 77 j-77 m i lov om finan-
siel virksomhed, som blev fremsat for folketinget den 8.
februar 2023 ved forslag til lov om ændring af lov om
finansiel virksomhed, straffeloven og forskellige andre love
(Gennemførelse af Ansvarsudvalgets forslag om skærpet
ansvarsvurdering for ledelsesmedlemmer m.v. i finansielle
virksomheder og ændring af reglerne om egnethed og hæ-
derlighed). Loven forventes at træde i kraft den 1. juli
2023. Reglerne svarer til gennemførelsen af ansvarsudval-
gets anbefalinger på området i betænkning nr. 1575 om
skærpet ansvarsvurdering for ledelsesmedlemmer m.v. i fi-
nansielle virksomheder.
Lovforslaget berører visse bestemmelser fra Solvens II-for-
ordningen. Ifølge artikel 288 i EUF-Traktaten gælder en
forordning direkte i hver medlemsstat. Gengivelsen af disse
bestemmelser i lovforslaget er således udelukkende begrun-
det i praktiske hensyn og berører ikke forordningens direkte
gyldighed i Danmark.
Herudover foreslås det at videreføre den kommende gen-
nemførelse af anbefalingerne fra Komitéen for god Selska-
bsledelse, afsnit 4.2., oplysninger om vederlag (2017), om
vederlagspolitik og vederlagsrapporter, som ved seneste re-
vision i 2020 udgik i forbindelse med implementeringen
af aktionærrettighedsdirektivet i selskabsloven. Forslaget
101
gennemfører Ansvarsudvalgets anbefalinger til transparens
på aflønningsområdet i betænkning nr. 1575 om skærpet
ansvarsvurdering for ledelsesmedlemmer m.v. i finansielle
virksomheder. Med den ændring til aflønningsbekendtgørel-
sen, som forventes udstedt i foråret 2023 til ikrafttrædelse
1. juli 2023, forventes det således at indføre bestemmelser
herom. Anbefalinger fra Komitéen for god Selskabsledelse
finder anvendelse for selskaber, som har aktier optaget til
handel på et reguleret marked i Danmark efter et følg-eller-
forklar-princip, jf. årsregnskabslovens § 107 b. Med den
politiske aftale af 31. august 2010 om forsvarlig aflønnings-
politik i den finansielle sektor opfordredes finansielle virk-
somheder til at følge anbefalingerne efter følg eller forklar-
princippet – også selvom virksomheden ikke var børsnote-
ret.
Anbefalingerne indeholdt indtil revisionen i december 2020
anbefalinger om vederlagspolitikkens og vederlagsrappor-
tens udarbejdelse, indhold, vedtagelse og offentliggørel-
se. Krav til vederlagspolitikken og vederlagsrapporten er
med gennemførelsen af aktionærrettighedsdirektivet indført
i §§ 139-139 b i selskabsloven og er derfor skrevet ud af
anbefalingerne. Kravene i selskabsloven gælder for aktiesel-
skaber, der har aktier optaget til handel på et reguleret mar-
ked, der er beliggende eller er aktivt i et EU/EØS-land.
I forbindelse med Ansvarsudvalgets arbejde fandt udvalget
anledning til at anbefale, at der fastsættes en egentlig pligt
også for de finansielle virksomheder, der ikke er omfattet af
selskabslovens § 139 og § 139 b, til at offentliggøre lønpoli-
tikken. Pligten til offentliggørelse skal supplere kravene om
lønpolitik og offentliggørelse af oplysninger om aflønning i
den gældende finansielle regulering. Endvidere anbefalede
udvalget at indføre krav til finansielle virksomheder om ud-
arbejdelse af vederlagsrapport samt krav til dennes indhold
og offentliggørelse.
Krav til offentliggørelse af lønpolitik og udarbejdelse af
vederlagsrapport forventes på den baggrund indført for virk-
somheder omfattet af § 77 d i lov om finansiel virksomhed
samt § 107 i lov om fondsmæglerselskaber og investerings-
service og -aktiviteter med forslag til lov om ændring af
lov om finansiel virksomhed, straffeloven og forskellige an-
dre love (Gennemførelse af Ansvarsudvalgets forslag om
skærpet ansvarsvurdering for ledelsesmedlemmer m.v. i fi-
nansielle virksomheder og ændring af reglerne om egnethed
og hæderlighed), der forventes at træde i kraft den 1. juli
2023.
Forsikringsselskaber er ikke omfattet af den forventede fore-
slåede ændring til § 77 d i lov om finansiel virksomhed,
og Erhvervsministeriet finder det derfor hensigtsmæssigt at
indføre tilsvarende krav til offentliggørelse af lønpolitik og
udarbejdelse af vederlagsrapport for forsikringsselskaber af
hensyn til at sikre ensartede regler om aflønning på tværs
af den finansielle sektor samt større transparens om afløn-
ningen af ledelsen i forsikringsselskaber. Bestemmelserne
forventes indført med den ændring til aflønningsbekendtgø-
relsen, som forventes udstedt i foråret 2023 til ikrafttræden
1. juli 2023.
Lovforslaget viderefører desuden de øvrige ændringer af af-
lønningsreglerne, som indeholdes i den kommende ændring
til aflønningsbekendtgørelsen, der forventes udstedt i foråret
2023 med ikrafttræden 1. juli 2023. Lovforslaget viderefø-
rer således det kommende krav om kønsneutral lønpolitik
samt skærpelsen af minimumskravene til udskydelsesperio-
derne for variabel aflønning i forsikrings- og pensionssekto-
ren. Reglerne udspringer af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2019/878 af 20. maj 2019 (CRD V) og er gen-
nemført i dele af den finansielle regulering ved lov nr. 2110
af 22. december 2020 og lov nr. 2382 af 14. december 2021
i overensstemmelse med de politiske aftaler på området.
3.11.3. Lovforslagets indhold
Det foreslås i lovforslagets kapitel 13 at videreføre de poli-
tiske aftaler på området og indsætte de væsentligste afløn-
ningsregler i aflønningsbekendtgørelsen på lovniveau. Det
indebærer samtidig, at §§ 4-6, 8-10, den forventede § 12 a,
§§ 14, 18, 25 og til dels § 28 i aflønningsbekendtgørelsen
videreføres i lovforslagets §§ 142-146 samt 151 med de
fornødne redaktionelle ændringer.
Det indebærer også, at de ændringer til aflønningsbekendt-
gørelsen, der forventes at blive udstedt i foråret 2023 med
ikrafttræden 1. juli 2023, er indeholdt i lovforslaget. Det
foreslås på den baggrund af videreføre kravene om god-
kendelse og offentliggørelse af lønpolitikker i forsikrings-
selskaber og forsikringsholdingvirksomheder. En lønpolitik
skal fremover godkendes ved enhver væsentlig ændring og
mindst hvert 4. år, og den skal forblive offentligt tilgænge-
lig på virksomhedens hjemmeside, så længe politikken er
gældende. Det foreslås desuden at videreføre krav om, at
formanden for bestyrelsen skal forklare og begrunde lønpo-
litikkens indhold og dens efterlevelse i sin beretning for
virksomhedens øverste organ samt krav om det øverste or-
gans godkendelse af bestyrelsens aflønning for det indevæ-
rende år. Herudover foreslås det at videreføre pligten til
årligt at udarbejde og offentliggøre en vederlagsrapport over
de enkelte ledelsesmedlemmers samlede aflønning. Veder-
lagsrapporten skal indeholde oplysninger om det samlede
vederlag, som hvert medlem af bestyrelsen og direktionen,
som led i dette hverv, har optjent fra virksomheden og andre
virksomheder indenfor samme koncern i de seneste tre år,
herunder oplysninger om fastholdelses- og fratrædelsesord-
ningers væsentligste indhold samt en redegørelse for sam-
menhængen mellem ledelsens aflønning og virksomhedens
strategi og relevante mål herfor. Vederlagsrapporten skal
hurtigst muligt efter det øverste organs forsamling offentlig-
gøres på virksomhedens hjemmeside og forblive offentligt
tilgængelig på den pågældende virksomheds hjemmeside i
en periode på 10 år. Vederlagsrapporten kan være tilgæn-
102
gelig i en længere periode, forudsat at den ikke længere
indeholder personoplysninger.
Den kommende ændring til aflønningsbekendtgørelsen, som
forventes udstedt i foråret 2023 med ikrafttræden 1. juli
2023 fastsætter desuden, at udbetaling af mindst 40 pct. af
en variabel løndel, ved større beløb mindst 60 pct., sker over
en periode på mindst fire år, med påbegyndelse ét år efter
beregningstidspunktet, dog for bestyrelsen og direktionen
mindst fem år, med en ligelig fordeling over årene eller
med en voksende andel i slutningen af perioden. Ændrings-
bekendtgørelsen fastsætter desuden, at virksomhederne skal
have en kønsneutral aflønningspolitik. Det foreslås at vide-
reføre disse ændringer med lovforslaget.
Aflønningsbekendtgørelsen vil i den forbindelse blive tilpas-
sest i fornødent omfang.
Herudover indeholder lovforslaget regler om fratrædelses-
godtgørelser, der svarer til §§ 77 j-77 m i lov om finan-
siel virksomhed, som blev fremsat for folketinget den 8.
februar 2023 ved forslag til lov om ændring af lov om
finansiel virksomhed, straffeloven og forskellige andre love
(Gennemførelse af Ansvarsudvalgets forslag om skærpet
ansvarsvurdering for ledelsesmedlemmer m.v. i finansielle
virksomheder og ændring af reglerne om egnethed og hæ-
derlighed). Loven forventes at træde i kraft den 1. juli
2023. Reglerne svarer til gennemførelsen af Ansvarsudval-
gets anbefalinger på området.
Lovforslagets § 152 indeholder en bemyndigelse for er-
hvervsministeren til at fastsætte nærmere aflønningsregler,
herunder krav til lønpolitikker, udpegelse af væsentlige risi-
kotagere, variabel aflønning samt offentliggørelse af lønop-
lysninger. Den foreslåede bestemmelse svarer til bemyndi-
gelsen i den gældende § 77 i i lov om finansiel virksomhed,
der danner grundlag for udstedelsen af bekendtgørelse om
lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, forsikrings-
holdingvirksomheder og firmapensionskasser.
3.12. Solvens
3.12.1. Gældende ret
Den gældende lov om finansiel virksomhed fastsætter i ka-
pitel 10 en række regler og krav til forsikringsselskabers ka-
pitalforhold og forsikringsselskabernes forsikringsmæssige
hensættelser til solvens, herunder regler om værdiansættelse
af aktiver og passiver, f.eks. de forsikringsmæssige hensæt-
telser til solvens, om anvendelse af en risikofri rentekurve
og matchtilpasning og om opgørelse af forsikringsselskabers
kapitalgrundlag, solvens- og minimumskapitalkrav og kapi-
taltillæg.
Lov om finansiel virksomhed § 126 e faslægger regler for
værdiansættelse af forsikringsselskabers aktiver og passiver
herunder forsikringsmæssige hensættelser til solvens. Vær-
dien af de forsikringsmæssige hensættelser til solvens skal
afspejle det beløb, som et andet forsikringsselskab kan få
behov for ved en overtagelse af de underliggende forsik-
ringsforpligtelser. Reglerne er i overensstemmelse med Sol-
vens II-direktivet, hvorefter beregning af den forventede nu-
tidsværdi af forsikringsforpligtelser skal ske på grundlag af
aktuelle og troværdige oplysninger og realistiske antagelser
under hensyn til finansielle garantier og optioner indeholdt
i forsikrings- og genforsikringsaftaler for at give en økono-
misk værdiansættelse af forsikringsforpligtelser.
Lov om finansiel virksomhed § 126 e fastlægger endvidere
regler for anvendelse af en risikofri rentekurve og matchtil-
pasning.
Som led i en økonomisk værdiansættelse af forsikringsfor-
pligtelserne indgår, at der skal beregnes en forventet nutids-
værdi ved brug af diskontering med en risikofri rentekur-
ve. Beregningsmetoden for den relevante risikofrie rentekur-
ve er gennemsigtig og håndteres af EU-Kommissionen. For-
sikringsselskaberne har mulighed for at anvende en volatili-
tetsjustering af den risikofrie rentekurve, såfremt Finanstil-
synet notificeres herom. Volatilitetsjusteringen skal sikre,
at nutidsværdien af de forsikringsmæssige hensættelser til
solvens opgøres under hensyntagen til de investeringer, som
selskabet har foretaget, og at forsikringsselskabet ikke kom-
mer i en situation, hvor pludselige udsving på de finansielle
markeder fører til uhensigtsmæssige frasalg af visse aktiver
som følge af en uhensigtsmæssig opgørelse af nutidsværdi-
en.
Forsikringsselskaberne har endvidere mulighed for at anven-
de en såkaldt matchtilpasning af den risikofrie rentekurve,
såfremt Finanstilsynet giver tilladelse hertil. Matchtilpas-
ning er en mulighed for, at forsikringsselskaber kan opnå
en tilpasning af de renter, som selskaberne diskonterer med
og dermed værdiansætter deres forpligtelser med. Anvendel-
se af matchtilpasningen medfører, at selskaberne skal dis-
kontere deres forpligtelser med en højere rente. En højere
diskonteringsrente nedbringer værdien af forpligtelserne og
reducerer dermed behovet for hensættelser. Det skyldes, at
en højere diskonteringsrente udtrykker en højere forventning
til de fremtidige risikofrie afkast, hvormed hensættelsen til
en fremtidig betaling vil blive mindre.
Matchtilpasning kan anvendes på forsikringsprodukter eller
bestande, hvis selskabets aktiver allerede udvikler sig i takt
med forpligtelserne, for eksempel som følge af at aktiver og
forpligtelser har ens betalingsstrømme og løbetid. Dette kan
illustreres ved, at en given forpligtelse indebærer en betaling
fra selskabet på 100 om et år, og at selskabet har investeret i
en obligation, som ved udløb om et år indebærer en betaling
til selskabet på 100. Når værdien af et selskabs aktiver og
forpligtelser udvikler sig i takt med hinanden, betyder det
103
mindre risiko for selskabets kapitalgrundlag, hvorfor der kan
tages hensyn hertil ved opgørelsen af forpligtelserne.
Lov om finansiel virksomhed § 126 c faslægger regler for
opgørelse af forsikringsselskabers kapitalgrundlag.
Efter gennemførelsen af Solvens II-direktivet skal forsik-
ringsselskaber opgøre et kapitalgrundlag, der består af sum-
men af basiskapitalgrundlaget og det supplerende kapital-
grundlag. Den kapital, der kan medregnes i kapitalgrundla-
get opdeles alt efter kapitalens kvalitet. Opdelingen sker
blandt andet på baggrund af, at ikke al kapital effektivt
kan dække tab og dermed bidrage til et forsikringsselskabs
fortsatte drift (going concern). Der er derfor behov for, at
kapitalen klassificeres i tre klasser i overensstemmelse med
nærmere fastsatte kvalitetskriterier.
Lov om finansiel virksomhed § 126 c og 126 d faslægger
regler for forsikringsselskabers solvens- og minimumskapi-
talkrav.
Solvenskapitalkravet skal medvirke til at sikre, at forsik-
ringsselskaber er i stand til at dække betydelige tab, og
dermed give forsikringstagerne og de begunstigede en be-
tryggende sikkerhed for, at selskabet kan leve op til sine
forpligtelser.
Det fremgår af betragtning nr. 64 i præamblen til Solvens
II-direktivet, at for at fremme god risikostyring og bringe
de lovregulerede kapitalkrav i overensstemmelse med bran-
chens praksis skal solvenskapitalkravet fastlægges som den
økonomiske kapital, som forsikringsselskaber skal råde over
for at sikre, at der højst forekommer en konkurssituation
hvert 200 tilfælde. Dette svarer til, at selskabet med en
sandsynlighed på mindst 99,5 pct. skal kunne leve op til sine
forpligtelser over for forsikringstagerne og de begunstigede
i de følgende 12 måneder. Solvenskapitalkravet opgøres på
grundlag af forsikringsselskabernes risikoprofil under hen-
syntagen til virkningerne af eventuelle risikobegrænsende
teknikker, såsom genforsikring samt diversifikationseffekter
som eksempelvis, at opgørelsen indeholder antagelser om,
at risikoen for længere levetid ikke hænger sammen med
risikoen for aktiekursfald
For at sikre, at forsikringsselskaber har et kapitalgrundlag,
som dækker solvenskapitalkravet, skal selskaberne mindst
årligt opgøre solvenskapitalkravet samt løbende kontrollere
overholdelsen af solvenskapitalkravet og opgøre det på ny,
hvis risikoprofilen afviger fra de antagelser, der lå til grund
for det senest opgjorte solvenskapitalkrav, eller hvis risiko-
profilen ændres væsentligt.
Minimumskapitalkravet sikrer, at selskaberne som minimum
opfylder et vist krav til kapitalens størrelse. Såfremt sel-
skabet ikke kan opfylde minimumskapitalkravet, vil forsik-
ringstagerne og de begunstigede være udsat for en høj risiko
for ikke at blive fyldestgjort, hvis forsikringsselskabet tilla-
des at fortsætte sin virksomhed.
Lov om finansiel virksomhed § 350 b faslægger regler for
kapitaltillæg.
De gældende regler i lov om finansiel virksomhed giver
Finanstilsynet beføjelse til at fastsætte et kapitaltillæg for
forsikringsselskaber.
Kapitalkravene i lov om finansiel virksomhed medfører, at
forsikringsselskaber er underlagt et solvenskapitalkrav, der
som udgangspunkt opgøres ved anvendelse af den standard-
formel, der er fastlagt i medfør af Solvens II-reguleringen,
dvs. Solvens II-direktivet og Solvens II-forordningen. Stan-
dardformlen er tænkt at kunne afspejle de fleste forsikrings-
selskabers risikoprofil, men i visse tilfælde vil dette ikke
være tilfældet. I disse særlige tilfælde har Finanstilsynet
beføjelse til at fastsætte et kapitaltillæg.
Kapitaltillægget er kun tiltænkt anvendt, når Finanstilsynet
vurderer, at alle andre tilsynsforanstaltninger er ineffektive
eller uhensigtsmæssige.
Lov om finansiel virksomhed § 126 g, stk. 1, fastlægger, at
et gruppe 1-forsikringsselskab kvartalsvis skal foretage ana-
lyser af, hvordan ændringer i væsentlige risici påvirker det
af selskabet opgjorte kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og
minimumskapitalkrav. Analyserne skal indsendes til Finans-
tilsynet kvartalsvis. § 126 g, stk. 2 fastlægger, at erhvervs-
ministeren kan fastsætte nærmere regler om de analyser,
som selskabet skal foretage efter stk. 1. Hjemlen er anvendt
til at udstede bekendtgørelse nr. 615 af 25/05/2018 om føl-
somhedsanalyser for gruppe 1-forsikringsselskaber.
3.12.2. Solvens II-direktivet
Solvens II-direktivet, med de ændringer der følger af Omni-
bus II-direktivet fastlægger nærmere regler om værdiansæt-
telse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige
hensættelser til solvens, anvendelse af en risikofri rentekur-
ve og matchtilpasning og opgørelse af forsikringsselskabers
kapitalgrundlag, solvens- og minimumskapitalkrav og kapi-
taltillæg.
Solvens II-direktivet fastlægger specifikke regler for vær-
diansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikrings-
mæssige hensættelser til solvens. Værdien af de forsikrings-
mæssige hensættelser til solvens skal afspejle det beløb,
forsikringsselskabet reelt ville skulle betale, hvis selskabet
på det givne tidspunkt skulle overdrage sine forsikrings- og
genforsikringsforpligtelser til et andet selskab. Beregningen
af de forsikringsmæssige hensættelser til solvens skal tage
104
udgangspunkt i og være i overensstemmelse med oplysnin-
ger fra de finansielle markeder og almindeligt tilgængelige
oplysninger om forsikringsrisici (markedskonformitet). De
forsikringsmæssige forpligtelser skal beregnes på forsigtig,
troværdig og objektiv vis.
Ifølge Solvens II-direktivet er det nødvendigt at beregne den
forventede nutidsværdi af forsikringsforpligtelser på grund-
lag af aktuelle og troværdige oplysninger og realistiske an-
tagelser under hensyn til finansielle garantier og optioner
indeholdt i forsikrings- og genforsikringsaftaler for at opgø-
re forsikringsforpligtelser.
Kommissionen har vedtaget delegerede retsakter og regule-
ringsmæssige tekniske standarder, der præciserer de metoder
og antagelser, der skal benyttes i forbindelse med værdian-
sættelsen af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssi-
ge hensættelser til solvens, samt reguleringsmæssige tekni-
ske standarder udarbejdet af EIOPA som supplement hertil,
jf. artikel 86, stk. 1 og 2, i Solvens II-direktivet, som ænd-
ret ved Omnibus II-direktivet. Delegerede retsakter og regu-
leringsmæssige tekniske standarder er niveau 2-regulering,
der bliver udstedt som forordninger.
Ifølge Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-
direktivet, fastlægger EIOPA en risikofri rentekurve, som
selskaberne skal anvende ved opgørelsen af forpligtelser-
ne. Den risikofrie rentekurve udtrykker prisen for at låne
risikofrit og anvendes til at opgøre nutidsværdien af de for-
pligtelser, som et forsikringsselskab har.
Kommissionen har vedtaget delegerede retsakter, der fast-
lægger de metoder og forudsætninger, der skal benyttes i
forbindelse med værdiansættelsen af aktiver og passiver,
samt reguleringsmæssige tekniske standarder udarbejdet af
EIOPA som supplement hertil, jf. artikel 75, stk. 2 og 3,
i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direkti-
vet. Delegerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske
standarder er niveau 2-regulering, der bliver udstedt som
forordninger.
Solvens II-direktivet fastlægger regler om, at gruppe 1-for-
sikringsselskaber skal opgøre et kapitalgrundlag, der består
af summen af basiskapitalgrundlaget og det supplerende ka-
pitalgrundlag, jf. artikel 101.
Kommissionen har vedtaget bindende tekniske standarder
udarbejdet af EIOPA, der præciserer kriterierne og procedu-
ren for tilsynsmyndighedernes godkendelse af supplerende
kapitalgrundlag, jf. artikel 92, stk. 1 og 3, i Solvens II-direk-
tivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet. Bindende tek-
niske standarder er niveau 2-regulering, der bliver udstedt
som forordninger.
Solvens II-direktivet fastlægger dels et risikofølsomheds-
krav, der bygger på en fremadrettet opgørelse for at sikre,
at tilsynsmyndighederne kan foretage et præcist og retti-
digt indgreb overfor forsikringsselskaber, der ikke har ka-
pital til at dække de risici, selskabet er eller kan blive
mødt med (solvenskapitalkravet), dels et sikkerhedsmæs-
sigt minimumsniveau, som forsikringsselskaberne som mi-
nimum skal have kapital til at dække (minimumskapitalkra-
vet). De overordnede rammer for begge kapitalkrav fremgår
af Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direk-
tivet. For at opnå et ensartet beskyttelsesniveau for forsik-
ringstagere i Den Europæiske Union reguleres opgørelsen af
de to kapitalkrav i niveau 2-regulering, der er udstedt som
forordninger.
Kommissionen har vedtaget delegerede retsakter, der præci-
serer den matematiske udformning af standardformlen og
de metoder, antagelser og standardparametre, der skal benyt-
tes ved opgørelsen af de forskellige risikomoduler og un-
dermoduler i solvenskapitalkravet, samt bindende tekniske
standarder udarbejdet af EIOPA som supplement hertil, jf.
artikel 111 i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus
II-direktivet.
Kommissionen har endvidere vedtaget gennemførelsesmæs-
sige tekniske standarder udarbejdet af EIOPA vedrørende
godkendelse af en intern model, jf. artikel 114 i Solvens
II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet.
Delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske
standarder er niveau 2-regulering, der bliver udstedt som
forordninger.
Solvens II-direktivet indeholder mulighed for, at tilsyns-
myndighederne kan fastsætte et kapitaltillæg. I Solvens II-
direktivet opstilles der en række kriterier for, hvornår der
kan stilles krav om et kapitaltillæg, og på niveau 2 har Kom-
missionen præciseret, under hvilke omstændigheder der kan
stilles krav om et kapitaltillæg. Niveau 2-regulering bliver
udstedt som forordninger.
3.12.3. Erhvervsministeriets overvejelser
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at de gældende regler
om værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsik-
ringsmæssige hensættelser til solvens skal videreføres.
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at de gældende reg-
ler om anvendelse af en risikofri rentekurve skal viderefø-
res. Herefter vil forsikringsselskaberne fortsat have mulig-
hed for at anvende en volatilitetsjustering eller matchtilpas-
ning af den risikofrie rentekurve, såfremt Finanstilsynet gi-
ver tilladelse hertil.
105
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at de gældende regler
om opgørelse af kapitalgrundlaget bør videreføres.
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at de gældende reg-
ler om solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet bør
videreføres.
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at de gældende regler
om Finanstilsynets mulighed for at fastsætte et kapitaltillæg
for forsikringsselskaber, der ikke opfylder lovens kapitalreg-
ler, bør videreføres.
Kapitaltillægget skal fortsat kun anvendes, når Finanstilsy-
net vurderer, at alle andre tilsynsforanstaltninger er ineffek-
tive eller uhensigtsmæssige.
Kravene til forsikringsselskabernes følsomhedsanalyser har
til formål at sikre en effektiv risikostyring i selskabet. Føl-
somhedsanalyserne skal indberettes til Finanstilsynet. Føl-
somhedsanalyserne giver Finanstilsynet mulighed for løben-
de at følge med i selskabernes økonomiske situation og
mulighed for, at Finanstilsynet kan træffe de nødvendige
foranstaltninger, såfremt et selskabs økonomiske stilling er
forringet og forsikringstagernes interesser dermed er udsat
for en risiko for ikke at blive fyldestgjort. Det er Erhvervs-
ministeriets vurdering, at de gældende regler om følsom-
hedsanalyser bør videreføres. Det er dog i forbindelse med
lovforslaget besluttet, at der skal arbejdes på at gennem-
føre lempelser i forhold til den nærmere udmøntning af
kravene til følsomhedsanalyserne, som er fastlagt i bekendt-
gørelse om følsomhedsanalyser for gruppe 1-forsikringssel-
skaber. Disse lempelser vil ske ved en senere ændring af
bekendtgørelsen.
3.12.4. Lovforslagets indhold
Reglerne i lovforslaget viderefører i §§ 154-165 de gælden-
de regler i lov om finansiel virksomhed kapitel 10 om krav
til forsikringsselskabers kapitalforhold og forsikringsmæssi-
ge hensættelser til solvens, herunder regler om værdiansæt-
telse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige
hensættelser til solvens, anvendelse af en risikofri rentekur-
ve og matchtilpasning og opgørelse af forsikringsselskabers
kapitalgrundlag, solvens- og minimumskapitalkrav og kapi-
taltillæg.
Forslaget indeholder i § 158 en bemyndigelse til erhvervs-
ministeren til at udstede en bekendtgørelse om værdian-
sættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssi-
ge hensættelser til solvens for gruppe 1-forsikringsselska-
ber. Bemyndigelsen er udnyttet, og der er fastsat regler om
værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikrings-
mæssige hensættelser til solvens for gruppe 1-forsikrings-
selskaber. Forsikringsselskaberne skal i overensstemmelse
med reglerne fastsat i denne bekendtgørelse opstille en sol-
vensbalance mellem selskabets aktiver og passiver, herunder
de forsikringsmæssige hensættelser til solvens samt den ka-
pital, der anvendes til at dække det af selskabet opgjorte
solvenskapitalkrav og minimumskapitalkrav.
Forsikringsselskaberne skal fortsat opstille en balance i års-
rapporten i medfør af reglerne i bekendtgørelse 937 af 27.
juli 2015 om finansielle rapporter for forsikringsselskaber
og tværgående pensionskasser.
Gruppe 2-forsikringsselskaberne er ikke omfattet af de
samme værdiansættelsesprincipper som gruppe 1-forsik-
ringsselskaber og skal som hidtil anvende værdiansættelses-
principperne i bekendtgørelse nr. 937 af 27. juli 2015 om
finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående
pensionskasser. Værdiansættelsesprincipperne bliver løben-
de ændret som følge af udviklingen af de internationale
regnskabsstandarder.
Lovforslaget viderefører i § 158 de gældende regler fra lov
om finansiel virksomhed om anvendelse af en risikofri ren-
tekurve, herunder at anvende en volatilitetsjustering eller
matchtilpasning af den risikofrie rentekurve, såfremt Finans-
tilsynet giver tilladelse hertil.
Forslaget fastsætter dermed en bestemmelse, hvorefter grup-
pe 1-forsikringsselskaber skal anvende den risikofrie rente-
kurve, der fastlægges og offentliggøres af EU-Kommissio-
nen, til at opgøre deres forpligtelser. Lovforslaget indehol-
der desuden en mulighed for, at selskaberne kan anvende
en volatilitetsjustering. Dette kan ske ved notificering af
Finanstilsynet, hvilket er en kodificering af den gældende
praksis, hvorefter der ikke længere kræves egentlig tilladelse
fra Finanstilsynet. Endvidere indeholder lovforslaget mulig-
hed for, at selskaberne kan anvende en matchtilpasning, hvis
dette godkendes af Finanstilsynet. Finanstilsynet bemyndi-
ges endvidere til at fastsætte regler om de mere tekniske
betingelser for godkendelsen og kravene til opgørelsen af
matchtilpasningen. Det er sket med bekendtgørelse nr. 886
af 27. august 2019 om den risikofrie rentekurve, matchtil-
pasning og volatilitetsjustering for gruppe 1-forsikringssel-
skaber.
Forslaget indeholder desuden i § 331 overgangsbestemmel-
ser for den risikofrie rentekurve, hvorved gruppe 1-forsik-
ringsselskaberne får mulighed for at ansøge om en justering
af den risikofrie rentekurve over en 16-årig periode. Det for-
ventes dog ikke, at de danske gruppe 1-forsikringsselskaber
vil gøre brug af overgangsbestemmelsen.
Der henvises til de almindelige bemærkninger i § 331 om
overgangsbestemmelser.
Lovforslaget viderefører i §§ 153-157 de gældende regler
106
fra lov om finansiel virksomhed om opgørelse af kapital-
grundlaget for gruppe 1-forsikringsselskaber.
Lovforslaget indeholder en definition af kapitalgrundla-
get, basiskapitalgrundlaget og det supplerende kapitalgrund-
lag. Endvidere indeholder lovforslaget en bemyndigelsesbe-
stemmelse, hvorefter Finanstilsynet kan fastsætte nærmere
regler for gruppe 1-forsikringsselskabernes opgørelse her-
af. Det er sket med udstedelse af bekendtgørelse nr. 620
af 1. juni 2017 om opgørelse af kapitalgrundlag for gruppe
1-forsikringsselskaber m.v.
Under de nye solvensregler opdeles kapitalen i tre klasser
efter nærmere fastsatte kriterier. Klasserne afspejler kapita-
lens kvalitet, hvor klasse 1-kapital er af højeste kvalitet. Det
er hensigtsmæssigt at have en opdeling i klasser og visse
begrænsninger i forhold til den kapital, der kan anvendes
til at dække henholdsvis solvenskapitalkravet og minimums-
kapitalkravet for at forhindre, at virksomheder bliver kapita-
liseret med kapital af forholdsvis lav kvalitet. Ved klassifi-
ceringen af kapitalen bliver det muligt at fastsætte rammer
for kvaliteten af det kapitalgrundlag, der kan anvendes til
at dække solvenskapitalkravet, og det basiskapitalgrundlag,
der kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.
Gruppe 2-forsikringsselskaberne skal fortsat opgøre deres
basiskapital i overensstemmelse med de nugældende regler,
som også gjaldt før implementeringen af Solvens II-direkti-
vet i dansk ret.
Det foreslås at videreføre de gældende bestemmelser om
solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet for gruppe
1-forsikringsselskaber i lov om finansiel virksomhed. Grup-
pe 1-forsikringsselskaberne skal opgøre to kapitalkrav, et
solvenskapitalkrav og et minimumskapitalkrav. Solvenska-
pitalkravet skal opgøres efter bekendtgørelse nr. 1164 af
31. oktober 2017 om opgørelse af solvenskapitalkravet ved
anvendelse af standardformlen for gruppe 1-forsikringssel-
skaber m.v. og bekendtgørelse nr. 1165 31. oktober 2017
om opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse af en
intern model for gruppe 1-forsikringsselskaber m.v. Mini-
mumskapitalkravet opgøres efter reglerne i dette lovforslag.
Bestemmelsen indebærer endvidere, at gruppe 1-selskaberne
enten skal anvende standardformlen eller udvikle fulde eller
partielle interne modeller, der skal godkendes af Finanstilsy-
net, til at opgøre deres solvenskapitalkrav.
For at afspejle de små og mindre komplekse gruppe 1-for-
sikringsselskabers særlige situation er der mulighed for at
anvende forenklede metoder til opgørelse af solvenskapital-
kravet ved anvendelse af standardformlen.
Minimumskapitalkravet er et minimumskrav til kapitalens
størrelse, som, hvis det ikke er opfyldt, betyder, at der er
risiko for, at forsikringstagernes interesser ikke kan vareta-
ges. Minimumskravet udgør det største af henholdsvis belø-
bet for det opgjorte minimumskapitalkrav og beløbet for
den nedre grænse for minimumskapitalkravet. Det opgjorte
minimumskapitalkrav opgøres ud fra selskabets risikoprofil
som et beløb, der udgør mellem 25 pct. og 45 pct. af
selskabets solvenskapitalkrav, hvorimod den nedre grænse
for minimumskapitalkravet er fastsat som en beløbsmæssig
størrelse, der varierer alt efter den virksomhed, som forsik-
ringsselskabet udøver.
Opgørelsen af minimumskapitalkravet er væsentligt mindre
omfattende end opgørelsen af solvenskapitalkravet.
Såfremt selskabet ikke opfylder solvenskapitalkravet eller
minimumskapitalkravet, stilles der i forslaget krav om, at
selskabet udarbejder henholdsvis en plan for genoprettelse
eller en finansieringsplan. Der stilles i forslaget endvidere
krav om, at Finanstilsynet skal godkende planerne. Solven-
skapitalkravet skal som udgangspunkt være opfyldt, seks
måneder efter den manglende opfyldelse blev konstateret,
mens minimumskapitalkravet skal være opfyldt på ny inden-
for tre måneder.
Det foreslås endvidere i §§ 156-157 at videreføre de gæl-
dende solvensregler, der gælder for gruppe 2-forsikringssel-
skaber. Gruppe 2-forsikringsselskaberne er ikke omfattet af
de mere omfattende kapitalkrav, som gælder for gruppe 1-
forsikringsselskaber efter Solvens II-direktivet. Dette skyl-
des, at gruppe 2-forsikringsselskaberne på grund af deres
begrænsede størrelse og aktivitetsområde ikke er omfattet af
Solvens II-direktivet, og at det af samme grund vurderes til-
strækkeligt med de enklere solvensregler. Gruppe 2-forsik-
ringsselskaberne skal efter reglerne være i besiddelse af en
minimumsbasiskapital, med forenklinger i forhold til gensi-
dige selskaber, samt være omfattet af regler for opgørelsen
af det individuelle solvensbehov.
I lovforslagets § 278 videreføres de gældende regler fra lov
om finansiel virksomhed om kapitaltillæg.
Lovforslaget viderefører endvidere en bestemmelse, hvoref-
ter Finanstilsynet har mulighed for at fastsætte et kapital-
tillæg, såfremt et gruppe 1-forsikringsselskabs risikoprofil
afviger væsentligt fra forudsætningerne for standardformlen
eller en anvendt godkendt intern model til opgørelse af sol-
venskapitalkravet, eller selskabets virksomhedsstyring afvi-
ger væsentligt fra de krav, der gælder herfor i medfør af
f.eks. lovforslagets § 133.
I de tilfælde hvor kravet om et kapitaltillæg bliver stillet på
baggrund af ledelsesmæssige svigt, eller fordi den godkend-
te interne model indeholder væsentlige mangler, skal selska-
bet gøre det nødvendige for at rette op på manglerne. Hvis
107
standardformlen ikke i tilstrækkelig grad afspejler selskabets
risici, kan kapitaltillægget opretholdes i de efterfølgende år
og vil blive opretholdt så længe, der ikke er rettet op på
forholdet.
For gruppe 2-forsikringsselskaber vil Finanstilsynet fortsat
i medfør af § 156 have mulighed for at fastsætte et højere
individuelt solvensbehov end det af selskabet opgjorte indi-
viduelle solvensbehov.
Lovforslaget viderefører endvidere i § 160 reglerne om, at et
gruppe 1-forsikringsselskab skal foretage analyser af, hvor-
dan ændringer i væsentlige risici påvirker det af selskabet
opgjorte kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og minimums-
kapitalkrav, og kvartalsvist indberette disse til Finanstilsy-
net.
3.13. Koncernregler m.v.
3.13.1. Gældende ret
De gældende regler for koncerner og konsolidering m.v.
fremgår af kapitel 12 i lov om finansielle virksomheder. I
§§ 170-175 a findes reglerne om koncerner. I §§ 175 b-175
e findes særlige regler for koncernsolvens og koncerntilsyn
for gruppe 1-forsikringsselskaber m.v. I §§ 176-177 b findes
regler om konsolidering. I § 178 findes en undtagelsesbe-
stemmelse til kravene i § 170, § 173, stk. 2-5, og § 174. I
§§ 179-182 f findes regler om udskillelse, afhændelse og
koncerninterne transaktioner.
Af de gældende regler i kapitel 12 i lov om finansielle
virksomheder er det alene §§ 175 a-175 e og 179-182, der
gælder for forsikringsselskaber.
Den gældende § 175 a i lov om finansiel virksomhed fast-
sætter krav for koncerner om indberetning af eksponerin-
ger. Koncerner skal én gang årligt indberette alle ekspone-
ringer, der udgør mere end 10 pct. af koncernens kapital-
grundlag.
I den gældende § 175 b i lov om finansiel virksomhed er
der fastsat regler om, at koncerner skal være i besiddelse
af et kapitalgrundlag, der dækker solvenskapitalkravet for
koncernen, herunder hvordan kapitalgrundlagt og solvenska-
pitalkravet opgøres. Bestyrelsen for en forsikringsholding-
virksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed skal sik-
re, at koncernen er i besiddelse af et kapitalgrundlag, der
dækker solvenskapitalkravet for koncernen. Solvenskapital-
kravet for koncernen skal som udgangspunkt opgøres efter
en metode baseret på regnskabsmæssig konsolidering, men i
visse tilfælde kan Finanstilsynet træffe afgørelse om, at sol-
venskapitalkravet for koncernen skal opgøres efter en anden
metode. Reglen indeholder mulighed for, at Finanstilsynet
kan fastsætte et kapitaltillæg på koncernniveau. Endvidere
indeholder reglen en bemyndigelse til Finanstilsynet til at
fastsætte nærmere regler om det kapitalgrundlag, der kan
anvendes til dækning af solvenskapitalkravet for den øverste
modervirksomhed i koncernen, og om opgørelsen af solven-
skapitalkravet for koncernen.
For at sikre, at Finanstilsynet kan føre et effektivt tilsyn med
en dansk del af en koncern, er der i de gældende §§ 175 c og
175 d i lov om finansiel virksomhed fastsat regler, hvorefter
Finanstilsynet kan træffe afgørelse om, at § 175 b skal finde
anvendelse for den danske del af koncernen eller gruppen,
såfremt den øverste modervirksomhed i koncernen ikke har
sit hovedsæde i Danmark. Finanstilsynet kan herefter indgå
aftaler med tilsynsmyndigheder i andre medlemsstater med
henblik på at udøve koncerntilsyn med den koncerndel, der
omfatter flere medlemsstater.
Den gældende § 175 e i lov om finansiel virksomhed fast-
sætter regler for afgørelse om, hvilken tilsynsmyndighed
der skal være koncerntilsynsførende. Finanstilsynet skal i
fællesskab med andre relevante tilsynsmyndigheder indhen-
te udtalelse fra koncernen, inden der træffes afgørelse om,
hvilke tilsynsmyndigheder der er koncerntilsynsførende ef-
ter Solvens II-direktivet. Når Finanstilsynet er udpeget som
koncerntilsynsførende, skal Finanstilsynet meddele koncer-
nen en begrundelse for afgørelsen.
Den gældende § 179 i lov om finansiel virksomhed vedrører
påbud om udskillelse af finansielle virksomheder i en del-
koncern, såfremt en række betingelser er opfyldt. Finanstil-
synet kan påbyde en modervirksomhed at udskille finansiel-
le virksomheder, som modervirksomheden ejer kapitalande-
le i, til en delkoncern, såfremt 1) koncernen er struktureret
på en sådan måde, at modervirksomheden ikke skal opfylde
solvenskapitalkravet som henvist til i bestemmelsen, 2) et
ledelsesmedlem omfattes af et af forholdene i den gældende
§ 64, stk. 1, nr. 3, 4 og 6, i lov om finansiel virksomhed,
eller 3) strukturen i øvrigt vanskeliggør varetagelsen af tilsy-
nets opgaver.
Den gældende § 180 i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter rammerne for, at Finanstilsynet kan påbyde afhændelse
af kapitalandele i en finansiel virksomhed, såfremt en række
betingelser er opfyldt. Finanstilsynet kan således påbyde
afhændelse af kapitalandele i en finansiel virksomhed, så-
fremt 1) modervirksomheden eller koncernen ikke opfylder
solvenskapitalkravet som henvist til i bestemmelsen, 2) et
ledelsesmedlem ikke har fyldestgørende erfaring til at udøve
hvervet eller stillingen eller omfattes af et af forholdene i
den gældende § 64, stk. 1, nr. 3, 4 og 6, i lov om finansiel
virksomhed, eller 3) modervirksomheden modvirker en for-
svarlig og fornuftig forvaltning af den finansielle virksom-
hed.
I den gældende § 181 i lov om finansiel virksomhed er der
108
fastsat regler vedrørende koncerninterne transaktioner. Fi-
nanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for transaktioner,
der indgås mellem en finansiel virksomhed og 1) virksom-
heder, der direkte eller indirekte er forbundet med den finan-
sielle virksomhed, 2) virksomheder eller personer, der er
forbundet med den finansielle virksomhed gennem snævre
forbindelser, jf. den gældende § 5, stk. 1, nr. 19, i lov om
finansiel virksomhed, eller 3) virksomheder, hvor der for
flertallets vedkommende er personsammenfald i ledelsen,
eller hvor virksomhederne er underlagt en fælles ledelse i
medfør af en aftale eller vedtægtsbestemmelser. Koncernin-
terne transaktioner foretaget i strid med de af Finanstilsynet
fastsatte regler skal ophæves, således at ydelserne om muligt
tilbageleveres, og udbetalinger, der er foretaget i forbindelse
med koncerninterne transaktioner i strid med de fastsatte
regler, skal tilbageføres tillige med en årlig rente af beløbet.
I den gældende § 182 i lov om finansiel virksomhed er der
fastsat regler vedrørende koncerninterne eksponeringer. En
række finansielle virksomheder må ikke uden tilladelse fra
Finanstilsynet have eksponeringer mod andre virksomheder
indenfor samme koncern bortset fra eksponeringer mod dat-
tervirksomheder. Endvidere må de pågældende virksomhe-
der ikke have eksponeringer mod virksomheder eller per-
soner, som direkte eller indirekte har en afgørende indflydel-
se på den pågældende virksomhed, eller som er domineret af
virksomheder eller personer med en sådan indflydelse.
3.13.2. Solvens II-direktivet
Solvens II-direktivet indeholder en lang række bestemmel-
ser om tilsynet på koncernniveau. Bestemmelserne skal sik-
re, at der i hele Den Europæiske Union anvendes ens regler
for at beskytte forsikringstagerne og skabe gennemsigtig-
hed i forhold til koncernernes risikoopgørelser og kapitali-
sering. Afsnit III i Solvens II-direktivet indeholder regler
om tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber i en
koncern.
Artikel 216 vedrører koncerntilsyn med det endelige mo-
derselskab på nationalt niveau. Det fremgår af artiklen, at
såfremt det deltagende forsikrings- eller genforsikringssel-
skab, forsikringsholdingselskabet eller det blandede finan-
sielle holdingselskab, der har sit hovedsæde i Unionen, ikke
har sit hovedsæde i samme medlemsstat som det endelige
moderselskab på unionsniveau, kan medlemsstaterne tillade
deres tilsynsmyndigheder at beslutte at udøve koncerntilsyn
med det endelige moderselskab på nationalt niveau.
Artikel 217 vedrører den situation, hvor der er truffet afgø-
relse efter artikel 216. Tilsynsmyndighederne kan herefter
indgå aftale med tilsynsmyndigheder i andre medlemsstater,
hvor et andet tilknyttet endeligt moderselskab på nationalt
niveau er beliggende, med henblik på at udøve koncerntil-
syn med den koncerndel, der omfatter flere medlemsstater.
Artiklerne 218-220 vedrører tilsyn med koncernsolvens, be-
regningshyppighed og valg af metode.
Artiklerne 230-233 vedrører beregningsmetoder. I artikel
230 er metode 1 (standardmetode) for beregning af koncer-
nsolvens beskrevet. Metoden er baseret på regnskabskonso-
lidering. Af artikel 231 fremgår proceduren for ansøgning
om tilladelse for anvendelse af en intern model til at beregne
koncernens konsoliderede solvenskapitalkrav. Artikel 232
giver mulighed for at pålægge et kapitaltillæg på koncernni-
veau, hvis der ikke i tilstrækkeligt omfang er taget højde for
koncernens risikoprofil. I artikel 233 er metode 2 (alternativ
metode) til beregning af koncernsolvens beskrevet. Metoden
er baseret på fradrag og aggregering.
Artikel 235 vedrører beregning af koncernsolvens for for-
sikringsholdingselskaber og blandede finansielle holdingsel-
skaber.
Artikel 247 fastsætter rammerne for valg af den koncerntil-
synsførende.
Artikel 245 og 265 vedrører tilsyn med koncerninterne
transaktioner.
De gældende §§ 175 a og § 181 implementerer endvidere
artikel 2, artikel 7 og 8 vedrørende risikokoncentration og
transaktioner indenfor en gruppe i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2002/87/EF af 16. december 2002 om sup-
plerende tilsyn med kreditinstitutter, forsikringsselskaber og
investeringsselskaber i et finansielt konglomerat.
3.13.3. Erhvervsministeriets overvejelser
Alle bestemmelser i Solvens II-direktivet vedrørende kon-
cerner er idag gennemført i de gældende regler i lov om
finansiel virksomhed, og disse regler sikrer beskyttelse af
forsikringstagerne og skaber gennemsigtighed i forhold til
koncernernes risikoopgørelser og kapitalisering.
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at de gældende regler
vedr. koncerner af relevans i en forsikringsmæssig sammen-
hæng fra lov om finansiel virksomhed bør videreføres.
3.13.4. Lovforslagets indhold
De gældende regler om koncerner af relevans i en forsik-
ringsmæssig sammenhæng i kapitel 12 i lov om finansiel
virksomhed foreslås videreført.
Den foreslåede § 165 fastsætter krav for koncerner om ind-
beretning af eksponeringer. Bestemmelsen viderefører de
gældende regler i lov om finansiel virksomhed. Den gælden-
109
de § 175 a, stk. 3, foreslås ikke videreført, da reglen ikke
gælder for forsikringsselskaber.
Den foreslåede § 166 fastlægger krav til koncerners kapital-
grundlag og solvenskapitalkrav. Bestemmelsen viderefører
de gældende regler i lov om finansiel virksomhed, dog så-
ledes, at bestemmelsen er ændret til alene at omfatte forsik-
ringsselskaber.
De foreslåede §§ 167 og 168 vedrører de tilfælde, hvor den
øverste modervirksomhed i koncernen ikke har sit hovedsæ-
de i Danmark. Bestemmelsen viderefører de gældende regler
i lov om finansiel virksomhed.
Den foreslåede § 169 fastsætter regler for afgørelse om,
hvilken tilsynsmyndighed der skal være koncerntilsynsfø-
rende. Bestemmelsen viderefører de gældende regler i lov
om finansiel virksomhed.
Den foreslåede § 170 vedrører muligheden for at udskille
forsikringsselskaber i en delkoncern under en finansiel hol-
dingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed. Be-
stemmelsen viderefører de gældende regler i lov om finan-
siel virksomhed, dog således, at bestemmelsen er ændret til
alene at omfatte forsikringsselskaber.
I § 171 foreslås det, at Finanstilsynet skal kunne påbyde
en forsikringsholdingvirksomhed at afhænde kapitalandele
i et forsikringsselskab, såfremt en række betingelser er op-
fyldt. Bestemmelsen viderefører de gældende regler i lov
om finansiel virksomhed, dog således, at bestemmelsen er
ændret til alene at omfatte forsikringsselskaber.
I den foreslåede § 172 er der fastsat regler vedrørende
koncerninterne transaktioner. Bestemmelsen viderefører de
gældende regler i lov om finansiel virksomhed, dog således,
at bestemmelsen er ændret til alene at omfatte forsikrings-
selskaber. Det præciseres endvidere i det forslåede stk. 1, at
bestemmelsen omhandler regler for koncerninterne transak-
tioner (og ikke alle transaktioner).
I den foreslåede § 173 er der fastsat regler vedrørende
koncerninterne eksponeringer. Bestemmelsen viderefører de
gældende regler i lov om finansiel virksomhed, dog således,
at bestemmelsen er ændret til alene at omfatte forsikrings-
selskaber. Den gældende § 182, stk. 4, foreslås ikke videre-
ført, da reglen ikke gælder for forsikringsselskaber.
I den foreslåede § 174 er der fastsat regler vedrørende Fi-
nanstilsynets mulighed for at fravige bestemmelser for kon-
cerner foreslået i lovforslaget eller regler udstedt i medfør
heraf under hensyn til formålet med de pågældende bestem-
melser og aktiviteterne i koncernen.
Der henvises til §§ 165-174 samt de specielle bemærkninger
hertil.
3.14. Midlernes anbringelse og likviditet
3.14.1. Gældende ret
Kapitel 11 i den gældende lov om finansiel virksomhed
vedrører anbringelse af finansielle virksomheders midler,
likviditet og aktivt ejerskab for visse forsikringsselskaber.
Efter den gældende § 158, stk. 1, i lov om finansiel virksom-
hed skal forsikringsselskaber investere deres aktiver således,
at forsikringstagernes og de begunstigedes interesser vareta-
ges bedst muligt. Bestemmelsen implementerer artikel 132
i Solvens II-direktivet, som benævnes prudent person-prin-
cippet. Prudent person-princippet er et overordnet princip
for forsikringsselskabernes forvaltning af aktiver, hvorefter
forsikringsselskaber skal investere deres aktiver således, at
forsikringstagernes og de begunstigedes interesser varetages
bedst muligt. Efter den gældende § 158, stk. 2, kan Finans-
tilsynet fastsætte nærmere regler om anvendelsen af stk.
1. Bemyndigelsen er ikke udnyttet.
I medfør af gældende ret er gruppe 1-forsikringsselskaber
underlagt regler om aktivt ejerskab. Efter den gældende
§ 159 skal et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virk-
somhed omfattet af bilag 8, og et forsikringsselskab, der
udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, og som
foretager investeringer direkte eller gennem en kapitalfor-
valter i aktier, der handles på et reguleret marked, udar-
bejde og offentliggøre en politik for aktivt ejerskab, der
beskriver, hvordan selskabet integrerer aktivt ejerskab i sin
investeringsstrategi. Forsikringsselskabet skal en gang årligt
offentliggøre, hvordan selskabets politik for aktivt ejerskab
er blevet gennemført, samt hvordan selskabet har stemt på
generalforsamlinger i selskaber, i hvilke det besidder aktier.
I medfør af den gældende § 160 skal et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af bilag 8,
og et forsikringsselskab, der udøver genforsikring af livsfor-
sikringsforpligtelser, og som foretager investeringer direkte
eller gennem en kapitalforvalter i aktier, der handles på et
reguleret marked, offentliggøre, hvordan hovedelementerne
i selskabets aktieinvesteringsstrategi er i overensstemmelse
med profilen og varigheden af selskabets forsikringsmæssi-
ge forpligtelser, herunder navnlig de langsigtede forpligtel-
ser, og hvordan hovedelementerne bidrager til aktivernes
resultater på mellemlangt til langt sigt.
Når en kapitalforvalter investerer på vegne af et gruppe 1-
forsikringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af bilag
8, og et forsikringsselskab, der udøver genforsikring af livs-
forsikringsforpligtelser, enten diskretionært eller gennem et
investeringsinstitut, skal selskaberne offentliggøre en række
oplysninger om sin ordning med kapitalforvalteren, herun-
110
der hvordan ordningen giver kapitalforvalteren incitament
til at afstemme sin investeringsstrategi og sine investerings-
beslutninger efter profilen og varigheden af de forsikrings-
mæssige forpligtelser, navnlig de langsigtede forpligtelser.
Forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve livsfor-
sikringsvirksomhed, skal i medfør af den gældende § 167
lov om finansiel virksomhed have en gruppe af aktiver, hvis
samlede værdi til enhver tid mindst svarer til værdien af
selskabets samlede forsikringsmæssige hensættelser til sol-
vens. For at sikre tilstedeværelsen af tilstrækkelige aktiver
skal virksomhederne føre et register over aktiver m.v. For-
sikringsselskaberne skal derudover kvartalsvis indberette til
Finanstilsynet, hvilke aktiver der er registreret.
3.14.2. Solvens II-direktivet og aktionærretighedsdirektivet
Solvens II-direktivet indeholder investeringsregler og regler
om det register, som forsikringsselskaber skal føre for at
sikre forsikringstagernes stilling i krisesituationer.
Efter artikel 132 i Solvens II-direktivet skal forsikrings-
og genforsikringsselskaber investere alle deres aktiver i
overensstemmelse med prudent person-princippet. Prudent
person-princippet indeholder en række krav til forsikrings-
selskabers investeringer, herunder et krav om, at forsikrings-
og genforsikringsselskaber kun må investere i aktiver og
instrumenter, hvortil der knytter sig risici, som forsikrings-
selskabet på korrekt vis kan identificere, måle, overvåge,
forvalte, kontrollere og rapportere om. Princippet indebærer
bl.a. også, at alle aktiver investeres på en måde, der garante-
rer den samlede porteføljes sikkerhed, kvalitet, likviditet og
rentabilitet.
Efter artikel 275 i Solvens II-direktivet skal medlemsstater-
ne sikre, at forsikringskrav har forrang for andre fordringer
mod forsikringsselskabet. Artikel 275 opstiller to mulighe-
der. Medlemsstaterne kan derfor enten føre et register med
aktiver, der modsvarer de forsikringsmæssige hensættelser,
hvor forsikringskrav har absolut forrang i overensstemmelse
med artikel 276, eller medlemsstaterne kan vælge, at med
hensyn til alle forsikringsselskabets aktiver skal forsikrings-
krav have forrang for alle andre fordringer, bortset fra en
række nærmere nævnte fordringer, herunder lønmodtager-
krav, skattemæssige krav m.v.
I artikel 276 i Solvens II-direktivet er der krav om, at et
forsikringsselskab skal føre et register over de aktiver, som
modsvarer de forsikringsmæssige hensættelser, der er bereg-
net og placeret i overensstemmelse med landets lovgivning.
Ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/36/EF
af 11. juli 2007 om udøvelse af visse aktionærrettigheder
i børsnoterede selskaber (aktionærrettighedsdirektivet) blev
der fastsat krav med hensyn til udøvelse af visse aktionær-
rettigheder knyttet til aktier med stemmeret i forbindelse
med generalforsamlinger i selskaber, der har deres vedtægts-
mæssige hjemsted i en medlemsstat, og hvis aktier er op-
taget til handel på et reguleret marked, der er beliggende
eller er aktivt i en medlemsstat. Ved Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2017/828 af 17. maj 2017 om æn-
dring af direktiv 2007/36/EF for så vidt angår tilskyndelse
til langsigtet aktivt ejerskab (ændringsdirektivet) blev aktio-
nærrettighedsdirektivet ændret. Ændringsdirektivet havde til
formål at understøtte investorer i langsigtet aktivt ejerskab.
Artikel 3g i aktionærrettighedsdirektivet som ændret ved
ændringsdirektivet fastsætter bl.a. krav om, at institutionel-
le investorer og kapitalforvaltere skal udarbejde og offent-
liggøre en politik for aktivt ejerskab. Dette indebærer, at
institutionelle investorer og kapitalforvaltere skal udarbejde
og offentliggøre en politik for aktivt ejerskab, der beskri-
ver, hvordan den enkelte institutionelle investor integrerer
aktivt ejerskab i sin aktieinvesteringsstrategi. Politikken skal
beskrive, hvordan den institutionelle investor overvåger sel-
skaber, hvori der investeres, indenfor relevante områder,
herunder strategi, finansielle og ikkefinansielle resultater,
risiko, kapitalstruktur, social og miljømæssig indvirkning og
god selskabsledelse, fører en dialog med selskaber, hvori der
investeres, udøver stemmerettigheder og andre rettigheder
knyttet til aktier, samarbejder med andre aktionærer, kom-
munikerer med relevante interessenter i selskaber, hvori der
investeres, og håndterer faktiske og potentielle interessekon-
flikter i forbindelse med deres aktive ejerskab.
Endvidere skal institutionelle investorer og kapitalforvaltere
i medfør af artikel 3i i aktionærrettighedsdirektivet som
ændret ved ændringsdirektivet på årsbasis offentliggøre,
hvordan deres politik for aktivt ejerskab er blevet gennem-
ført, herunder en generel beskrivelse af stemmeafgivelse, en
redegørelse om de væsentligste afstemninger og deres brug
af rådgivende stedfortræderes tjenesteydelser. De institutio-
nelle investorer skal offentliggøre, hvordan de har stemt på
generalforsamlinger i selskaber, som de besidder aktier i. En
sådan offentliggørelse kan udelade afstemninger, der er ube-
tydelige på grund af emnet for afstemningen eller størrelsen
af kapitalandelen i det pågældende selskab.
Aktionærrettighedsdirektivet som ændret ved ændringsdi-
rektivet indeholder desuden i artikel 3h bestemmelser om
institutionelle investorers investeringsstrategi og ordninger
med kapitalforvaltere. Direktivet indeholder krav om, at in-
stitutionelle investorer skal offentliggøre, hvordan hovedele-
menterne i deres aktieinvesteringsstrategi er i overensstem-
melse med forpligtelserne, herunder navnlig de langsigtede
forpligtelsers profil og varighed, og hvordan de bidrager til
aktivernes resultater på mellemlang til lang sigt.
3.14.3. Erhvervsministeriets overvejelser
Kravet i Solvens II-direktivet om, at forsikringsselskaber
111
skal investere deres aktiver i overensstemmelse med pru-
dent person-princippet er allerede implementeret i § 158 i
lov om finansiel virksomhed. Bestemmelsen sikrer, at for-
sikringsselskaber investerer deres aktiver således, at forsik-
ringstagernes og de begunstigedes interesser varetages bedst
muligt. Det er Erhvervsministeriets vurdering, at det er hen-
sigtsmæssigt at videreføre bestemmelsen i sin nuværende
form, så det kan sikres, at der er en tilstrækkelig styring af
forsikringsselskabernes investeringsadfærd, der er til gavn
for forsikringstagerne. Erhvervsministeriet vurderer, at den
gældende bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om
prudent person-princippet bør udgå, da bemyndigelsen ikke
har været anvendt.
Erhvervsministeriet er af den opfattelse, at de gældende
regler om registrerede aktiver er et afgørende redskab i for-
hold til forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve
livsforsikringsvirksomhed, i relation til at sikre forbrugerbe-
skyttelse. Erhvervsministeriet vurderer derfor, at reglerne
bør videreføres i deres nuværende form.
Reglerne om aktivt ejerskab sikrer transparens for forsik-
ringsselskabers aktieinvesteringer. Reglerne sikrer ligeledes,
at forsikringsselskabernes aktieinvesteringsstrategi er i over-
ensstemmelse med de langsigtede forpligtelsers profil og
varighed m.v. Erhvervsministeriet ønsker fortsat, at forsik-
ringsselskaberne udøver aktivt ejerskab, og finder derfor, at
reglerne bør videreføres.
3.14.4. Lovforslagets indhold
Med forslaget vil de gældende krav om prudent person-prin-
cippet og aktivt ejerskab blive videreført i § 175.
Den gældende bemyndigelse i § 158, stk. 2, videreføres ikke
i dette lovforslag.
Reglerne om registrerede aktiver videreføres ligeledes, men
flyttes til lovens kapitel om krisehåndtering.
Der foreslås herudover ikke justeringer i reglerne, og regler-
ne om bl.a. aktivt ejerskab videreføres derfor uændret i §§
176-177.
Der henvises til §§ 175-177 samt de specielle bemærkninger
hertil.
3.15. Årsrapport og revision
3.15.1. Gældende ret
De gældende regler om aflæggelse af årsrapport samt re-
vision fremgår af kapitel 13 i lov om finansiel virksom-
hed. Reglerne fastsætter de overordnede krav, som er gæl-
dende for forsikringsselskabers udarbejdelse og aflæggelse
af årsrapporter. De gældende regler i kapitel 13 i lov om
finansiel virksomhed indeholder ud over de overordnede
krav til virksomhedernes årsrapporter en bemyndigelse i §
196 til Finanstilsynet til at fastsætte mere detaljerede regler
for udarbejdelsen af årsrapporter. Bemyndigelsen er udnyttet
ved udstedelsen af bekendtgørelse nr. 937 af 27. juli 2015
om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgå-
ende pensionskasser.
§§ 183-185 i lov om finansiel virksomhed fastsætter reg-
ler om udarbejdelse, aflæggelse og underskrift af årsrappor-
ten. Det fremgår bl.a. af reglerne, hvad årsrapporten skal
indeholde, og at det er bestyrelsen og direktionen, som un-
derskriver og aflægger årsrapporten.
§§ 186-193 i lov om finansiel virksomhed fastsætter de
overordnede krav og retningslinjer i forhold til indhold
og opstilling af årsrapporten. Heraf fremgår det bl.a., at
årsregnskabet skal give et retvisende billede af virksomhe-
dens aktiver, passiver, finansielle stilling og resultat, samt at
årsrapporten skal udarbejdes således, at den oplyser om for-
hold, der normalt er relevante for regnskabsbrugerne. Her-
udover fremgår det, at regnskabsåret skal følge kalenderåret,
at aktiver og forpligtelser som udgangspunkt skal måles
til dagsværdi, at monetære enheder skal anføres i danske
kroner eller euro, og at årsrapporten skal revideres af virk-
somhedens eksterne revisor.
§§ 194-198 i lov om finansiel virksomhed vedrører indsen-
delse af årsrapporten til Finanstilsynet og Erhvervsstyrelsen,
at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for årsrappor-
ten, og at virksomhederne skal foretage regelmæssige regn-
skabsindberetninger til Finanstilsynet.
§§ 199 i lov om finansiel virksomhed fastsætter kravene til
de revisorer, som skal revidere årsrapporten. Det fremgår
bl.a., at mindst en revisor i et forsikringsselskab skal være
statsautoriseret og certificeret af Finanstilsynet for at kunne
varetage hvervet som revisor for sådanne virksomheder.
3.15.2. Regnskabsdirektiver
Solvens II-direktivet indeholder ikke krav til forsikringssel-
skabers årsrapporter, da kravene hertil findes i det generelle
regnskabsdirektiv, direktiv 2013/34/EU om årsregnskaber,
konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse
virksomhedsformer, om ændring af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2006/43/EF og om ophævelse af Rådets di-
rektiv 78/660/EØF og 83/349/EØF (regnskabsdirektivet).
For forsikringsselskaber er det generelle regnskabsdirektiv
suppleret med det særlige regnskabsdirektiv for forsikrings-
selskaber, direktiv 91/674/EØF om forsikringsselskabers
årsregnskaber og konsoliderede regnskaber.
112
Ud over disse regnskabsdirektiver finder også forordning
1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationa-
le regnskabsstandarder (IAS-forordningen) anvendelse, idet
IAS-forordningen kræver, at virksomheder, hvis værdipapi-
rer omsættes på et reguleret marked i en medlemsstat, skal
aflægge koncernregnskab efter de internationale regnskabs-
standarder (IFRS).
3.15.3. Erhvervsministeriets overvejelser
De gældende regler om forsikringsselskabers aflæggelse af
årsrapport og reglerne om revision har til formål at sikre,
at virksomhedernes interessenter, herunder specielt ejere og
investorer, får fornødent indblik i virksomhedernes økono-
miske forhold.
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at de gældende regler
er tilstrækkelige. Der foreslås dog mindre ændringer i for-
delingen af reglerne mellem lov og bekendtgørelse. Ændrin-
gerne indebærer, at de mest regnskabstekniske bestemmelser
foreslås overført til bekendtgørelse nr. 937 af 27. juli 2015
om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgå-
ende pensionskasser, hvor de detaljerede regler om udarbej-
delse af årsrapporten i forvejen findes. Overførslen foretages
for at samle de regnskabstekniske bestemmelser og vedrører
§ 189 om måling til dagsværdi, § 191 om at regnskabsåret
skal følge kalenderåret, og § 192 om at indregning, måling
og oplysninger i monetære enheder skal foretages i danske
kroner eller euro. Desuden foreslås ændringer til § 188 om
de grundlæggende forudsætninger for årsrapporten med det
formål at sikre, at bestemmelsen kommer i overensstemmel-
se med den tilsvarende bestemmelse i årsregnskabsloven.
På baggrund heraf og med det formål at sikre, at der findes
regler, der kan bidrage til at give et retvisende og korrekt
billede af forsikringsselskabers aktiver, forpligtelser og fi-
nansielle situation, bør de gældende regler om aflæggelse af
årsrapporter og reglerne om revision, bortset fra de nævnte
bestemmelser, blive videreført i den foreslåede lov.
Det er derudover i forbindelse med arbejdet med lovforsla-
get besluttet at gennemføre en lempelse ved at fjerne enkelte
af de gældende indberetninger relateret til regnskabsområ-
det, som virksomhederne i dag sender til Finanstilsynet i
medfør af udmøntningen af den nuværende § 198. Konkret
vil der ske en fjernelse af både kravet om, at gruppe 2-for-
sikringsselskaber skal indsende kvartalsvis trafiklysopgørel-
ser, og kravet om, at gruppe 1-forsikringselskaber skal ind-
berette deres grænseoverskridende aktiviteter (information
om præmier, hensættelser mv). Begge indberetningskrav
er i dag udtryk for nationale særregler og overimplemente-
ring. Det er vurderet, at forbrugerbeskyttelsesniveauet og
Finanstilsynets mulighed for at føre et effektivt tilsyn vil
kunne opretholdes på et sammenligneligt niveau med i dag,
selvom reglerne lempes ved at fjerne kravene om de to ind-
beretninger. Derfor vil kravene blive fjernet i overensstem-
melse med SVM-regeringens fokus på at undgå utilsigtet
overimplementering i henhold til regeringsgrundlaget.
3.15.4. Lovforslagets indhold
De gældende regler om udarbejdelse og aflæggelse af års-
rapporter samt revision foreslås videreført, bortset fra §§
189, 191 og 192, som foreslås flyttet til bekendtgørelse
nr. 937 af 27. juli 2015 om finansielle rapporter for forsik-
ringsselskaber og tværgående pensionskasser. Det foreslås at
flytte bestemmelserne til bekendtgørelsen, da de vurderes at
udgøre en del af de detaljerede regler om udarbejdelse af
årsrapporten. § 189 vedrører krav om måling til dagsværdi,
§ 191 vedrører krav om at regnskabsåret skal følge kalen-
deråret, og § 192 vedrører krav om at indregning, måling
og oplysninger i monetære enheder skal foretages i danske
kroner eller euro.
Det foreslås at tilpasse formuleringerne i den gældende §
183, stk. 1 og 2, til den tilsvarende bestemmelse i § 2, stk.
1-3, i årsregnskabsloven. De gældende bestemmelser i lov
om finansiel virksomhed § 183, stk. 3-6, foreslås videreført i
§ 180, som svarer til § 2 i årsregnskabsloven.
Endelig foreslås det med § 185 at ændre den gældende lov
om finansiel virksomhed § 188, stk. 1, nr. 5, for at skabe
overensstemmelse mellem de grundlæggende forudsætnin-
ger i årsregnskabsloven og lovforslaget. Den gældende §
188, der foreslås videreført, implementerer artikel 6 i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af 26. juni
2013 om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhø-
rende beretninger for visse virksomhedsformer og svarer til
§ 13 i årsregnskabsloven.
3.16. Bestandsoverdragelse og omdannelse
3.16.1. Gældende ret
Det følger af den gældende § 204 i lov om finansiel virk-
somhed, at en finansiel virksomhed eller en bestemt forret-
ningsdel af en finansiel virksomhed ikke må sammenlægges
med en anden finansiel virksomhed uden erhvervsministe-
rens tilladelse. Bestemmelsen fastsætter en række regler for
sammenlægningsprocessen, herunder de tidsfrister, der gæl-
der.
Den gældende § 205 i lov om finansiel virksomhed giver
erhvervsministeren bemyndigelse til at lade selskabslovens
kapitel 15 og 16 finde anvendelse ved fusioner mellem gen-
sidige forsikringsselskaber og gensidige forsikringsselskaber
med et kapitalselskab. Bemyndigelsen er udnyttet i bekendt-
gørelse nr. 194 af 1. marts 2012 om fusion af gensidige
forsikringsselskaber eller af tværgående pensionskasser m.fl.
Den gældende § 222 i lov om finansiel virksomhed fastslår,
113
at form, indhold og gennemførelse af en omdannelse af et
forsikringsselskab skal godkendes af Finanstilsynet.
3.16.2. Solvens II-direktivet
Solvens II-direktivet indeholder ikke regler om overdragelse
af forsikringsbestande, når disse ikke er etableret ved aftaler
i henhold til reglerne om fri etableringsret eller om fri ud-
veksling af tjenesteydelser.
3.16.3. Erhvervsministeriets overvejelser
Reglerne om bestandsoverdragelse og omdannelse har til
formål at opstille nogle rammer for, hvornår og hvordan
overdragelse af forsikringsbestande og omdannelse af for-
sikringsselskaber kan ske. Reglerne sikrer virksomhederne
visse muligheder for at foretage omstruktureringer. Reglerne
sikrer samtidig, at de nødvendige hensyn, herunder til for-
sikringstagerne, bliver varetaget i den forbindelse.
På den baggrund er det Erhvervsministeriets vurdering, at
de gældende regler for bestandsoverdragelse og omdannelse
bør videreføres i den foreslåede lov, dog med mindre redak-
tionelle ændringer.
For så vidt angår omdannelse, er det Erhvervsministeriets
vurdering, at det bør tydeliggøres, at omdannelse af et for-
sikringsselskab kan ske på to forskellige måder, enten ved
en ren selskabsretlig omdannelse, hvor forsikringsselskabet
forbliver den samme juridiske enhed, eller ved en selskabs-
retlig omdannelse med en dertilhørende overdragelse fra ét
forsikringsselskab til et andet forsikringsselskab.
3.16.4. Lovforslagets indhold
Det foreslås, at de gældende regler for forsikringsselskaber
om bestandsoverdragelse og omdannelse, der findes i kapitel
14 i lov om finansiel virksomhed, videreføres i §§ 195-197
med mindre redaktionelle ændringer.
Samtidig foreslås det, at kapitlets overskrift ændres fra
”Sammenlægning og omdannelse” til ”Overdragelse og om-
dannelse”, som er mere sigende.
I den foreslåede § 195 indstilles det at foretage en mindre
ændring i stk. 6, hvorefter visse af selskabslovens undtagel-
ser til krav om udarbejdelse af dokumenter, herunder udar-
bejdelse af en fusionsplan, i forbindelse med fusioner ikke
finder anvendelse på fusioner omfattet af § 195.
Det foreslås, at erhvervsministeren ved sin godkendelse ef-
ter § 195, stk. 1, skal medvirke til at sikre, at forsikrings-
tagernes interesser varetages ved at sikre, at forsikringsta-
gernes forhold, herunder rettigheder, ikke forringes, og de
pågældende dokumenter, der kræves fra virksomhedernes
side, skal være med til at belyse, hvorvidt den overtagende
virksomhed har tilstrækkelig solvens eller likviditet og i
øvrigt overholder sine forpligtelser.
Den foreslåede § 196 viderefører den gældende bestemmel-
se, men tilpasset så erhvervsministerens bemyndigelse alene
vedrører forsikringsselskaber.
Den foreslåede § 197 viderefører den gældende bestem-
melse med redaktionelle ændringer, så det klart fremgår,
at omdannelse af et forsikringsselskab kan ske på to for-
skellige måder; enten at forsikringsselskabet forbliver den
samme juridiske enhed, eller at selskabet omdannes men
med samtidig overdragelse af aktiver og passiver til et andet
forsikringsselskab. Det præciseres endvidere, at der ikke ved
omdannelser sker debitorskifte, og det foreslås at ændre be-
grebet sammenlægning til bestandsoverdragelse, som er me-
re rammende for den handling, der kræver Finanstilsynets
godkendelse.
Der henvises til lovforslagets §§ 195-197 samt de specielle
bemærkninger hertil.
3.17. Ophør
3.17.1. Gældende ret
Kapitel 15 i lov om finansiel virksomhed indeholder regler
om ophør af finansiel virksomhed. Kapitlet finder anvendel-
se, når Finanstilsynet inddrager en finansiel virksomheds
tilladelse til at drive finansiel virksomhed, eller den finan-
sielle virksomhed træder i likvidation eller tages under re-
konstruktions- eller konkursbehandling.
I henhold til § 223 i lov om finansiel virksomhed kan Fi-
nanstilsynet inddrage en virksomheds tilladelse til at drive
virksomhed som finansiel virksomhed, hvis virksomheden
anmoder herom. Endvidere kan Finanstilsynet i medfør af
§ 224 i lov om finansiel virksomhed inddrage tilladelsen,
hvis den finansielle virksomhed gør sig skyldig i grove eller
gentagne overtrædelser af en række nærmere angivne love,
hvis virksomheden ikke opfylder kravene til at få en tilladel-
se, hvis virksomheden ikke påbegyndes senest 12 måneder
efter, at tilladelse til finansiel virksomhed er meddelt, eller
hvis der ikke udøves finansiel virksomhed i en periode på
over 6 måneder.
Når Finanstilsynet inddrager en tilladelse til finansiel virk-
somhed, skal virksomheden afvikles, og anden virksomhed
må ikke påbegyndes, før afviklingen er afsluttet. Finanstil-
synet kan i forbindelse med inddragelse af en tilladelse
beslutte, at et forsikringsselskab skal søge sin forsikrings-
bestand overdraget til et eller flere forsikringsselskaber,
der driver forsikringsvirksomhed her i landet. For forsik-
ringsselskaber, der har tilladelse til at udøve livsforsikrings-
114
virksomhed, kan Finanstilsynet endvidere beslutte, at forsik-
ringsbestanden skal tages under administration, jf. § 226 i
lov om finansiel virksomhed.
Afvikling sker ved likvidation, konkurs eller ved sammen-
lægning. Finanstilsynet kan dog godkende, at afviklingen
sker på anden måde. Finanstilsynet kan fastsætte frist for
vedtagelse af beslutning om likvidation og beslutte, at virk-
somheden skal træde i likvidation, hvis fristen overskrides,
jf. § 227 i lov om finansiel virksomhed.
Et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve livsfor-
sikringsvirksomhed, kan ikke uden samtykke fra hver en-
kelt forsikringstager opløses, medmindre selskabet forinden
har overdraget hele sin forsikringsbestand til et andet forsik-
ringsselskab, eller forsikringsbestanden er taget under admi-
nistration, jf. § 229 i lov om finansiel virksomhed.
Tilsvarende kan et forsikringsselskab, der driver arbejds-
ulykkesforsikringsvirksomhed, ikke opløses, medmindre
selskabet forinden har overdraget hele sin arbejdsulykkes-
forsikringsbestand til et andet forsikringsselskab, eller ar-
bejdsulykkesforsikringsbestanden er taget under administra-
tion af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. § 230 i lov om
finansiel virksomhed.
§§ 231-237 i lov om finansiel virksomhed indeholder sær-
lige regler om likvidation og konkurs. Reglerne supplerer
de regler om likvidation, der følger af selskabsloven, lige-
som reglerne om konkurs supplerer de regler, der følger
af konkursloven. Det følger bl.a. af de særlige regler i lov
om finansiel virksomhed, at erhvervsministeren kan udnæv-
ne en likvidator til at forestå likvidationen af en finansiel
virksomhed sammen med den generalforsamlingsgodkendte
likvidator, ligesom Finanstilsynet kan vælge at suspendere
en finansiel virksomheds vedtægter under likvidationen, når
hensynet til blandt andre de forsikrede taler herfor. Endelig
kan Finanstilsynet begære en finansiel virksomhed konkurs.
§§ 238-241 i lov om finansiel virksomhed indeholder sær-
lige regler om rekonstruktionsbehandling og supplerer de
regler om rekonstruktionsbehandling, der følger af konkurs-
loven.
§ 242 i lov om finansiel virksomhed indeholder en bemyndi-
gelse for erhvervsministeren til at fastsætte nærmere regler
med henblik på opfyldelse af EU-retlige regler om sanering
og likvidation af blandt andre forsikringsselskaber.
3.17.2. Solvens II-direktivet
Afsnit IV i Solvens II-direktivet indeholder regler om ophør
af forsikringsvirksomhed, når et forsikringsselskabs tilladel-
se til at drive forsikringsvirksomhed inddrages, eller et for-
sikringsselskab træder i likvidation eller tages under rekon-
struktions- eller konkursbehandling. Solvens II-direktivets
regler i afsnit IV er i vidt omfang implementeret i bekendt-
gørelse nr. 1272 af 27. november 2017 om forsikringsselska-
bers rekonstruktion, konkurs, tvangsopløsning eller likvida-
tion. Enkelte bestemmelser, der vedrører behandlingen af
forsikringskrav, er implementeret i den gældende lov om
finansiel virksomhed.
Artikel 275 i afsnit IV i Solvens II-direktivet indeholder to
modeller for behandling af forsikringskrav i tilfælde af et
forsikringsselskabs konkurs. Begge modeller har til formål
at sikre, at forsikringstagerne og de sikrede ikke lider væ-
sentlige økonomiske tab i tilfælde af et forsikringsselskabs
konkurs.
Den ene model fastsat i artikel 275, stk. 1, litra a, og stk. 3,
kræver tilstedeværelsen af en gruppe af aktiver, der samlet
skal have en værdi, der til enhver tid mindst skal svare
til værdien af selskabets samlede forsikringsmæssige hen-
sættelser. Selskabet skal endvidere føre et register over akti-
verne for at sikre tilstrækkelig identifikation til at sikre en
fortrinsret for forsikringstagerne. Den anden model fastsat i
artikel 275, stk. 1, litra b, kræver, at forsikringstagerne og de
sikrede har en fortrinsret til fyldestgørelse i et forsikringssel-
skabs samlede aktiver, med enkelte undtagelser.
3.17.3. Erhvervsministeriets overvejelser
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at de gældende regler
vedrørende ophør for forsikringsselskaber i lov om finan-
siel virksomhed bør videreføres. Udover mindre sproglige
tilpasninger af de enkelte bestemmelser er der ikke fundet
behov for at foreslå ændringer i bestemmelserne.
Ved en ændring af lov om finansiel virksomhed i 2019 (Lov
nr. 552 af 07/05/2019) blev loven ændret for forsikringssel-
skaber, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirk-
somhed, så selskaberne ikke længere skulle have og føre et
register over en gruppe af aktiver, hvis værdi til enhver tid
mindst svarer til værdien af selskabets samlede forsikrings-
mæssige hensættelser. Der blev i stedet indført en fortrinsret
for forsikringstagere og sikrede til fyldestgørelse i et selska-
bets samlede aktiver, med enkelte undtagelser, i tilfælde af
konkurs. Ændringen skete med indførelse af den gældende §
234 a i lov om finansiel virksomhed.
Dermed blev artikel 275, stk. 1, litra b, og stk. 2, i Solvens
II-direktivet gennemført i dansk ret for forsikringsselskaber,
der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed.
Det følger af artikel 278 i Solvens II-direktivet, at de med-
lemsstater, der vælger metoden i artikel 275, stk. 1, litra
b, i Solvens II-direktivet, skal kræve, at de omfattede for-
sikringsselskaber skal sikre, at fordringer, som kan have for-
rang for forsikringskrav i henhold til artikel 275, stk. 1, litra
115
b, i Solvens II-direktivet, skal modsvares af aktiver. Hvis et
forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve skadesfor-
sikringsvirksomhed, vælger f.eks. at pantsætte et aktiv, så er
det i medfør af bestemmelsen et krav, at selskabet sikrer, at
der i den forbindelse er aktiver, der modsvarer pantsætnin-
gens eller fordringens værdi, til stede i selskabet. Bestem-
melsen indebærer dermed - i forbindelse med f.eks. en ford-
ring efter konkurslovens § 95 eller en pantsætning - et krav
om yderligere aktivers tilstedeværelse hos selskaber, der er
omfattet af muligheden i artikel 275, stk. 1, litra b, i Solvens
II-direktivet. Kravet skal ses i sammenhæng med, at Solvens
II-direktivets to modeller for behandling af forsikringskrav
i tilfælde af et forsikringsselskabs konkurs skal være ækvi-
valente i forhold til at sikre den samme beskyttelse af forsik-
ringstagerne og de sikrede.
Ved en fejl blev artikel 278 i Solvens II-direktivet ikke
gennemført i dansk ret i forbindelse med ændringen af lov
om finansiel virksomhed i 2019, hvor modellen i artikel
275, stk. 1, litra b, og stk. 2, i Solvens II-direktivet blev
gennemført for forsikringsselskaber, der har tilladelse til
at udøve skadesforsikringsvirksomhed. Erhvervsministeriet
vurderer derfor, at artikel 278 skal implementeres i dansk ret
for at sikre den samme beskyttelse af forsikringstagerne og
de sikrede.
3.17.4. Lovforslagets indhold
Det foreslås at videreføre de regler i kapitel 15 i lov om
finansiel virksomhed, der vedrører ophør og inddragelse af
tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed.
Der foreslås en mindre præcisering i forhold til muligheder-
ne for at inddrage et selskabs tilladelse, idet det præciseres
i bemærkningerne til forslagets § 199, at der i visse tilfælde
kan ske en delvis inddragelse af en virksomheds tilladelse,
hvilket f.eks. kan blive aktuelt i forhold til virksomheder,
der har tilladelse til både at drive livsforsikringsvirksomhed
og skadesforsikringsvirksomhed omfattet af klasse 1 og 2.
Det følger af § 210, at forsikringsselskaber, der har tilladelse
til at udøve skadesforsikringsvirksomhed skal sikre, at for-
dringer nævnt i konkurslovens § 95 og gyldigt stiftede pan-
terettigheder til enhver tid modsvares af ubehæftede aktiver
svarende til værdien af fordringerne nævnt i konkurslovens
§ 95 og de gyldigt stiftede panterettigheder. De ubehæftede
aktiver må ikke dække selskabets forsikringsmæssige hen-
sættelser, jf. §§ 155 og 156.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets §§ 198-218 samt de
specielle bemærkninger hertil.
3.18. Krisehåndtering
3.18.1. Gældende ret
Det gældende kapitel 16 i lov om finansiel virksomhed inde-
holder særlige regler for forsikringsselskaber om genopret-
telse og foranstaltninger samt regler om administration af en
livsforsikringsbestand.
Forsikringsselskaber, som ikke opfylder de lovregulerede
kapitalkrav, skal udarbejde en genopretningsplan, jf. §§ 248
og 248 a i lov om finansiel virksomhed. Genopretningspla-
nen er i princippet en driftsplan, der skal føre til, at kapitalen
bliver genoprettet indenfor en rimelig tid. Genopretnings-
planen skal godkendes hos Finanstilsynet. For et gruppe
1-forsikringsselskab gælder, at selskabet skal forelægge gen-
opretningsplanen senest to måneder efter, at selskabet har
konstateret, at det ikke opfylder solvenskapitalkravet. For et
gruppe 2-forsikringsselskab skal genopretningssplanen fore-
lægges Finanstilsynet til godkendelse indenfor en af Finans-
tilsynet fastsat tidsfrist.
Endvidere skal et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke op-
fylder minimumskapitalkravet, udarbejde en finansierings-
plan, jf. § 248 b i lov om finansiel virksomhed. Finansie-
ringsplanen skal forelægges Finanstilsynet til godkendelse,
senest 1 måned efter at selskabet har konstateret, at det ikke
opfylder minimumskapitalkravet.
Overholder et forsikringsselskab ikke loven, kan Finanstil-
synet påbyde forsikringsselskabet at foretage de nødvendi-
ge foranstaltninger, jf. §§ 249 og 250 i lov om finansiel
virksomhed. I medfør af bestemmelsen, skal Finanstilsynet
påbyde et selskab at foretage de foranstaltninger, som findes
fornødne til at afværge den opståede fare for de forsikredes
interesser.
Finanstilsynet kan eksempelvis forbyde et forsikringssel-
skab at råde over dets aktiver eller begrænse dets rådighed,
jf. § 251 i lov om finansiel virksomhed.
Det følger af § 252, hvordan Finanstilsynet skal søge for-
sikringsbestanden overdraget i tilfælde af likvidation af et
forsikringsselskab, der ikke driver livsforsikringsvirksom-
hed. Efter bestemmelsen skal Finanstilsynet på samme måde
som administrator efter § 257 undersøge, om det vil væ-
re hensigtsmæssigt for de forsikrede, at forsikringsbestan-
den overdrages helt eller delvist til et andet forsikringssel-
skab. Bestanden kan således eksempelvis opdeles i flere
forsikringstyper, som derefter kan overdrages separat.
For forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve
livsforsikringsvirksomhed, fastsætter bestemmelserne §§
253-258 i lov om finansiel virksomhed regler om admini-
stration af disseselskaber forsikringsbestande.
3.18.2. Solvens II-direktivet
Solvens II-direktivet indeholder i kapitel VII regler om for-
116
sikrings- og genforsikringsselskaber i vanskeligheder eller
med uregelmæssige forhold. Solvens II-direktivets kapitel
VII er implementeret i den gældende lov om finansiel virk-
somhed, kapitel 16.
Artikel 138 og 139 i Solvens II-direktivet indeholder reg-
ler om manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet og
minimumskapitalkravet. Artikel 141 indeholder regler om
tilsynsbeføjelser i tilfælde af en forværring af de finansielle
vilkår, hvorefter tilsynsmyndighederne kan træffe alle nød-
vendige foranstaltninger til at beskytte forsikringstagernes
interesser. Artikel 137 indeholder regler om manglende op-
fyldelse af kravet til forsikringsmæssige hensættelser, hvor-
ved tilsynsmyndighederne kan forbyde den frie rådighed
over aktiverne.
3.18.3. Erhvervsministeriets overvejelser
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at de gældende regler
for forsikringsselskaber i lov om finansiel virksomhed bør
videreføres.
Bestemmelserne i Solvens II-direktivet er gennemført i den
gældende lov om finansiel virksomhed. Lovforslaget vil
således videreføre de gældende bestemmelser fra lov om
finansiel virksomhed vedrørende krisehåndtering for forsik-
ringsselskaber.
3.18.4. Lovforslagets indhold
Det foreslås i §§ 219-235 at videreføre de gældende regler i
kapitel 16 i lov om finansiel virksomhed om krisehåndtering
for forsikringsselskaber med redaktionelle ændringer og en-
kelte præciseringer.
Forpligtelsen i den gældende § 167 i lov om finansiel
virksomhed for forsikringsselskaber, der har tilladelse til
at udøve livsforsikringsvirksomhed, til at føre et register
over de aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst
svarer til værdien af selskabets samlede forsikringsmæssige
hensættelser til regnskab, flyttes fra kapitlet om midlernes
anbringelse til § 219 i kapitlet om krisehåndtering.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets §§ 219-235 samt de
specielle bemærkninger hertil.
3.19. Særlige regler
3.19.1. Gældende ret
Det gældende kapitel 18 i lov om finansiel virksomhed inde-
holder særlige regler for visse typer forsikringsselskaber.
Gruppe 1-forsikringsselskaber og virksomheder omfattet af
§ 175 b, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed skal år-
ligt offentliggøre en rapport om deres solvens og finansielle
situation og indsende en uddybende rapport til Finanstilsy-
net om deres solvens og finansielle situation, jf. § 283 i lov
om finansiel virksomhed.
Der gælder en række særlige regler for gensidige selska-
ber. F.eks. gælder det, at det er forsikringstagere i et gensi-
digt selskab, der udgør selskabets medlemmer, jf. § 284,
stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Hvilke regler der
gælder for medlemmernes hæftelse, herunder hvilke regler
der gælder, hvis et gensidigt selskab tegner genforsikring
hos et gensidigt selskab, fremgår af § 284, stk. 2-4, samt §§
285 og 286 i lov om finansiel virksomhed.
Et gensidigt selskab, eller et gensidigt selskabs datterselska-
ber, må ikke erhverve egne garantiandele i såvel eget sel-
skab som i moderselskabet, jf. § 287 i lov om finansiel
virksomhed. Herudover skal gensidige selskaber registrere
garanternes identitet, jf. § 288 i lov om finansiel virksom-
hed.
Den gældende § 289 i lov om finansiel virksomhed angiver
de muligheder, der består for at anlægge søgsmål i gensidige
selskaber vedrørende formaliteten i tilknytning til beslutnin-
ger truffet af generalforsamlingen.
De gældende bestemmelser i §§ 290-292 i lov om finansiel
virksomhed fastsætter nærmere regler om udbytteuddeling,
herunder visse økonomiske begrænsninger for udbytteudde-
lingen i forsikringsselskaber.
Regler for et forsikringsselskabs henlæggelser til en sikker-
hedsfond følger af § 29 i lov om finansiel virksomhed.
For at et gensidigt selskab, der har tilladelse til at udøve
skadesforsikringsvirksomhed, kan være omfattet af de lem-
peligere krav til stiftelse i §§ 295-303 i lov om finansiel
virksomhed, stilles der en række kumulative krav om selska-
bets virksomhed, der skal fremgå af selskabets vedtægter, jf.
§ 294 i lov om finansiel virksomhed.
Et gensidigt selskab, der har tilladelse til at udøve skadesfor-
sikringsvirksomhed, er umiddelbart fritaget for tilsyn uden
ansøgning, såfremt selskabet er omfattet af de lempeligere
krav i § 294 i lov om finansiel virksomhed, og såfremt sel-
skabets indtegnede forsikringer ikke overstiger 3 mio. kr., jf.
§ 301 i lov om finansiel virksomhed. Et gensidigt selskab,
der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed,
med begrænset formål kan dog få dispensation til ikke at
være omfattet af lovens regler, og dermed fra kravet om at
være underlagt tilsyn, jf. § 302 i lov om finansiel virksom-
hed. Tilsvarende kan et gensidigt selskab, der har tilladelse
til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, med begrænset
formål, der ikke er underlagt loven, anmode Finanstilsynet
117
om at blive underlagt loven, jf. § 303 i lov om finansiel
virksomhed.
§ 304 i lov om finansiel virksomhed definerer tværgående
pensionskasser. Bestemmelserne i §§ 284-293 i lov om fi-
nansiel virksomhed for de gensidige selskaber finder tilsva-
rende anvendelse for de tværgående pensionskasser, jf. §
305, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, dog med de
undtagelser, der er nævnt i § 305, stk. 2, i lov om finansiel
virksomhed.
§ 307 i lov om finansiel virksomhed fastsætter særlige regler
om arbejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsaktieselskaber.
3.19.2. Solvens II-direktivet
Kravene til gruppe 1-forsikringsselskabers solvens og finan-
sielle situation følger af artikel 51, 53-55, 75-77, 78-85 og
256 i Solvens II-direktivet.
Artikel 51 i Solvens II-direktivet indeholder regler om ind-
holdet af og krav til et forsikringsselskabs offentliggørelse
af rapport om solvens og finansielle situation. Artikel 53-55
indeholder regler om, i hvilke tilfælde selskabet ikke skal
offentliggøre bestemte oplysninger, udlevering af suppleren-
de oplysninger samt krav om politik for og godkendelse af
rapport om solvens og finansiel situation. Artikel 75-77 i
Solvens II-direktivet indeholder regler om værdiansættelse
af aktiver og passiver og regler vedrørende forsikringsmæs-
sige hensættelser til solvens. Artikel 78-85 indeholder regler
om andre elementer, der skal tages i betragtning ved bereg-
ning af forsikringsmæssige hensættelser til solvens. Artikel
256 indeholder regler om offentliggørelse af rapport om
solvens og finansielle situation på koncernniveau.
3.19.3. Erhvervsministeriets overvejelser
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at de gældende reg-
ler for forsikringsselskaber i lov om finansiel virksomhed
bør videreføres, dog vurderes det, at det ville være mere
hensigtsmæssigt og brugervenligt, hvis kapitlets opbygning
ændres. Bestemmelserne skal derfor videreføre de gældende
bestemmelser i lov om finansiel virksomhed, mens kapitlets
opbygning og systematik ændres.
Erhvervsministeriet vurderer desuden, at kapitlets nye struk-
turering vil være med til at skabe større overblik over regler-
ne.
Det er endvidere Erhvervsministeriets opfattelse, at alle be-
stemmelser i Solvens II-direktivet allerede er gennemført i
de gældende regler. Lovforslaget vil således videreføre de
gældende bestemmelser fra lov om finansiel virksomhed
vedrørende særlige regler for forsikringsselskaber.
3.19.4. Lovforslagets indhold
Det foreslås at videreføre de gældende regler i kapitel 18
om særlige regler for forsikringsselskaber i lov om finansiel
virksomhed med enkelte redaktionelle ændringer.
Det foreslås, at den gældende § 283 i lov om fiannsiel virk-
somhed om offentliggørelse af et forsikringsselskabs rapport
om solvens og finansiel situation flyttes til lovforslagets §
164 og kapitel 14 om solvens i lovforslaget, og at der i
den forbindelse sker en præcisering af de forpligtelser, som
forsikringsselskabet har i forhold til den regelmæssige til-
synsindberetning. Med præciseringen skabes der tydelighed
omkring den regelmæssige tilsynsindberetning.
Det foreslås at sammenskrive de gældende §§ 284 og 285 i
lov om finansiel virksomhed i forslagets § 237.
Det foreslås endvidere, at den gældende § 295, stk. 1, i lov
om finansiel virksomhed, flyttes til lovforslagets § 253 i
kapitel 21 om forsikringsselskaber med særlige regler. Med
den foreslåede § 252 videreføres den gældende § 295, stk.
2, i lov om finansiel virksomhed og sammenskrives med den
gældende § 299 i lov om finansiel virksomhed.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets §§ 236-257 samt de
specielle bemærkninger hertil.
3.20. Tilsyn
3.20.1. Gældende ret
Det gældende kapitel 21 fastsætter regler om Finanstilsynets
tilsynsmyndighed, herunder Finanstilsynets hjemmel til at
føre tilsyn med reglerne i lov om finansiel virksomhed, reg-
ler udstedt i medfør heraf og en række EU-retsakter. Kapitlet
fastsætter endvidere regler om, hvordan Finanstilsynet skal
tilrettelægge sin tilsynsvirksomhed, og hvilke beføjelser Fi-
nanstilsynet har for at kunne udøve et effektivt tilsyn.
Kapitel 21 fastsætter endvidere Finanstilsynets ansattes ge-
nerelle tavshedspligt.
Det følger af § 344 i den gældende lov om finansiel virk-
somhed, at Finanstilsynet har hjemmel til at føre tilsyn med
overholdelse af lovens regler, regler der er udstedt i medfør
af loven og en lang række EU-retsakter, der er implemente-
ret i dansk ret, herunder bl.a. Solvens II-direktivet, CRD
IV, MiFID II, IDD og BRRD, Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning 2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæg-
gelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer
(taksonomiforordningen) og Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bære-
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle
tjenesteydelser (disclosureforordningen).
118
Det følger endvidere af den gældende bestemmelse, at Fi-
nanstilsynet skal tilrettelægge den sædvanlige tilsynsvirk-
somhed med henblik på at fremme den finansielle stabili-
tet og tilliden til de finansielle virksomheder og markeder
samt for forsikringsbranchen at varetage beskyttelsen af for-
sikringstagernes interesser. Finanstilsynet skal i sin tilsyns-
virksomhed lægge vægt på holdbarheden af den enkelte
finansielle virksomheds forretningsmodel. Tilrettelæggelsen
af tilsynsvirksomheden skal ske ud fra et væsentlighedshen-
syn, hvor den tilsynsmæssige indsats står i forhold til de
potentielle risici eller skadevirkninger. Finanstilsynet skal i
tilrettelæggelsen af tilsynsvirksomheden overveje de poten-
tielle konsekvenser for den finansielle stabilitet i andre lande
indenfor Den Europæiske Union eller et land, som Unionen
har indgået aftale med på det finansielle område.
Det følger af § 346 i den gældende lov om finansiel virk-
somhed, at Finanstilsynet skal undersøge de finansielle virk-
somheders, finansielle holdingvirksomheders og forsikrings-
holdingvirksomheders forhold, herunder ved gennemgang af
løbende indberetninger og ved inspektioner i den enkelte
virksomhed. Finanstilsynet kan endvidere foretage inspekti-
onsbesøg i sparevirksomheder.
Efter den gældende § 347 i lov om finansiel virksomhed
skal de finansielle virksomheder og øvrige virksomheder
dækket af loven samt leverandører og underleverandører
give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for
tilsynets virksomhed. Bestemmelsen fastsætter endvidere, at
Finanstilsynet til enhver tid kan få adgang til en finansiel
virksomhed og dens filialer, en finansiel holdingvirksomhed,
en forsikringsholdingvirksomhed eller en fælles datacentral
med henblik på indhentelse af oplysninger, herunder ved
inspektioner, og få adgang til en leverandør eller underleve-
randør med henblik på indhentelse af oplysninger om out-
sourcede aktiviteter. Finanstilsynet kan endvidere kræve alle
oplysninger, som skønnes nødvendige for Finanstilsynets
virksomhed eller til afgørelse af, om en fysisk eller juridisk
person er omfattet af bestemmelserne i denne lov.
Den gældende lov om finansiel virksomhed § 347 a fast-
sætter, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om finan-
sielle virksomheders, finansielle holdingvirksomheders og
forsikringsholdingvirksomheders pligt til at offentliggøre
oplysninger om Finanstilsynets vurdering af virksomheden
og om, at Finanstilsynet har mulighed for at offentliggøre
oplysningerne før virksomheden.
Det følger af de gældende regler i §§ 350 og 350 b, at
Finanstilsynet kan påbyde en finansiel virksomhed indenfor
en nærmere fastlagt frist at foretage visse nødvendige for-
anstaltninger, eller fastsætte et krav om et kapitaltillæg til
solvenskapitalkravet for et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis
selskabet ikke opfylder en række nærmere angivne økono-
miske krav.
Som følge af § 351 kan Finanstilsynet påbyde en finansiel
virksomhed at afsætte en direktør i den finansielle virksom-
hed indenfor en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis denne
ikke kan bestride stillingen som følge af en fit and proper-
vurdering af direktøren.
For at sikre, at Finanstilsynet kan føre et effektivt tilsyn med
lovens overholdelse og kan indhente alle de oplysninger
fra virksomhederne, der er nødvendige for Finanstilsynets
tilsynsvirksomhed, er det vigtigt, at virksomhederne kan
videregive disse oplysninger i sikker forvisning om, at de
ikke bliver videregivet. I medfør af § 354 er Finanstilsynets
ansatte derfor underlagt en særlig tavshedspligt.
3.20.2. Solvens II-direktivet
Solvens II-direktivet indeholder en række regler om tilsyn
med forsikringsselskaber, der dels skal sikre, at tilsynsmyn-
dighederne råder over de nødvendige redskaber og har den
relevante ekspertise, kapacitet og mandat til at kunne opfyl-
de hovedformålet med tilsynet, nemlig beskyttelse af forsik-
ringstagerne og de begunstigede, dels at tilsynsmyndighe-
derne, når de udfører deres generelle opgaver, behørigt tager
hensyn til den mulige indvirkning af deres afgørelser på
stabiliteten i de relevante finansielle systemer i Den Euro-
pæiske Union.
Solvens II-direktivet fastlægger regler om tilsynsmyndighe-
dernes generelle tilsynsbeføjelser, herunder at tilsynsmyn-
dighederne kan kræve, at forsikrings- og genforsikringssel-
skaber forelægger alle de oplysninger, der er nødvendige
for tilsynet, at tilsynsmyndighederne skal undersøge og eva-
luere de strategier, processer og rapporteringsprocedurer,
som forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører med
henblik på, at tilsynsmyndighederne kan stille krav om et
kapitaltillæg for et forsikrings- eller genforsikringsselskab,
og at tilsynsmyndighederne kan føre tilsyn med outsourcede
funktioner og aktiviteter.
3.20.3. Erhvervsministeriets overvejelser
For at sikre et effektivt tilsyn med forsikringsselskaberne
er det Erhvervsministeriets vurdering, at det er vigtigt, at
Finanstilsynet som tilsynsmyndighed fortsat har de nødven-
dige beføjelser til at sikre overholdelse af loven. Derfor vur-
derer Erhvervsministeriet, at det er vigtigt, at alle gældende
regler, der tillægger Erhvervsministeriet og Finanstilsynet
beføjelser til at føre tilsyn med forsikringsselskaber, videre-
føres med dette lovforslag. Erhvervsministeriet finder dog
samtidig, at der bør ske en forenkling af strukturen i kapitlet
med henblik på, at beføjelser, begrænsninger m.v. bliver
nemmere at identificere for den part, der skal anvende loven.
3.20.4. Lovforslagets indhold
119
Det foreslås at videreføre alle gældende bestemmelser, der
tillægger Erhvervsministeriet og Finanstilsynet beføjelser til
at føre tilsyn med forsikringsselskaber. Med henblik at ska-
be bedre overblik og en mere enkel struktur foreslås det at
opsplitte en række af de nuværende bestemmelser på flere
paragraffer. Samtidig foreslås en øget anvendelse af under-
overskrifter.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets §§ 257-282 samt de
specielle bemærkninger hertil.
3.21. Delegations- og klagebestemmelser
3.21.1. Gældende ret
Det følger af § 371 i lov om finansiel virksomhed, at hvis
erhvervsministeren henlægger sine beføjelser efter loven til
Finanstilsynet, kan ministeren fastsætte regler om klagead-
gangen, herunder at klager ikke kan indbringes for anden
administrativ myndighed.
Det følger af § 372 i lov om finansiel virksomhed, at af-
gørelser truffet af Finanstilsynet eller Erhvervsstyrelsen i
henhold til lov om finansiel virksomhed og regler udstedt i
medfør af lov om finansiel virksomhed og visse EU-forord-
ninger og -direktiver kan af den, som afgørelsen retter sig
til, indbringes for Erhvervsankenævnet, senest 4 uger efter
at afgørelsen er meddelt den pågældende.
Det følger af den generelle bemyndigelsesbestemmelse i §
372 a, at erhvervsministeren kan fastsætte regler, som er
nødvendige for at anvende eller gennemføre de afgørelser
eller retsakter, som vedtages af Europa-Kommissionen efter
en lang række forordninger og direktiver, herunder Solvens
II-direktivet.
3.21.2. Solvens II-direktivet
Solvens II-direktivet fastsætter ikke regler om de nationale
myndigheders klagebestemmelser.
3.21.3. Erhvervsministeriets overvejelser
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at der også fremover
vil være behov for at henlægge nogle af erhvervsministerens
beføjelser til Finanstilsynet og eventuelt i den forbindelse
afskære klageadgang til erhvervsministeren. Erhvervsmini-
steriet finder det derfor hensigtsmæssigt, at lovforslaget in-
debærer, at lov om finansiel virksomheds bestemmelser om
delegations- og klagebestemmelser, der sikrer forsikrings-
virksomhedernes rettigheder, videreføres for forsikringsvirk-
somhederne.
3.21.4. Lovforslagets indhold
Det foreslås at videreføre alle bestemmelserne i den gælden-
de lov om finansiel virksomhed om delegations- og klagebe-
stemmelser.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets §§ 305-307 samt de
specielle bemærkninger hertil.
3.22. Straffebestemmelser
3.22.1. Gældende ret
Efter § 373 i lov om finansiel virksomhed straffes over-
trædelser af en række af lovens bestemmelser med bøde,
medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgiv-
ning. I regler udstedt i medfør af loven kan der fastsættes
straf i form af bøde for overtrædelse af de udstedte bestem-
melser og for ikke at efterkomme påbud givet i henhold
til forskrifterne. Der kan pålægges juridiske personer straf-
ansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Undlader et medlem af bestyrelsen eller direktionen for en
virksomhed omfattet af lov om finansiel virksomhed, herun-
der for et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirk-
somhed, at træffe nødvendige foranstaltninger i tilfælde af
tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse,
kan vedkommende straffes med bøde eller fængsel indtil
to år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den
øvrige lovgivning, jf. § 373, stk. 6, i lov om finansiel virk-
somhed. Endvidere kan virksomheder eller personer, der
er knyttet til en virksomhed omfattet af lov om finansiel
virksomhed, herunder forsikringsselskaber, som giver urig-
tige eller vildledende oplysninger om forhold vedrørende
virksomheden til offentlige myndigheder, til offentligheden,
til noget selskabsorgan eller til indskydere, de forsikrede
eller obligationsejerne eller andre investorer i den finansielle
virksomhed, eller som gør sig skyldig i grov eller oftere
gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der kan medføre
tab for virksomheden eller indskyderne, de forsikrede el-
ler obligationsejerne eller andre investorer i den finansielle
virksomhed, straffes med bøde eller fængsel indtil to år, for
så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffelovens §
290 b, stk. 1, eller den øvrige lovgivning, jf. § 373, stk. 7,
i lov om finansiel virksomhed. En person anses som knyttet
til den finansielle virksomhed, når modtageren af oplysnin-
gerne har en berettiget forventning om, at den pågældende
person repræsenterer den finansielle virksomhed. Det er in-
gen betingelse, at der f.eks. er tale om et egentligt ansættel-
sesforhold, eller at den pågældende skal være medlem af
bestyrelsen.
Der er i § 373, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed fastsat
en forældelsesfrist på fem år. Der gælder dog efter bestem-
melsens stk. 9 en forlænget forældelsesfrist på 10 år for
visse overtrædelser af lovens bestemmelser.
Principperne for udmåling af bødestraffe for overtrædelser
af lov om finansiel virksomhed eller overtrædelse af regler
120
udstedt i medfør af lov om finansiel virksomhed er fastsat i
§ 373, stk. 11 og 12, i lov om finansiel virksomhed.
Erhvervsministeren kan efter § 373 a i lov om finansiel
virksomhed fastsætte regler om, at Finanstilsynet i et bøde-
forelæg kan tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag,
hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig
i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere
angiven frist at betale en bøde som angivet i bødeforelæg-
get. Bemyndigelse efter lov om finansiel virksomheds §
373 a er begrænset til nærmere angivne sager om overtræ-
delser af loven og regler udstedt i medfør af loven, der ikke
skønnes at medføre højere straf end bøde. Bestemmelsen
er anvendt til at udstede bekendtgørelse nr. 186 af 8. marts
2011 om anvendelse af administrative bødeforelæg på det
finansielle område.
Efter § 374 i lov om finansiel virksomhed kan Finanstilsynet
og Erhvervsstyrelsen som tvangsmiddel pålægge de pågæl-
dende daglige eller ugentlige bøder, hvis en finansiel virk-
somheds bestyrelse, direktion, eksterne revisor, interne revi-
sionschef, ansvarshavende aktuar, likvidator, generalagent,
filialbestyrer eller repræsentantskab undlader i rette tid at
efterkomme de pligter, der efter loven eller regler udstedt i
medfør af loven påhviler dem over for Finanstilsynet eller
Erhvervsstyrelsen. Som tvangsmiddel kan Finanstilsynet på-
lægge den fysiske eller juridiske person eller de for den
juridiske person ansvarlige personer daglige eller ugentlige
bøder.
3.22.2. Solvens II-direktivet
Det følger af artikel 34 i Solvens II-direktivet, at medlems-
staterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til at
træffe forebyggende og korrigerende foranstaltninger med
henblik på at sikre, at forsikrings- og genforsikringsselska-
ber overholder de love og administrative bestemmelser, som
de skal overholde i hver medlemsstat. Tilsynsmyndigheder-
ne skal have beføjelse til at træffe alle nødvendige foran-
staltninger, herunder, hvor det er relevant, administrative
eller finansielle foranstaltninger, over for forsikrings- og
genforsikringsselskaber og medlemmerne af deres admini-
strations-, ledelses- eller tilsynsorgan. Tilsynsbeføjelser skal
håndhæves rettidigt og på en måde, der står i et rimeligt
forhold til formålet.
Solvens II-direktivet fastlægger ikke regler om, at medlems-
landene skal fastsætte regler om sanktioner, der skal anven-
des i tilfælde af overtrædelser af de nationale bestemmelser,
der er vedtaget i medfør af direktivet.
3.22.3. Erhvervsministeriets overvejelser
For at sikre et effektivt tilsyn skal Finanstilsynet påse, at be-
stemmelserne i lovforslaget efterleves, herunder undersøge
mulige overtrædelser af loven. Bliver Finanstilsynet bekendt
med, at der kan være sket en strafbar overtrædelse af loven,
vil Finanstilsynet kunne anmelde dette til politiet, medmin-
dre det vurderes, at det vil være mere hensigtsmæssigt med
en tilsynsreaktion såsom påbud eller påtale.
Erhvervsministeriet finder det hensigtsmæssigt, at straffebe-
stemmelserne i lov om finansiel virksomhed videreføres. De
gældende straffebestemmelser i §§ 373, 373 a og 374 fast-
sætter et strafansvar, herunder strafferamme, der er passende
for den finansielle branches betydning for samfundet. Er-
hvervsministeriet vurderer derfor, at bestemmelserne bør
videreføres i lovforslaget. Erhvervsministeriet finder dog
samtidig, at der bør ske en forenkling af strukturen i kapitlet
med henblik på, at det bliver nemmere at identificere de
relevante bestemmelser om strafansvar m.v. for den part, der
skal anvende loven.
3.22.4. Lovforslagets indhold
Det foreslås på den baggrund i §§ 312-319 at videreføre alle
straffebestemmelser fra lov om finansiel virksomhed. Med
henblik at skabe bedre overblik og en mere enkel struktur
foreslås det at opsplitte en række af de nuværende bestem-
melser på flere pargraffer. Samtidig foreslås en øget anven-
delse af underoverskrifter.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets §§ 312-319 samt de
specielle bemærkninger hertil.
3.23. Overgangsbestemmelser
3.23.1. Gældende ret
Der er i den gældende lov om finansiel virksomhed §§ 417
a-417 d fastsat overgangsbestemmelser for de forsikrings-
mæssige hensættelser til solvens og den risikofrie rentekur-
ve, hvorefter gruppe 1-forsikringsselskaber har mulighed for
at ansøge om en justering af de forsikringsmæssige hensæt-
telser til solvens og den risikofrie rentekurve i en periode op
til 16 år, der udløber i 2032. Der er dog ingen danske grup-
pe 1-forsikringsselskaber, der har gjort brug af overgangsbe-
stemmelserne, og det forventes ikke, at bestemmelsen vil
blive benyttet i fremtiden.
3.23.2. Solvens II-direktivet
For yderligere at sikre en smidig indfasning af Solvens II-re-
guleringen indeholder Omnibus II-direktivet bestemmelser
om, at de nationale tilsynsmyndigheder skal have beføjelse
til at godkende en lang række forhold, herunder blandt andet
interne modeller til opgørelsen af solvenskapitalkravet. Des-
uden indeholder Omnibus II-direktivet en række overgangs-
bestemmelser, således at forsikringsselskaberne har tid til at
omstille sig til de nye regler.
Solvens II-direktivet stiller krav til, at der skal fastsættes
121
overgangsbestemmelser for de forsikringsmæssige hensæt-
telser til solvens og den risikofrie rentekurve, hvorefter
gruppe 1-forsikringsselskaber har mulighed for at ansøge
om en justering af de forsikringsmæssige hensættelser til
solvens og den risikofrie rentekurve i en periode, der udlø-
ber i 2032. Bestemmelsen er indsat i den gældende lov om
finansiel virksomhed §§ 417 a-417 d.
3.23.3. Erhvervsministeriets overvejelser
Erhvervsministeriet har gennemført en vurdering af alle
gældende overgangsbestemmelser i lov om finansiel virk-
somhed. Erhvervsministeriet vurderer på denne baggrund, at
det kun er nødvendigt at videreføre de af lovens overgangs-
bestemmelser i lov om finansiel virksomhed, der gennemfø-
rer Solvens II-direktivets regler om overgangsbestemmelser
for de forsikringsmæssige hensættelser til solvens og den
risikofrie rentekurve. De øvrige overgangsbestemmelser i
lov om finansiel virksomhed gør sig enten ikke gældende
for forsikringsselskaber omfattet af lovforslaget eller er for-
ældede.
Erhvervsministeriets vurderer, at der er behov for at indsætte
to nye overgangsbestemmelser i lovforslaget. Dette gøres
for at sikre, at de gældende regler i lov om finansiel virk-
somhed fortsat er i overensstemmelse med Solvens II-direk-
tivet.
Erhvervsministeriet vurderer, at for ansatte, der inden den
1. januar 2016 varetog en stilling i et gruppe 1-forsikrings-
selskab, der indebærer, at den ansatte skal identificeres som
nøgleperson i medfør af lov om finansiel virksomhed, fin-
der loven alene anvendelse på forhold, der opstår efter
lovens ikrafttræden den 1. januar 2016. Loven viderefører
en overgangsregel fra lov nr. 308 af 28. marts 2015, der
gennemførte reglerne i Solvens II-direktivet og Omnibus
II-direktivet. Det er Erhvervsministeriets vurdering, at denne
overgangsregel bør skrives direkte ind i loven for at sikre, at
reglen fortsat bliver overholdt
Erhvervsministeriet vurderer endvidere, at der i lovforslaget
bør indsættes en overgangsbestemmelse om, at § 64 b i
lov om finansiel virksomhed om grundkursus for bestyrel-
sesmedlemmer ikke finder anvendelse for bestyrelsesmed-
lemmer, som er indtrådt i bestyrelsen i et forsikringsselskab
inden den 1. januar 2017.
3.23.4. Lovforslagets indhold
Lovforslaget indeholder en række overgangsbestemmelser,
der skal sikre en smidig indfasning af den gældende regu-
lering, som er indsat ved tidligere lovforslag for både for-
sikringsselskaber og andre finansielle virksomheder. Der er
eksempelvis fastsat regler om selskabers aktiekapital, tilla-
delse, kautionsaftaler, retningslinjer fastsat i medfør af mar-
kedsføringsloven, vedtægtsbestemmelser, gensidige selska-
ber, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksom-
hed , eksponeringer, sikkerhedstilladelser og konkurslovens
regler om omstødelse.
Lovforslaget indebærer, at en række af de gældende over-
gangsbestemmelser, der skal sikre en smidig indfasning af
Solvens II-direktivets bestemmelser, vil blive videreført.
Det foreslås at videreføre de gældende overgangsbestem-
melser i §§ 417 a-417 d i lov om finansiel virksomhed om
de forsikringsmæssige hensættelser til solvens og den risi-
kofrie rentekurve, hvorved gruppe 1-forsikringsselskaberne
fortsat vil få mulighed for at ansøge om en justering af de
forsikringsmæssige hensættelser til solvens og den risikofrie
rentekurve i en periode op til 16 år, der udløber i 2032. Det
forventes ikke, at de danske gruppe 1-forsikringsselskaber
vil gøre brug af overgangsbestemmelsen.
Det foreslås endvidere, at der indsættes nye overgangsbe-
stemmelser om ansatte, der inden den 1. januar 2016 varetog
en stilling i et gruppe 1-forsikringsselskab, der indebærer,
at den ansatte skal identificeres som nøgleperson i medfør
af lovens bestemmelser. Det foreslås, at overgangsbestem-
melsen skal medføre, at egnetheds- og hæderlighedskrav til
nøglepersoner alene finder anvendelse på forhold, der opstår
efter lovens ikrafttræden den 1. januar 2016.
Det foreslås desuden, at der indsættes en overgangsbestem-
melse om, at den gældende § 64 b i lov om finansiel virk-
somhed om grundkursus for bestyrelsesmedlemmer ikke fin-
der anvendelse for bestyrelsesmedlemmer, som er indtrådt i
bestyrelsen i et forsikringsselskab inden den 1. januar 2017.
Der henvises til lovforslagets §§ 322-335 samt de specielle
bemærkninger hertil.
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekven-
ser for det offentlige
Lovforslaget vil ikke medføre øgede økonomiske eller ad-
ministrative konsekvenser for regioner og kommuner eller
staten.
Forslaget vurderes at efterleve de syv principper for digitali-
seringsklar lovgivning. Herudover vurderes lovforslaget at
efterleve principperne for agil lovgivning.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervs-
livet m.v.
Forslaget til lov om forsikringsvirksomhed har til formål
at udskille de forsikringsrelevante bestemmelser i lov om
finansiel virksomhed til en ny sektorlov. Forslaget udsprin-
122
ger af en anbefaling fra arbejdsgruppen for eftersynet af den
finansielle regulering. Arbejdsgruppen anbefalede, at den
gældende lovgivning om finansiel virksomhed blev udskilt
i sektorlove, da gruppen vurderede, at den omfattende og
komplekse EU-regulering suppleret med de nationale regler
var svær at få overblik over, og at det derfor vil medføre en
betydelig lettelse at udskille reglerne for hver branche.
Som det fremgår af indledningen til lovforslaget, så foreslås
det overordnet at videreføre de forsikringsrelevante bestem-
melser i den gældende lov om finansiel virksomhed. Det vil
sige, at gældende ret overordnet videreføres, selvom der dog
gennemføres mindre ændringer i form af præciseringer og
justeringer i visse af de regler, der implementerer Solvens
II-direktivets bestemmelser. Videreførelsen af gældende ret
medfører også, at de erhvervsøkonomiske konsekvenser,
der er ved den gældende regulering, som udgangspunkt er
uændret.
I henhold til regeringsgrundlaget for SVM-regeringen, så
har regeringen fokus på at undgå utilsigtet overimplemen-
tering. I tråd hermed lægges der således op til at ske en
fjernelse af to nationale indberetningskrav, der i dag følger
af den nuværende § 198 i lov om finansiel virksomhed. Der
henvises til lovforslagets afsnit 3.15.3. for en uddybning af
disse ændringer. Fjernelse af de to indberetninger vurderes
isoleret set at medføre en lettelse af de administrative byrder
i forbindelse med reguleringen, men lettelserne vurderes at
være under 4 mio. kr. årligt, hvorfor de ikke skal kvantifice-
res nærmere.
I tillæg til de indberetninger, der fjernes som følge af lov-
forslaget, så vil der senere vil ske en justering af reglerne
for de såkaldte følsomhedsanalyser, som gruppe 1-forsik-
ringsselskaberne skal foretage. Disse ændringer vil ske med
henblik på at lette byrderne ved reglerne. Der henvises til
lovforslagets afsnit 3.12.3. Ændringen vil ske i en ændring
af bekendtgørelsen på området og den nærmere vurdering
af konsekvenserne ved ændringen vil ske i forbindelse med
den senere ændring af bekendtgørelsen på området.
Selvom der overordnet er tale om videreførelse af gældende
ret, så er lovforslaget en målrettet sektorlov, der blandt andet
indebærer mere målrettede og opdaterede beskrivelser af
regler og praksis for de omfattede virksomheder i bemærk-
ningerne. Lovforslaget medfører derfor et lovgrundlag, der
er mere målrettet og anvendeligt for sektoren. Der kan som
følge heraf være erhvervsøkonomiske lettelser forbundet
med lovforslaget, selvom lovforslaget overordnet indebærer
en videreførelse af gældende ret. Vejledningen om erhvervs-
økonomiske konsekvenser (EØK-vejledningen) fra 2021 har
således i punkt 5.4 om den normalt effektive virksomhed
åbnet op for, at der kan være byrdelettelser forbundet med at
gøre lovgivning, indberetningsløsninger m.v. lettere for virk-
somhederne at arbejde med, idet der kan være byrder for-
bundet med tidsforbruger på fx ubevidst fejlfortolkning af
den gældende regulerings krav og deraf øgede omkostninger
i virksomhederne. Virksomhedernes tidsforbrug på sådanne
aktiviteter bør indgå i kvantificeringen, hvis tidsforbruget
kan underbygges af data eller tilstrækkeligt ved interviews. I
forbindelse med eftersynet af den finansielle regulering blev
der foretaget en større indsamling af data og beregning
af lettelsespotentialet for flere af arbejdsgruppens anbefalin-
ger. Denne dataindsamling og beregning foregik imidlertidig
i henhold til den tidligere vejledning om erhvervsøkonomi-
ske konsekvenser fra 2015, hvor beregningsforudsætninger-
ne indebar, at normalt effektive virksomheder var fuldt ratio-
nelle og fuldt informerede, dvs. der var en antagelse om, at
normalt effektive virksomheder fuldt ud kendte og efterleve-
de reglerne, som tiltænkt fra myndighedernes side. Der blev
derfor i tråd med vejledningens daværende metodegrundlag
ikke indhentet data for så vidt en potentiel lettelse fra at gøre
lovgivningen mere anvendelig i en målrettet sektorlov, idet
det daværende metodegrundlags antagelse var, at der ikke
ville være en lettelse fra en videreførelse af gældende ret,
Der forelægger således ikke et datagrundlag til at estimere
en lettelse som følge af, at lovforslaget gør lovgrundlaget
mere anvendeligt.
Udover de nævnte lettelser, så vurderes de enkelte dele af
lovforslaget, der medfører materielle ændringer i forhold til
gældende ret ikke at medføre negative erhvervsøkonomiske
konsekvenser for de omfattede virksomheder.
Lovforslaget vurderes dog at medføre mindre administrative
omstillingsbyrder og øvrige omstillingsomkostninger for er-
hvervslivet. Der vuderes således at være mindre omstillings-
omkostninger forbundet med lovforslaget, da virksomheder
f.eks. vil skulle ændre henvisninger til den tidligere lovgiv-
ning i deres standardkontrakter m.v. Byrderne forbundet
med denne omstilling vurderes at være begrænsede.
Lovforslaget har været sendt til Erhvervsstyrelsens Område
for Bedre Regulering (OBR), der på det foreliggende grund-
lag har vurderet, at lovforslaget isoleret set medfører admi-
nistrative konsekvenser under 4 mio. kr. årligt.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke nye administrative konsekvenser for
borgerne.
7. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke konsekvenser for klimaet.
8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke konsekvenser for naturen eller miljøet.
123
9. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget udgør implementering af konkret EU-regule-
ring, men skal samtidig ses i sammenhæng det Det Europæ-
iske Finanstilsynssystem (ESFS), der er den overordnede
ramme for det finansielle tilsyn i EU, samt i sammenhæng
med øvrig EU-regulering, EU-standarder, EU-vejledninger
m.v.
9.1. Lovforslagets implementering af EU-regulering
Som det fremgår af EU-noten til forslaget, så indeholder
lovforslaget bestemmelser, der gennemfører en lang række
EU-retsakter.
Lovforslaget regulerer udøvelsen af forsikrings- og gen-
forsikringsvirksomhed, hvorfor store dele af lovforslaget
udgør implementering af Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og
udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Sol-
vens II-direktivet) med senere ændringer. Hertil kommer
dele af en række øvrige EU-retsakter, der ligeledes regulerer
udøvelsen af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed. Der
henvises til EU-noten for de samlede henvisninger.
Solvens II-direktivet blev vedtaget i 2009 og var en revi-
sion af tidligere gældende regler for opgørelse af kapitalkrav
og værdiansættelse af hensættelser, samt en sammenskriv-
ning af 13 gældende direktiver vedrørende skadesforsikring,
livsforsikring, genforsikring, forsikringsgrupper og ophør af
forsikringsvirksomhed. Den nationale frist for gennemførel-
se af direktivet blev i lyset af den finansielle krise udskudt
og reglerne har fundet anvendelse i Danmark og de øvrige
EU-lande siden 1. januar 2016. Solvens II-direktivet blev
således implementeret i lov om finansiel virksomhed, og
denne implementering foreslås videreført til nærværende
lov.
Det er i den sammenhæng væsentligt at bemærke, at Sol-
vens II-direktivet er et principbaseret rammedirektiv udar-
bejdet under den såkaldte Lamfalussyproces, som har til for-
mål at styrke og effektivisere den europæiske lovgivnings-
og tilsynsramme i den finansielle sektor. Processen omfatter
fire niveauer: På niveau 1 vedtages et rammedirektiv, på ni-
veau 2 fastsætter Kommissionen de udfyldende bestemmel-
ser via forordninger eller direktiver, på niveau 3 kommer
de vejledninger og standarder, der skal understøtte brugen
og fortolkningen af niveau 1- og niveau 2-reguleringen,
og på niveau 4 påser Kommissionen og EU-Domstolen, at
medlemslandenes lovgivning lever op til EU-reguleringen.
Lovforslagets bestemmelse skal således ses i sammen-
hæng med bl.a. niveau 2 forordninger udstedt af Kommis-
sionen, der er direkte og umiddelbart gældende i Danmark
og supplerer lovforslagets bestemmelser. Der henvises til
afsnit 9.2 om sammenhængen det Det Europæiske Finans-
tilsynssystem (ESFS), der er den overordnede ramme for
det finansielle tilsyn i EU, samt sammenhængen med øvrig
EU-regulering.
Lovforslagets bestemmelser skal implementere de bestem-
melser fra EU-reguleringen, der skal gennemføres i dansk
ret.
Der skal derfor tages stilling til lovforslaget i forhold til de
fem principper for implementering af erhvervsrettet EU-re-
gulering.
Princip 1 fastlægger, at den nationale regulering som ud-
gangspunkt ikke bør gå videre end minimumskravene i
EU-reguleringen. Det skal her bemærkes, at reguleringen
af forsikringsselskaber i Danmark bygger på en lang tra-
dition, og at danske forsikringsselskaber længe har været
underlagt den nuværende regulering i Danmark. Der sker
således en overordnet videreførelse af den nuværende og
gældende regulering med meget få ændringer, da hovedfor-
målet med lovforslaget er at imødekomme sektorens ønske
om en mere anvendelig og overskuelig regulering, der er
samlet i en målrettet hovedlov. Den danske regulering, der
videreføres, går dog på visse områder videre end EU-regu-
leringen, hvilket er i strid med princip 1. De eksisterende
nationale særregler vurderes imidlertid forsat at være hen-
sigtsmæssige og nødvendige for at opretholde det nuværen-
de beskyttelsesniveau af kunderne (forsikringstagerne og an-
dre berettigede), at sikre tilliden til forsikringssektoren samt
at fremme den finansielle stabilitet. Af nationale særregler
kan eksempelvis nævnes regler, der er indført i tråd med
brede politiske aftaler, såsom nogle regler for ledelse og
indretning af forsikringsvirksomheder, herunder at der stilles
krav om forsikringsselskabers aflønning. Hertil kan nævnes
krav om, at livsforsikringsselskaber skal ansætte en ansvars-
havende aktuar, der i selskabet påser overholdelsen af, at det
tekniske grundlag for livsforsikringsvirksomhed skal være
betryggende og rimeligt over for kunderne i form af forsik-
ringstagerne og de øvrige berettigede. Derudover er der også
fastsat regulering for de mindre forsikringsselskaber, dvs.
de såkaldte gruppe 2-forsikringsselskaber, selvom disse ikke
er omfattet af Solvens II-reglerne. Det er i denne sammen-
hæng væsentligt, at Solvens II-direktivet lægger op til, at
medlemsstaterne selv kan fastsætte regler for disse mindre
selskaber, men at de danske regler formelt udgør nationale
særregler, fordi gruppe 2 selskaberne ikke er omfattet af
Solvens II-direktivet. Reglerne for gruppe 2 er indført ud fra
hensynet til at skabe et ensartet beskyttelsesniveau for for-
sikringstagerne, uanset hvilken størrelse forsikringsselskab
den enkelte forsikringstager er kunde hos.
Afslutningsvist skal det bemærkes, at der i tråd med regerin-
gens fokus på at undgå utilsigtet overimplementering fore-
slås, at der i forbindelse med loven vil blive fjernet nogle
nationale indberetninger og at der senere vil blive foretaget
en ændring af en tilknyttet bekendtgørelse om følsomheds-
analyser for gruppe 1-forsikringsselskaber. Der henvises til
lovforslagets afsnit 3.15.3 og afsnit 3.12.3 for uddybning
heraf. Disse ændringer vil lempe erhvervslivets byrder.
Princip 2 fastlægger, at danske virksomheder ikke bør stil-
124
les dårligere i den internationale konkurrence, hvorfor im-
plementeringen ikke bør være mere byrdefuld end den for-
ventede implementering i sammenlignelige EU-lande. Helt
overordnet vurderes det, at den danske regulering i tråd med
princip 2 er sammenlignelig med reguleringen i de EU-lan-
de, som Danmark typisk sammenligner sig med. Enkelte
områder kan være reguleret forskelligt på grund af f.eks.
politiske aftaler eller traditioner i de enkelte lande, som for
Danmarks vedkommende bl.a. er beskrevet i forholdet til
princip 1.
Princip 3 fastlægger, at fleksibilitet og undtagelsesmulighe-
der i EU-reguleringen bør udnyttes. Det vurderes overord-
net, at den danske regulering tager højde for blandt andet
muligheden for proportionalitet, således at reglerne overord-
net passer til omfanget og kompleksiteten af virksomheder-
nes virksomhed. De mindre gruppe 2 forsikringsselskaber
omfattes af danske regler, selvom de ville kunne undta-
ges. Dette er imidlertid fordi, at alternativet ville være, at
disse selskaber ikke var underlagt regulering. Reglerne for
gruppe 2 selskaberne er udformet proportionalt og gruppe
2 selskaberne er således undtaget fra en række krav. Der
henvises således til beskrivelsen i forholdet til princip 1.
For en lang række af kravene i EU-reguleringen, der skal
omfatte de større gruppe 1 selskaber, er der imidlertid ikke
mulighed for direkte undtagelse fra kravene eller betragtelig
fleksibilitet i opfyldelsen, hvilket er afspejlet i de danske
regler.
Princip 4 fastlægger, at i det omfang det er muligt og
hensigtsmæssigt, bør EU-regulering implementeres gennem
alternativer til regulering. Lovforslaget skal implementere
og gennemføre EU-regler, som Danmark skal gennemføre i
dansk ret i henhold til vores EU-retlige forpligtelser. Princip
4 vurderes derfor ikke relevant i forhold til lovforslaget.
Princip 5 fastlægger, at byrdefuld EU-regulering bør træ-
de i kraft senest muligt og under hensyntagen til de fælles
ikrafttrædelsesdatoer. EU-reguleringen på området er allere-
de gældende i dag og har fundet anvendelse længe. Lov-
forslaget træder i tråd med de fælles ikrafttrædelsesdatoer
i kraft 1. januar 2024, idet det er valgt at ikrafttrædelsen
bliver senere end den først kommende ikrafttrædelsesdato,
hvilket er ud fra hensynet til at sikre sektoren ekstra tid til
at tilpasse interne systemer til at henvise til lovforslagets
bestemmelser fra den dag de træder i kraft.
9.2 Lovforslagets sammenhæng med det Det Europæiske
Finanstilsynssystem (ESFS)
Lovforslaget skal ses i sammenhæng med det Det Euro-
pæiske Finanstilsynssystem (ESFS), der er den overordnede
ramme for det finansielle tilsyn i EU.
Det Europæiske Finanstilsynssystem (ESFS) med et der-
til hørende system af mikro- og makrotilsynsmyndigheder
blev indført fra 1. januar 2011 i lyset af den finansielle
krise. Makrotilsynet på europæisk plan udføres af Det Euro-
pæisk Udvalg for Systemiske Risici (ESRB), som blev op-
rettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 1092/2010 af 24. november 2010 om makrotilsyn på
EU-plan med det finansielle system og om oprettelse af et
europæisk udvalg for systemiske risici. ESRB har en rådgi-
vende funktion i forhold til EU-landene og har til opgave
at overvåge, identificere, analysere og varsle om systemiske
risici i hele EU. Idéen er, at ESRB på et tidligt tidspunkt skal
advare om opbygning af risici på tværs af landegrænser og
finansielle virksomheder.
Mikrotilsynet i Den Europæiske Union – tilsynet med
de enkelte institutioner – består af flere niveauer af myndig-
heder. De forskellige niveauer kan opdeles efter sektor –
bank, forsikring og værdipapirmarkedet – og det plan, hvor
tilsynet og reguleringen finder sted. På europæisk plan er
de europæiske tilsynsmyndigheder ansvarlige for mikrotil-
synet, mens det daglige tilsyn varetages af de nationale til-
synsmyndigheder. EU-tilsynsmyndighederne kaldes samlet
ESA’erne og består af Den Europæiske Banktilsynsmyndig-
hed (EBA), Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsik-
rings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA) samt
Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed
(ESMA). ESA’erne samarbejder med Det Fælles Udvalg af
Europæiske Tilsynsmyndigheder om at styrke det indre mar-
ked ved at sikre en øget overensstemmelse i udmøntningen
af EU-regulering i de enkelte medlemslande og ensartede
konkurrencevilkår.
På forsikringsområdet tillægges EIOPA som EU-tilsyns-
myndighed en lang række opgaver, som blandt andet består
i at sikre et effektivt og konsekvent niveau for regulering og
tilsyn med forsikringsselskaber, at bidrage til det finansielle
systems stabilitet og effektivitet, samt at sikre et ensartet
tilsynsniveau og forbrugerbeskyttelse. Disse opgaver er for-
melt tillagt EIOPA i henhold til forordning nr. 1094/2010
af 24. november 2010. EIOPA bidrager til et fælles regel-
sæt for forsikringsselskaber ved at udarbejde regulerings-
mæssige og gennemførelsesmæssige tekniske standarder,
der vedtages af Kommissionen som delegerede retsakter og
gennemførelsesretsakter. Derudover udarbejder EIOPA ret-
ningslinjer og henstillinger og har visse beføjelser vedrøren-
de nationale tilsynsmyndigheders overtrædelse af EU-retten.
9.3. Lovforslagets sammenhæng med øvrig EU-regulering,
EU-standarder, EU-vejledninger m.v.
Lovforslaget skal også ses i sammenhæng med øvrig
EU-regulering, EU-standarder, EU-vejledninger m.v., der er
fastsat i tråd med reguleringsniveauerne på det finansielle
område i EU i afspejling af den såkaldte Lamfalussypro-
ces. På niveau 1 vedtages således et rammedirektiv. På
forsikringsområdet er dette primære rammedirektiv Solvens
II-direktivet.
Niveau 1 reguleringen suppleres imidlertid, da Kommissi-
onen på niveau 2 fastlægger de udfyldende bestemmelser
via forordninger eller direktiver, mens at der på niveau 3
kommer vejledninger og standarder, der skal understøtte
brugen og fortolkningen af niveau 1- og niveau 2-regulerin-
125
gen. På niveau 4 påser Kommissionen og EU-Domstolen, at
medlemslandenes lovgivning lever op til EU-reguleringen.
På forsikringsområdet er den primære EU-regulering på
niveau 2 i relation til Solvens II-direktivet den såkaldte Sol-
vens II-forordning: Kommissionens delegerede forordning
(EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler
til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II) med senere ændringer.
I forhold til niveau 2-regulering sondres der mellem føl-
gende typer gennemførselsforanstaltninger: (i) delegerede
retsakter, (ii) gennemførelsesretsakter, (iii) reguleringsmæs-
sige tekniske standarder (RTS᾽er) og (iv) gennemførelses-
mæssige tekniske standarder (GTS᾽er). Reguleringsmæssi-
ge tekniske standarder og gennemførelsesmæssige tekniske
standarder benævnes undertiden samlet som bindende tek-
niske standarder (BTS’er). Proceduren for Kommissionens
vedtagelse af niveau 2-regulering fremgår af bemyndigelses-
bestemmelserne i Solvens II-direktivet samt af den EU-re-
gulering, der henvises til i disse bestemmelser. Proceduren
er forskellig for hver type niveau 2-regulering.
Delegerede retsakter vedtages af Kommissionen, når den
bemyndiges til at udøve EU-lovgivers beføjelser. Retsakter-
ne kan Kommissionen benytte til at foretage generelle æn-
dringer og præciseringer af eksisterende EU-regler. Hjemlen
til at vedtage delegerede retsakter findes i artikel 290 i
EUF-traktaten. Kontrollen med de delegerede retsakter sker
i form af sanktionsmuligheder for såvel Rådet som Europa-
Parlamentet.
Gennemførelsesretsakter vedtages af Kommissionen som
supplement til medlemslandenes beføjelse til at gennemføre
EU-lovgivningen. Kommissionen kan benytte disse retsak-
ter til at skabe ensartede betingelser for medlemslandenes
gennemførelse af EU-regler. Hjemlen til at vedtage gennem-
førelsesretsakter findes i artikel 291 i Traktaten om Den
Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF). Gennemførel-
sesretsakter vedtages i overensstemmelse med komitologi-
proceduren, jf. blandt andet artikel 5 i forordning (EU) nr.
182/2011 om de generelle regler og principper for, hvordan
medlemslandene skal kontrollere Kommissionens udøvelse
af gennemførelsesbeføjelser. Gennem komitologiproceduren
har EU-landene mulighed for at kontrollere Kommissionen,
når den bemyndiges til at vedtage de mere detaljerede reg-
ler på et bestemt område, idet vedtagelsen af regler sker
i samarbejde med forskellige typer af udvalg bestående
af embedsmænd og eksperter fra medlemslandenes regerin-
ger. Kommissionen har initiativretten under alle procedurer
og sidder i formandsstolen i alle udvalg, men har ingen
stemmeret.
Delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter kan ud-
formes som direktiver eller forordninger. Såfremt retsakten
er et direktiv, vil direktivet skulle gennemføres i dansk ret
ved implementering i national lovgivning, hvorimod en rets-
akt, der er en forordning, vil være umiddelbart og direkte
gældende i Danmark, og vil derfor ikke skulle gennemføres
i dansk ret.
Reguleringsmæssige tekniske standarder er tekniske, og
deres indhold er begrænset af de lovgivningsmæssige rets-
akter, som de er baseret på. De reguleringsmæssige tekni-
ske standarder, der er hjemlet i Solvens II-direktivet på bag-
grund af ændringer fra Omnibus II-direktivet, skal vedtages
af Kommissionen i henhold til artikel 290 i EUF-traktaten
og i overensstemmelse med artikel 10-14 i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24.
november 2010.
Gennemførelsesmæssige tekniske standarder fastlægger
betingelserne for anvendelsen af visse retsakter. De gennem-
førelsesmæssige tekniske standarder, der er hjemlet i Sol-
vens II-direktivet på baggrund af ændringer fra Omnibus
II-direktivet, skal vedtages af Kommissionen i henhold til
artikel 291 i EUF-traktaten og i overensstemmelse med arti-
kel 15, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010.
I medfør af artikel 10, stk. 4, og artikel 15, stk. 4, i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af
24. november 2010 vedtages bindende tekniske standarder
af Kommissionen gennem forordninger eller afgørelser. Bin-
dende tekniske standarder gælder umiddelbart og direkte i
medlemslandene og vil derfor ikke skulle gennemføres i
national ret.
Som en følge af blandt andet tilsynsstrukturen i Den Euro-
pæiske Union og i lyset af, at Kommissionen har beføjel-
ser til at vedtage niveau 2-regulering, vil der på en række
områder være behov for at kunne gennemføre reguleringen
eller supplere de mere detaljerede og tekniske dele af den
danske regulering hurtigere og mere smidigt end gennem
vedtagelse af lovforslag. Lovforslaget indeholder derfor i
§ 310 bemyndigelse til erhvervsministeren til at fastsætte
regler, som er nødvendige for at anvende eller gennemfø-
re de afgørelser eller retsakter, som vedtages af Kommis-
sionen i medfør af europæiske retsakter herunder Solvens
II- -direktivet. Bemyndigelsen omfatter de samme forhold,
som Kommissionen i medfør af de europæiske retsakter har
bemyndigelse til at udstede regler om i niveau 2-regulerin-
gen. Dette med henblik på, at erhvervsministeren vil kunne
gennemføre delegerede retsakter eller gennemførelsesretsak-
ter, som Kommissionen udsteder som direktiver, samt vedta-
ge supplerende regulering vedrørende niveau 2-regulering,
som Kommissionen udsteder som forordninger.
Bindende tekniske standarder samt delegerede retsakter,
som Kommissionen udsteder som forordninger, gælder
umiddelbart og direkte i Danmark og vil derfor ikke skulle
gennemføres i dansk ret. I det omfang det er tilladt eller
krævet i henhold til EU-retten, kan supplerende regulering
vise sig at være nødvendig for disse direkte gældende rets-
akter. Et eksempel på nødvendig supplerende regulering til
Kommissionens forordninger er bekendtgørelser vedrørende
udnyttelse af valgmuligheder i niveau 2-reguleringen, der
ikke er en del af almindelig tilsynsførelse – det vil sige
126
valg, der ikke kan træffes ved en myndighedsafgørelse rettet
mod en afgrænset kreds af parter. I forhold til valgmulig-
heder i Kommissionens forordninger, som skal udnyttes af
Finanstilsynet eller en eventuel anden udpeget myndighed,
skal disse valg træffes med hjemmel i forordningen og af
den myndighed, der er bemyndiget hertil. Visse valg kan
have en generel normerende effekt for borgerne og skal i så
fald fastsættes ved bekendtgørelse. Lovforslaget indeholder
hjemmel til udstedelse af sådanne bekendtgørelser.
EU-retten stiller ikke krav om, hvorvidt gennemførelsen
af direktiver sker gennem bekendtgørelser eller lov. Som
en følge tilsynsstrukturen i EU, og at de europæiske tilsyns-
myndigheder har mulighed for at udstede bindende tekniske
standarder, vil der på en række områder kunne opstå behov
for at kunne tilpasse de mere detaljerede og tekniske dele af
reguleringen hurtigere og mere smidigt. En række områder
bliver derfor reguleret på bekendtgørelsesniveau og ikke
direkte i loven. Dette er også tilfældet i dag.
På niveau 3 udsteder EIOPA en række retningslinjer, vej-
ledninger og henstillinger vedrørende Solvens II-direktivet
og Omnibus II-direktivet samt niveau 2-reguleringen udstedt
i medfør heraf. Formålet hermed er at sikre ensartethed i
det europæiske tilsyn. Niveau 3-regulering er ikke-bindende
regulering, men i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010 skal
de kompetente myndigheder og finansielle institutioner be-
stræbe sig bedst muligt på at efterleve disse retningslinjer og
henstillinger. For de kompetente myndigheder er retnings-
linjer og henstillinger endvidere underlagt følg eller forklar-
princippet (comply or explain), jf. artikel 16 i forordning
(EU) nr. 1094/2010, hvorefter de europæiske medlemslande
skal indberette til EIOPA, om de følger de udstedte retnings-
linjer og hvis ikke, hvad begrundelsen herfor er.
10. Hørte myndigheder og organisationer
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 17. august
2022 til den 14. september 2022 været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Advokatrådet, Andelskassen, Arbejderbevægelsens Er-
hvervsråd, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring
(AES), Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), Arbejds-
skadestyrelsen, Børsmæglerforeningen, CorpNordic Den-
mark A/S, Danish Venture Capital and Private Equity
Association, Danmarks Nationalbank, Danmarks Rederifor-
ening, Danmarks Skibskredit A/S, Dansk Aktionærforening,
Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Danske Ad-
vokater, Danske Forsikringsfunktionærers Landsforening,
Dansk Ejendomsmæglerforening, Danske Maritime, Dan-
ske Regioner, Dansk Erhverv, Dansk Forening for Inter-
national Motorkøretøjsforsikring (DFIM), Dansk Industri,
Dansk Investor Relations Forening – DIRF, Dansk Metal,
Dansk Pantebrevsforening, Dansk Kredit Råd, Datatilsynet,
Den Danske Aktuarforening, Den Danske Finansanalytiker-
forening, Den Danske Fondsmæglerforening, Ejendomsfor-
eningen, FDIH – Foreningen for Distance- og Internet-han-
del, FDFA – Foreningen af Danske Forsikringsmæglere og
ForsikringsAgenturer, Finansforbundet, Finanshuset i Fre-
densborg A/S, Finansiel Stabilitet A/S, Finans og Leasing,
Finansrådet – Danske Pengeinstitutters Forening, Finans-
sektorens Arbejdsgiverforening, Forbrugerombudsmanden,
Forbrugerrådet, Foreningen af Forretningsførere for Uden-
landske Forsikringsselskaber, Foreningen af Interne Reviso-
rer, Foreningen af J. A. K. Pengeinstitutter, FOREX, For-
sikring & Pension, Forsikringsmæglerforeningen, Frivillig-
rådet, FSR – danske revisorer, Funktionærernes og Tjeneste-
mændenes Fællesråd (FTF), Garantifonden for indskydere
og investorer, Garban-Intercapital Scandinavia, GXG Mar-
kets A/S, Horesta, Håndværksrådet, Indsamlingsorganisati-
onernes Brancheorganisation (ISOBRO), Investeringsfonds-
branchen, ISACA Denmark Chapter, IT-branchen, Kommu-
neKredit, Kommunernes Landsforening, Kuratorforeningen,
KøbmandStandens OplysningsBureau, Landbrug & Fødeva-
rer, Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug, Landsfor-
eningen af forsvarsadvokater, Landsorganisationen i Dan-
mark (LO), Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyr-
tidsfond (LD), NASDAQ OMX Copenhagen A/S, Nets, Par-
celhusejernes Landsforening, PostDanmarks Juridiske afde-
ling, Realkreditforeningen, Realkreditrådet, Rederiforenin-
gen af 1895, Regionale Bankers Forening, Regnskabsrådet,
Revisornævnet, Revisortilsynet, Rigsrevisionen, Skibs- og
Bådebyggeriets Arbejdsgiverforening, National enhed for
Særlig Kriminalitet, Telekommunikationsindustrien i Dan-
mark, VP Securities A/S, Western Union, Færøernes Lands-
styre via Rigsombudsmanden på Færøerne, Naalakkersuisut
via Rigsombudsmanden i Grønland og Den Europæiske
Centralbank.
11. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgif-
ter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej,
anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Ingen
Implementeringskonsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Ingen
127
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen Ingen
Klimamæssige konsekvenser Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af:
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november
2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksom-
hed (Solvens II) samt de ændringer af Solvens II-direktivet, der følger
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. novem-
ber 2011, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/58/EU af 11.
december 2013 (QuickFix 2) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/51/EU af 16. april 2014.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/50/EU af 16. april 2014
om mindstekrav til fremme af arbejdskraftens mobilitet mellem medlems-
staterne gennem bedre muligheder for at optjene og bevare supplerende
pensionsrettigheder.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/849/EU af 20. maj 2015,
EU-Tidende 2015, nr. L 141, side 73, om forebyggende foranstaltninger
mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller fi-
nansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF.
Går videre end minimumskrav i EU-
regulering
Ja X Nej
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Den gældende § 1 i lov om finansiel virksomhed fastlægger
lovens anvendelsesområde. Den gældende lov finder anven-
delse på finansielle virksomheder, finansielle holdingvirk-
somheder og forsikringsholdingvirksomheder, filialer, vis-
se tjenesteydelser, sparevirksomheder, investeringsrådgive-
re, kreditvurderingsbureauer, fælles datacentraler, CO2-kvo-
tebydere, ISPV’er, STS-certificeringsbureauer og SE-selska-
ber.
Den foreslåede § 1 viderefører de dele af lov om finansiel
virksomhed § 1, stk. 1, der gælder for forsikringsselskaber
med redaktionelle ændringer. Den foreslåede bestemmelser
medfører ikke materielle ændringer for forsikringsselskaber.
Det foreslås i § 1, at denne lov finder anvendelse på forsik-
ringsselskaber, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, samt virksomhed omfat-
tet af §§ 2-8.
Bestemmelsen fastlægger således, at loven finder anven-
delse på forsikringsselskaber, finansielle holdingvirksomhe-
der, forsikringsholdingvirksomheder, blandede forsikrings-
holdingvirksomheder, filialer, tjenesteydelser her i landet
ydet af forsikringsselskaber, SE-selskaber, leverandører og
underleverandører til outsourcingvirksomheder.
Forsikringsselskaber er defineret i lovforslagets § 9, stk. 1,
nr. 1, som et skadesforsikringsselskab, gensidigt selskab,
livsforsikringselskab, en tværgående pensionskasse eller et
genforsikringsselskab, som har opnået tilladelse i overens-
stemmelse med forslagets § 14.
128
Til § 2
Den gældende § 1, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed
fastlægger, i hvilket omfang loven finder anvendelse på fi-
nansielle holdingvirksomheder, forsikringsholdingvirksom-
heder og blandede holdingvirksomheder.
Den foreslåede § 2 viderefører de dele af lov om finansiel
virksomhed § 1, stk. 2, der gælder for forsikringsselskaber,
med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i § 2, stk. 1, at for finansielle holdingvirksom-
heder og forsikringsholdingvirksomheder finder § 67, stk. 1,
§ 82, kapitel 10, § 95, § 100, § 105, stk. 7, § 107, stk. 1,
§§ 133, 139, 165, 170-172, 174, kapitel 17, §§ 259-262,
267-275, § 277, stk. 3, § 280, stk. 1-2 og stk. 5-8, §§
283-284, 301-307, 309 og 312-319 anvendelse.
Det præciseres i 1. pkt., hvilke regler der finder anvendelse
for finansielle holdingvirksomheder og forsikringsholding-
virksomheder. Bestemmelsen fastsætter, at finansielle hol-
dingvirksomheder og forsikringsholdingvirksomheder skal
overholde reglerne i §§ 305-307 om kommunikation, med-
delelsestidspunkt og digitale underskrifter, samt at § 67, stk.
1, om at selskabet skal drives i overensstemmelse med re-
delig forretningsskik og god praksis indenfor virksomheds-
området, kapitel 10 om ejerforhold, § 105, om egnetheds-
og hæderlighedskrav for medlemmer af bestyrelse og direk-
tion, § 95 om at bestyrelsen skal fastlægge virksomhedens
aktiviteter og politikker m.v., og § 133 om virksomhedens
effektive former for virksomhedsstyring, § 100 om at visse
selskaber skal opstille måltal for underrepræsenterede køn
i bestyrelsen og udarbejde en politik for at øge andelen af
det underrepræsenterede køn i øvrige ledelsesniveauer, § 82
om videregivelse af fortrolige oplysninger, § 165 om at den
øverste modervirksomhed i visse koncerner en gang årligt
skal indberette alle eksponeringer, der udgør mere end 10
pct. af koncernens koncerngrundlag og §§ 170-172 om kon-
cerninterne transaktioner, § 174, kapitel 17 om årsrapport
og revision og en lang række tilsynskrav, der følger af §§
259-262, 267-275, § 277, stk. 3, § 280, stk. 1-2 og stk. 5-8,
§§ 283-284, 301-307, 309 og 312-319, finder anvendelse for
finansielle holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirk-
somheder.
Finansielle holdingvirksomheder er defineret i lovforslagets
§ 9, stk. 1, nr. 9, som en modervirksomhed, der ikke er
et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab
eller et investeringsforvaltningsselskab, i en koncern, hvor
mindst én af dattervirksomhederne i koncernen er en finan-
siel virksomhed, og hvor mindst 40 pct. af den samlede
balancesum for koncernen og modervirksomhedens associe-
rede virksomheder vedrører den finansielle sektor, jf. dog 2.
pkt. og § 9, stk. 5. En modervirksomhed er ikke en finansiel
holdingvirksomhed, hvis de finansielle dattervirksomheder
i koncernen udelukkende er forsikringsvirksomheder. Mo-
dervirksomheden vil i stedet være en forsikringsholdingvirk-
somhed, jf. § 9, stk. 1, nr. 10, eller en blandet forsikringshol-
dingvirksomhed, jf. § 9, stk. 1, nr. 11.
Forsikringsholdingvirksomheder er defineret i lovforslagets
§ 9, stk. 1, nr. 10, som en modervirksomhed, hvis hoved-
virksomhed er at erhverve og besidde kapitalandele i datter-
virksomheder, når disse dattervirksomheder udelukkende el-
ler hovedsagelig er forsikrings- eller genforsikringsvirksom-
heder eller tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsvirk-
somheder og mindst én af disse dattervirksomheder er en
forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed. En forsikrings-
holdingvirksomhed er ikke en finansiel holdingvirksomhed,
jf. § 9, stk. 1, nr. 9.
Det foreslås i stk. 2, at for finansielle holdingvirksomheder
finder §§ 142-144, 146 og 151 desuden anvendelse.
Lovforslagets §§ 142-144, 146 og 151 fastsætter regler om
aflønning, herunder særlige regler om skriftlig lønpolitik
og aflønning af ledelsen og væsentlige risikotagere i forsik-
ringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder.
Det foreslås i stk. 3, at for forsikringsholdingvirksomheder
finder §§ 127, 166 og 167 desuden anvendelse.
Lovforslagets § 127 fastsætter, at et gruppe 1-forsikrings-
selskab som led i sin virksomhedsstyring skal identificere
selskabets nøglepersoner og underrette Finanstilsynet om
disse nøglepersoner. Endvidere fastsætter §§ 166-167 regler
om koncerner, herunder særlige regler om koncernsolvens
og koncerntilsyn for gruppe 1-forsikringsselskaber, hvilket
selskab der er den øverste forsikringsselskab i en koncern,
aftaler mellem Finanstilsynet og andre tilsynsmyndigheder
og undtagelser af visse selskaber fra koncerntilsynet.
Til § 3
Den gældende § 1, stk. 3 og 4, i lov om finansiel virksom-
hed fastlægger, i hvilket omfang loven finder anvendelse på
udenlandske filialer her i landet. § 1, stk. 3, 2. pkt., fastsæt-
ter, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om virk-
somhedens indretning for filialer, der er meddelt tilladelse i
et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke
har indgået aftale med på det finansielle område, herunder
regler om kapitalforhold m.v. § 1, stk. 3, 3. pkt., fastsætter,
at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om, at filialer
omfattet af 1. pkt. skal udøve deres aktiviteter i et dattersel-
skab.
Bemyndigelsen i § 1, stk. 3, 2. pkt., er udnyttet til at udstede
bekendtgørelse nr. 1018 af 25. august 2015 om filialer af
tredjelandsforsikringsselskaber, der indeholder regler om til-
ladelse, ophør, kapitalkrav, regnskab, revision og ledelse, da
disse forhold relaterer sig til virksomhedens indretning.
129
Den foreslåede § 3 viderefører dele af lov om finansiel
virksomhed § 1, stk. 3 og 4, i en ny selvstændig bestemmel-
se. Den foreslåede bestemmelse medfører ikke materielle
ændringer for filialer af forsikringsselskaber.
Det foreslås i stk. 1, at for filialer her i landet af udenlandske
virksomheder, der er meddelt tilladelse til at udøve den i
§§ 14-18 nævnte virksomhed i et land indenfor Den Euro-
pæiske Union eller et land, som Unionen har indgået afta-
le med på det finansielle område, finder §§ 49-51, 55-59,
67, 69, 71-76, 174, 259, 260, 269, § 270, stk. 1 og 3,
§§ 271-272, 274-275, 281, 283, 291, 294-296, 299, 302,
305-307 og 312-319 anvendelse med de afvigelser, som er
fastsat i eller i henhold til international aftale.
Stk. 1 fastlægger, hvilke af lovens bestemmelser der finder
anvendelse på filialer her i landet af forsikringsselskaber,
der er meddelt tilladelse i et andet land indenfor Den Euro-
pæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale
med på det finansielle område.
For virksomheder etableret indenfor EU, der i form af filia-
ler udøver finansielle grænseoverskridende tjenesteydelser
her i landet, gælder som udgangspunkt, at de er underlagt
tilsyn i det land, hvor den finansielle virksomhed har hjem-
sted (hjemlandstilsyn). I hvilket omfang danske regler finder
anvendelse på disse virksomheder, reguleres efter EU-retlige
procedureregler, samt hvad der er fastsat i de enkelte di-
rektivbestemmelser, suppleret med indgåede aftaler, eksem-
pelvis i form af protokoller og »Memoranda of Understan-
ding« (MoU᾽er). På forsikringsområdet er der indgået en
egentlig forsikringsprotokol (Siena-protocol), der fastlægger
proceduren for samarbejdet mellem tilsynsmyndigheder in-
denfor EU/EØS-området om benyttelsen af direktiver om
forsikringsselskaber.
Aftaler indgået med hjemmel i proceduren i artikel 218
i Traktaten for den Europæiske Unions Funktionsmåde
(TEUF) vil være omfattet af formuleringen »lande, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle områ-
de«. Det fremgår af forarbejderne til § 1, stk. 3, i lov om
finansiel virksomhed, at formuleringen »lande, som Fælles-
skabet [nu Unionen] har indgået aftale med på det finan-
sielle område« skal fortolkes således, at den i princippet
omfatter en hvilken som helst aftale, som EU indgår med
et tredjeland, og som omfatter finansielle tjenesteydelser, jf.
Folketingstidende 2003-04, tillæg A, L 176, side 118. Hvis
der er tale om en aftale, som Unionen har indgået på det
finansielle område, finder reglerne anvendelse med de af-
vigelser, som er fastsat i eller i henhold til international
aftale. På forsikringsområdet har Unionen med hjemmel i
artikel 218 i TEUF bl.a. i 2017 indgået en samarbejdsaftale
(Solvens II-aftalen) mellem tilsynsmyndighederne i EU og
USA.
Det foreslås i stk. 2, at loven finder anvendelse på filialer
her i landet af forsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse
i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen
ikke har indgået aftale med på det finansielle område, med
de afvigelser, som filialforholdet nødvendiggør, eller som er
fastsat i eller i henhold til international aftale.
Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere
regler om filialer omfattet af stk. 2, herunder regler om
kapitalforhold m.v., samt regler om at filialer omfattet af stk.
2 skal udøve deres aktiviteter i et datterselskab.
Finanstilsynet bemyndiges i stk. 3, til at fastsætte nærmere
regler for filialer her i landet af forsikringsselskaber, der er
meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union,
som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle
område, med de afvigelser, som filialforholdet nødvendig-
gør, eller som er fastsat i eller i henhold til international
aftale.
Bestemmelsen fastsætter, at Finanstilsynet kan fastsætte
nærmere regler om virksomhedens indretning for filialer af
virksomheder fra tredjelande, herunder regler om kapitalfor-
hold m.v.
Bestemmelsen er en konsekvens af, at centrale regler for
finansielle virksomheder i stigende grad bliver reguleret
i forordninger, der er direkte gældende for virksomheder,
som har tilladelse i Danmark. Forordninger er ikke direkte
gældende for filialer af virksomheder fra tredjelande, som
etableres indenfor EU.
Med bestemmelsen har Finanstilsynet en generel bemyn-
digelse til at fastsætte regler om virksomhedens indret-
ning. Med denne bemyndigelse kan Finanstilsynet sætte
regler i kraft for filialer af virksomheder fra tredjelande,
som er direkte gældende for danske virksomheder gennem
forordninger. Bemyndigelsen sikrer dermed lige vilkår for
danske virksomheder, filialer af virksomheder med tilladelse
indenfor EU og filialer af virksomheder fra tredjelande.
Den foreslåede bemyndigelse vil kunne anvendes over for
filialer af virksomheder, der er hjemmehørende i et tredje-
land, og hvor virksomheden er undergivet tilsvarende lov-
givning og tilsyn som finansielle virksomheder med hjem-
sted i et land indenfor EU eller i et land, som EU har indgået
aftale med på det finansielle område.
Bestemmelsen i stk. 3 medfører endvidere, at Finanstilsynet
kan fastsætte nærmere regler om, at filialer omfattet af stk.
2 skal udøve aktiviteter i et datterselskab. Det betyder, at
filialer af virksomheder fra tredjelande af en vis størrelse
skal udøve deres aktiviteter i et datterselskab.
130
Bemyndigelsen vil gøre det muligt at fastsætte regler om,
at filialer af virksomheder fra tredjelande skal udøve deres
aktiviteter i et datterselskab. Det er hensigten med bemyn-
digelsen, at Finanstilsynet vil kunne fastsætte regler, der
beskriver, hvilke kriterier der vil kunne indgå i vurderingen
af, hvorvidt en filial har en størrelse, der kan begrunde et
krav om, at aktiviteterne skal udøves i et datterselskab frem
for en filial. Det kan f.eks. være relevant at se på filialens
størrelse, herunder størrelsen af selskabet både set i forhold
til andre forsikringsselskaber, men også filialens størrelse i
forhold til hovedselskabet.
Dernæst kan det være relevant at inddrage forsikringsselska-
bets kompleksitet og forbundenhed med den øvrige finan-
sielle sektor. Dette kriterium vil kunne opdeles, hvorefter fi-
lialens kritiske funktioner vil udgøre et element, og filialens
aktiviteter, herunder komplicerede finansielle transaktioner,
vil udgøre et andet. Med forretningens kritiske funktioner
menes aktiviteter, hvis ophør vil kunne forstyrre ydelser, der
er af afgørende betydning for realøkonomien, eller forstyrre
den finansielle stabilitet.
Det foreslås i stk. 4, at selskabslovens bestemmelser om
filialer af udenlandske aktieselskaber finder anvendelse på
de i stk. 2 nævnte filialer.
Selskabslovens bestemmelser om filialer af udenlandske ak-
tieselskaber finder anvendelse på de i stk. 2 nævnte filia-
ler. Dette følger af, at filialer af udenlandske aktieselskaber
er omfattet af anvendelsesområdet i selskabsloven.
Til § 4
Den gældende § 1, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed
fastlægger, i hvilket omfang loven finder anvendelse for
tjenesteydelser her i landet ydet af kreditinstitutter, admini-
strationsselskaber og forsikringsselskaber, der er meddelt
tilladelse i et andet land indenfor Den Europæiske Union
eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det
finansielle område.
Den gældende § 1, stk. 7, fastsætter, at for tjenesteydelser
ydet her i landet af forsikringsselskaber, der er meddelt
tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som
Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle områ-
de, finder §§ 6, 6 a, 6 b og 37 anvendelse.
Den foreslåede § 4 viderefører dele af lov om finansiel virk-
somhed § 1, stk. 5 og stk. 7, i en ny selvstændig bestemmel-
se. Den foreslåede bestemmelse medfører ikke materielle
ændringer for filialer af forsikringsselskaber.
Det foreslås i stk. 1, at for tjenesteydelser her i landet ydet af
forsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et andet land
indenfor Den Europæiske Union eller et land, som Unionen
har indgået aftale med på det finansielle område, finder §§
52-54, 59, 67, 71-76, § 269, stk. 1, og §§ 283 og 305-307
anvendelse med de afvigelser, som er fastsat i eller i henhold
til international aftale.
Det foreslåede stk. 1 fastlægger, hvilke af lovens bestem-
melser der finder anvendelse på tjenesteydelser ydet af for-
sikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et andet land in-
denfor Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen
har indgået aftale med på det finansielle område.
Det foreslås i stk. 2, at for tjenesteydelser ydet her i landet af
forsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et land uden
for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået
aftale med på det finansielle område, finder § 60 og §§
305-307 anvendelse.
Bestemmelsen fastlægger, hvilke af lovens bestemmelser
der finder anvendelse på tjenesteydelser ydet af forsikrings-
selskaber, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den
Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale
med på det finansielle område. Undtaget herfra er de såkald-
te korrespondentforsikringer.
Ved korrespondentforsikring forstås den situation, hvor for-
sikringstageren foretager den grænseoverskridende handling
og uopfordret, samt på eget initiativ henvender, sig til et for-
sikringsselskab i et tredjeland og tegner en lovlig forsikring
i dette selskab. Denne form for forsikringstegning er ifølge
praksis tilladt og forpligter ikke det udenlandske forsikrings-
selskab til at søge om tilladelse til at drive forsikringsvirk-
somhed i Danmark, ligesom Finanstilsynet ikke forpligtes til
at føre tilsyn hermed. Denne retstilstand forbliver uændret.
Til § 5
De gældende § 1, stk. 14 og 16, i lov om finansiel virksom-
hed fastlægger, i hvilket omfang loven finder anvendelse på
SE-selskaber.
Den foreslåede § 5 viderefører dele af lov om finansiel
virksomhed § 1, stk. 14 og 16, med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at bestemmelser om bestyrelsen eller
medlemmer heraf i § 9, stk. 1, nr. 6, § 111, stk. 1, § 112,
§ 117, stk. 1, nr. 1 og 3, § 139, stk. 2, § 193, stk. 11 og
12, og § 245 alene finder anvendelse på tilsynsorganet eller
medlemmer heraf i SE-selskaber med et tostrenget ledelses-
system med de fornødne tilpasninger.
Bestemmelsen omhandler SE-selskaber og medfører, at de
131
nævnte bestemmelser kun finder anvendelse på tilsynsorga-
net, da der er tale om kontrolopgaver.
Med Rådets forordning (EF) nr. 2157/2001 af 8. oktober
2001 om statut for det europæiske selskab (SE) er det muligt
at stifte europæiske selskaber (SE-selskaber) i alle medlems-
staterne.
Et SE-selskab kan efter forordningen vælge at være orga-
niseret efter det en-strengede ledelsessystem, jf. artiklerne
43-45, eller det to-strengede ledelsessystem, jf. artiklerne
39-42.
For det ledelsessystem, der ikke allerede er gældende i
medlemsstaterne, kan medlemsstaterne vedtage passende
foranstaltninger, dvs. supplerende regler i national ret, jf.
forordningens artikel 39, stk. 5, og artikel 43, stk. 4. I oven-
nævnte forslag kategoriseres det danske ledelsessystem som
et-strenget.
Den foreslåede bestemmelse har til formål at fastlægge,
hvilke ledelsesbestemmelser i lov om forsikringsvirksomhed
der skal finde anvendelse på hvilke organer, hvis et europæ-
isk selskab ønsker et to-strenget ledelsessystem og samtidig
har tilladelse som finansiel virksomhed eller forsikringssel-
skab fra Finanstilsynet. I forslag til lov om administration af
Rådets forordning (EF) nr. 2157/2001 af 8. oktober 2001 om
statut for det europæiske selskab (SE) foreslås som hovedre-
gel, at bestemmelser i aktieselskabsloven og lovgivningen i
øvrigt, der i aktieselskaber gælder for bestyrelsen og direkti-
onen eller medlemmer heraf, skal finde anvendelse med de
fornødne tilpasninger på ledelsesorganet eller medlemmer
heraf, medmindre andet følger af anden lovgivning eller
regler fast i medfør af forslaget. Endvidere foreslås det i
ovennævnte forslag at have en hovedregel at falde tilbage
på, hvor lovgivningen indeholder forskellige regler om det
samme forhold for henholdsvis bestyrelse og direktion eller
medlemmer heraf. Det foreslås i disse tilfælde, at reglerne i
aktieselskaber for bestyrelsen eller medlemmer heraf finder
anvendelse med de fornødne tilpasninger på ledelsesorganet
eller medlemmer heraf, medmindre andet følger af anden
lovgivning eller regler fastsat i medfør af forslaget.
Det foreslås i stk. 2, at bestemmelser om bestyrelsen eller
medlemmer heraf og bestemmelser om ledelsen i § 19, stk.
1, nr. 1, §§ 42, 82, 96-97, 105, 110, 121-124, 138, § 170,
nr. 2, § 171, nr. 2, §§ 181, 182, 208, § 244, stk. 1, § 267,
stk. 2 og 3, § 272, § 276, stk. 2, nr. 2, § 280, § 302, stk.
2, nr. 7, og stk. 3, og §§ 312-319 finder i SE-selskaber
med et tostrenget ledelsessystem ud over ledelsesorganet og
medlemmerne heraf også anvendelse på tilsynsorganet eller
medlemmer heraf med de fornødne tilpasninger.
Bestemmelsen omhandler SE-selskaber og medfører, at be-
stemmelsen finder anvendelse på både ledelsesorganet og
tilsynsorganet. Hvis en bestemmelse ikke er nævnt i stk. 1
og 2, følger den hovedreglen i loven om administration af
SE-forordningen.
Med Rådets forordning (EF) nr. 2157/2001 af 8. oktober
2001 om statut for det europæiske selskab (SE) bliver det
muligt at stifte europæiske selskaber (SE-selskaber) i alle
medlemsstaterne.
Til § 6
Den gældende § 1, stk. 17, i lov om finansiel virksomhed
fastlægger, i hvilket omfang loven finder anvendelse på le-
verandører og underleverandører til outsourcingvirksomhe-
der.
Den foreslåede § 6 viderefører dele af lov om finansiel
virksomhed § 1, stk. 16, med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i § 6, at § 269, stk. 1, § 270, stk. 4, og §§
305-307 finder anvendelse for leverandører og underleve-
randører til outsourcingvirksomheder.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at leverandører og
underleverandører til outsourcingvirksomheder skal give Fi-
nanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for Finanstil-
synets virksomhed, jf. § 269, stk. 1, samt give Finanstilsynet
adgang til egne forretningslokaler, jf. lovforslagets, jf. §
270, stk. 4.
En outsourcingvirksomhed er i lovforslagets § 9, stk. 1,
nr. 22, defineret som et forsikringsselskab, der outsourcer
aktiviteter til en leverandør.
Leverandører defineres i lovforslagets § 9, stk. 1, nr. 23,
som en virksomhed, de varetager outsourcede opgaver for
outsourcingvirksomheden.
Til § 7
Det følger af den gældende § 3 i lov om finansiel virksom-
hed, at Finanstilsynet kan fastsætte særlige regler eller afvi-
gelser for genforsikringsvirksomhed eller coassurancevirk-
somhed.
Finanstilsynets hjemmel til at fastsætte særlige regler for
coassurancevirksomhed er udnyttet til at udstede bekendtgø-
relse nr. 113 af 12. marts 1993 om medlemshæftelser i gen-
sidige selskaber ved deltagelse i coassurancevirksomhed og
bekendtgørelse nr. 1166 af 31. oktober 2017 om grænseover-
132
skridende coassurancevirksomhed indenfor den Europæiske
Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på
det finansielle område.
Med den foreslåede § 7 videreføres den gældende § 3 i lov
om finansiel virksomhed for så vidt angår coassurancevirk-
somhed.
Det foreslås i § 7, at Finanstilsynet kan fastsætte særlige
regler eller afvigelser for coassurancevirksomhed.
Ved coassurancevirksomhed forstås en særlig forsikrings-
form, hvor en gruppe af forsikringsselskaber indgår en
solidarisk kontrakt med én forsikringstager. Den solidari-
ske hæftelse består i, at hvert forsikringsselskab som ud-
gangspunkt hæfter for et fast beløb over for forsikringsta-
geren. Kan et af forsikringsselskaberne ikke honorere sine
forpligtelser over for forsikringstageren, hæfter de øvrige
forsikringsselskaber for denne del. Bestemmelsen medfører,
at der kan fastsættes afvigende regler for coassurancevirk-
somhed.
Hjemlen til at fastsætte særlige regler eller afvigelser for
genforsikringsvirksomhed foreslås ikke videreført, da der
ikke har været et behov for at udnytte hjemlen, og der aktu-
elt ikke ses at være et behov herfor.
Til § 8
Kapitel 20 c i lov om finansiel virksomhed fastsætter regler
om fælles datacentraler. Bestemmelserne udgør en del af
Finanstilsynets hjemmelsgrundlag for at føre tilsyn med de
finansielle virksomheders datacentraler.
Af § 343 r i lov om finansiel virksomhed fremgår, hvilke
regler i lov om finansiel virksomhed der finder anvendelse
for fælles datacentraler.
Det følger af § 343 r, stk. 1, at § 71, stk. 1, nr. 8, om be-
tryggende kontrol- og sikringsforanstaltninger på it-området
finder tilsvarende anvendelse for fælles datacentraler. Det
følger af § 343 r, stk. 2, at reglerne om betryggende kontrol-
og sikringsforanstaltninger på it-området, der er udstedt i
medfør af denne lovs § 71, stk. 3, finder tilsvarende anven-
delse for fælles datacentraler.
Det følger af § 343, stk. 1 og 2, tilsammen, at datacentra-
lerne fuldt ud skal leve op til samme regler om kontrol
og sikringsforanstaltninger, som gælder for de finansielle
virksomheder selv. Finanstilsynet skal alene forholde sig
til, hvorvidt de fælles datacentraler tilgodeser kravene til
it-sikkerhed i lov om finansiel virksomhed. Tilsyn med
overholdelse af krav til it-sikkerhed i anden lovgivning, ek-
sempelvis persondataloven, ligger uden for Finanstilsynets
kompetenceområde.
Det følger af § 343 r, stk. 3, at reglerne om outsourcing
udstedt i medfør af § 72 a finder tilsvarende anvendelse for
fælles datacentraler, hvis de fælles datacentraler outsourcer
it-opgaver, der udføres for virksomheder omfattet af lovens
§ 5, stk. 1. Bestemmelsen fastslår, at også på outsourcin-
gområdet skal de fælles datacentraler leve op til de samme
regler, som gælder for de finansielle virksomheder selv, dog
alene for så vidt angår outsourcing af it-opgaver.
Det følger af § 343 r, stk. 4, at §§ 6, 6 a og 6 b om digi-
tal kommunikation finder tilsvarende anvendelse for fælles
datacentraler. Bestemmelserne, der henvises til, regulerer
Finanstilsynets anvendelse af digital kommunikation, som
således også gælder for de fælles datacentraler.
Det følger af § 343 r, stk. 5, at kapitel 21 og 23 og regler ud-
stedt i medfør af disse kapitler med de fornødne tilpasninger
finder tilsvarende anvendelse for fælles datacentraler. Kapi-
tel 21 indeholder regler om tilsyn m.v., mens kapitel 23
indeholder delegations- og klagebestemmelser. At bestem-
melserne og regler udstedt i medfør heraf finder anvendelse
”med fornødne tilpasninger” betyder, at kun de regler og
bestemmelser, hvis indhold er relevant i forhold til fælles
datacentraler, finder anvendelse.
Det følger af § 343 q, stk. 3, at Finanstilsynet undtagelses-
vist kan dispensere fra stk, 1 og 2, hvis særlige grunde
gør sig gældende. Dispensationer skal være tidsbegrænsede,
men kan fornyes.
Det foreslås med § 8, stk. 1, nr. 1-3, at for fælles datacentra-
ler, jf. forslaget til § 9, stk. 1, nr. 13, finder følgende regler
tilsvarende anvendelse:
1) § 132, stk. 1, nr. 8, om betryggende kontrol- og sikrings-
foranstaltninger på it-området samt regler herom udstedt
efter § 132, stk. 2.
2) Regler om outsourcing udstedt i medfør af § 134, hvis
de fælles datacentraler outsourcer it-opgaver, der udføres for
virksomheder omfattet af lovens § 9, stk. 1.
3) §§ 305-307 om digital kommunikation.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af § 343
r i lov om finansiel virksomhed med visse redaktionelle
ændringer. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer med
den foreslåede bestemmelse.
Det foreslås med § 8, stk. 2, at kapitel 22 om tilsyn og
kapitel 28 om delegation, klage og regler udstedt i medfør af
disse kapitler med de fornødne tilpasninger finder tilsvaren-
de anvendelse for fælles datacentraler, jf. lovforslagets § 9,
stk. 1, nr. 13.
Det foreslås med § 8, stk. 3, at Finanstilsynet undtagelsesvist
kan dispensere fra stk. 1 og 2 i særlige tilfælde og for en
tidsbegrænset periode. Dispensationen kan fornyes.
133
Den foreslåede bestemmelse viderefører § 343 q, stk. 3, i
lov om finansiel virksomhed med den ændring, at dispensa-
tionsadgangen nu målrettes de bestemmelser med de materi-
elle krav, som de fælles datacentraler skal leve op til, og
som der således vil kunne dispenseres fra med hjemmel i
forslaget til denne bestemmelse. Desuden er der foretaget
visse redaktionelle ændringer af bestemmelsens ordlyd. De
redaktionelle ændringer har dog ikke til hensigt at ændre
på bestemmelsens anvendelsesområde. Det forudsættes såle-
des, at bestemmelsen finder anvendelse, hvis datacentralens
arbejde, på trods af kravene om at være indenfor anvendel-
sesområdet af forslaget til § 8, stk. 1 og 2, ikke vurderes at
være væsentligt for driften af de relevante virksomheder.
Til § 9
Den gældende § 5 i lov om finansiel virksomhed fastsætter
en række af lovens definitioner.
Den gældende § 12, stk. 1, 4. pkt., i lov om finansiel virk-
somhed fastsætter, at et forsikringsselskab skal være et ak-
tieselskab, gensidigt selskab eller tværgående pensionskasse.
Den foreslåede § 9 viderefører de dele af den gældende §
5 i lov om finansiel virksomhed, der gælder for forsikrings-
selskaber med visse redaktionelle ændringer. Bestemmelsen
indfører en ny definition af begrebet forsikringsselskab,
der fastsætter, hvilke typer virksomhed, der anses for for-
sikringsselskaber. Endvidere indfører bestemmelsen tre nye
definitioner, der implementerer begreber i forsikringsdistri-
butionsdirektivet.
Den foreslåede § 9 definerer en række begreber til brug for
forståelsen af lovens bestemmelser.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, litra a, at et forsikringsselskab
defineres som et skadesforsikringsselskab, der har tilladelse
til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, jf. § 14.
Det foreslåede præciserer, at definitionen på et forsikrings-
selskab omfatter skadesforsikringsselskaber. Det foreslåede
præciserer yderligere, at skadesforsikringsselskaber er aktie-
selskaber, der har tilladelse til at udøve skadesforsikrings-
virksomhed, jf. § 14.
Skadesforsikringsvirksomhed skal forstås som den forsik-
ringsvirksomhed, der er omfattet af lovforslagets bilag 1.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, litra b, at et forsikringsselskab
defineres som et gensidigt selskab, der er et selskab der ejes
af forsikringstagerne, jf. § 237, og som har tilladelse til at
udøve livs- eller skadesforsikringsvirksomhed, jf. § 14.
Det foreslåede præciserer, at definitionen på et forsikrings-
selskab omfatter gensidige selskaber. Det foreslåede præci-
serer yderligere, at gensidige selskaber er selskaber, der er
ejet af forsikringstagerne, jf. lovforslagets § 237, og som har
tilladelse til at udøve livs- eller skadesforsikringsvirksom-
hed, jf. § 14.
Skadesforsikringsvirksomhed skal forstås som den forsik-
ringsvirksomhed, der er omfattet af lovforslagets bilag 1 og
livsforsikringsvirksomhed skal forstås som den forsikrings-
virksomhed, der er omfattet af lovforslagets bilag 2.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, litra c, at et forsikringsselskab de-
fineres som et livsforsikringsselskab, der er et aktieselskab,
herunder et arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsselskab,
jf. § 250, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirk-
somhed, jf. § 14.
Det foreslåede præciserer, at definitionen på et forsikrings-
selskab omfatter livsforsikringsselskaber. Det foreslåede
præciserer yderligere, at livsforsikringsselskaber er aktiesel-
skaber, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksom-
hed, jf. § 14.
Livsforsikringsvirksomhed skal forstås som den forsikrings-
virksomhed, der er omfattet af lovforslagets bilag 2.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, litra c, at et forsikringsselskab
defineres som en tværgående pensionskasse, der er en fore-
ning eller sammenslutning, jf. § 247, der har tilladelse til at
udøve livsforsikringsvirksomhed, jf. § 14.
Det foreslåede præciserer, at definitionen på et forsikrings-
selskab omfatter tværgående pensionskasser. Det foreslåede
præciserer yderligere, at tværgående pensionskasser er for-
eninger eller sammenslutninger, jf. lovforslagets § 247, der
har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, jf. § 14.
Livsforsikringsvirksomhed skal forstås som den forsikrings-
virksomhed, der er omfattet af lovforslagets bilag 2.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, litra d, at et forsikringsselskab de-
fineres som et genforsikringsselskab, der er et aktieselskab,
der har tilladelse til at udøve genforsikringsvirksomhed, jf. §
14.
Det foreslåede præciserer, at definitionen på et forsikrings-
selskab omfatter genforsikringsselskaber. Det foreslåede
præciserer yderligere, at genforsikringsselskaber er aktiesel-
skaber, der har tilladelse til at udøve genforsikringsvirksom-
hed, jf. § 14.
Med genforsikringsselskaber forstås selskaber, der udøver
134
genforsikringsvirksomhed, der består i overtagelse af risi-
ci cederet af et forsikringsselskab eller et tredjelandsforsik-
ringsselskab eller af et andet genforsikringsselskab eller et
tredjelandsgenforsikringsselskab, jf. Solvens II-direktivets
artikel 13, nr. 7.
Et genforsikringsselskab skal organiseres som et aktiesel-
skab eller et gensidigt selskab, jf. lovforslagets § 39. Der
henvises til bemærkningerne hertil.
Genforsikringsselskaber er som udgangspunkt omfattet af de
samme regler, som gælder for direkte tegnende forsikrings-
selskaber. Ved »direkte tegnende« forstås, at forsikringssel-
skabet overtager risici uden derigennem at drive genforsik-
ringsvirksomhed.
Den foreslåede definition af forsikringsselskab i § 9, stk. 1,
nr. 1, a-d, medfører ikke materielle ændringer.
Det foreslåede definition er ny og gennemfører Solvens II-
direktivets artikel 13, stk. 1, nr. 1 og 4, samt direktivets bilag
III. Den foreslåede definition sondrer mellem de forsikrings-
selskaber, der driver skadesforsikringsvirksomhed i overens-
stemmelse med bilag 1, dvs. forsikringsselskaber der har
tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, og de
forsikringsselskaber, der driver livsforsikringsvirksomhed i
overensstemmelse med bilag 2, dvs. forsikringsselskaber,
der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed.
Det foreslåede præciserer, at begrebet forsikringsselskab
dækker over en række juridiske personer, der har forskellige
selskabsformer, når disse har tilladelse til at udøve skade-
sforsikringsvirksomhed, jf. § 14, i henhold til bilag 1, eller
livsforsikringsvirksomhed, jf. § 14 i henhold til bilag 2.
Krav til selskabsform følger af lovforslagets § 39.
Forsikringsselskaber kan både være gruppe 1- og gruppe
2-forsikringsselskaber.
Se bemærkningerne til det foreslåede stk. 1, nr. 18 og 19.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at pengeinstitutter defineres i
henhold til § 5, stk. 1, nr. 1, litra a, i lov om finansiel
virksomhed.
Den foreslåede bestemmelse svarer til definitionen af begre-
bet i lov om finansiel virksomhed og skal fortolkes i over-
ensstemmelse hermed.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at realkreditinstitutter defineres
i henhold til § 5, stk. 1, nr. 1, litra b, i lov om finansiel
virksomhed.
Den foreslåede bestemmelse svarer til definitionen af begre-
bet i lov om finansiel virkomhed, og skal fortolkes i over-
ensstemmelse hermed.
Det foreslås i stk. 1, nr. 4, at fondsmæglerselskaber defineres
i henhold til § 13, stk. 2, jf. stk. 1, i lov om fondsmæglersel-
skaber og investeringsservice og –aktiviteter.
Den foreslåede definition svarer til definitionen af fonds-
mæglerselskaber i lov om fondsmæglerselskaber og investe-
ringsservice og –aktiviteter og skal fortolkes i overensstem-
melse hermed.
Det foreslås i stk. 1, nr. 5, at investeringsforvaltningsselska-
ber defineres i henhold til § 5, stk. 1, nr. 1, litra c, i lov om
finansiel virksomhed.
Den foreslåede bestemmelse svarer til definitionen af begre-
bet i lov om finansiel virkomhed og skal fortolkes i overens-
stemmelse hermed.
Det foreslås i stk. 1, nr. 6, at et modervirksomhed defineres
som en virksomhed, som har en eller flere dattervirksomhe-
der.
Den foreslåede definition af modervirksomhed svarer til
definitionen af begrebet i lov om finansiel virksomhed, års-
regnskabsloven og selskabsloven og skal fortolkes i over-
ensstemmelse hermed.
Det foreslåede stk. 1, nr. 6, gennemfører Solvens II-direkti-
vets artikel 13, stk. 1, nr. 15.
Det foreslås i stk. 1, nr. 7, at en dattervirksomhed defineres
som en virksomhed, som er underlagt bestemmende indfly-
delse af en modervirksomhed.
Den foreslåede definition af dattervirksomhed svarer til de-
finitionen af begrebet i lov om finansiel virksomhed, års-
regnskabsloven og selskabsloven og skal fortolkes i over-
ensstemmelse hermed.
Det foreslåede stk. 1, nr. 7, gennemfører Solvens II-direkti-
vets artikel 13, stk. 1, nr. 16.
Det foreslås i stk. 1, nr. 8, at en koncern defineres som en
modervirksomhed og dens dattervirksomheder, jf. lovforsla-
gets § 10.
135
Den foreslåede definition af koncern svarer til definitionen
af begrebet i lov om finansiel virksomhed, årsregnskabslo-
ven og selskabsloven og skal fortolkes i overensstemmelse
hermed.
Det foreslåede stk. 1, nr. 8, gennemfører Solvens II-direkti-
vets artikel 212, stk. 1, litra c.
Begrebet »koncern« bliver brugt i både lov om finansiel
virksomhed og i Solvens II-direktivet, men den præcise de-
finition er ikke ens.
Af hensyn til forståelsen af begrebet i det danske retssystem
foreslås det at videreføre den gældende definition af begre-
bet, således at den foreslåede definition af koncern fortsat
svarer til definitionen af begrebet i årsregnskabsloven og
selskabsloven.
Den foreslåede definition af koncern skal derfor fortolkes
i overensstemmelse med årsregnskabsloven, selskabsloven
og Solvens II-direktivet. Det vurderes ikke, at de forskellige
formuleringer vil føre til forskellige fortolkninger af begre-
bet. Kommissionen har tidligere godkendt Danmarks imple-
mentering af koncernbegrebet i lov om finansiel virksomhed
til at være i overensstemmelse med Solvens II-direktivet
efter implementeringen af Solvens II-direktivet i dansk ret
med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om
finansiel virksomhed (gennemførelse af Solvens II- og Om-
nibus II-direktivet).
Det foreslås i stk. 1, nr. 9, at en finansiel holdingvirksomhed
defineres som en modervirksomhed, der ikke er et penge-
institut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab eller et
investeringsforvaltningsselskab, i en koncern, hvor mindst
én af dattervirksomhederne i koncernen er et forsikringssel-
skab, og hvor mindst 40 pct. af den samlede balancesum for
koncernen og modervirksomhedens associerede virksomhe-
der vedrører den finansielle sektor, jf. dog 2. pkt. og stk.
5. En modervirksomhed er ikke en finansiel holdingvirk-
somhed, hvis de finansielle dattervirksomheder i koncernen
udelukkende er forsikringsvirksomheder. Modervirksomhe-
den vil i stedet være en forsikringsholdingvirksomhed, jf. nr.
10, eller en blandet forsikringsholdingvirksomhed, jf. nr. 11.
Det foreslåede nr. 9 viderefører lov om finansiel virksom-
hed § 5, stk. 1, nr. 10, med redaktionelle ændringer.
Det foreslåede nr. 9 gennemfører artikel 2, nr. 14, og
artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/87/EF af 16. december 2002 om supplerende tilsyn
med kreditinstitutter, forsikringsselskaber og investerings-
selskaber i et finansielt konglomerat (konglomeratdirekti-
vet).
Det må bero på en konkret vurdering af den enkelte hol-
dingvirksomhed, om denne må betragtes som en finansiel
holdingvirksomhed. Ved afgørelsen af, om der foreligger en
finansiel holdingvirksomhed, vil der bl.a. blive lagt vægt
på, hvor stor en andel af holdingvirksomhedens balance der
udgøres af dattervirksomheder, som er pengeinstitutter, real-
kreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvalt-
ningsselskaber og finansieringsinstitutter.
En modervirksomhed, som driver virksomhed omfattet af
lovforslaget, vil ikke være en finansiel holdingvirksomhed,
da dens hovedvirksomhed ikke består i at eje kapitalandele i
et forsikringsselskab.
Definitionen i det foreslåede nr. 9 er indført for at sikre, at
alle finansielle konglomerater bliver omfattet af reglerne om
finansielle koncerner. Uden det foreslåede nr. 9 ville eksem-
pelvis et finansielt konglomerat, hvor en modervirksomhed
er en finansiel holdingvirksomhed efter nr. 9, ikke være
omfattet af reglerne i de tilfælde, hvor modervirksomhedens
balance ikke udelukkende eller hovedsageligt vedrører ka-
pitalandele i finansielle virksomheder. Dette kunne eksem-
pelvis være tilfældet, hvis modervirksomheden selv udøver
anden virksomhed af betydning.
Det foreslås i stk. 1, nr. 10, at en forsikringsholdingvirk-
somhed defineres som en modervirksomhed, hvis hoved-
virksomhed er at erhverve og besidde kapitalandele i datter-
virksomheder, når disse dattervirksomheder udelukkende el-
ler hovedsagelig er forsikrings- eller genforsikringsvirksom-
heder eller tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsvirk-
somheder, og mindst én af disse dattervirksomheder er en
forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed. En forsikrings-
holdingvirksomhed er ikke en finansiel holdingvirksomhed,
jf. nr. 9.
Det foreslåede nr. 10 viderefører lov om finansiel virk-
somhed § 5, stk. 1, nr. 12, med redaktionelle ændringer.
Begrebet omfatter modervirksomheder, hvis hovedvirk-
somhed er at erhverve og besidde kapitalandele i dattervirk-
somheder, som udelukkende eller hovedsagelig er forsik-
rings- eller genforsikringsvirksomheder. Mindst én af mo-
dervirksomhedens dattervirksomheder skal være en sådan
forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed.
Ved »udelukkende eller hovedsagelig« forstås, at enten he-
le aktiviteten eller langt størstedelen af aktiviteten består i
at eje kapitalandele i dattervirksomheder, der er finansielle
virksomheder eller finansieringsinstitutter.
Med hovedvirksomhed skal forstås, at der skal være tale
om hovedparten af holdingvirksomhedens aktiviteter, ikke
hovedparten af datterselskaberne. Ved udelukkende eller
hovedsageligt forstås, at enten hele aktiviteten eller langt
størstedelen af aktiviteten består i at eje kapitalandele i dat-
tervirksomheder, der er et af de i bestemmelsen omtalte
forsikringsselskaber. Hvorvidt dette er tilfældet, vil i begge
tilfælde bero på en konkret vurdering.
136
Ved afgørelsen af, om der foreligger en forsikringshol-
dingvirksomhed, vil der bl.a. blive lagt vægt på, hvor stor
en andel af holdingvirksomhedens balance der udgøres af
dattervirksomheder, som er forsikringsselskaber.
Det foreslås i stk. 1, nr. 11, at en blandet forsikringshol-
dingvirksomhed defineres som en modervirksomhed, som
hverken er et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fonds-
mæglerselskab, et investeringsforvaltningsselskab, en tredje-
landsforsikrings- eller genforsikringsvirksomhed, en finan-
siel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksom-
hed, og som ejer mindst én dattervirksomhed, der er forsik-
rings- eller genforsikringsvirksomhed.
Den foreslåede nr. 11 viderefører lov om finansiel virk-
somhed § 5, stk. 1, nr. 13, med redaktionelle ændringer.
Begrebet omfatter herefter en modervirksomhed, som ikke
er et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglersel-
skab, et investeringsforvaltningsselskab, en forsikrings- eller
genforsikringsvirksomhed fra tredjelande, en finansiel hol-
dingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed. Mo-
dervirksomheden skal have mindst én dattervirksomhed,
som er en forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed.
En modervirksomhed er defineret i det foreslåede stk. 1, nr.
6, som en virksomhed, som har en eller flere dattervirksom-
heder.
Blandede forsikringsholdingvirksomheder vil kun være
underlagt få bestemmelser i lov om forsikringsvirksom-
hed. Væsentligst er det, at de vil være omfattet af Finans-
tilsynets hjemmel i § 172 i lov om forsikringsvirksomhed
til at fastsætte nærmere regler om koncerninterne transakti-
oner, da dette følger af forsikringsgruppedirektivet. Finans-
tilsynets hjemmel til at udstede nærmere regler om koncer-
ninterne transaktioner vil således også omfatte transaktio-
ner, der indgås mellem et pengeinstitut, et realkreditinstitut,
et fondsmæglerselskab eller et investeringsforvaltningssel-
skab og en blandet forsikringsholdingvirksomhed som mo-
dervirksomhed.
En forsikringsholdingvirksomhed og en blandet forsik-
ringsholdingvirksomhed er ikke omfattet af definitionen på
en finansiel holdingvirksomhed i lovforslagets § 9, stk. 1, nr.
9.
Formålet med definitionerne er at præcisere, i hvilket
omfang disse virksomheder er underlagt Finanstilsynets til-
syn og reglerne i lov om forsikringsvirksomhed. Da Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober
1998 om supplerende tilsyn med forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber i en forsikrings- eller genforsikringsgruppe
(forsikringsgruppedirektivet) blev implementeret, blev der
ikke sondret mellem finansielle holdingvirksomheder og
visse koncerner med forsikringsselskaber. Med definitioner-
ne præciseres det, hvilke regler holdingvirksomheder med
forsikringsselskaber er underlagt.
Det foreslås i stk. 1, nr. 12, at en associeret virksomhed
defineres som en virksomhed, i hvilken en anden virksom-
hed og dennes dattervirksomheder besidder kapitalandele og
udøver en betydelig indflydelse på dens driftsmæssige og
finansielle ledelse, men som ikke er en dattervirksomhed
af den anden virksomhed. En virksomhed og dennes datter-
virksomheder formodes at udøve betydelig indflydelse, hvis
de tilsammen besidder 20 pct. eller mere af stemmerettighe-
derne.
Det foreslåede nr. 12 viderefører lov om finansiel virk-
somhed § 5, stk. 1, nr. 15, med redaktionelle ændringer.
Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til defi-
nitionen af associeret virksomhed i årsregnskabslovens bilag
1, afsnit B, nr. 5.
Den gældende § 343 q, stk. 1, i lov om finansiel virksom-
hed fastsætter definitionen af fælles datacentraler i lovens
forstand. Det følger af bestemmelsen, at ved fælles datacen-
traler forstås i lov om finansiel virksomhed virksomheder,
hvis væsentligste aktiviteter omfatter it-drifts- eller udvik-
lingsopgaver for flere finansielle virksomheder, finansielle
holdingvirksomheder, forsikringsholdingvirksomheder eller
sådanne virksomheders dattervirksomheder, og som overve-
jende er ejet af:
1) en eller flere finansielle virksomheder, finansielle hol-
dingvirksomheder, forsikringsholdingvirksomheder eller så-
danne virksomheders dattervirksomheder i forening eller
2) en eller flere foreninger, hvis medlemmer overvejende
er finansielle virksomheder, finansielle holdingvirksomhe-
der, forsikringsholdingvirksomheder eller sådanne virksom-
heders dattervirksomheder.
Det foreslås med stk. 1, nr. 13, at ved fælles datacentra-
ler forstås i denne lov virksomheder, hvis væsentligste akti-
viteter omfatter it-drifts- eller udviklingsopgaver for flere
forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder eller
sådanne virksomheders dattervirksomheder, og som overve-
jende er ejet af
a) et eller flere forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirk-
somheder eller sådanne virksomheders dattervirksomheder i
forening eller
b) en eller flere foreninger, hvis medlemmer overvejende
er forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder el-
ler sådanne virksomheders dattervirksomheder.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af § 343 q,
stk. 1, i lov om finansiel virksomhed med den ændring, at
bestemmelsen målrettes forsikringsselskaber og forsikrings-
holdingvirksomheder, og at bestemmelsen således er tilpas-
137
set til dette lovforslag. Der er herudover ikke tilsigtet mate-
rielle ændringer med den foreslåede bestemmelse.
Det foreslås i stk. 1, nr. 14, litra a-d, at eksponeringer defi-
neres som summen af alle mellemværender med en kunde
eller en gruppe af indbyrdes forbundne kunder, der indebæ-
rer en kreditrisiko for virksomheden, og kapitalandele ud-
stedt af kunden eller af en blandt en gruppe af indbyrdes
forbundne kunder. For så vidt angår bestemmelser om eks-
poneringer i §§ 117-120 og 173, undtages følgende mellem-
værender:
a) Ved valutatransaktioner: Mellemværender, som er op-
stået i forbindelse med den almindelige afvikling af en
transaktion, i et tidsrum på 48 timer efter at betaling
har fundet sted.
b) Ved køb eller salg af omsættelige værdipapirer: Mel-
lemværender, der er opstået i forbindelse med den al-
mindelige afvikling af en transaktion, i et tidsrum på
5 arbejdsdage efter at betaling har fundet sted, eller
de omsættelige værdipapirer er leveret, afhængigt af
hvilken dato der ligger først.
c) Ved betalingsformidling, herunder gennemførelse af
betalingsordrer, clearing og afvikling af omsættelige
værdipapirer i en hvilken som helst valuta og korre-
spondentbank eller tilbud om clearing, afvikling og
deponering af finansielle instrumenter til kunder: Mel-
lemværender vedrørende forsinket modtagelse af finan-
siering og andre mellemværender, der opstår som følge
af kundeaktiviteten, og som ikke varer længere end den
følgende arbejdsdag.
d) Ved betalingsformidling, herunder gennemførelse af
betalingsordrer, clearing og afvikling af omsættelige
værdipapirer i en hvilken som helst valuta og kor-
respondentbank: Intradagmellemværender med institut-
ter, der yder disse tjenester.
Det foreslåede nr. 14 viderefører lov om finansiel virk-
somhed § 5, stk. 1, nr. 16, med redaktionelle ændringer.
Som eksempler på mellemværender med en kunde eller
en gruppe af indbyrdes forbundne kunder, der indebærer
en kreditrisiko for virksomheden, kan nævnes blandt andet
garanti, kaution, lån, kapitalandele, afledte finansielle instru-
menter, ansvarlig lånekapital og alle andre mellemværender,
der indebærer en kreditrisiko for virksomheden.
Den foreslåede bestemmelse viderefører gældende rets
undtagelser med hensyn til eksponeringsbegrebet, for så vidt
angår bestemmelserne i lovforslagets §§ 117-120 og 173
vedrørende reglerne om eksponering med direktion eller be-
styrelse og koncerninterne eksponeringer.
De foreslåede undtagelser omfatter mellemværende i for-
bindelse med afvikling af spotforretninger i valuta eller
værdipapirer. Endvidere omfatter undtagelserne kortsigtede
intradagmellemværender, der kan opstå i forbindelse med
udførelse af tjenesteydelser i form af betalingsformidling,
clearing og afvikling af værdipapirer, herunder mellemvæ-
rende som følge af forsinkede betalinger og andre mellem-
værender som følge af kunders handlinger i tilknytning til
udførelse af disse tjenesteydelser. Ved interdagmellemvæ-
render forstås mellemværende, der højst har en varighed
frem til slutningen på den efterfølgende arbejdsdag. Endelig
omfatter undtagelserne intradagmellemværender med insti-
tutter, herunder korrespondentbanker, der yder tjenesteydel-
ser i form af betalingsformidling, clearing og afvikling af
værdipapirer for deres kunder.
Begrebet omsættelige værdipapirer skal forstås i overens-
stemmelse med artikel 4, stk. 1, nr. 44, i MiFID II, som
er gennemført i dansk ret i § 4, stk. 1, nr. 1, i lov om
kapitalmarkeder.
Det foreslås i stk. 1, nr. 15, litra a-c, at snævre forbindel-
ser defineres som:
a) Direkte eller indirekte forbindelser af den i nr. 8 angiv-
ne art,
b) kapitalinteresser, hvorved forstås en virksomheds di-
rekte eller indirekte besiddelse af 20 pct. eller mere af
stemmerettighederne eller kapitalen i en virksomhed,
eller
c) flere virksomheders eller personers fælles forbindelse,
jf. litra a, med en virksomhed.
Det foreslåede nr. 15 viderefører lov om finansiel virk-
somhed § 5, stk. 1, nr. 17, med redaktionelle ændringer.
Det foreslåede stk. 1, nr. 15, gennemfører Solvens II-direkti-
vets artikel 13, nr. 17.
Der kan eksempelvis være tale om snævre forbindelser i
tilfælde, hvor et forsikringsselskab og
– enhver virksomhed, der som modervirksomhed eller dat-
tervirksomhed er forbundet til forsikringsselskabet,
– en person, der har en tilsvarende forbindelse til forsik-
ringsselskabet eller til en virksomhed, som forsikrings-
selskabet har snævre forbindelser med,
– enhver virksomhed og enhver person, der indirekte har
en tilsvarende forbindelse til forsikringsselskabet eller
til en virksomhed, som forsikringsselskabet har snævre
forbindelser med,
– en flerhed af virksomheder eller personer, der er sådan
indbyrdes forbundne, at de tilsammen har en tilsvarende
forbindelse til forsikringsselskabet eller til et selskab,
som forsikringsselskabet har snævre forbindelser med,
eller
– enhver virksomhed, hvori forsikringsselskabet eller en
af de under 1 til 4 beskrevne virksomheder eller person-
er direkte eller indirekte besidder 20 pct. eller mere af
stemmerettighederne eller kapitalen.
Snævre forbindelser forudsætter, at der foreligger et vist
formaliseret samarbejde, herunder eventuelt en samordnet
praksis, mellem en flerhed af virksomheder eller person-
er. Eksempelvis vil en flerhed af aktionærer som stiftere
af et selskab eller gennem en aktionæroverenskomst som
udgangspunkt have fælles forbindelse.
Omfanget af den snævre forbindelse skal modsvare
138
den forbindelse, der består mellem en virksomhed og
dens modervirksomhed, dattervirksomhed eller søstervirk-
somhed. Snævre forbindelser forudsætter, at forbindelsen
har en vis varig karakter.
Erhvervelse af en betydelig andel af kapitalen i et forsik-
ringsselskab bevirker ikke i sig selv, at der opstår snævre
forbindelser i forslagets forstand, hvis den pågældende er-
hvervelse kun er en midlertidig investering, som ikke gør
det muligt at øve indflydelse på den finansielle virksomheds
struktur eller finansielle politik.
Det foreslås i stk. 1, nr. 16, at en filial defineres som en
afdeling, som retligt udgør en ikkeselvstændig del af et for-
sikringsselskab, og som udøver virksomhed af den art, som
virksomheden har tilladelse til.
Det foreslåede nr. 16 viderefører lov om finansiel virk-
somhed § 5, stk. 1, nr. 19, med redaktionelle ændringer.
Det foreslåede stk. 1, nr. 16, gennemfører Solvens II-direkti-
vets artikel 13, nr. 11.
Det foreslås i stk. 1, nr. 17, at et captivegenforsikringssel-
skab defineres som et genforsikringsselskab, der er ejet en-
ten af et realkreditinstitut, et pengeinstitut, et fondsmægler-
selskab eller et investeringsforvaltningsselskab eller af en
koncern eller gruppe underlagt koncerntilsyn efter Solvens
II-direktivet eller af en virksomhed, der ikke er et realkre-
ditinstitut, et pengeinstitut, et fondsmæglerselskab eller et
investeringsforvaltningsselskab, og som udelukkende har til
formål at yde genforsikringsdækning for risiciene i det eller
de selskaber, som virksomheden tilhører, eller af det eller de
selskaber i koncernen, som det er en del af.
Det foreslåede nr. 17 viderefører lov om finansiel virk-
somhed § 5, stk. 1, nr. 21, med redaktionelle ændringer.
Det foreslåede stk. 1, nr. 17, gennemfører Solvens II-direkti-
vets artikel 13, nr. 5.
Det afgørende for kvalifikationen af et genforsikringssel-
skab som et captivegenforsikringsselskab er 1) at genfor-
sikringsselskabet ikke er ejet af et forsikringsselskab, en
koncern eller gruppe underlagt koncerntilsyn efter Solvens
II-direktivet, samt 2) at genforsikringsselskabet udelukkende
har til formål at yde genforsikringsdækning for risiciene i
det eller de selskaber, som virksomheden tilhører, eller af
det eller de selskaber i den koncern, som det er en del af.
Uanset at definitionen følger af Solvens II-direktivet, der re-
gulerer gruppe 1-forsikringsselskabers forhold, vil definitio-
nen med den foreslåede ændring også gælde for captivegen-
forsikringsselskaber, der drives som gruppe 2-forsikringssel-
skaber.
Captivegenforsikringsselskaber er omfattet af de regler i
loven, som gælder for genforsikringsselskaber, medmindre
andet fremgår af loven.
Det foreslås i stk. 1, nr. 18, at et gruppe 1-forsikringsselskab
defineres som et forsikringsselskab, som udøver grænseo-
verskridende virksomhed i henhold til §§ 61-63 eller forsik-
rings- eller genforsikringsvirksomhed omfattet af en eller
flere af forsikringsklasserne 10-15 i bilag 1, medmindre de
udgør accessoriske risici, eller et selskab, som i 3 på hinan-
den følgende år har opfyldt mindst én af betingelser i litra
a-d, jf. dog §§ 15 og 17.
Det foreslåede nr. 18 viderefører lov om finansiel virksom-
hed § 5, stk. 1, nr. 22, med redaktionelle ændringer.
Det foreslåede stk. 1, nr. 18, gennemfører dele af Solvens
II-direktivets artikel 4.
Bestemmelsen indebærer, at et forsikringsselskab, der i
tre på hinanden følgende år overstiger nærmere fastsatte
beløbsgrænser, vil være et gruppe 1-forsikringsselskab. Be-
løbsgrænserne fremgår af den forslåede bestemmelses litra
a-d. Når et selskab skal vurdere, hvorvidt det er omfattet
af definitionen for henholdsvis et gruppe 1- eller gruppe
2-forsikringsselskab, skal selskabet tage udgangspunkt i de
seneste tre regnskabsår for at fastlægge, om selskabet i de
seneste tre år har overskredet en eller flere af beløbsgræn-
serne og dermed skal kategoriseres som et gruppe 1-forsik-
ringsselskab.
Bestemmelsen opstiller en række kriterier til fastlæggelse
af, om et forsikringsselskab er et gruppe 1-forsikringssel-
skab. Hvis et forsikringsselskab på grund af arten, størrelsen
eller kompleksiteten opfylder mindst en af betingelserne, er
selskabet et gruppe 1-forsikringsselskab.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at et forsik-
ringsselskab er et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis selska-
bet udøver grænseoverskridende virksomhed i et land inden
for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har
indgået aftale med på det finansielle område, enten via en
filial eller i form af grænseoverskridende tjenesteydelser i
henhold til lovforslagets §§ 61-63, som indeholder de nær-
mere regler, som selskaber, der udøver grænseoverskridende
virksomhed, skal opfylde. Bestemmelsen sikrer således, at
selskaber, der udøver virksomhed i flere lande inden for Den
Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område, vil være omfattet af de
regler, som gennemfører Solvens II-direktivet, og således er
omfattet af de regler, der er harmoniseret på europæisk plan.
Det foreslås endvidere, at et forsikringsselskab vil være
et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis selskabet udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 10-15 i bilag 1, med-
mindre disse udgør accessoriske risici. Det følger af den
139
foreslåede § 9, stk. 1, nr. 20, at accessoriske risici er forsik-
ringsrisici, som er omfattet af en forsikringsklasse i bilag
1, og som ikke kræver særskilt tilladelse efter § 14, fordi
risiciene indgår i den primære risiko, som forsikringsselska-
bet har fået tilladelse til, og fordi risiciene angår et forhold,
der er dækket af den kontrakt, der dækker den primære
risiko. Forsikringsklasserne 10-15 omfatter ansvars-, kredit-
og kautionsforsikring.
Forsikringsklasse 10 er ansvarsforsikring for motordrevne
køretøjer. Disse ansvarsforsikringer er lovpligtige i medfør
af færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1710 af 13. au-
gust 2021.
Forsikringsklasse 11 er ansvarsforsikring for luftfartø-
jer. Disse ansvarsforsikringer er lovpligtige i medfør af lov
om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 1149 af 13. oktober
2017.
Forsikringsklasse 12 er ansvarsforsikring for fartøjer til sej-
lads på have, indsøer og floder. Disse ansvarsforsikringer
er lovpligtige i medfør af søloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
15015 af 17. december 2018.
Forsikringsklasse 13 er almindelig ansvarsforsikring, der
omfatter ethvert ansvar, der ikke er anført i forsikringsklasse
10-12.
Forsikringsklasse 14 er kreditforsikring. Kreditforsikring
omfatter forsikring af almindelig insolvens, eksportkredit,
salg på afbetaling, hypotekforsikring, som dækker en pant-
haver mod tab på pantelån, og landbrugsforsikring.
Forsikringsklasse 15 er kautionsforsikring, der omfatter di-
rekte og indirekte kautionsforsikring.
Det foreslås i nr. 18, litra a, at et forsikringsselskab er
et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis selskabets årlige brutto-
præmie i 3 på hinanden følgende år har oversteget 5 mio.
euro.
Beløbet er angivet i euro, og ved vurdering af, om beløbet
er oversteget, skal selskabet for hvert relevant år omregne
beløbet fra danske kroner til euro. Ved beregningen tages
udgangspunkt i en kurs fastsat af Nationalbanken på den
sidste dag i regnskabsperioden. Et forsikringsselskabs brut-
topræmie er den indbetaling, der foretages til forsikringssel-
skabet. Bruttopræmier omfatter både de løbende indbetalin-
ger og engangsbeløb.
Det foreslås i nr. 18, litra b og litra c, at et forsikringssel-
skab er et gruppe 1-forsikringsselskab, når selskabet eller
den koncern, som selskabet indgår i, har samlede forsik-
ringsmæssige bruttohensættelser til solvens eksklusive gen-
forsikringsaftaler og aftaler med ISPV’er, der har oversteget
26,6 mio. euro i 3 på hinanden følgende år.
Forsikringsmæssige hensættelser til solvens er det samlede
beløb, et forsikringsselskab har afsat til brug for afvikling
af forpligtelserne på de forsikringspolicer, som selskabet har
udstedt. Forsikringsmæssige hensættelser skal dække såvel
udgifter til skadesbegivenheder, der har fundet sted, men
endnu ikke er betalt, som udgifter til forventede fremtidige
skadesbegivenheder, der er dækket under de udstedte for-
sikringspolicer. Forsikringsmæssige hensættelser til solvens
skal endvidere kunne dække fremtidige omkostninger ved at
administrere forsikringsbestanden i den periode, for hvilken
der er betalt præmier. Beløbet er angivet i euro, og ved
vurdering af, om beløbet er oversteget, skal selskabet for
hvert relevant år omregne beløbet fra danske kroner til eu-
ro. Ved beregningen tages udgangspunkt i en kurs fastsat af
Nationalbanken på den sidste dag i regnskabsperioden. De
forsikringsmæssige hensættelser til solvens opgøres i over-
ensstemmelse med regler udstedt i medfør af § 126 e, stk. 6,
i lov om finansiel virksomhed, der bemyndiger erhvervsmi-
nisteren til at fastsætte regler om værdiansættelse af aktiver
og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser til
solvens.
Det foreslås i nr. 18, litra d, at et forsikringsselskab er et
gruppe 1-forsikringsselskab, hvis selskabet udøver genfor-
sikringsvirksomhed, som i 3 på hinanden følgende år har
oversteget en af følgende beløbsgrænser: 1) 0,6 mio. euro
af selskabets bruttopræmie, 2) 2,7 mio. euro af selskabets
forsikringsmæssige bruttohensættelser eksklusive genforsik-
ringsaftaler og aftaler med ISPV᾽er, 3) 10 pct. af selska-
bets bruttopræmier eller 4) 10 pct. af selskabets forsikrings-
mæssige bruttohensættelser til solvens eksklusive genforsik-
ringsaftaler og aftaler med ISPV᾽er.
Beløbene er angivet i euro, og ved vurdering af, om beløbet
er oversteget, skal selskabet for hvert relevant år omregne
beløbene fra danske kroner til euro. Ved beregningen tages
udgangspunkt i en kurs fastsat af Nationalbanken på den
sidste dag i regnskabsperioden.
Et forsikringsselskab, der udøver genforsikringsvirksomhed,
overtager forsikringsmæssige risici fra et andet forsikrings-
selskab mod en præmie.
Forsikringsmæssige bruttohensættelser efter det foreslåede
forstås som forsikringsmæssige buttohensættelser til solvens
og udgør det samlede beløb, et forsikringsselskab har afsat
til brug for afvikling af forpligtelserne på de forsikringspo-
licer, som selskabet har udstedt. Forsikringsmæssige brutto-
hensættelser til solvens skal dække såvel udgifter til skade-
sbegivenheder, der har fundet sted, men endnu ikke er betalt,
som udgifter til forventede fremtidige skadesbegivenheder,
140
der er dækket under de udstedte forsikringspolicer. Forsik-
ringsmæssige bruttohensættelser til solvens skal endvidere
kunne dække fremtidige omkostninger ved at administrere
forsikringsbestanden i den periode, for hvilken der er betalt
præmier.
Det foreslås i stk. 1, nr. 19, at et gruppe 2-forsikringsselskab
defineres som et forsikringsselskab, der ikke er et gruppe
1-forsikringsselskab.
Det foreslåede nr. 19 viderefører lov om finansiel virk-
somhed § 5, stk. 1, nr. 23, med redaktionelle ændringer.
Hvis et selskab ikke opfylder nogen af betingelserne, der
er nævnt i den foreslåede § 9, stk. 1, nr. 18, litra a-d, er
selskabet et gruppe 2-forsikringsselskab, jf. den foreslåede
definition i nr. 16. Gruppe 2-forsikringsselskaber er ikke
reguleret på europæisk plan, hvorfor det er op til medlems-
landene, hvorvidt og hvorledes de skal reguleres.
Det foreslås i stk. 1, nr. 20, at accessoriske risici defineres
som forsikringsrisici, som er omfattet af en forsikringsklasse
i bilag 1, og som ikke kræver særskilt tilladelse efter §
14, stk. 1, fordi risiciene indgår i den primære risiko, som
forsikringsselskabet har fået tilladelse til, og fordi risiciene
angår et forhold, der er dækket af den kontrakt, der dækker
den primære risiko. Forsikringsklasserne 14, 15 og 17 kan
ikke være accessoriske risici til andre forsikringsklasser.
Det foreslåede nr. 20 viderefører lov om finansiel virk-
somhed § 5, stk. 1, nr. 24, med redaktionelle ændringer.
Det foreslåede stk. 1, nr. 20, gennemfører Solvens II-direkti-
vets artikel 16.
Et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse til en primær
risiko, som er omfattet af bilag 1, kan ligeledes dække de
risici, der er omfattet af en anden forsikringsklasse, uden
at der skal indhentes tilladelse til dækning af sådanne risi-
ci. Det er en betingelse, at de accessoriske risici indgår i
den primære risiko og angår det forhold, der er dækket af
den aftale, der dækker den primære risiko. Det vil sige, at
den accessoriske risiko skal være tæt forbundet med den
forsikringsklasse, som forsikringsselskabet har tilladelse til
at udøve virksomhed indenfor.
Forsikringsklasserne 14, 15 og 17 (kredit-, kautions- og rets-
hjælpsforsikring) kan ikke være accessoriske risici til andre
klasser. Retshjælpsforsikring omfattet af klasse 17 kan dog
betragtes som en accessorisk risiko til klasse 18 (assistance),
når hovedrisikoen kun vedrører assistance til personer, der
kommer i vanskeligheder under rejser eller fravær fra bopæ-
len eller det sædvanlige opholdssted. Retshjælpsforsikring
kan ligeledes betragtes som accessorisk risiko, når den er
knyttet til tvister eller risici, som skyldes brug af søfartøjer,
eller som kan henføres til sådan brug, jf. forsikringsklasse
12.
Det foreslås i stk. 1, nr. 21, at outsourcing defineres som
et arrangement af en hvilken som helst art mellem et forsik-
ringsselskab og en tjenesteyder, hvor tjenesteyderen enten
direkte eller gennem videreoutsourcing udfører en proces,
en tjeneste eller en aktivitet, som forsikringsselskabet ellers
selv ville have udført.
Det foreslåede nr. 21 viderefører lov om finansiel virk-
somhed § 5, stk. 1, nr. 25, 2. pkt., med redaktionelle ændrin-
ger.
Det foreslåede stk. 1, nr. 21, gennemfører Solvens II-direkti-
vets artikel 13, nr. 28.
Begrebet »arrangement« i definitionen af outsourcing for
forsikringsselskaber skal forstås bredt, således at outsour-
cingreglerne finder anvendelse, uanset at der ikke er indgået
en formel skriftlig aftale.
Med lovforslaget omfattes gruppe 2-forsikringsselskaber,
Arbejdsmarkedets Tillægspension og Lønmodtagernes Dyr-
tidsfond af definitionen i Solvens II-direktivet.
Ved vurderingen af om virksomheden selv ville have udført
den outsourcede proces, tjenesteydelse eller aktivitet, bør
virksomheden overveje, om den proces, den tjenesteydelse
eller den aktivitet eller dele heraf, der outsources til en leve-
randør, udføres gentagne gange eller løbende af leverandø-
ren. Det skal forudsættes af parterne, at aftalen ikke kun er
en enkeltstående ydelse, men en aftale der på tidspunktet for
dens indgåelse forventes at gentage sig og strække sig over
en periode af en vis varighed, og om denne proces, tjenes-
teydelse eller aktivitet, eller dele heraf, normalt ville falde
indenfor rammerne af processer, tjenesteydelser eller aktivi-
teter, der ville eller kunne blive udført af virksomheden,
også selvom virksomheden ikke har udført denne proces,
tjenesteydelse eller aktivitet selv tidligere.
Såfremt det outsourcede kan kategoriseres som en proces,
en tjenesteydelse eller en aktivitet, finder reglerne anvendel-
se, også selvom det outsourcede kan kategoriseres i mere
end én af de pågældende kategorier.
Det foreslås i stk. 1, nr. 22, at definere en outsourcingvirk-
somhed som et forsikringsselskab, der outsourcer aktiviteter
til en leverandør.
Det foreslåede nr. 22 viderefører lov om finansiel virk-
somhed § 5, stk. 1, nr. 27, med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, nr. 23, at definere en leverandør som
141
en virksomhed, som varetager outsourcede opgaver for out-
sourcingvirksomheden.
Det foreslåede nr. 23 viderefører lov om finansiel virk-
somhed § 5, stk. 1, nr. 28, med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, nr. 24, at definere videreoutsourcing
som en leverandørs outsourcing af opgaver, som denne vare-
tager i henhold til en aftale med outsourcingvirksomheden,
til en underleverandør og underleverandørens eventuelle vi-
dereoutsourcing af opgaverne til næste led i kæden af under-
leverandører, samt eventuel videreoutsourcing til andre led i
kæden af underleverandører.
Det foreslåede nr. 24 viderefører lov om finansiel virk-
somhed § 5, stk. 1, nr. 29, med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, nr. 25, at kompetente myndigheder
defineres som de nationale myndigheder, der ved lov eller
anden forskrift er bemyndiget til at udøve tilsyn med virk-
somhedstyper omfattet af denne lov.
Det foreslåede nr. 25 viderefører lov om finansiel virk-
somhed § 5, stk. 1, nr. 31, med redaktionelle ændringer.
Det foreslåede stk. 1, nr. 25, gennemfører Solvens II-direkti-
vets artikel 268, stk. 1, litra a.
Det foreslås i stk. 1, nr. 26, at et solvenscertifikat define-
res som et certifikat, hvoraf det fremgår, at gruppe 1-forsik-
ringsselskabet opfylder solvenskapitalkravet og minimums-
kapitalkravet i henhold til §§ 154 og 155.
Det foreslåede nr. 26 viderefører lov om finansiel virk-
somhed § 5, stk. 1, nr. 46, med redaktionelle ændringer.
Det foreslåede stk. 1, nr. 26, gennemfører Solvens II-direkti-
vets artikel 146, stk. 1, og artikel 148, stk. 1.
Betegnelsen »solvenscertifikat« stammer fra et bilag i sam-
arbejdsprotokollen »Protocol relating to the collaboration
of the supervisory authorities of the Member States of
the European Community on particular in the application
of the Directives on life assurance and non-life-assurance
(DT/F/182/97)«. Bilaget indeholder en angivelse af de op-
lysninger, der skal være indeholdt i et solvenscertifikat. Det
drejer sig om oplysninger til identifikation af selskabet,
f.eks. navn, adresse og selskabsform, samt oplysninger om
den aktivitet, selskabet udøver. Kapitalkravene er blevet
ændret med gennemførelsen af Solvens II-direktivet, hvor-
for det nu er opfyldelsen af solvenskapitalkravet og mini-
mumskapitalkravet i henhold til §§ 154 og 155, der skal
oplyses om i certifikatet.
Finanstilsynet skal indhente et solvenscertifikat fra hjem-
landets tilsynsmyndighed, når et udenlandsk forsikringssel-
skab ønsker at etablere en filial eller yde tjenesteydelser
i Danmark, jf. § 49, stk. 2, nr. 7. På samme måde skal
Finanstilsynet sende et solvenscertifikat til den udenlandske
tilsynsmyndighed, når et dansk forsikringsselskab ønsker
at etablere en filial eller yde tjenesteydelser indenfor Den
Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område, jf. lovforslagets § 59,
stk. 2, og § 61, stk. 2.
Det foreslås i stk. 1, nr. 27, at et ISPV (Insurance Special
Purpose Vehicle) defineres som en juridisk person, der af-
dækker risici for forsikringsselskaber, og som finansierer sin
dækning af sådanne risici udelukkende ved hjælp af udbyttet
fra obligationsudstedelse eller andre finansieringsordninger,
hvor tilbagebetalingskravet for dem, der har stillet kapital
til rådighed, er efterstillet de genforsikringsforpligtelser, der
følger af aftalen mellem den juridiske person og forsikrings-
selskabet.
Det foreslåede nr. 27 viderefører lov om finansiel virk-
somhed § 5, stk. 1, nr. 47, med redaktionelle ændringer.
Det foreslåede stk. 1, nr. 27, gennemfører Solvens II-direkti-
vets artikel 13, nr. 26.
Der er udelukkende tale om et ISPV, hvis tilbagebetalings-
kravet for den kreds, der har stillet kapital til rådighed,
eksempelvis en kreds af banker eller erhververe af værdi-
papirer, som ISPV’et har udstedt, er efterstillet de genfor-
sikringsforpligtelser, ISPV’et har påtaget sig over for forsik-
ringsselskabet. Det i bestemmelsen anførte krav om efterstil-
lelse relaterer sig således til investorernes krav på betaling
fra ISPV’et, og ikke en eventuel tredjemands krav, som ikke
er stiftet i forbindelse med ISPV’ets obligationsudstedelse
eller funding via andre finansieringsordninger.
I praksis betyder det, at ISPV’et afdækker risici for forsik-
ringsselskaber, mod at forsikringsselskabet betaler en præ-
mie. ISPV’et udsteder herefter eksempelvis en obligation
og udbyder denne til kapitalmarkederne. Udbyttet fra obli-
gationsudstedelsen dækker ISPV’ets risici i relation til de
forpligtelser, som ISPV᾽et afdækker for forsikringsselska-
bet. ISPV’et kan kun overtage risici i det omfang, selskabet
har aktiver til at dække disse risici. Investorernes rettigheder
til aktiverne i ISPV’et er efterstillet forsikringsselskabets
rettigheder på grund af den aftale, der er indgået mellem
forsikringsselskabet og ISPV’et.
Et ISPV kan eksempelvis oprettes som et selskab. I andre
medlemslande indenfor Den Europæiske Union ses ISPV᾽er
oftest oprettet som fonde.
142
Der henvises til lovforslagets § 258 samt de tilhørende be-
mærkninger for nærmere information om ISPV᾽er.
Det foreslås i stk. 1, nr. 28, at standardformlen defineres som
en matematisk formel til opgørelse af et gruppe 1-forsik-
ringsselskabs solvenskapitalkrav, jf. § 154, der fastlægges af
Europa-Kommissionen i medfør af artikel 111 i Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november
2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genfor-
sikringsvirksomhed (Solvens II).
Det foreslåede nr. 28 viderefører lov om finansiel virk-
somhed § 5, stk. 1, nr. 48, med redaktionelle ændringer.
Det foreslåede stk. 1, nr. 28, gennemfører dele af Solvens
II-direktivets artikel 103.
Standardformlen bliver fastlagt af Kommissionen som ni-
veau 2-regulering ved delegerede retsakter, der præciserer
den matematiske udformning af standardformlen, og de me-
toder, antagelser og standardparametre, som skal benyttes
ved opgørelsen af de forskellige risikomoduler og undermo-
duler i solvenskapitalkravet, samt vedtager bindende tekni-
ske standarder udarbejdet af EIOPA som supplement hertil,
jf. artikel 111 i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omni-
bus II-direktivet. Niveau 2-reguleringen bliver udstedt som
forordninger.
Det foreslås i stk. 1, nr. 29, at matchtilpasning defineres
som en tilpasning af den risikofrie rentekurve efter § 158,
stk. 1, for en udvalgt portefølje af forsikringsforpligtelser,
hvor gruppe 1-forsikringsselskabet har investeret i aktiver,
hvis betalingsstrømme afspejler betalingsstrømmene for for-
sikringsforpligtelserne.
Herved har gruppe 1-forsikringsselskaber mulighed for at
anvende en tilpasset rentekurve til at diskontere deres for-
pligtelser med.
Det foreslåede nr. 29 viderefører lov om finansiel virk-
somhed § 5, stk. 1, nr. 49, med redaktionelle ændringer.
Det foreslåede stk. 1, nr. 29, gennemfører Solvens II-direkti-
vets artikel 77 b.
Det foreslås i stk. 1, nr. 30, at volatilitetsjustering defineres
som en justering af den risikofrie rentekurve efter § 158,
stk. 1, der sikrer, at nutidsværdien af de forsikringsmæssige
hensættelser til solvens opgøres under hensyntagen til de in-
vesteringer, som gruppe 1-forsikringsselskabet har foretaget.
Det foreslåede nr. 30 viderefører lov om finansiel virk-
somhed § 5, stk. 1, nr. 50, med redaktionelle ændringer.
Det foreslåede stk. 1, nr. 30, gennemfører dele af Solvens
II-direktivets artikel 77, stk. 2, og 77 d.
Det foreslås i stk. 1, nr. 31, at reel ejer defineres som en
fysisk person, der i sidste ende direkte eller indirekte ejer
eller kontrollerer en tilstrækkelig del af ejerandelene eller
stemmerettighederne, eller som udøver kontrol ved hjælp af
andre midler.
Det foreslåede nr. 31 viderefører lov om finansiel virk-
somhed § 5, stk. 1, nr. 53, med redaktionelle ændringer.
Det foreslåede stk. 1, nr. 31, gennemfører artikel 3, stk. 6,
litra a, i 4. hvidvaskdirektiv.
En stor del af de forsikringsselskaber og andre virksom-
heder, der er omfattet af lovforslaget, er aktieselskaber. For-
pligtelsen for disse selskaber til registrering af reelle ejere
følger således af selskabsloven. Der findes imidlertid en
række virksomheder bl.a. gensidige selskaber og tværgåen-
de pensionskasser, som ikke er organiseret som aktieselska-
ber. For disse virksomhedstyper er det nødvendigt at indsæt-
te forpligtelsen til registrering af reelle ejere i lovforslaget,
jf. § 32. Af samme årsag er det også nødvendigt med en
definition i lovforslaget. Definitionen af reel ejer er således
udelukkende møntet på de virksomheder, som ikke er orga-
niseret som aktieselskaber.
Det foreslås i stk. 1, nr. 32, at et captiveforsikringsselskab
defineres som et forsikringsselskab, der er ejet af enten et
realkreditinstitut, et pengeinstitut, et fondsmæglerselskab el-
ler et investeringsforvaltningsselskab eller en koncern eller
en gruppe underlagt koncerntilsyn efter Solvens II-direkti-
vet eller en virksomhed, der ikke er et realkreditinstitut,
pengeinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvalt-
ningsselskab, som udelukkende har til formål at yde forsik-
ringsdækning for risiciene i det eller de selskaber, som virk-
somheden tilhører, eller i det eller de selskaber i koncernen,
som det er en del af.
Det foreslåede nr. 32 viderefører lov om finansiel virk-
somhed § 5, stk. 1, nr. 59, med redaktionelle ændringer.
Det foreslåede stk. 1, nr. 32, gennemfører Solvens II-direkti-
vets artikel 13, nr. 2.
Det afgørende for kvalifikationen af et forsikringsselskab
som et captiveforsikringsselskab er, 1) at forsikringsselska-
bet ikke er ejet af et forsikringsselskab eller en koncern eller
gruppe underlagt koncerntilsyn efter Solvens II-direktivet,
samt 2) at forsikringsselskabet udelukkende har til formål at
yde genforsikringsdækning for risiciene i det eller de selska-
ber, som virksomheden tilhører, eller det eller de selskaber i
den koncern, som det er en del af.
143
Uanset at definitionen indsættes som følge af Solvens II-
direktivet, der regulerer gruppe 1-forsikringsselskabers for-
hold, vil definitionen også gælde for captiveforsikringssel-
skaber, der drives som gruppe 2-forsikringsselskaber.
Captiveforsikringsselskaber er omfattet af de regler i loven,
som gælder for forsikringsselskaber, medmindre andet frem-
går af loven.
Det foreslås i stk. 1, nr. 33, at definere hjemland for gruppe
1-forsikringsselskaber på følgende måde:
a) Ved skadesforsikring den medlemsstat, hvor det forsik-
ringsselskab, der dækker risikoen, har hovedsæde.
b) Ved livsforsikring den medlemsstat, hvor det forsik-
ringsselskab, der påtager sig en forpligtelse, har hoved-
sæde.
c) Ved genforsikring den medlemsstat, hvor genforsik-
ringsselskabets hovedsæde er beliggende.
Det foreslåede nr. 33 viderefører lov om finansiel virk-
somhed § 5, stk. 1, nr. 60, med redaktionelle ændringer.
Det foreslåede stk. 1, nr. 33, gennemfører Solvens II-direkti-
vets artikel 13, nr. 8.
Det foreslås i stk. 1, nr. 34, at værtsland for gruppe 1-for-
sikringsselskaber defineres som en anden medlemsstat end
hjemlandet, hvor et forsikringsselskab har en filial eller
udbyder tjenesteydelser. I forbindelse med livsforsikring
og skadesforsikring er værtslandet den medlemsstat, hvor
et forsikrings- eller genforsikringsselskab udbyder tjeneste-
ydelser, henholdsvis den medlemsstat, hvor forpligtelsen be-
står eller den medlemsstat, hvor risikoen består, hvis forplig-
telsen eller risikoen er dækket af et forsikringsselskab eller
en filial i en anden medlemsstat.
Det foreslåede nr. 34 viderefører lov om finansiel virk-
somhed § 5, stk. 1, nr. 61, med redaktionelle ændringer.
Det foreslåede stk. 1, nr. 34, gennemfører Solvens II-direkti-
vets artikel 13, nr. 9.
Det foreslås i stk. 1, nr. 35, at koncerntilsyn efter Solvens
II-direktivet er det tilsyn, som udøves med de oplistede virk-
somheder.
Det foreslåede nr. 35 viderefører lov om finansiel virk-
somhed § 5, stk. 1, nr. 62, med redaktionelle ændringer.
Det foreslåede stk. 1, nr. 35, gennemfører dele af Solvens
II-direktivets artikel 213, stk. 2, litra a-d.
Baggrunden for definitionen er behovet for at kunne henvise
til den i Solvens II-direktivet indeholdte afgrænsning af, i
hvilke tilfælde der skal udøves koncerntilsyn. Disse er be-
skrevet i artikel 213, stk. 2, litra a-d, i Solvens II-direktivet.
Det foreslås i stk. 1, nr. 35, litra a, at koncerntilsyn efter
Solvens II-direktivet defineres som det tilsyn, der udøves
med virksomheder omfattet af § 166, stk. 1 og 2.
Artikel 213, stk. 2, litra a og b, er implementeret i § 166,
stk. 1 og 2, som der henvises til i det foreslåede litra a. Det
følger af § 166, stk. 1, at bestyrelsen for en forsikringshol-
dingvirksomhed, eller en finansiel holdingvirksomhed, der
opfylder betingelserne i § 9, stk. 1, nr. 9, skal sikre, at
koncernen er i besiddelse af et kapitalgrundlag, der dækker
solvenskapitalkravet for koncernen, når mindst en af datter-
virksomhederne driver forsikringsvirksomhed. Det fremgår
videre, at kravet ikke gælder, hvis der i koncernen alene dri-
ves forsikringsvirksomhed gennem gruppe 2-forsikringssel-
skaber, hvilket skyldes, at disse ikke er omfattet af Solvens
II-reguleringen. Det følger af § 166, stk. 2, at § 166, stk.
1, finder tilsvarende anvendelse for et gruppe 1-forsikrings-
selskab og til dette tilknyttede virksomheder, der udøver
forsikringsvirksomhed. Af samme årsag som anført ovenfor
gælder kravet ikke, hvis der i koncernen alene drives forsik-
ringsvirksomhed gennem gruppe 2-forsikringsselskaber.
Det foreslås i stk. 1, nr. 35, litra b, at koncerntilsyn efter
Solvens II-direktivet er det tilsyn, som udøves med gruppe
1-forsikringselskaber, hvis modervirksomhed er en blandet
forsikringsholdingvirksomhed.
Den foreslåede bestemmelse beskriver den koncernkon-
struktion, der skal føres tilsyn med efter artikel 213, stk.
2, litra d, i Solvens II-direktivet. Det følger heraf, at der skal
udøves koncerntilsyn med forsikringsselskaber, hvis mo-
dervirksomhed er et blandet forsikringsholdingselskab. De
krav, der stilles til koncerntilsyn med en sådan konstruktion,
vedrører kontrol med koncerninterne transaktioner.
Det foreslås i stk. 1, nr. 35, litra c, at koncerntilsyn efter
Solvens II-direktivet er det tilsyn, som udøves med gruppe
1-forsikringsselskaber, hvis modervirksomhed har sit hoved-
sæde i et land uden for Den Europæiske Union, og hvor mo-
dervirksomheden er en tredjelandsforsikringsvirksomhed, et
forsikringsholdingselskab eller blandet finansielt holdingsel-
skab som defineret i artikel 212, stk. 1, litra f og g, i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang
til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed
(Solvens II) med senere ændringer.
Artikel 213, stk. 2, litra c, som der henvises til i det fore-
slåede litra c, angiver, at der skal udøves koncerntilsyn
med »forsikring- eller genforsikringsselskaber, hvis moder-
selskab er et forsikringsholdingselskab eller et blandet fi-
nansielt holdingselskab, der har sit hovedsæde uden for
Unionen, eller et tredjelandsforsikringsselskab«. I sådanne
144
tilfælde vil det skulle vurderes, hvorvidt moderselskabet er
underlagt et ækvivalent tilsyn, som medlemsstaterne kan
forlade sig på, jf. artikel 261 i Solvens II-direktivet, eller om
medlemsstaterne skal forestå og selv sikre et koncerntilsyn
svarende til reglerne fastsat herfor i direktivet.
Lovforslaget indeholder i § 166, stk. 10, forslag til hjem-
melsbestemmelse, hvorved det sikres, at der ved bekendtgø-
relse kan fastsættes nærmere regler om disse krav til ækvi-
valens.
I alle tilfælde vil modervirksomheden ikke være dansk,
hvorfor der i den foreslåede definition henvises til defini-
tionerne i Solvens II-direktivet af begreberne »forsikrings-
holdingselskab« og »blandet finansielt holdingselskab«. Det
er ikke fundet nødvendigt i den foreslåede bestemmelse at
henvise til direktivets definition af tredjelandsforsikringssel-
skab, der ifølge definitionen er et selskab, hvis hovedsæde
var beliggende i Den Europæiske Union eller et land, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle område,
skulle have tilladelse som forsikringsselskab efter Solvens
II-direktivet, jf. artikel 13, nr. 3. Begrebet er i øvrigt anvendt
og defineret som tredjelandsforsikringsvirksomhed i § 2, nr.
7, i bekendtgørelse nr. 621 af 1. juni 2017 om opgørelse af
kapitalgrundlag og solvenskapitalkrav for koncerner m.v.
Det foreslås i stk. 1, nr. 36, at koncerntilsynsførende efter
Solvens II-direktivet defineres som den tilsynsmyndighed,
der blandt flere berørte landes tilsynsmyndigheder udpeges
som ansvarlig for samordning og udøvelse af koncerntil-
syn med grænseoverskridende koncerner omfattet af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets Direktiv 2009/138/EF af 25. no-
vember 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed (Solvens II) med senere ændrin-
ger.
Det foreslåede nr. 36 viderefører lov om finansiel virk-
somhed § 5, stk. 1, nr. 62, med redaktionelle ændringer.
Det foreslåede stk. 1, nr. 36, gennemfører Solvens II-direkti-
vets artikel 247, stk. 1, jf. artikel 212, stk. 1, litra d.
Bestemmelsen har sammen med lovforslagets §§ 165-166,
§ 167, stk. 2, og §§ 168-169 til formål at regulere Finanstil-
synets pligter i visse situationer, hvor der er identificeret en
grænseoverskridende koncern omfattet af Solvens II-direkti-
vet. Der er således bl.a. tale om forpligtelser over for den
tilsynsmyndighed, blandt flere berørte landes tilsynsmyndig-
heder, som er udpeget som koncerntilsynsførende, hvorfor
det er relevant at definere begrebet.
Den nærmere afgørelse af, hvilken af flere landes berørte
tilsynsmyndigheder som skal udpeges som koncerntilsyns-
førende, foretages i henhold til artikel 247 i Solvens II-di-
rektivet.
Udgangspunktet for, hvilket lands tilsynsmyndighed der skal
udpeges som koncerntilsynsførende, følger af artikel 247,
stk. 2, i Solvens II-direktivet. Det følger af artikel 247,
stk. 2, 1. afsnit, i Solvens II-direktivet, at når den samme
tilsynsmyndighed er kompetent for alle forsikrings- og gen-
forsikringsselskaber i en koncern, så udøves den koncerntil-
synsførendes opgaver af denne tilsynsmyndighed. Resten af
artikel 247, stk. 2, angiver, hvilken tilsynsmyndighed der i
øvrige tilfælde udøver den koncerntilsynsførendes opgaver.
Efter artikel 247, stk. 3, kan de kompetente tilsynsmyndig-
heder i særlige tilfælde fravige kriterierne i stk. 2. I sådanne
tilfælde forpligter artikel 247, stk. 3, tilsynsmyndighederne
til at indhente udtalelse fra koncernen, inden der træffes
afgørelse, ligesom den udpegede koncerntilsynsmyndighed
skal fremsende den trufne afgørelse til koncernen med angi-
velse af den fulde begrundelse herfor. Denne forpligtelse,
der er implementeret i den foreslåede § 169, er medvirkende
til at skabe et behov for en definition i loven af, hvem der er
koncerntilsynsførende efter Solvens II-direktivet.
Det foreslås i stk. 1, nr. 37, at finite reinsurance defineres
som genforsikring, hvor den eksplicitte maksimale tabsrisi-
ko udtrykt som den maksimale overførte økonomiske risiko,
der opstår som følge af en betydelig overførsel af forsik-
rings- og timingrisiko, overstiger præmien i hele aftalens
løbetid med et begrænset, men betydeligt beløb, når mindst
ét af de følgende kendetegn er til stede:
a) Eksplicit og omfattende hensyntagen til pengenes tids-
værdi, eller
b) aftalebestemmelser til udligning af forholdet mellem
parterne med hensyn til økonomisk erfaring over tid
med henblik på at opnå den tilsigtede risikooverførsel.
Det foreslåede nr. 37 viderefører lov om finansiel virk-
somhed § 5, stk. 1, nr. 64, med redaktionelle ændringer.
Det foreslåede stk. 1, nr. 37, gennemfører Solvens II-direkti-
vets artikel 210, stk. 3.
Finite reinsurance er en type genforsikring, hvor det beløb,
der maksimalt kan tabes, overstiger præmien for hele afta-
lens løbetid med et begrænset, men betydeligt beløb. En
sådan genforsikringsaftale er finite reinsurance, når aftalen
tager omfattende hensyn til pengenes tidsværdi, hvorved
menes den forventede nutidsværdi af fremtidige betalings-
strømme. Det sker ved, at den virksomhed, der ønsker
at genforsikre sine risici (cedenten) ved tegningen af for-
sikringen aftaler at betale en samlet præmie, der som ud-
gangspunkt svarer til den risiko, forsikringstager ønsker
dækket. Herefter reduceres præmien imidlertid blandt andet
under hensyntagen til den forventede nutidsværdi af den
samlede præmie og forsikringsselskabets forventede forrent-
ning af præmien. Den reelt betalte præmie er således lavere
end den dækkede risiko. Det kan desuden være finite reinsu-
145
rance, hvis aftalebestemmelserne udligner parternes økono-
miske erfaring over tid for at opnå den tilsigtede overførsel
af risiko til forsikringsselskabet. Det kan også være finite
reinsurance, hvis begge kriterier er opfyldt.
Den eksplicitte maksimale tabsrisiko foreslås i bestemmel-
sen forklaret som den maksimale overførte økonomiske ri-
siko, der opstår som følge af en betydelig overførsel af
forsikrings- og timingrisiko.
Typisk er det ikke den samlede risiko, der overføres til et
forsikringsselskab ved finite reinsurance, men blot en del af
en risiko.
Begrebet ”finite reinsurance” anvendes flere steder i Sol-
vens II-reguleringen. Begrebet forekommer således i artikel
41 og 208 i Solvens II-forordningen. Artikel 41 omhandler
beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser og arti-
kel 208 vedrører indregning af finite reinsuranceaftaler ved
beregningen af solvenskapitalkravet ved hjælp af standard-
formlen.
Endvidere anvendes begrebet hyppigt i to gennemførelses-
forordninger: Den ene er indberetningsforordningen, den
anden er Kommissionens gennemførelsesforordning (EU)
2015/2452 af 2. december 2015 om gennemførelsesmæs-
sige tekniske standarder for procedurerne, formaterne og
skemaerne vedrørende rapporten om solvens og finansiel
situation i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/138/EF.
Det er således nødvendigt at implementere definitionen fra
direktivet i dansk lovgivning alene af hensyn til forståelsen
af de tre nævnte forordninger. Begrebet anvendes ikke andre
steder i dansk lovgivning.
Det foreslås i stk. 1, nr. 38, at store risici defineres ud fra de
oplistede kriterier.
Det foreslåede nr. 38 angiver, hvad der i loven skal forstås
ved store risici i overensstemmelse med artikel 13, nr. 27, i
Solvens II-direktivet.
Det foreslåede nr. 38 svarer til § 2, nr. 8, i lov om forsik-
ringsformidling.
I stk. 1, nr. 38, litra a, defineres en stor risiko som risici
under forsikringsklasserne 4-7, 11 og 12 i bilag 1 i lov om
finansiel virksomhed.
Forsikringsklasserne 4-6 vedrører risici forbundet med alle
typer af skader på henholdsvis jernbanekøretøjer, luftfartøjer
og fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder (kaskofor-
sikring). Forsikringsklasse 7 vedrører godstransport og om-
fatter alle risici forbundet med skader på transporterede va-
rer eller bagage uanset arten af transportmidlet. Forsikrings-
klasserne 11 og 12 vedrører risici forbundet med ethvert
ansvar hidrørende fra brugen af henholdsvis luftfartøjer og
fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder, herunder føre-
rens ansvar (ansvarsforsikring).
Stk. 1, nr. 38, litra b, definerer endvidere risici under forsik-
ringsklasserne 14 og 15 i bilag 1 i lov om finansiel virksom-
hed som store risici, når forsikringstageren udøver industri-,
handels- eller liberal virksomhed, og risiciene vedrører den-
ne virksomhed.
Forsikringsklasserne 14 og 15 vedrører risici forbundet med
henholdsvis kredit og kaution. Kredit omfatter risici forbun-
det med almindelig insolvens, eksportkredit, salg på afbe-
taling, hypotekforsikring og landbrugsforsikring, mens kau-
tion omfatter risici forbundet med både direkte og indirekte
kaution. Det er en betingelse, at risici under forsikringsklas-
serne 14 og 15 anses for store risici, at forsikringstageren
udøver enten industri-, handels- eller liberal virksomhed, og
at risiciene vedrører denne virksomhed.
Herudover definerer stk. 1, nr. 38, litra c, i-iii, risici under
forsikringsklasserne 3, 8-10, 13 og 16 i bilag 1 som store
risici. Forsikringsklasse 3 vedrører risici forbundet med alle
skader på motordrevne landkøretøjer og ikke-motordrevne
landkøretøjer bortset fra jernbaners rullende materiel (ka-
skoforsikring). Forsikringsklasse 8 vedrører risici forbundet
med alle skader på ejendom (bortset fra ejendom omfattet
af forsikringsklasserne 3-7), når skaderne er forårsaget af
brand, eksplosion, storm, naturkræfter bortset fra storm, ker-
neenergi og jordskred. Ligeledes vedrører forsikringsklasse
9 risici forbundet med alle skader på ejendom (bortset fra
ejendom omfattet af forsikringsklasserne 3-7), når skaderne
skyldes hagl eller frost eller har andre årsager af enhver art,
som f.eks. tyveri med undtagelse af dem, der står nævnt
under forsikringsklasse 8. Forsikringsklasse 10 vedrører ri-
sici forbundet med ethvert ansvar hidrørende fra brugen
af motordrevne landkøretøjer, herunder førerens ansvar (an-
svarsforsikring), mens forsikringsklasse 13 vedrører risici
forbundet med ethvert andet ansvar, der ikke er omfattet
af forsikringsklasserne 10-12. Endelig vedrører forsikrings-
klasse 16 risici for diverse økonomiske tab, herunder eksem-
pelvis arbejdsløshedsrisici, inkassotab (almindeligt), dårligt
vejr, tab af fortjeneste, fortsatte generalomkostninger, ufor-
udsete handelsudgifter, tab af salgsværdi, husleje- eller ind-
tægtstab, indirekte handelstab bortset fra de ovenfor nævnte,
ikkeforretningsmæssige økonomiske tab og andre økonomi-
ske tab.
Det er en betingelse for, at risiciene under forsikringsklas-
serne 3, 8-10, 13 og 16 anses for store risici, at forsikrings-
tageren opfylder mindst to af de betingelser, der står nævnt
under i-iii i nr. 38, litra c. Det følger af i), at forsikringstage-
146
ren skal have en balancesum på minimum 6,2 mio. euro,
mens det efter ii) er et krav, at forsikringstageren skal have
en årlig nettoomsætning på mindst 12,8 mio. euro. Efter iii)
skal forsikringstageren i det seneste regnskabsår have haft
250 eller flere fuldtidsansatte.
Det foreslåede nr. 38 svarer til § 2, nr. 1, i lov om forsik-
ringsformidling.
Det foreslås i stk. 1, nr. 39, at forsikringsdistribution define-
res efter bestemmelsens litra a og b.
I det foreslåede stk. 1, nr. 39, litra a, defineres forsikrings-
distribution som den virksomhed, der består i at rådgive
om, foreslå eller udføre det indledende arbejde i forbindelse
med indgåelse af forsikringsaftaler, at indgå sådanne aftaler
eller at medvirke til administration og opfyldelse af sådanne
aftaler.
Ved rådgivning forstås den virksomhed, der består i at give
personlige anbefalinger til en kunde i tilknytning til kundens
køb af forsikringsaftaler.
En virksomhedsudøver, der som led i den pågældendes ho-
vedvirksomhed på erhvervsmæssigt grundlag, foretager en
gennemgang af kundens forsikringsbehov og rådgiver kun-
den om arten af den forsikringsdækning, som kunden bør
etablere, er kerneområdet for forsikringsdistribution og der-
med omfattet af bestemmelsen. For så vidt angår afgræns-
ningen mellem at rådgive om, foreslå eller udføre det indle-
dende arbejde over for lejlighedsvis levering af oplysninger
om forsikringer henvises til § 1, stk. 3, nr. 1, i lov om
forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr. 337 af 11.
marts 2022. Ved "foreslå eller udføre det indledende arbejde
i forbindelse med indgåelse af forsikringsaftaler" forstås, at
der fra distributørens side skal foretages en aktiv handling.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 39, litra b, forstås endvide-
re ved forsikringsdistribution den virksomhed, der består i
levering af oplysninger om en eller flere forsikringsaftaler
i overensstemmelse med kundernes valgte kriterier via en
hjemmeside eller andre medier og udarbejdelse af en priori-
teret liste over forsikringsprodukter, der omfatter pris- og
produktsammenligninger, eller rabat på prisen for en forsik-
ringsaftale, hvis kunden er i stand til direkte eller indirekte
at indgå en forsikringsaftale via det pågældende medie.
Forsikringsdistribution omfatter dermed også den virksom-
hed, som sammenligningsportaler udøver. Det er en forud-
sætning, at kunden via sammenligningsportalen har mulig-
hed for at indgå en aftale enten direkte på sammenlignings-
portalen eller ved at blive viderestillet fra sammenlignings-
portalen til udbyderen. Det er uden betydning, hvem der
driver sammenligningsportalen. Det afgørende er, om sam-
menligningsportalen tilbyder ydelser, der er omfattet af defi-
nitionen af forsikringsdistributionsvirksomhed.
Det foreslås i stk. 1, nr. 40, at et forsikringsadministrations-
fælleskab defineres som et organiseret samarbejde mellem
to eller flere forsikringsselskaber, herunder pensionskasser,
om såvel administrative funktioner som investeringsmæssi-
ge dispositioner.
Den foreslåede bestemmelse er ny.
Et forsikringsadministrationsfællesskab skal i denne sam-
menhæng forstås som et organiseret samarbejde mellem
to eller flere forsikringsselskaber, herunder pensionskasser,
om såvel administrative funktioner som investeringsmæssi-
ge dispositioner.
Administrationsfællesskaber kan være organiseret i en af
følgende strukturer:
– De fællesadministrerede forsikringsselskaber, herunder
pensionskasser, administreres i et af selskaberne etable-
ret interessentskab eller i et andet af selskaberne etable-
ret og fællesejet selskab, som ikke er en finansiel virk-
somhed.
– Et fællesskab, hvori et forsikringsselskab administrerer
de øvrige forsikringsselskaber, herunder pensionskasser,
uden at det administrerende forsikringsselskab er kon-
cernforbundet med en overvejende del af de øvrige for-
sikringsselskaber/pensionskasser.
– Et fællesskab, hvor den overvejende del af de admini-
strerede forsikringsselskaber er koncernforbundne.
Det foreslås i stk. 1, nr. 41, 1. pkt., at der ved variable lønde-
le forstås aflønningsordninger, hvor den endelige aflønning
ikke er kendt på forhånd, herunder bonusordninger, resultat-
kontrakter, engangsvederlag og andre lignende ordninger,
der ikke er en del af den faste løndel.
Variable løndele defineres i den gældende § 5, stk. 1, i be-
kendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik og afløn-
ning i forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder
og firmapensionskasser som aflønningsordninger, hvor den
endelige aflønning ikke er kendt på forhånd. Det følger end-
videre af bekendtgørelsens § 5, stk. 2, at der ved aflønning
i forbindelse med udøvelse af forsikringsdistribution forstås
alle former for fast og variabel løn, provisioner, honorarer,
andre betalinger og fordele, som tildeles eller udbetales til
en fysisk eller juridisk person med henblik på udøvelse af
forsikringsdistribution.
Bekendtgørelsens § 5, stk. 1, foreslås videreført for for-
sikringsselskaber og forsikringsholdigvirksomheder med re-
daktionelle ændringer. Det foreslåede tilsigter ikke materiel-
le ændringer.
147
Den foreslåede bestemmelse viderefører definitionen i § 5,
stk. 1, i bekendtgørelsen, men nævner bonusordninger, re-
sultatkontrakter, engangsvederlag og andre lignende ordnin-
ger, der ikke er en del af den faste løndel, som eksempler
herpå.
Der er ikke i lovteksten tale om en udtømmende opremsning
af variable løndele.
Direkte resultatafhængige eller performanceafhængige pro-
grammer som f.eks. bonusordninger, resultatlønskontrakter
og andre aflønningsordninger, der afhænger af, at den ansat-
te lever op til på forhånd fastsatte mål og kriterier, udgør
variabel løn.
Fastholdelsesbonusser udgør ligeledes variabel løn, herun-
der både fastholdelsesbonusser, der udelukkende er bundet
op på den ansattes forbliven i en vis periode, og fastholdel-
sesbonusser, der ligeledes er bundet op på resultatkrav. I
forhold til sign on-bonus (nyansættelsesgodtgørelse) og fra-
trædelsesgodtgørelse reguleres dette i bekendtgørelse nr. 16
af 4. januar 2019 om lønpolitik og aflønning i forsikringssel-
skaber, forsikringsholdingvirksomheder og firmapensions-
kasser.
Endvidere udgør andre ad hoc-beløb, engangsvederlag og
diskretionære beløb, som ikke nødvendigvis er direkte resul-
tatafhængige, ligeledes variabel løn. Dette kan både være
engangsvederlag på baggrund af f.eks. en bonuspool i for-
sikringsselskabet, men det kan også være beløb, der tildeles
som efterfølgende belønning på baggrund af f.eks. et stort
arbejdspres, mange arbejdstimer, gode resultater, færdiggø-
relse af projekter, omstruktureringer m.v. Sådanne ad hoc-
beløb, engangsvederlag og diskretionære beløb udgør også
variabel løn, idet den ansatte ikke på forhånd ved, om et
sådant vederlag modtages. Aflønningen er således ikke en
del af den faste løn og derfor ikke kendt på forhånd.
Aftaletidspunktet er ikke afgørende for, om der er tale om
variable løndele. Der kan således være tale om variable løn-
dele, både hvis muligheden for opnåelse af bonus/vederlag
er aftalt forudgående, og hvis virksomheden efterfølgende
tildeler bonus/vederlag på engangsbasis.
For ansatte, som er omfattet af en aftale om overarbejdstids-
betaling, f.eks. timelønnede ansatte, anses overarbejdstids-
betaling for fast løn, forudsat at der på forhånd er aftalt faste
rammer for honorering, herunder i forhold til timeregnskab,
timesats, afregningsinterval m.v. Tilsvarende vil på forhånd
aftalte faste tillæg til lønnen som udgangspunkt udgøre en
del af den faste løndel.
For så vidt angår dividende eller afkast, der tilkommer en
ejer af et forsikringsselskab, er der ikke tale om variabel
løn i lovens forstand, idet afkast fra eksempelvis en aktie
ikke kan anses for at være en løn, som betales af forsik-
ringsselskabet på grundlag af en kontrakt om vederlag for
det arbejde, den pågældende har udført for forsikringssel-
skabet. Omvendt vil det som udgangspunkt anses for at
være variabel løn, såfremt forsikringsselskabet beslutter sig
for diskretionært at foretage overskudsdeling til de ansatte,
uanset om dette ikke er aftalt på forhånd med de ansatte.
Det foreslås i stk. 1, nr. 41, 2. pkt., at der ved aflønning i
forbindelse med udøvelse af forsikringsdistribution, jf. § 9,
nr. 39, forstås alle former for fast og variabel løn, provisio-
ner, honorarer, andre betalinger og fordele, som tildeles eller
udbetales til en fysisk eller juridisk person med henblik på
udøvelse af forsikringsdistribution.
Forslaget implementerer artikel 2, stk. 1, nr. 9, i Europa-Par-
lamentets og Rådets Direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar
2016 om forsikringsdistribution (IDD)
Der er ikke i lovteksten tale om en udtømmende opremsning
af aflønning.
Aflønning er enten fast eller variabel.
Aflønning er fast, når den endelige værdi af løndelen er
kendt på forhånd. Fast aflønning er kendt på forhånd, når
den er gennemsigtig med hensyn til det beløb, som tildeles
og udbetales, f.eks. regelmæssigt på månedsbasis til modta-
geren. Fast aflønning er endvidere af permanent karakter og
uigenkaldelig. Fast aflønning tilskynder ikke til at anbefale
eller sælge bestemte produkter frem for formidlerens andre
produkter og er ikke resultatafhængig.
Aflønning er variabel, når den endelige aflønning ikke er
kendt på forhånd. Den endelige værdi af en løndel kendes
først på det tidspunkt, hvor modtageren reelt kan råde over
løndelen. Variabel aflønning kan afspejle modtagerens resul-
tater på både kort og langt sigt.
Det foreslås, at provisioner, honorarer, andre betalinger og
fordele, som tildeles eller udbetales med henblik på udøvel-
se af forsikringsdistribution, er omfattet af lovens definition
af aflønning. Ved fordel forstås enhver økonomisk fordel og
en enhver finansiel eller ikke-finansiel fordel eller tilskyn-
delse, som tildeles eller udbetales med henblik på udøvelse
af forsikringsdistribution.
Den brede definition af aflønning skal ses i sammenhæng
med hensynet bag dette lovforslags § 145, der sikrer, at
forsikringsselskabers aflønningsstrukturer ikke må give in-
citament til at anbefale forsikringsprodukter til kunder i
strid med virksomhedens forpligtelse til at handle i kundens
bedste interesse. Aflønning dækker også betalinger mellem
148
virksomheder eksempelvis et forsikringsselskab, der har en
samarbejdsaftale med en forsikringsformidler eller en acces-
sorisk forsikringsformidler.
Hvis et forsikringsselskab beslutter sig for diskretionært at
foretage overskudsdeling til de ansatte, vil overskudsdelin-
gen som udgangspunkt anses for variabel løn. For så vidt
angår sædvanlig dividende eller afkast, der tilkommer en
ejer af et forsikringsselskab, er det ikke variabel løn i lovens
forstand, idet afkast fra eksempelvis en aktie som udgangs-
punkt ikke kan anses for at være aflønning.
Det foreslås i stk. 1, nr. 42, at der ved begrebet kønsneutral
aflønpolitik forstås en aflønningspolitik, der er baseret på
lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi,
uanset den ansattes køn.
Den foreslåede bestemmelse svarer til den definition af
kønsneutral lønpolitik, der forventes indsat i § 12 a, 2. pkt.,
i aflønningsbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 16 af 4.
januar 2019, med den ændring til bekendtgørelsen som for-
ventes udstedt i foråret 2023. § 12 a forventes således at
være gældende ret på tidspunktet for lovforslagets ikrafttræ-
delse.
Med en kønsneutral aflønningspolitik menes en politik, som
behandler alle køn på samme måde. Det vil sige, at lønpo-
litikken sikrer, at ansatte modtager lige løn for arbejde af
samme art eller arbejde af samme værdi uanset vedkommen-
des køn, og sikrer implementering af virksomhedsværdier,
der fremmer ligebehandling af alle køn. Udover at sikre
lige løn for samme arbejde skal aflønningspolitikken ligele-
des sikre lige muligheder for ansatte, uanset vedkommendes
køn, da dette er en forudsætning for kønsneutral løn.
Princippet om lige løn for samme arbejde eller arbejde af
samme værdi uanset vedkommendes køn er nedfældet i
artikel 157 i traktaten om Den Europæiske Unions funkti-
onsmåde (TEUF). Dette princip skal anvendes på en kon-
sekvent måde af forsikringsselskaberne. Ifølge artikel 157
i TEUF inkluderer lige løn for samme arbejde eller arbej-
de af samme værdi den almindelige grundløn, mindsteløn
eller løn og ethvert andet vederlag, hvad enten det er i kon-
tanter eller naturalier, som medarbejdere modtager direkte
eller indirekte for vedkommendes ansættelse af arbejdsgive-
ren. TEUF opfordrer til yderligere foranstaltninger for at
sikre lige muligheder og ligebehandling af alle køn i spørgs-
mål om beskæftigelse og erhverv.
Der henvises til bemærkningerne til forslagets § 142, stk. 2,
og § 143, stk. 2.
Det foreslås i stk. 1, nr. 43, at definere en fratrædelsesgodt-
gørelse som enhver form for betaling, som modtageren op-
når ret til i forbindelse med sin fratrædelse, og som ikke
udgør enten løn eller værdi af personalegoder i opsigelses-
perioden, rimelig kompensation for påtagelse af konkurren-
ceklausuler eller kundeklausuler eller følger af præceptiv
lovgivning.
Den foreslåede bestemmelse er enslydende med forslaget
til § 5, stk. 1, nr. 77, i lov om finansiel virksomhed som
foreslået indsat ved forslag til lov om ændring af lov om
finansiel virksomhed, straffeloven og forskellige andre love
(Gennemførelse af Ansvarsudvalgets forslag om skærpet
ansvarsvurdering for ledelsesmedlemmer m.v. i finansielle
virksomheder og ændring af reglerne om egnethed og hæ-
derlighed), der blev fremsat for folketinget den 8. februar
2023 og forventeligt træder i kraft den 1. juli 2023. Be-
stemmelsen viderefører gennemførelsen af ansvarsudvalgets
anbefalinger på området i betænkning nr. 1575 om skær-
pet ansvarsvurdering for ledelsesmedlemmer m.v. i finan-
sielle virksomheder. Den foreslåede bestemmelse vil være
en videreførelse af gældende ret på tidspunktet for dette
lovforslags ikrafttræden, under forudsætning af at bestem-
melser om fratrædelsesgodtgørelser bliver gennemført ved
det ovenfor nævnte lovforslag.
Begrebet fratrædelsesgodtgørelse foreslås at omfatte enhver
form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse
med sin fratrædelse. Begrebet knyttes dermed ikke alene til
situationer, hvor modtageren afskediges af virksomheden.
Det foreslåede begreb omfatter også aftalebaserede fratræ-
delsesgodtgørelser, hvor fratrædelsestidspunktet er aftalt på
forhånd eller ved en bestemt begivenhed, eksempelvis afta-
ler om ”change of control”, hvor en direktør ved et ejerskifte
kan vælge at betragte sig selv som opsagt af virksomheden.
Rimelig kompensation for konkurrenceklausuler eller kun-
deklausuler er ikke omfattet af begrebet fratrædelsesgodt-
gørelse. Det er imidlertid en betingelse for undtagelse af
aftaler om kompensation for konkurrenceklausuler og kun-
deklausuler, at der er tale om rimelige vederlag herfor, som
i passende grad kompenserer for, at modtageren i en perio-
de efter fratrædelsen f.eks. er afskåret fra at indtræde i en
stilling i en anden virksomhed eller tage kontakt til virksom-
hedens kunder. Hvis det vurderes, at en kompensation for
en konkurrenceklausul eller kundeklausul overstiger, hvad
der må anses for passende, vil den overskydende del være
omfattet af begrebet fratrædelsesgodtgørelse og behandles
som sådan.
Løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden an-
ses ikke som en fratrædelsesgodtgørelse, da modtageren ved
løn i opsigelsesperioden sædvanligvis fortsat vil være bun-
det af ansættelseskontrakten i en på forhånd fastsat opsigel-
sesperiode, hvor vedkommende modtager løn på tilsvarende
måde som under ansættelsen. Dette vil også gælde, selvom
149
vedkommende er suspenderet eller fritstillet i hele eller dele
af opsigelsesperioden. I nogle tilfælde kan løn i denne perio-
de endvidere være betinget af, at modtageren endnu ikke er
indtrådt i en ny stilling.
Fratrædelsesgodtgørelser, der følger af præceptiv lovgiv-
ning, er heller ikke omfattet af det foreslåede begreb. Det
er ikke hensigten at berøre de rettigheder, som en modtager
af fratrædelsesgodtgørelser opnår ifølge anden gældende lov
som eksempelvis i henhold til funktionærloven.
En optjent bonus, som udbetales i forbindelse med mod-
tagerens opsigelse på baggrund af en bonusaftale indgået
under ansættelsen, vil heller ikke blive anset som en fra-
trædelsesgodtgørelse, medmindre denne bonus er betinget
af vedkommendes opsigelse. Årsagen er, at modtageren ik-
ke opnår ret til denne bonus som følge af vedkommendes
fratrædelse, selvom hele eller dele heraf udbetales i forbin-
delse med vedkommendes opsigelse. En optjent skønsmæs-
sig pensionsfordel anses heller ikke som en del af en fra-
trædelsesgodtgørelse. Heller ikke fastholdelsesbonusser, der
eksempelvis aftales i forbindelse med et generationsskifte,
vil blive anset som fratrædelsesgodtgørelser. Både bonusser
og skønsmæssige pensionsfordele er i forvejen omfattet af
restriktive udbetalingsbegrænsninger, jf. den gældende § 18
i aflønningsbekendtgørelsen, som videreføres i lovforslagets
§ 146.
Aftaletidspunktet er ikke afgørende for, om der er tale om
en fratrædelsesgodtgørelse. Der vil således være tale om en
fratrædelsesgodtgørelse, uanset om aftalen herom er indgået
i forbindelse med ansættelsen, fratrædelsen eller et tidspunkt
herimellem. Det afgørende er, at udbetalingen er betinget af
vedkommendes fratrædelse.
Det foreslås i stk. 2, at kapitalinteresser defineres som en
virksomheds direkte eller indirekte besiddelse af 20 pct.
eller mere af stemmerettighederne eller kapitalen i en virk-
somhed.
Det foreslåede stk. 2 viderefører lov om finansiel virk-
somhed § 5, stk. 2, med redaktionelle ændringer.
Det foreslåede stk. 2 gennemfører Solvens II-direktivets ar-
tikel 13, nr. 20.
Det foreslås i stk. 3, at kvalificeret andel defineres som
direkte eller indirekte besiddelse af mindst 10 pct. af kapi-
talen eller stemmerettighederne eller en andel, som giver
mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på ledelsen
af forsikringsvirksomheden eller forsikringsholdingvirksom-
heden. Bestemmelsen gennemfører Solvens II-direktivets ar-
tikel 13, nr. 21.
Det foreslåede stk. 3 viderefører lov om finansiel virk-
somhed § 5, stk. 3, med redaktionelle ændringer.
Det foreslåede stk. 3 gennemfører Solvens II-direktivets ar-
tikel 13, nr. 21.
Den foreslåede definition af kvalificeret andel svarer til be-
grebet kvalificeret deltagelse i Solvens II-direktivet. Af hen-
syn til at bibeholde det samme sprogbrug i den finansielle
lovgivning, foreslås det at bibeholde begrebet kvalificeret
andel i den foreslåede lov. Begrebet skal fortolkes i overens-
stemmelse med begrebet kvalificeret deltagelse i Solvens
II-direktivet.
Besiddelsen kan enten ske ved direkte ejerskab, indirekte
ejerskab eller pantsætning. Erhvervelse af mindre end 10
pct., hvorved der åbnes mulighed for udøvelse af en be-
tydelig indflydelse, vil tillige være omfattet af bestemmel-
sen. Sådanne tilfælde kan bl.a. foreligge i situationer, hvor
aktionærer via aftaler, vedtægtsmæssige rettigheder eller lig-
nende kan udøve en betydelig indflydelse på den finansielle
virksomhed.
Det foreslås i stk. 4, at kapitalandele defineres som andele
i aktieselskaber (aktier), i anpartsselskaber (anparter) samt i
andre virksomheders egenkapital.
Det foreslåede stk. 4 viderefører lov om finansiel virk-
somhed § 5, stk. 4, med redaktionelle ændringer.
Definitionen er i overensstemmelse med årsregnskabslovens
definition af kapitalandele.
Det foreslås i stk. 5, at en modervirksomhed, der har været
omfattet af stk. 1, nr. 9, fortsat anses som en finansiel hol-
dingvirksomhed, hvis mindst 35 pct. af den samlede balan-
cesum for koncernen og modervirksomhedens associerede
virksomheder vedrører den finansielle sektor. 1. pkt. finder
dog ikke anvendelse, hvis den samlede balancesum nævnt i
1. pkt. har været under 40 pct. 3 år i træk.
Det foreslåede stk. 5 gennemfører artikel 3, stk. 6, i konglo-
meratdirektivet.
Det foreslåede stk. 5 har til formål at undgå pludselige
skift i det regelsæt, som en modervirksomhed omfattet af
stk. 1, nr. 9, er underlagt. Bestemmelsen fastsætter, at en
modervirksomhed, der ikke selv er er et pengeinstitut, et re-
alkreditinstitut, et fondsmæglerselskab eller et investerings-
forvaltningsselskab, fortsat anses som en finansiel holding-
virksomhed, selvom grænseværdien falder til under 40 pct.,
hvis mindst 35 pct. af den konsoliderede/sammenlagte ba-
lancesum for gruppen vedrører den finansielle sektor. Hvis
grænseværdien har været under 40 pct. 3 år i træk, anses
150
modervirksomheden ikke længere som en finansiel holding-
virksomhed.
Det følger af lovforslagets § 9, stk. 1, nr. 9, at en finansiel
holdingvirksomhed er defineret som en modervirksomhed,
der ikke er en finansiel virksomhed, i en koncern, hvor
mindst én af dattervirksomhederne i koncernen er et forsik-
ringsselskab, og hvor mindst 40 pct. af den samlede balan-
cesum for koncernen og modervirksomhedens associerede
virksomheder vedrører den finansielle sektor, jf. dog lovfor-
slagets § 9, stk. 1, nr. 9, 2. pkt., og § 9, stk. 5. En moder-
virksomhed er ikke en finansiel holdingvirksomhed, hvis
de finansielle dattervirksomheder i koncernen udelukkende
er forsikringsvirksomheder. Modervirksomheden vil i stedet
være en forsikringsholdingvirksomhed, jf. lovforslagets § 9,
stk. 1, nr. 10, eller en blandet forsikringsholdingvirksomhed,
jf. lovforslagets § 9, stk. 1, nr. 11.
Til § 10
Den gældende § 4, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter regler om, at Finanstilsynet kan bestemme, at
denne lovs eller selskabslovens regler om koncerner finder
anvendelse på en gruppe af forsikringsselskaber, der ikke
udgør en koncern, men som dog har en sådan indbyrdes
tilknytning, at anvendelse af de nævnte regler må anses for
påkrævet.
Den foreslåede § 105 viderefører den gældende § 4, stk. 2, i
lov om finansiel virksomhed i en ny selvstændig bestemmel-
se. Den foreslåede bestemmelse medfører ikke materielle
ændringer for filialer af forsikringsselskaber.
Det foreslås i 1. pkt., at Finanstilsynet kan bestemme, at
denne lovs eller selskabslovens regler om koncerner, bort-
set fra § 141 i selskabsloven om koncernrepræsentation,
ligeledes finder hel eller delvis anvendelse på grupper af
forsikringsselskaber, der ikke udgør en koncern, men som
dog har en sådan indbyrdes tilknytning, at anvendelse af de
nævnte regler må anses for påkrævet.
Efter den foreslåede bestemmelse kan Finanstilsynet be-
stemme, at lovforslagets koncernregler kan finde hel eller
delvis anvendelse, når der mellem forsikringsselskaber be-
står et snævert samarbejde, uden at der er tale om et kon-
cernforhold, men hvor det må anses for påkrævet, ud fra
behovet for at beskytte forsikringstagerne og muligheden
for at føre et betryggende tilsyn, at anvende lovforslagets
koncernregler. Om alle eller kun en del af koncernreglerne
skal finde anvendelse, afgøres af Finanstilsynet på grundlag
af en konkret vurdering.
Som eksempler på samarbejde mellem forsikringsselskaber,
uden at der samtidig foreligger koncerndannelse, kan næv-
nes forsikringsselskaber, der indgår en aftale, som medfører
solidarisk hæftelse, forsikringsselskaber, der har aftale om
fælles administration af deres forsikringsbestande, eller gen-
sidige selskaber, der med hjemmel i stiftelsesoverenskomst
eller vedtægter har samme generalforsamlinger eller besty-
relser. At de samarbejdende selskaber skal udpege det sel-
skab, der skal anses for modervirksomhed, skyldes, at dette
ikke uden videre følger af definitionerne.
Selskabslovens § 141 indeholder selskabslovens regler om
medarbejderrepræsentation på koncernniveau. Selskabslo-
vens § 141 bestemmer, at selskabslovens § 140, som inde-
holder reglerne for medarbejderrepræsentation i kapitalsel-
skaber og giver selskabets medarbejdere ret til at vælge
et antal medlemmer til selskabets øverste ledelsesorgan og
suppleanter for disse svarende til halvdelen af de øvrige
ledelsesmedlemmer, i kapitalselskaber af en vis størrelse,
finder tilsvarende anvendelse på medarbejderne i et dansk
moderselskab, jf. selskabslovens §§ 6 og 7, og dets datter-
selskaber, som er registrerede i Danmark, samt disses uden-
landske filialer, der er beliggende i et EU/EØS-land. Endvi-
dere fastsætter selskabslovens § 141 nærmere regler om,
hvilke muligheder selskabets medarbejdere har for at vælge
medlemmer af det øverste ledelsesorgan, og hvordan disse
kan udnyttes.
Henvisningen til selskabslovens § 141 indebærer, at såfremt
Finanstilsynet bestemmer, at der mellem forsikringsselska-
ber består et så snævert samarbejde, uden at der er tale om et
koncernforhold, at lovforslagets koncernregler skal finde hel
eller delvis anvendelse for selskaberne, så er det dog ikke
muligt for Finanstilsynet at bestemme, at reglerne om med-
arbejderrepræsentation på koncernniveau i selskabslovens §
141 skal finde anvendelse.
Det foreslås i 2. pkt., at de pågældende selskaber udpeger et
her i landet hjemmehørende selskab omfattet af § 39, stk. 1,
der skal anses som modervirksomhed.
Det foreslås i 3. pkt., at udpeger de pågældende selskaber
ikke et her i landet hjemmehørende selskab, der skal anses
som modervirksomhed, udpeger Finanstilsynet selskabet.
Det følger af 2. pkt., at de forsikringsselskaber, som Finans-
tilsynet bestemmer skal være helt eller delvis dækket af
lovforslagets koncernregler, udpeger, hvilket et af de omfat-
tede selskaber der skal anses modervirksomhed. Det følger
videre af 3. pkt., at såfremt selskaberne ikke udpeger et sel-
skab, udpeger Finanstilsynet selskabet baseret på en konkret
vurdering.
Lovforslagets § 39, stk. 1, bestemmer, at forsikringsselska-
ber skal være aktieselskaber, gensidige selskaber eller tvær-
gående pensionskasser.
151
Til § 11
§ 5 a i lov om finansiel virksomhed fastsætter, at en moder-
virksomhed udgør sammen med en eller flere dattervirksom-
heder en koncern. En virksomhed kan kun have én direkte
modervirksomhed. Hvis flere virksomheder opfylder et eller
flere af kriterierne i § 5 b, er det alene den virksomhed,
som faktisk udøver den bestemmende indflydelse over virk-
somhedens økonomiske og driftsmæssige beslutninger, der
anses for at være modervirksomhed. § 5 b fastsætter regler
om bestemmende indflydelse.
Den foreslåede § 11 viderefører den gældende § 5 a i lov om
finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer.
Den foreslåede § 11 gennemfører Solvens II-direktivets arti-
kel 212, stk. 1, litra c.
Den foreslåede bestemmelse er enslydende med selskabslo-
vens § 6.
Koncernbegrebet i den gældende lov om finansiel virksom-
hed er ikke enslydende med definitionen af koncern i Sol-
vens II-direktivet. Af hensyn til ensretningen af dansk ret er
det mest hensigtsmæssigt, at dansk ret anvender de samme
definitioner af begrebet koncern, og derfor foreslås det, at
dette lovforslag bibeholder definitionen af koncernbegrebet,
så den er enslydende med lov om finansiel virksomhed og
selskabsloven. På trods af forskellen i ordlyd vurderes det,
at koncernbegrebet i dette lovforlag er i overensstemmelse
med begrebet i Solvens II-direktivet.
Modervirksomhed er defineret i lovforslagets § 9, stk. 1, nr.
6, som en virksomhed, som har en eller flere dattervirksom-
heder.
Dattervirksomhed er defineret i lovforslagets § 9, stk. 1,
nr. 7, som en virksomhed, som er underlagt bestemmende
indflydelse af en modervirksomhed.
Koncern er defineret i lovforslagets § 9, stk. 1, nr. 8, som en
modervirksomhed og dens dattervirksomheder, jf. § 10.
Det foreslås i 1. pkt., at en modervirksomhed sammen med
en eller flere dattervirksomheder udgør en koncern.
Det foreslås i 2. pkt., at en virksomhed kan kun have ét
direkte moderselskab.
Det foreslås i 3. pkt., at opfylder flere selskaber et eller flere
af kriterierne i § 12, er det alene det selskab, som faktisk
udøver den bestemmende indflydelse over virksomhedens
økonomiske og driftsmæssige beslutninger, der anses for at
være modervirksomhed.
Den foreslåede bestemmelse præciserer, at en virksomhed
alene kan have én direkte modervirksomhed. Der er ved
udformningen lagt vægt på, at det er den modervirksomhed,
der faktisk udøver den bestemmende indflydelse over virk-
somhedens økonomiske og driftsmæssige beslutninger, der
skal anses for at være modervirksomhed. Herved præciseres
det, at der ved vurderingen lægges vægt på faktisk indflydel-
se over formel indflydelse.
Bestemmende indflydelse er uddybet i forslagets § 12, der i
stk. 1 bestemmer, at bestemmende indflydelse er beføjelsen
til at styre en dattervirksomheds økonomiske og driftsmæs-
sige beslutninger. § 12 fastlægger endvidere en række for-
modningsregler for, hvornår der anses for at være bestem-
mende indflydelse i et datterselskab.
Begrebet økonomiske og driftsmæssige beslutninger fortol-
kes i overensstemmelse med samme begreb i årsregnskabs-
loven. Begrebet fremgår af årsregnskabslovens bilag 1.
Til § 12
§ 5 b i lov om finansiel virksomhed fastsætter regler om,
hvordan bestemmende indflydelse defineres.
Den foreslåede § 12 viderefører den gældende § 5 b i lov om
finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer.
Den foreslåede bestemmelse svarer til selskabslovens § 7.
Af hensyn til ensretningen af dansk ret er det mest hensigts-
mæssigt, at dansk ret anvender de samme definitioner af
begrebet koncern og det dertilhørende begreb bestemmende
indflydelse, og derfor foreslås det, at dette lovforslag bibe-
holder definitionen af bestemmende indflydelse, så det er
enslydende med lov om finansiel virksomhed og selskabslo-
ven.
Bestemmelsens affattelse tillægger den bestemmende indfly-
delse afgørende vægt i relation til koncerndefinitionen.
Baggrunden for bestemmelsens udfærdigelse er ønsket om
at gennemføre en international tilpasning af koncernbegre-
bet og begrebet bestemmende indflydelse. Der foreligger
ikke en international anerkendt koncerndefinition indenfor
selskabsretten. Der er dog en koncerndefinition i den inter-
nationale regnskabsstandard IFRS (og tidligere standarder
i IAS), som er den mest udbredte internationale regnskabs-
standard. Bestemmelsen er derfor i vid udstrækning ensrettet
med brugen af begrebet i regnskabsstandarden IFRS.
152
Det foreslås i stk. 1, at bestemmende indflydelse er beføjel-
sen til at styre en dattervirksomheds økonomiske og drifts-
mæssige beslutninger.
Det foreslåede stk. 1 medfører, at det er beføjelsen til at
styre de økonomiske og driftsmæssige beslutninger, der er
afgørende for vurderingen af bestemmende indflydelse i for-
hold til en moder- og en dattervirksomhed.
Begrebet økonomiske og driftsmæssige beslutninger fortol-
kes i overensstemmelse med samme begreb i årsregnskabs-
loven. Begrebet fremgår af årsregnskabslovens bilag 1.
Bestemmelsens formulering ligger endvidere tæt op ad den
internationale regnskabsstandard IFRS 27. Ordlyden er dog
ikke helt den samme. Det skyldes, at IFRS er formuleret
til at kunne blive anvendt i vidt forskellige lande med vidt
forskellige selskabsretlige traditioner. Indholdet af bestem-
melsen skal dog forstås i overensstemmelse hermed.
Det foreslås i stk. 2, at bestemmende indflydelse i forhold
til en dattervirksomhed foreligger, når modervirksomheden
direkte eller indirekte gennem en dattervirksomhed ejer me-
re end halvdelen af stemmerettighederne i en virksomhed,
medmindre det i særlige tilfælde klart kan påvises, at et
sådant ejerforhold ikke udgør bestemmende indflydelse.
Den foreslåede bestemmelse indeholder en formodningsre-
gel om, at hvis en modervirksomhed ejer mere end halvde-
len af stemmerettighederne i en dattervirksomhed direkte
eller indirekte, er der tale om bestemmende indflydelse,
medmindre det modsatte klart kan bevises.
Som udgangspunkt foreligger der således et moder-datter-
forhold i tilfælde, hvor moderselskabet besidder mere end
50 pct. af stemmerettighederne i dattervirksomheden. An-
tagelsen anvendes alene til at overføre en slags omvendt
bevisbyrde på selskaber, der måtte være i den situation, at
den, der besidder mere end 50 pct., ikke er den, der udøver
den bestemmende indflydelse over selskabets økonomiske
og driftsmæssige beslutninger. I disse situationer vil selska-
bet således skulle godtgøre, at dette er tilfældet, førend ud-
gangspunktet kan fraviges.
Det er væsentligt at bemærke, at det er stemmerettighederne
og ikke kapitalandelene, som er udslagsgivende i forhold til,
om der foreligger et kompetenceforhold.
Der skal tages hensyn til stemmeretsbegrænsninger. Hvis et
selskab f.eks. ejer 60 pct. af stemmerettighederne, men kun
kan stemme for 5 pct., må det som udgangspunkt antages,
at der ikke foreligger koncernforhold, da »moderselskabet«
ikke besidder flertallet af stemmerettighederne på general-
forsamlingen.
Hvis moderselskabet på trods af stemmerettighedsbegræns-
ningen har faktisk bestemmende indflydelse på generalfor-
samlingen, vil dette blive omfattet af stk. 3, nr. 4.
Det foreslås i stk. 3, nr. 1-4, at hvis en modervirksomhed
ikke ejer mere end halvdelen af stemmerettighederne i en
virksomhed, foreligger der bestemmende indflydelse, hvis
modervirksomheden har
1) råderet over mere end halvdelen af stemmerettigheder-
ne i kraft af en aftale med andre investorer,
2) beføjelse til at styre de finansielle og driftsmæssige
forhold i en virksomhed i henhold til en vedtægt eller
aftale,
3) beføjelse til at udpege eller afsætte flertallet af med-
lemmerne i det øverste ledelsesorgan, og dette organ
besidder den bestemmende indflydelse på virksomhe-
den, eller
4) råderet over det faktiske flertal af stemmerne på gene-
ralforsamlingen eller i et tilsvarende organ og derved
besidder den faktiske bestemmende indflydelse over
virksomheden.
Den foreslåede bestemmelse fastlægger kriterierne for, at
der kan foreligge bestemmende indflydelse i tilfælde, hvor
den formelle ejerandel i dattervirksomheden er under halv-
delen af stemmerettigheder.
Det foreslås i stk. 4, at eksistensen og virkningen af poten-
tielle stemmerettigheder, herunder tegningsretter og købsop-
tioner på kapitalandele, som aktuelt kan udnyttes eller kon-
verteres, skal tages i betragtning ved vurderingen af, om en
virksomhed har bestemmende indflydelse.
Det foreslåede stk. 4 bestemmer, at potentielle stemmerettig-
heder skal medtælles, også selvom de ikke er materialiseret,
hvis den manglende materialisering alene beror på en ensi-
dig beslutning om ikke at udløse disse. Alene stemmerettig-
heder, der er betinget af endnu ikke indtrufne forhold, skal
ikke medregnes.
Det foreslåede stk. 4 sikrer, at det er det reelle billede af
ejerkredsen, der udgør grundlaget for vurderingen af moder-
datterselskab.
Det foreslås i stk. 5, at der ved opgørelsen af stemmerettig-
heder i en dattervirksomhed ses bort fra stemmerettigheder,
som knytter sig til kapitalandele, der besiddes af dattervirk-
somheden selv eller dens dattervirksomheder.
Bestemmelsen medfører, at stemmerettigheder, der besiddes
153
af dattervirksomheden eller dennes dattervirksomheder, ikke
skal medtælles ved opgørelsen af stemmerettigheder.
En beholdning af egne aktier vil reducere kravet til majoritet
for et moderselskab forholdsmæssigt således, at det er de
reelle ejerforhold, der afspejles. Der gives ikke mulighed
for at foretage opkøb/udstedelse af egne aktier for derved at
skjule det reelle ejerforhold.
Til § 13
Den gældende § 5, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter regler ved opgørelse af stemmerettigheder og ret-
tigheder til at udnævne eller afsætte medlemmer af ledelses-
organer.
Den foreslåede § 13 viderefører den gældende § 5, stk. 5, i
lov om finansiel virksomhed i en ny selvstændig bestemmel-
se. Den foreslåede bestemmelse medfører ikke materielle
ændringer for filialer af forsikringsselskaber.
Det foreslås i § 13, at der ved opgørelsen af stemmerettighe-
der og rettigheder til at udnævne eller afsætte medlemmer af
ledelsesorganer skal medregnes rettigheder, der besiddes af
såvel modervirksomheden som dennes dattervirksomheder.
Den foreslåede § 13 gennemfører Solvens II-direktivets arti-
kel 13, nr. 26.
Til § 14
Den gældende § 11, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksom-
hed fastslår, hvilke virksomheder, der er underlagt kravet
om forudgående tilladelse til udøvelse af forsikringsvirk-
somhed og genforsikringsvirksomhed, og hvilke virksomhe-
der der er undtaget fra dette krav.
Den foreslåede § 14 viderefører den gældende § 11, stk. 1
og 2, i lov om finansiel virksomhed i en ny selvstændig
bestemmelse. I stk. 3, nr. 5, er tilføjet garantifonden Dansk
Forening for International Motorkøretøjsforsikring. Den
foreslåede § 14, stk. 5, medfører materielle ændringer for
så vidt angår den gældende § 11, stk. 2, nr. 6, om vejhjælp
og § 11, stk. 2, nr. 7, om assistancevirksomhed i lov om
finansiel virksomhed.
Det foreslås, at den gældende § 11, stk. 2, nr. 7, i lov om
finansiel virksomhed ikke videreføres. Bestemmelsen i § 11,
stk. 2, nr. 7, i lov om finansiel virksomhed implementerede
artikel 3 i direktiv 84/641/EØF af 10. december 1984 om
ændring, navnlig for så vidt angår turistassistance, af første
direktiv 73/239/EØF om samordning af de administrativt
eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og ud-
øvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsfor-
sikring (turistassistancedirektivet). Turistassistancedirektivet
blev ophævet ved Solvens II-direktivet, som ikke indebærer
en tilsvarende undtagelse for så vidt angår assistancevirk-
somhed.
Det foreslås i stk. 1, at udøvelse af forsikringsvirksomhed og
genforsikringsvirksomhed ikke må påbegyndes, før Finans-
tilsynet har meddelt tilladelse hertil efter §§ 19-23, jf. dog
stk. 2 og 3 og §§ 49-53, og registrering hos Erhversstyrelsen
er sket, jf. § 24.
Den foreslåede § 14, stk. 1, gennemfører Solvens II-direkti-
vets artikel 14, stk. 1.
Et forsikringsselskab er defineret i lovforslagets § 9, stk.
1, nr. 1, som skadesforsikringsselskab, gensidigt selskab,
livsforsikringselskab, en tværgående pensionskasse eller et
genforsikringsselskab, som har opnået tilladelse i overens-
stemmelse med lovforslagets § 14.
Det foreslåede stk. 1 vil medføre, at virksomheder, der ud-
øver forsikringsvirksomhed eller genforsikringsvirksomhed,
skal have tilladelse, medmindre der er tale om virksomhed,
der er omfattet af lovforslagets §§ 49 eller 52, dvs. filia-
ler eller tjenesteydelser, udøvet af forsikringsselskaber eller
genforsikringsselskaber i andre EU-lande eller lande, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.
Lovforslagets § 19 præciserer, hvilke krav en ansøgning om
tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed skal opfylde.
Lovforslagets § 24 fastlægger, at Erhvervsstyrelsen skal re-
gistrere datoen for tilladelse eller for godkendelse af ændrin-
ger i tilladelsen. Sidste led i det foreslåede stk. 1 fastsætter,
at forsikringsvirksomhed først kan påbegyndes efter tilladel-
se fra Finanstilsynet og registrering hos Erhvervsstyrelsen.
Kravet om forudgående tilladelse omfatter både forsikrings-
selskaber, genforsikringsselskaber, captiveforsikringsselska-
ber og captivegenforsikringsselskaber.
Overtrædelse af lovforslagets § 14, stk. 1, kan straffes med
bøde eller fængsel i op til fire måneder, medmindre højere
straf er forskyldt efter øvrig lovgivning, jf. lovforslagets §
312, stk. 2.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af lovforslagets
§ 14, stk. 1, er en virksomhed, der udøver forsikringsvirk-
somhed, herunder genforsikringsvirksomhed. Det betyder,
at hvis en virksomhed ikke har fået tilladelse som forsik-
ringsselskab og ikke er omfattet af en af undtagelsesbestem-
melserne i stk. 2 og 3, kan virksomheden og dens ledelse
154
straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder, jf. lov-
forslagets § 312, stk. 2.
Det foreslås i stk. 2, at undtaget fra kravet om tilladelse er
de følgende oplistede typer af organisationer, virksomheder,
institutioner og fonde.
Stk. 2 opremser de former for virksomhed, som ville være at
betragte som forsikringsvirksomhed efter lovforslaget, hvis
ikke de var undtaget eksplicit. De nævnte undtagelser skyl-
des, at det ville falde udenfor lovens formål at regulere de
pågældende forhold.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at undtaget fra kravet om tilladel-
se er pensionskasser, som har til formål at sikre pension ved
ansættelse i en privat virksomhed, herunder en forsikrings-
virksomhed, eller ved ansættelse i sådanne virksomheder
indenfor samme koncern.
Den foreslåede § 14, stk. 2, nr. 1, gennemfører Solvens
II-direktivets artikel 9, nr. 2.
De i bestemmelsen omhandlede pensionskasser er reguleret
i lov om firmapensionskasser, jf. lovbekendtgørelse nr. 355
af 2. april 2020.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at undtaget fra kravet om tilladel-
se er begravelseskasser og ligbrændingsforeninger.
Den foreslåede § 14, stk. 2, nr. 2, gennemfører Solvens
II-direktivets artikel 10.
Begrebet «begravelseskasser og ligbrændingsforeninger«
fastlægges gennem Finanstilsynets praksis og med udgangs-
punkt i den nu ophævede lov om tilsyn med begravelseskas-
ser og ligbrændingsforeninger.
Det foreslås i stk. 2, nr. 3, at undtaget fra kravet om tilla-
delse er anerkendte arbejdsløshedskasser m.v., der er under
statens tilsyn.
Den foreslåede § 14, stk. 2, nr. 3, gennemfører Solvens
II-direktivets artikel 9, nr. 1.
De under statens tilsyn hørende anerkendte arbejdsløsheds-
kasser m.v. afgrænses i lov om arbejdsløshedsforsikring, jf.
lovbekendtgørelse nr. 234 af 10. februar 2022, lov om social
pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 527 af 25. april 2022, og
sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 210 af 27. januar
2022. Sygelønsordningen omfattes ikke af lovforslaget.
Det foreslås i stk. 2, nr. 4, at undtaget fra kravet om tilla-
delse er krigsforsikringsforbund, der omfattes af lov om
krigsforsikring af fast ejendom og løsøre.
Den foreslåede § 14, stk. 2, nr. 4, omhandler en særlig
forsikringsordning, som skal dække skader omfattet af lov
om krigsforsikring af fast ejendom og løsøre, jf. lovbekendt-
gørelse nr. 1485 af 12. december 2018.
Det foreslås i stk. 2, nr. 5, at undtaget fra kravet om tilladel-
se er genforsikring i henhold til lov om Danmarks Eksport-
og Investeringsfond af ekstraordinære risici i forbindelse
med eksport.
Den foreslåede § 14, stk. 2, nr. 5, gennemfører Solvens
II-direktivets artikel 11.
Det foreslås i stk. 2, nr. 6, at undtaget fra kravet om tilladel-
se er barselsfonde.
Den foreslåede § 14, stk. 2, nr. 6, undtager barselsfonde fra
kravet om tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed. Bar-
selsfonde blev undtaget fra loven i 2006, fordi forsikrings-
elementet i ordningerne er sekundært og minimalt.
Ved en barselsfond forstås en arbejdsmarkedsrelateret ord-
ning, der udligner de omfattede virksomheders udgifter til
barsel, således at udgiften ikke påhviler den enkelte arbejds-
giver alene.
Den foreslåede § 14, stk. 2, nr. 6, gennemfører Solvens
II-direktivets artikel 8.
Det foreslås i stk. 3, at undtaget fra kravet om tilladelse er
endvidere følgende virksomheder, institutioner og fonde.
Det foreslås i stk. 3, nr. 1, at undtaget fra kravet om tilladel-
se er Falck Danmark A/S.
Ud over de virksomheder, der udtrykkeligt undtages i loven,
er en række forsikringslignende ordninger ikke omfattet af
kravet om tilladelse efter stk. 1. Som eksempler kan næv-
nes administrationsfællesskaber, pool-ordninger ved lovplig-
tige forsikringer, for eksempel for hunde og automobiler,
frivillige pool-ordninger oprettet af forsikringsindustrien for
skader indenfor eksempel flyforsikring, produktansvar eller
miljøskader. Herudover er visse garantiordninger oprettet
ved lov undtaget.
Falcks Redningskorps blev udtrykkeligt undtaget i 1. skade-
direktiv, idet Falck på det tidspunkt navnlig ydede offent-
lig assistancevirksomhed. Efterfølgende er Falcks Rednings-
korps i forbindelse med navneændring og omstrukturerin-
155
ger i koncernen nu blevet til Falck Danmark A/S. Selvom
Falcks Redningskorps siden har ændret struktur og profil,
gælder undtagelsen fortsat fuldt ud for al virksomhed, der
drives af Falck Danmark A/S.
Det foreslås i stk. 3, nr. 2, at undtaget fra kravet om tilla-
delse er Arbejdsmarkedets Tillægspension og Arbejdsmar-
kedets Erhvervssikring.
Den foreslåede § 14, stk. 3, nr. 2, viderefører den gældende
retstilstand, hvorefter Arbejdsmarkedets Tillægspension og
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring er undtaget fra krav om
tilladelse. Disse to virksomheder er reguleret i hhv. lov om
Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP-loven) og lov om
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Den foreslåede § 14, stk. 3, nr. 2, gennemfører Solvens
II-direktivets artikel 3.
Det foreslås i stk. 3, nr. 3, at undtaget fra kravet om tilladel-
se er Rejsegarantifonden.
Den foreslåede § 14, stk. 3, nr. 3, undtager Rejsegarantifon-
den. Rejsegarantifonden blev oprettet i januar 2010, og dens
formål er at overtage flypassagerers risiko for, at flyselska-
bet eller rejsearrangøren går konkurs. Passagerne tilmelder
sig ordningen i forbindelse med køb af billet/rejse og betaler
et mindre beløb. Da konceptet for rejsefonden går ud på at
overtage en risiko for en uvis begivenheds (konkurs) indtræ-
den mod et vederlag, er fondens arbejde omfattet af begrebet
forsikringsvirksomhed. Men da fondens formål ikke er at
drive forsikringsvirksomhed, men at dække et specifikt sam-
fundsmæssigt behov, er fonden undtaget fra lovens bestem-
melser.
Det foreslås i stk. 3, nr. 4, at undtaget fra kravet om tilladel-
se er Garantifonden for skadesforsikringsselskaber.
Den foreslåede § 14, stk. 3, nr. 4, undtager Garantifonden
for skadesforsikringsselskaber fra kravet om tilladelse til at
udøve forsikringsvirksomhed.
Lov nr. 375 af 1. maj 2018 udvidede Garantifonden for
skadesforsikringsselskabers dækningsperiode for visse ska-
desforsikringsaftaler, der ikke kan gentegnes i tilfælde af
et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve skade-
sforsikringsvirksomhed,går konkurs. Der er tale om ejerskif-
teforsikringer, sælgeransvarsforsikringer og byggeskadefor-
sikringer, hvor Fonden dækker krav i henhold til sådanne
forsikringer i hele forsikringens løbetid.
I tilfælde af at et forsikringsselskab, der har tilladelse til at
udøve skadesforsikringsvirksomhed, der har tegnet en eller
flere af de nævnte forsikringstyper, går konkurs, vil Fonden
skulle overtage administrationen af forsikringerne indtil ud-
løb. Det betyder, at Fonden overtager en forsikringsrisiko,
der i udgangspunktet kræver en tilladelse i henhold til § 11,
stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.
Ifølge bemærkningerne til lov nr. 375 af 1. maj 2018 har
udvidelsen af Fondens dækningsperiode for krav i henhold
til ejerskifteforsikringer, sælgeransvarsforsikringer og byg-
geskadeforsikringer til formål at sikre forsikringstagerne
og de sikrede en betryggende retsstilling i tilfælde af et
selskabs konkurs, jf. Lovtidende 2017-18, L nr. 178, side
20. Det er således ikke hensigten, at Fonden skal drive for-
sikringsvirksomhed, hvorfor Fonden er undtaget fra kravet
om tilladelse.
Finanstilsynet fører tilsyn med Garantifonden for skadesfor-
sikringsselskaber, jf. § 15 i lov om en garantifond for skade-
sforsikringsselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 2067 af 12.
november 2021.
Det foreslås i stk. 3, nr. 5, at undtaget fra kravet om til-
ladelse er Garantifonden Dansk Forening for International
Motorkøretøjsforsikring.
Den foreslåede § 14, stk. 3, nr. 5, undtager Garantifonden
Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring
fra kravet om tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed,
da Fonden ikke har til hensigt at udøve forsikringsvirksom-
hed.
Det foreslås i stk. 3, nr. 6, at undtaget fra kravet om tilladel-
se er Krigsforsikringsinstituttet efter lov om krigsforsikring
af skibe.
Den foreslåede § 14, stk. 3, nr. 6, omhandler en særlig
forsikringsordning, som skal dække skader forårsaget af krig
på skibe.
Det foreslås i § 14, stk. 4, 1. pkt., at undtaget fra kravet
om tilladelse er endvidere assistancevirksomhed, som ydes i
tilfælde af at et vejkøretøj bliver ramt af en ulykke eller en
skade her i landet, hvis yderen af sikkerheden har hjemsted
her i landet.
Den foreslåede § 14, stk. 4, 1. pkt., gennemfører Solvens
II-direktivets artikel 6, stk. 1, litra a.
Det foreslåede vil indebære en undtagelse til, at udøvelse
af assistancevirksomhed kræver tilladelse til at udøve skade-
sforsikringsvirksomhed efter § 14, jf. bilag 1, nr. 18. Det
foreslåede vil dermed alene undtage udøvelse af assistance-
virksomhed, der ydes i tilfælde af et vejkøretøj bliver ramt
156
af en ulykke eller skade her i landet, og ydelsen er omfattet
af det foreslåede stk. 5, nr. 1-3.
Det foreslåede vil endvidere indebære, at yderen af sikker-
heden skal have hjemsted her i landet.
Det foreslåede vil indebære en ændring i forhold til den
gældende § 11, stk. 2, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed,
hvorefter det er en betingelse for at være undtaget fra kravet
om at have tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed, at
det selskab, som udøver assistancen, skal have begrænset
sit formål til at udøve vejhjælp i forbindelse med en ulykke
eller skade sket her i landet eller i udlandet, såfremt hjæl-
pen i udlandet ydes af et tilsvarende udenlandsk selskab i
henhold til en aftale om gensidighed. Det vil med forslaget
ikke længere være en betingelse, at udøveren af assistance-
virksomheden alene skal have til formål at udøve assistance-
virksomhed.
Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at 1. pkt. ikke finder anvendelse
på virksomheder omfattet af stk. 1.
Den foreslåede § 14, stk. 4, 2. pkt., gennemfører Solvens
II-direktivets artikel 6, stk. 1, litra c.
Det foreslåede vil medføre, at undtagelse til § 14, stk. 1, in-
deholdt i det foreslåede stk. 4, 1. pkt., er yderligere betinget
af, at den, som udøver assistancevirksomheden, ikke i øvrigt
skal have eller har tilladelse til at udøve forsikringsvirksom-
hed.
Et selskab, der har eller skal have Finanstilsynets tilladelse
til at udøve forsikringsvirksomhed, vil dermed skulle søge
om tilladelse, jf. § 14, jf. bilag 1, nr. 18, for at udøve vej-
hjælp omfattet af § 14, stk. 4 og 5.
Det foreslås i stk. 5, nr. 1, at assistancevirksomheden efter
stk. 4 alene må omfatte reparation på stedet, hvor yderen af
sikkerheden i de fleste tilfælde anvender eget personale eller
materiel.
Den foreslåede § 14, stk. 5, nr. 1, indebærer, at assistance-
virksomheden kan omfatte reparation på stedet under den
forudsætning, at den, som yder sikkerheden, i de fleste
tilfælde anvender eget personale eller materiel. Dette inde-
bærer, at yderen af sikkerheden ikke indenfor undtagelsesbe-
stemmelsen kan have generelle aftaler med tredjemand om,
at tredjemand forestår reparation på stedet. Reparation på
stedet omfatter alle reparationer og udskiftninger af dele på
vejkøretøjet, men undtaget er helt underordnede eller mid-
lertidige foranstaltninger såsom rudeafdækning, starthjælp
eller skift til reservedæk.
Den foreslåede § 14, stk. 5, nr. 1, gennemfører Solvens
II-direktivets artikel 6, stk. 1, litra b (i).
Det foreslås i stk. 5, nr. 2, at assistancevirksomheden efter
stk. 4 alene må omfatte transport af køretøjet til nærmeste
mest hensigtsmæssige sted, hvor reparation kan foretages,
samt eventuel befordring af vejkøretøjets fører og passage-
rer, i almindelighed med samme hjælpekøretøj, til det nær-
meste sted, hvorfra de kan fortsætte deres rejse på anden
måde.
Den foreslåede § 14, stk. 5, nr. 2, indebærer, at udøvelse
af assistancevirksomhed, for at være undtaget fra kravet om
tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed, må indebære
bugsering af det køretøj, som er ramt af ulykken eller ska-
den. Hjælpekøretøjet, som anvendes til bugseringen, kan
medtage fører og passagerer til det nærmeste sted, hvorfra
de kan fortsætte deres rejse på anden måde. Dette kan blandt
andet indebære befordring til nærmeste busterminal, togsta-
tion, flyvestation, lufthavn, færgeterminal, biludlejning, ta-
xaholdeplads m.v. Det kan ligeledes indebære transport til
det sted, hvor reparationen skal udføres, således at rejsen
kan fortsættes efter endt reparation.
Det er ikke et krav efter den foreslåede § 14, stk. 5, nr. 2,
at yderen af sikkerheden anvender eget personale eller ma-
teriel. Yderen af sikkerheden kan således godt indgå aftale
om, at tredjemand forestår bugsering af køretøjer, som er
ramt af ulykker eller skader her i landet. I forbindelse med
bugseringen, og eventuelt som et alternativ til bugseringen,
kan hjælpekøretøjet og dets mandskab udføre helt underord-
nede og midlertidige foranstaltninger, såsom rudeafdækning,
starthjælp eller skift til reservedæk. Egentlige reparationer
på stedet må alene udføres, såfremt yderen af sikkerheden
anvender eget personale og materiel, jf. forslagets § 14, stk.
5, nr. 1.
Den foreslåede § 14, stk. 5, nr. 2, gennemfører Solvens
II-direktivets artikel 6, stk. 1, litra b (ii).
Det foreslås i stk. 5, nr. 3, at assistancevirksomheden efter
stk. 4 alene må omfatte transport af køretøjet, eventuelt led-
saget af føreren og passagererne, til disses bopæl, udgangs-
punkt eller oprindelige bestemmelsessted her i landet.
Den foreslåede § 14, stk. 5, nr. 3, indebærer, at udøvelse
af assistancevirksomhed, for at være undtaget fra kravet
om tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed, må inde-
bære bugsering af køretøjet, eventuelt ledsaget af føreren
og passagererne, til førerens og passagerernes bopæl, ud-
gangspunkt eller bestemmelsessted her i landet. Det er en
forudsætning, at bugsering af køretøjet, eventuelt ledsaget
af føreren og passagererne, til bopæl, udgangspunkt eller
bestemmelsessted, sker til dét af de tre steder, som ligger
nærmest ved det sted, hvorfra vejkøretøjet bugseres.
157
Den foreslåede § 14, stk. 5, nr. 3, gennemfører Solvens
II-direktivets artikel 6, stk. 1, litra b (iii).
Det foreslås i § 14, stk. 6, at betingelsen efter stk. 4, hvor-
efter skaden skal være sket her i landet, ikke skal være
opfyldt, når den sikrede er medlem af den organisation, der
yder sikkerheden, og såfremt reparation eller transport af kø-
retøjet blot ved forevisning af medlemskort og uden betaling
af tillægspræmie foretages af en tilsvarende organisation i
det pågældende land i henhold til en aftale om gensidighed.
Den foreslåede § 14, stk. 6, har til fomål at sikre, at ydere
af sikkerhed, som er omfattet af assistancevirksomhed, har
mulighed for at tilslutte sig internationale ordninger, hvor
hjælpen i udlandet ydes af et tilsvarende selskab i henhold
til en aftale om gensidighed. Bestemmelsen omfatter blandt
andet adgangen til at være medlem af Alliance International
de Tourisme.
Den foreslåede § 14, stk. 6, gennemfører Solvens II-direkti-
vets artikel 6, stk. 2.
Til § 15
Den gældende § 11, stk. 3 og 4, i lov om finansiel virk-
somhed fastlægger, hvorledes forsikringsselskaber inddeles
i gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber. Bestemmel-
sen fastslår endvidere, hvorledes forsikringsselskaberne kan
ændre status fra henholdsvis gruppe 1 til gruppe 2 og om-
vendt.
Den foreslåede § 15 viderefører § 11, stk. 3 og 4, i lov om
finansiel virksomhed i en ny selvstændig bestemmelse. Den
foreslåede bestemmelse medfører en række sproglige æn-
dringer, men der er med bestemmelsen ikke tiltænkt materi-
elle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at en virksomhed, der søger om tilla-
delse til at udøve forsikringsvirksomhed efter §§ 19-21, vil
opnå status som et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis selska-
bet skal udøve grænseoverskridende virksomhed i henhold
til § 61 eller § 63, selskabet skal udøve virksomhed indenfor
en eller flere af forsikringsklasserne 10-15 i bilag 1, med-
mindre de udgør accessoriske risici, eller selskabet i løbet
af de kommende 5 år forventes at opfylde mindst en af
betingelserne i § 9, stk. 1, nr. 18, litra a-d.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører Solvens II-direk-
tivets artikel 4, stk. 1 og 3.
Et gruppe 1-forsikringsselskab er defineret i lovforslagets §
9, stk. 1, nr. 18.
Ved accessoriske risici forstås efter lovforslagets § 9, stk.
1, nr. 20, forsikringsrisici, som er omfattet af en forsikrings-
klasse i bilag 1, og som ikke kræver særskilt tilladelse efter
§ 14, fordi risiciene indgår i den primære risiko, som forsik-
ringsselskabet har fået tilladelse til, og fordi risiciene angår
et forhold, der er dækket af den kontrakt, der dækker den
primære risiko. Forsikringsklasserne 14, 15 og 17 kan ikke
være accessoriske risici til andre forsikringsklasser.
I henhold til lovforslagets § 20, stk. 1, 2. pkt., skal en virk-
somhed, der ansøger om tilladelse til at udøve forsikrings-
virksomhed indsende en driftsplan til Finanstilsynet. Virk-
somheden skal i denne driftsplan bl.a. beskrive sin forret-
ningsmodel, sine budgetter og den forventede størrelse af
de fremtidige bruttopræmier og forsikringsmæssige hensæt-
telser til regnskab og solvens. Herved kan Finanstilsynet
vurdere, hvorvidt selskabet skal kategoriseres som et gruppe
1- eller gruppe 2-forsikringsselskab.
Det foreslås i stk. 2, at en virksomhed, der søger om tilladel-
se til at udøve forsikringsvirksomhed efter §§ 19-21, vil op-
nå status som et gruppe 2-forsikringsselskab, hvis selskabet
ikke opnår status som et gruppe 1-forsikringsselskab, jf. stk.
1.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører Solvens II-direk-
tivets artikel 4, stk. 1 og 3.
Et gruppe 2-forsikringsselskab er i lovforslagets § 9, stk. 1,
nr. 19, defineret som et forsikringsselskab, der ikke er et
gruppe 1-forsikringsselskab.
Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at en virksomhed,
der søger om tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed,
herunder genforsikringsvirksomhed, vil opnå status som et
gruppe 2-forsikringsselskab, hvis selskabet ikke opnår status
som et gruppe 1-forsikringsselskab, jf. stk. 1. Herved sikres
det, at et selskab, der på ansøgningstidspunktet ikke plan-
lægger at udøve grænseoverskridende virksomhed eller virk-
somhed indenfor forsikringsklasserne 10-15 og ikke ifølge
sin driftsplan forventer at overskride beløbsgrænserne efter
lovforslagets § 9, stk. 1, nr. 18, litra a-d, i løbet af de kom-
mende 5 år, vil opnå status som et gruppe 2-forsikringssel-
skab.
Til § 16
Den gældende § 11, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed
fastlægger, hvilke kapitalkrav som henholdsvis et gruppe 1-
og gruppe 2-forsikringsselskab skal opfylde.
Den foreslåede § 16 viderefører § 11, stk. 5, i lov om fi-
nansiel virksomhed i en ny selvstændig bestemmelse. Den
foreslåede bestemmelse medfører ikke materielle ændringer.
158
Det foreslås i stk. 1, at en virksomhed, der forventes at
opnå status som et gruppe 1-forsikringsselskab, jf. § 15,
stk. 1, skal opfylde kapitalkravene i §§ 154 og 155 for at
opnå tilladelse som forsikringsselskab. En virksomhed, der
forventes at opnå status som et gruppe 2-forsikringsselskab,
jf. § 15, stk. 2, skal opfylde kapitalkravene i § 156 for at
opnå tilladelse som forsikringsselskab.
Den foreslåede bestemmelses 1. pkt. gennemfører Solvens
II-direktivets artikel 18, stk. 1, litra d-f.
Et gruppe 1-forsikringsselskab er defineret i lovforslagets §
9, stk. 1, nr. 18.
Et gruppe 2-forsikringsselskab er i lovforslagets § 9, stk. 1,
nr. 19, defineret som et forsikringsselskab, der ikke er et
gruppe 1-forsikringsselskab.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at en virksomhed, der
forventes at opnå status som et gruppe 1-forsikringsselskab,
jf. § 15, stk. 2, skal opfylde kapitalkravene i lovforslagets §§
154 og 155 for at opnå tilladelse som forsikringsselskab. En
virksomhed, der forventes at opnå status som et gruppe
2-forsikringsselskab, jf. § 15, stk. 2, skal opfylde kapital-
kravene i lovforslagets § 156 for at opnå tilladelse som
forsikringsselskab. Bestemmelsen fastsætter således forskel-
lige krav til virksomheder, der søger om tilladelse efter
lovforslagets ikrafttræden, alt efter om disse forventes at
opnå status som gruppe 1-forsikringsselskaber eller gruppe
2-forsikringsselskaber efter lovforslagets § 15, stk. 1 eller 2.
Virksomheder, der søger om tilladelse til at udøve forsik-
ringsvirksomhed, skal have en kapital, der mindst udgør et
givent beløb, afhængigt af om virksomheden opnår status
som et gruppe 1-forsikringsselskab eller et gruppe 2-forsik-
ringsselskab.
En virksomhed, der forventes at opnå status som et gruppe
1-forsikringsselskab, skal kunne godtgøre, at den opfylder
kapitalkravene i lovforslagets §§ 154 og 155, jf. de specielle
bemærkninger hertil. Virksomheden skal ved ansøgningen
godtgøre, at den fremover vil råde over et kapitalgrundlag til
dækning af solvenskapitalkravet efter § 154 og et basiska-
pitalgrundlag til dækning af minimumskapitalkravet. End-
videre skal virksomheden godtgøre, at den råder over et
basiskapitalgrundlag til dækning af den nedre grænse for
minimumskapitalkravet, jf. § 155, stk. 5. Den nedre grænse
for minimumskapitalkravet er et fastsat beløb, der varierer
alt efter den virksomhed, som forsikringsselskabet udøver,
jf. den foreslåede § 155, stk. 5. Eksempelvis er der fastsat
en beløbsgrænse på 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber,
der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, der
udøver virksomhed omfattet af bilag 2, og forsikringssel-
skaber, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirk-
somhed, indenfor forsikringsklasserne 10-15 i bilag 1. For
forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve skadesfor-
sikringsvirksomhed, der udøver virksomhed indenfor forsik-
ringsklasserne 1-9 og 16-18 i bilag 1, er den fastsatte be-
løbsgrænse 2,5 mio. euro. Beløbsgrænserne bliver løbende
taget op til revision af Kommissionen.
En virksomhed, der forventes at opnå status som et gruppe
2-forsikringsselskab, skal godtgøre, at den opfylder kapital-
kravene i lovforslagets § 156, jf. de specielle bemærkninger
hertil. Virksomheden skal ved ansøgningen godtgøre, at den
råder over en basiskapital, der mindst udgør et beløb svaren-
de til det i § 156 nævnte. Det vil sige, at virksomheden
både skal være i besiddelse af en tilstrækkelig basiskapital
til at dække kravet til minimumsbasiskapitalen, der er et
fastsat beløb, der varierer alt efter den virksomhed, som for-
sikringsselskabet udøver, og skal være i stand til at opfylde
sit individuelle solvensbehov.
Til § 17
Den gældende § 11, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed
fastlægger, at et gruppe 2-forsikringsselskab kan opnå status
som et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis de får godkendt en
ansøgning af Finanstilsynet.
Den foreslåede § 17 viderefører § 11, stk. 6, i lov om finan-
siel virksomhed. Den foreslåede bestemmelse medfører ikke
materielle ændringer.
Det foreslås i § 17, at en virksomhed, der opnår status
som et gruppe 2-forsikringsselskab, jf. § 15, stk. 2, kan
ansøge Finanstilsynet om at opnå status som et gruppe 1-
forsikringsselskab. Finanstilsynet godkender en ansøgning i
henhold til 1. pkt., hvis Finanstilsynet vurderer, at virksom-
heden opfylder kapitalkravene i § 16, 1. pkt.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører Solvens II-direk-
tivets præambel, betragtning nr. 5.
Et gruppe 2-forsikringsselskab er i lovforslagets § 9, stk. 1,
nr. 19, defineret som et forsikringsselskab, der ikke er et
gruppe 1-forsikringsselskab.
Et gruppe 1-forsikringsselskab er defineret i lovforslagets §
9, stk. 1, nr. 18.
Af betragtning nr. 5 til præamblen til Solvens II-direktivet
fremgår, at et forsikringsselskab har mulighed for at ansøge
om at være omfattet af reglerne i Solvens II-direktivet, selv
om selskabet falder uden for anvendelsesområdet. I overens-
stemmelse hermed fremgår det af forslaget, at gruppe 2-for-
159
sikringsselskaber har mulighed for at blive omfattet af de
samme krav, som stilles til gruppe 1-forsikringsselskaberne.
Ved ansøgningen skal gruppe 2-forsikringsselskabet godtgø-
re, at det opfylder kapitalkravene i lovforslagets § 156. Hvis
selskabet opfylder kravene, vil det herefter opnå status som
et gruppe 1-forsikringsselskab, selvom det hverken påregner
at udøve grænseoverskridende virksomhed i henhold til §§
59-61, søger om tilladelse til at udøve virksomhed indenfor
en eller flere af forsikringsklasserne 10-15 i bilag 1 eller for-
venter at ramme en eller flere af de beløbsmæssige grænser,
der fremgår af lovforslagets § 9, stk. 1, nr. 18.
Til § 18
Den gældende § 11, stk. 7 og 8, i lov om finansiel virksom-
hed fastlægger, at et forsikringsselskab kan ændre status fra
at være et gruppe 1-forsikringsselskab til et gruppe 2-forsik-
ringsselskab under visse forudsætninger.
Den foreslåede § 18 viderefører § 11, stk. 7 og 8, i lov om
finansiel virksomhed i en ny selvstændig bestemmelse. Den
foreslåede bestemmelse medfører ikke materielle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at et forsikringsselskab ændrer status fra
at være et gruppe 1-forsikringsselskab til at være et gruppe
2-forsikringsselskab, når selskabet ikke udøver grænseover-
skridende virksomhed i henhold til § 61 eller § 63, når
selskabet ikke udøver virksomhed indenfor en eller flere af
forsikringsklasserne 10-15 i bilag 1, og når ingen af beløbs-
grænserne i § 9, stk. 1, nr. 18, litra a-d, overskrides i 3 på
hinanden følgende år og ikke forventes at blive overskredet i
et af de kommende 5 år.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører Solvens II-direk-
tivets artikel 4, stk. 4.
Et gruppe 1-forsikringsselskab er defineret i lovforslagets §
9, stk. 1, nr. 18.
Et gruppe 2-forsikringsselskab er i lovforslagets § 9, stk. 1,
nr. 19, defineret som et forsikringsselskab, der ikke er et
gruppe 1-forsikringsselskab.
Bestemmelsen fastlægger, hvornår et forsikringsselskab vil
ændre status fra at være et gruppe 1-forsikringsselskab til at
være et gruppe 2-forsikringsselskab.
Det foreslås i stk. 2, at et forsikringsselskab, der ændrer sta-
tus, straks skal underrette Finanstilsynet og senest 8 arbejds-
dage herefter indsende dokumentation for statusændringen.
Kriterierne for vurderingen af, til hvilken kategori et eksi-
sterende forsikringsselskab hører, fremgår af den foreslåede
§ 15 og den foreslåede definition af gruppe 1-forsikringssel-
skaber i lovforslagets § 9, stk. 1, nr. 18.
For at Finanstilsynet kan føre et effektivt tilsyn med forsik-
ringsselskaberne, er det nødvendigt, at selskaberne straks
underretter Finanstilsynet om en sådan ændring, da dette har
betydning for, hvilket regelsæt Finanstilsynet skal føre tilsyn
efter. Selskabet skal senest 8 arbejdsdage efter underretnin-
gen til Finanstilsynet indsende dokumentation for baggrun-
den for statusændringen, så Finanstilsynet har mulighed for
at kontrollere, at betingelserne i lovforslagets § 15 og § 9,
stk. 1, nr. 18, er opfyldt. De tilsynsmæssige krav til gruppe
2-forsikringsselskaber er lempeligere end dem, der gælder
for gruppe 1-forsikringsselskaber, hvorfor det er vigtigt, at
Finanstilsynet kan efterprøve kategoriseringen af det enkelte
selskab.
Til § 19
Den gældende § 14 i lov om finansiel virksomhed fastlæg-
ger, hvilke krav en ansøgning om tilladelse til at udøve
forsikringsvirksomhed skal opfylde.
Den foreslåede § 19 er en videreførelse af §§ 14 og 18 i lov
om finansiel virksomhed med flere redaktionelle ændringer
og en omstrukturering af bestemmelsens opbygning. Der
er ikke med bestemmelsen tiltænkt en materiel ændring af
bestemmelserne.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at forsikringsselskaber kun må
udøve virksomhed som nævnt i bilag 1 og 2 samt virksom-
hed efter §§ 46-48.
§ 19, stk. 1, 1. pkt., gennemfører Solvens II-direktivets arti-
kel 18, stk. 1, litra a og b.
En virksomhed, der ønsker at udøve forsikringsvirksomhed,
skal ansøge Finanstilsynet herom. Finanstilsynet skal give
tilladelse, når ansøgeren opfylder de relevante krav i lov-
forslagets § 19. Inden Finanstilsynet meddeler tilladelse
til virksomheden, skal virksomheden fremsende genpart af
godkendelsen fra Finanstilsynet til Erhvervsstyrelsen, som
registrerer Finanstilsynets genpart af tilladelsen.
Som følge af lovforslagets § 14 må udøvelse af direkte
forsikringsvirksomhed eller genforsikringsvirksomhed ikke
påbegyndes, før Finanstilsynet har meddelt tilladelse hertil
efter §§ 19-23, jf. dog stk. 2 og 3 og §§ 49-53.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at Finanstilsynet efter ansøgning
meddeler et forsikringsselskab tilladelse til de forsikrings-
160
klasser, der er ansøgt om, når betingelserne i de følgende
numre er opfyldt.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter betingelserne for at
få en tilladelse som forsikringsselskab. Tilladelse skal gives,
når alle betingelserne er opfyldt.
Betingelserne gælder ikke kun ved stiftelsen, men også i den
fortsatte drift, jf. lovforslagets § 199, hvorefter Finanstilsy-
net kan inddrage tilladelsen, hvis betingelserne for at opnå
tilladelsen ikke længere er opfyldt.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at det er et krav, at bestyrelses-
og direktionsmedlemmer opfylder kravene om egnethed og
hæderlighed i § 105.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at ansatte i gruppe 1-forsikrings-
selskaber, der er identificeret som nøglepersoner i medfør af
§ 127, stk. 1, opfylder kravene i § 105.
Bestemmelser fastslår således, at ud over gruppe 1-forsik-
ringsselskabers bestyrelses- og direktionsmedlemmer skal
også ansatte, der vil blive identificeret som nøglepersoner
i medfør af § 127, stk. 1, opfylde kravene til egnethed og
hæderlighed i § 105, før Finanstilsynet kan give tilladelse.
§ 19, stk. 1, nr. 1 og 2, gennemfører Solvens II-direktivets
artikel 18, stk. 1, litra g.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at ejere af kvalificerede andele, jf.
§ 9, stk. 3, opfylder kriterierne i § 90, stk. 1.
§ 19, stk. 1 nr. 3, gennemfører Solvens II-direktivets artikel
24, stk. 1.
I forbindelse med en ansøgning om tilladelse til erhvervelse
af en kvalificeret andel som defineret i § 9, stk. 3, skal
Finanstilsynet sikre hensynet til en fornuftig og forsvarlig
forvaltning af den virksomhed, hvori erhvervelsen påtæn-
kes, og den påtænkte erhververs sandsynlige indflydelse på
virksomheden, den påtænkte erhververs egnethed og den
påtænkte erhvervelses finansielle soliditet.
Finanstilsynet kan f.eks. skønne, at ejere af kvalificerede
andele vil modvirke en forsvarlig og fornuftig forvaltning
efter nr. 3, hvis de pågældende i forbindelse med ejerskab
eller deltagelse i ledelsen af andre finansielle virksomheder
har vist sig uegnede til at drive finansiel virksomhed for-
svarligt. Vedrørende formuleringen »forsvarlig og fornuftig
forvaltning« henvises til bemærkningerne til § 90.
Det foreslås i stk. 1, nr. 4, at det er en betingelse for tilladel-
se, at der ikke foreligger snævre forbindelser, jf. § 9, stk. 1,
nr. 15, mellem ansøgeren og andre virksomheder eller per-
soner, der vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af tilsynets
opgaver.
§ 19, stk. 1, nr. 4 og 5, gennemfører Solvens II-direktivets
artikel 19, stk. 1 og 2.
Lovforslagets § 19, stk. 1, nr. 4 og 5, skal bidrage til at
sikre, at det er muligt for Finanstilsynet at varetage tilsynets
opgaver.
Det fastslås i nr. 4, at der ikke må foreligge snævre forbin-
delser, jf. § 9, stk. 1, nr. 15, mellem ansøgeren og andre
virksomheder eller personer, der vil kunne vanskeliggøre
varetagelsen af tilsynets opgaver. Bestemmelsen indebærer
således et krav om gennemsigtighed hos forsikringsselska-
bet, der søger om tilladelse.
Efter direktivteksten kan tilladelse nægtes, hvis snævre for-
bindelser vil kunne »hæmme« tilsynsfunktionen. Der er ikke
tilsigtet en ændring af bestemmelsens område ved at anven-
de ordet vanskeliggøre. Dette er alene udtryk for en mere
moderne sprogbrug.
Det er ikke muligt at angive, hvornår en snæver forbindelse
er tilstrækkelig gennemskuelig til at muliggøre et effektivt
tilsyn. Det må derfor i hvert enkelt tilfælde vurderes, om
en snæver forbindelse vil kunne vanskeliggøre et effektivt
tilsyn.
I vurderingen af, om der foreligger snævre forbindelser vil
indgå en vurdering af
1. ejerstrukturen,
2. den formelle og den reelle ledelsesstruktur,
3. hvorvidt forbindelsen er af varig karakter eller alene
midlertidig uden mulighed for at øve indflydelse på
virksomheden,
4. risikoen ved den virksomhed, som drives i virksomhe-
der, med hvilke den finansielle virksomhed har snævre
forbindelser, og
5. selskabernes geografiske placering.
F.eks. kan visse former for krydsejerskab, gensidige aktiebe-
siddelser og aktionæroverenskomster bevirke, at et effektivt
tilsyn vanskeliggøres.
Snævre forbindelser er defineret i lovforslagets § 9, stk. 1,
nr. 15, som
a) direkte eller indirekte forbindelser af den i nr. 4 angiv-
ne art,
b) kapitalinteresser, hvorved forstås en virksomheds di-
rekte eller indirekte besiddelse af 20 pct. eller mere af
stemmerettighederne eller kapitalen i en virksomhed,
eller
161
c) flere virksomheders eller personers fælles forbindelse,
jf. litra a, med en virksomhed.
Det foreslås i stk. 1, nr. 5, at det er en betingelse for tilla-
delse, at lovgivningen i et land uden for Den Europæiske
Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det
finansielle område, vedrørende en virksomhed eller en per-
son, som ansøgeren har snævre forbindelser med, ikke vil
vanskeliggøre varetagelsen af Finanstilsynets opgaver.
Det fastslås i lovforslagets § 19, stk. 1, nr. 5, at det er
en betingelse, at tilsynet ikke vanskeliggøres på grund af
lovgivningen i et land uden for Den Europæiske Union,
som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle
område, vedrørende en virksomhed eller person, som ansø-
geren har snævre forbindelser med. Dette vil eksempelvis
være tilfældet, hvor det vurderes, at tilsynsreglerne i det
land, hvor virksomhedens modervirksomhed er beliggende,
er af en sådan karakter, at der ikke kan udøves et forsvarligt
konsolideret tilsyn.
Det foreslås i stk. 1, nr. 6, at det er en betingelse for tilladel-
se, at ansøgerens organisatoriske og administrative forhold
er forsvarlige, herunder at kravene i § 132 er opfyldt.
Den foreslåede § 19, stk. 1, nr. 6, viderefører § 14, stk. 2, nr.
7, i lov om finansiel virksomhed. Ved videreførelsen er krav
til forsvarlige forretningsgange ændret til krav om forsvarli-
ge organisatoriske forhold. Denne justering er foretaget, så
bestemmelsens ordlyd afspejler praksis.
Bestemmelsen medfører bl.a., at forsikringsselskabet skal
kunne dokumentere, at forsikringsselskabet opfylder lovens
krav i forhold til politikker og retningslinjer m.v.
Det er Finanstilsynets ansvar at foretage en vurdering af,
om forsikringsselskabet opfylder lovens krav i forhold til
politikker og retningslinjer m.v.
Ved vurderingen af, hvorvidt lovkravene kan anses for op-
fyldt, indgår, om forsikringsselskabets organisatoriske struk-
tur, ansvarsfordeling, interne kontrolprocedurer, rapporte-
ringsprocedurer, risikostyringssystem, skriftlige politikker,
retningslinjer, forretningsgange, beredskabsplaner, informa-
tionssystem m.v. er forsvarlige.
Formålet med bestemmelsen er at skabe klarhed og gennem-
sigtighed i loven.
Det foreslås i stk. 1, nr. 7, at en ansøger, der søger om
tilladelse efter §§ 19-21, skal kunne godtgøre at kunne over-
holde reglerne vedrørende virksomhedsstyring for at opfylde
betingelsen for at opnå tilladelse.
§ 19, stk. 1, nr. 7, gennemfører artikel 18, stk. 1, litra g, i
Solvens II-direktivet.
Efter artikel 18, stk. 1, litra g, i Solvens II-direktivet skal
hjemlandet kræve, at ethvert selskab, for hvilket der ansøges
om tilladelse, kan godtgøre, at det er i stand til at overholde
reglerne vedrørende ledelsessystemet, jf. kapitel IV, afdeling
2., der består af artiklerne 41-50, som er gennemført for-
skellige steder i lovforslaget og tilhørende bekendtgørelser,
herunder i lovforslagets §§ 91, 101 og § 112 og i bekendtgø-
relse nr. 1723 af 16. december 2015 om ledelse og styring af
forsikringsselskaber m.v.
Det er ikke et krav i henhold til artikel 41-50, at en ansøger
formelt set skal godtgøre at kunne overholde samtlige af de
nævnte bestemmelser for at opnå tilladelse. Selskabet skal
derimod overholde den samlede Solvens II-regulering straks
efter, at det har opnået tilladelsen.
Det foreslås i stk. 1, nr. 8, at ansøgeren skal have hovedkon-
tor og hjemsted i Danmark.
§ 19, stk. 1, nr. 8, gennemfører Solvens II-direktivets artikel
20.
Betingelsen i nr. 8 indebærer i overensstemmelse med fæl-
lesskabsretlige regler, at virksomheden skal ledes her fra
landet. Det beror på en konkret vurdering, om virksomheden
ledes her fra landet. I denne vurdering vil det blandt andet
indgå, hvor virksomhedens ledelse sidder, hvor virksomhe-
dens generalforsamlinger holdes, og hvor beslutningerne i
virksomheden træffes. Betingelsen indebærer derimod ikke,
at virksomheden skal have kunder her i landet, se dog lov-
forslagets § 21, stk. 2.
Det foreslås i stk. 1, nr. 9, at det er en betingelse for at opnå
tilladelse, at § 21 og §§ 27-30 er opfyldt.
Det foreslås i stk. 2 at tydeliggøre, hvad der gælder, hvis
en virksomhed, der har tilladelse til at udøve livsforsikrings-
virksomhed omfattet af bilag 2, ansøger om tilladelse til
samtidig at udøve skadesforsikringsvirksomhed omfattet af
bilag 1, forsikringsklasse 1 og 2. Virksomheden skal opfylde
de generelle krav, herunder kravene relateret til driftsplaner
og lignende, der gælder i forbindelse med ansøgning om
tilladelse, jf. §§ 14-18. Virksomheden skal derudover godt-
gøre, at den råder over det anerkendte basiskapitalgrundlag
til dækning af det absolutte minimum for minimumskapi-
talkravet for forsikringsselskaber, der har tilladelse til at
udøve livsforsikringsvirksomhed, og det absolutte minimum
for minimumskapitalkravet for forsikringsselskaber, der har
tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, jf. §
155. Virksomheden skal ligeledes godtgøre, at den fremover
162
vil opfylde de finansielle mindstekrav, der gælder for sådan-
ne virksomheder.
§ 19, stk. 2, gennemfører Solvens II-direktivets artikel 18,
stk. 3. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med de krav,
der gælder for virksomheder, der har tilladelse til at drive
livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed
omfattet af forsikringsklasse 1 og 2 samtidig, jf. § 27 og de
regler, der er udstedet i medfør af denne bestemmelse.
Det foreslås i stk. 3, at en livsforsikringsvirksomhed, der
søger om tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed
i samme selskab efter § 19, stk. 2, udover at opfylde kravene
til tilladelse, skal godtgøre, at den råder over det anerkendte
basiskapitalgrundlag til dækning af det absolutte minimum
for minimumskapitalkravet for forsikringsselskaber, der har
tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, og det ab-
solutte minimum for minimumskapitalkravet for forsikrings-
selskab, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirk-
somhed, jf. § 155, stk. 5, nr. 1 og 2.
Kravene til tilladelse skal forstås i overensstemmelse med
reglerne om tilladelse i §§ 14, 19 og 20. Virksomheden skal
ligeledes godtgøre, at den fremover vil opfylde de finansiel-
le mindstekrav, der gælder. Disse krav, som stammer fra
Solvens II-direktivets artikel 74, stk. 3, er implementeret i
bekendtgørelse nr. 2003 af 1. november 2011 om livsforsik-
ringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed og
fremgår af artikel 252 i kommissionens delegerede forord-
ning 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler
til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om
adgang til udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed. Det foreslåede har til formål at præcisere dele af
de krav fra Solvens II-direktivet, der gælder, hvis en livsfor-
sikringsvirksomhed ansøger om at udøve skadesforsikrings-
virksomhed omfattet af forsikringsklasse 1 og 2, jf. bilag 1.
Den foreslåede § 19, stk. 3, gennemfører Solvens II-direkti-
vets artikel 18, stk. 3. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng
med de krav, der gælder for virksomheder, der både har
tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed i medfør af
bilag 2, og skadesforsikringsvirksomhed omfattet af forsik-
ringsklasse 1 og 2, jf. bilag 1, jf. § 27, stk. 1 og 2, og de
regler, der gælder i medfør af den gældende bemyndigelse
i § 19, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, der foreslås
videreført ved lovforslagets § 27, stk. 3. Bemyndigelsen i
den gældende § 19, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed er
udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 2003 af 1. novem-
ber 2021 om livsforsikringsselskabers syge- og ulykkesfor-
sikringsvirksomhed.
Til § 20
Den gældende § 14, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed
fastlægger, hvilke krav der skal være opfyldt, før Finanstil-
synet kan give tilladelse.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at en ansøgning om tilladelse
(eller om udvidelse af tilladelse) skal indeholde de oplysnin-
ger, der er nødvendige for Finanstilsynets vurdering af, om
betingelserne i § 19, stk. 1, er opfyldt, herunder oplysninger
om størrelsen af de kvalificerede andele og virksomhedens
organisation.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at en ansøgning om tilladelse
endvidere skal indeholde en af forsikringsselskabet udarbej-
det driftsplan indeholdende oplysninger om arten af de på-
tænkte forretninger.
Den foreslåede § 20, stk. 1, 2. pkt., gennemfører Solvens II-
direktivets artikel 18, stk. 1, litra c, om krav om indlevering
af driftsplan.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet fastsætter nærmere
regler om tilladelsens og ansøgningens indhold i øvrigt, her-
under om de oplysninger, som driftsplanen skal indeholde,
om krav til indberetningsformen og opstillingen, og om det
åremål, for hvilket planen skal udarbejdes.
Den foreslåede § 20, stk. 2, vil skulle anvendes til at gen-
nemføre regler, der gennemfører Solvens II-direktivets arti-
kel 23 om betingelserne til driftsplanen.
Særligt for så vidt angår oplysninger om størrelsen af de
kvalificerede andele, kræver Finanstilsynet i praksis disse
oplysninger til brug for vurderingen af, om ejerne af kvalifi-
cerede andele vil modvirke en forsvarlig drift. Der henvises
til lovforslagets §§ 87-92 og de specielle bemærkninger her-
til.
Driftsplanen danner udgangspunkt for Finanstilsynets vur-
dering af, hvorvidt den påtænkte virksomhed er forsvarlig,
herunder holdbarheden af virksomhedens forretningsmodel,
samt hvorvidt de aktiviteter, som virksomheden ønsker at
udøve, svarer til det, virksomheden søger om tilladelse til.
Finanstilsynet vil sædvanligvis kræve oplysninger om:
1. virksomhedens vedtægter og udskrift af generalfor-
samlingsprotokollen vedrørende stiftelsen.
2. aktiekapitalens størrelse og dokumentation for dens
indbetaling.
3. åbningsbalance og budget for de første 3 år.
4. beskrivelse af virksomhedens idegrundlag.
5. edb-anvendelse samt tilslutning til edb-central.
6. revisorerklæring vedrørende edb-central og sikrings-
foranstaltninger omkring edb-bogføring.
7. forretningsorden for bestyrelsen.
8. bestyrelsens instruks til direktionen.
163
9. væsentlige forretningsgange.
10. revisors navn.
11. tidsplan for etablering/start.
12. indberetninger til brug for vurdering af egnethed og
hæderlighed.
Til § 21
Den gældende § 14, stk. 6, 2. pkt., og § 18, stk. 2, i lov om
finansiel virksomhed fastlægger, at skadesforsikringsselska-
bers tilladelse er betinget af, at selskabet er tilsluttet Garan-
tifonden for skadesforsikringsselskaber, og at en ansøgning
om tilladelse til forsikringsklasse 10 (ansvarsforsikring for
motordrevne landkøretøjer) skal være ledsaget af oplysnin-
ger om, hvem selskabet vil udpege som skadesbehandlings-
repræsentant i hvert af de øvrige lande i Den Europæiske
Union og i lande, som Unionen har indgået aftale med på
det finansielle område.
Den foreslåede § 21 er en videreførelse af § 14, stk. 6,
2. pkt., og § 18, stk. 2, og stk. 3, 2. pkt., i lov om finan-
siel virksomhed i en ny selvstændig bestemmelse med flere
redaktionelle ændringer. Der er ikke med bestemmelsen til-
tænkt en materiel ændring af bestemmelsernes indhold.
Den gældende § 18, stk. 3, 2. pkt., i lov om finansiel virk-
somhed indeholder en bemyndigelse, der er udnyttet til at
udstede bekendtgørelse nr. 1233 af 22. november 2007 om
tilladelse til skadesforsikringsselskaber og captivegenforsik-
ringsselskaber.
Det foreslås i stk. 1, at for forsikringsselskaber, der har tilla-
delse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, der ikke er
genforsikringsselskaber, er tilladelse endvidere betinget af,
at selskabet er tilsluttet Garantifonden for skadesforsikrings-
selskaber.
Bestemmelsen indebærer, at et selskab ikke kan få Finans-
tilsynets tilladelse til at drive direkte tegnende skadesforsik-
ringsvirksomhed, inden selskabet har indbetalt et engangs-
bidrag til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber i
henhold til lov om en garantifond for skadesforsikringssel-
skaber. Finanstilsynets tilladelse er således betinget af, at
selskabet kan forevise dokumentation for, at det har indbe-
talt det påkrævede engangsbidrag i henhold til lov om en ga-
rantifond for skadesforsikringsselskaber. Dokumentationen
kan for eksempel være i form af en kvittering eller en erklæ-
ring fra Garantifonden for skadesforsikringsselskaber om, at
engangsbidraget er indbetalt til Garantifonden for skadesfor-
sikringsselskaber.
Det foreslås i stk. 2, at ansøgning om tilladelse til forsik-
ringsklasse 10 (ansvarsforsikring for motordrevne landkøre-
tøjer) i bilag 1, bortset fra fragtførerens ansvar, skal være
ledsaget af oplysninger om navn og adresse på de personer
eller virksomheder, der er udpeget, eller som selskabet agter
at udpege som skadesbehandlingsrepræsentant i hvert af de
øvrige lande i Den Europæiske Union og i lande, som Uni-
onen har indgået aftale med på det finansielle område.
Bestemmelsen gennemfører artikel 8 i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv EF/2000/26 af 16. maj 2000 om ind-
byrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om an-
svarsforsikring for motorkøretøjer og om ændring af Rådets
direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (Fjerde motorkøretøjs-
forsikringsdirektiv).
Bestemmelsen bevirker eksempelvis, at en franskmand, der
i Tyskland er blevet kørt ned af en dansk bil, kan henvende
sig til det danske forsikringsselskabs skadesbehandlingsre-
præsentant i sit eget land, Frankrig, frem for at skulle have
behandlet sagen gennem det skadevoldende køretøjs forsik-
ringsselskab i Danmark. På samme måde kan en dansker,
der i Tyskland bliver kørt ned af en tysk eller fransk bil, tage
til Danmark, og dér henvende sig til den respektive af det ty-
ske eller franske forsikringsselskab udpegede repræsentant.
Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet fastsætter nærmere
regler om skadesbehandlingsrepræsentanter og deres befø-
jelser.
Bestemmelsen har til formål at give Finanstilsynet mulighed
for at kunne fastsætte regler om indholdet af forsikringssel-
skabers ansøgning om tilladelse til at udøve forsikringsvirk-
somhed.
Til brug for behandlingen af tilladelsessager er der behov
for, at Finanstilsynet også kan fastsætte regler om, hvilke
oplysninger ansøgningen skal indeholde.
Til § 22
Den gældende § 14, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed
fastlægger, at Finanstilsynet kan suspendere behandlingen af
ansøgninger om tilladelse.
Den foreslåede § 22 er en videreførelse af § 14, stk. 4, i lov
om finansiel virksomhed. Der er ikke med bestemmelsen
tiltænkt en materiel ændring af bestemmelserne.
Det foreslås i § 22, at Finanstilsynet kan suspendere behand-
lingen af ansøgninger om tilladelse efter §§ 19-21 fra ansø-
gere, som direkte eller indirekte ejes af selskaber med hjem-
sted i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen
ikke har indgået aftale med på det finansielle område, når
suspensionen har til formål at efterleve en bestemmelse om
164
suspension fra Kommissionen i overensstemmelse med di-
rektiver på det finansielle område.
Den foreslåede § 22 muliggør, at Finanstilsynet kan efterle-
ve eventuelle bestemmelser fra Kommissionen om suspen-
sion. Bestemmelsen omfatter alene ansøgninger fra tredje-
landes virksomheder, der ikke allerede er meddelt tilladelse i
et land indenfor Den Europæiske Union eller i et land, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.
Til § 23
Den gældende § 14, stk. 3 og 5, i lov om finansiel virksom-
hed fastlægger Finanstilsynets mulighed for at nægte tilla-
delse til at drive forsikringsselskab, samt hvilke processuelle
krav der er til Finanstilsynets afslag.
Den foreslåede § 23 er en videreførelse af § 14, stk. 3 og 5,
i lov om finansiel virksomhed. Der er ikke med bestemmel-
sen tiltænkt en materiel ændring af bestemmelserne.
Bestemmelsen gennemfører Solvens II-direktivets artikel
25.
Formålet med bestemmelsen er at beskytte ansøgerens inte-
resse i, at en sag om tilladelse afgøres indenfor rimelig tid.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at afslår Finanstilsynet en an-
søgning om tilladelse, skal dette begrundes og meddeles
ansøgeren senest 6 måneder efter ansøgningens modtagelse,
eller, hvis ansøgningen er ufuldstændig, senest 6 måneder
efter at ansøgeren har fremsendt de oplysninger, der er nød-
vendige for at træffe afgørelsen.
Bestemmelsens 1. pkt. indeholder en 6-måneders frist for Fi-
nanstilsynet til at træffe en afgørelse og tilsende denne efter
et forsikringsselskabs ansøgning om tilladelse. 6-måneders
fristen gælder dog først fra den dato, hvor ansøgeren har
fremsendt de nødvendige oplysninger, for at Finanstilsynet
kan træffe afgørelsen. De nødvendige oplysninger, der skal
fremsendes, for at Finanstilsynet kan træffe afgørelse, frem-
går af lovforslagets §§ 19, 21 og 24.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at der under alle omstændighe-
der skal træffes afgørelse senest 12 måneder efter ansøgnin-
gens modtagelse.
Bestemmelsens 2. pkt. indeholder en absolut frist på 12
måneder, hvor Finanstilsynet skal have truffet en endelig
afgørelse. Dette gælder også, selvom selskabet ikke har
fremsendt de nødvendige oplysninger, for at Finanstilsynet
kan træffe afgørelsen.
Det foreslås i stk. 1, 3. pkt., at har Finanstilsynet ikke senest
6 måneder efter modtagelsen af en fuldstændig ansøgning
om tilladelse truffet afgørelse, kan selskabet indbringe sagen
for domstolene.
Bestemmelsen gennemfører Solvens II-direktivets artikel
25, der fastsætter, at hver medlemsstat sikrer, at der er ad-
gang til domstolsprøvelse af enhver beslutning om afslag på
tilladelse. Samme adgang til domstolsprøvelse indføres for
det tilfælde, at tilsynsmyndighederne endnu ikke har afgivet
svar på ansøgningen om tilladelse senest seks måneder fra
modtagelsesdatoen.
Der stilles i den foreslåede bestemmelse ikke krav om, at
Finanstilsynet skal begrunde sin afgørelse, da det allerede
følger af forvaltningslovens bestemmelser, at alle forvalt-
ningsretlige afgørelser skal begrundes.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet kan nægte at give tilla-
delse efter § 19, hvis formålet med at placere hovedkontor
og hjemsted i Danmark alene er at undgå at være omfattet
af lovgivningen i det land, hvor hovedparten af ansøgerens
kunder er hjemmehørende.
Efter forslagets § 19, stk. 1, nr. 8, er det et krav, at ansøgeren
har hovedkontor og hjemsted i Danmark i overensstemmel-
se med fællesskabsretlige regler herom. Som det fremgår
af bemærkningerne til denne bestemmelse, indebærer dette
krav ikke, at ansøgeren skal have kunder i Danmark. Denne
bestemmelse giver derfor mulighed for at nægte at give tilla-
delse efter lovforslagets § 19, hvis Finanstilsynet vurderer,
at baggrunden for selskabets ansøgning om tilladelse er at
undgå at være omfattet af lovgivningen i det land, hvor
hovedparten af ansøgerens kunder er hjemhørende. Dette vil
også gælde, selvom selskabet umiddelbart opfylder lovens
krav til ansøgning om tilladelse i lovforslagets § 19.
Til § 24
Den gældende § 15 i lov om finansiel virksomhed fastlæg-
ger, at forsikringsvirksomhed først kan begyndes efter tilla-
delse fra Finanstilsynet og registrering hos Erhvervsstyrel-
sen.
Den foreslåede § 24 viderefører § 15 i lov om finansiel
virksomhed. Der er foretaget sproglige præciseringer og en
omstrukturering af bestemmelsen. Der er ikke tiltænkt mate-
rielle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at når Finanstilsynet meddeler et for-
sikringsselskab tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed
eller godkender ændringer i en allerede gældende tilladel-
se til at udøve forsikringsvirksomhed, jf. § 19, fremsendes
samtidig genpart af godkendelsen til Erhvervsstyrelsen.
165
Virksomheden kan først påbegyndes efter registrering hos
Erhvervsstyrelsen, jf. § 14, stk. 1.
Bekendtgørelse nr. 1377 af 12. december 2019 om anmel-
delse, registrering, gebyr samt offentliggørelse m.v. i Er-
hvervsstyrelsen finder anvendelse på forsikringsselskaber.
I praksis koordineres arbejdet i Finanstilsynet og Erhvervs-
styrelsen således, at registrering kan ske umiddelbart efter,
Finanstilsynets tilladelse foreligger.
Da registrering kan ske umiddelbart efter tilladelse, anmel-
des virksomheden til registrering, før tilladelsen foreligger.
Det foreslås i stk. 2, at Erhvervsstyrelsen registrerer datoen
for tilladelse eller godkendelse af ændringer i tilladelsen.
Erhvervsstyrelsen må ikke registrere virksomheden som for-
sikringsselskab, før Finanstilsynets tilladelse foreligger.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at når forsikringsselskabet har
modtaget tilladelse eller godkendelse af ændringer i tilla-
delsen fra Finanstilsynet, skal forsikringsselskabet anmelde
tilladelsen eller ændringen i tilladelsen til registrering hos
Erhvervsstyrelsen.
Det foreslås i 2. pkt., at ved anmeldelse til Erhvervsstyrelsen
skal forsikringsselskabet indsende et dateret eksemplar af
vedtægterne.
Det foreslås i 3. pkt., at Erhvervsstyrelsen videresender en
kopi af forsikringsselskabets registreringsbevis samt nye
vedtægter, såfrem der er sket ændringer i vedtægterne, til
Finanstilsynet.
Reglen indebærer, at Erhvervsstyrelsen registrerer forsik-
ringsselskabet og offentliggør tilladelses- eller ændringsda-
toen i henhold til det tilladelsesbrev, som Erhvervsstyrelsen
modtager fra Finanstilsynet.
Anmeldelsen til registrering af tilladelsen eller ændringer
i tilladelsen behandles i Erhvervsstyrelsen, mens Finanstil-
synet behandler ansøgningen om tilladelse eller ændringer
i tilladelsen. Forsikringsselskabet skal ved anmeldelse til
registrering indsende et dateret eksemplar af vedtægterne
til Erhvervsstyrelsen. Erhvervsstyrelsen er forpligtet til at
videresende en kopi af registreringsbevis samt nye vedtæg-
ter, såfremt der er sket ændringer i vedtægterne, til Finans-
tilsynet. Vedtægterne registreres hos Erhvervsstyrelsen, der
påser, at selskabslovens bestemmelser om vedtægter over-
holdes. Erhvervsstyrelsen påser endvidere, at gensidige sel-
skaber og tværgående pensionskassers vedtægter overholder
reglerne om vedtægter i lovforslagets §§ 242 og 248, jf.
lovforslagets § 261.
Til § 25
Det følger af den gældende § 359 i lov om finansiel virk-
somhed, at forsikringsselskaber og filialer af udenlandske
selskaber, som har fået tilladelse af Finanstilsynet, registre-
res i Erhvervsstyrelsen.
Den gældende § 359 i lov om finansiel virksomhed foreslås
videreført i den foreslåede § 25 uden ændringer.
Det foreslås i § 25, at forsikringsselskaber og filialer af
udenlandske selskaber, som har fået tilladelse af Finanstilsy-
net, registreres i Erhvervsstyrelsen.
Efter bestemmelsen skal registreringer af forsikringsselska-
ber, herunder filialer af udenlandske selskaber, der har fået
tilladelse i Danmark, foretages i Erhvervsstyrelsen. Som
konsekvens af dette skal selskaberne dels indsende anmel-
delsen til Erhvervsstyrelsen og dels indsende ansøgning om
tilladelse til Finanstilsynet, jf. lovforslagets § 19.
Til § 26
Den gældende § 22 i lov om finansiel virksomhed handler
om, hvem der hæfter og har ansvaret for eventuelle forsik-
ringer, som tegnes, inden tilladelse er opnået i henhold til
§ 14. Hvis der tegnes forsikringer forud for et forsikrings-
selskabs erhvervelse af tilladelse og registrering, hæfter de
ansvarlige solidarisk. Det følger videre, at den solidariske
hæftelse kan bortfalde, hvis selskabet anerkender forpligtel-
sen, og forsikringstagernes sikkerhed ikke derved forringes
væsentligt. Endeligt fremgår det af bestemmelsen, at der kan
ske indtegning af medlemmer i et gensidigt selskab forud
for registrering, hvis forsikringsmæssigt ansvar ikke begyn-
der at løbe, og præmie ikke opskrives.
Den foreslåede § 26 viderefører den gældende § 22 i lov om
finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at tegnes der uanset bestemmelserne
i §§ 14-23 forsikringer, inden tilladelse er meddelt og re-
gistrering er sket, hæfter de, der på forsikringsselskabets
vegne har tegnet forsikringerne eller har medansvar herfor,
solidarisk for aftalens opfyldelse. Anerkender selskabet for-
pligtelserne senest 4 uger efter registreringen, bortfalder de
pågældendes hæftelser, forudsat at forsikringstagerens sik-
kerhed ikke derved i væsentlig grad forringes. Aftaler af den
nævnte art er forinden selskabets anerkendelse af forpligtel-
serne ikke bindende for forsikringstageren.
166
Formålet med bestemmelsen er at fastslå, at forsikringssel-
skaber først ved registrering får retsevne, handleevne, parts-
evne og procesevne, samt at beskytte forsikringstagere mod
at lide tab som følge af forsikringstegning i et forsikringssel-
skab, hvor tilladelse og registrering endnu ikke foreligger.
Bestemmelsen supplerer den almindelige regel om selska-
bsstiftelsens retsvirkning og stifternes ansvar i selskabslo-
ven, men kun for så vidt angår aftaler, der efter deres ind-
hold er forsikringsaftaler, og således ikke for andre aftaler,
som eventuelt måtte indgås i selskabets navn, før tilladelse
og registrering foreligger. For disse andre aftaler gælder
selskabslovens almindelige regler om retsvirkning og ansvar
for stifterne.
For forsikringstegning forud for tilladelse og registrering
hæfter de ansvarlige solidarisk. Denne hæftelse bortfalder
kun, hvis selskabet senest 4 uger efter registrering anerken-
der forpligtelsen, og kun under forudsætning af at forsik-
ringstagenes sikkerhed ikke derved forringes væsentligt.
Bestemmelsen regulerer ikke, hvorvidt forsikringsaftaler
kan eller bør overtages af forsikringsselskabet. Forsikrings-
selskabets mulige pligt til at overtage forsikringsaftaler teg-
net forud for tilladelse og registrering følger af selskabslo-
vens § 41, stk. 3, 2. pkt.
I modsætning til selskabslovens § 41 er forsikringstagerne
frigjort fra aftalen uanset god eller ond tro om registrering
og koncession. Denne adgang består også i tiden efter regi-
streringen, og indtil anerkendelsen i 2. pkt. er kommet frem
til forsikringstageren.
Det foreslås i stk. 2, at bestemmelserne i §§ 14-23 ikke
er til hinder for, at der med henblik på stiftelse af et gensi-
digt selskab kan ske indtegning af medlemmer, hvis forsik-
ringsmæssigt ansvar ikke begynder at løbe, og præmie ikke
opskrives, inden selskabet er registreret. Indtegning af et
medlem i et gensidigt selskab er dog kun bindende, hvis
selskabet anmeldes til Erhvervsstyrelsen senest 1 år efter
indtegningen. Nægtes registrering, bortfalder aftalen.
Bestemmelsen fastsætter en begrænsning af den periode,
indenfor hvilken medlemsindtegning i et ikke-registreret
gensidigt selskab er bindende. Bestemmelsen supplerer sel-
skabslovens regler om aftaleindgåelse før registrering og op-
rettelse for de gensidige selskaber, jf. lovforslagets § 31. På
grund af fristen i selskabslovens § 40, stk. 1, har bestemmel-
sen ringe praktisk betydning.
Til § 27
Den gældende § 19 i lov om finansiel virksomhed fastslår,
at livsforsikringsvirksomhed ikke i samme selskab må for-
enes med anden forsikringsvirksomhed. Undtaget fra for-
buddet er dog skadesforsikringsvirksomhed indenfor forsik-
ringsklasserne 1 og 2, jf. bilag 7 i lov om finansiel virksom-
hed, og genforsikring af livsforsikring.
Den foreslåede § 27 viderefører § 19, stk. 1-3, i lov om
finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer og en
præcisering i stk. 2 vedrørende de krav, der gælder, når
en virksomhed har tilladelse til at udøve livsforsikrings- og
skadesforsikringsvirksomhed samtidig.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at livsforsikringsvirksomhed
ikke i samme selskab må forenes med anden forsikringsvirk-
somhed.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at forsikringsselskaber, der har
tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, ud over
livsforsikringsvirksomheden dog ved tilladelse hertil kan
udøve virksomhed indenfor forsikringsklasserne 1 og 2, jf.
bilag 1.
Ved livsforsikring forstås virksomhed, der er omfattet af
forsikringsklasserne i lovens bilag 2, og ved skadesforsik-
ringsvirksomhed forstås virksomhed som omfattet af bilag
1.
Livsforsikringsvirksomhed omfatter både direkte og indirek-
te livsforsikring, dvs. genforsikring af livsforsikring.
Formålet med bestemmelsen er at sikre adskillelse mellem
livsforsikringsvirksomhed og anden forsikringsvirksomhed,
idet livsforsikringsvirksomhed adskiller sig fra anden forsik-
ringsvirksomhed ved bl.a. at indeholde et langsigtet opspa-
ringselement. Derudover stilles der en række krav til, hvor-
dan livsforsikringsvirksomhed skal tegnes, herunder krav
om betryggende forudsætninger efter § 30, stk. 4, hvilket in-
debærer, at der i forhold til livsforsikringsvirksomhed opstår
et overskud, som er tiltænkt at skulle komme de livsforsikre-
de til gode.
Når der drives livsforsikringsvirksomhed, kræves det derfor
blandt andet, at selskabet indretter sin virksomhed således,
at der er sikkerhed for, at der er midler til betaling af pensi-
oner m.v. til kunderne langt ude i fremtiden, ligesom der
gælder regler for, hvordan det overskud, som opstår via
anvendelse af betryggende forudsætninger i forhold til livs-
forsikringsvirksomheden, skal håndteres og fordeles. Dette
er ikke aktuelt for anden forsikringsvirksomhed, som ikke
er underlagt samme krav om anvendelse af betryggende
tegningsforudsætninger, ligesom der typisk er tale om kort-
sigtede kontrakter.
Bestemmelsen hindrer ikke, at et livsforsikringsselskab har
167
et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve skade-
sforsikringsvirksomhed, som datterselskab eller omvendt.
Den foreslåede § 27, stk. 1, gennemfører Solvens II-direkti-
vets artikel 73, stk. 1 og 2.
Det foreslås i stk. 1, 3. pkt., at genforsikring af livsforsikring
og anden forsikring kan ske i samme selskab.
Hvis et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve
livsforsikringsvirksomhed, ønsker at tegne syge- eller ulyk-
kesforsikringer (SUL), skal selskabet have tilladelse hertil,
jf. lovforslagets § 19, stk. 2.
Det foreslås i stk. 2, at forskningsselskaber, der efter § 19,
stk. 2, har tilladelse til at udøve både livsforsikringsvirksom-
hed og skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab, skal
sikre særskilt forvaltning, således at der sker en adskillel-
se af livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikringsvirk-
somheden. De livs- og skadesforsikredes respektive interes-
ser må ikke tilsidesættes, og overskuddet hidrørende fra
livsforsikring skal komme forsikringstagerne til gode på
samme måde, som hvis forsikringsselskabet kun udøvede
livsforsikringsvirksomhed.
Bestemmelsen indebærer, at virksomheder, der har opnået
tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed og skade-
sforsikringsvirksomhed samtidig i samme selskab, skal eta-
blere en organisering af virksomheden, som kan sikre opfyl-
delse af de krav, der gælder i relation til særskilt forvaltning
af de to typer virksomhed.
Formålet med bestemmelsen er at implementere Solvens
II-direktivets krav om særskilt forvaltning, som forudsætter,
at der i virksomheder, der driver de to typer forsikringsvirk-
somhed samtidig, er samme beskyttelse af livsforsikrings-
kunderne, som hvis livsforsikringsaktiviteterne og SUL-ak-
tiviteterne blev drevet i to separate selskaber. Der gælder
således en række krav til den organisering og forvaltning,
som sådanne virksomheder skal iagttage, herunder krav til
hvordan forvaltningen skal foregå, og hvordan kapitalkrav
skal opgøres og dækkes.
Bestemmelsen indebærer krav om særskilt forvaltning og
dermed adskillelse af de to områder. De livs- og skadesfor-
sikredes interesser må ikke tilsidesættes. Reglerne tilsiger,
at virksomheden både samlet set og i forhold til livsforsik-
ringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden hver
for sig skal have en holdbar forretningsmodel. For at sikre
forsikringstagernes interesser stilles der krav om, at f.eks.
de gældende finansielle minimumsforpligtelser, der kræves
opfyldt i relation til livsforsikringsvirksomhed og skadesfor-
sikringsvirksomhed, ikke må bæres af den anden form for
virksomhed. Virksomheden skal således sikre sig, at der ik-
ke er afhængigheder mellem de to forretningsben, herunder
at der ikke opstår behov for tilskud mellem de to typer
virksomhed.
De nærmere krav i relation til den særskilte forvaltning føl-
ger af bekendtgørelse nr. 2003 af 1. november 2021 om livs-
forsikringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksom-
hed, jf. nedenfor til stk. 3.
Bestemmelsen implementerer dele af artikel 74 i Solvens
II-direktivet.
Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere
regler for forsikringsselskaber, der har tilladelse til at dri-
ve både livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirk-
somhed i samme selskab, herunder regler for den særskilte
forvaltning, jf. stk. 2, og indberetning af oplysninger til brug
for Finanstilsynets tilsyn med forsikringsselskaberne.
Den foreslåede bestemmelse viderefører § 19, stk. 3, i
lov om finansiel virksomhed. § 19, stk. 3, indeholder en
bemyndigelse, der er udnyttet til at fastsætte nærmere reg-
ler for virksomheder, der har tilladelse til at drive både
livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed
samtidig ved bekendtgørelse nr. 2003 af 1. november 2021
om livsforsikringsselskabers syge- og ulykkesforsikrings-
virksomhed. Bekendtgørelsen uddyber bl.a., hvordan virk-
somhederne skal understøtte kravet om særskilt forvaltning,
og fastsætter bl.a. krav til, hvordan virksomhedernes styring
af den særskilte forvaltning skal foregå i praksis. Bekendt-
gørelsen skal bl.a. sikre implementering af dele af Solvens
II-direktivets artikel 74 og vil også fremover indeholde de
krav, der skal opfyldes for at leve op til kravene relateret
til særskilt forvaltning mellem livsforsikringsvirksomheden
og skadesforsikringsvirksomheden. Kravene indebærer bl.a.,
at en virksomhed skal opgøre de teoretiske minimumskrav,
der gælder for de to forretningsområder, og at virksomheden
dækker disse krav med et tilsvarende beløb i anerkendte
elementer af basiskapitalgrundlaget. Det er i den forbindelse
et krav, at de gældende finansielle minimumsforpligtelser,
der kræves opfyldt i relation til livsforsikringsvirksomhed
eller skadesforsikringsvirksomhed, ikke bæres af den anden
form for virksomhed.
Bemyndigelsen kan bl.a. benyttes til at fastsætte de krav, der
gælder for det interne setup, der skal etableres for at under-
støtte, at alle indtægter og udgifter opdeles på de to typer
virksomhed i et internt regnskab, således at resultatdannel-
sen og holdbarheden af forretningsmodellen kan vurderes.
Til § 28
Den gældende § 19, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed
fastslår, at Finanstilsynet kan give tilladelse til, at et skade-
168
sforsikringsselskab gennem en filial kan drive virksomhed,
der ikke er tilladt i Danmark, i udlandet.
Den foreslåede § 28 viderefører § 19, stk. 4, i lov om
finansiel virksomhed i en selvstændig bestemmelse. Den
foreslåede bestemmelse medfører ikke materielle ændringer.
Det foreslås i § 28, at Finanstilsynet kan give tilladelse til,
at et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve ska-
desforsikringsvirksomhed, der gennem en filial driver virk-
somhed i et land inden for Den Europæiske Union eller i et
land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle
område, kan udøve forsikringsformer, der er i overensstem-
melse med retsanvendelsen i det pågældende land, uanset at
dette ikke er tilladt i Danmark.
Formålet med bestemmelsen er at udligne konkurrencemæs-
sig divergens, således at danske forsikringsselskaber, der
har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, der
driver virksomhed gennem en filial i et andet EU-land eller
i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finan-
sielle område, kan udøve forsikringsformer, der måtte være
forbudt i Danmark, men tilladt i det pågældende EU-land
henholdsvis et land, som Unionen har indgået aftale på det
finansielle område.
Danske forsikringsselskaber kan som udgangspunkt udeluk-
kende udøve den forsikringsvirksomhed, som kan tillades
efter lovforslagets bilag 1 og 2. Forsikringsselskabernes
virksomhedsområder er i stort omfang harmoniseret i EU-
sammenhæng, hvorfor alle forsikringsselskaber indenfor EU
som udgangspunkt er underlagt samme regler om området
for deres virksomhed.
Uanset at der således er et fælles grundlag, har det i prak-
sis vist sig, at medlemslandene ikke har fortolket reglerne
fuldstændig ensartet med hensyn til afgrænsningen mellem
liv- og skadesforsikring. Dette har haft som konsekvens, at
udenlandske filialer af danske forsikringsselskaber, der har
tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, ikke har
kunnet udøve visse forsikringsformer, som ellers er tilladt
for værtslandets forsikringsselskaber, der har tilladelse til at
udøve skadesforsikringsvirksomhed.
For at adressere dette blev bestemmelsen i lov om finansiel
virksomhed § 19, stk. 4, indsat i 2006 i forlængelse af
Finanstilsynets afgørelse af 27. april 2006, hvor et dansk
skadesforsikringsselskab havde spurgt om en delbestand be-
stående af et-årige gruppelivskontrakter i et EØS-dattersel-
skab kunne overdrages til og videreføres i selskabets EØS-
filial. Efter Finanstilsynets opfattelse kunne selskabet som
et dansk skadesforsikringsselskab ikke lovligt få overdraget
gruppelivsbestanden fra EØS-datterselskabet, fordi et dansk
skadesforsikringsselskab ikke må tegne livsforsikring.
Som følge af bestemmelsen vil Finanstilsynet fortsat kunne
tillade, at et dansk forsikringsselskab kan udføre samme
type virksomhed, som det andet medlemslands nationale
forsikringsvirksomheder.
Det er kun i det pågældende land, at den tilladte udvidelse
af virksomhedsområdet kan finde sted. Den danske forsik-
ringsvirksomhed må således ikke også udøve den pågælden-
de virksomhed i Danmark.
Den danske virksomhed, som er etableret via filial i det
andet EU-land, må dog foretage aktiviteten ind i Danmark
som grænseoverskridende virksomhed. Dette skal så blot
anmeldes efter reglerne i lovforslagets § 49.
Som et eksempel kan nævnes et forsikringsselskab, der
har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, der
overtager livsforsikringer i form af rene risikoforsikringer af
højst et års varighed karakteriseret ved, at der ikke er opspa-
ringsmidler knyttet til forsikringerne, og at ydelsen er en én-
gangsydelse, hvis forsikringsbegivenheden indtræder. Præ-
mier for denne type livsforsikring beregnes på samme måde
som skadesforsikring (såkaldt naturlig præmie). Et eksempel
herpå er gruppelivsforsikringer.
Norge og Sverige har lovbestemmelser, der gør det muligt
for norske og svenske skadesforsikringsselskaber at opnå til-
ladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed i form af rene
risikoforsikringer af højst et års varighed.
Et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve skade-
sforsikringsvirksomhed, der får tilladelse i medfør af den
foreslåede bestemmelse, må ikke markedsføre/sælge disse
forsikringsformer aktivt i Danmark.
Det vil dog være i overensstemmelse med EU-direktiverne
på forsikringsområdet, hvis det pågældende danske forsik-
ringsselskab, der har fået den nævnte tilladelse af Finanstil-
synet, senere anmelder til Finanstilsynet, at selskabet ønsker
at drive grænseoverskridende virksomhed fra den udenland-
ske filial ind i andre EØS-lande, herunder eksempelvis i
Danmark. Er en sådan notifikation foretaget, kan selskabet
via filialen herefter markedsføre/sælge "disse forsikringsfor-
mer", som efter dansk retsanvendelse hidtil ikke har kunnet
sælges af et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve
skadesforsikringsvirksomhed, i Danmark, aktivt i Danmark.
Til § 29
Efter den gældende § 20, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virk-
somhed skal det tekniske grundlag m.v. for livsforsikrings-
virksomhed anmeldes til Finanstilsynet senest samtidig med,
at grundlaget m.v. tages i anvendelse. Anmeldelsen skal
indeholde en angivelse af en række forhold, herunder de for-
169
sikringsformer, som selskabet agter at anvende, grundlaget
for beregning af forsikringspræmier, tilbagekøbsværdier og
fripolicer m.v.
Efter den gældende § 20, stk. 3, i lov om finansiel virksom-
hed kan Finanstilsynet fastsætte nærmere bestemmelser om
de i stk. 1 nævnte forhold, herunder om og i hvilket omfang
anmeldelserne skal være offentligt tilgængelige.
Bemyndigelsen i § 20, stk. 3, er udnyttet til at udstede be-
kendtgørelse nr. 932 af 4. juli 2013 om anmeldelse af det
tekniske grundlag m.v. for livsforsikringsvirksomhed.
Den foreslåede bestemmelse i § 29 viderefører § 20 i lov om
finansiel virksomhed.
Den foreslåede bestemmelse implementerer desuden artikel
21, stk. 1, 2. afsnit, i Solvens II-direktivet.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at det tekniske grundlag m.v. for
livsforsikringsvirksomhed skal anmeldes til Finanstilsynet
senest samtidig med, at grundlaget m.v. tages i anvendelse,
jf. dog stk. 2.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at det samme gælder enhver
efterfølgende ændring i de nævnte forhold.
Bestemmelsen fastsætter, at det er tilstrækkeligt, at det tek-
niske grundlag m.v. og enhver efterfølgende ændring heri
fremsendes til Finanstilsynet, senest samtidig med at grund-
laget m.v. eller ændringen heri tages i anvendelse, f.eks. ved
tegning eller ændring af forsikringer eller ved henvendel-
se til markedet (reklamer, brochurer, direkte henvendelser
osv.).
De dele af det tekniske grundlag m.v., der skal anmeldes til
Finanstilsynet, specificeres nærmere i stk. 1, nr. 1-7.
Det foreslås i 3. pkt., at anmeldelsen skal indeholde en angi-
velse af de forhold, der er nævnt nr. 1-7.
Efter det foreslåede nr. 1 skal anmeldelsen indeholde en
angivelse af de forsikringsformer, som selskabet agter at
anvende.
Dette omfatter de produkter, som selskabet agter at tilbyde
sine kunder, herunder indenfor hvilke forsikringsklasser pro-
dukterne tegnes.
Efter det foreslåede nr. 2 skal anmeldelsen indeholde en
angivelse af grundlaget for beregning af forsikringspræmier,
tilbagekøbsværdier og fripolicer.
Grundlaget for beregning af forsikringspræmier består bl.a.
af forudsætninger om størrelse af grundlagsrente, døds- og
invaliditetssandsynlighed (de statistiske forudsætninger) og
omkostningselementer. Grundlaget skal indeholde en beskri-
velse af beregningselementerne for opgørelse af en forsik-
ring, i tilfælde af at forsikringstageren anmoder selskabet
om tilbagekøb af forsikringen. Endelig skal reglerne for
omskrivning af en forsikring til fripolice, dvs. en police
uden yderligere præmieindbetalinger, beskrives i det tekni-
ske grundlag.
Efter det foreslåede nr. 3 skal anmeldelsen indeholde en
angivelse af selskabets regler for beregning og fordeling af
realiseret resultat til forsikringstagerne og andre berettigede
efter forsikringsaftalerne.
For forsikringer med ret til bonus skal selskabet derfor udar-
bejde et regelsæt (bonusregulativ), som beskriver, hvorledes
gevinster på de i beregningsgrundlaget fastsatte elementer
til beregning af præmier føres tilbage til forsikringstagerne
eller andre berettigede ifølge forsikringen. Hertil kræves
yderligere en teknisk beskrivelse af funktionaliteten i bonus-
opgørelsen.
Efter det foreslåede nr. 4 skal anmeldelsen indeholde en an-
givelse af selskabets principper for genforsikring, herunder
beløbsgrænser.
Selskabet skal fastlægge størrelsen af den risiko, selskabet
vil tegne for egen risiko, og beskrive, hvilken genforsikring
selskabet vil have for overstigende risiko. Her skelnes mel-
lem dødsrisiko og invaliditetsrisiko. Bestemmelsen kræver
ikke, at der skal afgives risiko i genforsikring, men der
skal genforsikres, hvis det er nødvendigt for, at forholde-
ne samlet set er betryggende. De anmeldte principper for
genforsikring skal indeholde beløbsgrænser. Det er alene
principperne, der skal anmeldes. Dermed skal de konkrete
indgåede genforsikringsaftaler ikke anmeldes.
Efter det foreslåede nr. 5 skal anmeldelsen indeholde en
angivelse af selskabets regler for, hvornår såvel de forsik-
ringssøgende som forsikringstagerne skal afgive helbredsop-
lysninger til bedømmelse af risikoforholdene.
Det tekniske grundlag m.v. for livsforsikringsvirksomhed
skal indeholde regler for, under hvilke omstændigheder så-
vel de forsikringssøgende som forsikringstagerne skal afgive
helbredsoplysninger til bedømmelse af risikoforholdene. De
konkrete helbredsspørgeskemaer skal ikke anmeldes.
Efter det foreslåede nr. 6 skal anmeldelsen indeholde en
angivelse af grundlaget for beregning af livsforsikringshen-
sættelser såvel for den enkelte forsikringsaftale som for sel-
skabet som helhed.
170
Grundlaget for beregning af livsforsikringshensættelser skal
beskrives i samme form som grundlaget for beregning af
præmier ved fastlæggelse af opgørelsesrenten, de statisti-
ske elementer (død og invaliditet) og omkostningselemen-
ter. Kan selskabets forsikringsydelser eller præmier ændres
efter nogle i det tekniske grundlag anførte objektive krite-
rier, skal selskabet alligevel anmelde et grundlag, der an-
vendes til beregning af livsforsikringshensættelser, og som
opfylder betingelserne i lovforslagets § 30, stk. 4.
Efter det foreslåede nr. 7 skal anmeldelsen indeholde en
angivelse af selskabets regler, hvorefter pensionsordninger
med løbende udbetalinger tegnet eller aftalt som obligatori-
ske ordninger i et forsikringsselskab kan overføres fra eller
til selskabet i forbindelse med overgang til anden ansættelse
eller i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse eller en
virksomhedsomdannelse.
De særlige regler om jobskifte, virksomhedsoverdragelse
eller virksomhedsomdannelse udarbejdes af hensyn til, at
det ved oprettelsen af et arbejdsmarkedspensionsordningssy-
stem findes hensigtsmæssigt at sikre, at arbejdstagere, der
skifter job eller virksomhed og samtidig overgår til en ny
pensionsordning, gives mulighed for at samle sine pensioner
i den nye ordning. Med hensyn til omkostninger i forbindel-
se med overførsel er det tilladt for det afgivende selskab at
fastsætte et promillegebyr af nettohensættelsen med en fast
beløbsmæssig overgrænse eller et fast beløb. Det modtagen-
de selskab kan ikke fastsætte noget gebyr.
Reglerne tager alene højde for pensionsordninger med
løbende udbetalinger, dvs. alderspension, invalidepension
samt ægtefælle- og børnepension. Reglerne gælder alene for
ordninger, der er obligatoriske. Ved dette forstås ordninger,
der er oprettet som led i et ansættelsesforhold, og hvor en
arbejdsgiver efter fastsatte kriterier skal pensionssikre sine
medarbejdere i henhold til kontrakt med et forsikringssel-
skab eller ordninger i en pensionskasse. Det er en forudsæt-
ning, at den person, pensionsoverførslen vedrører, giver sin
accept. § 29, stk. 1, nr. 2, indeholder regler, der sikrer, at der
i tilfælde af manglende accept fra arbejdstageren kan gives
mulighed for fripolice.
Grunden til, at det kan tillades, at der beregnes et meget
lille fradrag ved overførsel i en jobskiftesituation, er en
antagelse om, at der er »balance« mellem jobskifteoverførs-
ler. Under særlige omstændigheder, hvor der for et selskab
ikke kan forventes ligevægt mellem pensionsoverførsler fra
og til selskabet, kan der for et nærmere angivet tidspunkt
opkræves et gebyr. De nævnte krav til overførselsreglerne er
minimumskrav. Det enkelte selskab er derfor ikke afskåret
fra at fastsætte regler, der yderligere tilgodeser arbejdstagere
i tilfælde af jobskifte.
Ved overførsel af grupper, der udgør en betydelig andel af et
selskabs samlede bestand, vil sådanne overførsler imidlertid
kunne udgøre en risiko for selskabets eksistens, og en ukri-
tisk anvendelse af regler svarende til virksomhedsomdannel-
sesreglerne i disse tilfælde er betænkelig. Der bør derfor i
sådanne tilfælde findes andre løsninger, hvori reglerne sva-
rende til reglerne om bestandsoverdragelse i kapitel 16 kan
anvendes, dog uden at der udarbejdes en redegørelse eller
gives en indsigelsesfrist, idet overførslerne kun kan ske ved
aktiv accept fra den enkelte forsikrede.
For så vidt angår helbredsbedømmelse, er hovedreglen for
overførselsregler, at der ikke kan kræves en nyvurdering
af helbredstilstanden, medmindre den nye ordning afviger
væsentligt fra den gamle ordning med hensyn til forøget
risiko eller med hensyn til krav om helbredsbedømmelse
ved indtræden. Overførselsreglerne skal fastsætte en ret for
arbejdstager til at fortsætte i den hidtidige pensionsordning
som medlem, hvis en helbredsbedømmelse fører til afslag
på optagelse i den nye pensionsordning på mindst samme
vilkår som i den hidtidige. For det modtagende selskab skal
der endvidere for disse tilfælde være pligt til at optage ar-
bejdstageren, dog på de vilkår, selskabets tekniske grundlag
foreskriver.
Det foreslås i stk. 2, at forsikringsselskaber, der ikke tegner
direkte livsforsikring, ikke skal foretage anmeldelse af det
tekniske grundlag m.v. for livsforsikringsvirksomhed.
Baggrunden for denne undtagelse er, at det beskyttelseshen-
syn, der ligger bag §§ 29 og 30, ikke gør sig gældende for
genforsikringsvirksomhed. Det tekniske grundlag, der bliver
anvendt for genforsikring, er en konsekvens af kontraktfor-
holdet mellem det direkte tegnende forsikringsselskab, der
har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, og gen-
forsikringsselskabet. Selskaber, der driver såvel genforsik-
ring af livsforsikring som direkte livsforsikringsvirksomhed,
skal fortsat anmelde det tekniske grundlag for genforsik-
ringsvirksomheden på grund af lovens beskyttelseshensyn
til selskabets livsforsikringsbestand. Selskaber, der driver
genforsikring af livsforsikring, skal have ansat en ansvarsha-
vende aktuar, jf. den foreslåede bestemmelse i § 139, stk. 2.
Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere
regler om de forhold, der er nævnt i stk. 1, herunder om og i
hvilket omfang anmeldelserne skal være offentligt tilgænge-
lige.
Til § 30
Den gældende § 21 i lov om finansiel virksomhed præci-
serer de principper, som det tekniske grundlag m.v. skal
udformes efter.
171
Den foreslåede § 30 viderefører § 21 i lov om finansiel
virksomhed med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at de forhold, der er angivet efter §
29, stk. 1, nr. 1-5, skal være betryggende og rimelige over
for den enkelte forsikringstager og andre berettigede efter
forsikringsaftalerne.
Formålet med bestemmelsen er at sikre forbrugerbeskyttel-
sen på pensionsområdet.
I stk. 1 lægges særlig vægt på, at det anmeldte tekniske
grundlag m.v. er betryggende, samt at selskabets realiserede
resultat fordeles rimeligt. For forsikringer tegnet eller aftalt
som led i ansættelsesforhold skal Finanstilsynet påse, at de
ansattes interesser tilgodeses i fornødent omfang.
Det foreslås i stk. 2, at de anmeldte regler for beregning og
fordeling af realiseret resultat, jf. § 29, stk. 1, nr. 3, skal
være præcise og klare og skal føre til en rimelig fordeling.
Efter stk. 2 skal reglerne for fordeling af selskabets rea-
liserede resultat være formuleret, så det klart og præcist
fremgår, hvorledes det realiserede resultat anvendes til for-
deling imellem de enkelte forsikringer, til henlæggelse til
forsikringsbestanden som sådan (kollektivt bonuspotentiale
o. lign.) og til egenkapital m.v. Fordelingen af selskabets
realiserede resultat skal endvidere være rimelig i forhold til
de berettigede parter. Hermed fastslås, at udgangspunktet
for fordelingen af det realiserede resultat er det såkaldte
kontributionsprincip, hvorefter det realiserede resultat forde-
les blandt de berettigede parter efter de forhold, hvori de
har bidraget til overskudsdannelsen. Den del af selskabets
realiserede resultat, der herefter tilfalder forsikringstagerne
(bonus), skal frigives på rimelig vis under forsikringsafta-
lens løbetid.
Finanstilsynet vil i medfør af bestemmelsens stk. 6 kunne
fastsætte nærmere regler om denne beregning og fordeling
af det realiserede resultat. Dette er sket i bekendtgørelse nr.
1457 af 11. december 2017 om kontributionsprincippet.
At kontributionsprincippet er udgangspunktet indebærer, at
den beregnede og fordelte bonus ikke varigt må afvige væ-
sentligt herfra, medmindre andet følger af forsikringsaftaler-
nes indhold, herunder hvis det fremgår af aftalerne, at der
ikke er ret til bonus.
For så vidt angår den del af overskuddet, der fordeles mel-
lem de efter aftalerne bonusberettigede forsikringer, vil en
rimelig fordeling af det realiserede resultat efter kontributi-
onsprincippet være, at der tilstræbes en fordeling i forhold
til, hvorledes resultatet er opstået. Fordelingen skal således
afspejle det forhold, hvorefter der er bidraget til overskud-
sdannelsen. Ved vurderingen heraf tages der i fornødent
omfang hensyn til forsikringernes forskellige karakteristika
med hensyn til risiko, omkostninger og forrentning.
For øvrige forsikringer vil en rimelig fordeling af det reali-
serede resultat afhænge af de konkrete forhold i forsikrings-
bestanden, herunder de kontraktmæssige forpligtelser over
for de forsikrede.
Efter de gældende regnskabsregler er bonustildelingen ind-
regnet som en driftsudgift i årsregnskabet, hvorfor det for-
sikringstekniske resultat, der fremstår heri, er et resultat
efter bonustildeling, og det må således ikke forveksles med
det realiserede resultat, der skal fordeles i form af bonus ef-
ter kontributionsprincippet. Det realiserede resultat, der skal
fordeles efter kontributionsprincippet, er driftsresultatet før
beslutning om bonustildeling og egenkapitalforrentning. Det
realiserede resultat skal beregnes og fordeles til egenkapita-
len, det kollektive bonuspotentiale, særlige bonushensættel-
ser og til de enkelte forsikringstagere i form af bonus.
Bonusregler skal være betryggende i den forstand, at der
ikke uddeles et større beløb i bonus, end der er til rådig-
hed. Fordelingen af det til rådighedværende beløb må ikke
afvige fra en fordeling baseret på det realiserede resultat,
som de enkelte forsikringer har indtjent.
Det foreslås i stk. 3, at præmierne for nytegnede forsikrin-
ger skal være tilstrækkelige til, at forsikringsselskabet kan
opfylde alle sine forpligtelser, således at der ikke vil være
behov for systematisk og permanent tilførsel af andre mid-
ler.
Den foreslåede bestemmelse implementerer artikel 209 i
Solvens II-direktivet.
Kravet i stk. 3 betyder, at enhver forsikringstype vurderet på
tegningstidspunktet skal kunne hvile i sig selv, dog således
at kontraktmæssige fastsatte omfordelinger kan finde sted,
f.eks. som følge af anvendelse af fælleskønsgrundlag og
andre kollektive elementer.
Det foreslås i stk. 4, 1 pkt., at de beregningselementer
(rentesatser, omkostningssatser og statistiske beregningsele-
menter), der lægges til grund ved beregning af forsikrings-
præmier, tilbagekøbsværdier og fripolicer, skal vælges med
forsigtighed.
Efter stk. 4, 1. pkt., skal grundlagsrente, de statistiske be-
regningselementer og omkostningselementerne vælges for-
sigtigt. Ved bedømmelse af om et beregningsgrundlag er
betryggende, er det ikke tilstrækkeligt, at forholdet imel-
lem de enkelte beregningselementer er realistiske eller at
beregningsgrundlaget ud fra en helhedsvurdering er betryg-
172
gende. Grundlagsrenten for sig og risiko- og omkostnings-
elementerne for sig skal vælges med forsigtighed.
Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at hvis grundlaget for bereg-
ning af forsikringspræmier, tilbagekøbsværdier og fripolice-
ydelser indeholder muligheden for at opdele den indbetalte
forsikringspræmie i en del, for hvilken der optjenes en ga-
ranteret pension, og en del, som tilgår enten det kollektive
bonuspotentiale eller det individuelle bonuspotentiale, er det
dog tilstrækkeligt, at grundlaget som helhed er baseret på
betryggende forudsætninger.
Stk. 4, 2. pkt., fastsætter, at forsikringsselskaber, der har
tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, under visse
betingelser kan anvende en ny metode for optjening af pen-
sion.
Metoden består i at opdele den indbetalte præmie i en del,
for hvilken der garanteres pension, og en del, som enten
tilgår det kollektive bonuspotentiale eller det individuelle
bonuspotentiale direkte. Da sådanne forsikringer fortsat skal
tegnes med forsigtigt fastsatte forudsætninger til bl.a. gen-
nemsnitlige levetider og investeringsafkast, vil et pensions-
selskab typisk opbygge buffere med det kollektive eller indi-
viduelle bonuspotentiale til at have midler til at stå imod
med, hvis forudsætningerne alligevel ikke viser sig at være
forsigtige, f.eks. fordi de gennemsnitlige levetider ændres,
eller investeringsafkastet bliver mindre end forventet. Hvis
et pensionsselskabs forudsætninger derimod holder, vil den
del, som tilgår enten det kollektive bonuspotentiale direkte
eller det individuelle bonuspotentiale direkte, skulle bruges
til bonus af den pågældende forsikringsaftale. Det er herefter
muligt at garantere pension for en del af den indbetalte
præmie på et grundlag, hvor beregningselementerne (ren-
tesatser, omkostningssatser og statistiske beregningselemen-
ter) er fastsat med udgangspunkt i realistiske og aktuelle
forhold.
Kravet til denne metode er det samme, som det krav, der
generelt gælder, nemlig at det anmeldte grundlag skal være
betryggende. Metoden vurderes på nuværende tidspunkt at
være betryggende, hvis den indbetalte præmie opdeles i 80
%, for hvilken der garanteres pension til markedsrenten, og
20 %, der tilgår enten kollektivt bonuspotentiale eller det
individuelle bonuspotentiale. Ændrede forhold i markedet
eller særlige forhold for virksomhederne omfattet af lov om
finansiel virksomhed kan dog føre til en anden vurdering af,
hvilken fordeling der i denne sammenhæng kan anses for
betryggende.
Ved vurdering af om det anmeldte grundlag er betryggende,
skal der tages hensyn til den samlede metode for optjening
af pension, herunder opdelingen af den indbetalte præmie i
en del, for hvilken der garanteres pension, og en del, som
tilgår enten det kollektive bonuspotentiale direkte eller det
individuelle bonuspotentiale. For den del af præmien, for
hvilken der garanteres pension, skal beregningselementerne
fastsættes således, at der samlet set ikke er underskud på
tidspunktet for optjening af pensionen. Ydelserne tilknyttet
den del af præmien, for hvilken der garanteres pension, skal
afdækkes i de finansielle markeder fra tidspunktet for optje-
ning af pension og skal forblive afdækket indtil udbetaling.
For så vidt angår forholdet mellem midler i det kollekti-
ve bonuspotentiale og midler, der fordeles til de enkelte
forsikringer, er det et krav, at fordelingen af midler til de
enkelte forsikringer fra kollektivt bonuspotentiale skal frigi-
ves. under hensyn til at det sker på rimelig vis under forsik-
ringens løbetid, samt at bonuspotentialerne har en passende
størrelse i forhold til selskabets forpligtelser og økonomiske
situation i øvrigt. Fordelingen af midler under forsikringsaf-
talens løbetid har ikke betydning for beregningen af tilbage-
købsværdien eller forsikringstagerens mulighed for at hæve
aftalen. Beregningen af tilbagekøbsværdien fastsættes i lov-
forslagets § 30, stk. 5.
Som en konsekvens af den foreslåede bestemmelse, vil der
ske en tilpasning af bekendtgørelse nr. 353 af 3. marts 2021
om grundlagsrente for forsikringsselskaber, der har tilladel-
se til at udøve livsforsikringsvirksomhed,. Bekendtgørelsen
ændres, så det bliver muligt at garantere en højere rente
end den maksimale grundlagsrente for den type forsikringer,
som anvender den nye metode.
For øvrige metoder for optjening af pension gælder de nu-
værende regler uændret. Grundlagsrenten, de statistiske be-
regningselementer og omkostningselementerne skal vælges
forsigtigt. Ved bedømmelse af om et beregningsgrundlag
er betryggende, er det ikke tilstrækkeligt, at forholdet mel-
lem de enkelte beregningselementer er realistisk, eller at be-
regningsgrundlag ud fra en helhedsvurdering er betryggen-
de. Grundlagsrenten og risiko- og omkostningselementerne
skal vælges med forsigtighed, sådan at de isoleret set kan
forventes at generere overskud i forhold til den lovede pen-
sion.
Det foreslås i stk. 4, 3. pkt., at de beregningselementer, der
lægges til grund ved beregning af livsforsikringshensættel-
ser, skal fastsættes således, at de er i overensstemmelse med
de regler, der er udstedt i medfør af § 190.
Livsforsikringshensættelser er en regnskabspost, der består
af nutidsværdien af de samlede fremtidige ind- og udgåen-
de betalinger, som forventes afstedkommet af de livsforsikr-
ings- og investeringskontrakter, som virksomheden har ind-
gået, med tillæg af risikomargen, jf. § 66 i bekendtgørelse
nr. 937 af 27. juli 2015 om finansielle rapporter for forsik-
ringsselskaber og tværgående pensionskasser.
De anmeldte regler for beregning af livsforsikringshensæt-
173
telserne og underposterne hertil skal være i overensstemmel-
se med reglerne for disse posters opgørelse i henhold til
regnskabsbekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 937 af 27. juli
2015, udstedt i medfør af lovforslagets § 190.
Det foreslås i stk. 5, at hvis en forsikring er omfattet af
stk. 4, 2. pkt., skal andelen af kollektivt bonuspotentiale og
individuelt bonuspotentiale medgå fuldt ud ved beregning
af tilbagekøbsværdien og ved overførsel fra et selskab til et
andet, jf. § 29, stk. 1, nr. 7.
Stk. 5 fastsætter, at tilbagekøbsværdien for den enkelte for-
sikring, hvor præmien opdeles, til enhver tid skal indeholde
forsikringens andel af kollektivt bonuspotentiale. Dette be-
tyder, at uanset om den del af den indbetalte præmie, for
hvilken der ikke optjenes en garanteret pension, tilgår det
kollektive bonuspotentiale eller det individuelle bonuspoten-
tiale, vil den medgå i tilbagekøbsværdien.
Bestemmelsen ændrer ikke forsikringstagerens mulighed for
at hæve aftalen. Ligeledes vil der ikke ske ændring af det
nuværende krav i lovens § 29, stk. 1, nr. 7, om, at for-
sikringsvirksomheders anmeldelse til Finanstilsynet af det
tekniske grundlag m.v. skal indeholde regler om overførsel
af obligatoriske pensionsordninger i visse situationer. De
omhandlede situationer er overgang til anden ansættelse,
virksomhedsoverdragelse eller virksomhedsomdannelse.
Det foreslås i stk. 6, at hvis kravene i stk. 1-4 eller i regler
udstedt i medfør af denne lov ikke er opfyldt, skal Finanstil-
synet påbyde forsikringsselskabet, der har tilladelse til at
udøve livsforsikringsvirksomhed at foretage de fornødne
ændringer i de forhold, der er angivet i § 29, indenfor en
frist fastsat af Finanstilsynet.
Efter stk. 6 har Finanstilsynet hjemmel til at udstede påbud,
hvis anmeldte forhold ikke opfylder lovens krav.
Det foreslås i stk. 7, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere
bestemmelser om de krav, der er nævnt i stk. 1-4.
Efter stk. 7 har Finanstilsynet hjemmel til at udstede mere
detaljerede bekendtgørelser om krav til indholdet af de an-
meldte forhold. Finanstilsynet har udnyttet denne hjemmel
til at udstede bekendtgørelse om grundlagsrente, bekendtgø-
relse om kontributionsprincippet og bekendtgørelse om be-
taling af visse omkostninger for livsforsikringsvirksomhed.
Til § 31
Det følger af den gældende § 23, stk. 1 og 2, i lov om
finansiel virksomhed, at visse af selskabslovens regler og-
så finder anvendelse for gensidige forsikringsselskaber og
tværgående pensionskasser.
Den foreslåede § 31 viderefører den gældende § 23, stk.
1 og 2, i lov om finansiel virksomhed i en ny selvstændig
bestemmelse. Der er ikke tiltænkt materielle ændringer med
bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 1, at selskabslovens bestemmelser om
anmeldelse og registrering m.v. og selskabslovens kapitel 3
med de nødvendige tilpasninger finder tilsvarende anvendel-
se på gensidige selskaber og tværgående pensionskasser.
Gensidige selskaber og tværgående pensionskasser er ikke
aktieselskaber, men fungerer som foreninger, som ejes af
medlemmerne (forsikringstagerne). Selskabslovens kapitel
3 omhandler stiftelse af aktieselskaber, og som følge af be-
stemmelsen finder selskabslovens kapital 3 også anvendelse
på gensidige selskaber og tværgående pensionskasser. Be-
stemmelsen medfører derfor, at selskabslovens bestemmel-
ser om stiftelse samt reglerne om anmeldelse og registre-
ring tilsvarende finder anvendelse på gensidige selskaber
og tværgående pensionskasser. De nødvendige tilpasninger
er de tilpasninger, der kræves, fordi selskabsorganerne og
ejerforholdene er anderledes.
Idet der ikke er foretaget en præcis afgrænsning af, hvilke
regler i selskabsloven der finder anvendelse, finder selska-
bslovens regler om anmeldelse og registrering m.v., som
ikke fremgår af selskabslovens kapitel 3, tilsvarende anven-
delse, i det omfang det er relevant.
Det foreslås i stk. 2, at for gensidige selskaber og tværgåen-
de pensionskasser finder bestemmelserne i selskabslovens
kapitel 3 vedrørende aktionærer anvendelse på garanter, og
bestemmelserne om aktiekapital og aktier finder anvendelse
på garantikapital og garantiandele med fornødne lempelser.
Bestemmelsen fastsætter, hvorledes selskabsloven tilpasses
de gensidige selskaber og tværgående pensionskasser.
Til § 32
Det følger af den gældende § 23, stk. 3-6, i lov om finansiel
virksomhed, at et gensidigt forsikringsselskab og en tværgå-
ende pensionskasse skal indhente og opbevare oplysninger
om det gensidige forsikringsselskab og den tværgående pen-
sionskasses reelle ejere, samt at oplysningerne skal registre-
res i Erhvervsstyrelsens it-system.
Den foreslåede § 32 viderefører den gældende § 23, stk. 3-6,
i lov om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer.
174
Den foreslåede § 32 gennemfører artikel 1, nr. 15, i 5. hvid-
vaskdirektiv.
Det foreslås i stk. 1, at et gensidigt selskab og en tværgående
pensionskasse skal indhente oplysninger om det gensidige
selskabs og den tværgående pensionskasses reelle ejere, her-
under oplysninger om de reelle ejeres rettigheder.
Et gensidigt selskabs og en tværgående pensionskasses pligt
til at indhente oplysninger om det gensidige selskabs og
den tværgående pensionskasses reelle ejere, herunder de re-
elle ejeres rettigheder, indebærer konkret, at det gensidige
selskab og den tværgående pensionskasse skal identificere
de reelle ejere, herunder foretage de nødvendige tiltag i
forhold til at fastlægge identiteten på de reelle ejere. Pligten
omfatter som minimum, hvad det gensidige selskab eller
den tværgående pensionskasse vidste eller burde vide. Heri
ligger blandt andet, at det gensidige selskab eller den tvær-
gående pensionskasse har pligt til at undersøge og eventu-
elt opdatere oplysningerne, hvis det gensidige selskab eller
den tværgående pensionskasse bliver bekendt med, at der
eventuelt er sket ændringer i oplysninger om det gensidige
selskabs og den tværgående pensionskasses reelle ejere.
Reelle ejere i gensidige selskaber og tværgående pensions-
kasser, jf. definitionen på reelle ejere i § 9, stk. 1, nr. 31,
vil som udgangspunkt være fysiske personer, der i sidste
ende direkte eller indirekte er medlemmer heraf, og som
besidder en tilstrækkelig del af stemmerettighederne, eller
som udøver kontrol ved hjælp af andre midler. En besiddelse
på mere end 25 pct. vil være en indikation på reelt ejerskab,
jf. artikel 3, stk. 6, litra a, nr. i, i 4. hvidvaskdirektiv. Er
der tale om, at en fysisk person, der besidder mere end
25 pct., og en anden har kontrol, skal begge betragtes som
reelle ejere. Er der tale om en juridisk person, som besidder
stemmerrettigheder, er det de fysiske personer bagved, der
skal betragtes som reelle ejere, dvs. personerne for enden
af ejerkontrolstrukturen, hvis definitionen på at være en
reel ejer er opfyldt. Det er både danske og udenlandske
personer, der kan være reelle ejere af det gensidige selskab
og den tværgående pensionskasse, ligesom undersøgelsen
af ejer- og kontrolstrukturer også omfatter både danske og
udenlandske selskaber m.v., hvis de indgår i kæden.
For juridiske personer, der som medlem besidder stemmeret-
tigheder i et gensidigt selskab eller en tværgående pensions-
kasse, og som har en enkel ejerstruktur, hvor en person
enten ejer et selskab direkte eller eventuelt ejer et selskab
gennem et holdingselskab, kan kopi af ejerbøgerne være
tilstrækkelig dokumentation for det reelle ejerskab.
For juridiske personer, der som medlem besidder stemmeret-
tigheder i et gensidigt selskab eller en tværgående pensions-
kasse, med en mere kompleks ejerstruktur, f.eks. et ejerskab
gennem flere selskaber, ejeraftaler eller rettigheder, kan det
være nødvendigt at undersøge ejerforholdene nærmere for at
klarlægge ejerstrukturen og derved kunne foretage en vurde-
ring af, hvem der er selskabets reelle ejere.
Det er uden betydning, om der er tale om direkte eller
indirekte ejerskab, da der skal indhentes oplysninger om
de bagvedliggende personer. Det er den samlede besiddelse
eller kontrol, som er afgørende for, om en fysisk person er
reel ejer.
Det gensidige forsikringsselskab og tværgående pensions-
kasse skal således indhente de oplysninger, der er nødvendi-
ge for at kunne vurdere, hvem der er selskabets reelle ejere,
herunder for at kunne dokumentere, hvad de har foretaget
sig for at identificere de reelle ejere, både når det fører til
identifikation af de reelle ejere, men også hvis de reelle ejere
ikke kan identificeres. Herudover omfatter oplysningerne
identitetsoplysninger om den reelle ejer (CPR-nummer eller
udenlandsk identifikationsnummer, statsborgerskab m.v.) og
oplysninger om arten og omfanget af den reelle ejers ret-
tigheder, som selskabet skal registrere i Erhvervsstyrelsens
it-system.
Det gensidige selskab og tværgående pensionskasse skal så-
ledes indhente de oplysninger, der er nødvendige for at kun-
ne vurdere, hvem der er selskabets reelle ejere, herunder for
at kunne dokumentere, hvad de har foretaget sig for at iden-
tificere de reelle ejere, både når det fører til identifikation af
de reelle ejere, men også hvis de reelle ejere ikke kan iden-
tificeres. Herudover omfatter oplysningerne identitetsoplys-
ninger om den reelle ejer (CPR-nummer eller udenlandsk
identifikationsnummer, statsborgerskab m.v.) og oplysninger
om arten og omfanget af den reelle ejers rettigheder, som
selskabet skal registrere i Erhvervsstyrelsens it-system.
Det foreslås i stk. 2, at enhver, der direkte eller indirekte ejer
eller kontrollerer et gensidigt selskab eller en tværgående
pensionskasse, efter det gensidige selskabs eller den tværgå-
ende pensionskasses anmodning skal give det gensidige sel-
skab eller den tværgående pensionskasse de oplysninger om
ejerforholdet, der er nødvendige for det gensidige selskabs
eller den tværgående pensionskasses identifikation af reelle
ejere, herunder oplysninger om de reelle ejeres rettigheder.
Det foreslåede stk. 2 gennemfører artikel 1, nr. 15, litra a, nr.
ii, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/843
af 30. maj 2018 om ændring af direktiv (EU) 2015/849
om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det
finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af
terrorisme (5. hvidvaskdirektiv).
Eftersom gensidige selskaber eller tværgående pensionskas-
ser på baggrund af deres medlemsstruktur skal foretage en
konkret vurdering af, hvem der er reelle ejere, kan oplys-
ninger om medlemsforhold hos det gensidige selskabs eller
175
den tværgående pensionskasses direkte såvel som indirekte
medlemmer være nødvendige at indhente, jf. lovforslagets §
32, stk. 3. Det vil derfor være relevant, at alle medlemmer i
det gensidige selskabs eller den tværgående pensionskasses
medlemsstruktur medvirker til, at det gensidige selskab eller
den tværgående pensionskasse får de nødvendige oplysnin-
ger for på den baggrund at kunne vurdere, hvem der er de
reelle ejere, jf. definitionen i lovforslagets § 9, stk. 1, nr. 31.
Dermed vil alle ejere i et gensidigt selskab eller en tværgå-
ende pensionskasse – fysiske såvel som juridiske personer
– efter anmodning fra det gensidige selskab eller den tvær-
gående pensionskasse skulle forsyne det gensidige selskab
eller den tværgående pensionskasse med alle de oplysninger,
som det gensidige selskab eller den tværgående pensions-
kasse er forpligtet til at indhente efter stk. 3.
Det indebærer, at et gensidigt selskabs eller en tværgåen-
de pensionskasses ejere på et gensidigt elskabs eller en
tværgående pensionskasses forespørgsel skal give det gen-
sidige selskab eller den tværgående pensionskasse alle de
oplysninger, som det gensidige selskab eller den tværgående
pensionskasse har brug for med henblik på at foretage en re-
gistrering af relle ejere i Erhvervsstyrelsens it-system i over-
ensstemmelse med selskabslovens regler om registrering af
reelle ejere samt bekendtgørelse nr. 488 af 18. maj 2017
om registrering og offentliggørelse af oplysninger om ejere
i Erhvervsstyrelsen (ejerregistreringsbekendtgørelsen). Der
er alene tale om en pligt til at medvirke til, at et gensidigt
selskab eller en tværgående pensionskasse kan registrere
de nødvendige oplysninger. Oplysningerne skal gives efter
anmodning fra det gensidige selskab eller den tværgående
pensionskasse, hvis et gensidigt selskab eller en tværgående
pensionskasse ikke allerede er i besiddelse heraf. Der er
derimod ikke tale om en handlepligt, hvor ejere af egen
drift skal rette henvendelse til det gensidige selskab eller
den tværgående pensionskasse med oplysningerne. Der er
således ikke tale om en meddelelsespligt.
Ejerne skal give oplysninger om ejerskab, som de har kend-
skab til. Oplysningerne omfatter ejerforhold i både nedadgå-
ende og opadgående retning. Er ejeren en fysisk person, vil
det alene være i nedadgående retning, dvs. oplysning om
hvem personen er ejer af. Er ejeren en juridisk person, er det
både i nedadgående og opadgående retning, dvs. i forhold til
ejerens kapitalandele i selskabet og i forhold til, hvem ejeren
er ejet af, dvs. ejerens eventuelle legale og reelle ejere.
De oplysninger, som de reelle ejere forpligtes til at give
til selskabet, er oplysninger om selve det reelle ejerskab
og om de grundlæggende identifikationsoplysninger (navn,
CPR-nummer m.v.).
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at det gensidige selskab og den
tværgående pensionskasse skal registrere oplysningerne om
det gensidige selskabs og den tværgående pensionskasses
reelle ejere, herunder oplysninger om de reelle ejeres rettig-
heder i Erhvervsstyrelsens it-system hurtigst muligt efter, at
det gensidige selskab og den tværgående pensionskasse er
blevet bekendt med, at en person er blevet reel ejer.
Bestemmelsen om, at registrering skal ske hurtigst muligt,
betyder, at det gensidige selskab eller den tværgående pen-
sionskasse ikke kan vente flere dage med at foretage regi-
streringen af dens reelle ejere. Registreringen skal således
foretages uden ugrundet ophold for at sikre registrets aktua-
litet.
Det foreslås endvidere i stk. 3, 2. pkt., at enhver ændring
af de oplysninger, som er registreret om de reelle ejere,
skal registrereshurtigst muligt efter, at det gensidige selskab
eller den tværgående pensionskasse er blevet bekendt med
ændringen.
Ændringerne omfatter både ændringer som følge af, at en
ny person anses for at være reel ejer, eller hvis en person
ophører med at være reel ejer samt ændringer i en allerede
registreret reel ejers identitetsoplysninger og i arten og om-
fanget af rettighederne.
Det foreslås i stk. 3, 3. pkt., at de registrerede medlemmer
af det gensidige selskabs eller den tværgående pensionskas-
ses direktion skal betragtes og registreres som reelle ejere
i Erhvervsstyrelsens it-system, hvis det gensidige selskab
eller den tværgående pensionskasse efter at have udtømt alle
muligheder for identifikation herefter ingen reelle ejere har,
eller ingen reelle ejere kan identificeres.
Udgangspunktet er således, at alle gensidige fselskaber og
tværgående pensionskasser har reelle ejere. At det gensidi-
ge selskab eller den tværgående pensionskasse har udtømt
alle mulighed for at identificere de reelle ejere, afhænger af
en konkret vurdering. Vurderingen kan bl.a. tage højde for
det gensidige selskabs eller den tværgående pensionskasses
størrelse, ejerkæde, om det gensidige selskab eller den tvær-
gående pensionskasses direkte og indirekte ejere er uden-
landske samt andre relevante forhold, som har indvirkning
på det gensidige selskabs eller den tværgående pensionskas-
ses mulighed for at identificere de reelle ejere. Eksempel-
vis vil mulighederne for identifikation som udgangspunkt
ikke anses som udtømt, hvis det gensidige selskab eller den
tværgående pensionskasse alene har sendt en e-mail til en
formodet reel ejer, som efterfølgende ikke er blevet besva-
ret. Alternative identifikationsmetoder bør i så fald tages i
brug. F.eks. bør der rykkes for svar eventuelt flere gange,
foretages telefonopkald, hvis et telefonnummer forefindes,
og hvis der er tale om en ejer, som er en juridisk person, bør
der tages direkte kontakt til ledelsesmedlemmer såvel som
til den juridiske person via de officielle kontaktinformatio-
176
ner. Ligeledes kan oplysninger i årsrapporter benyttes som
led i identifikationen.
Gensidige selskaber og tværgående pensionskasser er begge
medlemsejet. Som udgangspunkt stilles der ingen krav til
organisationsformen, men en række betingelser i lovforsla-
get tilsiger, at gensidige selskaber og tværgående pensions-
kasser følger reglerne for foreninger.
Grundet strukturen af gensidige selskaber og tværgående
pensionskasser vil ejerkredsen sjældent bestå af enkelte fysi-
ske eller juridiske personer. I enkelte tilfælde vil en fysisk
eller juridisk person dog kunne anses som reel ejer som
følge af, at denne direkte eller indirekte ejer eller kontrol-
lerer mere end 25 pct. af det gensidige selskab eller den
tværgående pensionskasse, f.eks. hvor der er færre end fire
medlemmer af det gensidige selskab eller den tværgående
pensionskasse.
Der kan dog være konkrete tilfælde, hvor det i henhold
til definitionen på en reel ejer konstateres, at et selskab
ikke har reelle ejere, eller at de reelle ejere ikke kan identi-
ficeres. Direktionen kan alene betragtes og registreres som
reelle ejere, når alle muligheder for at identificere selskabets
reelle ejere er udtømte.
Hvis der er under fire medlemmer i det pågældende gensi-
dige selskab eller den pågældende tværgående pensionskas-
se, må det lægges til grund, at det gensidige selskab eller
den tværgående pensionskasse skal optage direktionen som
reelle ejere i Erhvervsstyrelsens it-system. Dette stemmer
overens med den gældende § 11, stk. 1, nr. 3, i hvidvasklo-
ven jf. lovbekendtgørelse nr. 316 af 11. marts 2022, hvor-
efter disse personer også skal legitimeres som reelle ejere
i forbindelse med kend-din-kunde-procedurer i henhold til
hvidvaskloven. Hvis der er flere direktører, skal samtlige
personer registreres som reelle ejere.
Direktionen er allerede i dag forpligtet til at være registreret
i Erhvervsstyrelsens it-system. Hvis direktionen skal opta-
ges som reelle ejere, skal de enkelte personer således ikke
registreres ad flere omgange, men oplysningerne overføres
automatisk, når det gensidige selskab eller den tværgående
pensionskasse registrerer oplysningen om, at de enten ingen
reelle ejere har, eller at ingen af de reelle ejere kunne identi-
ficeres.
Med lovforslagets § 312, stk. 1, foreslås det, at overtrædelse
af § 32, stk. 3, bliver strafbelagt med bøde.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af bestemmel-
sen er et gensidigt selskab eller en tværgående pensionskas-
se. En overtrædelse kan f.eks. bestå i, at et gensidigt selskab
undlader at foretage registrering af de oplysninger, som
bestemmelsen stiller krav om, eller undlader at ajourføre
registreringerne, efter virksomheden er blevet bekendt med,
at der er sket en ændring.
Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at gensidige selskaber og tvær-
gående pensionskasser mindst en gang årligt skal undersøge,
om der er ændringer til de registrerede oplysninger om reel-
le ejere.
Stk. 4 gennemfører artikel 1, nr. 15, litra b, i 5. hvidvaskdi-
rektiv.
Oplysningerne om reelle ejere vil skulle opdateres, i det
tilfælde at der er sket ændringer i allerede registrerede
oplysninger. Det kan eventuelt være ændringer i arten og
omfanget af en reel ejers rettigheder, herunder forøgelse
af ejerandele, ændring i stemmer, indgåelse eller ophør af
aftale eller lignende forhold.
Med den foreslåede bestemmelse om selskabers undersøgel-
sespligt, er der ikke tiltænkt materielle ændringer i forhold
til den gældende retstilstand.
For at sikre, at undersøgelsen, jf. stk. 4, 1. pkt., udføres,
foreslås det i stk. 4, 2. pkt., at resultatet af den årlige under-
søgelse fremlægges på det bestyrelsesmøde, hvor bestyrel-
sen godkender årsrapporten.
Formålet med fremlæggelsen af resultatet af undersøgelsen
er at sikre, at det gensidige selskab og den tværgående pen-
sionskasse mindst en gang årligt tager stilling til, om de
allerede registrerede oplysninger fortsat er korrekte, eller
om der er sket ændringer i oplysningerne om selskabets
reelle ejere, der medfører, at de registrerede oplysninger skal
ændres hurtigst muligt.
For gensidige selskaber og tværgående pensionskasser, hvor
der ikke er sket ændringer, der medfører, at de allerede
registrerede oplysninger skal ændres, vil resultatet af den
årlige undersøgelse således være, at de allerede registrerede
oplysninger fortsat er nøjagtige og aktuelle.
For gensidige selskaber og tværgående pensionskasser, der i
løbet af året eller i forbindelse med den årlige undersøgelse
er blevet bekendt med ændringer til de registrerede reel
ejer-oplysninger, vil resultatet således være, at det gensidige
selskab eller den tværgående pensionskasse har konstateret
ændringer i reel ejer-oplysninger, og at der er foretaget re-
gistrering af de ændrede oplysninger i Erhvervsstyrelsens
it-system hurtigst muligt efter, at det gensidige selskab eller
den tværgående pensionskasse blev bekendt med ændringer-
ne. Registreringen skal ikke afvente undersøgelsens frem-
læggelse på det bestyrelsesmøde, hvor bestyrelsen godken-
der årsrapporten.
177
Til § 33
Det følger af den gældende § 23, stk. 7, i lov om finan-
siel virksomhed, at det gensidige forsikringsselskab og den
tværgående pensionskasse skal opbevare dokumentation for
oplysninger om reelle ejere.
Den foreslåede § 33 viderefører den gældende § 23, stk. 7, i
lov om finansiel virksomhed uden ændringer.
Den foreslåede § 33 gennemfører artikel 3, stk. 6, litra a, nr.
ii, i 4. hvidvaskdirektiv, og artikel 1, nr. 15, i 5. hvidvaskdi-
rektiv.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at det gensidige selskab og den
tværgående pensionskasse skal opbevare dokumentation for
de indhentede oplysninger om dens reelle ejere i 5 år efter
det reelle ejerskabs ophør.
Det foreslås derudover i stk. 1, 2. pkt., at det gensidige
selskab og den tværgående pensionskasse endvidere skal
opbevare dokumentation for de indhentede oplysninger om
forsøg på identifikation af reelle ejere i 5 år efter gennemfø-
relsen af identifikationsforsøget.
Pligten til opbevaring af dokumentation for forsøg på identi-
fikation af reelle ejere følger af definitionen på reelle ejere
i 4. hvidvaskdirektiv, jf. direktivets artikel 3, stk. 6, litra a,
nr. ii. Det fremgår af bestemmelsen, at de omfattede enheder
skal opbevare oplysninger om de foranstaltninger, som de
har truffet med henblik på at identificere reelle ejere.
Det gensidige selskab og den tværgående pensionskasses
pligt til løbende at indhente og opdatere oplysninger om
reelle ejere omfatter som minimum, hvad det gensidige sel-
skab og den tværgående pensionskasse vidste eller burde
vide. Heri ligger bl.a., at det gensidige selskab og den tvær-
gående pensionskasse har pligt til at undersøge og eventu-
elt opdatere oplysningerne, hvis det gensidige selskab og
den tværgående pensionskasse bliver bekendt med, at der
eventuelt er sket ændringer i oplysninger om det gensidige
selskabs og den tværgående pensionskasses reelle ejere.
Det skal til enhver tid kunne dokumenteres, hvad det gen-
sidige selskab og den tværgående pensionskasse har gjort
for at identificere sine reelle ejere. Kommer det gensidige
selskab eller den tværgående pensionskasse frem til, at det
ikke har reelle ejere, eller at det gensidige selskabs eller
den tværgående pensionskasses reelle ejere ikke kan identi-
ficeres, skal dokumentation for, hvad det gensidige selskab
og den tværgående pensionskasse har gjort i sit forsøg på at
identificere reelle ejere, ligeledes opbevares.
Det gensidige selskab og den tværgående pensionskasse skal
sikre, at det gensidige selskab og den tværgående pensions-
kasse opbevarer dokumentation for de oplysninger, som det
gensidige selskab og den tværgående pensionskasse har ind-
hentet om sine reelle ejere, samt for alle identifikationsfor-
søg, dvs. dokumentation for, hvad det gensidige selskab og
den tværgående pensionskasse har foretaget sig for at identi-
ficere de reelle ejere, både når det fører til identifikation af
de reelle ejere, men også hvis reelle ejere ikke kan identifi-
ceres.
Ophører det gensidige selskab eller den tværgående pen-
sionskasse, skal den senest registrerede direktion sikre, at
oplysningerne om og dokumentationen for undersøgelse af
den eller de reelle ejere kan fremskaffes 5 år efter ejerska-
bets ophør eller gennemførelsen af identifikationen.
De oplysninger, som selskabet er forpligtet til at opbevare,
omfatter de identitetsoplysninger om den reelle ejer (CPR-
nummer eller udenlandsk identifikationsnummer, statsbor-
gerskab m.v.), som det gensidige forsikringsselskab eller
den tværgående pensionskasse skal registrere i Erhvervssty-
relsens it-system, og oplysninger om arten og omfanget af
den reelle ejers rettigheder.
Er alle muligheder udtømte, og er dokumentationen i over-
ensstemmelse med, hvad det gensidige selskab eller den
tværgående pensionskasse burde vide, vil det være et udtryk
for fyldestgørende dokumentation. Det indebærer, at det
gensidige selskab eller den tværgående pensionskasse kan
dokumentere, at de reelle ejere, herunder det reelle ejerskab,
er i overensstemmelse med de oplysninger, der er registre-
ret i Erhvervsstyrelsens it-system. Ejes et gensidigt selskab
eller en tværgående pensionskasse indirekte af en reel ejer,
er dokumentation for selskabets ejer- og kontrolstruktur en
del af dokumentationen for, hvordan det gensidige selskab
eller den tværgående pensionskasse er kommet frem til, at
den pågældende person er den reelle ejer. Som led heri kan
indgå dokumentation for, at det gensidige selskab eller den
tværgående pensionskasse har været i korrespondance med
de juridiske personer, som ejer det gensidige selskab eller
den tværgående pensionskasse direkte eller indirekte, med
det formål at identificere den eller de reelle ejere af det gen-
sidige selskab eller den tværgående pensionskasse. Det kan
eksempelvis være et telefonnotat eller en mailkorrespondan-
ce. Indhentes oplysninger om ejerforhold hos andre landes
registre, kan denne dokumentation (registreringsbevis) også
indgå som dokumentation for de indhentede ejeroplysnin-
ger. Har det gensidige selskab eller den tværgående pen-
sionskasse anmodet rådgivere (danske eller udenlandske)
om hjælp til at fremskaffe oplysninger om personer, der
betragtes som virksomhedens reelle ejere, indgår dette også
i den dokumentation, der skal opbevares. Det er dokumen-
tation af ordregivende karakter, dvs. hvor det gensidige sel-
skab eller den tværgående pensionskasse foretager en aktiv
handling for at identificere dets reelle ejere.
178
Har det gensidige selskab eller den tværgående pensionskas-
se ingen reelle ejere, eller kan det gensidige selskab eller
den tværgående pensionskasse ikke identificere den eller de
reelle ejere, er dokumentation herfor ligeledes omfattet. Har
det gensidige selskab eller den tværgående pensionskasse
eksempelvis forsøgt at indhente oplysninger om sine reelle
ejere via andre landes registeroplysninger eller ved hjælp af
rådgivere (danske såvel som udenlandske), skal dokumenta-
tion herfor gemmes uanset, at det ikke har ført til identifi-
kation af det gensidige selskabs eller den tværgående pensi-
onskasses reelle ejere.
Revisor har i henhold til gældende ret pligt til at afgive
supplerende oplysninger i revisionspåtegningen i selskabets
årsrapport om ikke uvæsentlige forhold, som selskabets le-
delse kan ifalde strafansvar for, jf. § 7, stk. 2, 2. pkt., i be-
kendtgørelse nr. 1468 af 12. december 2017 om godkendte
revisorers erklæringer. Da bestemmelsen om registrering og
opbevaring af oplysninger om reelle ejere foreslås strafbe-
lagt, skal det enkelte selskabs eventuelle revisor derfor også
sørge for at påse, at selskabet har opfyldt disse forpligtelser,
da manglende registrering af reelle ejere anses for at være et
væsentligt forhold. Hvis revisor konstaterer, at selskabet ik-
ke har registreret reelle ejere, herunder eventuelt direktionen
som reelle ejere, ikke har sørget for at forsøge at identificere
sådanne reelle ejere eller ikke har opbevaret oplysninger
herom, skal revisor afgive supplerende oplysninger i revisi-
onspåtegningen i selskabets årsrapport. Det er således revi-
sors pligt at kontrollere, om selskabet har registreret reelle
ejere. Det er derimod ikke revisors pligt at kontrollere rigtig-
heden af registreringerne og dokumentationen herfor eller at
vurdere, om selskabet har foretaget alle rimelige forsøg på at
identificere reelle ejere.
Den gældende pligt i selskabslovens § 147, stk. 2, jf. §
199, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter revisor
skal påse, at ledelsen overholder en række nærmere angivne
forpligtelser, vil også omfatte en kontrol af, at det gensidige
selskab eller den tværgående pensionskasse har foretaget
den lovpligtige registrering af ejere, samt at kontrollere, at
det gensidige selskab eller den tværgående pensionskasse
opbevarer den nødvendige dokumentation. Revisors pligt
strækker sig alene til at kontrollere ledelsens handlepligt og
således ikke til at efterse selve registreringen og dokumenta-
tionens indhold.
Overtrædelse af den foreslåede bestemmelse er strafbelagt i
henhold til lovforslagets § 312, stk. 1.
Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er den
virksomhed, der undlader at opbevare dokumentation for de
indhentede oplysninger om virksomhedens reelle ejere i fem
år efter det reelle ejerskabs ophør eller undlader at opbevare
dokumentation for de indhentede oplysninger om forsøg på
identifikation af reelle ejere i 5 år efter gennemførslen af
identifikationsforsøget. Overtrædelse af bestemmelsen kan
straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning.
Til § 34
Det følger af den gældende § 23, stk. 8, i lov om finan-
siel virksomhed, at det gensidige forsikringsselskab og den
tværgående pensionskasse efter anmodning skal udlevere
oplysninger om det gensidige forsikringsselskabs og den
tværgående pensionskasses reelle ejere, herunder forsøg på
at identificere deres reelle ejere, til Hvidvasksekretariatet og
andre kompetente myndigheder.
Den foreslåede § 34, stk. 1, viderefører den gældende § 23,
stk. 8, i lov om finansiel virksomhed uden ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at det gensidige selskab og den tvær-
gående pensionskasse efter anmodning skal udlevere oplys-
ninger om det gensidige selskabs og den tværgående pensi-
onskasses reelle ejere, herunder om det gensidige selskabs
og den tværgående pensionskasses forsøg på at identificere
deres reelle ejere, til Hvidvasksekretariatet. Det gensidige
selskab og den tværgående pensionskasse skal endvidere
efter anmodning udlevere de nævnte oplysninger til andre
kompetente myndigheder, når disse myndigheder vurderer,
at oplysningerne er nødvendige for deres varetagelse af til-
syns- eller kontrolopgaver.
Det forudsættes, at myndigheder, som efterspørger oplys-
ninger om reelle ejere, skal bruge disse i forhold til den
offentlige myndigheds varetagelse af tilsyns- eller kontrol-
opgaver i henhold til lovgivning, og at der konkret vurde-
res at være behov for at få oplysningerne. Bestemmelsen
medfører, at f.eks. Erhvervsstyrelsen og Skattestyrelsen vil
kunne anmode om de pågældende oplysninger. Det forud-
sættes, at myndighederne alene vil indhente oplysningerne
direkte fra de omfattede gensidige selskaber og tværgående
pensionskasser, i det omfang oplysningerne ikke i forvejen
er tilgængelige i Erhvervsstyrelsens it-system. Det gensidige
selskab og den tværgående pensionskasse skal ikke vurdere,
om den pågældende myndigheds anmodning om udlevering
af oplysningerne er nødvendig for myndighedens tilsyns-
eller kontrolopgaver.
Med bestemmelsen sikres det, at Hvidvasksekretariatet og
andre kompetente myndigheder kan indhente oplysninger
om reelle ejere, men at der også kan opnås oplysninger
om de ikke-registrerede oplysninger, herunder forsøg på at
identificere reelle ejere. Pligten til at give oplysninger og
dokumentation om forsøg på identifikation af reelle ejere
samtidig med kravet om at registrere oplysninger om reelle
ejere i et centralt register skal sikre, at særligt Hvidvaskse-
kretariatet og Erhvervsstyrelsen, men også andre kompeten-
te myndigheder, til enhver tid har adgang til aktuelle og
179
opdaterede oplysninger om gensidige selskabers og tværgå-
ende pensionskassers reelle ejere.
Overtrædelse af den foreslåede bestemmelses stk. 1 er straf-
belagt i henhold til lovforslagets § 312, stk. 1.
Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er et
gensidigt selskab eller en tværgående pensionskasse. En
overtrædelse af stk. 1, 1. pkt., kan f.eks. være, at et gensidigt
selskab efter anmodning fra Hvidvasksekretariatet undlader
at udlevere oplysninger om virksomhedens reelle ejere eller
om virksomhedens forsøg på at identificere virksomhedens
reelle ejere. En overtrædelse af stk. 1, 2. pkt., kan f.eks.
være, at en tværgående pensionskasse undlader at udlevere
oplysninger om pensionskassen reelle ejere og informationer
om dens forsøg på at identificere dens reelle ejere efter
anmodning fra andre kompetente myndigheder end Hvid-
vasksekretariatet, når disse myndigheder vurderer, at oplys-
ningerne er nødvendige for deres varetagelse af tilsyns- eller
kontrolopgaver. Overtrædelse af bestemmelsen kan straffes
med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den
øvrige lovgivning.
Det følger af den gældende § 23, stk. 9, i lov om finansiel
virksomhed, at Hvidvasksekretariatet og andre kompetente
myndigheder kan videregive oplysninger om reelle ejere
til andre EU-medlemsstaters kompetente myndigheder og
finansielle efterretningstjenester.
Det foreslåede stk. 2 viderefører den gældende § 23, stk. 9, i
lov om finansiel virksomhed uden ændringer.
Det foreslås i stk. 2, at Hvidvasksekretariatet og andre kom-
petente myndigheder vederlagsfrit kan videregive oplysnin-
ger om reelle ejere, der er registreret, jf. § 32, stk. 3, eller er
indhentet, jf. § 34, stk. 1, til andre EU-medlemsstaters kom-
petente myndigheder og finansielle efterretningstjenester.
Som følge af at der i Danmark er valgt en registreringsløs-
ning, hvorefter oplysningerne om reelle ejere offentliggøres
i Det Centrale Virksomhedsregister, har det hidtil været vur-
deringen, at en sådan hjemmel til videregivelse af oplysnin-
ger ikke var påkrævet, eftersom enhver kan tilgå de registre-
rede oplysninger om reelle ejere.
De oplysninger, som Hvidvasksekretariatet og andre kompe-
tente myndigheder skal have mulighed for at videregive,
omfatter imidlertid også oplysninger, som ikke er tilgæn-
gelige i Det Centrale Virksomhedsregister, f.eks. identitets-
oplysninger (CPR-nummer eller udenlandsk identifikations-
nummer, statsborgerskab m.v.) og oplysninger om ejerfor-
hold, som er indhentet direkte hos det gensidige selskab og
den tværgående pensionskasse.
Til § 35
Det følger af den gældende § 23, stk. 10, i lov om finansiel
virksomhed, at Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere regler
om oplysningernes registrering, tilgængelighed og offentlig-
gørelse i Erhvervsstyrelsens it-system.
Erhvervsstyrelsens bemyndigelse til at fastsætte nærmere
regler er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 488 af 18.
maj 2017 om registrering og offentliggørelse af oplysninger
om ejere i Erhvervsstyrelsen.
Den foreslåede § 35 viderefører den gældende § 23, stk. 10,
i lov om finansiel virksomhed uden ændringer.
Det foreslås i § 35, at Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere
regler om oplysningernes registrering, tilgængelighed og of-
fentliggørelse efter § 32, stk. 1 og 3, og § 33 i Erhvervssty-
relsens it-system, herunder hvilke oplysninger det gensidige
selskab og den tværgående pensionskasse skal registrere i
styrelsens it-system.
I Danmark er virksomhedsoplysninger, herunder oplysnin-
ger om fonde, offentligt tilgængelige i Det Centrale Virk-
somhedsregister. Siden kravet om registrering af legale ejere
for selskaber trådte i kraft den 15. december 2014, og kravet
om registrering af reelle ejer for en bred kreds af virksomhe-
der, fonde og visse foreninger, jf. lov nr. 262 af 16. marts
2016, trådte i kraft den 23. maj 2017, jf. bekendtgørelse
nr. 485 af 18. maj 2017, anses ejeroplysninger også som
en del af virksomhedsoplysningerne, der offentliggøres på
CVR.dk.
Ejerregistreringsbekendtgørelsen fastsætter, at oplysninger
om den eller de reelle ejeres fulde navn, nationalitet, bopæl
og bopælsland, art og omfang af den reelle ejers rettigheder
og CPR-nummer skal registreres, og hvis den reelle ejer
ikke har et CPR-nummer, dokumentation, der sikrer en en-
tydig identifikation af den pågældende, herunder fødselsda-
to. For personer uden CPR-nummer registreres pasnummer
eller nummer fra identitetskort, der kan anvendes ved ind-
rejse i et Schengenland, samt oplysning om fødselsdato og
statsborgerskab ved fødslen. Kopi af pas eller nationalt iden-
tifikationskort, der kan anvendes ved indrejse i et Schengen-
land, skal vedlægges registreringen.
Ejerregistreringsbekendtgørelsen fastsætter derudover, at al-
le oplysninger om reelle ejere, bortset fra fortrolige oplys-
ninger som CPR-numre og lignende, vil være offentligt til-
gængelige.
Det har siden den 1. februar 2019 været muligt at få adres-
sebeskyttelse i Det Centrale Virksomhedsregister i medfør
af CVR-loven, hvis en person har adressebeskyttelse i Det
Centrale Person Register (CPR).
180
Erhvervsstyrelsen kan fastsætte regler om, at konkrete op-
lysninger kan undtages fra offentliggørelse. Der vil konkret
under ekstraordinære omstændigheder kunne fastsættes en
undtagelse fra kravet om offentliggørelse af oplysninger om
reelt ejerskab, hvis en sådan adgang ville udsætte den reel-
le ejer for eksempelvis risiko for svig, bortførelse, pengeaf-
presning, vold eller intimidering.
Hvidvasksekretariatet og andre kompetente offentlige myn-
digheder vil dog fortsat kunne få adgang til oplysningerne,
uanset om oplysningerne måtte være undtaget fra offentlig-
gørelse i Erhvervsstyrelsens it-system.
Det vil blive fastsat i ejerregistreringsbekendtgørelsen, hvil-
ke oplysninger der er tilgængelige, og hvilke oplysninger
der offentliggøres i Det Centrale Virksomhedsregister, samt
hvilke oplysninger der vil være tilgængelige via BRIS.
Til § 36
Efter den gældende § 23 a i lov om finansiel virksomhed
skal et gensidigt selskab og en tværgående pensionskasse,
der indhenter, opbevarer og registrerer oplysninger om reelle
ejere, efter anmodning forsyne personer og virksomheder,
der i medfør af hvidvaskloven skal udføre kundekendskabs-
procedurer, med oplysninger om det gensidige forsikrings-
selskabs eller den tværgående pensionskasses ejerforhold.
Den gældende § 23 a i lov om finansiel virksomhed gen-
nemfører 4. hvidvaskdirektivs artikel 30, stk. 1, 2. pkt., der
stiller krav om, at selskaber og andre juridiske enheder,
der er forpligtet til at indhente og opbevare oplysninger
om reelle ejere, forpligtes til at give oplysninger om deres
ejerforhold til personer og virksomheder, der skal udføre
kundekendskabsprocedurer.
Den foreslåede bestemmelse viderefører § 23 a i lov om
finansiel virksomhed. Der er ikke tilsigtet materielle ændrin-
ger med bestemmelsen.
Hvidvaskloven indeholder regler om, at virksomheder og
personer, der er omfattet af loven, i forbindelse med de så-
kaldte kundekendskabsprocedurer ud fra en risikovurdering
skal klarlægge ejer- og kontrolstruktur for kunder, som ik-
ke er fysiske personer, ligesom virksomhedskundens reelle
ejere skal legitimeres. For personer og virksomheder, der
skal udføre kundekendskabsprocedurer i medfør af hvidvas-
kloven, er bl.a. kendskab til deres kundes reelle ejere en for-
udsætning for etablering af kundeforholdet og efterfølgende
opretholdelse af kundeforholdet.
Det har således været en forudsætning, at de omfattede
virksomheder, fonde og foreninger medvirker til, at en kun-
dekendskabsprocedure kan gennemføres ved at oplyse om
deres ejerforhold. Hidtil har kravet i artikel 30, stk. 1, 2.
pkt., i 4. hvidvaskdirektiv været en nødvendig forudsætning
for, at kundekendskabsprocedurer kan gennemføres.
Det foreslås i § 36, stk. 1, at et gensidigt selskab og en
tværgående pensionskasse, der skal indhente, opbevare og
registrere oplysninger om reelle ejere, jf. § 32, efter anmod-
ning skal give personer og virksomheder, der i medfør af
hvidvaskloven skal udføre kundekendskabsprocedurer, op-
lysninger om det gensidige selskabs eller den tværgående
pensionskasses ejerforhold.
Oplysninger om ejerskabet omfatter de oplysninger om sel-
skabets ejer- og kontrolstruktur, som er indhentet for at kun-
ne identificere de reelle ejere.
Det foreslås i stk. 2, at modtager Finanstilsynet indberetnin-
ger i medfør af hvidvaskloven om uoverensstemmelser i for-
hold til de registrerede oplysninger om et gensidigt selskabs
eller en tværgående pensionskasses reelle ejere, foretager
Finanstilsynet en undersøgelse af forholdet. Finanstilsynet
kan over for det gensidige selskab eller den tværgående
pensionskasse fastsætte en frist for forholdets berigtigelse.
Finanstilsynets håndtering af indberetninger er indrettet i
overensstemmelse med artikel 61, stk. 2, i 4. hvidvaskdirek-
tiv, herunder med passende beskyttelse af indberetter og det
selskab, som indberetningen vedrører.
Finanstilsynets undersøgelse af forholdet indebærer, at Fi-
nanstilsynet har mulighed for at rette henvendelse til selska-
bets ledelse med henblik på at få afklaret baggrunden for
uoverensstemmelsen. Finanstilsynet kan forlange de oplys-
ninger, der efter Finanstilsynets skøn er nødvendige. Hvis
der er tale om et gensidigt selskab eller en tværgående pen-
sionskasse, der utilsigtet mangler at registrere reelle ejere,
eller som utilsigtet har foretaget en fejlregistrering, må det
forventes, at det gensidige selskab eller den tværgående
pensionskasse, på baggrund af henvendelsen og eventuel
vejledning fra Erhvervsstyrelsen, foretager den fornødne re-
gistrering eller ændring heri i Erhvervsstyrelsens it-system.
Eftersom oplysninger om reelle ejere skal registreres hur-
tigst muligt for at sikre gennemsigtighed i ejerforholdene,
vil en frist for berigtigelse blive fastsat i overensstemmelse
hermed.
Formålet med at registrere oplysninger om reelle ejere er at
sikre den gennemsigtighed i ejerforhold, der skal medvirke
til at forhindre hvidvask, terrorfinansiering og skatteunddra-
gelse. Efter artikel 1, nr. 15, litra b, i 5. hvidvaskdirektiv,
der nyaffatter artikel 30, stk. 4, skal medlemsstaterne såle-
des sikre, at der træffes de fornødne foranstaltninger til at
løse uoverensstemmelserne i tide, og at der i Erhvervsstyrel-
181
sens it-system i mellemtiden offentliggøres en meddelelse
om den indberettede uoverensstemmelse, såfremt det er hen-
sigtsmæssigt.
Det foreslås derfor i stk. 3, at efter anmodning fra Finans-
tilsynet kan Erhvervsstyrelsen, sideløbende med undersøgel-
sen, jf. stk. 2, offentliggøre en meddelelse om indberetnin-
gen i Erhvervsstyrelsens it-system. Det gensidige selskab
eller den tværgående pensionskasse skal have mulighed for
at gøre indsigelse mod indberetningen, inden den offentlig-
gøres, medmindre formålet med offentliggørelsen af medde-
lelsen om indberetning derved forspildes.
Når Finanstilsynet foretager en vurdering af, om der skal
offentliggøres en meddelelse om uoverensstemmelser i for-
hold til oplysningerne om reelle ejere, skal det sikres, at
offentliggørelsen er hensigtsmæssig, og at der er tale om et
proportionalt middel, hvor dels hensynet til det gensidige
selskab eller den tværgående pensionskasse må tages i be-
tragtning og dels hensynet til, at der for omverdenen skal
være gennemsigtighed i det gensidige selskabs eller den
tværgående pensionskasses ejerforhold.
Bestemmelsen forudsættes administreret således, at en med-
delelse vil blive offentliggjort sideløbende med, at Finanstil-
synets undersøgelse pågår, hvorfor sagen på tidspunktet for
offentliggørelse af meddelelsen typisk ikke vil være under-
søgt til bunds endnu.
Finanstilsynet skal således i det konkrete tilfælde, hurtigst
muligt efter indberetningen er modtaget, foretage en vur-
dering af, om det er hensigtsmæssigt og proportionalt, at
en meddelelse om uoverensstemmelsen offentliggøres. Vur-
deres en uoverensstemmelse at kunne blive bragt i orden
som følge af myndighedsvejledning, anses det som udgangs-
punkt ikke for at være hensigtsmæssigt og proportionalt at
offentliggøre en meddelelse om uoverensstemmelse i reel
ejer-oplysningerne. Er det derimod konstateret, at der er
tale om tilsigtet afgivelse af urigtige oplysninger, der har til
formål at sløre ejerskabet, dvs. registreringer, der hører til
den ovenfor nævnte kategori 3, kan en sådan meddelelse om
uoverensstemmelse i forhold til de registrerede oplysninger
om reelle ejere offentliggøres i CVR.
Det er vigtigt, at indberetning af uoverensstemmelser i op-
lysninger om reelle ejere ikke kan misbruges, f.eks. til at
genere det pågældende selskab med en offentlig meddelelse
i Erhvervsstyrelsens it-system. For at undgå, at der offentlig-
gøres en meddelelse baseret på urigtige oplysninger, som
kan være unødigt skadeligt for selskabet, skal selskabet efter
det foreslåede stk. 3, 2. pkt., have mulighed for at udtale sig
om indberetningen, før der sker offentliggørelse af en med-
delelse om uoverensstemmelse i forhold til reel ejer-oplys-
ningerne, hvis formålet med offentliggørelsen af meddelelse
ikke dermed forspildes. Meddelelsen tjener det formål at
gøre opmærksom på, at der er tvivl om forholdene omkring
det reelle ejerskab. Som følge af at reel ejer-oplysninger skal
registreres hurtigst muligt, er det derfor forudsat, at undersø-
gelsen af uoverensstemmelsen tilsvarende skal iværksættes
hurtigst muligt, og at der skal fastsættes en relativ kort frist
for selskabet til at redegøre for ejerforholdene. I tilfælde,
hvor der kan være frygt for, at formålet med meddelelsen
forspildes, vil meddelelsen om uoverensstemmelsen imidler-
tid kunne offentliggøres uden at afvente selskabets bemærk-
ninger.
Når der er en afklaring omkring de registrerede oplysninger,
vil der hurtigst muligt blive offentliggjort en ny meddelelse,
hvori det oplyses, at undersøgelsen af det indberettede for-
hold er afsluttet samt resultatet af undersøgelsen. Resultatet
af undersøgelsen kan føre til, at der er foretaget en berig-
tigelse af oplysningerne om reelle ejere, eller at der ikke
er bemærkninger til de registrerede oplysninger om reelle
ejere.
Til § 37
Den gældende § 11, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed
fastlægger, at virksomheder, der har tilladelse som forsik-
ringsselskab, har eneret til at benytte betegnelsen «forsik-
ringsselskab«, »gensidigt selskab« eller »pensionskasse« i
deres navn.
Den foreslåede § 37 viderefører § 11, stk. 9, i lov om fi-
nansiel virksomhed i en ny selvstændig bestemmelse. Den
foreslåede bestemmelse medfører ikke materielle ændringer.
Det foreslås i § 37, 1. pkt., at virksomheder, der har tilla-
delse som forsikringsselskab, har eneret til at benytte be-
tegnelsen »forsikringsselskab«, »gensidigt selskab«, »capti-
veforsikringsselskab«, »captivegenforsikringsselskab« eller
»pensionskasse« i deres navn.
Det foreslås i 2. pkt., at andre virksomheder ikke må anven-
de navne eller betegnelser for deres virksomhed, som er eg-
net til at fremkalde det indtryk, at de er forsikringsselskaber
eller pensionskasser.
Den foreslåede § 37, har til hensigt at skabe vished for
kunder og modparter m.fl. om, at der er tale om virksomhe-
der, der har tilladelse som forsikringsselskab og er underlagt
tilsyn.
Formålet med bestemmelsen er at give offentligheden mu-
lighed for at konstatere, hvilke selskaber der er forsikrings-
selskaber og dermed er berettiget til at indgå forsikringsafta-
ler, reguleret af den finansielle lovgivning og under tilsyn af
Finanstilsynet.
182
Et forsikringsselskab er defineret i lovforslagets § 9, stk.
1, nr. 1, som skadesforsikringsselskab, gensidigt selskab,
livsforsikringselskab, en tværgående pensionskasse eller et
genforsikringsselskab, som har opnået tilladelse i overens-
stemmelse med lovforslagets § 14.
Gensidige selskaber er forsikringsselskaber, der ejes af
deres forsikringstagere. Forsikringstagerne betegnes også
som selskabets medlemmer. I et gensidigt selskab hæfter
forsikringstagerne (medlemmerne) for selskabets forpligtel-
ser. Gensidige selskabers juridiske klassifikation er ikke
klar. I selskabsretlig forstand befinder gensidige selskaber
sig mellem foreningen og aktieselskabet. En lang række
af reglerne i selskabsloven gælder for gensidige selskaber
gennem henvisninger i den foreslåede lov om forsikrings-
virksomhed til selskabsloven. Forhold, der ikke er reguleret
i den finansielle lovgivning eller gennem henvisninger til
selskabsloven, omfattes af dansk rets almindelige uskrevne
regler om andelsselskaber.
Captiveforsikringsselskab er defineret i lovforslagets § 9,
nr. 32, som et forsikringsselskab, der er ejet enten af et real-
kreditinstitut, et pengeinstitut, et fondsmæglerselskab eller
et investeringsforvaltningsselskab eller af en koncern eller
gruppe underlagt koncerntilsyn efter Solvens II-direktivet
eller af en ikke-finansiel virksomhed, og som udelukkende
har til formål at yde forsikringsdækning for risiciene i det
eller de selskaber, som virksomheden tilhører, eller i det
eller de selskaber i koncernen, som det er en del af.
Et captivegenforsikringsselskab er defineret i lovforslagets
§ 9, nr. 17, som et genforsikringsselskab, der er ejet af en
anden finansiel virksomhed end et forsikringsselskab eller
af en koncern eller gruppe underlagt koncerntilsyn efter Sol-
vens II-direktivet eller af en ikke-finansiel virksomhed, og
som udelukkende har til formål at yde genforsikringsdæk-
ning for risiciene i det eller de selskaber, som virksomheden
tilhører, eller i det eller de selskaber i koncernen, som det er
en del af.
Ved pensionskasse skal alene forstås tværgående pensions-
kasser, idet pensionskasser omfattet af lov om tilsyn med
firmapensionskasser er undtaget fra bestemmelsen.
Tværgående pensionskasser er defineret i lovforslagets §
247 som foreninger eller sammenslutninger,
1) hvis medlemmer enten er uddannet indenfor bestemte
uddannelsesområder eller er ansat i virksomheder af
en bestemt art, og som har til formål som led i ansæt-
telsesvilkårene eller som led i en anden tilknytning til
virksomhed at sikre pension efter ensartede regler for
alle medlemmer, eller
2) hvis medlemmer er selvstændige erhvervsdrivende in-
denfor samme branche, og som har til formål at sikre
pension efter ensartede regler for alle medlemmer.
Det bemærkes, at navnebestemmelsen i selskabslovens § 2
supplerer lovforslagets § 37.
En typisk overtrædelse af den foreslåede navnebestemmelse
er almindelige virksomheder, der udbyder abonnementsord-
ninger og garantiordninger med anvendelse af forsikrings-
branchens sprogbrug. Som eksempel kan nævnes Finanstil-
synets beretning fra 1992 s. 117: »Et selskab, der ikke
havde koncession til forsikringsvirksomhed, anvendte ved
annoncering i dagspressen betegnelsen »varmeforsikring« i
markedsføring af en abonnementsordning. I annonceteksten
anvendtes også ord som »præmie« og »dække«.«
Tilsynet udtalte, at benyttelse af ord som »forsikring« over
for offentligheden i almindelighed må relatere sig til et for-
sikringsselskab, et forsikringsprodukt »eller på anden måde
benyttes i sand sammenhæng «, hvilket understregedes i den
konkrete sag, hvor der markedsførtes en abonnementsord-
ning.
Et andet eksempel på overtrædelse er virksomheder, der
markedsfører sig således, at rene opsparingsprodukter
for normale forbrugere kan fremstå som forsikringsmæs-
sige risikoordninger, eller således, at forsikringsdelen er
uklar. Som eksempel kan nævnes Finanstilsynets beretning
1993 s. 125: »En bank annoncerede i brochurer med et
forsikringsprodukt, uden at det fremgik, hvorledes produktet
var forsikringsmæssigt afdækket. Banken anførte, at kunder
fra starten under salgssamtaler informeredes om, hvilket for-
sikringsselskab der stod bag, og at dette også fremgik af
forsikringsbetingelser og policer. Tilsynet fandt, at det af §
11 fulgte, at banken måtte pålægges i salgsmateriale m.v. at
klargøre, at der ved brug af betegnelsen forsikringsprodukt
ikke var tale om navnet på et forsikringsselskab, og at oply-
se i hvilke(t) forsikringsselskab(er) forsikringsprodukterne
afdækkedes, således at det fremgik, at banken ikke var for-
sikringsgiver.«
Overtrædelse af den foreslåede bestemmelse er strafbelagt i
henhold til lovforslagets § 312, stk. 2.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af bestemmelsen
er en juridisk person. En overtrædelse kan f.eks være, at
et selskab anvender betegnelsen forsikringsselskab uden at
have tilladelse som forsikringsselskab. En overtrædelse kan
ligeledes f.eks. være, at en juridisk person anvender navne
eller betegnelser for deres virksomhed, der er egnet til at
fremkalde det indtryk, at de er forsikringsselskaber eller
pensionskasser.
Overtrædelse er strafbelagt med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, jf. lovforslagets § 312, stk. 2, medmindre højere
straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
183
Hvis bestemmelsen overtrædes, skal det overvejes, om der
ud over overtrædelse af bestemmelsen i lov om forsikrings-
virksomhed og selskabsloven, tillige sker overtrædelse af
markedsføringsloven og straffeloven.
Til § 38
Det gældende § 11, stk. 10, i lov om finansiel virksomhed
fastlægger, at forsikringsselskaber har pligt til at benytte
et navn, som tydeligt angiver selskabets egenskab af forsik-
ringsselskab.
Den foreslåede § 38 viderefører § 11, stk. 10, i lov om
finansiel virksomhed i en ny selvstændig bestemmelse. Den
foreslåede bestemmelse medfører ikke materielle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at forsikringsselskaber har pligt til at
benytte et navn, som tydeligt angiver selskabets egenskab af
forsikringsselskab.
Formålet med bestemmelsen er at pålægge forsikringssel-
skaber med eneret til at betegne sig som forsikringsselskaber
en pligt til at anvende pågældende retvisende betegnelser
over for omverdenen.
Et forsikringsselskab er defineret i lovforslagets § 9, stk.
1, nr. 1, som et skadesforsikringsselskab, gensidigt selskab,
livsforsikringselskab, en tværgående pensionskasse eller et
genforsikringsselskab, som har opnået tilladelse i overens-
stemmelse med lovens § 14.
Det foreslås i stk. 2, at gensidige selskaber har pligt til i
deres navn at benytte betegnelsen »gensidigt selskab« eller
deraf dannede forkortelser eller på anden tydelig måde angi-
ve deres egenskab af gensidigt selskab.
Gensidige selskaber er forsikringsselskaber, der ejes af
deres forsikringstagere. Forsikringstagerne betegnes også
som selskabets medlemmer. I et gensidigt selskab hæfter
forsikringstagerne (medlemmerne) for selskabets forpligtel-
ser. Gensidige selskabers juridiske klassifikation er ikke
klar. I selskabsretlig forstand befinder gensidige selskaber
sig mellem foreningen og aktieselskabet. En lang række
af reglerne i selskabsloven gælder for gensidige selskaber
gennem henvisninger i den foreslåede lov om forsikrings-
virksomhed til selskabsloven. Forhold, der ikke er reguleret
i den finansielle lovgivning eller gennem henvisninger til
selskabsloven, omfattes af dansk rets almindelige uskrevne
regler om andelsselskaber.
Det foreslås i stk. 3, at captiveforsikrings- eller captive-
genforsikringsselskaber har pligt til at benytte betegnelsen
»captiveforsikringsselskab« eller »captivegenforsikringssel-
skab«.
Captiveforsikringsselskab er defineret i lovforslagets § 9, nr.
32.
Et captivegenforsikringsselskab er defineret i lovforslagets §
9, nr. 17.
Det foreslås i stk. 4, at tværgående pensionskasser har pligt
til i deres navn tydeligt at angive, at de er en pensionskasse.
Tværgående pensionskasser er defineret i lovforslagets §
247.
Den foreslås i stk. 5, at selskabslovens § 2, stk. 2-4, og §§ 3
og 347 finder tilsvarende anvendelse på gensidige selskaber
og tværgående pensionskasser.
Selskabsloven § 2, stk. 2-4, samt §§ 3 og 349 finder til-
svarende anvendelse på gensidige selskaber og tværgående
pensionskasser, jf. bestemmelsens stk. 5.
De tilfælde, hvor navnet skal anvendes, skal forstås i over-
ensstemmelse med selskabslovens § 2, stk. 2-4, §§ 3 og
349. Heraf følger, at forsikringsselskaber har pligt til at
angive forsikringsselskabets navn på breve og andre forret-
ningspapirer, herunder elektroniske meddelelser og på for-
sikringsselskabets hjemmeside.
Ved forretningspapirer forstås enhver form for materiale
af forretningsmæssig karakter, hvorved forsikringsselskabet
henvender sig til kunder eller i øvrigt markedsfører sig
med. Der kan eksempelvis være tale om tilbud, ordrer og
ordrebekræftelser, fakturaer, prislister og lignende salgsma-
teriale. Der skelnes ikke mellem, om der er tale om trykt
eller elektronisk materiale.
Annoncer i dagblade og tidsskrifter er derimod ikke omfat-
tet, medmindre de indeholder en bestillingsseddel for læse-
rne. Derimod er mangfoldiggjorte rundskrivelser, omfattet af
begrebet, hvis indholdet er af forretningsmæssig karakter.
Forsikringsselskaber har kun pligt til at angive navnet, i det
omfang det følger af selskabsloven. Forsikringsselskaber har
derfor ikke pligt til at anvende deres navn på facader o. lign.
Overtrædelse af den foreslåede § 38, stk. 1-4, foreslås straf-
belagt i henhold til lovforslagets § 312, stk. 2.
Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er et
forsikringsselskab, jf. det foreslåede stk. 1, et gensidigt sel-
184
skab, jf. det foreslåede stk. 2, et captiveforsikrings- eller
captivegenforsikringsselskab, jf. det foreslåede stk. 3, eller
en tværgående pensionskasse, jf. det foreslåede stk. 4. En
overtrædelse kan f.eks. bestå i, at selskabet ikke benytter
et navn, som tydeligt angiver selskabets egenskab af forsik-
ringsselskab, gensidigt selskab, captiveforsikringsselskab,
captivegenforsikringsselskab eller pensionskasse. Den straf-
bare handling består i, at et forsikringsselskab, gensidigt
selskab, captiveforsikringsselskab, captivegenforsikringssel-
skab eller tværgående pensionskasse ikke opfylder deres
pligt til at benytte et navn, som tydeligt angiver selskabets
egenskab af forsikringsselskab, gensidigt selskab, captive-
forsikringsselskab, captivegenforsikringsselskab eller tvær-
gående pensionskasse.
Overtrædelse af bestemmelsen kan straffes med bøde eller
fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er for-
skyldt efter den øvrige lovgivning.
Hvis bestemmelsen overtrædes, skal det overvejes, om der
udover overtrædelse af bestemmelsen i lov om forsikrings-
virksomhed og selskabsloven tillige sker overtrædelse af
markedsføringsloven og straffeloven.
Til § 39
Den gældende § 12, stk. 1, i lov om finansiel virksom-
hed fastsætter regler om, hvilken virksomhedsform et for-
sikringsselskab kan indrettes som, og at det skal have en
bestyrelse og direktion. Den gældende bestemmelse fastslår,
at et forsikringsselskab skal være et aktieselskab, et gen-
sidigt selskab eller en tværgående pensionskasse og ikke
kan organiseres i andre selskabsformer. Bestemmelsen fast-
slår videre, at captivegenforsikringsselskaber skal være ak-
tieselskaber. Den gældende § 12, stk. 2, fastslår, at disse
forsikringsselskaber skal have en tostrenget ledelsesstruktur
i form af en bestyrelse og en direktion.
Den foreslåede § 39 viderefører § 12 i lov om finansiel
virksomhed med redaktionelle ændringer. Der er med den
foreslåede bestemmelse ikke tiltænkt materielle ændringer
for forsikringsselskaber.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at forsikringsselskaber skal
være aktieselskaber, gensidige selskaber eller tværgående
pensionskasser.
Den foreslåede § 39, stk. 1, 1. pkt., gennemfører Solvens
II-direktivets artikel 17, stk. 1, jf. direktivets bilag III.
Bestemmelsens 1. pkt. fastlægger udtømmende, hvilke sel-
skabsformer et forsikringsselskab kan antage. Ikke oplistede
selskabsformer er dermed ikke tilladt.
Ved aktieselskab forstås et selskab, der er omfattet af defini-
tionen i selskabslovens § 5, nr. 1, og som er registreret i Er-
hvervsstyrelsen. Af selskabslovens § 5, nr. 1, fremgår, at et
aktieselskab er et kapitalselskab, herunder et partnerselskab,
hvor kapitalejernes indskudskapital er fordelt på aktier, som
kan udbydes til offentligheden. Kapitalejerne hæfter alene
med deres indskud i selskabet.
Ved gensidige selskaber forstås forsikringsselskaber, der
ejes af deres forsikringstagere. Forsikringstagerne betegnes
også som selskabets medlemmer. I et gensidigt selskab hæf-
ter forsikringstagerne (medlemmerne) for selskabets forplig-
telser. Gensidige selskabers juridiske klassifikation er ikke
klar. I selskabsretlig forstand befinder gensidige selskaber
sig mellem foreningen og aktieselskabet. En lang række af
reglerne i selskabsloven gælder for gensidige selskaber gen-
nem henvisninger i lovforslaget til selskabsloven. Forhold,
der ikke er reguleret i den finansielle lovgivning eller gen-
nem henvisninger til selskabsloven, omfattes af dansk rets
almindelige uskrevne regler om andelsselskaber.
Tværgående pensionskasser er defineret i lovforslagets §
247.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at captivegenforsikringsselska-
ber skal være aktieselskaber.
Begrundelsen herfor er, at et captivegenforsikringsselskab
skal være ejet af en virksomhed i den koncern, som selska-
bet indgår i, hvilket udelukker selskabsformerne gensidige
selskaber og tværgående pensionskasser.
Et captivegenforsikringsselskab er defineret i lovforslagets
§ 9, nr. 17, som et genforsikringsselskab, der er ejet af en
anden finansiel virksomhed end et forsikringsselskab eller
af en koncern eller gruppe underlagt koncerntilsyn efter Sol-
vens II-direktivet eller af en ikke-finansiel virksomhed, og
som udelukkende har til formål at yde genforsikringsdæk-
ning for risiciene i det eller de selskaber, som virksomheden
tilhører, eller i det eller de selskaber i koncernen, som det er
en del af.
Ved aktieselskab forstås et selskab, der er omfattet af defini-
tionen i selskabslovens § 5, nr. 1, og som er registreret i
Erhvervsstyrelsen.
Det foreslås i stk. 2, at de forsikringsselskaber, der er nævnt
i stk. 1, skal have en bestyrelse og en direktion.
Ved den foreslåede bestemmelse fastlægges, at forsikrings-
selskaber skal have en tostrenget ledelsesstruktur, og at le-
delsesorganerne skal være hhv. bestyrelse og direktion. Der-
med afskærer den foreslåede bestemmelse en ledelsesstruk-
tur, hvor bestyrelsen er erstattet med et tilsynsråd. Til vareta-
185
gelse af bestemte opgaver i vedtægterne, herunder valg af
bestyrelse, kan forsikringsselskaber dog i tillæg til bestyrel-
se og direktion etablere et repræsentantskab.
Selskabslovens § 111 giver danske aktie- og anpartsselska-
ber mulighed for at vælge frit mellem forskellige ledelses-
strukturer. Selskabsloven indeholder således mulighed for,
at det ene ledelsesorgan alene er et tilsynsorgan, et såkaldt
tilsynsråd, jf. selskabslovens § 111, stk. 1, nr. 2. Tilsynsrå-
det skal ansætte og føre tilsyn med direktionen. Selvom
tilsynsrådet således udgør en del af kapitalselskabets ledelse,
har det kun kontrolfunktioner, men ikke ledelsesbeføjelser,
f.eks. kan medlemmerne ikke tegne og forpligte kapitalsel-
skabet.
I kapitalselskaber med et tilsynsråd vil direktionen skulle
varetage alle ledelsesopgaver – herunder de opgaver, som
bestyrelsen i andre organiserede kapitalselskaber varetager,
f.eks. at træffe beslutninger af usædvanlig art eller af større
betydning.
Tilsynsrådets funktion modsvarer det såkaldte repræsentant-
skab. Af samme grund viderefører selskabsloven ikke sær-
skilte bestemmelser om repræsentantskab. Et kapitalselskab
kan i sine vedtægter beslutte at oprette et sådant ekstra sel-
skabsorgan uanset dets valg af ledelsesstruktur, dog vil det
ikke kunne tillægges nogle af de beføjelser, der efter loven
tilkommer de lovfæstede selskabsorganer.
Udgangspunktet i selskabslovens § 111, hvorefter danske
aktieselskaber kan vælge mellem flere selskabsstrukturer og
-organer, gælder ikke for forsikringsselskaber. Baggrunden
herfor er, at forsikringsselskaber adskiller sig fra andre virk-
somheder ved, at bestyrelsen i kraft af reguleringen inddra-
ges i det daglige arbejde.
Forsikringsselskaber har dog mulighed for at etablere et
repræsentantskab i tillæg til bestyrelse og direktion, jf. lov-
forslagets § 103.
Til § 40
Det følger af den gældende § 13 i lov om finansiel virksom-
hed, at aktiekapitalen i finansielle virksomheder skal indbe-
tales fuldt ud, hvorfor immaterielle aktiver, som er vanske-
lige at værdiansætte, ikke kan anvendes til indbetaling af
aktiekapital. Herudover følger det, at forsikringsselskaber
med deling af aktiekapitalen i aktieklasser med forskellig
stemmeværdi ikke kan finde sted, og at forsikringsselskaber
mod vederlag til eje eller pant ikke må erhverve egne aktier,
hvis egenbeholdningen vil overstige 10 pct.
Den gældende § 13, stk. 6, fastsætter, at Finanstilsynet kan
fastsætte regler for egne udstedte instrumenter, der kan ind-
gå i kapitalgrundlaget, herunder regler om indløsning og
erhvervelse af egne udstedte instrumenter for investerings-
forvaltningsselskaber og for finansielle holdingvirksomhe-
der, som ikke er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til
kreditinstitutter.
Den gældende § 13, stk. 6, er anvendt til at udstede bekendt-
gørelse nr. 1358 af 22. november 2016 om opgørelse af basi-
skapital for gruppe 2-forsikringsselskaber og om opgørelse
af kapitalgrundlag for visse fondsmæglerselskaber.
Den foreslåede § 40 viderefører § 13 i lov om finansiel
virksomhed med redaktionelle ændringer. Der er ikke med
den foreslåede bestemmelse tiltænkt materielle ændringer
for forsikringsselskaber.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at hvis et forsikringsselskab
har valgt selskabsformen aktieselskab, så skal aktiekapitalen
indbetales fuldt ud.
Det foreslås i 2. pkt., at immaterielle aktiver ikke kan anven-
des til indbetaling af aktiekapital.
Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre gennem-
sigtighed, for så vidt angår forsikringsselskabers likviditet,
herunder at der ikke hersker tvivl om kapitalens lødighed.
Ved aktieselskab forstås et selskab, der er omfattet af defini-
tionen i selskabslovens § 5, nr. 1, og som er registreret i Er-
hvervsstyrelsen. Af selskabslovens § 5, nr. 1, fremgår, at et
aktieselskab er et kapitalselskab, herunder et partnerselskab,
hvor kapitalejernes indskudskapital er fordelt på aktier, som
kan udbydes til offentligheden. Kapitalejerne hæfter alene
med deres indskud i selskabet.
Det følger af selskabslovens § 4, stk. 2, at aktieselskaber
skal have en selskabskapital svarende til mindst 400.000 kr.
Selskabskapital defineres i selskabslovens § 5, nr. 31, som
det indskud, kapitalejernes hæftelse er begrænset til.
I henhold til selskabslovens § 33 skal kun 25 pct. af selska-
bskapitalen være indbetalt for aktieselskaber med en aktie-
kapital på mere end 400.000 kr. Bestemmelsen og den fore-
slåede bestemmelse om fuld indbetaling er derfor en særre-
gel for forsikringsselskaber organiseret som aktieselskaber.
Immaterielle aktiver skal forstås i overensstemmelse med
det regnskabsmæssige begreb, der omfatter aktiveret good-
will, aktiverede udviklingsomkostninger, computersoftware
og lignende. Forbuddet mod at lade immaterielle aktiver
indgå som en del af den indbetalte aktiekapital omfatter bå-
186
de stiftelse og senere aktiekapitalforhøjelser. Særligt i afvik-
lingssituationer som f.eks. konkurs, hvor egenkapitalen, som
bl.a. udgøres af aktiekapitalen, skal absorbere tab, er det
uhensigtsmæssigt, at aktiekapitalen udgøres af immaterielle
aktiver, da disse ofte på dette tidspunkt vil have en lavere
eller slet ingen værdi.
Det foreslås i stk. 2, at i forsikringsselskaber kan deling
af aktiekapitalen i aktieklasser med forskellig stemmeværdi
ikke finde sted.
Formålet med bestemmelsen er at forhindre, at aktionærer,
der kun er i besiddelse af en beskeden kapital, kan dominere
et forsikringsselskab. Bestemmelsen medfører, at udstedelse
af stemmeløse aktier samt stemmedifferentiering ikke er en
mulighed for forsikringsselskaber organiseret som aktiesel-
skaber.
Gensidige selskaber og tværgående pensionskasser er ikke
aktieselskaber og er derfor ikke omfattet af bestemmelsen.
Forbuddet mod opdeling i forskellige aktieklasser gælder
alene med hensyn til tildeling af stemmeret. Det er tilladt
at foretage andre opdelinger f.eks. i forskellige risikoklasser,
der fyldestgøres i rækkefølge ved selskabets opløsning. Det
er også tilladt at have en inddeling i aktieklasser efter udbyt-
te, indløselighed m.v.
Bestemmelsen hindrer ikke regler om stemmeretsbegræns-
ninger eller vedtægtsmæssige begrænsninger i den enkelte
aktionærs mulighed for at erhverve aktier. Her finder selska-
bslovens almindelige regler anvendelse. Det er derfor ikke
i strid med bestemmelsen at begrænse stemmeretten til et
bestemt antal stemmer pr. aktionær eller at fastsætte, at en
aktionær maksimalt må eje en vis procentdel af aktiekapita-
len.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at et forsikringsselskab ikke
mod vederlag til eje eller pant må erhverve egne aktier,
hvis den pålydende værdi af selskabets og dets datterselska-
bers samlede beholdning af aktier i selskabet som følge af
erhvervelsen vil overstige 10 pct.
Det foreslås i 2. pkt., at i den tilladte beholdning af egne
aktier medregnes aktier, der er erhvervet af tredjemand i
eget navn, men for virksomhedens regning.
Formålet med bestemmelsen er at sikre finansiel stabilitet,
herunder interesserne for indskydere og forsikringstagere.
Ved pålydende værdi forstås den værdi, som f.eks. en aktie
lyder på, og som er uafhængig af fald eller stigninger i den
faktiske handelsværdi.
En dattervirksomhed er defineret i lovforslagets § 9, nr. 7,
som en virksomhed, som er underlagt bestemmende indfly-
delse af en modervirksomhed.
Bestemmelsen svarer til § 48, stk. 1, i den nu ophævede ak-
tieselskabslov, hvorefter et aktieselskab ikke mod vederlag
til eje eller pant måtte erhverve egne aktier, hvis den påly-
dende værdi af selskabets, herunder eventuelle datterselska-
bers, aktiebeholdning, herved oversteg 10 pct. Bestemmel-
sen er ikke videreført i selskabsloven.
I selskabsloven er der indført mulighed for, at et kapitalsel-
skab som udgangspunkt kan erhverve en ubegrænset andel
af sine kapitalandele, hvilket således er en nyskabelse i for-
hold til den dagældende aktieselskabslov.
Selskabsloven opstiller forskellige krav, der skal være op-
fyldt, før et kapitalselskab kan erhverve egne kapitalande-
le. Blandt andet kan der kun erhverves kapitalandele, der
er fuldt indbetalte, og der kan kun anvendes midler, som sel-
skabet ville kunne anvende til udbetaling af ekstraordinært
udbytte.
Forsikringsselskaber adskiller sig fra andre virksomheder
ved, at det ikke alene er investorer, der er økonomisk for-
bundet med virksomheden, men ligeledes indskydere, for-
sikringstagere m.v. Ved at fastholde grænsen på 10 pct. er
risikoen for, at en eksisterende aktionær, i forbindelse med
en forsikringsvirksomheds opkøb af egne kapitalandele, kan
opnå en kvalificeret andel – og dermed bestemmende ind-
flydelse – mindsket. Fastholdelsen af grænsen på 10 pct.
bidrager dermed til at sikre, at forsikringsselskaber fortsat er
bredest muligt forankret i samfundet, og i denne forbindel-
se reduceres også mindretalsaktionærers risiko for at blive
tvangsindløst.
Det foreslås i stk. 4, at Finanstilsynet kan fastsætte regler
for egne udstedte instrumenter, der kan indgå i kapitalgrund-
laget, herunder regler om indløsning og erhvervelse af egne
udstedte instrumenter for finansielle holdingvirksomheder,
som ikke er omfattet af Rådets forordning EU nr. 575/2013
af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter
og investeringsselskaber.
Til § 41
Det følger af den gældende § 358 i lov om finansiel virk-
somhed, at Finanstilsynet skal godkende en beslutning om,
at nye aktier skal kunne indbetales ved en konvertering af
gæld.
Det følger af selskabslovens § 161, stk. 1, at hvis nye kapi-
talandele kan indbetales ved konvertering af gæld, skal for-
højelsesbeslutningen indeholde bestemmelserne herom. Det
følger af stk. 2, at det centrale ledelsesorgan skal redegøre
187
for årsagen til, tidspunktet for gældsstiftelsen og grundene
til forslaget om konvertering. Stk. 3 fastlægger, at i aktie-
selskaber skal det centrale ledelsesorgans redegørelse og
eventuelt yderligere udarbejdede dokumenter gøres tilgæn-
gelige for aktionærerne, jf. selskabslovens §§ 98 og 99, samt
fremlægges på generalforsamlingen. Det følger af stk. 4, at
stk. 2 i enighed kan fraviges af kapitalejerne. Endelig følger
det af stk. 5, at kravet i stk. 3 i enighed kan fravælges af
aktionærerne.
Den foreslåede § 41 viderefører § 358 i lov om finansiel
virksomhed uden ændringer. Der er ikke tilsigtet materielle
ændringer med den foreslåede bestemmelse.
Det foreslås i § 41, at beslutning om, at nye aktier skal
kunne indbetales ved konvertering af gæld i medfør af § 161
i selskabsloven, skal godkendes af Finanstilsynet.
Til § 42
Den gældende § 110 i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter, at § 199 i selskabsloven ikke finder anvendelse på et
forsikringsselskabs anskaffelse af egne aktier.
Den gældende § 199, stk. 1, i selskabsloven fastsætter, at
hvis det er nødvendigt for at undgå betydelig og truende
skade for et kapitalselskab, kan det centrale ledelsesorgan
på kapitalselskabets vegne erhverve selskabets egne kapita-
landele mod vederlag efter selskabslovens §§ 196-198 uden
generalforsamlingens bemyndigelse.
Den gældende § 199, stk. 2, i selskabsloven fastsætter, at
det centrale ledelsesorgan efter erhvervelse i medfør af stk.
1 skal underrette den førstkommende generalforsamling om
en række nærmere oplysninger om den foretagne anskaffelse
af egne aktier, herunder baggrunden for og formålet med
de foretagne erhvervelser, antallet og værdien af de erhver-
vede kapitalandele, hvor stor en del af selskabskapitalen de
erhvervede kapitalandele repræsenterer, og vederlaget for de
erhvervede kapitalandele.
Den foreslåede § 42 viderefører den gældende lov om finan-
siel virksomhed § 110 med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i § 42, at § 199 i selskabsloven ikke finder an-
vendelse på et forsikringsselskabs anskaffelse af egne aktier.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at et forsikringssel-
skab er nødt til at indhente generalforsamlingens bemyndi-
gelse til enhver erhvervelse af egne aktier. Derved hindres
»diskrete« erhvervelser af egne aktier. Anskaffelse af egne
aktier i et forsikringsselskab kan heller ikke ske uden ge-
neralforsamlingens bemyndigelse, selvom dette sker for at
undgå betydelig og truende skade for forsikringsselskabet.
Hensynet bag reglen er det særlige hensyn, som gælder
for forsikringsbranchen til at varetage beskyttelsen af for-
sikringstagernes interesser. Endvidere sikrer den foreslåede
bestemmelse, at anskaffelse af egne aktier i et forsikringssel-
skab vil komme til alle aktionærers kendskab som en del af
indkaldelse til generalforsamlingen, hvor en evt. anskaffelse
af egne aktier ville skulle godkendes.
Til § 43
Den gældende § 290 i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter reglerne om udbytteuddeling i gensidige forsikringssel-
skaber.
Den gældende § 180 i selskabsloven fastsætter regler om
udlodning af ordinært udbytte. Efter selskabslovens § 180,
stk. 1, træffer generalforsamlingen beslutning om fordeling
af det beløb, der er til rådighed efter årsregnskabet ved
udlodning af udbytte. Generalforsamlingen må ikke beslut-
te udlodning af højere udbytte end foreslået eller tiltrådt
af selskabets centrale ledelsesorgan. Efter selskabslovens §
180, stk. 2, kan der som udbytte kun anvendes frie reserver,
hvorved forstås beløb, som i selskabets senest godkendte
årsregnskab er opført som overført overskud, og reserver,
som ikke er bundet i henhold til lov eller vedtægter, med
fradrag af overført underskud.
Den foreslåede § 43 viderefører den gældende § 290 i lov
om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at som udbytte til aktionærer, rente til
garanter eller udbetaling til medlemmer i gensidige selska-
ber kan kun anvendes årets resultat (overskud) i henhold
til den godkendte årsrapport for sidste regnskabsår, overført
overskud fra tidligere år og andre reserver, der ikke er bund-
ne i medfør af lov eller selskabets vedtægter, efter fradrag
dels af udækket underskud, dels af beløb, der i medfør af lov
eller selskabets vedtægter skal henlægges til en sikkerheds-
fond eller til andre formål.
Den foreslåede bestemmelse svarer til selskabslovens §
180. Bestemmelsen er dog tilrettet i overensstemmelse med
de forskelle, som følger af de særlige selskabsretlige regler,
der gælder for udøvelse af forsikringsvirksomhed for gensi-
dige selskaber.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at for-
sikringsselskaber, der er aktieselskaber, i lighed med andre
aktieselskaber, får mulighed for at uddele ordinært udbytte.
188
Forudsætningen for, at der kan ske udbetaling af udbytte
efter den foreslåede bestemmelses stk. 1 er, at alle krav til
selskabets basiskapital er opfyldt.
Som udbytte kan benyttes årets resultat (overskud) i henhold
til den godkendte årsrapport for sidste regnskabsår, overført
overskud fra tidligere år og andre reserver, der ikke er bund-
ne i medfør af lov eller selskabets vedtægter. Det det afhæn-
ger af den enhver tid gældende lovgivning, hvilke reserver
der er frie.
Udgangspunktet vil derfor være, i overensstemmelse med
selskabsloven og årsregnskabsloven, at alle reserver vil kun-
ne anvendes til udbetaling af udbytte. Dette gælder dog
kun, hvis der er tale om frie reserver, altså hvor det ikke
i lovgivningen er foreskrevet, at der er tale om en reserve,
som dermed ikke kan anvendes til uddelinger – de såkaldte
bundne reserver.
Udbetaling af rente til garanterne forudsætter, at dette er
tilsikret ved en bestemmelse i vedtægterne, jf. lovforslagets
§ 242, stk. 1, nr. 3.
Ifølge lovforslagets § 29 skal et forsikringsselskab, der
har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed,anmel-
de dets tekniske grundlag til Finanstilsynet senest samtidig
med, at grundlaget m.v. tages i anvendelse. Denne anmel-
delse skal indeholde en angivelse af regler for beregning
og fordeling af realiseret resultat til forsikringstagerne og
andre berettigede efter forsikringsaftalerne, jf. lovforslagets
§ 29, stk. 1, nr. 3. Efter den foreslåede § 30, stk. 2, skal de
anmeldte regler for beregning og fordeling af et realiseret
resultat være præcise og klare og føre til en rimelig forde-
ling.
Betegnelsen ”overført overskud” anvendes som en fællesbe-
tegnelse for årets resultat og overført resultat fra tidligere
år. Det er en forudsætning, at årets resultat med tillæg af
overført overskud eller fradrag af overført underskud mindst
svarer til det foreslåede udbytte.
Vedtægtsmæssige bundne reserver omfatter eksempelvis
grundfonden i gensidige selskaber.
Gensidige selskaber er forsikringsselskaber, der ejes af
deres forsikringstagere. Forsikringstagerne betegnes også
som selskabets medlemmer. I et gensidigt selskab hæfter
forsikringstagerne (medlemmerne) for selskabets forpligtel-
ser. Gensidige selskabers juridiske klassifikation er ikke
klar. I selskabsretlig forstand befinder gensidige selskaber
sig mellem foreningen og aktieselskabet. En lang række
af reglerne i selskabsloven gælder for gensidige selskaber
gennem henvisninger i den foreslåede lov om forsikrings-
virksomhed til selskabsloven. Forhold, der ikke er reguleret
i den finansielle lovgivning eller gennem henvisninger til
selskabsloven, omfattes af dansk rets almindelige uskrevne
regler om andelsselskaber.
Reglerne om anvendelse af årets resultat (overskud), den
godkendte årsrapport og reglerne for regnskabsåret fremgår
af lovforslagets kapitel 17 og bekendtgørelse nr. 937 af au-
gust 2015 om finansielle rapporter for forsikringsselskaber
og tværgående pensionskasser.
Med det godkendte årsregnskab for sidste regnskabsår me-
nes der det regnskab, der indsendes til Finanstilsynet som
godkendt af generalforsamlingen, jf. lovforslagets § 188,
stk. 1.
Hvis der efter forsikringsvilkårene er tillagt forsikringstager-
ne en ret til bonus eller rabat på grundlag af de tegnede
forsikringers skadesforløb eller lignende, skal disse forplig-
telser udgiftsføres, inden årets overskud beregnes. Sådanne
bonus er ikke relateret til den overskudsandel, som efter
vedtægterne kan være tillagt medlemmerne, og som må
sidestilles med det udbytte, der tilkommer aktionærer i et
aktieselskab.
Selskabets status kan i tiden mellem regnskabsårets afslut-
ning og datoen for udbyttets udbetaling være forringet i et
sådant omfang, at udbytteudbetalingen ikke bør finde sted.
Det faktum, at årsrapporten udviser frie midler, der kan
anvendes til udbetaling af udbytte, kan ikke tages til ud-
tryk for, at en udbyttebetaling vil være forsvarlig. Det er
bestyrelsen, der er ansvarlig for, at en udbyttebetaling er
forsvarlig, og at der fortsat er dækning for selskabets bund-
ne reserver, herunder selskabskapitalen, også på beslutnings-
tidspunktet.
Bestyrelsen skal ikke alene tage hensyn til indtrufne be-
givenheder, men også til den forventede fremtidige udvik-
ling. Hvis bestyrelsen således finder indikationer på, at sel-
skabet f.eks. i det kommende år vil få et lavere salg end
tidligere forventet, skal bestyrelsen tage hensyn til dette, når
de vurderer udbyttets forsvarlighed.
Vedtægtsmæssigt bundne reserver er f.eks. grundfonden i
gensidige selskaber.
Oprettelse af en sikkerhedsfond er ikke påbudt ved lov, som
tilfældet var tidligere. Hvis der er oprettet sikkerhedsfonde
i henhold til et forsikringsselskabs vedtægter, er sikkerheds-
fonden reguleret af lovforslagets § 163.
Andre formål kan eksempelvis være opskrivningshenlæg-
189
gelser vedrørende fast ejendom eller fonde, hvis formål er at
betale til bonusudjævning.
Det foreslås i stk. 2, at som ekstraordinært udbytte kan an-
vendes de i det følgende oplistede midler.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at midler, der er omfattet af stk. 1,
kan anvendes som ekstraordinært udbytte.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at overskud i det indeværende
regnskabsår frem til datoen for mellembalancen, jf. § 183,
stk. 2, i selskabsloven, hvis beløbet ikke er uddelt, forbrugt
eller bundet, kan anvendes som ekstraordinært udbytte.
Det foreslås i stk. 2, nr. 3, at frie reserver, der er opstået eller
blevet frigjort i det indeværende regnskabsår, ligeledes kan
anvendes som ekstraordinært udbytte.
Ifølge den foreslåede bestemmelse får forsikringsselskaber
mulighed for at anvende de i stk. 2 nævnte midler som
ekstraordinært udbytte.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at
forsikringsselskaber, der er aktieselskaber, i lighed med an-
dre aktieselskaber får mulighed for at uddele ekstraordinært
udbytte.
Ekstraordinært udbytte kan ifølge bestemmelsen udgøres af
beløb omfattet af stk. 1, hvis der ikke i det indeværende
regnskabsår er disponeret over disse på en måde, hvorved
midlerne er brugt eller bundet, eksempelvis ved uddeling af
udbytte på den ordinære generalforsamling eller ved selska-
bets investering. Desuden kan selskabets optjente overskud
fra starten af det indeværende regnskabsår og frem til datoen
for den mellembalance, der ligger til grund for beslutningen,
jf. selskabslovens § 183, stk. 2, uddeles som ekstraordinært
udbytte.
Således kan reserver, som er bundet pr. statusdagen, men
som efterfølgende i det indeværende regnskabsår er blevet
til frie reserver, uddeles som ekstraordinært udbytte. Tilsva-
rende gælder selskabets øvrige frie reserver, som er opstået i
indeværende regnskabsår.
Den foreslåede § 43, stk. 2, svarer til selskabslovens § 182,
stk. 3.
Selskabsloven § 182, stk. 3, bestemmer, at som ekstraordi-
nært udbytte efter stk. 1 og 2 kan der kun anvendes midler,
der er omfattet af § 180, stk. 2, samt optjent overskud og frie
reserver, der er opstået eller blevet frigjort efter den periode,
der senest er aflagt årsrapport for, medmindre beløbet er
udloddet, forbrugt eller bundet.
Selskabslovens § 183, stk. 1, fastsætter, at der i aktiesel-
skaber altid skal vedlægges en balance ved beslutning om
udlodning af ekstraordinært udbytte. Bestyrelsen vurderer,
om det er forsvarligt at vedlægge balancen fra seneste års-
rapport, eller om der skal udarbejdes en mellembalance, der
viser, at der er tilstrækkelige midler til rådighed for uddelin-
gen, jf. dog stk. 2.
Selskabslovens § 183, stk. 2, fastsætter, at uanset stk. 1,
skal der i aktieselskaber, hvor beslutningen om udlodning
af ekstraordinært udbytte træffes mere end 6 måneder efter
balancedagen i selskabets senest godkendte årsrapport, altid
udarbejdes en mellembalance, der viser, at der er tilstrække-
lige midler til rådighed for uddelingen.
Efter selskabslovens § 183, stk. 1, 2. pkt., er det således
som udgangspunkt op til selskabets centrale ledelsesorgan
at vurdere, om der er behov for at udarbejde en egentlig
mellembalance efter reglerne i årsregnskabsloven, eller om
balancen fra den seneste årsrapport kan anvendes som mel-
lembalance. Denne valgfrihed modificeres dog i selskabslo-
vens § 183, stk. 2, som fastsætter, at ledelsen er påkrævet at
udarbejde en mellembalance, hvis beslutning om udlodning
af ekstraordinært udbytte træffes mere end 6 måneder efter
balancedagen i selskabets senest godkendte årsrapport.
Hvis der udarbejdes en mellembalance, skal den vise, at det
foreslåede ekstraordinære udbytte kan rummes indenfor de
frie reserver.
Det skal bemærkes, at det ikke automatisk gør det forsvar-
ligt for ledelsen at anvende balancen i årsrapporten som
mellembalance i perioden fra årsrapportens godkendelse og
indtil 6 måneder efter balancedagen i årsrapporten. Ledel-
sen vil også i denne periode som følge af dens forsvarlig-
hedsforpligtelse være nødt til at vurdere, hvorvidt det er
forsvarligt at anvende årsrapportens balance, eller om sel-
skabets forhold nødvendiggør, at der udarbejdes en egentlig
mellembalance eller lignende. Når ledelsen skal vurdere,
hvad der i sådanne tilfælde vil være nødvendigt, vil ledelsen
således skulle lægge afgørende vægt på selskabets økonomi-
ske forhold, ligesom det vil have betydning, om det alene
er en mindre del af selskabets utvivlsomt frie reserver, der
påtænkes udloddet som ekstraordinært udbytte, eller om det
eksempelvis er en meget væsentlig del heraf, og hvor der
eventuelt kan være tvivl om, hvorvidt det ekstraordinære
udbytte kan rummes indenfor selskabets frie reserver på
beslutningstidspunktet.
Mellembalancen ved udlodning af ekstraordinært udbytte
kan eksempelvis være et halvårsregnskab eller et andet peri-
oderegnskab udarbejdet særligt til brug for beslutningen om
ekstraordinært udbytte, men regnskabsmaterialet kan være
mindre omfattende end et perioderegnskab, f.eks. hvis perio-
den fra aflæggelse af seneste årsrapport frem til beslutnin-
190
gen træffes er kort. Mellembalancen skal være udarbejdet
efter principperne i den lovgivning, som selskabet har udar-
bejder årsrapport efter, dvs. for de fleste selskaber årsregn-
skabsloven.
Til § 44
Den gældende § 291 i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter visse økonomiske begrænsninger for, at et forsikringssel-
skab kan udbetale udbytte eller ekstraordinært udbytte til
aktionærer, rente til garanter eller beløb til medlemmer i
gensidige selskaber.
Den foreslåede § 44 viderefører den gældende § 291 i lov
om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i § 44, at så længe gruppe 1-forsikringsselska-
bet ikke opfylder solvenskapitalkravet, jf. § 154, eller mini-
mumskapitalkravet, jf. § 155, eller gruppe 2-forsikringssel-
skabet ikke opfylder basiskapitalkravet i § 156, kan der ikke
udbetales udbytte eller ekstraordinært udbytte til aktionærer,
rente til garanter eller beløb til medlemmer i gensidige sel-
skaber.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der kun kan ud-
betales udbytte, hvis et gruppe 1-forsikringsselskab opfylder
både solvens- og minimumskapitalkravet. Endvidere skal
gruppe 1-forsikringsselskaberne efter §§ 154 og 155 opgøre
et solvens- og et minimumskapitalkrav. Endvidere kan der
ifølge bestemmelsen kun udbetales udbytte, hvis et gruppe
2-forsikringsselskab opfylder basiskapitalkravet i § 156, der
indeholder solvensreglerne for gruppe 2-forsikringsselska-
ber.
Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at udbyt-
tebetaling sker på et forsvarligt grundlag, hvor forsikrings-
selskabet faktisk har et tilstrækkeligt kapitalgrundlag til at
udbetale udbytte eller ekstraordinært udbytte til aktionærer,
rente til garanter eller beløb til medlemmer i gensidige sel-
skaber.
Det følger af lovforslagets § 154, at gruppe 1-forsikringssel-
skabers bestyrelse og direktion skal sikre, at selskabet til en-
hver tid har et kapitalgrundlag, som dækker det af selskabet
opgjorte solvenskapitalkrav, jf. lovforslagets § 154, stk. 2,
som bestemmer, at solvenskapitalkravet opgøres enten ved
anvendelse af standardformlen eller ved anvendelse af en
intern model, der er godkendt af Finanstilsynet.
Det følger af lovforslagets § 155, at gruppe 1-forsikringssel-
skabers bestyrelse og direktion skal sikre, at selskabet til
enhver tid har et basiskapitalgrundlag, som dækker det af
selskabet opgjorte minimumskapitalkrav.
Det følger af lovforslagets § 156, at gruppe 2-forsikringssel-
skabers bestyrelse og direktion skal sikre, at virksomheden
har en tilstrækkelig basiskapital til at dække virksomhedens
risici. § 156 fastsætter endvidere krav til, hvad minimums-
basiskapitalen for gruppe 2-forsikringsselskaber udgør.
Gensidige selskaber er forsikringsselskaber, der ejes af de-
res forsikringstagere. Forsikringstagerne betegnes også som
selskabets medlemmer. I et gensidigt selskab hæfter forsik-
ringstagerne (medlemmerne) for selskabets forpligtelser.
Til § 45
Den gældende § 292 i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter de nærmere regler for udlodning til aktionærer, herunder
mulighederne for uddeling af udbytte og ekstraordinært ud-
bytte, når et forsikringsaktieselskab er under likvidation.
Den foreslåede § 45 viderefører den gældende § 292 i lov
om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer. Den
foreslåede bestemmelse medfører ikke materielle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at i forsikringsselskaber, der er aktiesel-
skaber, kan uddeling af selskabets midler til aktionærerne ud
over §§ 43 og 44 kun finde sted som udlodning i forbindelse
med nedsættelse af aktiekapitalen eller selskabets opløsning,
herunder ved likvidation.
Bestemmelsen indeholder de nærmere regler for udlodning
til aktionærer, herunder mulighederne for uddeling af udbyt-
te og ekstraordinært udbytte, når et forsikringsaktieselskab
er under likvidation. Den foreslåede bestemmelses stk. 1
henviser ved formuleringen »i øvrigt« udelukkende til reg-
lerne i forslagets §§ 43 og 44.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at for-
sikringsselskaber, der er aktieselskaber, i lighed med andre
aktieselskaber får mulighed for at uddele udbytte eller eks-
traordinært udbytte i forbindelse med selskabets nedsættelse
af aktiekapitalen eller opløsning ved likvidation.
Som følge af den foreslåede bestemmelse kan der i forbin-
delse med et aktieselskabs likvidation ske uddeling af sel-
skabets midler, når selskabet har tilstrækkelig overskudsli-
kviditet til, at likvidator ikke finder det betænkeligt.
Den foreslåede § 45, stk. 1, svarer til selskabslovens § 179,
stk. 1.
Selskabslovens § 179, stk. 1, indeholder selskabslovens reg-
ler om kapitalafgang. Bestemmelsen fastslår, at uddeling af
selskabets midler til kapitalejerne kan kun finde sted
191
1) som udbytte på grundlag af det senest godkendte års-
regnskab, jf. selskabslovens § 180,
2) som ekstraordinært udbytte, jf. selskabslovens §§ 182
og 183,
3) som udlodning i forbindelse med nedsættelse af selska-
bskapitalen, jf. selskabslovens §§ 185-193, eller
4) som udlodning i forbindelse med selskabets opløsning,
jf. selskabslovens kapitel 14.
Ved midler skal forstås alle selskabets midler.
For så vidt angår udlodning i forbindelse med nedsættel-
sen af selskabskapitalen kan henvises til selskabslovens
§§ 185-193, der regulerer kapitalnedsættelse, anmeldelse af
kapitalnedsættelse, opfordring til kreditorerne i forbindelse
med kapitalnedsættelse og gennemførelse af kapitalnedsæt-
telsen.
En kapitalnedsættelse til udbetaling forudsætter efter selska-
bslovens § 189, stk. 1, at det centrale ledelsesorgan har
stillet forslaget herom eller godkender forslaget, jf. § 188,
stk. 1. Dette skal ses i sammenhæng med, at det centrale
ledelsesorgan har den største viden om selskabets økonomi-
ske forhold, hvilket også er baggrunden for, at det er det
centrale ledelsesorgan, der er ansvarligt for, at en kapitalaf-
gang fra et selskab er forsvarlig, jf. selskabslovens § 179,
stk. 2, 1. pkt., og at der efter kapitalafgangen er dækning for
selskabets bundne reserver, jf. selskabslovens § 179, stk. 2,
2. pkt. Foruden dette, gælder kravet om forsvarlighed ved
udlodning af selskabets midler, og at der skal være dækning
for de bundne reserver efter udlodning.
Reglerne om udlodning fra selskaber under likvidation blev
ligesom reglerne om udlodning af ekstraordinært udbytte og
reglerne om kapitalnedsættelser ændret i forbindelse med
selskabsloven. Der er i selskabsloven to typer udlodninger
fra selskaber under likvidation. De to former er udbetaling
af udbytte og ekstraordinært udbytte under likvidationen og
udlodning af likvidationsprovenuet, herunder aconto udlod-
ning heraf.
Om udlodning af udbytte og ekstraordinært udbytte fra et
selskab, mens selskabet er under likvidation, kan henvises til
reglerne i selskabslovens § 222. Med hensyn til udlodning
af likvidationsprovenuet kan henvises til selskabslovens §
223, herunder bestemmelsens stk. 2 vedrørende aconto ud-
lodning.
De nærmere regler om ophør, likvidation, afvikling og re-
konstruktion findes i lovforslagets kapitel 15.
Det foreslås i stk. 2, at i gensidige selskaber kan uddeling til
medlemmer, ud over efter stk. 1, kun ske i overensstemmel-
se med de regler, der er fastsat i vedtægterne.
Gensidige selskaber er forsikringsselskaber, der ejes af
deres forsikringstagere. Forsikringstagerne betegnes også
som selskabets medlemmer. I et gensidigt selskab hæfter
forsikringstagerne (medlemmerne) for selskabets forpligtel-
ser. Der er af denne årsag et særligt beskyttelseshensyn i
gensidige selskaber, som bestemmelsen har til formål at sik-
re, at der bliver taget højde for ved uddeling til medlemmer.
Det foreslås i stk. 3, at udbytte eller ekstraordinært udbytte
til aktionærer, rente til garanter eller udbetaling til medlem-
mer i gensidige selskaber ikke må overstige, hvad der er
forsvarligt under hensyn til selskabets og i moderselskaber
koncernens økonomiske stilling.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at
forsikringsselskaber ikke udbetaler udbytte ud over, hvad
der er er forsvarligt under hensyn til selskabets og modersel-
skabets og koncernens økonomiske stilling, og ikke handler
i strid med, hvad der er i forsikringstagernes bedste interes-
se. Forsvarlighed skal vurderes konkret. Det vil ikke være
forsvarligt at udbetale udbytte, hvis det medfører, at selska-
bets fortsatte eksistens derved bringes i fare.
Den foreslåede bestemmelse svarer til selskabslovens § 179,
stk. 2, med de forskelle, som følger af de særlige selska-
bsretlige regler, der gælder ved udøvelse af forsikringsvirk-
somhed. Selskabslovens § 179, stk. 2, fastslår, at selskabets
centrale ledelsesorgan er ansvarligt for, at uddeling ikke
overstiger, hvad der er forsvarligt under hensyn til selska-
bets og moderselskabet og koncernens økonomiske stilling,
og ikke sker til skade for selskabet eller dets kreditorer, jf.
selskabslovens § 115, nr. 5, og § 116, nr. 5. Det centrale
ledelsesorgan er desuden ansvarlig for, at der efter uddelin-
gen er dækning for selskabskapitalen og de reserver, der er
bundne i henhold til lov eller vedtægt.
Den foreslåede bestemmelse vedrører alene uddeling af ud-
bytte og ekstraordinært udbytte. Det gældende forbud mod
uddeling af selskabets likvidationsprovenu vil således blive
opretholdt.
Moderselskab er defineret i lovforslagets § 9, stk. 1, nr. 6,
som en virksomhed, som har en eller flere dattervirksomhe-
der.
Til § 46
Det følger af den gældende § 29 i lov om finansiel virk-
somhed, at et forsikringsselskab kan drive virksomhed, der
er accessorisk til den virksomhed, som Finanstilsynet har
givet tilladelse til, under forudsætning af at den accessoriske
virksomhed er direkte forbundet med og ligger i naturlig
forlængelse af den virksomhed, som Finanstilsynet har givet
tilladelse til. Som accessorisk virksomhed anses også digita-
le løsninger og services, der er direkte forbundet med og
192
ligger i naturlig forlængelse af den tilladte virksomhed. Fi-
nanstilsynet kan bestemme, at den accessoriske virksomhed
skal udøves af et andet selskab. Forsikringsselskaber kan
drive forsikringsformidling og agentvirksomhed for forsik-
ringsselskaber og for andre selskaber, der er under Finans-
tilsynets tilsyn. Forsikringsselskaber må gennem dattervirk-
somheder drive anden finansiel virksomhed. Endvidere må
forsikringsselskaber drive accessorisk servicevirksomhed
gennem en dattervirksomhed med begrænset hæftelse.
Den gældende bestemmelse i § 29 i lov om finansiel virk-
somhed foreslås videreført i § 46 alene med de redaktionelle
ændringer, at den gældende § 29, stk. 4, nr. 1, videreføres
i den foreslåede § 46, stk. 4, at § 29, stk. 4, nr. 2, videre-
føres i den foreslåede § 46, stk. 5, og at begrebet anden
finansiel virksomhed i den gældende § 29, stk. 4, nr. 2, æn-
dres til forsikringsselskab, pengeinstitut, realkreditinstitut,
fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab i
den foreslåede § 46, stk. 4. Der er med videreføreslen af den
gældende bestemmelse ikke tiltænkt en ændring af Finans-
tilsynets praksis.
Den gældende § 29 i lov om finansiel virksomhed imple-
menterer Solvens II-direktivets artikel 18, stk. 1, litra a og
b, der medfører, at hjemlandet skal kræve, at ethvert selskab,
for hvilket der ansøges om tilladelse som forsikringsselskab,
begrænser sit formål til forsikringsvirksomhed og direkte
forbundne forretninger med udelukkelse af enhver anden
erhvervsmæssig virksomhed. Den foreslåede bestemmelse
udvider således det virksomhedsområde, som forsikringssel-
skaber lovligt kan udøve efter lovforslagets § 19.
Den foreslåede bestemmelses stk. 1. 1. pkt., fastslår, at for-
sikringsselskaber kan drive virksomhed, der er accessorisk
til den virksomhed, der er givet tilladelse til.
Hvilke typer virksomhed der er accessorisk til forsikrings-
virksomhed, fastlægger Finanstilsynet gennem administrativ
praksis under hensyntagen til den samfundsmæssige udvik-
ling. Vurderingen foretages ud fra forsikringsselskabers ge-
nerelle kerneområder, der fremgår af bilag 1 om skadesfor-
sikringsvirksomhed og bilag 2 om livsforsikringsvirksom-
hed. Finanstilsynet har i sin afgørelse af 31. oktober 2007
af, om et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve
livsforsikringsvirksomhed, som accessorisk virksomhed kan
yde investeringsservice til andet forsikringsselskaber, der
har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, bemær-
ket, at forsikringsvirksomhed har tre hovedelementer, der
skal ses i nær sammenhæng: at indgå forsikringsaftaler, at
forvalte de forudbetalte midler bedst muligt og at udbetale
ydelser, når forsikringsbegivenheder indtræder.
Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at forsik-
ringsselskaber som udgangspunkt alene kan drive den type
virksomhed, de har tilladelse til. Selskaberne har imidlertid
gennem forsikringsvirksomheden erhvervet en ekspertise på
direkte forbundne tilgrænsende områder, som det ud fra
en samfundsmæssig betragtning er hensigtsmæssigt at stille
til rådighed for selskabernes kunder og for andre. Som ek-
sempler på sådan ekspertise kan nævnes statistikudarbejdel-
se, bygningssyn, risikovurderinger og viden om skadesfore-
byggelse og risikovurderinger.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at forsikringsselska-
ber f.eks. kan tilbyde produkter med tilknytning til forsik-
ringsvirksomheden. Som eksempler på produkter, som for-
sikringsselskaber efter forslaget kan tilbyde, kan nævnes
salg af tyveri- og brandalarmeringsanlæg, skadesbegræn-
sende virksomhed i tilknytning til forsikringsskader, vag-
tvirksomhed, undervisning i skadeforebyggelse og skadebe-
grænsning samt finansiering af sådanne ydelser. Hvad angår
udøvelse af skadeforebyggende virksomhed bemærkes, at
det ikke vil være en forudsætning, at resultaterne af skade-
forebyggelsen stilles til vederlagsfri rådighed for alle inte-
resserede.
Forslaget indebærer endvidere, at forsikringsselskaber kan
præstere totalløsninger. Totalløsninger, ud over forsikring,
skadeforebyggelse og skadebegrænsning, kan indeholde ele-
menter af finansiering, i det omfang det er i overensstem-
melse med reglerne om prudent person-princippet, jf. lov-
forslagets § 175. Et eksempel på en sådan totalløsning kan
være tegning af bygningsforsikring, regelmæssigt bygnings-
syn med henblik på skadeforebyggelse samt salg og drift
af vagt-, sikrings- og alarmsystemer. Andre eksempler kan
være, at forsikringsselskabet kan yde lån mod pant i fast
ejendom og dermed præstere en samlet boligløsning, udby-
delse af bilpakke bestående af forsikring samt servicekon-
trakt med det formål at opnå størst mulig trafiksikkerhed og
mindst mulig værdiforringelse af bilen, eller formidling af
fast ejendom i erhvervsmæssig øjemed.
Anden finansiel virksomhed, der kræver tilladelse efter den
finansielle regulering anses ikke for at kunne være accesso-
risk virksomhed for et forsikringsselskab. Dette følger og-
så af den gældende praksis, f.eks. Finanstilsynets afgørelse
af 31. oktober 2007, der vedrørte et livsforsikringsselskabs
mulighed for at yde investeringsservice til et andet, uafhæn-
gigt livsforsikringsselskab. Finanstilsynet fastslog her, at det
ikke kunne ske under reglerne om accessorisk virksomhed,
og lagde ved afgørelsen vægt på, at der ikke var tale om
koncernforbundne selskaber. Det er modsat Finanstilsynets
afgørelse af 25. juni 2007, at omfanget af den påtænkte virk-
somhed samt risici forbundet hermed ansås for at være af
betydning for livsforsikringsselskabets økonomiske stilling,
samt at der i lov om finansiel virksomhed stilles forskelli-
ge krav til udøvelsen af investeringsvirksomhed i forhold
til udøvelse af livsforsikringsvirksomhed, der tilgodeser for-
skellige aspekter ved de to typer af finansielle virksomheder,
hvorfor livsforsikringsselskaber ikke uden tilladelse og uden
at opfylde de i lov om finansiel virksomhed opstillede krav
193
til sådan investeringsvirksomhed kan foretage investerings-
service for alle og enhver. Finanstilsynet lagde endvidere
vægt på, at der i MiFID-direktivet ikke er hjemmel til, at
livsforsikringsselskaber generelt kan drive investeringsvirk-
somhed uden tilladelse og tilbyde investeringsservice for
tredjemand, og at undtagelsesbestemmelsen i den dagælden-
de bekendtgørelse nr. 938 af 16. juni 2004 alene tillod in-
vesteringsservices knyttet til livsforsikringsvirksomhedens
egen investeringsportefølje som led i udøvelsen af livsfor-
sikringsvirksomhed.
Det foreslåede stk. 1, 2. pkt., fastslår, at som accessorisk
virksomhed anses virksomhed, herunder digitale løsninger
og services, der er forbundet med og ligger i naturlig forlæn-
gelse af den tilladte virksomhed.
Det kan for forsikringsselskaber være løsninger, der gi-
ver kunderne et overskueligt overblik over forsikringsfor-
hold. Et forsikringsselskabs løsninger, der giver forsikrings-
selskabets kunder et overblik over deres aftaler i det pågæl-
dende forsikringsselskab, anses som en del af kerneforret-
ningen for forsikringsselskabet.
Som også anført under det foreslåede stk. 1, 1. pkt., fast-
lægges den nærmere afgrænsning af begrebet ”accessorisk
virksomhed”, herunder også de forskellige former for digita-
le løsninger og services, via Finanstilsynets praksis under
hensyntagen til bl.a. den samfundsmæssige udvikling.
Det foreslåede stk. 2 fastslår, at Finanstilsynet kan bestem-
me, at den accessoriske virksomhed skal udøves i et andet
selskab.
Formålet hermed er at sikre, at accessorisk virksomhed ef-
ter stk. 1, der efter omstændighederne kan være af væsent-
lig betydning for forsikringsselskabets økonomiske stilling,
udøves i et fra forsikringsselskabet adskilt selskab.
Finanstilsynets afgørelse vil være baseret på en konkret
vurdering og vil afhænge af bl.a. den accessoriske virksom-
heds betydning for forsikringsselskabets økonomiske stilling
samt den risiko, der er forbundet med den accessoriske virk-
somhed. I vurderingen af, om den accessoriske virksomhed
bør udskilles, kan ligeledes indgå, om hensynet til gennem-
sigtighed tilsiger, at der bør aflægges to regnskaber, og hvor-
vidt der kan gennemføres et mere effektivt tilsyn, hvis den
accessoriske virksomhed udskilles.
Det foreslåede stk. 2 omfatter kun den accessoriske virk-
somhed og kan ikke bruges til at pålægge forsikringsselska-
ber at udskille aktiviteter, der er omfattet af deres tilladelse i
henhold til lovforslagets § 14, stk. 1.
Manglende efterlevelse af påbud givet i medfør af det fore-
slåede stk. 2 foreslås strafbelagt, jf. lovforslagets § 313,
stk. 1. Ansvarssubjektet for overtrædelse af stk. 2 er det på-
gældende forsikringsselskab. Den strafbare handling består i
ikke at efterkomme Finanstilsynets pålæg om, at den acces-
soriske virksomhed skal udøves af et andet selskab. Over-
trædelse vil kunne straffes med bøde eller fængsel indtil
fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den
øvrige lovgivning.
Det foreslåede stk. 3 fastslår, at forsikringsselskaber kan
drive forsikringsformidling og agentvirksomhed for forsik-
ringsselskaber og andre selskaber, der er under Finanstilsy-
nets tilsyn.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 er en videreførelse af
reglerne i den gældende § 29, stk. 3, i lov om finansiel
virksomhed.
Forsikringsselskaber kan drive forsikringsagenturvirksom-
hed for selskaber både i og uden for samme koncern og både
for indenlandske og udenlandske selskaber, der er under til-
syn af Finanstilsynet. Forsikringsselskaber, som er hjemme-
hørende i et EU-land eller i et land, som har implementeret
Solvens II-direktivet, og som har anmeldt sig som tjenestey-
dere i Danmark efter dette lovforslags § 49, sidestilles med
selskaber under tilsyn af Finanstilsynet. Dette forudsætter
dog, at forsikringsselskabet kan drive grænseoverskridende
virksomhed efter dette lovforslags § 49.
De andre virksomheder under Finanstilsynets tilsyn, der kan
drives agentvirksomhed for, omfatter de virksomheder, som
Finanstilsynet efter lov fører tilsyn med. Finanstilsynet fø-
rer eksempelvis tilsyn med forsikringsformidlere, genforsik-
ringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere efter
§ 22 i lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse
nr. 378 af 2. april 2020.
Det foreslås i stk. 4, at forsikringsselskaber kan drive virk-
somhed som forsikringsselskab, pengeinstitut, realkreditin-
stitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningssel-
skab gennem en dattervirksomhed.
Det foreslåede indebærer, at forsikringsselskaber kan dri-
ve forsikringsselskab, pengeinstitut, realkreditinstitut, fonds-
mæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab gennem
dattervirksomheder. Dattervirksomhed skal forstås i over-
ensstemmelse med definitionen i lovforslagets § 9, stk. 1,
nr. 7. Kravet til selskabsformen for dattervirksomheden be-
stemmes af lovkravene til den påtænkte anden finansielle
virksomhed.
Bestemmelsen skal sikre konkurrencemæssig ligestilling
med hensyn til at drive finansiel virksomhed.
194
Det bemærkes, at bestemmelsen ikke indebærer, at datter-
virksomhederne skal være finansielle virksomheder efter
den finansielle regulering, idet den anden finansielle virk-
somhed kan drives gennem udenlandske dattervirksomhe-
der. Dog skal et forsikringsselskab, der ønsker at etablere
en dattervirksomhed i et land uden for Den Europæiske
Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det
finansielle område, have Finanstilsynets tilladelse hertil, jf.
lovforslagets § 62.
Det foreslås i stk. 5, at forsikringsselskaber kan drive acces-
sorisk servicevirksomhed gennem en dattervirksomhed med
begrænset hæftelse.
Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende § 29,
stk. 4, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed.
Det foreslåede indebærer, at forsikringsselskaber i en dat-
tervirksomhed med begrænset hæftelse til forsikringsselska-
bet kan drive accessorisk servicevirksomhed. Virksomheden
kan således ikke drives som f.eks. et interessentskab eller på
en anden måde, der medfører at forsikringsselskabet kom-
mer til at hæfte for virksomhedens gæld.
Kravet om at dattervirksomheden skal drives i et selskab
med begrænset hæftelse skal ses i sammenhæng med, at for-
sikringsselskaber i henhold til Solvens II-direktivets artikel
18, stk. 1, litra a, skal begrænse deres formål til forsikrings-
virksomhed og direkte forbundne forretninger med udeluk-
kelse af enhver anden erhvervsmæssig virksomhed.
Hvis virksomhed udover kerneforretningen, direkte forbund-
ne forretninger til kerneforretningen eller accessorisk virk-
somhed kunne drives i en dattervirksomhed uden begrænset
hæftelse, ville forsikringsselskabet kunne hæfte for gæld og
andre forpligtelser fra dattervirksomheden, hvilket begræn-
ser beskyttelsen af forsikringsselskabets kerneforretning.
Kravet afspejler hensynet til direktivets formål om at be-
skytte forsikringsselskabets kerneforretning, således at der
ikke drives virksomhed, der ikke er omfattet af kerneforret-
ningen, direkte forbundne forretninger til kerneforretningen
eller accessorisk virksomhed i selve forsikringsselskabet.
Definitionen af en accessorisk servicevirksomhed fremgår
af artikel 1, nr. 53, i Kommissionens delegerede forordning
2015/35/EU af 10. oktober 2014 om supplerende regler til
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II), hvorefter accessorisk servicevirksom-
hed er et ikke-reguleret selskab, hvis hovedaktivitet består
i besiddelse og forvaltning af fast ejendom, administrering
af databehandlingstjenester, sundheds- og plejeydelser eller
enhver anden lignende aktivitet af accessorisk karakter i
forhold til et eller flere af forsikrings- eller genforsikrings-
selskabers hovedaktivitet.
Med det foreslåede stk. 5 kan et forsikringsselskab i en
dattervirksomhed med begrænset hæftelse drive accessorisk
servicevirksomhed. Accessorisk servicevirksomhed skal for-
stås i overensstemmelse med definitionen på accessorisk
servicevirksomhed i Solvens II-forordningen. Accessorisk
servicevirksomhed kan eksempelvis bestå i at besidde og
forvalte fast ejendom, at administrere databehandlingstjene-
ster og drive sundheds- og plejeydelser.
Fast ejendom omfatter blandt andet grunde og bygninger,
sædvanligt tilbehør (særlige installationer), men ikke besæt-
ning, inventar, maskiner og andet driftsmateriel.
Infrastruktur, omfattende tekniske anlæg, transportanlæg og
bygningsanlæg, foreslås omfattet af definitionen af acces-
sorisk servicevirksomhed som en anden lignende aktivitet
af accessorisk karakter, da disse infrastrukturaktiver har
samme karakteristika som fast ejendom.
Ved infrastruktur, omfattende tekniske anlæg, transportan-
læg og bygningsanlæg forstås besiddelse og forvaltning
af de fysiske anlæg, der er nødvendige for, at samfundet
kan fungere. Som fysiske anlæg kan eksempelvis nævnes
veje, jernbaner, havne, broer, tunneller, dæmninger, kana-
ler, kabelnet, fibernet, telefonforbindelser, vandrør, elkabler,
fjernvarme m.v. Infrastrukturinvesteringer i tekniske anlæg,
transportanlæg og bygningsanlæg er kendetegnet ved en
lang tidshorisont, og såvel konstruktion som drift kan out-
sources.
Den foreslåede bestemmelses stk. 5 betyder derfor, at for-
sikringsselskaber også kan drive infrastruktur i form af
tekniske anlæg, transportanlæg og bygningsanlæg som ac-
cessorisk servicevirksomhed i en dattervirksomhed med be-
grænset hæftelse i tillæg til de øvrige aktiviteter nævnt i
definitionen på accessorisk servicevirksomhed.
Forskellen på accessorisk virksomhed efter det foreslåede
stk. 1, 1. pkt., og accessorisk servicevirksomhed efter det
foreslåede stk. 5 er, at accessorisk virksomhed efter stk. 1
skal være direkte forbundet til forsikringsselskabers kerne-
område, mens accessorisk servicevirksomhed efter stk. 5
skal være i tilknytning til forsikringsselskabers kerneområ-
de. Det vil sige, at accessorisk virksomhed skal ligge tætte-
re på forsikringsselskabets kerneforretning end accessorisk
servicevirksomhed. Kravet om, at forsikringsselskaber skal
begrænse deres formål til forsikringsvirksomhed og direkte
forbundne forretninger med udelukkelse af enhver anden
erhvervsmæssig virksomhed medfører, at det lovlige område
for både accessorisk virksomhed og accessorisk servicevirk-
somhed i tilknytning til forsikringsselskabet vil blive fortol-
ket restriktivt.
195
En række livsforsikringsvirksomheder driver allerede i dag
ovenstående typer af virksomhed. Med ændring af lov om
finansiel virksomhed ved lov nr. 570 af 10. maj 2022 ind-
sattes krav om, at dette skal ske via en dattervirksomhed
med begrænset hæftelse. Dette krav gælder kun fremadret-
tet, hvorfor virksomhederne fortsat kan drive allerede eksi-
sterende ejendomme m.v., som de også drev inden 1. juli
2022, hvor dette krav i trådte i kraft.
Til § 47
Det følger af den gældende § 29 a, stk. 1, 1. pkt., i lov om fi-
nansiel virksomhed, at et forsikringsselskab midlertidigt kan
drive anden virksomhed til sikring eller afvikling af forud
indgåede engagementer eller med henblik på medvirken ved
omstrukturering af erhvervsvirksomheder. Det følger af §
29 a, stk. 1, 2. pkt., at forsikringsselskabet skal underrette
Finanstilsynet herom.
Den gældende bestemmelse foreslås videreført i § 47.
Efter Solvens II-direktivets artikel 18, stk. 1, litra a og b,
skal hjemlandet kræve, at ethvert selskab, for hvilket der an-
søges om tilladelse som forsikringsselskab, begrænser deres
formål til forsikringsvirksomhed og direkte forbundne for-
retninger med udelukkelse af enhver anden erhvervsmæssig
virksomhed. Den foreståede bestemmelse udvider således
det lovlige virksomhedsområde for forsikringsselskaber i
forhold til udgangspunktet i Solvens II-direktivet.
Det foreslåede 1. pkt., fastslår, at forsikringsselskaber mid-
lertidigt kan drive anden virksomhed til sikring eller afvik-
ling af forud påtagede eksponeringer eller med henblik på
medvirken ved omstrukturering af erhvervsvirksomheder.
Adgangen til at medvirke ved omstrukturering af erhvervs-
virksomheder indebærer, at forsikringsselskaber kan med-
virke mere aktivt i den nødvendige omstrukturering af
erhvervslivet ved at indskyde risikovillig ejerkapital i er-
hvervsvirksomheder. Et forsikringsselskab kan således helt
eller delvist overtage erhvervsvirksomheder med henblik på
at gennemføre omstruktureringer, herunder eventuelt sam-
menlægning af virksomhederne.
Da formålet er gennemførelse af omstrukturering, skal den
bestemmende indflydelse være midlertidig. Finanstilsynet
påser, at den bestemmende indflydelse ikke fortsætter læn-
gere end rimeligt i overensstemmelse med kravet om mid-
lertidighed.
Det foreslåede 2. pkt. fastslår endvidere, at forsikringssel-
skabet skal underrette Finanstilsynet herom.
Finanstilsynet påser, at kravet om midlertidighed overhol-
des. Hvis dette krav ikke overholdes, vil Finanstilsynet give
påbud om, at virksomheden skal bringes til ophør.
Overtrædelse af det foreslåede § 47, 2. pkt., foreslås strafbe-
lagt, jf. lovforslagets § 312, stk. 2, nr. 1. Ansvarssubjektet
for overtrædelse er det pågældende forsikringsselskab. Den
strafbare handling består i ikke at underrette Finanstilsynet
om, at selskabet driver anden virksomhed i medfør af § 47,
1. pkt.
Til § 48
Den gældende § 29 b i lov om finansiel virksomhed fast-
sætter rammerne for, hvornår forsikringsselskaber kan drive
anden virksomhed i fællesskab med andre.
Den foreslåede bestemmelse i § 48 viderefører § 29 b i lov
om finansiel virksomhed. Det foreslåede stk. 1, fastslår, at
forsikringsselskaber uanset §§ 19, 46 og 47 i fællesskab med
andre kan drive anden virksomhed, hvis betingelserne i nr.
1-3 er opfyldt.
Forsikringsselskaber vil således kunne drive anden virksom-
hed, hvis betingelserne i stk. 1, nr. 1-3, er opfyldt. Særlov-
givning indenfor særlige områder vil dog kunne begrænse
mulighederne for drift af anden virksomhed.
Formålet med den foreslåede § 48 er blandt andet at sikre,
at forsikringsselskaber uanset ejerskabsforhold kan tilpasse
sig strukturudviklingen. Dette er en betingelse for, at sekto-
ren kan være konkurrencedygtig, også i fremtiden, og en
begrundelse for, at lovgivningen ikke bør indeholde unød-
vendige ejerbarrierer.
Det er samtidig vigtigt, at forsikringsselskaberne har mu-
lighed for at sikre sig størst muligt afkast af deres investe-
ringer, herunder at selskaberne får mulighed for at sikre
deres pensionskunder den bedst mulige forrentning af pen-
sionsmidlerne. Et modgående hensyn mod en fuldstændig
ophævelse af reglerne er, at forsikringsselskaber forvalter
betroede midler.
Den foreslåede bestemmelse giver forsikringsselskaber mu-
lighed for i fællesskab med andre at drive anden virksom-
hed, der går udover det lovlige virksomhedsområde for
forsikringsselskaber og genforsikringsselskaber i forhold til
udgangspunktet i Solvens II-direktivets artikel 18, hvis be-
tingelserne i nr. 1-3 er opfyldt. Efter Solvens II-direktivets
artikel 18, stk. 1, litra a og b, skal hjemlandet kræve, at
ethvert selskab, for hvilket der ansøges om tilladelse som
forsikringsselskab eller genforsikringsselskab, begrænser
deres formål til forsikringsvirksomhed eller genforsikrings-
virksomhed og direkte forbundne forretninger henholdsvis
aktiviteter med udelukkelse af enhver anden erhvervsmæs-
sig virksomhed.
196
Betingelserne i nr. 1-3 skal sikre, at der fortsat i den danske
regulering tages højde for hensynene i Solvens II-direktivets
artikel 18, således at forsikringsselskaber skal begrænse de-
res formål, og dermed udøvede virksomhed, til forsikrings-
virksomhed og direkte forbundne aktiviteter. Bestemmelsen
skal derfor ses i sammenhæng med lovens øvrige bestem-
melser om, hvilken virksomhed en forsikringsvirksomhed
må udøve og drive. Forsikringsselskaber må derfor også
drive aktiviteter omfattet af enten accessorisk virksomhed
i henhold til den foreslåede § 46, stk. 1, eller aktiviteter
omfattet af definitionen på accessorisk servicevirksomhed,
jf. den foreslåede § 46, stk. 5, i fællesskab med andre i
henhold til kravene i den bestemmelse.
Det foreslåede stk. 1, nr. 1, indebærer betingelse om, at
forsikringsselskabet ikke direkte eller indirekte har bestem-
mende indflydelse på virksomheden.
Kravet om, at virksomheden skal drives i fællesskab med
andre, medfører, at det enkelte forsikringsselskab ikke direk-
te eller indirekte må have en bestemmende indflydelse på
virksomheden. Hvorvidt dette krav er opfyldt, vil bero på en
konkret vurdering, og der lægges ikke udelukkende vægt på
ejerandelen. Der henvises i øvrigt til § 12 i dette lovforslag
for en definition af bestemmende indflydelse.
Det foreslåede stk. 1, nr. 2, indebærer betingelse om, at
forsikringsselskabet ikke driver virksomheden sammen med
andre forsikringsselskaber eller pengeinstitutter, realkredit-
institutter, fondsmæglerselskaber eller investeringsforvalt-
ningsselskaber, der indgår i administrationsfællesskab eller
koncern med forsikringsselskabet.
Den fælles drift kan ikke ske sammen med finansielle virk-
somheder, der indgår i koncern eller administrationsfælles-
skab med forsikringsselskabet. Dette indebærer, at finansiel-
le virksomheder i samme koncern eller administrationsfæl-
lesskab betragtes som én virksomhed eller ét selskab ved
vurderingen af, om der foreligger bestemmende indflydel-
se. To forsikringsselskaber, der indgår i samme administrati-
onsfællesskab, kan således ikke eje hver en tredjedel af en
virksomhed sammen med en virksomhed, der ikke indgår i
koncernen eller administrationsfællesskabet. Der er derimod
ikke noget til hinder for, at et forsikringsselskab sammen
med en ikke-finansiel virksomhed, der er søsterselskab til
forsikringsselskabet, og en finansiel virksomhed, der ikke
indgår i koncernen, ejer virksomheden. Tilsvarende hindrer
lovforslaget ikke, at anden virksomhed kan drives i fælles-
skab med forsikringsselskabets holdingvirksomhed.
Et administrationsfællesskab er et organiseret samarbejde
mellem to eller flere forsikringsselskaber om såvel admi-
nistrative funktioner som investeringsmæssige disposition-
er. Disse administrationsfællesskaber kan være organiseret i
en af følgende strukturer:
– De fællesadministrerede forsikringsselskaber administre-
res i et af selskaberne etableret interessentskab eller i et
andet af selskaberne etableret og fællesejet selskab, som
ikke er et forsikringsselskab eller en finansiel virksomhed
efter lov om finansiel virksomhed.
– Et fællesskab, hvori et forsikringsselskab administrerer
de øvrige forsikringsselskaber, uden at det administrerende
forsikringsselskab er koncernforbundet med en overvejende
del af de øvrige forsikringsselskaber.
I et administrationsfællesskab overlades typisk hele det en-
kelte forsikringsselskabs administration, herunder kundead-
ministration, til det administrerende selskab.
Det foreslåede stk. 1, nr. 3, indebærer betingelse om, at virk-
somheden udøves i et andet selskab med begrænset hæftelse
end forsikringsselskabet.
Kravet om, at virksomheden skal drives i et andet selskab
med begrænset hæftelse end forsikringsselskabet, skal for-
stås således, at virksomheden således ikke kan drives som
et interessentskab eller på anden måde, der medfører, at
forsikringsselskabet kommer til at hæfte for virksomhedens
gæld m.v.
Det foreslås i stk. 2, at hvis et forsikringsselskab eller en
koncern ved erhvervelse, fusion m.v. kommer til at drive
anden virksomhed i strid med lovforslagets § 19, stk. 1,
eller § 48, stk. 1, kan Finanstilsynet fastsætte en frist for
afhændelse af den anden virksomhed, hvis en umiddelbar
afhændelse ville være forbundet med et økonomisk tab.
Bestemmelsen skal sikre, at et forsikringsselskab, der sam-
men med andre virksomheder driver anden virksomhed, ik-
ke lider økonomiske tab som følge af ændringer i koncern-
eller ejerforhold.
Det vil i sådanne situationer være rimeligt, at der gives en
frist til afvikling. Fristen vil bero på en konkret vurdering,
som bl.a. vil tage højde for forsikringsselskabernes mulig-
hed for at afhænde den anden virksomhed. Bestemmelsen
omfatter alle situationer, hvor ændringer i koncern- eller
ejerforhold medfører, at lovforslagets § 19, stk. 1, overtræ-
des.
Til § 49
Efter den gældende § 30 i lov om finansiel virksomhed kan
udenlandske virksomheder, der er meddelt tilladelse til at
udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et andet land in-
denfor Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen
har indgået aftale med på finansielle område, begynde at
udøve virksomhed her i landet gennem en filial to måneder
efter, at Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra
tilsynsmyndighederne i hjemlandet, jf. § 30, stk. 4 og 6-9.
Den foreslåede bestemmelse i § 49 viderefører de gældende
regler i § 30, stk. 1, 4, 8 og 11, i lov om finansiel virk-
somhed med en række mindre materielle og redaktionelle
197
ændringer. De foreslåede ændringer har til formål at sikre en
mere hensigtsmæssig implementering af Solvens II-direkti-
vet. Det foreslås f.eks., at de oplysninger, som Finanstilsynet
skal indhente fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet, udvi-
des til at omfatte oplysninger om den mulighed, som forsik-
ringsselskaber, der udbyder retshjælpsforsikringer, benytter
for behandling af krav i overensstemmelse med artikel 200 i
Solvens II-direktivet.
Endelig er der foretaget redaktionelle ændringer, idet regler-
ne om filialetablering for andre finansielle virksomheder
ikke foreslås videreført i dette lovforslag. De gældende reg-
ler i § 30, stk. 2, 3, 5-7, foreslås derfor ikke videreført
i dette lovforslag. De redaktionelle ændringer består også
i, at de gældende regler i § 30, stk. 1, 4, 8 og 11, i lov
om finansiel virksomhed foreslås videreført i tre særskilte
bestemmelser. Der henvises derfor også til bemærkningerne
til forslagets §§ 49 og 50.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører dele af artikel 145
og 146 i Solvens II-direktivet.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter, sammen med lovfor-
slagets §§ 50 og 51, de procedurer, efter hvilke et forsik-
ringsselskab, der er meddelt tilladelse til at udøve forsik-
ringsvirksomhed i et andet land indenfor Den Europæiske
Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med
på det finansielle område, kan påbegynde virksomhed her i
landet gennem en filial.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at et udenlandsk forsikringssel-
skab, der er meddelt tilladelse til at udøve forsikringsvirk-
somhed i et andet land indenfor Den Europæiske Union eller
i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finan-
sielle område, kan begynde at udøve virksomhed her i landet
gennem en filial, senest to måneder efter at Finanstilsynet
har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndighederne i
hjemlandet og modtaget oplysningerne, jf. stk. 2, § 50, stk.
1, og § 51, stk. 1.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at filialen kan udøve de aktivi-
teter, der er nævnt i bilag 1 og 2, hvis disse er omfattet af
forsikringsselskabets tilladelse i hjemlandet.
Det foreslås i stk. 1, 3. pkt., at selskabslovens bestemmelser
om filialer af udenlandske aktieselskaber finder anvendelse
på filialen.
Den virksomhed, som et udenlandsk forsikringsselskab kan
påbegynde, omfatter de aktiviteter, der er opført som bilag
1 og 2 til lovforslaget. Det er dog en betingelse, at det
udenlandske forsikringsselskab har tilladelse til at udøve de
ønskede aktiviteter i hjemlandet. Aktiviteter, som ikke er
opført i bilag 1 og 2, er ikke omfattet af den gensidige
anerkendelse. For aktiviteter, der ikke er omtalt i bilag 1
og 2, gælder de almindelige regler om ikke-diskrimination
i artikel 49 TEUF. Dette betyder, at hvis en given aktivitet
er tilladt i hjemlandet og omfattet af det udenlandske for-
sikringsselskabs tilladelse, kan filialen også udøve denne i
Danmark efter de regler, der gælder for danske forsikrings-
selskaber.
Filialen kan etableres uden en egentlig godkendelse fra Fi-
nanstilsynet, men filialen kan først etableres og dermed på-
begynde sin virksomhed, når forsikringsselskabet har mod-
taget meddelelse fra hjemlandets tilsynsmyndigheder om
særlige danske vilkår, som er begrundet i samfundsmæssi-
ge interesser, eller to måneder efter at tilsynsmyndigheder-
ne i hjemlandet har informeret Finanstilsynet om etablerin-
gen. Der henvises til bemærkningerne til det foreslåede §
49, stk. 1.
Bestemmelsens krav om, at selskabslovens regler (§§
345-350) om filialer af udenlandske aktieselskaber finder
anvendelse på filialen, indebærer bl.a., at filialen skal regi-
streres hos Erhvervsstyrelsen.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet skal indhente en række
oplysninger fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet.
Efter det foreslåede nr. 1 skal Finanstilsynet indhente oplys-
ning om forsikringsselskabets navn og adresse i hjemlandet.
Efter det foreslåede nr. 2 skal Finanstilsynet indhente op-
lysning om filialens adresse her i landet, hvorfra der kan
indhentes, eller hvortil der kan sendes dokumenter, herunder
alle meddelelser til generalagenten.
Efter det foreslåede nr. 3 skal Finanstilsynet indhente oplys-
ning om navnet på filialens generalagent, jf. § 57.
Ifølge samarbejdsprotokollens afsnit 3.1.1.1., litra e, bør til-
synsmyndighederne i hjemlandet, hvis muligt, også medsen-
de en e-mailadresse for generalagenten.
Generalagenten er den person, som har tilstrækkelige befø-
jelser til at forpligte forsikringsselskabet over for tredjepart
og til at repræsentere forsikringsselskabet over for myndig-
hederne her i landet og domstolene. Der henvises til be-
mærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 57.
Reglerne om egnethed og hæderlighed finder også anven-
delse på generalagenter, og Finanstilsynet skal derfor i over-
ensstemmelse med forslagets § 105, stk. 1, jf. § 57, sikre
sig, at generalagenten overholder kravene heri. Hvis Finans-
tilsynet modtager en erklæring fra tilsynsmyndighederne i
hjemlandet om, at den pågældende generalagent er egnet og
198
hæderlig i overensstemmelse med kravene i artikel 42 i Sol-
vens II-direktivet, skal Finanstilsynet lægge denne vurdering
til grund. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets
§ 105, stk. 4.
Efter det foreslåede nr. 4 skal Finanstilsynet indhente oplys-
ning om de forsikringsklasser, grupper af klasser og eventu-
elle accessoriske risici, som filialen har til hensigt at dække
her i landet.
Ved forsikringsklasser forstås skadesforsikrings- og livsfor-
sikringsklasserne, som fremgår af bilag I og II til Solvens
II-direktivet, som også er implementeret i lovforslagets bilag
1 og 2. Grupper af klasser skal forstås i overensstemmelse
med bilag IV til Solvens II-direktivet.
Efter det foreslåede nr. 5 skal Finanstilsynet indhente en
erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af for-
sikringsselskabets tilladelse i hjemlandet.
Udenlandske forsikringsselskaber, herunder filialer, må kun
udøve den virksomhed, som de har tilladelse til i hjemlan-
det.
Efter det foreslåede nr. 6 skal Finanstilsynet indhente en
driftsplan, der indeholder en beskrivelse af filialens virk-
somhed, herunder oplysninger om organisation og de plan-
lagte aktiviteter.
Driftsplanen bør indeholde 1) arten af de risici eller for-
pligtelser, som forsikringsselskabet har til hensigt at dække
her i landet, 2) grundprincipperne for genforsikring og re-
trocession, 3) en åbningsbalance, som den efter afholdelse
af omkostninger til oprettelse af filialen forventes at blive,
herunder oplysning om de ressourcer eller det selskab, som
filialen indgår aftale med, til brug for virksomhed omfattet
af forsikringsklasse 18, 4) organisationsstruktur og 5) de
forventede regnskabsmæssige resultater i form af resultatop-
gørelser og balancer i en tidsperiode på 3 år.
Det forudsættes, at en angivelse af forsikringsklasserne
fremgår af driftsplanen.
Efter det foreslåede nr. 7 skal Finanstilsynet indhente et sol-
venscertifikat fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet. Sol-
venscertifikatet er et certifikat, hvori det godtgøres, at
forsikringsselskabet opfylder solvenskapitalkravet og mini-
mumskapitalkravet beregnet i overensstemmelse med artikel
100 og 129 i Solvens II-direktivet. Der henvises til bemærk-
ningerne til forslagets § 9, stk. 1, nr. 26.
Efter det foreslåede nr. 8 skal Finanstilsynet indhente doku-
mentation for, at selskabet er tilsluttet Garantifonden for
skadesforsikringsselskaber, i det omfang forsikringsselska-
bet er et direkte tegnende forsikringsselskab, der har tilladel-
se til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, og skal dække
risici nævnt i bilag 1.
Genforsikring er ikke omfattet, og bestemmelsen omfatter
således kun direkte tegnende forsikringsselskaber, der har
tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed.
Kravet er en konsekvens af, at der i lov om en garantifond
for skadesforsikringsselskaber stilles krav om, at filialer
beliggende i Danmark af direkte tegnende forsikringsselska-
ber, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksom-
hed,s med hjemsted i et andet EU/EØS-land skal være med-
lemmer af og yde bidrag til Garantifonden for skadesforsik-
ringsselskaber.
Inden en filial af et sådant forsikringsselskab, der har tilla-
delse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, kan begyn-
de at udøve virksomhed her i landet, skal Finanstilsynet
således have dokumentation for, at selskabet har meldt sig
ind i Garantifonden for skadesforsikringsselskaber. Et for-
sikringsselskab, der har tilladelse til at udøve skadesforsik-
ringsvirksomhed, betragtes først som værende medlem af
Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, når det har
indbetalt engangsbidraget nævnt i § 3, stk. 3, i lov om en ga-
rantifond for skadesforsikringsselskaber. Dokumentation for,
at selskabet er blevet medlem af Garantifonden for skade-
sforsikringsselskaber, kan fremlægges for eksempel i form
af en kvittering på, at selskabet har indbetalt engangsbidra-
get til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, eller en
erklæring fra Garantifonden for skadesforsikringsselskaber
om, at engangsbidraget er indbetalt.
Efter det foreslåede nr. 9 skal Finanstilsynet indhente en an-
givelse om den mulighed, som forsikringsselskabet benytter
for behandling af krav i overensstemmelse med artikel 200 i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.
november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed (Solvens II), i det omfang forsik-
ringsselskabet udbyder retshjælpsforsikringer, jf. bilag 1, nr.
18.
Efter Solvens II-direktivets artikel 200, stk. 1, 1. afsnit, skal
forsikringsselskaber eller den pågældende medlemsstat væl-
ge den metode, hvorefter krav opstået i forbindelse med
retshjælpsforsikringer skal behandles.
Metoden ifølge artikel 200, stk. 2, er, at forsikringsselska-
bet sikrer, at ingen medarbejder, der beskæftiger sig med
behandlingen af retshjælpsforsikringskrav eller med juridisk
rådgivning i forbindelse med denne behandling, samtidig
udøver en lignende aktivitet indenfor en anden forsikrings-
klasse i selskabet eller i et andet forsikringsselskab, som har
finansiel, forretningsmæssig eller administrativ tilknytning
199
til selskabet, og som udøver forsikringsvirksomhed indenfor
en eller flere andre forsikringsklasser omfattet af bilag 1.
Metoden ifølge artikel 200, stk. 3, er, at forsikringsselska-
bet overlader behandlingen af retshjælpsforsikringskrav til
et i juridisk henseende selvstændigt selskab. Er dette sel-
skab tilknyttet et andet forsikringsselskab, som udøver for-
sikringsvirksomhed indenfor en eller flere forsikringsklasser
omfattet af bilag 1, må de medarbejdere i det selvstændige
selskab, der beskæftiger sig med behandlingen af skadessa-
ger eller med juridisk rådgivning i forbindelse med denne
behandling, ikke samtidig udøve den samme eller en lignen-
de aktivitet i det andet forsikringsselskab. Anvendes denne
metode, skal det i juridisk henseende selvstændige selskab
angives i den særskilte aftale eller det særskilte kapitel.
Metoden ifølge artikel 200, stk. 4, er, at forsikringsaftalen
foreskriver, at den forsikrede kan overdrage forsvaret af
dennes interesser til en advokat efter eget valg, når den
forsikrede har et krav i henhold til aftalen.
Til § 50
Efter den gældende § 30, stk. 9, i lov om finansiel virksom-
hed skal Finanstilsynet indhente en erklæring fra hjemlan-
dets tilsynsmyndigheder om, at filialen er medlem af Dansk
Forening for International Motorkøretøjsforsikring, såfremt
filialen skal dække risici under forsikringsklasse 10, jf. bilag
7, nr. 10, bortset fra fragtførerens ansvar. For de pågældende
filialers forsikringer til dækning af de nævnte risici gælder
færdselslovens §§ 105-108 og 110-115.
Den foreslåede bestemmelse i § 50 viderefører den gælden-
de § 30, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed med et par
materielle ændringer. Det foreslås således, at Finanstilsynet
skal indhente navn og adresse på den skadesbehandlings-
repræsentant, der er udpeget i Danmark i overensstemmel-
se med lovforslagets § 54, fra hjemlandets tilsynsmyndig-
hed. Herudover foreslås det indført, at Finanstilsynet efter
at have modtaget oplysninger fra tilsynsmyndighederne i
hjemlandet har en frist på to måneder til at meddele nær-
mere danske vilkår, der gælder for udøvelsen af forsikrings-
virksomhed her i landet i overensstemmelse med artikel
146, stk. 3, i Solvens II-direktivet.
Det foreslås desuden at indføre en selvstændig oplysnings-
forpligtelse for Finanstilsynet, hvorefter Finanstilsynet skal
informere Erhvervsstyrelsen om etableringen af filialen, så-
ledes at filialen selskabsretligt kan registreres i CVR-regi-
steret. Finanstilsynet foreslår også pålagt en oplysningsfor-
pligtelse over for Dansk Forening for International Motor-
køretøjsforsikring, i tilfælde af at filialen skal dække risici
under forsikringsklasse 10, jf. bilag 1, nr. 10, bortset fra
fragtførerens ansvar.
Bestemmelsen gennemfører artikel 145, stk. 3, artikel 146,
stk. 3, 1. afsnit, og artikel 150, stk. 1, i Solvens II-direktivet.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at hvis filialen skal dække
risici under forsikringsklasse 10, jf. bilag 1, nr. 10, bortset
fra fragtførerens ansvar, skal Finanstilsynet fra hjemlandets
tilsynsmyndigheder kræve en erklæring om, at filialen er
medlem af Dansk Forening for International Motorkøretøjs-
forsikring.
Det foreslås i 2. pkt., at for de pågældende filialers forsikrin-
ger til dækning af de nævnte risici gælder færdselslovens §§
105-108 og 110-115.
Dette omfatter bl.a. reglerne om forsikringspligt, forsik-
ringsselskabets hæftelse og regres og om sagernes behand-
ling.
Det foreslås i 3. pkt., at Finanstilsynet tillige fra hjemlandets
tilsynsmyndigheder skal indhente navn og adresse på den
skadesbehandlingsrepræsentant, der er udpeget i Danmark,
jf. § 54. Der henvises til bemærkningerne hertil.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet senest to måneder
efter at have modtaget de oplysninger, der er nævnt i § 49,
stk. 2, og § 50, stk. 1, skal underrette hjemlandets tilsyns-
myndigheder om de særlige danske vilkår, som er begrundet
i samfundsmæssige interesser, der gælder for udøvelse af
forsikringsvirksomhed her i landet. Finanstilsynet informe-
rer samtidig Erhvervsstyrelsen og, hvis filialen skal dække
risici under forsikringsklasse 10, jf. bilag 1, nr. 10, bortset
fra fragtførerens ansvar, Dansk Forening for International
Motorkøretøjsforsikring om etableringen af filialen.
Finanstilsynet har en frist på to måneder til at tilrettelægge
sin del af tilsynet med filialen og til at meddele de særlige
danske vilkår for udøvelse af forsikringsvirksomhed begrun-
det i samfundsmæssige interesser.
Ved særlige danske vilkår forstås regler, der kun gælder
for forsikringsvirksomhed udøvet her i landet, og som er
begrundet i samfundsmæssige interesser. Dette omfatter
f.eks. kravet om tilslutning til Garantifonden for skadesfor-
sikringsselskaber, reglerne om minimumsbetingelser for for-
sikringsselskabers tegning af bygningsbrandforsikring, for-
buddet mod tegning af »englemagerforsikringer«, jf. forsla-
gets § 75, stk. 1 og 2, reglerne om lovpligtige hundeansvars-
forsikringer m.v. Opremsningen er ikke udtømmende.
Til § 51
Det følger af den gældende § 30, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed, at en udenlandsk virksomhed, der er meddelt
200
tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et
andet land indenfor Den Europæiske Union eller i et land,
som Unionen har indgået aftale med på finansielle område,
kan begynde at udøve virksomhed her i landet gennem en
filial to måneder efter at Finanstilsynet har modtaget medde-
lelse herom fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet, jf. § 30,
stk. 4 og 6-9.
Det følger ligeledes af den gældende § 30, stk. 10, i lov
om finansiel virksomhed, at virksomheden skal meddele Fi-
nanstilsynet enhver ændring af de i § 30, stk. 4, nr. 1-5,
og stk. 5-9, nævnte forhold, senest 1 måned før ændringen
foretages. Hvis det ikke er muligt at meddele Finanstilsynet
ændringen, senest 1 måned før ændringen foretages, skal
meddelelse ske snarest muligt. Virksomheden skal dog ikke
meddele Finanstilsynet ændringer i virksomhedernes kapi-
talgrundlag og solvensnøgletal.
Den foreslåede bestemmelse i § 51 viderefører de gælden-
de regler i § 30, stk. 1 og 10, i lov om finansiel virk-
somhed med en række mindre materielle og redaktionelle
ændringer. Det præciseres, at filialen må påbegynde sin
virksomhed inden udløbet af fristen på to måneder, hvis
Finanstilsynet indenfor fristen meddeler hjemlandets tilsyns-
myndigheder om de særlige danske vilkår, som er begrundet
i samfundsmæssige interesser, der gælder for udøvelse af
forsikringsvirksomhed her i landet.
Herudover foreslås det at ændre forsikringsselskabets infor-
mationspligt over for Finanstilsynet, således at den gælden-
de § 30, stk. 10, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed,
der foreskriver, at Finanstilsynet skal modtage meddelelse
om ændringer snarest, hvis det ikke er muligt at meddele Fi-
nanstilsynet, senest en måned før ændringen foretages, ikke
videreføres. Den foreslåede ændring indebærer, at Finanstil-
synet skal underrettes om enhver ændring af de forhold, der
er nævnt i § 49, stk. 2, senest en måned før gennemførelsen
af ændringen. Ændringen har til formål at ensrette ordlyden
af bestemmelsen med Solvens II-direktivets artikel 145, stk.
4.
Bestemmelsen gennemfører artikel 145, stk. 4, og artikel
146, stk. 3, 2. afsnit, i Solvens II-direktivet.
Det foreslås i stk. 1, at filialen må påbegynde sin virksom-
hed, når forsikringsselskabet har modtaget de oplysninger,
der er nævnt i § 49, stk. 2, fra sin tilsynsmyndighed i hjem-
landet, eller senest to måneder efter at Finanstilsynet har
modtaget de oplysninger, der er nævnt i § 49, stk. 2, og § 50,
stk. 1.
Bestemmelsen indebærer, at filialen må påbegynde sin virk-
somhed, når forsikringsselskabet har modtaget Finanstilsy-
nets meddelelse om de særlige danske vilkår, eller når der
er gået to måneder efter, at Finanstilsynet har modtaget en
notifikation fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at forsikringsselskabet skrift-
ligt skal underrette Finanstilsynet om enhver ændring af de
forhold, der er nævnt i § 49, stk. 2, senest en måned før
gennemførelse af ændringen.
Det foreslås i 2. pkt., at forsikringsselskabet dog ikke skal
meddele Finanstilsynet ændringer i forsikringsselskabets ka-
pitalgrundlag og solvensnøgletal.
Fristen på en måned har til formål at sikre, at Finanstilsynet
kan tilrettelægge sit tilsyn, inden ændringen foretages.
Overtrædelse af det foreslåede stk. 2, 1. pkt., foreslås straf-
belagt, jf. lovforslagets § 312, stk. 1. Ansvarssubjektet for
overtrædelse af stk. 2, 1. pkt., er et forsikringsselskab, som
har etableret en filial i Danmark. Den strafbare handling
består i ikke at meddele Finanstilsynet om enhver ændring
af de forhold, der er nævnt i stk. 2, senest en måned før
ændringen gennemføres. Et eksempel på overtrædelse af
bestemmelsen er, hvis filialen skifter adresse, og forsikrings-
selskabet ikke meddeler Finanstilsynet adresseændringen,
senest en måned før filialen skifter adresse.
Til § 52
Det følger af den gældende § 31 i lov om finansiel virksom-
hed, at en udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse
til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et andet
land indenfor Den Europæiske Union eller i et land, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle område,
kan begynde at yde tjenesteydelser her i landet, når Finans-
tilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndig-
hederne i hjemlandet.
Den foreslåede bestemmelse i § 52 viderefører de gældende
regler i § 31, stk. 1 og 5, i lov om finansiel virksomhed
med en række mindre materielle og redaktionelle ændrin-
ger. De foreslåede ændringer har til formål at sikre en mere
hensigtsmæssig implementering af Solvens II-direktivets ar-
tikel 148, stk. 1 og 2. Det foreslås f.eks., at de oplysninger,
som Finanstilsynet skal indhente fra tilsynsmyndighederne
i hjemlandet, udvides til at omfatte oplysninger om den
metode, som forsikringsselskaber, der udbyder retshjælps-
forsikringer, benytter for behandling af krav i overensstem-
melse med artikel 200 i Solvens II-direktivet. Finanstilsynet
skal ligeledes indhente oplysninger om forsikringsselskabets
navn og adresse.
Der foreslås herudover en række redaktionelle ændringer,
idet de gældende regler i § 31, stk. 6 og 7, videreføres i
en særskilt bestemmelse. Der henvises derfor også til forsla-
201
gets § 53. Reglerne i de gældende § 31, stk. 7-9, foreslås
videreført i en selvstændig bestemmelse, jf. forslagets § 54,
da reglerne også finder anvendelse på filialer. Der henvises
derfor til bemærkningerne hertil. Den gældende § 31, stk.
10, videreføres ikke, da Finanstilsynet vil få oplysning om
enhver ændring fra tilsynsmyndighederne i overensstemmel-
se med reglerne i Solvens II-direktivets artikel 148.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter de procedurer, efter
hvilke et forsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i et an-
det land indenfor Den Europæiske Union eller i et land, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle område,
kan påbegynde virksomhed her i landet i form af tjeneste-
ydelser.
Bestemmelsen gennemfører dele af artikel 148 i Solvens
II-direktivet.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at et udenlandsk forsikringssel-
skab, der er meddelt tilladelse til at udøve forsikringsvirk-
somhed i et andet land indenfor Den Europæiske Union
eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det
finansielle område, kan begynde at yde tjenesteydelser her
i landet, når Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom
fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet, jf. stk. 2 og § 53,
stk. 1, og modtaget oplysningerne.
Det foreslås i 2. pkt., at det udenlandske forsikringsselskab
kan udøve de aktiviteter, der er nævnt i bilag 1 og 2, hvis
disse er omfattet af forsikringsselskabets tilladelse i hjem-
landet.
Den virksomhed, som et udenlandsk forsikringsselskab kan
påbegynde, omfatter de aktiviteter, der opført som bilag
1 og 2 til lovforslaget. Det er dog en betingelse, at det
udenlandske forsikringsselskab har tilladelse til at udøve de
ønskede aktiviteter i hjemlandet. Aktiviteter, som ikke er
opført i bilag 1 og 2, er ikke omfattet af den gensidige
anerkendelse. For aktiviteter, der ikke er omtalt i bilag 1
og 2, gælder de almindelige regler om ikke-diskrimination
i artikel 49 TEUF. Dette betyder, at hvis en given aktivitet
er tilladt i hjemlandet og omfattet af det udenlandske forsik-
ringsselskabs tilladelse, kan forsikringsselskabet også udøve
denne i Danmark efter de regler, der gælder for danske
forsikringsselskaber.
Udøvelse af tjenesteydelser kræver ikke Finanstilsynets god-
kendelse, og det udenlandske forsikringsselskab kan påbe-
gynde virksomheden, når tilsynsmyndighederne i hjemlan-
det har informeret forsikringsselskabet om, at en meddelelse
i overensstemmelse med stk. 1 og 2 er fremsendt til Finans-
tilsynet, jf. artikel 148, stk. 4, i Solvens II-direktivet.
Efter det foreslåede stk. 2 skal Finanstilsynet indhente en
række oplysninger fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet.
Efter det foreslåede nr. 1 skal Finanstilsynet indhente oplys-
ning om forsikringsselskabets navn og adresse i hjemlandet.
Efter det foreslåede nr. 2 skal Finanstilsynet indhente en
angivelse om de forsikringsklasser, grupper af klasser og
eventuelle accessoriske risici, som forsikringsselskabet har
til hensigt at dække her i landet.
Ved forsikringsklasser forstås skadesforsikrings- og livsfor-
sikringsklasserne, som fremgår af bilag I og II til Solvens
II-direktivet, som også er implementeret i lovforslagets bilag
1 og 2. Grupper af klasser skal forstås i overensstemmelse
med bilag IV til Solvens II-direktivet.
Efter det foreslåede nr. 3 skal Finanstilsynet indhente en
erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af for-
sikringsselskabets tilladelse i hjemlandet.
Udenlandske forsikringsselskaber må kun udøve den virk-
somhed, som de har tilladelse til i hjemlandet, jf. lovforsla-
gets § 52, stk. 1, 2. pkt.
Efter det foreslåede nr. 4 skal Finanstilsynet indhente et sol-
venscertifikat fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet. Sol-
venscertifikatet er et certifikat, hvori det godtgøres, at
forsikringsselskabet opfylder solvenskapitalkravet og mini-
mumskapitalkravet beregnet i overensstemmelse med artikel
100 og 129 i Solvens II-direktivet. Der henvises til bemærk-
ningerne til forslagets § 9, stk. 1, nr. 26.
Efter det foreslåede nr. 5 skal Finanstilsynet indhente doku-
mentation for, at selskabet er tilsluttet Garantifonden for
skadesforsikringsselskaber, i det omfang forsikringsselska-
bet er et direkte tegnende forsikringsselskab, der har tilladel-
se til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, og skal dække
risici nævnt i bilag 1. Genforsikring er ikke omfattet, og
bestemmelsen omfatter således kun direkte tegnende forsik-
ringsselskaber, der har tilladelse til at udøve skadesforsik-
ringsvirksomhed.
Kravet er en konsekvens af, at der i lov om en garantifond
for skadesforsikringsselskaber stilles krav om, at direkte teg-
nende forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve
skadesforsikringsvirksomhed, med hjemsted i et andet EU/
EØS-land, skal være medlemmer af og yde bidrag til Garan-
tifonden for skadesforsikringsselskaber.
Inden et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve
skadesforsikringsvirksomhed, kan begynde at udøve virk-
somhed her i landet, skal Finanstilsynet således have doku-
202
mentation for, at skadesforsikringsselskabet har meldt sig
ind i Garantifonden for skadesforsikringsselskaber. Et for-
sikringsselskab, der har tilladelse til at udøve skadesforsik-
ringsvirksomhed, betragtes først som værende medlem af
Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, når det har
indbetalt engangsbidraget nævnt i § 3, stk. 3, i lov om en ga-
rantifond for skadesforsikringsselskaber. Dokumentation for,
at selskabet er blevet medlem af Garantifonden for skade-
sforsikringsselskaber, kan fremlægges for eksempel i form
af en kvittering på, at selskabet har indbetalt engangsbidra-
get til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, eller en
erklæring fra Garantifonden for skadesforsikringsselskaber
om, at engangsbidraget er indbetalt.
Efter det foreslåede nr. 6 skal Finanstilsynet indhente en
angivelse af den metode, som forsikringsselskabet benytter
for behandling af krav i overensstemmelse med artikel 200 i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.
november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed (Solvens II), i det omfang forsik-
ringsselskabet udbyder retshjælpsforsikringer, jf. bilag 1, nr.
18.
Efter Solvens II-direktivets artikel 200, stk. 1, 1. afsnit, skal
forsikringsselskaber eller den pågældende medlemsstat væl-
ge den metode, hvorefter krav skal behandles, når det er
opstået i forbindelse med retshjælpsforsikringer.
Metoden ifølge artikel 200, stk. 2, er, at forsikringsselska-
bet sikrer, at ingen medarbejder, der beskæftiger sig med
behandlingen af retshjælpsforsikringskrav eller med juridisk
rådgivning i forbindelse med denne behandling, samtidig
udøver en lignende aktivitet indenfor en anden forsikrings-
klasse i selskabet eller i et andet forsikringsselskab, som har
finansiel, forretningsmæssig eller administrativ tilknytning
til selskabet, og som udøver forsikringsvirksomhed indenfor
en eller flere andre forsikringsklasser omfattet af bilag 1 i
lov om finansiel virksomhed.
Metoden ifølge artikel 200, stk. 3, er, at forsikringsselskabet
overlader behandlingen af retshjælpsforsikringskrav til et i
juridisk henseende selvstændigt selskab. Er dette selskab til-
knyttet et andet forsikringsselskab, som udøver forsikrings-
virksomhed indenfor en eller flere forsikringsklasser omfat-
tet af bilag 1 i lov om finansiel virksomhed, må de medar-
bejdere i det selvstændige selskab, der beskæftiger sig med
behandlingen af skadessager eller med juridisk rådgivning i
forbindelse med denne behandling, ikke samtidig udøve den
samme eller en lignende aktivitet i det andet forsikringssel-
skab. Anvendes denne metode, skal det i juridisk henseende
selvstændige selskab angives i den særskilte aftale eller det
særskilte kapitel.
Metoden ifølge artikel 200, stk. 4, er, at forsikringsaftalen
foreskriver, at den forsikrede kan overdrage forsvaret af sine
interesser til en advokat efter eget valg, når den forsikrede
har et krav i henhold til aftalen.
Til § 53
Det følger af den gældende § 31, stk. 6, i lov om finansiel
virksomhed, at såfremt forsikringsselskabet skal dække ri-
sici under forsikringsklasse 10, jf. bilag 7, nr. 10, bortset
fra fragtførerens ansvar, skal Finanstilsynet fra forsikrings-
selskabet kræve oplyst navn og adresse på den i § 31,
stk. 7, nævnte repræsentant samt en erklæring om, at forsik-
ringsselskabet er medlem af Dansk Forening for Internatio-
nal Motorkøretøjsforsikring. For de pågældende forsikringer
til dækning af de nævnte risici gælder færdselslovens §§
105-108 og 110-115.
Den foreslåede bestemmelse i § 53 viderefører den gælden-
de § 31, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed. Det foreslås
at indsætte et krav om, at Finanstilsynet efter at have modta-
get oplysninger fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet, har
en frist på to måneder til at meddele nærmere danske vilkår,
der gælder for udøvelsen af forsikringsvirksomhed her i
landet.
Det foreslås også at indføre en selvstændig oplysningsfor-
pligtelse for Finanstilsynet over for Dansk Forening for
International Motorkøretøjsforsikring, i tilfælde af at forsik-
ringsselskabet skal dække risici under forsikringsklasse 10,
jf. bilag 1, nr. 10, bortset fra fragtførerens ansvar.
Den gældende regel i § 31, stk. 10, videreføres ikke, da det
følger af artikel 149 i Solvens II-direktivet, at enhver æn-
dring, som forsikringsselskabet agter at foretage i de i artikel
147 omhandlede oplysninger, underkastes fremgangsmåden
i artikel 147 og 148. Dette indebærer, at tilsynsmyndighe-
derne i hjemlandet er forpligtet til at fremsende ændringer i
oplysningerne til Finanstilsynet. Det foreslås derfor ikke at
videreføre en selvstændig oplysningspligt over for Finanstil-
synet.
Bestemmelsen gennemfører artikel 148, stk. 2, og artikel
150, stk. 1, i Solvens II-direktivet.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at hvis forsikringsselskabet
skal dække risici under forsikringsklasse 10, jf. bilag 1, nr.
10, bortset fra fragtførerens ansvar, skal Finanstilsynet fra
hjemlandets tilsynsmyndigheder kræve en erklæring om, at
forsikringsselskabet er medlem af Dansk Forening for Inter-
national Motorkøretøjsforsikring.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at for de pågældende forsikrin-
ger til dækning af de nævnte risici gælder færdselslovens §§
105-108 og 110-115.
203
Færdselslovens §§ 105-108 og 110-115 omhandler reglerne
om forsikringspligt, forsikringsselskabets hæftelse og regres
og om sagernes behandling.
Det foreslås i stk. 1, 3. pkt., at Finanstilsynet tillige fra hjem-
landets tilsynsmyndigheder skal indhente navn og adresse
på den skadesbehandlingsrepræsentant, der er udpeget i
Danmark, jf. § 54.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at Finanstilsynet senest to måne-
der efter at have modtaget de oplysninger, der er nævnt i
§ 52, stk. 2 og § 53, stk. 1, underretter hjemlandets tilsyns-
myndigheder om de særlige danske vilkår, som er begrundet
i samfundsmæssige interesser, der gælder for udøvelse af
forsikringsvirksomhed her i landet.
Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at Finanstilsynet samtidig
informerer Dansk Forening for International Motorkøretøjs-
forsikring om notifikationen i medfør af § 52, stk. 1 og § 53,
stk. 1, hvis forsikringsselskabet skal dække risici under for-
sikringsklasse 10, jf. bilag 1, nr. 10, bortset fra fragtførerens
ansvar.
Ved særlige danske vilkår forstås regler, der kun gælder
for forsikringsvirksomhed udøvet her i landet, og som er
begrundet i samfundsmæssige interesser. Dette omfatter
f.eks. kravet om tilslutning til Garantifonden for skadesfor-
sikringsselskaber, reglerne om minimumsbetingelser for for-
sikringsselskabers tegning af bygningsbrandforsikring, for-
buddet mod tegning af »englemagerforsikringer«, jf. lovfor-
slagets § 75, stk. 1 og 2, og reglerne om lovpligtige hunde-
ansvarsforsikringer m.v. Opremsningen er ikke udtømmen-
de.
Til § 54
Efter de gældende regler i § 31, stk. 6, 1. pkt., og § 31, stk.
7-9, i lov om finansiel virksomhed skal udenlandske forsik-
ringsselskaber, der driver grænseoverskridende virksomhed
her i landet, og som dækker risici under forsikringsklasse
10, jf. bilag 7, nr. 10, bortset fra fragtførerens ansvar, udpege
en repræsentant, som er bosat eller etableret her i landet,
og som har beføjelser til at indsamle alle nødvendige oplys-
ninger i forbindelse med krav og til at repræsentere forsik-
ringsselskabet over for skadelidte personer, der kan gøre
krav gældende, herunder med hensyn til betaling af sådanne
krav. Reglerne i § 31, stk. 6-9, gælder også for filialer, jf. §
35, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.
Den foreslåede bestemmelse i § 54 viderefører reglerne i
§ 31, stk. 6, 1. pkt., og stk. 7-9, i lov om finansiel virksom-
hed i en særskilt bestemmelse. Den foreslåede ændring har
til formål at skabe større klarhed om anvendelsesområdet
for reglerne, idet de finder anvendelse for både filialer og
for udenlandske forsikringsselskaber, der driver grænseover-
skridende virksomhed. Den foreslåede bestemmelse benytter
begrebet »skadesbehandlingsrepræsentant« i stedet for »re-
præsentant« for at sikre, at der ikke sker forveksling med
den i § 57, stk. 6, nævnte repræsentant.
Der er ikke tiltænkt materielle ændringer.
Bestemmelsen implementerer artikel 152 i Solvens II-direk-
tivet.
Den foreslåede bestemmelse fastlægger reglerne om den
skadesbehandlingsrepræsentant, som forsikringsselskaberne
skal udpege, og som skal have beføjelse til at repræsentere
forsikringsselskabet udadtil her i landet i relation til behand-
ling af krav, der kan opstå under forsikringsklasse 10.
Det foreslås i stk. 1, 1.pkt., at udenlandske forsikringsselska-
ber, der driver virksomhed her i landet efter § 49, stk. 1, og
§ 52, stk. 1, og som dækker risici under forsikringsklasse
10, jf. bilag 1, nr. 10, bortset fra fragtførerens ansvar, skal
udnævne en skadesbehandlingsrepræsentant, som er bosat
eller etableret her i landet.
Det foreslås i 2. pkt., at skadesbehandlingsrepræsentanten
skal have beføjelse til at indsamle alle nødvendige oplysnin-
ger i forbindelse med krav og til at repræsentere forsikrings-
selskabet over for skadelidte personer, der kan gøre krav
gældende, herunder med hensyn til betaling af sådanne krav.
Der er ikke bopælskrav for en generalagent, men det er
sædvanligt, at der er identitet mellem generalagenten og
skadesbehandlingsrepræsentanten, jf. også forslagets § 56,
stk. 2.
Finanstilsynet kan ikke pålægge den udpegede skadesbe-
handlingsrepræsentant at udføre andre aktiviteter for det
forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve skadesfor-
sikringsvirksomhed, og der har udpeget den pågældende.
Overtrædelse af det foreslåede § 54, stk. 1, foreslås straf-
belagt, jf. lovforslagets § 312, stk. 2. Ansvarssubjektet er
et udenlandsk forsikringsselskab, der dækker risici under
forsikringsklasse 10. Den strafbare handling består i ikke at
udpege en skadesbehandlingsrepræsentant, som er bosat el-
ler etableret her i landet. Den strafbare handling består også
i at udpege en skadesbehandlingsrepræsentant, der ikke har
beføjelse til at indsamle alle nødvendige oplysninger i for-
bindelse med krav og til at repræsentere forsikringsselskabet
over for skadelidte personer, der kan gøre krav gældende,
herunder med hensyn til betaling af sådanne krav. Et eksem-
pel på overtrædelse af bestemmelsen er, at et udenlandsk
forsikringsselskab, der dækker risici under forsikringsklasse
10, ikke udpeger en skadesbehandlingsrepræsentant. Over-
204
trædelse af bestemmelsen kan straffes med bøde eller fæng-
sel indtil fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt
efter den øvrige lovgivning.
Det foreslås i stk. 2, at skadesbehandlingsrepræsentanten
endvidere skal have beføjelse til at repræsentere forsikrings-
selskabet over for myndighederne og under søgsmål mod
forsikringsselskabet i forbindelse med de krav, der er nævnt
i stk. 1.
Overtrædelse af det foreslåede § 54, stk. 2, foreslås straf-
belagt, jf. lovforslagets § 312, stk. 2. Ansvarssubjektet er
det udenlandske forsikringsselskab, der dækker risici under
forsikringsklasse 10. Den strafbare handling består i ikke at
udpege en skadesbehandlingsrepræsentant, der har beføjelse
til at repræsentere forsikringsselskabet over for myndighe-
derne og under søgsmål mod forsikringsselskabet i forbin-
delse med de krav, der er er nævnt i stk. 1. Overtrædelse
af bestemmelsen kan straffes med bøde eller fængsel indtil
fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den
øvrige lovgivning.
Det foreslås i stk. 3, at udnævnelsen af skadesbehandlingsre-
præsentanten ikke i sig betragtes selv som oprettelse af et
etableret forretningssted, jf. § 56.
Et udenlandsk forsikringsselskab, der driver grænseoverskri-
dende tjenesteydelsesvirksomhed i overensstemmelse med
lovforslagets §§ 52-53, og som dækker risici under forsik-
ringsklasse 10, jf. bilag 1, nr. 10, bortset fra fragtførerens
ansvar, er derfor ikke underlagt filialetableringsreglerne i
forslagets §§ 49-51, blot fordi forsikringsselskabet har udpe-
get en skadesbehandlingsrepræsentant i overensstemmelse
med den foreslåede § 54.
Bestemmelsen udelukker ikke, at en generalagent kan fun-
gere som skadesbehandlingsrepræsentant i overensstemmel-
se med lovforslagets § 57, stk. 2.
Til § 55
Det følger af den gældende § 32 i lov om finansiel virksom-
hed, at et udenlandsk forsikringsselskab kan benytte samme
navn, som forsikringsselskabet benytter i hjemlandet. Er der
risiko for forveksling med et andet her i landet anvendt
navn, kan Erhvervsstyrelsen kræve en forklarende tilføjelse.
Denne bestemmelse foreslås videreført i § 55.
Det foreslås i § 55, at et udenlandsk forsikringsselskab kan
benytte det samme navn, som forsikringsselskabet benytter
i hjemlandet. Er der risiko for forveksling med et andet
her i landet anvendt navn, kan Erhvervsstyrelsen kræve en
forklarende tilføjelse.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at et forsikringssel-
skab kan anvende samme navn, som forsikringsselskabet
benytter i sit hjemland, men at Erhvervsstyrelsen kan kræve
en forklarende tilføjelse, hvis der er risiko for forveksling
med et andet her i landet anvendt navn.
Bestemmelsen omfatter både forsikringsselskaber, der er
hjemmehørende inden for og uden for Den Europæiske Uni-
on, og er en undtagelse fra navneeneretten i lovforslagets §§
37 og 38.
Bestemmelsen pålægger ikke Erhvervsstyrelsen en pligt til
at påse, at et navn ikke kan forveksles med et navn, som
ikke er registreret i Erhvervsstyrelsen.
Filialer af udenlandske forsikringsselskaber skal uanset be-
stemmelsen i lovforslagets § 55 overholde reglerne i selska-
bslovens kapitel 19, herunder § 347, stk. 1, 2. pkt., der
foreskriver, at en filial i sit navn og eventuelle binavne skal
optage det udenlandske hovedselskabs navn med tilføjelse
af ordet »filial« og med tydelig angivelse af det udenlandske
selskabs nationalitet.
Til § 56
Det følger af den gældende § 34 i lov om finansiel virksom-
hed, at ved et forsikringsselskabs etablerede forretningssted
forstås 1) det hjemsted, der fremgår af vedtægten, 2) en
filial, 3) et kontor, der ledes af et udenlandsk forsikringssel-
skabs eget personale, eller 4) en uafhængig person, som
har en fast bemyndigelse til at handle på et udenlandsk
forsikringsselskabs vegne i lighed med en filial. Såfremt et
udenlandsk forsikringsselskab her i landet er omfattet af stk.
1, nr. 3 eller 4, betragtes kontoret eller personen ligeledes
som forsikringsselskabets herværende filial og skal opfylde
de betingelser, der er fastsat i § 30 eller i medfør af § 1, stk.
3.
Denne bestemmelse foreslås videreført i § 56.
Bestemmelsen implementerer artikel 13, nr. 11 og 12, artikel
145, stk. 1, 2. afsnit, og artikel 152, stk. 3, i Solvens II-di-
rektivet.
Bestemmelsen fastsætter, hvornår et udenlandsk forsikrings-
selskab har en så fast tilstedeværelse her i landet, at en
egentlig filialetablering er nødvendig.
Det foreslås i stk. 1, at ved et forsikringsselskabs etablerede
forretningssted forstås 1) det hjemsted, der fremgår af ved-
205
tægten, 2) en filial, 3) et kontor, der ledes af et udenlandsk
forsikringsselskabs eget personale, eller 4) en uafhængig
person, som har fast bemyndigelse til at handle på et uden-
landsk forsikringsselskabs vegne i lighed med en filial.
Det vedtægtsmæssige hjemsted skal svare til det sted, hvor
hovedsædet er placeret. En filial dækker over forretningsaf-
deling eller generalagentur.
Det foreslås i stk. 2, at hvis et udenlandsk forsikringsselskab
her i landet er omfattet af stk. 1, nr. 3 eller 4, betragtes
kontoret eller personen ligeledes som forsikringsselskabets
herværende filial og skal opfylde de betingelser, der er fast-
sat i §§ 49-51 eller i medfør af § 3, stk. 3.
Bestemmelsen indebærer, at reglerne om filialetablering i
så fald finder anvendelse, og procedurerne i §§ 49-51 eller
de i medfør af § 3, stk. 3, fastsatte betingelser skal derfor
iagttages.
Til § 57
Efter den gældende § 35 i lov om finansiel virksomhed
skal forsikringsselskaber udpege en generalagent til at lede
filialen, der ikke kan tegnes uden generalagentens medvir-
ken. Generalagenten skal have beføjelse til at forpligte virk-
somheden over for tredjemand samt til at repræsentere for-
sikringsselskabet i øvrigt, herunder over for Finanstilsynet
og Erhvervsstyrelsen, samt under søgsmål mod virksomhe-
den.
Den foreslåede bestemmelse i § 57 viderefører den gælden-
de § 35 i lov om finansiel virksomhed med redaktionelle og
sproglige ændringer. Der er ikke tiltænkt materielle ændrin-
ger.
Bestemmelsen implementerer artikel 145, stk. 2, litra c, i
Solvens II-direktivet.
Bestemmelsen fastsætter nærmere regler om den general-
agent, som et udenlandsk forsikringsselskab skal udpege til
at lede filialen.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at udenlandske forsikringssel-
skaber, der har etableret en filial her i landet, skal udpege
en generalagent til at lede filialen, der ikke kan tegnes uden
generalagentens medvirken.
Det foreslås i 2. pkt., at generalagenten skal have beføjelse
til at forpligte virksomheden over for tredjemand og til at
repræsentere forsikringsselskabet i øvrigt, herunder over for
Finanstilsynet og Erhvervsstyrelsen og under søgsmål mod
forsikringsselskabet.
Det foreslås i 3 pkt., at generalagenten skal opfylde kravene
i § 105.
Stævninger over for forsikringsselskabet kan lovligt forkyn-
des over for generalagenten.
Reglerne om egnethed og hæderlighed gælder for general-
agenter, jf. forslagets § 105, stk. 4, og generalagenten, der
udpeges, vil derfor også skulle opfylde kravene hertil.
Det foreslås i stk. 2, at generalagenten tillige kan fungere
som den skadesbehandlingsrepræsentant, der er nævnt i §
54.
Det foreslåede stk. 2 indebærer, at forsikringsselskaber, der
har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, der
udøver virksomhed indenfor forsikringsklasse 10, jf. bilag 1,
nr. 10, bortset fra fragtførerens ansvar, kan udpege general-
agenten for filialen som den skadesbehandlingsrepræsentant,
der kræves i medfør af § 54.
Det foreslåede stk. 2 er ikke til hinder for, at forsikrings-
selskabet både har en generalagent, der kan forpligte og
repræsentere forsikringsselskabet i alle forhold, og en skade-
sbehandlingsrepræsentant, der kan forpligte og repræsentere
forsikringsselskabet over for myndighederne og under søgs-
mål mod forsikringsselskabet i forbindelse med de krav, der
er nævnt i § 54, stk. 1.
Det foreslås i stk. 3, at et forsikringsselskab kun må have én
generalagent her i landet.
Det foreslåede stk. 3 er en konsekvens af, at forsikringssel-
skaber kun kan etablere én filial her i landet.
Det foreslås i stk. 4, at generalagenten kan meddele prokura
til en eller flere underagenter.
Det foreslåede stk. 4 indebærer, at der kan oprettes kontor-
steder eller filialer (underfilialer) her i landet.
Det foreslås i stk. 5, 1. pkt., at generalagenter skal være
myndige personer og enten have indfødsret i en af Den
Europæiske Unions medlemsstater eller i et land, som Uni-
onen har indgået aftale med på det finansielle område.
Det foreslås i stk. 5, 2. pkt., at Finanstilsynet, hvor forhol-
dene kræver det, kan meddele dispensation fra kravet om
indfødsret.
Sådanne forhold kan være, at den pågældende ved bopæl
206
eller på anden måde har en sådan tilknytning til eksempelvis
et EU-land, at det – efter omstændighederne – er at sidestille
med indfødsretten.
Det foreslås i stk. 6, at et her i landet hjemmehørende aktie-
selskab, anpartsselskab eller interessentskab kan være gene-
ralagent, hvis generalagenten som sin repræsentant udpeger
en person, der opfylder de betingelser, der er nævnt i stk. 5.
Til § 58
Det følger af den gældende § 35 a i lov om finansiel virk-
somhed, at ved overdragelse af hele eller dele af en forsik-
ringsbestand, som er tegnet her i landet af et udenlandsk for-
sikringsselskab i overensstemmelse med §§ 30 og 31, skal
Finanstilsynet i samarbejde med hjemlandsmyndigheden of-
fentliggøre en meddelelse om overdragelsen i Statstidende
og et landsdækkende dagblad. Overdragelsen kan ikke påbe-
råbes som grundlag for at hæve forsikringsaftalen.
Den gældende § 35 a i lov om finansiel virksomhed foreslås
videreført i § 58.
Den gældende regel i § 35 a bliver herefter til stk. 3. Det
foreslås at indsætte adgang til at fravige kravet om offentlig-
gørelse i landsdækkende dagblad, i tilfælde hvor forsikrings-
tagerne bliver orienteret direkte ad anden vej.
Bestemmelsen implementerer artikel 39, stk. 1, 2. afsnit, og
stk. 4-6, i Solvens II-direktivet.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at ved overdragelse af hele
eller dele af en forsikringsbestand tegnet her i landet af et
udenlandsk forsikringsselskab i overensstemmelse med §§
49 eller 52 giver Finanstilsynet samtykke til overdragelsen,
medmindre det ikke vurderes forsvarligt.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at Finanstilsynets samtykke
skal meddeles det overdragende forsikringsselskabs tilsyns-
myndighed, der træffer afgørelse om overdragelsen, senest
tre måneder efter at Finanstilsynet har modtaget anmodning
herom.
Det foreslås i stk. 1, 3. pkt., at er det overtagende forsik-
ringsselskab hjemmehørende her i landet, fremsender Fi-
nanstilsynet til det overdragende forsikringsselskabs tilsyns-
myndighed en erklæring om, at forsikringsselskabet, over-
dragelsen taget i betragtning, overholder kravene i §§ 154
og 155.
Det foreslåede stk. 1, 1-3. pkt., har til formål at synliggøre
Finanstilsynets pligt til at tage stilling til overdragelser, der
indeholder danske risici, og at sikre en korrekt implemente-
ring af artikel 39, stk. 4 og 5.
Er det overtagende forsikringsselskab et her i landet hjem-
mehørende forsikringsselskab, fremsender Finanstilsynet en
erklæring om, at forsikringsselskabet, overdragelsen taget
i betragtning, overholder kravene i §§ 154 og 155, til det
overdragende forsikringsselskabs tilsynsmyndigheder.
Efter artikel 39, stk. 1, i Solvens II-direktivet, skal medlems-
staterne tillade på de i den nationale lovgivning fastsatte
betingelser, at forsikrings- og genforsikringsselskaber, der
har hovedsæde på deres område, overdrager hele eller en del
af deres portefølje, hvad enten den består af aftaler indgået i
henhold til reglerne om fri etableringsret eller aftaler indgået
i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, til
et overtagende selskab, der er etableret i Fællesskabet. Arti-
kel 39 foreskriver en proces, hvorefter det overdragende for-
sikringsselskabs tilsynsmyndigheder skal indhente samtykke
fra tilsynsmyndighederne i de medlemsstater, hvor aftalerne
blev indgået i henhold til reglerne om fri etableringsret eller
reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser. Det overdra-
gende forsikringsselskabs tilsynsmyndigheder skal ligeledes
indhente samtykke og et solvenscertifikat fra det modtagen-
de forsikringsselskabs tilsynsmyndigheder, der godtgør, at
det overdragende selskab, overdragelsen taget i betragtning,
har det fornødne anerkendte kapitalgrundlag til dækning af
solvenskapitalkravet som omhandlet i artikel 100, stk. 1, i
Solvens II-direktivet.
Finanstilsynet giver samtykke, hvis Finanstilsynet vurderer,
at overdragelsen er forsvarlig over for de danske forsikrings-
tagere. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde afvise at give
samtykke til overdragelsen, hvis Finanstilsynet vurderer, at
de danske forsikringstagere bliver stillet ringere som følge
af overdragelsen.
Til brug for Finanstilsynets vurdering er det overdragende
forsikringsselskabs tilsynsmyndigheder i overensstemmelse
med samarbejdsprotokollen forpligtet til at videresende en
række oplysninger. Disse oplysninger fremgår af samar-
bejdsprotokollens afsnit 4.2.1.4., litra a-c.
Det foreslås i stk. 2, at overdragelsen ikke kan påberåbes
som grundlag for at hæve forsikringsaftalen. Bestemmelsen
indebærer, at en overdragelse, uanset § 27 i lov om forsik-
ringsaftaler, ikke kan påberåbes af forsikringstagerne som
grundlag for at ophæve forsikringsaftalen. Bestemmelsen
er ikke til hinder for, at forsikringstageren opsiger aftalen
i overensstemmelse med den pågældende forsikringsaftales
regler herom.
Det foreslås i stk. 3, at ved en overdragelse skal Finanstilsy-
net i samarbejde med hjemlandsmyndigheden offentliggøre
en meddelelse om overdragelsen i Statstidende og et lands-
207
dækkende dagsblad. Meddelelse i et landsdækkende dagblad
kan undlades, hvis de berørte forsikringstagere har modtaget
personlig orientering om overdragelsen på anden vis.
Personlig orientering på anden vis er eksempelvis ved skri-
velse fra det overdragende eller modtagende selskab. Fi-
nanstilsynet kan anmode om kopi af den orientering, der er
sendt til forsikringstagerne. Et landsdækkende dagsblad kan
eksempelvis være Jyllands-Posten, Børsen el.lign.
Offentliggørelse af meddelelsen skal ske, når den endelige
tilladelse til overdragelsen er givet af det overdragende
forsikringsselskabs tilsynsmyndigheder. Da formålet med
offentliggørelsen er at gøre forsikringstagerne opmærksom-
me på overdragelsen, bør offentliggørelse ske i umiddelbar
tilknytning til tilladelsen. Hvorvidt der tillige skal ske of-
fentliggørelse af beslutningen om overdragelse, afhænger af
reglerne i det overdragende forsikringsselskabs hjemland.
Til § 59
Det følger af den gældende § 36 i lov om finansiel virksom-
hed, at udenlandske forsikringsselskaber omfattet af regler-
ne i §§ 30 og 31, der her i landet dækker de risici, der er
nævnt i bilag 7, af Finanstilsynet kan pålægges at deltage i
ordninger, der garanterer opfyldelse af erstatningskrav fra de
sikrede eller skadelidte tredjemænd, i det omfang sådanne
ordninger gælder tilsvarende for danske forsikringsselska-
ber.
Den gældende § 36 i lov om finansiel virksomhed foreslås
videreført.
Bestemmelsen implementerer artikel 189 i Solvens II-direk-
tivet.
Det foreslås i § 59, at udenlandske forsikringsselskaber om-
fattet af reglerne i §§ 49-53, der her i landet dækker de
risici, der er nævnt i bilag 1, af Finanstilsynet kan pålægges
at deltage i ordninger, der garanterer opfyldelse af erstat-
ningskrav fra de sikrede eller skadelidte tredjemænd, i det
omfang sådanne ordninger gælder tilsvarende for danske
forsikringsselskaber.
Hvis der etableres sådanne ordninger, skal disse også gælde
for danske forsikringsselskaber, da der ellers vil være tale
om diskrimination.
Som eksempel på en ordning kan nævnes den lovpligtige
ansvarsforsikring for hunde, hvor en pool-ordning sikrer, at
en sagesløs skadelidt altid kan få erstatning for en skade
forårsaget af en hund, uanset om hunden er identificeret
eller ej.
Der kan også nævnes den lovpligtige deltagelse i Garanti-
fonden for skadesforsikringsselskaber i medfør af § 3, stk. 1,
nr. 2-3, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselska-
ber. Der henvises til bemærkningerne til forslagets § 47, stk.
2, nr. 8, og § 50, stk. 2, nr. 5.
Overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i § 59 foreslås
strafbelagt, jf. lovforslagets § 312, stk. 1. Ansvarssubjektet
er det udenlandske forsikringsselskab, der er omfattet af reg-
lerne i forslagets §§ 49-53. Den strafbare handling består i
ikke at efterkomme et pålæg fra Finanstilsynet om at deltage
i en ordning, der garanterer opfyldelse af erstatningskrav fra
de sikrede eller skadelidte tredjemænd.
Til § 60
Det følger af den gældende § 37 i lov om finansiel virk-
somhed, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for
tjenesteydelser, der udøves af forsikringsselskaber fra lande
uden for Den Europæiske Unionen, som Unionen ikke har
indgået aftale med på det finansielle område.
Denne bestemmelse foreslås videreført i § 60 med visse
sproglige ændringer.
Det foreslås i § 60, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere
regler for tjenesteydelser, der udøves af forsikringsselskaber
fra lande uden for Den Europæiske Union, som Unionen
ikke har indgået aftale med på det finansielle område.
Bestemmelsen omhandler den situation, hvor et forsikrings-
selskab hjemmehørende i et land, som Unionen ikke har ind-
gået aftale med på det finansielle område, vil udøve græn-
seoverskridende virksomhed ind i Danmark. Eksempelvis
grænseoverskridende virksomhed fra Japan ind i Danmark.
Hjemlen er udnyttet i bekendtgørelse nr. 986 af 11. septem-
ber 2014 om tilladelse til at drive tjenesteydelsesvirksomhed
i Danmark for forsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse
på Færøerne. Det forventes, at bekendtgørelsen videreføres.
Til § 61
Den gældende § 38 i lov om finansiel virksomhed fastlæg-
ger reglerne for danske finansielle virksomheders filialeta-
blering i andre lande.
Den foreslåede bestemmelse i § 61 nyaffatter den gæl-
dende § 38 i lov om finansiel virksomhed. Der foreslås
en række redaktionelle og mindre materielle ændringer. De
foreslåede ændringer har til formål at sikre en mere hen-
sigtsmæssig implementering af Solvens II-direktivet. Det
foreslås f.eks. indsat, at forsikringsselskabet skal fremsen-
de dokumentation for, at filialens generalagent opfylder kra-
208
vene til egnethed og hæderlighed. Det foreslås endvidere,
at forsikringsselskabet skal angive den metode, som forsik-
ringsselskabet anvender ved behandlingen af retshjælpskrav.
Den gældende § 38 a i lov om finansiel virksomhed fore-
slås inkorporeret i den foreslåede bestemmelse.
Den gældende § 38, stk. 8, foreslås videreført i en selv-
stændig bestemmelse. Der henvises til bemærkningerne til §
62.
De redaktionelle ændringer består i, at de oplysninger,
som forsikringsselskabet skal fremsende til Finanstilsynet,
samles i ét stk. 1, nr. 1-7.
Bestemmelsen implementerer artikel 145 og 146 i Solvens
II-direktivet.
Bestemmelsen fastlægger proceduren for danske forsik-
ringsselskabers etablering af filialer i lande indenfor Den
Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område.
Det foreslås i stk. 1, at et forsikringsselskab, der ønsker at
etablere en filial i et land indenfor Den Europæiske Union
eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det
finansielle område, skal meddele dette til Finanstilsynet.
Meddelelsen til Finanstilsynet skal ledsages af en række
oplysninger og dokumenter, der fremgår af stk. 1, nr. 1-7.
Bestemmelsen har til formål at give Finanstilsynet ind-
sigt i forsikringsselskabernes aktiviteter i udlandet og gør
det muligt at tilrettelægge tilsynet med aktiviteterne, inden
de påbegyndes, herunder aftale det nødvendige samarbejde
med forsikringsselskabet og det pågældende lands tilsyns-
myndigheder. Bestemmelsen er ikke til hinder for, at Finans-
tilsynet kan anmode om flere oplysninger i medfør af lov-
forslagets § 269, stk. 1.
Hvis et forsikringsselskab ønsker at etablere en filial i
et land indenfor Den Europæiske Union eller et land, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle område,
skal forsikringsselskabet opfylde det pågældende lands lov-
givning.
Hvis forsikringsselskabet ikke fremsender de i stk. 1, nr.
1-7, nævnte oplysninger, i det omfang de er relevante for
det pågældende forsikringsselskabs påtænkte virksomhed i
værtslandet, og eventuelle oplysninger, som Finanstilsynet
finder nødvendige for filialetableringen og Finanstilsynets
tilsyn hermed, kan Finanstilsynet undlade at fremsende en
meddelelse i overensstemmelse med stk. 2, indtil forsik-
ringsselskabet har fremsendt oplysningerne. Fristen på tre
måneder, jf. stk. 2, løber først fra det tidspunkt, hvor forsik-
ringsselskabet har givet ovennævnte oplysninger, og indtil
da kan forsikringsselskabet ikke etablere filialen og dermed
påbegynde virksomheden. Der henvises til bemærkningerne
til bestemmelsens stk. 2.
Efter det foreslåede nr. 1 skal forsikringsselskabet oplyse,
i hvilket land filialen påtænkes etableret.
Efter det foreslåede nr. 2 skal forsikringsselskabet oplyse
filialens adresse i værtslandet, hvorfra der kan indhentes
eller hvortil der kan sendes dokumenter, herunder alle med-
delelser til generalagenten.
Efter det foreslåede nr. 3 skal forsikringsselskabet oplyse
navnet på filialens generalagent, der har tilstrækkelige befø-
jelser til at forpligte forsikringsselskabet over for tredjepart
og til at repræsentere forsikringsselskabet over for værtslan-
dets myndigheder og domstole.
Forsikringsselskabet bør så vidt muligt også medsende
en e-mailadresse for generalagenten, som Finanstilsynet kan
videregive til værtslandets tilsynsmyndigheder.
Efter det foreslåede nr. 4 skal forsikringsselskabet med-
sende dokumentation for, at filialens generalagent opfylder
kravene i medfør af § 105, stk. 1.
Reglerne om egnethed og hæderlighed finder også anven-
delse på generalagenter, og Finanstilsynet skal derfor sikre
sig, at generalagenten overholder kravene heri. Der henvises
til bemærkningerne til forslagets § 105, stk. 1 og 4.
Efter det foreslåede nr. 5 skal forsikringsselskabet med-
sende en driftsplan, der indeholder en beskrivelse af filialens
virksomhed, herunder oplysninger om organisation og de
planlagte aktiviteter.
Driftsplanen bør indeholde 1) arten af de risici eller for-
pligtelser, som forsikringsselskabet har til hensigt at dække
i værtslandet, 2) grundprincipperne for genforsikring og re-
trocession, 3) en åbningsbalance, som den efter afholdelse
af omkostninger til oprettelse af filialen forventes at blive,
herunder oplysning om de ressourcer eller det selskab, som
filialen indgår aftale med, til brug for virksomhed omfattet
af forsikringsklasse 18, 4) organisationsstruktur og 5) de
forventede regnskabsmæssige resultater i form af resultatop-
gørelser og balancer i en tidsperiode på tre år.
Det forudsættes, at en angivelse af forsikringsklasserne
fremgår af driftsplanen.
Efter det foreslåede nr. 6 skal forsikringsselskabet angive
den metode, som forsikringsselskabet anvender ved behand-
lingen af retshjælpsforsikringskrav i medfør af § 4 i be-
kendtgørelse nr 1259 af 27. november 2017 om retshjælps-
forsikring for gruppe 1-forsikringsselskaber, i det omfang
forsikringsselskabet vil udbyde retshjælpsforsikringer i det
pågældende værtsland, jf. bilag 1, nr. 17.
Overtrædelse af den foreslåede bestemmelses stk. 1, nr.
1-6, er strafbelagt i henhold til lovforslagets § 312, stk. 2.
Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er et
forsikringsselskab. En overtrædelse vil kunne bestå i, at et
forsikringsselskab, der påtænker at etablere en filial indenfor
Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har ind-
gået aftale med på det finansielle område, og som i den for-
bindelse undlader at meddele Finanstilsynet de oplysninger
om filialen, der fremgår af nr. 1-6. Det er eksempelvis op-
lysninger om filialens adresse i værtslandet, dokumentation
for, at filialens generalagent opfylder kravene i lovforslagets
§ 105, og hvilken metode forsikringsselskabet anvender ved
209
behandlingen af retshjælpsforsikringskrav m.v. Overtrædel-
se af bestemmelsen kan straffes med bøde eller fængsel
indtil fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning.
Efter det foreslåede nr. 7 skal forsikringsselskabet, hvis
filialen skal dække risici under forsikringsklasse 10, jf. bi-
lag 1, nr. 10, bortset fra fragtførerens ansvar, fremlægge
en erklæring for Finanstilsynet om, at forsikringsselskabet
er blevet medlem af det nationale bureau og den nationale
garantifond i værtslandet samt angive navn og adresse på
den i værtslandet bosatte skadesbehandlingsrepræsentant, jf.
§ 21, stk. 2.
Overtrædelse af den foreslåede bestemmelses stk. 1, nr. 7,
er strafbelagt i henhold til lovforslagets § 312, stk. 1.
Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er det
danske forsikringsselskab, der påtænker at etablere en filial
indenfor Den Europæiske Union eller i et land, som Uni-
onen har indgået aftale med på det finansielle område, og
som i den forbindelse undlader at fremlægge en erklæring
til Finanstilsynet om, at forsikringsselskabet er blevet med-
lem af det nationale bureau og den nationale garantifond
i værtslandet, og undlader at angive navn og adresse på
den skadebehandlingsrepræsentant, der er bosat i værtslan-
det, jf. lovforslagets § 21, stk. 2, hvis filialen skal dække
risici under forsikringsklasse 10, jf. bilag 1, nr. 10, bortset
fra fragtførerens ansvar. Overtrædelse af bestemmelsen kan
straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at Finanstilsynet skal videre-
sende de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, et solvenscerti-
fikat og en erklæring om, at de planlagte aktiviteter er om-
fattet af forsikringsselskabets tilladelse, til tilsynsmyndighe-
derne i værtslandet senest 3 måneder efter modtagelsen af
oplysningerne, jf. dog stk. 3.
Det foreslås i 2. pkt., at Finanstilsynet samtidig underretter
forsikringsselskabet om, at oplysningerne er videresendt til
tilsynsmyndighederne i værtslandet.
Fristen på 3 måneder løber først fra det tidspunkt, hvor
forsikringsselskabet har givet alle de oplysninger, der er
nævnt i stk. 1, nr. 1-7, i det omfang de er relevante for
det pågældende forsikringsselskabs påtænkte virksomhed i
værtslandet, og de eventuelle oplysninger, som Finanstilsy-
net finder nødvendige for filialetableringen og Finanstilsy-
nets tilsyn hermed.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at Finanstilsynet kan undlade
at fremsende oplysningerne efter stk. 1 og 2, hvis der henset
til etableringen af filialen er grund til at betvivle forsikrings-
selskabets ledelsessystem, finansielle situation eller general-
agentens egnethed og hæderlighed, jf. § 105, stk. 1 og 8.
Det foreslås i 2. pkt., at Finanstilsynet ikke skal videresen-
de de oplysninger, der er nævnt i stk. 1 og 2, hvis forsik-
ringsselskabet ikke opfylder solvenskapitalkravet efter § 154
eller minimumskapitalkravet efter § 155.
Forsikringsselskaber har i udgangspunktet ret til filialeta-
blering i lande indenfor Den Europæiske Union og i lande,
som Unionen har indgået aftale med på det finansielle områ-
de, men Finanstilsynet kan i særlige tilfælde nægte filialeta-
blering, jf. det foreslåede stk. 3.
Blandt kravene til ledelsessystemet kan nævnes, at for-
sikringsselskabets organisation skal være så veludviklet, at
den muliggør en forsvarlig styring af aktiviteterne i udlan-
det. Endvidere vil forsikringsselskabets solvensmæssige og
indtjeningsmæssige situation indgå i overvejelserne.
Generalagenten skal opfylde kravene til egnethed og hæ-
derlighed, jf. § 105, stk. 1, jf. § 105, stk. 8, og Finanstilsynet
skal derfor undlade at fremsende oplysningerne efter stk. 1
og 2, hvis generalagenten ikke lever op til kravene.
Hvis forsikringsselskabet ikke opfylder solvenskapitalkra-
vet efter § 154 eller minimumskapitalkravet efter § 155,
skal Finanstilsynet give afslag, og forsikringsselskabet kan
herefter ikke etablere filialen i det pågældende værtsland.
Det foreslås i stk. 4, at hvis Finanstilsynet modtager op-
lysninger fra værtslandets tilsynsmyndigheder om særlige
vilkår, der er begrundet i samfundsmæssige interesser, og
som gælder for udøvelse af forsikringsvirksomhed i værts-
landet, skal Finanstilsynet videregive disse oplysninger til
forsikringsselskabet.
Det foreslås i stk. 5, at filialen må påbegynde sin virksom-
hed, når Finanstilsynet har modtaget oplysninger i medfør af
stk. 4, eller senest to måneder efter at værtslandets tilsyns-
myndigheder har modtaget oplysninger efter stk. 2, jf. dog
stk. 3.
Overtrædelse af det foreslåede stk. 5 foreslås strafbelagt,
jf. lovforslagets § 312, stk. 2, nr. 1. Ansvarssubjektet for
overtrædelse af stk. 5 er det danske forsikringsselskab. Den
strafbare handling består i at etablere en filial i et andet
land indenfor Den Europæiske Union eller i et land, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle område,
og påbegynde virksomheden, inden Finanstilsynet har mod-
taget oplysninger i medfør af stk. 4, eller inden to måneder
efter at værtslandets tilsynsmyndigheder har modtaget op-
lysninger efter stk. 2. Et eksempel på en overtrædelse af
bestemmelsen er, at et dansk forsikringsselskab etablerer en
filial i udlandet, inden Finanstilsynet har modtaget oplysnin-
ger i medfør af stk. 4. Et andet eksempel på en overtrædelse
af bestemmelsen er, at et dansk forsikringsselskab etablerer
en filial, selvom Finanstilsynet har nægtet filialetablering i
medfør af stk. 3.
Overtrædelse af bestemmelsen kan straffes med bøde eller
fængsel indtil fire måneder.
Det foreslås i stk. 6, at forsikringsselskabet skal meddele
Finanstilsynet og tilsynsmyndighederne i værtslandet enhver
ændring af de forhold, der er nævnt i stk. 1. Finanstilsynet
og tilsynsmyndighederne i værtslandet skal have modtaget
meddelelsen senest en måned, før ændringen foretages.
Overtrædelse af det foreslåede stk. 6 foreslås strafbelagt,
210
jf. lovforslagets § 312, stk. 1. Ansvarssubjektet for overtræ-
delse af stk. 6 er det danske forsikringsselskab. Den strafba-
re handling kan bestå i ikke at meddele Finanstilsynet og
tilsynsmyndighederne i værtslandet enhver ændring af de
forhold, der er nævnt i stk. 1, senest en måned før ændringen
foretages. Et eksempel på overtrædelse af bestemmelsen er,
at en filial af et dansk forsikringsselskab skifter adresse
uden at meddele dette til Finanstilsynet. Overtrædelse af
bestemmelsen kan straffes med bøde eller fængsel indtil fire
måneder.
Til § 62
Det følger af den gældende § 38, stk. 8, i lov om finansiel
virksomhed, at et forsikringsselskab skal have tilladelse af
Finanstilsynet til at etablere en filial i et land uden for Den
Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale
med på det finansielle område. Hvis der er grund til at
betvivle, at selskabets administrative struktur og finansielle
situation er forsvarlig som grundlag for den påtænkte etable-
ring, kan Finanstilsynet afslå en ansøgning om tilladelse.
Denne bestemmelse foreslås i § 62 videreført med sproglige
ændringer. Der er ikke tiltænkt materielle ændringer.
Bestemmelsen fastlægger proceduren for danske forsik-
ringsselskabers etablering af filialer i lande uden for Den
Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale
med på det finansielle område.
Det foreslås i § 62, 1. pkt., at et forsikringsselskab skal have
tilladelse af Finanstilsynet til at etablere en filial i et land
uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har
indgået aftale med på det finansielle område.
I § 62, 2. pkt., foreslås det, at hvis der er grund til at betviv-
le, at forsikringsselskabets ledelsessystem eller finansielle
situation er forsvarlig som grundlag for den påtænkte etable-
ring, kan Finanstilsynet afslå en ansøgning om tilladelse.
Baggrunden for bestemmelsen er, at Finanstilsynet efter den
foreslåede § 61, stk. 3, kan forhindre filialetablering i lande
indenfor Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen
har indgået aftale med på det finansielle område. Finanstil-
synet bør derfor også have mulighed for at forhindre filial-
etablering i et land uden for Den Europæiske Union, som
Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle områ-
de.
En ansøgning om tilladelse skal indgives til Finanstilsynet,
inden filialen etableres. Ansøgningen skal indeholde oplys-
ninger til brug for Finanstilsynets vurdering af, om forsik-
ringsselskabets ledelsessystem og finansielle situation er
forsvarlig som grundlag for den påtænkte etablering. Oplys-
ningerne vil eksempelvis omfatte information om driftsplan,
ledelse og struktur af filialen m.v. Nægtelse af tilladelse vil
som udgangspunkt skulle forelægges Finanstilsynets besty-
relse, jf. lovforslagets § 266, jf. § 345, stk. 7, nr. 4, i lov om
finansiel virksomhed.
Overtrædelse af den foreslåede § 61 foreslås strafbelagt, jf.
§ 312, stk. 2.
Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er det
danske forsikringsselskab. Den strafbare handling kan bestå
i at etablere en filial i uden for Den Europæiske Union eller
i et land, som Unionen ikke har indgået aftale med på det
finansielle område, uden tilladelse fra Finanstilsynet. Over-
trædelse af bestemmelsen kan straffes med bøde eller fæng-
sel indtil fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt
efter den øvrige lovgivning.
Til § 63
Den gældende § 39 i lov om finansiel virksomhed fastlæg-
ger reglerne for danske finansielle virksomheders grænseo-
verskridende virksomhed i andre lande.
Den foreslåede bestemmelse i § 63 nyaffatter den gælden-
de § 39 i lov om finansiel virksomhed. Der foreslås en
række redaktionelle og materielle ændringer. De foreslåede
ændringer har til formål at sikre en mere hensigtsmæssig
implementering af Solvens II-direktivet. Det foreslås f.eks.,
at forsikringsselskabet skal angive den metode, som for-
sikringsselskabet anvender ved behandlingen af retshjælps-
krav. Det foreslås endvidere at tilføje en regel om, at hvis Fi-
nanstilsynet modtager oplysninger fra værtslandets tilsyns-
myndigheder om de særlige vilkår, der er er begrundet i
samfundsmæssige interesser, og som gælder for udøvelse
af forsikringsvirksomhed i værtslandet, skal Finanstilsynet
videregive disse oplysninger til forsikringsselskabet.
Det foreslås ligeledes at omformulere den gældende § 39,
stk. 2, sidste pkt., om Finanstilsynets mulighed for at næg-
te forsikringsselskabet at udøve tjenesteydelser i udlandet,
således at Finanstilsynets vurdering beror på en forsvarlig-
hedsvurdering. Det foreslås, at Finanstilsynets adgang til at
nægte forsikringsselskabet at udøve tjenesteydelser i udlan-
det afgrænses til særlige tilfælde, hvor forsikringsselskabets
ledelsessystem eller finansielle situation medfører, at udø-
velse af tjenesteydelser i udlandet vil være uforsvarlig.
De redaktionelle ændringer består i, at de oplysninger, som
forsikringsselskabet skal fremsende til Finanstilsynet, sam-
les i ét stk. 1, nr. 1-4.
Bestemmelsen fastlægger proceduren for danske forsik-
ringsselskabers notifikation af grænseoverskridende tjene-
steydelsesvirksomhed i lande indenfor Den Europæiske Uni-
211
on eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det
finansielle område.
Bestemmelsen implementerer artikel 147-149 i Solvens II-
direktivet.
Det foreslås i stk. 1, at et forsikringsselskab, der ønsker at
udøve forsikringsvirksomhed i form af grænseoverskridende
tjenesteydelser i et land indenfor Den Europæiske Union
eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det
finansielle område, skal meddele dette til Finanstilsynet.
Meddelelsen til Finanstilsynet skal ledsages af en række
oplysninger og dokumenter, der fremgår af stk. 1, nr. 1-4.
Bestemmelsen har til formål at give Finanstilsynet indsigt
i forsikringsselskabernes aktiviteter i udlandet og gøre det
muligt at tilrettelægge tilsynet med aktiviteterne, inden de
påbegyndes, herunder aftale det nødvendige samarbejde
med forsikringsselskabet og det pågældende lands tilsyns-
myndigheder. Bestemmelsen er ikke til hinder for, at Finans-
tilsynet kan anmode om flere oplysninger i medfør af lov-
forslagets § 269, stk. 1.
Hvis forsikringsselskabet ikke fremsender de i stk. 1, nr.
1-4, nævnte oplysninger, i det omfang de er relevante for
det pågældende forsikringsselskabs påtænkte virksomhed i
værtslandet, og eventuelle oplysninger, som Finanstilsynet
finder nødvendige, kan Finanstilsynet undlade at fremsende
en meddelelse i overensstemmelse med stk. 2, indtil forsik-
ringsselskabet har fremsendt oplysningerne. Fristen på en
måned, jf. stk. 2, løber først fra det tidspunkt, hvor forsik-
ringsselskabet har givet ovennævnte oplysninger. Der henvi-
ses til bemærkningerne til bestemmelsens stk. 2.
Efter det foreslåede nr. 1 skal forsikringsselskabet oplyse, i
hvilket land forsikringsvirksomheden ønskes påbegyndt.
Efter det foreslåede nr. 2 skal forsikringsselskabet oplyse
den eller de forsikringsklasser, grupper af klasser og even-
tuelle accessoriske risici, som forsikringsselskabet har til
hensigt at dække i værtslandet.
Efter det foreslåede nr. 3 skal forsikringsselskabet angive
den metode, som forsikringsselskabet anvender ved behand-
lingen af retshjælpsforsikringskrav i medfør af § 4 i be-
kendtgørelse om retshjælpsforsikring for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber, i det omfang forsikringsselskabet vil udbyde
retshjælpsforsikringer i det pågældende værtsland, jf. bilag
1, nr. 17.
Forsikringsaftalen foreskriver, at den forsikrede kan over-
drage forsvaret af dennes interesser til en advokat efter eget
valg, når den forsikrede har et krav i henhold til aftalen.
Efter det foreslåede nr. 4 skal forsikringsselskabet, hvis filia-
len skal dække risici under forsikringsklasse 10, jf. bilag 1,
nr. 10, bortset fra fragtførerens ansvar, fremlægge en erklæ-
ring for Finanstilsynet om, at forsikringsselskabet er blevet
medlem af det nationale bureau og den nationale garantifond
i værtslandet, samt angive navn og adresse på den i værts-
landet bosatte skadesbehandlingsrepræsentant, jf. § 21, stk.
2.
Overtrædelse af den foreslåede § 63, stk. 1, foreslås strafbe-
lagt i lovforslagets § 312, stk. 2.
Ansvarssubjektet er et forsikringsselskab. Den strafbare
handling består i at undlade at oplyse Finanstilsynet om
forsikringsselskabets udøvelse af grænseoverskridende for-
sikringsvirksomhed i form af tjenesteydelser eller undlade
at meddele en eller flere af de oplysninger, der følger af
nr. 1-4. Overtrædelsen kan straffes med bøde eller fængsel
indtil fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at Finanstilsynet skal videresen-
de de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, et solvenscertifikat
og en erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet
af forsikringsselskabets tilladelse til tilsynsmyndighederne
i værtslandet senest 1 måned efter modtagelsen af oplysnin-
gerne, jf. dog stk. 3.
Det foreslås i 2. pkt., at Finanstilsynet samtidig underretter
forsikringsselskabet om, at oplysningerne er videresendt til
tilsynsmyndighederne i værtslandet.
Fristen på en måned løber først fra det tidspunkt, hvor for-
sikringsselskabet har givet alle de oplysninger, der er nævnt
i stk. 1, nr. 1-4, i det omfang de er relevante for det pågæl-
dende forsikringsselskabs påtænkte virksomhed i værtslan-
det, og de eventuelle oplysninger, som Finanstilsynet finder
nødvendige.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at Finanstilsynet i særlige tilfæl-
de kan undlade at videresende de oplysninger, der er nævnt
i stk. 1 og 2, hvis Finanstilsynet vurderer, at videresendelse
vil være uforsvarligt.
Det foreslås i 2. pkt., at Finanstilsynet ikke skal videresende
de oplysninger, der er nævnt i stk. 1 og 2, hvis forsikrings-
selskabet ikke opfylder solvenskapitalkravet efter § 154 el-
ler minimumskapitalkravet efter § 155. Finanstilsynet skal
underrette forsikringsselskabet, hvis Finanstilsynet ikke vi-
deresender de oplysninger, der er nævnt i stk. 1 og 2.
212
Forsikringsselskaber har i udgangspunktet ret til at drive
grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed i lande in-
denfor Den Europæiske Union og i lande, som Unionen har
indgået aftale med på det finansielle område, men Finanstil-
synet kan i særlige tilfælde nægte dette, hvis Finanstilsynet
vurderer, at der henset til den grænseoverskridende virksom-
hed er grund til at betvivle forsikringsselskabet ledelsessy-
stem, finansielle situation m.v. Blandt kravene til ledelses-
systemet kan nævnes, at forsikringsselskabets organisation
skal være så veludviklet, at den muliggør en forsvarlig
styring af aktiviteterne i udlandet. Endvidere vil forsikrings-
selskabets solvensmæssige og indtjeningsmæssige situation
indgå i overvejelserne.
Hvis forsikringsselskabet ikke opfylder solvenskapitalkravet
efter § 154 eller minimumskapitalkravet efter § 155, skal Fi-
nanstilsynet give afslag, og forsikringsselskabet kan herefter
ikke drive grænseoverskridende virksomhed i det pågælden-
de værtsland.
Det foreslås i stk. 4, at hvis Finanstilsynet modtager op-
lysninger fra værtslandets tilsynsmyndigheder om særlige
vilkår, der er begrundet i samfundsmæssige interesser, og
som gælder for udøvelse af forsikringsvirksomhed i værts-
landet, skal Finanstilsynet videregive disse oplysninger til
forsikringsselskabet.
Det foreslås i stk. 5, at forsikringsselskabet må påbegynde
sin virksomhed på den dato, hvor det er blevet underrettet i
medfør af stk. 2, 2. pkt.
Forsikringsselskabet behøver derfor ikke at afvente, at Fi-
nanstilsynet modtager oplysninger fra værtslandets tilsyns-
myndigheder i overensstemmelse med stk. 4.
Det foreslås i stk. 6, at forsikringsselskabet skal meddele
Finanstilsynet ændringer i de forhold, der er oplyst i stk. 1,
senest samtidig med at ændringerne foretages. Finanstilsy-
net skal herefter meddele værtslandets tilsynsmyndigheder
om ændringerne senest en måned efter modtagelsen af med-
delelse om ændringerne.
Forsikringsselskabet skal selv meddele ændringerne til
værtslandets tilsynsmyndigheder, hvis en sådan pligt frem-
går af det pågældende lands lovgivning.
Til § 64
Det følger af den gældende § 40, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed, at en finansiel virksomhed, der ønsker at eta-
blere en dattervirksomhed (et kreditinstitut, et investerings-
selskab eller en forsikringsvirksomhed) i et land uden for
Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået af-
tale med, skal have Finanstilsynets tilladelse hertil. Hvis
der er grund til at betvivle, at virksomhedens administrative
struktur og finansielle situation er forsvarlig som grundlag
for den påtænkte etablering, giver Finanstilsynet ikke tilla-
delse. Efter den gældende § 40, stk. 2, skal en finansiel
virksomhed give Finanstilsynet meddelelse om etablering
af dattervirksomheder i et land uden for Den Europæiske
Union, som Unionen ikke har indgået aftale med, der ikke er
omfattet af stk. 1.
Denne bestemmelse foreslås videreført i § 64 med enkelte
sproglige og redaktionelle ændringer. Der er ikke tiltænkt
materielle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at et forsikringsselskab skal ha-
ve Finanstilsynets tilladelse til at etablere en dattervirksom-
hed, der er et kreditinstitut, et investeringsselskab eller en
forsikringsvirksomhed, i et land uden for Den Europæiske
Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det
finansielle område.
Det foreslås i 2. pkt., at hvis der er grund til at betvivle, at
forsikringsselskabets ledelsessystem eller finansielle situa-
tion er forsvarlig som grundlag for den påtænkte etablering,
giver Finanstilsynet ikke tilladelse.
Bestemmelsen skal sammenholdes med den foreslåede be-
stemmelse i § 94, hvorefter Finanstilsynet skal underrettes
om erhvervelse af kvalificerede andele i udenlandske finan-
sielle virksomheder.
Kravet efter det foreslåede stk. 1 gælder ikke kun ved stiftel-
se, men også når en allerede etableret virksomhed bliver en
dattervirksomhed.
Bestemmelsen skal sikre, at Danmark overholder IAIS’ (In-
ternational Association of Insurance Supervisors) Insurance
Core Principles, som Danmark har tiltrådt, hvorefter det skal
være muligt at nægte tilladelse til etablering af datterselskab
i udlandet.
Kriterierne for at nægte tilladelse er de samme som efter
forslagets § 61, stk. 3, bortset fra kravet om generalagen-
tens egnethed og hæderlighed. Ansøgning om tilladelse skal
indgives, inden dattervirksomheden etableres, dvs. inden
virksomheden bliver en dattervirksomhed, eller inden den
stiftes. Ansøgningen skal indeholde oplysninger til brug for
Finanstilsynets vurdering af, om virksomhedens ledelsessy-
stem eller finansielle situation er forsvarlig som grundlag for
den påtænkte etablering, herunder oplysninger om, hvor eta-
blering skal ske, oplysninger om den virksomhed, der skal
udøves, og oplysninger om forsikringsselskabets investering
i forbindelse med etableringen.
213
Overtrædelse af det foreslåede stk. 1 foreslås strafbelagt, jf.
lovforslagets § 312, stk. 2.
Ansvarssubjektet er et forsikringsselskab. Den strafbare
handling består i, at forsikringsselskabet etablerer en datter-
virksomhed, der er et kreditinstitut, et investeringsselskab
eller en forsikringsvirksomhed, i et land uden for Den Euro-
pæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på
det finansielle område, uden Finanstilsynets tilladelse. Over-
trædelse af bestemmelsen kan straffes med bøde eller fæng-
sel indtil fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt
efter den øvrige lovgivning.
Det foreslås i stk. 2, at et forsikringsselskab skal give Fi-
nanstilsynet meddelelse om etablering af dattervirksomhe-
der, der ikke er et kreditinstitut, et investeringsselskab eller
en forsikringsvirksomhed, i et land uden for Den Europæ-
iske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det
finansielle område.
Der skal ikke ske forudgående orientering, men orienterin-
gen skal ske i umiddelbar forlængelse af etableringen. Kra-
vet efter det foreslåede stk. 2 gælder ikke kun ved stiftelse,
men også når en allerede etableret virksomhed bliver en
dattervirksomhed.
Overtrædelse af det foreslåede stk. 2 foreslås strafbelagt, jf.
lovforslagets § 312, stk. 2.
Ansvarssubjektet er et forsikringsselskab. Den strafbare
handling består i at undlade at meddele Finanstilsynet om
etablering af dattervirksomheder, der ikke er et kreditinsti-
tut, et investeringsselskab eller en forsikringsvirksomhed, i
et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke
har indgået aftale med på det finansielle område.
Til § 65
Det følger af den gældende § 41 i lov om finansiel virksom-
hed, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om dan-
ske forsikringsselskabers virksomhed i lande uden for Den
Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale
med på det finansielle område.
Denne bestemmelse foreslås videreført i § 65.
Det foreslås i § 65, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere
regler om danske forsikringsselskabers virksomhed i lande
uden for Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen
ikke har indgået aftale med på det finansielle område.
Den foreslåede bestemmelse giver Finanstilsynet hjemmel
til at fastsætte regler om danske forsikringsselskabers virk-
somhed i lande uden for Den Europæiske Union, som Uni-
onen ikke har indgået aftale med, f.eks. Island og lande i
Asien, Mellemøsten m.v. Bemyndigelsen vil kunne benyttes
til at fastsætte nærmere regler om forsikringsselskabernes
indledende notifikation til Finanstilsynet, Finanstilsynets til-
syn med forsikringsselskabets virksomhed i udlandet, for-
sikringsselskabets pligter over for værtslandet tilsynsmyn-
digheder m.v.
På forsikringsområdet er der som udgangspunkt ikke adgang
til grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed i lande
uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har
indgået aftale med på det finansielle område. Et dansk for-
sikringsselskab kan således kun udøve grænseoverskridende
virksomhed i lande uden for Den Europæiske Union eller
i lande, som Unionen ikke har indgået aftale med på det
finansielle område, så som filial.
Finanstilsynet har endnu ikke udnyttet bemyndigelsen.
Til § 66
Det følger af den gældende § 42 i lov om finansiel virksom-
hed, at Finanstilsynet kan fastsætte regler om overdragelse
af forsikringsbestande tegnet i henhold til virksomhed efter
§ 38, stk. 1, og § 39, stk. 1.
Finanstilsynet har udnyttet hjemlen til at udstede bekendtgø-
relse nr. 818 af 3. juli 2015 om overdragelse af gruppe 1-
forsikringsselskabers forsikringsbestande. Bekendtgørelsen
implementerer dele af artikel 39 i Solvens II-direktivet.
Den gældende § 42 i lov om finansiel virksomhed foreslås
videreført i § 66.
Bestemmelsen implementerer dele af artikel 39 i Solvens
II-direktivet.
Det foreslås i § 66, at Finanstilsynet kan fastsætte regler
om overdragelse af forsikringsbestande tegnet i henhold til
virksomhed efter § 61, stk. 1, eller § 63, stk. 1.
Til § 67
Den gældende § 43, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
fastslår, at finansielle virksomheder, finansielle holdingvirk-
somheder og forsikringsholdingvirksomheder skal drives i
overensstemmelse med redelig forretningsskik og god prak-
sis indenfor virksomhedsområdet.
§ 56 i lov om finansiel virksomhed fastslår endvidere, at
Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de oplysnin-
214
ger, der af et livs- eller skadesforsikringsselskab skal afgives
skriftligt til kunder, inden forsikringsaftale indgås og under
det løbende kundeforhold.
Den foreslåede § 67 viderefører den gældende § 43, stk. 1,
2, 3 og 6, i lov om finansiel virksomhed.
Det foreslås i stk. 1, at forsikringsselskaber, finansielle hol-
dingvirksomheder og forsikringsholdingvirksomheder skal
drive virksomhed i overensstemmelse med redelig forret-
ningsskik og god praksis indenfor virksomhedsområdet.
Bestemmelsen svarer til de gældende bestemmelser om god
skik på det finansielle område. God skik-reglerne har til
formål at sikre, at kunderne kan have tillid til markedet og
de virksomheder, der agerer på markedet, og reglerne vil
endvidere bidrage til at sikre et velfungerende marked.
God skik er en dynamisk norm, der fastlægger rammerne
for virksomhedernes adfærd på markedet. Efter bestemmel-
sen skal der foretages en løbende normdannelse og vide-
reudvikling af retstilstanden, således at den svarer til den
gældende samfundsopfattelse af sund og rimelig erhvervs-
udøvelse. Hvorvidt et forhold er i overensstemmelse med
redelig forretningsskik og god praksis skal fortolkes i lyset
af hensynet til at sikre velfungerende markeder, herunder
hensynet til forbrugerne, de erhvervsdrivende og almene
samfundsinteresser, som de udvikles over tid. Hensynene er
principielt sideordnede, og Finanstilsynet skal derfor foreta-
ge en konkret afvejning af hensynene på baggrund af de
konkrete omstændigheder i de konkrete sager forelagt for
Finanstilsynet.
Normen regulerer forsikringsselskabernes adfærd over for
såvel potentielle som eksisterende kunder. Dette er ensbe-
tydende med, at kravet til redelig forretningsskik og god
praksis både omfatter forsikringsselskabernes adfærd i for-
bindelse med markedsføring, aftaleindgåelse og det løbende
aftaleforhold.
Bestemmelsen gør det samtidigt muligt at foretage en of-
fentligretlig vurdering af, om de indgåede aftaler og vilkår
er i overensstemmelse med kravet om redelig forretnings-
skik og god praksis.
Finanstilsynet er ikke forpligtet til at behandle alle klager,
som Finanstilsynet modtager, men kan på basis af en klage
eller af egen drift behandle spørgsmål om god skik.
Når Finanstilsynet træffer en afgørelse om, at en finansiel
virksomhed har overtrådt reglerne om god skik på virksom-
hedsområdet, vil Finanstilsynet pålægge virksomheden at
berigtige forholdet. Dette indebærer, at virksomheden tilken-
degiver over for Finanstilsynet snarest muligt at ændre den
kritisable handlemåde, og at virksomheden indretter fremti-
dig praksis i overensstemmelse med Finanstilsynets afgørel-
se, jf. lovforslagets § 275. Undladelse heraf er sanktioneret
med bøde, jf. lovforslagets § 312, stk. 1.
Det foreslås i stk. 2, at erhvervsministeren fastsætter nær-
mere regler om redelig forretningsskik og god praksis for
forsikringsselskaber. God skik-bekendtgørelsen, bekendtgø-
relse nr. 1143 af 15. november 2019, vil således ikke om-
fatte en regulering af forsikringsholdingvirksomheder. Be-
stemmelsen svarer til den gældende § 43, stk. 2, i lov om
finansiel virksomhed.
Bestemmelsen skal benyttes til løbende at fastsætte regler,
som medvirker til en løbende normdannelse og videreudvik-
ling af retstilstanden, som svarer til den gældende samfunds-
opfattelse af sund og rimelig erhvervsudøvelse.
Hjemlen er bl.a. udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr.
1779 af 6. september 2021 om god skik for forsikringsdi-
stributører, samt bekendtgørelse nr. 1219 af 20. november
2019 om den klageansvarlige og finansielle virksomheders
håndtering af klager.
Flere af reglerne i bekendtgørelse om god skik for forsik-
ringsdistributører (god skik-bekendtgørelsen) stammer fra
implementeringen af artikel 17-24 og 27-30 i forsikringsdi-
stributionsdirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdistri-
bution). I bekendtgørelsen er der endvidere videreført nati-
onale god skik-regler, bl.a. om indgåelse og fornyelse af
forsikringsaftaler, samt regler om oplysningsforpligtelser i
det løbende aftaleforhold.
I bekendtgørelse om god skik for forsikringsdistributører er
der ud over den generelle god skik-bestemmelse i § 4, stk. 1,
bl.a. fastsat regler om formkrav, oplysningskrav, udlevering
af standardiseret oplysningsskema (IPID) ved distribution
af skadesforsikringer, krav og behovsanalyse, rådgivning,
interessekonflikter, skærpede krav for forsikringsbaserede
investeringsprodukter samt kombinations- og pakkesalg.
God skik-bekendtgørelsen indeholder desuden i § 4, stk. 2,
og i kapitel 4 og 5, en række regler fra direktivet om urime-
lig handelspraksis (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige
handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked
og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiver 97/7/EF, 98/27/EF og
2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr. 2006/2004). Reglerne er identiske med de regler,
der findes i markedsføringsloven, og vedrører bl.a. vildle-
dende handlinger (§ 6), vildledende udeladelser (§ 7), ag-
gressiv handelspraksis (§ 8) og væsentlig forvridning af den
økonomiske adfærd (§ 9). Reglerne er medtaget i bekendt-
215
gørelsen, da det er Finanstilsynet, der fører tilsyn med disse
regler på det finansielle område.
Endvidere indeholder god skik-bekendtgørelsen i § 12 reg-
ler om oplysning om garantiordning, i §§ 18-19 regler om
indgåelse og fornyelse af forsikringsaftaler, i § 23 regler
om kombinations- og pakkesalg, og i §§ 24-25 regler om
oplysninger i det løbende aftaleforhold.
I bekendtgørelse nr. 1219 af 20. november 2019 om den
klageansvarlige og finansielle virksomheders håndtering af
sager er der bl.a. fastsat krav om udarbejdelse af en forret-
ningsgang for håndtering af klager, udpegning af en klage-
ansvarlig, samt at oplysningerne om den klageansvarlige,
herunder hvordan man retter henvendelse, skal være let til-
gængelige på virksomhedens hjemmeside. Bekendtgørelsens
regler stammer bl.a. fra retningslinjer for forsikringsselska-
bers klagebehandling, som er udstedt af Den Europæiske
Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedsord-
ninger – EIOPA (EIOPA-BoS-13/16).
Det foreslås, at bekendtgørelser udstedt i medfør af § 43,
stk. 2, i lov om finansiel virksomhed forbliver i kraft, indtil
de ophæves, jf. lovforslagets § 322.
Endvidere vil erhvervsministeren kunne fastsætte nærmere
regler om de oplysninger, der af et livs- eller skadesforsik-
ringsselskab skal afgives skriftligt til kunder, inden forsik-
ringsaftale indgås og under det løbende kundeforhold. Den-
ne adgang til at fastsætte regler er i dag direkte reguleret i
§ 56 i lov om finansiel virksomhed, hvor det dog er Finans-
tilsynet, som er bemyndiget til at udstede reglerne. Det fore-
slås, at man ikke viderefører en tilsvarende særlig hjemmel,
da denne mulighed allerede foreligger via den generelle god
skik-hjemmelsbestemmelse.
Finanstilsynet har i dag udnyttet hjemlen i § 56 i lov om
finansiel virksomhed til at udstede bekendtgørelse nr. 1132
af 17. november 2006 som ændret ved bekendtgørelse nr.
1284 af 27. november 2017 om information om livsforsik-
ringsaftaler. Bekendtgørelsen gennemfører Solvens II-direk-
tivets artikel 185.
Bekendtgørelsen finder anvendelse på danske livsforsik-
ringsselskaber og tværgående pensionskasser, som driver
virksomhed her i landet, samt på filialer af livsforsikrings-
selskaber, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den
Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale
med på det finansielle område, som driver virksomhed her i
landet. Det følger af bekendtgørelsen, at forsikringsselskabet
er forpligtet til at give forsikringstageren en række oplysnin-
ger i forbindelse med indgåelse af en livsforsikringsaftale,
ligesom forsikringsselskabet er forpligtet til at give en række
oplysninger i det løbende aftaleforhold. Endvidere stiller
bekendtgørelsen krav om, at oplysninger til forsikringstage-
ren er klart og præcist formuleret, og at disse skal være
på dansk. Bekendtgørelsen giver mulighed for, at Finanstil-
synet kan dispensere fra bestemmelserne i bekendtgørelsen i
tilfælde af mindre forsikringsaftaler.
Det foreslås, at bekendtgørelser udstedt i medfør af § 56
i lov om finansiel virksomhed forbliver i kraft, indtil de
ophæves, jf. lovforslagets § 322.
Det foreslås i stk. 3, at erhvervsministeren fastsætter regler
om omkostnings- og prisoplysninger for forsikringsproduk-
ter. Bestemmelsen svarer med enkelte sproglige ændringer
til § 43, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed.
Hjemlen er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 44
af 19. januar 2014 om information om gebyrer og andre
omkostninger for forsikringsselskaber. I bekendtgørelsen er
der fastsat regler om oplysning om gebyrer på forsikrings-
selskabets hjemmeside og om angivelse af den samlede pris,
hvis forsikringsselskabet oplyser om prisen på en forsikring
i markedsføringsmateriale.
Det foreslås, at bekendtgørelser udstedt i medfør af § 43,
stk. 3, i lov om finansiel virksomhed forbliver i kraft, indtil
de ophæves, jf. lovforslagets § 322.
Det foreslås i stk. 4, at erhvervsministeren fastsætter nær-
mere regler om procedurer og oplysningsforpligtelser, som
et forsikringsselskab skal iagttage, når selskabet foretager
visse undersøgelser, herunder foretager personobservation af
skadelidte.
Forsikringsselskaber kan som en del af deres sagsbehand-
ling undersøge sager (såkaldt efterforskning), hvis de vurde-
rer, at der er en begrundet mistanke om forsikringssvindel
eller uberettiget udbetaling af forsikringsdækning. Det kan
f.eks. være, hvis der i forbindelse med skadesanmeldelsen
eller sagens behandling opstår mistanke om forsikringssvin-
del, eller hvis der opstår mistanke om, at en tidligere udbe-
talt forsikringsdækning er uberettiget.
Forsikringsselskaber kan som en del af disse undersøgelser,
der i dette lovforslag betegnes visse undersøgelser, bl.a. be-
nytte skjulte personobservationer af en skadelidt, f.eks. for
at dokumentere skadelidtes fysiske formåen. Dokumentatio-
nen kan forsikringsselskabet bruge til at vurdere, om skade-
lidtes fysiske formåen er bedre end det, som skadelidte selv
har oplyst. Hvis det er tilfældet, kan selskabet vælge at an-
melde den skadelidte til politiet for forsikringssvindel, hvis
selskabet vurderer, at skadelidte bevidst har opgivet falske
oplysninger eller udeladt vigtige oplysninger, eller selskabet
kan træffe afgørelse om, at den skadelidte ikke skal eller
ikke længere skal modtage udbetaling af en erstatning.
216
Forsikringsselskaber skal som alle andre virksomheder hol-
de sig indenfor de generelle retlige rammer, når de udfører
disse undersøgelser, herunder personobservation. De eksi-
sterende regler består af behandlingsbestemmelserne i da-
tabeskyttelsesreguleringen, straffelovens kapitel 27 om be-
skyttelse af privatlivets fred, samt regler i tv-overvågnings-
loven. Derudover følger det af reglerne om god skik, at
forsikringsselskaberne også har en retlig pligt til at handle
redeligt og loyalt over for kunderne.
Efter den gældende § 43 i lov om finansiel virksomhed,
jf. lovbekendtgørelse nr. 406 af 29. marts 2022, skal for-
sikringsselskaber drives i overensstemmelse med redelig
forretningsskik og god praksis indenfor virksomhedsområ-
det. Efter den gældende § 4 i bekendtgørelse om god skik
for forsikringsdistributører, jf. bekendtgørelse nr. 1779 af 6.
september 2021, skal forsikringsdistributører handle redeligt
og loyalt over for deres kunder. Reglerne om god skik er be-
grundet i hensynene til forbrugerne, konkurrenterne og an-
dre erhvervsdrivende samt almene samfundsinteresser. Reg-
lerne skal sikre, at kunder i finansielle virksomheder kan
have tillid til markedet og de finansielle virksomheder, og
bidrager således til et velfungerende finansielt marked. Der
er tale om en retlig standard, som skal fortolkes i overens-
stemmelse med de til enhver tid gældende samfundsnormer.
God skik tilsiger dermed bl.a., at en personobservation af
skadelidte først må indledes, når der er en begrundet mis-
tanke om, at den skadelidte ikke er berettiget til hel eller
delvis forsikringsdækning, og når andre mindre indgribende
undersøgelsesmetoder er anvendt eller ikke antages at kunne
belyse sagen, idet skjulte observationer er af meget indgri-
bende karakter for den enkelte person. Ifølge databeskyttel-
sesforordningens artikel 15 har kunden ret til indsigt i de
personoplysninger, som forsikringsselskabet behandler om
kunden (egenacces). Selskaberne skal vejlede kunderne om
muligheden for egenacces for at handle i overensstemmelse
med reglerne om god skik. God skik tilsiger endvidere, at
forsikringsselskabet ikke kan stoppe udbetalingerne uden at
have varslet kunderne herom, så kunden i den forbindelse
har mulighed for at gøre indsigelser og kræve al dokumenta-
tion fremlagt. Det vil desuden være i strid med god skik,
hvis et forsikringsselskab bevidst truer med et uretmæssigt
krav for at få kunden til at acceptere forsikringsselskabets
afgørelse. Et krav om tilbagebetaling kræver, at forsikrings-
selskabet har dokumentation for, at kunden uberettiget har
modtaget forsikringsydelser i den periode, som kravet stam-
mer fra.
Ifølge den almindelige obligationsretlige (uskrevne) grund-
sætning om condictio indebiti kan den, der ved en fejl har
betalt en ydelse, som den pågældende ikke var forpligtet til
at betale, efter omstændighederne kræve ydelsen tilbagebe-
talt. Hvorvidt et beløb, der fejlagtigt er blevet betalt, kan
kræves tilbagebetalt, beror på en vurdering af, om modta-
geren af ydelsen har været i ond tro om modtagelsen af
pengene, f.eks. ved at have afgivet urigtige oplysninger for
at få beløbet udbetalt. God skik tilsiger endvidere, at når
et selskab varsler, at det vil standse en udbetaling, skal det
også vejlede kunden om muligheden for indsigt i egne op-
lysninger, reglerne om condictio indebiti, samt muligheden
for at klage til ankenævn eller indbringe sagen for domstole-
ne.
Bestemmelsen har til formål at øge beskyttelsen af de skade-
lidte ved at tydeliggøre de pligter og rettigheder, der gælder,
når forsikringsselskaber benytter visse undersøgelser i for-
bindelse med deres sagsbehandling af skadeanmeldelser og
forsikringssager. Samtidig får Finanstilsynet mulighed for
at føre tilsyn med forsikringsselskaberne, når de foretager
visse undersøgelser efter de nye regler.
Ved visse undersøgelser skal forstås undersøgelser, hvor
der indsamles oplysninger uden den skadelidtes viden. Det
kan f.eks. være såkaldte ”skrivebordsundersøgelser”, hvor
selskabet indsamler oplysninger fra frit tilgængelige kilder,
herunder internettet og de sociale medier, samt undersøgel-
ser bestående af personobservation. Ved skadelidte forstås
både en kunde i et forsikringsselskab, der har lidt en skade,
som umiddelbart er dækningsberettiget, og en person, der
har lidt en skade, som umiddelbart skal dækkes af en tredje-
parts forsikringsselskab. Sidstnævnte situation opstår f.eks.,
hvis en person bliver påkørt af et motorkøretøj og påføres
tab eller personskade. Her vil skadevolders forsikringssel-
skab, hvor skadevolder har tegnet den lovpligtige ansvars-
forsikring for sit motorkøretøj, skulle udbetale erstatningen
for tabet og/eller skaden til skadelidte.
Erhvervsministeren har ved bekendtgørelse nr. 1377 af 22.
juni 2021 om undersøgelser foretaget af forsikringsselska-
ber fastsat nærmere regler for danske forsikringsselskaber
og udenlandske forsikringsselskaber, som driver virksomhed
her i landet, herunder gennem filialetablering eller grænse-
overskridende tjenesteydelsesvirksomhed. Bekendtgørelsen
fastsætter de god skik-regler, forsikringsselskaber skal ef-
terleve, når de foretager visse undersøgelser, herunder reg-
ler om forsikringsselskabernes procedurer og oplysningsfor-
pligtelser. Bekendtgørelsen fastsætter sammen med de ge-
nerelle regler i straffeloven, databeskyttelsesreguleringen,
tv-overvågningsloven og de generelle god skik-regler ram-
merne for forsikringsselskaber, når de foretager visse under-
søgelser (såkaldt efterforskning).
Bekendtgørelsen fastslår blandt andet, at forsikringsselska-
ber loyalt skal afveje og behandle indsamlede oplysninger,
ligesom oplysningerne indenfor rimelig tid skal forelægges
for skadelidte efter afslutning af undersøgelsen. Endvidere
skal forsikringsselskabet foretage en høring af skadelidte,
inden der træffes endelig afgørelse om helt eller delvis af-
slag på forsikringsdækning, standsning eller nedsættelse af
løbende udbetalinger eller krav om tilbagebetaling. I relation
til personovervågning følger det af bekendtgørelsen, at et
217
forsikringsselskab kun må benytte personovervågning, når
andre mindre indgribende metoder er udtømt eller ikke kan
antages at belyse sagen tilstrækkeligt, og der foreligger en
velbegrundet og dokumenteret mistanke om, at den skade-
lidte ikke er berettiget til løbende udbetalinger eller hel eller
delvis forsikringsdækning. Manglende efterlevelse af et på-
bud fra Finanstilsynet om berigtigelse af forhold i strid med
bekendtgørelsen kan straffes med bøde.
Der vil kunne fastsættes nye krav i bekendtgørelsen, herun-
der krav til særlige beslutningsprocesser for forsikringssel-
skaberne, når de ønsker at foretage visse undersøgelser, her-
under når selskabet på baggrund af undersøgelsen vil afvise
forsikringsdækning helt eller delvist, standse en løbende
udbetaling, nedsætte en løbende udbetaling eller fremsætte
krav om tilbagebetaling. Der kan ligeledes fastsættes reg-
ler, som sikrer, at en skadelidt får indsigt i det indsamlede
dokumentationsmateriale og mulighed for at kommentere
på materialet. Herudover vil erhvervsministen også kunne
fastsætte en pligt for forsikringsselskaberne til at informere
den skadelidte om mulighederne for at få prøvet selskabets
afgørelse om afvisning af dækning ved Ankenævnet for For-
sikring eller ved domstolene.
Det vil desuden være muligt at fastsætte særlige krav for
brugen af personobservation, herunder særlige godkendel-
sesprocedurer, da en sådan undersøgelsesmetode kan ople-
ves som særdeles indgribende. Forsikring & Pensions bran-
chekodeks, ”Kodeks for særlig undersøgelse af forsikrings-
sager – 2020”, vil kunne indgå som inspiration ved udarbej-
delsen af reglerne.
Tilsynet på området vil indgå som en del af Finanstilsynets
generelle og risikobaserede tilsyn på forbrugerområdet. At
Finanstilsynets tilsyn på forbrugerområdet er risikobaseret
betyder, at Finanstilsynet løbende vurderer, hvilke problem-
stillinger Finanstilsynet bør tage op. Finanstilsynet har ikke
og får heller ikke kompetence til at afgøre konkrete, indivi-
duelle klager over skadesbehandlingen. Finanstilsynet kan
derfor heller ikke tage stilling til enkeltsager om efterforsk-
ning, herunder personobservation, men Finanstilsynet vil fø-
re tilsyn med, at forsikringsselskaberne generelt overholder
reglerne i bekendtgørelsen. Som en del af tilsynet vil Fi-
nanstilsynet have mulighed for at påbyde forsikringsselska-
ber at ændre eller ophøre med en bestemt adfærd, som ikke
er i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelsen. Det
vil endvidere være muligt at fastsætte, at grove og gentagne
overtrædelser af visse regler i bekendtgørelsen skal være
forbundet med bødestraf, jf. lovforslagets § 316, stk. 1.
Det foreslås i stk. 5, at Finanstilsynet efter forhandling
med repræsentanter for forbrugerne og relevante finansielle
erhvervsorganisationer kan udarbejde og offentliggøre ret-
ningslinjer for redelig forretningsskik og god praksis på
nærmere angivne områder, der må anses for væsentlige,
navnlig ud fra hensynet til forbrugerne.
God skik er en dynamisk norm for den adfærd, som forsik-
ringsselskaber bør udvise, og som ændrer sig over tid i takt
med samfundsudviklingen. Derfor er reglerne om god skik
ofte mere generelt formuleret.
Det foreslåede er en uændret videreførelse af § 43, stk. 6, i
lov om finansiel virksomhed. En tilsvarende hjemmel findes
desuden i lov om forsikringsformidling. På markedsførings-
området offentliggør Forbrugerombudsmanden såkaldte for-
handlede retningslinjer.
Den foreslåede bestemmelse er et redskab for Finanstilsy-
net til at kunne præcisere retstilstanden på områder, hvor
det retlige grundlag tidligere har været meget generelt for-
muleret. Adgangen til at udarbejde retningslinjer er derfor
primært tiltænkt god skik-området, dvs. reglerne om redelig
forretningsskik og god praksis i stk. 1 og de generelle regler
om god skik udstedt i medfør af stk. 2, herunder bekendtgø-
relse om god skik for forsikringsdistributører.
Finanstilsynets muligheder for at udarbejde og offentliggøre
forhandlede retningslinjer er imidlertid ikke begrænset til
god skik-reglen i stk. 1, samt regler udstedt i medfør af stk.
2. Det vil derfor også være muligt at udarbejde retningslinjer
om, hvordan forsikringsselskaber for eksempel skal agere,
når kunder ønsker at flytte deres pensionsordninger til et nyt
selskab.
På markedsføringsområdet offentliggør Forbrugerombuds-
manden også forhandlede retningslinjer. Efter § 29, stk. 1, i
lov om markedsføring (markedsføringsloven) søger Forbru-
gerombudsmanden efter forhandling med repræsentanter for
forbrugerne og de relevante erhvervsorganisationer at påvir-
ke de erhvervsdrivendes adfærd gennem udarbejdelse og
offentliggørelse af retningslinjer for markedsføring på nær-
mere angivne områder, der må anses for væsentlige, navnlig
ud fra hensynet til forbrugerne. Det følger af § 29, stk. 2, i
markedsføringsloven, at Forbrugerombudsmanden ikke kan
udstede retningslinjer, der alene retter sig mod virksomheder
omfattet af lov om finansiel virksomhed.
Retningslinjer udstedt af Finanstilsynet i medfør af den fore-
slåede bestemmelse er ikke bindende men har karakter af en
vejledning, der oplyser om bl.a. Finanstilsynets fortolkning
af regler. Handlinger i strid med retningslinjerne må derfor
i almindelighed forventes at blive betragtet som stridende
mod god skik og dermed den foreslåede til stk. 1 eller regler
udstedt i medfør af det foreslåede stk. 2.
Forhandlede retningslinjer bidrager til at skabe klarhed om,
hvad der konkret udgør god skik på det pågældende om-
råde. De forhandlede retningslinjer bidrager således til at
styrke retssikkerheden til gavn for både de finansielle virk-
somheder og forbrugerne.
218
Der fastsættes med lovforslaget ikke regler for, hvordan ud-
arbejdelsen af de forhandlede retningslinjer skal gennemfø-
res, ligesom det ikke formelt er et krav, at de involverede
organisationer skal tiltræde retningslinjerne eller godkende
udstedelsen heraf. Finanstilsynet vil dog kun udstede ret-
ningslinjer, når der er enighed blandt de forhandlende parter
om indholdet af retningslinjerne. Herved sikres den samme
praksis, som er gældende på Forbrugerombudsmandens om-
råde i markedsføringsloven. Det bør fremgå af de forhandle-
de retningslinjer, hvem der har deltaget i forhandlingerne og
tiltrådt retningslinjerne.
Det er i særlig grad vigtigt at sikre enighed blandt de for-
handlende parter, når der udstedes retningslinjer for indhol-
det af generelle regler om god skik, som en dynamisk norm
for den adfærd, som finansielle virksomheder bør udvise,
og som ændrer sig over tid i takt med samfundsudviklin-
gen. Hvis Finanstilsynet og branchen ikke når til enighed,
og der derfor ikke bliver udstedt retningslinjer, kan Finans-
tilsynet udstede vejledninger på god skik-området.
Forbrugerombudsmanden deltager i forhandlingerne om ret-
ningslinjer, og der bør i videst mulig omfang tilstræbes enig-
hed mellem Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet om
retningslinjernes indhold, ligesom det bør tilstræbes ensar-
tethed i retningslinjer på det finansielle område og på mar-
kedsføringsområdet i de tilfælde, hvor retningslinjerne ve-
drører ensartede regler om god skik på de to områder. Hvis
et område allerede er omfattet af en af Forbrugerombuds-
manden forhandlet retningslinje, der gælder for både finan-
sielle og ikke-finansielle virksomheder, vil Finanstilsynet
ikke udarbejde retningslinjer på det område.
Til § 68
Den gældende § 43 a i lov om finansiel virksomhed fastlæg-
ger, at handlinger i strid med regler udstedt i medfør af
§ 43, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, pådrager erstat-
ningsansvar i overensstemmelse med dansk rets almindelige
regler.
Den foreslåede bestemmelse i § 68 er en videreførelse af
den gældende § 43 a i lov om finansiel virksomhed.
§ 43 a i lov om finansiel virksomhed blev indsat ved lov
nr. 1490 af 23. december 2014 på baggrund af en anbefa-
ling fra Udvalget om erstatningsansvar ved rådgivning om
finansielle produkter. Udvalget afgav i februar 2014 en rap-
port til den daværende erhvervs- og vækstminister, hvor det
blev anbefalet at indsætte en bestemmelse, som fastslår, at
handlinger i strid med reglerne om god skik for finansielle
virksomheder vil kunne medføre, at en finansiel virksomhed
pådrager sig et erstatningsansvar i overensstemmelse med
dansk rets almindelige regler.
Det foreslås i § 68, at handlinger i strid med regler udstedt i
medfør af forslagets § 67, stk. 2, pådrager erstatningsansvar
i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler.
Den foreslåede bestemmelse berører ikke mulighederne for
at anvende aftaleretlige sanktioner ved overtrædelse af reg-
ler udstedt i medfør af § 67, stk. 2, hvis betingelserne herfor
er opfyldt. Hvorvidt en handling i strid med de nævnte reg-
ler medfører aftaleretlige konsekvenser, bør således vurderes
efter almindelige aftaleretlige regler, herunder aftalelovens
§§ 36 og 38 c.
Bestemmelsen fastsætter ikke nærmere betingelser for, at
handlinger i strid med regler udstedt i medfør af forslagets
§ 67, stk. 2, kan medføre erstatningsansvar, men henviser
til dansk rets almindelige regler herom. Det vil sige, at
de almindelige erstatningsretlige betingelser skal være op-
fyldt. Forsikringsselskabet skal således have optrådt uagt-
somt (culpøst), kunden skal have lidt et økonomisk tab, der
skal være årsagssammenhæng mellem den culpøse adfærd
og det lidte tab, ligesom tabet skal være adækvat, og den
skadelidte må ikke have udvist egen skyld.
Bestemmelsen vil have betydning for vurderingen af, om
det fornødne ansvarsgrundlag er til stede, det vil sige om
forsikringsselskabet har handlet culpøst. Dette kan være til-
fældet i de situationer, hvor de nedenfor nævnte regler er
overtrådt. Det vil altid bero på en konkret vurdering, om
en given overtrædelse af god skik-reglerne medfører erstat-
ningsansvar. Reglerne i god skik-bekendtgørelsen vil påvir-
ke denne vurdering. Bestemmelsen berører ikke de øvrige
erstatningsretlige betingelser.
Det er alene god skik-regler med private interesser som be-
skyttelsesformål, der antages at få betydning for vurderingen
af ansvarsgrundlaget. Som et eksempel kan nævnes § 18,
stk. 1, i bekendtgørelsen om god skik for forsikringsdistri-
butører, hvorefter en forsikringsdistributør skal indgå eller
bekræfte alle væsentlige aftaler med sine kunder på papir
eller på andet varigt medium. En aftale skal indeholde en
beskrivelse af parternes væsentlige rettigheder og pligter
samt en beskrivelse af de finansielle ydelser, der er omfattet
af aftalen. Er der i forbindelse med aftalens indgåelse ydet
individuel rådgivning, skal væsentlige forudsætninger for
rådgivningen nedfældes i aftalen eller fremgå af bilag til af-
talen i enten papirformat eller på andet varigt medium. Som
et andet eksempel kan nævnes reglerne om kundens krav og
behov i §§ 20-22 i bekendtgørelsen om god skik for forsik-
ringsdistributører. Ovenstående er eksempler på regler med
private interesser som beskyttelsesformål og skal således
ikke ses som en udtømmende liste.
Det vil bero på en konkret vurdering ved domstolene eller
Ankenævnet for Forsikring, om en overtrædelse af regler
udstedt i medfør af § 67, stk. 2, medfører erstatningsansvar.
219
Finanstilsynet fører tilsyn med de finansielle virksomheders
efterlevelse af reglerne om god skik. Finanstilsynet har i
den forbindelse mulighed for at udstede påbud eller udforme
påtaler i forbindelse med overtrædelser af reglerne. I disse
tilfælde foreligger der en afgørelse fra en offentlig tilsyns-
myndighed, der fastslår en lovovertrædelse. En sådan afgø-
relse vil naturligt kunne støtte vurderingen af, om der ifaldes
erstatningsansvar. Forsikringsankenævnet og domstolene er
imidlertid ikke forpligtede til at afvente en afgørelse fra
Finanstilsynet for at kunne træffe afgørelse i en sag, hvor
der f.eks. er nedlagt påstand om erstatning for rådgivning i
strid med den nævnte bekendtgørelse.
Til § 69
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679
af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i for-
bindelse med behandling af personoplysninger og om fri
udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesforord-
ningen) fastsætter den overordnede regulering af behandling
af personoplysninger. Behandling af personoplysninger er
således underlagt en række principper, herunder lovlighed,
rimelighed og gennemsigtighed, formålsbegrænsning, data-
minimering, rigtighed m.v. Det følger af forordningen, at
der som grundlag for behandlingen skal foreligge en retlig
forpligtelse eller et samtykke fra den pågældende til behand-
lingen.
Ved en personoplysning forstås efter forordningen enhver
form for information om en identificeret eller identificerbar
fysisk person (den registrerede); ved identificerbar fysisk
person forstås en fysisk person, der direkte eller indirekte
kan identificeres, navnlig ved en identifikator som f.eks.
et navn, et identifikationsnummer, lokaliseringsdata, en on-
lineidentifikator eller et eller flere elementer, der er særlige
for denne fysiske persons fysiske, fysiologiske, genetiske,
psykiske, økonomiske, kulturelle eller sociale identitet.
Et personnummer er en personoplysning, og behandlingen
heraf skal derfor ske i overensstemmelse med principperne i
databeskyttelsesforordningen og de relevante særregler.
Lov om finansiel virksomhed, lov om fondsmæglerselskaber
og investeringsservices og -aktiviteter, lov om forsikrings-
formidling og lov om forbrugslånsvirksomheder indeholder
i dag en tilsvarende hjemmel til at behandle personnummer
i databeskyttelsesforordningens forstand med henblik på en-
tydig identifikation ved varetagelsen af administrative opga-
ver samt rådgivning af kunder.
Forsikringsvirksomheder kan også i henhold til anden lov-
givning indhente og behandle personnummer. Forsikrings-
virksomheder skal efter hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 1,
indhente kunders personnummer og derved sikre identiteten
af deres kunder med henblik på at forhindre hvidvask og
terrorfinansiering.
Privates mulighed for at behandle personnummer følger
af databeskyttelsesforordningen og den supplerende bestem-
melse i § 11, stk. 2, i databeskyttelsesloven. Ved behandling
forstås efter databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 2,
enhver aktivitet eller række af aktiviteter - med eller uden
brug af automatisk behandling - som personoplysninger
eller en samling af personoplysninger gøres til genstand
for, f.eks. indsamling, registrering, organisering, systema-
tisering, opbevaring, tilpasning eller ændring, genfinding,
søgning, brug, videregivelse ved transmission, formidling
eller enhver anden form for overladelse, sammenstilling el-
ler samkøring, begrænsning, sletning eller tilintetgørelse.
Den gældende bestemmelse i § 43 b i lov om finansiel virk-
somhed fastslår, at finansielle virksomheder kan behandle
oplysninger om personnummer med henblik på nødvendig
entydig identifikation i relation til eksisterende kundefor-
hold ved varetagelse af administrative opgaver og rådgiv-
ning.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 69 viderefø-
rer § 43 b i lov om finansiel virksomhed med sproglige
præciseringer. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer med
bestemmelsen.
Det foreslås i § 69, at forsikringsselskaber kan behandle op-
lysninger om personnummer med henblik på nødvendig en-
tydig identifikation i relation til eksisterende kundeforhold
ved varetagelse af administrative opgaver og rådgivning.
Som nævnt i afsnit 3.7.1. må en viderebehandling – for at
være i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, litra b, i
databeskyttelsesforordningen – ikke ske på en måde, som
er uforenelig med de (”udtrykkeligt angivne og legitime”)
formål, til hvilke personnummeret oprindeligt var indsam-
let. Hvorvidt en viderebehandling af personnummeret med
henblik på entydig identifikation i det øvrige kundeforhold
vil være foreneligt med det formål, til hvilket personnum-
meret tidligere er indsamlet, f.eks. i medfør af hvidvaskreg-
lerne, vil bero på en konkret vurdering.
I det omfang en viderebehandling er foreneligt med det for-
mål, til hvilket personnummeret oprindeligt var indsamlet,
vil den foreslåede bestemmelse bevirke, at de finansielle
virksomheder, som allerede har indhentet personnummer for
at sikre identiteten af kunden, kan anvende personnummeret
til den videre administration af kundeforholdet og rådgiv-
ning.
Bestemmelsen er anvendelig i forhold til de administrative
opgaver, som forsikringsselskaberne varetager i relation til
220
deres kunder, ligesom den vil kunne anvendes til brug for
den løbende rådgivning af kunderne.
Ved rådgivning forstås anbefalinger, vejledninger, herunder
oplysninger om risici forbundet med en disposition, og op-
lysninger om umiddelbare konsekvenser af kundens valg-
muligheder. Forsikringsselskabers administrative opgaver
kan indeholde elementer af rådgivning, som følge af at den
løbende administration kan føre til et behov om at få rådgiv-
ning om ændringer, supplerende produkter m.v.
Ved eksisterende kundeforhold forstås, at der skal være ind-
gået et kundeforhold i form af en gensidig aftale mellem for-
sikringsselskabet og kunden. Den foreslåede bestemmelse
kan således ikke anvendes som hjemmel for behandling af
personnummer i forbindelse med tilbudsgivning, når der er
tale om etablering af et nyt kundeforhold. I sådanne tilfælde
er virksomheden afhængig af et samtykke fra potentielle
kunder, hvis virksomheden skal kunne behandle personnum-
re, f.eks. ved forsikringsselskabers udarbejdelse af tilbud på
en eller flere forsikringer.
Bestemmelsen er imidlertid ikke til hinder for, at forsik-
ringsselskaber uden samtykke anvender den kommende
kundes personnummer til at gennemføre den elektroniske
godkendelse af forsikringsselskabets bindende tilbud på teg-
ning af en forsikring. Bestemmelsen er heller ikke til hin-
der for, at virksomheder kan anvende bestemmelsen som
behandlingshjemmel i forbindelse med et tilbud om nye
produkter i et eksisterende kundeforhold.
Videreførelsen af den foreslåede bestemmelse vil medføre,
at forsikringsselskaberne fortsat har adgang til at behandle
personnumre i relation til eksisterende kundeforhold for for-
sikringstagere, sikrede og skadelidte. Forsikringstager er den
person, som har tegnet den pågældende forsikring i forsik-
ringsselskabet, dvs. har indgået forsikringsaftalen med for-
sikringsselskabet. Der kan være flere forsikringstagere for
den enkelte forsikringsaftale, f.eks. to ægtefæller. Sikrede er
personer, som i anledning af skader vil kunne få erstatning
fra forsikringen, f.eks. medlemmer af en arbejdsmarkeds-
pensionsordning, en firmapensionsordning eller begunstige-
de på en livsforsikring. Andre eksempler er familiemedlem-
mer i forsikringstagerens husstand eller en panthaver, som
efter forsikringsaftalelovens § 54 er sikret ret til erstatning,
hvis der sker en skade på det pantsatte aktiv. Skadelidte
omfatter personer, som har anmeldt en skade under en for-
sikring.
Videreførelsen af den foreslåede bestemmelse medfører, at
forsikringsselskaber fortsat vil have adgang til at behandle
personnummeret på forsikringstagere, sikrede og skadelidte,
hvis det er nødvendigt at foretage en entydig identifikation
ved udførelsen af følgende opgaver, idet der ikke er tale om
en udtømmende opremsning:
– Login ved selvbetjeningsløsninger og services, herunder
evt. applikationer (apps), der kræver entydig identifika-
tion for brug af løsningen.
– Koncernintern udveksling og administration, herunder
koncernintern risikostyring.
– Udveksling af personnummer med andre tredjeparter,
når det er nødvendigt for at opfylde forsikringsaftalen.
– Løbende kommunikation med kunden.
– Henvendelser om fornyelser eller ændringer af forsik-
ringsaftale.
– Henvendelser om ændringer i forsikringstagerens for-
hold, som kan have betydning for forsikringspræmien,
selvrisikoen på forsikringen, vilkårene for forsikringen
og de sikkerhedsforskrifter, som forsikringstageren skal
iagttage.
– Henvendelser til forsikringsselskabet som reaktion på
ændring af forsikringspræmie, selvrisiko, forsikringsvil-
kår eller sikkerhedsforskrifter eller andre ændringer,
f.eks. ændringer i betaling af forsikringspræmien eller
andre lignende ændringer af de generelle forhold i kun-
deforholdet.
– Kommunikationen mellem skadelidte og forsikringssel-
skabet i anledning af skader, hvor der ofte fremkommer
oplysninger, som fører til ændring eller præcisering af
forsikringsaftalen.
– Henvendelser med konkrete spørgsmål om forsikringens
dækning.
– Regelmæssige opdateringer om oplysninger fra CPR-re-
gistret med henblik på sikring af, at forsikringsselskabet
har de korrekte data (datakvalitet) om den registrerede.
– Den påkrævede anvendelse af personnummer ved kom-
munikation via e-Boks som sikker digital post mellem
forsikringsselskabet og dets kunder.
– Udbetalinger til NemKonto af erstatninger, refusion af
betalte præmier, udbetaling af bonus osv., idet anvendel-
se af udbetaling til NemKonto kræver, at virksomheden
har kundens personnummer.
– Anvendelse af personnummer som sikring af identiteten
i forbindelse med den løbende kommunikation mellem
forsikringsselskabet og den registrerede – herunder som
led i, at den registrerede ønsker at gøre brug af den re-
gistreredes rettigheder under databeskyttelsesforordnin-
gen.
– Indhentelse af kundens skadeshistorik hos andre forsik-
ringsselskaber i forbindelse med fastsættelse af vilkårene
for kundens forsikring, og hvor personnummeret er med
til at sikre entydig identifikation af kunden hos forsik-
ringsselskabet.
Til § 70
Den gældende § 43, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed
fastslår, at erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler
om kompetencekrav og krav til godt omdømme for ansatte,
der er direkte beskæftiget med forsikrings- eller genforsik-
ringsdistribution hos et forsikringsselskab og et genforsik-
221
ringsselskab. Samme krav fremgår også af § 11, stk. 3, i
lov om forsikringsformidling for så vidt angår forsikrings-
og genforsikringsformidlere. Det fremgår desuden også af §
11, stk. 1, i lov om forsikringsformidling, at en forsikrings-
formidler og en genforsikringsformidler skal sikre, at alle
virksomhedens ansatte, som udøver forsikrings- eller gen-
forsikringsdistributionsvirksomhed, har tilstrækkelige kom-
petencer.
Artikel 10 i forsikringsdistributionsdirektivet fastsætter krav
om, at alle forsikrings- og genforsikringsdistributører, for-
sikrings- og genforsikringsformidlere samt ansatte i sådanne
selskaber skal besidde passende viden og færdigheder. Det
overlades til medlemslandene selv at udfylde rammerne for,
hvordan kompetencerne kan vurderes og kontrolleres.
Det foreslås i § 70 at indsætte en ny særskilt bestemmelse
om krav til kompetencekrav og godt omdømme i lov om
forsikringsvirksomhed, som svarer til § 11, stk. 1 og 3, i lov
om forsikringsformidling, og som gælder for forsikrings- og
genforsikringsselskaber.
Det foreslås i § 70, stk. 1, at et forsikringsselskab skal sikre,
at alle virksomhedens ansatte, som udøver forsikrings- el-
ler genforsikringsdistributionsvirksomhed, har tilstrækkelige
kompetencer og et godt omdømme.
Det er et krav, at den enkelte medarbejder besidder og
løbende vedligeholder tilstrækkelige kompetencer indenfor
det område, hvor den pågældende udøver forsikringsdistri-
bution.
Den enkelte medarbejders kompetencer skal medvirke til
at bevare et passende præstationsniveau, der svarer til de ar-
bejdsopgaver, som medarbejderen udfører. Kompetencekra-
vet finder kun anvendelse på de ansatte i virksomheden,
der er direkte beskæftiget med forsikrings- eller genforsik-
ringsdistribution, samt personerne i ledelsesstrukturen med
ansvar for forsikrings- og genforsikringsdistribution. Dette
gælder, uanset om en ansat med ledelsesansvar kun sjældent
har kundekontakt. Administrativt personale er ikke omfattet
af kompetencekravet.
Det foreslås i stk. 2, at erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler om kompetencekrav og krav til godt om-
dømme for ansatte, der er direkte beskæftiget med forsik-
rings- eller genforsikringsdistribution hos et forsikringssel-
skab og et genforsikringsselskab. Bestemmelsen svarer til
den gældende § 43, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed.
Bemyndigelsen er allerede med den tilsvarende bemyndi-
gelse i § 11, stk. 3, i lov om forsikringsformidling for
forsikringsformidlere og genforsikringsformidlere udnyttet
til at udstede bekendtgørelse nr. 1113 af 2. juni 2021 om
kompetencekrav og krav til godt omdømme for ansatte i
forsikringsselskaber, genforsikringsselskaber og ansatte hos
en forsikringsformidler og en genforsikringsformidler.
Hjemlerne udfylder rammerne til gennemførelse af artikel
10 i forsikringsdistributionsdirektivet.
Bekendtgørelsen om kompetencekrav gennemfører artikel
10, så det sikres, at alle ansatte i forsikrings- og genfor-
sikringsselskaber besidder passende viden og færdigheder,
samt at de kan varetage deres opgaver og opfylde deres
forpligtelser tilfredsstillende.
Kompetencekravet vil ikke gælde for samtlige ansatte i
virksomheden. Udgangspunktet er, at alle medarbejdere, der
udøver forsikringsdistribution, vil være omfattet af kompe-
tencekravene. Rent administrativt personale vil ikke være
omfattet af kompetencekravet.
For så vidt angår ledelsespersoner og personer i direktionen,
vil det afgørende være, om de har arbejdsopgaver, der med-
fører, at de er et led i forsikringsdistributionen. En leder,
som medarbejderne sparrer fagligt med om løsningen af
forsikringsdistributionsopgaver, vil være omfattet, hvorimod
en ren personaleadministrativ leder uden ansvar for den fag-
lige del af forsikringsdistributionen ikke vil være omfattet
af kompetencekravene. Medarbejdere, der alene agerer som
assistenter for medarbejdere, der udøver forsikringsdistribu-
tion, vil som udgangspunkt heller ikke være omfattet af
bestemmelserne. I den situation er det imidlertid afgørende,
at det arbejde, assistenterne udfører, alene er af praktisk
karakter, og at det arbejde, der vedrører forsikringsdistributi-
on, godkendes af en medarbejder, der opfylder kompetence-
kravene. Vurderingen af, om en medarbejder skal opfylde
kompetencekravene, vil afhænge af en konkret vurdering,
hvor det er den pågældendes arbejdsopgaver, der er afgøren-
de for vurderingen. Den pågældendes titel er derimod uden
betydning.
De enkelte kompetencekrav er tilpasset den jobfunktion,
som den pågældende medarbejder udfører. Der er ikke krav
om et konkret uddannelsesforløb, men det afgørende er,
om den pågældende har tilstrækkelige kompetencer til at
bestride den ønskede stilling. Det er således uden betydning,
hvorledes kompetencerne er opnået, så længe den pågæl-
dende har den nødvendige teoretiske viden og praktiske
kunnen. Vurderingen af, om den pågældende opfylder kom-
petencekravene, foregår ved gennemførelse af en test. Det
enkelte forsikringsselskab er ansvarlig for at sikre, at deres
medarbejdere har bestået de relevante tests i forhold til deres
jobfunktion.
I bekendtgørelsen er endvidere fastsat regler om, på hvilken
måde de omfattede personer vedligeholder tilstrækkelige
kompetencer.
222
Det foreslås, at bekendtgørelser udstedt i medfør af § 43,
stk. 7, i lov om finansiel virksomhed forbliver i kraft, indtil
de ophæves, jf. lovforslagets § 322.
Til § 71
Det følger af den gældende § 56 i lov om finansiel virksom-
hed, at Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om de op-
lysninger, der af et livs- eller skadesforsikringsselskab skal
afgives skriftligt til kunder, inden forsikringsaftale indgås og
under det løbende kundeforhold.
Hjemlen er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 1259
af 27. november 2017 om retshjælpsforsikringer for gruppe
1-forsikringsselskaber. Bekendtgørelsen indeholder bestem-
melser, der gennemfører dele af Solvens II-direktivet, her-
under krav til forsikringsaftalen, behandlingen af retshjælps-
forsikringskrav og frit advokatvalg.
Hjemlen er endvidere udnyttet til at udstede bekendtgørelse
nr. 1132 af 17. november 2006 om information om livsfor-
sikringsselskaber, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1284
af 27. november 2017 om ændring af bekendtgørelse om
information om livsforsikringsselskab.
Den foreslåede § 71 er en delvis videreførelse af § 56 i lov
om finansiel virksomhed, idet anvendelsesområdet indsnæv-
res til at gælde for gruppe 1-forsikringsselskabers tegning af
retshjælpsforsikringer.
Det foreslås i § 71, at erhvervsministeren fastsætter nærme-
re regler for gruppe 1-forsikringsselskabers tegning af rets-
hjælpsforsikringer.
Bestemmelsen giver erhvervsministeren hjemmel til at ud-
stede nærmere regler for, hvilke krav gruppe 1-forsikrings-
selskaber skal efterleve, når de udbyder retshjælpsforsikrin-
ger, herunder hvilke forhold der skal være reguleret i forsik-
ringsaftalen.
Det foreslås, at bekendtgørelser udstedt i medfør af § 68
i lov om finansiel virksomhed forbliver i kraft, jf. lovforsla-
gets § 322.
Til § 72
Den gældende § 57 i lov om finansiel virksomhed fastslår, at
de forbrugere, der ønsker det, har mulighed for at vælge en
forbrugerforsikring med et opsigelsesvarsel på 30 dage.
Den foreslåede § 72 er med en enkelt teknisk ændring en
videreførelse af § 57 i lov om finansiel virksomhed.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at et forsikringsselskab, der
udbyder forsikringsaftaler til personer, der ved aftalens ind-
gåelse hovedsagelig handler uden for deres erhverv (forbru-
gere), skal tilbyde, at de pågældende forsikringer kan tegnes
med vilkår om, at forsikringen kan opsiges af forsikringsta-
geren med et varsel på 30 dage til udgangen af en kalender-
måned.
På den måde sikres det, at de forbrugere, der ønsker det,
har mulighed for at vælge en forsikring med kort opsigel-
sesvarsel. Forsikringsselskaberne får samtidig mulighed for
også at tilbyde andre forsikringer, herunder forsikringer med
længere opsigelsesvarsler, således at forsikringstagerne får
frihed til at vælge mellem flere forskellige forsikringer med
forskellige vilkår (f.eks. om opsigelsesfristens længde) og
til forskellige priser (forsikringspræmien, eventuelle gebyrer
ved opsigelse i forsikringstiden m.v.). Et forsikringsselskab
kan naturligvis også tilbyde forsikringer med kortere opsi-
gelsesvarsel end 30 dage.
Forsikringsaftaler, hvor forsikringstageren (forbrugeren) ved
aftalens indgåelse hovedsagelig handler uden for sit erhverv,
defineres i § 2, stk. 4, i lov om forsikringsaftaler (forsik-
ringsaftaleloven) som en forbrugerforsikring. Der er således
tale om alle typer af forsikringer, som tegnes af privatper-
soner, hvor det forsikrede primært er private effekter og
privat ansvar. Det vil som oftest sige familieforsikringer,
indboforsikringer, bilforsikringer, husforsikringer, ansvars-
forsikringer, ulykkesforsikringer m.v., når disse forsikringer
er tegnet af privatpersoner.
Bestemmelsen gælder kun, i det omfang et forsikringssel-
skab faktisk udbyder sådanne forbrugerforsikringer, og disse
forsikringer skal i så fald (også) udbydes med et opsigelses-
varsel på højst 30 dage. Bestemmelsen pålægger derimod
ikke selskabet at udbyde bestemte forsikringer, og et sel-
skab, der ikke udbyder en bestemt type forbrugerforsikring,
f.eks. en ulykkesforsikring, får således ikke med bestemmel-
sen pligt hertil.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at opsigelsesvarslet ikke gælder
for livsforsikring og ejerskifteforsikring tegnet i henhold til
lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom
m.v.
Bestemmelsen omfatter ikke ejerskifteforsikringer tegnet i
henhold til lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af
fast ejendom m.v., der i henhold til lovgivningen herom skal
tegnes for mindst 5 år med betaling af hele præmien på
én gang. Bestemmelsen omfatter heller ikke livsforsikringer,
hvor der gælder særlige regler om bortfald af selskabets an-
svar, og hvor forsikringstageren, efter at den første præmie
223
er betalt, ikke er forpligtet til at holde forsikringen i kraft
gennem betaling af de senere præmier. Ulykkesforsikringer
m.v., der alene udgør en accessorisk del af et livsforsikrings-
produkt, er således heller ikke omfattet.
Det foreslås i stk 1, nr. 2, at opsigelsesvarslet ikke omfatter
forsikring, som dækker en særligt opstået risiko, der kun
strækker sig over et begrænset tidsrum, når forsikringsafta-
len indgås for en aftalt periode af højst 1 måned (korttidsfor-
sikring), medmindre forsikringen er en del af en anden type
forsikring, f.eks. kortvarige rejseforsikringer.
Til § 73
Den gældende § 59 i lov om finansiel virksomhed fastslår, at
forsikringsselskaber, der tegner bygningsbrandforsikringer
skal overtage forsikring af enhver bygning, uanset stand
m.v., dog med visse undtagelser.
Den foreslåede § 73 er en uændret videreførelse af § 59 i lov
om finansiel virksomhed.
Bestemmelsen har været gældende siden bygningsbrandfor-
sikring blev reguleret i lov om forsikringsvirksomhed, dvs.
siden 1975, hvor bestemmelsen blev overført fra lov nr.
47 af 12. april 1889 om brandforsikringsforeninger for land-
bygninger.
Det foreslås i stk. 1, at et forsikringsselskab, der tegner byg-
ningsbrandforsikring med de begrænsninger, der følger af
dets vedtægter eller dets tilladelse, skal overtage forsikring
af enhver bygning, jf. dog stk. 2.
Bestemmelsen indeholder således en pligt for forsikringssel-
skaber med tilladelse til at forsikre fast ejendom mod brand
til at forsikre alle bygninger, uanset stand m.v.
Den pågældende regel er begrundet i hensynet til pantha-
verne i ejendommen, typisk realkreditinstitutter, men også
andre panthavere, og sikrer, at en forsikringstager altid har
adgang til at tegne en bygningsbrandforsikring. Realkredit-
institutter stiller sædvanligvis som betingelse for at belåne
en fast ejendom, at den er brandforsikret. Det er således ikke
blot ejerne af ejendommene, men også panthaverne, som
reglen beskytter.
Forpligtelsen kan være begrænset af selskabets vedtægter el-
ler af selskabets tilladelse. Begrænsningen kan være geogra-
fisk eller vedrøre visse typer af bygninger, f.eks. bygninger
med stråtag, hvis det enten fremgår af selskabets vedtægter
eller af selskabets tilladelse.
Det foreslås i stk. 2, at forsikringsselskabet kan afvise at
forsikre de bygninger, der er oplistet efterfølgende.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at bygninger, der ikke er forsvar-
ligt indrettet mod brandfare, er omfattet.
Det foreslåede stk. 2, nr. 1, omfatter bl.a. bygninger, der
ikke er lovligt opført, og bygninger indrettet i strid med
andre brandpræventive bestemmelser.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at forladte bygninger er omfattet.
Det foreslåede stk. 2, nr. 2, er primært målrettet ødegårde og
andre bygninger, der erfaringsmæssigt indebærer stor brand-
risiko. Det er forudsat, at denne undtagelse kun anvendes,
hvor der er tale om en væsentlig forøget risiko for den
pågældende bygning, således at selskabet ikke kan afvise at
forsikre enhver bygning, der står ubenyttet hen.
Sager om uenighed mellem forsikringstager og et forsik-
ringsselskab om selskabets mulighed for at afvise forsikrin-
ger i henhold til stk. 2 vil kunne indbringes for Ankenævnet
for Forsikring.
Til § 74
Det følger af den gældende § 60 i lov om finansiel virk-
somhed, at en bygningsbrandforsikring ikke kan opsiges af
selskabet trods manglende betaling af præmie, og at kunden
ikke kan opsige forsikringen uden samtykke fra samtlige
tinglyste rettighedshavere, bortset fra tilfælde hvor skift af
selskab ikke medfører forringelse af disses retsstilling.
Det følger af § 60, stk. 4, at Finanstilsynet kan fastsætte
minimumsbetingelser for forsikringsselskabers tegning af
bygningsbrandforsikring.
Hjemlen er i dag udnyttet i bekendtgørelse nr. 856 af 21. ok-
tober 2002 om minimumsbetingelser for forsikringsselska-
bers tegning af bygningsbrandforsikring.
I bekendtgørelsen er der bl.a. fastsat regler om, at en byg-
ningsbrandforsikring som minimum skal indeholde dækning
af skader forårsaget af brand, eksplosion, nedstyrtning af
luftfartøj m.v.
Den foreslåede § 74 er en uændret videreførelse af § 60 i lov
om finansiel virksomhed.
Bestemmelsen hænger sammen med forsikringsselskabernes
pligt til at forsikre ejendomme mod bygningsbrand, jf. dette
lovforslags § 73. Formålet med bestemmelsen er at sikre
224
husejere og panthavere, typisk realkreditinstitutter, mod at
lide store tab, som en totalskade som følge af en brand kan
påføre en enkelt families økonomi.
Det foreslås i stk. 1, at et forsikringsselskab ikke kan bringe
en bygningsbrandforsikring til ophør på grund af manglende
betaling af præmie.
Bestemmelsen i stk. 1 er en fravigelse af den sædvanlige
regel i forsikringsaftalelovens § 13, jf. lovbekendtgørelse nr.
1237 af 9. november 2015, om et forsikringsselskabs ret til
at opsige en forsikring på grund af manglende betaling af
præmie. Det er endvidere en udvidelse af den særlige regel i
forsikringsaftalelovens § 87, stk. 1, om betydningen af und-
ladt præmiebetaling ved bygningsbrandforsikring. Bestem-
melsen er som forsikringsaftalelovens § 87, stk. 1, begrun-
det i hensynet til panthaveren, men gælder i modsætning til
denne lovs regel også i forhold til ejeren af ejendommen.
Hvis et selskab alligevel opsiger aftalen, er opsigelsen ugyl-
dig, og ejendommen er fortsat dækket af forsikringen.
Bestemmelsen skal i øvrigt ses i sammenhæng med stk. 3,
som giver forsikringsselskabet udpantningsret til gengæld
for den manglende opsigelsesadgang.
Det foreslås i stk. 2, at en kunde kun kan bringe forsikringen
til ophør med samtykke af de berettigede ifølge samtlige ad-
komster og hæftelser, der er tinglyst på ejendommen, med-
mindre ejendommen uden forringelse af disses retsstilling
forsikres i et andet selskab, som har tilladelse til at drive
bygningsbrandforsikring.
Bestemmelsen, som begrænser kundens ret til at opsige for-
sikringen, er også begrundet i hensynet til panthaverne samt
andre indehavere af tinglyste rettigheder over ejendommen.
Ved skifte til et andet forsikringsselskab skal det afgiven-
de selskab påse, at det modtagende selskab kan tegne byg-
ningsbrandforsikringen uden forringelse af de tinglyste ret-
tighedshaveres retsstilling.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at forsikringsselskabet har
udpantningsret for præmier med påløbne renter og andre
omkostninger.
Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at forsikringsselskabet endvidere
har panteret for ydelserne i den forsikrede ejendom efter
ejendomsskat til stat og kommune i 1 år fra forfaldstid.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i
stk. 1 om selskabets manglende opsigelsesadgang. Som føl-
ge af selskabets udpantningsret for præmier, påløbne renter
m.v. samt panteret for ydelserne i den forsikrede ejendom i
1 år fra forfaldsdag er der for et selskab, der har tegnet byg-
ningsbrandforsikring, i praksis ikke nogen risiko forbundet
med, at selskabet ikke kan opsige forsikringen på grund af
den manglende præmiebetaling.
Det foreslås i stk. 4, at Finanstilsynet fastsætter minimums-
betingelser for forsikringsselskabers tegning af bygnings-
brandforsikring.
Hjemlen vil ligesom den gældende § 60, stk. 4, i lov om fi-
nansiel virksomhed kunne benyttes til at fastsætte regler om
bl.a., at en bygningsbrandforsikring som minimum skal in-
deholde dækning af skader forårsaget af brand, eksplosion,
nedstyrtning af luftfartøj m.v.
Det foreslås, at bekendtgørelser udstedt i medfør af § 60,
stk. 4, i lov om finansiel virksomhed forbliver i kraft, indtil
de ophæves, jf. lovforslagets § 322.
Til § 75
Den gældende § 55 i lov om finansiel virksomhed fastslår, at
der ikke gyldigt kan tegnes livsforsikringer på tredjemands
liv uden deres samtykke eller på børn under 8 år.
Den foreslåede § 75 er med en enkelt materiel ændring,
samt redaktionelle ændringer, en videreførelse af den gæl-
dende § 55 i lov om finansiel virksomhed og fastsætter,
at der som udgangspunkt ikke kan tegnes livsforsikring på
andres liv på personer her i landet, når man ikke har forsik-
redes samtykke, eller når der er tale om børn under 8 år.
En tilsvarende bestemmelse fremgik endvidere af den tid-
ligere lov om forsikringsvirksomhed. Reglen blev således
indført i 1922 ved en ændring til den første livsforsikrings-
lov fra 1904, da det var og fortsat er den almindelige opfat-
telse, at en uhindret adgang til at opnå økonomiske fordele
ved tredjemands død gennem tegning af livsforsikring må
antages at indeholde en risiko for kriminel adfærd. Formålet
med reglen er at modvirke denne risiko, herunder risikoen
for spekulation i mindreårige børns død.
Det foreslås i stk. 1, at følgende forsikringsaftaler ikke gyl-
digt kan indgås af eller på personer bosiddende her i landet:
1) livsforsikring, hvor et forsikringsselskab ved den forsik-
redes død forpligter sig til at udbetale beløb større end
summen af de indbetalte præmier med renter, når forsik-
ringstageren og den forsikrede ikke er samme person, og
den forsikrede ikke har givet sit samtykke til tegningen af
forsikringsaftalen, og
2) livsforsikring, hvorved et forsikringsselskab forpligter sig
225
til at udbetale et beløb større end summen af de indbetalte
præmier med renter, eller et beløb større end et grundbeløb
på 70.000 kr. (2010-niveau), der reguleres efter personskat-
telovens § 20, i tilfælde af dødsfald, der indtræder før den
forsikredes fyldte 8. leveår.
Formålet med forbuddet er at forhindre muligheden for at
tegne livsforsikringer på en anden persons liv, hvis man
skulle have til hensigt senere at tage livet af den pågælden-
de. Retsvirkningen af en aftale i strid med forbuddet er
ugyldighed med dertil følgende annullering af aftalen.
Det foreslåede stk. 1, nr. 1, vedrører livsforsikringer tegnet
af en forsikringstager forskellig fra den forsikrede person,
dvs. den person, forsikringen vedrører. Kun med samtykke
fra den forsikrede kan en forsikringstager forskellig fra den
forsikrede person gyldigt tegne en livsforsikring på den for-
sikrede persons liv, medmindre beløbet ikke er større end
de indbetalte præmier med renter. Det vil være forsikrings-
selskabet, der har bevisbyrden for, at samtykket er afgivet
i en form, så forsikringsselskabet ikke kan være i tvivl om
samtykkets gyldighed.
Det foreslåede stk. 1, nr. 2, vedrører livsforsikringer tegnet
på børn, der dør inden barnet er fyldt 8 år. Bestemmelsen
medfører, at der ikke lovligt kan tegnes livsforsikring på
et barn, der som følge af dødsfald før barnets fyldte 8. leve-
år bevirker udbetaling af et beløb større end de indbetalte
præmier med renter eller et grundbeløb på 70.000 kr. (2010-
niveau).
I modsætning til gældende ret, foreslås det derfor, at for-
buddet i stk. 1, nr. 2, alene begrænses til livsforsikringer
med et grundbeløb på over 70.000 kr. (2010-niveau), hvilket
således medfører, at der lovligt kan tegnes sådanne livsfor-
sikringer for børn under 8 år uden at søge Finanstilsynet om
dispensation herom.
Finanstilsynet har de seneste år i forbindelse med dispensa-
tionsansøgninger efter § 55, stk. 2, i lov om finansiel virk-
somhed generelt accepteret, at forsikringsselskaber, der har
tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, kan udbyde
livsforsikringer til børn under 8 år med en dækningssum på
op til 50.000 kr. Dispensationerne er givet ud fra den over-
ordnede betragtning, at det kan være relevant for forældre
at tegne en forsikring, som dækker begravelsesomkostninger
m.v. i tilfælde af barnets død. Se nærmere om gennemgang
af praksis for dispensationsanmodninger nedenfor i bemærk-
ningerne til det foreslåede stk. 2.
Forældrene eller evt. værgen har dog mulighed for at tegne
en livsforsikring for et barn, hvis den aftalte forsikringssum
først kommer til udbetaling, hvis barnet afgår ved døden
efter barnets fyldte 8. år.
Bestemmelsen handler alene om tegning af livsforsikrings-
aftaler, og der kan således godt tegnes eksempelvis ulykkes-
forsikringer på børn.
Det foreslås endvidere, at beløbet reguleres årligt i takt med
indkomstudviklingen svarende til reguleringen af en række
beløbsgrænser i skatte- og afgiftslovgivningen, som hvert år
reguleres efter § 20 i lov om indkomstskat for personer m.v.
(personskatteloven).
Reguleringen sker ved, at beløbsgrænserne, der i skattelov-
givningen er fastsat som grundbeløb angivet i 2010-niveau,
opreguleres svarende til et beregnet reguleringstal for det
aktuelle år i forhold til niveau 100,0 for 2010.
Reguleringstallet beregnes hvert år som det foregående års
reguleringstal tillagt 2 pct. plus en tilpasningsprocent. Til-
pasningsprocenten fastlægges med baggrund i reglerne i
satsreguleringsloven og sikrer, at reguleringen sker med en
procentsats svarende til årslønsudviklingen for arbejderes
og funktionærers bruttolønninger (ekskl. bidrag til arbejds-
markedspensioner og ATP) to år forud for det pågældende
finansår.
For 2020 har Finansministeriet opgjort tilpasningsprocenten
til 0,2 pct., jf. bekendtgørelse nr. 850 af 20. august 2019 om
satsreguleringsprocenten, tilpasningsprocenten og satstilpas-
ningsprocenten samt puljebeløbet for finansåret 2020. Dette
medfører en stigning i reguleringstallet fra 2019 til 2020 på
2,3 pct., hvorved reguleringstallet efter § 20 i personskatte-
loven for 2019 udgør 111,8 pct. og for 2020 udgør 114,3 pct.
Efter regulering af grundbeløbet med 114,3 pct. oprundes
beløbsgrænsen til nærmeste hele hundrede kroner.
Med et reguleringstal efter § 20 i personskatteloven for 2022
på 118,3 svarer grundbeløbet på 70.000 kr. i 2010-niveau
således til et beløb på 82.810 kr. i 2022.
Beløbsgrænsen vil fremgå af den oversigt, som Skattemi-
nisteriet hvert år offentliggør over samtlige beløbsgrænser
i skatte- og afgiftslovgivningen, der reguleres efter person-
skattelovens § 20.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet kan dispensere fra
bestemmelserne i stk. 1.
Bestemmelsen er en uændret videreførelse af § 55, stk. 2, i
lov om finansiel virksomhed.
Dispensationsreglen tager især sigte på livsforsikringer på
børn, da det må antages at være vanskeligt at kunne påvise
en situation, hvor der vil kunne opnås dispensation fra Fi-
nanstilsynet til at tegne en livsforsikring, som forsikringsta-
226
geren ikke har kunnet opnå forsikredes personlige samtykke
til.
Bestemmelsen er tidligere anvendt i forbindelse med genera-
tionsskiftesager, hvor eksempelvis mindreårige børn arver
dele af familievirksomheder. Hvis barnet herefter dør, inden
det fylder 8 år, kan det udløse meget store arveafgifter kort
tid efter betaling af arveafgift i forbindelse med, at barnet
selv arvede. Sådanne store afgifter kan en virksomhed have
svært ved at fremskaffe likviditet til.
Bestemmelsen kan således bruges til at give dispensation i
konkrete sager. Særligt i nyere tid har bestemmelsen også
været brugt til at give dispensation i mere generelle sager ud
fra nogle overordnede betragtninger.
Finanstilsynet har i forbindelse med dispensationsansøgnin-
ger generelt accepteret, at selskaberne udbyder livsforsikrin-
ger til børn under 8 år med en dækningssum på op til 50.000
kr., hvorfor der også er foreslået en ændring af stk. 1 i
forhold til gældende ret, så der fremover kan tegnes livsfor-
sikringer på børn under 8 år, på op til et grundbeløb på
70.000 kr. (2010-niveau), svarende til 78.300 kr. i 2020-ni-
veau, uden at søge Finanstilsynet om dispensation herom.
Følgende eksempler fra Finanstilsynets praksis er eksempler
på sidstnævnte sager, som er en blanding af nyere og ældre
praksis på området:
I Finanstilsynets afgørelse af 12. september 2002 ønskede
faren til en stærkt handicappet pige på 6 år at tegne en
livsforsikring på datterens liv hos sit forsikringsselskab. Sel-
skabet søgte herefter om dispensation til at måtte tegne en
livsforsikring, jf. § 255, stk. 2, i den dagældende lov om
forsikringsvirksomhed. Den pågældende familie modtog på
grund af datterens handicap en række offentlige tilskud –
blandt andet havde familien bygget et hus med særlig indret-
ning efter servicelovens § 102, hvilket der blev givet tilskud
til med ca. 10.000 kr. om måneden. Hvis datteren døde,
bortfaldt disse tilskud, hvilket ville medføre, at familien
ikke kunne blive boende i huset. Finanstilsynet lagde i sin
afgørelse vægt på, at i det foreliggende tilfælde ville pigens
død betyde, at familien, herunder de to søskende, ikke ville
kunne blive boende i huset og måske heller ikke kunne be-
holde bil m.v. Da dette måtte anses som en konkret, rimelig
begrundelse for at fravige hovedreglen i den dagældende lov
om forsikringsvirksomhed § 255, stk. 1, nr. 2, blev ansøg-
ning om dispensation derfor imødekommet.
I en afgørelse om dispensation vedr. forsikringer på børn af
16. oktober 2014, har Finanstilsynet givet et selskab dispen-
sation til at kunne udbyde en livsforsikring til børn under 8
år med en dækningssum på 50.000 kr. det første år og med
mulighed for indeksregulering de følgende år. Finanstilsynet
lagde i den forbindelse vægt på, at det kan være relevant for
forældre at tegne en forsikring, som dækker begravelsesom-
kostninger m.v. i tilfælde af barnets død.
I en afgørelse af 27. juni 2016 har Finanstilsynet givet et
selskab dispensation til at kunne tilbyde dødsfaldsdækning i
tilknytning til gruppelivsforsikringer til børn under 8 år. Sel-
skabet begrundede ønsket i, at man havde oplevet sager,
hvor forældre til et kritisk sygt barn ikke nåede at søge om
udbetaling af forsikringssummen ved kritisk sygdom inden
barnets død, og da forsikringsdækningen ophører ved bar-
nets død, fik de berørte forældre ikke udbetalt forsikrings-
summen. Finanstilsynet gav dispensation, til at selskabet
kunne udbyde den ansøgte dødsfaldsdækning til børn under
8 år med en dækningssum på maksimalt 122.647 kr. i 2016
med mulighed for indeksregulering de følgende år. Finans-
tilsynet lagde i den forbindelse vægt på, at det kan være re-
levant for forældre at kunne tegne en forsikring, der dækker
de økonomiske omkostninger, der er forbundet med et barns
død og eventuelle forudgående sygdomsforløb. Endvidere
anførte Finanstilsynet i sin begrundelse, at dødsfaldsdæknin-
gen udgør et begrænset beløb, og at dækningen udgør et
supplement til kritisk sygdomsforsikring, som i visse tilfæl-
de ikke når at komme til udbetaling, og at der ikke er mulig-
hed for at tegne dækningen individuelt, men at den alene
indgår i obligatoriske gruppelivsforsikringer.
Det vil desuden kunne være relevant at benytte dispensati-
onsadgangen i forhold til forsikringer mod børns død, når
forsikringstager f.eks. er bosat i udlandet, og hvor forsikrin-
gen også skal være med til at dække hjemtransporten af den
afdøde.
Til § 76
Den gældende § 58 i lov om finansiel virksomhed fastslår,
hvordan et forsikringsselskab kan få mortificeret en livsfor-
sikringspolice.
Den foreslåede § 76 er en videreførelse af § 58 i lov om
finansiel virksomhed og giver mulighed for mortifikation af
en livsforsikringspolice uden forudgående dom. Ved mortifi-
kation forstås, at et dokument ikke længere er gyldigt.
Der er tale om en civilretlig regel, som er begrundet i, at
livsforsikringspolicer er – eller i hvert fald tidligere var –
omsættelige dokumenter. Det er således en betingelse for
anvendelse af bestemmelsen, at livsforsikringspolicen er ne-
gotiabel i medfør af reglerne om negotiable dokumenter i §§
113 og 114 i lov om forsikringsaftaler, der stort set svarer til
kapitel 2 i gældsbrevsloven.
I dag udstedes der generelt ikke længere fysiske livsforsik-
ringspolicer. Der indgås i stedet livsforsikringsaftaler, hvor
selskabet har noteret den begunstigede. Det kan dog ikke
227
udelukkes, at der stadig eksisterer fysiske livsforsikringspo-
licer, hvorfor bestemmelsen foreslås videreført uændret.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at er en livsforsikringspolice
bortkommet, kan vedkommende forsikringsselskab på be-
gæring af den, som har godtgjort sin adkomst til policen,
med 6 måneders varsel indkalde ihændehaveren til at melde
sig.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at indkaldelsen, der sker ved
bekendtgørelse i Statstidende i det første nummer i et kvar-
tal, skal indeholde en tilstrækkelig betegnelse af policen,
herunder navnet på den, i hvis liv forsikringen er tegnet.
Hvis der er disponeret over policen, f.eks. fordi den sidste
retmæssige ihændehaver ved aftale har disponeret over den,
kan man ikke begære policen mortificeret. Selve begærin-
gen skal fremsættes over for forsikringsselskabet, der har
tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed af den, som
har godtgjort sin adkomst, herunder policens ejer og eksem-
pelvis en panthaver. Varslet på de 6 måneder regnes fra
annoncering i Statstidende.
I praksis anses betingelsen i 2. pkt. om tilstrækkelig beteg-
nelse af policen for opfyldt, når der er anført navn på den
forsikrede, navnet på selskabet og policenummeret.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at i tilfælde af at ingen melder
sig før fristens udløb, er policen ugyldig, og selskabet ud-
færdiger en ny police til den, der har begæret indkaldelsen
foretaget.
I 2. pkt. foreslås det, at denne skal betale omkostningerne
ved indkaldelsen.
At policen er ugyldig betyder, at den ikke længere har
retsvirkning over for selskabet. Omkostningerne betales af
den, som har begæret indkaldelsen og dækker typisk over
betaling for indrykning i Statstidende og eventuelt ekspediti-
onsgebyr til selskabet.
Det foreslås i stk. 3, at hvis nogen melder sig efter bekendt-
gørelsen, og kan en mindelig ordning ikke opnås, kan en
ny police ikke udstedes, inden de anmeldte kravs indbyrdes
berettigelse er afgjort ved dom.
Forsikringsselskabet vil således ikke kunne udbetale til no-
gen af parterne, før der er faldet dom i sagen.
Det foreslås i stk. 4, at bestemmelserne i stk. 1-3 ikke med-
fører indskrænkninger i adgangen til at søge en livsforsik-
ringspolice mortificeret ved dom i medfør af lov om mortifi-
kation af værdipapirer.
Bestemmelsen præciserer, at den foreslåede § 76 ikke med-
fører indskrænkninger for den person, der mener at have
adkomst til livsforsikringspolicen, i at søge policen mortifi-
ceret ved dom i medfør af de almindelige regler herom, som
findes i lov om mortifikation af værdipapirer.
Til § 77
Den gældende § 60 a i lov om finansiel virksomhed fast-
slår, at kunder i forsikringsselskaber, der har tilladelse til
at udøve livsforsikringsvirksomhed, skal have overført den
økonomiske værdi af sit nuværende produkt, hvis kunden
accepterer et tilbud om omvalg.
Den foreslåede § 77 viderefører § 60 a i lov om finansiel
virksomhed ved at fastslå, at kunder i forsikringsselskaber,
der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, skal
have overført den økonomiske værdi af sit nuværende pro-
dukt, hvis kunden accepterer et tilbud om omvalg.
Bestemmelsen blev indsat i lov om finansiel virksomhed
ved lov nr. 403 af 28. april 2014 om ændring af lov om
finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v., straf-
feloven, lov om forvaltere af alternative investeringsfonde
m.v., retsplejeloven og forskellige andre love. Inden da
fandtes der ikke en eksplicit forpligtelse for selskaberne
til at tilbyde forsikringstagerne kompensation ved omvalg
af pensionsaftale, men der var udviklet en praksis på bl.a.
livsforsikringsområdet, hvorefter forsikringstagerne i forbin-
delse med omvalg blev tilbudt en omvalgsbonus, der kom-
penserede forsikringstageren for at afstå fra sin garanti.
Det foreslås i stk. 1, at hvis et forsikringsselskab, der har til-
ladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, på eget initia-
tiv tilbyder alle eller en gruppe af forsikringstagere at ændre
deres pensionsaftale til at omfatte et produkt med lavere
eller ingen garantier, skal en forsikringstager, der accepterer
et sådant tilbud, have overført den økonomiske værdi af sit
nuværende produkt til det nye produkt.
Den økonomiske værdi af et gennemsnitrenteprodukt med
garantier overstiger således typisk opsparingens størrelse,
når markedsrenten er mindre end den grundlagsrente, der
svarer til pensionsgarantien.
Ændringerne vil typisk bestå i, at selskabet tilbyder forsik-
ringstagere med gennemsnitsrenteprodukter med garantier,
herunder betingede garantier, at overgå til et produkt med la-
vere eller ingen garantier eller til et markedsrenteprodukt. Et
omvalg omfattet af bestemmelsen kan også bestå i, at sel-
skabet tilbyder kunder at overføre en eksisterende kapital-
pension med garantier til en aldersopsparing i kombination
med, at aldersopsparingen tilbydes på et produkt uden ga-
ranti eller med et lavere garantiniveau.
228
Hvis ændringen af pensionsaftalen ikke indebærer en reduk-
tion af garanti, er skiftet ikke omfattet af bestemmelsen.
Bestemmelsen finder kun anvendelse på ændringer, der ve-
drører pensionsopsparingen, og ikke hvis ændringen af pen-
sionsordningen alene indebærer ændringer af de forsikrings-
dækninger, der indgår i pensionsordningen. Eksempelvis vil
en ændring af ægtefælledækningen eller bortfald af en bør-
nepension ikke blive berørt af bestemmelsen.
Bestemmelsen er forbeholdt de situationer, hvor et forsik-
ringsselskab finder det fordelagtigt at få ændret de pensions-
aftaler, som selskabet har indgået med deres forsikringstage-
re, og derfor vælger at tilbyde alle eller grupper af forsik-
ringstagere i selskabet et omvalg.
Bestemmelsen finder alene anvendelse på de situationer,
hvor et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve
livsforsikringsvirksomhed, vælger at tilbyde alle eller grup-
per af deres kunder at vælge om til et andet produkt i sel-
skabet. Det ville således være et indgreb i de eksisterende
aftaler, hvis bestemmelsen også skulle finde anvendelse på
de situationer, hvor det er kunden, der selv vælger at forla-
de et produkt med garantier. Pensionsaftalerne indeholder
typisk regler for genkøb, hvorefter kunden alene har ret til
de midler, der er tilskrevet kundens depot.
Bestemmelsen regulerer de vilkår, som et tilbud fra et
forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve livsforsik-
ringsvirksomhed, skal indeholde ved en ny aftale, men gri-
ber ikke ind i eksisterende aftaler mellem selskabet og dets
kunder.
Bestemmelsen finder anvendelse på alle situationer, hvor
det er selskabet, der tager initiativ til og aktivt tilbyder pen-
sionstagerne et omvalg, hvor man giver afkald på sin nuvæ-
rende garanti til fordel for et andet produkt uden eller med
lavere garanti i selskabet. Det indebærer, at forsikringssel-
skaber, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksom-
hed, og som løbende tilbyder omvalg – f.eks. en gang om
måneden – vil være forpligtet til at følge bestemmelsen. Det
samme vil gælde selskaber, der på deres hjemmeside oplyser
om muligheden for omvalg uden at give et specifikt tilbud
men som tilbyder omvalg til alle de pensionstagere, der
måtte henvende sig. Og i de tilfælde hvor et selskab som
led i en modernisering af deres produktsortiment tilbyder
eksisterende kunder at flytte til et nyt produkt med andre
dækninger og uden en garanti.
Bestemmelsen finder også anvendelse i tilfælde, hvor et
forsikringsselskab fremadrettet indgår aftaler med garantier,
som rummer mulighed for efterfølgende at vælge om til et
produkt uden garantier. Det vil dog ikke være tilfældet, hvis
kundens nuværende aftale rummer mulighed for at kunne
skifte fra eksempelvis gennemsnitsrente med garantier til
markedsrente, og kunden udnytter denne mulighed.
Det afgørende kriterium er, at omvalget er foranlediget af en
aktiv handling fra forsikringsselskabets side med udgangs-
punkt i afgivne garantier og ordningens fremtidige afkast.
Det indebærer samtidig, at tilfælde, hvor det er pensionsta-
geren og/eller dennes arbejdsgiver, som af egen drift hen-
vender sig til forsikringsselskabet med ønske om at skifte
produkt, falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde.
Når en forsikringstager nytegner et gennemsnitsrentepro-
dukt, foreligger der ikke nogen aftale imellem virksomheden
og forsikringstageren om de ufordelte midler. De ufordelte
midler er de midler, der ikke er reguleret ind på depoter-
ne. Gennemsnitsrenteproduktet indebærer, at forsikringsta-
geren lige fra starten får tilskrevet samme depotrente som de
øvrige forsikringstagere, og forsikringstageren har dermed
lige fra starten samme gavn af de ufordelte midler til udjæv-
ning af afkastet som de øvrige forsikringstagere, selvom
forsikringstageren ikke har nået at bidrage til opbygningen
af de ufordelte midler. Til gengæld medtager forsikringsta-
geren, der forlader et livsforsikringsselskab for eksempel i
forbindelse med jobskifte, alene sit depot, og den gamle
aftales ydelsesgaranti bortfalder derved.
I tilfælde, hvor forsikringstagerens arbejdsgiver vælger at
flytte firmaordning til et andet selskab, vil det være op
til selskabet og forsikringstageren at aftale, hvad der over-
føres. Er der tale om en overførsel til et andet forsikrings-
selskab, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirk-
somhed, vil det typisk ske på de vilkår, der fremgår af
jobskifteaftalen. Jobskifteaftalen er en frivillig aftale, som
brancheorganisationen Forsikring & Pension har udformet,
og som indeholder regler for, hvornår og hvordan en pensi-
onsordning kan flyttes ved jobskifte.
Ifølge jobskifteaftalen kan værdien af den pågældende ord-
ning opgøres som værdien af den retrospektive hensættelse
eller på baggrund af en gennemsnitligt fastlagt opgørelse af
værdien af den retrospektive hensættelse.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet fastsætter nærmere
regler for beregningen af den økonomiske værdi af forsik-
ringstagerens produkt.
Hjemlen er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 1291 af
27. november 2017 om opgørelse af den økonomiske værdi
af en forsikringstagers produkt ved omvalg.
I bekendtgørelsen er det fastlagt, at den økonomiske vær-
di af forsikringstagerens nuværende produkt som udgangs-
punkt skal udgøre den retrospektive hensættelse, som op-
229
gjort i bekendtgørelse om finansielle rapporter for forsik-
ringsselskaber tillagt en eventuel regnskabsmæssig individu-
el beregnet akkumuleret værdiregulering, skal begge dele
justeres med et eventuelt kursværn og tillagt den kontributi-
onsmæssige andel af det kollektive bonuspotentiale.
Den individuelt beregnede akkumulerede værdiregulering
foretages ud fra de aktuelle markedsforhold for rente, om-
kostninger og risiko, jf. bekendtgørelse nr. 937 af 27. juli
2015 om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og
tværgående pensionskasser. Hvis et selskab har tegnet for-
sikringerne på kønsneutralt (unisex) grundlag og anvender
et kønsopdelt hensættelsesgrundlag, så skal den individuelt
beregnede akkumulerede værdiregulering, som indgår ved
opgørelsen af produktets økonomiske værdi for den enkelte,
dog altid afspejle en unisex fordeling af den samlede akku-
mulerede værdiregulering regnet efter det anmeldte tekniske
grundlag.
Ved opgørelsen af forsikringstagerens kontributionsmæssige
andel af det kollektive bonuspotentiale skal livsforsikrings-
selskabet tage højde for, om den akkumulerede værdiregule-
ring hørende til forsikringen er finansieret ved midler fra
det kollektive bonuspotentiale. Såfremt selskabet vurderer,
at det kollektive bonuspotentiale, som allerede er anvendt
til forsikringstagerens individuelt beregnede akkumulerede
værdiregulering, er større end forsikringstagerens beregnede
kontributionsmæssige andel af de ufordelte midler, skal sel-
skabet på den baggrund fastsætte, at forsikringstageren ikke
får yderligere del i det kollektive bonuspotentiale.
Til forskel fra jobskifteaftalen skal der således tages ud-
gangspunkt i den retrospektive hensættelse justeret med et
eventuelt kursværn, når den økonomiske værdi af produktet
skal opgøres. Forsikringstageren skal tillige have tillagt en
eventuel akkumuleret værdiregulering hørende til forsikrin-
gen justeret med et eventuelt kursværn og sin kontributions-
mæssige andel af det kollektive bonuspotentiale. Alternativt
kan der tages udgangspunkt i en værdi baseret på en gen-
nemsnitlig beregning. Såfremt selskabet ønsker at anvende
en værdi baseret på en gennemsnitlig beregning, skal selska-
bet, inden den tages i anvendelse, indsende en redegørelse
til Finanstilsynet som dokumentation for, at der ikke sker en
omfordeling mellem forsikringstagerne.
Visse af bestemmelserne på bekendtgørelsesniveau vil i
medfør af lovforslagets § 316 kunne straffes med bøde,
ligesom det er tilfældet efter de gældende bekendtgørelser
herom.
Det foreslås, at bekendtgørelser udstedt i medfør af § 60 a,
stk. 2, i lov om finansiel virksomhed forbliver i kraft, indtil
de ophæves, jf. lovforslagets § 322.
Til § 78
Den gældende § 60 b i lov om finansiel virksomhed
fastslår, at et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udø-
ve livsforsikringsvirksomhed, i visse tilfælde i forbindelse
med en lønmodtagers indtræden i en pensionsordning med
alderspension knyttet til et ansættelsesforhold ikke må stille
krav om, at lønmodtageren skal være ansat i mere end 3
år for at opnå ubetinget medlemskab af pensionsordningen
eller være over 21 år for at optjene pensionsrettigheder.
Den foreslåede § 78 viderefører § 60 b i lov om finansiel
virksomhed, således at et forsikringsselskab, der har tilladel-
se til at udøve livsforsikringsvirksomhed, i forbindelse med
en lønmodtagers indtræden i en pensionsordning ikke må
stille krav om, at lønmodtageren skal være ansat i mere end
3 år for at opnå ubetinget medlemskab af pensionsordningen
eller være over 21 år for at optjene pensionsrettigheder.
Den foreslåede § 78 gennemfører artikel 4, jf. artikel 8,
stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/50/EU
af 16. april 2014 om mindstekrav til fremme af arbejdskraf-
tens mobilitet mellem medlemsstaterne gennem bedre mu-
ligheder for at optjene og bevare supplerende pensionsrettig-
heder (portabilitetsdirektivet). Det fremgår af portabilitetsdi-
rektivets artikel 8, stk. 1, at medlemsstaterne kan overlade
det til arbejdsmarkedets parter at gennemføre direktivets
bestemmelser ved aftale. Det fremgår endvidere af porta-
bilitetsdirektivets artikel 4, stk. 2, at medlemsstaterne har
mulighed for at tillade arbejdsmarkedets parter at fastsætte
andre bestemmelser via kollektive overenskomster, forudsat
at disse bestemmelser ikke giver ringere beskyttelse end
portabilitetsdirektivet og ikke skaber hindringer for arbejds-
kraftens frie bevægelighed.
I praksis eksisterer optjeningsperioder ikke i danske pensi-
onsordninger, idet retten til pension erhverves allerede ved
indbetaling af den første krone. Karensperioder kan findes
i nogle pensionsordninger og vil typisk ikke være af længe-
re varighed end mellem to til ni måneder. I disse tilfælde
indebærer karensperioden, at der ikke sker indbetaling til
pensionsordningen, før der er gået det nærmere angivne an-
tal måneder.
Bestemmelsen sikrer, at en lønmodtager, der flytter til Dan-
mark fra et andet EU/EØS-land, i en dansk arbejdsmar-
kedspensionsordning ikke bliver mødt med krav om, at
vedkommende skal være ansat i mere end tre år, inden
lønmodtageren kan opnå ubetinget medlemskab af pensions-
ordningen, eller at der stilles krav om, at lønmodtageren skal
være over 21 år for at optjene pensionsrettigheder. Endvide-
re sikrer bestemmelsen, at eventuelt indbetalte bidrag skal
tilbagebetales til lønmodtageren, når ansættelsesforholdet
ophører, hvis den fratrædende lønmodtager endnu ikke har
optjent pensionsrettigheder. Bestemmelsen finder dog alene
anvendelse på pensionsordninger for lønmodtagere, som ik-
ke i medfør af kollektiv overenskomst eller aftale er sikret
de rettigheder, der som minimum svarer til bestemmelserne i
portabilitetsdirektivet.
230
Bestemmelsen regulerer alene rettigheder for de lønmodta-
gere, som flytter fra et andet EU/EØS-land til Danmark,
og som i Danmark skal indtræde i en pensionsordning, der
er tilknyttet det danske ansættelsesforhold. Lønmodtagere
i Danmark, som flytter fra Danmark til et andet EU/EØS-
land, vil som følge af portabilitetsdirektivet have samme
rettigheder i forbindelse med det nye ansættelsesforhold i
det andet EU/EØS-land, hvor der er tilknyttet en pensions-
ordning til ansættelsen. Rettighederne for lønmodtagere i
Danmark vil her følge af reguleringen i det andet EU/EØS-
land. Bestemmelsen vedrører alene danske pensionsordnin-
ger.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at et forsikringsselskab, der
har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, ikke i
forbindelse med,
at en lønmodtagers indtræden i en pensionsordning med
alderspension knyttet til et ansættelsesforhold må stille krav
om, at lønmodtageren skal være ansat i mere end 3 år for
at opnå ubetinget medlemskab af pensionsordningen eller
skal være over 21 år for at optjene pensionsrettigheder. Det
foreslås i 2. pkt., at dette alene gælder, når nærmere fastsatte
betingelser er opfyldt.
En lønmodtager, der opfylder disse betingelser, betegnes
som en fratrædende lønmodtager i overensstemmelse med
portabilitetsdirektivets artikel 3, litra g, med den afvigelse,
at det i bestemmelsen i § 79, stk. 1, er angivet, at lønmodta-
geren skal flytte fra et andet EU/EØS-land til Danmark.
Bestemmelsen finder alene anvendelse på pensionsordnin-
ger med alderspension, der er knyttet til et ansættelsesfor-
hold. Begrebet alderspension dækker over de pensionsfor-
sikringstyper, der udbetales, efter at forsikringstageren har
opnået en bestemt alder (pensionsalderen).
Det danske pensionssystem kan inddeles i tre søjler. Søjle
1 dækker offentlige pensioner, ATP og lovbaserede ordnin-
ger, som er skattefinansieret. Disse ordninger sigter mod, at
alle skal have et forsørgelsesgrundlag som pensionist, selv
hvis man ikke har sikret sig en pension. Søjle 2 rummer de
såkaldte arbejdsmarkedspensionsordninger, hvorved forstås
pensionsordninger, der er indgået i tilknytning til et ansæt-
telsesforhold, og dækker dermed både de tværgående pen-
sionsordninger og firmapensioner. Søjle 3 omfatter private
pensionsopsparinger, der er individuelle og dermed frivillige
for den enkelte. Dette kan være opsparing i skattebegunsti-
gede pensionsordninger, hvor midlerne er bundet. Det kan
også være opsparing uden for pensionssektoren i form af
bl.a. værdipapirer og friværdi i bolig m.v.
Bestemmelsen finder anvendelse på pensionsordninger, som
er tilknyttet et ansættelsesforhold, dvs. arbejdsmarkedspen-
sionsordningerne i søjle 2. Private pensionsordninger i søjle
3 er således ikke omfattet.
Det betyder for eksempel, at hvis en lønmodtager, der er
omfattet af en pensionsordning, hvortil arbejdsgiveren ind-
betaler pensionsbidrag, skifter arbejdsplads til en virksom-
hed uden pensionsordning, vil lønmodtageren alene have
rettigheder i forhold til den del af pensionsordningen, som
stammer fra indbetalinger foretaget i forbindelse med sin
egen ansættelse. Dette gælder, uanset om lønmodtageren
f.eks. har valgt at fortsætte indbetalingerne til pensionsord-
ningen enten via sin nye arbejdsgiver eller som en individu-
el, frivillig pensionsopsparing. Bestemmelsen gælder heller
ikke for den del af en pensionsordning, der stammer fra
eventuelle frivillige og supplerende bidrag indbetalt til en
arbejdsmarkedspensionsordning, der ligger ud over det i
overenskomsterne aftalte.
Denne afgrænsning er særlig relevant i de tilfælde, hvor
danske forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve
livsforsikringsvirksomhed, og arbejdsgivere skal tage stil-
ling til, om fratrædende lønmodtagere, som påbegynder et
nyt arbejde i Danmark og dermed flytter fra et andet EU-
land eller fra et land, som Unionen har indgået aftale med,
har ret til at blive optaget i den danske pensionsordning,
uden at der opstilles barrierer for deres indtrædelse. Således
vil en fratrædende lønmodtager alene kunne kræve sine ret-
tigheder efter bestemmelsen, hvis lønmodtageren var i en
ansættelse, hvor pensionsordningen var tilknyttet ansættel-
sesforholdet, men ikke hvis lønmodtageren frivilligt indbe-
talte pensionsydelserne via arbejdsgiveren. Det formodes,
at dette forhold ikke vil få den store betydning i praksis,
idet danske pensionsordninger generelt ikke opererer med
såkaldte optjeningsperioder eller en minimumsalder, hvor en
lønmodtager kan miste retten til pensionsydelser, fordi den
pågældende fratræder sin stilling før en given alder.
Bestemmelsen finder ikke anvendelse på de ordninger, som
er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de
sociale sikringsordninger, jf. portabilitetsdirektivets artikel
2, stk. 1. Ordninger for tjenestemænd og andre ansatte, der
optjener ret til tjenestemandspension, er således ikke omfat-
tet.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at lønmodtagere,
der flytter mellem EU/EØS-lande, kan fortsætte optjeningen
af deres pensionsrettigheder, som kan føre til en tilstrække-
lig pension senere i livet.
Ifølge artikel 4, stk. 1, i portabilitetsdirektivet må en såkaldt
rettighedsbetinget optjeningsperiode og en karensperiode
hverken hver for sig eller tilsammen overstige tre år, og en
eventuel minimumsalder må ikke overstige 21 år. Det frem-
går endvidere af artikel 4, at hvis der ved ansættelsens ophør
ikke er optjent pensionsrettigheder, skal de bidrag, som den
fratrædende lønmodtagere har indbetalt, eller som er indbe-
talt på dennes vegne, tilbagebetales til lønmodtageren. Ved
231
en karensperiode forstås i henhold til portabilitetsdirektivets
definition i artikel 3, litra d, den beskæftigelsesperiode, som
skal forløbe, inden en lønmodtager kan blive medlem af en
pensionsordning.
Definitionen af en rettighedsbetinget optjeningsperiode
fremgår af portabilitetsdirektivets artikel 3, litra e, og er en
periode med aktivt medlemskab af en pensionsordning, som
udløser ret til de akkumulerede pensionsrettigheder. Defini-
tioner af begreberne karens- og optjeningsperiode eksisterer
ikke i dansk ret. Portabilitetsdirektivets artikel 4 er imple-
menteret uden indførelsen af disse betegnelser, og der benyt-
tes i stedet ”ubetinget medlemskab” som en samlet betegnel-
se.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., nr. 1, at det er en betingelse,
at lønmodtageren flytter til Danmark fra et land indenfor
den Europæiske Union eller et andet land, som Unionen har
indgået aftale med. I medfør af EU᾽s samarbejdsaftaler med
EØS-landene betyder det, at også flytning til Danmark fra
et andet EØS-land er omfattet. Bestemmelsens ordlyd tager
højde for, at andre lande, som Unionen senere hen kan indgå
aftale med, også vil blive omfattet. Betingelsen omhandler
lønmodtagerens flytning og dermed flytning af bopæl. Det
vurderes, at det i langt de fleste tilfælde vil være nemt at
konstatere, om en lønmodtager er flyttet til Danmark eller
ej. I tvivlstilfælde vil det bero på en konkret vurdering, hvor
der kan lægges vægt på, hvorvidt det er lønmodtagerens pri-
mære bopæl, som er flyttet, men hvor lønmodtageren f.eks.
stadig har fast ejendom til rådighed i det EU/EØS-land, som
den pågældende er flyttet fra, som anvendes sekundært til
f.eks. ferieophold eller lignende.
Bestemmelsen finder ikke anvendelse på lønmodtagere, som
skifter arbejde og flytter pensionsordning indenfor Dan-
marks grænser.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., nr. 2, at det er en betingelse,
at lønmodtageren i forbindelse med flytningen fra et EU/
EØS-land til Danmark fratræder et ansættelsesforhold, der
berettiger denne til alderspension i overensstemmelse med
betingelserne i dennes tilknyttede pensionsordning.
Hvis en lønmodtager ikke er i et ansættelsesforhold, som
berettiger lønmodtageren til alderspension, når den pågæl-
dende accepterer et nyt job i Danmark, finder stk. 1 ikke
anvendelse. Bevisbyrden for, hvorvidt en lønmodtager op-
fylder kravene til at være omfattet af reglerne, påhviler løn-
modtageren selv, idet selskaberne ikke har mulighed for at
indhente de pågældende oplysninger.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., nr. 3, at det er en betingelse, at
det ansættelsesforhold, som lønmodtageren fratræder, ophø-
rer af andre årsager, end at vedkommende bliver berettiget
til pension.
Det betyder, at hvis lønmodtageren har nået en alder, hvor
den pågældende kan opnå pension, så er lønmodtageren ikke
omfattet af rettighederne efter § 78, uanset om de andre
betingelser er opfyldt.
Bestemmelsen i stk. 1 skal som nævnt sikre, at en lønmod-
tager, som flytter fra et andet EU/EØS-land til Danmark,
og som i Danmark skal indtræde i en pensionsordning,
der er tilknyttet det nye danske ansættelsesforhold, ikke
må udsættes for krav om, at den pågældende lønmodtager
skal være ansat i mere end 3 år for at opnå ubetinget med-
lemskab af pensionsordningen. Ved betinget medlemskab
forstås både rettighedsbetingede optjeningsperioder og ka-
rensperioder. Ved karensperiode forstås den beskæftigelses-
periode, der går, inden en lønmodtager bliver berettiget til
medlemskab af en pensionsordning. Det vil sige, at der ik-
ke sker indbetalinger til ordningen, da lønmodtageren slet
ikke har ret til at være medlem, jf. også definitionen i por-
tabilitetsdirektivets artikel 3, litra d. Ved rettighedsbetinget
optjeningsperiode forstås en periode med aktivt medlemskab
af en pensionsordning, før der udløses ret til pension. Det
vil sige, at lønmodtageren i en periode indbetaler til en
pensionsordning og dermed er medlem af ordningen, men at
der går en vis periode, før lønmodtageren bliver berettiget til
at modtage pension fra ordningen. Se definitionen i portabi-
litetsdirektivets artikel 3, litra e.
En karensperiode og en rettighedsbetinget optjeningsperiode
må ikke hver for sig eller tilsammen udgøre mere end 3
år. Karensperioder kendes i danske pensionsordninger, men
er typisk ikke af længere varighed end mellem 2 til 9 må-
neder. Rettighedsbetingede optjeningsperioder kendes ikke
i danske ordninger, da en pensionsmodtager i danske ord-
ninger altid er berettiget til pension fra den første optjente
krone.
Et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve livsfor-
sikringsvirksomhed, må i medfør af det foreslåede stk. 1
heller ikke stille krav om, at den pågældende lønmodtager
skal være over 21 år for at optjene pensionsrettigheder. Der-
med må der heller ikke opstilles krav om, at lønmodtageren
skal være over 21 år ved fratræden for at få ret til en optjent
pension.
I praksis opnår lønmodtagere i Danmark rettigheder fra
første indbetalte krone, og dermed kan lønmodtageren ikke
miste ret til optjent pension på baggrund af indbetalinger,
uanset hvilken alder lønmodtageren har, når denne forlader
arbejdspladsen. Retten til ikke at miste pensionsrettigheder
på grund af alder på fratrædelsestidspunktet vil således ikke
medføre nogen ændring af praksis i forhold til de danske
pensionsordninger.
Bestemmelsen medfører ikke en ret til at få en pensionsord-
ning for alle, som er over 21 år, og dermed heller ikke
232
en pligt for arbejdsgivere eller forsikringsselskaber, der har
tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, til at tilby-
de pensionsordninger til alle, som er over 21 år. Der er
således heller ikke tale om, at der indføres et alderskrav
for medlemskab af pensionsordninger. Dermed kan der godt
være ansættelsesforhold, som har pensionsordning, hvor det
kun er ansatte over 25 år, som indbetaler til pension, f.eks.
fordi det på arbejdspladsen er besluttet, at ansatte under 25
år ikke er omfattet af pensionsordningen.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at et forsikringsselskab, der
har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, skal
tilbagebetale de bidrag vedrørende alderspension, som en
lønmodtager omfattet af stk. 1 har indbetalt, eller som er
indbetalt på lønmodtagerens vegne, hvor lønmodtagerens
ansættelsesforhold i Danmark ophører, inden den pågælden-
de har optjent pensionsrettigheder i henhold til pensionsord-
ningen. Det foreslås i 2. pkt., at bærer lønmodtageren inve-
steringsrisikoen, skal selskabet tilbagebetale de indbetalte
bidrag eller værdien af de investeringer, der hidrører fra
disse bidrag, til lønmodtageren.
Bestemmelsen i stk. 2, skal sikre, at optjent pension i pen-
sionsordninger ikke fortabes, selvom lønmodtagerens ansæt-
telsesforhold ophører, inden lønmodtageren har afsluttet en
eventuel minimumsperiode for medlemskab af ordningen,
eller inden lønmodtageren har opnået en vis minimumsalder.
Bidrag, som skal tilbagebetales, omfatter alene de bidrag,
som er indbetalt til selve pensionsopsparingen. Hvis der
indgår forsikringsdækninger i pensionsordningen, skal der
ikke tilbagebetales bidrag, som er indbetalt til brug for dæk-
ning af forsikringspræmierne. Hvis en pensionsordning ikke
indeholder andet end forsikringsdækninger, er den ikke om-
fattet af reglerne i §§ 78-80.
Tilbagebetalingsbeløbet beregnes som ved et genkøb. Det
vil sige, at værdien af en pensionsordning beregnes ud fra
ordningens depot efter regler, der er fastsat i selskabets tek-
niske grundlag. Værdien tillægges forsikredes eventuelle an-
del af selskabets særlige bonushensættelser og kan fratræk-
kes et gebyr. Grundlaget for beregning af værdien skal være
betryggende og rimelig over for den enkelte forsikringsta-
ger.
Som beskrevet ovenfor i relation til stk. 1 indeholder de
danske pensionsordninger hverken rettighedsbetingede op-
tjeningsperioder eller optjeningsalder, hvorfor stk. 2 umid-
delbart ikke vil have nogen praktisk betydning i relation til
eksisterende danske pensionsordninger. I tilfælde af at der i
fremtiden indføres sådanne begrænsninger i pensionsordnin-
ger, sikrer stk. 2 dog, at en fratrædende lønmodtager har ret
til at få tilbagebetalt bidragene.
Stk. 2 omfatter samme personkreds af lønmodtagere som
stk. 1, dvs. såkaldte fratrædende lønmodtagere.
Det foreslås i stk. 3, at bestemmelsens stk. 1 og 2 alene fin-
der anvendelse på pensionsordninger for lønmodtagere, som
ikke i medfør af kollektiv overenskomst eller aftale er sikret
de rettigheder, der som minimum svarer til bestemmelserne i
portabilitetsdirektivet.
Stk. 3 afgrænser bestemmelsens anvendelsesområde således,
at § 78, stk. 1 og 2, kun finder anvendelse i relation til
pensionsordninger til lønmodtagere, som ikke i medfør af en
kollektiv overenskomst eller aftale er sikret de rettigheder,
der som minimum svarer til bestemmelserne i portabilitets-
direktivet. Dette er i overensstemmelse med dansk tradition
om, at direktiver af arbejdsretlig karakter implementeres via
kollektive overenskomster.
Hvis en kollektiv overenskomst eller aftale ikke indeholder
tilsvarende rettigheder, finder stk. 1 og 2 i § 78 således
anvendelse. Dermed sikres en fuld beskyttelse af samtlige
lønmodtagere i Danmark.
Til § 79
Den gældende § 60 c i lov om finansiel virksomhed fast-
slår, at en fratrædende lønmodtager i visse tilfælde skal have
ret til at have en hvilende pensionsordning.
Den foreslåede § 79 viderefører således den gældende §
60 c i lov om finansiel virksomhed, hvorefter en fratrædende
lønmodtager i visse tilfælde skal have ret til en hvilende
pensionsordning. En hvilende pensionsordning kaldes også
en fripolice.
§ 21, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed sikrer, at forsik-
ringstagere i danske forsikringsselskaber, der har tilladelse
til at udøve livsforsikringsvirksomhed, enten vil have ret
til en hvilende pensionsordning, genkøb af pensionsordnin-
gen eller til at vælge mellem en hvilende pensionsordning
eller genkøb af pensionsordningen, hvis de ophører med
at indbetale de aftalte præmier uden at være berettiget til
pension. Genkøb af en pensionsordning kan enten ske som
frivilligt genkøb eller som tvangsgenkøb, hvis der er tale
om mindre beløb. For lønmodtagere, herunder lønmodtage-
re, som flytter mellem EU/EØS-lande m.v., er retten til en
hvilende pensionsordning ikke særskilt reguleret i lov om
finansiel virksomhed.
Efter § 21, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed er det
muligt for et forsikringsselskaber, der har tilladelse til at
udøve livsforsikringsvirksomhed, at udbetale beløb som
tvangsgenkøb, typisk mindre beløb, eller frivilligt genkøb,
når dette er anmeldt til Finanstilsynet i forbindelse med
det tekniske grundlag, jf. § 20, stk. 1, nr. 2, i lov om finan-
siel virksomhed. Muligheden for henholdsvis tvangsgenkøb
og frivilligt genkøb vil typisk fremgå af betingelserne i
233
pensionsaftalerne. Bestemmelsen pålægger ikke selskaberne
at give forsikringstageren adgang til genkøb og fastsætter
heller ikke en øvre beløbsmæssig grænse eller tærskelvær-
di herfor. Ved udbetaling af tvangsgenkøb sker der udbe-
taling af typisk mindre beløb til forsikringstageren uden
konkret samtykke, og ved frivilligt genkøb beror udbetalin-
gen på en konkret aftale mellem selskabet og forsikringsta-
geren. I praksis henvender mange selskaber sig stadig til
kunden, selvom beløbet er under en af det enkelte selskab
anmeldt tvangsgenkøbsgrænse, for at oplyse om alternativer
til tvangsudbetaling, f.eks. overførselsmuligheder til andre
pensionsordninger. Hvis selskabet ikke modtager svar fra
kunden, vil selskabet ofte herefter vælge at udbetale beløb
under tvangsgenkøbsgrænsen.
Den foreslåede bestemmelse omhandler fratrædende løn-
modtageres ret til en hvilende pensionsordning, hvilket også
kaldes en fripolice, og skal medvirke til at sikre, at fratræ-
dende lønmodtagere kan lade deres pensionsrettigheder bli-
ve stående i den pensionsordning, hvor de er optjent, når
lønmodtageren flytter til et andet EU/EØS-land. Kun hvis
beløbet ikke overstiger en nærmere fastsat tærskelværdi på
20.000 kr. (2010-niveau), og lønmodtageren giver samtykke
til udbetalingen, kan selskabet udbetale den optjente pen-
sion. Formålet med at fastsætte en tærskelværdi er at undgå,
at hvilende pensionsordninger med lav værdi med tiden bli-
ver reduceret væsentligt i takt med den løbende betaling af
administrationsomkostninger.
Bestemmelsen finder anvendelse på den pensionsordning
knyttet til et ansættelsesforhold, som en lønmodtager i Dan-
mark efterlader her i landet, når lønmodtageren flytter fra
Danmark til et andet EU/EØS-land på et tidspunkt, hvor
vedkommende ikke er berettiget til pension. Denne rettig-
hed gælder, uanset om lønmodtageren tager ansættelse i et
andet EU/EØS-land eller ej. Bestemmelsen finder dermed
anvendelse for den pensionsordning, som lønmodtageren ef-
terlader i Danmark, når den pågældende flytter til et andet
EU/EØS-land.
Det foreslås i stk. 1, at et forsikringsselskab skal tillade en
lønmodtager, som fratræder et ansættelsesforhold, at lade
sine optjente pensionsrettigheder blive stående i pensions-
ordningen med alderspension, der er knyttet til ansættelses-
forholdet, jf. dog stk. 2 når nærmere fastsatte betingelser er
opfyldt.
En lønmodtager, der opfylder disse nærmere fastsatte betin-
gelser, betegnes som en fratrædende lønmodtager i overens-
stemmelse med portabilitetsdirektivets artikel 3, litra g, med
den afvigelse, at det i bestemmelsen er angivet, at lønmodta-
geren skal flytte fra Danmark og til et andet EU/EØS-land.
Formålet med bestemmelsen er, at lønmodtagere, som flytter
til et andet EU/EØS-land m.v., har ret til at lade den optjente
pension i Danmark blive stående i den pensionsordning,
hvor den er optjent, og dermed få en hvilende ordning.
Bestemmelsen finder alene anvendelse på pensionsordnin-
ger med alderspension, der er knyttet til et ansættelsesfor-
hold. Begrebet alderspension dækker over de pensionsfor-
sikringstyper, der udbetales, efter at forsikringstageren har
opnået en bestemt alder (pensionsalderen).
Bestemmelsen finder anvendelse på pensionsordninger, som
er tilknyttet ansættelsesforhold, dvs. arbejdsmarkedspensi-
onsordninger i søjle 2. Private pensionsordninger i søjle 3 er
således ikke omfattet.
Bestemmelsen gælder dermed kun for de pensioner og even-
tuelt den del af de pensioner, hvor der er sket indbetalinger
fra en arbejdsgiver i forbindelse med et ansættelsesforhold.
Bestemmelsen finder anvendelse for den pensionsordning,
som lønmodtageren efterlader i Danmark, når den pågæl-
dende flytter til et andet EU/EØS-land. Bestemmelsen ve-
drører dermed den pensionsordning, som er tilknyttet det
fratrædende ansættelsesforhold. Det betyder f.eks., at hvis
en lønmodtager flytter til et andet EU/EØS-land, men på
tidspunktet for flytning ikke er et aktivt medlem af en
pensionsordning, men tidligere har været det, f.eks. fordi
vedkommende har skiftet fra et job med en alderspensions-
ordning til et job uden alderspensionsordning, vil lønmod-
tageren ikke være omfattet af bestemmelsen. Således vil
en lønmodtagers alderspensionsordning fra et tidligere an-
sættelsesforhold heller ikke være omfattet af retten til at
lade den blive stående i den pensionsordning, hvor den er
optjent.
Bestemmelsen gælder heller ikke for den del af en pensions-
ordning, der stammer fra eventuelle frivillige og suppleren-
de bidrag indbetalt til en arbejdsmarkedspensionsordning,
der ligger ud over det i overenskomsterne aftalte.
I praksis vil denne sondring dog ikke have den store be-
tydning, idet det i praksis er udgangspunktet, at hvis en
lønmodtager stopper med indbetalingerne til en pensions-
ordning, så har lønmodtageren ret til at få en hvilende
ordning (også kaldet fripolice), uanset om betalingerne er
kommet via en obligatorisk eller frivillig pensionsordning
hos arbejdsgiveren.
Bestemmelsen finder ikke anvendelse på de ordninger, som
er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de
sociale sikringsordninger, jf. artikel 2, stk. 1, i portabilitets-
direktivet. Ordninger for tjenestemænd og andre ansatte, der
optjener ret til tjenestemandspension, er således ikke omfat-
tet.
234
Med hvilende ordning forstås en pensionsordning, som der
ikke længere indbetales til, og sådanne ordninger betegnes
også som en fripolice.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at det er en betingelse, at lønmod-
tageren flytter til et land indenfor den Europæiske Union
eller et andet land, som Unionen har indgået aftale med.
Det er derfor en betingelse, at lønmodtageren flytter fra
Danmark til et andet land i den Europæiske Unionen eller et
land, som Unionen har indgået aftale med.
I medfør af EU᾽s samarbejdsaftaler med EØS-landene bety-
der det, at også flytning fra Danmark til et andet EØS-land
er omfattet. Bestemmelsens ordlyd tager højde for, at andre
lande, som Unionen senere hen kan indgå aftale med, også
vil blive omfattet. Betingelsen omhandler lønmodtagerens
flytning og dermed flytning af bopæl. Det er således ikke
nok, at en lønmodtager skifter til en arbejdsplads i et andet
EU/EØS-land. Det vurderes, at det i langt de fleste tilfælde
vil være muligt at konstatere, om en lønmodtager flytter fra
Danmark til et andet EU/EØS-land eller ej. I tvivlstilfælde
vil det bero på en konkret vurdering, hvor der kan lægges
vægt på, hvorvidt det er lønmodtagerens primære bopæl,
som er flyttet til et andet EU/EØS-land, men hvor lønmodta-
geren f.eks. stadig har fast ejendom til rådighed i Danmark,
som anvendes sekundært til f.eks. ferieophold eller lignende.
Bestemmelsen finder ikke anvendelse på lønmodtagere, som
skifter arbejde og flytter pensionsordning indenfor Dan-
marks grænser.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at det er en betingelse, at det
ansættelsesforhold, som lønmodtageren fratræder, ophører
af andre årsager, end at vedkommende bliver berettiget til
pension.
Det betyder, at hvis lønmodtageren har nået en alder, hvor
den pågældende kan opnå pension, så har lønmodtageren
ikke ret til en hvilende ordning efter § 79, uanset om de
andre betingelser er opfyldt.
Det kan dog altid aftales mellem selskabet og lønmodtage-
ren, at den fratrædende lønmodtager i stedet får overført
værdien af sine optjente pensionsrettigheder til en anden
pensionsordning med alderspension, som er tilknyttet et an-
sættelsesforhold.
Hvis ordningen giver mulighed for frivilligt genkøb, kan
dette også aftales mellem parterne uanset tærskelværdien i
stk. 2.
Det vil være naturligt, at selskabet i forbindelse med, at
de kontakter en kunde, når bidragene ophører, gør kunden
opmærksom på, at hvis kunden i nær tilknytning til sit ar-
bejdsophør er flyttet eller flytter til et andet EU/EØS-land,
skal kunden henvende sig til selskabet, da der gælder særli-
ge regler i denne situation. Dermed kan kunden blive oplyst
om retten til at bevare sine optjente pensionsrettigheder i
den ordning, som de er optjent i, jf. stk. 1, eller selskabet
kan spørge, om kunden ønsker værdien udbetalt, hvorefter
kunden skal afgive et samtykke, der skal være informeret, jf.
stk. 2.
Reglen forhindrer ikke, at et forsikringsselskab, der har tilla-
delse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, som led i en
overdragelse eller fusion overfører ordningen til et andet
forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve livsforsik-
ringsvirksomhed.
Det foreslås i stk. 2, at et forsikringsselskab, der har tilladel-
se til at udøve livsforsikringsvirksomhed, dog kan vælge at
udbetale det beløb, som svarer til værdien af de optjente
pensionsrettigheder, til lønmodtageren, hvis betingelserne i
nr. 1 og 2 er opfyldt.
Dette er uanset om lønmodtageren, jf. stk. 1, kan vælge at
få udbetalt det beløb, som svarer til værdien af de optjente
pensionsrettigheder til lønmodtageren, hvis betingelserne i
nr. 1 og 2 er opfyldt.
Forslaget vil indebære en ændring af praksis, idet selskabet
skal have lønmodtagerens informerede samtykke til udbe-
talingen, og idet der fastsættes en lovfæstet tærskelværdi
for, hvor stort beløbet maksimalt må være. Muligheden
for tvangsudbetaling forbliver dog stadig den samme, for
så vidt angår alle andre lønmodtagere end de fratrædende
lønmodtagere, som er omfattet af § 79, stk. 1, og pensi-
onsordningerne kan dermed fortsat indeholde bestemmelser
om tvangsgenkøb uden forsikringstagerens samtykke for
lønmodtagere, der ikke flytter mellem EU/EØS-lande m.v.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at fastsætte tærskelværdien for
småbeløb, som kan udbetales, til et grundbeløb på 20.000 kr.
i 2010-niveau.
Der er således tale om et mindre pensionsopsparingsbeløb,
som risikerer helt at forsvinde på grund af administrative
omkostninger til ordningen, hvis beløbet blev stående som
en hvilende ordning.
Værdien af en pensionsordning beregnes ud fra ordningens
depot efter regler, der er fastsat i selskabets tekniske grund-
lag. Værdien tillægges forsikredes eventuelle andel af sel-
skabets særlige bonushensættelser og fratrækkes normalt et
gebyr. Tilbagebetalingsbeløbet beregnes som ved et genkøb.
235
Det foreslås endvidere, at grundbeløbet reguleres årligt i takt
med indkomstudviklingen svarende til reguleringen af en
række beløbsgrænser i skatte- og afgiftslovgivningen, som
hvert år reguleres efter personskattelovens § 20.
Reguleringen sker ved, at beløbsgrænserne, der i lovgivnin-
gen er fastsat som grundbeløb angivet i 2010-niveau, opre-
guleres svarende til et beregnet reguleringstal for det aktuel-
le år i forhold til niveau 100,0 for 2010.
Reguleringstallet beregnes hvert år som det foregående års
reguleringstal tillagt 2 pct. plus en tilpasningsprocent. Til-
pasningsprocenten fastlægges med baggrund i reglerne i
satsreguleringsloven og sikrer, at reguleringen sker med en
procentsats svarende til årslønsudviklingen for arbejderes
og funktionærers bruttolønninger (ekskl. bidrag til arbejds-
markedspensioner og ATP) to år forud for det pågældende
finansår.
For 2019 har Finansministeriet opgjort tilpasningsprocen-
ten til 0,2 pct., jf. bekendtgørelse nr. 1058 af 15. august
2018 om satsreguleringsprocenten, tilpasningsprocenten og
satstilpasningsprocenten, samt puljebeløbet for finansåret
2019. Dette medfører en stigning i reguleringstallet fra 2018
til 2019 på 2,2 pct., hvorved reguleringstallet efter § 20 i
personskatteloven, for 2018 udgør 109,4, og for 2019 udgør
111,8. Efter regulering af grundbeløbet med 11,8 pct. oprun-
des beløbsgrænsen til nærmeste hele hundrede kroner.
Med et reguleringstal efter § 20 i personskatteloven for 2019
på 118,3 svarer grundbeløbet på 20.000 kr. i 2010-niveau
således til et beløb i 2022 på 23.660 kr.
Beløbsgrænsen vil fremgå af den oversigt, som Skattemi-
nisteriet hvert år offentliggør over samtlige beløbsgrænser
i skatte- og afgiftslovgivningen, der reguleres efter person-
skattelovens § 20.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at et forsikringsselskab, der har
tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, kan vælge
at udbetale det beløb, som svarer til værdien af de optjente
pensionsrettigheder, til lønmodtageren, hvis lønmodtageren
afgiver et informeret samtykke til udbetalingen.
Kravet om, at lønmodtageren skal afgive et informeret
samtykke kommer fra portabilitetsdirektivets artikel 5, stk.
3. Direktivet beskriver dog ikke nærmere, hvad der ligger
i begrebet informeret samtykke. Der må som udgangspunkt
forstås et samtykke givet på baggrund af fyldestgørende
information fra selskabet. Der kan heraf også udledes, at
informationen om samtykket skal fremgå i en sproglig lettil-
gængelig og forståelig form, som gør lønmodtageren i stand
til at forstå, hvilke muligheder lønmodtageren har, og hvad
konsekvensen er ved at give samtykke til at få beløbet udbe-
talt frem for at lade det blive stående i pensionsordningen
som en fripolice, jf. stk. 1.
Eksempelvis kan der være knyttet garantier til ordningen,
som vil bortfalde i forbindelse med udbetalingen, eller der
kan være knyttet visse medlemsfordele til at have en ord-
ning i et bestemt selskab, f.eks. leje af feriehuse eller lig-
nende. I sådanne tilfælde skal selskaberne i medfør af §
8 i god skik-bekendtgørelsen oplyse lønmodtageren om, at
evt. garantier eller rettigheder bortfalder, hvis lønmodtage-
ren vælger af få den optjente pension udbetalt frem for at
lade den blive stående.
Det påhviler selskabet at indhente det informerede samtykke
fra lønmodtageren. Da det i dag er muligt for selskaberne
at tvangsudbetale mindre beløb, betyder de nye foreslåede
regler om informeret samtykke, at det i de tilfælde, hvor
lønmodtageren flytter til et andet EU/EØS-land, ikke længe-
re er muligt at tvangsudbetale beløbet uden at tage kontakt
til lønmodtageren. Det er således en mindre gruppe af kun-
der, som selskaberne ikke længere vil kunne tvangsudbetale
til. Som nævnt ovenfor henvender mange selskaber sig i
praksis stadig til kunden, selvom beløbet er under tvangs-
genkøbsgrænsen, for at oplyse om alternativer til tvangsud-
betaling, f.eks. overførselsmuligheder til andre pensionsord-
ninger.
Medmindre lønmodtageren har informeret selskabet om, at
den pågældende er flyttet til et andet EU/EØS-land m.v., må
selskabet kunne antage, at en lønmodtager, som har adresse i
Danmark, og som ikke reagerer på anmodning fra selskabet
om at oplyse, om den pågældende lønmodtager er flyttet til
et andet EU/EØS-land m.v., ikke er en fratrædende lønmod-
tager, som flytter fra Danmark til et andet EU/EØS-land,
hvorfor der kan ske tvangsudbetaling efter forsikringsafta-
lens regler herom.
Både den gældende mulighed for at kunne tvangsudbetale
og forslaget til den nye regel om muligheden for udbetaling
af mindre beløb med et informeret samtykke er båret af
hensynet til at undgå uforholdsmæssigt store omkostninger
til administration af ordninger med lav værdi, og dermed et
hensyn også til lønmodtageren, som kan risikere at miste
hele beløbet i den optjente ordning som følge af administra-
tionsomkostninger.
Bestemmelsen giver ikke lønmodtageren en ret til at få ud-
betalt et beløb, uanset om det er over eller under grundbelø-
bet.
Det foreslås i stk. 3, at bestemmelsens stk. 1 og 2 alene fin-
der anvendelse på pensionsordninger for lønmodtagere, som
ikke i medfør af kollektiv overenskomst eller aftale er sikret
de rettigheder, der som minimum svarer til bestemmelserne i
portabilitetsdirektivet.
236
Stk. 3 afgrænser bestemmelsens anvendelsesområde således,
at den foreslåede § 79, stk. 1 og 2, kun finder anvendelse
i relation til pensionsordninger for lønmodtagere, som ikke
i medfør af en kollektiv overenskomst eller aftale er sikret
de rettigheder, der som minimum svarer til bestemmelserne
i portabilitetsdirektivet. Dette er i overensstemmelse med
dansk tradition om, at direktiver af arbejdsretlig karakter
implementeres via kollektive overenskomster.
Hvis en kollektiv overenskomst eller aftale ikke indeholder
tilsvarende rettigheder, finder stk. 1 og 2 i § 79 således
anvendelse. Dermed sikres en fuld beskyttelse af samtlige
lønmodtagere i Danmark.
Bestemmelsen gennemfører artikel 5, stk. 1, 3 og 4, i por-
tabilitetsdirektivet. Det fremgår af portabilitetsdirektivets ar-
tikel 8, stk. 1, at medlemsstaterne kan overlade det til ar-
bejdsmarkedets parter at gennemføre portabilitetsdirektivets
bestemmelser ved aftale. Det fremgår endvidere af porta-
bilitetsdirektivets artikel 5, stk. 4, at medlemsstaterne har
mulighed for at tillade arbejdsmarkedets parter at fastsætte
andre bestemmelser via kollektive overenskomster, forudsat
at disse bestemmelser ikke giver ringere beskyttelse end
portabilitetsdirektivet og ikke skaber hindringer for arbejds-
kraftens frie bevægelighed.
Til § 80
Den gældende § 60 d i lov om finansiel virksomhed fast-
sætter, hvilke oplysninger et forsikringsselskab, der har til-
ladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, efter anmod-
ning fra en lønmodtager skal give.
Den foreslåede § 80 viderefører den gældende § 60 d i
lov om finansiel virksomhed og fastlægger således, hvilke
oplysninger et forsikringsselskab, der har tilladelse til at
udøve livsforsikringsvirksomhed, skal give efter anmodning
fra en lønmodtager.
Et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve livsfor-
sikringsvirksomhed, skal årligt oplyse forsikringstageren om
tilbagekøbsværdien af en livsforsikringsaftale, hvis forsik-
ringen giver adgang hertil, samt fripoliceværdien, jf. § 5,
stk. 1, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 1132 af 17. november 2006
om information om livsforsikringsaftaler (informationsbe-
kendtgørelsen om livsforsikringsaftaler). Den gældende in-
formationsbekendtgørelse om livsforsikringsaftaler indehol-
der dog ikke tilsvarende oplysningskrav om, hvordan ophør
af et ansættelsesforhold vil påvirke pensionsrettighederne
eller betingelserne for fremtidig behandling af hvilende pen-
sionsrettigheder.
Det følger af § 4 i bekendtgørelse nr. 1779 af 6. septem-
ber 2021 om god skik for forsikringsdistributører (god skik-
bekendtgørelsen), at en forsikringsdistributør, herunder et
forsikringsselskab, skal handle redeligt og loyalt over for
sine kunder. I denne generelle god skik-norm ligger blandt
andet, at selskabet skal yde rådgivning, hvis kunden anmo-
der herom. Derudover skal virksomheden af egen drift yde
rådgivning, hvor omstændighederne tilsiger, at der er behov
herfor. Rådgivningen skal tilgodese kundens interesser og
give kunden et godt grundlag for at træffe sin beslutning,
og rådgivningen skal derfor være relevant, retvisende og
fyldestgørende, herunder orientere om de risici, der er rele-
vante for kunden. Ved rådgivning forstås en personlig anbe-
faling til en kunde, enten efter anmodning fra kunden eller
på forsikringsdistributørens foranledning vedrørende en el-
ler flere forsikringsaftaler.
I praksis vil et forsikringsselskab, der har tilladelse til at
udøve livsforsikringsvirksomhed, dermed efter de gældende
regler i god skik-bekendtgørelsen således være forpligtet
til at yde rådgivning, hvis forsikringstageren anmoder her-
om. Det fremgår ikke af god skik-bekendtgørelsen, hvilke
oplysninger forsikringstageren som minimum har krav på at
modtage.
Den foreslåede bestemmelse indeholder minimumskrav om
oplysninger til forsikringstageren. Selskaberne vil dog sta-
dig være forpligtede til, efter en konkret afvejning af forsik-
ringstagerens behov og interesser at give yderligere oplys-
ninger i henhold til § 4 i god skik-bekendtgørelsen.
Bestemmelsen sikrer, at aktive medlemmer og hvilende
medlemmer efter anmodning bliver oplyst om deres pensi-
onsrettigheder. Oplysningerne er relevante i eksempelvis til-
fælde, hvor medlemmet gør eller påtænker at gøre brug af
sin ret til fri bevægelighed. Er der knyttet efterladte ydelser
til en ordning, skal de efterladte pensionsmodtagere også
have samme ret til oplysninger som hvilende medlemmer.
Det foreslås i stk. 1, at et forsikringsselskab, der har tilladel-
se til at udøve livsforsikringsvirksomhed, efter anmodning
fra en lønmodtager, hvis ansættelsesforhold berettiger eller
kan berettige denne til alderspension i overensstemmelse
med betingelserne i pensionsordningen, skal oplyse om de
forhold, der er oplistet i bestemmelsens følgende numre.
En lønmodtager, hvis nuværende ansættelsesforhold beretti-
ger eller kan berettige denne til pension i overensstemmelse
med betingelserne i pensionsordningen, er et aktivt medlem
i overensstemmelse med portabilitetsdirektivets artikel 3,
litra c.
Ligesom §§ 78 og 79 gælder bestemmelsen kun pensions-
ordninger med alderspension, som er tilknyttet ansættel-
sesforhold, dvs. arbejdsmarkedspensionsordninger i søjle
2. Private pensionsordninger i søjle 3 er således ikke omfat-
tet.
Bestemmelsen gælder dermed kun for de pensioner og even-
237
tuelt den del af de pensioner, hvor der er sket indbetalin-
ger fra en arbejdsgiver i forbindelse med et ansættelsesfor-
hold. Det betyder bl.a., at hvis en lønmodtager, der er omfat-
tet af en pensionsordning, hvortil arbejdsgiveren indbetaler
pensionsbidrag, skifter arbejdsplads til en virksomhed uden
pensionsordning, vil lønmodtageren alene have rettigheder
i forhold til den del af pensionsordningen, som stammer
fra indbetalinger foretaget i forbindelse med den første an-
sættelse. Dette gælder, uanset om lønmodtageren f.eks. har
valgt at fortsætte indbetalingerne til pensionsordningen en-
ten via sin nye arbejdsgiver eller som en individuel, frivil-
lig pensionsopsparing. Bestemmelsen gælder heller ikke for
den del af en pensionsordning, der stammer fra eventuelle
frivillige og supplerende bidrag indbetalt til en arbejdsmar-
kedspensionsordning, der ligger ud over det i overenskom-
sterne aftalte.
Begrebet alderspension dækker over de pensionsforsikrings-
typer, der udbetales, efter at forsikringstageren har opnået en
bestemt alder (pensionsalderen).
Bestemmelsen finder ikke anvendelse på de ordninger, som
er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de
sociale sikringsordninger, jf. artikel 2, stk. 1, i portabilitets-
direktivet. Ordninger for tjenestemænd og andre ansatte, der
optjener ret til tjenestemandspension, er således ikke omfat-
tet.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at et forsikringsselskab, der
har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, efter
anmodning fra et aktivt medlem skal oplyse om betingelser-
ne for optjening af pensionsrettigheder og konsekvenserne
af anvendelsen heraf ved ansættelsesforholdets ophør.
Det er dermed rettighederne, som fremgår af artikel 5 i por-
tabilitetsdirektivet og forslagets § 78, som lønmodtageren
er berettiget til at blive oplyst om. Der henvises til den
foreslåede bestemmelse i § 78 og bemærkningerne hertil.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at et forsikringsselskab, der har
tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, på anmod-
ning skal oplyse værdien af lønmodtagerens optjente pensi-
onsrettigheder eller en vurdering heraf, der er foretaget højst
12 måneder forud for anmodningen.
Værdien af en pensionsordning beregnes ud fra ordningens
depot efter regler, der er fastsat i selskabets tekniske grund-
lag.
Selskabet vil for så vidt det angår dette krav kunne henvise
kunden til den information, som selskabet allerede har afgi-
vet i henhold til § 5, stk. 1, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 1132
af 17. november 2006 om information om livsforsikringsaf-
taler for så vidt angår information om tilbagekøbsværdien,
hvis forsikringen giver adgang hertil, samt fripoliceværdien
eller værdien af den pågældende forsikring samt generelle
angivelser vedrørende beregningen af fripoliceværdi og til-
bagekøbsværdi.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at selskabet på anmodning skal
oplyse om betingelserne for selskabets fremtidige behand-
ling af hvilende pensionsrettigheder. Dette kan f.eks. være
information om, at ordningen i fremtiden kan blive så lille,
at den vil blive udbetalt, forudsat at medlemmet samtykker.
Det er ikke et krav, at medlemmet skal være en lønmodtager,
som flytter mellem EU/EØS-lande m.v., for at have ret til at
anmode om informationerne efter stk. 1.
Det foreslås i stk. 2, at de oplysninger, der gives, jf. stk.
1, også skal omfatte en skriftlig erklæring om, at lønmod-
tageren bør overveje at søge rådgivning om investering af
dette beløb i pensionsøjemed, hvis pensionsordningen giver
mulighed for tidlig adgang til optjente pensionsrettigheder
gennem udbetaling af et engangsbeløb.
Kravet om skriftlighed skal forstås i overensstemmelse med
almindelig praksis på området, hvor skriftlighedskravet er
opfyldt ved anvendelse af papirformat eller andet varigt me-
dium. Det er således muligt at opfylde skriftlighedskravet
med bl.a. elektroniske og digitale løsninger.
Det foreslås i stk. 3, at et forsikringsselskab, der har tilladel-
se til at udøve livsforsikringsvirksomhed, efter anmodning
skal oplyse følgende til et medlem, der har optjente pensi-
onsrettigheder stående i en hvilende pensionsordning knyttet
til et tidligere ansættelsesforhold, som vedkommende ikke
længere indbetaler til, og som vedkommende endnu ikke
modtager pension fra, og som berettiger den pågældende til
alderspension.
Det foreslås i stk. 3, nr. 1, at et forsikringsselskab, der har
tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, skal give
oplysninger om værdien af medlemmets pensionsrettigheder
eller en vurdering heraf, når denne er foretaget højst 12
måneder forud for anmodningen.
Det foreslås i stk. 3, nr. 2, at et forsikringsselskab, der har
tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, skal give
oplysninger om betingelserne for selskabets behandling af
hvilende pensionsrettigheder.
Et medlem omfattet af den foreslåede bestemmelse betegnes
som et hvilende medlem i artikel 3, litra h, i portabilitetsdi-
rektivet.
238
Ligesom §§ 78 og 79 gælder bestemmelsen kun for de
pensionsordninger, som var tilknyttet ansættelsesforholdet,
dvs. arbejdsmarkedspensionsordninger i søjle 2. Private pen-
sionsordninger i søjle 3 er således ikke omfattet.
Bestemmelsen gælder dermed kun for de pensioner og even-
tuelt den del af de pensioner, hvor der er sket indbetalin-
ger fra en arbejdsgiver i forbindelse med et ansættelsesfor-
hold. Det betyder bl.a., at hvis en lønmodtager, der er omfat-
tet af en pensionsordning, hvortil arbejdsgiveren indbetaler
pensionsbidrag, skifter arbejdsplads til en virksomhed uden
pensionsordning, vil lønmodtageren alene have rettigheder
i forhold til den del af pensionsordningen, som stammer
fra indbetalinger foretaget i forbindelse med den første an-
sættelse. Dette gælder, uanset om lønmodtageren f.eks. har
valgt at fortsætte indbetalingerne til pensionsordningen en-
ten via sin nye arbejdsgiver eller som en individuel, frivil-
lig pensionsopsparing. Bestemmelsen gælder heller ikke for
den del af en pensionsordning, der stammer fra eventuelle
frivillige og supplerende bidrag indbetalt til en arbejdsmar-
kedspensionsordning, der ligger ud over det i overenskom-
sterne aftalte.
Begrebet alderspension dækker over de pensionsforsikrings-
typer, der udbetales, efter at forsikringstageren har opnået en
bestemt alder (pensionsalderen).
Bestemmelsen finder ikke anvendelse på de ordninger, som
er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de
sociale sikringsordninger, jf. artikel 2, stk. 1, i portabilitets-
direktivet. Ordninger for tjenestemænd og andre ansatte, der
optjener ret til tjenestemandspension, er således ikke omfat-
tet.
I forhold til betingelserne for behandling af de hvilende
pensionsrettigheder kan det f.eks. være relevant at informere
om, at ordningen i fremtiden kan være blevet så lille, at den
vil blive udbetalt.
Det er ikke et krav, at det hvilende medlem skal være eller
have været en lønmodtager, som flytter mellem EU/EØS-
lande m.v.
Det foreslås i stk. 4, at et forsikringsselskab, der har tilladel-
se til at udøve livsforsikringsvirksomhed, efter anmodning
fra et medlems efterladte, der er berettiget til ydelser efter
en pensionsordning med alderspension, der var tilknyttet det
afdøde medlems ansættelsesforhold, skal give de efterladte
oplysninger nævnt i stk. 3, når udbetalingen af de pågælden-
de ydelser endnu ikke er påbegyndt.
Det drejer sig om oplysninger om værdien af medlemmets
pensionsrettigheder eller en vurdering heraf, når denne er
foretaget højst 12 måneder forud for anmodningen, samt
oplysninger om betingelserne for selskabets behandling af
hvilende pensionsrettigheder.
Ligesom §§ 78 og 79 gælder bestemmelsen kun pensions-
ordninger, som var tilknyttet den afdøde lønmodtagers an-
sættelsesforhold, dvs. arbejdsmarkedspensionsordninger i
søjle 2. Private pensionsordninger i søjle 3 er således ikke
omfattet.
Bestemmelsen gælder dermed kun for de pensioner og even-
tuelt den del af de pensioner, hvor der er sket indbetalin-
ger fra en arbejdsgiver i forbindelse med et ansættelsesfor-
hold. Det betyder bl.a., at hvis en lønmodtager, der er omfat-
tet af en pensionsordning, hvortil arbejdsgiveren indbetaler
pensionsbidrag, skifter arbejdsplads til en virksomhed uden
pensionsordning, vil lønmodtageren alene have rettigheder
i forhold til den del af pensionsordningen, som stammer
fra indbetalinger foretaget i forbindelse med den første an-
sættelse. Dette gælder, uanset om lønmodtageren f.eks. har
valgt at fortsætte indbetalingerne til pensionsordningen en-
ten via sin nye arbejdsgiver eller som en individuel, frivil-
lig pensionsopsparing. Bestemmelsen gælder heller ikke for
den del af en pensionsordning, der stammer fra eventuelle
frivillige og supplerende bidrag indbetalt til en arbejdsmar-
kedspensionsordning, der ligger ud over det i overenskomst
aftalte.
Begrebet alderspension dækker over de pensionsforsikrings-
typer, der udbetales, efter at forsikringstageren har opnået en
bestemt alder (pensionsalderen).
Bestemmelsen finder ikke anvendelse på de ordninger, som
er omfattet af forordning Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordi-
nering af de sociale sikringsordninger, jf. portabilitetsdirek-
tivets artikel 2, stk. 1. Ordninger for tjenestemænd og andre
ansatte, der optjener ret til tjenestemandspension, er således
ikke omfattet.
Bestemmelsen finder anvendelse i de situationer, hvor den
oprindelige forsikringstager afgår ved døden, før pensionsal-
deren indtræder, og efterlader sig begunstigede (efterladte
pensionsmodtagere). Oftest vil der være tale om begunstige-
de i form af ægtefælle eller samlever og/eller børn.
Det er en betingelse, at udbetalingen af ydelsen til den eller
de efterladte er udskudt. Bestemmelsen vedrører dermed
såkaldt opsatte efterladte ydelser, herunder børnepension,
enkepension og samleverpension. At ydelsen er opsat bety-
der, at den udskydes, således at den udbetales på et senere
tidspunkt, f.eks. når den afdøde ægtefælle ville have opnået
pensionsalderen.
239
I praksis får efterladte pensionsmodtagere i Danmark i dag
udbetalt efterladte ydelser umiddelbart efter dødsfaldet er
indtruffet, dvs. at pensionsordningerne straks påbegynder
udbetaling. Ydelserne til de efterladte bliver typisk ikke
udskudt og vil derfor også kun sjældent være opsatte eller
hvilende. Selskaberne vil således i praksis kun yderst sjæl-
dent blive forpligtede til at yde information i henhold til det
foreslåede stk. 4, som netop henviser til informationerne i
forhold til hvilende medlemmer og hvilende ordninger, jf.
det foreslåede stk. 3.
Det foreslås i stk. 5, at oplysningerne i stk. 1-4 skal være
klare, skriftlige og gives indenfor en rimelig frist. Selskabet
er ikke forpligtet til at udlevere oplysningerne mere end én
gang om året.
Bestemmelsen skal sikre, at medlemmerne har mulighed for
at sætte sig ind i de oplysninger, som de modtager. Pensions-
forhold opfattes af mange kunder som svært tilgængeligt
stof, og det er derfor vigtigt, at sprogbrugen i forbindelse
med afgivelse af informationer er klart, så det sætter modta-
geren i stand til at forstå det pågældende budskab.
Kravet om skriftlighed skal forstås i overensstemmelse med
almindelig praksis på området, hvor skriftlighedskravet er
opfyldt ved anvendelse af papirformat eller andet varigt me-
dium. Det er således muligt at opfylde skriftlighedskravet
med bl.a. elektroniske og digitale løsninger.
At selskabet ikke er forpligtet til at udlevere oplysninger-
ne mere end én gang om året er af hensyn til de admini-
strative byrder, som selskaberne vil kunne opleve, hvis et
medlem bliver ved med at anmode om opdaterede informati-
oner. Dermed udnyttes den valgmulighed, som portabilitets-
direktivet foreskriver i artikel 6, stk. 4, om, at medlemssta-
terne kan fastsætte, at sådanne oplysninger kun skal gives én
gang om året.
Den foreslåede § 79 gennemfører artikel 6 i portabilitets-
direktivet om oplysninger vedrørende pensionsrettigheder til
aktive medlemmer, hvilende medlemmer og efterladte.
Til § 81
Den gældende § 60 e i lov om finansiel virksomhed fast-
slår, hvilke pensionsordninger og produkter §§ 60 b-60 d
ikke finder anvendelse på.
Den foreslåede § 81 viderefører den gældende § 60 e og
afgrænser således negativt, hvilke nærmere pensionsordnin-
ger og produkter §§ 78-80 ikke finder anvendelse på.
Det foreslås i stk. 1, at §§ 78-80 ikke finder anvendelse på
visse nærmere beskrevne pensionsordninger.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at §§ 78-80 ikke finder anvendel-
se på pensionsordninger, som fra den 21. maj 2018 ikke
længere optager medlemmer. Ordninger, som er lukket for
medlemsadgang, vil dermed ikke være omfattet af de nye
regler om retten til at optjene, bevare eller få oplysninger
om pensionsordninger.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at §§ 78-80 ikke finder anvendelse
på pensionsordninger, der er taget under administration i
henhold til §§ 227-235, så længe administrationen varer.
Ordninger, der er taget under administration af en admini-
strator, som er udpeget af Finanstilsynet, vil dermed heller
ikke være omfattet af de nye regler om retten til at optjene,
bevare eller få oplysninger om pensionsordninger. Et forsik-
ringsselskab, der har tilladelse til at udøve livsforsikrings-
virksomhed, kan tages under administration, når selskabet
ikke længere kan fortsætte sin virksomhed. Det er Finanstil-
synet, der træffer afgørelse herom, og der etableres et admi-
nistrationsbo, som er en selvstændig juridisk person, der er
forskellig fra selskabet.
Når der enten er sket overdragelse af forsikringsbestanden
til et eller flere forsikringsselskaber, jf. § 232, eller sket stif-
telse af et gensidigt selskab, jf. § 233, vil ordningerne i de
pågældende selskaber igen være omfattet af bestemmelserne
i §§ 78-80.
Yderligere fastsættes det i stk. 1, nr. 3, at bestemmelserne
ikke finder anvendelse på en engangsydelse fra en arbejdsgi-
ver til en lønmodtager ved den pågældende lønmodtagers
ansættelsesforholds ophør, når ydelsen ikke er knyttet til al-
derspension. En engangsydelse, der ikke er knyttet til bidrag
med henblik på alderspension, som udbetales direkte eller
indirekte ved ansættelsesforholdets ophør, og som udeluk-
kende finansieres af arbejdsgiveren, er således ikke omfattet
af §§ 78-80.
Det foreslås i stk. 2, at §§ 78 og 79 alene finder anvendel-
se for pensionsopsparingen og ikke eventuelle forsikringer,
som er knyttet til pensionsordningen, eller ydelser, som til-
falder andre end lønmodtageren selv.
Er der eksempelvis knyttet invalide- eller efterladte ydelser,
herunder børnepension, enkepension eller samleverpension,
til pensionsordningen, finder bestemmelserne således ikke
anvendelse på de pågældende ydelser.
Bestemmelsen implementerer artikel 2, stk. 2 og 3, i por-
tabilitetsdirektivet.
Til § 82
Finansielle virksomheders videregivelse af fortrolige oplys-
ninger er i dag reguleret i kapitel 9 i lov om finansiel virk-
240
somhed samt reglerne i databeskyttelsesforordningen og da-
tabeskyttelsesloven. Reglerne i kapitel 9 i lov om finansiel
virksomhed er i et vist omfang særregler til databeskyttel-
sesloven, jf. databeskyttelseslovens § 1, stk. 3.
Den gældende § 117 i lov om finansiel virksomhed inde-
holder hovedreglen om, at personer knyttet til en finansiel
virksomhed eller dennes holdingvirksomhed, herunder et
forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed,
ikke uberettiget må videregive eller udnytte fortrolige oplys-
ninger, som de under udøvelsen af deres hverv er blevet
bekendt med. Bestemmelsen beskytter fortrolige oplysnin-
ger om virksomheden selv og om virksomhedens kunder,
hvorved forstås både private og juridiske personer. Baggrun-
den for den strenge tavsheds- og hemmeligholdelsespligt
er, at kunder i finansielle virksomheder ofte betror virksom-
hederne adskillige oplysninger af privat og personlig karak-
ter. Oplysninger, som ofte ikke udleveres til andre, herunder
heller ikke til andre typer af virksomheder. Kunder i finan-
sielle virksomheder har derfor en berettiget forventning om,
at deres oplysninger ikke flyder frit eller deles med tredje-
mand.
Den foreslåede bestemmelse er med mindre tilpasninger en
videreførelse af § 117 i lov om finansiel virksomhed.
Det foreslås i stk. 1, at bestyrelsesmedlemmer, medlemmer
af lokale bestyrelser og lignende, medlemmer af repræsen-
tantskabet, revisorer og granskningsmænd samt deres sup-
pleanter, stiftere, vurderingsmænd, likvidatorer, direktører,
ansvarshavende aktuarer, generalagenter og administratorer i
et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed
samt øvrige ansatte ikke uberettiget må videregive eller
udnytte fortrolige oplysninger, som de under udøvelsen af
deres hverv er blevet bekendt med.
Bestemmelsen fastslår, at et forsikringsselskab ikke må vi-
deregive fortrolige oplysninger, som det gennem virksom-
hedsudøvelsen får kendskab til. Det omfatter både oplysnin-
ger om virksomhedens kunder, hvorved forstås både fysiske
og juridiske personer. Videregivelse og beskyttelse af oplys-
ninger om virksomheden selv følger af lov om forretnings-
hemmeligheder, selskabsloven samt hvad der måtte følge
af klausuler i ansættelseskontrakter m.v. Bestemmelsen sæt-
ter således de nærmere rammer for forsikringsselskabers og
forsikringsholdingsvirksomheders muligheder for at udnytte
og videregive fortrolige oplysninger. Ved angivelse af for-
sikringsselskab i nærværende bemærkninger skal endvidere
forstås forsikringsholdingvirksomhed. Endvidere bemærkes
det, at en række forsikringsselskaber er organiseret i forsik-
ringsadministrationsfællesskaber. Bestemmelsen omfatter på
den baggrund også det administrerende selskab i et forsik-
ringsadministrationsfællesskab.
Formålet med bestemmelsen er at beskytte fortrolige oplys-
ninger om forsikringsselskaber eller forsikringsholdingvirk-
somheder samt forsikringsselskabets kunder. Baggrunden
for den strenge tavsheds- og hemmeligholdelsespligt er
navnlig, at kunder ofte betror forsikringsselskaber oplysnin-
ger af privat og personlig karakter. Kunderne har derfor en
berettiget forventning om, at deres oplysninger ikke flyder
frit eller deles med tredjemand.
Bestemmelsen omfatter selskabets øverste ledelse samt an-
satte, herunder direktionen. Endvidere omfatter bestemmel-
sen bl.a. revisorer, granskningsmænd, likvidatorer og sup-
pleanter for disse. Det er som udgangspunkt afgørende, at
den pågældende person har et ansættelsesforhold med for-
sikringsselskabet eller er medlem af bestyrelsen. Personer,
der ikke har en ansættelsesretlig relation til forsikringssel-
skabet, f.eks. konsulenter, vil kun have adgang til fortrolige
oplysninger i det omfang forsikringsselskabet er berettiget
til at videregive oplysninger til disse. De vil i så fald være
bundet af den tavshedspligt, der følger af stk. 2.
Bestemmelsen er ikke til hinder for, at samme person kan
være ansat i flere forsikringsselskaber. Der skal dog fore-
ligge et sædvanligt ansættelsesforhold med en egentlig op-
gavevaretagelse. Det forhold, at en person er ansat i flere
virksomheder betyder ikke en ændring i, hvilke oplysninger
der kan udveksles mellem virksomhederne. En person kan
derfor ikke benytte oplysninger fra den ene virksomhed i
arbejdet for den anden virksomhed, medmindre oplysninger-
ne i overensstemmelse med reglen om videregivelse kan
udveksles mellem virksomhederne.
Begrebet »fortrolige oplysninger« skal forstås bredt og om-
fatter alle oplysninger, som ikke er offentligt tilgængelige,
herunder oplysninger om, hvem der er kunder i et forsik-
ringsselskab m.v. Hvis oplysningerne er offentligt tilgænge-
lige, kan de ikke anses for fortrolige, og er dermed ikke
omfattet af bestemmelsen. Spørgsmålet om, hvorvidt offent-
ligt tilgængelige oplysninger kan videregives, skal afgøres
efter andre regler, herunder reglen i § 67 om redelig forret-
ningsskik og god praksis.
Der foreligger videregivelse af oplysninger, når oplysninger-
ne overlades til andre. Det vil således være videregivelse,
når oplysningerne forlader den juridiske enhed i form af
forsikringsselskabet. Det er ikke en forudsætning for, at der
foreligger videregivelse, at disse læses af modtageren. Det
vil endvidere betragtes som videregivelse, hvis en medarbej-
der i forsikringsselskabet sender dokumenter med fortrolige
oplysninger til sin private e-mail.
Bestemmelsen beskytter også mod uberettiget udnyttelse af
oplysninger. Det indebærer, at der er restriktion med hensyn
til, hvad oplysningerne må anvendes til indenfor virksomhe-
den. Ved »virksomhed« skal forstås den juridiske enhed,
som virksomheden udgør. Det vil bl.a. i koncerner betyde,
241
at en oplysning, som et moderselskab er i besiddelse af,
bliver videregivet, hvis oplysningen overlades til et datter-
selskab. Det betyder også, at oplysningen udnyttes, hvis
moderselskabet anvender en oplysning, som moderselskabet
er i besiddelse af, til et andet formål end det formål, som op-
lysningen er indhentet til. Videregivelse sker således ved at
overlade oplysningen til andre uden for den juridiske enhed,
og udnyttelse sker ved at benytte oplysningen indenfor den
juridiske enhed.
Oplysninger kan kun udnyttes indenfor samme virksomhed,
hvis dette er berettiget.
Det følger af bestemmelsen, at videregivelse eller udnyttelse
kun kan ske, hvis det er berettiget. Ved vurdering af, hvor-
vidt en videregivelse eller udnyttelse er berettiget, skal der
foretages en konkret afvejning af forsikringsselskabets inte-
resse i at kunne udnytte eller videregive oplysninger over
for kundens berettigede forventning om, at oplysningerne
hemmeligholdes. F.eks. kan konkrete kundeoplysninger kun
udnyttes andre steder i virksomheden, hvis der er en ledel-
sesmæssig eller forretningsmæssig grund hertil.
En udnyttelse eller videregivelse vil altid være berettiget,
hvis der foreligger et samtykke fra kunden.
Der stilles ikke formkrav til indhentelsen af et samtykke. Fi-
nanstilsynet har tidligere stillet krav om, at et samtykke er
specifikt og informeret, således at det fremgår, hvilke oplys-
ninger der videregives til hvem og til hvilket formål. Der
foretages således en konkret vurdering af et samtykke ud
fra almindelige aftaleretlige principper. Fortolkningsregler
og principper i aftaleretten vil således også kunne inddrages
i vurderingen, herunder den såkaldte koncipistregel, som
betyder, at en uklar aftale fortolkes imod affatteren. Konci-
pistreglen vil på den måde kunne medvirke til, at eventuelle
uklarheder om samtykkets rækkevidde eller gyldighed i øv-
rigt vil blive fortolket til fordel for kunden.
En kunde i et forsikringsselskab, som ønsker at skifte til
et andet forsikringsselskab, skal give samtykke til, at kun-
dens nuværende selskab kan videregive de fornødne oplys-
ninger om kunden til det nye (modtagende) selskab. I for-
sikringssammenhæng er det i praksis ofte udgangspunktet,
at det modtagende selskab indhenter kundens samtykke til
videregivelse af kundens oplysninger fra det afgivende sel-
skab. Det modtagende selskab indestår dermed over for det
afgivende selskab for, at kunden har givet et gyldigt samtyk-
ke. Det er dog stadig det afgivende forsikringsselskab, der
har bevisbyrden for, at der er indhentet et gyldigt samtykke
til videregivelsen. Denne pligt følger af, at det er virksomhe-
den, der må løfte bevisbyrden for, at videregivelsen ikke har
været uberettiget.
En videregivelse vil endvidere være berettiget, hvis vide-
regivelsen sker på baggrund af en retlig forpligtelse. Et
forsikringsselskab vil således berettiget kunne videregive
oplysninger, hvis det følger af et krav i lovgivningen om at
videregive de pågældende oplysninger. Det kan eksempelvis
være videregivelse af fortrolige oplysninger til Finanstilsy-
net i henhold til denne lov. Det bemærkes i den forbindelse,
at videregivelse efter de finansielle regler omfatter både
videregivelse og overladelse af oplysninger. Endvidere kan
kravet om videregivelse følge af andre særregler, f.eks. skat-
tekontrollovens § 61. Tilsvarende må gælde, hvis pligten
til at give oplysningerne ikke følger direkte af lovgivnin-
gen, men hvor varetagelse af opgaver, pålagt i medfør af
lovgivningen, forudsætter videregivelse af de pågældende
oplysninger.
Videregivelse af fortrolige oplysninger vil endvidere være
berettiget, hvis det sker som led i et frasalg af et forretnings-
område, fusion eller sammenlægning. Det kan eksempelvis
være tilfældet, hvis en forsikringskoncern sælger en række
selskaber i koncernen til et andet selskab. I den forbindelse
vil det være berettiget f.eks. i en overgangsperiode at videre-
give oplysninger ved at dele kundeoplysninger i en fælles
database.
Videregivelse af fortrolige oplysninger kan endvidere ske
til brug for politimæssig efterforskning af en sag. Relevan-
te oplysninger til brug for politimæssig efterforskning kan
ske, hvis hensynet til at opklare strafferetlige forhold vejer
særligt tungt. Det forudsættes i den forbindelse, at der alene
videregives oplysninger af relevans for en sag, som politiet
undersøger eller kan undersøge. Dette betyder bl.a., at poli-
tiet som led i almindelig politimæssig efterforskning kan
få adgang til oplysning om, hvorvidt en bestemt person er
kunde i et forsikringsselskab eller ej.
Det foreslås i stk. 2, at den, som modtager oplysninger efter
stk. 1, er omfattet af tavshedspligten i stk. 1. Bestemmelsen
har betydning i de situationer, hvor modtageren af oplysnin-
gerne ikke i forvejen er pålagt tavshedspligt i medfør af den
finansielle lovgivning. Modtageren vil herefter alene kunne
videregive oplysningerne, hvis videregivelsen er berettiget i
henhold til stk. 1.
Den omstændighed, at tavshedspligten følger oplysningerne
ved videregivelse, indebærer ikke, at berettiget videregivelse
kan ske i videre omfang end ellers. Det er således uden
betydning for, om videregivelsen kan anses for berettiget, at
modtageren af oplysningerne underlægges tavshedspligt.
Der vil være enkelte situationer, hvor det ikke vil være me-
ningsfuldt, at tavshedspligten opretholdes. Hvis oplysninger
f.eks. videregives i en retssal under hovedforhandlingen af
en sag, pålægges tilhørere i retssalen ikke tavshedspligt på
grund af denne bestemmelse.
242
Det påhviler forsikringsselskabet som led i en forsvarlig
drift af virksomheden at sikre sig, at den, der modtager
fortrolige oplysninger, er bevidst om den tavshedspligt, der
følger med. F.eks. kan dette ske ved, at der i en aftale om
outsourcing gøres opmærksom på den nævnte tavshedspligt
for modtageren.
Overtrædelse af den forslåede § 82, stk. 1, foreslås strafbe-
lagt med bøde eller fængsel indtil fire måneder efter den
foreslåede § 312, stk. 2, nr. 1, medmindre højere straf er
forskyldt efter den øvrige lovgivning. Ansvarssubjektet for
overtrædelse af stk. 1 er den pågældende virksomhed, her-
under bestyrelsesmedlemmer, medlemmer af lokale besty-
relser og lignende, medlemmer af repræsentantskabet, revi-
sorer og granskningsmænd samt deres suppleanter, stiftere,
vurderingsmænd, likvidatorer, direktører, ansvarshavende
aktuarer, generalagenter og administratorer i et forsikrings-
selskab eller en forsikringsholdingvirksomhed samt øvrige
ansatte, der uberettiget videregiver eller udnytter de fortroli-
ge oplysninger.
Den strafbare handling består i uberettiget at videregive eller
udnytte de fortrolige oplysninger. Der foreligger en videre-
givelse, så snart en oplysning kommunikeres mundtligt til
en person udenfor virksomheden, eller når oplysningen for-
lader forsikringsselskabet enten fysisk, eksempelvis i et brev
eller andet skriftligt materiale, eller digitalt.
Når fortrolige oplysninger sendes fra virksomhedens interne
systemer til en mailadresse uden for systemet, vil virksom-
heden ikke længere være i stand til at kontrollere, hvad der
sker med de fortrolige oplysninger, ligesom virksomheden
ikke vil være i stand til at beskytte oplysningerne mod
uberettiget brug. Oplysningerne kan eksempelvis downloa-
des på eksterne computere, videresendes til uvedkommende
eller lignende, uden at virksomheden har mulighed for at
kontrollere dette. Dermed vil oplysningerne lettere kunne
komme i uvedkommende personers besiddelse via hacking
eller lignende.
Der foreligger en uberettiget videregivelse i de tilfælde,
hvor oplysninger forlader forsikringsselskabet, uden at der
er en saglig begrundelse herfor, og uden at det sker for at
varetage hensyn, der vejer tungere end hensynet til at bevare
fortroligheden. Det er i den relation uden betydning, om en
videregivelse af fortrolige oplysninger sker til en ekstern
e-mailkonto, der tilhører en ansat eller anden person i virk-
somheden eller til en person udenfor virksomheden.
Det er afgørende for tilliden til den finansielle sektor, at
virksomhederne behandler fortrolige oplysninger med om-
tanke, hvilket er baggrunden for, at overtrædelse af oplys-
ningsforpligtelsen skal være strafbelagt.
Til § 83
Den gældende § 118 i lov om finansiel virksomhed indehol-
der en modifikation til den gældende videregivelsesregel i §
117 i lov om finansiel virksomhed. Efter § 118 kan en finan-
siel virksomhed videregive sædvanlige kundeoplysninger til
brug for varetagelse af administrative opgaver.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af § 118 i
lov om finansiel virksomhed.
Det foreslås i stk. 1, at sædvanlige oplysninger om kunde-
forhold kan videregives til brug for varetagelse af admini-
strative opgaver.
Bestemmelsen vedrører sædvanlige kundeoplysninger for
såvel fysiske som juridiske personer.
Efter bestemmelsen kan sædvanlige kundeoplysninger vi-
deregives til såvel koncernforbundne som ikke koncernfor-
bundne virksomheder. Selskabskonstruktionen er således ik-
ke afgørende for, om sædvanlige kundeoplysninger kan vi-
deregives til brug for administrative opgaver.
Administrative opgaver skal forstås bredt. Som eksempler
på administrative opgaver kan nævnes fælles udfærdigelse
og udsendelse af kontomeddelelser eller forsikringsoversig-
ter. Begrebet kan afgrænses negativt, idet sædvanlige kun-
deoplysninger, for så vidt angår fysiske personer, ikke må
videregives til brug for markedsføring eller rådgivning. Op-
lysningerne må derfor ikke være tilgængelige for kundeeks-
pederende medarbejdere, der ikke varetager administrative
opgaver, bortset fra medarbejderne i det selskab, hvorfra
oplysningerne hidrører. I den virksomhed, der skal løse den
administrative opgave, er det således alene de medarbejdere,
som skal varetage den pågældende opgave, der må have
adgang til oplysningerne. Med samtykke fra kunden vil alle
medarbejdere i de fælles administrerede selskaber kunne få
adgang til oplysningerne.
Der er i medfør af den gældende § 118, stk. 6, i lov om
finansiel virksomhed udstedt bekendtgørelse nr. 816 af 27.
juni 2007 om sædvanlige kundeoplysninger i finansielle
virksomheder, hvor det fremgår, hvad der forstås ved »sæd-
vanlige kundeoplysninger« i blandt andet forsikringsselska-
ber. Det foreslås, at bekendtgørelser udstedt i medfør af
den gældende § 118, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed
forbliver i kraft, indtil de ophæves, jf. lovforslagets § 321.
Det foreslås i stk. 2, at der til brug for varetagelse af admini-
strative opgaver kan videregives oplysninger til et aktiesel-
skab, som Arbejdsmarkedets Tillægspension ejer fuldt ud,
og til Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. lov om Arbejds-
markedets Tillægspension § 26 b, stk. 1 og 2, samt stk. 5,
nr. 1, samt til det administrerende selskab i et forsikringsad-
ministrationsfællesskab.
243
Bestemmelsen er ikke som stk. 1 begrænset til kun at ved-
røre sædvanlige kundeoplysninger. Bestemmelsen vedrører
således videregivelse af alle typer af fortrolige oplysninger,
herunder oplysninger om både juridiske og fysiske personer,
til brug for varetagelse af administrative opgaver, til en sær-
ligt afgrænset selskabskreds.
Et forsikringsadministrationsfællesskab skal i denne sam-
menhæng forstås som et organiseret samarbejde mellem
to eller flere forsikringsselskaber, herunder pensionskasser,
om såvel administrative funktioner som investeringsmæssi-
ge dispositioner. Disse administrationsfællesskaber kan være
organiseret i en af følgende strukturer:
– De fællesadministrerede forsikringsselskaber, herunder
pensionskasser, administreres i et af selskaberne etable-
ret interessentskab eller i et andet af selskaberne etable-
ret og fællesejet selskab, som ikke er en finansiel virk-
somhed.
– Et fællesskab, hvori et forsikringsselskab administrerer
de øvrige forsikringsselskaber, herunder pensionskasser,
uden at det administrerende forsikringsselskab er kon-
cernforbundet med en overvejende del af de øvrige for-
sikringsselskaber/pensionskasser.
– Et fællesskab, hvor den overvejende del af de admini-
strerede forsikringsselskaber er koncernforbundne.
I et administrationsfællesskab overlades typisk hele det en-
kelte forsikringsselskabs eller den enkelte pensionskasses
administration, herunder kundeadministration, til det admi-
nistrerende selskab.
Det er kun de fortrolige oplysninger, som er nødvendige for
administrationens varetagelse, der må videregives efter stk.
1 og 2.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at oplysninger til brug for
rådgivning om personforsikringer samt livsforsikrings- og
pensionsordninger samt personforsikringer kan videregives
til forsikringsselskaber, som forsikringsselskabet er koncer-
nforbundet med til, det administrerende selskab i et for-
sikringsadministrationsfællesselskab og til et aktieselskab,
som Arbejdsmarkedets Tillægspension ejer fuldt ud, og til
Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. lov om Arbejdsmarke-
dets Tillægspension § 26 b, stk. 3, og § 23, stk. 4.
Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at dog kan helbredsmæssige
oplysninger og andre følsomme alene videregives, såfremt
den, der videregives oplysninger om, har givet sit samtykke
hertil.
Følsomme oplysninger er oplysninger omfattet af artikel 9 i
databeskyttelsesforordningen.
Bestemmelsen er ikke som stk. 1 begrænset til kun at ved-
røre sædvanlige kundeoplysninger. Bestemmelsen vedrører
således videregivelse af fortrolige oplysninger til brug for
rådgivning om både juridiske og fysiske personer, dog ikke
helbredsmæssige oplysninger og andre følsomme oplysnin-
ger, til en særlig afgrænset selskabskreds.
Efter denne bestemmelse vil det således være muligt at
videregive oplysninger om kundeforhold til brug for rådgiv-
ningen af kunderne, således at forsikringsselskabets rådgiv-
ningsforpligtelse helt kan overlades til et administrationsfæl-
lesskab. Bestemmelsen afspejler endvidere det forhold, at en
forsikrings- eller pensionsordning ofte er spredt ud på flere
selvstændige selskaber. En arbejdsmarkedspensionsordning
kan f.eks. både indeholde alderspension i et forsikringssel-
skab, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksom-
hed, og en forsikring mod kritisk sygdom i et forsikrings-
selskab, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirk-
somhed.
Forsikringsselskaber, som er koncernforbundne, og det ad-
ministrerende selskab i et forsikringsadministrationsfælles-
skab kan således udveksle oplysninger om kunderne, når det
sker til brug for selskabets rådgivning af kunden om dennes
livsforsikrings- og pensionsordninger, samt de personforsik-
ringer, der indgår i disse ordninger. En helhedsorienteret
rådgivning er relevant på forsikrings- og pensionsområdet,
fordi mange kunder på grund af ordningernes kompleksitet
har svært ved at varetage egne interesser, og fordi mange
kunder sjældent er i kontakt med deres forsikringsselskab.
Det skal bemærkes, at virksomheder, der har tilladelse som
forsikringsselskab, har eneret til at benytte betegnelsen «for-
sikringsselskab«, »gensidigt selskab« eller »pensionskasse«
i deres navn, jf. lovforslagets § 36. Ved pensionskasse for-
stås alene tværgående pensionskasser, idet pensionskasser
omfattet af lov om tilsyn med firmapensionskasser er und-
taget fra bestemmelsen. Tværgående pensionskasser er de-
fineret i den foreslåede § 247. Når bestemmelsen nævner
forsikringsselskaber, skal der således herved også forstås
tværgående pensionskasser.
Der kan være tilfælde, hvor det er relevant for kunden
at ændre i sin pensionsordning. Hvis kunden ikke selv er
opmærksom på et sådant behov, har kunden en væsentlig
interesse i, at selskabet på eget initiativ kan rådgive kunden
herom. Som eksempel kan nævnes, at det indbetalte pensi-
onsbidrag falder, på grund af at den pågældende person går
ned i tid. Kunden vil ikke på tidspunktet for ændringen
have overblik over, hvad bidragsændringen eksempelvis får
af betydning for behovet for indbetalinger til en suppleren-
de pensionsordning. For at kunne rådgive kunden i disse
situationer kan der være behov for, at der kan videregives
oplysninger mellem de selskaber, hvor kundens ordninger er
tegnet. Udvekslingen af oplysningerne vil gøre det muligt
for forsikringsselskaber ved rådgivningen af kunden at tage
244
højde for kundens samlede aftaler, selvom disse aftaler er
indgået i et andet selskab.
Bestemmelsen omfatter kun videregivelse til brug for råd-
givning om personforsikringer samt livsforsikrings- og pen-
sionsordninger. Ved begrebet personforsikring forstås blandt
andet ulykkesforsikringer og syge- og sundhedsforsikrin-
ger, dog kun hvis disse personforsikringer indgår i pen-
sionsordningen. Bestemmelsen omfatter endvidere både in-
dividuelt privattegnede personforsikringer, livsforsikrings-
og pensionsordninger, overenskomstbaserede pensionsord-
ninger samt firmaaftalte ordninger. Bestemmelsen er ikke
begrænset til videregivelse af oplysninger om personforsik-
ringer, livsforsikrings- og pensionsordninger, der udspringer
af den samme pensionsordning. Disse ordninger kan både
oprettes i forsikringsselskaber, pensionskasser og i pengein-
stitutter. Såfremt der til den oprettede ordning i forsikrings-
selskabet er knyttet en kapital- eller rateopsparing i en bank
i koncernen, kan der ikke efter den foreslåede bestemmelse
videregives oplysninger herom fra banken til forsikringssel-
skabet/administrationsselskabet.
Bestemmelsen giver kun mulighed for at videregive kundeo-
plysninger mellem de selskaber, der er nævnt i bestemmel-
sen. Der er derfor ikke mulighed for at videregive oplysnin-
ger til pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglersel-
skaber, investeringsforvaltningsselskaber, investeringsrådgi-
vere eller firmapensionskasser samt forsikringsselskaber,
som forsikringsselskabet ikke er koncernforbundet med.
Som nævnt er et forsikringsadministrationsfællesskab et
organiseret samarbejde mellem to eller flere forsikringssel-
skaber om såvel administrative funktioner som investering-
smæssige dispositioner, og de kan være organiseret på føl-
gende måder:
1. De fællesadministrerede forsikringsselskaber admini-
streres i et af selskaberne etableret interessentselskab
eller i et andet af selskaberne etableret og fællesejet
selskab, som ikke er et administrationsselskab, eller i
et andet af selskaberne etableret og fællesejet selskab,
som ikke er en finansiel virksomhed.
2. Et forsikringsselskab administrerer de øvrige forsik-
ringsselskaber, uden at det administrerende forsikrings-
selskab er koncernforbundet med en overvejende del af
de øvrige forsikringsselskaber.
3. Et fællesskab, hvor den overvejende del af de admini-
strerende selskaber er koncernforbundne.
Forsikringsselskaberne må ikke anvende de videregivne op-
lysninger til andre formål end rådgivning om personforsik-
ring og livsforsikrings- og pensionsordninger. Selskaberne
har derfor ikke mulighed for at forsøge at sælge andre for-
sikringer, som f.eks. bilforsikringer, i tilknytning til rådgiv-
ningen. Det er et generelt princip for reglerne om videregi-
velse, at de videregivne oplysninger kun må bruges til det
formål, hvortil oplysningerne er videregivet. Oplysninger,
der videregives til brug for rådgivning, må derfor ikke an-
vendes til andre formål. Tilsvarende må oplysninger videre-
givet til brug for rådgivning ikke bruges til markedsførings-
formål.
I overensstemmelse med de sædvanlige betingelser for vide-
regivelse, må oplysningerne imidlertid kun videregives, hvis
de er relevante for at kunne yde rådgivning. Et forsikrings-
selskab må derfor ikke videregive oplysninger om en kundes
autoskader, da denne oplysning ikke er relevant til brug
for at rådgive kunden om pensionsforhold. Bestemmelsen
hjemler kun videregivelse af oplysninger til brug for rådgiv-
ning. Rådgivning skal forstås i overensstemmelse med § 2,
nr. 6, i bekendtgørelse nr. 1779 af 6. september 2021 om
god skik for forsikringsdistributører. Af denne bestemmelse
følger det, at der ved rådgivning forstås en personlig anbefa-
ling til en kunde, enten efter anmodning fra kunden eller på
forsikringsdistributørens foranledning, vedrørende en eller
flere forsikringsaftaler. Rådgivning skal tilgodese kundens
interesser og give kunden et godt grundlag for at træffe
sin beslutning. Rådgivningen skal derfor være relevant, ret-
visende og fyldestgørende, og forsikringsselskabet skal ori-
entere kunden om de risici, der er relevante for kunden.
Rådgivning omfatter således henvendelser og kommunika-
tion, hvor formålet ikke er afsætning af bestemte produk-
ter. Med den nye bestemmelse kan der ligeledes videregives
oplysninger til forsikringsmæglere til brug for rådgivning.
De oplysninger, der kan videregives, er alle oplysninger med
undtagelse af helbredsmæssige oplysninger og andre oplys-
ninger omfattet af artikel 9 i databeskyttelsesforordningen,
herunder oplysninger om race, seksuel overbevisning, religi-
on m.m. Der vil med lovforslaget ikke være mulighed for
at videregive oplysninger omfattet af artikel 9, medmindre
kundens samtykke foreligger.
Det foreslås i stk. 4, at den, som modtager oplysninger efter
stk. 1-3, pålægges tavshedspligt efter § 82, stk. 1.
Når et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirk-
somhed overlader varetagelsen af administrative opgaver til
andre, er forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirk-
somheden ansvarlig for, at dette sker forsvarligt. Dette for-
udsætter blandt andet, at forretningsgangene er betryggende,
i den virksomhed, som varetager de administrative opga-
ver. Ledelsen i forsikringsselskabet eller forsikringsholding-
virksomheden skal sikre sig, at dette er tilfældet. Forsik-
ringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomheden skal i
den forbindelse sikre sig, at modtageren af fortrolige oplys-
ninger er bekendt med den tavshedspligt, som følger oplys-
ningerne.
Brud på tavshedspligten i medfør af det foreslåede stk. 4 kan
245
straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder i henhold
til lovforslagets § 82, stk. 1, jf. § 312, stk. 2.
Det foreslås i stk. 5, at Finanstilsynet fastsætter nærmere
regler om, hvilke oplysninger der er sædvanlige kundeoplys-
ninger i henhold til stk. 1.
Bestemmelsen bemyndiger således Finanstilsynet til at ud-
stede en bekendtgørelse, som udtømmende opregner, hvil-
ke oplysninger der udgør sædvanlige kundeoplysninger. Fi-
nanstilsynet har i medfør af den gældende § 118, stk. 6,
i lov om finansiel virksomhed udstedt bekendtgørelse om
sædvanlige kundeoplysninger i finansielle virksomheder, jf.
bekendtgørelse nr. 816 af 27. juni 2007, hvor der er en ud-
tømmende opregning af, hvilke oplysninger der er omfattet
af begrebet.
Det foreslås, at bekendtgørelser udstedt i medfør af den gæl-
dende § 118, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed forbliver i
kraft, indtil de ophæves, jf. lovforslagets § 322.
Til § 84
Den gældende § 120 i lov om finansiel virksomhed fastlæg-
ger, at en finansiel virksomhed kan videregive oplysninger
til den finansielle virksomheds modervirksomhed til brug
for risikostyring af virksomheder i koncernen. Dette gælder
alene i de tilfælde, hvor modervirksomheden er en finan-
siel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed eller en
forsikringsholdingvirksomhed. Bestemmelsen omfatter som
udgangspunkt ikke oplysninger om rent private forhold, idet
der i særlige tilfælde, hvor oplysningerne om en privatkunde
vedrører forpligtelser, som har eller vil kunne få en betyde-
lig størrelse, kan ske videregivelse af oplysninger om priva-
te forhold, jf. stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 84 viderefører
§ 120 i lov om finansiel virksomhed for forsikringsselskaber
med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at oplysninger kan videregives til
forsikringsselskabets modervirksomhed til brug for risiko-
styring af virksomheder i koncernen, hvis modervirksomhe-
den er et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæg-
lerselskab eller et investeringsforvaltningsselskab, en finan-
siel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksom-
hed. Oplysninger om rent private forhold må ikke videregi-
ves efter 1. pkt.
Risikostyring er et centralt element i at drive forsikrings-
virksomhed. Forsikringsselskaber har i deres risikohåndte-
ring behov for at kunne dele oplysninger på tværs af kon-
cernen med henblik på at kunne vurdere og håndtere de
foreliggende og potentielle risici.
Det foreslås i stk. 2, at oplysninger om privatkunder ikke
kan videregives til brug for koncernens risikostyring, jf. stk.
1, bortset fra de særlige tilfælde, hvor oplysningerne om en
privatkunde vedrører forpligtelser, der har eller vil kunne få
en betydelig størrelse.
Bestemmelsen medfører, at også oplysninger om en privat-
kunde kan videregives indenfor koncernen til brug for ri-
sikostyring, jf. stk. 1. Det forudsætter imidlertid, at forsik-
ringsselskabet kan godtgøre, at de pågældende forpligtelser
har eller vil kunne få en betydelig størrelse, hvorfor de vil
være relevante ud fra et risikosynspunkt.
Hvis oplysninger skal videregives til en udenlandsk moder-
virksomhed, skal virksomheden være underlagt en tavsheds-
pligt, som kan sidestilles med tavshedspligten i § 84, stk. 1.
Overtrædelse af lovforslagets § 84, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2,
foreslås strafbelagt med lovforslagets § 312, stk. 2.
Ansvarssubjektet er et forsikringsselskab. En overtrædelse
af bestemmelsen er f.eks., hvis et forsikringsselskab vide-
regiver fortrolige oplysninger til forsikringsselskabets mo-
dervirksomhed om rent private forhold eller videregiver
forsikringsselskabets oplysninger om kunder, der er fysiske
personer, til brug for risikostyring, uden at forholdene om
kunderne vedrører forpligtelser, der har eller vil kunne få en
betydelig størrelse.
Overtrædelse af bestemmelsen kan straffes med bøde eller
fængsel indtil fire måneder, medmindre andet er forskyldt
efter den øvrige lovgivning.
Til § 85
Den gældende § 121 i lov om finansiel virksomhed regule-
rer videregivelse af oplysninger til brug for markedsføring
og rådgivning.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af § 121 i
lov om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer.
I stk. 1 fastsættes hovedreglen om, at oplysninger ikke vide-
regives til brug for markedsføring eller rådgivning, medmin-
dre kunden har givet samtykke hertil, jf. dog stk. 3.
Det betyder, at et samtykke skal indhentes i overensstem-
melse med reglerne i henholdsvis markedsføringsloven og
databeskyttelsesreglerne.
For så vidt angår videregivelse til brug for markedsføring
svarer stk. 1 til bestemmelsen i § 13, stk. 1, i databeskyttel-
246
sesloven og skal således fortolkes i overensstemmelse med
denne bestemmelse.
Oplysninger om en fysisk person må efter stk. 1 ikke vide-
regives til brug for markedsføring eller rådgivning, medmin-
dre kunden har givet samtykke hertil. Da den foreslåede
§ 85, stk. 2, opregner betingelserne for videregivelse af op-
lysninger om kundeforhold til brug for rådgivning, er der
indsat en henvisning til § 85, stk. 3, for at tydeliggøre, at der
ikke kræves samtykke til videregivelse til rådgivning, når
forholdet er omfattet af § 85, stk. 3.
Overtrædelse af den foreslåede bestemmelses stk. 1 er straf-
belagt i henhold til lovforslagets § 312, stk. 1.
Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er den
virksomhed, der videregiver oplysninger om en privatkunde
til brug for markedsføring eller rådgivning uden kundens
samtykke. Overtrædelse af bestemmelsen kan straffes med
bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning. Videregivelse af forhold omfattet af stk. 3 straf-
fes ikke.
Det foreslås i stk. 2, at til koncernvirksomheder samt virk-
somheder, hvor forsikringsselskabet ejer en virksomhed,
der udøver virksomhed, som forsikringsselskabet må drive
gennem en dattervirksomhed, eller en virksomhed, der er
accessorisk til forsikringsselskabet, kan videregivelse efter
stk. 1 ske uden samtykke, hvis der er tale om generelle
kundeoplysninger, der danner grundlag for inddeling i kun-
dekategorier, og hvis videregivelsen er nødvendig for, at den
virksomhed, som oplysninger videregives til, kan forfølge
en berettiget interesse, og hensynet til privatkunden ikke
overstiger denne interesse.
Kravet om samtykke kan kun fraviges, hvis følgende betin-
gelser er opfyldt:
For det første skal der være tale om generelle kundeoplys-
ninger, der danner grundlag for inddeling i kundekatego-
rier. Som eksempler på generelle kundeoplysninger kan
nævnes oplysninger om kundens navn, adresse, køn og al-
der. Desuden er oplysninger om f.eks., at kunden er husejer,
bilejer, computerejer eller lignende, generelle kundeoplys-
ninger. Derimod vil det efter bestemmelsen ikke være mu-
ligt uden samtykke at videregive oplysninger, som afslører
rent private forhold hos kunden. Tilsvarende vil det ikke væ-
re muligt at videregive mere detaljerede kundeoplysninger,
f.eks. af personlig eller økonomisk karakter.
For det andet skal der foretages en interesseafvejning: Vi-
deregivelsen skal være nødvendig for, at den koncernvirk-
somhed, som de fortrolige oplysninger videregives til, kan
forfølge en berettiget interesse, og hensynet til kunden må
ikke overstige denne interesse.
Med dette krav sikres det, at videregivelse af generelle kun-
deoplysninger til brug for markedsføring eller rådgivning
ikke kan ske, hvis en interesseafvejning undtagelsesvis måt-
te tale herimod. Som eksempel herpå kan nævnes den si-
tuation, at et forsikringsselskab eller en forsikringsholding-
virksomhed har orienteret sine kunder om, at den ikke vil
videregive oplysninger om kunderne til andre virksomheder
til brug for markedsføring eller rådgivning. Hvis virksomhe-
den på trods heraf alligevel beslutter sig for at videregive
oplysningerne til brug for markedsføring eller rådgivning,
vil hensynet til kunderne kunne tale imod, at en sådan vide-
regivelse kan ske uden kundens samtykke.
Bestemmelsen supplerer de generelle regler i databeskyttel-
sesloven og -forordningen, der gælder for finansielle virk-
somheder, ligesom for andre erhvervsvirksomheder. I hen-
hold til databeskyttelsesloven vil det derfor yderligere være
en betingelse for videregivelse af oplysninger, at princippet
om formålsbestemthed ikke er til hinder herfor. Dette prin-
cip fastslår, at indsamling af oplysninger skal ske til udtryk-
keligt angivne og saglige formål. Oplysninger må herefter
ikke – medmindre den registrerede giver sit samtykke hertil
– undergives en behandling, der er uforenelig med disse
formål.
Samspillet med databeskyttelsesreglerne indebærer ligele-
des, at selvom der er tale om generelle kundeoplysninger
– og virksomheden efter det foreslåede i visse tilfælde kan
videregive oplysningerne uden kundens udtrykkelige sam-
tykke – må videregivelse kun ske, hvis forbrugeren ikke har
gjort indsigelse imod det, jf. artikel 21 i databeskyttelsesfor-
ordningen.
Desuden kan det nævnes, at databeskyttelsesreglerne om
anden behandling end videregivelse, f.eks. anvendelse af
oplysninger, også finder anvendelse for forsikringsselskaber
og forsikringsholdingsvirksomheder.
Justitsministeren kan ifølge databeskyttelseslovens § 13, stk.
8, fastsætte yderligere begrænsninger i adgangen til at vide-
regive eller anvende bestemte typer af oplysninger til brug
for markedsføring, i henhold til databeskyttelseslovens § 13,
stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 2 vedrører en undtagelse fra forbud-
det mod, at oplysninger om en kunde, der er en fysisk per-
son, videregives til brug for markedsføring eller rådgivning,
medmindre kunden samtykker. Der er tale om to betingelser,
der skal være opfyldt, for at undtagelsen gælder.
Den virksomhed, som oplysningerne videregives til, skal
247
enten være en koncernvirksomhed, eller en virksomhed,
som ejes af flere finansielle virksomheder eller flere inve-
steringsforeninger, specialforeninger, hedgeforeninger, pro-
fessionelle foreninger eller godkendte fåmandsforeninger i
forening, og som udøver en virksomhed (aktivitet), som
den finansielle virksomhed kan udøve i en dattervirksomhed
eller en virksomhed (aktivitet), der er accessorisk.
Oplysninger kan videregives uden samtykke, hvis der er
tale om generelle kundeoplysninger, der danner grundlag
for inddeling i kundekategorier, og hvis videregivelsen er
nødvendig for, at den virksomhed, som oplysningerne vide-
regives til, kan forfølge en berettiget interesse, og hensynet
til privatkunden ikke overstiger denne interesse.
Det foreslås i stk. 3, at sædvanlige oplysninger om forhold
vedrørende erhvervskundeforhold kan videregives til brug
for markedsføring og rådgivning til et pengeinstitut, et real-
kreditinstitut, et fondsmæglerselskab eller et investeringsfor-
valtningsselskab, der er underlagt en tavshedspligt svarende
til tavshedspligten i § 80, stk. 1. Bestemmelsen har sammen-
hæng med den foreslåede § 83, stk. 5, hvor der er udstedt en
bekendtgørelse om, hvad der forstås ved »sædvanlige kun-
deoplysninger«. Omfanget af, hvilke oplysninger der kan
videregives efter nærværende bestemmelse, følger således af
bekendtgørelse om sædvanlige kundeoplysninger i finansiel-
le virksomheder.
Til § 86
Det følger af den gældende § 122 i lov om finansiel virk-
somhed, at den finansielle virksomhed skal fastsætte ret-
ningslinjer for, i hvilket omfang der rent faktisk videregives
oplysninger fra den finansielle virksomhed. Retningslinjerne
skal være offentlig tilgængelige.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af § 122 i
lov om finansiel virksomhed.
Det foreslås i § 86, at et forsikringsselskab skal fastsætte
retningslinjer for, i hvilket omfang oplysninger faktisk vide-
regives fra virksomheden. Retningslinjer skal være offentligt
tilgængelige.
Bestemmelsen medfører, at et forsikringsselskab i offentlige
retningslinjer skal fastlægge det omfang, selskabet udnytter
lovens muligheder for videregivelse. Formålet med reglen er
at give kunderne mulighed for at fravælge et selskab, der
videregiver flere oplysninger, end kunden ønsker.
Retningslinjerne skal angive, hvilke typer af kundeoplysnin-
ger der videregives til hvilke typer af virksomheder. Der
kræves ikke en detaljeret opremsning af alle oplysninger,
men retningslinjerne skal give kunderne et tilstrækkeligt
præcist indtryk af, hvilke oplysninger der videregives.
Det er ikke et krav, at retningslinjerne bliver udleveret til
alle kunder, men de skal være tilgængelige for alle kunder,
herunder potentielle kunder.
Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvis retningslinjerne
fremgår af en brochure, der kan udleveres til interesserede
kunder.
Overtrædelse af den foreslåede bestemmelse er strafbelagt i
henhold til lovforslagets § 312, stk. 1.
Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er et
forsikringsselskab. En overtrædelse af den foreslåede § 86,
1, pkt., vil kunne være at undlade at udarbejde retningslinjer
for, i hvilket omfang oplysninger videregives fra virksom-
heden. En overtrædelse af den foreslåede § 86, 2. pkt.,
vil være, at virksomheden undlader at gøre retningslinjerne
offentligt tilgængelige. Overtrædelse af bestemmelsen kan
straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning.
Til § 87
Den gældende § 61 i lov om finansiel virksomhed indehol-
der regler om adgangen til at eje og kontrollere betydelige
kapitalandele i et forsikringsselskab eller en forsikringshol-
dingvirksomhed.
Den foreslåede bestemmelse viderefører lov om finansiel
virksomhed § 61 med redaktionelle ændringer.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører Solvens II-di-
rektivets artikel 57, stk. 1.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at enhver fysisk eller juridisk
person eller fysiske og juridiske personer, som handler i
forståelse med hinanden, der påtænker direkte eller indirekte
at erhverve en kvalificeret andel, jf. § 9, stk. 3, i et for-
sikringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed, skal
på forhånd ansøge Finanstilsynet om godkendelse af den
påtænkte erhvervelse. Det foreslås i 2. pkt., at det samme
gælder ved forøgelse af den kvalificerede andel, der medfø-
rer, at denne efter erhvervelsen vil udgøre eller overstige
en grænse på henholdsvis 20 pct., 33 pct. eller 50 pct. af
selskabskapitalen eller stemmerettighederne, eller medfører,
at forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomheden
bliver en dattervirksomhed, som er defineret i forslagets § 9,
stk. 1, nr. 7.
En kvalificeret andel er defineret i forslagets § 9, stk. 3. Her-
af fremgår, at der ved kvalificeret andel skal forstås direkte
eller indirekte besiddelse af mindst 10 pct. af kapitalen eller
248
stemmerettighederne eller en andel, som giver mulighed for
at udøve en betydelig indflydelse på ledelsen af forsikrings-
selskabet eller forsikringsholdingvirksomheden.
Besiddelsen kan enten ske ved direkte ejerskab, indirekte
ejerskab eller pantsætning. Erhvervelse af mindre end 10
pct., hvorved der åbnes mulighed for udøvelse af en be-
tydelig indflydelse, vil tillige være omfattet af bestemmel-
sen. Sådanne tilfælde kan blandt andet foreligge i situatio-
ner, hvor aktionærer via aftaler, vedtægtsmæssige rettighe-
der eller lignende kan udøve en betydelig indflydelse på den
finansielle virksomhed.
En kvalificeret andel kan således også opnås, selvom græn-
sen på 10 pct. ikke overskrides. Det er tilstrækkeligt, at der
kan udøves en betydelig indflydelse på ledelsen af forsik-
ringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomheden. Hvor-
vidt dette er tilfældet beror på en konkret vurdering. Afgø-
rende er, om der ved erhvervelsen opnås kontrol. Dette kan
for eksempel være tilfældet i virksomheder med en meget
spredt ejerkreds.
Det fremgår endvidere af det foreslåede stk. 1, at også en
indirekte erhvervelse skal godkendes. En indirekte erhver-
velse kan forekomme ved en erhvervelse af en andel, der
giver en kontrollerende indflydelse i en juridisk person, der
i forvejen ejer en kvalificeret andel i et forsikringsselskab
eller en forsikringsholdingvirksomhed. Hvis den indirekte
erhvervelse omfatter virksomheder i flere medlemsstater,
skal myndighederne i hver af disse medlemsstater underret-
tes. Omfanget af den enkelte underretning (notifikation) kan
afhænge af det enkelte selskabs placering i kæden af selska-
ber. Indgår selskaber, der ikke er under tilsyn i et land inden-
for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har
indgået aftale med på det finansielle område, i kæden, skal
vurderingen være mere detaljeret, end hvis alle selskaber
i kæden er under et sådant tilsyn. Ved gentagne erhvervel-
ser/forøgelser af kvalificerede andele indenfor kortere tid,
kan Finanstilsynet beslutte at lægge oplysninger fremkom-
met ved den tidligere vurdering til grund for vurderingen af
forøgelsen. En forudsætning herfor er, at der ikke er sket
ændringer i den påtænkte erhververs forhold af betydning
for vurderingen.
Det er ikke en betingelse, at der erhverves en samlet kvalifi-
ceret andel, for at der skal ske forudgående godkendelse. En
mindre andel, der bringer erhververens samlede kapitalandel
i et selskab over grænsen for kvalificerede andele eller en af
de øvrige grænser, skal således også godkendes af Finanstil-
synet.
Det fastslås i bestemmelsen, at reglerne også finder anven-
delse på fysiske og juridiske personer, der handler i forståel-
se med hinanden. Enhver aftale, udtrykkelig eller stiltiende,
mundtlig eller skriftlig, om at samarbejde om en eventuel
erhvervelse, betragtes som at handle i forståelse med hin-
anden. Afgørende er således, om der er truffet beslutning
om at handle samlet. Aktionæroverenskomster m.v., hvoraf
det fremgår, at parterne vil udøve deres stemmerettigheder
samlet, kan indgå som et moment i vurderingen, men er
ikke afgørende. I tilfælde, hvor flere fysiske eller juridiske
personer handler samlet, skal vurderingen af den enkelte
erhverver, jf. det foreslåede § 87, stk. 1, ske i forhold til den
samlede erhvervelse.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at der skal ske
godkendelse ved erhvervelse af en kvalificeret andel samt
ved forøgelse af andelen, der medfører, at denne vil oversti-
ge en grænse på henholdsvis 20 pct., 33 pct. eller 50 pct.
af selskabskapitalen eller stemmerettighederne, eller medfø-
rer, at forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksom-
heden bliver en dattervirksomhed, jf. § 9, stk. 1, nr. 7. Ved
dattervirksomhed forstås en virksomhed, som er underlagt
bestemmende indflydelse af en modervirksomhed.
Det foreslås i § 87, stk. 2, at Finanstilsynet fastsætter regler
om, hvornår en erhvervelse skal medregnes i opgørelsen
efter stk. 1.
Den, der påtænker at erhverve en kvalificeret andel, skal
på forhånd skal ansøge Finanstilsynet om godkendelse af er-
hvervelsen. Først når Finanstilsynets godkendelse foreligger,
er den pågældende berettiget til at erhverve andelen. Hvis
en erhverver har undladt at ansøge om forhåndsgodkendel-
se af en påtænkt erhvervelse, kan Finanstilsynet ophæve
den stemmeret, som er tilknyttet andelene, jf. forslagets §
92. Kapitalandelene tildeles igen fuld stemmeret, hvis Fi-
nanstilsynet kan godkende erhvervelsen.
Det er et krav, at erhvervelsen godkendes forudgående af
Finanstilsynet. Ligeledes skal eksisterende aktionærer ind-
sende ansøgning til Finanstilsynet, hvis der i forbindelse
med kapitaludvidelser eller kapitalnedsættelser er sandsyn-
lighed for, at de nævnte tærskler overskrides. Overskrides de
nævnte tærskler, uden at erhververen er vidende herom, skal
erhververen, når denne bliver vidende om overskridelsen,
underrette Finanstilsynet hurtigst muligt. Hvis erhververen
ønsker at afhænde andele, således at erhververen igen kom-
mer under den overskredne tærskel, skal erhververen give
meddelelse om dette, hvorefter Finanstilsynet fastsætter en
frist for afhændelse af disse andele.
Det foreslås med lovforslagets § 312, stk. 2, nr. 1, at straf-
belægge overtrædelse af stk. 1. Ansvarssubjektet for over-
trædelse af stk. 1 er en fysisk eller juridisk person. Den
strafbare handling ved overtrædelse af stk. 1 består f.eks. i:
– direkte eller indirekte at erhverve en kvalificeret andel,
jf. det foreslåede § 9, stk. 3, som overstiger grænserne,
uden på forhånd at ansøge Finanstilsynet herom, eller
249
– at forøge den kvalificerede andel uden på forhånd at
ansøge Finanstilsynet herom, eller
– at forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksom-
heden bliver en dattervirksomhed, uden på forhånd at
ansøge Finanstilsynet herom.
Overtrædelse af bestemmelsen kan straffes med bøde eller
fængsel indtil fire måneder, medmindre andet er forskyldt
efter den øvrige lovgivning.
Til § 88
Den gældende § 61, stk. 2-5, i lov om finansiel virksomhed
indeholder regler om Finanstilsynets vurderingsperiode.
Den foreslåede bestemmelse viderefører lov om finansiel
virksomhed § 61, stk. 2-5, med redaktionelle ændringer.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører Solvens II-direk-
tivets artikel 58, stk. 1-6.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at Finanstilsynet skriftligt og
senest efter 2 arbejdsdage bekræfter modtagelsen af ansøg-
ningen, jf. § 87, stk. 1. Det foreslås i 2. pkt., at tilsvarende
gælder ved modtagelse af materiale efter stk. 3.
Finanstilsynet skal bekræfte modtagelsen af ansøgnin-
gen. På samme måde skal Finanstilsynet bekræfte modtagel-
sen af eventuelle supplerende oplysninger efter stk. 3. Be-
kræftelsen skal ske skriftligt og senest efter to arbejdsdage
regnet fra modtagelsen af ansøgningen. Finanstilsynets be-
kræftelse er alene en bekræftelse af, at Finanstilsynet har
modtaget de dokumenter, der fremgår af de i medfør af
§ 88, stk. 2 fastsatte regler, henholdsvis supplerende op-
lysninger, jf. stk. 3, og ikke en bekræftelse af disses fuld-
stændighed. Finanstilsynet vil således anføre i bekræftelsen,
hvis der mangler dokumenter, som burde have været med-
sendt. Selvom det bekræftes, at alle dokumenter er indsendt,
kan disse godt være ufuldstændige, eller der kan være behov
for uddybning i øvrigt.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at Finanstilsynet fra tidspunktet
for den skriftlige bekræftelse af modtagelsen af ansøgnin-
gen, jf. stk. 1, og modtagelsen af alle de dokumenter, som
kræves vedlagt ansøgningen, jf. stk. 3, har en vurderingspe-
riode på 60 arbejdsdage til at foretage den i § 90 nævnte
vurdering. Det foreslås i 2. pkt., at samtidig med bekræftel-
sen af modtagelsen af ansøgningen, jf. stk. 1, underretter
Finanstilsynet den påtænkte erhverver om den dato, hvor
vurderingsperioden udløber.
I det foreslåede stk. 2 fastsættes den tidsmæssige ramme for
Finanstilsynets vurdering af erhvervelsen af en kvalificeret
andel. Det følger heraf, at Finanstilsynet har 60 arbejdsdage
til at foretage vurderingen (vurderingsperioden). Fristen reg-
nes fra datoen for den skriftlige bekræftelse af modtagelsen
af ansøgningen, jf. stk. 1, og alle de dokumenter, som kræ-
ves vedlagt ansøgningen.
Finanstilsynet har udarbejdet en vejledning om godkendelse
af erhvervelse eller forøgelse af kvalificerede andele (vejled-
ning nr. 81 af 20. september 2010). Vejledningen henviser til
et ansøgningsskema på Finanstilsynets hjemmeside, hvoraf
det fremgår, hvilke oplysninger der er nødvendige, og hvilke
yderligere dokumenter der skal medsendes, jf. bemærknin-
gerne til den foreslåede § 89.
Finanstilsynets bekræftelse skal indeholde en orientering om
den dato, hvor Finanstilsynets vurderingsperiode udløber, jf.
det foreslåede stk. 2. Hvor ansøgningen er ufuldstændig på
grund af manglende dokumenter, og den påtænkte erhverver
derfor anmodes om at fremsende de nævnte dokumenter,
begynder fristen i stk. 3 først at løbe fra modtagelsen af
dokumenterne. Det vil derfor ikke være muligt at oplyse
fristens udløbsdato ved bekræftelsen af modtagelsen af an-
søgningen.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at Finanstilsynet, indtil den 50.
arbejdsdag i vurderingsperioden kan, anmode om yderligere
oplysninger, der er nødvendige for vurderingen.
Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at anmodningen skal ske skrift-
ligt. I 3. pkt. foreslås det, at første gang en sådan anmodning
fremsættes, afbrydes vurderingsperioden i perioden mellem
tidspunktet for anmodningen og modtagelsen af svar herpå.
I stk. 3, 4. pkt. foreslås det, at afbrydelsen dog ikke kan
overstige 20 arbejdsdage, jf. dog stk. 4.
Hvis Finanstilsynet anmoder om supplerende oplysnin-
ger, afbrydes vurderingsperioden, indtil tilsynet modtager
svar. Dette gælder dog kun første gang, der anmodes om
supplerende oplysninger. Skulle det vise sig nødvendigt
flere gange at anmode om supplerende oplysninger, afbry-
des vurderingsperioden ikke ved de efterfølgende anmod-
ninger. Afbrydelsen kan ikke overstige 20 arbejdsdage.
Modtager Finanstilsynet ikke de supplerende oplysninger,
træffes afgørelsen på det foreliggende grundlag. Afhængig
af de manglende oplysningers karakter vil dette oftest bety-
de et afslag på grund af manglende oplysninger.
Det foreslås i stk. 4, at Finanstilsynet kan forlænge afbrydel-
sen af vurderingsperioden som nævnt i stk. 3 med op til ti
arbejdsdage.
250
Det foreslås i stk. 4, nr. 1, at forlængelsen kan ske, når
den påtænkte erhverver er hjemmehørende eller er omfattet
af lovgivning i et land uden for Den Europæiske Union,
som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle
område.
I nr. 2 foreslås det, at det samme gælder, hvor den påtænkte
erhverver er en fysisk eller juridisk person, som ikke er
meddelt tilladelse til at udøve den i forslagets § 14 nævnte
virksomhed, den i §§ 7-8 og 10 i lov om finansiel virksom-
hed nævnte virksomhed, den i § 3, nr. 2, i lov om kapital-
markeder nævnte virksomhed eller den i § 13 i lov om
fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter
nævnte virksomhed i Danmark, et andet land indenfor den
Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område.
Det drejer sig om forsikringsselskaber (skades-, livs- og
captivegenforsikringsselskaber), jf. forslagets § 14, pengein-
stitutter, jf. lov om finansiel virksomhed § 7, realkreditinsti-
tutter, jf. lov om finansiel virksomhed § 8, investeringsfor-
valtningsselskaber, jf. lov om finansiel virksomhed § 10,
regulerede markeder, jf. lov om kapitalmarkeder § 3, nr. 2,
og fondsmæglerselskaber, jf. § 13 i lov om fondsmæglersel-
skaber og investeringsservice og -aktiviteter. Opremsningen
omfatter både virksomheder med tilladelse i Danmark og
virksomheder med tilsvarende tilladelse i et andet land in-
denfor Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen
har indgået aftale med på det finansielle område.
Til § 89
Den gældende § 61, stk. 6-8, indeholder regler om, at
Finanstilsynets afslag straks skal meddeles den påtænkte
erhverver, og at afslaget skal begrundes. Hvis Finanstilsy-
net ikke meddeler skriftligt afslag på ansøgningen i løbet
af vurderingsperioden, anses erhvervelsen for at være god-
kendt. Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at Finanstil-
synet kan fastsætte en frist for gennemførelse af erhvervel-
sen.
Den foreslåede bestemmelse viderefører lov om finansiel
virksomhed § 61, stk. 6-8, med redaktionelle ændringer.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører Solvens II-direk-
tivets artikel 58, stk. 4-6.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at hvis Finanstilsynet afslår
en ansøgning om godkendelse af en påtænkt erhvervelse,
skal dette skriftligt begrundes og meddeles den påtænkte
erhverver straks efter beslutningen herom.
I stk. 1, 2. pkt. foreslås det, at meddelelsen skal ske indenfor
vurderingsperioden.
Det foreslås i stk. 1, 3. pkt., at den påtænkte erhverver kan
anmode Finanstilsynet om at offentliggøre begrundelsen for
afslaget.
Det er i overensstemmelse med almindelige forvaltningsret-
lige principper, at en part straks skal orienteres om afgørel-
sen rettet mod vedkommende. Meddelelsen skal dog fortsat
ske indenfor den samlede vurderingsperiode. Beslutningen
anses for truffet, når Finanstilsynet har taget endeligt stilling
til spørgsmålet. Er sagen af en karakter, der gør, at den skal
forelægges Finanstilsynets bestyrelse, er der først truffet en-
delig beslutning, når bestyrelsen har truffet afgørelse.
Den påtænkte erhverver kan anmode Finanstilsynet om at
offentliggøre begrundelsen for afslaget. Finanstilsynet vil
herefter være forpligtet til at offentliggøre begrundelsen,
dog indenfor rammerne af lovgivningen i øvrigt. Det bety-
der, at Finanstilsynet ikke med en sådan anmodning kan
offentliggøre fortrolige oplysninger om forsikringsselskabet
eller forsikringsholdingvirksomheden, ligesom oplysninger
modtaget fra tilsynsmyndigheder i andre lande kun kan of-
fentliggøres med samtykke fra de pågældende myndigheder.
Er der tale om en afgørelse, der er truffet af Finanstilsynets
bestyrelse, hvor den påtænkte erhverver er en juridisk per-
son, skal der ske offentliggørelse af afgørelsen efter reglerne
i lovforslagets § 291 og § 354 a i lov om finansiel virksom-
hed.
Det foreslås i stk. 2, at hvis Finanstilsynet ikke i løbet af
vurderingsperioden skriftligt giver afslag på ansøgningen
om den påtænkte erhvervelse, anses erhvervelsen for at være
godkendt.
Den påtænkte erhverver har dermed en sikkerhed for, at
Finanstilsynets afgørelse af en sag ikke tager længere tid
end den fastsatte vurderingsperiode.
Vurderingsperioden begynder først ved afsendelse af be-
kræftelsen efter § 88, stk. 1. Har ansøgeren ikke modtaget
en bekræftelse fra Finanstilsynet, kan ansøgeren derfor ikke
anse erhvervelsen som godkendt.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at Finanstilsynet ved godkendel-
se af en erhvervelse eller forøgelse efter § 87, stk. 1, kan
fastætte en frist for gennemførelsen af denne.
I stk. 3, 2. pkt. foreslås det, at Finanstilsynet kan forlænge en
sådan frist.
Den påtænkte erhverver vil dermed få en frist, indenfor
hvilken vedkommende skal erhverve den påtænkte kapita-
landel. Overskrides denne periode, kan Finanstilsynet enten
251
forlænge fristen på anmodning eller kræve, at der foretages
en ny ansøgning og dermed en ny vurdering i Finanstilsy-
net. Finanstilsynet kan ikke herudover fastsætte betingelser
for erhvervelsen. Finanstilsynet kan således ikke opstille
betingelser om for eksempel ledelsens sammensætning eller
nationalitet.
Den gældende § 61 a i lov om finansiel virksomhed fast-
slår, at Finanstilsynet i forbindelse med sin vurdering af en
ansøgning modtaget efter § 61, stk. 1, skal sikre hensynet
til en fornuftig og forsvarlig forvaltning af den virksomhed,
hvori erhvervelsen påtænkes.
Den foreslåede § 90 viderefører den gældende § 61 a i lov
om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer.
Bestemmelsen gennemfører Solvens II-direktivets artikel
59, stk. 1-3.
Bestemmelsen vedrører de kriterier, der kan inddrages ved
vurderingen af en påtænkt erhvervelse.
Det foreslås i stk. 1, 1.pkt., at Finanstilsynet i forbindelse
med sin vurdering af en ansøgning modtaget efter § 87, stk.
1, skal sikre hensynet til en fornuftig og forsvarlig forvalt-
ning af den virksomhed, hvori erhvervelsen påtænkes. Det
foreslås i 2. pkt., at vurderingen endvidere skal ske under
hensyntagen til den påtænkte erhververs sandsynlige indfly-
delse på virksomheden, den påtænkte erhververs egnethed
og den påtænkte erhvervelses finansielle soliditet i forhold
til kriterierne nævnt i stk. 1, nr. 1-5.
Med stk. 1 præciseres det, hvad der kan lægges vægt på ved
vurderingen af, om en påtænkt erhvervelse af en kvalificeret
andel kan godkendes. Vurderingen skal sikre en fornuftig og
forsvarlig forvaltning af den virksomhed, hvori der påtæn-
kes erhvervet en kvalificeret andel.
Ved forsvarlig og fornuftig forvaltning forstås forvaltning
på det økonomiske område. Hvis den pågældende ejer, ek-
sempelvis i forbindelse med ejerskab eller deltagelse i ledel-
sen af andre virksomheder, har vist sig uegnet til at drive
virksomhed på en økonomisk forsvarlig måde, f.eks. hvis
den pågældende er dømt for økonomisk kriminalitet, kan
stemmeretten ophæves.
I artikel 59 i Solvens II-direktivet anvendes udtrykket »sund
og forsigtig«, mens udtrykket »fornuftig og forsvarlig« an-
vendes i de gældende danske regler. Baggrunden for denne
forskel er en redegørelse om »Indgrebsmulighederne for
betydende kapitalejere i finansielle virksomheder«, som pro-
fessor, dr.jur. Erik Werlauff på foranledning af Finanstilsy-
net, har udarbejdet. Redegørelsen er optrykt i en beretning
om Finanstilsynets virksomhed i 1998. Ordlyden i de gæl-
dende danske regler foreslås videreført, idet denne vurderes
at være i overensstemmelse med direktivet.
Det fremgår endvidere, at vurderingen skal foretages under
hensyntagen til den påtænkte erhververs sandsynlige indfly-
delse på virksomheden. Det vil sige, at hvis den påtænkte
erhverver ved erhvervelsen af den kvalificerede andel, eller
ved forøgelsen til en af de højere procentgrænser, vil få
en kontrollerende indflydelse på en virksomhed, skal vurde-
ringen foretages under hensyntagen hertil. Herudover skal
vurderingen af de enkelte kriterier også ses i forhold til den
påtænkte erhvervelses finansielle soliditet.
Der skal inddrages fem kriterier ved vurderingen.
I stk. 1, nr. 1, foreslås som det første kriterium, at den på-
tænkte erhververs omdømme skal inddrages i vurderingen.
Det foreslåede § 90, stk. 1, nr. 1, indebærer en fastlæggel-
se af, om der hersker tvivl om den påtænkte erhververs
integritet og faglige kompetence, og om denne tvivl er vel-
begrundet. En sådan tvivl kan for eksempel opstå som følge
af tidligere erhvervsmæssig adfærd. Vurderingen af omdøm-
met er særlig relevant, hvis den påtænkte erhverver er en
ikke-reguleret virksomhed, mens vurderingen er mindre ind-
gående, hvis erhververen er meddelt tilladelse og underlagt
tilsyn indenfor Den Europæiske Union. En eventuel tiltale
eller verserende retssag mod den påtænkte erhverver kan
indgå som et moment i vurderingen af den påtænkte erhver-
vers omdømme, men er ikke i sig selv nødvendigvis nok
til at begrunde et afslag på ansøgningen. Vurderingen vil
i høj grad svare til den vurdering, som foretages, når det
undersøges, om et bestyrelsesmedlem eller en direktør i et
forsikringsselskab opfylder kravene til egnethed og hæder-
lighed i medfør af forslagets § 105.
I stk. 1, nr. 2, foreslås som det andet kriterium, at omdøm-
met og erfaringen hos den eller de personer, der efter erhver-
velsen vil lede forsikringsselskabet eller forsikringsholding-
virksomheden, skal inddrages i vurderingen.
Kriteriet er relevant, når den påtænkte erhvervelse er af en
størrelse, hvor erhververen vil opnå kontrollerende indfly-
delse og kan udskifte ledelsen, og hvor erhververen rent
faktisk har intention om at gøre dette. Det er et krav i §
105, at direktører og bestyrelsesmedlemmer skal vurderes
egnede og hæderlige for at varetage et sådant hverv. Med
det pågældende kriterium vil Finanstilsynet foretage en vur-
dering af, om den foreslåede ledelse opfylder betingelserne
om egnethed og hæderlighed. Hvis dette ikke er tilfældet,
kan Finanstilsynet afslå ansøgningen om godkendelse af
den påtænkte erhvervelse. Kriteriet indebærer, at hvis den
påtænkte erhverver efter erhvervelsen har intentioner om
at ændre ledelsen, skal ansøgningen indeholde materiale til
at foretage en egnetheds- og hæderlighedsvurdering af de
påtænkte ledelsesmedlemmer. Det betyder, at en eventuel
fremtidig ledelse af virksomheden skal leve op til kravene
i § 105 allerede på tidspunktet for godkendelse af erhvervel-
252
sen. Formålet er at sikre, at der er sund og fornuftig ledelse
af virksomheden efter en overtagelse.
I stk. 1, nr. 3, foreslås som det tredje kriterium, at den
påtænkte erhververs økonomiske forhold inddrages i vurde-
ringen, især i forhold til arten af de forretninger, der drives
eller påtænkes drevet i forsikringsselskabet eller forsikrings-
holdingvirksomheden, hvori erhvervelsen påtænkes.
Det tredje kriterium vedrører den påtænkte erhververs øko-
nomiske forhold, især i lyset af den type forretninger, der
forfølges eller påtænkes drevet i forsikringsselskabet eller
forsikringsholdingvirksomheden, hvori erhvervelsen påtæn-
kes. Kriteriet indeholder en vurdering af, om den påtænkte
erhverver er økonomisk solid nok til at kunne erhverve
den påtænkte andel uden at true forsikringsselskabets eller
forsikringsholdingvirksomhedens fortsatte eksistens ved er-
hvervelsen eller indenfor en overskuelig fremtid.
I stk. 1, nr. 4, foreslås som det fjerde kriterium, at det skal
vurderes, om virksomheden fortsat kan overholde tilsyns-
kravene i lovgivningen, navnlig om den koncern, som virk-
somheden eventuelt kommer til at indgå i, har en struktur,
der gør det muligt at gennemføre et effektivt tilsyn og en
effektiv udveksling af oplysninger mellem de kompetente
myndigheder samt at fastslå, hvordan ansvaret skal fordeles
mellem de kompetente myndigheder.
Dette er særligt relevant, hvor den påtænkte erhverver er
under tilsyn i et land uden for den Europæiske Union, som
Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle områ-
de. I det tilfælde skal der lægges vægt på, om der fortsat kan
føres et effektivt tilsyn både med den del af koncernen, der
er beliggende i henholdsvis uden for Den Europæiske Uni-
on. I kravet om, at virksomheden fortsat skal kunne overhol-
de tilsynskravene, ligger også, at virksomheden fortsat kan
overholde de økonomiske krav, der stilles til et forsikrings-
selskab eller en forsikringsholdingvirksomhed, uanset den
påtænkte erhververs formål med erhvervelsen.
Hvor det tredje kriterium således hovedsageligt går på er-
hververens forhold og økonomiske evne til at erhverve an-
delen, går det fjerde kriterium på forsikringsselskabets eller
forsikringsholdingvirksomhedens forhold og evne til fortsat
at overholde tilsynskravene.
I stk. 1, nr. 5, foreslås som det femte kriterium, at det i vur-
deringen skal indgå, om der i forbindelse med den påtænkte
erhvervelse er grund til at formode, at hvidvask af penge el-
ler finansiering af terrorisme, jf. §§ 3 og 4 i hvidvaskloven,
vil ske.
I vurderingen skal det således indgå, om der ved den på-
tænkte erhvervelse er grund til at formode, at hvidvask af
penge eller finansiering af terrorisme vil finde sted, eller
risikoen herfor øges. Er den påtænkte erhverver tidligere
dømt for eller verserer der sager om sådanne forhold, vil
dette ofte også kunne henføres under kriteriet om den på-
tænkte erhververs omdømme, jf. nr. 1. Kriteriet er tiltænkt
som en opsamling i de tilfælde, hvor der, uanset at den på-
tænkte erhverver ikke er dømt for eller har verserende sager
om sådanne forhold, alligevel er en grund til at formode -
omstændighederne taget i betragtning - at erhvervelsen kan
indebære sådanne aktiviteter.
Den vurdering, som Finanstilsynet foretager af en påtænkt
erhvervelse, skal foretages på baggrund af alle de nævnte
kriterier.
I stk. 2 foreslås det, at Finanstilsynet kan afslå en ansøg-
ning om godkendelse af en påtænkt erhvervelse, hvis der
er rimelig grund til at antage, at den påtænkte erhverver vil
modvirke en fornuftig og forsvarlig forvaltning af virksom-
heden på baggrund af kriterierne nævnt i stk. 1, eller at de
oplysninger, som den påtænkte erhverver har afgivet, ikke er
fyldestgørende efter Finanstilsynets vurdering.
Finanstilsynet må give afslag på en ansøgning, når der på
baggrund af kriterierne er rimelig grund til at antage, at den
påtænkte erhverver vil modvirke en forsvarlig og fornuftig
forvaltning af virksomheden, jf. stk. 1. Derudover kan Fi-
nanstilsynet afslå ansøgningen, hvis de afgivne oplysninger
ikke er fyldestgørende.
Finanstilsynet kan efter bestemmelsen kun godkende, at en
aktionær erhverver andele eller forøger disse, hvis den på-
gældende aktionær ikke kan forventes at modvirke en for-
svarlig og fornuftig forvaltning af forsikringsvirksomheden
eller en forsikringsholdingvirksomhed.
Adgangen til at godkende den nævnte aktionær kan f.eks.
benyttes til at afvise aktionærer, som har medvirket til en
uforsvarlig og ufornuftig forvaltning af andre finansielle
virksomheder. Se om baggrunden for bestemmelsen »Ind-
grebsmulighederne for betydende kapitalejere i finansielle
virksomheder«, der blev skrevet af Erik Werlauff på foran-
ledning af Finanstilsynet. Redegørelsen er optrykt i beret-
ning om Finanstilsynets virksomhed i 1998.
Finanstilsynet har brug for en række dokumenter og oplys-
ninger til brug for vurderingen af de enkelte kriterier. Om-
fanget af de nødvendige oplysninger skal stå i rimeligt for-
hold til og være afpasset efter karakteren af den påtænkte
erhverver og den påtænkte erhvervelse. Finanstilsynet må
ikke forlange oplysninger, som ikke er relevante for den
tilsynsmæssige vurdering. Finanstilsynet har udarbejdet en
vejledning om godkendelse af erhvervelse eller forøgelse
af kvalificerede andele. Vejledningen henviser til et ansøg-
ningsskema på Finanstilsynets hjemmeside, hvoraf det frem-
253
går, hvilke oplysninger der er nødvendige, og hvilke yderli-
gere dokumenter der skal medsendes.
I stk. 3 foreslås det, at i Finanstilsynets vurdering efter stk. 1
må hensynet til markedets økonomiske behov ikke indgå.
Bestemmelsen i stk. 3 har til formål, at Finanstilsynet ik-
ke vurderer erhvervelsen ud fra markedets økonomiske be-
hov. Der kan således ikke i vurderingen inddrages overord-
nede økonomiske betragtninger og betragtninger om, hvad
der er bedst for markedet.
Til § 91
Det følger af den gældende § 61 b i lov om finansiel
virksomhed, at en besidder af en kvalificeret andel skal
underrette Finanstilsynet skriftligt, hvis vedkommende på-
tænker at afhænde andelen. På samme måde skal der ske
underretning, hvis vedkommende påtænker at reducere sin
andel.
Den foreslåede § 91 viderefører § 61 b i lov om finansiel
virksomhed med redaktionelle ændringer.
Bestemmelsen gennemfører Solvens II-direktivets artikel
57, stk. 2.
Det foreslås i § 91, at enhver fysisk eller juridisk person
eller fysiske og juridiske personer, som handler i forståelse
med hinanden, der påtænker direkte eller indirekte at afhæn-
de en kvalificeret andel, jf. § 9, stk. 3, eller formindske
en kvalificeret andel i et forsikringsselskab eller en forsik-
ringsholdingvirksomhed således, at afhændelsen bevirker, at
grænsen på henholdsvis 20 pct., 33 pct. eller 50 pct. af
selskabskapitalen eller stemmerettighederne ikke længere er
nået, eller bevirker, at virksomheden eller holdingvirksom-
heden ophører med at være vedkommendes datterselskab,
skal forinden skriftligt underrette Finanstilsynet herom med
angivelse af størrelsen af den påtænkte fremtidige kapitalan-
del.
Enhver aftale, udtrykkelig eller stiltiende, mundtlig eller
skriftlig, om at samarbejde om en eventuel afhændelse, be-
tragtes som at handle i forståelse med hinanden. Afgørende
er, om der er truffet beslutning om at handle samlet. Vur-
deringen af, om der er truffet beslutning om at handle i
forståelse med hinanden, foretages på tidspunktet for under-
retningen af Finanstilsynet.
Ved kvalificeret andel, som beskrevet i § 9, stk. 3, forstås di-
rekte eller indirekte besiddelse af mindst 10 pct. af kapitalen
eller stemmerettighederne eller en andel, som giver mulig-
hed for at udøve en betydelig indflydelse på den finansielle
virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed. Der
kan være tale om en kvalificeret andel, selv om grænsen på
10 pct. ikke er overskredet. Det er tilstrækkeligt, at der har
kunnet udøves en betydelig indflydelse på ledelsen. Hvor-
vidt dette er tilfældet beror på en konkret vurdering. Afgø-
rende er, om der ved erhvervelsen opnåedes kontrol. Det kan
for eksempel være tilfældet i virksomheder med en meget
spredt ejerkreds.
Der skal ske en forudgående underretning til Finanstilsynet
med oplysning om størrelsen af den kapitalandel, der besid-
des efter afhændelsen. Det er ikke et krav, at Finanstilsynet
godkender afhændelsen. Bestemmelsen giver Finanstilsynet
mulighed for at følge større ændringer i besiddelsen af kva-
lificerede andele i forbindelse med salg.
Det foreslås med lovforslagets § 312, stk. 2, nr. 1 at straf-
belægge overtrædelse af § 91. Ansvarssubjektet for overtræ-
delse af stk. 1 er en fysisk eller juridisk person, som ejer en
kvalificeret andel i et forsikringsselskab eller en forsikrings-
holdingvirksomhed.
Den strafbare handling ved overtrædelse af stk. 1 består i at
afhænde en kvalificeret andel, jf. § 9, stk. 3, eller forminds-
ke en kvalificeret andel i et forsikringsselskab eller en for-
sikringsholdingvirksomhed således, at afhændelsen bevirker,
at grænsen på henholdsvis 20 pct., 33 pct. eller 50 pct. af
selskabskapitalen eller stemmerettighederne ikke længere er
nået, eller bevirker, at virksomheden eller holdingvirksom-
heden ophører med at være vedkommendes datterselskab.
Overtrædelse af bestemmelsen kan straffes med bøde eller
fængsel indtil fire måneder, medmindre højere straf er for-
skyldt efter den øvrige lovgivning.
Til § 92
Den gældende § 61 c i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at et forsikringsselskab eller en forsikringshol-
dingvirksomhed, som får kendskab til erhvervelser eller af-
hændelser af andele som nævnt i § 61, stk. 1, og § 61
b, skal meddele dette til Finanstilsynet. Bestemmelsen fast-
sætter også, at et forsikringsselskab eller en forsikringshol-
dingvirksomhed senest ved udgangen af februar måned skal
meddele Finanstilsynet navnene på de kapitalejere, der ved
udgangen af det foregående år ejede en kvalificeret andel
i forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomheden
og størrelsen af disse andele.
Den foreslåede § 92 viderefører den gældende § 61 c i lov
om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer.
Bestemmelsen gennemfører Solvens II-direktivets artikel
61.
Det foreslås i stk. 1, at når et forsikringsselskab eller en
forsikringsholdingvirksomhed får kendskab til erhvervelser
eller afhændelser af andele som nævnt i § 87, stk. 1, og § 91,
skal forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomhe-
den straks give Finanstilsynet meddelelse herom.
254
Bestemmelsen skal dels sikre, at Finanstilsynet får indblik i,
hvem der ejer kvalificerede andele i finansielle virksomhe-
der, dels give Finanstilsynet kendskab til tilfælde, hvor der
sker erhvervelser i strid med § 87, dvs. erhvervelser som
Finanstilsynet ikke har godkendt på forhånd.
Ved kvalificeret andel forstås direkte eller indirekte besid-
delse af mindst 10 pct. af kapitalen eller stemmerettighe-
derne eller en andel, som giver mulighed for at udøve en
betydelig indflydelse på ledelsen af den finansielle virksom-
hed eller den finansielle holdingvirksomhed. Der kan være
tale om en kvalificeret andel, selv om grænsen på 10 pct.
ikke er overskredet. Det er tilstrækkeligt, at der har kunnet
udøves en betydelig indflydelse på ledelsen. Hvorvidt dette
er tilfældet, beror på en konkret vurdering. Afgørende er,
om der ved erhvervelsen opnåedes kontrol. Det kan for ek-
sempel være tilfældet i virksomheder med en meget spredt
ejerkreds.
Straks skal forstås som ”uden ugrundet ophold”. Det må
antages, at kravet godt kan opfyldes ved afsendelse af et
brev, så snart virksomheden får kendskab til erhvervelsen.
Det foreslås i stk. 2, at forsikringsselskaber og forsikrings-
holdingvirksomheder senest i februar måned skal give Fi-
nanstilsynet meddelelse om navnene på de kapitalejere, der
ved udgangen af det foregående år ejede en kvalificeret
andel i forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksom-
heden, og om størrelsen af disse andele.
Ifølge stk. 2, skal forsikringsselskaber og forsikringshol-
dingvirksomheder inden udgangen af februar måned medde-
le navnene på de kapitalejere, som pr. 31. december det
foregående år ejede en kvalificeret andel i den pågældende
virksomhed eller holdingvirksomhed samt størrelsen af disse
kapitalandele. Indberetningen giver Finanstilsynet mulighed
for at konstatere, om ansøgningspligten i henhold til § 87,
stk. 1, og meddelelsespligten i henhold til § 92, stk. 1, er
overholdt. Hvis der ikke er sket ændringer i forhold til det
foregående års indberetning, er det tilstrækkeligt at give
meddelelse herom.
Det foreslås med lovforslagets § 312, stk. 2, nr. 1, at strafbe-
lægge overtrædelse af § 92.
Ansvarssubjektet for overtrædelse af stk. 1 er et forsikrings-
selskab eller en forsikringsholdingvirksomhed. Den strafba-
re handling ved overtrædelse af stk. 1 består i, at et forsik-
ringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed, som får
kendskab til erhvervelser eller afhændelser af andele som
nævnt i § 87, stk. 1, og § 92, undlader at meddele dette
til Finanstilsynet. Bestemmelsen fastsætter også, at et forsik-
ringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed senest
ved udgangen af februar måned skal meddele Finanstilsynet
navnene på de kapitalejere, der ved udgangen af det fore-
gående år ejede en kvalificeret andel i forsikringsselskabet
eller forsikringsholdingvirksomheden, og størrelsen af disse
andele. Undladelse af denne årlige meddelelse er ligeledes
strafbelagt. Overtrædelse af bestemmelsen kan straffes med
bøde eller fængsel indtil fire måneder, medmindre højere
straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Til § 93
Den gældende § 62 i lov om finansiel virksomhed fast-
lægger reglerne for Finanstilsynets sanktionsmuligheder, i
tilfælde af at en ejer af kvalificeret andel i bl.a. en finan-
siel virksomhed, herunder et forsikringsselskab eller en for-
sikringsholdingvirksomhed, ikke opfylder kriterierne for at
kunne godkendes som ejer af en kvalificeret andel samt Fi-
nanstilsynets mulighed for at ophæve den stemmeret, der er
tilknyttet kapitalandelen, eller påbyde kapitalejeren at følge
bestemte retningslinjer.
Den foreslåede § 93 viderefører lov om finansiel virksom-
hed § 62 med redaktionelle ændringer.
Bestemmelsen gennemfører Solvens II-direktivets artikel
62.
Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet kan ophæve den
stemmeret, der er knyttet til de pågældende ejeres kapitalan-
dele, eller påbyde virksomheden at følge bestemte retnings-
linjer, hvis kapitalejere, der er i besiddelse af en af de i §
87, stk. 1, omhandlede andele i et forsikringsselskab eller en
forsikringsholdingvirksomhed, ikke opfylder kravene i § 90,
stk. 1.
Bestemmelsen giver Finanstilsynet mulighed for at ophæ-
ve stemmeretten for kapitalandele, hvis ejere modvirker en
forsvarlig og fornuftig forvaltning af forsikringsselskabet
eller forsikringsholdingvirksomheden, eller for at påbyde
virksomheden at følge bestemte retningslinjer.
Et påbud om bestemte retningslinjer tilsigter på ny at
etablere en forsigtig og sund udvikling. Ved forsvarlig og
fornuftig forvaltning forstås forvaltning på det økonomiske
område. Hvis den pågældende ejer eksempelvis i forbindelse
med ejerskab eller deltagelse i ledelsen af andre virksomhe-
der har vist sig uegnet til at drive virksomhed på en øko-
nomisk forsvarlig måde, kan stemmeretten ophæves, f.eks.
hvis den pågældende er dømt for økonomisk kriminalitet.
Det vil bero på en konkret vurdering, om bestemmelsen
skal anvendes. Det er næppe udelukket at bringe bestemmel-
sen i anvendelse, hvis kapitalejere i et enkelt meget væsent-
ligt anliggende modvirker en forsvarlig drift af virksomhe-
den. Det kan for eksempel være, hvis en ejer blokerer en
fusion, der kan sikre, at virksomheden kan føres videre på
et forsvarligt grundlag, eller blokerer for nødvendige ved-
tægtsændringer, der er en forudsætning for en nødvendig
kapitalforhøjelse således, at virksomheden kan fortsætte sin
drift.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at Finanstilsynet kan ophæve
den stemmeret, der er knyttet til kapitalandele ejet af fysiske
255
eller juridiske personer, som ikke overholder forpligtelsen i
§ 87, stk. 1, til forudgående ansøgning om godkendelse. Det
foreslås i 2. pkt., at kapitalandele igen tildeles fuld stemme-
ret, hvis Finanstilsynet kan godkende erhvervelsen.
Hvis Finanstilsynet efterfølgende godkender den pågæl-
dende investering, tildeles kapitalandelen igen sin stemme-
ret. Beslutninger, der efter selskabsloven gyldigt er truffet i
perioden, hvor kapitalandelene er frataget deres stemmeret,
har fuld gyldighed også efter stemmerettens retablering.
Det foreslås i stk. 3, at har en fysisk eller juridisk person
erhvervet kapitalandele som omhandlet i § 87, stk. 1, uanset
at Finanstilsynet har afslået at godkende denne erhvervelse
af kapitalandele, skal Finanstilsynet ophæve stemmeretten
tilknyttet disse kapitalandele.
Bestemmelsen i stk. 3 pålægger Finanstilsynet pligt til at
ophæve stemmeretten, hvis en fysisk eller juridisk person
har erhvervet kvalificerede ejerandele, selvom Finanstilsy-
net har afslået at godkende den kvalificerede andel.
Ophævelse af stemmeretten udelukker ikke, at der
samtidig anvendes andre muligheder for at bringe den ulov-
lige tilstand til ophør, dvs. påbud, sanktioner og tvangsmid-
ler.
Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at Finanstilsynet efter at have
truffet en afgørelse om ophævelse af stemmeretten tilknyttet
kapitalandele i et forsikringsselskab eller en forsikringshol-
dingvirksomhed skal orientere det pågældende forsikrings-
selskab eller den pågældende forsikringsholdinvirksomhed
om det forhold, at stemmeretten for de pågældende kapita-
landele er ophævet.
Når Finanstilsynet ophæver stemmeretten tilknyttet kapi-
talandele i en virksomhed, må kapitalejeren ikke udnytte
stemmeretten forbundet med de pågældende kapitalandele
i afstemninger på virksomhedens generalforsamling. Endvi-
dere kan kapitalandelen ikke indgå i opgørelsen af den på
generalforsamlingen repræsenterede stemmeberettigede ka-
pital.
Hvis Finanstilsynets ophævelse af stemmeretten tilknyttet
kapitalandele i et forsikringsselskab eller en forsikringshol-
dingvirksomhed skal efterleves i forbindelse med afholdelse
af generalforsamlinger, kræver det, at virksomheden er be-
kendt med forholdet.
Virksomheden er ikke part i Finanstilsynets afgørelse ef-
ter § 93, og virksomheden bliver derfor ikke nødvendigvis
orienteret om det forhold, at en kapitalejers stemmeret er
ophævet.
Derfor foreslås det, at Finanstilsynet i alle tilfælde skal
orientere virksomheden om ophævelsen af stemmerettighe-
der. Herved sikres det, at virksomheden ser bort fra de på-
gældende stemmer i forbindelse med en afstemning på gene-
ralforsamlingen, og det sikres, at virksomheden undlader at
medtage de pågældende kapitalandele ved opgørelsen af den
på generalforsamlingen repræsenterede stemmeberettigede
kapital.
Orienteringen skal alene angive, for hvilke kapitalandele
Finanstilsynet har ophævet stemmeretten, herunder navnet
på den pågældende ejer af kapitalandelene. Orienteringen
skal ikke angive øvrige forhold vedrørende Finanstilsynets
afgørelse om ophævelse af stemmeretten, herunder begrun-
delsen for afgørelsen.
Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at Finanstilsynet endvidere
skal orientere virksomheden, hvis kapitalandele igen tildeles
fuld stemmeret i medfør af stk. 2, 2. pkt.
Når Finanstilsynet efter stk. 2 ophæver stemmeretten i
tilfælde, hvor kapitalejeren ikke har overholdt forpligtelsen i
§ 87, stk. 1, til at ansøge Finanstilsynet om godkendelse af
erhvervelsen af kapitalandelen, så vil kapitalandelen igen
tildeles fuld stemmeret, hvis Finanstilsynet efterfølgende
godkender erhvervelsen. I sådanne tilfælde vil Finanstilsy-
net have orienteret virksomheden om ophævelsen af stem-
meretten i medfør af stk. 3, 1. pkt. Med stk. 4, 2. pkt., får
Finanstilsynet pligt til også at orientere virksomheden om
det forhold, at stemmeretten ikke længere er ophævet, såle-
des at den pågældende kapitalejer kan udnytte stemmeretten
i afstemninger på virksomhedens generalforsamlinger, og
således at kapitalandelene igen indgår i opgørelsen af den
på generalforsamlingen repræsenterede stemmeberettigede
kapital.
Orienteringen skal alene angive, hvilke kapitalandele der
igen tildeles fuld stemmeret, herunder navnet på den pågæl-
dende ejer af kapitalandelene.
Orienteringen til virksomheden er nødvendig for at sikre
overholdelsen af den eksisterende lovgivning om ophævede
stemmerettigheder. Henset til, at Finanstilsynets ophævelse
af stemmeretten er en afgørelse af indgribende karakter, og
at Finanstilsynet videreformidler oplysninger om afgørelsen
til en, som ikke er part i sagen, vurderes det rigtigst, at
orienteringspligten eksplicit fremgår af den finansielle regu-
lering.
Det foreslås i stk. 5, at hvis Finanstilsynet har ophævet
stemmeretten i medfør af stk. 1-3, kan kapitalandelen ikke
indgå i opgørelsen af den på en generalforsamling repræsen-
terede stemmeberettigede kapital.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at der kan træf-
fes beslutninger i selskabet, uanset at Finanstilsynet har
ophævet stemmeretten på en betydelig del af selskabskapita-
len. Hvis det f.eks. fremgår af vedtægterne, at der kræves
et kvalificeret flertal, vil kapitalandele uden stemmeret i
realiteten blokerer for beslutninger. Har de ikke stemmeret,
men skulle de stadigt tælles med, ville de i praksis stemme
mod alle forslag.
Andre rettigheder, der tilkommer en kapitalejer, f.eks. ind-
løsningsret og retten til udbyttebetaling, bortfalder ikke ved
Finanstilsynets ophævelse af stemmerettighederne.
Til § 94
Den gældende § 63 i lov om finansiel virksomhed indehol-
der en regel om, at Finanstilsynet skal underrettes om forsik-
256
ringsselskabers og forsikringsholdingvirksomheders direkte
eller indirekte erhvervelse og forøgelse af kvalificerede
andele i udenlandske forsikringsselskaber og udenlandske
finansielle virksomheder, eller hvis den udenlandske finan-
sielle virksomhed bliver en dattervirksomhed.
Den foreslåede § 94 viderefører § 63 i lov om finansiel
virksomhed med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at Finanstilsynet på forhånd skal
underrettes om forsikringsselskabers og forsikringsholding-
virksomheders direkte eller indirekte erhvervelse af en kva-
lificeret andel i et udenlandsk forsikringsvirksomhed eller
en udenlandsk virksomhed, der driver pengeinstitutvirksom-
hed, realkreditinstitutvirksomhed, fondsmæglervirksomhed
eller investeringsforvaltningsvirksomhed, samt sådanne for-
øgelser af den kvalificerede andel, som medfører, at denne
udgør eller overstiger en grænse på henholdsvis 20 pct., 33
pct. og 50 pct. af stemmerettighederne henholdsvis selska-
bskapitalen, eller at det udenlandske forsikringsselskab eller
den udenlandske virksomhed bliver en dattervirksomhed.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at underretningen skal indeholde
oplysning om, i hvilket land virksomheden er etableret.
Bestemmelsen fastslår, at Finanstilsynet skal underrettes
om forsikringsselskabers og forsikringsholdingvirksomhe-
ders erhvervelse og forøgelse af kvalificerede andele i
udenlandske forsikringsselskaber og udenlandske virksom-
heder, der driver pengeinstitutvirksomhed, realkreditinstitu-
tvirksomhed, fondsmæglervirksomhed eller investeringsfor-
valtningsvirksomhed. Enhver form for erhvervelse, herunder
etablering af en dattervirksomhed, er omfattet af bestemmel-
sen.
Besiddelse af kvalificerede andele i udenlandske virksomhe-
der som de nævnte er forbundet med samme risici som be-
siddelse af kvalificerede andele i danske virksomheder. Der-
for fastslås det, at der er pligt for forsikringsselskaber og
forsikringsholdingvirksomheder til at underrette Finanstilsy-
net ved erhvervelse og forøgelse af kvalificerede andele i de
nævnte udenlandske virksomheder.
En kvalificeret andel er defineret i forslagets § 9, stk. 3.
Med »udenlandske forsikringsselskaber« menes de virksom-
heder, der efter de danske regler ville være omfattet af defi-
nitionen af forsikringsselskaber i lovforslagets § 9, stk. 1,
nr. 1, og dermed være underlagt et krav om tilladelse eller
godkendelse fra Finanstilsynet.
Enhver form for erhvervelse, herunder etablering af en dat-
tervirksomhed, er omfattet af bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 2, at forsikringsselskaber og forsikrings-
holdingvirksomheder, som har en andel på mindst 10 pct.
af et udenlandsk forsikringsselskab eller en udenlandsk virk-
somhed, jf. stk. 1, og som påtænker at mindske denne andel,
således at den falder under en af de i stk. 1 fastsatte grænser,
skal underrette Finanstilsynet herom og angive størrelsen af
den påtænkte fremtidige andel.
Finanstilsynet skal tilsvarende underrettes, når andele af-
hændes eller bringes ned under de i stk. 1 foreslåede græn-
ser.
Det foreslåede stk. 2 skal, ligesom bestemmelsen i stk. 1,
gøre det muligt for Finanstilsynet at følge med i, hvilke
andele forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksom-
heder har i udenlandske virksomheder, og dermed hvilke
risici de påtager sig i udlandet.
Det foreslås i stk. 3, nr. 1-4, at hvor det udenlandske forsik-
ringsselskab eller den udenlandske virksomhed, jf. stk. 1,
bliver en dattervirksomhed, skal meddelelsen til Finanstilsy-
net indeholde følgende oplysninger om dattervirksomheden:
I hvilket land dattervirksomheden ønskes etableret, en be-
skrivelse af dattervirksomhedens virksomhed. Meddelelsen
skal bl.a. indeholde oplysninger om organisation og planlag-
te aktiviteter, dattervirksomhedens adresse og navnene på
dattervirksomhedens ledelse.
Det foreslåede stk. 3 fastsætter krav om, hvilke oplysninger
der skal meddeles Finanstilsynet, når der erhverves så man-
ge kapitalandele, at der etableres en dattervirksomhed. Kra-
vene svarer til de krav om oplysninger, der stilles efter § 38,
stk. 1, nr. 1-4, i lov om finansiel virksomhed ved etablering
af en filial i udlandet. Det skal bemærkes, at der efter forsla-
gets § 64 stilles krav om Finanstilsynets godkendelse ved
en etablering af en dattervirksomhed i de pågældende lande,
når den pågældende dattervirksomhed er et kreditinstitut, et
investeringsselskab eller et forsikringsselskab.
Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at ved ændring af et forhold, der
er givet meddelelse om efter stk. 3, nr. 1-4, skal forsikrings-
selskabet eller forsikringsholdingvirksomheden give medde-
lelse til Finanstilsynet herom, inden ændringen foretages.
Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at hvis forsikringsselskabet eller
forsikringsholdingvirksomheden ikke på forhånd er bekendt
med ændringen, skal meddelelse til Finanstilsynet, gives
straks efter at forsikringsselskabet eller forsikringsholding-
virksomheden har modtaget underretning om ændringen.
Det foreslåede stk. 4 fastslår, at forsikringsselskabet eller
forsikringsholdingvirksomheden ved ændring af forhold,
som der er givet meddelelse om i medfør af stk. 3, skal
257
give meddelelse herom til Finanstilsynet, inden ændringen
foretages, jf. § 94, stk. 1.
Det foreslås med lovforslagets § 312, stk. 2, nr. 1, at strafbe-
lægge overtrædelse af § 94, stk. 1, stk. 2 og stk. 4, således
at overtrædelse af bestemmelsen kan straffes med bøde eller
fængsel indtil fire måneder, medmindre højere straf er for-
skyldt efter den øvrige lovgivning.
Ansvarssubjektet for overtrædelse af stk. 1 er et forsikrings-
selskab eller en forsikringsholdingvirksomhed. Den strafba-
re handling efter 1. pkt. er at undlade at underrette Finans-
tilsynet forud for erhvervelsen af en kvalificeret andel i et
udenlandsk forsikringsselskab eller en udenlandsk finansiel
virksomhed eller om sådanne forøgelser af den kvalificere-
de andel, som medfører, at denne udgør eller overstiger
en grænse på henholdsvis 20 pct., 33 pct. og 50 pct. Den
strafbare handling efter 2. pkt. er at undlade at oplyse om, i
hvilket land den udenlandske virksomhed, der erhverves en
kvalificeret anden del i eller hvori den kvalificerede andels
forøges, er etableret.
Ansvarssubjektet for overtrædelse af stk. 2 er forsikrings-
selskaber og forsikringsholdingvirksomheder. Den strafbare
handling er, at virksomheden undlader at underrette Finans-
tilsynet om, at den påtænker at mindske sin andel, således at
den falder under grænserne på 10 pct., 20 pct., 33 pct. og 50
pct., eller at underretningen ikke angiver størrelsen af den
påtænkte fremtidige andel.
Ansvarssubjektet for overtrædelse af stk. 4 er forsikrings-
selskaber og forsikringsholdingvirksomheder. Den strafbare
handling efter 1. pkt. er at undlade at meddele Finanstilsy-
net om ændring af forhold, som virksomheden tidligere har
givet meddelelse om efter stk. 3, nr. 1-4, inden ændringen
foretages. Den strafbare handling efter 2. pkt. er ikke straks
at underrette om ændringer af forhold, som virksomheden
tidligere har givet meddelelse om efter stk. 3, nr. 1-4, når
virksomheden ikke på forhånd har været bekendt med æn-
dringerne. ”Straks” skal forstås som uden ugrundet ophold.
Til § 95
Den gældende § 70 i lov om finansiel virksomhed fastsætter
regler om bestyrelsens overordnede og strategiske funktion.
Den forslåede § 95 viderefører lov om finansiel virksomhed
§ 70 med redaktionelle ændringer. Den foreslåede bestem-
melse medfører ikke materielle ændringer.
Den foreslåede § 95 indeholder i stk. 1, 4 og 5 enslydende
forslag til dem, der er foreslået ved lovforslag om ændring
af lov om finansiel virksomhed, straffeloven og forskelli-
ge andre love (Gennemførelse af Ansvarsudvalgets forslag
om skærpet ansvarsvurdering for ledelsesmedlemmer m.v.
i finansielle virksomheder og ændring af reglerne om eg-
nethed og hæderlighed), der blev fremsat for folketinget
den. 8 februar 2023 og forventeligt træder i kraft den 1.
juli 2023. Forslagene vil derfor videreføre gældende ret på
tidspunktet for dette lovforslags ikrafttræden, under forud-
sætning af at bestemmelserne bliver gennemført ved oven-
fornævnte lovforslag.
Bestemmelsen indeholder krav til bestyrelsens overordnede
og strategiske funktion med henblik på at sikre, at forsik-
ringsselskaber drives betryggende. Dette omfatter løbende
stillingtagen til virksomhedens forretningsmæssige aktivite-
ter, risikoprofil og politikker m.v. Samtidig indeholder den
krav til bestyrelsens fastlæggelse af retningslinjer til direkti-
onen og til direktionens rapportering til bestyrelsen om virk-
somhedens risici. Endelig indeholder bestemmelsen krav til
bestyrelsens opfølgning på, om risikoprofil og politikker føl-
ges i virksomheden, og til, at bestyrelsen træffer de fornødne
forholdsregler, hvis risikoprofil og politikker ikke længere er
forsvarlige for den finansielle virksomhed.
Stk. 1 og 2 indebærer, at bestyrelsens skriftlige retningslinjer
til direktionen skal omfatte alle væsentlige aktiviteter og
tilknyttede risici. Dette er i overensstemmelse med Finans-
tilsynets praksis og sikrer, at kun uvæsentlige aktiviteter kan
udelades af bestyrelsens stillingtagen. Medmindre der er tale
om aktiviteter, som bestyrelsen efter lovgivningen ikke må –
eller af andre årsager ikke kan - uddelegere til direktionen,
afgør bestyrelsen dog selv, om en aktivitet skal uddelegeres
fuldt ud eller kun delvist til direktionen.
Kravene i henhold til bestemmelsen indebærer ikke krav
om en bestemt procedure for bestyrelsens stillingtagen til de
forhold, bestemmelsen omhandler, men indebærer krav om,
at bestyrelsen løbende sikrer sig, at der er overensstemmelse
mellem, hvad forsikringsselskabet vil og kan gøre.
Bestemmelsen finder anvendelse for forsikringsselskaber
og forsikringsholdingvirksomheder. I forsikringsholding-
virksomheder skal bestyrelsen bidrage til at sikre, at risici
kan identificeres og styres, at lovgivningen kan overholdes
på tværs af koncernens selskaber, og at der kan tages stilling
til, hvordan selve holdingselskabet, herunder en forsikrings-
holdingvirksomhed, kan leve op til de gældende regler for
holdingvirksomheden.
Uanset at aktiviteterne i en forsikringsholdingvirksomhed
ofte er mere afgrænsede end i et forsikringsselskab, er det
vigtigt, at den overordnede og strategiske ledelse af virk-
somheden sker med udgangspunkt i den forretningsmodel,
som forsikringsholdingvirksomhedens bestyrelse har valgt,
og de hertil hørende risici. En forsikringsholdingvirksom-
hed har som kapitalejer i et forsikringsselskab betydelige
258
muligheder for at påvirke aktiviteter og risici i forsikrings-
selskabet. Endvidere kan en forsikringsholdingvirksomhed
i vidt omfang få behov for at understøtte datterselskaber
økonomisk, særligt når det indgår i datterselskabernes kapi-
talberedskaber, at moderselskabet skal kunne bidrage med
supplerende finansiering. Derfor er det tillige væsentligt, at
holdingselskabets bestyrelse løbende sikrer sig, at virksom-
heden har det fornødne kapitalgrundlag i forhold til virk-
somhedens aktiviteter.
Ligeledes er det relevant at sikre, at bestyrelsen løbende
forholder sig til, om dens medlemmer har den fornødne vi-
den og erfaring til at sikre en forsvarlig drift af holdingvirk-
somheden. Det er i den forbindelse vigtigt, at bestyrelsen
afdækker og håndterer de risici, der følger af samspillet
mellem datterselskabernes forretningsområder og disse for-
retningsområders indflydelse på driften af holdingvirksom-
heden. Hertil kommer, at en forsikringsholdingvirksomhed
som kapitalejer vil have betydelig indflydelse på, hvem der
kan vælges til bestyrelsen i forsikringsselskabet. Det er der-
for vigtigt, at en forsikringsholdingvirksomheds bestyrelse
har de fornødne kompetencer til at vurdere forsikringssel-
skabets forhold, så ledelsen i forsikringsselskabet har de
påkrævede kompetencer.
Endelig er det vigtigt at sikre, at der sker en forsvarlig
rapportering i forhold til alle de relevante ledelsesniveauer
om de risici, som forsikringsholdingvirksomheden udsættes
for, hvad enten dette sker som led i virksomhedens aktivite-
ter som kapitalejer i et forsikringsselskab eller i forhold til
andre sideløbende aktiviteter.
Bestemmelsens regler viderefører den tilsvarende regel i lov
om finansiel virksomhed, og den foreslåede bestemmelse
skal derfor fortolkes i overensstemmelse med de dertilhø-
rende kommentarer til lov om finansiel virksomhed § 70, jf.
folketingstidende 2009-10, L 175, side 52-54.
Det foreslås i stk. 1, at bestyrelsen for et forsikringsselskab
og en forsikringsholdingvirksomhed med henblik på at sik-
re, at virksomheden drives betryggende, skal udføre følgen-
de oplistede opgaver.
Efter stk. 1, nr. 1, skal bestyrelsen for et forsikringsselskab
fastlægge, hvilke forretningsmæssige aktiviteter virksomhe-
den vil beskæftige sig med indenfor virksomhedens formåls-
paragraf. Bestyrelsen i et forsikringsselskab vil f.eks. skulle
tage stilling til, hvilke forsikringsklasser og -produkter sel-
skabet skal udbyde.
Bestyrelsen skal desuden efter stk. 1, nr. 2, identificere og
kvantificere de væsentlige risici, som virksomheden påtager
sig, dels ved sine forretningsmæssige aktiviteter og dels ved
sin indretning. Bestyrelsen skal herunder træffe beslutning
om virksomhedens risikoprofil, der er den overordnede ram-
me for, hvilke og hvor store risici virksomheden ønsker
at påtage sig. I et forsikringsselskab skal bestyrelsen f.eks.
fastlægge, hvilke og hvor store forsikrings- og markedsrisici
selskabet vil påtage sig.
Ud fra den fastlagte risikoprofil skal bestyrelsen efter stk.
1, nr. 3, fastlægge politikker for virksomhedens væsentlige
aktiviteter og tilknyttede risici under hensyntagen til sam-
spillet mellem disse. Med politikker menes principper for,
hvordan virksomheden skal drives, for at risikoprofilen kan
overholdes.
I et forsikringsselskab vil det f.eks. være de overordnede
principper for selskabets forsikringsmæssige risici og op-
følgning på, hvordan bl.a. forsikringsudbetalingerne udvik-
ler sig, og om de indlagte forudsætninger holder.
Endelig skal bestyrelsen efter stk. 1, nr. 4, fastlægge en poli-
tik for mangfoldighed i bestyrelsen, der fremmer tilstrække-
lig diversitet i kvalifikationer og kompetencer blandt besty-
relsens medlemmer.
En mangfoldighedspolitik bør indeholde en beskrivelse af,
hvordan virksomheden vil sikre mangfoldighed i bestyrel-
sen, for eksempel ved at sikre en rekruttering, der tiltrækker
kandidater med en bred vifte af kvalifikationer og kompe-
tencer til bestyrelsen. En mangfoldighedspolitik bør angi-
ve, hvilke kvalifikationer og kompetencer der er relevante
at tillægge vægt ved udpegning af kandidater til bestyrel-
sen. Disse kvalifikationer og kompetencer kan være opnået
på baggrund af den enkelte kandidats uddannelsesmæssige,
erhvervsmæssige eller personlige erfaring. Det skal præcise-
res, at det står den enkelte bestyrelse frit for at vælge den
politik, der findes bedst egnet for den pågældende virksom-
hed til at fremme mangfoldigheden i bestyrelsen.
Med det foreslåede krav om, at bestyrelsen skal fastlægge
en mangfoldighedspolitik, forpligtes bestyrelsen til aktivt
at fremme den for virksomheden relevante og nødvendige
mangfoldighed i bestyrelsen.
Ved tilsyn med overholdelse af bestemmelsen, jf. dette for-
slags § 257, vil Finanstilsynet vurdere, om politikken i til-
strækkelig grad fremmer mangfoldighed. Finanstilsynet kan
i forbindelse med en sådan vurdering inddrage eventuelle
retningslinjer på området fra EIOPA og ICP, i det omfang
sådanne retningslinjer foreligger, og i det omfang inddragel-
se af retningslinjerne er relevant.
Bestyrelsens opfyldelse af forpligtelserne i nr. 1-4 skal ske
med henblik på at sikre, at den pågældende virksomhed
drives betryggende. Herved fastlægges ikke en egentlig
selvstændig pligt, men det understreges, at virksomhedens
fastlagte risikoprofil, politikker og skriftlige retningslinjer til
259
direktionen er centrale for, at virksomheden drives på en be-
tryggende måde. Fastlæggelsen heraf er således bestyrelsens
måde at angive, hvordan virksomheden skal drives, så det
sker med den nødvendige hensyntagen til virksomhedens
risikoprofil og forretningsmodel.
Det indebærer, at en tilsidesættelse af visse af de politi-
kker og skriftlige retningslinjer, som forsikringsselskabets
bestyrelse skal fastsætte efter § 95 og ledelsesbekendtgørel-
sen, kan tillægges større vægt ved ansvarsbedømmelsen i
erstatningssager i forbindelse med tab, som den pågældende
virksomheden har lidt som følge af tilsidesættelse af virk-
somhedens politikker eller retningslinjer. Tilsidesættelse af
en forskrift i interne retningslinjer vil kunne være relevant
for ansvarsbedømmelsen, når formålet med den skriftlige
retningslinje helt eller delvis er at regulere, hvad der udgør
forsvarlig adfærd i den givne situation. Sådanne interne ret-
ningslinjer, hvis hovedformål er at sikre, at finansielle virk-
somheder drives på en forsvarlig måde, bl.a. med henblik på
at imødegå overdreven risikotagning, som kan lede til bety-
delige tab for virksomhederne, samt sikre, at virksomheder-
ne drives ærligt, redeligt og professionelt og i sine kunders
bedste interesse, vil eksempelvis kunne være virksomhedens
politik for forsikringsmæssige risici, politik for markeds-,
modparts- og kreditrisici, politik for operationelle risici,
politik for risikostyring, hvidvaskpolitik, it-sikkerhedspoli-
tik, politik for vurdering af egen risiko og solvens samt
politikker for distribution af tjenesteydelser og produkter til
kunderne og for interessekonfliktpolitikker. Ansvarsbedøm-
melsen i erstatningssager vedrørende tilsidesættelse af poli-
tikker eller skriftlige retningslinjer vil i overensstemmelse
med dansk rets almindelige regler fortsat bero på domstole-
nes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige
omstændigheder i sagen. Med bestemmelsen tilsigtes ikke
en ændring af, hvilken betydning tilsidesættelse af interne
retningslinjer, der alene har en ordensmæssig karakter, til-
lægges ved ansvarsbedømmelsen.
Det foreslås i stk. 2, at på grundlag af den fastlagte risiko-
profil og de fastlagte politikker skal bestyrelsen for forsik-
ringsselskabet give direktionen skriftlige retningslinjer, der
som minimum skal indeholde følgende oplistede elementer.
Bestemmelsen fastsætter, at bestyrelsen skal udarbejde
skriftlige retningslinjer til direktionen. Dette skal ske på
grundlag af bestyrelsens overvejelser og beslutninger om
forretningsmæssige aktiviteter, risikoprofil og politikker.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at de skriftlige retningslinjer skal
indeholde kontrollerbare rammer for, hvilke og hvor store
risici direktionen må påføre virksomheden.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at de skriftlige retningslinjer
skal tage stilling til principperne for opgørelse af de enkelte
risikotyper.
Det foreslås i stk. 2, nr. 3, at de skriftlige retningslinjer
skal indeholde regler om, hvilke typer af dispositioner der
kræver bestyrelsens stillingtagen, og hvilke dispositioner di-
rektionen kan foretage som led i sin stilling.
Dette skal sikre, at væsentlige dispositioner, der efter forsik-
ringsselskabets forhold er af usædvanlig art eller af stor
betydning, vurderes eksplicit af bestyrelsen i forhold til for-
sikringsselskabets risikoprofil og politikker.
Det foreslås i stk. 2, nr. 4, at de skriftlige retningslinjer skal
indeholde regler for, hvordan og i hvilket omfang direktio-
nen skal rapportere til bestyrelsen om virksomhedens risici,
herunder om udnyttelsen af rammerne i retningslinjerne for
direktionen og om overholdelsen af de grænser, der er fast-
sat i lovgivningen vedrørende de risici, som virksomheden
må påtage sig.
Rapporteringen skal omfatte både alle retningslinjernes ram-
mer og alle de grænser, der er fastsat i lovgivningen. Reg-
len indebærer desuden, at direktionen skal rapportere til
bestyrelsen, hvis der er vilkår i virksomheden eller på de
finansielle markeder, der indebærer, at den af bestyrelsen
fastlagte risikoprofil og politikker ikke længere kan overhol-
des, også selvom direktionen følger retningslinjerne.
Rapporteringen skal sikre, at bestyrelsen til stadighed har
kendskab til forsikringsselskabets aktuelle risici, herunder
om virksomheden overholder lovgivningens krav til, hvor
store risici virksomheden må påtage sig. Dette skal dels
gøre det muligt for bestyrelsen at gribe ind i tide overfor
uønskede risici, dels være en del af beslutningsgrundlaget,
når bestyrelsen skal revurdere risikoprofilen.
Det foreslås i stk. 3, at bestyrelsen for virksomheden løben-
de skal tage stilling til, om virksomhedens risikoprofil og
politikker samt retningslinjerne for direktionen er forsvarli-
ge i forhold til virksomhedens forretningsmæssige aktivite-
ter, organisation og ressourcer, herunder kapital og likvidi-
tet, samt de markedsforhold, som virksomhedens aktiviteter
drives under.
Som følge af den foreslåede bestemmelse skal bestyrelsen
løbende tage stilling til, om risikoprofilen samt de af be-
styrelsen vedtagne politikker og retningslinjer på passende
måde er implementeret i virksomhedens drift. Bestyrelsen
skal desuden tage stilling til, om den valgte risikoprofil
er forsvarlig set i lyset af blandt andet de organisatoriske
forhold, de forhåndenværende ressourcer, herunder særligt
kapital og likviditet, de forretningsmæssige aktiviteters art
og kompleksitet samt markedsforholdene.
Bestyrelsens vurdering vil i stort omfang være fremadret-
tet. Eksempelvis skal bestyrelsen sikre sig, at der er tilstræk-
260
kelige medarbejderressourcer og systemmæssige ressourcer
til at håndtere såvel vækst i forretningsomfanget som nye
risici, der kan opstå.
Bestyrelsen skal ligeledes løbende vurdere, om de fastlagte
politikker er egnede til at sikre, at virksomhedens risici til
stadighed kan holdes indenfor den ønskede risikoprofil.
Hvor ofte der skal fortages revurdering af risikoprofil og
politikker, afhænger af den konkrete situation. Normalt vil
revurderingen skulle ske mindst en gang om året, men i
perioder med større ændringer i virksomhedens forhold og/
eller markedsforholdene vil revurderingen skulle foretages
hyppigere.
En revurdering behøver ikke nødvendigvis at føre til æn-
dringer, men hvis bestyrelsen skønner, at risikoprofil og
politikker ikke er betryggende, skal bestyrelsen foretage en
fornyet fastlæggelse heraf samt om nødvendigt revurdere
virksomhedens forretningsmæssige aktiviteter og retnings-
linjerne til direktionen.
Det foreslås i stk. 4, at bestyrelsen for virksomheden løben-
de skal vurdere, om direktionen varetager sine opgaver i
overensstemmelse med den fastlagte risikoprofil, de fastlag-
te politikker og retningslinjerne for direktionen, herunder
om direktionen har fraveget disse, og om fravigelsen i givet
fald har været forsvarlig. Bestyrelsen skal træffe passende
foranstaltninger, hvis dette ikke er tilfældet.
Efter stk. 4 skal bestyrelsen vurdere, om direktionen over-
holder de retningslinjer, som bestyrelsen har givet direkti-
onen, idet dette er en væsentlig forudsætning for, at virk-
somheden drives forsvarligt. Hvis direktionen ikke overhol-
der retningslinjerne, skal bestyrelsen træffe de nødvendige
forholdsregler, som i praksis vil afhænge af karakteren af
den manglende overholdelse. Bestemmelsen skal ses i sam-
menhæng med bemærkningerne til stk. 1, hvor det bl.a. un-
derstreges, at direktionens tilsidesættelse af virksomhedens
centrale interne retningslinjer tillægges større vægt i sager
om ansvarsbedømmelse.
Det foreslås i stk. 5, at såfremt bestyrelsen beslutter konkret
at fravige eller acceptere en fravigelse af den fastlagte ri-
sikoprofil, de fastlagte politikker eller retningslinjerne for
direktionen, skal dette indføres i bestyrelsens forhandlings-
protokol sammen med en redegørelse for begrundelsen for
beslutningen.
Den foreslåede bestemmelse tydeliggør bestyrelsens pligter
med hensyn til fravigelse af virksomhedens risikoprofil, po-
litikker eller retningslinjerne for direktionen. Kravene til
redegørelsen for begrundelsen for beslutningen vil svare til
kravene, der følger af § 98 i lovforslaget. Det indebærer
bl.a., at det skal være muligt at genfinde forudsætningerne
for de drøftelser, der har fundet sted i bestyrelsen. Den fore-
slåede bestemmelse vil omfatte tilfælde, hvor fravigelsen af
virksomhedens risikoprofil, politikker eller retningslinjerne
for direktionen er sket efter beslutning fra bestyrelsen, el-
ler hvor bestyrelsen har accepteret, at direktionen har frave-
get disse. Bestemmelsen vil derimod ikke omfatte tilfælde,
hvor direktionen uden bestyrelsens vidende har fraveget risi-
koprofilen, politikker eller retningslinjerne for direktionen,
og hvor bestyrelsen først efterfølgende bliver opmærksom
herpå. Sådanne tilfælde vil i stedet være omfattet af den
bestemmelse i § 95, stk. 4, om bestyrelsens løbende vurde-
ring af direktionens varetagelse af sine opgaver, hvorefter
bestyrelsen skal træffe passende foranstaltninger, hvis direk-
tionen ikke varetager sine opgaver i overensstemmelse med
den fastlagte risikoprofil, de fastlagte politikker og retnings-
linjerne for direktionen.
Det foreslås i stk. 6, at Finanstilsynet kan fastsætte nærme-
re regler om de forpligtelser, der påhviler bestyrelsen for
et forsikringsselskab og en forsikringsholdingvirksomhed i
medfør af stk. 1-4.
Hjemlen er udnyttet i bekendtgørelse nr. 1169 af 31. oktober
2017 om ledelse og styring af forsikringsselskaber m.v. Be-
kendtgørelsen forventes videreført.
Det foreslås i lovforslagets § 312, stk. 1, nr. 1, at overtrædel-
se af § 95, stk. 1-4, kan straffes med bøde. Ansvarssubjek-
tet for overtrædelse af stk. 1-4 er hvert enkelt medlem af
bestyrelsen i det pågældende forsikringsselskab eller forsik-
ringsholdingvirksomhed. Den strafbare handling består i at
undlade at efterkomme et eller flere af kravene i stk. 1-4.
Til § 96
Den gældende § 65 i lov om finansiel virksomhed fastslår, at
bestyrelsen skal have en forretningsorden.
Den foreslåede § 96 viderefører den gældende § 65 i lov om
finansiel virksomhed uden ændringer.
Den gældende bemyndigelse i lov om finansiel virksomhed
§ 65, stk. 2, er i dag anvendt til udstedelse af bekendtgø-
relse nr. 1169 af 31. oktober 2017 om ledelse og styring
af forsikringsselskaber m.v. (ledelsesbekendtgørelsen). Af
ledelsesbekendtgørelsens bilag 5 fremgår reglerne for tilret-
telæggelse af arbejdet i bestyrelsen i et forsikringsselskab.
Det foreslås i § 96, stk. 1, at bestyrelsen ved en forretnings-
orden skal træffe nærmere bestemmelser om udførelsen af
sit hverv.
261
I det foreslåede stk. 1 stilles således krav om, at besty-
relsen skal udarbejde en forretningsorden for bestyrelsens
arbejde. Forretningsordenen skal overholde en række mini-
mumskrav. Forretningsordenen skal definere indholdet af
bestyrelsens hverv m.v. Forsikringsselskaber er på grund af
deres samfundsøkonomiske betydning underlagt omfatten-
de regulering og beskæftiger sig i øvrigt ofte med mange
og komplekse forretningsområder. Bestyrelsen i et forsik-
ringsselskab har derfor mange forpligtelser, der følger af
virksomhedens særlige karakter. Bestyrelsens procedurer for
sådanne forpligtelser bør fremgå af bestyrelsens forretnings-
orden.
Efter det foreslåede stk. 2 kan Finanstilsynet fastsætte nær-
mere regler om forretningsordenens indhold.
Det foreslås med lovforslagets § 312, stk. 2, at strafbelægge
overtrædelse af stk. 1. Ansvarssubjektet for overtrædelse af
bestemmelsen er bestyrelsen. Den strafbare handling består
i undladelse af ved en forretningsorden at træffe nærmere
bestemmelser om udførelsen af bestyrelsens hverv. Overtræ-
delse af bestemmelsen kan straffes med bøde eller fængsel
indtil fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning.
Til § 97
Den gældende § 74 i lov om finansiel virksomhed fastsætter
regler om bestyrelsens møder og supplerer reglerne om af-
holdelse af bestyrelsesmøder m.v. i selskabslovens kapitel 7
om kapitalselskabers ledelse. Bestemmelsen fastsætter bl.a.,
at bestyrelsesformanden skal sørge for, at bestyrelsen holder
møde, når dette er nødvendigt, og skal påse, at samtlige
medlemmer indkaldes, at ethvert medlem af bestyrelsen, en
direktør, en ekstern revisor, den interne revisionschef og den
ansvarshavende aktuar har visse rettigheder, og at eksterne
revisorer, den interne revisionschef og den ansvarshavende
aktuar har pligt til at deltage i bestyrelsens behandling af de
pågældende sager, såfremt det ønskes af blot ét bestyrelses-
medlem. Endelig fastsætter de gældende regler, at der skal
føres protokol over bestyrelsens møder. Endvidere stiller
den gældende § 109 i lov om finansiel virksomhed krav
om, at reglerne i § 74 finder tilsvarende anvendelse for et
forsikringsselskabs repræsentantskab.
Den foreslåede § 97 viderefører den gældende § 74, stk.
1 og 2, og § 109 i lov om finansiel virksomhed med en
ny struktur. Der er ikke tiltænkt materielle ændringer med
bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 1, at bestyrelsesformanden skal sørge for,
at bestyrelsen holder møde, når dette er nødvendigt, og skal
påse, at samtlige medlemmer indkaldes.
Det foreslåede stk. 1 svarer til § 123 i selskabsloven.
Selskabslovens § 123 bestemmer, at formanden for bestyrel-
sen eller tilsynsrådet i et aktieselskab skal sikre, at det øver-
ste ledelsesorgan holder møde, når dette er nødvendigt, og
skal påse, at samtlige medlemmer indkaldes. Et medlem af
ledelsen eller selskabets generalforsamlingsvalgte revisor, jf.
selskabslovens § 144, kan forlange, at det øverste ledelses-
organ indkaldes. En direktør har, selv om den pågældende
ikke er medlem af bestyrelsen eller tilsynsrådet, ret til at væ-
re til stede og udtale sig ved bestyrelsens eller tilsynsrådets
møder, medmindre bestyrelsen eller tilsynsrådet i de enkelte
tilfælde træffer anden bestemmelse.
Overtrædelse af den foreslåede bestemmelses stk. 1 straffes
med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den
øvrige lovgivning efter lovforslagets § 312, stk. 2, nr. 1.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af den foreslåede
§ 97, stk. 1, er bestyrelsesformanden. Det betyder, at hvis
bestyrelsesformanden ikke overholder sin forpligtelse til at
sikre at bestyrelsen holder møde, når dette er nødvendigt,
og ikke påser, at samtlige medlemmer indkaldes, eller over-
holder nogle af bestemmelsens formelle krav, vil bestyrel-
sesformanden kunne straffes med bøde eller fængsel indtil
fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den
øvrige lovgivning, jf. lovforslagets § 312, stk. 2, nr. 1.
Det foreslås i stk. 2, at ethvert medlem af bestyrelsen, en
direktør, en ekstern revisor, den interne revisionschef og den
ansvarshavende aktuar i et forsikringsselskab kan forlange,
at bestyrelsen indkaldes.
Det foreslåede stk. 2 fastsætter en forpligtelse for formanden
for bestyrelsen til at være ansvarlig for, at der afholdes be-
styrelsesmøder m.v. når det findes nødvendigt. Det er som
udgangspunkt op til formanden at bestemme indkaldelses-
måden og indkaldelsesvarslet, i det omfang dette ikke er
bestemt i bestyrelsens forretningsorden. Hvis der i bestyrel-
sens forretningsorden eller i forsikringsselskabets vedtægter
er fastsat et indkaldelsesvarsel, skal dette overholdes.
Det foreslås i stk. 3, at en direktør, en ekstern revisor, den
interne revisionschef og den ansvarshavende aktuar har ret
til at deltage i og udtale sig ved bestyrelsesmøder, medmin-
dre bestyrelsen i den enkelte sag træffer anden bestemmelse.
Det foreslåede stk. 3 fastsætter, at ethvert medlem af besty-
relsen, en direktør, en ekstern revisor, den interne revisions-
chef og den ansvarshavende aktuar kan forlange, at bestyrel-
sen indkaldes. Der er tale om en ret til at forlange, at for-
manden indkalder bestyrelsen. Selve indkaldelsen skal ske
efter de sædvanlige procedurer. Er der ikke fastsat sædvanli-
ge procedurer, bestemmer formanden indkaldelsesmåden og
262
varslet. Hvis der i bestyrelsens forretningsorden eller i for-
sikringsselskabets vedtægter er fastsat et indkaldelsesvarsel,
skal dette overholdes.
Det foreslås i stk. 4, at eksterne revisorer og den interne
revisionschef altid har ret til at deltage i bestyrelsesmøder
under behandling af sager, der har betydning for revisionen
eller for aflæggelse af årsrapporten.
Retten til indkaldelse af og deltagelse i bestyrelsesmøder
indebærer dels, at den omfattede personkreds sikres infor-
mation på samme niveau som bestyrelsesmedlemmer, dels
at den eksterne revisor og den interne revisionschef har mu-
lighed for at orientere bestyrelsen om væsentlige regnskabs-
mæssige forhold af betydning for forsikringsselskabet. Som
konsekvens heraf må den omfattede personkreds tilsendes
dagsorden med bilag på lige fod med bestyrelsesmedlem-
merne. Det anses som tilstrækkeligt, at bilagene alene sen-
des til den eksterne revisor på den eksterne revisors anmod-
ning.
Alle de omfattede personer har ret til at være til stede uaf-
hængigt af, om der er andre fra den omfattede persongruppe
til stede.
Der er ikke efter lovens bestemmelser krav om et vist antal
årlige møder i bestyrelsen. Det er derimod foreskrevet, at
møderne i det øverste ledelsesorgan skal afholdes, når der er
behov herfor. Det er ikke muligt nærmere at opregne, hvor-
når det er nødvendigt. Det er som udgangspunkt formanden,
der har initiativpligten. Det er dog oplagt at indkalde til mø-
de, hvis der er særlige økonomiske eller strategiske forhold,
der kræver en drøftelse, eller hvis der er særlige forhold i
direktionen, der skaber behov for et møde. Desuden vil der
være behov for at drøfte de faste opgaver i forbindelse med
selskabets »årshjul«.
Der er ikke noget til hinder for, at det øverste ledelsesorgan
træffer beslutning om, at andre end de i den foreslåede be-
stemmelse nævnte personer deltager ad hoc i et ledelsesmø-
de eller under behandling af et bestemt dagsordenspunkt,
hvis det øverste ledelsesorgan finder, at en sådan deltagelse
vil have værdi for ledelsesorganets opgavevaretagelse. Der
bør dog være tilslutning til en sådan deltagelse fra det sam-
lede ledelsesorgans medlemmer.
Det foreslås i stk. 5, at eksterne revisorer, den interne revisi-
onschef og den ansvarshavende aktuar har pligt til at deltage
i bestyrelsens behandling af de pågældende sager, hvis det
ønskes af blot ét bestyrelsesmedlem.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at den eksterne revi-
sor, den interne revisionschef og den ansvarshavende aktu-
ar er til stede ved bestyrelsens behandling af sager, der er
relevante for denne personkreds, hvis blot et enkelt bestyrel-
sesmedlem ønsker det. Den omhandlede personkreds har en
særlig faglig indsigt og viden omkring selskabet, som med-
lemmerne af bestyrelsen sjældent besidder, hvorfor deres til-
stedeværelse på et bestyrelsesmøde kan være nødvendig for,
at bestyrelsen kan træffe en beslutning på et oplyst grundlag.
Det foreslås i stk. 6, at stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse
på et forsikringsselskabs repræsentantskab.
Som følge af det foreslåede stk. 6 finder stk. 1-5 tilsvarende
anvendelse på forsikringsselskabets repræsentantskab, som
derfor skal tilrettelægge repræsentantskabets arbejde efter
reglerne i stk. 1-5, på samme måde som det er pålagt et
forsikringsselskabs bestyrelse.
Et forsikringsselskab har efter lovforslagets § 103 mulighed
for at etablere et repræsentantskab til varetagelse af bestem-
te opgaver, som er angivet i vedtægterne, herunder valg af
bestyrelse. Repræsentantskabets medlemmer er med hensyn
til varetagelsen af deres hverv undergivet samme ansvar
som bestyrelsen.
Til § 98
Den gældende § 74, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed
stiller krav om, at der skal føres protokol over forhandlin-
gerne i bestyrelsen, og et bestyrelsesmedlem, en direktør, en
ekstern revisor, den interne revisionschef eller den ansvars-
havende aktuar, der ikke er enig i bestyrelsens beslutning,
har ret til at få sin mening indført i protokollen. Endvidere
stiller den gældende § 109 i lov om finansiel virksomhed
krav om, at reglerne i § 74 finder tilsvarende anvendelse for
et forsikringsselskabs repræsentantskab.
Den foreslåede § 98 viderefører den gældende § 74, stk.
3, samt § 109 i lov om finansiel virksomhed med en ny
struktur. Der er ikke tiltænkt materielle ændringer med be-
stemmelsen.
Det foreslås i stk. 1, at der skal føres protokol over forhand-
lingerne i bestyrelsen, og at prokokollen skal underskrives
af samtlige tilstedeværende medlemmer.
Det foreslås i stk. 2, at et bestyrelsesmedlem, en direktør, en
ekstern revisor, den interne revisionschef eller den ansvars-
havende aktuar, der ikke er enig i bestyrelsens beslutning,
har ret til at få sin mening indført i protokollen.
De foreslåede stk. 1 og 2 svarer til selskabslovens § 128.
Dog har eksterne revisorer, interne revisionschefer og an-
svarshavende aktuarer ikke i henhold til selskabsloven ret
263
til at få foretaget protokoltilførsel. Selskabslovens § 128
bestemmer, at hvis det øverste ledelsesorgan består af flere
medlemmer, føres der en protokol over forhandlingerne, der
underskrives af samtlige tilstedeværende medlemmer. End-
videre bestemmer den, at et tilstedeværende ledelsesmed-
lem, der ikke er enig i en beslutning, har ret til at få sin
mening indført i protokollen.
Der skal foreligge en forhandlingsprotokol, og ikke kun en
beslutningsprotokol, af hensyn til at kunne dokumentere for-
handlingsforløbet og kunne placere et ansvar. Det bør endvi-
dere omtales, hvilket materiale der har indgået i forhandlin-
gerne i bestyrelsen. På baggrund af forhandlingsprotokollen
skal det være muligt at genfinde forudsætningerne for de
forhandlinger, der har fundet sted i bestyrelsen. Dette kan
have betydning efterfølgende ved vurdering af, om medlem-
merne af det øverste ledelsesorgan har handlet ansvarspådra-
gende. Som udgangspunkt fritager det ikke et medlem for
senere at ifalde ansvar, at vedkommende ikke har deltaget i
et møde eller har underskrevet protokollen.
Der kan desuden være et behov for, at et medlem af direk-
tionen, en direktør, en ekstern revisor, den interne revisions-
chef eller den ansvarshavende aktuar, som er uenig i besty-
relsens beslutning, har mulighed for at få sin mening indført
i protokollen.
Protokollen kan føres elektronisk.
Medlemmer af bestyrelsen eller tilsynsrådet, som ikke har
deltaget i et møde, bør efterfølgende orientere sig i protokol-
len.
Overtrædelse af stk. 1 kan straffes med bøde eller fængsel
indtil fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning efter lovforslagets § 312, stk. 2, nr. 1.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af den foreslåede
§ 98 er bestyrelsesformanden. Det betyder, at hvis der ikke
bliver ført en protokol over forhandlingerne i bestyrelsen,
som underskrives af samtlige tilstedeværende medlemmer
i bestyrelsen, vil bestyrelsesformanden kunne straffes med
bøde, jf. lovforslagets § 312, stk. 2.
Det foreslås i stk. 3, at stk. 1-2 finder tilsvarende anvendelse
på et forsikringsselskabs repræsentantskab.
Som følge af det foreslåede stk. 3 finder stk. 1 og 2 til-
svarende anvendelse på forsikringsselskabets repræsentant-
skab. Forsikringsselskabets repæsentantskab skal derfor til-
rettelægge repræsentantskabets arbejde efter reglerne i § 98,
på samme måde som det er pålagt et forsikringsselskabs
bestyrelse.
Et forsikringsselskab har efter lovforslagets § 103 mulighed
for at etablere et repræsentantskab til varetagelse af bestem-
te opgaver, som er angivet i vedtægterne, herunder valg af
bestyrelse. Repræsentantskabets medlemmer er med hensyn
til varetagelsen af deres hverv undergivet samme ansvar
som bestyrelsen.
Til § 99
§ 66 i lov om finansiel virksomhed fastsætter tegningsretten
for bestyrelsen og direktionen.
Selskabslovens § 135, stk. 2, fastslår, at et kapitalselskab
forpligtes ved aftaler, som indgås på kapitalselskabets vegne
af det samlede centrale ledelsesorgan eller af et medlem af
bestyrelsen eller af en direktør.
Den foreslåede § 99 viderefører den gældende § 66 i lov om
finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i § 99, at den tegningsret, som efter selskabslo-
vens § 135 tilkommer medlemmer af bestyrelsen eller direk-
tionen, kun kan udøves af mindst to i forening.
Denne tegningsret kan i vedtægterne yderligere begrænses
således, at tegningsretten kun kan udøves af to eller flere
bestemte personer i forening eller af flere end to i fore-
ning. Anden begrænsning i tegningsretten kan ikke fastsæt-
tes.
Kravet om, at der skal to til at tegne et forsikringsselskab, er
en skærpelse i forhold til reglen om tegningsretten i § 135,
stk. 2, i selskabsloven.
Baggrunden for, at der for forsikringsselskaber kræves
mindst to til at tegne virksomheden, er, at forsikringsselska-
ber administrerer særligt betroede midler, hvorfor der er et
særligt beskyttelsesbehov over for forsikringstagerne.
Overtrædelse af § 99 kan straffes med bøde, medmindre
højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning efter
lovforslagets § 312, stk. 2.
Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er det
enkelte ledelsesmedlem. Den strafbare handling består i at
udøve tegningsretten på forsikringsselskabets vegne uden
iagttagelse af kravet om, at denne udøves af mindst to i
forening. Overtrædelse af bestemmelsen kan straffes med
bøde eller fængsel indtil fire måneder, medmindre højere
straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Til § 100
264
Den gældende § 79 a i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter, at forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksomhe-
der skal opstille måltal for andelen af det underrepræsente-
rede køn i bestyrelsen og udarbejde politikker for at øge
andelen af det underrepræsenterede køn på selskabets øvrige
ledelsesniveauer.
Den foreslåede § 100 viderefører den gældende lov om
finansiel virksomhed § 79 a med redaktionelle ændrin-
ger. Den foreslåede bestemmelse medfører ikke materielle
ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at i forsikringsselskaber og forsikrings-
holdingvirksomheder, som har finansielle instrumenter opta-
get til handel på et reguleret marked i et EU/EØS-land, eller
som har en balancesum på 500 mio. kr. eller derover i to
på hinanden følgende regnskabsår, skal bestyrelsen opstille
måltal og udarbejde politikker efter nr. 1-3.
Bestemmelsen omfatter forsikringsselskaber, forsikringshol-
dingvirksomheder, tværgående pensionskasser og arbejds-
markedsrelaterede livsforsikringsaktieselskaber, som har
værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked i et
EU/EØS-land, eller som har en balancesum på 500 mio. kr.
eller derover i to på hinanden følgende regnskabsår.
Bestemmelsen finder også anvendelse på virksomheder, som
er eller oprindeligt er stiftet som arbejdsmarkedsrelatere-
de livsforsikringsaktieselskaber eller er en tværgående pen-
sionskasse, og hvor den samlede bestyrelse, bortset fra med-
arbejderrepræsentanter valgt blandt virksomhedens ansatte
i henhold til § 140 i selskabsloven, består af et lige antal
personer, hvoraf præcist halvdelen er udpeget af arbejdsgi-
vere, og den anden halvdel er udpeget af lønmodtagere,
og hvor dette fremgår af vedtægter m.v. Tværgående pensi-
onskasser og arbejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsaktie-
selskaber defineres i henholdsvis §§ 247 og 250.
Efter den foreslåede bestemmelse skal der opstilles et måltal
og udarbejdes en politik i relation til det underrepræsentere-
de køn, jf. det foreslåede nr. 1-3. I praksis anses et køn ikke
længere for underrepræsenteret, når det udgør 40 pct. Det
er i den forbindelse uden betydning, hvilket køn der udgør
henholdsvis 40 pct. eller 60 pct. Et forsikringsselskab eller
en forsikringsholdingvirksomhed har således ikke pligt til at
opstille måltal eller udarbejde en politik for at øge andelen
af det underrepræsenterede køn, når den pågældende virk-
somhed har opnået en kønssammensætning, hvor intet af de
to køn er repræsenteret med under 40 pct.
I medfør af det foreslåede stk. 1, nr. 1, skal bestyrelsen
opstille måltal for andelen af medlemmer valgt af general-
forsamlingen eller tilsvarende forsamling, der er virksomhe-
dens øverste myndighed, af det underrepræsenterede køn i
bestyrelsen, medmindre der er en ligelig fordeling af kvin-
der og mænd blandt disse medlemmer i bestyrelsen.
Måltallet skal bestå af dels fastsættelse af en andel for det
underrepræsenterede køn og dels angivelse af en tidshori-
sont, indenfor hvilken man tilstræber at opnå den pågælden-
de andel. Heraf følger, at den fastsatte andel skal være større
end den andel, det underrepræsenterede køn udgør på tids-
punktet for fastsættelsen af måltallet.
Måltallet skal være ambitiøst og realistisk for den enkelte
virksomhed. For måltal for det øverste ledelsesorgan bør
tidshorisonten som udgangspunkt højst fastsættes til fire år,
hvilket er den periode, det maksimalt tager at udskifte besty-
relsen. Det er således op til den enkelte virksomheds besty-
relse at vurdere, hvor højt måltallet for andelen af det under-
repræsenterede køn skal være. For at få en reel udvikling
i kønssammensætningen i den øverste ledelse i forsikrings-
selskaber i Danmark, forudsættes det, at måltallet for det
øverste ledelsesorgan som nævnt skal være ambitiøst. Med
henvisning til, at den foreslåede model giver frihed for be-
styrelsen til at fastsætte det konkrete måltal for andelen af
det underrepræsenterede køn, bør alle aspekter, der relaterer
sig hertil, afklares, når bestyrelsen fastsætter sit måltal.
Måltallet skal kun omfatte de generalforsamlingsvalgte
medlemmer af bestyrelsen. I forsikringsselskaber, hvor den
øverste myndighed er et repræsentantskab, skal måltallet
omfatte medlemmer af bestyrelsen, som er udpeget af re-
præsentantskabet. Det betyder, at de medlemmer, som væl-
ges af medarbejderne på baggrund af en eventuel ordning
om medarbejderrepræsentation, ikke skal indgå i det opstil-
lede måltal.
Forpligtelsen til at opstille måltal for det underrepræsentere-
de køn i bestyrelsen gælder ikke, så længe virksomheden har
en ligelig kønssammensætning i bestyrelsen, og intet køn
således er underrepræsenteret. Et forsikringsselskab og en
forsikringsholdingvirksomhed vil være omfattet af krav om
måltal i bestyrelsen, hvis kønssammensætningen ændrer sig,
så et af kønnene bliver underrepræsenteret. Virksomheden
skal i dette tilfælde hurtigst muligt sørge for at opstille mål-
tal.
I medfør af lovforslagets § 312, stk. 1, nr. 1, kan overtrædel-
ser af § 100, stk. 1, nr. 1, straffes med bøde.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af det foreslåede
§ 100, stk. 1, nr. 1, er forsikringsselskabet eller forsikrings-
holdingvirksomheden. Overtrædelsen består eksempelvis i,
at bestyrelsen i forsikringsselskabet ikke har opstillet et
måltal for at øge andelen af det underrepræsenterede køn
i bestyrelsen.
265
Det foreslåede stk. 1, nr. 2, fastsætter, at bestyrelsen skal
opstille måltal for andelen af det underrepræsenterede køn
på virksomhedens øvrige ledelsesniveauer, medmindre der
er en ligelig kønssammensætning på de øvrige ledelsesni-
veauer.
Der bliver med stk. 1, nr. 1 og 2, dermed krav om opstilling
af to særskilte måltal for henholdsvis bestyrelsen og de øvri-
ge ledelsesniveauer. Måltallet for de øvrige ledelsesniveauer
skal udarbejdes efter samme principper, som er beskrevet i
bemærkningerne til det foreslåede i stk. 1, nr. 1. Bestyrelsen
i et forsikringsselskab kan undlade at opstille måltal for
andelen af det underrepræsenterede køn på de øvrige ledel-
sesniveauer, hvis der er en ligelig kønssammensætning i de
øvrige ledelsesniveauer. Et forsikringsselskab og en forsik-
ringsholdingvirksomhed vil være omfattet af krav om mål-
tal på øvrige ledelsesniveauer, hvis kønssammensætningen
ændrer sig, så et af kønnene bliver underrepræsenteret. Virk-
somheden skal i dette tilfælde hurtigst muligt sørge for at
opstille måltal.
I medfør af lovforslagets § 312, stk. 1, nr. 1, kan overtrædel-
ser af § 100, stk. 1, nr. 2, straffes med bøde. Ansvarssubjek-
tet i forhold til overtrædelse af det foreslåede § 100, stk.
1, nr. 2, er forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirk-
somheden. Overtrædelsen består eksempelvis i, at bestyrel-
sen i et forsikringsselskab ikke har måltal for at øge andelen
af det underrepræsenterede køn på de øvrige ledelsesniveau-
er i virksomheden.
Det foreslåede stk. 1, nr. 3, fastsætter, at bestyrelsen skal
udarbejde en politik for at øge andelen af det underrepræ-
senterede køn på virksomhedens øvrige ledelsesniveauer,
medmindre der er en ligelig fordeling af kvinder og mænd
på de øvrige ledelsesniveauer, jf. dog stk. 5.
En politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn
på de øvrige ledelsesniveauer kan indeholde en beskrivelse
af virksomhedens indsats på området, eksempelvis at virk-
somheden kan indgå i et samarbejde med andre virksomhe-
der, kan skabe rammer for den enkeltes karriereudvikling
gennem netværk, kan oprette mentorordninger, eller ved at
virksomheden i øvrigt kan gøres attraktiv for ledere af begge
køn. Det kan eksempelvis være ved at sikre en personalepo-
litik, som fremmer kvinders og mænds lige karrieremulighe-
der.
Det står den enkelte virksomhed frit for at udarbejde en
politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn,
der findes bedst egnet for den pågældende virksomhed. Det
er en betingelse, at virksomheden aktivt foretager sig noget
i relation til at øge andelen af det underrepræsenterede køn
i ledelsen. Et forsikringsselskab og en forsikringsholding-
virksomhed kan vælge de procedurer og metoder, de finder
bedst egnede til at fremme en mere ligelig kønssammensæt-
ning i ledelsen af virksomheden.
Bestyrelsen kan undlade at udarbejde en politik for at øge
andelen af det underrepræsenterede køn på de øvrige le-
delsesniveauer, hvis der er en ligelig kønssammensætning
på de øvrige ledelsesniveauer. Et forsikringsselskab og en
forsikringsholdingvirksomhed vil være omfattet af kravet
om udarbejdelse af en politik, hvis kønssammensætningen
ændrer sig, så et af kønnene bliver underrepræsenteret. Virk-
somheden skal i dette tilfælde hurtigst muligt sørge for at
udarbejde en politik.
Har virksomheden i det seneste regnskabsår beskæftiget
færre end 50 medarbejdere, kan bestyrelsen desuden undla-
de at udarbejde en politik for at øge andelen af det underre-
præsenterede køn på virksomhedens øvrige ledelsesniveau-
er, jf. den foreslåede bagatelgrænse i stk. 5.
Det foreslås i stk. 2, at for moderselskaber, der udarbejder
koncernregnskab, skal beregningen i stk. 1 foretages på bag-
grund af koncernregnskabet.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at beregningen af
de nævnte grænseværdier for, hvornår en virksomhed er
omfattet af kravene om udarbejdelse af måltal og politikker,
jf. stk. 1, skal foretages på baggrund af koncernregnskabet,
hvis moderselskabet udarbejder koncernregnskab. Hvis kon-
cernen overskrider grænseværdierne, omfattes moderselska-
bet af forpligtelserne til at udarbejde måltal og politikker.
Datterselskaber i en koncern skal efterleve reglerne i stk.
1 på virksomhedsniveau og skal således individuelt opstille
måltal for andelen af det underrepræsenterede køn i besty-
relsen og på de øvrige ledelsesniveauer. Det forhold, at et
datterselskabs moderselskab omfattes af stk. 1 ud fra bereg-
ningen af balancesummen på baggrund af koncernregnska-
bet, ændrer ikke på, at datterselskabet og moderselskabet
skal opstille og udarbejde deres egne respektive måltal og
politikker, jf. det foreslåede stk. 1, nr. 1-3.
Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at der ved øvrige
ledelsesniveauer forstås to ledelsesniveauer under bestyrel-
sen. Det første ledelsesniveau under bestyrelsen omfatter
direktionen og de personer, der organisatorisk er på samme
ledelsesniveau som direktionen. Det andet ledelsesniveau
omfatter personer med personaleansvar, som refererer direk-
te til det første ledelsesniveau under bestyrelsen.
Med denne definition skabes der klarhed over, hvordan for-
sikringsselskabets og forsikringsholdingvirksomhedens øv-
rige ledelsesniveauer identificeres, og hvor mange af disse
ledelsesniveauer, der skal opstilles måltal for og inkluderes i
politikken, jf. det foreslåede stk. 1, nr. 2 og 3. Det følger af
266
lovforslagets § 39, at forsikringsselskaber, herunder tværgå-
ende pensionskasser, skal have en bestyrelse og en direktion,
jf. lovforslagets § 39, stk. 2. Både bestyrelsen og direktionen
skal være anmeldt til registrering i Erhvervsstyrelsen. Det
vil således være muligt at konstatere præcis, hvem der er
medlem af et selskabs bestyrelse og direktion.
Bestyrelsen er ikke en del af de øvrige ledelsesniveauer.
Det er den hierarkiske referenceramme, der er afgørende
for, om der er tale om et ledelsesniveau. Det første ledelses-
niveau under bestyrelsen omfatter direktionen, dvs. de ledel-
sesmedlemmer, der er registreret hos Erhvervsstyrelsen, og
de personer, der organisatorisk er på samme ledelsesniveau
som direktionen. Det andet ledelsesniveau omfatter de per-
soner på næste ledelsesniveau, der refererer direkte til første
ledelsesniveau, dvs. enten personer med personaleansvar,
som refererer direkte til direktionen, eller de personer, der
organisatorisk er på samme ledelsesniveau som direktionen.
Det foreslås i stk. 4, at bestyrelsen skal opstille et nyt og hø-
jere måltal for andelen af det underrepræsenterede køn efter
stk. 1, nr. 1 og 2, når forsikringsselskabet eller forsikrings-
holdingvirksomheden har nået sit tidligere opstillede måltal,
eller et nyt måltal, når tidshorisonten for den forventede
opfyldelse er udløbet.
Bestemmelsen indebærer, at virksomhederne kontinuerligt
og gradvist skal opdatere deres måltal, jf. stk. 1, nr. 1 og 2,
indtil de har opnået en ligelig kønssammensætning i besty-
relsen og/eller ørige ledelsesniveauer, hvor det underrepræ-
senterede køn udgør minimum 40 pct.
Det foreslåede stk. 5 fastsætter, at forsikringsselskaber og
forsikringsholdingvirksomheder, der i det seneste regnskabs-
år har beskæftiget færre end 50 medarbejdere, kan undlade
at udarbejde en politik for at øge andelen af det underrepræ-
senterede køn på deres øvrige ledelsesniveauer.
Den foreslåede bestemmelse indeholder en bagatelgrænse,
hvorefter virksomheder, der i det seneste regnskabsår har
beskæftiget færre end 50 medarbejdere, kan undlade at ud-
arbejde en politik for at øge andelen af det underrepræsen-
terede køn på øvrige ledelsesniveauer. Baggrunden for baga-
telgrænsen skal ses i lyset af, at det alene giver mening at
udarbejde politikker i virksomheder, der har et vist antal
medarbejdere. Bagatelgrænsen angår kun kravet om at ud-
arbejde en politik, jf. stk. 1, nr. 3, og forsikringsselskaber
og forsikringsholdingvirksomheder kan derfor ikke undtages
fra kravet om at opstille måltal.
Det foreslåede stk. 6 fastsætter, at er et forsikringsselskab el-
ler en forsikringsholdingvirksomhed både omfattet af denne
bestemmelse og bestemmelserne om kønsmæssig sammen-
sætning i det øverste ledelsesorgan i selskabsloven, lov om
erhvervsdrivende fonde eller i lov om visse erhvervsdriven-
de virksomheder, har stk. 1-5 forrang.
Den foreslåede bestemmelse sikrer, at forsikringsselskaber
eller forsikringsholdingvirksomheder, som måtte omfattes
af flere regelsæt om måltal og politikker for kønsmæssig
sammensætning af ledelsen, skal overholde reglerne i lov
om forsikringsvirksomhed, som har forrang.
Til § 101
Den gældende § 67 i lov om finansiel virksomhed fastsætter
kravene til indkaldelse til generalforsamlinger.
Den foreslåede § 101 viderefører § 67, stk. 1 og 2, i lov
om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer. Den
foreslåede bestemmelse medfører ikke materielle ændringer.
Det foreslåede stk. 1, 1. pkt., fastslår, at indkaldelse til gene-
ralforsamling i et forsikringsselskab skal være offentligt til-
gængelig og i overensstemmelse med vedtægternes bestem-
melser.
Det foreslås i 2. pkt., at pressen skal have adgang til general-
forsamlingerne.
Bestemmelsen skal sikre, at der er åbenhed om de beslutnin-
ger, der træffes på generalforsamlingen.
Kravet om, at indkaldelsen skal være offentligt tilgænge-
lig, kan f.eks. opfyldes ved, at indkaldelsen annonceres i
et dagblad, der udkommer, hvor forsikringsselskabet har
hjemsted. Det er imidlertid tilstrækkeligt, at indkaldelsen til
generalforsamlingen fremgår af forsikringsselskabets hjem-
meside eller udleveres på anmodning.
Kravet om, at indkaldelsen skal være offentligt tilgængelig,
skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelses
2. pkt. om, at pressen skal have adgang. Det er en forudsæt-
ning for, at pressen kan udnytte sin ret til adgang, at pressen
har mulighed for at få oplyst tidspunkt og dagsorden for
generalforsamlingen.
Indkaldelsen skal ske i overensstemmelse med selskabets
vedtægter. I henhold til § 28 i selskabsloven skal ved-
tægterne indeholde regler om indkaldelse af generalforsam-
ling. Det samme gælder for gensidige selskaber, jf. dette
forslags § 242, der fastsætter, at § 28 i selskabsloven finder
anvendelse for disse selskaber.
For forsikringsselskaber, der er aktieselskaber, finder be-
267
stemmelserne om indkaldelse til generalforsamling i §§
93-99 i selskabsloven desuden anvendelse.
Det foreslås med lovforslagets § 312, stk. 2 at strafbelægge
overtrædelse af stk. 1.
Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er det
centrale ledelsesorgan, jf. § 93, stk. 1, i selskabsloven. Det
fremgår af § 93, stk. 1, at generalforsamlinger indkaldes og
tilrettelægges af det centrale ledelsesorgan. Den strafbare
handling består i at undlade at offentliggøre indkaldelsen
til generalforsamling, at indkalde i uoverensstemmelse med
vedtægternes bestemmelser samt i at nægte pressen adgang
til generalforsamlingen. Overtrædelse af bestemmelsen kan
straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder, medmin-
dre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Det foreslås i stk. 2, at stk. 1 ikke gælder for forsikringssel-
skaber, som er 100 pct. ejet af et forsikringsselskab, et pen-
geinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab eller
et investeringsforvaltningsselskab eller forsikringsselskaber
og finansielle virksomheder i samme koncern.
Som eksempel kan nævnes, hvor en finansiel holdingvirk-
somhed ejer to finansielle virksomheder, der sammen ejer
et forsikringsselskab 100 pct. Baggrunden herfor er, at der
i sagens natur kun vil være én ejerinteresse repræsenteret
på generalforsamlingen. Der kan derfor ikke forventes en
debat af interesse for offentligheden. I lyset heraf vurderes
det at være en uforholdsmæssigt stor byrde, hvis disse for-
sikringsselskaber skal overholde indkaldelsesvarslet og of-
fentlighedskravet i stk. 1.
Til § 102
Den gældende § 68 i lov om finansiel virksomhed fastslår, at
Finanstilsynet udøver de beføjelser for finansielle virksom-
heder, der er tillagt Erhvervsstyrelsen i henhold til § 93, stk.
2 og 3, i selskabsloven.
Den foreslåede § 102 viderefører § 68 i lov om finansiel
virksomhed med redaktionelle ændringer. Den foreslåede
bestemmelse medfører ikke materielle ændringer.
Det foreslås i § 102, at Finanstilsynet for forsikringsselska-
ber udøver de beføjelser, der er tillagt Erhvervsstyrelsen
efter selskabslovens § 93, stk. 2 og 3.
Disse beføjelser består i at kunne indkalde en generalfor-
samling i forsikringsselskaber uden bestyrelse eller i forsik-
ringsselskaber, hvor bestyrelsen undlader at indkalde til ge-
neralforsamling. Forsikringsselskaber skal have en bestyrel-
se og en direktion, jf. lovforslagets § 39, stk. 2. De tilfælde,
hvor et forsikringsselskab ikke har en bestyrelse eller direk-
tion, vil f.eks. være i den situation, hvor bestyrelsen er afsat
af Finanstilsynet.
Til § 103
Den gældende § 69 i lov om finansiel virksomhed giver
mulighed for etablering af et repræsentantskab.
Den foreslåede § 103 viderefører § 69 i lov om finansiel
virksomhed med sproglige ændringer. Den gældende regel
i § 69, 3. pkt., foreslås ikke videreført, da bestemmelsen
vedrører sparekasser.
Det foreslås i § 103, at der kan etableres et repræsentantskab
til varetagelse af bestemte opgaver, som er angivet i ved-
tægterne, herunder valg af bestyrelse. Repræsentantskabets
medlemmer er med hensyn til varetagelsen af deres hverv
undergivet samme ansvar som bestyrelsen.
Dette betyder, at repræsentantskabsmedlemmer kan pålæg-
ges erstatnings- og strafansvar på linje med bestyrelsesmed-
lemmer i det omfang, medlemmerne er ansvarlige for den
ansvarspådragende handling.
Af typiske opgaver, der tillægges repræsentantskabet, kan
udover at vælge bestyrelsens medlemmer og fastsætte ve-
derlaget for disse nævnes, at repræsentantskabet skal virke
for forsikringsselskabets trivsel og bistå bestyrelse og direk-
tion blandt andet ved at fremskaffe et bredere beslutnings-
grundlag om oprettelse og nedlæggelse af filialer og kontor-
steder, samt at repræsentantskabet på generalforsamlingen
kan forelægge vedtægtsændringer.
Til § 104
Den gældende § 79 i lov om finansiel virksomhed fastsætter,
at regler om koncernrepræsentation i selskabsloven ikke fin-
der anvendelse, hvis et forsikringsselskab midlertidigt driver
en anden virksomhed.
Selskabslovens regler om koncernrepræsentation fremgår af
selskabslovens § 141, som bestemmer, at § 140 i selskabslo-
ven om selskabsrepræsentation finder tilsvarende anvendel-
se på medarbejderne i et dansk moderselskab og dets datter-
selskaber, som er registrerede i Danmark, samt disses uden-
landske filialer, der er beliggende i et EU/EØS-land. Ifølge
selskabslovens § 140 har et selskabs medarbejdere ret til
at vælge et antal medlemmer til selskabets øverste ledelses-
organ og suppleanter for disse svarende til halvdelen af de
øvrige ledelsesmedlemmer i kapitalselskaber, der i de sidste
tre år har beskæftiget gennemsnitligt mindst 35 medarbejde-
re.
268
Den foreslåede § 104 viderefører den gældende § 79 i lov
om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer. Den
foreslåede bestemmelse medfører ikke materielle ændringer.
Det foreslås i § 104, at reglerne om koncernrepræsentation
i selskabslovens § 141 ikke gælder for medarbejdere i virk-
somheder, gennem hvilke et forsikringsselskab midlertidigt
driver anden virksomhed i henhold til denne lov.
Selskabslovens regler om koncernrepræsentation giver bl.a.
medarbejderne i et selskab ret til at vælge en række medlem-
mer og suppleanter til selskabets øverste ledelse under visse
forudsætninger. Bestemmelsen skal ses i lyset af, at der er
tale om midlertidig drift af anden virksomhed, og det derfor
kan være uproportionelt at give medarbejderne i et selskab,
de rettigheder, som de har ret til i medfør af selskabslovens
regler om koncernrepræsentation.
Den foreslåede bestemmelse er en undtagelse til selskabslo-
vens regler om koncernrepræsentation.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med
reglerne om forsikringsselskabers mulighed for midlertidigt
at drive anden virksomhed i lovforslagets § 47. Ifølge lov-
forslagets § 47 kan forsikringsselskaber midlertidigt drive
anden virksomhed til sikring eller afvikling af forud påta-
gede eksponeringer eller med henblik på medvirken ved
omstrukturering af erhvervsvirksomheder.
Det er uden betydning, hvor længe den midlertidige periode
varer. Selvom besiddelsen i praksis varer længere end oprin-
deligt planlagt, medfører det ikke, at medarbejderne i den
overtagne virksomhed opnår ret til koncernrepræsentation,
så længe forholdet er omfattet af lovforslagets § 47.
Den foreslåede bestemmelse indeholder ikke i sig selv en
hjemmel til at drive anden virksomhed.
Til § 105
Den gældende § 64 i lov om finansiel virksomhed vedrører
egnetheds- og hæderlighedskravene til medlemmer af be-
styrelsen eller direktionen samt generalagenter i finansielle
virksomheder.
Den foreslåede § 105 viderefører § 64 i lov om finansiel
virksomhed med redaktionelle ændringer. Der er ikke til-
tænkt materielle ændringer.
Bestemmelsen gennemfører Solvens II-direktivets artikel
42, 43, stk. 1-3, og stk. 4, 1. pkt., og artikel 257.
Den foreslåede § 105 indeholder i stk. 2-5 og 9 enslydende
forslag til dem, der er foreslået ved lovforslag om ændring
af lov om finansiel virksomhed, straffeloven og forskelli-
ge andre love (Gennemførelse af Ansvarsudvalgets forslag
om skærpet ansvarsvurdering for ledelsesmedlemmer m.v.
i finansielle virksomheder og ændring af reglerne om egnet-
hed og hæderlighed), der blev fremsat for folketinget den
8. februar 2023 og forventeligt træder i kraft den 1. juli
2023. Forslagene vil derfor videreføre gældende ret på tids-
punktet for dette lovforslags ikrafttræden, under forudsæt-
ning af at bestemmelserne bliver gennemført ved ovennævn-
te lovforslag.
Den foreslåede bestemmelse fastlægger kravene til egnethed
og hæderlighed for et medlem af bestyrelsen eller direkti-
onen i et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirk-
somhed samt for generalagenter.
Kravene har til formål at sikre en sund og sikker ledelse
af forsikringsselskaber, således at tilliden til den finansielle
sektor fremmes.
Ifølge den foreslåede bestemmelse skal medlemmer af et
forsikringsselskabs bestyrelse og direktion samt general-
agenter på tidspunktet for meddelelse af tilladelse eller på
tidspunktet for indtræden i ledelsen for et eksisterende for-
sikringsselskab opfylde visse krav til egnethed og hæderlig-
hed.
Til opfyldelse af regelsættet skal de omfattede personer afgi-
ve en række oplysninger til Finanstilsynet. Oplysningerne
indgår i Finanstilsynets bedømmelse af, om vedkommende
er egnet og hæderlig i lovforslagets forstand.
Det foreslås i stk. 1, at et medlem af bestyrelsen eller di-
rektionen i et forsikringsselskab skal opfylde de oplistede
betingelser.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at et medlem af bestyrelsen eller
direktionen i et forsikringsselskab skal have tilstrækkelig
viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne varetage
hvervet eller stillingen.
Kravene skal være opfyldt til enhver tid, hvilket indebærer,
at kravene skal opfyldes fra det tidspunkt, hvor bestyrel-
sesmedlemmet eller direktøren tiltræder hvervet eller stillin-
gen i forsikringsselskabet og i hele den periode, hvori den
pågældende person varetager hvervet eller stillingen. Når
en person tiltræder et hverv som bestyrelsesmedlem eller
en stilling som direktør for et forsikringsselskab, påser Fi-
nanstilsynet, at vedkommende har tilstrækkelig viden, faglig
kompetence og erfaring til at kunne udøve hvervet eller
varetage stillingen i virksomheden og dermed, at den pågæl-
dende opfylder kravene.
269
Der opstilles ikke specifikke kriterier for, hvilke teoretiske
eller praktiske krav personen skal opfylde. Disse varierer af-
hængigt af, om der er tale om en direktørpost eller et besty-
relseshverv, samt hvilken type virksomhed der er tale om. I
vurderingen kan bl.a. indgå, om personen har en relevant
uddannelse, om vedkommende har haft relevant ansættelse
indenfor den finansielle sektor, og om vedkommende har
ledelseserfaring.
Der stilles i praksis mindre omfattende krav til et bestyrel-
sesmedlem end til en direktør, ligesom kravene er skærpe-
de, hvis der er tale om et stort og komplekst forsikrings-
selskab. Vurderingen af, om en person opfylder kravene
i det foreslåede nr. 1, skal foretages med udgangspunkt i
hvervet eller stillingen i den konkrete virksomhed. Det er så-
ledes muligt, at en person på baggrund af dennes uddannel-
sesmæssige baggrund og hidtidige ledelseserfaring opfylder
kravet om tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring
til at lede et mindre gruppe 2-forsikringsselskab, men at den
pågældende ikke vil kunne opfylde kravet i forhold til en
direktørpost i et stort gruppe 1-forsikringsselskab.
Der stilles ikke et ubetinget krav om, at et bestyrelsesmed-
lem skal have særlig indsigt i finansielle virksomheders for-
hold. I visse tilfælde kan særlig indsigt i en anden branche,
i lokale forhold eller i overenskomstmæssige forhold, som
er relevante for forsikringsselskabet, således være tilstræk-
kelig.
De øvrige kompetencer i bestyrelsen eller direktionen ind-
drages ikke i forbindelse med vurderingen af, om et besty-
relsesmedlem eller en direktør opfylder kravene i det fore-
slåede nr. 1.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at et medlem af bestyrelsen eller
direktionen i et forsikringsselskab skal have tilstrækkeligt
godt omdømme og kunne udvise hæderlighed, integritet og
tilstrækkelig uafhængighed ved varetagelsen af hvervet eller
stillingen.
Kravene i nr. 2 skal til enhver tid være opfyldt. Det inde-
bærer, at kravene skal være opfyldt fra det tidspunkt, hvor
bestyrelsesmedlemmet eller direktøren tiltræder hvervet el-
ler stillingen og i hele den periode, hvori den pågældende
person varetager hvervet eller stillingen. Når en person til-
træder som ledelsesmedlem, påser Finanstilsynet, om perso-
nen har et tilstrækkeligt godt omdømme, og om personen
vil kunne udvise hæderlighed, integritet og tilstrækkelig
uafhængighed ved varetagelse af hvervet eller stillingen. Fi-
nanstilsynet tager hensyn til, i hvilken type forsikringssel-
skab den pågældende besidder en direktions- eller bestyrel-
sespost.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at de personer, der
er en del af ledelsen i et forsikringsselskab, har en høj stan-
dard, både når det gælder deres faglige og ledelsesmæssige
kompetencer og i forhold til deres personlige adfærd. Det
er derfor vigtigt, at ledelsesmedlemmer generelt udviser en
høj grad af hæderlighed, integritet og tilstrækkelig uafhæn-
gighed ved varetagelse af hvervet eller stillingen. Kravet
indebærer, at ledelsesmedlemmet skal udvise den fornødne
uafhængighed set i forhold til den konkrete stilling eller det
konkrete hverv i forsikringsselskabet. For bestyrelsesmed-
lemmer betyder det eksempelvis, at det enkelte bestyrelses-
medlem i tilstrækkelig grad skal kunne agere uafhængigt
af den daglige ledelse i forsikringsselskabet og således i
tilstrækkelig grad kunne udfordre og overvåge direktionens
arbejde. Tilsvarende betyder det for direktionsmedlemmer,
at det enkelte medlem i tilstrækkelig grad løbende skal kun-
ne overvåge, udfordre og føre tilsyn med ledende medarbej-
deres arbejde.
Et ledelsesmedlem anses for at have et godt omdømme,
hvis andet ikke er påvist, og hvis der ikke er nogen grund
til at nære begrundet tvivl om vedkommendes gode om-
dømme. Finanstilsynet lægger alle relevante oplysninger til
grund for vurderingen af, om ledelsesmedlemmet har et godt
omdømme. Ledelsesmedlemmet anses ikke for at have et
godt omdømme, hvis vedkommendes personlige eller forret-
ningsmæssige adfærd giver anledning til begrundet tvivl om
vedkommendes evner til at sikre en sund og sikker ledelse af
virksomheden.
Ved denne vurdering lægger Finanstilsynet bl.a. vægt på
alle strafbare og administrative overtrædelser, inddragelse af
tidligere tilladelser, licenser eller lignende, tidligere afskedi-
gelser og baggrunden herfor. I vurderingen af ledelsesmed-
lemmets omdømme tager Finanstilsynet hensyn til alvoren
af overtrædelsen, den tid der er gået siden overtrædelsen,
personens opførsel siden en eventuel strafbar overtrædelse
af loven, og om der er tale om gentagelsestilfælde. Spe-
cielt i forhold til direktører vil det være vanskeligt at op-
retholde tilliden til vedkommende, hvis den virksomhed,
som vedkommende leder, har modtaget gentagne påbud for
samme overtrædelser af den finansielle lovgivning eller reg-
lerne på hvidvaskområdet. Reglerne på hvidvaskområdet
omfatter hvidvaskloven, de regler, der er udstedt i medfør
heraf, og Europa-Parlamentets og Rådets forordninger inde-
holdende regler om finansielle sanktioner mod lande, per-
soner, grupper, juridiske enheder eller organer.
Ved vurderingen af om et ledelsesmedlem lever op til krave-
ne i det foreslåede nr. 2, skal der lægges vægt på hensynet
til at opretholde tilliden til den finansielle sektor. Det er vig-
tigt at opretholde den finansielle sektors omdømme og det
omgivende samfunds tillid til sektoren. Manglende tillid til
enkelte ledelsesmedlemmer i dele af den finansielle sektor
vil kunne have en afsmittende effekt på hele den finansielle
sektors omdømme og tilliden til den samlede branche. Med-
lemmer af bestyrelsen og direktionen i et forsikringsselskab
270
skal derfor have et tilstrækkeligt godt omdømme i samfun-
det.
I forbindelse med afvejningen af dette tillidshensyn skal
der lægges vægt på ledelsesmedlemmets forståelse for den
finansielle sektors særlige samfundsmæssige ansvar i rela-
tion til forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering. Har
ledelsesmedlemmet eksempelvis før sin indtræden i ledelsen
for forsikringsselskabet været en del af ledelsen, complian-
ceansvarlig eller udpeget som hvidvaskansvarlig i medfør
af § 7, stk. 2, i hvidvaskloven i en virksomhed, der har over-
trådt regler på hvidvaskområdet, skal denne overtrædelse
og personens ansvar og adfærd i den forbindelse indgå i Fi-
nanstilsynets vurdering af personens hæderlighed i relation
til forsikringsselskabet, som personen ønsker at indtræde i
ledelsen for.
En person har været en del af ledelsen, hvis personen har
været bestyrelsesmedlem eller direktør i virksomheden eller
har været øverst ansvarlig for det forretningsområde, hvor
den adfærd, der førte til overtrædelse af regler på hvidva-
skområdet, fandt sted.
Ved Finanstilsynets afvejning af tillidshensynet skal der
lægges vægt på karakteren og omfanget af overtrædelser af
regler på hvidvaskområdet, og om der var tale om gentagne
overtrædelser. Inddragelse af hensynet er som udgangspunkt
ikke relevant ved vurderingen af, om et ledelsesmedlem
i et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve ska-
desforsikringsvirksomhed, lever op til hæderlighedskravet,
da forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve skade-
sforsikringsvirksomhed, ikke er omfattet af regler på hvid-
vaskområdet.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at et medlem af bestyrelsen
eller direktionen i et forsikringsselskab ikke må være pålagt
strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle
lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædel-
sen indebærer risiko for, at vedkommende ikke kan varetage
sit hverv eller sin stilling på betryggende måde.
Det betyder, at en person som udgangspunkt ikke kan være
bestyrelsesmedlem eller direktør for et forsikringsselskab,
hvis personen er pålagt strafansvar for en overtrædelse af
straffeloven eller anden lovgivning på det finansielle områ-
de, ligesom personen som udgangspunkt må forlade sin stil-
ling eller sit hverv, hvis personen bliver pålagt strafansvar
for sådanne overtrædelser, efter at personen er indtrådt i
ledelsen for forsikringsselskabet. Sker det ikke, kan Finans-
tilsynet i medfør af dette lovforslags § 280, stk. 1 og 2,
påbyde forsikringsselskabet at afsætte en direktør eller give
et bestyrelsesmedlem et påbud om at nedlægge sit hverv.
I vurderingen af om en strafbar overtrædelse skal føre til,
at den pågældende ikke kan udnævnes eller skal udtræde af
ledelsen, vil det indgå, om det udviste forhold begrunder en
nærliggende fare for efterfølgende misbrug af hvervet eller
stillingen, eller om den pågældende har handlet på en så
retsstridig og uetisk måde, at der er grundlag for at antage,
at den pågældende ikke vil varetage hvervet eller stillingen
som henholdsvis bestyrelsesmedlem eller direktør på betryg-
gende vis. Herudover vil hensynet til at opretholde tilliden
til den finansielle sektor indgå i vurderingen af, om en straf-
bar overtrædelse skal medføre, at det pågældende ledelses-
medlem ikke kan varetage hvervet eller stillingen. Hensynet
til at opretholde tilliden til det finansielle system, herunder
særligt ledelsesmedlemmets forståelse for den finansielle
sektors særlige samfundsmæssige ansvar i relation til fore-
byggelse af hvidvask og terrorfinansiering, vil også indgå i
vurderingen. Der henvises til de specielle bemærkninger til
den foreslåede bestemmelse i nr. 2.
Det er ikke enhver overtrædelse af straffe- og særlovgivnin-
gen, der vil føre til en reaktion fra Finanstilsynets side. Efter
Finanstilsynets praksis har bestyrelsesmedlemmer og direk-
tører pligt til at indberette, hvis de er dømt for overtrædelse
af straffelovens regler i kapitel 28 og 29 om berigelsesforbr-
ydelser og andre strafbare formuekrænkelser eller overtræ-
delse af markedsmisbrugsforordningen (Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning nr. 596/2014/EU af 16. april 2014
om markedsmisbrug med senere ændringer). Også andre
overtrædelser af lovgivning af relevans for den finansielle
sektor kan være omfattet af oplysningspligten. Det kan ek-
sempelvis være overtrædelser af strafbelagte bestemmelser
i hvidvask-, skatte- og selskabslovgivningen. Finanstilsynet
foretager en konkret vurdering af, om overtrædelsen skal
føre til, at personen ikke anses for at leve op til kravet i det
foreslåede nr. 3.
Er det strafbare forhold pådømt i udlandet, vil dette kunne
anses for en overtrædelse af anden relevant lovgivning, som
vil kunne begrunde Finanstilsynets indgriben efter det fore-
slåede nr. 3.
Det strafbare forhold skal være fastslået ved endelig dom
eller ved, at bestyrelsesmedlemmet eller direktøren har ved-
taget et bødeforlæg, jf. retsplejelovens § 832.
Finanstilsynet har i medfør af dette forslags § 280, stk. 4,
mulighed for at påbyde, at et forsikringsselskab afsætter
en direktør, når der er rejst tiltale for overtrædelse i en
straffesag, og indtil sagen er afgjort, hvis en domfældelse vil
indebære, at den pågældende ikke længere opfylder kravene
i det foreslåede nr. 3.
Det foreslås i stk. 1, nr. 4, at et medlem af bestyrelsen eller
direktionen i et forsikringsselskab ikke må have indgivet
begæring om eller være under rekonstruktionsbehandling,
konkurs eller gældssanering.
271
Et ledelsesmedlem kan således ikke varetage hvervet eller
stillingen som bestyrelsesmedlem eller direktør, hvis den på-
gældende har indgivet begæring om rekonstruktionsbehand-
ling, konkurs eller gældssanering eller er under rekonstrukti-
onsbehandling, konkurs eller gældssanering. Bestemmelsen
indebærer, at Finanstilsynet kan gribe ind, uanset på hvilket
stadie i rekonstruktionsbehandlingen eller de respektive in-
solvensbehandlinger vedkommende befinder sig.
Det foreslås i stk. 1, nr. 5, at et medlem af bestyrelsen eller
direktionen i et forsikringsselskab ikke må have udvist en
sådan adfærd, at der er grund til at antage, at vedkommende
ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde.
Et ledelsesmedlem kan således ikke varetage hvervet eller
stillingen som bestyrelsesmedlem eller direktør, hvis den
pågældende har udvist en sådan adfærd, at der er grund til
at antage, at den pågældende ikke vil varetage hvervet eller
stillingen på forsvarlig måde. Ved vurderingen af, om den
pågældende har udvist en adfærd, hvor der er grund til at an-
tage, at vedkommende ikke vil varetage hvervet eller stillin-
gen på forsvarlig måde, vil der blive lagt vægt på hensynet
til at opretholde tilliden til den finansielle sektor. Ved afvej-
ning af dette tillidshensyn skal ledelsesmedlemmets adfærd
i forhold til efterlevelse af regler på bl.a. hvidvaskområdet
indgå. Der henvises til de specielle bemærkninger til det
foreslåede nr. 2.
Bestemmelsen foreslås bl.a. anvendt i den situation, hvor
ledelsesmedlemmets private økonomi er i en sådan uorden,
at selve det forhold må anses for særdeles belastende for
varetagelsen af den overordnede ledelse i et forsikringssel-
skab. Som eksempler på økonomisk uorden kan nævnes,
at vedkommende har restancer, er indberettet som dårlig
betaler eller lignende. Endvidere kan viden om, at den på-
gældende i gentagne tilfælde har været en del af ledelsen i
virksomheder, der er gået konkurs, begrunde, at Finanstilsy-
net vurderer, at en person ikke opfylder kravet.
Der skal dog foretages en individuel vurdering, hvor Finans-
tilsynet bl.a. kan lægge vægt på, hvilken rolle den pågælden-
de person har spillet i ledelsen af den eller de virksomheder,
der er gået konkurs. Der vil således være personer, f.eks.
advokater og andre professionelle bestyrelsesmedlemmer,
der ikke har været med til at drive virksomheden, men som
alene er blevet indsat i en konkurstruet virksomheds ledelse
med det formål at lukke virksomheden på en så hensigts-
mæssig måde som muligt. I sådanne tilfælde vil det ikke
komme en person til skade, at vedkommende har deltaget i
ledelsen af en eller flere virksomheder, der er gået konkurs.
Eksempler på en tidligere udvist uforsvarlig adfærd kan
være situationer, hvor det er åbenbart, at ledelsesmæssige
svigt, manglende overholdelse af påbud fra en offentlig
myndighed eller grovere misbrugssituationer har været år-
sag til problemer i de virksomheder, som den pågældende
tidligere har deltaget i ledelsen af. Uforsvarlig adfærd kan
tillige være et ledelsesmedlems meget mangelfulde styring
af virksomheden generelt, ledelsesmedlemmets manglende
forankring og prioritering af efterlevelse af Finanstilsynets
påbud, manglende evne til at rette op på disse forhold eller
gentagne overtrædelser af regler om inhabilitet eller passivi-
tet. Også medvirken til beslutninger truffet af den samlede
bestyrelse, som f.eks. medvirken til godkendelse af forsik-
ringsprodukter i strid med lovens regler eller manglende
kompetencer og forståelse for den finansielle lovgivning,
vil efter Finanstilsynets praksis efter en konkret vurdering
kunne føre til, at et ledelsesmedlem ikke anses for at leve op
til kravet i det foreslåede nr. 5.
Finanstilsynet skal endvidere løbende vurdere, om ledelsen
af et forsikringsselskab sker på betryggende vis og gribe ind,
hvis bestyrelsen eller direktionen har handlet til skade for
selskabet. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis forsik-
ringsselskabets ledelse ikke har sikret en ordentlig styring,
har undladt at efterleve krav om god administrativ praksis
og regnskabspraksis, eller har undladt at iværksætte fyldest-
gørende kontrolprocedurer. Hertil kommer andre tilfælde,
hvor forsømmelser, dumdristighed eller passivitet har skadet
forsikringsselskabet, eller der er risiko for, at dette vil ske.
Svigt fra ledelsens side kan også føre til omdømmetab,
f.eks. i tilfælde hvor forsikringsselskabets grove overtrædel-
se af regler på hvidvaskområdet har ført til, at selskabet
er blevet misbrugt til hvidvask af ulovlige midler eller
skatteunddragelse. Har ledelsen ikke afsat tilstrækkelige res-
sourcer til hvidvaskforebyggelse, herunder ikke formået at
forankre og prioritere hvidvaskområdet i ledelsen og den
daglige drift i tilstrækkelig grad, skal Finanstilsynet kunne
gribe ind og afsætte de ansvarlige ledelsesmedlemmer, jf.
lovforslagets § 280, stk. 1 og 2.
Svigt fra ledelsens side kan også føre til omdømmetab,
f.eks. i tilfælde hvor forsikringsselskabets grove overtrædel-
se af regler på hvidvaskområdet har ført til, at selskabet
er blevet misbrugt til hvidvask af ulovlige midler eller
skatteunddragelse. Har ledelsen ikke afsat tilstrækkelige res-
sourcer til hvidvaskforebyggelse, herunder ikke formået at
forankre og prioritere hvidvaskområdet i ledelsen og den
daglige drift i tilstrækkelig grad, skal Finanstilsynet kunne
gribe ind og afsætte de ansvarlige ledelsesmedlemmer, jf.
lovforslagets § 280, stk. 1 og 2.
Det foreslås i stk. 2, 1. at når en person tiltræder et hverv
som bestyrelsesmedlem eller en stilling som direktør i et
forsikringsselskab, påser Finanstilsynet, at personen opfyl-
der egnetheds- og hæderlighedskravene i stk. 1. Det foreslås
endvidere i stk. 2, 2. pkt., at Finanstilsynet træffer afgørelse
om, hvorvidt personen kan bestride hvervet eller stillingen i
den pågældende virksomhed.
272
Det foreslåede stk. 2, 1. pkt., udmønter Finanstilsynets prak-
sis, hvorefter Finanstilsynet påser, at personer omfattet af
bestemmelsen opfylder egnetheds- og hæderlighedskravene
i § 105, stk. 1, i forbindelse med, at den pågældende tiltræ-
der et hverv som bestyrelsesmedlem eller en stilling som
direktør eller nøgleperson i et forsikringsselskab. Bestyrel-
sesmedlemmer, direktører og nøglepersoner kan, i forbindel-
se med deres tiltrædelse af et hverv eller en stilling, vælge at
udfylde et oplysningsskema for bestyrelses-, direktionsmed-
lemmer eller nøglepersoner, som indsendes til Finanstilsy-
net. Finanstilsynet modtager i den forbindelse de oplysnin-
ger, som er nødvendige for Finanstilsynets vurdering af, om
vedkommende opfylder kravene i § 105, stk. 1, i forhold
til den konkrete stilling, og Finanstilsynet inddrager alle
relevante oplysninger i Finanstilsynets vurdering af den på-
gældendes egnethed og hæderlighed. Når Finanstilsynet har
modtaget relevante oplysninger, træffer Finanstilsynet afgø-
relse om det pågældende bestyrelsesmedlems, direktørs eller
nøglepersons egnethed og hæderlighed. Afgørelsen medde-
les herefter vedkommende. Samtidig orienteres det pågæl-
dende forsikringsselskab.
Det foreslåede stk. 2, 2. pkt., vedrører den situation, hvor
et bestyrelsesmedlem eller en direktør ikke opfylder kravene
til egnethed i § 105, stk. 1, nr. 1, fordi den pågældende
vurderes ikke at have tilstrækkelig viden, faglig kompetence
og erfaring til at kunne varetage hvervet eller stillingen. Den
vedrører også den situation, hvor vedkommende er blevet
pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven eller den
finansielle lovgivning, og der som følge heraf er risiko for,
at vedkommende ikke længere kan varetage sit hverv eller
sin stilling på forsvarlig vis, jf. § 105, stk. 1, nr. 3. Det fore-
slåede stk. 2 vedrører desuden de øvrige situationer, hvor
et bestyrelsesmedlem, en direktør eller en nøgleperson ikke
opfylder kravene til hæderlighed i § 105, stk. 1, nr. 2, 4 og
5. Det drejer sig om f.eks. de tilfælde, hvor vedkommende
tages under insolvensbehandling eller gældssanering. Det
samme gælder situationer, hvor personen har udvist en ad-
færd, hvorefter det må antages, at den pågældende ikke kan
varetage sit hverv eller sin stilling på forsvarlig vis. Såfremt
Finanstilsynet vurderer, at den pågældende ikke opfylder
kravene til egnethed og hæderlighed i stk. 1, træffer Finans-
tilsynet afgørelse om, at den pågældende ikke kan bestride
hvervet eller stillingen i den pågældende virksomhed.
Inden Finanstilsynet træffer afgørelse om, at den pågælden-
de ikke opfylder kravene til egnethed og hæderlighed i stk.
1, skal der i henhold til reglerne i forvaltningsloven foreta-
ges en partshøring af den finansielle virksomhed, og af den
som afgørelsen retter sig mod. Sagen forelægges for Finans-
tilsynets bestyrelse til endelig afgørelse, da Finanstilsynets
bestyrelse i medfør af § 345, stk. 12, nr. 4, i lov om finansiel
virksomhed træffer afgørelser i tilsynssager, der har videre-
gående betydelige følger. Som part i Finanstilsynets afgørel-
ser om egnethed og hæderlighed anses både den berørte
virksomhed og det bestyrelsesmedlem, den direktør eller
den nøgleperson, som afgørelsen vedrører. Finanstilsynets
afgørelser kan sædvanligvis påklages til Erhvervsankenæv-
net af forsikringsselskabet eller af den pågældende person,
som afgørelsen retter sig imod. Herudover vil Finanstilsy-
nets afgørelser efter stk. 2 kunne forlanges indbragt for
domstolene af den virksomhed og af den person, som afgø-
relsen vedrører, jf. lovforslagets § 280, stk. 9. Der henvises
til de specielle bemærkninger til den foreslåede § 280, stk.
9, i lovforslaget.
Det foreslås i stk. 3, at vurderer Finanstilsynet, at personen
ikke opfylder kravene i stk. 1, nr. 2-5, skal varigheden frem-
gå af afgørelsen.
Det foreslåede medfører, at en afgørelse om, at en person
ikke opfylder hæderlighedskravene i § 105, stk. 1, nr. 2-5,
skal indeholde afgørelsens varighed.
Virkningen af en angivelse af afgørelsens varighed vil være,
at Finanstilsynet som udgangspunkt ikke efter udløbet af
den tid, varigheden er angivet til, vil inddrage de forhold,
der lå til grund for afgørelsen, i forbindelse med at den
person, som afgørelsen vedrører, eventuelt på ny måtte ansø-
ge Finanstilsynet om en egnetheds- og hæderlighedsvurde-
ring. Det betyder, at de forhold, der var afgørende for en
vurdering af, at personen ikke opfyldte hæderlighedskravet,
som udgangspunkt ikke længere forventes at have betydning
for en ny vurdering. Det foreslåede vil ikke ændre på, at så-
fremt den pågældende, efter udløbet af afgørelsens varighe-
den, ønsker at tiltræde et hverv som bestyrelsesmedlem eller
en stilling som direktør eller nøgleperson, vil den pågælden-
de på ny skulle ansøge Finanstilsynet om en egnetheds- og
hæderlighedsvurdering. I denne nye vurdering vil de passe-
rede forhold, der tidligere førte til den negative afgørelse,
blot ikke blive tillagt vægt.
Det vil bero på en konkret vurdering, hvor længe afgørelsen
skal have virkning. Varigheden kan som udgangspunkt fast-
sættes fra et år til fem år, men kan i særligt alvorlige sager
fastsættes til ”indtil videre”. Det er ikke enhver tvivl om en
persons omdømme eller adfærd, der kan føre til, at personen
vurderes ikke-hæderlig. Forhold, der fører til et afslag, vil
altid have en væsentlig tyngde. Baggrunden for reglen er
hensynet til tilliden til den finansielle sektor, der kan blive
påvirket negativt, hvis en person, kort tid efter at personen
er vurderet ikke-hæderlig, atter kan være ledelsesmedlem i
en finansiel virksomhed. Retningsgivende for fastsættelsen
af en varighed på fem år vil således være, at der ikke er for-
hold, der taler for en kortere varighed, eller hvor karakteren
og omfanget af forholdene tilsiger, at en længere varighed er
påkrævet.
I forbindelse med afgørelser vedrørende manglende opfyl-
delse af kravet i § 105, stk. 1, nr. 2, fremgår det af bemærk-
ninger til bestemmelsen i lovforslaget, at Finanstilsynet skal
lægge vægt på alle strafbare og administrative overtrædelser,
273
inddragelse af tidligere tilladelser, licenser eller lignende,
tidligere afskedigelser og baggrunden herfor. I vurderingen
af den pågældendes omdømme tager Finanstilsynet hensyn
til alvoren af overtrædelsen, den tid der er gået siden over-
trædelsen, personens adfærd siden en eventuel strafbar over-
trædelse af loven, og om der er tale om gentagelsestilfæl-
de. Når Finanstilsynet således vurderer, om en person ikke
har et tilstrækkeligt godt omdømme og kan udvise hæderlig-
hed, integritet og tilstrækkelig uafhængighed ved varetagel-
sen af hvervet eller stillingen, skal Finanstilsynet eksplicit
forholde sig til tidsaspektet og personens ageren siden en
eventuel kritisabel adfærd. I vurderingen af fastsættelsen
af varigheden efter det foreslåede stk. 3 vil Finanstilsynet
foretage en samlet vurdering, der bl.a. tager hensyn til, hvor
lang tid der er gået siden det pågældende forhold, personens
adfærd siden det pågældende forhold, og om der er tale om
gentagelsestilfælde. I situationer med gentagelsestilfælde vil
der ikke blive sondret mellem, om den kritisable adfærd
vedrører en anden type forhold end det første forhold eller
de andre forhold. Gentagelsestilfælde vil være skærpende
for fastsættelsen af afgørelsens varighed. Hvis et forhold
er begået forud for en tidligere afgørelse om manglende
opfyldelse af kravene i § 105, stk. 1, nr. 2-5, vil der som
udgangspunkt skulle udmåles en samlet varighed svarende
til, hvad der ville være blevet resultatet ved en samlet vurde-
ring.
Et formål med at fastsætte varigheden er at øge transpa-
rensen og retssikkerheden for de personer, som afgørelsen
vedrører. Der vil være forskel på varigheden af afgørelser
meddelt på baggrund af mindre alvorlige forhold og grovere
forhold. Finanstilsynet vil derfor tage hensyn til karakteren
af forholdet, herunder om det er et strafbart eller administra-
tivt forhold, om det vedrører et tillidsbrud, og om der er
tale om gentagelsestilfælde. De kumulative effekter af flere
mindre overtrædelser i samme sag kan være skærpende i
forbindelse med fastsættelsen af varigheden. Ligesom en til-
strækkelig grov overtrædelse i særlig alvorlige sager kan be-
virke, at påbuddets varighed fastsætte til ”indtil videre”. En
varighed, der fastsættes til ”indtil videre”, vil derfor kun
anvendes ved særligt alvorlige forhold og i sjældne tilfælde.
Som udgangspunkt vil Finanstilsynet ikke inddrage forhold
i en vurdering af en persons hæderlighed, der er mere end
10 år gamle. Finanstilsynet vil dog kunne inddrage forhold,
der ligger længere tilbage i tid, hvis forholdene er særligt
alvorlige, eller hvis disse er en del af et sammenhængende
sagsforløb, hvor dele er mindre end 10 år gamle, eller hvor
der er tale om gentagelsestilfælde. Alvorlige forhold kan
f.eks. være svindel, grov tilsidesættelse af god skik, forsæt-
lig tilsidesættelse af hvidvasklovens krav eller egentlig med-
virken til økonomisk kriminalitet. En tidligere afgørelse om
manglende opfyldelse af § 105, stk. 1, nr. 2-5, har således
gentagelsesvirkning for varigheden, uanset om det aktuelle
forhold er af samme art eller ej. Det vil omvendt også be-
tyde, at der skal være særlige forhold, der gør sig gælden-
de, hvis Finanstilsynet skal kigge mere end 10 år tilbage
ved vurderingen af en persons adfærd. Ud over hensynet
til omfanget, karakteren og grovheden af de forhold, der
begrunder afgørelsen, vil Finanstilsynet også lægge vægt på,
hvorvidt der er grund til at antage, at den pågældende fortsat
ikke vil kunne varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig
måde. Det beror på en vurdering af de konkrete forhold, her-
under om forholdet er så kritisabelt, at en længere varighed
er påkrævet, eller hvor varigheden i særligt alvorlige sager
bør være ”indtil videre”.
Begyndelsestidspunktet for varigheden af afgørelsen vil,
som udgangspunkt være datoen for Finanstilsynets afgørel-
se. Varigheden af afgørelser og påbud vil bl.a. afhænge af
grovheden af de passerede forhold, om der er tale om gen-
tagelsestilfælde, hvor lang en periode forholdene har stået
eller stod på, og hvor lang tid der er gået siden de pågælden-
de forhold er ophørt. I vurdering af fastsættelsen af varighe-
den vil Finanstilsynet skulle foretage en samlet vurdering. I
de tilfælde, hvor Finanstilsynet imidlertid afviser en person
med henvisning til, at vedkommende er under konkurs, re-
konstruktion eller gældssanering, jf. § 105, stk. 1, nr. 4, vil
det skulle fremgå af afgørelsen, at begyndelsestidspunktet
regnes fra datoen for afslutningen af konkurs, rekonstruktion
eller gældssanering.
Udgangspunktet for en negativ hæderlighedsvurdering vil
være, at et afslag har en varighed på fem år, medmindre
særlige forhold taler for en kortere eller længere varighed.
Retningsgivende for fastsættelsen af en varighed på fem
år vil således være, at der ikke er forhold, der taler for
en kortere varighed, eller hvor karakteren og omfanget af
forholdene tilsiger, at en længere varighed er påkrævet. Når
en person har modtaget et afslag på ansøgning om egne-
theds- og hæderlighedsgodkendelse på grund af manglende
hæderlighed, er der tale om en adfærd, der medfører, at
personens omdømme ikke anses for at være tilstrækkeligt
betryggende til at personen kan varetage den pågældende
stilling, dvs. at den pågældendes omdømme er påvirket af
en given adfærd. Det vil derfor være naturligt, at der er en
periode umiddelbart efter, hvor personens omdømme ikke
kan bedømmes anderledes.
Udover en konkret vurdering af grovheden af forholdene,
vil Finanstilsynet også kunne inddrage kumulative effekter
af flere overtrædelser, gentagelsestilfælde og den eventuelle
skadevirkning af forholdet. Hvis det pågældende forhold er
egnet til i betydeligt omfang at svække den samlede sektors
omdømme og derved tilliden til sektoren, bør det skærpe
varigheden. Herudover har tidsaspektet også betydning for
fastsættelsen af varigheden, hvor forhold, der ligger tilbage
i tid, efter en konkret vurdering kan føre til en lempelse af
varigheden. Det vil imidlertid omvendt kunne være en skær-
pende omstændighed, såfremt personen eller virksomheden
har misligholdt sin forpligtelse til at meddele Finanstilsynet
274
oplysninger om forhold nævnt i § 105, stk. 1, i forbindelse
med dennes indtræden, jf. det foreslåede § 105, stk. 4.
Retningsgivende for afgørelser med en varighed, der sættes
til mindre end fem år, vil være, at der kan være tale om
en situation, hvor Finanstilsynet efter en samlet vurdering
vurderer, at personen ikke er hæderlig, men hvor det sam-
lede sagsforløb afdækker en række formildende omstændig-
heder om den pågældende eller hændelsesforløbet. Det vil
imidlertid også kunne være tilfældet, hvor forholdet har en
sådan beskaffenhed, at varigheden eksempelvis isoleret set
vil kunne fastsættes til fem år, men hvor forholdet ligger
en årrække tilbage. I sådanne tilfælde vil tidsaspektet, per-
sonens adfærd siden det pågældende forhold, og fraværet
af gentagelsesvirkning kunne føre til en lempelse af varighe-
den.
Endelig kan der være tale om tilfælde, hvor Finanstilsynet
kunne have truffet afgørelsen på et tidligere tidspunkt, men
hvor den pågældende f.eks. fratrådte den finansielle virk-
somhed tidligere, men nu igen vil være omfattet af reglerne
om egnethed og hæderlighed. I nogle tilfælde kan Finanstil-
synet vurdere, at denne periode uden for sektoren kan bety-
de, at varigheden skal være mindre end fem år. Derudover
kan der være tilfælde, hvor forholdet ligger så langt tilbage
i tiden, at det ikke vil have indflydelse på vurderingen af
vedkommendes hæderlighed.
Retningsgivende for fastsættelsen af varigheden på ”indtil
videre” er, at der skal være tale om grove forhold eller alvor-
lige gentagelsestilfælde, der som udgangspunkt ikke ligger
mere end 10 år tilbage i tiden. Det vil således alene være
i særligt alvorlige sager, at Finanstilsynet vil fastsætte varig-
heden til ”indtil videre”. Der kan eksempelvis være tale om
særdeles grove forhold med overtrædelse af straffelovens
berigelsesforbrydelser, åbenbare ledelsesmæssige svigt, der
har medført betydelige økonomiske tab eller skadevirkning,
grove misbrugssituationer, svigagtighed, grov tilsidesættelse
af god skik, forsætlig tilsidesættelse af hvidvasklovens krav
eller egentlig medvirken til økonomisk kriminalitet eller an-
dre alvorlige tillidsbrud. Generelt kan det siges, at det eller
de udviste forhold skal have en sådan alvorlig karakter, at
det må anses for åbenbart, at hverken Finanstilsynet eller
samfundet kan have tillid til, at den pågældende indenfor en
overskuelig fremtid vil kunne varetage hvervet som besty-
relsesmedlem eller stillingen som direktør eller nøgleperson
i et forsikringsselskab på en forsvarlig måde.
Det foreslås i stk. 4, at Finanstilsynet i særlige tilfælde, hvor
Finanstilsynet vurderer, at en person ikke har tilstrækkelige
faglige forudsætninger eller erfaring i forhold til den stilling
som medlem af direktionen, som den pågældende vurderes
til, kan træffe afgørelse om, at personen kan bestride stillin-
gen under nærmere fastsatte betingelser.
Det foreslåede vil medføre, at Finanstilsynet kan opstille be-
tingelser, således at et medlem af direktionen kan meddeles
en betinget afgørelse, uanset at personen ikke umiddelbart
lever op til egnethedskravene i stk. 1, nr. 1. Bestemmelsen
indebærer, at Finanstilsynet således kan finde, at den pågæl-
dende person ville opfylde egnethedskravene i stk. 1, nr. 1,
hvis en eller flere betingelser bliver opfyldt.
Bestemmelsen vil finde anvendelse i de tilfælde, hvor Fi-
nanstilsynet enten vurderer, at den pågældende ikke har de
tilstrækkelige, faglige forudsætninger eller erfaring i forhold
til den stilling som medlem af direktionen, som den pågæl-
dende vurderes til, eller hvor den betingede godkendelse
ikke medfører, at man tiltræder stillingen med det samme,
men hvor den pågældende er under oplæring. I begge til-
fælde træffer Finanstilsynet kun betingede afgørelser, hvor
det vurderes, at der kan opstilles veldefinerede, konkrete
og målbare betingelser for, at den pågældende kan vurderes
egnet til stillingen, f.eks. hvor den pågældende inden for et
relativt afgrænset område ikke lever op til egnethedskravene
i stk. 1, nr. 1.
Betingede afgørelser vil kunne bruges, hvis betingelserne
kan defineres klart og entydigt og kan opfyldes på kort
tid. Det kan f.eks. dreje sig om, at den pågældende skal gen-
nemgå konkret uddannelse, eller at den pågældende igen-
nem en periode skal varetage en rolle på niveauet under den
rolle, som den pågældende har ansøgt om, eller på tilsvaren-
de niveau.
Det kan eksempelvis være tilfælde, hvor den pågældende
eksempelvis har tilstrækkelig ledelseserfaring, men er ny i
den konkrete rolle i forsikringsselskabet og derfor mangler
kompetencer på et relevant forretnings- eller kontrolområde,
f.eks. investeringsområdet, solvenskapitalkrav eller risiko-
styring m.v. Direktionsmedlemmet vil kunne opnå tilladelse
på betingelse af, at personen gennemfører en specifik ud-
dannelse eller træning inden for det relevante område.
Et andet eksempel kan være en kandidat til en stilling som
medlem af direktionen, der ikke selv har den tilstrækkelige
viden, faglige kompetence eller erfaring med et ansvarsom-
råde, som personen skal have ansvar for, men hvor den
påkrævede kompetence eller erfaring er tilstede hos andre
personer i direktionen. I så fald kan ansøgeren godkendes
med betingelse om, at en eller flere personer med disse
kompetencer forbliver i direktionen og er til kandidatens
rådighed i hele betingelsens løbetid. Der kan også være
tilfælde, hvor den betingede godkendelse medfører, at perso-
nen ikke kan tiltræde den endelige stilling (slutstillingen)
med det samme. Godkendelse til slutstillingen kan gives
på betingelse af, at den pågældende er under oplæring i
en periode. Ansøgeren opnår med denne form for betinget
godkendelse en vished for, hvornår vedkommende vil blive
anset for egnet til den stilling, som er det endelige mål
med henvendelsen til Finanstilsynet. Denne type betingede
275
godkendelser vil derfor også være egnede i forbindelse med
successionsplanlægning. Betingelsens løbetid kan i disse til-
fælde også være længere end ved betingelser, hvor ansøge-
ren godkendes til at tiltræde stillingen med det samme.
De af Finanstilsynet fastsatte betingelser skal være proporti-
onale og tage hensyn til, at forsikringsselskaberne varierer i
størrelse, art og kompleksitet. Finanstilsynet vil således tage
hensyn til den pågældendes rolle, opgaver og ansvarsområ-
der i virksomheden, herunder virksomhedens størrelse og
kompleksitet. De betingelser, der stilles til den pågældende,
vil derfor skulle afvejes op imod de opgaver og det ansvar,
den pågældende er forpligtet til løfte i kraft af sin rolle
i virksomheden. Fastsættelsen af betingelser til personer
tilhørende eksempelvis direktionen må således afspejle de
funktioner, som direktionen udøver i den konkrete virksom-
hed.
En betinget afgørelse vil derfor forudsætte, at der kan stilles
relevante betingelser for opnåelse af den viden, faglige kom-
petence eller erfaring efter lovforslagets § 105, stk. 1, nr. 1,
som personen ikke vurderes fuldt ud at have, og hvis dette
findes forsvarligt henset til virksomhedens størrelse, omfang
og kompleksitet samt det arbejde og ansvar, der er forbundet
med den konkrete stilling.
De af Finanstilsynet opstillede betingelser fastsættes derfor
med udgangspunkt i stillingen i den konkrete virksomhed og
knytter sig specifikt hertil. Når den pågældende opfylder be-
tingelserne, vurderes personen at opfylde egnethedskravene
i stk. 1, nr. 1, i forhold til den konkrete stilling i den konkre-
te virksomhed. Det er derfor ikke givet, at den pågældende
vil opfylde egnethedskravet i stk. 1, nr. 1, i forhold til en
anden stilling i en anden og måske større og mere kompleks
virksomhed.
Betingede afgørelser vil være tidsbegrænsede, således at
betingelserne skal opfyldes inden for en af Finanstilsynet
fastsat tidsperiode, som ikke bør være længere end højst 18
måneder. Forudsætningen for at opnå en betinget godkendel-
se vil være, at personen opfylder de fastsatte betingelser,
ved eksempelvis at gennemføre den nødvendige uddannelse,
træning eller andre afhjælpende foranstaltninger, inden for
den af Finanstilsynet fastsatte tidsperiode. Betingelserne vil
derfor skulle fastsættes således, at Finanstilsynet har mulig-
hed for at vurdere, om betingelserne er opfyldt inden for
tidsperioden.
Finanstilsynet skal påse, at den pågældende opfylder betin-
gelserne, når perioden udløber. Finanstilsynet vil ikke fore-
tage en fornyet prøvelse af, hvorvidt den pågældende op-
fylder egnetheds- og hæderlighedskravene i lovforslagets §
105, stk. 1, men alene vurdere, hvorvidt de tidligere meddel-
te betingelser er opfyldt. Finanstilsynet skal modtage de op-
lysninger, som er nødvendige for Finanstilsynets vurdering
af, om vedkommende opfylder betingelserne. Det foreslåede
ændrer ikke på, at personen har pligt til at meddele Finans-
tilsynet oplysninger om forhold som nævnt i stk. 1, nr. 2-5,
hvis forholdene efterfølgende ændres.
Hvis Finanstilsynet vurderer, at den pågældende direktør
eller nøgleperson ikke opfylder de fastsatte betingelser, vil
konsekvensen være, at den pågældende ikke vurderes fuldt
ud at leve op til egnethedskravet i lovforslagets § 105, stk.
1, nr. 1. Finanstilsynet vil i særlige tilfælde kunne forlænge
fristen for opfyldelse af betingelserne, hvor der vurderes at
være rimelig udsigt til, at den pågældende inden for den nye
frist vil kunne opfylde betingelserne. Forlængelse af fristen
bør ikke overskride seks måneder.
Betingede afgørelser vil også kunne anvendes for nøgleper-
soner, jf. lovforslagets § 127, stk. 3.
Ansvaret for en direktør eller nøgleperson med en betinget
godkendelse er som udgangspunkt det samme som for en
person i samme stilling med en ubetinget godkendelse. En
person med en betinget egnethedsgodkendelse, der påtager
sig en stilling, hvortil der knytter sig egnethedskrav, har
en skærpet opmærksomhedspligt. Efter omstændighederne
kan det derfor være ansvarspådragende for en person med
en betinget godkendelse ikke at udvise en særlig agtpågiven-
hed. Den skærpede opmærksomhedspligt knytter sig til de
områder, betingelsen i godkendelsen vedrører, og kan efter
omstændighederne fordre, at direktøren eller nøglepersonen
indhenter intern eller ekstern rådgivning til brug for sit be-
slutningsgrundlag i sager på disse områder. En betinget god-
kendt direktør eller nøgleperson vil dermed ikke ubetinget
kunne påberåbe sig sin manglende erfaring – dokumenteret
i form af en betinget godkendelse – som eksempelvis und-
skyldningsgrund ved vurderingen af vedkommendes erstat-
ningsansvar.
Det foreslås i stk. 5, 1. pkt., at medlemmerne af bestyrelsen
og direktionen i et forsikringsselskab skal meddele Finans-
tilsynet om forhold som nævnt i stk. 1 i forbindelse med de-
res indtræden i forsikringsselskabets ledelse og om forhold
som nævnt i stk. 1, nr. 2-5, hvis forholdene efterfølgende
ændres.
Oplysningerne skal meddeles Finanstilsynet snarest muligt.
Indtræder der efter tiltrædelsen forhold, som er af betydning
for vurderingen af, om kravene til egnethed og hæderlighed
i stk. 1, nr. 2-5, fortsat kan anses for at være opfyldt, er den
berørte person tillige forpligtet til af egen drift at informere
Finanstilsynet herom. Det vil herefter være op til Finans-
tilsynet at tage stilling til, om vedkommende fortsat kan
anses for at være egnet og hæderlig. Et ledelsesmedlem har
f.eks. pligt til at oplyse, at der er indgivet konkursbegæring
mod vedkommende, at vedkommende har søgt om gældssa-
276
nering, eller at der er rejst sigtelse mod vedkommende for
overtrædelse af lovgivningen nævnt i stk. 1, nr. 3.
De oplysninger, som Finanstilsynet modtager, indgår heref-
ter i bedømmelsen af, om vedkommende er egnet og hæder-
lig i medfør af det foreslåede stk. 1. Finanstilsynet tillægges
efter lovforslagets § 280, stk. 1, beføjelse til at pålægge
et forsikringsselskab at afsætte et medlem af direktionen,
hvis den pågældende ikke efter de foreslåede § 105, stk. 1,
nr. 2-5, eller efter den foreslåede § 106 kan bestride stillin-
gen. Tilsvarende kan Finanstilsynet med lovforslagets § 280,
stk. 2, påbyde et medlem af bestyrelsen i et forsikringssel-
skab at nedlægge sit hverv, hvis den pågældende ikke efter §
105, stk. 1, nr. 2-5, eller § 106 kan bestride stillingen.
I de tilfælde, hvor et eller flere medlemmer af en bestyrelse
eller direktion ikke opfylder kravene til egnethed og hæder-
lighed, er Finanstilsynets sanktionsmuligheder herudover at
nægte forsikringsselskabet tilladelse efter lovforslagets § 19,
stk. 1, nr. 1, eller at inddrage en eksisterende tilladelse til at
drive virksomhed i henhold til lovforslagets § 199, stk. 1,
nr. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. dog lovforslagets § 280, stk.
8, hvorefter Finanstilsynets inddragelse af et forsikringssel-
skabs tilladelse på baggrund af manglende opfyldelse af
kravene til egnethed og hæderlighed, forudsætter manglende
efterlevelse af påbud om henholdsvis afsættelse af en direk-
tør eller et bestyrelsesmedlems nedlæggelse af sit hverv.
Overtrædelse af det foreslåede § 105, stk. 2, jf. stk. 1, nr.
3 og 4, foreslås strafbelagt, jf. lovforslagets § 312, stk.
2. Ansvarssubjektet for overtrædelse af stk. 2, jf. stk. 1, nr.
3 og 4, er det pågældende ledelsesmedlem. Den strafbare
handling består i ikke at meddele Finanstilsynet oplysninger
om forhold vedrørende strafansvar og insolvensbehandling
i forbindelse med indtræden i forsikringsselskabets ledelse
eller efterfølgende, hvis forholdene ændres. Et eksempel
på overtrædelse af bestemmelsen er, at et ledelsesmedlem
ikke meddeler Finanstilsynet oplysninger om idømt straf i
forbindelse med det pågældende ledelsesmedlems indtræden
i ledelsen. Overtrædelse af bestemmelsen kan straffes med
bøde eller fængsel indtil fire måneder, medmindre højere
straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Det foreslås i stk. 5, 2. pkt., at udpeges eller vælges et med-
lem af bestyrelsen til posten som formand for bestyrelsen i
et forsikringsselskab, skal bestyrelsesmedlemmet endvidere
meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold omfattet af
stk. 1, nr. 1.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at et bestyrelses-
medlem i et forsikringsselskab, der skal varetage hvervet
som bestyrelsesformand for den samme virksomhed, er for-
pligtet til at meddele Finanstilsynet oplysninger om pågæl-
dendes viden, kompetencer og erfaring, der er afgørende
for, at den pågældende kan varetage hvervet som bestyrel-
sesformand i virksomheden. Bestemmelsen er således først
og fremmest en oplysningspligt, der skal supplere Finanstil-
synets pligt til at oplyse sagen som led i sagsbehandling, jf.
officialmaksimen.
Ved ”et medlem af bestyrelsen” skal forstås både menige
medlemmer og eventuelle næstformænd.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at et menigt bestyrel-
sesmedlem eller en næstformand, der efter udpegning eller
valg m.v. skal varetage hvervet som formand for bestyrel-
sen, skal opfylde det egnethedskrav, der i henhold til § 105,
stk. 1, nr. 1, stilles til en person, der skal varetage hvervet
som bestyrelsesformand i virksomheden. Med udpegning el-
ler valg skal forstås enhver form for beslutning, der fører til,
at det pågældende bestyrelsesmedlem i en periode skal vare-
tage bestyrelsesformandsposten i virksomheden. Dette gæl-
der dog ikke næstformandens varetagelse af formandsposten
på baggrund af sædvanligt forfald fra et eller enkeltstående
bestyrelsesmøder. Det vil endvidere ikke gælde kortvarig
konstitution eller varetagelse af formandsposten i tilfælde af,
at bestyrelsesformanden må gå af indenfor sin udpegnings-
periode som bestyrelsesmedlem.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at der vil skul-
le foretages en særskilt vurdering af, om det bestyrelses-
medlem, der skal varetage bestyrelsesformandsposten, har
tilstrækkelige personlige kompetencer i form af den nødven-
dige robusthed og gennemslagskraft og den fornødne ledel-
sesmæssige tyngde til at lede arbejdet i bestyrelsen og sikre,
at bestyrelsens tilsyns- og kontrolopgaver overfor direkti-
onen løses på effektiv måde. Vurderingen skal foretages,
uanset om bestyrelsesformanden vælges blandt bestyrelsens
eksisterende medlemmer og dermed allerede er vurderet
egnet som bestyrelsesmedlem, eller om formanden vælges
uden for bestyrelsens rækker og dermed vurderes for første
gang. Sker udpegningen eller valget til bestyrelsesformand
ikke som led i et skifte fra menigt bestyrelsesmedlem eller
næstformand, vil vurderingen derfor skulle foretages i for-
bindelse med den pågældendes direkte indtræden i bestyrel-
sesformandsposten efter § 105, stk. 1, nr. 1, jf. den foreslåe-
de stk. 5, 1. pkt., og ud fra samme vurderingsgrundlag, som
hvis vedkommende allerede var en del af bestyrelsen.
I vurderingen af kandidatens egnethed vil indgå den pågæl-
dendes evne til at lede arbejdet i bestyrelsen og sikre et
konstruktivt samarbejde med direktionen, herunder give di-
rektionen det nødvendige med- og modspil med hensyn til
strategiske og styringsmæssige anliggender samtidig med, at
bestyrelsens tilsyn og kontrol med direktionen fastholdes.
Bestyrelsesformanden skal bl.a. facilitere et åbent og til-
lidsfuldt samarbejde i bestyrelsen, hvor alle medlemmer
får mulighed for og lyst til at deltage med henblik på,
at bestyrelsen træffer beslutning om de anliggender, som
277
det tilkommer bestyrelsen at afgøre, og at de beslutninger,
der tages i bestyrelsen, træffes på et oplyst og kvalificeret
grundlag. Bestyrelsesformanden skal sørge for, at arbejdet
i bestyrelsen tilrettelægges således, at bestyrelsen fører et
effektivt tilsyn og kontrol med direktionen. Formanden skal
endvidere tage initiativ til at sikre, at sammensætningen af
bestyrelsen repræsenterer de kompetencer, der er relevante
for virksomheden. Bestyrelsesformanden skal kunne evalu-
ere bestyrelsens og direktionens arbejde og være indstillet
på at være virksomhedens ansigt udadtil i situationer, hvor
dette er påkrævet eller i øvrigt relevant.
Ved vurderingen af en kandidat vil der først og fremmest
skulle inddrages den pågældendes hidtidige erfaring fra be-
styrelseshverv eller toplederstillinger i private virksomheder,
offentlige myndigheder eller private eller faglige organisati-
oner. Der skal ved vurderingen bl.a. lægges vægt på, hvilke
tidligere og nuværende poster eller hverv, den pågældende
har varetaget eller varetager, den tidsmæssige udstrækning
af posterne eller hvervene, deres art og kompleksitet samt
karakteren af de virksomheder m.v., der er tale om, herunder
om der heriblandt er virksomheder indenfor den finansielle
sektor. Derudover vil de nævnte forhold tillige med den
pågældendes uddannelse, teoretiske og praktiske kendskab
til virksomhedens kerneområder, herunder virksomhedens
forretningsmodel, kunne danne grundlag for en formodning
om, at vedkommende har den nødvendige personlige og
ledelsesmæssige tyngde til at kunne påtage sig rollen som
bestyrelsesformand i virksomheden.
Ved vurderingen af, om kandidaten besidder den nødvendige
robusthed og gennemslagskraft, vil eksempelvis kunne ind-
gå, om den pågældende er egnet til og indstillet på at være
den ledende kraft i bestyrelsen og at være den, der sætter
dagsordenen og faciliterer et åbent og tillidsfuldt samarbejde
i bestyrelsen. Kandidaten skal være ansvarsbevidst, overbe-
visende og i besiddelse af et godt overblik og en god døm-
mekraft og kunne træffe og gennemføre vanskelige beslut-
ninger, herunder overfor direktionen. Kandidaten skal have
den nødvendige forhandlingserfaring og strategiske indsigt
samt de nødvendige kommunikative evner. Egenskaber sås-
om ansvarsbevidsthed, godt overblik, god dømmekraft og
evnen til at træffe og gennemføre beslutninger er vigtige,
når bestyrelsesformanden skal være drivkraften og indgå i
den nævnte relation til direktionen.
De ovenfor anførte egenskaber og karakteristika er ikke ud-
tømmende.
Der vil kunne foretages en vurdering med udgangspunkt
i bl.a. oplysningerne i kandidatens CV, herunder navnlig
om pågældende har bestyrelses- eller ledelseserfaring fra
en finansiel virksomhed eller anden erhvervsvirksomhed el-
ler organisation (eksempelvis faglig eller erhvervspolitisk)
af tilsvarende kompleksitet, størrelse eller samfundsmæssig
betydning. Har den pågældende ingen sådan erfaring, eller
har den pågældende åbenbart haft ringe succes i sådanne
stillinger, vil det kunne have formodningen imod sig, at
vedkommende besidder tilstrækkelige faglige kompetencer
og den nødvendige robusthed og gennemslagskraft til at
lede arbejdet i bestyrelsen og give direktionen det fornødne
faglige og ledelsesmæssige modspil.
Virksomhedens bestyrelse vil kunne gennemføre interviews
som bidrag til en afklaring af de faktiske oplysninger, der re-
laterer sig til kandidatens egnethed. Det kunne eksempelvis
være med henblik på mundtligt at drøfte forventninger til
bestyrelsesformandsrollen, herunder med henblik på en vur-
dering af, hvorvidt kandidaten har de nødvendige personlige
kompetencer og den nødvendige robusthed og gennemslags-
kraft til at lede arbejdet i en bestyrelse i den konkrete type
af finansiel virksomhed. Oplysninger om kandidatens eksa-
mensbeviser, certificeringer, uddannelsesbeviser m.v. angår
først og fremmest viden og kompetencer og i mindre grad,
hvorvidt den pågældende besidder den fornødne robusthed
og gennemslagskraft som person. Den pågældendes uddan-
nelsesprofil eller uddannelsesniveau vil således aldrig kunne
stå alene, dels fordi det i sig selv ikke opfylder kravet om
erfaring og kompetencer, og dels fordi vurderingen også
vil skulle vedrøre den pågældendes personlige robusthed og
gennemslagskraft. De nævnte forhold vil dog kunne indgå
med nogen vægt i den samlede vurdering.
Oplysninger om kandidatens praktiske erfaring gennem tid-
ligere stillinger vil også indgå i vurderingen, herunder den
pågældendes roller og opgaver og de krævede kvalifikatio-
ner, eksempelvis typen af den tidligere stilling og ansvars-
områder, ansættelsesforholdets varighed, typen og komplek-
siteten af den eller de virksomheder, hvor vedkommende
var ansat, herunder vedkommendes beslutningsbeføjelser og
ansvar og antal underordnede. Anbefalinger fra tidligere
ansættelse kan skabe en formodning om den pågældendes
professionelle adfærd.
Der stilles i praksis mindre omfattende krav til en bestyrel-
sesformand i et mindre og ikke-kompleks gruppe 2-forsik-
ringsselskab, end hvis der er tale om et stort og komplekst
gruppe 1-forsikringsselskab. Vurderingen af, om en person
opfylder såvel de faglige krav som krav af mere personlig
karakter, skal foretages med udgangspunkt i hvervet som be-
styrelsesformand i den konkrete virksomhed. Det er således
muligt, at en person på baggrund af sin uddannelsesmæssige
baggrund og hidtidige ledelseserfaring opfylder kravet om
tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at være
bestyrelsesformand i et mindre forsikringsselskab eller et
forsikringsselskab med en ikke-kompleks forretningsmodel,
men at den pågældende ikke vil kunne opfylde kravet til
rollen som bestyrelsesformand i et mere komplekst eller
stort landsdækkende forsikringsselskab. Det bemærkes, at
sker udpegningen eller valget til bestyrelsesformand ikke
som led i et skifte fra menigt bestyrelsesmedlem eller næst-
formand, vil vurderingen skulle foretages i forbindelse med
278
den pågældendes direkte indtræden i bestyrelsesformands-
posten efter lovforslagets § 105, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2, 1.
pkt.
Det foreslås i stk. 5, 3. pkt., at virksomhedens vurdering af
en bestyrelsesformands personlige kompetencer omfattet af
stk. 1, nr. 1, skal foreligge i skriftlig form.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er navnlig at sik-
re, at virksomheden aktivt tager stilling til, om pågældende,
som virksomheden overvejer at indstille som bestyrelsesfor-
mand, har tilstrækkelige personlige egenskaber til at vareta-
ge dette hverv.
Ved ”personlige kompetencer” skal navnlig forstås, om på-
gældende besidder den robusthed og gennemslagskraft, der
er påkrævet til at lede arbejdet i bestyrelsen og give direktio-
nen det fornødne faglige og ledelsesmæssige modspil. Der
sigtes herved til de mere personlige kompetencer og egen-
skaber, som indgår i bemærkningerne til den foreslåede be-
stemmelse i lovforslagets § 105, stk. 2, 2. pkt. Forslaget vil
indebære, at virksomheden har pligt til skriftligt at redegøre
for sin vurdering af ovennævnte egenskaber underbygget
med dokumentation i videst muligt omfang. Forslaget skal
ses på baggrund af, at vurderingen af de personlige kompe-
tencer ofte vil være baseret på mere skønsmæssige og friere
overvejelser end de øvrige krav efter stk. 1, nr. 1.
Det foreslås i stk. 6, at forsikringsselskabet er forpligtet til at
påse overholdelsen af stk. 1.
Bestemmelsen fastsætter, at forsikringsselskabet er forpligtet
til at påse overholdelsen af stk. 1. Heri ligger en forplig-
telse til at påse, at ledelsesmedlemmet opfylder kravene i
stk. 1 ved medlemmets indtræden i bestyrelsen og direktio-
nen. Endvidere skal forsikringsselskabet påse overholdelsen
løbende, så længe det pågældende ledelsesmedlem varetager
hvervet eller stillingen.
Vurderingen af om et medlem af bestyrelsen og direktionen
opfylder kravene i stk. 1, vil i praksis skulle foretages af
bestyrelsen i forbindelse med det pågældende medlems ind-
træden eller i forbindelse med forsikringsselskabets ansøg-
ning om tilladelse. Det medlem af bestyrelsen eller direk-
tionen, som vurderingen drejer sig om, må ikke være til
stede under sagens behandling, og det skal protokolleres,
at vedkommende ikke er til stede. Finanstilsynet kan bede
forsikringsselskabet om bestyrelsens vurdering både i for-
bindelse med forsikringsselskabets ansøgning om tilladelse i
henhold til § 14, eller ved medlemmets indtræden i bestyrel-
se eller direktion samt alle senere vurderinger med henblik
på at påse overholdelsen af bestemmelsen, jf. lovforslagets §
259.
Efter medlemmets indtræden i bestyrelse eller direktion skal
forsikringsselskabet løbende overvåge egnetheden og hæ-
derligheden af ledelsesmedlemmet og vurdere, om en egent-
lig ny vurdering af ledelsesmedlemmet er nødvendig. Besty-
relsen skal vurdere de enkelte ledelsesmedlemmers ageren
og resultater. Bestyrelsen skal tage højde for alle nye rele-
vante oplysninger, herunder oplysninger der kan give anled-
ning til tvivl om ledelsesmedlemmets egnethed og hæderlig-
hed.
Bestyrelsen bør som minimum foretage en revurdering af et
ledelsesmedlems egnethed og hæderlighed, hvis der er en
særlig anledning hertil. Det vil eksempelvis være relevant i
tilfælde, hvor forsikringsselskabet har konstateret manglen-
de overholdelse af reguleringen i en del af virksomheden,
som det pågældende ledelsesmedlem har ansvaret for.
Finanstilsynet vil i sin vurdering af overholdelsen af § 105,
stk. 3, inddrage relevante retningslinjer fra Den Europæiske
Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspen-
sionsordninger (EIOPA), i det omfang sådanne foreligger.
Hvis forsikringsselskabet bliver bekendt med, at forholdene
nævnt i stk. 1 er ændret, og dette er af væsentlig betydning
for Finanstilsynets tilsyn med virksomheden, skal den fi-
nansielle virksomhed hurtigst muligt meddele Finanstilsynet
dette, jf. lovforslagets § 138.
Den foreslåede ændring fratager ikke et bestyrelsesmedlem
eller et medlem af direktionen vedkommendes eget ansvar
for at opfylde kravene om egnethed og hæderlighed eller
vedkommendes pligt til at informere Finanstilsynet om rele-
vante forhold. Et medlem af direktionen eller bestyrelsen
skal til enhver tid opfylde kravene om egnethed og hæder-
lighed, mens personen varetager stillingen eller hvervet i
forsikringsselskabet.
Det fremgår af lovforslagets § 312, stk. 1, at overtrædelse
af § 105, stk. 3, kan straffes med bøde. Ansvarssubjektet i
forhold til overtrædelse af det foreslåede § 105, stk. 3, er
forsikringsselskabet. Et forsikringsselskab vil eksempelvis
kunne straffes med bøde, hvis et medlem af bestyrelsen
eller direktionen ikke opfylder betingelserne i § 105, stk. 1,
og virksomhedens bestyrelse burde havde konstateret dette
enten ved medlemmets indtræden eller efterfølgende, og den
manglende konstatering skyldes en manglende vurdering af
medlemmernes egnethed og hæderlighed, som burde have
været foretaget med henblik på overholdelsen af § 105, stk.
1.
Det foreslås i stk. 7, at for medlemmer af bestyrelsen og
direktionen i en forsikringsholdingvirksomhed finder stk.
1-6 tilsvarende anvendelse.
279
Bestemmelsen implementerer artikel 257 i Solvens II-direk-
tivet, der foreskriver, at alle personer, der i praksis driver
forsikringsholdingvirksomheden, skal opfylde de krav til
egnethed og hæderlighed, der kræves for at udøve deres
hverv. Artikel 42 finder tilsvarende anvendelse.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at medlemmer af be-
styrelsen og direktionen i en forsikringsholdingvirksomhed
skal efterleve kravene om egnethed og hæderlighed i lovfor-
slagets § 105, stk. 1, og omfattes af reglerne i det foreslåe-
de stk. 1-6, herunder muligheden for betinget godkendelse,
oplysningspligten m.v. Forslaget medfører endvidere, at en
forsikringsholdingvirksomhed, på tilsvarende måde som et
forsikringsselskab, er forpligtet til at påse overholdelsen af
stk. 1, jf. det foreslåede stk. 6. Der henvises til bemærknin-
gerne til lovforslagets § 105, stk. 6.
Som følge af forslaget skal et medlem af bestyrelsen eller
direktionen i en forsikringsholdingvirksomhed således have
tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kun-
ne varetage hvervet eller stillingen. Vedkommende skal have
tilstrækkelig godt omdømme og kunne udvise hæderlighed,
integritet og tilstrækkelig uafhængighed ved varetagelsen af
hvervet eller stillingen. Den pågældende må endvidere ikke
være pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den
finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis
overtrædelsen indebærer risiko for, at vedkommende ikke
kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryggende må-
de. Vedkommende må ligeledes ikke have indgivet begæring
om eller være under rekonstruktionsbehandling, konkurs el-
ler gældssanering. Slutteligt må den pågældende ikke have
udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at
medlemmet ikke vil varetage hvervet eller stillingen på for-
svarlig måde. Der henvises desuden til bemærkningerne til
det foreslåede stk. 1, nr. 1-5 ovenfor.
I forbindelse med et ledelsesmedlems indtræden i bestyrel-
sen eller direktionen i en forsikringsholdingvirksomhed skal
den pågældende virksomhed meddele Finanstilsynet oplys-
ninger om forhold som nævnt i det foreslåede stk. 1, nr. 1-5,
ligesom forsikringsholdingvirksomheden og det pågældende
bestyrelses- eller direktionsmedlem skal give Finanstilsynet
meddelelse, hvis forholdene efterfølgende skulle ændre sig,
jf. det foreslåede § 105, stk. 5.
Det følger af lovforslagets § 280, at Finanstilsynet kan påby-
de et forsikringsselskab at afsætte en direktør eller påbyde et
medlem af bestyrelsen i et forsikringsselskab at nedlægge sit
hverv indenfor en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis denne
efter det foreslåede stk. 1 vurderes ikke at kunne bestride
stillingen eller hvervet.
Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at Finanstil-
synet kan påbyde en forsikringsholdingvirksomhed at afsæt-
te en direktør eller påbyde et bestyrelsesmedlem i en forsik-
ringsholdingvirksomhed at nedlægge sit hverv indenfor en
af Finanstilsynet fastsat frist, hvis vedkommende efter det
foreslåede stk. 1 ikke kan bestride stillingen eller hvervet.
Der henvises til bemærkningerne til forslagets § 280.
Det foreslås i stk. 8, at for generalagenter, jf. 57, finder stk.
1-6 tilsvarende anvendelse.
Bestemmelsen indebærer, at reglerne om egnethed og hæ-
derlighed tillige finder anvendelse for generalagenter. Be-
stemmelsen omfatter både danske og udenlandske general-
agenter. Der henvises til bemærkningerne til stk. 1-6.
Det foreslås i stk. 9, at erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler om kompetence- og erfaringskrav i henhold
til stk. 1 for medlemmer af direktionen i forsikringsselska-
ber.
Den nærmere udmøntning af bemyndigelsen forventes at
indeholde regler om sagsbehandlingsprocesser samt kompe-
tence- og erfaringskrav til direktionen i et forsikringssel-
skab. Udgangspunktet for processen i vurderingen af en
ansøgers egnethed, vil være et helhedsorienteret og samlet
billede af ansøgerens erfaringer og kompetencer set i for-
hold til den konkrete stilling, som personen skal bestride.
Bekendtgørelsen forventes at fastsætte rammer for den hel-
hedsorienterede vurderingsproces, hvor der tages højde for,
at der efter EU-reglerne til flere stillinger vil være krav om
tilstrækkelig praktisk og faglig erfaring fra en ledelsesfunk-
tion over en tilstrækkelig lang periode. En ansøgers erfarin-
ger fra tilsvarende eller beslægtet stilling i en tilsvarende
eller relevant beslægtet finansiel virksomhed vil derfor være
faktorer, der tillægges betydelig vægt i afgørelserne i den
helhedsorienterede ansøgningsproces. Den helhedsorientere-
de tilgang tager således udgangspunkt i en samlet vurdering
af kandidatens kompetencer i forhold til kravene til det kon-
krete job. Det vil i den samlede vurdering være relevant at
inddrage erfaringer, der er opnået på det konkrete finansielle
fagområde, beslægtede finansielle fagområder og relevante
kompetencer fra andre erhverv.
Bemyndigelsen giver desuden mulighed for at fastsætte krav
og konkrete tærskelniveauer om viden, kompetence og er-
faring til brug for sagsbehandling efter en ”formodningstil-
gang”.
Formodningstilgangen indebærer, at hvis en ansøger lever
op til en række foruddefinerede tærskelniveauer til kompe-
tence og erfaring, vil vedkommende formodes at være eg-
net. Modellen opstiller dermed en mulighed for forenklet
sagsbehandling for ansøgere med åbenbart tilstrækkelige re-
levante kompetencer og åbenbart tilstrækkelig erfaring fra
sektoren.
280
Formålet med formodningstilgangen er dermed også at sikre
transparens om kriterier, der anses for både relevante og
tilstrækkelige for direktører i forsikringsselskaber.
Der etableres således to ligestillede spor til at vurdere, om
direktører i forsikringsselskaber lever op til kompetence- og
erfaringskravene. Den helhedsorienterede tilgang og formo-
dningstilgangen.
Kravet om tilstrækkelige kompetencer og erfaring skal være
proportionale set i forhold til virksomhedernes varierende
størrelse, art og kompleksitet.
Proportionalitetsafvejningen vil skulle foretages konkret
for den enkelte virksomhed med udgangspunkt i tærskelni-
veauerne. Proportionalitet er således centralt i vurderingen
af en persons egnethed til en stilling som medlem af direk-
tionen. Der vil således skulle tages hensyn til, at virksomhe-
der varierer i størrelse, art og kompleksitet.
Proportionalitet i forbindelse med kravet om tilstrækkelig
erfaring kan ses enten i forhold til, hvor mange års erfaring
en person skal have fra et givent område eller i forhold til,
hvilke roller erfaringen er opnået i. Regler og vejledning på
området vil forventeligt blive udmøntet med udgangspunkt
i de roller, som erfaringen er opnået i, fremfor i forhold til
antallet af års erfaring.
For forsikringsselskaber vil proportionalitet i praksis f.eks.
betyde, at hvis formodningstilgangen forudsætter et bestemt
antal års relevant erfaring fra risikostyringsområdet for det
medlem af direktionen, der har ansvaret for risikostyrings-
området i et gruppe 1-forsikringsselskab, vil det forudsætte
nogenlunde samme antal års erfaring for et medlem af di-
rektionen i et mindre forsikringsselskab med ansvar for risi-
kostyringsområdet. Til gengæld kan den relevante erfaring
været opnået i et mindre forsikringsselskab eller beslægtet
finansiel virksomhed, end hvad tilfældet ville være, hvis
personen skulle godkendes til en stilling i et gruppe 1- for-
sikringsselskab.
Til § 106
Det følger af den gældende § 64 a i lov om finansiel
virksomhed, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen
i en finansiel virksomhed skal afsætte tilstrækkelig tid til
at varetage sit hverv som direktør eller bestyrelsesmedlem
i den pågældende virksomhed. Ledelsesmedlemmet skal lø-
bende vurdere, om den pågældende har afsat tilstrækkelig
tid ved at inddrage virksomhedens størrelse, organisation
og kompleksitet. Vurderingen skal inddrage virksomhedens
størrelse, organisation og kompleksitet.
Den foreslåede bestemmelse i § 106 viderefører § 64 a i lov
om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i § 106, at et medlem af bestyrelsen eller direk-
tionen i et forsikringsselskab skal afsætte tilstrækkelig tid til
at varetage sit hverv som direktør eller bestyrelsesmedlem
i den pågældende virksomhed. Ledelsesmedlemmet skal lø-
bende vurdere, om den pågældende har afsat tilstrækkelig
tid til varetagelse af sit hverv. Vurderingen skal inddrage
virksomhedens størrelse, organisation og kompleksitet.
Bestemmelsen har til formål at sikre en forsvarlig og effek-
tiv ledelse og virksomhedsstyring.
Vurderingen af, hvad der må anses for at udgøre tilstrække-
lig tid til varetagelse af et hverv som bestyrelsesmedlem
eller en stilling som direktør, skal foretages med udgangs-
punkt i hvervet eller stillingen i den konkrete virksomhed og
med udgangspunkt i den pågældende person, som bestrider
hvervet eller stillingen. Det tidsforbrug, som er nødvendigt
til varetagelse af en stilling i et forsikringsselskab, kan være
et andet end det, der kræves til varetagelse af en lignende
stilling i et andet forsikringsselskab, ligesom tidsforbruget
forbundet med en stilling kan variere afhængigt af, hvem
der bestrider stillingen, herunder hvilke kvalifikationer og
erfaringer m.v. den pågældende har.
Ved tilstrækkelig tid til varetagelse af et hverv som bestyrel-
sesmedlem eller en stilling som direktør forstås derfor den
tid, som den pågældende forventeligt må skulle anvende
til at varetage det pågældende hverv eller den pågældende
stilling på forsvarlig vis.
I forbindelse med vurderingen af, om et medlem af besty-
relsen eller direktionen i et forsikringsselskab har afsat
tilstrækkelig tid til at varetage sit hverv som bestyrelses-
medlem eller sin stilling som direktør, bør vedkommendes
øvrige erhvervsmæssige forpligtelser inddrages, herunder
antallet og omfanget af den pågældendes øvrige direktør-
og bestyrelsesposter.
Et medlem af bestyrelsen og direktionen i forsikringsselska-
ber skal løbende vurdere, om den pågældende har afsat
tilstrækkelig tid til varetagelse af sit hverv. Et medlem
af bestyrelsen og direktion skal således med regelmæssige
mellemrum vurdere, hvilket tidsforbrug der er påkrævet, for
at vedkommende kan varetage det pågældende hverv på
forsvarlig vis, og dermed om vedkommende har afsat den
fornødne tid.
Finanstilsynet fører tilsyn med overholdelse af bestemmel-
sen. I forbindelse med vurderingen af om et medlem af
direktionen eller bestyrelsen har afsat tilstrækkelig tid til va-
retagelse af stillingen eller hvervet, tager Finanstilsynet hen-
281
syn til, i hvilken type af forsikringsselskab den pågældende
besidder en direktions- eller bestyrelsespost. Finanstilsynet
kan i forbindelse med en sådan vurdering inddrage eventuel-
le retningslinjer på området fra EIOPA, i det omfang sådan-
ne retningslinjer foreligger.
Overtrædelse af den foreslåede bestemmelse foreslås straf-
belagt med bøde eller fængsel indtil fire måneder, medmin-
dre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, jf.
lovforslagets § 312, stk. 2.
Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er det
pågældende ledelsesmedlem. Den strafbare handling består
i ikke at afsætte tilstrækkelig tid at varetage sit hverv som
direktør eller bestyrelsesmedlem i den pågældende virksom-
hed eller at undlade løbende at vurdere, om den pågældende
har afsat tilstrækkelig tid til varetagelse af sit hverv. Et
eksempel på overtrædelse af bestemmelsen er, at et ledel-
sesmedlem påtager sig et bi-erhverv uden at foretage en
vurdering af, om den pågældende person fortsat har afsat
tilstrækkelig tid til varetagelse af sit hverv som direktør eller
bestyrelsesmedlem.
Til § 107
Det følger af den gældende § 64 e, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed, at bestyrelsen i en finansiel virksomhed skal
sikre, at dens medlemmer har tilstrækkelig kollektiv viden,
faglig kompetence og erfaring til at kunne forstå virksomhe-
dens aktiviteter og de hermed forbundne risici.
Det følger af artikel 258 sk. 1, litra c, i Kommissionens
delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014
om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/138/EF om adgang til udøvelse af forsikrings-
og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), at et forsikrings-
og genforsikringsselskab skal sikre, at dets bestyrelsesmed-
lemmer tilsammen har det krævede niveau af kvalifikatio-
ner, kompetencer, færdigheder og erfaring på de relevante
områder af virksomheden til effektivt at kunne lede og
overvåge selskabet på en professionel måde. Bestemmelsen
finder alene anvendelse på gruppe 1-forsikringsselskaber og
forsikringsholdingvirksomheder, der har et gruppe 1-forsik-
ringsselskab som datterselskab.
Bestemmelsen i § 64 e i lov om finansiel virksomhed fore-
slås videreført i forslagets § 107 med redaktionelle ændrin-
ger. Forslagets stk. 2 er ny og indebærer materielle ændrin-
ger i gældende ret.
Det foreslås i stk. 1, at bestyrelsen for et forsikringsselskab
og en forsikringsholdingvirksomhed skal sikre, at dens med-
lemmer har tilstrækkelig kollektiv viden, faglig kompetence
og erfaring til at kunne forstå virksomhedens aktiviteter og
de hermed forbundne risici. Bestyrelsens sammensætning
skal afspejle en tilstrækkelig bred erfaring.
Kravene til bestyrelsen i forsikringsselskaber er bl.a. fast-
lagt i bekendtgørelse nr. 1723 af 15. december 2015 om
ledelse og styring af forsikringsselskaber m.v. udstedt med
hjemmel i lov om finansiel virksomhed. Det er bestyrelsens
hovedopgave at fastlægge de overordnede og strategiske
rammer for virksomheden og dens aktiviteter, jf. princippet
i § 115 i selskabsloven. Det indebærer, at bestyrelsen skal
beslutte virksomhedens forretningsmodel, herunder vurdere
virksomhedens risikoprofil og kapitalgrundlag, jf. forslagets
§ 95. På baggrund heraf skal bestyrelsen vedtage relevante
politikker på de væsentlige områder samt fastsætte skriftlige
retningslinjer for direktionens arbejde, jf. lovforslagets § 95.
Den foreslåede bestemmelse understreger, at bestyrelsen har
pligt til løbende at vurdere, om den samlede bestyrelse
besidder den nødvendige viden og erfaring til at sikre en
forsvarlig drift af virksomheden og håndtering af dens risici.
Bestemmelsen indebærer i praksis, at bestyrelsen eksempel-
vis skal være i stand til at udfordre direktionen på en kon-
struktiv måde, herunder stille relevante spørgsmål til direkti-
onen og forholde sig kritisk til svarene.
Den viden og erfaring, som bestyrelsen som minimum skal
besidde, indebærer for eksempel, at den skal være i stand
til at udfordre direktionen på en konstruktiv måde, herunder
stille relevante spørgsmål til direktionen og forholde sig
kritisk til svarene.
Ud over den fornødne grundviden kan der være særlige for-
hold, der kræver en særskilt viden. Bestyrelsens vurdering
af dens kollektive egnethed bør tage udgangspunkt i virk-
somhedens forretningsmodel og virksomhedens risikoprofil,
som er afgørende for, hvilken viden, faglige kompetence og
erfaring, der skal være tilstede i bestyrelsen.
Bestyrelsen skal løbende vurdere, om ændringer i virksom-
hedens forretningsmodel eller risikoprofil giver anledning til
at supplere bestyrelsens samlede kompetencer.
Forslaget understreger endvidere vigtigheden af, at bestyrel-
sen er repræsenteret af medlemmer med erfaring indenfor
forskellige områder. Erfaring fra forskellige brancher kan
bidrage til, at bestyrelsen samlet har fokus på og viden om
de forskellige risici, virksomheden kan være udsat for, og
ikke kun har fokus på risici på et mindre antal områder. Det
er imidlertid særligt vigtigt, at der er medlemmer i besty-
relsen med indgående kendskab til virksomhedens største
risikoområder.
Finanstilsynet har udarbejdet to vejledninger af 4. juli 2012
282
til evaluering af bestyrelsens viden og erfaring i livsforsik-
ringsselskaber og tværgående pensionskasser og til evalue-
ring af bestyrelsens viden og erfaring i skadesforsikringssel-
skaber. Vejledningerne forventes tilpasset i overensstemmel-
se med lovforslaget.
Den foreslåede bestemmelse skal fortolkes i overensstem-
melse med kravet i artikel 258, stk. 1, litra c, i Solvens
II-forordningen.
Ved tilsyn med overholdelse af bestemmelser, jf. § 260,
vil Finanstilsynet i forbindelse med vurderingen af, om
en bestyrelse i et forsikringsselskab har tilstrækkelig kol-
lektiv viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne
forstå virksomhedens aktiviteter og de hermed forbundne
risici, inddrage relevante retningslinjer på området, bl.a.
fra Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og
Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA), i det omfang
sådanne retningslinjer foreligger. EIOPA har defineret en
række områder, som bestyrelsen tilsammen bør have rele-
vante kvalifikationer, erfaring og viden indenfor i vejlednin-
gen, Retningslinjer for ledelsessystem, EIOPA-BoS-14/253
DA (2015). Det følger bl.a. heraf, at bestyrelsen bør have
relevante kvalifikationer, erfaring og viden om forsikrings-
og finansmarkeder, forretningsstrategi og forretningsmodel,
ledelsessystem, finansielle og aktuarmæssige analyser, lov-
ramme og lovkrav.
Det foreslås i stk. 2, at i forsikringsselskaber, der har tilla-
delse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, med en balan-
cesum på over 30 mia. kr. og i forsikringsselskaber, der har
tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, med en
balancesum på over 4 mia. kr. skal mindst et medlem af
bestyrelsen have ledelseserfaring fra en forsikringsselskab
eller et relevant pengeinstitut eller realkreditinstitut.
Den foreslåede bestemmelse indsættes som et nyt krav, men
fremgår allerede i dag af Finanstilsynets vejledning af 4.
juli 2012 til evaluering af bestyrelsens viden og erfaring
i forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve livsfor-
sikringsvirksomhed, og til evaluering af bestyrelsens viden
og erfaring i skadesforsikringsselskaber. Den foreslåede be-
stemmelse kodificerer derfor Finanstilsynets praksis.
Det er alene forsikringsselskaber, der har tilladelse til at ud-
øve livsforsikringsvirksomhed, med en balancesum på over
30 mia. kr. og forsikringsselskaber, der har tilladelse til at
udøve skadesforsikringsvirksomhed, med en balancesum på
over 4 mia. kr., som omfattes af bestemmelsen.
Praktisk ledelseserfaring fra et forsikringsselskab eller et an-
det relevant pengeinstitut eller realkreditinstitut er hensigts-
mæssig for at kunne forholde sig til de forhold og rammer,
der er præmisserne for drift af et forsikringsselskab eller
en tværgående pensionskasse af de nævnte størrelser oven-
for. Det skal ses i sammenhæng med den væsentlige sam-
fundsmæssige betydning, som disse forsikringsselskaber og
tværgående pensionskasser har, og det forhold at virksomhe-
derne som udgangspunkt vil have større og mere komplekse
aktiviteter. Erfaring fra et forsikringsselskab eller et andet
relevant pengeinstitut eller realkreditinstitut kan være opnået
fra andre poster end som direktør. Erfaring som eksempelvis
vicedirektør eller forsikringsdirektør vil således også ud fra
en konkret vurdering kunne være tilstrækkelig.
Det fremgår af lovforslagets § 312, stk. 1, at overtrædelse af
§ 107 kan straffes med bøde. Ansvarssubjektet i forhold til
overtrædelse af den foreslåede § 107 er forsikringsselskabet
og bestyrelsesmedlemmerne. Forsikringsselskabet og med-
lemmerne af bestyrelsen vil kunne straffes med bøde, hvis
bestyrelsen ikke sikrer, at den samlede bestyrelse er tilstræk-
keligt egnet til at kunne forstå virksomhedens aktiviteter
og de hermed forbundne risici. Forsikringsselskabet og med-
lemmerne af bestyrelsen vil eksempelvis kunne straffes med
bøde, hvis ingen medlemmer af bestyrelsen i virksomheden
har kendskab til den finansielle virksomheds væsentligste
forretningsområder, og den samlede bestyrelse derfor ikke
har kendskab til disse områder. Et større forsikringsselskab
samt medlemmerne af bestyrelsen vil kunne straffes med
bøde, hvis bestyrelsen ikke har mindst ét medlem med ledel-
seserfaring fra et forsikringsselskab eller et andet relevant
pengeinstitut eller realkreditinstitut.
Til § 108
Det følger af § 71, stk. 1, nr. 9, i lov om finansiel virksom-
hed, at en finansiel virksomhed, som en del af sine effektive
former for virksomhedsstyring, skal have de personalemæs-
sige og økonomiske ressourcer, der er nødvendige for at
sikre tilstrækkelige muligheder for introduktions- og efter-
uddannelseskurser til medlemmer af bestyrelsen og direktio-
nen.
Bestemmelsen i § 71, stk. 1, nr. 9, foreslås videreført som
en særskilt bestemmelse i lovforslagets § 108 med enkelte
redaktionelle ændringer. Den foreslåede bestemmelse med-
fører ingen materielle ændringer.
Det foreslås i § 108, at et forsikringsselskab og en forsik-
ringsholdingvirksomhed skal have de personalemæssige og
økonomiske ressourcer, der er nødvendige for at sikre til-
strækkelige muligheder for introduktions- og efteruddannel-
seskurser til medlemmer af bestyrelsen og direktionen.
Formålet med bestemmelsen er at understøtte bestyrelsens
arbejde med at sikre, at bestyrelsens medlemmer samlet
set har tilstrækkelig kollektiv viden, faglig kompetence og
erfaring til at kunne forstå virksomhedens aktiviteter, herun-
der de største risici, jf. lovforslagets § 95, stk. 1, nr. 4,
samt at direktionen har den fornødne viden og erfaring til
283
at varetage sit hverv med den daglige ledelse. Hvis bestyrel-
sen finder, at ændringer i virksomhedens forretningsmodel
eller risikoprofil giver anledning til at supplere bestyrelsens
samlede kompetencer eller direktionens kompetencer, skal
virksomheden sikre, at der afsættes de fornødne ressourcer
hertil. Og hvis bestyrelsen i øvrigt finder, at den har brug
for at supplere de tilstedeværende kompetencer i bestyrelsen
og/eller direktionen, og at dette ville kunne opnås ved efter-
uddannelseskurser, skal virksomheden sikre, at der afsættes
de fornødne ressourcer hertil.
Afsættelse af personalemæssige ressourcer kan bl.a. være
relevant i situationer, hvor nye medlemmer af bestyrelsen og
direktionen tiltræder og gennemgår introduktionsforløb eller
andre interne kurser.
Ved tilsyn med overholdelse af bestemmelsen vil Finanstil-
synet i forbindelse med vurderingen af, om en virksomhed
lever op til kravene, tage hensyn til, hvilken type af virk-
somhed vurderingen vedrører. Finanstilsynet kan i forbin-
delse med en sådan vurdering inddrage eventuelle retnings-
linjer på området fra EIOPA og ICP, i det omfang sådanne
retningslinjer foreligger, og i det omfang inddragelse af ret-
ningslinjerne er relevant.
Det fremgår af lovforslagets § 312, stk. 1, at overtrædel-
se af § 108 kan straffes med bøde. Ansvarssubjektet i for-
hold til overtrædelse af den foreslåede § 108 er forsikrings-
selskabet eller forsikringsholdingvirksomheden og bestyrel-
sesmedlemmerne. Forsikringsselskabet eller forsikringshol-
dingvirksomheden og medlemmerne af bestyrelsen vil kun-
ne straffes med bøde, hvis virksomheden eller bestyrelsen
ikke sikrer, at der afsættes tilstrækkelige personalemæssige
og økonomiske ressourcer til at sikre tilstrækkelige mulighe-
der for introduktions- og efteruddannelseskurser til medlem-
mer af bestyrelsen og direktionen.
Til § 109
Den gældende § 64 b i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter krav om, at et medlem af bestyrelsen i et pengeinstitut,
et realkreditinstitut eller et forsikringsselskab hurtigst muligt
og senest 12 måneder efter indtræden i bestyrelsen skal gen-
nemføre et grundkursus i de kompetencer, som er påkræve-
de for at kunne varetage de forpligtelser, som følger af hver-
vet. Finanstilsynet har i medfør af bestemmelsen hjemmel
til at undtage et bestyrelsesmedlem fra kravet, hvis besty-
relsesmedlemmets viden, faglige kompetencer eller erfaring
må anses for tilstrækkelig. Finanstilsynet kan endvidere i
særlige tilfælde meddele dispensation fra tidsfristen på de 12
måneder. Desuden har Finanstilsynet hjemmel til at fastsætte
nærmere regler om indholdet af grundkurset.
Den foreslåede bestemmelse i § 109 viderefører § 64 b i lov
om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer. Det
foreslås herudover at indsætte et nyt stk. 3, som giver Fi-
nanstilsynet mulighed for at undtage et bestyrelsesmedlem
fra kravet i stk. 1, hvis bestyrelsesmedlemmet ikke har de
fornødne sproglige færdigheder til at gennemføre et af de
kurser, som udbydes af de godkendte grundkursusudbydere.
Bestemmelsen i lov om finansiel virksomhed blev indført
som følge af, at Rangvid-udvalget i sin rapport, "Den Finan-
sielle Krise i Danmark - årsager, konsekvenser og læring"
af 18. september 2013, anbefalede, at der burde indføres
en pligt til, at nye bestyrelsesmedlemmer skal gennemføre
et kursusforløb, der giver en introduktion til de væsentlig-
ste pligter og funktioner, som skal varetages som bestyrel-
sesmedlem i et finansielt institut. Udvalget anbefalede, at
der blev fastsat nærmere krav til sådanne grundkurser for
bestyrelsesmedlemmer i finansielle virksomheder, og at kur-
susudbydere skulle godkendes af Finanstilsynet for at kunne
udbyde et sådant kursus.
Krav til kursusudbydere, grundkursets læringsmål- og kom-
petenceområder er nærmere fastsat i bekendtgørelse nr. 1424
af 29. november 2016 om grundkursus for medlemmer af
bestyrelsen i pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsik-
ringsselskaber.
Denne bekendtgørelsen er udarbejdet på baggrund af ”Rap-
port om grundkursus for bestyrelsesmedlemmer i pengein-
stitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber – april
2016” fra fagudvalget angående grundkursus for bestyrel-
sesmedlemmer.
Kravet om gennemførelse af et grundkurssus ændrer ikke
på de individuelle og kollektive egnethedskrav til henholds-
vis medlemmerne af bestyrelsen og den samlede bestyrelse,
ligesom virksomhederne som hidtil er forpligtet til at sikre,
at bestyrelsesmedlemmer har adgang til eventuelle introduk-
tionskurser ved indtræden i bestyrelsen og løbende efterud-
dannelseskurser, jf. lovforslagets § 108.
Efter det foreslåede stk. 1 skal et medlem af bestyrelsen i
et forsikringsselskab hurtigst muligt og senest 12 måneder
efter indtræden i bestyrelsen gennemføre et grundkursus i de
kompetencer, der er nødvendige for at varetage de forplig-
telser og funktioner, som kræves af bestyrelsesmedlemmer
i den type af forsikringsselskab, som den pågældende er
indtrådt i.
Bestemmelsen indebærer, at nye medlemmer af bestyrelsen
i forsikringsselskaber skal gennemføre et grundkursus. Be-
styrelsesmedlemmet skal gennemføre undervisningen hos
en udbyder, hvis kursusforløb er godkendt af Finanstilsy-
net. Godkendte kursusudbydere offentliggøres på Finanstil-
synets hjemmeside.
284
Formålet med kravet om, at et medlem af bestyrelsen i
et forsikringsselskab skal gennemføre grundkurset, er, at
bestyrelsesmedlemmet skal opnå en basal faglig viden in-
denfor relevante kompetenceområder. Grundkurset skal des-
uden gøre bestyrelsesmedlemmet bevidst om sit ansvar som
medlem af bestyrelsen i et forsikringsselskab og føre til,
at det samlede generelle kompetenceniveau i selskabernes
bestyrelser højnes.
Da grundkursets formål bl.a. er at introducere medlemmer
af bestyrelsen i forsikringsselskaber til relevante kompeten-
ceområder og de pligter og funktioner, som medlemmet
skal varetage i forbindelse med bestyrelsesarbejdet, er det
en betingelse, at medlemmet gennemfører grundkurset hur-
tigst muligt og senest 12 måneder efter sin indtræden i
bestyrelsen i forsikringsselskabet. Krav om gennemførelse
af grundkurset gælder for såvel generalforsamlingsvalgte
som medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer og supplean-
ter. For suppleanter gælder forpligtelsen til at gennemføre
et grundkursus først, når vedkommende aktivt deltager i
bestyrelsesarbejdet.
Det er ikke et krav, at bestyrelsesmedlemmet skal bestå en
prøve, men alene at medlemmet gennemfører det kompeten-
cegivende grundkursus. Kursusudbyderen skal udstede et
kursusbevis til bestyrelsesmedlemmet efter gennemførelsen
af grundkurset, jf. § 9 i bekendtgørelse nr. 1424 af 29. no-
vember 2016.
Med lovforslagets § 280, stk. 2, kan Finanstilsynet påbyde et
medlem af bestyrelsen i et forsikringsselskab at nedlægge
sit hverv indenfor en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis
vedkommende på grund af manglende gennemførelse af
grundkurset ikke kan bestride hvervet.
Efter det foreslåede stk. 2 kan Finanstilsynet undtage et
medlem af bestyrelsen fra kravet om at gennemføre et
grundkurset, hvis medlemmets viden, faglige kompetence
og erfaring må anses for tilstrækkelig.
Bestemmelsen indebærer, at et bestyrelsesmedlem, der alle-
rede ved indtræden i bestyrelsen lever op til læringsmålene
for samtlige de kompetenceområder, der indgår i et grund-
kursus, kan undtages fra at gennemføre kurset.
Dette kan for eksempel være tilfældet, hvor det nye bestyrel-
sesmedlem må anses for at have oparbejdet den fornødne
viden, faglige kompetence og erfaring som bestyrelsesmed-
lem eller direktør i et forsikringsselskab eller en finansiel
virksomhed omfattet af lov om finansiel virksomhed.
Bestyrelsesmedlemmer, der samtidig med bestyrelsesarbej-
det varetager nøglefunktioner i et forsikringsselskab eller
en finansiel virksomhed og herigennem har oparbejdet den
fornødne viden, faglige kompetence og erfaring, vil også
kunne undtages fra kravet om et grundkursus. Dette kan for
eksempel være tilfældet, hvis medlemmet har fungeret som
risikoansvarlig, chef for aktuariatet eller lignende i et forsik-
ringsselskab eller en finansiel virksomhed. Finanstilsynets
muligheder for at undtage efter stk. 2 skal hver gang ske på
baggrund af en individuel vurdering.
Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet kan undtage et medlem
af bestyrelsen fra kravet i stk. 1, hvis medlemmets dansk-
sproglige færdigheder ikke er tiltrækkelige til at gennemfø-
re et grundkursus efter stk. 1, og et godkendt kursus ikke
udbydes på engelsk. Undtagelsen er betinget af, at medlem-
met hurtigst muligt og senest 12 måneder efter indtræden i
bestyrelsen gennemfører anden undervisning, hvis indholds-
mæssige rammer er godkendt af Finanstilsynet, herunder
en introduktion til den danske selskabsretlige struktur og
relevante områder, der er særlige for danske finansielle virk-
somheder.
Den foreslåede bestemmelse er i overensstemmelse med
fagudvalgets anbefalinger, som fremgår af rapporten om
grundkursus for bestyrelsesmedlemmer i pengeinstitutter,
realkreditinstitutter og forsikringsselskaber (2016). I denne
anbefaler fagudvalget, at der ikke stilles krav til, at god-
kendte kursusudbydere helt eller delvist skal udbyde under-
visningen på engelsk. Der stilles i reglerne om udbud af
det lovpligtige grundkursus ikke krav om, at dette også
skal udbydes på engelsk. Fagudvalget anbefalede på den
baggrund, at udenlandske bestyrelsesmedlemmer, der ikke
har tilstrækkelige danskkundskaber til at kunne gennemfø-
re grundkurset på dansk, som konsekvens bør meddeles
dispensation fra gennemførelse af grundkurset. Fagudvalget
fandt, at udenlandske bestyrelsesmedlemmer ofte vil være
valgt ind i bestyrelsen på baggrund af særlig viden om eller
erfaring med finansielle virksomheder, og de pågældendes
behov for undervisning vil snarere være en introduktion til
den danske selskabsretlige struktur og de danske aktører
samt områder, som er særlige for danske virksomheder.
Der henvises til afsnit 5.2. og 6.2. i ”Rapport om grundkur-
sus for bestyrelsesmedlemmer i pengeinstitutter, realkredit-
institutter og forsikringsselskaber (2016)”.
Den foreslåede bestemmelse er en lovfæstelse af Finans-
tilsynets allerede etablerede praksis på området, hvorefter
Finanstilsynet kan undtage udenlandske bestyrelsesmedlem-
mer, som ikke har tilstrækkelige sproglige færdigheder til
at gennemføre og få udbytte af et af de udbudte kurser
efter stk. 1, hvis medlemmet i stedet gennemfører anden
undervisning, hvis indholdsmæssige rammer er godkendt
af Finanstilsynet. Bestyrelsesmedlemmet skal gennemføre
undervisningen hurtigst muligt og senest 12 måneder efter
indtræden i bestyrelsen, således at det pågældende medlem
er i stand til at varetage de pligter og funktioner, som kræves
285
af medlemmer i bestyrelsen for et pengeinstitut, et realkre-
ditinstitut eller et forsikringsselskab.
De indholdsmæssige rammer for undervisningen vil som
udgangspunkt kunne godkendes, hvis undervisningen intro-
ducerer det pågældende bestyrelsesmedlem til den danske
selskabsretlige struktur og de danske aktører samt områder,
som er særlige for den danske finansielle lovgivning. Der-
udover kan undervisningen introducere bestyrelsesmedlem-
met til kompetenceområder, der indgår i et grundkursus,
hvor bestyrelsesmedlemmet vurderes ikke at leve op til læ-
ringsmålene. Undervisningen kan gennemføres internt hos
den virksomhed, som det pågældende bestyrelsesmedlem
indtræder i, eller hos eksterne parter. Finanstilsynet vurderer
de indholdsmæssige rammer for undervisningen i forbindel-
se med virksomhedens ansøgning om dispensation fra kra-
vet om gennemførelse af et grundkursus. Den foreslåede
bestemmelse er ikke til hinder for, at et forsikringsselskab
vælger at inkludere yderligere emner eller forhold i under-
visningen, som specifikt er relevante for den pågældendes
virksomhed.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke berøre dispensations-
adgang i stk. 2. Et bestyrelsesmedlem, som har tiltræk-
kelig viden, faglige kompetence og erfaring, kan undta-
ges fra kravet om gennemførelse af et grundkursus, hvis
vedkommende opfylder læringsmålene for kompetenceom-
råderne i bekendtgørelsen.
Virksomheden og bestyrelsesmedlemmet skal kunne doku-
mentere, at bestyrelsesmedlemmet har gennemført undervis-
ningen.
Efter det foreslåede stk. 4 kan Finanstilsynet i særlige til-
fælde tillade, at et medlem af bestyrelsen gennemfører et
grundkursus eller anden godkendt undervisning, jf. stk. 1 og
stk. 3, senere end 12 måneder efter medlemmets indtræden i
bestyrelsen.
Den foreslåede bestemmelse giver Finanstilsynet mulighed
for i særlige tilfælde at dispensere fra 12-måneders fristen i
stk. 1 og stk. 3.
Bestyrelsesmedlemmets rettidige gennemførelse af et grund-
kursus forudsætter, at der i tilstrækkeligt omfang er god-
kendte og relevante grundkurser til rådighed, og at de ud-
budte grundkurser er tilrettelagt på en sådan måde, at det
tidsmæssigt er muligt at gennemføre grundkurset indenfor
den fastsatte frist på 12 måneder. Er disse forudsætninger
ikke til stede, skal Finanstilsynet have mulighed for at give
tilladelse til at gennemføre grundkurset senere end 12 måne-
der efter indtræden i bestyrelsen. Dispensationsadgangen vil
kunne anvendes i tilfælde af utilstrækkeligt kursusudbud,
eller hvis det grundkursus, som bestyrelsesmedlemmet har
tilmeldt sig, løber henover fristens udløb.
Herudover vil dispensationsadgangen eksempelvis kunne
anvendes i tilfælde af længerevarende sygdomsperioder og
barsel. Bestyrelsesmedlemmet forventes at anmode om dis-
pensation snarest muligt efter, at det bliver medlemmet be-
kendt, at det ikke vil være muligt at gennemføre grundkurset
eller anden godkendt undervisning indenfor 12-måneders
fristen og senest inden udløbet af denne frist, jf. stk. 1 og 3.
Det foreslås i stk. 5, at Finanstilsynet fastsætter nærmere
regler om indholdet af et grundkursus som nævnt i stk. 1.
Det foreslåede stk. 5 bemyndiger således Finanstilsynet til
at fastsætte nærmere regler om grundkurset, herunder grund-
kursets indhold, og hvilke kompetenceområder der må anses
for nødvendige at have kendskab til for at varetage de for-
pligtelser og funktioner, som kræves af bestyrelsesmedlem-
mer i forsikringsselskaber.
Hjemlen er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 1424
af 29. november 2016 om grundkursus for medlemmer af
bestyrelsen i pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsik-
ringsselskaber, der indeholder bestemmelser om indholdet
og tilrettelæggelsen af grundkurset.
Grundkurset skal være godkendt af Finanstilsynet som et
grundkursus i medfør af den foreslåede bestemmelse, jf.
§ 8 i bekendtgørelse nr. 1424 af 29. november 2016 om
grundkursus for medlemmer af bestyrelsen i pengeinstitut-
ter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber. En kursus-
udbyder vil kunne tilrettelægge undervisningsforløbet, så
grundkurset er rettet mod bestyrelsesmedlemmer fra én virk-
somhedstype, f.eks. forsikringsselskaber, der har tilladelse
til at udøve livsforsikringsvirksomhed, eller fra forskellige
virksomhedstyper, når blot der på grundkurset undervises i
de kompetenceområder, som de enkelte bestyrelsesmedlem-
mer skal gennemføre, jf. §§ 2 og 3 i bekendtgørelse nr. 1424
af 29. november 2016 om grundkursus for medlemmer af
bestyrelsen i pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsik-
ringsselskaber. Det er forventningen, at bekendtgørelsen vil
blive videreført.
Grundkursets formål er at introducere medlemmer i besty-
relsen i et forsikringsselskab til de pligter og funktioner,
der skal varetages som bestyrelsesmedlem, og at alle med-
lemmer af bestyrelsen opnår en basal faglig viden indenfor
hvert enkelt kompetenceområde. Grundkurset skal tillige
sikre, at alle medlemmer i bestyrelsen er bevidste om deres
ansvar indenfor de fastsatte kompetenceområder, og at det
samlede generelle kompetenceniveau i bestyrelsen højnes.
Bemyndigelsesbestemmelsen er tillige anvendt til at fastsæt-
te nærmere regler for godkendelse af rammer og indhold af
grundkurser rettet mod medlemmer af bestyrelsen i de om-
fattede finansielle virksomheder i bekendtgørelse nr. 1424
286
af 29. november 2016 om grundkursus for medlemmer af
bestyrelsen i pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsik-
ringsselskaber, der indeholder bestemmelser om indholdet
og tilrettelæggelsen af grundkurset.
Til § 110
Den gældende § 73 i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter visse begrænsninger for et forsikringsselskabs bestyrelse
eller repræsentantskab, herunder begrænsninger for direktø-
rers, interne revisionschefers og vicerevisionschefers mulig-
hed for at være en del af bestyrelsen.
Den foreslåede § 110 viderefører den gældende § 73 i lov
om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer og
sproglige tilpasninger. Der er ikke tiltænkt materielle æn-
dringer med bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at et bestyrelsesmedlem eller
et medlem af repræsentantskabet i et forsikringsselskab ikke
samtidig må være direktør i det pågældende forsikringssel-
skab.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at bestyrelsen dog i en direktørs
forfald midlertidigt kan udpege et bestyrelsesmedlem eller
et medlem af repræsentantskabet som direktør.
Det foreslås i stk. 1, 3. pkt., at den pågældende i så fald ikke
kan udøve stemmeret i de nævnte organer.
Bestemmelsen er en skærpelse af reglen i selskabslovens §
110, stk. 1, nr. 1, sidste pkt., hvorefter det alene er fastsat, at
en direktør ikke må vælges til bestyrelsesformand.
Bestemmelsen viderefører den gældende regel i § 73 i lov
om finansiel virksomhed og svarer til, hvad der gælder for
øvrige finansielle virksomheder, undtagen sparekasser, jf. §
73, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, samt for firmapen-
sionskasser i lov om firmapensionskasser.
Hvis der midlertidigt skal beskikkes et af bestyrelsens med-
lemmer eller et medlem af repræsentantskabet som direktør,
skal der være tale om en situation, hvor direktøren midlerti-
digt ikke kan varetage sine opgaver som direktør. Det kan
eksempelvis være i situationer, hvor direktøren er ramt af
sygdom.
For at kunne gøre brug af den foreslåede bestemmelse skal
der være tale om en akut situation, og forsikringsselskabet
skal tage skridt til at få situationen afklaret. Hvis en direktør
eksempelvis opsiger sin stilling, vil selskabet midlertidigt
kunne indsætte et af bestyrelsens medlemmer eller et med-
lem af repræsentantskabet som direktør, men er samtidig
tvunget til at tage skridt mod at ansætte en ny permanent
direktør. Hvis en direktør eksempelvis er sygemeldt, og der
er indsat en midlertidig direktør som følge af den foreslåede
bestemmelse, er selskabet også pålagt at tage skridt mod at
ansætte en ny permanent direktør, hvis det bliver fastlagt,
at det ikke vil være muligt for den sygemeldte direktør at
vende tilbage til sin stilling.
Den midlertidige direktør kan ikke udøve stemmeret i besty-
relsen eller repræsentantskabet, så længe personen er udpe-
get som direktør.
Overtrædelse af den foreslåede bestemmelses stk. 1, 1. pkt.,
foreslås straffet med bøde, medmindre højere straf er for-
skyldt efter den øvrige lovgivning efter lovforslagets § 312,
stk. 1.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af den foreslåede
§ 110, stk. 1, er et bestyrelsesmedlem eller et medlem af re-
præsentantskabet. Det betyder, at hvis et bestyrelsesmedlem
eller et medlem af repræsentantskabet i et forsikringsselskab
fast påtager sig hvervet som direktør i det pågældende for-
sikringsselskab, vil bestyrelsesmedlemmet eller medlemmet
af repræsentantskabet kunne straffes med bøde, jf. lovforsla-
gets § 312, stk. 1.
Det foreslås i stk. 2, at en intern revisionschef og vicerevisi-
onschef ikke samtidig må være medlem af bestyrelsen.
Den interne revisionschef er den øverst ansvarlige for virk-
somhedens interne revision. Den interne revisionschef an-
sættes af og refererer til forsikringsselskabets bestyrelse. Be-
styrelsen skal godkende funktionsbeskrivelsen for intern re-
vision. Funktionsbeskrivelsen indeholder bestemmelser om
den interne revisions bemanding og budget.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at hindre, at
den interne revisionschef og vicerevisionschef som følge af
en rolle som både medlem af bestyrelsen og den interne
revision får en utilsigtet dobbeltrolle i forsikringsselskabet,
hvor de som bestyrelsesmedlem skal være ansvarlige for ud-
nævnelsen og fastsættelsen af retningslinjer for den interne
revision, som de er en del af. Da den interne revisionschef
refererer direkte til bestyrelsen, er det desuden afgørende,
at bestyrelsen kan forholde sig kritisk til den interne revisi-
onschef. Det er også bestyrelsens ansvar at afskedige den
interne revisionschef og vicerevisionschef, hvorfor det ville
være en betydelig interessekonflikt, hvis den interne revisi-
onschef eller vicerevisionschef var en del af bestyrelsen.
Den foreslåede bestemmelse gælder kun for bestyrelsesmed-
lemmer. Den hindrer således ikke, at et medlem af repræsen-
tantskabet kan være intern revisionschef eller vicerevisions-
chef i selskabet.
287
Den foreslåede bestemmelse hindrer ikke den interne revisi-
onschefs adgang til at indkalde til og deltage i bestyrelses-
møder i sin egenskab af intern revisionschef.
Der følger ikke den samme undtagelsesregel for interne re-
visionschefer og vicerevisionschefer, som der gør for direk-
tører i medfør af stk. 1, 2. pkt. Et bestyrelsesmedlem kan
derfor ikke midlertidigt udpeges som intern revisionschef
eller vicerevisionschef.
Overtrædelse af den foreslåede bestemmelses stk. 2 kan
straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning, jf. lovforslagets § 312, stk. 1.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af den foreslåede
§ 110, stk. 2 er den interne revisionschef og vicerevisions-
chef i et forsikringsselskab. Det betyder, at hvis den interne
revisionschef og vicerevisionschef i et forsikringsselskab
tillige har påtaget sig hvervet som bestyrelsesmedlem i det
pågældende forsikringsselskab, vil den interne revisionschef
og vicerevisionschef kunne straffes med bøde, jf. lovforsla-
gets § 312, stk. 1.
Til § 111
Den gældende § 77, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksom-
hed fastsætter et spekulationsforbud, der begrænser, hvilke
aktiviteter, personer, der ifølge lov eller vedtægtsbestemmel-
se er ansat af bestyrelsen i et forsikringsselskab, og ansatte,
for hvilke der er en væsentlig risiko for konflikter mellem
egne og forsikringsselskabets interesser, kan foretage.
Den foreslåede § 111 viderefører den gældende lov om
finansiel virksomhed § 77, stk. 1 og 2, med redaktionelle
ændringer.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at hindre kon-
flikter mellem forsikringsselskabets interesser og egeninte-
ressen hos en person, der er omfattet af spekulationsforbud-
det.
Forbuddet mod spekulation målrettes til den personkreds,
hvor risikoen for sammenblanding af forsikringsselskabets
interesser med egne interesser er til stede, og hvor et forbud
derfor er relevant.
Den foreslåede bestemmelse supplerer reglerne om forbud
mod handel på grundlag af insiderviden og forbuddet mod
markedsmanipulation i kapitalmarkedsreguleringen.
Det foreslås i stk. 1, at personer, der ifølge lov eller ved-
tægtsbestemmelse er ansat af bestyrelsen i et forsikringssel-
skab, og ansatte, for hvilke der er en væsentlig risiko for
konflikter mellem egne og forsikringsselskabets interesser,
ikke for egen regning eller gennem selskaber, som de kon-
trollerer, må foretage de oplistede dispositioner.
Den omfattede personkreds er de personer, for hvilke der er
størst risiko for sammenblanding af egne og forsikringssel-
skabets interesser. For personer, der ikke er ansat af besty-
relsen, skal der foretages en konkret vurdering af, om der for
den pågældende er en væsentlig risiko for sammenblanding
af den pågældendes egne og forsikringsselskabets interes-
ser. Forbuddet relateres således i højere grad til de risici,
som reglerne skal imødegå, end til bestemte ledelsesfunkti-
oner. Bestemmelsen sikrer, at formålet med bestemmelsen
opretholdes for de centrale personer i forsikringsselskabet.
Ved »personer ansat af bestyrelsen« forstås alene personer
ansat af bestyrelsen i henhold til loven eller virksomhedens
vedtægter. Reglerne omfatter således ikke personer, der iføl-
ge kutyme eller lignende ansættes af bestyrelsen.
Ved vurderingen af, om der er tale om »en væsentlig risiko
for konflikter mellem egne og forsikringsselskabets interes-
ser«, er det bestyrelsens ansvar at tage stilling til, for hvilke
ansatte der er en væsentlig konflikt mellem den ansatte og
forsikringsselskabets interesser, og om denne konflikt kan
anses for at være en væsentlig konflikt, jf. lovforslagets §
112.
Ved afgørelsen af, om en disposition er foretaget »for egen
regning«, er det afgørende, om et eventuelt tab af den gen-
nemførte disposition vil påvirke den pågældendes økonomi.
Ved »gennem selskaber, de kontrollerer« forstås alle selska-
ber, som en person har en bestemmende indflydelse i.
Spekulationsforbuddet vedrører såkaldte gearede investerin-
ger i værdipapirer, erhvervelse, udstedelse og handel med
afledte finansielle instrumenter, salg af aktier indenfor 6
måneder efter erhvervelsen og investering i valuta. Det er
ved disse dispositioner, at der er langt den største risiko
forbundet.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at personer, der ifølge lov eller
vedtægtsbestemmelse er ansat af bestyrelsen i et forsikrings-
selskab, og ansatte, for hvilke der er en væsentlig risiko
for konflikter mellem egne og forsikringsselskabets interes-
ser, ikke for egen regning eller gennem selskaber, de kon-
trollerer, må optage lån eller trække på allerede bevilgede
kreditter til køb af finansielle instrumenter, når de købte
finansielle instrumenter stilles til sikkerhed for lånet eller
kreditten.
Forbuddet mod gearede investeringer omfatter alene tilfæl-
de, hvor de pågældende værdipapirer ligger til sikkerhed for
lånet.
288
Finansielle instrumenter skal forstås i overensstemmelse
med § 4 i lov om kapitalmarkeder, jf. lovbekendtgørelse nr.
41 af 13. januar 2023.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at personer, der ifølge lov eller
vedtægtsbestemmelse er ansat af bestyrelsen i et forsikrings-
selskab, og ansatte, for hvilke der er en væsentlig risiko for
konflikter mellem egne og forsikringsselskabets interesser,
ikke for egen regning eller gennem selskaber, de kontrolle-
rer, må erhverve, udstede eller handle med afledte finansiel-
le instrumenter, medmindre formålet er risikoafdækning.
Ved afledte finansielle instrumenter forstås bl.a. finansielle
futures og tilsvarende instrumenter, fremtidige renteaftaler
(FRA-kontrakter), rente- og valutaswaps samt swaps på
aktier og aktieindeks, råvareinstrumenter m.v., herunder til-
svarende instrumenter, der afregnes kontant, optioner på at
erhverve eller afhænde et værdipapir, der falder ind under §
4 i lov om kapitalmarkeder, og optioner på aktie- og obliga-
tionsindeks, herunder tilsvarende instrumenter, der afregnes
kontant, og andre instrumenter og andre finansielle instru-
menter, som efter erhvervsministerens beslutning omfattes
af reglerne i lov om kapitalmarkeder, jf. § 4, stk. 2, i lov om
kapitalmarkeder.
Ved risikoafdækning forstås transaktioner, der mindsker risi-
koen ved udsving i værdien på de værdipapirer m.v., som
personkredsen lovligt kan erhverve.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at personer, der ifølge lov eller
vedtægtsbestemmelse er ansat af bestyrelsen i et forsikrings-
selskab, og ansatte, for hvilke der er en væsentlig risiko for
konflikter mellem egne og forsikringsselskabets interesser,
ikke for egen regning eller gennem selskaber, de kontrolle-
rer, må erhverve kapitalandele, bortset fra andele i danske
UCITS, kapitalforeninger og udenlandske investeringsinsti-
tutter omfattet af § 143, stk. 1, nr. 2 og 3, i lov om investe-
ringsforeninger m.v., med henblik på salg af disse tidligere
end 6 måneder efter erhvervelsen.
Bestemmelsen omfatter værdipapirer og ikke kun kapitalan-
dele. Bestemmelsen betyder således, at der ikke gælder en
minimumsholdetid for andre værdipapirer end kapitalandele.
Ved kapitalandele forstås alle former for andele i andre virk-
somheders egenkapital.
Ved salg af kapitalandele i trangssituationer indenfor 6
måneder efter erhvervelsen anses kapitalandelene ikke for
erhvervet med henblik på salg indenfor 6 måneder efter
erhvervelsen, jf. stk. 1, nr. 3.
Ved trangssituationer forstås akut likviditetsbehov eller tab
som følge af kursfald i forhold til kursen på anskaffelsestids-
punktet. Kapitalandele, der er modtaget ved arv, gave, skifte
af fællesbo, erstatning, godtgørelse o. lign., anses ligeledes
ikke for erhvervet med henblik på salg indenfor 6 måneder
efter erhvervelsen, jf. stk. 1, nr. 3.
Det foreslås i stk. 1, nr. 4, at personer, der ifølge lov eller
vedtægtsbestemmelse er ansat af bestyrelsen i et forsikrings-
selskab, og ansatte, for hvilke der er en væsentlig risiko for
konflikter mellem egne og forsikringsselskabets interesser,
ikke for egen regning eller gennem selskaber, de kontrolle-
rer, må erhverve positioner i fremmed valuta, bortset fra
euro, når positionstagningen sker med henblik på andet end
betaling for køb af finansielle instrumenter, varer, tjeneste-
ydelser eller køb eller drift af fast ejendom eller til brug for
rejser.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at det er muligt at
foretage alle normale dispositioner i udenlandsk valuta. For-
buddet retter sig mod de transaktioner, der har spekulativ
karakter. Det tillades dog den omfattede personkreds at er-
hverve euro uden begrænsninger henset til fastkurspolitik-
ken mellem danske kroner og euro. Undtagelsen vedrørende
euro betyder, at der, når der er tale om positioner i euro,
også kan tages positioner af spekulativ karakter. Dog skal
begrænsningerne i stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2 iagttages.
Overtrædelse af lovforslagets § 111, stk. 1, kan straffes med
bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning i lovforslagets § 312, stk. 1.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af den foreslåede
§ 111, stk. 1, er personer, der ifølge lov eller vedtægtsbe-
stemmelse er ansat af bestyrelsen i et forsikringsselskab, og
ansatte, for hvilke der er en væsentlig risiko for konflikter
mellem egne og forsikringsselskabets interesser, som udpe-
get af forsikringsselskabets bestyrelse, jf. lovforslagets §
112. Det betyder, at hvis den nævnte personkreds foretager
en af de i nr. 1-4 nævnte typer virksomhed, vil de kunne
straffes med bøde, jf. lovforslagets § 312, stk. 1.
Straffebestemmelsen i § 312, stk. 1, finder først anvendelse
fra det tidspunkt, hvor den pågældende har modtaget infor-
mation fra bestyrelsen om, at de er omfattet af stk. 1 eller 2,
1. pkt.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at personkredsen i stk. 1 ikke må
erhverve kapitalandele i selskaber, der udøver virksomhed
som nævnt i stk. 1, nr. 1-4.
Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at dette dog ikke gælder køb
af aktier i pengeinstitutter, forsikringsselskaber, realkreditin-
stitutter eller fondsmæglerselskaber samt andele i danske
UCITS, kapitalforeninger og udenlandske investeringsinsti-
289
tutter omfattet af § 143, stk. 1, nr. 2 og 3, i lov om investe-
ringsforeninger m.v.
Den foreslåede bestemmelse fastlægger et forbud mod at
erhverve aktier eller ejerandele i selskaber, der udøver spe-
kulationsforretninger. Undtaget herfra er aktier i pengeinsti-
tutter, forsikringsselskaber, realkreditinstitutter, fondsmæg-
lerselskaber samt andele i investeringsforeninger og special-
foreninger m.v.
Bestemmelsen har til hensigt at hindre, at forbuddene i stk.
1 omgås ved, at de omfattede, i stedet for selv at foretage
transaktionen, foretager de samme transaktioner ved at inve-
stere i et selskab, der foretager spekulative transaktioner i
strid med bestemmelsen.
Overtrædelse af § 111, stk. 2, kan straffes med bøde, med-
mindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning,
jf. lovforslagets § 312, stk. 1.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af den foreslåede
§ 111, stk. 2, er personer, der ifølge lov eller vedtægtsbe-
stemmelse er ansat af bestyrelsen i et forsikringsselskab, og
ansatte, for hvilke der er en væsentlig risiko for konflikter
mellem egne og forsikringsselskabets interesser, som udpe-
get af forsikringsselskabets bestyrelse, jf. § 111. Det betyder,
at hvis den i stk. 1 nævnte personkreds erhverver kapitalan-
dele i selskaber, der udøver virksomhed som nævnt i stk. 1,
nr. 1-4, vil de kunne straffes med bøde, jf. lovforslagets §
312, stk. 1.
Straffebestemmelsen i § 312, stk. 1, finder først anvendelse
fra det tidspunkt, hvor den pågældende har modtaget infor-
mation fra bestyrelsen om, at de er omfattet af stk. 1 eller
stk. 2, 1. pkt.
Det foreslås i stk. 3, at forbuddet i stk. 1, nr. 2, ikke omfat-
ter finansielle instrumenter, der er afledt af aktier i forsik-
ringsselskabet eller en virksomhed, der er koncernforbundet
hermed, og som den pågældende modtager som led i sin
aflønning.
Bestemmelsen indebærer, at forbuddet i stk. 1, nr. 2, ikke
omfatter finansielle instrumenter, der er afledt af aktier i
forsikringsselskabet eller en virksomhed, der er koncernfor-
bundet hermed, og som den pågældende modtager som led
i sin aflønning. Var finansielle instrumenter, der er afledt af
aktier i forsikringsselskabet eller en virksomhed, der er kon-
cernforbundet hermed, og som den pågældende modtager
som led i sin aflønning, omfattet, ville personer, der ifølge
lov eller vedtægtsbestemmelse er ansat af bestyrelsen i et
forsikringsselskab, og ansatte, for hvilke der er en væsentlig
risiko for konflikter mellem egne og den forsikringsselska-
bets interesser, ikke for egen regning eller gennem selska-
ber, de kontrollerer, kunne erhverve, udstede eller handle
med afledte finansielle instrumenter, medmindre formålet er
risikoafdækning.
Den foreslåede bestemmelse giver den omfattede person-
kreds mulighed for, som en del af deres aflønning, at modta-
ge finansielle instrumenter, der relaterer sig til aktier i det
forsikringsselskab, de er ansat i, eller virksomheder, der er
koncernforbundet hermed. Differenceafregning i forbindel-
se med udnyttelsen af køb af medarbejderaktier og heraf
afledte finansielle instrumenter vil ikke være i strid med
spekulationsforbuddet.
Koncernforbundne selskaber er defineret i lovens foreslåede
§ 9, stk. 1, nr. 8, som en modervirksomhed og dens datter-
virksomhed, jf. § 10.
Det foreslås i stk. 4, at forbuddet i stk. 1, nr. 1, ikke omfatter
lån til køb af medarbejderaktier samt de i stk. 3 nævnte
instrumenter.
Bestemmelsen indebærer, at forbuddet i stk. 1, nr. 1, hvor-
efter personer, der ifølge lov eller vedtægtsbestemmelse er
ansat af bestyrelsen i et forsikringsselskab, og ansatte, for
hvilke der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne
og forsikringsselskabets interesser, ikke for egen regning
eller gennem selskaber, de kontrollerer, må optage lån eller
trække på allerede bevilgede kreditter til køb af finansielle
instrumenter, når de købte finansielle instrumenter stilles til
sikkerhed for lånet eller kreditten, og ikke omfatter lån til
køb af medarbejderaktier samt de i stk. 3 nævnte instrumen-
ter.
De i stk. 3 nævnte instrumenter er finansielle instrumenter,
der er afledt af aktier i forsikringsselskabet eller en virksom-
hed, der er koncernforbundet hermed, og som den pågæl-
dende modtager som led i sin aflønning.
Det foreslås i stk. 5, at forbuddet i stk. 1, nr. 3, ikke omfatter
aktier, der er erhvervet ved udnyttelse af de i stk. 3 nævnte
instrumenter.
Bestemmelsen indebærer, at forbuddet i stk. 1, nr. 3, hvor-
efter personer, der ifølge lov eller vedtægtsbestemmelse er
ansat af bestyrelsen i et forsikringsselskab, og ansatte, for
hvilke der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne
og den forsikringsselskabets interesser, ikke for egen reg-
ning eller gennem selskaber, de kontrollerer, må erhverve
kapitalandele, bortset fra andele i danske UCITS, kapitalfor-
eninger og udenlandske investeringsinstitutter omfattet af
§ 143, stk. 1, nr. 2 og 3, i lov om investeringsforeninger
m.v., med henblik på salg af disse tidligere end 6 måneder
efter erhvervelsen, ikke omfatter aktier, der er erhvervet ved
udnyttelse af de i stk. 3 nævnte instrumenter.
290
De i stk. 3 nævnte instrumenter er finansielle instrumenter,
der er afledt af aktier i forsikringsselskabet eller en virksom-
hed, der er koncernforbundet hermed, og som den pågæl-
dende modtager som led i sin aflønning.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at aktier erhvervet
ved udnyttelse af finansielle instrumenter, der er erhvervet
som led i aflønningen, kan erhverves med henblik på salg
inden 6 måneder efter erhvervelsen.
Til § 112
Den gældende § 77 i lov om finansiel virksomhed fastsætter
et spekulationsforbud, der begrænser, hvilke aktiviteter som
personer, der ifølge lov eller vedtægtsbestemmelse er ansat
af bestyrelsen i et forsikringsselskab, og ansatte, for hvilke
der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og
forsikringsselskabets interesser, kan foretage sig.
Den foreslåede § 112 viderefører den gældende lov om fi-
nansiel virksomhed § 77, stk. 3, med redaktionelle ændrin-
ger. Den foreslåede bestemmelse medfører ikke materielle
ændringer.
Det foreslås i 1. pkt., at bestyrelsen skal tage stilling til, for
hvilke ansatte der er en væsentlig risiko for konflikter mel-
lem egne og forsikringsselskabets interesser, og som derfor
skal være omfattet af forbuddet i § 111, stk. 1 og stk. 2, 1.
pkt.
Det foreslås i 2. pkt., at bestyrelsen skal sikre, at de pågæl-
dende er vidende herom.
Bestemmelsen fastslår, at det er bestyrelsens opgave at tage
stilling til, for hvilke personer der er en væsentlig risiko for
sammenblanding af egne og forsikringsselskabets interesser,
og som derfor er omfattet af bestemmelsen i henhold til stk.
1. Typisk vil denne kreds være indskrænket til højtplacere-
de, ledende medarbejdere med direkte forretningsmæssigt
ansvar.
Bestyrelsen skal sikre, at de personer, der skal være omfattet
af forbuddet, er vidende om, at de omfattet, og at overtræ-
delse af forbuddet er strafbelagt. Den pågældende omfattes
først af straffebestemmelsen fra det tidspunkt, hvor den på-
gældende informeres herom.
I forhold til om der er tale om »en væsentlig risiko for kon-
flikter mellem egne og forsikringsselskabets interesser«, er
det forsikringsselskabets eget ansvar at foretage en konkret
vurdering i det enkelte tilfælde af, om der er en konflikt
mellem den ansattes og forsikringsselskabets interesser, og
om denne kan anses for at udgøre en væsentlig konflikt.
Bestyrelsen kan vælge at fastsætte personkredsen baseret på
funktioner i stedet for baseret på navne.
Overtrædelse af den foreslåede § 112, kan straffes med bø-
de, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, jf. lovforslagets § 312, stk. 1. Den pågældende
omfattes dog først af straffebestemmelsen fra det tidspunkt,
hvor den pågældende informeres om, at denne er omfattet af
forbuddet.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af den foreslåe-
de § 112, er det enkelte medlem i et forsikringsselskabs
bestyrelse. Det betyder, at hvis bestyrelsen ikke har taget
stilling til, for hvilke ansatte der er en væsentlig risiko for
konflikter mellem egne og forsikringsselskabets interesser,
og som derfor er omfattet af forbuddet, samt oplyst disse
personer herom, vil bestyrelsen kunne straffes med bøde, jf.
lovforslagets § 312, stk. 1.
Det er en skærpende omstændighed, hvis den manglende
overholdelse har ført til omfattende handel i strid med § 112
fra medarbejdere, der burde have været omfattet af forbud-
det. Det samme er gældende, hvis handel i mindre grad har
ført til væsentlige interessekonflikter.
Til § 113
Den gældende § 77 i lov om finansiel virksomhed fastsætter
et spekulationsforbud, der begrænser, hvilke aktiviteter som
personer, der ifølge lov eller vedtægtsbestemmelse er ansat
af bestyrelsen i et forsikringsselskab, og ansatte, for hvilke
der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og
forsikringsselskabets interesser, kan foretage sig.
Den gældende § 77, stk. 4, fastsætter, at bestyrelsen for
personer omfattet af stk. 1 skal udarbejde retningslinjer for
kontrol med overholdelse af forbuddene i bestemmelsens §
77, stk. 1, og stk. 2, 1. pkt., herunder om indberetning af
formuedispositioner.
Den foreslåede § 113 viderefører den gældende lov om fi-
nansiel virksomhed § 77, stk. 4, med redaktionelle ændrin-
ger. Den foreslåede bestemmelse medfører ikke materielle
ændringer.
Det foreslås i § 113, at bestyrelsen skal udarbejde retnings-
linjer for kontrol med overholdelse af forbuddet i § 111, stk.
1, og stk. 2, 1. pkt., herunder om indberetning af formuedis-
positioner.
Bestemmelsen har til formål at præcisere, at det er besty-
relsen, der har ansvaret for at udarbejde retningslinjer for
291
kontrol med overholdelse af forbuddene i § 111, stk. 1, og
stk. 2, 1. pkt., om, at ansatte ikke må foretage spekulation.
Retningslinjerne skal indeholde bestemmelser om indberet-
ning af formuedispositioner, der kan bestå i indsendelse af
konto- og depotudskrifter for en given periode. Retningslin-
jerne kan bestemme, at indberetningerne skal ske en eller
flere gange om året, herunder på stikprøvevis basis, fra alle
eller visse af de omfattede personer, så det via indberetnin-
gerne kan kontrolleres, om forbuddene i § 111, stk. 1, og stk.
2, 1. pkt., er overholdt.
Den eksterne revision skal efter § 114 en gang årligt gen-
nemgå forsikringsselskabets retningslinjer og kontrolproce-
durer. I retningslinjerne kan det ligeledes eksempelvis be-
stemmes, at der kan fastlægges minimumsbeløb for de dis-
positioner, der kontrolleres.
Retningslinjerne skal fastsættes ud fra en konkret vurdering
af risikoen for overtrædelse af spekulationsforbuddet og
muligheden for at afdække sådanne lovovertrædelser. For-
sikringsselskabets bestyrelse kan derfor beslutte, at den ind-
sendte dokumentation i det konkrete tilfælde ikke skal om-
fatte visse dokumenter, hvis det findes forsvarligt, ligesom
der kan anmodes om indsendelse af yderligere dokumenta-
tion, hvis dette er hensigtsmæssigt.
Det er endvidere bestyrelsens ansvar at fastlægge de kon-
trolhandlinger, som forsikringsselskabet skal udføre vedrø-
rende de modtagne indberetninger af formuedispositioner,
således at disse under hensyn til forsikringsselskabets kon-
krete forhold sikrer, at der over en årrække føres kontrol
med samtlige personer omfattet af regelsættet.
Kontrollen af indberetningerne kan eksempelvis forestås af
bestyrelsen selv eller af et andet revisionsfirma end forsik-
ringsselskabets generalforsamlingsvalgte revisionsfirma el-
ler af en advokat.
Det følger af den foreslåede § 259, stk. 1, 1. pkt., at Finans-
tilsynet ikke påser overholdelsen af den foreslåede § 111,
stk. 1 og 2.
Det er derfor op til bestyrelsen at tage stilling til, hvilken
reaktion der er passende over for den enkelte medarbejder
ved overtrædelse af bestemmelsen. Reaktionen skal være
egnet til at forhindre, at der i fremtiden sker lignende over-
trædelser i virksomheden. Reaktionen kan eksempelvis være
påtale, afskedigelse eller politianmeldelse afhængig af over-
trædelsens karakter og grovhed.
Overtrædelse af § 113 kan straffes med bøde, medmindre
højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning i lovfor-
slagets § 312, stk. 1.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af den foreslåede
§ 113 er det enkelte medlem i et forsikringsselskabs besty-
relse. Det betyder, at hvis bestyrelsen ikke har udarbejdet
retningslinjer for kontrol med overholdelse af forbuddet i
stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., for personer omfattet af stk. 1,
vil bestyrelsen kunne straffes med bøde, jf. lovforslagets §
312, stk. 1. Manglende overholdelse kan også bestå i, at den
besluttede kontrol ikke er egnet til forhindre overtrædelse,
herunder sanktioner der ikke i tilstrækkelig grad er egnet til
at forhindre overtrædelser.
Til § 114
Den gældende § 77 i lov om finansiel virksomhed fastsætter
et spekulationsforbud, der begrænser, hvilke aktiviteter som
personer, der ifølge lov eller vedtægtsbestemmelse er ansat
af bestyrelsen i et forsikringsselskab, og ansatte, for hvilke
der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og
forsikringsselskabets interesser, kan foretage sig.
Den gældende § 77, stk. 5, fastsætter, at den eksterne revi-
sion én gang om året skal gennemgå den finansielle virk-
somheds retningslinjer efter stk. 4 og i revisionsprotokollatet
vedrørende årsrapporten oplyse, om retningslinjerne vurde-
res at være betryggende og have fungeret hensigtsmæssigt,
og om virksomhedens kontrolprocedurer har givet anledning
til bemærkninger. Føres der ikke en revisionsprotokol, skal
oplysningerne nævnt i 1. pkt. fremgå af anden tilsvarende
dokumentation.
Den foreslåede § 114 viderefører den gældende lov om fi-
nansiel virksomhed § 77, stk. 5. Den foreslåede bestemmel-
se medfører ikke materielle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at den eksterne revision én gang
om året skal gennemgå forsikringsselskabets retningslinjer
efter § 113 og i revisionsprotokollatet vedrørende årsrappor-
ten oplyse, om retningslinjerne vurderes at være betryggen-
de og have fungeret hensigtsmæssigt, og om virksomhedens
kontrolprocedurer har givet anledning til bemærkninger.
Det foreslås i 2. pkt., at føres der ikke en revisionsprotokol,
skal oplysningerne nævnt i 1. pkt. fremgå af anden tilsvaren-
de dokumentation.
Det følger af 1. pkt., at den eksterne revision efter almin-
delige revisionsmæssige principper årligt skal gennemgå
retningslinjerne udarbejdet efter § 113 og i revisionsproto-
kollen oplyse, om de er betryggende og er blevet fulgt. End-
videre skal revisionen oplyse, hvorvidt virksomhedens kon-
trolprocedurer har givet anledning til bemærkninger.
Hvis virksomhedens kontrolprocedurer har givet anledning
292
til bemærkninger, eller hvis den eksterne revision har for-
modning om, at forbuddene i § 111, stk. 1, og stk. 2, 1. pkt.,
er overtrådt, skal revisionen efter almindelige revisionsmæs-
sige principper undersøge sin formodning nærmere. Besty-
relsen skal orienteres herom ved bemærkning i revisionspro-
tokollatet. Bestyrelsen har ligeledes pligt til at forholde sig
til en bemærkning i revisionsprotokollatet om en formodet
overtrædelse og kan herunder benytte den spørgeadgang,
som § 115 giver mulighed for.
Det foreslåede 2. pkt. indebærer, at de oplysninger, som er
omfattet af bestemmelsen, skal fremgå af anden tilsvarende
dokumentation, hvis virksomheden ikke fører en revisions-
protokol.
Med anden tilsvarende dokumentation forstås den dokumen-
tation, som den eksterne revisor udarbejder og afgiver til en
virksomheds ledelse i forbindelse med dennes revision af
virksomhedens årsrapport og i forbindelse med den lovplig-
tige kommunikation af oplysninger og erklæringer.
Den krævede oplysning og de krævede erklæringer fra virk-
somhedens eksterne revisor skal fortsat være indeholdt i
revisionsprotokollen, hvis der føres en revisionsprotokol.
Reglen ændrer ikke på kravene til revisors revision af
virksomhedernes årsrapport, herunder de oplysninger og er-
klæringer, som revisor skal afgive i den forbindelse. Det
foreslåede 2. pkt. vedrører alene det forhold, at disse oplys-
ninger og erklæringer skal afgives i anden tilsvarende doku-
mentation i de tilfælde, hvor en virksomhed ikke fører en
revisionsprotokol.
Virksomheder, der ikke er virksomheder af interesse for of-
fentligheden, må ifølge revisorloven selv beslutte, om der
skal føres en revisionsprotokol for virksomheden, eller om
den eksterne revisors kommunikation af oplysninger og er-
klæringer til virksomhedens ledelse skal gives på anden
vis. De internationale revisionsstandarder pålægger fortsat
revisor at kommunikere en række oplysninger til den revide-
rede virksomheds ledelse.
Overtrædelse af § 114 kan straffes med bøde, medmindre
højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning i lovfor-
slagets § 312, stk. 1.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af den foreslåede
§ 114 er forsikringsselskabets eksterne revision. Det betyder,
at hvis den eksterne revision ikke har opfyldt kravet om én
gang om året at gennemgå forsikringsselskabets retningslin-
jer efter § 113 og i revisionsprotokollatet eller anden tilsva-
rende dokumentation, hvis der ikke føres revisionsprotokol
vedrørende årsrapporten, at oplyse, om retningslinjerne vur-
deres at være betryggende og have fungeret hensigtsmæs-
sigt, vil den eksterne revision kunne straffes med bøde, jf.
lovforslagets § 312, stk. 1.
Til § 115
Den gældende § 77 i lov om finansiel virksomhed fastsætter
et spekulationsforbud, der begrænser, hvilke aktiviteter som
personer, der ifølge lov eller vedtægtsbestemmelse er ansat
af bestyrelsen i et forsikringsselskab, og ansatte, for hvilke
der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og
forsikringsselskabets interesser, kan foretage sig.
Den gældende § 77, stk. 6, fastsætter, at et kontoførende
institut på anmodning fra bestyrelsen i den finansielle virk-
somhed har pligt til at give den finansielle virksomheds
eksterne revision adgang til oplysninger om konti og depoter
samt til at udlevere udskrifter derfra for personer omfattet af
stk. 1.
Den foreslåede § 115 viderefører den gældende lov om fi-
nansiel virksomhed § 77, stk. 6, med redaktionelle ændrin-
ger. Den foreslåede bestemmelse medfører ikke materielle
ændringer.
Det foreslås i § 115, at et kontoførende institut på anmod-
ning fra bestyrelsen i forsikringsselskabet har pligt til at give
forsikringsselskabets eksterne revision adgang til oplysnin-
ger om konti og depoter samt til at udlevere udskrifter derfra
for personer omfattet af § 111, stk. 1.
Efter den foreslåede bestemmelse kan bestyrelsen rette fore-
spørgsel om den pågældende undersøgte persons konti og
depoter i fremmede institutter som et led i den eksterne
revisions undersøgelse af, om der er sket en overtrædelse
af forbuddene i stk. 1 og 2. For at sikre, at den eksterne revi-
sion får udleveret de anmodede oplysninger, har de spurgte
institutter pligt til at udlevere de ønskede oplysninger. Hvis
bestyrelsen ikke efter den eksterne revisions ønske fremsæt-
ter en begæring til det kontoførende institut, må revisionen
anføre i revisionsprotokollatet, at den ikke har haft adgang
til oplysningerne, medmindre bestyrelsen på anden måde
fremskaffer oplysninger, som medfører, at revisionen finder
kontrolproceduren tilfredsstillende. Ved denne fordeling af
pligterne for henholdsvis bestyrelsen og den eksterne revi-
sion sikres det, at den eksterne revisor kan overholde revi-
sorlovens regler om uafhængighed.
Et kontoførende institut er en virksomhed eller myndighed,
som har indgået tilslutningsaftale med en værdipapircentral
(CSD), jf. § 190 i kapitalmarkedsloven.
Udenlandske kontoførende institutter er ikke omfattet af
reglerne, da de ikke er omfattet af denne lov.
293
Kravet om, at et kontoførende institut skal udlevere oplys-
ninger om en kundes konti og deporter m.v. til den eksterne
revision for den virksomhed, hvori den pågældende kunde
er ansat, er en specifik og nøje afgrænset fravigelse fra den
omfattende tavshedspligt, som forsikringsselskaber og andre
finansielle virksomheder er underlagt. Udlevering af sådan-
ne oplysninger kan derfor kun ske, når det er berettiget,
og det er derfor afgrænset til den eksterne revisor for forsik-
ringsselskabet at modtage disse oplysninger. Det betyder,
at bestyrelsen ikke kan indhente oplysningerne til sig selv
eller andre end den eksterne revisor, medmindre der er givet
udtrykkeligt samtykke, da der ikke er lovhjemmel hertil.
Overtrædelse af § 115 kan straffes med bøde, medmindre
højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, jf. lov-
forslagets § 312, stk. 1.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af den foreslåede
§ 115 er et kontoførende institut. Det betyder, at hvis et
kontoførende institut ikke på anmodning fra bestyrelsen i et
forsikringsselskab giver forsikringsselskabets eksterne revi-
sion adgang til oplysninger om konti og depoter samt til at
udlevere udskrifter derfra for personer omfattet af stk. 1, vil
de kunne straffes med bøde, jf. lovforslagets § 312, stk. 1.
Til § 116
Den gældende § 77 i lov om finansiel virksomhed fastsætter
et spekulationsforbud, der begrænser, hvilke aktiviteter som
personer, der ifølge lov eller vedtægtsbestemmelse er ansat
af bestyrelsen i et forsikringsselskab, og ansatte, for hvilke
der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og
forsikringsselskabets interesser, kan foretage sig.
Den gældende § 77, stk. 10, fastsætter, at interne revisions-
og vicerevisionschefer, uanset stk. 1-9, ikke må have økono-
miske interesser i den virksomhed eller koncern, som de er
ansat i.
Den foreslåede § 116 viderefører den gældende lov om fi-
nansiel virksomhed § 77, stk. 10, med redaktionelle ændrin-
ger. Den foreslåede bestemmelse medfører ikke materielle
ændringer.
Det foreslås i § 116, at interne revisions- og vicerevisions-
chefer uanset §§ 111-115 ikke må have økonomiske interes-
ser i det forsikringsselskab eller den koncern, som de er
ansat i.
Den foreslåede bestemmelse har til formål at modvirke den
specielle interessekonflikt, der kan opstå, hvis en intern re-
visions- eller vicerevisionschef har økonomiske interesser i
den virksomhed, de er ansat i. Det er ikke hensigtsmæssigt,
hvis revisions- og vicerevisionschefer kan have sådanne
økonomiske interesser, da det vil kunne påvirke den interne
revisions- og vicerevisionschefs habilitet og uafhængighed i
forhold til den daglige ledelse.
Ved økonomiske interesser forstås f.eks. kapitalandele, ef-
terstillet kapital m.v. og finansielle instrumenter afledt heraf.
Overtrædelse af § 116 kan straffes med bøde, medmindre
højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, jf. lov-
forslagets § 312, stk. 1.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af den foreslåede
§ 116 er interne revisions- og vicerevisionschefer. Det bety-
der eksempelvis, at en intern revisions- eller vicerevisions-
chef ikke må have økonomiske interesser i det forsikrings-
selskab eller den koncern, som de er ansat i. Hvis de har det,
vil de kunne straffes med bøde, jf. lovforslagets § 312, stk.
1.
Til § 117
Den gældende § 78 i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter regler om, at et forsikringsselskab ikke uden bestyrel-
sens godkendelse og indførsel heraf i bestyrelsens forhand-
lingsprotokol må bevilge eksponering mod eller modtage
sikkerhedsstillelse fra bestyrelsesmedlemmer og direktører
i forsikringsselskabet eller virksomheder, hvor bestyrelses-
medlemmer og direktører i forsikringsselskabet er direkte
eller indirekte besidder af en kvalificeret andel, bestyrelses-
medlem eller direktør.
Den foreslåede § 117 viderefører den gældende § 78, stk.
1-5 og stk. 7, i lov om finansiel virksomhed. Bestemmelsen
medfører ikke materielle ændringer.
Den foreslåede § 117 indeholder de foreslag til § 78 i lov
om finansiel virksomhed, der er foreslået ved lovforslag
om ændring af lov om finansiel virksomhed, straffeloven
og forskellige andre love (Gennemførelse af Ansvarsudval-
gets forslag om skærpet ansvarsvurdering for ledelsesmed-
lemmer m.v. i finansielle virksomheder og ændring af reg-
lerne om egnethed og hæderlighed), der blev fremsat for
folketinget den 8. februar 2023 og forventeligt træder i kraft
den 1. juli 2023. Forslagene vil derfor videreføre gældende
ret på tidspunktet for dette lovforslags ikrafttræden under
forudsætning af, at bestemmelserne bliver gennemført ved
ovenfornævnte lovforslag.
Den foreslåede bestemmelse skal bidrage til at sikre, at be-
styrelsesmedlemmer og direktører ikke udnytter deres særli-
ge stilling i forsikringsselskabet til at opnå fordele, som de
ellers ikke ville kunne opnå, for dem selv eller for deres
nærtbeslægtede. Samtidig har den foreslåede bestemmelse
294
til formål at mindske muligheden for, at der opstår interesse-
konflikter i forsikringsselskabet.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at et forsikringsselskab ikke
uden bestyrelsens godkendelse og indførsel heraf i besty-
relsens forhandlingsprotokol må bevilge eksponering mod
eller modtage sikkerhedsstillelse fra bestyrelsesmedlemmer
og direktører i forsikringsselskabet eller virksomheder, hvor
bestyrelsesmedlemmer og direktører er direkte eller indirek-
te besidder af en kvalificeret andel, bestyrelsesmedlem eller
direktør.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at medvirke
til at begrænse interessekonflikter, så bestyrelsesmedlemmer
eller direktører ikke påfører forsikringsselskaber risici, som
virksomheden ellers ikke ville have taget. Bestemmelsen
stiller på baggrund heraf skærpede krav om bestyrelsens
godkendelse til forsikringsselskabers bevilling af ekspone-
ringer m.v. overfor medlemmerne af bestyrelsen og direktio-
nen.
Eksponering er defineret i lovforslagets § 9, stk. 1, nr. 14,
som summen af alle mellemværender med en kunde eller
en gruppe af indbyrdes forbundne kunder, der indebærer en
kreditrisiko for virksomheden, og kapitalandele udstedt af
kunden eller af en blandt en gruppe af indbyrdes forbundne
kunder. Der er i § 9, stk. 1, nr. 14, litra a-d, fastsat særlige
undtagelser fra eksponeringsdefinitionen, der vedrører mel-
lemværender i relation til dels valutatransaktioner dels køb
eller salg af omsættelige værdipapirer.
Ved kvalificeret andel forstås der ifølge lovens § 9, stk. 3,
direkte eller indirekte besiddelse af mindst 10 pct. af kapi-
talen eller stemmerettighederne eller en andel, som giver
mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på ledelsen
af forsikringsvirksomheden eller forsikringsholdingvirksom-
heden.
Bestemmelsen vil indebære, at bestyrelsen skal godkende
konkrete eksponeringer og sikkerhedsstillelser. Der kan så-
ledes ikke efter bestemmelsen gives generelle godkendelser,
der ikke knytter sig til en eller flere konkrete eksponeringer
eller sikkerhedsstillelser.
Et forsikringsselskab kan f.eks. ikke i forbindelse med inve-
steringen af forsikringsselskabets aktiver, jf. den foreslåede
§ 175, påtage sig en eksponering i form af f.eks. et lån mod
de omfattede personer og virksomheder uden, at eksponerin-
gen godkendes af bestyrelsen.
Bestyrelsens beslutning skal desuden fremgå af bestyrelsens
forhandlingsprotokol.
Bestemmelsen er en skærpelse i forhold til § 117, stk. 1, i
selskabsloven, hvorefter direktionen varetager den daglige
ledelse af selskabet og kan indgå aftaler på vegne af selska-
bet, så længe aftalen ligger indenfor den daglige drift og
ikke er af usædvanlig art eller stor betydning.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at et forsikringsselskab ikke uden
bestyrelsens godkendelse og indførsel heraf i bestyrelsens
forhandlingsprotokol må indgå aftale med en direktør, når
aftalen omfatter større dispositioner i forhold til direktørens
økonomiske forhold, eller med en tredjemand, hvori direktø-
ren har en væsentlig interesse, der kan være stridende mod
forsikringsselskabets.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at medvirke
til at begrænse interessekonflikter, så direktører ikke påfører
den finansielle virksomhed risici, som virksomheden ellers
ikke ville have taget. Bestemmelsen stiller på baggrund
heraf skærpede krav til aftaler, som en direktør i et forsik-
ringsselskab på virksomhedens vegne indgår med sig selv,
hvorfor der gælder krav om bestyrelsens godkendelse.
For at der efter bestemmelsen stilles krav om bestyrelsens
godkendelse, skal der være tale om indgåelse af aftaler. Det
er i den forbindelse en forudsætning, at der er tale om dis-
positioner, som kræver udøvelse af et skøn, som direktøren
potentielt kan påvirke, f.eks. en kreditvurdering, værdian-
sættelse, prisfastsættelse eller fastsættelsen af forsikringsvil-
kår. Omvendt vil en aftale, hvor prisen er standardiseret
eller baseret på en fast personalepris, der gælder for hele
virksomheden, ikke være en disposition, der er omfattet af
bestemmelsen og dermed kravet om bestyrelsens godkendel-
se. Dette sidste vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvor
en direktør i et forsikringsselskab tegner en forsikring i sel-
skabet med samme vilkår, som selskabets øvrige ansatte kan
tegne, f.eks. hvis direktøren tegner en ansvarsforsikring på
sin bil, hvor der alene knyttes sædvanlige vilkår. Begrebet
aftale vil også omfatte aftaler, hvor der sker sikkerhedsstil-
lelse.
Med større dispositioner forstås dispositioner, der i forhold
til den konkrete direktørs økonomi vil være store disposi-
tioner. Det vil således bero på en konkret vurdering af direk-
tørens økonomiske forhold og den konkrete aftale, om dis-
positionen er omfattet af den foreslåede bestemmelse. Afta-
ler, der indgås af direktionen og ligger inden for den daglige
drift, har ikke karakter af en større disposition. Den foreslå-
ede bestemmelse omfatter også aftaler mellem forsikrings-
selskabet og tredjemand, hvori direktøren har en væsentlig
interesse, der kan være stridende mod forsikringsselskabets.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at medvirke til
at begrænse interessekonflikter, så direktører ikke påfører
forsikringsselskabet risici, som forsikringsselskabet ellers
ikke ville have taget. Bestemmelsen stiller på baggrund
heraf skærpede krav til aftaler, som en direktør i et forsik-
295
ringsselskab indgår med tredjemand, hvori direktøren har
en væsentlig interesse, der kan være stridende mod virksom-
hedens. Den foreslåede bestemmelse indebærer, at kravet
om godkendelse fra bestyrelsen også gælder aftaler mellem
forsikringsselskabet og tredjemand, hvori direktøren har en
væsentlig interesse, der kan være stridende mod forsikrings-
selskabets.
Til forskel fra det foreslåede stk. 1, nr. 1, er også tred-
jemænd, hvori direktøren har en væsentlig interesse, der
ikke nødvendigvis udgør en kvalificeret ejerandel på mini-
mum 10 pct. i henhold til definitionen i lovforslaget, om-
fattet. Dette skal dog holdes op mod, at der fortsat skal
foreligge en interesse af en sådan størrelse, at den kan være
stridende mod forsikringsselskabets, og at der dermed kan
foreligge en interessekonflikt mellem direktørens og den
finansielle virksomheds interesser.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at et forsikringsselskab ikke uden
bestyrelsens godkendelse og indførsel heraf i bestyrelsens
forhandlingsprotokol må bevilge eksponering mod eller ind-
gå aftaler med personer, der er knyttet til direktører ved
ægteskab, samliv i mindst 2 år eller slægtskab i ret op-
eller nedstigende linje eller som søskende, og med virksom-
heder, for hvilke sådanne personer er direktører eller har en
kvalificeret andel på 10 pct. eller mere af kapitalen eller
stemmerettighederne, eller i hvilke disse personer kan udøve
betydelig indflydelse eller er medlemmer af bestyrelsen.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at eksponering mod
og aftaler med personer, der er knyttet til direktører ved
ægteskab, samliv i mindst 2 år eller slægtskab i ret op- eller
nedstigende linje, eller som søskende, ejer en kvalificeret
andel i, er en præcisering af, hvad der efter praksis allerede
gælder efter bestemmelsen.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at aftaler mellem
forsikringsselskabet og tredjemand, som eksempelvis direk-
tørens søskende har en væsentlig interesse i, der strider mod
selskabets, er omfattet af stk. 1, nr. 2. Tilsvarende vil gøre
sig gældende for bestyrelsesmedlemmernes omvendte bevis-
byrde samt en direktørs og et bestyrelsesmedlems hæftelse
efter de foreslåede bestemmelser i § 117, stk. 2-4.
Det fremgår af lovforslagets § 312, stk. 2, at overtrædelse
af § 117, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil
4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øv-
rige lovgivning. Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse
af den foreslåede § 117, stk. 1, er forsikringsselskabet. Det
vil eksempelvis være strafbart, hvis et forsikringsselskab
bevilger eksponering mod eller modtager sikkerhedsstillelse
omfattet af bestemmelsen fra en direktør uden bestyrelsens
godkendelse.
Det foreslås i stk. 2, at medlemmer af bestyrelsen skal erstat-
te tab, som forsikringsselskabet lider som følge af bevillin-
ger, sikkerhedsstillelser eller aftaler omfattet af stk. 1, der er
godkendt af bestyrelsen, medmindre bestyrelsen godtgør, at
tabet ikke kunne være afværget gennem den agtpågivenhed
og omhu, som ledelsen af virksomheden tilsiger.
Der lægges med den foreslåede bestemmelse op til at vende
bevisbyrden i sager om erstatningsansvar vedrørende tab lidt
på eksponeringer, sikkerhedsstillelser og aftaler omfattet af
stk. 1.
Tab efter bestemmelsen skal forstås som det økonomiske
tab, som forsikringsselskabet har lidt ved at bevilge en ek-
sponering mod, modtage sikkerhedsstillelse fra eller indgå
en aftale med en direktør, et bestyrelsesmedlem m.fl. omfat-
tet af det foreslåede stk. 1, set i forhold til, hvis dispositio-
nen ikke var blevet gennemført.
Den foreslåede bestemmelse vil således indebære, at det vil
være det enkelte bestyrelsesmedlem, der i forbindelse med
eksponeringer og sikkerhedsstillelser omfattet af stk. 1, nr.
1, skal godtgøre, at der ikke er handlet ansvarspådragende i
forbindelse med bevillingen eller udvidelsen af eksponerin-
ger mod eller sikkerhedsstillelse fra bestyrelsesmedlemmer
og direktører i forsikringsselskabet eller virksomheder, hvor
bestyrelsesmedlemmer eller direktører er direkte eller indi-
rekte besidder af en kvalificeret andel, bestyrelsesmedlem
eller direktør. Det samme vil være tilfældet med hensyn til
aftaler efter stk. 1, nr. 2.
Der lægges med den foreslåede bestemmelser ikke op til at
ændre på, at flere medlemmer af bestyrelsen vil kunne hæfte
solidarisk, hvis mere end ét medlem har handlet ansvarspå-
dragende.
Den foreslåede omvendte bevisbyrde omfatter både besty-
relsens bevilling af eksponeringen, dvs. den oprindelige
godkendelse af aftalen mellem virksomheden og direktøren,
og en eventuel senere udvidelse af en tidligere godkendt
eksponering. Ved udvidelse af en eksponering menes, at
forsikringsselskabet udvider sin forpligtelse overfor eller
eksponering mod det pågældende ledelsesmedlem. Det vil
f.eks. kunne være tilfældet ved udvidelsen af en tidligere
bevilliget kredit, accept af, at ledelsesmedlemmet udtræder
som kautionist eller accept af mindre sikkerhed, end oprin-
deligt aftalt.
Den foreslåede bestemmelse omfatter ikke dispositioner, der
ikke er godkendt af bestyrelsen, herunder aftaler, som et
direktionsmedlem på virksomhedens vegne har indgået med
sig selv, uden at bestyrelsen var bekendt hermed. Reglen om
omvendt bevisbyrde omfatter heller ikke den situation, hvor
bestyrelsen træffer beslutning om en eksponering, sikker-
hedsstillelse eller aftale uden at have kendskab til, og uden
at burde have kendskab til, omstændigheder, der medfører,
296
at eksponeringen, sikkerhedsstillelsen eller aftalen omfattes
af det foreslåede stk. 1. Et eksempel herpå kan være en
aftale mellem forsikringsselskabet og tredjemand, som en af
direktørens søskende har en væsentlig interesse i, der strider
mod forsikringsselskabet, jf. forslaget til stk. 6, men hvorom
oplysning ikke er tilgået bestyrelsen.
Bestemmelsen omfatter heller ikke overvågning af og even-
tuel opfølgning på eksponeringer, sikkerhedsstillelser eller
aftaler omfattet af stk. 1. Med den agtpågivenhed og om-
hu, som ledelsen af forsikringsselskabet tilsiger, skal forstås
handlinger, der efter en almindelig culpanorm vil indebære,
at den pågældende ikke kan gøres erstatningsansvarlig. Det
er med den foreslåede ændring ikke formålet, at selve an-
svarsbedømmelsen af handlinger eller undladelse foretaget
af bestyrelsesmedlemmer i forsikringsselskaber ændres. An-
svaret vil således fortsat skulle vurderes efter culpareglen,
men den foreslåede ændring indebærer, at der fremover vil
gælde en omvendt bevisbyrde med hensyn til ansvarsgrund-
laget.
Den foreslåede ændring indebærer ikke, at bevisbyrden for,
at de øvrige erstatningsbetingelser er opfyldt, vendes. Det
vil således fortsat være sagsøgeren, der skal godtgøre, at der
er lidt et tab, og at der foreligger den nødvendige kausalitet
og adækvans.
Den foreslåede ændring skal bidrage til at sikre, at forsvar-
ligheden af aftaler omfattet af de foreslåede bestemmelser i
stk. 1 i højere grad end i dag vil kunne efterprøves, hvis det
efterfølgende viser sig, at bevillingen eller udvidelsen af en
eksponering eller anden konkret aftale har været tabsgiven-
de for forsikringsselskabet.
Det foreslås i stk. 3, at en direktør, der uden bestyrelsens
godkendelse bevilger eksponeringer, modtager sikkerheds-
stillelser eller indgår aftaler omfattet af stk. 1, indestår for
det tab, som forsikringsselskabet derved måtte blive påført,
medmindre direktøren hæfter efter selskabslovens § 215,
stk. 2, jf. § 210.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er for det første
at beskytte forsikringsselskabet mod de iboende interesse-
konflikter i aftaler mellem direktionen og forsikringsselska-
bet. Formålet er endvidere at beskytte forsikringsselskaber
mod at lide tab på aftaler, som en direktør på virksomhedens
vegne indgår med tredjemand, hvori en direktør besidder en
kvalificeret ejerandel eller i øvrigt har en væsentlig interes-
se, der kan være stridende mod virksomhedens.
Hæftelsesreglen i bestemmelsen omfatter ikke den situation,
hvor direktøren ikke har kendskab til eller burde have kend-
skab til omstændigheder, der medfører, at forholdet er om-
fattet af stk. 1.
Tab efter bestemmelsen skal forstås som det økonomiske
tab, som forsikringsselskabet har lidt ved at bevilge en ek-
sponering mod, modtage sikkerhedsstillelse fra eller indgå
en aftale med en direktør m.fl. omfattet af det foreslåede
stk. 1, set i forhold til, hvis dispositionen ikke var blevet
gennemført.
Har bestyrelsen godkendt eksponeringen, sikkerhedsstillel-
sen eller aftalen efter stk. 1, vil den foreslåede bestemmelse
ikke finde anvendelse, idet bestyrelsen forventes at have
påset forsvarligheden af aftalen, herunder sikret, at den mu-
lige interessekonflikt mellem direktør og selskab ikke har
påvirket forsvarlighedsvurderingen. Tab på eksponeringer,
sikkerhedsstillelse eller aftalen, som bestyrelsen har god-
kendt efter stk. 1, vil i stedet være omfattet af den foreslåede
bestemmelse i stk. 2, hvorefter bevisbyrden for ansvarsvur-
deringen foreslås vendt.
Den foreslåede bestemmelse omfatter en direktørs bevilling
uden bestyrelsens godkendelse af eksponeringer og modta-
gelse af sikkerhedsstillelse efter stk. 1, nr. 1, samt indgåelse
af aftaler efter stk. 1, nr. 2. Efter den foreslåede bestemmelse
vil direktøren skulle indestå for sådanne bevillinger, modta-
gelser eller aftaler.
Indeståelsen indebærer en hæftelse på objektivt grundlag
og er derfor ikke afhængig af, om aftalen i sig selv er for-
svarlig. Hæftelsen indtræder, som følge af at den indførte
sikkerhedsmekanisme – forelæggelse for bestyrelsen – ikke
er overholdt. Omfanget af hæftelsen vil være begrænset til
værdien af aftalen mellem forsikringsselskabet og ekspone-
ring.
Den foreslåede bestemmelse svarer med hensyn til hæftel-
sesgrundlaget til den gældende bestemmelse i § 215, stk. 2,
i selskabsloven og er en særregel med hensyn til hæftelse
for tab på aftaler omfattet af den foreslåede bestemmelser i
stk. 1. Det foreslås på den baggrund også, at den foreslåede
hæftelsesregel efter omstændighederne finder anvendelse,
medmindre der indtræder hæftelse efter selskabslovens §
215, stk. 2, jf. § 210. Det foreslåede indebærer, at direktø-
rer i forsikringsselskaber, der er kapitalselskaber, fortsat vil
være omfattet af hæftelsesreglen i selskabslovens § 215,
stk. 2. Den foreslåede bestemmelse vil i praksis ikke have
betydning for aftaler, som forsikringsselskabet indgår med
en af direktørerne selv, da direktøren allerede vil hæfte for
sådanne aftaler i kraft af at være aftalepart.
Det foreslås i stk. 4, at er en bevilling eller sikkerhedsstil-
lelse omfattet af stk. 1, nr. 1, uden bestyrelsens godkendel-
se indgået med et bestyrelsesmedlem i forsikringsselskabet
eller en virksomhed, hvori bestyrelsesmedlemmet direkte
eller indirekte besidder en kvalificeret andel, er bestyrelses-
medlem eller direktør, indestår bestyrelsesmedlemmet for
det tab, som forsikringsselskabet derved måtte blive påført,
297
medmindre bestyrelsesmedlemmet hæfter efter selskabslo-
vens § 215, stk. 2, jf. § 210.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er for det førs-
te at beskytte forsikringsselskaber mod de iboende interes-
sekonflikter i aftaler mellem bestyrelsesmedlemmer og for-
sikringsselskabet. Formålet er endvidere at beskytte forsik-
ringsselskaber mod at lide tab på aftaler, som bestyrelses-
medlemmer – uden om den samlede bestyrelse – på virk-
somhedens vegne indgår med tredjemand, hvori et besty-
relsesmedlem har en væsentlig interesse. Hæftelsesreglen i
bestemmelsen omfatter ikke den situation, hvor bestyrelses-
medlemmet ikke har kendskab til eller burde have kendskab
til omstændigheder, der medfører, at forholdet er omfattet af
stk. 1, nr. 1.
Tab efter bestemmelsen skal forstås som det økonomiske
tab, som forsikringsselskabet har lidt ved at bevilge en
eksponering mod eller modtage sikkerhedsstillelse fra en
direktør m.fl. omfattet af det forslåede stk. 1, nr. 1, set i
forhold til, hvis dispositionen ikke var blevet gennemført.
Har bestyrelsen godkendt eksponeringen eller sikkerheds-
stillelsen efter stk. 1, nr. 1, vil den foreslåede bestemmelse
ikke finde anvendelse, idet bestyrelsen forventes at have
påset forsvarligheden af eksponeringen eller sikkerhedsstil-
lelsen, herunder sikret at den mulige interessekonflikt mel-
lem bestyrelsesmedlemmet og selskabet ikke har påvirket
forsvarlighedsvurderingen.
Tab på eksponeringer eller sikkerhedsstillelse, som bestyrel-
sen har godkendt efter stk. 1, nr. 1, vil i stedet være omfattet
af den foreslåede bestemmelse i stk. 2, hvorefter bevisbyr-
den for ansvarsvurderingen foreslås vendt.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 4 omfatter alene ekspone-
ringer eller sikkerhedsstillelser efter det foreslåede stk. 1, nr.
1, og ikke aftaler, som direktøren indgår efter det foreslåede
stk. 1, nr. 2. Den foreslåede bestemmelse finder således
anvendelse på aftaler om eksponeringer og sikkerhedsstille-
se, hvor den mulige uvedkommende interesse vedrører et
bestyrelsesmedlem, og ikke den direktør, som er med til at
indgå aftalen på forsikringsselskabets vegne.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i lyset af den foreslåe-
de bestemmelse i stk. 3 om direktørers indeståelse for tab på
bevilling af eksponeringer eller modtagelse af sikkerheds-
stillelser omfattet af stk. 1, nr. 1, som forsikringsselskabet
måtte blive påført, hvis der ikke foreligger godkendelse fra
bestyrelsen.
Bestemmelsen er således en modifikation til den foreslåede
hæftelsesregel og har til formål at friholde direktøren for
hæftelse i denne forbindelse og sikre, at hæftelsen pålægges
det bestyrelsesmedlem, der har interessen i den omfattede
aftale. Med den foreslåede bestemmelse vil et bestyrelses-
medlem skulle indestå for aftaler, der indgås mellem forsik-
ringsselskabet og en virksomhed, hvor bestyrelsesmedlem-
met direkte eller indirekte besidder en kvalificeret andel,
er bestyrelsesmedlem eller direktør, uden at bestyrelsen har
godkendt aftalen. Indeståelsen indebærer en hæftelse på ob-
jektivt grundlag, og er derfor ikke afhængig af, om aftalen
i sig selv er forsvarlig. Hæftelsen indtræder, som følge af
at den indførte sikkerhedsmekanisme – forelæggelse for be-
styrelsen – ikke er overholdt. Omfanget af hæftelsen vil væ-
re begrænset til værdien af eksponeringen. Hermed forstås
f.eks. hovedstolen på en kredit eller værdien af sikkerheds-
stillelsen.
Den foreslåede bestemmelse svarer med hensyn til hæftel-
sesgrundlaget til den gældende bestemmelse i § 215, stk. 2, i
selskabsloven, og er en særregel, med hensyn til hæftelse for
tab på aftaler omfattet af den foreslåede bestemmelse i stk.
1. Det foreslås på den baggrund også, at det foreslåede stk.
4 efter omstændighederne finder anvendelse, medmindre der
indtræder hæftelse efter selskabslovens § 215, stk. 2, jf.
§§ 206 eller 210. Det foreslåede indebærer, at bestyrelses-
medlemmer i forsikringsselskaber, der er kapitalselskaber,
fortsat vil være omfattet af hæftelsesreglen i selskabslovens
§ 215, stk. 2
Det foreslås i stk. 5, at eksponeringer og aftaler efter stk. 1
skal bevilges eller indgås i henhold til forsikringsselskabets
sædvanlige forretningsbetingelser og på markedsbaserede
vilkår, medmindre eksponeringen indgås over for et medar-
bejdervalgt bestyrelsesmedlem på personalevilkår.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at eksponeringer og
aftaler omfattet af henholdsvis stk. 1 og 2 skal bevilges ud
fra forsikringsselskabets sædvanlige forretningsbetingelser
og på markedsbaserede vilkår.
Ved sædvanlige forretningsbetingelser og på markedsbasere-
de vilkår må forstås sådanne vilkår, som sædvanligvis gæl-
der mellem uafhængige parter og følger de sædvanlige vil-
kår, som findes på markedet. Fastlæggelsen af, hvilke aftaler
der er omfattet af den foreslåede bestemmelses krav, må
blandt andet bero på karakteren af den virksomhed, der udø-
ves i det enkelte forsikringsselskab, og det konkrete forhold
imellem parterne. Det er op til det enkelte forsikringsselskab
at foretage en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. I
almindelighed vil eksponeringer ydet på forsikringsselska-
bets sædvanlige forretningsbetingelser også være ydet på
markedsbaserede vilkår. Der kan imidlertid være situationer,
hvor det klart fremgår af omstændighederne, at dette ikke er
tilfældet.
Bestemmelsen omfatter ikke eksponeringer overfor medar-
bejdervalgte bestyrelsesmedlemmer der indgås på persona-
298
levilkår. Bestemmelsen skal ikke være til hinder for, at
medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer i forbindelse med
deres almindelige ansættelsesvilkår kan indgå aftaler med
forsikringselskabet på almindelige personalevilkår. Undta-
gelsen for medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer vil dog
gælde for eksponeringer indgået på personalevilkår. Undta-
gelsen vil derfor alene give adgang til bevilling heraf i hen-
hold til almindelige personalevilkår og dermed ikke vilkår,
der er gunstigere, end hvad der er adgang til for det øvrige
personale i forsikringsselskabet.
Det fremgår af lovforslagets § 312, stk. 2, at overtrædelse
af § 117, stk. 5, er strafbelagt med bøde eller fængsel indtil
4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den
øvrige lovgivning.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af den foreslå-
ede § 117, stk. 5, er forsikringsselskabet Det betyder, at
hvis et forsikringsselskab bevilger eksponering, som ikke
er i overensstemmelse med forsikringsselskabets sædvanlige
forretningsbetingelser og på markedsbaserede vilkår, kan
forsikringsselskabet straffes med bøde bøde eller fængsel
indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning.
Til § 118
Den gældende § 78, stk. 2, 2. og 3. pkt., i lov om finansiel
virksomhed fastsætter regler om, at et forsikringsselskabs
eksterne revisor skal afgive en erklæring vedrørende årsrap-
porten i revisionsprotokollen eller tilsvarende dokumenta-
tion.
Den foreslåede § 118 viderefører den gældende lov om fi-
nansiel virksomhed § 78, stk. 2, 2. og 3. pkt., i en ny selv-
stændig bestemmelse. Den foreslåede bestemmelse medfø-
rer ikke materielle ændringer.
Det foreslås i 1. pkt., at forsikringsselskabets eksterne re-
visor i revisionsprotokollatet vedrørende årsrapporten skal
afgive erklæring om, hvorvidt kravene i § 117, stk. 5, er
opfyldt.
Det foreslås i 2. pkt., at føres der ikke en revisionsprotokol,
skal den eksterne revisors erklæring fremgå af anden tilsva-
rende dokumentation.
Det foreslåede om revisorerklæringer giver forsikringssel-
skabets eksterne revisor pligt til at vurdere, om eksponerin-
ger mod de i § 117, stk. 1, nævnte juridiske og fysiske per-
soner er givet i henhold til forsikringsselskabets sædvanlige
markedsbetingelser og vilkår. I almindelighed vil ekspone-
ringer ydet på forsikringsselskabets sædvanlige forretnings-
betingelser også være ydet på markedsbaserede vilkår. Der
kan imidlertid være situationer, hvor det klart fremgår af
omstændighederne, at dette ikke er tilfældet. I så fald skal
der af forsikringsselskabets eksterne revisor i revisionspro-
tokollatet gøres anmærkning herom. Vurderingen skal fore-
tages senest i forbindelse med udarbejdelse af revisionspro-
tokollatet vedrørende årsrapporten.
Det er tilstrækkeligt, at revisor afgiver en samlet erklæring
om, at eksponeringerne er ydet i henhold til forsikringssel-
skabets sædvanlige forretningsbetingelser og på markedsba-
serede vilkår.
Derudover er det bestemt, at der i forsikringsselskabets års-
rapport skal gives samlede oplysninger om forsikringssel-
skabets eksponeringer mod henholdsvis bestyrelsen, direkti-
onen og nærtbeslægtede.
Reglerne om revisionsprotokol fremgår af revisorlovens §
20, der foreskriver, at virksomheder af interesse for offent-
ligheden skal udforme et revisionsprotokollat og forelæg-
ge dette for den reviderede virksomheds bestyrelse eller
tilsynsorgan. Virksomheder af interesse for offentligheden
er reguleret i artikel 11, stk. 1, i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 537/2014 af 16. april 2014 om
specifikke krav til revision af virksomheder af interesse for
offentligheden.
Hvis revisor fører en revisionsprotokol, skal revisionsproto-
kollen underskrives af samtlige medlemmer af bestyrelsen
eller tilsynsrådet. Ikke tilstedeværende medlemmer under-
skriver protokollen efterfølgende.
Med anden tilsvarende dokumentation forstås den dokumen-
tation, som den eksterne revisor udarbejder og afgiver til en
virksomheds ledelse i forbindelse med dennes revision af
virksomhedens årsrapport og i forbindelse med den lovplig-
tige kommunikation af oplysninger og erklæringer.
Det fremgår af lovforslagets § 312, stk. 2, at overtrædelse af
§ 118 kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder,
medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgiv-
ning.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af den foreslåede
§ 118, er den eksterne revision. Bestemmelsen vil f.eks.
finde anvendelse, hvis den eksterne revisor ikke afgiver
erklæring i revisionsprotokollatet vedrørende årsrapporten
eller tilsvarende dokumentation, hvis der ikke føres revisi-
onsprotokol om, hvorvidt kravene i 1. pkt. er opfyldt.
Til § 119
Den gældende § 78, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed
299
fastsætter regler om, at et forsikringsselskab eller virksom-
heder indenfor samme koncern ikke må bevilge eksponering
mod eller modtage sikkerhedsstillelse fra en ekstern revisor
eller den interne revisions- eller vicerevisionschef. Dette
gælder ikke lån ydet af et forsikringsselskab, der har tilladel-
se til at udøve livsforsikringsvirksomhed, indenfor genkøbs-
værdien af en af selskabet udstedt forsikringspolice.
Den foreslåede § 119 viderefører den gældende lov om fi-
nansiel virksomhed § 78, stk. 8, i en ny selvstændig bestem-
melse. Den foreslåede bestemmelse medfører ikke materiel-
le ændringer.
Det foreslås i 1. pkt., at et forsikringsselskab eller virksom-
heder indenfor samme koncern ikke må bevilge eksponering
mod eller modtage sikkerhedsstillelse fra en ekstern revisor
eller den interne revisions- eller vicerevisionschef.
Det foreslås i 2. pkt., at dette gælder ikke lån ydet af et
forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve livsforsik-
ringsvirksomhed, indenfor genkøbsværdien af en af selska-
bet udstedt forsikringspolice.
Som følge af den foreslåede bestemmelse må hverken eks-
tern revisor eller den interne revisions- eller vicerevisions-
chef i forsikringsselskaber have eksponeringer mod det for-
sikringsselskab, hvor de udøver deres hverv, eller virksom-
heder indenfor den samme koncern. Bestemmelsen omfatter
alle former for eksponering og sikkerhedsstillelse. Forbud-
det gælder kun de revisorer, der reviderer det pågældende
forsikringsselskab, og ikke andre revisorer i samme revisi-
onsfirma.
Forbuddet mod revisors eksponering gælder også i forhold
til andre virksomheder indenfor koncernen. Forbuddet gæl-
der dog ikke lån ydet af et forsikringsselskab, der har
tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, indenfor
genkøbsværdien af en af selskabet udstedt forsikringspoli-
ce. Disse såkaldte policelån er undtaget, da der reelt er tale
om lån med sikkerhed i egne penge, og for ikke at afskære
revisorer muligheden for denne form for låntagning.
Det fremgår af lovforslagets § 312, stk. 2, at overtrædelse af
§ 119 kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder,
medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgiv-
ning.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af den foreslåede
§ 119 er et forsikringsselskab eller en anden virksomhed
indenfor samme koncern. Det betyder, at hvis et forsikrings-
selskab eller en virksomhed indenfor samme koncern bevil-
ger eksponering mod eller modtager sikkerhedsstillelse fra
en ekstern revisor eller den interne revisions- eller vicerevi-
sionschef, kan forsikringsselskabet eller den koncernbundne
virksomhed straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måne-
der, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning.
Til § 120
Den gældende § 78, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter regler om, at et forsikringsselskabs direktion og
bestyrelse er ansvarlig for at overvåge forsvarligheden og
forløbet af de givne eksponeringer.
Den foreslåede § 120 viderefører den gældende lov om fi-
nansiel virksomhed § 78, stk. 3, i en ny selvstændig bestem-
melse. Den foreslåede bestemmelse medfører ikke materiel-
le ændringer.
Det foreslås i § 120, at direktionen og bestyrelsen skal over-
våge forsvarligheden og forløbet af eksponeringer og aftaler,
der er givet efter § 117.
Bestemmelsen indebærer, at forsikringsselskabets ekspone-
ring mod bestyrelsesmedlemmer og direktører løbende skal
overvåges af bestyrelsen og direktionen, samt at forsvarlig-
heden af de foretagne eksponeringer skal vurderes.
Med den løbende overvågning, som skal foretages, menes
der, at bestyrelsen og direktionen med regelmæssige mel-
lemrum skal vurdere, om de bevilligede eksponeringer mod
eller den modtagne sikkerhedsstillelse fra bestyrelsesmed-
lemmer og direktører i forsikringsselskabet eller virksomhe-
der, hvor bestyrelsesmedlemmer og direktører i forsikrings-
selskabet direkte eller indirekte besidder en kvalificeret
andel eller er bestyrelsesmedlem eller direktør, stadig er
forsvarlig. Ved vurderingen af de i § 117, stk. 1, nævnte eks-
poneringer og aftaler skal der tages højde for det forløb, der
har været, siden aftalen blev indgået mellem forsikringssel-
skabet og bestyrelsesmedlemmet, direktøren eller virksom-
heden, hvor et bestyrelsesmedlem eller direktør direkte eller
indirekte er besidder af en kvalificeret andel, er bestyrelses-
medlem eller direktør.
Som del af den løbende overvågning er den omhandlede
personkreds forpligtet til at indsende oplysninger, hvis de af
bestyrelsen og direktionen anses for at være nødvendige for,
at vurderingen kan foretages.
Det fremgår af lovforslagets § 312, stk. 2, at overtrædelse
af § 120 kan straffes med bøde eller fængsel indtil fire må-
neder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af den foreslåede
§ 120, er det enkelte direktions- og bestyrelsesmedlem i
300
et forsikringsselskab. Det betyder, at hvis et forsikringssel-
skabs direktion og bestyrelse ikke overvåger forsvarligheden
og forløbet af de i stk. 1 nævnte eksponeringer, kan hvert
enkelt medlem af forsikringsselskabets direktion eller besty-
relse straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, med-
mindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Til § 121
Den gældende § 80, stk. 1 og 7, i lov om finansiel virk-
somhed fastsætter, at personer, der ifølge lov eller vedtægts-
bestemmelse er ansat af bestyrelsen i en finansiel virksom-
hed, ikke uden bestyrelsens tilladelse kan eje eller drive
selvstændig erhvervsvirksomhed eller som bestyrelsesmed-
lem, funktionær eller på anden måde deltage i ledelsen el-
ler driften af anden erhvervsvirksomhed end den finansielle
virksomhed, og at samtlige tilladelser skal fremgå af besty-
relsens forhandlingsprotokol, jf. dog § 199, stk. 10 og 11.
Den gældende § 199, stk. 10 og 11, begrænser dette ud-
gangspunkt for så vidt angår interne revisions- og vicerevisi-
onschefter, ved at fastsætte, at bestyrelsen ikke kan tillade,
at de udfører revisionsopgaver i virksomheder uden for kon-
cernen eller påtager sig hverv, der bevirker, at de kommer
i strid med habilitetsbestemmelser svarende til dem, der i
medfør af revisorloven og Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 537/2014 af 16. april 2014 om specifik-
ke krav til lovpligtig revision af virksomheder af interesse
for offentligheden finder anvendelse for eksterne revisorer
for virksomheder af interesse for offentligheden.
Den foreslåede bestemmelse viderefører lov om finansiel
virksomhed § 80, stk. 1 og 7, i en ny selvstændig bestem-
melse. Bestemmelsen medfører ikke materielle ændringer.
Den foreslåede § 121 fastslår, hvilke personer der skal have
en tilladelse for at varetage andre hverv ved siden af deres
hverv i et forsikringsselskab og flere dertilhørende dispensa-
tionsmuligheder.
Det foreslås i stk. 1, at personer, der ifølge lov eller ved-
tægtsbestemmelse er ansat af bestyrelsen i et forsikringssel-
skab, ikke uden bestyrelsens tilladelse kan eje eller drive
selvstændig erhvervsvirksomhed eller som bestyrelsesmed-
lem, funktionær eller på anden måde deltage i ledelsen eller
driften af anden erhvervsvirksomhed end forsikringsselska-
bet, jf. dog § 193, stk. 11 og 12.
Tilladelse fra bestyrelsen skal gives i hvert enkelt konkre-
te tilfælde på baggrund af en vurdering af, om der kan
være tale om en interessekonflikt i forhold til det konkrete
hverv. Det er ikke muligt at give en generel tilladelse til
at eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed eller som
bestyrelsesmedlem, funktionær eller på anden måde deltage
i ledelsen eller driften af anden erhvervsvirksomhed end den
finansielle virksomhed.
Erhvervsvirksomhed skal forstås som enhver virksomhed,
som har til formål at oppebære en indtjening af et økono-
misk overskud. Erhvervsvirksomhed skal fortolkes meget
bredt i overensstemmelse med Finanstilsynets hidtidig prak-
sis. Besiddelse af ikke-kvalificerede kapitalandele i kom-
manditselskaber, andelsselskaber, aktieselskaber m.v. er som
udgangspunkt ikke nok til at statuere, at besidderen derigen-
nem udøver erhvervsvirksomhed. Der vil som udgangspunkt
skulle være tale om en så stor kapitalandel, at man har
en egentlig indflydelse på driften af virksomheden. Der er
en formodning for, at man har indflydelse på en virksom-
hed, såfremt man besidder en kvalificeret ejerandel i et sel-
skab. Ved kvalificeret andel forstås direkte eller indirekte
besiddelse af mindst 10 pct. af kapitalen eller stemmerettig-
hederne eller en andel, som giver mulighed for at udøve en
betydelig indflydelse på ledelsen af den finansielle virksom-
hed, den finansielle holdingvirksomhed eller forsikringshol-
dingvirksomheden, jf. lovforslagets § 9, stk. 3.
Lovforslagets § 193, stk. 11 og 12, omhandler den interne
revision og fastsætter, at bestyrelsen ikke kan tillade, at le-
delsen i intern revision påtager sig hverv, som indebærer, at
vedkommende kommer i strid med de gældende habilitets-
bestemmelser.
Bestyrelsens mulighed for at tillade drift af anden erhvervs-
virksomhed er begrænset af lovforslagets § 193, stk. 10 og
11. Der henvises til bemærkningerne hertil.
Overtrædelser af den foreslåede § 121, stk. 1, kan straffes
efter § 312, stk. 1. Ansvarssubjektet for bestemmelsen er
alle personer, der ifølge lov eller vedtægtsbestemmelse er
ansat af bestyrelsen i et forsikringsselskab. Den ansatte om-
fattes dog først af straffebestemmelsen fra det tidspunkt,
hvor den pågældende informeres af bestyrelsen om, at denne
er omfatte af forbuddet. Det er bestyrelsen, som skal sikre,
at den ansatte er vidende om, at den pågældende er omfattet
af bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 2, at samtlige tilladelser givet af bestyrel-
sen i medfør af stk. 1 skal fremgå af bestyrelsens forhand-
lingsprotokol.
Bestyrelsen skal efter lovforslagets § 98 føre protokol over
forhandlingerne i bestyrelsen. Protokollen skal underskrives
af samtlige tilstedeværende medlemmer.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at alle bestyrelsens
beslutninger, om hvilke hverv personer ansat af bestyrelsen
kan påtage sig, skal indføres i bestyrelsens forhandlingspro-
tokol. Den foreslåede bestemmelse er en tydeliggørelse af
301
bestyrelsens pligt til at indføre beslutninger i forhandlings-
protokollen.
Det følger af lovforslagets § 312, stk. 1, at overtrædelse
af den foreslåede § 121 kan straffes med bøde, medmindre
højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af den foreslåede
§ 121, stk. 2, er det enkelte medlem af bestyrelsen. Det
betyder, at hvis bestyrelsen i et forsikringsselskab ikke har
noteret tilladelser efter det foreslåede stk. 1 i bestyrelsens
forhandlingsprotokol, kan bestyrelsen straffes med bøde, jf.
lovforslagets § 312, stk. 1.
Til § 122
Den gældende § 80, stk. 2 og 3, i lov om finansiel virk-
somhed fastsætter, at ansatte i en finansiel virksomhed, for
hvilke der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne
og den finansielle virksomheds interesser, ikke uden direk-
tionens tilladelse kan eje eller drive selvstændig erhvervs-
virksomhed eller som bestyrelsesmedlem, funktionær eller
på anden måde deltage i ledelsen eller driften af anden
erhvervsvirksomhed end den finansielle virksomhed. Endvi-
dere skal bestyrelsen tage stilling til, for hvilke ansatte der
er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og den
finansielle virksomheds interesser, og som derfor skal have
direktionens tilladelse.
Den foreslåede § 122 viderefører lov om finansiel virksom-
hed § 80, stk. 2 og 3, i en ny selvstændig bestemmelse. Den
foreslåede bestemmelse medfører ikke materielle ændringer.
Den foreslåede bestemmelse fastlægger, at ansatte, for hvil-
ke der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne
og forsikringsselskabets interesser, skal have direktionens
tilladelse til at eje eller drive selvstændig virksomhed eller
anden erhvervsvirksomhed.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at andre ansatte i et forsikrings-
selskab, for hvilke der er en væsentlig risiko for konflikter
mellem egne og forsikringsselskabets interesser, ikke uden
direktionens tilladelse kan eje eller drive selvstændig er-
hvervsvirksomhed eller som bestyrelsesmedlem, funktionær
eller på anden måde deltage i ledelsen eller driften af anden
erhvervsvirksomhed end forsikringsselskabet.
Den omfattede personkreds fastlægges ikke på baggrund af
den ansattes titel, men omfatter personer, der er ansat af
bestyrelsen, samt personer, for hvilke der er en væsentlig
risiko for konflikter mellem egne og forsikringsselskabets
interesser.
På baggrund af over-/underordnelsesforholdet findes det na-
turligt, at det er direktionen og ikke bestyrelsen, der tager
stilling til, hvorvidt personer, der ikke er ansat direkte af
bestyrelsen, kan påtage sig andre hverv.
Bestyrelsen skal på forhånd afgøre, hvilke stillinger i virk-
somheden der har en sådan kompetence tilknyttet, at der kan
komme væsentlige interessekonflikter, hvis de pågældende
medarbejdere har andre hverv ved siden af jobbet i forsik-
ringsselskabet, jf. det foreslåede stk. 2. Disse stillinger vil
som regel være ledende stillinger, hvor medarbejderen har
direkte ansvar for forsikringsselskabets drift, og hvor de er
i stand til at misbruge deres adgang til at handle på vegne
af virksomheden for at forfølge egne kommercielle interes-
ser. Det er imidlertid hver enkelt virksomheds bestyrelse,
som konkret må afgøre spørgsmålet, hvorfor personkredsen
kan være forskellig fra virksomhed til virksomhed. Netop
fordi det er en personlig vurdering, som bestyrelsen skal
lave på forhånd, kan bestyrelsen fastsætte den omfattede
personkreds ved at opremse stillingsbetegnelser i virksom-
heden i stedet for at lave en »navneliste«.
Der gives med den foreslåede bestemmelse mulighed for,
at den omfattede personkreds kan påtage sig hverv både
som bestyrelsesmedlem og direktør i andre erhvervsvirk-
somheder. Ansatte i forsikringsselskaber kan være direktører
for ejendomsselskaber, investeringsselskaber og koncernfor-
bundne virksomheder, der udøver accessorisk virksomhed
til forsikringsselskabet, og administrationsselskaber, der er
oprettet af flere forsikringsselskaber med henblik på fælles
administration. Ansatte kan udpeges til at drive andre er-
hvervsvirksomheder, som forsikringsselskabet ejer, som er
omfattet af lovforslagets § 47, jf. § 123, stk. 3. Herudover
kan ansatte i forsikringsselskaber være direktører i forsik-
ringsselskabets moderselskab, jf. lovforslagets § 48.
Erhvervsvirksomhed skal forstås som enhver virksomhed,
som har til formål at oppebære en indtjening af et øko-
nomisk overskud. Erhvervsvirksomhed skal fortolkes me-
get bredt i overensstemmelse med Finanstilsynets hidtidi-
ge praksis. Besiddelse af kvalificerede kapitalandele i kom-
manditselskaber, andelsselskaber, aktieselskaber m.v. er som
udgangspunkt ikke nok til at statuere, at besidderen derigen-
nem udøver erhvervsvirksomhed. Der vil som udgangspunkt
skulle være tale om så stor en kapitalandel, at man har en
egentlig indflydelse på driften af virksomheden.
Overtrædelser af den foreslåede § 122, stk. 1, 1. pkt., kan
straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning efter § 312, stk. 1, nr. 1. Ansvars-
subjektet er andre ansatte i et forsikringsselskab, end dem
der er omfattet af § 121, stk. 1. Den strafbare handling
kan bestå i, at den ansatte uden direktionens tilladelse ejer
eller driver selvstændig erhvervsvirksomhed eller som be-
styrelsemedlem, funktionær eller på anden måde deltager
i ledelsen eller driften af anden erhvervsvirksomhed end
302
forsikringsselskabet. Den pågældende omfattes dog først af
straffebestemmelsen fra det tidspunkt, hvor den pågældende
informeres om, at denne er omfattet af forbuddet.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at bestyrelsen skal orienteres om
tilladelser givet af direktionen.
Bestemmelsen fastlægger, at det er direktionens ansvar at
orientere bestyrelsen om tilladelser givet efter 1. pkt.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at bestyrelsen skal tage stilling
til, for hvilke ansatte der er en væsentlig risiko for konflikter
mellem egne og forsikringsselskabets interesser, og som der-
for skal have direktionens tilladelse, jf. stk. 1.
Det er efter den foreslåede bestemmelse bestyrelsens opgave
at tage stilling til, for hvilke personer der er en væsentlig
risiko for sammenblanding af egne og forsikringsselskabets
interesser. Typisk vil denne kreds være indskrænket til højt-
placerede, ledende medarbejdere med direkte forretnings-
mæssigt ansvar.
Den foreslåede bestemmelse fastslår endvidere, at bestyrel-
sen skal sikre, at de personer, der skal være omfattet af
forbuddet, er vidende herom, herunder at overtrædelse af
forbuddet er strafbelagt.
Bestyrelsen kan vælge at fastsætte personkredsen baseret på
funktioner i stedet for baseret på navne.
Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at bestyrelsen skal sikre, at de
pågældende er vidende herom.
Overtrædelser af den foreslåede bestemmelses stk. 2 kan
straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning efter § 312, stk. 1. Ansvarssubjektet
er medlemmerne af en bestyrelse i et forsikringsselskab. En
overtrædelse af stk. 2 kan f.eks. være, at bestyrelsen ikke
tager stilling til, for hvilke ansatte der er en væsentlig risiko
for konflikter mellem den ansattes og forsikringsselskabets
interesser. En overtrædelse kan ligeledes f.eks. være, at be-
styrelsen identificerer en ansat, for hvilken der er væsentlig
risiko for konflikter mellem den ansattes og forsikringssel-
skabets interesser, men ikke sikrer sig, at den ansatte er
vidende herom.
Til § 123
Den gældende lov om finansiel virksomhed § 80, stk. 4, 5,
6 og 9, fastslår, at tilladelse efter § 80, stk. 1 og 2, kun kan
gives, hvis forsikringsselskabet ikke har eller påtager sig
eksponeringer mod den virksomhed, som der gives tilladelse
til at drive, eller virksomheder, der indgår i den pågældende
virksomheds koncern. Finanstilsynet kan dog dispensere fra
dette.
Den foreslåede bestemmelse viderefører lov om finansiel
virksomhed § 80, stk. 4, 5, 6 og 9.
Det foreslås i stk. 1, at den i § 121, stk. 1, og § 122, stk. 1,
nævnte virksomhed kun kan bestrides, såfremt forsikrings-
selskabet eller virksomheder, der indgår i koncern eller ad-
ministrationsfællesskab med forsikringsselskabet, ikke har
eller påtager sig eksponeringer mod de i § 121, stk. 1, og
§ 122, stk. 1, nævnte erhvervsvirksomheder eller virksomhe-
der, der indgår i koncern med disse virksomheder. Undtaget
herfra er eksponeringer i form af kapitalandele, eksponerin-
ger mod de i stk. 2 og 3 nævnte virksomheder samt ekspone-
ringer mod erhvervsvirksomheder, der indgår i koncern med
forsikringsselskabet.
Eksponering er defineret i lovens § 9, stk. 1, nr. 14, som
summen af alle mellemværender med en kunde eller en
gruppe af indbyrdes forbundne kunder, der indebærer en
kreditrisiko for virksomheden, og kapitalandele udstedt af
kunden eller af en blandt en gruppe af indbyrdes forbundne
kunder.
Bestemmelsen indebærer f.eks., at en direktør i et forsik-
ringsselskab er afskåret fra at deltage i ledelsen eller driften
af en anden erhvervsvirksomhed, hvis forsikringsselskabet i
forbindelse med investering af forsikringsselskabets aktiver,
jf. den foreslåede § 175, har eller påtager sig en eksponering
mod den anden erhvervsvirksomhed
Kapitalandele er undtaget fra forbuddet, idet det særligt er
i selskaber, hvor det pågældende forsikringsselskab har ka-
pitalandele, at det vil være relevant at sidde i bestyrelsen
eller deltage i den daglige ledelse. Undtagelsen indebærer
f.eks., at et forsikringsselskab i forbindelse med investering
af forsikringsselskabets aktiver, jf. den foreslåede § 175,
som en undtagelse til eksponeringsforbuddet kan have eller
påtage sig en eksponering mod en anden erhvervsvirksom-
hed i form af kapitalandele i den anden erhvervsvirksomhed
og samtidig deltage i ledelesen eller driften af den anden
erhvervsvirksomhed.
Det foreslås i stk. 2, at det i stk. 1 anførte ekspone-
ringsforbud ikke finder anvendelse i forbindelse med del-
tagelse i bestyrelserne for Danmarks Skibskredit A/S, Ban-
ker og Sparekassers Ungdomskontakt, LR Realkredit A/S,
Bornholms Erhvervsfond, Grønlandsbanken A/S, regulerede
markeder, clearingcentraler, værdipapircentraler, NASDAQ
OMX Stockholm AB, NASDAQ OMX Helsinki Oy, IFU –
Investeringsfonden for Udviklingslande, IØ – Investerings-
fonden for Østlandene, Landbrugets FinansieringsBank A/S,
Bankernes Kontantservice A/S, Fundcollect A/S, Fundcon-
nect A/S og DLR Kredit A/S.
303
Bestemmelsen fastlægger en eksplicit undtagelse fra det i
stk. 1 foreslåede eksponeringsforbud. Undtagelsen gør sig
gældende for en række nærmere angivne virksomheder eller
virksomhedstyper, der har tæt tilknytning til den finansielle
sektor, hvor det er politisk fastlagt, at det er vigtigt med en
ledelse, som har indsigt i og erfaring med den finansielle
sektor. Bestemmelsen er fastlagt efter, at der tidligere har
været givet en lang række dispensationer i tilfælde, hvor der
som oftest ikke er nogen reel interessekonflikt mellem den
finansielle virksomhed og den pågældende anden virksom-
hed. Den foreslåede bestemmelse har desuden til formål at
undgå, at der skal gives løbende dispensationer som følge af
dispensationsmuligheden i det foreslåede stk. 4.
Det foreslås i stk. 3, at det i stk. 1 anførte eksponeringsfor-
bud ikke finder anvendelse i forbindelse med deltagelse i
bestyrelsen for en virksomhed, som midlertidigt drives af et
forsikringsselskab i medfør af § 47, til sikring eller afvikling
af forud påtagede eksponeringer.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at en direktør, et
bestyrelsesmedlem eller andre ledende medarbejdere, med
tilladelse efter stk. 1 eller 2, kan deltage i ledelsen af den an-
den virksomhed, som forsikringsselskabet midlertidigt dri-
ver, selvom der er en eksponering mellem forsikringsselska-
bet og den anden midlertidigt drevne virksomhed.
Lovforslagets § 47 bestemmer, at forsikringsselskaber mid-
lertidigt kan drive anden virksomhed til sikring eller afvik-
ling af forud påtagede eksponeringer eller med henblik
på medvirken ved omstrukturering af erhvervsvirksomhe-
der. Forsikringsselskabet skal underrette Finanstilsynet her-
om.
Forbuddet i § 123 ville umuliggøre midlertidig drift af
erhvervsvirksomhed efter § 47. Derfor foreslås det, at for-
buddet efter § 123 ikke skal gælde, hvor der er tale om
virksomhed omfattet af § 47. Der kan være tilfælde af denne
type, hvor der kan bestå en interessekonflikt. I disse tilfælde
vil det imidlertid ofte være så væsentligt, at ledelsen af
forsikringsselskabet kan sidde i ledelsen af den midlertidigt
drevne virksomhed, at dette hensyn går forud for hensynet
til risikoen ved den potentielle interessekonflikt.
Det foreslås i stk. 4, at Finanstilsynet kan dispensere fra stk.
1 i særlige tilfælde.
Dispensation kan alene gives i tilfælde, hvor det er åbenlyst,
at der ikke kan opstå interessekonflikter. Eksempler herpå
kan være en mindre handelsbeholdning af børsnoterede er-
hvervsobligationer eller et realkreditinstituts ubetydelige lån
i det pågældende selskabs ejendom.
Til § 124
Den gældende § 80, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed
fastslår, at et forsikringsselskab mindst én gang årligt skal
offentliggøre oplysninger om de hverv, som bestyrelsen har
godkendt i henhold til stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse viderefører lov om finansiel
virksomhed § 80, stk. 8, 1. pkt., i en ny selvstændig bestem-
melse. Den foreslåede bestemmelse medfører ikke materiel-
le ændringer.
Det foreslås i § 124, at forsikringsselskabet mindst én gang
årligt skal offentliggøre oplysninger om de hverv, som be-
styrelsen har godkendt i henhold til § 121.
Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre åbenhed
og gennemsigtighed for så vidt angår ledelsens andre hverv
samt at give forsikringstagerne og andre interessenter mulig-
hed for indsigt i forsikringsselskabets virksomhed.
Oplysningerne skal offentliggøres således, at informationer-
ne er let tilgængelige. Dette kan eksempelvis ske på forsik-
ringsselskabets hjemmeside, i årsrapporten eller i en lands-
dækkende avis.
Overtrædelser af den foreslåede bestemmelse i § 124 straf-
fes efter § 312, stk. 1. Ansvarssubjektet er forsikringsselska-
bet. Dette betyder, at hvis forsikringsselskabet ikke mindst
en gang om året offentliggør oplysninger om de hverv, som
bestyrelsen har godkendt i henhold til § 121, kan selskabet
straffes med bøde, jf. § 312, stk. 1.
Til § 125
§ 80, stk. 8, 2. og 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at den eksterne revision skal afgive erklæring om
et forsikringsselskabs eksponeringer i årsrapporten.
Den foreslåede bestemmelse viderefører lov om finansiel
virksomhed § 80, stk. 8, 2. og 3. pkt.
Det foreslås i 1. pkt., at den eksterne revision i revisions-
protokollatet vedrørende årsrapporten skal afgive erklæring
om, hvorvidt forsikringsselskabet har eksponering mod er-
hvervsvirksomheder omfattet af §§ 121 og 122.
For at påse overholdelsen af forbuddet mod at have ekspo-
nering mod det pågældende selskab, jf. § 123, stk. 1, er
det fastsat i det foreslåede 1. pkt., at den eksterne revision
i revisionsprotokollatet vedrørende årsrapporten skal afgive
erklæring om, hvorvidt forsikringsselskabet har eksponering
mod erhvervsvirksomheder omfattet af §§ 121 og 122. Af
304
erklæringen skal fremgå, hvorvidt eksponeringen er omfattet
af undtagelsesbestemmelsen i § 123, stk. 1.
Det foreslås i 2. pkt., at føres der ikke en revisionsprotokol,
skal erklæringen nævnt i 1. pkt. fremgå af anden tilsvarende
dokumentation.
Med anden tilsvarende dokumentation forstås den dokumen-
tation, som den eksterne revisor udarbejder og afgiver til en
virksomheds ledelse i forbindelse med dennes revision af
virksomhedens årsrapport og i forbindelse med den lovplig-
tige kommunikation af oplysninger og erklæringer.
Den krævede erklæring fra virksomhedens eksterne revisor
skal fortsat være indeholdt i revisionsprotokollen, hvis der
føres en revisionsprotokol.
Bestemmelsen ændrer ikke på kravene til revisors revision
af virksomhedernes årsrapport, herunder de oplysninger og
erklæringer, som revisor skal afgive i den forbindelse. Det
foreslåede 2. pkt. vedrører alene det forhold, at denne erklæ-
ring skal afgives i anden tilsvarende dokumentation i tilfæl-
de, hvor en virksomhed ikke fører en revisionsprotokol.
Overtrædelser af den foreslåede bestemmelse kan straffes
efter § 312, stk. 1. Ansvarssubjektet er den eksterne revision
i et forsikringsselskab. Hvis den eksterne revision ikke afgi-
ver erklæring om et selskabs eksponeringer i revisionsproto-
kollatet eller tilsvarende dokumentation, kan den eksterne
revisor straffes efter § 312, stk. 1.
Til § 126
Den gældende § 17 i bekendtgørelse om ledelse og styring
af forsikringsselskaber m.v., jf. bekendtgørelse nr. 1723 af
16. december 2015, fastsætter, at gruppe 1-forsikringssel-
skaber som led i at sikre effektive former for virksomheds-
styring skal oprette minimum fire nøglefunktioner, og at
der for hver af disse skal udpeges en ansvarlig nøgleper-
son. Bestemmelsen fastslår endvidere, at pligten påhviler
direktionen, og bestemmelsen opstiller rammer for direktio-
nens organisering af funktionerne, og hvem der kan udpeges
som nøglepersoner.
Denne bestemmelse foreslås videreført i en lettere justeret
og kortere form og med en ændret opbygning. Ændringerne
foreslås for at øge læsevenligheden af bestemmelsen. Der er
således ikke tiltænkt materielle ændringer af bestemmelsen.
Bestemmelsen gennemfører dele af artiklerne 41, 44, 46 og
47 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF
af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsik-
rings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II-direktivet).
Gruppe 1-forsikringsselskaber er forpligtede til at sikre ef-
fektive former for virksomhedsstyring og er i den forbindel-
se underlagt en række krav i relation til indretningen af
virksomheden, herunder krav til indretningen af ledelsessy-
stemet. Nøglefunktioner og nøglepersoner udgør en central
del af virksomhedernes ledelsessystem. For at sikre et bedre
overblik over de krav, som virksomhederne skal opfylde
i forhold til indretningen af ledelsessystemet, foreslås det
at flytte de nugældende bestemmelser og krav vedrørende
nøglepersoner og nøglefunktionerne fra bekendtgørelse nr.
1732 af 16. december 2015 om ledelse og styring af forsik-
ringsselskaber m.v. til selve loven i det foreslåede kapitel
11 om ledelsessystemet. De krav, der gælder i relation til,
hvordan virksomheden generelt skal sikre effektive former
for virksomhedsstyring, herunder de krav, der gælder for
risikostyringssystemet, følger primært af lovforslagets §§
95 og 132 og af regler udstedt i medfør heraf, herunder
særligt bekendtgørelse nr. 1723 af 16. november 2015 om
ledelse og styring af forsikringsselskaber m.v. og af Solvens
II-forordningens krav. Der skelnes således mellem de krav,
der relaterer sig til, hvordan virksomheden sikrer effektive
former for virksomhedsstyring, og de krav, der stilles til ind-
retningen af ledelsessystemet i relation til nøglefunktioner
og nøglepersoner. I praksis er der tale om regler, der spiller
tæt sammen.
Det foreslås i stk. 1, at et gruppe 1-forsikringsselskab med
henblik på at sikre et effektivt ledelsessystem, der kan un-
derstøtte en forsvarlig ledelse af virksomheden, skal have en
række nøglefunktioner.
Nogle risici kan imødegås primært med ledelseskrav snarere
end med de kvantitative krav, der afspejles i f.eks. et forsik-
ringsselskabs solvenskapitalkrav. Et effektivt ledelsessystem
er derfor afgørende for en hensigtsmæssig ledelse af et
gruppe 1-forsikringsselskab. Ledelsessystemet skal mindst
omfatte en risikostyringsfunktion, en compliancefunktion,
en aktuarfunktion og en intern auditfunktion. En funktion er
en administrativ kapacitet til at varetage særlige ledelsesop-
gaver. Identificeringen af en funktion med et givent ansvars-
område forhindrer som udgangspunkt ikke selskabet i frit at
beslutte, hvordan en funktion skal organiseres i praksis. Le-
delsessystemet, herunder de omhandlede funktioner, skal stå
i et rimeligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af
forsikringsselskabets virksomhed og skal understøtte, at der
sker en forsvarlig og sund drift af virksomheden.
De funktioner, der indgår i ledelsessystemet, anses for
nøglefunktioner og er derfor vigtige og afgørende funktio-
ner. Alle personer, som udfører nøglefunktioner, bør være
egnede og hæderlige. Kun personer, der besidder rollen som
nøgleperson med ansvar for en nøglefunktion, er omfattet af
underretningspligten til Finanstilsynet, jf. i øvrigt bemærk-
ningerne til § 105.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at et gruppe 1-forsikringsselskab
305
som led i at sikre en hensigtsmæssig og forsvarlig ledelse
skal have en risikostyringsfunktion.
Et gruppe 1-forsikringsselskab skal have en risikostyrings-
funktion med en struktur, der kan understøtte og fremme
gennemførelsen af risikostyringssystemet. Det er funktio-
nens overordnede ansvar at have det samlede overblik over
virksomhedens risici og solvens og bistå direktionen med at
sikre risikostyringssystemets effektivitet.
Risikostyringsfunktionens ansvarsområde og opgaver følger
bl.a. af artikel 260 og 269 i Kommissionens delegerede
forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supple-
rende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed (Solvens II) og af de regler, der er
fastsat i medfør af den forslåede § 126, stk. 8, dvs. bekendt-
gørelse nr. 1723 af 16. december 2015 om ledelse og styring
for forsikringsselskaber, m.v.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at et gruppe 1-forsikringsselskab
som led i en hensigtsmæssig og forsvarlig ledelse skal have
en compliancefunktion.
Compliancefunktionen skal bl.a. rådgive direktion og besty-
relse om overholdelsen af de regler og standarder, som virk-
somheden er underlagt, og foretage vurderinger af potenti-
elle konsekvenser af lovændringer for virksomheden samt
identificere og vurdere compliancerisici i øvrigt.
Compliancefunktionens ansvarsområde og opgaver følger
bl.a. af artikel 270 i Kommissionens delegerede forordning
(EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler
til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II), af § 129 og af de regler, der er fastsat
i medfør af den foreslåede § 126, stk. 8, dvs. bekendtgørelse
nr. 1723 af 16. december 2015 om ledelse og styring af
forsikringsselskaber m.v.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at et gruppe 1-forsikringsselskab
som led i en hensigtsmæssig og forsvarlig ledelse skal have
en aktuarfunktion.
Aktuarfunktionen skal bl.a. koordinere beregningen af for-
sikringsmæssige hensættelser til solvens og sikre, at de
metodologier, underliggende modeller og antagelser, der an-
vendes og lægges til grund ved beregningen af forsikrings-
mæssige hensættelser til solvens, er fyldestgørende. Aktuar-
funktionens ansvarsområde og opgaver følger bl.a. af artikel
272 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35
af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til
og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed
(Solvens II), af § 130 og af reglerne udstedt i medfør af
den foreslåede § 126, stk. 8 (bekendtgørelse om ledelse og
styring af forsikringsselskaber m.v.)
Aktuarfunktionen skal varetages af personer, der har kend-
skab til aktuarmatematik og finansmatematik på et niveau,
som står i rimeligt forhold til arten, omfanget og komplek-
siteten af de risici, der er forbundet med forsikrings- eller
genforsikringsselskabets virksomhed.
Det foreslås i stk. 1, nr. 4, at et gruppe 1-forsikringsselskab
som led i en hensigtsmæssig og forsvarlig ledelse skal have
en intern auditfunktion.
Den interne auditfunktion skal foretage vurderinger af, om
det interne kontrolsystem og andre elementer af ledelsen
og styringen er hensigtsmæssige og effektive. Den interne
auditfunktion skal være objektiv og være uafhængig af for-
sikringsselskabets operationelle funktioner.
Intern audits ansvarsområde og opgaver følger bl.a. af ar-
tikel 217 i Kommissionens delegerede forordning (EU)
2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang
til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed
(Solvens II), af § 131 og af de regler, der er fastsat i medfør
af den foreslåede § 126, stk. 8.
Overtrædelse af det foreslåede stk. 1 om at sikre, at der er
etableret de pågældende nøglefunktioner, kan straffes med
bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, jf. lovforslagets § 312, stk. 1. Ansvarssubjektet
for overtrædelsen af det foreslåede stk. 1 er direktionen. Den
strafbare handling består i undladelse af at indføre nøgle-
funktionerne.
Det foreslås i stk. 2, at direktionen for hver af nøglefunktio-
nerne skal udarbejde en funktionsbeskrivelse samt at direk-
tionen generelt skal sikre, at der er en klar fordeling og
passende adskillelse af ansvarsområder i overensstemmelse
med bestyrelsens politikker med henblik på at forhindre
unødigt sammenfald mellem funktionerne. Direktionen skal
endvidere sikre, at en effektiv informationsformidling og et
effektivt samarbejde finder sted i virksomheden.
Bestemmelsen fastsætter, at direktionen har en forpligtelse
til at sikre, at bl.a. nøglefunktionernes ansvar og opgaver
er beskrevet i en funktionsbeskrivelse. Formålet med funk-
tionsbeskrivelserne er at sikre, at opgaver og ansvarsområ-
derne er fordelt, så det er tydeligt, hvilke forpligtelser der
påhviler de enkelte nøglefunktioner. Funktionsbeskrivelser-
ne skal endvidere understøtte, at der er taget stilling til
fordeling af opgaver og samspillet mellem funktionerne
indbyrdes, og mellem funktionerne og den øvrige del af
306
virksomheden. Hvor der er opgaver med grænseflader mod
andre dele af virksomheden, skal sådanne forhold ligeledes
inddrages. Virksomheden vil derfor ofte skulle afgrænse en
nøglefunktions opgaver op imod den mere operationelle del
af virksomheden. Det kan f.eks. være en afgrænsning mel-
lem en juridisk afdelings opgaver og ansvarsområder og
compliancefunktionens opgaver og ansvarsområder.
Det er derudover et krav, at direktionen sikrer, at de person-
er, der varetager en nøglefunktion kan varetage funktionens
opgaver i overensstemmelse med de krav, der er fastsat i
medfør af denne lov, regler udstedt i medfør heraf samt Sol-
vens II-forordningen. Direktionen skal i overensstemmelse
med Solvens II-forordningen blandt andet sikre, at funktio-
nerne er indarbejdet på en måde, der sikrer, at hvert enkel
funktion er uden indflydelse, der kan påvirke funktionens
evne til at varetage sine opgaver objektivt, retfærdigt og
uafhængigt.
Herved forstås bl.a., at nøglefunktionerne skal have mulig-
hed for at fungere effektivt og kunne udføre deres opgaver,
dvs. at forsikringsselskabet skal sikre, at der ikke er opsat
forhindringer eller begrænsninger i forhold til udførelsen af
nøglefunktionernes opgaver. Dette gælder også i relation til
nøglepersonernes rapporteringspligt til direktionen og mu-
ligheden for at rapportere direkte til bestyrelsen, når nøgle-
personerne finder det nødvendigt.
I udgangspunktet er det op til det enkelte forsikringsselskab,
hvorledes de pågældende nøglefunktioner skal organiseres
i praksis under hensyntagen til arten, omfanget og komplek-
siteten af selskabets aktiviteter. Forsikringsselskabet er dog
underlagt en forpligtelse til at sikre, at nøglefunktionerne
kan varetages i overensstemmelse med de krav, der er fastsat
i medfør af denne lov, regler udstedt i medfør heraf samt
Solvens II-forordningen. Virksomheden er derfor forpligtet
til at sikre, at ledelsessystemet er indrettet, så der bl.a. er
sørget for at forhindre unødigt sammenfald mellem funktio-
nerne, og at der er etableret en effektiv informationsformid-
ling, og at der i praksis sikres et effektivt samarbejde i
virksomheden, herunder mellem nøglefunktionerne.
Det vil bero på en konkret vurdering, om organiseringen
af nøglefunktionerne understøtter et hensigtsmæssigt og for-
svarligt ledelsessystem, der sikrer en sund og forsigtig le-
delse af selskabets virksomhed. Det vil ligeledes bero på
en konkret vurdering, om en nøglefunktion varetages effek-
tivt og i overensstemmelse med de krav, der gælder for
funktionerne i medfør af denne lov, regler udstedt i medfør
heraf samt Solvens II-forordningen. Bestemmelsen indebæ-
rer dermed ikke i sig selv en pligt for forsikringsselskabet
til at iværksætte bestemte foranstaltninger, men bestemmel-
sen forudsætter, at forsikringsselskabet har iværksat tiltag,
der sikrer et effektivt ledelsessystem, som kan sikre en
sund og forsigtig ledelse af selskabets virksomhed. Det er
i den forbindelse vigtigt, at forsikringsselskabet overvejer,
hvordan nøglefunktionerne kan skabe mest mulig værdi og
understøtte en sund og forsigtig ledelse af forsikringsselska-
bet. Det forudsættes herved, at nøglefunktionen ikke blot er
en formel foranstaltning uden betydning, og at organiserin-
gen og funktionerne kan fungere effektivt og understøtte en
hensigtsmæssig og forsvarlig ledelse af forsikringsselskabet.
Da funktionerne har forskellige roller, kan der være forskel
på de krav, der stilles til organiseringen af funktionerne. Der
stilles f.eks. strengere krav til den interne auditfunktions
uafhængighed end til risikostyringsfunktionens uafhængig-
hed, idet den interne auditfunktions opgave som kontrolor-
gan forudsætter en stor grad af uafhængighed, jf. bemærk-
ningerne til § 131.
Overtrædelse af det foreslåede stk. 2 kan straffes med bøde,
medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgiv-
ning, jf. lovforslagets § 312, stk. 1. Ansvarssubjektet for
overtrædelsen af det foreslåede stk. 2 er direktionen. Den
strafbare handling kan bestå i at undlade at udarbejde funk-
tionsbeskrivelser, i ikke at sikre en klar fordeling og passen-
de adskillelse af ansvarsområder i overensstemmelse med
bestyrelsens politikker, eller i ikke at sikre et effektiv infor-
mationsformidlingssystem og et effektivt samarbejde i virk-
somheden.
Det foreslåede stk. 3, fastslår, at det er direktionen, der har
ansvaret for at organisere nøglefunktionerne, så organiserin-
gen afspejler arten, omfanget og kompleksiteten af virksom-
hedens risici og aktiviteter, og at direktionen skal sikre,
at nøglefunktionerne udfører deres opgaver på betryggende
vis.
Forsikringsselskabet kan som udgangspunkt frit beslutte,
hvordan organiseringen skal være i praksis, medmindre an-
det er anført i medfør af reglerne i denne lov, regler udstedt
i medfør heraf samt Solvens II-forordningen. Hvis et forsik-
ringsselskab vælger at lade en person eller en organisatorisk
enhed varetage mere end én nøglefunktion, eller direktionen
vælger, at en nøglefunktions opgaver placeres i organisato-
riske enheder udenfor nøglefunktionen, har direktionen en
forpligtelse til at sikre, at opgaverne – både nøglefunktio-
nens og enhedens eventuelle øvrige opgaver – kan varetages
betryggende, og sikre, at eventuelle interessekonflikter und-
gås eller håndteres betryggende
Når en enkeltperson eller en organisatorisk enhed varetager
mere end én nøglefunktion, er det altså et krav, at der er
foretaget en vurdering af, om personens ansvar og opgaver
muliggør udførelse af bl.a. funktionens opgaver som for-
udsat med reglerne, samt at potentielle interessekonflikter
identificeres og enten undgås helt eller håndteres betryggen-
de. Virksomheden skal være i stand til at dokumentere, at
overvejelser om interessekonflikter er inddraget og i nød-
vendigt omfang håndteret. Det vil være forskelligt fra virk-
307
somhed til virksomhed, hvordan opgaverne kan placeres, og
om der kan siges at være sket en tilstrækkelig håndtering
af eventuelle interessekonflikter. Mulighederne og en vurde-
ring af, om forholdene kan anses for at være betryggende,
vil derfor afhænge af den konkrete virksomheds forhold og
skal baseres på en konkret vurdering.
Det er en mulighed, at en enkeltperson eller en organisato-
risk enhed kan varetage mere end én nøglefunktion, hvor
det er forsvarligt under hensyntagen til arten, omfanget og
kompleksiteten af virksomhedens risici og aktiviteter. Det
følger af præambel 32 til Solvens II-direktivet, at det i min-
dre komplekse virksomheder bør være muligt, at én person
eller organisatorisk enhed kan udføre mere end én funktion,
med undtagelse af den interne auditfunktion. Personer fra
den interne auditfunktion, eller den ansvarlige nøgleperson
for den interne auditfunktion, skal dog være uafhængig af de
øvrige nøglefunktioner.
Den interne auditfunktion og funktionens nøgleperson skal
være objektiv og uafhængig af forsikringsselskabets opera-
tionelle funktioner. Muligheden for at varetage andre funk-
tioner eller opgaver gælder derfor som udgangspunkt ikke
for den interne auditfunktion. Forbuddet er et decideret uaf-
hængighedskrav, og Finanstilsynet vil ikke kunne dispensere
herfra. Forbuddet gælder alle de personer, der varetager in-
tern auditfunktionen, dvs. alle personer i en organisatorisk
enhed. Solvens II-forordningens artikel 271 fastsætter dog
en helt særlig mulighed for, at de personer, der varetager den
interne auditfunktion, i særlige situationer under henvisning
til proportionalitet, også kan indtage andre nøglefunktioner,
hvis de nærmere fastsatte betingelser er opfyldt.
Uanset hvilken organisering der er valgt, er direktionen og
nøglepersonen for den pågældende funktion forpligtet til at
sikre, at nøglefunktionen udfører opgaver henhørende under
funktionen på betryggende vis. Det er et krav, at både direk-
tionen og nøglepersonen løbende har fokus på, om der f.eks.
opstår interessekonflikter som følge af enhedens udførelse
af forskellige opgaver, og at der tages initiativ til at få løst
eventuelle problemstillinger relateret til indretningen, hvor
det er nødvendigt for at sikre, at opgaverne kan udføres
betryggende.
Bestemmelsen afspejler, at forsikringsselskabet som ud-
gangspunkt frit kan beslutte, hvordan organiseringen skal
være i praksis, medmindre andet er anført i medfør af regler-
ne i denne lov, regler udstedt i medfør heraf samt Solvens
II-forordningen. Bestemmelsen sikrer, at nøglepersonen for-
bliver ansvarlig for de opgaver, der henhører under funktio-
nens ansvars- og opgaveområder, uanset hvilken organise-
ring virksomheden har valgt. Hvis en del af funktionens op-
gaver er placeret udenfor funktionen, eller der f.eks. bliver
gjort brug af outsourcing i forhold til en funktions opgaver,
vil det fortsat være den ansvarlige for en nøglefunktion, der
skal sikre, at funktionens opgaver udføres på betryggende
vis.
Overtrædelse af det foreslåede stk. 3 kan straffes med bø-
de, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, jf. lovforslagets § 312, stk. 1. Ansvarssubjektet
er direktionen, og den strafbare handling består i ikke at
indrette funktionerne på en hensigtsmæssig og betryggende
måde. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis den eller
de personer, der varetager en nøglefunktion, herunder risiko-
styringsfunktionen og aktuarfunktionen, tillige varetager den
interne auditfunktion, dvs. varetager opgaver, der henhører
under den interne auditfunktions ansvarsområde. Eller det
kan være at placere risikostyringsfunktionen og compliance-
funktionen i samme enhed i en kompleks virksomhed, hvis
det medfører interessekonflikter, f.eks. fordi den reelle opga-
veudførelse og en efterfølgende kontrol af denne opgaveud-
førelse placeres hos den samme personer. Der vil være tale
om en konkret vurdering af, om opgaverne kan udføres på
betryggende vis, og dermed kan der være andre forhold end
de angivne, der kan medføre, at opgaverne ikke kan siges at
blive udført på betryggende vis.
Det foreslås i stk. 4, at direktionen for hver af de mindst fire
nøglefunktioner udpege en nøgleperson, der er ansvarlig for
funktionen.
Bestemmelsen pålægger direktionen en pligt til at udpege en
navngiven medarbejder, som har ansvaret for den pågælden-
de funktion og som har ansvar for at sikre, at de forpligtel-
ser, der påhviler funktionen, varetages i tilstrækkelig grad,
herunder de rapporteringspligter, der påhviler funktionen i
medfør af bestemmelserne i denne lov, regler udstedt i med-
før heraf samt Solvens II-forordningen.
Formålet med bestemmelsen er at sikre en forankring af
ansvaret for funktionens opgaver hos en udvalgt medarbej-
der. Det vil ultimativt være direktionens ansvar, at funk-
tionerne udfører og varetager opgaver og ansvar i overens-
stemmelse med regler og interne politikker m.v. Men den
udpegede nøgleperson har ligeledes et ansvar for at sikre, at
funktionens opgaver og ansvar opfyldes i praksis.
Direktionen skal som minimum udpege en nøgleperson for
hver af de fire funktioner, men en medarbejder kan under
visse betingelser være nøgleperson for flere funktioner, jf.
det foreslåede stk. 6. Der henvises til de specielle bemærk-
ninger til denne bestemmelse. Virksomheden kan derudover
have valgt at identificere andre personer, herunder personer
med ansvar for andre nøglefunktioner, som nøglepersoner.
Der sondres mellem personer, der varetager og løser opga-
ver i en nøglefunktion, og en nøgleperson, dvs. den person,
der har ansvaret for en funktion. Alle personer, som udfører
nøglefunktioner, bør være egnede og hæderlige, men det er
308
kun nøglepersonerne, der skal egnetheds- og hæderligheds-
vurderes af Finanstilsynet, jf. § 105. Virksomhederne skal
derfor have processer, der understøtter, at alle personer, der
udfører nøglefunktioner, opfylder de egnetheds- og hæder-
lighedskrav, som det pågældende arbejdsområde og den på-
gældende stilling tilsiger.
I visse virksomheder bliver en nøglefunktion alene varetaget
af én enkelt person. I sådanne tilfælde vil denne ene person
typisk blive udpeget som nøgleperson.
Nøglepersonen skal være ansat i virksomheden og kan der-
med ikke alene være tilknyttet som konsulent. En nøgleper-
son kan dog godt være ansat i flere forskellige forsikrings-
selskaber på samme tid. Virksomheden er dog forpligtet til
at sikre, at der ikke kan opstå interessekonflikter herved,
samt at opstille passende foranstaltninger til at håndtere de
interessekonflikter, der måtte kunne opstå. Derudover skal
virksomheden sikre sig, at nøglepersonen har tilstrækkelig
tid til at varetage rollen som nøgleperson.
Virksomheden kan, jf. lovforslagets § 134, outsource en
eller flere nøglefunktioners opgaver helt eller delvist, men
direktionen skal fortsat udpege en nøgleperson, der er den
ansvarlige for nøglefunktionen. Ansvaret for en funktion
kan dermed ikke outsources, og derfor kan rollen som nøg-
leperson ikke outsources.
Bestyrelsen i en virksomhed, der har oprettet en intern revi-
sion, kan beslutte at udpege den interne revisionschef som
nøgleperson for den interne auditfunktion og lade den inter-
ne revision udføre den interne auditfunktions opgaver. I så
fald gælder kravene til intern revision i bekendtgørelse nr.
1912 af 22. december 2015 om revisionens gennemførelse
i finansielle virksomheder m.v. samt finansielle koncerner
ligeledes for den interne auditfunktion. Dermed skal den in-
terne revisionschef, der er udpeget til nøgleperson for intern
auditfunktionen, rapportere til bestyrelsen og ikke til direkti-
onen som foreskrevet i denne bestemmelses foreslåede stk.
6 og § 132, stk. 2.
Ligeledes kan bestyrelsen i en virksomhed, der har ansat
en ansvarshavende aktuar, vælge at udpege denne som nøg-
leperson for aktuarfunktionen. I så fald rapporterer den
ansvarshavende aktuar, der er udpeget til nøgleperson for
aktuarfunktionen, til bestyrelsen og ikke til direktionen som
foreskrevet i denne bestemmelses foreslåede stk. 6 og § 131,
stk. 2.
Overtrædelse af det foreslåede stk. 4 kan straffes med bøde,
medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgiv-
ning, jf. lovforslagets § 312, stk. 1. Ansvarssubjektet for
overtrædelse af det foreslåede stk. 4 er direktionen. De straf-
bare handlinger består i undladelse af at udpege en nøgleper-
son for hver nøglefunktion samt ikke at identificere øvrige
nøglepersoner i virksomheden.
Det foreslås i stk. 5, at nøglefunktionerne rapporterer til di-
rektionen. De udpegede nøglepersoner er ansvarlige for nøg-
lefunktionernes rapportering til direktionen. Rapporteringen
skal omfatte både løbende rapportering om det udførte ar-
bejde, herunder undersøgelsesresultater og lignende, og ved
behov, hvilket f.eks. kan være i tilfælde af større problemer
eller lignende. Nøglefunktionerne afleverer mindst en gang
årligt en rapport til direktionen. Direktionen skal sikre, at
nøglepersonerne i nødvendigt omfang kan rette henvendelse
og rapportere direkte til bestyrelsen uafhængigt af direktio-
nen, og at de kan give udtryk for betænkeligheder og advare
bestyrelsen i de tilfælde, hvor de finder det nødvendigt,
uden at dette berører det ansvar, som bestyrelsen har, jf. §
95.
Nøglefunktionerne skal i overensstemmelse med de krav,
der følger af bl.a. Solvens II-forordningen, rapportere både
løbende og ved behov til direktionen. Rapporteringen, som
kan ske både på eget initiativ og efter anmodning fra direk-
tionen, skal omhandle nøglefunktionens arbejde, herunder
f.eks. undersøgelsesresultater og information om større pro-
blemer eller lignende. Direktionen skal derudover sikre, at
nøglepersonerne i nødvendigt omfang kan rette henvendelse
og rapportere direkte til bestyrelsen uafhængigt af direktio-
nen, og at de kan give udtryk for betænkeligheder og advare
bestyrelsen i de tilfælde, hvor de finder det nødvendigt,
uden at dette berører det ansvar, som bestyrelsen har, jf. §
95.
Bestemmelsen indebærer, at nøglepersonerne både på eget
initiativ og efter anmodning fra direktionen skal rapportere
om funktionens arbejde, herunder alle væsentlige undersø-
gelsesresultater og henstillinger indenfor deres ansvarsområ-
de, til direktionen. De nærmere krav til de rapporteringer,
der skal finde sted, følger af denne lovs bestemmelser, af
regler udstedt i medfør af loven samt Solvens II-forordnin-
gen.
Bestemmelsen indebærer, at de udpegede nøglepersoner er
ansvarlige for nøglefunktionernes rapportering til direktio-
nen og i visse tilfælde direkte til bestyrelsen. En nøgleper-
son er dermed underlagt en rapporteringspligt til forsikrings-
selskabets direktion både løbende i medfør af de krav, der
gælder herfor, og i relation til situationer med større el-
ler mere akutte problemer. Rapporteringspligten gælder for
nøglepersonen og ikke for de eventuelle øvrige personer, der
varetager den pågældende nøglefunktion. Det er direktionen,
der er forpligtet til at træffe eventuelle foranstaltninger for
at sikre, at der bliver taget hånd om forhold, der tilsiger en
opfølgning eller håndtering.
Bestemmelsen har til formål at understøtte kravet om, at et
309
forsikringsselskab skal have et effektivt informationsformid-
lingssystem som led i sin virksomhedsstyring. Der følger
en række rapporteringsforpligtelser bl.a. af Solvens II-for-
ordningen, som skal iagttages løbende af de ansvarlige nøg-
lepersoner. Derudover er der krav om rapportering i tilfælde
af mere akutte situationer og større problemer relateret til
en funktions ansvarsområde, hvor der kan være et behov
for, at nøglepersonen sikrer, at direktionen og bestyrelsen
får information om forholdene. Nøglepersonerne har derfor
ligeledes en forpligtelse til at sikre rapportering i sådanne
mere akutte situationer. Hvornår der er tale om større pro-
blemer må vurderes ud fra en konkret vurdering. Formålet
med reglerne er at sikre, at nøglepersonerne kan være med
til at sikre, at direktionen og bestyrelsen er orienteret om
situationer, hvor der er behov for, at ledelsen er opmærksom
på en given problemstilling, og hvor der kan opstå behov for
en stillingtagen fra ledelsen til en given problemstilling.
Forpligtelsen til at rapportere til ledelsen skal således un-
derstøtte en sund, hensigtsmæssig og effektiv ledelse af
virksomheden og sætte de personer, der reelt driver virk-
somheden, i stand til at inddrage alle relevante oplysninger,
herunder oplysninger hidrørende fra nøglepersonerne, i de
beslutninger, ledelsen løbende træffer, og ikke mindst sætte
ledelsen i stand til at træffe hensigtsmæssige, korrigerende
foranstaltninger i situationer, hvor det er nødvendigt.
Hvis den pågældende nøgleperson i forvejen refererer til
bestyrelsen, f.eks. hvis den interne revisionschef er udpeget
som nøgleperson for den interne auditfunktion, eller den
ansvarshavende aktuar er udpeget som nøgleperson for ak-
tuarfunktionen, eller hvor en direktør er udpeget som nøgle-
person, så gælder rapporteringspligten over for bestyrelsen
og ikke direktionen. Dog skal direktionen hvor relevant i
den situation også orienteres.
Solvens II-direktivet og Solvens II-forordningen anvender
flere steder begrebet ”administrations-, ledelses- eller til-
synsorganet”. Disse begreber er indsat for at rumme de
forskellige ledelsessystemer, som findes i EU’s medlems-
stater. Som eksempel kan nævnes artikel 268, stk. 1, hvor-
af fremgår, at nøglefunktionerne er underlagt ”administra-
tions-, ledelses- eller tilsynsorganets ultimative ansvar og
refererer dertil". I de danske regler er anvendt enten ”be-
styrelse” eller ”direktion”, og valget af ledelsesorgan er i
forhold til en række bestemmelser i overensstemmelse med
de regler, der hidtil har været gældende for danske forsik-
ringsselskaber.
At det i Danmark som udgangspunkt ikke er bestyrelsen, der
ansætter de pågældende nøglepersoner som ansvarlige for
nøglefunktionerne og modtager den regelmæssige rapporte-
ring vedr. nøglefunktionerne, udelukker ikke bestyrelsen fra
konkret at tillægge sig ansættelseskompetencen, forlange
kopi af rapporteringen eller at forlange direkte rapportering.
Overtrædelse af det foreslåede stk. 5, 1.-4. pkt., kan straffes
med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den
øvrige lovgivning, jf. lovforslagets § 312, stk. 1. Ansvars-
subjektet for overtrædelse af stk. 5, 1.-4. pkt. er nøgleperso-
nerner. Den strafbare handling for nøglepersonerne ved stk.
5, 3. pkt., kan bestå i, at rapportering ikke omfatter løbende
rapportering om det løbende udførte arbejde. Den strafbare
handling for nøglepersoner ved stk. 5. 4. pkt., består i, at der
ikke rapporteres mindst en gang årligt til direktionen.
Ansvarssubjeket for overtrædelse af det foreslåede stk. 5,
5. pkt., er direktionen. Den stafbare handling for direktio-
nen kan bestå i ikke at sikre, at de personer, der varetager
en nøglefunktion, kan varetage deres opgaver effektivt og
på en objektiv, fair og uafhængig måde. Et eksempel på
sidstnævnte er, hvis direktionen afskærer de personer, der
varetager nøglefunktionen, fra at rapportere om alle væsent-
lige undersøgelsesresultater og henstillinger indenfor deres
ansvarsområde. Et andet eksempel er, hvis direktionen truer
med ansættelsesretlige konsekvenser, hvis de personer, der
varetager nøglefunktionen, ikke ser bort fra risici indenfor
deres ansvarsområde.
Den strafbare handling for nøglepersonen består i undladel-
se af at rapportere om alle væsentlige undersøgelsesresulta-
ter og henstillinger indenfor den pågældende nøglefunktions
ansvarsområde. Den strafbare handling for direktionen kan
endvidere bestå i at undlade at træffe beslutning om, hvilke
foranstaltninger der skal træffes som følge af nøgleperso-
nens rapporteringer og henstillinger. Det samme er tilfældet
for bestyrelsen, hvis den pågældende nøgleperson referer til
bestyrelsen.
Det foreslås i stk. 6, at direktionen kan vælge som nøgleper-
son at udpege en medarbejder, der også har ansvar for andre
opgaver end funktionens, hvor det er forsvarligt under hen-
syntagen til arten, omfanget og kompleksiteten af virksom-
hedens risici og aktiviteter og eventuelle interessekonflikter
i forhold til varetagelsen af nøglepersonens opgaver, herun-
der at øvrige opgaver håndteres betryggende.
Forsikringsselskabet kan som udgangspunkt frit beslutte,
hvordan organiseringen skal være i praksis, medmindre an-
det er anført i medfør af reglerne i denne lov, regler udstedet
i medfør heraf samt Solvens II-forordningen.
Hvis en virksomhed vælger at udpege en medarbejder til at
være nøgleperson for en funktion samtidig med, at personen
er ansvarlig for andre opgaver end funktionen eller ansvarlig
for flere nøglefunktioner, har direktionen en forpligtelse til
at sikre, at opgaverne varetages betryggende, og at sikre,
at eventuelle interessekonflikter undgås. Når en nøgleperson
også har ansvar for opgaver udover én funktions opgaver,
er det altså et krav, at der er foretaget en vurdering af, om
personens ansvar og opgaver muliggør udførelse af funktio-
310
nens opgaver som forudsat i reglerne, samt at potentielle
interessekonflikter identificeres og enten undgås helt eller
håndteres betryggende.
En virksomhed, der vælger at lade en person have ansvaret
for både en funktion og et andet ansvarsområde eller for fle-
re funktioner, skal dermed være i stand til at dokumentere,
at overvejelser om interessekonflikter er inddraget og i nød-
vendigt omfang håndteret. Det vil være forskelligt fra virk-
somhed til virksomhed, hvordan opgaverne kan placeres, og
om der kan siges at være sket en tilstrækkelig håndtering
af eventuelle interessekonflikter. Mulighederne og en vurde-
ring af, om forholdene kan anses for at være betryggende,
vil derfor afhænge af den konkrete virksomheds forhold,
og skal baseres på en konkret vurdering. Det er endvidere
et krav, at det sikres, at personen har tilstrækkelig tid til
at varetage rollerne, og at personen i øvrigt er egnet til at
være ansvarlig for de respektive områder, jf. reglerne om
egnethed og hæderlighed i lovforslagets § 105.
Den interne auditfunktion og funktionens nøgleperson skal
være objektiv og uafhængig af forsikringsselskabets opera-
tionelle funktioner. Muligheden for at være ansvarlig for
andre opgaver end funktionens gælder derfor som udgangs-
punkt ikke for den interne auditfunktion, der skal være uaf-
hængig af de øvrige nøglefunktioner. Forbuddet er et deci-
deret uafhængighedskrav, og Finanstilsynet vil ikke kunne
dispensere herfra. Forbuddet gælder alle de personer, der
varetager intern auditfunktionen, dvs. alle personer i en
organisatorisk enhed. Solvens II-forordningens artikel 271
fastsætter dog en helt særlig mulighed for, at de personer,
der varetager den interne auditfunktion, i særlige situationer
under henvisning til proportionalitet også kan indtage andre
nøglefunktioner, hvis de nærmere fastsatte betingelser er
opfyldt.
I virksomheder, der har ansat en intern revisionschef, kan
virksomheden dog udpege denne som ansvarlig for den in-
terne auditfunktion, da de opgaver, der varetages i de to
respektive roller, begge fordrer uafhængighed fra virksom-
hedens operationelle opgaver m.v.
Ligeledes kan virksomheder, der har ansat en ansvarshaven-
de aktuar, udpege denne til nøgleperson for aktuarfunktio-
nen.
Både intern revisionschef og ansvarshavende aktuar refere-
rer til bestyrelsen, jf. bl.a. lovforslagets § 139, stk. 2. Udpe-
ges de til nøgleperson, vil de fortsat referere til bestyrelsen
og ikke til direktionen, som foreskrevet i det foreslåede stk.
5.
Overtrædelse af bestemmelsen kan straffes med bøde, med-
mindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning,
jf. lovforslagets § 312, stk. 1. Ansvarssubjektet for overtræ-
delse af bestemmelsen er direktionen. Den strafbare hand-
ling består i ikke at sikre, at placeringen af nøglefunktionen
er betryggende, herunder at eventuelle interessekonflikter i
forhold til varetagelsen af funktionens opgaver og øvrige
opgaver håndteres betryggende. Et eksempel herpå er, hvis
direktionen placerer compliancefunktionens opgaver i en ju-
ridisk afdeling uden at sikre, at eventuelle interessekonflik-
ter forbundet hermed er håndteret.
Det foreslås i stk. 7, at et medlem af direktionen i visse
situationer kan udpeges som en af de i stk. 1 nævnte nøgle-
personer, hvis udpegningen er forsvarlig under hensyntagen
til arten, omfanget og kompleksiteten af virksomhedens risi-
ci og aktiviteter. Hvis et medlem af direktionen skal udpeges
som ansvarlig for en af de oplistede nøglefunktioner, skal
dette besluttes af bestyrelsen.
I medfør af bestemmelsen vil det således i helt særlige
situationer være muligt at lade et medlem af direktionen
blive udpeget som ansvarlig for en eller flere af de oplistede
nøglefunktioner. En sådan udpegning forudsætter dog, at
dette kan retfærdiggøres ud fra en proportionalitetsbetragt-
ning. Ved en vurdering af, hvilke krav der er proportionale
for den enkelte virksomhed, skal der tages afsæt i arten,
omfanget og kompleksiteten af virksomheden. I meget små
virksomheder med simple forretningsmodeller og ukompli-
cerede produkter, kan kravene således være mindre, end
kravene til store virksomheder, virksomheder med sammen-
satte forretningsmodeller eller virksomheder, der udbyder
komplekse produkter. I mindre virksomheder med simple
forretningsmodeller, simple risici og simple produkter kan
det i visse situationer anses for forsvarligt, at et medlem af
direktionen også er ansvarlig for en eller flere nøglefunktio-
ner, mens et medlem af direktionen som udgangspunkt ikke
kan udpeges som ansvarlig for en eller flere nøglefunktioner
i store virksomheder med komplekse forretningsmodeller,
risici eller produkter.
Hvorvidt det er muligt at lade et medlem af direktionen
være ansvarlig for en eller flere nøglefunktioner, vil skulle
afgøres konkret med afsæt i den pågældende virksomheds
art, omfang og kompleksitet. En virksomhed, der vælger
af lade et medlem af direktionen være ansvarlig for en nøg-
lefunktion, skal være i stand til at dokumentere relevante
overvejelser om, hvorvidt opgaverne kan løses betryggen-
de, og at spørgsmålet om interessekonflikter er inddraget
og i nødvendigt omfang håndteret. Det vil være forskelligt
fra virksomhed til virksomhed, hvordan opgaverne kan pla-
ceres, og om der kan siges at være sket en tilstrækkelig
håndtering af opgaverne og af eventuelle interessekonflik-
ter. Mulighederne og en vurdering af, om forholdene kan
anses for at være betryggende, vil derfor afhænge af den
konkrete virksomheds forhold og skal baseres på en konkret
vurdering.
Det er et krav, at en beslutning om at lade et medlem af
311
direktionen være ansvarlig for en nøglefunktion træffes af
virksomhedens bestyrelse, som løbende er forpligtet til at
vurdere, om organiseringen understøtter en sund, hensigts-
mæssig og forsvarlig ledelse af virksomheden. Det er endvi-
dere et krav, at det sikres, at de omhandlede nøglepersoner
har tilstrækkelig tid til at varetage rollerne, og at personerne
i øvrigt er egnede til at være ansvarlig for nøglefunktioner-
ne, jf. reglerne om egnethed og hæderlighed (fit & proper) §
105.
Overtrædelse af det foreslåede stk. 7 kan straffes med bø-
de, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, jf. lovforslagets § 312, stk. 1. Ansvarssubjektet
for overtrædelse af det foreslåede stk. 7 er det pågældende
direktionsmedlem, der lader sig udpege som nøgleperson,
samt bestyrelsen, som vedtager udpegningen. Den strafbare
handling består i, at et direktionsmedlem udpeges til nøgle-
person i en virksomhed, hvor det under hensyntagen til den
pågældende virksomheds art, omfang og kompleksitet ikke
er forsvarligt at forene de to roller.
Det foreslås i stk. 8 at indføre en mulighed for Finanstilsynet
til at fastsætte nærmere regler om nøglefunktionerne, herun-
der om nøglefunktionernes opgaver og ansvarsområder.
Den foreslåede bemyndigelse giver Finanstilsynet mulighed
for at fastsætte nærmere regler i relation til nøglefunktioner,
herunder indholdet af nøglefunktionernes opgaver m.v.
Finanstilsynet har aktuelt udnyttet bemyndigelsen i den gæl-
dende § 70, stk. 6, og § 71, stk. 2, i lov om finansiel
virksomhed til at udstede bekendtgørelse nr. 1723 af 16.
december 2015 om ledelse og styring af forsikringsselskaber
m.v. (ledelsesbekendtgørelsen).
Ledelsesbekendtgørelsen forventes videreført med de juste-
ringer, der er nødvendige, som følge af at visse af bestem-
melserne vedrørende nøglefunktionerne overføres til denne
lov fra ledelsesbekendtgørelsen.
Til § 127
Det følger af den gældende § 64 d i lov om finansiel virk-
somhed, at et gruppe 1-forsikringsselskab skal identificere
selskabets nøglepersoner. Nøglepersonerne skal opfylde kra-
vene i lov om finansiel virksomhed § 64, stk. 1. Selskabet
skal give Finanstilsynet besked herom, hvis en nøgleperson
ikke længere varetager sin stilling, eller hvis en nøgleperson
ikke længere opfylder kravene i § 64, stk. 1. Nøglepersoner-
ne skal endvidere give Finanstilsynet oplysningerne om for-
holdene i § 64, stk. 1, i forbindelse med deres indtræden og
om forhold som nævnt i § 64, stk. 1, nr. 2-6, hvis forholdene
efterfølgende ændres.
Den foreslåede bestemmelse i § 127 viderefører lov om
finansiel virksomhed § 64 d.
Bestemmelsen gennemfører artikel 42, stk. 1, i Solvens II-
direktivet, som stiller krav om egnetheds- og hæderligheds-
vurdering af et gruppe 1-forsikringsselskabs nøglepersoner.
Det foreslås i stk. 1, at et gruppe 1-forsikringsselskab som
led i sin virksomhedsstyring, jf. § 132, skal identificere sel-
skabets nøglepersoner.
De personer, som vil skulle identificeres som nøglepersoner,
vil som hidtil være de af gruppe 1-forsikringsselskabets
ansatte, der i det daglige udgør en del af den faktiske le-
delse af gruppe 1-forsikringsselskabet. Det vil bl.a. omfat-
te direktionsmedlemmer, der de facto udgør en del af den
daglige ledelse, men som ikke er registreret som direktører
i Erhvervsstyrelsen. Det kan f.eks. være en ansat i et for-
sikringsselskab, der har tilladelse til at udøve skadesforsik-
ringsvirksomhed, med det overordnede ansvar for antagelse
af forsikringer, herunder fastsættelse af præmier og særlige
vilkår (direktør for underwriting). Det vil være op til det en-
kelte gruppe 1-forsikringsselskab at identificere de ansatte,
der udgør den faktiske ledelse af selskabet. Hvilke ledende
medarbejdere, som vil skulle anses for og identificeres som
nøglepersoner, vil afhænge af selskabets organisation og for-
retningsmodel.
Desuden vil ansatte, der er ansvarlige for en nøglefunktion
i gruppe 1-forsikringsselskabet, fortsat skulle identificeres
som nøglepersoner. Som nøglefunktioner anses funktioner,
der er afgørende for gruppe 1-forsikringsselskabets drift.
Det følger af Solvens II-direktivet, at et gruppe 1-forsik-
ringsselskabs organisation, ud over en bestyrelse og en
direktion, skal omfatte en risikostyringsfunktion, en com-
pliancefunktion, en aktuarfunktion og en intern auditfunkti-
on. Disse funktioner anses i henhold til direktivet altid for
nøglefunktioner, der er afgørende for gruppe 1-forsikrings-
selskabets drift. De overordnede krav til funktionerne er
beskrevet i artikel 44 og 46-48 i Solvens II-direktivet.
Et gruppe 1-forsikringsselskab er forpligtet til at indføre ef-
fektive risikostyringssystemer, jf. artikel 44 i Solvens II-di-
rektivet. Risikostyringsfunktionens overordnede ansvar er at
have det samlede overblik over selskabets risici og solvens.
Et gruppe 1-forsikringsselskab skal derudover have et effek-
tivt internt kontrolsystem i form af bl.a. en compliancefunk-
tion, der skal påse selskabets overholdelse af lovgivningen,
herunder vurdere potentielle konsekvenser af lovændringer
og identificere og vurdere compliance-risici, jf. artikel 46 i
Solvens II-direktivet.
312
Endvidere er et gruppe 1-forsikringsselskab forpligtet til at
have en effektiv intern auditfunktion, hvis hovedopgave er
at vurdere, om de øvrige dele af virksomhedsstyringen er
hensigtsmæssige, jf. artikel 47 i Solvens II-direktivet.
Endelig skal et gruppe 1-forsikringsselskab have en effektiv
aktuarfunktion, som har det overordnede ansvar for selska-
bets forsikringsmæssige hensættelser til solvens, jf. artikel
48 i Solvens II-direktivet.
Derudover vil andre funktioner i et gruppe 1-forsikringssel-
skab kunne anses for nøglefunktioner, og den ansvarlige for
en sådan funktion vil være at anse som en nøgleperson. Det
vil være op til det enkelte gruppe 1-forsikringsselskab at
identificere eventuelle andre nøglefunktioner og udpege den
ansvarlige for funktionen som nøgleperson. Funktioner, som
er afgørende for selskabets virksomhed og organisation, vil
skulle anses som nøglefunktioner. Hvilke andre funktioner,
som ud over selskabets risikostyringsfunktion, compliance-
funktion, aktuarfunktion og interne auditfunktion vil skulle
anses som nøglefunktioner, vil afhænge af gruppe 1-forsik-
ringsselskabets forretningsmodel.
De opgaver, som de ansvarlige personer for risikostyrings-
funktionen, compliancefunktionen, aktuarfunktionen og den
interne auditfunktion skal varetage, er siden den oprindeli-
ge implementering ved lov nr. 308 af 28. marts 2015 om
ændring af lov om finansiel virksomhed blevet uddybet i
bekendtgørelse nr. 1723 af 16. december 2015 om ledelse
og styring af forsikringsselskaber m.v. Desuden indeholder
Kommissionens delegerede forordning 2015/35/EU af 10.
oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvel-
se af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)
nærmere krav til de fire nøglefunktioner og deres opgaver,
jf. særligt artikel 268-272. Derudover har Den Europæiske
Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspen-
sionsordninger (EIOPA) udstedt retningslinjer for ledelses-
systemet, der vedrører selskabernes organisering, herunder
nøglefunktionerne.
Hvis den ansvarlige for risikostyringsfunktionen, complian-
cefunktionen eller aktuarfunktionen har andre opgaver, end
hvad der følger af den funktion, som vedkommende er
ansvarlig for, skal gruppe 1-forsikringsselskabet sikre, at
mulige interessekonflikter mellem opgaver knyttet til funkti-
onen og øvrige opgaver håndteres betryggende. Et medlem
af selskabets direktion vil efter en konkret vurdering på
baggrund af bl.a. selskabets størrelse og kompleksitet kunne
varetage én af de anførte stillinger, hvis organiseringen af
funktionen tilsikrer, at der ikke opstår interessekonflikter,
som medfører, at vedkommende ikke vil kunne varetage sin
opgave på forsvarlig vis, eller der på anden måde foretages
betryggende kompenserende foranstaltninger.
For så vidt angår den interne auditfunktion skal denne væ-
re objektiv og uafhængig af gruppe 1-forsikringsselskabets
daglige ledelse og de funktioner og aktiviteter, som revide-
res. Kravene til den ansvarliges uafhængighed i den interne
auditfunktion er reguleret i artikel 271, stk. 1 og 2, i Kom-
missionens delegerede forordning 2015/35/EU af 10. okto-
ber 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af
forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II). De
opgaver, som den interne auditfunktion skal varetage, kan
udføres af den interne revision i de tilfælde, hvor gruppe
1-forsikringsselskabet har en sådan, og den interne revision
har de rette kompetencer og ressourcer til udførelsen af op-
gaverne i den interne auditfunktion. Intern revisions opgaver
er i dag reguleret i bekendtgørelse nr. 1912 af 22. december
2015 om revisionens gennemførelse i finansielle virksomhe-
der m.v. samt finansielle koncerner med senere ændringer.
I relation til reglerne om udpegning af væsentlige risikotage-
re i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik
og aflønning i forsikringsselskaber og forsikringsholding-
virksomheder medfører det forhold, at en ansat i et gruppe
1-forsikringsselskab er udpeget som væsentlig risikotager,
ikke nødvendigvis, at den pågældende skal identificeres som
nøgleperson i medfør af det foreslåede § 127, stk. 1. Vur-
deringen af, om en ansat skal udpeges som væsentlig risi-
kotager og dermed er omfattet af aflønningsreglerne i den
før omtalte bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019, er en
særskilt vurdering, som ikke er forbundet med kravet om, at
nøglepersoner skal egnetheds- og hæderlighedsvurderes.
Ved ændringer i gruppe 1-forsikringsselskabets forhold, her-
under f.eks. organisationsændringer eller fratrædelser, skal
selskabet vurdere, om dette giver anledning til ændringer i
vurderingen af, hvem der skal identificeres som nøgleperso-
ner.
Overtrædelse af det foreslåede stk. 1 foreslås strafbelagt
med bøde, jf. lovforslagets § 312. Ansvarssubjektet er et
gruppe 1-forsikringsselskab, der ikke identificerer dets nøg-
lepersoner. Den strafbare handling består i ikke at identifice-
re forsikringsselskabets nøglepersoner. Et eksempel på over-
trædelse af bestemmelsen er, at forsikringsselskabet ikke
identificerer nøglepersonen for compliancefunktionen.
Det foreslås i stk. 2, at et gruppe 1-forsikringsselskab uden
unødigt ophold skal underrette Finanstilsynet om, hvilke
ansatte der er identificeret som nøglepersoner i medfør af
stk. 1, herunder hvilke stillinger de pågældende varetager.
Den foreslåede bestemmelse indeholder en løbende forplig-
telse for gruppe 1-forsikringsselskabet til at underrette Fi-
nanstilsynet om, hvilke ansatte der til enhver tid er identi-
ficeret som nøglepersoner, herunder de stillinger, som de
pågældende nøglepersoner varetager.
313
Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 42, stk. 2,
i Solvens II-direktivet, som stiller krav om, at forsikrings-
selskaber underretter tilsynsmyndighederne om enhver æn-
dring med hensyn til de personer, der reelt driver selskabet
eller er ansvarlige for andre nøgleposter, og fremlægger alle
sådanne oplysninger, der er nødvendige for vurdere, om de
nyudnævnte ledere opfylder egnetheds- og hæderlighedskra-
vet.
Underretning uden unødigt ophold til Finanstilsynet indebæ-
rer, at gruppe 1-forsikringsselskabet som udgangspunkt vil
skulle underrette Finanstilsynet i umiddelbar forlængelse af,
at gruppe 1-forsikringsselskabet har foretaget identificering
af selskabets nøglepersoner. Underretninger til Finanstilsy-
net skal f.eks. ske ved en nøglepersons tiltrædelse af stillin-
gen.
Underretningsforpligtelsen vil sikre, at Finanstilsynet til en-
hver tid er bekendt med, hvilke ansatte der i det daglige er
en del af den faktiske ledelse af gruppe 1-forsikringsselska-
bet, og hvilke ansatte der er ansvarlige for en nøglefunktion
i selskabet. Forpligtelsen vil endvidere kunne sikre, at Fi-
nanstilsynet er bekendt med enhver ændring i kredsen af de
identificerede nøglepersoner. De oplysninger, der er omfattet
af underretningsforpligtelsen, er nødvendige for, at Finans-
tilsynet kan føre tilsyn med efterlevelsen af det foreslåede §
127, stk. 1 og 3.
Gruppe 1-forsikringsselskaber skal underrette Finanstilsy-
net, når en identificeret nøgleperson fratræder.
Hvis der tidsmæssigt er sammenfald mellem en nøgleper-
sons fratrædelse og udpegning af en ny nøgleperson, er det
tilstrækkeligt, at Finanstilsynet underrettes på det tidspunkt,
den nye nøglepersonen tiltræder stillingen.
Overtrædelse af det foreslåede stk. 2 foreslås strafbelagt, jf.
lovforslagets § 312, stk. 1. Ansvarssubjektet for overtrædel-
se af stk. 2 er et gruppe 1-forsikringsselskab. Den strafbare
handling består i ikke at underrette Finanstilsynet om, hvil-
ke ansatte der er identificeret som nøglepersoner, herunder
hvilke stillinger de pågældende varetager. Et eksempel på
overtrædelse er, at et gruppe 1-forsikringsselskab ikke un-
derretter Finanstilsynet om, hvilken ansat der er identificeret
som nøgleperson for risikostyringsfunktionen.
Det foreslås i stk. 3, at § 105, stk. 1-5, tilsvarende finder
anvendelse for ansatte i et gruppe 1-forsikringsselskab, der
er identificeret som nøglepersoner i medfør af stk. 1.
Det foreslåede stk. 3 er en videreførelse af gældende ret og
indebærer, at reglerne om egnethed og hæderlighed i dette
forslags § 105, stk. 1-5, finder anvendelse for ansatte i et
gruppe 1-forsikringsselskab, der er identificeret som nøgle-
personer i medfør af stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 42, stk. 1
og 2, i Solvens II-direktivet.
Det foreslåede indebærer, at alle nøglepersoner i et gruppe
1-forsikringsselskab, herunder personer der reelt driver sel-
skabet, til enhver tid skal opfylde kravene til egnethed og
hæderlighed, jf. lovforslagets § 105, stk. 1.
En nøgleperson skal til enhver tid have tilstrækkelig viden,
faglig kompetence og erfaring til at kunne varetage stillin-
gen eller hvervet, jf. lovforslagets § 105, stk. 1, nr. 1. Der-
udover skal en nøgleperson til enhver tid have et tilstrække-
ligt godt omdømme og kunne udvise hæderlighed, integritet
og tilstrækkelig uafhængighed ved varetagelsen af stillin-
gen. En nøgleperson må ikke være pålagt strafansvar for
overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller
anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer en
risiko for, at vedkommende ikke kan varetage sin stilling
på betryggende måde. En nøgleperson må heller ikke have
indgivet begæring om eller være under rekonstruktionsbe-
handling, konkurs eller gældssanering. Endelig må en nøgle-
person ikke have udvist en sådan adfærd, at der er grund
til at antage, at medlemmet ikke kan varetage stillingen på
forsvarlig vis.
Finanstilsynet vil ved vurderingen af, om en nøgleperson
opfylder kravene til egnethed og hæderlighed i lovforslagets
§ 105, stk. 1, tage udgangspunkt i de krav, som stilles til
de opgaver, som nøglepersonen skal udføre, og den funktion
eller det område, som nøglepersonen skal være ansvarlig
for, herunder krav fastsat i bekendtgørelse nr. 1723 af 16.
december 2015 om ledelse og styring af forsikringsselskaber
m.v. med senere ændringer.
Derudover opstilles der ikke specifikke kriterier for, hvil-
ke teoretiske og praktiske krav en nøgleperson skal opfyl-
de. Dette vil altid afhænge af, hvilken stilling nøglepersonen
skal varetage, og hvilken type gruppe 1-forsikringsselskab
vedkommende er ansat i.
Det ligger i egnetheds- og hæderlighedskravene, at den på-
gældende nøgleperson skal kunne varetage sin stilling på
en forsvarlig måde. Ved vurderingen af, om en nøgleperson
på samme tid kan være ansvarlig for flere nøglefunktioner,
skal gruppe 1-forsikringsselskabets art, størrelse, organisa-
tion og kompleksitet samt det tidsforbrug, som må antages
at være forbundet med stillingen, inddrages. Derudover skal
det sikres, at nøglepersonen, som den ansvarlige for en nøg-
lefunktion, ikke er involveret i udførelsen af opgaver, som
nøglepersonen som den ansvarlige for en anden nøglefunkti-
on skal kontrollere.
314
Desuden indeholder artikel 273 i Kommissionens delege-
rede forordning 2015/35/EU af 10. oktober 2014 om sup-
plerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed (Solvens II) krav til gruppe 1-for-
sikringsselskabernes politikker og fyldestgørende procedu-
rer om egnethed og hæderlighed samt til vurderingen heraf.
Når en person tiltræder stillingen som nøgleperson i et for-
sikringsselskab, påser Finanstilsynet, at personen opfylder
egnetheds- og hæderlighedskravene i lovforslagets § 105,
stk. 1, jf. stk. 2, og træffer afgørelse om, hvorvidt perso-
nen kan bestride hvervet eller stillingen i den pågældende
virksomhed. Ved vurderingen af, om en nøgleperson lever
op til kravene om hæderlighed, skal Finanstilsynet lægge
vægt på hensynet til at opretholde tilliden til den finansielle
sektor. Vurderer Finanstilsynet, at personen ikke opfylder
kravene i stk. 1, nr. 2-5, skal varigheden fremgå af afgørel-
sen, jf. lovforslagets § 105, stk. 3.
Finanstilsynet kan i særlige tilfælde, hvor Finanstilsynet
vurderer, at en person ikke har tilstrækkelige faglige forud-
sætninger eller erfaring i forhold til den stilling som med-
lem af direktionen, som den pågældende vurderes til, træffe
afgørelse om, at personen kan bestride stillingen under nær-
mere fastsatte betingelser. For nærmere om Finanstilsynets
adgang til at meddele betingede godkendelser henvises til
bemærkningerne til lovforslagets § 105, stk. 4.
En nøgleperson i et forsikringsselskab skal meddele Finans-
tilsynet oplysninger om forhold nævnt i forslagets § 105,
stk. 1, i forbindelse med dennes ansættelse i forsikringssel-
skabet og om forhold nævnt i stk. 1, nr. 2-6, hvis forholdene
efterfølgende ændres, jf. lovforslagets § 105, stk. 5.
Det betyder, at hvis en nøgleperson eksempelvis bliver dømt
for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning
eller anden relevant lovgivning, har vedkommende pligt til
selv at orientere Finanstilsynet herom. Nøglepersonen skal
i den forbindelse selv vurdere, om den idømte straf giver
anledning til, at der er risiko for, at vedkommende ikke
kan varetage sin stilling på betryggende vis fremadrettet. På
baggrund af nøglepersonens underretning til Finanstilsynet
foretager Finanstilsynet en vurdering af, om domfældelsen
giver anledning til at antage, at den pågældende ikke længe-
re vil kunne varetage sit hverv på betryggende vis.
Den foreslåede § 128, stk. 3, foreslås strafbelagt med bøde
eller fængsel indtil 4 måneder. Ansvarssubjektet er en nøgle-
person. En overtrædelse af bestemmelsen kan f.eks. være, at
en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af det
foreslåede § 128, stk. 1, undlader at oplyse Finanstilsynet
om forhold omfattet af lovforslagets § 105, stk. 1, nr. 3 og
4. I så fald vil den pågældende kunne straffes med bøde eller
fængsel indtil fire måneder, jf. lovforslagets § 312, stk. 1.
Finanstilsynet har desuden mulighed for at kunne påbyde
et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en nøgleperson,
hvis den pågældende ikke længere lever op til kravene om
hæderlighed i dette forslags § 105, stk. 1, nr. 2-5, jf. lovfor-
slagets § 280, stk. 5.
Påbud om afsættelse af en nøgleperson i et gruppe 1-for-
sikringsselskab, f.eks. som følge af at den pågældende nøg-
leperson har udvist en uansvarlig adfærd som beskrevet i
lovforslagets § 105, stk. 1, nr. 5, forudsætter, at der er tale
om grove eller gentagne overtrædelser af den finansielle
lovgivning, eller at nøglepersonens adfærd i sig selv med-
fører eller udgør en væsentlig risiko for, at gruppe 1-forsik-
ringsselskabet lider eller kan lide tab. Eksempelvis vil den
risikoansvarliges manglende rapportering til direktionen, og
om nødvendigt bestyrelsen, i henhold til bekendtgørelse nr.
1723 af 16. december 2015 om ledelse og styring af forsik-
ringsselskaber m.v. med senere ændringer kunne udgøre en
uansvarlig adfærd, som i tilfælde af gentagne undladelser
eller andre tilsvarende pligtforsømmelser vil kunne medføre
et påbud om afsættelse af den risikoansvarlige. Ligeledes
vil en nøglepersons gentagne undladelse eller manglende
handling efter omstændighederne kunne begrunde et påbud
fra Finanstilsynet om afsættelse af nøglepersonen.
Eftersom en nøgleperson indgår i et ansættelsesretligt for-
hold med gruppe 1-forsikringsselskabet, vil det være op til
gruppe 1-forsikringsselskabet at træffe beslutning om, hvil-
ke ansættelsesretlige konsekvenser et påbud om afsættelse
af en nøgleperson vil skulle medføre. Det betyder, at det
hører under gruppe 1-forsikringsselskabets kompetence at
beslutte, om den pågældende nøgleperson skal afskediges
som følge af påbuddet, eller om den pågældende kan vareta-
ge en anden stilling i selskabet.
Et påbud om at afsætte en nøgleperson vil kunne indgå
i vurderingen af, om nøglepersonen kan varetage en an-
den stilling som nøgleperson i gruppe 1-forsikringsselska-
bet. Det skyldes, at Finanstilsynet vil skulle foretage en
fornyet egnetheds- og hæderlighedsvurdering af personen i
forbindelse med skiftet til den nye stilling, og påbuddet om
afsættelse vil indgå i denne vurdering.
Hvis en nøgleperson i et gruppe 1-forsikringsselskab ikke
længere opfylder kravene til egnethed og hæderlighed, og
Finanstilsynet som følge heraf giver gruppe 1-forsikringssel-
skabet påbud om at afsætte den pågældende medarbejder,
kan dette efter omstændighederne give anledning til en vur-
dering af, om de lovovertrædelser eller den adfærd, der førte
til påbuddet, også medfører, at Finanstilsynet skal foretage
en fornyet vurdering af, om gruppe 1-forsikringsselskabets
direktørs adfærd giver grund til at antage, at direktøren ikke
kan varetage sin stilling på forsvarlig måde, jf. lovforsla-
gets § 105, stk. 1, nr. 5. I givet fald skal det vurderes,
om selskabet skal påbydes at afsætte direktionen eller dele
heraf. Hvis den pågældende nøgleperson er ansat af gruppe
315
1-forsikringsselskabets bestyrelse, skal der tilsvarende ske
en vurdering af, om påbuddet giver anledning til, at et eller
flere medlemmer af bestyrelsen bør påbydes at nedlægge
hvervet.
Et påbud om afsættelse af en nøgleperson i et gruppe 1-for-
sikringsselskab vil kunne forlanges indbragt for domstolene
af gruppe 1-forsikringsselskabet og af den nøgleperson, som
påbuddet vedrører, jf. lovforslagets § 281, stk. 7 og 8.
Det foreslås i stk. 4, at et gruppe 1-forsikringsselskab skal
underrette Finanstilsynet, hvis en nøgleperson ikke længere
varetager sin stilling eller ikke længere opfylder kravene i
lovforslagets § 105, stk. 1.
Bestemmelsen gennemfører artikel 42, stk. 2, 1. led, og
artikel 42, stk. 3, i Solvens II-direktivet, hvorefter et gruppe
1-forsikringsselskab har pligt til at underrette Finanstilsynet
om enhver ændring i kredsen af nøglepersoner, herunder
ændringer som følge af at en nøgleperson ikke længere lever
op til egnetheds- og hæderlighedskravene.
Finanstilsynet vil således som udgangspunkt modtage un-
derretning om ændring i kredsen af nøglepersoner identifi-
ceret i medfør af dette forslags § 127, stk. 1, når en ansat,
der identificeres som ny nøgleperson, i den forbindelse an-
moder Finanstilsynet om at blive egnetheds- og hæderlig-
hedsvurderet i henhold til dette forslags § 105, stk. 1, jf.
det foreslåede § 127, stk. 3. Der kan forekomme situationer,
hvor eksempelvis en stilling, som hidtil har været varetaget
af en nøgleperson, bortfalder eller ikke længere udgør en
stilling, som medfører, at den ansatte, som fremover skal va-
retage stillingen, skal identificeres som nøgleperson i med-
før af det foreslåede § 127, stk. 1. I de tilfælde indeholder
den foreslåede bestemmelse en selvstændig pligt for gruppe
1-forsikringsselskabet til løbende at underrette Finanstilsy-
net om ændringer i kredsen af nøglepersoner identificeret i
medfør af § 127, stk. 1, herunder en pligt til at underrette
Finanstilsynet, hvis en ansat, der er identificeret som nøgle-
person, ikke længere lever op til kravene i dette forslags §
105, stk. 1.
Overtrædelse af det foreslåede stk. 4 er strafbelagt med bø-
de, jf. lovforslagets § 312, stk. 1, nr. 1. Ansvarssubjektet
er et gruppe 1-forsikringsselskab. En overtrædelse vil kunne
bestå i ikke at underrette Finanstilsynet om, at en nøgleper-
son ikke længere varetager sin stilling eller ikke længere
opfylder kravene i § 105, stk. 1.
Det foreslås i stk. 5, at et gruppe 1-forsikringsselskab er
forpligtet til at påse, at nøglepersoner overholder § 105, stk.
1.
Bestemmelsen indebærer, at et gruppe 1-forsikringsselskab
løbende skal overvåge egnetheden og hæderligheden af nøg-
lepersonerne og vurdere, om en egentlig ny vurdering af
nøglepersonen er nødvendig. Virksomheden skal tage højde
for alle nye, relevante oplysninger, herunder oplysninger der
kan give anledning til tvivl om nøglepersonens egnethed og
hæderlighed.
Finanstilsynet vil i sin vurdering af overholdelsen af § 127,
stk. 5, inddrage relevante retningslinjer fra Den Europæiske
Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspen-
sionsordninger (EIOPA), idet omfang sådanne foreligger.
Hvis gruppe 1-forsikringsselskabet bliver bekendt med, at
forholdene nævnt i § 105 er ændret, og dette er af væsentlig
betydning for Finanstilsynets tilsyn med virksomheden, skal
virksomheden hurtigst muligt meddele Finanstilsynet dette,
jf. § 138.
Den foreslåede bestemmelse fratager ikke en nøgleperson
vedkommendes eget ansvar for at opfylde kravene om eg-
nethed og hæderlighed. En nøgleperson skal til enhver tid
opfylde kravene om egnethed og hæderlighed, mens perso-
nen varetager stillingen.
Det fremgår af det foreslåede § 312, stk. 1, at overtrædelse
af § 127, stk. 5, kan straffes med bøde. Ansvarssubjektet i
forhold til overtrædelse af det foreslåede § 127, stk. 5, er
gruppe 1-forsikringsselskabet. Gruppe 1-forsikringsselska-
bet vil kunne straffes med bøde, hvis en nøgleperson ikke
opfylder betingelserne i § 105, og virksomhedens direktion
burde have konstateret dette enten ved nøglepersonens ind-
træden eller efterfølgende, og den manglende konstatering
skyldes en manglende vurdering af medlemmernes egnethed
og hæderlighed, som burde have været foretaget med hen-
blik på at påse overholdelsen af § 105, stk. 1.
Det foreslås i stk. 6, at stk. 1-5 i lovforslagets § 127 finder
tilsvarende anvendelse for forsikringsholdingvirksomheder.
Den foreslåede bestemmelse implementerer artikel 246, stk.
1, 1. afsnit, i Solvens II-direktivet, der foreskriver, at krave-
ne i direktivets afsnit I, kapitel IV, afdeling 2, om ledelsessy-
stemer i forsikringsselskaber finder tilsvarende anvendelse
på koncernniveau. Afsnit I, kapitel IV, afdeling 2, omfatter
bl.a. artikel 42-43 om egnethed og hæderlighed og artikler
om nøglefunktioner og nøglepersoner, herunder især artikel
44, stk. 4, med krav om en risikostyringsfunktion, artikel 46,
stk. 1, med krav om en compliancefunktion, artikel 47, stk.
1, med krav om en intern auditfunktion og artikel 48, stk.
1, med krav om en aktuarfunktion. Disse artikler blev imple-
menteret med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af
lov om finansiel virksomhed og er videreført i dette lovfor-
slag. Artikel 246 i Solvens II-direktivet indebærer herunder
konkret, at kravene i artikel 42 om vurdering af egnethed og
hæderlighed af selskabets nøglepersoner og underretning af
316
tilsynsmyndigheden om bl.a. nøglepersonerne ligeledes skal
finde anvendelse på forsikringsholdingvirksomheder.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at forsikringshol-
dingvirksomheder skal overholde § 127 ligesom gruppe
1-forsikringsselskaber. De vil således som led i deres risi-
kostyring skulle identificere deres nøglepersoner. Herudo-
ver vil forsikringsholdingvirksomheder uden unødigt ophold
skulle underrette Finanstilsynet om, hvilke ansatte der er
identificeret som nøglepersoner, herunder hvilke stillinger
de pågældende varetager, jf. § 127, stk. 2. Nøglepersonerne
vil efter § 127, stk. 3, skulle opfylde kravene i § 105 stk. 1
og 2, om egnethed og hæderlighed og meddele Finanstilsy-
net oplysninger herom ved deres indtræden i virksomheden
og ved efterfølgende ændringer. Derudover vil forsikrings-
holdingvirksomheder skulle underrette Finanstilsynet, hvis
en nøgleperson ikke længere varetager sin stilling eller ikke
længere opfylder kravene til egnethed og hæderlighed, jf.
§ 105, stk. 4. Endelig er en forsikringsholdingvirksomhed
underlagt forpligtelsen til at påse, at forsikringsholdingvirk-
somhedens nøglepersoner overholder kravene til egnethed
og hæderlighed, jf. § 105, stk. 1, der følger af § 127, stk. 5.
Lovforslagets § 280 fastsætter bl.a., at Finanstilsynet kan
påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en ansat,
der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 127, in-
denfor en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis vedkommende
efter § 105, jf. § 127, ikke kan bestride stillingen. Den
foreslåede bestemmelse indebærer, at Finanstilsynet ligele-
des vil kunne påbyde en forsikringsholdingvirksomhed at
afsætte en ansat, som er identificeret som nøgleperson, hvis
vedkommende ikke længere kan anses for at være egnet og
hæderlig (fit & proper) i henhold til § 105. På samme måde
vil forsikringsholdingvirksomheder være omfattet af lovfor-
slagets § 278, hvorefter Finanstilsynet kan afsætte en ansat,
der er nøgleperson i medfør af § 127, når der er rejst tiltale
mod den pågældende i en straffesag for overtrædelse af
straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant
lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse
vil indebære, at nøglepersonen ikke opfylder kravene i §
105, jf. § 127.
Det foreslås ved lovforslagets § 312, stk. 1, nr. 1, at en
forsikringsholdingvirksomhed, som overtræder stk. 1-5, kan
straffes med bøde i samme omfang som gruppe 1-forsik-
ringsselskaber. Der henvises til bemærkningerne til forsla-
gets stk. 1-5.
Det foreslås i stk. 7, at erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler om kompetence- og erfaringskrav i henhold
til § 105, stk. 1, for nøglepersoner i gruppe 1-forsikringssel-
skaber.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 7, at er-
hvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om kompe-
tence- og erfaringskrav for nøglepersoner i gruppe 1-forsik-
ringsselskaber. Den nærmere udmøntning af bemyndigelsen
i stk. 7 forventes at indeholde regler om sagsbehandlings-
processer samt kompetence- og erfaringskrav til nøgleper-
soner i et gruppe 1-forsikringsselskab. Udgangspunktet for
processen i vurderingen af en ansøgers egnethed vil være et
helhedsorienteret og samlet billede af ansøgerens erfaringer
og kompetencer set i forhold til den konkrete stilling, som
personen skal bestride.
Bekendtgørelsen forventes at fastsætte rammer for den hel-
hedsorienterede vurderingsproces, hvor der tages højde for,
at der efter EU-reglerne til flere stillinger vil være krav om
tilstrækkelig praktisk og faglig erfaring fra en ledelsesfunk-
tion over en tilstrækkelig lang periode. En ansøgers erfarin-
ger fra tilsvarende eller beslægtet stilling i en tilsvarende
eller relevant beslægtet finansiel virksomhed vil derfor være
faktorer, der tillægges betydelig vægt i afgørelserne i den
helhedsorienterede ansøgningsproces.
Bemyndigelsen vil give mulighed for at fastsætte krav og
konkrete tærskelniveauer om viden, kompetence og erfaring
til brug for sagsbehandling efter en såkaldt ”formodningstil-
gang”. Formodningstilgangen indebærer, at hvis en ansøger
lever op til en række foruddefinerede tærskelniveauer til
kompetence og erfaring, vil vedkommende formodes at væ-
re egnet. Modellen opstiller dermed en mulighed for forenk-
let sagsbehandling for ansøgere med åbenbart tilstrækkelige
relevante kompetencer og åbenbart tilstrækkelig erfaring fra
sektoren. Formålet med formodningstilgangen er dermed
også at sikre transparens om kriterier, der anses for både
relevante og tilstrækkelige for specifikke stillinger i den
finansielle sektor.
Kravet om tilstrækkelige kompetencer og erfaring skal være
proportionale set i forhold til virksomhedernes varierende
størrelse, art og kompleksitet. Proportionalitetsafvejningen
vil skulle foretages konkret for den enkelte virksomhed
med udgangspunkt i tærskelniveauerne. Proportionalitet er
således centralt i vurderingen af en persons egnethed til en
stilling som nøgleperson. Bekendtgørelsen forventes at fast-
sætte regler, der vil skulle tage hensyn til, at virksomhederne
varierer i størrelse, art og kompleksitet.
Proportionalitet i forbindelse med kravet om tilstrækkelig
erfaring kan ses enten i forhold til, hvor mange års erfaring
en person skal have fra et givent område, eller i forhold til,
hvilke roller erfaringen er opnået i. Regler og vejledning på
området vil forventeligt blive udmøntet med udgangspunkt i
de roller, erfaringen er opnået i fremfor i forhold til antallet
af års erfaring. Det kan i praksis f.eks. betyde, at hvis for-
modningstilgangen forudsætter 5 års relevant erfaring fra ri-
sikostyringsområdet for den risikoansvarlige i et større grup-
pe 1-forsikringsselskab, så vil det forudsætte nogenlunde
samme antal års erfaring for den risikoansvarlige i et mindre
gruppe 1-forsikringsselskab. Til gengæld kan den relevante
317
erfaring været opnået i et mindre forsikringsselskab eller
beslægtet finansiel virksomhed, end hvad tilfældet ville væ-
re, hvis personen skulle godkendes til en stilling i et større
gruppe 1-forsikringsselskab.
Den nærmere udmøntning af bemyndigelsen til at fastsætte
kompetence- og erfaringskrav forventes derfor at tage ud-
gangspunkt i denne tilgang og vil i relevant omfang inddra-
ge retningslinjer fra Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA)
for ledelsessystem, der vedrører selskabernes organisering,
herunder nøglefunktionerne.
Til § 128
Det følger af den gældende § 18, stk. 2, i bekendtgørelse
nr. 1723 af 16. december 2015 om ledelse og styring af for-
sikringsselskaber m.v. (ledelsesbekendtgørelsen), at et grup-
pe 1-forsikringsselskab skal have en risikostyringsfunktion,
som udover at opfylde kravene i Solvens II-forordningens
artikel 269 skal indrettes med en struktur, der kan lette gen-
nemførelsen af selskabets risikostyringssystem.
Den foreslåede bestemmelse i § 128 viderefører § 18, stk. 2,
i ledelsesbekendtgørelsen. Den foreslåede bestemmelse har
til hensigt at videreføre ledelsesbekendtgørelsens bestem-
melse om risikostyringsfunktionen direkte i loven.
Bestemmelsen gennemfører og udfylder dele af artikel 44 i
Solvens II-direktivet og har til formål at fastlægge indholdet
af den pligt, der er pålagt forsikringsselskaberne i forhold til
at etablere en risikostyringsfunktion. Bestemmelsen berører
ikke direkte de krav, der stilles til virksomhedens risikosty-
ringssystem. Kravene relateret til virksomhedens risikosty-
ringssystem som sådan følger bl.a. af §§ 71 og 72 i lov om
finansiel virksomhed, af de regler, der er udstedt i medfør
heraf, samt af Solvens II-forordningens krav relateret til
risikostyringssystemet.
Det foreslås i § 128, at et gruppe 1-forsikringsselskab skal
have en risikostyringsfunktion, der er indrettet med en struk-
tur, der kan understøtte og lette gennemførelsen af selska-
bets risikostyringssystem.
Risikostyringsfunktionen er en af de obligatoriske fire nøg-
lefunktioner og udgør en vigtig og afgørende funktion i
forhold til bl.a. at understøtte et effektivt ledelsessystem og
et løbende fokus i virksomheden på tilstrækkelig styring af
de risici, som forsikringsselskabet er eksponeret overfor. Ri-
sikostyringsfunktionen er den administrative kapacitet, der
har en særlig rolle i forhold til virksomhedens risikosty-
ringsopgaver. Det er bl.a. funktionens overordnede ansvar
at have det samlede overblik over virksomhedens risici og
solvens og at bistå direktionen med at sikre risikostyrings-
systemets effektivitet. Risikostyringsfunktionen indgår som
en del af ledelsessystemet i samspil med compliancefunktio-
nen, den interne auditfunktion og aktuarfunktionen.
For at sikre, at forsikringsselskabet indfører et effektivt risi-
kostyringssystem, er der opstillet en række krav til både ri-
sikostyringsfunktionen og risikostyringssystemet. Selskabets
risikostyringssystem skal være effektivt og velintegreret i
forsikringsselskabets organisationsstruktur og i beslutnings-
tagningsprocessen. Et effektivt risikostyringssystem omfat-
ter de strategier, processer og rapporteringsprocedurer, der
er nødvendige for til stadighed at kunne identificere, måle,
overvåge, styre og på såvel et individuelt som et aggregeret
plan indberette de risici, som forsikringsselskabet har eller
kan blive udsat for, og deres indbyrdes sammenhænge. De
nærmere krav til risikostyringssystemet som sådan følger af
de mere generelle regler for virksomhedsstyring i § 132 og
af reglerne i ledelsesbekendtgørelsen. Denne bestemmelse
vedrører dermed primært selve etableringen af en risikosty-
ringsfunktion.
Risikostyringsfunktionen skal indrettes med en struktur, der
kan lette og understøtte gennemførelsen af risikostyringssy-
stemet som sådan. Risikostyringsfunktionens opgaver dæk-
ker bl.a. over at bistå ledelsen og andre funktioner med
at sikre risikostyringssystemets effektivitet, at overvåge risi-
kostyringssystemet og virksomhedens risikoprofil samt at
identificere og vurdere nye risici. For at bistå direktionen
med at sikre risikostyringssystemets effektivitet skal risiko-
styringsfunktionen både regelmæssigt og på ad hoc-basis
yde bistand til direktionen.
Formålet med kravet om at etablere en risikostyringsfunkti-
on er at sikre, at risikostyring bliver en integreret del af for-
sikringsselskabets organisation og indgår i beslutningsproce-
durerne med henblik på at understøtte, at virksomhedens
drift er forsvarlig i den forstand, at virksomheden sikrer en
effektiv samt en hensigtsmæssig og sund styring af de risici,
som er relevante i forhold til den pågældende virksomheds
forretningsområde. Risikostyringsfunktionen er således med
til at sikre, at selskabet løbende understøtter en tilstrækkelig
styring af relevante risici. Det forudsætter et fokus på, at
selskabet er i besiddelse af metoder og kompetencer til at
identificere økonomiske og andre risici, og at forsikringssel-
skabet har etableret et set up, der kan tilskynde til at identi-
ficere, måle, styre, overvåge og rapportere om risici med
henblik på at understøtte en god risikostyring af virksomhe-
dens og kundernes risici.
Risikostyringsfunktionens opgaver omfatter bl.a. i medfør
af Solvens II-forordningens artikel 269 at bistå administra-
tions-, ledelses- eller tilsynsorganet samt andre funktioner
med at sikre risikostyringssystemets effektivitet, at overvåge
risikostyringssystemet og selskabets generelle risikoprofil
som helhed samt at foretage detaljeret rapportering om risi-
koeksponeringer og rådgivning til administrations-, ledelses-
318
eller tilsynsorganet om risikostyringsspørgsmål, herunder
vedrørende strategiske anliggender såsom forretningsstrate-
gi, fusioner og overtagelser samt større projekter og investe-
ringer. Endelig skal risikostyringsfunktionen identificere og
vurdere nye risici.
De nærmere krav til selskabets risikostyringssystem og til
funktionens ansvar og roller følger bl.a. af Solvens II-for-
ordningen og af bekendtgørelse om ledelse og styring af
forsikringsselskaber m.v., jf. bekendtgørelse nr. 1723 af 16.
december 2015.
Selskabets risikostyringsfunktion skal både på eget initiativ
og på anmodning rapportere til direktionen, jf. lovforslagets
§ 126, stk. 5, om identificerede risici, der potentielt vurderes
at være væsentlige, og om andre relevante risikoområder.
I gruppe 1-forsikringsselskaber, der benytter en godkendt
partiel eller fuldstændig intern model, har risikostyrings-
funktionen endvidere en række ekstra opgaver. Det gælder i
relation til design og implementering af den interne model,
afprøvning og validering af den interne model, dokumente-
ring af den interne model og efterfølgende ændringer heraf,
analyse af den interne models performance og udarbejdelse
af kortfattede rapporter herom, samt underretning af direk-
tionen og bestyrelsen om den interne models performance
med forslag til eventuelle forbedringer samt løbende under-
retning af dette organ om bestræbelserne på at udbedre tidli-
gere påviste svagheder.
Til § 129
Det følger af den gældende § 19, stk. 2, i bekendtgørelse nr.
1723 af 16. december 2015 om ledelse og styring af forsik-
ringsselskaber m.v. (ledelsesbekendtgørelsen), at et gruppe
1-forsikringsselskab skal have en effektiv compliancefunk-
tion, som udover at opfylde kravene i Solvens II-forordnin-
gens artikel 270 skal understøtte, at virksomheden opdager
og mindsker compliancerisici. Compliancefunktionen har
herudover en rådgivende funktion over for direktionen og
bestyrelsen.
Den foreslåede bestemmelse i § 129 viderefører § 19, stk.
2, i ledelsesbekendtgørelsen med enkelte redaktionelle og
sproglige ændringer. Den foreslåede bestemmelse har til
hensigt at videreføre bekendtgørelsens bestemmelse, som
fastsætter kravet om en compliancefunktion direkte i loven.
Den foreslåede bestemmelse regulerer ikke de mere generel-
le krav, der stilles til de metoder og procedurer, som virk-
somheden er forpligtet til at have for at opdage og mindske
risikoen for virksomhedens manglende overholdelse af den
for virksomheden gældende lovgivning. Disse krav og de
nærmere krav til funktionens opgaver følger af Solvens II-
forordningens krav og af de regler, der fremgår af bekendt-
gørelse om ledelse og styring af forsikringsselskaber.
Bestemmelsen gennemfører og udfylder dele af artikel 46
i Solvens II-direktivet, hvoraf fremgår, at forsikrings- og
genforsikringsselskaber skal indføre et effektivt internt kon-
trolsystem, herunder en compliancefunktion.
Det foreslås i § 129, at et gruppe 1-forsikringsselskab som
led i en hensigtsmæssig og forsvarlig ledelse skal have
en effektiv compliancefunktion. Compliancefunktionen skal
bl.a. kontrollere og vurdere, om virksomhedens metoder og
procedurer er egnede til at opdage og mindske complianceri-
sici, dvs. risici ved manglende overholdelse af den finansiel-
le lovgivning, markedsstandarder eller interne regelsæt, og
om de foranstaltninger, der træffes for at afhjælpe eventu-
elle mangler, er effektive. Compliancefunktionen skal desu-
den rådgive direktionen og bestyrelsen om overholdelse af
den finansielle lovgivning for virksomheden, vurdere konse-
kvenser for virksomheden af lovændringer samt identificere
og vurdere risici for manglende overholdelse af den finan-
sielle lovgivning, markedsstandarder eller interne regelsæt.
Compliancefunktionen er en af de obligatoriske fire nøgle-
funktioner og udgør en vigtig og afgørende funktion i for-
hold til bl.a. at understøtte et effektivt ledelsessystem og et
effektivt internt kontrolsystem. Formålet med at stille krav
om en compliancefunktion er at understøtte virksomhedens
eget løbende fokus på de compliancemæssige risici, der
er forbundet med virksomhedens forretningsområde. Com-
pliancefunktionen er en del af selskabets interne kontrolsy-
stem, der som minimum skal omfatte administrative pro-
cedurer og regnskabsprocedurer, en intern kontrolstruktur,
passende rapporteringsrutiner på alle niveauer i selskabet
og en compliancefunktion. De nærmere krav hertil følger
af § 132 og de regler, der er udstedt i medfør heraf, dvs.
ledelsesbekendtgørelsen.
Compliancefunktionen har til opgave at påse selskabets
overholdelse af lovgivningen, herunder at vurdere potentiel-
le konsekvenser af lovændringer, og identificere og vurdere
compliancerisici for virksomheden i den forbindelse. Funk-
tionen skal desuden kontrollere og vurdere, om selskabet
har tilstrækkelige metoder og procedurer til at opdage og
mindske risikoen for selskabets manglende overholdelse af
den gældende lovgivning, markedsstandarder eller interne
regelsæt (compliancerisici), og om de foranstaltninger, der
træffes for at afhjælpe eventuelle mangler, er effektive. End-
videre skal funktionen rådgive direktionen og bestyrelsen
om overholdelsen af den finansielle lovgivning.
Medarbejdere, der er involveret i compliancefunktionen, kan
som udgangspunkt ikke deltage i leveringen af de tjeneste-
ydelser eller udførelsen af de aktiviteter, som compliance-
funktionen er forpligtet til at undersøge og kontrollere. Det
319
skyldes, at compliancefunktionen er en del af virksomhe-
dens kontrolsystem, og at der vil opstå en interessekonflikt
i forhold til de opgaver og de kontrollerer, som compliance-
funktionen er forpligtet til at udføre, hvis compliancefunkti-
onen både deltager i udførelsen af opgaven og en efterføl-
gende kontrol.
Når compliancefunktionen vurderer mulige konsekvenser
for virksomheden af lovgivning, som nævnt i bestemmel-
sens 2. pkt., som ikke vedrører den finansielle lovgivning,
skal compliancefunktionen sikre, at vurderingen foretages
med den fornødne kompetence ved i nødvendigt omfang at
inddrage medarbejdere fra andre organisatoriske enheder i
virksomheden.
De nærmere krav til compliancefunktionen, herunder funk-
tionens ansvar og opgaver, følger af Solvens II-forordningen
og af de regler, der er udstedt i medfør af bestemmelsen i §
126, stk. 8, dvs. de regler, der i dag findes i bekendtgørelse
nr. 1723 af 16. december 2015 om ledelse og styring af
forsikringsselskaber m.v.
Til § 130
Det følger af den gældende § 20, i bekendtgørelse nr. 1723
af 16. december 2015 om ledelse og styring af forsikrings-
selskaber m.v. (ledelsesbekendtgørelsen), at et gruppe 1-for-
sikringsselskab skal have en effektiv aktuarfunktion, som
udover at opfylde kravene i Solvens II-forordningens arti-
kel. 272 skal have det overordnede ansvar for selskabets
forsikringsmæssige hensættelser til solvens.
Den foreslåede bestemmelse i § 130 viderefører § 20 i
bekendtgørelse om ledelse og styring af forsikringsselska-
ber m.v. med enkelte redaktionelle og sproglige ændrin-
ger. Den foreslåede bestemmelse har til hensigt at videreføre
bekendtgørelsens bestemmelse om aktuarfunktionen direkte
i loven.
Bestemmelsen gennemfører og udfylder dele af artikel 48 i
Solvens II-direktivet og har til formål at fastlægge indholdet
af den pligt, der er pålagt forsikringsselskaberne i forhold
til at etablere en aktuarfunktion. Bestemmelsen fastsætter
ikke de nærmere krav til funktionens opgaver, som primært
følger af Solvens II-forordningens krav og af de regler, der
er fastsat i medfør af § 132, stk. 2, dvs. i ledelsesbekendtgø-
relsen.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at et gruppe 1-forsikringsselskab
skal have en effektiv aktuarfunktion.
Aktuarfunktionen er en af de obligatoriske fire nøglefunkti-
oner og udgør en vigtig og afgørende funktion i forhold til
bl.a. at understøtte et effektivt ledelsessystem og en løben-
de kvalitetssikring af de forudsætninger og antagelser, som
virksomhedens drift er baseret på. Formålet med at stille
krav om en aktuarfunktion er at sikre, at der i forhold til
virksomhedens drift, herunder de aktuarmæssige forhold,
sker en inddragelse af nødvendig aktuarfaglig ekspertise,
der kan understøtte, at der er de bedste forudsætninger og
kvalificerede udgangspunkter for ledelse og styring af virk-
somheden, herunder den løbende risikostyring og drift, men
også for de beslutninger, der løbende skal træffes af f.eks.
den øverste ledelse i virksomheden.
Aktuarfunktionen i et gruppe 1-forsikringsselskab skal koor-
dinere beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser til
solvens, herunder sikre at de metodologier, underliggende
modeller og antagelser, der anvendes og lægges til grund
ved beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser til
solvens, er fyldestgørende. Derudover skal aktuarfunktionen
vurdere, om de data, der benyttes til beregningen, er til-
strækkelige og af den påkrævede kvalitet, og sammenligne
bedste skøn med de hidtidige erfaringer. Aktuarfunktionen
skal derudover informere direktionen om, hvorvidt bereg-
ningen af de forsikringsmæssige hensættelser til solvens er
troværdig og fyldestgørende, føre tilsyn med beregningen af
de forsikringsmæssige hensættelser til solvens i de særlige
tilfælde, hvor data ikke er tilstrækkelige, og det derfor er
nødvendigt at anvende approksimationer, og overordnet set
sikre, at beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser
til solvens opfylder de gældende krav. Aktuarfunktionen
skal derudover afgive udtalelse om virksomhedens overord-
nede tegningspolitik og om, hvorvidt genforsikringsarran-
gementerne er fyldestgørende. Derudover skal aktuarfunkti-
onen bidrage til en effektiv gennemførelse af et risikosty-
ringssystem, herunder navnlig i forhold til de risikomodeller
der ligger til grund for beregningen af virksomhedens kapi-
talkrav og til virksomhedens vurdering af egen risiko og
solvens.
Af Solvens II-forordningens artikel 272 fremgår blandt an-
det, at aktuarfunktionen i forhold til beregning af forsik-
ringsmæssige hensættelser bl.a. skal sikre anvendelse af me-
toder og procedurer til vurdering af hensættelsernes tilstræk-
kelighed og sikre, at beregningerne er i overensstemmelse
med kravene i Solvens II-direktivets artikel 75-86, som er
implementeret i dansk ret ved bekendtgørelse nr. 1279 af 29.
november 2017 om værdiansættelse af aktiver og passiver,
herunder forsikringsmæssige hensættelser til solvens. Det
fremgår endvidere, at aktuarfunktionen blandt andet skal
udarbejde en skriftlig rapport mindst en gang om året, som
skal forelægges direktionen. Aktuarfunktionen skal endvide-
re forklare enhver væsentlig konsekvens af ændringer i data,
metoder eller antagelser imellem tidspunkter for værdian-
sættelse af de forsikringsmæssige hensættelser til solvens.
Aktuarfunktionens nærmere opgaver og ansvarsområder føl-
ger af bl.a. artikel 272 i Solvens II-forordningen og af be-
kendtgørelse nr. 1723 af 16. december 2015 om ledelse og
styring af forsikringsselskaber m.v.
320
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at aktuarfunktionen skal vareta-
ges af personer, der har kendskab til aktuarmatematik og
finansmatematik på et niveau, der står i rimeligt forhold
til arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der er for-
bundet med forsikrings- eller genforsikringsselskabets virk-
somhed, og som kan påvise at have relevant erfaring med
gældende faglige standarder og andre standarder af relevans
for aktuarfunktionen.
Det gælder generelt, at virksomheden skal sikre, at de per-
soner, der varetager nøglefunktionernes opgaver skal være
egnede til at udføre de pågældende opgaver. I forhold til ak-
tuarfunktionen stilles der med bestemmelsen en række mere
konkrete krav til, hvad der skal til for at kunne varetage
aktuarfunktionens opgaver.
Det foreslås i stk. 2, at aktuarfunktionen skal udtale sig om
den del af forsikringspolitikken, der vedrører genforsikring
og genforsikringsprogrammet for koncernen eller gruppen
som helhed, når der er tale om en koncern eller en gruppe.
Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet gives mulighed for at
dispensere fra kravet i stk. 1 for forsikringsholdingvirksom-
heder, der er den øverste modervirksomhed i en koncern,
og for finansielle holdingvirksomheder omfattet af § 9, stk.
1, nr. 8, der er den øverste modervirksomhed i en koncern,
hvor mindst en af dattervirksomhederne er et gruppe 1-for-
sikringsselskab.
Bestemmelsen giver mulighed for, at Finanstilsynet kan dis-
pensere fra kravet om, at der skal være en aktuarfunktion,
f.eks. hvis der udelukkende er én dattervirksomhed, der ud-
byder forsikring, og forsikringsholdingvirksomheden derfor
ikke har forsikringsmæssige risici ud over dem, der udsprin-
ger af datterselskabets forsikringsmæssige risici.
Til § 131
Det følger af den gældende § 21 i bekendtgørelse nr. 1723 af
16. december 2015 om ledelse og styring af forsikringssel-
skaber m.v. (ledelsesbekendtgørelsen), at et gruppe 1-forsik-
ringsselskab skal have en effektiv intern auditfunktion, som
ud over at opfylde kravene i Solvens II-forordningens artikel
271 skal vurdere, om virksomhedens interne kontrolsystem
og andre elementer af ledelsen og styringen er hensigtsmæs-
sige og betryggende. Bestemmelsen opremser visse af de
opgaver, som intern auditfunktionen skal varetage, og frem-
hæver, at funktionen skal være objektiv og uafhængig. Be-
stemmelsen fastslår endvidere, at hvis virksomheden har
oprettet intern revision, kan chefen for denne også udpeges
som nøgleperson for den interne auditfunktion, og den inter-
ne revision kan udføre de opgaver, der ellers ville henhøre
under intern auditfunktionen.
Den foreslåede bestemmelse i § 131 viderefører § 21 i
bekendtgørelse om ledelse og styring af forsikringsselska-
ber m.v. med enkelte redaktionelle og sproglige ændrin-
ger. Den foreslåede bestemmelse har til hensigt at viderefø-
re bekendtgørelsens bestemmelse om intern auditfunktionen
direkte i loven. Nogle virksomheder har valgt at lade den in-
terne revision varetage den interne auditfunktion. Den fore-
slåede bestemmelse vedrører alene reguleringen af intern
audit, da intern revision er reguleret særskilt andetsteds.
Bestemmelsen gennemfører og udfylder dele af artikel 47 i
Solvens II-direktivet og har til formål at fastlægge indholdet
af den pligt til at have en effektiv aktuarfunktion, der er på-
lagt forsikringsselskaberne i medfør af den foreslåede § 126,
stk. 1 (gældende § 17. stk. 1, i ledelsesbekendtgørelsen).
Det foreslås i 1. pkt., at et gruppe 1-forsikringsselskab skal
have en effektiv intern auditfunktion.
Det foreslås i 2. pkt., at den interne auditfunktion skal
vurdere, om virksomhedens interne kontrolsystem og andre
elementer af ledelsen og styringen er hensigtsmæssige og
effektive.
Det er virksomhedens bestyrelse, der har det overordnede
ansvar for at indrette virksomheden forsvarligt, men det er
direktionens ansvar at sikre, at virksomheden som minimum
har de fire nøglefunktioner, jf. den foreslåede § 126, stk.
1, der vidererfører den gældende § 17, stk. 1, i ledelsesbe-
kendtgørelsen. Formålet med reglerne er at sikre, at virk-
somheden har et effektivt ledelsessystem.
Indretningen af ledelsessystemet skal tage afsæt i virksom-
hedens art, omfang og kompleksitet. Proportionalitetsprin-
cippet finder anvendelse ift. kravene, idet eksempelvis virk-
somhedens kompleksitet har betydning for, hvor meget der
skal til for at opfylde kravet om, at ledelsessystemet kan
siges at være effektivt.
Den interne auditfunktion er en af de obligatoriske fire
nøglefunktioner og udgør en vigtig og afgørende funktion
i forhold til bl.a. at understøtte et hensigtsmæssigt og effek-
tivt ledelsessystem, herunder et effektivt internt kontrolsy-
stem. Formålet med at stille krav om en intern auditfunktion
er at sikre, at der i virksomheden findes en uafhængig funk-
tion, som kan understøtte ledelsens rolle i forhold til at sikre
løbende vurdering af det interne governancemæssige setup
med fokus på ledelsessystemet i virksomheden, herunder det
etablerede kontrolsystem.
Den interne auditfunktion er kendetegnet ved at skulle væ-
re objektiv og uafhængig af virksomhedens operationelle
funktioner. Funktionen skal bidrage med en uafhængig og
objektiv vurdering af det setup, som findes i virksomhe-
den. Funktionen skal arbejde ud fra en systematisk tilgang
321
til evaluering og foretage undersøgelser, der kan understøtte
et løbende fokus på hensigtsmæssigheden og tilstrækkelig-
heden af det valgte setup, og som led i sådanne løbende
undersøgelser bidrage til at afdække og påpege svagheder
ved det etablerede setup og understøtte, at der iværksættes
forbedringer, hvor der vurderes at være behov herfor. Fokus
for den interne auditfunktion skal omfatte det interne kon-
trolsystem og andre dele af ledelsessystemet.
Den interne auditfunktion skal udarbejde og vedligeholde
en auditplan, som fastlægger, hvilket auditarbejde der skal
udføres i de kommende år (eller den kommende periode),
dvs. en form for arbejdsplan. Planen skal fastsættes, så den
tager højde for alle forsikrings- og genforsikringsselskabets
aktiviteter og risici samt hele ledelsessystemet. Intern audi-
tfunktionen skal gøre brug af en metodisk analyse af risici,
og ved fastlæggelsen af prioriteter skal intern auditfunktio-
nen anvende en risikobaseret tilgang. Da intern audit som
udgangspunkt refererer til direktionen, skal indberetning af
den auditplan, der skal laves, ske til direktionen, jf. lovfor-
slagets § 126, stk. 5. I de tilfælde hvor intern audit refererer
til bestyrelsen, sker indberetningen i stedet til bestyrelsen.
At den interne auditfunktion skal være effektiv indebærer,
udover at funktionen og nøglepersonen skal opfylde de krav,
som fremgår af bestemmelsen, at det skal sikres, at der sker
en reel vurdering af det set up, som virksomheden har valgt
i forhold til det interne kontrolsystem og andre elementer
af ledelsen og styringen af virksomheden, og at der løbende
sættes fokus på, om det valgte setup fungerer efter hensig-
ten, dvs. om virksomhedens interne kontrolsystem og andre
elementer af ledelsessystemet og styringen er hensigtsmæs-
sige og effektive. Funktionen skal bl.a. udføre de opgaver,
som fremgår af artikel 271 i Solvens II-forordningen og
bilag 9 i ledelsesbekendtgørelsen.
At funktionen skal være effektiv indebærer derudover, at
direktionen skal sikre, at funktionen er objektiv og uafhæn-
gig af både operationelle funktioner i virksomheden og af
bestyrelsen og direktionen, jf. det foreslåede 3. pkt. Se mere
herom under bemærkningerne til disse.
Direktionen skal sikre, at medarbejdere i funktionen har de
rette beføjelser, kompetencer og den rette organisering til at
kunne udføre funktionens opgaver tilfredsstillende i forhold
til virksomhedens kompleksitet og størrelse.
Den interne auditfunktions nærmere opgaver følger af bl.a.
Solvens II-forordningen og af regler udstedt i medfør af §
132, stk. 2, dvs. ledelsesbekendtgørelsen.
Den interne auditfunktions arbejde skal dokumenteres med
henblik på at skabe mulighed for en vurdering af funktio-
nens effektivitet og for at muliggøre en gennemgang af den
foretagne interne audit og dens resultater.
Det foreslås i 3. pkt., at den interne auditfunktion skal være
objektiv og uafhængig af virksomhedens operationelle funk-
tioner.
At funktionen skal være objektiv betyder, at nøglepersonen
og eventuelle medarbejdere i funktionen skal kunne gen-
nemføre audits uden forudindtagede holdninger og uden at
være påvirket af virksomhedens interesser eller i øvrigt at
blive sat i interessekonflikter under udførelsen af sine opga-
ver, som kan bringe funktionens uafhængighed og upartisk-
hed i fare.
Med uafhængighed forstås den organisatoriske indretning,
som skal sikre en adskillelse af nøglefunktionerne, og der-
udover den operationelle uafhængighed, der skal sikre, at
intern auditfunktionen ikke er en del af virksomhedens ope-
rationelle funktioner.
Som nævnt i bemærkningerne til det foreslåede stk. 1, 2.
pkt., skal intern auditfunktionen blandt andet kontrollere,
at virksomhedens kontrolsystem og andre dele af ledelses-
systemet fungerer hensigtsmæssigt. I sin egenskab af kon-
trolinstans må intern auditfunktionen i sagens natur ikke
være under indflydelse fra eller bliver involveret i interesse-
konflikter med den øvrige del af ledelsessystemet og indret-
ningen og effektiviteten heraf, som funktionen netop skal
foretage vurderinger af hensigtsmæssigheden af.
Det betyder, at personer, som varetager opgaverne i intern
auditfunktionen, ikke samtidig kan varetage opgaver i de
andre nøglefunktioner eller øvrige driftsmæssige opgaver
indenfor den samme virksomhed, da det vil medføre, at
vedkommende kan komme til at skulle kontrollere sig selv.
Personer, der varetager opgaverne i selve funktionen, kan
under visse særlige og kumulative betingelser udpeges til
andre nøgleposter, jf. artikel 271, stk. 2, i Solvens II-forord-
ningen. I praksis vil det imidlertid ofte være vanskeligt at
kombinere intern auditfunktionens opgaver med andre funk-
tioner eller driftsmæssige opgaver, da enhver involvering i
virksomhedens operationelle funktioner vil kompromittere
intern auditfunktionens objektivitet og uafhængighed og in-
debære en interessekonflikt for dem, der varetager intern
auditfunktionen.
Uafhængigheden skal sikres både i relationer internt i virk-
somheden og i relation til eksterne parter. Det kan eksem-
pelvis være i virksomheder, hvor en eller flere af funktio-
nerne eller øvrige driftsmæssige opgaver er outsourcet, og
nøglepersonen for intern auditfunktionen eller personer med
tilknytning til funktionen på en og samme tid er ansat i
virksomheden og i det selskab, der er outsourcingleveran-
dør. Det kan også være i situationer, hvor nøglepersonen for
intern auditfunktionen samtidig er ansat som nøgleperson
322
for en eller flere af de øvrige nøglefunktioner i koncernrela-
terede selskaber eller i øvrigt udfører opgaver i de andre
selskaber, som vil medføre, at kravene vedr. uafhængighed,
objektivitet og interessekonflikter ikke kan siges at være
opfyldt
I tilfælde af outsourcing af funktionens opgaver bør intern
auditfunktionen som udgangspunkt være outsourcet til en
anden leverandør end den, som eventuelt er leverandør til
virksomhedens øvrige funktioners opgaver eller til drifts-
mæssige opgaver i øvrigt, så der undgås interessekonflik-
ter. Virksomhedens eksterne revisor kan ikke påtage sig
rollen som nøgleperson for intern auditfunktion.
På grund af den interne auditfunktions særlige rolle bør
virksomheden løbende have fokus på at sikre, at interesse-
konflikter er identificeret, og at der er truffet tilstrækkelige
foranstaltninger for at afbøde risikoen for såvel aktuelle som
potentielle interessekonflikter.
Det er direktionen, der skal sikre intern auditfunktionens
objektivitet og uafhængighed, men nøglepersonen har og-
så selv en forpligtelse til at gøre opmærksom på forhold,
der kompromitterer eller kan komme til at kompromittere
funktionens objektivitet og uafhængighed. Det følger af den
foreslåede § 126, stk. 5, at direktionen skal sikre, at nøg-
lepersonerne i nødvendigt omfang kan rette henvendelse
og rapportere direkte til bestyrelsen uafhængigt af direktio-
nen. Der henvises til de specielle bemærkninger til denne
bestemmelse.
Det foreslås i 4. pkt., at den interne auditfunktion ikke i sin
audit, vurdering og rapportering af auditresultater må være
under påvirkning fra direktionen eller bestyrelsen, som kan
bringe funktionens uafhængighed og upartiskhed i fare.
For at sikre denne uafhængighed kan et medlem af direktio-
nen eller bestyrelsen ikke udpeges til nøgleperson for intern
auditfunktionen, og nøglepersonen for intern auditfunktio-
nen kan ikke indgå i ledelsessystemet i øvrigt eller i den
operationelle drift, da det ligeledes vil skabe en konflikt
mellem virksomheden og funktionen og dennes uafhængige
kontrol af det ledelsesmæssige setup og det interne kontrol-
system.
Til § 132
Den gældende § 71 i lov om finansiel virksomhed fastsætter
de overordnede krav til indretningen af et forsikringsselskab
og en forsikringsholdingvirksomhed.
Den foreslåede § 132 viderefører den gældende § 71 i lov
om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer. Den
foreslåede bestemmelse medfører ikke materielle ændringer.
Bestemmelsen indeholder de overordnede krav til selve
indretningen af et forsikringsselskab og en forsikringshol-
dingvirksomhed. Bestemmelsen blev oprindelig foreslået i
rapporten om Finanstilsynets kontrol med de danske penge-
institutter afgivet i august 1995 af det af erhvervsministeren
i februar 1995 nedsatte ekspertpanel til undersøgelse og vur-
dering af Finanstilsynets tilsynsmetoder ved overvågning og
gennemgang af danske pengeinstitutter (Koktvedgaard-rap-
porten).
Det foreslås i stk. 1, at et forsikringsselskab og en forsik-
ringsholdingvirksomhed skal have effektive former for virk-
somhedsstyring, herunder kravene i nr. 1-8.
De omhandlede former, procedurer og mekanismer skal om-
fatte hele virksomheden og være proportionale med arten,
omfanget og kompleksitetsgraden af virksomhedens aktivi-
teter. For forsikringsholdingvirksomheder vil intensiteten
af kravene skulle afspejle aktiviteten i holdingvirksomhe-
den. Hvis forsikringsholdingvirksomhedens eneste eller pri-
mære aktivitet er at besidde kapitalandele i et forsikringssel-
skab, vil kravene til holdingvirksomhedens indretning være
tilsvarende mere simple.
Kravet om effektive former for virksomhedsstyring har den
betydning, at de øvrige numre i bestemmelsen skal være
opfyldt, for at virksomheden kan have en effektiv form
for virksomhedsstyring. Kravet om effektive former for
virksomhedsstyring udgør således det overordnede krav i
bestemmelsen, mens de efterfølgende krav i nr. 1-8 udgør de
enkelte krav til, hvad der indgår i opfyldelsen af kravet.
Det foreslås i nr. 1, at et forsikringsselskab som en del af si-
ne effektive former for virksomhedsstyring skal have en klar
organisatorisk struktur med en veldefineret, gennemskuelig
og konsekvent ansvarsfordeling.
Virksomheden skal dermed sikre sig, at organisationens op-
bygning indrettes således, at der er klart definerede ansvars-
og arbejdsområder, således at udførelse af opgaver adskilles
fra kontrollen af samme.
Det foreslås i nr. 2, at et forsikringsselskab som en del af
sine effektive former for virksomhedsstyring skal have en
god administrativ og regnskabsmæssig praksis.
Det foreslås i nr. 3, at et forsikringsselskab som en del
af sine effektive former for virksomhedsstyring skal have
skriftlige forretningsgange for alle de væsentlige aktivitets-
områder.
Nr. 3 giver Finanstilsynet en udtrykkelig hjemmel til at kræ-
ve, at forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksomhe-
der skal have skriftlige forretningsgange for alle de væsent-
lige aktivitetsområder. Det vil afhænge af den enkelte virk-
323
somhed, hvilke aktivitetsområder der er væsentlige for virk-
somheden. Forretningsgangene skal dog altid omhandle de
områder, som er beskrevet i bestyrelsens instruks til direkti-
onen, jf. lovforslagets § 95, stk. 2.
Skriftlige forretningsgange kan medvirke til at sikre, at de
af ledelsen vedtagne retningslinjer kommer til medarbejder-
nes kundskab og bidrager til at give medarbejderne et godt
beslutningsgrundlag. Endelig bidrager skriftlige forretnings-
gange til at ensrette sagsbehandlingen i den enkelte virk-
somhed.
Kravet om skriftlighed indebærer, at det ikke er tilstrække-
ligt, at virksomheden har en fast indarbejdet praksis, som
der ikke er tvivl om bliver efterlevet, hvis denne ikke fore-
ligger på skrift.
Det foreslås i nr. 4, at et forsikringsselskab som en del
af sine effektive former for virksomhedsstyring skal have
effektive procedurer til at identificere, forvalte, overvåge
og rapportere om de risici, virksomheden er eller kan blive
udsat for.
Det foreslås i nr. 5, at et forsikringsselskab som en del af
sine effektive former for virksomhedsstyring skal have de
ressourcer, der er nødvendige for at gennemføre de tjene-
steydelser, som selskabet tilbyder. Selskabet skal ligeledes
anvende ressourcerne hensigtsmæssigt.
Ved »anvende disse hensigtsmæssigt« forstås, at virksom-
hederne skal anvende deres ressourcer til gavn for kunder-
ne. Virksomhederne kan således ikke tilbyde tjenesteydelser,
som de ikke har mandskab og forretningsgange til at gen-
nemføre på en for kunderne tilfredsstillende måde.
Det foreslås i nr. 6, at et forsikringsselskab som en del
af sine effektive former for virksomhedsstyring skal have
procedurer med henblik på adskillelse af funktioner i forbin-
delse med håndtering og forebyggelse af interessekonflikter.
Det foreslås i nr. 7, at et forsikringsselskab som en del
af sine effektive former for virksomhedsstyring skal have
fyldestgørende interne kontrolprocedurer.
Det foreslås i nr. 8, at et forsikringsselskab som en del af
sine effektive former for virksomhedsstyring skal have be-
tryggende kontrol- og sikringsforanstaltninger på it-området.
Kravet er nærmere præciseret i bekendtgørelse nr. 1723 af
16. december 2015 om ledelse og styring af forsikringssel-
skaber m.v. udstedt i medfør af stk. 2.
Formålet med bestemmelsen er at understøtte bestyrelsens
arbejde med at sikre, at bestyrelsens medlemmer samlet set
har en tilstrækkelig kollektiv viden, faglig kompetence og
erfaring til at kunne forstå virksomhedens aktiviteter, her-
under de største risici, jf. lovforslagets § 96, stk. 4, samt
at direktionen har den fornødne viden og erfaring til at
varetage sit hverv med den daglige ledelse. Hvis bestyrel-
sen finder, at ændringer i virksomhedens forretningsmodel
eller risikoprofil giver anledning til at supplere bestyrelsens
samlede kompetencer eller direktionens kompetencer, skal
virksomheden sikre, at der afsættes de fornødne ressourcer
hertil. Og hvis bestyrelsen i øvrigt finder, at den har brug
for at supplere de tilstedeværende kompetencer i bestyrelsen
og/eller direktionen, og at dette ville kunne opnås ved efter-
uddannelseskurser, skal virksomheden sikre, at der afsættes
de fornødne ressourcer hertil.
Sikring af tilstrækkelige personalemæssige ressourcer kan
bl.a. være relevant i situationer, hvor nye medlemmer af
bestyrelsen og direktionen tiltræder og gennemgår introduk-
tionsforløb eller andre interne kurser.
Ved Finanstilsynes generelle tilsyn vil Finanstilsynet i for-
bindelse med vurderingen af, om en virksomhed lever op
til kravene, tage hensyn til, hvilken type af virksomhed vur-
deringen vedrører. Finanstilsynet kan i forbindelse med en
sådan vurdering inddrage eventuelle retningslinjer på områ-
det fra EIOPA og ICP, i det omfang sådanne retningslinjer
foreligger, og i det omfang inddragelse af retningslinjerne er
relevant.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere
regler om de foranstaltninger, som et forsikringsselskab og
en forsikringsholdingvirksomhed skal træffe for at have ef-
fektive former for virksomhedsstyring, jf. stk. 1.
Hjemlen i den gældende § 71 i lov om finansiel virksomhed
er udnyttet ved udstedelse af bekendtgørelse om ledelse og
styring af forsikringsselskaber m.v., jf. bekendtgørelse nr.
1723 af 16. december 2015. Bekendtgørelsen indeholder en
række nærmere krav til indretningen af et forsikringsselskab
og en forsikringsholdingvirksomhed. Udgangspunktet er, at
de virksomheder, der er omfattet af bekendtgørelsen, skal
leve op til alle kravene i bekendtgørelsen, men at det afhæn-
ger af den enkelte virksomheds forhold, hvilke foranstaltnin-
ger der på grundlag af et proportionalitetsprincip skal til,
for at kravet i bekendtgørelsen kan anses for opfyldt. Det er
virksomhedens bestyrelse og direktion, der beslutter, hvilke
foranstaltninger der er tilstrækkelige til, at virksomheden
drives på betryggende vis, og at bestemmelserne overhol-
des. Virksomhedens ledelse skal ved vurderingen af, hvil-
ke foranstaltninger der er nødvendige, tage udgangspunkt
i virksomhedens forretningsmodel, herunder virksomhedens
størrelse, kompleksiteten af virksomhedens aktiviteter og
strukturen af den koncern, som virksomheden er en del
af. Bekendtgørelsen forventes videreført.
324
Fokus for kravene til forsikringsholdingvirksomheder er på
styring af risici forbundet med den enkelte virksomheds
aktivitet. Da forsikringsholdingvirksomheder ikke nødven-
digvis har aktiviteter, der kan begrunde en så detaljeret re-
gulering, som er gældende for forsikringsselskaber, finder
bekendtgørelsens bestemmelser for gruppe 1-forsikringssel-
skaber tilsvarende anvendelse for forsikringsholdingvirk-
somheder, med de tilpasninger koncernforholdet nødvendig-
gør.
Det følger af lovforslagets § 312, stk. 1, at overtrædelse
af § 132, stk. 1, kan straffes med bøde. Ansvarssubjektet
for overtrædelse af stk. 1 er det pågældende forsikringssel-
skab. Den strafbare handling består i ikke at efterkomme
et af de i stk. 1 nævnte krav og dermed sikre, at virksomhe-
den har de nødvendige effektive former for virksomhedssty-
ring. Et eksempel herpå er, hvis forsikringsselskabet ikke
har en klar organisatorisk struktur med en veldefineret, gen-
nemskuelig og konsekvent ansvarsfordeling.
Til § 133
Det følger af den gældende § 71 i lov om finansiel virk-
somhed, at en finansiel virksomhed, en finansiel holding-
virksomhed og en forsikringsholdingvirksomhed skal have
effektive former for virksomhedsstyring, herunder for en
række nærmere angivne emner og forretningsområder.
Den gældende § 71 i lov om finansiel virksomhed indeholdt
tidligere et stk. 2, der fastsatte, at forsikringsselskaber skal
have effektive procedurer for godkendelse af nye produkter
og tjenesteydelser, væsentlige ændringer i eksisterende pro-
dukter og tjenesteydelser samt distribution af disse.
Den tidligere § 71, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed
blev ophævet ved § 297, nr. 83, i lov nr. 1155 om fonds-
mæglerselskaber og investeringsservices og -aktiviteter af
8. juni 2020 som en konsekvens af, at reglen ikke længere
skulle være omfattet af lov om finansiel virksomhed. Reglen
regulerede både situationer, der var og ikke var omfattet af
MiFID II. Reglen blev imidlertid fejlagtigt kun videreført
i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservices og
-aktiviteter for så vidt angår de situationer, der er omfattet af
MiFID II.
Den fejlagtigt ophævede § 71, stk. 2, er genindført med
§ 7, nr. 2, i lov nr. 243 om ændring af selskabsloven og
forskellige andre love af 7. marts 2023 og trådte i kraft den
23. marts 2023.
Det følger bl.a. af artikel 25, stk. 1, i direktivet om forsik-
ringsdistribution, at produktgodkendelsesprocessen skal væ-
re forholdsmæssigt afpasset og hensigtsmæssig i forhold til
forsikringsproduktets art. I produktgodkendelsesprocessen
skal der angives en afgrænset målgruppe for hvert produkt,
som skal sikre, at alle relevante risici for denne målgruppe
vurderes, at den tilsigtede distributionsstrategi er i overens-
stemmelse med den tilsigtede målgruppe, og at forsikrings-
produktet distribueres til den afgrænsede målgruppe.
I artikel 25, stk. 2, i direktivet om forsikringsdistribution
tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede
retsakter med henblik på yderligere at præcisere principper-
ne i artikel 25. Kommissionen har i delegeret forordning
(EU) 2017/2358 af 21. september 2017 fastsat suppleren-
de regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2016/97 for så vidt angår krav til produkttilsyn og styring
for forsikringsselskaber og forsikringsdistributører (POG-
forordningen).
Den foreslåede § 133 svarer til den fejlagtigt ophævede
§ 71, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, som foreslås
genindført i lov om finansiel virksomhed med forslag til
ændring af selskabsloven m.fl. (del 2) med en ny struktur og
flere redaktionelle ændringer. Den foreslåede § 135 er ikke
tiltænkt materielle ændringer i forhold til den tilsvarende
bestemmelse i lov om finansiel virksomhed. Den foreslåede
bestemmelse implementerer artikel 25 i direktivet om for-
sikringsdistribution.
Det foreslås i stk. 1, at forsikringsselskaber, der udarbejder
forsikringsprodukter, skal have effektive procedurer for god-
kendelse af nye produkter, væsentlige ændringer i eksister-
ende produkter og tjenesteydelser samt distribution af disse.
Det fremgår bl.a. af artikel 3 i komissionens delegerede
forordning (EU) 2017/2358 af 21. september 2017 om
supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets Di-
rektiv 2016/97 for så vidt angår krav til produkttilsyn og
styring for forsikringsselskaber og forsikringsdistributører
(POG-forordningen), hvem der kan anses for at være produ-
cent af et forsikringsprodukt, hvilket vil sige at have en
beslutningstagende rolle i forbindelse med udformningen
og udviklingen af et forsikringsprodukt til markedet, og
derfor er omfattet af kravet i stk. 1. Derudover fastsætter
POG-forordningens artikel 3 krav om den aftale, der skal
fastlægges, hvis producenten er en forsikringsformidler eller
et forsikringsselskab.
Endvidere fastsætter artikel 4 i POG-forordningen de nær-
mere krav til selve produktgodkendelsesprocessen, herunder
hvilke kriterier udformningen af forsikringsprodukter skal
opfylde.
Artikel 5 fastsætter de nærmere krav til afgrænsningen af
målgruppen, og artikel 6 fastsætter de nærmere krav til,
hvordan produktet skal testes for at sikre, at det lever op til
målgruppens behov, karakteristika og mål.
325
Det foreslås i stk. 2, at forsikringsselskaber regelmæssigt
skal revidere de produkter, som selskabet udbyder eller mar-
kedsfører, under hensyntagen til eventuelle begivenheder,
som materielt kan påvirke de potentielle risici på den tilsig-
tede målgruppe, med henblik på som minimum at vurdere,
om produktet stadig opfylder behovene på den angivne mål-
gruppe, og om den tilsigtede distributionsstrategi stadig er
hensigtsmæssig.
Det fremgår bl.a. af artikel 7 i POG-forordningen, at for-
sikringsselskaberne løbende skal overvåge og regelmæssigt
revidere de forsikringsprodukter, de har markedsført, for
at identificere hændelser, som materielt kunne påvirke de
pågældende produkters vigtigste aspekter, risikodækning el-
ler garantier. Endvidere skal forsikringsselskaberne fastsæt-
te passende intervaller for regelmæssig revision af deres
forsikringsprodukter, idet der tages hensyn til størrelsen,
omfanget, aftalens løbetid og kompleksiteten af de pågæl-
dende forsikringsprodukter, deres respektive distributionska-
naler og eventuelle relevante eksterne faktorer, såsom æn-
dringer af gældende lovgivning, den teknologiske udvikling
eller ændringer i markedssituationen. I tilfælde af at forsik-
ringsselskaberne i forsikringsproduktets levetid konstaterer
forhold i forbindelse med forsikringsproduktet, som kan få
negative konsekvenser for kunden til produktet, skal forsik-
ringsselskaberne træffe passende foranstaltninger for at af-
bøde situationen og forhindre yderligere forekomster af den
skadelige hændelse, ligesom forsikringsselskaberne straks
skal underrette de berørte forsikringsdistributører og kunder
om de afhjælpende foranstaltninger, der er truffet.
Kravet om en løbende revision af udbudte eller markeds-
førte produkter gælder kun for produkter, som er udbudt
efter den 1. oktober 2018, hvor POG-forordningen trådte
i kraft. Dette gælder dog ikke, hvis produkterne er ændret
væsentligt.
Dog skal det bemærkes, at der ved siden af de nye regler i
POG-forordningen findes den generelle god skik-forpligtel-
se for forsikringsselskaberne til at handle redeligt og loyalt
over for deres kunder eller medlemmer. Denne forpligtelse
indebærer blandt meget andet også en overordnet pligt til
at sikre, at de produkter og ydelser, selskaberne leverer,
er tidssvarende og relevante for kunderne. Er det ikke til-
fældet, bør selskaberne tilpasse produkterne eller oplyse
kunderne om de ændrede forhold og deres betydning for
produktet. Forpligtelsen efter god skik-reglerne til at sikre,
at produkter udbudt før 1. oktober 2018 fortsat er relevante
for kunderne, gælder således også, selvom de pågældende
produkter ikke længere markedsføres.
Det foreslås i stk. 3, at forsikringsselskaber skal stille alle
relevante oplysninger om forsikringsproduktet og om pro-
duktgodkendelsesprocessen, herunder forsikringsproduktets
tilsigtede målgruppe, til rådighed for forsikringsdistributø-
rerne.
Det fremgår af POG-forordningens artikel 10, at forsikrings-
selskaber, der udarbejder forsikringsprodukter, skal stille al-
le relevante oplysninger om forsikringsproduktet og om pro-
duktgodkendelsesprocessen, herunder oplysninger om mål-
gruppe, til rådighed for distributører.
Det foreslås i stk. 4, at forsikringsselskaber, der rådgiver
om eller foreslår forsikringsprodukter, som de ikke selv har
udarbejdet, skal have effektive procedurer for indhentelse af
relevante oplysninger om forsikringsprodukterne.
Det fremgår af POG-forordningens artikel 10, at forsikrings-
selskaber, der rådgiver om eller foreslår forsikringsproduk-
ter, som de ikke selv har udarbejdet, skal have etableret
produktdistributionsordninger, der omfatter passende foran-
staltninger og procedurer, med henblik på at indhente alle
relevante oplysninger fra producenten om de forsikringspro-
dukter, de agter at udbyde til deres kunder, og med henblik
på fuldt ud at forstå de pågældende forsikringsprodukter,
idet der tages hensyn til graden af kompleksitet og de risici,
der er forbundet med produkterne, samt arten, omfanget og
kompleksiteten af forsikringsselskabets relevante virksom-
hed
Det foreslås i stk. 5, at stk. 1-4 ikke finder anvendelse på
forsikringsprodukter, der består af forsikring af store risici.
Der henvises til bemærkningerne til definitionen af store
risici i lovforslagets § 9, nr. 38.
Overtrædelse af lovforslagets § 133, stk. 1, kan straffes med
bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, jf. lovforslagets § 312, stk. 1. Ansvarssubjektet
i forhold til overtrædelse af lovforslagets § 133, stk. 1, er et
forsikringsselskab. Det betyder, at hvis et forsikringsselskab
ikke har effektive procedurer for godkendelse af nye pro-
dukter og tjenesteydelser, væsentlige ændringer i eksisteren-
de produkter og tjenesteydelser samt distribution af disse,
kan forsikringsselskabet straffes med bøde, jf. lovforslagets
§ 312, stk. 1.
Til § 134
Det følger af den gældende § 72 b i lov om finansiel virk-
somhed, at forsikringsselskaber kan outsource en proces, en
tjenesteydelse eller en aktivitet, som selskaberne ellers selv
ville udføre, til en tjenesteyder under visse nærmere fastsatte
betingelser.
Det følger af den gældende § 72 c i lov om finansiel virk-
somhed, at § 72 b, stk. 2-4, og regler fastsat i medfør af §
72 a, stk. 3, og § 72 b, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed
ikke gælder for virksomhedernes autentifikation af brugere
326
ved anvendelse af MitID-løsningen, jf. lov om MitID og
NemLog-in.
Den foreslåede § 134 viderefører den gældende § 72 b i lov
om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer og
viderefører den gældende § 72 c i lov om finansiel virksom-
hed for så vidt angår de dele, der vedrører forsikringsselska-
ber (§ 72 b). Den foreslåede bestemmelse medfører ikke
materielle ændringer.
Outsourcingreglerne har bl.a. til formål at sikre, at forsik-
ringsselskaber, i tilfælde af outsourcing, fortsat bærer an-
svaret for de opgaver, der udføres hos tjenesteyderen samt
at sikre, at Finanstilsynet fortsat kan udøve et effektivt til-
syn. Ved outsourcing skal forsikringsselskaber derfor sikre,
at de har kontrol over opgaverne, og at forsikringsselska-
berne har mulighed for at udøve nødvendig indflydelse på
opgavernes udførelse.
Det foreslås i stk. 1, at forsikringsselskaber kan outsource
en proces, en tjenesteydelse eller en aktivitet, som virksom-
heden ellers selv ville udføre, til en tjenesteyder.
Ved vurderingen af, om virksomheden selv ville udføre
en outsourcet proces, tjenesteydelse eller aktivitet, bør det
overvejes, om den proces, tjenesteydelse eller aktivitet, eller
dele heraf, der outsources til en leverandør, udføres gentag-
ne gange eller løbende af leverandøren, og om denne proces,
tjenesteydelse eller aktivitet, eller dele heraf, normalt ville
falde indenfor rammerne af processer, tjenesteydelser eller
aktiviteter, der realistisk set ville eller kunne udføres af virk-
somheden, også selvom virksomheden ikke selv har udført
denne proces, tjenesteydelse eller aktivitet eller dele heraf
tidligere.
Hvis det outsourcede kan kategoriseres som enten en proces,
tjenesteydelse eller en aktivitet, finder reglerne anvendelse,
også selvom det outsourcede kan kategoriseres i mere end
én af de pågældende kategorier.
En virksomhed bør til enhver tid opretholde tilstrækkelig
substans og ikke blive "tomme skaller" eller "postboks-sel-
skaber”. Virksomheder kan eksempelvis ikke outsource le-
delsesorganets effektive udøvelse af det ansvar, som påhvi-
ler medlemmerne af ledelsesorganet.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1-4, at forsikringsselskaber skal
sikre, at outsourcing af kritiske eller vigtige operationelle
funktioner eller aktiviteter ikke foregår på en måde, der kan
medføre en væsentlig forringelse af kvaliteten af ledelsessy-
stemet i forsikringsselskabet, medføre en unødig forøgelse
af den operationelle risiko, forringe tilsynsmyndighedernes
mulighed for at kontrollere, at selskabet overholder sine for-
pligtelser, eller være til hinder for, at forsikringsselskabet til
enhver tid kan tilbyde forsikringstagerne en tilfredsstillende
service.
Det er en afgørende forudsætning for outsourcing, at forsik-
ringsselskaberne sikrer, at outsourcingen ikke medfører for-
ringelse i forhold til de omhandlede områder. De nærmere
krav, der skal iagttages, fremgår for gruppe 1-forsikrings-
selskaber i Solvens II-forordningens artikel 274, mens de
nærmere krav, der skal iagttages af gruppe 2-forsikringssel-
skaber, vil fremgå af de regler, som erhvervsministeren be-
myndiges til at udstede.
For gruppe 2-forsikringsselskaber er der ikke tale om en
implementering af EU-retlige regler, men indførelse af na-
tionale regler, der skal sikre ensartede forretningsbetingel-
ser for både gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber i
Danmark. Dette følger af erhvervsministeriets forslag om,
at gruppe 2-forsikringsselskaber skal følge samme regler
som gruppe 1-forsikringsselskaber. Formålet er at regulere
forsikringsselskaberne ud fra princippet om, at ensartet virk-
somhed bør efterleve de samme regler, så de danske forbru-
gere sikres en ensartet beskyttelse.
Det er i udgangspunktet op til forsikringsselskaberne at vur-
dere, om den outsourcede funktion eller aktivitet er en kri-
tisk eller vigtig funktion eller aktivitet for forsikringsselska-
bet. Ved vurderingen bør forsikringsselskaberne bl.a. skele
til, om funktionen eller aktiviteten er vigtig for selskabets
drift, således at forsikringsselskabet ikke ville kunne tilbyde
forsikringstagerne sin service uden denne funktion eller ak-
tivitet. Det beror således på en konkret vurdering, om den
outsourcede funktion eller aktivitet er en kritisk eller vigtig
funktion eller aktivitet.
En række outsourcingsarrangementer vil dog almindeligvis
udgøre outsourcing af kritiske eller vigtige funktioner eller
aktiviteter. Dette omfatter f.eks. outsourcing af produktud-
vikling, fastsættelse af forsikringsbetingelser og tarifering,
diskretionær porteføljepleje, skadesbehandling, it-drift og -
sikkerhed, regnskabs-/solvensopgørelser, databehandling og
-opbevaring og outsourcing af nøglefunktioner.
Omvendt er der også en række outsourcingsarrangementer,
som almindeligvis ikke vil udgøre outsourcing af kritiske
eller vigtige funktioner eller aktiviteter. Dette omfatter f.eks.
investeringer i investeringsforeninger, rådgivning, der ikke
relaterer sig til forsikringsaktiviteter, herunder juridisk råd-
givning, personaleoplæring, køb af markedsinformation og
HR-ydelser, herunder rekruttering af medarbejdere m.v.
Med lovforslagets § 312, stk. 1, foreslås det, at overtrædelse
af den foreslåede bestemmelses stk. 2 kan straffes med bøde.
Ansvarssubjektet er forsikringsselskabet. Det betyder, at
327
hvis et forsikringsselskab ikke sikrer, at en oursourcing af
kritiske eller vigtige operationelle funktioner eller aktiviteter
foregår på en måde, der ikke medfører en væsentlig forrin-
gelse af kvaliteten af ledelsessystemet i forsikringsselskabet
eller en unødig forøgelse af den operationelle risiko, ikke
forringer tilsynsmyndighedernes mulighed for at kontrollere,
at forsikringsselskabet overholder sine forpligtelser eller ik-
ke er til hinder for, at forsikringsselskabet til enhver tid kan
tilbyde forsikringstagerne en tilfredsstillende service, kan
dette straffes med bøde.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at forsikringsselskaber i god tid
skal underrette Finanstilsynet om en forestående outsourcing
af kritiske eller vigtige funktioner eller aktiviteter.
Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at Finanstilsynet endvidere
skal underrettes om væsentlige forandringer for de i 1. pkt.
nævnte funktioner eller aktiviteter.
Den foreslåede § 134, stk. 3, er en direktivnær implemente-
ring af artikel 49 i Solvens II-direktivet.
Ved vurderingen af om Finanstilsynet skal underrettes om
virksomhedens outsourcing, bør virksomheden som mini-
mum overveje, om outsourcingen kan have en kritisk eller
vigtig indvirkning på den fortsatte levering af virksomhe-
dens forretnings- og tilladelsespligtige aktiviteter.
Hvad der forstås ved i god tid vil bero på den konkrete situa-
tion. Ved vurderingen af underretningstidspunktet skal indgå
Finanstilsynets mulighed for at gøre indsigelser mod eller
fremkomme med bemærkninger til den påtænkte outsour-
cing. Perioden skal således være tilstrækkelig lang til at sik-
re, at en sådan indsigelsesadgang ikke gøres illusorisk. En
manglende indsigelse fra Finanstilsynet vil imidlertid ikke
være udtryk for en godkendelse af den påtænkte outsour-
cing, og at Finanstilsynet ved en efterfølgende vurdering af
en påbegyndt outsourcing ikke vil kunne reagere over for
forhold, der ikke lever op til reglerne.
Med lovforslagets § 312, stk. 1, foreslås det, at overtrædel-
se af den foreslåede bestemmelses stk. 3 kan straffes med
bøde. Ansvarssubjektet er forsikringsselskabet. Det betyder,
at et forsikringsselskab, der ikke underretter Finanstilsynet
om en forestående outsourcing af kritiske eller vigtige ope-
rationelle funktioner eller aktivitet i god tid, kan straffes
med bøde. Et forsikringsselskab vil også kunne straffes med
bøde, hvis det ikke underretter Finanstilsynet om væsentlige
forandringer af outsourcede kritiske eller vigtige operatio-
nelle funktioner eller aktiviteter.
Det foreslås i stk. 4, at forsikringsselskaber er ansvarlige for
samtlige outsourcede funktioner eller aktiviteter.
Ved outsourcing skal forsikringsselskabet således fortsat sik-
re sig kontrol over opgaverne og have mulighed for at udøve
nødvendig indflydelse på opgavernes udførelse. Det gælder
ikke mindst i forhold til virksomhedens mulighed for at
udøve indflydelse på situationer, hvor en leverandør ønsker
at foretage videreoutsourcing til en underleverandør.
Det følger af Solvens II-direktivets artikel 49, nr. 1, at
forsikrings- og genforsikringsselskaber forbliver fuldt ud
ansvarlige for opfyldelsen af de forpligtelser, der påhviler
dem i henhold til Solvens II-direktivet, når de outsourcer
funktioner eller en hvilken som helst forsikrings- og genfor-
sikringsaktivitet.
Det foreslåede stk. 4 er en direktivnær implementering af
artikel 49 i Solvens II-direktivet.
Det foreslås i stk. 5, at Finanstilsynet kan træffe afgørelse
om, at forsikringsselskabets outsourcing skal bringes til op-
hør indenfor en af Finanstilsynet nærmere fastsat frist, hvis
outsourcingkontrakten eller dennes parter ikke opfylder reg-
lerne i denne bestemmelse eller regler fastsat i medfør af stk.
6.
Ophør er relevant, hvor outsourcingkontrakten ikke lever op
til kravene, og hvor det konstateres, at kontraktens parter
ikke efterlever de krav, der følger af den foreslåede bestem-
melse, eller de efter stk. 6 fastsatte krav. Inden Finanstilsy-
net træffer afgørelse, skal Finanstilsynet give outsourcing-
virksomheden mulighed for at få forholdene bragt på plads,
medmindre outsourcingvirksomheden gentagne gange har
overtrådt kravene, eller hvis Finanstilsynet skønner, at en
udsættelse af afgørelsen er formålsløs. Ved fastsættelsen af
fristen skal der tages hensyn til de alvorlige følgevirkninger,
der kan være ved, at outsourcingvirksomheden i utide skal
bringe outsourcingaktiviteten til ophør, og efter omstændig-
hederne kan der tages hensyn til den tid, det tager virksom-
heden at kontrahere til anden side.
Med reglen gives Finanstilsynet en beføjelse til at gribe
ind i et privatretligt kontraktforhold og dermed bringe ufor-
svarlig outsourcing til ophør, hvis virksomheden eller dens
kontraktparter ikke inden for en rimelig frist har gjort tiltag,
der kan sikre, at outsourcingen sker på forsvarlig vis og i
overensstemmelse med reglerne. Fristen skal fastsættes efter
forholdets karakter.
Hvis der er tale om en principiel afgørelse eller en afgørelse,
der har videregående, betydelige følger for forsikringssel-
skabet, skal sagen i henhold til § 345, stk. 7, nr. 4 i lov om
finansiel virksomhed, behandles af Finanstilsynets bestyrel-
se.
Det foreslås i stk. 6, at erhvervsministeren bemyndiges til at
fastsætte nærmere regler om outsourcing.
328
Erhvervsministeren fastsætter efter det foreslåede stk. 6, nr.
1, nærmere regler om outsourcingvirksomhedens ansvar og
kontrol med en leverandør, herunder dennes videreoutsourc-
ing.
Erhvervsministeren fastsætter efter det foreslåede stk. 6, nr.
2, nærmere regler om outsourcingvirksomhedens interne ret-
ningslinjer for outsourcing.
Erhvervsministeren fastsætter efter det foreslåede stk. 6, nr.
3, nærmere regler om de krav, som outsourcingvirksomhe-
den som minimum skal sikre, at leverandører eller underle-
verandører til enhver tid skal opfylde, og som skal være
aftalt i outsourcingkontrakten.
Med forslaget videreføres erhvervsministerens bemyndigel-
se til at fastsætte regler om outsourcing. Erhvervsministe-
rens bemyndigelse er givet med henblik på at kunne iagtta-
ge Solvens II-forordningens artikel 274 for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber og udstede sammenlignelige regler for grup-
pe 2-forsikringsselskaber, der vil fremgå af de regler, som
erhvervsministeren bemyndiges til at udstede.
Den foreslåede bemyndigelse forventes at blive benyttet til
at udstede regler for gruppe 2-forsikringsselskaber. Reglerne
for disse virksomheder vil i videst mulig omfang ligne reg-
lerne, der gælder for gruppe 1-forsikringsselskaber, der for
så vidt angår outsourcing er omfattet af den gældende § 72
b i lov om finansiel virksomhed samt Solvens II-forordnin-
gens regler om outsourcing. Bemyndigelsesbestemmelsen
kan også benyttes til at fastsætte regler for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber, men forventes ikke udnyttet til at fastsætte
regler for gruppe 1-forsikringsselskaber.
En tilsvarende bemyndigelse til det foreslåede stk. 6, nr. 1-3,
gælder for Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. § 23 c, stk.
6, nr. 1-3, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension og for
Lønmodtagernes Dyrtidsfond, jf. § 4 d, stk. 6, nr. 1-3, i lov
om Lønmodtagernes Dyrtidsfond.
Det følger af den gældende lov om MitID og NemLog-in, at
MitID-løsningen defineres som den danske nationale elek-
troniske identifikationsordning. MitID-løsningen kan også
betegnes som en eID-ordning eller eID-løsning. Med løsnin-
gen kan der foretages elektronisk identifikation. Løsningen
fungerer derved som en autentifikationstjeneste af privatper-
soners digitale identiteter. MitID-løsningen er den nationale
identitetsgarant for privatpersoner.
Ved overgangen fra NemID til MitID sker der en række
ændringer i den fællesoffentlige digitale infrastruktur. En
central ændring medfører, at MitID-løsningen fremadrettet
alene vil udgøre en autentifikationsløsning, hvor NemID-
løsningen også indeholder digital signatur. Dette medfører,
at hvor der tidligere var lighed mellem NemID og digital
signatur, vil der fremadrettet skulle anvendes serviceområ-
det Digital Signatur i NemLog-in til den offentlige digitale
underskrift baseret på autentifikation med MitID.
Det følger af den gældende lov om MitID og NemLog-in,
at autentifikation defineres som en proces, som genkender
og verificerer en digital identitet gennem anvendelse af et
elektronisk identifikationsmiddel.
Med NemID-løsningen kunne en tjenesteudbyder henvende
sig til leverandøren af NemID-løsningen og blive tilsluttet
løsningen. MitID-løsningen vil fungere anderledes på dette
punkt, idet en tjenesteudbyder i stedet skal anvende en bro-
ker, der fungerer som bindeled mellem tjenesteudbyderen og
MitID-løsningen, hvor autentifikationen sker. I NSIS-stan-
darden, som lægges til grund for den offentlige digitale in-
frastruktur, defineres en identitetsbroker som formidler af en
autentificeret digital identitet til tredjeparter på baggrund af
en autentifikation verificeret af brokeren selv eller eventuelt
af en anden tredjepart. MitID-løsningen vil således være
baseret på et brokerkoncept, som indebærer, at tjenesteud-
bydere i stedet for at tilgå MitID-løsningen direkte tilgår
løsningen gennem en broker. MitID-brokere skal være cer-
tificerede i henhold til foruddefinerede krav for at kunne
tilslutte sig MitID. Der stilles dog kun krav om NSIS-an-
meldelse for brokere, der ønsker at indgå i den offentlige
digitale infrastruktur.
Autentifikationen, som genkender og verificerer en digital
identitet, sker i MitID-løsningen. Den digitale signatur vil
derimod skulle udvikles af den individuelle broker eller kan
tilkøbes som en service fra den offentlige broker i NemLog-
in eller fra andre brokere i markedet.
Det foreslås i stk. 7, at stk. 2-4 og regler fastsat i medfør
af stk. 6 ikke gælder for virksomhedernes autentifikation
af brugere ved anvendelse af MitID-løsningen, jf. lov om
MitID og NemLog-in.
Bestemmelsen viderefører de dele af den gældende § 72
c i lov om finansiel virksomhed, der er relevante for forsik-
ringsselskaber. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer.
Det foreslåede indebærer, at reglerne om forsikringsselska-
bers outsourcing i stk. 2-4 samt reglerne i de bekendtgø-
relser, der er udstedt i medfør af stk. 6 ikke skal finde
anvendelse for forsikringsselskaber, når de anvender MitID-
løsningen til at foretage autentifikation af en bruger.
Det foreslåede skal ses i sammenhæng med den gældende §
3, stk. 2, i lov om MitID og NemLog-in, hvorefter Digitali-
seringsstyrelsen stiller MitID til rådighed for privatpersoner
og erhvervsbrugere, hvis disse opfylder betingelserne for
329
udstedelse af MitID fastsat i medfør af § 4, stk. 2, i lov om
MitID og NemLog-in. Der vil således i medfør af samme
lovs § 4, stk. 2, blive fastsat regler om udstedelse af MitID,
som bl.a. forsikringsselskaber vil skulle overholde ved an-
vendelsen af MitID.
For at undgå en uhensigtsmæssig forskelsbehandling af
virksomheders brug af MitID, herunder at finansielle virk-
somheder vil skulle opfylde både de aftaler, der indgås for
at overholde den kommende lov om MitID og NemLog-in,
og reglerne om outsourcing, herunder reglerne i outsour-
cingbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 723 af 28. maj
2020, for gruppe 2-forsikringsselskaber, Arbejdsmarkedets
Tillægspension og Lønmodtagernes Dyrtidsfond, foreslås
det, at lovforslagets § 134, stk. 2-4, og regler udstedt i
medfør § 134, stk. 6, som viderefører § 72 b, stk. 6, i lov om
finansiel virksomhed, dvs. outsourcingbekendtgørelsen, ikke
skal finde anvendelse.
Forsikringsselskaber vil således kunne anvende MitID-løs-
ningen til autentifikationen af deres kunder, altså til at gen-
kende og verificere en kundes digitale identitet. Forsikrings-
selskaber vil dog stadig have behov for at udvikle en løsning
til digitale signaturer og log in-løsninger til eksempelvis
netbank. Et forsikringsselskab vil skulle anvende en broker,
som kan formidle en autentificeret digital identitet på bag-
grund af autentifikationen.
Forholdet mellem forsikringsselskabet og brokeren vil sta-
dig være omfattet af regler i outsourcingbekendtgørelsen,
såfremt betingelser herfor i øvrigt er opfyldt. Der vil imid-
lertid kunne opstå usikkerhed om, hvorvidt forholdet mel-
lem en finansiel virksomhed, en broker og MitID-løsnin-
gen vil kunne anses for outsourcing eller videreoutsourc-
ing. Uanset om aktiviteterne, der udføres af MitID-løsnin-
gen, kan anses for outsourcing eller videreoutsourcing, er
det ikke hensigten, at forsikringsselskabers brug af MitID-
løsningen til autentifikation af en bruger skal omfattes af
outsourcingreglerne. Det foreslåede har derfor til formål at
skabe entydig klarhed om, at anvendelse af MitID til auten-
tifikation af brugere ikke vil skulle være omfattet af reglerne
om outsourcing udstedt i medfør af de nævnte bestemmel-
ser.
Der er herved ikke taget stilling til, hvorvidt aktiviteterne,
der udføres af MitID-løsningen, ville kunne anses for out-
sourcing eller videreoutsourcing fra et forsikringsselskab.
Til § 135
Den gældende § 75 a i lov om finansiel virksomhed fast-
sætter, at et forsikringsselskab skal have en whistleblower-
ordning, hvor ansatte kan foretage anonyme indberetninger
om lovovertrædelser eller potentielle overtrædelser af den
finansielle regulering begået af virksomheden, dens ansatte
eller medlemmer af bestyrelsen.
Den foreslåede § 135 viderefører den gældende § 75 a i lov
om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer. Den
foreslåede bestemmelse medfører ikke materielle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at et forsikringsselskab skal have
en ordning, hvor dets ansatte via en særlig, uafhængig og
selvstændig kanal kan indberette overtrædelser eller poten-
tielle overtrædelser af den finansielle regulering begået af
virksomheden, herunder af ansatte eller medlemmer af be-
styrelsen i forsikringsselskabet. Indberetninger til ordningen
skal kunne foretages anonymt. Forsikringsselskabet skal føl-
ge op på indberetninger til ordningen og skriftligt kunne
dokumentere, hvordan forsikringsselskabet har fulgt op på
indberetningerne. Lov om beskyttelse af whistleblowere fin-
der anvendelse på ordningen i 1. pkt., jf. dog § 2 i lov om
beskyttelse af whistleblowere.
Det foreslås i 1. pkt., at et forsikringsselskab skal have en
whistleblowerordning, hvor dets ansatte via en særlig, uaf-
hængig og selvstændig kanal kan indberette overtrædelser
eller potentielle overtrædelser af den finansielle regulering
begået af forsikringsselskabet, herunder af ansatte eller med-
lemmer af bestyrelsen.
Kravet om, at der skal være en særlig kanal, skal forstås
således, at kanalen skal være være oprettet med det formål,
at ansatte som minimum skal kunne indberette overtrædelser
eller potentielle overtrædelser af den finansielle regulering
til ordningen.
At kanalen tillige skal være uafhængig og selvstændig be-
tyder, at der skal etableres en selvstændig funktion, der
er uafhængig af den daglige ledelse, og hvor indberetning
kan ske uden om de normale procedurer, f.eks. direkte til
den afdeling eller medarbejder, som behandler indberetnin-
gerne. Dette vil eksempelvis kunne være den compliancean-
svarlige. Bekendtgørelse nr. 1723 af 16. december 2015 om
ledelse og styring af forsikringsselskaber m.v. stiller særlige
krav til indretning af compliancefunktionen, herunder krav
om uafhængighed af de afdelinger, som compliancefunktio-
nen skal føre kontrol med. Udover compliancefunktionen vil
andre funktioner, der er uafhængige af den daglige ledelse,
herunder uafhængige af den ansattes foresatte, kunne vareta-
ge funktionen som ansvarlig for den uafhængige kanal.
At der kan indberettes overtrædelser eller potentielle over-
trædelser af den finansielle regulering betyder, at der kan
indberettes om alvorlige såvel som mindre alvorlige forseel-
ser, og der ligeledes kan indberettes om overtrædelser, som
ikke er af afgørende betydning for koncernen eller virksom-
heden som helhed. Det kan f.eks. være tilfælde, som alene
kan medføre et påbud eller en påtale fra Finanstilsynet. Der
330
vil tillige kunne indberettes i tilfælde af mistanke om over-
trædelse af den finansielle regulering.
Den finansielle regulering omfatter den til enhver tid gæl-
dende regulering, der hører under Erhvervsministeriets res-
sortområde, som Finanstilsynet fører tilsyn med. Dette in-
kluderer også EU-regulering på det finansielle område, her-
iblandt forordninger og direkte gældende niveau 2-regule-
ring, som har direkte virkning for forsikringsselskaber.
Interne whistleblowerordninger skal desuden leve op til kra-
vene i lov om beskyttelse af whistleblowere, såfremt den
pågældende virksomhed omfattes heraf, jf. det foreslåede
4. pkt. Det indebærer bl.a., at de interne whistleblowerord-
ninger også skal tage imod indberetninger om ”alvorlige
lovovertrædelser eller øvrige alvorlige forhold”, jf. § 1, stk.
1, nr. 2, i lov om beskyttelse af whistleblowere.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at indberetninger til ordningen
skal kunne foretages anonymt.
At indberetninger skal kunne foretages anonymt indebærer,
at den, der indberetter en overtrædelse, skal kunne gøre
dette fuldstændigt anonymt, f.eks. via en løsning på virk-
somhedens intranet, hvor der kan indsendes indberetninger
uden angivelse af navn, uden mulighed for sporing af com-
puterens IP-adresse og lignende. Indberetningerne bør som
udgangspunkt alene være tilgængelige for den afdeling el-
ler medarbejder, som behandler indberetningerne. Anonyme
henvendelser til en whistleblowerordning kan svække mu-
lighederne for at bevise, at der er sket forskelsbehandling
som følge af indberetningen, da kravet om anonymitet med-
fører, at selskabet i tilfælde af anonyme indberetninger ikke
ved, hvem der har indgivet indberetningen. Det er imidlertid
vigtigt at sikre, at de ansatte, der anvender ordningen, kan
være fuldstændig anonyme, idet det kan være svært for en
ansat at beslutte at indberette en overtrædelse til selskabet,
hvis det ikke kan ske anonymt. En ansat kan eksempelvis
være bange for at miste sit arbejde, imens andre ansatte kan
føle, at de har handlet illoyalt over for en kollega eller over
for virksomheden.
En overtrædelse eller en potentiel overtrædelse begået af
virksomheden, herunder af ansatte eller medlemmer af be-
styrelsen, omfatter enhver overtrædelse eller potentiel over-
trædelse af virksomhedens forpligtelser, også selvom denne
ikke kan henføres til en enkelt person, men eksempelvis
skyldes en grundlæggende systemfejl i selskabet. Der vil
tillige kunne blive indberettet om overtrædelser, der skyldes
undladelser. Hvis en virksomhed har valgt at outsource en
del af de forpligtelser, der påhviler det enkelte selskab, til en
ekstern virksomhed, vil de ansatte i forsikringsselskabet og-
så kunne indberette til forsikringsselskabets whistleblower-
ordning om manglende efterlevelse af forpligtelserne, som
sker hos den eksterne virksomhed. Ansatte hos den eksterne
virksomhed vil kunne indberette overtrædelser til Finanstil-
synet.
Et forsikringsselskab kan outsource en whistleblowerord-
ning til en ekstern leverandør. En virksomhed kan imidlertid
ikke fraskrive sig sine forpligtelser efter lovgivningen, og
virksomheder, der benytter sig af outsourcing, er således
fortsat ansvarlige for, at ordningerne lever op til lovgivnin-
gens krav. En virksomhed, som varetager, administrerer el-
ler på anden måde håndterer en ordning på vegne af et
forsikringsselskab, skal være opmærksom på anden særlov-
givning, der kan være til hinder herfor. En virksomhed, der
varetager, administrerer eller på anden måde håndterer en
ordning på vegne af et forsikringsselskab, skal endvidere
også være opmærksom på eventulle lovbestemte oplysnings-
forpligtelser efter f.eks. hvidvaskloven, som forsikringssel-
skaberne kan være underlagt, idet bestemmelsen ikke har til
hensigt at ændre herpå.
Ansattes, herunder direktionens, indberetning til whistleblo-
werordningen vil ikke være i strid med lovforslagets § 82
eller § 132 i selskabsloven om videregivelse af fortrolige
oplysninger. Dette gælder tillige i tilfælde, hvor ordningen
er outsourcet til en ekstern leverandør.
Det foreslås i stk. 1, 3. pkt., at forsikringsselskabet skal
følge op på indberetninger til ordningen og skriftligt kunne
dokumentere, hvordan forsikringsselskabet har fulgt op på
indberetningerne.
Bestemmelsen sikrer kontrol med overholdelse af den fi-
nansielle regulering, samt at selskaberne omfattet heraf får
fulgt op på indberetninger om overtrædelser og potentielle
overtrædelser af den finansielle lovgivning og dokumenteret
dette på fyldestgørende vis.
Bestemmelsen indebærer, at et forsikringsselskab skal kun-
ne dokumentere, hvordan forsikringsselskabet løbende har
fulgt op på indberetninger til forsikringsselskabets whistle-
blowerordning. Dette kan f.eks. være efter anmodning fra
Finanstilsynet som led i Finanstilsynets tilsynsvirksomhed,
jf. lovforslagets §§ 269 og 270.
Bestemmelsen indeholder et skriftligt dokumentationskrav,
som indebærer, at forsikringsselskabet skriftligt skal sikre,
at selskabet løbende får fulgt op på indberetninger til whist-
leblowerordningen, så forsikringsselskabet kan dokumentere
over for Finanstilsynet, at selskabet på betryggende vis har
fulgt op på alle indberetninger til whistleblowerordningen.
Hvilke oplysninger, forsikringsselskabet skal opbevare for
at opfylde dokumentationskravet, er op til det enkelte forsik-
ringsselskab at vurdere. Det kan f.eks. være relevant mail-
korrespondance, interne undersøgelsesrapporter eller andet
331
materiale, der dokumenterer, at forsikringsselskabet på be-
tryggende vis har fulgt op på indberetningerne.
Som dataansvarlig vil forsikringsselskabet til enhver tid
skulle efterleve principperne for behandling af personoplys-
ninger, jf. artikel 5 i databeskyttelsesforordningen. Det bety-
der bl.a., at når personoplysninger ikke længere er nødven-
dige for at efterleve dokumentationskravet, vil forsikrings-
selskabet som udgangspunkt skulle slette eller anonymisere
personoplysningerne.
Det foreslås i stk. 1, 4. pkt., at lov om beskyttelse af whist-
leblowere finder anvendelse på ordningen i 1. pkt., jf. dog
§ 2 i lov om beskyttelse af whistleblowere. Lov om beskyt-
telse af whistleblowere implementerer Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2019/1937 af 23. oktober 2019
om beskyttelse af personer, der indberetter overtrædelser af
EU-retten (whistleblowerdirektivet).
Det foreslåede præciserer, at lov om beskyttelse af whistle-
blowere, jf. lov nr. 1436 af 29. juni 2021, finder anvendel-
se på ordningen i 1. pkt., jf. dog § 2 i lov om beskyttel-
se af whistleblowere. § 2 i lov om beskyttelse af whistle-
blowere implementerer whistleblowerdirektivets artikel 3,
stk. 1. Artiklen regulerer whistleblowerdirektivets forhold
til regler om whistleblowerordninger i sektorspecifikke EU-
retsakter, herunder Rådets og Europa-Parlamentets direktiv
(EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution,
(EUT L 26 af 2.2.2016, s. 19). Lov om beskyttelse af whist-
leblowere finder således allerede supplerende anvendelse på
virksomheder omfattet af forsikringsdistributionsdirektivet.
Det foreslåede præciserer, at reglerne i lov om forsikrings-
virksomhed har forrang, når de giver whistlebloweren en
bedre beskyttelse, end whistlebloweren vil få i medfør af lov
om beskyttelse af whistleblowere.
Indberetninger til whistleblowerordninger i forsikringssel-
skaber skal derfor kunne foretages anonymt i medfør af det
foreslåede i § 135, stk. 1, 2. pkt. Det er på trods af, at der
ikke stilles krav om, at indberetninger til interne whistleblo-
werordninger skal kunne foretages anonymt i medfør af lov
om beskyttelse af whistleblowere. Det betyder bl.a., at kra-
vene om bekræftelse, opfølgning og feedback, jf. § 12, stk.
2, nr. 1-3, i lov om beskyttelse af whistleblowere ikke gæl-
der i de tilfælde, hvor indberetningen er indgivet anonymt,
og hvor det som følge af udformningen af whistleblowerord-
ningen ikke vil være muligt at sende en sådan bekræftelse,
følge op eller give feedback til whistlebloweren. Det kan
f.eks. være tilfældet, hvis den anonyme indberetning indgi-
ves til en fysisk postkasse.
Bestemmelsen ændrer ikke på det skriftlige dokumentations-
krav, der gælder for opfølgninger på indberetninger, og som
bidrager til at sikre en effektiv tilsynsførelse, jf. lovforsla-
gets § 135, stk. 1, 3. pkt.
Lov om beskyttelse af whistleblowere forpligter som ud-
gangspunkt alene arbejdsgivere med 50 eller flere ansatte
til at etablere en intern whistleblowerordning, jf. § 9, stk.
1, i lov om beskyttelse af whistleblowere. En undtagelse
til dette udgangspunkt gælder for de arbejdsgivere, der er
omfattet af anvendelsesområdet for de EU-retsakter, der er
nævnt i whistleblowerdirektivets bilag, del II, herunder for-
sikringsdistributionsdirektivet, jf. § 2 i lov om beskyttelse af
whistleblowere.
Det foreslåede præciserer, at whistleblowerordninger i for-
sikringsselskaber ud over at leve op til kravene i de fore-
slåede §§ 135-137 tillige skal opfylde minimumskravene i
lov om beskyttelse af whistleblowere, i det omfang kravene
giver de ansatte en bedre beskyttelse end lov om forsikrings-
virksomhed. Whistleblowerordninger i forsikringsselskaber
med færre end 50 ansatte skal således tillige opfylde mini-
mumskravene i lov om beskyttelse af whistleblowere, i det
omfang kravene giver de ansatte en bedre beskyttelse end
lov om forsikringsvirksomhed
Et forsikringsselskab er forpligtet til at stille ordningen til
rådighed for virksomhedens ansatte både i henhold til lov
om forsikringsvirksomhed og lov om beskyttelse af whistle-
blowere.
Ansatte skal forstås i overensstemmelse med det EU-retli-
ge arbejdstagerbegreb. EU-Domstolen har i en række sager
udtalt, at arbejdstagerbegrebet i TEUF artikel 45 er et EU-
retligt begreb, der ikke må fortolkes indskrænkende, og at
det væsentligste kendetegn ved et arbejdsforhold er, at en
person i en vis periode præsterer ydelser mod vederlag for
en anden og efter dennes anvisninger. Det er dog en forud-
sætning, at den pågældende person for at kunne kvalificeres
som arbejdstager skal udøve en reel og faktisk beskæftigel-
se, der ikke er af så ringe omfang, at den fremtræder som et
rent marginalt supplement. EU-Domstolen har slået fast, at
vurderingen af, om der er tale om en reel og faktisk beskæf-
tigelse, skal foretages på baggrund af en konkret samlet be-
dømmelse af det omhandlede arbejdsforhold. I den samlede
bedømmelse skal der tages hensyn til en række forhold, her-
under både arbejdstid, vederlag, arbejdsforholdets varighed
og andre vilkår i arbejdsforholdet, som f.eks. ret til betalt
ferie, ret til løn under sygdom, samt om ansættelsesaftalen
er omfattet af en kollektiv overenskomst.
Finanstilsynet har ikke kompetence til at føre tilsyn med
reglerne i lov om beskyttelse af whistleblowere. I de situati-
oner, hvor et krav eksempelvis både følger af lovforslagets
§§ 135-137 og reglerne i lov om beskyttelse af whistleblo-
were, vil Finanstilsynet have kompetence til at føre tilsyn
med overholdelsen af lovforslagets §§ 135-137.
332
Det fremgår af lovforslagets § 312, stk. 1, 1. pkt., at over-
trædelse af lovforslagets § 135, stk. 1, kan straffes med
bøde.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af den foreslåede
§ 135, stk. 1, er forsikringsselskabet. Det betyder eksempel-
vis, at et forsikringsselskabs manglende etablering af en
intern ordning eller manglende opfyldelse af dokumentati-
onskravet vil kunne straffes med bøde, jf. lovforslagets §
287, stk. 1.
Forsikringsselskabet vil f.eks. kunne straffes med bøde i de
tilfælde, hvor forsikringsselskabet undlader at følge op på
henvendelser til forsikringsselskabets whistleblowerordning
eller undlader at dokumentere opfølgningen.
Det foreslås i stk. 2, at et forsikringsselskab kan opfylde
kravet om en whistleblowerordning i stk. 1 via kollektiv
overenskomst.
I praksis betyder dette, at arbejdsmarkedets parter efter
aftale med virksomhederne har mulighed for at etablere
en ordning i f.eks. et fagforbund, hvortil ansatte i forsik-
ringsselskabet kan indberette overtrædelser. En whistleblo-
werordning, der baserer sig på en aftale mellem de forhand-
lingsberettigede parter, skal leve op til kravene i stk. 1 som
beskrevet ovenfor.
Adgangen til, at interne ordninger kan etableres via kollek-
tiv overenskomst, berøres ikke af det foreslåede stk. 1.
Det foreslås i stk. 3, at stk. 1 alene finder anvendelse, når
forsikringsselskabet beskæftiger flere end fem ansatte. Ord-
ningen nævnt i stk. 1 og 2 skal være etableret, senest 3 må-
neder efter forsikringsselskabet har ansat den sjette ansatte.
Den foreslåede bestemmelse fastlægger en bagatelgrænse,
hvorefter et forsikringsselskab, som beskæftiger fem ansatte
eller færre, ikke er omfattet af kravet om etablering af en
whistleblowerordning. Når et forsikringsselskab beskæftiger
flere end fem ansatte, skal forsikringsselskabet senest tre
måneder efter ansættelsen af den sjette ansatte have etableret
en whistleblowerordning.
Det foreslås i stk. 4, at Finanstilsynet kan dispensere fra kra-
vet i stk. 1 i særlige tilfælde, hvor Finanstilsynet vurderer, at
det vil være formålsløst, at der oprettes en ordning.
Dispensation kan alene gives, hvor der foreligger særlige
forhold, som tilsiger, at det ikke vil være hensigtsmæssigt
at stille krav om etablering af en whistleblowerordning. Ek-
sempler herpå kan være, hvis overskridelsen af grænsen på
5 ansatte er midlertidig, eller hvis virksomheden er under
afvikling.
Finanstilsynet kan imidlertid ikke undtage fra kravene i lov
om beskyttelse af whistleblowere. Forsikringsselskaber med
50 eller flere ansatte vil derfor skulle have en whistleblo-
werordning i henhold til lov om beskyttelse af whistleblo-
were og leve op til kravene i denne lov, uanset at Finanstil-
synet måtte undtage virksomheden fra kravet i stk. 1.
Til § 136
Den gældende § 75 b i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter, at et forsikringsselskab ikke må udsætte ansatte eller tid-
ligere ansatte for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige
følger som følge af, at de har gjort brug af en whistleblower-
ordning.
Den foreslåede § 136 viderefører den gældende bestemmel-
se i lov om finansiel virksomhed § 75 b med redaktionel-
le ændringer. Den foreslåede bestemmelse medfører ikke
materielle ændringer. Et forsikringsselskab omfattet af lov
om beskyttelse af whistleblowere skal desuden efterleve for-
buddet mod repressalier i overensstemmelse med reglerne
beskrevet i kapitel 2 i lov om beskyttelse af whistleblowe-
re. Der henvises i den forbindelse til det foreslåede i § 135,
stk. 1, 4. pkt.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at et forsikringsselskab ikke
må udsætte ansatte eller tidligere ansatte for ufordelagtig
behandling eller ufordelagtige følger, som følge af at den
ansatte eller den tidligere ansatte har indberettet forsikrings-
selskabets overtrædelse eller potentielle overtrædelse af den
finansielle regulering til Finanstilsynet eller til en ordning i
selskabet.
Indberetning til whistleblowerordninger etableret via kollek-
tiv overenskomst efter dette forslags § 135, stk. 2, er også
omfattet af bestemmelsen.
Indberetning omfatter bl.a. enhver anmeldelse eller medde-
lelse til Finanstilsynet eller til et selskabs interne whistleblo-
werordning omhandlende et forsikringsselskabs, herunder
en ansats eller et bestyrelsesmedlems, overtrædelse eller po-
tentielle overtrædelse af den finansielle regulering.
Som udgangspunkt er alle former for ufordelagtig behand-
ling omfattet. Ufordelagtig behandling kan foruden afske-
digelse f.eks. være degradering, forflyttelse, chikane eller
lignende.
Det er en forudsætning for den foreslåede bestemmelses an-
vendelse, at den ansatte eller den tidligere ansatte har indbe-
333
rettet en overtrædelse eller en potentiel overtrædelse af den
finansielle regulering til Finanstilsynet eller til forsikrings-
selskabets interne whistleblowerordning, og det er en forud-
sætning, at der er årsagssammenhæng mellem den ufordel-
agtige behandling eller ufordelagtige følger og det forhold,
at den ansatte eller den tidligere ansatte har indberettet en
overtrædelse til Finanstilsynet eller til forsikringsselskabets
interne whistleblowerordning. At der skal foreligge årsags-
sammenhæng medfører bl.a., at bestemmelsen alene finder
anvendelse i forbindelse med ufordelagtig behandling eller
ufordelagtige følger, som besluttes efter, at den ansatte eller
den tidligere ansatte har indberettet et forsikringsselskabs
overtrædelse eller potentielle overtrædelse af den finansielle
regulering til Finanstilsynets eksterne whistleblowerordning
eller et forsikringsselskabs interne whistleblowerordning.
Beskyttelsen i det foreslåede stk. 1 omfatter både alle ansat-
te og alle tidligere ansatte, som udsættes for ufordelagtig
behandling eller ufordelagtige følger, som følge af at perso-
nen har indberettet selskabets overtrædelse eller potentielle
overtrædelse af den finansielle regulering. Der kan f.eks.
være tale om personer, som har foretaget en indberetning
til Finanstilsynets eller forsikringsselskabets whistleblower-
ordning, mens de var ansat i selskabet, eller som efter
ansættelsesforholdets ophør i selskabet har foretaget en ind-
beretning til Finanstilsynet. Begrebet ansatte skal forstås i
overensstemmelse med det EU-retlige arbejdstagerbegreb,
jf. bemærkningerne til det foreslåede under § 135, stk. 1, 4.
pkt.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at en ansat eller en
tidligere ansat, der til trods for forbuddet i den foreslåede
§ 136, stk. 1, mener at have været udsat for repressalier
m.v. som følge af en indberetning af et forsikringsselskabs
overtrædelse eller potentielle overtrædelse af den finansiel-
le regulering til Finanstilsynet eller til forsikringsselskabets
interne whistleblowerordning, kan anlægge et civilretligt
søgsmål mod forsikringsselskabet ved de almindelige dom-
stole, som på baggrund af sagens omstændigheder vil kunne
tilkende den ansatte eller den tidligere ansatte en godtgørel-
se. Sager om manglende efterlevelse af det foreslåede § 136,
stk. 1, i lov om forsikringsvirksomhed kan for det overens-
komstdækkede områdes vedkommende også behandles i det
fagretlige system.
Det fremgår af lovforslagets § 312, stk. 1, nr. 1, at overtræ-
delse af § 136, stk. 1, kan straffes med bøde.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af den foreslåede
§ 136, stk. 1, 1. pkt., er forsikringsselskabet. Overtrædelser
kan eksempelvis bestå i, at et forsikringsselskab udsætter en
ansat eller tidligere ansat for ufordelagtig behandling eller
ufordelagtige følger, som følge af at den ansatte eller den
tidligere ansatte har indberettet en af virksomheden begået
overtrædelse af den finansielle regulering til Finanstilsynet
eller til en intern ordning i virksomheden.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at det samme gælder ved fast-
sættelse, tildeling og udbetaling af variabel løn til ansatte
eller tidligere ansatte.
Den foreslåede bestemmelse er en tydeliggørelse af forbud-
det mod ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger
og indebærer, at et forsikringsselskab ikke må begrænse den
ansattes eller tidligere ansattes variable løndele på grundlag
af, at den ansatte eller den tidligere ansatte har indberettet
forsikringsselskabets overtrædelse eller potentielle overtræ-
delse af den finansielle regulering til Finanstilsynet eller til
en intern ordning i et forsikringsselskab.
Ved variable løndele forstås aflønningsordninger, hvor den
endelige aflønning ikke er kendt på forhånd, herunder bo-
nusordninger, resultatkontrakter, engangsvederlag og andre
lignende ordninger, der ikke er en del af den faste løndel
som fastsat i lovforslagets § 9, stk. 1, nr. 41.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at et forsikrings-
selskab ikke ved fastsættelse, tildeling eller udbetaling af
variabel løn til sine ansatte eller tidligere ansatte må be-
grænse den variable løndel på grundlag af, at personen har
indberettet en overtrædelse eller en potentiel overtrædelse
af den finansielle regulering til Finanstilsynet eller til en
ordning i forsikringsselskabet.
Bestemmelsen vil eksempelvis indebære, at et forsikrings-
selskab ikke må betinge en variabel løndel af, at en ansat
ikke har foretaget indberetninger om overtrædelser eller
potentielle overtrædelser af den finansielle regulering til Fi-
nanstilsynet eller til en virksomheds ordning. Bestemmelsen
indebærer eksempelvis også, at et forsikringsselskab ikke
kan undlade at udbetale en variabel løndel til en tidligere an-
sat på grundlag af, at personen har foretaget en indberetning
om en overtrædelse eller en potentiel overtrædelse begået af
forsikringsselskabet eller dets ledelse til Finanstilsynet eller
til forsikringsselskabets ordning.
Det fremgår af lovforslagets § 312, stk. 1, nr. 1, at overtræ-
delse af § 136, stk. 1, 2. pkt., kan straffes med bøde.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af den foreslåede
§ 136, stk. 1, 2. pkt., er forsikringsselskabet. Det betyder, at
et forsikringsselskab vil kunne straffes med bøde i de tilfæl-
de, hvor forsikringsselskabet begrænser en ansats variable
løndel på grundlag af, at personen har indberettet en over-
trædelse eller en potentiel overtrædelse af den finansielle
regulering til Finanstilsynet eller til en ordning i selskabet.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at ansatte eller tidligere ansat-
te, hvis rettigheder er krænket ved overtrædelse af stk. 1,
kan tilkendes en godtgørelse i overensstemmelse med prin-
334
cipperne i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med
hensyn til beskæftigelse m.v. (ligebehandlingsloven).
Det foreslås i 2. pkt., at godtgørelsen fastsættes under hen-
syn til den ansattes eller den tidligere ansattes ansættelsestid
og sagens omstændigheder i øvrigt.
Godtgørelsen skal ikke fastsættes efter almindelige erstat-
ningsretlige regler, da den ikke skal modsvare et tab for
lønmodtageren. Der er ikke fastsat et maksimum for godt-
gørelsen, men denne fastsættes af domstolene eller i det
fagretlige system. Der tages hensyn til den ansattes ansættel-
sestid og den enkelte sags omstændigheder. Godtgørelsen
skal dække den ikke-økonomiske skade, den ansatte har lidt,
jf. princippet i § 26 i lov om erstatningsansvar.
En eventuel godtgørelse tilkendt efter denne bestemmelse er
ikke til hinder for, at den ansatte eller den tidligere ansatte
modtager erstatning for et økonomisk tab, forudsat at betin-
gelserne i henhold til de almindelige erstatningsretlige regler
er opfyldt.
I forbindelse med fastsættelse af godtgørelsen skal domsto-
lene tage udgangspunkt i praksis efter § 16, stk. 3, i lige-
behandlingsloven. Efter denne praksis vil der som udgangs-
punkt blive udmålt en godtgørelse svarende til 9 måneders
løn.
Det er ikke afgørende for, om en person kan få tilkendt en
godtgørelse i henhold til bestemmelsen, om den pågældende
person fortsat er ansat på det tidspunkt, hvor vedkommende
bliver udsat for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige
følger.
Den ansatte eller den tidligere ansatte kan ikke få ret til
godtgørelse i medfør af flere forskellige regelsæt for samme
hændelse. Det samme gør sig gældende, hvis den ansatte
eller den tidligere ansatte er berettiget til en godtgørelse i
henhold til overenskomster og andre arbejdsretlige aftaler.
En ansat eller en tidligere ansat, der mener at have været
udsat for repressalier med videre som følge af en indbe-
retning om overtrædelse eller en potentiel overtrædelse af
den finansielle regulering til Finanstilsynet eller til et forsik-
ringsselskabs interne whistleblowerordning, skal gøre krav
på godtgørelse gældende over for forsikringsselskabet ved
de almindelige domstole, som på baggrund af sagens om-
stændigheder vil kunne tilkende den ansatte eller tidligere
ansatte en godtgørelse. Tvister efter bestemmelsen kan for
det overenskomstdækkede områdes vedkommende også be-
handles i det fagretlige system.
Det foreslås i stk. 3, at stk. 1 og 2 ikke ved aftale kan
fraviges til ugunst for den ansatte eller den tidligere ansatte.
Bestemmelsen er ikke til hinder for aftaler, der stiller den
ansatte eller tidligere ansatte bedre, end den ansatte eller
tidligere ansatte er stillet efter lovens bestemmelser. Det er
ikke muligt at indgå et udenretligt forlig til fuld og endelig
afgørelse, hvis dette stiller den ansatte eller tidligere ansatte
ringere end bestemmelserne tilsiger.
Til § 137
Den gældende § 75 c i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter regler om indgåelse af en aftale om en tavshedsklausul
mellem en ansat eller tidligere ansat og en finansiel virk-
somhed og fastsætter, at den ansatte ikke er afskåret fra at
indberette oplysninger om overtrædelser af den finansielle
lovgivning uanset sådanne aftaler.
Den foreslåede § 137 viderefører den gældende lov om
finansiel virksomhed § 75 c med redaktionelle ændrin-
ger. Den foreslåede bestemmelse medfører ikke en materiel-
le ændringer.
Den foreslåede bestemmelse har til formål at supplere be-
skyttelsen af whistleblowere i lovforslagets §§ 135 og 136.
Det foreslås i stk. 1, at indgår en ansat eller en tidligere ansat
og et forsikringsselskab en aftale om en tavshedsklausul,
skal det fremgå af aftalen, at den ansatte eller tidligere an-
satte ikke er afskåret fra at indberette oplysninger om over-
trædelser eller potentielle overtrædelser af den finansielle
regulering til offentlige myndigheder.
Bestemmelsen gælder alle former for aftaler, hvilket vil sige,
at bestemmelsen ikke er afgrænset til kun at gælde den an-
sattes eller tidligere ansattes ansættelseskontrakt. Der gælder
ligeledes ikke krav til, hvordan en sådan aftale måtte være
indgået. Bestemmelsen finder derfor anvendelse både for
mundtlige og skriftlige aftaler. At ”indberette” omfatter også
den situation, hvor politiet har rettet henvendelse til en med-
arbejder og anmodet om afgivelse af sådanne oplysninger.
Med ”offentlige myndigheder” skal forstås, at en indberet-
ning af oplysninger om en virksomheds overtrædelse eller
potentielle overtrædelse af den finansielle regulering ikke
er begrænset til Finanstilsynet, Datatilsynet eller National
enhed for Særlig Kriminalitet. Indberetningen kan derfor
også foretages til f.eks. Skatteforvaltningen eller politiet.
Det fremgår af lovforslagets § 312, stk. 1, nr. 1, at overtræ-
delse af § 137, stk. 1, kan straffes med bøde. Ansvarssubjek-
tet i forhold til overtrædelse af den foreslåede bestemmelse
er forsikringsselskabet. Overtrædelser består eksempelvis i,
at forsikringsselskabet indgår en aftale med en ansat, der
forhindrer den ansatte i at indberette oplysninger om over-
335
trædelser eller potentielle overtrædelser af den finansielle
regulering til offentlige myndigheder.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at uanset stk. 1 er den ansatte
eller tidligere ansatte ikke afskåret fra at indberette oplys-
ninger om overtrædelser eller potentielle overtrædelser af
den finansielle regulering til offentlige myndigheder, selv
om et sådant forbud indgår i en aftale mellem den ansatte
eller tidligere ansatte og forsikringsselskabet.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at den ansatte eller
tidligere ansatte på tilsvarende vis som i stk. 1 har mulighed
for at indberette til forsikringsselskabets egen ordning. Be-
stemmelsen har til sigte at eliminere tvivlen om, at ansatte
og tidligere ansatte altid kan gå til offentlige myndigheder
med oplysninger om overtrædelser eller potentielle overtræ-
delser af den finansielle regulering, uanset hvad der måtte
være indgået af aftaler med den finansielle virksomhed.
Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at det samme gælder indberet-
ninger til ordninger efter § 135.
Med det foreslåede 2. pkt. udstrækkes bestemmelsen til også
at omfatte indberetninger til forsikringsselskabets lovpligti-
ge whistleblowerordning. Bestemmelsen indebærer således,
at ansatte og tidligere ansatte heller ikke er afskåret fra
at indberette overtrædelser eller potentielle overtrædelser
til den whistleblowerordning, som forsikringsselskabet har
etableret, selvom det fremgår af en aftale mellem den ansat-
te eller tidligere ansatte og forsikringsselskabet, at dette vil
være et brud på et tavshedspålæg.
Til § 138
Den gældende § 75 i lov om finansiel virksomhed stiller
krav om, at forsikringsselskaber samt medlemmer af besty-
relsen, direktører og ansvarshavende aktuarer i et forsik-
ringsselskab straks meddeler Finanstilsynet oplysninger om
forhold, der er af afgørende betydning for forsikringsselska-
bets fortsatte drift.
Den foreslåede § 138 viderefører den gældende lov om fi-
nansiel virksomhed § 75 med redaktionelle ændringer. Den
foreslåede bestemmelse medfører ikke materielle ændringer.
Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at Fi-
nanstilsynet bliver orienteret om forhold, der kan have afgø-
rende betydning for et forsikringsselskabs fortsatte drift. Be-
stemmelse sigter mod tilfælde, hvor der er udsigt til, at et
forsikringsselskab er ved at komme i økonomiske vanskelig-
heder, og oplysningen skal kunne give Finanstilsynet mulig-
hed for at skride ind og foretage handlinger til at forhindre,
at selskabets situation forværres, og sikre, at forsikringsta-
gernes rettigheder beskyttes.
Efter lovforslagets § 260 skal Finanstilsynet tilrettelægge
den sædvanlige tilsynsvirksomhed med henblik på at frem-
me den finansielle stabilitet og tilliden til forsikringsselska-
berne. For at kunne sikre et hurtigt og effektivt tilsyn er
Finanstilsynet afhængig af den information, som Finanstil-
synet modtager fra forsikringsselskaberne. Bestemmelsen
medvirker til at sikre, at Finanstilsynet orienteres, inden
forsikringsselskabets situation bliver så alvorlig, at der skal
tages stilling til, om Finanstilsynet skal inddrage selskabets
tilladelse.
Det foreslås i stk. 1, at et forsikringsselskab straks skal
meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold, der er af
afgørende betydning for forsikringsselskabets fortsatte drift.
Det foreslåede stk. 1 gennemfører Solvens II-direktivets ar-
tikel 136.
Indberetningen skal foretages, hvor der er udsigt til, at
forsikringsselskabet er ved at komme i økonomiske vanske-
ligheder, uanset at forsikringsselskabet på indberetningstids-
punktet opfylder kapitalkravet. Bestemmelsen sikrer, at til-
synet orienteres, inden forsikringsselskabets situation bliver
så alvorlig, at der skal tages stilling til, om tilsynet skal
inddrage tilladelsen.
Indberetningen skal foretages umiddelbart efter, at selskabet
bliver bekendt med det forhold, der er af afgørende betyd-
ning for forsikringsselskabet.
Som eksempler på forhold, der kan gøre det nødvendigt
at foretage indberetning, kan nævnes tab på et af forsik-
ringsselskabets største engagementer, bortfald af et betyde-
ligt forretningsområde, likviditetsmæssige problemer eller et
budget, der viser et betydeligt underskud, og som vil bringe
forsikringsselskabet i nærheden af solvensgrænsen.
Det fremgår af lovforslagets § 312, stk. 2, at overtrædelse
af § 138, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil
4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den
øvrige lovgivning.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af den foreslåe-
de § 138, stk. 1, er forsikringsselskabet. Det betyder, at
forsikringsselskabet kan blive dømt for overtrædelse af be-
stemmelsen, hvis det undlader straks at opfylde sine oplys-
ningsforpligtelse til Finanstilsynet.
Det foreslås i stk. 2, at oplysningspligten i stk. 1 også gæl-
der det enkelte medlem af bestyrelsen, en direktør og den
ansvarshavende aktuar i et forsikringsselskab.
336
Det foreslåede stk. 2 implementerer Solvens II-direktivets
artikel 136.
Det foreslåede stk. 2 indeholder en indberetningspligt for
medlemmer af bestyrelsen, direktøren og den ansvarshaven-
de aktuar i et selskab til straks at meddele Finanstilsynet
oplysninger om forhold, der er af afgørende betydning for
forsikringsselskabets fortsatte drift.
Indberetningen skal foretages, hvor der er udsigt til, at
forsikringsselskabet er ved at komme i økonomiske vanske-
ligheder, uanset at forsikringsselskabet på indberetningstids-
punktet opfylder kapitalkravet. Bestemmelsen sikrer, at til-
synet orienteres, inden forsikringsselskabets situation bliver
så alvorlig, at der skal tages stilling til, om tilsynet skal
inddrage selskabets tilladelse.
Indberetningen skal foretages umiddelbart efter, at det en-
kelte medlem af bestyrelsen, direktøren eller den ansvars-
havende aktuar bliver bekendt med det forhold, der er af
afgørende betydning for forsikringsselskabet.
Pligten til at give meddelelse til Finanstilsynet påhviler så-
vel forsikringsselskabet som det enkelte medlem af forsik-
ringsselskabets bestyrelse, direktører og ansvarshavende ak-
tuarer. Revisionen er omfattet af en tilsvarende oplysnings-
pligt, jf. lovforslagets § 138, stk. 3, og bemærkningerne
hertil.
Indberetningspligten påhviler den enkelte indberetningsplig-
tige medarbejder. Indberetningspligten kan således ikke op-
fyldes alene ved indberetning til selskabets bestyrelse, hvis
det er et forhold, der er af afgørende betydning for selska-
bets fortsatte drift.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 straffes efter reglerne i
den foreslåede § 312, stk. 2.
Det fremgår af lovforslagets § 312, stk. 2, at overtrædelse
af § 138, stk. 2, kan straffes med bøde eller fængsel indtil
fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den
øvrige lovgivning.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af den foreslåede
§ 138, stk. 2, er det enkelte medlem af et forsikringsselskabs
bestyrelse, direktøren og den ansvarshavende aktuar i et
forsikringsselskab. Det betyder, at hver enkelt af de nævnte
ansatte kan blive dømt, hvis de undlader straks at opfylde
deres oplysningsforpligtelse til Finanstilsynet.
Det følger endvidere af lovforslagets § 314, at med bøde
eller fængsel indtil 2 år straffes et medlem af bestyrelsen
eller direktionen i et forsikringsselskab eller en forsikrings-
holdingvirksomhed, der undlader at træffe nødvendige for-
anstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab
af væsentlig størrelse, medmindre højere straf er forskyldt
efter den øvrige lovgivning. Denne bestemmelse kan finde
anvendelse ved overtrædelse af lovforslagets § 138.
Det foreslås i stk. 3, nr. 1-4, at et medlem af et forsikrings-
selskabs bestyrelse eller direktion, den eksterne revision
eller den ansvarshavende aktuar straks skal meddele Finans-
tilsynet, hvis den pågældende formoder, at forsikringsselska-
bet ikke opfylder et af følgende krav:
1) Kravet til minimumsbasiskapitalen efter § 156, stk. 2
og 3.
2) Kapitalkravene eller solvensbehovet efter § 156, stk. 4.
3) Solvenskapitalkravet efter § 155.
4) Minimumskapitalkravet efter § 154.
Det foreslåede stk. 3 implementerer reglerne i Solvens II-di-
rektivets artikel 138, stk. 1, og artikel 139, stk. 1.
Det foreslåede stk. 3 fastlægger en indberetningspligt for et
medlem af forsikringsselskabets bestyrelse eller direktion,
den eksterne revision og den ansvarshavende aktuar i de
situationer, hvor den nævnte personkreds må formode, at
forsikringsselskabet ikke opfylder solvenskapitalkravet, mi-
nimumskapitalkravet eller solvensbehovet.
I et gruppe 1-forsikringsselskab skal de omfattede personer
straks underrette Finanstilsynet, hvis de formoder, at selska-
bet ikke opfylder solvenskapitalkravet efter lovforslagets §
155 eller minimumskapitalkravet efter lovforslagets § 156.
I et gruppe 2-forsikringsselskab skal de omfattede personer
straks underrette Finanstilsynet, hvis de formoder, at selska-
bet ikke opfylder solvensbehovet efter lovforslagets § 157,
stk. 4, eller kravet til minimumsbasiskapitalen efter lovfor-
slagets § 156, stk. 2 og 3.
Det fremgår af lovforslagets § 312, stk. 2, at overtrædelse
af § 138, stk. 3, kan straffes med bøde eller fængsel indtil
fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den
øvrige lovgivning.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af den foreslåede
§ 138, stk. 3, er det enkelte medlem af et forsikringsselskabs
bestyrelse eller direktion, den eksterne revision og den an-
svarshavende aktuar i et forsikringsselskab. Det betyder, at
hver enkelt af de nævnte ansatte kan blive dømt, hvis de
undlader straks at opfylde deres oplysningsforpligtelse til
Finanstilsynet.
Det følger endvidere af lovforslagets § 314, at med bøde
eller fængsel indtil 2 år straffes et medlem af bestyrelsen
eller direktionen i et forsikringsselskab eller en forsikrings-
337
holdingvirksomhed, der undlader at træffe nødvendige for-
anstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab
af væsentlig størrelse, medmindre højere straf er forskyldt
efter den øvrige lovgivning. Denne bestemmelse kan finde
anvendelse ved overtrædelse af lovforslagets § 138.
Det foreslås i stk. 4, at stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse
for forsikringsselskaber, som er modervirksomhed til et for-
sikringsselskab, en forsikringsholdingvirksomheder eller en
finansiel virksomhed omfattet af lov om forsikringsvirksom-
hed.
Den foreslåede bestemmelses stk. 4 implementerer reglerne
i Solvens II-direktivets artikel 136.
Det foreslåede stk. 4 medfører en pligt for disse virksom-
heder og virksomhedernes medlemmer af bestyrelsen, direk-
tører og ansvarshavende aktuarer til at videregive alle de
i bestemmelsen anførte oplysninger om forhold i et datter-
selskab, som er et forsikringsselskab, en forsikringsholding-
virksomhed eller en finansiel virksomhed, til Finanstilsynet,
som modervirksomheden måtte blive opmærksom på.
Ud over pligten til at oplyse Finanstilsynet om forhold, der
er af afgørende betydning for forsikringsselskabets fortsatte
drift, gælder pligten til at foretage indberetning tilsvarende,
hvis det formodes, at forsikringsselskabet, som er moder-
virksomhed til et forsikringsselskab en forsikringsholding-
virksomhed eller en finansiel virksomhed omfattet af dette
lovforslag eller lov om forsikringsvirksomhed virksomhed,
ikke opfylder solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet
eller solvensbehovet.
Indberetningspligten omfatter kun forhold i datterselskaber,
der er forsikringsselskaber eller finansielle virksomheder
efter lov om finansiel virksomhed. Forhold i dattervirksom-
heder, som ikke er forsikringsselskaber eller finansielle virk-
somheder, skal ikke indberettes.
Det fremgår af lovforslagets § 312, stk. 2, at overtrædelse
af § 138, stk. 4, kan straffes med bøde eller fængsel indtil
fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den
øvrige lovgivning.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af det foreslåede
§ 138, stk. 4, er forsikringsselskaber og forsikringsholding-
virksomheder, det enkelte medlem af et forsikringsselskabs
bestyrelse eller direktion, den eksterne revision og den an-
svarshavende aktuar i selskabet. Det betyder, at modersel-
skabet og hver enkelt af de nævnte ansatte kan blive dømt,
hvis de undlader straks at opfylde deres oplysningsforplig-
telse til Finanstilsynet.
Det følger endvidere af lovforslagets § 314, at med bøde
eller fængsel indtil 2 år straffes et medlem af bestyrelsen
eller direktionen i et forsikringsselskab eller en forsikrings-
holdingvirksomhed, der undlader at træffe nødvendige for-
anstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab
af væsentlig størrelse, medmindre højere straf er forskyldt
efter den øvrige lovgivning. Denne bestemmelse kan finde
anvendelse ved overtrædelse af lovforslagets § 138.
Til § 139
Det følger af den gældende § 108 i lov om finansiel virk-
somhed, at direktionen i forsikringsselskaber skal drage
omsorg for, at forsikringsselskabet råder over tilstrækkelig
sagkundskab til beregning af forsikringsmæssige hensættel-
ser til solvens, og at bestyrelsen i forsikringsselskaber, der
driver livsforsikringsvirksomhed, skal ansætte en ansvarsha-
vende aktuar, der skal varetage de nødvendige forsikrings-
tekniske funktioner, herunder beregninger og undersøgel-
ser. Stillingen som aktuar kan ikke forenes med stillingen
som medlem af direktionen eller bestyrelsen i forsikringssel-
skabet.
Den foreslåede bestemmelse i § 139 viderefører den gæl-
dende § 108 i lov om finansiel virksomhed med en enkelt
materiel ændring og en række sproglige ændringer.
Den gældende § 108, stk. 3, om bestyrelsens og den an-
svarshavende aktuars redegørelser til Finanstilsynet ved af-
skedigelse eller fratrædelse af den ansvarshavende aktuar
foreslås ikke videreført i dette lovforslag. Baggrunden her-
for er, at Finanstilsynets bemyndigelse til at fastsætte regler
i det foreslåede stk. 5 vil blive benyttet til at udstede en
bekendtgørelse om den ansvarshavende aktuar, der som i
dag vil indeholde krav om en sådan redegørelse i forbindel-
se med fratrædelse. Der findes derfor ikke behov for en
enslydende bestemmelse i den foreslåede bestemmelse i §
139. Der er i øvrigt ikke tiltænkt materielle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at direktionen skal drage omsorg for,
at et forsikringsselskab råder over tilstrækkelig sagkundskab
til beregning af forsikringsmæssige hensættelser til regnskab
og solvens.
Bestemmelsen stiller krav til, at forsikringsselskabet har
tilstrækkelig med viden og erfaring til at kunne beregne
virksomhedens forsikringsmæssige hensættelser til regnskab
og solvens. Bestemmelsen finder anvendelse på både forsik-
ringsselskaber, der har tilladelse til at udøve livforsikring-
virksomhed, og forsikringsselskaber, der har tilladelse til at
udøve skadesforsikringsvirksomhed.
I forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve livsfor-
sikringsvirksomhed, forpligtes bestyrelsen tillige til at an-
sætte en ansvarshavende aktuar, jf. stk. 2, hvorimod dette
krav ikke gælder for forsikringsselskaber, der har tilladelse
338
til at udøve skadesforsikringsvirksomhed,. I forsikringssel-
skaber, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirk-
somhed, vil det derfor bero på en konkret vurdering, hvilken
sagkundskab der er nødvendig. Der skal med udgangspunkt
i selskabets forretningsomgang og karakter foretages en vur-
dering af, om der er ansat den nødvendige forsikringstek-
niske ekspertise, eller om selskabets direktion eller andre
selv besidder tilstrækkelig ekspertise til at opfylde kravet. I
større forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve
skadesforsikringsvirksomhed, vil kravet i stk. 1 i udgangs-
punktet ikke være opfyldt, medmindre der er etableret et
skadesaktuariat.
Overtrædelse af det foreslåede stk. 1 foreslås strafbelagt
med bøde, jf. lovforslagets § 312. Ansvarssubjektet for
overtrædelse af stk. 1 er direktionen i det pågældende for-
sikringsselskab. Den strafbare handling består i ikke at sikre,
at forsikringsselskabet råder over tilstrækkelig sagkundskab
til beregning af forsikringsmæssige hensættelser til regnskab
og solvens. Et eksempel på overtrædelse af bestemmelsen
er, at en direktør, som ikke selv besidder tilstrækkelig forsik-
ringsteknisk ekspertise, undlader at ansætte medarbejdere,
der har tilstrækkelig sagkundskab til beregning af forsik-
ringsmæssige hensættelser til regnskab og solvens.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at bestyrelsen i forsikrings-
selskaber med tilladelse til livsforsikringsvirksomhed skal
ansætte en ansvarshavende aktuar, der skal varetage de nød-
vendige forsikringstekniske funktioner, herunder beregnin-
ger og undersøgelser.
Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at stillingen som aktuar ikke
kan forenes med stillingen som medlem af direktionen eller
bestyrelsen i forsikringsselskabet.
Benævnelsen »ansvarshavende aktuar« relaterer sig til den
aktuar, som bestyrelsen har ansat, og som skal opfylde de
betingelser, Finanstilsynet fastsætter. At bestyrelsen skal an-
sætte den ansvarshavende aktuar indebærer, at den ansvars-
havende aktuar refererer til bestyrelsen (og ikke direktio-
nen), og at kun bestyrelsen har kompetence til at ansætte og
afskedige den ansvarshavende aktuar.
Den ansvarshavende aktuar kan ansættes på deltid, og
samme person kan være ansvarshavende aktuar i flere sel-
skaber, under forudsætning af at vedkommende har tilstræk-
kelig tid til at kunne varetage den eller de pågældende stil-
linger forsvarligt.
Rollen som ansvarshavende aktuar kan efter bestyrelsens
konkrete vurdering kombineres med rollen som nøgleperson
for aktuarfunktionen. Dette forudsætter, at bestyrelsen har
taget behørigt stilling til interessekonflikter og håndteringen
heraf.
Bestemmelsen omfatter både tegning af direkte og indirek-
te livsforsikringsvirksomhed. Genforsikringsselskaber, der
genforsikrer livsforsikringsvirksomhed, skal derfor tillige
ansætte en ansvarshavende aktuar.
Overtrædelse af det foreslåede stk. 2 foreslås strafbelagt
med bøde, jf. lovforslagets § 312, stk. 1. Ansvarssubjektet
for overtrædelse af stk. 2 er bestyrelsen i forsikringsselska-
bet. Den strafbare handling består i undladelse af at ansætte
en ansvarshavende aktuar. Et eksempel på overtrædelse af
bestemmelsen er, at bestyrelsen, i tilfælde af afskedigelse af
den hidtidige ansvarshavende aktuar, undlader at ansætte en
ny ansvarshavende aktuar.
Det foreslås i stk. 3, at den ansvarshavende aktuar skal påse,
at forsikringsselskabet overholder sit tekniske grundlag m.v.
Aktuaren skal i denne forbindelse gennemgå det aktuarmæs-
sige indhold i forsikringsselskabets aktiviteter og materiale
og påse, at det tekniske grundlag m.v., jf. § 29, til enhver tid
er i overensstemmelse med de krav, der gælder i § 30, stk.
1-6.
Det »aktuarmæssige indhold« omfatter alle vilkår, som har
relation til selskabets beregningsgrundlag samt forhold, som
efter lovforslagets § 29 er omfattet af selskabets anmeldel-
sespligt. Der henvises i den forbindelse til lovforslagets §§
29 og 30.
Overtrædelse af det foreslåede stk. 3 foreslås strafbelagt
med bøde, jf. lovforslagets § 312. Ansvarssubjektet for
overtrædelse af stk. 3 er den pågældende ansvarshavende
aktuar. Den strafbare handling består i ikke at påse, at
forsikringsselskabet overholder sit tekniske grundlag m.v.
Den strafbare handling består også i ikke at gennemgå det
aktuarmæssige indhold i forsikringsselskabets aktiviteter og
materiale. Den strafbare handling består endelig i ikke at
påse, at det tekniske grundlag m.v., jf. § 29, til enhver tid
er i overensstemmelse med de krav, der gælder i § 30, stk.
1-5. Et eksempel på overtrædelse af bestemmelsen er, at
den ansvarshavende aktuar undlader at påse, om forsikrings-
selskabet overholder dets tekniske grundlag, f.eks.ved ikke
at følge dets regler om overskudsdeling. Et andet eksempel
herpå er, at den ansvarshavende aktuar undlader at påse, om
præmierne for nytegnede forsikringer er tilstrækkelige til, at
forsikringsselskabet kan opfylde alle sine forpligtelser, såle-
des at der ikke vil være behov for systematisk og permanent
tilførsel af andre midler, jf. § 30, stk. 3.
Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at den ansvarshavende aktuar
omgående skal indberette enhver tilsidesættelse af de for-
hold, der er nævnt i stk. 3, til Finanstilsynet.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at Finanstilsynet om-
gående får kendskab til enhver tilsidesættelse af forsikrings-
selskabernes tekniske grundlag, således at Finanstilsynet
339
tidligt kan vurdere, om det skal gå ind i sagen. Bestemmel-
sen skal ligeledes ses i sammenhæng med forslagets § 30,
stk. 7, hvorefter Finanstilsynet har pligt til at påbyde et
forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve livsforsik-
ringsvirksomhed, at foretage de fornødne ændringer, såfremt
selskabet ikke opfylder kravene i § 30, stk. 1-4, eller i regler
udstedt i medfør af denne lov.
Bestemmelsen indebærer bl.a., at aktuaren kan henvende
sig til Finanstilsynet uden at underrette selskabets direktion
herom, men bestemmelsen indebærer ikke, at aktuaren kan
tilsidesætte sin loyale oplysningsforpligtelse over for forsik-
ringsselskabets ledelse.
Overtrædelse af det foreslåede stk. 4, 1. pkt., foreslås straf-
belagt med bøde, jf. lovforslagets § 312. Ansvarssubjektet
for overtrædelse af stk. 4, 1. pkt., er den ansvarshavende
aktuar. Den strafbare handling består i ikke omgående at
indberette enhver tilsidesættelse af de forhold, der er nævnt
i stk. 3, til Finanstilsynet. Et eksempel på overtrædelse af
bestemmelsen er, at den ansvarshavende først indberetter
en tilsidesættelse af de forhold, der er nævnt i stk. 3, til
Finanstilsynet en uge efter, at den ansvarshavende aktuar har
opdaget tilsidesættelsen.
Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at den ansvarshavende aktuar
har ret til af direktionen at forlange alle oplysninger, som er
nødvendige for udøvelsen af hvervet. Den ansvarshavende
aktuar har således mulighed for at få information i samme
omfang som selskabets bestyrelse. Aktuaren har således og-
så ret til at få forelagt materiale til brug for bestyrelsesmø-
der. Direktionen i et forsikringsselskab, som har tilladelse
til at drive livsforsikringsvirksomhed, kan ikke lovligt nægte
at besvare spørgsmål fra aktuaren, hvis spørgsmålet efter ak-
tuarens skøn er af betydning for en vurdering af selskabets
økonomiske stilling m.v.
Overtrædelse af det foreslåede stk. 4, 2. pkt., foreslås straf-
belagt med bøde, jf. lovforslagets § 312. Ansvarssubjektet
for overtrædelse af stk. 4, 2. pkt., er de medlemmer af direk-
tionen, der efter anmodning fra den ansvarshavende aktuar
undlader at udlevere alle oplysninger, som er nødvendige
for, at den ansvarshavende aktuar kan udføre sit hverv. Den
strafbare handling består i at undlade at udlevere alle oplys-
ninger til den ansvarshavende aktuar, som er nødvendige
for, at den ansvarshavende aktuar kan udføre sit hverv. Et
eksempel på overtrædelse af bestemmelsen er, at en admini-
strerede direktør i et forsikringsselskab nægter at udlevere
oplysninger om præmieniveauet for nytegnede forsikringer.
Det foreslås i stk. 4, 3. pkt., at Finanstilsynet kan kræve alle
de oplysninger af aktuaren, som er nødvendige til bedøm-
melsen af forsikringsselskabets økonomiske stilling.
Overtrædelse af det foreslåede stk. 4, 3. pkt., foreslås straf-
belagt med bøde, jf. lovforslagets § 312. Ansvarssubjektet
for overtrædelse af det foreslåede stk. 4, 3. pkt., er den
ansvarshavende aktuar. Den strafbare handling består i ikke
at udlevere alle de oplysninger, som Finanstilsynet vurde-
rer er nødvendige til bedømmelsen af forsikringsselskabets
økonomiske stilling. Et eksempel på overtrædelse af bestem-
melsen er, at den ansvarshavende aktuar nægter at udlevere
oplysninger om beregningen af de forsikringsmæssige hen-
sættelser til regnskab.
Det foreslås i stk. 5, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere
bestemmelser om de forhold, der er nævnt i stk. 2-4, herun-
der om de krav, en person skal opfylde for at kunne blive
ansat som ansvarshavende aktuar.
Den foreslåede bemyndigelse vil kunne benyttes til at fast-
sætte nærmere bestemmelser om de forhold, der er nævnt i
stk. 2-4. Dette vil bl.a. omfatte regler om uddannelses- og
erfaringskrav for den ansvarshavende aktuar, rapporterings-
krav til Finanstilsynet ved afskedigelse eller fratrædelse af
den ansvarshavende aktuar og den ansvarshavende aktuars
rapportering til bestyrelsen. Der vil også kunne fastsættes
nærmere regler om den ansvarshavende aktuars pligt til at
påse, at det tekniske grundlag m.v. overholder kravene i
lovforslagets §§ 29 og 30.
Bemyndigelsen viderefører den gældende § 108, stk. 6, i lov
om finansiel virksomhed, der er er udnyttet til at udstede
bekendtgørelse nr. 1305 af 28. november 2017 om ansvars-
havende aktuar.
Til § 140
Den gældende § 80 c i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter, at en finansiel virksomhed, der har en hjemmeside, skal
offentliggøre oplysninger om, hvordan virksomheden lever
op til en række af lovens krav om ledelse på virksomhedens
hjemmeside.
Gruppe 1-forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirk-
somheder, der har et gruppe 1-forsikringsselsab som datter-
selskab, skal desuden iagttage offentliggørelsespligten i Sol-
vens II-forordningens artikel 294, stk. 1, litra c.
Den foreslåede § 140 viderefører den gældende § 80 c, i lov
om finansiel virksomhed samt dele af aflønningsbekendtgø-
relsens § 28. Aflønningsbekendtgørelsen forventes tilpasset
i overensstemmelse med lovforslaget.
Det foreslås i stk. 1, at et forsikringsselskab, der har en
hjemmeside, skal offentliggøre oplysninger om, hvordan
forsikringsselskabet lever op til kravene i § 95, stk. 1, nr.
4, §§ 107 og 108, i det omfang de pågældende krav finder
anvendelse på forsikringsselskabet.
340
Det enkelte forsikringsselskab skal således offentliggøre,
hvordan forsikringsselskabet lever op til kravet i lovforsla-
gets § 95, stk. 1, nr. 4, om fastlæggelse af en politik for
mangfoldighed i bestyrelsen, kravet i lovforslagets § 108
om afsættelse af de nødvendige ressourcer til introduktions-
og efteruddannelseskurser til medlemmer af bestyrelsen og
direktionen og kravet i lovforslagets § 107 om bestyrelsens
kollektive egnethed.
Den enkelte virksomhed skal offentliggøre oplysninger om,
hvordan virksomheden lever op til de nævnte krav i det
omfang, de finder anvendelse på virksomheden.
Overtrædelser af det foreslåede stk. 1 straffes med bøde
efter forslagets § 312, stk. 1, nr. 1. Ansvarssubjektet i
forhold til overtrædelser af den foreslåede § 140, stk. 1,
er forsikringsselskabet. Den strafbare handling består i, at
et forsikringsselskab, der har en hjemmeside, undlader at
offentliggøre oplysninger om selskabets efterlevelse af de
nævnte bestemmelser i forslagets stk. 1.
Det foreslås i stk. 2, at offentliggørelse efter stk. 1 skal
ske på forsikringsselskabets hjemmeside på et sted, hvor det
naturligt hører hjemme.
Offentliggørelsen skal således ske på den hjemmeside,
som forsikringsselskabet normalt anvender som kommuni-
kationsmiddel i forhold til sine interessenter. Det er såle-
des ikke et krav, at forsikringsselskabet skal eje hjemmesi-
den. Det er eksempelvis i overensstemmelse med bestem-
melsen, hvis forsikringsselskabet offentliggør oplysningerne
på en koncernhjemmeside, der tilhører en anden juridisk
enhed end forsikringsselskabet selv.
Til § 141
Det følger af den gældende § 28 i aflønningsbekendtgørel-
sen, jf. bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019, at et for-
sikringsselskab skal offentliggøre oplysninger om, hvordan
virksomheden lever op til en række af bekendtgørelsens
og/eller Solvens II-forordningens bestemmelser. Disse op-
lysninger skal ligeledes offentliggøres på den pågældende
virksomheds hjemmeside, på et sted hvor de naturligt hører
hjemme. Overtrædelse af bestemmelsens stk. 1 og 2 straffes
med bøde, jf. aflønningsbekendtgørelsens § 29, stk. 1.
Det foreslås i stk. 1, at et forsikringsselskab desuden skal
offentliggøre oplysninger om, hvordan forsikringsselskabet
lever op til kravene i §§ 142-144, 146 og 151, i det omfang
de pågældende krav finder anvendelse på forsikringsselska-
bet.
Overtrædelser af det foreslåede stk. 1 straffes med bøde
efter forslagets § 312, stk. 1, nr. 1. Ansvarssubjektet i
forhold til overtrædelser af den foreslåede § 141, stk. 1,
er forsikringsselskabet. Den strafbare handling består i, at
et forsikringsselskab, der har en hjemmeside, undlader at
offentliggøre oplysninger om selskabets efterlevelse af de
nævnte bestemmelser i forslagets stk. 1.
Det foreslås i stk. 2, at et gruppe 1-forsikringsselskab, der
har en hjemmeside, skal offentliggøre oplysninger om, hvor-
dan virksomheden lever op til kravene i artikel 258, stk. 1,
litra l, og artikel 275, stk. 1, litra a og b, og stk. 2, litra b,
litra d-f og litra h, i Solvens II-forordningen.
Overtrædelser af det foreslåede stk. 2 straffes med bøde ef-
ter forslagets § 312, stk. 1, nr. 1. Ansvarssubjektet i forhold
til overtrædelser af den foreslåede § 141, stk. 2, er forsik-
ringsselskabet. Den strafbare handling består i, at et gruppe
1-forsikringsselskab, der har en hjemmeside, undlader at
offentliggøre oplysninger om selskabets efterlevelse af de
ovenfor nævnte artikler i Solvens II-forordningen.
Det foreslås i stk. 3, at offentliggørelse efter stk. 1 og 2 skal
ske på forsikringsselskabets hjemmeside på et sted, hvor det
naturligt hører hjemme.
Til § 142
Den gældende § 6 i aflønningsbekendtgørelsen, jf. bekendt-
gørelse nr. 16 af 4. januar 2019, fastlægger, at et gruppe 1-
forsikringsselskab og en forsikringsholdingvirksomhed, der
har et gruppe 1-forsikringsselskab som datterselskab, skal
vedtage en skriftlig lønpolitik i overensstemmelse med ar-
tikel 258 og 275 i Solvens II-forordningen. Overtrædelser
af bestemmelsen straffes med bøde, jf. § 29 stk. 1, i afløn-
ningsbekendtgørelsen. Herudover straffes overtrædelser af
artikel 258, stk. 1, litra l, og artikel 275, stk. 2, litra a, b, d,
e og h, i Solvens II-forordningen med bøde, jf. § 29, stk. 2, i
aflønningsbekendtgørelsen.
Bestemmelsen i aflønningsbekendtgørelsens § 6 foreslås
videreført i lovforslagets § 142, stk. 1, med enkelte redak-
tionelle ændringer. Den foreslåede bestemmelse medfører
ingen materielle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at et gruppe 1-forsikringsselskab og
en forsikringsholdingvirksomhed, der har et gruppe 1-for-
sikringsselskab som datterselskab, skal vedtage en skriftlig
lønpolitik i overensstemmelse med artikel 258, stk. 1, litra
l, og artikel 275 i Kommissionens delegerede forordning
(EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler
til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om
adgang til udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II).
341
I medfør af lovforslagets § 312, stk. 1, nr. 1, kan overtrædel-
ser af § 142, stk. 1, straffes med bøde. Ansvarssubjektet i
forhold til overtrædelser af bestemmelsen er forsikringssel-
skabet eller forsikringsholdingvirksomheden. Overtrædelser
kan eksempelvis bestå i, at et gruppe 1-forsikringsselskab
helt undlader at udarbejde en skriftlig lønpolitik eller har en
lønpolitik, som åbenlyst er i strid med aflønningsreglerne,
herunder artikel 275 i Solvens II-forordningen.
Det foreslås i stk. 2, at virksomhedens lønpolitik skal være
kønsneutral.
Den foreslåede bestemmelse svarer til den bestemmelse om
kønsneutral lønpolitik, der forventes indsat i § 12 a i afløn-
ningsbekendtgørelsen, med den ændring til bekendtgørelsen,
der er forventes at træde i kraft den 1. juli 2023. § 12 a
forventes således at være gældende ret på tidspunktet for
lovforslagets ikrafttrædelse.
Ved en kønsneutral lønpolitik forstås en lønpolitik baseret
på lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi
uanset den ansattes køn, jf. lovforslagets § 9, stk. 1, nr. 42.
Virksomhedens bestyrelse skal således vedtage og oprethol-
de en lønpolitik, der sikrer, at ansatte modtager lige løn for
arbejde af samme art eller arbejde af samme værdi uanset
vedkommendes køn, og sikrer implementering af virksom-
hedsværdier, der fremmer ligebehandling af alle køn. Ud-
over at sikre lige løn for samme arbejde skal lønpolitikken
ligeledes sikre lige muligheder for ansatte, uanset vedkom-
mendes køn, da dette er en forudsætning for kønsneutral
løn. Virksomhedens kønsneutrale lønpolitik skal finde an-
vendelse for alle virksomhedens ansatte, inklusive virksom-
hedens væsentlige risikotagere.
Lønpolitikken og alle tilknyttede ansættelsesvilkår, der har
indflydelse på lønnen pr. måleenhed eller tidsrate, bør være
kønsneutral. Dette inkluderer, men er ikke begrænset til løn,
herunder tildelings- og udbetalingsbetingelser, rekrutterings-
politikker, karriereudviklings- og successionsplaner, adgang
til uddannelse og muligheden for at søge om interne stillin-
ger. Enhver form for kønsdiskrimination eller andre former
for forskelsbehandling kan ikke tolereres. Dette omfatter
eksempelvis forskelsbehandling som følge af forældreorlov.
Princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme ar-
bejde eller arbejde af samme værdi er nedfældet i artikel
157 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
(TEUF). Dette princip skal anvendes på en konsekvent må-
de af virksomhederne. Ifølge artikel 157 i TEUF inkluderer
lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi
den almindelige grundløn, mindsteløn eller løn og ethvert
andet vederlag, hvad enten det er i kontanter eller naturalier,
som medarbejdere modtager direkte eller indirekte for ved-
kommendes ansættelse hos arbejdsgiveren. TEUF opfordrer
til yderligere foranstaltninger for at sikre lige muligheder og
ligebehandling af alle køn i spørgsmål om beskæftigelse og
erhverv.
I medfør af lovforslagets § 312, stk. 1, nr. 1, kan overtrædel-
ser af § 142, stk. 2, straffes med bøde. Ansvarssubjektet i
forhold til overtrædelser af bestemmelsen er forsikringssel-
skabet eller forsikringsholdingvirksomheden. Overtrædelser
består eksempelvis i, at virksomhedens lønpolitik ikke er
kønsneutral eller ikke sikrer lige muligheder for alle køn.
Til § 143
Den gældende § 8 i aflønningsbekendtgørelsen, jf. bekendt-
gørelse nr. 16 af 4. januar 2019, fastlægger, at et gruppe 2-
forsikringsselskab og en forsikringsholdingvirksomhed, der
ikke har et gruppe 1-forsikringsselskab som datterselskab,
skal vedtage en skriftlig lønpolitik. Overtrædelser af bestem-
melsen straffes med bøde, jf. aflønningsbekendtgørelsens §
29, stk. 1.
Bestemmelsen i aflønningsbekendtgørelsens § 8 foreslås
videreført i lovforslagets § 143, stk. 1, med enkelte redak-
tionelle ændringer. Den foreslåede bestemmelse medfører
ingen materielle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at et gruppe 2-forsikringsselskab og en
forsikringsholdingvirksomhed, der ikke har et gruppe 1-for-
sikringsselskab som datterselskab, skal vedtage en skriftlig
lønpolitik, der fremmer en sund og effektiv risikostyring.
En lønpolitik udgør en ramme for virksomhedens aflønning
af sine ansatte. Lønpolitikken skal være tilpasset virksomhe-
dens forhold og understøtte virksomhedens risikostyring.
Lønpolitikken skal indføres, gennemføres og opretholdes
i overensstemmelse med gruppe 2-forsikringsselskabets og
forsikringsholdingvirksomhedens forretnings- og risikosty-
ringsstrategi, risikoprofil, mål og risikostyringspraksis samt
deres langsigtede interesser og resultater som helhed, lige-
som den skal omfatte tiltag til at forhindre interessekonflik-
ter. En lønpolitik bør derfor beskrive, hvilke overordnede
mål virksomheden ønsker at opnå med sin aflønningsstruk-
tur.
En lønpolitik skal finde anvendelse på gruppe 2-forsikrings-
selskabet og forsikringsholdingvirksomheden som helhed og
indeholde specifikke ordninger, som tager højde for opgaver
og resultater for medlemmer af bestyrelsen og direktionen
samt andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse
på gruppe 2-forsikringsselskabets og forsikringsholdingvirk-
somhedens risikoprofil.
342
Gruppe 2-forsikringsselskabets og forsikringsholdingvirk-
somhedens bestyrelse fastlægger de generelle principper for
lønpolitikken, som skal omfatte alle ansatte i virksomheden,
navnlig aflønning af direktionen, andre væsentlige risikota-
gere og andre personer, der handler på virksomhedens veg-
ne. En lønpolitik bør endvidere fastlægge rammerne for
personer, som handler på virksomhedens vegne, eksempel-
vis tilknyttede agenter, således at betaling af disse person-
er ikke tilskynder til uforholdsmæssig risikotagning eller
uhensigtsmæssigt salg af produkter. Hvor relevant bør en
lønpolitik endvidere tage højde for personsammenfald mel-
lem virksomhedens hovedaktionærer og ansatte samt adres-
sere potentielle interessekonflikter i denne henseende. En
lønpolitik skal ligeledes sikre, at der ikke opstår væsentlige
interessekonflikter for ansatte i kontrolfunktioner.
Gruppe 2-forsikringsselskabet og forsikringsholdingvirk-
somheden skal sikre, at der er en klar, gennemsigtig og
effektiv ledelse med hensyn til aflønning, herunder tilsyn
med lønpolitikken.
Lønpolitikken skal formidles til alle ansatte i gruppe 2-for-
sikringsselskabet og forsikringsholdingvirksomheden.
En lønpolitik skal tage afsæt i virksomhedens størrelse, or-
ganisation samt omfanget og kompleksiteten af virksomhe-
dens aktiviteter. Eksempelvis bør en lønpolitik for et børs-
noteret gruppe 1-forsikringsselskab være mere omfattende
og detaljeret end en lønpolitik for et mindre gruppe 2-for-
sikringsselskab. Ved vurderingen af virksomhedens størrelse
kan der bl.a. lægges vægt på værdien af virksomhedens ak-
tiver og passiver, værdien af virksomhedens risikovægtede
aktiver, summen af store engagementer, kapitalgrundlaget
samt antallet af ansatte. Ved vurdering af virksomhedens or-
ganisation kan der bl.a. lægges vægt på virksomhedens orga-
nisering af passende risikostyringsfunktioner. Ved vurdering
af arten samt omfanget og kompleksiteten af virksomhedens
aktiviteter kan der bl.a. lægges vægt på kompleksiteten og
karakteren af virksomhedens forretningsmodel, forsikrings-
produkter, distributionskanaler og kontrakter samt underlig-
gende aktiver og passiver.
En lønpolitik skal være i overensstemmelse med virksomhe-
dens forretningsmodel og risikoprofil, værdier, langsigtede
interesser, organisatoriske struktur samt iagttage forbruger-
og investorbeskyttelseshensyn, herunder tage hensyn til de
langsigtede virkninger af trufne investeringsbeslutninger. En
lønpolitik må ikke tilskynde til overdreven risikotagning,
men skal derimod fremme ansvarlig forretningsadfærd og
tilskynde til risikobevidsthed og forsigtig risikotagning.
En lønpolitik skal indeholde de overordnede mål for virk-
somhedens, forretningsenhedernes og ansattes resultater og
de overordnede metoder for måling af resultaterne samt de
overordnede resultatkriterier. Virksomhedens lønpolitik bør
skelne mellem de forskellige forretningsenheder, ledelses-
funktioner samt kontrolfunktioner for så vidt angår variabel
aflønning og de overordnede resultatkriterier.
En lønpolitik skal sikre, at der ved beslutninger om tildeling
af variabel løn tages højde for de risici, som er forbundet
med de resultatkrav, der kan udløse en variabel løn. Resul-
tatkravene skal afspejle både de ansattes, forretningsenhe-
dernes og virksomhedens samlede resultater.
En lønpolitik skal afspejle, om der er forskel på muligheden
for at optjene variabel løn mellem de forskellige forretnings-
enheder, herunder hvilke risici der er forbundet hermed i
de forskellige forretningsenheder, samt hvordan dette afspej-
les i muligheden for variabel løn. Det skal således være
muligt at udlede af virksomhedens lønpolitik, om og hvor-
dan virksomheden anvender variabel løn, herunder hvilke
overordnede kriterier der gælder for, at en ansat kan få til-
delt variabel løn. Virksomheden kan have fastsat kriterier
som eksempelvis omkostningsudviklingen i virksomheden,
kundetilfredshed og virksomhedens resultat før skat.
En virksomhed skal have en lønpolitik uanset, om virksom-
heden alene anvender fast løn og således ikke anvender
variabel aflønning. Anvender virksomheden alene variabel
løn i ekstraordinære tilfælde, eksempelvis i tilfælde af at
ansatte har ydet en ekstraordinær indsats, skal det fremgå af
lønpolitikken, at virksomheden anvender variabel løn, her-
under hvilke former for variabel løn virksomheden anvender
i sådanne tilfælde samt kriterierne for tildeling af løndelen.
Da der gælder særlige begrænsninger for brugen af variabel
løn til bestyrelse, direktion og andre væsentlige risikotagere,
er det naturligt, at en lønpolitik særligt fokuserer på afløn-
ningen af denne personkreds, uanset at den gælder for alle
ansatte. Virksomhedens lønpolitik bør angive, hvilke former
for variabel løn, eksempelvis resultatkontrakter, nyansættel-
sesgodtgørelser, fastholdelsesbonusser m.v., der kan tildeles,
herunder tage stilling til de begrænsninger for brugen af
variabel løn, som følger af lovforslagets § 146.
En lønpolitik skal eksempelvis fastlægge loftet for variabel
løn for bestyrelsen, direktionen samt virksomhedens an-
dre væsentlige risikotagere, hvis virksomheden anvender
variabel løn. Loftets størrelse kan variere for bestyrelsen,
direktionen og andre væsentlige risikotagere, så længe disse
er fastsat indenfor rammerne af lovforslagets § 146, stk. 1,
nr. 1-3. Bestyrelsen kan med generalforsamlingens godken-
delse eksempelvis fastsætte et loft, som er lavere end det,
der følger af lovforslagets § 146, stk. 1, nr. 1-3.
Såfremt virksomheden tildeler variabel løn til bestyrelsen,
direktionen eller andre væsentlige risikotagere, skal lønpoli-
tikken sikre en passende balance mellem den faste og den
variable løndel. Den passende balance kan variere afhæn-
343
gigt af modtagerens funktion og virksomhedens forhold i
øvrigt. Anvender virksomheden instrumenter som variabel
løn, bør en lønpolitik oplyse, hvilke former for instrumenter
en virksomhed kan tildele, eksempelvis aktier, aktielignende
instrumenter m.m. Såfremt en virksomhed anvender eller
gerne vil have mulighed for at anvende nyansættelsesgodt-
gørelser, som pr. definition er variabel løn, bør den maksi-
male størrelse heraf fremgå af lønpolitikken.
Såfremt et gruppe 2-forsikringsselskab eller en forsikrings-
holdingvirksomhed, som er et aktieselskab, kræver, at besty-
relse, direktion og andre væsentlige risikotagere skal være
i besiddelse af et af virksomheden nærmere fastsat antal
kapitalandele i form af eksempelvis aktier, for herved at
tilpasse bestyrelsens og de ansattes incitamenter med virk-
somhedens langsigtede interesser, bør dette fremgå af løn-
politikken. Krav til antal og beløb bør også specificeres i
politikken.
Hvis det er relevant, bør lønpolitikken endvidere indehol-
de virksomhedens krav til udskydelse af variable løndele
samt begrundelse for, hvordan udskydelsesperioden er til-
passet virksomhedens risikoprofil. Lønpolitikken bør lige-
ledes, hvis relevant, indeholde en beskrivelse af, hvordan
virksomheden forholder sig til kravene om forudgående og
efterfølgende risikojustering af tildeling og udbetaling af
variabel løn. I praksis medfører en effektiv lønpolitik, at
variable løndele kan nedjusteres som følge af forudgående
eller efterfølgende risikojusteringer. Eksempelvis kan det
fremgå af en lønpolitik, at variable løndele nedjusteres på
udbetalingstidspunktet som følge af, at virksomhedens øko-
nomiske situation er væsentligt forringet siden tildelingstids-
punktet. En lønpolitik bør således anføre, hvordan variable
løndele kan justeres i forhold til ændringer i resultater for de
enkelte ansatte, afdelingerne samt virksomheden. Endvidere
kan det eksempelvis fremgå af lønpolitikken, at variable
løndele kan nedjusteres eller kræves tilbagebetalt som følge
af, at modtageren har været i ond tro.
En lønpolitik skal bidrage til opnåelse og opretholdelse af et
sundt kapitalgrundlag og tage højde for eventuelle restriktio-
ner for udlodninger. En lønpolitik bør således tage højde for,
at udbetaling af variabel løn ikke svækker virksomhedens
mulighed for at styrke sit kapitalgrundlag.
En lønpolitik bør angive fremgangsmåden for udpegning af
væsentlige risikotagere.
Har virksomheden nedsat et aflønningsudvalg, jf. lovforsla-
gets § 151, bør dette fremgå af lønpolitikken.
I medfør af lovforslagets § 312, stk. 1, kan overtrædelser
af § 143 straffes med bøde. Ansvarssubjektet i forhold til
overtrædelser af bestemmelsen er gruppe 2-forsikringssel-
skabet eller forsikringsholdingvirksomheden, som ikke har
et gruppe 1-forsikringsselskab som datterselskab. Overtræ-
delser kan eksempelvis bestå i, at et gruppe 2-forsikringssel-
skab undlader at udarbejde en skriftlig lønpolitik eller har en
lønpolitik, der åbenlyst er i strid med aflønningsreglerne,
f.eks. at lønpolitikken fastsætter et loft for variabel løn,
som overstiger lofterne i § 146, stk. 1, nr. 1-3, eller f.eks.
fastsætter et loft for tildeling af aktieoptioner til bestyrelsen
og direktionen, som overstiger begrænsningen i § 146, stk.
2.
Det foreslås i stk. 2, at virksomhedens lønpolitik skal være
kønsneutral.
Den foreslåede bestemmelse svarer til den bestemmelse om
kønsneutral lønpolitik, der forventes indsat i § 12 a i afløn-
ningsbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar
2019, med den ændring til bekendtgørelsen, der forventes at
træde i kraft den 1. juli 2023. § 12 a forventes således at
være gældende ret på tidspunktet for lovforlagets ikrafttræ-
delse.
Ved en kønsneutral lønpolitik forstås en lønpolitik baseret
på lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi
uanset den ansattes køn, jf. lovforslagets § 9, stk. 1, nr. 42.
Virksomhedens bestyrelse skal således vedtage og oprethol-
de en lønpolitik, der sikrer, at ansatte modtager lige løn for
arbejde af samme art eller arbejde af samme værdi uanset
vedkommendes køn, og sikrer implementering af virksom-
hedsværdier, der fremmer ligebehandling af alle køn. Ud-
over at sikre lige løn for samme arbejde skal lønpolitikken
ligeledes sikre lige muligheder for ansatte, uanset vedkom-
mendes køn, da dette er en forudsætning for kønsneutral
løn. Virksomhedens kønsneutrale lønpolitik skal finde an-
vendelse for alle virksomhedens ansatte, inklusive virksom-
hedens væsentlige risikotagere.
Lønpolitikken og alle tilknyttede ansættelsesvilkår, der har
indflydelse på lønnen pr. måleenhed eller tidsrate, bør være
kønsneutral. Dette inkluderer, men er ikke begrænset til løn,
herunder tildelings- og udbetalingsbetingelser, rekrutterings-
politikker, karriereudviklings- og successionsplaner, adgang
til uddannelse og muligheden for at søge om interne stillin-
ger. Enhver form for kønsdiskrimination eller andre former
for forskelsbehandling kan ikke tolereres. Dette omfatter
eksempelvis forskelsbehandling som følge af forældreorlov.
Princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme ar-
bejde eller arbejde af samme værdi er nedfældet i artikel
157 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
(TEUF). Dette princip skal anvendes på en konsekvent må-
de af virksomhederne. Ifølge artikel 157 i TEUF inkluderer
lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi
den almindelige grundløn, mindsteløn eller løn og ethvert
andet vederlag, hvad enten det er i kontanter eller naturalier,
344
som medarbejdere modtager direkte eller indirekte for ved-
kommendes ansættelse hos arbejdsgiveren. TEUF opfordrer
til yderligere foranstaltninger for at sikre lige muligheder og
ligebehandling af alle køn i spørgsmål om beskæftigelse og
erhverv.
I medfør af lovforslagets § 312, stk. 1, nr. 1, kan overtrædel-
ser af § 143, stk. 2, straffes med bøde. Ansvarssubjektet
i forhold til overtrædelser af bestemmelsen er et gruppe
2-forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed,
som ikke har et gruppe 1-forsikringsselskab som dattersel-
skab. Overtrædelser består eksempelvis i, at virksomhedens
lønpolitik ikke er kønsneutral eller ikke sikrer lige mulighe-
der for alle køn.
Til § 144
Den gældende § 14 i aflønningsbekendtgørelsen, jf. be-
kendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019, fastsætter regler om
godkendelse af lønpolitikken, om at bestyrelsesformanden
skal redegøre for virksomhedens aflønning af bestyrelse
og direktion samt om offentliggørelsen af oplysninger om
aflønningen af ledelsen i virksomheden. Overtrædelser af
bestemmelsen straffes med bøde, jf. aflønningsbekendtgø-
relsens § 29.
Den gældende artikel 275, litra d, i Solvens-II forordningen
fastlægger, at forsikringsselskabets bestyrelse, som fastlæg-
ger de generelle principper for lønpolitikken for ansatte,
hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens
risikoprofil, er ansvarlig for at overvåge gennemførelsen
deraf.
Den foreslåede bestemmelse viderefører aflønningsbekendt-
gørelsens § 14 samt de kommende krav om vederlagsrap-
porter og offentliggørelse af lønpolitikker m.v., der indføres
i § 14 med den ændring til bekendtgørelsen, som forventes
udstedt i foråret 2023 med ikrafttræden 1. juli 2023, jf. §
1, nr. 2, i bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om
lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, forsikrings-
holdingvirksomheder og firmapensionskasser. Ændringen til
§ 14 forventes således at være gældende ret på tidspunktet
for lovforslagets ikrafttrædelse. Bestemmelsen gennemfører
Ansvarsudvalgets anbefalinger til transparens på aflønnings-
området i betænkning nr. 1575 om skærpet ansvarsvurdering
for ledelsesmedlemmer m.v. i finansielle virksomheder
Det forselås i stk. 1, 1. pkt., at forsikringsselskabets og for-
sikringsholdingvirksomhedens øverste organ skal godkende
virksomhedens lønpolitik, jf. §§ 142-143, herunder retnings-
linjer for tildeling af variabel løn og retningslinjer for
fratrædelsesgodtgørelser, ved enhver væsentlig ændring og
mindst hvert fjerde år.
Kravet om godkendelse af lønpolitikken (»say on pay«)
implementerer den politiske aftale af 31. august 2010 mel-
lem den daværende regering (Venstre og Det Konservative
Folkeparti), Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Sociali-
stisk Folkeparti, Radikale Venstre og Liberal Alliance om
forsvalig lønpolitik i den finansielle sektor, hvori det er
besluttet, at der skal være en forsvarlig aflønningspolitik
i den finansielle sektor, som også sikrer kapitalejernes ind-
flydelse på virksomhedens lønpolitik. Forsikringsselskabets
og forsikringsholdingvirksomhedens lønpolitik skal således
godkendes af det øverste organ, hvilket typisk er generalfor-
samlingen, uanset om virksomheden benytter variabel afløn-
ning eller ej, idet en beslutning om ikke at benytte variabel
aflønning ligeledes udgør en lønpolitik, som kapitalejerne
skal tage stilling til.
Lønpolitikken skal godkendes som et separat punkt på dags-
ordenen. En lønpolitik kan således eksempelvis ikke god-
kendes som en del af formandens beretning.
Hvis det øverste organ ikke godkender lønpolitikken, skal
bestyrelsen udarbejde en ny lønpolitik, der tager højde for
det øverste organs bemærkninger, og som igen skal forelæg-
ges til godkendelse for det øverste organ.
Det følger af det foreslåede, at forsikringsselskabets og for-
sikringsholdingvirksomhedens øverste organ skal godkende
virksomhedens lønpolitik ved enhver væsentlig ændring og
mindst hvert fjerde år.
En væsentlig ændring, som vil forudsætte en ny godkendel-
se, kan f.eks. være en justering af rammerne for fordelingen
mellem fast og variabel løn eller introduktion af nye kompo-
nenter i lønpolitikken. Helt formelle ændringer i lønpolitik-
ken, herunder tilpasning af formalia og lign., anses ikke for
at udgøre en væsentlig ændring.
Enhver ændring af lønforholdene for medlemmer af direk-
tionen og bestyrelsen anses for at udgøre en væsentlig æn-
dring.
Forsikringsselskabets og forsikringsholdingvirksomhedens
øverste organ skal som minimum godkende virksomhedens
lønpolitik hvert fjerde år, også hvis der ikke foretages æn-
dringer.
Som hidtil vil de ændrede dele af lønpolitikken først kunne
benyttes for aftaler om variabel løn for direktionen og besty-
relsen, når den reviderede lønpolitik er godkendt af forsik-
ringsselskabets og forsikringsholdingvirksomhedens øverste
organ. Det vil være i modstrid med det nævnte »say on pay-
princip«, hvis ændrede dele af lønpolitikken kan benyttes
for direktionen og bestyrelsen, før virksomhedens øverste
organ har taget stilling til den reviderede lønpolitik.
345
For væsentlige risikotagere kan ændrede dele af en revideret
lønpolitik som hidtil benyttes, når den reviderede lønpoli-
tik er godkendt af bestyrelsen. Den reviderede lønpolitik
godkendes så af virksomhedens øverste organ ved førstkom-
mende lejlighed. Lønpolitikken skal altid fremme god og
effektiv risikostyring, jf. de foreslåede §§ 142-143.
Lønpolitikken skal ikke berøre ansættelsesforhold, der er
omfattet af kollektive overenskomster, medmindre der er ta-
le om bonusordninger m.v. for overenskomstansatte, som ik-
ke er fastsat i overenskomsten, hvilket betyder, at virksom-
hedens øverste organ ikke vil skulle godkende lønforhold,
der reguleres af det overenskomstdækkede område.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at forsikringsselskabets og
forsikringsholdingvirksomhedens lønpolitik hurtigst muligt
efter godkendelsen skal offentliggøres på virksomhedens
hjemmeside.
Lønpolitikken skal offentliggøres på virksomhedens hjem-
meside hurtigst muligt, hvilket vil sige, at lønpolitikken skal
offentliggøres umiddelbart efter godkendelsen uden unødigt
ophold.
Det foreslås i stk. 1, 3. pkt., at lønpolitikken skal forblive
offentligt tilgængelig på hjemmesiden, så længe den er gæl-
dende. Bestemmelsen er ny i forhold til gældende ret.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at virksomheden
ikke må fjerne en allerede offentliggjort lønpolitik fra sin
hjemmeside, så længe den er gældende.
I medfør af lovforslagets § 312, stk. 1, kan overtrædelser
af § 144, stk. 1, straffes med bøde. Ansvarssubjektet i
forhold til overtrædelser af bestemmelsen er forsikringssel-
skabet eller forsikringsholdingvirksomheden. Overtrædelser
kan eksempelvis bestå i, at forsikringsselskabet undlader at
offentliggøre sin lønpolitik, eller at forsikringsselskabet und-
lader at forelægge en ny lønpolitik, der medfører væsentlige
ændringer i aflønningen i den pågældende virksomhed, for
det øverste organ.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at formanden for bestyrelsen
i sin beretning for forsikringsselskabets og forsikringshol-
dingvirksomhedens øverste organ skal redegøre for afløn-
ningen af virksomhedens bestyrelse og direktion.
Den foreslåede bestemmelse indeholder en pligt for forman-
den for bestyrelsen i virksomheden til at redegøre for af-
lønningen af virksomhedens bestyrelse og direktion. Rede-
gørelsen skal indgå som et led i formandens beretning for
virksomhedens øverste organ.
Formålet med kravet er, at generalforsamlingen i virksomhe-
den skal forholde sig til bestyrelsens og direktionens afløn-
ning.
Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at redegørelsen skal indeholde
oplysninger om aflønningen i det foregående regnskabsår
og om den forventede aflønning i det indeværende samt det
kommende regnskabsår.
Det foreslås i stk. 2, 3. pkt., at formanden for bestyrelsen
skal forklare og begrunde lønpolitikkens indhold og dens
efterlevelse i sin beretning for virksomhedens øverste organ.
Formandens beretning skal navnlig adressere de overordne-
de komponenter i virksomhedens lønpolitik og uddybe hen-
sigten hermed. Derudover skal bestyrelsesformanden forkla-
re lønpolitikkens efterlevelse, herunder tilfælde hvor lønpo-
litikken eventuelt ikke efterleves.
Hvis det øverste organ skal godkende forslag til revideret
lønpolitik, jf. lovforslagets § 144, stk. 1, kan formanden for
bestyrelsen begrænse forklaringen af og begrundelsen for
lønpolitikkens indhold og dens efterlevelse til ændringerne
af lønpolitikken og formålet med disse ændringer.
I medfør af lovforslagets § 312, stk. 1, nr. 1, kan overtrædel-
ser af § 144, stk. 2, straffes med bøde. Ansvarssubjektet i
forhold til overtrædelser af bestemmelsen er forsikringssel-
skabet eller forsikringsholdingvirksomheden. Den strafbare
handling kan eksempelvis bestå i, at formanden for bestyrel-
sen ikke forklarer lønpolitikkens indhold og dens efterlevel-
se i sin beretning for virksomhedens øverste organ.
Det foreslås i stk. 3, at forsikringsselskabets og forsikrings-
holdingvirksomhedens øverste organ skal godkende afløn-
ningen af virksomhedens bestyrelse for det igangværende
regnskabsår.
Det foreslåede indebærer, at virksomhedens øverste organ
skal godkende aflønningen af virksomhedens bestyrelse for
det igangværende regnskabsår særskilt. Baggrunden for for-
slaget er en anbefaling fra Komitéen for god Selskabsledelse
om, at det øverste organ godkender vederlag til bestyrelsen,
for at sikre transparens og det øverste organ i virksomhedens
stillingtagen til niveauet for bestyrelsens aflønning. Et af de
centrale hensyn bag aflønningsreglerne er gennemsigtighed
om aflønning af ledelsen, der motiverer virksomhederne til
at overholde kravet om forsvarlige aflønningsordninger. Der
gælder allerede krav om, at bestyrelsesformanden i sin be-
retning redegør for aflønningen af virksomhedens bestyrelse
og direktion. I naturlig forlængelse heraf foreslås krav om,
at virksomhedens øverste ledelsesorgan godkender bestyrel-
sens aflønning.
346
I medfør af lovforslagets § 312, stk. 1, nr. 1, kan overtrædel-
ser af § 144, stk. 3, straffes med bøde. Ansvarssubjektet i
forhold til overtrædelser af bestemmelsen er forsikringssel-
skabet eller forsikringsholdingvirksomheden. Den strafbare
handling kan eksempelvis bestå i, at virksomhedens øver-
ste organ ikke får forelagt indstillingen om aflønningen af
bestyrelsen for det igangværende regnskabsår, hvorefter for-
sikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomheden vil
kunne straffes herfor.
Det foreslås i stk. 4, at bestyrelsen i et forsikringsselskab
og en forsikringsholdingvirksomhed årligt skal udarbejde og
offentliggøre en vederlagsrapport.
Det foreslåede indebærer, at bestyrelsen skal udarbejde en
klar og forståelig vederlagsrapport, som giver et overblik
over den samlede aflønning af ledelsesmedlemmerne i virk-
somheden i medfør af lønpolitikken, jf. stk. 1. Den samlede
aflønning skal forstås som summen af fast og variabel løn,
herunder eventuelle godtgørelser og lignende, som hvert
medlem af bestyrelsen eller direktionen har optjent.
Alle goder uanset form betragtes i relation til vederlagsrap-
porten som aflønning, der således også gælder typer af go-
der, der ikke er nævnt direkte i virksomhedens lønpolitik.
Udover de oplysnings- og offentliggørelseskrav, der stilles i
det foreslåede stk. 5-6, stilles der ikke formkrav til, hvordan
virksomheden udformer vederlagsrapporten.
Et forsikringsselskab og en forsikringsholdingvirksomhed,
der har aktier optaget til handel på et reguleret marked, der
er beliggende i eller aktivt i et EU-/EØS-land, anses for at
opfylde betingelserne i denne bestemmelse, hvis virksomhe-
den efterlever kravene til virksomhedens vederlagsrapport i
selskabslovens § 139 b.
I medfør af lovforslagets § 312, stk. 1, nr. 1, kan overtrædel-
se af § 144, stk. 4, straffes med bøde. Ansvarssubjektet i
forhold til overtrædelser af bestemmelsen er forsikringssel-
skabet eller forsikringsholdingvirksomheden. Den strafbare
handling kan eksempelvis bestå i, at en virksomhed omfattet
af bestemmelsen helt undlader at udarbejde en vederlagsrap-
port.
Det foreslås i stk. 5, at vederlagsrapporten skal indeholde
oplysninger nævnt i stk. 5, nr. 1 og 2.
Oplysningerne har til formål at bibringe aktionærerne, inve-
storerne og øvrige interessenter et bedre grundlag for at
vurdere, om der er forbindelse mellem løn og resultater for
hvert enkelt ledelsesmedlem. Herudover skal oplysningerne
forbedre aktionærernes, potentielle investorers og øvrige in-
teressenters mulighed for at udøve aktivt ejerskab i forhold
til virksomhedens lønpolitik.
I medfør af § 312, stk. 1, nr. 1, kan overtrædelser af det
foreslåede § 144, stk. 5, straffes med bøde. Ansvarssubjektet
i forhold til overtrædelser af bestemmelsen er forsikringssel-
skabet eller forsikringsholdingvirksomheden. Den strafbare
handling kan eksempelvis bestå i, at virksomhedens veder-
lagsrapport helt eller delvist ikke indeholder oplysningerne
nævnt i stk. 5, nr. 1 og 2.
Det foreslås i stk. 5, nr. 1, at vederlagsrapporten skal in-
deholde oplysninger om det samlede vederlag, som hvert
medlem af bestyrelsen og direktionen har optjent fra virk-
somheden og andre virksomheder indenfor samme koncern i
de seneste tre år, herunder oplysninger om fastholdelses- og
fratrædelsesordningers væsentligste indhold.
Vederlagsrapporten skal give et samlet overblik over den
aflønning, som de enkelte ledelsesmedlemmer, herunder nye
og tidligere, har optjent fra virksomheden og andre virksom-
heder indenfor samme koncern i de seneste tre år. Vederlags-
rapporten skal angive de pågældende ledelsesmedlemmer
med navn og skal således oplyse vederlaget fordelt på indi-
vidniveau.
Ved optjente beløb forstås både faste og variable løndele,
som er udbetalt, såvel som løndele, der endnu ikke er kom-
met til udbetaling.
Der skal ikke kun rapporteres om ledelsesmedlemmer, der
har fungeret i et helt regnskabsår eller samtlige af de tre
seneste år, men om alle eksisterende, nye og tidligere ledel-
sesmedlemmer, der har optjent vederlag, som er udbetalt
eller endnu ikke er kommet til udbetaling i den pågældende
treårige periode. For tidligere ledelsesmedlemmer oplyses
også eksempelvis om eventuelle fratrædelsesgodtgørelser,
der er blevet udbetalt i perioden efter fratrædelsen.
Vederlagsrapporten må ikke indeholde de særlige kategorier
af personoplysninger, som er omhandlet i artikel 9, stk. 1,
i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679
af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i for-
bindelse med behandling af personoplysninger og om fri
udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesforord-
ningen).
Det foreslås i stk. 5, nr. 2, at vederlagsrapporten skal inde-
holde en redegørelse for sammenhængen mellem ledelsens
aflønning og virksomhedens strategi og relevante mål her-
for.
Det foreslåede indebærer, at virksomheden i vederlagsrap-
porten skal beskrive sammenhængen mellem den faktiske
347
aflønning af ledelsen, virksomhedens lønpolitik og de bag-
vedliggende mål, som aflønningspolitikken understøtter.
Et forsikringsselskab og en forsikringsholdingvirksomhed,
der har aktier optaget til handel på et reguleret marked, der
er beliggende i eller aktivt i et EU-/EØS-land, anses for at
opfylde betingelserne i denne bestemmelse, hvis virksomhe-
den efterlever kravene til virksomhedens vederlagsrapport i
selskabslovens § 139 b.
Det foreslås i stk. 6, 1. pkt., at hurtigst muligt efter general-
forsamlingens afholdelse skal vederlagsrapporten offentlig-
gøres på forsikringsselskabets eller forsikringsholdingvirk-
somhedens hjemmeside
Hurtigst muligt er ensbetydende med, at vederlagsrapporten
skal offentliggøres umiddelbart efter generalforsamlingens
afholdelse uden unødigt ophold.
Det foreslås i stk. 6, 2. pkt., at vederlagsrapporten skal for-
blive offentligt tilgængelig på hjemmesiden i en periode på
10 år.
Offentliggørelse af vederlagsrapporten er nødvendig for,
at aktionærer, potentielle investorer og øvrige interessenter
bedre kan vurdere, hvordan virksomheden gennemfører sin
lønpolitik i praksis, herunder aflønningen af de enkelte
ledelsesmedlemmer, og i hvilken udstrækning denne afløn-
ning er afpasset virksomhedens strategi og mål.
Det foreslås i stk. 6, 3. pkt., at vederlagsrapporten kan være
tilgængelig i en længere periode, forudsat at den ikke længe-
re indeholder personoplysninger.
Det foreslåede indebærer, at forsikringsselskabets og forsik-
ringsholdingvirksomhedens øverste organ kan vælge at lade
vederlagsrapporten være tilgængelig i en længere periode
end 10 år, forudsat at vederlagsrapporten ikke indeholder
personoplysninger.
Det vil i praksis betyde, at der skal laves en version af
vederlagsrapporten, hvor det ikke længere fremgår, hvilke
ledelsesmedlemmer – nuværende eller tidligere - der har
modtaget hvilke vederlag. Dette vil som minimum betyde, at
navnene på alle ledelsesmedlemmer skal fjernes fra rappor-
ten.
Overtrædelser af det foreslåede stk. 6 vil kunne straffes med
bøde efter § 312, stk. 1, nr. 1. Ansvarssubjektet i forhold
til overtrædelser af bestemmelsen er forsikringsselskabet el-
ler forsikringsholdingvirksomheden. Den strafbare handling
kan eksempelvis bestå i, at forsikringsselskabet undlader
at offentliggøre vederlagsrapporten, eller at virksomhedens
vederlagsrapport er offentliggjort i kortere tid end 10 år.
Til § 145
Den gældende § 10 i aflønningsbekendtgørelsen, jf. be-
kendtgørelse nr. 17 af 4. januar 2019, fastlægger regler om
aflønning i forbindelse med udøvelse af forsikringsdistribu-
tion. Bestemmelsen implementerer artikel 17, stk. 3, og
artikel 1, stk. 4, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdi-
stribution. Overtrædelser af bestemmelsens stk. 1 og stk. 2
straffes med bøde, jf. aflønningsbekendtgørelsens § 29, stk.
1.
Bestemmelsen i aflønningsbekendtgørelsens § 10 foreslås
videreført i lovforslagets § 145 med enkelte redaktionelle
ændringer. Den foreslåede bestemmelse implementerer fort-
sat artikel 17, stk. 3, og artikel 1, stk. 4, litra b, i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar
2016 om forsikringsdistribution. Den foreslåede bestemmel-
se medfører ingen materielle ændringer
Det foreslås i stk. 1, at gruppe 1-forsikringsselskaber og
gruppe 2-forsikringsselskaber skal sikre, at virksomhedens
aflønningsstrukturer i forbindelse med udøvelse af forsik-
ringsdistribution ikke strider mod virksomhedens forpligtel-
se til at handle i kundens bedste interesse, herunder god
skik-reglerne i § 67, stk. 1, og regler udstedt i medfør af §
67, stk. 2. Det samme gør sig gældende for aflønning, jf. §
9, stk. 1, nr. 39, som virksomheden modtager med henblik
på udøvelse af forsikringsdistribution.
Den foreslåede bestemmelse implementerer artikel 17, stk.
3, 1. pkt., i forsikringsdistributionsdirektivet.
Forsikringsselskaber, som udøver forsikringsdistribution, er
i medfør af kapitel 8 i bekendtgørelse nr. 1779 af 6. septem-
ber 2021 om god skik for forsikringsdistributører forpligtet
til at udføre en krav- og behovsanalyse af deres kunder, så
kunderne kun får tilbudt produkter, der er i overensstemmel-
se med deres krav og behov. Uanset at forsikringsselskabet
er underlagt disse regler, kan der i praksis opstå situationer,
hvor forsikringsselskabets aflønningsstrukturer fører til en
interessekonflikt mellem på den ene side forsikringsselska-
bet selv eller den ansattes interesse i at modtage størst mulig
aflønning og på den anden side hensynet til kundens bedste
interesse. Bestemmelsen sikrer således en klar sammenhæng
mellem regler, der sikrer varetagelsen af kundens interesse,
og forsikringsselskabets aflønningsstrukturer.
Ved kunder forstås enhver fysisk eller juridisk person, som
forsikringsselskabet distribuerer forsikringer til.
348
Ved aflønning forstås i denne sammenhæng alle former for
fast og variabel løn, provisioner, honorarer, betalinger og
fordele, som tildeles eller udbetales med henblik på udøvel-
se af forsikringsdistribution. Der henvises til de specielle
bemærkninger til definitionen af aflønning i lovforslagets §
9, stk. 1, nr. 41.
Det foreslåede § 145, stk. 1, indeholder ikke et generelt
forbud mod bestemte aflønningsstrukturer, da det vil bero
på en konkret vurdering af bl.a. forsikringsselskabets organi-
sation og forsikringsproduktudbud, om aflønningsstrukturen
må vurderes at stride mod forsikringsselskabets forpligtelse
til at handle i kundens bedste interesse. Anvendelsesområdet
i stk. 1 adskiller sig på den baggrund fra det foreslåede
stk. 2, som indeholder forbud mod aflønningsordninger og
salgsmål, som tilskynder virksomheden eller dennes ansatte
til at anbefale et bestemt forsikringsprodukt til en kunde, i
det omfang forsikringsselskabet udbyder et andet produkt,
der dækker kundens behov bedre.
En aflønningsstruktur, der eksempelvis tilskynder forsik-
ringsselskabet eller dettes ansatte til at overforsikre kunder
ved at anbefale et forsikringsprodukt med en dækning, som
kunden allerede har via en anden forsikring, vil være i strid
med § 145, stk. 1. En aflønningsstruktur, der eksempelvis
tilskynder til anbefaling af en arbejdsløshedsforsikring til
personer, der indenfor kort tid skal på pension, vil ligeledes
kunne være i strid med bestemmelsen.
I medfør af lovforslagets § 312, stk. 1, nr. 1, kan overtræ-
delser af det foreslåede § 145, stk. 1, straffes med bøde. An-
svarssubjektet i forhold til overtrædelser af bestemmelsen,
er et gruppe 1- eller 2-forsikringsselskab. En overtrædelse
af den foreslåede § 145, stk. 1, kan f.eks. være, at et forsik-
ringsselskab har aflønningsstrukturer i forbindelse med udø-
velse af forsikringsdistribution, der strider mod kundernes
bedste interesser.
Det foreslås i stk. 2, at gruppe 1-forsikringsselskaber og
gruppe 2-forsikringsselskaber ikke må indføre aflønnings-
ordninger eller salgsmål, som tilskynder virksomheden eller
dennes ansatte til at anbefale et bestemt forsikringsprodukt
til en kunde, når virksomheden udbyder et andet produkt,
der dækker kundens behov bedre.
Den foreslåede bestemmelse implementerer artikel 17, stk.
3, 2. pkt., i forsikringsdistributionsdirektivet.
Formålet med forbuddet er at mindske risikoen for interes-
sekonflikter. På trods af at forsikringsselskaber, som udø-
ver forsikringsdistribution, skal efterleve bekendtgørelse nr.
1779 af 6. september 2021 om god skik for forsikringsdistri-
butører, kan aflønningsordninger med variabel løn, herunder
eksempelvis variabel løn knyttet til opnåelse af salgsmål for
et bestemt forsikringsprodukt, føre til en interessekonflikt
mellem på den ene side forsikringsselskabets eller den an-
sattes interesse i at modtage størst mulig aflønning og på
den anden side hensynet til kundens bedste interesse. For-
buddet mod aflønningsordninger og salgsmål, som tilskyn-
der forsikringsselskabet eller dennes ansatte til at anbefale et
bestemt forsikringsprodukt til en kunde, når virksomheden
udbyder et andet produkt, der dækker kundens behov bedre,
skal sikre, at kunden alene rådgives på baggrund af sit for-
sikringsbehov.
Ved aflønning forstås i denne sammenhæng alle former for
fast og variabel løn, provisioner, honorarer, betalinger og
fordele, som tildeles eller udbetales med henblik på udøvel-
se af forsikringsdistribution. Der henvises til de specielle
bemærkninger til definitionen af aflønning i lovforslagets §
9, stk. 1, nr. 41.
Enhver ordning, som fører til tilbud eller tildeling af et
beløb eller en fordel, og som gives med henblik på udøvelse
af forsikringsdistributionsvirksomhed, skal således anses for
en aflønningsordning.
Ved anbefaling forstås både kundekontakt, der fører til afgi-
velse af tilbud uden rådgivning, og rådgivning, som fører til
en personlig anbefaling.
Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse forudsætter, at
forsikringsselskabet har mulighed for at tilbyde kunden et
andet produkt end det produkt, som anbefales til kunden. I
det omfang forsikringsselskabet alene udbyder et bestemt
forsikringsprodukt, vil der som udgangspunkt ikke opstå
en interessekonflikt for virksomheden eller dennes ansatte,
medmindre aflønningsstrukturen fører til, at virksomheden
eller dennes ansatte anbefaler et forsikringsprodukt, som
kunden slet ikke har behov for. En sådan aflønningsstruktur
vil som udgangspunkt være omfattet af stk. 1, jf. bemærk-
ningerne hertil ovenfor.
Den foreslåede bestemmelse indeholder ikke et generelt for-
bud mod brug af variabel løn eller salgsmål, da det vil bero
på en konkret vurdering af bl.a. forsikringsselskabets organi-
sation og forsikringsproduktudbud, om aflønningsordningen
eller salgsmålet tilskynder forsikringsselskabet eller dettes
ansatte til at anbefale et bestemt forsikringsprodukt til en
kunde, når forsikringsselskabet udbyder et andet produkt,
der dækker kundens behov bedre.
En aflønningsordning, som indebærer, at en ansat tildeles
variabel løn baseret på opnåelse af et salgsmål, som angi-
ver en salgsmængde for et bestemt forsikringsprodukt, vil
som udgangspunkt være i strid med stk. 2 i det omfang,
forsikringsselskabet udbyder et andet produkt, der dækker
kundens behov bedre. Bestemmelsen forhindrer ikke forsik-
ringsselskabet i at indføre aflønningsordninger, der øger
indtjening hos virksomheden og de ansatte, så længe af-
349
lønningsordningen ikke tilskynder forsikringsselskabet eller
dettes ansatte til at anbefale bestemte forsikringsprodukter
til kunder mod kundens bedste interesse.
I medfør af forslagets § 312, stk. 1, nr. 1, kan overtrædelser
af § 145, stk. 2, straffes med bøde. Ansvarssubjektet for
overtrædelser af bestemmelsen er et gruppe 1- eller 2-forsik-
ringsselskab. En overtrædelse af den foreslåede § 145, stk.
2, kan f.eks. være, at et forsikringsselskab indfører afløn-
ningsordninger eller salgsmål, der tilskynder virksomheden
og dennes ansatte til at anbefale et bestemt produkt til en
kunde, når virksomheden udbyder andre produkter, der pas-
ser kunden bedre.
Det foreslås i stk. 3, at et forsikringsselskab, der udøver for-
sikringsdistribution gennem en accessorisk forsikringsfor-
midler, jf. § 2, stk. 1, nr. 5, i lov om forsikringsformidling,
der udelukkende distribuerer forsikringer, som er undtaget
fra lov om forsikringsformidling, jf. § 1, stk. 2, i lov om for-
sikringsformidling, skal sikre, at den pågældende accessori-
ske forsikringsformidler har passende og forholdsmæssige
ordninger med henblik på, at denne overholder stk. 1 og 2.
Bestemmelsen gennemfører dele af artikel 1, stk. 4, litra b, i
forsikringsdistributionsdirektivet.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at distribution af
forsikringer gennem en accessorisk forsikringsformidler, der
er undtaget fra lov om forsikringsformidling, stadig sker
under hensyn til kundens interesse. En forsikringsselskab,
der udøver forsikringsdistribution gennem en accessorisk
forsikringsformidler, der er undtaget fra lovens anvendel-
sesområde, skal derfor sikre, at den pågældende accessori-
ske forsikringsformidler overholder reglerne om aflønnings-
strukturer, aflønningsordninger og salgsmål, jf. stk. 1 og 2.
Det foreslås i stk. 4, at stk. 1-3 ikke finder anvendelse på
forhold omfattet af kollektiv overenskomst, som iagttager
principperne i stk. 1 og 2.
Forslaget medfører, at forhold, der er omfattet af kollek-
tiv overenskomst, ikke er omfattet af det foreslåede stk.
1-3. Aflønningsformer, der går ud over de rammer, der er
fastsat i henhold til overenskomsten, vil således være omfat-
tet af stk. 1-3. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis et forsik-
ringsselskab vælger at tilbyde ansatte variabel løn, uden at
forsikringsselskabet er forpligtet til det ifølge overenskom-
sten.
EU-reguleringen bag de danske aflønningsregler er blevet
til under forudsætning af en respekt for forskelle i de natio-
nale arbejdsretlige forhold. Det fremgår af betragtning 9 i
Kommissionens henstilling om aflønning i den finansielle
sektor af 29. april 2009 IP/09/674, at henstillingen ikke har
til hensigt at berøre de rettigheder, som arbejdsmarkedets
parter har i forbindelse med overenskomstforhandlinger.
Undtagelsen berører ikke arbejdsmarkedets parters generelle
forpligtelse til at efterleve gældende lovgivning. Uanset det
foreslåede stk. 4 forventes arbejdsmarkedets parter derfor at
iagttage principperne i stk. 1 og 2 ved forhandling af lands-
dækkende kollektive overenskomster på området. Arbejds-
markedets parter forventes desuden at holde sig orienteret
om indgåelse og indhold af lokale kollektive overenskom-
ster indgået under de landdækkende kollektive overenskom-
ster i forhold til overholdelse af de nævnte principper.
Det foreslåede stk. 1-3 finder herudover alene anvendelse
på aftaler om aflønning mellem et forsikringsselskab og en
ansat, der indgås, genforhandles, forlænges eller fornys fra
den 1. oktober 2018, hvor reglerne trådte i kraft, jf. §§ 1-2
i bekendtgørelse nr. 477 af 30. april 2018 om ændring af
bekendtgørelse om lønpolitik og aflønning i forsikringssel-
skaber og forsikringsholdingvirksomheder.
Til § 146
Den gældende § 18 i aflønningsbekendtgørelsen, jf. be-
kendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019, indeholder regler
om begrænsninger af brugen af variable løndele for med-
lemmer af bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis
aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens ri-
sikoprofil i forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirk-
somheder. Overtrædelse af bestemmelsen straffes med bøde,
jf. § 29, stk. 1, i aflønningsbekendtgørelsen.
Solvens II-forordningens artikel 275, stk. 2, opstiller desu-
den en række krav til udskydelsen samt fastsættelsen og
komponenterne af variable løndele, som tildeles bestyrelsen,
direktionen og andre ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber
og forsikringsholdingvirksomheder, der har et gruppe 1-for-
sikringsselskab som datterselskab. Overtrædelse af artikel
275, stk. 2, litra a, b, d, e og h, i Solvens II-forordningen
straffes med bøde, jf. § 29, stk. 2, i aflønningsbekendtgørel-
sen.
Den foreslåede bestemmelse viderefører reglerne om
variabel aflønning i aflønningsbekendtgørelsens § 18 samt
ændringen af minimumskravet til udskydelse af variabel af-
lønning i § 18, stk. 1, nr. 5, der indføres med den ændring
til bekendtgørelsen, som forventes udstedt i foråret 2023
med ikrafttræden 1. juli 2023, jf. § 1, nr. 3, i bekendtgørelse
om ændring af bekendtgørelse om lønpolitik og aflønning i
forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder og fir-
mapensionskasser. Ændringen til § 18, stk. 1, nr. 5, i afløn-
ningsbekendtgørelsen forventes således at være gældende
ret på tidspunktet for lovforslagets ikrafttrædelse.
350
Den foreslåede § 147 indeholder regler om begrænsninger
for brugen af variable løndele for medlemmer af bestyrelsen,
direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig
indflydelse på virksomhedens risikoprofil. Bestemmelserne
tager udgangspunkt i, at det er forsikringsselskabets eller
forsikringsholdingvirksomhedens pligt at sikre, at virksom-
heden overholder de krav, loven stiller. Der er tale om en
offentligretlig regulering af virksomhedernes pligter, som
imidlertid vil have indflydelse på virksomhedens mulighed
for at indgå aftaler om variabel løn med virksomhedens
medlemmer af bestyrelsen, direktionen og andre ansatte,
hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomheden
risikoprofil.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at forsikringsselskaber og forsik-
ringsholdingvirksomheder ved aflønning af bestyrelsen og
direktionen skal sikre, at de variable løndele til et medlem af
bestyrelsen eller direktionen på tidspunktet for beregningen
af den variable løndel højst må udgøre 50 pct. af henholds-
vis honoraret og den faste grundløn inklusive pension.
Virksomheden kan vælge, at den variable løndel skal variere
i forhold til bestyrelsen og direktionen. Den variable løndel
kan dog ikke overstige den i forslaget fastsatte procentsats.
Loftet på 50 pct. for et medlem af bestyrelsen eller direkti-
onen skal opgøres på beregningstidspunktet, dvs. ved tilde-
ling af en variabel løndel og inden udskydelse af en del af
den variable løndel. Overholdelsen af grænsen for variabel
løn skal ses i forhold til det indkomstår, hvor den variable
løn optjenes.
Der skal være en passende balance mellem variable og faste
løndele, således at den faste løndel er så tilstrækkelig høj,
at det er muligt at føre en fleksibel bonuspolitik, og for at
sikre, at ledelsens privatøkonomi ikke skal være afhængig
af, at de opnår deres bonus.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at de variable løndele til virksom-
hedens andre ansatte, hvis aktiviteter har en væsentlig ind-
flydelse på virksomhedens risikoprofil (væsentlige risikota-
gere), på beregningstidspunktet højst må udgøre 100 pct. af
den faste grundløn, inklusive pension.
Loftet gælder for hver enkelt person.
Loftet på 100 pct. for virksomhedens væsentlige risikotagere
skal opgøres på beregningstidspunktet, dvs. ved tildeling af
en variabel løndel og inden udskydelse af en del af den
variable løndel. Overholdelsen af grænsen for variabel løn
skal ses i forhold til det indkomstår, hvor den variable løn
optjenes. Dette svarer til fremgangsmåden ved opgørelse af
loftet på 50 pct. for bestyrelse og direktion, jf. det foreslåede
stk. 1, nr. 1.
Der skal være en passende balance mellem variable og faste
løndele, således at den faste løndel er så tilstrækkelig høj, at
det er muligt at føre en fleksibel bonuspolitik, og for at sik-
re, at den ansattes privatøkonomi ikke skal være afhængig
af, at de opnår deres bonus.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at virksomhedens øverste organ
kan beslutte, at de variable løndele til virksomhedens andre
ansatte, hvis aktiviteter har en væsentlig indflydelse på virk-
somhedens risikoprofil eller på de aktiviteter, som virksom-
heden forvalter (væsentlige risikotagere), kan udgøre op til
200 pct. af den faste grundløn inklusive pension, hvis betin-
gelserne i litra a-e er opfyldt. Kravene i de foreslåede litra
a-e er kumulative, dvs. de skal alle være opfyldt.
Beslutningen om benyttelse af et højere maksimalt loft kan
enten vedrøre alle virksomhedens væsentlige risikotagere
eller vedrøre en del af disse ansatte, eksempelvis væsentlige
risikotagere i en bestemt afdeling. Det øverste organ kan
således beslutte, at der skal gælde forskellige maksimale
lofter for forskellige grupper af virksomhedens væsentlige
risikotagere.
Loftet på 200 pct. for virksomhedens væsentlige risikotagere
skal opgøres på beregningstidspunktet, dvs. ved tildeling af
en variabel løndel og inden udskydelse af en del af den
variable løndel. Overholdelsen af grænsen for variabel løn
skal ses i forhold til det indkomstår, hvor den variable løn
optjenes. Dette svarer til fremgangsmåden ved opgørelse af
loftet på 50 og 100 pct., jf. det foreslåede stk. 1, nr. 1 og 2.
Der skal være en passende balance mellem variable og faste
løndele, således at den faste løndel er så tilstrækkelig høj, at
det er muligt at føre en fleksibel bonuspolitik, og for at sik-
re, at den ansattes privatøkonomi ikke skal være afhængig
af, at de opnår deres bonus
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, litra a, at virksomheden senest
ved indkaldelse til det øverste organs forsamling skal orien-
tere det øverste organ om, at der ønskes stillingtagen til
benyttelse af et højere maksimalt loft.
Virksomhedens øverste organ kan f.eks. være generalfor-
samlingen eller repræsentantskabet.
Virksomheden kan benytte de kommunikationsmidler, som
virksomheden normalt benytter ved indkaldelse til general-
forsamling m.v.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, litra b, at det øverste organ
skal træffe beslutning om benyttelse af et højere maksimalt
loft på baggrund af en detaljeret anbefaling fra virksomhe-
den, der begrunder indstillingen herom, herunder antallet af
berørte ansatte, disses arbejdsområder, det nye foreslåede
351
maksimale loft og den forventede indvirkning på virksom-
hedens mulighed for at bevare et sundt kapitalgrundlag. Ka-
pitalejerne skal modtage anbefalingen senest samtidig med
indkaldelsen til det øverste organs forsamling.
Det vil være bestyrelsen, der på virksomhedens vegne frem-
sætter forslaget på generalforsamlingen, og det vil derfor
også være bestyrelsen, der er ansvarlig for udarbejdelsen af
den detaljerede anbefaling til kapitalejerne.
Den detaljerede anbefaling skal gøre kapitalejerne i stand til
at træffe beslutningen om et højere maksimalt loft på et op-
lyst grundlag, hvor bestyrelsen begrunder sin indstilling til
det øverste organ. Væsentlige oplysninger, som eksempelvis
hvor mange ansatte, der vil blive berørt af et højere loft samt
deres arbejdsområder, skal fremgå af anbefalingen, herunder
så kapitalejerne kan udlede, om det foreslåede højere loft
vil gælde for alle virksomhedens væsentlige risikotagere
eller kun for nogle kategorier af disse, eksempelvis kun de
væsentlige risikotagere i nogle afdelinger i virksomheden.
Desuden skal en vurdering af indvirkningen på virksomhe-
dens kapitalgrundlag indgå i anbefalingen, så kapitalejerne
har mulighed for at inddrage en eventuel indvirkning på
værdien af deres ejerandele i beslutningen.
Kapitalejerne skal modtage anbefalingen senest samtidig
med indkaldelsen til det øverste organs forsamling. Virk-
somheden kan benytte de kommunikationsmidler, som virk-
somheden normalt benytter ved indkaldelse til generalfor-
samling m.v.
Hvis virksomheden ikke senest ved indkaldelsen til det
øverste organs forsamling har orienteret det øverste organ
om, at der ønskes stillingstagen til benyttelse af et højere
maksimalt loft, kan beslutningen på det øverste organs for-
samling efter omstændighederne være ugyldig. Det samme
gælder, hvis virksomhedens bestyrelse ikke senest ved ind-
kaldelsen til det øverste organs forsamling har sendt det
øverste organ en detaljeret anbefaling om benyttelse af et
højere maksimalt loft.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, litra c, at virksomheden senest
samtidig med fremsendelse af anbefalingen til kapitalejerne,
jf. det foreslåede litra b, skal informere Finanstilsynet om
anbefalingen til kapitalejerne, herunder det foreslåede højere
maksimale loft og begrundelsen for indstillingen. Virksom-
heden skal på anmodning fra Finanstilsynet godtgøre, at
det foreslåede højere maksimale loft ikke er i strid med
virksomhedens forpligtelser efter denne lov eller Solvens
II-forordningen, herunder særligt kapitalgrundlagskravene.
Finanstilsynet vil i sådanne tilfælde lægge vægt på besty-
relsens drøftelse af forholdene, ligesom Finanstilsynet vil
lægge vægt på virksomhedens kapitalforhold, herunder virk-
somhedens kapitalgrundlagskrav, solvens og likviditet. Hvis
Finanstilsynet vurderer, at der er nærliggende risiko for, at
virksomheden som følge af et højere maksimalt loft og en
senere udbetaling af en sådan variabel løn ikke vil overholde
kapitalgrundlagskravene eller solvenskravet, kan Finanstil-
synet påbyde virksomheden ikke at hæve loftet eller ikke at
udbetale den variable løn på udbetalingstidspunktet i over-
ensstemmelse med det foreslåede stk. 1, nr. 6.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, litra d, 1. pkt., at beslutningen om
benyttelse af et højere maksimalt loft skal tiltrædes af virk-
somhedens øverste organ med mindst 66 pct. af de afgivne
stemmer, forudsat at mindst 50 pct. af de stemmeberettigede
kapitalandele er repræsenteret på forsamlingen. Hvis mindre
end 50 pct. af de stemmeberettige kapitalandele er repræsen-
teret på forsamlingen, skal beslutningen tiltrædes af mindst
75 pct. af de afgivne stemmer.
Majoritetskravet er skærpet i forhold til almindelige beslut-
ninger på generalforsamlingen, som typisk kan tages ved
simpelt flertal, jf. eksempelvis § 105 i selskabsloven. Hen-
synet bag det skærpede majoritetskrav er at sikre, at beslut-
ningen tages med opbakning fra en større andel af kapitale-
jerne, således at sandsynligheden for, at en enkelt eller få
storaktionærer på egen hånd kan træffe beslutningen, minds-
kes.
I overensstemmelse med § 85 i selskabsloven regnes virk-
somhedens egne kapitalandele m.v. ikke med ved opgørelse
af den repræsenterede kapital, ligesom der ikke kan afgives
stemmer på disse kapitalandele.
Eventuelle stemmeretsbegrænsninger og stemmelofter skal
respekteres efter bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, 2. pkt., at en ansat, som er
kapitalejer i virksomheden, ikke må deltage i afstemningen
herom på det øverste organs forsamling, hvis den ansatte har
en væsentlig interesse i beslutningen, der kan være stridende
mod virksomhedens interesse.
Bestemmelsen følger princippet i § 86 i selskabsloven ved-
rørende kapitalejeres inhabilitet. Bestemmelsen skal sikre, at
kapitalejere ikke er med til at tage beslutninger, som de selv
har en væsentlig interesse i.
Bestemmelsen er en undtagelse til den generelle regel om,
at kapitalejere som udgangspunkt frit kan udøve deres ind-
flydelse på virksomhedens generalforsamlinger med henblik
på at fremme egne interesser. I visse sammenhænge kan
interessekonflikten dog være så åbenbar og væsentlig, at
kapitalejeren anses for inhabil.
352
En kapitalejer vil kunne være omfattet af inhabilitetsbe-
stemmelsen, hvis beslutningen om benyttelse af et høje-
re maksimalt loft vedrører vedkommende selv, dvs. hvis
vedkommende er udpeget som en af virksomhedens væsent-
lige risikotagere, og et eventuelt højere loft eksempelvis vil
gælde for alle disse.
Hvis generalforsamlingen kun skal tage stilling til, om der
kan benyttes et højere maksimalt loft for visse ansatte, ek-
sempelvis ansatte i en specifik afdeling, og den pågældende
arbejder i en anden afdeling, vil beslutningen ikke vedrøre
den ansatte.
Der kan dog forekomme andre situationer, hvor den ansat-
te er inhabil, uden at beslutningen vedrører vedkommende
selv. Hvis beslutningen om forhøjelse af loftet for variabel
løn eksempelvis vedrører et nærtstående familiemedlem til
en kapitalejer, må kapitalejeren anses for at være inhabil i
forhold hertil.
Hvis beslutningen vedrører en ansat, som også er kapitalejer,
må bestyrelsen foretage en vurdering af, om den ansatte
har en så åbenbar og væsentlig interesse i beslutningen, at
det kan være i strid med virksomhedens interesse. Bestyrel-
sen må således foretage en konkret vurdering af, om beslut-
ningen vedrører generelle medarbejderrelaterede spørgsmål
vedrørende en større gruppe af ansatte, som ikke vil føre til
inhabilitet, eller om beslutningen særligt angår den enkelte
ansatte eller kapitalejer eller en mindre gruppe af ansatte
eller kapitalejere, som kan føre til inhabilitet. Det vil være
afgørende, om beslutningen om benyttelse af et højere mak-
simalt loft er af så åbenbar og væsentlig betydning for den
pågældende, at det må betragtes som tvivlsomt, om den
pågældende vil kunne agere uden at lade sig påvirke af sin
særlige egeninteresse. Dette kan eksempelvis være tilfældet,
hvis den pågældende er den eneste væsentlige risikotager
i virksomheden, eller hvis den pågældende er den eneste,
der vil blive omfattet af et højere maksimalt loft. Bestyrel-
sens vurdering skal fremgå af bestyrelsens anbefaling til det
øverste organ.
Hvis bestyrelsen vurderer, at en beslutning særligt angår
den enkelte ansatte eller kapitalejer, eller en mindre gruppe
af ansatte eller kapitalejere, som kan føre til inhabilitet, er
det bestyrelsens ansvar at sikre, at dirigenten, inden general-
forsamlingen finder sted, får instruktion om, hvilke enkelte
ansatte eller kapitalejere der efter bestyrelsens opfattelse vil
være afskåret fra at deltage i afstemningen om forhøjelse
af loft for variabel løn. Dette ændrer ikke på, at det ifølge
selskabslovgivningens regler er den enkelte kapitalejer, der
selv har ansvaret for at vurdere, om vedkommende er inha-
bil.
En overtrædelse af det foreslåede nr. 3, litra d, kan efter
omstændighederne medføre, at det øverste organs beslutning
om et højere maksimalt loft må anses som ugyldig.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, litra e, at virksomheden senest
otte dage efter det øverste organs forsamling skal informere
Finanstilsynet om det øverste organs beslutning, herunder
om størrelsen på et eventuelt besluttet højere maksimalt loft.
Virksomheden skal informere Finanstilsynet, både hvis det
øverste organ beslutter at benytte et højere maksimalt loft
for enten alle eller en del af virksomhedens væsentlige risi-
kotagere, og hvis det øverste organ beslutter ikke at følge
indstillingen ved ikke at vedtage forslaget med den krævede
majoritet, jf. det foreslåede litra d ovenfor.
Det følger af det foreslåede § 312, stk. 1, nr. 1, at overtræ-
delse af det foreslåede § 146, stk. 1, nr. 3, kan straffes med
bøde. Overtrædelser kan eksempelvis bestå i, at et forsik-
ringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed tildeler
sin bestyrelse og direktion over 50% af dennes faste løn
eller honorar i variabel aflønning eller undlader at informere
Finanstilsynet om virksomhedens vedtagelse af et højere
maksimalt loft for variabel aflønning til væsentlige risikota-
gere. En overtrædelse af de foreslåede nr. 3, litra c-e, kan
i øvrigt efter omstændighederne medføre, at det øverste or-
gans beslutning om et højere maksimalt loft må anses som
ugyldig.
Det foreslås i stk. 1, nr. 4, at mindst 50 pct. af en variabel
løndel til bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis ak-
tiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risiko-
profil, på tidspunktet for beregningen af den variable løn,
skal bestå af en balance af finansielle instrumenter. Balan-
cen af de finansielle instrumenter kan udgøres af aktier,
tilsvarende ejerandele afhængig af virksomhedens juridiske
struktur, aktiebaserede instrumenter, efterstillet gæld i virk-
somheden eller andre instrumenter, som i en passende grad
afspejler virksomhedens kreditværdighed som en virksom-
hed, hvis aktivitet formodes at fortsætte. Instrumenterne kan
udstedes i virksomheden eller dennes modervirksomhed, der
ejer virksomheden fuldt ud.
Mindst 50 pct. af den variable løn vil skulle bestå af en
balance af de nævnte typer af instrumenter. Ved vurderingen
af om der foreligger en balance mellem de nævnte typer af
instrumenter, må der tages hensyn til, hvilke typer af instru-
menter det er muligt at benytte ud fra virksomhedens juridi-
ske struktur og størrelse, samt hvad der afspejler virksomhe-
dens kreditværdighed, ligesom der må tages hensyn til, at
det kan være hensigtsmæssigt at benytte flere forskellige
typer af instrumenter for på bedste vis at sikre en langsigtet
interesse, herunder set ud fra en proportionalitetsbetragtning
i forhold til bl.a. størrelsen af den variable løndel. Efter
Finanstilsynets praksis kan en balance af instrumenter bestå
353
af et enkelt finansielt produkt, hvis virksomheden kan give
en passende begrundelse herfor.
Kravet om, at mindst 50 pct. af den variable løn skal bestå af
finansielle instrumenter, skal ses i forhold til tidspunktet for
beregningen af den variable løndel (beregningstidspunktet),
jf. bemærkningerne til det foreslåede stk. 1, nr. 5, hvor der
angives et eksempel på samspillet mellem reglerne i det
foreslåede stk. 1, nr. 4 og nr. 5. Ved beregningstidspunktet
forstås det tidspunkt, hvor opgørelsen af den variable løn
foretages i henhold til kriterier, der ligger til grund for be-
regningen af den variable løns størrelse i henhold til aftalen
mellem virksomheden og den pågældende modtager (direk-
tør, væsentlig risikotager m.v.).
Ved fordelingen af den beregnede variable løndel på hen-
holdsvis kontanter og finansielle instrumenter skal værdian-
sættelsen af de pågældende instrumenter ske efter aner-
kendte værdiansættelsesprincipper, som eksempelvis Black-
Scholes-modellen. Det foreslåede stk. 1, nr. 4, skal ses i
sammenhæng med det foreslåede stk. 3, hvorefter virksom-
heden skal sikre sig, at finansielle instrumenter, der overdra-
ges til personer omfattet af stk. 1 som en del af den variable
løn i medfør af det foreslåede stk. 1, nr. 4, ikke må afhændes
af disse personer i en passende periode. Forslaget er udtryk
for, at man vil sikre, at bestyrelsen og direktionen samt
virksomhedens andre væsentlige risikotagere har samme
økonomiske incitamenter som en langsigtet investor. Modta-
ger direktøren i et forsikringsselskab eller en forsikringshol-
dingvirksomhed en variabel løn, hvoraf halvdelen består af
eksempelvis aktier, må det antages, at direktørens interesse
i, at aktiekursen i virksomheden stiger, øges. Tilsvarende må
det antages, at interessen heri udstrækkes over en længere
periode, hvis det ikke er muligt for direktøren at afhænde
aktierne i en af virksomheden fastsat passende periode. I det
tilfælde, hvor aflønningen sker i aktier, har direktøren ligele-
des i samme periode en interesse i, at aktien ikke falder.
Det foreslås i stk. 1, nr. 5, at virksomhedens udbetaling af
mindst 40 pct., eller ved større beløb mindst 60 pct., af en
variabel løndel skal ske over en periode på mindst fire år
med påbegyndelse 1 år efter beregningstidspunktet, dog for
bestyrelsen og direktionen mindst fem år.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at virksomheden
skal sikre, at udbetaling af mindst 40 pct. af den variable
løn skal udskydes over en periode på mindst 4 år med påbe-
gyndelse 1 år efter beregningstidspunktet. For bestyrelsen
og direktionen skal perioden dog mindst være 5 år, med en
ligelig fordeling over årene eller med en voksende andel i
slutningen af udskydelsesperioden. Ved større variable løn-
dele foreslås det, at mindst 60 pct. af den variable løn skal
udskydes på samme måde.
Der er som udgangspunkt tale om større variable løndele,
hvis den samlede variable løn før skat overstiger 750.000 kr.
om året. For variable løndele, der ikke overstiger 750.000
kr. om året, må virksomheden foretage en vurdering af, om
de variable løndele konkret må anses for ”større beløb”. Ved
vurderingen kan der lægges vægt på sammenhængen med
den pågældendes løn og risikoprofil i øvrigt.
Bestemmelsen i det foreslåede stk. 1, nr. 5, skal forstås såle-
des, at udbetalingen af den udskudte del af den variable løn
først kan påbegyndes et år efter, at den variable løn er bereg-
net (beregningstidspunktet). Det betyder, at den del af den
beregnede variable løn, der ikke udskydes, kan udbetales
i umiddelbar forlængelse af beregningen. Ved "beregnings-
tidspunktet" forstås det tidspunkt, hvor opgørelsen af den
variable løn, der sker i henhold til de kriterier, der ligger
til grund for beregningen af den variable løns størrelse i hen-
hold til aftalen mellem virksomheden og den pågældende
modtager (direktør, væsentlig risikotager m.v.), foretages.
Endvidere forudsættes det i bestemmelsen, at den udskudte
del af den variable løn udbetales i intervaller med et års
mellemrum, da der skal være et passende tidsrum imellem
udbetalingerne til at vurdere, om forudsætningerne har ænd-
ret sig, således at den udskudte del af den variable løn ikke
skal udbetales helt eller delvist.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at en variabel løn,
der baserer sig på kortsigtede resultater, eksempelvis resulta-
ter opnået på baggrund af en investering i indtjeningsåret,
bliver justeret for de risici, der viser sig ved den pågældende
investering i årene efter. Da tidshorisonten for virksomhe-
dens realisering af fortjenester og tab som følge af forskelli-
ge typer af aktiviteter varierer, skal der være en tilsvarende
mulighed for udskydelse af udbetalingen af en del af den
relaterede variable løn til den pågældende medarbejder, der
har været involveret i aktiviteterne. Ved at udskyde udbe-
talingen af som minimum mellem 40 og 60 pct. af den
beregnede variable løndel, sikres det, at virksomheden får
mulighed for at justere for de langsigtede virkninger, som en
given investering medfører.
Da bestemmelsens formål er at begrænse muligheden for at
opnå en variabel løn på baggrund af en kortsigtet indsats
eller investering, der på længere sigt viser sig at være tabsgi-
vende for virksomheden, skal bestemmelsen endvidere ses
i sammenhæng med det foreslåede stk. 4. Virksomheden
skal i henhold til det foreslåede stk. 4 sikre, at udbetaling
af den udskudte del af den variable løn til medlemmer af
bestyrelsen, direktionen og virksomhedens andre væsentlige
risikotagere er betinget af, at de kriterier, der har dannet
grundlag for beregningen af den variable løn, fortsat er op-
fyldt, herunder at virksomhedens økonomiske situation ikke
er væsentligt forringet i forhold til tidspunktet for beregnin-
gen af den variable løndel.
354
Den periode, der ligger til grund for beregningen, må gerne
strække sig over mere end et år, jf. bemærkningerne til det
foreslåede stk. 4.
Det foreslås i stk. 1, nr. 5. 2. pkt., at udbetalingen skal ske
med en ligelig fordeling over årene eller med en voksende
andel i slutningen af perioden.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at den del af den
variable løn, der skal udskydes, skal udskydes med en lige-
lig fordeling, eller med en voksende andel i slutningen af
perioden over mindst fire år for virksomhedens væsentlige
risikotagere og for bestyrelsen og direktionen over mindst
fem år. Det er muligt for virksomheden at aftale en længere
periode med den pågældende modtager, hvis virksomheden
eksempelvis vurderer, at de risici, der er knyttet til denne
modtagers aktiviteter, har en længere tidshorisont end fire
år. Det er dog ikke muligt at aftale en kortere periode end
fire år. For bestyrelsen og direktionen kan der ikke aftales
en kortere periode end fem år. Bestemmelsen skal endvidere
forstås således, at det er muligt for virksomheden at aftale
med modtageren, at der udskydes mere end en fjerdedel om
året, således at der eksempelvis i det sidste år udbetales tre
fjerdedele. Det er således alene et mindstekrav, at fordelin-
gen skal være ligelig over årene.
Bestemmelsen om udskydelse gælder også for den del af
den variable løn, der består af finansielle instrumenter, der
afspejler virksomhedens kreditværdighed, jf. forslaget til
stk. 1, nr. 4.
I det følgende gennemgås et eksempel på samspillet mellem
forslaget til stk. 1, nr. 4 og 5. Eksemplet tager udgangspunkt
i, at der i forlængelse af år 0, dvs. beregningsåret, udbeta-
les en fast grundløn inklusive pension på 2 mio. kr. til en
direktør i et forsikringsselskab. Direktørens variable løndel
udgør samme år 750 t.kr. efter aftale mellem direktøren og
virksomheden.
Som følge af lovforslagets § 146, stk. 1, nr. 1, må den
variable løndel i dette eksempel maksimalt udgøre 1 mio. kr.
Den beregnede variable løn på 750 t.kr. overholder derfor
grænsen.
Ifølge lovforslagets § 146, stk. 1, nr. 4, skal mindst 50 pct.
af den variable løndel – dvs. 375 t.kr. – bestå af eksempelvis
aktier. Det følger endvidere af § 146, stk. 3, at når disse ak-
tier er overdraget til direktøren, må direktøren ikke afhænde
disse i en passende periode, der fastsættes af virksomheden.
Der tages i eksemplet udgangspunkt i, at der for direktøren
er tale om en større variabel løndel, hvorfor 60 pct. af den
variable løndel skal udskydes over en periode på mindst fem
år med en ligelig fordeling over årene, jf. forslaget til § 146,
stk. 1, nr. 5. Der skal således udskydes mindst 450 t.kr., som
fordeles ligeligt over en periode på mindst fem år – dvs.
90 t.kr. pr år. Den del af den beregnede variable løn (300
t.kr.), der ikke skal udskydes i medfør af stk. 1, nr. 5, kan
udbetales i forlængelse af beregningen.
Kravet om at mindst halvdelen af den variable løn skal be-
stå af finansielle instrumenter, der afspejler virksomhedens
kreditværdighed, gælder både den del af den beregnede va-
riable løn, der udskydes, og den del, der udbetales i forlæn-
gelse af beregningen. Virksomheden kan altså ikke nøjes
med at udskyde den kontante del af den variable løn. Den
variable løndel, der udskydes, skal således bestå af en ba-
lance af kontanter og finansielle instrumenter på beregnings-
tidspunktet.
Lovforslagets krav kan opfyldes ved udbetaling af den va-
riable løn med følgende fordeling:
Skema 1
Løndel, der ud-
betales
År 0 (beregnings-
året)
År 1 År 2 År 3 År 4 År 5 I alt
Kontant 150 t.kr. 45 t.kr. 45 t.kr. 45 t.kr. 45 t.kr. 45 t.kr. 375 t.kr.
Aktier 150 t.kr. 45 t.kr. 45 t.kr. 45 t.kr. 45 t.kr. 45 t.kr. 375 t.kr.
I alt 300 t.kr. 90 t.kr. 90 t.kr. 90 t.kr. 90 t.kr. 90 t.kr. 750 t.kr.
Skema 1 viser, at der i forlængelse af det år, hvor den varia-
ble løn beregnes (beregningsåret), udbetales 150 t.kr kontant
og overdrages aktier til en værdi af 150 t.kr. til direktøren,
svarende til 40 pct. af den samlede variable løn på 750 t.kr.
Opgørelse af antallet af aktier, der skal udskydes, skal tage
udgangspunkt i værdien af aktierne på beregningstidspunk-
tet (i eksemplet ved beregningen for år 0). Det indebærer, at
der på dette tidspunkt skal foretages en beregning af, hvor
mange aktier i virksomheden direktøren ville få overdraget
for et beløb svarende til 375 t.kr i dette år. I eksemplet må
virksomheden i beregningsåret maksimalt overdrage aktier
til direktøren svarende til 150 t.kr. således, at overdragelsen
sammenlagt med den kontante udbetaling på 150 t.kr. udgør
40 pct. af den samlede variable løn på 750 t.kr. Den rester-
ende del af aktierne, hvis værdi udgør 225 t.kr., overdrages
herefter ligeligt med 45 t.kr over de fem følgende år, og det
er direktøren, som bærer risikoen for, af disses aktiers værdi
ændres i udskydelsesperioden.
355
Både den del af aktierne, som overdrages til direktøren i
forlængelse af beregningsåret, og den del af aktierne, der
først overdrages til direktøren i år 1-5, skal underlægges
en passende tilbageholdelsesperiode, hvor disse ikke kan
afhændes af direktøren, jf. lovforslagets § 146, stk. 3. Det
er virksomheden, der vurderer, hvad der skal forstås ved en
passende periode i overensstemmelse med lovforslagets §
146, stk. 3.
Da der i eksemplet er tale om en direktør, vil alene 12,5
pct. af den faste grundløn, inklusive pension, kunne bestå af
aktieoptioner eller tilsvarende instrumenter, jf. lovforslagets
§ 146, stk. 2. Det betyder, at værdien af aktieoptionerne i
eksemplet maksimalt kan udgøre 250 t.kr. svarende til en
1/3 af direktørens variable løn og 12,5 pct. af den faste
grundløn, inklusiv pension. Som ved aktier skal der ved ak-
tieoptioner, der skal udskydes, tages udgangspunkt i værdien
på beregningstidspunktet (efter opgørelsen af beregningen i
år 0). Der skal på dette tidspunkt foretages en beregning af,
hvor mange aktieoptioner i virksomheden direktøren ville
få overdraget for et beløb maksimalt svarende til 250 t.kr.
Virksomheden i eksemplet vælger dog, at aktieoptionerne
alene skal udgøre halvdelen af de tildelte aktiers værdi, og
overdrager således aktieoptioner svarende til en værdi af
75 t.kr. i forlængelse af beregningsåret. Værdiansættelsen af
aktieoptionerne skal ske efter anerkendte værdiansættelses-
principper, så som Black-Scholes-modellen. Den resterende
del af aktieoptionerne, hvis værdi udgør 112,5 t.kr., overdra-
ges herefter ligeligt med 22,5 t.kr over de fem følgende
år, og det er direktøren, som bærer risikoen for, af disses
aktieoptioners værdi ændres i udskydelsesperioden.
Lovforslagets krav kan opfyldes ved udbetaling af den va-
riable løn med følgende fordeling:
Skema 2
Løndel År 0 (beregnings-
året)
År 1 År 2 År 3 År 4 År 5 I alt
Kontant 150 t.kr. 45 t.kr. 45 t.kr. 45 t.kr. 45 t.kr. 45 t.kr. 375 t.kr.
Aktier m.v. 75 t.kr. 22,5 t.kr. 22,5 t.kr. 22,5 t.kr. 22,5 t.kr. 22,5 t.kr. 187,5 t.kr.
Aktieoptioner 75 t.kr. 22,5 t.kr. 22,5 t.kr. 22,5 t.kr. 22,5 t.kr. 22,5 t.kr. 187,5 t.kr.
I alt 300 t.kr. 90 t.kr. 90 t.kr. 90 t.kr. 90 t.kr. 90 t.kr. 750 t.kr.
I forhold til den efterfølgende tilbageholdelsesperiode gæl-
der den tilsvarende bestemmelse i lovforslagets § 146, stk.
3, hvorefter virksomheden skal fastsætte en passende perio-
de, hvori direktøren ikke kan udnytte eller afhænde de aktie-
optioner, der er overdraget til direktøren. Eksempelvis vil de
aktieoptioner, direktøren modtager efter udløbet af år 1, ikke
kunne udnyttes eller afhændes før tilbageholdelsesperioden,
som er fastsat af virksomheden, er udløbet.
Kravet om udskydelse af en del af den variable løn i stk. 1,
nr. 5, betyder, at den faktiske variable løn, som direktøren
får rådighed over et givent indkomstår, både består af den
del af den variable løn, som er udbetalt i året, samt den
del af den udskudte variable løn fra tidligere indkomstår,
som udbetales i det pågældende år. Det vil sige, at den
samlede udbetalte variable løn, der relaterer sig til et givent
indkomstår, kan overstige 50 pct. af den faste løn inklusive
pension i dette indkomstår, uden at dette vil være i strid med
50-procents grænsen i § 146, stk. 1, nr. 1.
Kravet om udskydelse i det foreslåede stk. 1, nr. 5, rejser
nogle spørgsmål i forhold til, hvornår modtageren skal be-
skattes. Det skatteretlige udgangspunkt er, at en indtægt be-
skattes, når modtageren har erhvervet endelig ret til indtæg-
ten (retserhvervelsestidspunktet). Forslaget om udskydelse
af en del af den variable løn skal ses i sammenhæng med
kravet i det foreslåede stk. 4 om, at virksomheden i aftalen
med modtageren skal sikre sig, at udbetalingen af den ud-
skudte del af den variable løn er betinget af, at de kriterier,
der har dannet grundlag for beregningen af den variable løn,
fortsat er opfyldt ved udbetalingen af den udskudte del samt
betinget af, at virksomhedens økonomiske situation ikke er
væsentligt forringet i forhold til tidspunktet for beregningen
af den variable løndel.
Det er således et krav ifølge det foreslåede stk. 4, at virk-
somheden knytter betingelser til aftalen om den udskudte
variable løn, der har en sådan karakter, at der hersker reel
usikkerhed om, hvorvidt aftalen bliver gennemført – eksem-
pelvis opfyldelsen af økonomiske mål. En aftale med mod-
tageren, der indeholder en sådan reel usikkerhed omkring
aftalens gennemførelse, og hvor betingelserne for udbetalin-
gen af den udskudte del ikke er betingelser, som modtageren
selv har kontrol over, vil udskyde den skattemæssige retser-
hvervelse, indtil betingelserne er opfyldt. Modtageren vil i
sådanne tilfælde ikke skulle beskattes af den udskudte del af
den variable løn, før den er endeligt retserhvervet. Det beror
på en konkret vurdering i forhold til den enkelte lønaftale,
om betingelserne er af en sådan karakter, at der foreligger en
reel usikkerhed om, hvorvidt disse opfyldes.
I forhold til beregning af feriegodtgørelse af den udskudte
variable løndel fremgår det af ferieloven, at dette alene sker
i forhold til indkomstskattepligtige beløb.
Gruppe 1-forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirk-
somheder, der har et gruppe 1-forsikringsselskab som dat-
terselskab, skal desuden opfylde kravene i Solvens II-for-
ordningens artikel 275, stk. 2, litra c, om udskydelse af va-
riable løndele. Gruppe 2-forsikringsselskaber og forsikrings-
holdingvirksomheder, der ikke har et gruppe 1-forsikrings-
selskab som datterselskab, skal følge aflønningsbekendtgø-
356
relsens tilsvarende krav. Aflønningsbekendtgørelsen forven-
tes tilrettet i overensstemmelse hermed.
Det følger af forslaget sammenholdt med den foreslåede
generelle hjemmel i lovens § 259 til at udstede påbud m.v.
ved overtrædelser af loven, at Finanstilsynet kan påbyde
virksomheden at benytte det foreslåede stk. 1, nr. 6, hvis
solvenskapitalkravet ikke er opfyldt, eller hvis Finanstilsy-
net vurderer, at der er nærliggende risiko herfor. Det vil
eksempelvis kunne være tilfældet, hvis en virksomhed med
en lav solvens står overfor at skulle udbetale større summer i
variabel løn. Finanstilsynet vil i disse tilfælde kunne påbyde
virksomheden at reducere sin udbetaling af den variable løn,
eksempelvis til en nærmere angivet procentdel af virksom-
hedens indtjening. Bestemmelsen er, i modsætning til det
foreslåede stk. 1, nr. 7, ikke til hinder for, at de personer,
der på baggrund af bestemmelsen har fået reduceret deres
variable løn helt eller delvist, får udbetalt den resterende
del af den variable løn på et senere tidspunkt, hvis der ikke
længere er nærliggende risiko for, at virksomheden ikke
overholder solvenskravet eller kapitalkravet herved.
Det foreslås i stk. 1, nr. 7, at virksomheden skal sikre, at
virksomheden ikke udbetaler variabel løn til bestyrelsen el-
ler direktionen, såfremt Finanstilsynet i medfør af § 221
kræver, at virksomheden udarbejder en plan for genoprettel-
se af virksomhedens økonomiske stilling.
Forslaget betyder, at virksomheden skal aftale med bestyrel-
sen og direktionen, at disses ret til variabel løn bortfalder,
hvis Finanstilsynet, i den periode hvor aftalen løber, stiller
krav efter lovforslagets § 223. Retten til den variable løn
vil således ikke genopstå, hvis virksomheden opfylder mi-
nimumsbasiskapitalen indenfor den frist, Finanstilsynet har
fastsat.
Det følger af det foreslåede § 312, stk. 1, nr. 1, at overtræ-
delse af § 146, stk. 1, kan straffes med bøde. Ansvarssub-
jektet i forhold til overtrædelse af det foreslåede § 146,
stk. 1, er forsikringsselskabet og forsikringsholdingvirksom-
heden. Virksomheden vil kunne straffes med bøde, hvis den
ikke overholder forpligtelserne i nr. 1-7. Dette vil eksem-
pelvis være tilfældet, hvis virksomheden ikke sikrer, at ud-
betalingsbegrænsningerne for variabel løn overholdes. Virk-
somheden kan således straffes med bøde, hvis en direktørs
variable løndel overstiger 50 pct. af vedkommendes faste
løn inklusive pension, eller hvis ikke minimum 50 pct. af
direktørens variable løndel er givet i instrumenter på tids-
punktet for beregningen.
Det foreslås i stk. 2, at aktieoptioner eller lignende instru-
menter for bestyrelsen og direktionen i forsikringsselskabet
eller forsikringsholdingvirksomheden højst må udgøre 12,5
pct. af henholdsvis honoraret og den faste grundløn inklusi-
ve pension på tidspunktet for beregningen heraf.
Grænsen på 12,5 pct. skal ses i forhold til aktieoptionernes
værdi på tidspunktet for beregningen af den variable løn
(beregningstidspunktet). Den faktiske værdi af aktieoptio-
nerne på udnyttelsestidspunktet kan være væsentligt større
eller væsentligt mindre. Bestemmelsen betyder, at i de til-
fælde, hvor virksomheden alene ønsker at tildele variabel
løn i form af aktieoptioner, kan bestyrelsen og direktionen
alene modtage op til 12,5 pct. i variabel løn. Den foreslåede
begrænsning af brugen af aktieoptioner til bestyrelsen og di-
rektionen udelukker ikke virksomheden fra, udover at tildele
aktieoptioner, samtidig at tildele anden form for variabel løn
til disse personer, når blot 50-procentsgrænsen i stk. 1, nr. 1,
overholdes.
Ved lignende instrumenter i det foreslåede stk. 2 skal forstås
instrumenter, der i lighed med aktieoptioner kan have en
struktur, der kan medføre overdreven risikotagning.
Det følger af lovforslagets § 312, stk. 1, nr. 1, at overtræ-
delse af § 146, stk. 2, kan straffes med bøde. Ansvarssub-
jektet i forhold til overtrædelse af det foreslåede § 146,
stk. 2, er forsikringsselskabet og forsikringsholdingvirksom-
heden. Virksomheden vil kunne straffes med bøde, hvis et
medlem af bestyrelsen eller direktionen modtager aktieopti-
oner eller lignende instrumenter, der udgør mere end 12,5
pct. af henholdsvis honoraret eller den faste løn inklusive
pension på tidspunktet for beregningen.
Det foreslås i stk. 3, at forsikringsselskabet og forsikrings-
holdingvirksomheden skal sikre sig, at aktier og instrumen-
ter m.v., der overdrages til bestyrelsen, direktionen eller
andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på
virksomhedens risikoprofil som en del af den variable løn
efter det foreslåede stk. 1, nr. 4, ikke må afhændes af disse
personer i en passende periode.
Bestemmelsen understøtter forslagets stk. 1, nr. 4, om, at
mindst halvdelen af den variable løn skal udbetales i aktier
og andre instrumenter med det formål at sikre, at besty-
relsen, direktionen og virksomhedens andre ansatte, hvis
aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risi-
koprofil (væsentlige risikotagere), har samme økonomiske
incitamenter som en langsigtet investor.
Forpligtelsen til ikke at afhænde aktierne i en passende peri-
ode, som er nærmere fastsat af virksomheden, skal reguleres
i aftalen mellem modtageren og virksomheden.
Virksomheden skal i forhold til det enkelte bestyrelsesmed-
lem, direktionsmedlem, ansatte eller grupper af ansatte vur-
dere, hvad der må anses for en passende periode. Det hen-
syn, der skal varetages ved en sådan passende tilbageholdel-
sesperiode, er, at virksomhedens mere langsigtede interesser
på denne måde tilgodeses. Se bemærkningerne til det fore-
357
slåede stk. 1, nr. 5, hvor der gennemgås et eksempel på
samspillet mellem kravene i de foreslåede stk. 1, nr. 4 og 5.
Gruppe 1-forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirk-
somheder, der har et gruppe 1-forsikringsselskab som dat-
terselskab, skal desuden opfylde kravene i Solvens II-for-
ordningens artikel 275, stk. 2, litra g, om risikoafdæk-
ning. Gruppe 2-forsikringsselskaber og forsikringsholding-
virksomheder, der ikke har et gruppe 1-forsikringsselskab
som datterselskab, skal følge aflønningsbekendtgørelsens
tilsvarende krav. Aflønningsbekendtgørelsen forventes tilret-
tet i overensstemmelse hermed.
Det følger af det foreslåede § 312, stk. 1, nr. 1, at over-
trædelse af § 146, stk. 3, kan straffes med bøde. Ansvars-
subjektet i forhold til overtrædelse af det foreslåede § 5,
stk. 3, er forsikringsselskabet og forsikringsholdingvirksom-
heden. Overtrædelser kan eksempelvis bestå i, at virksomhe-
den ikke har sikret, at den del af den variable løn, som er
givet i instrumenter, har været tilbageholdt i en passende
periode.
Det foreslås i stk. 4, at en virksomhed skal sikre, at udbe-
taling af den efter stk. 1, nr. 5, udskudte variable løndel
til bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktivite-
ter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil,
er betinget af, at de kriterier, der har dannet grundlag for
beregningen af den variable løndel, fortsat er opfyldt på
udbetalingstidspunktet, betinget af at den pågældende ikke
har deltaget i eller været ansvarlig for en adfærd, der har
resulteret i betydelige tab for virksomheden, eller ikke har
efterlevet passende krav til hæderlighed, samt betinget af
at virksomhedens økonomiske situation ikke er væsentligt
forringet i forhold til tidspunktet for beregningen af den
variable løndel.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at virksomhedens
udbetaling af den efter stk. 1, nr. 5, udskudte, variable løndel
betinges af opfyldelsen af tre kriterier.
For det første skal forsikringsselskabet eller forsikringshol-
dingvirksomheden sikre, at udbetalingen er betinget af, at
de kriterier, der har dannet grundlag for beregningen af
den variable løndel, fortsat er opfyldt på udbetalingstids-
punktet. Det indebærer, at den udskudte del af den variable
løn alene udbetales eller overdrages, hvis dette er holdbart
set i forhold til virksomhedens økonomiske situation som
helhed, samt hvis det kan begrundes i de resultater, som
forretningsafdelingen og den modtagende medarbejder har
leveret. Den variable løn skal, under hensyn til aftale- og an-
sættelsesretlige principper, kunne reduceres væsentligt, hvis
virksomheden leverer et væsentligt underskud
For det andet skal forsikringsselskabet eller forsikringshol-
dingvirksomheden sikre, at udbetalingen betinges af, at den
pågældende ikke har deltaget i eller været ansvarlig for en
adfærd, der har resulteret i betydelige tab for virksomheden,
eller ikke har efterlevet passende krav til hæderlighed. Det
indebærer, at det indgår som en betingelse i vurderingen af,
om den udskudte variable løndel skal udbetales, om den på-
gældende har deltaget i eller været ansvarlig for en adfærd,
der har resulteret i betydelige tab for virksomheden, eller
ikke har efterlevet krav til egnethed og hæderlighed.
Betingelsen har den betydning, at selv i en situation, hvor
virksomheden har haft et bonusudløsende resultat, og både
den pågældende og dennes afdeling har opfyldt sine øvri-
ge resultatlønsforpligtelser (performet), kan den pågældende
miste retten til op til 100 pct. af den udskudte variable
løndel, hvis betingelsen ikke er opfyldt.
I forhold til at den pågældende ikke må have deltaget i
eller været ansvarlig for en adfærd, der har resulteret i bety-
delige tab for virksomheden set i forhold til størrelsen af
virksomhedens kapitalgrundlag, kan dette eksempelvis være
tab som følge af retssager med baggrund i den pågældendes
adfærd. Det kan også være tab, virksomheden har lidt som
følge af eksempelvis uansvarlige investeringer eller mangel-
fuld rådgivning af kunder eller lignende.
Derudover skal det indgå i vurderingen, om vedkommende
har efterlevet kravene til egnethed og hæderlighed.
For medlemmer af bestyrelsen og direktionen gælder der
ved indtræden i hvervet eller stillingen krav om godkendelse
efter reglerne om egnethed og hæderlighed i lovforslagets §
106, ligesom der må foretages en fornyet vurdering, hvis
forholdene efterfølgende ændres. Både for personer, der
er omfattet af egnetheds- og hæderlighedskravene, og for
andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på
virksomhedens risikoprofil, vil vurderingen i høj grad svare
til den vurdering, som foretages efter lovforslagets § 106,
uden at der dog er tale om en egentlig egnetheds- og hæder-
lighedsvurdering.
Det må vurderes, om den pågældende har udvist eller
udviser en adfærd, hvor der er grund til at antage, at
vedkommende ikke har varetaget eller vil varetage stillingen
på en forsvarlig måde. Se nærmere om egnetheds- og hæder-
lighedskravene i bemærkninger til lovforslagets § 105.
I det omfang virksomhedens væsentlige risikotagere udfører
opgaver, der er fastlagt i den finansielle regulering, vil va-
retagelsen af opgaverne tillige indgå i en vurdering af de
pågældendes adfærd. Vurderingen skal foretages på udbeta-
lingstidspunktet efter udskydelsesperiodens udløb.
For det tredje, skal forsikringsselskabet eller forsikringshol-
dingvirksomheden sikre, at udbetalingen betinges af, at virk-
358
somhedens økonomiske situation ikke er væsentligt forrin-
get i forhold til tidspunktet for beregningen af den variable
løndel (backtesting). Reduktion eller bortfald af den variable
løndel skal ske, hvis blot en af betingelserne om udløsning
af tab eller manglende opfyldelse af kravene til egnethed
og hæderlighed, eller en af de allerede gældende betingelser
vedrørende opfyldelsen af kriterier, der har dannet grundlag
for beregning af den variable løndel, eller vedrørende virk-
somhedens økonomiske situation, er opfyldt.
Som nævnt i bemærkningerne til det foreslåede stk. 1, nr.
5, er det skatteretlige udgangspunkt, at en indtægt beskattes,
når modtageren har erhvervet endelig ret til indtægten (rets-
erhvervelsestidspunktet). Forslaget til stk. 4 skal derfor ses i
sammenhæng med det foreslåede stk. 1, nr. 5.
Gruppe 1-forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirk-
somheder, der har et gruppe 1-forsikringsselskab som datter-
selskab, skal desuden opfylde kravene i Solvens II-forord-
ningens artikel 275, stk. 2, litra e. Gruppe 2-forsikringssel-
skaber og forsikringsholdingvirksomheder, der ikke har et
gruppe 1-forsikringsselskab som datterselskab, skal følge
aflønningsbekendtgørelsens tilsvarende krav. Aflønningsbe-
kendtgørelsen forventes tilrettet i overensstemmelse hermed.
Det følger af det foreslåede § 312, stk. 1, nr. 1, at overtræ-
delse af § 146, stk. 4, kan straffes med bøde. Ansvarssub-
jektet i forhold til overtrædelse af det foreslåede § 146,
stk. 4, er forsikringsselskabet og forsikringsholdingvirksom-
heden. Den strafbare handling består eksempelvis i, at virk-
somheden i forbindelse med udbetalingen af den udskudte
variable løndel ikke foretager en vurdering af, om de krite-
rier, der dannede grundlag for beregningen af den variable
løn, fortsat er opfyldt på udbetalingstidspunktet. Virksomhe-
den vil således eksempelvis kunne straffes med bøde, hvis
virksomheden ikke har reduceret den udskudte variable løn-
del i forbindelse med udbetalingen heraf, hvis virksomhe-
dens økonomiske situation er væsentligt forringet på udbeta-
lingstidspunktet set i forhold til beregningstidspunktet.
Det foreslås i stk. 5, at et forsikringsselskab og en forsik-
ringsholdingvirksomhed skal sikre, at bestyrelsen, direkti-
onen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig ind-
flydelse på virksomhedens risikoprofil, og som modtager
variabel løn, skal tilbagebetale den variable løn helt eller
delvis, hvis den variable løn er udbetalt på grundlag af
oplysninger om resultater, som kan dokumenteres at være
fejlagtige, og hvis modtageren er i ond tro (clawback).
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at hel eller delvis
tilbagebetaling af allerede udbetalt variabel løn skal ske i
de tilfælde, hvor den variable løn er udbetalt på grundlag
af oplysninger om resultater, som kan dokumenteres at være
fejlagtige, og modtageren er i ond tro herom.
Krav om tilbagebetaling skal stilles under hensyn til almin-
delige aftale- og ansættelsesretlige principper, herunder rets-
grundsætningen om condictio indebiti. Det betyder, at det
er en afgørende forudsætning for, om virksomheden kan
kræve tilbagebetaling af allerede udbetalt variabel løn, at
modtageren har været i ond tro – eksempelvis i det tilfælde,
hvor modtageren af den variable løn bevidst har været med
til at afgive fejlagtige oplysninger om resultater, der ligger
til grund for beregningen af modtagerens variable løn.
Gruppe 1-forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirk-
somheder, der har et gruppe 1-forsikringsselskab som datter-
selskab, skal desuden opfylde kravene i Solvens II-forord-
ningens artikel 275, stk. 2, litra e. Gruppe 2-forsikringssel-
skaber og forsikringsholdingvirksomheder, der ikke har et
gruppe 1-forsikringsselskab som datterselskab, skal følge
aflønningsbekendtgørelsens tilsvarende krav. Aflønningsbe-
kendtgørelsen forventes tilrettet i overensstemmelse hermed.
Det følger af det foreslåede § 312, stk. 1, nr. 1, at overtræ-
delse af § 146, stk. 5, kan straffes med bøde. Ansvarssubjek-
tet i forhold til overtrædelse af det foreslåede § 146, stk.
5, er forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomhe-
den. Virksomheden kan eksempelvis straffes med bøde, hvis
en direktør har fået udbetalt variabel løn på grundlag af
oplysninger om resultater, som kan dokumenteres at være
fejlagtige, og direktøren har været i ond tro herom, og virk-
somheden ikke har krævet en sådan variabel løn tilbagebe-
talt.
Det foreslås i stk. 6, 1. pkt., at forsikringsselskabet og for-
sikringholdingvirksomheden skal sikre, at hvis bestyrelsen,
direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig
indflydelse på virksomhedens risikoprofil, tildeles en pensi-
onsydelse, som udgør variabel løn, jf. § 9, stk. 1, nr. 41,
skal virksomheden, hvis modtageren forlader virksomheden
inden pensionstidspunktet, beholde denne pensionsydelse i
form af instrumenter som nævnt i stk. 1, nr. 4, i fem år.
Den foreslåede bestemmelse finder anvendelse i tilfælde,
hvor et medlem af bestyrelsen eller direktionen eller en
ansat, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksom-
hedens risikoprofil, modtager pension efter en ydelsesbase-
ret ordningen, og hvor denne pension helt eller delvist kan
sidestilles med variabel løn. Der er således ikke tale om
pensionsbidragsordninger.
Det følger af bestemmelsen, at virksomheden skal sikre, at
hvis medlemmer af bestyrelsen eller direktionen eller virk-
somhedens andre væsentlige risikotagere tildeles en pensi-
onsydelse, som helt eller delvist kan sidestilles med variabel
løn, skal virksomheden, hvis modtageren forlader virksom-
heden inden pensionstidspunktet, beholde denne del af pen-
sionsydelsen i fem år i form af instrumenter som nævnt i
forslaget til stk. 1, nr. 4 (instrumentkravet).
359
Formålet med denne udskudte betaling er den samme som
i forslaget til stk. 1, nr. 5, om udskydelse af en del af den
variable løn (udskydelseskravet).
Det foreslås i stk. 6, 2. pkt., at stk. 4 og 5 finder tilsvarende
anvendelse på de i 1. pkt. nævnte tilfælde.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at kravene om back-
testing og clawback i forslagets stk. 4 og 5 finder anvendel-
se for en pensionsydelse, som helt eller delvist kan sidestil-
les med variabel løn, og som tilbageholdes af virksomheden
i form af instrumenter i fem år, i de tilfælde hvor modtage-
ren har forladt virksomheden inden pensionstidspunktet. Det
medfører, at virksomheden skal sikre, at kriterierne, der dan-
nede grundlag for beregningen af den variable pensionsydel-
se, fortsat er opfyldt på udbetalingstidspunktet.
Udbetalingen af pensionsydelsen vil endvidere være betin-
get af, at modtageren har efterlevet kravene til hæderlighed,
ikke har deltaget i eller været ansvarlig for en adfærd,
der har resulteret i betydelige tab for virksomheden, og
at virksomhedens økonomiske situation ikke er væsentligt
forringet i forhold til beregningstidspunktet af pensionsydel-
sen. Virksomheden skal i øvrigt sikre sig, at modtageren
af en variabel pensionsydelse skal tilbagebetale denne helt
eller delvist, hvis pensionsydelsen er udbetalt på grundlag
af oplysninger om resultater, som kan dokumenteres at være
fejlagtige, og hvis modtageren er i ond tro herom.
Det foreslås i stk. 6, 3. pkt., at hvis modtageren er medlem af
bestyrelsen eller ansat i virksomheden ved pensionsalderen,
skal virksomheden udbetale den variable del af pensionsy-
delsen til modtageren i form af de i stk. 1, nr. 4, nævnte
instrumenter uden mulighed for afhændelse eller udnyttelse
i en periode på fem år.
Bestemmelsen varetager samme hensyn som den foreslåede
bestemmelses stk. 3, og der henvises derfor hertil.
Det foreslås i stk. 6, 4. pkt., at stk. 5 finder tilsvarende
anvendelse på de i 3. pkt. nævnte tilfælde.
Efter det foreslåede vil kravet om clawback i det foreslåede
stk. 5 finde anvendelse på en variabel pensionsydelse som
tilbageholdes i form af instrumenter i fem år, hvor modta-
geren er medlem af bestyrelsen eller ansat i virksomheden
ved pensionsalderen. Det medfører, at virksomheden skal
sikre, at modtageren af en variabel pensionsydelse skal til-
bagebetale denne helt eller delvist, hvis pensionsydelsen er
udbetalt på grundlag af oplysninger om resultater, som kan
dokumenteres af være fejlagtige, og hvis modtageren er i
ond tro herom.
Det følger af den foreslåede § 312, stk. 1, nr. 1, at overtræ-
delse af § 146, stk. 6, kan straffes med bøde. Ansvarssub-
jektet i forhold til overtrædelse af det foreslåede § 146,
stk. 6, er forsikringsselskabet og forsikringsholdingvirksom-
heden. Virksomheden kan eksempelvis straffes med bøde,
hvis virksomheden ikke sikrer sig, at en skønsmæssig pen-
sionsydelse tilbageholdes i form af finansielle instrumenter
i fem år i de tilfælde, hvor en direktør forlader virksomhe-
den inden pensionstidspunktet. Virksomheden vil endvidere
kunne straffes med bøde, hvis virksomheden ikke sikrer,
at udbetalingen af en skønsmæssig pensionsydelse bliver
reduceret, hvis de kriterier, der dannede grundlag for bereg-
ningen af den skønsmæssige pensionsydelse, ikke længere
er opfyldt på udbetalingstidspunktet. Dette kan bl.a. skyldes,
at modtageren ikke har efterlevet kravene om egnethed og
hæderlighed i lovforslagets § 105.
Det foreslås i stk. 7, at for personer i ansættelsesforhold, der
er omfattet af en kollektiv overenskomst, finder stk. 1-6 kun
anvendelse på aftaler om variable løndele, hvis aftalerne om
variabel løn ikke er fastsat i overenskomsten.
De foreslåede regler om aflønning har ikke til hensigt at
berøre de rettigheder, som arbejdsmarkedets parter har i
forbindelse med overenskomstforhandlinger. Aflønningsreg-
lerne berører heller ikke de rettigheder, der følger af na-
tional aftale- og ansættelsesret, ligesom det ikke berører
arbejdsmarkedets ret til at indgå og håndhæve kollektive
overenskomster i overensstemmelse med nationale love og
sædvaner.
Til § 147
Den foreslåede § 147 er enslydende med foreslaget til §
77 j i lov om finansiel virksomhed, som foreslået indsat
ved forslag til lov om ændring af lov om finansiel virksom-
hed, straffeloven og forskellige andre love (Gennemførelse
af Ansvarsudvalgets forslag om skærpet ansvarsvurdering
for ledelsesmedlemmer m.v. i finansielle virksomheder og
ændring af reglerne om egnethed og hæderlighed), der blev
fremsat for folketinget den 8. februar 2023 og forventeligt
træder i kraft den 1. juli 2023. Bestemmelsen viderefører
gennemførelsen af ansvarsudvalgets anbefalinger på områ-
det i betænkning nr. 1575 om skærpet ansvarsvurdering
for ledelsesmedlemmer m.v. i finansielle virksomheder. Den
foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af gælden-
de ret på tidspunktet for dette lovforslags ikkrafttræden,
under forudsætning af at bestemmelser om fratrædelsesgodt-
gørelser bliver gennemført ved det ovenfornævnte lovfor-
slag.
Den gældende finansielle regulering fastsætter ikke et ab-
solut loft for størrelsen af fratrædelsesordninger. I den poli-
tiske aftale om forsvarlig aflønning fra 2010 mellem den
daværende regering (Venstre og Det Konservative Folkepar-
ti), Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Fol-
360
keparti, Radikale Venstre og Liberal Alliance om forsvarlig
lønpolitik i den finansielle sektor, opfordredes de finansielle
virksomheder imidlertid til at følge de gældende anbefalin-
ger fra Komitéen for god Selskabsledelse. Anbefalingerne
indeholder i dag begrænsninger med hensyn til størrelsen af
den samlede værdi af vederlag i forbindelse med opsigelsen
inklusive fratrædelsesgodtgørelser. De finansielle virksom-
heder opfordres dermed til at overholde grænserne for stør-
relsen af vederlag i forbindelse med opsigelsen efter et ”følg
eller forklar”-princip. Dette betyder, at hvis virksomheden
ikke opfylder de nævnte begrænsninger, bør virksomheden i
førstkommende årsrapport forklare, hvilke hensyn der ligger
til grund for, at grænsen ikke er overholdt.
En fratrædelsesgodtgørelse anses efter gældende regler for
variabel løn. Løn i opsigelsesperioden karakteriseres som
fast løn. En fratrædelsesgodtgørelse er således som udgangs-
punkt omfattet af begrænsningerne for brug af variabel løn i
§ 18 i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik
og aflønning i forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirk-
somheder og firmapensionskasser (aflønningsbekendtgørel-
sen). Den nævnte bestemmelse fastsætter bl.a. et forholds-
mæssigt loft over størrelsen på en variabel løndel til med-
lemmer af direktionen set i forhold til vedkommendes faste
løndel.
I praksis vil langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser imidler-
tid være undtaget fra begrænsningerne for brug af variabel
løn i medfør af § 21 i aflønningsbekendtgørelsen. Det følger
heraf bl.a., at en fratrædelsesgodtgørelse, der ikke er resul-
tatafhængig, som aftales på ansættelsestidspunktet, og som
ikke udgør en værdi større end to års samlet løn, kan undta-
ges fra aflønningsreglerne. Hvis en fratrædelsesgodtgørelse
aftales på tidspunktet for fratrædelsen, kan den del af fratræ-
delsesgodtgørelsen, som ikke udgør en værdi større end et
års samlet løn, undtages fra aflønningsreglerne. Dette med-
fører, at langt de fleste fratrædelsesgodtgørelser fastsættes til
en størrelsesorden mellem et og to års samlet løn.
I dag er de finansielle virksomheder forpligtet til årligt at
offentliggøre samlede kvantitative oplysninger om aflønning
opdelt efter medlemmer af bestyrelsen, direktionen og virk-
somhedens væsentlige risikotagere. Dette omfatter bl.a. op-
lysninger om fratrædelsesgodtgørelser, der er udbetalt i løbet
af regnskabsåret samt antallet af modtagere heraf. Derudo-
ver skal den finansielle virksomhed offentliggøre størrelsen
af de tildelte fratrædelsesgodtgørelser i løbet af regnskabs-
året samt antallet af modtagere heraf samt det højeste beløb,
der er tildelt en enkelt person. Dette følger af § 26, stk.
1, nr. 8, litra e og f, i aflønningsbekendtgørelsen. Ud over
den største fratrædelsesgodtgørelse, der er tildelt en enkelt
person, skal offentliggørelsen ske kumuleret for den enkel-
te persongruppe. Offentliggørelsen skal ske i umiddelbar
forlængelse af årsregnskabets afslutning på virksomhedens
hjemmeside på et sted, hvor det naturligt hører hjemme. En-
delig skal virksomheden offentliggøre det samlede optjente
vederlag for hvert enkelt medlem af ledelsen i årsrapporten,
jf. § 14, stk. 3, i aflønningsbekendtgørelsen.
Den foreslåede bestemmelse i § 147 fastsætter nærmere of-
fentliggørelseskrav til aftaler om fratrædelsesordninger for
medlemmer af direktionen i et forsikringsselskab eller en
forsikringsholdingvirksomhed.
Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til med-
lemmer af direktionen i et forsikringsselskab eller en for-
sikringsholdingvirksomhed. Medlemmer af direktionen om-
fatter de personer, der er registreret som direktører hos Er-
hvervsstyrelsen.
Fratrædelsesordninger anvendes som samlebegreb for alle
vederlagsdele, som en person opnår ret til i kraft af sin
opsigelse, herunder fratrædelsesgodtgørelse, løn i en aftalt
opsigelsesperiode, forsikrings- og pensionsordninger, pensi-
onsindbetalinger efter fratrædelse m.v. Uden for begrebet
falder bl.a. bonusser, som personen har optjent som led i sin
ansættelse, der kommer til udbetaling på fratrædelsestids-
punktet, så længe denne bonus ikke er betinget af personens
opsigelse.
Det foreslås i stk. 1, at hvis et forsikringsselskab eller en
forsikringsholdingvirksomhed indgår en aftale om en fratræ-
delsesordning med et medlem af direktionen, og værdien
af ordningen overstiger et beløb svarende til vedkommen-
des samlede vederlag i de seneste to regnskabsår inklusive
pension, skal virksomheden offentliggøre størrelsen af det
samlede vederlag, herunder størrelsen af de enkelte veder-
lagsdele, samt en begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.
Det foreslåede offentliggørelseskrav vedrører aftaler om
fratrædelsesordninger, der overstiger en værdi svarende til
modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår
inklusive pension.
Værdien af en fratrædelsesordning skal i den foreslåede be-
stemmelse ses i forhold til modtagerens samlede vederlag i
de seneste to regnskabsår inklusive pension. Ved opgørelsen
heraf indgår både direktørens faste og variable løndele i de
seneste to regnskabsår fra fratrædelsestidspunktet. Variabel
løn, der er tildelt i aktier, og variabel løn under udskydelse
indgår også i opgørelsen, og størrelsen heraf opgøres som
værdien på beregningstidspunktet.
Er en aftale om fratrædelsesordning indgået på et tidlige-
re tidspunkt end på fratrædelsestidspunktet, hvor modtage-
rens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår fra fra-
trædelsestidspunktet ikke kan opgøres, skal fratrædelsesord-
ningens værdi ses i forhold til, hvad modtagerens samlede
vederlag på fratrædelsestidspunktet må formodes at være set
ud fra modtagerens løn på aftaletidspunktet.
361
Den foreslåede bestemmelse fastsætter ikke et maksimalt
loft for fratrædelsesordningernes størrelse, men supplerer de
gældende krav til offentliggørelse på området.
Det foreslåede offentliggørelseskrav omfatter enhver aftale
om fratrædelsesordninger med medlemmer af direktionen,
der overstiger en værdi svarende til to års samlet vederlag
inklusive pension for modtageren. For enhver aftale om fra-
trædelsesordning af den nævnte størrelse til et medlem af
direktionen er virksomheden således forpligtet til at offent-
liggøre størrelsen af det samlede aftalte vederlag, størrelsen
af de enkelte vederlagsdele samt begrundelse for vederlags-
delenes størrelse.
Det følger af den foreslåede § 312, stk. 1, nr. 1, at overtræ-
delse af § 147, stk. 1, kan straffes med bøde. Ansvarssubjek-
tet i forhold til overtrædelse af det foreslåede § 147, stk.
1, er forsikringsselskabet og forsikringsholdingvirksomhe-
den. Overtrædelser kan eksempelvis bestå i, at en virksom-
hed i forbindelse med indgåelsen af en fratrædelsesordning
omfattet af bestemmelsen undlader at offentliggøre størrel-
sen af det samlede aftalte vederlag, størrelsen af de enkelte
vederlagsdele samt begrundelse for vederlagsdelenes størrel-
se.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at offentliggørelsen af oplys-
ninger om en direktørs fratrædelsesordning skal ske på virk-
somhedens hjemmeside på samme sted, som virksomhedens
lønpolitik er offentliggjort, og skal ske hurtigst muligt og
senest tre hverdage efter at aftalen aftalen er indgået.
Efter forslaget er forsikringsselskabet eller forsikringshol-
dingvirksomheden forpligtet til at offentliggøre oplysninger
om en direktørs fratrædelsesordning, hvis vederlaget over-
stiger en værdi svarende til vedkommendes samlede veder-
lag i de seneste to regnskabsår inklusive pension.
Det følger af forslaget, at offentliggørelsen skal ske hurtigst
muligt og senest tre hverdage efter aftalens indgåelse. Det
betyder, at virksomheden umiddelbart efter aftaleindgåelse
med et direktionsmedlem om en fratrædelsesordning skal
offentliggøre oplysninger om vederlagets størrelse, de enkel-
te vederlagsdeles størrelse og begrundelsen for vederlagsde-
lenes størrelse, hvis det aftalte vederlag overstiger værdien
af modtagerens samlede vederlag i de seneste to regnskabsår
inklusive pension.
Det er uden betydning, om aftalen er indgået på ansættelses-
tidspunktet, på tidspunktet for fratrædelsen eller på et andet
tidspunkt.
Offentliggørelsen skal ske på virksomhedens hjemmeside på
samme sted, som virksomhedens lønpolitik er offentliggjort.
Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at oplysningerne om et direkti-
onsmedlems fratrædelsesordning skal være tilgængelige, så
længe aftalen er gældende.
Det vil sige, at oplysningerne om vederlagets størrelse, de
enkelte vederlagsdeles størrelse og begrundelsen for veder-
lagsdelenes størrelse skal være tilgængelige på virksomhe-
dens hjemmeside på samme sted, som virksomhedens løn-
politik er offentliggjort, så længe aftalen om fratrædelses-
ordningen er gældende, herunder i hele udbetalingsperioden
og i hele perioden, indtil et eventuelt krav om tilbagebeta-
ling er endeligt afklaret.
Sker der ændringer i et medlem af direktionens fratrædelses-
ordning i ansættelsesperioden eller på tidspunktet for fratræ-
delsen, skal virksomheden fjerne oplysningerne om direktø-
rens tidligere fratrædelsesordning. Oplysningerne erstattes
af oplysninger om direktørens nye fratrædelsesordning.
Det bemærkes, at det følger af forslaget til § 150, at bestem-
melserne i den foreslåede § 147 ikke kan fraviges ved aftale.
Det følger endvidere af forslaget til § 312, stk. 1, nr. 1, at
en overtrædelse af den foreslåede § 147, stk. 2, kan straffes
med bøde. Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af den
foreslåede § 147, stk. 2, er forsikringsselskabet og forsik-
ringsholdingvirksomheden. Overtrædelser af bestemmelsen
kan eksempelvis bestå i, at en virksomhed ikke overholder
offentliggørelsesfristerne i forbindelse med fratrædelsesord-
ningens indgåelse eller trækker offentliggørelsen tilbage,
imens fratrædelsesordningen stadig er gældende.
Til § 148
Den foreslåede § 148 er enslydende med forslaget til § 77
k i lov om finansiel virksomhed, som foreslået indsat ved
forslag til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed,
straffeloven og forskellige andre love (Gennemførelse af
Ansvarsudvalgets forslag om skærpet ansvarsvurdering for
ledelsesmedlemmer m.v. i finansielle virksomheder og æn-
dring af reglerne om egnethed og hæderlighed), der blev
fremsat for folketinget den 8. februar 2023 og forventeligt
træder i kraft den 1. juli 2023. Bestemmelsen viderefører
gennemførelsen af ansvarsudvalgets anbefalinger på områ-
det i betænkning nr. 1575 om skærpet ansvarsvurdering
for ledelsesmedlemmer m.v. i finansielle virksomheder. Den
foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af gæl-
dende ret på tidspunktet for dette lovforslags ikkrafttræden
under forudsætning af, at bestemmelser om fratrædelses-
godtgørelser bliver gennemført ved det ovenfornævnte lov-
forslag.
De gældende aflønningsregler i den finansielle sektor inde-
holder ikke krav til udbetalingen af løn i en aftalt opsigelses-
362
periode. Aflønningsreglerne regulerer alene den løndel, der
efter de gældende regler karakteriseres som variabel løn, jf.
§ 5, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019 om
lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, forsikrings-
holdingvirksomheder og firmapensionskasser. Da løn i en
aftalt opsigelsesperiode anses som fast løn, er denne ikke
omfattet af de gældende begrænsninger for brug af variabel
løn, der følger af § 18 i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar
2019 om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, for-
sikringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser.
Efter gældende ret er der således ikke begrænsninger for ud-
betalingen af løn i en aftalt opsigelsesperiode i de tilfælde,
hvor en person er fritstillet fra sin stilling i hele eller dele af
opsigelsesperioden.
Det foreslås i § 148, at løn i en aftalt opsigelsesperiode
til et medlem af direktionen i et forsikringsselskab eller
en forsikringsholdingvirksomhed, der ikke modsvares af en
sædvanlig arbejdsforpligtelse, skal udbetales månedsvis i
opsigelsesperioden.
Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til med-
lemmer af direktionen i et forsikringsselskab eller en for-
sikringsholdingvirksomhed. Medlemmer af direktionen om-
fatter de personer, der er registrerede som direktører hos
Erhvervsstyrelsen.
Det foreslåede indebærer, at løn i en direktørs opsigelsespe-
riode skal udbetales månedsvis i opsigelsesperioden, for så
vidt angår den del af lønnen, som ikke modsvares af en
sædvanlig arbejdsforpligtelse.
Bestemmelsens anvendelsesområde er afgrænset til de til-
fælde, hvor direktøren er fritstillet i opsigelsesperioden. Det
betyder, at en direktør, der befinder sig i en opsagt stilling,
men som er forpligtet til at fortsætte sit sædvanlige arbejde
indtil opsigelsesperiodens udløb, ikke er omfattet af den
foreslåede bestemmelse. For en direktør, der er fratrådt sin
stilling og alene fritstillet i en del af opsigelsesperioden, skal
den del af lønnen i opsigelsesperioden, der vedrører fritstil-
lingsperioden, opfylde det foreslåede krav til udbetalingen.
Har en virksomhed og en direktør i virksomheden f.eks.
aftalt en opsigelsesperiode på et år, og medfører aftalen, at
direktøren skal fortsætte sit sædvanlige arbejde i tre måne-
der efter opsigelsen og fritstilles i resten af perioden, vil de
ni måneders løn i opsigelsesperioden, der ikke modsvares af
en arbejdsforpligtelse, være omfattet af bestemmelsen.
Det er en betingelse for, at lønnen kan anses for at modsva-
res af en sædvanlig arbejdsforpligtelse, at den fratrådte di-
rektør fortsætter i sit sædvanlige virke i virksomheden. Det
er således ikke tilstrækkeligt, at den fratrådte direktør virker
som konsulent på deltid eller lignende for virksomheden i
opsigelsesperioden.
Efter den foreslåede bestemmelse skal udbetalingen af løn
i opsigelsesperioden ske månedsvis over perioden. Det vil
sige, at udbetalingen i opsigelsesperioden skal ske med de
sædvanlige månedsvise betalinger, som den fratrådte direk-
tør har modtaget under sin ansættelse. Udbetalingen skal
således være ligeligt fordelt og fortsætte over hele opsigel-
sesperioden.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at løn i en aftalt op-
sigelsesperiode ikke kapitaliseres og udbetales i forbindelse
med opsigelsen af direktøren. Kompleksiteten af navnlig
forsikringsselskabers virksomhed vil ofte medføre, at om-
fanget af eventuelt kritisable forhold først konstateres efter
direktørens fratrædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid
fra opsigelsen, før det kan konstateres, om grundlaget for
udbetalingen har været og fortsat er til stede. Hvis løn i
opsigelsesperioden allerede er udbetalt i forbindelse med
opsigelsen af direktøren, reduceres muligheden for senere
at kunne kræve pengene retur, hvis det viser sig at blive
relevant.
Den foreslåede løbende udbetaling giver virksomhedens be-
styrelse mulighed for løbende at reagere, hvis den pågæl-
dende direktør har udvist en adfærd, der kan udgøre en
væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, inden he-
le beløbet er udbetalt. Hvis bestyrelsen efter direktørens
opsigelse bliver bekendt med, at den pågældende under sin
ansættelse har udvist en adfærd, der er udtryk for en væsent-
lig misligholdelse af ansættelsesforholdet, har virksomheden
således mulighed for at iværksætte ansættelsesretlige tiltag
over for den pågældende, imens udbetalingen fortsat er ud-
skudt.
Ophæves aftalen som følge af alvorlige ledelsesmæssige
svigt eller væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet
fra den fratrådte direktørs side, vil også krav på andre even-
tuelle vederlag i forbindelse med fratrædelsen bortfalde. Se
nærmere herom i bemærkningerne til lovforslagets § 149,
stk. 4.
Det følger af lovforslagets § 150, at lovforslagets § 148 ikke
kan fraviges ved aftale.
Til § 149
Den foreslåede § 149 er enslydende med forslaget til § 77
l i lov om finansiel virksomhed, som foreslået indsat ved
L 40 forslag til lov om ændring af lov om finansiel virksom-
hed, straffeloven og forskellige andre love (Gennemførelse
af Ansvarsudvalgets forslag om skærpet ansvarsvurdering
for ledelsesmedlemmer m.v. i finansielle virksomheder og
363
ændring af reglerne om egnethed og hæderlighed), der blev
fremsat den 8. februar 2023 og forventeligt træder i kraft
den 1. juli 2023. Bestemmelsen viderefører gennemførelsen
af ansvarsudvalgets anbefalinger på området i betænkning
nr. 1575 om skærpet ansvarsvurdering for ledelsesmedlem-
mer m.v. i finansielle virksomheder. Den foreslåede bestem-
melse vil være en videreførelse af gældende ret på tidspunk-
tet for dette lovforslags ikkrafttræden under forudsætning
af, at bestemmelser om fratrædelsesgodtgørelser bliver gen-
nemført ved det ovenfornævnte lovforslag.
De gældende aflønningsregler begrænser brug af variabel
løn, således at der med hensyn til variabel løn til medlem-
mer af bestyrelsen, direktionen og væsentlige risikotagere
er fastsat en forholdsmæssig grænse set i relation til modta-
gerens faste løn. For medlemmer af direktion og bestyrelse
må en variabel løn således alene udgøre 50 pct. af vedkom-
mendes faste løn inklusive pension. Aflønningsreglerne fast-
sætter endvidere krav om, at mindst 50 pct. af en variabel
løn til den nævnte persongruppe skal bestå af finansielle
instrumenter, og mindst 40 pct. af den variable løndel skal
udbetales i årlige rater over en årrække. Hertil kommer, at
finansielle instrumenter, der overdrages, ikke må afhændes
eller afdækkes i en passende periode herefter.
Ved de årlige udbetalinger af den udskudte variable løn skal
den finansielle virksomhed sikre, at kriterierne for tildelin-
gen af den variable løn fortsat er opfyldt. Er dette ikke
tilfældet, skal den finansielle virksomhed reducere den ud-
skudte variable løn eller helt lade den resterende del bortfal-
de. En finansiel virksomhed skal i øvrigt kræve tilbagebeta-
ling af en allerede udbetalt variabel løn, hvis udbetalingen
er sket på grundlag af oplysninger om resultater, som kan
dokumenteres at være fejlagtige, og hvis modtageren er i
ond tro.
Efter de gældende regler er en fratrædelsesgodtgørelse som
udgangspunkt omfattet af de nævnte begrænsninger for brug
af variabel løn. I praksis vil langt de fleste fratrædelsesgodt-
gørelser imidlertid være undtaget fra regelsættet om variabel
løn i medfør af § 21 i bekendtgørelse nr. 16 af 4. janu-
ar 2019 om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber,
forsikringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser (af-
lønningsbekendtgørelsen). Det følger bl.a. heraf, at en fra-
trædelsesgodtgørelse, der ikke er resultatafhængig, som afta-
les på ansættelsestidspunktet og som ikke udgør en værdi
større end to års samlet løn kan undtages fra aflønningsreg-
lerne. Hvis en fratrædelsesgodtgørelse aftales på tidspunktet
for fratrædelsen, kan den del af fratrædelsesgodtgørelsen,
som ikke udgør en værdi større end et års samlet løn, undta-
ges fra aflønningsreglerne.
Ingen fratrædelsesgodtgørelse må belønne forseelser eller
manglende resultater. Dette gælder, uanset om undtagel-
sesbetingelserne i aflønningsbekendtgørelsens § 21 er op-
fyldt. Det følger endvidere af artikel 275, stk. 2, litra f,
i Solvens II, at en fratrædelsesgodtgørelse skal baseres på
medarbejderens resultater i hele ansættelsesperioden og væ-
re udformet på en måde, hvor det sikres, at fejl ikke beløn-
nes.
Den foreslåede bestemmelse i § 149 fastsætter nærmere krav
til fratrædelsesgodtgørelser til medlemmer af direktionen
i et forsikringsselskab og en forsikringsholdingvirksomhed
samt til udbetalingen heraf.
Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til med-
lemmer af direktionen i et forsikringsselskab eller en for-
sikringsholdingvirksomhed. Medlemmer af direktionen om-
fatter de personer, der er registreret som direktører hos Er-
hvervsstyrelsen.
Omfattet af bestemmelsen er fratrædelsesgodtgørelser, der
er nærmere defineret i den foreslåede § 9, stk. 1, nr. 43,
som enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i
forbindelse med sin fratrædelse, og som ikke udgør hverken
løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden, rime-
lig kompensation for påtagelse af konkurrenceklausuler eller
kundeklausuler eller følger af præceptiv lovgivning.
Det foreslås i stk. 1, at en fratrædelsesgodtgørelse til et
medlem af direktionen i et forsikringsselskab eller en forsik-
ringsholdingvirksomhed skal afspejle de resultater, der er
opnået ved varetagelse af stillingen, og ikke må belønne
forseelser eller manglende resultater.
Fratrædelsesgodtgørelser er reguleret i artikel 275, stk. 2,
litra f, i Solvens II, hvorefter en fratrædelsesgodtgørelse
skal baseres på medarbejderens resultater i hele ansættelses-
perioden og være udformet på en måde, hvor det sikres, at
fejl ikke belønnes. Den foreslåede bestemmelse har ikke til
hensigt at gå videre end den delegerede forordning (Solvens
II-forordningen).
Bestyrelsen bør i forbindelse med aftaleindgåelsen om en
fratrædelsesordning sikre, at de resultater, direktøren har
opnået eller ikke har opnået over en periode inden vedkom-
mendes fratrædelse, afspejles i ordningen. Ved vurderingen
af manglende resultater bør der tages hensyn til både virk-
somhedens og direktørens forhold.
Det følger af det foreslåede, at fratrædelsesgodtgørelser ikke
må tildeles, hvis der er tale om indlysende manglende resul-
tater, og disse kan lægges til grund for omgående opsigelse
af kontrakten eller afskedigelse af direktøren.
Skyldes direktørens afskedigelse eksempelvis, at direktøren
under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for
at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt i medfør af stk.
4, må virksomheden ikke tildele fratrædelsesgodtgørelsen til
364
direktøren. I et sådant tilfælde vil direktørens fratrædelses-
godtgørelse bortfalde, inden udbetalingen heraf påbegyndes.
Manglende resultater kan skyldes mange andre forhold end
direktørens svigt. Kun forhold bag de manglende resultater,
der kan tilregnes direktøren, skal tillægges vægt i vurderin-
gen af, om en aftale om fratrædelsesgodtgørelse skal bort-
falde på baggrund af manglende resultater. Forhold af en
karakter, der kunne føre til en bortvisning af direktøren, vil
som udgangspunkt medføre, at en fratrædelsesgodtgørelse
ikke må tildeles.
Den foreslåede bestemmelse tilsigter ikke at ændre ved
den praksis, der eksisterer i dag, hvorefter fratrædelsesgodt-
gørelser typisk aftales som et bestemt antal månedslønnin-
ger. Med forslagets stk. 1 gøres det imidlertid klart, at ud-
betaling af en fratrædelsesgodtgørelse ikke kan ske, hvis
direktøren har udvist en adfærd, der udgør et alvorligt ledel-
sesmæssigt svigt, ligesom en påbegyndt udbetaling skal ind-
stilles, og allerede udbetalt godtgørelse skal kræves tilbage,
hvis en sådan adfærd konstateres på et senere tidspunkt.
Det foreslås i stk. 2, at fratrædelsesgodtgørelsen skal udbeta-
les i månedsvise rater svarende til størrelsen af modtagerens
gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste
regnskabsår.
Det foreslåede vil indebære, at fratrædelsesgodtgørelser skal
udbetales i månedsvise intervaller, der maksimalt må udgø-
re en værdi svarende til modtagerens gennemsnitlige må-
nedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår. Ved
opgørelsen heraf indgår både direktørens faste og variable
løndele i det seneste regnskabsår fra fratrædelsestidspunk-
tet. Variabel løn, der er tildelt i aktier, og variabel løn under
udskydelse indgår også i opgørelsen, og størrelsen heraf
opgøres som værdien på beregningstidspunktet.
Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal ske med de
sædvanlige månedsvise betalinger, som direktøren har mod-
taget under sin ansættelse. Udbetalingen af fratrædelses-
godtgørelsen skal således udskydes og ske med en ligelig
fordeling svarende til direktørens gennemsnitlige månedsløn
inklusive pension, indtil hele godtgørelsen er udbetalt.
Det er hensigten med kravet om månedsvise udbetalinger at
sikre, at der er et passende tidsrum imellem udbetalingerne
til at vurdere, om forudsætningerne for tildelingen har ænd-
ret sig.
Udskydelsesperiodens længde afhænger af, hvor stor fratræ-
delsesgodtgørelse, der er aftalt. Hvis en direktør f.eks. har
indgået aftale om en fratrædelsesgodtgørelse svarende til det
seneste års samlede løn inklusive pension, vil sidste rate
af fratrædelsesgodtgørelsen kunne udbetales året efter, at
vedkommendes løn i opsigelsesperioden er udbetalt, jf. det
foreslåede stk. 3.
De månedsvise udbetalinger må maksimalt udgøre et be-
løb svarende til modtagerens gennemsnitlige månedsløn in-
klusive pension i det seneste regnskabsår. Den foreslåede
bestemmelse begrænser således ikke virksomheden i at ud-
betale mindre månedlige beløb og således forlænge udbeta-
lingsperioden.
Kompleksiteten af navnlig forsikringsselskabers virksomhed
vil ofte medføre, at bestyrelsen først bliver bekendt med om-
fanget af eventuelt kritisable forhold efter direktørens fra-
trædelse. Der kan derfor forløbe en vis tid fra fratrædelsen,
før bestyrelsen bliver bekendt med, at en fratrådt direktør
under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for
at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Særligt væsent-
ligheden af en misligholdelse kan være vanskelig at konsta-
tere på fratrædelsestidspunktet. De foreslåede krav til udbe-
talingen af fratrædelsesgodtgørelser i stk. 2 har til hensigt
at sikre, at virksomhedens bestyrelse har tilstrækkelig tid til
at afdække, om der er behov for at indstille udbetalingen af
fratrædelsesgodtgørelsen.
Det foreslåede stk. 2 skal således ses i sammenhæng med
kravet i forslaget til stk. 4, hvorefter bestyrelsen skal indstil-
le udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis bestyrelsen
vurderer, at den fratrådte direktør under sin ansættelse har
udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt le-
delsesmæssigt svigt. Hvis virksomheden sigtes for strafbare
forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis bestyrelsen
bliver bekendt med, at den fratrådte direktør er sigtet for
strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkom-
mendes ansættelse, skal bestyrelsen tilbageholde udbetalin-
gen af godtgørelsen.
Det følger af det foreslåede stk. 3, at udbetalingen af en fra-
trædelsesgodtgørelse tidligst kan begynde, efter en eventuel
løn i opsigelsesperioden er fuldt udbetalt.
Løn i opsigelsesperoden skal være fuldt udbetalt i overens-
stemmelse med den foreslåede § 148. Se nærmere herom i
bemærkningerne til lovforslagets § 148.
Det følger af det foreslåede, at fratrædelsesgodtgørelsens
udbetaling er afhængig af udbetalingen af eventuel løn i op-
sigelsesperioden. Hermed menes alene den aftalte faste løn
i opsigelsesperioden. Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørel-
sen er imidlertid ikke afhængig af udbetalingen af eventuel
variabel løn, der måtte være under udskydelse i henhold
til § 18, stk. 1, nr. 5, i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar
2019 om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, for-
sikringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser.
365
Kompleksiteten af forsikringsselskabers virksomhed vil ofte
medføre, at bestyrelsen først bliver bekendt med omfanget
af eventuelt kritisable forhold efter direktørens fratrædel-
se. Der kan derfor forløbe en vis tid fra fratrædelsen, før
bestyrelsen bliver bekendt med, at en fratrådt direktør under
sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at
udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Særligt væsentlig-
heden af en misligholdelse kan være vanskelig at konstatere
på fratrædelsestidspunktet. De foreslåede krav til udbetalin-
gen af fratrædelsesgodtgørelser i stk. 3 har til hensigt at
sikre, at virksomhedens bestyrelse har tilstrækkelig tid til at
afdække, om der er behov for at indstille udbetalingen af
godtgørelsen.
Det foreslåede stk. 3 skal således ses i sammenhæng med
kravet i forslaget til stk. 4.
Det følger af det foreslåede stk. 4, at bestyrelsen skal indstil-
le udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis bestyrelsen
vurderer, at direktøren under sin ansættelse har udvist en ad-
færd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt
svigt. Bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen af fratræ-
delsesgodtgørelsen, hvis virksomheden sigtes for strafbare
forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis bestyrelsen
bliver bekendt med, at direktøren er sigtet for strafbare
forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes
ansættelse.
Det foreslåede stk. 4 skal ses i sammenhæng med udbeta-
lingsbegrænsningerne i det foreslåede stk. 2 og 3, jf. be-
mærkningerne ovenfor.
Anvendelsesområdet for den foreslåede bestemmelse er så-
ledes begrænset til den udskudte del af fratrædelsesgodtgø-
relsen. Den del af en fratrædelsesgodtgørelse, der allerede
er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen vurderer, at
den fratrådte direktør har udvist en adfærd, som må anses
for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt under sin an-
sættelse i virksomheden, skal bestyrelsen bestræbe sig på at
kræve tilbagebetalt efter det foreslåede stk. 5, som beskrevet
nedenfor.
Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at bestyrelsen skal indstille
udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis bestyrelsen
vurderer, at direktøren under sin ansættelse har udvist en ad-
færd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt
svigt.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at bestyrelsen er
forpligtet til at vurdere, om en fratrådt direktør har udvist en
adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæs-
sigt svigt og indstille udbetalingen og dermed lade en even-
tuel udskudt fratrædelsesgodtgørelse bortfalde, hvis dette
er tilfældet. Det vil afhænge af karakteren af den konkret
udviste adfærd, om bestyrelsen skal indstille udbetalingen af
fratrædelsesgodtgørelsen.
Der vil eksempelvis kunne foreligge et alvorligt ledelses-
mæssigt svigt, hvis direktørens adfærd eller mangelfulde
ledelse af virksomheden konkret vurderes i betydelig grad at
have medvirket til, at Finanstilsynet påbyder virksomheden
at iværksætte sin genoprettelsesplan, eller hvis direktørens
adfærd eller mangelfulde ledelse af virksomheden i betyde-
lig grad har medvirker til, at virksomheden kommer i alvor-
lige økonomiske vanskeligheder.
Bestyrelsen skal således indstille udbetalingen af fratrædel-
sesgodtgørelsen, hvis virksomheden kommer i alvorlige
økonomiske vanskeligheder, og disse i høj grad kan tilreg-
nes direktørens kritisable adfærd eller mangelfulde ledel-
se. Den kritisable adfærd kan eksempelvis bestå i, at direk-
tøren har handlet i strid med sine beføjelser eller de af
bestyrelsen fastsatte rammer og har påført virksomheden
store risici som en følge heraf. Det kan også være tilfældet,
hvor direktøren har udvist passivitet eller illoyal adfærd, der
i betragteligt omfang har bidraget til virksomhedens proble-
mer, eller hvor problemerne skyldes, at direktøren åbenlyst
har tilsidesat hensynet til en fornuftig risikostyring.
Det er afgørende for at bringe bestemmelsen i anvendelse,
at virksomhedens økonomiske problemer kan tilregnes di-
rektørens adfærd eller passivitet, og at denne adfærd eller
passivitet i den givne situation må anses for at udgøre et le-
delsesmæssigt svigt. Vurderer bestyrelsen, at virksomhedens
økonomiske problemer hovedsageligt udspringer af forhold,
som ikke kan tilregnes direktørens adfærd eller passivitet,
er der efter bestemmelsen ikke krav om indstilling af udbe-
talingen af fratrædelsesgodtgørelsen.
Det bemærkes, at bestemmelsen også vil kunne anvendes,
selvom virksomhedens økonomiske problemer først konsta-
teres, efter den pågældende direktør er fratrådt virksomhe-
den.
Der kan også være tale om alvorlige ledelsesmæssigt svigt,
uden at Finanstilsynet har fundet anledning til at påtale virk-
somhedens økonomiske situation, som i de ovenfor nævnte
tilfælde. Det kan bl.a. ud fra en konkret vurdering anses som
et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis den fratrådte direktør
under sin ansættelse har deltaget i eller været ansvarlig for
handlinger eller undladelser, der har resulteret i betydelige
tab eller skade for virksomheden, som med rimelighed bur-
de have været undgået. Eksempelvis vil betydelig omdøm-
memæssig skade, som skyldes direktørens adfærd, kunne
udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Det vil bl.a. være
tilfældet, hvis direktørens kritisable adfærd har medført, at
tilliden til virksomheden forværres markant. Hvis virksom-
heden har værdipapirer optaget til handel på et reguleret
marked, kan mistillid til virksomheden eksempelvis give sig
366
udslag i betydeligt fald i virksomhedens aktiekurs, men vil
ikke være begrænset hertil.
Det er en betingelse for bestemmelsens anvendelse, at tab
eller skade, som virksomheden er blevet påført, kan tilreg-
nes direktørens kritisable adfærd. Det vil eksempelvis være
tilfældet, hvis direktøren har deltaget i eller ved sin adfærd
har muliggjort finansiel kriminalitet eller har udvist en illo-
yal adfærd, der har resulteret i en betydelig mistillid til og
skade på virksomhedens omdømme.
Manglende opfyldelse af direktørens ledelsesmæssige for-
pligtelser efter den finansielle og selskabsretlige regulering
vil som udgangspunkt blive anset for at udgøre et alvorligt
ledelsesmæssigt svigt. Det vil eksempelvis kunne være til-
fældet, hvis den fratrådte direktør ikke har fulgt eller gen-
nemført de politikker og retningslinjer, der er fastsat af be-
styrelsen efter dette lovforslags § 95, eller hvis direktøren
ikke har formået at bidrage til en effektiv virksomhedssty-
ring efter dette lovforslags § 132.
Også væsentlig tilsidesættelse af den finansielle og er-
hvervsretlige regulering i øvrigt anses som udgangspunkt
for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt, hvis tilsides-
ættelsen kan tilregnes direktøren. Modtager virksomheden
eksempelvis gentagne påtaler eller påbud fra Finanstilsy-
net for overtrædelser af god skik-reglerne, hvidvaskregler-
ne el.lign. under direktørens ledelse, vil dette anses for at
udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Det er dog væsentligt, at
de pågældende tilsynsmæssige reaktioner vedrører forhold,
som kan tilregnes direktøren, eller at direktøren har haft en
mangelfuld opfølgning på de tilsynsmæssige reaktioner. Kan
det påvises, at direktøren generelt sidder Finanstilsynets re-
aktioner overhørig, vil dette tillige udgøre et alvorligt ledel-
sesmæssigt svigt.
Der vil også foreligge et alvorligt ledelsesmæssigt svigt,
hvis direktørens handlinger eller undladelser under ansættel-
sen medfører, at den fratrådte direktør eller virksomheden
dømmes for overtrædelse af straffeloven, den finansielle
lovgivning eller anden relevant lovgivning. Er direktøren
eller virksomheden dømt for en sådan overtrædelse skal
fratrædelsesgodtgørelsen indstilles.
Det er afgørende for reglerne om begrænsning af udbetalin-
gen af fratrædelsesgodtgørelsen, at overtrædelsen er begået
i forbindelse med direktørens varetagelse af sine pligter i
virksomheden. Er direktøren dømt for strafbare forhold be-
gået i direktørens privatsfære, er bestyrelsen derfor ikke ef-
ter de foreslåede regler forpligtet til at indstille udbetalingen
af vedkommendes fratrædelsesgodtgørelse.
Hvis virksomheden bliver dømt for overtrædelser af straf-
feloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lov-
givning, er overtrædelsen kun relevant for indstillingen af
fratrædelsesgodtgørelse, hvis overtrædelsen enten er begået
af direktøren, eller hvis overtrædelsen har kunnet passere,
fordi direktøren ikke i tilstrækkeligt omfang har udført sine
pligter på området. Eksempelvis hvis det påvises, at direktø-
ren ved sin passivitet muliggjorde overtrædelserne.
Ofte går der lang tid fra det tidspunkt, hvor virksomheden
og/eller direktøren sigtes, til der placeres et strafansvar. Fra-
trædelsesgodtgørelsen kan være helt udbetalt inden et straf-
ansvar er placeret, hvilket reducerer muligheden for senere
at kunne kræve pengene retur, hvis det viser sig at blive rele-
vant. Derfor foreslås det i 2. pkt., at bestyrelsen skal tilbage-
holde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen allerede på
det tidspunkt, hvor virksomheden bliver sigtet for et straf-
bart forhold, der kan tilregnes direktøren, eller på det tids-
punkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren er
sigtet for et sådant strafbart forhold, som er begået under
vedkommendes ansættelse i virksomheden. Se nærmere her-
om nedenfor under bemærkningerne til det foreslåede 2. pkt.
Det er ikke afgørende for bestemmelsens anvendelse, at den
fratrådte direktør eller virksomheden efterfølgende findes
skyldig i strafbare forhold. Det kan forekomme, at dom-
stolene ikke finder tilstrækkeligt grundlag for at dømme
vedkommende eller virksomheden efter tiltalen, men hvor
forholdet alligevel udgør et sådant alvorligt ledelsesmæssigt
svigt, at udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal ind-
stilles. Det kan endvidere forekomme, at de forhold og den
adfærd, der har ført til straffesagen, i sig selv har påført
virksomheden en så betydelig omdømmemæssig skade, at
bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodt-
gørelsen til den fratrådte direktør. Dette vil være tilfældet,
hvis de passerede forhold henhører under direktørens an-
svarsområde og udgør et alvorligt ledelsesmæssigt svigt.
Eksemplerne er ikke udtømmende. Der kan foreligge andre
tilfælde, hvor en direktørs adfærd må anses for at udgøre et
alvorligt ledelsesmæssigt svigt, der danner grundlag for at
indstille udbetalingen af den pågældendes fratrædelsesgodt-
gørelse.
Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen skal indstilles på
det tidspunkt, hvor bestyrelsen vurderer, at den fratrådte
direktør under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må
anses for at udgøre et ledelsesmæssigt svigt. Bestyrelsen vil
oftest være nærmest til at konstatere, om en sådan adfærd er
udvist, men det kan også forekomme, at bestyrelsen bliver
bekendt hermed på anden måde eksempelvis via reaktioner
fra Finanstilsynet, henvendelse fra politiet i forbindelse med
efterforskningen af en konkret sag eller via anden kommuni-
kation fra myndighederne.
Indstilling af udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse ef-
ter det foreslåede 1. pkt. indebærer et bortfald af direktø-
rens krav på den ikke-udbetalte del af fratrædelsesgodtgø-
367
relsen. Efter bestyrelsens indstilling af udbetalingen, skal
bestyrelsen kræve tilbagebetaling af den del af fratrædelses-
godtgørelsen, der eventuelt allerede er udbetalt helt eller
delvist, jf. det foreslåede stk. 5.
Skulle bestyrelsen indenfor de almindelige forældelsesfrister
få nye oplysninger, der giver anledning til at omgøre be-
slutningen om at indstille udbetalingen, eller underkendes
bestyrelsens indstilling af udbetalingen eksempelvis ved
domstolene, vil direktøren kunne kræve resten af fratrædel-
sesgodtgørelsen udbetalt.
Bestemmelsen har til formål at udgøre et supplement til
bestyrelsens almindelige kontraktbaserede indgrebsmulighe-
der og misligholdelsesbeføjelser og begrænser således ikke
bestyrelsens mulighed for at gribe ind over for udbetalingen
af en direktørs fratrædelsesgodtgørelse som følge af mislig-
holdelse af ansættelsesforholdet i øvrigt.
Det følger af det foreslåede stk. 4, 2. pkt., at bestyrelsen
skal tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen
til et medlem af direktionen, hvis virksomheden sigtes for
strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis
bestyrelsen bliver bekendt med, at den fratrådte direktør er
sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med
vedkommendes ansættelse i virksomheden.
Tilbageholdelse af fratrædelsesgodtgørelsen i forbindelse
med sigtelser af virksomheden eller direktøren for overtræ-
delse af straffe- og særlovgivningen skal kun ske, hvor
det strafbare forhold i sigtelsen vedrører direktørens aktive
handlinger eller forsømmelse af direktørens pligter i virk-
somheden.
Bestyrelsen skal eksempelvis tilbageholde udbetalingen af
en direktørs fratrædelsesgodtgørelse, hvis virksomheden el-
ler direktøren sigtes for overtrædelse af eller medvirken til
overtrædelse af straffelovens § 114 b om terrorfinansiering,
§ 289 a om groft skattesvig eller § 290 a om hvidvask, for
forhold, som direktøren under og som led i sin ansættelse
har deltaget i eller ved sin passivitet har muliggjort.
Sigtes en fratrådt direktør for overtrædelse af den foreslåede
bestemmelse i § 149, stk. 4, som følge af grove eller gentag-
ne ledelsessvigt, skal bestyrelsen tilbageholde udbetalingen
af godtgørelsen.
Endelig kan også sigtelse for andre overtrædelser af relevant
lovgivning medføre, at bestyrelsen skal tilbageholde fratræ-
delsesgodtgørelsen. Det vil eksempelvis være tilfældet ved
sigtelse for overtrædelser af relevante strafbelagte bestem-
melser i hvidvask-, skatte- og selskabslovgivningen eller
overtrædelse af markedsmisbrugsforordningen (Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning nr. 596/2014/EU af 16. april
2014 om markedsmisbrug) begået i forbindelse med ansæt-
telsen.
Bestyrelsen skal tilbageholde direktørens fratrædelsesgodt-
gørelse, hvis indholdet i sigtelsen af direktøren har relation
til vedkommendes ansættelse. Sigtelser af direktøren for for-
hold begået i direktørens privatsfære er ikke omfattet af
pligten til at tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodt-
gørelser.
En domfældelse af virksomheden eller direktøren for for-
hold som de nævnte vil udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt
svigt, jf. det foreslåede 1. pkt. Behovet for at kunne tilbage-
holde udbetalingen af en fratrædelsesgodtgørelse allerede i
forbindelse med, at direktøren eller virksomheden er sigtet
for et strafbart forhold, der kan tilregnes direktøren, skal
ses i lyset af, at det i de fleste tilfælde tager lang tid,
inden et strafansvar bliver placeret. Hensynet til at sikre,
at medlemmer af direktionen i et forsikringsselskab eller
en forsikringsholdingvirksomhed ikke belønnes for strafbare
handlinger, som de har deltaget i eller bidraget til, tilsiger, at
det skal være muligt at tilbageholde den udskudte del af en
fratrædelsesgodtgørelse helt eller delvist inden udbetalingen
heraf for at afværge risikoen for, at formålet med bestem-
melsen forspildes.
Bestyrelsen tager stilling til, om den tilbageholdte fratrædel-
sesgodtgørelse kan udbetales, eller om den bortfalder, på
det tidspunkt, hvor sagen afgøres endeligt i retten, eller
hvis tiltalen frafaldes endeligt. Kendes den fratrådte direk-
tør skyldig i strafbare forhold, og konstaterer bestyrelsen
på den baggrund, at der foreligger et alvorligt ledelsesmæs-
sigt svigt, jf. det foreslåede 1. pkt., skal bestyrelsen lade
den tilbageholdte fratrædelsesgodtgørelse bortfalde efter det
foreslåede 1. pkt. og samtidig udfolde rimelige bestræbelser
på at kræve tilbagebetaling af den allerede udbetalte fratræ-
delsesgodtgørelse efter det foreslåede stk. 5.
Bestyrelsen kan både forud for sigtelsen og på tidspunktet
for sigtelsen træffe beslutning om at indstille fratrædelses-
godtgørelsen og kræve en eventuelt udbetalt del af fratræ-
delsesgodtgørelsen tilbagebetalt uagtet domstolenes endeli-
ge afgørelse, hvis bestyrelsen vurderer, at der foreligger et
alvorligt ledelsesmæssigt svigt.
Den almindelige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 2,
stk. 1, vil løbe fra det tidspunkt, hvor bestyrelsen har truffet
endelig beslutning.
Det foreslås i stk. 5, at bestyrelsen skal kræve tilbagebeta-
ling af en fratrædelsesgodtgørelse, der er udbetalt helt eller
delvist, inden bestyrelsen er blevet bekendt med adfærd eller
forhold omfattet af stk. 4.
368
Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med
det foreslåede stk. 4, hvis anvendelse er begrænset til den
udskudte del af fratrædelsesgodtgørelsen. Anvendelsesom-
rådet for det foreslåede stk. 5 er begrænset til den del af
fratrædelsesgodtgørelsen, der er udbetalt på det tidspunkt,
hvor bestyrelsen bliver bekendt med adfærd eller forhold
omfattet af stk. 4.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter en pligt for bestyrel-
sen til at kræve en fratrædelsesgodtgørelse tilbagebetalt i
de tilfælde, hvor det efter udbetalingen heraf viser sig, at
den fratrådte direktør har udvist en adfærd under sin ansæt-
telse, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt
svigt. Det forudsættes dog i den forbindelse, at pligten må
anses for opfyldt, selv hvis der ikke er sket tilbagebetaling,
når bestyrelsen har udfoldet rimelige bestræbelser på at kræ-
ve fratrædelsesgodtgørelsen tilbagebetalt, jf. nedenfor.
Den foreslåede bestemmelse opstiller således krav om, at
bestyrelsen skal kræve tilbagebetaling af fratrædelsesgodt-
gørelsen i de tilfælde, hvor hele eller dele af fratrædelses-
godtgørelsen er udbetalt på det tidspunkt, hvor bestyrelsen
bliver bekendt med direktørens kritisable adfærd.
I de tilfælde, hvor direktørens fratrædelsesgodtgørelse tilba-
geholdes, jf. det foreslåede stk. 4, 2. pkt., skal bestyrelsen
kræve tilbagebetaling af eventuelt udbetalt fratrædelsesgodt-
gørelse, når bestyrelsen vurderer, at der er grundlag for at
indstille udbetalingen af den udskudte del og lade den re-
sterende del bortfalde efter det foreslåede stk. 4, 1. pkt. Som
det fremgår af bemærkninger til det foreslåede stk. 4, 2. pkt.,
kan vurderingen af, om udbetalingen skal indstilles, være
afhængig af straffesagens endelige afgørelse.
Pligten for bestyrelsen til at kræve tilbagebetaling af fratræ-
delsesgodtgørelsen forudsætter, at bestyrelsen skal udfolde
rimelige bestræbelser på at kræve udbetalingen tilbage. Det-
te indebærer, at bestyrelsen skal undersøge mulighederne
for at kræve tilbagebetaling af direktørens fratrædelsesgodt-
gørelse på det tidspunkt, hvor bestyrelsen bliver bekendt
med, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd,
der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt
svigt. Hvis bestyrelsen f.eks. bliver bekendt med en sådan
adfærd på et tidspunkt, hvor hele fratrædelsesgodtgørelsen
er forbrugt, hvor der i øvrigt ikke er rimelig udsigt til, at
en forfølgelse af kravet vil føre til tilbagebetaling, eller hvor
forfølgelse af kravet vil være forbundet med uforholdsmæs-
sige omkostninger for virksomheden, vil bestyrelsen ikke
være forpligtet til at forfølge kravet om tilbagebetaling.
Det forudsættes i den forbindelse, at bestyrelsen vil kunne
godtgøre over for Finanstilsynet som tilsynsmyndighed at
have udfoldet rimelige bestræbelser på at kræve tilbagebeta-
ling af fratrædelsesgodtgørelsen.
Den almindelige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 2,
stk. 1, vil løbe successivt månedsvis, efterhånden som fra-
trædelsesgodtgørelsen udbetales i henhold til § 149, stk. 2.
Til § 150
Den foreslåede § 150 er enslydende med forslaget til § 77
m i lov om finansiel virksomhed, som foreslået indsat ved
forslag til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed,
straffeloven og forskellige andre love (Gennemførelse af
Ansvarsudvalgets forslag om skærpet ansvarsvurdering for
ledelsesmedlemmer m.v. i finansielle virksomheder og æn-
dring af reglerne om egnethed og hæderlighed), der blev
fremsat for folketinget den 8. februar 2023 og forventeligt
træder i kraft den 1. juli 2023. Bestemmelsen viderefører
gennemførelsen af ansvarsudvalgets anbefalinger på områ-
det i betænkning nr. 1575 om skærpet ansvarsvurdering
for ledelsesmedlemmer m.v. i finansielle virksomheder. Den
foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af gæl-
dende ret på tidspunktet for dette lovforslags ikrafttræden,
under forudsætning af at bestemmelser om fratrædelsesgodt-
gørelser bliver gennemført ved det ovenfornævnte lovfor-
slag.
De gældende aflønningsregler i lov om finansiel virksomhed
og i aflønningsbekendtgørelsen finder ikke anvendelse på
ansættelsesforhold omfattet af en kollektiv overenskomst.
Det foreslås i § 150, at §§ 147-149 ikke kan fraviges ved
aftale, herunder ved aftale om fratrædelsesordning til et
medlem af direktionen i et forsikringsselskab eller en forsik-
ringsholdingvirksomhed, der indgås med en anden virksom-
hed i koncernen, som ikke er omfattet af reglerne.
Den foreslåede bestemmelse er indsat med henblik på enty-
digt at fastsætte, at der ikke kan indgås bindende aftaler om
fravigelse af de nævnte bestemmelser, idet bestemmelserne i
så fald ikke ville få den tilsigtede virkning.
Der er med den foreslåede bestemmelse ikke tilsigtet en æn-
dring af øvrige bestemmelser i lovforslaget. Den foreslåede
bestemmelse indebærer således ikke en ændring i forhold til,
hvilke bestemmelser i lovforslaget der i øvrigt kan eller ikke
kan fraviges ved aftale.
Til § 151
Den gældende § 25 i aflønningsbekendtgørelsen, jf. be-
kendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019, indeholder regler om
nedsættelse af et aflønningsudvalg i forsikringsselskaber og
forsikringsholdingvirksomheder. Bestemmelsen indeholder
endvidere regler om krav til aflønningsudvalgets sammen-
sætning og opgaver. Overtrædelser af bestemmelsens stk. 1
369
og stk. 3-6 straffes med bøde i medfør af aflønningsbekendt-
gørelsens § 29, stk. 1.
For gruppe 1-forsikringsselselskaber og forsikringsholding-
virksomheder, som har et gruppe 1-forsikringsselskab som
datterselskab, gælder desuden Solvens II-forordningens arti-
kel 275, stk. 1, litra f, om nedsættelse af aflønningsudvalg.
Bestemmelsen i aflønningsbekendtgørelsens § 25 foreslås
videreført i lovforslagets § 151 for forsikringsselskaber og
forsikringsholdingvirksomheder med enkelte redaktionelle
ændringer. Den foreslåede bestemmelse medfører ingen ma-
terielle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at et forsikringsselskab og en forsik-
ringsholdingvirksomhed, hvis kapitalandele er optaget til
handel på et reguleret marked, eller som i de 2 seneste regn-
skabsår på balancetidspunktet i gennemsnit har haft 1.000
eller flere fuldtidsansatte, skal nedsætte et aflønningsudvalg,
jf. dog stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse regulerer, hvornår der skal ned-
sættes et aflønningsudvalg i forsikringsselskaber og forsik-
ringsholdingvirksomheder.
Det bemærkes, at etableringen af et aflønningsudvalg ikke
ændrer på bestyrelsens kollektive ansvar, men har til formål
at styrke bestyrelsens uafhængighed af den daglige ledelse
samt at medvirke til en øget effektivitet og mere dybdegå-
ende behandling af aflønningsområdet i bestyrelsen. Afløn-
ningsudvalget skal alene være et forberedende udvalg.
I medfør af forslagets § 312, stk. 1, nr. 1, kan overtrædel-
ser af § 151, stk. 1, straffes med bøde. Ansvarssubjektet i
forhold til overtrædelse af den foreslåede § 6, stk. 1, er for-
sikringsselskabet og forsikringsholdingvirksomheden. Over-
trædelser kan bestå i, at en virksomhed, som i medfør af
bestemmelsen er forpligtet til at oprette et aflønningsudvalg,
jf. også stk. 2 nedenfor, undlader at oprette et aflønningsud-
valg.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at i koncerner med flere virk-
somheder, som i medfør af stk. 1 har pligt til at nedsætte
et aflønningsudvalg, kan der dog nedsættes et fælles afløn-
ningsudvalg for disse virksomheder i koncernen eller en del
heraf.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der i koncerner
kan nedsættes et fælles aflønningsudvalg for de virksomhe-
der i koncernen, der er forpligtet til at nedsætte et afløn-
ningsudvalg, jf. stk. 1.
Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at aflønningsudvalget organisa-
torisk skal placeres i en virksomhed under tilsyn af Finans-
tilsynet, og skal nedsættes i en virksomhed, der er moder-
virksomhed for de øvrige virksomheder, som udvalget er
nedsat for.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at et fælles afløn-
ningsudvalg for flere virksomheder i en koncern organisato-
risk placeres i en virksomhed under tilsyn af Finanstilsynet,
der er modervirksomhed for de øvrige virksomheder, som
udvalget er nedsat for.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at formanden samt medlemmer-
ne af aflønningsudvalget skal være medlem af bestyrelsen
i den virksomhed, som nedsætter aflønningsudvalget, eller
af bestyrelsen i virksomheder, der i medfør af stk. 2 har et
fælles aflønningsudvalg.
Det foreslåede indebærer, at et aflønningsudvalg skal bestå
af bestyrelsesmedlemmer fra forsikringsselskabet. Et fælles
aflønningsudvalg for flere virksomheder i koncernen skal
bestå af bestyrelsesmedlemmer fra disse virksomheder.
Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at præcisere, at aflønningsud-
valget skal sammensættes således, at medlemmerne har den
fornødne viden og de fornødne kvalifikationer og kompeten-
cer til at forstå og overvåge virksomhedens lønpolitik og
-praksis, risikostyring og kontrolaktiviteter, navnlig for så
vidt angår tilpasning af virksomhedens aflønningsstruktur
til virksomhedens risikoprofil og forvaltning af kapital og
likviditet, og er i stand til at foretage en kvalificeret og uaf-
hængig vurdering af, om virksomhedens aflønning, herunder
lønpolitik og tilhørende forretningsgange, er i overensstem-
melse med enten artikel 275 i Solvens II-forordningen, §
142, stk. 1-2, §§ 145 og 146 samt regler udstedt i medfør
af § 152 for gruppe 1-forsikringsselskaber eller § 143, stk.
1-2, §§ 145 og 146 samt regler udstedt i medfør af § 152 for
gruppe 2-forsikringsselskaber.
Bestemmelsen præciserer de kollektive kompetencekrav til
aflønningsudvalget, således at formanden og medlemmerne
af aflønningsudvalget skal have den fornødne viden, kvalifi-
kationer og kompetencer til at forstå og overvåge virksom-
hedens lønpolitik og praksis, risikostyring og kontrolaktivi-
teter.
Aflønningsudvalget skal være sammensat således, at udval-
get kan foretage en kvalificeret og uafhængig vurdering af,
om virksomhedens lønpolitik er i overensstemmelse med af-
lønningsreglerne i denne lov og regler udstedt i medfør her-
af. Det indebærer eksempelvis, at aflønningsudvalget skal
kunne foretage en vurdering af, om aflønningspolitikken
fremmer en god og effektiv risikostyring, samt om virksom-
hedens brug af variabel løn overholder kravene i § 146.
370
Der bør være mindst et medlem af bestyrelsen, der har er-
faring med risikostyring og kontrol. Endvidere bør medlem-
mer af aflønningsudvalget besidde den sagkundskab og uaf-
hængighed, der gør dem i stand til at foretage en uafhængig
vurdering af lønpolitikkens formålstjenstlighed, herunder af
lønpolitikkens betydning for risici og risikostyring. Der er
ikke i forslaget krav om, at udvalget skal have et vist antal
medlemmer, da dette må afgøres ud fra virksomhedens kon-
krete behov.
Forslaget har ikke til formål at stille yderligere krav til de
enkelte udvalgsmedlemmers kompetencer, men skal sikre,
at bestyrelsen ved nedsættelsen af aflønningsudvalget tager
højde for, at udvalgsmedlemmerne kollektivt besidder de
rette kompetencer til at varetage udvalgets opgaver. Forsla-
get er således en præcisering af, at også aflønningsudvalget i
sin sammensætning skal leve op til det gældende kollektive
kompetencekrav for bestyrelsen efter den foreslåede § 107.
I medfør af forslagets § 312, stk. 1, nr. 1, kan overtrædel-
ser af § 151, stk. 3, straffes med bøde. Ansvarssubjektet
i forhold til overtrædelse af den foreslåede § 151, stk.
3, er forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomhe-
den. Overtrædelser kan eksempelvis bestå i, at en virksom-
hed, som er forpligtet til at nedsætte et aflønningsudvalg,
sammensætter et aflønningsudvalg, hvor der foruden et par
medlemmer af bestyrelsen tillige indgår medlemmer af den
daglige ledelse.
Det foreslås i stk. 4, at aflønningsudvalget skal forestå det
forberedende arbejde for bestyrelsens beslutninger vedrø-
rende aflønning, herunder lønpolitik og andre beslutninger
herom, som kan have indflydelse på virksomhedens risiko-
styring, og i den forbindelse forestå en række opgaver, som
er nærmere fastsat i bestemmelsens nr. 1-6.
Den foreslåede bestemmelse fastlægger de konkrete opga-
ver, som aflønningsudvalget har ansvaret for at fastlæg-
ge. Det er opgaver, der skal bidrage til at sikre, at bestyrel-
sen kan få et samlet overblik over virksomhedens faktiske
aflønningsstruktur, og som derved skal sikre, at bestyrelsen
er bevidst om de risici, der er forbundet hermed. Det skal
understreges, at det fortsat er den samlede bestyrelse, der
har ansvaret for virksomhedens aflønningspolitik og -prak-
sis, men udvalgets arbejde er et vigtigt led i det forbereden-
de arbejde.
Det er væsentligt, at bestyrelsen har fokus på virksomhedens
lønpolitik og -praksis både i forhold til den aktuelle situ-
ation og i forhold til fremtidige beslutninger for virksom-
heden. Aflønningsudvalget skal derfor danne sig et samlet
billede af de risici, som knytter sig til virksomhedens afløn-
ningspolitik og -praksis, hvilket fastslås med den foreslåede
bestemmelses nr. 1-6.
Det er aflønningsudvalgets opgave at forestå det forbereden-
de arbejde i forhold til bestyrelsens beslutninger vedrørende
aflønning, herunder om lønpolitikken og andre beslutninger
herom.
Aflønningsudvalgets forberedende arbejde bør bestå af en
vurdering af, om virksomhedens aflønning overholder reg-
lerne om aflønning i denne lov samt nærmere fastsatte regler
i medfør heraf i aflønningsbekendtgørelsen. Endvidere bør
det forberedende arbejde bestå af at overvåge effektiviteten
af virksomhedens tiltag på lønområdet set i forhold til virk-
somhedens risikostyring.
Aflønningsudvalget bør i forbindelse med varetagelsen af
sine opgaver efter det foreslåede stk. 4, nr. 1-6, have adgang
til alle data og informationer i forhold til bestyrelsens be-
slutningsproces for så vidt angår udformning, implemente-
ring, kontrol og revision af virksomhedens aflønningspolitik
og -praksis. Aflønningsudvalget bør ligeledes have tilstræk-
kelige økonomiske ressourcer og uhindret adgang til alle
oplysninger og data fra de uafhængige kontrolfunktioner
samt risikostyringsfunktionen til at udføre sine arbejdsopga-
ver. Aflønningsudvalget bør endvidere samarbejde med an-
dre bestyrelsesudvalg, eksempelvis nominerings-, risiko- og
revisionsudvalget, såfremt deres aktiviteter kan have en be-
tydning for udformningen og efterlevelsen af virksomhedens
lønpolitik og -praksis.
Det foreslås med stk. 4, nr. 1, at aflønningsudvalget skal råd-
give bestyrelsen om udformning af virksomhedens lønpoli-
tik, bistå bestyrelsen med at påse overholdelsen af virksom-
hedens lønpolitik i praksis og vurdere, om virksomhedens
lønpolitik er opdateret, herunder hvis nødvendigt komme
med forslag til opdateringer af lønpolitikken.
Det er vigtigt, at virksomhedens lønpolitik er i overensstem-
melse med den faktiske situation, som virksomheden befin-
der sig i, og aflønningsudvalget skal efter det foreslåede nr.
1 også vurdere, om virksomhedens lønpolitik er passende
og opdateret på baggrund heraf, og i det omfang det er nød-
vendigt, komme med forslag til opdateringer af lønpolitik-
ken. Eksempelvis i tilfælde hvor virksomhedens lønpolitik
ikke giver mulighed for tildeling af variabel løn til direktio-
nen, og hvor virksomheden ønsker at tildele variabel løn til
direktionen, skal udvalget således foreslå, at lønpolitikken
opdateres, så den giver mulighed herfor. Opdateres lønpoli-
tikken, skal udvalget endvidere påse, at bestyrelsen forelæg-
ger den opdaterede lønpolitik for generalforsamlingen til
godkendelse.
Det foreslås i stk. 4, nr. 2, at aflønningsudvalget skal sikre,
at oplysningerne forelagt for det øverste organ om virksom-
hedens lønpolitik og -praksis samt oplysningerne efter §
146, stk. 1, nr. 3, litra a og b, er tilstrækkelige.
371
Oplysningerne i det foreslåede nr. 2 er tilstrækkelige, når de
giver et retvisende billede af virksomhedens aflønningsprak-
sis. Det vil sige, at oplysningerne skal beskrive den faktiske
aflønning i virksomheden.
Dette kan både være oplysninger, som forelægges skriftligt
for generalforsamlingen, eksempelvis virksomhedens lønpo-
litik, lønnoter til årsrapporten samt aflønningsrapporter, og
oplysninger, der forelægges mundtligt for generalforsamlin-
gen, som eksempelvis indgår i formandens beretning. Efter
det foreslåede nr. 2 skal udvalget ligeledes sikre, at oplys-
ningerne vedrørende forsikringsselskabets indstilling til at
fastsætte et højere maksimalt loft for væsentlige risikotage-
res variable løndele, som forelægges for generalforsamlin-
gen efter det foreslåede § 146, stk. 1, nr. 3 litra a og b, er
tilstrækkelige til, at generalforsamlingen kan tage en velin-
formeret beslutning.
Det foreslås i stk. 4, nr. 3, at aflønningsudvalget skal vur-
dere, om virksomhedens processer og systemer er tilstræk-
kelige og tager højde for virksomhedens risici, herunder
risici forbundet med forvaltning af kapital og likviditet, i
forhold til virksomhedens aflønningsstruktur, samt sikre, at
virksomhedens lønpolitik og -praksis er i overensstemmelse
med og fremmer en sund og effektiv risikostyring og er
i overensstemmelse med virksomhedens forretningsstrategi,
målsætninger, værdier og langsigtede interesser.
Udvalget skal i den forbindelse inddrage relevante afdelin-
ger og forretningsenheder og i øvrigt have de fornødne res-
sourcer til rådighed som beskrevet indledningsvis i bemærk-
ningerne til forslaget.
Virksomhedens interne processer og systemer er tilstrække-
lige, når virksomhedens oplysninger om bestyrelsens, direk-
tionens og øvrige ansattes aflønning kan konfigureres kor-
rekt, herunder skal relevante personer i virksomheden kunne
indsamle data fra virksomhedens systemer til brug for ek-
sempelvis indberetning af kvantitative data til Finanstilsynet
og offentliggørelse af kvalitative og kvantitative data om
aflønning i medfør af aflønningsbekendtgørelsen. Virksom-
hedens interne processer er tilstrækkelige, når de bidrager til
at sikre, at virksomhedens lønpolitik og -praksis understøtter
en sund og effektiv risikostyring i virksomheden.
Udvalget skal endvidere i medfør af det foreslåede nr. 3
sikre, at virksomhedens lønpolitik og -praksis er i overens-
stemmelse med og fremmer en god og effektiv risikostyring,
herunder sikre, at disse er i overensstemmelse med virksom-
hedens forretningsstrategi, målsætninger, værdier og lang-
sigtede interesser. Kravet om, at lønpolitikken skal være i
overensstemmelse med og fremme en god og effektiv risiko-
styring, medfører, at virksomheden skal fastlægge rammerne
for virksomhedens faktiske aflønning, herunder fastlægge,
om virksomheden vil anvende variabel løn. Virksomhedens
aflønningsordninger og -strukturer bør være i overensstem-
melse med virksomhedens forretningsstrategi, målsætninger,
værdier og langsigtede interesser. Udvalget bør vurdere, om
virksomheden har omsat lovgivningens krav til aflønning
til en lønpolitik, der fastlægger rammerne for aflønning af
virksomhedens ansatte set i forhold til virksomhedens for-
retningsmodel og -strategi samt de risici, der er forbundet
hermed. Udvalget bør endvidere vurdere, om der er elemen-
ter i virksomhedens lønpolitik og -praksis, der kan stride
mod risikostyringshensyn. Det er vigtigt, at udvalget i denne
forbindelse har de fornødne ressourcer til rådighed, som
er nærmere beskrevet indledningsvis i bemærkningerne til
forslaget.
Det foreslås i stk. 4, nr. 4, at aflønningsudvalget skal vurdere
virksomhedens og forretningsenhedernes samlede resultater
og sikre, at direktionen har evalueret de resultatkriterier,
der har dannet grundlag for beregningen af variabel løn til
virksomhedens andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig
indflydelse på virksomhedens risikoprofil, jf. § 146, stk. 4.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at udvalget skal
gennemgå virksomhedens og forretningsenhedernes samlede
årlige resultater på et overordnet niveau. Forslaget stiller
ikke krav om, at udvalget gennemgår resultatkriterier m.v.
helt ned i detaljen.
Det foreslås i stk. 4, nr. 5, at aflønningsudvalget skal kon-
trollere udvalgte evalueringer foretaget af direktionen, jf. nr.
4, for at teste, om betingelserne i § 146, stk. 4, er opfyldt.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at udvalget skal
sikre, at direktionen har lavet evalueringer (i praksis be-
nævnt “backtesting”) af variabel løn til andre ansatte, hvis
aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risi-
koprofil, jf. lovforslagets § 146, stk. 4. Udvalget skal således
kontrollere, at direktionen har lavet evalueringerne efter det
foreslåede § 146, stk. 4. Udvalget skal endvidere lave en
stikprøvekontrol af udvalgte evalueringer foretaget af direk-
tionen for at sikre, at dette er sket korrekt. Stikprøvekontrol-
len bør efter en konkret vurdering tage udgangspunkt i de
evalueringer, som har medført de største nedjusteringer eller
uregelmæssigheder i forhold til den på beregningstidspunk-
tet beregnede variable løndel.
Det foreslås i stk. 4, nr. 6, at aflønningsudvalget skal sik-
re, at de uafhængige kontrolfunktioner og andre relevante
funktioner inddrages, i det omfang det er nødvendigt for
gennemførelsen af opgaverne i nr. 1-5, og i det omfang det
er nødvendigt, søge ekstern rådgivning.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at de uafhængige
kontrolfunktioner og andre relevante funktioner, eksempel-
vis compliancefunktionen, inddrages, i det omfang det er
nødvendigt for, at udvalget kan udføre sine opgaver efter
372
de foreslåede bestemmelsers nr. 1-5, og i det omfang det er
nødvendigt, bør søge ekstern rådgivning.
Ekstern rådgivning vil eksempelvis kunne være fra personer,
der har erfaring med aflønningsreglerne for den finansielle
sektor.
Efter forslagets indledende bemærkninger bør aflønningsud-
valget have tilstrækkelige økonomiske ressourcer til at løse
sine arbejdsopgaver, herunder til ekstern rådgivning, såfremt
dette er nødvendigt.
I medfør af lovforslagets § 312, stk. 1, nr. 1, foreslås lovfor-
slagets § 151, stk. 4, strafbelagt med bøde. Ansvarssubjek-
tet i forhold til overtrædelse af den foreslåede § 151, stk.
4, er forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomhe-
den. Hvis eksempelvis aflønningsudvalget undlader at udfø-
re en væsentlig del af udvalgets opgaver, som er pålagt ud-
valget i medfør af det foreslåede stk. 4, og som er relevante
for den pågældende virksomhed, vil forsikringsselskabet el-
ler forsikringsholdingvirksomheden kunne straffes med bø-
de.
Det foreslås i stk. 5, at aflønningsudvalget kan varetage
andre opgaver vedrørende aflønning. Udvalget skal i det
forberedende arbejde varetage virksomhedens langsigtede
interesser, herunder også i forhold til investorer, og offent-
lighedens interesse.
Udvalget skal i forbindelse med dets arbejde fokusere på
virksomhedens langsigtede interesser. Det vil sige, at afløn-
ningsudvalget skal overveje, hvilke konsekvenser en virk-
somheds aflønning kan have på længere sigt. Hvad der skal
forstås ved “langsigtet”, afhænger af en konkret vurdering i
forhold til eksempelvis den pågældende virksomhed, dennes
forretningsmodel og dennes lønpolitik.
Andre opgaver kan eksempelvis være i forhold til inddragel-
se af eksterne konsulenter i forbindelse med håndtering af
en konkret sag om aflønning i virksomheden eller i forbin-
delse med udarbejdelse af virksomhedens lønpolitik, bonus-
programmer m.v. Direktionen bør her overveje, om det er
nødvendigt, at udvalget orienteres herom med henblik på at
kontrollere, om konsulenterne har den nødvendige eksperti-
se om aflønning indenfor den finansielle sektor.
Udvalget kan eksempelvis også komme med anbefalinger til
bestyrelsen om størrelsen på samt sammensætningen af af-
lønningen til den risikoansvarlige, den complianceansvarlige
og eventuelt den interne revision. En sådan anbefaling kan
være baseret på markedsstandarder for medarbejderkategori-
erne. Anbefalingerne skal iagttage kravene i aflønningsreg-
lerne.
I medfør af forslagets § 312, stk. 1, nr. 1, kan overtrædel-
ser af § 151, stk. 5, straffes med bøde. Ansvarssubjektet
i forhold til overtrædelse af den foreslåede § 151, stk.
5, er forsikringsselskabet og forsikringsholdingvirksomhe-
den. En overtrædelse af bestemmelsen kan f.eks. være, at
aflønningsudvalget ikke i det forberedende arbejde varetager
virksomhedens langsigtede interesser.
Det foreslås i stk. 6, at i virksomheder, der er omfattet af stk.
1, og hvor der er medarbejderrepræsentation i bestyrelsen i
medfør af reglerne i kapitel 8 i selskabsloven, skal mindst en
af disse repræsentanter være medlem af aflønningsudvalget
nedsat i medfør af stk. 1 eller 2.
Da aflønning er et centralt emne med betydning for alle
ansatte i eksempelvis et forsikringsselskab, er det vigtigt,
at medarbejderne er sikret indflydelse på bestyrelsens arbej-
de med at fastlægge virksomhedens lønpolitik. Det foreslås
derfor, at i virksomheder, der er omfattet af stk. 1, og hvor
der er medarbejderrepræsentation i bestyrelsen i medfør af
reglerne i selskabslovens kapitel 8, skal mindst en af dis-
se repræsentanter være medlem af aflønningsudvalget ned-
sat i medfør af stk. 1 eller 2. Ved at stille krav om, at
mindst et medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem skal deltage
i aflønningsudvalget, sikres det, at de medarbejdervalgte
bestyrelsesmedlemmer får indflydelse på udarbejdelsen af
virksomhedens lønpolitik i udvalget og også ved behandling
af andre aflønningsspørgsmål i udvalget. Det er den samlede
bestyrelse, der udpeger medlemmer af aflønningsudvalget,
herunder mindst et eventuelt medarbejdervalgt medlem.
Den foreslåede bestemmelse i § 151, stk. 2, giver mulighe-
der for at etablere et fælles aflønningsudvalg, hvis der er
flere virksomheder indenfor samme koncern, som har pligt
til at nedsætte et aflønningsudvalg i medfør af stk. 1. Dette
vil kunne medføre, at der nedsættes et fælles aflønningsud-
valg i en finansiel virksomhed, som er omfattet af pligten til
at nedsætte et aflønningsudvalg, men som ikke er omfattet
af reglerne om medarbejderrepræsentation i selskabslovens
kapitel 8. Hvis der etableres et fælles aflønningsudvalg i
medfør af § 151, stk. 2, 1. pkt., og en eller flere af de
omfattede virksomheder har medarbejdervalgte bestyrelses-
medlemmer i medfør af reglerne herom i selskabsloven, skal
et eller flere af disse bestyrelsesmedlemmer være medlem af
det fælles aflønningsudvalg.
De almindelige habilitetsregler finder anvendelse på besty-
relsens, herunder udvalgets, arbejde, og et bestyrelsesmed-
lem vil derfor ikke kunne deltage i behandlingen af afløn-
ningsspørgsmål, hvor den pågældende har en personlig og/
eller økonomisk interesse i resultatet.
Bestyrelsen skal fastlægge en lønpolitik for bestyrelsen, di-
rektionen og ansatte, hvis aktiviteter har indflydelse på virk-
somhedens risikoprofil (væsentlige risikotagere). Uanset at
373
lønpolitikken skal omfatte bestyrelsens egne forhold, anses
bestyrelsen ikke som inhabil i den sammenhæng.
For så vidt angår medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer
vil disse i kraft af deres bestyrelsespost automatisk anses
for at være væsentlige risikotagere. Men ud over bestyrel-
sesposten vil disse medarbejdere kunne være udpeget som
væsentlige risikotagere i kraft af deres daglige job i virk-
somheden.
Et medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem, der også er udpeget
som væsentlig risikotager i kraft af dennes daglige job i
virksomheden, vil kun kunne være omfattet af inhabilitets-
kravene, hvis beslutninger, der tages i aflønningsudvalget,
vedrører den ansatte selv, dvs. hvis den ansatte er udpeget
som væsentlige risikotager, og den pågældende beslutning
vil gælde for alle væsentlige risikotagere. Hvis beslutnin-
gen alene vedrører visse ansatte, eksempelvis ansatte i en
specifik afdeling, og den pågældende arbejder i en anden
afdeling, vil beslutningen i almindelighed ikke påvirke den
ansattes habilitet. Der kan dog også forekomme andre situa-
tioner, hvor den ansatte er inhabil, uden at beslutningen
vedrører vedkommende selv. Hvis beslutningen eksempelvis
vedrører et nærtstående familiemedlem, må den ansatte an-
ses for at være inhabil i forhold hertil.
Hvis beslutningen vedrører den ansatte, må det vurderes,
om den ansatte har en så åbenbar og væsentlig interesse i
beslutningen, at det kan være i strid med virksomhedens
interesse.
Der må foretages en konkret vurdering af, om beslutningen
vedrører generelle medarbejderrelaterede spørgsmål vedrø-
rende en større gruppe af ansatte, som ikke vil føre til
inhabilitet, eller om beslutningen særligt angår den enkelte
ansatte eller en mindre gruppe af ansatte, som kan føre til
inhabilitet. Det vil være afgørende, om indholdet af beslut-
ningen er af så åbenbar og væsentlig betydning for den
pågældende, at det må betragtes som tvivlsomt, om den
pågældende vil kunne agere uden at lade sig påvirke af sin
særlige egeninteresse. Dette kan eksempelvis være tilfældet,
hvis den pågældende er den eneste væsentlige risikotager i
virksomheden, eller hvis den pågældende er den eneste, der
vil blive berørt af den trufne beslutning.
I medfør af lovforslagets § 312, stk. 1, nr. 1, foreslås over-
trædelser af § 151, stk. 6, strafbelagt med bøde. Ansvarssub-
jektet i forhold til overtrædelse af den foreslåede § 151,
stk. 6, er forsikringsselskabet og forsikringsholdingvirksom-
heden. En overtrædelse af bestemmelsen kan være, at et
forsikringsselskab, der har medarbejderepræsentation i be-
styrelsen i medfør af reglerne i kapitel 8 i selskabsloven,
ikke udpeger mindst en af disse medarbejderepræsentanter
til at være medlem af aflønningsudvalget nedsat i medfør af
det foreslåede stk. 1 og 2.
Til § 152
Den gældende § 77 i lov om finansiel virksomhed bemyn-
diger erhvervsministeren til at fastsætte nærmere regler på
aflønningsområdet for forsikringsselskaber og forsikrings-
holdingvirksomheder. Bestemmelsen er anvendt til fastsætte
nærmere regler om definitionen af andre ansatte, hvis ak-
tiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risiko-
profil, om lønpolitik og aflønning, om forsikringsselskabers
og forsikringsholdingvirksomheders pligt til at offentliggø-
re oplysninger om aflønning af bestyrelsen, direktionen og
andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på
virksomhedens risikoprofil, og om aflønning, som tildeles
eller udbetales med henblik på udøvelse af forsikringsdistri-
bution.
Den foreslåede § 152 viderefører lov om finansiel virksom-
hed § 77 i. Den foreslåede bestemmelse medfører ikke mate-
rielle ændringer.
Aflønningsbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 16 af 4.
januar 2019, er udstedt med hjemmel i § 77 i og indeholder
nærmere regler om definitionen af andre ansatte, hvis aktivi-
teter har væsentlig indflydelse på forsikringsselskabers og
forsikringsholdingvirksomheders risikoprofil.
Det foreslås i stk. 1, at erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler for forsikringsselskaber og forsikringshol-
dingvirksomheder om definitionen af andre ansatte, hvis
aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risi-
koprofil.
Det foreslås i stk. 2, at erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler for forsikringsselskaber og forsikringshol-
dingvirksomheder om lønpolitik og aflønning af bestyrelsen,
direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsent-
lig indflydelse på virksomhedens risikoprofil, der supplerer
reglerne i artikel 258 og 275 i Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning 2015/35/EU af 10. oktober 2014 om sup-
plerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed (Solvens II).
Hjemmelsbestemmelserne i den foreslåede § 151 forudsæt-
tes at skulle anvendes til at udstede regler, der supplerer
reglerne i Solvens II-forordningens artikel 258 og 275 for
gruppe 1-forsikringsselskaber og for forsikringsholdingvirk-
somheder, der har et gruppe 1-forsikringsselskab som datter-
selskab. Artiklerne indeholder regler om aflønning, herunder
rammer for indholdet af selskabernes aflønningspolitik og
sammenhængen mellem aflønningspolitikken og selskaber-
nes risikostyring.
For gruppe 2-forsikringsselskaber vil hjemlen kunne benyt-
374
tes til at fastsætte regler, som svarer til reglerne i Solvens
II-forordningen.
Solvens II-forordningens artikel 258 og 275 indeholder be-
stemmelser om aflønning for gruppe 1-forsikringsselskaber
og for forsikringsholdingvirksomheder, der har et gruppe
1-forsikringsselskab som datterselskab, herunder rammer
for indholdet af selskabernes aflønningspolitik og sammen-
hængen mellem aflønningspolitikken og selskabernes risiko-
styring. Solvens II-forordningen indeholder herudover bl.a.
krav om, at dele af variable løndele skal udskydes i mindst 3
år, ligesom der stilles krav til mulighederne for at kræve ud-
betalte variable løndele tilbagebetalt, hvis forudsætningerne
for udbetaling har ændret sig.
Bemyndigelsen til at fastsætte nærmere regler om lønpolitik
og aflønning af bestyrelsen, direktionen og andre ansatte,
hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens
risikoprofil, er en videreførelse af § 77 i i lov om finansiel
virksomhed, der er udnyttet til at udstede bekendtgørelse
nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik og aflønning i forsik-
ringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder. Reglerne
i bekendtgørelsen supplerer, sammen med reglerne i lovfor-
slagets kapitel 13, rammerne i Solvens II-forordningen for
så vidt angår gruppe 1-forsikringsselskaber og forsikrings-
holdingvirksomheder, der har et gruppe 1-forsikringsselskab
som datterselskab, og indfører tilsvarende krav for gruppe 2-
forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder, der
ikke har gruppe 1-forsikringsselskab som datterselskab.
Det foreslås i stk. 3, at erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler om forsikringsselskabers og forsikringshol-
dingvirksomheders pligt til at offentliggøre oplysninger om
aflønning af bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis
aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risi-
koprofil.
Bemyndigelsen til at fastsætte nærmere regler om forsik-
ringsselskabers og forsikringsholdingvirksomheders pligt til
at offentliggøre oplysninger om deres aflønning af besty-
relsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har
væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil, er ud-
nyttet i aflønningsbekendtgørelsen, hvor der bl.a. er fastsat
nærmere regler om indberetningskravene.
Den gældende hjemmel i lov om finansiel virksomhed § 77
i, stk. 3, er udnyttet i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019
om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, forsik-
ringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser. Bekendt-
gørelsen vil fortsat være i kraft efter lovforslagets ikraftræ-
den, jf. lovforslagets § 322.
Pligten til at offentliggøre oplysninger om bestyrelsens,
direktionens og andre væsentlige risikotageres aflønning
vedrører både kvalitative og kvantitative oplysninger. De
kvalitative oplysninger er eksempelvis oplysninger om be-
slutningsprocessen i forbindelse med fastlæggelse af lønpo-
litikken, de vigtigste karakteristika ved aflønningssystemets
opbygning og resultatkriterier for tildeling af rettigheder til
aktier, optioner eller variable lønkomponenter. De kvantitati-
ve oplysninger er eksempelvis lønsummen i regnskabsåret
fordelt på fast og variabel løn og antal modtagere, den varia-
ble løns størrelse og form fordelt på kontant udbetaling, ak-
tier eller aktielignende instrumenter eller andet, størrelsen af
den udskudte aflønning fordelt på optjente og ikkeoptjente
andele og størrelsen af den udskudte aflønning, der er tildelt
i regnskabsåret, udbetalt og reduceret gennem resultatjuste-
ringer.
Det foreslås i stk. 4, at erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler for forsikringsselskaber om aflønning, som
tildeles eller udbetales med henblik på udøvelse af forsik-
ringsdistribution
Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse, hvorefter er-
hvervsministeren kan fastsætte nærmere regler for forsik-
ringsselskaber om aflønning, som tildeles eller udbetales
med henblik på udøvelse af forsikringsdistribution. Det vil
sige både virksomhedens aflønning af dens ansatte og beta-
linger til virksomheden for udøvelse af forsikringsdistributi-
on.
Den gældende hjemmel i lov om finansiel virksomhed er
udnyttet i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpo-
litik og aflønning i forsikringsselskaber, forsikringsholding-
virksomheder og firmapensionskasser. Det forventes, at be-
kendtgørelsen tilpasses som følge af, at reglerne om afløn-
ning i forbindelse med forsikringsdistribution videreføres i
dette kapital.
Til § 153
Den gældende § 126 b i lov om finansiel virksomhed fast-
lægger nærmere regler om gruppe 1-forsikringsselskabers
kapitalgrundlag, basiskapitalgrundlag og supplerende kapi-
talgrundlag.
Den foreslåede § 153 viderefører § 126 b i lov om finansiel
virksomhed med sproglige ændringer for at sikre en mere
direktivnær implementering af Solvens II-direktivets artikel
88. Der er med de sproglige ændringer til bestemmelsen
ikke tiltænkt materielle ændringer.
Bestemmelsen gennemfører dele af Solvens II-direktivets
artikel 87-89.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at gruppe 1-forsikringsselska-
375
bers kapitalgrundlag består af summen af basiskapitalgrund-
laget og det supplerende kapitalgrundlag.
Bestemmelsen fastlægger nærmere regler om gruppe 1-for-
sikringsselskabers kapitalgrundlag, basiskapitalgrundlag og
supplerende kapitalgrundlag. Kapitalen opdeles i tre klasser
efter nærmere fastsatte kriterier. Klasserne afspejler kapita-
lens kvalitet, hvor klasse 1-kapital er af højeste kvalitet. Det
er hensigtsmæssigt at have en opdeling i klasser og visse
begrænsninger i forhold til den kapital, der kan anvendes
til at dække henholdsvis solvenskapitalkravet og minimums-
kapitalkravet for at forhindre, at virksomheder bliver kapita-
liseret med kapital af forholdsvis lav kvalitet. Ved klassifi-
ceringen af kapitalen bliver det muligt at fastsætte rammer
for kvaliteten af det kapitalgrundlag, der kan anvendes til
at dække solvenskapitalkravet, og det basiskapitalgrundlag,
der kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at anvendelsen af det suppleren-
de kapitalgrundlag kræver Finanstilsynets godkendelse.
Kommissionen har som en del af niveau 2-reguleringen
vedtaget Kommissionens gennemførelsesforordning (EU)
2015/499 af 24. marts 2015 om gennemførelsesmæssige
tekniske standarder vedrørende de procedurer, der skal føl-
ges i forbindelse med tilsynsmyndighedernes meddelelse af
godkendelse af anvendelsen af elementer af det supplerende
kapitalgrundlag. Kommissionen er bemyndiget hertil i arti-
kel 92, stk. 1 og 2, i Solvens II-direktivet, som ændret ved
Omnibus II-direktivet.
Med lovforslagets § 312, stk. 1, foreslås det, at overtrædelse
af bestemmelsens 2. pkt. straffes med bøde.
Ansvarssubjektet er et gruppe 1-forsikringsselskab. Det in-
debærer, at et gruppe 1-forsikringsselskab kan straffes med
bøde, hvis det anvender det supplerende kapitalgrundlag
ved opgørelsen af kapitalgrundlaget uden Finanstilsynets
godkendelse.
Det foreslås i stk. 2, at basiskapitalgrundlaget består af de
oplistede elementer.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at basiskapitalgrundlaget består af
summen af det beløb, hvormed værdien af aktiver overstiger
værdien af passiver, værdiansat i henhold til regler fastsat
i medfør af § 132, stk. 2, og § 158, stk. 5, og reduceret
med værdien af egne aktier, der ejes af gruppe 1-forsikrings-
selskabet.
Det foreslåede medfører, at beløbet vil skulle opgøres ef-
ter regler udstedt i medfør af forslagets § 158, stk. 5, om
værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikrings-
mæssige hensættelser til solvens.
Beløbet, hvormed værdien af aktiver overstiger værdien af
passiver, fratrækkes værdien af egne aktier, der ejes af for-
sikringsselskabet og tillægges værdien af efterstillet gæld,
der i tilfælde af låntagers konkurs træder tilbage i forhold til
øvrige kreditorer, men ikke for egenkapital.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at basiskapitalgrundlaget består af
efterstillet gæld.
Det foreslåede indebærer, at opgørelsen efter det foreslåede
nr. 1 skal tillægges værdien af efterstillet gæld ved opgørel-
sen af basiskapitalgrundlaget.
De foreslåede elementer i stk. 2 er kumulative, dvs. at begge
elementer indgår i opgørelsen af basiskapitalgrundlaget.
Det foreslås i stk. 3, at det supplerende kapitalgrundlag be-
står af kapital, der ikke medregnes i basiskapitalgrundlaget,
og som kan benyttes til dækning af tab.
Det kan blandt andet omfatte ikke-indbetalt aktiekapital el-
ler garantikapital, remburser, garantier samt andre retligt
bindende tilsagn modtaget af forsikringsselskabet, forudsat
at de ikke er en del af basiskapitalgrundlaget.
Ved gensidige selskaber med variable bidrag kan det supple-
rende kapitalgrundlag også omfatte fremtidige fordringer,
som selskabet kan have på sine medlemmer i form af krav
om ekstrabidrag indenfor de følgende 12 måneder.
EIOPA har som en del af niveau 3-reguleringen desuden
udstedt retningslinjer for supplerende kapitalgrundlag, der
vedrører artikel 89, 90, 93-96, 226 og 235 i Solvens II-di-
rektivet samt artikel 62-67, 74-75, 78-79 i Kommissionens
delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om
supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings-
og genforsikringsvirksomhed (Solvens II). Retningslinjerne
er rettet til tilsynsmyndigheder i henhold til Solvens II-di-
rektivet.
Det fremgår af stk. 4, at Europa-Kommissionen fastsætter
i medfør af artikel 97 i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang
til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed
(Solvens II), hvilken kapital der kan indgå i kapitalgrundla-
get. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der ønsker at anvende
anden kapital, skal ansøge om forudgående godkendelse fra
Finanstilsynet.
Kommissionen har fastlagt denne liste som en del af niveau
2-reguleringen ved vedtagelsen af Kommissionens delegere-
de forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om sup-
376
plerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed (Solvens II). Kommissionen er
bemyndiget hertil i artikel 97, stk. 2, i Solvens II-direktivet,
som ændret ved Omnibus II-direktivet.
EIOPA har som en del af niveau 3-reguleringen desuden
udstedt retningslinjer for klassificering af kapitalgrundlag,
der vedrører artikel 93-95 i Solvens II-direktivet og arti-
kel 69-73, 76-77, 79 og 82 i Kommissionens delegerede
forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supple-
rende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed (Solvens II). Retningslinjerne er
rettet til tilsynsmyndigheder i henhold til Solvens II-direkti-
vet og har til formål at vejlede om, hvordan listerne over
elementer af kapitalgrundlaget og de faktorer, der benyttes
til klassificering for hvert tier, bør anvendes. Endvidere skit-
serer retningslinjerne procedurerne for klassificering af ka-
pitalgrundlag, herunder tilsynsmyndighedernes forudgående
godkendelse af elementer, der ikke er med på listerne over
elementer af kapitalgrundlaget.
Formålet med Kommissionens liste og Finanstilsynets god-
kendelse er at sikre, at den kapital, der medregnes i kapital-
grundlaget, er af en passende kvalitet og dermed er egnet
til at dække solvenskapitalkravet. Dette skal medvirke til
at forhindre, at forsikringsselskaber bliver kapitaliseret med
kapital af forholdsvis lav kvalitet.
Finanstilsynet vil i sin godkendelse af kapital, der ikke frem-
går af Kommissionens liste, tage en række faktorer i betragt-
ning. Finanstilsynet vil blandt andet vurdere, om kapitalen
kan dække tab og dermed bidrage til et forsikringsselskabs
fortsatte drift (going concern).
Med lovforslagets § 312, stk. 1, foreslås det, at overtrædelse
af den foreslåede bestemmelses 2. pkt. straffes med bøde.
Ansvarssubjektet er et gruppe 1-forsikringsselskab. Det in-
debærer, at et gruppe 1-forsikringsselskab, der undlader at få
Finanstilsynets forudgående godkendelse af anden kapital,
end kapital anført i lovforslagets § 153, kan straffes med
bøde.
Det foreslås i stk. 5, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere
regler for gruppe 1-forsikringsselskabers opgørelse af kapi-
talgrundlaget.
Hjemlen forudsættes benyttet til at gennemføre regler om
opgørelse af kapitalgrundlaget i Solvens II-direktivet, navn-
ligt artikel 90 og 91 i Solvens II-direktivet.
Den foreslåede hjemmel er en videreførelse af § 126 b,
stk. 5, der er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr.
620 af 1. juni 2017 om opgørelse af kapitalgrundlag for
gruppe 1-forsikringsselskaber m.v., der indeholder regler om
kapitalgrundlaget, basiskapitalgrundlaget og det supplerende
kapitalgrundlag. Derudover indeholder bekendtgørelsen reg-
ler om det kapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække
henholdsvis solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet
i forslagets §§ 153 og 154 samt nærmere regler om kapital-
grundlagselementerne og Finanstilsynets godkendelse af det
supplerende kapitalgrundlag.
Der henvises desuden til bemærkningerne til dette forslags
§ 154, stk. 6, og § 155, stk. 7, for nærmere information om
indholdet af bekendtgørelsen.
Til § 154
Den gældende § 126 c i lov om finansiel virksomhed fast-
lægger nærmere bestemmelser om gruppe 1-forsikringssel-
skabers opgørelse af solvenskapitalkravet.
Den foreslåede § 154 viderefører lov om finansiel virksom-
heds § 126 c uden ændringer.
Bestemmelsen gennemfører dele af Solvens II-direktivets
artikel 100-102 og 119.
Det foreslås i stk. 1, at gruppe 1-forsikringsselskabers besty-
relse og direktion skal sikre, at selskabet til enhver tid har
et kapitalgrundlag, som dækker det af selskabet opgjorte
solvenskapitalkrav, jf. stk. 2.
Solvenskapitalkravet skal sætte forsikringsselskabet i stand
til at dække betydelige tab og give forsikringstagerne og
de begunstigede en betryggende sikkerhed for, at forfaldne
betalinger vil blive effektueret.
Den måde, hvorpå solvenskapitalkravet opgøres, enten ved
anvendelse af standardformlen, jf. forslagets § 9, stk. 1, nr.
28, eller ved anvendelse af en af Finanstilsynet godkendt
intern model, afspejler den risiko, gruppe 1-forsikringssel-
skabet har påtaget sig, samt den risiko, selskabet forventer
at påtage sig de kommende 12 måneder. For den eksisteren-
de virksomhed, som gruppe 1-forsikringsselskabet udøver,
afspejler solvenskapitalkravet alene uventede tab, da de
forventede tab antages at være indeholdt i selskabets pris-
sætning. For den virksomhed, gruppe 1-forsikringsselskabet
forventes at udøve over de kommende 12 måneder, afspejler
solvenskapitalkravet derimod både forventede og uventede
tab.
Det fremgår af præamblen til Solvens II-direktivet, at for at
fremme god risikostyring skal solvenskapitalkravet fastlæg-
377
ges som den økonomiske kapital, som forsikringsselskabet
skal råde over for at sikre, at der højst forekommer en
konkurssituation i hvert 200. tilfælde. Dette svarer til, at
forsikringsselskabet med en sandsynlighed på mindst 99,5
pct. kan opfylde forpligtelserne over for forsikringstagerne
og de begunstigede i de følgende 12 måneder, kaldet VaR
99,5 pct. på 12 måneders sigt. Denne økonomiske kapital
opgøres på grundlag af forsikringsselskabets risikoprofil
under hensyntagen til virkningerne af eventuelle risikobe-
grænsende teknikker, såsom genforsikring og finansielle af-
dækningsinstrumenter, samt diversifikationseffekter. En di-
versifikationseffekt kan beskrives som en effekt, der opstår,
når forskellige investeringer i en portefølje ikke udvikler sig
i samme retning.
Et tab på en investering kan blive modsvaret af gevinster
på andre investeringer, og dermed bliver udsvingene på den
samlede portefølje mindre end summen af risiciene i de
enkelte investeringer.
Diversifikationseffekten kan optimeres ved at sprede inve-
steringerne i porteføljen, da det reducerer betydningen af, at
en enkelt investering eventuelt falder markant.
Med lovforslagets § 312, stk. 2, foreslås det, at overtrædelse
af det foreslåede stk. 1 kan straffes med bøde eller fængsel
indtil fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning.
Ansvarssubjektet er medlemmer af bestyrelsen eller direkti-
onen i et gruppe 1-forsikringsselskab. Det betyder, at med-
lemmerne af bestyrelsen eller direktionen i et gruppe 1-for-
sikringsselskab kan straffes med bøde eller fængsel indtil fi-
re måneder, hvis de ikke sikrer, at selskabet til enhver tid har
et kapitalgrundlag, som dækker det solvenskapitalkrav, som
selskabet har opgjort, jf. det foreslåede stk. 2. Den strafbare
handling kan bestå i at undlade at træffe nødvendige og/eller
tilstrækkelige foranstaltninger til at sikre, at selskabet har et
kapitalgrundlag som krævet i henhold til bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 2, at solvenskapitalkravet opgøres enten
ved anvendelse af standardformlen eller ved anvendelse af
en af Finanstilsynet godkendt intern model, jf. dog stk. 4.
De overordnede rammer for standardformlen fremgår af
Solvens II-direktivets artikel 103-109, som ændret ved Om-
nibus II-direktivet, der er gennemført på bekendtgørelsesni-
veau, jf. bemyndigelsen i stk. 6.
Selve standardformlen er fastlagt af Kommissionen som en
del af niveau 2-reguleringen ved vedtagelsen af Kommis-
sionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober
2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af for-
sikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II). Kom-
missionen er bemyndiget hertil i artikel 111 i Solvens II-di-
rektivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet.
EIOPA har som en del af niveau 3-reguleringen desuden
udstedt retningslinjer for delmodulet for sygeforsikringska-
tastroferisici, der vedrører artikel 105, stk. 4, i Solvens II-di-
rektivet samt artikel 160-163 og bilag VI i Kommissionens
delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om
supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings-
og genforsikringsvirksomhed (Solvens II). Retningslinjerne
er rettet til tilsynsmyndigheder i henhold til Solvens II-di-
rektivet og har til formål at fremme konvergerende praksis
på tværs af medlemsstaterne samt hjælpe selskaber med på
en hensigtsmæssig måde at identificere og beregne de kvan-
titeter, der indgår i beregningen af kapitalkravet for sygefor-
sikringskatastrofer i forskellige scenarier og situationer.
Et gruppe 1-forsikringsselskab har også mulighed for at an-
vende en af Finanstilsynet godkendt intern model, som sel-
skabet selv udvikler, til at opgøre solvenskapitalkravet. De
overordnede rammer for interne modeller fremgår af Sol-
vens II-direktivets artikel 112, 113 og 115-126, som ændret
ved Omnibus II-direktivet, der er gennemført på bekendtgø-
relsesniveau, jf. bemyndigelsen hertil i stk. 6. For at opnå
godkendelse skal den interne model opfylde en række be-
tingelser, der dels fremgår på bekendtgørelsesniveau, dels
i nærmere regler fastsat af Kommissionen som en del af
niveau 2-reguleringen ved vedtagelsen af Kommissionens
delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014
om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsik-
rings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) og Kom-
missionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/460 af 19.
marts 2015 om gennemførelsesmæssige tekniske standarder
for så vidt angår proceduren for godkendelse af en intern
model. Kommissionen er bemyndiget hertil i artikel 114 i
Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet.
Solvenskapitalkravet opgøres ud fra den forudsætning, at
selskabet fortsat vil udøve virksomhed, altså på going con-
cern-basis.
Med lovforslagets § 312, stk. 2, foreslås det, at overtrædelse
af det foreslåede stk. 2 kan straffes med bøde eller fængsel
indtil fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning.
Ansvarssubjektet er medlemmer af et gruppe 1-forsikrings-
selskab. Den strafbare handling består i, at solvenskapital-
kravet opgøres i strid med standardformlen eller ved anven-
delse af en intern model, der ikke er godkendt af Finanstil-
synet.
378
Det foreslås i stk. 3, at gruppe 1-forsikringsselskaber, der
anvender standardformlen, kan anvende selskabsspecifikke
parametre ved opgørelsen af solvenskapitalkravet, hvis Fi-
nanstilsynet godkender dette.
Bestemmelsen giver et gruppe 1-forsikringsselskab mulig-
hed for at anvende selskabsspecifikke parametre ved opgø-
relsen af solvenskapitalkravet og dermed justere nogle af de
parametre, der anvendes i standardformlen. Dette skal sikre,
at standardformlen i et vist omfang kan tilpasses selskaber-
nes specifikke forhold. Anvendelsen af selskabsspecifikke
parametre skal godkendes af Finanstilsynet.
Kommissionen har fastlagt nærmere regler for tilsynsmyn-
dighedernes godkendelse af selskabsspecifikke parametre
som en del af niveau 2-reguleringen ved vedtagelsen af
Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/498
af 24. marts 2015 om gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder vedrørende tilsynsmyndighedernes godkendelsespro-
cedurer for anvendelse af virksomhedsspecifikke parame-
tre. Kommissionen er bemyndiget hertil i artikel 111, stk.
2, i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direk-
tivet.
Med lovforslagets § 312, stk. 2, foreslås det, at overtrædelse
af det foreslåede stk. 3 kan straffes med bøde eller fængsel
indtil fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning.
Ansvarssubjektet er et gruppe 1-forsikringsselskab. Den
strafbare handling består i at anvende selskabsspecifikke
parametre ved opgørelsen af solvenskapitalkravet uden Fi-
nanstilsynets godkendelse.
Det foreslås i stk. 4, at afviger gruppe 1-forsikringsselska-
bets risikoprofil væsentligt fra de forudsætninger, der ligger
til grund for standardformlen, kan Finanstilsynet kræve, at
selskabet anvender en godkendt intern model til opgørelse af
solvenskapitalkravet for de relevante risikomoduler.
Bestemmelsen gennemfører artikel 110 i Solvens II-direkti-
vet.
Med risikomoduler forstås eksempelvis markedsrisici, mod-
partsrisici og forsikringsrisici for henholdsvis skadesforsik-
ring og livsforsikring.
Ved vurdering af, om selskabets risikoprofil afviger væsent-
ligt fra standardformlen, vil Finanstilsynet vurdere, om det
er sandsynligt, at selskabet på baggrund af afvigelserne kan
opretholde en effektiv virksomhedsstyring i overensstem-
melse med lovforslagets § 132.
Denne mulighed tænkes anvendt, hvis opgørelsen af solven-
skapitalkravet ved at anvende standardformlen ikke giver et
retvisende billede, og hvis Finanstilsynet på den baggrund
vurderer, at en anvendelse af standardformlen er uhensigts-
mæssig. Finanstilsynet kan således kræve, at selskabet udar-
bejder en intern model i overensstemmelse med de kriterier,
der vil blive fastlagt i henhold til § 154, stk. 6.
I perioden indtil virksomheden har rettet op på forholdet
eller udarbejdet den interne model for de relevante risiko-
moduler, kan Finanstilsynet fastsætte et kapitaltillæg som
beskrevet i forslagets § 277.
Det foreslås i stk. 5, 1. pkt., at gruppe 1-forsikringsselskabet
som minimum skal opgøre solvenskapitalkravet en gang år-
ligt og herefter skal indberette resultatet til Finanstilsynet.
Det foreslås i 2. pkt., at selskabet ved ændringer af væsentlig
betydning for det opgjorte solvenskapitalkrav skal foretage
en ny opgørelse og øjeblikkeligt herefter indberette resulta-
tet til Finanstilsynet.
Bestemmelsen er i overensstemmelse med artikel 102, stk.
1, 1. afsnit, i Solvens II-direktivet.
Fristen for indberetning til Finanstilsynet følger de frister,
som er fastlagt i Solvens II-forordningen for afgivelse af
kvantitative indberetningsskemaer, jf. artikel 312, stk. 1, li-
tra c. Efter artikel 312, stk. 1, litra c, skal de årlige kvantita-
tive indberetningsskemaer forelægges tilsynsmyndighederne
indenfor de frister, der er fastsat i artikel 308 b, stk. 5, i
Solvens II-direktivet, og efter den overgangsperiode, der er
fastsat i artikel 308 b, stk. 5, senest 14 uger efter selskabets
regnskabsårs afslutning.
For at vurdere, om der er sket ændringer af væsentlig be-
tydning, skal gruppe 1-forsikringsselskabet løbende vurdere
forudsætningerne og metoden, der ligger til grund for opgø-
relsen af solvenskapitalkravet. Selskabet skal eksempelvis
vurdere, om negative udviklinger i markedet eller ændringer
i selskabets strategi, forretningsområde, forsikringsmæssige
betingelser eller andre forhold har betydning for opgørelsen.
Der er ikke med bestemmelsen tilsigtet en indholdsmæssig
forskel i anvendelsen af ordet »øjeblikkeligt« i lovteksten
i modsætning til direktivets anvendelse af ordet »omgåen-
de«. Ordet »øjeblikkeligt« er tillige anvendt i forbindelse
med det tilsvarende krav på soloniveau, jf. direktivets artikel
102, stk. 1, 4. afsnit, og forslagets § 126 c, stk. 5. Anven-
delsen af forskellige ord i den danske udgave af direktivet
kan ikke antages at tilsigte en indholdsmæssig forskel, idet
den engelske version af direktivet benytter samme sprog-
brug i forhold til kravet, jf. artikel 102, stk. 1, 4. afsnit,
og artikel 219, stk. 2, 1. afsnit, der begge steder anvender
379
vendingen »without delay«. For at sikre overensstemmelse
i sprogbrugen i de danske regler anvendes »øjeblikkeligt«
begge steder. Den nærmere afgrænsning af »øjeblikkelig«
må ske i praksis, men vil skulle ske i overensstemmelse med
den gængse opfattelse af ordet. Kravet vurderes at indebære,
at genberegningen af solvenskapitalkravet skal ske uden op-
hold og dermed straks efter konstatering af de væsentlige
ændringer.
Med lovforslagets § 312, stk. 1, foreslås det, at overtrædelse
af det foreslåede stk. 5 kan straffes med bøde.
Ansvarssubjektet er et gruppe 1-forsikringsselskab. Det be-
tyder, at et gruppe 1-forsikringsselskab kan straffes med
bøde, hvis det ikke minimum én gang årligt opgør og indbe-
retter resultatet af solvenskapitalkravet til Finanstilsynet. På
samme måde betyder det, at et gruppe 1-forsikringsselskab
kan straffes med bøde, hvis det undlader at foretage en ny
opgørelse af solvenskapitalkravet, når der er ændringer af
væsentlig betydning til opgørelsen, eller hvis det undlader
øjeblikkelig efter en sådan opgørelse at indberette resultatet
af solvenskapitalkravet til Finanstilsynet.
Det foreslås i stk. 6, at Finanstilsynet kan fastsætte nærme-
re regler om det kapitalgrundlag, som kan anvendes til at
dække solvenskapitalkravet, om opgørelsen af solvenskapi-
talkravet ved anvendelsen af standardformlen og om krite-
rierne for Finanstilsynets godkendelse og opgørelse af en
intern model.
Det foreslåede stk. 6 viderefører den gældende bestemmelse
i § 126 c, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed, der er
benyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 1164 af 31. oktober
2017 om opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse
af standardformlen for gruppe 1-forsikringsselskaber m.v.
og bekendtgørelse nr. 1165 af 31. oktober 2017 om opgørel-
se af solvenskapitalkravet ved anvendelse af en intern model
for gruppe 1-forsikringsselskaber m.v.
I bekendtgørelsen om opgørelse af kapitalgrundlag for grup-
pe 1-forsikringsselskaber m.v fastsættes en opdeling af ka-
pitalgrundlagselementerne i tre klasser. Opdelingen sker
blandt andet på baggrund af, at ikke al kapital effektivt kan
dække tab og dermed bidrage til et forsikringsselskabs fort-
satte drift (going concern). Der er derfor behov for, at ka-
pitalen klassificeres i overensstemmelse med nærmere fast-
satte kvalitetskriterier. Indregningen af kapital i de enkelte
klasser sker efter nærmere fastsatte kriterier. Bestemmelser-
ne i bekendtgørelsen bidrager til, at artiklerne 93-96 og 98 i
Solvens II-direktivet gennemføres.
I forhold til behandlingen af særlige bonushensættelser er
der ved gennemførelsen af Solvens II-direktivet sket en
ændring. Særlige bonushensættelser af type B i forsikrings-
selskaber, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirk-
somhed, kunne under den tidligere gældende regulering i
bekendtgørelse nr. 1112 af 9. oktober 2014 om opgørelse af
basiskapital for forsikringsselskaber og kapitalgrundlag for
visse fondsmæglerselskaber indregnes som en del af kerne-
kapitalen og anses som en del af de forsikringsmæssige hen-
sættelser. Dette har blandt andet den konsekvens, at de er en
del af de samlede forpligtelser, for hvilke der skal registreres
aktiver, jf. forslagets § 220. Der var således mulighed for
at opbygge en ekstra overdækning i registeret over aktiver,
som følge af at der skulle registreres aktiver til fordel for
særlige bonushensættelser.
Med Solvens II-direktivet anses særlige bonushensættelser
som kapital, der kan klassificeres som kapital af højeste
kvalitet, hvis kriterierne herfor er opfyldt. Denne kapital
kan, i modsætning til tidligere, ikke samtidig anses som
forpligtelser. Det betyder, at der ikke længere registreres
aktiver til fordel for de særlige bonushensættelser. I stedet
vil forsikringstagerne være beskyttet via det risikobaserede
solvenskapitalkrav.
Kommissionen har fastlagt nærmere regler for anerkendelse
af kapitalgrundlag som en del af niveau 2-reguleringen ved
vedtagelsen af Kommissionens delegerede forordning (EU)
2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang
til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed
(Solvens II). Kommissionen er bemyndiget hertil i artikel 99
i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direkti-
vet.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 153, stk.
5, og § 155, stk. 7, for nærmere information om indholdet af
bemyndigelserne.
Bekendtgørelse nr. 1164 af 31. oktober 2017 om opgørelse
af solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen
fastsætter de nærmere regler for anvendelsen af standard-
formlen. Standardformlen opdeler forsikringsselskabets risi-
ci i risikokategorier. De enkelte risikokategorier i solvenska-
pitalkravet er opgjort således, at selskabet har mulighed for
med en sandsynlighed på mindst 99,5 pct. at opfylde for-
pligtelserne over for forsikringstagerne og de begunstigede
i de følgende 12 måneder, også kaldet VaR 99,5 pct. på 12
måneders sigt.
Risiciene i hver enkelt risikokategori vurderes, hvorefter
de lægges sammen. Ved sammenlægningen tages der højde
for diversifikationseffekterne. En diversifikationseffekt kan
beskrives som en effekt, der opstår, når forskellige risici i
en portefølje ikke udvikler sig i samme retning. Et tab på
en investering kan blive modsvaret af gevinster på andre
investeringer, og dermed bliver udsvingene på den samlede
portefølje mindre end summen af risiciene i de enkelte inve-
steringer. Diversifikationseffekterne er udtrykt ved brug af
380
korrelationskoefficienter, det vil sige kvantitative mål for af-
hængighed mellem risiciene. Sammenlægningen af risikoka-
tegorierne ved brug af korrelationskoefficienterne resulterer
i et samlet solvenskapitalkrav, der også opfylder VaR 99,5
pct. på 12 måneders sigt.
Hvis forsikringsselskabets risikoprofil afspejles bedre ved
anvendelsen af selskabsspecifikke parametre, tillades dette
for udvalgte risikokategorier, som dækker forsikringsrisici,
under den forudsætning at sådanne parametre er opgjort ved
brug af relevante, præcise og fyldestgørende data. Selska-
bets specifikke parametre skal godkendes af Finanstilsynet,
men er ikke underlagt samme godkendelsesprocedure som
en intern model.
For at afspejle små og mindre komplekse forsikringsselska-
bers særlige situation er der mulighed for at anvende for-
enklede metoder til opgørelse af solvenskapitalkravet ved
anvendelse af standardformlen.
Bekendtgørelse nr. 1164 af 31. oktober 2017 om opgørelse
af solvenskapitalkravet ved anvendelse af en intern model
indeholder en række bestemmelser om opgørelse og god-
kendelse af interne modeller. En godkendelse fra Finans-
tilsynet kræver, at selskabets systemer til identificering,
måling, overvågning, styring og rapportering af risici er
tilfredsstillende. Mere specifikt skal den interne model i
tilstrækkelig grad anvendes i selskabet, opfylde statistiske
kvalitets- og kalibreringsstandarder til sikring af, at solven-
skapitalkravet opgøres på et givent beskyttelsesniveau, samt
forklare årsagerne og kilderne til overskud og tab. Desuden
skal den interne model og dens output løbende valideres,
og modellen skal dokumenteres, således at en tredjepart kan
forstå den.
Til § 155
Den gældende § 126 d i lov om finansiel virksomhed fast-
lægger nærmere bestemmelser om gruppe 1-forsikringssel-
skabers opgørelse af minimumskapitalkravet.
Den foreslåede § 155 viderefører lov om finansiel virksom-
heds § 126 d uden ændringer.
Den foreslåede § 155, stk. 5, nr. 1-5, indeholder nedre græn-
se for minimumskapitalkravet for gruppe 1-forsikringssel-
skaber, der er enslydende med de grænser, der foreslås ved
forslag til lov om ændring af lov om forbrugslånsvirksomhe-
der, kreditaftaleloven, lov om en garantifond for skadesfor-
sikringsselskaber og forskellige andre love (Indgreb over for
kreditter, der ydes rentefrit og uden andre omkostninger, ud-
videlse af dækningsområde for Garantifonden for skadesfor-
sikringsselskaber til at omfatte livsforsikringsselskaber, der
udøver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed i Danmark og
til at omfatte motoransvarsforsikringer m.v.). Lovforslaget
blev fremsat for folketinget den 15. marts 2023 og forventes
at træde i kraft den 1. juli 2023.
Det følger af artikel 300 i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsik-
rings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) 2021/C
423/12, at de beløb, der er udtrykt i euro i direktivet, re-
videres hvert femte år ved at forhøje grundbeløbet i euro
med den procentuelle ændring i samtlige medlemsstaters al-
mindelige harmoniserede forbrugerprisindeks. Der anvendes
i Solvens II-direktivet bl.a. beløbsgrænser til afgrænsning
af direktivets anvendelsesområde og som absolutte og be-
løbsmæssigt fastlagte minimumsgrænser for forsikringssel-
skabers kapitalkrav. For at tage højde for inflation bør disse
beløb således kunne justeres, hvilket sker ved, at Kommis-
sionen meddeler de reviderede beløb. Solvens II-direktivet
har fundet anvendelse siden 1. januar 2016, og den første
femårige periode gik fra 31. december 2015 til 31. december
2020. Beløbene blev derfor revideret af Kommissionen i
2021.
Bestemmelsen gennemfører Solvens II-direktivets artikel
128 og 129, som ændret ved Omnibus II-direktivet.
Det foreslås i stk. 1, at gruppe 1-forsikringsselskabers besty-
relse og direktion skal sikre, at selskabet til enhver tid har et
basiskapitalgrundlag, som dækker det af selskabet opgjorte
minimumskapitalkrav.
Der er større krav til kvaliteten af det basiskapitalgrundlag,
der skal dække minimumskapitalkravet, end til det kapital-
grundlag, der skal dække solvenskapitalkravet, jf. herom
forslagets § 154.
Minimumskapitalkravet sikrer et minimumsniveau, som ba-
siskapitalgrundlaget mindst skal opfylde. Hvis basiskapital-
grundlaget ikke dækker minimumskapitalkravet, vil forsik-
ringstagerne og de begunstigede være udsat for en høj risiko
for ikke at blive fyldestgjort, hvis forsikringsselskabet tilla-
des at fortsætte sin virksomhed.
Solvens II-direktivet fastsætter de overordnede rammer for
opgørelsen af minimumskapitalkravet. Det fremgår heraf, at
minimumskapitalkravet opgøres som en simpel funktion af
selskabets forsikringsmæssige hensættelser, bruttopræmier
og risikosummer. Hver af disse størrelser ganges med en
faktor for at finde det samlede minimumskapitalkrav. Fakto-
ren er fastsat således, at selskabet har mulighed for med en
sandsynlighed på mindst 85 pct. at opfylde sine forpligtelser
over for forsikringstagerne og de begunstigede i de følgende
12 måneder, kaldet VaR 85 pct. på 12 måneders sigt.
Kommissionen har fastlagt nærmere regler for opgørelsen af
381
minimumskapitalkravet som en del af niveau 2-reguleringen
ved vedtagelsen af Kommissionens delegerede forordning
(EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler
til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II). Kommissionen er bemyndiget hertil i
artikel 130 i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus
II-direktivet.
Med lovforslagets § 312, stk. 2, foreslås det, at overtrædelse
af det foreslåede stk. 1 kan straffes med bøde eller fængsel
indtil fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning.
Ansvarssubjektet er medlemmer af bestyrelsen eller direkti-
onen i et gruppe 1-forsikringsselskab. Det betyder, at med-
lemmerne af bestyrelsen eller direktionen i et gruppe 1-for-
sikringsselskab kan straffes med bøde eller fængsel indtil
fire måneder, hvis de ikke sikrer at selskabet til enhver tid
har et basiskapitalgrundlag, som dækker det minimumskapi-
talkrav, som selskabet har opgjort. Den strafbare handling
kan bestå i at undlade at træffe nødvendige og/eller tilstræk-
kelige foranstaltninger til at sikre, at selskabet har et basi-
skapitalgrundlag som krævet i henhold til bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 2, at minimumskapitalkravet skal udgøre
det største af beløbene i stk. 3 og det største af de for
selskabet relevante beløb i stk. 5.
Minimumskapitalkravet fastsættes således ved, at selskabet
foretager en opgørelse i overensstemmelse med regler fast-
sat af Kommissionen i medfør af artikel 130 i Solvens
II-direktivet, jf. herom nedenfor under bemærkningerne til
stk. 3, og sammenligner denne med den nedre grænse for
minimumskapitalkravet, der gælder for det pågældende sel-
skab. Hvilken nedre grænse der gælder for det konkrete
forsikringsselskab, afhænger af, hvilken virksomhed forsik-
ringsselskabet udøver, jf. nedenfor under bemærkningerne
til stk. 5.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at Europa-Kommissionen i med-
før af artikel 130 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II) fastsætter regler for, hvordan gruppe 1-forsikringsselska-
berne skal opgøre minimumskapitalkravet.
Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at det opgjorte minimumska-
pitalkrav ikke må udgøre under 25 pct. eller over 45 pct.
af selskabets solvenskapitalkrav opgjort i overensstemmelse
med § 155 og inklusive ethvert kapitaltillæg, som Finanstil-
synet påbyder i henhold til § 277.
Det foreslås i 3. pkt., at ligger det faktisk opgjorte mini-
mumskapitalkrav under 25 pct. af selskabets solvenskapital-
krav, vil minimumskapitalkravet blive fastsat til 25 pct. Lig-
ger det faktisk opgjorte minimumskapitalkrav over 45 pct.
af selskabets solvenskapitalkrav, vil minimumskapitalkravet
blive fastsat til 45 pct.
Formlen for det opgjorte minimumskapitalkrav er fastsat så-
ledes, at minimumskapitalkravet i de fleste tilfælde vil ligge
indenfor 25 pct. og 45 pct. af solvenskapitalkravet inklusive
kapitaltillæg. Ligger det faktisk opgjorte minimumskapital-
krav uden for disse grænser, vil minimumskapitalkravet bli-
ve fastsat til enten 25 pct. eller 45 pct., afhængig af om det
faktisk opgjorte minimumskapitalkrav ligger under 25 pct.
eller over 45 pct. Hvis det faktisk opgjorte minimumskapi-
talkrav eksempelvis ligger på 48 pct., vil det blive fastsat til
45 pct., og omvendt vil minimumskapitalkravet blive fastsat
til 25 pct., hvis det faktisk opgjorte minimumskapitalkrav
eksempelvis ligger på 21 pct.
Det foreslås i stk. 4, at gruppe 1-forsikringsselskaber skal
indsende en begrundelse til Finanstilsynet i forbindelse med
indberetningen efter stk. 6, hvis det faktisk opgjorte mini-
mumskapitalkrav ligger uden for grænserne i stk. 3.
Bestemmelsen har til formål at medføre en øget forståel-
se for Finanstilsynet af det pågældende forsikringsselskabs
særlige risikoprofil med henblik på at føre et effektivt tilsyn
med selskabet.
Med lovforslagets § 312, stk. 1, foreslås det, at overtrædelse
af stk. 4 f kan straffes med bøde.
Ansvarssubjektet er et gruppe 1-forsikringsselskab. Det be-
tyder, at et gruppe 1-forsikringsselskab kan straffes med
bøde, hvis det ikke indsender en begrundelse til Finanstilsy-
net i forbindelse med indberetningen efter stk. 6, hvis det
opgjorte minimumskapitalkrav ligger uden for grænserne i
stk. 3.
Det foreslås i stk. 5, at de nedre grænser for minimumskapi-
talkravet følger af nr. 1-5.
Af bestemmelsen i nr. 1-5 fremgår de nedre grænser for
minimumskapitalkravet fastsat efter den virksomhed, som
forsikringsselskabet udøver. Det fremgår af Solvens II-di-
rektivets artikel 300, at beløb opgjort i euro bliver revideret
hvert femte år med start fra direktivets ikrafttræden den
1. januar 2016. Medlemslandene skal gennemføre de revide-
rede beløb senest 12 måneder efter offentliggørelse i Den
Europæiske Unions Tidende. Efter gældende praksis sker
gennemførelsen af de reviderede beløb via ændringslove til
lov om finansiel virksomhed. Denne praksis forventes vide-
reført med lovforslaget.
382
Det foreslås i stk. 5, nr. 1, at den nedre grænse for mini-
mumskapitalkravet er 4 mio. euro for forsikringsselskaber,
der udøver virksomhed omfattet af bilag 2.
Den foreslåede grænse finder anvendelse på gruppe 1-for-
sikringsselskaber, der har tilladelse til at drive livsforsik-
ringsvirksomhed omfattet af lovforslagets bilag 2. Sammen
med bestemmelsens stk. 1 indebærer det foreslåede, at sel-
skaber, der udøver virksomhed indenfor forsikringsklasserne
i bilag 2, som minimum vil skulle være i besiddelse af
et basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med § 153 og
regler udstedt i medfør heraf på 4 mio. euro.
Forsikringsklasserne i bilag 2 omfatter almindelig livsforsik-
ring, ægteskabs- og fødselsforsikring, forsikringer, der er til-
knyttet investeringsfonde, langvarig sygeforsikring, tontine
virksomhed og kapitaliseringsvirksomhed.
Det foreslås i stk. 5, nr. 2, at den nedre grænse for mini-
mumskapitalkravet er 2,7 mio. euro for forsikringsselskaber,
der udøver virksomhed indenfor forsikringsklasserne 1-9 og
16-18, jf. bilag 1.
Sammen med bestemmelsens stk. 1 indebærer det foreslå-
ede, at selskaber, der udøver virksomhed indenfor forsik-
ringsklasserne 1-9 og 16-18 i lovforslagets bilag 1, som
minimum skal være i besiddelse af et basiskapitalgrundlag
i overensstemmelse med § 154 og regler udstedt i medfør
heraf på 2,7 mio. euro.
Forsikringsklasserne 1-9 og 16-18 i lovforslagets bilag 1
omfatter ulykker, sygdom, kaskoforsikring for landkøretøjer
(bortset fra jernbaners rullende materiel), kaskoforsikring
for jernbanekøretøjer, kaskoforsikring for luftfartøjer, kasko-
forsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder,
godstransport (herunder varer, bagage og alt andet gods),
brand og naturkræfter, andre skader på ejendom, diverse
økonomiske tab, retshjælpsforsikring og assistance.
Det foreslås i stk. 5, nr. 3, at den nedre grænse for mini-
mumskapitalkravet er 3,9 mio. euro for forsikringsselskaber,
der udøver virksomhed indenfor forsikringsklasserne 10-15,
jf. bilag 1.
Sammen med bestemmelsens stk. 1 indebærer det foreslå-
ede, at selskaber, der udøver virksomhed indenfor forsik-
ringsklasserne 10-15 i bilag 1, som minimum skal være
i besiddelse af et basiskapitalgrundlag i overensstemmelse
med § 154 og regler udstedt i medfør heraf på 3,9 mio. euro.
Forsikringsklasse 10-15 i lovforslagets bilag 1 omfatter
ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer, ansvarsfor-
sikring for luftfartøjer, ansvarsforsikring for fartøjer til sej-
lads på have, indsøer og floder, almindelig ansvarsforsik-
ring, kredit og kaution.
Det foreslås i stk. 3, nr. 4, at den nedre grænse for mini-
mumskapitalkravet er 3,9 mio. euro for forsikringsselskaber,
der udøver genforsikringsvirksomhed.
Et forsikringsselskab, der udøver genforsikringsvirksomhed,
overtager forsikringsmæssige risici fra et andet forsikrings-
selskab mod en præmie.
Sammen med bestemmelsens stk. 1 indebærer det foreslåe-
de, at selskaber, der udøver genforsikringsvirksomhed, som
minimum skal være i besiddelse af et basiskapitalgrundlag
i overensstemmelse med § 153 og regler udstedt i medfør
heraf på 3,9 mio. euro.
Det foreslås i stk. 5, nr. 5, at den nedre grænse for mi-
nimumskapitalkravet er 1,3 mio. euro for captivegenforsik-
ringsselskaber.
Et captivegenforsikringsselskab er defineret i lovforslagets
§ 9, stk. 1, nr. 17, som et genforsikringsselskab, der er ejet
af en anden finansiel virksomhed end et forsikringsselskab
eller af en koncern eller gruppe underlagt koncerntilsyn efter
Solvens II-direktivet eller af en ikkefinansiel virksomhed,
og som udelukkende har til formål at yde genforsikrings-
dækning for risiciene i det eller de selskaber, som virksom-
heden tilhører, eller i det eller de selskaber i koncernen, som
det er en del af.
Sammen med bestemmelsens stk. 1 indebærer det foreslåe-
de, at selskaber, der udøver virksomhed som captivegenfor-
sikringsselskab, som minimum skal være i besiddelse af
et basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med § 153 og
regler udstedt i medfør heraf på 1,3 mio. euro.
Det foreslås i stk. 6, at gruppe 1-forsikringsselskaber som
minimum skal opgøre minimumskapitalkravet ved udgan-
gen af hvert kvartal og herefter indberette resultatet til Fi-
nanstilsynet.
Bestemmelsen er i overensstemmelse med artikel 129, stk.
4, 1. afsnit, i Solvens II-direktivet. Den kvartalsvise opgørel-
se og indberetning giver såvel forsikringsselskaberne som
Finanstilsynet mulighed for at følge minimumskapitalkravet
og en eventuel udvikling heri tæt.
Opgørelsen skal foretages ved udgangen af hvert kvar-
tal. Fristen for indberetning til Finanstilsynet følger de fris-
ter, som er fastlagt i Solvens II-forordningen for afgivelse
af kvantitative indberetningsskemaer, jf. artikel 312, stk.
1, litra d. Efter artikel 312, stk. 1, litra d, skal de kvartals-
383
vise kvantitative indberetningsskemaer forelægges tilsyns-
myndighederne indenfor de frister, der er fastsat i artikel 308
b, stk. 7, i Solvens II-direktivet, og efter den overgangsperi-
ode, der er fastsat i artikel 308 b, stk. 7, senest fem uger
efter udgangen af et kvartal.
Med lovforslagets § 312, stk. 1, foreslås det, at overtrædelse
af den foreslåede bestemmelse kan straffes med bøde.
Ansvarssubjektet er et gruppe 1-forsikringsselskab. Det be-
tyder, at et gruppe 1-forsikringsselskab kan straffes med bø-
de, hvis det ikke opgør minimumskapitalkravet indenfor den
frist, der er fastsat i bestemmelsen, og hvis gruppe 1-forsik-
ringsselskabet undlader at indberette resultatet af opgørelsen
til Finanstilsynet.
Det foreslås i stk. 7, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere
regler for det basiskapitalgrundlag, som kan anvendes til at
dække minimumskapitalkravet.
Det foreslåede er en videreførelse af § 126 d, stk. 7, der be-
myndiger Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler. Be-
myndigelsen er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr.
620 af 1. juni 2017 om opgørelse af kapitalgrundlag for
gruppe 1-forsikringsselskaber m.v.
Bekendtgørelse om opgørelse af kapitalgrundlag for grup-
pe 1-forsikringsselskaber m.v. finder anvendelse for grup-
pe 1-forsikringsselskaber og koncerner eller grupper omfat-
tet af lovforslagets § 166, stk. 1 og 2. Bekendtgørelsen
fastsætter nærmere regler om opgørelse af kapitalgrundlag,
overskudskapital, fordelingsreglerne, klassificering af speci-
fikke og supplerende kapitalgrundlagselementer, solvenska-
pitalkravet og minimumskapitalkravet.
Det basiskapitalgrundlag, der skal dække minimumskapital-
kravet, kan ikke indeholde kapital, som medregnes i det
supplerende kapitalgrundlag. Ligeledes er der krav om en
højere kvalitet af den kapital, der kan indgå i basiskapital-
grundlaget. Dette skal ses i sammenhæng med hensynet til
beskyttelsen af forsikringstagerne.
Kommissionen har fastlagt nærmere regler for at præcisere
kvaliteten af kapitalgrundlaget til opfyldelse af solvenskapi-
talkravet som en del af niveau 2-reguleringen ved vedtagel-
sen af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35
af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og
udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Sol-
vens II). Kommissionen er bemyndiget hertil i artikel 99 i
Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet.
Til § 156
Den gældende § 126 fastsætter regler for gruppe 2-forsik-
ringsselskabers tilstrækkelige basiskapital og selskabernes
fastsættelse af det individuelle solvensbehov.
Den foreslåede § 156 viderefører § 126 i lov om finansiel
virksomhed uden ændringer.
Den foreslåede § 156, stk. 2, nr. 1-4, indeholder nedre græn-
ser for minimumskapitalkravet for gruppe 2-forsikringssel-
skaber, der er enslydende med de grænser, der foreslås ved
forslag til lov om ændring af lov om forbrugslånsvirksomhe-
der, kreditaftaleloven, lov om en garantifond for skadesfor-
sikringsselskaber og forskellige andre love (Indgreb over for
kreditter, der ydes rentefrit og uden andre omkostninger, ud-
videlse af dækningsområde for Garantifonden for skadesfor-
sikringsselskaber til at omfatte livsforsikringsselskaber, der
udøver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed i Danmark og
til at omfatte motoransvarsforsikringer m.v.). Lovforslaget
blev fremsat for folketinget den 15. marts 2023 og forventes
at træde i kraft den 1. juli 2023.
Det følger af artikel 300 i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsik-
rings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) 2021/C
423/12, at de beløb, der er udtrykt i euro i direktivet, re-
videres hvert femte år ved at forhøje grundbeløbet i euro
med den procentuelle ændring i samtlige medlemsstaters al-
mindelige harmoniserede forbrugerprisindeks. Der anvendes
i Solvens II-direktivet bl.a. beløbsgrænser til afgrænsning
af direktivets anvendelsesområde og som absolutte og be-
løbsmæssigt fastlagte minimumsgrænser for forsikringssel-
skabers kapitalkrav. For at tage højde for inflation bør disse
beløb således kunne justeres, hvilket sker ved, at Kommis-
sionen meddeler de reviderede beløb. Solvens II-direktivet
har fundet anvendelse siden 1. januar 2016, og den første
femårige periode gik fra 31. december 2015 til 31. december
2020. Beløbene blev derfor revideret af Kommissionen i
2021.
Gruppe 2-forsikringsselskaber er ikke omfattet af de me-
re omfattende kapitalkrav for gruppe 1-forsikringsselska-
ber. Dette skyldes, at gruppe 2-forsikringsselskaber, på
grund af deres begrænsede størrelse og aktivitetsområde,
ikke er omfattet af Solvens II-direktivet, og at det af
samme grund vurderes tilstrækkeligt med enklere solvens-
regler. Gruppe 2-forsikringsselskabers opgørelse af det indi-
viduelle solvensbehov skal følge de regler, der er udstedt i
medfør af lovforslagets § 157.
Det foreslås i stk. 1, at gruppe 2-forsikringsselskabers besty-
relse og direktion skal sikre, at selskabet har en tilstrækkelig
basiskapital til at dække selskabets risici.
Der er tale om en forpligtelse, som er pålagt bestyrelsen og
direktionen i gruppe 2-forsikringsselskabet. De overvejelser,
384
som bestyrelsen og direktionen skal gøre sig i denne hense-
ende, skal udmønte sig i et individuelt solvensbehov, jf. det
foreslåede stk. 4.
Den tilstrækkelige basiskapital er den kapital, som skal dæk-
ke et selskabs individuelle solvensbehov. Ved vurderingen
af selskabets tilstrækkelige basiskapital skal bestyrelsen og
direktionen alene tage hensyn til selskabets risikoprofil og
de samfundsmæssige forhold, som selskabet driver sine for-
retninger under. Samfundsmæssige forhold kan eksempelvis
være det aktuelle renteniveau. Det er ikke i sig selv afgø-
rende, hvor store risici gruppe 2-forsikringsselskabet har i
forhold til andre selskaber, og gruppe 2-forsikringsselskabet
kan således ikke undlade at kapitaldække betydelige risici,
fordi andre selskaber har tilsvarende risici, der ikke er kapi-
taldækkede.
Med lovforslagets § 312, stk. 2, foreslås det, at overtrædelse
af den foreslåede stk. 1 kan straffes med bøde eller fængsel
indtil fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning.
Ansvarssubjektet er medlemmer af bestyrelsen eller direkti-
onen i et gruppe 2-forsikringsselskab. Det betyder, at med-
lemmerne af bestyrelsen eller direktionen i et gruppe 2-for-
sikringsselskab kan straffes med bøde eller fængsel indtil
fire måneder, hvis de ikke sikrer, at selskabet til enhver tid
har en tilstrækkelig basiskapital til at dække virksomhedens
risici. Den strafbare handling kan bestå i at undlade at træffe
nødvendige og/eller tilstrækkelige foranstaltninger til at sik-
re, at selskabet har en tilstrækkelig basiskapital som krævet i
henhold til bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 2, at gruppe 2-forsikringsselskaber skal
have en minimumsbasiskapital, der svarer til det største af
det for selskabet relevante beløb i nr. 1-4.
Kravet til minimumsbasiskapitalen udgør den mindste an-
svarlige kapital, som en forsikringsvirksomhed til enhver
tid skal opfylde. De angivne beløb afhænger af den virk-
somhed, som gruppe 2-forsikringsselskabet udøver, og vil
løbende via lovændringer blive reguleret for at tage højde
for inflation. For at sikre en ensartet beskyttelse af forsik-
ringstagerne vil beløbsgrænserne blive reguleret sideløbende
med beløbsgrænserne i forslagets § 155, stk. 5. Det følger
af Solvens II-direktivet, at beløbsgrænserne hvert femte år
inflationsreguleres, og at Kommissionen offentliggør de re-
viderede beløb i EU-Tidende.
Det foreslåede nr. 1 angiver, at kravet til minimumsbasiska-
pitalen for gruppe 2-forsikringsselskaber er 4 mio. euro for
selskaber, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2.
Det foreslåede nr. 2 angiver, at kravet til minimumsbasiska-
pitalen for gruppe 2-forsikringsselskaber er 2,5 mio. euro for
selskaber, der udøver virksomhed indenfor forsikringsklas-
serne 1-8, 16 og 18, jf. bilag 1.
Lovforslagets bilag 1 dækker over forsikringsklasse 1 (ulyk-
ke), 2 (sygdom), 3 (kaskoforsikring for landkøretøjer), 4
(kaskoforsikring for jernbanekøretøjer), 5 (kaskoforsikring
for luftfartøjer), 6 (kaskoforsikring for fartøjer til sejlads
på have, indsøer og floder), 7 (godstransport), 8 (brand og
naturkræfter), 9 (andre skader på ejendom), 16 (diverse øko-
nomiske tab), 17 (retshjælpsforsikring) eller 18 (assistance).
Det foreslåede nr. 3 angiver, at kravet til minimumsbasiska-
pitalen for gruppe 2-forsikringsselskaber er 3,9 mio. euro for
selskaber, der udøver genforsikringsvirksomhed.
Det foreslåede nr. 4 angiver, at kravet til minimumsbasiska-
pitalen for gruppe 2-forsikringsselskaber er 1,3 mio. euro for
captivegenforsikringsselskaber.
Der henvises til forslagets § 9, stk. 1, nr. 17, samt de til-
hørende bemærkninger for en definition af captivegenforsik-
ringsselskaber.
Det foreslås i stk. 3, at for gensidige gruppe 2-forskrings-
selskaber omfattet af stk. 2, nr. 2, hvor vedtægterne giver
selskabet mulighed for opkrævning af ekstrabidrag eller
nedsættelse af ydelserne, udgør kravet til minimumskapital,
hvad der følger af nr. 1-2.
Det foreslåede nr. 1 angiver, at kravet til minimumskapitalen
er 0,225 mio. euro for gensidige gruppe 2-forsikringsselska-
ber, der udøver virksomhed indenfor forsikringsklasserne
1-8, 16 og 18, jf. bilag 1.
Det foreslåede nr. 2 angiver, at kravet til minimumskapitalen
er 0,15 mio. euro for gensidige gruppe 2-forsikringsselska-
ber, der udøver virksomhed indenfor forsikringsklasserne 9
og 19, jf. bilag 1.
Det foreslås i stk. 4, at et gruppe 2-forsikringsselskabs direk-
tion og bestyrelse opgør det individuelle solvensbehov.
Det individuelle solvensbehov er den basiskapital, der er
nødvendig for at sikre, at der kun er en meget lille sand-
synlighed for, at forsikringstagerne lider tab som følge af
forsikringsselskabets insolvens. Kravene til opgørelsen af
det individuelle solvensbehov fremgår af bekendtgørelse nr.
356 af 8. april 2015 om driftsplaner, planer for genopret-
telse, finansieringsplaner og individuelt solvensbehov for
forsikringsselskaber, og opgørelsen skal følge disse krav,
hvorefter det individuelle solvensbehov skal opgøres som
385
det beløb, der er resultatet af forsikringsselskabets risikovur-
dering.
Et gruppe 2-forsikringsselskabs risikovurdering er en vurde-
ring af alle væsentlige risici, som forsikringsselskabet er el-
ler kan blive mødt med i dets strategiske planlægningsperi-
ode, og foretages med udgangspunkt i gruppe 2-forsikrings-
selskabets forretningsmodel, risikoprofil og risikotolerance-
grænser. Risikovurderingen skal som minimum indeholde
en kvalitativ beskrivelse af forsikringsselskabets væsentlig-
ste risici, en vurdering af, hvilke risici der imødegås med
kapital, og hvilke risici der imødegås med risikobegrænsen-
de foranstaltninger eller lignende, samt en kvantificering af
forsikringsselskabets væsentligste risici.
Overvejelserne omkring det individuelle solvensbehov skal
have et fremadrettet perspektiv og foretages ud fra en go-
ing concern-forudsætning både på kort og lang sigt. Vurde-
ringen skal således udtrykke gruppe 2-forsikringsselskabets
mulighed for at overholde kapitalkravene både indenfor en
tidshorisont på ét år og indenfor gruppe 2-forsikringsselska-
bets strategiske planlægningsperiode. Det er op til gruppe 2-
forsikringsselskabet at bestemme, hvilke metoder, forudsæt-
ninger, parametre m.v. der skal anvendes ved fremskrivnin-
gerne, som lægges til grund for den langsigtede vurdering.
Væsentlige ændringer i gruppe 2-forsikringsselskabets stra-
tegi, forretningsmodel, risikoprofil og risikotolerancegræn-
ser skal medføre nye overvejelser omkring det individuelle
solvensbehov.
Med lovforslagets § 312, stk. 2, foreslås det, at overtrædelse
af det foreslåede stk. 4 kan straffes med bøde eller fængsel
indtil fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning.
Ansvarssubjektet er medlemmer af bestyrelsen eller direkti-
onen i et gruppe 2-forsikringsselskab. Det betyder, at med-
lemmerne af bestyrelsen eller direktionen i et gruppe 2-for-
sikringsselskab kan straffes med bøde eller fængsel indtil
fire måneder, hvis de på baggrund af det foreslåede stk. 1
ikke opgør virksomhedens individuelle solvensbehov. Den
strafbare handling kan bestå i at undlade at opgøre virksom-
hedens individuelle solvensbehov eller at foretage opgørel-
sen af virksomhedens individuelle solvensbehov på en må-
de, der er utilstrækkelig til dække virksomhedens risici.
Det foreslås i stk. 5, at Finanstilsynet kan fastsætte et indivi-
duelt solvensbehov, der er højere end det, som selskabet har
opgjort efter stk. 4.
Finanstilsynet påbyder det pågældende gruppe 2-forsik-
ringsselskab et højere individuelt solvensbehov, hvis Finans-
tilsynet finder, at det af bestyrelsen og direktionen opgjor-
te individuelle solvensbehov efter stk. 4 ikke er tilstræk-
keligt. Det individuelle solvensbehov kan ikke være min-
dre end kravet til minimumsbasiskapitalen efter stk. 2 og
3. Fastsætter Finanstilsynet et højere individuelt solvensbe-
hov, end det af selskabet opgjorte, skal forsikringsselskabets
individuelle solvensbehov som minimum svare hertil.
De forhold, som Finanstilsynet vil lægge vægt på ved opgø-
relsen af det individuelle solvensbehov, vil være de samme
forhold, som bestyrelsen og direktionen skal lægge til grund
for vurderingen efter stk. 4. I Finanstilsynets vurdering vil
også kunne indgå en vurdering af ledelsen, herunder dens
kompetence og risikovillighed. Finder Finanstilsynet, at det
opgjorte individuelle solvensbehov er for lavt, vil Finans-
tilsynet gå i dialog med det pågældende selskab, før en
eventuel fastsættelse af et højere individuelt solvensbehov. I
dialogen vil elementerne i gruppe 2-forsikringsselskabets
individuelt opgjorte solvensbehov være udgangspunktet.
Fastsætter Finanstilsynet et individuelt solvensbehov, der er
højere end den basiskapital, gruppe 2-forsikringsselskabet
har på tidspunktet for fastsættelsen af solvensbehovet, vil
selskabet få en frist til at opfylde dette. Fristen vil blive
fastsat individuelt i det konkrete tilfælde.
Til § 157
Den gældende § 128 i lov om finansiel virksomhed fast-
sætter regler om, at basiskapitalen for gruppe 2-forsikrings-
selskaber består af kernekapitalen tillagt den supplerende
kapital med fradrag.
Bemyndigelsen i den gældende § 128, stk. 2, i lov om finan-
siel virksomhed er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1358 af
22. november 2016 om opgørelse af basiskapital for gruppe
2-forsikringsselskaber og om opgørelse af kapitalgrundlag
for visse fondsmæglerselskaber.
Den foreslåede § 157 viderefører de dele af den gældende §
128 i lov om finansiel virksomhed, som gælder for gruppe
2-forsikringsselskaber, uden ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at gruppe 2-forsikringsselskabers ba-
siskapital består af kernekapitalen tillagt den supplerende
kapital med fradrag.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet fastsætter nærmere
regler for gruppe 2-forsikringsselskabers opgørelse af basi-
skapitalen.
Den foreslåede bemyndigelse forventes at blive benyttet til
at udstede regler ligesom dem, der er udstedt efter den gæl-
dende § 128 i lov om finansiel virksomhed, f.eks. bekendt-
386
gørelse nr. 1358 af 22. november 2016 om opgørelse af ba-
siskapital for gruppe 2-forsikringselskaber og om opgørelse
af kapitalgrundlag for visse fondsmæglerselskaber. Bekendt-
gørelsen forventes tilrettet, således at den fremadrettet alene
regulerer opgørelsen af basiskapitalen for gruppe 2-forsik-
ringsselskaber.
Til § 158
Den gældende § 126 e, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
foreskriver, at gruppe 1-forsikringsselskaber ved opgørelsen
af selskabets forsikringsmæssige hensættelser til solvens
skal anvende en risikofri rentekurve, som fastlægges af Eu-
ropa-Kommissionen.
Den foreslåede § 158 viderefører lov om finansiel virksom-
hed § 126 e uden ændringer.
Den foreslåede § 158 gennemfører artikel 77 a-e i Solvens
II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet. Be-
stemmelsen medfører, at alle forsikringsselskaber i EU skal
anvende den samme rentekurve til at diskontere deres for-
pligtelser med.
Fastlæggelsen af en rentekurve på europæisk plan medvir-
ker til at sikre en ensartet opgørelse af og undgå kunstige
udsving i de forsikringsmæssige hensættelser til solvens og
i det kapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække sol-
venskapitalkravet. Herudover skaber rentekurven incitament
til god risikostyring. Den risikofrie rentekurve fastlægges
under hensyntagen til relevante finansielle instrumenters lø-
betid og til, hvor dybt, likvidt og gennemsigtigt markedet
er. Rentekurven bliver fastlagt og offentliggjort for hver
relevant valuta mindst hvert kvartal.
For så vidt angår valutaer og nationale markeder, for hvilke
der ikke er vedtaget justering i en gennemførelsesretsakt,
anvendes der ingen volatilitetsjustering på den relevante ri-
sikofrie rentekurve til at beregne det bedste skøn.
Ved volatilitetsjustering forstås en justering af den risikofrie
rentekurve efter § 158, stk. 1, der sikrer, at nutidsværdien
af de forsikringsmæssige hensættelser til solvens opgøres
under hensyntagen til de investeringer, som gruppe 1-forsik-
ringsselskabet har foretaget, jf. lovforslagets § 9, stk. 1, nr.
30.
Det er som udgangspunkt ikke relevant for gruppe 2-for-
sikringsselskaber at anvende denne rentekurve, da gruppe
2-forsikringsselskabernes forpligtelser har kort løbetid, og
værdiansættelsen af forpligtelserne derfor ikke kræver an-
vendelse af en rentekurve.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at gruppe 1-forsikringsselska-
bers bestyrelse og direktion skal sikre, at selskabet til enhver
tid er i besiddelse af tilstrækkelige forsikringsmæssige hen-
sættelser til solvens til dækning af alle forsikringsforpligtel-
ser over for forsikringstagere og andre begunstigede efter
forsikringsaftalerne.
Det foreslås i 2. pkt., at gruppe 1-forsikringsselskabers be-
styrelse og direktion skal sikre, at der ved opgørelsen af de
forsikringsmæssige hensættelser til solvens anvendes en risi-
kofri rentekurve, der fastlægges af Europa-Kommissionen i
medfør af artikel 77e, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang
til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed
(Solvens II)
Den risikofrie rentekurve fastlægges under hensyntagen til
relevante finansielle instrumenters løbetid og til, hvor dybt,
likvidt og gennemsigtigt markedet er. Rentekurven vil bli-
ve fastlagt og offentliggjort for hver relevant valuta mindst
hvert kvartal.
Med lovforslagets § 312, stk. 2, foreslås det, at overtrædelse
af det foreslåede stk. 1 kan straffes med bøde eller fængsel
indtil fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning.
Ansvarssubjektet er medlemmer af bestyrelsen eller direkti-
onen i et gruppe 1-forsikringsselskab. Det betyder, at med-
lemmerne af bestyrelsen eller direktionen i et gruppe 1-for-
sikringsselskab kan straffes med bøde eller fængsel indtil fi-
re måneder, hvis de ikke sikrer at selskabet til enhver tid er i
besiddelse af tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser
til solvens til dækning af alle forsikringsforpligtelser. Med-
lemmerne af bestyrelsen eller direktionen skal også sikre,
at der ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hensættelser
til solvens anvendes en risikofri rentekurve, jf. Solvens II-
direktivet. Den strafbare handling kan bestå i at undlade at
træffe nødvendige og/eller tilstrækkelige foranstaltninger til
at sikre, at selskabet er i besiddelse af tilstrækkelige forsik-
ringsmæssige hensættelser til solvens, eller ved at opgøre
hensættelsen uden brug af en risikofri rentekurve.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet kan give tilladelse til,
at et gruppe 1-forsikringsselskab anvender en matchtilpas-
ning til den risikofrie rentekurve i stk. 1 på en af selskabet
udvalgt portefølje af forsikringsforpligtelser.
Kommissionen har fastlagt nærmere regler for tilsynsmyn-
dighedernes godkendelse af anvendelsen af en matchtilpas-
ning som en del af niveau 2-reguleringen ved vedtagelsen af
Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/500
af 24. marts 2015 om gennemførelsesmæssige tekniske stan-
darder vedrørende de procedurer, der skal følges i forbindel-
se med tilsynsmyndighedernes godkendelse af anvendelsen
387
af en matchtilpasning. Kommissionen er bemyndiget hertil
i artikel 86, stk. 3, i Solvens II-direktivet, som ændret ved
Omnibus II-direktivet.
Anvendelsen af en matchtilpasning indebærer en mulighed
for, at et forsikringsselskab kan opnå en tilpasning af den
rentekurve, som selskaberne diskonterer deres forpligtelser
med. Tilpasningen vil eksempelvis bestå af et tillæg til ren-
tekurven, som vil indebære en højere diskonteringsrente og
nedbringe selskabets forpligtelser samt reducere behovet for
hensættelser. Selskabet skal udvælge porteføljen af forsik-
ringsforpligtelser, så værdien af forsikringsselskabets fremti-
dige forpligtelser over for forsikringstagerne i tilstrækkelig
grad kan fastsættes og modsvares af specifikke aktiver som
forsikringsselskaberne ejer, herunder statsobligationer m.v.
Gruppe 1-forsikringsselskaber, der ønsker at anvende en
matchtilpasning, skal have tilladelse fra Finanstilsynet til at
anvende denne.
Finanstilsynet bemyndiges ved denne bestemmelses stk. 5 til
at fastsætte nærmere regler om blandt andet opgørelsen af
matchtilpasningen og forudsætningerne for at opnå tilladelse
til anvendelse af matchtilpasningen.
Det foreslås i stk. 3, at et gruppe 1-forsikringsselskab kan
anvende en volatilitetsjustering af den risikofrie rentekurve
i stk. 1 for forsikringsmæssige hensættelser til solvens, hvor
selskabet ikke anvender en matchtilpasning efter stk. 2.
Volatilitetsjusteringen skal sikre, at nutidsværdien af de for-
sikringsmæssige hensættelser til solvens, der er de samlede
beløb, et forsikringsselskab har afsat til brug for afvikling
af forpligtelserne på de forsikringspolicer, som selskabet har
udstedt, opgøres under hensyntagen til de investeringer, som
selskabet har foretaget. Derudover skal volatilitetsjusterin-
gen sikre, at forsikringsselskabet ikke kommer i en situation,
hvor pludselige udsving på de finansielle markeder fører til
uhensigtsmæssige frasalg af visse aktiver som følge af en
uhensigtsmæssig opgørelse af nutidsværdien.
For at opgøre volatilitetsjusteringen tages der udgangspunkt
i de forskellige landes valutaer. For hver valuta opgøres vo-
latilitetsjusteringen som spændet mellem den rentesats, der
kunne tjenes på aktiver indeholdt i en referenceportefølje
for den pågældende valuta, og satserne for den risikofrie
rentekurve, der ligger til grund for den pågældende valuta.
Gruppe 1-forsikringsselskaber skal notificere Finanstilsynet
om brugen af volatilitetsjusteringen. Der kræves således ik-
ke tilladelse for at gøre brug af volatilitetsjusteringen.
Finanstilsynet bemyndiges ved denne bestemmelses stk. 4
til at fastsætte nærmere regler om blandt andet opgørelsen
af volatilitetsjusteringen. De nærmere regler vil fastsætte
de dokumentationskrav, der vil gælde, når gruppe 1-forsik-
ringsselskaber notificerer Finanstilsynet om brug af volatili-
tetsjustering.
Det foreslås i stk. 4, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere
regler om opgørelsen af matchtilpasningen og om forudsæt-
ningerne for at opnå tilladelse, jf. stk. 2, og om volatilitetsju-
steringen, jf. stk. 3.
Bemyndigelsen i den gældende § 126 e, stk. 4, i lov om
finansiel virksomhed er udnyttet i bekendtgørelse nr. 886
om værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsik-
ringsmæssige hensættelser til solvens, for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber, der gennemfører de mere tekniske dele af
artikel 77 b-d i Solvens II-direktivet, som indsat ved Omni-
bus II-direktivet.
Det foreslås i stk. 5, at erhvervsministeren fastsætter nærme-
re regler om værdiansættelsen af aktiver og passiver, herun-
der forsikringsmæssige hensættelser til solvens, jf. stk. 1,
1. pkt., i gruppe 1-forsikringsselskaber og koncerner eller
grupper omfattet af § 165, stk. 1 og 2.
Bemyndigelsen i den gældende § 126 e, stk. 6, i lov om
finansiel virksomhed er udnyttet i bekendtgørelse nr. 1279
af 29. november 2017 om værdiansættelse af aktiver og pas-
siver, herunder forsikringsmæssige hensættelser til solvens,
for gruppe 1-forsikringsselskaber, der fastlægger de vær-
diansættelsesprincipper, som gruppe 1-forsikringsselskaber-
ne skal anvende ved opgørelsen af deres aktiver og passiver,
herunder forsikringsmæssige hensættelser til solvens. Vær-
diansættelsesprincipperne bygger på, at aktiver og passiver,
herunder forsikringsmæssige hensættelser til solvens, vær-
diansættes til markedsværdi. Specielt for forsikringsmæssige
hensættelser til solvens gælder det, at værdien af hensættel-
serne skal afspejle det beløb, forsikringsselskabet reelt skul-
le betale, hvis de på opgørelsestidspunktet skulle overdrage
deres kontraktsretlige rettigheder og forpligtelser til et andet
forsikringsselskab. Værdien af de forsikringsmæssige hen-
sættelser til solvens afspejler således det beløb, som et andet
forsikringsselskab kan forventes at få behov for, hvis de
skal overtage og honorere de underliggende forsikringsfor-
pligtelser. Værdiansættelsen vil danne udgangspunktet for
selskabernes opgørelse af deres solvenskapitalkrav. Bestem-
melserne i bekendtgørelsen skal bidrage til, at artiklerne 75,
76, stk. 2-5, 77 og 78-85 i Solvens II-direktivet gennemfø-
res.
Reglerne i bekendtgørelsen supplerer reglerne i Solvens II-
forordningen, der præciserer de metoder og antagelser, der
skal benyttes i forbindelse med værdiansættelsen af aktiver
og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser til
solvens.
388
Til § 159
Den gældende lov om finansiel virksomhed § 126 f fast-
sætter regler om gruppe 2-forsikringsselskabers forsikrings-
mæssige hensættelser til solvens.
Den foreslåede § 159 viderefører den gældende § 126 f i lov
om finansiel virksomhed uden ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at gruppe 2-forsikringsselskabers be-
styrelse og direktion skal sikre, at selskabet til enhver tid
er i besiddelse af tilstrækkelige forsikringsmæssige hensæt-
telser til solvens til dækning af alle forsikringsforpligtelser
over for forsikringstagere og andre begunstigede efter for-
sikringsaftalerne.
Gruppe 2-forsikringsselskaber skal værdiansætte de for-
sikringsmæssige hensættelser i overensstemmelse med be-
kendtgørelse nr. 937 af 27. juli 2015 om finansielle rappor-
ter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser.
Med lovforslagets § 312, stk. 2, foreslås det, at overtrædelse
af det foreslåede stk. 1 kan straffes med bøde eller fængsel
indtil fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning.
Ansvarssubjektet er medlemmer af bestyrelsen eller direkti-
onen i et gruppe 2-forsikringsselskab. Det betyder, at med-
lemmerne af bestyrelsen eller direktionen i et gruppe 2-for-
sikringsselskab kan straffes med bøde eller fængsel indtil fi-
re måneder, hvis de ikke sikrer, at selskabet til enhver tid er i
besiddelse af tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser
til solvens til dækning af alle forsikringsforpligtelser. Den
strafbare handling kan bestå i at undlade at træffe nødvendi-
ge og/eller tilstrækkelige foranstaltninger til at sikre, at sel-
skabet er i besiddelse af tilstrækkelige forsikringsmæssige
hensættelser til solvens.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet kan kræve, at et grup-
pe 2-forsikringsselskab ved opgørelsen af de forsikrings-
mæssige hensættelser til solvens anvender den risikofrie
rentekurve efter § 158, stk. 1.
Baggrunden herfor er, at det ikke kan udelukkes, at løbe-
tiden på gruppe 2-forsikringsselskabernes forpligtelser nød-
vendiggør anvendelsen af en rentekurve ved værdiansættel-
sen af forpligtelserne. Det kan eksempelvis være tilfældet,
hvis selskabet udbyder arbejdsskadesforsikringer, hvor ska-
derne har en lang afviklingstid, fra de anmeldes, til de af-
sluttes.
Til § 160
Den gældende lov om finansiel virksomhed § 126 g fastsæt-
ter regler om, at et gruppe 1-forsikringsselskab skal foretage
analyser af, hvordan ændringer i væsentlige risici påvirker
det af selskabet opgjorte kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav
og minimumskapitalkrav, og kvartalsvist indberette disse til
Finanstilsynet.
Den foreslåede § 160 viderefører lov om finansiel virksom-
hed § 126 g uden ændringer.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at et gruppe 1-forsikringsselskab
skal foretage analyser af, hvordan ændringer i væsentlige
risici påvirker det af selskabet opgjorte kapitalgrundlag, sol-
venskapitalkrav og minimumskapitalkrav.
Det foreslås i 2. pkt., at selskabet kvartalsvist og efter
samme frister, der gælder for de kvartalsvise indberetnings-
skemaer, jf. artikel 312, stk. 1, litra d, i Kommissionens
delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om
supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings-
og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), skal indberette
resultatet til Finanstilsynet.
Analyserne er såkaldte følsomhedsanalyser og viser, hvor-
dan ændringer i væsentlige risici påvirker det af selskabet
opgjorte kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og minimums-
kapitalkrav. Analyserne har til formål at sikre en effektiv
risikostyring i selskabet, og indberetningen har til formål
at sikre, at Finanstilsynet kan føre et effektivt tilsyn med
forsikringsselskaberne. Indberetningerne bevirker, at tilsynet
løbende kan følge med i selskabernes økonomiske situation
og således kan træffe de nødvendige foranstaltninger, hvis
tilsynet vurderer, at selskabets økonomiske stilling er forrin-
get, og forsikringstagernes interesser dermed er udsat for en
risiko for ikke at blive fyldestgjort.
Kravet om udarbejdelse af følsomhedsanalyser følger ikke
direkte af Solvens II-direktivet, men kravet sikrer Finans-
tilsynets mulighed for effektiv markedsovervågning via føl-
somhedsanalyser. Kravet vurderes at være i overensstem-
melse med artikel 34, stk. 4, i Solvens II-direktivet, hvoref-
ter medlemsstaterne skal sikre, at tilsynsmyndighederne har
beføjelse til, ud over beregningen af solvenskapitalkravet,
at udvikle kvantitative værktøjer som led i tilsynsprocessen
til vurdering af forsikringsselskabers evne til at håndtere
eventuelle begivenheder eller fremtidige forandringer i de
økonomiske vilkår, som kan få ugunstige konsekvenser for
deres samlede økonomiske stilling.
Uanset, at kravet om følsomhedsanalyser ikke følger direkte
af Solvens II-direktivet, er fristen for indberetning af resul-
taterne af følsomhedsanalyserne fastsat i overensstemmelse
med indberetningsfristerne for indberetning af kvartalsvise
kvantitative indberetningsskemaer fastsat i Solvens II-for-
389
ordningens artikel 312, stk. 1, litra d. Efter artikel 312, stk.
1, litra d, skal de kvartalsvise kvantitative indberetningsske-
maer forelægges tilsynsmyndighederne indenfor de frister,
der er fastsat i artikel 308 b, stk. 7, i Solvens II-direktivet,
og efter den overgangsperiode, der er fastsat i artikel 308 b,
stk. 7, senest fem uger efter udgangen af et kvartal.
Med lovforslagets § 312, stk. 2, foreslås det, at overtrædelse
af det foreslåede stk. 1 kan straffes med bøde eller fængsel
indtil fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning.
Ansvarssubjektet er et gruppe 1-forsikringsselskab. Den
strafbare handling kan bestå i, at forsikringsselskabet undla-
der at foretage analyser af, hvordan ændringer i væsentlige
risici påvirker det af selskabet opgjorte kapitalgrundlag, sol-
venskapitalkrav og minimumskapitalkrav, eller undlader at
indberette resultatet af disse analyser til Finanstilsynet efter
de frister, der følger af Solvens II-forordningen.
Det foreslås i stk. 2, at erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler om de analyser, som selskabet skal foretage
efter stk. 1.
Bemyndigelsen i den gældende § 126 g, stk. 2, i lov om fi-
nansiel virksomhed er udnyttet til at udstede bekendtgørelse
nr. 615 af 25. maj 2018 om følsomhedsanalyser for gruppe
1-forsikringsselskaber, der indeholder nærmere regler om
den tekniske del af analyserne. Det fremgår desuden af
bekendtgørelsen, at selskaberne skal beskrive, hvorledes for-
skellige ændringer i væsentlige risici påvirker deres kapital-
grundlag, solvenskapitalkrav og minimumskapitalkrav. Væ-
sentlige risici er blandt andet renterisiko, aktiekursrisiko og
levetidsrisiko.
Til § 161
Den gældende lov om finansiel virksomhed § 128 a fast-
sætter regler om, at Finanstilsynet kan fastsætte regler om
finansielle virksomheders udstedelse af gældsbreve med vil-
kår om konvertering til aktie-, garanti- eller andelskapital,
herunder i hvilket omfang selskabslovens kapitel 10 finder
anvendelse.
Den foreslåede § 161 viderefører lov om finansiel virksom-
hed § 128 a uden ændringer.
Det foreslås med § 161, at Finanstilsynet kan fastsætte reg-
ler om finansielle virksomheders udstedelse af gældsbreve
med vilkår om konvertering til aktie-, garanti- eller andels-
kapital, herunder i hvilket omfang selskabslovens kapitel 10
finder anvendelse.
Med bestemmelsen bemyndiges Finanstilsynet til at fastsæt-
te regler for forsikringsselskabers udstedelse af gældsbreve
med vilkår om konvertering af hovedstol samt ubetalte ren-
ter, der er påløbet siden sidste rentebetaling, til aktie-, garan-
ti- eller andelskapital, herunder i hvilket omfang selskabslo-
vens kapitel 10 finder anvendelse.
Selskabslovens kapitel 10 indeholder regler om kapitalfor-
højelser, herunder i forbindelse med konvertible gældsbreve
og warrants, samt generalforsamlingens beslutning herom,
eller dens bemyndigelse til bestyrelsen, beslutningens ind-
hold, krav til indbetaling, tegning, udstedelse og anmeldel-
se. Med bemyndigelsen kan der fastsættes regler, der tager
udgangspunkt i selskabslovens kapitel 10 med de justerin-
ger, der er nødvendige for at tilpasse reglerne til forsikrings-
selskabernes særlige forhold.
Den gældende bestemmelse i lov om finansiel virksomhed
§ 128 a er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 2155
af 3. december 2020 om opgørelse af risikoeksponeringer,
kapitalgrundlag og solvensbehov.
Til § 162
Den gældende lov om finansiel virksomhed § 143 fastsætter,
at Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for krav om ind-
beretninger, opgørelser og frister om visse kapitalkrav.
Den foreslåede § 162 viderefører lov om finansiel virksom-
hed § 143 uden ændringer.
Det foreslås i § 162, nr. 1, at Finanstilsynet fastsætter nær-
mere regler for opgørelse af de risikovægtede poster for
forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder.
Det foreslås i nr. 2, at Finanstilsynet har hjemmel til at
fastsætte regler for opgørelser efter § 156, stk. 1 og 4.
Der er ikke stillet krav om anvendelse af specifikke metoder
ved opgørelsen af solvensbehovet. Solvensbehovet skal ind-
berettes som et tal.
Det foreslås i nr. 3, at Finanstilsynet har hjemmel til at
fastsætte nærmere regler for indberetning af kravet til mi-
nimumsbasiskapitalen og basiskapitalen for gruppe 2-forsik-
ringsselskaber.
Det foreslåede nr. 3 fastslår, at Finanstilsynets har hjem-
mel til at fastlægge regler for indberetning af solvensbehov
for alle finansielle virksomheder og til at fastlægge regler
for indberetning af risikovægtede poster, kapitalkrav og ba-
siskapitalen for forsikringsselskaber og forsikringsholding-
virksomheder og for den samlede risikoeksponering, kapi-
390
talgrundlagskrav og kapitalgrundlag for finansielle holding-
virksomheder.
Bemyndigelserne i den gældende § 143 i lov om finansiel
virksomhed er udnyttet til bl.a. at udstede bekendtgørelse
om driftsplaner, planer for genoprettelse, finansieringsplaner
og individuelt solvensbehov for forsikringsselskaber, jf. be-
kendtgørelse nr. 356 af 8. april 2015.
Til § 163
Den gældende § 293 i lov om finansiel virksomhed fast-
sætter regler om et forsikringsselskabs henlæggelser til en
sikkerhedsfond.
Den foreslåede § 163 viderefører den gældende § 293 i lov
om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at et forsikringsselskab kan foretage
henlæggelser til en sikkerhedsfond, hvis vedtægterne inde-
holder bestemmelser herom.
Begrebet sikkerhedsfond stammer fra den tidligere lov om
forsikringsvirksomhed, som fastlagde regler for obligatori-
ske henlæggelser til en sikkerhedsfond både for livsforsik-
ringsaktieselskaber og gensidige selskaber, der har tilladel-
se til at udøve livsforsikringsvirksomhed. Sikkerhedsfon-
den havde samme funktion som den lovmæssige reserve-
fond i aktieselskaber som følge af den tidligere aktiesel-
skabslov. Henlæggelser til sikkerhedsfonden var også tid-
ligere obligatorisk for skadesforsikringsaktieselskaber. Det
lovpligtige krav til henlæggelser til en sikkerhedsfond
for både livsforsikringsaktieselskaber, skadesforsikringsak-
tieselskaber og gensidige selskaber, med tilladelse til at ud-
øve livsforsikringsvirksomhed, er efterfølgende blevet gjort
frivilligt ved lov om forsikringsvirksomhed i 1980.
Den foreslåede bestemmelse gør det muligt for forsikrings-
selskaber at foretage henlæggelser til en sikkerhedsfond,
hvis vedtægterne indeholder bestemmelser herom. Det er
nødvendigt at videreføre bestemmelsen for fortsat at regu-
lere de eksisterende sikkerhedsfonde samt fortsat at give
mulighed for, at forsikringsselskaber kan oprette en sikker-
hedsfond.
Henlæggelser til en sikkerhedsfond indgår som en bunden
del af et selskabs egenkapital. Der vil som udgangspunkt
kun kunne blive disponeret over fondens midler med Fi-
nanstilsynets tilladelse og kun til særlige formål, jf. det fore-
slåede stk. 2.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at midler, der er henlagt til
sikkerhedsfonden, ikke kan fraføres denne.
Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at sikkerhedsfondens midler kun
kan anvendes til dækning af tab ved afvikling af de forsik-
ringsmæssige forpligtelser eller på anden måde til fordel for
de forsikrede.
Det foreslås i stk. 2, 3. pkt., at der ikke kan foretages ved-
tægtsændringer med den virkning, at midler, der efter stk. 1
allerede er henlagt til sikkerhedsfonden, kan fraføres denne i
andre tilfælde.
Et forsikringsselskab skal præsentere årsregnskabet, forin-
den der kan anvendes midler fra en sikkerhedsfond til dæk-
ning af tab. Dermed forhindres det, at det er muligt at
benytte midlerne fra sikkerhedsfonden for at dække over
resultatet af årets drift.
Det er forsikringsselskabernes ansvar at sikre, at de anven-
der midlerne i sikkerhedsfonden i overensstemmelse med
den foreslåede bestemmelses regler.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke være til hinder for, at
et forsikringsselskab ændrer i vedtægterne og beslutter, at
der ikke længere skal foretages henlæggelser til sikkerheds-
fonden.
Til § 164
Den gældende § 283 i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter regler om, at gruppe 1-forsikringsselskaber og virksom-
heder omfattet af § 175 b, stk. 1 og 2, i lov om finansiel
virksomhed årligt skal offentliggøre en rapport om deres
solvens og finansielle situation og indsende en uddybende
rapport til Finanstilsynet om deres solvens og finansielle
situation.
Den foreslåede § 164 viderefører den gældende lov om fi-
nansiel virksomhed § 283 med redaktionelle ændringer.
Den foreslåede § 164 gennemfører Solvens II-direktivets
artikel 35, stk. 2, litra a, nr. i, 51, 53-55, 75-77, 78-85 og 256
i, som ændret ved Omnibus II-direktivet.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører for så vidt angår
kravet om offentliggørelse af en rapport på koncernniveau
artikel 256, stk. 1, 1. pkt., i Solvens II-direktivet, mens
kravet om indsendelse af en årlig uddybende rapport på kon-
cernniveau til Finanstilsynet udspringer af artikel 35, stk. 2,
litra a, nr. i, i Solvens II-direktivet, med de præciseringer,
der følger af artikel 372, jf. artikel 304, stk. 1, litra b, i
Solvens II-forordningen.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at gruppe 1-forsikringsselskaber
391
årligt skal offentliggøre en rapport om deres solvens og
finansielle situation.
Den foreslåede bestemmelse har til hensigt at skabe øget
gennemsigtighed over for offentligheden ved at stille krav
om, at selskaberne offentliggør en rapport om deres solvens
og finansielle situation. Den rapport, som selskaberne skal
offentliggøre, skal således indeholde en række oplysninger,
der gør det muligt for offentligheden at få indblik i selska-
bets situation. Der er fastsat nærmere krav til, hvilke oplys-
ninger selskaberne skal offentliggøre i bekendtgørelse nr.
593 af 31. maj 2017 om rapporter om solvens og finansiel
situation for gruppe 1-forsikringsselskaber m.v. Bekendtgø-
relsen er udstedt med hjemmel i lovforslagets stk. 3.
Der henvises til bemærkningerne til stk. 3 for nærmere in-
formation om indholdet af denne bekendtgørelse.
Ud over den rapport, som skal offentliggøres, stilles der krav
om, at selskaberne indsender en uddybende rapport til Fi-
nanstilsynet. Rapporten, der i den hidtidige bestemmelse har
været betegnet den uddybende rapport, betegnes i Solvens
II-forordningen som »den regelmæssige tilsynsrapport«.
Formålet med den rapport, der skal sendes til Finanstilsynet,
er at give Finanstilsynet relevante og pålidelige oplysnin-
ger om bl.a. selskabets solvensmæssige situation. Rapporten
skal give et retvisende billede af selskabet.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at gruppe 1-forsikringsselska-
berne skal indsende en regelmæssig tilsynsrapport til Fi-
nanstilsynet om deres solvens og finansielle situation efter
frister fastsat i Kommissionens delegerede forordning (EU)
nr. 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II).
Det foreslås at ændre betegnelsen for rapporten fra uddyben-
de rapport til regelmæssig tilsynsrapport, så den kaldes det
samme i Solvens II-forordningen og lov om forsikringsvirk-
somhed.
Hyppigheden for indsendelse af denne rapport følger af arti-
kel 312 og 373 i Solvens II-forordningen.
I henhold til artikel 312, stk. 1, litra a, skal en fuld regel-
mæssig tilsynsrapport afgives »mindst hvert tredje år inden-
for de frister, der er fastsat i artikel 308 b, stk. 5, i direktiv
2009/138/EF, og efter den overgangsperiode, der er fastsat
i pågældende artikel, senest 14 uger efter selskabets regn-
skabsårs afslutning«.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at de omfattede sel-
skaber ikke automatisk skal indsende en fuld regelmæssig
tilsynsrapport på årlig basis. Udgangspunktet er, at rappor-
ten skal indsendes mindst hvert tredje år. Artikel 312 i Sol-
vens II-forordningen giver imidlertid hjemmel for Finanstil-
synet til at kræve hyppigere rapportering.
Det følger således af artikel 312, stk. 2, i Solvens II-forord-
ningen, at Finanstilsynet kan kræve, at selskabet forelægger
sin regelmæssige tilsynsrapport »at the end of any financial
year of the undertaking«. Finanstilsynet kan, hvis det skøn-
nes nødvendigt for tilsynet med de i stk. 1 og stk. 2 nævnte
gruppe 1-forsikringsselskaber og virksomheder, kræve en
fuld regelmæssig tilsynsrapport årligt.
Endelig fremgår det af forordningens artikel 312, stk. 3, at
selv hvis der ikke er krav om, at selskabet skal forelægge
en fuld regelmæssig tilsynsrapport for et givent regnskabs-
år, skal selskabet stadig forelægge tilsynsmyndighederne en
rapport årligt, som beskriver eventuelle væsentlige ændrin-
ger i selskabets virksomhed og resultater, ledelsessystem,
risikoprofil, værdiansættelse til solvensformål og kapitalfor-
valtning i løbet af det pågældende regnskabsår, samt give en
kortfattet forklaring på årsagerne til og konsekvenserne af
sådanne ændringer.
I tilfælde af, at der ikke er sket væsentlige ændringer i
selskabet i relation til de omhandlede områder, som nævnt
i forordningens artikel 312, stk. 3, skal selskabet stadig ind-
sende en rapport til Finanstilsynet. Dette kan ske i form af
en kort forklaring til Finanstilsynet om, at der ikke har været
væsentlige ændringer i et givent regnskabsår.
Artikel 312 fastlægger hyppighed og frist på soloniveau,
dvs. for det enkelte gruppe 1-forsikringsselskab, mens arti-
kel 373 fastlægger reglerne på koncernniveau. Det følger
af artikel 373 i Solvens II-forordningen, at fristerne for den
regelmæssige tilsynsrapport fastsat i artikel 312 forlænges
med 6 uger.
Med lovforslagets § 312, stk. 1, foreslås det, at overtrædelse
af den foreslåede bestemmelse kan straffes med bøde.
Ansvarssubjektet er et gruppe 1-forsikringsselskab. Det be-
tyder, at et gruppe 1-forsikringsselskab kan straffes med
bøde, hvis det ikke årligt offentliggør en rapport om sin
solvens og finansielle situation. Et gruppe 1-forsikringssel-
skab kan efter det foreslåede også straffes med bøde, hvis
det undlader at indsende en regelmæssig tilsynsrapport til
Finanstilsynet om sin solvens og finansielle situation efter
frister fastsat i Solvens II-forordningen.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at virksomheder omfattet af
392
§ 166, stk. 1 og 2, årligt skal offentliggøre en rapport om
koncernens eller gruppens solvens og finansielle situation.
Den foreslåede bestemmelse har til hensigt at skabe øget
gennemsigtighed over for offentligheden ved at stille krav
om, at selskaberne offentliggør en rapport om deres solvens
og finansielle situation på koncernniveau efter stk. 2. Den
rapport, der skal offentliggøres, skal indeholde en række op-
lysninger, der gør det muligt for offentligheden at få indblik
i koncernens situation. De nærmere krav til, hvilke oplysnin-
ger koncernen skal offentliggøre, fremgår af bekendtgørelse
nr. 593 af 31. maj 2017 om rapporter om solvens og finan-
siel situation for gruppe 1-forsikringsselskaber m.v., som er
udstedt med hjemmel i stk. 3.
Ud over den rapport, som skal offentliggøres, stilles der
krav om, at koncernen indsender en uddybende rapport til
Finanstilsynet. Rapporten, der i lovforslaget betegnes den
uddybende rapport, betegnes i Solvens II-forordningen som
»den regelmæssige tilsynsrapport«.
Formålet med den uddybende rapport til Finanstilsynet er at
give Finanstilsynet relevante og pålidelige oplysninger om
koncernens solvensmæssige situation. Rapporten skal give
et retvisende billede af koncernen.
Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at derudover skal virksomheder
omfattet af § 166, stk. 1 og 2, indsende en regelmæssig til-
synsrapport om koncernens eller gruppens solvens og finan-
sielle situation til Finanstilsynet efter frister fastsat i Kom-
missionens delegerede forordning (EU) nr. 2015/35 af 10.
oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse
af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).
Det foreslås at ændre betegnelsen for rapporten fra uddyben-
de rapport til regelmæssig tilsynsrapport, så den kaldes det
samme i Solvens II-forordningen og lov om forsikringsvirk-
somhed.
Efter stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, 2. pkt., er det Solvens II-for-
ordningens regler, der er styrende for, hvor ofte en fuld
regelmæssig tilsynsrapport skal afgives. Dette indebærer, at
de omfattede selskaber ikke automatisk skal indsende en
fuld regelmæssig tilsynsrapport på årlig basis. Hyppigheden
for indsendelse af denne rapport følger af artikel 312 og 373
i Solvens II-forordningen.
Artikel 312 i Solvens II-forordningen fastlægger hyppighed
og frist på soloniveau, dvs. for det enkelte gruppe 1-forsik-
ringsselskab, mens artikel 373 fastlægger reglerne på kon-
cernniveau. Det følger af artikel 373 i Solvens II-forordnin-
gen, at fristerne for den regelmæssige tilsynsrapport fastsat i
artikel 312 forlænges med 6 uger.
I henhold til Solvens II-forordningens artikel 312, stk. 1, li-
tra a, skal en fuld regelmæssig tilsynsrapport således afgives
»mindst hvert tredje år indenfor de frister, der er fastsat i
artikel 308 b, stk. 5, i direktiv 2009/138/EF, og efter den
overgangsperiode, der er fastsat i pågældende artikel, senest
14 uger efter selskabets regnskabsårs afslutning«.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at de omfattede sel-
skaber ikke automatisk skal indsende en fuld regelmæssig
tilsynsrapport på årlig basis. Udgangspunktet er, at rappor-
ten skal indsendes mindst hvert tredje år.
Artikel 312, stk. 2, i Solvens II-forordningen giver Finanstil-
synet hjemmel til at kræve hyppigere rapportering. Finans-
tilsynet kan herefter kræve, at selskabet forelægger sin re-
gelmæssige tilsynsrapport »at the end of any financial year
of the undertaking«. Finanstilsynet kan, hvis det skønnes
nødvendigt for tilsynet med de i stk. 1 og stk. 2 nævnte
gruppe 1-forsikringsselskaber og virksomheder, kræve en
fuld regelmæssig tilsynsrapport årligt.
Hvis der ikke er krav om, at selskabet skal forelægge en fuld
regelmæssig tilsynsrapport for et givent regnskabsår, skal
selskabet forelægge tilsynsmyndighederne en rapport, som
beskriver eventuelle væsentlige ændringer i selskabets virk-
somhed og resultater, ledelsessystem, risikoprofil, værdian-
sættelse til solvensformål og kapitalforvaltning i løbet af det
pågældende regnskabsår, samt give en kortfattet forklaring
på årsagerne til og konsekvenserne af sådanne ændringer, jf.
Solvens II-forordningens artikel 312, stk. 3.
I tilfælde af, at selskabet ikke har haft væsentlige ændringer,
som nævnt i forordningens artikel 312, stk. 3, skal selskabet
indsende en kort forklaring til Finanstilsynet om, at der ikke
har været væsentlige ændringer i et givent regnskabsår.
Med lovforslagets § 312, stk. 1, foreslås det, at overtrædelse
af den foreslåede bestemmelse kan straffes med bøde.
Ansvarssubjektet er en virksomhed, som er omfattet af lov-
forslagets § 166, stk. 1 og 2. Det betyder, at en sådan
virksomhed kan straffes med bøde, hvis den ikke årligt of-
fentliggør en rapport om koncernens eller gruppens solvens
og finansielle situation. Virksomheder omfattet af § 1, stk. 1
og 2, kan efter det foreslåede også straffes med bøde, hvis
de undlader at indsende en regelmæssig tilsynsrapport om
koncernens eller gruppens solvens og finansielle situation til
Finanstilsynet efter frister fastsat i Solvens II-forordningen.
Det foreslås i stk. 3, at erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler om de oplysninger, som rapporterne skal in-
deholde, og om overgangsbestemmelser om offentliggørelse
og indsendelse til Finanstilsynet.
393
Det foreslåede stk. 3 viderefører den gældende § 283, stk. 3,
i lov om finansiel virksomhed, der er udnyttet til at udstede
bekendtgørelse nr. 593 af 31. maj 2017 om rapporter om sol-
vens og finansiel situation for gruppe 1-forsikringsselskaber
m.v.
Bekendtgørelsen indeholder de nærmere krav til det over-
ordnede indhold for den rapport om solvens og finansiel
situation, som selskaberne skal offentliggøre, herunder hvor-
når selskaberne kan undlade at offentliggøre oplysninger,
og hvornår selskaberne kan genbruge eller henvise til alle-
rede offentliggjort information. Desuden specificeres det i
bekendtgørelsen, i hvilke tilfælde selskaberne skal opdatere
den offentliggjorte information i tidsrummet mellem den
årlige offentliggørelse af rapporten, og der fastsættes et prin-
cip om, at selskaberne frivilligt kan offentliggøre yderligere
information.
Derudover indeholder bekendtgørelsen nærmere krav til den
uddybende rapport til Finanstilsynet om selskabernes sol-
vens og finansielle situation, der skal indsendes til Finanstil-
synet.
Endelig indeholder bekendtgørelsen bestemmelser om fri-
sterne for offentliggørelse og fristerne for indsendelse til
Finanstilsynet.
Kommissionen har desuden fastlagt nærmere regler om rap-
porterne som en del af niveau 2-reguleringen ved vedtagel-
sen af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35
af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og
udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Sol-
vens II). Kommissionen er bemyndiget hertil i Solvens II-di-
rektivets artikel 56, som ændret ved Omnibus II-direktivet.
Til § 165
Den gældende § 175 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter krav for koncerner om indberetning af ekspone-
ringer.
Den foreslåede bestemmelse i § 165 viderefører § 175 a, stk.
1 og stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.
Bestemmelsen gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2002/87/EF af 16. december 2002 om supplerende
tilsyn med kreditinstitutter, forsikringsselskaber og investe-
ringsselskaber i et finansielt konglomerat artikel 2, nr. 19, og
artikel 7.
Det foreslåede stk. 1 fastlår, at koncerner, hvor den øverste
modervirksomhed i Danmark er et forsikringsselskab, eller
hvor modervirksomheden er en forsikringsholdingvirksom-
hed, én gang årligt skal indberette alle eksponeringer, der
udgør mere end 10 pct. af koncernens kapitalgrundlag til
Finanstilsynet.
En modervirksomhed er i den foreslåede § 9, stk. 1, nr.
6, defineret som en virksomhed, der har en eller flere
dattervirksomheder. En koncern kan derfor have flere mo-
dervirksomheder, f.eks. hvis en virksomhed er ejet af en
virksomhed, som igen er ejet af en virksomhed. Bestemmel-
sen præciserer, at kravet kun retter sig mod den øverste
modervirksomhed i Danmark. Bestemmelsen finder desuden
anvendelse på koncerner, hvor modervirksomheden er en
forsikringsholdingvirksomhed, om end det her ikke er et
krav, at holdingvirksomheden skal være den øverste moder-
virksomhed i Danmark.
Eksponeringer er i den foreslåede § 9, stk. 1, nr. 14, define-
ret som summen af alle mellemværender med en kunde eller
en gruppe af indbyrdes forbundne kunder, der indebærer en
kreditrisiko for virksomheden, og kapitalandele udstedt af
kunden eller af en blandt en gruppe af indbyrdes forbundne
kunder.
Bestemmelsen stiller krav om, at koncernen én gang årligt
indberetter de af koncernens eksponeringer, der udgør mere
end 10 pct. af koncernens kapitalgrundlag. Formålet med
bestemmelsen er at sikre, at Finanstilsynet kan følge udvik-
lingen i en koncerns væsentligste engagementsrisici.
Det foreslås med lovforslagets § 312, stk. 2, nr. 1, at strafbe-
lægge overtrædelse af stk. 1. Ansvarssubjektet for overtræ-
delse af bestemmelsen er den øverste modervirksomhed i
Danmark eller en forsikringsholdingvirksomhed. Den straf-
bare handling består i undladelse af årligt at indberette alle
eksponeringer, jf. dette forslags § 9, stk. 1, nr. 14, der udgør
mere end 10 pct. af koncernens kapitalgrundlag.
Det foreslåede stk. 2 bemyndiger Finanstilsynet til at fast-
sætte nærmere regler for indberetningen efter stk. 1.
Hjemlen er endnu ikke udnyttet.
Til § 166
Det følger af den gældende § 175 b i lov om finansiel virk-
somhed, at det påhviler bestyrelsen for en forsikringshol-
dingvirksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed, der
opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 9, litra a, i lov om
finansiel virksomhed, at sikre, at koncernen er i besiddelse
af et kapitalgrundlag, der dækker solvenskapitalkravet for
koncernen, når mindst en af dattervirksomhederne driver
forsikringsvirksomhed som gruppe 1-forsikringsselskab. Be-
stemmelsen fastsætter samtidig regler for opgørelse og ind-
394
beretning af koncernens kapitalgrundlag og solvenskapital-
krav, Finanstilsynets adgang til at dispensere samt mulige
reaktioner i tilfælde af, at solvenskapitalkravet ikke opfyl-
des.
Den foreslåede bestemmelse i § 166 viderefører § 175 b i
lov om finansiel virksomhed med sproglige ændringer.
Bestemmelsen gennemfører artikel 212-215, 218-220,
230-233 og 235 i Solvens II-direktivet, der regulerer tilsyn
med koncerner, hvori der indgår forsikringsselskaber.
Bestemmelsen regulerer solvenskapitalgrundlaget og sol-
venskapitalkravet for koncerner.
Hovedformålet med at føre et koncerntilsyn er at sikre, at
kapitalen er hensigtsmæssigt fordelt indenfor koncernen og
er tilgængelig til at beskytte forsikringstagerne og de begun-
stigede, hvis dette bliver nødvendigt. Alle selskaber i en
koncern skal selv være i besiddelse af kapital til at dække
deres solvenskapitalkrav.
Finanstilsynet skal føre koncerntilsyn i de tilfælde, hvor
modervirksomheden i koncernen eller delkoncernen er et
gruppe 1-forsikringsselskab, en forsikringsholdingvirksom-
hed eller en blandet finansiel holdingvirksomhed beliggen-
de i Danmark. I de tilfælde, hvor modervirksomheden i
koncernen eller delkoncernen har sit hovedsæde i et andet
medlemsland, vil tilsynet med solvenskapitalkravet for kon-
cernen blive foretaget af dette lands tilsynsmyndighed, jf.
dog forslagets § 167 og bemærkningerne hertil.
Solvens II-direktivet indeholder på koncernområdet en ræk-
ke bestemmelser om samarbejdet mellem tilsynsmyndighe-
derne samt EIOPA’s rolle i koncerntilsynet. Det fremgår
blandt andet af Solvens II-direktivet, at der udpeges en kon-
cerntilsynsførende, hvis rettigheder og pligter omfatter hen-
sigtsmæssige koordinerings- og beslutningsbeføjelser. Når
den koncerntilsynsførende udpeges, skal der tages hensyn til
koncernens struktur og den relative betydning af forsikrings-
selskabets aktiviteter på de forskellige markeder.
Det fremgår endvidere af Solvens II-direktivet, at tilsyns-
myndighederne fra alle medlemslande, hvori et selskab i
koncernen er etableret, bør deltage i tilsynet på koncernni-
veau via et tilsynskollegium. Alle tilsynsmyndighederne
skal have adgang til den dokumentation, der stilles til rådig-
hed for de andre tilsynsmyndigheder i tilsynskollegiet. Til-
synsmyndighederne skal tillige inddrages i beslutningstag-
ningen. Tilsynskollegiets aktiviteter skal svare til arten,
omfanget og kompleksiteten af de risici, der er knyttet til
koncernen. Oprettelsen af et tilsynskollegium skal sikre, at
samarbejdet, udvekslingen af oplysninger og høringsproces-
sen mellem tilsynsmyndighederne i praksis finder sted i
overensstemmelse med Solvens II-direktivet.
Tilsynskollegiernes virke er underlagt en række bestemmel-
ser i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-di-
rektivet, og Kommissionen har fastlagt nærmere regler om
koncerntilsynet som en del af niveau 2-reguleringen ved
vedtagelsen af Kommissionens delegerede forordning (EU)
2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang
til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed
(Solvens II) og Kommissionens gennemførelsesforordning
(EU) 2015/2014 af 11. november 2015 om gennemførelses-
mæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne og
skemaerne i forbindelse med indberetning af oplysninger til
den koncerntilsynsførende samt udveksling af oplysninger
mellem tilsynsmyndigheder.
Bestemmelsen fastsætter, hvilke koncernstrukturer bestem-
melsen finder anvendelse for. Der kan være tilfælde, hvor en
given koncernstruktur omfattes såvel af bestemmelsens stk.
1 som 2. Anvendelse af stk. 1 og 2 er ikke gensidigt udeluk-
kende i sådanne tilfælde. I tråd hermed fremgår følgende af
retningslinje 4 i Retningslinjer for koncernsolvens udstedt
af Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og
Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA): »Da de fire an-
vendelsestilfælde for koncerntilsyn, der omtales i artikel
213, stk. 2, litra a til d, i Solvens II-direktivet, ikke gensidigt
udelukker hinanden, bør tilsynsmyndighederne overveje at
anvende de forskellige i denne artikel omhandlede anven-
delsestilfælde for koncerntilsyn indenfor samme koncern.«
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at bestyrelsen for en forsikrings-
holdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed,
der opfylder betingelserne i det foreslåede § 9, stk. 1, nr. 9,
skal sikre, at koncernen er i besiddelse af et kapitalgrundlag,
der dækker solvenskapitalkravet for koncernen, når mindst
en af dattervirksomhederne driver forsikringsvirksomhed.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører Solvens II-direk-
tivets artikel 213, stk. 2, litra b, i relation til kravet om
tilsyn med koncernsolvens, jf. artikel 218, stk. 3, i Solvens
II-direktivet.
Pligten påhviler selskabets bestyrelse, hvilket er i overens-
stemmelse med § 3, stk. 1, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 1723
af 16. december 2015 om ledelse og styring af forsikrings-
selskaber m.v., hvorefter det bl.a. er en bestyrelsesopgave at
vurdere og træffe beslutning om virksomhedens budgetter,
kapital og likviditet.
Henvisningen til forslagets § 9, stk. 1, nr. 9, er en del af
implementeringen af artikel 213, stk. 2, litra b, i Solvens II-
direktivet, hvorefter der bl.a. skal udøves koncerntilsyn med
forsikrings- eller genforsikringsselskaber, hvis moderselskab
395
er et blandet finansielt holdingselskab, hvilket i en dansk
sammenhæng bedst kan sammenlignes med en finansiel hol-
dingvirksomhed som defineret i § 9, stk. 1, nr. 9.
Den foreslåede bestemmelse stiller ikke krav om, at de om-
fattede holdingvirksomheder er øverste modervirksomhed
i koncernen, hvilket skyldes, at dette ikke efter Solvens II-
direktivet er afgørende for, om der skal udøves koncerntil-
syn. Det afgørende er derimod tilstedeværelsen af en kon-
cern – eller gruppe, jf. det foreslåede stk. 2 – hvorigennem
der udøves forsikringsvirksomhed omfattet af direktivet. Det
følger dog af art. 215 i Solvens II-direktivet, at er der tale
om en delkoncern, hvor modervirksomheden selv er datter-
virksomhed til et forsikrings- eller genforsikringsselskab,
en anden forsikringsholdingvirksomhed eller en anden blan-
det forsikringsholdingvirksomhed med hovedsæde indenfor
Unionen, vil pligten til at sikre solvenskapitalkravet for hele
koncernen alene påhvile bestyrelsen i den øverste moder-
virksomhed.
At bestemmelsen ikke eksplicit angiver, at øverste virksom-
hed skal være beliggende i Danmark, er en teknikalitet. Re-
guleringen er indeholdt i en dansk lov, der gælder i Dan-
mark. Bestemmelsen tiltænker således ikke at gøre op med
opdelingen mellem de foreslåede § 166 og § 167, hvor §
166 vedrører en situation, hvor øverste relevante enhed er
i Danmark, mens § 167 omvendt adresserer tilfældet, hvor
øverste relevante enhed ikke er i Danmark.
Dette er i overensstemmelse med Solvens II-direktivet,
hvorefter udgangspunktet er, at det er det øverste – i direk-
tivet benævnt det endelige – moderselskab på fællesskabs-
niveau, dvs. på tværs af EU, som bærer ansvaret for at
efterleve koncernreglerne, jf. direktivets artikel 215, stk. 1.
Den foreslåede § 166, stk. 1, vedrører situationer, hvor en
dansk forsikringsholdingvirksomhed eller en dansk finansiel
holdingvirksomhed, der opfylder betingelserne i § 9, stk. 1,
nr. 9, er den øverste enhed omfattet af Solvens II-regulerin-
gen.
Er dette ikke tilfældet, og er øverste forsikringsenhed i kon-
cernen beliggende i et andet medlemsland, er det i overens-
stemmelse med direktivets artikel 215, stk. 1, som udgangs-
punkt den øverste enhed i dette medlemsland, som er pligt-
subjekt i forhold til reguleringen af koncernens forhold. Der
kan være omstændigheder, som kan begrunde en afvigelse
fra udgangspunktet om, at det er det øverste moderselskab
på fællesskabsniveau, der er underlagt koncernreglerne, så-
ledes at disse skal efterleves af den øverste forsikringsenhed
på nationalt niveau, jf. i øvrigt direktivets artikel 216 og
forslagets § 167, der omhandler denne situation.
Hvis en koncern eller gruppe af forsikringsselskaber omfat-
tet af Solvens II-reguleringen har enheder placeret i forskel-
lige EU-lande, afgøres spørgsmålet om, hvilken myndighed
der er koncerntilsynsførende, efter kriterierne anført i direk-
tivets artikel 247. Efter disse kriterier er en afgørende faktor,
hvor forsikringsselskabet – eller flere forsikringsselskaber –
er beliggende, og dansk koncerntilsyn fordrer derfor i prak-
sis tilstedeværelsen af et i Danmark beliggende forsikrings-
selskab omfattet af Solvens II-reguleringen, dvs. et gruppe
1-forsikringsselskab.
I praksis er det ikke nødvendigvis oplagt, hvilke selskaber
der indgår i en koncern omfattet af stk. 1, hvorfor afgørelsen
heraf kan bero på de konkrete omstændigheder. Det skal
hertil tilføjes, at Finanstilsynet efter bestemmelsens stk. 8
har mulighed for efter en konkret vurdering at træffe afgø-
relse om ikke at medtage et selskab i koncernen ved opgø-
relsen af solvenskapitalkravet.
Det bemærkes, at kravet om opgørelse af koncernsolvens
efter stk. 1 også gælder i tilfælde, hvor der i koncernen ind-
går eksempelvis pengeinstitutter. I sådanne tilfælde kan der
i medfør af bekendtgørelse om opgørelse af kapitalgrundlag
og solvenskapitalkrav for koncerner m.v., jf. bekendtgørelse
1727 af 19. december 2017 søges om Finanstilsynets god-
kendelse til at opgøre koncernsolvensen efter metoder fast-
sat i bekendtgørelse nr. 2155 af 3. december 2020 om opgø-
relse af risikoeksponeringer, kapitalgrundlag og solvensbe-
hov.
Med lovforslagets § 312, stk. 1, nr. 1, foreslås det, at over-
trædelse af den foreslåede bestemmelse kan straffes med
bøde.
Ansvarssubjektet er bestyrelsen for en forsikringsholding-
virksomhed eller en finansiel holdingsvirksomhed, der op-
fylder betingelserne i lovforslagets § 9, stk. 1, nr. 9. Den
strafbare handling ved overtrædelse af stk. 1 består i, at
bestyrelsen undlader at sikre, at koncernen er i besiddelse
af et kapitalgrundlag, der dækker solvenskapitalkravet for
koncernen, når mindst en af dattervirksomhederne driver
forsikringsvirksomhed.
Det følger af forslaget til bestemmelsen i stk. 2, at stk. 1
også finder anvendelse for et gruppe 1-forsikringsselskab
og til dette tilknyttede virksomheder, der udøver forsikrings-
virksomhed.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at dette dog ikke gælder,
hvor der i koncerenen alene drives forsikringsvirksomhed
gennem gruppe 2-forsikringsselskaber.
Det foreslåede medfører, at kravet i henhold til det foreslåe-
de stk. 1, 1. pkt., ikke finder anvendelse, hvor der alene udø-
ves forsikringsvirksomhed gennem gruppe 2-forsikringssel-
396
skaber. Bestemmelsen gennemfører regulering fra Solvens
II-direktivet, og gruppe 2-selskaber er ikke omfattet heraf.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at stk. 1 finder tilsvarende
anvendelse for et gruppe 1-forsikringsselskab og til dette
tilknyttede virksomheder, der udøver forsikringsvirksomhed.
Bestemmelsen indebærer, at kravet om tilstedeværelse af et
kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet for kon-
cernen også finder anvendelse i tilfælde, hvor der drives for-
sikringsvirksomhed gennem et gruppe 1-forsikringsselskab
og tilknyttede forsikringsvirksomheder underlagt Solvens II-
reguleringen. Det følger således af bestemmelsen, at stk.
1 finder tilsvarende anvendelse for et gruppe 1-forsikrings-
selskab og til dette tilknyttede virksomheder, der udøver
forsikringsvirksomhed. Bestemmelsen gennemfører Solvens
II-direktivets artikel 213, stk. 2, litra a, i relation til kravet
om tilsyn med koncernsolvens, jf. artikel 218, stk. 2, i Sol-
vens II-direktivet.
Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at dette dog ikke gælder, hvor
der i koncernen alene drives forsikringsvirksomhed gennem
gruppe 2-forsikringsselskaber.
Det foreslåede medfører, at kravet i henhold til det foreslåe-
de stk. 2, 1. pkt., ikke finder anvendelse, hvor der alene udø-
ves forsikringsvirksomhed gennem gruppe 2-forsikringssel-
skaber. Bestemmelsen gennemfører regulering fra Solvens
II-direktivet, og gruppe 2-selskaber er ikke omfattet heraf.
Idet forslagets stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for de af
det foreslåede stk. 2 omfattede grupper, er det bestyrelsen
for gruppe 1-forsikringsselskabet, der har andre virksomhe-
der knyttet til sig, som skal sikre, at gruppen af forsikrings-
selskaber er i besiddelse af et kapitalgrundlag, der dækker
solvenskapitalkravet for gruppen. At denne pligt påhviler
bestyrelsen, er i overensstemmelse med § 3, stk. 1, nr. 3, i
bekendtgørelse nr. 1723 af 16. december 2015 om ledelse
og styring af forsikringsselskaber m.v., hvorefter det bl.a.
er en bestyrelsesopgave at vurdere og træffe beslutning om
virksomhedens budgetter, kapital og likviditet.
Hvor anvendelsen af det foreslåede stk. 1 grundlæggende
fordrer, at der er tale om en koncern, som dette begreb er
defineret i dette forslag, dvs. en modervirksomhed og en
eller flere dattervirksomheder, jf. de foreslåede § 9, stk. 1,
nr. 6-7, samt §§ 11 og 12, gør dette sig ikke gældende i
forhold til anvendelsen af stk. 2.
Det foreslåede stk. 2 udspringer af, at der efter artikel 213,
stk. 2, litra a, i Solvens II-direktivet skal udøves, hvad der
efter Solvens II-direktivet betegnes som koncerntilsyn med
forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som er deltagende
selskaber i mindst et andet forsikrings- eller genforsikrings-
selskab.
Et deltagende selskab kan være en modervirksomhed, men
behøver ikke være det. Det kan eksempelvis også være et
selskab, der besidder en kapitalinteresse i et andet selskab
og således ikke nødvendigvis har bestemmende indflydel-
se over dette andet selskab. Efter dette forslag er det en
forudsætning for, at der er tale om en koncern, at en virk-
somhed har bestemmende indflydelse over et andet. Af den-
ne årsag er anvendelsesområdet for stk. 2 afgrænset til at
vedrøre en gruppe af virksomheder bestående af et gruppe
1-forsikringsselskab og tilknyttede forsikringsvirksomheder
underlagt Solvens II-reguleringen. De kan være knyttet til
hinanden som moder- og dattervirksomhed, men behøver
ikke være det.
Det anvendte begreb tilknyttede virksomheder er tænkt som
en samlebetegnelse for de relevante tilknytninger mellem
flere forsikringsselskaber, som kan indebære, at der er tale
om en forsikringsgruppe underlagt gruppetilsyn. Begrebet
tilknyttede virksomheder tilsigter dermed en implemente-
ring af begreberne »deltagende og tilknyttet selskab«, som
disse er defineret i artikel 212, stk. 1, litra a og b, i Solvens
II-direktivet.
Det følger heraf, at et deltagende selskab er et selskab, som
enten er et moderselskab eller et andet selskab, der besidder
en kapitalinteresse, eller et selskab, der er knyttet til et andet
selskab som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 83/349/
EØF, mens et tilknyttet selskab er det modsatte, dvs. et
selskab, som enten er et datterselskab eller et andet selskab,
hvori der besiddes en kapitalinteresse, eller et selskab, der er
knyttet til et andet selskab som omhandlet i artikel 12, stk. 1,
i direktiv 83/349/EØF.
I forhold til det foreslåede stk. 2 er en til gruppe 1-for-
sikringsselskabet tilknyttet virksomhed dermed en datter-
virksomhed, en virksomhed, som gruppe 1-forsikringssel-
skabet har en kapitalinteresse i, flere virksomheder, der i
henhold til aftale eller vedtægter er underlagt fælles ledel-
se med gruppe 1-forsikringsselskabet, eller flere virksomhe-
der, hvori ledelserne for flertallets vedkommende består af
samme personer, som i gruppe 1-forsikringsselskabet.
En dattervirksomhed er en virksomhed, som er underlagt
bestemmende indflydelse af en modervirksomhed, jf. den
foreslåede § 9, stk. 1, nr. 7. Bestemmende indflydelse er
defineret i den foreslåede § 12.
Ved kapitalinteresser forstås en virksomheds direkte eller
indirekte besiddelse af 20 pct. eller mere af stemmerettighe-
derne eller kapitalen i en virksomhed, jf. den foreslåede § 9,
stk. 2.
397
Artikel 212, stk. 1, litra a og b, i Solvens II-direktivet hen-
viser til artikel 12, stk. 1, i Rådets syvende direktiv af 13.
juni 1983 om konsoliderede regnskaber. Dette direktiv er i
dag afløst af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 26.
juni 2013 om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og
tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer, hvori
artikel 22, stk. 7, er affattet tilsvarende førnævnte artikel 12,
stk. 1. Det følger heraf, at der består en relevant tilknytning
imellem flere virksomheder, når flere virksomheder i hen-
hold til aftale eller vedtægter er underlagt fælles ledelse, el-
ler ledelserne for flertallets vedkommende består af samme
personer. Det vil bero på en vurdering af de konkrete om-
stændigheder, hvorvidt der foreligger en gruppe omfattet af
stk. 2 som følge af forbindelser mellem ledelseslagene. Da
der er tale om implementering af EU-regulering, vil even-
tuelle relevante fortolkningsbidrag herfra, eksempelvis fra
EIOPA, indgå i vurderingen.
I praksis er det i øvrigt ikke nødvendigvis oplagt, hvilke
selskaber der indgår i en gruppe omfattet af det foreslåede
stk. 2, hvorfor også afgørelsen heraf kan bero på de konkrete
omstændigheder. Det skal hertil tilføjes, at Finanstilsynet ef-
ter det foreslåede stk. 8 til denne bestemmelse har mulighed
for efter en konkret vurdering at træffe afgørelse om ikke at
medtage et selskab i gruppen ved opgørelsen af solvenskapi-
talkravet.
Da en gruppe af forsikringsselskaber omfattet af det foreslå-
ede stk. 2 kan bestå af enheder fra forskellige lande, er
det ikke meningen, at anvendelsesområdet skal begrænses
til grupper, hvor der kun indgår danske forsikringsselskaber
omfattet af Solvens II. Dette er årsagen til, at bestemmelsen
angiver, at der skal være tale om tilknyttede virksomheder,
der udøver forsikringsvirksomhed, hvormed der i denne
sammenhæng menes forsikringsvirksomhed omfattet af Sol-
vens II-reguleringens anvendelsesområde. Af samme årsag
fremgår det, at kravet om opgørelse af solvenskapitalkrav
for gruppen omfattet af det foreslåede stk. 2 ikke finder
anvendelse, hvis de tilknyttede virksomheder alene driver
forsikringsvirksomhed gennem gruppe 2-forsikringsselska-
ber, idet disse netop er kendetegnet ved at falde uden for
direktivets anvendelsesområde.
Som anført under bemærkningerne til det foreslåede stk. 1,
adresserer § 166 situationen, hvor øverste relevante enhed
er i Danmark, mens § 167 adresserer tilfælde, hvor øverste
relevante enhed ikke er i Danmark.
Dette er i overensstemmelse med Solvens II-direktivet,
hvorefter udgangspunktet er, at det er det øverste, i direkti-
vet benævnt det endelige, selskab på fællesskabsniveau, dvs.
på tværs af EU, som bærer ansvaret for at efterleve reglerne
for gruppen, jf. direktivets artikel 215, stk. 1.
I overensstemmelse hermed er det foreslåede stk. 2 rettet
mod tilfælde, hvor et dansk gruppe 1-forsikringsselskab er
den øverste forsikringsenhed i gruppen. Er dette ikke tilfæl-
det, og er øverste forsikringsenhed i gruppen beliggende
i et andet EU–land, er det i overensstemmelse med direk-
tivets artikel 215, stk. 1, som udgangspunkt den øverste
enhed i dette EU-land, som er pligtsubjekt i forhold til
overholdelsen af reguleringen af gruppens forhold. Der kan
være omstændigheder, som kan begrunde en fravigelse fra
udgangspunktet om, at det er den øverste enhed på fælles-
skabsniveau, der er underlagt kravene til gruppen, således at
disse skal efterleves af den øverste forsikringsenhed på nati-
onalt niveau, jf. i øvrigt direktivets artikel 216 og forslagets
§ 167, der omhandler denne situation.
Hvis en gruppe af forsikringsselskaber omfattet af Solvens
II-reguleringen har enheder placeret i forskellige EU-lande,
afgøres spørgsmålet om, hvilken myndighed der er gruppe-
tilsynsførende, efter kriterierne anført i Solvens II-direkti-
vets artikel 247.
Hvilket selskab der er øverste forsikringsenhed, beror på en
konkret vurdering af de konkrete omstændigheder.
Denne overvejelse om, hvilken af flere virksomheder der
er pligtsubjekt for reglernes efterlevelse, forventes særligt
at kunne blive relevant i et tilfælde, hvor der vurderes at
være en relevant tilknytning imellem flere virksomheder,
der består i, at flere virksomheder i henhold til aftale eller
vedtægter er underlagt fælles ledelse eller ledelserne for
flertallets vedkommende består af samme personer.
Overtrædelse af det foreslåede stk. 2 er ved lovforslagets
§ 312, stk. 1, nr. 1, foreslået strafbelagt med bøde. Ansvars-
subjektet for en overtrædelse af stk. 2 er et gruppe 1-for-
sikringsselskab. Den strafbare handling ved overtrædelse af
stk. 2 er den samme som for overtrædelse af stk. 1. Der-
med vil en strafbar handling eksempelvis kunne bestå i, at
bestyrelsen undlader at sikre, at koncernen er i besiddelse
af et kapitalgrundlag, der dækker solvenskapitalkravet for
koncernen, når mindst en af dattervirksomhederne driver
forsikringsvirksomhed.
Det foreslås i stk. 3, at kapitalgrundlaget for koncernen eller
gruppen, jf. stk. 1 og 2, skal opgøres i overensstemmelse
med den foreslåede § 153 og regler udstedt i medfør af stk.
10.
For nærmere information om opgørelsen af kapitalgrundla-
get henvises til lovforslagets § 153 samt tilhørende bemærk-
ninger og til det foreslåede stk. 10 til denne bestemmelse.
Det foreslås i stk. 4, at solvenskapitalkravet for koncernen
eller gruppen opgøres på baggrund af en metode baseret på
regnskabsmæssig konsolidering, jf. dog stk. 5, og enten ved
398
anvendelse af standardformlen efter § 154, stk. 2, 3 og 6,
eller ved anvendelse af en af Finanstilsynet godkendt intern
model for koncernen eller gruppen.
Bestemmelsen indebærer, at solvenskapitalkravet for kon-
cernen eller gruppen som udgangspunkt opgøres på bag-
grund af en metode baseret på regnskabsmæssig konsolide-
ring. Ved konsolideringen sammenlægges ensartede indtæg-
ter og omkostninger samt aktiver og passiver i regnskaber-
ne.
Solvenskapitalkravet for koncernen eller gruppen skal op-
gøres enten i overensstemmelse med standardformlen for
gruppe 1-forsikringsselskaber eller ved anvendelse af en af
Finanstilsynet godkendt intern model for koncernen.
Der er med hjemmel i den gældende § 175 b, stk. 10, i
lov om finansiel virksomhed udstedt en bekendtgørelse om
opgørelse af kapitalgrundlag og solvenskapitalkrav for kon-
cerner m.v., jf. bekendtgørelse nr. 1727 af 19. december
2017. Der henvises til bemærkningerne til stk. 10 for nær-
mere information om indholdet af denne bekendtgørelse.
Det foreslås med lovforslagets § 312, stk. 1, nr. 1, at strafbe-
lægge overtrædelse af stk. 4.
Ansvarssubjektet for overtrædelse af stk. 4 er en forsikrings-
holdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed,
der opfylder betingelserne i lovforslagets § 9, stk. 1, nr.
9. En overtrædelse af stk. 4 kan f.eks. være, at en forsik-
ringsholdingvirksomhed eller en omfattet finansiel holding-
virksomhed ikke opgør solvenskapitalkravet i overensstem-
melse med stk. 4.
Det foreslås i stk. 5, at Finanstilsynet i særlige tilfælde kan
træffe afgørelse om, at solvenskapitalkravet for koncernen
eller gruppen ikke skal opgøres efter metoden i stk. 4, eller
at opgørelsen efter stk. 4 skal kombineres med en anden op-
gørelsesmetode. ¬¬Finanstilsynet vil i sin vurdering lægge
vægt på, om det vil være uhensigtsmæssigt for koncernen at
opgøre solvenskapitalkravet for koncernen på baggrund af
en metode baseret på regnskabsmæssig konsolidering. Dette
kan eksempelvis være tilfældet, hvis koncernen indeholder
andre finansielle virksomheder end forsikringsselskaber.
Afgørelsen af om selskaberne skal anvende en anden meto-
de, skal ske efter konsultation af de berørte tilsynsmyndig-
heder i andre medlemslande.
¬Det foreslås i stk. 6, at § 223 finder anvendelse, hvis
koncernen eller gruppen ikke opfylder solvenskapitalkravet.
¬Dermed skal koncernen eller gruppen udarbejde en plan
for genoprettelse og sikre, at solvenskapitalkravet indenfor
en nærmere angiven tidsperiode igen opfyldes.
Der henvises til lovforslagets § 223 og de tilhørende be-
mærkninger for nærmere information om foranstaltningerne
ved manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet.
Det foreslås i stk. 7, at Finanstilsynet kan fastsætte et kapi-
taltillæg for koncernen eller gruppen i overensstemmelse
med § 278.
På koncernniveau vil det særligt være i situationer, hvor
en specifik risiko ikke på tilstrækkelig vis er afspejlet i
standardformlen eller den interne model, fordi den er vans-
kelig at værdiansætte. Desuden kan det være nødvendigt
at fastsætte et kapitaltillæg for koncernen, hvis selskaber i
koncernen har fået fastsat et kapitaltillæg. Endvidere kan
der i tilfælde, hvor der ikke er taget tilstrækkelig højde for
koncernens risikoprofil lægges et kapitaltillæg til det konso-
liderede solvenskapitalkrav.
Der henvises til den foreslåede § 278 og de tilhørende be-
mærkninger for nærmere information om kapitaltillægget.
Det foreslås i stk. 8, at Finanstilsynet kan træffe afgørelse
om ikke at medtage et selskab i koncernen eller gruppen
ved opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncernen eller
gruppen, når særlige betingelser er opfyldt.
Formålet med bestemmelsen er at skabe klarhed om, hvor-
når Finanstilsynet kan træffe afgørelse om ikke at medtage
et selskab i koncernen eller gruppen ved opgørelsen af sol-
venskapitalkravet for koncernen eller gruppen, samt at sikre,
at reglerne er i overensstemmelse med Solvens II-regulerin-
gen.
Det foreslås i stk. 8, nr. 1, at Finanstilsynet kan træffe afgø-
relse om ikke at medtage et selskab i koncernen eller grup-
pen ved opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncernen
eller gruppen, når selskabet er beliggende i et tredjeland,
hvor der er retlige hindringer for videregivelsen af de nød-
vendige oplysninger.
Reglen skal ses i sammenhæng med § 27 i bekendtgørel-
se nr. 1727 af 19. december 2017 om opgørelse af kapi-
talgrundlag og solvenskapitalkrav for koncerner m.v., der
implementerer Solvens II-direktivets artikel 229. § 27 be-
stemmer, at såfremt Finanstilsynet ikke har adgang til de op-
lysninger vedrørende virksomheden, som er nødvendige for
at opgøre koncernsolvensen, fratrækkes den bogførte værdi
for en tilknyttet virksomhed eller en tilknyttet tredjelands-
virksomhed ved opgørelsen af kapitalgrundlaget til dækning
af koncernsolvensen.
Det foreslås i stk. 8, nr. 2, at Finanstilsynet kan træffe afgø-
relse om ikke at medtage et selskab i koncernen eller grup-
pen ved opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncernen
399
eller gruppen, når selskabet, der påtænkes medtaget, kun
er af ringe betydning set ud fra formålene med koncerntilsy-
net. Dette gælder dog ikke, hvis selskabet, set sammen med
flere andre selskaber i koncernen, som helhed er af ikke
uvæsentlig betydning.
Det foreslås i stk. 8, nr. 3, at Finanstilsynet kan træffe afgø-
relse om ikke at medtage et selskab i koncernen eller grup-
pen ved opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncernen
eller gruppen, når det under hensyntagen til formålene med
koncerntilsynet ville være uhensigtsmæssigt eller vildleden-
de at medtage det pågældende selskab.
En afgørelse efter denne bestemmelse må træffes ud fra en
konkret vurdering baseret på den enkelte sag. Forud for en
afgørelse som følge af denne bestemmelse skal Finanstilsy-
net konsultere de berørte tilsynsmyndigheder.
Når Finanstilsynet ikke medtager et forsikrings- eller gen-
forsikringsselskab i koncerntilsynet efter dette litra, kan til-
synsmyndighederne i den medlemsstat, hvor det pågælden-
de selskab, der bliver truffet afgørelse over, er beliggende,
anmode selskabet, der er moderselskab i koncernen, om
enhver oplysning, der kan fremme tilsynet med det pågæl-
dende forsikrings- eller genforsikringsselskab. Det samme
gælder tilsvarende, hvis moderselskaber i koncernen, der
bliver truffet afgørelse om, er beliggende i Danmark, kan
Finanstilsynet anmode koncernens moderselskab om enhver
oplysning, der kan fremme tilsynet med det pågældende
forsikrings- eller genforsikringsselskab, der bliver truffet af-
gørelse om.
Bestemmelsen forventes blandt andet at blive anvendt, hvis
et selskab ikke påvirker eller har betydning for tilsynet med
koncernen. Forud for en sådan afgørelse skal de berørte
tilsynsmyndigheder konsulteres.
Det foreslås i stk. 9, 1. pkt., at virksomheder omfattet af stk.
1 og 2 som minimum skal opgøre solvenskapitalkravet for
koncernen eller gruppen en gang årligt og herefter indberette
resultatet heraf til Finanstilsynet.
Bestemmelsen indebærer en gennemførelse af Solvens II-di-
rektivets artikel 219, stk. 1 og stk. 2, 1. afsnit.
Fristen følger de frister for afgivelse af kvantitative indbe-
retningsskemaer, som er fastlagt i Solvens II-forordningens
artikel 373, jf. artikel 312, stk. 1, litra c.
Det foreslås i stk. 9, 2. pkt., at virksomheder omfattet af stk.
1 og 2 ved ændringer af væsentlig betydning for det opgjorte
solvenskapitalkrav for koncernen eller gruppen øjeblikkeligt
skal foretage en ny opgørelse og herefter indberette resulta-
tet til Finanstilsynet. Bestemmelsen indebærer en gennemfø-
relse af Solvens II-direktivets artikel 219, stk. 2, 1. afsnit.
Bestemmelsen betyder, at der ved ændringer af væsentlig
betydning for det opgjorte solvenskapitalkrav »øjeblikke-
ligt« skal foretages ny opgørelse samt efterfølgende indbe-
retning af resultatet til Finanstilsynet. Kravet om øjeblikke-
ligt at foretage ny opgørelse og efterfølgende indberetning
er udtryk for direktivnær implementering af artikel 219, stk.
2, 1. afsnit, i Solvens II-direktivet. Det følger heraf, at hvis
risikoprofilen for koncernen eller gruppen, jf. stk. 1 og 2,
afviger »væsentligt fra de antagelser, der lå til grund for det
senest indberettede solvenskapitalkrav, genberegnes koncer-
nens solvenskapitalkrav omgående, hvorefter det rapporteres
til den koncerntilsynsførende.« For at vurdere om der er
sket ændringer af væsentlig betydning, skal der løbende
ske vurdering af forudsætningerne og metoden, der ligger
til grund for opgørelsen af solvenskapitalkravet. Det skal
eksempelvis vurderes, om negative udviklinger i markedet
eller ændringer hos datterselskaber har væsentlig betydning.
Der er ikke med bestemmelsen tilsigtet en indholdsmæssig
forskel i anvendelsen af ordet »øjeblikkeligt« i lovteksten
i modsætning til direktivets anvendelse af ordet »omgåen-
de«. Ordet »øjeblikkeligt« er tillige anvendt i forbindelse
med det tilsvarende krav på soloniveau, jf. direktivets ar-
tikel 102, stk. 1, 4. afsnit, og den foreslåede § 132, stk.
5. Anvendelsen af forskellige ord i den danske udgave af
direktivet kan ikke antages at tilsigte en indholdsmæssig for-
skel, idet den engelske version af direktivet benytter samme
sprogbrug i forhold til kravet, jf. artikel 102, stk. 1, 4. afsnit
og artikel 219, stk. 2, 1. afsnit, der begge steder anvender
vendingen »without delay«. For at sikre overensstemmelse
i sprogbrugen i de danske regler anvendes »øjeblikkeligt«
begge steder. Den nærmere afgrænsning af »øjeblikkelig«
må ske i praksis, men vil skulle ske i overensstemmelse med
den gængse opfattelse af ordet. Kravet vurderes at indebære,
at genberegningen af solvenskapitalkravet skal ske uden op-
hold og dermed straks efter konstatering af de væsentlige
ændringer.
Det følger af lovforslagets § 312, stk. 1, nr. 1, at overtrædel-
se af det foreslåede stk. 9 kan straffes med bøde.
Ansvarssubjektet er virksomheder, der er omfattet af stk.
1 og 2. Det indebærer, at virksomheder omfattet af bestem-
melsen kan straffes med bøde, hvis de undlader at opgøre
solvenskapitalkravet for koncernen eller gruppen en gang
årligt og herefter indberette resultatet til Finanstilsynet. Efter
det foreslåede indebærer det også, at virksomheder omfattet
af bestemmelsen kan straffes med bøde, hvis de undlader
øjeblikkeligt at foretage en ny opgørelse og herefter indbe-
rette resultatet til Finanstilsynet ved ændringer af væsentlig
betydning for det opgjorte solvenskapitalkrav for koncernen
eller gruppen.
400
Det foreslås i stk. 10, 1. pkt., at Finanstilsynet kan fastsætte
nærmere regler om kapitalgrundlaget for koncerner og grup-
per omfattet af stk. 1 og 2, som kan anvendes til at dække
solvenskapitalkravet for koncernen eller gruppen, om opgø-
relse af solvenskapitalkravet for koncernen eller gruppen
efter stk. 4 og 5, om Finanstilsynets godkendelse af en intern
model for koncernen eller gruppen og om risikokoncentrati-
onen.
Det foreslås i stk. 10, 2. pkt., at Finanstilsynet endvidere kan
fastsætte nærmere regler om ækvivalens for tilfælde, hvor
modervirksomheden for et gruppe 1-forsikringsselskab har
sit hovedsæde i et land uden for Den Europæiske Union,
som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle
område.
Hjemlen i den gældende § 175 b, stk. 10, i lov om finan-
siel virksomhed er udnyttet i fem bekendtgørelser, som al-
le forventes videreført med hjemmel i den gældende lov:
Bekendtgørelse nr. 620 af 1. juni 2017 om opgørelse af
kapitalgrundlag for gruppe 1-forsikringsselskaber m.v., be-
kendtgørelse nr. 1164 af 31. oktober 2017 om opgørelse af
solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen for
gruppe 1-forsikringsselskaber m.v., bekendtgørelse nr. 1165
af 31. oktober 2017 om opgørelse af solvenskapitalkravet
ved anvendelse af en intern model for gruppe 1-forsikrings-
selskaber m.v., og bekendtgørelse nr. 1727 af 19. december
2017 om opgørelse af kapitalgrundlag og solvenskapitalkrav
for koncerner m.v.
Bekendtgørelse nr. 620 af 1. juni 2017 om opgørelse af
kapitalgrundlag for gruppe 1-forsikringsselskaber m.v. inde-
holder nærmere regler om, hvordan kapitalgrundlaget opgø-
res på koncernniveau, således at der tages højde for, at en
eventuel indbyrdes finansiering mellem selskaber i koncer-
nen ikke kan indgå i kapitalgrundlaget, da der herved vil
ske en dobbeltanvendelse. En dobbeltanvendelse af kapital-
grundlaget vil føre til en underkapitalisering i visse dele
af koncernen, hvilket kan udsætte forsikringstagerne for en
øget risiko.
Bekendtgørelse nr. 1164 af 31. oktober 2017 om opgørelse
af solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen
for gruppe 1-forsikringsselskaber m.v. fastlægger de nærme-
re regler for koncerners og gruppers opgørelse af solvenska-
pitalkravet.
Bekendtgørelse nr. 1165 af 31. oktober 2017 om opgørelse
af solvenskapitalkravet ved anvendelse af en intern model
for gruppe 1-forsikringsselskaber m.v. fastsætter de nærmere
regler for godkendelsen af koncerninterne modeller.
Kommissionen har fastlagt nærmere regler om koncernin-
terne modeller som en del af niveau 2-reguleringen ved
vedtagelsen af Kommissionens delegerede forordning (EU)
2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang
til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed
(Solvens II) og Kommissionens gennemførelsesforordning
(EU) 2015/461 af 19. marts 2015 om gennemførelsesmæs-
sige tekniske standarder for så vidt angår processen til at
træffe en fælles afgørelse om ansøgningen om at anvende en
koncernintern model i overensstemmelse med Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/138/EF.
Bekendtgørelse nr. 1727 af 19. december 2017 om opgø-
relse af kapitalgrundlag og solvenskapitalkrav for koncerner
m.v. indeholder en uddybning af metoden for opgørelse af
solvenskapitalkravet for koncerner på baggrund af en meto-
de baseret på regnskabsmæssig konsolidering. I Solvens II-
direktivet benævnes denne opgørelsesmetode som metode 1
(standardmetode). Derudover er der i bekendtgørelsen fast-
sat overordnede principper for opgørelsen af solvenskapital-
kravet for koncerner ved anvendelse af en anden metode
efter stk. 5. Denne opgørelsesmetode benævnes i Solvens
II-direktivet som metode 2 (alternativ metode).
Kommissionen har fastlagt nærmere regler om opgørelsen
af koncernsolvens som en del af niveau 2-reguleringen ved
vedtagelsen af Kommissionens delegerede forordning (EU)
2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang
til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed
(Solvens II).
Bekendtgørelsen indeholder desuden regler om koncerntil-
syn i tilfælde, hvor moderselskabet ikke er beliggende i
Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har ind-
gået aftale med på det finansielle område. Disse regler er
i overensstemmelse med Solvens II-direktivets artikel 213,
stk. 1, litra c, og artikel 260-263, der indeholder nærmere
regler om udøvelse af koncerntilsyn for forsikringsselskaber
omfattet af direktivet i tilfælde, hvor moderselskabet ikke
har sit hovedsæde indenfor Den Europæiske Union eller i et
land, som Unionen har indgået aftale med på det finansiel-
le område. Hensigten med reglerne er at sikre, at der i et
sådant tilfælde udføres et koncerntilsyn, som er ækvivalent
eller svarende til det koncerntilsyn, som følger af reglerne i
Solvens II-direktivet.
Bekendtgørelse nr. 904 af 1. september 2004 om koncernin-
terne transaktioner fastsætter krav til indberetningen af væ-
sentlige risikokoncentrationer og væsentlige koncerninterne
transaktioner for virksomheder omfattet af stk. 1 og 2.
Bekendtgørelserne vil fortsat være i kraft efter lovforslagets
ikkrafttræden, jf. lovforslagets § 322.
Til § 167
401
Det følger af den gældende § 175 c i lov om finansiel
virksomhed, at Finanstilsynet kan træffe afgørelse om, at §
175 b eller dele heraf finder anvendelse på den danske del
af en koncern eller gruppe, hvis den øverste virksomhed i
koncernen eller gruppen ikke er beliggende i Danmark.
Den foreslåede bestemmelse i § 167 viderefører § 175 c i
lov om finansiel virksomhed med sproglige ændringer.
Bestemmelsen gennemfører Solvens II-direktivets artikel
216 og 217.
Udgangspunktet i henhold til artikel 215, stk. 1, i Solvens II-
direktivet er, at direktivets koncernregler kun finder anven-
delse på det endelige af de omfattede selskaber i en koncern
omfattet af Solvens II-reguleringen, der har sit hovedsæde
i Unionen. Artikel 216, stk. 1, 1. afsnit, der er gennemført
ved § 168, giver imidlertid mulighed for at fravige dette
udgangspunkt.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at Finanstilsynet kan træffe
afgørelse om, at § 166 eller dele heraf finder anvendelse på
den danske del af en koncern eller gruppe, hvis den øverste
virksomhed i koncernen eller gruppen ikke er beliggende i
Danmark.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at det øverste gruppe 1-forsik-
ringsselskab, den øverste forsikringsholdingvirksomhed el-
ler den øverste finansielle holdingvirksomhed, der opfylder
betingelserne i forslagets § 9, stk. 1, nr. 8, i den danske del
af koncernen påser overholdelsen af disse bestemmelser.
Det beror på de konkrete omstændigheder, hvilket selskab
der er øverste relevante forsikringsenhed.
Bestemmelsen finder anvendelse, når den øverste moder-
virksomhed i koncernen ikke har sit hovedsæde i Danmark,
men i et andet land. Derved sikres det, at Finanstilsynet kan
føre et effektivt tilsyn med en dansk del af en koncern eller
gruppe, hvis Finanstilsynet træffer afgørelse om, at § 166
skal finde anvendelse for den danske del af koncernen eller
gruppen.
Finanstilsynets afgørelse om, at § 166 eller dele heraf skal
finde anvendelse for den del af koncernen, der er beliggende
i Danmark, træffes i overensstemmelse med regler fastsat af
Kommissionen i medfør af artikel 216, stk. 7, i Solvens II-
direktivet, der bliver udstedt som en forordning, der præci-
serer, under hvilke omstændigheder afgørelsen kan træffes.
Det foreslås i stk. 2, at afgørelser efter stk. 1 skal begrundes
over for både den koncerntilsynsførende efter Solvens II-di-
rektivet og det endelige moderselskab på fællesskabsniveau.
Bestemmelsen gennemfører Solvens II-direktivets artikel
216, stk. 1, 2. afsnit.
Til § 168
Det følger af den gældende § 175 d, at hvis Finanstilsynet
har truffet afgørelse om, at § 175 b eller dele heraf finder
anvendelse på en dansk del af en koncern eller gruppe,
hvor den øverste virksomhed i koncernen eller gruppen ikke
er beliggende i Danmark, kan Finanstilsynet i forlængelse
heraf indgå aftale med tilsynsmyndighederne i andre med-
lemsstater, hvor et andet tilknyttet endeligt moderselskab på
nationalt niveau er beliggende, med henblik på at udøve
koncerntilsyn med den koncerndel, der omfatter flere med-
lemsstater.
Den foreslåede bestemmelse viderefører § 175 d i lov om
finansiel virksomhed.
Bestemmelsen gennemfører Solvens II-direktivets artikel
217, stk. 1, 3. afsnit.
Det foreslås i § 168, 1. pkt., at hvis der er truffet afgørelse
efter § 167, stk. 1, kan Finanstilsynet indgå aftale med til-
synsmyndigheder i andre medlemsstater i overensstemmelse
med artikel 217, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang
til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed
(Solvens II) som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2014/51/EF af 16. april 2014.
Det foreslås i 2. pkt., at det i sådanne tilfælde påhviler Fi-
nanstilsynet i fællesskab med tilsynsmyndigheder, som en
sådan aftale indgås med, at begrunde aftalen over for både
den koncerntilsynsførende efter Solvens II-direktivet og det
endelige moderselskab på fællesskabsniveau.
Det følger af artikel 217, stk. 1, 1. afsnit, at i de tilfælde,
hvor en medlemsstat giver sine tilsynsmyndigheder tilladel-
se til at træffe afgørelse som omhandlet i artikel 216, som
er implementeret i forslagets § 166, gives tilsynsmyndighe-
den »samtidig tilladelse til at beslutte at indgå en aftale
med tilsynsmyndigheder i andre medlemsstater, hvor et an-
det tilknyttet endeligt moderselskab på nationalt niveau er
beliggende, med henblik på at udøve koncerntilsyn med
den koncerndel, der omfatter flere medlemsstater.« Aftalen
omhandler således koncerntilsynet og har til formål at sikre,
at Finanstilsynet koordinerer og samarbejder med de tilsyns-
myndigheder, hvor et andet tilknyttet endeligt moderselskab
på nationalt niveau er beliggende.
Det følger videre af artikel 217, stk. 1, 2. afsnit, at i de
tilfælde, hvor aftale som beskrevet i artikel 217, stk. 1, 1.
afsnit, er indgået, »udøves der ikke koncerntilsyn med noget
402
andet endeligt moderselskab som omhandlet i artikel 216,
der er beliggende i andre medlemsstater, hvor koncerndelen
som omhandlet i første afsnit er beliggende.«
Artikel 217, stk. 1, 3. afsnit, indeholder en forpligtelse for
de berørte tilsynsmyndigheder til at begrunde en aftale ef-
ter artikel 217, stk. 1, 1. og 2. afsnit, over for både den
koncerntilsynsførende og det endelige moderselskab på fæl-
lesskabsniveau. Finanstilsynets forpligtelse over for det en-
delige moderselskab på fællesskabsniveau gennemføres med
denne bestemmelse.
Til § 169
Det følger af den gældende § 175 e i lov om finansiel virk-
somhed, at Finanstilsynet i fællesskab med andre relevante
tilsynsmyndigheder skal indhente udtalelse fra koncernen,
inden der træffes afgørelse om, hvilken af flere medlems-
staters tilsynsmyndigheder der er koncerntilsynsførende ef-
ter Solvens II-direktivet, i de særlige tilfælde omfattet af
artikel 247, stk. 3, i Solvens II-direktivet, som ændret ved
Omnibus II-direktivet. Det følger videre af bestemmelsen,
at når Finanstilsynet er udpeget som koncerntilsynsførende,
skal Finanstilsynet meddele koncernen en begrundelse for
afgørelsen, efter afgørelsen er truffet.
Den foreslåede bestemmelse viderefører lov om finansiel
virksomhed § 175 e.
Bestemmelsen gennemfører Solvens II-direktivets artikel
247, stk. 3, 3. afsnit, 2. pkt., og 4. afsnit.
Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet i fællesskab med
andre relevante tilsynsmyndigheder skal indhente udtalelse
fra koncernen, inden der træffes afgørelse om, hvilken af
flere medlemsstaters tilsynsmyndigheder der er koncerntil-
synsførende efter Solvens II-direktivet, i de særlige tilfælde
omfattet af artikel 247, stk. 3, i Solvens II-direktivet, som
ændret ved Omnibus II-direktivet. Det påhviler i sådanne
tilfælde Finanstilsynet i fællesskab med tilsynsmyndigheder,
som en sådan aftale indgås med, at begrunde aftalen over for
både den koncerntilsynsførende efter Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv om adgang til og udøvelse af forsikrings-
og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) og det endelige
moderselskab på fællesskabsniveau.
Som anført under bemærkningerne til definitionen af kon-
cerntilsynsførende efter Solvens II-direktivet, jf. den foreslå-
ede § 9, stk. 1, nr. 36, fastlægger artikel 247 kriterierne for,
hvilke af flere landes berørte tilsynsmyndigheder der skal
udpeges som koncerntilsynsførende. Artiklen angiver i stk.
2, hvilket lands tilsynsmyndighed der som udgangspunkt er
koncerntilsynsførende.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 9, stk. 1,
nr. 36, for uddybning af kriterierne.
Udgangspunktet efter artikel 247, stk. 2, kan fraviges i særli-
ge tilfælde. Det følger således af artikel 247, stk. 3, at de
kompetente myndigheder i særlige tilfælde efter anmodning
fra en af de øvrige tilsynsmyndigheder kan »træffe en fælles
afgørelse om at fravige kriterierne i stk. 2, når anvendel-
sen heraf ville være uhensigtsmæssig under hensyntagen til
koncernens struktur og den relative størrelse af forsikrings-
og genforsikringsselskabets aktiviteter i forskellige lande,
og udpege en anden tilsynsmyndighed som koncerntilsyns-
førende.«
Artikel 247 er i hovedsagen myndighedsrettet. Det følger
imidlertid af artikel 247, stk. 3, 3. og 4. afsnit, at tilsyns-
myndighederne skal indhente udtalelse fra koncernen, inden
de træffer afgørelse, samt at den udpegede koncerntilsynsfø-
rende skal fremsende den fælles afgørelse til koncernen og
anføre den fulde begrundelse. Heri er således indeholdt en
forpligtelse for Finanstilsynet over for koncernen, hvorfor
denne forpligtelse gennemføres med bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 2, at hvis Finanstilsynet er udpeget som
koncerntilsynsførende efter Solvens II-direktivet, påhviler
det Finanstilsynet at meddele en begrundet afgørelse til kon-
cernen og tilsynskollegiet i tilfælde, hvor Den Europæiske
Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspen-
sionsordninger (EIOPA) træffer afgørelse i overensstemmel-
se med artikel 247, stk. 4 og 5, i Solvens II-direktivet, som
ændret ved Omnibus II-direktivet.
Det følger af artikel 247, stk. 4, at hvis en kompetent myn-
dighed forelægger en sag om fastlæggelse af koncerntilsyn
i henhold til artikel 247, stk. 3, for EIOPA, vil afgørelse
efter artikel 247, stk. 3, skulle træffes i overensstemmelse
med EIOPA’s afgørelse herom. Det følger videre af artikel
247, stk. 5, at i så tilfælde påhviler det den udpegede
koncerntilsynsførende at fremsende den fælles afgørelse til
koncernen og til tilsynskollegiet samt at anføre den fulde
begrundelse. Heri er således indeholdt en forpligtelse for
Finanstilsynet over for koncernen, og det foreslås derfor at
indsætte en ny paragraf, hvoraf denne forpligtelse fremgår.
Til § 170
Den gældende § 179 i lov om finansiel virksomhed fast-
sætter rammerne for, hvornår Finanstilsynet kan påbyde
en modervirksomhed, der ejer kapitalandele i et eller flere
forsikringsselskaber, at udskille forsikringsselskaberne i en
delkoncern.
Den foreslåede bestemmelse i § 170 viderefører § 179 i lov
om finansiel virksomhed.
403
Den foreslåede bestemmelse har oprindeligt baggrund i an-
befalinger i en rapport fra Comittee of Governors of the
Central Banks of Member States of the European Economic
Community af 28. april 1992. Rapporten vedrører banksek-
toren, men hensynene bag anbefalingerne og den deraf ud-
springende § 179 i lov om finansiel virksomhed vurderes
også at være af relevans for forsikringsselskaber, hvorfor
reglen foreslås videreført.
Den foreslåede bestemmelse i § 170 omfatter alle moder-
virksomheder. Ved etablering af en koncernstruktur, hvori
der indgår både forsikringsselskaber og ikke-finansielle
virksomheder, vil det være muligt at undgå, at modervirk-
somheden bliver omfattet af bestemmelsen i dette lovfor-
slags § 166, stk. 1, 2, 4 og 5, om solvenskapitalkrav m.v.
samt bestemmelser i lovforslagets § 105, stk. 1, nr. 3-5,
om krav til modervirksomhedernes ledelse med hensyn til
egnethed og hæderlighed. For at undgå at koncernstruktu-
ren indrettes med dette formål, har Finanstilsynet hjemmel
til at forlange forsikringsselskaberne udskilt i en delkon-
cern under en finansiel holdingvirksomhed eller en forsik-
ringsholdingvirksomhed, hvis virksomhed udelukkende el-
ler hovedsageligt består i at eje kapitalandele i finansielle
virksomheder eller forsikringsselskaber. Finanstilsynet kan
kræve en sådan udskillelse både ved etableringen af koncer-
nstrukturen og senere.
Påbud efter den foreslåede bestemmelse kan alene udstedes
til udskillelse i en delkoncern under en finansiel holding-
virksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, jf. defi-
nitionen i dette forslags § 9, stk. 1, nr. 9 og 10. Påbud
efter bestemmelsen kan ikke udstedes til udskillelse i en
delkoncern under en blandet forsikringsholdingvirksomhed,
jf. definitionen i dette forslags § 9, stk. 1, nr. 11.
Den foreslåede § 170 fastslår, at Finanstilsynet kan påbyde
en modervirksomhed, der ejer kapitalandele i et eller flere
forsikringsselskaber, at udskille forsikringsselskaberne i en
delkoncern under en finansiel holdingvirksomhed eller en
forsikringsholdingvirksomhed, hvis 1) koncernen er struktu-
reret på en sådan måde, at modervirksomheden ikke skal
opfylde solvenskapitalkravet for koncernen i § 167, stk. 1,
2, 4 og 5, 2) et medlem af modervirksomhedens bestyrelse
eller direktion omfattes af et af forholdene i § 105, stk. 1, nr.
3-5, eller 3) strukturen i øvrigt vanskeliggør varetagelsen af
Finanstilsynets opgaver.
Det må vurderes i hvert enkelt tilfælde, hvornår udskillelse
af forsikringsselskaber er påkrævet. Ved denne vurdering
skal der ses på, hvorvidt koncernen er struktureret således,
at modervirksomheden ikke skal opfylde solvenskapitalkra-
vene, om modervirksomhedens ledelse ikke opfylder krave-
ne til egnethed og hæderlighed, eller koncernstrukturen i
øvrigt vanskeliggør varetagelsen af Finanstilsynets opgaver.
Ved udskillelsen opnås, at forsikringsselskabernes nye mo-
dervirksomhed bliver en finansiel holdingvirksomhed eller
en forsikringsholdingvirksomhed. Denne nye holdingvirk-
somhed vil dermed blive omfattet af reglerne om solvenska-
pitalkrav m.v.
Til § 171
Den gældende § 180 i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter rammerne for, at Finanstilsynet kan påbyde en finansiel
holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed at
afhænde kapitalandele i en finansiel virksomhed.
Den foreslåede bestemmelse i § 171 viderefører § 180 i lov
om finansiel virksomhed med enkelte tilpasninger.
Det foreslåede nr. 1 er tilpasset, så det alene vedrører
henvisning til regler, der gælder for forsikringsselskaber. I
det foreslåede nr. 2 er »holdingvirksomhed« ændret til »for-
sikringsholdingvirksomhed«. Endvidere er »modervirksom-
hed« i det foreslåede nr. 3 ændret til »forsikringsholding-
virksomhed«.
Den foreslåede bestemmelse finder alene anvendelse på for-
sikringsholdingvirksomheder, jf. definitionen i den foreslåe-
de § 9, stk. 1, nr. 10. Bestemmelsen finder ikke anvendelse
på blandede forsikringsholdingvirksomheder, jf. definitionen
i den foreslåede § 9, stk. 1, nr. 11.
Den foreslåede bestemmelse har oprindeligt baggrund i an-
befalinger i en rapport fra Comittee of Governors of the
Central Banks of Member States of the European Economic
Community af 28. april 1992. Rapporten vedrører banksek-
toren, men hensynene bag anbefalingerne og den deraf ud-
springende § 180 i lov om finansiel virksomhed vurderes
også at være af relevans for forsikringsselskaber, hvorfor
reglen foreslås videreført.
Den foreslåede § 171 fastslår, at Finanstilsynet kan påbyde,
at en forsikringsholdingvirksomhed afhænder kapitalandele
i et forsikringsselskab, hvis 1) koncernen ikke opfylder sol-
venskapitalkravet for koncernen i § 166, stk. 1, 4 og 5,
2) et medlem af forsikringsholdingvirksomhedens bestyrelse
eller direktion ikke har fyldestgørende erfaring til at udøve
hvervet eller stillingen eller omfattes af et af forholdene i §
105, stk. 1, nr. 3-5, eller 3) forsikringsholdingvirksomheden
modvirker en forsvarlig og fornuftig forvaltning af forsik-
ringsselskabet.
Finanstilsynet kan efter det foreslåede nr. 1 kræve kapitalan-
delen afhændet, hvis koncernen ikke opfylder solvenskapi-
talkravet i § 166, stk. 1, 2, 4 og 5.
404
Finanstilsynet kan ifølge det foreslåede nr. 2, påbyde en
forsikringsholdingvirksomhed at afhænde kapitalandele i
et forsikringsselskab, hvis et medlem af forsikringsholding-
virksomhedens bestyrelse eller direktion ikke har fyldestgø-
rende erfaring til at udøve hvervet eller stillingen eller om-
fattes af et af forholdene i § 105, stk. 1, nr. 3-55.
Det følger af det foreslåede nr. 2, at forsikringsholdingvirk-
somhedens ledelse skal opfylde samme krav til egnethed og
hæderlighed, som ledelserne i forsikringsselskaberne, herun-
der at medlemmer af bestyrelse og direktion i forsikrings-
holdingvirksomheden skal besidde tilstrækkelig erfaring og
indsigt til, at de kan varetage den overordnede ledelse og
overvåge de forskelligartede forsikringsselskabers risici.
Endelig kan Finanstilsynet efter det foreslåede nr. 3 kræve
kapitalandelene afhændet, hvis forsikringsholdingvirksom-
heden modvirker en forsvarlig og fornuftig forvaltning af
forsikringsselskabet.
Begrebet »modvirker en forsvarlig og fornuftig forvaltning«
kendes tillige fra lovforslagets § 90, stk. 2, hvor Finanstilsy-
net kan afslå en ansøgning om godkendelse af en påtænkt
erhvervelse, hvis der er rimelig grund til at antage, at den
påtænkte erhvervelse vil modvirke en forsvarlig og fornuftig
forvaltning af virksomheden.
Til § 172
Det følger af den gældende § 181, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed, at Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for
transaktioner, der indgås mellem nogle nærmere defineret
forbundne virksomheder og personer. Det følger af samme
bestemmelses stk. 2, at koncerninterne transaktioner foreta-
get i strid med de i medfør af stk. 1 fastsatte regler skal
ophæves og forsøges tilbageleveret tillige med en nærmere
fastsat rente.
Den foreslåede bestemmelse i § 172 viderefører § 181 i
lov om finansiel virksomhed med enkelte præciseringer. Det
præciseres i det foreslåede stk. 1, at bestemmelsen omhand-
ler regler for koncerninterne transaktioner og ikke alle trans-
aktioner. Alle former for koncerninterne transaktioner er
omfattet af bestemmelsen, herunder alle engagementer, sås-
om lån og garantier, køb og salg af aktiver samt aftaler om
administration eller porteføljemanagement etc.
Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet fastsætter nærmere
regler for koncerninterne transaktioner, der indgås mellem
et forsikringsselskab og 1) virksomheder, der direkte eller
indirekte er forbundet med forsikringsselskabet som dat-
tervirksomheder, associerede virksomheder eller modervirk-
somheder eller som modervirksomhedens associerede virk-
somheder og øvrige dattervirksomheder, 2) virksomheder
eller personer, der er forbundet med forsikringsselskabet
gennem snævre forbindelser, eller 3) virksomheder, der ikke
er omfattet af nr. 1 og 2, hvor personerne i virksomhedernes
ledelse for flertallets vedkommende er de samme, eller hvor
virksomhederne er underlagt en fælles ledelse i medfør af en
aftale eller vedtægtsbestemmelser herom.
Der er i medfør af den gældende § 181, stk. 1, i lov om
finansiel virksomhed udstedt bekendtgørelse nr. 904 af 1.
september 2004 om koncerninterne transaktioner med sene-
re ændringer. Det forventes, at de nye fastsatte regler vil
svare til den gældende bekendtgørelse om koncerninterne
transaktioner, som implementerer en række bestemmelser
fra Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF
samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/97/EF
artikel 8.
Det foreslås i stk. 2, at koncerninterne transaktioner foreta-
get i strid med de regler, der er fastsat i stk. 1, skal ophæves,
således at ydelserne om muligt tilbageleveres, herunder at
eventuel sikkerhedsstillelse ophører. Udbetalinger fra forsik-
ringsselskabet, der er foretaget i forbindelse med koncernin-
terne transaktioner i strid med de regler, der er fastsat i
medfør af stk. 1, skal tilbageføres tillige med en årlig rente
af beløbet svarende til den rente, der er fastsat efter § 5, stk.
1 og 2, i renteloven.
Bestemmelsen indebærer, at ulovlige transaktioner ophæ-
ves, og at ydelserne tilbageleveres med forbehold for tred-
jemands eventuelle bedre stiftede rettigheder eller anden
umulighed. Er der således eksempelvis tale om en aftale om
salg af et aktiv i strid med bekendtgørelsen om koncernin-
terne transaktioner, og bliver aktivet af forsikringsselskabets
medkontrahent derefter videresolgt til en tredjemand i god
tro, kan tilbagelevering ikke finde sted.
Da der er tale om tilbagelevering, vil alene transaktioner
vedrørende ydelser, der rent faktisk kan tilbageleveres, skul-
le ophæves i medfør af bestemmelsen. Er der indgået en
aftale i strid med bekendtgørelsen om koncerninterne trans-
aktioner, eksempelvis om en arbejdsydelse, kan denne ikke
tilbageleveres.
Kan ydelserne ikke tilbageleveres, vil forsikringsselskabet
eventuelt kunne få et økonomisk tab erstattet efter alminde-
lige erstatningsregler.
Består ydelsen i, at et forsikringsselskab skal stille sikker-
hed, skal en sådan sikkerhedsstillelse ophøre, medmindre
sikkerhedsstillelsen er afgivet over for en medkontrahent i
god tro. Ophævelse af en koncernintern transaktion vil også
skulle finde sted i tilfælde, hvor et forsikringsselskabs med-
kontrahent ikke har vilje eller evne til at udligne forskellen
mellem markedsvilkår og den koncerninterne transaktions
vilkår. Som eksempel kan nævnes et forsikringsselskabs salg
405
af en fast ejendom til et koncernforbundet selskab til en pris,
der ligger under markedsværdien.
Forslaget til stk. 2 er baseret på princippet i selskabslovens
§ 215 om tilbagebetaling af økonomisk bistand i strid med
selskabslovens §§ 206 og 210 (ulovlige aktionærlån).
Udgangspunktet for Finanstilsynets vurdering af, hvorvidt
koncerninterne transaktioner er foretaget i strid med de i
medfør af stk. 1 fastsatte regler, vil være den eksterne revi-
sions oplysninger i protokollatet vedrørende årsregnskabet,
jf. § 13 i bekendtgørelse nr. 1912 af 22. december 2015 om
revisionens gennemførelse i finansielle virksomheder m.v.
samt finansielle koncerner.
Til § 173
Det følger af den gældende § 182 i lov om finansiel
virksomhed, at et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller
et forsikringsselskab ikke uden tilladelse fra Finanstilsynet
må have eksponeringer mod andre virksomheder indenfor
samme koncern bortset fra eksponeringer mod dattervirk-
somheder, jf. dog §§ 182 b-182 f i lov om finansiel virk-
somhed. De nævnte finansielle virksomheder må endvidere
ikke have eksponeringer mod virksomheder eller personer,
som direkte eller indirekte har en afgørende indflydelse på
forsikringsselskabet, eller som er domineret af virksomheder
eller personer med en sådan indflydelse. Finanstilsynet kan
dog undtage herfra. Endelig er der særlige regler for virk-
somheder med statsligt kapitalindskud.
Den foreslåede bestemmelse i § 173 viderefører § 182, stk.
1-3, i lov om finansiel virksomhed med redaktionelle æn-
dringer. Henvisningen til §§ 182 b-182 f i den gældende §
182, stk. 1, foreslås ikke videreført, da reglerne i §§ 182
b-182 f ikke foreslås videreført.
Det foreslås i stk. 1, at et forsikringsselskab ikke må ha-
ve eksponeringer mod andre virksomheder indenfor samme
koncern bortset fra eksponeringer mod dattervirksomheder
uden tilladelse fra Finanstilsynet.
Reglen har sin baggrund i det forhold, at der opstår nye
risici for et forsikringsselskab, som indgår som dattervirk-
somhed i en koncern, i tillæg til de risici, der allerede er ved
at drive den pågældende virksomhed.
Som et eksempel på en sådan særlig koncernrisiko kan næv-
nes det forhold, at et forsikringsselskab som dattervirksom-
hed ikke har den tilstrækkelige ledelsesmæssige selvstæn-
dighed, og at der derfor består en potentiel risiko for, at
der indgås eksponering mod en anden virksomhed indenfor
koncernen, som dattervirksomheden ikke ville have indgået
ud fra en sædvanlig erhvervsmæssig varetagelse af egne
interesser.
Et andet eksempel er den risiko, som består i, at problemer
i en virksomhed i koncernen kan brede sig til en anden kon-
cernvirksomhed, selv om der som udgangspunkt ikke er pro-
blemer i sidstnævnte virksomhed. En sådan smittefare kan
give sig til udtryk ved, at kunderne reagerer på problemer i
en koncernvirksomhed ved at trække sig ud af kundeforhold
i andre virksomheder i koncernen. Desto mere virksomhe-
derne er økonomisk afhængige af hinanden, desto større er
smittefaren.
Det er derfor nødvendigt at begrænse den samlede størrelse
af det enkelte forsikringsselskabs koncerninterne ekspone-
ring, hvilket kan bidrage til at begrænse virkningen af de
nævnte koncernrisici og derved vil kunne få betydning for
forsikringstagerne.
Udmøntningen af den enkelte tilladelse foretages af Finans-
tilsynet på baggrund af de fastlagte principper og en indi-
viduel tilsynsmæssig vurdering af den pågældende virksom-
hed.
Overtrædelse af bestemmelsen foreslås strafbelagt i henhold
til lovforslagets § 312, stk. 2, nr. 1. Ansvarssubjektet for
overtrædelse af bestemmelsen er et forsikringsselskab. Den
strafbare handling består i, at et forsikringsselskab har kon-
cerninterne eksponeringer, uden at Finanstilsynet har givet
tilladelse hertil. Det betyder f.eks., at hvis et forsikringssel-
skab påtager sig eksponeringer mod koncernforbundne sel-
skaber uden på forhånd at have fået Finanstilsynets tilladelse
hertil, vil forsikringsselskabet kunne straffes med bøde eller
fængsel indtil 4 måneder, jf. lovforslagets § 312, stk. 2,
medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgiv-
ning.
Det foreslås i stk. 2, at et forsikringsselskab i øvrigt ikke
må have en eksponering mod virksomheder eller personer,
som direkte eller indirekte har en afgørende indflydelse på
forsikringsselskabet eller som er domineret af virksomheder
eller personer med en sådan indflydelse.
Bestemmelsen indeholder et forbud mod eksponering i til-
fælde, hvor der ikke er koncernforbindelse, men hvor virk-
somheder eller personer alligevel direkte eller indirekte har
en afgørende indflydelse på en finansiel virksomhed eller
er domineret af virksomheder eller personer med en sådan
indflydelse.
Ved vurderingen af om et tilfælde falder ind under det fore-
slåede forbud i stk. 2, må der ses på, om der foreligger
den i bestemmelsen anførte »afgørende indflydelse« eller
»dominans«. Er aktionæren en virksomhed, vil en sådan ind-
406
flydelse sjældent forekomme, uden at der samtidig statueres
koncernforbindelse mellem virksomheden og den finansiel-
le virksomhed, hvilket vil bringe forholdet ind under stk.
1. Det må afgøres konkret ud fra en samlet vurdering af de
foreliggende omstændigheder, om et forhold er omfattet af
stk. 2. Det blot at være aktionær i en finansiel virksomhed
eller som person at deltage i ledelsen af en finansiel virk-
somhed vil ikke i sig selv bringe forholdet ind under stk. 2.
Det fremgår af lovforslagets § 312, stk. 2, at overtrædelse af
§ 173, stk. 2, er strafbelagt. Ansvarssubjektet for overtrædel-
se af bestemmelsen er et forsikringsselskab. Den strafbare
handling består i, at forsikringsselskabet har eksponeringer
mod virksomheder eller personer, som direkte eller indirekte
har en afgørende indflydelse på forsikringsselskabet, eller
som er domineret af virksomheder eller personer med en
sådan indflydelse. Det betyder f.eks., at hvis et forsikrings-
selskab har eksponeringer mod virksomheder eller personer,
som direkte eller indirekte har en afgørende indflydelse på
forsikringsselskabet, eller som er domineret af virksomheder
eller personer med en sådan indflydelse, så kan det straffes
med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, jf. lovforslagets
§ 312, stk. 2, medmindre højere straf er forskyldt efter den
øvrige lovgivning.
Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet kan undtage fra stk. 2.
Dispensationsadgangen tænkes udnyttet i situationer, hvor
der er en sædvanlig og erhvervsmæssig begrundelse for
engagementet med den i stk. 2 nævnte aktionær- eller per-
sonkreds. I overensstemmelse med gældende praksis vil det
indgå i vurderingen, om personen eller virksomheden kan
misbruge sin indflydelse på den finansielle virksomhed til at
opnå eksponering, som kan give anledning til særlig betæn-
kelighed. Vurderingen vil bl.a. inddrage de samme elemen-
ter, som benyttes i definitionen på bestemmende indflydelse
i § 12.
Til § 174
Det følger af den gældende § 344, stk. 11, at Finanstilsynet i
visse tilfælde, hvor en modervirksomhed i en koncern er en
finansiel holdingvirksomhed, en forsikringsholdingvirksom-
hed eller en finansiel virksomhed, kan fravige bestemmelser
for koncerner fastsat i lov om finansiel virksomhed eller
i regler udstedt i medfør af loven under hensyntagen til
formålet med de pågældende bestemmelser og aktiviteter i
koncernen.
Den foreslåede § 174 viderefører den gældende § 344, stk.
11, i lov om finansiel virksomhed med redaktionelle ændrin-
ger. Den foreslåede bestemmelse medfører ikke materielle
ændringer.
Det foreslås i 1. pkt., at Finanstilsynet i visse tilfælde, hvor
en modervirksomhed i en koncern er en forsikringsholding-
virksomhed eller et forsikringsselskab, kan fravige bestem-
melser for koncerner fastsat i denne lov eller i regler udstedt
i medfør af loven under hensyntagen til formålet med de
pågældende bestemmelser og aktiviteterne i koncernen.
Det foreslås i 2. pkt., at 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse
for grupper omfattet af § 166, stk. 2, hvis den øverste virk-
somhed i gruppen ikke er beliggende i Danmark.
Den gældende § 344, stk. 11, i lov om finansiel virksomhed
blev indsat i lov om finansiel virksomhed ved lov nr. 1287
af 19. december 2012 som § 344, stk. 8, og er siden ble-
vet rykket til stk. 11, som følge af senere lovændringer. Be-
mærkningerne til § 344, stk. 8, beskriver at flere direktiver
på det finansielle område indeholder bestemmelser, som for-
udsætter, at Finanstilsynet kan fravige koncernbestemmel-
serne i lov om finansiel virksomhed og tilhørende bekendt-
gørelser i tilfælde, hvor en kompetent myndighed i et andet
EU/EØS-land udøver det konsoliderede tilsyn med en finan-
siel holdingvirksomhed eller en finansiel virksomhed, som
indgår i en grænseoverskridende koncern, jf. Folketingsti-
dende 2012-13, L 81 som fremsat, side 54. Det bemærkes,
at forsikringsholdingvirksomheder først senere blev omfattet
af bestemmelsen.
Bemærkningerne til lov nr. 1287 af 19. december 2012 giver
yderligere eksempel, hvoraf det fremgår, at bestemmelsen
også skal medvirke til at sikre, at Finanstilsynet har hjemmel
til at fravige bestemmelserne i lov om finansiel virksomhed,
hvis det konsoliderede tilsyn udøves af de kompetente myn-
digheder i et andet EU/EØS-land.
Baggrunden for den foreslåede § 174 er, at en gruppe af
forsikringsselskaber, jf. § 166, stk. 2, også kan bestå af
enheder fra forskellige lande, og at lovvalgsregler i Solvens
II-reguleringen kan medføre, at tilsynet med gruppen i et
vist omfang ikke skal udøves af danske myndigheder.
Til § 175
Det følger af den gældende § 158, stk. 1, i lov om finan-
siel virksomhed, at forsikringsselskaber skal investere deres
aktiver således, at forsikringstagernes og de begunstigedes
interesser varetages bedst muligt. Denne bestemmelse sup-
pleres af det gældende stk. 2, hvorefter Finanstilsynet kan
fastsætte nærmere regler om anvendelsen af stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse i § 175 viderefører § 158, stk.
1, i lov om finansiel virksomhed. Den gældende § 158,
stk. 2, foreslås ikke videreført, idet bemyndigelsen ikke har
været anvendt, og idet der ikke findes et behov for bemyndi-
gelsen.
407
Bestemmelsen gennemfører artikel 132 i Solvens II-direkti-
vet.
Bestemmelsen fastlægger det overordnede princip, der gæl-
der for forsikringsselskabernes investeringer. Princippet kal-
des prudent person-princippet. Princippet gælder både for
forsikringsselskaber, der driver livsforsikringsvirksomhed,
jf. bilag 2, og forsikringsselskaber, der driver skadesforsik-
ringsvirksomhed, jf. bilag 1.
Det foreslås i § 175, at forsikringsselskaber skal investere
deres aktiver således, at forsikringstagernes og de begunsti-
gedes interesser varetages bedst muligt.
Prudent person-princippet indebærer, at forsikringsselskaber
skal sikre, at investeringsstrategien understøtter det, forsik-
ringstagerne er stillet i udsigt for de konkrete produkter,
der udbydes af selskaberne, og varetager forsikringstager-
nes interesser bedst muligt. Det betyder blandt andet, at
selskaberne skal fastlægge en hensigtsmæssig investerings-
strategi, der opsætter klare rammer for risikopåtagelsen i de
enkelte produkter, sikrer en tilpas grad af risikospredning og
forhindrer risici, eksempelvis koncentrationsrisici og likvidi-
tetsrisici, der er i modstrid med forsikringstagernes interes-
ser. Investeringsstrategien skal endvidere være robust, dvs.
at selskaberne skal sikre, at investeringerne er sammensat
således, at investeringsporteføljen er robust over for udsving
på de finansielle markeder og dermed kan sikre, at kunderne
får det, de er stillet i udsigt. Investeringsstrategien og de
faktiske investeringer skal endvidere understøtte langsigtede
mål frem for mere kortsigtede mål og sikre det bedst mulige
afkast. Den valgte investeringsstrategi skal således stemme
overens med de mål og tidshorisonter, som forsikringssel-
skaberne har stillet kunderne i udsigt. Prudent person-prin-
cippet tilsiger derudover, at der også fra ledelsens side skal
være fokus på involvering i og forståelse for forsikringssel-
skabets investeringer.
Prudent person-princippet indebærer ikke, at der stilles krav
om, at selskaberne investerer i bestemte kategorier af akti-
ver.
Prudent person-princippet forhindrer endvidere ikke forsik-
ringsselskaber i at fastsætte en investeringsstrategi, som
f.eks. tager særlige etiske og miljømæssige hensyn, så længe
investeringsstrategien afspejler det, som selskaberne har stil-
let kunderne i udsigt.
Prudent person-princippet skal opfyldes af alle selskaber
uanset størrelsen af porteføljen og de enkelte investeringer.
Prudent person-princippet indebærer blandt andet, at forsik-
ringsselskaber skal investere i aktiver, hvortil der knytter sig
risici, som det pågældende selskab kan identificere, måle,
overvåge, forvalte, kontrollere og rapportere om.
Prudent person-princippet indebærer endvidere, at alle ak-
tiver investeres på en måde, der garanterer den samlede
porteføljes sikkerhed, kvalitet, likviditet og rentabilitet, ved
investering af dens aktiver, og navnlig de aktiver, der an-
vendes til at dække minimumskapitalkravet og solvenskapi-
talkravet. Derudover skal disse aktiver være lokaliseret, så
Finanstilsynet kan anvende den i forslagets § 222 hjemlede
adgang til at begrænse eller forbyde forsikringsselskabets
frie rådighed over aktiverne, når Finanstilsynet måtte vurde-
re, at forsikringsselskabets økonomiske situation er ubetryg-
gende. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forsla-
gets § 222.
De aktiver, der medgår til dækning af de forsikringsmæssige
hensættelser til solvens, skal investeres på en måde, der
passer til arten og varigheden af forsikringsforpligtelserne,
således at investeringen tjener alle forsikringstageres og be-
gunstigedes interesser bedst muligt.
I forhold til forsikringsprodukter, hvor et gruppe 1-forsik-
ringsselskab garanterer forsikringstageren en vis forrentning
eller en vis minimumsydelse, og selskabet dermed bærer
investeringsrisikoen, bliver gruppe 1-forsikringsselskabets
forvaltning af aktiverne afspejlet i solvenskapitalkravet. Det
medfører, at gruppe 1-forsikringsselskaber, der påtager sig
en høj risiko, vil have et tilsvarende højt solvenskapitalkrav.
I forhold til forsikringsprodukter, hvor forsikringsselskabet
ikke har garanteret forsikringstageren en vis forrentning el-
ler en vis minimumsydelse, og forsikringstageren dermed
selv bærer investeringsrisikoen, vil forsikringsselskabet ik-
ke blive kapitalbelastet, og dermed afspejles investeringsri-
sikoen ikke i solvenskapitalkravet. Forsikringsselskabernes
overholdelse af prudent person-princippet vil i disse tilfælde
udelukkende være baseret på en vurdering af, om selskabet
via sin investeringsstrategi tager højde for den risikoprofil,
som forsikringstageren er underlagt.
For gruppe 2-forsikringsselskaber vil investeringsrisikoen
blive afspejlet i opgørelsen af selskabets individuelle sol-
vensbehov, idet selskabets risici skal indregnes i opgørelsen
heraf.
Til § 176
Den gældende § 159 i lov om finansiel virksomhed indehol-
der regler om, at gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver
virksomhed omfattet af bilag 8, og forsikringsselskaber, der
udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, skal ha-
ve en politik for aktivt ejerskab i relation til deres investe-
ringsstrategi.
408
Den foreslåede bestemmelse i § 176 viderefører § 159 i lov
om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer.
Bestemmelsen gennemfører artikel 3 g i Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv (EU) 2017/828 af 17. maj 2017 om
ændring af direktiv 2007/36/EF for så vidt angår tilskyn-
delse til langsigtet aktivt ejerskab (aktionærrettighedsdirek-
tivet).
Formålet med den foreslåede § 176 er at sikre, at gruppe
1-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed omfattet af
lovforslagets bilag 2, og forsikringsselskaber, der udøver
genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, udarbejder og
offentliggør en politik for aktivt ejerskab eller offentliggør
en klar og begrundet forklaring på, hvorfor de har valgt ikke
at udarbejde en politik for aktivt ejerskab. Udarbejdelse og
offentliggørelse af politikken skal sikre, at investorerne får
et højt niveau af informationer, og skal fremme aktivt ejer-
skab for aktionærerne. Udarbejdelsen og offentliggørelsen
af en politik for aktivt ejerskab og en investeringsstrategi
er endvidere med til at skabe gennemsigtighed og sikre et
større fokus på resultater på mellemlang til lang sigt.
Begrebet institutionel investor er defineret i artikel 2, litra
e, i kapitel 1 b som 1) et institut, der driver livsforsik-
ringsvirksomhed, jf. artikel 2, stk. 3, litra a, b og c, i Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2009/138/EF, og
genforsikring som defineret i artikel 13, nr. 7, forudsat at
disse aktiviteter dækker livsforsikringsforpligtelser, og ikke
er udelukket fra det nævnte direktivs anvendelsesområde, og
som 2) en arbejdsmarkedsrelateret pensionskasse omfattet af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2016/2341/EU,
jf. direktivets artikel 2, medmindre en medlemsstat har valgt
helt eller delvis at undlade at anvende nævnte direktiv på
den pågældende pensionskasse, jf. direktivets artikel 5.
Det vurderes ikke at være relevant at gennemføre aktio-
nærrettighedsdirektivets definition af begrebet institutionelle
investorer, idet der er sammenfald mellem begrebet insti-
tutionelle investorer og gruppe 1-forsikringsselskaber, der
udøver virksomhed omfattet af lovforslagets bilag 2, og
forsikringsselskaber, der udøver genforsikring af livsforsik-
ringsforpligtelser, som er reguleret i den gældende lov om
finansiel virksomhed.
Gennemførelsen af reglerne omfattet af aktionærrettigheds-
direktivets kapitel 1 b finder alene anvendelse på gruppe
1-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed omfattet af
lovforslagets bilag 2, og et forsikringsselskab, der udøver
genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, i det omfang de
foretager investeringer direkte eller gennem en kapitalfor-
valter i aktier, der handles på et reguleret marked.
Det foreslås i stk. 1, at et gruppe 1-forsikringsselskab, der
udøver virksomhed omfattet af bilag 2, eller et forsikrings-
selskab, der udøver genforsikring af livsforsikringsforplig-
telser, der foretager investeringer direkte eller gennem en
kapitalforvalter i aktier, der handles på et reguleret marked,
skal udarbejde og offentliggøre en politik for aktivt ejerskab,
der beskriver, hvordan selskabet integrerer aktivt ejerskab i
sin investeringsstrategi.
Kapitalforvalterbegrebet er defineret ved den gældende §
10, nr. 56, i lov om fondsmæglerselskaber og investerings-
service- og aktiviteter, jf. lov nr. 1155 af 8. juni 2012, som
en virksomhed, som har tilladelse til at yde eller udføre in-
vesteringsservice og -aktiviteter som nævnt i bilag 1, afsnit
A, nr. 4, og som leverer tjenesteydelser i relation til skøns-
mæssig porteføljepleje vedrørende aktier med stemmeret i
selskaber, der har aktier optaget til handel på et reguleret
marked. Definitionen af kapitalforvalter er ikke videreført i
dette lovforslag, men skal fortolkes i overensstemmelse med
den gældende definition i lov om fondsmæglerselskaber og
investeringsservice og -aktiviteter.
Aktivt ejerskab indebærer en aktiv interesse fra investorerne
for selskabets forhold, udvikling og ledelse. Et utilstrække-
ligt aktivt ejerskab og fokus på kortsigtede resultater kan
medføre en ikke-optimal selskabsledelse og ikke-optimale
resultater. Dette har vist sig tydeligt under den finansielle
krise, hvor aktionærer i mange tilfælde har støttet en ledel-
ses kortsigtede investeringsstrategi og overdrevne risikotag-
ning, ofte som følge af manglende involvering, overvågning
og gennemsigtighed i selskaberne, med negative konsekven-
ser.
Aktivt ejerskab kan omfatte en lang række af aktiviteter,
som for eksempel overvågning af selskaber i investering-
sporteføljen, dialog med selskaber, hvori der investeres,
samarbejde med andre investorer, samt deltagelse og stem-
meafgivelse ved generalforsamlinger
Hensigten med bestemmelsen er at fremme selskabernes
langsigtede værdiskabelse og dermed bidrage til højst mu-
ligt langsigtet afkast til investorerne. Aktivt ejerskab inde-
bærer, at et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virk-
somhed omfattet af bilag 2, eller et forsikringsselskab, der
udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, udarbej-
der og offentliggør en politik for aktivt ejerskab, som i vi-
dest muligt omfang omfatter de faktorer, som er beskrevet i
bestemmelsens stk. 2.
Offentliggørelse af politik for aktivt ejerskab, der beskriver,
hvordan gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver virksom-
hed omfattet af bilag 2, og forsikringsselskaber, der udø-
ver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser integrerer
aktivt ejerskab i deres investeringsstrategi, har til hensigt
at øge virksomhedsgennemsigtigheden, klarlægge virksom-
hedsledelsens ansvar og forpligtelser og give aktionærerne
bedre indsigt i virksomhedens strategi.
409
Bestemmelsen stiller ikke krav til, hvilken form et gruppe
1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af bi-
lag 2, eller et forsikringsselskab, der udøver genforsikring
af livsforsikringsforpligtelser, benytter til at offentliggøre
sine oplysninger. Kravet er blot, at oplysningerne skal of-
fentliggøres på selskabets hjemmeside. Det er dermed op
til selskaberne selv at sikre en hensigtsmæssig og relevant
videregivelse af oplysninger. Det kan for eksempel gøres
ved en "redegørelse for aktivt ejerskab", som offentliggøres
enten i ledelsesberetningen i årsrapporten eller som et selv-
stændigt dokument på selskabets hjemmeside.
Det foreslås i stk. 2, at for et gruppe 1-forsikringsselskab,
der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, og et forsikrings-
selskab, der udøver genforsikring af livsforsikringsforplig-
telser, skal politikken for aktivt ejerskab desuden beskrive,
hvordan selskabet skal udføre en række opgaver.
Den foreslåede bestemmelse og numrene 1-5 fastlægger de
materielle krav til indholdet af politikken for aktivt ejerskab
for gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed
omfattet af bilag 2, eller forsikringsselskaber, der udøver
genforsikring af livsforsikringsforpligtelser.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at politikken for aktivt ejerskab
skal beskrive, hvordan gruppe 1-forsikringsselskabet over-
våger selskaber, hvori der investeres, indenfor relevante
områder, herunder strategi, finansielle og ikke-finansielle
resultater, risiko, kapitalstruktur, social og miljømæssig ind-
virkning og god selskabsledelse.
Det er en væsentlig del af det aktive ejerskab, at gruppe
1-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed omfattet af
lovforslagets bilag 2, eller forsikringsselskaber, der udøver
genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, regelmæssigt
overvåger og er i løbende dialog med selskaber, hvori de
investerer.
Gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed om-
fattet af lovforslagets bilag 2, eller forsikringsselskaber, der
udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, bør fast-
lægge retningslinjer for, hvordan de løbende overvåger de
selskaber, hvori der investeres. Denne overvågning kan for
eksempel ske ved løbende overvågning af offentlig rappor-
tering fra selskaber, hvori der investeres. Hvis den eksister-
ende rapportering er utilstrækkelig, bør der indhentes yder-
ligere oplysninger, som for eksempel yderligere offentlig
rapportering, der kan understøtte et bedre funderet aktivt
ejerskab.
Gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed om-
fattet af lovforslagets bilag 2, eller forsikringsselskaber, der
udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, bør des-
uden fastlægge retningslinjer for, hvordan de løbende vur-
derer rapporteringen af oplysninger fra de selskaber, hvori
der investeres, med henblik på at kunne træffe beslutninger
om eventuelle yderligere tiltag, hvis rapporteringen vurderes
utilstrækkelig for deres udøvelse af aktivt ejerskab og ekse-
kvering af deres investeringsstrategi.
Med gennemførelsen af Solvens II-direktivet, pr. 1. januar
2016, skal gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver virk-
somhed omfattet af bilag 2 i lov om forsikringsvirksom-
hed, eller forsikringsselskaber, der udøver genforsikring af
livsforsikringsforpligtelser, foretage en række rapporteringer
til Finanstilsynet, som for eksempel rapporten om solvens
og finansiel situation, den uddybende rapport om solvens
og finansiel situation og kvantitative indberetningsskema-
er. Disse indrapporteringer indeholder en lang række af de
oplysninger, som skal indgå i et selskabs politik om aktivt
ejerskab. Flere af oplysningerne fremgår for eksempel også
af rapporterne fra porteføljemanageren. Selskaberne burde
derfor allerede have kendskab til begreberne fra praksis.
Igennem effektiv overvågning og dialog med selskaber,
hvori der investeres, vil gruppe 1-forsikringsselskaber, der
udøver virksomhed omfattet af lovforslagets bilag 2, eller
forsikringsselskaber, der udøver genforsikring af livsforsik-
ringsforpligtelser, kunne opnå kendskab til de i bestemmel-
sen nævnte oplysninger.
Overvågning af et selskabs strategi indebærer, at et grup-
pe 1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af
lovforslagets bilag 2, eller forsikringsselskaber, der udøver
genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, skal følge med
i de udmeldinger, som kommer fra et selskab, hvori de har
investeret, om hvad selskabet agter at foretage sig i den
kommende tid, for eksempel at den vil vokse gennem op-
køb.
Et selskabs finansielle resultater er de finansielle mål, som
de selskaber, hvori der investeres, har sat for sig selv. Ikke-
finansielle resultater kan f.eks. være, at selskabet udfaser et
farligt stof fra produktionen eller ønsker en højere tilfreds-
hedsvurdering blandt kunder eller internt i virksomheden.
Overvågning af et selskabs risiko indebærer, at et gruppe 1-
forsikringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af lov-
forslagets bilag 2, eller et forsikringsselskab, der udøver
genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, skal bedømme
de risici, som de selskaber, hvori der investeres, er udsat
for. Det kan være meget forskellige risici, der er relevante
for de enkelte selskaber. Det kan for eksempel være risici,
som er forbundet med produktionen af et produkt, risici på
de markeder, hvor selskabet afsætter sine produkter, eller
økonomiske risici, som selskabet er udsat for.
Overvågning af et selskabs kapitalstruktur indebærer, at et
gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed omfat-
tet af lovforslagets bilag 2, eller et forsikringsselskaber, der
410
udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, skal sæt-
te sig ind i, hvordan kapitalstrukturen er i de selskaber, hvori
der investeres. Det kan for eksempel være, hvor store lån de
har, hvem långiverne er, og om der er udsigt til, at et selskab
vil få behov for yderligere kapital i fremtiden.
Sociale og miljømæssige indvirkninger er delelementer af
selskabers rapportering, som bør indgå i et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af lovforsla-
gets bilag 2, eller et forsikringsselskab, der udøver genfor-
sikring af livsforsikringsforpligtelsers løbende evaluering af
de selskaber, hvori de investerer. Dette kan for eksempel
inkludere selskabets forhold til interessenter ud over aktio-
nærerne såsom medarbejdere, lokalsamfund, leverandører
og miljøet.
God selskabsledelse kan for eksempel være retningslinjer,
som er udstedt af myndighederne i det land, hvor selskabet
er hjemmehørende, eller brancheanbefalinger.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at politikken for aktivt ejerskab
skal beskrive, hvordan gruppe 1-forsikringsselskabet fører
dialog med selskaber, hvori der investeres.
Løbende dialog med selskaber, hvori der investeres, er et
vigtigt element i aktivt ejerskab. Den løbende dialog kan
for eksempel angå de i stk. 2, nr. 1, nævnte faktorer som
strategi, resultater, risiko, kapitalstruktur, social og miljø-
mæssig indvirkning og god selskabsledelse, ligesom den kan
omhandle virksomhedskultur, ledelsesaflønning, samfunds-
ansvar eller andre corporate governance områder.
Dialog mellem gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver
virksomhed omfattet af lovforslagets bilag 2, eller forsik-
ringsselskaber, der udøver genforsikring af livsforsikrings-
forpligtelser, og selskaber, hvori der investeres kan foregå i
fortrolighed, ved f.eks. interne møder eller i offentligheden
ved f.eks. fremsættelse af forslag eller stemmeafgivelse på
generalforsamlingen, som går imod selskabets ledelse.
Det er relevant for gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver
virksomhed omfattet af lovforslagets bilag 2, eller forsik-
ringsselskaber, der udøver genforsikring af livsforsikrings-
forpligtelser, at forholde sig til alle væsentlige investorrele-
vante oplysninger, som et selskab, hvori der investeres, of-
fentliggør, som for eksempel årsrapporten, kvartals- og halv-
sårsrapporter, periodemeddelelser, investorpræsentationer og
selskabets redegørelse for virksomhedsledelse.
Udveksling af intern viden og anden dialog mellem et grup-
pe 1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af
lovforslagets bilag 2, eller et forsikringsselskab, der udøver
genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, og et selskab,
hvori der investeres, skal overholde den gældende lovgiv-
ning om videregivelse af intern viden og ligebehandling af
investorer.
Det foreslås i stk. 2, nr. 3, at politikken for aktivt ejerskab
skal beskrive, hvordan gruppe 1-forsikringsselskabet, udø-
ver stemmerettigheder og andre rettigheder knyttet til aktier.
Det er ikke et krav, at gruppe 1-forsikringsselskaber, der
udøver virksomhed omfattet af lovforslagets bilag 2, eller
forsikringsselskaber, der udøver genforsikring af livsforsik-
ringsforpligtelser, gør brug af deres stemmerettigheder i sel-
skaber, hvori der investeres. Det er dog et krav, at de i poli-
tikken for aktivt ejerskab fastlægger, hvordan de varetager
udøvelsen af deres stemmerrettigheder og andre rettigheder
knyttet til aktier.
Udøvelsen af stemmerettigheder for gruppe 1-forsikringssel-
skaber, der udøver virksomhed omfattet af lovforslagets bi-
lag 2, eller forsikringsselskaber, der udøver genforsikring
af livsforsikringsforpligtelser, bør ske på et velinformeret
og velovervejet grundlag. Dette kan for eksempel ske efter
løbende dialog med ledelsen af det selskab, hvori rettighe-
derne skal udnyttes.
Det foreslås i stk. 2, nr. 4, at politikken for aktivt ejerskab
skal beskrive, hvordan gruppe 1-forsikringsselskabet samar-
bejder med andre aktionærer.
Et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed om-
fattet af lovforslagets bilag 2, eller et forsikringsselskab,
der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, har
sammen med de øvrige aktionærer en fælles interesse i at
fremme et selskab, hvori de har investeret. Det er derfor
væsentligt, at der er et positivt sammenspil i forhold til de
øvrige aktionærer i selskabet. Dette kan for eksempel ske
gennem åbenhed og transparens, hvor øvrige aktionærer og
interessenter løbende har mulighed for at vurdere og forhol-
de sig til selskabet og dets fremtid og på den baggrund have
en konstruktiv dialog imellem de forskellige aktionærer.
Et udbredt samarbejde mellem aktionærer kan hjælpe til at
påvirke et selskabs ledelse. Dette kan udnyttes til at styre
et selskabs ledelse imod en mere langsigtet retning, med
mindre fokus på kortsigtede og risikofyldte resultater. End-
videre kan aktionærernes engagement og samarbejde give
ledelsen en bedre forståelse for aktionærernes holdninger
og intentioner på lang sigt. Endelig kan samarbejde mellem
aktionærerne være med til at nedsætte omkostningerne ved
et aktivt ejerskab for den enkelte aktionær, da de vil kunne
dele omkostningerne ud på flere aktionærer.
Et samarbejde med andre aktionærer kan f.eks. foregå ved,
at kapitalforvalteren retter henvendelse til andre kendte akti-
411
onærer i et selskab, for at få dem til at støtte kapitalforvalte-
rens forslag til, hvorledes selskabet skal drives.
Det foreslås i stk. 2, nr. 5, at politikken for aktivt ejerskab
skal beskrive, hvordan gruppe 1-forsikringsselskabet kom-
munikerer med relevante interessenter i selskaber, hvori der
investeres.
Foruden dialog med selskabet, hvori der investeres, og dets
aktionærer, er det vigtigt at gruppe 1-forsikringsselskaber,
der udøver virksomhed omfattet af lovforslagets bilag 2,
eller forsikringsselskaber, der udøver genforsikring af livs-
forsikringsforpligtelser, kommunikerer med øvrige interes-
senter i selskaber, hvori der investeres.
Kommunikation med andre interessenter kan f.eks. foregå
ved, at gruppe 1-forsikringsselskabet, der udøver virksom-
hed omfattet af lovforslagets bilag 2, eller forsikringsselska-
bet, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelse,
indgår i dialog med repræsentanter for arbejdstagerorganisa-
tioner, interessegrupper eller andre, der har en interesse i
selskabets drift. Der er ikke nærmere krav til, hvordan eller
med hvem gruppe 1-forsikringsselskabet, der udøver virk-
somhed omfattet af lovforslagets bilag 2, eller forsikrings-
selskabet, der udøver genforsikring af livsforsikringsforplig-
telser, skal kommunikere. Gruppe 1-forsikringsselskabet,
der udøver virksomhed omfattet af lovforslagets bilag 2,
eller forsikringsselskabet, der udøver genforsikring af livs-
forsikringsforpligtelser, skal blot beskrive, hvad selskabet
gør i forhold til at kommunikere med relevante interessenter
i selskaber, hvori der investeres.
Det foreslås i stk. 2, nr. 6, at politikken for aktivt ejerskab
skal beskrive, hvordan gruppe 1-forsikringsselskabet hånd-
terer faktiske og potentielle interessekonflikter i forbindelse
med virksomhedens aktive ejerskab.
Ved investeringsbeslutninger eller andre beslutninger angå-
ende forvaltningen af midler skal et gruppe 1-forsikringssel-
skab, der udøver virksomhed omfattet af lovforslagets bilag
2, eller et forsikringsselskab, der udøver genforsikring af
livsforsikringsforpligtelser, både varetage aktionærernes og
kundernes interesser. Det er derfor nødvendigt, at en politik
for aktivt ejerskab skal indeholde en beskrivelse af, hvordan
et selskab identificerer og håndterer faktiske eller potentielle
interessekonflikter med henblik på at sikre varetagelsen af
interesserne for gruppe 1-forsikringsselskabet, der udøver
virksomhed omfattet af bilag 2 i lov om finansiel virksom-
hed, eller forsikringsselskabet, der udøver genforsikring af
livsforsikringsforpligtelser.
Interessekonflikter kan for eksempel ske ved udøvelsen af
aktivt ejerskab over for selskaber, der har status som kunder,
eller hvor et selskab, hvori der investeres, er direkte eller
indirekte repræsenteret i ledelsen hos det gruppe 1-forsik-
ringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af lovforsla-
gets bilag 2, eller et forsikringsselskab, der udøver genfor-
sikring af livsforsikringsforpligtelser.
Det er vigtigt, at både faktiske og potentielle interessekon-
flikter bliver håndteret på en hensigtsmæssig måde, så tilli-
den fra både aktionærer, medlemmer og samfundet som hel-
hed til gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver virksom-
hed omfattet af lovforslagets bilag 2, eller forsikringsselska-
ber, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelsers
integritet, kan opretholdes.
Bestemmelsen fastlægger ikke nærmere regler for, hvordan
faktiske og potentielle interessekonflikter i forbindelse med
virksomhedens aktive ejerskab skal håndteres. Den stiller
dog krav til, at gruppe 1-forsikringsselskabet, der udøver
virksomhed omfattet af lovforslagets bilag 2, eller forsik-
ringsselskabet, der udøver genforsikring af livsforsikrings-
forpligtelser skal beskrive, hvordan de håndterer disse situa-
tioner i deres politik for aktivt ejerskab.
Det foreslås i stk. 3, at et gruppe 1-forsikringsselskab, der
udøver virksomhed omfattet af bilag 2, eller et forsikrings-
selskab, der udøver genforsikring af livsforsikringsforplig-
telser, en gang årligt skal offentliggøre, hvordan selskabets
politik for aktivt ejerskab er blevet gennemført, herunder en
generel beskrivelse af stemmeafgivelse, en redegørelse for
de væsentligste afstemninger og deres brug af rådgivende
stedfortræderes tjenesteydelser.
Ved årligt skal der som udgangspunkt forstås tidsrummet
fra den 1. januar til den 31. december, da de finansielle virk-
somheders regnskabsår skal følge kalenderåret. Baseret på
konkrete omstændigheder og hensyn kan den årlige ajourfø-
ring af oplysningerne ske forskudt i en anden tidsperiode i
løbet af kalenderåret.
Begrebet rådgivende stedfortræder er defineret i den gæl-
dende lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 69,
som en finansiel virksomhed, der på et erhvervsmæssigt og
kommercielt grundlag analyserer oplysninger fra selskabet
og, hvis det er relevant, andre oplysninger om børsnoterede
selskaber med henblik på at give investorer mulighed for
at træffe informerede beslutninger i forbindelse med stem-
meafgivelse ved at tilvejebringe undersøgelser, rådgivning
eller anbefalinger, der vedrører udøvelsen af aktionærernes
stemmerettigheder. Definitionen af rådgivende stedfortræder
er ikke videreført i dette lovforslag, men skal fortolkes i
overensstemmelse med den gældende definition i lov om
finansiel virksomhed.
Det er væsentligt for gruppe 1-forsikringsselskaber, der ud-
øver virksomhed omfattet af bilag 2 i lov om finansiel
virksomhed, eller forsikringsselskaber, der udøver genfor-
sikring af livsforsikringsforpligtelser, at deres aktionærer,
412
investorer og andre interessenter har kendskab til, hvordan
selskabet har gennemført sin politik om aktivt ejerskab. Det
er i særdeleshed vigtigt for at opnå kendskab til, hvordan
forsikringsselskabet har udnyttet sine aktionærrettigheder i
selskaber, hvori der er investeret, og benyttet eksterne tjene-
steydelser hos rådgivende stedfortrædere. Dette er med til at
skabe gennemsigtighed og give aktionærer, medlemmer og
andre interessenter et kendskabsforhold til virksomhedens
ledelse, drift og strategi, som skal gøre dem i stand til at
træffe velinformerede beslutninger over for selskabet. Dette
kunne for eksempel være beslutninger om at forhøje eller
trække en investering, udnytte aktionærrettigheder over for
selskabet, stille spørgsmål på generalforsamlingen eller ud-
trykke utilfredshed over selskabets ledelse eller drift.
Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at et gruppe 1-forsikringssel-
skab, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, eller et for-
sikringsselskab, der udøver genforsikring af livsforsikrings-
forpligtelser, skal offentliggøre, hvordan de har stemt på
generalforsamlinger i selskaber, i hvilke de besidder aktier.
Det er et krav, at selskabet skal offentliggøre, hvordan dette
har stemt på generalforsamlinger i selskaber, i hvilke det
besidder aktier.
Det er ikke et krav, at et gruppe 1-forsikringsselskab, der
udøver virksomhed omfattet af lovforslagets bilag 2, eller
et forsikringsselskab, der udøver genforsikring af livsforsik-
ringsforpligtelser, skal gøre brug af deres stemmerettighe-
der. Det foreslåede krav vil alene fastsætte, at selskaber, der
gør brug af deres stemmerettigheder, vil skulle offentliggøre,
hvordan stemmrettighederne er udnyttet.
Offentliggørelsen af udnyttelse af stemmerettigheder i sel-
skaber, i hvilke selskabet besidder aktier, er essentielt for
et aktivt ejerskab. Det foreslåede har dermed til formål at
skabe gennemsigtighed i selskabet og give aktionærer, inve-
storer og andre interessenter bedre muligheder for at følge
med i selskabets ledelse, drift og strategi.
Det foreslås i 2. pkt., at afstemninger, der er ubetydelige
på grund af emnet for afstemningen eller størrelsen af kapi-
talandelen i det pågældende selskab, kan udelades fra offent-
liggørelsen.
Det foreslåede 2. pkt., er en undtagelse fra udgangspunktet
om offentliggørelse af brug af stemmerettigheder i 1. pkt.
Det foreslåede stk. 4, 2. pkt., medfører, at afstemninger, der
er ubetydelige på grund af emnet for afstemningen eller stør-
relsen af kapitalandelen i det pågældende selskab, kan ude-
lades fra offentliggørelsen. Bestemmelsen er indført for at
mindske en eventuel administrativ byrde og kan kun benyt-
tes, hvis afstemningen anses for at være ubetydelig på grund
af emnet for afstemningen eller størrelsen af kapitalandelen
i selskabet. Sådanne ubetydelige afstemninger vil kunne
omfatte afstemninger om rent proceduremæssige spørgsmål
eller afstemninger i virksomheder, hvor investorer har en
meget lille andel i forhold til deres kapitalinteresser i andre
selskaber, hvori der investeres. Investorer bør fastsætte deres
egne kriterier for, hvilke afstemninger der er ubetydelige
på grundlag af emnet for afstemningen eller størrelsen af
kapitalandelen i det pågældende selskab, og anvende dem
konsekvent.
I stk. 5 foreslås det, at et gruppe 1-forsikringsselskab, der
udøver virksomhed omfattet af bilag 2, eller et forsikrings-
selskab, der udøver genforsikring af livsforsikringsforplig-
telser, kan vælge ikke at opfylde et eller flere af kravene
i stk. 1-4, hvis selskabet offentliggør en klar og begrundet
forklaring på, hvorfor selskabet har valgt dette.
Reglerne om politik for aktivt ejerskab bygger på "følg el-
ler forklar"-princippet. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der
udøver virksomhed omfattet af lovforslagets bilag 2, eller
forsikringsselskaber, der udøver genforsikring af livsforsik-
ringsforpligtelser, har en grad af frivillighed, hvilket bety-
der, at de selv kan vælge, om de ønsker at efterleve krave-
ne i bestemmelsen. Hvis et selskab vælger ikke at følge
bestemmelsens regler, er de pålagt at offentliggøre en klar
og velbegrundet forklaring på, hvorfor de har valgt ikke
at opfylde et eller flere af bestemmelsens krav. ”Følg eller
forklar”-princippet er implementeret fra aktionærrettigheds-
princippet og skal være med til at sikre gennemsigtighed hos
alle gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed
omfattet af lovforslagets bilag 2, eller forsikringsselskaber,
der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, også
dem, som vælger ikke at efterleve alle krav i bestemmelsen.
Med "følg eller forklar"-princippet får selskaberne mulighed
for at være fleksible og tilpasse deres virksomhedsledelse
til deres størrelse, ejerforhold eller særlige sektorrelatere-
de kendetegn. Forklaringerne bør være tilstrækkeligt klare,
præcise og omfattende til at sætte aktionærer, investorer og
andre interessenter i stand til at vurdere konsekvenserne af,
at et af de i stk. 2, nr. 1-6, nævnte aspekter fraviges. Forkla-
ringerne vedrørende fravigelser bør fremgå klart på hjem-
mesiden hos et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virk-
somhed omfattet af bilag 2 i lov om finansiel virksomhed,
eller et forsikringsselskab, der udøver genforsikring af livs-
forsikringsforpligtelser, således at forklaringerne let kan fin-
des af aktionærer, investorer og andre interessenter.
Der er ingen formkrav til offentliggørelsen af forklaringen
på, hvorfor man vælger ikke at efterleve et eller flere af be-
stemmelsens krav, og der findes ikke et standardformat for
sådanne redegørelser i EU. Oplysningerne kan gives i en ge-
nerel redegørelse eller som en del af en større rapportering,
forudsat at de er informative og nyttige for aktionærer, inve-
storer og andre interessenter. Gruppe 1-forsikringsselskaber,
413
der udøver virksomhed omfattet af lovforslagets bilag 2,
eller forsikringsselskaber, der udøver genforsikring af livs-
forsikringsforpligtelser, bør undlade at afgive overdrevent
generelle redegørelser, som muligvis ikke dækker de aspek-
ter, som er vigtige for aktionærer, men også redegørelser
i form af afkrydsninger, som er af meget ringe informativ
værdi. De bør ligeledes undlade at give lange forklaringer,
som muligvis ikke giver tilstrækkelig indsigt. De bør endvi-
dere undlade at anvende standardformuleringer og bør foku-
sere på de særlige virksomhedsforhold, som er forklaringen
på fravigelsen af et eller flere af de nævnte aspekter. Forkla-
ringerne bør være velstrukturerede og gives på en sådan
måde, at de let kan forstås og bruges.
Offentliggørelse af selskabets forklaring på, hvorfor de har
valgt ikke at opfylde et eller flere af de krav, som er fastsat i
bestemmelsens stk. 1-4, skal følge de principper, som er be-
skrevet i de specielle bemærkninger til denne bestemmelses
stk. 6.
Det foreslås i stk. 6, at de oplysninger, som skal offentlig-
gøres efter stk. 1-5, skal være gratis tilgængelige på hjem-
mesiden hos et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virk-
somhed omfattet af bilag 2, eller et forsikringsselskab, der
udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser.
Offentliggørelsen af politikken for aktivt ejerskab i gruppe
1-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed omfattet af
bilag 2, eller i forsikringsselskaber, der udøver genforsikring
af livsforsikringsforpligtelser, har til hensigt at øge virksom-
hedsgennemsigtigheden og give investorer, aktionærer og
andre interessenter bedre indsigt i virksomhedens strategi
og mulighed for at følge med i ledelsens beslutninger samt
holde dem ansvarlig for deres ledelse af selskabet.
Bestemmelsen stiller krav til, at oplysningerne skal være
gratis tilgængelige på hjemmesiden hos et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, el-
ler et forsikringsselskab, der udøver genforsikring af livsfor-
sikringsforpligtelser. Med "gratis tilgængelig" skal forstås,
at oplysningerne skal fremgå af selskabets hjemmeside, og
selskabet må ikke opkræve et vederlag for oplysningerne,
hverken direkte eller indirekte.
Der foreligger intet formkrav til oplysningerne. Det er der-
med op til selskaberne selv at sikre en hensigtsmæssig og
relevant videregivelse af oplysninger. Oplysningerne kan
for eksempel offentliggøres ved en "redegørelse for aktivt
ejerskab", som offentliggøres enten i ledelsesberetningen, i
årsrapporten eller som et selvstændigt dokument på selska-
bets hjemmeside. Det må dog være et krav, at oplysningerne
er nemt tilgængelige. Dette indebærer, at oplysningerne ikke
må være skjult et sted, hvor det er unødvendigt kompliceret
at få fat i oplysningerne, og at oplysningerne er tilstrækkelig
oplyst ved hjælp af tydelige, præcise overskrifter.
Det foreslås i stk. 7, at gennemfører en kapitalforvalter
politikken om aktivt ejerskab, herunder stemmeafgivelse,
på vegne af et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virk-
somhed omfattet af bilag 2, og et forsikringsselskab, der
udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, skal sel-
skabet henvise til det sted, hvor kapitalforvalteren har of-
fentliggjort oplysninger om stemmeafgivelse.
Dette skal sikre en større overensstemmelse mellem gruppe
1-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed omfattet af
bilag 2, eller forsikringsselskaber, der udøver genforsikring
af livsforsikringsforpligtelser, og de kapitalforvaltere, som
de samarbejder med. Endvidere skal det sikre en større
gennemsigtighed i den indgåede aftale og en højere grad
af involvering for gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver
virksomhed omfattet af bilag 2, eller forsikringsselskaber,
der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, som
kan sikre større fokus på resultater på mellemlang til lang
sigt.
Kapitalforvalterbegrebet er defineret ved den gældende §
10, nr. 56, i lov om fondsmæglerselskaber og investerings-
service og -aktiviteter som en virksomhed, som har tilladel-
se til at yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter
som nævnt i bilag 1, afsnit A, nr. 4, og som leverer tjeneste-
ydelser i relation til skønsmæssig porteføljepleje vedrørende
aktier med stemmeret i selskaber, der har aktier optaget til
handel på et reguleret marked. Definitionen af kapitalforval-
ter er ikke videreført i dette lovforslag, men skal fortolkes
i overensstemmelse med den gældende definition i lov om
fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.
Et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed om-
fattet af lovforslagets bilag 2, eller et forsikringsselskab, der
udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelsers henvis-
ning til det sted, hvor kapitalforvalteren har offentliggjort
oplysninger om stemmeafgivelse, skal være gratis og nemt
tilgængelig via selskabets hjemmeside.
Det foreslås i stk. 8, at regler om interessekonflikter i anden
lovgivning, der gælder for gruppe 1-forsikringsselskaber,
der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, og forsikrings-
selskaber, der udøver genforsikring af livsforsikringsforplig-
telser, finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med akti-
viteter vedrørende aktivt ejerskab.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at de almindelige
regler om interessekonflikter, som findes i anden regulering,
ligeledes vil gælde i forbindelse med udøvelse af aktivt
ejerskab. Dette gælder også, selvom reglerne om aktivt
ejerskab vil fungere som lex specialis i forhold til andre
lovregler. Som eksempel kan nævnes reglerne om interesse-
konflikter i selskabsloven.
Efter den foreslåede bestemmelse stk. 2, nr. 6, skal politi-
414
kken for aktivt ejerskab i et gruppe 1-forsikringsselskab,
der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, eller forsikrings-
selskaber, der udøver genforsikring af livsforsikringsforplig-
telser, omfatte en beskrivelse af håndteringen af faktiske
eller potentielle interessekonflikter. Dette kan være relevant
i situationer, hvor et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver
virksomhed omfattet af bilag 2 eller et forsikringsselskab,
der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, eller
deres tilknyttede selskaber har betydelige forretningsmæssi-
ge forbindelser til det selskab, hvori der investeres. Selska-
bets politik for aktivt ejerskab og beskrivelse af selskabets
håndtering af faktiske og potentielle interessekonflikter i
forbindelse med virksomhedens aktive ejerskab skal være
tilgængelig online på selskabets hjemmeside efter den fore-
slåede bestemmelses stk. 6. Disse regler afskærer dog ikke
de almindelige regler om interessekonflikter, som finder an-
vendelse efter anden lovgivning eller regulering, fra at finde
anvendelse.
Til § 177
Den gældende lov om finansiel virksomhed § 160 indehol-
der regler om, at gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver
virksomhed omfattet af bilag 8, og forsikringsselskaber, der
udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, der fore-
tager investeringer direkte eller gennem en kapitalforvalter i
aktier, der handles på et reguleret marked, skal udarbejde og
offentliggøre en politik for aktivt ejerskab i relation til deres
investeringsstrategi.
Den foreslåede bestemmelse i § 177 viderefører § 160 i lov
om finansiel virksomhed uden ændringer.
Bestemmelsen gennemfører artikel 3 h i Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv (EU) 2017/828 af 17. maj 2017 om
ændring af direktiv 2007/36/EF for så vidt angår tilskyn-
delse til langsigtet aktivt ejerskab (aktionærrettighedsdirek-
tivet).
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at
gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed om-
fattet af lovforslagets bilag 2, og forsikringsselskaber, der
udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, forvalter
deres aktiver ansvarligt. Dette sikres ved, at selskaberne of-
fentliggør deres aktieinvesteringsstrategi og eventuelle ord-
ninger med kapitalforvaltere, som investerer på selskaber-
nes vegne. Endvidere sikrer offentliggørelse af de vigtigste
elementer i selskabernes aktieinvesteringsstrategi, at mulige
kunder, for eksempel kommende pensionister, får mulighed
for at optimere deres investeringsbeslutninger, samtidig med
at selskabernes ansvar og forpligtelser over for interessenter
og civilsamfundet styrkes.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører visse af reglerne
i aktionærrettighedsdirektivets kapitel 1 b. Reglerne i aktio-
nærrettighedsdirektivets kapitel 1 b finder alene anvendelse
på gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed
omfattet af lovforslagets bilag 2, og forsikringsselskaber,
der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, i det
omfang de foretager investeringer direkte eller gennem en
kapitalforvalter i aktier, der handles på et reguleret marked.
Det foreslås i stk. 1, at et gruppe 1-forsikringsselskab, der
udøver virksomhed omfattet af bilag 2, eller et forsikrings-
selskab, der udøver genforsikring af livsforsikringsforplig-
telser, der foretager investeringer direkte eller gennem en
kapitalforvalter i aktier, der handles på et reguleret marked,
skal offentliggøre, hvordan hovedelementerne i deres aktie-
investeringsstrategi er i overensstemmelse med profilen og
varigheden af deres forsikringsmæssige forpligtelser, herun-
der navnlig de langsigtede forpligtelser, og hvordan hoved-
elementerne bidrager til aktivernes resultater på mellemlang
til lang sigt.
Kapitalforvalterbegrebet er defineret ved den gældende §
10, nr. 56, i lov om fondsmæglerselskaber og investerings-
service og -aktiviteter som en virksomhed, som har tilladel-
se til at yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter
som nævnt i bilag 1, afsnit A, nr. 4, og som leverer tjeneste-
ydelser i relation til skønsmæssig porteføljepleje vedrørende
aktier med stemmeret i selskaber, der har aktier optaget til
handel på et reguleret marked. Definitionen af kapitalforval-
ter er ikke videreført i dette lovforslag, men skal fortolkes
i overensstemmelse med den gældende definition i lov om
fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.
En mellem- til langsigtet tilgang er en væsentlig forud-
sætning for ansvarlig forvaltning af en virksomheds akti-
ver. Derfor bør et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver
virksomhed omfattet af lovforslagets bilag 2 eller et for-
sikringsselskab, der udøver genforsikring af livsforsikrings-
forpligtelser, årligt offentliggøre oplysninger, der forklarer,
hvordan de vigtigste elementer i deres aktieinvesteringsstra-
tegi er forenelige med deres forpligtelsers profil og varig-
hed, og hvordan disse elementer bidrager til aktivernes re-
sultater på mellemlang til lang sigt.
Det er det enkelte gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver
virksomhed omfattet af lovforslagets bilag 2, eller et forsik-
ringsselskab, der udøver genforsikring af livsforsikringsfor-
pligtelser, der selv fastlægger, hvad der skal forstås ved mel-
lemlang til lang sigt. Almindeligvis vil der herved forstås en
periode på 3-5 år eller længere.
Fremlægningen af sådanne informationer kan få en positiv
virkning på investorers informationsniveau, give kommen-
de investorer mulighed for at optimere deres investeringsbe-
slutninger, lette dialogen mellem investorer og selskaber,
fremme aktionærernes engagement og styrke selskabernes
ansvar og forpligtelser over for civilsamfundet.
415
Det foreslås i stk. 2, at når en kapitalforvalter investerer
på vegne af et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virk-
somhed omfattet af bilag 2 eller et forsikringsselskab, der
udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, enten di-
skretionært eller gennem et investeringsinstitut, skal selska-
bet offentliggøre oplysningerne i nr. 1-5 om sin ordning med
kapitalforvalteren.
Hvis et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed
omfattet af lovforslagets bilag 2, eller et forsikringsselskab,
der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, an-
vender en kapitalforvalter, som har mandat til at forvalte
selskabets aktiver, enten eksklusivt for selskabet eller som
en del af en større pulje, skal selskabet offentliggøre de
vigtigste aspekter ved ordningen. Selskabet skal offentliggø-
re, hvordan ordningen giver kapitalforvalteren incitament
til at afstemme sin investeringsstrategi og sine investerings-
beslutninger efter profilen og varigheden af selskabets for-
pligtelser, særligt de langsigtede forpligtelser, hvordan den
evaluerer kapitalforvalterens resultater, herunder kapitalfor-
valterens aflønning, og hvordan den giver kapitalforvalteren
incitament til at handle i selskabets bedste interesse på mel-
lemlang til lang sigt.
Dette vil bidrage til en korrekt afstemning af interesser mel-
lem gruppe 1-forsikringsselskabet, der udøver virksomhed
omfattet af lovforslagets bilag 2, eller forsikringsselskabet,
der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelsers en-
delige modtagere, kapitalforvalterne og de selskaber, hvori
der investeres, samt eventuelt til udarbejdelse af langsigtede
investeringsstrategier og opbygning af langsigtede forbin-
delser med selskaber, hvori der investeres, og som involve-
rer aktivt ejerskab.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at hvis en kapitalforvalter investe-
rer på vegne af et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver
virksomhed omfattet af bilag 2, eller et forsikringsselskab,
der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, en-
ten diskretionært eller gennem et investeringsinstitut, skal
selskabet offentliggøre oplysninger om, hvordan ordningen
giver kapitalforvalteren incitament til at afstemme sin inve-
steringsstrategi og sine investeringsbeslutninger efter profi-
len og varigheden af de forsikringsmæssige forpligtelser,
navnlig de langsigtede forpligtelser for gruppe 1-forsikrings-
selskabet, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, eller
forsikringsselskabet, der udøver genforsikring af livsforsik-
ringsforpligtelser.
Det følger af den gældende § 101 b i lov om finansiel
virksomhed, at kapitalforvaltere en gang årligt skal give
et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virksomhed om-
fattet af bilag 2, eller et forsikringsselskab, der udøver gen-
forsikring af livsforsikringsforpligtelser, hvormed der er ind-
gået en aftale, meddelelse om hvordan kapitalforvalterens
investeringsstrategi og gennemførelse heraf i forhold til in-
vesteringer i aktier, der er optaget til handel på et reguleret
marked, er i overensstemmelse med kapitalforvaltningsafta-
len og bidrager til afkastet af disse selskabers aktiver på
mellemlang til lang sigt. Den gældende § 101 b i lov om
finansiel virksomhed er ikke videreført i lovforslaget, men
skal fortolkes i overensstemmelse med den gældende § 101
b i lov om finansiel virksomhed.
Kapitalforvalterens meddelelse skal omfatte rapportering om
væsentlige mellem- til langsigtede risici forbundet med in-
vesteringerne, porteføljesammensætningen, omsætning og
omsætningsomkostninger, brugen af rådgivende stedfortræ-
dere med henblik på aktiviteter vedrørende aktivt ejerskab,
og kapitalforvalterens politik for værdipapirudlån, og hvor-
dan politikken i givet fald anvendes med henblik på aktivi-
teter vedrørende aktivt ejerskab, navnlig på tidspunktet for
generalforsamlingen i de selskaber, der investeres i. Kapital-
forvalterens meddelelse skal endvidere indeholde oplysnin-
ger om, hvorvidt og i givet fald hvordan kapitalforvalteren
træffer investeringsbeslutninger på grundlag af en evalue-
ring af mellem- til langsigtede resultater, herunder ikke-fi-
nansielle resultater, for de selskaber, hvori der investeres, og
hvorvidt der er opstået interessekonflikter i forbindelse med
aktivt ejerskab, hvilke interessekonflikter der i givet fald har
været tale om, og hvordan kapitalforvalteren har håndteret
disse.
Med kapitalforvalterens meddelelse er et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2, el-
ler et forsikringsselskab, der udøver genforsikring af livsfor-
sikringsforpligtelser, i stand til at offentliggøre de relevante
oplysninger. Hvis dette ikke er tilfældet, må det antages, at
selskabet må være i stand til at få de fornødne oplysninger
i hænde via dialog og overvågning af kapitalforvalteren,
hvormed der er indgået en aftale.
Ved langsigtede resultater forstås almindeligvis resultaterne
for en periode på mere end 5 år, men den enkelte kapital-
forvalter kan fastsætte en kortere periode. Forvalteren må
over for kunder og offentligheden argumentere for, at det
er en mere realistisk periode, for eksempel på baggrund af
selskabets størrelse eller resultaternes særlige forhold.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at hvis en kapitalforvalter investe-
rer på vegne af et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver
virksomhed omfattet af bilag 2, eller et forsikringsselskab,
der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, en-
ten diskretionært eller gennem et investeringsinstitut, skal
selskabet offentliggøre oplysninger om, hvordan ordningen
giver kapitalforvalteren incitament til at træffe investerings-
beslutninger på grundlag af vurderinger af mellem- til lang-
sigtede finansielle og ikke-finansielle resultater for det sel-
skab, hvori der investeres, og til at engagere sig i selskaber,
hvori der investeres, for at forbedre deres resultater på mel-
lemlang til lang sigt.
416
Et selskabs finansielle resultater er de finansielle mål, som
de selskaber, hvori der investeres, har sat for sig selv. Ikke-
finansielle resultater kan for eksempel være, at selskabet
udfaser et farligt stof fra produktionen eller ønsker en højere
tilfredshedsvurdering blandt kunder eller internt i virksom-
heden.
Ved mellem- til langsigtede resultater forstås almindeligvis
resultaterne indenfor en periode på 3-5 år eller længere,
men den enkelte kapitalforvalter kan fastsætte en kortere
eller længere periode. Forvalteren må over for kunder og
offentligheden argumentere for, at det er en mere realistisk
periode.
Det foreslås i stk. 2, nr. 3, at hvis en kapitalforvalter investe-
rer på vegne af et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver
virksomhed omfattet af bilag 2, eller et forsikringsselskab,
der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, en-
ten diskretionært eller gennem et investeringsinstitut, skal
selskabet offentliggøre oplysninger om, hvordan metoden
til og tidshorisonten for evaluering af kapitalforvalterens re-
sultater og aflønningen for kapitalforvalterens tjenesteydel-
ser er i overensstemmelse med profilen og varigheden af
de forsikringsmæssige forpligtelser, navnlig de langsigtede
forpligtelser, og tager hensyn til de langsigtede resultater
for gruppe 1-forsikringsselskabet, der udøver virksomhed
omfattet af bilag 2, eller forsikringsselskabet, der udøver
genforsikring af livsforsikringsforpligtelser.
Det foreslås i stk. 2, nr. 4, at hvis en kapitalforvalter investe-
rer på vegne af et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver
virksomhed omfattet af bilag 2 eller et forsikringsselskab,
der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, en-
ten diskretionært eller gennem et investeringsinstitut, skal
selskabet offentliggøre oplysninger om, hvordan gruppe 1-
forsikringsselskabet, der udøver virksomhed omfattet af bi-
lag 2, eller forsikringsselskabet, der udøver genforsikring
af livsforsikringsforpligtelser, overvåger kapitalforvalterens
porteføljeomsætningsomkostninger, og hvordan det fastlæg-
ger og overvåger en tilsigtet porteføljeomsætning eller et
tilsigtet omsætningsinterval.
Det foreslåede medfører, at kapitalforvalterens årlige rap-
portering til et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver virk-
somhed omfattet af lovforslagets bilag 2, eller et forsikrings-
selskab, der udøver genforsikring af livsforsikringsforplig-
telser, hvormed der er indgået en aftale, vil skulle indehol-
de oplysninger om kapitalforvalterens porteføljesammensæt-
ning. Med dette menes der, at rapporteringen som minimum
skal indeholde en oversigt over de forskellige aktier, som
indgår i porteføljen, og med, hvor stor en del den enkelte
aktie indgår i porteføljen.
Endvidere vil kapitalforvalterens årlige meddelelse skulle
omfatte rapportering om omsætning og omsætningsomkost-
ninger. Ved omsætning forstås salg af aktier ud af porteføl-
jen og indkøb af nye aktier til porteføljen. Ved omsætnings-
omkostninger forstås de omkostninger, som er forbundet
med køb og salg af aktier som led i porteføljeplejen.
Det foreslås i stk. 2, nr. 5, at hvis en kapitalforvalter investe-
rer på vegne af et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver
virksomhed omfattet af bilag 2, eller et forsikringsselskab,
der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, en-
ten diskretionært eller gennem et investeringsinstitut, skal
selskabet offentliggøre oplysninger om varigheden af ord-
ningen med kapitalforvalteren.
Ved varigheden af ordningen med kapitalforvalteren menes
der den tidsmæssige horisont, som følger af den indgåede
aftale mellem et gruppe 1-forsikringsselskab, der udøver
virksomhed omfattet af bilag 2, eller et forsikringsselskab,
der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, og
en kapitalforvalter.
I stk. 3 foreslås, at et gruppe 1-forsikringsselskab, der ud-
øver virksomhed omfattet af bilag 2, eller et forsikringssel-
skab, der udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtel-
ser, skal offentliggøre en klar og velbegrundet forklaring,
hvis ordningen nævnt i stk. 2 ikke omfatter et eller flere af
de aspekter, der er nævnt i stk. 2, nr. 1-5.
Reglerne om politik for aktivt ejerskab bygger på "følg el-
ler forklar"-princippet. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der
udøver virksomhed omfattet af lovforslagets bilag 2, eller
forsikringsselskaber, der udøver genforsikring af livsforsik-
ringsforpligtelser har en grad af frivillighed, hvilket betyder,
at de selv kan vælge, om de ønsker at efterleve kravene i
bestemmelsen.
Hvis de vælger ikke at følge bestemmelsens regler, er de
dog pålagt at offentliggøre en klar og velbegrundet forkla-
ring på, hvorfor de har valgt ikke at opfylde et eller flere
af bestemmelsens krav. Dette skal være med til at sikre
gennemsigtighed hos alle gruppe 1-forsikringsselskaber, der
udøver virksomhed omfattet af lovforslagets bilag 2, eller
forsikringsselskaber, der udøver genforsikring af livsforsik-
ringsforpligtelser, og deres forhold til en kapitalforvalter,
som selskabet har indgået samarbejde med.
Med "følg eller forklar"-princippet får selskaberne mulighed
for at være fleksible og tilpasse deres virksomhedsledelse
til deres størrelse, ejerforhold eller særlige sektorrelaterede
kendetegn. Forklaringerne skal være tilstrækkeligt klare,
præcise og omfattende til at sætte aktionærer, investorer og
andre interessenter i stand til at vurdere konsekvenserne af,
at et af de i stk. 2, nr. 1-5, nævnte aspekter fraviges. Forkla-
ringerne vedrørende fravigelser skal fremgå klart på hjem-
mesiden hos gruppe 1-forsikringsselskabet, der udøver virk-
somhed omfattet af lovforslagets bilag 2, eller forsikrings-
417
selskabet, der udøver genforsikring af livsforsikringsforplig-
telser, således at de let kan findes af aktionærer, investorer
og andre interessenter.
Der foreligger intet formkrav til offentliggørelsen af forkla-
ringen på, hvorfor man vælger ikke at efterleve et eller flere
af bestemmelsens krav. Der findes ikke et standardformat
for sådanne redegørelser i EU. Oplysningerne kan gives i
en generel redegørelse eller som en del af en større rapporte-
ring, forudsat at de er informative og nyttige for aktionærer,
investorer og andre interessenter.
Forklaringerne bør være velstrukturerede og gives på en
sådan måde, at de let kan forstås og bruges. Selskaberne bør
undlade at afgive overdrevent generelle redegørelser, som
ikke indeholder de specifikke oplysninger, som er vigtige
for aktionærer. Redegørelser i form af afkrydsninger, som
er af meget ringe informativ værdi, standardformuleringer
og lange forklaringer, som muligvis ikke giver tilstrækkelig
indsigt, bør også undlades. I stedet bør fokuseres på de sær-
lige og specifikke virksomhedsforhold, som er forklaringen
på fravigelsen af de i stk. 2, nr. 1-5, nævnte aspekter.
En forklaring er velbegrundet, når den er tilstrækkelig klar,
præcis og omfattende til at forklare, hvorfor et eller flere
af de i stk. 2, nr. 1-5, nævnte aspekter fraviges, og sætter
aktionærer, investorer og andre interessenter i stand til at
vurdere konsekvenserne af fravigelsen.
Det foreslås i stk. 4, at de oplysninger, som skal offentlig-
gøres efter stk. 1-3, skal være gratis tilgængelige på hjem-
mesiden hos gruppe 1-forsikringsselskabet, der udøver virk-
somhed omfattet af bilag 2, eller forsikringsselskabet, der
udøver genforsikring af livsforsikringsforpligtelser, og skal
ajourføres årligt, medmindre der ikke er væsentlige ændrin-
ger hertil.
Gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed om-
fattet af bilag 2, og forsikringsselskaber, der udøver gen-
forsikring af livsforsikringsforpligtelser, skal offentliggøre
hovedelementerne i deres investeringsstrategi og eventuelle
ordninger med kapitalforvaltere, som investerer på selska-
bernes vegne. Disse oplysninger skal være gratis tilgængeli-
ge på hjemmesiden hos gruppe 1-forsikringsselskaber, der
udøver virksomhed omfattet af lovforslagets bilag 2, eller
forsikringsselskaber, der udøver genforsikring af livsforsik-
ringsforpligtelser, og ajourføres årligt, medmindre der ikke
er nogen ændringer.
Offentliggørelse af oplysningerne er både med til at skabe
gennemsigtighed i selskabet og samtidig give aktionærerne
bedre mulighed for at følge med i ledelsens beslutninger og
holde dem ansvarlig for deres styring af selskabet.
Ved årligt skal der som udgangspunkt forstås tidsrummet
fra den 1. januar til den 31. december, da de finansielle virk-
somheders regnskabsår skal følge kalenderåret. Baseret på
konkrete omstændigheder og hensyn, kan den årlige ajourfø-
ring af oplysningerne ske forskudt i en anden tidsperiode i
løbet af kalenderåret.
Hvis der ikke foreligger nogle væsentlige ændringer af
oplysningerne, som skal offentliggøres, er gruppe 1-forsik-
ringsselskaber, der udøver virksomhed omfattet af bilag 2,
og forsikringsselskaber, der udøver genforsikring af livsfor-
sikringsforpligtelser, ikke forpligtede til at ajourføre de tidli-
gere offentliggjorte oplysninger. Det er dog stadig et krav,
at disse oplysninger er gratis tilgængelige på selskabets
hjemmeside. Det er op til selskabet selv at vurdere, om
der er sket væsentlige ændringer i selskabets ordninger med
kapitalforvaltere eller andre oplysninger, som følger af stk.
1-3. Selskaberne bør fastsætte deres egne kriterier, der er så
objektive som muligt, for hvornår der er tale om væsentlige
ændringer af oplysningerne.
Til § 178
Efter den gældende § 183, i lov om finansiel virksomhed,
skal forsikringsselskaber udarbejde en årsrapport, der består
af en ledelsesberetning, en ledelsespåtegning og et årsregn-
skab bestående af en balance, en resultatopgørelse, anden
totalindkomst, noter, herunder redegørelse for anvendt regn-
skabspraksis, og en oversigt over bevægelserne i egenkapi-
talen.
Den foreslåede § 178 viderefører § 183, stk. 1, i lov om
finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer. De re-
daktionelle ændringer tilpasser formuleringerne til den til-
svarende bestemmelse i § 2, stk. 1-3, i årsregnskabsloven.
Det foreslås i § 178, stk. 1, at forsikringsselskaber for hvert
regnskabsår skal aflægge et årsregnskab bestående af en
balance, en resultatopgørelse, anden totalindkomst, noter,
herunder redegørelse for anvendt regnskabspraksis, og en
oversigt over bevægelserne i egenkapitalen. Årsregnskabet
skal suppleres med de oplysninger, der følger af det foreslå-
ede nr. 1-4.
Det foreslås i nr. 1, at årsregnskabet skal suppleres med
årsregnskabet for en af virksomheden ledet koncern (kon-
cernregenskab).
Det foreslås i nr. 2, at årsregnskabet skal suppleres med le-
delesberetning for virksomheden og for en af virksomheden
ledet koncern.
Det foreslås i nr. 3, at årsregnskabet skal suppleres med
ledelsespåtegning.
418
Det foreslås i nr. 4, at årsregnskabet skal suppleres med
revisionspåtegning.
Det foreslåede stk. 1, nr. 1-4, fastslår, hvilke elementer der
som minimum skal være indeholdt i en årsrapport. De fore-
slåede elementer stemmer overens med dem, der fremgår af
§§ 2, 18, 22, 78 og 102 i årsregnskabsloven, jf. lovbekendt-
gørelse 838 af 8. august 2019. I modsætning til hvad der
kræves af virksomheder omfattet af regnskabsklasse C og
D efter årsregnskabsloven, kræver bestemmelsen ikke, at
årsrapporten skal indeholde en pengestrømsopgørelse.
Den foreslåede bestemmelse implementerer artikel 4, stk.
1, i regnskabsdirektivet (2013/34/EU), der fastslår, hvilke
elementer der som minimum skal være indeholdt i et års-
regnskab. Kravet om koncernregnskab, ledelsesberetning,
ledelsespåtegning og revisionspåtegning er også indeholdt i
regnskabsdirektivet.
Det foreslås i stk. 2, at der i årsrapporten kan tilføjes eventu-
elle supplerende beretninger, jf. § 186.
Det foreslås i stk. 3, at fællesbetegnelsen for de i stk. 1 og
stk. 2 omhandlede regnskaber, beretninger og påtegninger er
»årsrapport«.
Til § 179
Den gældende § 183, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at årsrapporten skal udarbejdes i overensstemmel-
se med reglerne i lov om finansiel virksomhed kapitel 13 og
regler fastsat i medfør af § 197, jf. dog stk. 3-6.
Det foreslås i § 179, at årsrapporten skal udarbejdes i over-
ensstemmelse med reglerne i dette kapitel og regler udstedt i
medfør af § 190.
Det er regnskabsaflæggers ansvar at sikre, at såvel lovens
regler som regler udstedt i medfør heraf efterleves. Reglerne
i loven er af mere generel og grundlæggende karakter og
danner grundlaget for, at årsrapporten udviser et retvisende
billede, at ansvaret for årsrapporten er fastlagt, og at årsrap-
porten revideres. De mere detaljerede regler for årsrappor-
tens indhold og form fastsættes i regler udstedt i medfør af
lovforslagets § 190.
Bestemmelsen viderefører den gældende § 183, stk. 2, i lov
om finansiel virksomhed uden ændringer.
Til § 180
Det følger af den gældende § 183, stk. 4, i lov om finan-
siel virksomhed, at forsikringsselskaber, der ikke udsteder
omsættelige værdipapirer, der er optaget til handel på et
reguleret marked her i landet, i et andet land indenfor Den
Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område, uanset stk. 2 kan vælge
at anvende de standarder, der er nævnt i stk. 3, på deres
koncernregnskab.
Det foreslås i § 180, stk. 1, at forsikringsselskaber, der
ikke er forpligtet til at anvende de internationale regnskabs-
standarder, jf. artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning nr. 1606/2002 om anvendelse af internationale
regnskabsstandarder på deres koncernregnskab, valgfrit kan
anvende de nævnte standarder på deres koncernregnskab.
Den foreslåede bestemmelse viderefører § 183, stk. 4, i lov
om finansiel virksomhed.
I Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1606/2002
af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabs-
standarder (IAS-forordningen) fastsættes det i artikel 4, at
virksomheder, der på balancetidspunktet har værdipapirer
optaget til handel på et reguleret marked i en medlemsstat,
skal udarbejde deres koncernregnskaber i overensstemmelse
med de internationale regnskabsstandarder (IFRS), som er
godkendt af EU.
I IAS-forordningens artikel 5 gives medlemsstaterne mulig-
hed for at kræve eller tillade, at de godkendte internationale
regnskabsstandarder anvendes:
1) På årsregnskabet for de selskaber, der er omhandlet i
artikel 4.
2) På årsregnskab og/eller koncernregnskab for andre sel-
skaber end de i artikel 4 omhandlede.
I overensstemmelse med medlemsstatsmuligheden under nr.
2, tillades det i § 180, stk. 1, at virksomheder, der ikke har
værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked, kan
vælge at aflægge koncernregnskab efter de EU-godkendte
internationale regnskabsstandarder (IFRS). Det er således
ikke tilladt at anvende de internationale regnskabsstandarder
på årsregnskabet for hverken noterede eller ikke-noterede
forsikringsselskaber.
Det følger af den gældende § 183, stk. 3, i lov om finansiel
virksomhed, hvor bestemmelser i kapitel 13 eller regler ud-
stedt i medfør heraf regulerer samme forhold, som Rådets
forordning om anvendelse af internationale regnskabsstan-
darder regulerer, jf. forordningens artikel 4, har bestemmel-
serne i dette kapitel eller reglerne udstedt i medfør heraf
ikke gyldighed for de af forordningens artikel 4 omfattede
virksomheders koncernregnskaber.
419
Det følger af den gældende § 183, stk. 5, i lov om finansiel
virksomhed, at forsikringsselskaber, som i medfør af stk. 4
følger de i stk. 3 nævnte standarder, skal anvende samtlige
godkendte standarder i deres koncernregnskab. Det følger af
2. pkt., at hvor bestemmelser i denne lov eller bestemmelser
udstedt i medfør af § 196 i lov om finansiel virksomhed
regulerer samme forhold som standarderne, skal virksomhe-
der, der i medfør af stk. 4 anvender standarderne, anvende
standarderne i stedet for de pågældende bestemmelser.
Det foreslås i § 180, stk. 2, 1. pkt., at forsikringsselskaber,
der er forpligtet til at anvende eller valgfrit anvender de
standarder, der er nævnt i stk. 1, skal følge samtlige god-
kendte standarder.
Det foreslås i 2. pkt., at hvor bestemmelser i dette kapitel
eller i regler udstedt i medfør af § 190 regulerer samme
forhold som standarderne, skal virksomheden anvende stan-
darderne i stedet for de pågældende bestemmelser.
Det fremgår ligeledes af bestemmelsen, at i tilfælde, hvor
en bestemmelse i de danske regnskabsregler i lov om forsik-
ringsvirksomhed eller regler udstedt i medfør heraf regulerer
samme forhold som standarderne, skal disse virksomheder
efterleve standarderne. Virksomhederne kan ikke vælge at
følge en standard delvist eller vælge at følge standarderne
på nogle områder, men ikke på alle. Virksomhederne kan
heller ikke vælge til eller fra i de forskellige regelsæt med
henblik på at anvende den kombination af regler, der passer
virksomheden bedst.
Det følger af IAS-forordningen, at virksomheder, som skal
eller vælger at følge standarderne, skal efterleve samtlige
godkendte internationale regnskabsstandarder.
Det følger modsætningsvist af den foreslåede bestemmelse i
§ 180, stk. 2, at bestemmelser i de danske regnskabsregler,
som regulerer andre forhold end forhold, der er reguleret i
de internationale regnskabsstandarder, skal efterleves også i
regnskaber, der følger de internationale regnskabsstandarder
(IFRS). Eksempelvis indeholder de internationale standarder
(IFRS) ikke regler om ledelsesberetning, supplerende beret-
ninger, ledelsespåtegning, revisionspåtegning og oplysnings-
krav om virksomhedens samfundsansvar (CSR). Sådanne
regler, der regulerer forhold, som ikke reguleres i de interna-
tionale regnskabsstandarder (IFRS), skal derfor også efterle-
ves i regnskaber, der aflægges efter IFRS. Den foreslåede §
180, stk. 2, viderefører § 183, stk. 3 og 5, i lov om finansiel
virksomhed.
Overtrædelse af det foreslåede § 180, stk. 2, foreslås straf-
belagt med bøde ved lovforslagets § 322, stk. 1, nr. 1. An-
svarssubjektet for en overtrædelse af § 180, stk. 2, er et for-
sikringsselskab. Det vil f.eks. være en strafbar overtrædelse,
hvis et forsikringsselskab, der er forpligtet til at benytte de
standarder, der er nævnt i det foreslåede § 180, stk. 1, ikke
benytter samtlige godkendte standarder.
Det følger af den gældende § 183, stk. 6, i lov om finansiel
virksomhed, at Finanstilsynet kan fastsætte oplysningskrav
for de virksomheder, der følger de i stk. 3 nævnte standar-
der.
Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet kan fastsætte regler,
der er nødvendige for anvendelsen her i landet af den for-
ordning, der er nævnt i stk. 1.
Bestemmelsen viderefører den gældende bemyndigelse i §
183, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed, med redaktionel-
le ændringer. De redaktionelle ændringer skyldes, at bestem-
melsen er sprogligt tilpasset til formuleringen af § 137, stk.
4, i årsregnskabsloven.
Bemyndigelsen kan anvendes til at fastsætte bestemmelser
om forhold, som ikke er reguleret i de internationale regn-
skabsstandarder (IFRS), men gælder i henhold til danske
regnskabsregler, herunder direktivbundne oplysningskrav,
som ikke er fastsat i de internationale regnskabsstandarder
(IFRS).
Til § 181
Det følger af den gældende § 184 i lov om finansiel virk-
somhed, at det er bestyrelsen og direktionen, der aflægger
årsrapport for virksomheden og har ansvaret herfor.
Det foreslås i § 181, stk. 1, at bestyrelsen og direktionen skal
aflægge årsrapport for virksomheden.
Det foreslås i § 181, stk. 2, at hvert enkelt ledelsesmedlem
har ansvaret for, at årsrapporten opfylder kravene i nr. 1-3.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at årsrapporten skal udarbejdes i
overensstemmelse med lovgivningen og eventuelle yderlige-
re krav til regnskaber i vedtægter eller aftale.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at årsrapporten kan revideres og
godkendes i tide.
Det foreslås i stk. 2, nr. 3, at årsrapporten kan indsendes til
Finanstilsynet, jf. § 188, stk. 1, og Erhvervsstyrelsen, jf. §
189, stk. 1, indenfor de frister, der er fastsat i lovgivningen.
Den foreslåede § 181 viderefører § 184 med redaktionelle
ændringer. Bestemmelsen svarer til § 8 i årsregnskabslo-
ven. Bestemmelsen implementerer artikel 33 i regnskabsdi-
rektivet (2013/34/EU).
420
Det foreslåede fastsætter, at det er direktionen og bestyrel-
sen, der aflægger årsrapporten i fællesskab. Det understre-
ges i stk. 2, at der ikke er et solidarisk ansvar for ledelsen,
men at hvert enkelt ledelsesmedlem har ansvar for, at års-
rapporten udarbejdes i overensstemmelse med lovgivning,
vedtægter og aftaler, at årsrapporten kan revideres og god-
kendes i tide, samt at rapporten indsendes til Finanstilsynet
og Erhvervsstyrelsen indenfor de fastsatte frister. Ledelsen
delegerer ofte disse opgaver, men ansvaret kan ikke delege-
res.
Med lovforslagets § 312, stk. 1, foreslås det, at overtrædelse
af stk. 1 kan straffes med bøde.
Ansvarssubjektet er det enkelte medlem af bestyrelsen eller
direktionen. Det betyder, at hvis bestyrelsen eller direktio-
nen i et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirk-
somhed ikke har aflagt årsrapport for virksomheden, kan
bestyrelsen og direktionen straffes med bøde.
Til § 182
Den gældende § 185 i lov om finansiel virksomhed inde-
holder de erklæringer, som medlemmer af bestyrelsen og
direktionen skal give i tilknytning til deres underskrift af
årsrapporten.
Den foreslåede § 182 viderefører § 185 i lov om finansiel
virksomhed med redaktionelle ændringer. Bestemmelserne
svarer med visse tilpasninger til §§ 9 og 10 i årsregnskabs-
loven. Bestemmelserne udmønter de krav om sikring af le-
delsesmedlemmernes ansvar for årsrapporten, som findes i
artikel 33 i regnskabsdirektivet (2013/34/EU) ved at kræve
ledelsesmedlemmernes underskrift af årsrapporten.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at når årsrapporten er udar-
bejdet, skal alle medlemmer af bestyrelsen og direktionen
underskrive den og datere underskriften.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at medlemmerne skal give deres
underskrift i tilknytning til en ledelsespåtegning, hvor hver
enkelt medlems navn og funktion i forhold til selskabet er
tydeligt angivet.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at medlemmer af bestyrelsen
og direktionen skal erklære, hvorvidt årsrapporten er aflagt
i overensstemmelse med lovgivningens krav og eventuelle
krav i vedtægter eller aftale.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at medlemmer af bestyrelsen
og direktionen skal erklære, hvorvidt årsregnskabet og et
eventuelt koncernregnskab giver et retvisende billede af
virksomhedens og, hvis der er udarbejdet koncernregnskab,
koncernens aktiver og passiver, finansielle stilling samt re-
sultatet.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at medlemmer af bestyrelsen
og direktionen skal erklære, hvorvidt ledelsesberetningen
indeholder en retvisende redegørelse for udviklingen i virk-
somhedens og, hvis der er udarbejdet koncernregnskab, kon-
cernens aktiviteter og økonomiske forhold samt en beskri-
velse af de væsentligste risici og usikkerhedsfaktorer, som
virksomheden henholdsvis koncernen kan påvirkes af.
Kravene til den ledelsespåtegning, der skal være indeholdt
i forsikringsselskabers årsrapport, svarer til gennemsigtig-
hedsdirektivets (2004/109/EU) krav i artikel 4, stk. 2, litra
c. Med sin underskrift påtager det enkelte bestyrelsesmed-
lem sig ansvaret for, at årsrapporten er aflagt i overensstem-
melse med lovgivningens krav, og at såvel årsregnskabet
som ledelsesberetningen er retvisende.
Overtrædelse af lovforslagets § 182, stk. 1, kan i henhold
til lovforslagets § 312, stk. 1, straffes med bøde medmindre
højere straf er forskyldt efter øvrig lovgivning.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af § 182, stk. 1,
er det enkelte medlem i et forsikringsselskabs eller en for-
sikringsholdingvirksomheds bestyrelse eller direktion. Det
betyder, at hvis bestyrelsen eller direktionen i et forsikrings-
selskab eller en forsikringsholdingvirksomhed ikke har un-
derskrevet årsrapporten og ledelsespåtegningen samt angi-
vet, om eventuelle supplerende beretninger i årsrapporten
giver en retvisende redegørelse, kan bestyrelsen og direktio-
nen straffes med bøde, jf. lovforslagets § 312, stk. 1.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at kravet om at underskriften
og underskriftens datering skal gives i tilknytning til ledel-
sespåtegningen, bortfalder, hvis årsrapporten underskrives
digitalt, jf. § 307.
Det foreslås i 2. pkt., at underskriverens navn skal fremgå
tydeligt i tilknytning til ledelsespåtegningen, uanset at års-
rapporten underskrives digitalt.
Ved lovforslagets § 307 er der foreslået en bredere adgang
til gyldige underskrifter, f.eks. ved brug af digitale værktø-
jer. Det foreslåede § 182, stk. 2, afspejler denne bestemmel-
se for så vidt angår årsrapporter. Det vil sige, at det er tilladt
at underskrive årsrapporten digitalt. Hvis denne mulighed
anvendes, skal underskriverens navn stadig fremgå i tilknyt-
ning til ledelsespåtegningen, men kravet om underskriftens
tilknytning til ledelsespåtegningen finder ikke anvendelse.
Det foreslås i stk. 3, at hvis der er indføjet supplerende be-
retninger i årsrapporten, skal ledelsen erklære, hvorvidt dis-
se beretninger giver en retvisende redegørelse indenfor ram-
421
merne af almindeligt anerkendte retningslinjer for sådanne
beretninger.
Overtrædelse af lovforslagets § 182, stk. 3, kan i henhold
til lovforslagets § 312, stk. 1, straffes med bøde, medmindre
højere straf er forskyldt efter øvrig lovgivning.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af § 184, stk. 1,
er det enkelte medlem i et forsikringsselskabs eller en for-
sikringsholdingvirksomheds bestyrelse eller direktion. Det
betyder, at hvis bestyrelsen eller direktionen i et forsikrings-
selskab eller en forsikringsholdingvirksomhed ikke har un-
derskrevet årsrapporten og ledelsespåtegningen samt angi-
vet, om eventuelle supplerende beretninger i årsrapporten
giver en retvisende redegørelse, kan bestyrelsen og direktio-
nen straffes med bøde, jf. lovforslagets § 312, stk. 1.
Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at selvom et ledelsesmedlem er
helt eller delvis uenig i årsrapporten eller har indvendinger
mod, at den skal godkendes med det indhold, der er beslut-
tet, kan medlemmet ikke undlade at underskrive.
Det foreslås i 2. pkt., at ledelsesmedlemmet kan tilkende-
give sine indvendinger med en konkret og fyldestgørende
begrundelse i tilknytning til sin underskrift og ledelsespåteg-
ningen.
Overtrædelse af lovforslagets § 182, stk. 4, kan i henhold
til lovforslagets § 312, stk. 1, straffes med bøde, medmindre
højere straf er forskyldt efter øvrig lovgivning.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af § 182, stk. 1,
er det enkelte medlem i et forsikringsselskabs eller en for-
sikringsholdingvirksomheds bestyrelse eller direktion. Det
betyder, at hvis bestyrelsen eller direktionen i et forsikrings-
selskab eller en forsikringsholdingvirksomhed ikke har un-
derskrevet årsrapporten og ledelsespåtegningen samt angi-
vet, om eventuelle supplerende beretninger i årsrapporten
giver en retvisende redegørelse, kan bestyrelsen og direktio-
nen straffes med bøde, jf. lovforslagets § 312, stk. 1.
Til § 183
Den gældende § 186 i lov om finansiel virksomhed fast-
lægger, at årsregnskabet, et eventuelt koncernregnskab og
ledelsesberetningen skal give et retvisende billede af virk-
somhedens og koncernens aktiver og passiver, finansielle
stilling samt resultatet. Ledelsesberetningen skal indeholde
en retvisende redegørelse for de forhold, som beretningen
omhandler.
Den foreslåede § 183 viderefører § 186, stk. 1-3, i lov om
finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer.
Bestemmelsen svarer til § 11, stk. 1-3, i årsregnskabslo-
ven. Bestemmelsen implementerer artikel 4, stk. 1-4, i regn-
skabsdirektivet (2013/34/EU).
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at årsregnskabet og et eventuelt
koncernregnskab skal give et retvisende billede af virksom-
hedens og koncernens aktiver og passiver, finansielle stilling
samt resultatet.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at ledelsesberetningen skal
indeholde en retvisende redegørelse for de forhold, som be-
retningen omhandler.
Overtrædelse af lovforslagets § 183, stk. 1, kan straffes med
bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, jf. lovforslagets § 312, stk. 1.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af lovforslagets
§ 183, stk. 1, er et forsikringsselskab eller en forsikrings-
holdingvirksomhed. Det betyder, at hvis et forsikringssel-
skabs eller en forsikringsholdingvirksomheds årsregnskab
og eventuelle koncernregnskab ikke giver et retvisende
billede af forsikringsselskabets eller forsikringsholdingvirk-
somhedens og koncernens aktiver og passiver, finansielle
stilling, samt hvis resultatet eller ledelsesberetningen ikke
indeholder en retvisende redegørelse for de forhold, som
beretningen omhandler, kan forsikringsselskabet eller forsik-
ringsholdingvirksomheden straffes med bøde, jf. lovforsla-
gets § 312, stk. 1.
Det foreslås i stk. 2, at hvis anvendelse af bestemmelserne
i denne lov eller reglerne udstedt i medfør af § 190 ikke
er tilstrækkelig til at give et retvisende billede som nævnt i
stk. 1, skal der gives yderligere oplysninger i årsregnskabet
henholdsvis koncernregnskabet.
Overtrædelse af lovforslagets § 183, stk. 2, kan straffes med
bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, jf. lovforslagets § 312, stk. 1.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af lovforslagets
§ 183, stk. 2, er et forsikringsselskab eller en forsikrings-
holdingvirksomhed. Det betyder, at hvis et forsikringssel-
skabs eller en forsikringsholdingvirksomheds anvendelse af
bestemmelserne i denne lov eller regler udstedt i medfør
af lovforslagets § 190 ikke er tilstrækkelig til at give et
retvisende billede som nævnt i det foreslåede stk. 1, skal
der gives yderligere oplysninger i årsregnskabet henholdsvis
koncernregnskabet, ellers kan forsikringsselskabet eller for-
sikringsholdingvirksomheden straffes med bøde, jf. lovfor-
slagets § 312, stk. 1.
Det foreslås i stk. 3, 1 pkt., at hvis anvendelse af bestemmel-
serne i dette kapitel eller regler udstedt i medfør af § 191 i
422
særlige tilfælde vil stride mod kravet i stk. 1, 1. pkt., skal de
fraviges, således at dette krav opfyldes.
Det foreslås i stk. 3, 2 pkt., at en sådan fravigelse hvert
år skal oplyses i noterne og her altid begrundes konkret
og fyldestgørende med oplysning om, hvilken indvirkning,
herunder så vidt muligt den beløbsmæssige indvirkning,
fravigelsen har på virksomhedens henholdsvis koncernens
aktiver og passiver, finansielle stilling samt resultatet.
Kravet om et retvisende billede skal være opfyldt for års-
regnskabet og et eventuelt koncernregnskab. Disse dele skal
samlet set give et retvisende billede. Kravet om et retvisende
billede omfatter ikke ledelsesberetningen, der til gengæld
skal leve op til kravet om en retvisende redegørelse.
Ledelsesberetningen må således ikke indeholde oplysnin-
ger, der er i strid med årsregnskabet eller koncernregnska-
bet. Herudover skal oplysningerne i ledelsesberetningen
som hidtil leve op til lovforslagets generelle kvalitetskrav,
jf. §§ 184 og 185, herunder bl.a. kravene om pålidelighed og
neutralitet. Ledelsesberetningen må ikke give et forkert bil-
lede af virksomheden, f.eks. en ensidig positiv fremstilling.
Overtrædelse af lovforslagets § 183, stk. 3, kan straffes med
bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, jf. lovforslagets § 312, stk. 1.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af lovforslagets
§ 183, stk. 3, er et forsikringsselskab eller forsikringshol-
dingvirksomhed. Det betyder, at hvis et forsikringsselskabs
eller forsikringsholdingvirksomheds anvendelse af bestem-
melserne i dette kapitel eller regler, udstedt i medfør af
lovforslagets § 190, i særlige tilfælde strider mod kravet
i det foreslåede stk. 1, 1. pkt., skal de fraviges, så dette
krav opfyldes. En sådan fravigelse skal hvert år oplyses i
noterne og her altid begrundes konkret og fyldestgørende
med oplysning om, hvilken indvirkning, herunder så vidt
muligt den beløbsmæssige indvirkning, fravigelsen har på
forsikringsselskabets eller forsikringsholdingvirksomhedens
henholdsvis koncernens aktiver og passiver, finansielle stil-
ling samt resultatet. Hvis virksomheden ikke gør dette,
kan forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomhe-
den straffes med bøde.
De nærmere krav til årsrapporten og ledelsesberetningen
for så vidt angår henholdsvis det retvisende billede og den
retvisende redegørelse er fastsat i lovforslagets § 184.
Til § 184
Den gældende § 187 i lov om finansiel virksomhed angiver
kravene for, at årsrapporten kan give et retvisende billede,
og for at ledelsesberetningen kan indeholde en retvisende
redegørelse.
Den foreslåede § 184 viderefører § 187 i lov om finansiel
virksomhed med redaktionelle ændringer. Bestemmelsen
svarer til § 12 i årsregnskabsloven.
Det foreslås i § 184, stk. 1, at for årsregnskabet og koncer-
nregnskabet kan give et retvisende billede, og for at ledel-
sesberetningen kan indeholde en retvisende redegørelse, jf.
§ 183, skal kravene i stk. 2 og 3 opfyldes.
Det foreslås i § 184, stk. 2, at årsrapporten skal udarbejdes,
så den støtter regnskabsbrugerne, jf. stk. 4, i deres økonomi-
ske beslutninger og i det mindste skal vedrøre det, der følger
af nr. 1-3.
Det foreslås i § 184, stk. 2, nr. 1, at årsrapporten mindst skal
vedrøre placering af regnskabsbrugerens egne ressourcer.
Det foreslås i § 184, stk. 2, nr. 2, at årsrapporten mindst skal
vedrøre ledelsens forvaltning af virksomhedens ressourcer.
Det foreslås i § 184, stk. 2, nr. 3, at årsrapporten mindst skal
vedrøre fordeling af virksomhedens ressourcer.
Det foreslås i § 184, stk. 3, 1. pkt., at årsrapporten skal
udarbejdes således, at den oplyser om forhold, der normalt
er relevante for regnskabsbrugerne, jf. stk. 4.
Det foreslås i § 184, stk. 3, 2. pkt., at oplysningerne desuden
skal være pålidelige i forhold til, hvad regnskabsbrugerne
normalt forventer.
Det foreslås i § 184, stk. 4, at regnskabsbrugerne er person-
er, virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder
m.v., hvis økonomiske beslutninger normalt må forventes
at blive påvirket af en årsrapport, herunder nuværende eller
fremtidige virksomhedsdeltagere, kreditorer, medarbejdere,
kunder, alliancepartnere, lokalsamfundet samt tilskudsgiven-
de og fiskale myndigheder.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter, hvad et retvisende
billede og en retvisende redegørelse betyder. Det vigtigste
formål med årsrapporten er at kunne støtte regnskabsbrugere
i deres økonomiske beslutninger. Ved udarbejdelsen af års-
rapporten skal der foretages en konkret vurdering af, hvilke
regnskabsbrugere årsrapporten har relevans for. Det præci-
seres desuden, at regnskabsbrugernes økonomiske beslutnin-
ger som minimum skal vedrøre aktiviteter, der kan have
en direkte eller indirekte påvirkning på regnskabsbrugerens
aktiver.
423
Overtrædelse af lovforslagets § 184, stk. 1, og stk. 2, 1. pkt.,
kan straffes med bøde medmindre højere straf er forskyldt
efter den øvrige lovgivning, jf. lovforslagets § 312, stk.
1. Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af § 184, stk.
1, og stk. 2, 1. pkt., er et forsikringsselskab eller en forsik-
ringsholdingvirksomhed. Det betyder f.eks., at hvis et for-
sikringsselskabs eller en forsikringsholdingvirksomheds års-
regnskab og eventuelle koncernregnskab ikke er udarbejdet,
så det opfylder kravene i lovforslagets § 184, kan forsik-
ringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomheden straffes
med bøde.
Til § 185
Den gældende § 188 i lov om finansiel virksomhed angiver
de grundlæggende forudsætninger, som årsrapporten skal
udarbejdes efter.
Den foreslåede § 185 viderefører § 188 i lov om finansiel
virksomhed med ændringer, der sikrer, at bestemmelserne
svarer til § 13 i årsregnskabsloven. Tilpasningen til årsregn-
skabsloven indebærer, at stk. 1, nr. 5, ændres, og den gæl-
dende § 188, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed ophæves.
Bestemmelsen implementerer artikel 6 i direktiv
2013/34/EU (regnskabsdirektivet) og oplister ti grundlæg-
gende forudsætninger, der sammen er med til, at årsrappor-
ten giver et retvisende billede.
Det foreslås i stk. 1, at årsrapporten skal udarbejdes efter
nedenstående grundlæggende forudsætninger:
3) Den skal udarbejdes på en klar og overskuelig måde
(klarhed).
4) Der skal tages hensyn til de reelle forhold og ikke til
formaliteter uden reelt indhold (substans).
5) Alle relevante forhold skal indgå i årsrapporten, med-
mindre de er ubetydelige (væsentlighed). Anses flere
ubetydelige forhold tilsammen for at være betydelige,
skal de dog indgå.
6) Driften af en aktivitet formodes at fortsætte (going
concern), medmindre den ikke skal eller ikke antages
at kunne fortsætte. Afvikles en aktivitet, skal klassifi-
kation og opstilling samt indregning og måling tilpas-
ses denne afvikling.
7) Indregning og måling skal ske på et forsigtigt grund-
lag, herunder skal regnskabsmæssige skøn være un-
derbyggede og neutrale. Enhver værdiregulering skal
indregnes, uanset om årsregnskabet udviser over- eller
underskud.
8) Transaktioner, begivenheder og værdiændringer skal
indregnes, når de indtræffer, uanset tidspunktet for
betaling (periodisering).
9) Indregningsmetoder og målegrundlag skal anvendes
ensartet på samme kategori af forhold (konsistens).
10) Hver transaktion, begivenhed og værdiændring skal
indregnes og måles hver for sig, ligesom de enkelte
forhold ikke må modregnes med hinanden (bruttovær-
di).
11) Primobalancen for regnskabsåret skal svare til ultimo-
balancen for det foregående regnskabsår (formel kon-
tinuitet).
Det foreslåede nr. 5 er ændret i forhold til den gældende §
188, stk. 1, nr. 5, i lov om finansiel virksomhed for at skabe
overensstemmelse mellem de grundlæggende forudsætnin-
ger i årsregnskabsloven og i dette lovforslag. Baggrunden
for ændringen er, at årsregnskabsloven efter den seneste op-
datering på baggrund af regnskabsdirektivet indeholder den
grundlæggende forudsætning ”forsigtighed” fremfor neutra-
litet. Neutralitetsprincippet fastholdes som en forudsætning
for forsigtighed, men det præciseres, at værdireguleringer
skal indregnes, uanset om årsrapporten udviser over- eller
underskud. Herudover tilføjes et forsigtighedsprincip, der
indebærer, at indregning og måling skal ske på et forsigtigt
grundlag, ligesom regnskabsmæssige skøn skal være under-
byggede og neutrale.
Forsigtighed, i henhold til det foreslåede nr. 5, indebærer,
at regnskabsudarbejderen udviser den nødvendige omhu, for
eksempel når der udøves regnskabsmæssige skøn, og særligt
hvis der er tale om skøn, hvor der kan være stor usikkerhed
forbundet med udøvelse af det regnskabsmæssige skøn. Kra-
vet om forsigtighed må dog ikke på nogen måde medføre,
at for eksempel regnskabsmæssige skøn bliver overdrevent
forsigtige. Forsigtighedsprincippet er allerede indeholdt i
en række specifikke bestemmelser i såvel loven som regn-
skabsbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 937 af 27. juli
2015, og indarbejdelsen af forsigtighed som et grundlæg-
gende princip understreger derfor kravene i de individuelle
bestemmelser.
Overtrædelse af lovforslagets § 185, stk. 1, kan straffes med
bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, jf. lovforslagets § 312, stk. 1. Ansvarssubjektet
i forhold til overtrædelse af lovforslagets § 185, stk. 1, er
den pågældende virksomhed, herunder hvert enkelt medlem
af bestyrelsen og direktionen.
Den strafbare handling består i ikke at lade årsrapporten
udarbejde efter de grundlæggende forudsætninger oplistet i
nr. 1-9.
Det foreslås i stk. 2, at opstilling og klassifikation, konso-
lideringsmetode, indregningsmetode og målegrundlag samt
den anvendte monetære enhed ikke må ændres fra år til år
(reel kontinuitet).
Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at ændring dog kan ske, hvis
der derved bedre opnås et retvisende billede, eller hvis æn-
dringen er nødvendig som følge af lovændring eller regler
424
udstedt i medfør af § 190, og § 183, stk. 3, 2. pkt., finder
tilsvarende anvendelse.
Det foreslåede stk. 2 svarer med visse sproglige tilpasninger
til § 13, stk. 2, i årsregnskabsloven. Bestemmelsen betyder,
at de nævnte forhold som udgangspunkt skal være uændrede
fra år til år (kontinuitetsprincippet). Baggrunden er hensynet
til muligheden for at sammenligne mellem årene og dermed
vurdere virksomhedens udviklingsretning og udviklingsha-
stighed. Ændringer kan dog i henhold til forslaget til stk.
2 foretages, hvis der derved opnås et retvisende billede,
eller hvis ændringen er nødvendig for at overholde nye reg-
ler. Hvis der foretages ændringer i henhold til forslaget til
stk. 2, skal der gives oplysninger som krævet efter forslaget
til § 183, stk. 3, 2. pkt.
Overtrædelse af lovforslagets § 185, stk. 2, 1. pkt., kan
straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning, jf. lovforslagets § 312, stk. 1.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af lovforslagets §
185, stk. 2, er den pågældende virksomhed, herunder hvert
enkelt medlem af bestyrelsen og direktionen. Den strafbare
handling består i ikke at lade årsrapporten udarbejde efter de
grundlæggende forudsætninger oplistet i det foreslåede stk.
2, 1. pkt.
Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet uanset stk. 1, nr. 8, kan
fastsætte regler om pligt til modregning.
Stk. 3 indeholder en bemyndigelse til Finanstilsynet, hvoref-
ter Finanstilsynet, uagtet § 185, stk. 1, nr. 8, kan fastsætte
regler om modregning. Hjemlen er en videreførelse af tilsva-
rende hjemmel i § 188, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed
og er udnyttet til at udstede bekendtgørelse om finansielle
rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensions-
kasser, jf. bekendtgørelse nr. 937 af 27. juli 2015, hvoraf
det fremgår, at en virksomhed skal modregne finansielle
aktiver og finansielle forpligtelser, når virksomheden har ret
til at modregne i forhold til modparten, og virksomheden har
til hensigt at afhænde aktivet og afvikle forpligtelsen ved
modregning eller afhænde aktivet og afvikle forpligtelsen
samtidigt.
Formålet med stk. 3 er, at Finanstilsynet kan sikre, at de
danske regnskabsregler udstedt i medfør af § 190 er forene-
lige med de internationale regnskabsstandarder (IFRS), idet
IFRS kræver modregning i særlige tilfælde.
Den gældende bestemmelse i § 188, stk. 4, i lov om fi-
nansiel virksomhed foreslås ikke videreført. Bestemmelsen
indeholder en mulighed for i særlige tilfælde at fravige
de grundlæggende forudsætninger om bl.a. periodisering,
konsistens, bruttoværdi og formel kontinuitet i stk. 1 og
bestemmelserne om reel kontinuitet i stk. 2. Tilsvarende
muligheder for fravigelser har tidligere været indeholdt i
årsregnskabslovens § 13, stk. 3, men denne bestemmelse i
årsregnskabsloven er ophævet som følge af en tilpasning til
regnskabsdirektivet, som ikke giver mulighed for at fravige
de grundlæggende forudsætninger.
Med henblik på at bringe bestemmelserne i overensstem-
melse med de tilsvarende bestemmelser i årsregnskabsloven
foreslås det derfor, at § 188, stk. 4, i lov om finansiel virk-
somhed ikke videreføres i loven.
Til § 186
Det følger af den gældende § 190 i lov om finansiel virk-
somhed, at supplerende beretninger skal give en retvisende
redegørelse indenfor rammerne af almindeligt anerkendte
retningslinjer for sådanne beretninger.
Den foreslåede § 186 viderefører § 190 med redaktionelle
ændringer.
Bestemmelsen svarer til § 14 i årsregnskabsloven.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at supplerende beretninger,
herunder beretninger om viden og medarbejdernes forhold
(videnregnskaber), om miljøforhold (grønne regnskaber),
om virksomhedens sociale ansvar (sociale regnskaber) og
om virksomhedens etiske målsætninger og opfølgning her-
på (etiske regnskaber), skal give en retvisende redegørelse
indenfor rammerne af almindeligt anerkendte retningslinjer
for sådanne beretninger.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at beretningerne skal opfylde
kvalitetskravene i § 184, stk. 2, og med de lempelser, der
følger af forholdets natur, de grundlæggende forudsætninger
i § 185, stk. 1 og 2.
Det foreslås i stk. 2, at af de supplerende beretninger skal
fremgå de metoder og målegrundlag, efter hvilke beretnin-
gerne er udarbejdet.
Supplerende beretninger er ikke obligatoriske bestanddele af
årsrapporten. Supplerende beretninger skal give en retvisen-
de redegørelse indenfor rammerne af almindeligt anerkendte
retningslinjer for sådanne beretninger. De skal opfylde kva-
litetskravene i forslagets § 184, stk. 2, og de grundlæggende
forudsætninger i forslagets § 185, stk. 1 og 2, med de lem-
pelser, der følger af forholdets natur. Supplerende beretnin-
ger kan eksempelvis vedrøre miljø, viden, sociale og etiske
forhold.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af lovforslagets
425
§ 186 er den pågældende virksomhed, herunder hvert enkelt
medlem af bestyrelsen og direktionen.
Den strafbare handling består i ikke at lade de suppleren-
de beretninger udarbejde, så disse giver en retvisende rede-
gørelse af forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirk-
somheden
Til § 187
Den gældende § 193 i lov om finansiel virksomhed stiller
krav om revision af årsrapporten.
Den foreslåede § 187 viderefører § 193 uden ændringer.
Bestemmelsen svarer til § 135, stk. 1, i årsregnskabsloven.
Det foreslås i § 187, stk. 1, 1. pkt., at årsrapporten skal
revideres af virksomhedens eksterne revisorer, jf. § 193.
Det foreslås i § 187, stk. 1, 2. pkt., at revisionen ikke omfat-
ter ledelsesberetningen og de supplerende beretninger, som
indgår i årsrapporten, jf. § 186.
Det foreslås i § 187, stk. 1, 3. pkt., at revisor dog skal
afgive en udtalelse om, hvorvidt oplysningerne i ledelsesbe-
retningen er i overensstemmelse med årsregnskabet og et
eventuelt koncernregnskab.
For forsikringsselskaber er årsrapporten underlagt revisions-
pligt. Det er ikke muligt at undlade revision på grund af
størrelse, som det for eksempel er tilfældet i årsregnskabslo-
ven. Revisionspligten omfatter ikke ledelsesberetningen. En
revisor skal dog gennemlæse ledelsesberetningen med hen-
blik på at afgive en udtalelse om, hvorvidt denne er i
overensstemmelse med årsregnskabet og et eventuelt kon-
cernregnskab. Dette er i overensstemmelse med kravet til
revision i forhold til ledelsesberetningen i medfør af artikel
34 i direktiv 2013/34/EU, hvor det endvidere præciseres,
at revisors udtalelse baseres på, hvorvidt vedkommende på
baggrund af viden om og forståelse af virksomheden og
dens miljø erhvervet under revisionen har fundet væsentlige,
fejlagtige angivelser i ledelsesberetningen, hvorefter arten af
sådanne eventuelle fejlagtige angivelser anføres.
Overtrædelse af lovforslagets § 187, 1. pkt., kan straffes
med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den
øvrige lovgivning, jf. lovforslagets § 312, stk. 1.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af lovforslagets §
187, 1. pkt., er et forsikringsselskab eller en forsikringshol-
dingvirksomhed. Det betyder, at hvis et forsikringsselskab
eller en forsikringsholdingvirksomhed ikke får revideret års-
rapporten af sine eksterne revisorer, kan forsikringsselskabet
eller forsikringsholdingvirksomheden straffes med bøde, jf.
lovforslagets § 312, stk. 1.
Til § 188
Det følger af den gældende § 194 i lov om finansiel virk-
somhed, at den bestyrelsesgodkendte årsrapport skal indsen-
des til Finanstilsynet uden ugrundet ophold efter det besty-
relsesmøde, hvor årsrapporten er endelig godkendt.
Den foreslåede § 188 viderefører § 194 uden ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at årsrapporten i den form, hvori den
er forelagt og godkendt af bestyrelsen, skal indsendes til
Finanstilsynet uden ugrundet ophold efter det bestyrelses-
møde, hvor årsrapporten er endeligt godkendt.
Efter det foreslåede stk. 1 skal forsikringsselskaber indsende
den bestyrelsesgodkendte årsrapport til Finanstilsynet uden
ugrundet ophold, hvilket vil sige indenfor et par hverdage
efter det bestyrelsesmøde, hvor årsrapporten er endelig god-
kendt.
Kravet om indsendelse af den bestyrelsesgodkendte årsrap-
port til Finanstilsynet skal sikre, at Finanstilsynet modta-
ger den af virksomhedernes ledelse udarbejdede årsrapport,
samtidig med at den bliver tilgængelig for ejerne (aktionæ-
rerne) inden generalforsamlingen.
Med lovforslagets § 312, stk. 2, foreslås det, at overtrædelse
af det foreslåede stk. 1 kan straffes med bøde eller fængsel
indtil fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning.
Ansvarssubjektet er et forsikringsselskab eller en forsik-
ringsholdingvirksomhed. Det betyder, at hvis et forsikrings-
selskab eller en forsikringsholdingvirksomhed ikke har ind-
sendt årsrapporten i den form, hvori den er forelagt og
godkendt af bestyrelsen, uden ugrundet ophold efter det
bestyrelsesmøde, hvor årsrapporten er endeligt godkendt,
kan forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomhe-
den eller ledelserne herfor straffes med bøde eller fængsel
indtil fire måneder.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at ekstern revisors revisions-
protokollat vedrørende årsrapporten samt for virksomheder
med intern revision tillige den interne revisionschefs revisi-
onsprotokollat vedrørende årsrapporten skal indsendes til Fi-
nanstilsynet samtidig med indsendelse af årsrapporten efter
stk. 1.
426
Det foreslås i 2. pkt., at fører ekstern revisor ikke en re-
visionsprotokol vedrørende årsrapporten, indsendes anden
tilsvarende dokumentation.
Det er kun forsikringsselskaber og børsnoterede forsikrings-
holdingvirksomheder, som er forpligtede til at føre en revisi-
onsprotokol, jf. § 1 a i revisorloven.
Forsikringsholdingvirksomheder, der ikke er børsnoterede,
må selv beslutte, om der skal føres en revisionsprotokol for
virksomheden, eller om den eksterne revisors kommunika-
tion af oplysninger og erklæringer til virksomhedens ledelse
skal gives på anden vis.
Forsikringsholdingvirksomheder, som ikke fører en revisi-
onsprotokol, skal i stedet indsende anden tilsvarende doku-
mentation til Finanstilsynet.
Med anden ”tilsvarende dokumentation” forstås den doku-
mentation, som den eksterne revisor udarbejder og afgiver
til en virksomheds ledelse i forbindelse med dennes revision
af virksomhedens årsrapport og i forbindelse med den lov-
pligtige kommunikation af oplysninger og erklæringer.
Bestemmelsen ændrer ikke på kravene til revisors revision
af virksomhedernes årsrapport eller til de oplysninger og er-
klæringer, som revisor skal afgive til virksomhedens ledelse
i den forbindelse. Kravene hertil følger fortsat af de interna-
tionale revisionsstandarder (ISA᾽er).
Med lovforslagets § 312, stk. 2, foreslås det, at overtrædelse
af det foreslåede stk. 2 kan straffes med bøde eller fængsel
indtil fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning.
Ansvarssubjektet er et forsikringsselskab eller en forsik-
ringsholdingvirksomhed. Det betyder, at hvis et forsik-
ringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed ikke
har indsendt revisionsprotokollatet vedrørende årsrapporten
samtidig med indsendelse af årsrapporten efter det foreslå-
ede stk. 1, kan forsikringsselskabet eller forsikringsholding-
virksomheden eller ledelserne herfor straffes med bøde eller
fængsel indtil fire måneder.
Til § 189
Det følger af den gældende § 195 i lov om finansiel virk-
somhed, at den generalforsamlingsgodkendte årsrapport skal
indsendes til Erhvervsstyrelsen uden ugrundet ophold efter
endelig godkendelse og senest 4 måneder efter regnskabså-
rets afslutning. Virksomheder, der har pligt til at udarbejde
delårsrapport, skal indsende den udarbejdede delårsrapport
til Erhvervsstyrelsen senest 3 måneder efter delårsperiodens
afslutning.
Den foreslåede § 189 viderefører § 195 uden ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at den godkendte årsrapport skal ind-
sendes til Erhvervsstyrelsen uden ugrundet ophold efter en-
delig godkendelse og senest 4 måneder efter regnskabsårets
afslutning. Virksomheder, der har pligt til at udarbejde de-
lårsrapport, skal indsende den udarbejdede delårsrapport til
Erhvervsstyrelsen senest 3 måneder efter delårsperiodens
afslutning.
Bestemmelsens stk. 1 omfatter indsendelseskrav til både
årsrapporten og eventuelle delårsrapporter. Årsrapporter og
delårsrapporter fra forsikringsselskaber skal indberettes til
Erhvervsstyrelsen med henblik på offentliggørelse.
Kravet om offentliggørelse af årsrapporten implementerer
artikel 30 i årsregnskabsdirektivet (2013/34/EU).
Den indberettede årsrapport skal være godkendt af virksom-
hedens øverste myndighed, hvilket eksempelvis for et aktie-
selskab vil sige generalforsamlingen. Forskellen mellem års-
rapporten indsendt efter § 188 og § 189 er således, at den i §
188 omhandlede årsrapport er godkendt af bestyrelsen, mens
den i § 189 omhandlede årsrapport herudover er godkendt af
virksomhedens øverste myndighed.
Den bestyrelsesgodkendte årsrapport skal indsendes til Fi-
nanstilsynet i overensstemmelse med § 188 i lov om forsik-
ringsvirksomhed.
Med lovforslagets § 312, stk. 2, foreslås det, at overtrædelse
af det foreslåede stk. 1 kan straffes med bøde eller fængsel
indtil fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning.
Ansvarssubjektet er et forsikringsselskab eller en forsik-
ringsholdingvirksomhed. Det betyder, at hvis et forsikrings-
selskab eller en forsikringsholdingvirksomhed eller ledelsen
herfor ikke indsender den godkendte årsrapport til Erhvervs-
styrelsen uden ugrundet ophold efter endelig godkendelse
og senest fire måneder efter regnskabsårets afslutning, el-
ler hvis et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirk-
somhed, der har pligt til at udarbejde delårsrapport, ikke
indsender den udarbejdede delårsrapport til Erhvervsstyrel-
sen senest tre måneder efter delårsperiodens afslutning,
kan forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomhe-
den eller ledelserne herfor straffes med bøde eller fængsel
indtil fire måneder.
Det foreslås i stk. 2, at den indsendte årsrapport i det mind-
427
ste skal indeholde de obligatoriske bestanddele samt den
fulde revisionspåtegning. Ønsker virksomheden at få offent-
liggjort supplerende beretninger som nævnt i § 187, skal
disse indsendes sammen med de obligatoriske bestanddele
af årsrapporten, så de obligatoriske bestanddele og de sup-
plerende beretninger tilsammen fremstår som ét dokument
betegnet »årsrapport«.
Med lovforslagets § 312, stk. 2, foreslås det, at overtrædelse
af det foreslåede stk. 2 kan straffes med bøde eller fængsel
indtil fire måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning.
Ansvarssubjektet er et forsikringsselskab eller en forsik-
ringsholdingvirksomhed. Det betyder, at hvis en indsendt
årsrapport ikke i det mindste indeholder de obligatoriske
bestanddele samt den fulde revisionspåtegning, eller hvis
et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed
ønsker at få offentliggjort supplerende beretninger som
nævnt i § 186, og disse ikke indsendes sammen med de
obligatoriske bestanddele af årsrapporten, så de obligatori-
ske bestanddele og de supplerende beretninger tilsammen
fremstår som ét dokument betegnet »årsrapport«, kan for-
sikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomheden eller
ledelserne herfor straffes med bøde eller fængsel indtil fire
måneder.
Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet efter forhandling med
Erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om indsen-
delse af årsrapporter og delårsrapporter til Erhvervsstyrelsen
og regler om offentliggørelse af årsrapporter og delårsrap-
porter. Der kan herunder fastsættes nærmere regler om, at
årsrapporter og delårsrapporter skal indsendes digitalt til Er-
hvervsstyrelsen, og at kommunikation i forbindelse hermed
skal foregå digitalt.
Bestemmelsens stk. 3 bemyndiger Finanstilsynet til, efter
forhandling med Erhvervsstyrelsen, at fastsætte nærmere
regler om indsendelse og offentliggørelse af års- og delårs-
rapporter. De gældende detailregler for indberetning af års-
og delårsrapporter er fastsat i bekendtgørelse nr. 1538 af
17. december 2019 om indberetning til og offentliggørelse
af årsrapporter m.v. i Erhvervsstyrelsen for virksomheder
omfattet af regnskabsregler fastsat ved eller i henhold til
lovgivningen for finansielle virksomheder med en tilknyttet
vejledning, som er udstedt med hjemmel i § 195, stk. 3,
i lov om finansiel virksomhed. Det er hensigten, at disse
regler fortsat skal være gældende for forsikringsselskaber og
udstedt efter lovforslagets § 189, stk. 3.
Til § 190
Den gældende § 196 i lov om finansiel virksomhed indehol-
der en bemyndigelse til Finanstilsynet, hvorefter Finanstil-
synet kan fastsætte nærmere regler for årsrapporten, herun-
der regler om indregning og måling af aktiver, forpligtelser,
indtægter og omkostninger, opstilling af resultatopgørelse
og balance samt krav til noter og ledelsesberetning.
Den gældende § 192 i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter, at indregning, måling og oplysninger i monetære enhe-
der skal foretages i danske kroner eller i euro, og at Finans-
tilsynet i regler udstedt i medfør af § 196 kan fastsætte, at
beløbene anføres i andre fremmede valutaer, der er relevante
for virksomheden henholdsvis virksomhedens koncern.
Den gældende § 192, 1. pkt., fastsætter, at indregning, må-
ling og oplysninger i montetære enheder skal foretages i
danske kroner eller i euro.
§ 192, 2. pkt., indeholder en bemyndigelse for Finanstilsynet
til i regler udstedt i medfør af § 196 at fastsætte, at beløb
til indregning, måling og oplysninger i monetære enhed kan
anføres i andre fremmede valutaer end danske kroner eller
euro.
Den foreslåede § 190 viderefører lov om finansiel virk-
somhed § 196 og § 192, 2. pkt. med redaktionelle ændrin-
ger. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer med bestem-
melserne.
Den foreslåede § 190 viderefører ikke den gældende § 192,
1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, da det er hensigten, at
bestemmelsen skal indsættes i bekendtgørelse om finansielle
rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensions-
kasser, jf. bekendtgørelse nr. 937 af 27. juli 2017, således at
kravene til valuta ikke ændres.
Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet fastsætter nærmere
regler om årsrapporten, herunder regler om indregning og
måling af aktiver, forpligtelser, indtægter og omkostninger,
opstilling af resultatopgørelse og balance samt krav til noter,
ledelsesberetningen, og hvilke valutaer der kan anvendes til
indregning, måling og oplysninger i monetære enheder.
Den foreslåede bemyndigelsesadgang skal ses i lyset af den
regnskabsmæssige udvikling nationalt og internationalt. Ud-
viklingen har ført til et behov for, at der fastsættes mere
detaljerede nationale regnskabsregler og foretages løbende
ændringer af disse. Hertil kommer den tekniske karakter,
som de mere detaljerede regnskabsregler har, og som gør
det naturligt at samle disse bestemmelser i et selvstændigt
regelsæt. Det foreslås, at det fremgår, at bemyndigelsen også
omfatter fastsættelse af regler om, hvilke valutaer der kan
anvendes til indregning, måling og oplysninger i monetære
enheder.
Finanstilsynet har udnyttet den gældende hjemmel i § 196
i lov om finansiel virksomhed til at udstede bekendtgørelse
428
nr. 937 af 27. juli 2015 om finansielle rapporter for forsik-
ringsselskaber og tværgående pensionskasser. Det er hensig-
ten, at et lignende regelsæt skal udstedes med hjemmel i
lovforslagets § 190.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet bemyndiges til at
fastsætte regler om, at koncernbegrebet i de internationale
regnskabsstandarder (IAS/IFRS) gælder alle de selskaber,
som omfattes af koncerndefinitionen.
Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet bemyndiges til at
udstede regler for udfærdigelse og offentliggørelse af regn-
skabsrapporter, der dækker kortere perioder end årsrappor-
ten.
Til § 191
Det følger af den gældende § 197 i lov om finansiel virk-
somhed, at Finanstilsynet kan yde vejledning, påtale over-
trædelser og påbyde, at fejl skal rettes, og at overtrædelser
skal bringes til ophør med henblik på at sikre, at forsikrings-
selskabers årsrapporter er i overensstemmelse med reglerne
i kapitel 13 i lov om finansiel virksomed og de regler, der
er udstedt i medfør af § 196 i lov om finansiel virksomhed,
og at forsikringsselskabers koncernregnskaber omfattet af
artikel 4 i Rådets forordning om anvendelse af internationale
regnskabsstandarder er i overensstemmelse med de interna-
tionale regnskabsstandarder.
Den foreslåede § 191 viderefører lov om finansiel virksom-
hed § 197.
Bestemmelsen svarer til § 161 i årsregnskabsloven.
Det foreslås i § 191, at med henblik på at sikre, at forsik-
ringsselskabers årsrapporter er i overensstemmelse med reg-
lerne i kapitel 17 og de regler, der er udstedt i medfør af §
190, og at forsikringsselskabers koncernregnskaber omfattet
af artikel 4 i Rådets forordning om anvendelse af internati-
onale regnskabsstandarder er i overensstemmelse med de
internationale regnskabsstandarder, kan Finanstilsynet
1) yde vejledning,
2) påtale overtrædelser og
3) påbyde, at fejl skal rettes, og at overtrædelser skal brin-
ges til ophør.
Bestemmelsen giver mulighed for, at Finanstilsynet kan væl-
ge en reaktionsform over for overtrædelse af regnskabsreg-
lerne, som har sammenhæng med overtrædelsens grovhed.
Finanstilsynets beføjelser som følge af bestemmelsen sikrer
også, at forsikringsselskabers årsrapporter er i overensstem-
melse med reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EF) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af
internationale regnskabsstandarder, i særdeleshed forordnin-
gens artikel 4.
Til § 192
Det følger af den gældende § 198 i lov om finansiel virk-
somhed, at forsikringsselskaber skal foretage regelmæssige
indberetninger af regnskabsdata på hertil udformede skema-
er til brug i tilsynsarbejdet. Indberetningerne kan kræves
indsendt elektronisk.
Den gældende § 198, stk. 2, fastsætter en dispensationsmu-
lighed i forhold til kravet om, at oplysningerne skal indsen-
des elektronisk.
Den gældende § 198, stk. 3, fastsætter, at finansielle virk-
somheder, finansielle holdingvirksomheder og forsikrings-
holdingvirksomheder omfattet af § 79 a, stk. 1, årligt skal
foretage indberetninger til Finanstilsynet af oplysninger re-
lateret til de forpligtelser til at opstille måltal og udarbejde
politikker for det underrepræsenterede køn i ledelsen, der
følger af § 79 a. Indberetningerne skal ske i overensstem-
melse med skemaer og vejledninger udfærdiget af Finanstil-
synet og skal indsendes til Finanstilsynet i elektronisk form.
Den gældende § 79 a, stk. 1, fastsætter en pligt for visse
finansielle virksomheder, herunder forsikringsselskaber, og
forsikringsholdningvirksomheder til at opstille måltal m.v.
for det underrepræsenterede køn.
Den foreslåede § 192 viderefører den gældende § 198 i lov
om finansiel virksomhed, bortset fra at Finanstilsynet ikke
længere kan dispensere fra kravet om, at indberetninger skal
ske elektronisk. Baggrunden for dette er, at det er fundet,
at en sådan dispensationsmulighed ikke længere er nødven-
dig, fordi de omfattede virksomheder alle er udstyret med
det fornødne it-apparatur til at kunne foretage indsendelsen
elektronisk.
Der er ikke med de redaktionelle ændringer tiltænkt ændrin-
ger i eksisterende praksis, hvorefter Finanstilsynet kræver
indberetning af regnskabsoplysninger på særlige skemaer,
der dels danner grundlag for et datastyret tilsyn, dels for
udarbejdelsen og offentliggørelsen af en statistik om sekto-
ren. Skemaerne danner også grundlag for, at Finanstilsynet
kan efterleve forpligtelser til at levere statistisk materiale om
sektoren til internationale organisationer som EU, OECD
m.v.
Solvens II-reglerne indeholder krav om regelmæssige indbe-
retninger til tilsynsmyndighederne, jf. artikel 304 i forord-
ning 2015/35. Indberetningskravene i Solvens II vedrører
solvensopgørelser m.v. fastsat i Solvens II.
429
Det foreslås i § 192, stk. 1, at forsikringsselskaber og forsik-
ringsholdingvirksomheder skal foretage regelmæssige ind-
beretninger af regnskabsdata på hertil udformede skemaer til
brug i tilsynsarbejdet. Indberetningerne kan kræves indsendt
elektronisk.
Bestemmelsen i § 192, stk. 1, tænkes anvendt til data, der
er indeholdt i årsrapporterne. Finanstilsynet vil dog kunne
kræve mere detaljerede oplysninger og hyppigere indberet-
ninger, end hvad der er tilfældet for årsrapporterne.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at forsikringsselskaber og for-
sikringsholdingvirksomheder omfattet af § 101, stk. 1, årligt
skal foretage indberetninger til Finanstilsynet om oplysnin-
ger relateret til de forpligtelser til at opstille måltal og udar-
bejde politikker for det underrepræsenterede køn i ledelsen,
der følger af § 101.
Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende ind-
beretningspligt i § 198, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed
for virksomheder, der i medfør af forslaget til § 100, stk. 1,
vil blive omfattet af anvendelsesområdet for forpligtelserne
til at opstille måltal og udarbejde politikker for det underre-
præsenterede køn i ledelsen.
Den foreslåede indberetningspligt finder alene anvendelse
på de i § 100, stk. 1, nævnte selskaber, der opfylder kriteri-
erne i bestemmelsen, altså skal selskabet enten have finan-
sielle instrumenter optaget til handel på et reguleret marked
i et EU/EØS-land eller have en balancesum på 500 mio.
kr. eller derover i to på hinanden følgende regnskabsår, jf.
lovforslagets § 100, stk. 1.
Indberetningspligten omfatter oplysninger relateret til for-
pligtelserne til at opstille måltal og udarbejde politikker
for det underrepræsenterede køn i ledelsen, herunder oplys-
ninger om antal ledelsesmedlemmer, kønssammensætning,
måltal m.v. De pågældende virksomheder vil årligt skulle
indberette oplysningerne til Finanstilsynet i forlængelse af
årsregnskabets afslutning.
Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at indberetningerne skal ske i
overensstemmelse med skemaer og vejledninger udfærdiget
af Finanstilsynet og skal indsendes til Finanstilsynet i elek-
tronisk form.
Til § 193
Det følger af den gældende § 199 i lov om finansiel virk-
somhed, at forsikringsselskaber skal have mindst én statsau-
toriseret revisor, og denne skal tillige være certificeret af
Finanstilsynet.
Den foreslåede § 193 viderefører lov om finansiel virksom-
hed § 199 med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at forsikringsselskaber og for-
sikringsholdingvirksomheder skal have mindst én statsauto-
riseret revisor, der er certificeret af Finanstilsynet.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at vælges mere end én revisor,
eller udpeges en revisor efter stk. 2, skal de yderligere valgte
eller udpegede revisorer være statsautoriserede, og hvis der
er tale om revision af pengeinstitutter, realkreditinstitutter
eller forsikringsselskaber, skal den eller de underskrivende
revisorer tillige være certificeret af Finanstilsynet.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet i særlige tilfælde kan
udpege en yderligere revisor. Denne revisor fungerer på
samme vilkår og efter samme regler som de revisorer, der
er valgt af generalforsamlingen.
Bestemmelsen er ikke til hinder for, at generalforsamlingen
kan vælge ikke-revisoruddannede tillidsrepræsentanter til at
varetage kontrolopgaver i virksomheden, men de pågælden-
de tillidsrepræsentanter vil ikke være revisorer eller udøve
revision i lovens forstand med de forpligtelser og det ansvar,
som dette indebærer.
Certificeringen gennemføres ved, at revisor ansøger om cer-
tificering hos Finanstilsynet og vedlægger sit CV med be-
skrivelse af sin erfaring med revision af den konkrete type af
finansiel virksomhed og den krævede efteruddannelse. Ef-
teruddannelseskravene fremgår af § 4 i revisorloven og de
i medfør heraf fastsatte regler. Udover gennemførelsen af
efteruddannelsen til brug for den indledende certificering vil
der også blive stillet krav om løbende opdatering af efterud-
dannelsen for at opretholde certificeringen.
Erfaringskravet vil være, at revisor, på tidspunktet hvor den-
ne vælges som revisor for den finansielle virksomhed, skal
have haft et nærmere fastsat minimum af debiterbare timer
for revisionsydelser for finansielle virksomheder efter bestå-
et eksamen som statsautoriseret revisor indenfor de seneste
5 år. Den foreslåede sektorspecifikke certificeringsordning
skal tage højde for de forskellige kompetencer og erfaringer,
der kræves for at revidere eksempelvis henholdsvis pengein-
stitutter og forsikringsvirksomheder.
Finanstilsynet kan, jf. forslaget til § 193, stk. 5, i lov om
finansiel virksomhed, ved stikprøvekontrol efterprøve, om
revisor har den nødvendige dokumentation for sin gennem-
førelse af den krævede efteruddannelse om revision af fi-
nansielle virksomheder, herunder den løbende opdatering
heraf, og om revisor har det krævede antal af debiterbare
timer for revisionsydelser i den konkrete type af finansiel
virksomhed.
430
Det vil desuden være påkrævet, at revisor ikke indenfor de
seneste 5 år ved Revisornævnet er ikendt en advarsel eller
bøde for overtrædelser af de pligter, revisorloven eller den
finansielle lovgivning foreskriver, eller er optaget i Det cen-
trale Kriminalregister, og Finanstilsynet vurderer, at dette
har betydning for udførelsen af hvervet som revisor for den
konkrete type af finansiel virksomhed. Revisor må tillige
ikke have en verserende sag for Revisornævnet, som Finans-
tilsynet vurderer har eller kan have betydning for udførelsen
af hvervet som revisor for den konkrete type af finansiel
virksomhed.
Det vil være den enkelte revisors ansvar at overholde oven-
stående krav og indestå for oplysningernes rigtighed. En
certificering fra Finanstilsynet vil ikke fratage eller mindske
den enkelte revisors eller revisionsvirksomheds ansvar for at
vurdere og sikre kompetencerne til at udføre de opgaver, der
påtages.
Erhvervsstyrelsen er ansvarlig for tilsynet med revisorer,
og det er vigtigt for et effektivt tilsyn, at styrelsens regis-
ter over revisorer indeholder alle oplysninger af betydning
for tilsynet, herunder også oplysninger om revisorer, der
er certificeret til at revidere finansielle virksomheder. Der
vil derfor blive etableret en administrativ procedure, der
sikrer, at Erhvervsstyrelsens register indeholder opdaterede
oplysninger om certificerede revisorer. Det sikres derved, at
registeret fortsat understøtter tilsynet med revisorer og den
risikobaserede kontrolstrategi i forbindelse med den lovplig-
tige kvalitetskontrol.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at revisorerne i et forsikringssel-
skab tillige skal være revisorer i virksomhedens dattervirk-
somheder.
Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at har et forsikringsselskab
en dattervirksomhed, der er et pengeinstitut eller et real-
kreditinstitut, skal de valgte underskrivende revisorer være
certificerede af Finanstilsynet til at revidere disse typer af
virksomheder, jf. stk. 1.
Det foreslås i stk. 3, 3. pkt., at det dog er tilstrækkeligt, at de
tilsammen er certificerede til at revidere de enkelte typer af
virksomheder i koncernen.
Overtrædelse af lovforslagets § 193, stk. 3, kan straffes med
bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, jf. lovforslagets § 312, stk. 1.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af lovforslagets
§ 193, stk. 3, er et forsikringsselskab eller en forsikrings-
holdingvirksomhed. Det betyder, at hvis et forsikringssel-
skab eller en forsikringsholdingvirksomhed ikke anvender
de samme revisorer i deres eget forsikringsselskab eller for-
sikringsholdingvirksomhed som i deres dattervirksomheder,
kan forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomhe-
den straffes med bøde, jf. lovforslagets § 312, stk. 1.
Det foreslås i stk. 4, at stk. 3 finder ikke anvendelse på mo-
dervirksomheder og dattervirksomheder, der ikke er hjem-
mehørende i Danmark.
Stk. 3-4 indeholder bestemmelser om, at revisorerne i et for-
sikringsselskab tillige skal være revisorer i virksomhedens
danske dattervirksomheder. Ved finansielle koncerner med
flere typer af finansielle virksomheder vil det være mest
hensigtsmæssigt, at der er to statsautoriserede revisorer -
hver med deres specialistområde (f.eks. pengeinstitut hen-
holdsvis forsikring), som underskriver alle revisionspåteg-
ningerne i den finansielle virksomheds eller den finansielle
holdingvirksomheds danske datterselskaber. Herved sikres
såvel overblikket over koncernens revisionsmæssige forhold
samt specialistviden og erfaring vedrørende de relevante
finansielle virksomhedstyper.
Hvis to statsautoriserede revisorer underskriver revisionspå-
tegningen, bærer revisorerne hver især det fulde ansvar for
revisionen.
Der er i stk. 3, 2. og 3. pkt., indsat mulighed for, at koncer-
ner kan have to revisorer, som begge underskriver revisions-
påtegningen i koncernens selskaber, hvor den ene revisor
har »pengeinstitut-certificering« og den anden »forsikrings-
certificering«. Herved undgås krav om, at én revisor skal
certificeres til flere typer af finansiel virksomhed, da en
sådan certificering er vanskelig at opnå. Stk. 3 understøtter
formålet med bestemmelsen, som er, at revisorer skal spe-
cialisere sig og vedligeholde deres speciale.
Det foreslås i stk. 5, nr. 1 og 2, at Finanstilsynet kan fratage
en revisor dennes certificering, jf. stk. 1, 1. pkt., og dermed
retten til at revidere den konkrete type virksomhed og i
stedet udpege en anden revisor, jf. stk. 2, indtil nyt valg er
foretaget, hvis
1) revisor ikke indenfor en frist fastsat af Finanstilsynet
kan dokumentere, at denne opfylder kravene til certifi-
cering, eller
2) Finanstilsynet finder, at revisor helt eller delvis ikke
har fungeret tilfredsstillende, og hvor der er grund til
at antage, at vedkommende ikke vil varetage revisionen
på forsvarlig måde.
Overtrædelse af lovforslagets § 193, stk. 5, kan straffes med
bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, jf. lovforslagets § 312, stk. 1.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af lovforslagets
§ 193, stk. 5, er et forsikringsselskab eller en forsikrings-
431
holdingvirksomhed samt selskabets afgående revisor. Det
betyder, at hvis Finanstilsynet ikke modtager en redegørelse
fra både revisor og forsikringsselskabet eller forsikringshol-
dingvirksomheden ved revisorskifte grundet særlige forhold
indenfor den afgivne frist, kan revisor, forsikringssselskabet
eller forsikringsholdingvirksomheden straffes med bøde, jf.
lovforslagets § 312, stk. 1.
Det foreslås i stk. 6, at revisorer, der i henhold til stk.
5 får frataget certificeringen, kan forlange Finanstilsynets
afgørelse indbragt for domstolene. Anmodning herom skal
indgives til Finanstilsynet, inden 4 uger efter at afgørelsen
er meddelt den pågældende. Anmodningen har ikke opsæt-
tende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at
den pågældende revisor under sagens behandling kan opret-
holde sit hverv som revisor for den konkrete type virksom-
hed. Finanstilsynet indbringer inden 4 uger sagen for dom-
stolene. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes former.
Det foreslås i stk. 7, at ved revisorskifte skal virksomheden
og afgående revisor senest 1 måned efter fratræden give
Finanstilsynet hver sin redegørelse, hvis skiftet skyldes sær-
lige forhold.
Det foreslås i stk. 8, at Finanstilsynet kan pålægge revisor
og for virksomheder med intern revisor tillige intern revisi-
onschef at give oplysninger om forholdene i et forsikrings-
selskab, i en forsikringsholdingvirksomhed eller i sådanne
virksomheders dattervirksomheder.
Det foreslås i stk. 9, at Finanstilsynet kan foranstalte en
ekstraordinær revision i et forsikringsselskab, i en forsik-
ringsholdingvirksomhed eller i sådanne virksomheders dat-
tervirksomheder. Forsikringsselskabet eller forsikringshol-
dingvirksomheden kan pålægges at betale for revisionens
udførelse. Finanstilsynet godkender honorarets størrelse.
Det foreslås i stk. 10, at §§ 144-149 i selskabsloven om
revision med de fornødne tilpasninger finer tilsvarende an-
vendelse på forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirk-
somheder, der ikke er aktieselskaber.
I stk. 10 fastslås det, at selskabslovens §§ 144-149 med
de nødvendige tilpasninger finder tilsvarende anvendelse
på forsikringsholdingvirksomheder, der ikke er aktieselska-
ber. Med formuleringen »de fornødne tilpasninger« menes,
at der for finansielle virksomheder, der ikke er organiseret
som aktieselskaber, skal gælde tilsvarende regler om revi-
sion, herunder om forholdet mellem den pågældende virk-
somheds øverste myndighed og revisor.
Det foreslås i stk. 11, at bestyrelsen ikke kan tillade, jf.
§ 121, stk. 1, at interne revisions- og vicerevisionschefer
udfører revisionsopgaver i virksomheder uden for koncer-
nen. Bestyrelsen kan heller ikke tillade, at interne revisions-
og vicerevisionschefer udfører andet arbejde end revisions-
opgaver i virksomheder indenfor koncernen eller i virksom-
heder indenfor samme administrationsfællesskab. Finanstil-
synet kan i særlige tilfælde dispensere fra 1. pkt.
Det foreslås i stk. 12, at bestyrelsen ikke kan tillade, jf.
§ 121, stk. 1, at interne revisions- og vicerevisionschefer
påtager sig hverv, der bevirker, at de kommer i strid med ha-
bilitetsbestemmelser svarende til dem, der i medfør af revi-
sorloven og Europa-Parlamentets og Rådets forordning om
specifikke krav til lovpligtig revision af virksomheder af in-
teresse for offentligheden og om ophævelse af Kommission-
ens afgørelse 2005/909/EF finder anvendelse for eksterne
revisorer for virksomheder af interesse for offentligheden.
Det foreslås i stk. 13, at Finanstilsynet fastsætter bestemmel-
ser om revisionens gennemførelse i forsikringsselskaber og
i sådanne virksomheders dattervirksomheder, herunder om
intern revision og om systemrevisionens gennemførelse i
fælles datacentraler.
I henhold til stk. 13 har Finanstilsynet fastsat bestemmelser
om revisionens gennemførelse i bekendtgørelse nr. 1912 af
22. december 2015 om revisionens gennemførelse i finan-
sielle virksomheder m.v. samt finansielle koncerner.
Det foreslås i stk. 14, at Finanstilsynet fastsætter nærmere
bestemmelser om certificering af revisorer, jf. stk. 1 og 5.
Det fastslås i stk. 14, at Finanstilsynet får hjemmel til
at fastsætte nærmere bestemmelser om certificering af re-
visorer, der skal udføre revision af finansielle virksomhe-
der. Hjemlen er udnyttet i bekendtgørelse nr. 284 af 18. april
2018 om Finanstilsynets certificering af statsautoriserede
revisorer.
Til § 194
Den gældende § 200 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at en ekstern revisor og en intern revisionschef
i et forsikringsselskab straks skal meddele Finanstilsynet
ethvert forhold og enhver beslutning vedrørende forsikrings-
selskabet, som revisoren bliver vidende om under udøvelsen
af hvervet som revisor, og som kan udgøre en væsentlig
overtrædelse af lovbestemmelser, påvirke selskabets fortsat-
te drift, føre til nægtelse af at påtegne regnskabet eller til, at
konklusionen modificeres, eller resultere i manglende opfyl-
delse af solvens- eller minimumskapitalkravet.
Det gældende § 200 a, stk. 2, fastsætter, at meddelsespligten
omfatter ethvert forhold og enhver beslutning omfattet af
stk. 1, som den eksterne revisor og en intern revisionschef
432
bliver vidende om som revisor for en virksomhed, der har
snævre forbindelser med forsikringsselskabet.
Det foreslås i § 194, stk. 1, at en ekstern revisor og en
intern revisionschef i et forsikringsselskab straks skal med-
dele Finanstilsynet om ethvert forhold og enhver beslutning
vedrørende forsikringsselskabet, som revisor bliver vidende
om under udøvelsen af sit hverv.
Bestemmelsen har til formål at klarlægge forsikringsselska-
bers eksterne revisors og interne revisionschefs pligt til at
indberette forhold, der kan have afgørende betydning for
virksomhedens aktivitet. Endvidere har bestemmelsen til
formål at sikre, at Finanstilsynet kan udføre et effektivt til-
syn og opretholde et velfungerende kapitalmarked, og give
Finanstilsynet de bedste muligheder for at reagere over for
selskaber, der potentielt ikke kan leve op til kravene i den
finansielle lovgivning.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at meddelelsespligten indtræder,
når forholdet eller beslutningen kan udgøre en væsentlig
overtrædelse af lovbestemmelser eller forskrifter, som fast-
sætter betingelserne for selskabets tilladelse eller udøvelse
af selskabets virksomhed.
Bestemmelsen medfører, at der i praksis straks vil skulle
gives meddelelse til Finanstilsynet, hvis en ekstern revisor
eller en intern revisionschef i et forsikringsselskab, under
udøvelsen af hvervet som revisor, bliver vidende om et
forhold eller en beslutning, som kan udgøre en væsentlig
overtrædelse af lovbestemmelser eller forskrifter, som fast-
sætter betingelserne for selskabets tilladelse eller udøvelse
af selskabets virksomhed. Det kunne eksempelvis være, hvis
den eksterne revisor eller interne revisionschef blev viden-
de om, at selskabet foretager en handling eller træffer en
beslutning, som vil medføre en overtrædelse af lovforslagets
§ 178. Som følge af § 178 vil et forsikringsselskabs tilladel-
se eksempelvis blive inddraget, hvis selskabet er skyldig i
grove eller gentagne overtrædelser af relevante love, samt
hvis forsikringsselskabet ikke opfylder kravene til at få en
tilladelse, herunder kravene i kapitel 3.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at meddelelsespligten indtræder,
når forholdet eller beslutningen kan påvirke virksomhedens
fortsatte aktivitet.
I praksis vil der straks skulle gives meddelelse fra den eks-
terne revisor og den interne revisionschef til Finanstilsynet,
hvis revisor for et forsikringsselskab eksempelvis opdager
alvorlige problemer med eller væsentlig risiko for alvorlige
problemer med virksomhedens drift, IT-sikkerhed, manglen-
de styring af væsentlige processer, solvensmæssige eller li-
kviditetsmæssige forhold, jf. § 194, stk. 1, nr. 1 og 2.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at meddelelsespligten indtræder,
når forholdet eller afgørelsen kan føre til nægtelse af at
påtegne regnskabet eller til, at konklusionen modificeres.
Dette medfører, at den eksterne revisor eller den interne
revisionschef straks skal meddele Finanstilsynet, hvis revi-
sor vil nægte at påtegne regnskabet eller vil modificere
konklusionen i revisionspåtegningen på regnskabet for et
forsikringsselskab.
Straks betyder, at revisor skal give meddelelse til Finanstil-
synet med det samme, den pågældende har den fornødne
viden om forhold omfattet af bestemmelsen. Revisor kan
således ikke vente, til der er bedre tid, eller på udarbejdelse
af dokumenter m.v.
Det foreslås i stk. 1, nr. 4, at meddelelsespligten indtræder,
når forholdet eller afgørelsen kan resultere i manglende op-
fyldelse af solvenskapitalkravet.
Det foreslås i stk. 1, nr. 5, at meddelelsespligten indtræder,
når forholdet eller beslutningen kan resultere i manglede
opfyldelse af minimumskapitalkravet.
Overtrædelse af lovforslagets § 194 foreslås strafbelagt med
lovforslagets § 312, stk. 2.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af lovforslagets
§ 194, stk. 1, er en ekstern revisor eller en intern revisi-
onschef i et forsikringsselskab eller i en forsikringsholding-
virksomhed. Det betyder, at hvis en ekstern revisor eller
en intern revisionschef ikke straks meddeler Finanstilsynet
ethvert forhold og enhver beslutning vedrørende forsikrings-
selskabet eller forsikringsholdingvirksomheden, som revisor
bliver vidende om under udøvelsen af hvervet som revisor,
og som kan udgøre en væsentlig overtrædelse af lovbestem-
melser eller forskrifter, påvirker forsikringsselskabets eller
forsikringsholdingvirksomhedens fortsatte drift eller fører til
nægtelse af at påtegne regnskabet eller til, at konklusionen
modificeres, kan den pågældende straffes med bøde eller
fængsel indtil fire måneder.
Det foreslås i stk. 2, at meddelelsespligten tillige omfatter
ethvert forhold og beslutning omfattet af stk. 1, som den
eksterne revisor og en intern revisionschef bliver vidende
om som revisor for en virksomhed, der har snævre forbin-
delse med forsikringsselskabet.
Overtrædelse af lovforslagets § 194 foreslås strafbelagt med
lovforslagets § 312, stk. 2.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af lovforslagets §
194, stk. 2, er en ekstern revisor eller en intern revisionschef
i et forsikringsselskab eller i en forsikringsholdingvirksom-
433
hed. Det betyder, at hvis en ekstern revisor eller en intern
revisionschef ikke i sin meddelelse omfatter ethvert forhold
og beslutning omfattet af det foreslåede stk. 1, som den eks-
terne revisor og en intern revisionschef bliver vidende om
som revisor for en virksomhed, der har snævre forbindelser
med forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomhe-
den, kan den pågældende straffes med bøde eller fængsel
indtil fire måneder
Til § 195
Det følger af den gældende § 204 i lov om finansiel virk-
somhed, at en finansiel virksomhed ikke uden erhvervsmini-
sterens tilladelse må sammenlægges med en anden finansiel
virksomhed eller en bestemt forretningsdel af en anden fi-
nansiel virksomhed.
Den foreslåede bestemmelse i § 195 viderefører § 204 i
lov om finansiel virksomhed med enkelte redaktionelle og
sproglige ændringer. Herudover er der foretaget en række
materielle ændringer i stk. 4 med henblik på at sikre, at er-
hvervsministeren modtager de korrekte dokumenter i forbin-
delse med bestandsoverdragelser, der også omfatter fusioner
eller spaltninger.
Henvisningerne i det gældende stk. 4 er ændret, således
at den foreslåede § 195, stk. 6, henviser til de korrekte
regler i selskabsloven. Henvisningen til selskabslovens §
239, stk. 2, er ændret til § 239, stk. 4. Henvisningen til
selskabslovens § 257, stk. 2, er ændret til § 257, stk. 4. Hen-
visningen til selskabslovens § 294, stk. 2, er ændret til §
294, stk. 3. Herudover tilføjes selskabslovens § 274, stk.
3, i bestemmelsen. Ændringen sikrer, at kapitalejerne i for-
sikringsselskaber ikke i enighed kan fravige udarbejdelsen
af mellembalance ved grænseoverskridende fusioner. Der er
i øvrigt ikke tiltænkt materielle ændringer. Bestemmelsen
gennemfører artikel 39, stk. 4, i Solvens II-direktivet.
Bestemmelsen omhandler overdragelse af forsikringsbestan-
de og processen omkring fusion, spaltning m.v., der om-
handler forsikringsselskaber.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at forsikringstager-
nes forhold ikke forringes ved, at det overtagende forsik-
ringsselskab ikke har tilstrækkelig solvens eller likviditet,
eller ikke kan overholde sine forpligtelser i øvrigt. Formålet
er ligeledes at sikre, at ingen forsikringstagere stilles ringere
som følge af bestandsoverdragelsen.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at et forsikringsselskab ikke
uden tilladelse må overdrage hele eller en del af sin forsik-
ringsbestand til et andet forsikringsselskab.
Det foreslås i 2. pkt., at tilsvarende gælder, når den fortsæt-
tende virksomhed er et udenlandsk forsikringsselskab.
Bestemmelsen omfatter således ikke overdragelse af enkelt-
stående aktiver. Bestemmelsen omfatter desuden ikke til-
fælde, hvor et forsikringsselskab indhenter accept fra den
enkelte forsikringstager til overdragelsen af forsikringstage-
rens forsikringer til et andet forsikringsselskab (individuel
overdragelse). Bestemmelsen omfatter heller ikke det tilfæl-
de, hvor et forsikringsselskab outsourcer administrationen til
en tjenesteyder, herunder et andet forsikringsselskab.
Bestemmelsen indebærer, at et forsikringsselskab kan over-
drage sin forsikringsbestand til et andet forsikringsselskab
forudsat, at aktiviteterne kan udøves i det fortsættende sel-
skab eller det ved overdragelsen opståede selskab. F.eks.
vil det være muligt at overdrage forsikringsbestande mellem
to forsikringsselskaber, der begge driver skadesforsikrings-
virksomhed omfattet af bilag 1. Omvendt vil det ikke være
muligt at overdrage forsikringsbestande fra et forsikrings-
selskab, der driver skadesforsikringsvirksomhed omfattet af
bilag 1, til et andet forsikringsselskab, der driver livsforsik-
ringsvirksomhed omfattet af bilag 2, medmindre skadesfor-
sikringsvirksomheden kun omfatter virksomhed indenfor
forsikringsklasserne 1 og 2, jf. bilag 1, såfremt virksomhe-
den har tilladelse til at udbyde disse forsikringsklasser, jf.
lovforslagets § 27, stk. 1.
Bestemmelsen omfatter overdragelser af forsikringsbestande
mellem forsikringsaktieselskaber, tværgående pensionskas-
ser og gensidige selskaber.
Hvis en bestandsoverdragelse omfatter forsikringer, der er
indtegnet i medfør af reglerne om fri etableringsret eller i
medfør af reglerne om fri tjenesteydelsesvirksomhed, finder
reglerne udstedt i medfør af den foreslåede § 66 anvendel-
se. Hvis der er tale om en overdragelse af en forsikringsbe-
stand, der udelukkende består af danske risici, finder regler-
ne udstedt i medfør af den foreslåede § 66 også anvendelse,
hvis overdragelsen sker til et udenlandsk forsikringsselskab.
Overdragelsen af forsikringsbestande skal ifølge den fore-
slåede bestemmelse tillades af erhvervsministeren. Er-
hvervsministeren har via delegation i § 1, nr. 1, i bekendtgø-
relse nr. 44 af 19. januar 2015 om henlæggelse af beføjelser
til Finanstilsynet delegeret kompetencen til at træffe afgørel-
se til Finanstilsynet. Erhvervsministeren kan fastsætte en
grænse, således at Finanstilsynet får kompetence til at tillade
overdragelser, medmindre der er tale om overdragelse mel-
lem meget store forsikringsselskaber.
Beslutningen om overdragelse af forsikringsbestande uden
accept fra forsikringstagerne er først gyldig, når erhvervs-
ministerens tilladelse foreligger. Tilladelsen er således en
gyldighedsbetingelse, ud over hvad der f.eks. kræves efter
434
selskabsloven. Overdragelsen kan således tidligst ske, når
tilladelse er givet. Tilladelsen har virkning fra det tidspunkt,
som er defineret i tilladelsen. Hvis ikke virkningstidspunktet
er næmere defineret i tilladelsen, har tilladelsen virkning fra
den dato, hvor tilladelsen er dateret.
Opstår der ved spaltningen af et forsikringsselskab et andet
forsikringsselskab, der udøver aktiviteter, der kræver tilla-
delse i medfør af § 14, skal der søges om tilladelse efter
reglerne i kapitel 3. Forsikringsselskaber, der opstår ved
spaltningen, skal opfylde de betingelser, der kræves for at få
tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed.
Fusioner og spaltninger er omfattet af selskabslovens kapitel
15 og 16. Det er derfor en forudsætning for tilladelse efter
stk. 1, 2. pkt., at overdragelsen kan gennemføres uden at
være i konflikt med selskabslovens regler.
Det foreslås med lovforslagets § 312, stk. 2, at strafbelægge
overtrædelse af stk. 1. Ansvarssubjektet for overtrædelse
af stk. 1 er både det overdragende og det modtagende for-
sikringsselskab. Den strafbare handling ved overtrædelse af
stk. 1 består i uden erhvervsministerens tilladelse at sam-
menlægge et forsikringsselskab med et andet forsikringssel-
skab eller en bestemt forretningsdel af et andet forsikrings-
selskab. Et eksempel herpå er, hvis et forsikringsselskab
uden forsikringstagerens samtykke overfører forsikringsta-
gerens police til et andet forsikringsselskab uden at have
opnået erhvervsministerens tilladelse. Overtrædelse af be-
stemmelsen kan straffes med bøde eller fængsel indtil fire
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at en afgørelse efter stk. 1 skal
meddeles ansøgeren senest 5 måneder efter ansøgningens
modtagelse.
Det foreslås i 2. pkt., at hvis ansøgningen er ufuldstændig,
skal afgørelse meddeles, senest 5 måneder efter at ansøgeren
har fremsendt de oplysninger, der er nødvendige for at træf-
fe afgørelsen.
I 3. pkt. foreslås det, at der under alle omstændigheder skal
træffes en afgørelse senest 6 måneder efter ansøgningens
modtagelse.
Formålet med det foreslåede stk. 2 er at fastsætte en frist for,
hvornår erhvervsministerens afgørelse i en sag om tilladelse
til overdragelse af en forsikringsbestand senest skal forelig-
ge.
Udgangspunktet i den gældende § 204, stk. 2, hvorefter
afgørelse efter stk. 1 skal meddeles ansøgeren senest 2 må-
neder efter ansøgningens modtagelse, forlænges med 3 må-
neder i sager om overdragelse af forsikringsbestande, hvor
afgørelsen skal afvente meddelelse om indsigelser, jf. stk.
3. I det foreslåede stk. 2, er fristen ændret fra 2 måneder til
5 måneder, så fristen følger udgangspunktet for forsikrings-
området, hvor der altid sker en forlængelse af de 2 måneder
med yderligere 3 måneder, fordi der skal afventes meddelel-
se om indsigelser fra forsikringstagerne. Den særlige frist
ved overdragelse af forsikringsbestande skyldes altså, at
tilladelsen skal afvente udløbet af 3-måneders fristen for
indsigelser fra forsikringstagerne, jf. stk. 3.
Bestemmelsen indebærer, at erhvervsministeren skal træffe
en afgørelse indenfor 5 måneder efter modtagelsen af en
fuldstændig ansøgning. I medfør af fast praksis forudsætter
en fuldstændig ansøgning, at en lang række dokumenter
medsendes. Dette omfatter bl.a.:
– Overdragelsesaftalen.
– Udkast til brev til forsikringstagerne, jf. det foreslåede
stk. 3, sidste pkt.
– Dokumentation for, at ingen forsikringstagere stilles
ringere, herunder f.eks. ikke-forringelseserklæringer fra
begge forsikringsselskabers ansvarshavende aktuar i til-
fælde af en bestandsoverdragelse mellem to forsikrings-
selskaber, der har tilladelse til at udøve livsforsikrings-
virksomhed. Ved en bestandsoverdragelse mellem to
forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve skade-
sforsikringsvirksomhed, kan aktuarfunktionen og ledel-
sen i fællesskab udarbejde en lignende ikke-forringelses-
erklæring.
– Eventuel mellembalance, der er revideret.
– Eventuelt fusionsregnskab.
– Ledelseserklæring fra det fortsættende forsikringssel-
skab om, at dette forsikringsselskab har et tilstrække-
ligt kapitalgrundlag, de fornødne forsikringsmæssige
hensættelser til regnskab og solvens samt et passende
administrationsapparat til at kunne videreføre den samle-
de forsikringsbestand.
– Anmeldelse af eventuelle nødvendige ændringer i det
fortsættende selskabs tekniske grundlag, i tilfælde af at
overdragelsen omfatter forsikringsselskaber, der har til-
ladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed.
Oplistningen er ikke udtømmende, og erhvervsministeren
kan kræve, at alle nødvendige oplysninger til brug for vur-
deringen af, om tilladelse kan gives, skal være til stede.
Overdragelsesaftalen bør indeholde oplysninger om, hvilke
selskaber der indgår aftalen, tidspunktet for overdragelsen,
en beskrivelse af bestanden, en overdragelsesbalance, angi-
velse af hvem der betaler omkostningerne ved overdragel-
sen, tidsplan for overdragelsen, m.v. Aftalen skal være be-
tinget af erhvervsministerens tilladelse til en bestandsover-
dragelse.
Hvis erhvervsministeren vurderer, at der kræves yderligere
oplysninger for at kunne træffe en afgørelse på et tilstrække-
435
ligt oplyst grundlag, meddeles dette ansøgeren med anmod-
ning om, at de yderligere oplysninger skal fremsendes. Fri-
sten på de 5 måneder løber herefter først fra tidspunktet
for modtagelsen af de yderligere oplysninger. Bestemmelsen
indeholder samtidig en absolut frist på 6 måneder, inden-
for hvilken erhvervsministeren skal have truffet en afgørel-
se. Har erhvervsministeren ikke på dette tidspunkt modtaget
alle oplysninger, der er nødvendige, skal der alligevel træf-
fes afgørelse. Ved afgørelsen må der da tages hensyn til, at
ikke alle oplysninger foreligger, hvorfor ministeren i disse
tilfælde typisk vil meddele et afslag (processuel skadevirk-
ning).
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at Finanstilsynet offentliggør en
redegørelse for den påtænkte overdragelse i Statstidende og
i et landsdækkende dagblad, medmindre erhvervsministeren
finder, at tilladelse til overdragelsen af en forsikringsbestand
bør nægtes.
Det foreslås i 2. pkt., at redegørelsen skal indeholde en
opfordring til de forsikringstagere, hvis forsikringer agtes
overdraget, til senest 3 måneder efter offentliggørelsen at
afgive skriftlig meddelelse til Finanstilsynet, hvis de har
indsigelser mod overdragelsen.
Det foreslås i 3. pkt., at selskabet samtidig skal sende en
meddelelse om overdragelsen samt Finanstilsynets redegø-
relse til de berørte forsikringstagere.
Offentliggørelsen bør ske i et landsdækkende dagblad, som
forsikringstagerne i den pågældende bestand almindeligvis
læser.
Redegørelsen skal indeholde en beskrivelse af overdragel-
sen, herunder hvilke selskaber der er involveret, tidspunktet
for overdragelsen, at der ikke sker ændring i forsikringsvil-
kårene m.v. Endvidere skal det anføres, hvorledes bestanden
er afgrænset, medmindre der er tale om en overdragelse af
det overdragende forsikringsselskabs samlede forsikringsbe-
stand.
Herudover skal redegørelsen indeholde en opfordring til de
forsikringstagere, hvis forsikringer agtes overdraget, om se-
nest inden 3 måneder efter offentliggørelsen at afgive skrift-
lig meddelelse til Finanstilsynet, hvis de har indsigelser mod
overdragelsen. Det er kun forsikringstagerne, der kan gøre
indsigelser gældende. Sikrede tredjemænd og andre, der er
berettigede under policen, er ikke omfattet af bestemmelsen.
Forsikringstagernes frist løber fra tidspunktet for offentlig-
gørelse af en redegørelse for den påtænkte overdragelse.
Forsikringstagere får ikke partsstatus på baggrund af en ind-
sigelse. Det er kun det forsikringsselskab, som modtager
Finanstilsynets afgørelse, der opnår denne status. Det mod-
tagende forsikringsselskab kan ikke tillægges partsstatus, jf.
forslagets § 302, stk. 1, medmindre det modtagende forsik-
ringsselskab er moderselskab, jf. forslagets § 302, stk. 2, nr.
1. Der henvises i den forbindelse til forslagets §§ 302 og
303 om partsstatus.
Ud over Finanstilsynets redegørelse skal det overdragen-
de forsikringsselskab samtidig sende en meddelelse om
overdragelsen samt Finanstilsynets redegørelse til de be-
rørte forsikringstagere. Meddelelsen til forsikringstagerne
kan eksempelvis sendes til de berørte forsikringstageres e-
Boks. Den 3-månedersfrist, der gælder for indsigelse, følger
fristen i den redegørelse, som Finanstilsynet offentliggør i
Statstidende. Det afgørende for 3-månedersfristen er således
den angivne frist i Finanstilsynets offentliggjorte redegørel-
se og ikke, hvornår forsikringstagerne har modtaget medde-
lelse om overdragelsen og Finanstilsynets redegørelse fra
forsikringsselskabet.
I tilfælde af en fusion bør det ophørende forsikringsselskab
enten stoppe for nytegning af de pågældende forsikringer el-
ler ved nytegninger medtage et vilkår om, at forsikringerne
uden yderligere samtykke fra forsikringstagerne overføres
til det fortsættende forsikringsselskab, hvis den påtænkte fu-
sion gennemføres, når meddelelsen om fusionen og Finans-
tilsynets redegørelse er fremsendt til forsikringstagerne.
Bestemmelsen er ikke til hinder for, at erhvervsministeren
giver afslag på ansøgningen efter udløbet af indsigelsespe-
rioden nævnt i stk. 3. Bestemmelsen indebærer, at erhvervs-
ministeren ikke bør igangsætte en indsigelsesperiode, hvis
erhvervsministeren allerede ved ansøgningens modtagelse
vurderer, at der bør gives afslag.
Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at efter udløbet af fristen i stk. 3
træffer erhvervsministeren under hensyntagen til de fremsat-
te indsigelser beslutning om, hvorvidt forsikringsbestanden
kan overdrages i overensstemmelse med det fremsatte for-
slag.
Det foreslås i 2. pkt., at overdragelsen ikke kan påberåbes
som grundlag for at hæve forsikringsaftalen.
Ved erhvervsministerens vurdering af, om tilladelse til over-
dragelsen bør gives, skal der lægges vægt på, om det retlige
grundlag er i orden, og om forsikringsselskabet har tilstræk-
keligt kapitalgrundlag og administrationsapparat til at kunne
videreføre forsikringsbestanden. Herudover vil der blive lagt
vægt på, at forsikringstagernes rettigheder og forpligtelser
i de respektive forsikringsselskaber i henhold til forsikrings-
aftalen bevares uændrede over for det overtagende forsik-
ringsselskab. Heri ligger et krav om, at ingen forsikrings-
tagere stilles juridisk ringere, og dette gælder for aftalens
enkelte delelementer. En forringelse af et vilkår kan således
436
ikke opvejes ved en forbedring af et andet vilkår. Kravet
er imidlertid ikke til hinder for, at forsikringstagerne stilles
bedre for så vidt angår de enkelte delementer.
Hvis der er tale overdragelse af en del af en forsikringsbe-
stand, må de tilbageblivende forsikringstagere heller ikke
stilles ringere, end de ellers ville have været stillet, hvis
overdragelsen ikke var gennemført. Det er derimod ikke en
betingelse, at de tilbageblivende forsikringstagere stilles på
samme måde som de overdragne forsikringstagere.
Ved vurderingen skal erhvervsministeren også lægge vægt
på, om det modtagende forsikringsselskabs bestående for-
sikringsbestand stilles ringere som følge af bestandsoverdra-
gelsen. Heri ligger bl.a. en forventning om, at den forsik-
ringsbestand, der overdrages, ikke får del i de midler, som
gennem længere tid er blevet opbygget af den nuværende
forsikringsbestand i det modtagende forsikringsselskab.
I tilfælde af en bestandsoverdragelse kun bestående af dan-
ske risici fra et dansk forsikringsselskab til et udenlandsk
forsikringsselskab bør Finanstilsynet lægge vægt på, om det
modtagende forsikringsselskabs tilsynsmyndighed afgiver et
solvenscertifikat eller i øvrigt står inde for, at det modtagen-
de forsikringsselskab har tilstrækkeligt kapitalgrundlag og
administrationsapparat til at videreføre forsikringsbestanden
i overensstemmelse med artikel 39, stk. 5 og 6, i Solvens II-
direktivet. Hvis Finanstilsynet i sådanne tilfælde ikke mod-
tager et solvenscertifikat i overensstemmelse med artikel
39, stk. 5, sidste afsnit, anses tilsynsmyndighederne for at
have givet stiltiende samtykke. Modtager Finanstilsynet et
afslag på samtykke, kan Finanstilsynet ikke give tilladelse
til overdragelsen til det udenlandske forsikringsselskab.
De indsigelser, som Finanstilsynet modtager, indgår alene
som en del af Finanstilsynets samlede beslutningsgrundlag,
når det vurderes, om der skal gives tilladelse til bestands-
overdragelsen.
En overdragelse kan ikke påberåbes som grundlag for at hæ-
ve forsikringsaftalen. Dette gælder uanset, om forsikringsta-
geren har gjort indsigelser gældende eller ej.
Det foreslås i stk. 5, at tilladelse efter stk. 1 blandt andet
kan nægtes, hvis overdragelsen strider mod væsentlige sam-
fundshensyn.
Det foreslåede stk. 5 har til formål at sikre, at også væ-
sentlige samfundshensyn, herunder eksempelvis hensynet
til forbrugerbeskyttelse, kreditorbeskyttelse og opretholdel-
se af tilliden til finanssektoren, kan lægges til grund ved
erhvervsministerens afgørelse efter lovforslagets § 195, stk.
1.
Hvis tilladelsen indebærer, at et dansk selskab omdannes
til en udenlandsk filial, kan det indgå i erhvervsministerens
overvejelser, hvilke muligheder Finanstilsynet har for at ind-
gå i et samarbejde med tilsynsmyndighederne i det land,
hvor det udenlandske selskabs hjemsted er beliggende.
Det foreslås i stk. 6, at § 238, stk. 2, § 239, stk. 4, § 242, 2.
pkt., § 256, stk. 2, § 257, stk. 4, § 260, 2. pkt., § 274, stk. 3,
§ 277, 2. pkt., § 294, stk. 3, og § 297, 2. pkt., i selskabsloven
ikke finder anvendelse ved bestandsoverdragelser omfattet
af stk. 1.
Det foreslåede stk. 6 har til formål at sikre, at en række af
selskabslovens undtagelser, hvorefter kapitalejerne kan fra-
vige udarbejdelse af visse dokumenter relateret til fusioner,
ikke finder anvendelse på fusioner omfattet af den foreslåe-
de § 195, stk. 1.
Henvisningerne vedrører bl.a. vurderingsmændenes erklæ-
ring om kreditorernes stilling i forbindelse med fusion,
spaltning, grænseoverskridende fusion og grænseoverskri-
dende spaltning, udarbejdelse af mellembalance i forbindel-
se med fusion og spaltning og grænseoverskridende fusion
og spaltning samt fusions- og spaltningsredegørelse. I med-
før af de pågældende bestemmelser kan samtlige kapitaleje-
re i enighed beslutte, at den pågældende erklæring, mellem-
balance henholdsvis redegørelse ikke skal udarbejdes.
Erhvervsministeren skal ved sin godkendelse efter § 195,
stk. 1, medvirke til at sikre, at forsikringstagernes forhold
ikke forringes, ved at den overtagende virksomhed ikke
har tilstrækkelig solvens eller likviditet eller ikke i øvrigt
kan overholde sine forpligtelser. Dette er de pågældende
dokumenter med til at belyse. Derfor har kapitalejerne ikke
mulighed for at beslutte, at de pågældende dokumenter ikke
skal udarbejdes.
Selskabslovens regler om fusioner finder også anvendelse
på tværgående pensionskasser og gensidige selskaber i med-
før af gældende regler udstedt i medfør af forslagets § 196,
jf. bl.a. § 2, stk. 1, § 3, stk. 1, og § 6, stk. 1, i bekendtgørelse
nr. 194 af 1. marts 2012 om fusion af gensidige forsikrings-
selskaber eller af tværgående pensionskasser m.fl.
Det foreslås i stk. 7, at et forsikringsselskab, der overdrager
hele eller en del af sin forsikringsbestand til et andet forsik-
ringsselskab, frigøres ved tilladelsen efter stk. 1 for ansvar
over for forsikringstagerne.
Overdragelsen af en forsikringsbestand indebærer et debitor-
skifte for forsikringstagerne. Dette vil normalt kræve sam-
tykke fra hver enkelt forsikringstager. Efter det foreslåede
stk. 7 kan samtykket dog erstattes af tilladelse i medfør
af § 195, stk. 1. Hvis en forsikringsbestand overdrages på
437
baggrund af individuelle samtykker fra samtlige forsikrings-
tagere, er tilladelse til bestandsoverdragelsen ikke en forud-
sætning for overdragelsen.
Ved »hele forsikringsbestanden« forstås alle forsikringsafta-
ler, som selskabet kan have betalingspligt på. Dette inklude-
rer såvel aktuelle som opsagte forsikringer, der stadig har
tilknytning til forsikringsmæssige hensættelser til regnskab,
samt forsikringer med løbende ydelser.
Ved »en bestemt del af forsikringsbestanden« forstås en for-
sikringsbestand, der er klart afgrænset, således at der ikke
kan opstå tvivl om, hvilke policer der overdrages, og hvilke
der forbliver i selskabet.
Det er det overdragende forsikringsselskab, som skal ansøge
om tilladelse til bestandsoverdragelsen.
Overdragelsen, der ikke tillige indbefatter en fusion i med-
før af selskabslovens kapitel 15 eller kapitel 16, indebæ-
rer som udgangspunkt, at alle rettigheder og forpligtelser
i henhold til den enkelte forsikringsaftale overgår til det
nye forsikringsselskab (universalsuccession), således at også
rettigheder og forpligtelser i forbindelse med skader, der er
indtruffet før overdragelsesdagen, men som først er anmeldt
efter dette tidspunkt, er omfattet. En konsekvens heraf er,
at alle de forsikringsmæssige hensættelser til regnskab, der
hører til bestanden, som udgangspunkt skal overføres til det
overtagende selskab.
Det foreslås i stk. 8, at hvis overdragelsen af en forsikrings-
bestand sker i forbindelse med en fusion af forsikringssel-
skaber, kan fusionen uanset § 27, stk. 1, i lov om forsik-
ringsaftaler ikke påberåbes af forsikringstagerne som grund-
lag for at ophæve forsikringsaftalen.
Retten til at ophæve forsikringsaftalen er derimod erstattet
af en adgang til at fremsætte indsigelser over for bestands-
overdragelsen.
Bestemmelsen er ikke til hinder for, at forsikringstagerne
udnytter en eventuel opsigelsesadgang i forsikringsaftalen.
Det foreslås i stk. 9, at for så vidt angår livsforsikringsvirk-
somhed, kan der kun i forbindelse med overdragelsen fore-
tages sådanne ændringer i det overdragende selskabs forsik-
ringsvilkår, herunder bonusreglerne, som af Finanstilsynet
skønnes at være en nødvendig følge af overdragelsen.
Der kan eksempelvis være tale om, at man i det nye forsik-
ringsselskab anvender en anden – men fuldt ud tilfredsstil-
lende – metode til beregning af bonus.
Det foreslås i stk. 10, at fusionsplaner, spaltningsplaner og
vurderingsmændenes erklæring om kreditorernes stilling i
henhold til selskabsloven for forsikringsselskaber senest 4
uger efter underskrivelsen skal sendes til Finanstilsynet, som
offentliggør modtagelsen af fusionsplanen, spaltningsplanen
og vurderingsmændenes erklæring om kreditorernes retstil-
ling.
Henvisningen til selskabsloven medfører, at vurderingsmæn-
dendes erklæring efter den gældende § 242, 1. pkt., og § 243
i selskabsloven skal sendes til Finanstilsynet senest 4 uger
efter underskrivelsen.
Finanstilsynets offentliggørelse skal kun ske i Statstidende
og ikke tillige i et landsdækkende dagblad. Offentliggørel-
sen skal indeholde oplysning om, at Finanstilsynet har mod-
taget fusions- eller spaltningsplanen og vurderingsmænde-
nes erklæring. Der skal ikke ske en offentliggørelse af selve
fusionsplanen, spaltningsplanen og vurderingsmændenes er-
klæring.
Finanstilsynet skal kun offentliggøre modtagelsen af fusi-
onsplanen, spaltningsplanen og vurderingsmændenes erklæ-
ring for de involverede forsikringsselskaber. En fusion mel-
lem et forsikringsselskab og eksempelvis et administrations-
selskab kræver ikke tilladelse efter stk. 1, da der ikke sker
en overdragelse af en forsikringsbestand som led i fusio-
nen. Finanstilsynet skal imidlertid offentliggøre modtagel-
sen af fusionsplanen, spaltningsplanen og vurderingsmæn-
denes erklæring for forsikringsselskaber. Det giver Finans-
tilsynet mulighed for at påse, at overdragelsen eksempelvis
ikke bevirker, at forsikringsselskabet som følge af fusionen
eller spaltningen eksempelvis kommer til at drive virksom-
hed, der ikke er omfattet af forsikringsselskabets tilladelse.
Hvis en fusion omfatter en virksomhed, der ikke er et forsik-
ringsselskab, eksempelvis et administrationsselskab, vil det
være Erhvervsstyrelsen, der skal offentliggøre på vegne af
denne virksomhed. Det indebærer, at offentliggørelsen sker
for begge virksomheder. Hvis offentliggørelsen hos Finans-
tilsynet og Erhvervsstyrelsen ikke sker samtidig, må beslut-
ningen om gennemførelse af fusion eller spaltning tidligst
træffes 4 uger efter den seneste offentliggørelse, jf. princip-
pet i § 245, i selskabsloven.
Når oplysningerne er offentliggjort, anses oplysningerne for
at være kommet til tredjemands kenskab.
Hvis fristen overskrides, kan fusionsproceduren ikke videre-
føres, og forsikringsselskabet vil derfor være nødsaget til
at udarbejde en ny fusionsplan og dermed genstarte fusions-
proceduren.
Henvisningen til vurderingsmændenes erklæring om kredit-
438
orernes stilling indebærer, at kapitalejerne ikke kan beslutte,
at der ikke udarbejdes en vurderingsmandserklæring, jf. og-
så stk. 4, når der er tale om en overdragelse omfattet af stk.
1.
Til § 196
Det følger af den gældende § 205 i lov om finansiel virk-
somhed, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at
bestemmelserne vedrørende fusion i kapitel 15 og 16 i sel-
skabsloven med de fornødne tilpasninger finder anvendelse
på 1) fusion af gensidige forsikringsselskaber, 2) fusion af
andels- og sparekasser og 3) fusion af gensidige forsikrings-
selskaber og spare- og andelskasser med et kapitalselskab.
I medfør af den gældende § 205 i lov om finansiel virksom-
hed har erhvervsministeren udstedt bekendtgørelse nr. 194
af 1. marts 2012 om fusion af gensidige forsikringsselskaber
eller af tværgående pensionskasser m.fl.
Den foreslåede bestemmelse i § 196 viderefører § 205 i
lov om finansiel virksomhed for så vidt angår forsikrings-
selskaber. Erhvervsministerens bemyndigelse i henhold til
lovforslaget vil kun omfatte udstedelse af regler, der gælder
for fusion af gensidige selskaber og for fusion af gensidige
selskaber med kapitalselskaber. Ændringen er foretaget med
henblik på at sikre, at reglerne i lovforslaget kun vedrører
forsikringsselskaber.
Det foreslås i § 196, at erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler vedrørende fusion i kapitel 15 og 16 i sel-
skabsloven med de fornødne tilpasninger, som finder anven-
delse på fusion af gensidige selskaber og fusion af gensidige
selskaber med et kapitalselskab.
Formålet med bestemmelsen er at opnå, at fusioner mellem
de nævnte typer af forsikringsselskaber, i det omfang der er
behov herfor, kan behandles efter samme regler, som gælder
for fusioner mellem forsikringsselskaber, der er organiseret
som aktieselskaber.
Med hjemmel i den foreslåede bestemmelse kan erhvervs-
ministeren blandt andet bestemme, at visse af de dokumen-
ter, der skal indsendes til brug for behandling af ansøgning
om overdragelse mellem forsikringsselskaber, skal svare til
de dokumenter, der skal udarbejdes ved en fusion i over-
ensstemmelse med reglerne i selskabsloven. Dette omfat-
ter f.eks. udarbejdelse af fusionsplaner, fusionsredegørelser,
eventuelle mellembalancer og vurderingsmandserklæringer
om kreditorernes stilling.
Bestemmelsen giver mulighed for at fastsætte regler, som
indebærer, at fusioner af gensidige selskaber og tværgåen-
de pensionskasser kan reguleres efter bestemmelserne i sel-
skabslovens kapitel 15 og 16 med de fornødne tilpasnin-
ger. Reglerne vil blive fastsat under hensyntagen til, at de
nævnte typer af forsikringsselskaber ikke er aktieselskaber.
Endvidere kan erhvervsministeren med hjemmel i bestem-
melsen fastsætte, at bestemmelserne i selskabsloven om fu-
sion kan finde anvendelse på en fusion mellem gensidige
selskaber samt mellem aktieselskaber eller anpartsselskaber
og et gensidigt selskab, hvor det gensidige selskab er det
fortsættende selskab. Der vil være mulighed for at fastsætte
tilsvarende regler for tværgående pensionskasser. Hvis fusi-
onen ikke indebærer overdragelse af en forsikringsbestand,
kræves ikke tilladelse efter § 195.
Hvis ét af de forsikringsselskaber, der ønsker at fusionere,
er et kapitalselskab, vil dette selskab skulle følge reglerne
i medfør af selskabslovens kapitel 15 eller 16, mens den
virksomhed, som ikke er et kapitalselskab, vil skulle følge
reglerne i medfør af bekendtgørelsens regler. Dette gælder,
uanset om kapitalselskabet er det ophørende selskab eller
det fortsættende selskab, og uanset om kapitalselskabet er en
finansiel virksomhed eller ej.
I disse situationer vil tilladelse til fusionen i henhold til
forslagets § 195 ske på baggrund af et samarbejde mellem
Erhvervsstyrelsen og Finanstilsynet svarende til det samar-
bejde, der i dag er, når to finansielle virksomheder, der
begge er kapitalselskaber, fusionerer. De fusionerende virk-
somheder skal derfor sende de relevante dokumenter til både
Erhvervsstyrelsen og Finanstilsynet. Praksis er herefter, at
Erhvervsstyrelsen ikke registrerer fusionen, før Finanstilsy-
net kan tillade fusionen, og på tilsvarende vis giver Finans-
tilsynet ikke tilladelse, før Erhvervsstyrelsen er klar til at
registrere.
Fusion af to kapitalselskaber vil ikke være omfattet af be-
kendtgørelsen, da denne situation allerede er reguleret i sel-
skabslovens kapitel 15 og 16.
Til § 197
Det følger af den gældende § 222 i lov om finansiel virk-
somhed, at form, indhold og gennemførelse af en omdannel-
se af et forsikringsselskab skal godkendes af Finanstilsynet.
Den foreslåede bestemmelse i § 197, stk. 1, 1 pkt., videre-
fører § 222, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed med re-
daktionelle ændringer. Den gældende bestemmelse i § 222,
stk. 1, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed, hvorefter det
fortsættende forsikringsselskab indtræder i det ophørende
forsikringsselskabs rettigheder og forpligtelser, foreslås flyt-
tet til et nyt stk. 2 for at tydeliggøre, at der ved en omdan-
nelse i medfør af det forslåede stk. 1 er tale om den samme
juridiske enhed både før og efter omdannelsen. Det foreslås
439
derfor, at bestemmelsen ændres, således at omdannelse af
et forsikringsselskab kan ske på to forskellige måder, enten
ved en ren selskabsretlig omdannelse, hvor forsikringssel-
skabet forbliver den samme juridiske enhed eller ved en sel-
skabsretlig omdannelse med en dertilhørende overdragelse
fra ét forsikringsselskab til et andet forsikringsselskab.
Det forslåede stk. 1, omfatter et forsikringsselskabs omdan-
nelse til en anden selskabsform. Bestemmelsen giver mulig-
hed for, at et forsikringsselskab kan tage initiativ til en om-
dannelse af forsikringsselskabet til en anden selskabsform
ved at udarbejde forslag til form, indhold og gennemførelse
af omdannelsen. Det kan eksempelvis være et forsikringsak-
tieselskab, der vil omdannes til et gensidigt selskab.
Som et nyt stk. 1, 2. pkt., foreslås det præciseret, at der
ikke sker et debitorskifte ved en omdannelse i medfør af
det forslåede stk. 1, 1. pkt., og at omdannelsen derfor kan
gennemføres uden kreditorernes samtykke. På samme må-
de påvirker en omdannelse ikke forsikringstagernes forsik-
ringsaftale med selskabet.
Omdannelsen skal ske efter en af Finanstilsynet kontrolleret
procedure. Den enkelte procedures indhold vil afhænge af
det konkrete tilfælde. En forventelig procedure vil lægge
sig tæt op ad reglerne i selskabsloven for omdannelse af et
andelsselskab til et aktieselskab, men det er op til Finanstil-
synet at vurdere den mest hensigtsmæssige procedure.
Herudover kan der stilles krav om, at omdannelsen vedtages
med det samme flertal, som efter selskabernes vedtægter
kræves til selskabets opløsning. Endvidere skal der gives
den fornødne information til forsikringstagere og kredito-
rer. Endelig må de skattemæssige konsekvenser af en om-
dannelse inddrages i overvejelserne.
Ved vurderingen af, om Finanstilsynet kan godkende proce-
duren, skal Finanstilsynet lægge vægt på beskyttelsen af
forsikringstagernes interesser, jf. også forslagets § 260. Fi-
nanstilsynet skal derfor sikre sig, at ingen forsikringstagere
stilles ringere som følge af omdannelsen. Dette indebærer
eksempelvis, at omdannelsen ikke må medføre, at forsik-
ringstagerne skal hæfte for selskabets forpligtelser.
Bestemmelsen finder også anvendelse på en omdannelse af
et livsforsikringsaktieselskab til et arbejdsmarkedsrelateret
livsforsikringsaktieselskab. Ved en sådan omdannelse skal
betingelserne i forslagets § 250 være opfyldt.
Det foreslås i stk. 2, at der som led i omdannelse efter stk. 1
overdrages aktiver og gæld som helhed til et af forsikrings-
selskabet ejet eller oprettet aktieselskab, der har tilladelse til
at drive forsikringsvirksomhed, mod vederlag svarende til
værdien af de overdragne aktiver efter fradrag af gæld. Det
modtagende forsikringsselskab indtræder i det indskydende
forsikringsselskabs rettigheder og forpligtelser.
Det fremgår af bemærkningerne til den gældende § 222 i
lov om finansiel virksomhed, at der som et eksempel på
et omdannelsestilfælde kan nævnes et gensidigt selskab,
som overdrager samtlige aktiver og passiver, herunder
forsikringsbestanden, til et forsikringsaktieselskab med en
samtidig omdannelse af det gensidige forsikringsselskab til
en forening med en egenkapital svarende til vederlaget for
overdragelsen, jf. Folketingstidende 2004-05 (1. samling),
nr. L 64. Da der er tale om to handlinger, bestående af
en spaltning og derefter en omdannelse, foreslås det, at
fremgangsmåden fremgår direkte af lovteksten. Der er såle-
des ikke herved tiltænkt en ændring af den gældende retstil-
stand.
Anvendelsen af reglerne om omdannelse med samtidig
spaltning indebærer bl.a., at der skal foreligge en erklæring
om, hvorvidt kreditorerne må antages at være tilstrækkeligt
sikrede efter omdannelsen. Godkendelse af en omdannelse
efter stk. 2 vil kun kunne tillades, hvis kreditorernes stilling
er tilstrækkeligt sikret efter omdannelsen.
Anvendelsen af disse regler indebærer samtidig, at der skal
foreligge erklæringer om, at vederlaget for de overdragne
aktiver og passiver er rimeligt og sagligt begrundet.
Herudover kan der stilles krav om, at omdannelsen vedtages
med det samme flertal, som efter selskabernes vedtægter
kræves til selskabets opløsning. Endvidere skal der gives
den fornødne information til forsikringstagere og kredito-
rer. Endelig må de skattemæssige konsekvenser af den valg-
te procedure inddrages i overvejelserne.
Ved vurderingen af, om Finanstilsynet kan godkende om-
dannelsen, skal Finanstilsynet lægge vægt på beskyttelsen
af forsikringstagernes interesser. Finanstilsynet skal derfor
sikre sig, at ingen forsikringstagere stilles ringere som følge
af omdannelsen.
Til § 198
Det følger af den gældende § 223 i lov om finansiel virk-
somhed, at Finanstilsynet kan inddrage tilladelsen til at dri-
ve virksomhed som forsikringsselskab, hvis virksomheden
anmoder herom.
Den foreslåede § 198 viderefører den gældende § 223 i lov
om finansiel virksomhed. Bestemmelsen foreslås videreført
med redaktionelle ændringer, da bestemmelsen i dag ud over
forsikringsselskaber også regulerer pengeinstitutter, realkre-
ditinstitutter, investeringsforvaltningsselskaber og værdipa-
pirhandlere.
440
Den foreslåede bestemmelse gennemfører dele af artikel
144, stk. 1, litra a, i Solvens II-direktivet.
Det foreslås i § 198, at Finanstilsynet helt eller delvist kan
inddrage tilladelsen til at drive virksomhed som forsikrings-
selskab, hvis selskabet anmoder herom.
Et forsikringsselskabs tilladelse angiver de forsikringsklas-
ser i lovforslagets bilag 1 og 2, som tilladelsen omfat-
ter. Forsikringsselskabet kan efter den foreslåede bestem-
melse anmode Finanstilsynet om at inddrage selskabets tilla-
delse til at drive virksomhed indenfor en eller flere af de
forsikringsklasser i bilag 1 og 2, der er givet tilladelse til. I
de tilfælde hvor der er tale om en delvis inddragelse af et
selskabs tilladelse, vil Finanstilsynet i praksis inddrage hele
selskabets tilladelse og udstede en ny tilladelse, der alene
omfatter de forsikringsklasser i bilag 1 og 2, som selskabet
ønsker at videreføre.
Det er en betingelse for inddragelse af tilladelse efter denne
bestemmelse, at de aktiviteter, der er givet tilladelse til, er
ophørt. Det betyder, at et forsikringsselskab i likvidation vil
skulle opretholde sin tilladelse som forsikringsselskab, indtil
der ikke længere er forsikringsrisici i selskabet. Herefter
vil selskabet kunne anmode Finanstilsynet om at inddrage
selskabets tilladelse. Tilsvarende vil et forsikringsselskab,
der ikke længere ønsker at drive virksomhed indenfor en
bestemt forsikringsklasse, skulle opretholde tilladelsen til
den bestemte forsikringsklasse, indtil selskabet ikke længere
har risici indenfor den pågældende klasse.
Det er endvidere en forudsætning for inddragelse af tilladel-
se efter denne bestemmelse, at selskabet fortsat opfylder lo-
vens kapitalkrav. Opfylder selskabet ikke lovens kapitalkrav,
er det Finanstilsynet, der træffer beslutning om inddragelse
af selskabets tilladelse, herunder hvad der skal ske med
selskabets forsikringsbestand, jf. den foreslåede §§ 199 og
200.
Til § 199
Det følger af den gældende § 224 i lov om finansiel virk-
somhed, at Finanstilsynet kan inddrage en virksomheds til-
ladelse som forsikringsselskab, hvis virksomheden gør sig
skyldig i grove eller gentagne overtrædelser af en række
nærmere angivne regler, hvis virksomheden ikke opfylder
kravene til at få en tilladelse, hvis virksomheden ikke påbe-
gyndes senest 12 måneder efter, at tilladelse er meddelt, el-
ler hvis der ikke udøves forsikringsvirksomhed i en periode
på over 6 måneder.
Den foreslåede § 199 viderefører dele af den gældende §
224 i lov om finansiel virksomhed. Bestemmelsen foreslås
videreført med enkelte redaktionelle ændringer og en præci-
sering af, at der i forhold til forsikringsselskaber i særlige
tilfælde kan ske en delvis inddragelse af tilladelsen, hvilket
f.eks. kan være aktuelt i forhold til virksomheder, der har
tilladelse til både at drive livsforsikringsvirksomhed og ska-
desforsikringsvirksomhed omfattet af klasse 1 og 2. Derudo-
ver indebærer bestemmelsen en materiel ændring, idet det
foreslås, at Finanstilsynet også vil kunne inddrage et forsik-
ringsselskabs tilladelse, hvis det gør sig skyldig i grove eller
gentagne overtrædelser af forordninger, som er udstedt i
medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/849
af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod an-
vendelse af det finansielle system til hvidvask af penge og
finansiering af terrorisme.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører dele af artikel 144
i Solvens II-direktivet.
Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet kan inddrage et sel-
skabs tilladelse til at drive virksomhed som forsikringssel-
skab, hvis en af de omstændigheder, der følger af de foreslå-
ede nr. 1-4 indtræder.
Finanstilsynet kan efter den foreslåede bestemmelse inddra-
ge hele tilladelsen eller inddrage tilladelsen for visse forsik-
ringsklasser, samtidig med at selskabet bevarer tilladelsen til
andre forsikringsklasser. I forhold til virksomheder, der har
tilladelse til både at drive livsforsikringsvirksomhed og ska-
desforsikringsvirksomhed samtidig, jf. lovforslagets § 27,
stk. 2, vil Finanstilsynet udover at inddrage den samlede
tilladelse kunne inddrage tilladelsen for skadesforsikrings-
virksomheden særskilt.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at Finanstilsynet kan inddrage
tilladelsen til at drive virksomhed som forsikringsselskab,
hvis virksomheden gør sig skyldig i grove eller gentagne
overtrædelser af følgende regelsæt.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, litra a, at opliste denne lov, hvid-
vaskloven, lov om kapitalmarkeder, regler udstedt i medfør
af disse love.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, litra b, at opliste forordninger
udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, litra c, at opliste forordninger
udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle
instrumenter.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, litra d, at opliste forordninger
udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger
441
mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af
penge og finansiering af terrorisme.
Bestemmelsen vil eksempelvis kunne finde anvendelse i til-
fælde, hvor et forsikringsselskab systematisk tegner forsik-
ringer indenfor forsikringsklasser, som selskabet ikke har
tilladelse til i henhold til loven, og som selskabet ikke vil-
le kunne opnå tilladelse til. Bestemmelsen vil endvidere
eksempelvis kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor et for-
sikringsselskab har en uforsvarlig formueforvaltning og har
anbragt selskabets midler på en måde, der indebærer en fare
for de forsikredes interesser.
Ydermere vil bestemmelsen eksempelvis kunne finde an-
vendelse i tilfælde, hvor et forsikringsselskab, der har tilla-
delse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, systematisk har
undladt at identificere og kontrollere kunder i overensstem-
melse med hvidvasklovens bestemmelser om kundekend-
skabsprocedurer. Tilsvarende vil bestemmelsen eksempelvis
kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor et forsikringssel-
skab, der har omsættelige værdipapirer optaget til handel på
et reguleret marked, systematisk har undladt at offentliggøre
intern viden om selskabet eller et finansielt instrument i
medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forord-
ningen om markedsmisbrug).
Det foreslås derudover, at også forordninger udstedt i med-
før af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF
af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af for-
sikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj
2014 om markeder for finansielle instrumenter og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2015/849 af 20. maj 2015
om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det fi-
nansielle system til hvidvask af penge og finansiering af ter-
rorisme omfattes af bestemmelsen. Direktiverne indeholder
således en række bemyndigelser, hvorefter Kommissionen
kan udstede delegerede retsakter, reguleringsmæssige tekni-
ske standarder og gennemførelsesmæssige tekniske standar-
der. Disse retsakter og tekniske standarder udstedes som for-
ordninger, der vil være direkte gældende i dansk lovgivning.
Inddragelse af en virksomheds tilladelse som forsikringssel-
skab er en indgribende foranstaltning, idet virksomheden
ved en inddragelse af sin tilladelse mister muligheden for
at udøve de aktiviteter, der kræves tilladelse til. Det vil
som regel betyde, at virksomheden helt må ophøre med at
eksistere.
Det fremgår af bestemmelsen, at der skal være tale om gro-
ve eller gentagne overtrædelser. Inddragelse af tilladelse vil
typisk først være aktuel efter, at der har været givet en frist
til berigtigelse af forholdet, og dette ikke er sket.
Det forudsættes som udgangspunkt, at en mindre indgriben-
de reaktion er anvendt over for forsikringsselskabet, før
tilladelsen inddrages, eller at forholdene i forsikringsselska-
bet indebærer, at forsikringsselskabet ikke har mulighed
for at rette op på overtrædelserne indenfor en tilpas kort
tidshorisont. Kan forholdene i forsikringsselskabet rettes op
ved en mindre indgribende reaktion end at trække virksom-
hedens tilladelse som forsikringsselskab, skal den mindre
indgribende reaktion vælges. En mindre indgribende reak-
tion kan bl.a. være, at Finanstilsynet giver påbud om, at
forsikringsselskabet retter op på de kritisable forhold i for-
sikringsselskabet, at forholdet anmeldes til politiet, eller at
Finanstilsynet giver påbud om afsættelse af direktør eller på-
bud om nedlæggelse af bestyrelseshverv. Hvor det er muligt,
vil det endvidere skulle overvejes, om det er tilstrækkeligt at
inddrage en del af tilladelsen.
En afgørelse om inddragelse af et forsikringsselskabs tilla-
delse træffes af Finanstilsynets bestyrelse i medfør af § 345,
stk. 7, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed og kan påklages
til Erhvervsankenævnet, jf. § 372, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at Finanstilsynet kan inddrage
tilladelsen til at drive virksomhed som forsikringsselskab,
hvis virksomheden ikke opfylder kravene til at få tilladelse i
medfør af lovens kapitel 3.
Bestemmelsen vil eksempelvis kunne finde anvendelse i til-
fælde, hvor et forsikringsselskab ikke har efterkommet et
påbud fra Finanstilsynet om at afsætte en direktør, en ansat,
der er identificeret som nøgleperson i medfør af loven, eller
et medlem af bestyrelsen, der ikke længere opfylder lovens
krav om egnethed og hæderlighed.
Endvidere vil bestemmelsen eksempelvis kunne finde an-
vendelse i tilfælde, hvor et forsikringsselskab ikke har været
i stand til at sikre effektive former for virksomhedsstyring,
herunder effektive processer for identifikation, overvågning,
kontrol og rapportering af væsentlige risici, som selskabet
er eller kan blive udsat for. Det kan eksempelvis være tilfæl-
det, hvor et forsikringsselskab har outsourcet en eller flere
kritiske eller vigtige funktioner eller aktiviteter, og selskabet
ikke er i stand til at etablere en effektiv overvågning af de
funktioner eller aktiviteter, som selskabet har outsourcet.
I forhold til forsikringsselskaber, der har tilladelse til at
drive livsforsikring og skadesforsikring samtidig, kan der
ske inddragelse af virksomhedens tilladelse i forhold til ska-
desforsikringsdelen, hvis virksomheden ikke formår at leve
op til de krav, der gælder herfor, herunder ikke har sikret
tilstrækkelig adskillelse og særskilt forvaltning, og de livs-
og skadesforsikredes respektive interesser er tilsidesat.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at Finanstilsynet kan inddrage til-
442
ladelsen til at drive virksomhed som forsikringsselskab, hvis
virksomheden som forsikringsselskab ikke er påbegyndt se-
nest 12 måneder efter, at Finanstilsynet har meddelt virk-
somheden tilladelse.
Det foreslås i stk. 1, nr. 4, at Finanstilsynet kan inddrage
tilladelsen til at drive virksomhed som forsikringsselskab,
hvis der ikke udøves forsikringsvirksomhed i en periode på
over 6 måneder.
Inddragelse af tilladelse kan blive aktuel, når blot én af
de ovenfor nævnte situationer indtræder. En afgørelse om
inddragelse af tilladelse vil være af indgribende karakter for
virksomheden, forsikringstagerne og investorer, og inddra-
gelsen af tilladelsen bliver derfor typisk kun aktuel efter, at
der har været givet frist til afhjælpning eller påbegyndelse af
virksomhed, og dette ikke er sket.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet kan inddrage et grup-
pe 1-forsikringsselskabs tilladelse, hvis selskabet ikke har
gennemført foranstaltningerne i planen for genoprettelse, jf.
den foreslåede § 223, stk. 1, til opfyldelse af solvenskapi-
talkravet indenfor fristerne i den foreslåede § 223, stk. 2
eller 3. Finanstilsynet skal inddrage et gruppe 1-forsikrings-
selskabs tilladelse, hvis selskabet ikke har gennemført for-
anstaltningerne i finansieringsplanen, jf. § 224, stk. 1, til
opfyldelse af minimumskapitalkravet indenfor fristerne i §
224, stk. 2.
Derudover indebærer bestemmelsen, at Finanstilsynet skal
inddrage et gruppe 1-forsikringsselskabs tilladelse, hvis sel-
skabet ikke har gennemført de foranstaltninger til opfyldelse
af minimumskapitalkravet, som er angivet i finansierings-
planen, indenfor de frister, som fremgår af den foreslåede §
224, stk. 2.
Til forskel fra solvenskapitalkravet betragtes minimumska-
pitalkravet som et såkaldt hårdt kapitalkrav, og manglende
opfyldelse heraf indebærer, at Finanstilsynet skal inddrage
selskabets tilladelse, jf. denne bestemmelses stk. 3, mens
Finanstilsynet ved selskabets manglende opfyldelse af sol-
venskapitalkravet ikke er pålagt at inddrage tilladelsen, men
får mulighed herfor.
Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet skal inddrage et grup-
pe 2-forsikringsselskabs tilladelse, hvis selskabet ikke har
gennemført de foranstaltninger til opfyldelse af minimums-
basiskapitalen, som er angivet i selskabets plan for genop-
rettelse indenfor de frister, som Finanstilsynet har fastsat i
medfør af den foreslåede § 225.
Minimumsbasiskapitalen er udtryk for, hvad basiskapitalen
som minimum skal udgøre, for at forsikringstagernes inte-
resser ikke udsættes for unødig risiko. Kravet til minimums-
basiskapitalens størrelse betragtes som et hårdt kapitalkrav,
og manglende opfyldelse heraf indebærer, at Finanstilsynet
skal inddrage selskabets tilladelse.
Det foreslås i stk. 4, at virksomheder, der har tilladelse til i
samme selskab at drive både livsforsikringsvirksomhed og
skadesforsikringsvirksomhed, jf. § 19, stk. 2, kan få inddra-
get deres tilladelse for henholdsvis livsforsikringsvirksom-
heden og skadesforsikringsvirksomheden særskilt.
For forsikringsselskaber, der har tilladelse til både at drive
livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed
omfattet af klasse 1 og 2, jf. bilag 1, kan der i særlige
tilfælde ske en delvis inddragelse af tilladelsen.
Finanstilsynet kan i forhold til virksomheder, der har tilla-
delse til både at drive livsforsikringsvirksomhed og skade-
sforsikringsvirksomhed samtidig, ud over at inddrage den
samlede tilladelse, tillige inddrage tilladelsen for skadesfor-
sikringsvirksomheden særskilt.
Dette vil bl.a. være relevant, hvis virksomheden ikke formår
at leve op til de krav, der gælder herfor, herunder ikke
har sikret tilstrækkelig adskillelse og særskilt forvaltning,
og de livs- og skadesforsikredes respektive interesser er til-
sidesat. De relevante krav fremgår bl.a. af bekendtgørelse
nr. 2003 af 1. november 2021 om livsforsikringsselskabers
syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed.
Ved inddragelse af en tilladelse skal almindelige principper
om proportionalitet iagttages. Derudover skal en mindre ind-
gribende foranstaltning vurderes at være utilstrækkelig. Det
forudsættes som udgangspunkt, at en mindre indgribende
reaktion er anvendt over for forsikringsselskabet, før tilla-
delsen inddrages, eller at forholdene i forsikringsselskabet
indebærer, at forsikringsselskabet ikke har mulighed for at
rette op på overtrædelserne indenfor en tilpas kort tidshori-
sont. Kan forholdene i forsikringsselskabet rettes op ved en
mindre indgribende reaktion end at trække virksomhedens
tilladelse som forsikringsselskab, skal den mindre reaktion
vælges. En mildere reaktion kan bl.a. være, at Finanstilsynet
giver påbud om, at forsikringsselskabet retter op på de kriti-
sable forhold i forsikringsselskabet.
Til § 200
Den gældende § 226 i lov om finansiel virksomhed angiver,
hvilke beslutninger Finanstilsynet kan træffe i forbindelse
med, at et forsikringsselskabs tilladelse inddrages, og virk-
somheden skal afvikles.
Endvidere angiver den gældende § 227 i lov om finansiel
virksomhed de måder, hvorpå et forsikringsselskab kan af-
vikles.
443
Med den foreslåede § 200 videreføres og sammenskrives de
gældende §§ 226 og 227 i lov om finansiel virksomhed. Der
forelslås enkelte redaktionelle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at når Finanstilsynet helt eller del-
vist inddrager tilladelsen til at drive virksomhed som for-
sikringsselskab, skal virksomheden afvikles, og anden virk-
somhed må ikke påbegyndes, før afviklingen er afsluttet.
Den foreslåede bestemmelse har til formål at tydeliggøre
virkningen af, at en virksomheds tilladelse som forsikrings-
selskab helt eller delvist inddrages.
Bestemmelsen er en konsekvens af det koncessionssystem,
der følger af den gældende lov om finansiel virksomhed,
og som kræver, at virksomheder, som ønsker at drive forsik-
ringsvirksomhed, skal have Finanstilsynets tilladelse, inden
virksomheden påbegyndes. Bestemmelsen fastslår, at et for-
sikringsselskabs virksomhed skal ophøre, når Finanstilsynet
inddrager tilladelsen.
Overtrædelse af lovforslagets § 200, stk. 1, foreslås strafbe-
lagt, jf. lovforslagets § 312, stk. 2.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af lovforslagets
§ 200 er et forsikringsselskab. Det betyder f.eks., at hvis et
forsikringsselskab påbegynder anden virksomhed, inden af-
viklingen er afsluttet, kan forsikringsselskabet straffes med
bøde eller fængsel indtil fire måneder. Overtrædelsen kan
straffes med bøde eller fængsel op til fire måneder, medmin-
dre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Med det foreslåede stk. 2 fastsættes det, at afvikling sker
ved likvidation, konkurs, fusion eller på anden måde, som
Finanstilsynet har godkendt.
Bestemmelsen angiver, hvilke måder et forsikringsselskab
kan afvikles på.
Likvidation er den typiske afviklingsform og sker i henhold
til de almindelige regler i selskabsloven. Det er en forudsæt-
ning for afvikling ved likvidation, at forsikringsselskabet
er solvent. Insolvente forsikringsselskaber afvikles derimod
efter konkurslovens regler.
Afvikling kan endvidere ske ved fusion med et andet forsik-
ringsselskab eller ved, at et forsikringsselskab overdrager
hele eller dele af sin forsikringsbestand til et andet forsik-
ringsselskab.
Endelig kan afvikling ske på anden måde godkendt af Fi-
nanstilsynet. Afvikling på anden måde forudsætter, at sel-
skabet tager initiativ hertil og fremsætter anmodning herom
til Finanstilsynet. Finanstilsynet skal godkende afviklingens
form, indhold og gennemførelse. Udarbejdelse heraf påhvi-
ler selskabet.
Ved godkendelse af afvikling på anden måde skal Finanstil-
synet sikre, at forsikringstagernes interesser varetages bedst
muligt, og at disses retsstilling ikke forringes i forhold til
afvikling ved likvidation.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at når Finanstilsynet inddra-
ger et forsikringsselskabs tilladelse, træffer Finanstilsynet
beslutning om, hvorvidt forsikringsselskabet skal søge for-
sikringsbestanden overdraget til et eller flere forsikringssel-
skaber, der driver forsikringsvirksomhed her i landet, eller
om selskabet på anden måde skal søge forsikringsbestanden
afviklet.
Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at for forsikringsselskaber, der
har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, kan
Finanstilsynet beslutte, at forsikringsbestanden tages under
administration i overensstemmelse med §§ 227-235.
En sådan beslutning vil typisk først blive truffet efter, at det
har vist sig umuligt at overdrage forsikringsbestanden til et
andet forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve livs-
forsikringsvirksomhed. Forsikringsbestanden vil i sådanne
tilfælde blive administreret efter reglerne i de foreslåede §§
227-235.
Det foreslås i stk. 3, 3. pkt., at for forsikringsselskaber, der
driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, kan Finanstil-
synet beslutte, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden tag-
es under administration af Garantifonden for skadesforsik-
ringsselskaber efter § 204.
En sådan beslutning vil typisk først blive truffet efter, at
det har vist sig umuligt at overdrage forsikringsbestanden
til et andet forsikringsselskab med tilladelse til at udøve
arbejdsulykkeforsikringsvirksomhed. Viser det sig, at det
ikke er muligt at overdrage arbejdsulykkesforsikringsbestan-
den til et andet forsikringsselskab, forventes Finanstilsynet
at træffe afgørelse om, at forsikringsbestanden tages under
administration af Garantifonden for skadesforsikringsselska-
ber for at sikre, at de forsikrede arbejdstagere modtager de
erstatninger og de løbende ydelser, som de er berettiget til
i henhold til arbejdsskadeforsikringerne og de regler, der
følger af lov om arbejdsskadesikring.
Den foreslåede bestemmelse finder anvendelse, når Finans-
tilsynet inddrager et forsikringsselskabs tilladelse til at dri-
ve arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, og hvor selskabet
fortsætter med at drive forsikringsvirksomhed indenfor de
øvrige forsikringsklasser, som forsikringsselskabet har tilla-
444
delse til i henhold til bilag 7 i lov om finansiel virksom-
hed. Den foreslåede bestemmelse finder endvidere anven-
delse, når Finanstilsynet inddrager et forsikringsselskabs til-
ladelse til at drive forsikringsvirksomhed i sin helhed, og
hvor selskabets forsikringsvirksomhed afvikles ved likvida-
tion.
Den foreslåede bestemmelse finder derimod ikke anvendelse
i det tilfælde, hvor et forsikringsselskab, der har tilladelse til
at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, bliver erklæ-
ret konkurs. I sådan et tilfælde tages forsikringsselskabets
arbejdsulykkesforsikringsbestand automatisk under admini-
stration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, jf.
dette lovforslags § 209 og bemærkningerne hertil.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med
forslaget til § 204, der fastsætter de nærmere regler for
overdragelse af en arbejdsulykkesforsikringsbestand til Ga-
rantifonden for skadesforsikringsselskaber.
Med det foreslåede stk. 4 kan Finanstilsynet i forbindelse
med inddragelse af et forsikringsselskabs tilladelse forbyde
et forsikringsselskab at råde over dets aktiver eller begræn-
se dets rådighed herover. § 219, stk. 5, finder tilsvarende
anvendelse.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 144, stk. 2,
2. afsnit, i Solvens II-direktivet.
Bestemmelsen skal bidrage til at sikre, at det forsikringssel-
skab, som får inddraget sin tilladelse, begrænser sine risi-
ci for tab bedst muligt og dermed sikrer aktiverne bedst
muligt. Bestemmelsen vil eksempelvis kunne anvendes i et
tilfælde, hvor Finanstilsynet vurderer, at den måde, hvorpå
selskabet har anbragt sine midler, ikke har været betryggen-
de, eller der i øvrigt er risiko for, at selskabet vil anvende
midlerne i selskabet på en sådan måde, at forsikringstager-
nes og de sikredes interesser forringes.
Til § 201
Det følger af den gældende § 228 i lov om finansiel virk-
somhed, at beslutning om et forsikringsselskabs afvikling
straks skal oplyses til Finanstilsynet, som kan fastsætte
en frist for beslutningen, herunder retsvirkningerne ved en
overskridelse af den fastsatte frist.
Den foreslåede § 201 viderefører den gældende § 228 i lov
om finansiel virksomhed. Bestemmelsen foreslås videreført
med visse sproglige ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at når et forsikringsselskab træffer
beslutning om afvikling, skal forsikringsselskabet straks op-
lyse Finanstilsynet om beslutningen.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at Finanstilsynet bliver
gjort opmærksom på et forsikringsselskabs beslutning om
at afvikle forsikringsvirksomheden, og at Finanstilsynet kan
følge afviklingen af selskabet med henblik på at sikre vare-
tagelsen af forsikringstagernes interesser.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at Finanstilsynet kan fastsætte
en frist for vedtagelse af beslutning om likvidation efter §
217 i selskabsloven.
Det foreslås i 2. pkt., at hvis fristen overskrides, kan Finans-
tilsynet beslutte, at forsikringsselskabet skal træde i likvida-
tion.
Bestemmelsen indebærer således, at Finanstilsynet kan træf-
fe beslutning om likvidation og dermed suspendere den
kompetence, som generalforsamlingen ellers besidder. En
sådan beslutning kan træffes, hvis hensynet til forsikringsta-
gerne eller andre taler herfor.
Til § 202
Den foreslåede bestemmelse viderefører lov om finansiel
virksomhed § 229 med sproglige ændringer.
Den gældende § 229 i lov om finansiel virksomhed indehol-
der regler om, at livsforsikringsselskaber kun kan opløses,
dvs. ophøre uden afvikling, efter § 226, på tre måder: ved
at overdrage hele bestanden til et andet selskab efter § 204
i lov om finansiel virksomhed, eller hvis selskabets forsik-
ringsbestand er taget under administration (efter §§ 253-258
i lov om finansiel virksomhed), eller hvis hver enkelt forsik-
ringstager giver sit samtykke hertil.
Selskabet kan således ikke selv beslutte at gå i likvidation.
Det foreslås i § 202, at et forsikringsselskab, der driver
livsforsikringsvirksomhed, ikke kan opløses uden samtykke
fra hver enkelt forsikringstager, medmindre det forinden har
overdraget hele sin forsikringsbestand til et andet selskab
i overensstemmelse med de i § 195 fastsatte regler, eller
selskabets forsikringsbestand er taget under administration i
overensstemmelse med §§ 227-235.
Baggrunden for reglen er hensynet til forsikringstagerne,
som typisk har deres pensioner i selskabet. Det vil være
uhensigtsmæssigt for forsikringstagerne og samfundet, hvis
forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve livsfor-
sikringsvirksomhed, kan opsige forsikringstagernes pensio-
ner. Forsikringstagerne vil ikke nødvendigvis på et vilkårligt
445
tidspunkt kunne opnå en ny pension på samme vilkår og
til samme pris i et andet forsikringsselskab, der har tilladel-
se til at udøve livsforsikringsvirksomhed, eksempelvis på
grund af forsikringstagerens alder eller helbredstilstand på
opløsningstidspunktet. Derudover vil en udbetaling i utide
svare til nutidsværdien af pensionsopsparingen og udløse
skattekrav.
Den foreslåede bestemmelse er ikke til hinder for, at et
selskab vælger ikke at nytegne flere livsforsikringer i et
selskab og på den måde afvikle bestanden efterhånden.
Ved ”livsforsikringsvirksomhed” forstås livsforsikringsak-
tieselskaber, tværgående pensionskasser og gensidige livs-
forsikringsselskaber.
Ved ”samtykke fra hver enkelt forsikringstager” forstås,
at samtykket skal indhentes konkret fra hver enkelt forsik-
ringstager, og det kan eksempelvis ikke indhentes på for-
hånd ved underskrift af livsforsikringspolicen, da det har
indgribende karakter.
Ved ”opløsning af et forsikringsselskab, der har tilladelse
til at udøve livsforsikringsvirksomhed” forstås selskabets
frivillige beslutning om ophør.
Til § 203
Det følger af den gældende § 230 i lov om finansiel virk-
somhed, at et forsikringsselskab, som tegner arbejdsulykkes-
forsikringer, kun kan opløses, hvis det har overdraget hele
sin arbejdsulykkesforsikringsbestand til et andet forsikrings-
selskab, eller bestanden er taget under administration af Ga-
rantifonden for skadesforsikringsselskaber.
Den foreslåede § 203 viderefører den gældende § 230 i lov
om finansiel virksomhed. Bestemmelsen foreslås videreført
uden ændringer.
Det foreslås i § 203, at et forsikringsselskab, der har tilladel-
se til at tegne arbejdsulykkesforsikringer, ikke kan opløses,
medmindre det forinden har overdraget hele sin arbejdsulyk-
kesforsikringsbestand til et andet forsikringsselskab i over-
ensstemmelse med § 195, eller selskabets arbejdsulykkes-
forsikringsbestand er taget under administration af Garanti-
fonden for skadesforsikringsselskaber i overensstemmelse
med § 204.
Bestemmelsen regulerer opløsningen af et forsikringssel-
skab, der tegner arbejdsulykkesforsikringer.
Forudsætningen for, at en arbejdsulykkesforsikringsbestand
kan tages under administration af Garantifonden for skade-
sforsikringsselskaber er, at Finanstilsynet har inddraget for-
sikringsselskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesfor-
sikringsvirksomhed efter den foreslåede § 200, stk. 3, jf. den
foreslåede § 205.
Til § 204
Efter § 226, stk. 3, 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed,
kan Finanstilsynet beslutte, at et forsikringsselskabs arbejds-
ulykkesforsikringsbestand tages under administration af Ga-
rantifonden for skadesforsikringsselskaber, når selskabets
tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed
inddrages. Bestemmelsen foreslås videreført ved lovforsla-
gets § 200, stk. 3, 3. pkt.
§ 230 a i lov om finansiel virksomhed fastsætter de nærmere
regler for overdragelsen af en arbejdsulykkesforsikringsbe-
stand til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, her-
under at forsikringsselskabet pligt til at overdrage de forsik-
ringsmæssige hensættelser, der knytter sig til bestanden.
§ 230 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed fastsætter,
at størrelsen af de beløb, som forsikringsselskabet skal over-
drage til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber efter
stk. 1, fastsættes på baggrund af en uvildig undersøgelse af
selskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand.
Det følger af bemærkningerne til § 230 a, at der ved udøvel-
se af skønnet over, hvor stor kapital der skal overføres, til-
stræbes ikke væsentligt at ændre selskabets solvensdækning,
jf. Folketingstidende, tillæg A, L 193 som fremsat, side 90.
Den gældende § 234 a i lov om finansiel virksomhed be-
stemmer, at kurator forlods anvender aktiverne i et skade-
sforsikringsselskab til fyldestgørelse af forsikringstagerne
og de sikrede. Forsikringstagerne og de sikrede viger dog
for de fordringer, der er nævnt i konkurslovens §§ 93 og
94. Bestemmelsen i den gældende § 234 a i lov om finansiel
virksomhed foreslås videreført i forslaget til § 210.
Efter den gældende § 9, stk. 1, i lov om en garantifond for
skadesforsikringsselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 2067 af
12. november 2021, indtræder Garantifonden i det omfang,
den har ydet dækning i forsikringstagerens eller den sikredes
krav mod det forsikringsselskab, der er gået konkurs.
Eftersom Garantifonden indtræder i forsikringstagerens el-
ler den sikredes krav efter den gældende § 9, stk. 1, i
lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, opnår
Garantifonden samme fortrinsstilling i konkursordenen som
forsikringstageren eller den sikrede, jf. § 234 a i lov om
finansiel virksomhed, som foreslås videreført i lovforslagets
§ 210.
446
Med den foreslåede § 204 videreføres § 230 a i lov om
finansiel virksomhed med mindre redaktionelle ændringer af
ikke-materiel karakter samt en præcisering af, at de forsik-
ringsmæssige hensættelser i bestemmelsen er de foriskring-
smæssige hensættelser til regnskab. Desuden tilpasses hen-
visningerne i bestemmelsen til de relevante bestemmelser i
dette lovforslag.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at når et forsikringsselskab over-
drager en arbejdsulykkesforsikringsbestand til Garantifon-
den for skadesforsikringsselskaber, jf. § 200, stk. 3, 3. pkt.,
§ 205 eller 264, stk. 3, skal forsikringsselskabet samtidig
overdrage de forsikringsmæssige hensættelser til regnskab,
der knytter sig til bestanden.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at det i forbindelse
med overdragelsen af arbejdsulykkesforsikringsbestanden
skal fastslås, hvor stor en del af selskabets samlede hensæt-
telser til regnskab, der knytter sig til arbejdsulykkesforsik-
ringsbestanden, så hensættelserne kan overdrages til Garan-
tifonden for skadesforsikringsselskaber i forbindelse med
porteføljeoverdragelsen.
Størrelsen af de beløb, som forsikringsselskabet skal over-
drage fastsættes på baggrund af en uvildig undersøgelse i
henhold til lovforslagets § 204, stk. 2.
Ved fastsættelse af beløbet skal de sagkyndige personer, som
forestår den uvildige undersøgelse, vurdere, om fortjenst-
margen skal overdrages. De sagkyndige personer skal ved
vurderingen tilstræbe det resultat, der vil påvirke selskabets
solvensdækning mindst muligt.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at forsikringsselskabet endvidere
skal overdrage aktiver, der modsvarer de forsikringsmæssige
hensættelser, herunder de genforsikringsaktiver, der knytter
sig til arbejdsulykkesforsikringsbestanden.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at det i forbindelse
med overdragelsen af arbejdsulykkesforsikringsbestanden
skal fastslås, hvor stor en del af selskabets samlede aktiver,
herunder genforsikringsaktiver, der knytter sig til arbejds-
ulykkesforsikringsbestanden, så aktiverne kan overdrages til
Garantifonden for skadesforsikringsselskaber i forbindelse
med porteføljeoverdragelsen.
Det foreslås i stk. 1, 3. pkt., at forsikringsselskabet skal
overdrage et beløb, der svarer til den del af selskabets kapi-
talkrav, som vedrører de overførte aktiver og passiver.
Et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve ska-
desforsikringsvirksomhed, kan drive forsikringsvirksomhed
indenfor forskellige forsikringsklasser. Ved inddragelse af
en tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksom-
hed skal overdragelsen af arbejdsulykkesforsikringsbestan-
den kunne ske uafhængigt af den resterende forsikringsfor-
retning. Den foreslåede bestemmelse har til formål, at det
ved udøvelse af skønnet over, hvor stor kapital der skal
overføres, tilstræbes, at selskabets solvensdækning ikke æn-
dres væsentligt. Dermed tilstræbes det, at den resterende
forsikringsforretning kan drives videre i selskabet, efter at
selskabet har fået inddraget sin tilladelse til at drive arbejds-
ulykkesforsikringsvirksomhed.
Modsat er det hensigten, at selskabet ikke opnår en util-
børlig fordel ved inddragelsen af tilladelsen til at drive
arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed. Dette sikres ved, at
selskabets kapital skal indgå som en del af selskabets sol-
vensdækning, som er en forudsætning for, at selskabet kan
fortsætte driften. På denne måde sikres en balance mellem
hensynet til, at Garantifonden tilføres tilstrækkelige midler,
og at inddragelse af tilladelse til at drive arbejdsulykkes-
forsikringsvirksomhed ikke automatisk bevirker selskabets
konkurs.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 medfører således sam-
let set, at samtlige af de rettigheder, der knytter sig til en
arbejdsulykkesforsikringsbestand, skal overdrages til Garan-
tifonden, samtidig med at Finanstilsynet inddrager et for-
sikringsselskabs tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsik-
ringsvirksomhed.
Formålet med bestemmelsen er således at sikre, at Garan-
tifonden, i forbindelse med overtagelse af en arbejdsulyk-
kesforsikringsbestand, bliver tilført tilstrækkelige midler til
opfyldelse af de forpligtelser, som følger af overtagelsen
af arbejdsulykkesforsikringsbestanden. Bestemmelsen skal
samtidig sikre, at Garantifonden ved overtagelsen af ar-
bejdsulykkesforsikringsbestanden indtræder i forsikringsta-
gernes rettigheder, herunder den fortrinsstilling, der følger af
den gældende § 234 a i lov om finansiel virksomhed, der
foreslås videreført i § 210.
Endvidere foreslås det, at manglende overholdelse af pligten
i stk. 1 kan straffes med bøde, jf. forslaget til § 312, stk.
1, nr. 1, og bemærkningerne hertil. Ansvarssubjektet er et
forsikringsselskab.
Det strafbare vil bestå i, at selskabet ikke efterlever sine
forpligtelser efter stk. 1 til at overdrage hensættelser, aktiver,
herunder genforsikringsaktiver, og et beløb, der svarer til
den del af selskabets kapitalkrav, som vedrører de overførte
aktiver og passiver.
Det følger af det foreslåede stk. 2, 1. pkt., at størrelsen af
de beløb, som forsikringsselskabet skal overdrage til Garan-
tifonden for skadesforsikringsselskaber efter det foreslåede
stk. 1, fastsættes på baggrund af en uvildig undersøgelse af
selskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand.
447
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at
Garantifonden for skadesforsikringsselskaber modtager et
beløb, der modsvarer de forpligtelser, som Garantifonden
for skadesforsikringsselskaber overtager fra det pågældende
forsikringsselskab.
Det følger af det foreslåede stk. 2, 2. pkt., at forsikringssel-
skabet afholder udgifterne forbundet med undersøgelsen.
Det følger af det foreslåede stk. 3, 1. pkt., at den uvildige
undersøgelse skal foretages af en eller flere sagkyndige per-
soner.
Bestemmelsen vil indebære, at Finanstilsynet anmoder for-
sikringsselskabet om at indstille en eller flere sagkyndige
personer til at forestå den uvildige undersøgelse.
Ved sagkyndige personer forstås eksempelvis aktuarer eller
andre fagpersoner med kendskab til forsikringsmatematik.
Bestemmelsen har til hensigt at sikre, at den udpegede sag-
kyndige har de fornødne uddannelsesmæssige forudsætnin-
ger for at kunne forestå undersøgelsen efter § 204.
Det følger af det foreslåede stk. 3, 2. pkt., at forsikringssel-
skabet udpeger den eller de sagkyndige personer indenfor en
frist fastsat af Finanstilsynet.
Finanstilsynet fastsætter fristen under hensyntagen til stør-
relsen og kompleksiteten af den bestand, som skal overdra-
ges til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber.
Det følger af det foreslåede stk. 3, 3. pkt., at Finanstilsynet
skal godkende de foreslåede sagkyndige personer.
De foreslåede bestemmelser indebærer, at Finanstilsynet
skal vurdere, om den eller de foreslåede sagkyndige per-
soner kan anses for uvildige samt er i besiddelse af de
fornødne kompetencer og dermed kan udpeges som sagkyn-
dig. Såfremt de indstillede sagkyndige ikke vurderes egnede
og uvildige, kan Finanstilsynet afvise den eller de foreslå-
ede sagkyndige og udpege andre sagkyndige personer. Af-
visning kan f.eks. ske under hensynstagen til eventuelle
interessekonflikter, eller såfremt Finanstilsynet vurderer, at
de foreslåede sagkyndige ikke besidder de fornødne faglige
kompetencer. Det centrale for Finanstilsynets afgørelse af,
hvorvidt den eller de sagkyndige er uvildige, er, om de
har tilknytning til virksomheden, eller om der i øvrigt fore-
ligger forhold, der efter Finanstilsynets vurdering kan rejse
tvivl om de pågældendes uvildighed i forhold til virksomhe-
den. Ved vurderingen kan det bl.a. indgå, hvorvidt den sag-
kyndige opfylder habilitetskrav, svarende til konkurslovens
§ 238 samt den relevante brancheorganisations eventuelle
egne habilitetskrav. Det vil være Finanstilsynets bestyrelse,
der samtidig med afgørelsen om påbuddet tager stilling til,
om den eller de sagkyndige personer, som forsikringsselska-
bet har indstillet, kan udpeges, eller om der skal vælges en
anden.
Udgifterne til den eller de sagkyndige personer afholdes af
forsikringsselskabet, jf. forslaget til stk. 2, 2. pkt.
Endvidere foreslås det, at manglende overholdelse af pligten
i stk. 3 kan straffes med bøde, jf. lovforslagets § 312, stk. 1,
nr. 1. Ansvarssubjektet er forsikringsselskabet.
Den strafbare handling i stk. 3 består i, at selskabet ikke in-
denfor den af Finanstilsynet fastsatte frist udpeger den eller
de sagkyndige personer, som skal foretage den uvildige un-
dersøgelse af selskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand.
Det foreslås i stk. 4, at forsikringsselskabet skal give de
sagkyndige personer de oplysninger, der er nødvendige for
gennemførelsen af den uvildige undersøgelse.
Da det er Finanstilsynet, der i sidste ende godkender den
eller de sagkyndige personer, vil de i forhold til forsikrings-
selskabet være at opfatte som repræsentanter for Finanstilsy-
net. Dette vil indebære, at den eller de sagkyndige i vidt
omfang vil have adgang til oplysninger i samme omfang,
som hvis Finanstilsynet selv forestod undersøgelsen.
Med den foreslåede bestemmelse sikres klarhed over, at den
eller de sagkyndige personer kan få de oplysninger til brug
for undersøgelsen af det pågældende forsikringsselskab,
som den eller de sagkyndige finder nødvendige, svarende til
at Finanstilsynet selv forestod undersøgelsen, jf. forslagets §
267.
Endvidere foreslås det, at manglende overholdelse af pligten
i stk. 4 kan straffes med bøde, jf. forslaget til § 312, stk. 1,
nr. 1.
Den strafbare handling i stk. 4 består i, at forsikringsselska-
bet ikke giver den eller de sagkyndige personer de oplysnin-
ger, der er nødvendige for gennemførelsen af den uvildige
undersøgelse. Hensigten med at strafbelægge bestemmelsen
er, at de sagkyndige personer rettidigt modtager de nød-
vendige oplysninger, således at rapporten kan udarbejdes
indenfor fristen, under hensyntagen til at aktiver og forsik-
ringsmæssige hensættelser skal overdrages samtidig med de
pligter, der følger af arbejdsulykkesforsikringsbestanden.
Det følger af det foreslåede stk. 5, 1. pkt., at resultatet af den
uvildige undersøgelse skal afgives i en skriftlig rapport.
448
Det følger af det foreslåede stk. 5, 2. pkt., at udkast til
rapport skal sendes til Finanstilsynets godkendelse indenfor
en frist fastsat af Finanstilsynet.
Finanstilsynet vil efter den foreslåede bestemmelse fastsætte
en frist for indsendelse af den skriftlige rapport, når de sag-
kyndige personer er udpeget. Finanstilsynet vil i samarbejde
med de sagkyndige personer fastsætte fristen og vil i den
forbindelse inddrage de sagkyndige personers vurdering af
omfanget af opgaven. Ved fastlæggelse af fristen skal stør-
relsen af arbejdsulykkesforsikringsbestanden og kvaliteten
af forsikringsselskabets data indgå i vurderingen.
Formålet med rapporten er, at der dannes et retvisende bil-
lede af selskabets hensættelser, aktiver, herunder genforsik-
ringsaktiver, og det beløb, der svarer til den del af selskabets
kapitalkrav, som vedrører de overførte aktiver og passiver,
jf. § 204, stk. 1, så Garantifonden for skadesforsikringssel-
skaber i forbindelse med overtagelse af arbejdsulykkesfor-
sikringsbestanden modtager de økonomiske rettigheder og
forpligtelser, der knytter sig til arbejdsulykkesforsikringsbe-
standen.
Det forudsættes, at Finanstilsynets godkendelse af den ende-
lige rapport sker indenfor rimelig tid under hensynstagen til
rapportens omfang og kompleksitet.
Det følger af det foreslåede stk. 6, 1. pkt., at når Garantifon-
den for skadesforsikringsselskaber har taget arbejdsulykkes-
forsikringsbestanden under administration og modtaget de
beløb, som følger af den uvildige undersøgelse, jf. stk. 2, 1.
pkt., kan Garantifonden ikke gøre krav gældende over for
forsikringsselskabet for manglende beløb til dækning af de
forsikringsmæssige hensættelser.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at overdragelsen til
Garantifonden for skadesforsikringsselskaber sker til fuld og
endelig opgørelse af arbejdsulykkesforsikringsbestanden.
Den foreslåede bestemmelse har dermed til formål at skabe
forudsigelighed for forsikringsselskabet om, hvad det skal
overdrage til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber,
når Garantifonden for skadesforsikringsselskaber overtager
administrationen af selskabets arbejdsulykkesforsikringsbe-
stand. Dette vil være relevant i de tilfælde, hvor bestanden
udvikler sig negativt i forhold til, hvad der blev antaget ved
den skriftlige rapport efter det foreslåede stk. 4.
Det følger af det foreslåede stk. 6, 2. pkt., at forsikringssel-
skabet tilsvarende ikke kan gøre krav gældende over for
Garantifonden for skadesforsikringsselskaber for eventuelle
overskydende beløb efter afviklingen af den overdragne be-
stand.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at forsikringssel-
skabet ikke senere hen vil kunne gøre krav gældende over
for Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, hvis det
viser sig, at bestanden udvikler sig mere positivt end antaget
i den skriftlige rapport fra de sagkyndige personer.
Det følger af det foreslåede stk. 7, at stk. 1-6 ikke finder
anvendelse, når et forsikringsselskab afvikles ved konkurs.
Forslaget betyder, at der ved et forsikringsselskabs konkurs
ikke skal ske overdragelse af beløb til Garantifonden for
skadesforsikringsselskaber, samtidig med at Garantifonden
for skadesforsikringsselskaber overtager administrationen
af selskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand. Endvidere
skal der ikke foretages en uvildig undersøgelse af den ar-
bejdsulykkesforsikringsbestand, som Garantifonden for ska-
desforsikringsselskaber overtager. Garantifonden for skade-
sforsikringsselskaber vil i stedet skulle anmelde sit krav i
konkursboet efter forsikringsselskabet.
I henhold til lovforslagets § 210 har alle forsikringstagere
og sikrede i et forsikringsselskab, der har tilladelse til at ud-
øve skadesforsikringsvirksomhed, en fortrinsret til at blive
fyldestgjort i et forsikringsselskabs aktiver. Garantifonden
for skadesforsikringsselskaber indtræder, i det omfang den
har ydet dækning, i forsikringstagerens eller den sikredes
krav mod det forsikringsselskab, der er gået konkurs, jf. § 9,
stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselska-
ber. Garantifonden for skadesforsikringsselskaber opnår så-
ledes samme fortrinsstilling i konkursboet, som forsikrings-
selskabets forsikringstagere og sikrede, jf. forslagets § 210.
Til § 205
Det følger af den gældende § 30, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed, at et forsikringsselskab, der er meddelt tilladel-
se til at udøve forsikringsvirksomhed i et andet land inden-
for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har
indgået aftale med på finansielle område, kan begynde at
udøve virksomhed her i landet gennem en filial, 2 måneder
efter at Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra
tilsynsmyndighederne i hjemlandet. Bestemmelsen foreslås
videreført med lovforslagets § 49, stk. 1.
Det følger endvidere af den gældende § 31, stk. 1, i lov om
finansiel virksomhed, at et forsikringsselskab, der er med-
delt tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed i et andet
land indenfor Den Europæiske Union eller i et land, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle område,
kan begynde at yde tjenesteydelser her i landet, når Finans-
tilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndig-
hederne i hjemlandet. Bestemmelsen foreslås videreført med
lovforslagets § 52, stk. 1.
449
Den gældende § 230 a i lov om finansiel virksomhed bekri-
ver fremgangsmåden for overdragelse af arbejdsulykkesfor-
sikringsbestand til Garantifonden for skadesforsikringssel-
skaber. Bestemmelsen foreslås videreført i § 204.
Det følger af den gældende § 242 a i lov om finansiel virk-
somhed, at Finanstilsynet kan beslutte, at en arbejdsulyk-
kesforsikringsbestand i et forsikringsselskab omfattet af de
gældende § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed skal tages under administration af Garantifon-
den for skadesforsikringsselskaber, hvis tilsynsmyndigheden
i forsikringsselskabets hjemland har inddraget selskabets til-
ladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.
Det foreslås i § 205, 1. pkt., at Finanstilsynet kan beslutte, at
en arbejdsulykkesforsikringsbestand i et forsikringsselskab
omfattet af § 49, stk. 1, og § 52, stk. 1, skal tages under
administration af Garantifonden for skadesforsikringsselska-
ber, hvis tilsynsmyndigheden i forsikringsselskabets hjem-
land har inddraget selskabets tilladelse til at drive arbejds-
ulykkesforsikringsvirksomhed.
Det foreslås i § 205, 2. pkt., at § 204 finder tilsvarende
anvendelse
Den foreslåede § 205 viderefører den gældende § 242 a i lov
om finansiel virksomhed.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med
dette lovforslags § 200, stk. 3, 3. pkt., hvor det foreslås,
at Finanstilsynet for de forsikringsselskaber, der driver ar-
bejdsulykkesforsikringsvirksomhed, kan beslutte, at arbejds-
ulykkesforsikringsbestanden tages under administration af
Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, når Finanstil-
synet inddrager selskabets tilladelse til at drive arbejdsulyk-
kesforsikringsvirksomhed.
Forslaget har til formål at sikre, at Garantifonden for ska-
desforsikringsselskaber kan overtage administrationen af en
dansk arbejdsulykkesforsikringsbestand i et forsikringssel-
skab med hjemsted i et andet EU-/EØS-land og dermed sik-
re, at verserende sager om arbejdsulykker bliver behandlet,
og tilkendte erstatninger og løbende ydelser bliver udbetalt.
Når Finanstilsynet modtager meddelelse fra en tilsynsmyn-
dighed i et andet EU-/EØS-land om, at tilsynsmyndigheden
har inddraget et forsikringsselskabs tilladelse til at drive ar-
bejdsulykkesforsikringsvirksomhed, og forsikringsselskabet
har tegnet arbejdsulykkesforsikringer i Danmark, undersø-
ger Finanstilsynet med den pågældende tilsynsmyndighed,
om tilsynsmyndighedens beslutning om at inddrage tilladel-
sen tillige omfatter selskabets mulighed for at behandle ska-
der på allerede tegnede policer. I det omfang tilsynsmyndig-
heden i hjemlandet vurderer, at det er forsvarligt, at forsik-
ringsselskabet fortsætter med at behandle skader, og selska-
bet fortsat foretager udbetaling af erstatninger og løbende
ydelser, vil Finanstilsynet ikke foretage sig yderligere.
Såfremt tilsynsmyndigheden i hjemlandet vurderer, at for-
sikringsselskabet ikke skal fortsætte med at behandle skader
og udbetale erstatninger og løbende ydelser, vil Finanstilsy-
net høre tilsynsmyndigheden i hjemlandet om muligheden
for, at Garantifonden for skadesforsikringsselskaber tager
arbejdsulykkesforsikringsbestanden under administration. I
et sådant tilfælde vil den foreslåede § 204 i lovforslaget
finde anvendelse, jf. det foreslåede 2. pkt.
Det foreslåede 2. pkt. har til formål at sikre, at Garanti-
fonden for skadesforsikringsselskaber får overdraget beløb
til dækning af de forpligtelser, som Garantifonden for ska-
desforsikringsselskaber overtager fra et forsikringsselskab
med hjemsted i et andet EU-/EØS-land i forbindelse med,
at Garantifonden for skadesforsikringsselskaber overtager
administrationen af selskabets danske arbejdsulykkesforsik-
ringsbestand.
Det forhold, at selskabet har hjemsted i et andet EU-/EØS-
land, kan vanskeliggøre den proces, der er foreskrevet i
den foreslåede § 204. Finanstilsynet vil i dialog med den
relevante hjemlandsmyndighed koordinere processen fore-
skrevet i den foreslåede § 204, som omfatter udpegning af
sagkyndige personer, som kan forestå en uvildig undersøgel-
se af forsikringsselskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand
med henblik på at kunne fastslå, hvilke beløb forsikrings-
selskabet skal overdrage til Garantifonden for skadesfor-
sikringsselskaber i forbindelse med Garantifonden for ska-
desforsikringsselskabers overtagelse af administrationen af
selskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand.
I det tilfælde hvor forsikringsselskabet ikke frivilligt over-
drager de beløb, som det er pålagt i henhold til den fore-
slåede § 204, og hjemlandsmyndigheden ikke kan påbyde
selskabet at foretage de nødvendige betalinger til Garanti-
fonden for skadesforsikringsselskaber, vil det være Garanti-
fonden for skadesforsikringsselskaber, som vil skulle tage de
nødvendige juridiske skridt med henblik på at få inddrevet
de skyldige beløb. Det kan betyde, at Garantifonden for
skadesforsikringsselskaber vil skulle udtage stævning mod
forsikringsselskabet og anlægge sag ved retten i forsikrings-
selskabets hjemland.
Til § 206
Det følger af den gældende § 231 i lov om finansiel virk-
somhed, at erhvervsministeren, efter indhentet udtalelse fra
Finanstilsynet, i særlige tilfælde kan udpege en likvidator.
Erhvervsministerens beføjelse til at udnævne en likvidator
450
er delegeret til Finanstilsynet, jf. § 1, nr. 1, i bekendtgørelse
nr. 44 af 19. januar 2015 om henlæggelse af beføjelser til
Finanstilsynet, som er udstedt i medfør af § 371 i lov om
finansiel virksomhed.
Den foreslåede § 206 viderefører den gældende § 231 i lov
om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at i tilfælde af et forsikringsselskabs
likvidation kan erhvervsministeren, efter indhentet udtalelse
fra Finanstilsynet, udnævne en likvidator til, sammen med
de af generalforsamlingen valgte, at foretage likvidationen,
når hensynet til de forsikrede, aktionærer, garanter eller kre-
ditorer taler herfor.
Bestemmelsen vedrører kun den situation, hvor selskabet
har truffet beslutning om at træde i likvidation. Det er
dog ikke nødvendigt for Finanstilsynets udnævnelse, at be-
slutningen om at træde i likvidation endeligt er truffet på
selskabets generalforsamling. Finanstilsynet kan udpege en
likvidator allerede på det tidspunkt, hvor selskabet indkalder
til generalforsamling med henblik på at træffe beslutning om
at træde i likvidation.
Begge likvidatorer er forpligtet til at varetage kapitalejernes
interesse, og begge har samme beføjelser og ansvar. Der
findes i selskabsloven og i denne lov ikke regler om, at
der i forbindelse med selskabers likvidation skal udpeges et
bestemt antal likvidatorer. Bestemmelsen forhindrer derfor
ikke, at den likvidator, som Finanstilsynet har udpeget, fore-
tager likvidationen alene, hvis den generalforsamlingsvalgte
likvidator træder tilbage under likvidationen. Det vil sige,
at det forhold, at den valgte likvidator vælger at fratræde
sit hverv, ikke kan medføre, at den tilbageværende likvida-
tor ikke i det hele kan varetage sit hverv og således alene
træde i ledelsens sted. Dette er i overensstemmelse med
selskabslovens § 219, stk. 1, 1. pkt., hvoraf det fremgår, at
”En eller flere likvidatorer træder i ledelsens sted. ”
Det foreslås i stk. 2, at hvis Finanstilsynet i medfør af
§§ 220 eller 221 træffer beslutning om, at et forsikringssel-
skab skal træde i likvidation, udnævner skifteretten, efter
forhandling med Finanstilsynet, en eller flere likvidatorer,
hvoraf én skal være jurist.
Bestemmelsen omhandler de situationer, hvor Finanstilsynet
har truffet beslutning om, at et forsikringsselskab, der har
tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed i medfør af
§ 220, eller et forsikringsselskab, der har tilladelse til at
udøve skadesforsikringsvirksomhed, i medfør § 221, skal
træde i likvidation.
Til § 207
Det følger af den gældende § 232 i lov om finansiel virk-
somhed, at Finanstilsynet kan suspendere et forsikringssel-
skabs vedtægter under likvidationen.
Den foreslåede § 207 viderefører den gældende § 232 i lov
om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet kan suspendere ved-
tægterne i et forsikringsselskab under likvidationen.
Finanstilsynets mulighed for at suspendere selskabets ved-
tægter skal hovedsageligt anvendes til at begrænse gene-
ralforsamlingens indblanding og til at undgå, at general-
forsamlingen misbruger sin stilling. Foreligger der således
begrundet mistanke om, at generalforsamlingen i et forsik-
ringsselskab ikke varetager virksomhedens interesser, kan
Finanstilsynet i medfør af bestemmelsen suspendere forsik-
ringsselskabets vedtægter under likvidationen.
Ud fra en lex specialis betragtning er konsekvensen ved
en suspension efter bestemmelsen, at der ikke skal indkal-
des til generalforsamling, så længe selskabets vedtægter er
suspenderet. Bestemmelsen har således forrang frem for de
generelle regler om afholdelse af generalforsamling m.v. i
selskabsloven, hvilket følger hensynet bag hjemmelsbestem-
melsen, der har til formål at begrænse en generalforsamlings
indblanding og undgå, at generalforsamlingen misbruger sin
stilling.
Der foreslås i stk. 2, at regnskaber, der udarbejdes i forbin-
delse med likvidation, skal indsendes til Finanstilsynet.
Et forsikringsselskab under likvidation skal som udgangs-
punkt udarbejde regnskaber m.v. efter samme regler og med
samme frekvens som forsikringsselskaber i almindelig drift,
jf. lovforslagets § 179. Dertil kommer supplerende krav om
likvidationsregnskaber. Bestemmelsen fastslår, at disse yder-
ligere regnskaber også skal indsendes til Finanstilsynet. For-
sikringsselskaber skal alene indsende regnskaberne, der ud-
arbejdes i forbindelse med likvidationen, i ét eksemplar.
Har Finanstilsynet suspenderet et forsikringsselskabs ved-
tægter under likvidationen, jf. det foreslåede stk. 1, kan et
forsikringsselskab ikke indsende en generalforsamlingsgod-
kendt årsrapport i overensstemmelse med § 189, men skal
alene indsende den af likvidatorerne godkendte årsrapport
efter § 188.
I sådanne tilfælde, hvor der ikke kan indsendes en af gene-
ralforsamlingen godkendt årsrapport, som virksomheden i
henhold til lovforslagets § 189, stk. 3, skal videresende til
Erhvervsstyrelsen, videresender Finanstilsynet i stedet et ek-
semplar af den bestyrelsesgodkendte årsrapport til Erhvervs-
styrelsen.
451
Til § 208
Det følger af den gældende § 233 i lov om finansiel virk-
somhed, at konkursbegæring af et forsikringsselskab, der er
under likvidation, kun kan indgives af likvidatorerne eller
Finanstilsynet.
Den foreslåede § 208 viderefører den gældende § 233 i lov
om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i § 208, at når et forsikringsselskab er under
likvidation, er det kun likvidatorerne eller Finanstilsynet,
der kan indgive konkursbegæring.
Bestemmelsen indebærer ikke, at fordringshaveres alminde-
lige adgang til at indgive konkursbegæring efter konkurslo-
vens § 17, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 775 af 3. maj
2021, indskrænkes.
Bestemmelsen svarer til selskabslovens § 233, stk. 1.
Til § 209
Den gældende § 234 i lov om finansiel virksomhed angiver,
hvornår et forsikringsselskab ikke anses for at være insol-
vent, og hvornår Finanstilsynet kan begære et forsikringssel-
skab konkurs. Bestemmelsen anfører endvidere retsvirknin-
gen af, at et forsikringsselskab erklæres konkurs, herunder
skifterettens udpegning af kuratorer og håndtering af forsik-
ringsbestanden i henholdsvis et skadesforsikringsselskabs
og et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve livs-
forsikringsvirksomhed.
Den foreslåede § 209 viderefører den gældende § 234 i lov
om finansiel virksomhed. Bestemmelsen foreslås videreført
med enkelte tilpasninger, herunder så bestemmelsen efter
dens ordlyd udelukkende gælder for forsikringsselskaber.
Det foreslås i stk. 1, at når et forsikringsselskab bliver insol-
vent, kan Finanstilsynet indgive konkursbegæring. Finanstil-
synets beslutning om at indgive konkursbegæring kan ikke
påklages efter § 309.
Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet får adgang til
at indgive konkursbegæring af et forsikringsselskab, når
Finanstilsynet vurderer, at forsikringsselskabet er insol-
vent. Med insolvent forstås, at forsikringsselskabet ikke
kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder,
medmindre betalingsudygtigheden må antages blot at være
forbigående, jf. konkurslovens § 17, stk. 2.
Bestemmelsen udelukker ikke, at forsikringsselskabet selv,
eller en fordringshaver efter konkurslovens § 17, stk. 1,
indgiver begæring om, at forsikringsselskabet tages under
konkursbehandling. Bestemmelsen fastslår alene, at Finans-
tilsynet kan begære et forsikringsselskab konkurs, når for-
sikringsselskabet vurderes at være insolvent.
Forslaget om, at et forsikringsselskab ikke kan indbringe Fi-
nanstilsynets beslutning om at indgive konkursbegæring for
Erhvervsankenævnet, er en begrænsning af et forsikrings-
selskabs normale klageadgang. Adgangen til administrativ
rekurs er udelukket, da spørgsmålet om konkursbegæringens
lovlighed afgøres af skifteretten. Skifteretten forventes såle-
des at vurdere, om Finanstilsynet har foretaget en korrekt
vurdering af selskabets økonomiske situation. Skifterettens
afgørelse kan indbringes for landsretten.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at uanset § 17, stk. 2, i kon-
kursloven, anses gruppe 1-forsikringsselskaber, som ikke
opfylder deres forpligtelser med hensyn til efterstillet kapital
optaget som ansvarlig lånekapital, ikke for at være insol-
vent. I 2. pkt. foreslås det, at tilsvarende finder anvendelse
for gruppe 2-forsikringsselskaber, som ikke opfylder deres
forpligtelser med hensyn til supplerende kapital optaget som
ansvarlig lånekapital.
Der er ved den foreslåede bestemmelse taget højde for, at
det tidligere anvendte begreb ”hybrid kernekapital” ikke
anvendes for så vidt angår forsikringsselskaber omfattet af
Solvens II-reglerne, jf. Solvens II-forordningens artikel 82
(3). Der er ved udeladelsen af begrebet ”hybrid kerneka-
pital” ikke tiltænkt en materiel ændring af bestemmelsen,
hvorfor den tidligere retsstilling under lov om finansiel virk-
somhed fortsat er gældende.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, der ikke opfylder sine forpligtelser med hen-
syn til efterstillet kapital optaget som ansvarlig lånekapital,
eller et gruppe 2-forsikringsselskab, der ikke opfylder sine
forpligtelser med hensyn til supplerende kapital optaget som
ansvarlig lånekapital, ikke anses for at være insolvent efter
§ 17, stk. 2, i konkursloven, medmindre betingelserne for
insolvens i øvrigt er opfyldte. Bestemmelsen præciserer så-
ledes, at ansvarlig lånekapital ikke indgår i vurderingen af,
om et forsikringsselskab skal betragtes som insolvent i hen-
hold til § 17, stk. 2, i konkursloven.
Det foreslås i stk. 3, at skifteretten efter afsigelse af konkurs-
dekret og efter forhandling med Finanstilsynet beskikker en
eller flere kuratorer, hvoraf én skal være jurist.
Bestemmelsen giver Finanstilsynet mulighed for at deltage
i bedømmelsen af, hvor mange kuratorer der skal udnæv-
nes, og hvem der skal være kuratorer. Ofte er kuratorer
jurister, men ved et forsikringsselskabs konkurs kan der væ-
re behov for at udnævne yderligere kuratorer med forstand
452
på forsikringsselskabets forretningsområde, eksempelvis en
aktuar. Med bestemmelsens krav om, at én af kuratorerne
skal være jurist, sikres det, at én af kuratorerne har juridisk
indsigt, hvilket vurderes afgørende for en hensigtsmæssig
bobehandling, herunder sikring af, at bobehandlingen sker i
henhold til konkurslovens regler.
Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at hvis et forsikringsselskab,
der ikke driver livsforsikringsvirksomhed, erklæres konkurs,
finder § 227 tilsvarende anvendelse.
§ 227 omhandler en situation, hvor Finanstilsynet har truffet
beslutning om, at et forsikringsselskab skal træde i likvida-
tion. Finanstilsynet skal i sådan et tilfælde, i samråd med
likvidatorerne, undersøge, om det vil være hensigtsmæssigt
at søge forsikringsbestanden helt eller delvist overdraget til
et eller flere forsikringsselskaber. De samme regler om over-
dragelse af forsikringsbestanden finder med den foreslåede
bestemmelse anvendelse for et forsikringsselskab, der ikke
driver livsforsikringsvirksomhed, som erklæres konkurs.
Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at hvis et forsikringsselskab
har tegnet arbejdsulykkesforsikringer, tages arbejdsulykkes-
forsikringsbestanden uanset bestemmelsens 1. pkt. under ad-
ministration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber
på tidspunktet for konkursdekretets afsigelse.
Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at de
forsikrede arbejdstagere får udbetalt deres tilkendte erstat-
ninger og løbende ydelser, og at betalingerne ikke skal af-
vente Finanstilsynets og kuratorernes undersøgelse af, om
det er muligt at overdrage bestanden til et andet forsikrings-
selskab. Garantifonden for skadesforsikringsselskaber over-
tager således administrationen af arbejdsulykkesforsikrings-
bestanden på tidspunktet for konkursdekretets afsigelse og
sikrer udbetalingen af erstatninger og de løbende ydelser.
Den foreslåede bestemmelse sikrer endvidere, at behandlin-
gen af anmeldte arbejdsskader ikke bliver sat i bero i den
periode, hvor Finanstilsynet sammen med kuratorerne un-
dersøger mulighederne for, at et andet forsikringsselskab
overtager arbejdsulykkesforsikringsbestanden.
Ændringen skal ses i sammenhæng med dette lovforslags
§ 200, stk. 3, 3. pkt., hvor det foreslås, at Finanstilsynet
for de forsikringsselskaber, der driver arbejdsulykkesforsik-
ringsvirksomhed, kan beslutte, at arbejdsulykkesforsikrings-
bestanden tages under administration af Garantifonden for
skadesforsikringsselskaber, når Finanstilsynet inddrager sel-
skabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirk-
somhed.
Det foreslås i stk. 5, at hvis et forsikringsselskab, der har
tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, erklæres
konkurs, skal forsikringsbestanden tages under administra-
tion i henhold til §§ 227-235.
Når en bestand tages under administration efter reglerne i
§§ 227-235, udpeger Finanstilsynet en administrator til i
fællesskab med eventuelle medadministratorer at forestå ad-
ministrationen. Administratorerne skal som led i administra-
tionen foretage en vurdering af selskabets aktiver. Tilsva-
rende skal administratorerne beregne de forsikringsmæssige
hensættelser til regnskab.
Administratorerne har som led i administrationen af forsik-
ringsbestanden mulighed for at nedsætte ydelserne med hen-
blik på at sikre balance mellem bestandens forpligtigelser
og aktiver. Når forsikringsbestanden er bragt i balance med
aktiverne, skal administratorerne søge at overdrage forsik-
ringsbestanden helt eller delvist til en eller flere andre for-
sikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve livsforsik-
ringsvirksomhed.
Bestemmelsen har til formål at beskytte forsikringstagernes
interesser.
Til § 210
Det følger af den gældende § 234 a i lov om finansiel
virksomhed, at kurator forlods skal sikre forsikringstagerne
og de sikrede gennem skadesforsikringsselskabets aktiver,
dog har forsikringstagerne og de sikrede ikke forrang for
fordringer nævnt i konkurslovens §§ 93 og 94. Konkurslo-
vens §§ 93 og 94 omfatter blandt andet omkostninger ved
konkursens indtræden, omkostninger ved boets behandling
og omkostninger ved forsøg på at tilvejebringe en samlet
ordning af skyldnerens økonomiske forhold ved rekonstruk-
tion, afvikling, akkord eller på anden måde. Gyldigt stifte-
de panterettigheder registreret i skadesforsikringsselskabets
regnskaber skal til enhver tid modsvares af aktiver svarende
til værdien af de gyldigt stiftede panterettigheder. Skadesfor-
sikringsselskaber skal, hvis de har stiftet gyldige pantrettig-
heder til tredjepart registreret i regnskabet, sikre, at der i
selskabet er en tilstedeværelse af aktiver svarende til pant-
sætningens værdi.
Den foreslåede § 210 viderefører den gældende § 234 a i lov
om finansiel virksomhed.
Bestemmelsen gennemfører artikel 275, stk. 1, litra b, og
stk. 2, og artikel 278 i Solvens II-direktivet for skadesforsik-
ringsselskaber.
Det foreslås i stk. 1, at kurator forlods skal anvende aktiver-
ne i et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve ska-
desforsikringsvirksomhed, til fyldestgørelse af forsikringsta-
gerne og de sikrede. Forsikringstagerne og de sikrede vil
453
dog vige for de fordringer, der er nævnt i konkurslovens §§
93 og 94.
Forsikringstagerne og de sikrede har derfor forrang for de
fordringer, der er nævnt i konkurslovens §§ 95-98.
Forsikringstagerne og de sikrede får således en højere stil-
ling i konkursordenen i tilfælde af et forsikringsselskab, der
har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, går
konkurs. Kurator vil dermed skulle sikre, at der er sket en
fuldstændig fyldestgørelse af forsikringstagerne og de sikre-
de, inden der sker dækning af andre kreditorer.
Bestemmelsen medfører ikke, at andres gyldigt stiftede
panterettigheder tilsidesættes i tilfælde af selskabets kon-
kurs. Gyldigt stiftede panterettigheder bevarer fortsat deres
fortrinsstilling i henhold til konkurslovens § 82. Forsikrings-
tagerne og de sikredes mulighed for fyldestgørelse i tilfælde
af konkurs vil således afhænge af, i hvor stort omfang sel-
skabets aktiver er pantsat til fordel for tredjemand.
Finanstilsynet kan forbyde et forsikringsselskab, der har til-
ladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, at råde
over dets aktiver eller begrænse rådigheden herover, hvis
selskabet eksempelvis ikke har et kapitalgrundlag, der er
tilstrækkeligt til at dække selskabets solvenskapitalkrav el-
ler minimumskapitalkrav, eller selskabet ikke har hensat
tilstrækkelige beløb til dækning af de forsikringsmæssige
forpligtelser, jf. lovforslagets § 222. Finanstilsynet vil kunne
anvende denne hjemmel til at forhindre, at et forsikrings-
selskab, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirk-
somhed, pantsætter sine aktiver til fordel for tredjemand
i en situation, hvor selskabet eksempelvis ikke opfylder
solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkravet eller ikke
har tilstrækkelige hensættelser. Så længe selskabet opfylder
kravene i den finansielle lovgivning, vil Finanstilsynet med
de nuværende reaktionsmuligheder ikke have mulighed for
at gribe ind over for selskabets pantsætning af aktiver.
Udover gyldigt stiftede panterettigheder viger forsikringsta-
gerne og de sikrede for de fordringer, der er nævnt i kon-
kurslovens §§ 93 og 94. Der er tale om bl.a. omkostninger
ved konkursens indtræden og omkostninger ved boets be-
handling. Bestemmelsen har til formål at sikre en hensigts-
mæssig bobehandling. Bestemmelsen udnytter valgmulighe-
den i artikel 275, stk. 2, i Solvens II-direktivet, til at give bo-
behandlingsomkostninger m.v. forrang for forsikringskrav.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at gyldigt stiftede panterettig-
heder registreret i regnskaber for et forsikringsselskab, der
har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, til
enhver tid skal modsvares af aktiver svarende til værdien af
de gyldigt stiftede panterettigheder.
Det foreslåede stk. 2, 1. pkt., indebærer, at selskaber, hvis de
har stiftet gyldige pantrettigheder til tredjepart registreret i
regnskabet, skal sikre, at der i selskabet er en tilstedeværelse
af aktiver svarende til pantsætningens værdi.
Formålet med bestemmelsen er, at forsikringstagerne og de
sikrede ikke bliver dårligere stillet i dækningen af forsik-
ringskravene som følge af selskabernes gyldigt stiftede pan-
terettigheder. Dette skal ses i sammenhæng med, at blandt
andet gyldigt stiftede panterettigheder har fortrinsstilling i
henhold til § 82 i konkursloven. § 82 i konkursloven medfø-
rer, at tredjeparter med gyldigt stiftede pantrettigheder imod
forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve skadesfor-
sikringsvirksomhed, ved konkurs skal have fyldestgørelse
for deres krav før andre parter, og at disse krav derfor ikke
indgår i konkursmassen for forsikringsselskaber, der har til-
ladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed. Konkurs-
massen er de aktiver i konkursboet, der anvendes til fyldest-
gørelse af dem, der ved konkursdekretets afsigelse havde
krav mod selskabet. Da forsikringstagernes og de sikredes
krav skal fyldestgøres fra aktiverne i konkursmassen via
konkursordenen, afhænger mulighederne for fyldestgørelse
i tilfælde af konkurs således af, hvor stor konkursmassen
er, og dermed hvor stor en andel af et selskabs aktiver der
er pantsat til fordel for tredjemand, og som ikke indgår
i konkursmassen. Det bemærkes, at det for de forsikrings-
tagere og sikrede, der får dækning fra Garantifonden for
skadesforsikringsselskaber, vil være Garantifonden for ska-
desforsikringsselskaber, der indtræder i kravet imod selska-
bets konkursbo.
Den foreslåede bestemmelse skal dermed bidrage til at sikre,
at forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve skade-
sforsikringsvirksomhed, altid har nok aktiver til at dække
deres forpligtelser i tilfælde af konkurs. Dette gøres ved at
sætte krav om, at hvis et forsikringsselskab, der har tilladel-
se til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, har stiftet gyl-
dige pantrettigheder til tredjepart, skal selskabet altid sikre,
at der i selskabet er en tilstedeværelse af aktiver svarende til
pantsætningens værdi.
For at efterleve bestemmelsen vil forsikringsselskaber, der
har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, ved
et fald i værdien af de aktiver i selskabet, der regnskabs-
mæssigt modsvarer gyldigt stiftede pantrettigheder, skulle
sikre, at der fortsat samlet set er aktiver, der svarer til
værdien af de gyldigt stiftede pantrettigheder. Det kan i
praksis betyde, at der regnskabsmæssigt skal findes andre
aktiver, der kan anvendes til at modsvare værdien af pantret-
tighederne. Dermed sættes også en grænse for selskabets
pantsætning, idet selskabet ikke kan stifte yderligere gyldige
pantrettigheder til tredjeparter, hvis der ikke er aktiver, der
kan modsvare værdien af pantrettigheden. Dette skal mod-
virke, at selskabet pantsætter så stor en andel af selskabets
aktiver, at der er få eller ingen aktiver tilbage til at dække
forsikringstagernes og de sikredes krav.
454
Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at aktiver, der modsvarer gyldigt
stiftede pantrettigheder i henhold til 1. pkt., ikke allerede
må være bestemt til dækning af de forsikringsmæssige hen-
sættelser, jf. §§ 158 og 159, eller det af selskabet opgjor-
te krav til minimumsbasiskapital, solvenskapitalkravet eller
minimumskapitalkravet, jf. §§ 154-156.
Formålet er at tydeliggøre at selskaberne ikke kan bruge de
samme aktiver til dækning flere gange, da det indebærer en
risiko for forsikringstagerne og de sikrede, da pantsætning
vil indebære, at aktivet først efter fyldestgørelse af pantret-
tighederne vil kunne indgå i konkursmassen og medgå til at
dække de forsikringsmæssige hensættelser, minimumsbasi-
skapitalkravet, solvenskapitalkravet eller minimumskapital-
kravet.
For at efterleve den foreslåede bestemmelse i stk. 1, 1. pkt.
om at have aktiver, der modsvarer gyldigt stiftede panteret-
tigheder, skal selskabet dermed som følge af stk. 2, 2. pkt.
anvende aktiver, der ikke anvendes til at dække de forsik-
ringsmæssige hensættelser, jf. lovforslagets §§ 158 og 159,
eller det af selskabet opgjorte krav til minimumsbasiskapi-
talkravet, solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkravet,
jf. lovforslagets §§ 154-156.
Har et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve ska-
desforsikringsvirksomhed, dermed aktiver, der ikke benyt-
tes til at dække selskabets forsikringsmæssige hensættelser,
kravet til minimumsbasiskapital, solvenskapitalkravet eller
minimumskapitalkravet, kan disse aktiver f.eks. pantsættes,
uden at selskabet skal efterleve kravet i den foreslåede æn-
dring.
Finanstilsynet kan på baggrund af indberetninger følge ud-
viklingen i gruppe 1-forsikringsselskabernes pantsætning af
aktiver samt udviklingen i de forsikringsmæssige hensæt-
telser, minimumsbasiskapitalkravet, solvenskapitalkravet el-
ler minimumskapitalkravet. Gruppe 1-forsikringsselskaber
laver kvartalsvist indberetninger til Finanstilsynet om dis-
se forhold. De mindre gruppe 2-forsikringsselskaber skal
årligt i deres årsrapporter offentliggøre tal for, hvor stor
en andel af deres aktiver der er pantsat. Gruppe 2-forsik-
ringsselskaberne skal endvidere løbende opgøre deres for-
sikringsmæssige hensættelser samt sikre overholdelse af
minimumsbasiskapitalkravet, solvenskapitalkravet eller mi-
nimumskapitalkravet. Ved behov for skærpet tilsyn med
et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve skade-
sforsikringsvirksomhed, vil Finanstilsynet kunne udbede sig
yderligere oplysninger fra det enkelte selskab. Finanstilsynet
kan forbyde et forsikringsselskab, der har tilladelse til at ud-
øve skadesforsikringsvirksomhed, at råde over dets aktiver
eller begrænse rådigheden herover, hvis selskabet f.eks. ikke
har et kapitalgrundlag, der er tilstrækkeligt til at dække sel-
skabets solvenskapitalkrav eller minimumskapitalkrav, eller
selskabet ikke har hensat tilstrækkelige beløb til dækning
af de forsikringsmæssige forpligtelser, jf. lovforslagets §
222. Finanstilsynet vil kunne anvende denne hjemmel til
at forhindre, at et forsikringsselskab, der har tilladelse til
at udøve skadesforsikringsvirksomhed, pantsætter sine akti-
ver til fordel for tredjemand i en situation, hvor selskabet
f.eks. ikke opfylder solvenskapitalkravet eller minimumska-
pitalkravet eller ikke har tilstrækkelige hensættelser.
Artikel 278 i Solvens II-direktivet stiller krav vedrørende de
fordringer, der kan have forrang for forsikringskrav nævnt
i artikel 275, stk. 1, litra b, i Solvens II-direktivet. De
fordringer, der er nævnt i artikel 275, stk. 1, litra b, i
Solvens II-direktivet, er fordringer fra arbejdstagere, som
følger af arbejdsaftaler og arbejdsforhold, skattekrav fra of-
fentlige organer, fordringer fra sociale sikringsordninger og
fordringer vedrørende aktiver, som er omfattet af en tinglig
rettighed. Forpligtelsen i lovforslagets § 210, stk. 2, gælder
kun i forhold til gyldigt stiftede panterettigheder, da det
kun er disse fordringer, der er omfattet af 275, stk. 1, litra
b, i Solvens II-direktivet og dermed artikel 278 i Solvens
II-direktivet. Fordringer nævnt i konkurslovens §§ 93-94 er
ikke omfattet af kravet i det foreslåede stk. 2, da fordringer
omfattet af konkurslovens §§ 93-94 ikke fremgår af artikel
275, stk. 1, litra b, i Solvens II-direktivet.
Til § 211
Det følger af den gældende § 235 i lov om finansiel virk-
somhed, at Finanstilsynet kan deltage i møder ved et forsik-
ringsselskabs konkurs.
Den foreslåede § 211 viderefører den gældende § 235 i lov
om finansiel virksomhed.
Det foreslås i § 211, at Finanstilsynet har ret til at deltage i
møder i kreditorudvalg og i skiftesamlinger. Udkast til ende-
ligt regnskab og slutudlodning i konkursboet forelægges af
kurator for Finanstilsynet til udtalelse, inden kurator indsen-
der det til skifteretten.
Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet får de samme
rettigheder, som fordringshavere har, til at deltage i kreditor-
udvalgsmøder og udtale sig om regnskab og slutudlodning
efter konkursloven.
Bestemmelsen sikrer således, at Finanstilsynet har mulighed
for at påse, at reglerne for boets behandling iagttages. Af
hensyn til varetagelsen af forsikringstagernes interesser, vil
Finanstilsynet formentlig altid benytte sig af denne rettig-
hed.
Til § 212
Den gældende § 236 i lov om finansiel virksomhed inde-
455
holder særlige konkursregler for sparekasser, andelskasser
og gensidige forsikringsselskaber, hvorefter kurator giver
meddelelse til Erhvervsstyrelsen og Finanstilsynet om kon-
kursens begyndelse og slutning.
Den foreslåede § 212 viderefører den gældende § 236 i lov
om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i § 212, at erklæres et gensidigt selskab kon-
kurs, giver kurator meddelelse til Erhvervsstyrelsen og Fi-
nanstilsynet om konkursens begyndelse og slutning.
For forsikringsselskaber, der er organiseret som aktieselska-
ber, følger kurators forpligtigelser af konkurslovens §§ 109
og 155. Bestemmelsens anvendelsesområde foreslås alene
ændret til at omfatte gensidige selskaber.
Til § 213
Det følger af den gældende § 237 i lov om finansiel
virksomhed, at erhvervsministeren kan bestemme, at forsik-
ringstagere, der på grund af et forsikringsselskabs konkurs
ikke længere er dækket af en forsikring, får oplysning her-
om.
Den foreslåede § 213 viderefører den gældende § 237 i lov
om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at erhvervsministeren kan bestemme,
at likvidator eller kurator, på boets regning, skal underrette
forsikringstagerne om forsikringsselskabets afvikling og om
konsekvenserne heraf for dem.
Bestemmelsen giver erhvervsministeren hjemmel til på
boets regning at kræve, at forsikringstagerne underrettes om
opløsningen og om konsekvenserne heraf for dem. Dette
gælder især i de tilfælde, hvor forsikringstagerne ikke læn-
gere har en lovpligtig forsikringsdækning, som eksempelvis
ved biler og hunde, eller i tilfælde hvor forsikringen ikke
er lovpligtig, men hvor dens bortfald kan udsætte såvel
ejendommens indehaver som panthavere for risiko for be-
tydelige formuetab, som eksempelvis ved bygningsbrandfor-
sikring.
Ved vurderingen af, om forsikringstagerne skal underrettes,
bør der tages hensyn til, om der er tale om privat- eller
erhvervsforsikringer, samt boets økonomiske forhold. Hvor
der er privatpersoner blandt forsikringstagerne, vil der ofte
være behov for underretning, omvendt vil der ikke i samme
grad være behov herfor, hvor der er tale om professionelle
forsikringstagere med en erhvervsforsikring.
Det foreslås i stk. 2, at erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler om underretningens form og indhold.
Bestemmelsen fastsætter, at erhvervsministeren kan bestem-
me underretningens form og indhold, herunder om under-
retning skal ske i form af annoncering i aviser eller ved
individuelle breve til forsikringstagerne. Er det ikke muligt
at gennemføre underretningen for boets regning, vil det med
den fornødne bevillingsmæssige hjemmel kunne ske gen-
nem Finanstilsynet. ¬¬Erhvervsministerens bemyndigelse til
at fastsætte nærmere regler er på nuværende tidspunkt ikke
udnyttet.
Til § 214
Det følger af den gældende § 238 i lov om finansiel virk-
somhed, at begæring om rekonstruktionsbehandling af et
forsikringsselskab i visse tilfælde kan indgives af Finanstil-
synet.
Den foreslåede § 214 viderefører den gældende § 238 i lov
om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet kan indgive begæring
om rekonstruktionsbehandling af et forsikringsselskab, når
hensynet til investorernes og forsikringstagernes interesser
tilsiger det.
Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet får adgang til at
indgive begæring om rekonstruktionsbehandling af hensyn
til investorerne og forsikringstagerne, uden at betingelserne
i konkurslovens § 11, stk. 1, er opfyldt. Bestemmelsen ude-
lukker ikke, at forsikringsselskabet selv indgiver begæring
om rekonstruktionsbehandling efter konkurslovens § 11.
Finanstilsynet kan ifølge den foreslåede bestemmelse indgi-
ve begæring om rekonstruktion, når hensynet til investorer-
nes eller forsikringstagernes interesse tilsiger det. Vurderin-
gen af, hvornår dette hensyn indebærer, at begæring om
rekonstruktionsbehandling skal indgives, vil tage udgangs-
punkt i forsikringsselskabets økonomiske forhold og dispo-
sitioner.
Finanstilsynets mulighed for at indgive begæring om rekon-
struktionsbehandling forudsætter, at det sker af hensyn til
investorerne eller forsikringstagerne, og vil typisk først ske,
hvis forsikringsselskabets ledelse ikke tager initiativer i for-
hold til løsning af den opståede situation.
Når Finanstilsynet indgiver begæring om rekonstruktionsbe-
handling for et forsikringsselskab, har det samme retsvirk-
ning, som hvis selskabet selv indgiver begæringen i medfør
af konkurslovens § 11.
456
Det foreslås i stk. 2, at begæring om rekonstruktionsbehand-
ling efter stk. 1 ledsages af Finanstilsynets forslag til, hvem
der skal beskikkes som rekonstruktør og tillidsmand under
rekonstruktionsbehandlingen, samt en erklæring fra de på-
gældende om, at disse er villige hertil og opfylder betingel-
serne i konkurslovens § 238.
Bestemmelsen svarer til konkurslovens § 11, stk. 2, bortset
fra, at det er Finanstilsynet og ikke forsikringsselskabet selv,
der foreslår, hvem der skal beskikkes som rekonstruktør og
tillidsmand for forsikringsselskabet.
Bestemmelsen fastsætter, at Finanstilsynets begæring om re-
konstruktionsbehandling skal indeholde de samme elemen-
ter, som skyldneres begæring om rekonstruktionsbehandling
skal i medfør af konkurslovens § 11, stk. 2.
Til § 215
Det følger af den gældende § 239 i lov om finansiel virk-
somhed, at konkurslovens regler om rekonstruktionsbehand-
ling kan finde anvendelse på forsikringsselskaber, dog ikke
på livsforsikringsselskaber. Endvidere følger det af bestem-
melsen, at skifteretten, efter høring af Finanstilsynet, kan
udpege en uvildig aktuar, som foretager en værdiansættelse
af de anmeldte kravs værdi.
Den foreslåede § 215 viderefører den gældende § 239 i lov
om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet kan give tilladelse
til, at konkurslovens regler om rekonstruktionsbehandling
finder anvendelse på et forsikringsselskab, med undtagelse
af et livsforsikringsselskab.
Det er især i de tilfælde, hvor bestandsoverdragelse ikke er
mulig, at det kan være en fordel at anvende rekonstruktion
i stedet for konkurs. Det er alene selskaber, der ikke driver
livsforsikringsvirksomhed, der kan anvende rekonstruktion,
idet forsikringsbestanden i et insolvent forsikringsselskab,
der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, al-
tid skal tages under administration, jf. lovforslagets § 228.
Det foreslås i stk. 2, at ved rekonstruktionsbehandling af
genforsikringsselskaber kan skifteretten, efter høring af Fi-
nanstilsynet, udpege en uvildig aktuar til at foretage en op-
gørelse over værdien af de krav, der er anmeldt.
Ifølge konkurslovens § 11 c udarbejdes en rekonstrukti-
onsplan, der bl.a. indeholder de enkelte fordringers størrel-
se. Genforsikringskontrakter er dog ofte udformet således,
at mange af genforsikringsselskabets kreditorer ikke på et
givet tidspunkt vil kunne anmelde et endeligt krav mod
genforsikringsselskabet, idet skadesopgørelsen afhænger af
faktorer, som kun vanskeligt kan dokumenteres på tidspunk-
tet for tvangsakkordens åbning. Derfor kan der udpeges en
uvildig aktuar til at foretage beregningen af værdien af de
anmeldte krav.
Til § 216
Det følger af den gældende § 240 i lov om finansiel virk-
somhed, at bestemmelserne i denne lov eller regler udstedt
i medfør heraf også kan finde anvendelse for forsikringssel-
skaber under rekonstruktion eller opløsning.
Den foreslåede § 216 viderefører den gældende § 240 i lov
om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i § 216, at bestemmelserne i denne lov eller
regler udstedt i medfør heraf om erhvervsministerens og
Finanstilsynets beføjelser, og forsikringsselskabers pligter
over for erhvervsministeren og Finanstilsynet, finder med de
nødvendige tilpasninger anvendelse for forsikringsselskaber,
som er under rekonstruktionsbehandling eller opløsning.
Bestemmelsen omfatter forsikringsselskaber, der er under
opløsning og har fået inddraget deres tilladelse i henhold til
lovforslagets § 216.
Bestemmelsen fastslår således, at reglerne om erhvervsmi-
nisterens og Finanstilsynets beføjelser samt forsikringssel-
skabernes pligter efter denne lov efter omstændighederne
principielt fortsat finder anvendelse, selvom et forsikrings-
selskab har standset sine betalinger eller er under opløs-
ning. Ved ”opløsning” forstås, at forsikringsselskabet er
under opløsning efter selskabslovens regler (likvidation el-
ler tvangsopløsning) eller efter konkurslovens regler. Et for-
sikringsselskab, hvis tilladelse er inddraget, vil ikke være
en finansiel virksomhed og vil derfor ikke være omfattet
af Finanstilsynets tilsyn i medfør af lovens almindelige
tilsynsbestemmelser. Formålet med § 216 er at sikre, at
Finanstilsynet også i afviklingsperioden har de nødvendige
redskaber til at varetage hensynet til forsikringstagernes in-
teresser. Hvis et forsikringsselskab ophører på anden måde,
har Finanstilsynet ikke beføjelser i henhold til denne lov
over for selskabet, efter at tilladelsen er inddraget.
Bestemmelsen medfører eksempelvis som udgangspunkt,
at forsikringsselskaber skal indsende regnskabs- og solven-
sindberetninger, medmindre andet besluttes af Finanstilsy-
net. Forsikringsselskaber har dermed som udgangspunkt
pligt til at indsende bestyrelses- og generalforsamlingsgod-
kendt årsrapport til Finanstilsynet, jf. lovforslagets §§ 188
og 189, også i forbindelse med opløsning.
I tilfælde af forsikringsselskabets opløsning vil visse plig-
457
ter i henhold til denne lov eller regler udstedt i medfør
heraf, f.eks. indberetninger om solvenskrav og ledelsens
kvalitet, dog miste noget af deres praktiske betydning. Dette
indebærer de i bestemmelsen nævnte ”nødvendige tilpasnin-
ger”. Endvidere sætter skifterettens stilling af domstol græn-
ser for, hvilke pligter Finanstilsynet kan pålægge kurator
eller boet. Omvendt kan Finanstilsynets vejledningsadgang
og -pligt dog få større betydning i disse tilfælde.
Til § 217
§ 241 i lov om finansiel virksomhed fastsætter en regel om,
at kapitel 14 i selskabsloven finder anvendelse for gensidige
forsikringsselskaber med de fornødne tillempelser.
Ifølge lov om finansiel virksomhed § 192, stk. 1, gælder
konkurslovens regler om rekonstruktion ikke for forsikrings-
selskaber, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirk-
somhed.
Den foreslåede § 217 viderefører den gældende § 241 i
lov om finansiel virksomhed, for så vidt angår gensidige
selskaber med præciseringer.
Bestemmelsen gennemfører art. 269, art. 273 og art. 274 i
Solvens II-direktivet.
Det foreslås i § 217, at kapitel 14 i selskabsloven med de
fornødne tilpasninger finder anvendelse på gensidige selska-
ber og tværgående pensionskasser.
Selskabslovens kapitel 14 omhandler kapitalselskabers op-
løsning, hvorfor forsikringsselskaber som er aktieselskaber
allerede er omfattet af kapitel 14 i selskabsloven. Ved opløs-
ning i selskabslovens kapitel 14 forstås likvidation, tvangs-
opløsning, rekonstruktion eller konkurs. I stedet for kon-
kurslovens regler om rekonstruktion vil Finanstilsynet tage
forsikringsbestanden under administration efter reglerne i
lovforslagets §§ 227-235.
Efter bestemmelsen skal selskabslovens regler om likvida-
tion også anvendes ved likvidation af gensidige forsikrings-
selskaber og tværgående pensionskasser med de fornødne
tillempelser.
Hidtil har det ikke stået i lovbestemmelsen, at tværgående
pensionskasser er omfattet af den samme regel som gen-
sidige selskaber, der har tilladelse til at udøve livsforsik-
ringsvirksomhed, men det fremgik af bemærkningerne til
bestemmelsen, da reglen oprindeligt blev indført for forsik-
ringsselskaber, og det fremgår af den foreslåede § 248 i lov
om forsikringsvirksomhed, at bestemmelserne for gensidige
selskaber, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirk-
somhed, finder tilsvarende anvendelse for de tværgående
pensionskasser, bortset fra § 237, stk. 2.
Ved ”med de fornødne tilpasninger” menes blandt andet,
at § 216 i selskabsloven om opløsning ved erklæring ikke
kan finde anvendelse på gensidige selskaber og tværgående
pensionskasser, jf. den foreslåede §§ 237 og 246 i lov om
forsikringsvirksomhed, fordi selskabslovens § 216, stk. 4,
ville medføre, at medlemmerne ville hæfte personligt, ube-
grænset og solidarisk for gæld, der bestod på tidspunktet for
erklæringens afgivelse.
I et gensidigt selskab beror det på vedtægterne, om med-
lemmerne skal hæfte for selskabets gæld. Det er kun selska-
bet, som kan gøre kravet gældende over for medlemmerne,
ligesom selskabets krav mod medlemmerne ikke kan over-
drages. Det fremgår af den foreslåede § 247 i lov om for-
sikringsvirksomhed, at medlemshæftelse ikke er mulig i en
tværgående pensionskasse.
Til § 218
Den gældende § 242 i lov om finansiel virksomhed indehol-
der en regel om, at erhvervsministeren kan fastsætte regler
med henblik på opfyldelse af EU-retlige regler om sanering
og likvidation af kreditinstitutter, investeringsselskaber og
forsikringsselskaber.
Bestemmelsen giver erhvervsministeren hjemmel til at ud-
stede en bekendtgørelse. Hjemlen er udnyttet i bekendtgø-
relse nr. 1272 af 27. november 2017 om forsikringsselska-
bers rekonstruktion, konkurs, tvangsopløsning eller likvida-
tion.
Den foreslåede § 218 svarer til og er en videreførelse af
den gældende § 242 i lov om finansiel virksomhed med
redaktionelle ændringer.
Det foreslås i § 218, at erhvervsministeren fastsætter regler
med henblik på opfyldelse af EU-retlige regler om sanering
og likvidation af forsikringsselskaber.
Bestemmelsen gennemfører artikel 269 og artikel 274 i Sol-
vens II-direktivet.
Bestemmelsen giver ikke Finanstilsynet hjemmel til at fast-
sætte materielle konkursregler.
Bekendtgørelser udstedt med hjemmel i den gældende § 242
foreslås videreført, jf. lovforslagets § 322.
Til § 219
458
Det følger af den gældende § 167, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed, at forsikringsselskaber, der har tilladelse til at
udøve livsforsikringsvirksomhed, der driver livsforsikrings-
virksomhed omfattet af bilag 8, skal have en gruppe af akti-
ver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst svarer til vær-
dien af selskabets samlede forsikringsmæssige hensættelser
til regnskab. For at sikre tilstedeværelsen af tilstrækkelige
aktiver skal forsikringsselskaberne føre et register, der inde-
holder en optegnelse over 1) aktiver, hvis samlede værdi til
enhver tid mindst svarer til værdien af selskabets samlede
forsikringsmæssige hensættelser til regnskab, og 2) værdi-
en af finansielle kontrakter, der reducerer risikoen for, at
aktiverne efter nr. 1 ikke kan dække de forsikringsmæssige
hensættelser til regnskab.
Den foreslåede bestemmelse i § 219 viderefører § 167 i
lov om finansiel virksomhed. Der tiltænkes ingen materielle
ændringer.
Bestemmelsen gennemfører Solvens II-direktivets artikel
276.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at forsikringsselskaber, der har
tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, der driver
livsforsikringsvirksomhed omfattet af bilag 2, skal have en
gruppe af aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst
svarer til værdien af selskabets samlede forsikringsmæssige
hensættelser til regnskab.
Ved de forsikringsmæssige hensættelser til regnskab forstås
hensættelser til forsikrings- og investeringskontrakter i over-
ensstemmelse med bekendtgørelse nr. 937 af 27. juli 2015
om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgå-
ende pensionskasser med senere ændringer.
Det foreslås i 2. pkt., at for at sikre tilstedeværelsen af disse
aktiver skal selskaberne føre et register, der indeholder en
optegnelse over, hvad der følger af følgende numre.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at der skal føres et register over
aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst svarer til
værdien af selskabets samlede forsikringsmæssige hensæt-
telser til regnskab.
Når forsikringsselskabet udvælger de aktiver, der skal dæk-
ke de forsikringsmæssige hensættelser til regnskab, er det
nødvendigt, at udvælgelsen sker således, at der opstår en vis
overdækning på aktiverne i forhold til hensættelsernes stør-
relse. Overdækningens størrelse afgøres ved et begrundet
skøn foretaget af forsikringsselskabets ledelse, der skal tage
højde for udsving i både de registrerede aktiver og de forsik-
ringsmæssige hensættelser til regnskab. Det er ikke tilstræk-
keligt, at selskabet blot har fastsat en overdækning uden
nærmere at overveje, om skønnet er hensigtsmæssigt. For-
sikringsselskabet kan heller ikke uden nærmere overvejelser
blot beslutte at registrere samtlige aktiver, da alle selskabets
midler i så fald reserveres til én gruppe af kreditorer –
forsikringstagerne. En sådan reservation muliggør en tilside-
sættelse af registeret ved en efterfølgende domstolsprøvelse,
hvorved forsikringstagerne mister deres fortrinsstilling og
indgår på lige fod med de øvrige kreditorer. Herudover for-
udsættes det, at forsikringsselskaberne løbende overvåger de
registrerede aktiver, også mellem de månedlige opgørelser.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at der skal ske registrering af
værdien af finansielle kontrakter, der reducerer risikoen for,
at aktiverne i nr. 1 ikke kan dække de forsikringsmæssige
forpligtelser.
Formålet er, at det specifikt fremgår af registeret, hvilke
finansielle kontrakter der er reserveret til fyldestgørelse af
forsikringstagerne, og disse således kan identificeres i tilfæl-
de af, at forsikringsselskabet tages under administration eller
går konkurs. Disse finansielle kontrakter kan for eksempel
være aftaler om køb af danske statsobligationer på et givent
fremtidigt tidspunkt (en terminsaftale), aftaler om køb af en
aktie eller et aktieindeks på termin eller aftaler, der følger
renteudviklingen.
Med lovforslagets § 312, stk. 1, foreslås det, at overtrædelse
af lovforslagets § 219, stk. 1, kan straffes med bøde.
Ansvarssubjektet er et forsikringsselskab, der har tilladelse
til at udøve livsforsikringsvirksomhed, omfattet af lovforsla-
gets bilag 2. Det indebærer, at et forsikringsselskab, der har
tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, omfattet af
lovforslagets bilag 2, kan straffes med bøde, hvis det ikke
har en gruppe af aktiver, der til enhver tid har en samlet
værdi, der mindst svarer til værdien af selskabets samlede
forsikringsmæssige hensættelser til regnskab.
Et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve livsfor-
sikringsvirksomhed, omfattet af lovforslagets bilag 2, kan
efter det foreslåede også straffes med bøde, hvis det ikke
fører et register, der indeholder en optegnelse over aktiver,
jf. lovforslagets § 219, stk. 1, nr. 1, og værdien af finansielle
kontrakter, der reducerer risikoen for, at aktiverne, jf. nr.
1, ikke kan dække de forsikringsmæssige forpligtelser til
regnskab.
Det foreslås i stk. 2, at lån mod sikkerhed i egne livsforsik-
ringspolicer indenfor disse genkøbsværdi ikke må registre-
res.
Bestemmelsen omhandler de tilfælde, hvor forsikringstage-
ren har lånt et beløb i sit selskab og givet transport til
långiver i sin pensionsordning som sikkerhed for lånet. Mu-
ligheden eksisterer ikke i nyere forsikringsaftaler, og dette
459
forekommer derfor kun i helt særlige tilfælde og er således
ikke udbredt. I det omfang selskabet har udvalgt policelån
til at dække de forsikringsmæssige hensættelser til regnskab,
vil de registrerede aktiver ikke nødvendigvis modsvare hen-
sættelsernes værdi. Baggrunden herfor er, at der i denne
situation ikke er noget behov for den sikkerhed, som en
registrering i registeret tilsiger, da et policelån i princippet
medfører, at selskabet gennem modregningsadgang opnår
sikkerhed i egne forpligtelser.
Overtrædelse af stk. 2 foreslås strafbelagt med bøde, jf.
lovforslagets § 312, stk. 1, nr. 1. Ansvarssubjektet er et
forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve livsforsik-
ringsvirksomhed, omfattet af lovforslagets bilag 2. En over-
trædelse af stk. 2 kan f.eks. være, at forsikringsselskabet
registrer lån mod sikkerhed i egne livsforsikringspolicer in-
denfor disses genkøbsværdi.
Det foreslås i stk. 3, at aktiverne, der er registreret, alene
skal tjene til fyldestgørelse af forsikringstagerne og de be-
gunstigede.
Det indebærer, at forsikringstagerne kan blive fyldestgjort
af de pågældende aktiver forud for de øvrige kreditorer. De
aktiver, der indgår i registret, kan alene indgå med den vær-
di, som tilkommer forsikringsselskabet, der har tilladelse til
at udøve livsforsikringsvirksomhed. Hvis selskabet ikke er
enerettighedshaver over et aktiv, indgår aktivet i registret
med en forholdsmæssig værdi svarende til værdien af sel-
skabets del af aktivet. Bestemmelsen indebærer ikke, at an-
dres gyldigt stiftede panterettigheder kan tilsidesættes. Dette
medfører, at hvis et selskab fejlagtigt medtager et aktiv i re-
gistret, som en tredjepart har en gyldigt stiftet panterettighed
over, vil den gyldigt stiftede panterettighed ikke fortrænges
som følge af registreringen af aktivet.
Det foreslås i stk. 4, at selskabet kvartalvis skal indberette til
Finanstilsynet, hvilke aktiver der indgår i registeret.
De nærmere regler omkring indberetningen er fastsat i be-
kendtgørelse nr. 1260 af 29. november 2019 om registrering
af aktiver i livsforsikringsselskaber, tværgående pensions-
kasser og firmapensionskasser.
Med lovforslagets § 312, stk. 1, foreslås det, at overtrædelse
af lovforslagets § 219, stk. 4, kan straffes med bøde.
Ansvarssubjektet er et forsikringsselskab, der har tilladelse
til at udøve livsforsikringsvirksomhed, omfattet af lovforsla-
gets bilag 2. Det indebærer, at et forsikringsselskab, der har
tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, kan straffes
med bøde, hvis det undlader at foretage kvartalsvis indberet-
ning til Finanstilsynet om aktiver registreret i henhold til stk.
1, nr. 1 og 2.
Det foreslås i stk. 5, at Finanstilsynet kan kræve aktiverne
i registeret deponeret og pantsat, hvis tilsynet efter § 222
beslutter at begrænse eller forbyde selskabets rådighed over
dets aktiver.
Den foreslåede hjemmel vil bl.a. være relevant som led i
foranstaltningerne efter § 220, stk. 1, § 221, stk. 1, § 223,
stk. 2, § 224, stk. 2, og § 225.
Det foreslås i stk. 5, 2. pkt., at Finanstilsynet skal registre-
res som panthaver, og enhver efterfølgende ændring i den
deponerede aktivmasse skal godkendes af Finanstilsynet og
noteres i registeret.
Ved at kræve de registrerede aktiver deponeret, gives selska-
bet i første omgang lejlighed til selv at rette op på det for-
hold, der har medført, at Finanstilsynet har begrænset eller
forbudt selskabets rådighed over dets aktiver under skærpet
tilsyn af Finanstilsynet. Hvis det ikke lykkes selskabet selv
at rette op på forholdet, kan Finanstilsynet tage selskabets
bestand under administration.
Beslutningen om at kræve aktiverne i registret deponeret be-
tyder, at Finanstilsynet skal registreres som panthaver. Pant-
sætning til fordel for Finanstilsynet sker efter dansk rets
almindelige regler herom. De øvrige kreditorer samt afta-
leerhververe gøres hermed særskilt opmærksom på, hvilke
aktiver der tjener til sikring af forsikringstagerne, da de
traditionelle sikringsakter er blevet iagttaget. Tilbagegiver
Finanstilsynet aktiverne til et forsikringsselskab, der har til-
ladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, skal de fore-
tagne sikringsakter ophæves. Endelig skal enhver ændring i
den deponerede aktivmasse godkendes af Finanstilsynet og
noteres i registret, så længe aktiverne i registret er depone-
ret.
Det foreslås i stk. 6, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere
regler om indhold, opgørelse, indberetning, registrering og
kontrol af tilstedeværelsen af aktiverne indført i registret.
Bekendtgørelsen kan eksempelvis indeholde regler om regi-
sterets indhold og indretning, retningslinjer og forretnings-
gange, fristerne for indberetning, revision m.v.
Bemyndigelsen i den gældende § 167, stk. 6, i lov om fi-
nansiel virksomhed er udnyttet i bekendtgørelse nr. 1260 af
29. november 2019 om registrering af aktiver i forsikrings-
selskaber og firmapensionskasser.
Til § 220
Det følger af den gældende § 249 i lov om finansiel virk-
somhed, at Finanstilsynet påbyder et forsikringsselskab, der
460
har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, inden-
for en af tilsynet fastsat frist at foretage de foranstaltninger,
der er nødvendige, hvis selskabet ikke overholder loven,
deres tekniske grundlag m.v.
Den foreslåede bestemmelse i § 220 viderefører den gæl-
dende § 249 i lov om finansiel virksomhed med en række
sproglige ændringer og en materiel ændring. Det foreslås i
stk. 1, nr. 1, at Finanstilsynets adgang til at give påbud til
et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve livsfor-
sikringsvirksomhed, tilsvarende finder anvendelse, hvis et
forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve livsforsik-
ringsvirksomhed, ikke overholder regler udstedt i medfør af
loven. Der er herudover ikke tiltænkt materielle ændringer.
Bestemmelsen implementerer artikel 34, artikel 41, stk. 5, 2.
afsnit, artikel 85 og artikel 141 i Solvens II-direktivet.
Bestemmelsen omhandler de situationer, hvor Finanstilsynet
skal påbyde et forsikringsselskab, der har tilladelse til at ud-
øve livsforsikringsvirksomhed, at foretage bestemte foran-
staltninger. Bestemmelsen gælder kun for forsikringsselska-
ber, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed.
De situationer, bestemmelsen omhandler, er knap så alvorli-
ge som de situationer, der er nævnt i lovforslagets §§ 223
og 225, hvor selskabets kapitalgrundlag er i fare. Bestem-
melsen omhandler således de situationer, hvor selskabets
økonomiske situation eller andre forhold ikke kan anses for
at være forsvarlige, hvilket oftest indebærer en øget risiko
for forsikringstagerne.
Bestemmelsen er placeret under reglerne om genoprettelse
og andre foranstaltninger, fordi den ikke er tænkt som en
umiddelbar hjemmel for Finanstilsynet til at gribe ind over
for enhver overtrædelse af loven. Denne hjemmel ligger
derimod i Finanstilsynets pligt til at påse overholdelsen af
lovens regler, jf. lovforslagets § 259. Der henvises til be-
mærkningerne hertil. Bestemmelsen tager således sigte på
de situationer, hvor Finanstilsynet finder, at overtrædelsen
synes at være udtryk for dybereliggende problemer i selska-
bet som eksempelvis svigtende ledelse, manglende kontrol-
systemer, dårlige forretningsgange eller vaklende økonomi.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at Finanstilsynet påbyder et
forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve livsforsik-
ringsvirksomhed, indenfor en frist fastsat af tilsynet at fore-
tage de foranstaltninger, der er nødvendige, hvis selskabet
ikke overholder denne lov eller regler udstedt i medfør her-
af.
Bestemmelsen omhandler den situation, hvor selskabet ikke
overholder lovens regler eller regler udstedt i medfør heraf,
og Finanstilsynet vurderer, at dette er eller kan være til fare
for forsikringstagernes interesser. Finanstilsynet er i sådanne
tilfælde forpligtet til at påbyde selskabet at foretage de for-
anstaltninger, som Finanstilsynet vurderer er nødvendige for
at bringe overtrædelsen til ophør.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at Finanstilsynet påbyder et
forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve livsforsik-
ringsvirksomhed, indenfor en frist fastsat af tilsynet at fore-
tage de foranstaltninger, der er nødvendige, hvis selskabet
afviger fra det grundlag, som gælder for dets virksomhed.
Ved »det grundlag, som gælder for dets virksomhed« forstås
selskabets tekniske grundlag, jf. forslagets §§ 29 og 30.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at Finanstilsynet påbyder et
forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve livsforsik-
ringsvirksomhed, indenfor en frist fastsat af tilsynet at fore-
tage de foranstaltninger, der er nødvendige, hvis det grund-
lag, der er er nævnt i nr. 2, eller den måde, hvorpå selskabets
midler er anbragt, ikke er betryggende.
Bestemmelsen tager sigte på de situationer, hvor der er tale
om mere grundlæggende problemer i selskabet, og hvor der
er behov for at gribe mere radikalt ind.
Hvis selskabets midler ikke er anbragt på en betryggende
måde, kan Finanstilsynet også gribe ind i medfør af forsla-
gets § 222.
Det foreslås i stk. 1, nr. 4, at Finanstilsynet påbyder et
forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve livsforsik-
ringsvirksomhed, indenfor en frist fastsat af tilsynet at fore-
tage de foranstaltninger, der er nødvendige, hvis det viser
sig, at de midler, der er henlagt til dækning af de forsikrings-
mæssige hensættelser til solvens, ikke er betryggende.
Bestemmelsen omhandler den del af selskabets aktivmasse,
der er udvalgt til at dække de forsikringsmæssige hensættel-
ser til solvens, jf. investeringsreglerne i den foreslåede §
175.
Det foreslås i stk. 1, nr. 5, at Finanstilsynet påbyder et
forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve livsforsik-
ringsvirksomhed, indenfor en frist fastsat af tilsynet at fore-
tage de foranstaltninger, der er nødvendige, hvis selskabets
økonomiske stilling er forringet i en sådan grad, at de forsik-
redes interesser er udsat for fare.
Anvendelsen af bestemmelsen forudsætter ikke, at selskabet
handler i strid med øvrige regler i lovforslaget.
Det foreslås i stk. 2, at hvis de påbudte foranstaltninger ikke
er truffet inden den fastsatte frist, og skønnes undladelsen at
461
medføre fare for de forsikrede, kan selskabets forsikringsbe-
stand tages under administration i henhold til §§ 227-235.
Er der tale om, at selskabet ikke kan skaffe tilstrækkelige
aktiver til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser til
solvens, vil dette altid medføre fare for de forsikrede. Da be-
stemmelsen tager sigte på situationer, hvor det må antages,
at der er tale om dybereliggende problemer, vil en manglen-
de imødekommelse af de påbudte foranstaltninger i langt
de fleste tilfælde medføre fare for de forsikrede. Hvis det
imidlertid skønnes, at de manglende foranstaltninger ikke
indebærer en fare for de forsikrede, må Finanstilsynet gribe
til andre midler.
Det foreslås i stk. 3, at en forsikringsbestand skal tages
under administration, hvis det viser sig, at der inden den
fastsatte frist ikke kan fremskaffes de midler, der er nødven-
dige til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser til
solvens.
I sådanne tilfælde har Finanstilsynet pligt til at tage forsik-
ringsbestanden under administration. Bestemmelsen forud-
sætter, at Finanstilsynet forinden har påbudt forsikringssel-
skabet at fremskaffe de nødvendige midler til dækning af de
forsikringsmæssige hensættelser til solvens.
Det foreslås i stk. 4, at hvis et forsikringsselskab, der har
tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, træder i
likvidation, kan Finanstilsynet træffe bestemmelse om, at
selskabets forsikringsbestand tages under administration.
Efter stk. 4 kan forsikringsbestanden tages under administra-
tion, hvis selskabet træder i likvidation, hvilket kan besluttes
af selskabet selv eller af Finanstilsynet.
Det foreslås i stk. 5, at hvis Finanstilsynet finder, at det, når
forsikringsbestanden er taget under administration, tillige vil
være påkrævet, at selskabet opløses, træffer tilsynet beslut-
ning herom.
En opløsning vil skulle ske efter reglerne i lovforslagets
kapitel 17.
Til § 221
Det følger af den gældende § 250 i lov om finansiel virk-
somhed, at hvis et forsikringsselskab, der ikke driver livsfor-
sikringsvirksomhed, ikke overholder loven, de forsikrings-
mæssige forpligtelser m.v., påbyder Finanstilsynet selskabet
indenfor en af tilsynet fastsat frist at foretage de foranstalt-
ninger, der er nødvendige.
Den foreslåede § 221 viderefører dele af den gældende §
250 i lov om finansiel virksomhed med redaktionelle æn-
dringer og en materiel ændring. Den materielle ændring
består i, at der i stk. 1, nr. 3, også hjemles adgang til at
påbyde et forsikringsselskab at foretage foranstaltninger, der
er nødvendige, hvis et selskab ikke overholder regler udstedt
i medfør af loven.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 85 og arti-
kel 141 i Solvens II-direktivet.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1-3, at Finanstilsynet påbyder et
forsikringsselskab, der ikke er omfattet af § 220, indenfor en
frist fastsat af Finanstilsynet at foretage de foranstaltninger,
der er nødvendige, hvis et af følgende oplistede forhold gør
sig gældende:
1) selskabet ikke har hensat tilstrækkelige beløb til dæk-
ning af de forsikringsmæssige forpligtelser,
2) Finanstilsynet ikke finder den måde, hvorpå selskabets
midler er anbragt, betryggende,
3) eller selskabet ikke overholder denne lov eller regler
udstedt i medfør heraf.
Bestemmelsen vedrører kun forsikringsselskaber, der har
tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, og om-
handler de situationer, hvor Finanstilsynet er forpligtet til at
reagere.
I medfør af bestemmelsen skal Finanstilsynet påbyde et sel-
skab at foretage de foranstaltninger, som findes fornødne
til at afværge den opståede fare for de forsikredes interes-
ser. Der skal fastsættes en passende frist for gennemførelse
af de påbudte foranstaltninger.
Efter det foreslåede nr. 1 skal der påbydes foranstaltninger,
hvis selskabet ikke har hensat tilstrækkeligt beløb til dæk-
ning af de forsikringsmæssige forpligtelser.
Efter det foreslåede nr. 2 skal Finanstilsynet påbyde foran-
staltninger, hvis Finanstilsynet ikke finder den måde, hvorpå
selskabets midler er anbragt, betryggende.
Det foreslåede svarer til lovforslagets § 220, stk. 1, nr. 3, og
der skal således være tale om, at Finanstilsynet finder, at der
er tale om dybereliggende problemer i selskabet.
Efter det foreslåede nr. 3 skal Finanstilsynet påbyde foran-
staltninger, hvis selskabet ikke overholder denne lov eller
regler udstedt i medfør heraf.
Det foreslåede svarer til lovforslagets § 220, stk. 1, nr. 1, der
således også finder anvendelse på tilsvarende vis i relation
til forsikringsselskaber, der ikke driver livsforsikringsvirk-
somhed.
462
Bestemmelsen omhandler den situation, hvor selskabet ikke
overholder lovens regler eller regler udstedt i medfør heraf,
og Finanstilsynet vurderer, at dette er eller kan være til fare
for forsikringstagernes interesser. Finanstilsynet er i sådanne
tilfælde forpligtet til at påbyde selskabet at foretage de for-
anstaltninger, som Finanstilsynet vurderer er nødvendige for
at bringe overtrædelsen til ophør.
Det foreslås i stk. 2, at hvis de påbudte foranstaltninger ikke
er truffet inden den fastsatte frist, og skønnes undladelsen
at medføre fare for de forsikrede, kan Finanstilsynet træffe
bestemmelse om, at selskabet skal træde i likvidation.
Til § 222
Det følger af den gældende § 251 i lov om finansiel virk-
somhed, at Finanstilsynet ved visse foranstaltninger kan for-
byde selskabet at råde over dets aktiver eller begrænse dets
rådighed herover.
Den foreslåede § 222 viderefører den gældende § 251 i lov
om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer.
Bestemmelsen implementerer artikel 137 og 140 i Solvens
II-direktivet.
Det foreslås i stk. 1, at som led i de i foranstaltninger, der
er nævnt i § 220, stk. 1, § 221, stk. 1, § 223, stk. 2, § 224,
stk. 2, og § 225, kan Finanstilsynet forbyde selskabet at råde
over dets aktiver eller begrænse dets rådighed herover. § 219
finder tilsvarende anvendelse.
Bestemmelsen gælder både forsikringsselskaber, der har
tilladelse til at udøve livsforsikringssvirksomhed og forsik-
ringsselskab, der har tilladelse til at udøve skadesforsik-
ringsvirksomhed, og både gruppe 1- og gruppe 2-forsik-
ringsselskaber.
Finanstilsynet skal underrette værtslandenes tilsynsmyndig-
heder, hvis forsikringsselskabet driver grænseoverskridende
virksomhed eller har etableret en filial i et andet land inden-
for Den Europæiske Union.
Et forbud vil kun undtagelsesvist blive brugt som led i for-
anstaltningerne nævnt i § 223, mens selskabets situation
ved manglende opfyldelse af reglerne om henholdsvis mi-
nimumsbasiskapitalen og minimumskapitalkravet oftere vil
føre til et forbud. Dette skyldes, at forsikringsselskabets
manglende opfyldelse af henholdsvis kravet til minimums-
basiskapitalen og minimumskapitalkravet er langt mere risi-
kabelt for forsikringstagerne end manglende opfyldelse af
solvenskapitalkravet. Der vil derfor være forskel på Finans-
tilsynets reaktion alt efter, hvor påvirket forsikringsselska-
bets økonomiske situation vurderes at være.
Bestemmelsen fastsætter, at bestemmelserne i § 219 finder
tilsvarende anvendelse, når Finanstilsynet skal forbyde el-
ler begrænse et selskabs rådighed over dets aktiver. Hvis
Finanstilsynet bringer denne bestemmelse i anvendelse, skal
hele selskabets aktivmasse undergives reglerne i § 219.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet underretter tilsyns-
myndighederne i værtslandene om alle foranstaltninger om
gruppe 1-forsikringsselskaber truffet efter stk. 1.
Bestemmelsen gennemfører dele af Solvens II-direktivets
artikel 138 og 139.
Bestemmelsen indebærer en underretningsforpligtelse over
for tilsynsmyndighederne i værtslande om foranstaltninger-
ne i stk. 1. Bestemmelsen gælder kun over for foranstaltnin-
ger truffet over for gruppe 1-forsikringsselskaber.
I situationer, hvor Finanstilsynet er hjemlandets tilsynsmyn-
dighed, skal tilsynsmyndigheder i et værtsland efter anmod-
ning fra Finanstilsynet træffe de samme foranstaltninger i
værtslandet. Finanstilsynet angiver, hvilke aktiver der skal
være omfattet af disse foranstaltninger. Den samme forplig-
telse gælder for Finanstilsynet i situationer, hvor en tilsyns-
myndighed i et andet værtsland har truffet en lignende afgø-
relse.
Til § 223
Det følger af den gældende § 248 a i lov om finansiel virk-
somhed, at hvis et gruppe 1-forsikringsselskab ikke opfylder
solvenskapitalkravet, skal selskabet udarbejde en genopret-
ningsplan, som skal forelægges Finanstilsynet til godkendel-
se senest to måneder efter, at selskabet har konstateret, at det
bryder med solvenskapitalkravet.
Den foreslåede § 223 viderefører den gældende § 248 a i lov
om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 138, stk.
2-4, i Solvens II-direktivet.
Det foreslås i stk. 1, at et gruppe 1-forsikringsselskab, som
ikke opfylder solvenskapitalkravet, jf. § 154, skal udarbejde
en plan for genoprettelse, der beskriver de foranstaltninger,
der er nødvendige, for at forsikringsselskabet kan opfylde
solvenskapitalkravet. Planen for genoprettelse skal forelæg-
ges Finanstilsynet til godkendelse senest 2 måneder efter,
at forsikringsselskabet har konstateret, at det ikke opfylder
solvenskapitalkravet.
463
Det fremgår af bestemmelsen, at et gruppe 1-forsikringssel-
skab senest to måneder efter, at det har konstateret, at det
ikke opfylder solvenskapitalkravet, skal forelægge en plan
for genoprettelse til godkendelse hos Finanstilsynet.
Ved vurdering af planen vil Finanstilsynet lægge vægt på,
om den indebærer, at det kapitalgrundlag, der kan anvendes
til at dække solvenskapitalkravet, genoprettes indenfor fri-
sten i stk. 2, og at der er tilfredsstillende sikkerhed for, at
selskabet også i fremtiden er i stand til at sikre nuværende
og kommende forsikringstagere tilstrækkeligt.
Overtrædelse af lovforslagets § 223, stk. 1, foreslås strafbe-
lagt med lovforslagets § 312, stk. 2.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af lovforslagets §
223 er gruppe 1-forsikringsselskab. Den strafbare handling
består i, at et gruppe 1-forsikringsselskab, der ikke opfyl-
der solvenskapitalkravet, undlader at udarbejde en plan for
genoprettelse, der beskriver de foranstaltninger, der er nød-
vendige, for at selskabet kan opfylde solvenskapitalkravet,
eller undlader at forelægge en sådan genopretningsplan for
Finanstilsynet til godkendeles senest 2 måneder efter, at sel-
skabet har konstateret, at det ikke opfylder solvenskapital-
kravet. Overtrædelse af bestemmelsen kan straffes med bøde
eller fængsel indtil fire måneder, medmindre højere straf er
forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at planen for genoprettelse skal
føre til, at solvenskapitalkravet opfyldes senest 6 måneder
efter, at selskabet konstaterede den manglende opfyldelse
heraf.
Det foreslås i 2. pkt., at Finanstilsynet kan forlænge denne
frist med 3 måneder én gang, hvis selskabet kan sandsynlig-
gøre, at det vil blive i stand til at opfylde solvenskapitalkra-
vet, hvis fristen forlænges.
I medfør af stk. 2 skal selskabet senest 6 måneder efter
konstateringen af den manglende opfyldelse af solvenskapi-
talkravet igen opfylde solvenskapitalkravet. Dette kan for
eksempel gøres ved at afsætte det nødvendige kapitalgrund-
lag til dækning af solvenskapitalkravet eller ved at reducere
risikoprofilen. Finanstilsynet kan om nødvendigt forlænge
denne frist med tre måneder. For at Finanstilsynet kan for-
længe fristen, skal selskabet sandsynliggøre, at det er i stand
til at leve op til solvenskapitalkravet, hvis fristen forlæn-
ges. Forlængelse efter stk. 2 kan kun ske én enkelt gang.
Kommissionen har fastlagt nærmere regler om forlængelse
af fristen som en del af niveau 2-reguleringen ved vedtagel-
sen af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35
af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og
udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Sol-
vens II).
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at i særlige tilfælde, hvor
Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Ar-
bejdsmarkedspensionsordninger vurderer, at der foreligger
en usædvanlig ugunstig situation, der berører forsikringssel-
skaber, der udgør en betydelig del af markedet, kan Finans-
tilsynet, efter høring af Det Europæiske Udvalg for Systemi-
ske Risici, forlænge fristen i stk. 2.
Det foreslås i 2. pkt., at fristforlængelse kan meddeles ad
flere omgange, men den samlede fristforlængelse må ikke
overstige 7 år.
Finanstilsynet kan herefter i særlige tilfælde og efter høring
af Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB)
forlænge fristen i stk. 2. Ved særlige tilfælde forstås de til-
fælde, hvor Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsik-
rings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA) vur-
derer, at der foreligger en usædvanlig ugunstig situation, der
berører forsikringsselskaber, der udgør en betydelig del af
markedet eller branchen. Fristen kan forlænges ad flere om-
gange, men den samlede fristforlængelse kan ikke overstige
en periode på 7 år. Den konkrete fastsættelse af fristen skal
tage hensyn til alle relevante faktorer, herunder den gennem-
snitlige varighed af de forsikringsmæssige hensættelser til
solvens.
Efter anmodning fra Finanstilsynet erklærer EIOPA, om der
foreligger en usædvanlig ugunstig situation. Finanstilsynet
kan anmode herom, hvis forsikringsselskaber, der udgør en
betydelig del af markedet eller af de berørte brancher, efter
al sandsynlighed ikke kan opfylde kravene i stk. 2. Det
fremgår af artikel 138, stk. 4, i Solvens II-direktivet, at
der er tale om en usædvanlig ugunstig situation, når den
finansielle situation i et forsikringsselskab, i alvorlig eller
skadelig grad, er berørt af en eller flere af følgende hændel-
ser:
1) Et fald på de finansielle markeder, der er uforudset,
brat og voldsomt.
2) En situation med vedvarende lav rente.
3) En katastrofe, der har store konsekvenser.
Når det berørte forsikringsselskab har fået tilladelse fra Fi-
nanstilsynet til at udøve forsikringsvirksomhed efter lovfor-
slagets § 11, vil EIOPA i samarbejde med Finanstilsynet
regelmæssigt vurdere, om ovenstående betingelser fortsat er
opfyldt. EIOPA vil, ligeledes i samarbejde med Finanstilsy-
net, erklære, når en usædvanlig ugunstig situation er ophørt
med at eksistere.
Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at hvis fristen forlænges efter
stk. 3, skal selskabet hver tredje måned indsende en redegø-
relse til Finanstilsynet, der beskriver de hidtidige foranstalt-
464
ninger og fremskridt med henblik på at opfylde solvenskapi-
talkravet.
Det foreslås i 2. pkt., at hvis redegørelsen viser, at der
ikke er sket betydelige fremskridt med henblik på at opfyl-
de solvenskapitalkravet, kan Finanstilsynet tilbagekalde for-
længelsen af fristen.
Bestemmelsen indebærer, at forsikringsselskaber, der har
fået forlænget fristen efter stk. 3, hver tredje måned skal
indsende en redegørelse til Finanstilsynet. Redegørelsen
skal beskrive de hidtidige foranstaltninger og fremskridt i
retning af at genskabe det nødvendige kapitalgrundlag til
dækning af solvenskapitalkravet eller at reducere risikopro-
filen for derved at opfylde solvenskapitalkravet. Finanstil-
synet kan tilbagekalde forlængelsen af fristen, hvis forsik-
ringsselskabets redegørelse viser, at der ikke er sket bety-
delige fremskridt i retning af at genskabe det nødvendige
kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet eller at
reducere risikoprofilen mellem datoen for konstateringen af
den manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet og datoen
for forelæggelsen af redegørelsen. Da forsikringsselskabet
ved tilbagekaldelsen af fristforlængelsen ikke kan opfylde
solvenskapitalkravet i medfør af § 154 og ikke indenfor den
fastsatte frist i medfør af denne bestemmelse har været i
stand til at opfylde kravet, vil Finanstilsynet kunne inddrage
forsikringsselskabets tilladelse efter § 199, stk. 2, 1. pkt.
Hvorvidt der er sket betydelige fremskridt, vil afhænge af en
konkret vurdering af det enkelte selskab.
Overtrædelse af lovforslagets § 223, stk. 4, foreslås strafbe-
lagt med lovforslagets § 312, stk. 2.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af lovforslagets
§ 223 er et gruppe 1-forsikringsselskab. Den strafbare hand-
ling består i, at et gruppe 1-forsikringsselskab undlader at
indsende en redegørelse hver tredje måned. Overtrædelse af
bestemmelsen kan straffes med bøde eller fængsel indtil fire
måneder.
Det foreslås i stk. 5, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere
regler om de oplysninger, planen for genoprettelse skal inde-
holde.
Bestemmelsen bemyndiger således Finanstilsynet til at fast-
sætte nærmere regler om de oplysninger, planen for genop-
rettelse skal indeholde, og den periode, planen skal vedrøre.
Den foreslåede bestemmelse vidererfører § 248 a, stk. 5, i
lov om finansiel virksomhed. Med hjemmel i § 248 a, stk.
5, er bekendtgørelse nr. 356 af 8. april 2015 om driftsplaner,
planer for genoprettelse, finansieringsplaner og individuelt
solvensbehov for forsikringsselskaber udstedt. Bekendtgø-
relsen vil fortsat være i kraft efter lovforslagets ikrafttræden,
jf. lovforslagets § 322.
Til § 224
Det følger af den gældende § 248 b i lov om finansiel virk-
somhed, at hvis et gruppe 1-forsikringsselskab ikke opfylder
minimumskapitalkravet, skal selskabet udarbejde en finan-
sieringsplan, som skal forelægges Finanstilsynet til godken-
delse senest én måned efter, at selskabet har konstateret,
at det ikke opfylder minimumskapitalkravet. Selskabet har
herefter tre måneder til at opfylde minimumskapitalkravet.
Den foreslåede § 224 viderefører den gældende § 248 b i lov
om finansiel virksomhed.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 139, stk.
2-4, i Solvens II-direktivet.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at et gruppe 1-forsikringssel-
skab, som ikke opfylder minimumskapitalkravet, jf. § 155,
skal udarbejde en finansieringsplan, der beskriver de foran-
staltninger, der er nødvendige, for at forsikringsselskabet
kan opfylde minimumskapitalkravet.
Det foreslås i 2. pkt., at finansieringsplanen skal forelægges
Finanstilsynet til godkendelse senest 1 måned efter, at for-
sikringsselskabet har konstateret, at det ikke opfylder mini-
mumskapitalkravet.
Det fremgår af stk. 1, at et gruppe 1-forsikringsselskab se-
nest én måned efter, at det har konstateret, at det ikke op-
fylder minimumskapitalkravet, skal forelægge en finansie-
ringsplan til godkendelse hos Finanstilsynet. Finansierings-
planen, som forsikringsselskabet skal udarbejde, skal føre
til, at forsikringsselskabet indenfor 3 måneder vil være i
stand til at leve op til minimumskapitalkravet.
Ved vurdering af planen skal Finanstilsynet lægge vægt på,
om planen indebærer, at kapitalgrundlaget, der anvendes
til at dække minimumskapitalkravet, genoprettes indenfor
fristen i stk. 2, og at der er tilfredsstillende sikkerhed for, at
forsikringsselskabet også i fremtiden vil være i stand til at
sikre nuværende og kommende forsikringstagere tilstrække-
ligt.
Overtrædelse af lovforslagets § 224, stk. 1, foreslås strafbe-
lagt med lovforslagets § 312, stk. 2.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af lovforslagets
§ 224 er et gruppe 1-forsikringsselskab. Den strafbare hand-
ling består i, at et gruppe 1-forsikringsselskab, der ikke
opfylder minimumskapitalkravet, undlader at udarbejde en
465
finansieringsplan, der beskriver de foranstaltninger, der er
nødvendige for, at forsikringsselskabet kan opfylde mini-
mumskapitalkravet, og forelægge finansieringsplanen for
Finanstilsynet til godkendelse senest en måned efter, at
forsikringsselskabet har konstateret, at det ikke opfylder
minimumskapitalkravet. Overtrædelse af bestemmelsen kan
straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder.
Det foreslås i stk. 2, at finansieringsplanen skal føre til,
at minimumskapitalkravet opfyldes senest 3 måneder efter
konstateringen af den manglende opfyldelse heraf.
Efter stk. 2 skal gruppe 1-forsikringsselskabet senest tre
måneder efter konstateringen af den manglende opfyldelse
af minimumskapitalkravet igen opfylde kravet. Dette kan for
eksempel gøres ved at forøge kapitalgrundlaget til et niveau
svarende til minimumskapitalkravet eller ved at reducere
risikoprofilen. En manglende opfyldelse af minimumskapi-
talkravet betyder, at der er stor risiko for, at forsikringsta-
gernes interesser ikke kan varetages. Derfor er fristen for
genopretning kortere end ved manglende opfyldelse af sol-
venskapitalkravet. På grund af den store risiko for forsik-
ringstagerne er der heller ikke mulighed for, at fristen kan
forlænges yderligere. Kan forsikringsselskabet ikke opfylde
minimumskapitalkravet i medfør af lovforslagets § 155, og
har forsikringsselskabet ikke indenfor den fastsatte frist i
medfør af denne bestemmelse været i stand til at opfylde
kravet, skal Finanstilsynet inddrage forsikringsselskabets til-
ladelse efter § 199.
Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere
regler om de oplysninger, finansieringsplanen skal indehol-
de.
I medfør af stk. 3 kan Finanstilsynet fastsætte nærmere reg-
ler om de oplysninger, finansieringsplanen skal indeholde,
og den periode, planen skal vedrøre.
Det foreslåede stk. 3 viderefører § 248 b, stk. 3, i lov om
finansiel virksomhed, der er udnyttet til at udstede bekendt-
gørelse nr. 356 af 8. april 2015 om driftsplaner, planer for
genoprettelse, finansieringsplaner og individuelt solvensbe-
hov for forsikringsselskaber. Bekendtgørelsen vil fortsat væ-
re i kraft efter lovforslagets ikrafttræden, jf. lovforslagets §
322.
Til § 225
Det følger af den gældende § 248 i lov om finansiel virk-
somhed, at hvis et gruppe 2-forsikringsselskab ikke opfyl-
der minimumsbasiskapitalkravet, skal selskabet udarbejde
en genopretningsplan, som skal godkendes af Finanstilsynet.
Den foreslåede § 225 viderefører den gældende § 248 i lov
om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at et gruppe 2-forsikringsselskab, som
ikke opfylder kravet til minimumsbasiskapitalen, jf. § 156,
stk. 2 og 3, skal udarbejde en plan for genoprettelse, der be-
skriver de foranstaltninger, der er nødvendige, for at forsik-
ringsselskabet kan opfylde kravet til minimumsbasiskapita-
len. Planen for genoprettelse skal forelægges Finanstilsynet
til godkendelse indenfor en af Finanstilsynet fastsat tidsfrist.
Bestemmelsen indebærer, at et gruppe 2-forsikringsselskab,
indenfor en af Finanstilsynet fastsat frist, skal udarbejde
en plan for genoprettelse, hvis forsikringsselskabet ikke op-
fylder kravet til minimumsbasiskapitalen i § 156, stk. 2
og 3. Planen for genoprettelse forelægges Finanstilsynet,
så tilsynet kan vurdere, om planen indeholder de nødvendi-
ge foranstaltninger til genopretning af forsikringsselskabets
økonomiske stilling.
Bestemmelsen omhandler den situation, hvor forsikringssel-
skabet er så økonomisk truende, at basiskapitalen er påvir-
ket. Den plan for genoprettelse, som forsikringsselskabet
skal udarbejde, er i princippet en driftsplan, der skal føre
til, at basiskapitalen bliver genoprettet indenfor en rimelig
tid. Bestemmelsen fastlægger ikke en frist for, hvornår ba-
siskapitalen skal være genoprettet, idet fristen herfor vil af-
hænge af, hvor alvorlig forsikringsselskabets situation er. Et
forsikringsselskab, som er i meget alvorlige problemer, vil
derfor af hensyn til forsikringstagerne skulle genoprette sin
økonomiske stilling relativt hurtigt.
Ved vurdering af planen vil Finanstilsynet først og fremmest
lægge vægt på, om planen indebærer, at basiskapitalen gen-
oprettes tilstrækkeligt hurtigt, og at der er tilfredsstillende
sikkerhed for, at forsikringsselskabets økonomiske stilling
også i fremtiden vil være i stand til at sikre nuværende og
kommende forsikringstagere tilstrækkeligt.
Hvis et gruppe 2-forsikringsselskab ikke opfylder det indivi-
duelle solvensbehov, vil Finanstilsynet kunne anvende sine
beføjelser i medfør af lovforslagets §§ 220 og 221 og påby-
de forsikringsselskabet at foretage de nødvendige foranstalt-
ninger for at rette op på situationen. Hvis selskabet ikke
er i stand til at opfylde kravet til minimumsbasiskapitalen,
kan Finanstilsynet træffe beslutning om, at selskabet skal
træde i likvidation. Finanstilsynet har ligeledes mulighed for
indgriben efter lovforslagets § 277.
Overtrædelse af lovforslagets § 225, stk. 1, foreslås strafbe-
lagt med lovforslagets § 312, stk. 2.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af lovforslagets
§ 225 er et gruppe 2-forsikringsselskab. Den strafbare hand-
466
ling indebærer, at et gruppe 2-forsikringsselskab, der ikke
opfylder minimumskapitalkravet, undlader at udarbejde en
finansieringsplan, der beskriver de foranstaltninger, der er
nødvendige for, at selskabet kan opfylde minimumskapital-
kravet, og forelægge finansieringsplanen for Finanstilsynet
til godkendelse, senest en måned efter, at forsikringsselska-
bet har konstateret, at det ikke opfylder minimumskapital-
kravet. Overtrædelse af bestemmelsen kan straffes med bøde
eller fængsel indtil fire måneder.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere
regler om de oplysninger, planen for genoprettelse skal inde-
holde, og om perioden, for hvilken planen skal udarbejdes.
Bestemmelsen bemyndiger således Finanstilsynet til at fast-
sætte nærmere regler om, hvilke oplysninger planen for gen-
oprettelse skal indeholde, samt hvor lang en periode oplys-
ningerne skal gives for.
Det foreslåede stk. 3 viderefører § 248, stk. 2, i lov om
finansiel virksomhed, der er udnyttet til at udstede bekendt-
gørelse nr. 356 af 8. april 2015 om driftsplaner, planer for
genoprettelse, finansieringsplaner og individuelt solvensbe-
hov for forsikringsselskaber. Bekendtgørelsen vil fortsat væ-
re i kraft efter lovforslagets ikrafttræden, jf. lovforslagets §
322.
Til § 226
Det følger af den gældende § 252 i lov om finansiel virk-
somhed, hvorledes Finanstilsynet skal søge forsikringsbe-
standen overdraget i tilfælde af likvidation af et forsikrings-
selskab, der ikke driver livsforsikringsvirksomhed.
Den foreslåede § 226 viderefører den gældende § 252 i lov
om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at Finanstilsynet snarest muligt
efter, at likvidation i henhold til § 221 er indtrådt, i samråd
med likvidatorerne, skal undersøge, om det vil være hen-
sigtsmæssigt at søge forsikringsbestanden helt eller delvis
overdraget til et eller flere forsikringsselskaber.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at indkommer der tilbud om
en sådan overtagelse, skal Finanstilsynet, hvis det finder
tilbuddet antageligt, lade udarbejde en redegørelse om over-
dragelsen og et forslag til overenskomst med vedkommende
selskab.
Bestemmelsen omhandler den situation, hvor Finanstilsynet
i medfør af lovforslagets § 221 har truffet beslutning om, at
et forsikringsselskab, der ikke driver livsforsikringsvirksom-
hed, skal træde i likvidation. Bestemmelsen svarer til reglen
i lovforslagets § 234, der kun gælder for forsikringsselska-
ber, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed,
og hvor administrator skal forsøge livsforsikringsbestanden
overdraget.
Efter bestemmelsen skal Finanstilsynet på samme måde som
administrator efter lovforslagets § 234 undersøge, om det
vil være hensigtsmæssigt for de forsikrede, at forsikringsbe-
standen overdrages helt eller delvist til et andet forsikrings-
selskab. Bestanden kan således eksempelvis opdeles i flere
forsikringstyper, som derefter kan overdrages separat.
Hvis forsikringsbestanden skal overdrages, følges samme
måde som ved reglerne efter lovforslagets § 195 om be-
standsoverdragelse, og der udarbejdes en overenskomst og
redegørelse om overdragelsen. Dog er det Finanstilsynet,
der udarbejder forslag til overenskomst med selskabet.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at redegørelsen og forslaget skal
offentliggøres i Statstidende og i dagblade.
Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at redegørelsen skal indeholde
en opfordring til forsikringstagerne til, inden en af Finanstil-
synet fastsat frist, der ikke må være kortere end én måned,
skriftligt at meddele Finanstilsynet, hvis de har indsigelser
mod overdragelsen.
Det foreslås i stk. 2, 3. pkt., at selskabet samtidig, til de
forsikringstagere, hvis adresse er selskabet er bekendt, skal
udsende redegørelsen og forslaget.
Redegørelsen skal beskrive overdragelsen og dens konse-
kvenser for forsikringstagerne og skal opfordre forsikrings-
tagerne til skriftligt at meddele Finanstilsynet indsigelser
imod overdragelsen indenfor en af Finanstilsynet fastsat
frist, der ikke må være kortere end én måned. Bestemmelsen
medfører, at forsikringstagerne får mulighed for at gøre ind-
sigelse mod overdragelsen.
Det foreslås i stk. 3, at efter udløbet af fristen i stk. 2 træffer
erhvervsministeren, under hensyntagen til de fremsatte ind-
sigelser, beslutning om, hvorvidt forsikringsbestanden kan
overdrages i overensstemmelse med det fremsatte forslag.
Erhvervsministerens beføjelse efter den gældende bestem-
melse i lov om finansiel virksomhed § 253, stk. 3, til
at træffe beslutning om, hvorvidt forsikringsbestanden kan
overdrages, er henlagt til Finanstilsynet, jf. § 1, nr. 1, i
bekendtgørelse nr. 44 af 19. januar 2015 om henlæggelse af
beføjelser til Finanstilsynet, som forventes videreført.
Bestemmelsen medfører, at Finanstilsynet først kan træffe
beslutning om overdragelse efter udløbet af indsigelsespe-
467
rioden. At beslutningen træffes under hensyntagen til de
fremsatte indsigelser medfører, at eventuelle saglige indsi-
gelser kan få indvirkning på Finanstilsynets beslutning om,
hvorvidt forsikringsbestanden kan overdrages.
Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at Finanstilsynet i forbindelse
med den udarbejdede redegørelse efter forhandling med det
overtagende selskab kan træffe beslutning om, at forsikrin-
ger, som er tegnet for en periode på mere end 1 år, af begge
parter kan opsiges efter de regler, som ifølge forsikringsaf-
talen er gældende, hvis den i aftalen indeholdte flerårige
periode var udløbet.
Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at reglerne om denne adgang til
opsigelse skal gengives i Finanstilsynets redegørelse.
Bestemmelsen fastsætter, at Finanstilsynet kan beslutte, at
forsikringer, der er tegnet for en periode på mere end 1 år,
kan opsiges af begge parter. Bestemmelsen tager således
sigte på at beskytte de forsikringstagere, der eksempelvis
har bundet sig for en flerårig periode. Finanstilsynet har der-
for mulighed for at bestemme, at aftaleperioden kan forkor-
tes, hvilket er en undtagelse til princippet om ikke at ændre
i vilkårene i en forsikringsaftale ved en bestandsoverdragel-
se. Dette kræver dog det overtagende selskabs accept. Reg-
lerne for dette skal gengives i redegørelsen efter stk. 1.
Det foreslås i stk. 5, 1. pkt., at § 27, stk. 2, i lov om forsik-
ringsaftaler tilsvarende finder anvendelse, indtil erhvervsmi-
nisteren har truffet beslutning i henhold til stk. 3.
Det foreslås i stk. 5, 2. pkt., at finder overdragelse sted i
overensstemmelse med erhvervsministerens beslutning, kan
likvidationen og overdragelsen, uanset lov om forsikringsaf-
taler §§ 26 og 27, ikke påberåbes som grundlag for at hæve
forsikringsaftalen.
§ 27, stk. 2, i lov om forsikringsaftaler fastsætter, at en
skadesforsikringsaftale bortfalder 1 år efter, at selskabet er
trådt i frivillig likvidation, og at forsikringstageren kan hæve
aftalen, hvis selskabet ikke stiller sikkerhed,
Stk. 5 fastsætter således, at reglen i § 27, stk. 2, i lov
om forsikringsaftaler finder anvendelse indtil det tidspunkt,
hvor Finanstilsynet træffer beslutning om, at bestanden skal
overdrages. Herefter kan § 27, stk. 2, ikke påberåbes, hvilket
svarer til den almindelige bestandsoverdragelsessituation.
Til § 227
Den gældende § 253 i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter regler om administration af forsikringsbestande i forsik-
ringsselskaber, der har tilladelse til at udøve livsforsikrings-
virksomhed.
Den foreslåede § 227 viderefører den gældende lov om fi-
nansiel virksomhed § 253 med redaktionelle ændringer. Den
foreslåede bestemmelse medfører ikke materielle ændringer.
Den foreslåede bestemmelse finder kun anvendelse på for-
sikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve livsforsik-
ringsvirksomhed.
Det følger af lovforslagets § 209, stk. 4, at den foreslåede
bestemmelse tillige finder anvendelse på et forsikringssel-
skab, der ikke driver livsforsikringsvirksomhed, som erklæ-
res konkurs.
Det foreslås i stk. 1, at træffer Finanstilsynet beslutning
om, at en forsikringsbestand i et forsikringsselskab, der har
tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, tages under
administration i henhold til § 199, stk. 1, nr. 1 eller 2, eller
stk. 3, § 200, stk. 3 eller 4, § 209, stk. 5, eller § 220 udnæv-
ner Finanstilsynet samtidig en administrator til i fællesskab
med eventuelle medadministratorer at forestå forsikringsbe-
standens administration.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter de nærmere regler
om etablering af et administrationsbo, når et forsikringssel-
skab, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksom-
hed, ikke kan fortsætte sin drift af selskabet, og bestemmer,
at der skal udnævnes en administrator til at administrere
forsikringsbestanden, når Finanstilsynet beslutter, at en for-
sikringsbestand i et forsikringsselskab, der har tilladelse til
at udøve livsforsikringsvirksomhed, skal tages under admi-
nistration.
De i henhold til loven fastsatte tilfælde, hvor Finanstilsynet
skal eller kan tage et selskabs forsikringsbestand under ad-
ministration, er fastsat i det foreslåede stk. 1.
Finanstilsynet kan tage et selskabs forsikringsbestand under
administration som følge af lovforslagets § 199, stk. 1, nr.
1 og 2, der bestemmer, at Finanstilsynet kan inddrage tilla-
delsen til at drive virksomhed som forsikringsselskab, hvis
forsikringsselskabet gør sig skyldig i grove eller gentagne
overtrædelser af den foreslåede lov om forsikringsvirksom-
hed, lov om finansiel virksomhed, hvidvaskloven, Solvens
II-direktivet, Solvens II-forordningen eller andre love, der
finder anvendelse for forsikringsselskaber, eller hvis forsik-
ringsselskabet ikke opfylder kravene til at få en tilladelse,
herunder kravene i lovforslagets kapitel 3.
Endvidere kan Finanstilsynet træffe beslutning om at tage
et gruppe 2-forsikringsselskabs forsikringsbestand under ad-
ministration efter § 199, stk. 3, der bestemmer, at et gruppe
468
2-forsikringsselskabs tilladelse som forsikringsselskab skal
inddrages, hvis selskabet ikke har gennemført foranstaltnin-
gerne i planen for genoprettelse til opfyldelse af kravet til
minimumsbasiskapitalen indenfor fristerne i lovforslagets §
225.
Forsikringsbestanden kan tages under administration, når
Finanstilsynet inddrager et forsikringsselskabs tilladelse i
henhold til § 200, stk. 3 og 4.
Det følger af lovforslagets § 209, stk. 5, at Finanstilsynet
skal tage forsikringsbestanden under administration, når et
forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve livsforsik-
ringsvirksomhed, erklæres konkurs.
Endelig kan selskabets forsikringsbestand tages under admi-
nistration i medfør af lovforslagets § 220, hvis selskabet
undlader at imødekomme de genopretningsforanstaltninger,
som Finanstilsynet i medfør af bestemmelsen har fastsat,
og denne undladelse skønnes at medføre fare for de forsikre-
de. En forsikringsbestand skal tages under administration,
hvis det viser sig, at der inden den i henhold til § 220, stk. 1,
fastsatte frist ikke kan fremskaffes de til dækning af de for-
sikringsmæssige hensættelser til solvens nødvendige midler,
jf. stk. 3. Efter § 220, stk. 4, kan Finanstilsynet endvidere
træffe bestemmelse om, at selskabets forsikringsbestand skal
tages under administration, hvis selskabet træder i likvida-
tion. Endelig følger det af § 220, stk. 5, at Finanstilsynet
kan træffe beslutning om, at selskabet skal opløses, hvis
Finanstilsynet finder det påkrævet, når selskabet er taget
under administration.
Den i medfør af bestemmelsen udnævnte administrator fun-
gerer i administrationsboets ledelse.
Finanstilsynet træffer afgørelse om, at selskabet tages under
administration, hvorefter der oprettes et administrationsbo,
som fungerer som en selvstændig juridisk enhed separat fra
selskabet. At selskabet tages under administration betyder,
at den af Finanstilsynet udnævnte administrator i fællesskab
med eventuelle medadministratorer skal forestå forsikrings-
bestandens administration og handle i selskabets bedste inte-
resse. Dette kan eksempelvis indebære at forvalte selskabets
midler samt administrere forsikringsselskabets registrerede
aktiver og forsikringsmæssige hensættelser samt selskabets
anmeldte og forfaldne forsikringskrav.
Finanstilsynets afgørelse om, at forsikringsbestanden i et
forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve livsforsik-
ringsvirksomhed, tages under administration, kan ankes til
Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er
meddelt selskabet, som følge af lovforslagets § 309, stk. 1.
Administrator, som er udnævnt af Finanstilsynet, er admi-
nistrationsboets ledelse og er at betragte som en bobesty-
rer. Administrators hovedopgave er at opgøre og administre-
re boets aktiver og passiver. Aktiverne består som udgangs-
punkt af forsikringsselskabets registrerede aktiver, jf. den
foreslåede § 219, mens passiverne består af forsikringssel-
skabets forpligtelser i henhold til forsikringsaftalerne og den
eventuelt påhvilende skattebetaling, jf. stk. 4, og omkost-
ningerne i forbindelse med administration i øvrigt, blandt
andet administrators honorar, jf. stk. 5. Administrator skal
endvidere sørge for forsikringsselskabets videre drift, herun-
der den løbende udbetaling af forsikringskrav. Endelig skal
administrator forsøge at få forsikringsbestanden overdraget
eller etablere et nyt selskab, jf. lovforslagets §§ 234 og
235. Kan dette ikke lade sig gøre, fortsætter administratio-
nen uændret, indtil alle forsikringer er udløbet, eller det på
et senere tidspunkt kan lade sig gøre at få bestanden over-
draget til et eksisterende eller nyt selskab, jf. lovforslagets §
235, stk. 3.
For krav til en administrator og eventuelle medadministrato-
rer, som udnævnes af Finanstilsynet, kan der henvises til de
specielle bemærkninger til den foreslåede bestemmelses stk.
3.
Det foreslås i stk. 2, at når en forsikringsbestand tages under
administration, skal Finanstilsynet tilbagekalde tilladelsen
fra forsikringsselskabet, der har tilladelse til at udøve livs-
forsikringsvirksomhed, samt foranledige beslutningerne om
administrationens iværksættelse, administrators udnævnelse
samt at tilladelsens tilbagekaldelse registreres i Erhvervssty-
relsen.
Når en forsikringsbestand tages under administration, må
det som følge af de nævnte bestemmelser i stk. 1 antages, at
selskabet er ude af stand til at drive forsikringsvirksomhed
på en forsvarlig måde. Af denne årsag er det nødvendigt, at
Finanstilsynet tilbagekalder selskabets tilladelse til at drive
forsikringsvirksomhed, så snart de træffer beslutningen om,
at en forsikringsbestand skal tages under administration. Til-
bagekaldelse af tilladelsen indebærer blandt andet, at ny-
tegning ikke kan finde sted. Finanstilsynet skal samtidig
sørge for, at beslutningen om administrationens iværksæt-
telse, tilbagekaldelse af tilladelsen samt administrators ud-
nævnelse registreres hos Erhvervsstyrelsen. Registrering hos
Erhvervsstyrelsen har til formål at oplyse offentligheden og
relevante interessenter om, at selskabet er taget under admi-
nistration, samt at legitimere administrator til at handle på
selskabets vegne.
Efter forsikringsselskabets bestand tages under administra-
tion er der ikke krav om, at selskabet skal opløses. Dog kan
Finanstilsynet kræve opløsning efter lovforslagets § 220,
stk. 5.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at for at sikre administrationens
469
forsvarlige varetagelse kan administrator udpege en eller
flere medadministratorer med indsigt i for administrationen
relevante forhold.
Det foreslås i 2. pkt., at § 140 finder tilsvarende anvendelse i
forbindelse med administrationsboer.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at administrationen
varetages med størst mulig ekspertise og indsigt i relevante
forhold. Henvisningen til lovforslagets § 140 indebærer, at
administrator enten selv skal have aktuarmæssig ekspertise
eller i modsat fald skal udnævne en medadministrator med
en sådan ekspertise, da aktuarmæssig kompetence forudsæt-
tes at være nødvendig for at administrere livsforsikringsbe-
stande.
Bestemmelsens stk. 1 fastsætter, at direktionen skal drage
omsorg for, at et forsikringsselskab råder over tilstrækkelig
sagkundskab til beregning af forsikringsmæssige hensættel-
ser til solvens. Bestemmelsens stk. 2 fastsætter endvidere,
at i et forsikringsselskab med tilladelse til at drive livsforsik-
ring skal bestyrelsen ansætte en ansvarshavende aktuar, der
skal varetage de nødvendige forsikringstekniske funktioner,
herunder beregninger og undersøgelser.
Udover medadministratorer med indsigt i forsikringsforhold
kan det tillige komme på tale at udpege en kurator i forsik-
ringsselskabets konkursbo eller en likvidator i forsikrings-
selskabets likvidationsbo, hvis administrator skønner, at det-
te er hensigtsmæssigt, og eventuelle interessekonflikter ikke
er til hinder herfor.
Det foreslås i stk. 4, at udgifter, der efter skattelovgivningen
påhviler administrationsboet bestående af de forsikrede, ud-
redes af administrationsboet ved administrator.
Ved administration af forsikringsbestanden fastsætter pen-
sionsafkastbeskatningsloven, at administrationsboet indtræ-
der i selskabets forpligtelser m.v., hvorved grundlaget for
beskatning de facto er overført til administrationsboet, der
løbende udreder pensionsafkastskatten. Administrationsboet
består af de forsikrede og administreres af administrator.
Som eksempel kan nævnes krav på pensionsafkastbeskat-
ning af afkastet af administrationsboets aktiver. Ved lov nr.
1033 af 17. december 2001 om ændring af pensionsafkast-
beskatningsloven, selskabsskatteloven og andre skattelove
blev der blandt andet vedtaget skattemæssige ændringer af
betydning for administrationsboer på forsikringsområdet. I
forslaget var anført, at et administrationsbo, der administre-
rer et livsforsikringsselskabs eller en pensionskasses bestand
af pensionstilsagn, hæfter for pensionsafkastskatten. Admi-
nistrationsboet skal således betale pensionsafkastskat af for-
mueafkastet af den samlede pensionsformue, på samme må-
de som der betales pensionsafkastskat af formueafkast af
pensionsformuer, der ikke er under administration.
Baggrunden for denne lovændring var, at administration af
en forsikringsbestand tidligere i relation til de forsikrede
blev betragtet som ophør med ophørsbeskatning til følge
og med manglende fradragsret for fremtidige præmieindbe-
talinger. Ophørsbeskatning samt manglen på skattefradrag
og beskatning af afkastet som en investering i stedet for
beskatning efter pensionsafkastbeskatningsloven ville være
en ulempe og økonomisk byrde for de forsikrede. Lovæn-
dringen var således nødvendig for at sikre, at de forsikrede
så vidt muligt bliver stillet, som om forsikringsbestanden
ikke var taget under administration.
Det foreslås i stk. 5, at honorarer til administratorerne og
andre udgifter i forbindelse med administrationen udredes af
administrationsboet. Honorarernes størrelse fastsættes efter
forhandling med Finanstilsynet.
Bestemmelsen fastsætter, at omkostninger ved boets be-
handling udredes af administrationsboet. Dette inkluderer
honorarer til administratorerne, hvis størrelse fastsættes ef-
ter forhandling med Finanstilsynet samt andre udgifter i
forbindelse med administrationen, hvilket eksempelvis kan
være udgifter til kontorhold m.v. Udgifter, der stammer fra
forsikringsselskabets drift kan ikke kræves betalt af admini-
strationsboet.
Det foreslås i stk. 6, at administrationsboet er underlagt
Finanstilsynets tilsyn.
Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet har samme til-
synsmæssige rettigheder og forpligtelser i relation til admi-
nistrationsboet som over for forsikringsselskaber i medfør af
den foreslåede lov om forsikringsvirksomhed. Dette inklu-
derer i særdeleshed de særlige regler om forsikringsselska-
bers administration i lovforslagets §§ 227 til 235.
Administrationsboet ligestilles i alle tilsynsmæssige forhold
med et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve
livsforsikringsvirksomhed. Finanstilsynet kan således under-
søge administrationsboets forhold og afkræve administrati-
onsboet de i loven angivne oplysninger.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at administrators vare-
tagelse af boet sker på en forsvarlig og betryggende måde,
og det må forventes, at der udvises en vis grad af forsigtig-
hed ved administrators varetagelse af boet.
Til § 228
Den gældende § 254, stk. 1-3, i lov om finansiel virksomhed
470
fastsætter en række aktiviteter, som skal foretages ved en
administrationens begyndelse, hvilke aktiver der indgår i ad-
ministrationsboet, og hvilke opgaver administrator har ved
administrationens begyndelse.
Den foreslåede § 228 viderefører den gældende lov om fi-
nansiel virksomhed § 254, stk. 1-3, i en selvstændig bestem-
melse. Den foreslåede bestemmelse medfører ikke materiel-
le ændringer.
Bestemmelsen gennemfører dele af Solvens II-direktivet ar-
tikel 276, stk. 3 til 7.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at ved administrationens begyn-
delse skal de i § 219, stk. 1, nævnte registrerede aktiver
straks overlades til administrationsboet.
Det foreslås i 2. pkt., at administrationsboet ved administra-
tor skal være berettiget til at råde over disse aktiver.
Det foreslås i 3. pkt., at for så vidt angår fondsaktiver, skal
dette registreres i en værdipapircentral, og for så vidt angår
fast ejendom i tingbogen.
Som følge af bestemmelsen skal de i lovforslagets § 219,
stk. 1, nævnte registrerede aktiver straks overgå til admini-
strationsboet, når en forsikringsbestand tages under admini-
stration. Det vil herefter være administrator, der er berettiget
til at råde over disse aktiver, herunder at realisere dem.
Som følge af lovforslagets § 219, stk. 1, skal forsikringssel-
skaber have en gruppe af aktiver, hvis samlede værdi til
enhver tid mindst svarer til værdien af selskabets samlede
forsikringsmæssige hensættelser til regnskab. For at sikre
tilstedeværelsen af tilstrækkelige aktiver skal forsikringssel-
skaberne føre et register, der indeholder en optegnelse over
1) aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst svarer
til værdien af selskabets samlede forsikringsmæssige
hensættelser til regnskab, og
2) værdien af finansielle kontrakter, der reducerer risikoen
for, at aktiverne efter nr. 1 ikke kan dække de forsik-
ringsmæssige forpligtelser.
De i § 219, stk. 1, nævnte registrerede aktiver udgør en
særlig masse, der alene tjener til dækning af de forsikredes
krav. Forsikringsselskabets øvrige kreditorer må således re-
spektere, at de registrerede aktiver overlades til administra-
tionsboet. Administrators rådighed indebærer, at administra-
tor også skal forvalte de modtagne midler samt sørge for
bedst mulig dækning af de forsikringsmæssige hensættelser
til regnskab.
Administrationsboets ret til at råde over fondsaktiver skal
registreres i en værdipapircentral, og retten til at råde over
fast ejendom skal registreres i tingbogen. Registreringen sik-
rer, at offentligheden kan se, at administrator er berettiget til
at råde over forsikringsselskabets aktiver.
Administrationens begyndelse anses for at være det tids-
punkt, hvor Finanstilsynets træffer afgørelse om administra-
tionens iværksættelse og administrators udnævnelse.
Registreringen skal foretages af administratoren selv på bag-
grund af administrationens begyndelse. Registreringen kan
foretages, så snart administrationens iværksættelse og admi-
nistrators udnævnelse er registreret i Erhvervsstyrelsen.
Det foreslås i stk. 2, at erklæres et forsikringsselskab, der
har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, kon-
kurs, oversender skifteretten straks de i stk. 1 nævnte aktiver
til administrator.
Den foreslåede bestemmelsen indebærer, at administrator
i konkurssituationen på de forsikredes vegne har separatist-
stilling for de registrerede aktiver. Det er herefter ikke de
enkelte forsikrede, der er kreditorer i konkursboet, men ad-
ministrationsboet, der er kreditor på alle forsikredes vegne.
På baggrund af de i lovforslagets § 219, stk. 1, nævnte
registrerede aktivers særlige formål, som alene er at tjene
til dækning af de forsikredes krav, bør de forsikredes rettig-
heder være dækket ved forsikringsselskabets konkurs. Hvis
der mangler et beløb til dækningen af forsikringstagernes
krav i forhold til de midler, som administrationsboet allerede
har fået, skyldes dette enten, at der har været registreret for
få aktiver i forsikringsselskabet, eller at forsikringsselskabet
har opgjort hensættelserne forkert. Det er forsøgt at modar-
bejde denne mulighed bl.a. ved lovens foreslåede § 220, stk.
5, hvorefter forsikringsselskabet kvartalsvis skal indberette
til Finanstilsynet, hvilke aktiver der er registreret.
Det foreslås i stk. 3, at administrator skal lade de registre-
rede aktiver vurdere i overensstemmelse med de gældende
værdiansættelsesregler.
Lovforslagets § 228 gennemfører Solvens II-direktivets arti-
kel 276, stk. 3.
Det forudsættes, at administrator som en af sine første op-
gaver og snarest muligt efter, at administrator jf. stk. 1 er
blevet berettiget til at råde over aktiverne i selskaber, sørger
for at få foretaget denne vurdering. Det følger af den fore-
slåede bestemmelse, at det ikke er administrator selv, der
skal foretage vurderingen, men administrator må anmode
eksempelvis en revisor om at foretage denne vurdering.
471
Vurderingen skal foretages efter de gældende værdiansættel-
sesregler.
Til § 229
Den gældende § 254, stk. 4, i lov om finansiel virksom-
hed fastsætter, at de enkelte forsikrede ikke kan gøre krav
gældende mod selskabet, når det er overgået til administra-
tion. Derimod kan administrator på administrationsboets
vegne afkræve selskabet, hvad der efter vurderingen af de
overtagne aktiver, jf. stk. 3, mangler, for at de forsikrings-
mæssige hensættelser og anmeldte og forfaldne forsikrings-
krav efter beregningen nævnt i § 256 i lov om finansiel virk-
somhed er dækket. Endvidere kan administrator på admini-
strationsboets vegne kræve et beløb, der svarer til selskabets
kapitalkrav opgjort ved administrationsboets begyndelse.
Den foreslåede § 229 viderefører den gældende lov om fi-
nansiel virksomhed § 254, stk. 4, i en selvstændig bestem-
melse. Den foreslåede bestemmelse medfører ikke materiel-
le ændringer.
Det foreslås i 1. pkt., at de enkelte forsikrede ikke kan gøre
krav gældende mod selskabet.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at de enkelte
forsikringstagere ikke kan gøre krav gældende mod et for-
sikringsselskab, der har tilladelse til at udøve livsforsik-
ringsvirksomhed, og som er i konkurs eller under admini-
stration. Administrator optræder således på vegne af alle
forsikringstagere. Administrator kan derfor, som almindelig
kreditor, gøre krav på beløb, der måtte mangle til dækning af
livsforsikringshensættelser og anmeldte og forfaldne forsik-
ringskrav. Den enkelte forsikrede må derfor rette henvendel-
se til administrationsboet, som repræsenterer den samlede
forsikringsbestand i konkursboet.
Det foreslås i 2. pkt., at administrator på administrations-
boets vegne kan afkræve selskabet, hvad der efter vurderin-
gen af de overtagne aktiver, jf. § 228, stk. 3, mangler, for at
de forsikringsmæssige hensættelser til regnskab og anmeldte
og forfaldne forsikringskrav efter beregningen nævnt i § 233
er dækket.
Administrator skal kræve det beløb, der, efter de registrerede
aktiver er overført og opgjort efter stk. 3, stadig mangler
til dækning af livsforsikringshensættelser og anmeldte og
forfaldne forsikringskrav. Hvis der stadig mangler et sådan
beløb i forhold til de midler, som administrationsboet allere-
de har fået, skyldes dette enten, at der har været registreret
for lidt aktiver i forsikringsselskabet, eller at forsikringssel-
skabet har opgjort hensættelserne forkert. Det er forsøgt at
reducere denne mulighed bl.a. ved lovens foreslåede § 219,
stk. 5, hvorefter forsikringsselskabet kvartalsvis skal indbe-
rette til Finanstilsynet, hvilke aktiver der er registreret.
Hvis selskabet er gået konkurs, har administrationsboet ikke
separatiststilling for dette beløb, hvilket betyder, at admini-
strationsboet må anlægge kravet som et simpelt krav i kon-
kursboet.
Det foreslås i 3. pkt., at administrator på administrations-
boets vegne kan kræve et beløb, der svarer til selskabets
kapitalkrav opgjort ved administrationsboets begyndelse.
Administrator kan kræve et beløb, der svarer til selska-
bets kapitalkrav opgjort ved administrationsboets begyndel-
se. Når administrator overtager forsikringsbestanden og der-
med forpligtelsen til at søge alle berettigede krav mod be-
standen og udgifterne ved administrationen dækket, vil det
beløb, der i henhold til lovforslagets § 233 modsvarer de
forsikringsmæssige hensættelser til regnskab samt forfaldne
og anmeldte krav, muligvis ikke være tilstrækkeligt til be-
standens forsvarlige administration. Derfor er administrator
berettiget til at kræve et beløb svarende til selskabets kapi-
talkrav overført således, at de forsikrede opnår den yderli-
gere sikkerhed, som er baggrunden for kravet om basiska-
pital. Dette er endvidere nødvendigt, hvis forsikringsbestan-
den ikke kan overdrages, og der skal stiftes et nyt selskab.
Beløb må anmeldes som et simpelt krav i boet, hvis forsik-
ringsselskabet er gået konkurs.
Til § 230
Den gældende § 254, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at erklæres et forsikringsselskab, der har tilladelse
til at udøve livsforsikringsvirksomhed, konkurs efter, at ad-
ministrationen er begyndt, får konkursen ingen virkning for
administrationsboet.
Den foreslåede § 230 viderefører den gældende § 254, stk.
5, i lov om finansiel virksomhed i en selvstændig bestem-
melse. Den foreslåede bestemmelse medfører ikke materiel-
le ændringer.
Det foreslås i § 230, at erklæres et forsikringsselskab, der
har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, kon-
kurs efter, at administrationen er begyndt, får konkursen
ingen virkning for administrationsboet.
Bestemmelsen indebærer, at det indtil videre kun vil være
de midler, der måtte være til rådighed ud over de registrere-
de aktiver, det eventuelle yderligere beløb, som er blevet
opkrævet efter § 229, og et beløb svarende til basiskapitalen,
der kan inddrages i konkursbehandlingen.
472
Til § 231
Den gældende § 254, stk. 6 og 7, i lov om finansiel virksom-
hed fastsætter, at administrator skal forvalte de aktiver, der
er modtaget fra selskabet, og kan kræve alt til administratio-
nen nødvendigt materiale udleveret hos selskabet. Herunder
skal administrator respektere aftaler om netting ved slutaf-
regning.
Den foreslåede § 231 viderefører den gældende § 254, stk.
6 og 7, i lov om finansiel virksomhed i en selvstændig
bestemmelse. Den foreslåede bestemmelse medfører ikke
materielle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at administrator skal forvalte de fra
selskabet modtagne aktiver og hos selskabet, eventuelt ved
fogedens hjælp, kan kræve alt til administrationen nødven-
digt materiale udleveret.
Bestemmelsen indebærer, at administrator skal forvalte de
aktiver, som denne modtager ved administrationens begyn-
delse. Administrator optræder på vegne af alle forsikringsta-
gere og er forpligtet til at forvalte de modtagne aktiver i
forsikringstagernes bedste interesse. Bestemmelsen indebæ-
rer endvidere, at administrator kan kræve alt nødvendigt
materiale udleveret, hvis det er nødvendigt med fogedens
hjælp. Alt materiale, som er i forsikringsselskabets besiddel-
se, og som kan være nødvendigt for administrator til forvalt-
ningen af de overdragne aktiver, er omfattet af bestemmel-
sen.
Det foreslås i stk. 2, at administrator skal respektere aftaler
om netting ved slutafregning, jf. § 206 i lov om kapitalmar-
keder, af finansielle kontrakter, der kan indgå i gruppen af
aktiver i medfør af § 219, stk. 1, 1. pkt.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at administrator, når
en livsforsikringsbestand bliver taget under administration,
skal respektere eventuelle vilkår om netting i de finansielle
kontrakter, som forsikringsselskabet, der har tilladelse til at
udøve livsforsikringsvirksomhed inden administrationsboets
oprettelse måtte have indgået eksempelvis med pengeinsti-
tutter til afdækning af selskabets renterisici.
Begrebet netting indebærer, at parter, der har indgået flere
kontrakter med hinanden, kan nettoopgøre krav over for
hinanden.
Nettingaftaler kan eksempelvis indgås med pengeinstitutter
til afdækning af selskabets renterisici for at sikre selskaber-
ne mod faldende renter og deraf følgende øgede krav til
livsforsikringshensættelser.
Lov om kapitalmarkeder § 206, stk. 1, bestemmer, at en
aftale med retsvirkning for tredjemand, jf. dog §§ 207 og
208, kan indeholde en bestemmelse om, at de af aftalen om-
fattede finansielle forpligtelser, jf. lov om kapitalmarkeder
§ 5, nr. 2, skal nettes ved slutafregning, hvis der opstår en
fyldestgørelsesgrund, jf. lov om kapitalmarkeder § 5, nr. 6.
Endvidere følger det af lov om kapitalmarkeder § 206, stk.
2, at det med retsvirkning for boet og kreditorerne kan af-
tales, at slutafregning først skal ske, når den ikkemislighol-
dende part giver meddelelse herom til den misligholdende
part, efter der er indtrådt en fyldestgørelsesgrund. I tilfælde,
hvor den misligholdende part tages under insolvensbehand-
ling, kan denne part dog kræve, at slutafregningen gennem-
føres således, at parterne stilles, som om slutafregning var
sket uden unødigt ophold efter det tidspunkt, hvor den ik-
kemisligholdende part vidste eller burde vide, at den mislig-
holdende part blev undergivet insolvensbehandling.
Det er i forsikringstagernes interesse, at forsikringsselska-
ber, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed,
kan oprette sådanne finansielle kontrakter. De indgås for
at sikre selskaberne mod faldende renter og deraf følgende
øgede krav til livsforsikringshensættelser. Det er derfor også
i forsikringstagernes interesse, at der skabes større klarhed
omkring reglerne i lov om forsikringsvirksomhed om admi-
nistrationsboer og reglerne i kapitalmarkedslovens kapitel
31 om respekt af nettingvilkår i tilfælde af én af parternes
konkurs eller lignende.
Den foreslåede stk. 2 har endvidere betydning for, hvilke
aktiver selskabet kan registrere i registret over aktiver, der
tjener til fyldestgørelse af de forsikrede i lovens foreslåede
§ 219, stk. 1. For så vidt angår finansielle kontrakter, er det
vigtigt, at registret viser den reelle værdi.
Det er tidligere blevet præciseret, at når en administrator
skal respektere de indgåede vilkår om netting, skal værdier-
ne i aktivet hele tiden afspejle den værdi, som kontrakterne
har. De finansielle kontrakter skal således indgå i aktivregis-
tret med deres nettoværdi. Der kan imidlertid ikke registre-
res finansielle kontrakter, hvis det underliggende aktiv ikke
er omfattet af listen over aktivtyper i § 219, stk. 1, i lov om
forsikringsvirksomhed. Administrator skal alene respektere
nettingaftaler omfattende aktiver, der kan indgå i de registre-
rede aktiver.
Henvisningen til § 219, stk. 1, 1. pkt., præciserer, at admi-
nistrator naturligvis kun skal respektere aftaler om netting
af finansielle kontrakter, når alle de finansielle kontrakter,
som aftalen om netting vedrører, indgår i de registrerede
aktiver, som overlades til administrator ved administratio-
nens begyndelse. Administrator skal således ikke respektere
aftaler om netting, der vedrører ikke-registrerede finansielle
473
kontrakter eller vedrører både registrerede og ikke-registre-
rede finansielle kontrakter.
Til § 232
Den gældende § 255 i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter, at genkøb af forsikringer ikke kan finde sted, når en
forsikringsbestand er taget under administration.
Den foreslåede § 232 viderefører den gældende lov om fi-
nansiel virksomhed § 255 med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i § 232, at når forsikringsbestanden er taget
under administration, kan genkøb af forsikringer ikke finde
sted.
Genkøb indebærer, at forsikringstageren (den forsikrede),
uden at forsikringsbegivenheden er indtrådt, får udbetalt
(genkøber) forsikringens værdi, dvs. den reserve, der på
udbetalingstidspunkter er opsparet.
Genkøb af forsikringer kan ikke finde sted fra det tidspunkt,
hvor beslutningerne om administrationens iværksættelse, ad-
ministrators udnævnelse samt tilladelsens tilbagekaldelse er
registreret i Erhvervsstyrelsen.
Til § 233
Den gældende § 256 i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter regler for administrators beregning af forpligtelserne.
Den foreslåede § 233 viderefører den gældende § 256 i lov
om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at administrator skal beregne de forsik-
ringsmæssige hensættelser til regnskab og opgøre størrelsen
af anmeldte og forfaldne krav efter forsikringsaftalerne ved
administrationens begyndelse.
Hvis administrator ikke har aktuarmæssig ekspertise, jf. lov-
forslagets § 227, stk. 3, som henviser til lovforslagets §
140, og dermed ikke selv kan opgøre de forsikringsmæssige
hensættelser til regnskab, skal administrator sørge for, at de
bliver opgjort af en uafhængig aktuar. Administrator kan
under alle omstændigheder lade de forsikringsmæssige hen-
sættelser til regnskab opgøre af en uafhængig aktuar.
De forsikringsmæssige hensættelser skal opgøres efter de
for forsikringsselskaber almindeligt gældende regler herom.
Det er nødvendigt, at forsikringsaftalerne bliver underlagt en
uafhængig beregning ved beregningen af de forsikringsmæs-
sige hensættelser til regnskab og opgørelsen af størrelsen
af anmeldte og forfaldne krav efter forsikringsaftalerne, da
selskabets anvendte beregningsgrundlag kan være årsagen
til selskabets truende økonomiske situation, som har ført til
administrationens iværksættelse.
Administrationens begyndelse anses for at være det tids-
punkt, hvor Finanstilsynets træffer afgørelse om administra-
tionens iværksættelse og administrators udnævnelse.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at forsikringskrav, som før
administrationens begyndelse var forfaldne eller anmeldt,
skal afgøres efter de før dette tidspunkt gældende regler.
Det foreslås i 2. pkt., at forsikringer, som forfalder senere,
foreløbig kun skal udbetales med så stort et beløb, som
administrator efter omstændighederne finder forsvarligt.
Det foreslås i 3. pkt., at hvis den endelige fastsættelse af
forsikringsbeløbene, jf. stk. 4, viser, at der på denne måde er
udbetalt for meget, kan tilbagebetaling ikke kræves.
De regler, der var gældende før administrationens begyndel-
se, vil være selskabets forsikringsbetingelser og sædvanli-
ge praksis. Forsikringskravene bliver dermed vurderet og
afgjort efter de regler, som selskabet fulgte i tiden op til
administrationens begyndelse. For så vidt angår de forsik-
ringskrav, der forfalder senere, vil de stadig blive opgjort
efter de gældende forsikringsbetingelser, og det er fortsat
disse, der er afgørende for, om et forsikringskrav skal imø-
dekommes. Når administrator har vurderet, at et forsikrings-
krav skal imødekommes, foretager administrator et skøn
over, hvor stort et beløb der i bekræftende fald skal udbeta-
les. Administrator vil ved sit skøn fastsætte en procentsats,
hvormed alle forfaldne anerkendte krav foreløbig kan udbe-
tales. Hvis der ikke er fuld dækning, må den resterende
del være at betragte som anmeldt i administrationsboet med
mulighed for efterbetaling, når den endelige opgørelse af
de forsikredes krav er sket. Opnår den forsikrede ikke fuld
dækning for sit krav, må den resterende del anses for at være
anmeldt i administrationsboet og kan samtidigt anmeldes i et
eventuelt konkursbo.
Det foreslås i stk. 3, at de forsikringsmæssige hensættelser
til regnskab beregnes under anvendelse af det for selskabet
anmeldte beregningsgrundlag, jf. § 29, medmindre admi-
nistrator finder det nødvendigt at fastsætte et andet bereg-
ningsgrundlag, der anmeldes til Finanstilsynet.
Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis det af selskabet
anmeldte grundlag i relation til den konkrete forsikringsbe-
stand viser sig ikke længere at være i overensstemmelse
med lovforslagets § 30, som anfører, at det efter § 29, nr.
474
1-5, anmeldte grundlag skal være betryggende og rimeligt
over for den enkelte forsikringstager og andre berettigede
efter forsikringsaftalerne. Det nye beregningsgrundlag skal i
givet fald anmeldes til Finanstilsynet.
Det foreslås i stk. 4, at fastsættelse af forsikringsbeløbene,
herunder en eventuel nedsættelse heraf, jf. § 234, stk. 1, 4.
pkt., eller § 235, stk. 1, 1. pkt., foretages i overensstemmelse
med beregningsgrundlaget efter stk. 3 og efter en fordeling
af selskabets aktiver, der i det enkelte tilfælde må anses for
rimelig under hensyn til forholdene i forsikringsbestanden,
herunder indholdet af forsikringsaftalerne.
Den foreslåede bestemmelse har til formål at sætte begræns-
ningerne for den endelige fastsættelse af forsikringsbeløbe-
ne.
Det følger af lovforslagets § 234, stk. 1, 4. pkt., at det skal
angives, hvis overenskomsten, der skal ledsage en ansøg-
ning til Erhvervsministeren om overdragelse af forsikrings-
bestanden til et eller flere andre forsikringsselskaber, jf. §
234, stk. 1, 1. til 3. pkt., medfører nedsættelse af forsikrings-
beløbene eller ændring af forsikringsvilkårene, herunder af
bonusreglerne.
Det følger af lovforslagets § 235, stk. 1, 1. pkt., at hvis
forsikringsbestanden ikke kan overdrages i henhold til §
234, skal administrator foretage den endelige fastsættelse
af forsikringsbeløbene i henhold til den foretagne opgørelse
samt eventuelle ændringer af forsikringsvilkårene, herunder
af bonusreglerne, og sammenkalde en generalforsamling af
forsikringstagerne til stiftelse af et gensidigt selskab med
administrationsboet som stifter, jf. §§ 23, 24 og 25 i selska-
bsloven.
Vurderingen af, efter hvilket princip det vil være rimeligt at
foretage en fordeling af midlerne, afhænger af de konkrete
forhold i forsikringsbestanden, herunder af forsikringsafta-
lernes indhold. En rimelig fordeling kan dog ofte tage sit
udgangspunkt i det såkaldte kontributionsprincip.
For så vidt angår den del af midlerne, der under et admini-
strationsbo fordeles til bonusberettigede forsikringer, vil en
rimelig fordeling af midlerne efter kontributionsprincippet
være, at der tilstræbes en fordeling i forhold til, hvorledes
midlerne er tilvejebragt. Fordelingen skal således afspejle
det forhold, hvorefter der er bidraget til midlernes opbyg-
ning. Ved vurderingen heraf tages der i fornødent omfang
hensyn til de indbetalte præmier og forrentningen heraf,
udbetalte ydelser samt omkostninger og risikodækning.
For bonusberettigede forsikringer, hvor midlerne under et
administrationsbo fordeles efter kontributionsprincippet, kan
årsagen til etableringen af administrationsbo være af betyd-
ning. Administrationsboet kan være etableret som følge af,
at der er anmeldt et nyt beregningsgrundlag, fordi det hidtil
anvendte beregningsgrundlag ikke længere kunne anses for
betryggende. Der vil i disse tilfælde være mindst risiko for
nedsættelse af forsikringsbeløbene for de forsikringer, hvor
skærpelsen af beregningsgrundlaget har mindst eller ingen
betydning for livsforsikringshensættelserne. Tilsvarende for-
hold gør sig gældende, hvis administrator finder det nødven-
digt at fastsætte et andet beregningsgrundlag end det, der er
anmeldt af selskabet.
Til § 234
Den gældende § 257 i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter rammerne for overtagelse af en livsforsikringsbestand
under administration.
Den foreslåede bestemmelse i § 234 viderefører § 257 i
lov om finansiel virksomhed med sproglige og redaktionelle
ændringer.
Bestemmelsen indeholder regler om, hvordan administrator
skal søge forsikringsbestanden overdraget. Formålet med
bestemmelsen er at sikre, at forsikringsbestandens forhold
ikke forringes i forbindelse med en overdragelse.
Det foreslåede stk. 1, 1. pkt., fastslår, at administrator snarest
muligt efter, at vurdering og beregning i henhold til § 228,
stk. 3, og § 233 har fundet sted, skal søge hele forsikringsbe-
standen overtaget af et eller flere forsikringsselskaber.
I 2. pkt. foreslås det, at indkommer der tilbud om en sådan
overtagelse, skal administrator ansøge om erhvervsministe-
rens tilladelse til overdragelsen.
I 3. pkt. foreslås det, at ansøgningen om overdragelsen
skal ledsages af den aftale, der er indgået mellem admini-
strationsboet og det overtagende selskab, og af sådanne op-
lysninger om dette selskab, som erhvervsministeren finder
nødvendige for at kunne bedømme, om overdragelsen er
forsvarlig over for forsikringstagerne.
I 4. pkt. foreslås det, at hvis aftalen medfører nedsættelse
af forsikringsbeløbene eller ændring af forsikringsvilkårene,
herunder af bonusreglerne, skal dette angives.
Med henblik på at varetage de forsikredes interesser fastsæt-
tes det i den foreslåede § 234, at administrator skal forsøge
en kollektiv overdragelse af forsikringsbestanden. En kol-
lektiv overdragelse indebærer blandt andet, at Finanstilsynet
skal godkende overdragelsen, hvilket ikke er tilfældet ved
en individuel overdragelse. Dermed kan det sikres, at den
planlagte overdragelse er i overensstemmelse med de for-
475
sikredes tarv. Overdragelsen indebærer som udgangspunkt,
at alle rettigheder og forpligtelser i henhold til det enkelte
pensionstilsagn overgår til det overtagende selskab. En kon-
sekvens heraf er, at alle forsikringshensættelser, der hører
til forsikringsbestanden, skal overføres til det overtagende
selskab. Bestemmelsen medfører, at overdragelsen først kan
finde sted, efter Finanstilsynet har givet tilladelse hertil. En
forudsætning for Finanstilsynets tilladelse er, at overdragel-
sen er forsvarlig, samt at ingen forsikringstagere stilles rin-
gere i forbindelse med overtagelsen.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at medmindre erhvervsmini-
steren på det foreliggende grundlag finder, at tilladelse til
overdragelsen bør nægtes, skal Finanstilsynet offentliggøre
en redegørelse for den påtænkte overdragelse i Statstidende
og i dagblade.
Det foreslås i 2. pkt., at redegørelsen skal indeholde en op-
fordring til forsikringstagerne til inden en af Finanstilsynet
fastsat frist, der ikke må være kortere end 1 måned, skriftligt
at meddele Finanstilsynet, hvis de har indsigelser mod over-
dragelsen.
Det foreslås i 3. pkt., at selskabet samtidigt til de forsik-
ringstagere, hvis adresse er selskabet bekendt, skal udsende
redegørelsen og forslaget.
Redegørelsen skal beskrive overdragelsen og dens konse-
kvenser for forsikringstagerne og skal opfordre forsikrings-
tagerne til skriftligt at meddele Finanstilsynet indsigelser
imod overdragelsen indenfor en af Finanstilsynet fastsat
frist, der ikke må være kortere end 1 måned. Bestemmel-
sen medfører, at forsikringstagerne får mulighed for at gøre
indsigelse mod overdragelsen. Det er kun forsikringstager-
ne samt andre begunstigede, som får mulighed for at gøre
indsigelse. Andre tredjemænd er således ikke omfattet af
bestemmelsen. En forsikringstager eller en begunstiget, som
gør indsigelse mod overdragelsen, får dog ikke partsstatus i
forhold til en senere tilladelse til overdragelsen.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at erhvervsministeren træffer be-
slutning om, hvorvidt forsikringsbestanden kan overdrages,
når indsigelsesfristen fastsat i henhold til det foreslåede stk.
2 er udløbet.
Det foreslås i 2. pkt., at overdragelsen ikke kan påberåbes
som grundlag for at hæve aftalen.
Bestemmelsen medfører, at Finanstilsynet først kan træffe
beslutning om tilladelse efter udløbet af indsigelsesperio-
den. At beslutningen træffes under hensyntagen til de frem-
satte indsigelser medfører, at eventuelle saglige indsigelser
kan få indvirkning på, om Finanstilsynet vil give tilladel-
se til overdragelsen. Bestemmelsens sidste punkt betyder,
at samtlige berørte medlemmer og pensionsmodtagere over-
drages, hvis Finanstilsynet giver tilladelse til overdragelsen,
selvom de eventuelt har gjort indsigelse. Forsikringstageren
kan således kun gøre indsigelse mod overdragelsen, men
ikke på nogen måde modsætte sig den.
Beføjelsen i det foreslåede stk. 3 udøves af Finanstilsynet
i henhold til bekendtgørelse nr. 44 af 19. januar 2015 om
henlæggelse af beføjelser til Finanstilsynet. Bekendtgørelsen
forventes videreført.
Det foreslås i stk. 4, at hvis overdragelsen er sket på en
sådan måde, at ikke alle administrationsboets aktiver er
medgået, skal administrator afgive det overskydende beløb
til selskabet eller dets bo.
Til § 235
Den gældende § 258 i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter regler om administration i tilfælde, hvor bestanden ikke
kan overdrages i medfør af § 257.
Den foreslåede § 235 viderefører den gældende lov om fi-
nansiel virksomhed § 258 med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at kan forsikringsbestanden ikke
overdrages i henhold til den foreslåede § 234, skal admini-
strator foretage den endelige fastsættelse af forsikringsbelø-
bene i henhold til den foretagne opgørelse samt eventuelle
ændringer af forsikringsvilkårene, herunder af bonusregler-
ne, og sammenkalde en generalforsamling af forsikringsta-
gerne til stiftelse af et gensidigt selskab med administrati-
onsboet som stifter, jf. §§ 23, 24 og 25 i selskabsloven.
Det foreslås i 2. pkt., at til denne generalforsamling gives 2
måneders varsel.
Det foreslås i 3. pkt., at indkaldelsen samt en redegørelse
for stiftelsesdokumentets indhold og den af administrator
beregnede fastsættelse af forsikringsbeløbene bekendtgøres
på den måde, der er angivet i § 234, stk. 2.
Bestemmelsen svarer til formuleringen i lovforslagets § 234,
stk. 1, hvor det anføres, at administrator snarest muligt efter,
at vurdering og beregning i henhold til lovforslagets § 228,
stk. 3, og § 233 har fundet sted, skal søge hele forsikringsbe-
standen overtaget af et eller flere forsikringsselskaber. Ind-
kommer der tilbud om en sådan overtagelse, skal admini-
strator ansøge om erhvervsministerens tilladelse til overdra-
gelsen. Ansøgningen om overdragelsen skal ledsages af den
overenskomst, der er afsluttet mellem administrationsboet
og det overtagende selskab, og af sådanne oplysninger om
dette selskab, som erhvervsministeren finder nødvendige for
476
at kunne bedømme, om overdragelsen er forsvarlig over for
forsikringstagerne. Medfører overenskomsten nedsættelse af
forsikringsbeløbene eller ændring af forsikringsvilkårene,
herunder af bonusreglerne, skal dette angives
Den foreslåede bestemmelse i § 235, stk. 1, er kun rele-
vant, hvis forsikringsbestanden ikke kan overdrages efter
den foreslåede § 235 om bestandsoverdragelse. Forsøget på
at overdrage bestanden til et andet forsikringsselskab kan
enten mislykkes, fordi der ikke kan findes et eksisterende
forsikringsselskab, der ønsker at give et kvalificeret bud til
at overtage forsikringsbestanden, eller fordi Finanstilsynet
ikke finder overdragelsen forsvarlig, eksempelvis på bag-
grund af forsikringstagernes indsigelser. I dette tilfælde skal
administrator følge den foreslåede bestemmelses stk. 3.
Selskabslovens § 23 fastsætter regler om frister. Selskabslo-
vens § 24 bestemmer hvem der kan stifte et kapitalsel-
skab. Endelig indeholder selskabslovens § 25 den generelle
regel om et kapitalselskabs stiftelsesdokument, der skal in-
deholde selskabets vedtægter.
Det fastsættes i lovforslagets § 234, stk. 2, at medmindre
erhvervsministeren på det foreliggende grundlag finder, at
tilladelse til overdragelsen bør nægtes, skal Finanstilsynet
offentliggøre en redegørelse for den påtænkte overdragelse
i Statstidende og i dagblade. Redegørelsen skal indeholde
en opfordring til forsikringstagerne til inden en af Finanstil-
synet fastsat frist, der ikke må være kortere end 1 måned,
skriftligt at meddele Finanstilsynet, hvis de har indsigelser
mod overdragelsen. Selskabet skal samtidig til de forsik-
ringstagere, hvis adresse er selskabet bekendt, udsende rede-
gørelsen og forslaget.
Det foreslås i stk. 2, at ved registreringen indtræder det gen-
sidige selskab i den i § 229 nævnte ret over for det tidligere
selskab.
Lovforslagets § 229 fastslår, at de enkelte forsikrede ikke
kan gøre krav gældende mod selskabet. Derimod kan admi-
nistrator på administrationsboets vegne afkræve selskabet,
hvad der efter vurderingen af de overtagne aktiver, jf. stk. 3,
mangler, for at de forsikringsmæssige hensættelser til regn-
skab og anmeldte og forfaldne forsikringskrav efter bereg-
ningen nævnt i § 233 er dækket. Endvidere kan administra-
tor på administrationsboets vegne kræve et beløb, der svarer
til selskabets kapitalkrav opgjort ved administrationsboets
begyndelse.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at det nyoprettede
gensidige selskab optræder på vegne af alle forsikringstage-
re i selskabet, og det gensidige selskab på den baggrund
kan gøre krav på beløb, der måtte mangle til dækning af
livsforsikringshensættelser og anmeldte og forfaldne forsik-
ringskrav. Den enkelte forsikrede kan ikke gøre krav gæl-
dende mod selskabet, men må i stedet rette henvendelse til
det nyoprettede gensidige selskab, som repræsenterer den
samlede forsikringsbestand.
Det foreslås i stk. 3, at kan der ikke stiftes et nyt selskab,
fortsættes administrationen, og administrator tager stilling
til, om yderligere forsøg på at overføre forsikringerne til et
nyt eller et andet selskab skal foretages.
Hvis der ikke kan stiftes et nyt gensidigt selskab, jf. den
foreslåede stk. 1, eller forsikringsbestanden ikke kan over-
drages, jf. lovforslagets § 234, må administrationsboet fort-
sætte bestandens administration, indtil alle forsikringer er
afviklet, eller de formår at få overdraget bestanden til et
nyt forsikringsselskab ved et nyt forsøg efter lovforslagets §
235.
Til § 236
Den gældende § 114 i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter, at visse af selskabslovens regler finder direkte anven-
delse på gensidige forsikringsselskaber med de nødvendige
tilpasninger og afvigelser, der fremgår af loven.
Den foreslåede bestemmelse i § 236 viderefører den gælden-
de § 114 lov om finansiel virksomhed med redaktionelle
ændringer. Den foreslåede bestemmelse medfører ikke ma-
terielle ændringer.
Forslaget indebærer, at gensidige selskaber er omfattet af
de nævnte paragraffer, også selv om de ikke er omfattet af
selskabsloven, da gensidige selskaber ikke falder indenfor
selskabslovens ansvarsområde.
Gensidige selskaber er forsikringsselskaber, der ejes af dets
forsikringstagere. Forsikringstagerne betegnes også som sel-
skabets medlemmer. I et gensidigt selskab hæfter forsik-
ringstagerne (medlemmerne) for selskabets forpligtelser.
Den foreslåede bestemmelse indeholder henvisninger til de
regler i selskabsloven, som finder direkte anvendelse på
gensidige selskaber. De anførte bestemmelser i selskabslo-
ven finder anvendelse med de tilpasninger, der er nødven-
dige under hensyntagen til, at gensidige selskaber ikke er
aktieselskaber.
Det foreslås i stk. 1, at selskabslovens §§ 77 og 86-88, § 89,
stk. 1 og 3, §§ 92 og 93, § 94, stk. 1, § 95, § 96, stk. 1, §§
100 og 100 a, § 101, stk. 1-4 og 8, § 102, stk. 1-3, § 105,
§ 111, stk. 1, nr. 1, og stk. 2 og 4, §§ 112-115, § 117, stk.
1, §§ 118-122, 124-128, 131, 133 og 134, § 135, stk. 1-3 og
5, og §§ 136-141 og 143 med de nødvendige tilpasninger og
477
med de afvigelser, der fremgår af denne lovs bestemmelser,
finder tilsvarende anvendelse på gensidige selskaber.
De bestemmelser i selskabsloven, som er opremset i stk. 1,
har alle det til fælles, at begrebet kapitalejer eller aktionær
skal læses som garant.
De bestemmelser i selskabsloven, som er opremset i stk.
1, fastsætter regler om kapitalselskabers ledelse, generalfor-
samlinger, medarbejderrepræsentation, herunder om valg af
ledelsesstruktur, ledelsens sammensætning, størrelse, opga-
vefordeling, beslutningsdygtighed og valg af formand samt
kravene til de enkelte bestyrelsesmedlemmers myndighed
og habilitet. Bestemmelserne fastsætter endvidere regler for
afholdelse af både den ordinære og ekstraordinære general-
forsamlinger, herunder om krav til indkaldelse samt hvor,
hvornår og hvordan en generalforsamling skal afholdes. En-
delig fastsætter bestemmelserne regler om medarbejderre-
præsentation på både selskabs- og koncernniveau.
Selskabslovens § 77 regulerer muligheden for elektronisk
generalforsamling.
Selskabslovens § 86 afskærer muligheden for en kapitalejer
til at deltage i afstemninger på generalforsamlinger mod
kapitalejeren selv, eller hvor kapitalejeren har en væsentlig
interesse heri.
Selskabslovens §§ 87 og 88 fastlægger regler for hvornår og
hvor en generalforsamling skal afholdes, samt hvad der skal
træffes afgørelse om på den generelle generalforsamling.
Selskabslovens § 89, stk. 1 og 3, regulerer, hvornår der skal
afholdes en ekstraordinær generalforsamling.
Selskabslovens § 92 regulerer brugen af elektronisk kom-
munikation på en generalforsamling.
Selskabslovens § 93 fastlægger regler om indkaldelse til og
tilrettelæggelse af generalforsamling.
Selskabslovens § § 94, stk. 1, fastsætter tidsfristerne for
indkaldelse til generalforsamling.
Selskabslovens § 95 fastlægger, hvordan der kan indkaldes
til generalforsamling.
Selskabslovens § 96, stk. 1, stiller indholdsmæssige krav til
indkaldelsen til generalforsamling.
Selskabslovens §§ 100 og 100 a, § 101, stk. 1-4 og 8, § 102,
stk. 1-3, og § 105 fastsætter regler for, hvordan generalfor-
samlingen skal forløbe sig.
Selskabslovens § 111, stk. 1, nr. 1, og stk. 2 og 4, omhand-
ler regler om selskabets ledelse og fastsætter, hvordan man
foretager valg af selskabets ledelsesstruktur.
Selskabslovens §§ 112-115 indeholder generelle bestemmel-
ser om ledelses- og tilsynshverv og fastsætter nærmere krav
og begrænsninger for medlemmer af ledelsen, direktøren og
tilsynsrådet.
Selskabslovens §§ 117, stk. 1, og § 118 fastsætter regler om
direktionens opgaver i selskabet.
Selskabslovens § 119 fastsætter regler om kapitaltab. Sel-
skabslovens § 120 fastsætter regler om valg til bestyrelse og
tilsynsråd.
Selskabslovens § 121 fastsætter regler om medlemmers ud-
træden af bestyrelsen og tilsynsrådet.
Selskabslovens § 122 fastsætter regler om valg af formand i
selskabets bestyrelse eller tilsynsråd.
Selskabslovens § 124 fastsætter regler om beslutningsdyg-
tighed i bestyrelsen og tilsynsrådet.
Selskabslovens § 125 fastsætter regler om skriftlige og elek-
troniske møder i bestyrelse og tilsynsråd.
Selskabslovens § 126 fastsætter regler om sproget på møder
i bestyrelse og tilsynsråd.
Selskabslovens § 127 fastsætter regler om utilbørlige dispo-
sitioner samt aftaler indgået med enekapitalejer.
Selskabslovens § 128 fastsætter regler om forhandlingerne i
det øverste ledelsesorgan.
Selskabslovens § 131 fastsætter regler om inhabilitet.
Selskabslovens § 133 fastsætter regler om afgivelse af op-
lysninger m.v. til revisor.
Selskabslovens § 134 fastsætter regler om underretning om
koncernforhold for et dansk moderselskab.
Selskabslovens §§ 135, stk. 1-3 og 5, §§ 136 og 137 fastsæt-
ter regler om repræsentations- og tegningsret.
478
Selskabslovens §§ 138 og 139 fastsætter regler om afløn-
ning af ledelsesmedlemmer.
Selskabslovens § 139 a fastsætter regler om måltal og politi-
kker for det underrepræsenterede køn.
Selskabslovens § 140 fastsætter regler om selskabsrepræsen-
tationen i selskabet.
Selskabslovens § 141 fastsætter regler om koncernrepræsen-
tationen i selskabet.
Selskabslovens § 143 fastsætter regler om, at Erhvervssty-
relsen kan fastsætte regler om valg af medarbejderrepræsen-
tanter.
Særligt vedrørende bestyrelsesmedlemmers habilitet, udfø-
relse af andre hverv, adgang til at udføre spekulationsforret-
ning og lignende foreslås det, at reglerne i lovforslaget skal
gælde, uagtet dette ikke er anført i § 235. Selskabslovens
regel om spekulation i § 112 gælder således kun for gensidi-
ge selskaber, i det omfang den supplerer lovforslagets §§
111-116.
For så vidt angår valg af bestyrelsesmedlemmer, suppleres
reglerne i selskabsloven for gensidige selskaber med lovfor-
slagets § 110, hvorefter en direktør i et forsikringsselskab
ikke kan sidde i virksomhedens bestyrelse.
Reglerne om den konkrete afholdelse af generalforsamlin-
gen gælder fuldt ud for gensidige selskaber bortset fra, at
ordet kapitalejer skal udskiftes med garant. Reglerne om
stemmeregler ved vedtægtsændringer i lovforslagets § 243
gælder altid forud for selskabslovens regler.
Det foreslås i stk. 2, at de bestemmelser, der er nævnt i
stk. 1, og som vedrører aktionærer, finder anvendelse på
garanter, og bestemmelser om aktiekapital og aktier finder
anvendelse på garantikapital og garantiandele med fornødne
tilpasninger.
Det foreslås i stk. 3, at selskabslovens § 76, stk. 2, 3 og 5,
§ 80, stk. 1-4, § 81, § 90, stk. 1 og 2, §§ 91, 98 og 99, §
101, stk. 1, 2 og 4, § 102, stk. 1-3, og §§ 108, 109, 125 og
126 med de nødvendige tilpasninger og med de afvigelser,
der fremgår af denne lovs bestemmelser, ligeledes finder
tilsvarende anvendelse på gensidige selskaber.
I bestemmelsen opremses de af selskabslovens bestemmel-
ser, som finder anvendelse på gensidige selskaber, og hvor
ordet kapitalejer skal læses som de stemmeberettigede, hvil-
ket er enten medlemmer og garanter eller delegerede, hvis
selskabet afholder delegeret forsamling i stedet for general-
forsamling, jf. lovforslagets § 241.
Selskabslovens § 76, stk. 2, 3 og 5, fastsætter regler om
kapitalejernes beslutningsret på generalforsamlingen.
Selskabslovens § 80, stk. 1-4 og § 81, fastsætter regler om
møde- og stemmeret på generalforsamlingen.
Selskabslovens § 90, stk. 1 og 2, §§ 91 og 98 fastsætter
regler om dagsordenen til den ordinære generalforsamling.
Selskabslovens § 98 og 99 fastsætter regler om indkaldelse
til den ordinære generalforsamling og offentliggørelse af
visse oplysninger inden afholdelsen af generalforsamlingen.
Selskabslovens § 101, stk. 1, 2 og 4, og § 102, stk. 1-3, fast-
sætter regler om generalforsamlingens afholdelse, herunder
valg af dirigent og ledelsens oplysningsforpligtelse.
Selskabslovens §§ 108 og 109 fastsætter regler om ugyldige
generalforsamlingsbeslutninger.
Selskabslovens § 125 fastsætter regler om skriftlige og elek-
troniske møder i bestyrelse og tilsynsråd.
Selskabslovens § 126 fastsætter regler om sproget på møder
i bestyrelse og tilsynsråd.
Det foreslås i stk. 4, at de bestemmelser, der er nævnt i stk.
3, og som vedrører kapitalejere, finder anvendelse på alle
de stemmeberettigede ved det gensidige selskabs generalfor-
samling.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at selskabslovens §
76, stk. 2, 3 og 5, § 80, stk. 1-4, § 81, § 90, stk. 1 og 2,
§§ 91, 98 og 99, § 101, stk. 1, 2 og 4, § 102, stk. 1-3,
og §§ 108, 109, 125 og 126, og som vedrører aktionærer,
ligeledes finder anvendelse på alle de stemmeberettigede
ved et gensidigt selskabs generalforsamling.
Det foreslås i stk. 5, at § 180, stk. 1, og § 194 i selskabslo-
ven om udbetaling til kapitalejere finder tilsvarende anven-
delse på rente til garanter og udbetaling til medlemmer i
gensidige selskaber.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at selskabslovens
regler om udbytte og tilbagesøgning finder anvendelse på
udbetalinger til medlemmerne, uanset hvilket navn man
måtte have givet udbetalingen.
479
Afkastet af garantikapitalen skal behandles i vedtægter-
ne, hvor forrentningen skal fastsættes, jf. lovforslagets §
242. Fastsættelsen af reglerne i vedtægterne skal tillige re-
spektere reglerne om vedtægter i selskabsloven.
Det er ikke afgørende, hvad udbetalingen benævnes. Det
afgørende er, om der er tale om uddeling af selskabets over-
skud eller kapital.
Selskabslovens § 180, stk. 1, fastsætter regler om udlodning
af ordinært udbytte, som der kan træffes beslutning om ved
en generalforsamling.
Selskabslovens § 194 fastsætter regler om tilbagebetaling af
udbetalinger, der er sket til kapitalejerne i strid med selska-
bslovens bestemmelser.
Til § 237
Den gældende § 284 i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter regler om, hvem der udgør et gensidigt forsikringssel-
skabs medlemmer, og hvilke regler der gælder for medlem-
mernes hæftelse. Den gældende § 285 i lov om finansiel
virksomhed giver Finanstilsynet mulighed for at fastsætte
nærmere regler vedrørende medlemmers m.v. hæftelse.
Den foreslåede § 237 viderefører den gældende §§ 284 og
285 i lov om finansiel virksomhed i én ny selvstændig be-
stemmelse.
Det foreslås i § 237, stk. 1, at medlemmer af et gensidigt
selskab er selskabets forsikringstagere og kun disse.
Bestemmelsen indebærer, at et gensidigt selskab ikke kan
tegne forsikringer uden samtidig at optage forsikringstager-
ne som medlemmer.
Det foreslås i stk. 2, at skal medlemmerne hæfte for selska-
bets forpligtelser, skal omfanget heraf fastsættes i vedtægter-
ne.
Bestemmelsen indebærer et krav om fastsættelse af medlem-
mernes hæftelsesansvar i selskabets vedtægter i det omfang
medlemmerne skal hæfte for selskabets forpligtelser.
Medlemmerne i et gensidigt selskab kan hæfte for selskabets
forpligtelser på forskellige måder. Eksempelvis kan hæftel-
sen være solidarisk, hvorved hvert enkelt medlem hæfter
for hele fordringen. Hæftelsen kan endvidere være prorata-
risk, hvorved det enkelte medlem kun hæfter for en del
af fordringen. Endelig kan hæftelsen være personlig, dvs.
medlemmet hæfter med hele sin formue. Der er muligt at
kombinere de forskellige hæftelsesformer. Dog hæfter det
enkelte medlem altid subsidiært, hvorfor det alene er selska-
bet, der kan gøre kravet gældende over for medlemmerne, jf.
det foreslåede stk. 3.
Vedtægtsbestemmelser, hvorefter det enkelte medlem alene
er forpligtet til at betale årets præmie, men hvor der ikke
foreligger en yderligere indbetalingspligt (hæftelse) i tilfæl-
de af underbalance i selskabet, vil være et eksempel på, at
selskabets medlemmer ikke hæfter for selskabets forpligtel-
ser. I en sådan situation vil forholdet falde uden for den
foreslåede bestemmelse i stk. 2. Derimod vil en vedtægts-
bestemmelse, hvorefter medlemmerne alene hæfter med et
begrænset beløb f.eks. et beløb svarende til et års ekstra
præmie, være udtryk for en medlemshæftelse. Hvis et gen-
sidigt selskab vælger at have en vedtægtsbestemmelse om
medlemshæftelse, skal der eksistere en bundgrænse for, hvor
lille denne hæftelse kan være. En sådan er ikke fastsat i
lovgivningen, da dette er overladt til det enkelte selskab.
Det foreslås i stk. 3, at medlemmernes hæftelse for selska-
bets forpligtelser kun kan gøres gældende af selskabet.
Den foreslåede bestemmelse indebærer et forbud mod, at
der i vedtægterne fastsættes bestemmelser om, at selskabets
kreditorer subsidiært kan søge fyldestgørelse hos selskabets
medlemmer. Medlemmerne risikerer således ikke at skulle
betale direkte til selskabets kreditorer. Medlemmernes soli-
dariske hæftelse udmøntes på den måde, at de beløb, som
kan og bør indkræves hos selskabets medlemmer til dæk-
ning af selskabets forpligtelser, indgår i selskabets kasse,
således at der kan opnås en retfærdig fordeling af midlerne
til samtlige kreditorer.
Det foreslås i stk. 4, at selskabets krav mod medlemmer til
opfyldelse af hæftelsen for selskabets forpligtelser ikke kan
overdrages eller pantsættes.
Selskabets krav kan således ikke overdrages eller pantsæt-
tes, hvilket indebærer, at der heller ikke kan foretages udlæg
i selskabets krav mod medlemmerne til opfyldelse af den
gensidige hæftelse.
Det foreslås i stk. 5, at Finanstilsynet kan fastsætte regler for
de gensidige selskaber vedrørende hæftelse for medlemmer
og garanter, tilbagebetaling af garantikapital og betingelser
for uddeling til medlemmerne af selskabets midler.
Finanstilsynet kan med den foreslåede bestemmelse blandt
andet fastsætte regler for de gensidige selskaber vedrørende
hæftelse for medlemmer og garanter.
Den foreslåede stk. 5 viderefører den gældende § 285 i
lov om finansiel virksomhed. Finanstilsynet har med den
480
gældende hjemmel udstedt bekendtgørelse nr. 113 af 12.
marts 1993 om medlemshæftelse i gensidige selskaber ved
deltagelse i coassurancevirksomhed.
Til § 238
Det følger af den gældende § 286 i lov om finansiel virk-
somhed, hvilke regler der gælder, hvis et forsikringsselskab
tegner genforsikring hos et gensidigt forsikringsselskab.
Med den foreslåede § 238 videreføres den gældende § 286 i
lov om finansiel virksomhed.
Det foreslås i stk. 1, at hvis et forsikringsselskab tegner
genforsikring i et gensidigt selskab, kan det med hjemmel i
vedtægterne aftales, at det skal være fritaget for medlemsan-
svar.
Bestemmelsen omhandler et forsikringsselskabs genforsik-
ring hos et gensidigt selskab.
Virkningen af bestemmelsen er, at det forsikringsselskab,
som tegner genforsikring i et gensidigt selskab, ikke hæfter
for selskabets forpligtelser, hvis dette aftales med hjemmel i
det gensidige selskabs vedtægter.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at for livsforsikringer må det
samlede beløb af sådanne genforsikringer for egen regning
ikke overstige 10 pct. af det overtagende selskabs samlede
forsikringssum.
Det foreslås endvidere i stk. 2, 2. pkt., at for livrenteforsik-
ring skal denne beregning af forsikringssummen regnes lig
10 gange det årlige rentebeløb.
Efter reglen medregnes genforsikring for egen regning kun
indenfor det fastsatte maksimum, hvilket giver en noget vi-
dere adgang til at overtage genforsikring, der ikke deltager
i det gensidige ansvar, uden at der derved pålægges medlem-
merne større risiko end efter de gældende regler. For livren-
teforsikringers vedkommende medregnes det årlige rentebe-
løb kun ti gange.
Det foreslås i stk. 3, at for skadesforsikring må præmien af
sådanne genforsikringer ikke uden Finanstilsynets tilladelse
overstige 10 pct. af selskabets samlede præmieindtægt.
Gensidige selskaber, der har tilladelse til at udøve skade-
sforsikringsvirksomhed, har en begrænset mulighed for at
overtage genforsikringer uden gensidigt ansvar. En sådan
begrænsning er, som for livsforsikring, begrundet i, at sel-
skabet ellers kunne miste sin karakter af gensidigt selskab,
og at det ikke ville være rimeligt, at medlemmerne i større
omfang skulle hæfte for den risiko, der er forbundet med en
forholdsvis stor bestand af forsikringer, som ikke deltager i
det gensidige ansvar.
Til § 239
Det følger af den gældende § 287 i lov om finansiel virk-
somhed, at et gensidigt forsikringsselskab, eller et gensidigt
forsikringsselskabs datterselskaber, ikke må erhverve egne
garantiandele i såvel eget selskab som i moderselskabet.
Med den foreslåede § 239 videreføres den gældende § 287 i
lov om finansiel virksomhed.
Det foreslås i stk. 1, at et gensidigt selskab ikke mod veder-
lag må erhverve egne garantiandele til eje eller pant.
Bestemmelsen er begrundet i samme hensyn som forbuddet
mod, at et aktieselskab erhverver egne aktier, og derved
nedsætter selskabets egenkapital ved uformelt at lade midler
gå tilbage til aktionærerne.
Hensynet til selskabets kreditorer gør det rimeligt at anven-
de samme regler på den ansvarlige garantikapital i et gensi-
digt selskab, uanset hvad vedtægterne bestemmer om med-
lemmernes hæftelse.
Det er muligt for et gensidigt gruppe 2-forsikringsselskab at
nedsætte garantikapitalen, hvis Finanstilsynet giver samtyk-
ke hertil, jf. § 32, stk. 4, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 1358
af 22. november 2016 om opgørelse af basiskapital for grup-
pe 2-forsikringsselskaber og om opgørelse af kapitalgrund-
lag for visse fondsmæglerselskaber (basiskapitalbekendtgø-
relsen). Finanstilsynet kan endvidere fastsætte nærmere krav
i forbindelse med et gensidigt gruppe 2-forsikringsselskabs
tilbagebetaling af garantikapitalen, jf. § 32, stk. 4, 2. og 3.
pkt., i basiskapitalbekendtgørelsen.
Det foreslås i stk. 2, at et gensidigt selskabs datterselskaber
ikke mod vederlag må erhverve garantiandele i modersel-
skabet til eje eller pant.
Bestemmelsen svarer til forbuddet i selskabslovens § 205,
stk. 4, om datterselskabers erhvervelse af egne aktier i mo-
derselskabet. En tilsidesættelse af forbuddet vil have samme
konsekvens som moderselskabets erhvervelse af egne aktier,
dvs. en nedsættelse af selskabets egenkapital, idet værdien
af datterselskabet er et aktiv i moderselskabet. Situationen
er den samme som, hvis et gensidigt selskabs datterselskab
erhverver garantiandele i moderselskabet.
Til § 240
481
Det følger af den gældende § 288 i lov om finansiel virk-
somhed, at et gensidigt forsikringsselskab skal registrere
garanternes identitet.
Med den foreslåede § 240 videreføres og sammenskrives
den gældende § 288, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
med den gældende § 288, stk. 2 og 3, i lov om finansiel
virksomhed. Bestemmelsen svarer til § 50 i selskabsloven,
hvor der stilles krav om en ejerbog, og skal fortolkes i
overensstemmelse hermed.
Det foreslås i 1. pkt., at der i gensidige selskaber skal føres
en fortegnelse over garantiandelene med angivelse af garan-
ternes navn, stilling og bopæl.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at selskabet kender
garanternes identitet og har relevans, når selskabet skal give
garanterne meddelelser om eksempelvis ændring af selska-
bets vedtægter.
Fortegnelsen kan føres fysisk eller elektronisk.
Det foreslås i 2. pkt., at noteringen af garantiandelen skal
påtegnes.
Det foreslåede indebærer, at selskabet skal påtegne noterin-
gen af garantiandelen, så den bliver juridisk gyldig. Påteg-
ningen kan også foretages digitalt.
Til § 241
Det følger af den gældende § 111 i lov om finansiel virk-
somhed, at medlemmer og garanter i et gensidigt forsik-
ringsselskab har indflydelse på selskabet gennem stemmeret
på generalforsamlingen. Selskabets vedtægter kan dog be-
stemme, at generalforsamlingen består af delegerede valgt af
medlemmerne og garanterne eller stedfortrædere for disse.
Den foreslåede § 241 viderefører den gældende § 111 i lov
om finansiel virksomhed.
Det foreslås i stk. 1, at medlemmers og garanters ret til
at træffe beslutning i et gensidigt selskab udøves på gene-
ralforsamlingen, hvor ethvert medlem skal have mindst én
stemme, jf. dog stk. 2.
Bestemmelsen er i overensstemmelse med den selskabsretli-
ge regel om, at medlemmers ret til at træffe beslutninger
i selskabet udøves på generalforsamlingen. Bestemmelsen
skal således fortolkes i overensstemmelse med de selska-
bsretlige regler herom, jf. selskabslovens § 46, stk. 1, 1. pkt.,
og § 76, stk. 1.
Det foreslås i stk. 2, at det uanset det foreslåede stk. 1 i
vedtægterne kan bestemmes, at generalforsamlingen består
af delegerede, som er valgt af medlemmerne og garanterne
eller stedfortrædere for disse.
Bestemmelsen indebærer, at medlemmerne udøver deres
stemmeret til valg af delegerede, hvorefter det er de dele-
gerede, som udgør og træffer beslutninger på generalforsam-
lingen.
Betegnelsen ”delegerede” er udtryk for en forsamling, der
repræsenterer medlemmer og garanter, som er blevet udpe-
get ved indirekte valg. Delegerede er således ikke et sel-
skabsretligt begreb, men derimod en speciel ordning i den
finansielle lovgivning, der i sit formål adskiller sig fra de
gængse repræsentantskaber.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at medlemmerne
har mulighed for løbende at tage stilling til de delegere-
de. Det er derfor en forudsætning, at medlemmer løbende
træffer et aktivt valg af delegerede til generalforsamlingen,
hvorved medlemmerne sikres mulighed for at få indirekte
indflydelse på generalforsamlingen. Selskabets vedtægter
skal således indeholde tilsvarende bestemmelser, som sikrer,
at medlemmerne løbende har mulighed for at tage stilling til
de delegerede.
Til § 242
Det følger af den gældende § 112 i lov om finansiel virk-
somhed, hvilke forhold der skal fremgå af et gensidigt for-
sikringsselskabs vedtægter.
Den foreslåede § 242 viderefører den gældende § 112 i lov
om finansiel virksomhed.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at gensidige selskabers vedtægter
ud over det, der er anført i §§ 28 og 29 i selskabsloven,
skal indeholde bestemmelser om medlemmers og garanters
ansvar for selskabets forpligtelser og om medlemmers og
garanters indbyrdes hæftelse, jf. den foreslåede § 237, stk. 2.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at gensidige selskabers vedtægter
ud over det, der er anført i §§ 28 og 29 i selskabsloven, skal
indeholde bestemmelser om, hvorvidt selskabet skal kunne
overtage genforsikring uden gensidigt ansvar.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at gensidige selskabers vedtægter
ud over det, der er anført i §§ 28 og 29 i selskabsloven, skal
indeholde bestemmelser om, hvorvidt garantikapitalen skal
forrentes, og i givet fald efter hvilke regler.
482
Efter § 28 i selskabsloven, jf. det foreslåede stk. 1, skal et
gensidigt selskabs vedtægter indeholde:
– selskabets navn og eventuelle binavne,
– selskabets formål,
– garantikapitalens størrelse og antallet af garantiandele
eller garantiandelenes pålydende værdi,
– medlemmer og garanters rettigheder,
– selskabets ledelsesorganer, herunder oplysning om den
valgte ledelsesstruktur, jf. § 111, og oplysning om antal-
let eller mindste og højeste antal medlemmer af de for-
skellige ledelsesorganer og eventuelle suppleanter samt
valgperioden for medlemmerne af det øverste ledelsesor-
gan,
– indkaldelse til generalforsamling og
– selskabets regnskabsår.
Det følger af selskabsloven § 29, jf. det foreslåede stk.
1, at vedtægterne for et gensidigt selskab skal indeholde
oplysning om de beslutninger, der efter selskabsloven skal
optages i vedtægterne, og om det seneste ophørstidspunkt
for selskabet, hvis selskabets levetid er begrænset.
Se endvidere bemærkningerne til lovforslagets §§ 237 og
238.
Herudover skal der tages stilling til fordeling af årets over-
skud.
Til § 243
Det følger af den gældende § 113 i lov om finansiel virk-
somhed, at vedtægtsændringer træffes på generalforsamlin-
gen, samt at visse væsentlige ændringer i et selskabs formål
kræver vedtagelse med særligt flertal, medmindre andet er
bestemt i vedtægterne.
Den foreslåede § 243 viderefører den gældende § 113 i lov
om finansiel virksomhed.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at generalforsamlingen træffer
beslutning om ændring af vedtægterne, jf. dog § 102, stk. 3,
i selskabsloven.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at beslutningen kun er gyldig,
hvis den tiltrædes af mindst to tredjedele af de afgivne stem-
mer.
Det foreslås i stk. 1, 3. pkt., at beslutningen i øvrigt skal
opfylde vedtægterne i sin helhed.
Bestemmelsen fastsætter, at vedtægtsændringer kræver kva-
lificeret flertal på 2/3 af de afgivne stemmer – og dermed
ikke af de stemmeberettigede. Bestemmelsen foreskriver
endvidere, at beslutning om vedtægtsændringer skal opfylde
eventuelle andre krav, som måtte fremgå af vedtægterne.
Bestemmelsen svarer til selskabslovens § 106, stk. 1.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at væsentlige ændringer i et
gensidigt selskabs formål, medmindre andet er bestemt i
vedtægterne, kun kan vedtages, når der opnås tilslutning
hertil fra tre fjerdedele af garanterne og tre fjerdedele af
medlemmerne, eller hvis generalforsamlingen består af dele-
gerede, fra tre fjerdedele af disse.
Det foreslås i 2. pkt., at meddelelse til garanterne om sådan-
ne ændringer skal gives senest 8 dage efter beslutningen på
generalforsamlingen.
Det foreslås i 3. pkt., at garanter, der modsætter sig sådanne
ændringer, kan forlange, når de senest 1 måned efter gene-
ralforsamlingen fremsætter begæring derom, at de andre ga-
ranter skal overtage deres garantiandele.
Bestemmelsen fastslår, at væsentlige ændringer i et selskabs
formål kræver vedtagelse med særligt flertal. Beslutningen
kræver således kvalificeret flertal på 3/4 af de stemmeberet-
tigede, og ikke som efter stk. 1, de afgivne stemmer.
Det er op til forsikringsselskabet selv at vurdere, om der
sker væsentlige ændringer i et selskabs formål. Forsikrings-
selskabet bør fastsætte sine egne kriterier om væsentlighed,
der er så objektive som muligt, for hvornår der er tale om
væsentlige ændringer af selskabets formål.
Hvis et gensidigt selskab skal træffe beslutning om vedtægt-
sændringer af anden karakter end ”væsentlige ændringer i
selskabets formål”, finder bestemmelsen i stk. 1 anvendelse
med kvalificeret flertal på 2/3 af de afgivne stemmer.
Det er muligt for et gensidigt selskab at fravige bestem-
melsens afstemningsregel med 3/4 af de stemmeberettige-
de. Denne fravigelse må dog ikke lempe afstemningsreglen,
da den har til formål at sikre beskyttelsen af medlemmerne
og garanterne.
Til § 244
Den gældende § 289 i lov om finansiel virksomhed angiver
de muligheder, der er for at anlægge søgsmål i gensidige
forsikringsselskaber vedrørende formaliteten i tilknytning til
beslutninger truffet af generalforsamlingen.
Med den foreslåede § 244 videreføres den gældende § 289 i
lov om finansiel virksomhed.
483
Det foreslås i stk. 1, at en stemmeberettiget, et medlem af
bestyrelsen eller en direktør kan anlægge søgsmål vedrøren-
de en generalforsamlingsbeslutning, som ikke er blevet til
på lovlig måde, eller som er stridende mod denne lov eller
det gensidige selskabs vedtægter.
Bestemmelsen svarer til selskabslovens § 109.
Bestemmelsen fastlægger, hvem der kan anlægge sag til
omstødelse af en generalforsamlingsbeslutning som ulovlig,
dvs. hvem der er søgsmålsberettiget. Det er ikke hensig-
ten med bestemmelsen at afskære det almindelige partsbe-
greb. Alle, der har en retlig interesse i beslutningens ind-
hold, vil således kunne anlægge sag herom.
Hvis et gensidigt selskab i sine vedtægter har valgt, at dele-
gerede udgør generalforsamlingen, er det kun de delegerede,
der er stemmeberettigede på en generalforsamling. Dermed
kan medlemmer ikke anlægge søgsmål efter bestemmelsen.
Bestemmelsen finder eksempelvis anvendelse, hvis en ge-
neralforsamling ikke har været lovligt indkaldt, eller hvis
vedtægternes majoritetskrav ikke var opfyldt.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at et søgsmål skal være anlagt
senest 3 måneder efter beslutningen, jf. dog stk. 3.
Det foreslås i 2. pkt., at sker dette ikke, anses beslutningen
for gyldig.
Bestemmelsen indeholder en forældelsesfrist, hvorefter be-
slutninger opnår gyldighed, hvis de ikke bestrides inden
fristen på de 3 måneder. Dog gælder dette ikke for forhold
omfattet af det foreslåede stk. 3. Overholdes fristen ikke,
anses beslutningen for gyldig.
Hensigten med bestemmelsen er at undgå længere tids uvis-
hed om, hvorvidt en beslutning er gyldig.
Det foreslås i stk. 3, nr. 1, at tidsfristen efter stk. 2 ikke
finder anvendelse, når beslutningen ikke lovligt kunne tages
selv med samtlige stemmeberettigedes samtykke.
Det foreslås endvidere i stk. 3, nr. 2, at tidsfristen efter stk.
2 ikke finder anvendelse, når der ifølge selskabets vedtægter
kræves samtykke til beslutningen af alle eller visse medlem-
mer, garanter eller stemmeberettigede, og sådant samtykke
ikke er givet.
Det foreslås i stk. 3, nr. 3, at tidsfristen efter stk. 2 ikke fin-
der anvendelse, når indkaldelse til generalforsamlingen ikke
er sket, eller de for selskabet gældende regler for indkaldelse
væsentligt er tilsidesat.
Det foreslås i stk. 3, nr. 4, at tidsfristen efter stk. 2 ikke
finder anvendelse, når den, der har rejst sagen efter udløbet
af den i stk. 2 angivne tid, men dog senest 2 år efter beslut-
ningen, har haft rimelig grund til forsinkelsen, og retten på
grund heraf og under hensyntagen til omstændighederne i
øvrigt finder, at det vil være åbenbart urimeligt at anvende
bestemmelserne i stk. 2.
Bestemmelsen er en undtagelse til 3-månedersfristen efter
stk. 2.
Bestemmelsens nr. 1-3 medfører, at beslutningen er ugyldig
og dermed ikke har retsvirkning, hvorimod bestemmelsens
nr. 4 kan medføre fristforlængelse i særlige tilfælde.
Bestemmelsens nr. 1 vil eksempelvis kunne finde anven-
delse, hvis beslutningen er truffet i strid med præceptive
bestemmelser, herunder beskyttelse af en tredjemands lov-
hjemlet rettighed.
Bestemmelsens nr. 3 fjerner klagefristen på 3 måneder ek-
sempelvis i de tilfælde, hvor indkaldelse til generalforsam-
ling ikke foretages i overensstemmelse med det gensidige
selskabs vedtægter eller loven, herunder rettidig indkaldel-
se. Beslutninger på generalforsamlingen bliver således ikke
gyldige, selvom klagefristen på 3 måneder er udløbet, når
der er tale om grove fejl.
Bestemmelsens nr. 4 fungerer som en absolut fristforlængel-
se og finder således kun anvendelse i sjældne tilfælde, hvor
det er åbenbart urimeligt at anvende 3-månedersfristen efter
stk. 2.
Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at hvis retten finder, at general-
forsamlingsbeslutningen ikke er blevet til på lovlig måde
eller er stridende mod denne lov eller selskabets vedtægter,
jf. stk. 1, skal den ved dom kendes ugyldig eller ændres.
Det foreslås endvidere i stk. 4, 2. pkt., at en ændring af
generalforsamlingsbeslutningen dog kun kan ske, hvis der
nedlægges påstand derom, og retten er i stand til at fastslå,
hvilket indhold beslutningen rettelig skulle have haft.
Det foreslås i stk. 4, 3. pkt., at rettens afgørelse har gyldig-
hed for samtlige medlemmer og garanter.
Det er ikke hensigten med bestemmelsen, at domstolene
skal udgøre generalforsamlingen. Bestemmelsen finder såle-
des anvendelse i tilfælde, hvor det vil være klart, at general-
forsamlingen ville have truffet en anden beslutning end den
484
anfægtede, hvis stemmeafgivningen var gået til, som den
burde. Eksempelvis hvis optællingen har været urigtig, eller
man har ladet personer uden stemmeret afgive stemme.
Til § 245
Det følger af den gældende § 115, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed, at medmindre erhvervsministeren under hensyn
til pensionskassens forhold tillader en anden sammensæt-
ning af bestyrelsen, skal denne bestå af en formand og et
lige antal bestyrelsesmedlemmer, hvoraf mindst halvdelen
skal vælges af og blandt medlemmerne i pensionskassen. Af
den gældende § 115, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed
fremgår, at i vedtægterne kan det fastsættes, at valg af besty-
relsen og ændring af vedtægterne foretages af pensionskas-
sens medlemmer ved urafstemning.
Den foreslåede bestemmelse i § 245 viderefører den gæl-
dende § 115 i lov om finansiel virksomhed med sproglige
ændringer.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at bestyrelsen i en pensionskasse
skal bestå af en formand og et lige antal bestyrelsesmed-
lemmer, hvoraf mindst halvdelen skal vælges af og blandt
medlemmerne i pensionskassen. Det foreslås i 2. pkt., at
erhvervsministeren dog under hensyn til pensionskassens
forhold kan tillade en anden sammensætning.
Bestemmelsen fraviger det almindelige selskabsretlige prin-
cip, som fremgår af selskabslovens § 120, om, at flertallet
af bestyrelsens medlemmer skal vælges af generalforsamlin-
gen, idet erhvervsministeren kan tillade, at mindre end halv-
delen af bestyrelsens medlemmer vælges af pensionskassens
medlemmer.
Formålet med bestemmelsen er at give de organisationer,
der står bag en tværgående pensionskasse, mulighed for at
følge med i, hvorledes pensionsordningerne forvaltes, og
hvordan medlemmerne betjenes. Der kan f.eks. være tale
om arbejdstagerorganisationer, faglige organisationer og ar-
bejdsgiverorganisationer, herunder offentlige myndigheder,
der i kollektiv har oprettet og fastlagt væsentlige forhold
vedrørende arbejdsmarkedspensioner.
Det foreslås i stk. 2, at det i vedtægterne kan fastsættes, at
valg af bestyrelsen og ændring af vedtægterne foretages af
pensionskassens medlemmer ved urafstemning.
Til § 246
Det følger af den gældende § 116, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed, at bestemmelserne for gensidige selskaber i
§§ 23 og 114 tilsvarende finder anvendelse for tværgående
pensionskasser, jf. dog stk. 2 og § 284, stk. 2 og 3. Af
den gældende § 116, stk. 2, fremgår det, at § 120, stk. 1
og 3, i selskabsloven ikke finder anvendelse for tværgående
pensionskasser.
Den foreslåede bestemmelse i § 246 viderefører den gælden-
de § 116 i lov om finansiel virksomhed med enkelte redak-
tionelle ændringer. Henvisningen i den gældende § 116, stk.
1, i lov om finansiel virksomhed til, at § 23 finder anvendel-
se for tværgående pensionskasser, foreslås ikke videreført,
da det allerede fremgår af lovforslaget til §§ 31-35, at be-
stemmelserne finder anvendelse på tværgående pensionskas-
ser. På samme måde foreslås det, at henvisningen i den
gældende § 116, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed til, at
§ 284, stk. 2 og 3 ikke finder anvendelse, ikke videreføres,
da det allerede fremgår af lovforslagets § 248, at forslagets §
237, stk. 2-4, ikke finder anvendelse. Der er ikke tiltænkt en
ændring i gældende ret.
Det foreslås i stk. 1, at bestemmelserne for gensidige selska-
ber i § 237 finder tilsvarende anvendelse for tværgående
pensionskasser, jf. dog stk. 2.
Bestemmelsen indebærer, at de regler i selskabsloven, der
finder anvendelse for gensidige selskaber i medfør af lovfor-
slagets § 237, ligeledes finder anvendelse for tværgående
pensionskasser.
Det foreslås i stk. 2, at § 120, stk. 1 og 3, i selskabsloven
ikke finder anvendelse for tværgående pensionskasser.
Bestemmelsen indebærer, at § 120, stk. 1 og 3, i selskabslo-
ven ikke finder anvendelse for tværgående pensionskasser,
uanset henvisningen i stk. 1 til forslagets § 237, der hen-
viser til selskabslovens regler, herunder § 120 i selskabslo-
ven. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forslagets
§ 245, stk. 1, der fraviger selskabslovens regler om valg
af bestyrelsesmedlemmer. Der henvises i den forbindelse til
forslagets § 245, stk. 1, og de specielle bemærkninger hertil.
Til § 247
Den gældende § 304 i lov om finansiel virksomhed indehol-
der en definition af tværgående pensionskasser.
Den foreslåede bestemmelse i § 247 viderefører § 304 i lov
om finansiel virksomhed med sproglige ændringer.
Det foreslås i § 247, nr. 1, at ved tværgående pensionskasser
forstås foreninger eller sammenslutninger, hvis medlemmer
enten er uddannet indenfor bestemte uddannelsesområder
eller er ansat i virksomheder af en bestemt art, og som har
til formål som led i ansættelsesvilkårene eller som led i en
485
anden tilknytning til en virksomhed at sikre pension efter
ensartede regler for alle medlemmerne.
Bestemmelsen afgrænser begrebet tværgående pensionskas-
ser til foreninger eller sammenslutninger, hvis medlemmer
enten er uddannet indenfor bestemte uddannelsesområder
eller er ansat i virksomheder af en bestemt art, og som har til
formål som led i ansættelsesvilkårene eller som led i anden
tilknytning at sikre pension eller ensartede regler for alle
medlemmer.
Det foreslås i nr. 2, at ved tværgående pensionskasser forstås
foreninger eller sammenslutninger, hvis medlemmer er selv-
stændige erhvervsdrivende indenfor samme branche, og som
har til formål at sikre pension efter ensartede regler for alle
medlemmer.
Bestemmelsen afgrænser begrebet tværgående pensionskas-
ser til foreninger eller sammenslutninger, hvis medlemmer
er selvstændige erhvervsdrivende indenfor samme branche,
og som har til formål at sikre pension efter ensartede regler
for alle medlemmer.
En meget stor del af de tværgående pensionskasser er stiftet
for grupper med fælles uddannelse eller erhverv. Bestem-
melsen er ikke til hinder for, at en tværgående pensionskasse
kan have medlemmer, der tilhører begge de i bestemmelsen
opregnede grupper.
Bestemmelsen indebærer, at tværgående pensionskasser ikke
må optage medlemmer, der ikke falder indenfor pensions-
kassernes potentielle medlemskreds, som på forhånd er nær-
mere defineret i vedtægterne. Tværgående pensionskasser
må heller ikke optage medlemmer, der ikke har en tilknyt-
ning til arbejdsmarkedet.
Til § 248
Det følger af den gældende § 305, stk. 1, i lov om finan-
siel virksomhed, at bestemmelserne for gensidige livsforsik-
ringsselskaber tilsvarende finder anvendelse for de tværgå-
ende pensionskasser med de undtagelser, der er nævnt i §
305, stk. 2. Af den gældende § 305, stk. 2, i lov om finan-
siel virksomhed fremgår det, at § 284, stk. 2-4, ikke finder
anvendelse på tværgående pensionskasser.
Den foreslåede bestemmelse i § 248 viderefører den gæl-
dende § 305 i lov om finansiel virksomhed med redaktio-
nelle konsekvensrettelser. Herudover ændres bestemmelsen,
så den omfatter gensidige selskaber i stedet for gensidige
livsforsikringsselskaber. Dette sker alene for at bringe be-
stemmelsen i overensstemmelse med terminologien i resten
af lovforslaget, og der er ikke tiltænkt materielle ændringer.
Det foreslås i § 248, at bestemmelserne for gensidige selska-
ber tilsvarende finder anvendelse for de tværgående pensi-
onskasser, bortset fra § 237, stk. 2-4.
Henvisningen til § 237 indebærer, at der ikke i vedtægterne
kan være eller indføres regler om medlemshæftelse. Pensi-
onskasserne er således efter loven foreninger med begrænset
hæftelse. En vedtægtsbestemmelse eller generalforsamlings-
beslutning om medlemshæftelse eller om, at medlemmerne
skal dække allerede konstaterede tab, er derfor ugyldig.
Kapitaltab i pensionskasser kan således kun dækkes ved
genoprettelsesforanstaltninger, f.eks. nedskrivning af pensi-
onstilsagn eller den garanterede grundlagsrente.
Til § 249
Det følger af den gældende § 306 i lov om finansiel virk-
somhed, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om
afgrænsning af de tværgående pensionskassers medlems-
kreds og aktiviteter.
Finanstilsynet har endnu ikke udnyttet den gældende be-
myndigelse til at fastsætte regler.
Den foreslåede bestemmelse i § 249 viderefører § 306 i lov
om finansiel virksomhed uden materielle ændringer.
Det foreslås i § 249, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere
regler om afgrænsning af de tværgående pensionskassers
medlemskreds og aktiviteter.
Afgrænsningen kan angå de aktiviteter, tværgående pen-
sionskasser og gensidige selskaber må udøve. Idet den
væsentligste afgrænsning i de tværgående pensionskassers
virksomhed ligger i medlemsoptagelsen, vil det væsentligste
indhold i regler udstedt i medfør af bestemmelsen være
præciseringer af medlemsafgrænsninger samt en regel om,
at pensionskasserne ikke må drive akkvisition uden for pen-
sionskassernes potentielle medlemskreds.
Til § 250
§ 307 i lov om finansiel virksomhed fastsætter særlige regler
om arbejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsaktieselskaber.
Den foreslåede § 250 viderefører den gældende § 307 i lov
om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer. Den
foreslåede bestemmelse medfører ikke materielle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at ved et arbejdsmarkedsrelateret livs-
486
forsikringsaktieselskab forstås et livsforsikringsaktieselskab,
der opfylder følgende betingelser:
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at ved et arbejdsmarkedsrelateret
livsforsikringsaktieselskab forstås et livsforsikringsaktiesel-
skab, der direkte eller indirekte fuldt ud ejes af forsikringsta-
gernes faglige organisationer, eventuelt i fællesskab med de
relevante branchers arbejdsgiverorganisationer.
Når det angives, at ejerkredsen direkte eller indirekte fuldt
ud skal bestå af disse organisationer, indebærer dette, at
organisationerne kan have et eller flere mellemliggende
holdingselskaber. Livsforsikringsaktieselskabets umiddelba-
re ejere kan således godt være et holdingselskab, når blot
dette holdingselskab er 100 pct. ejet af de pågældende orga-
nisationer.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at ved et arbejdsmarkedsrelateret
livsforsikringsaktieselskab forstås et livsforsikringsaktiesel-
skab, der er etableret som følge af en overenskomstmæssig
aftale.
Dette indebærer, at selskabet alene kan have kollektive
ordninger på samme måde som en tværgående pensionskas-
se. Et selskab, der vælger at få status som arbejdsmarkedsre-
lateret livsforsikringsaktieselskab, betragtes herefter i prin-
cippet som en tværgående pensionskasse, og det arbejdsmar-
kedsrelaterede livsforsikringsaktieselskab kan derfor alene
tegne forsikringer på samme måde som andre tværgående
pensionskasser.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at ved et arbejdsmarkedsrelateret
livsforsikringsaktieselskab forstås et livsforsikringsaktiesel-
skab, der ifølge vedtægterne ikke udbetaler udbytte til ejer-
ne.
Dette indebærer, at det ifølge vedtægterne skal fremgå, at
der ikke betales udbytte til et arbejdsmarkedsrelateret livs-
forsikringsaktieselskabs ejere.
Selvom selskabet opfylder de i stk. 1, nr. 1-3, anførte kri-
terier, er det stadig selskabets valg, om det ønsker status
som et arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsaktieselskab,
idet dette kræver, at vedtægterne, udover det i stk. 1, nr. 3,
nævnte, tillige ændres som anført i det foreslåede stk. 2.
Det foreslås i stk. 2, at af selskabets vedtægter skal ud over
det i stk. 1, nr. 3, nævnte fremgå følgende:
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at af selskabets vedtægter skal
ud over det i stk. 1, nr. 3, nævnte fremgå, at selskabet er et
»arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsaktieselskab«.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at af selskabets vedtægter skal ud
over det i stk. 1, nr. 3, nævnte fremgå, hvorledes der skal
forholdes med selskabets formue, når der ikke længere er
forsikringsmæssige krav mod selskabet.
Det er alene den situation, hvor alle forsikringerne er udlø-
bet, der er omfattet af stk. 2, nr. 2. Såfremt der ikke er
forsikringsmæssige krav mod selskabet som følge af forsik-
ringsbestandens overdragelse, er det reguleret i det foreslåe-
de stk. 4.
Det foreslås i stk. 2, nr. 3, at af selskabets vedtægter skal
ud over det i stk. 1, nr. 3, nævnte fremgå, at den skattefrit
opsparede del af egenkapitalen skal anvendes til almennytti-
ge eller velgørende formål.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at afståelse af aktier i selskabet
til andre end den i stk. 1, nr. 1, nævnte kreds eller ændring
af selskabets vedtægter vedrørende de i stk. 1, nr. 3, og stk.
2 nævnte forhold ikke kan ske uden Finanstilsynets godken-
delse.
Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at Finanstilsynets godkendel-
se alene kan meddeles, såfremt afståelsen eller vedtægtsæn-
dringen skønnes at være i de forsikredes interesse.
Bestemmelsen indebærer, at et selskab, der har valgt status
som et arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsaktieselskab,
som hovedregel ikke kan ændre status tilbage til »alminde-
ligt livsforsikringsaktieselskab« efterfølgende. Som anført
ovenfor betragtes selskabet herefter i princippet som en
tværgående pensionskasse. Kun i de særlige tilfælde, hvor
en ændring af vedtægterne vil være til fordel for de forsik-
rede - og hvor et krav om opretholdelse af vedtægterne
således vil være i strid med de forsikredes interesser - vil
Finanstilsynets godkendelse kunne forventes givet. Sådanne
særlige tilfælde kan være selskabets ophør, herunder ved
fusion eller selskabets afvikling som forsikringsselskab i øv-
rigt, hvor et krav om selskabets fortsatte opretholdelse som
arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsaktieselskab ikke vil
være i overensstemmelse med de forsikredes interesser. I
sådanne tilfælde kræves Finanstilsynets godkendelse af for-
sikringsbestandens overdragelse, jf. bemærkningerne til det
foreslåede stk. 4.
Baggrunden for at kræve Finanstilsynets godkendelse er,
at selskabet i modsat fald ville kunne skifte mellem en sta-
tus som arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsaktieselskab
og et »almindeligt« livsforsikringsaktieselskab afhængig af,
hvad der var gunstigst - også skattemæssigt - i en aktuel
situation. Dette vil ikke være til gavn for forsikringstagerne,
der i givet fald ikke ville kunne få sikkerhed for, at den
skattefrit opsparede kapital alene kunne anvendes til fordel
for dem, svarende til forholdene i de tværgående pensions-
487
kasser, jf. ovenfor samt de ændrede skatteregler omtalt ne-
denfor.
I forbindelse med skattereglerne for de arbejdsmarkedsre-
laterede livsforsikringsaktieselskaber bemærkes i øvrigt, at
Finanstilsynet ikke vil meddele godkendelse af en vedtægt-
sændring, hvis en sådan ændrings formål skønnes at være, at
ejerne kan opnå en udlodning af den skattefrit opsparede del
af det arbejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsaktieselskabs
egenkapital. Finanstilsynet vil i øvrigt i fornødent omfang
rådføre sig med øvrige relevante offentlige myndigheder,
herunder skatteministeriet, forinden en eventuel godkendel-
se meddeles.
For at skabe parallelitet med de tværgående pensionskasser
skal den skattefrit opsparede del af egenkapitalen ved sel-
skabets ophør som arbejdsmarkedsrelateret livsforsikrings-
aktieselskab eller bestandens overdragelse ikke komme til
udbetaling til aktionærerne, men anvendes til fordel for de
forsikrede. Dette svarer til forholdene i en tværgående pen-
sionskasse, hvor medlemskredsen er kollektiv ejer af pensi-
onskassen.
Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at overdrager selskabet sin
forsikringsbestand, skal selskabet anvende den skattefrit op-
sparede del af egenkapitalen til fordel for de forsikrede.
Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at i tilfælde af overdragelse
af en bestemt del af forsikringsbestanden er det alene den
forholdsmæssige andel af den skattefrit opsparede del af
egenkapitalen, der skal anvendes til fordel for de forsikrede.
Overdragelse af et selskabs forsikringsbestand til et andet
selskab kan ske enten som led i et almindeligt salg af be-
standen til et andet selskab eller ved en fusion.
Efter stk. 4 skal selskabet anvende den skattefrit opsparede
del af egenkapitalen – eller en forholdsmæssig andel heraf –
til fordel for de forsikrede. Ved en almindelig bestandsover-
dragelse vil dette eksempelvis kunne ske ved, at den skatte-
frit opsparede del af egenkapitalen anvendes til en forøgelse
af tilsagnene eller en øget bonusudjævningshensættelse.
Er der tale om, at det arbejdsmarkedsrelaterede livsforsik-
ringsaktieselskab ønsker at fusionere med et »almindeligt
livsforsikringsaktieselskab« med sidstnævnte som det fort-
sættende selskab, vil erhvervsministerens godkendelse af
den til fusionen knyttede bestandsoverdragelse i medfør af
lovforslagets § 195, stk. 1, alene kunne gives, hvis den skat-
tefrit opsparede del af egenkapitalen i det arbejdsmarkeds-
relaterede livsforsikringsaktieselskab samtidig anvendes til
fordel for forsikringstagerne. Dette kan eksempelvis ske
som ovenfor anført ved en forøgelse af tilsagnene, en øget
bonusudjævningshensættelse eller ved, at det arbejdsmar-
kedsrelaterede livsforsikringsaktieselskab beslutter, at den
del af vederlaget, der svarer til den skattefrit opsparede del
af egenkapitalen, i forbindelse med fusionen indskydes i en
nyoprettet forening, hvori forsikringstagerne er medlemmer,
og som bliver aktionær i det fortsættende selskab.
Den model, som stk. 4 indebærer, svarer i hovedtræk til den
såkaldte »indkapslingsmodel«, der gælder for spare- og an-
delskassers omdannelse til aktieselskaber, hvor sparekassens
formue indkapsles som en bunden sparekassereserve, der
eksempelvis ved selskabets ophør skal anvendes til almen-
nyttige eller velgørende formål. Til forskel herfra er der i det
foreliggende dog ikke tale om et forud fastlagt beløb, idet
størrelsen af den skattefri del og den opsparede egenkapital
løbende ændres. Derimod er beløbet, som det er tilfældet for
de indkapslede reserver i spare- og andelskasser, en del af
egenkapitalen.
Til § 251
Det følger af den gældende § 294 i lov om finansiel
virksomhed, at for at et selskab kan være omfattet af §§
295-303, stilles der en række kumulative krav til vedtægter-
ne om selskabets virksomhed.
Med den foreslåede § 251 videreføres den gældende § 294 i
lov om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i stk. 1 nr. 1, at bestemmelserne i §§ 252-257
omfatter gensidige selskaber, der har tilladelse til at udøve
skadesforsikringsvirksomhed, hvis vedtægter indeholder an-
givelse af, at selskabets formål er begrænset til at tegne
forsikringer mod ulykke og sygdom således, at de forsikrede
tillige er forsikringstagere, eller til at tegne forsikringer for
husdyr.
Det følger af stk. 1, nr. 1, at et selskab, der ønsker sig
underlagt lovforslagets §§ 252-257, må begrænse sit formål
til forsikringsvirksomhed indenfor enten forsikringsarterne
ulykke og sygdom eller husdyrsforsikring.
Kravet i stk. 1, nr. 1, om identitet mellem forsikrede og
forsikringstager og om obligatorisk medlemskab af selska-
bet medfører således, at selskabet kun kan tegne forsikrin-
ger på medlemmernes eget liv og helbred. Dette indebærer
endvidere, at selskabet ikke i tilknytning til forsikringen
på medlemmets eget liv også kan tegne forsikring for med-
lemmets ægtefælle og/eller børn (familie-ulykkesforsikring),
medmindre disse selvstændigt indtræder som medlemmer og
forsikringstagere.
Tilladelse til husdyrsforsikring gives sædvanligvis efter for-
sikringsklasse 9, afgrænset i overensstemmelse med vedtæg-
ternes formål. Husdyrsforsikringer kan omfatte flere forsik-
488
ringstyper, som alle vil være omfattet af stk. 1, nr. 1. Risiko-
en kan være egentlig livsforsikring, der medfører udbetaling
af forsikringssum ved husdyrets død uanset årsag, men for-
sikringen kan eksempelvis også omfatte helbredelsesudgif-
ter i tilfælde af husdyrets sygdom (dyrlægeudgifter).
Det foreslås i stk. 1 nr. 2, at bestemmelserne i §§ 252-257
omfatter gensidige selskaber, der har tilladelse til at udøve
skadesforsikringsvirksomhed, hvis vedtægter indeholder an-
givelse af, at selskabet kun driver virksomhed her i landet.
Det følger af stk. 1, nr. 2, at et gensidigt selskab, der ønsker
sig underlagt lovforslagets §§ 252-257, må begrænse sin
virksomhed indenfor landets grænser.
Kravet i stk. 1, nr. 2, om kun at drive virksomhed her i lan-
det medfører således, at selskabet kun kan tegne forsikringer
i Danmark.
Det foreslås i stk. 1 nr. 3, at bestemmelserne i §§ 252-257
omfatter gensidige selskaber, der har tilladelse til at udøve
skadesforsikringsvirksomhed, hvis vedtægter indeholder an-
givelse af, at selskabet ikke tegner forsikringer for længere
perioder end 1 år ad gangen.
Bestemmelsens stk. 1, nr. 3 udelukker ikke, at det i forsik-
ringsbetingelserne aftales, at den tegnede forsikring automa-
tisk fortsætter for et år ad gangen, hvis den ikke af en af
parterne opsiges til ophør ved udløbet af et forsikringsår
med det aftalte varsel, jf. forsikringsaftalelovens § 31.
Det foreslås i stk. 1 nr. 4, at bestemmelserne i §§ 252-257
omfatter gensidige selskaber, der har tilladelse til at udøve
skadesforsikringsvirksomhed, hvis vedtægter indeholder an-
givelse af, at selskabet kun tegner direkte forsikringer.
Stk. 1, nr. 4, udelukker, at selskabet overtager genforsikring
af forsikringer tegnet af andre forsikringsselskaber, jf. stk. 1,
nr. 5.
Det foreslås i stk. 1 nr. 5, at bestemmelserne i §§ 252-257
omfatter gensidige selskaber, der har tilladelse til at udøve
skadesforsikringsvirksomhed, hvis vedtægter indeholder an-
givelse af, det højeste beløb, som selskabet uden genforsik-
ring kan overtage på enkelt risiko, eller bestemmelse om, at
regler herom fastsættes af Finanstilsynet i forbindelse med
udstedelse af tilladelse.
Finanstilsynets bemyndigelse i den gældende lov om finan-
siel virksomhed § 294, stk. 1, nr. 5, til at fastsætte regler om
det højeste beløb, et selskab kan overtage på en enkelt risiko
uden genforsikring, er ikke udnyttet.
Det foreslås i stk. 1 nr. 6, at bestemmelserne i §§ 252-257
omfatter gensidige selskaber, der har tilladelse til at udøve
skadesforsikringsvirksomhed, hvis vedtægter indeholder an-
givelse af mulighed for opkrævning af ekstrabidrag eller
nedsættelse af ydelserne.
Beslutning om nedsættelse af forsikringsydelserne efter stk.
1, nr. 6, er en generel foranstaltning, der berører alle forsik-
ringer, der er indtegnet i selskabet. Enkelte forsikringstagere
vil være beskyttet af almindelige forsikringsaftaleretlige reg-
ler. Dette indebærer, at selskabet i skadetilfælde – uanset
dets økonomi – vil være forpligtet til at udrede den aftalte
forsikringsydelse, eventuelt nedsat efter den generelle ned-
sættelse af samtlige tegnede forsikringer.
Bestemmelsen er en forudsætning for, at de lempeligere
krav ved stiftelse af et gensidigt selskab, der har tilladelse til
at udøve skadesforsikringsvirksomhed, med begrænset for-
mål finder anvendelse. Bestemmelsen fritager således ikke
i sig selv selskabet fra tilsyn efter denne lov. En fritagelse
fra tilsyn uden dispensation efter § 256 er kun mulig, hvis
selskabet opfylder § 255.
Selv om betingelserne i stk. 1 er opfyldt, kan selskabet
alligevel ikke kræve at være omfattet af de mere lempelige
bestemmelser i lovforslagets §§ 252-257, hvis selskabet har
et sådant omfang eller karakter, at det rammes af en eller
flere af de begrænsninger, der er nævnt under stk. 2, nr. 1
eller 2. Selskabet bliver i så fald underlagt fuldt tilsyn.
Formuleringen medfører ikke, at stk. 1, nr. 1-6, skal gengi-
ves ordret i selskabets vedtægter, men blot, at vedtægterne
skal omfatte alle seks punkter og indeholde klare regler, der
dokumenterer, at de betingelser, der er nævnt i stk. 1, er
opfyldte. Selskabets formål skal endvidere være begrænset
til ét af de under stk. 1, nr. 1, nævnte to formål.
Ved ulykke og sygdom gives tilladelse til forsikringsklasser-
ne 1 og 2, men en tilladelse kan tillige begrænses til at om-
fatte en del af de risici, der hører under vedkommende klas-
se, jf. § 4, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 1233 af 22. oktober
2007 om tilladelse til skadesforsikringsselskaber og captive-
genforsikringsselskaber. Derved kan tilladelsen afgrænses,
således at den bliver i overensstemmelse med vedtægternes
formålsparagraf.
Bestemmelsens stk. 1 indeholder tillige betingelse om, at de
forsikrede er forsikringstagere. Forsikrede er i personforsik-
ring den sædvanligt anvendte betegnelse for en person, på
hvis liv eller helbred forsikringen tegnes. Kravet om, at den
forsikrede tillige skal være forsikringstager, indebærer der-
for, at selskabet skal indgå aftalen med den, på hvis liv el-
ler helbred forsikringen skal tegnes. Det gensidige selskabs
forsikringstagere, og kun disse, betragtes som medlemmer
af selskabet. Efter forsikringsaftalelovens terminologi er for-
489
sikringstageren den, der afslutter forsikringsaftalen med sel-
skabet, og som har krav på forsikringsydelsen, hvis andet
ikke er aftalt.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at et gensidigt selskab, der
har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, ikke
omfattes af bestemmelserne i §§ 252-257, hvis den årlige
præmieindtægt overstiger et af Finanstilsynet fastsat beløb.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at et gensidigt selskab, der
har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, ikke
omfattes af bestemmelserne i §§ 252-257, hvis mindre end
halvdelen af den årlige præmieindtægt stammer fra fysiske
personer, der er medlemmer af selskabet.
Bestemmelserne præciserer, at gensidige selskaber, der har
tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, hvis
virksomhed er omfattet af stk. 2, ikke er omfattet af reglerne
i lovforslagets §§ 252-257, selv om selskabet i øvrigt opfyl-
der betingelserne i stk. 1.
Ifølge Solvens II-direktivet (2009/138/EF) må et gruppe 1-
forsikringsselskabs årlige bruttopræmieindtægt ikke oversti-
ge 5 million euro, hvis selskabet ikke skal være omfattet
af direktivet. Bestemmelsen er implementeret i lovforslagets
§ 8, stk. 1, nr. 13, og medfører, at et gensidigt selskab,
der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed,
ikke er omfattet af lovforslagets §§ 252-257, hvis den årlige
præmieindtægt overstiger 5 millioner euro.
Til § 252
Det følger af den gældende § 295, stk. 2, i lov om finansiel
virksomhed, at det i vedtægterne kan bestemmes, at der ikke
er en direktion. Endvidere følger det af § 299, at hvis selska-
bet ikke har en direktion, udføres hvervet af bestyrelsen.
Med den foreslåede § 252 videreføres den gældende § 295,
stk. 2, og sammenskrives med den gældende § 299 i lov om
finansiel virksomhed.
Det foreslås i stk. 1, at det i vedtægterne kan bestemmes, at
der ikke skal ansættes en direktion.
Bestemmelsen medfører, at hvis bestyrelsen undlader at an-
sætte en direktion, vil alle de pligter, der normalt påhviler
direktionen, i stedet påhvile bestyrelsen.
Det foreslås i stk. 2, at har selskabet ingen direktion, udføres
de hverv, der i lov eller i medfør af lov er henlagt til direkti-
onen, af bestyrelsen.
Bestemmelsen medfører således, at bestyrelsen får ansvaret
for den daglige ledelse af selskabet, herunder bogføring og
formueforvaltning. Endvidere får bestyrelsen ansvaret for, at
selskabet råder over tilstrækkelig sagkundskab til beregning
af forsikringsmæssige hensættelser til regnskab, jf. lovfor-
slagets § 140, stk. 1.
Bestyrelsen skal endvidere samlet set opfylde kravene om
egnethed og hæderlighed på samme vis som kravene til en
direktør.
Bestyrelsen i et selskab, der har besluttet at undlade at an-
sætte en direktion, vel vidende at bestyrelsen derfor tillige
må påtage sig direktionens hverv, vil blive omfattet af al re-
levant lovgivning, der pålægger direktionen i en forsikrings-
virksomhed ansvar og pligter.
Til § 253
Det følger af den gældende § 295, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed, at visse bestemmelser ikke finder anvendelse
ved stiftelse af gensidige skadesforsikringsselskaber med
begrænset formål.
Den gældende § 295, stk. 1, foreslås videreført uændret,
men flyttes til kap. 1 - særlige regler om anvendelsesområde
for forsikringsselskaber.
Det foreslås i § 253, at bestemmelserne i lovforslagets §
242, nr. 2, og § 158, stk. 2, ikke finder anvendelse ved
stiftelse af gensidige selskaber, der har tilladelse til at udøve
skadesforsikringsvirksomhed, med begrænset formål, jf. §
251.
De i § 253 nævnte paragraffer omfatter retsregler, der
normalt skal iagttages ved stiftelsen af et forsikringsaktie-
selskab eller et gensidigt selskab. Disse regler kan et gen-
sidigt selskab, der har tilladelse til at udøve skadesforsik-
ringsvirksomhed, undlade at iagttage, hvis betingelserne i
lovforslagets § 251 om selskabets begrænsede virksomhed
er opfyldt. I stedet gælder de mindre byrdefulde regler i
lovforslagets § 254 ved stiftelse af gensidige selskaber, der
har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, med
begrænset formål.
Ved stiftelse af et selskab omfattet af forslagets § 251 skal
kravene til vedtægternes indhold efter forslagets § 242 end-
videre følges.
Reglen om, at vedtægterne ikke skal opfylde lovforslagets §
242, nr. 2, skyldes, at gensidige selskaber, der har tilladelse
til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, med begrænset
formål kun må tegne direkte forsikring, jf. lovforslagets §
490
251, stk. 1, nr. 4. Dermed fraviges reglen i lovforslagets
§ 242, nr. 2, hvorefter et gensidigt selskabs vedtægter skal
indeholde bestemmelser om overtagelse af genforsikring.
Det bemærkes, at stiftelsesproceduren for gensidige selska-
ber, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksom-
hed, med begrænset formål er identisk med stiftelsesproce-
duren for andre gensidige selskaber, der har tilladelse til at
udøve skadesforsikringsvirksomhed, jf. lovforslagets § 31,
stk. 1.
Til § 254
Det følger af den gældende § 296 i lov om finansiel virk-
somhed, hvordan et gensidigt skadesforsikringsselskab med
begrænset formål skal stiftes.
Med den foreslåede § 254 videreføres den gældende § 296 i
lov om finansiel virksomhed uden ændringer.
Det foreslås i § 254, at indtegning af medlemmer eller ga-
ranter ikke kan finde sted, inden udkast til vedtægter er
affattet. Udkastet skal fremlægges ved indtegningen.
Bestemmelsen fastsætter den fremgangsmåde, der skal føl-
ges, for at selskabet kan anses for stiftet. Hovedvægten
lægges på vedtægternes indhold og den konstituerende ge-
neralforsamling.
Initiativtagerne til stiftelsen af selskabet må i princippet
gå frem på samme måde som ved stiftelse af foreninger i
almindelighed, dvs. undersøge om der er grundlag for sel-
skabets virksomhed. Der er tale om en bunden opgave, hvor
udkastet til vedtægterne skal opfylde lovens almindelige be-
tingelser, jf. lovforslagets § 242, med de begrænsninger, der
fremgår af lovforslagets § 251.
Til § 255
Det følger af den gældende § 301 i lov om finansiel virk-
somhed, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at et
gensidigt skadesforsikringsselskab umiddelbart er fritaget
for tilsyn uden ansøgning.
Med den foreslåede § 255 videreføres den gældende § 301 i
lov om finansiel virksomhed.
Det foreslås i stk. 1, at gensidige selskaber, der har tilladelse
til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, der omfattes af
§ 251, stk. 1, og som kun driver virksomhed indenfor et
snævert begrænset landområde, ikke omfattes af denne lovs
bestemmelser, jf. dog stk. 2 og 3, hvis de indtegnede forsik-
ringer tilsammen ikke overstiger 3 mio. kr.
Fritagelse for tilsyn i medfør af bestemmelsen forudsætter
som udgangspunkt, at selskabets vedtægter opfylder de seks
betingelser efter § 251, stk. 1. Derudover indeholder be-
stemmelsen yderligere to betingelser, som skal være opfyldt,
for at selskabet er fritaget for tilsyn. Således skal selskabets
aktivitet være begrænset til et snævert landområde, og for-
sikringssummen for de af selskabet tegnede forsikringer må
ikke overstige 3 millioner kr. Hvis blot en af forudsætnin-
gerne for at være undtaget fra loven ikke længere opfyldes,
medfører det krav om tilladelse efter lovens almindelige
bestemmelser.
Forud for etablering af et gensidigt selskab, der har tilladelse
til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, der skal kunne
udøve sin virksomhed uden tilsyn efter lovforslagets §§
252-257, må stifter således sikre sig, at betingelserne er
opfyldt. Påbegynder et selskab forsikringsvirksomhed i strid
med disse regler, uden at have opnået dispensation efter lov-
forslagets § 256, overtræder selskabet reglerne om tilladelse
til at drive forsikringsvirksomhed, jf. lovforslagets § 14.
Afgrænsningen af et snævert begrænset landområde kan ek-
sempelvis ske ved angivelse af de postdistrikter, indenfor
hvilke selskabet tegner forsikringer.
Er betingelserne i bestemmelsen således opfyldt, er selska-
bet ikke undergivet lovens øvrige bestemmelser, hvilket
navnlig indebærer, at selskabet ikke skal søge om tilladelse
til at drive forsikringsvirksomhed.
Det bemærkes, at selv om selskabet ikke er forpligtet af
lovens regler ud over kravene i lovforslagets § 251, må det
imidlertid anses for hensigtsmæssigt, at stifterne af selskabet
iagttager stiftelsesreglerne i lovforslagets §§ 252-257, idet
selskabet på grund af vækst senere kan blive omfattet af
tilsyn.
Beløbet på 3 mio. kr. er den samlede forsikringssum for
de indtegnede forsikringer, dvs. selskabets maksimale risiko
efter de indgåede forsikringsaftaler. Beløbet er ikke pristals-
reguleret, og prisudviklingen kan derfor let medføre, at et
selskab rammer loftet for den maksimale forsikringssum og
derved bringes ind under tilsynsreglerne, medmindre der
søges om dispensation efter lovforslagets § 256.
Når gensidige selskaber, der har tilladelse til at udøve ska-
desforsikringsvirksomhed, ikke er underlagt Finanstilsynets
tilsyn, vil de som oftest i stedet være underlagt lov om visse
erhvervsdrivende virksomheder.
Det foreslås i stk. 2, at selskaber, der omfattes af stk. 1,
491
dog skal betegne sig som gensidige, jf. § 38, som finder
tilsvarende anvendelse.
Af bestemmelsen følger en navnepligt til tydeligt at angive
et selskabs egenskab som gensidigt selskab.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at hvis et gensidigt selskab, der
har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, er
undergivet tilsyn i medfør af denne lov, forbliver selskabet
under tilsyn, selv om det sidenhen opfylder betingelserne for
fritagelse efter stk. 1.
Det foreslås i 2. pkt., at Finanstilsynet dog kan fritage sel-
skabet for tilsyn, hvis selskabet fremsætter anmodning her-
om i henhold til en generalforsamlingsbeslutning.
Bestemmelsen fastslår, at hvis et selskab tidligere har fået
Finanstilsynets tilladelse som forsikringsselskab, kan selska-
bet ikke blive fritaget fra tilsyn, uanset om betingelser herfor
er opfyldt, jf. stk. 3, 1. pkt. Finanstilsynet kan dog fritage
et gensidigt selskab, der har tilladelse til at udøve skadesfor-
sikringsvirksomhed, med begrænset formål, jf. stk. 3, 2. pkt.
Til § 256
Det følger af den gældende § 302 i lov om finansiel virk-
somhed, at gensidige skadesforsikringsselskaber med be-
grænset formål kan få dispensation til ikke at være omfattet
af lovens regler og dermed fra kravet om at være underlagt
tilsyn.
Med den foreslåede § 256 videreføres den gældende § 302 i
lov om finansiel virksomhed.
Den foreslåede bestemmelse giver Finanstilsynet mulighed
for at dispensere fra tilsyn, hvis et gensidigt selskab, der
har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, er
omfattet af § 251, stk. 1. Ud over de objektive kriterier,
som kræves opfyldt efter bestemmelsen, meddeles dispensa-
tionen kun, hvis Finanstilsynet i øvrigt finder det betryggen-
de. Bestemmelsen tildeler Finanstilsynet dispensationsbefø-
jelse i to forskellige situationer. Selskaber, der opfylder nr. 1
eller 2, har således ikke krav på dispensation.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at Finanstilsynet kan fritage et
gensidigt selskab, der har tilladelse til at udøve skadesfor-
sikringsvirksomhed, der omfattes af § 251, stk. 1, fra denne
lovs bestemmelser, hvis de samlede forsikringer ikke over-
stiger 6 mio. kr., og selskabets risiko på en enkelt forsikring
ikke overstiger 3 pct. af selskabets samlede årlige præmie-
indtægt.
Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet har mulighed for
at fritage gensidige selskaber, der har tilladelse til at udøve
skadesforsikringsvirksomhed, med begrænset formål, når de
opfylder kravet i § 251, stk. 1, forudsat at ikke blot selska-
bets samlede risiko, men også risikoen på den enkelte for-
sikring, er begrænset. Der skal ikke tages hensyn til eventuel
genforsikring, jf. stk. 2.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at Finanstilsynet kan fritage et
gensidigt selskab, der har tilladelse til at udøve skadesfor-
sikringsvirksomhed, der opfylder kravene i § 251, stk. 1, fra
tilsyn, hvis selskabet kun tegner forsikringer indenfor et be-
grænset landområde og alene for en enkelt forsikringsgren.
Den foreslåede bestemmelse vil typisk finde anvendelse på
forsikringssselskaber, der alene opererer indenfor en kom-
mune, og som kun gør det for en enkelt forsikringsform,
eksempelvis hesteforsikring.
Det foreslås i stk. 2, at ved anvendelsen af stk. 1, nr. 1, tages
ikke hensyn til, i hvilket omfang selskabet har afdækket sin
risiko ved genforsikring.
Bestemmelsen supplerer reglen i stk. 1, nr. 1. Den samlede
forsikringssum for selskaber, der tegner forsikringer mod
sygdom og ulykke eller husdyrsforsikringer, kan således ik-
ke overstige kr. 6 millioner. Dette gælder, selv om selskabets
reelle risiko er væsentlig lavere som følge af genforsikring.
Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet kan anvende bestem-
melsen i stk. 1, nr. 2, selv om selskabet tegner forsikringer,
som ikke er omfattet af § 251, stk. 1, nr. 1, når selskabet
dog ikke tegner ansvarsforsikring, arbejdsskadeforsikring,
motorkøretøjsforsikring, kautionsforsikring eller kreditfor-
sikring.
Bestemmelsen medfører, at Finanstilsynet kan dispensere fra
tilsyn, selv om det gensidige selskab, der har tilladelse til at
udøve skadesforsikringsvirksomhed, ikke er begrænset til at
tegne forsikringer mod ulykke og sygdom eller forsikringer
for husdyr efter lovforslagets § 251, stk. 1, nr. 1. Dog må
selskabet ikke tegne ansvarsforsikring, arbejdsskadeforsik-
ring, motorkøretøjsforsikring, kautionsforsikring eller kre-
ditforsikring for at have mulighed for at blive undtaget fra
denne lovs bestemmelser. Det er fortsat en forudsætning, at
selskabet opfylder betingelserne i § 251, stk. 1, nr. 2-6, og at
selskabets præmieindtægt ikke falder ind under grænserne i
§ 251, stk. 2.
Det foreslås i stk. 4, at et selskabs anmodning om fritagelse
i henhold til stk. 1 skal være godkendt af generalforsamlin-
gen.
Til § 257
492
Det følger af den gældende § 303 i lov om finansiel virk-
somhed, at et gensidigt skadesforsikringsselskab med be-
grænset formål, der ikke er underlagt loven, kan anmode
Finanstilsynet om at blive underlagt loven.
Med den foreslåede § 257 videreføres den gældende § 303 i
lov om finansiel virksomhed.
Det foreslås i stk. 1, at fremsætter et gensidigt selskab, der
har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, der
ikke er underlagt tilsyn efter reglerne i §§ 255 og 256,
anmodning om at være underlagt denne lov i henhold til en
generalforsamlingsbeslutning, kan Finanstilsynet bestemme,
at selskabet skal være underlagt denne lov.
Det foreslås i stk. 2, at når en beslutning er truffet efter stk.
1, finder §§ 251-257 anvendelse på ny, hvis Finanstilsynet
tillader det.
Til § 258
Den gældende § 343 ø i lov om finansiel virksomhed fast-
sætter regler om udøvelse af virksomhed som ISPV (Insu-
rance Special Purpose Vehicle).
Den foreslåede § 258 viderefører den gældende § 343 ø i lov
om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer. Den
foreslåede bestemmelse medfører ikke materielle ændringer.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører Solvens II-direk-
tivets artikel 211, som ændret ved Omnibus II-direktivet.
Det foreslås i stk. 1, at juridiske personer, der udøver virk-
somhed som ISPV, skal have tilladelse som ISPV.
ISPV er defineret i dette forslags § 9, stk. 1, nr. 27, som
en juridisk person, som afdækker risici for forsikringsselska-
ber, og som finansierer sin dækning af sådanne risici udeluk-
kende ved hjælp af udbyttet fra obligationsudstedelse eller
andre finansieringsordninger, hvor tilbagebetalingskravet for
dem, der har stillet kapital til rådighed, er efterstillet de
genforsikringsforpligtelser, der følger af en aftale indgået
mellem den juridiske person og forsikringsselskabet.
Der findes på nuværende tidspunkt ingen ISPV’er i Dan-
mark, og der er på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse
ikke indikationer for, at der bliver oprettet nogen.
Overtrædelse af lovforslagets § 258, stk. 1, kan straffes med
bøde eller fængsel i op til fire måneder, medmindre højere
straf er forskyldt efter øvrig lovgivning, jf. lovforslagets §
312, stk. 2.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af lovforslagets
§ 258, stk. 1, er en virksomhed, der som et fast erhverv
eller på et professionelt grundlag udøver virksomhed som
ISPV. Det betyder, at hvis en virksomhed ikke har fået tilla-
delse som ISPV, kan virksomheden og dens ledelse straffes
med bøde eller fængsel indtil fire måneder, jf. lovforslagets
§ 312, stk. 2.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet kan fastsætte regler om
ISPV᾽er, herunder om muligheden for at inddrage tilladelsen
til at udøve virksomhed som ISPV.
Bemyndigelsen er endnu ikke udnyttet, men tænkes an-
vendt, hvis nationale forhold eller EU-reguleringen på områ-
det, herunder niveau 2-reguleringen, nødvendiggør en yder-
ligere regulering af ISPV᾽erne. Hermed kan Finanstilsynet
på et senere tidspunkt hurtigt og smidigt regulere de mere
tekniske detaljer. Der er ikke på nuværende tidspunkt planer
om at udstede nærmere regler herom.
Kommissionen har fastlagt nærmere regler, der præcise-
rer kriterierne for tilsynsmyndighedernes godkendelse af
ISPV᾽er, som en del af niveau 2-reguleringen ved ved-
tagelsen af Kommissionens Delegerede Forordning (EU)
2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II). Kommissionen er bemyndiget hertil i
Solvens II-direktivets artikel 211, stk. 2, som ændret ved
Omnibus II-direktivet. Forordningen indeholder nærmere
regler for tilladelsens omfang, obligatoriske bestemmelser,
der skal indgå i alle ISPV-aftaler, krav til egnethed og
hæderlighed for lederne af et ISPV, krav til egnethed og
hæderlighed blandt aktionærer og medlemmer, der besidder
en kvalificeret andel i et ISPV, krav til sunde administrative
og regnskabsmæssige procedurer, tilstrækkelige interne kon-
trolmekanismer og risikostyring, krav til regnskabsføring,
forsigtighedsoplysninger og statistiske oplysninger samt sol-
venskrav.
Kommissionen har desuden vedtaget Kommissionens gen-
nemførelsesforordning (EU) 2015/462 af 19. marts 2015
om gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende
procedurerne ved tilsynsmyndighedernes godkendelse af op-
rettelsen af special purpose vehicles, vedrørende procedurer-
ne ved samarbejde og udveksling af oplysninger mellem
tilsynsmyndigheder om special purpose vehicles samt ved-
rørende de formater og skemaer, der skal anvendes af speci-
al purpose vehicles til indberetning af oplysninger. Kommis-
sionen er bemyndiget hertil i Solvens II-direktivets artikel
211, stk. 2a og 2b, som ændret ved Omnibus II-direktivet.
Til § 259
Den gældende § 344, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
493
fastsætter bl.a., hvilke regler Finanstilsynet påser overhol-
delsen af i lov om finansiel virksomhed og regler udstedt i
medfør af loven samt overholdelsen af de i bestemmelsen
nævnte forordninger.
Det foreslås, at bestemmelsen videreføres med redaktionelle
ændringer og med undtagelse af henvisninger til de regler,
der ikke omhandler forsikring. Der er ikke tilsigtet en ma-
teriel ændring af, hvilke regler Finanstilsynet påser overhol-
delsen af.
Efter det foreslåede § 259, stk. 1, påser Finanstilsynet over-
holdelse af denne lov og af de regler, der er udstedt i medfør
af loven, undtagen § 137 og § 112, stk. 1 og 2, jf. dog § 261.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at forpligtelsen til
at føre tilsyn med navnlig forsikringsselskabers overholdelse
af bestemmelser i lov om forsikringsvirksomhed og regler
udstedt i medfør af loven påhviler Finanstilsynet. Den fore-
slåede bestemmelse er samtidig Finanstilsynets hjemmel til
at udstede påbud og påtaler for manglende overholdelse af
bl.a. bestemmelser i loven.
Med den foreslåede bestemmelse fører Finanstilsynet dog
ikke tilsyn med virksomheders overholdelse af § 137, der er
en ansættelsesretlig regel om whistleblowere, som kun kan
gøres gældende af en ansat over for en virksomhed. Endvi-
dere fører Finanstilsynet ikke tilsyn med overholdelsen af
bestemmelserne i § 112, stk. 1 og 2, om forbuddet mod spe-
kulation, som efter bestemmelserne påses af virksomhedens
bestyrelse og ekstern revision.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at Finanstilsynet endvidere påser
overholdelsen af § 32, stk. 4, nr. 1, jf. § 32, stk. 7, i revisor-
loven.
Det foreslåede indebærer, at Finanstilsynet fører tilsyn med
bl.a. forsikringsselskabers overholdelse af § 32, stk. 4, nr. 1,
jf. § 32, stk. 7, i revisorloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 25 af
1. august 2021, om at Finanstilsynet træder i Erhvervsstyrel-
sens sted ved udførelsen af tilsyn vedrørende de virksomhe-
der af interesse for offentligheden, der er underlagt tilsyn af
Finanstilsynet.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at Finanstilsynet påser overhol-
delsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 1286/2014 af 26. november 2014 om dokumenter med
central information om sammensatte og forsikringsbaserede
investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er) (PRIIP-
forordningen).
Efter bestemmelsen er Finanstilsynet udpeget som den kom-
petente myndighed for PRIIP-forordningen i Danmark.
PRIIP-forordningen indeholder krav om, at producenter af
sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter
til detailinvestorer (PRIIP’er) udarbejder en central investo-
rinformation (en KID) for disse produkter, inden de stilles
til rådighed for detailinvestorer, og at dem, der rådgiver
om eller sælger produkterne, stiller en KID til rådighed for
detailinvestorer i god tid, inden de køber disse produkter.
PRIIP’er er en fællesbetegnelse for sammensatte investe-
ringsprodukter og forsikringsbaserede investeringsproduk-
ter, hvis afkast er baseret på et eller flere underliggende
aktiver, f.eks. aktier, obligationer eller udviklingen i et in-
deks for råvarer, valutakurser m.v., og som er udformet med
henblik på at levere et afkast over en mellemlang eller lang
investeringsperiode, dvs. typisk 5 år eller derover.
Ved ”sammensatte investeringsprodukter” forstås en inve-
stering, hvor det beløb, der skal tilbagebetales til detailin-
vestor (afkastet), afhænger af eksponering mod reference-
værdier eller mod udviklingen af et eller flere aktiver, som
detailinvestorer ikke direkte har købt. Et eksempel på et
sådan produkt er en struktureret obligation, der som gælds-
instrument adskiller sig fra andre obligationer ved, at afka-
stet afhænger af udviklingen i et eller flere underliggende
aktiver (optionselementet).
Ved ”forsikringsbaseret investeringsprodukt” forstås et for-
sikringsprodukt, der har en værdi ved udløb eller en tilbage-
købsværdi, som direkte eller indirekte er helt eller delvis
eksponeret mod markedsudsving. Et eksempel på et sådan
produkt er en unit-link-ordning, der ikke benyttes til pensi-
onsformål. En unit-link-ordning er et livsforsikringsprodukt,
hvor afkastet på kundens opsparing er afhængig af udviklin-
gen i en eller flere underliggende pensionsfonde. Sådanne
ordninger er sjældne i Danmark, idet man ikke har tradition
for, at livsforsikringsordninger indgår i andet end til pensi-
onsformål.
En KID skal være skrevet tydeligt og i et klart sprog. Do-
kumentet skal indeholde oplysninger om bl.a. produktets
karakteristika, risici og omkostninger.
Ifølge artikel 15, stk. 2, i PRIIP-forordningen overvåger de
kompetente myndigheder markedet for forsikringsbaserede
investeringsprodukter, der markedsføres, distribueres eller
sælges i eller fra deres medlemsstat.
Det følger desuden af artikel 17 i PRIIP-forordningen, at
medlemsstaternes kompetente myndigheder under en ræk-
ke nærmere angivne betingelser kan forbyde markedsføring
og distribution af forsikringsbaserede investeringsprodukter
eller forsikringsbaserede investeringsprodukter eller træffe
andre foranstaltninger over for sådanne produkter, hvis de
udgør en væsentlig trussel mod investorbeskyttelsen, de fi-
494
nansielle markeders orden og integritet eller den finansielle
stabilitet i medlemsstaten.
Det foreslås i stk. 2, nr. 3, at Finanstilsynet påser overholdel-
sen af Rådets forordning 2017/1509/EU af 30. august 2017
om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske
Folkerepublik Korea.
Med bestemmelsen vil Finanstilsynet bl.a. kunne påse over-
holdelsen af forordningens artikel 43, litra e, hvorefter det
er forbudt at yde forsikrings- eller genforsikringstjenester til
fartøjer, der ejes, kontrolleres eller drives af Den Demokrati-
ske Folkerepublik Korea.
Det foreslås i stk. 2, nr. 4, at Finanstilsynet påser
overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning2017/2402/EU af 12.december 2017 om en generel
ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik
ramme for simpel, transparent og standardiseret securitise-
ring og regler udstedt i medfør heraf (STS-forordningen).
Efter bestemmelsen er Finanstilsynet udpeget som ansvarlig
myndighed for tilsynet med overholdelsen af STS-forord-
ningen. Bestemmelsen gennemfører STS-forordningens arti-
kel 29 og til dels artikel 30.
Efter artikel 29 i STS-forordningen skal hvert medlemsland
udpege en kompetent myndighed til at varetage de opgaver,
der følger af forordningen. Efter artikel 30 i STS-forordnin-
gen skal hvert medlemsstat sikre, at den kompetente myn-
dighed, som er udpeget i overensstemmelse med artikel 29,
stk. 1- 5, har de tilsyns-, undersøgelses- og sanktionsbeføjel-
ser, der er nødvendige for, at den kan opfylde sine opgaver i
henhold til denne forordning.
Det foreslås i stk. 2, nr. 5, at Finanstilsynet påser over-
holdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et paneuropæisk person-
ligt pensionsprodukt.
Efter bestemmelsen er Finanstilsynet udpeget som ansvarlig
myndighed for tilsynet med overholdelse af PEPP-forord-
ningen og regler udstedt i medfør heraf. Henvisningen gen-
nemfører PEPP-forordningens artikel 61 og 62.
I henhold til artikel 61, stk. 1, i PEPP-forordningen fører
de kompetente myndigheder for PEPP-udbyderen løbende
og i overensstemmelse med den relevante sektorspecifikke
tilsynsordning tilsyn med overholdelsen af PEPP-forordnin-
gen. De er tillige ansvarlige for tilsynet med dels overhol-
delsen af forpligtelserne i PEPP-udbyderens regler eller ved-
tægter, dels hensigtsmæssigheden af dennes ordninger og
organisation med hensyn til de opgaver, der skal udføres i
forbindelse med udbud af et PEPP-produkt.
De kompetente myndigheder er i artikel 2, nr. 18, i PEPP-
forordningen defineret som de nationale myndigheder udpe-
get af en medlemsstat til at føre tilsyn med PEPP-udbydere
eller PEPP-distributører, alt efter tilfældet, eller til at udføre
de opgaver, der er omhandlet i forordningen.
I medfør af artikel 62 i PEPP-forordningen skal hver med-
lemsstat sikre, at den kompetente myndighed, som er udpe-
get af de nationale myndigheder, har de tilsyns- og undersø-
gelsesbeføjelser, der er nødvendige, for at den kan opfylde
sine opgaver i henhold til PEPP-forordningen.
Det foreslås i stk. 2, nr. 6, at Finanstilsynet påser over-
holdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsre-
laterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser
(Disclosureforordningen).
Efter bestemmelsen er Finanstilsynet udpeget som ansvarlig
myndighed for tilsynet med overholdelsen af disclosurefor-
ordningen og regler udstedt i medfør heraf. Bestemmelsen
supplerer artikel 14, stk. 1, i disclosureforordningen.
Bestemmelsen medfører, at Finanstilsynet bl.a. kan udstede
påbud og påtaler for overtrædelse af disclosureforordningen
eller regler udstedt i medfør heraf.
Disclosureforordningen finder anvendelse på finansielle
markedsdeltagere og finansielle rådgivere. Ved finansielle
markedsdeltagere forstås bl.a. et forsikringsselskab, der ud-
byder et forsikringsbaseret investeringsprodukt (IBIP), jf.
artikel 2, nr. 1, litra a, i disclosureforordningen. Ved finan-
sielle rådgivere forstås bl.a. et forsikringsselskab, der yder
forsikringsrådgivning om IBIP’er, jf. artikel 2, nr. 11, litra b,
i disclosureforordningen.
Efter artikel 14, stk. 1, i disclosureforordningen skal hvert
medlemsland sikre, at den kompetente myndighed, der er
udpeget i overensstemmelse med bl.a. Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II), udpeges som kompetent myndighed
til at varetage de opgaver, der følger af disclosureforordnin-
gen. Endvidere skal hver medlemsstat sikre, at den kompe-
tente myndighed, som er udpeget af de nationale myndighe-
der, har de tilsyns- og undersøgelsesbeføjelser, der er nød-
vendige, for at den kan opfylde de opgaver, der er omfattet
af disclosureforordningen.
Det foreslås i stk. 2, nr. 7, at Finanstilsynet påser over-
holdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme
til fremme af bæredygtige investeringer (taksonomiforord-
ningen) og regler udstedt i medfør heraf.
495
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Finanstilsynet vil
blive udpeget som kompetent myndighed til at påse finan-
sielle markedsdeltageres overholdelse af artikel 5, 6 og 7 i
taksonomiforordningen. Med den foreslåede ændring vil Fi-
nanstilsynet desuden kunne påse overholdelsen af de regler,
som Kommissionen har hjemmel til at udstede i medfør af
taksonomiforordningen.
Den foreslåede ændring indebærer også, at Finanstilsynet
bl.a. vil kunne udstede påbud og påtaler for finansielle mar-
kedsdeltageres overtrædelse af artikel 5, 6 og 7 i taksonomi-
forordningen eller regler udstedt i medfør heraf.
Taksonomiforordningen har været direkte gældende siden
1. januar 2022 for så vidt angår de miljømål, der vedrører
modvirkning af klimaændringer og tilpasning til klimaæn-
dringer. Med hensyn til miljømål, der vedrører bæredygtig
anvendelse og beskyttelse af vand- og havressourcer, omstil-
ling til en cirkulær økonomi, forebyggelse og bekæmpelse
af forurening og beskyttelse og genopretning af biodiversitet
og økosystemer, finder taksonomiforordningen anvendelse
for disse fra den 1. januar 2023.
Taksonomiforordningen finder bl.a. anvendelse på finansiel-
le markedsdeltagere. Ved finansielle markedsdeltagere for-
stås bl.a. et forsikringsselskab, der udbyder et forsikrings-
baseret investeringsprodukt (IBIP), jf. artikel 2, nr. 2, i
taksonomiforordningen, jf. artikel 2, nr. 1, litra a, i disclosu-
reforordningen.
Taksonomiforordningen fastsætter yderligere krav til de op-
lysninger, som finansielle markedsdeltagere skal give forud
for indgåelse af en aftale, og i periodiske rapporter i medfør
af disclosureforordningen, når finansielle markedsdeltagere
stiller finansielle produkter i medfør af artikel 8 og artikel
9 i disclosureforordningen til rådighed, eller når finansielle
markedsdeltagere stiller et finansielt produkt til rådighed,
der ikke er omfattet af artikel 8 eller artikel 9 i disclosure-
forordningen.
Efter artikel 21, stk. 1, i taksonomiforordningen skal hver
medlemsstat sikre, at den kompetente myndighed, der er
omhandlet i artikel 14, stk. 1, i disclosureforordningen, på-
ser, at finansielle markedsdeltagere opfylder kravene i arti-
kel 5, 6 og 7 i taksonomiforordningen. Endvidere skal hver
medlemsstat sikre, at den kompetente myndighed, som er
udpeget af de nationale myndigheder, har de tilsyns- og
undersøgelsesbeføjelser, der er nødvendige for, at den kan
opfylde de opgaver, der er omfattet af taksonomiforordnin-
gen og regler udstedt i medfør heraf.
Det foreslås i stk. 2, nr. 8, at Finanstilsynet endvidere på-
ser overholdelsen af forordninger udstedt i medfør af Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.
november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed (Solvens II).
Solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direkti-
vet, indeholder en række bemyndigelser, hvorefter Kommis-
sionen kan udstede delegerede retsakter, reguleringsmæssi-
ge tekniske standarder og gennemførelsesmæssige tekniske
standarder. Disse retsakter og tekniske standarder bliver ud-
stedt som forordninger. Udover at påse overholdelsen af de
bestemmelser, der er implementeret i dansk ret i medfør
af Solvens II-direktivet, skal Finanstilsynet som den kompe-
tente myndighed ligeledes påse overholdelsen af de forord-
ninger, der udstedes i medfør heraf, og som er umiddelbart
og direkte gældende i Danmark.
Efter bestemmelsen er Finanstilsynet udpeget som ansvar-
lig myndighed til at påse overholdelsen af forordninger ud-
stedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II).
Den foreslåede bestemmelse sikrer, at Finanstilsynet kan
sanktionere og udstede tilsynsreaktioner for virksomheder-
nes manglende efterlevelse af bestemmelser i forordninger
udstedt i medfør af Solvens II-direktivet.
Det foreslås i stk. 2, nr. 9, at Finanstilsynet påser overholdel-
sen af forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om
forsikringsdistribution.
Efter bestemmelsen er Finanstilsynet udpeget som ansvarlig
myndighed til at påse overholdelsen af forordninger udstedt
i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution.
Bestemmelsen gennemfører artikel 12 i Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om
forsikringsdistribution.
Til § 260
Den gældende § 344, stk. 2, 3 og 5, i lov om finansiel
virksomhed fastlægger, hvordan Finanstilsynet skal og kan
udøve sin tilsynsmyndighed.
Bestemmelserne foreslås videreført for forsikringsselskaber
og forsikringsholdingvirksomheder med redaktionelle æn-
dringer og sproglige tilpasninger. Der er ikke tilsigtet mate-
rielle ændringer med de foreslåede bestemmelser.
Den foreslåede § 260 fastsætter betingelser for Finanstil-
496
synets udøvelse af tilsynsvirksomheden med forsikringssel-
skaber og regulerer Finanstilsynets samarbejder med andre
medlemsstaters kompetente myndigheder ved delte tilsyns-
forpligtelser, herunder Finanstilsynets forpligtelse til at un-
derrette tilsynsmyndighederne i udenlandske investerings-
selskabers hjemland.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at Finanstilsynet skal tilrette-
lægge den sædvanlige tilsynsvirksomhed med henblik på
at fremme den finansielle stabilitet og tilliden til forsikrings-
selskaber og de finansielle markeder.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at Finanstilsynet
skal tilrettelægge den sædvanlige tilsynsvirksomhed med
henblik på at fremme den finansielle stabilitet og tilliden
til forsikringsselskaber og de finansielle markeder. Den fi-
nansielle stabilitet afhænger af mange forhold, og der vil
være forskel fra tid til anden på, hvilke forhold der påvirker
den finansielle stabilitet. Beskyttelsen er både rettet mod
de økonomiske interesser for forsikringsselskabers kunder,
herunder investorer, men også mere overordnet den finan-
sielle stabilitet samt tilliden til forsikringsselskaber og de
finansielle markeder samt øvrige samfundsmæssige forhold.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at Finanstilsynet i sin tilsyns-
virksomhed skal lægge vægt på holdbarheden af det enkelte
forsikringsselskabers forretningsmodel.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at Finanstilsynet i
sin tilsynsvirksomhed skal lægge vægt på holdbarheden
af det enkelte forsikringsselskabs forretningsmodel. At en
forretningsmodel er holdbar betyder, at forretningsmodellen
medvirker til forsikringsselskabers levedygtighed, og at gæl-
dende lovgivning overholdes. I vurderingen indgår forsik-
ringsselskabers aktuelle overholdelse af lovgivningen, her-
under overholdelsen af forsikringsselskabers tilladte aktivi-
tetsområde, jf. bl.a. lovforslagets § 19, men også fremtidige
overtrædelser, som Finanstilsynet vurderer, at der er risiko
for givet forsikringsselskabers forretningsplan og -strategier
eller andre forhold af betydning for forsikringsselskabers
overholdelse af lovgivningen. Den foreslåede bestemmelse
skal også ses i lyset af lovforslagets §§ 95-141 der fastsætter
de overordnede rammer for ledelse samt styring og indret-
ning, og som skal skærpe ledelsens og forsikringsselskabers
fokus herpå.
Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet skal prioritere
sin tilsynsindsats, så der på et tidligere tidspunkt vurderes og
gøres opmærksom på risikable eller uholdbare elementer i
den valgte forretningsmodel.
Finanstilsynet kan vurdere en forretningsmodel uholdbar –
eller kan vurdere, at der er elementer af forretningsmodel-
len, der er uholdbar – af mange årsager, som kan vedrøre det
enkelte forsikringsselskab eller markedsforholdene for det
enkelte forsikringsselskabs forretningsmodel.
Hvis Finanstilsynet konstaterer, at et forsikringsselskabs for-
retningsmodel er uholdbar eller indeholder elementer, der er
uholdbare, vil Finanstilsynets tilsynsreaktion afhænge af de
konkrete forhold. Foreligger der på tidspunktet for Finanstil-
synets konstatering ikke en overtrædelse af den finansielle
lovgivning, kan Finanstilsynet give en risikooplysning. Er
der derimod samtidig konstateret lovovertrædelser, giver Fi-
nanstilsynet påbud, ligesom Finanstilsynet afhængig af om-
stændighederne vil kunne foretage politianmeldelse.
Finanstilsynets vurdering af holdbarheden af et forsikrings-
selskabs forretningsmodel kan også have betydning for den
kapital, forsikringsselskaber skal have til rådighed til dæk-
ning af de risici, forsikringsselskaber udgør for kunder,
markeder og sig selv, jf. lovforslagets §§ 132-134. Finans-
tilsynet vil også kunne påbyde et forsikringsselskabs ledelse
at lade udarbejde en redegørelse for forsikringsselskabets
økonomiske stilling og fremtidsudsigter, jf. lovforslagets §
276, eller påbyde forsikringsselskabet at træffe de nødvendi-
ge foranstaltninger, jf. lovforslagets § 277. Opfylder forsik-
ringsselskabet ikke dette, kan Finanstilsynet inddrage forsik-
ringsselskabets tilladelse, jf. lovforslagets § 277, stk. 2.
Det foreslås i stk. 1, 3. pkt., at tilrettelæggelsen af tilsyns-
virksomheden skal ske ud fra et væsentlighedshensyn, hvor
den tilsynsmæssige indsats står i forhold til de potentielle
risici eller skadesvirkninger.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at tilsynsvirksomhe-
den skal tilrettelægges ud fra et væsentlighedshensyn. Dette
indebærer, at der er områder af lovgivningen for bl.a. forsik-
ringsselskaber, som Finanstilsynet kan undlade regelmæssigt
at påse overholdelsen af. På de områder, hvor de potentielle
risici eller skadesvirkninger vurderes at være relativt lave,
kan Finanstilsynet i stedet anvende mindre effektive, men
også mindre ressourcekrævende tilsynsinstrumenter, så som
stikprøvevise kontroller eller kontroller, som gennemføres,
eksempelvis når Finanstilsynet alligevel er på inspektion af
tilstødende forretningsområder i forsikringsselskaberne.
Hvor risikoen for skadesvirkning vurderes at være meget
lav, kan Finanstilsynet dermed vælge, at området ikke lø-
bende påses, men forlade sig på anmeldelser og andre op-
lysninger, der fremsendes til Finanstilsynet. I væsentligheds-
hensynet kan bl.a. indgå risikoen for lovovertrædelser. En
forhøjet risiko kan eksempelvis skyldes en teknisk kompli-
ceret regulering, en generel erfaring hos Finanstilsynet for,
at der sker overtrædelser af de pågældende regler, eller en
konkret erfaring med overtrædelser. Som eksempler kan
nævnes nye regelsæt, hvor der ofte er en vis gennemførel-
sestid.
497
Finanstilsynet behandler ikke sager om enkelte kunders for-
hold til et forsikringsselskab. Selv om skadesvirkningen af
en lovovertrædelse i relation til en enkelt kunde kan være
forholdsvis stor, skal det være den generelle skadegørende
effekt, som skal være rettesnor ved prioritering af tilsynsind-
satsen.
Det foreslås i stk. 1, 4. pkt., at Finanstilsynets direktion har
ansvaret for tilsynsvirksomhedens tilrettelæggelse.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at det er Finanstilsy-
nets direktion, der har ansvaret for tilsynsvirksomhedens til-
rettelæggelse. Ved tilrettelæggelsen og udførelsen af tilsyns-
virksomheden refererer Finanstilsynets direktion til Finans-
tilsynets bestyrelse. Erhvervsministeren har således ikke in-
struktionsbeføjelser over for Finanstilsynet for så vidt angår
tilsynsvirksomheden, uanset at såvel Finanstilsynets besty-
relse som direktion er udpeget af erhvervsministeren. Det-
te i modsætning til øvrige sager, herunder forberedelse af
lovgivning, EU-forhandlinger, forbrugertilsyn og alminde-
lig ministerbetjening samt Finanstilsynets informationsvirk-
somhed.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at Finanstilsynet i tilrettelæggel-
sen af tilsynsvirksomheden skal overveje de potentielle kon-
sekvenser for den finansielle stabilitet i andre lande indenfor
Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har
indgået aftale med på det finansielle område.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Finanstilsynet i
tilrettelæggelsen af tilsynsvirksomheden også skal lægge
vægt på tilsynet med de forsikringsselskaber, hvis aktiviteter
kan have betydning for den finansielle stabilitet i lande in-
denfor Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har
indgået aftale med på det finansielle område. Det indebærer
blandt andet, at Finanstilsynet i så vidt omfang, det er muligt
efter Finanstilsynets kompetence, skal bidrage til samarbej-
de om tilsyn med filialer i Danmark og, hvor dette måtte
være relevant, deltage i tilsynskollegier.
Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at det navnlig gælder i forbin-
delse med krisesituationer.
Bestemmelsen fastslår, at Finanstilsynet i tilrettelæggelsen
af tilsynsvirksomheden navnlig skal lægge vægt på potenti-
elle konsekvenser for den finansielle stabilitet i andre lande
indenfor Den Europæiske Union eller i et land, som Uni-
onen har indgået aftale med på det finansielle område, i
forbindelse med krisesituationer.
Det foreslås i stk. 2, 3. pkt., at Finanstilsynet for forsik-
ringsselskaber, der både har tilladelse til at drive livsforsik-
ringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed i samme
selskab, skal lægge vægt på både holdbarheden af den sam-
lede virksomhed, samt holdbarheden af livsforsikringsvirk-
somheden og skadesforsikringsvirksomheden hver for sig.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter en præcisering ved-
rørende vurderingen af holdbarhed af forretningsmodellen
i forhold til virksomheder, der har tilladelse til at drive
livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed
samtidig. Finanstilsynet foretager en vurdering af en virk-
somheds forretningsmodels holdbarhed i forbindelse med, at
virksomheden ansøger. Finanstilsynet fører ligeledes tilsyn
med dette løbende.
Hovedformålet med regulering af og tilsyn med forsikrings-
selskaber er at sikre en hensigtsmæssig beskyttelse af for-
sikringstagere og begunstigede. Bestemmelsen præciserer,
hvordan holdbarhed skal fortolkes i forhold til virksomhe-
der, der har tilladelse til at drive livs- og skadesforsikrings-
virksomhed samtidig.
En virksomhed, der har tilladelse til at udøve livsforsik-
ringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed i samme
selskab, er underlagt en række krav, der skal understøtte, at
der i praksis sker en særskilt forvaltning af de to områder,
hvilket skal ses i lyset af, at der består et særligt behov
for at sikre de livsforsikredes interesser, når der udøves
skadesforsikringsvirksomhed sammen med livsforsikrings-
virksomhed. De krav, der stilles til sådanne virksomheder,
indebærer, at der ud over fokus på holdbarheden af virksom-
hedens samlede forretningsmodel nødvendigvis også skal
være fokus på holdbarheden af livsforsikringsvirksomheden
og skadesforsikringsvirksomheden hver for sig.
F.eks. er det et krav, at en virksomhed, der driver både livs-
og skadesforsikringsvirksomhed, råder over det anerkendte
basiskapitalgrundlag til dækning af det absolutte minimum
for minimumskapitalkravet for forsikringsselskaber, der har
tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, og det ab-
solutte minimum for minimumskapitalkravet for forsikrings-
selskaber, der har tilladelse til at udøve skadesforsikrings-
virksomhed, jf. lovforslagets § 155, stk. 5, nr. 1 og 2.
I vurderingen af holdbarheden for sådanne typer virksomhe-
ders forretningsmodel vil det derfor bl.a. indgå, hvorvidt
selskabet har og kan forventes på sigt at have et tilstrække-
ligt basiskapitalgrundlag hørende til livsforsikringsvirksom-
heden, herunder til at dække det teoretiske minimumska-
pitalkrav for livsforsikringsvirksomheden og tilsvarende til-
strækkeligt basiskapitalgrundlag hørende til SUL-virksom-
heden til at dække det teoretiske minimumskapitalkrav for
skadesforsikringsvirksomheden. Det er en forudsætning for,
at en forretningsmodel kan anses for holdbar, at det kan
sikres, at de respektive minimumskapitalkrav udelukkende
dækkes af midler tilhørende den respektive type virksom-
hed, og at der ikke er afhængigheder mellem de to forret-
498
ningsben. Dette indebærer videre, at der ikke opstår behov
for tilskud mellem de to typer virksomhed.
Ved en holdbar forretningsmodel lægger Finanstilsynet vægt
på, at selskabet i en given driftsplansperiode har en så stor
indtjening, at den kan dække de relevante kapitalkrav og
eventuelle stigninger heri.
Der vil være tale om en konkret vurdering af forretningsmo-
dellen i lyset af de mere generelle markedsforhold samt den
pågældende virksomheds type, størrelse, forretningsplaner
og strategier, samt de budgetter, kapitalplaner og lignende,
herunder de konkrete fremskrivninger og de forudsætninger,
som strategi, fremskrivninger m.m. er baseret på. Da fokus
skal være på både virksomhedens holdbarhed samlet set
og på livs- og skadesforsikringsvirksomheden for sig, vil
Finanstilsynet skulle inddrage begge områders forretnings-
planer og strategier samt budgetter, kapitalplaner og lignen-
de. Det forhold, at der har været systematiske underskud i
en periode, eller der forventes systematiske underskud i en
periode fremover, vil kunne inddrages i vurderingen af hold-
barheden både samlet set og for hver af de to forretningsom-
råder og uafhængigt af kapitaloverdækningens størrelse.
Fokusområsdet er, om der består en risiko for holdbarheden
givet forsikringsselskabers forretningsplan og -strategier el-
ler på om øvrige forhold kan få betydning for forsikringssel-
skabers overholdelse af lovgivningen. I vurderingen indgår
endvidere forsikringsselskabets aktuelle overholdelse af lov-
givningen, men også eventuelle fremtidige overtrædelser.
Det foreslås i stk. 2, 4. pkt., at for filialer her i landet af
forsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse til at yde eller
udføre forsikringsvirksomhed i et andet land indenfor Den
Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område, skal Finanstilsynet
overvåge filialerne og bistå i tilsynet med filialerne.
Den foreslåede bestemmelse indebærer ikke en ændring
af ansvars- og kompetencefordelingen mellem landenes til-
synsmyndigheder. Derfor formuleres Finanstilsynets forplig-
telse som en forpligtelse til at overvåge filialerne. Overvåg-
ning består for filialer, hvor der er oprettet et tilsynskollegi-
um, hovedsageligt i deltagelse i tilsynskollegier. For filialer
uden tilsynskollegium består det i at følge med i virksomhe-
dens og filialens udvikling og regnskaber samt koordinere
indsatsen med den kompetente tilsynsmyndighed
Som udgangspunkt gælder der hjemlandstilsyn for grænse-
overskridende tjenesteydelser med forsikringsvirksomhed
udøvet her i landet af forsikringsselskaber, der er meddelt
tilladelse til at yde eller udføre forsikringsvirksomhed i et
land indenfor Den Europæiske Union eller i et land, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.
Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet i særlige tilfælde kan
anvende fremmed bistand i forbindelse med Finanstilsynets
tilsynsvirksomhed.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Finanstilsynet i
særlige tilfælde, hvor Finanstilsynet har et presserende be-
hov, eller hvor Finanstilsynet har brug for en særlig ekspert-
viden, kan gøre brug af fremmed bistand. Finanstilsynets
brug af eksperter skal ske indenfor de almindelige økonomi-
ske rammer, der er fastlagt i finansloven.
Til § 261
Efter den gældende § 344, stk. 1, 2 pkt., i lov om finansiel
virksomhed påser Erhvervsstyrelsen overholdelsen af bl.a.
den gældende § 15, stk. 1, 2 og 4, og § 112 i lov om
finansiel virksomhed. De nævnte bestemmelser vedrører sel-
skabers registrering i Erhvervsstyrelsens registre samt krav
til gensidige forsikringsselskabers vedtægter.
Bestemmelsen foreslås videreført med konsekvensrettelser
af henvisningerne til lov om forsikringsvirksomhed.
Det foreslås i § 261, at Erhvervsstyrelsen påser overholdel-
sen af § 24 og § 242.
Den foreslåede § 261 medfører bl.a., at Finanstilsynet ik-
ke fører tilsyn med registreringer ved Erhvervsstyrelsen og
ikke skal godkende vedtægter. Vedtægterne skal alene regi-
streres i Erhvervsstyrelsen i lighed med øvrige selskabers
vedtægter. Det anføres derfor i loven, at Erhvervsstyrelsen
påser overholdelsen af de bestemmelser i loven, som relate-
rer sig til forsikringsselskabers vedtægter.
Til § 262
Den gældende § 344, stk. 1, 3 pkt., fastsætter, at Finanstil-
synet kontrollerer, at reglerne for finansiel information i års-
rapporter og delårsrapporter i §§ 183-193 og i regler udstedt
i medfør af § 196 er overholdt for finansielle virksomheder,
som har udstedt omsættelige værdipapirer, der er optaget til
handel på et reguleret marked, jf. § 213, stk. 1-5 og 8, i lov
om kapitalmarkeder.
Bestemmelsen foreslås videreført med den redaktionelle æn-
dring, at der alene henvises til forsikringsselskaber og for-
sikringsholdingvirksomheder. Der er ikke tilsigtet materielle
ændringer med den foreslåede bestemmelse.
Det foreslås i § 262, at Finanstilsynet kontrollerer, at regler-
ne for finansiel information i årsrapporter og delårsrapporter
i § 178, §§ 181-187 og i regler udstedt i medfør af § 190 er
overholdt for forsikringsselskaber eller forsikringsholding-
virksomheder, som har udstedt omsættelige værdipapirer,
499
der er optaget til handel på et reguleret marked, jf. § 213,
stk. 1-5 og 8, i lov om kapitalmarkeder.
Det foreslåede indebærer, at regnskabskontrollen for forsik-
ringsselskaber eller forsikringsholdingvirksomheder vareta-
ges af Finanstilsynet i forhold til de foreslåede bestemmelser
i §§ 178, 181-187 og i regler udstedt i medfør af den foreslå-
ede § 190.
De foreslåede § 178 og §§ 181-187 indeholder generelle
regler om årsrapport og revision, herunder om forsikrings-
selskabers pligt til at udarbejde en årsrapport. Den foreslåe-
de § 190 indeholde en bemyndigelse til, at Finanstilsynet
kan fastsætte nærmere regler for årsrapporten, koncernregn-
skaber og regler for udfærdigelse og offentliggørelse af
regnskabsrapporter, der dækker kortere perioder end årsrap-
porten.
Det foreslåede indebærer endvidere, at Finanstilsynet fo-
retager regnskabskontrol for forsikringsselskaber eller for-
sikringsholdingvirksomheder, som har udstedt omsættelige
værdipapirer, der er optaget til handel på et reguleret marked
i henhold til § 213, stk. 1-5 og 8, i lov om kapitalmarkeder.
§ 213 i lov om kapitalmarkeder fastlægger kravene for Fi-
nanstilsynets og Erhvervsstyrelsens regnskabskontrol. Efter
bestemmelsen varetages regnskabskontrollen af Finanstilsy-
net som kompetent myndighed i forhold til bestemmelser-
ne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/109/EF
af 15. december 2004 om harmonisering af gennemsigtig-
hedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis
værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked
(gennemsigtighedsdirektivet). Finanstilsynet har som kom-
petent myndighed for gennemsigtighedsdirektivet ansvar for
at varetage de forpligtelser, der følger af direktivet, og sikre
anvendelse af bestemmelser, der er vedtaget i medfør af
direktivet.
For så vidt angår håndhævelse af reglerne om finansielle
oplysninger i års- og delårsrapporter fra udstedere omfattet
af årsregnskabsloven, er Erhvervsstyrelsen udpeget til at
træde i Finanstilsynets sted, jf. § 213, stk. 8, i lov om kapi-
talmarkeder. Det indebærer, at sager om udstedere omfattet
af årsregnskabsloven i tilfælde af væsentlige og principielle
reaktioner forelægges Finanstilsynets bestyrelse, samt at der
er et samarbejde mellem Finanstilsynet og Erhvervsstyrelsen
omkring regnskabskontrollen
Til § 263
Den gældende § 37 a, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virk-
somhed fastlægger, hvordan Finanstilsynet kan udøve sin
tilsynsmyndighed.
Bestemmelsen foreslås videreført for forsikringsselskaber
og forsikringsholdingvirksomheder med redaktionelle æn-
dringer og sproglige tilpasninger. Der er ikke tilsigtet mate-
rielle ændringer med de foreslåede bestemmelser.
Efter det foreslåede § 263 , nr. 1-2, kan Finanstilsynet ef-
ter anmodning fra tilsynsmyndigheden i hjemlandet forbyde
udenlandske forsikringsselskaber at råde over deres aktiver
her i landet eller begrænse deres rådighed herover, når 1)
forsikringsselskabet er omfattet af bestemmelserne i § 49,
stk. 1, og § 52, stk. 1, eller 2) forsikringsselskabet har akti-
ver her i landet, men ikke er omfattet af bestemmelserne i
§ 49, stk. 1, og § 52, stk. 1, når forsikringsselskabet er med-
delt koncession i et af Den Europæiske Unions medlemslan-
de eller i lande, der har gennemført Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II).
Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 13, stk. 5, i
Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning
af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte
forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring og om æn-
dring af direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (tredje skade-
sforsikringsdirektiv) og artikel 12, stk. 5, i Rådets direktiv
92/96/EØF af 10. november 1992 om samordning af love
og administrative bestemmelser vedrørende direkte livsfor-
sikringsvirksomhed og om ændring af direktiv 79/267/EØF
og 90/619/EØF. Den nævnte artikel 12, stk. 5, fremgår i
dag af artikel 37, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikring.
Det fremgår af direktiverne, at Finanstilsynet skal have mu-
lighed for efter begæring fra et andet EU-medlemslands
kompetente myndighed at begrænse eller helt at fratage den
fri rådighed over aktiver beliggende i Danmark, som tilhører
selskaber, der er under tilsyn af den pågældende myndighed,
og som driver forsikringsvirksomhed her i landet. Bestem-
melsen kan f.eks. finde anvendelse, såfremt selskabet ikke
overholder solvenskravet i det pågældende land, og selska-
bet skal udarbejde en genoprettelsesplan til den udenlandske
myndighed, eller selskabets finansielle situation i øvrigt ud-
vikler sig således, at det bliver vanskeligt for det at opfylde
sine forpligtelser. Såfremt tilsynsmyndigheden vurderer, at
selskabets finansielle situation vil forværres yderligere, kan
myndigheden undtagelsesvis - hvor forsikringstagernes ret-
tigheder er i fare - begrænse eller forbyde den frie rådighed
over aktiver og herunder underrette myndighederne i de
andre medlemslande, på hvis område selskabet udøver sin
forsikringsvirksomhed. I den forbindelse kan den udenland-
ske myndighed anmode disse medlemsstater om at træffe
lignende foranstaltninger.
Den udenlandske myndighed skal ifølge direktiverne i en så-
dan anmodning angive, hvilke aktiver der skal være omfattet
500
af begrænsningen, ligesom den udenlandske myndighed skal
oplyse om årsagerne til en sådan tilsynsforanstaltning.
Finanstilsynet kan på baggrund af en anmodning fra en
udenlandsk myndighed fratage det pågældende selskab den
fri rådighed over aktiver beliggende i Danmark. Bestemmel-
sen medfører således, at udenlandske selskaber, der har sol-
vensmæssige problemer, får begrænset rådigheden over alle
aktiver og ikke kun aktiver i hjemlandets territorium. Her-
ved sikrer bestemmelsen, at såfremt selskabets solvensmæs-
sige situation rent faktisk forværres, og selskabet tages
under administration, vil forsikringstagerene have en større
sandsynlighed for at blive fyldestgjort.
Årsagen til adgangen til rådighedsberøvelse, der også gæl-
der i relation til lande uden for EU, som har gennemført
3. generationsdirektiverne, er således begrundet i hensynet
til beskyttelse af forsikringstagernes og de øvrige sikredes
interesser.
Til § 264
Den gældende § 243, stk. 1, i lov om finansiel virksom-
hed fastlægger, hvordan Finanstilsynet kan forbyde et uden-
landsk forsikringsselskab omfattet af § 30, stk. 1, og § 31,
stk. 1, i lov om finansiel virksomhed i at udøve virksomhed
her i landet gennem en filial eller ved at yde tjenesteydelser
her i landet.
De gældende bestemmelser i § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1,
i lov om finansiel virksomhed foreslås videreført i lovforsla-
gets § 49, stk. 1, og § 52, stk. 1.
Bestemmelsen foreslås videreført for forsikringsselskaber
med redaktionelle ændringer og sproglige tilpasninger. Der
er ikke tilsigtet materielle ændringer med de foreslåede be-
stemmelser.
Det foreslås i § 264, stk. 1, at Finanstilsynet efter de proce-
durer, der er fastsat i EU-retlige regler herom, kan forbyde
et udenlandsk forsikringsselskab omfattet af § 49, stk. 1,
og § 52, stk. 1, med hjemsted i et andet land indenfor Den
Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område, at udøve virksomhed
her i landet gennem en filial eller at yde tjenesteydelser her i
landet.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet kan nedlægge forbud
efter stk. 1, hvis virksomheden groft eller gentagne gange
har overtrådt bestemmelser i denne lov, regler udstedt i
medfør af loven eller anden lovgivning, der retter sig mod
forsikringsselskabet, og det ikke ved påbud eller sanktioner
efter denne lov har været muligt at bringe overtrædelsen til
ophør.
Det foreslås i stk. 3, at vedrører forbud efter stk. 1 og
2 et forsikringsselskab, som har tegnet arbejdsulykkesfor-
sikringer her i landet, træffer Finanstilsynet beslutning
om, hvorvidt selskabets danske arbejdsulykkesforsikrings-
bestand skal tages under administration af Garantifonden for
skadesforsikringsselskaber.
Finanstilsynet forventes at træffe afgørelse om, at forsik-
ringsselskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand skal tag-
es under administration af Garantifonden for skadesforsik-
ringsselskaber, hvis Finanstilsynets forbud gives på bag-
grund af selskabets håndtering af danske kunder i forbindel-
se med behandlingen af anmeldte skader. Vedrører Finans-
tilsynets forbud derimod ikke selskabets skadesbehandling
men f.eks. den måde, som selskabet har markedsført sig på
overfor danske kunder, forventes Finanstilsynet ikke at træf-
fe afgørelse om, at forsikringsselskabets arbejdsulykkesfor-
sikringsbestand tages under administration af Garantifonden
for skadesforsikringsselskaber, medmindre Finanstilsynet i
øvrigt finder det uhensigtsmæssigt, at selskabet fortsætter
behandlingen af skader.
Finanstilsynets beslutning om, hvorvidt forsikringsselskabet
fortsat skal have mulighed for at varetage skadesbehandlin-
gen i det tilfælde, hvor Finanstilsynet forbyder selskabet at
tegne forsikringer i Danmark, vil blive truffet i tæt dialog
med selskabets hjemlandsmyndighed, idet det er hjemlands-
myndigheden, som har ført tilsyn med selskabet, herunder
selskabets skadesbehandling.
De foreslåede bestemmelse indebærer, at Finanstilsynet får
adgang til overfor udenlandske forsikringsselskaber at ned-
lægge forbud mod udøvelse af forsikringsvirksomhed her i
landet, hvis forsikringsselskaberne ikke har overholdt den
gældende danske lovgivning herfor, og det ikke gennem
reaktioner eller sanktioner har været muligt at bringe over-
trædelsen til ophør.
Det er således en betingelse for et forbud, at Finanstilsynet
har forsøgt at få det udenlandske forsikringsselskab til at
rette op på de ulovlige forhold gennem enten administrative
skridt eller gennem en straffesag.
Til § 265
Bestemmelsen er ny og gennemfører artikel 155, stk. 2, 2.
og 3. afsnit, i Solvens II-direktivet.
Bestemmelsen fastlægger den procedure og de pligter, som
Finanstilsynet er underlagt, i det tilfælde hvor et dansk for-
sikringsselskab, der driver grænseoverskridende virksomhed
i overensstemmelse med § 61, stk. 1, og § 63, stk. 1, ikke
overholder værtslandets lovgivning efter påbud fra værtslan-
dets tilsynsmyndigheder.
501
Det foreslås i stk. 1, at modtager Finanstilsynet meddelelse
fra værtslandets tilsynsmyndigheder om, at et forsikringssel-
skab, der udøver forsikringsvirksomhed efter § 61, stk. 1,
eller § 63, stk. 1, i et land indenfor Den Europæiske Union
eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det
finansielle område, ikke efterkommer de krav, som værtslan-
dets tilsynsmyndigheder pålægger forsikringsselskabet, skal
Finanstilsynet snarest muligt træffe alle nødvendige foran-
staltninger med henblik på, at det pågældende forsikrings-
selskab bringer de ulovlige forhold til ophør.
Bestemmelsen giver Finanstilsynet adgang til at give påbud,
nedlægge forbud m.v. med henblik på at sikre, at det danske
forsikringsselskab overholder reglerne i værtslandet. Finans-
tilsynets anvendelse af bestemmelsen forudsætter, at værts-
landets tilsynsmyndigheder ikke selv ved egne virkemidler
kan få forsikringsselskabet til at bringe de ulovlige forhold
til ophør.
Hvis Finanstilsynet er uenig i værtslandets tilsynsmyndig-
heders foreslåede tiltag, kan Finanstilsynet henvise sagen
til Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og
Arbejdsmarkedspensionsordninger og anmode om bistand
i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr.
1094/2010.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet skal meddele værtslan-
dets tilsynsmyndigheder om foranstaltninger truffet efter stk.
1.
Hensigten med den foreslåede oplysningspligt er, at værts-
landets tilsynsmyndigheder, hvis Finanstilsynets tiltag er
uden virkning, eller hvis Finanstilsynet ikke foretager sig
yderligere, herefter vil have mulighed for at træffe egne-
de foranstaltninger for at forhindre eller standse yderligere
overtrædelser og, hvis det er strengt nødvendigt, forbyde
forsikringsselskabet at indgå nye forsikringsaftaler på værts-
landets område.
Bestemmelsen berører ikke medlemsstaternes ret til i nøds-
tilfælde at træffe egnede foranstaltninger for at forhindre
lovovertrædelser på deres område, jf. artikel 155, stk. 4, 1.
pkt., i Solvens II-direktivet, og det er således ikke udeluk-
ket, at værtslandets myndigheder i grove tilfælde vil forbyde
danske forsikringsselskaber at indgå nye forsikringsaftaler
på deres område, hvis de finder det nødvendigt.
Til § 266
Den gældende § 345 i lov om finansiel virksomhed fastlæg-
ger kravene til Finanstilsynets bestyrelse, hvilke opgaver be-
styrelsen varetager, hvorledes bestyrelsen træffer afgørelse
m.v.
Det foreslås i § 266, stk. 1, at Finanstilsynets bestyrelse ind-
går i tilsynet med forsikringsselskaber og forsikringshold-
ningvirksomheder efter § 259, stk. 1, § 260, stk. 1 og 2., §§
261, 262, 267 og 268 med den kompetence, som bestyrelsen
er tillagt i medfør af § 345 i lov om finansiel virksomhed.
Af de foreslåede bestemmelser i §§ 259-262 følger, hvilke
regler Finanstilsynet påser overholdelsen af. Det gælder bl.a.
overholdelsen af lov om forsikringsvirksomhed, regler ud-
stedt i medfør af loven og en række forordninger oplistet
i den foreslåede § 259. Af den forslåede § 262 følger, at
Finanstilsynet foretager regnskabskontrol og bl.a. kontrolle-
rer, at forsikringsselskaber overholder regler for finansiel
information i årsrapporter og delårsrapporter.
Den foreslåede § 266, stk. 1, viderefører den gældende rets-
tilstand for Finanstilsynets kompetence på forsikringsområ-
det, så bestyrelsen for Finanstilsynet fortsat skal træffe be-
slutning om reaktioner i sager af principiel karakter samt i
sager, der har videregående betydelige følger m.v.
Ved ”reaktioner” forstås afgørelser i forvaltningsretlig for-
stand, herunder påtaler og påbud, men reaktioner dækker
også over risikooplysninger m.v. Finanstilsynets bestyrelse
vil eksempelvis have kompetence til at træffe beslutning om
en reaktion, som retter sig mod en konkret virksomhed, men
bestyrelsen vil også have kompetence til at træffe beslutning
om reaktioner i principielle sager vedrørende lovfortolkning
og lovanvendelse, herunder ændring af Finanstilsynets prak-
sis, hvor det ikke nødvendigvis er en konkret virksomhed,
som reaktionen retter sig mod.
En sag har et principielt indhold, når der er tvivl af en
vis betydning om fortolkningen af en bestemmelse, eller
en hidtidig fortolkning ændres. At en sag vedrører en be-
stemmelse, der ikke har været anvendt før, gør ikke i sig
selv sagen principiel. Videregående betydelige følger for en
eller flere virksomheder eller hele branchen kan f.eks. være
afgørelser, der påbyder, at en bestemt praksis skal følges,
hvilket vil medføre anvendelse af betydelige ressourcer for
virksomhederne.
Den gældende § 345, stk. 16, i lov om finansiel virksom-
hed fastslår, at tavshedspligten efter § 354, stk. 1, i den
gældende lov om finansiel virksomhed finder anvendelse for
bl.a. medlemmer af bestyrelsen, observatøren, medlemmer
af ekspertpanelet og Forbrugerombudsmanden.
Det foreslås i § 266, stk. 2, at den foreslåede § 285, stk.
1, gælder for medlemmer af bestyrelsen, observatøren og
medlemmer af ekspertpanelet.
Bestemmelsen indebærer, at medlemmer af bestyrelsen, ob-
servatøren og medlemmer af ekspertpanelet, er omfattet af
502
Finanstilsynets tavshedspligt med hensyn til oplysninger,
som de får kendskab til gennem deres hverv som hhv. besty-
relsesmedlem, observatør eller medlem af ekspertpanelet.
Det bemærkes, at tavshedspligten for Forbrugerombudsman-
den i sager om forsikringsselskaber m.v. foreslås videreført i
§ 285, stk. 3.
Til § 267
Den gældende § 346, stk. 1-3, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter bl.a., hvordan Finanstilsynet skal undersøge de
finansielle virksomheders, finansielle holdingvirksomheders
og forsikringsholdingvirksomheders forhold.
Bestemmelserne foreslås videreført med de sproglige æn-
dringer, at der alene henvises til forsikringsselskaber og for-
sikringsholdingvirksomheder. Der er ikke tilsigtet materielle
ændringer med de foreslåede bestemmelser.
Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet skal undersøge forsik-
ringsselskabers og forsikringsholdingvirksomheders forhold,
herunder ved gennemgang af løbende indberetninger og ved
inspektioner i den enkelte virksomhed.
Det foreslåede indebærer, at Finanstilsynet har pligt til at un-
dersøge forsikringsselskabers og forsikringsholdingvirksom-
heders forhold.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet efter en inspektion i
et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed
skal afholde et møde med deltagelse af virksomhedens be-
styrelse, direktion, den ansvarshavende aktuar, ekstern revi-
sor og den interne revisionschef, medmindre inspektionen
alene vedrører afgrænsede aktivitetsområder i virksomhe-
den. På mødet skal Finanstilsynet meddele sine konklusio-
ner vedrørende inspektionen.
For at Finanstilsynet ikke i en konkret sag yder vejledning
på en sådan måde, at tilsynet er afskåret fra at træffe afgø-
relse i samme sag, skal Finanstilsynet alene meddele sine
konklusioner på inspektionen, herunder om de forhold, som
efterfølgende skal indgå i rapporten til den finansielle virk-
somheds ledelse.
Hvis konklusionen omfatter områder, hvor virksomheden
ikke overholder lovgivningen, vil konklusionen indeholde
krav til virksomheden om, at forholdene lovliggøres. Herud-
over kan konklusionen indeholde oplysninger om virksom-
hedens risikoprofil. F.eks. kan Finanstilsynet indenfor reg-
lerne om Finanstilsynets tavshedspligt efter lovforslagets §
285 henlede opmærksomheden på, at virksomhedens tabsri-
siko på et eller flere områder er væsentlig større end sam-
menlignelige finansielle virksomheders tabsrisiko. Det vil
være op til virksomhedens ledelse at beslutte, om tabsrisi-
koen er acceptabel, eller om den skal nedbringes. Undladel-
se af at nedbringe risikoen kan dog i visse tilfælde være
i strid med et påbud givet af Finanstilsynet i henhold til
lovforslagets § 277.
Hvis en inspektion kun har omfattet afgrænsede aktivitets-
områder, kan inspektionen i stedet afsluttes med et møde,
hvor den ansvarlige for det undersøgte område orienteres
om Finanstilsynets konklusioner. Dette gælder bl.a. de stør-
ste finansielle koncerner, hvor Finanstilsynet har valgt ikke
at foretage såkaldte hovedundersøgelser, men i stedet hvert
år at foretage en eller flere inspektioner af afgrænsede ak-
tivitetsområder. I tilfælde hvor Finanstilsynet, et medlem
af virksomhedens ledelse, den ansvarshavende aktuar eller
revisor skønner det nødvendigt, afholdes dog møde mellem
Finanstilsynet og forsikringsselskabets ledelse, ansvarsha-
vende aktuar og revisor. Dette vil bl.a. omfatte tilfælde, hvor
Finanstilsynet har konstateret grove eller gentagne overtræ-
delser af lovgivningen eller har konstateret, at virksomheden
har en meget høj risikoprofil.
Det foreslås endvidere i stk. 3, at Finanstilsynet efter et
inspektionsbesøg skal fremsende væsentlige konklusioner i
form af en skriftlig rapport til virksomhedens bestyrelse,
direktion, den ansvarshavende aktuar, ekstern revisor og den
interne revisionschef.
Rapporten kan på samme måde som Finanstilsynets konklu-
sioner på mødet anført i stk. 2 omfatte lovovertrædelser,
hvor Finanstilsynet kræver, at virksomheden lovliggør for-
holdene, og den kan omfatte oplysninger til virksomheden
om dens risikoprofil.
Til § 268
Den gældende § 346, stk. 4, 1 pkt., i lov om finansiel virk-
somhed, giver tilsynsmyndighederne i andre EU-lande og
i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finan-
sielle område, adgang til - efter forudgående meddelelse til
Finanstilsynet - at indhente oplysninger og foretage stedlige
undersøgelser her i landet i filialer af forsikringsselskaber
fra det pågældende land.
Den gældende § 346, stk. 4, 3. pkt., i lov om finansiel virk-
somhed fastlægger, at for så vidt angår forsikringsselskaber,
deltager Finanstilsynet i den i 1. pkt. nævnte inspektion
eller kan efter anmodning fra tilsynsmyndigheden i filialens
hjemland på dennes vegne i særlige tilfælde foretage inspek-
tion af filialen alene.
§ 346, stk. 4, 1. og 3. pkt., foreslås videreført i det fore-
slåede stk. 1 med den sproglige ændring, at der alene hen-
503
vises til forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksom-
heder. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer med den
foreslåede bestemmelse.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at tilsynsmyndighederne i et an-
det land indenfor Den Europæiske Union eller i et land, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle område,
efter forudgående meddelelse herom til Finanstilsynet kan
foretage inspektion i de her i landet beliggende filialer af
udenlandske forsikringsselskaber med hjemsted i det pågæl-
dende land.
Bestemmelsen indebærer, at tilsynsmyndighederne i et andet
land indenfor Den Europæiske Union eller i et land, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle område,
har mulighed for føre tilsyn med filialer i Danmark af
udenlandske forsikringsselskaber med hjemsted i det pågæl-
dende land. Dette forudsætter, at Finanstilsynet underrettes
og deltager i inspektionen. Adgangen for de udenlandske til-
synsmyndigheder efter bestemmelsen er i overensstemmelse
med det såkaldte princip om hjemlandstilsyn, der indebæ-
rer, at det er de udenlandske tilsynsmyndigheder, der har
ansvaret for tilsynet med filialen af forsikringsselskaber med
hjemsted i det pågældende land. De udenlandske myndig-
heder skal derfor have adgang til at kontrollere filialer i
Danmark.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at Finanstilsynet deltager i
inspektioner af forsikringsselskaber omfattet af bestemmel-
sens 1. pkt. eller i særlige tilfælde og efter anmodning fra
tilsynsmyndigheden i filialens hjemland foretager inspektio-
nen af filialen alene på tilsynsmyndighedens vegne.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at inspektionen af
en filial efter bestemmelsen som udgangspunkt foretages af
tilsynsmyndigheden i filialens hjemland med deltagelse af
Finanstilsynet. Finanstilsynet kan dog foretage inspektionen
alene i særlige tilfælde, og hvis tilsynsmyndigheden i filia-
lens hjemland anmoder Finanstilsynet herom.
Efter den gældende § 346, stk. 5, i lov om finansiel virksom-
hed kan en anden tilsynsmyndighed foretage verifikation
af oplysninger afgivet af forsikringsselskaber og forsikrings-
holdigvirksomheder, der udøver accessorisk finansiel virk-
somhed, her i landet til brug for det supplerende tilsyn af
en finansiel koncern, som fastsat i Solvens II-direktivet og
konglomeratdirektivet.
Bestemmelsen foreslås videreført med den sproglige æn-
dring, at der alene henvises til forsikringsselskaber og for-
sikringsholdingvirksomheder. Der er ikke tilsigtet materielle
ændringer med den foreslåede bestemmelse.
Det foreslås i stk. 2, at tilsynsmyndighederne i et andet
land indenfor Den Europæiske Union eller i et land, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle område,
med Finanstilsynets tilladelse kan foretage verifikation af
oplysninger afgivet af de her i landet beliggende forsikrings-
selskaber og forsikringsholdingvirksomheder eller virksom-
heder, der udøver accessorisk finansiel virksomhed, der er
underlagt supplerende tilsyn af den pågældende tilsynsmyn-
dighed efter bestemmelser fastsat i direktiver på det finan-
sielle område.
Finanstilsynet verificerer som udgangspunkt oplysningerne
fra danske forsikringsselskaber m.v. og videresender oplys-
ningerne til den kompetente tilsynsmyndighed. Det foreslåe-
de indebærer, at den kompetente myndighed, der har fremsat
anmodningen, hvis den ønsker det, kan deltage i verifikatio-
nen af oplysninger afgivet af forsikringsselskaber m.v., der
udøver accessorisk finansiel virksomhed i Danmark, når for-
sikringsselskabet m.v. er underlagt supplerende tilsyn af den
pågældende tilsynsmyndighed efter bestemmelser fastsat i
direktiver på det finansielle område.
Bestemmelsen gennemfører artikel 15 i konglomeratdirekti-
vet.
Til § 269
Den gældende § 347, stk. 1, i lov om finansiel virksom-
hed fastlægger en pligt for finansielle virksomheder, fi-
nansielle holdingvirksomheder, forsikringsholdingvirksom-
heder, leverandører og underleverandører til at give Finans-
tilsynet de oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsy-
nets virksomhed.
Det er Finanstilsynet, der vurderer, hvilke oplysninger der er
nødvendige til at udføre det fornødne tilsyn med virksomhe-
dens overholdelse af reglerne. Det er en grundforudsætning,
at der er en sammenhæng mellem de ønskede oplysninger
og det regelsæt, som Finanstilsynet i det konkrete tilfælde
påser overholdelsen af.
Bestemmelsen foreslås videreført med den sproglige æn-
dring, at der alene henvises til forsikringsselskaber og for-
sikringsholdingvirksomheder. Der er ikke tilsigtet materielle
ændringer med den foreslåede bestemmelse.
Efter den gældende § 347, stk. 2, i lov om finansiel virksom-
hed gælder en pligt til, at finansielle virksomheder m.v. skal
berigtige tidligere meddelte oplysninger til Finanstilsynet,
som virksomheden på et senere tidspunkt kan konstatere er
ukorrekte, misvisende på tidspunktet for afgivelsen eller har
vildledende karakter.
Bestemmelsen foreslås videreført med den sproglige æn-
dring, at der alene henvises til forsikringsselskaber og for-
504
sikringsholdingvirksomheder. Der er ikke tilsigtet materielle
ændringer med den foreslåede bestemmelse.
Det foreslås således i stk. 1, at forsikringsselskaber, forsik-
ringsholdingvirksomheder, leverandører og underleverandø-
rer skal give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendi-
ge for tilsynets virksomhed.
Det foreslåede indebærer, at forsikringsselskaber m.v. har
pligt til at give Finanstilsynet de oplysninger, som Finanstil-
synet anmoder om som led i varetagelsen i sin tilsynsmyn-
dighed. Oplysningsforpligtelsen skal iagttages under hen-
syntagen til § 9, stk. 1, i lov om retssikkerhed ved forvalt-
ningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1121 af 12. november 2019.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1-2, at oplysninger afgivet efter
stk. 1 hurtigst muligt skal berigtiges over for Finanstilsynet,
hvis virksomheden efterfølgende konstaterer følgende: 1)
Oplysningerne har ikke været korrekte på tidspunktet for
afgivelsen, eller 2) oplysningerne er på et senere tidspunkt
blevet misvisende.
Med ”hurtigst muligt” forstås, at der skal gives meddelelse,
så snart virksomheden bliver opmærksom på, at en oplys-
ning, som er meddelt til Finanstilsynet, er ukorrekt eller
viser sig at være blevet misvisende. Med begrebet ”hurtigst
muligt” er der rum for en konkret og individuel vurdering
i det enkelte tilfælde, herunder også under inddragelse af,
hvor alvorligt det i det enkelte tilfælde måtte være, at op-
lysninger ikke har været korrekte. Hurtigst muligt vil efter
omstændighederne kunne give mulighed for en orientering
af virksomhedens ledelse, inden oplysningerne berigtiges
over for Finanstilsynet.
Med ”ikke har været korrekte” forstås, at oplysningerne ma-
terielt ikke har været korrekte på tidspunktet for afgivelsen
af oplysningerne, eller at de på et senere tidspunkt er blevet
misvisende. Det vil eksempelvis være datamateriale, som
indeholdt forkerte værdier. Det forudsættes dog, at det ikke
vil være nødvendigt at berigtige mindre sproglige fejl eller
lignende, der alene er af rent redaktionel karakter, og som
ikke er meningsforstyrrende for meddelelsens indhold.
Det er ikke hensigten, at berigtigelsespligten skal fortolkes
videre, end hvad der gælder som følge af indfortolkningen
af en berigtigelsespligt i oplysningspligterne. Dette betyder
bl.a., at der ikke gælder en berigtigelsespligt, hvis f.eks.
oplysninger er fejlagtige som følge af åbenlyse tastefejl.
Det foreslås, at overtrædelse af § 269, stk. 2, strafbelægges,
jf. lovforslagets § 312, stk. 2.
Ansvarssubjektet er de omfattede virksomheder og per-
soner. Det betyder, at forsikringsselskaber, forsikringshol-
dingvirksomheder, leverandører og underleverandører hur-
tigst muligt skal berigtige oplysninger over for Finanstilsy-
net. Den strafbare handling består i, at en omfattet virksom-
hed eller person undlader at berigtige oplysninger, der er
givet til Finanstilsynet, som virksomheden eller personen
kan konstatere ikke har været korrekte på tidspunktet for
afgivelsen, eller som er blevet misvisende. Overtrædelse af
bestemmelsen kan straffes med bøde eller fængsel indtil fire
måneder.
Til § 270
Efter den gældende § 347, stk. 3, i lov om finansiel virk-
somhed har Finanstilsynet mulighed for uden retskendelse
at få adgang til et forsikringsselskabs eller en forsikringshol-
dingvirksomheds lokaler, herunder de lokaler, hvorfra der
udøves filialvirksomhed.
Bestemmelsen foreslås videreført med den sproglige æn-
dring, at der alene henvises til forsikringsselskaber og for-
sikringsholdingvirksomheder. Der er ikke tilsigtet materielle
ændringer med den foreslåede bestemmelse.
Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet til enhver tid mod
behørig legitimation uden retskendelse kan få adgang til
forretningslokaler tilhørende et forsikringsselskab og dets
filialer eller en forsikringsholdingvirksomhed med henblik
på indhentelse af oplysninger, herunder ved inspektioner.
Bestemmelsen er i overensstemmelse med den traditionelle
opfattelse af, at Finanstilsynets adgang til at foretage inspek-
tionsbesøg er omfattet af undtagelsen i grundlovens § 72 om
boligens ukrænkelighed. Bestemmelsen har baggrund i den
redegørelse, som Justitsministeriet og Miljø- og Energimini-
steriet den 17. december 1996 afgav til Folketinget om bl.a.
udviklingen i forvaltningsmyndigheders adgang til fast ejen-
dom uden retskendelse og følger de i redegørelsen fastlagte
retningslinjer for udformningen af bestemmelser om adgang
uden retskendelse.
Finanstilsynet har som udgangspunkt udelukkende adgang
til forretningslokaler og således ikke til private boliger. I
tilfælde, hvor en virksomhed er af så ringe størrelse, at dets
forretningslokale befinder sig i et privat hjem, har Finans-
tilsynet dog adgang hertil i overensstemmelse med denne
bestemmelse.
Finanstilsynet har behov for at kunne udøve sin tilsynsvirk-
somhed også i de særlige tilfælde, hvor en virksomhed måtte
nægte at give Finanstilsynet de til brug for tilsynsvirksom-
heden nødvendige oplysninger eller modvirker et inspekti-
onsbesøg.
505
Det kan f.eks. dreje sig om situationer, hvor en tilsynsbelagt
virksomhed undtagelsesvist nægter Finanstilsynet adgang til
virksomheden i forbindelse med et ordinært inspektionsbe-
søg. Der kan også være tale om en krisesituation, der kræ-
ver, at Finanstilsynet skrider til omgående handling, og hvor
en umiddelbar adgang til virksomheden er en forudsætning
for at håndtere situationen.
Hvis en virksomhed undtagelsesvist skulle modarbejde et
inspektionsbesøg i disse situationer, er der ikke fundet bag-
grund for at foretage begrænsninger i Finanstilsynets adgang
til uden retskendelse at foretage inspektioner.
Finanstilsynet må kun skaffe sig adgang til en virksomheds
forretningslokaler uden retskendelse, hvis det er nødvendigt
for, at Finanstilsynet kan udøve sin tilsynsvirksomhed.
Finanstilsynets mulighed for at få adgang uden retskendel-
se kan kun anvendes i tilsynsmæssigt øjemed. Hvis der er
en begrundet mistanke om en strafbar overtrædelse af den
finansielle lovgivning, finder retsplejelovens regler om ran-
sagning anvendelse.
Efter den gældende § 347, stk. 4, i lov om finansiel virksom-
hed kan Finanstilsynet indhente oplysninger samt foretage
inspektionsbesøg hos den finansielle virksomheds moder-,
datter- og søstervirksomheder samt virksomheder, som den
finansielle virksomhed har særlig tilknytning til (associerede
virksomheder), jf. definitionen i årsregnskabsloven. Tilsva-
rende gælder for finansielle holdingvirksomheder.
Bestemmelsen foreslås videreført med sproglige ændringer,
herunder at der alene henvises til forsikringsselskaber og
forsikringsholdingvirksomheder. Der er ikke tilsigtet materi-
elle ændringer med den foreslåede bestemmelse.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet til enhver tid mod
behørig legitimation uden retskendelse kan få adgang til de
virksomheder, med hvilke forsikringsselskabet eller forsik-
ringsholdingvirksomheden har særlig direkte eller indirekte
forbindelse, i det omfang det er nødvendigt for bedømmelse
af et forsikringsselskabs eller en forsikringsholdingvirksom-
heds økonomiske stilling.
Efter bestemmelsen kan Finanstilsynet endvidere uden rets-
kendelse få adgang til disse virksomheder. For så vidt angår
forholdet til grundlovens § 72 om boligens ukrænkelighed
henvises til bemærkningerne under § 270, stk. 1.
Bestemmelsen skal sikre bl.a., at Finanstilsynet kan skaffe
sig indsigt med transaktioner indenfor en finansiel koncern,
som måtte være af betydning for virksomhedens soliditet og
forsikringstagernes, kundernes eller indskydernes sikkerhed.
Efter den gældende § 347, stk. 5, i lov om finansiel virksom-
hed kan Finanstilsynet kræve alle oplysninger til bedømmel-
se af, om aktiviteterne i en given virksomhed er omfattet af
tilsynslovgivningen.
Bestemmelsen foreslås videreført uden ændringer.
Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet kan kræve alle oplys-
ninger, herunder regnskaber og regnskabsmateriale, udskrift
af bøger, andre forretningspapirer og elektronisk lagrede da-
ta, som skønnes nødvendige for Finanstilsynets virksomhed
eller til afgørelse af, om en fysisk eller juridisk person er
omfattet af bestemmelserne i denne lov.
Bestemmelsen medfører, at Finanstilsynet ud over oplysnin-
ger fra den virksomhed, der skal vurderes, kan kræve oplys-
ninger af virksomheder og fysiske personer, der ikke udø-
ver tilsynsbelagt virksomhed, hvis disse har informationer,
som er nødvendige for, at Finanstilsynet kan vurdere, om
en (anden) virksomhed udøver tilsynsbelagt virksomhed og
således burde have tilladelse fra Finanstilsynet. Oplysnings-
pligten vil ikke være opfyldt, hvis de indsendte oplysninger
er urigtige eller vildledende.
Efter den gældende § 347, stk. 6, i lov om finansiel virk-
somhed kan Finanstilsynet til enhver tid mod behørig legiti-
mation uden retskendelse få adgang til en leverandør eller
underleverandør med henblik på indhentelse af oplysninger
om den outsourcede aktivitet.
Bestemmelsen foreslås videreført med sproglige ændringer.
Det foreslås i stk. 4, at Finanstilsynet til enhver tid mod
behørig legitimation uden retskendelse kan få adgang til
forretningslokaler tilhørende en leverandør eller underleve-
randør med henblik på indhentelse af oplysninger om den
outsourcede aktivitet.
Adgangen til fysisk at indhente oplysninger uden retsken-
delse omfatter leverandører og underleverandører, hvortil
en outsourcingvirksomheds opgaver outsources. Hjemlen til
at gennemføre fysisk adgang direkte hos leverandører og
underleverandører er etableret bl.a. med henblik på, at Fi-
nanstilsynets tilsynsmuligheder kan leve op til internationale
standarder.
Bestemmelsen tænkes anvendt i de situationer, hvor det ik-
ke er muligt at få adgang til de nødvendige oplysninger
gennem outsourcingvirksomheden. Finanstilsynets fysiske
adgang til leverandørens lokaler skal være et krav i kontrak-
ten mellem outsourcingvirksomheden og leverandøren. Hvis
kontrakten ikke indeholder dette krav, kan Finanstilsynet
kræve, at den outsourcede aktivitet fremover enten varetages
af outsourcingvirksomheden selv eller outsources til en an-
506
den leverandør indenfor en af Finanstilsynet nærmere fastsat
frist.
Det vil ved outsourcing til udlandet være vigtigt, at der i
kontrakten mellem outsourcingvirksomheden og leverandø-
ren er adgang for Finanstilsynet til at få alle de nødvendige
oplysninger. Ved outsourcing til en leverandør eller underle-
verandør i udlandet vil Finanstilsynet have mulighed for at
anmode den kompetente myndighed i det pågældende land
om at indhente oplysningerne.
Finanstilsynet har desuden adgang til uden retskendelse at
foretage tilsynsbesøg hos de virksomheder, der er under
finansielt tilsyn efter den foreslåede § 270, stk. 1. De op-
gaver, som Finanstilsynet skal kunne hente oplysninger om
hos leverandører henholdsvis underleverandører, er opgaver,
som Finanstilsynet ville kunne indhente oplysninger om i
henhold til den foreslåede § 270, stk. 4, hos outsourcingvirk-
somheden, hvis opgaverne ikke var outsourcet. Indhentelsen
af oplysninger skal derfor ikke kunne hindres eller omgås
ved outsourcing.
Finanstilsynets adgang til oplysninger hos leverandører hen-
holdsvis underleverandører omfatter kun disses forretnings-
lokaler og kun de opgaver, som leverandøren eller underle-
verandøren varetager i henhold til en outsourcingkontrakt
med outsourcingvirksomheden. Finanstilsynet vil som ud-
gangspunkt skaffe de nødvendige oplysninger hos outsour-
cingvirksomheden, som har pligt til at få de nødvendige
oplysninger fra leverandøren. For at sikre et effektivt tilsyn
også i særlige situationer, hvor det for eksempel viser sig,
at outsourcingvirksomheden ikke loyalt samarbejder med
Finanstilsynet, skal Finanstilsynet have fysisk adgang til op-
lysningerne direkte hos leverandøren uden retskendelse.
Efter den gældende 347, stk. 9, i lov om finansiel virk-
somhed kan Finanstilsynet kun henvende sig direkte til en
virksomhed, der ikke er en finansiel virksomhed, men som
indgår i en koncern eller gruppe underlagt koncerntilsyn
efter Solvens II-direktivet, for at indhente de oplysninger,
der er nødvendige for tilsynet med koncernen eller gruppen,
når den virksomhed, der er ansvarlig efter reglerne om kon-
cerntilsyn, allerede er blevet anmodet om disse oplysninger,
men ikke har leveret dem indenfor en passende tidsfrist.
Bestemmelsen foreslås videreført uden ændringer.
Efter det foreslåede stk. 5 kan Finanstilsynet kun henvende
sig direkte til en virksomhed, der ikke er et forsikringssel-
skab eller en forsikringsholdingvirksomhed, men som ind-
går i en koncern eller gruppe underlagt koncerntilsyn efter
Solvens II-direktivet, for at indhente de oplysninger, der er
nødvendige for tilsynet med koncernen eller gruppen, når
den virksomhed, der er ansvarlig efter reglerne om koncer-
ntilsyn, allerede er blevet anmodet om disse oplysninger,
men ikke har leveret dem indenfor en passende tidsfrist.
Bestemmelsen indebærer en indskrænkning i Finanstilsynets
adgang efter den gældende § 347, stk. 1 og 3-5, i lov
om finansiel virksomhed til at indhente oplysninger hos
virksomheder, der ikke er et forsikringsselskab eller en for-
sikringsholdingvirksomhed underlagt Finanstilsynets tilsyn
efter loven.
Forsikringsholdingvirksomheder, leverandører og underle-
verandører har i medfør af den foreslåede § 269, stk. 1,
(gældende § 347, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed) pligt
til at give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige
for Finanstilsynets virksomhed.
I det omfang det er nødvendigt for bedømmelse af en fi-
nansiel virksomheds, en finansiel holdingvirksomheds eller
en forsikringsholdingvirksomheds økonomiske stilling, kan
Finanstilsynet i medfør af den foreslåede § 270, stk. 2, (den
gældende § 347, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed),
desuden indhente oplysninger og til enhver tid mod behørig
legitimation uden retskendelse få adgang til de virksomhe-
der, med hvilke den finansielle virksomhed, den finansiel-
le holdingvirksomhed eller forsikringsholdingvirksomheden
har særlig direkte eller indirekte forbindelse.
Adgangen efter den foreslåede § 270, stk. 1, til at indhente
oplysninger gælder således også selskaber, der ikke er et for-
sikringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed, men
med hvem selskabet eller virksomheden har en særlig direk-
te eller indirekte forbindelse, herunder koncernforbundne
selskaber.
Bestemmelsen gennemfører artikel 254, stk. 2, 4. afsnit, i
Solvens II-direktivet, hvorefter de kompetente tilsynsmyn-
digheder kun kan »henvende sig direkte til et selskab i en
koncern for at opnå de nødvendige oplysninger, når det
pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er
omfattet af koncerntilsyn, allerede er blevet anmodet om
disse oplysninger, men ikke har leveret dem indenfor en
passende tidsfrist«.
Selvom begrebet »selskab« kan forstås bredt, vurderes det
ikke at være en tiltænkt konsekvens af direktivets bestem-
melse, at medlemsstaternes tilsynsmyndigheder er afskåret
fra at rette direkte henvendelse til andre virksomheder i en
koncern, der er finansielle virksomheder underlagt tilsyns-
myndighedernes tilsyn. Derfor er anvendelsesområdet for
det foreslåede stk. 5 begrænset i forhold til ordlyden i direk-
tivet til tilfælde, hvor der er tale om en virksomhed, der ikke
en finansiel virksomhed.
Bestemmelsen indskrænker Finanstilsynets adgang til at ind-
507
hente oplysninger direkte fra virksomheder, der ikke umid-
delbart er underlagt Finanstilsynets tilsyn, men som er en
del af en koncern eller gruppe, der er underlagt koncerntil-
syn efter Solvens II-direktivet. Koncerntilsyn efter Solvens
II-direktivet skal forstås i overensstemmelse med definitio-
nen i lovforslagets § 9, stk. 1, nr. 35.
For de omhandlede koncerner præciseres det, at Finanstilsy-
net først skal anmode den virksomhed, der er pligtsubjekt
i henhold til bestemmelsen, dvs. den virksomhed der er an-
svarlig efter reglerne om koncerntilsyn, om de oplysninger,
der er nødvendige for koncerntilsynet. Kun i de tilfælde,
hvor den ansvarlige virksomhed ikke selv har leveret de
anmodede oplysninger inden en passende tidsfrist fastsat af
Finanstilsynet, kan Finanstilsynet henvende sig direkte til
den ikke-finansielle virksomhed i koncernen og anmode om
oplysningerne.
Som det fremgår af direktivets artikel 254, stk. 2, 4. af-
snit, jf. ovenfor, angiver denne bestemmelse »forsikrings-
eller genforsikringsselskabet« som det umiddelbare pligt-
subjekt. Heroverfor angiver den foreslåede bestemmelse at
være relevant i de tilfælde, hvor den virksomhed, der er
ansvarlig efter reglerne om koncerntilsyn, er blevet anmodet
om oplysningerne, men ikke har leveret disse. Denne formu-
lering skyldes, at pligtsubjektet i henhold til den danske
implementering af koncernreglerne i Solvens II-direktivet,
foruden et forsikringsselskab, også kan være bestyrelsen for
en forsikringsholdingvirksomhed eller en finansiel holding-
virksomhed, der opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 9,
litra a, i lov om finansiel virksomhed.
Til § 271
Efter den gældende § 347, stk. 7, i lov om finansiel virksom-
hed kan Finanstilsynet indhente oplysninger efter § 347, stk.
1 og 3-5, til brug for videregivelse til de myndigheder og
organer, der er nævnt i § 354, stk. 6, nr. 23-34, i lov om
finansiel virksomhed.
Bestemmelsen foreslås videreført med konsekvensrettelser
af henvisningerne. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer
med bestemmelsen.
Efter den foreslåede § 271 kan Finanstilsynet indhente op-
lysninger efter § 269, stk. 1, og § 270, stk. 1-3, til brug for
de i § 289, stk. 1, nr. 3-13, nævnte myndigheder og organer.
Den forslåede bestemmelse indebærer, at Finanstilsynet kan
indhente oplysninger for og videregive oplysninger til de
i § 289, stk. 1, nr. 3-13, nævnte myndigheder og organer,
svarende til de myndigheder og organer beliggende i andre
medlemsstater og tredjelande, som der under visse forudsæt-
ninger kan videregives til efter § 289, stk. 1. Det giver
Finanstilsynet mulighed for at indhente oplysninger fra dan-
ske forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder
på vegne af myndigheder og organer i andre lande, selvom
Finanstilsynet ikke selv vurderer at have behov for oplysnin-
gerne som led i sit eget tilsyn.
Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 289.
Til § 272
Den gældende § 374, stk. 1-3, i lov om finansiel virksomhed
fastlægger, at hvis en finansiel virksomheds, herunder et
forsikringsselskabs, bestyrelse, direktion, eksterne revisor,
interne revisionschef, ansvarshavende aktuar m.v. undlader
i rette tid at efterkomme de pligter, der efter loven eller
regler udstedt i medfør af loven påhviler dem over for Fi-
nanstilsynet eller Erhvervsstyrelsen, kan Finanstilsynet hen-
holdsvis Erhvervsstyrelsen som tvangsmiddel pålægge de
pågældende daglige eller ugentlige bøder. Undlader en fy-
sisk eller juridisk person at opfylde de pligter, som følger
af § 347, stk. 4 og 5, i lov om finansiel virksomhed, kan
Finanstilsynet som tvangsmiddel pålægge den fysiske eller
juridiske person eller de for den juridiske person ansvarlige
personer daglige eller ugentlige bøder. Undlader en finansiel
virksomhed at efterkomme et påbud meddelt i medfør af
§ 351, stk. 1 og 4, og stk. 5, 1. pkt., kan virksomheden
pålægges daglige eller ugentlige tvangsbøder.
Bestemmelserne foreslås videreført med enkelte sproglige
tilpasninger.
Den foreslåede § 272 fastsætter betingelserne for udstedel-
sen af tvangsbøder.
En stor andel af de materielle regler på forsikringsområ-
det fastsættes i forordninger. Finanstilsynet er kompetent
myndighed for disse forordninger. Lovforslaget og de tilhø-
rende forordninger danner rammen for forsikringsvirksom-
hed. Muligheden for Finanstilsynet til at anvende tvangsbø-
der for at tvinge fysiske og juridiske personer til at efterleve
de pligter, som følger af loven, er derfor nødvendig for
at sikre en tilstrækkelig håndhævelse af reglerne for forsik-
ringsvirksomhed.
Erhvervsstyrelsen er kompetent myndighed i forhold til sel-
skabsregistrering. Der er tale om en kontrol af, om de for-
melle regler vedrørende ejerskab, der udspringer af selska-
bslovgivningen og hvidvasklovgivningen, er overholdt. Det
foreslås, at Erhvervsstyrelsen i lighed med Erhvervsstyrel-
sens reaktionsmuligheder i henhold til selskabsloven, hvid-
vaskloven og lov om finansiel virksomhed får mulighed for
at anvende tvangsbøder.
Forslaget om at videreføre den eksisterende mulighed for at
508
pålægge en administrativ tvangsbøde som pressionsmiddel
er begrundet i Finanstilsynets og Erhvervsstyrelsens behov
for at kunne håndhæve reglerne på området for forsikrings-
virksomhed. Tvangsbøder anses for at være et bedre tvangs-
middel til at sikre et hurtigt og effektivt indgreb end mulig-
heden for at inddrage en virksomheds tilladelse. Sidstnævnte
mulighed bevares dog, men vil som udgangspunkt kun blive
anvendt, hvis den manglende opfyldelse af pligter er en
særligt grov overtrædelse af lovgivningen.
Tilsynsmyndigheden kan ikke pålægge tvangsbøder, hvis
denne har en konkret mistanke om, at en enkeltperson eller
en juridisk person har begået en lovovertrædelse, jf. § 10
i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af
tvangsindgreb og oplysningspligter, jf. lovbekendtgørelse nr.
1121 af 12. november 2019. Tvangsbøder kan dog anven-
des, hvis det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges
tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den
formodede lovovertrædelse. Der henvises til lov om retssik-
kerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og
oplysningspligter for fortolkningen af denne bestemmelse.
Tvangsbøder er et forvaltningsretligt tvangsmiddel og ikke
nogen strafferetlig sanktion. Det gælder derfor, at påløbne,
men endnu ikke inddrevne bøder, bortfalder ved forholdets
lovliggørelse, jf. Justitsministeriets vejledning nr. 11255 af
18. juni 1996 om benådning, udsættelse, eftergivelse og hen-
stand m.v. Den del af bøden, som ikke bliver betalt eller
indkommer ved inddrivelse gennem udpantning, kan kræves
afsonet efter reglerne om straf af fængsel, jf. § 17 i lov om
ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m.
Det er politiet, der træffer afgørelse om, at forvandlingsstraf
skal træde i stedet for tvangsbøder, jf. § 13 i bekendtgørelse
nr. 1250 af 29. november 2019 om opkrævning af visse bø-
der, offerbidrag, konfiskationsbeløb, sagsomkostninger m.v.
samt afgørelse om udståelse af forvandlingsstraf for bøde
(bødebekendtgørelsen).
Hvis tvangsbøder ikke straks betales eller inddrives, skal
tilsynsmyndigheden oversende sagen til politiet med hen-
blik på afgørelse af, hvorvidt den pågældende skal udstå
forvandlingsstraf for tvangsbøderne, jf. § 40 i bekendtgørel-
se nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det
offentlige.
De særlige regler på området er begrundet med tvangsbø-
ders særlige formål, som er at gennemtvinge opfyldelsen af
en lovbestemt forpligtigelse.
Politiets afgørelse om, at skyldneren skal udstå forvand-
lingsstraf for tvangsbøderne, forudsætter derfor også, at det
ved politiets behandling af sagen kan lægges til grund, at
handlepligten aktuelt ikke er opfyldt. Politiets behandling af
sagen sker typisk på grundlag af oplysninger fra fordrings-
haver. Efter omstændighederne kan politiet eventuelt bistå
med undersøgelsen heraf.
Hvis tilsynsmyndigheden, efter at sagen er oversendt til po-
litiet, modtager oplysning om, at forpligtelsen er opfyldt,
skal myndigheden hurtigst muligt orientere politiet herom.
Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet eller Erhvervsstyrel-
sen som tvangsmiddel kan pålægge et forsikringsselskabs
bestyrelse, direktion, eksterne revisor, interne revisionschef,
ansvarshavende aktuar, likvidator, generalagent, filialbesty-
rer eller repræsentantskab daglige eller ugentlige bøder, hvis
de ikke i rette tid efterkommer de pligter, der efter loven,
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2015/35
af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og
udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Sol-
vens II) eller regler udstedt i medfør af denne lov eller for-
ordninger, påhviler dem over for Finanstilsynet henholdsvis
Erhvervsstyrelsen.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at ledelsen, nogle
nærmere bestemte centrale ansatte i virksomhederne og sel-
skabets revisor kan blive pålagt daglige eller ugentlige bø-
der som tvangsmiddel. Tvangsbøderne anvendes, hvis de
ikke efterkommer denne lov eller EU-forordninger på områ-
det. Tvangsbøder kan ikke anvendes til at gennemtvinge et
påbud.
Tvangsbøden vil blive pålagt den, der har en handlepligt
i loven. Medlemmer af et forsikringsselskabs ledelse kan
derfor ikke pålægges tvangsbøder i de tilfælde, hvor det er
forsikringsselskabet, der har en pligt til at afgive oplysnin-
ger.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet som tvangsmiddel kan
pålægge en fysisk eller juridisk person eller den person, der
er ansvarlig for den juridiske person, daglige eller ugentlige
tvangsbøder, når personen undlader at opfylde de pligter,
som følger af lovforslagets § 270, stk. 2 og 3.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at fysiske og juri-
diske personer, der ikke opfylder den oplysningspligt, der
følger af lovforslagets § 270, stk. 2 og 3, kan blive pålagt
tvangsbøder, indtil de opfylder pligten.
Pligten er nærmere beskrevet i bemærkningerne til lovfor-
slagets § 270.
Udlevering af oplysninger er en væsentlig forudsætning for
Finanstilsynets tilsyn med forsikringsselskaberne. En fysisk
eller juridisk persons undladelse af at fremsende oplysninger
til Finanstilsynet kan medføre, at andre overtrædelser ikke
509
opdages, eller at skadelige virkninger i markedet får lov til
at virke i længere tid.
Yderligere kan forsikringsselskabernes handlinger have
grænseoverskridende effekter, hvorfor der er et betydeligt
behov for informationsudveksling mellem kompetente myn-
digheder, særligt myndigheder indenfor EU/EØS-lande m.v.
Finanstilsynets hjemmel til at pålægge fysiske eller juridiske
personer, der ikke efterkommer en anmodning om udleve-
ring af oplysninger, tvangsbøder anses derfor som væsentlig
af hensyn til en effektiv kontrol og håndhævelse af lovfor-
slagets bestemmelser.
Det er foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet som tvangsmiddel
kan pålægge et forsikringsselskab daglige eller ugentlige
tvangsbøder, hvis selskabet ikke efterkommer et påbud med-
delt i medfør af lovforslagets § 280, stk. 1, 3 og 4.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at en virksomhed,
der ikke efterkommer et påbud om at afsætte en direktør el-
ler en nøgleperson, der ikke lever op kravene til egnethed og
hæderlighed, kan pålægges daglige eller ugentlige tvangsbø-
der. Et påbud om at afsætte en direktør eller en nøgleperson,
der ikke lever op til kravene til egnethed og hæderlighed
gives efter lovforslagets § 280, stk. 1 og 3, og stk. 4, 1. og 3.
pkt. Disse påbud er nærmere beskrevet i bemærkningerne til
§ 280.
Bestemmelsen indebærer desuden, at en virksomhed, der
ikke efterkommer et påbud om at afsætte en direktør eller
en nøgleperson, når der er rejst tiltale mod direktøren eller
nøglepersonen i en straffesag om overtrædelse af straffelo-
ven, denne lov eller anden finansiel lovgivning, indtil straf-
fesagen er afgjort, hvis en domfældelse vil indebære, at
vedkommende ikke opfylder kravene til egnethed og hæder-
lighed, kan pålægges daglige eller ugentlige tvangsbøder. Et
påbud om at afsætte en direktør eller en nøgleperson, når
der er rejst tiltale mod direktøren eller nøglepersonen, gives
efter lovforslagets § 280, stk. 4. Disse påbud er nærmere
beskrevet i bemærkningerne til § 280.
Kravene til egnethed og hæderlighed er nærmere beskrevet i
bemærkningerne til § 105.
Til § 273
Den gældende § 347 b, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
giver Finanstilsynet mulighed for at påbyde en finansiel
virksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed at lade fo-
retage og afholde udgifterne til, at der foretages en uvildig
undersøgelse af et eller flere forhold i den finansielle virk-
somhed eller den finansielle holdingvirksomhed, såfremt Fi-
nanstilsynet vurderer, at dette er af væsentlig betydning for
tilsynet med virksomheden, og der ikke er tale om en for
Finanstilsynet sædvanligt forekommende undersøgelse.
Bestemmelsen foreslås videreført med den sproglige æn-
dring, at der alene henvises til forsikringsselskaber og for-
sikringsholdingvirksomheder. Der er ikke tilsigtet materielle
ændringer med den foreslåede bestemmelse.
Efter det foreslåede stk. 1, 1. pkt., kan Finanstilsynet påbyde
et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed
at lade foretage og afholde udgifterne til en uvildig under-
søgelse af et eller flere forhold i forsikringsselskabet eller
forsikringsholdingvirksomheden, såfremt Finanstilsynet vur-
derer, at dette er af væsentlig betydning for tilsynet med
virksomheden, og der ikke er tale om en for Finanstilsynet
sædvanligt forekommende undersøgelse
Finanstilsynets påbud efter det foreslåede stk. 1, 1. pkt.,
beror på en konkret vurdering. Der skal være tale om en
situation, hvor Finanstilsynet finder det hensigtsmæssigt, at
der foretages en sådan uvildig undersøgelse. Det er afgøren-
de, at Finanstilsynet vurderer, at der er tale om et forhold
af væsentlig betydning for tilsynet med den pågældende
virksomhed. Endelig skal bestemmelsen ikke kunne finde
anvendelse på undersøgelser, som er sædvanligt forekom-
mende i Finanstilsynets almindelige tilsynsvirksomhed. Be-
grænsningen skal medvirke til at sikre, at bestemmelsen
alene anvendes i helt særlige situationer, som ikke ligger
indenfor Finanstilsynets almindelige virke og kompetence-
område. Det kan bl.a. indgå i vurderingen, om der kræves en
særlig indsigt for at tage stilling til det pågældende forhold,
og om der er tale om usædvanlige risici, der er særlige
for den konkrete virksomhed, eller det er aktuelt for hele
branchen.
Det er Finanstilsynet, der antager den eller de sagkyndige
til at foretage undersøgelsen. Herved vil den pågældende
virksomhed som udgangspunkt have samme retsstilling over
for den eller de sagkyndige, som hvis det var Finanstilsynet
selv, der forestod undersøgelsen. Dette indebærer eksempel-
vis, at forvaltningsloven, offentlighedsloven og retssikker-
hedsloven finder anvendelse. Forsikringsselskabet eller for-
sikringsholdingvirksomheden har dog mulighed for at kom-
me med en indstilling til Finanstilsynet om, hvem der skal
udpeges som sagkyndig.
En uvildig undersøgelse kan eksempelvis bestå af sagkyn-
diges gennemgang af virksomhedens transaktioner med en
kvalificeret ejer – f.eks. en fond – med henblik på en vurde-
ring af, om transaktionerne er sket på markedsvilkår.
Endvidere kan der være tilfælde, hvor et forsikringsselskab
har påtaget sig nogle usædvanlige risici, som virksomheden
måske selv kan have vanskeligt ved at overskue og redegø-
re for, og som det er væsentligt for Finanstilsynet at få
510
klarlagt. De nævnte eksempler skal ses i sammenhæng med
ovennævnte betingelser for at udstede påbuddet – at forhol-
det er af væsentlig betydning for tilsynet med virksomhe-
den, og der ikke er tale om en for Finanstilsynet sædvanligt
forekommende undersøgelse.
Bestemmelsen vil således give Finanstilsynet mulighed for,
uden omkostninger for tilsynet, at trække på ekspertviden,
som ikke ellers er til stede i Finanstilsynet på det pågæl-
dende område. En afgørelse om at udstede et påbud om,
at en virksomhed skal afholde udgifterne til en uvildig un-
dersøgelse, vil skulle træffes af Finanstilsynets bestyrelse
efter den gældende § 345, stk. 12, nr. 5, i lov om finansiel
virksomhed. Afgørelsen vil ikke blive offentliggjort, og un-
dersøgelsen kan derfor gennemføres på samme måde som
Finanstilsynets øvrige undersøgelser uden offentlighedens
kendskab.
Det bemærkes i denne forbindelse, at en afgørelse er un-
derlagt de almindelige forvaltningsretlige principper. Dette
indebærer bl.a., at den berørte virksomhed forud for afgø-
relsen vil være blevet hørt i sagen og dermed have haft
mulighed for at komme med sine evt. indvendinger mod,
at den pågældende undersøgelse iværksættes, samt redegøre
for det forhold, som er undersøgelsens genstand. Afgørelsen
skal ligeledes overholde proportionalitetsprincippet, således
at den byrde, det er for virksomheden at skulle afholde
udgifterne til undersøgelsen, skal stå i rimeligt forhold til det
mål, der ønskes opnået ved undersøgelsen.
Virksomheden vil kunne indbringe Finanstilsynets afgørelse
for Erhvervsankenævnet. En anke til Erhvervsankenævnet
har som udgangspunkt ikke opsættende virkning. Såfremt
virksomheden måtte få medhold ved Erhvervsankenævnet,
vil Finanstilsynet skulle dække de udgifter til et rimeligt
honorar til de sagkyndige personer, som den finansielle virk-
somhed måtte have haft.
Derudover følger det af det foreslåede stk. 1, 1. pkt., at
Finanstilsynet har mulighed for at påbyde et forsikringssel-
skab eller en forsikringsholdingvirksomhed at lade foretage
en uvildig undersøgelse af et eller flere forhold i forsikrings-
selskabet eller forsikringsholdingvirksomheden, såfremt Fi-
nanstilsynet vurderer, at dette er af væsentlig betydning for
tilsynet med virksomheden, og der ikke er tale om en for Fi-
nanstilsynet sædvanligt forekommende undersøgelse. Dette
medfører, at Finanstilsynet ikke er kontrahent, idet kontrak-
ten indgås mellem forsikringsselskabet eller forsikringshol-
dingvirksomheden og de sagkyndige personer. Dette medfø-
rer, at undersøgelser i medfør af den foreslåede § 273 ikke
skal sendes i udbud eller annonceres.
Baggrunden for dette er blandt andet, at offentliggørelse af
oplysninger om virksomheden og indholdet af den uvildige
undersøgelse efter de gældende regler sker på et tidspunkt,
hvor der ikke foreligger en afgørelse, der konstaterer en
overtrædelse af tilsynslovgivningen, men alene en afgørelse
om indledning af en undersøgelse. Dette er ikke i overens-
stemmelse med de øvrige offentliggørelsesregler på tilsyns-
området. Det synes således dårligt stemmende med den
tavshedspligt, som Finanstilsynet er underlagt i tilsvarende
sager, at der i forbindelse med uvildige undersøgelser skal
ske offentliggørelse i forbindelse med opstarten af proces-
sen, altså på et meget tidligt tidspunkt. Herudover medfører
kravet om offentliggørelse, at processen, indtil undersøgel-
sen kan igangsættes, forlænges betragteligt. Dette kan væ-
re uhensigtsmæssigt på et tidspunkt, hvor Finanstilsynet af
hensyn til tilsynsvirksomheden og den finansielle stabilitet
ønsker en effektiv undersøgelse igangsat straks. Formålet
med den foreslåede bestemmelse er således at sikre en hurtig
og effektiv tilsynsvirksomhed.
Efter det foreslåede stk. 1, 2. pkt., skal den uvildige undersø-
gelses resultater efter det forslåede stk. 1, 1. pkt. afgives i
en skriftlig rapport, som skal foreligge indenfor et af Finans-
tilsynet fastsat tidspunkt.
I forbindelse med Finanstilsynets påbud til virksomheden
om at lade foretage en uvildig undersøgelse beskriver Fi-
nanstilsynet nærmere i afgørelsen, hvori undersøgelsen skal
bestå, hvordan undersøgelsen skal gennemføres, og hvornår
der skal foreligge en endelig skriftlig rapport fra de sagkyn-
dige personer. Finanstilsynet kan således fastsætte nærmere
om indholdet af undersøgelsen, og hvordan den skal forlø-
be. Finanstilsynet kan f.eks. tage stilling til, hvor stor en
stikprøve en dataundersøgelse skal bero på, eller hvilket
medie eller format data skal udleveres på til de sagkyndige
personer.
Efter det foreslåede stk. 1, 3. pkt., kan Finanstilsynet be-
stemme, at de sagkyndige personer, jf. den foreslåede § 273,
stk. 2-6, løbende skal foretage afrapportering til Finanstilsy-
net om forhold i forbindelse med undersøgelsen.
Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet kan kræve, at de
sagkyndige personer løbende skal foretage afrapportering
til Finanstilsynet om forhold i forbindelse med undersøgel-
sen. Dette giver Finanstilsynet mulighed for, eksempelvis
på ugentlige møder, at modtage nødvendige oplysninger om
undersøgelsens stade, foreløbige resultater, fremtidige forløb
m.v. Løbende afrapportering til Finanstilsynet kan medvirke
til, at Finanstilsynet løbende kan vurdere, om undersøgelsen
er på rette spor, og om undersøgelsen eventuelt skal supple-
res med andre tilsynsaktiviteter.
Den gældende § 347 b, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed
fastslår, at den uvildige undersøgelse skal foretages af en
eller flere sagkyndige personer. Den finansielle virksomhed,
den finansielle holdingvirksomhed eller den fælles datacen-
tral udpeger de sagkyndige personer indenfor en af Finans-
511
tilsynet fastsat frist. Finanstilsynet skal godkende de foreslå-
ede sagkyndige personer.
Det foreslåede stk. 2 viderefører lov om finansiel virksom-
hed § 347 b, stk. 2, med den sproglige ændring, at der alene
henvises til forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirk-
somheder. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer med den
foreslåede bestemmelse.
Ved ”sagkyndige personer” efter bestemmelsen forstås ek-
sempelvis advokater, revisorer eller andre finansielle rådgi-
vere med sagkundskab indenfor det pågældende område.
Efter det foreslåede stk. 2 skal den uvildige undersøgelse ef-
ter det foreslåede stk. 1 foretages af en eller flere sagkyndi-
ge personer. Forsikringsselsskabet eller forsikringsholding-
virksomheden udpeger de sagkyndige personer indenfor en
af Finanstilsynet fastsat frist. Finanstilsynet skal godkende
de foreslåede sagkyndige personer.
Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet kan udpege an-
dre sagkyndige personer, hvis de indstillede sagkyndige ikke
vurderes egnede og uvildige.
Finanstilsynet anmoder forsikringsselskabet eller forsik-
ringsholdingvirksomheden om at indstille en eller flere sag-
kyndige personer til at forestå den uvildige undersøgelse. Fi-
nanstilsynet vil herefter vurdere, om den eller de foreslåede
sagkyndige personer kan anses for uvildige samt er i besid-
delse af de fornødne kompetencer og dermed kan udpeges
som sagkyndig.
Det centrale for Finanstilsynets godkendelse af de sagkyn-
dige er, om den eller de sagkyndige har tilknytning til virk-
somheden eller datacentralen, eller om der i øvrigt forelig-
ger forhold, som efter Finanstilsynets vurdering gør, at der
kan rejses tvivl om de pågældendes uvildighed i forhold
til denne. Såfremt Finanstilsynet ikke kan godkende den el-
ler de sagkyndige personer, skal virksomheden hurtigst mu-
ligt udpege en ny sagkyndig person. Proceduren gentages,
indtil Finanstilsynet kan godkende den eller de udpegede
personer. En manglende godkendelse fra Finanstilsynet skal
begrundes i forhold til virksomheden m.v.
Det vil ligeledes være Finanstilsynets bestyrelse, der
samtidig med afgørelsen om påbuddet tager stilling til, om
den eller de sagkyndige personer, som virksomheden har
indstillet, kan udpeges, eller om der skal vælges en anden.
Den gældende § 347 b, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed
fastslår, at den finansielle virksomhed, den finansielle hol-
dingvirksomhed, forsikringsholdingvirksomheden eller den
fælles datacentral, der skal lade foretage en uvildig under-
søgelse, skal give de sagkyndige personer, der er udpeget
hertil, de oplysninger, der er nødvendige for gennemførelsen
af undersøgelsen.
Det foreslåede stk. 3 viderefører lov om finansiel virksom-
hed § 347 b, stk. 3, med den sproglige ændring, at der alene
henvises til forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirk-
somheder. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer med den
foreslåede bestemmelse.
Det foreslås i stk. 3, at forsikringsselskabet eller forsikrings-
holdingvirksomheden skal give de sagkyndige personer de
oplysninger, der er nødvendige for gennemførelsen af den
uvildige undersøgelse.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at det
er muligt for de sagkyndige personer at få de oplysninger til
brug for undersøgelsen af den pågældende virksomhed, som
de finder nødvendige.
Virksomhedens videregivelse af fortrolige oplysninger til de
sagkyndige vil være berettiget efter den foreslåede § 82,
stk. 1. Dette betyder ligeledes, at de sagkyndige personer vil
være omfattet af tavshedspligten efter § 82, stk. 2.
Af den gældende § 347 b, stk. 4, i lov om finansiel virk-
somhed fremgår, at de sagkyndige skal udlevere en kopi
af den skriftlige rapport om undersøgelsen til Finanstilsynet
senest samtidig med, at denne udleveres til den finansielle
virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed, forsikrings-
holdingvirksomheden eller den fælles datacentral.
Det foreslås med lovforslagets § 312, stk. 1, at overtrædelse
af § 273, stk. 3, kan straffes med bøde, medmindre anden
straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Ansvarssubjektet er et forsikringsselskab eller en forsik-
ringsholdingvirksomhed. Det indebærer, at et forsikringssel-
skab eller en forsikringsholdingvirksomhed kan straffes med
bøde, hvis det undlader at give en sagkyndig person de
oplysninger, der er nødvendige for gennemførelsen af den
uvildige undersøgelse.
Det foreslåede stk. 4 viderefører lov om finansiel virksom-
hed § 347 b, stk. 4, med den sproglige ændring, at der alene
henvises til forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirk-
somheder. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer med den
foreslåede bestemmelse.
Det foreslås i stk. 4, at de sagkyndige personer skal udlevere
en kopi af den skriftlige rapport om undersøgelsen til Fi-
nanstilsynet, senest samtidig med at rapporten udleveres til
forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomheden.
512
Selvom det er Finanstilsynet, der efter forslaget til stk. 2
afgør, hvilke personer der skal foretage den uvildige under-
søgelse, er det som følge af ordlyden i bestemmelsens stk.
1 virksomheden, som, indenfor rammerne fastsat i Finanstil-
synets påbud, indgår kontrakten om gennemførelsen af un-
dersøgelsen med den eller de sagkyndige personer, ligesom
det er virksomheden, der afholder udgifterne hertil. Det er
derfor også virksomheden, der er den direkte modtager af
undersøgelsens resultater. På baggrund heraf er det fundet
nødvendigt at indføre en bestemmelse i stk. 4, som forplig-
ter de sagkyndige til at udlevere en kopi af den skriftlige
rapport til Finanstilsynet, senest samtidig med at rapporten
udleveres til den finansielle virksomhed.
Efter den gældende § 347 b, stk. 5, i lov om Finansiel
virksomhed skal de sagkyndige personer straks give Finans-
tilsynet oplysninger om forhold, de bliver opmærksomme
på i forbindelse med den uvildige undersøgelse, såfremt
oplysningerne er af væsentlig betydning for virksomhedens
risikoprofil eller forretningsmodel, som kan medføre en ikke
uvæsentlig risiko for, at disse forhold kan udvikle sig såle-
des, at virksomheden vil miste sin tilladelse.
Det foreslåede stk. 5 viderefører lov om finansiel virksom-
hed § 347 b, stk. 5 uden ændringer.
Det foreslås i stk. 5, at de sagkyndige personer straks skal
give Finanstilsynet oplysninger om forhold, de bliver op-
mærksomme på i forbindelse med den uvildige undersøgel-
se, såfremt oplysningerne er af væsentlig betydning for et
forsikringsselskabs eller en forsikringsholdingvirksomheds
risikoprofil eller forretningsmodel, som kan medføre en ikke
uvæsentlig risiko for, at disse forhold kan udvikle sig såle-
des, at virksomheden vil miste sin tilladelse.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at Finanstilsynet
bliver orienteret straks, hvis de sagkyndige personer bliver
opmærksomme på forhold, som tyder på, at virksomheden
kan være på vej ud i økonomiske vanskeligheder, for eksem-
pel på grund af væsentlige tab på virksomhedens største
engagementer. I tilfælde af, at de sagkyndige personer får
oplysninger om forhold, der tyder på, at virksomheden ikke
overholder kapitalkravet efter den foreslåede § 155, skal
de sagkyndige derfor straks underrette Finanstilsynet her-
om. Der kan også være tale om likviditetsmæssige forhold
af ikke uvæsentlig betydning, herunder overtrædelser af den
finansielle lovgivning.
Den gældende § 347 b, stk. 6, i lov om finansiel virksom-
hed fastlægger, at hvis den sagkyndige person på grund af
dennes særlige forhold ikke kan videregive oplysningerne i
henhold til stk. 4 og 5 til Finanstilsynet, kan underretning af
Finanstilsynet ske af andre end den sagkyndige person, her-
under af den finansielle virksomhed, den finansielle hold-
ningvirksomhed, forsikringsholdingvirksomheden eller den
fælles datacentral.
Det foreslåede stk. 6 viderefører lov om finansiel virksom-
hed § 347 b, stk. 6, med den sproglige ændring, at der alene
henvises til forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirk-
somheder. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer med den
foreslåede bestemmelse.
Det foreslås således i stk. 6, at kan den sagkyndige person
på grund af dennes særlige forhold ikke videregive oplys-
ningerne i henhold til stk. 4 og 5 til Finanstilsynet, kan un-
derretning af Finanstilsynet ske af andre end den sagkyndige
person, herunder af forsikringsselskabet eller forsikringshol-
dingvirksomheden.
Bestemmelsen indebærer, at hvis der hos den sagkyndige
person foreligger særlige forhold, der gør, at denne ikke kan
videregive oplysningerne i forbindelse med undersøgelsen
til Finanstilsynet, kan den sagkyndige i stedet videregive op-
lysningerne til virksomheden, som derefter skal videregive
disse til Finanstilsynet.
Det skal klart fremgå af opdraget, der ligger til grund for
den uvildige undersøgelse, at der foreligger særlige forhold,
som berettiger den sagkyndige person til at videregive op-
lysningerne til virksomheden, som herefter forpligtes til at
videregive disse til Finanstilsynet. Disse særlige forhold bør
samtidig beskrives.
Bestemmelsen indebærer, at den sagkyndige person eksem-
pelvis straks kan videregive oplysninger af væsentlig be-
tydning, jf. stk. 5, som oplysningerne fra den sagkyndige
person. Oplysningerne fra den sagkyndige person modtages
skriftligt og skal videre gives i uændret form. Hvis virksom-
heden tilsidesætter denne forpligtelse, eller hvis virksomhe-
den redigerer i oplysningerne, kan virksomheden straffes
med bøde.
Med lovforslagets § 312, stk. 1, foreslås det, at overtrædelse
af lovforslagets § 273, stk. 6, kan straffes med bøde, med-
mindre anden straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af lovforslagets
§ 273, stk. 6, er et forsikringsselskab eller en forsikrings-
holdingvirksomhed. Det betyder, at et forsikringsselskab el-
ler en forsikringsholdingvirksomhed, der ikke videregiver
oplysningerne i henhold til det foreslåede stk. 3 og 5 til
Finanstilsynet, hvis den sagkyndige person på grund af
særlige forhold er forhindret i at underrette Finanstilsynet,
kan forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomhe-
den straffes med bøde, jf. lovforslagets § 312, stk. 1.
Forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomhed vil
513
ligeledes kunne straffes med bøde, hvis forsikringsselska-
bet eller forsikringsholdingvirksomhed ændrer oplysninger-
ne fra den sagkyndige person inden videregivelse til Finans-
tilsynet.
Til § 274
Efter den gældende § 347 c, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel
virksomhed kan Finanstilsynet påbyde en finansiel virksom-
hed, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringshol-
dingvirksomhed at lade en eller flere sagkyndige personer
følge virksomheden i en periode på op til 6 måneder med
henblik på at varetage Finanstilsynets virksomhed, når Fi-
nanstilsynet vurderer, at der er væsentlige forhold, som giver
anledning hertil.
Den gældende § 347 c, stk. 1, 2. pkt., i lov om finansiel
virksomhed fastslår, at 1 pkt. også gælder for filialer omfat-
tet af § 1, stk. 3 og 4, i lov om finansiel virksomhed.
Det foreslåede stk. 1 viderefører lov om finansiel virksom-
hed § 347 c, stk. 1, med den sproglige ændring, at der alene
henvises til forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirk-
somheder. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer med den
foreslåede bestemmelse.
Af det foreslåede stk. 1, 1. pkt., følger det, at Finanstilsy-
net kan påbyde et forsikringsselskab eller en forsikringshol-
dingvirksomhed at lade en eller flere sagkyndige personer
følge virksomheden i en periode på op til seks måneder
med henblik på at varetage Finanstilsynets virksomhed, når
Finanstilsynet vurderer, at der er væsentlige forhold, som
giver anledning hertil.
Af det foreslåede stk. 1, 2. pkt., følger det, at det samme
gælder filialer omfattet af § 3.
Det foreslåede omfatter filialer her i landet af forsikringssel-
skaber, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Euro-
pæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på
det finansielle område, med de afvigelser, som filialforhol-
det nødvendiggør, eller som er fastsat i eller i henhold til
international aftale samt filialer her i landet af udenlandske
virksomheder, der er meddelt tilladelse til at udøve forsik-
ringsvirksomhed som nævnt i lovforslagets § 14 i et land
indenfor Den Europæiske Union eller et land, som Unionen
har indgået aftale med på det finansielle område.
Den foreslåede bestemmelse forudsættes anvendt i situatio-
ner, hvor Finanstilsynet f.eks. har givet et påbud for util-
strækkelige foranstaltninger til bekæmpelse af finansiel kri-
minalitet, herunder hvidvask, og hvor Finanstilsynet vurde-
rer, at der er behov for i den forbindelse at følge en virksom-
heds efterlevelse af det udstedte påbud.
Det forudsættes, at bestemmelsen anvendes i situationer,
hvor Finanstilsynet i øvrigt efter en konkret vurdering fin-
der, at der er væsentlige forhold, der giver anledning til
at følge den pågældende virksomhed med henblik på vareta-
gelsen af Finanstilsynets virksomhed. Med den foreslåede
bestemmelse vil Finanstilsynet således som led i den fore-
byggende indsats mod f.eks. finansiel kriminalitet, herunder
hvidvask og terrorfinansiering, få bedre mulighed for på et
tidligere tidspunkt at få et øget indblik i informationer fra
finansielle virksomheder for derigennem at kunne afdække
mulige risici for overtrædelse af reglerne.
Den foreslåede bestemmelse vil på den baggrund kunne
anvendes af Finanstilsynet i alle tilfælde, hvor Finanstilsynet
vurderer, at der er særlig anledning hertil med henblik på
varetagelsen af Finanstilsynets virksomhed, og vil bl.a. kun-
ne anvendes samtidig med udstedelse af påbud, påtaler, po-
litianmeldelse, risikooplysning eller et andet reaktionsvalg,
som Finanstilsynet udsteder med hjemmel i samtlige regler,
der henhører under Finanstilsynets tilsynsområde. Finanstil-
synet vil i den forbindelse bl.a. kunne udpege sagkyndige
personer til at vurdere kvaliteten af systemer og kontroller
og til at verificere oplysninger, der er videregivet fra et for-
sikringsselskab m.v. til Finanstilsynet. Med lovbestemmel-
sen kan de sagkyndige foretage selvstændige vurderinger i
deres egenskab af sagkyndige, og Finanstilsynet vil kunne
inddrage den sagkyndiges vurderinger i den pågældende
sag. Den sagkyndiges vurdering vil ikke blive lagt uprøvet
til grund i Finanstilsynets behandling af sagen.
Med den foreslåede bestemmelse kan den sagkyndige per-
son udpeges i en periode på op til maksimalt seks måne-
der. Det forudsættes dog, at udpegningen almindeligvis vil
have en længde på mellem seks og otte uger. Der vil dog
kunne være behov for, at udpegningen skal vare op mod
seks måneder. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet,
hvis Finanstilsynet har grund til at antage, at der foreligger
meget omfattende eller komplekse mangler i den pågælden-
de virksomhed. Det vil eksempelvis også kunne være be-
grundet i den pågældende virksomheds størrelse eller kom-
plekse organisation.
Det vil være Finanstilsynet, der i forbindelse med udpegnin-
gen af de pågældende personer fastsætter, hvor længe de
sagkyndige personer vil skulle følge driften af forsikrings-
selskabet m.v. Ved fastsættelsen af perioden skal Finanstil-
synet foretage en proportionalitetsafvejning, der inddrager
risikoen for regelovertrædelser og de konstaterede forhold,
der begrunder påbuddet. Den sagkyndige person vil kunne
genudpeges, og det forudsættes, at der forud for hver genud-
pegning foretages en selvstændig vurdering af, om kriterier-
ne for udpegning efter stk. 1 fortsat er opfyldt.
Det følger af den gældende § 347 c, stk. 2, i lov om finansiel
virksomhed, at en virksomhed, der har modtaget et påbud
efter § 347 c, stk. 1, skal give de sagkyndige personer de
oplysninger og adgang til møder m.v., der er nødvendige for
at kunne følge den daglige drift i virksomheden, herunder
bestyrelsesmøder, direktionsmøder og generalforsamlinger,
og dens filialer med henblik på indhentelse af oplysninger.
Det foreslåede stk. 2 viderefører § 347 c, stk. 2, uden æn-
dringer.
514
Det foreslås således i stk. 2, at en virksomhed, der har mod-
taget et påbud efter stk. 1, skal give de sagkyndige personer
de oplysninger og den adgang til møder, der er nødvendige,
for at de sagkyndige kan følge den daglige drift i virksomhe-
den, herunder bestyrelsesmøder, direktionsmøder og gene-
ralforsamlinger, og dens filialer med henblik på indhentelse
af oplysninger.
Det bemærkes, at de sagkyndige personer vil være omfattet
af tavshedspligtsbestemmelsen i lovforslagets § 285, stk. 1,
2. pkt. Den sagkyndige person vil således kunne få adgang
til samtlige informationer og data fra virksomheden, som
vedkommende vurderer er relevant for opgavevaretagelsen
i henhold til Finanstilsynets påbud, ligesom personen kan
overvære alle møder og øvrige relevante beslutningsfora i
virksomheden.
De sagkyndige personer vil skulle følge den daglige drift på
vegne af Finanstilsynet og vil i den forbindelse skulle opfyl-
de de krav til offentlig forvaltning, der følger af bl.a. retssik-
kerhedsloven, herunder forbuddet mod selvinkriminering i
retssikkerhedslovens § 10. Hvis den sagkyndige således får
en konkret mistanke om, at virksomheden eller en enkeltper-
son i virksomheden har begået en lovovertrædelse, der kan
medføre straf, gælder oplysningspligten efter lovforslagets
§ 269, stk. 2, ikke i forhold til den mistænkte, medmindre
det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt,
kan have betydning for bedømmelsen af den formodede
lovovertrædelse. Retssikkerhedsloven vil ikke være til hin-
der for, at ansatte m.v. i en virksomhed frivilligt meddeler
oplysninger til den sagkyndige om forhold, der vedrører
en konkret mistanke om, at virksomheden som sådan har
begået et strafbart forhold. Den sagkyndige vil desuden efter
omstændighederne også skulle vejlede den mistænkte om,
at den pågældende ikke har pligt til at meddele oplysninger,
som kan have betydning for bedømmelsen af den formodede
lovovertrædelse.
Det er Finanstilsynet, der i forbindelse med udpegningen
vil skulle fastsætte vilkårene for, hvordan de sagkyndige
personer vil skulle følge den ”daglige drift” af virksomhe-
den. Med udtrykket den ”daglige drift” sigtes til alle dele af
forsikringsvirksomheden m.v., som er underlagt Finanstilsy-
nets tilsynskompetence. Det forudsættes i den forbindelse,
at Finanstilsynet og de sagkyndige personer har en bred
skønsbeføjelse til at fastlægge, hvad der i den konkrete situ-
ation forstås ved daglig drift. I sager, hvor en virksomhed
påbydes, at en sagkyndig person skal følge virksomhedens
daglige drift som følge af et andet påbud, forudsættes de
sagkyndige personers opgavevaretagelse afgrænset med ud-
gangspunkt i det udstedte påbuds indhold og formål. Det vil
således være afgrænsede dele af f.eks. en virksomheds for-
retningsområder eller driftsområder, der vil være genstand
for en sagkyndigs observatørarbejde.
Det forudsættes, at de sagkyndige personer i selskabsretlig
henseende alene fungerer som observatører. Det indebærer,
at de sagkyndige personer ikke vil være omfattet af reglerne
om ledelses- og erstatningsansvar efter selskabslovens regler
m.v., og de vil derfor ikke kunne pådrage sig et ansvar for de
beslutninger, der træffes på f.eks. den finansielle virksom-
heds bestyrelsesmøder m.v., ligesom den pågældende ikke
vil kunne pålægges erstatningsansvar for beslutninger, der
træffes af ledelsen i virksomheden. Modsat vil virksomhe-
den også være beskyttet af reglerne i lov om retssikkerhed
ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplys-
ningspligter. Det vil bl.a. betyde, at en sagkyndig ikke vil
kunne tiltvinge sig adgang til aflåste rum.
Med den foreslåede bestemmelse tilsigtes ingen ændringer
af ledelsens og bestyrelsens ansvar. De sagkyndige personer
har alene til formål at følge virksomheden med henblik på
at foretage observationer og indhente oplysninger til Finans-
tilsynet. Det forhold, at de sagkyndige personer deltager i
møder på vegne af Finanstilsynet, vil således ikke kunne
indebære en accept eller anden tilkendegivelse vedrørende
bestyrelsens beslutninger eller fremgangsmåde. De sagkyn-
dige personers deltagelse vil ligeledes ikke kunne tillægges
betydning ved Finanstilsynets valg af reaktionsmuligheder
over for virksomheden m.v. eller på anden vis have virkning
i forhold til muligheden for at pålægge strafansvar for virk-
somheden eller dens ledelse m.v.
Overtrædelse af lovforslagets § 274, stk. 2, kan straffes med
bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, jf. lovforslagets § 312, stk. 1.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af lovforslagets
§ 274, stk. 2, er et forsikringsselskab eller en forsikringshol-
dingvirksomhed. Det betyder, at hvis er et forsikringsselskab
eller en forsikringsholdingvirksomhed, der har modtaget et
påbud efter det foreslåede stk. 1, ikke giver de sagkyndige
personer de oplysninger og den adgang til møder, der er
nødvendige, for at de sagkyndige personer kan følge den
daglige drift i er forsikringsselskabet eller forsikringshol-
dingvirksomheden, herunder bestyrelsesmøder, direktions-
møder og generalforsamlinger, samt dens filialer med hen-
blik på indhentelse af oplysninger, kan forsikringsselskabet
eller forsikringsholdingvirksomheden straffes med bøde, jf.
lovforslagets § 312, stk. 1.
Den gældende § 347 c, stk. 3, i lov om finansiel virksom-
hed fastsætter, at de sagkyndige personer i forbindelse med
observationen af den daglige drift i virksomheden skal ori-
entere Finanstilsynet om forhold af væsentlig betydning for
Finanstilsynets virksomhed. Finanstilsynet kan fastsætte vil-
kår for orienteringen.
Det foreslåede stk. 3 viderefører § 347 c, stk. 3, i lov om
finansiel virksomhed uden ændringer.
Det foreslås således i stk. 3, at de sagkyndige personer i for-
bindelse med observationen af den daglige drift i virksom-
heden skal orientere Finanstilsynet om forhold af væsent-
lig betydning for Finanstilsynets virksomhed. Finanstilsynet
kan fastsætte vilkår for orienteringen.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at Finanstilsynet bli-
ver orienteret, hvis den sagkyndige person bliver opmærk-
515
som på forhold, som indikerer mulige risici for overtrædelse
af den finansielle lovgivning. Formålet er, at Finanstilsynet
får mulighed for hurtigere at reagere på oplysninger om
den finansielle virksomheds tilstand som et supplement til
de indgrebsmuligheder, som Finanstilsynet er tildelt efter
gældende ret, f.eks. ved udstedelse af påbud.
Det forudsættes med bestemmelsen, at Finanstilsynet fortsat
vil tilrettelægge sin tilsynsvirksomhed i overensstemmelse
med den foreslåede § 260, hvilket bl.a. indebærer, at tilrette-
læggelsen vil skulle ske ud fra et væsentlighedshensyn, hvor
den tilsynsmæssige indsats står i forhold til de potentielle
risici eller skadevirkninger, jf. § 344, stk. 2, 3. pkt., i lov om
finansiel virksomhed.
Finanstilsynet vil som ved behandlingen af øvrige tilsynssa-
ger skulle foretage en sædvanlig prioritering af tilsynsind-
satsen ud fra en risikobaseret tilgang, bl.a. under hensynta-
gen til øvrige tilsynssager under behandling af Finanstilsy-
net. Det forhold, at Finanstilsynet udpeger en sagkyndig per-
son til at følge virksomhedens daglige drift, påvirker således
ikke Finanstilsynets mulighed for på et senere tidspunkt at
træffe afgørelse vedrørende forhold, som blev konstateret
eller kunne være konstateret i forbindelse med den sagkyn-
diges observationer.
Den gældende § 347 c, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at de sagkyndige personer udpeges af Finanstilsy-
net, og udgifterne til de sagkyndige personer kan foreløbigt
udredes af Finanstilsynet, men afholdes endeligt af virksom-
heden. Finanstilsynet kan kræve forudgående eller løbende
betaling eller sikkerhedsstillelse fra virksomheden.
Det foreslåede stk. 4 viderefører § 347 c, stk. 4, i lov om
finansiel virksomhed uden ændringer.
Det foreslås således i stk. 4, 1. pkt., at de sagkyndige person-
er udpeges af Finanstilsynet.
Ved ”sagkyndig person” forstås, at den pågældende har
sagkundskab indenfor det område, som har givet anledning
til at udpege vedkommende. Opgavevaretagelsen vil typisk
kunne udføres af en advokat, revisor eller anden ekstern fi-
nansiel rådgiver. Herudover vil Finanstilsynet kunne udpege
en medarbejder i Finanstilsynet.
Bestemmelsen indebærer, at det er Finanstilsynet, der afgør,
om en sagkyndig er egnet til at varetage opgaven og har
den fornødne sagkundskab og uvildighed. Det indebærer
bl.a., at Finanstilsynet i forbindelse med udpegningen påser,
at den sagkyndige person opfylder kravene til habilitet i
forvaltningslovens kapitel 2. Det indebærer bl.a., at den på-
gældende ikke må have en særlig personlig eller økonomisk
interesse i sagens udfald, og at der i øvrigt ikke må fore-
ligge omstændigheder, som er egnet til at vække tvivl om
vedkommendes upartiskhed. Bestemmelsen har til formål at
sikre, at der ikke foreligger omstændigheder, der er egnede
til at rejse tvivl om personers fuldstændige upartiskhed fra
virksomheden og loyalitet til Finanstilsynet som opdragsgi-
ver.
Finanstilsynet vil på ethvert tidspunkt kunne bestemme, at
den sagkyndige person skal ophøre med at følge virksomhe-
den, herunder hvis Finanstilsynet vurderer, at den pågælden-
de ikke længere opfylder de fastsatte krav til sagkundskab
og uvildighed, eller fordi formålet med udpegningen ikke
længere er til stede.
At det er Finanstilsynet, der udpeger og antager den eller de
pågældende personer, indebærer endvidere, at det vil være
Finanstilsynet, der er den eller de sagkyndiges umiddelbare
kontraktpart, og ikke den finansielle virksomhed. Der vil
på den baggrund ikke opstå et ”klientforhold” mellem de
sagkyndige og den finansielle virksomhed.
De sagkyndige personer vil skulle følge den daglige drift
på vegne af Finanstilsynet og vil dermed skulle opfylde de
krav, der stilles til den offentlige forvaltning, der – ud over
retssikkerhedsloven der er nærmere omtalt ovenfor – bl.a.
omfatter forvaltningsloven og offentlighedsloven.
Det foreslås således i stk. 4, 2. pkt., at udgifterne til de sag-
kyndige personer foreløbigt kan udredes af Finanstilsynet,
men afholdes endeligt af virksomheden.
Finanstilsynet vil efter det forslåede stk. 4, 2. pkt., foreløbigt
kunne udrede udgifterne til de uvildige sagkyndige person-
er. Bestemmelsen indebærer, at udgifterne til de sagkyndiges
virke dog i sidste ende vil skulle afholdes af forsikringssel-
skabet.
Finanstilsynet vil efter det foreslåede stk. 4, 3. pkt., kunne
kræve forudgående eller løbende betaling eller sikkerheds-
stillelse fra virksomheden.
Det forudsættes, at afregning sker på timebasis og beregnes
på baggrund af en fast timesats inklusiv et tillæg for even-
tuelle yderligere omkostninger forbundet med den eller de
sagkyndiges udførelse af funktionen, f.eks. for den pågæl-
dendes rejseudgifter, udlæg m.v.
Et påbud om at lade en eller flere sagkyndige personer føl-
ge en virksomhed i en nærmere fastsat periode vil kunne
indbringes for Erhvervsankenævnet, senest 4 uger efter at
afgørelsen er meddelt den pågældende, jf. den foreslåede §
309, stk. 1.
Den gældende § 347 c, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed
indeholder en bemyndigelse til, at erhvervsministeren fast-
sætter nærmere regler om de sagkyndige personer, herunder
om udpegning og honorering. Reglerne skal i nærmere om-
fang tilrettelægge processen for udpegning af de sagkyndige
personer, som tilrettelægges indenfor gældende ret om ud-
bud. Endvidere fastsættes de nærmere vilkår for honorering
af de sagkyndige.
Bemyndigelsen er endnu ikke udnyttet.
Bemyndigelsen foreslås videreført uden ændringer.
Det foreslås således i stk. 5, at erhvervsministeren fastsætter
516
nærmere regler om de sagkyndige personer, herunder om
udpegning og honorering.
Til § 275
Den gældende § 348, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel
virksomhed fastsætter, at Finanstilsynet kan give påbud om
berigtigelse af forhold udøvet i strid med lovens §§ 44 og
58.
Den foreslåede § 275 viderefører § 348, stk. 2, 1. pkt., i lov
om finansiel virksomhed. Dog videreføres alene de henvis-
ninger, der er relevante for forsikringsselskaber. Der er ikke
tilsigtet materielle ændringer med bestemmelsen.
Det foreslås i § 275, at Finanstilsynet kan give påbud om
berigtigelse af forhold, der er i strid med §§ 67 og 72.
Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet har mulighed for
at gribe ind over for tredjelandsselskaber, der yder uafhæn-
gig rådgivning og skønsmæssig porteføljepleje her i landet.
Et påbud efter bestemmelsen vil kunne meddeles et selskab,
der yder skønsmæssig porteføljepleje, og som uretmæssigt
modtager og beholder betalinger fra andre end kunden selv.
Efter bestemmelsen kan påbud udstedes både over for en-
keltvirksomheder og sammenslutninger af sådanne.
Til § 276
Efter den gældende § 349, stk. 1, i lov om finansiel virksom-
hed kan Finanstilsynet pålægge en finansiel virksomheds
ledelse at lade udarbejde en redegørelse for virksomhedens
økonomiske stilling og fremtidsudsigter.
Det foreslåede stk. 1 viderefører § 349, stk. 1, i lov om
finansiel virksomhed med den sproglige ændring, at der
alene henvises til forsikringsselskaber. Der er ikke tilsigtet
materielle ændringer med den foreslåede bestemmelse.
Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet kan påbyde et for-
sikringsselskabs ledelse at lade udarbejde en redegørelse
og plan for virksomhedens økonomiske stilling og fremtids-
udsigter. Forsikringsselskabets bestyrelse, direktion, den an-
svarshavende aktuar, ekstern revisor og den interne revisi-
onschef skal ved underskrift på påbuddet over for Finans-
tilsynet bekræfte at være gjort bekendt med indholdet af
Finanstilsynets påbud.
Efter den foreslåede bestemmelse er det ledelsen, der har
ansvaret for, at redegørelsen er forsvarlig og fyldestgøren-
de. Finanstilsynets påbud skal påtegnes af den finansielle
virksomheds direktion og revision.
Det er ledelsen, der har ansvaret for, at redegørelsen er
forsvarlig og fyldestgørende. Finanstilsynets påbud skal på-
tegnes af den finansielle virksomheds direktion og revision.
Bestemmelsen vil være relevant i tilfælde, hvor et forsik-
ringsselskab drives indenfor lovgivningens rammer, men der
er grund til at antage, at den økonomiske situation er sådan,
at virksomheden kan få problemer i fremtiden. Redegørelsen
har til formål at uddybe og specificere virksomhedens øko-
nomiske forhold og fremtidsudsigter til brug for såvel virk-
somhedens ledelse som Finanstilsynets tilsynsvirksomhed.
Selve påbuddet om at lade udarbejde en redegørelse for
virksomhedens fremtidsudsigter vil ikke i sig selv bevir-
ke, at der skal ske indberetning til NASDAQ Copenhagen
A/S. De underliggende forhold bag Finanstilsynets påbud
kan imidlertid medføre en sådan indberetningspligt for
de børsnoterede finansielle virksomheder. Spørgsmålet om,
hvorvidt der på baggrund af redegørelsen skal indberettes til
Københavns Fondsbørs, skal følge de gældende regler om
indberetning hertil.
Redegørelsen kan f.eks. udarbejdes af et konsulent-/manage-
mentfirma eller af den finansielle virksomheds direktion. I
så fald skal en udtalelse fra ekstern revisor vedlægges rede-
gørelsen. Ledelsen kan endvidere anmode forsikringsselska-
bets eksterne revisor om at udarbejde redegørelsen.
Redegørelsen skal bl.a. indeholde en beskrivelse af virk-
somhedens økonomiske stilling og en begrundet angivelse
af den forventede økonomiske udvikling i de kommende
år. Heri kan eksempelvis indgå en beskrivelse af virksom-
hedens indtjening, omkostninger, tabsrisici, hensættelser og
udvikling i ind- og udlån.
Der skal også i redegørelsen indgå en vurdering af forsik-
ringsselskabets fremtidsmuligheder med forslag til, hvilke
initiativer der bør tages under hensyn til den forventede,
økonomiske udvikling. Dette kan f.eks. være tiltag over for
risikofyldte engagementer og foranstaltninger til forbedring
af indtjeningen. I redegørelsen vil der endvidere kunne stil-
les forslag om ændringer i ledelsen, forslag om at søge
fusion med en anden finansiel virksomhed samt ændringer i
driften og organisationen m.v.
Påbud efter bestemmelsen kan udstedes både over for en-
keltvirksomheder og sammenslutninger af sådanne.
Efter den gældende § 349, stk. 2, nr. 1-3, i lov om finansiel
virksomhed skal redegørelsen være vedlagt revisionsudtalel-
sen (nr. 1) og forelægges forsikringsselskabets bestyrelse til
godkendelse (nr. 2). Redegørelsen skal indsendes til Finans-
tilsynet til orientering (nr. 3).
Det foreslåede stk. 2 viderefører § 349, stk. 2, i lov om
finansiel virksomhed uden ændringer.
Efter det foreslåede stk. 2, nr. 1-3, skal redegørelsen såle-
des være vedlagt revisionsudtalelsen (nr. 1) og forelægges
forsikringsselskabets bestyrelse til godkendelse (nr. 2). Re-
degørelsen skal sendes til Finanstilsynet til orientering (nr.
3).
517
Til § 277
Efter den gældende § 350, stk. 1, i lov finansiel virksom-
hed kan Finanstilsynet påbyde en finansiel virksomhed in-
denfor en af tilsynet fastsat frist at foretage de nødvendige
foranstaltninger, hvis virksomhedens økonomiske stilling er
forringet, så virksomhedens kunder er udsat for fare eller
hvis der er en ikke uvæsentlig risiko for, at virksomhedens
økonomiske stilling på grund af indre eller ydre forhold
udvikler sig således, at virksomheden vil miste sin tilladelse.
Det foreslåede stk. 1 viderefører § 350, stk. 1, i lov finansiel
virksomhed med den sproglige ændring, at der alene henvi-
ses til forsikringsselskaber. Der er ikke tilsigtet materielle
ændringer med den foreslåede bestemmelse.
Finanstilsynet kan efter det foreslåede stk. 1, nr. 1, påbyde et
forsikringsselskab indenfor en frist fastsat af Finanstilsynet
at foretage de nødvendige foranstaltninger, hvis virksomhe-
dens økonomiske stilling er således forringet, at de forsikre-
des eller øvrige investorers interesser er udsat for fare.
Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet kan give et på-
bud til et forsikringsselskab, hvor der er en konkret fare
for de forsikredes eller øvrige investorers økonomiske inte-
resser, selv om virksomheden opfylder de almindelige kapi-
talkrav i den finansielle lovgivning. Bestemmelsen kan kun
anvendes, hvis disses økonomiske interesser er i konkret
fare f.eks. som følge af, at virksomheden ikke har ført en
forsvarlig drift. Bestemmelsen kan alene anvendes, når inte-
resserne for den nævnte personkreds er i fare, mens hensyn
til medarbejdere, aktionærer og øvrige kreditorer ikke kan
danne baggrund for et påbud.
Finanstilsynet vil efter bestemmelsen kunne fastsætte et for-
højet kapitalkrav til forsikringsselskaber, der har udsat sig
for en ekstraordinær høj risiko. Som eksempler på anvendel-
sesområdet kan nævnes påbud om at lukke for nytegning
samt krav om at bringe et utilstrækkeligt reassurancepro-
gram i orden.
Finanstilsynet kan efter det foreslåede stk. 1, nr. 2, påbyde et
forsikringsselskab indenfor en frist fastsat af Finanstilsynet
at foretage de nødvendige foranstaltninger, hvis der er en
ikke uvæsentlig risiko for, at virksomhedens økonomiske
stilling på grund af indre eller ydre forhold udvikler sig
således, at virksomheden vil miste sin tilladelse.
Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet kan gribe ind
og påbyde, at et forsikringsselskab foretager de nødvendige
foranstaltninger for at rette op på sin økonomiske situation,
hvis der ikke er uvæsentlig risiko for, at virksomhedens
økonomiske stilling udvikler sig således, at virksomheden
vil miste sin tilladelse. Det vil i praksis være, hvor virksom-
heden ikke længere vil kunne overholde lovens solvens- og
likviditetskrav.
Finanstilsynet skal foretage sin vurdering på baggrund af
erfaring og kendskab til markedsforhold og til den konkrete
virksomhed.
Bestemmelsen kan bl.a. tænkes anvendt, når der er en ikke
uvæsentlig risiko for, at virksomheden på et senere tidspunkt
ikke kan opfylde lovens kapitalkrav.
Bestemmelsen ses i lyset af lov om finansiel virksomhed
§ 344, stk. 2, hvor Finanstilsynet skal tilrettelægge den sæd-
vanlige tilsynsvirksomhed med henblik på at fremme den
finansielle stabilitet og tilliden til de finansielle virksomhe-
der og markeder samt for forsikringsbranchen at varetage
beskyttelsen af forsikringstagernes interesser. Konstaterer
Finanstilsynet en uholdbar forretningsmodel, hvor virksom-
heden i øvrigt fortsat overholder gældende lovgivning, kan
en reaktionsmulighed være at påbyde virksomheden at fo-
retage nødvendige foranstaltninger i medfør af bestemmel-
sen. Bestemmelsen kan således også anvendes for at fremme
finansiel stabilitet og tilliden til de finansielle virksomheder
og markeder.
Den ikke uvæsentlige risiko kan skyldes både indre og
ydre forhold for virksomheden. Risici, der ligger uden for
virksomhedens kontrol, kan være begrundet i forhold, som
virksomheden ikke har kontrol over, men som virksomhe-
den heller ikke har taget højde for i tilrettelæggelsen af sin
forretning. Opbygningen af en boble indenfor afgrænsede
markeder eller sektorer kan således være forhold, der ligger
uden for virksomhedens kontrol, men som må antages at
kunne indebære en væsentlig økonomisk risiko for virksom-
heden på et senere tidspunkt.
Bestemmelsen giver mulighed for, at et forsikringsselskabs
forhold bringes i orden, mens virksomheden stadig opfylder
lovgivningens krav til kapitalforhold m.v.
Det påbud, som Finanstilsynet giver, kan afpasses efter
den konkrete virksomheds forhold, hvilket giver Finanstil-
synet mere differentierede beføjelser. Finanstilsynets påbud
skal konkretiseres så tilstrækkeligt, at ledelsen i forsikrings-
selskabet reelt har mulighed for at imødekomme påbud-
det. Sagen vil som udgangspunkt skulle forelægges for Fi-
nanstilsynets bestyrelse, jf. den gældende § 345, stk. 12, nr.
4, i lov om finansiel virksomhed, da et påbud i medfør af be-
stemmelsen altid vil have videregående betydelige følger for
forsikringsselskabet. Der skal ligeledes være klarhed over,
hvornår påbuddet er opfyldt. Omvendt skal det være op til
den enkelte virksomheds ledelse at udfylde rammerne for,
hvorledes et påbud skal opfyldes.
Når Finanstilsynet meddeler forsikringsselskabet et påbud,
vil der samtidig blive fastsat en frist for opfyldelse heraf. Er
påbuddet ikke opfyldt indenfor denne frist, kan Finanstilsy-
net inddrage virksomhedens tilladelse, jf. stk. 2.
Den gældende § 350, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at Finanstilsynet kan inddrage virksomhedens til-
ladelse, hvis virksomheden ikke har efterlevet tilsynets på-
bud givet efter § 350, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.
518
Det foreslåede stk. 2 viderefører § 350, stk. 2, i lov om
finansiel virksomhed med enkelte sproglige ændringer.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet kan inddrage virksom-
hedens tilladelse, hvis de påbudte foranstaltninger, jf. stk. 1,
ikke er foretaget indenfor den fastsatte frist.
Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet har hjemmel til
at inddrage et forsikringsselskabs tilladelse til at drive for-
sikringsvirksomhed, hvis virksomheden ikke efterlever Fi-
nanstilsynets påbud efter det foreslåede stk. 1.
Ved inddragelse af en finansiel virksomheds tilladelse skal
almindelige principper om proportionalitet iagttages. Derud-
over skal en mindre indgribende foranstaltning vurderes at
være utilstrækkelig.
Finanstilsynets afgørelse vil kunne indbringes for Erhvervs-
ankenævnet, der i særlige tilfælde kan beslutte, at en klage
har opsættende virkning.
Et forsikringsselskab, som ikke har tilladelse, skal som ud-
gangspunkt foranstalte virksomheden afviklet, jf. lovforsla-
gets § 200.
Den gældende § 350, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at § 350, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksom-
hed finder tilsvarende anvendelse for en koncern, hvor mo-
dervirksomheden er en finansiel holdingvirksomhed m.v.,
hvis der er betydelig risiko for, at koncernens økonomiske
stilling udvikler sig således, at koncernen ikke vil overholde
kapitalkravet til koncernen.
Det foreslåede stk. 3 viderefører § 350, stk. 4, i lov om fi-
nansiel virksomhed med den sproglige ændring, at der alene
henvises til forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirk-
somheder. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer med den
foreslåede bestemmelse.
Det foreslås i stk. 3, at stk. 1 og 2 finder tilsvarende anven-
delse for en koncern, hvor modervirksomheden er en forsik-
ringsholdingvirksomhed eller et forsikringsselskab, hvis der
er betydelig risiko for, at koncernens økonomiske stilling
udvikler sig således, at koncernen ikke vil overholde kapi-
talkravet til koncernen.
Med den foreslåede bestemmelse benyttes adgangen i kon-
glomeratdirektivets artikel 7, nr. 3, hvorefter Finanstilsynet
kan træffe andre tilsynsmæssige foranstaltninger for at be-
grænse risikokoncentrationen i et finansielt konglomerat.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at give Fi-
nanstilsynet mulighed for at påbyde en finansiel koncern
at begrænse de risici, som tilsynet måtte identificere. Der
kan eksempelvis være tale om tilfælde, hvor en finansiel
koncern har flere engagementer med en kunde eller gruppe
af indbyrdes forbundne kunder, der hver for sig ikke truer
de enkelte finansielle virksomheders soliditet, men hvor det
samlede engagement kan true koncernens og dermed også
de enkelte finansielle virksomheders soliditet.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Finanstilsynet
har mulighed for at påbyde en finansiel koncern at foreta-
ge de nødvendige foranstaltninger, hvis der er betydelig
risiko for, at koncernens økonomiske stilling udvikler sig
således, at koncernen ikke vil overholde kapitalkravet til
koncernen. Hvis indberetningerne viser, at en koncern ikke
vil overholde koncernens solvenskrav, hvis en eller flere be-
givenheder indtræffer, vil Finanstilsynet kunne påbyde kon-
cernen at nedbringe koncernens risikoprofil. Finanstilsynet
kan eksempelvis give påbud om ikke at udvide engagemen-
tet, påbud om at nedbringe engagementet eller påbud om
afdækning af risiko.
Til § 278
Den gældende § 350 b i lov om finansiel virksomhed fast-
sætter Finanstilsynets adgang til at fastsætte solvenskapital-
kravet for gruppe 1-forsikringsselskaber.
Bestemmelsen gennemfører Solvens II-direktivets artikel 37
og artikel 231, stk. 7, 1. og 2. afsnit, som ændret ved Omni-
bus II-direktivet.
Det er kun de overordnede rammer for fastsættelsen af et
kapitaltillæg, der fremgår af Solvens II-direktivet og dermed
af bestemmelsen.
Kommissionen har fastlagt de mere specifikke regler, ek-
sempelvis i forhold til vurdering af, hvornår der er tale om
en væsentlig afvigelse, der medfører, at Finanstilsynet vil
fastsætte et kapitaltillæg, som en del af niveau 2-regulerin-
gen ved vedtagelsen af Kommissionens Delegerede Forord-
ning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende reg-
ler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF
om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikrings-
virksomhed (Solvens II). Kommissionen er bemyndiget her-
til i Solvens II-direktivets artikel 37, stk. 6 og 7, som ændret
ved Omnibus II-direktivet.
Kommissionen har desuden vedtaget Kommissionens gen-
nemførelsesforordning (EU) 2015/2012 af 11. november
2015 om gennemførelsesmæssige tekniske standarder ved-
rørende procedurerne for afgørelser om at indføre, beregne
og ophæve kapitaltillæg. Kommissionen er bemyndiget her-
til i Solvens II-direktivets artikel 37, stk. 8, som ændret ved
Omnibus II-direktivet.
Med henblik på at sikre, at der er overensstemmelse mellem
EU-landenes anvendelse af kapitaltillægget, skal tilsynet
hvert år forelægge EIOPA en række oplysninger, herunder
det gennemsnitlige kapitaltillæg pr. selskab og fordelingen
af de kapitaltillæg, som Finanstilsynet har stillet krav om i
det foregående år, målt som en procentdel af solvenskapital-
kravet.
Den foreslåede § 278 viderefører § 350 b, stk. 1, i lov om
finansiel virksomhed med konsekvensrettelser af henvisnin-
gerne i bestemmelsen til lov om forsikringsvirksomhed.
519
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at Finanstilsynet fastsætter et krav
om et kapitaltillæg til solvenskapitalkravet for et gruppe
1-forsikringsselskab, hvis Finanstilsynet vurderer, at selska-
bets risikoprofil afviger væsentligt fra forudsætningerne i
standardformlen eller en anvendt godkendt intern model til
opgørelse af solvenskapitalkravet, jf. § 154, stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse omhandler de tilfælde, hvor
forsikringsselskabets risikoprofil afviger væsentligt fra for-
udsætningerne for den opgørelsesmetode, som selskabet an-
vender ved opgørelsen af solvenskapitalkravet, jf. dette for-
slags § 154, stk. 2.
Et selskab, der anvender standardformlen, jf. definitionen
i forslagets § 9, stk. 1, nr. 28, skal dermed vurdere de bag-
vedliggende forudsætninger herfor og sammenligne disse
med selskabets risikoprofil, mens et selskab, der anvender
en af Finanstilsynet godkendt intern model til opgørelse af
solvenskapitalkravet, skal forholde sig til de bagvedliggende
forudsætninger herfor og sammenligne disse med selskabets
risikoprofil.
Finanstilsynet vil eksempelvis fastsætte et kapitaltillæg, når
forudsætningerne, der ligger til grund for standardformlen,
viser sig ikke at afdække selskabets faktiske risikoprofil,
og anvendelsen af standardformlen dermed ikke giver et ret-
visende billede af solvenskapitalkravet. Finanstilsynet kan
kræve et kapitaltillæg, hvis selskabet i den konkrete situa-
tion ikke har mulighed for at nedbringe de relevante risici,
og Finanstilsynets krav om at anvende en intern model har
vist sig at være uhensigtsmæssigt eller ineffektivt, eller hvor
en fuld eller partiel intern model til afhjælpning af afvigel-
sen er under udvikling.
Finanstilsynet vil endvidere fastsætte et kapitaltillæg, når
de forudsætninger, der ligger til grund for den fulde eller
partielle interne model, afviger væsentligt fra den faktiske
risikoprofil. Selskabet skal i denne situation forsøge at til-
passe modellen, så de kvantificerbare risici fanges tilstræk-
keligt i modellen. Hvis det ikke lykkes at tilpasse modellen
indenfor en passende tidsramme, kan Finanstilsynet kræve
et kapitaltillæg.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at Finanstilsynet fastsætter et krav
om et kapitaltillæg til solvenskapitalkravet for et gruppe
1-forsikringsselskab, hvis Finanstilsynet vurderer, at selska-
bets virksomhedsstyring afviger væsentligt fra § 132.
Bestemmelsen omhandler de tilfælde, hvor virksomhedssty-
ringen afviger væsentligt fra forslagets § 132. Hvis afvigel-
sen forhindrer selskabet i at sikre en korrekt identifikation,
måling, overvågning, styring og rapportering af de risici,
som selskabet er eller vil kunne blive udsat for, og andre for-
anstaltninger ikke har kunnet udbedre manglerne i tilstræk-
kelig grad indenfor en passende tidshorisont, vil Finanstilsy-
net fastsætte et kapitaltillæg.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at Finanstilsynet fastsætter et krav
om et kapitaltillæg til solvenskapitalkravet for et gruppe
1-forsikringsselskab, hvis Finanstilsynet vurderer, at selska-
bets risikoprofil afviger væsentligt fra forudsætningerne for
anvendelsen af en matchtilpasning, jf. § 158, stk. 2, eller en
volatilitetsjustering, jf. § 158, stk. 3.
Bestemmelsen omhandler de tilfælde, hvor forsikringssel-
skabets risikoprofil afviger væsentligt fra de forudsætninger,
der ligger til grund for anvendelsen af en matchtilpasning
eller en volatilitetsjustering af den risikofrie rentekurve efter
forslagets § 158, stk. 2 og 3. Det kan her være relevant
for Finanstilsynet at stille krav om et kapitaltillæg for at
sikre, at solvenskapitalkravet afspejler de risici, som gruppe
1-forsikringsselskabet er udsat for.
Det foreslåede stk. 1, nr. 1-3, indebærer, at Finanstilsynet
har mulighed for i særlige tilfælde at fastsætte et kapitaltil-
læg til solvenskapitalkravet for gruppe 1-forsikringsselska-
ber. Kapitaltillægget anvendes kun, når Finanstilsynet vur-
derer, at alle andre tilsynsforanstaltninger er ineffektive eller
uhensigtsmæssige.
Solvenskapitalkravet er et krav til kapitalens størrelse, som
sætter gruppe 1-forsikringsselskaberne i stand til at dække
betydelige tab og giver forsikringstagerne og de begunstige-
de en betryggende sikkerhed for, at selskabet kan leve op
til sine forpligtelser. Som udgangspunkt anvendes standard-
formlen til at opgøre solvenskapitalkravet, jf. i øvrigt dette
forslags § 154, stk. 2. Hensigten er, at standardformlen skal
afspejle de fleste forsikringsselskabers risikoprofil, men i
visse tilfælde vil dette ikke være tilfældet. I disse særlige
tilfælde skal Finanstilsynet have beføjelse til at fastsætte et
kapitaltillæg.
Solvenskapitalkravet vil i de fleste tilfælde afspejle gruppe
1-forsikringsselskabets risici. Der kan dog forekomme situa-
tioner, hvor selskabet har påtaget sig risici, som ikke i pas-
sende grad afspejles i solvenskapitalkravet. I disse tilfælde
vil Finanstilsynet fastsætte et kapitaltillæg, der anvendes
som en sidste mulighed, når andre tilsynsforanstaltninger er
ineffektive eller uhensigtsmæssige.
Det følger af den gældende § 350 b, stk. 2, i lov om finansiel
virksomhed, at vurderingen af, om der foreligger en væsent-
lig afvigelse efter stk. 1, foretages i henhold til nærmere
regler herom fastsat af Europa-Kommissionen i medfør af
artikel 37, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II).
Det foreslåede stk. 2 viderefører den gældende § 350 b, stk.
2, i lov om finansiel virksomhed uden ændringer.
Det foreslås således i stk. 2, at vurderingen af, om der fore-
ligger en væsentlig afvigelse efter stk. 1, foretages i henhold
til nærmere regler herom fastsat af Europa-Kommissionen
i medfør af artikel 37, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang
til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed
(Solvens II).
520
Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet skal foretage
vurderingen af, om der foreligger en væsentlig afvigelse
efter stk. 1, i henhold til regler fastsat af Kommissionen
i medfør af artikel 37, stk. 6, i Solvens II-direktivet. Det
indebærer, at det er Kommissionen, der fastsætter kriterierne
for vurderingen, som foretages af Finanstilsynet.
Kommissionen har fastlagt kriterierne for vurderingen som
en del af niveau 2-reguleringen ved vedtagelsen af Kommis-
sionens Delegerede Forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober
2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af
forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).
Det følger af den gældende § 350 b, stk. 3, i lov om finansiel
virksomhed, at opfyldes betingelsen i stk. 1, nr. 1, opgøres
kapitaltillægget i overensstemmelse med solvenskapitalkra-
vet, jf. § 154.
Det foreslåede stk. 3 viderefører den gældende § 350 b, stk.
3, i lov om finansiel virksomhed med redaktionelle ændrin-
ger.
Det foreslås i stk. 3, at opfyldes betingelsen i stk. 1, nr. 1,
opgøres kapitaltillægget i overensstemmelse med solvenska-
pitalkravet, jf. forslagets § 154.
Det foreslåede indebærer, at kapitaltillægget skal opgøres i
overensstemmelse med solvenskapitalkravet, jf. forslagets §
154, når forsikringsselskabets risikoprofil afviger væsentligt
fra forudsætningerne i den anvendte model til opgørelse af
solvenskapitalkravet, jf. stk. 1, nr. 1.
Det fremgår af den gældende § 350 b, stk. 4, i lov om fi-
nansiel virksomhed, at vurderer Finanstilsynet, at et gruppe
1-forsikringsselskabs risikoprofil afviger væsentligt fra for-
udsætningerne i en koncernintern model, der er godkendt for
koncernen af den koncerntilsynsførende, kan Finanstilsynet,
så længe selskabet ikke har fundet en passende løsning på
de mangler, som Finanstilsynet har påpeget, fastsætte et krav
om kapitaltillæg, jf. stk. 1, nr. 1. Skønner Finanstilsynet, at
et kapitaltillæg ikke er hensigtsmæssigt, kan Finanstilsynet
undtagelsesvis kræve, at selskabet beregner solvenskapital-
kravet på grundlag af standardformlen, jf. § 126 c. Finanstil-
synet kan i overensstemmelse med stk. 1, nr. 1 og 2, fastsæt-
te et krav om kapitaltillæg til dette solvenskapitalkrav.
Det foreslåede stk. 4 viderefører § 350 b, stk. 4, i lov om
finansiel virksomhed med konsekvensrettelser. Der er ikke
tilsigtet materielle ændringer med bestemmelsen.
Det foreslåede stk. 4, 1. pkt., fastsætter, at hvis Finanstilsy-
net vurderer, at et gruppe 1-forsikringsselskabs risikoprofil
afviger væsentligt fra forudsætningerne i en koncernintern
model, der er godkendt for koncernen af den koncerntilsyns-
førende tilsynsmyndighed, kan Finanstilsynet, så længe sel-
skabet ikke har fundet en passende løsning på de mangler,
som Finanstilsynet har påpeget, fastsætte et krav om kapital-
tillæg, jf. stk. 1, nr. 1.
Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet har beføjelse til
at fastsætte et kapitaltillæg, hvis et gruppe 1-forsikringssel-
skabs risikoprofil afviger væsentligt fra forudsætningerne
i en koncernintern model, der er godkendt for koncernen
af den koncerntilsynsførende tilsynsmyndighed, kan Finans-
tilsynet, så længe selskabet ikke har fundet en passende
løsning på de mangler, som Finanstilsynet har påpeget.
Et kapitaltillæg vil imidlertid ikke altid være den bedste
reaktion på de afvigende forudsætninger. Eksempelvis kan
de afvigende forudsætninger være udtryk for, at den interne
model grundlæggende har vist sig at være blevet mindre
passende til selskabets risikoprofil, end tilfældet var, da den
blev godkendt.
Det foreslås derfor i stk. 4, 2. pkt., at skønner Finanstilsynet,
at et kapitaltillæg ikke er hensigtsmæssigt, kan Finanstilsy-
net undtagelsesvis kræve, at selskabet beregner solvenskapi-
talkravet på grundlag af standardformlen, jf. § 154, stk. 2.
Selskabet vil med afgørelsen få en frist til at imødekomme
kravet om at overgå til at bruge standardformlen. Fristen
fastsættes efter en konkret vurdering. I denne vurdering kan
eksempelvis inddrages faktorer som selskabets solvensmæs-
sige overdækning, modellens omfang og betydningen af de
risici, modellen dækker. Fristen vil som udgangspunkt være
kortere for et selskab med en lav solvensoverdækning end
for et selskab med en høj solvensoverdækning, mens fristen
vil være længere for et selskab med en partiel intern model,
der dækker risici af mindre omfang end for et selskab med
en partiel intern model, der dækker risici af større omfang.
Det foreslås i stk. 4, 3. pkt., at Finanstilsynet i overensstem-
melse med stk. 1, nr. 1 og 2, kan fastsætte et krav om
kapitaltillæg til dette solvenskapitalkrav.
Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet kan supplere en
afgørelse efter stk. 4, 2. pkt., om, at forsikringsselskabet
skal opgøre sit solvenskapitalkrav ved anvendelse af stan-
dardformlen med at fastsætte et krav om kapitaltillæg til
dette solvenskapitalkrav. Det kræver dog, at betingelserne i
§ 277, stk. 1, nr. 1 og 2, er opfyldt.
Den gældende § 350 b, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at Finanstilsynet tager kravet om et kapitaltillæg
op til revision mindst en gang årligt, og kravet ophæves, når
selskabet har rettet op på de forhold, der har foranlediget
det.
Det forslåede stk. 5 viderefører § 350 b, stk. 5, i lov om
finansiel virksomhed uden ændringer.
Det foreslås således i stk. 5, at Finanstilsynet tager kravet
om et kapitaltillæg op til revision mindst en gang årligt, og
kravet ophæves, når selskabet har rettet op på de forhold,
der har foranlediget det.
Bestemmelsen indebærer, at kapitaltillægget skal oprethol-
des, så længe der ikke er rettet op på de forhold, der var gæl-
dende, da kravet blev indført. Det kan eksempelvis være, at
521
selskabet har udviklet en partiel intern model for risici, der
ikke i tilstrækkelig grad blev afspejlet i opgørelsen af sol-
venskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen. Når
den fulde eller partielle interne model rummer væsentlige
mangler, eller der forekommer væsentlige ledelsesmæssige
svigt, skal tilsynsmyndighederne sikre, at det pågældende
selskab gør sit yderste for at rette op på de mangler, der førte
til kravet om et kapitaltillæg.
Det følger af den gældende § 350 b, stk. 6, i lov om finansiel
virksomhed, at fastsætter Finanstilsynet et kapitaltillæg efter
stk. 1, udgør solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, sammen med
kapitaltillægget det nye solvenskapitalkrav.
Det foreslåede stk. 6, 1. pkt., viderefører § 350 b, stk. 6,
i lov om finansiel virksomhed med redaktionelle ændrin-
ger. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer med bestem-
melsen.
Det foreslås i stk. 6, 1. pkt., at fastsætter Finanstilsynet et ka-
pitaltillæg efter stk. 1, udgør solvenskapitalkravet, jf. § 154,
sammen med kapitaltillæget det nye solvenskapitalkrav.
Bestemmelsen indebærer, at når Finanstilsynet har fastsat et
kapitaltillæg i medfør af stk. 1, vil solvenskapitalkravet, jf.
forslagets § 154, inklusive kapitaltillægget udgøre det nye
solvenskapitalkrav.
Den gældende § 350 b, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet ikke det
nye solvenskapitalkrav efter stk. 6, finder § 224 tilsvarende
anvendelse.
Det foreslåede stk. 6, 2 pkt., viderefører § 350 b, stk. 7, i lov
om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i stk. 6, 2. pkt., at opfylder gruppe 1-forsikrings-
selskabet ikke det nye solvenskapitalkrav efter stk. 6, finder
§ 223 tilsvarende anvendelse.
Bestemmelsen indebærer, at gruppe 1-forsikringsselskaber,
der ikke opfylder det nye solvenskapitalkrav, vil blive om-
fattet af forslagets § 223, hvorefter Finanstilsynet kan kræ-
ve, at selskabet udarbejder en plan for genoprettelse.
Der henvises til den foreslåede § 223 samt bemærkningerne
hertil for nærmere information om planen for genoprettelse.
Til § 279
Den gældende § 374, stk. 4, 1 pkt., i lov om finansiel
virksomhed fastsætter, at såfremt en finansiel virksomhed,
en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholding-
virksomhed, som har udstedt omsættelige værdipapirer, der
er optaget til handel på et reguleret marked, ikke opfylder
sine forpligtelser efter bestemmelserne i lov om finansiel
virksomhed §§ 183-193 eller bestemmelser fastsat i medfør
af § 196, kan Finanstilsynet give den pågældende virksom-
hed påbud om ændring af forholdet, herunder påbud om
offentliggørelse af ændrede eller supplerende oplysninger.
Det foreslåede stk. 1 viderefører § 374, stk. 4, 1 pkt., i
lov om finansiel virksomhed med sproglige ændringer, her-
under at der alene henvises til forsikringsselskaber og for-
sikringsholdingvirksomheder. Der er ikke tilsigtet materielle
ændringer med den foreslåede bestemmelse.
Det foreslås i stk. 1, at udsteder et forsikringsselskab eller
en forsikringsholdingvirksomhed omsættelige værdipapirer,
der er optaget til handel på et reguleret marked, og opfylder
virksomheden ikke sine forpligtelser efter bestemmelserne i
§ 178 og §§ 181-187 eller bestemmelser fastsat i medfør af
§ 190, kan Finanstilsynet give den pågældende virksomhed
påbud om ændring af forholdet, herunder påbud om offent-
liggørelse af ændrede eller supplerende oplysninger.
Bestemmelsen vedrører kontrollen med finansiel informa-
tion i bl.a. års- og delårsrapporter for forsikringsselskaber,
som har udstedt værdipapirer, der er optaget til notering eller
handel på en fondsbørs, eller hvis værdipapirer handles på
en autoriseret markedsplads.
Bestemmelsen er i overensstemmelse med CESR standarden
om kontrol med overholdelsen af finansiel information i
bl.a. i års- og delårsrapporter for finansielle virksomheder,
som har udstedt værdipapirer, der er optaget til notering
eller handel på en fondsbørs, eller hvis værdipapirer hand-
les på en autoriseret markedsplads, der fastsætter, at den
kompetente myndighed skal have tilstrækkelige og effektive
midler til at kunne håndhæve overholdelsen og hermed kan
medvirke til, at investorerne får den information, de har krav
på. Som midler anføres bl.a., at myndigheden skal kunne
give pålæg om ændring af fejl, herunder offentliggørelse af
ændrede oplysninger.
Den gældende § 374, stk. 4, 2 pkt., i lov om finansiel virk-
somhed fastsætter, at Finanstilsynet, når det skønnes hen-
sigtsmæssigt, selv kan offentliggøre de pågældende oplys-
ninger, offentliggøre påbuddet eller suspendere eller slette
de berørte omsættelige værdipapirer fra handel på et regule-
ret marked.
Det foreslåede stk. 2 viderefører § 374, stk. 4, 2 pkt., i
lov om finansiel virksomhed med sproglige ændringer. Der
er ikke tilsigtet materielle ændringer med den foreslåede
bestemmelse.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet, når det skønnes hen-
sigtsmæssigt, kan offentliggøre de pågældende oplysninger,
eller påbuddet. Finanstilsynet kan desuden suspendere eller
slette de berørte omsættelige værdipapirer fra handel på et
reguleret marked, når det skønnes hensigtsmæssigt.
Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet selv kan offent-
liggøre de oplysninger, som Finanstilsynet har bedt den på-
gældende virksomhed om at ændre.
Bestemmelsen er i overensstemmelse med CESR standarden
om kontrol med overholdelsen af finansiel information i
bl.a. i års- og delårsrapporter for finansielle virksomheder,
som har udstedt værdipapirer, der er optaget til notering eller
522
handel på en fondsbørs, eller hvis værdipapirer handles på
en autoriseret markedsplads, der fastsætter, at den kompe-
tente myndighed selv skal kunne offentliggøre de oplysnin-
ger, den har pålagt den pågældende virksomhed at ændre,
herunder om et givent pålæg, samt kunne suspendere og
slette berørte værdipapirer.
Til § 280
Finanstilsynet er efter en række EU-direktiver og standarder
forpligtet til løbende at påse, at medlemmer af finansielle
virksomheders direktion og bestyrelse lever op til krav om
egnethed og hæderlighed. Finanstilsynet er ligeledes forplig-
tet til at have passende midler til at sikre, at disse krav
overholdes.
Den gældende § 351, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter Finanstilsynets mulighed for at afsætte en direk-
tør, der ikke opfylder kravene til egnethed og hæderlighed,
der efter de gældende § 64 eller § 64 a ikke kan bestride
stillingen.
Det foreslåede stk. 1 viderefører § 351, stk. 1, i lov om
finansiel med den sproglige ændring, at der alene henvises
til forsikringsselskaber. Der er ikke tilsigtet materielle æn-
dringer med den foreslåede bestemmelse.
Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet kan påbyde et forsik-
ringsselskab at afsætte en direktør i virksomheden indenfor
en frist fastsat af Finanstilsynet, hvis denne efter § 105, stk.
1, eller § 106 ikke kan bestride stillingen.
Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet kan afsætte en
direktør, eksempelvis hvis vedkommende er blevet pålagt
strafansvar for overtrædelse af straffeloven eller den finan-
sielle lovgivning, og der som følge heraf er risiko for, at
vedkommende ikke længere kan varetage sit hverv eller sin
stilling på forsvarlig vis.
Det kan eksempelvis også dreje sig om de tilfælde, hvor
vedkommende tages under insolvensbehandling eller gælds-
sanering, eller hvor vedkommendes økonomiske situation
eller selskaber, som den pågældende har eller deltager i
driften af, har påført forsikringsselskabet tab eller risiko for
tab. Det samme gælder situationer, hvor personen har udvist
en adfærd, hvorefter det må antages, at den pågældende ikke
kan varetage sit hverv eller sin stilling på forsvarlig vis.
I de situationer, hvor virksomheden ikke efterkommer Fi-
nanstilsynets påbud om at afsætte en direktør efter stk. 1
eller et bestyrelsesmedlem efter stk. 2, kan Finanstilsynet
inddrage den pågældende virksomheds tilladelse til at drive
virksomhed i medfør af den foreslåede § 199, stk. 1, nr.
2. Derudover kan Finanstilsynet efter forslagets § 272, stk.
3, pålægge tvangsbøder til en virksomhed, der undlader at
efterkomme sine forpligtelser i henhold til loven.
Inden Finanstilsynet påbyder en virksomhed at afsætte en
direktør eller et bestyrelsesmedlem at nedlægge sit hverv,
skal der i henhold til reglerne i forvaltningsloven foretages
en partshøring af forsikringsselskabet og af den, som påbud-
det retter sig mod. I denne fase vil bestyrelsen have mulig-
hed for af egen drift at afsætte en direktør.
Inden Finanstilsynet træffer afgørelse i sagen om påbuddet,
forelægges spørgsmålet for Finanstilsynets bestyrelse, som
i medfør af § 345, stk. 12, nr. 4, i lov om finansiel virksom-
hed træffer afgørelser i tilsynssager af principiel karakter, og
som har videregående betydelige følger.
Efter den gældende § 351, stk. 2, i lov om finansiel virksom-
hed kan Finanstilsynet påbyde et medlem af bestyrelsen i en
finansiel virksomhed at nedlægge sit hverv, hvis personen
efter de gældende § 64 eller § 64 a i lov om finansiel virk-
somhed ikke kan bestride hvervet. Det samme gælder for
bestyrelsesmedlemmer i pengeinstitutter, realkreditinstitutter
og forsikringsselskaber, hvis personen efter § 64 b, stk. 1, i
lov om finansiel virksomhed ikke kan bestride hvervet.
Det foreslåede stk. 2 viderefører § 351, stk. 2, i lov om
finansiel med den sproglige ændring, at der alene henvises
til forsikringsselskaber, og med redaktionelle ændringer. Der
er ikke tilsigtet materielle ændringer med den foreslåede
bestemmelse.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet kan påbyde et medlem
af bestyrelsen i et forsikringsselskab at nedlægge sit hverv
indenfor en frist fastsat af Finanstilsynet, hvis denne efter
§ 105, stk. 1, § 106 eller § 109, stk. 1, ikke kan bestride
hvervet.
Efterlever bestyrelsesmedlemmet ikke et påbud udstedt af
Finanstilsynet, kan vedkommende straffes med bøde efter
den foreslåede § 313, stk. 2.
Efter den gældende § 351, stk. 4, i lov om finansiel virksom-
hed kan Finanstilsynet påbyde et pengeinstitut, et systemisk
vigtigt finansielt institut (SIFI), et globalt systemisk vigtigt
finansielt institut (G-SIFI) og et gruppe 1-forsikringsselskab
at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson efter
de i bestemmelsen nævnte bestemmelser.
Det foreslåede stk. 3 viderefører § 351, stk. 4, i lov om
finansiel virksomhed med den sproglige ændring, at der ale-
ne henvises til forsikringsselskaber, og med redaktionelle
ændringer. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer med
den foreslåede bestemmelse.
Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet kan påbyde et gruppe
1-forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er identificeret
som nøgleperson i medfør af § 127, stk. 1, indenfor en af
Finanstilsynet fastsat frist, hvis vedkommende efter § 105,
stk. 1, jf. § 127, stk. 3, ikke kan bestride stillingen.
Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet kan påbyde et
gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er iden-
tificeret som nøgleperson i medfør af forslagets § 127, stk.
1, hvis denne efter forslagets § 105, stk. 2 eller 4, ikke
kan bestride stillingen. Den foreslåede § 105, stk. 2, fastsæt-
523
ter, at medlemmerne af bestyrelsen eller direktionen i et
forsikringsselskab skal meddele Finanstilsynet oplysninger
om forhold om erfaring, strafansvar og andre oplysninger
nævnt i § 105, stk. 1, i forbindelse med deres indtræden i
virksomhedens ledelse og om forhold som nævnt i stk. 1, nr.
2-6, hvis forholdene efterfølgende ændres.
Den foreslåede § 105, stk. 7, fastsætter, at § 105, stk. 1-6,
finder tilsvarende anvendelse på medlemmer af bestyrelsen
og direktionen i en forsikringsholdingvirksomhed.
Efter den gældende § 351, stk. 5, 1, pkt., i lov om finansiel
virksomhed kan Finanstilsynet påbyde en finansiel virksom-
hed at afsætte en direktør eller en ansat, der er udpeget som
nøgleperson, jf. lov om finansiel virksomhed § 64 c, stk.
1 og stk. 5, jf. stk. 1, eller i medfør af § 64 d, stk. 1, når
der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag om
overtrædelse af straffeloven eller den finansielle lovgivning,
indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil indebære,
at direktøren ikke opfylder kravene i lov om finansiel virk-
somhed § 64, stk. 1, nr. 3, eller at nøglepersonen i et gruppe
1-forskringsselskab ikke opfylder kravene i lov om finansiel
virksomhed § 64, stk. 1, nr. 3, jf. § 64 d, stk. 3.
Efter den gældende § 351, stk. 5, 2. pkt., i lov om finansiel
virksomhed fastsætter Finanstilsynet en frist for efterlevelse
af påbuddet.
Efter den gældende § 351, stk. 5, 3. pkt., i lov om finan-
siel virksomhed kan Finanstilsynet under samme betingelser
som i 1. pkt. påbyde et medlem af bestyrelsen i en finansiel
virksomhed at nedlægge sit hverv. Finanstilsynet fastsætter
en frist for efterlevelse af påbuddet
Det foreslåede stk. 4 viderefører § 351, stk. 5, i lov om
finansiel virksomhed med sproglige ændringer, herunder at
der alene henvises til forsikringsselskaber. Der er ikke tilsig-
tet materielle ændringer med den foreslåede bestemmelse.
Det foreslås i stk. 4, at Finanstilsynet kan påbyde et forsik-
ringsselskab at afsætte en direktør, når der er rejst tiltale
mod den pågældende i en straffesag om overtrædelse af
straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant
lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse
vil indebære, at direktøren ikke opfylder kravene i § 105,
stk. 1, nr. 3. Finanstilsynet fastsætter en frist for efterlevelse
af påbuddet. Finanstilsynet kan under samme betingelser
som i 1. pkt. påbyde et medlem af bestyrelsen eller en ansat,
der er nøgleperson, eller bestyrelsesmedlemmet i et gruppe
1-forskringsselskab at nedlægge sit hverv i medfør af § 105,
stk. 1, nr. 3, jf. § 127, stk. 1 og stk. 3. Finanstilsynet fastsæt-
ter en frist for efterlevelse af påbuddet.
Det tager i de fleste tilfælde lang tid, inden et strafansvar
bliver pålagt.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Finanstilsynet
får mulighed for at gribe ind over for et ledelsesmedlem
på et tidligere tidspunkt for at afværge risikoen for, at
vedkommende påfører virksomheden skade. Reglen skal
sikre hensynet til forsikringsselskabet, forsikringstagerne og
de almene samfundsinteresser, som ligger bag reglerne om
egnethed og hæderlighed. Finanstilsynets reaktion vil derfor
ofte være påkrævet, så snart der er en bestyrket mistanke
om, at det pågældende ledelsesmedlem har begået et straf-
bart forhold.
Ved vurderingen af, om der skal meddeles et midlertidigt på-
bud i medfør af stk. 4, skal Finanstilsynet afveje forseelsens
grovhed og det konkrete behov for at fjerne vedkommende
over for hensynet til den pågældendes retssikkerhed.
Den endelige stillingtagen til, hvorvidt en person opfylder
betingelserne for at være direktør eller bestyrelsesmedlem
i et forsikringsselskab i sager, hvor ledelsesmedlemmet mid-
lertidigt er fjernet fra virksomhedens ledelse, forudsættes at
finde sted i forbindelse med afgørelsen af straffesagen, jf.
straffelovens § 79. Det følger af denne bestemmelse, at man
i forbindelse med domfældelse for en strafbar handling ved
dom kan fratage en person retten til at udøve erhverv, som
er underlagt krav om autorisation eller godkendelse. Hermed
sikres det, at der foretages et samlet opgør med retsfølgerne
af en lovovertrædelse.
Bliver der nedlagt påstand under straffesagen om, at tiltalte
ikke opfylder betingelserne for egnethed og hæderlighed i
§ 105, men der ved en fejl ikke sker pådømmelse af spørgs-
målet, vil denne fejl kunne rettes gennem en anke af rettens
afgørelse.
Sker der i en straffesag ikke samtidig pådømmelse af
spørgsmålet om egnethed og hæderlighed, vil spørgsmålet
efterfølgende kunne prøves ved domstolene. Dette kan ske
ved, at Finanstilsynet udsteder et påbud til virksomheden,
jf. stk. 1, og den, som påbuddet retter sig imod, forlanger,
at påbuddet indbringes for domstolene, jf. det foreslåede
stk. 7. For så vidt angår bestyrelsesmedlemmer, kan der
gives et påbud direkte til personen, jf. det foreslåede stk. 2
og bemærkninger til det foreslåede stk. 5. Der vil ved en
prøvelse af Finanstilsynets påbud kunne tages hensyn til den
allerede udmålte straf, således som det ville være sket, hvis
strafudmålingen og rettighedsfrakendelsen var sket samtidig
med afgørelse af straffesagen.
Efter den gældende § 351, stk. 6, i lov om finansiel virksom-
hed fastsætter Finanstilsynet varigheden af påbud efter stk.
2.
Det foreslåede stk. 5 viderefører § 351, stk. 6, i lov om
finansiel virksomhed med den sproglige ændring, at der ale-
ne henvises til forsikringsselskaber, og med redaktionelle
ændringer. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer med
den foreslåede bestemmelse.
Det foreslås i stk. 5, at varigheden af påbud meddelt efter
stk. 1, 2 eller 4 på baggrund af § 105, stk. 1, nr. 2-5, eller §
109, stk. 1, eller efter stk. 3, skal fremgå af påbuddet.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Finanstilsynet
skal angive en varighed, når Finanstilsynet i medfør af
524
stk. 1-4 påbyder et forsikringsselskab af afsætte et ledelses-
medlem eller påbyder et bestyrelsesmedlem at nedlægge sit
hverv på baggrund af kravene til hæderlighed, jf. lovforsla-
gets § 105, stk. 2-6. Det samme er tilfældet, hvis påbuddet
gives på baggrund af overtrædelse af reglerne for grundkur-
set i lovforslagets § 109, stk. 1 og 3.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovforslagets §
105, stk. 3, hvorefter Finanstilsynet i forbindelse med vurde-
ringen af en egnetheds- og hæderlighedsansøgning skal an-
give varigheden, hvis det vurderes, at ansøgeren ikke lever
til kravene til ledelsesmedlemmers hæderlighed.
Formålet med bestemmelsen er at sikre en mere ensartet og
forudsigelig retstilstand for forsikringsselskaber, direktører
og nøglepersoner og bestyrelsesmedlemmer.
Den gældende § 351, stk. 7, 1. pkt., i lov om finansiel
virksomhed fastslår, at virksomheden og den person, som et
påbud efter stk. 1-5 retter sig imod, kan forlange, at Finans-
tilsynet indbringer sagen for domstolene.
Den gældende § 351, stk. 7, 2 pkt., i lov om finansiel virk-
somhed fastslår, at en anmodning til Finanstilsynet efter 1.
pkt., skal indgives til Finanstilsynet senest 4 uger efter, at
påbuddet er udstedt. Der stilles ingen formkrav til anmod-
ningen. Når Finanstilsynet har modtaget anmodningen, skal
sagen anlægges inden 4 uger. Det følger af den gældende §
351, stk. 7, 4 pkt., i lov om finansiel virksomhed.
Den gældende § 351, stk. 7, 3 pkt., i lov om finansiel virk-
somhed fastslår, at en anmodning om indbringelse af sagen
for domstolene som udgangspunkt ikke kan tillægges opsæt-
tende virkning, idet det vil stride mod hensynet til at sikre
en løbende og effektiv håndhævelse af kravene om egnethed
og hæderlighed. Dog har retten mulighed for ved kendelse at
bestemme, at den pågældende under sagens behandling kan
opretholde sit hverv eller forblive i sin stilling, mens sagen
verserer for retten.
Det foreslåede stk. 6 viderefører § 351, stk. 7, i lov om
finansiel virksomhed med den sproglige ændring, at der ale-
ne henvises til forsikringsselskaber, og med redaktionelle
ændringer. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer med
den foreslåede bestemmelse.
Det foreslås i stk. 6, at påbud meddelt i henhold til stk. 1-4
af forsikringsselskabet og af den person, som påbuddet ve-
drører, kan forlanges indbragt for domstolene. Anmodning
herom skal indgives til Finanstilsynet, inden fire uger efter
at påbuddet er meddelt den pågældende. Anmodningen har
ikke opsættende virkning for påbuddet, men retten kan ved
kendelse bestemme, at den pågældende direktør eller det på-
gældende bestyrelsesmedlem under sagens behandling kan
opretholde sit hverv eller sin stilling. Finanstilsynet indbrin-
ger sagen for domstolene inden fire uger efter modtagelse af
anmodning herom. Sagen anlægges i den borgerlige retsple-
jes former.
Den gældende § 351, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed
fastlægger, at Finanstilsynet har hjemmel til af egen drift
eller efter ansøgning at tilbagekalde et påbud meddelt efter
lov om finansiel virksomhed stk. 2 og 3, og stk. 5, 3. pkt.
Afslår Finanstilsynet en ansøgning om tilbagekaldelse, kan
ansøgeren forlange afslaget indbragt for domstolene. An-
modning herom skal indgives til Finanstilsynet, inden 4 uger
efter at afslaget er meddelt den pågældende. Anmodning om
domstolsprøvelse kan dog kun fremsættes, hvis påbuddet
ikke er tidsbegrænset, og der er forløbet mindst 5 år fra
datoen for udstedelsen af påbuddet, eller mindst 2 år efter
at Finanstilsynets afslag på tilbagekaldelse er stadfæstet ved
dom.
Det foreslåede stk. 7 viderefører § 351, stk. 8, i lov om
finansiel virksomhed uden ændringer.
Det foreslås således i stk. 7, at Finanstilsynet af egen drift
eller efter ansøgning kan tilbagekalde et påbud meddelt efter
stk. 2 eller 3, eller stk. 5, når der er tale om et bestyrel-
sesmedlem. Afslår Finanstilsynet en ansøgning om tilbage-
kaldelse, kan ansøgeren forlange afslaget indbragt for dom-
stolene. Anmodning herom skal indgives til Finanstilsynet,
inden fire uger efter at afslaget er meddelt den pågælden-
de. Anmodning om domstolsprøvelse kan dog kun fremsæt-
tes, hvis påbuddet ikke er tidsbegrænset og der er forløbet
mindst fem år fra datoen for udstedelsen af påbuddet, eller
mindst to år efter at Finanstilsynets afslag på tilbagekaldelse
er stadfæstet ved dom.
Bestemmelsen er især relevant i forhold til påbud, som ikke
er tidsbegrænsede.
Bestemmelsen indebærer, at i tilfælde hvor en person, som
er blevet påbudt at nedlægge sit hverv, ansøger om at få
påbuddet tilbagekaldt, men hvor Finanstilsynet afslår den-
ne ansøgning, indføres der som udgangspunkt samme mu-
lighed for domstolsprøvelse som efter det foreslåede stk.
6. Det indebærer, at ansøgeren kan forlange, at Finanstilsy-
net indbringer sagen for domstolene inden 4 uger efter, at
vedkommende har indgivet begæring herom til Finanstilsy-
net.
Det er ikke muligt at begære et afslag på at omgøre et
tidsbegrænset påbud indbragt for domstolene. Det er heller
ikke muligt at begære et afslag på tilbagekaldelse af et tids-
ubegrænset påbud indbragt for domstolene, før der er gået
mindst 5 år fra datoen for udstedelsen af påbuddet, eller
mindst 2 år siden en domstol senest har stadfæstet et afslag
på tilbagekaldelse. Begrænsningerne har kun betydning for
muligheden for at kræve sagen indbragt for domstolene af
Finanstilsynet. En person, som har modtaget et afslag på
sin ansøgning, vil til en hver tid have mulighed for selv at
anlægge sag ved domstolene.
Efter den gældende § 351, stk. 9, 1. pkt., i lov om finansiel
virksomhed har Finanstilsynet mulighed for at inddrage en
finansiel virksomheds tilladelse, hvis den ikke efterkommer
et påbud om at afsætte en direktør. Efter den gældende
525
§ 351, stk. 9, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed har
Finanstilsynet mulighed for at inddrage virksomhedens til-
ladelse, hvis et bestyrelsesmedlem ikke efterkommer et af
Finanstilsynet udstedt påbud.
Det foreslåede stk. 8 viderefører § 351, stk. 9, i lov om
finansiel virksomhed med den sproglige ændring, at der ale-
ne henvises til forsikringsselskaber, og med redaktionelle
ændringer. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer med
den foreslåede bestemmelse.
Det foreslås i stk. 8, at har forsikringsselskabet ikke afsat
direktøren, eller har gruppe 1-forsikringsselskabet ikke afsat
en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af
§ 127, stk. 1, indenfor den fastsatte frist, kan Finanstilsynet
inddrage virksomhedens tilladelse, jf. § 199, stk. 1, nr. 2. Fi-
nanstilsynet kan endvidere inddrage virksomhedens tilladel-
se, jf. § 199, stk. 1, nr. 2, hvis et bestyrelsesmedlem ikke
efterkommer et påbud meddelt i medfør af stk. 2, 3 og 5.
Baggrunden for indgrebsmuligheden efter den forslåede be-
stemmelse er, at Finanstilsynet skal have kompetence til
at inddrage en virksomheds tilladelse, hvis ét eller flere
ledelsesmedlemmer ikke opfylder kravene til egnethed og
hæderlighed.
Det foreslås i stk. 9, at afgørelser i sager efter § 105, stk.
1, og § 127, stk. 3, som træffes efter § 105, stk. 2, kan
af forsikringsselskabet og af den person, som afgørelsen ve-
drører, kan forlanges indbragt for domstolene. Anmodning
herom skal indgives til Finanstilsynet, inden 4 uger efter at
afgørelsen er meddelt den pågældende. Anmodningen har
ikke opsættende virkning for afgørelsen, men retten kan ved
kendelse bestemme, at personen under sagens behandling
kan indtræde i det hverv eller den stilling, som personen har
søgt om forhåndsgodkendelse til. Finanstilsynet indbringer
sagen for domstolene inden 4 uger efter modtagelse af an-
modning herom. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes
former.
Forslaget sikrer, at retsstillingen for den virksomhed eller
det ledelsesmedlem eller nøgleperson, som en afgørelse om
afslag på en egnetheds- og hæderlighedsansøgning retter
sig mod, er den samme som for virksomheder og personer,
der kan forlange et påbud om at nedlægge et hverv eller
afsætte et ledelsesmedlem indbragt for domstolene. Der vil
således på samme måde som i påbudssager gælde et dobbelt
retssikkerhedsprincip i afgørelsessager, idet personen eller
virksomheden også har mulighed for at indbringe en negativ
egnetheds- og hæderlighedsafgørelse for Erhvervsankenæv-
net eller for selv at indbringe påbuddet for domstolene.
Til § 281
Efter den gældende § 352, stk. 1, i lov om finansiel virksom-
hed har Finanstilsynet hjemmel til at foretage undersøgelser,
der er egnede til at fremme gennemsigtigheden på det finan-
sielle marked, samt til at offentliggøre resultaterne af disse.
Den foreslåede bestemmelse viderefører § 352, stk. 1, i lov
om finansiel virksomhed uden ændringer.
Det foreslås således i § 281, at Finanstilsynet selvstændigt
eller i samarbejde med andre myndigheder kan foretage un-
dersøgelser, der er egnede til at fremme gennemsigtigheden
på det finansielle marked, samt offentliggøre resultaterne af
disse.
Undersøgelserne har ikke sammenhæng med de lignende
undersøgelser, konkurrencemyndighederne foretager. Dog
skal det sikres, at der ikke på samme tid foretages ensartede
undersøgelser uafhængigt af hinanden.
Undersøgelserne kan vedrøre gennemsigtigheden på hele det
finansielle marked. Finanstilsynet kan selvstændigt eller i
samarbejde med andre myndigheder offentliggøre resultater-
ne af de foreslåede undersøgelser.
Forsikringsselskaber, der er omfattet af en undersøgelse,
skal gøres bekendt med resultaterne før en eventuel offent-
liggørelse og kan kræve, at der ikke sker offentliggørelse af
de tekniske beregninger og metoder m.v., der har karakter af
forretningshemmeligheder.
Forsikringsselskaberne har ligeledes krav på at få optaget
kortfattede bemærkninger til konklusionen af undersøgelsen
i forbindelse med offentliggørelse af denne, hvis bemærk-
ningerne er modtaget indenfor en af Finanstilsynet fastlagt
tidsfrist.
Til § 282
I en situation, hvor et forsikringsselskab er gået konkurs, vil
staten i nogle tilfælde direkte have stillet midler til rådighed
eller mere indirekte for eksempel have stillet en tabsgaranti
over for Danmarks Nationalbank. I disse situationer vil der
være en meget stor offentlig interesse i at få indsigt i, hvad
der er foregået i relation til forsikringsselskabet. Der må
især forventes at være interesse i adgang til oplysninger
omkring den regnskabsmæssige udvikling i virksomheden
og Finanstilsynets rolle under forløbet op til konkursen.
Konkursloven sikrer fordringshaverne en vis information
om blandt andet forløbet op til konkursen, bl.a. efter kon-
kurslovens § 125, stk. 2, og § 110, stk. 1. Det er ikke
kurators primære opgave at afdække årsagerne til konkur-
sen. Det er ej heller kurators opgave at afdække eller beskri-
ve Finanstilsynets handlinger i forhold til den finansielle
virksomhed i denne periode. Baggrunden for den gældende
§ 352 a i lov om finansiel virksomhed er, at det er vurderet,
at der er behov for information til offentligheden generelt i
disse situationer.
Den gældende § 352 a, stk. 1, i lov om finansiel virksom-
hed fastlægger, at når en finansiel virksomhed er erklæret
526
konkurs, eller hvor et forsikringsselskabs forsikringsbestand
er taget under administration, udarbejder Finanstilsynet en
redegørelse for årsagerne hertil, hvis hvis et af de forhold,
der er nævnt i nr. 1-3, er indtruffet i forbindelse med eller i
en kortere periode forud for virksomhedens konkurs m.v
Det foreslåede stk. 1, nr. 1 og 2, viderefører de dele af §
352 a, stk. 1, nr. 2-3, i lov om finansiel virksomhed, der er
relevante for forsikringsselskabers konkurs m.v. Der er ikke
tilsigtet materielle ændringer med bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1-2, at i tilfælde, hvor et forsikrings-
selskab er erklæret konkurs, størstedelen af forsikringssel-
skabets drift er ophørt eller overdraget, eller hvor et forsik-
ringsselskabs forsikringsbestand er taget under administra-
tion, udarbejder Finanstilsynet en redegørelse for årsagerne
hertil, hvis et af de nedenfor nævnte forhold er indtruffet i
forbindelse med eller i en kortere periode forud for virksom-
hedens konkurs m.v.:
1) Staten har lidt tab på ejerbeviser, som staten har erhvervet
som led i konverteringen af sådan kapital.
2) Staten i øvrigt har ydet garanti eller stillet midler til rå-
dighed for virksomheden, dens kreditorer eller en erhverver
af hele eller dele af virksomheden.
Det foreslåede stk. 1, nr. 1, indebærer, at Finanstilsynet skal
udarbejde en redegørelse, når et forsikringsselskab er gået
konkurs, eller størstedelen af forsikringsselskabets drift er
ophørt eller overdraget, hvis staten har lidt tab på kapital
indskudt i virksomheden.
Bestemmelsen omfatter alene de tilfælde, hvor staten har
lidt et tab på hybrid kernekapital, som er indskudt i virk-
somheden, eller på ejerbeviser, som er erhvervet som led
i en konvertering, der er sket umiddelbart før sammenbrud-
det. Bestemmelsen omfatter ikke tilfælde af manglende ren-
tebetalinger.
Det foreslåede stk. 1, nr. 2, indebærer, at Finanstilsynet end-
videre skal udarbejde en redegørelse, når staten i øvrigt har
ydet garanti eller stillet midler til rådighed for virksomhe-
den, dens kreditorer eller en erhverver af hele eller dele af
virksomheden, når denne er gået konkurs, størstedelen af
forsikringsselskabets drift er ophørt eller overdraget, eller
hvor et forsikringsselskabs forsikringsbestand er taget under
administration.
Det følger af bestemmelsen, at Finanstilsynet skal udarbejde
en redegørelse, hvis forholdene i stk. 1, nr. 1 og 2, er opfyldt
i en kortere periode forud for, at forsikringsselskabet er gået
konkurs, størstedelen af virksomheds drift er ophørt eller
overdraget, eller hvor et forsikringsselskabs forsikringsbe-
stand er taget under administration.
Med ”en kortere periode” forstås, at den udløsende begiven-
hed har en naturlig handlings- og tidsmæssig sammenhæng
med statens garanti eller indskud af kapital. Dermed omfat-
ter bestemmelsen som udgangspunkt ikke de tilfælde, hvor
den udløsende begivenhed indtræder senere end 2 år efter,
at virksomheden modtog statens garanti eller indskud af
kapital.
For tilfælde omfattet af stk. 1, nr. 1, vurderes den kortere
periode i forhold til det tidsrum, som løber mellem den
udløsende begivenhed og det tidspunkt, hvor statens tab er
konstateret.
For tilfælde omfattet af stk. 1, nr. 2, vurderes den kortere
periode i forhold til det tidsrum, som løber mellem den
udløsende begivenhed og det tidspunkt, hvor staten har ydet
garanti eller stillet midler til rådighed for den finansielle
virksomhed.
Den gældende § 352 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed
lemper Finanstilsynets generelle tavshedspligt i forhold til
den lovpligtige redegørelse.
Det foreslåede stk. 2 viderefører § 352 a, stk. 2, i lov om
finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer. Der er
ikke tilsigtet materielle ændringer med bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet skal offentliggøre re-
degørelsen efter stk. 1. I forbindelse med offentliggørelsen
finder § 285 ikke anvendelse, medmindre oplysningerne ve-
drører kundeforhold eller tredjemand, der er eller har været
involveret i forsøg på at redde det pågældende forsikrings-
selskab.
Formålet med bestemmelsen er at sikre mest mulig offent-
lighed i konkurssituationen.
Redegørelsen må ikke indeholde fortrolige oplysninger ved-
rørende kundeforhold eller tredjemand, der har været invol-
veret i en mulig overtagelse af den kriseramte virksomhed
eller på anden måde har været involveret i bestræbelserne
på at tilvejebringe en løsning på virksomhedens økonomiske
problemer. Uden sidstnævnte undtagelse ville bestemmelsen
kunne afholde potentielle overtagende virksomheder fra at
udvise interesse for kriseramte virksomheder generelt. Fi-
nanstilsynet kan – hvis der skønnes behov herfor – på eget
initiativ udarbejde og offentliggøre supplementer til redegø-
relsen.
Den gældende § 352 a, stk. 3, fastsætter, at redegørelsen
efter § 352 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed skal be-
skrive Finanstilsynets rolle under forløbet op til konkursen
m.v.
Det foreslåede stk. 3 viderefører § 352 a, stk. 3, i lov om
finansiel virksomhed uden ændringer.
Det foreslås således i stk. 3, at redegørelsen efter stk. 1 skal
beskrive Finanstilsynets rolle under forløbet op til konkur-
sen m.v.
Til § 283
527
Efter den gældende § 348, stk. 1, 1 pkt., i lov om finansiel
virksomhed kan Forbrugerombudsmanden anlægge sag ved-
rørende handlinger, der strider mod redelig forretningsskik
og god praksis.
Det foreslåede stk. 1, viderefører § 348, stk. 1, 1. pkt., i lov
om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer. Der
er ikke tilsigtet materielle ændringer med bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 1, at Forbrugerombudsmanden kan anlæg-
ge sag mod forsikringsselskaber og forsikringsholdingsvirk-
somheder vedrørende handlinger, der strider mod redelig
forretningsskik og god praksis, jf. § 67 stk. 1 og 2, herunder
sag om forbud, påbud, erstatning og tilbagesøgning af uret-
mæssigt opkrævede beløb.
Bestemmelsen indebærer, at Forbrugerombudsmanden har
mulighed for at anlægge en civil sag, hvis en finansiel virk-
somhed ikke handler i overensstemmelse med god skik.
Forbrugerombudsmanden kan efter markedsføringsloven an-
lægge forbudssager mod finansielle virksomheder på de om-
råder, hvor erhvervsministeren ikke udsteder regler om god
skik. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 259,
stk. 1, hvorefter Finanstilsynet fører tilsyn med regler om
god skik udstedt af erhvervsministeren. Forbrugerombuds-
manden skal således ikke behandle konkrete henvendelser
fra forbrugere om overtrædelse af erhvervsministerens reg-
ler om god skik. Sådanne henvendelser skal behandles ved,
at Forbrugerombudsmanden oversender henvendelserne til
Finanstilsynet eller henviser forbrugeren til at indbringe sag-
en for et af de finansielle klagenævn, hvis der er tale om en
konkret formueretlig tvist mellem forbrugere og en finansiel
virksomhed. Derimod kan henvendelser fra forbrugere i lig-
hed med oplysninger i pressen, udtalelser fra organisationer
og rapporter om det finansielle område danne baggrund for
Forbrugerombudsmandens vurdering af, om der bør anlæg-
ges en retssag.
Forbrugerombudsmanden har mulighed for at gøre Finans-
tilsynet opmærksom på konkrete sager, ligesom Forbruger-
ombudsmanden kan deltage i Finanstilsynets bestyrelsesmø-
der, når Finanstilsynet forelægger en sag af principiel eller
vidtgående betydning for bestyrelsen. Ligeledes har Forbru-
gerombudsmanden mulighed for at gøre opmærksom på me-
re generelle forhold i den finansielle sektor, som Forbruger-
ombudsmanden finder, er urimelige i forhold til forbrugerne.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Forbrugerom-
budsmanden kan indbringe en sag for domstolene, hvis For-
brugerombudsmanden i særlige tilfælde måtte finde, at der
er behov for et sådant skridt. Det kan for eksempel være til-
fældet, hvor Finanstilsynet vælger ikke at tage en sag op, der
af Forbrugerombudsmanden vurderes at være af principiel
eller vidtgående betydning.
Hvis Forbrugerombudsmanden vælger at anlægge en sag om
god skik mod en finansiel virksomhed, skal det ske efter
de regler, som gælder for sager anlagt af Forbrugerombuds-
manden i medfør af markedsføringsloven.
Forbrugerombudsmanden kan også anlægge sager om civil-
retlige krav, herunder krav om erstatning og tilbagebetaling
af uretmæssigt opkrævede beløb m.v.
Efter den gældende § 348, stk. 1, 2 pkt., i lov om finansiel
virksomhed har Forbrugerombudsmanden mulighed for at
behandle sager om overtrædelse af strafbelagte bestemmel-
ser i regler udstedt i medfør af lov om finansiel virksomhed
§ 43, stk. 3.
Det foreslåede stk. 2 viderefører § 348, stk. 1, 2 pkt., i lov
om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer. Der
er ikke tilsigtet materielle ændringer med bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 2, at Forbrugerombudsmanden kan be-
handle sager vedrørende overtrædelse af strafbelagte be-
stemmelser i regler udstedt i medfør af denne lovs § 67,
stk. 3.
Der er i dag udstedt tre bekendtgørelser i medfør af § 67,
stk. 3. En af disse omfatter forsikringsselskaber.
For at sikre at Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet
ikke samtidig behandler en sag mod en finansiel virksomhed
for overtrædelse af bestemmelser i regler udstedt i medfør af
§ 67, stk. 3, forudsættes det, at der er et tæt samarbejde og
koordinering mellem de to tilsyn.
Efter den gældende § 348, stk. 1, 3. pkt., i lov om finansiel
virksomhed finder markedsføringslovens § 24, § 25, stk. 2,
§ 28, stk. 1, § 32, stk. 1, § 33 og § 34 tilsvarende anvendelse
på sager, som Forbrugerombudsmanden ønsker at anlægge
efter bestemmelsen.
Det foreslåede stk. 3 viderefører § 348, stk. 3, pkt., i lov om
finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i stk. 3, at markedsføringslovens § 24, § 25, stk.
2, § 28, stk. 1, § 32, stk. 1, §§ 33 og 34 finder tilsvarende
anvendelse på sager, som Forbrugerombudsmanden ønsker
at anlægge efter stk. 1 og 2.
Bestemmelsen fastslår, at Forbrugerombudsmanden kan an-
vende de beføjelser, der fremgår af markedsføringslovens §
24, § 25, stk. 2, § 28, stk. 1, § 32, stk. 1, § 33 og § 34
ved behandling af sager om overtrædelse af strafbelagte be-
stemmelser i de nævnte bekendtgørelser. Det vil bl.a. sige, at
Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag ved domstolene
om nedlæggelse af påbud og kræve meddelt alle oplysnin-
ger, som skønnes nødvendige for dennes virksomhed.
Bestemmelsen indebærer, at Forbrugerombudsmanden i for-
bindelse med behandlingen af konkrete sager over for finan-
sielle virksomheder kan anvende sine beføjelser efter mar-
kedsføringsloven, herunder forhandling, påbud, anlæggelse
af retssager om forbud og indledning af straffesager. Der-
med kan Forbrugerombudsmanden tage stilling til såvel de
offentligretlige som de civilretlige aspekter af en sag på
samme tid. Samtidig har Forbrugerombudsmanden mulig-
hed for at løse sagen med den finansielle virksomhed uden
528
nødvendigvis at skulle indbringe problemstillingen for dom-
stolene.
Forbrugerombudsmanden kan kræve oplysninger efter mar-
kedsføringslovens § 25, stk. 2, med henblik på bl.a. vurde-
ringen af mulighederne for anlæggelse af søgsmålet og af-
grænsningen heraf, f.eks. i forbindelse med gruppesøgsmål.
Efter den gældende § 348, stk. 1, 4. pkt., i lov om finan-
siel virksomhed kan Forbrugerombudsmanden udpeges som
grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, jf. retsplejelovens
kapitel 23 a.
Det foreslåede stk. 4 viderefører § 348, stk. 1, 4 pkt., i lov
om finansiel virksomhed uden ændringer.
Det foreslås således i stk. 4, at Forbrugerombudsmanden
kan udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, jf.
retsplejelovens kapitel 23 a.
Til § 284
Den gældende bestemmelse i § 348 a, stk. 1, i lov om fi-
nansiel virksomhed fastslår, at Finanstilsynet skal underrette
Forbrugerombudsmanden, hvis Finanstilsynet som led i sin
virksomhed bliver bekendt med, at en virksomheds kunder
kan have lidt tab, som følge af at virksomheden har over-
trådt bestemmelser om god skik.
Det foreslåede stk. 1 viderefører § 348 a, stk. 1, i lov om
finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer. Der er
ikke tilsigtet materielle ændringer med bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet underretter Forbruger-
ombudsmanden, hvis Finanstilsynet bliver bekendt med, at
en virksomheds kunder kan have lidt tab, som følge af at
virksomheden har overtrådt § 67, stk. 1, eller bestemmelser
udstedt i medfør af § 67, stk. 2.
Som eksempel på sager med tab omfattet af bestemmelsen,
kan nævnes sager om uretmæssigt opkrævede gebyrer eller
renter eller sager, hvor forbrugere er blevet udsat for en
aggressiv markedsføring, f.eks. i form af uanmodet henven-
delse, hvorved en eller flere forbrugere har lidt tab.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at Forbrugerom-
budsmanden får kendskab til sager, hvor forbrugere har
lidt et tab, så Forbrugerombudsmanden har mulighed for at
kunne anlægge et gruppesøgsmål eller indtræde som manda-
tar. Finanstilsynet skal orientere Forbrugerombudsmanden,
senest i forbindelse med at tilsynet træffer afgørelse i sager,
hvor forbrugere har lidt et tab.
Den gældende bestemmelse i § 348 a, stk. 2, i lov om
finansiel virksomhed fastslår, at Forbrugerombudsmanden
har adgang til samtlige oplysninger i Finanstilsynets sager,
hvor kunderne kan have lidt tab.
Det foreslåede stk. 2 viderefører § 348 a, stk. 2, i lov om
finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i stk. 2, at Forbrugerombudsmanden uanset
§§ 285, 287 og 290 har adgang til samtlige oplysninger i
Finanstilsynets sager omfattet af stk. 1.
For at give Forbrugerombudsmanden mulighed for løbende
at følge en sag, hvor kunderne kan have lidt tab, har Forbru-
gerombudsmanden efter den forslåede bestemmelse adgang
til samtlige oplysninger i sådanne sager, som Finanstilsynet
behandler. Denne adgang gælder uanset reglerne om Finans-
tilsynets tavshedspligt.
Forbrugerombudsmanden får desuden oplysninger ved sin
deltagelse på Finanstilsynets bestyrelsesmøder. Forbruger-
ombudsmanden deltager i Finanstilsynets bestyrelsesmøder
ved bestyrelsens behandling af tilsynssager om redelig for-
retningsskik, god praksis og prisoplysning, jf. lov om finan-
siel virksomhed § 345, stk. 14. Sager på disse områder
forelægges Finanstilsynets bestyrelse, når der er tale om
tilsynssager af principiel karakter, samt i tilsynssager, der
har videregående betydelige følger for finansielle virksom-
heder og finansielle holdingvirksomheder, jf. lov om finan-
siel virksomhed § 345, stk. 12, nr. 4.
Efter den gældende § 345, stk. 16, i lov om finansiel virk-
somhed finder tavshedspligten efter § 354, stk. 1, anvendel-
se for medlemmer af bestyrelsen, observatøren, medlemmer
af ekspertpanelet og Forbrugerombudsmanden.
Det foreslåede stk. 3 viderefører tavshedspligten for Forbru-
gerombudsmanden. Der er ikke tilsigtet materielle ændrin-
ger med den foreslåede bestemmelse.
Det foreslås i stk. 3, at Forbrugerombudsmanden er under-
lagt tavshedspligt efter den foreslåede § 285, stk. 1.
Bestemmelsen indebærer, at Forbrugerombudsmanden vil
være underlagt den tavshedspligt, der er pålagt Finanstilsy-
net, for de oplysninger, som Forbrugerombudsmanden måtte
blive bekendt med som led i varetagelsen af de opgaver, der
er tillagt Forbrugerombudsmanden i medfør af denne lov.
Til § 285
Den gældende § 354, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
fastslår, at Finanstilsynets ansatte under ansvar efter straffe-
lovens §§ 152-152 e er forpligtet til at hemmeligholde for-
trolige oplysninger, som de får kendskab til gennem tilsyns-
virksomheden, og fortrolige oplysninger, som de får kend-
skab til fra Finansiel Stabilitet. Det samme gælder personer,
der udfører serviceopgaver som led i Finanstilsynets drift,
samt eksperter, der handler på Finanstilsynets vegne. Dette
gælder også efter ansættelses- eller kontraktforholdets op-
hør.
Det foreslåede stk. 1 viderefører de dele af § 354, stk. 1,
i lov om finansiel virksomhed, der er relevante for oplysnin-
529
ger om forsikringsselskaber. Der er ikke tilsigtet materielle
ændringer med bestemmelsen.
Der foreslås i stk. 1, 1. pkt., at Finanstilsynets ansatte under
ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e er forpligtet til at
hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kendskab
til gennem tilsynsvirksomheden.
Tavshedspligten efter bestemmelsen omfatter også oplysnin-
ger, som Finanstilsynet modtager fra udenlandske myndig-
heder. De finansielle direktiver indeholder også regler om
tavshedspligt.
Oplysninger, som Finanstilsynet modtager i forbindelse med
sin reguleringsvirksomhed og sin informationsvirksomhed,
er ikke er omfattet af Finanstilsynets tavshedspligt. Fortro-
lighed i relation til disse dele af Finanstilsynets virksomhed
alene skal vurderes i forhold til lov om offentlighed i for-
valtningen og forvaltningsloven.
Tavshedspligten er i høj grad baseret på et ønske om at
beskytte forsikringsselskabers kunder, det være sig privat-
personer eller erhvervskunder. Hertil kommer et ønske om
af konkurrencemæssige grunde at beskytte forsikringssel-
skabernes forretningsmæssige forhold. Herudover er Finans-
tilsynets tavshedspligt en afgørende betingelse for den til-
synsmæssige effektivitet. For at Finanstilsynet kan få alle
nødvendige oplysninger i en given sag, må de finansielle
virksomheder og kunderne kunne nære tillid til, at Finanstil-
synet ikke videregiver fortrolige oplysninger.
Bestemmelsen er dog ikke til hinder for, at overordnede
myndigheder (ministerier) i forskellige lande udveksler op-
lysninger om koncernforbundne virksomheder som led i en
krisestyring.
Ved ”fortrolige oplysninger” forstås oplysninger om en fi-
nansiel virksomheds forretningsmæssige forhold og kunders
forhold samt andre oplysninger, som efter deres karakter
er fortrolige. Oplysninger, som efter deres karakter er of-
fentlige, f.eks. regnskaber og fondsbørsmeddelelser, er ikke
omfattet af tavshedspligten. Tilsvarende gælder oprindeligt
fortrolige oplysninger, som uden om tilsynet er blevet of-
fentliggjort ad andre kanaler i en grad, at det er blevet
almindeligt kendt. Ved ”oplysninger, der efter deres karak-
ter er fortrolige” forstås oplysninger, der ikke direkte relate-
rer sig til enkelte kunders eller virksomheders forhold. Det
drejer sig bl.a. om oplysninger om økonomiske eller forret-
ningsmæssige forhold for personer og selskaber, som ikke
er kunder i egentlig forstand, men som f.eks. kautionerer for
kunder, har ejerandele i den finansielle virksomheds kunder
eller på anden vis har en personlig, økonomisk eller forret-
ningsmæssig tilknytning til kunder uden selv at være det.
Begrebet ”tilsynsvirksomhed” skal ses i forhold til de plig-
ter, der er pålagt Finanstilsynet i kapitel 22 om tilsyn i lov
om finansiel virksomhed. Det medfører bl.a., at sager, der
relaterer sig til tilsynsforpligtelsen i forslagets §§ 259-262,
hvorefter Finanstilsynet påser overholdelsen af loven og
regler udstedt i medfør heraf, samt undersøgelser efter for-
slagets §§ 267-268 er omfattet af tilsynsvirksomheden. I
modsætning hertil er oplysninger, som Finanstilsynet mod-
tager som led i sin reguleringsvirksomhed og informations-
virksomhed, ikke omfattet. Udstedelse af bekendtgørelser
med hjemmel i loven er ikke omfattet af tilsynsvirksomhe-
den, ligesom udarbejdelse af årsberetningen er en del af
informationsvirksomheden.
Adgangen til aktindsigt i Finanstilsynets sager efter offent-
lighedsloven begrænses af Finanstilsynets tavshedspligt, jf.
§ 14, 1. pkt., og § 35 i lov om offentlighed i forvaltnin-
gen. Det er dog udelukkende adgangen til aktindsigt efter
offentlighedsloven, der er begrænset. Parters rettigheder,
herunder adgang til aktindsigt, skal afgøres efter forvalt-
ningsloven. Afgørelse af, hvem der er part i forhold til Fi-
nanstilsynet, træffes efter forslagets § 302.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at personer, der er ansat i
virksomheder, som Finanstilsynet har indgået kontrakt med
om udførelsen af serviceopgaver som led i Finanstilsynets
drift, også er omfattet af bestemmelsen om tavshedspligt.
Serviceopgaver som led i driften vil f.eks. være rengøring,
vagttjeneste, reparation og vedligeholdelse af elektronisk
materiel og kantinedrift.
Det foreslås i stk. 1, 3. pkt., at den udvidede tavshedspligt
ligeledes også gælder efter ansættelses- eller kontraktforhol-
dets ophør.
Det foreslås i stk. 1, 4 pkt., at den udvidede tavshedspligt
ligeledes gælder for ansatte i Erhvervsstyrelsen, for så vidt
angår oplysninger, som de får kendskab til i forbindelse med
varetagelsen af opgaver efter § 213, stk. 1-5 og 8, i lov om
kapitalmarkeder.
I praksis samarbejder Finanstilsynet og Erhvervsstyrelsen
omkring løsning af opgaver på regnskabsområdet for at sik-
re ensartet praksis, og med bestemmelsen sikres, at ansatte
i Erhvervsstyrelsen, der får kendskab til fortrolige oplysnin-
ger i forbindelse med løsning af disse opgaver på regnskabs-
området, er undergivet samme tavshedspligt som Finanstil-
synets ansatte.
Den gældende § 354, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at samtykke fra den, som tavshedspligten tilsigter
at beskytte, berettiger ikke de personer, der er nævnt i stk. 1,
til at videregive fortrolige oplysninger.
Det foreslåede stk. 2 viderefører § 354, stk. 2 i lov om
finansiel virksomhed uden ændringer.
Det foreslås i stk. 2, at samtykke fra den, som tavshedsplig-
ten tilsigter at beskytte, berettiger ikke de personer, der er
nævnt i stk. 1, til at videregive fortrolige oplysninger.
Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynets tavshedspligt
ikke ophæves, selvom den, som tavshedspligten tilsigter at
beskytte, giver samtykke til, at Finanstilsynet kan videregive
oplysninger.
530
Finanstilsynets tavshedspligt er i høj grad baseret på et øns-
ke om at beskytte de finansielle virksomheders kunder, det
være sig privatpersoner eller erhvervskunder. Hertil kommer
et ønske om af konkurrencemæssige grunde at beskytte de
finansielle virksomheders forretningsmæssige forhold.
Finanstilsynets tavshedspligt er en afgørende betingelse for
den tilsynsmæssige effektivitet. For at Finanstilsynet kan
få alle nødvendige oplysninger i en given sag, må de finan-
sielle virksomheder og kunderne kunne nære tillid til, at
Finanstilsynet ikke videregiver fortrolige oplysninger.
Da de fortrolige oplysninger i langt overvejende grad hidrø-
rer fra de finansielle virksomheder, vil det være mest kor-
rekt og sikrest, at det er den pågældende virksomhed selv,
der meddeler oplysningerne til tredjemand. Oplysninger om
virksomhedens kunder kan kun videregives med kundernes
samtykke.
Den gældende § 354, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at § 354, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
ikke finder anvendelse på oplysninger i sager om god skik,
prisoplysning og kontraktforhold, jf. §§ 43-60 e og bekendt-
gørelser udstedt i medfør heraf.
Det foreslåede stk. 3, viderefører § 354, stk. 3, i lov om
finansiel virksomhed uden ændringer.
Det foreslås i stk. 3, at stk. 1 ikke finder anvendelse på
oplysninger i sager om god skik, prisoplysning og kontrakt-
forhold, jf. §§ 67-81 og bekendtgørelser udstedt i medfør
heraf.
Efter bestemmelsen finder stk. 1 ikke anvendelse på op-
lysninger i sager om god skik, prisoplysning og kontrakt-
forhold, jf. §§ 67-81 og bekendtgørelser udstedt i medfør
heraf. Finanstilsynet vil derfor kunne udtale sig til offentlig-
heden om sådanne sager i overensstemmelse med offentlig-
hedslovens regler.
Bestemmelsen viderefører den gældende retstilstand, hvor
der er samme grad af offentlighed om oplysninger, der er
kommet frem i forbindelse med tilsynet med forbrugerrette-
de regler på det finansielle område, som hvis reglerne havde
været underlagt Forbrugerombudsmandens tilsyn. Dette er
væsentligt, da grænsedragningen mellem Finanstilsynets og
Forbrugerombudsmandens virksomhed indebærer, at der er
behov for koordination mellem Finanstilsynets og Forbru-
gerombudsmandens tilsynsvirksomhed.
Det følger af § 1, stk. 2, i markedsføringsloven, at finan-
sielle virksomheder undtages fra enkelte af lovens bestem-
melser, hvis erhvervsministeren har udstedt regler på det
pågældende område. Det drejer sig om § 3 om god markeds-
føringsskik, § 4 om god erhvervsskik, § 9 om former for
handelspraksis, som altid anses for vildledende eller aggres-
sive, og § 14 om oplysningsforpligtelser vedrørende priser
m.v. Dertil finder reglerne om faktureringspligt for regnings-
arbejde og gebyrer i § 15 og § 16 i markedsføringsloven
ikke anvendelse på finansielle virksomheder. Forbrugerom-
budsmanden fører ikke tilsyn med disse regler på det finan-
sielle område, jf. § 25, stk. 1, i markedsføringsloven.
Forbrugerombudsmanden har mulighed for at anlægge sager
om civilretlige krav om erstatning og tilbagebetaling af uret-
mæssigt opkrævede beløb på det finansielle område. Forbru-
gerombudsmanden har kompetence til at anlægge sag vedrø-
rende handlinger, der strider mod redelig forretningsskik og
god praksis, jf. lovforslagets § 67, stk. 1 og 2, jf. § 283, stk.
1, 1. pkt. Ligeledes kan Forbrugerombudsmanden behandle
sager vedrørende overtrædelse af strafbelagte bestemmelser
i regler udstedt i medfør af lovforslagets § 67, stk. 3, jf.
§ 283, stk. 2. Markedsføringslovens § 24, § 25, stk. 2, §
28, stk. 1, § 32, stk. 1, § 33 og § 34 finder tilsvarende
anvendelse på sager, som Forbrugerombudsmanden ønsker
at anlægge efter lovforslagets § 283, jf. § 283, stk. 3. For-
brugerombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant
i et gruppesøgsmål efter reglerne herom i retsplejelovens
kapitel 23 a.
Finanstilsynet er forpligtet til at underrette Forbrugerom-
budsmanden, hvis Finanstilsynet bliver bekendt med, at
en virksomheds kunder kan have lidt tab, som følge af at
virksomheden har overtrådt lovforslagets § 67, stk. 1, eller
bestemmelser udstedt i medfør af § 67, stk. 2, jf. § 284,
stk. 1. Forbrugerombudsmanden har adgang til samtlige op-
lysninger i sager omfattet af § 284, stk. 1, jf. § 284, stk. 2.
Bestemmelsen har til formål at opretholde en konsistent
håndhævelse af forbrugerlovgivningen på det finansielle
område, så Finanstilsynet fortsat kan videregive oplysninger
fra sager om god skik, prisoplysning og kontraktforhold til
Forbrugerombudsmanden. Dette vil f.eks. være relevant i de
tilfælde, hvor en sag hører under Finanstilsynets regelsæt
og tilsynsvirksomhed, men Forbrugerombudsmanden har
behov for oplysningerne i den pågældende sag af hensyn
til koordinationen mellem myndighederne. Tilsvarende vil
Finanstilsynet have mulighed for af egen drift at orientere
Forbrugerombudsmanden om konkrete sager, der vedrører
tilsynet med god skik, prisoplysning og kontraktforhold.
Videregivelsen af oplysninger efter bestemmelsen vil også
give Forbrugerombudsmanden mulighed for at vurdere, om
der er behov for at anlægge sag mod en finansiel virksom-
hed i medfør af lovforslagets § 283.
Ved eventuel videregivelse af oplysninger til Forbrugerom-
budsmanden efter bestemmelsen vil reglerne om tavsheds-
pligt i kapitel 8 i forvaltningsloven finde anvendelse. Det
skal ligeledes bemærkes, at ved eventuel videregivelse af
personoplysninger vil de gældende regler vedrørende per-
sondatabeskyttelse også finde anvendelse, hvorfor behand-
lingen af persondata altid vil ske under iagttagelse af gæl-
dende lovgivning, herunder databeskyttelsesforordningen og
databeskyttelsesloven.
Bestemmelsen viderefører den retstilstand, hvor enhver kan
få udleveret oplysninger i sager om god skik m.v., dog med
de undtagelser, der følger af offentlighedslovens kapitel 4
531
om undtagelser fra retten til aktindsigt. Dette er en konse-
kvens af, at bestemmelsen foreskriver, at oplysningerne ikke
er underlagt Finanstilsynets tavshedspligt, hvorfor pligten til
at meddele oplysninger ikke er begrænset heraf, jf. offentlig-
hedslovens § 35.
Det medfører f.eks., at Finanstilsynet ikke vil kunne give
aktindsigt i oplysninger om enkeltpersoners private forhold
og oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmå-
der eller om drifts- eller forretningsforhold, hvis oplysnin-
gerne er af væsentlig økonomisk betydning for den person
eller virksomhed, oplysningerne angår, jf. offentlighedslo-
vens § 30.
I de tilfælde, hvor Finanstilsynet anmoder en finansiel virk-
somhed om en redegørelse, vil Finanstilsynet oplyse om de
relevante bestemmelser i den finansielle lovgivning, som er
tema for redegørelsen. På baggrund heraf vil den finansielle
virksomhed kunne udlede, om de pågældende oplysninger
er omfattet af bestemmelsen. Det samme gælder for oplys-
ninger, som udleveres i forbindelse med en inspektion, der
vedrører god skik m.v.
Ved afslag på aktindsigt kan Finanstilsynets afgørelse om
aktindsigt i oplysninger i sager om god skik, prisoplysning
og kontraktforhold påklages særskilt til Erhvervsankenæv-
net, jf. lovforslagets § 309.
Efter den gældende § 354, stk. 4, i lov om finansiel virksom-
hed er tavshedspligten efter stk. 1 ikke til hinder for, at Fi-
nanstilsynet af egen drift videregiver fortrolige oplysninger
i summarisk eller sammenfattende form, når hverken den
enkelte virksomhed eller dens kunder kan identificeres.
Det foreslåede stk. 4 viderefører § 354, stk. 4, i lov om
finansiel virksomhed uden ændringer.
Det foreslås i stk. 4, at bestemmelsen i stk. 1 er ikke til
hinder for, at Finanstilsynet af egen drift videregiver fortro-
lige oplysninger i summarisk eller sammenfattende form,
når hverken den enkelte virksomhed eller dens kunder kan
identificeres.
Det indebærer, at oplysninger, der er omfattet af tavsheds-
pligten i stk. 1, kan videregives af Finanstilsynet, hvis det
ikke er muligt at identificere enkeltvirksomheder eller en-
keltkunder blandt oplysningerne. Det afgørende for mulig-
heden for videregivelse efter den foreslåede bestemmelse vil
være, at der er foretaget en fuldstændig anonymisering. Det
vil således ikke være tilstrækkeligt at fjerne eller overstrege
navne m.v., hvis det er muligt ud fra f.eks. oplysningernes
kontekst at identificere den pågældende virksomhed eller
kunde.
Efter den gældende § 354, stk. 5, i lov om finansiel virksom-
hed kan Finanstilsynet videregive fortrolige oplysninger til
brug for en civil retssag, når en finansiel virksomhed er
erklæret konkurs, og såfremt oplysningerne ikke vedrører
kundeforhold eller tredjemand, der er eller har været invol-
veret i forsøg på at redde virksomheden.
Det foreslåede stk. 5 i lov om finansiel virksomhed videre-
fører § 354, stk. 5, med den sproglige ændring, at der alene
henvises til forsikringsselskaber. Der er ikke tilsigtet en ma-
teriel ændring med den foreslåede bestemmelse.
Det foreslås i stk. 5, at fortrolige oplysninger kan videre-
gives under en civil retssag, når et forsikringsselskab er
erklæret konkurs eller trådt i likvidation, og såfremt oplys-
ningerne ikke vedrører kundeforhold eller tredjemand, der er
eller har været involveret i forsøg på at redde virksomheden.
Fortrolige oplysninger kan videregives under en civil rets-
sag, når et forsikringsselskab er erklæret konkurs eller trådt
i likvidation, og såfremt oplysningerne ikke vedrører kunde-
forhold eller tredjemand, der er eller har været involveret i
forsøg på at redde virksomheden.
Til § 286
Den gældende § 353 a i lov om finansiel virksomhed er en
undtagelse til aktindsigt efter lov om offentlighed (offentlig-
hedsloven) i god skik-sager, som er omfattet af Finanstilsy-
nets bestyrelses beslutningskompetence efter § 345, stk. 12,
nr. 4 og 6, i lov om finansiel virksomhed.
Det foreslåede stk. 1 viderefører § 353 a, stk. 1, i lov om
finansiel virksomhed. Der er ikke tilsigtet materielle ændrin-
ger med bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 1, at hvis en sag om god skik m.v. er om-
fattet af Finanstilsynets bestyrelses beslutningskompetence
efter § 345, stk. 12, nr. 4 og 6, i lov om finansiel virksom-
hed, er udvalgte dokumenter undtaget fra aktindsigt efter lov
om offentlighed i forvaltningen (offentlighedsloven), indtil
bestyrelsen har truffet sin beslutning. Finanstilsynets besty-
relse er nedsat med hjemmel i § 345 i lov om finansiel virk-
somhed. Bestyrelsen har til opgave at føre kontrol med og
træffe beslutninger i forhold til Finanstilsynets tilsynsvirk-
somhed. Bestyrelsens kompetencer er nærmere afgrænset i
§ 345, stk. 12, i lov om finansiel virksomhed. Bestyrelsen
har bl.a. ansvaret for at træffe beslutning om reaktioner i
sager af principiel karakter og i sager, der har videregående
betydelige følger, jf. § 345, stk. 12, nr. 4, i lov om finansiel
virksomhed. Derudover træffer bestyrelsen beslutning om at
overgive sager omfattet af § 345, stk. 12, nr. 4, til politimæs-
sig efterforskning, jf. § 345, stk. 12, nr. 6, i lov om finansiel
virksomhed.
De sager, som Finanstilsynets bestyrelse kan behandle efter
§ 345, stk. 12, i lov om finansiel virksomhed, omfatter bl.a.
sager om god skik m.v. Sagerne er typisk kendetegnet ved,
at de relaterer sig til reglerne i lovforslagets §§ 67-74 og
bekendtgørelser udstedt i medfør heraf. Dog indeholder de
øvrige dele af den finansielle lovgivning også regler om
god skik m.v., som er omfattet af bestyrelsens beslutnings-
kompetence. Bestyrelsen bliver dermed forelagt sager om
god skik m.v., når sagerne kan medføre politianmeldelse,
er af principiel karakter eller har videregående betydelige
532
følger. Bestyrelsens beslutningskompetence i sager om god
skik m.v. sikrer en løbende kontrol med Finanstilsynets til-
synsvirksomhed, heriblandt tilsynet med forbrugerområdet
og overholdelsen af god skik m.v. Det er et begrænset antal
sager om god skik m.v., der forelægges Finanstilsynets be-
styrelse, hvilket navnlig skyldes det forhold, at sagerne skal
have en særlig karakter for at være omfattet af bestyrelsens
beslutningskompetence.
Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet samarbejder om
håndhævelsen af forbrugerlovgivningen på det finansielle
område. Når Finanstilsynets bestyrelse behandler sager om
god skik m.v., fordi sagerne er omfattet af § 345, stk. 12,
nr. 4 og 6, i lov om finansiel virksomhed, bliver Forbruger-
ombudsmanden indkaldt og har de samme beføjelser som
medlemmerne af Finanstilsynets bestyrelse, jf. § 345, stk.
14, i lov om finansiel virksomhed. Forbrugerombudsmanden
bliver også underrettet af Finanstilsynet om alle sager, hvor
kunder kan have lidt tab på grund af finansielle virksomhe-
ders overtrædelse af lovforslagets § 67, stk. 1, og bestem-
melser udstedt i medfør af lovforslagets § 67, stk. 2, jf. §
284 i lovforslaget.
Finanstilsynets tavshedspligt efter § 285, stk. 1, i lovforsla-
get finder ikke anvendelse på oplysninger i sager om god
skik, prisoplysning og kontraktforhold, jf. lovforslagets §§
67-74 og bekendtgørelser udstedt i medfør heraf. Det frem-
går af lovforslagets § 285, stk. 3, og tilsvarende undtagelses-
bestemmelser findes også i de øvrige dele af den finansielle
lovgivning, der indeholder regler om god skik m.v. Undta-
gelsesbestemmelsen indebærer, at oplysninger om tilsynet
med god skik m.v. på det finansielle område er undtaget
fra Finanstilsynets tavshedspligt. Enhver har således ret til
aktindsigt i oplysninger i sager om god skik m.v. efter de
almindelige regler om aktindsigt i offentlighedsloven, dog
med de undtagelser, der følger af offentlighedslovens kapitel
4 om undtagelser fra retten til aktindsigt, jf. Folketingstiden-
de 2018-19, A, L 189 som fremsat, side 90.
Offentligheden kan derfor få aktindsigt i Finanstilsynets sag-
er om god skik m.v. på forbrugerområdet efter de alminde-
lige regler om aktindsigt i offentlighedsloven, herunder de
sager, hvor Finanstilsynets bestyrelse skal træffe beslutning
i sagen, dog med de undtagelser, der følger af offentligheds-
lovens §§ 19-33. Det betyder, at Finanstilsynet f.eks. kan
undtage interne dokumenter fra retten til aktindsigt, jf. of-
fentlighedslovens § 23.
Undtagelsen til aktindsigt omfatter ikke interne dokumenter,
der er afgivet til udenforstående. Efter § 23, stk. 2, i offent-
lighedsloven mister et internt dokument som udgangspunkt
sin interne karakter, når det bliver afgivet til udenforstående,
f.eks. personer eller virksomheder, som Finanstilsynet vil
træffe afgørelse over for. Det er således udgangspunktet,
at et udkast til afgørelse mister sin interne karakter, når
det i forbindelse med en partshøring bliver sendt til den
virksomhed eller person, der skal træffes afgørelse over for,
fordi det er afgivet til en udenforstående i forhold til Finans-
tilsynet. Dog vil dokumentet bevare sin karakter som internt
dokument, hvis afgivelsen er sket af retlige grunde, jf. § 23,
stk. 2, i offentlighedsloven.
Efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, er Finanstilsynet som
myndighed forpligtet til at partshøre over oplysninger om
en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger,
som en part ikke kan antages at være bekendt med, og som
er til ugunst for parten og af væsentlig betydning for sagens
afgørelse.
Når Finanstilsynet skal foretage partshøring i en sag, der
skal forelægges Finanstilsynets bestyrelse, herunder sager
om god skik m.v., er det hele udkastet til afgørelse eller
beslutning, der sendes i partshøring. Denne praksis følger
af forarbejderne til lov om finansiel virksomhed, jf. Folke-
tingstidende 2013-14, A, L 133 som fremsat, side 187, og
§ 35, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 609 af 10. maj 2022
om forretningsorden for bestyrelsen for Finanstilsynet. Hen-
sigten er at styrke retssikkerheden for bl.a. de virksomheder,
som Finanstilsynets bestyrelses afgørelse vil rette sig mod,
så virksomhederne kan gøre sig bekendt med Finanstilsynets
vurderinger forud for bestyrelsens behandling af sagen. Det
skal også ses i sammenhæng med, at den pågældende virk-
somhed har ret til foretræde for Finanstilsynets bestyrelse
og i den forbindelse kan afgive et kort mundtligt indlæg, jf.
§ 36 i bekendtgørelse nr. 1543 af 30. oktober 2020 om for-
retningsorden for bestyrelsen for Finanstilsynet. Finanstilsy-
nets forpligtelse til partshøring i sager, der skal forelægges
Finanstilsynets bestyrelse, går således videre end kravene i
forvaltningsloven.
Det forhold, at retten til aktindsigt i dokumenter i sager om
god skik m.v. i nogle tilfælde ikke kan begrænses med hen-
visning til dokumentets interne eller foreløbige karakter, gør,
at sagens omstændigheder og Finanstilsynets overvejelser
og vurderinger kan blive genstand for omtale i offentlighe-
den forud for Finanstilsynets bestyrelses stillingtagen. Det
omfatter eksempelvis udkast til afgørelser eller politianmel-
delser, der som udgangspunkt ikke længere har karakter af
interne dokumenter, når udkastet i sin helhed er afgivet til
udenforstående i forbindelse med partshøring, medmindre
afgivelsen af udkastet til afgørelse eller politianmeldelse
sker af retlige grunde, f.eks. en forpligtelse efter loven. Det
bemærkes i forlængelse heraf, at selvom et udkast til afgø-
relse eller politianmeldelse vil beholde sin interne karakter
på trods af afgivelsen til udenforstående i forbindelse med
partshøring, kan øvrige dokumenter, der reflekterer såvel
udkastets indhold som konklusioner og dermed Finanstilsy-
nets foreløbige overvejelser i den konkrete sag, blive gen-
stand for aktindsigt. Væsentlige oplysninger i sager om god
skik m.v. kan dermed komme til offentlighedens kendskab,
på trods af at Finanstilsynets bestyrelse endnu ikke har fået
sagen forelagt og truffet sin beslutning.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at i de tilfælde,
hvor en sag om god skik m.v. er omfattet af Finanstilsynets
bestyrelses beslutningskompetence efter § 345, stk. 12, nr.
4 og 6, i lov om finansiel virksomhed, er en række nærme-
re opregnede dokumenter undtaget fra aktindsigt efter lov
533
om offentlighed i forvaltningen (offentlighedsloven), indtil
bestyrelsen har truffet sin beslutning. De dokumenter, der
vil være undtaget fra aktindsigt, er Finanstilsynets udkast til
afgørelse af en sag eller udkast til beslutning om at overgive
en sag til politimæssig efterforskning, udtalelser afgivet af
parten til Finanstilsynets udkast til afgørelse af en sag eller
udkast til beslutning om at overgive en sag til politimæs-
sig efterforskning og supplerende korrespondance mellem
Finanstilsynet og parten vedrørende udkastet til afgørelse af
en sag eller udkastet til beslutning om at overgive en sag til
politimæssig efterforskning.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at nogle bestemte
dokumenter i sager om god skik m.v. vil være undtaget fra
aktindsigt i en begrænset periode, når den pågældende sag
om god skik m.v. er omfattet af Finanstilsynets bestyrelses
beslutningskompetence. De pågældende dokumenter vil væ-
re undtaget fra aktindsigt fra det tidspunkt, hvor sagen og
dens omstændigheder gør, at den er underlagt Finanstilsy-
nets bestyrelses beslutningskompetence efter § 345, stk. 12,
nr. 4 og 6, i lov om finansiel virksomhed, og indtil bestyrel-
sen har truffet sin beslutning i den pågældende sag. Doku-
menterne vil ikke være undtaget fra aktindsigt, når Finanstil-
synets bestyrelse har truffet sin beslutning.
De konkrete dokumenter, som efter den foreslåede bestem-
melse vil være undtaget fra aktindsigt, er oplistet i nr. 1-3.
Det foreslås i nr. 1, at Finanstilsynets udkast til afgørelse af
en sag eller udkast til beslutning om at overgive en sag til
politimæssig efterforskning er undtaget fra aktindsigt.
Det dokument, som vil være undtaget fra aktindsigt, er det
udkast til afgørelse eller udkast til beslutning om politian-
meldelse, som Finanstilsynet sender i partshøring hos den
virksomhed eller person, som udkastet retter sig mod.
Det foreslås i nr. 2, at udtalelser afgivet af parten til Finans-
tilsynets udkast til afgørelse af en sag eller udkast til beslut-
ning om at overgive en sag til politimæssig efterforskning er
undtaget fra aktindsigt.
Som følge heraf vil partens høringssvar samt bemærkninger
til udkastet til afgørelse eller udkastet til beslutning om poli-
tianmeldelse være undtaget fra aktindsigt.
Det foreslås i nr. 3, at supplerende korrespondance mellem
Finanstilsynet og parten vedrørende udkastet til afgørelse af
en sag eller udkastet til beslutning om at overgive en sag til
politimæssig efterforskning er undtaget fra aktindsigt.
Det omfatter korrespondance, som relaterer sig til Finanstil-
synets udkast til afgørelse eller udkast til beslutning om
politianmeldelse, men som ikke er omfattet af det foreslåede
nr. 2. Det kan f.eks. være korrespondance mellem Finanstil-
synet og parten, hvor Finanstilsynet anmoder parten om at
uddybe sine bemærkninger i høringssvaret yderligere. Det
kan også omfatte korrespondance, der er afledt af opklaren-
de spørgsmål fra Finanstilsynet til parten i relation til par-
tens høringssvar.
De dokumenter i sager om god skik m.v., der efter bestem-
melsen foreslås undtaget fra aktindsigt i en begrænset peri-
ode, kan således karakteriseres som Finanstilsynets udkast
til afgørelse eller politianmeldelse, partens høringssvar til
udkastet til afgørelse eller politianmeldelse og supplerende
korrespondance mellem Finanstilsynet og parten vedrørende
udkastet til afgørelse eller politianmeldelse.
Med lovforslaget vil der ikke være ret til aktindsigt i de
pågældende dokumenter efter offentlighedsloven. Parter i
sager om god skik m.v. vil dog fortsat have ret til part-
saktindsigt efter reglerne herom i forvaltningslovens kapitel
4. Reglerne om partsstatus i forhold til Finanstilsynets afgø-
relser findes bl.a. i lovforslagets §§ 302 og 303. De øvri-
ge dele af den finansielle lovgivning indeholder lignende
bestemmelser om partsstatus i forhold til Finanstilsynets af-
gørelser, eksempelvis § 355 i lov om finansiel virksomhed,
§ 179 i lov om investeringsforeninger m.v. og § 36 i lov
om forsikringsformidling. Disse øvrige partsbestemmelser
afgør spørgsmålet om partsstatus, hvis sagen om god skik
m.v. relaterer sig til reglerne om god skik m.v. i en af de
pågældende love.
En sag om god skik m.v. omfatter sager, hvor Finanstilsynet
påser overholdelsen af de gældende regler om god skik m.v.
i den finansielle lovgivning. Den foreslåede bestemmelse
kræver dog, at sagen er omfattet af Finanstilsynets bestyrel-
ses beslutningskompetence efter § 345, stk. 12, nr. 4 og 6,
i lov om finansiel virksomhed, førend de pågældende doku-
menter vil kunne undtages fra aktindsigt. En sag vil kunne
karakteriseres som en sag om god skik m.v., hvis oplysnin-
gerne i sagen ikke er omfattet en skærpet tavshedspligt for
Finanstilsynets ansatte, jf. f.eks. lovforslagets § 285, stk. 3,
§ 354, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, § 170, stk. 3,
i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., §
175, stk. 3, i lov om investeringsforeninger m.v., § 19, stk.
3, i lov om forbrugslånsvirksomheder, § 31, stk. 3, i lov
om forsikringsformidling, § 103, stk. 3, i lov om firmapensi-
onskasser og § 255, stk. 3, i lov om fondsmæglerselskaber
og investeringsservice og -aktiviteter. Det omfatter bl.a. alle
sager om god skik m.v., prisoplysning og kontraktforhold
i lovforslagets §§ 68-75. Som følge heraf vil f.eks. alle
sager om finansielle virksomheders overtrædelse af redelig
forretningsskik og god praksis, jf. lovforslagets § 67 og
bekendtgørelser udstedt i medfør heraf, være omfattet af den
foreslåede bestemmelse, hvis Finanstilsynets bestyrelse skal
træffe beslutning i sagen.
Det følger af en række love på det finansielle område, at
Finanstilsynets bestyrelse indgår i Finanstilsynets tilsyn med
at påse overholdelsen af en række love, herunder reglerne
om god skik m.v. i de pågældende love, med den kompeten-
ce, som bestyrelsen er tillagt i medfør af § 345 i lov om
finansiel virksomhed, jf. f.eks. § 22, stk. 2, i lov om forsik-
ringsformidling, § 156 i lov om forvaltere af alternative in-
vesteringsfonde m.v., § 162 i lov om investeringsforeninger
m.v., § 15, stk. 2, i lov om forbrugslånsvirksomheder, § 14,
stk. 2, i lov om betalingskonti, § 97, stk. 2, i lov om firma-
534
pensionskasser og § 219 i lov om fondsmæglerselskaber og
investeringsservice og -aktiviteter.
Med den foreslåede bestemmelse vil følgende dokumenter
være undtaget fra aktindsigt i en nærmere afgrænset periode,
hvis Finanstilsynets bestyrelse skal træffe beslutning i den
pågældende sag i medfør af § 345, stk. 12, nr. 4 og 6, i lov
om finansiel virksomhed: Finanstilsynets udkast til afgørelse
eller politianmeldelse, partens høringssvar til udkastet til af-
gørelse eller politianmeldelse og supplerende korrespondan-
ce mellem Finanstilsynet og parten vedrørende udkastet til
afgørelse eller politianmeldelse. De sager om god skik m.v.,
hvor Finanstilsynets bestyrelse er tillagt kompetence til at
træffe beslutning, fremgår af § 345, stk. 12, nr. 4 og 6, i lov
om finansiel virksomhed.
Finanstilsynets bestyrelse træffer beslutning om reaktioner
i sager af principiel karakter samt i sager, der har videre-
gående betydelige følger, jf. § 345, stk. 12, nr. 4, i lov
om finansiel virksomhed. Ved reaktioner forstås afgørelser i
forvaltningsretlig forstand, herunder påtaler og påbud, men
reaktioner dækker f.eks. også over administrative bødefore-
læg og risikooplysninger. Finanstilsynets bestyrelse har der-
med kompetence til at træffe beslutning om en reaktion,
som retter sig mod en virksomhed under tilsyn. Bestyrelsen
er også kompetent til at træffe beslutning om reaktioner
i principielle sager vedrørende lovfortolkning og lovanven-
delse, herunder ændring af Finanstilsynets tilsynsmæssige
praksis. En sag har et principielt indhold, når der er tvivl
af en vis betydning om fortolkningen af en bestemmelse,
eller en hidtidig fortolkning ændres. At en sag vedrører en
bestemmelse, der ikke har været anvendt før, gør ikke i sig
selv sagen principiel. Videregående betydelige følger kan
f.eks. være reaktioner, der påbyder, at en bestemt praksis
skal følges, hvilket vil medføre anvendelse af betydelige
ressourcer for den berørte virksomhed og andre tilsvarende
virksomheder, eller at der er tale om en politianmeldelse.
Finanstilsynets bestyrelse træffer også beslutning om at
overgive sager omfattet af § 345, stk. 12, nr. 4, i lov om
finansiel virksomhed til politimæssig efterforskning, jf. §
345, stk. 12, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed. Det om-
fatter sager, hvor Finanstilsynet vurderer, at der er sket en
overtrædelse af en strafbelagt bestemmelse, hvorfor sagen
bør overgives til anklagemyndigheden med henblik på at
indlede en politimæssig efterforskning.
Finanstilsynet vil løbende vurdere, om sager om god skik
m.v. er omfattet af Finanstilsynets bestyrelses beslutnings-
kompetence. Sager om god skik m.v. vil som udgangspunkt
være omfattet af Finanstilsynets kompetence, medmindre
beslutningskompetencen er tillagt bestyrelsen, jf. § 345, stk.
12, nr. 4 og 6, i lov om finansiel virksomhed. Vurderer
Finanstilsynet, at en sag er omfattet af bestyrelsens kompe-
tence, vil Finanstilsynets udkast til afgørelse eller politian-
meldelse, partens høringssvar til udkastet til afgørelse eller
politianmeldelse og supplerende korrespondance mellem Fi-
nanstilsynet og parten vedrørende udkastet til afgørelse eller
politianmeldelse være undtaget fra aktindsigt, forudsat at
dokumenterne er oprettet på det tidspunkt, hvor sagen bliver
omfattet af bestyrelsens beslutningskompetence. Hvis en sag
om god skik m.v. under sagsbehandlingen bliver omfattet af
bestyrelsens beslutningskompetence, men det efterfølgende
viser sig, at den ikke længere kan anses for omfattet af be-
slutningskompetencen, vil dokumenterne ikke længere være
undtaget fra tavshedspligt fra det tidspunkt, hvor Finanstil-
synet konstaterer, at bestyrelsen ikke skal træffe beslutning
i sagen. Vurderingen af, om en sag om god skik m.v. er
omfattet af bestyrelsens beslutningskompetence, vil imidler-
tid kunne ændres i takt med, at sagsbehandlingen skrider
fremad, fordi sagens omstændigheder eller øvrige forhold
bevirker, at sagen ikke længere skal forelægges Finanstilsy-
nets bestyrelse, jf. § 345, stk. 12, nr. 4 og 6, i lov om
finansiel virksomhed.
Dokumenterne vil ikke længere være undtaget fra aktind-
sigt, når Finanstilsynets bestyrelse har truffet beslutning i
sagen. Der vil være truffet en beslutning i sagen, når Finans-
tilsynet bestyrelse har forholdt sig til den indstilling, som
bestyrelsen er blevet forelagt i relation til den pågældende
sag om god skik m.v. Finanstilsynets bestyrelse vil træffe
sine beslutninger i henhold til de regler, der følger af be-
kendtgørelse nr. 609 af 10. maj 2022 om forretningsorden
for bestyrelsen for Finanstilsynet. I de tilfælde, hvor Finans-
tilsynets bestyrelse ikke træffer en endelig beslutning på det
bestyrelsesmøde, hvor sagen om god skik m.v. blev forelagt
bestyrelsen, men i stedet delegerer kompetencen til at træffe
den endelige beslutning til eksempelvis et bestyrelsesmed-
lem eller formandsskabet for bestyrelsen, vil der først være
truffet en beslutning i sagen, når det bestyrelsesmedlem, der
har fået delegeret kompetencen til at træffe den endelige be-
slutning, har accepteret det foreliggende udkast til afgørelse
eller politianmeldelse.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke ændre på Finanstilsy-
nets mulighed for at underrette Forbrugerombudsmanden
om sager om god skik m.v. Samarbejdet om håndhævelsen
af forbrugerlovgivningen på det finansielle område vil der-
med ikke ændre sig.
Til § 287
Det fremgår af den gældende § 354, stk. 1, i lov om finan-
siel virksomhed, at Finanstilsynets ansatte er forpligtet til at
hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kendskab
til gennem tilsynsvirksomheden. Det samme gælder person-
er, der udfører serviceopgaver, som led i Finanstilsynets
drift, samt eksperter, der handler på tilsynets vegne. Tav-
shedspligten gælder også efter ansættelses- eller kontraktfor-
holdets ophør.
Tavshedspligtsbestemmelsen i § 354 i lov om finansiel virk-
somhed medfører bl.a., at adgangen til aktindsigt i Finanstil-
synets sager er begrænset, jf. § 35 i lov om offentlighed
i forvaltningen. Tavshedspligtsbestemmelsen i § 354 i lov
om finansiel virksomhed begrænser dog ikke parters ret til
535
aktindsigt efter forvaltningsloven, jf. § 9, stk. 2, i forvalt-
ningsloven.
Parter kan søge aktindsigt i oplysninger om en persons iden-
titet i forbindelse med f.eks. indberetninger til Finanstilsynet
om overtrædelse af reglerne på det finansielle område. Det
fremgår udtømmende af § 355 i lov om finansiel virksom-
hed, hvem der anses som part i forhold til Finanstilsynets af-
gørelser. Det særlige partsbegreb afviger fra det almindelige
forvaltningsretlige partsbegreb og er nødvendigt for at und-
gå en udhuling af Finanstilsynets tavshedspligt, da parters
adgang til aktindsigt efter forvaltningsloven ikke tilsidesæt-
tes af tavshedspligtsreglerne.
§ 354 g i lov om finansiel virksomhed er en særregel,
der udvider tavshedspligten i forhold til oplysninger om
personer, der indberetter overtrædelser af den finansielle re-
gulering til Finanstilsynet, således at heller ikke parter vil
kunne få aktindsigt i personoplysninger om en person, når
vedkommende har indberettet en virksomheds, herunder en
ansats, overtrædelse eller potentielle overtrædelse af regler-
ne på det finansielle område til Finanstilsynet.
Efter den gældende § 354 g, stk. 1, må Finanstilsynets
ansatte ikke videregive oplysninger om en person, når
vedkommende har indberettet en virksomhed eller en person
til Finanstilsynet for overtrædelse eller potentiel overtrædel-
se af den finansielle regulering, som Finanstilsynet fører til-
syn med. Forbuddet udgør en såkaldt whistleblowerordning,
som sikrer fuld fortrolighed for personer, der indberetter
overtrædelser m.v. til Finanstilsynet.
Det foreslåede stk. 1 viderefører § 354 g, stk. 1, i lov om
finansiel virksomhed uden ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynets ansatte ikke må vi-
deregive oplysninger om en person, når vedkommende har
indberettet en virksomhed eller en person til Finanstilsynet
for overtrædelse eller potentiel overtrædelse af den finan-
sielle regulering, som Finanstilsynet fører tilsyn med, jf. dog
stk. 2.
Bestemmelsen indebærer bl.a., at oplysninger om en per-
son, der har indberettet en virksomhed eller en person for
overtrædelse af den finansielle regulering for så vidt angår
indberetningen ikke er undergivet aktindsigt i medfør af
forvaltningsloven eller reglerne om underretning i medfør af
retssikkerhedsloven.
”Oplysninger om en person” skal forstås i overensstemmel-
se med definitionen af personoplysninger i artikel 4, nr. 1,
i databeskyttelsesforordningen, hvorved forstås enhver form
for information om en identificeret eller identificerbar fysisk
person (»den registrerede«); ved identificerbar fysisk person
forstås en fysisk person, der direkte eller indirekte kan iden-
tificeres, navnlig ved en identifikator som f.eks. et navn,
et identifikationsnummer, lokaliseringsdata, en onlineidenti-
fikator eller et eller flere elementer, der er særlige for denne
fysiske persons fysiske, fysiologiske, genetiske, psykiske,
økonomiske, kulturelle eller sociale identitet.
Oplysninger, som er gjort anonyme på en sådan måde, at
den registrerede ikke længere kan identificeres, er ikke om-
fattet af begrebet personoplysninger. Ved afgørelsen af, om
en person er identificerbar, skal alle de hjælpemidler, der
med rimelighed kan tænkes bragt i anvendelse for at identi-
ficere den pågældende enten af den dataansvarlige eller af
enhver anden person, tages i betragtning.
Bestemmelsen vil kun kunne finde anvendelse i sager om
indberetning af overtrædelser eller potentielle overtrædelser
af den finansielle regulering til Finanstilsynet indberettet af
en person om en virksomhed under tilsyn af Finanstilsynet,
herunder ansatte eller medlemmer af bestyrelsen i virksom-
heder, der er under tilsyn.
Bestyrelsens eller ansattes indberetning til Finanstilsynet vil
ikke være i strid med tavshedspligten i lovforslagets § 82
eller § 132 i selskabsloven.
Såvel overtrædelser som potentielle overtrædelser, f.eks. i
tilfælde hvor en indberetning ikke fører til yderligere sags-
behandlingsskridt eller i tilfælde, hvor Finanstilsynet vurde-
rer, at der ikke er tale om en overtrædelse af reglerne på det
finansielle område, er omfattet af lovforslaget.
Det er et krav, at overtrædelsen vedrører regler, som er
under Erhvervsministeriets ressortområde, som vedrører det
område, som er under tilsyn af Finanstilsynet, forstået som
love, bekendtgørelser og direkte gældende EU-retlig regu-
lering, herunder forordninger og direkte gældende niveau
2-regulering (f.eks. bindende tekniske standarder). For love,
som både Finanstilsynet og andre myndigheder fører tilsyn
med, omfattes den eller de bestemmelse(r), som andre fører
tilsyn med, ikke af lovforslaget. Dette er eksempelvis de
dele af lov om betalingstjenester og elektroniske penge, som
er under tilsyn af Forbrugerombudsmanden og Konkurren-
ce- og Forbrugerstyrelsen. Indberetning om overtrædelse af
f.eks. markedsføringsloven eller straffeloven (f.eks. i form
af underslæb, bedrageri m.v.) omfattes ikke af bestemmel-
sens anvendelsesområde.
Bestemmelsen medfører, at Finanstilsynets ansatte – med
de undtagelser der følger af det foreslåede stk. 2 – ikke
er forpligtet til at videregive oplysninger om personer, der
til Finanstilsynet indberetter overtrædelser eller potentielle
overtrædelser af den finansielle regulering. Bestemmelsen
udgør en specialregel (lex specialis) i forhold til de alminde-
ligt gældende regler om aktindsigt efter f.eks. forvaltnings-
loven eller om underretning efter retssikkerhedsloven.
Såfremt en part f.eks. har ret til aktindsigt efter forvaltnings-
loven, vil Finanstilsynet i medfør af bestemmelsen være
forpligtet til enten ikke at videregive eller at anonymisere
enhver oplysning, der gør det muligt at identificere perso-
nen, der har indberettet overtrædelsen. Fravigelsen af de
almindeligt gældende regler om aktindsigt efter f.eks. for-
valtningsloven eller om underretning efter retssikkerhedslo-
ven vurderes at være nødvendig for at yde personerne den
tilstrækkelige beskyttelse.
536
Bestemmelsen ændrer ikke på, at adgangen til aktindsigt i
Finanstilsynets sager som følge af bestemmelsens ordlyd er
begrænset i henhold til § 35 i lov om offentlighed i forvalt-
ningen, og adgangen til indsigt efter databeskyttelsesloven
er som følge af bestemmelsens ordlyd begrænset i henhold
til § 22, stk. 3, i databeskyttelsesloven, jf. databeskyttelses-
forordningens artikel 15, stk. 1.
Ligeledes er det efter bestemmelsen f.eks. ikke tilladt for
Finanstilsynet at videregive personoplysninger om en per-
son, der har indberettet en overtrædelse af den finansielle
regulering, i forbindelse med en eventuel underretning forud
for gennemførelsen af en beslutning om iværksættelse af et
tvangsindgreb efter § 5 i retssikkerhedsloven.
Den gældende § 354 g, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at bestemmelsen i § 354 g, stk. 1, i lov om finan-
siel virksomhed ikke er til hinder for, at personoplysninger
videregives i medfør af § 348 a, stk. 2, eller § 354, stk. 6.
Det foreslåede stk. 2 viderefører § 354 g, stk. 2, i lov om
finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer. Der er
ikke tilsigtet materielle ændringer med bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 2, at bestemmelsen i stk. 1 ikke er til
hinder for, at personoplysninger videregives i medfør af §
287, stk. 2, eller § 288, stk. 1.
Det fremgår af lovforslagets § 284, stk. 2, at Forbrugerom-
budsmanden uanset tavshedspligten i §§ 285, 287 og 290,
har ret til adgang til samtlige oplysninger i Finanstilsynets
sager omfattet af det foreslåede stk. 1.
Det fremgår af lovforslagets § 288, stk. 1, at tavshedspligten
i § 285, stk. 1, ikke er til hinder for, at Finanstilsynet vide-
regiver fortrolige oplysninger til de i bestemmelsen nævnte
parter, herunder fremgår det bl.a. af § 288, stk. 1, nr. 2, at
Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysninger til andre
offentlige myndigheder, herunder anklagemyndigheden og
politiet, i forbindelse med efterforskning og retsforfølgning
af mulige strafbare forhold omfattet af straffeloven eller
tilsynslovgivningen.
Videregivelse i forbindelse med retssager, anlagt af den
virksomhed eller ansatte, om hvem der er blevet indberettet
overtrædelser vedrørende f.eks. bagvaskelse, æreskrænkelse,
osv., er ikke omfattet af § 288, stk. 1. Det vil følgelig i disse
tilfælde ikke være tilladt for Finanstilsynet at videregive
personoplysninger omfattet af det foreslåede stk. 1 til den
virksomhed eller ansatte, der er blevet indberettet om.
Bestemmelsen fastsætter bl.a. muligheden for, at Finanstil-
synet kan videregive oplysninger om whistleblowere til
Forbrugerombudsmanden og andre offentlige myndigheder,
herunder anklagemyndigheden og politiet i forbindelse med
efterforskning og retsforfølgning af strafbare forhold omfat-
tet af straffeloven eller tilsynslovgivningen m.v.
Det gældende § 354 g, stk. 3, i lov om finansiel virksom-
hed fastsætter, at bestemmelsen i stk. 1 i lov om finansiel
virksomhed ikke er til hinder for, at personoplysninger, der
vedrører en kunde, videregives til en finansiel virksomhed
i forbindelse med sager omfattet af § 354, stk. 3, i lov om
finansiel virksomhed eller i sager om overtrædelse af kapitel
9, når kunden har givet udtrykkeligt samtykke til videregi-
velsen.
Det foreslåede stk. 3 viderefører § 354 g, stk. 3, i lov om
finansiel virksomhed med den sproglige ændring, at der ale-
ne henvises til forsikringsselskaber. Der er ikke tilsigtet en
materiel ændring med den foreslåede bestemmelse.
Det foreslås i stk. 3, at forbuddet i stk. 1 ikke er til hinder
for, at personoplysninger, der vedrører en kunde, videregi-
ves til et forsikringsselskab i forbindelse med sager omfattet
af lovforslagets § 287, stk. 3, eller i sager om overtrædelse
af kapitel 9 i lovforslaget, når kunden har givet samtykke til
videregivelsen.
Finanstilsynet kan i disse angivne typer af sager videregive
personoplysninger om en kunde til en finansiel virksomhed,
hvis kunden samtykker til videregivelsen.
Bestemmelsen vedrører for det første sager omfattet af lov-
forslagets § 285, stk. 3. § 285, stk. 3, omfatter sager på
forbrugerområdet vedrørende god skik, prisoplysning og
kontraktforhold, jf. §§ 67-81 og bekendtgørelser udstedt i
medfør heraf.
Bestemmelsen vedrører for det andet sager om overtrædelse
af kapitel 9 i lovforslaget. Kapitel 9 regulerer finansielle
virksomheders adgang til at videregive fortrolige oplysnin-
ger.
Personoplysninger videregivet i medfør af det foreslåede
stk. 3 er fortrolige og derfor omfattet af § 82. Bestemmelsen
indeholder et forbud mod uberettiget videregivelse eller ud-
nyttelse af fortrolige oplysninger.
Whistleblowerordningen skal sikre, at en person, der indbe-
retter overtrædelser begået i instituttet, til enhver tid garante-
res fuld fortrolighed, medmindre offentliggørelse kræves i
national ret som led i yderligere undersøgelser eller efterføl-
gende retssager.
Bestemmelsen giver mulighed for, at en klager i en forbru-
gersag kan give samtykke til, at Finanstilsynet videregiver
personoplysninger om den pågældende i den pågældende
sag.
Det er en betingelse for, at Finanstilsynet kan videregive
personoplysninger om en kunde, at denne har givet et ud-
trykkeligt samtykke til videregivelsen. Samtykket skal afgi-
ves i overensstemmelse med databeskyttelseslovgivningens
regler, der bl.a. i artikel 4, nr. 11, definerer samtykke fra
den registrerede som enhver frivillig, specifik, informeret og
utvetydig viljestilkendegivelse fra den registrerede, hvorved
den registrerede ved erklæring eller klar bekræftelse indvil-
liger i, at personoplysninger, der vedrører den pågældende,
gøres til genstand for behandling.
537
”Personoplysninger” skal forstås i overensstemmelse med
definitionen heraf i artikel 4, nr. 1, i databeskyttelsesforord-
ningen, hvorved forstås enhver form for information om
en identificeret eller identificerbar fysisk person (»den regi-
strerede«); ved identificerbar fysisk person forstås en fysisk
person, der direkte eller indirekte kan identificeres, navnlig
ved en identifikator som f.eks. et navn, et identifikations-
nummer, lokaliseringsdata, en onlineidentifikator eller et el-
ler flere elementer, der er særlige for denne fysiske persons
fysiske, fysiologiske, genetiske, psykiske, økonomiske, kul-
turelle eller sociale identitet.
Oplysninger, som er gjort anonyme på en sådan måde, at
den registrerede ikke længere kan identificeres, er ikke om-
fattet af begrebet personoplysninger. Ved afgørelsen af, om
en person er identificerbar, skal alle de hjælpemidler, der
med rimelighed kan tænkes bragt i anvendelse for at identi-
ficere den pågældende enten af den dataansvarlige eller af
enhver anden person, tages i betragtning
Som det fremgår af de specielle bemærkninger til whist-
leblower-bestemmelsen i § 354 g, jf. Folketingstidende
2013-14, A, L 133 som fremsat, side 1ff, er bestemmelsen
lex specialis i forhold til de gældende regler om aktindsigt
efter f.eks. forvaltningsloven eller om underretning efter
retssikkerhedsloven. Dette vil også være tilfældet efter den
foreslåede bestemmelse. Finanstilsynet vil derfor være for-
pligtet til enten ikke at videregive eller at anonymisere en-
hver oplysning, der gør det muligt at identificere personen,
der har indberettet overtrædelsen, hvis andre søger om akt-
indsigt i oplysningen. Dette vil også gælde, selvom personen
har givet sit samtykke til videregivelsen af personoplysnin-
ger om denne til et forsikringsselskab.
Det gældende § 354 g, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at alle, der modtager personoplysninger i henhold
til stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, er med hensyn til
disse oplysninger undergivet den i stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed omhandlede tavshedspligt.
Det foreslåede stk. 4 viderefører § 354 g, stk. 4, i lov om
finansiel virksomhed uden ændringer.
Det foreslås i stk. 4, at alle, der i henhold til stk. 2 modta-
ger personoplysninger, er med hensyn til disse oplysninger
undergivet tavshedspligten i stk. 1.
Det indebærer, at de myndigheder m.v., der er nævnt i § 288,
stk. 1 som modtager personoplysninger efter den foreslåede
bestemmelse, vil være omfattet af Finanstilsynets tavsheds-
pligt.
Til § 288
Finanstilsynets ansatte er under ansvar efter straffelovens
§§ 152-152 e forpligtet til at hemmeligholde fortrolige op-
lysninger, som de får kendskab til gennem tilsynsvirksom-
heden, jf. den foreslåede § 285, stk. 1, i lovforslaget. Det
samme gælder personer, der udfører serviceopgaver som led
i Finanstilsynets drift, samt eksperter, der handler på Finans-
tilsynets vegne. Dette gælder også efter ansættelses- eller
kontraktforholdets ophør.
Tavshedspligten er i høj grad baseret på et ønske om at
beskytte virksomhedernes kunder, det være sig privatperso-
ner eller erhvervskunder. Hertil kommer et ønske om af
konkurrencemæssige grunde at beskytte virksomhedernes
forretningsmæssige forhold. Herudover er Finanstilsynets
tavshedspligt en afgørende betingelse for den tilsynsmæssi-
ge effektivitet. For at Finanstilsynet kan få alle nødvendige
oplysninger i en given sag, må virksomhederne og kunderne
kunne nære tillid til, at Finanstilsynet ikke videregiver for-
trolige oplysninger.
Den gældende § 354, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter de tilfælde, hvor der indenfor rammerne af stk.
1 kan videregives fortrolige oplysninger. Det vil sige tilfæl-
de, hvor videregivelse af de fortrolige oplysninger vil være
berettiget. Derudover kan der være ganske særlige tilfælde,
hvor videregivelse også kan ske indenfor rammerne af stk.
1. Som eksempel kan nævnes videregivelse til regeringens
koordinationsudvalg og økonomiudvalg. En sådan (beretti-
get) videregivelse vil i så fald ske i medfør af straffelovens §
152 e.
Det foreslåede stk. 1, nr. 1–27, viderefører § 354, stk. 6, nr.
1-17, nr. 18-20 og nr. 37-45, med den sproglige ændring, at
der alene henvises til forsikringsselskaber og forsikringshol-
dingvirksomheder. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer
med den foreslåede bestemmelse.
Bestemmelsen indebærer således, at Finanstilsynets ansatte
har mulighed for at videregive oplysninger på trods af den
udvidede tavshedspligt, der gælder for ansatte i Finanstilsy-
net.
Efter det forslåede stk. 1, nr. 1, har Finanstilsynet mulig-
hed for at videregive fortrolige oplysninger indhentet i for-
bindelse med Finanstilsynets tilsynsvirksomhed til Det Sy-
stemiske Risikoråd.
Det Systemiske Risikoråd kan få oplysninger om finansielle
forhold fra Finanstilsynet i forbindelse med rådets behand-
ling af sager i henhold til bestemmelsen i § 343 s i lov om
finansiel virksomhed. Rådet kan få alle de oplysninger, som
rådet måtte vurdere er relevante i forbindelse med rådets
arbejde.
Tavshedspligten i henhold til lovforslagets § 290 følger de
oplysninger, der måtte videregives fra Finanstilsynet til Det
Systemiske Risikoråd, hvorfor medlemmerne af rådet samt
eventuelle suppleanter og sekretariatet bliver underlagt den
tavshedspligt, der følger af lovforslagets § 285, stk. 1.
Det foreslåede stk. 1, nr. 2, vedrører en fravigelse af Finans-
tilsynets udvidede tavshedspligt i forhold til Finanstilsynets
mulighed for at videregive oplysninger til andre offentlige
myndigheder, herunder anklagemyndigheden og politiet, i
538
forbindelse med efterforskning og retsforfølgning af strafba-
re forhold omfattet af straffeloven eller tilsynslovgivningen.
Det er en forudsætning for at bringe bestemmelsen i anven-
delse, at der foreligger mulige strafbare forhold af straffelo-
ven eller tilsynslovgivningen.
Oplysningerne kan videregives tidligt i arbejdsprocessen,
hvor Finanstilsynet i sin sagsbehandling blandt andet under-
søger om, der foreligger en overtrædelse af straffeloven eller
tilsynslovgivningen, men hvor denne sagsbehandling endnu
ikke har klarlagt, om en fysisk eller juridisk person med
rimelig grund er mistænkt for et strafbart forhold. Dermed
kan politi og anklagemyndigheden på et tidligere tidspunkt
inddrages i Finanstilsynets arbejde med at kortlægge eventu-
elle strafbare forhold.
Med bestemmelsen har Finanstilsynet mulighed for at drøfte
en konkret sag med anklagemyndigheden eller politiet med
henblik på at slå fast, om der er tale om et forhold, der
bør give anledning til politianmeldelse, herunder om Finans-
tilsynet bør undersøge forholdet nærmere inden indgivelse
af politianmeldelse, om sagen med fordel kan afgrænses til
alene at vedrøre udvalgte forhold, eller om der slet ikke er
tale om et strafbart forhold. Dermed har Finanstilsynet mu-
lighed for at målrette sin indsats, herunder undgå at indgive
politianmeldelser, som anklagemyndigheden og politiet på
forhånd ville kunne vurdere, ikke ville kunne give anledning
til strafferetlig forfølgning.
Reglen medfører generelt en friere dialog mellem Finanstil-
synet, anklagemyndigheden og politiet omkring Finanstilsy-
nets arbejde og de udviklingstendenser, Finanstilsynet ser i
sagerne og i sektoren.
Finanstilsynet har efter reglerne ikke pligt til at informere
en fysisk eller juridisk person om, at en sag er overgivet
til politimæssig efterforskning. Finanstilsynet er derimod
forpligtet til at overholde bestemmelserne i tvangsindgrebs-
loven, hvorefter bestemmelser, der forpligter en fysisk eller
juridisk person til at give Finanstilsynet oplysninger, som
udgangspunkt ikke kan bringes i anvendelse, hvis der er
konkret mistanke om, at den pågældende har begået en
lovovertrædelse, der kan medføre straf. Finanstilsynet vil i
øvrigt alene kunne videregive oplysninger i det omfang, det
er nødvendigt for Finanstilsynets, anklagemyndighedens og
politiets virksomhed.
Det er Finanstilsynet, der skal vurdere, hvorvidt betingelser-
ne for videregivelse er opfyldt.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 3, har Finanstilsynet mulighed
for at videregive oplysninger til vedkommende minister som
led i dennes overordnede tilsyn, jf. dog § 289, stk. 5.
Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysninger til
vedkommende minister som led i ministerens tilsyn med
forvaltningen.
Videregivelse af fortrolige oplysninger, som hidrører fra
myndigheder eller organer, kan alene ske, såfremt de myn-
digheder eller organer, som har afgivet oplysningerne, eller
de myndigheder i den medlemsstat, hvor kontrolbesøget el-
ler inspektionen er foretaget, har givet deres udtrykkelige
tilladelse, jf. § 289, stk. 5.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 4, har Finanstilsynet mulighed
for at videregive oplysninger til administrative myndigheder
og domstole, som behandler afgørelser, der er truffet af Fi-
nanstilsynet.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 5, har Finanstilsynet mulighed
for at videregive oplysninger til Folketingets Ombudsmand.
Vælger en part i en sag at klage over en afgørelse, der
er afsagt af Finanstilsynet, til Folketingets Ombudsmand,
og vurderer ombudsmanden, at klagen giver tilstrækkelig
anledning til undersøgelse, vil ombudsmanden både skulle
bedømme, om en afgørelse er i strid med det regelsæt,
som Finanstilsynet har truffet sin afgørelse på baggrund
af, og om Finanstilsynet i sin sagsbehandling har handlet
i strid med god forvaltningskik. I forbindelse med ombuds-
mandens prøvelse af en sag vil Finanstilsynet være forpligtet
til at meddele ombudsmanden de oplysninger samt udlevere
de dokumenter m.v., som forlanges af ombudsmanden.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 6, har Finanstilsynet mulighed
for at videregive oplysninger til beskæftigelsesministeren i
tilfælde af underretning i medfør af lov om Arbejdsmarke-
dets Tillægspension, Lønmodtagernes Dyrtidsfond og lov
om arbejdsskadesikring.
Finanstilsynet har i medfør af lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension, lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond og lov
om arbejdsskadesikring en række lovbestemte forpligtelser
til at underrette beskæftigelsesministeren om forhold i rela-
tion til tilsynet med Arbejdsmarkedets Tillægspension, Løn-
modtagernes Dyrtidsfond og Arbejdsmarkedets Erhvervssik-
ring.
Det fremgår bl.a. af § 27 a, stk. 4, i lov om Arbejdsmarke-
dets Tillægspension, at Finanstilsynet, efter en inspektion
i Arbejdsmarkedets Tillægspension, samtidig med fremsen-
delse af en rapport til ledelsen sender rapporten til beskæf-
tigelsesministeren. Tilsvarende bestemmelser findes i § 10
a, stk. 4, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond og i § 72
i lov om arbejdsskadesikring. Finanstilsynet afgiver herudo-
ver bl.a. en årlig beretning til beskæftigelsesministeren om
tilsynet med Arbejdsmarkedets Tillægspension, Lønmodta-
gerne Dyrtidsfond og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf.
§ 27 c i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, § 10 c
i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond og § 74 i lov om
arbejdsskadesikring.
Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysninger til be-
skæftigelsesministeren i tilfælde, hvor det følger af lov om
Arbejdsmarkedets Tillægspension, lov om Lønmodtagernes
Dyrtidsfond og lov om arbejdsskadesikring, at Finanstilsy-
net skal videregive fortrolige oplysninger til beskæftigelses-
ministeren.
539
Hvis Finanstilsynet vurderer, at et forsikringsselskab kan
komme i problemer i forhold til opfyldelse af kravene til
solvens, likviditet eller andre bestemmelser, som vil kunne
medføre, at Finanstilsynet inddrager virksomhedens tilladel-
se, kan der være behov for, at Finanstilsynet igangsætter for-
skellige drøftelser med interesserede parter og interessenter
m.v. med henblik på at finde en løsning af virksomhedens
situation. Sådan et arbejde ligger uden for Finanstilsynets
sædvanlige tilsynsvirksomhed, og når Finanstilsynet vurde-
rer, at en virksomhed er i økonomiske vanskeligheder, an-
moder Finanstilsynet erhvervsministeren om et mandat til at
føre drøftelser med interesserede parter og interessenter m.v.
med henblik på en løsning af virksomhedens situation. Man-
datet indhentes, før Finanstilsynet deltager i håndteringen af
en nødlidende virksomhed.
I forbindelse med krisehåndtering af forsikringsselskaber
kan offentlige midler helt eller delvist være en del af en
løsningsmodel. Sådanne midler – enten direkte eller i form
af en tabsgaranti stillet over for Danmarks Nationalbank
– skal bevilges af Folketingets Finansudvalg. Dette nødven-
diggør videregivelse af fortrolige oplysninger om det krise-
ramte forsikringsselskab til Finansudvalget med henblik på
at tilvejebringe et fyldestgørende beslutningsgrundlag for
udvalget.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 7, har Finanstilsynet mulighed
for at videregive oplysninger til en parlamentarisk kommis-
sion nedsat af Folketinget, jf. dog § 289, stk. 4 og 5.
Videregivelse af oplysninger, som hidrører fra et andet med-
lemsland, kan dog alene ske, hvis de myndigheder, som har
afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse
hertil, ligesom oplysningerne udelukkende må benyttes til
det formål, som tilladelsen vedrører, jf. § 289, stk. 4.
Videregivelse af fortrolige oplysninger, som hidrører fra
myndigheder eller organer, kan alene ske, såfremt de myn-
digheder eller organer, som har afgivet oplysningerne, eller
de myndigheder i den medlemsstat, hvor kontrolbesøget el-
ler inspektionen er foretaget, har givet deres udtrykkelige
tilladelse, jf. § 289, stk. 5.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 8, har Finanstilsynet mulighed
for at videregive oplysninger til Undersøgelseskommissio-
ner nedsat ved lov eller i henhold til lov om undersøgelses-
kommissioner, jf. dog § 289, stk. 4 og 5.
Videregivelse af oplysninger, som hidrører fra et andet med-
lemsland, kan dog alene ske, hvis de myndigheder, som har
afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse
hertil, ligesom oplysningerne udelukkende må benyttes til
det formål, som tilladelsen vedrører, jf. § 289, stk. 4.
Videregivelse af fortrolige oplysninger, som hidrører fra
myndigheder eller organer, kan alene ske, såfremt de myn-
digheder eller organer, som har afgivet oplysningerne, eller
de myndigheder i den medlemsstat, hvor kontrolbesøget el-
ler inspektionen er foretaget, har givet deres udtrykkelige
tilladelse, jf. § 289, stk. 5.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 9, har Finanstilsynet mulighed
for at videregive oplysninger til Folketingets stående udvalg
vedrørende en finansiel virksomheds generelle økonomiske
forhold, for så vidt angår krisehåndtering af forsikringssel-
skaber, når der træffes beslutning om, hvorvidt staten skal
yde garanti eller stille midler til rådighed. Tilsvarende gæl-
der i forbindelse med den parlamentariske kontrol i sager
omfattet af 1. pkt.
Med henblik på at sikre, at Folketingets Finansudvalgs be-
slutninger om at yde garanti eller stille midler til rådighed
for en afvikling – eller det modsatte – kan træffes på et
fyldestgørende og betryggende grundlag, foreslås det, at
Finanstilsynet får hjemmel til at videregive fortrolige op-
lysninger til Folketingets stående udvalg i forbindelse med
krisehåndtering af finansielle virksomheder. Det er ikke et
krav, at virksomheden er i betalingsstandsning eller under
konkurs.
Der kan videregives fortrolige oplysninger, såfremt der træf-
fes beslutning om anvendelse af statslige midler og til brug
for selve beslutningen om, hvorvidt der skal anvendes stats-
lige midler.
Ved »krise« forstås en situation, hvor et forsikringsselskab
ikke lever op til – eller uomgængeligt ikke vil kunne leve op
til - de forpligtelser, der følger af den finansielle regulering,
og hvor virksomheden – hvis den ikke hurtigt retter op på
forholdene – vil miste sin tilladelse til at drive virksomhed i
henhold til lov om forsikringsvirksomhed.
Videregivelsesadgangen gælder alene oplysninger om et for-
sikringsselskabs generelle økonomiske forhold og ikke kun-
deoplysninger. Udtrykket »generelle økonomiske forhold«
begrænser videregivelsen af oplysninger, til de stående ud-
valg, således at for eksempel oplysninger om eventuelle
overtagelses- eller fusionstilbud fra andre virksomheder, til-
synets interne arbejdsdokumenter og oplysninger af person-
lig karakter ikke kan videregives.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 10, har Finanstilsynet mu-
lighed for at videregive oplysninger til Statsrevisorerne og
Rigsrevisionen.
Adgangen til videregivelse af fortrolige oplysninger til
Statsrevisorerne og Rigsrevisionen beror på disse instituti-
oners rolle i den parlamentariske kontrol med forvaltnin-
gen. Statsrevisorerne og Rigsrevisionen kan indhente alle
oplysninger, der er i Finanstilsynets besiddelse, og som
skønnes af betydning for deres arbejde.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 11, har Finanstilsynet mulig-
hed for at videregive oplysninger til interessenter, herunder
myndigheder, involveret i forsøg på at redde et nødlidende
forsikringsselskab, når Finanstilsynet har modtaget et man-
dat fra erhvervsministeren, jf. dog § 289 stk. 5.
Finanstilsynet skal efter bestemmelsen indhente mandat fra
erhvervsministeren i det tilfælde, hvor et forsikringsselskab
måtte blive nødlidende, og hvor Finanstilsynet vil indlede
540
drøftelser med og videregive oplysninger til interessenter
involveret i forsøg på at redde forsikringsselskabet.
Videregivelse af fortrolige oplysninger, som hidrører fra
myndigheder eller organer, kan alene ske, såfremt de myn-
digheder eller organer, som har afgivet oplysningerne, eller
de myndigheder i den medlemsstat, hvor kontrolbesøget el-
ler inspektionen er foretaget, har givet deres udtrykkelige
tilladelse, jf. § 289, stk. 5.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 11, kan Finanstilsynet vide-
regive fortrolige oplysninger om et kriseramt forsikringssel-
skab til de interessenter, der er involveret i drøftelser om
en løsning, herunder blandt andet en potentielt overtagende
virksomhed. Det er ikke et krav, at den potentielt overtagen-
de virksomhed er en finansiel virksomhed.
Efter bestemmelsen er det endvidere muligt at videregive
fortrolige oplysninger til relevante brancheorganisationer og
edb-centraler. Videregivelse til disse interessenter sker som
led i den praktiske håndtering af det kriseramte forsikrings-
selskab og er afgørende for et hensigtsmæssigt forløb.
Det er et krav for anvendelse af den gældende bestemmelse,
at Finanstilsynet skønner, at forsikringsselskabet ikke lever
op til, eller uomgængeligt ikke vil kunne leve op til, de
forpligtelser, der følger af den finansielle regulering, og hvor
virksomheden, hvis den ikke hurtigt retter op på forholdene,
vil miste sin tilladelse til at drive virksomhed i henhold til
loven.
Hensynet til at forberedelsen af en overtagelse af en nødli-
dende finansiel virksomhed iværksættes tidligst muligt, og
hensynet til den finansielle stabilitet medfører, at Finanstil-
synet efter stk. 1, nr. 11, kan videregive fortrolige oplysnin-
ger til en virksomhed i de situationer, hvor Finanstilsynet
har modtaget et mandat fra erhvervsministeren. Dette med-
fører, at Finanstilsynet bemyndiges til at videregive fortroli-
ge oplysninger til en potentielt overtagende virksomhed m.v.
i de tilfælde, hvor der er likviditetsmæssige, solvensmæssige
eller andre tilfælde, der kan føre til, at Finanstilsynet kan
tilbagekalde tilladelsen.
Det er en forudsætning for videregivelse af fortrolige oplys-
ninger, at modtagerne af oplysningerne efter Finanstilsynets
vurdering har behov for oplysningerne. Det følger desuden
af lovforslagets § 290, at modtageren af oplysningerne un-
derlægges tavshedspligten i § 285, stk. 1. Ved videregivelse
til »finansielle brancheorganisationer« menes for eksempel
Forsikring & Pension samt andre tilsvarende organisationer,
der er eller måtte blive etableret, og som har behov for
oplysningerne.
Bestemmelsen gør det også muligt for Finanstilsynet f.eks.
at videregive fortrolige oplysninger til konkurrencemyndig-
hederne i Danmark. Dette kan f.eks. ske i forbindelse med
reglerne om fusionskontrol, hvor der kan være et behov for
at videregive fortrolige oplysninger om de implicerede virk-
somheder til konkurrencemyndighederne. I denne situation
er det imidlertid virksomhederne selv, der er ansvarlige for
at søge fusionsgodkendelse og dermed for at videregive de
relevante, herunder fortrolige, oplysninger.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 12, har Finanstilsynet mulig-
hed for at videregive oplysninger til de af Foreningen af
Statsautoriserede Revisorer udpegede revisorer efter § 144,
stk. 5, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed.
Bestemmelsen vedrører den situation, hvor Foreningen af
Statsautoriserede Revisorer udpeger to revisorer til at træffe
endelig afgørelse om prisfastsættelsen af aktier, jf. § 144,
stk. 5, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed.
Det er vurderingen, at der er behov for en sådan hjemmel
med henblik på at sikre, at revisorernes afgørelse bliver
truffet på et så fyldestgørende grundlag som overhovedet
muligt.
På denne baggrund er undtagelsen til udgangspunktet om
tavshedspligt indført, hvorefter der kan videregives fortroli-
ge oplysninger om den kriseramte virksomhed til de ovenfor
nævnte revisorer, således at deres afgørelse kan træffes på et
så fyldestgørende grundlag som muligt.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 13, har Finanstilsynet mulig-
hed for at videregive oplysninger til Skifteretten, jf. dog stk.
13, andre myndigheder, der medvirker ved forsikringssel-
skabets likvidation, konkursbehandling eller lignende pro-
cedurer, og kurator, samt personer, der er ansvarlige for
den lovpligtige revision af forsikringsselskabets regnskaber,
under forudsætning af at modtagerne af oplysningerne har
behov herfor til varetagelse af deres opgaver.
Videregivelse af oplysninger til Skifteretten, som hidrører
fra et andet medlemsland, kan dog alene ske, hvis de myn-
digheder, som har afgivet oplysningerne, har givet deres
udtrykkelige tilladelse hertil, ligesom oplysningerne udeluk-
kende må benyttes til det formål, som tilladelsen vedrører,
jf. § 289, stk. 4.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 14, har Finanstilsynet mulig-
hed for at videregive oplysninger til institutioner, der for-
valter indskyder-, investor- eller forsikringsgarantiordninger,
under forudsætning af at oplysningerne er nødvendige for, at
de kan udføre deres arbejde.
Det foreslåede indebærer, at Finanstilsynet fortsat vil have
hjemmel til at videregive fortrolige oplysninger til forsik-
ringsgarantiordningen i lighed med Finanstilsynets hjemmel
til at videregive fortrolige oplysninger til institutioner, der
forvalter indskyder- eller investorordninger.
I forbindelse med at et forsikringsselskab, der har tilladelse
til at udøve skadesforsikringsvirksomhed går konkurs træder
Fonden i funktion og udbetaler erstatninger og forudbetalte
præmiebeløb til forsikringstagere og sikrede i det konkurs-
ramte forsikringsselskab. I det omfang Finanstilsynet i for-
bindelse med tilsynsvirksomheden er i besiddelse af oplys-
ninger, der kan være til nytte for Fondens arbejde med det
konkursramte forsikringsselskab, anses det for hensigtsmæs-
541
sigt, at Finanstilsynet kan videregive sådanne oplysninger
til Fonden. Fonden er under tilsyn af Finanstilsynet, og
Fondens bestyrelse, revisorer, direktører og øvrige ansatte
er underlagt tavshedspligt om de fortrolige oplysninger, som
de under deres hverv er blevet bekendt med.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 15, har Finanstilsynet mulig-
hed for at videregive oplysninger til udvalg, grupper m.v.
nedsat af erhvervsministeren, der har til formål at drøfte og
koordinere indsatsen for at sikre den finansielle stabilitet.
Efter bestemmelsen kan Finanstilsynet videregive fortrolige
oplysninger til udvalg, grupper m.v. nedsat af erhvervsmini-
steren til brug for drøftelser om krisehåndtering og koordi-
nationen af indsatsen for at sikre den finansielle stabilitet.
Der skal være tale om formaliseret samarbejde med løbende
afholdelse af møder og med faste medlemmer, herunder fra
Erhvervsministeriet, Finansministeriet samt direktions- eller
vicedirektionsmedlemmer fra Finanstilsynet, Danmarks Na-
tionalbank.
Videregivelsen skal ske indenfor udvalget, gruppen m.v., og
ministeren kan således ikke vælge kun at videregive oplys-
ninger til enkelte medlemmer.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 16, har Finanstilsynet mu-
lighed for at videregive oplysninger til Erhvervsstyrelsen i
sin egenskab af tilsynsmyndighed for efterlevelse af selska-
bslovgivningen, når videregivelse sker med henblik på at
styrke det finansielle systems stabilitet og integritet, jf. dog
§ 289, stk. 4, Erhvervsstyrelsen og Revisornævnet i deres
egenskab af tilsynsmyndighed for den lovpligtige revision
af forsikringsselskabers regnskaber, jf. dog § 289, stk. 4, og
Erhvervsstyrelsen, når oplysningerne vedrører en fond eller
forening omfattet af § 197. Videregivelse efter 1. pkt. kan
kun ske, under forudsætning af at modtageren har behov
herfor til varetagelsen af dennes opgaver.
Det foreslåede stk. 1, nr. 16, giver mulighed for, at Finans-
tilsynet kan videregive fortrolige oplysninger til Erhvervs-
styrelsen i kraft af styrelsens egenskab af ansvarlig tilsyns-
myndighed for efterlevelse af selskabslovgivningen. Ved
efterlevelse af selskabslovgivningen menes de regler, som
Erhvervsstyrelsen fører tilsyn med, herunder f.eks. bestem-
melser i selskabsloven, fondslovgivningen osv. Det er i den
forbindelse et krav, at videregivelse sker med henblik på at
styrke det finansielle systems stabilitet og integritet, dvs. at
der er et legitimt formål med videregivelsen, og at Erhvervs-
styrelsen har behov for oplysningerne til varetagelsen af
styrelsens opgaver.
Ved anvendelsen af denne bestemmelse finder lovforslagets
§ 289, stk. 4, anvendelse, hvorfor videregivelse af oplysnin-
ger, som hidrører fra en anden medlemsstat, alene kan ske,
såfremt de myndigheder, som har afgivet oplysningerne, har
givet deres udtrykkelige tilladelse, ligesom oplysningerne
udelukkende må benyttes til det formål, som tilladelsen ve-
drører.
Bestemmelsen i stk. 1, nr. 16, giver endvidere mulighed
for, at Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysninger
til Erhvervsstyrelsen i kraft af, at Erhvervsstyrelsen har an-
svaret for det offentlige tilsyn med revisorer og revisions-
virksomheder, jf. § 32 i lov om godkendte revisorer og
revisionsvirksomheder, og i den forbindelse kan iværksætte
undersøgelser. I den forbindelse er det endvidere fundet rele-
vant, at Finanstilsynet kan videregive oplysninger direkte til
Revisortilsynet og Revisornævnet indenfor deres respektive
ansvarsområder. Det er et krav, at Erhvervsstyrelsen, Revi-
sortilsynet og Revisornævnet har behov for oplysningerne til
varetagelsen af deres opgave.
Endelig giver bestemmelsen mulighed for videregivelse af
fortrolige oplysninger til Erhvervsstyrelsen, når oplysninger-
ne vedrører en fond eller forening omfattet af lovforslagets §
197.
Hvis Finanstilsynet således i forbindelse med et finansielt
tilsyn får kendskab til oplysninger, som vurderes at være
relevante for Erhvervsstyrelsens tilsynsopgaver, kan oplys-
ningerne videregives. Erhvervsstyrelsen vil herefter kunne
benytte disse oplysninger i forbindelse med tilsynet med
omdannede tidligere finansielle virksomheder eller tilsynet
med fonde i henhold til lov om erhvervsdrivende fonde. Det
er et krav for anvendelse af bestemmelsen, at Erhvervssty-
relsen har behov for oplysningerne ved varetagelsen af deres
opgave.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 17, har Finanstilsynet mulig-
hed for at videregive oplysninger til sagkyndige, som bistår
Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen, Revisornævnet og institu-
tioner, der forvalter indskyder-, investor- eller forsikrings-
garantiordninger, med udførelsen af deres tilsynsopgaver,
under forudsætning af at modtageren har behov for oplys-
ningerne til varetagelsen af dennes opgaver, jf. dog § 289,
stk. 4 og 5.
Efter bestemmelsen kan Finanstilsynet videregive fortroli-
ge oplysninger til sagkyndige, som bistår Finanstilsynet,
Erhvervsstyrelsen, Revisornævnet, Revisortilsynet og myn-
digheder, som er ansvarlige for at føre tilsyn med aftalemæs-
sige sikringsordninger eller institutsikringsordninger som
omhandlet i artikel 113, stk. 7, i CRR. Med bestemmelsen
sikres det, at Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplys-
ninger til de myndigheder, organer m.v., som varetager de
omhandlede funktioner i tredjelande.
Videregivelse af oplysninger, som hidrører fra et andet med-
lemsland, kan alene ske, hvis de myndigheder, som har af-
givet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse
hertil, ligesom oplysningerne udelukkende må benyttes til
det formål, som tilladelsen vedrører, jf. lovforslagets § 289,
stk. 4. Videregivelse af fortrolige oplysninger, som hidrører
fra myndigheder eller organer, kan alene ske, såfremt de
myndigheder eller organer, som har afgivet oplysningerne,
eller de myndigheder i den medlemsstat, hvor kontrolbesø-
get eller inspektionen er foretaget, har givet deres udtrykke-
lige tilladelse, jf. § 289, stk. 5.
542
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 18, har Finanstilsynet mulig-
hed for at videregive oplysninger til den færøske landssty-
remand for finansanliggender som led i ansvaret for den
økonomiske stabilitet på Færøerne og til brug for krisehånd-
tering af forsikringsselskaber på Færøerne.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 19, har Finanstilsynet mulig-
hed for at videregive oplysninger til det grønlandske lands-
styremedlem for Erhverv og Arbejdsmarked som led i an-
svaret for den økonomiske stabilitet i Grønland og til brug
for krisehåndtering af forsikringsselskaber i Grønland.
Det foreslåede stk. 1, nr. 18 og 19, indebærer, at der er
indsat hjemmel til at videregive fortrolige oplysninger hen-
holdsvis til den færøske landsstyremand for finansanliggen-
der og til det grønlandske landsstyremedlem for erhverv,
landbrug og arbejdsmarked til brug for krisehåndtering af fi-
nansielle virksomheder på henholdsvis Færøerne og i Grøn-
land.
Bestemmelsen svarer til ministerens videregivelsesadgang
til myndigheder i andre lande, hvorefter det er muligt at
udveksle fortrolige oplysninger med myndigheder i andre
lande som led i krisestyring. Oplysningerne til færøske og
grønlandske myndigheder formidles af Finanstilsynet.
Baggrunden for bestemmelsen har oprindelig været et øns-
ke fra Færøernes hjemmestyre om at være bedre rustet til
at håndtere krisesituationer om finansielle virksomheder på
Færøerne. Det blev fundet naturligt at indføre en tilsvarende
mulighed for Grønlands Selvstyre.
Færøerne og Grønland har en selvstændig kompetence for
bl.a. den økonomiske politik. Dette skaber behov for, at
de færøske og de grønlandske myndigheder så hurtigt som
muligt kan modtage fortrolige oplysninger, herunder om kri-
seramte forsikringsselskaber på Færøerne og i Grønland, der
må skønnes at være relevante for, at de færøske henholdsvis
de grønlandske myndigheder kan bidrage til den finansielle
stabilitet på Færøerne og i Grønland.
Såfremt en krisesituation skulle opstå, tilsigter bestemmel-
sen at give den færøske landsstyremand for finansielle an-
liggender og det grønlandske landsstyremedlem for erhverv,
landbrug og arbejdsmarked bedre mulighed for at håndtere
en krisesituation. Herudover skaber bestemmelsen hjemmel
til, at den færøske landsstyremand og det grønlandske lands-
styremedlem modtager de fortrolige oplysninger så hurtigt
som muligt og samtidig med andre relevante myndigheder.
Begrebet ”krisehåndtering” skal forstås bredere end det fak-
tiske tidspunkt, hvor en krise i et forsikringsselskab på Fær-
øerne eller i Grønland er en realitet. Der vil således være en
periode umiddelbart forud eller efter en aktuel krise, hvor
der kan være behov for at videregive relevante fortrolige
oplysninger.
De oplysninger, som kan videregives til den færøske lands-
styremand for finansanliggender og det grønlandske lands-
styremedlem for erhverv, landbrug og arbejdsmarked, skal
være relevante og nødvendige for den konkrete krisehåndte-
ring.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 20, har Finanstilsynet mulig-
hed for at videregive oplysninger til Færøernes Lagtings stå-
ende udvalg vedrørende en færøsk forsikringsvirksomheds
generelle økonomiske forhold, for så vidt angår krisehåndte-
ring af færøske forsikringsselskaber, når der træffes beslut-
ning om, hvorvidt Færøernes landsstyre skal yde garanti
eller stille midler til rådighed. Tilsvarende gælder i forbin-
delse med den parlamentariske kontrol i sager omfattet af 1.
pkt.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 21, har Finanstilsynet mulig-
hed for at videregive oplysninger til Inatsisartuts stående ud-
valg vedrørende et grønlandsk forsikringsselskabs generelle
økonomiske forhold, for så vidt angår krisehåndtering af
grønlandske forsikringsselskaber, når der træffes beslutning
om, hvorvidt Grønlands landsstyre skal yde garanti eller
stille midler til rådighed. Tilsvarende gælder i forbindelse
med den parlamentariske kontrol i sager omfattet af 1. pkt.
Det foreslåede stk. 1, nr. 20 og 21, indebærer, at der er
indsat hjemmel for Finanstilsynet til at videregive fortrolige
oplysninger til Færøernes Lagtings stående udvalg vedrøren-
de en færøsk finansiel virksomhed og Inatsisartuts stående
udvalg vedrørende en grønlandsk finansiel virksomhed, hvis
1) det sker som led i den parlamentariske kontrol med den
færøske eller grønlandske forvaltning, 2) oplysningerne ve-
drører en færøsk eller grønlandsk finansiel virksomhed i
betalingsstandsning eller under konkurs, og 3) der er tale om
generelle økonomiske forhold. Det er en forudsætning for
videregivelse af oplysninger, at det er besluttet, at de færøs-
ke henholdsvis grønlandske myndigheder yder garanti eller
stiller midler til rådighed for afvikling af virksomheden.
Baggrunden for bestemmelsen har oprindeligt været et øns-
ke fra Færøernes hjemmestyre om at være bedre rustet til at
håndtere krisesituationer vedrørende finansielle virksomhe-
der på Færøerne. Det blev fundet naturligt at indføre tilsva-
rende mulighed for Grønlands Selvstyre.
Tavshedspligten har det dobbelte formål at beskytte forsik-
ringsselskaber og deres kunder mod udlevering af fortrolige
oplysninger og samtidig give Finanstilsynet mulighed for
effektivt at udøve den lovpligtige tilsynsvirksomhed.
Hensynet bag tavshedspligtsbestemmelsen går især på for-
sikringsselskaber i »levende live«. Hvis et forsikringssel-
skab er under betalingsstandsning eller konkurs, er der ikke
længere det samme fortrolighedshensyn vedrørende oplys-
ninger, der vedrører selve virksomheden.
Balancen mellem hensynet bag tavshedspligten og det poli-
tiske behov for at kende sagens rette sammenhæng til brug
for den parlamentariske kontrol med den færøske og grøn-
landske forvaltning tilgodeses ved, at Færøernes Lagtings
stående udvalg henholdsvis Inatsisartuts stående udvalg gi-
ves adgang til fortrolige oplysninger i tilfælde, hvor et nød-
lidende institut ikke længere er i drift, fordi det er under
543
betalingsstandsning eller konkurs, og afviklingen sker med
bidrag af offentlige midler. Videregivelse af oplysninger i
de nævnte situationer tjener en egentlig samfundsmæssig
interesse.
Bestemmelsen opregner udtømmende de situationer, der kan
medføre videregivelse af fortrolige oplysninger fra Finans-
tilsynet til Færøernes Lagtings stående udvalg eller Inatsi-
sartuts stående udvalg.
Anmeldelse af betalingsstandsning og afsigelse af konkurs-
dekret er de objektive kriterier, der lægges til grund ved
anvendelse af bestemmelsen.
Udtrykket ”oplysninger om generelle økonomiske forhold”
begrænser videregivelsen af oplysninger til Færøernes Lag-
tings stående udvalg og Inatsisartuts stående udvalg, såle-
des at f.eks. oplysninger om enkelte kunders forhold, forret-
ningshemmeligheder, herunder eventuelle overtagelses- eller
fusionstilbud fra andre institutter, eller interne oplysninger
fra garantifonden for indskydere og investorer, tilsynets in-
terne arbejdsdokumenter og oplysninger af personlig karak-
ter ikke kan videregives.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 22, har Finanstilsynet mulig-
hed for at videregive oplysninger til Færøske tilsynsmyndig-
heder på det finansielle område under forudsætning af, at
modtagerne er underlagt en lovbestemt tavshedspligt, der
mindst svarer til tavshedspligten i medfør af stk. 1, og at
modtagerne har behov for oplysningerne til varetagelse af
deres opgaver, jf. dog § 289, stk. 4.
Videregivelse af oplysninger, som hidrører fra et andet med-
lemsland, kan dog alene ske, hvis de myndigheder, som har
afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse
hertil, ligesom oplysningerne udelukkende må benyttes til
det formål, som tilladelsen vedrører, jf. § 289, stk. 4.
Den foreslåede bestemmelse i nr. 22 indebærer, at det mu-
ligt for Finanstilsynet at videregive fortrolige oplysninger til
færøske tilsynsmyndigheder på det finansielle område, hvis
der eksempelvis i forbindelse med tilsyn i danske forsik-
ringsselskaber konstateres forhold, som vil være af relevans
for de færøske tilsynsmyndigheder.
Aktuelt er der én færøsk tilsynsmyndighed på det finansielle
område. Denne tilsynsmyndighed er det færøske forsikrings-
tilsyn, der foruden tilsynet med en række forsikringsselska-
ber fører tilsyn med Føroya Realkreditstovnur, der tilbyder
finansiering af skibsfartøjer.
Det er en betingelse for videregivelsen af oplysningerne, at
de færøske tilsynsmyndigheder på det finansielle område er
omfattet af en tavshedspligt, der mindst svarer til den, der
gælder i lov om finansiel virksomhed, og at myndigheden
har behov for oplysningerne til varetagelse af dets opgaver.
Tavshedsbestemmelserne i eksempelvis den færøske forsik-
ringslov svarer i udgangspunktet til tavshedsbestemmelserne
i lov om finansiel virksomhed. Der er en række undtagelser
til Finanstilsynets tavshedspligt, der i sagens natur ikke er
relevante for det færøske tilsyn.
Efter det foreslåede nr. 22 er det en betingelse for videregi-
velse af oplysningerne, at modtageren har behov herfor til
varetagelse af sine opgaver. Vurderingen af tilsynsmyndig-
hedens behov for oplysninger vil være en konkret vurdering
i de enkelte sager.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 23, har Finanstilsynet mulig-
hed for at videregive oplysninger til Center for Cybersikker-
hed, under forudsætning af at oplysningerne er nødvendige
for centeret til at opfylde dets lovbestemte opgaver som
nationalt centralt kontaktpunkt eller som CSIRT.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 10, stk.
1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2016/1148 af 6. juli 2016 om foranstaltninger, der skal sikre
et højt fælles sikkerhedsniveau for net- og informationssy-
stemer i hele Unionen, hvorefter den kompetente myndighed
samarbejder med den enhed, der håndterer hændelser, den
såkaldte CSIRT. Det følger endvidere af direktivets artikel 1,
nr. 5, at oplysninger, der er fortrolige i henhold til EU-regler
og nationale regler, kan udveksles med forbehold af artikel
346 i TEUF, hvis en sådan udveksling er nødvendig for an-
vendelsen af dette direktiv. De udvekslede oplysninger be-
grænses til, hvad der er relevant og forholdsmæssigt under
hensyn til formålet med udvekslingen. En sådan udveksling
af oplysninger skal sikre de nævnte oplysningers fortrolig-
hed og beskytte sikkerheden og kommercielle interesser hos
operatører af væsentlige tjenester.
Med bestemmelsen sikres det bl.a., at Finanstilsynet kan
samarbejde med Center for Cybersikkerhed, herunder oply-
se om de eventuelle hændelsesrapporteringer, som virksom-
heder har foretaget til Finanstilsynet.
Det skal dog bemærkes, at i medfør af lovforslagets § 285
vil fortroligheden følge oplysningerne, hvilket indebærer, at
for så vidt angår de oplysninger, som Finanstilsynet videre-
giver til Center for Cybersikkerhed, så indebærer videregi-
velsen, at Center for Cybersikkerhed omfattes af den samme
skærpede tavshedspligt, som Finanstilsynet er underlagt ef-
ter § 354 i lov om finansiel virksomhed. Dette er i øvrigt
i overensstemmelse med NIS-direktivet, hvoraf det følger
af præambel nr. 41, at hvis der er tale om oplysninger, der
betragtes som værende fortrolige i overensstemmelse med
EU-regler og nationale regler om forretningshemmeligheder,
bør denne fortrolighed sikres under udførelsen af aktiviteter-
ne og opfyldelsen af målene i direktivet.
Endelig skal det bemærkes, at ved en eventuel videregivelse
af personoplysninger vil de gældende regler i databeskyt-
telsesloven tillige finde anvendelse, hvorfor behandling af
persondata altid vil ske under iagttagelse af gældende lov-
givning, herunder den gældende persondataforordning.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 24, har Finanstilsynet mulig-
hed for at videregive oplysninger til Datatilsynet som uaf-
hængig tilsynsmyndighed for efterlevelse af databeskyttel-
544
sesreglerne, under forudsætning af at Datatilsynet har behov
for oplysningerne til varetagelsen af sine opgaver, jf. dog §
289, stk. 4.
Lovforslagets § 289, stk. 4, begrænser i et vist omfang
videregivelsesadgangen, for så vidt angår videregivelse af
fortrolige oplysninger, der hidrører fra lande indenfor Den
Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået af-
tale med på det finansielle område, idet videregivelse alene
kan ske, såfremt de myndigheder, som har afgivet oplysnin-
gerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse, og må udeluk-
kende benyttes til det formål, som tilladelsen vedrører.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at Finanstilsynet i
sin egenskab af supplerende tilsynsmyndighed i henhold til
særregler udstedt i medfør af databeskyttelsesforordningen
kan videregive relevante oplysninger til Datatilsynet, der er
den uafhængige tilsynsmyndighed med databeskyttelsesreg-
lerne i Danmark, jf. § 27, stk. 1, i databeskyttelsesloven.
Finanstilsynet fører tilsyn med forsikringsselskabers videre-
givelse og udnyttelse af fortrolige oplysninger, jf. lovforsla-
gets kapitel 9. Det er særligt i de situationer, hvor forsik-
ringsselskaber videregiver eller udnytter fortrolige kundeo-
plysninger, som er personoplysninger, at det vil være rele-
vant for Finanstilsynet at videregive fortrolige oplysninger
til Datatilsynet, herunder i forbindelse med oversendelse af
klager til videre foranstaltning. Bestemmelsen giver endvi-
dere mulighed for en vis koordination af myndighedernes
behandling af de samme klager.
Datatilsynet fører i medfør af artikel 25 i databeskyttelses-
forordningen tilsyn med databeskyttelse gennem design og
databeskyttelse gennem standardindstillinger. Databeskyttel-
se gennem design og standardindstillinger indebærer, at den
dataansvarlige allerede fra det tidspunkt, hvor midlerne for
behandlingen fastlægges, f.eks. ved indkøb af et nyt it-sy-
stem, skal gennemføre passende tekniske og organisatoriske
foranstaltninger, som er designet med henblik på at sikre en
effektiv implementering af de grundlæggende databeskyttel-
sesprincipper, som f.eks. lovlighed, rimelighed og gennem-
sigtighed. Den dataansvarlige skal således på forhånd have
designet og indrettet sin it-mæssige og organisatoriske for-
retningsunderstøttelse af behandlinger sådan, at forordnin-
gens krav og beskyttelseshensyn varetages som en integreret
del i hele behandlingsforløbet.
Adgangen til at videregive fortrolige oplysninger til Datatil-
synet vil sikre, at Datatilsynet f.eks. i forbindelse med be-
handling af en sag, som Finanstilsynet allerede har behand-
let, kan genbruge de data, som er indhentet hos den pågæl-
dende finansielle virksomhed, og dermed vil den finansielle
virksomhed undgå at skulle afgive de samme oplysninger
flere gange.
Desuden sikrer bestemmelsen, at myndighederne kan ud-
veksle informationer om igangværende sager, og som følge
heraf vil ændringen være med til at styrke samarbejdet mel-
lem Finanstilsynet og Datatilsynet.
Det bemærkes, at muligheden for at videregive fortrolige
oplysninger til Datatilsynet ikke er begrænset til de ovenfor
fremførte eksempler.
Ved Finanstilsynets videregivelse af fortrolige oplysninger
til andre myndigheder m.v. gælder det i medfør af lovforsla-
gets § 289, stk. 1, at fortroligheden vil følge oplysningerne,
jf. lovforslagets § 289, stk. 4. Det indebærer, at ved Finans-
tilsynets videregivelse af fortrolige oplysninger vil Datatil-
synet være omfattet af den samme skærpede tavshedspligt,
som Finanstilsynets ansatte er underlagt efter lovforslagets
§ 285, stk. 1. Det er hensigten, at udvekslingen af fortrolige
oplysninger mellem Finanstilsynet og Datatilsynet begræn-
ses til, hvad der er relevant og forholdsmæssigt under hen-
syn til formålet med udvekslingen.
Endelig skal det bemærkes, at ved eventuel videregivelse
af personoplysninger vil de gældende regler vedrørende per-
sondatabeskyttelse finde anvendelse, hvorfor behandlingen
af persondata altid vil ske under iagttagelse af gældende
lovgivning, herunder databeskyttelsesforordningen og data-
beskyttelsesloven.
Det foreslås i stk. 1, nr. 25, at Finanstilsynet har mulighed
for at videregive oplysninger til Den Internationale Valuta-
fond (IMF) og Verdensbanken med henblik på vurderinger
som led i programmet til vurdering af den finansielle sektor
efter en udtrykkelig anmodning og under forudsætning af, at
Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken har
behov for oplysningerne til varetagelsen af deres opgaver.
Denne videregivelse kan kun ske med henblik på deres vur-
deringer som led i programmet til vurdering af den finan-
sielle sektor.
Det foreslås i stk. 1, nr. 26, at Finanstilsynet har mulighed
for at videregive oplysninger til Den Internationale Beta-
lingsbank (BIS) med henblik på kvantitative konsekvens-
analyser efter en udtrykkelig anmodning, og under forudsæt-
ning af at Den Internationale Betalingsbank (BIS) har behov
for oplysningerne til varetagelsen af sine opgaver.
Denne videregivelse kan kun ske, under forudsætning af at
oplysningerne skal anvendes med henblik på kvantitative
konsekvensanalyser.
Det foreslås i stk. 1, nr. 27, at Finanstilsynet har mulighed
for at videregive oplysninger til Rådet for Finansiel Stabi-
litet (FSB) med henblik på dets tilsynsfunktion efter en
udtrykkelig anmodning og under forudsætning af, at Rådet
for Finansiel Stabilitet (FSB) har behov for oplysningerne til
varetagelsen af sine opgaver.
Videregivelse af fortrolige oplysninger kan kun ske på bag-
grund af en udtrykkelig anmodning fra de internationale
organer i det foreslåede nr. 25-27. Der skal derfor være
en udtrykkelig anmodning om, at det internationale organ
ønsker de fortrolige oplysninger. En udtrykkelig anmodning
forudsættes i den forbindelse at være en skriftlig anmod-
ning, hvor det internationale organ redegør for, hvorfor de
545
har brug for oplysningerne, og hvorfor oplysningerne kan
indeholdes indenfor organets lovmæssige mandat og virke.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 25-27, skal anmodningen
være behørigt begrundet henset til de specifikke opgaver,
der udføres af det anmodende internationale organ i over-
ensstemmelse med dets lovbestemte mandat. Det internatio-
nale organ kan derfor ikke bede om alle tænkelige fortrolige
oplysninger, som Finanstilsynet måtte have. De oplysnin-
ger, som det internationale organ måtte anmode om, skal
være til brug for organets arbejdsområde. Dette vil være
oplysninger til brug for organets normale arbejdsfunktioner,
og det er arbejdsfunktioner, som fremgår af organets lovbe-
stemte mandat og organets normale virke. Det er organet,
som skriftligt skal redegøre for, hvorfor oplysningerne er
til brug for organets arbejdsfunktioner, og hvorfor oplysnin-
gerne kan indeholdes indenfor organets lovbestemte mandat
og organets normale virke. Det internationale organs lovbe-
stemte mandat vil være de regler eller internationale aftaler,
som organet er bundet af. Organets normale virke vil være
det område, som organet normalt handler indenfor, og de
områder, som organet normalt administrerer.
Efter de foreslåede stk. 1, nr. 25-27, skal anmodningen
være tilstrækkelig præcis med hensyn til de anmodede op-
lysningers art, omfang og form samt den måde, hvorpå de
videregives eller fremsendes. Det internationale organ kan
derfor ikke bede om alle oplysninger uden specifikt at angi-
ve, hvilke oplysninger organet måtte ønske at få kendskab
til. Det internationale organ kan ikke anmode bredt om alle
oplysninger. Organet skal specifikt redegøre for, hvilke typer
af oplysninger som dette måtte ønske at modtage, herunder
også på hvilken måde oplysningerne videregives.
Det forudsættes, at videregivelse af oplysninger efter de
foreslåede bestemmelser i stk. 1, nr. 25-27, er strengt nød-
vendig for udførelsen af det anmodende organs specifikke
opgaver. Organet skal i forbindelse med anmodningen oply-
se om, hvorfor oplysningerne er strengt nødvendige. De in-
ternationale organer vil derfor skulle begrunde anmodningen
med hensynet til de specifikke opgaver, som det internatio-
nale organ skal udføre.
Efter de foreslåede stk. 1, nr. 25-27, skal oplysningerne
fremsendes eller videregives udelukkende til de personer,
som er involveret direkte i udførelsen af den specifikke
opgave. Videregivelsen af fortrolige oplysninger må derfor
ikke ske til det internationale organs generelle eller officielle
kommunikationskanaler. Fortrolige oplysninger må kun de-
les med de personer, som er ansat i det internationale organ,
og som konkret sidder med og skal anvende de pågældende
oplysninger. Det betyder, at oplysninger kun kan videregives
til den person hos organet, der anmoder om oplysningerne,
eller en anden, som anmoderen henviser til, og som er ansat
hos organet.
Efter de foreslåede stk. 1, nr. 25-27, skal de personer, som
har adgang til oplysningerne være underlagt en lovbestemt
tavshedspligt, der svarer til tavshedspligten i lovforslagets §
285. Det betyder, at de personer, som får kendskab til fortro-
lige oplysninger i det internationale organ, skal være under-
lagt den samme tavshedspligt som Finanstilsynets tavsheds-
pligt. Personer, som får kendskab til fortrolige oplysninger,
der er videregivet af Finanstilsynet, vil være underlagt den
samme tavshedspligt, jf. lovforslagets § 290. De internatio-
nale organer skal derudover bekræfte, at de personer, som
får kendskab til fortrolige oplysninger, er underlagt en tavs-
hedspligt, som svarer til tavshedspligten i lovforslagets §
285.
Hvis der videregives personoplysninger, skal disse behand-
les i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse
af fysiske personer i forbindelse med behandling af person-
oplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger.
De foreslåede stk. 1, nr. 25-27 i bestemmelsen er udtryk for
en direktivnær implementering af artikel 58 a, i CRD V.
Det følger af den gældende § 354, stk. 10, i lov om finansiel
virksomhed, at fortrolige oplysninger, som Finanstilsynet
modtager, kun må anvendes i forbindelse med tilsynshver-
vet, til pålæggelse af sanktioner, eller hvis Finanstilsynets
afgørelse påklages til højere administrativ myndighed eller
indbringes for domstolene.
Det foreslåede stk. 2 viderefører § 354, stk. 10, i lov om
finansiel virksomhed uden ændringer.
Det foreslås i stk. 2, at fortrolige oplysninger, som Finans-
tilsynet modtager, må kun anvendes i forbindelse med til-
synshvervet, til pålæggelse af sanktioner, eller hvis tilsynets
afgørelse påklages til højere administrativ myndighed eller
indbringes for domstolene.
Det foreslåede indebærer en retlig begrænsning i Finanstil-
synets anvendelse af oplysninger, som Finanstilsynet modta-
ger.
Efter den gældende § 354, stk. 11, pkt. 1, i lov om finansiel
virksomhed er adgangen til udlevering af fortrolige oplys-
ninger til Folketingets stående udvalg i henhold til lov om
finansiel virksomhed § 354, stk. 6, nr. 9, begrænset til doku-
menter i sager, der er oprettet i Finanstilsynet efter den 16.
september 1995.
Efter den gældende § 354, stk. 11, pkt. 2, i lov om finan-
siel virksomhed er adgangen til udlevering af fortrolige op-
lysninger til Færøernes Lagtings stående udvalg i henhold
til lov om finansiel virksomhed § 354, stk. 6, nr. 39, og
til Grønlands Landstings (Inatsisartut) stående udvalg i hen-
hold til stk. 6, nr. 40, begrænset til dokumenter i sager, der
er oprettet i Finanstilsynet efter den 1. januar 2006.
Det foreslåede stk. 3 viderefører § 354, stk. 11, i lov om
finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer. Der er
ikke tilsigtet materielle ændringer med bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 3, at adgangen til udlevering af fortrolige
546
oplysninger til Folketingets stående udvalg i henhold til stk.
1, nr. 9, er begrænset til dokumenter i sager, der er oprettet
i Finanstilsynet efter den 16. september 1995. Adgangen til
udlevering af fortrolige oplysninger til Færøernes Lagtings
stående udvalg i henhold til stk. 1, nr. 20, og til Inatsisartuts
stående udvalg i henhold til stk. 1, nr. 21, er begrænset til
dokumenter i sager, der er oprettet i Finanstilsynet efter den
1. januar 2006.
Den gældende § 354, stk. 16, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at hvis en skyldner, kautionist eller investor har
betydelige forpligtelser over for flere finansielle virksomhe-
der, kan Finanstilsynet give de pågældende virksomheder
underretning herom.
Finanstilsynet kan efter bestemmelsen underrette de pågæl-
dende virksomheder i det omfang, dette har betydning for
virksomhedens vurdering af mellemværendet med den på-
gældende skyldner.
Det foreslåede stk. 4 viderefører § 354, stk. 16, i lov om
finansiel virksomhed uden ændringer.
Det foreslås i § 288, stk. 4, at har en skyldner, kautionist
eller investor betydelige forpligtelser over for flere forsik-
ringsselskaber, kan Finanstilsynet give de pågældende virk-
somheder underretning herom.
Til § 289
Finanstilsynets ansatte er under ansvar efter straffelovens
§§ 152-152 e forpligtet til at hemmeligholde fortrolige op-
lysninger, som de får kendskab til gennem tilsyn- og afvik-
lingsvirksomheden, og fortrolige oplysninger, som de får
kendskab til fra Finansiel Stabilitet, jf. § 354, stk. 1, i lov
om finansiel virksomhed. Det samme gælder personer, der
udfører serviceopgaver som led i Finanstilsynets drift, samt
eksperter, der handler på Finanstilsynets vegne. Dette gæl-
der også efter ansættelses- eller kontraktforholdets ophør.
Tavshedspligten er i høj grad baseret på et ønske om at
beskytte virksomhedernes kunder, det være sig privatperso-
ner eller erhvervskunder. Hertil kommer et ønske om af
konkurrencemæssige grunde at beskytte virksomhedernes
forretningsmæssige forhold. Herudover er Finanstilsynets
tavshedspligt en afgørende betingelse for den tilsynsmæssi-
ge effektivitet. For at Finanstilsynet kan få alle nødvendige
oplysninger i en given sag, må virksomhederne og kunderne
kunne nære tillid til, at Finanstilsynet ikke videregiver for-
trolige oplysninger.
Den gældende § 354, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter de kernetilfælde, hvor der indenfor rammerne af
stk. 1 kan videregives fortrolige oplysninger. Det vil sige
tilfælde, hvor videregivelse af de fortrolige oplysninger vil
være berettiget. Derudover kan der være ganske særlige til-
fælde, hvor videregivelse også kan ske indenfor rammerne
af stk. 1. Som eksempel kan nævnes videregivelse til rege-
ringens koordinationsudvalg og økonomiudvalg. En sådan
(berettiget) videregivelse vil i så fald ske i medfør af straffe-
lovens § 152 e.
Bestemmelsen vedrører således Finanstilsynets mulighed for
at videregive oplysninger på trods af den udvidede tavsheds-
pligt, der gælder for ansatte i Finanstilsynet.
Det foreslåede stk. 1, nr. 1–13, viderefører § 345, stk. 6,
nr. 21-26 og 29-35, i lov om finansiel virksomhed med
den sproglige ændring, at der alene henvises til forsikrings-
selskaber og forsikringsholdingvirksomheder. Der er ikke
tilsigtet materielle ændringer med den foreslåede bestem-
melse.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 1, har Finanstilsynet mulighed
for at videregive oplysninger til Danmarks Nationalbank,
centralbanker i lande indenfor Den Europæiske Union eller
lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle
område, Det Europæiske System af Centralbanker og Den
Europæiske Centralbank i deres egenskab af pengepolitisk
myndighed samt offentlige myndigheder, som overvåger be-
talingssystemerne i Danmark og andre lande indenfor Den
Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område, under forudsætning af
at oplysningerne er nødvendige for dem til opfyldelse af de-
res lovbestemte opgaver, herunder udførelse af pengepolitik,
overvågning af betalings- og værdipapirhåndteringssystemer
samt varetagelse af det finansielle systems stabilitet.
Med ”udenlandske centralbanker” menes centralbanker i de
øvrige medlemsstater og lande, som EU har indgået aftale
med på det finansielle område. Der kan videregives fortroli-
ge oplysninger til eventuelle offentlige myndigheder, som
overvåger betalingssystemerne, i Danmark og de øvrige
medlemsstater og lande, som EU har indgået aftale med på
det finansielle område.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 2, har Finanstilsynet mulighed
for at videregive oplysninger til en institution, der forestår
clearing af finansielle instrumenter eller penge, såfremt det
er nødvendigt for at sikre, at institutionen reagerer behørigt
på misligholdelser eller potentielle misligholdelser på det
marked, hvor institutionen er ansvarlig for clearingen, jf.
dog stk. 5.
Videregivelse af fortrolige oplysninger, som hidrører fra
myndigheder eller organer, kan alene ske, såfremt de myn-
digheder eller organer, som har afgivet oplysningerne, eller
de myndigheder i den medlemsstat, hvor kontrolbesøget el-
ler inspektionen er foretaget, har givet deres udtrykkelige
tilladelse, jf. lovforslagets § 289, stk. 5.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 3, har Finanstilsynet mulighed
for at videregive oplysninger til finansielle tilsynsmyndighe-
der i andre lande indenfor Den Europæiske Union eller i
lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle
område, der har ansvaret for tilsyn med forsikringsselskaber
eller med de finansielle markeder samt myndigheder og or-
ganer, som er ansvarlige for at opretholde den finansielle
547
stabilitet gennem makroprudentiel regulering, myndigheder
eller organer, som har til formål at sikre den finansielle sta-
bilitet eller organer, der medvirker ved forsikringsselskabers
likvidation, konkursbehandling eller lignende procedurer,
samt personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision
af forsikringsselskabers regnskaber, under forudsætning af
at modtagerne af oplysningerne har behov herfor til vareta-
gelsen af deres opgaver.
Efter bestemmelsen kan Finanstilsynet videregive fortrolige
oplysninger til finansielle tilsynsmyndigheder, der har an-
svaret for de finansielle markeder. Finanstilsynet har med
bestemmelsen hjemmel til at udveksle oplysninger med
myndigheder, som har tilsynet med den finansielle sektor,
og med myndigheder, som har ansvaret for de finansielle
markeder. Dette er eksempelvis relevant i forbindelse med
udveksling af oplysninger med kompetente myndigheder i
lande, hvor tilsynet er delt mellem et banktilsyn placeret
i et lands nationalbank eller et uafhængigt værdipapir- og
markedstilsyn.
Herudover kan Finanstilsynet videregive fortrolige oplys-
ninger til myndigheder og organer, som er ansvarlige for at
opretholde den finansielle stabilitet gennem makroprudenti-
el regulering, og myndigheder eller organer, som har til
formål at sikre den finansielle stabilitet. I Danmark sker
arbejdet med finansiel stabilitet med deltagelse af Danmarks
Nationalbank, Finanstilsynet og de økonomiske ministeri-
er. Koordinationen sker i regi af Koordinationsudvalget for
Finansiel Stabilitet og omhandler primært krisehåndtering.
Finanstilsynet er ansvarlig for tilsynet med de finansielle
virksomheder og markeder og tager i den forbindelse hen-
syn til sikring af finansiel stabilitet, mens Danmarks Nati-
onalbank tilsvarende har det som et af sine hovedformål
at bidrage til sikring af finansiel stabilitet. De økonomiske
ministerier overvåger ligeledes den finansielle stabilitet og
samfundsøkonomien generelt. Efter henstilling i december
2011 fra ESRB blev Det Systemiske Råd endvidere oprettet
i 2012. Med bestemmelsen sikres det, at Finanstilsynet kan
videregive fortrolige oplysninger til de tilsvarende myndig-
heder, organer m.v., som varetager de omhandlede funktio-
ner i andre medlemsstater eller lande, som EU har indgået
aftale med på det finansielle område.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 4, har Finanstilsynet mulig-
hed for at videregive oplysninger til organer i andre lande
indenfor Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen
har indgået aftale med på det finansielle område, der fører
tilsyn med organer, der medvirker ved forsikringsselskabers
likvidation, konkursbehandling eller lignende procedurer, og
myndigheder, som er ansvarlige for at føre tilsyn med aftale-
mæssige sikringsordninger, under forudsætning af at modta-
geren af oplysningerne har behov herfor til varetagelsen af
dennes opgaver, jf. dog stk. 4.
I Danmark kan Finanstilsynet videregive fortrolige oplys-
ninger til skifteretten, som er ansvarlig for at føre tilsyn
med organer, der medvirker ved finansielle virksomheders
likvidation, konkursbehandling samt lignende procedurer,
og til Erhvervsstyrelsen, Revisortilsynet og Revisornævnet,
som er ansvarlige for at føre tilsyn med de personer, som
er ansvarlige for den lovpligtige revision af den finansielle
virksomheds regnskaber.
Med bestemmelsen sikres det, at Finanstilsynet kan videre-
give fortrolige oplysninger til de myndigheder, organer m.v.,
som varetager de omhandlede funktioner i andre medlems-
stater eller lande, som EU har indgået aftale med på det
finansielle område.
Det er en betingelse for at videregive fortrolige oplysninger
i medfør af den foreslåede bestemmelse, at modtagerne af
oplysningerne har behov herfor til varetagelsen af deres op-
gaver.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 5, har Finanstilsynet mulig-
hed for at videregive oplysninger til organer i andre lande
indenfor Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen
har indgået aftale med på det finansielle område, der er an-
svarlige for at påvise overtrædelser af selskabsretten, under
forudsætning af at modtageren af oplysningerne har behov
herfor til varetagelsen af dennes opgaver og videregivelse
sker med henblik på at styrke det finansielle systems stabili-
tet og integritet, jf. dog stk. 4.
Ved ”selskabsretten” menes de regler, som myndigheder i
andre lande svarende til Erhvervsstyrelsen fører tilsyn med,
herunder f.eks. bestemmelser i selskabsloven, fondslovgiv-
ningen osv.
Det er en betingelse for at videregive fortrolige oplysninger
i medfør af bestemmelsen, at modtagerne af oplysningerne
har behov herfor til varetagelsen af deres opgaver, og at
videregivelse sker med henblik på at styrke det finansielle
systems stabilitet og integritet.
Videregivelse af oplysninger, som hidrører fra et andet med-
lemsland, kan dog alene ske, hvis de myndigheder, som har
afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse
hertil, ligesom oplysningerne udelukkende må benyttes til
det formål, som tilladelsen vedrører, jf. lovforslagets § 289,
stk. 4.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 6, har Finanstilsynet mulig-
hed for at videregive oplysninger til sagkyndige, som bistår
myndigheder i andre lande inden for Den Europæiske Uni-
on eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på
det finansielle område, der fører tilsyn med organer, der
medvirker ved forsikringsselskabers likvidation, konkursbe-
handling eller lignende procedurer, og myndigheder, som er
ansvarlige for at føre tilsyn med aftalemæssige sikringsord-
ninger, jf. dog stk. 4.
Det er en betingelse for at videregive fortrolige oplysninger
i medfør af det foreslåede stk. 1, nr. 6, at modtagerne af
oplysningerne har behov herfor til varetagelsen af deres op-
gaver.
548
Ved anvendelsen af bestemmelsen skal det meddeles de
myndigheder, som har videregivet oplysningerne, hvilke
sagkyndige oplysningerne vil blive videresendt til.
Videregivelse af oplysninger, som hidrører fra et andet med-
lemsland, kan dog alene ske, hvis de myndigheder, som har
afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse
hertil, ligesom oplysningerne udelukkende må benyttes til
det formål, som tilladelsen vedrører, jf. lovforslagets § 289,
stk. 4.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 7, har Finanstilsynet mulighed
for at videregive oplysninger til ministre med ansvar for den
finansielle lovgivning i andre lande inden for Den Europæ-
iske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale
med på det finansielle område, i forbindelse med krisehånd-
tering af et forsikringsselskab.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 8, har Finanstilsynet mulighed
for at videregive oplysninger til undersøgelsesudvalg nedsat
af Europa-Parlamentet i henhold til artikel 226 i traktaten
om Den Europæiske Unions funktionsmåde.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 9, har Finanstilsynet mulig-
hed for at videregive oplysninger til det Europæiske Udvalg
for Systemiske Risici, Den Europæiske Tilsynsmyndighed
for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger samt
organer etableret af disse under forudsætning af, at modta-
gerne af oplysningerne har behov herfor til varetagelsen af
deres opgaver.
Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (European
Systemic Risk Board - ESRB) blev oprettet med Europa-
Parlamentet og Rådets forordning (EU) nr. 1092/2010 af 24.
november 2010, der trådte i kraft den 1. januar 2011. Det
Europæiske Udvalg for Systemiske Risici overvåger økono-
miske og finansielle risici i EU på makroniveau og har til
formål at forebygge og reducere systemiske risici i EU.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 10, har Finanstilsynet mu-
lighed for at videregive oplysninger til finansielle tilsyns-
myndigheder i lande uden for Den Europæiske Union, som
Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle om-
råde, der har ansvaret for tilsyn med forsikringsselskaber
eller med de finansielle markeder, samt myndigheder og
organer, som er ansvarlige for at opretholde den finansielle
stabilitet gennem makroprudentiel regulering, myndigheder
eller organer, som har til formål at sikre den finansielle
stabilitet, aftalemæssige sikringsordninger eller organer, der
medvirker ved forsikringsselskabers likvidation, konkursbe-
handling eller lignende procedurer, samt personer, der er an-
svarlige for den lovpligtige revision af forsikringsselskabers
regnskaber, jf. dog stk. 3 og 4.
Efter bestemmelsen kan Finanstilsynet videregive fortrolige
oplysninger til myndigheder og organer, som er ansvarlige
for at opretholde den finansielle stabilitet gennem makro-
prudentiel regulering, og myndigheder eller organer, som
har til formål at sikre den finansielle stabilitet.
I Danmark sker arbejdet med finansiel stabilitet med delta-
gelse af Danmarks Nationalbank, Finanstilsynet og de øko-
nomiske ministerier. Koordinationen sker i regi af Koordina-
tionsudvalget for Finansiel Stabilitet og omhandler primært
krisehåndtering. Finanstilsynet er ansvarlig for tilsynet med
de finansielle virksomheder og markeder og tager i den
forbindelse hensyn til sikring af finansiel stabilitet, mens
Danmarks Nationalbank tilsvarende har det som et af sine
hovedformål at bidrage til sikring af finansiel stabilitet. De
økonomiske ministerier overvåger ligeledes den finansielle
stabilitet og samfundsøkonomien generelt. Efter henstilling
i december 2011 fra ESRB blev Det Systemiske Råd end-
videre oprettet i 2012. Med bestemmelsen sikres det, at
Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysninger til de
tilsvarende myndigheder, organer m.v., som varetager de
omhandlede funktioner i tredjelande.
Finanstilsynet kan videregive oplysninger til aftalemæssi-
ge sikringsordninger eller institutsikringsordninger som om-
handlet i artikel 113, stk. 7, i CRR, og institutioner der for-
valter indskyder-, investor- og forsikringsgarantiordninger
i de andre medlemsstater eller lande, som EU har indgået
aftale med på det finansielle område. I Danmark forvaltes
indskyder-, investor- og forsikringsgarantiordninger af Ga-
rantifonden for Indskydere og Investorer. I Danmark findes
der ikke pt. aftalemæssige sikringsordninger eller institutsik-
ringsordninger som omhandlet i artikel 113, stk. 7, i CRR,
og som også er reguleret i artikel 3, stk. 2, 2. afsnit, i Euro-
pa-Parlaments og Rådets direktiv 94/19/EF af 30. maj 1994
om indskudsgarantiordninger. Med bestemmelsen sikres det,
at Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysninger til de
myndigheder, organer m.v., som er oprettet i det pågældende
tredjeland.
Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysninger til fi-
nansielle tilsynsmyndigheder, som fører tilsyn med finan-
sielle markeder og ikke med kapitalmarkederne.
Det er en betingelse for at videregive fortrolige oplysninger
i medfør af det foreslåede nr. 10, at modtagerne mindst
er underlagt en lovbestemt tavshedspligt, der svarer til tav-
shedspligten i lovforslagets § 285, at modtagerne af oplys-
ningerne har behov herfor til varetagelsen af deres opgaver,
og at der er indgået en samarbejdsaftale mellem landene, jf.
stk. 3.
Videregivelse af oplysninger, som hidrører fra et andet med-
lemsland, kan dog alene ske, hvis de myndigheder, som har
afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse
hertil, ligesom oplysningerne udelukkende må benyttes til
det formål, som tilladelsen vedrører, jf. lovforslagets § 289,
stk. 4.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 11, har Finanstilsynet mulig-
hed for at videregive oplysninger til organer i lande uden
for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået
aftale med på det finansielle område, der fører tilsyn med
organer, der medvirker ved forsikringsselskabers likvidation,
konkursbehandling eller lignende procedurer, myndigheder,
549
som er ansvarlige for at føre tilsyn med aftalemæssige sik-
ringsordninger eller institutsikringsordninger som omhand-
let i artikel 113, stk. 7, i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsyns-
mæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber,
og myndigheder, der fører tilsyn med personer, som er an-
svarlige for den lovpligtige revision af forsikringsselskabers
regnskaber, jf. dog stk. 3 og 4.
I Danmark kan Finanstilsynet videregive fortrolige oplys-
ninger til skifteretten, som er ansvarlig for at føre tilsyn
med organer, der medvirker ved finansielle virksomheders
likvidation, konkursbehandling samt lignende procedurer,
samt til Erhvervsstyrelsen, Revisortilsynet og Revisornæv-
net, som er ansvarlige for at føre tilsyn med de personer,
som er ansvarlige for den lovpligtige revision af den finan-
sielle virksomheds regnskaber.
Det er en betingelse for at videregive fortrolige oplysninger
i medfør af det foreslåede nr. 11, at modtagerne mindst
er underlagt en lovbestemt tavshedspligt, der svarer til tav-
shedspligten i lovforslagets § 285, stk. 1, at modtagerne
af oplysningerne har behov herfor til varetagelsen af deres
opgaver, og at der er indgået en samarbejdsaftale mellem
landene, jf. stk. 3.
Videregivelse af oplysninger, som hidrører fra et andet med-
lemsland, kan dog alene ske, hvis de myndigheder, som har
afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse
hertil, ligesom oplysningerne udelukkende må benyttes til
det formål, som tilladelsen vedrører, jf. lovforslagets § 289,
stk. 4.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 12, har Finanstilsynet mulig-
hed for at videregive oplysninger til organer i lande uden
for Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen ikke
har indgået aftale med på det finansielle område, der er an-
svarlige for at påvise overtrædelser af selskabsretten, under
forudsætning af at videregivelse sker med henblik på at
styrke det finansielle systems stabilitet og integritet, jf. dog
stk. 3 og 4.
Med bestemmelsen sikres det, at Finanstilsynet kan videre-
give fortrolige oplysninger til de tilsvarende myndigheder,
organer m.v., som varetager de omhandlede funktioner i
tredjelande.
Det er en betingelse for at videregive fortrolige oplysninger
i medfør af det foreslåede nr. 12, at modtagerne mindst
er underlagt en lovbestemt tavshedspligt, der svarer til tav-
shedspligten i lovforslagets § 285, at modtagerne af oplys-
ningerne har behov herfor til varetagelsen af deres opgaver,
og at der er indgået en samarbejdsaftale mellem landene, jf.
stk. 3.
Videregivelse af oplysninger, som hidrører fra et andet med-
lemsland, kan dog alene ske, hvis de myndigheder, som har
afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse
hertil, ligesom oplysningerne udelukkende må benyttes til
det formål, som tilladelsen vedrører, jf. lovforslagets § 289,
stk. 4.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 13, har Finanstilsynet mulig-
hed for at videregive oplysninger til sagkyndige, som bistår
myndigheder i lande uden for Den Europæiske Union eller
i lande, som Unionen ikke har indgået aftale med på det
finansielle område, der fører tilsyn med organer, der med-
virker ved forsikringsselskabers likvidation, konkursbehand-
ling eller lignende procedurer, og myndigheder, der fører
tilsyn med personer, som er ansvarlige for den lovpligtige
revision af forsikringsselskabers regnskaber, jf. dog stk. 3 og
4.
Ved anvendelsen af bestemmelsen skal det meddeles de
myndigheder, som har videregivet oplysningerne, hvilke
sagkyndige oplysningerne vil blive videresendt til.
Det er en betingelse for at videregive fortrolige oplysninger
i medfør af nr. 13, at modtagerne mindst er underlagt en
lovbestemt tavshedspligt, der svarer til tavshedspligten i lov-
forslagets § 285, stk. 1, at modtagerne af oplysningerne har
behov herfor til varetagelsen af deres opgaver, og at der er
indgået en samarbejdsaftale mellem landene, jf. stk. 3.
Videregivelse af oplysninger, som hidrører fra et andet med-
lemsland, kan dog alene ske, hvis de myndigheder, som har
afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse
hertil, ligesom oplysningerne udelukkende må benyttes til
det formål, som tilladelsen vedrører, jf. lovforslagets § 289,
stk. 4.
Efter den gældende § 354, stk. 9, i lov om finansiel virk-
somhed kan fortrolige oplysninger modtaget i medfør af §
354, stk. 6, nr. 31, i lov om finansiel virksomhed uanset tav-
shedspligten i § 354, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed
udveksles direkte mellem på den ene side Den Europæiske
Banktilsynsmyndighed, Den Europæiske Tilsynsmyndighed
for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger og
Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed
samt organer etableret af disse og på den anden side Det
Europæiske Råd for Systemiske Risici.
Det forslåede stk. 2 viderefører de dele af § 354, stk. 9,
i lov om finansiel virksomhed, der vurderes relevante for
oplysninger om forsikringsselskaber og med redaktionelle
ændringer. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer med
bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 2, at fortrolige oplysninger modtaget i
medfør af stk. 1, nr. 9, uanset tavshedspligten som nævnt i
§ 290 kan udveksles direkte mellem på den ene side Den
Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejds-
markedspensionsordninger og organer etableret af disse og
på den anden side Det Europæiske Udvalg for Systemiske
Risici.
Bestemmelsen forudsætter, at modtageren af oplysninger ef-
ter nr. 9, er underlagt en tavshedspligt, der mindst svarer til
den, der gælder for tilsynsmyndighederne i landene inden
550
for Den Europæiske Union. Finanstilsynet kan således kun
videregive oplysninger til de angivne myndigheder, organer
og personer i tredjelande, hvis lovgivningen i det pågælden-
de land fastlægger en tilsvarende tavshedspligt.
Derudover forudsættes det, at den myndighed m.v., der
modtager oplysningerne, alene må anvende de fortrolige op-
lysninger ved varetagelsen af sine opgaver.
Henvisningen i bestemmelsen sker til Det Europæiske Ud-
valg for Systemiske Risici. Det Europæiske Udvalg for Sy-
stemiske Risici (European Systemic Risk Board - ESRB)
blev oprettet med Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 1092/2010 af 24. november 2010, der trådte
i kraft den 1. januar 2011. Det Europæiske Udvalg for Sy-
stemiske Risici overvåger økonomiske og finansielle risici
i EU på makroniveau og har til formål at forebygge og
reducere systemiske risici i EU.
Efter den gældende § 354, stk. 12, i lov om finansiel virk-
somhed kan Finanstilsynets videregivelse af oplysninger ef-
ter stk. 6, nr. 32-35, til tilsynsmyndigheder i tredjelande
alene ske på baggrund af en international samarbejdsaftale
og under forudsætning af, at modtagerne mindst er underlagt
en lovbestemt tavshedspligt, der svarer til tavshedspligten i
medfør af stk. 1, og har behov for oplysningerne til vareta-
gelse af deres opgaver.
Det forslåede stk. 3 viderefører § 354, stk. 12, i lov om
finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i stk. 3, nr. 1-2, at videregivelse efter stk. 1, nr.
10-13, alene kan ske
1) på baggrund af en international samarbejdsaftale, og
2) under forudsætning af at modtagerne mindst er un-
derlagt en lovbestemt tavshedspligt, der svarer til tav-
shedspligten i medfør af stk. 1, og har behov for oplys-
ningerne til varetagelse af deres opgaver.
§ 289, stk. 1, nr. 10-13, vedrører videregivelse af oplysnin-
ger til visse myndigheder og organer i tredjelande.
Det foreslåede indebærer, at det er en betingelse for videre-
givelse efter stk. 1, nr. 10-13, at videregivelsen sker på bag-
grund af en international samarbejdsaftale og under forud-
sætning af at modtageren mindst er underlagt en lovbestemt
tavshedspligt, der svarer til tavshedspligten i medfør af stk.
1, og har behov for oplysningerne til varetagelse af deres
opgaver.
Efter den gældende § 354, stk. 13, 1 pkt., i lov om finansiel
virksomhed kan videregivelse af fortrolige oplysninger efter
stk. 6, nr. 7, 8, 13, 19, 20, 24-26, 32-35 og 41, fra andre
medlemsstater eller lande, som der er indgået aftale med på
det finansielle område, alene ske, såfremt de myndigheder,
som har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige
tilladelse, og oplysningerne udelukkende benyttes til det for-
mål, som tilladelsen vedrører.
Det fremgår af det gældende § 354, stk. 13, 2. pkt., i lov
om finansiel virksomhed, at myndighederne ved videregi-
velse af fortrolige oplysninger efter stk. 6, nr. 20, 26 og 35,
som indeholder hjemmel til, at Finanstilsynet kan videregive
fortrolige oplysninger til sagkyndige i Danmark, de øvrige
medlemsstater eller lande, som EU har indgået aftale med
på det finansielle område, samt tredjelande, skal meddele de
myndigheder eller organer, som har videregivet oplysninger-
ne, hvilke sagkyndige oplysningerne vil blive videresendt
til, med angivelse af de sagkyndiges beføjelser.
Det foreslåede stk. 4 viderefører § 354, stk. 13, i lov om
finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer. Der er
ikke tilsigtet materielle ændringer med bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 4, at videregivelse efter stk. 1, nr. 4-6,
10-13 og § 288, stk. 1, nr. 7, 8, 13, 16, 17, 22 og 23, af
fortrolige oplysninger, der hidrører fra lande inden for Den
Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område, endvidere alene kan
ske, såfremt de myndigheder, som har afgivet oplysninger-
ne, har givet deres udtrykkelige tilladelse, og oplysningerne
må udelukkende benyttes til det formål, som tilladelsen ve-
drører. Ved videregivelse af oplysninger efter stk. 1, nr. 6
og 13, og § 288, stk. 1, nr. 17, meddeler Finanstilsynet de
myndigheder eller organer, som har videregivet oplysninger-
ne, hvilke sagkyndige oplysningerne vil blive videresendt
til, med angivelse af de sagkyndiges beføjelser.
Det foreslåede indebærer, at det er en betingelse for videre-
givelse, at de myndigheder, som har afgivet oplysningerne,
har givet deres udtrykkelige tilladelse, og at oplysningerne
udelukkende benyttes til det formål, som tilladelsen vedrø-
rer.
Finanstilsynet kan i medfør af den gældende § 354, stk. 15,
i lov om finansiel virksomhed alene videregive fortrolige
oplysninger efter § 354, stk. 6, nr. 3, 7, 8, 11, 16, 19 og
26, i lov om finansiel virksomhed, såfremt de myndighe-
der eller organer, som har afgivet oplysningerne, eller de
myndigheder i den medlemsstat, hvor kontrolbesøget eller
inspektionen er foretaget, har givet deres udtrykkelige tilla-
delse, hvor oplysningerne er modtaget fra en række nærmere
angivne myndigheder og organer, herunder Det Europæiske
Råd for Systemiske Risici og organer etableret i henhold
til artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 1092/2010 af 24. november 2010 om makrotilsyn
på EU-plan med det finansielle system om oprettelse af et
europæisk råd for systemiske risici.
Det forslåede stk. 5 viderefører de dele af § 354, stk. 15,
i lov om finansiel virksomhed, der vurderes relevante for
oplysninger om forsikringsselskaber. Der er ikke tilsigtet
materielle ændringer med bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 5, nr. 1-7, at videregivelse af fortrolige
oplysninger i medfør af stk. 1, nr. 2, og § 288, stk. 1,
nr. 3, 7, 8, 11 og 17, alene kan ske, såfremt de myndighe-
der eller organer, som har afgivet oplysningerne, eller de
myndigheder i den medlemsstat, hvor kontrolbesøget eller
551
inspektionen er foretaget, har givet deres udtrykkelige tilla-
delse, hvor oplysningerne er modtaget fra en af følgende
myndigheder: 1) Det Europæiske Udvalg for Systemiske
Risici, Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings-
og Arbejdsmarkedspensions- ordninger og organer etableret
under disse samt i henhold til denne lov, bestemmelser ud-
stedt i medfør af denne lov, artikel 15 i Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. 1092/2010 af 24. november
2010 om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle system
og om oprettelse af et europæisk udvalg for systemiske risi-
ci, artikel 31 og 36 i forordning (EU) nr. 1095/2010 om
oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæ-
iske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed). 2) myndig-
heder, der har ansvaret for tilsynet med forsikringsselskaber
og de finansielle markeder. 3) myndigheder og organer, som
er ansvarlige for at opretholde det finansielle systems sta-
bilitet gennem anvendelse af makroprudentielle regler. 4)
myndigheder eller organer, som har til formål at sikre den
finansielle stabilitet, aftalemæssige sikringsordninger eller
institutsikringsordninger som omhandlet i artikel 113, stk.
7, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kre-
ditinstitutter og investeringsselskaber. 5) institutioner, der
forvalter indskyder-, investor- eller forsikringsgarantiordnin-
ger. 6) organer, der medvirker ved forsikringsselskabers li-
kvidation, konkursbehandling eller lignende procedurer. 7)
personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af
forsikringsselskabets regnskaber, eller hvor oplysninger er
tilvejebragt ved kontrolbesøg eller undersøgelse efter § 268,
stk. 1.
Til § 290
I medfør af den gældende § 354, stk. 8, i lov om finansiel
virksomhed er alle, der modtager fortrolige oplysninger fra
Finanstilsynet i henhold til § 354, stk. 5 og 6, i lov om
finansiel virksomhed, undergivet tavshedspligt svarende til
Finanstilsynets tavshedspligt i stk. 1 med hensyn til disse
oplysninger.
Den foreslåede § 290 viderefører § 354, stk. 8, i lov om
finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer. Der er
ikke tilsigtet materielle ændringer med bestemmelsen.
Det foreslås i § 290, at alle, der i henhold til lovforslagets
§ 285, stk. 5, § 288, stk. 1, og § 289, stk. 1, modtager
fortrolige oplysninger fra Finanstilsynet, er undergivet tav-
shedspligten i lovforslagets § 285, stk. 1, med hensyn til
disse oplysninger.
Som udgangspunkt vil alle, der modtager fortrolige oplys-
ninger fra Finanstilsynet, være undergivet den tavshedspligt,
som påhviler Finanstilsynet med hensyn til disse oplysnin-
ger.
Bestemmelsen sikrer, at fortrolige oplysninger modtaget fra
Finanstilsynet kan udveksles direkte mellem på den ene side
de europæiske tilsynskomiteer og organer etableret af disse
og på den anden side Det systemiske risikoråd.
Til § 291
Den gældende § 354 a i lov om finansiel virksomhed re-
gulerer Finanstilsynets offentliggørelse af reaktioner og be-
slutninger om at overgive sager til politimæssig efterforsk-
ning. Der sker offentliggørelse i de sager, som er nævnt i §
354 a, stk. 1-3, i lov om finansiel virksomhed.
Den gældende § 354 b, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at Finanstilsynet skal orientere offentligheden om
navnet på en virksomhed, der overtræder forbuddet mod at
udøve finansiel virksomhed uden tilladelse.
Den gældende 354 e i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter, at Finanstilsynet i visse sager, herunder i egnetheds-
og hæderlighedssager, skal offentliggøre tilsynsreaktioner på
sin hjemmeside. Herudover skal Finanstilsynet offentliggøre
en redegørelse om Finanstilsynets praksis på fortolkningen
af egnethedskravet for ledelsesmedlemmer. Redegørelsen
skal offentliggøres minimum én gang årligt.
Den foreslåede bestemmelse viderefører dele af den gælden-
de § 354 a, stk. 1 og 2, og § 354 b, stk. 1, og § 354 e, stk.
6, i lov om finansiel virksomhed med sproglige og redaktio-
nelle ændringer. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer,
ligesom der ikke er tilsigtet ændringer i Finanstilsynets of-
fentliggørelsespraksis på forsikringsområdet.
Det foreslåede § 291, stk. 2, er enslydende med forslaget
til samme bestemmelse i lov om finansiel virksomhed, der
er foreslået ved lovforslag om ændring af lov om finansiel
virksomhed, straffeloven og forskellige andre love (Gen-
nemførelse af Ansvarsudvalgets forslag om skærpet ansvars-
vurdering for ledelsesmedlemmer m.v. i finansielle virksom-
heder og ændring af reglerne om egnethed og hæderlighed),
der blev fremsat for folketinget den 8. februar 2023 og for-
venteligt træder i kraft den 1. juli 2023. Forslaget vil derfor
videreføre gældende ret på tidspunktet for dette lovforslags
ikkrafttræden under forudsætning af, at bestemmelserne bli-
ver gennemført ved ovenfornævnte lovforslag.
Bestemmelsen indeholder offentliggørelseshjemlen, som
omfatter tilsynsreaktioner som sådan. Begrebet ”reaktioner”
omfatter alle de tilsynsreaktioner, som Finanstilsynets besty-
relse vedtager, og som retter sig mod en part, herunder afgø-
relser, påbud, påtaler og beslutninger om at overgive sager
til politimæssig efterforskning.
Det foreslås i § 291, at Finanstilsynet med angivelse af virk-
somhedens navn skal offentliggøre de oplysninger, der er
omfattet af bestemmelsens nr. 1-4 på Finanstilsynets hjem-
meside, jf. dog §§ 296-297.
Den foreslåede bestemmelse indebærer en forpligtelse til
at offentliggøre de oplysninger, der er omfattet af nr. 1-4,
medmindre andet følger af lovforslagets §§ 296-297.
552
Den foreslåede § 291, nr. 1-4, oplister de tilfælde, hvor
Finanstilsynet skal offentliggøre reaktioner m.v. på Finans-
tilsynets hjemmeside med angivelse af virksomhedens navn.
Efter bestemmelsen skal Finanstilsynet offentliggøre navnet
på en virksomhed, der er en juridisk person. Derimod kan
der ikke offentliggøres tilsynsreaktioner med navns nævnel-
se, som angår personer. Det indebærer bl.a., at en afgørelse
om, at et bestyrelsesmedlem ikke længere opfylder betingel-
serne om egnethed og hæderlighed vil blive offentliggjort i
anonymiseret form.
Den offentliggjorte tilsynsreaktion vil indeholde den eller
de involverede virksomheders navn(e). Derimod vil alle
fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger
om potentielle købere af en nødlidende virksomhed i de
tilfælde, hvor overtagelsen ikke gennemføres, ikke blive
offentliggjort. Dette gælder også fortrolige oplysninger om
virksomhedens interne forhold af væsentlig betydning for
virksomheden, f.eks. vil ikke-offentligt tilgængelige oplys-
ninger om dens opbygning og indretning, dens økonomiske
forhold og situation, dens kundemasse og dens samarbejds-
partnere blive fjernet inden offentliggørelsen, medmindre
oplysningerne er nødvendige for forståelsen af tilsynsreakti-
onen. Endelig vil der ikke ske offentliggørelse af fortrolige
oplysninger modtaget fra udenlandske tilsynsmyndigheder
samt oplysninger omfattet af bestemmelser i lov om offent-
lighed i forvaltningen om undtagelse af oplysninger om pri-
vate forhold og drifts- eller forretningsforhold m.v.
Offentliggørelse af en tilsynsreaktion indebærer ikke, at sel-
ve den underliggende sag med dertilhørende akter bliver
offentlig tilgængelig. Sagen er stadig omfattet af Finanstil-
synets tavshedspligt i henhold til lovforslagets § 285. En
eventuel anmodning om aktindsigt, herunder aktindsigt i
sagsakter og journalliste, vil derfor være omfattet af de al-
mindelige regler herfor.
Hvis offentliggørelse med navn i en konkret sag ikke vil
kunne ske, vil det fortsat være muligt for Finanstilsynet at
offentliggøre afgørelsen i anonymiseret form. Det forudsæt-
ter dog, at man ikke ud fra beskrivelsen af sagens faktum
med stor sandsynlighed kan udlede, hvilken virksomhed til-
synsreaktionen vedrører.
Efter den gældende § 345, stk. 12, nr. 4, i lov finansiel
virksomhed træffer Finanstilsynets bestyrelse beslutning om
reaktioner i sager af principiel karakter og i sager, der har
videregående betydelige følger.
Efter den gældende § 354 a, stk. 1, 1 pkt., i lov om finansiel
virksomhed skal Finanstilsynet offentliggøre reaktioner gi-
vet efter § 345, stk. 12, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed
med angivelse af virksomhedens navn. Samme gælder Fi-
nanstilsynets reaktioner efter delegation fra Finanstilsynets
bestyrelse til en virksomhed under tilsyn.
Det foreslås i nr. 1, at Finanstilsynet på sin hjemmeside skal
offentliggøre reaktioner givet efter § 269, stk. 1, eller af
Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse
til en virksomhed under tilsyn, jf. § 345, stk. 12, nr. 4, i lov
om finansiel virksomhed.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at reaktioner givet
efter § 269, stk. 1, eller af Finanstilsynet efter delegation
fra Finanstilsynets bestyrelse til en virksomhed under tilsyn,
jf. § 345, stk. 12, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed, skal
offentliggøres med angivelse af virksomhedens navn.
I forbindelse med Finanstilsynets bestyrelses behandling af
sager og afgivelse af tilsynsreaktioner træffer bestyrelsen
også beslutning om offentliggørelse. Udkast til bestyrelsens
tilsynsreaktion vil derfor indeholde en indstilling vedrøren-
de offentliggørelse. Hvis en eller flere af undtagelserne til
offentliggørelsespligten gør sig gældende, vil dette således
fremgå af udkastet til afgørelse. Undtagelserne til offent-
liggørelsespligten fremgår af lovforslagets §§ 296-297. Så-
fremt det indstilles, at tilsynsreaktionen offentliggøres, vil
et udkast til pressemeddelelse skulle vedlægges udkastet til
tilsynsreaktionen. Beslutningen om offentliggørelse er ende-
lig og kan således ikke indbringes for anden administrativ
myndighed.
Finanstilsynets bestyrelse kan blive mødt med krav om
erstatning, jf. de almindelige regler om offentlige myndig-
heders erstatningspligt. Dette vil kunne ske, såfremt besty-
relsen træffer beslutning om offentliggørelse, men hvor en
domstol efterfølgende vurderer, at der ikke skulle have væ-
ret sket offentliggørelse, og at Finanstilsynet som følge af
dette kan ifalde et erstatningsansvar. Udbetaling af en erstat-
ning kræver dog blandt andet, at virksomheden kan doku-
mentere, at den har lidt et økonomisk tab, der kan henføres
direkte til den fejlagtige offentliggørelse.
Finanstilsynet kan afgøre eller træffe beslutning i en sag
uden at forelægge denne for bestyrelsen, hvis sagen er af
uopsættelig karakter, og hvis øjemedet ellers ville forspildes,
jf. § 25, stk. 2, i forretningsordenen for Finanstilsynets be-
styrelse. Sådanne tilsynsreaktioner skal offentliggøres. Bag-
grunden herfor er, at afgørelsen reelt skulle have været
truffet af Finanstilsynets bestyrelse, men at de tidsmæssige
rammer ikke har muliggjort dette.
Det følger endvidere af bestemmelsen, at den også omfatter
tilsynsreaktioner givet efter delegation fra Finanstilsynets
bestyrelse samt beslutninger om at overgive sager til po-
litimæssig efterforskning, som er truffet af Finanstilsynet,
uden sagen har været behandlet af Finanstilsynets bestyrel-
se. Finanstilsynet vil ved behandlingen af disse sager følge
samme praksis som Finanstilsynets bestyrelse gør i tilsva-
rende sager, herunder også i forhold til eventuel høring af
parten og den relevante politimyndighed. Derudover gælder
i øvrigt reglerne om blandt andet erstatningspligt, anonymi-
sering og aktindsigt i de pågældende sager, som beskrevet i
bemærkningerne ovenfor.
Den gældende § 354 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at reaktioner givet i henhold til § 345, stk. 12, nr.
4 og 6, eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstil-
553
synets bestyrelse til en virksomhed, der ikke er under tilsyn,
skal offentliggøres med angivelse af virksomhedens navn, jf.
dog stk. 4.
§ 354 a, stk. 2, medfører, at ved reaktioner for virksomheder,
der ikke er under tilsyn, vil der alene ske offentliggørelse
af Finanstilsynet. Virksomheden skal derfor ikke selv of-
fentliggøre reaktionen på virksomhedens hjemmeside m.v.,
svarende til 2.-8. pkt. i § 354 a, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed, der gælder for virksomheder under tilsyn.
Det foreslås i nr. 2, at Finanstilsynet på sin hjemmeside skal
offentliggøre reaktioner givet i henhold til § 345, stk. 12, nr.
4 og 6, eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstil-
synets bestyrelse til en virksomhed, der ikke er under tilsyn,
jf. § 345, stk. 12, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed.
Bestemmelsen indebærer, at reaktioner givet i henhold til
§ 345, stk. 12, nr. 4 og 6, i lov om finansiel virksomhed,
eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets
bestyrelse til en virksomhed, der ikke er under tilsyn, jf.
§ 345, stk. 12, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed, skal
offentliggøres med angivelse af virksomhedens navn.
Efter den gældende § 354, stk. 12, nr. 6, i lov om finansiel
virksomhed træffer Finanstilsynets bestyrelse beslutning om
at overgive sager til politimæssig efterforskning. Den gæl-
dende § 354 a, stk. 1, 8 pkt., fastsætter, at reaktioner givet i
henhold til § 345, stk. 12, nr. 6, og Finanstilsynets beslutnin-
ger om at overgive sager til politimæssig efterforskning skal
offentliggøres på Finanstilsynets hjemmeside med angivelse
af virksomhedens navn.
Det foreslås i nr. 3, at Finanstilsynet på sin hjemmeside
skal offentliggøre beslutninger om at overgive sager til poli-
timæssig efterforskning.
Det foreslåede nr. 3 indebærer, at beslutninger om at overgi-
ve sager til politimæssig efterforskning skal offentliggøres
med angivelse af virksomhedens navn.
Ved en beslutning om at oversende en sag til politimæssig
efterforskning er det kun Finanstilsynet, som forpligtes til
at offentliggøre en sådan beslutning på sin hjemmeside. Of-
fentliggørelsen skal ske med navns nævnelse, hvis beslut-
ningen vedrører en juridisk person.
Oversendelse af sager til politimæssig efterforskning er en
processuel beslutning, som ikke kan påklages. Det forudsæt-
tes, at offentliggørelse af en beslutning om at oversende en
sag til politimæssig efterforskning alene sker efter høring af
den relevante politimyndighed. Det kan aftales med ankla-
gemyndigheden, at visse sagskategorier kan offentliggøres
uden forudgående høring.
Den gældende § 354 b, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at Finanstilsynet skal orientere offentligheden om
navnet på en virksomhed, der overtræder forbuddet mod at
udøve finansiel virksomhed uden tilladelse. Andre oplysnin-
ger end navnet på den virksomhed, der overtræder forbuddet
mod at udøve finansiel virksomhed, er underlagt reglerne
om tavshedspligt.
Det foreslås i nr. 4, at Finanstilsynet på sin hjemmeside
skal offentliggøre overtrædelser af forbuddet mod at udøve
forsikringsvirksomhed uden tilladelse, jf. §§ 14-18.
Det foreslåede nr. 4 indebærer, at virksomheder, der over-
træder forbuddet mod at udøve forsikringsvirksomhed uden
tilladelse, skal offentliggøres med angivelse af virksomhe-
dens navn.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet skal offentliggøre en
redegørelse om Finanstilsynets praksis efter § 105, stk. 1, nr.
1. Redegørelsen skal offentliggøres minimum én gang årligt.
Redegørelsen, der vil have fokus på positive egnethedsafgø-
relser, kan afgives i form af f.eks. kommenteret beskrivel-
se af den retningsskabende praksis på området samt dertil
knyttede udtalelser af vejledende karakter, som kan bidrage
til at afstemme forventningerne mellem virksomhederne og
Finanstilsynet med hensyn til, hvordan konkrete sager vur-
deres.
Finanstilsynet kan inddrage de afgørelser, som vurderes at
bidrage til at øge kendskabet til Finanstilsynets praksis. Ind-
dragelse af relevante afgørelser vil ske ud fra en konkret
vurdering af den enkelte afgørelses relevans. Ved udarbej-
delse af redegørelsen skal Finanstilsynet i videst mulig ud-
strækning søge at anonymisere personoplysninger, så de
fysiske og juridiske personer, som oplysningerne vedrører,
ikke kan identificeres.
Redegørelsen forventes at indeholde visse almindelige per-
sonoplysninger fra egnethedsvurderingerne, idet vurderin-
gen heraf i høj grad er baseret på en konkret, individuel
vurdering af, om kandidatens samlede viden, faglige kom-
petencer og erfaring matcher, hvad der må forventes for
at kunne varetage den pågældende stilling. Det vurderes
som udgangspunkt vanskeligt at give et retvisende billede af
praksis uden at redegøre for alle de forhold, der er lagt vægt
på i den konkrete vurdering. Idet afgørelserne er så konkret
begrundet i konkrete oplysninger om kandidaten, kan det
i praksis være vanskeligt at anonymisere omtalen af sagen
tilstrækkeligt. I sager om positive egnethedsvurderinger vil
der som udgangspunkt være tale om almindelige personop-
lysninger, som indgår i en begunstigende forvaltningsakt, og
det vil dermed være tilstrækkeligt, at Finanstilsynet sikrer en
anonymisering i form af, at det ikke umiddelbart er muligt
for tredjeparter i offentligheden uden særlig tilknytning til
sagen at genkende den pågældende. I redegørelsen kan ind-
gå oplysninger om de kriterier, Finanstilsynet tillægger vægt
i negative egnethedsafgørelser, hvis dette vurderes at være
relevant for virksomhederne og kandidater. Når der i rede-
gørelsen inddrages kriterier fra afgørelser eller vejledning,
hvor kandidaten ikke vurderes egnet, vil Finanstilsynet sik-
re, at omtalen heraf er anonymiseret, så den fysiske person,
554
som sagen vedrører, ikke kan identificeres. Hvis det ikke
vurderes muligt at sikre en effektiv anonymisering, vil sagen
og oplysningerne ikke indgå i redegørelsen.
Redegørelsen skal offentliggøres med jævnlig fre-
kvens. Med jævnlig frekvens skal forstås 1-2 gange årligt ud
fra en konkret vurdering af behovet, herunder også antallet
af afgørelser, der er truffet i perioden, og om der er truffet
afgørelser, der vurderes væsentligt at kunne bidrage til at
øge kendskabet til Finanstilsynets praksis.
Til § 292
Efter den gældende § 354 b, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed skal Finanstilsynet orientere offentligheden om
sager, som er behandlet af Finanstilsynet, anklagemyndighe-
den eller domstolene, og som er af almen interesse eller af
betydning for forståelsen af §§ 43-60 e i lov om finansiel
virksomhed og bekendtgørelser udstedt i medfør heraf.
Den foreslåede § 292 viderefører § 354 b, stk. 1, i lov om
finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer, så alene
de henvisninger, der vedrører overtrædelser relevante for
forsikringsselskaber videreføres. Der er ikke tilsigtet materi-
elle ændringer med bestemmelsen.
Det foreslås i § 292, at Finanstilsynet skal orientere offent-
ligheden om sager, som er behandlet af Finanstilsynet, an-
klagemyndigheden eller domstolene, og som er af almen
interesse eller af betydning for forståelsen af §§ 67-68, §§
71-74 og §§ 76-81 og bekendtgørelser udstedt i medfør
heraf.
Efter bestemmelsen skal Finanstilsynet - i lighed med hvad
der gælder for Forbrugerombudsmanden - af egen drift ori-
entere offentligheden om færdigbehandlede forbrugersager,
som er af almen interesse eller har betydning for forståelsen
af reglernes anvendelse.
I lighed med hvad der gælder efter bekendtgørelse nr. 1249
af 25. november 2014 om Forbrugerombudsmandens virk-
somhed, tages der i bestemmelsen ikke stilling til, hvorvidt
orienteringen skal omfatte en involveret virksomheds navn.
Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynets ansatte ikke er
underlagt tavshedspligt i forbindelse med behandlingen af
de i bestemmelsen nævnte oplysninger.
Bestemmelsen forudsætter Finanstilsynets pligt til at orien-
tere offentligheden om sager om god skik og prisoplysning,
at sagerne har en almen interesse eller har betydning for
forståelsen af reglernes anvendelse. Forud for hver enkelt
offentliggørelse skal der derfor foretages en vurdering af,
hvorvidt denne betingelse er opfyldt. Det bemærkes, at selv
om Finanstilsynet ikke af sig selv offentliggør virksomhe-
dens navn, vil en person, som anmoder om aktindsigt, kunne
få navnet oplyst.
Det vil som udgangspunkt kun kunne komme på tale at
offentliggøre virksomhedens navn i sager, der udtrykker en
generel adfærd hos forsikringsselskaber. En række af de
klager, som Finanstilsynet modtager, vedrører enkeltstående
tvister mellem en kunde og en virksomhed. I disse sager
foreligger der derfor typisk ikke den fornødne offentlige
interesse til, at der kan ske offentliggørelse.
Ved enkeltstående overtrædelser af fx god skik-bekendtgø-
relsen kan det komme på tale at præcisere forståelsen af de
bagvedliggende regler. Det vil fx kunne være tilfældet, hvor
der er tale om nye regler, som Finanstilsynet ønsker at ud-
brede kendskabet til. Men det vil også kunne være tilfældet,
hvis forsikringsselskaber gør brug af en ny praksis, som er
reguleret af det eksisterende regelsæt. Dette vil kunne ske i
form af en offentliggørelse af Finanstilsynets afgørelse.
Hensynet til den almene interesse vil i de fleste tilfælde
medføre, at der ikke er behov for at nævne den involverede
virksomheds navn. Baggrunden for at orientere offentlighe-
den om sager vil således typisk være ønsket om at forhindre
lignende sager ved at udbrede kendskabet til Finanstilsynets
praksis. Derimod kan der være grund til at offentliggøre
virksomhedens navn i de sager, hvor der er behov for at
advare kunderne mod at handle hos et forsikringsselskab,
eller hvor virksomhedens praksis har medført, at kunderne
vil kunne have et erstatningskrav mod virksomheden. Det
samme kan være tilfældet, hvis en virksomhed groft eller
gentagne gange har overtrådt de forbrugerbeskyttende regler
i den finansielle lovgivning.
Orientering om Finanstilsynets sager skal efter bestemmel-
sen som udgangspunkt ske, når Finanstilsynet har truffet
afgørelse i en sag. Finanstilsynet vil dog kunne orientere
offentligheden om en sag, inden der er truffet afgørelse i
visse sager.
Bestemmelsen gør det også muligt at offentliggøre Finans-
tilsynets afgørelse i en sag, hvor Finanstilsynet har fundet,
at virksomheden har handlet i overensstemmelse med lov-
givningen. Særligt i tilfælde, hvor sagen har været omtalt i
pressen med oplysning om et forsikringsselskabs navn, vil
det kunne være nærliggende at offentliggøre virksomhedens
navn.
Når Finanstilsynet udsender en pressemeddelelse om udfal-
det af en sag, men uden at offentliggøre virksomhedens
navn, vil Finanstilsynet også fremover orientere den rele-
vante brancheforening. Påtænker Finanstilsynet at offentlig-
gøre en virksomheds navn, vil den berørte finansielle virk-
somhed blive orienteret, inden Finanstilsynet udsender en
pressemeddelelse.
Den foreslåede bestemmelse regulerer offentliggørelse af
forbrugersager og omfatter sager vedrørende de bestemmel-
ser, som er omfattet af § 285, stk. 3.
For så vidt angår enkelte af de bestemmelser, som er omfat-
tet af Finanstilsynets adgang til at foretage offentliggørelse,
er overtrædelse heraf sanktioneret med straf. Bestemmelsen
555
forhindrer ikke, at Finanstilsynet offentliggør, at et forsik-
ringsselskab vil blive anmeldt til politiet for overtrædelse af
en strafbar bestemmelse.
En offentliggørelse kan imidlertid have indgribende betyd-
ning for den berørte virksomhed. Der skal derfor ved vur-
deringen af, om der skal ske offentliggørelse, foretages en
afvejning af behovet for at offentliggøre en politianmeldel-
se over for de betænkeligheder, herunder af retssikkerheds-
mæssig karakter, som offentliggørelsen kan give anledning
til. Der kan dog ikke i medfør af bestemmelsen ske offent-
liggørelse af enkeltpersoners strafbare forhold.
Til § 293
Den gældende § 354 e i lov om finansiel virksomhed inde-
holder regler om offentliggørelse af sager om påtaler, påbud
eller tvangsbøder meddelt i henhold til § 269, stk. 1, eller
§ 344, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Kravet om
offentliggørelse efter § 354 e, stk. 1, er begrænset til de
sager om overtrædelse, der er nævnt i § 354 e, stk. 2.
Den foreslåede § 293 viderefører § 354 e, stk. 1 og 2, i lov
om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer. Dog
videreføreres alene de henvisninger i § 354 e, stk. 2, i lov
om finansiel virksomhed, der er relevant for forsikringssel-
skabers overtrædelser. Der er ikke tilsigtet materielle æn-
dringer med den foreslåede bestemmelse.
Den foreslåede § 293 fastsætter regler om offentliggørelse af
afgørelser.
Det foreslås i § 293, at Finanstilsynet på sin hjemmeside i
sager om overtrædelse af § 87, stk. 1, §§ 91 og 92, § 105,
stk. 1, og § 106, jf. dog § 297, offentliggør påtaler, påbud
eller tvangsbøder meddelt i henhold til § 259 og navnet på
virksomheden eller personen. Det samme gælder for påtaler,
påbud og tvangsbøder truffet af Finanstilsynets bestyrelse i
de nævnte sager.
Formålet med bestemmelsen er at øge de nationale admini-
strative sanktioners effektivitet og præventive virkning ved
bl.a. at indføre krav om, at der skal ske offentliggørelse
af administrative sanktioner vedrørende såvel juridiske som
fysiske personer, der er ansvarlige for overtrædelsen af de i
forslaget til § 293 nævnte bestemmelser.
Efter 1. pkt. i den foreslåede bestemmelse kan Finanstilsynet
offentliggøre navne på de i bestemmelsen nævnte sager både
for så vidt angår juridiske personer og fysiske personer. Det-
te gælder også i sager, som ikke træffes af Finanstilsynets
bestyrelse. I tilfælde af at der på Finanstilsynets hjemmeside
skal ske offentliggørelse efter både § 291 og denne bestem-
melse, skal offentliggørelse alene ske efter § 293.
Der er tale om en fravigelse af databeskyttelseslovgivnin-
gens regler, jf. databeskyttelsesloven § 1, stk. 3, om be-
handling af personoplysninger i anden lovgivning inden for
databeskyttelsesforordningens rammer for særregler om be-
handling af personoplysninger, der går forud for reglerne i
databeskyttelsesloven.
Efter 2. pkt. i den foreslåede bestemmelse gælder offentlig-
gørelse efter 1 pkt. tilsvarende for Finanstilsynets bestyrel-
ses afgørelser om påtaler, påbud og tvangsbøder i de nævnte
sager.
Da § 291 specifikt omhandler offentliggørelse af reaktioner
fra Finanstilsynets bestyrelse, er henvisningen medtaget for
at understrege, at bestyrelsens afgørelser om påtaler, påbud
og tvangsbøder tillige skal offentliggøres med navns næv-
nelse i de i bestemmelsen nævnte sager for så vidt angår
fysiske personer, og ikke blot juridiske personer som om-
handlet generelt i § 291. Juridiske personer skal fortsat of-
fentliggøre på deres hjemmeside efter § 291.
Efter bestemmelsen skal der også ske offentliggørelse af
ikke-endelige afgørelser.
Til § 294
Den gældende § 354 a, stk. 1, 9. pkt., i lov om finansiel
virksomhed fastsætter, at såfremt en reaktion, der offentlig-
gøres i henhold til § 354 a, stk. 1, 1. pkt., indbringes for
Erhvervsankenævnet eller domstolene, skal dette fremgå af
Finanstilsynets offentliggørelse, og status samt det efterføl-
gende resultat af anken skal ligeledes offentliggøres på Fi-
nanstilsynets hjemmeside hurtigst muligt. Status kan f.eks.
være, at parten efterfølgende trækker sin klage tilbage, eller
at sagen afvises, hvorimod status quo ikke skal offentliggø-
res.
Den foreslåede § 294 viderefører 354 a, stk. 1, 9. pkt., i
lov om finansiel virksomhed med sproglige og redaktionelle
ændringer. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer med
bestemmelsen.
Det foreslås i § 294, at indbringes en reaktion m.v., der
offentliggøres i henhold til § 291, nr. 1 og 2, eller § 293
for Erhvervsankenævnet eller domstolene, skal dette fremgå
af offentliggørelsen. Status og det efterfølgende resultat af
Erhvervsankenævnets eller domstolenes afgørelse skal lige-
ledes offentliggøres på Finanstilsynets hjemmeside hurtigst
muligt.
Finanstilsynet offentliggør bl.a. domme i sager, der har væ-
ret overgivet til politimæssig efterforskning, samt status om
anke og resultatet heraf. Efter bestemmelsen skal Finans-
tilsynet tillige offentliggøre status samt det efterfølgende
resultat af Erhvervsankenævnets eller domstolenes behand-
ling, såfremt en reaktion, der offentliggøres i henhold til §
291, nr. 1-2, eller § 293, indbringes for Erhvervsankenævnet
eller domstolene.
Ud fra en lighedsbetragtning gælder med bestemmelsen en
tilsvarende pligt for Finanstilsynet til at offentliggøre, hvis
en afgørelse er påklaget, samt udfaldet af klagesagen i de
sager, der offentliggøres i henhold til den foreslåede § 291.
556
Til § 295
Den gældende § 354 a, stk. 3, 1 pkt., i lov om finansiel
virksomhed fastsætter, at Finanstilsynet skal offentliggøre
udfaldet af en straffesag på tilsynets hjemmeside, når der er
faldet helt eller delvist fældende dom eller vedtaget bøde, el-
ler hvis en sag er afgjort med vedtagelse af et administrativt
bødeforelæg.
Er dommen ikke endelig, eller hvis den er anket eller påkla-
get, skal dette fremgå af offentliggørelsen, jf. den gældende
§ 354 a, stk. 3, 2 pkt., i lov om finansiel virksomhed.
Det foreslåede stk. 1 viderefører § 354 a, stk. 3, 1. og 2. pkt.,
i lov om finansiel virksomhed med sproglige ændringer. Der
er ikke tilsigtet materielle ændringer med bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 1, at er en sag overgivet til politimæssig
efterforskning, og er der faldet helt eller delvis fældende
dom eller vedtaget bøde, eller er en sag afgjort med vedta-
gelse af administrativt bødeforelæg, skal der ske offentlig-
gørelse af dommen, bødevedtagelsen eller et resumé heraf,
jf. dog § 296. Er dommen ikke endelig, eller er den anket
eller påklaget, skal dette fremgå af offentliggørelsen.
Dommen, det vedtagne bødeforelæg eller resuméet heraf,
som skal offentliggøres, vil indeholde den eller de involve-
rede virksomheders navn(e).
Derimod vil alle fortrolige oplysninger om kundeforhold
eller oplysninger om potentielle købere af en nødlidende
virksomhed i de tilfælde, hvor overtagelsen ikke gennemfø-
res, ikke blive offentliggjort. Dette gælder også fortrolige
oplysninger om virksomhedens interne forhold af væsent-
lig betydning for virksomheden, f.eks. vil ikke-offentligt
tilgængelige oplysninger om virksomhedens opbygning og
indretning, økonomiske forhold og situation, kundemasse
og samarbejdspartnere blive fjernet inden offentliggørelsen,
medmindre oplysningerne er nødvendige for forståelsen
af dommen, det vedtagne bødeforelæg eller resuméet her-
af. Endelig vil der ikke ske offentliggørelse af fortrolige
oplysninger modtaget fra udenlandske tilsynsmyndigheder
samt oplysninger omfattet af bestemmelser i lov om offent-
lighed i forvaltningen om undtagelse af oplysninger om pri-
vate forhold og drifts- eller forretningsforhold m.v.
Offentliggørelse efter bestemmelsen indebærer ikke, at sel-
ve den underliggende sag med dertil hørende akter bliver
offentlig tilgængelig. Sagen er stadig omfattet af Finanstil-
synets tavshedspligt i henhold til § 285 i lovforslaget. En
eventuel anmodning om aktindsigt, herunder aktindsigt i
sagsakter og journallister, vil derfor være omfattet af de
almindelige regler herfor.
§ 299, stk. 6, i lovforslaget fastsætter, at det som udgangs-
punkt kun er Finanstilsynet, som skal offentliggøre oplys-
ninger herom på tilsynets hjemmeside, hvis det er en sag,
der er overgivet til politimæssig efterforskning, vedrørende
en virksomhed, som ikke er under tilsyn af Finanstilsynet,
og der er faldet helt eller delvis fældende dom eller vedtaget
bøde, eller hvis en sag er afgjort med vedtagelse af admini-
strativt bødeforelæg. Det følger af den gældende § 354 a,
stk. 6, i lov om finansiel virksomhed, at i sager, hvor Finans-
tilsynet har offentliggjort en beslutning om at overgive en
sag til politimæssig efterforskning efter stk. 1, 8. pkt., og
stk. 2, og der træffes afgørelse om påtaleopgivelse eller til-
talefrafald eller afsiges frifindende dom, skal Finanstilsynet
efter anmodning fra den virksomhed, som sagen vedrører,
offentliggøre oplysninger herom. Virksomheden skal ind-
sende en kopi af afgørelsen om påtaleopgivelse eller tiltale-
frafald eller en kopi af dommen til Finanstilsynet samtidig
med anmodning om offentliggørelse. Er påtaleopgivelsen,
tiltalefrafaldet eller dommen ikke endelig, skal det fremgå
af offentliggørelsen. Modtager Finanstilsynet dokumentation
for, at sagen er afsluttet ved endelig påtaleopgivelse eller
endeligt tiltalefrafald eller afsigelse af endelig frifindende
dom, skal Finanstilsynet fjerne alle oplysninger om beslut-
ningen om at overgive sagen til politimæssig efterforskning
og eventuelle efterfølgende domme i sagen fra Finanstilsy-
nets hjemmeside
Det foreslåede stk. 2 viderefører den gældende § 354 a,
stk. 6, i lov om finansiel virksomhed med redaktionelle
ændringer. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer med
bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at i sager, hvor Finanstilsynet
har offentliggjort en beslutning om at overgive en sag til
politimæssig efterforskning efter §§ 291 og 295, og der træf-
fes afgørelse om påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller afsiges
frifindende dom, skal Finanstilsynet efter anmodning fra den
virksomhed, som sagen vedrører, offentliggøre oplysninger
herom.
Den foreslåede bestemmelse er begrundet i hensynet til den,
som sagen vedrører, og har til formål at give offentlighe-
den et retvisende billede af praksis. Da det ikke er givet,
at den virksomhed, som er blevet politianmeldt, ønsker of-
fentliggørelse af påtaleopgivelsen, tiltalefrafaldet eller den
frifindende dom, skal der i henhold til stk. 6, 1. pkt., kun ske
offentliggørelse af sådanne oplysninger, såfremt virksomhe-
den anmoder Finanstilsynet herom.
Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at virksomheden skal indsende
en kopi af afgørelsen om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald
eller en kopi af dommen til Finanstilsynet samtidig med
anmodning om offentliggørelse.
Baggrunden herfor er, at Finanstilsynet ikke nødvendigvis
vil være i besiddelse af afgørelsen eller dommen.
Finanstilsynet skal offentliggøre afgørelsen om påtaleopgi-
velse eller tiltalefrafald, eller at der er afsagt frifindende
dom i sagen i umiddelbar og naturlig sammenhæng med
Finanstilsynets offentliggørelse efter stk. 1 og stk. 2, dvs. det
sted på Finanstilsynets hjemmeside, hvor Finanstilsynet tid-
ligere har offentliggjort beslutningen om at overgive sagen
557
til politimæssig efterforskning. De supplerende oplysninger
om påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller frifindende dom skal
fremgå tydeligt af Finanstilsynets hjemmeside.
Offentliggørelse efter bestemmelsen omfatter tillige tilfælde,
hvor der er tale om en dom afsagt af en ankeinstans.
Det foreslås i stk. 2, 3. pkt., at er påtaleopgivelsen, tiltalefra-
faldet eller dommen ikke endelig, skal det fremgå af offent-
liggørelsen.
En afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald er ikke
endelig i de tilfælde, hvor afgørelsen om påtaleopgivelse
eller tiltalefrafald er påklaget til den overordnede anklage-
myndighed. En dom er ikke endelig i de tilfælde, hvor dom-
men er anket til en højere retsinstans.
Det foreslås i stk. 2, 4. pkt., at modtager Finanstilsynet do-
kumentation for, at sagen er afsluttet ved endelig påtaleopgi-
velse eller tiltalefrafald eller afsigelse af endelig frifindende
dom, skal Finanstilsynet fjerne alle oplysninger om beslut-
ningen om at overgive sagen til politimæssig efterforskning
og eventuelle efterfølgende domme i sagen fra Finanstilsy-
nets hjemmeside.
I de tilfælde hvor den, som sagen vedrører, ikke anmoder
Finanstilsynet om at offentliggøre oplysninger om, at sagen
er afsluttet ved påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller afsigelse
af frifindende dom i medfør af stk. 2, 1. pkt., men ønsker Fi-
nanstilsynets offentliggørelse af beslutningen om at overgive
sagen til politimæssig efterforskning, herunder eventuelle
supplerende oplysninger om efterfølgende domme i sagen,
slettet fra Finanstilsynets hjemmeside, kan dette således ske
ved indsendelse af dokumentation for sagens afslutning til
Finanstilsynet. Finanstilsynet vil herefter i medfør af stk. 2,
4. pkt., slette offentliggørelsen af beslutningen om at overgi-
ve sagen til politimæssig efterforskning m.v. fra Finanstilsy-
nets hjemmeside.
Finanstilsynet modtager ikke nødvendigvis oplysninger om
og dokumentation for, at en sag overgivet til politimæssig
efterforskning er afsluttet ved endelig påtaleopgivelse eller
tiltalefrafald eller afsigelse af endelig frifindende dom. Fi-
nanstilsynets forpligtelse til at fjerne oplysninger om en
beslutning om at overgive en sag til politimæssig efterforsk-
ning indtræder derfor først i det tilfælde, hvor Finanstilsy-
net modtager dokumentation herfor. Det er ikke afgørende,
hvem der indsender eller overleverer en sådan dokumenta-
tion, og Finanstilsynets forpligtelse til at slette oplysninger
om overgivelse af en sag til politimæssig efterforskning
indtræder således, uanset om den fornødne dokumentation
modtages fra anklagemyndigheden, den pågældende virk-
somhed, som sagen vedrører, eller fra tredjemand.
En afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald er ikke
endelig i de tilfælde, hvor afgørelsen om påtaleopgivelse
eller tiltalefrafald er påklaget til den overordnede anklage-
myndighed. En dom er ikke endelig i de tilfælde, hvor
dommen er anket til højere retsinstans. Fjernelse af offent-
liggørelsen af en beslutning om at overgive en sag til politi-
mæssig efterforskning i tilfælde, hvor en sag er afsluttet ved
frifindende dom eller afsluttet ved påtaleopgivelse eller tilta-
lefrafald, vil således først ske efter udløbet af henholdsvis
ankefristen eller fristen for at påklage påtaleopgivelsen eller
tiltalefrafaldet, da afgørelsen skal være endelig.
Til § 296
Efter den gældende § 354 a, stk. 4, 2. pkt., i lov om finan-
siel virksomhed kan der ikke ske offentliggørelse efter §
354 a, stk. 1-3, hvis det vil medføre uforholdsmæssig stor
skade for virksomheden, eller hvis efterforskningsmæssige
hensyn taler imod offentliggørelse. Offentliggørelsen kan
tillige undlades i de tilfælde, hvor offentliggørelsen vil brin-
ge de finansielle markeders stabilitet i fare.
Det følger herudover af § 354 a, stk. 4, 1. pkt., i lov om
finansiel virksomhed, at afgørelser af ansøgninger om egnet-
hed og hæderlig samt påbud herom aldrig skal offentliggø-
res.
Det foreslåede stk. 1 viderefører § 354 a, stk. 4, 1. og 2. pkt.,
i lov om finansiel virksomhed med sproglige ændringer. Der
er ikke tilsigtet materielle ændringer med bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1-3, at offentliggørelse efter § 291,
stk. 1, nr. 1-3, §§ 293 og 295 dog ikke kan ske, hvis
3) det vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virk-
somheden,
4) det vil bringe de finansielle markeders stabilitet i fare,
eller
5) efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggø-
relse.
Ved ”uforholdsmæssig stor skade” forstås, at der skal være
tale om oplysninger, som, hvis de offentliggøres, kan være
livstruende for virksomheden. Det er dermed ikke tilstræk-
keligt, at oplysningerne potentielt kan medføre større tab for
virksomheden, uden at virksomhedens eksistens dermed er i
fare.
Offentliggørelse kan eksempelvis bringe de finansielle mar-
keders stabilitet i fare, hvis offentliggørelse af en admini-
strativ sanktion vil medføre uforholdsmæssig stor skade for
et forsikringsselskab med grænseoverskridende virksomhed.
Oversendelse af sager til politimæssig efterforskning er en
processuel beslutning, som ikke kan påklages. Det forudsæt-
tes, at offentliggørelse af en beslutning om at oversende en
sag til politimæssig efterforskning alene sker efter høring
af den relevante politimyndighed, således at det forinden
evt. offentliggørelse afklares, om offentliggørelse vil kunne
skade den politimæssige efterforskning. Det kan aftales med
anklagemyndigheden, at visse sagskategorier kan offentlig-
gøres uden forudgående høring, når efterforskningsmæssige
hensyn taler imod offentliggørelse.
Efter den gældende § 354 a, stk. 4, 2. og 3. pkt., i lov om
finansiel virksomhed må offentliggørelsen ikke indeholde
558
fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger
omfattet af § 30 i lov om offentlighed i forvaltningen. Of-
fentliggørelsen må heller ikke indeholde fortrolige oplysnin-
ger, der hidrører fra finansielle tilsynsmyndigheder i andre
lande inden for eller uden for Den Europæiske Union, med-
mindre de myndigheder, der har afgivet oplysningerne, har
givet deres udtrykkelige tilladelse.
Det foreslåede stk. 2 i viderefører § 354 a, stk. 4, 2. pkt., lov
om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer. Der
er ikke tilsigtet materielle ændringer med bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1 og 2, at offentliggørelsen efter §§
291, stk. 1, nr. 1-3, §§ 293 og 295 ikke må indeholde
1) fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysnin-
ger omfattet af § 30 i lov om offentlighed i forvaltnin-
gen, eller
2) fortrolige oplysninger, der hidrører fra finansielle til-
synsmyndigheder i andre lande inden for eller uden for
Den Europæiske Union, medmindre de myndigheder,
der har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykke-
lige tilladelse.
Det foreslåede stk. 2, nr. 1, indebærer, at de offentliggjorte
reaktioner m.v. ikke må indeholde fortrolige oplysninger om
kundeforhold eller oplysninger omfattet af § 30 i offentlig-
hedsloven om begrænsningen i aktindsigt for visse nærmere
bestemte typer af oplysninger.
Det foreslåede stk. 2, nr. 2, indebærer, at Finanstilsynet for-
ud for en offentliggørelse af fortrolige oplysninger omfattet
af bestemmelsen vil skulle indhente udtrykkeligt samtykke
til at offentliggøre den eller de oplysninger, som er modtaget
fra en udenlandsk tilsynsmyndighed, hvis Finanstilsynet øn-
sker at sådanne oplysninger skal indgå i den offentliggjorte
version af reaktionen m.v.
Den gældende § 354 a, stk. 5, 1. pkt., i lov om finansiel
virksomhed fastslår, at hvis offentliggørelse af en afgørelse
i henhold til § 354 a, stk. 4, 1. pkt., i lov om finansiel
virksomhed er blevet undladt på grund af tungtvejende hen-
syn til virksomheden eller efterforskning, og disse hensyn
efterfølgende ikke længere gør sig gældende, vil afgørelsen
samt virksomhedens navn blive offentliggjort.
Den gældende § 354 a, stk. 5, 2 pkt., i lov om finansiel
virksomhed fastslår, at reglen i 1. pkt. dog gælder kun i en
periode op til to år efter, at afgørelsen er truffet.
Det foreslåede stk. 3 viderefører § 354 a, stk. 5, i lov om
finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer. Der er
ikke tilsigtet materielle ændringer med bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 3, at er offentliggørelse undladt i henhold
til stk. 1, skal der ske offentliggørelse efter § 291, stk. 1, nr.
1-3, og § 295, når de hensyn, der nødvendiggjorde undladel-
sen, ikke længere er gældende. Dette gælder dog kun i op til
2 år efter datoen for reaktionen.
Baggrunden for den foreslåede tidsbegrænsning på 2 år er, at
den offentlige interesse i sådanne afgørelser aftager kraftigt
hen over tid, samt af administrative årsager. Som eksempel
kan nævnes situationer, hvor Finanstilsynet træffer afgørelse
om en virksomheds solvensbehov, og virksomheden efter-
følgende bliver opkøbt. Eller tilfælde hvor en virksomhed
søger om tilladelse til at lancere et nyt produkt, og hvor
der efter lanceringen ikke er behov for at hemmeligholde
virksomhedens navn.
Det foreslås i stk. 4, at der ikke skal ske offentliggørelse af
reaktioner efter § 291, stk. 1, om kravene i § 105, stk. 1, stk.
7, jf. stk. 1, eller stk. 8, jf. stk. 1, § 127, stk. 3, jf. § 105, stk.
1, § 127, stk. 6, jf. stk. 3, jf. § 105, stk. 1, § 106, eller § 109,
stk. 1.
Forslaget indebærer, at der ikke vil kunne ske offentliggø-
relse efter lovforslagets § 291 af Finanstilsynets afgørelser
i sager om egnethed og hæderlighed efter lovforslagets §
105, stk. 1, i sager om tilstrækkelig tid efter lovforslaget §
106, eller sager efter lovforslagets § 109, stk. 1. Dette vil
gælde for alle typer af egnetheds- og hæderlighedssager, det
vil sige både for sager, hvor vurderingen efter ansøgning
sker forud for eller efter tiltræden i den konkrete stilling,
og sager, hvor Finanstilsynet påbyder en persons afsættelse
eller nedlæggelse af sit hverv, jf. lovforslagets § 280.
Den foreslåede bestemmelse er dermed en ufravigelig undta-
gelse til offentliggørelsespligten.
Forslaget har til formål at sikre fortrolighed om sagerne af
hensyn til de personer, som vurderingerne af egnethed og
hæderlighed vedrører.
Det foreslåede § 296, stk. 4, er enslydende med forslaget
til samme bestemmelse i lov om finansiel virksomhed, der
er foreslået ved lovforslag om ændring af lov om finansiel
virksomhed, straffeloven og forskellige andre love (Gen-
nemførelse af Ansvarsudvalgets forslag om skærpet ansvars-
vurdering for ledelsesmedlemmer m.v. i finansielle virksom-
heder og ændring af reglerne om egnethed og hæderlighed),
der blev fremsat for folketinget den 8. februar 2023 og for-
venteligt træder i kraft den 1. juli 2023. Forslaget vil derfor
videreføre gældende ret på tidspunktet for dette lovforslags
ikkrafttræden, under forudsætning af at bestemmelserne bli-
ver gennemført ved ovenfornævnte lovforslag.
Til § 297
Den gældende § 354 e, stk. 3, i lov om finansiel virksom-
hed fastsætter, at offentliggørelse efter § 345 e, stk. 1, i
lov om finansiel virksomhed skal ske i anonymiseret form,
hvis offentliggørelse med navns nævnelse vil medføre ufor-
holdsmæssig stor skade for virksomheden eller den fysiske
person, efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentlig-
gørelse, eller offentliggørelse vil true den finansielle stabili-
559
tet. Dette gælder ligeledes i tilfælde, hvor der er tale om
offentliggørelse vedrørende en fysisk person, hvis de sam-
fundsmæssige hensyn til offentliggørelse med navns næv-
nelse må vurderes ikke at være proportionale i forhold til
hensynet til personen.
Hvis offentliggørelsen ikke kan ske i anonymiseret form, vil
offentliggørelsen ikke skulle foretages efter denne bestem-
melse.
Den foreslåede § 297 viderefører § 354 e, stk. 3, i lov om
finansiel virksomhed med sproglige ændringer. Der er ikke
tilsigtet materielle ændringer med bestemmelsen.
Det foreslås i § 297, at offentliggørelse efter § 293 skal ske i
anonymiseret form i følgende tilfælde.
Det forhold, at offentliggørelse af en virksomheds navn vil
kunne medføre fald i kursen på virksomhedens aktier, tab
af kunder, eller at offentliggørelse vil kunne bane vej for et
erstatningskrav mod virksomheden eller den fysiske person,
vil ikke i sig selv være nok til, at offentliggørelse skal ske i
anonymiseret form.
Det foreslåede nr. 1-4 fastsætter de tilfælde, hvor offentlig-
gørelse efter § 293 skal ske i anonymiseret form. Hvis of-
fentliggørelsen ikke kan ske i anonymiseret form, vil offent-
liggørelsen ikke skulle foretages efter denne bestemmelse.
Efter det foreslåede nr. 1 skal offentliggørelse ske i anony-
miseret form, hvis offentliggørelse vil medføre uforholds-
mæssig stor skade for virksomheden eller personen.
Undtagelsen finder således kun anvendelse på de tilfælde,
hvor virksomhedens fortsatte drift vil blive truet eller meget
væsentlige interesser krænkes.
Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis der er risiko for,
at offentliggørelsen vil kunne medføre et »run« på virksom-
heden. Der er endvidere mulighed for at undtage offentlig-
gørelse med navns nævnelse i tilfælde, hvor det vil kunne
skade en efterfølgende strafferetlig efterforskning. Ved tvivl
vil spørgsmålet om offentliggørelse blive forelagt den rele-
vante politimyndighed.
Efter det foreslåede nr. 2 skal offentliggørelse ske i ano-
nymiseret form, hvis efterforskningsmæssige hensyn taler
imod offentliggørelse.
Efter det foreslåede nr. 3 skal offentliggørelse ske i anony-
miseret form, hvis offentliggørelse vil true den finansielle
stabilitet.
Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvor offentliggørelse
af en administrativ sanktion vil medføre uforholdsmæssig
stor skade for et forsikringsselskab med grænseoverskriden-
de virksomhed.
Efter det foreslåede nr. 4 skal offentliggørelse ske i anony-
miseret form, hvis samfundsmæssige hensyn til offentliggø-
relse af en persons navn må vurderes ikke at være proportio-
nale med hensynet til personen.
Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvor en offentliggø-
relse med navns nævnelse må vurderes ikke at ville have
en tilstrækkelig præventiv effekt i forhold til det indgreb,
som offentliggørelsen vil være i vedkommendes personlige
integritet.
Til § 298
Den gældende § 354 e, stk. 5, 1. pkt., i lov om finansiel
virksomhed fastsætter, at offentliggørelse i henhold til § 354
e, stk. 1-4, i lov om finansiel virksomhed skal ske hurtigst
muligt efter, at den fysiske eller juridiske person er under-
rettet om afgørelsen, og offentliggørelsen skal fremgå af Fi-
nanstilsynets hjemmeside i mindst 5 år fra offentliggørelsen.
Den gældende § 354 e, stk. 5, 2. pkt., i lov om finansiel
virksomhed fastsætter, at offentliggørelse, som vedrører per-
soner, kun skal fremgå af Finanstilsynets hjemmeside, så
længe oplysningerne anses for nødvendige i forhold til de
samfundsmæssige hensyn bag offentliggørelsen.
Den foreslåede § 298 viderefører § 354 e, stk. 5, med sprog-
lige ændringer. Derudover udvides anvendelsesområdet til
at omfatte alle offentliggørelsesbestemmelserne i det fore-
slåede kapitel 24 om offentliggørelse. Der er tale om en
kodificering af gældende praksis. Der er således med den
foreslåede bestemmelse ikke tilsigtet ændringer af Finanstil-
synets nuværende offentliggørelsespraksis.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at offentliggørelse efter det
foreslåede kapitel 24 skal ske hurtigst muligt, efter at perso-
nen eller virksomheden er underrettet om reaktionen eller
beslutningen.
Ved ”hurtigst muligt” forstås som udgangspunkt senest dag-
en efter underretningen af den pågældende virksomhed eller
fysiske person. Der er ikke formkrav til underretningen, der
kan ske både mundtligt og skriftligt.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at hvis Finanstilsynet ikke kan
underrette den pågældende, kan der alligevel ske offentlig-
gørelse.
Det er hensigten, at offentliggørelsen som udgangspunkt
sker dagen efter, at der er truffet afgørelse eller beslutning
om at meddele reaktionen. Finanstilsynet skal inden da på
forsvarlig vis have forsøgt at komme i kontakt med den
pågældende. Hvis den pågældende juridiske eller fysiske
person ikke længere kan kontaktes, eksempelvis fordi en
virksomhed er ophørt med at eksistere, kan Finanstilsynet
foretage offentliggørelse uden forudgående underretning.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at det offentliggjorte skal fremgå
af Finanstilsynets hjemmeside i mindst fem år fra offentlig-
gørelsen.
560
Det foreslås i stk. 2, 2 pkt., at offentliggørelse, som vedrører
personer, dog kun skal fremgå af Finanstilsynets hjemmesi-
de, så længe oplysningerne anses for nødvendige i forhold
til de samfundsmæssige hensyn bag offentliggørelsen.
Artikel 5 i databeskyttelsesforordningen indeholder en ræk-
ke grundlæggende principper, der gælder for alle behandlin-
ger af personoplysninger, herunder fastsætter artikel litra e,
at personoplysninger ikke må opbevares på en sådan måde,
at det ikke er muligt at identificere de registrerede i et læn-
gere tidsrum end det, der er nødvendigt til de formål, hvortil
de pågældende personoplysninger behandles.
I overensstemmelse med dette fremgår det af stk. 2, 2. pkt.,
at offentliggjorte oplysninger, som vedrører fysiske person-
er, dog kun skal fremgå af Finanstilsynets hjemmeside, så
længe oplysningerne anses for nødvendige i forhold til de
samfundsmæssige hensyn bag offentliggørelsen.
Ved ”offentliggørelse, som vedrører fysiske personer”, for-
stås offentliggørelser, hvor det er muligt at identificere den
fysiske person, som nævnes i det offentliggjorte materiale,
jf. også definitionen i databeskyttelsesforordningens artikel
2, nr. 1. Det vil eksempelvis være tilfældet i offentliggørel-
ser af en påtale, et påbud, et administrativt bødeforelæg eller
en tvangsbøde, der angiver navnet på den fysiske person,
som påtalen, påbuddet, det vedtagne administrative bødefo-
relæg eller tvangsbøden retter sig mod.
Stk. 2, 2. pkt., vil ikke finde anvendelse i tilfælde, hvor
materiale offentliggøres i anonymiseret form på en sådan
måde, at det hverken på offentliggørelsestidspunktet eller et
senere tidspunkt er muligt at identificere den fysiske person,
som er omfattet af materialet.
Til § 299
Den gældende § 354 a i lov om finansiel virksomhed re-
gulerer Finanstilsynets offentliggørelse af reaktioner og be-
slutninger om at overgive sager til politimæssig efterforsk-
ning. Der sker offentliggørelse i de sager, som er nævnt i §
354 a, stk. 1-3, i lov om finansiel virksomhed.
Bestemmelsen indeholder offentliggørelseshjemlen, som
omfatter tilsynsreaktioner som sådan. Begrebet ”reaktioner”
omfatter alle de tilsynsreaktioner, som Finanstilsynets besty-
relse vedtager, og som retter sig mod en part, herunder afgø-
relser, påbud, påtaler og beslutninger om at overgive sager
til politimæssig efterforskning.
Den gældende § 354 a, stk. 1, 2 pkt., i lov om finansiel
virksomhed fastsætter bl.a., at den virksomhed, en reaktion
m.v. retter sig mod, skal offentliggøre oplysningerne på sin
hjemmeside på et sted, hvor de naturligt hører hjemme.
Det foreslåede stk. 1 viderefører dele af den gældende § 354
a, stk. 1, 2 pkt., i lov om finansiel virksomhed med redaktio-
nelle ændringer. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer
med bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 1, at er en reaktion m.v. rettet mod en
virksomhed under tilsyn offentliggjort i medfør af § 291,
eller er en dom eller bødevedtagelse rettet mod eller vedta-
get af en virksomhed under tilsyn offentliggjort i medfør
af § 295, skal virksomheden offentliggøre den pågældende
reaktion m.v., dom eller bødevedtagelse på sin hjemmeside
på et sted, hvor det naturligt hører hjemme. Offentliggørelse,
som vedrører virksomheder, der ikke er under tilsyn, skal
alene ske på Finanstilsynets hjemmeside.
Med ”virksomhedens hjemmeside” menes den hjemmeside,
som virksomheden normalt anvender til kommunikation
med kunder m.v. Det er ikke afgørende, om virksomheden
selv ejer hjemmesiden. Kommunikerer virksomheden f.eks.
via en koncernhjemmeside, er det denne hjemmeside, der
skal anvendes. Såfremt tilsynsreaktionen f.eks. retter sig
mod et datterselskab i en koncern, er det på datterselskabets
hjemmeside, at tilsynsreaktionen skal offentliggøres, uanset
om hjemmesiden måtte være ejet af moderselskabet eller et
koncernforbundet selskab. Virksomhedens offentliggørelse
efter den foreslåede bestemmelse skal ske på virksomhedens
hjemmeside på et sted, hvor det naturligt hører hjemme.
Hvis virksomheden ikke har en hjemmeside, sker offentlig-
gørelse alene på Finanstilsynets hjemmeside.
Overtrædelse af lovforslagets § 299, stk. 1, 1. pkt., kan
straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter
øvrig lovgivning. jf. lovforslagets § 312, stk. 1.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af lovforslagets §
299, stk. 1, 1. pkt., er den virksomhed under tilsyn, som en
reaktion m.v., bøde eller bødevedtagelse er rettet mod. Det
betyder, at en virksomhed under tilsyn, der undlader at of-
fentliggøre en reaktion m.v. eller en dom eller bødevedtagel-
se, der er omfattet af bestemmelsen, kan straffes med bøde.
Offentliggørelse i henhold til den gældende § 354 a, stk. 1, 2
pkt., i lov om finansiel virksomhed skal ske hurtigst muligt,
og senest 3 hverdage efter at virksomheden har modtaget
underretning om reaktionen, eller senest på tidspunktet for
offentliggørelse påkrævet efter lov om kapitalmarkeder.
Den gældende § 354 a, stk. 3, sidste pkt., i lov om finansiel
virksomhed fastsætter, at offentliggørelse efter 1. og 2. pkt.,
som vedrører virksomheder, der ikke er under tilsyn, alene
skal ske på Finanstilsynets hjemmeside.
Det foreslåede stk. 2 viderefører dele af den gældende §
354 a, stk. 1, 2 pkt., i lov om finansiel virksomhed uden
ændringer. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer med
bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 2, at virksomheden skal offentliggøre en
reaktion m.v. som nævnt i stk. 1 hurtigst muligt, og senest
tre hverdage efter at virksomheden har modtaget reaktionen
m.v., eller senest på tidspunktet for offentliggørelse påkræ-
vet efter lov om kapitalmarkeder.
Ved offentliggørelsen af tilsynsreaktionen skal kapitalmar-
561
kedsloven m.v. iagttages, hvilket kan have betydning for,
hvor hurtigt der skal ske offentliggørelse. Skal virksomhe-
den efter kapitalmarkedsloven udsende en selskabsmedde-
lelse, skal offentliggørelse af tilsynsreaktionen afvente sel-
skabsmeddelelsen.
Kan selskabet udsætte offentliggørelsen, fordi det vil skade
berettigede interesser for selskabet at offentliggøre forhol-
det, jf. § 239 i lov om kapitalmarkeder, vil offentliggørelsen
af tilsynsreaktionen skulle afvente, at hensynet bag hemme-
ligholdelsen bortfalder.
Overtrædelse af lovforslagets § 299, stk. 2, kan straffes med
bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter øvrig lovgiv-
ning. jf. lovforslagets § 312, stk. 1.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af lovforslagets §
299, stk. 2, er den virksomhed, som er omfattet af stk. 1. Det
betyder, at en virksomhed omfattet af stk. 1, som undlader
at offentliggøre en reaktion m.v. hurtigst muligt og senest
tre hverdage efter, at virksomheden har modtaget reaktionen
m.v., eller undlader at offentliggøre senest på tidspunktet for
offentliggørelse som påkrævet efter lov om kapitalmarkeder,
kan straffes med bøde.
Den gældende § 354 a, stk. 3, 1 pkt., i lov om finansiel
virksomhed fastsætter, at Finanstilsynet skal offentliggøre
udfaldet af en straffesag på tilsynets hjemmeside, når der er
faldet helt eller delvist fældende dom eller vedtaget bøde,
eller hvis en sag er afgjort med vedtagelse af et administra-
tivt bødeforelæg. Er dommen ikke endelig, eller hvis den er
anket eller påklaget, skal dette fremgå af offentliggørelsen,
jf. den gældende § 354 a, stk. 3, 2 pkt., i lov om finansiel
virksomhed.
Den gældende § 354 a, stk. 3, 3 pkt., i lov om finansiel virk-
somhed fastsætter, at virksomhedens offentliggørelse skal
ske på virksomhedens hjemmeside på et sted, hvor det na-
turligt hører hjemme, hurtigst muligt, og senest 10 hverdage
efter der er faldet dom eller vedtaget bøde, eller senest på
tidspunktet for offentliggørelse påkrævet efter lov om kapi-
talmarkeder.
Det foreslåede stk. 3 viderefører § 354 a, stk. 3, 3. pkt., i
lov om finansiel virksomhed med sproglige ændringer. Der
er ikke tilsigtet materielle ændringer med bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 3, at virksomheden skal offentliggøre en
dom eller bødevedtagelse som nævnt i stk. 1 hurtigst muligt,
og senest 10 hverdage efter der er faldet dom eller vedtaget
bøde, eller senest på tidspunktet for offentliggørelse påkræ-
vet efter lov om kapitalmarkeder.
Bestemmelsen indebærer, at offentliggørelsen skal ske på
virksomhedens hjemmeside hurtigst muligt og senest 10
hverdage efter, der er faldet helt eller delvist fældende
dom eller vedtaget bøde, eller hvis en sag er afgjort med
vedtagelse af et administrativt bødeforlæg, eller senest på
tidspunktet for offentliggørelse påkrævet efter lov om kapi-
talmarkeder.
Overtrædelse af lovforslagets § 299, stk. 3, kan straffes med
bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter øvrig lovgiv-
ning. jf. lovforslagets § 312, stk. 1.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af lovforslagets
§ 299, stk. 3, er den virksomhed, som er omfattet af stk.
1. Det betyder, at en virksomhed omfattet af stk. 1, og som
undlader at offentliggøre en dom eller bødevedtagelse, hur-
tigst muligt, og senest 10 hverdage efter at virksomheden
har modtaget reaktionen m.v., eller undlader at offentliggøre
senest på tidspunktet for offentliggørelse som påkrævet efter
lov om kapitalmarkeder, kan straffes med bøde.
Den gældende § 354 a, stk. 1, 3. pkt., i lov om finansiel
virksomhed fastsætter, at virksomheden samtidig med virk-
somhedens offentliggørelse efter § 354 a, stk. 1, 2. pkt., skal
indsætte et link, som giver direkte adgang til reaktionen, på
forsiden af virksomhedens hjemmeside på en synlig måde,
og det skal af linket og en eventuel tilknyttet tekst tydeligt
fremgå, at der er tale om en reaktion fra Finanstilsynet.
Tilsvarende regler om offentliggørelse gælder efter den gæl-
dende § 354, stk. 3, 4. pkt., i lov om finansiel virksomhed,
for så vidt angår en virksomheds offentliggørelse af sager,
der er overgivet til politimæssig efterforskning, og der er
faldet helt eller delvis fældende dom eller vedtaget bøde,
eller hvis en sag er afgjort med vedtagelse af administrativt
bødeforelæg.
Den gældende § 354 a, stk. 1, 5. pkt., i lov om finansiel
virksomhed fastsætter, at fjernelse af linket på forsiden og
informationerne fra virksomhedens hjemmeside skal finde
sted efter samme principper, som virksomheden anvender
for øvrige meddelelser, dog tidligst når linket og informatio-
nerne har ligget på hjemmesiden i 3 måneder, og tidligst
efter førstkommende generalforsamling eller repræsentant-
skabsmøde.
Tilsvarende regler gælder efter den gældende § 354, stk.
3, 6. pkt., i lov om finansiel virksomhed, for så vidt angår
en virksomheds offentliggørelse af sager, der er overgivet
til politimæssig efterforskning, og der er faldet helt eller
delvis fældende dom eller vedtaget bøde, eller hvis en sag er
afgjort med vedtagelse af administrativt bødeforelæg.
Den gældende § 354 a, stk. 1, 6. pkt., i lov om finansiel
virksomhed fastsætter, at virksomhedens pligt til at offent-
liggøre oplysningerne på virksomhedens hjemmeside kun
gælder for juridiske personer. Der kan således ikke ske of-
fentliggørelse med navns nævnelse af personer eller person-
ligt ejede virksomheder.
Tilsvarende regler gælder efter § 354, stk. 1, 9. pkt., i lov
om finansiel virksomhed, for så vidt angår en virksomheds
offentliggørelse af sager, der er overgivet til politimæssig ef-
terforskning, og hvor der er faldet helt eller delvis fældende
dom eller vedtaget bøde, eller hvis en sag er afgjort med
vedtagelse af administrativt bødeforelæg.
Det foreslåede stk. 4 viderefører § 354 a, stk. 1, 3., 5.
562
og 6. pkt., samt § 354, stk. 3, 4., 6. og 9. pkt., i lov om
finansiel virksomhed med sproglige ændringer. Der er ikke
tilsigtet materielle ændringer af reglerne for virksomheders
offentliggørelse.
Det foreslås i stk. 4, at samtidig med virksomhedens offent-
liggørelse efter stk. 1-3 skal virksomheden indsætte et link,
som giver direkte adgang til reaktionen m.v., dommen, bø-
devedtagelsen eller resumeet, på forsiden af virksomhedens
hjemmeside på en synlig måde. Det skal af linket og en
eventuel tilknyttet tekst tydeligt fremgå, at der er tale om
en reaktion fra Finanstilsynet, en dom eller bødevedtagel-
se. Fjernelse af informationerne fra virksomhedens hjemme-
side skal finde sted efter samme principper, som virksomhe-
den anvender for øvrige meddelelser, dog tidligst når linket
og informationerne har ligget på hjemmesiden i 3 måneder,
og tidligst efter førstkommende generalforsamling eller re-
præsentantskabsmøde.
Med ”virksomhedens hjemmeside” menes den hjemmeside,
som virksomheden normalt anvender til kommunikation
med kunder m.v. Det er ikke afgørende, om virksomheden
selv ejer hjemmesiden. Kommunikerer virksomheden f.eks.
via en koncernhjemmeside, er det denne hjemmeside, der
skal anvendes. Såfremt tilsynsreaktionen f.eks. retter sig
mod et datterselskab i en koncern, er det på datterselskabets
hjemmeside, at tilsynsreaktionen skal offentliggøres, uanset
om hjemmesiden måtte være ejet af moderselskabet eller et
koncernforbundet selskab.
Med ”forsiden” menes hjemmesidens indgangsside eller den
side, som er tænkt til at være den første side, som kunderne
m.v. kommer ind på, når de vil anvende virksomhedens
hjemmeside. Det skal af linket (og en eventuel dertil knyttet
tekst) tydeligt fremgå, at der er tale om en dom eller bøde-
vedtagelse.
Hvis virksomheden ikke har en hjemmeside, sker offentlig-
gørelse alene på Finanstilsynets hjemmeside.
Overtrædelse af lovforslagets § 299, stk. 4, kan straffes med
bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter øvrig lovgiv-
ning. jf. lovforslagets § 312, stk. 1.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af lovforslagets
§ 299, stk. 4, er den virksomhed, som er omfattet af stk.
1. Det betyder, at en virksomhed omfattet af stk. 1, som und-
lader samtidig med offentliggørelse efter stk. 1-3 at indsætte
et link med direkte adgang til reaktionen m.v., dommen,
bødevedtagelsen eller resumeet på forsiden af virksomhe-
dens hjemmeside og på en synlig måde, kan straffes med
bøde. Det betyder også, at en virksomhed omfattet af stk.
1, som undlader at lade det fremgå tydeligt af linket og
eventuel tilknyttet tekst, at der er taler om en reaktion fra
Finanstilsynet, en dom eller en bødevedtagelsen kan straffes
med bøde, og at en virksomhed, omfattet af stk. 1, der fjer-
ner informationerne for tidligt eller i strid med de principper,
som virksomheden anvender for øvrige meddelelser, kan
straffes med bøde.
Den gældende § 354 a, stk. 1, 4. pkt., i lov om finansiel
virksomhed fastsætter, at hvis virksomheden kommenterer
reaktionen i forbindelse med virksomhedens offentliggørelse
efter § 354 a, stk. 1, 2. pkt., skal dette ske i forlængelse af
denne, og kommentarerne skal være klart adskilt fra reaktio-
nen.
Den gældende § 354 a, stk. 3, 5. pkt., i lov om finansiel
virksomhed fastsætter, at hvis virksomheden kommenterer
reaktionen i forbindelse med virksomhedens offentliggørelse
efter § 354 a, stk. 1, 3. pkt., skal dette ske i forlængelse af
denne, og kommentarerne skal være klart adskilt fra reaktio-
nen.
Det foreslåede stk. 5 viderefører § 354 a, stk. 1, 4. pkt.,
og § 354 a, stk. 3, 5. pkt., i lov om finansiel virksomhed
med sproglige ændringer. Der er ikke tilsigtet materielle
ændringer med bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 5, at kommenterer virksomheden reaktio-
nen m.v., dommen, bødevedtagelsen eller resumeet efter stk.
1-3, skal dette ske i forlængelse heraf, og kommentarerne
skal være klart adskilt fra reaktion m.v., dommen, bødeved-
tagelsen eller resumeet.
Overtrædelse af lovforslagets § 299, stk. 5, kan straffes med
bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter øvrig lovgiv-
ning. jf. lovforslagets § 312, stk. 1.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af lovforslagets §
299, stk. 5, er den virksomhed, som er omfattet af stk. 1. Det
betyder, at en virksomhed omfattet af stk. 1, og som kom-
menterer på reaktionen m.v., dommen eller bødevedtagelsen
efter stk. 1-3, og som undlader at gøre det i forlængelse
heraf, eller hvor kommentarerne ikke er klart adskilt fra
reaktion m.v., dommmen, bødevedtagelsen eller resumeet,
kan straffes med bøde.
Efter den gældende § 354 a, stk. 3, 7. pkt., i lov om finansiel
virksomhed skal virksomheden give meddelelse til Finans-
tilsynet om offentliggørelsen, herunder fremsende en kopi
af dommen eller bødevedtagelsen, hvis en sag er overgivet
til politimæssig efterforskning og der er faldet helt eller
delvis fældende dom eller vedtaget bøde, eller hvis en sag er
afgjort med vedtagelse af administrativt bødeforelæg, herun-
der fremsende en kopi af dommen eller bødevedtagelsen.
Finanstilsynet skal herefter offentliggøre dommen, bødeved-
tagelsen eller et resumé heraf på sin hjemmeside, jf. den
gældende § 354 a, stk. 3, 8. pkt., i lov om finansiel virksom-
hed.
Det foreslåede stk. 6 viderefører § 354 a, stk. 3, 7. og 8. pkt.,
i lov om finansiel virksomhed uden ændringer.
Det foreslås således i stk. 6, 1. pkt., at virksomheden skal
give meddelelse til Finanstilsynet om offentliggørelsen efter
stk. 1, hvis en sag er overgivet til politimæssig efterforsk-
ning, og der er faldet helt eller delvis fældende dom eller
vedtaget bøde, eller hvis en sag er afgjort med vedtagelse af
563
administrativt bødeforelæg, herunder fremsende en kopi af
dommen eller bødevedtagelsen.
Det foreslås i stk. 6, 2. pkt., at Finanstilsynet herefter skal
offentliggøre dommen, bødevedtagelsen eller et resumé her-
af på sin hjemmeside.
Overtrædelse af lovforslagets § 299, stk. 6, 1. pkt., kan
straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter
øvrig lovgivning. jf. lovforslagets § 312, stk. 1.
Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af lovforslagets §
299, stk. 6, 1. pkt., er den virksomhed, som er omfattet af
stk. 1. Det betyder, at en virksomhed omfattet af stk. 1, som
undlader at give meddelelse til Finanstilsynet om offentlig-
gørelse efter stk. 1, hvis en sag er overgivet til politimæssig
efterforskning, og der er faldet helt eller delvis fældende
dom eller vedtaget bøde, eller hvis en sag er afgjort med
vedtagelse af administrativt bødeforelæg, kan straffes med
bøde. Det betyder også, at en virksomhed omfattet af stk.
1, som undlader at fremsende en kopi af dommen eller bø-
devedtagelsen, kan straffes med bøde.
Til § 300
Det følger af den gældende § 354 d, stk. 1, nr. 1 og 2, i lov
om finansiel virksomhed, at såfremt en finansiel virksomhed
har videregivet oplysninger om den finansielle virksomhed,
og disse er kommet offentligheden til kendskab, kan Finans-
tilsynet påbyde virksomheden at offentliggøre berigtigende
informationer inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis
1) oplysningerne efter Finanstilsynets vurdering er misvi-
sende, og
2) Finanstilsynet vurderer, at oplysningerne kan have ska-
devirkning for virksomhedens kunder, indskydere, øv-
rige kreditorer, de finansielle markeder, hvorpå aktierne
i virksomheden eller finansielle instrumenter udstedt
af virksomheden handles, eller den finansielle stabilitet
generelt.
Det foreslåede stk. 1 viderefører § 354 d, stk. 1, nr. 1 og 2, i
lov om finansiel virksomhed med den sproglige ændring, at
der alene henvises til forsikringsselskaber. Der er ikke tilsig-
tet materielle ændringer med den foreslåede bestemmelse.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1-2, at har et forsikringsselskab
videregivet oplysninger om forsikringsselskabet, og disse
er kommet offentligheden til kendskab, kan Finanstilsynet
påbyde virksomheden at offentliggøre berigtigende informa-
tioner inden for en frist fastsat af Finanstilsynet fastsat, hvis
1) oplysningerne efter Finanstilsynets vurdering er misvi-
sende, og
2) Finanstilsynet vurderer, at oplysningerne kan have ska-
devirkning for virksomhedens kunder, indskydere, øv-
rige kreditorer, de finansielle markeder, hvorpå aktierne
i virksomheden eller finansielle instrumenter udstedt
af virksomheden handles, eller den finansielle stabilitet
generelt.
Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet har adgang til
at påbyde virksomheder, der offentliggør informationer om
virksomheden, som efter Finanstilsynets vurdering er misvi-
sende, at offentliggøre berigtigende informationer.
Finanstilsynets adgang til at påbyde berigtigelse er betinget
af, at Finanstilsynet vurderer, at de af virksomheden offent-
liggjorte oplysninger kan have skadevirkning for virksomhe-
dens kunder, indskydere, øvrige kreditorer, de finansielle
markeder, hvorpå aktierne i virksomheden eller finansielle
instrumenter udstedt af virksomheden handles, eller den fi-
nansielle stabilitet generelt.
Finanstilsynet fastsætter en kort frist, inden for hvilken
virksomheden skal offentliggøre de berigtigende informati-
oner. Længden af den af Finanstilsynet meddelte frist for
virksomhedens berigtigelse af de misvisende oplysninger vil
afhænge af oplysningernes karakter. Efter omstændigheder-
ne vil der kunne være tale om, at berigtigelse skal ske inden
for samme dag som meddelelsen af påbuddet.
Den gældende § 354 d, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at såfremt virksomheden ikke berigtiger informa-
tionerne i overensstemmelse med Finanstilsynets påbud og
inden for den af Finanstilsynet fastsatte frist, kan Finanstil-
synet offentliggøre påbuddet meddelt efter stk. 1
Det foreslåede stk. 2 viderefører gældende § 354 d, stk. 2, i
lov om finansiel virksomhed uden ændringer.
Det foreslås således i stk. 2, at Finanstilsynet kan offentlig-
gøre påbuddet meddelt efter stk. 1, hvis virksomheden ikke
berigtiger informationerne i overensstemmelse med Finans-
tilsynets påbud og inden for fristen fastsat af Finanstilsynet.
Bestemmelsen i stk. 1 skal ses i sammenhæng med stk. 2,
hvorefter Finanstilsynets tavshedspligt ikke ophæves, selv-
om den, som tavshedspligten tilsigter at beskytte, giver sam-
tykke til, at Finanstilsynet kan videregive oplysninger. Fi-
nanstilsynets tavshedspligt er i høj grad baseret på et ønske
om at beskytte de finansielle virksomheders kunder, det væ-
re sig privatpersoner eller erhvervskunder. Hertil kommer et
ønske om - af konkurrencemæssige grunde - at beskytte de
finansielle virksomheders forretningsmæssige forhold.
Med bestemmelsen åbnes dog op for Finanstilsynets mulig-
hed for offentliggørelse af tavshedsbelagte oplysninger, i
tilfælde hvor en virksomhed har videregivet fejlagtige op-
lysninger om virksomheden, og hvor virksomheden ikke
inden for en af Finanstilsynet fastsat frist har berigtiget de
fejlagtige oplysninger.
Det forhold, at et forsikringsselskab indbringer, eller oply-
ser at det påtænker at indbringe, det af Finanstilsynet med-
delte påbud om berigtigelse af misvisende oplysninger for
Erhvervsankenævnet, bevirker ikke, at Finanstilsynets mu-
lighed for at offentliggøre påbuddet suspenderes, medmin-
dre Erhvervsankenævnet tillægger klagen opsættende virk-
ning. Finanstilsynet vil i sådanne situationer kunne blive
564
erstatningsansvarlig efter de almindelige regler om offentli-
ge myndigheders erstatningspligt.
Bestemmelsen tænkes for eksempel anvendt i situationer,
hvor et forsikringsselskab har videregivet misvisende oplys-
ninger om virksomhedens forretningsmodel, eller i tilfælde
hvor et forsikringsselskab offentliggør et misvisende billede
af virksomheden efter et tilsynsbesøg.
Til § 301
Efter den gældende § 347 a i lov om finansiel virksomhed
kan erhvervsministeren fastsætte regler om finansielle virk-
somheders, finansielle holdingvirksomheders og forsikrings-
holdingvirksomheders pligt til at offentliggøre oplysninger
om Finanstilsynets vurdering af virksomheden og om, at Fi-
nanstilsynet har mulighed for at offentliggøre oplysningerne
før virksomheden.
Bekendtgørelse nr. 857 af 14. juni 2022 om finansielle virk-
somheders m.v. pligt til at offentliggøre Finanstilsynets vur-
dering af virksomheden m.v. er bl.a. udstedt i medfør af §
347 a i den gældende lov om finansiel virksomhed. I hen-
hold til denne bekendtgørelse er de omfattede virksomheder
forpligtede til at offentliggøre bl.a. Finanstilsynets vurdering
af virksomheden på baggrund af Finanstilsynets inspektions-
virksomhed; de såkaldte inspektionsredegørelser. Bestem-
melsen skal medvirke til, at offentligheden i højere grad
får adgang til den information, der i dag kun går fra Finans-
tilsynet til virksomhedens ledelse og ikke til aktionærer og
kunder.
Bestemmelsen foreslås videreført i den foreslåede § 301
med enkelte sproglige ændringer.
Det foreslås i § 301, at Erhvervsministeren fastsætter regler
om forsikringsselskabers, finansielle holdingvirksomheders
og forsikringsholdingvirksomheders pligt til at offentliggøre
oplysninger om Finanstilsynets vurdering af virksomheden
og om, at Finanstilsynet har mulighed for at offentliggøre
oplysningerne før virksomheden.
Bestemmelsen skal medvirke til, at offentligheden i højere
grad får adgang til den information, der kun går fra Finans-
tilsynet til instituttets ledelse og ikke til aktionærer og kun-
der.
Efter den foreslåede bestemmelse har erhvervsministeren
bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om forsikrings-
selskabers, finansielle holdingvirksomheders og forsikrings-
holdingsvirksomheders pligt til at offentliggøre oplysninger
om Finanstilsynets vurdering af virksomheden. Dette kan
for eksempel være oplysninger om risikooplysninger fra Fi-
nanstilsynet, som virksomheden har fået gentagne gange,
eller som virksomheden har valgt ikke at ville følge op
på. Også hvor Finanstilsynet har givet virksomheden et
påbud, kan offentliggørelse komme på tale. Der vil være
behov for visse undtagelser i forhold til offentliggørelses-
pligten. Dette kan for eksempel være, hvor offentliggørelse
kan medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden,
blandt andet hvor der frygtes et »run« på virksomheden.
Bemyndigelsen kan udnyttes til at udstede regler, der giver
Finanstilsynet mulighed for at offentliggøre oplysningerne
om Finanstilsynets vurdering af forsikringsselskaber og for-
sikringsholdingvirksomheder. Reglerne vil kunne fastsætte,
at Finanstilsynet ikke nødvendigvis skal afvente, at virksom-
hederne offentliggør redegørelsen. Bemyndigelsen vil alene
kunne fastsætte sådanne regler, når det er betinget af, at
reglerne kun benyttes i de situationer, hvor virksomheder-
ne enten har rent tekniske eller praktiske problemer, f.eks.
på grund af it-nedbrud, eller tilfælde hvor den manglende
offentliggørelse er begrundet i, at virksomheden ikke –
uden en reel begrundelse – ønsker at offentliggøre redegø-
relsen. Hvis virksomheden efter kapitalmarkedsloven skal
udsende en selskabsmeddelelse, skal Finanstilsynets offent-
liggørelse dog afvente selskabsmeddelelsen.
Til § 302
Den gældende § 355 i lov om finansiel virksomhed indehol-
der en opregning af, hvem der er part i forhold til Finans-
tilsynet i sager omfattet af lov om finansiel virksomhed,
forskrifter fastsat i medfør af lov om finansiel virksomhed
og en række nærmere angivne forordninger.
Den gældende § 355, stk. 2 og 3, indeholder en udtømmen-
de liste over, hvem der ellers kan anses for at være part
i forhold til Finanstilsynet. Derudover gælder der særlige
bestemmelser i Finanstilsynets sager om regnskabskontrol
og om videregivelse af fortrolige oplysninger.
Opregningen i den gældende § 355 er udtømmende, og be-
stemmelsen udgør således en afvigelse fra det almindelige
forvaltningsretlige partsbegreb.
Den foreslåede § 302 viderefører de dele af § 355, stk.
1-3, 6 og 7, i lov om finansiel virksomhed der er relate-
ret til partsbegrebet for forsikringsselskaber, forsikringshol-
dingvirksomheder samt udenlandske forsikringsselskaber og
forsikringsholdingvirksomheder. Der er ikke tilsigtet materi-
elle ændringer med bestemmelsen. Det bemærkes, at den
gældende § 355, stk. 4 og 5, i lov om finansiel virksomhed
videreføres i den foreslåede § 303.
Det foreslås i stk. 1, at som part i forhold til Finanstilsynet
anses forsikringsselskabet, forsikringsholdingvirksomheden,
det udenlandske forsikringsselskab eller den udenlandske
forsikringsholdingvirksomhed, som Finanstilsynet har truf-
fet eller vil træffe afgørelse over for i medfør af denne lov,
forskrifter fastsat i medfør af denne lov og forordninger
udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II), jf. dog stk. 2 og 3, og Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bære-
565
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle
tjenesteydelser og regler udstedt i medfør heraf og Europa-
Parlamentets og Rådets forordning 2020/852/EU af 18. juni
2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygti-
ge investeringer og regler udstedt i medfør heraf.
Bestemmelsen indebærer, at forsikringsselskabet, forsik-
ringsholdingvirksomheden og udenlandske forsikringssel-
skaber eller forsikringsholdingvirksomheder, som Finanstil-
synets afgørelse retter sig mod, vil være part i forhold til
Finanstilsynet. Dette gælder afgørelser truffet i henhold til
lov om forsikringsvirksomhed eller regler udstedt i medfør
heraf eller afgørelser truffet i henhold til forordninger eller
regler udstedt i medfør heraf.
Partsstatus indebærer bl.a. adgang til efter forvaltningslo-
vens regler at få fortrolige oplysninger i den del af en
sag, som vedrører den pågældende, samt mulighed for at
indbringe Finanstilsynets afgørelse herom for Erhvervsanke-
nævnet. Forvaltningslovens regler om partsbeføjelser finder
dog kun anvendelse i sager, hvori der er eller vil blive truf-
fet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, jf. forvaltningslo-
vens § 2, stk. 1.
Bestemmelsen medfører, at kunder i finansielle virksomhe-
der ikke er parter i forhold til Finanstilsynet. Dette gælder,
uanset hvilken interesse de måtte have i en given sag. Lige-
ledes vil aktionærer i et forsikringsselskab heller ikke være
parter i tilsynets sag om den pågældende virksomhed.
Det særlige partsbegreb er nødvendigt for at undgå en ud-
huling af Finanstilsynets tavshedspligt, da parters adgang
til aktindsigt efter forvaltningsloven ikke tilsidesættes af
tavshedspligtsreglerne. Det fremgår bl.a. af ombudsmandens
praksis, at det almindelige forvaltningsretlige partsbegreb
fortolkes bredt, jf. FOB 1987 64, hvor ombudsmanden til-
lagde indlånerforeningen i 6. Juli Banken partsstatus i for-
hold til tilsynets sag om anmeldelse af betalingsstandsning.
Udenlandske forsikringsselskaber og udenlandske forsik-
ringsholdingvirksomheder har samme retsstilling som nati-
onale forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksomhe-
der. Baggrunden herfor er, at det skønnes hensigtsmæssigt,
at grænseoverskridende virksomheder opnår partsstatus efter
den finansielle lovgivning på lige fod med nationale finan-
sielle virksomheder således, at der ikke sker forskelsbehand-
ling.
Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at det er den virksom-
hed, som Finanstilsynet ”har truffet eller vil træffe afgørelse
over for”, som er part i forhold til Finanstilsynet. Efter be-
stemmelsen er det således klart, at en virksomhed er part
i forhold til Finanstilsynet i de sager, hvor Finanstilsynet
har truffet en afgørelse over for virksomheden, eller hvor
Finanstilsynet vil træffe en afgørelse over for virksomheden.
At Finanstilsynet ”vil træffe en afgørelse” over for en virk-
somhed skal forstås sådan, at der er tale om en sag, hvori
der som led i et almindeligt sagsforløb vil blive truffet en
afgørelse af Finanstilsynet. Der skal således være tale om
en afgørelsessag. En afgørelsessag er eksempelvis en sag,
hvor en virksomhed ansøger Finanstilsynet om tilladelse,
godkendelse m.v., og hvor Finanstilsynet efter behandling
af sagen træffer afgørelse om, hvorvidt en sådan ansøgning
imødekommes. Det er ikke afgørende for opnåelse af parts-
status, om der faktisk træffes en afgørelse i den pågældende
afgørelsessag. En virksomheds partsstatus påvirkes således
ikke af, om der af den ene eller anden grund alligevel ikke
træffes afgørelse i sagen.
Ordlyden af den foreslåede partsbestemmelse svarer på dette
punkt til § 2 i forvaltningsloven og omfatter dermed sager,
hvori der er eller vil blive truffet afgørelse.
I henhold til lovforslagets § 259, stk. 1 og 2, påser Finans-
tilsynet virksomhedernes overholdelse af forordninger ud-
stedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II). Idet Finanstilsynet skal påse overholdelsen, kan Finans-
tilsynet ligeledes træffe afgørelser i forhold til forsikrings-
selskabers manglende efterlevelse af forordninger udstedt i
medfør af Solvens II. I den forbindelse er det omfattet af
partsbegrebet i stk. 1, således at en virksomhed ligeledes an-
ses for part i forhold til Finanstilsynet, hvis Finanstilsynets
afgørelse er truffet i medfør af forordninger udstedt i medfør
af Solvens II.
Herefter behandles virksomheder ens, uanset om Finanstil-
synet træffer afgørelse efter lov om forsikringsvirksomhed
eller bekendtgørelser i medfør heraf eller træffer afgørelser
efter forordninger udstedt i medfør af Solvens II.
Den gældende § 355 stk. 2, nr. 1-15, i lov om finansiel
virksomhed indeholder en udtømmende liste over, hvem der
ellers kan anses for at være part i forhold til Finanstilsynet.
Det foreslåede stk. 2, nr. 1-11, viderefører de gældende 355,
stk. 2, nr. 1-5, 7-11 og 14, i lov om finansiel virksomhed,
der er relateret til sager om forsikringsselskaber. Der er ikke
tilsigtet materielle ændringer med bestemmelsen.
Det foreslåede stk. 2 opregner de konkrete tilfælde, hvor
andre end de i stk. 1 nævnte virksomheder kan anses for part
efter denne lov.
Efter det foreslåede stk. 2, nr. 1, anses som part modervirk-
somheden, hvor denne er en forsikringsholdingvirksomhed
eller et forsikringsselskab.
I koncerner, hvor modervirksomheden er et forsikringssel-
skab eller en forsikringsholdingvirksomhed, skal koncernen
opfylde en række bestemmelser. Bestemmelsen indebærer,
at hvis der opstår sager herom, er modervirksomheden tilli-
ge part i denne del af sagen.
Efter det foreslåede stk. 2, nr. 2, anses som part virksomhe-
der, med hvilke et forsikringsselskab har en særlig direkte
eller indirekte forbindelse, og hvor Finanstilsynet kan ind-
566
hente opysninger og foretage inspektionsbesøg, jf. § 270,
stk. 2.
I det omfang det er nødvendigt for bedømmelse af et forsik-
ringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomheds økono-
miske stilling, kan Finanstilsynet i medfør af lovforslagets
§ 270, stk. 2, indhente oplysninger og til enhver tid mod
behørig legitimation uden retskendelse få adgang til de virk-
somheder, med hvilke forsikringsselskabet eller forsikrings-
holdingvirksomheden har særlig direkte eller indirekte for-
bindelse.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at virksomheden,
som forsikringsselskabet m.v. har særlig direkte eller in-
direkte forbindelse til, opnår partsstatus, når Finanstilsy-
net uden retskendelse indhenter virksomhedens oplysninger
som led i Finanstilsynets bedømmelse af et forsikringssel-
skabs økonomiske stilling.
Efter det foreslåede stk. 2, nr. 3, anses som part en fysisk
eller juridisk person, som Finanstilsynet kræver oplysninger
af til afgørelse af, om denne er omfattet af bestemmelserne i
denne lov, jf. § 270, stk. 3.
Finanstilsynet kan efter § 270, stk. 3, kræve alle oplysnin-
ger, herunder regnskaber og regnskabsmateriale, udskrift af
bøger, andre forretningspapirer og elektronisk lagrede data,
som skønnes nødvendige for Finanstilsynets virksomhed el-
ler til afgørelse af, om en fysisk eller juridisk person er
omfattet af bestemmelserne i denne lov
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at virksomheder og
fysiske personer opnår partsstatus, når Finanstilsynet kræ-
ver oplysninger fra virksomheden eller den fysiske person,
der ikke udøver tilsynsbelagt virksomhed med henblik på
at vurdere, om en anden virksomhed udøver tilsynsbelagt
forsikringsvirksomhed og således burde have tilladelse fra
Finanstilsynet.
Efter det foreslåede stk. 2, nr. 4, anses som part den påtænk-
te erhverver eller besidderen af en kvalificeret andel, når
Finanstilsynet behandler sager om godkendelse af erhvervel-
se, jf. §§ 87, 90 og 91, samt når Finanstilsynet reagerer som
følge af manglende underretning om en andel eller ophæver
stemmeretten, som er knyttet til den pågældende ejers andel,
jf. § 93, stk. 1-3.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at en påtænkt er-
hverver eller en besidder af en kvalificeret andel, der ansø-
ger om godkendelse af erhvervelsen, er part i denne sag. Er-
hververen eller besidderen af en kvalificeret andel vil lige-
ledes være part, når Finanstilsynet reagerer som følge af
manglende underretning om andelen eller ophæver stemme-
retten, som er knyttet til den pågældende ejers andel.
Efter det foreslåede stk. 2, nr. 5, anses som part en revisor
i et forsikringsselskab, når Finanstilsynet fratager denne cer-
tificeringen i henhold til § 193, stk. 1, jf. § 193, stk. 5,
eller påbyder denne at give oplysninger om virksomhedens
forhold, samt i sager vedrørende forbud mod, at en revisor
har lån m.v. i det forsikringsselskab, som revisor reviderer,
jf. § 193, stk. 4-7 og 9.
Finanstilsynet kan eksempelvis i medfør af § 193, stk. 1,
jf. 193, stk. 5, fratage en revisor dennes certificering, så-
fremt revisor ikke inden for en af Finanstilsynet fastsat
frist kan dokumentere, at denne opfylder kravene til certifi-
cering. Den foreslåede bestemmelse indebærer, at revisoren,
der får frataget dennes certificering, er part i Finanstilsynets
afgørelse, for så vidt angår den del af sagen, som vedrører
den pågældende
Efter det foreslåede stk. 2, nr. 6, anses som part en virksom-
hed, som ansøger om tilladelse til at drive forsikrings- eller
livsforsikringsvirksomhed, jf. § 14, stk. 1, og §§ 19-23, eller
hvis ansøgning suspenderes, jf. § 22.
Bestemmelsen indebærer, at en virksomhed, der søger om
tilladelse til at drive forsikrings- eller livsforsikringsvirk-
somhed, opnår partsstatus i forhold til sagen om ansøgnin-
gen, selvom virksomheden (endnu) ikke er et forsikringssel-
skab. Det samme gælder, hvis Finanstilsynet suspenderer
behandlingen af en ansøgning.
Efter det foreslåede stk. 2, nr. 7, anses som part et medlem
af et forsikringsselskabs bestyrelse eller direktion eller en
kapitalejer, når tilsynet nægter et forsikringsselskab tilladel-
se eller inddrager denne helt eller delvis, jf. § 19, stk. 1, nr. 1
og 3, §§ 20 og 199.
Bestemmelsen indebærer, at hvis Finanstilsynet nægter et
forsikringsselskab tilladelse eller inddrager tilladelsen helt
eller delvist, fordi et medlem af virksomhedens direktion
eller bestyrelse ikke lever op til lovens krav om hæderlighed
og erfaring, anses den pågældende person for at være part i
denne del af sagen som følge af stk. 2, nr. 7. Tilsvarende vil
en kapitalejer eller aktionær tillige opnå partsstatus, når den
pågældende efter Finanstilsynets opfattelse vil modvirke en
forsvarlig drift af selskabet.
Efter det foreslåede stk. 2, nr. 8, anses som part virksomhe-
der, som tilsynet finder har snævre forbindelser til et forsik-
ringsselskab, når tilladelse nægtes eller inddrages efter § 19,
stk. 1, nr. 4 og 5, og § 199.
Bestemmelsen indebærer, at hvis Finanstilsynet nægter at
give et forsikringsselskab tilladelse eller inddrager tilladel-
sen, fordi virksomheden har snævre forbindelser til andre
virksomheder m.v., og disse forbindelser vil kunne vanske-
liggøre varetagelsen af tilsynets opgaver, anses den pågæl-
dende virksomhed, som Finanstilsynet vurderer, har snævre
forbindelser til et forsikringsselskab, for at være part i denne
del af sagen efter stk. 2, nr. 8.
Efter det foreslåede stk. 2, nr. 9, anses som part den, som
overtræder lovens forbud mod i en virksomheds navn eller
betegnelse af virksomheden at benytte ord, der er omfattet af
forsikringsselskabers eneret til navn, jf. § 36.
Finanstilsynet kan undersøge eller påtale overtrædelse af lo-
567
vens forbud mod, at en virksomhed i navnet eller betegnel-
sen uberettiget anvender ord, der er omfattet af en finansiel
virksomheds eneret til navn. Bestemmelsen indebærer, at
den, der overtræder dette forbud, er part i den del af sagen,
der vedrører den pågældende.
Efter det foreslåede stk. 2, nr. 10, anses som part den, der
overtræder lovens forbud mod at drive virksomhed omfattet
af § 14, stk. 1, uden tilladelse.
I de tilfælde, hvor Finanstilsynet enten undersøger, om der
er sket en overtrædelse af lovens forbud mod, at andre dri-
ver virksomhed, som er omfattet af § 14, stk. 1, eller hvor
tilsynet påtaler en overtrædelse af denne bestemmelse, er
den, som Finanstilsynets afgørelse er rettet mod, part i sagen
efter det foreslåede stk. 2 nr. 10.
Efter det foreslåede stk. 2, nr. 11, anses som part den an-
svarshavende aktuar, når denne ikke har opfyldt sin oplys-
ningsforpligtelse over for Finanstilsynet, jf. § 140, stk. 4, 1.
pkt.
Bestemmelsen indebærer, at den ansvarshavende aktuar op-
når partsstatus, såfremt Finanstilsynet påtaler, at den pågæl-
dende ikke har opfyldt sin oplysningsforpligtelse over for
Finanstilsynet.
Det følger af den gældende § 355, stk. 3, i lov om finansiel
virksomhed, at som part anses i øvrigt et bestyrelsesmedlem,
en ansvarshavende aktuar, en revisor, en direktør eller andre
ledende medarbejdere i en finansiel virksomhed, en finan-
siel holdingvirksomhed, en forsikringsholdingvirksomhed,
en udenlandsk finansiel virksomhed eller en udenlandsk fi-
nansiel holdingvirksomhed, hvis Finanstilsynets afgørelse er
rettet direkte mod den pågældende. Det samme gælder for
en likvidator, en administrator af en livsforsikringsbestand
og en administrator i et administrationsbo for særligt dække-
de obligationer.
Det foreslåede stk. 3 viderefører de dele af § 355, stk. 3,
i lov om finansiel virksomhed, der er relateret til sager
om forsikringsvirksomhed. Der er ikke tilsigtet materielle
ændringer med bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 3, at som part anses i øvrigt et bestyrelses-
medlem, en ansvarshavende aktuar, en revisor, en direktør
eller andre ledende medarbejdere i et forsikringsselskab,
en forsikringsholdingvirksomhed, et udenlandsk forsikrings-
selskab eller en udenlandsk forsikringsholdingvirksomhed,
hvis Finanstilsynets afgørelse er rettet direkte mod den på-
gældende. Det samme gælder for en likvidator og en admi-
nistrator af en livsforsikringsbestand.
Efter det foreslåede stk. 3, 1. pkt., får ansatte i gruppe 1-for-
sikringsselskaber, der er identificeret som nøglepersoner i
medfør af lovforslagets § 127, partsstatus i deresegen sag,
hvis Finanstilsynets afgørelse retter sig direkte mod den
pågældende nøgleperson. Disse nøglepersoner er omfattet
af § 105, stk. 1-5, hvilket indebærer, at nøglepersonerne
i relation til adgangen til partsstatus ligestilles med bl.a.
bestyrelses- og direktionsmedlemmer.
Partsstatus indebærer bl.a. adgang til efter forvaltningsloven
at få fortrolige oplysninger i den del af en sag, som vedrører
den pågældende, samt mulighed for at indbringe Finanstilsy-
nets afgørelse for Erhvervsankenævnet.
Efter det foreslåede stk. 3, 2. pkt., får likvidator og en ad-
ministrator af en livsforsikringsbestand, som er knyttet til
forsikringsselskabet i forbindelse med afvikling af virksom-
heden eller dele af denne, partsstatus. De øvrige personer
omfattet af stk. 3 er alle involverede i forsikringsselskabets
drift.
Det foreslåede stk. 4 viderefører § 355, stk. 6, i lov om
finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer. Der er
ikke tilsigtet materielle ændringer med bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 4, at partsstatus og partsbeføjelser efter
stk. 2 og 3 er begrænset til forhold, hvor finanstilsynets
afgørelser er truffet efter den 8. oktober 1998. For så vidt
angår videregivelse af fortrolige oplysninger, jf. kapitel 9, er
partsstatus og partsbeføjelser begrænset til forhold, hvor til-
synets afgørelser træffes efter den 1. januar 2004. Partsstatus
og partsbeføjelser efter stk. 4 er begrænset til forhold, hvor
tilsynets afgørelse er truffet efter den 1. juli 2009.
Det gældende § 355, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at Finanstilsynet kan, når tilsynet tager en sag op
om videregivelse af fortrolige oplysninger, jf. kapitel 9, give
visse partsbeføjelser til andre fysiske eller juridiske person-
er end de i stk. 2 og 3 nævnte. Partsbeføjelser kan alene
gives, for så vidt angår den del af sagen, som har direkte
og væsentlig betydning for den pågældende. Partsbeføjelser
skal gives under hensyntagen til beskyttelsen af fortrolige
oplysninger om de virksomheder, der er under tilsyn. Parts-
beføjelserne er begrænset til forhold, hvor tilsynets afgørel-
ser træffes efter den 1. januar 2004.
Det foreslåede stk. 5 viderefører § 355, stk. 7, i lov om
finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer. Der er
ikke tilsigtet materielle ændringer med bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 5, at Finanstilsynet kan, når tilsynet tager
en sag op om videregivelse af fortrolige oplysninger, jf.
kapitel 9, give visse partsbeføjelser til andre fysiske eller
juridiske personer end dem, der er nævnt i stk. 2 og 3. Parts-
beføjelser kan alene gives, for så vidt angår den del af sagen,
som har direkte og væsentlig betydning for den pågælden-
de. Partsbeføjelser skal gives under hensyntagen til beskyt-
telsen af fortrolige oplysninger om de virksomheder, der er
under tilsyn. Partsbeføjelserne er begrænset til forhold, hvor
tilsynets afgørelser træffes efter den 1. januar 2004.
Bestemmelsen indebærer, at der indført mulighed for at til-
dele personer eller virksomheder, der klager over overtræ-
delser af kap. 9 i lov om forsikringsvirksomhed om videre-
givelse af fortrolige kundeoplysninger, visse partsbeføjelser,
568
så vedkommende trods Finanstilsynets skærpede tavsheds-
pligt kan blive orienteret om behandlingen af klagen.
Efter denne bestemmelse er der mulighed for, at en person
eller en virksomhed, som har en direkte interesse i sagen,
kan blive orienteret om dens udfald i det omfang, dette er af
direkte og væsentlig interesse for den pågældende.
Til § 303
Den gældende § 355 i lov om finansiel virksomhed indehol-
der en opregning af, hvem der er part i forhold til Finans-
tilsynet i sager omfattet af lov om finansiel virksomhed,
forskrifter fastsat i medfør af lov om finansiel virksomhed
og en række nærmere angivne forordninger. § 355, stk. 4,
fastsætter, at som part i forhold til Finanstilsynets afgørelser
om egnethed og hæderlighed anses både den berørte finan-
sielle virksomhed og det bestyrelsesmedlem, den direktør el-
ler den nøgleperson, som afgørelsen omhandler. Det samme
gælder Finanstilsynets afgørelser efter §§ 64 a, 64 b, 313 og
351.
Det foreslåede stk. 1 viderefører § 355 stk. 4, i lov om
finansiel virksomhed med den ændring, at der alene henvi-
ses til forsikringsselskaber. Der er ikke tilsigtet materielle
ændringer med bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at som part i forhold til Finans-
tilsynets afgørelser om egnethed og hæderlighed anses bå-
de det berørte forsikringsselskab og det bestyrelsesmedlem,
den direktør eller den nøgleperson, som afgørelsen omhand-
ler.
Det foreslåede stk. 1, 1 pkt., indebærer, at både det berørte
forsikringsselskab og det bestyrelsesmedlem, den direktør
eller den nøgleperson, som afgørelsen omhandler, er part i
forhold til Finanstilsynets afgørelser om egnethed og hæder-
lighed.
Med ”afgørelser om egnethed og hæderlighed” forstås Fi-
nanstilsynets afgørelse om, hvorvidt en direktør eller et
bestyrelsesmedlem i et forsikringsselskab opfylder krav til
egnethed og hæderlighed, jf. § 105, stk. 1-2 og 4, og Fi-
nanstilsynets afgørelse om, hvorvidt en nøgleperson i et
gruppe 1-forsikringsselskab opfylder kravene til egnethed
og hæderlighed, jf.§ 105, stk. 1-2 og 4.
Med ”afgørelser om egnethed og hæderlighed” forstås end-
videre Finanstilsynets påbud efter § 280 i lov om forsik-
ringsvirksomhed om afsættelse af en direktør eller en nøgle-
person eller om et bestyrelsesmedlems nedlæggelse af sit
hverv som følge af, at den pågældende ikke længere opfyl-
der kravene til egnethed og hæderlighed.
Med ”det berørte forsikringsselskab” forstås den virksom-
hed, hvori det pågældende bestyrelsesmedlem, som afgørel-
sen omhandler, sidder i bestyrelsen, eller den virksomhed,
hvori den pågældende direktør eller nøgleperson, som afgø-
relsen omhandler, er ansat. Afgørelsen handler om hvervet
eller stillingen i den berørte finansielle virksomhed.
Med ”den nøgleperson, som afgørelsen omhandler”, forstås
den person, hvis egnethed og hæderlighed er genstand for
vurdering.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at det samme gælder Finanstil-
synets afgørelser efter §§ 106, 109 og 280.
Det foreslåede stk. 1, 2 pkt., indebærer, at reglen om parts-
status i sager om egnethed og hæderlighed efter 1. pkt.
også gælder Finanstilsynets afgørelser efter lovforslagets
§§ 106, 109 og 280, dvs. i Finanstilsynets afgørelser om
afsættelse af tilstrækkelig tid til varetagelse af henholdsvis
et bestyrelseshverv og en direktørstilling, et bestyrelsesmed-
lems gennemførelse af grundkursus og afgørelser om antal
ledelsesposter, som et bestyrelsesmedlem må have.
Efter den foreslåede bestemmelse er både forsikringsselska-
bet, som Finanstilsynet påbyder at afsætte en direktør, som
følge af at direktøren ikke lever op til kravene til egnethed
og hæderlighed eller afsætter tilstrækkelig tid til varetagelse
af sin stilling, jf. § 280, stk. 1, og den pågældende direktør,
som påbuddet vedrører, part i forhold til Finanstilsynets af-
gørelse.
Efter den foreslåede bestemmelse er både det berørte forsik-
ringsselskab og det bestyrelsesmedlem, som Finanstilsynets
afgørelse om gennemførelse af grundkursus, herunder afgø-
relse om dispensation fra gennemførelse af grundkursus,
efter § 109 omhandler, part i forhold til Finanstilsynets afgø-
relse.
Efter den foreslåede bestemmelse er både det berørte gruppe
1-forsikringsselskab, som Finanstilsynet påbyder at afsætte
en nøgleperson, som følge af at nøglepersonen ikke lever op
til kravene til egnethed og hæderlighed, jf. § 280, stk. 3, og
den pågældende nøgleperson, som påbuddet vedrører, part i
forhold til Finanstilsynets afgørelse.
Efter den foreslåede bestemmelse er både det berørte for-
sikringsselskab, som Finanstilsynet påbyder at afsætte en
direktør eller en nøgleperson, når der er rejst tiltale mod
den pågældende i en straffesag, jf. § 280, stk. 4, 1. pkt., og
den pågældende direktør eller nøgleperson, som påbuddet
vedrører, part i forhold til Finanstilsynets afgørelse.
Efter den foreslåede bestemmelse er både det medlem af be-
styrelsen, som Finanstilsynet påbyder at nedlægge sit hverv,
når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag, jf.
§ 280, stk. 4, 3. pkt., og den berørte finansielle virksomhed
part i forhold til Finanstilsynets afgørelse.
Efter den gældende § 355, stk. 5, i lov om finansiel virksom-
hed anses som part i forhold til Finanstilsynets afgørelser
truffet som led i tilsynets kontrol af regnskaber aflagt efter
reglerne i lovens kapitel 13 og de regler, der er udstedt i
medfør af § 197, og af koncernregnskaber omfattet af artikel
4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om anvendel-
569
se af internationale regnskabsstandarder i øvrigt enhver, som
Finanstilsynet anser som part i sagen.
Finanstilsynets bestyrelse træffer, jf. § 345, stk. 12, nr. 4, i
lov om finansiel virksomhed, afgørelse i principielle sager,
herunder også principielle regnskabskontrolsager for disse
virksomheder. Finanstilsynet og Finanstilsynets bestyrelse
vurderer i forbindelse med vurderingen af, om en årsrapport
er fejlbehæftet eller mangelfuld også, om revisor burde have
opdaget fejlen og eventuelt have taget forbehold herfor i
revisionspåtegningen. Hvis det er tilfældet, kan Finanstilsy-
net eller Finanstilsynets bestyrelse også beslutte at indbringe
revisor for Revisornævnet.
Det foreslåede stk. 2 viderefører § 355, stk. 5, i lov om
finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer. Der er
ikke tilsigtet materielle ændringer med bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 2, at som part i forhold til Finanstilsynets
afgørelser truffet som led i finanstilsynets kontrol af regn-
skaber aflagt efter reglerne i denne lovs kapitel 17 og de
regler, der er udstedt i medfør af § 190, og af koncernregn-
skaber omfattet af artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning om anvendelse af internationale regnskabsstan-
darder, anses i øvrigt enhver, som Finanstilsynet anser som
part i sagen.
Til § 304
Den gældende § 357 i lov om finansiel virksomhed præci-
serer fristerne i loven. Formålet med bestemmelsen er at
undgå enhver fortolkningstvivl om fristberegning.
Den foreslåede bestemmelse i § 304 viderefører den gælden-
de § 357 i lov om finansiel virksomhed uden ændringer.
Det foreslås således i stk. 1, at de frister, der er fastsat i eller
i henhold til denne lov, begynder at løbe fra og med dagen
efter den dag, hvor den begivenhed, som udløser fristen,
finder sted. Dette gælder ved beregning af såvel dags- som
uge-, måneds- og årsfrister.
Bestemmelsen indebærer, at fristen beregnes fra dagen efter
den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt
sted.
Det foreslås i stk. 2, at er fristen angivet i uger, udløber
fristen, jf. stk. 1, på ugedagen for den dag, hvor den begi-
venhed, som udløste fristen, fandt sted.
F.eks. vil udløbsdagen for fristen, hvis denne er angivet
som ”senest 4 uger efter”, være den sidste dag i den 4.
uge efter dagen for handlingen/beslutningen, der udløser
fristen. Træffes beslutningen således på en tirsdag, vil fristen
udløbe om tirsdagen 4 uger senere.
Det foreslås således i stk. 3, at er fristen angivet i måneder,
udløber fristen, jf. stk. 1, på månedsdagen for den dag, hvor
den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted. Er den dag,
hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, den
sidste dag i en måned, eller udløber fristen på en månedsda-
to, som ikke findes, udløber fristen altid på den sidste dag i
måneden uanset dens længde.
Hvis eksempelvis fristen er 3 måneder, og den fristudløben-
de handling foretages den 15. januar, udløber fristen den 15.
april.
Er den fristudløsende handling foretaget den sidste dag i en
måned, udløber fristen altid den sidste dag i den pågældende
måned, uanset om der er 28, 29, 30 eller 31 dage i den
pågældende måned. Hvis fristen beregningsmæssigt udløber
på en månedsdato, der ikke findes, eksempelvis den 30.
februar, udløber fristen altid den sidste dag i den pågælden-
de måned – i dette tilfælde den 28. eller i skudår den 29.
februar.
Det foreslås i stk. 4, at er fristen angivet i år, udløber fristen,
jf. stk. 1, på årsdagen for den dag, hvor den begivenhed,
som udløste fristen, fandt sted.
Det foreslås i stk. 5, at udløber en frist i en weekend eller på
en helligdag, grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftens-
dag, udstrækkes fristen til den førstkommende hverdag.
Bestemmelsen indebærer, at selvom fristen beregningsmæs-
sigt er udløbet, betragtes materialet som modtaget rettidigt
den førstkommende hverdag.
Til § 305
I den gældende § 6 i lov om finansiel virksomhed er der
bemyndigelse til, at erhvervsministeren kan fastsætte regler
om skriftlig kommunikation m.v.
Bemyndigelsen er benyttet til at udstede bekendtgørelse nr.
677 af 21. juni 2011 om digital kommunikation.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af gældende
ret og svarer således til den nuværende bestemmelse i § 6.
Det foreslås i § 305, stk. 1, at erhvervsministeren kan
fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra
Finanstilsynet, erhvervsministeren og Erhvervsstyrelsen om
forhold, som er omfattet af denne lov eller regler udstedt i
medfør af denne lov, skal foregå digitalt.
I de følgende bemærkninger til lovforslagets § 305 omtales
kun Finanstilsynet, men tilsvarende gælder for henholdsvis
erhvervsministeren eller Erhvervsstyrelsen, hvor en af disse
er rette myndighed.
Forslaget indebærer, at bl.a. skriftlige henvendelser m.v. til
Finanstilsynet om forhold, som er omfattet af loven eller
af regler, som er udstedt i medfør af loven, ikke anses for
570
behørigt modtaget hos tilsynet, hvis de indsendes på anden
vis end den foreskrevne digitale måde.
Hvis oplysninger m.v. sendes til Finanstilsynet på anden
måde end den foreskrevne digitale måde, eksempelvis pr.
brev, følger det af den almindelige vejledningspligt, jf. for-
valtningslovens § 7, at tilsynet må vejlede om reglerne på
området, herunder om pligten til at kommunikere på den
foreskrevne digitale måde.
Samtidig indebærer forslaget, at meddelelser m.v. til eller
fra Finanstilsynet, der sendes på den foreskrevne digitale
måde, anses for at være kommet frem til modtageren på
det tidspunkt, hvor meddelelsen m.v. er tilgængelig digitalt
for modtageren, jf. lovforslagets § 306. Det vil sige med
samme retsvirkninger som fysisk post, der anses for at være
kommet frem, når den pågældende meddelelse m.v. er lagt i
modtagerens fysiske postkasse.
Pligten til at kommunikere digitalt vil også omfatte kommu-
nikation mellem tilsynet og en rådgiver, som optræder på
virksomhedens vegne over for tilsynet.
Bemyndigelsen vil kunne udnyttes til at udstede regler om,
hvem der omfattes af pligten til at kommunikere digitalt
med tilsynet, om hvilke forhold og på hvilken måde.
Ved henvendelser til Finanstilsynet kan tilsynet stille krav
om, at den pågældende oplyser en e-mailadresse, som den
pågældende kan kontaktes på i forbindelse med behandlin-
gen af en konkret sag eller henvendelse til tilsynet. I den
forbindelse kan der også pålægges den pågældende en pligt
til at underrette tilsynet om en eventuel ændring i e-maila-
dressen, inden den konkrete sag afsluttes eller henvendelsen
besvares, medmindre e-mails automatisk bliver videresendt
til den nye e-mailadresse.
Bemyndigelsen vil bl.a. kunne anvendes til at fastsætte
regler om, at Finanstilsynet kan sende visse meddelelser,
herunder afgørelser, forbud, påbud m.v., til virksomhedens
henholdsvis et ledelsesmedlems digitale postkasse med de
retsvirkninger, der følger af lov om Offentlig Digital Post, jf.
lovbekendtgørelse nr. 686 af 15. april 2021.
Bemyndigelsen kan endvidere benyttes til at fastsætte over-
gangsordninger, som skal lette overgangen til obligatorisk
digital kommunikation.
Bemyndigelsen kan endvidere benyttes til at fastsætte regler
om fritagelse fra pligten til digital kommunikation. Fritagel-
sesmuligheden tænkes navnlig anvendt, hvor det er påkræ-
vet at anvende en dansk digital signatur, og der er tale om
en virksomhed med hjemsted i udlandet, som ikke kan få en
dansk digital signatur eller en person uden dansk CPR-num-
mer.
Fritagelsesmuligheden tænkes endvidere anvendt i forbin-
delse med, at Finanstilsynet har sagstyper, der omfatter me-
get store mængder materiale, og som det derfor vil være
uhensigtsmæssigt for både virksomheden og Finanstilsynet
at skulle sende digitalt. Dette er primært i forbindelse med
undersøgelsesmateriale. Forud for at Finanstilsynet tager på
undersøgelse i en virksomhed omfattet af lovforslaget, an-
moder tilsynet virksomheden om at indsende noget materia-
le. Der er ofte tale om meget omfattende mængder materia-
le, hvorfor det kan være hensigtsmæssigt, at der ikke er krav
om, at det indsendes digitalt.
Derudover skal det bemærkes, at den kommunikation, der
er mellem en virksomhed og Finanstilsynet, når tilsynet er
på undersøgelse i virksomheden, fortsat vil kunne foregå på
stedet. Dette både i forhold til forevisning af legitimation
og evt. udlevering af dokumenter under undersøgelsen. På
samme måde kan kommunikationen på møder i øvrigt, her-
under afrapporteringsmødet efter en undersøgelse fortsat ske
uændret.
Da kommunikationen i relation til lovforslaget er rettet til og
fra erhvervslivet, vil anvendelse af fritagelsesmulighederne
være restriktiv.
Som udgangspunkt gælder, at det forhold, at en virksomhed
eller en person oplever, at den pågældendes egen computer
ikke fungerer, at den pågældende har mistet koden til sin
digitale signatur eller oplever lignende hindringer, som det
er op til den pågældende at overvinde, ikke kan føre til
fritagelse fra pligten til digital kommunikation. I så fald må
den pågældende anvende en computer på et folkebibliotek
eller anmode en rådgiver om at varetage kommunikationen
på den pågældendes vegne.
Der er tale om fravigelse af kravet i situationer, hvor det er
påkrævet, at myndigheder reagerer hurtigt med henblik på
at varetage særlige samfundsmæssige hensyn. Det kan for
eksempel være, at der er behov for, at der reageres hurtigt
i krisesituationer, hvor en finansiel virksomhed er i akutte
vanskeligheder. Det kan ligeledes være tilfældet, hvor der er
lovgivningsmæssige tidsfrister, der har store samfundsmæs-
sige konsekvenser, hvis de overskrides på grund af, at det er
umuligt for myndigheden at kommunikere digitalt.
Efter det foreslåede stk. 2 kan der i bekendtgørelsen specifi-
ceres krav om anvendelse af bestemte it-systemer, digitale
formater og digital signatur eller lignende.
Til § 306
571
Bestemmelsen svarer til § 6 a i lov om finansiel virksomhed.
Det foreslås i § 306, at en digital meddelelse anses for at
være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for
meddelelsen.
Udtrykket »en digital meddelelse« bruges om en hvilken
som helst skriftlig kommunikation, som foretages digitalt,
herunder også en afgørelse, som sendes via mail, via den
offentlige digitale postløsning eller på anden digital måde.
En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når
meddelelsen er tilgængelig digitalt for adressaten. Dette sva-
rer til, at et papirbrev anses for at være kommet frem, når
det pågældende brev er lagt i adressatens fysiske postkas-
se. Det er uden betydning, om eller hvornår adressaten gør
sig bekendt med indholdet af meddelelsen.
En meddelelse vil normalt blive anset for at være tilgæn-
gelig digitalt, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig
adgang til meddelelsen, hvis dette skyldes hindringer, som
det er op til den pågældende at overvinde.
Fremkomsttidspunktet er bl.a. afgørende for, hvornår for-
valtningsakter, herunder afgørelser fra en myndighed, får
de tilsigtede retsvirkninger. Det antages f.eks., at afgørelser
i almindelighed skal meddeles til deres adressat for at få
de tilsigtede retsvirkninger, og at meddelelse er sket, når
afgørelsen er kommet frem til den, som afgørelsen retter sig
til.
Fremkomsttidspunktet er normalt også afgørende for, om
en indberetning eller lignende til en myndighed anses for
rettidig.
En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem
til tilsynsmyndigheden på det tidspunkt, hvor meddelelsen
er tilgængelig for tilsynsmyndigheden, dvs. når tilsynsmyn-
digheden kan behandle meddelelsen. Dette tidspunkt vil nor-
malt blive registreret automatisk i en modtagelsesanordning
eller et datasystem. En meddelelse, der først er tilgængelig
efter kl. 24.00, anses normalt først for modtaget den dag,
meddelelsen er tilgængelig.
Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse til
en myndighed ikke fastlægges som følge af problemer
med myndighedens it-system eller andre lignende problemer
(sammenbrud i den digitale signaturs infrastruktur, generelle
strømafbrydelser, generelle problemer hos myndighedens in-
ternetudbyder o.l.), må meddelelsen anses for at være kom-
met frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt,
hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om afsen-
delsestidspunktet.
Opstår problemerne tæt på fristen for indgivelse af medde-
lelsen, og kan problemerne føre til, at fristen med rimelig-
hed ikke kan overholdes, anses meddelelsen for at være
kommet frem inden for fristen, hvis den er tilgængelig for
myndigheden inden for en rimelig tid efter, at forhindringen
er ophørt. Det vil således ikke komme afsenderen til skade,
at indberetningen m.v. modtages efter fristens udløb, hvis
dette skyldes systemnedbrud hos myndigheden.
En meddelelse fra en myndighed vil normalt være tilgæn-
gelig for modtageren, når adressaten (borgeren eller virk-
somheden m.v.) vil kunne fremkalde meddelelsen på en
almindeligt fungerende computer tilsluttet internettet med
almindeligt tilgængelige programmer og dermed gøre sig
bekendt med meddelelsens indhold.
Det er i den forbindelse uden betydning, om adressaten for
myndighedens meddelelse har bragt sig i stand til at tilgå
meddelelsen, f.eks. hvis modtageren af en meddelelse, som
myndigheden har sendt til den pågældende via den offentli-
ge digitale postløsning, ikke har skaffet sig den fornødne
offentlige digitale signatur til at modtage meddelelser i den
offentlige digitale postløsning, eller at modtageren i sit elek-
troniske system har installeret anordninger (spamfiltre, fire-
walls m.v.), som afviser at modtage meddelelser.
Det er endvidere uden betydning, om adressaten oplever,
at vedkommendes egen computer ikke fungerer, eller at
vedkommende har mistet koden til sin digitale signatur eller
oplever lignende hindringer, som det er op til adressaten at
overvinde.
En meddelelse vil blive anset for at være tilgængelig, selv-
om den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelel-
sen, hvis dette skyldes hindringer, som det er op til den på-
gældende at overvinde. Som eksempler herpå kan nævnes,
at den pågældendes egen computer ikke fungerer, eller den
pågældende har mistet koden til sin digitale signatur.
Til § 307
Den gældende § 6 b i lov om finansiel virksomhed fastsætter
regler om opfyldelse af krav om underskrift af dokumenter
udstedt af andre myndigheder.
Den foreslåede § 307 viderefører den gældende § 6 b i lov
om finansiel virksomhed.
Det foreslås i stk. 1, at hvor det i denne lov eller i regler ud-
stedt i medfør af denne lov er krævet, at et dokument, som
er udstedt af andre end en myndighed, jf. § 305, stk. 1, skal
være underskrevet, kan dette krav opfyldes ved anvendelse
af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som
572
har udstedt dokumentet, jf. dog stk. 2. Sådanne dokumenter
sidestilles med dokumenter med personlig underskrift.
Den foreslåede bestemmelse vedrører dokumenter, som er
omfattet af lov om forsikringsvirksomhed eller forskrifter
udstedt i medfør heraf, og som er udstedt af andre end
Finanstilsynet, erhvervsministeren eller Erhvervsstyrelsen,
hvor det efter loven eller regler udstedt i medfør af loven
er krævet, at dokumentet er underskrevet. Underskriftskra-
vet kan fremgå udtrykkeligt eller forudsætningsvist af de
pågældende regler. Der kan f.eks. være tale om dokumenter,
som er udstedt af virksomheder omfattet af loven, f.eks.
pengeinstitutter eller realkreditinstitutter. Der kan f.eks. også
være tale om fysiske personer, som er tilknyttet virksomhe-
den, typisk ledelsesrepræsentanter eller bestyrelsesmedlem-
mer. Der kan f.eks. være tale om, at ansøgninger eller under-
retninger efter loven sammen med eventuelle bilag indsen-
des til Finanstilsynet som vedhæftede filer til en mail.
For at der ikke skal kunne opstå tvivl om, at underskrift-
skravet kan opfyldes på anden måde end ved en personlig
underskrift, foreslås det, at der indsættes en udtrykkelig be-
stemmelse i loven om, at underskriftskravet som anført i stk.
1 kan opfyldes ved, at underskriveren anvender en teknik,
der sikrer entydig identifikation af den pågældende, f.eks.
digital signatur. Bestemmelsen dækker tillige dokumenter,
som er udarbejdet af revisor, således at revisor eksempelvis
kan underskrive dokumentet med digital signatur i stedet for
med en fysisk underskrift.
Det foreslås i stk. 2, at erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler om fravigelse af underskriftskrav. Det kan
herunder bestemmes, at krav om personlig underskrift ikke
kan fraviges for visse typer af dokumenter.
Til § 308
Den gældende § 371 i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter regler om henlæggelse af erhvervsministerens beføjelser
om klageadgang til Finanstilsynet.
Bemyndigelsen er benyttet til at udstede bekendtgørelse nr.
44 af 19. januar 2015 om henlæggelse af beføjelser til Fi-
nanstilsynet, hvorefter Finanstilsynet har fået delegeret en
række af de beføjelser, som erhvervsministeren har efter
bl.a. lov om finansiel virksomhed.
Den foreslåede § 308 viderefører den gældende § 371 i lov
om finansiel virksomhed.
Det foreslås i § 308, at henlægger erhvervsministeren sine
beføjelser efter loven til Finanstilsynet, kan ministeren fast-
sætte regler om klageadgangen, herunder at klager ikke kan
indbringes for anden administrativ myndighed.
Bestemmelsen indebærer, at erhvervsministeren kan delege-
re beføjelser til Finanstilsynet, som efter loven er tillagt
ministeren.
Afgørelser truffet af Finanstilsynet kan som udgangspunkt
påklages til Erhvervsankenævnet, jf. lovforslagets § 309.
Til § 309
Den gældende § 372 i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter, at afgørelser truffet af Finanstilsynet eller Erhvervssty-
relsen efter tilsynslovgivningen kan påklages til Erhvervsan-
kenævnet.
Den foreslåede § 309 viderefører den gældende § 372 i
lov om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer
og sproglige tilpasninger. Der er ikke tilsigtet materielle
ændringer med de foreslåede bestemmelser.
Den foreslåede § 309 fastsætter klageadgangen for adressa-
ten til en afgørelse truffet af Finanstilsynet.
Det foreslås i stk. 1, at afgørelser truffet af Finanstilsynet el-
ler Erhvervsstyrelsen kan indbringes for Erhvervsankenæv-
net senest fire uger efter, at afgørelsen er meddelt den på-
gældende i henhold til retsakterne, der er oplistet i nr. 1-4, af
den, som afgørelsen retter sig til.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at afgørelser truffet af Finanstil-
synet eller Erhvervsstyrelsen kan indbringes for Erhvervsan-
kenævnet senest fire uger efter, at afgørelsen er meddelt
den pågældende i henhold til denne lov og regler udstedt i
medfør heraf, af den, som afgørelsen retter sig til.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at en adressat til
en afgørelse, der er truffet i medfør af denne lov og regler
udstedt i medfør heraf, kan påklage og indbringe denne for
Erhvervsankenævnet.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at afgørelser truffet af Finanstilsy-
net eller Erhvervsstyrelsen kan indbringes for Erhvervsanke-
nævnet senest fire uger efter, at afgørelsen er meddelt den
pågældende i henhold til forordninger udstedt i medfør af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.
november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings-
og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), af den som afgø-
relsen retter sig til.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at en adressat til en
afgørelse, der er truffet i medfør af forordninger udstedt i
medfør af Solvens II, kan påklage og indbringe denne for
Erhvervsankenævnet.
573
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at afgørelser truffet af Finanstilsy-
net eller Erhvervsstyrelsen kan indbringes for Erhvervsanke-
nævnet senest fire uger efter, at afgørelsen er meddelt den
pågældende i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 2019/2088 af 27. november 2019 om
bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finan-
sielle tjenesteydelser og regler udstedt i medfør heraf, af
den, som afgørelsen retter sig til.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at en adressat til en
afgørelse, der er truffet i medfør af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 2019/2088 af 27. november 2019
om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for fi-
nansielle tjenesteydelser og regler udstedt i medfør heraf,
kan påklage og indbringe denne for Erhvervsankenævnet.
Det foreslås i stk. 1, nr. 4, at afgørelser truffet af Finanstilsy-
net eller Erhvervsstyrelsen kan indbringes for Erhvervsanke-
nævnet senest fire uger efter, at afgørelsen er meddelt den
pågældende i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 2020/852 af 18. juni 2020 om fastlæg-
gelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer
og regler udstedt i medfør heraf, af den, som afgørelsen
retter sig til.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at en adressat til
en afgørelse, der er truffet i medfør af Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. 2020/852 af 18. juni 2020
om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige
investeringer og regler udstedt i medfør heraf, kan påklage
og indbringe denne for Erhvervsankenævnet.
Bestemmelsen omfatter kun afgørelser, som er truffet af
Finanstilsynet eller Erhvervsstyrelsen i henhold til loven
eller regler udstedt i medfør af loven. Herudover er Er-
hvervsankenævnet endvidere klageinstans for aktindsigts-
spørgsmål. Erhvervsankenævnets afgørelser kan indbringes
for domstolene.
Klageadgangen til Erhvervsankenævnet omfatter også afgø-
relser truffet i henhold til regler udstedt i medfør af § 31,
stk. 8, i lov om godkendte revisorer og revisionsvirksomhe-
der (revisorloven).
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at omgøres en af Finanstilsynet
truffet afgørelse, der går ud på, at et forsikringsselskab skal
træde i likvidation, eller at dets livsforsikringsbestand tages
under administration, skal Erhvervsstyrelsen straks registre-
re dette.
Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at Finanstilsynet, hvis selskabet
ejer faste ejendomme, skal drage omsorg for fornøden ting-
lysning.
Bestemmelsen pålægger både Erhvervsstyrelsen og Finans-
tilsynet en ubetinget pligt til at handle af egen drift. Det
gælder, uanset om Erhvervsankenævnets afgørelse kan ind-
bringes for domstolene.
Det foreslås i stk. 3, at fælles beslutninger truffet af Finans-
tilsynet, Finansiel Stabilitet, de kompetente myndigheder,
der er en del af tilsynskollegiet, eller andre myndigheder i
medfør af denne lov, uanset stk. 1 ikke kan indbringes for
Erhvervsankenævnet.
Den foreslåede bestemmelse indebærer en undtagelse til det
foreslåede stk. 1. En fælles beslutning truffet af Finanstilsy-
net, Finansiel Stabilitet, de kompetente myndigheder, der er
en del af tilsynskollegiet, eller andre myndigheder i medfør
af denne lov, kan ikke indbringes for Erhvervsankenævnet.
Til § 310
Den gældende § 372 a i lov om finansiel virksomhed inde-
holder en bemyndigelse for erhvervsministeren til at fastsæt-
te regler, der er nødvendige for at anvende eller gennemføre
Europa-Kommissionens afgørelser eller retsakter.
Den foreslåede § 310 viderefører den gældende § 372 a i
lov om finansiel virksomhed med redaktionelle ændringer
og sproglige ændringer. Der er ikke tilsigtet materielle æn-
dringer med den foreslåede bestemmelse.
Den foreslåede § 310 giver erhvervsministeren bemyndigel-
se til at fastsætte regler, som er nødvendige for at anvende
eller gennemføre de afgørelser eller retsakter, som vedtages
af Europa-Kommissionen i medfør af europæiske retsakter.
Det foreslås i § 310, at erhvervsministeren kan fastsætte
regler, som er nødvendige for at anvende eller gennemføre
de afgørelser eller retsakter, som vedtages af Europa-Kom-
missionen i medfør af retsakterne oplistet i nr. 1-7.
Det foreslås i nr. 1, at erhvervsministeren kan fastsætte reg-
ler, der er nødvendige for at anvende eller gennemføre de
afgørelser eller retsakter, som vedtages af Europa-Kommis-
sionen i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EU af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II).
Det foreslås i nr. 2, at erhvervsministeren kan fastsætte reg-
ler, der er nødvendige for at anvende eller gennemføre de
afgørelser eller retsakter, som vedtages af Europa-Kommis-
sionen i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 2019/2088 af 27. november 2019 om bære-
574
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle
tjenesteydelser.
Det foreslås i nr. 3, at erhvervsministeren kan fastsætte reg-
ler, der er nødvendige for at anvende eller gennemføre de
afgørelser eller retsakter, som vedtages af Europa-Kommis-
sionen i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) 2020/852 af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en
ramme til fremme af bæredygtige investeringer.
Det foreslås i nr. 4, at erhvervsministeren kan fastsætte
regler, der er nødvendige for at anvende eller gennemføre
de afgørelser eller retsakter, som vedtages af Europa-Kom-
missionen i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv
2003/71/EF og 2009/138/EF.
Det foreslås i nr. 5, at erhvervsministeren kan fastsætte
regler, der er nødvendige for at anvende eller gennemføre
de afgørelser eller retsakter, som vedtages af Europa-Kom-
missionen i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning (EF) nr. 1060/2009 af 16. september 2009, Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010
af 24. november 2010 og Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. november 2010 for
så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske
tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den
europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir-
tilsynsmyndighed).
Det foreslås i nr. 6, at erhvervsministeren kan fastsætte reg-
ler, som er nødvendige for at anvende eller gennemføre de
afgørelser eller retsakter, som vedtages af Europa-Kommis-
sionen i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle
instrumenter.
Det foreslås i nr. 7, at erhvervsministeren kan fastsætte reg-
ler, som er nødvendige for at anvende eller gennemføre de
afgørelser eller retsakter, som vedtages af Europa-Kommis-
sionen i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for
finansielle instrumenter.
Det foreslås i nr. 8, at erhvervsministeren kan fastsætte reg-
ler, som er nødvendige for at anvende eller gennemføre de
afgørelser eller retsakter, som vedtages af Europa-Kommis-
sionen i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning 2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et paneuropæisk
personligt pensionsprodukt (PEPP-produkt).
Bestemmelserne tilvejebringer det fornødne hjemmels-
grundlag for erhvervsministeren til om nødvendigt at fast-
sætte administrative bestemmelser til opfyldelse af de afgø-
relser eller retsakter (niveau 2-regulering), som vedtages af
EU-Kommissionen.
Der henvises i øvrigt til afsnit 9 i de almindelige bemærk-
ninger til lovforslaget vedrørende forholdet til EU-retten.
Til § 311
Den gældende lov om finansiel virksomhed indeholder i
kapitel 22 regler om afgifter.
Kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed omhandler finan-
sieringen af Finanstilsynet, der primært dækkes af opkræv-
ning af afgifter. Afgifterne opkræves fra virksomheder under
tilsyn i medfør af loven.
Det foreslås i § 311, at virksomheder under tilsyn efter den-
ne lov skal betale afgift til Finanstilsynet efter kapitel 22 i
lov om finansiel virksomhed.
Det betyder, at virksomheder, der er under tilsyn efter denne
lov, forsat skal betale afgift, også efter de er udskilt til egen
sektorlov. Afgiften er for forsikringsselskaber fastsat i §§
361, 363 a og 365-366 i lov om finansiel virksomhed.
Regler om beregning, opkrævning og regulering m.v. af af-
gifterne er fastsat i §§ 368-370 i lov om finansiel virksom-
hed.
Til § 312
Det følger af § 373, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksom-
hed, at overtrædelse af bl.a. § 23, stk. 5, 7 og 8, § 38 a, §
64, stk. 3, § 64 d, stk. 1, 2 og 4-6, § 64 e, § 70, stk. 1-4,
§ 71, stk. 1 og 2, 72 b, stk. 2 og 3, § 73, stk. 1, 1. pkt.,
og stk. 2, § 75, stk. 1, 2. pkt., § 75 a, stk. 1, § 75 b, stk.
1, § 75 c, stk. 1, § 77, stk. 1-6 og 10, § 77 d, stk. 1-4, §
79 a, stk. 1, nr. 1, § 80, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, 7
og 8, § 80 c, stk. 1 og 2, § 108, stk. 1-5, § 121, stk. 1, §
122, § 126 b, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., § 126 c, stk.
5, § 126 d, stk. 4 og 6, § 167, stk. 1, 2 og 4, § 175 b, stk.
1, 2, 4 og 9, § 184, stk. 1, § 185, stk. 1 og 3 og stk. 4, 1.
pkt., §§ 186 og 187, § 188, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk.
3, 2. pkt., § 190, § 193, 1. pkt., § 198, stk. 1, § 199, stk. 2
og 6, § 283, stk. 1 og 2, § 295, stk. 1, 1. pkt., stk. 2-5 og
stk. 6, 1. pkt., § 347 b, stk. 3 og 6, § 347 c, stk. 2, § 354
a, stk. 1, 1.-5. pkt., og stk. 3, 1.-7. pkt., § 417 a, stk. 4, §
417 b, stk. 5, § 417 c, samt artikel 4 i Rådets forordning om
anvendelse af internationale regnskabsstandarder og artikel
4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om
kreditvurderingsbureauer samt artikel 28, artikel 41, stk. 1,
litra b, artikel 49, stk. 1, litra c, artikel 51, jf. artikel 52,
575
artikel 54, stk. 5, litra a og c, artikel 63, artikel 73, stk. 6,
artikel 76, stk. 2, artikel 77, artikel 99, stk. 1, artikel 101,
stk. 1 og 2, artikel 113, stk. 7, 1. afsnit, artikel 129, stk. 3 og
7, artikel 221, stk. 1 og 2, artikel 256, stk. 7, 1. afsnit, artikel
259, stk. 1, litra b og e, artikel 262, stk. 2, 2. afsnit, artikel
263, stk. 2, 1. afsnit, artikel 393, artikel 394, stk. 2, artikel
405, stk. 1, artikel 412, stk. 1 og 2, artikel 415, stk. 1 og 2,
artikel 430, stk. 1, 1. afsnit, 1. pkt., og 2. afsnit, artikel 431,
stk. 1, jf. artikel 435 og 436, artikel 437, stk. 1, artikel 438
og 439, artikel 440, stk. 1, artikel 441, stk. 1, artikel 442 og
444-450, artikel 451, stk. 1, artikel 431, stk. 3, artikel 433,
1.-3. afsnit, artikel 434, 1. afsnit, 2. og 3. pkt., og afsnit 2, 2.
pkt., artikel 471, stk. 1, artikel 492, stk. 2-4, artikel 499, stk.
1, og artikel 501, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsyns-
mæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og
artikel 5, stk. 1, artikel 6 og 7, artikel 8, stk. 1-3, artikel
9, artikel 10, stk. 1, artikel 13, stk. 1, 3 og 4, og artikel
14 og 19 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 1286/2014 af 26. november 2014 om dokumenter med
central information om sammensatte og forsikringsbaserede
investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP᾽er), straffes
med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den
øvrige lovgivning.
Bestemmelserne foreslås videreført for de dele, der er re-
levante for forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirk-
somheder, med redaktionelle ændringer og sproglige tilpas-
ninger.
Den foreslåede § 312 fastsætter, hvilke bestemmelser der er
strafpålagt.
Det foreslås i stk. 1, at overtrædelse af de bestemmelser, der
nævnes i nr. 1 og 2, straffes med bøde, medmindre højere
straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at overtrædelse af § 32, stk. 3, §
33, § 34, stk. 1, § 61, stk. 1, nr. 7, § 85, stk. 1, § 86, § 95,
stk. 1-5, § 100, stk. 1, nr. 1 og 2, § 105, stk. 6, §§ 107 og
108, § 110, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, § 111, stk. 1 og 2, §§
112-116, § 121, § 122, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, § 124, stk.
1-3, § 126, stk. 1-7, § 127, stk. 1, 2 og 4-6, § 132, stk. 1, §
133, stk. 1, § 134, stk. 2 og 3, § 135, stk. 1, § 136, stk. 1,
§ 137, stk. 1, § 139, stk. 1-4, § 140, stk. 1, § 141, stk. 1 og
2, §§ 142-144, § 145, stk. 1 og 2, § 146, stk. 1-6, § 147, §
151, stk. 1 og 3-6, § 153, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 2. pkt.,
§ 154, stk. 5, § 155, stk. 4 og 6, § 164, stk. 1 og 2, § 166,
stk. 1, 2, 4 og 9, § 180, stk. 2, § 181, stk. 1, § 182, stk. 1,
3 og 4, § 183, § 184, stk. 1-3, § 185, stk. 1, stk. 2, 1. pkt.,
og stk. 3, § 186, § 187, 1. pkt., § 192, stk. 1, § 193, stk. 3,
1. pkt., og 7, § 204, stk. 1-4, § 219, stk. 1, 2 og 4, § 273,
stk. 3 og 6, § 274, stk. 2, § 299, stk. 1, 1. pkt., stk. 2-5, og
stk. 6, 1. pkt., § 331, stk. 4, § 332, stk. 5, og § 333, stk. 3,
straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter
den øvrige lovgivning.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter, hvilke overtrædelser
af loven der straffes med bøde, medmindre højere straf er
forskyldt efter den øvrige lovgivning. Bestemmelsen får
således betydning ved overtrædelser af loven, der ikke er
strafsanktioneret i øvrigt, eksempelvis ikke er omfattet af en
bestemmelse i straffeloven.
De strafbelagte bestemmelser er enten bestemmelser, som
indeholder konkrete handlepligter for de omfattede virksom-
heder eller fysiske personer, eller bestemmelser, som inde-
holder forbud for virksomheder, ledelse, ansatte eller råd-
givere. For en nærmere beskrivelse af de enkelte bestem-
melsers ansvarssubjekter og handlepligter/forbud henvises
til bemærkningerne til de enkelte bestemmelser.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at overtrædelse af artikel 4 i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 af
19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstan-
darder og artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 1060/2009 af 16. september 2009 om
kreditvurderingsbureauer samt artikel 5, stk. 1, artikel 6 og
7, artikel 8, stk. 1-3, artikel 9, artikel 10, stk. 1, artikel 13,
stk. 1, 3 og 4, og artikel 14 og 19 i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 af 26. november 2014
om dokumenter med central information om sammensatte
og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinve-
storer (PRIIP᾽er) straffes med bøde, medmindre højere straf
er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Bestemmelsen gennemfører artikel 4 i forordning om an-
vendelse af internationale regnskabsstandarder, artikel 36,
stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr. 1060/2009 om kreditvurderingsbureauer og artikel
24 i forordning (EU) nr. 1286/2014 af 26. november 2014
om dokumenter med central information om sammensatte
og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinve-
storer (PRIIP᾽er). Bestemmelsen får betydning ved overtræ-
delser af de nævnte bestemmelser i forordningen, der ikke er
strafsanktioneret i øvrigt.
De strafbelagte bestemmelser er enten bestemmelser, som
indeholder konkrete handlepligter for de omfattede virksom-
heder eller fysiske personer, eller bestemmelser, som inde-
holder forbud for virksomheder, ledelse, ansatte eller rådgi-
vere.
Nedenfor anføres de forpligtelser, som følger af Europa-
Parlamentets og Rådet forordning (EF) nr. 1606/2002 om
anvendelse af internationale regnskabsstandarder og Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1060/2009
om kreditvurderingsbureauer, Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EU) nr. 1286/2014 af 26. november 2014
om dokumenter med central information om sammensatte
og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinve-
storer (PRIIP᾽er), og som er strafbelagt.
576
Der er i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr.
1606/2002 om anvendelse af internationale regnskabsstan-
darder krav om, at overtrædelse af artikel 4 i forordningen
om anvendelse af internationale regnskabsstandarder kan
straffes med bøde.
Bestemmelsen indebærer, at børsnoterede finansielle virk-
somheder, der overtræder forpligtelsen til at anvende de in-
ternationale regnskabsstandarder i deres koncernregnskaber,
efter den foreslåede bestemmelse kan straffes med bøde.
Artikel 36 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF)
1060/2009 om kreditvurderingsbureauer stiller krav om, at
medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om sanktioner for
overtrædelse af forordningens artikel 4, stk. 1, og træffer
alle nødvendige foranstaltninger til at sikre gennemførslen
heraf.
Det følger af artikel 4, stk. 1, i forordning om kreditvur-
deringsbureauer, at kreditinstitutter, investeringsfirmaer, for-
sikringsselskaber, genforsikringsselskaber, arbejdsmarkeds-
relaterede pensionskasser, administrationsselskaber, investe-
ringsselskaber, forvaltere af alternative investeringsfonde
og centrale modparter kun kan anvende kreditvurderinger
i reguleringsøjemed, hvis de udstedes af kreditvurderingsbu-
reauer, som er etableret i Unionen og registreret i Unionen i
overensstemmelse med ovennævnte forordning.
Med forslaget videreføres muligheden for at give bødestraf
for overtrædelse at det krav til etablering som kreditvurde-
ringsbureau for at anvende kreditvurderinger i regulerings-
øjemed, som følger af artikel 4, stk. 1. Ansvarssubjektet
for straf for manglende overholdelse af artikel 4, stk. 1,
er kreditinstitutter, investeringsfirmaer, forsikringsselskaber,
genforsikringsselskaber, arbejdsmarkedsrelaterede pensions-
kasser, administrationsselskaber, investeringsselskaber, for-
valtere af alternative investeringsfonde og centrale modpar-
ter.
Artikel 24, stk. 1 og 2, i PRIIP-forordningen stiller krav
om, at de kompetente myndigheder skal have beføjelse til
at pålægge administrative sanktioner og træffe andre admi-
nistrative foranstaltninger i forbindelse med overtrædelse af
artikel 5, stk. 1, artikel 6 og 7, artikel 8, stk. 1-3, artikel 9,
artikel 10, stk. 1, artikel 13, stk. 1, 3 og 4, og artikel 14 og
19.
Det følger af artikel 22, stk. 1, 2. afsnit, i PRIIP-forordnin-
gen, at medlemsstaterne kan beslutte ikke at fastsætte be-
stemmelser om administrative sanktioner for overtrædelser
af forordningen, der er underlagt strafferetlige sanktioner i
henhold til deres nationale lovgivning.
Med forslaget videreføres muligheden for at give bødestraf
for overtrædelser af en række forpligtelser, der påhviler
PRIIP-producenten og den person, der sælger et PRIIP i
henhold til PRIIP-forordningen.
En PRIIP-producent defineres ifølge artikel 4, nr. 4, i PRIIP-
forordningen som enhver enhed, der producerer PRIIP’er
eller foretager ændringer af et eksisterende PRIIP. Denne
definition taler for, at en PRIIP-producent alene kan være en
juridisk person.
Derimod defineres en person, der sælger et PRIIP, som en
person, der tilbyder eller indgår en PRIIP-kontrakt med en
detailinvestor, jf. artikel 4, nr. 5, i PRIIP-forordningen. Der
stilles ikke her krav om, at sælger er en juridisk person. Det
vil sige, at også fysiske personer kan sælge PRIIP’er. I
de tilfælde, hvor de strafbelagte bestemmelser omhandler
pligter for sælgeren af et PRIIP, kan de mulige ansvarssub-
jekter derfor være både en fysisk eller juridisk person. I de
situationer, hvor sælger er en virksomhed, er de mulige an-
svarssubjekter virksomheden og/eller en eller flere personer
med tilknytning til virksomheden, hvilket oftest er medlem-
mer af ledelsen. I de tilfælde vil det være udgangspunktet i
valget af ansvarssubjekt, at tiltalen rejses mod den juridiske
person. Der kan i en række tilfælde være anledning til -
ud over tiltalen mod den juridiske person - tillige at rejse
tiltale mod en eller flere fysiske personer, såfremt den eller
de pågældende har handlet forsætligt eller udvist grov uagt-
somhed.
Nedenfor anføres forpligtelserne vedrørende de enkelte ar-
tikler, der kan overtrædes:
Artikel 5, stk. 1, i PRIIP-forordningen stiller krav om, at
PRIIP-producenten udarbejder et dokument med central in-
formation for dette produkt i overensstemmelse med krave-
ne i denne forordning og offentliggør dokumentet på sit
websted, inden et PRIIP udbydes til detailinvestorer. An-
svarssubjektet for straf for manglende overholdelse af artikel
5, stk. 1, er PRIIP-producenten.
Artikel 6 i PRIIP-forordningen indeholder en række krav
om format og indhold af dokumentet med central informa-
tion. Ansvarssubjektet for straf for manglende overholdelse
af artikel 6 er PRIIP-producenten.
Artikel 7 i PRIIP-forordningen indeholder krav til sproget
i dokumentet med central information. Ansvarssubjektet for
straf for manglende overholdelse af artikel 7 er PRIIP-pro-
ducenten.
Artikel 8 i PRIIP-forordningen indeholder øvrige krav til
dokumentet med central information, herunder krav til titel,
opstilling og indhold. Ansvarssubjektet for straf for mang-
577
lende overholdelse af artikel 8, stk. 1-3, er PRIIP-producen-
ten.
Artikel 9 i PRIIP-forordningen indeholder krav til markeds-
føringsmeddelelser, der indeholder specifikke oplysninger
om PRIIP᾽et. Ansvarssubjektet for straf for manglende over-
holdelse af artikel 9 er PRIIP-producenten.
Ifølge artikel 10, stk. 1, i PRIIP-forordningen skal PRIIP-
producenten regelmæssigt gennemgå oplysningerne i doku-
mentet med central information og ændre dokumentet, hvis
gennemgangen viser, at det er nødvendigt. Ansvarssubjektet
for straf for manglende overholdelse af artikel 10, stk. 1, er
PRIIP-producenten.
Artikel 13, stk. 1, i PRIIP-forordningen stiller krav om, at
dokumentet med central information skal stilles til rådighed
for detailinvestorer i god tid, inden de pågældende detailin-
vestorer bliver bundet af en kontrakt eller et tilbud vedrø-
rende PRIIP᾽et. Ansvarssubjektet for straf for manglende
overholdelse af artikel 13, stk. 1, 3 og 4, er den person, som
rådgiver om eller sælger et PRIIP, hvad enten denne er en
fysisk eller juridisk person.
Artikel 14 i PRIIP-forordningen indeholder krav om, at do-
kumentet med central information skal stilles til rådighed
for detailinvestoren vederlagsfrit på papir, et andet varigt
medium eller via et websted. Ansvarssubjektet for straf for
manglende overholdelse af artikel 14 er den person, som
rådgiver om eller sælger et PRIIP, hvad enten denne er en
fysisk eller juridisk person.
Artikel 19 i PRIIP-forordningen stiller krav om, at PRIIP-
producenten og den person, der rådgiver om eller sælger
PRIIP᾽et, indfører passende klageprocedurer. Ansvarssub-
jektet for straf for manglende overholdelse af artikel 19 er
den person, som rådgiver om eller sælger et PRIIP, hvad
enten denne er en fysisk eller juridisk person, og PRIIP-pro-
ducenten.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at overtrædelse af § 14, stk. 1, §
37, 2. pkt., § 38, stk. 1-4, § 47, 2. pkt., § 54, stk. 1 og 2, §
61, stk. 1, 5 og 6, § 62, 1. pkt., § 63, stk. 1, §§ 64 og 82, §
84, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, § 87, stk. 1, §§ 91 og 92, § 94,
stk. 1, 2 og 4, § 96, stk. 1, § 97, stk. 1-4, § 98, stk. 1 og 2,
§ 99, § 101, stk. 1,§ 105, stk. 5, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, § 105,
stk. 3, § 106, § 117, stk. 1 og 5, §§ 118, 119 og 120, § 127,
stk. 3, jf. § 105, stk. 5, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, § 138, § 154,
stk. 1-3, § 155, stk. 1, § 156, stk. 1 og 4, § 158, stk. 1, § 159,
stk. 1, § 160, stk. 1, § 165, stk. 1, § 173, stk. 1 og 2, § 188,
§ 189, stk. 1 og 2, § 194, § 195, stk. 1, § 200, stk. 1, § 223,
stk. 1 og 4, § 224, stk. 1, § 225, stk. 1, § 258, stk. 1, § 269,
stk. 2, og § 333, stk. 1, 2 og 4. Den foreslåede bestemmelse
fastsætter, hvilke overtrædelser af loven, der straffes med
bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf
er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Bestemmelsen får
betydning ved overtrædelser, der ikke er strafsanktioneret
i øvrigt, eksempelvis ikke er omfattet af en bestemmelse i
straffeloven.
De strafbelagte bestemmelser er enten bestemmelser, som
indeholder konkrete handlepligter for de omfattede virksom-
heder eller fysiske personer, eller bestemmelser, som inde-
holder forbud for virksomheder, ledelse, ansatte eller råd-
givere. For en nærmere beskrivelse af de enkelte bestem-
melsers ansvarssubjekter og handlepligter/forbud henvises
til bemærkninger til de enkelte bestemmelser.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at overtrædelse af artikel 6, 7,
9, 18-26, og 26 b – 26 e, artikel 27, stk. 1 og 4, og arti-
kel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme
for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for
simpel, transparent og standardiseret securitisering straffes
med bøde eller fængsel indtil fire måneder, medmindre høje-
re straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter, hvilke overtrædelser
af Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017
om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af
en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret
securitisering der straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning. Bestemmelsen får betydning ved overtrædel-
ser, der ikke er strafsanktioneret i øvrigt.
De strafbelagte bestemmelser er enten bestemmelser, som
indeholder konkrete handlepligter for de omfattede virksom-
heder eller fysiske personer, eller bestemmelser, som inde-
holder forbud for virksomheder, ledelse, ansatte eller rådgi-
vere.
Nedenfor anføres de forpligtelser, som følger af Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. de-
cember 2017 om en generel ramme for securitisering og om
oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og
standardiseret securitisering, og som er strafbelagt.
Bestemmelsen gennemfører artikel 32 i Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december
2017 om en generel ramme for securitisering og om opret-
telse af en specifik ramme for simpel, transparent og stan-
dardiseret securitisering.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af
12. december 2017 om en generel ramme for securitisering
og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transpa-
rent og standardiseret securitisering (STS-forordningen) for-
pligter medlemsstaterne til at pålægge administrative sankti-
578
oner for overtrædelser af en række af forordningens artikler
i medfør af forordningens artikel 32 eller i stedet strafpålæg-
ge sådanne overtrædelse i medfør af forordningens artikel
34.
Nedenfor anføres en mere uddybende beskrivelse af indhol-
det af de enkelte artikler i STS-forordningen, der strafbelæg-
ges med den foreslåede bestemmelse:
I medfør af artikel 6, stk. 1, 1. afsnit, i STS-forordningen
skal det eksponeringsleverende institut, det organiserende
institut eller den oprindelige långiver i en securitisering lø-
bende tilbageholde en væsentlig nettoøkonomisk interesse
i securitiseringen på mindst 5 %. Denne interesse måles
ved indgåelsen og bestemmes af de ikkebalanceførte posters
nationale værdi. Hvis det eksponeringsleverende institut, det
organiserende institut og den oprindelige långiver ikke ind-
byrdes har aftalt, hvem der tilbageholder den væsentlige
nettoøkonomiske interesse, påhviler det det eksponeringsle-
verende institut at gøre dette. Den væsentlige nettoøkonomi-
ske interesse må ikke opdeles mellem forskellige typer af
tilbageholdere og må ikke være omfattet af nogen kreditrisi-
koreduktion eller afdækning.
Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 6, stk. 1,
1. afsnit, er enten det eksponeringsleverende institut, det
organiserende institut eller den oprindelige långiver i en
securitisering. Den strafbare handling består i, at der ikke er
tilbageholdt en nettoøkonomisk interesse på min. 5 %, hvor
denne interesse på min. 5 % ikke er omfattet af risikoreduk-
tion eller afdækning samt opdelt mellem forskellige typer af
tilbageholdelse. Er der ikke lavet en indbyrdes aftale om til-
bageholdelse, er det kun det eksponeringsleverende institut,
som er ansvarssubjekt.
I medfør af artikel 6, stk. 1, 2. afsnit, i STS-forordningen
anses en enhed ikke for at være et eksponeringsleverende
institut, hvis denne udelukkende er etableret eller drives
med henblik på securitisering af eksponeringer.
Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 6, stk. 1,
2. afsnit, er en enhed, som udelukkende er etableret eller
drives med henblik på securitisering af eksponeringer. Den
strafbare handling består i, at denne enhed securitiserer eks-
poneringer.
I medfør af artikel 6, stk. 2, i STS-forordningen må et eks-
poneringsleverende institut ikke udvælge aktiver, der skal
overføres til SSPE᾽en med det formål at gøre tab på de
aktiver, der overføres til SSPE᾽en målt i transaktionens
løbetid eller i højst fire år, hvis transaktionens løbetid er
længere end fire år, højere end tabene i samme periode
på sammenlignelige aktiver på det eksponeringsleverende
instituts balance. Hvis udviklingen i de overførte aktiver
er betydeligt lavere end i sammenlignelige aktiver på det
eksponeringsleverende instituts balance som følge af det
eksponeringsleverende instituts forsæt, skal den kompetente
myndighed pålægge en sanktion i medfør af artikel 32 og
33.
Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 6, stk. 2,
er et eksponeringsleverende institut. Den strafbare handling
består i, at denne enhed bevidst blandt sammenlignelige ak-
tiver udvælger de aktiver, som er relativt mest risikofyldte.
I medfør af artikel 7, stk. 1, i STS-forordningen gør det
eksponeringsleverende institut, det organiserende institut og
SSPE᾽en i en securitisering i overensstemmelse med stk. 2
som minimum oplysninger beskrevet under stk. 1 med visse
forbehold tilgængelige for indehavere af en securitiserings-
position, de i artikel 29 omhandlede kompetente myndighe-
der og, efter anmodning, potentielle investorer.
I medfør af artikel 7, stk. 2, i STS-forordningen udpeger det
eksponeringsleverende institut, det organiserende institut og
SSPE᾽en i en securitisering af deres midte den enhed, som
skal opfylde oplysningskravene i henhold til stk. 1, første
afsnit, litra a, b, d, e, f og g med de krav, der følger af stk. 2.
Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 7, stk. 1 og
2, er det eksponeringsleverende institut, det organiserende
institut og SSPE᾽en i en securitisering. Den strafbare hand-
ling består i, at krav til oplysninger ikke oplyses.
I medfør af artikel 9, stk. 1, i STS-forordningen anvender
eksponeringsleverende institutter, organiserende institutter
og oprindelige långivere samme velfunderede og veldefine-
rede kriterier for långivning på eksponeringer, der skal se-
curitiseres, som de anvender på ikkesecuritiserede ekspone-
ringer. Med henblik herpå skal de samme klart fastsatte pro-
cedurer for godkendelse og, hvor det er relevant, ændring,
fornyelse og refinansiering af lån anvendes. Eksponeringsle-
verende institutter, organiserende institutter og oprindelige
långivere skal indføre effektive systemer med henblik på at
anvende disse kriterier og procedurer for at sikre, at långiv-
ning er baseret på en grundig vurdering af låntagers kredit-
værdighed, idet der tages behørigt hensyn til de faktorer, der
er relevante for at anslå udsigten til, at låntageren opfylder
sine forpligtelser i henhold til kreditaftalen.
Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 9, stk. 1, er
et eksponeringsleverende institut, et organiserende institut
eller en oprindelig långiver i en securitisering. Den strafba-
re handling består i, at kriterier for långivning på ekspone-
ringer, der skal securitiseres, ikke er de samme, som dem
anvendt på ikkesecuritiserede eksponeringer.
I medfør af artikel 9, stk. 2, i STS-forordningen gælder, at
for securitiseringer, hvor de underliggende eksponeringer er
579
boliglån ydet efter ikrafttrædelsen af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2014/17/EU af 4. februar 2014, må pul-
jen af disse lån ikke omfatte lån, som er markedsført og
bevilget med den klausul, at låneansøgeren eller, hvor det er
relevant, mæglerne er gjort opmærksom på, at de oplysnin-
ger, som låneansøgeren har stillet til rådighed, muligvis ikke
er verificeret af långiveren.
Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 9, stk. 2, er
et eksponeringsleverende institut, et organiserende institut
eller en oprindelig långiver i en securitisering. Den strafbare
handling består i, at for securitiseringer, hvor de underlig-
gende eksponeringer er boliglån ydet efter ikrafttrædelsen
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17EU, må
puljen af disse lån ikke omfatte lån, som er markedsført og
bevilget med den klausul, at låneansøgeren eller, hvor det er
relevant, mæglerne er gjort opmærksom på, at de oplysnin-
ger, som låneansøgeren har stillet til rådighed, muligvis ikke
er verificeret af långiveren.
I medfør af artikel 9, stk. 3, i STS-forordningen gælder, at
når et eksponeringsleverende institut overtager tredjemands
eksponeringer for egen regning og derefter securitiserer
dem, kontrollerer dette eksponeringsleverende institut, at
den enhed, som direkte eller indirekte var involveret i den
oprindelige aftale, der skabte de forpligtelser eller potentiel-
le forpligtelser, der skal securitiseres, opfylder de i stk. 1
omhandlede krav.
Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 9, stk. 3,
er et eksponeringsleverende institut. Den strafbare handling
består i, at et eksponeringsleverende institut, når det overta-
ger tredjemands eksponeringer for egen regning og derefter
securitiserer dem, ikke kontrollerer, at den enhed, som di-
rekte eller indirekte var involveret i den oprindelige aftale,
der skabte de forpligtelser eller potentielle forpligtelser, der
skal securitiseres, opfylder de i stk. 1 omhandlede krav.
I medfør af artikel 18 i STS-forordningen må eksponerings-
leverende institutter, organiserende institutter og SSPE᾽er
kun anvende betegnelsen »STS« eller »simpel, transparent
og standardiseret« eller en betegnelse, som direkte eller in-
direkte henviser til disse begreber, i forbindelse med deres
securitisering, hvis:
a) securitiseringen opfylder alle kravene i dette kapitels af-
deling 1 eller 2, og ESMA er blevet underrettet i henhold til
artikel 27, stk. 1, og
b) securitiseringen er opført på den liste, der er omhandlet i
artikel 27, stk. 5.
Det eksponeringsleverende institut, det organiserende insti-
tut og SSPE᾽en, der er involveret i en securitisering, der
anses for at være STS, er etableret i Unionen.
Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 18 er eks-
poneringsleverende institutter, organiserende institutter og
SSPE᾽er. Den strafbare handling består i at anvende STS-be-
tegnelsen for en securitisering, som ikke lever op til krave-
ne i STS-forordningen for at være simpel, transparent og
standardiseret. I medfør af artikel 19, stk. 1, i STS-forord-
ningen anses securitiseringer, undtagen ABCP-programmer
og ABCP-transaktioner, som opfylder de krav, der er fastsat
i artikel 20, 21 og 22, for at være STS. I medfør af artikel 23
i STS-forordningen anses en ABCP-transaktion for at være
STS, hvis den overholder kravene i artikel 24 på transakti-
onsniveau, og hvis den overholder kravene i artikel 26, og
det organiserende institut for ABCP-programmet overholder
kravene i artikel 25.
Artikel 26 b i STS-forordningen stiller en række krav til
syntetiske securitiseringers simpelhed.
Artikel 26 b, stk. 1, i STS-forordningen fastslår, at det
eksponeringsleverende institut skal være en enhed, der er
godkendt eller har tilladelse i et land inden for EU/EØS. Et
eksponeringsleverende institut, der erhverver en tredjeparts
eksponeringer for egen regning og derefter securitiserer
dem, skal på tredjepartseksponeringerne anvende politikker
med hensyn til kredit, indsamling, gældsomlægning og ser-
vicering, som ikke er mindre strenge end dem, som det eks-
poneringsleverende institut anvender for sammenlignelige
eksponeringer, der ikke er erhvervet.
Artikel 26 b, stk. 2, i STS-forordningen fastslår, at de un-
derliggende eksponeringer skal indgås som en del af det
eksponeringsleverende instituts hovedaktivitet.
Artikel 26 b, stk. 3, fastslår, at de underliggende ekspone-
ringer skal være opført på balancen hos det eksponerings-
leverende institut eller hos en enhed inden for samme kon-
cern, som det eksponeringsleverende institut tilhører på af-
slutningsdatoen.
I forhold til artikel 26 b, stk. 3, i STS-forordningen er en
koncern enten en gruppe af juridiske enheder, der er under-
lagt konsolideringsregler i overensstemmelse med første del,
afsnit II, kapitel 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige
krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR-For-
ordningen), eller en koncern som defineret i artikel 212,
stk. 1, litra c, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II).
Artikel 26 b, stk. 4, i STS-forordningen fastslår, at det
eksponeringsleverende institut ikke må afdække sin ekspo-
nering mod den kreditrisiko, der er forbundet med securiti-
580
seringens underliggende eksponeringer ud over den afdæk-
ning, der er opnået gennem kreditafdækningsaftalen.
Artikel 26 b, stk. 5, i STS-forordningen fastslår, at aftalen
om kreditrisikoafdækning skal overholde de regler for kre-
ditrisikoreduktion, der er fastsat i artikel 249 i CRR-forord-
ningen, eller, hvis nævnte artikel ikke finder anvendelse,
krav, der ikke er mindre strenge end kravene i nævnte arti-
kel.
Artikel 26 b, stk. 6, i STS-forordningen fastslår, at det eks-
poneringsleverende institut skal fremlægge erklæringer og
garantier for, at følgende krav er opfyldt:
a) Det eksponeringsleverende institut eller en enhed i den
koncern, som det eksponeringsleverende institut tilhører, har
fuld juridisk og gyldig rettighed til de underliggende ekspo-
neringer og de dertil knyttede accessoriske rettigheder.
b) Hvis udstederen er et kreditinstitut som defineret i artikel
4, stk. 1, nr. 1, i CRR-forordningen eller et forsikringssel-
skab som defineret i artikel 13, nr. 1, i Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009
om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikrings-
virksomhed (Solvens II), bevarer det eksponeringsleverende
institut eller en enhed, som er omfattet af tilsynet på konso-
lideret niveau, kreditrisikoen for de underliggende ekspone-
ringer på deres balance.
c) Hver underliggende eksponering opfylder på den dato,
hvor den medtages i den securitiserede portefølje, anerken-
delseskriterierne og alle andre betingelser end forekomsten
af en kreditbegivenhed som omhandlet i artikel 26 e for
en kreditrisikoafdækningsbetaling i overensstemmelse med
kreditafdækningsaftalen indeholdt i securitiseringsdokumen-
tationen.
d) Så vidt det eksponeringsleverende institut ved, indehol-
der aftalen for hver underliggende eksponering en juridisk,
gyldig og bindende forpligtelse, som kan håndhæves, for
låntageren til at betale de pengebeløb, der er anført i den
pågældende kontrakt.
e) De underliggende eksponeringer er i overensstemmelse
med bevillingskriterier, som ikke er mindre strenge end de
standardbevillingskriterier, som udstederen anvender på til-
svarende eksponeringer, som ikke er securitiserede.
f) Så vidt det eksponeringsleverende institut ved, overtræder
ingen af låntagerne i væsentlig grad eller misligholder deres
forpligtelser for så vidt angår en underliggende eksponering
på den dato, hvor den underliggende eksponering medtages i
den securitiserede portefølje.
g) Så vidt det eksponeringsleverende institut ved, indeholder
transaktionsdokumentationen ikke forkerte oplysninger om
detaljerne vedrørende de underliggende eksponeringer.
h) På datoen for transaktionens afslutning, eller når den
underliggende eksponering medtages i den securitiserede
portefølje, er kontrakten mellem låntageren og den oprinde-
lige långiver i relation til den underliggende eksponering
ikke blevet ændret på en sådan måde, at håndhævelsen eller
inddrivelsen i forhold til den pågældende underliggende ek-
sponering er blevet påvirket.
Artikel 26 b, stk. 7, i STS-forordningen fastslår, at de un-
derliggende eksponeringer på forhånd skal opfylde fastsat-
te, klare og veldokumenterede kriterier, som ikke tillader
aktiv porteføljeforvaltning af nævnte eksponeringer på et
skønsmæssigt grundlag. I forbindelse med artikel 26 b,
stk. 7, i STS-forordningen betragtes udskiftning af under-
liggende eksponeringer, der er i modstrid med erklæringer
eller garantier, eller, hvis securitiseringen omfatter en gen-
opfyldningsperiode, tilføjelse af eksponeringer, der opfylder
de fastlagte betingelser for genopfyldning, ikke som aktiv
porteføljeforvaltning. Enhver eksponering, der tilføjes efter
transaktionens afslutningsdato, skal opfylde anerkendelses-
kriterier, som ikke er mindre strenge end dem, der blev
anvendt ved den første udvælgelse af de underliggende eks-
poneringer.
Det følger af artikel 26 b, stk. 7, i STS-forordningen, at
en underliggende eksponering kan fjernes fra transaktionen,
hvis denne underliggende eksponering
a) er fuldt ud tilbagebetalt eller på anden måde udløbet,
b) er blevet afhændet som led i det eksponeringsleverende
instituts normale virksomhed, forudsat at en sådan afhæn-
delse ikke udgør implicit støtte som omhandlet i artikel 250
i CRR-forordningen,
c) er genstand for en ændring, der ikke er kreditdrevet,
såsom refinansiering eller omlægning af gæld, og som fin-
der sted i forbindelse med den normale servicering af den
underliggende eksponering, eller
d) ikke opfyldte anerkendelseskriterierne på det tidspunkt,
hvor den blev medtaget i transaktionen.
Artikel 26 b, stk. 8, i STS-forordningen fastslår, at securi-
tiseringen skal sikres ved en pulje af underliggende ekspo-
neringer, som er homogene med hensyn til aktivtype, idet
der tages hensyn til de særlige karakteristika, der er forbun-
det med aktivtypens pengestrømme, herunder deres karakte-
ristika med hensyn til kontrakter, kreditrisiko og forudbeta-
ling. En pulje af aktiver må kun omfatte én aktivtype.
581
De underliggende eksponeringer skal indeholde forpligtel-
ser, der er kontraktmæssigt bindende, og som kan håndhæ-
ves med fuld regresret over for låntagerne og, hvor det er
relevant, garanterne.
De underliggende eksponeringer er forbundet med fastsat-
te periodiske betalingsstrømme, hvis afdrag beløbsmæssigt
kan variere, og som er betalinger vedrørende leje, hoved-
stol eller renter, eller som er relateret til eventuelle andre
rettigheder til at modtage indkomst fra aktiver, som under-
støtter sådanne betalinger. De underliggende eksponeringer
kan også generere indtægter fra salget af finansierede eller
leasede aktiver. De underliggende eksponeringer må ikke
omfatte værdipapirer som defineret i artikel 4, stk. 1, nr.
44), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU
af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og
om ændring af direktiv 2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU
EØS-relevant tekst, bortset fra erhvervsobligationer, som ik-
ke er noteret på en markedsplads.
Artikel 26 b, stk. 9, i STS-forordningen fastslår, at de under-
liggende eksponeringer ikke må omfatte securitiseringsposi-
tioner.
Artikel 26 b, stk. 10, i STS-forordningen fastslår, at de
bevillingsstandarder, som de underliggende eksponeringer
indgås på, og eventuelle væsentlige ændringer i forhold til
forudgående bevillingsstandarder skal gøres fuldt tilgænge-
lige for potentielle investorer uden unødig forsinkelse. De
underliggende eksponeringer skal bevilges med fuld regres-
ret over for en låntager, der ikke er en ”Securitisation Spe-
cial Purpose Entity” (SSPE). Ingen tredjeparter må være in-
volveret i kredit- eller bevillingsbeslutningerne vedrørende
de underliggende eksponeringer.
I tilfælde af securitiseringer, hvor de underliggende ekspo-
neringer er boliglån, må puljen af lån ikke omfatte lån, som
er markedsført og bevilget med den klausul, at låneansøge-
ren eller, hvor det er relevant, mæglerne er gjort opmærk-
som på, at oplysningerne muligvis ikke er verificeret af
långiveren.
Vurderingen af låntagerens kreditværdighed skal opfylde
kravene i artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og
om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF eller artikel
18, stk. 1-4, stk. 5, litra a, og stk. 6, i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2014/17/ЕU af 4. februar 2014 om for-
brugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til bebo-
else og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU
og forordning (EU) nr. 1093/2010 EØS-relevant tekst eller,
hvis det er relevant, tilsvarende krav i tredjelande. Det eks-
poneringsleverende institut eller den oprindelige långiver
skal have erfaring med indgåelse af eksponeringer af samme
art som de securitiserede.
Artikel 26 b, stk. 11, i STS-forordningen fastslår, at de un-
derliggende eksponeringer på tidspunktet for udvælgelsen af
de pågældende eksponeringer ikke må omfatte misligholdte
eksponeringer som omhandlet i artikel 178, stk. 1, i CRR-
forordningen eller eksponeringer mod en kreditsvag låntager
eller garantistiller, som efter det eksponeringsleverende in-
stituts eller den oprindelige långivers bedste overbevisning
a) er blevet erklæret insolvent, eller hvis kreditorer ved en
domstol er givet en endelig ret til tvangsinddrivelse, som
ikke kan appelleres, eller erstatning som følge af den mang-
lende betaling inden for tre år forud for indgåelsesdatoen,
eller som har gennemgået en gældsomlægningsproces for så
vidt angår vedkommendes misligholdte eksponeringer inden
for tre år forud for datoen for udvælgelse af de underliggen-
de eksponeringer, medmindre
i) en omlagt underliggende eksponering ikke har frembragt
nye restancer efter datoen for omlægningen, der skal have
fundet sted mindst ét år forud for datoen for udvælgelse af
de underliggende eksponeringer,
ii) de oplysninger, som det eksponeringsleverende institut
gør tilgængelige i henhold til artikel 7, stk. 1, første afsnit,
litra a, og litra e, nr. i), udtrykkeligt fastsætter andelen af
omlagte underliggende eksponeringer, tidspunktet for og
nærmere oplysninger om omlægningen og deres udvikling
efter datoen for omlægningen,
b) på tidspunktet for indgåelse af den underliggende ekspo-
nering, hvis det er relevant, fandtes i et offentligt kreditregi-
ster over personer med negativ kredithistorik eller, hvis et
sådant offentligt register ikke findes, et andet kreditregister,
som er tilgængeligt for det eksponeringsleverende institut
eller den oprindelige långiver, eller
c) har en kreditvurdering, hvor risikoen for at de aftalte
betalinger misligholdes, vurderes som væsentlig højere end
sammenlignelige eksponeringer, som det eksponeringsleve-
rende institut besidder, og som ikke securitiseres.
Artikel 26 b, stk. 12, i STS-forordningen fastslår, at lånta-
gerne skal have erlagt mindst én betaling på det tidspunkt,
hvor eksponeringerne medtages i transaktionen, medmindre:
a) securitiseringen er en revolverende securitisering sikret
ved eksponeringer, som afvikles med et enkelt afdrag, eller
som har en restløbetid på mindre end ét år, herunder uden
begrænsning månedlige betalinger på revolverende kreditter,
eller
b) eksponeringen repræsenterer refinansieringen af en ek-
sponering, der allerede indgår i transaktionen.
582
Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 26 b er
en juridisk person, eksempelvis et pengeinstitut, der udste-
der securitiseringer som defineret i STS-forordningen. Den
strafbare handling består i ikke at have sikret, at de udstedte
securitiseringer opfylder kravene til simpelhed i medfør af
ovennævnte bestemmelser i artikel 26 b.
Et eksempel herpå kunne være et pengeinstitut, der undlader
at sikre, at de underliggende eksponeringer ikke omfatter
securitiseringspositioner som bekrevet i artikel 26 b, stk. 9.
Artikel 26 c i STS-forordningen fastsætter krav til standardi-
seringen af syntetiske securitiseringer.
Det følger af artikel 26 c, stk. 1, at det eksponeringsleve-
rende institut eller den oprindelige långiver skal opfylde
kravene om risikotilbageholdelse i henhold til artikel 6 i
STS-forordningen.
Artikel 26 c, stk. 2, i STS-forordningen fastslår, at rente- og
valutarisici, som opstår ved securitiseringen og deres mulige
indvirkning på betalingerne til det eksponeringsleverende
institut og investorerne, skal beskrives i transaktionsdoku-
mentationen. Disse risici skal begrænses på passende vis,
og eventuelle foranstaltninger, der træffes med henblik her-
på, skal offentliggøres. Enhver sikkerhedsstillelse, der sikrer
investors forpligtelser i henhold til aftalen om kreditrisikoaf-
dækning, skal være denomineret i den samme valuta, som
kreditrisikoafdækningsbetalingen er denomineret i.
I tilfælde af en securitisering, der anvender securitiserings-
enheder med særligt formål (SSPE), skal størrelsen af
SSPE᾽ens forpligtelser vedrørende rentebetalinger til inve-
storerne på hver betalingsdato være lig med eller mindre end
beløbet for SSPE᾽ens indtægter fra det eksponeringsleveren-
de institut og enhver aftale om sikkerhedsstillelse. Undtagen
med henblik på afdækning af renterisici eller valutarisici
i forbindelse med de underliggende eksponeringer må por-
teføljen af underliggende eksponeringer ikke omfatte deri-
vater. Sådanne derivater tegnes og dokumenteres i overens-
stemmelse med almindelige standarder for international fi-
nansiering.
Artikel 26 c, stk. 3, i STS-forordningen fastslår, at alle refe-
rerede rentebetalinger vedrørende transaktionen skal baseres
på en af eller begge følgende punkter:
a) almindeligt anvendte markedsrentesatser eller almindeligt
anvendte sektorbestemte rentesatser, der afspejler finansie-
ringsomkostningerne, og som ikke knyttes til komplekse
formler eller derivater
b) indtægter fra den sikkerhedsstillelse, der sikrer investo-
rens forpligtelser i henhold til aftalen om kreditrisikoafdæk-
ning.
Alle refererede forfaldne rentebetalinger vedrørende under-
liggende eksponeringer skal baseres på almindeligt anvendte
markedsrentesatser eller almindeligt anvendte sektorbestem-
te rentesatser, der afspejler finansieringsomkostningerne, og
må ikke knyttes til komplekse formler eller derivater.
Artikel 26 c, stk. 4, i STS-forordningen fastslår, at efter
forekomst af en fyldestgørelsesgrund med hensyn til det
eksponeringsleverende institut har investoren tilladelse til
at træffe håndhævelsesforanstaltninger, ophæve aftalen om
kreditrisikoafdækning eller gøre begge dele. I tilfælde af en
securitisering, der anvender en SSPE, hvor der er udstedt
påkrav eller givet meddelelse om opsigelse af aftalen om
kreditrisikoafdækning, må intet kontantbeløb tilbageholdes
i SSPE᾽en ud over det nødvendige for at sikre den operatio-
nelle funktion af den pågældende SSPE, betaling af kredit-
risikoafdækningsbetalinger for misligholdte underliggende
eksponeringer, der stadig er ved at blive omlagt på tidspunk-
tet for opsigelsen, eller den velordnede tilbagebetaling til
investorerne i overensstemmelse med kontraktvilkårene i
securitiseringen.
Artikel 26 c, stk. 5, i STS-forordningen fastslår, at tab skal
fordeles mellem indehaverne af en securitiseringsposition
efter tranchernes rangorden begyndende med den mest ef-
terstillede tranche. Der skal anvendes sekventielle afdrag
på alle trancher for at bestemme det udestående beløb for
trancherne på hver betalingsdato begyndende fra den mest
foranstillede tranche.
Uanset stk. 5, 2. pkt., skal transaktioner være kendetegnet
ved ikke.sekventiel prioritering af betalinger og omfatte
hændelser, der er relateret til udviklingen i de underliggende
eksponeringer, der medfører, at prioriteringen af betalinger
igen ændres til sekventiel prioritering af betalinger. Sådanne
udviklingsrelaterede hændelser skal mindst omfatte
a) enten stigningen i de misligholdte eksponeringers kumu-
lative beløb eller stigningen i de kumulative tab ud over en
given procentdel af den underliggende porteføljes beløb,
b) én yderligere bagudrettet hændelse, og
c) én fremadrettet hændelse.
Efterhånden som trancherne afdrages, skal en del af sikker-
hedsstillelsen, der svarer til afdragene på disse trancher,
tilbagebetales til investorerne, forudsat at investorerne har
sikret disse trancher.
583
Hvis en kreditbegivenhed som omhandlet i artikel 26 e er
indtruffet i forbindelse med underliggende eksponeringer, og
gældsomlægningsprocessen for disse eksponeringer ikke er
afsluttet, skal det kreditrisikoafdækningsbeløb, der er tilbage
på enhver betalingsdato, mindst svare til den udestående
fiktive værdi af disse underliggende eksponeringer, minus
eventuelle mellemliggende betalinger foretaget i relation til
de pågældende underliggende eksponeringer.
Artikel 26 c, stk. 6, i STS-forordningen fastslår, at trans-
aktionsdokumentationen skal indeholde passende førtidsind-
frielseshændelser for en afslutning af den revolverende pe-
riode, såfremt en securitisering er en revolverende securiti-
sering. Dokumentationen skal som minimum indeholde føl-
gende:
a) en forringelse af de underliggende eksponeringers kredit-
kvalitet, som bringer denne ned på eller under en på forhånd
fastlagt tærskel,
b) en stigning i tab til over en på forhånd fastsat tærskel,
c) der genereres ikke tilstrækkeligt med nye underliggende
eksponeringer, som lever op til den på forhånd fastlagte
kreditkvalitet i en nærmere bestemt periode.
Artikel 26 c, stk. 7, i STS-forordningen fastslår, at transakti-
onsdokumentationen klart skal angive:
a) aftalemæssige forpligtelser, opgaver og ansvar for admi-
nistrationsselskabet, trustee, andre udbydere af accessoriske
tjenesteydelser eller tredjepartskontrolagenten, jf. artikel 26
e, stk. 4, alt efter hvad der er relevant,
b) bestemmelser, der sikrer udskiftning af administrations-
selskabet, trustee, andre accessoriske tjenesteydere eller
tredjepartskontrolagenten, jf. artikel 26 e, stk. 4, i tilfælde
af misligholdelse fra en af disse tjenesteyderes side eller
dennes insolvens, hvis disse tjenesteydere adskiller sig fra
det eksponeringsleverende institut på en måde, der ikke
medfører, at leveringen af disse tjenester ophører,
c) de forvaltningsprocedurer, der gælder for de underliggen-
de eksponeringer på afslutningsdatoen og derefter, og de
omstændigheder, under hvilke disse procedurer kan ændres,
d) de forvaltningsstandarder, som administrationsselskabet
er forpligtet til at overholde i forbindelse med forvaltning af
de underliggende eksponeringer inden for hele securitiserin-
gens løbetid.
Artikel 26 c, stk. 8, i STS-forordningen fastslår, at admini-
strationsselskabet skal have ekspertise inden for forvaltning
af eksponeringer af samme art som de securitiserede og
have veldokumenterede og passende politikker, procedurer
og risikostyringskontroller, der er forbundet med forvaltning
af eksponeringer. Administrationsselskabet skal desuden an-
vende forvaltningsprocedurer på de underliggende ekspone-
ringer, der er mindst lige så strenge som dem, der anvendes
af det eksponeringsleverende institut på tilsvarende ekspo-
neringer, som ikke securitiseres.
Artikel 26 c, stk. 9, i STS-forordningen fastslår, at det eks-
poneringsleverende institut til enhver tid skal føre et ajour-
ført referenceregister for at identificere de underliggende
eksponeringer. I dette register identificeres referencelånta-
gerne, de referenceforpligtelser, som de underliggende eks-
poneringer opstår fra, og for hver underliggende ekspone-
ring den nominelle værdi, der er kreditrisikoafdækket, og
som er udestående.
Artikel 26 c, stk. 10, i STS-forordningen fastslår, at trans-
aktionsdokumentationen skal indeholde klare bestemmelser,
der letter den rettidige løsning af konflikter mellem forskel-
lige investorklasser. I tilfælde af en securitisering, der an-
vender en SSPE, skal stemmerettigheder defineres klart og
tildeles obligationsindehaverne. Ligeledes skal det ansvar,
som påhviler trustee og andre enheder med betroede opga-
ver over for investorerne, klart identificeres.
Ansvarssubjektet for overtrædelse af artikel 26 c er en jurid-
isk person, eksempelvis et pengeinstitut, der udsteder securi-
tiseringer som defineret i STS-forordningen. Den strafbare
handling består i ikke at have sikret, at de udstedte securiti-
seringer opfylder kravene til standardisering, fastslået i de
nævnte bestemmelser ovenfor i artikel 26 b.
Et eksempel kan være, at den juridiske person undlader at
føre et ajourført referenceregister som beskrevet i artikel 26
c, stk. 9.
Artikel 26 d i STS-forordningen indeholder krav til synteti-
ske securitiseringers transparens.
Det følger af artikel 26 d, stk. 1, i STS-forordningen, at det
eksponeringsleverende institut forud for prisfastsættelsen
skal gøre data vedrørende den statiske og dynamiske histo-
riske misligholdelses- og tabsudvikling tilgængelige for po-
tentielle investorer. Det betyder bl.a. data vedrørende over-
trædelse af kontraktvilkår og misligholdelse for eksponerin-
ger, som i alt væsentligt svarer til dem, som securitiseres,
samt datakilderne og kriterierne for at sidestille eksponerin-
gerne. Disse data skal omfatte en periode på mindst fem år.
Artikel 26 d, stk. 2, i STS-forordningen fastslår, at en stik-
prøve af de underliggende eksponeringer skal kontrolleres
af en relevant og uafhængig ekstern instans forud for afslut-
584
ningen af transaktionen, idet det bl.a. undersøges, om de
underliggende eksponeringer kan omfattes af kreditrisikoaf-
dækning i henhold til aftalen om kreditrisikoafdækning.
Artikel 26 d, stk. 3, i STS-forordningen fastslår, at det eks-
poneringsleverende institut forud for fastsættelsen af prisen
på securitiseringen skal gøre en "liability cash flow"-model
tilgængelig for potentielle investorer, som repræsenterer det
kontraktmæssige forhold mellem de underliggende ekspone-
ringer og de betalinger, der finder sted mellem det ekspo-
neringsleverende institut, investorer, andre tredjeparter og,
hvis det er relevant, SSPE᾽en, og efter prisfastsættelsen skal
gøre modellen tilgængelig for investorer på løbende basis og
for potentielle investorer efter anmodning.
Artikel 26 d, stk. 4, i STS-forordningen fastslår, at i tilfælde
af en securitisering, hvor de underliggende eksponeringer er
boliglån, billån eller billeasingaftaler, skal det eksponerings-
leverende institut offentliggøre de tilgængelige oplysninger
om miljøpræstationer for de aktiver, der finansieres via så-
danne boliglån, billån eller billeasingaftaler som led i de
oplysninger, der videregives i medfør af artikel 7, stk. 1,
første afsnit, litra a.
Det følger af artikel 26 d, stk. 5, i STS-forordningen, at
det eksponeringsleverende institut er ansvarlig for overhol-
delse af artikel 7. De oplysninger, der kræves i henhold til
artikel 7, stk. 1, første afsnit, litra a, skal forud for prisfast-
sættelsen gøres tilgængelige for potentielle investorer efter
anmodning. De oplysninger, der kræves i henhold til artikel
7, stk. 1, første afsnit, litra b og d, skal gøres tilgængelige
forud for prisfastsættelsen, i det mindste i udkast eller fore-
løbig form. Den endelige dokumentation skal gøres tilgæn-
gelig for investorerne senest 15 dage efter transaktionens
afslutning.
Ansvarssubjektet for overtrædelse af artikel 26 d i STS-for-
ordningen er en juridisk person, der udsteder securitiseringer
som defineret i STS-forordningen. Den strafbare handling
består i ikke at have sikret, at de udstedte securitiseringer
opfylder kravene til transparens fastslået i artikel 26 d.
Et eksempel kunne være, at eksempelvis et pengeinstitut
undlader at gøre data vedrørende den statiske og dynamiske
historiske misligholdelses- og tabsudvikling, som beskrevet
i artikel 26 d, stk. 1, tilgængelige for potentielle investo-
rer. Derved opnår de potentielle investorer ikke tilstrække-
ligt grundlag til at fastsætte en pris.
Artikel 26 e i STS-forordningen indeholder krav til aftalen
om kreditrisikoafdækning, tredjepartskontrolagenten og det
syntetiske mer-spread.
Artikel 26 e, stk. 1, i STS-forordningen fastslår, at aftalen
om kreditrisikoafdækning mindst skal dække følgende kre-
ditbegivenheder:
a) De kreditbegivenheder, der er omhandlet i artikel 215,
stk. 1, litra a, i CRR-forordningen, hvis risikooverførslen
opnås ved brug af garantier.
b) De kreditbegivenheder, der er omhandlet i artikel 216,
stk. 1, litra a, i CRR-forordningen, hvis risikooverførslen
opnås ved brug af kreditderivater.
Alle kreditbegivenheder skal dokumenteres. Kreditlempel-
ser i den i artikel 47 b i CRR-forordningen anvendte betyd-
ning, som finder anvendelse på de underliggende ekspone-
ringer, udelukker ikke, at der kan udløses kreditbegivenhe-
der.
Artikel 26 e, stk. 2, i STS-forordningen fastslår, at kredit-
risikoafdækningsbetalingen efter en kreditbegivenhed bereg-
nes på grundlag af det eksponeringsleverende instituts eller
den oprindelige långivers faktiske, realiserede tab, der er
fremkommet i overensstemmelse med pengeinstituttets stan-
dardinddrivelsespolitikker og -procedurer for de relevante
eksponeringstyper, og som er registreret i deres regnskaber
på det tidspunkt, hvor betalingen foretages. Den endelige
kreditrisikoafdækningsbetaling forfalder til betaling inden
for et nærmere fastsat tidsrum efter afslutningen af gælds-
omlægningsprocessen for den relevante underliggende ek-
sponering, hvis afslutningen af gældsomlægningsprocessen
finder sted før det planlagte ubetingede udløb eller førtidigt
ophør af aftalen om kreditrisikoafdækning.
Der skal foretages en foreløbig kreditrisikoafdækningsbeta-
ling senest seks måneder efter, at en kreditbegivenhed som
omhandlet i stk. 1 er indtruffet i tilfælde, hvor gældsomlæg-
ningen af tabene for den relevante underliggende ekspone-
ring ikke er afsluttet ved udgangen af den pågældende seks
måneders periode. Den foreløbige kreditrisikoafdæknings-
betaling skal som minimum udgøre det højeste af følgende:
a) Det forventede tab, som svarer til den værdiforringelse,
som er registreret af det eksponeringsleverende institut i
dets regnskaber i overensstemmelse med de gældende regn-
skabsregler på det tidspunkt, hvor den foreløbige betaling
foretages, under forudsætning af at kreditafdækningsaftalen
ikke eksisterer og ikke dækker noget tab.
b) Hvis det er relevant, det forventede tab givet mislighol-
delse (LGD) bestemt i overensstemmelse med tredje del,
afsnit II, kapitel 3, i CRR-forordningen.
Hvis der foretages en foreløbig kreditrisikoafdækningsbeta-
ling, skal den under litra a nævnte kreditrisikoafdækningsbe-
585
taling foretages for at tilpasse den foreløbige afregning af
tab til det faktiske, realiserede tab.
Metoden til beregning af foreløbige og endelige kreditri-
sikoafdækningsbetalinger fastsættes i aftalen om kreditrisi-
koafdækning.
Kreditrisikoafdækningsbetalingen skal stå i forhold til den
del af den udestående fiktive værdi af den tilsvarende under-
liggende eksponering, som er omfattet af aftalen om kredit-
risikoafdækning.
Det eksponeringsleverende instituts ret til at modtage kre-
ditrisikoafdækningsbetalingen skal kunne håndhæves. De
beløb, som investorerne skal betale i henhold til aftalen
om kreditrisikoafdækning, skal angives tydeligt i aftalen om
kreditrisikoafdækning og begrænses. Det skal være muligt
at beregne disse beløb under alle omstændigheder. I aftalen
om kreditrisikoafdækning fastsættes det klart, under hvilke
omstændigheder investorer skal foretage betalinger. Den i
stk. 4 omhandlede tredjepartskontrolagent skal vurdere, om
sådanne omstændighederne er indtruffet.
Størrelsen af kreditrisikoafdækningsbetalingen beregnes for
den enkelte underliggende eksponering, for hvilken der er
indtruffet en kreditbegivenhed.
Artikel 26 e, stk. 3, i STS-forordningen fastslår, at aftalen
om kreditrisikoafdækning skal angive den maksimale for-
længelsesperiode, som skal gælde for gældsomlægningspro-
cessen for underliggende eksponeringer, i forbindelse med
hvilke der er indtruffet en kreditbegivenhed som omhand-
let i stk. 1, men hvor gældsomlægningsprocessen ikke er
afsluttet før det planlagte ubetingede udløb eller førtidigt
ophør af aftalen om kreditrisikoafdækning. En sådan forlæn-
gelsesperiode må ikke overstige to år. Aftalen om kreditrisi-
koafdækning skal foreskrive, at der ved udløbet af denne
forlængelsesperiode foretages en endelig kreditrisikoafdæ-
kningsbetaling på grundlag af det eksponeringsleverende in-
stituts endelige tabsskøn, som skulle være blevet registreret
af det eksponeringsleverende institut i dets regnskaber på
det pågældende tidspunkt, under forudsætning af at kreditaf-
dækningsaftalen ikke eksisterer og ikke dækker noget tab.
I tilfælde af ophør af aftalen om kreditrisikoafdækning fort-
sætter gældsomlægningsprocessen med hensyn til eventuelle
udestående kreditbegivenheder, der er indtruffet før ophøret,
på samme måde som beskrevet i første afsnit.
De kreditrisikoafdækningspræmier, der skal betales i hen-
hold til aftalen om kreditrisikoafdækning, skal struktureres
som betinget af den udestående nominelle værdi af de
ikke-misligholdte securitiserede eksponeringer på betalings-
tidspunktet og afspejle risikoen ved den afdækkede tran-
che. Med henblik herpå må aftalen om kreditrisikoafdæk-
ning ikke foreskrive garanterede præmier, forudgående præ-
miebetalinger, rabatordninger eller andre mekanismer, der
kan forhindre eller begrænse den faktiske fordeling af tab
til investorerne eller tilbageføre en del af de betalte præmier
til det eksponeringsleverende institut efter transaktionens
udløb.
Uanset nærværende stykkes tredje afsnit tillades forudgåen-
de præmiebetalinger i tilfælde, hvor garantiordningen er ud-
trykkeligt fastsat i en medlemsstats nationale lovgivning og
er omfattet af en regaranti fra en af de enheder, der er anført
i artikel 214, stk. 2, litra a-d, i CRR-forordningen, forudsat
at statsstøttereglerne overholdes.
Det skal beskrives i transaktionsdokumentationen, hvordan
kreditrisikoafdækningspræmien og eventuelle relaterede ku-
poner beregnes for hver betalingsdato i securitiseringens
løbetid.
Det eksponeringsleverende instituts ret til at modtage kredit-
risikoafdækningspræmier skal kunne håndhæves.
Artikel 26 e, stk. 4, i STS-forordningen fastslår, at det
eksponeringsleverende institut skal udpege en tredjepart-
skontrol-agent før datoen for transaktionens afslutning. For
hver af de underliggende eksponeringer, for hvilke der
gives meddelelse om kreditbegivenhed, kontrollerer tredje-
partskontrolagenten som minimum følgende forhold:
a) at den kreditbegivenhed, der henvises til i meddelelsen
om kreditbegivenhed, er en kreditbegivenhed som specifice-
ret i henhold til aftalen om kreditrisikoafdækning,
b) at den underliggende eksponering indgik i referenceporte-
føljen på tidspunktet for den pågældende kreditbegivenheds
indtræden,
c) at den underliggende eksponering opfyldte anerkendelses-
kriterierne på tidspunktet for dets medtagelse i referencepor-
teføljen,
d) hvis der er blevet tilføjet en underliggende eksponering til
securitiseringen som følge af en genopfyldning, at en sådan
genopfyldning er sket i overensstemmelse med betingelser-
ne for genopfyldning,
e) at det endelige tab stemmer overens med de tab, som
det eksponeringsleverende institut har registreret i sin resul-
tatopgørelse, og
f) at tabene i forhold til de underliggende eksponeringer på
586
det tidspunkt, hvor den endelige kreditrisikoafdækningsbeta-
ling foretages, er blevet korrekt fordelt på investorerne.
Tredjepartskontrolagenten skal være uafhængig i forhold til
det eksponeringsleverende institut og investorerne og, hvis
det er relevant, til SSPE᾽en og skal have accepteret udnæv-
nelsen til tredje-partskontrolagent pr. datoen for transaktio-
nens afslutning.
Tredjepartskontrolagenten kan udføre kontrollen på grund-
lag af stikprøver i stedet for på grundlag af hver enkelt
underliggende eksponering, som der anmodes om kreditri-
skoafdækningsbetaling for. Investorerne kan anmode om
kontrol af, om en eller flere bestemte underliggende ekspo-
neringer opfylder anerkendelseskriterierne, hvis de ikke er
tilfredse med den stikprøvebaserede kontrol.
Det eksponeringsleverende institut medtager et tilsagn i
transaktionsdokumentationen om at give tredjepartskontrol-
agenten alle de oplysninger, der er nødvendige for at kunne
kontrollere kravene fastsat i første afsnit.
Artikel 26 e, stk. 5, i STS-forordningen fastslår, at det eks-
poneringsleverende institut ikke må afslutte en transaktion
forud for dens planlagte udløb af andre årsager end følgende
begivenheder:
a) investorens insolvens
b) investorens manglende betaling af skyldige beløb i hen-
hold til aftalen om kreditrisikoafdækning eller investors
misligholdelse af en væsentlig forpligtelse fastlagt i trans-
aktionsdokumenterne
c) relevante reguleringsmæssige begivenheder, herunder
i) relevante ændringer i EU-retten eller national ret, relevan-
te ændringer foretaget af de kompetente myndigheder i for-
bindelse med officielt offentliggjorte fortolkninger af sådan
lovgivning, hvor sådanne findes, eller relevante ændringer
i den skattemæssige eller regnskabsmæssige behandling af
transaktionen, som har en væsentlig negativ indvirkning på
en transaktions økonomiske effektivitet, i hvert enkelt tilfæl-
de sammenlignet med det, der blev forudset på tidspunktet
for indgåelsen af transaktionen, og som ikke med rimelighed
kunne forventes på det pågældende tidspunkt, eller
ii) en beslutning fra en kompetent myndighed om, at det
eksponeringsleverende institut eller et eller flere af det eks-
poneringsleverende instituts tilknyttede selskaber ikke har
eller ikke længere har tilladelse til at anerkende en væsentlig
risikooverførsel, jf. artikel 245, stk. 2 eller 3, i CRR-Forord-
ningen, med hensyn til securitiseringen
d) udnyttelse af en option på at opsige transaktionen på et
givet tidspunkt ("time call"), når den periode, der måles fra
transaktionens afslutningsdato, er lig med eller større end
den oprindelige referenceporteføljes vægtede gennemsnitli-
ge løbetid på transaktionens afslutningsdato
e) udnyttelse af en clean-up call option som defineret i arti-
kel 242, nr. 1), i CRR-forordningen
f) i tilfælde af ufinansieret kreditrisikoafdækning, at investo-
ren ikke længere anerkendes som udbyder af kreditrisikoaf-
dækning i henhold til kravene i artikel 26 e, stk. 8.
Det skal angives i transaktionsdokumentationen, om en af
de i litra d og e omhandlede rettigheder indgår i den pågæl-
dende transaktion, og hvordan sådanne call-rettigheder er
struktureret.
Med henblik på litra d må time call ikke være struktureret
med henblik på at undgå fordeling af tab på kreditforbe-
dringspositioner eller andre positioner, som indehaves af
investorer, og må ikke være struktureret på anden vis med
henblik på kreditforbedring.
Når muligheden for time call benyttes, skal de ekspone-
ringsleverende institutter underrette de kompetente myndig-
heder om, hvordan kravet omhandlet i andet og tredje afsnit
er opfyldt, herunder med en begrundelse for anvendelsen af
time call og en plausibel redegørelse, som viser, at brugen af
time call ikke er begrundet i en forringelse af kvaliteten af
de underliggende aktiver.
I tilfælde af finansieret kreditrisikoafdækning skal sikker-
hedsstillelsen ved kreditrisikoafdækningsaftalens ophør til-
bagebetales til investorerne i henhold til tranchernes rangor-
den med forbehold af bestemmelserne i den relevante insol-
venslovgivning, i det omfang den finder anvendelse på det
eksponeringsleverende institut.
Artikel 26 e, stk. 6, i STS-forordningen fastslår, at det eks-
poneringsleverende institut kan forpligte sig til et syntetisk
mer-spread, der stilles til rådighed som en kreditforbedring
for investorerne, hvis alle følgende betingelser er opfyldt:
a) Den beløbsmæssige størrelse af det syntetiske mer-
spread, som det eksponeringsleverende institut forpligter sig
til at anvende som kreditforbedring ved hver betalingsperi-
ode, angives i transaktionsdokumentationen og udtrykkes
som en fast procentdel af den samlede udestående porteføl-
jesaldo ved begyndelsen af den relevante betalingsperiode
(fast syntetisk mer-spread).
b) Det syntetiske mer-spread, som ikke anvendes til dæk-
587
ning af kredittab, der opstår i løbet af hver betalingsperiode,
tilbagebetales til det eksponeringsleverende institut.
c) For eksponeringsleverende institutter, der anvender IRB-
metoden, jf. artikel 143 i CRR-forordningen, overstiger det
samlede forpligtede beløb pr. år ikke de forventede tab over
ét år på alle underliggende eksponeringer for nævnte år,
beregnet i overensstemmelse med artikel 158 i nævnte for-
ordning.
d) For eksponeringsleverende institutter, der ikke anvender
IRB-metoden, jf. artikel 143 i CRR-forordningen, skal be-
regningen af de forventede tab over ét år i den underlig-
gende portefølje klart fastlægges i transaktionsdokumentati-
onen.
e) I transaktionsdokumentationen angives de betingelser, der
er fastsat i dette stykke.
Artikel 26 e, stk. 7, i STS-forordningen fastslår, at aftalerne
om kreditrisikoafdækning skal opfylde én af følgende betin-
gelser:
a) En garanti, der opfylder de krav, der er fastsat i tredje
del, afsnit II, kapitel 4, i CRR-forordningen, hvorved kre-
ditrisikoen overføres til en af de enheder, der er anført i
artikel 214, stk. 2, litra a-d, i CRR-forordningen, forudsat at
eksponeringerne mod investoren kan tillægges en risikovægt
på 0 % i henhold til nævnte forordnings tredje del, afsnit II,
kapitel 2.
b) En garanti, der opfylder de krav, der er fastsat i tredje del,
afsnit II, kapitel 4, i CRR-forordningen, som drager fordel af
en regaranti fra en af de enheder, der er omhandlet i dettes
stykkes litra a.
c) Anden kreditrisikoafdækning, som ikke er omhandlet i
dette stykkes litra a og b i form af garantier, kreditderivater
eller credit linked notes, der opfylder kravene i artikel 249
i CRR-forordningen, forudsat at investorens forpligtelser er
sikret ved sikkerhedsstillelse, der opfylder kravene i stk. 9
og 10 i nærværende artikel.
Artikel 26 e, stk. 8, i STS-forordningen fastslår, at anden
kreditrisikoafdækning, der er omhandlet i stk. 7, litra c, skal
opfylde følgende krav:
a) Det eksponeringsleverende instituts ret til at anvende
sikkerhedsstillelsen til at opfylde investorernes forpligtel-
ser vedrørende risikoafdækningsbetaling kan håndhæves, og
muligheden for at håndhæve denne ret er sikret gennem
passende aftaler om sikkerhedsstillelse.
b) Der kan ske en håndhævelse af investorernes ret til at til-
bagelevere en sikkerhedsstillelse, der ikke er blevet anvendt
til at opfylde risikoafdækningsbetalinger, når securitiserin-
gen afvikles, eller efterhånden som trancherne afdrages.
c) Hvis sikkerhedsstillelsen er investeret i værdipapirer,
indeholder transaktionsdokumentationen kriterierne for an-
erkendelsesskriterier og deponeringsordninger for sådanne
værdipapirer.
Det skal angives i transaktionsdokumentationen, om inve-
storerne fortsat er eksponeret for det eksponeringsleverende
instituts kreditrisiko.
Det eksponeringsleverende institut indhenter en udtalelse fra
en kvalificeret juridisk rådgiver, der bekræfter, at kreditrisi-
koafdækningen kan håndhæves i alle relevante jurisdiktio-
ner.
Artikel 26 e, stk. 9, i STS-forordningen fastslår, at hvis der
ydes anden kreditrisikoafdækning, jf. denne artikels stk. 7,
litra c, skal det eksponeringsleverende institut og investoren
anvende sikkerhedsstillelse af høj kvalitet, der er
a) enten sikkerhedsstillelse i form af gældsinstrumenter med
en risikovægt på 0 %, jf. tredje del, afsnit II, kapitel 2, i
CRR-forordningen, som opfylder betingelserne:
i) Gældsinstrumenterne har en maksimal restløbetid på tre
måneder, som ikke må være længere end den tid, der resterer
til næste betalingsdato.
ii) Gældsinstrumenterne kan indløses til kontanter til et be-
løb, der svarer til den udestående del af den risikoafdækkede
tranche.
iii) Gældsinstrumenterne opbevares af en depositar, der er
uafhængig af det eksponeringsleverende institut og investo-
rerne.
b) eller sikkerhedsstillelse i form af kontanter opbevaret
af et tredjepartskreditinstitut eller i form af kontanter ved
deponering hos det eksponeringsleverende institut, forudsat
at kreditkvalitetstrin 2 som fastsat i artikel 136 i CRR-for-
ordningen, som minimum overholdes.
Uanset første afsnit kan kun det eksponeringsleverende
institut, forudsat at investoren har givet sit udtrykkelige
samtykke i den endelige transaktionsdokumentation efter
at have udført sin due diligence-undersøgelse i henhold til
nærværende forordnings artikel 5, herunder en vurdering
af enhver relevant modpartsrisikoeksponering, gøre brug af
sikkerhedsstillelse af høj kvalitet i form af kontanter depo-
588
neret hos det eksponeringsleverende institut eller et af dets
tilknyttede selskaber, såfremt det eksponeringsleverende in-
stitut eller et af dets tilknyttede selskaber mindst opfylder
kreditkvalitetstrin 2 i overensstemmelse med konverteringen
som fastsat i artikel 136 i CRR-forordningen.
De kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til
artikel 29, stk. 5, i STS-forordningen kan efter høring af the
European Banking Authority (EBA) tillade sikkerhedsstil-
lelse i form af kontanter deponeret hos det eksponeringsle-
verende institut eller et af dets tilknyttede selskaber, såfremt
det eksponeringsleverende institut eller et af dets tilknyttede
selskaber opfylder kreditkvalitetstrin 3. Det er forudsat, at
der kan fremlægges dokumentation for markedsvanskelighe-
der, objektive hindringer i forbindelse med det kreditkvali-
tetstrin, der er tildelt instituttets medlemsstat, eller betyde-
lige potentielle koncentrationsproblemer i den pågældende
medlemsstat som følge af anvendelsen af minimumskravet
om kreditkvalitetstrin 2 som omhandlet i andet afsnit.
Hvis et tredjepartskreditinstitut eller det eksponeringsleve-
rende institut eller et af dets tilknyttede selskaber ikke
længere opfylder minimumskreditkvalitetstrin 2, skal sikker-
hedsstillelsen inden for ni måneder overføres til et tredje-
partskreditinstitut med kreditkvalitetstrin 3 eller derover, el-
ler sikkerhedsstillelsen skal investeres i værdipapirer, der
opfylder kriterierne i første afsnit, litra a.
Kravene i dette afsnit anses for opfyldt i tilfælde af inve-
steringer i credit linked notes udstedt af det eksponeringsle-
verende institut i overensstemmelse med artikel 218 i CRR-
forordningen.
Ansvarssubjektet for overtrædelse af artikel 26 e i STS-for-
ordningen er en juridisk person, der udsteder securitiseringer
som defineret i STS-forordningen. Den strafbare handling
består i ikke at have sikret, at de udstedte securitiseringer
opfylder kravene til aftalen om kreditrisikoafdækning, tred-
jepartskontrolagenten og det syntetiske mer-spread, som er
fastslået i artikel 26 e.
Et eksempel kunne være, at pengeinstituttet undlader at
sikre, at aftalen om kreditrisikoafdækning ikke foreskriver
garanterede præmier, forudgående præmiebetalinger, raba-
tordninger eller andre mekanismer, der kan forhindre eller
begrænse den faktiske fordeling af tab til investorerne eller
tilbageføre en del af de betalte præmier til det eksponerings-
leverende institut efter transaktionens udløb.
I medfør af artikel 27, stk. 1, i STS-forordningen giver
eksponeringsleverende institutter og organiserende institut-
ter i fællesskab ved hjælp af indberetningsskemaet i stk. 7
ESMA meddelelse, når en securitisering opfylder kravene i
artikel 19-22 eller 23-26 (»STS-meddelelse«). I tilfælde af
et ABCP-program er det kun det organiserende institut, der
har ansvar for meddelelsen af nævnte program og, inden for
dette program, ABCP-transaktioner, der overholder artikel
24. STS-meddelelsen skal indeholde en redegørelse fra det
eksponeringsleverende institut og det organiserende institut
for, hvordan hvert af de STS-kriterier, der er fastsat i artikel
20- 22 eller 24-26, er opfyldt.
Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 27, stk. 1 er
eksponeringsleverende institutter, organiserende institutter
og SSPE᾽er. Den strafbare handling består i, at der udarbej-
des en vildledende meddelelse i henhold til artikel 27, stk. 1.
I medfør af artikel 27, stk. 4 i STS-forordningen giver det
eksponeringsleverende institut og det organiserende institut
straks ESMA meddelelse og underretter deres kompetente
myndighed, når en securitisering ikke længere opfylder kra-
vene i artikel 19-22 eller 23-26.
Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 27, stk. 4, er
eksponeringsleverende institutter og organiserende institut-
ter. Den strafbare handling består i ikke at underrette ESMA
og relevante kompetente myndighed, når en securitisering
ikke længere opfylder kravene i artikel 19-22 eller 23-26 og
dermed ikke lever op til STS-kriterierne.
I medfør af artikel 28, stk. 2, i STS-forordningen følger det,
at en tredjepart, der har tilladelse i henhold til artikel 28, stk.
1, straks skal underrette den kompetente myndighed om alle
væsentlige ændringer af de oplysninger, der er omhandlet
i stk. 1, og alle andre ændringer, der med rimelighed kan
tænkes at påvirke den kompetente myndigheds vurdering.
I medfør af artikel 28, stk. 1, i STS-forordningen skal en
tredjepart, som omhandlet i artikel 27, stk. 2, af den kom-
petente myndighed have tilladelse til at vurdere securitise-
ringers overholdelse af STS-kriterierne i artikel 19-22 eller
23-26. Den kompetente myndighed skal give tilladelsen,
hvis følgende betingelser er opfyldt:
a) tredjeparten opkræver kun ikkediskriminerende og om-
kostningsbaserede gebyrer fra de eksponeringsleverende in-
stitutter, de organiserende institutter eller de SSPE᾽er, der
er involveret i de securitiseringer, som tredjeparten vurderer
uden at gøre forskel på gebyrerne ved at gøre dem afhængi-
ge af eller knytte dem til resultaterne af sin vurdering
b) tredjeparten er hverken en reguleret enhed som define-
ret i artikel 2, nr. 4, i direktiv 2002/87/EF eller et kredit-
vurderingsbureau som defineret i artikel 3, stk. 1, litra b,
i forordning (EF) nr. 1060/2009, og udviklingen af tredje-
partens øvrige aktiviteter kompromitterer ikke vurderingens
uafhængighed eller integritet
c) tredjeparten må ikke yde nogen form for rådgivnings-
eller revisionstjeneste eller lignende tjeneste for det ekspo-
589
neringsleverende institut, det organiserende institut eller den
SSPE, der er involveret i de securitiseringer, der vurderes af
tredjeparten
d) medlemmerne af tredjepartens ledelsesorgan har faglige
kvalifikationer, viden og erfaring, der er egnede til tredje-
partens opgave, og deres omdømme og integritet er af god
standard
e) tredjepartens ledelsesorgan omfatter mindst en tredjedel,
dog ikke mindre end to, uafhængige direktører
f) tredjeparten træffer alle nødvendige foranstaltninger for
at sikre, at kontrollen af STS-overholdelse ikke påvirkes af
eventuelle eksisterende eller potentielle interessekonflikter
eller forretningsforbindelser, der berører tredjeparten, den-
nes aktionærer eller medlemmer, ledere, ansatte eller enhver
anden fysisk person, hvis tjenester stilles til rådighed for
tredjeparten eller er under dennes kontrol. Med henblik her-
på etablerer, fastholder, håndhæver og dokumenterer tredje-
parten en effektiv intern kontrolordning for gennemførelse
af politikker og procedurer til at identificere og forebygge
potentielle interessekonflikter. Potentielle eller eksisterende
interessekonflikter, der er blevet identificeret, fjernes eller
afhjælpes og offentliggøres straks. Tredjeparten etablerer,
fastholder, håndhæver og dokumenterer passende procedu-
rer og processer for at sikre en uafhængig vurdering af
STS-overholdelse. Tredjeparten overvåger og reviderer disse
politikker og procedurer med jævne mellemrum for at vur-
dere deres effektivitet og vurdere, om det er nødvendigt at
ajourføre dem, og
g) tredjeparten kan påvise, at den råder over passende opera-
tionelle sikkerhedsforanstaltninger og interne processer, der
gør det muligt for den at vurdere STS-overholdelse.
Den kompetente myndighed inddrager tilladelsen, hvis den
mener, at tredjeparten i væsentlig grad ikke overholder førs-
te afsnit.
Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 28, stk. 2, er
en tredjepart, der har tilladelse i henhold til artikel 28. Den
strafbare handling består i ikke at have givet meddelelse
om væsentlige ændringer i de oplysninger, der er givet efter
artikel 28, stk. 1, eller alle andre ændringer, der med rime-
lighed kan tænkes at påvirke den kompetente myndigheds
vurdering.
Det foreslås i stk. 2, nr. 3, at overtrædelse af artikel 5-7,
18-30, 33-42, 44-46, 48, 50, og 52-56 i Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) 2019/1238/ af 20. juni 2019 om
et paneuropæisk personligt pensionsprodukt (PEPP) straffes
med bøde eller fængsel indtil fire måneder, medmindre høje-
re straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Den foreslåede bestemmelse vil videreføre bødestrafansva-
ret for forsikringsselskaber, der overtræder forordningens
artikel 5-7, 18-30, 33-42, 44-46, 48 50, eller 52-56.
Forslaget er en konsekvens af, at artikel 67 i PEPP-forord-
ningen forpligter medlemsstaterne til at pålægge administra-
tive eller strafferetlige sanktioner for overtrædelser af en
række af forordningens artikler. Det følger således af artikel
67, stk. 1, i PEPP-forordningen, at medlemsstaterne skal
fastsætte bestemmelser om passende administrative sankti-
oner og andre foranstaltninger, som finder anvendelse for
overtrædelser af forordningen, og træffe alle nødvendige
foranstaltninger til at sikre gennemførelsen heraf. De fast-
satte administrative sanktioner og andre foranstaltninger
skal være effektive, forholdsmæssige og have afskrækkende
virkning.
Medlemsstaterne kan beslutte ikke at fastsætte bestemmelser
om administrative sanktioner som omhandlet i første afsnit
af artikel 67, stk. 1, for overtrædelser, der er underlagt straf-
feretlige sanktioner i henhold til deres nationale ret.
Det følger endvidere af artikel 67, stk. 2, i PEPP-forord-
ningen, at bl.a. følgende overtrædelser som minimum skal
sanktioneres:
a) en finansiel virksomhed som omhandlet i artikel 6, stk.
1, har opnået en registrering af et PEPP-produkt ved hjælp
af urigtige eller vildledende erklæringer eller på anden uret-
mæssig vis i strid med artikel 6 og 7.
b) en finansiel virksomhed som omhandlet i artikel 6,
stk. 1, udbyder henholdsvis distribuerer produkter under be-
tegnelsen »paneuropæisk personligt pensionsprodukt« eller
»PEPP-produkt« uden den fornødne registrering.
c) en PEPP-udbyder har undladt at give adgang til porta-
bilitetsydelsen i strid med artikel 18 og 19 eller at give
oplysninger om denne ydelse i henhold til artikel 20 og 21
eller ikke har opfyldt kravene og forpligtelserne i kapitel IV,
kapitel V, artikel 50 og kapitel VII.
I det følgende henvises til en række begreber fra PEPP-for-
ordningen, som er defineret i PEPP-forordningens artikel 2.
Med ”PEPP-udbyder” skal forstås en finansiel virksomhed
som omhandlet i artikel 6, stk. 1, der har fået godkendelse
til at producere et PEPP-produkt og til at distribuere det
pågældende PEPP-produkt
Med ”portabilitetsydelse” skal forstås en PEPP-opsparers ret
til fortsat at indbetale på sin eksisterende PEPP-konto og
bevare alle fordele og incitamenter, som PEPP-udbyderen
tilbyder, og som er forbundet med fortsat investering i deres
590
PEPP-produkt, når PEPP-opspareren skifter bopæl til en an-
den medlemsstat.
En ”PEPP-konto” er en personlig pensionskonto, som føres
i en PEPP-opsparers eller PEPP-modtagers navn, og som
anvendes til registrering af transaktioner, som gør det muligt
for PEPP-opspareren at indbetale periodiske pensionsbidrag
frem til pensionering og for PEPP-modtageren at modtage
PEPP-pensionsydelser.
En ”PEPP-opsparer” er en fysisk person, der har indgået en
PEPP-aftale med en PEPP-udbyder.
En ”PEPP-aftale” er en aftale mellem en PEPP-opsparer og
en PEPP-udbyder, som opfylder betingelserne i PEPP-for-
ordningens artikel 4.
En ”PEPP-modtager” er en fysisk person, der modtager
PEPP-ydelser.
Med ”PEPP-ydelser” skal forstås PEPP-pensionsydelser og
andre yderligere fordele, som en PEPP-modtager er beret-
tiget til i henhold til PEPP-aftalen, navnlig i forbindelse
med de stærkt begrænsede tilfælde af tilbagekøb, eller hvis
PEPP-aftalen giver dækning af biometriske risici.
Med ”PEPP-pensionsydelser” menes ydelser, der udbetales
ved pensionering eller en forventning om pensionering i en
af de i artikel 58, stk. 1, omhandlede former.
Nedenfor anføres en mere uddybende beskrivelse af indhol-
det af de enkelte artikler i PEPP-forordningen, der foreslås
strafbelagt med den foreslåede bestemmelse.
I medfør af artikel 5, stk. 1, må et PEPP-produkt kun udby-
des og distribueres i Unionen, hvis det er registreret i det
centrale offentlige register, der føres af EIOPA.
Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 5 er den
finansielle virksomhed der udbyder eller distribuerer under
betegnelsen ”paneuropæisk personligt pensionsprodukt” el-
ler ”PEPP-produkt”. Den strafbare handling består i at ud-
byde eller distribuere produkter under betegnelsen ”paneu-
ropæisk personligt pensionsprodukt” eller ”PEPP-produkt”,
uden at have opnået registrering af produktet i overensstem-
melse med artikel 6.
I medfør af artikel 6, stk. 2, skal de i stk. 1 anførte finansiel-
le virksomheder indgive ansøgning til den nationale kompe-
tente myndighed, og ansøgningen skal indeholde nærmere
angivne oplysninger, som oplistes i stk. 2. Ansvarssubjektet
for en overtrædelse af artikel 6, stk. 2, er den finansielle
virksomhed, der indgiver ansøgning til Finanstilsynet om re-
gistrering af et PEPP-produkt. Den strafbare handling består
i at angive urigtige eller vildledende erklæringer/oplysninger
til brug for ansøgning efter artikel 6, eller på anden uret-
mæssig vis at opnå registrering af et PEPP-produkt i strid
med artikel 6.
I medfør af artikel 6, stk. 6, 2. afsnit, skal enhver ændring
i den dokumentation eller de dokumenter, der er indgivet
i forbindelse med ansøgningen om registrering, meddeles
Finanstilsynet omgående. Ansvarssubjektet for en overtræ-
delse af artikel 6, stk. 6, 2. afsnit., er den finansielle virk-
somhed, der til Finanstilsynet har indgivet ansøgning om re-
gistrering af et PEPP-produkt. Den strafbare handling består
i ikke omgående at give Finanstilsynet besked om ændringer
i de indsendte oplysninger.
I medfør af artikel 7, stk. 3, kan en finansiel virksomhed,
som omtalt i artikel 6, stk. 1, udbyde eller distribuere et
PEPP-produkt fra og med den dato, produktet registreres
i det centrale, offentlige register. Ansvarssubjektet for en
overtrædelse af artikel 7, stk. 3, er den finansielle virksom-
hed, der til Finanstilsynet har indgivet ansøgning om regi-
strering af et PEPP-produkt. Den strafbare handling består
i at udbyde eller distribuere et PEPP-produkt, før det er regi-
streret i det centrale, offentlige register, der føres af EIOPA.
I medfør af artikel 18, stk. 1, skal PEPP-udbydere på an-
modning give PEPP-opsparere adgang til portabilitetsydel-
sen, jf. artikel 17. Ansvarssubjektet for en overtrædelse af
artikel 18, stk. 1, er den PEPP-udbyder, som fører den
pågældende PEPP-opsparers konti. Den strafbare handling
består i ikke at give PEPP-opspareren adgang til portabili-
tetsydelsen efter anmodning herom, eksempelvis ved ikke at
tillade fortsatte indbetalinger til den eksisterende PEPP-kon-
to efter flytning eller ved at ændre i vilkårene herfor.
I medfør af artikel 18, stk. 2, skal PEPP-udbyderen eller
-distributøren, når denne foreslår et PEPP-produkt, give
potentielle PEPP-opsparere oplysning om portabilitetsydel-
sen og om, hvilke underkonti der er umiddelbart tilgænge-
lige. Oplysningen om, hvilke underkonti der er tilgængeli-
ge, skal gives, i forbindelse med at PEPP-produktet fore-
slås. Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 18,
stk. 2, er PEPP-udbyderen eller PEPP-distributøren, som
foreslår et PEPP-produkt til den potentielle PEPP-opspa-
rer. Den strafbare handling består i ikke at give den potenti-
elle PEPP-opsparer oplysning om, hvilke underkonti der er
umiddelbart tilgængelige.
I medfør af artikel 18, stk. 3, skal PEPP-udbyderen inden tre
år efter den dato, hvor forordningen finder anvendelse, tilby-
de nationale underkonti for mindst to medlemsstater, hvis
PEPP-udbyderen anmodes herom. Ansvarssubjektet for en
overtrædelse af artikel 18, stk. 3, er PEPP-udbyderen. Den
strafbare handling består i ikke inden 15. august 2023 at
591
udbyde underkonto i mindst to medlemsstater, hvis PEPP-
udbyderen er blevet anmodet herom af PEPP-opsparere.
I medfør af artikel 19, stk. 1, 1. pkt., skal PEPP-udbydere,
når de giver adgang til portabilitetsydelsen ved at etablere
en ny underkonto til en PEPP-konto, sikre sig, at under-
kontoen lever op til de retlige krav og betingelser, som i
medfør af artikel 47 og 57 fastsættes i national ret for PEPP-
produkter i PEPP-opsparerens nye bopælsmedlemsstat. An-
svarssubjektet for en overtrædelse af artikel 19, stk. 1, er
PEPP-udbyderen. Den strafbare handling består i, at PEPP-
udbyderen ikke sikrer sig, at underkontoen lever op til de
retlige krav og betingelser til opsparings- og udbetalingsfa-
sen, som i medfør af forordningens artikel 47 og 57 skal
fastsættes i Danmark. Endvidere vil det være en strafbar
handling i medfør af artikel 19, stk. 1, 2. pkt., hvis PEPP-ud-
byderen ikke opfører alle transaktioner på PEPP-kontoen på
en tilsvarende underkonto.
I medfør af artikel 20, stk. 1-4, skal PEPP-udbyderen umid-
delbart efter at være blevet underrettet om PEPP-opspare-
rens flytning til en anden medlemsstat oplyse denne om
muligheden for at åbne en ny underkonto under PEPP-op-
sparerens PEPP-konto samt om fristen, inden for hvilken en
sådan konto kan åbnes. PEPP-udbyderen skal vederlagsfrit
udlevere en PEPP KID, der er udfærdiget som foreskrevet
i artikel 28, og med et særligt afsnit om de specifikke krav,
der gælder for underkontoen i det land, som opspareren er
flyttet til, jf. artikel 28, stk. 3, litra g. PEPP-udbyderen skal
endvidere tilbyde PEPP-opspareren en individuel anbefaling
af, hvorvidt det vil være mere favorabelt at åbne en ny
underkonto og indbetale på denne end at fortsætte med at
indbetale på den sidst åbnede PEPP-konto. Hvis det ikke er
muligt at åbne en ny underkonto i opsparerens nye bopæls-
medlemsstat, skal PEPP-udbyderen informere opspareren
om retten til at skifte straks og vederlagsfrit samt om mulig-
heden for fortsat at spare op på den sidst åbnede konto.
Den strafbare handling består i ikke at oplyse PEPP-opspa-
reren om muligheden for at åbne en ny underkonto under
PEPP-opsparerens PEPP-konto, ikke at oplyse om fristen for
at åbne en sådan ny underkonto, ikke at give oplysningerne
til PEPP-opspareren umiddelbart efter at være blevet under-
rettet om PEPP-opsparerens flytning til en anden medlems-
stat, ikke at udlevere en PEPP KID for den pågældende un-
derkonto, ikke at udlevere PEPP KID’et vederlagsfrit, ikke
at give PEPP-opspareren en individuel anbefaling af forde-
lagtigheden i at vælge at oprette en ny underkonto fremfor at
fortsætte indbetalingerne på den senest oprettede konto, og i
de tilfælde hvor den eksisterende forvalter ikke kan gøre en
ny underkonto tilgængelig, ikke at oplyse PEPP-opspareren
om retten til at skifte straks og vederlagsfrit til en anden
PEPP-udbyder og om retten til fortsat at indbetale på den
senest oprettede underkonto.
I medfør af artikel 21, stk. 1, skal PEPP-udbyderen, når
denne ønsker at åbne en ny underkonto for en værtsmed-
lemsstat for første gang, underrette de kompetente myndig-
heder i hjemlandet. Underretningen skal i henhold til stk. 2
indeholde standardaftalevilkår for PEPP-aftalen, jf. artikel 4,
herunder bilaget for den nye underkonto, PEPP KID’et, der
indeholder de specifikke krav til den underkonto, der svarer
til den nye underkonto, jf. artikel 28, stk. 3, litra g, PEPP-
oversigten, jf. artikel 36, og oplysninger om aftalevilkår som
omhandlet i artikel 19, stk. 2, hvor dette er relevant. Sker
der ændringer i de indsendte oplysninger, skal PEPP-udby-
deren underrette de kompetente myndigheder i hjemlandet,
mindst en måned inden ændringen træder i kraft, jf. stk.
6. Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 21 er
PEPP-udbyderen. Den strafbare handling består blandt andet
i ikke at oplyse de kompetente myndigheder i hjemlandet
om, at PEPP-udbyderen agter at åbne en underkonto i en an-
den medlemsstat, ikke at indlevere de påkrævede oplysnin-
ger til Finanstilsynet eller ikke at underrette Finanstilsynet,
mindst en måned før ændringer i de indleverede oplysninger
træder i kraft. Endvidere vil det være en strafbar handling, at
PEPP-udbyderen åbner en underkonto i en medlemsstat, før
Finanstilsynet har givet meddelelse om, at det må ske. Det
følger af bestemmelsens stk. 5, at Finanstilsynet giver denne
meddelelse, når de indleverede oplysninger er sendt til de
kompetente myndigheder i værtslandet, og disse har kvitte-
ret for modtagelsen. Da oprettelsen af nye underkonti skal
afvente denne proces, er der i forordningen fastsat korte
frister for sagsbehandlingen.
I medfør af artikel 22 skal PEPP-udbydere og PEPP-distri-
butører som et generelt princip altid handle ærligt, redeligt
og professionelt i deres PEPP-kunders bedste interesse ved
udførelsen af distributionsvirksomhed. Ansvarssubjektet for
en overtrædelse af artikel 22 er PEPP-udbydere og PEPP-
distributører. Den strafbare handling består i ikke at handle
ærligt, redeligt og professionelt og med PEPP-kundens bed-
ste interesse for øje.
I medfør af artikel 23, stk. 1, skal PEPP-udbydere og PEPP-
distributører ved distributionen af PEPP-produkter overhol-
de gældende national ret, der gennemfører bestemmelserne
i kapitel V og VI i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2016/97/EU om forsikringsdistribution med undtagelse af
artiklerne 20, 23, 25 og 30, stk. 3, samt umiddelbart gælden-
de EU-ret vedtaget i henhold til disse bestemmelser i rela-
tion til distribution af sådanne produkter samt denne forord-
ning med undtagelse af artikel 34, stk. 4. I medfør af artikel
23, stk. 1, litra b, skal PEPP-udbydere og PEPP-distributører
ved distributionen af PEPP-produkter overholde gældende
nationale ret om anvendelse af de regler om markedføring
og distribution af finansielle instrumenter, der er fastsat i
artikel 16, stk. 3, 1. afsnit, og i artikel 23, 24 og 25 i MiFID
II-direktivet, med undtagelse af artikel 24, stk. 2, og artikel
25, stk. 3 og 4, i nævnte direktiv, med umiddelbart gældende
EU-ret vedtaget i henhold til disse bestemmelser og denne
forordning, med undtagelse af artikel 34, stk. 4. I medfør
af artikel 23, stk. 1, litra c, skal alle andre PEPP-udbydere
592
og PEPP-distributører overholde gældende national ret om
anvendelse af de regler om markedføring og distribution af
finansielle instrumenter, der er fastsat i artikel 16, stk. 3,
1. afsnit, og i artikel 23, 24 og 25 i MiFID II-direktivet,
med undtagelse af artikel 24, stk. 2, og artikel 25, stk. 2, 3
og 4, i nævnte direktiv, med umiddelbart gældende EU-ret
vedtaget i henhold til disse bestemmelser og denne forord-
ning. Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 23, stk.
1, er PEPP-udbydere og PEPP-distributører. Den strafbare
handling består i ikke at overholde bestemmelserne i lov om
forsikringsformidling for så vidt angår god skik og supple-
rende krav til forsikringsbaserede investeringsprodukter.
I medfør af artikel 24 skal PEPP-udbydere og PEPP-distri-
butører gøre alle dokumenter og oplysninger, som beskrives
i forordningens kapitel IV, tilgængelige for PEPP-kunder
elektronisk og vederlagsfrit, forudsat at PEPP-kunden er i
stand at lagre sådanne oplysninger på en måde, der giver
mulighed for fremtidig henvisning og i et tidsrum, der er
tilstrækkelig langt til informationsformålet, og at værktøjet
giver mulighed for uændret reproduktion af de lagrede op-
lysninger. PEPP-udbydere og PEPP-distributører skal tillige
på anmodning stille disse dokumenter og oplysninger veder-
lagsfrit til rådighed på et andet varigt medium, herunder
papir. PEPP-udbydere og PEPP-distributører skal oplyse
PEPP-kunder om deres ret til vederlagsfrit at anmode om
en kopi af disse dokumenter på et andet varigt medium, her-
under papir. Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel
24 er PEPP-udbydere og PEPP-distributører. Den strafbare
handling består i ikke at gøre de i kapitel IV beskrevne
dokumenter, herunder PEPP KID, PEPP-aftale, den indivi-
duelle rådgivning i henhold til artikel 34, PEPP-oversigt, op-
lysninger om udbetalingsfasen i henhold til artikel 38 og op-
lysninger om de antagelser, der ligger til grund for pensions-
prognoser medtaget i PEPP-oversigten, tilgængelige elektro-
nisk, vederlagsfrit og på en måde, hvor PEPP-kunder kan
lagre oplysningerne og sådan at PEPP-kunder kan tilgå og
reproducere oplysningerne i uændret form i et tidsrum, der
tjener informationsformålet. Det vil endvidere være strafbart
ikke på anmodning vederlagsfrit at stille oplysningerne til
rådighed på et varigt medium, eksempelvis papir. Ligeledes
er det strafbart ikke at oplyse PEPP-kunder om, at de har ret
til vederlagsfrit at få udleveret en kopi af oplysningerne på
et varigt medium.
I medfør af artikel 25, stk. 1, 1.-5. afsnit, skal PEPP-ud-
bydere opretholde, anvende og revidere en procedure til
godkendelse af det enkelte PEPP-produkt eller væsentlige
justeringer af et eksisterende PEPP-produkt inden distributi-
onen til PEPP-kunder. Produktgodkendelsesproceduren skal
være forholdsmæssigt afpasset og hensigtsmæssig i forhold
til PEPP-produktets art. Som led i produktgodkendelsespro-
ceduren skal hvert PEPP-produkt have angivet en afgræn-
set målgruppe, det skal sikres, at alle relevante risici for
denne afgrænsede målgruppe vurderes, og at den tilsigte-
de distributionsstrategi er i overensstemmelse med den af-
grænsede målgruppe, og der skal træffes hensigtsmæssige
foranstaltninger for at sikre, at PEPP-produktet distribue-
res til den afgrænsede målgruppe. PEPP-udbyderen skal
forestå og regelmæssigt revidere de PEPP-produkter, som
denne udbyder, under hensyntagen til eventuelle begivenhe-
der, som materielt kunne påvirke de potentielle risici for
den afgrænsede målgruppe, for som minimum at vurdere,
om PEPP-produkterne stadig opfylder den afgrænsede mål-
gruppes behov, og om den tilsigtede distributionsstrategi
stadig er hensigtsmæssig. PEPP-udbydere skal give PEPP-
distributører alle relevante oplysninger om PEPP-produktet
samt produktgodkendelsesproceduren, herunder den afgræn-
sede målgruppe for PEPP-produktet. Ansvarssubjektet for
en overtrædelse af artikel 25, stk. 1, 1-5. afsnit, er PEPP-
udbydere. Den strafbare handling består i ikke at oprethol-
de, anvende og revidere en produktgodkendelsesprocedure,
der er forholdsmæssigt afpasset og hensigtsmæssig, til brug
for godkendelse af nye PEPP-produkter eller væsentlige æn-
dringer i udbyderens eksisterende PEPP-produkter. Det er
også strafbart ikke at angive en afgrænset målgruppe i pro-
duktgodkendelsesproceduren, ikke at sikre, at den tilsigtede
distributionsstrategi er i overensstemmelse med den afgræn-
sede målgruppe, og at undlade at træffe hensigtsmæssige
foranstaltninger for at sikre, at PEPP-produktet distribueres
til den afgrænsede målgruppe. Det er endvidere strafbart
for PEPP-udbyderen ikke regelmæssigt at revidere de PEPP-
produkter, vedkommende udbyder, og i den forbindelse ikke
at tage hensyn til eventuelle begivenheder, som materielt
kunne påvirke de potentielle risici for den afgrænsede mål-
gruppe, for derved som minimum at vurdere, om PEPP-pro-
dukterne stadig opfylder den afgrænsede målgruppes behov,
og om den tilsigtede distributionsstrategi stadig er hensigts-
mæssig. Derudover vil det være strafbart for PEPP-udbyde-
ren ikke at give PEPP-distributøren alle relevante oplysnin-
ger om PEPP-produktet og produktgodkendelsesproceduren
inklusiv den afgrænsede målgruppe.
I medfør af artikel 25, stk. 1, 6. afsnit, skal PEPP-distributø-
rer have indført passende ordninger, som gør det muligt at
indhente de i 5. pkt. omhandlede oplysninger og forstå hvert
PEPP-produkts egenskaber og afgrænsede målgruppe. An-
svarssubjektet for en overtrædelse af artikel 25, stk. 1, 6.
afsnit, er PEPP-distributører. Den strafbare handling består
i at undlade at indføre sådanne passende ordninger, hvor-
med PEPP-distributøren kan indhente alle relevante oplys-
ninger om PEPP-produktet og produktgodkendelsesprocedu-
ren, herunder den for produktet afgrænsede målgruppe, og
forstå det enkelte PEPP-produkts egenskaber og målgruppe.
I medfør af artikel 26 skal PEPP-udbydere, inden et PEPP-
produkt udbydes, udarbejde et PEPP KID for det pågælden-
de produkt. PEPP KID’et skal udarbejdes i overensstemmel-
se med anvisningerne i artikel 26, stk. 2-9, artikel 27 og
artikel 28 og skal offentliggøres på PEPP-udbyderens hjem-
meside. Af artikel 26, stk. 2-9, følger en række generelle
formkrav for PEPP KID’et, herunder krav til sproget, opsæt-
ning, og hvornår der skal udarbejdes selvstændige PEPP
KID’er, samt krav om andre oplysninger, potentielle PEPP-
593
opsparere skal have før aftaleindgåelsen. Ansvarssubjektet
for en overtrædelse af artikel 26 er PEPP-udbydere. Den
strafbare handling består i ikke at overholde de krav, der
stilles til udformningen af PEPP KID’et, eksempelvis at
anvende en lille skriftstørrelse, der besværliggør læsningen,
eller undlade at give potentielle PEPP-opsparere de øvrige
oplysninger, eksempelvis undlade at henvise til eventuelle
offentligt tilgængelige indberetninger om PEPP-udbyderens
økonomiske situation, herunder dennes solvens, således at
potentielle PEPP-opsparere har nem adgang til disse oplys-
ninger.
I medfør af artikel 27 skal PEPP KID’et affattes på de of-
ficielle sprog eller på mindst et af de officielle sprog, der
anvendes i den del af medlemsstaten, hvor PEPP-produktet
distribueres eller på et andet sprog, som de kompetente
myndigheder i den pågældende medlemsstat har accepte-
ret. Hvis dokumentet er affattet på et andet sprog, skal det
oversættes, og oversættelsen skal nøje gengive indholdet af
det oprindelige PEPP KID. Hvis et PEPP-produkt markeds-
føres i en medlemsstat gennem markedsføringsmateriale af-
fattet på et eller flere af denne medlemsstats officielle sprog,
skal PEPP KID’et som minimum være affattet på de tilsva-
rende officielle sprog. PEPP KID’et stilles efter anmodning
til rådighed i et format, der er passende for PEPP-opsparere
med synsnedsættelse. Ansvarssubjektet for en overtrædelse
af artikel 27 er PEPP-udbydere. Den strafbare handling be-
står i ikke at udarbejde PEPP KID’et på mindst et af de
officielle sprog, der anvendes i den del af medlemsstaten,
hvor PEPP-produktet distribueres, eller på et andet sprog,
som er accepteret af de kompetente myndigheder i den på-
gældende medlemsstat. Hvis PEPP-udbyderens PEPP KID
er affattet på et andet sprog, vil det være strafbart ikke at
sikre, at dokumentet bliver oversat, og at oversættelsen nøje
gengiver indholdet af det oprindelige PEPP KID. Det vil
endvidere være strafbart, hvis PEPP KID’et ikke findes på
de samme officielle sprog som det markedsføringsmateria-
le, der anvendes til at markedsføre et PEPP-produkt i en
medlemsstat, eller hvis PEPP-udbyderen ikke på anmodning
stiller PEPP KID’et til rådighed i et format, der er passende
for PEPP-opsparere med synsnedsættelse.
Det følger af artikel 28, stk. 1-4, hvilket indhold PEPP
KID’et skal have, hvilke overskrifter der skal indgå, og
hvordan det kan præsenteres digitalt. Ansvarssubjektet for
en overtrædelse af artikel 28 er PEPP-udbydere. Den straf-
bare handling består i ikke at udarbejde PEPP KID’et i
overensstemmelse med de forskrifter, der følger af artikel
28. Det vil eksempelvis være ikke at medtage de angivne
overskrifter eller ikke at angive de omkostninger, som er
forbundet med en investering, i både procent og beløb, jf.
stk. 3, litra f, 1. pkt.
I medfør af artikel 29 må markedsføringsmateriale, der in-
deholder specifikke oplysninger om et PEPP-produkt, ikke
indeholde udsagn, som er i modstrid med oplysningerne
i PEPP KID’et eller mindsker betydningen af dette. I mar-
kedsføringsmaterialet angives det, at der findes et PEPP
KID, og hvordan og hvor det kan erhverves, herunder
PEPP-udbyderens websted. Ansvarssubjektet for en over-
trædelse af artikel 29 er PEPP-udbydere. Den strafbare
handling består i, at markedsføringsmaterialet indeholder
udsagn, som er i modstrid med oplysningerne i PEPP
KID’et eller mindsker betydningen af disse oplysninger,
samt at det ikke af markedsføringsmaterialet fremgår, at der
findes et PEPP KID, og hvor og hvordan der kan opnås
adgang til det, eksempelvis ved henvisning til PEPP-udby-
derens hjemmeside.
I medfør af artikel 30 gennemgår PEPP-udbyderen oplys-
ningerne i PEPP KID’et mindst en gang om året og ændrer
omgående dokumentet, hvis gennemgangen viser, at der er
behov for ændringer. Den ændrede udgave gøres straks til-
gængelig.
Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 30 er PEPP-
udbydere. Den strafbare handling består i, at PEPP-udbyde-
ren ikke mindst en gang om året gennemgår oplysningerne
i PEPP KID’et og omgående ændrer dokumentet, hvis der
viser sig behov herfor. Det vil ligeledes være strafbart, hvis
der foretages ændringer i oplysningerne i PEPP KID’et, og
det ændrede dokument ikke straks gøres tilgængeligt.
I medfør af artikel 33 skal PEPP-udbydere eller -distribu-
tører stille alle de PEPP KID’er, der er udarbejdet i over-
ensstemmelse med artikel 26, til rådighed for potentielle
PEPP-opsparere i forbindelse med rådgivning om eller til-
bud om salg af et PEPP-produkt, i god tid før de pågældende
PEPP-opsparere er bundet af en PEPP-aftale eller et tilbud
vedrørende den pågældende PEPP-aftale. PEPP-udbyderen
kan opfylde dette ved at stille PEPP KID’et til rådighed for
en fysisk person, der har en skriftlig beføjelse til at træffe
investeringsbeslutninger på vegne af PEPP-opspareren i for-
bindelse med transaktioner, der foretages i medfør af denne
skriftlige beføjelse. Ansvarssubjektet for en overtrædelse af
artikel 33 er PEPP-udbydere eller -distributører. Den straf-
bare handling består i ikke at stille alle de PEPP KID’er,
som PEPP-udbyderen har udarbejdet for sine produkter, til
rådighed for potentielle PEPP-opsparere forud for aftaleind-
gåelse. Dokumenterne skal være til rådighed i forbindelse
med rådgivning om eller tilbud om salg af et PEPP-produkt,
og i god tid før de pågældende PEPP-opsparere er bundet
af en PEPP-aftale eller et tilbud vedrørende den pågældende
PEPP-aftale.
Hvis PEPP-opspareren har udpeget en fysisk person som
sin repræsentant, der skriftligt har fået beføjelse til at træffe
investeringsbeslutninger på vegne af PEPP-opspareren, kan
PEPP-udbyderen opfylde kravet ved at stille PEPP KID’et
til rådighed for repræsentanten.
594
I medfør af artikel 34 skal PEPP-udbyderen eller -distribu-
tøren i forbindelse med rådgivning og før indgåelse af en
PEPP-aftale udlevere individuelt tilpassede dokumenter til
den potentielle PEPP-opsparer, så denne kan træffe en infor-
meret investeringsbeslutning. De forskellige dokumenter er
nærmere beskrevet i artikel 34, stk. 1-3. En potentiel PEPP-
opsparer skal have udleveret en specifikation af vedkom-
mendes pensionsrelaterede efterspørgsel og behov, herunder
det eventuelle behov for at erhverve et produkt, der tilbyder
annuiteter. Specifikationen skal være udfærdiget på grund-
lag af oplysninger, som er afkrævet og indhentet fra den
potentielle PEPP-opsparer. Den potentielle PEPP-opsparer
skal også modtage objektive oplysninger om PEPP-produk-
tet på en forståelig måde, sådan at vedkommende kan træffe
en informeret investeringsbeslutning. I forbindelse med råd-
givning forud for indgåelse af aftale skal PEPP-udbyderen
eller –distributøren give den potentielle PEPP-opsparer en
personlig anbefaling med en redegørelse for, hvorfor et be-
stemt PEPP- produkt, herunder en særlig investeringsmulig-
hed, hvis det er relevant, bedst imødekommer PEPP-opspa-
rerens efterspørgsel og behov. Derudover skal den potentiel-
le PEPP-opsparer modtage individuelle pensionsprognoser
for det anbefalede produkt baseret på den tidligste dato, hvor
udbetalingsfasen kan begynde, og en erklæring om, at disse
prognoser kan være forskellige fra den endelige værdi af
de modtagne PEPP-ydelser. Hvis prognoserne vedrørende
pensionsydelser er baseret på økonomiske scenarier, skal
denne oplysning også omfatte det bedst tænkte scenarie
og et ugunstigt scenarie, under hensyntagen til PEPP-ord-
ningens særlige karakter. Udbydes et grundlæggende PEPP-
produkt uden som minimum en garanti for kapitalen, skal
PEPP-udbyderen eller PEPP-distributøren klart redegøre for
eksistensen af PEPP-produkter med garanti for kapitalen,
årsagerne til, at vedkommende anbefaler et grundlæggende
PEPP-produkt baseret på en risikoreduktionsteknik, der er i
overensstemmelse med målet om at give PEPP-opspareren
mulighed for at opnå dækning for kapitalen, og klart påpege
eventuelle yderligere risici, som sådanne PEPP-produkter
kan medføre i forhold til et kapitalgarantibaseret grundlæg-
gende PEPP-produkt, der giver garanti for kapitalen. Denne
forklaring skal ske skriftligt.
Derudover skal PEPP-udbydere eller distributører, som er
omfattet af art. 23, stk. 1, litra c, indhente konkrete op-
lysninger om den potentielle PEPP-opsparers viden og er-
faring inden for investeringer samt vedkommendes investe-
ringsmål og evne til at bære tab for derved at kunne anbefale
det bedst egnede produkt til den pågældende, potentielle
PEPP-opsparer. PEPP-udbyderens ansvarsområder må ikke
reduceres, fordi rådgivningen ydes helt eller delvist gennem
et automatiseret eller semiautomatiseret system. PEPP-ud-
bydere og -distributører skal på anmodning over for de kom-
petente myndigheder kunne dokumentere, at fysiske person-
er, som yder rådgivning om PEPP-produkter, er i besiddelse
af den nødvendige viden og kompetence til at opfylde deres
forpligtelser i henhold til denne forordning.
Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 34 er PEPP-
udbydere. Den strafbare handling består i ikke at give den
potentielle PEPP-opsparer de beskrevne oplysninger i den
foreskrevne form, eller ikke at indhente de påkrævede op-
lysninger om den potentielle PEPP-opsparer. Et eksempel
kan være, at PEPP-udbyderen ikke indhenter nødvendige
oplysninger fra den potentielle PEPP-opsparer og på bag-
grund heraf leverer en specifikation af den pågældende,
potentielle PEPP-opsparers pensionsrelaterede efterspørgsel
og behov, herunder det eventuelle behov for at erhverve et
produkt, der tilbyder annuiteter, jf. artikel 34. stk. 1, 1. pkt.
Det vil endvidere være strafbart, hvis PEPP-udbyderen ikke
indhenter de nødvendige oplysninger, som er beskrevet i
artikel 34, stk. 4, og ikke lægger disse til grund for sin an-
befaling. Det kan eksempelvis være ikke at indhente oplys-
ninger om den potentielle PEPP-opsparers investeringsmål
og risikotolerance. PEPP-udbyderen bærer det fulde ansvar
for indhentelsen af nødvendige oplysninger fra den potenti-
elle PEPP-opsparer og udarbejdelsen af individuelt tilpasse-
de dokumenter, også såfremt rådgivningen ydes helt eller
delvist gennem et automatiseret eller semiautomatiseret sy-
stem. Desuden vil det være strafbart, hvis PEPP-udbyderen
ikke over for de kompetente myndigheder kan dokumentere,
at fysiske personer, som yder rådgivning om dennes PEPP-
produkter, er i besiddelse af den viden og kompetence, som
er nødvendig for at kunne opfylde deres forpligtelser i hen-
hold til forordningen.
I medfør af artikel 35 skal PEPP-udbyderen for hver PEPP-
opsparer årligt udarbejde et kortfattet, personligt dokument
til udlevering under opsparingsfasen med centrale oplysnin-
ger for hver PEPP-opsparer (en såkaldt PEPP-oversigt). I
PEPP-oversigten skal der tages hensyn til de særlige for-
hold i de nationale pensionssystemer og relevant lovgivning,
herunder den nationale social-, arbejdsmarkeds- og skatte-
ret. I en PEPP-oversigt skal ordet ”PEPP-oversigt” fremgå
af overskriften, datoer i dokumentet skal være nøjagtige og
skal fremgå tydeligt, oplysninger i dokumentet skal være
nøjagtige og opdaterede, og hvis der foretages væsentlige
ændringer i forhold til den senest udarbejdede PEPP-over-
sigt, skal disse fremgå tydeligt. Derudover skal PEPP-op-
spareren under hele aftalens løbetid omgående orienteres
om enhver ændring i de i stk. 6, stk. 2, litra a-c nævnte for-
hold. Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 35 er
PEPP-udbydere. Den strafbare handling består i ikke under
hele opsparingsfasen at udarbejde en årlig PEPP-oversigt
med centrale oplysninger for hver PEPP-opsparer og i over-
ensstemmelse med artikel 35, stk. 1-5, eller ikke omgående
at orientere om ændringer i de i stk. 2, litra a-c nævnte
forhold. Et eksempel kan være ikke omgående at orientere
PEPP-opspareren om en ændring i de almindelige eller sær-
lige policebetingelser.
I medfør af artikel 36, stk. 1, skal PEPP-udbyderen som mi-
nimum medtage de i litra a–l angivne centrale oplysninger.
595
Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 36, stk. 1,
er PEPP-udbydere. Den strafbare handling består i ikke at
medtage de oplysninger, som opremses i litra a-l. Et eksem-
pel kan være ikke at inkludere opdaterede oplysninger om
de bidrag, PEPP-opspareren eller en tredjepart har indbetalt
til PEPP-kontoen i løbet af de foregående 12 måneder, eller
ikke at opdele PEPP-oversigten på alle eksisterende under-
konti, hvis der er flere tilknyttet PEPP-opsparerens PEPP-
konto.
I medfør af artikel 37 skal PEPP-oversigten angive, hvor
og hvordan der kan indhentes supplerende oplysninger. I be-
stemmelsens stk. 1, litra a–e, anføres eksempler på supple-
rende oplysninger, som det af PEPP-oversigten skal fremgå,
hvor og hvordan PEPP-opspareren kan hente. Ansvarssub-
jektet for en overtrædelse af artikel 37, stk. 1, er de PEPP-
udbydere, som er ansvarlige for udfærdigelse af PEPP-over-
sigten, jf. artikel 35, stk. 1, 1. pkt. Den strafbare handling
består i ikke i at inkludere oplysning i PEPP-oversigten om,
hvor og hvordan PEPP-opspareren kan indhente supplerende
oplysninger. Et eksempel kan være at undlade at anvise i
PEPP-oversigten, hvor PEPP-opspareren kan finde yderlige-
re praktiske oplysninger om PEPP-opsparerens rettigheder
og muligheder, herunder med hensyn til investeringer, udbe-
talingsfasen, skift af udbyder og portabilitetsydelsen.
I medfør af artikel 38, stk. 1, skal PEPP-udbydere ud over
PEPP-oversigten to måneder før de datoer, der er omhand-
let i artikel 59, stk. 1, litra a og b, eller på anmodning af
PEPP-opspareren, give hver enkelt PEPP-opsparer oplysnin-
ger om den kommende start på udbetalingsfasen, de mulige
udbetalingsformer og muligheden for, at PEPP-opspareren
kan ændre udbetalingsform i overensstemmelse med artikel
59, stk. 1. I medfør af stk. 2 skal PEPP-udbydere i udbeta-
lingsfasen hvert år give PEPP-modtagere oplysninger om
de PEPP-ydelser, der skal udbetales, og den tilsvarende ud-
betalingsform, og hvis PEPP-opspareren fortsat foretager
indbetalinger eller fortsat bærer investeringsrisici i udbeta-
lingsfasen, skal PEPP-udbyderen fortsat levere PEPP-over-
sigten med de relevante oplysninger. Ansvarssubjektet for
en overtrædelse af artikel 38 er PEPP-udbydere. Den straf-
bare handling efter stk. 1 består i ikke henholdsvis 14 måne-
der før og to måneder før påbegyndelse af udbetalingsfasen,
eller på anmodning fra PEPP-opspareren, at give den enkel-
te PEPP-opsparer oplysninger om den kommende start på
udbetalingsfasen, de mulige udbetalingsformer og mulighe-
den for at ændre udbetalingsform i overensstemmelse med
artikel 59, stk. 1. Et eksempel på en overtrædelse af bestem-
melsen kan f.eks. være, at PEPP-opspareren ikke på anmod-
ning gives oplysning om de mulige udbetalingsformer. Den
strafbare handling efter stk. 2 består i ikke under udbeta-
lingsfasen årligt at give PEPP-modtagerne oplysninger om
de PEPP-ydelser, der skal udbetales, og den tilsvarende ud-
betalingsform. Det er endvidere en overtrædelse af stk. 2
ikke at levere den årlige PEPP-oversigt med de relevante
centrale oplysninger, hvis PEPP-opspareren fortsat foretager
indbetalinger eller fortsat bærer investeringsrisici i udbeta-
lingsfasen.
I medfør af artikel 39 skal PEPP-udbyderen på anmodning
af en PEPP-opsparer eller en PEPP-modtager eller disses
repræsentanter give de supplerende oplysninger, der er om-
handlet i artikel 37, stk. 1, samt supplerende oplysninger om
de antagelser, der ligger til grund for de prognoser, der er
omhandlet i artikel 36, stk. 1, litra d. Ansvarssubjektet for en
overtrædelse af artikel 39 er PEPP-udbydere. Den strafbare
handling består i på anmodning fra en PEPP-opsparer, en
PEPP-modtager eller en repræsentant for disse at undlade at
give de supplerende oplysninger, der er omhandlet i artikel
37, stk. 1, samt supplerende oplysninger om de antagelser,
der ligger til grund for de prognoser, der er omhandlet i arti-
kel 36, stk. 1, litra d. Et eksempel kan være ikke at udlevere
PEPP-udbyderens offentligt tilgængelige årsregnskaber eller
årsrapporter, eller ikke at give supplerende oplysninger om
de pensionsprognoser, der fremgår af PEPP-oversigten.
I medfør af artikel 40 skal PEPP-udbydere ud over de op-
lysninger, som følger af sektorspecifik lovgivning, til de
kompetente myndigheder indberette de oplysninger, som er
nødvendige for tilsynsprocessen. Af stk. 1 fremgår, hvilket
formål de skal tjene, af stk. 3 fremgår, hvilke elementer
som skal indgå og fra hvilke kilder, og af stk. 4 fremgår
krav til kvaliteten af oplysningerne. I stk. 5 er opremset,
hvilke oplysninger PEPP-udbydere årligt skal indberette til
de kompetente myndigheder. Det følger endvidere af stk.
6, at PEPP-udbydere skal have indført passende systemer
og strukturer, som gør det muligt at opfylde kravene i stk.
1-5, og at PEPP-udbydere skal have en nedskreven politik,
som er godkendt af PEPP-udbyderens ledelses-, tilsyns- el-
ler administrationsorgan, til løbende at sikre de indsendte
oplysningers hensigtsmæssighed. Derudover skal PEPP-ud-
bydere i henhold til stk. 8 forelægge den relevante nationale
myndighed alle de oplysninger, der er nødvendige for, at der
kan nydes godt af fordele eller incitamenter, der måtte være
knyttet til indbetalinger og ydelser. Ansvarssubjektet for en
overtrædelse af artikel 40 er PEPP-udbydere. Den strafbare
handling består i ikke at indberette de relevante oplysninger
af den kvalitet eller med det indhold, som fremgår af be-
stemmelsens stk. 1-4, ikke årligt at indsende de oplysninger,
der fremgår af stk. 5, eller ikke at overholde kravene om
passende systemer og en nedskrevet politik, som foreskrevet
i stk. 6.
I medfør af artikel 41 skal PEPP-udbydere investere de akti-
ver, der svarer til PEPP-produktet, i overensstemmelse med
prudent person-princippet og øvrige krav fastsat i artikel
41, stk. 1, litra a-h, medmindre der findes strengere bestem-
melser i den nationale lovgivning. Ansvarssubjektet for en
overtrædelse af artikel 41 er PEPP-udbydere. Den strafbare
handling består i ikke at følge de i bestemmelsen fastsatte
krav for investering. Det vil eksempelvis være ikke at inve-
stere i overensstemmelse med prudent person-princippet og
596
dermed ikke i overensstemmelse med, hvad PEPP-opsparer-
ne er stillet i udsigt, eller ikke at udsætte udbyderen selv
eller de aktiver, der svarer til PEPP-produktet, for overdre-
ven gearing, jf. stk. 1, litra h.
I medfør af artikel 42 kan PEPP-udbydere tilbyde PEPP-op-
sparere op til seks investeringsmuligheder, hvoraf en skal
være et grundlæggende PEPP-produkt. I de øvrige kan indgå
alternative investeringsmuligheder. Alle investeringsmulig-
heder skal imidlertid udformes på grundlag af en garanti
eller en risikoreduktionsteknik, som sikrer PEPP-opsparere
en tilstrækkelig beskyttelse. Ansvarssubjektet for en over-
trædelse af artikel 42 er PEPP-udbydere. Den strafbare
handling består i at tilbyde PEPP-opsparere flere end seks
investeringsmuligheder, ikke at inkludere et grundlæggende
PEPP-produkt i sine investeringsmuligheder, eller ikke at
udforme investeringsmuligheder på andet grundlag end en
garanti eller en risikoreduktionsteknik, som sikrer PEPP-op-
sparere en tilstrækkelig beskyttelse.
I medfør af artikel 44 skal en PEPP-opsparer have ret til at
vælge en anden investering i opsparingsfasen, hvis opspare-
ren har valgt en alternativ investering, eller hvis der efterføl-
gende er sket ændringer i den valgte investering. Ændringen
skal kunne foretages efter mindst 5 år fra aftaleindgåelsen,
og i tilfælde af efterfølgende ændringer efter fem år fra den
seneste ændring i investeringsmuligheden. Ændringen skal
kunne ske vederlagsfrit. Ansvarssubjektet for en overtrædel-
se af artikel 44, er PEPP-udbydere, der tilbyder alternative
investeringsmuligheder. Den strafbare handling består i at
undlade at give PEPP-opspareren mulighed for vederlagsfrit
at vælge en anden investeringsmulighed mindst fem år fra
indgåelse af PEPP-aftalen, og i tilfælde af efterfølgende
ændringer efter fem år fra den seneste ændring i investering-
smuligheden, eller at opkræve betaling i forbindelse med
ændringen.
I medfør af artikel 45, stk. 1, skal det grundlæggende PEPP-
produkt være et sikkert produkt, der repræsenterer standar-
dinvesteringsmuligheden. Det skal udformes som et produkt
med en garanti for den kapital, der forfalder ved begyndel-
sen af udbetalingsfasen og i udbetalingsfasen, hvis det er
relevant, eller som et produkt, der gør brug af en risikore-
duktionsteknik, som har til formål at sikre den indskudte
kapital. Omkostninger og gebyrer for det grundlæggende
PEPP-produkt må ikke overstige 1 % af den årligt opsparede
kapital. Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 45
er PEPP-udbydere. Den strafbare handling består i ikke at
udforme et PEPP-produkt i overensstemmelse med kravene
i artikel 45, eksempelvis ikke at basere produktet på en
garanti eller at lade omkostningerne overstige 1 % af den
årligt opsparede kapital.
I medfør af artikel 46 skal brugen af risikoreduktionsteknik-
ker sikre, at investeringsstrategien for PEPP-produktet er
udformet således, at det opbygger stabile og tilstrækkelige
individuelle fremtidige pensionsindtægter fra PEPP-produk-
tet og sikrer en retfærdig behandling af alle generationer
af PEPP-opsparere. Alle risikoreduktionsteknikker skal væ-
re pålidelige, robuste og i overensstemmelse med risikopro-
filen for den tilsvarende investeringsmulighed, uanset om
risikoreduktionsteknikkerne anvendes i forbindelse med det
grundlæggende PEPP-produkt eller alternative investering-
smuligheder.
Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 46 er PEPP-
udbydere. Den strafbare handling består i ikke at overholde
de krav til risikoreduktionsteknikkerne, der fremgår af arti-
kel 46. Dette kan for eksempel være, at risikoreduktionstek-
nikkerne ikke er pålidelige, robuste eller i overensstemmelse
med risikoprofilen for den tilsvarende investeringsmulighed.
I medfør af artikel 48, stk. 1, skal PEPP-udbyderne som
omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra c, e og f, udpege en eller
flere depositarer med henblik på opbevaringen af aktiver,
der vedrører PEPP-pensionsvirksomheden og overvågnings-
opgaver.
Ansvarssubjektet for en overtrædelse af artikel 48, stk. 1,
er PEPP-udbyderen. Den strafbare handling består i ikke at
udpege en eller flere depositarer.
I medfør af artikel 50 skal PEPP-udbydere og -distributører
indføre og anvende hensigtsmæssige og effektive procedurer
for bilæggelse af klager fra PEPP-kunder vedrørende deres
rettigheder og forpligtelser. Bestemmelsen fastsætter detalje-
rede krav til udformningen af sådanne procedurer, herunder
sagsbehandlingstider, og information til PEPP-kunder om
disse procedurer. Ansvarssubjektet for overtrædelse af arti-
kel 50, er PEPP-udbydere og -distributører. Den strafbare
handling består i ikke at overholde de i artikel 50 nævnte
krav for håndtering af klager. Dette kan for eksempel være,
at proceduren ikke er gjort tilgængelig på et af de officielle
sprog i den medlemsstat, PEPP-kunden har valgt.
I medfør af artikel 52 skal PEPP-udbydere tilbyde, at PEPP-
kunder på anmodning kan skifte PEPP-udbyder. Bestemmel-
sen fastsætter nærmere regler om, hvordan og hvornår et
sådant skift kan foretages. Ansvarssubjektet for overtrædel-
se af artikel 52 er PEPP-udbydere. Den strafbare handling
består i ikke at overholde de i artikel 52 nævnte krav til
at gennemføre et skift af udbyder. Dette kan for eksempel
være, hvis PEPP-udbyder ikke tillader skift til en anden ud-
byder efter mindst fem år efter indgåelsen af PEPP-aftalen,
eller at PEPP-udbyderen alene tilbyder skift af udbyder i
opsparingsfasen.
I medfør af artikel 53 skal hhv. den modtagende og den
overførende PEPP-udbyder iværksætte skiftet inden for nær-
mere fastsatte frister og ved en i bestemmelsen fastsat sags-
gang. Ansvarssubjektet for overtrædelse af artikel 53 er
PEPP-udbydere. Den strafbare handling består i ikke på
597
PEPP-kundens anmodning at udføre de proceduretrin, der
er opregnet i artikel 53 inden for de i bestemmelsen fastsatte
tidsfrister. Et eksempel kan være, at den overførende PEPP-
udbyder undlader at sende en PEPP-oversigt for perioden fra
datoen fra den sidst udarbejdede PEPP-oversigt til datoen
for anmodningen til den modtagende PEPP-udbyder samt
PEPP-opspareren efter anmodning fra disse.
I medfør af artikel 54 kan den overførende PEPP-udbyder
alene opkræve PEPP-kunden de reelt afholdte administrative
omkostninger forbundet med lukning af PEPP-kontoen, dog
højst 0,5% af beløbet eller pengeværdien af de aktiver, der
overføres. Den overførende PEPP-udbyder kan ikke kræve
yderligere gebyrer eller afgifter af den modtagende PEPP-
udbyder, og den modtagende PEPP-udbyder kan kun kræ-
ve de faktiske administrations- og transaktionsomkostninger
forbundet med skiftet. Ansvarssubjektet for overtrædelse af
artikel 54 er PEPP-udbydere. Den strafbare handling består
i ikke at overholde de i artikel 54 fastsatte rammer for op-
krævninger i forbindelse med skift af udbyder. Dette kan for
eksempel være den overførende PEPP-udbyders opkrævning
af et beløb, der overstiger de reelt afholdte administrative
omkostninger.
I medfør af artikel 55 skal PEPP-udbydere straks godtgøre
PEPP-kundens økonomisk tab, der direkte kan henføres til,
at PEPP-udbyderen i forbindelse med et skift af PEPP-udby-
der ikke har overholdt de forpligtelser, der fremgår af artikel
53, medmindre PEPP-udbyderen kan påberåbe sig en af de i
stk. 2 nævnte ansvarsfritagelsesgrunde. Ansvarssubjektet for
overtrædelse af artikel 55 er PEPP-udbydere. Den strafbare
handling består i ikke straks at godtgøre PEPP-kundens øko-
nomiske tab, som er beskrevet i artikel 55, stk. 1.
I medfør af artikel 56 skal PEPP-udbydere give PEPP-op-
sparere de oplysninger om ydelsen, der består i skift af
udbyder, der er nødvendige for at sætte PEPP-opspareren
i stand til at træffe en informeret beslutning. I artiklens
stk. 1, litra a-e, er det anført, hvilke oplysninger der er nød-
vendige. Oplysningerne skal være tilgængelige på PEPP-ud-
byderens websted og skal desuden stilles til rådighed for
PEPP-opsparere efter anmodning i overensstemmelse med
forordningens artikel 24.
Ansvarssubjektet for overtrædelse af artikel 56 er PEPP-ud-
bydere. Den strafbare handling består i ikke at give PEPP-
opsparere de i bestemmelsen anførte oplysninger samt at
undlade at gøre oplysningerne tilgængelige på PEPP-udby-
derens websted.
Til § 313
Det følger af § 373, stk. 3 og 5, i lov om finansiel virksom-
hed, at manglende efterlevelse af påbud udstedt i medfør af
visse bestemmelser straffes med bøde.
Bestemmelsen foreslås videreført for de for forsikringssel-
skaber og forsikringsholdingvirksomheder relevante dele
med redaktionelle ændringer og sproglige tilpasninger. Der
er ikke tilsigtet materielle ændringer med de foreslåede be-
stemmelser.
Det foreslås i stk. 1, at et forsikringsselskab eller en forsik-
ringsholdingvirksomhed straffes med bøde, hvis det ikke
efterkommer et påbud, der er givet i medfør af lovens § 46,
stk. 2, § 59, § 154, stk. 4, § 159, § 273, stk. 1, 1. pkt., § 274,
stk. 1, § 275, § 277, stk. 1, eller § 280, stk. 2, eller stk. 4, 3.
pkt., eller som overtræder selskabslovens § 112, stk. 1.
Forslaget indebærer, at der vil kunne pålægges strafansvar,
hvis et påbud givet i medfør af lovens § 46, stk. 2, § 59,
§ 154, stk. 4, § 159, § 273, stk. 1, 1. pkt., § 274, stk. 1,
§ 275, § 277, stk. 1, § 280, stk. 2, eller stk. 4, 4. pkt.,
ikke efterkommes, eller hvis § 112, stk. 1, i selskabsloven
overtrædes.
Såvel fysiske som juridiske personer kan modtage et påbud
fra Finanstilsynet om at opfylde de pligter, der følger af lo-
ven. Ansvarssubjektet for overtrædelsen er den fysiske eller
juridiske person, der står som modtager af et påbud.
Det foreslås i stk. 2, at med bøde straffes den, der ikke
efterkommer et påbud givet i medfør af § 280, stk. 2, og stk.
4, 3. pkt.
Det foreslåede stk. 2 indebærer, at der vil kunne pålægges
strafansvar, hvis et påbud givet i medfør af § 280, stk. 2, og
stk. 4. 3. pkt., ikke efterkommes. Det foreslåede stk. 2 sikrer,
at personer, der ikke efterkommer påbud, kan straffes med
bøde. Det foreslåede er en videreførelse af lov om finansiel
virksomhed § 373, stk. 3, 2. pkt.
Det foreslås i stk. 3, at med bøde straffes herudover den,
som overtræder et forbud eller en begrænsning eller restrik-
tion meddelt i henhold til artikel 16 eller 17 i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 af 15. maj
2014 om dokumenter med central information om sammen-
satte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detai-
linvestorer (PRIIP᾽er) eller artikel 40-42 i Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 om markeder
for finansielle instrumenter, medmindre højere straf er for-
skyldt efter den øvrige lovgivning.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der vil kunne
pålægges strafansvar ved overtrædelse af en produktinter-
vention i henhold til PRIIP-forordningen eller MiFIR. Så-
vel fysiske som juridiske personer kan modtage et påbud
fra Finanstilsynet om at opfylde de pligter, der følger af lo-
ven. Ansvarssubjektet for overtrædelsen er den fysiske eller
juridiske person, der står som modtager af et påbud.
598
Det foreslås i stk. 4, at et forsikringsselskab eller en forsik-
ringsholdingvirksomhed, som har udstedt omsættelige vær-
dipapirer, der er optaget til handel på et reguleret marked, og
som ikke efterlever et påbud fra Finanstilsynet i medfør af §
279, straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der vil kunne
pålægges strafansvar, hvis et påbud udstedt i medfør af den
foreslåede bestemmelse i § 279 ikke efterkommes. Såvel
fysiske som juridiske personer kan modtage et påbud fra
Finanstilsynet om at opfylde de pligter, der følger af lo-
ven. Ansvarssubjektet for overtrædelsen er den fysiske eller
juridiske person, der står som modtager af et påbud.
Til § 314
Den gældende § 373 i lov om finansiel virksomhed fastlæg-
ger i stk. 6, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen i
et forsikringsselskab, og en forsikringsholdingvirksomhed,
der undlader at træffe nødvendige foranstaltninger i tilfælde
af tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse,
straffes med bøde eller fængsel indtil to år, for så vidt højere
straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning. I medfør
af § 373, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed straffes
virksomheder og personer, der er knyttet til en finansiel
virksomhed, herunder et forsikringsselskab eller en forsik-
ringsholdingvirksomhed, og som gør sig skyldig i grov eller
oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, med bøde
eller fængsel indtil to år.
Bestemmelserne foreslås videreført for forsikringsselskaber
og forsikringsholdingvirksomheder med redaktionelle æn-
dringer og sproglige tilpasninger, bl.a. at stk. 7, 1. pkt.,
opdeles i to stykker med henblik på at skabe tydelighed
omkring, hvorvidt et evt. forhold vedrører eksempelvis vild-
ledende oplysninger eller grov skødesløshed. Der er ikke
tilsigtet materielle ændringer med de foreslåede bestemmel-
ser.
Den foreslåede § 314 fastsætter, hvilke handlinger og undla-
delser der kan strafpålægges.
Det foreslås i stk. 1, at et medlem af bestyrelsen eller direk-
tionen i et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirk-
somhed, der undlader at træffe nødvendige foranstaltninger
i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig
størrelse, straffes med bøde eller fængsel indtil to år, med-
mindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at medlemmer af
bestyrelsen eller direktionen har pligt til at træffe foranstalt-
ninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af
væsentlig størrelse for forsikringsselskabet eller forsikrings-
holdingvirksomheden.
Det foreslås i stk. 2, at virksomheder og personer, der er
knyttet til et forsikringsselskab eller en forsikringsholding-
virksomhed, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år,
hvis de gør sig skyldige i grov eller oftere gentaget for-
sømmelse eller skødesløshed, der kan medføre tab for for-
sikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomheden eller
indskyderne, de forsikrede eller obligationsejerne eller andre
investorer i selskabet, medmindre højere straf er forskyldt
efter den øvrige lovgivning.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at personer, der er
knyttet til en virksomhed omfattet af loven, kan straffes med
bøde eller fængsel indtil to år, hvis de gør sig skyldige i grov
eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed. Det
er et krav, at handlingen eller undladelsen kan medføre tab
for forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksomhe-
den eller indskyderne, de forsikrede eller obligationsejerne
eller andre investorer i selskabet.
Ved »personer, der er knyttet til forsikringsselskabet« m.v.
forstås personer, hvor modtageren af oplysningerne har en
berettiget forventning om, at den pågældende person repræ-
senterer den finansielle virksomhed. Det er således ikke en
betingelse, at der f.eks. foreligger et egentligt ansættelses-
forhold, eller at den pågældende skal være medlem af besty-
relsen.
For så vidt angår videreførelsen af reguleringen af vildle-
dende oplysninger henvises til lovforslagets § 315.
Til § 315
Den gældende § 373 i lov om finansiel virksomhed fastlæg-
ger i stk. 7, 1. pkt., 1. led., at finansielle virksomheder og
personer, der er knyttet til en finansiel virksomhed, straffes
med bøde eller fængsel indtil to år, hvis de giver urigtige
eller vildledende oplysninger om forhold vedrørende virk-
somheden til visse interessenter eller gør sig skyldige i grov
eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der
kan medføre tab, for så vidt højere straf ikke er forskyldt
efter den øvrige lovgivning.
Bestemmelsen foreslås videreført med redaktionelle ændrin-
ger og sproglige tilpasninger, herunder opdelt i to stykker
med henblik på at skabe tydelighed omkring, hvorvidt et
evt. forhold vedrører eksempelvis vildledende oplysninger
eller grov skødesløshed. Der er ikke tilsigtet materielle æn-
dringer med de foreslåede bestemmelser.
Den foreslåede § 315 fastsætter, hvilke handlinger og undla-
delser der kan strafpålægges.
Det foreslås i § 315, at personer, der er knyttet til et forsik-
599
ringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed, straffes
med bøde eller fængsel indtil to år, hvis de giver urigtige
eller vildledende oplysninger om forhold vedrørende virk-
somheden til offentlige myndigheder, til offentligheden, til
noget selskabsorgan eller til indskydere, de forsikrede eller
obligationsejerne eller andre investorer i selskabet, medmin-
dre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at personer, der er
knyttet til en virksomhed omfattet af loven, kan straffes med
bøde eller fængsel indtil to år, hvis de giver urigtige eller
vildledende oplysninger til en eller flere aktører inden for
den nærmere bestemte personkreds.
Ved »personer, der er knyttet til forsikringsselskabet« m.v.
forstås personer, hvor modtageren af oplysningerne har
en berettiget forventning om, at den pågældende person
repræsenterer forsikringsselskabet eller forsikringsholding-
virksomheden. Det er således ikke en betingelse, at der
f.eks. foreligger et egentligt ansættelsesforhold, eller at den
pågældende skal være medlem af bestyrelsen.
Bestemmelsen skal ses som et supplement til § 162 i straf-
feloven, hvorefter den, som ellers for eller til en offentlig
myndighed afgiver urigtig erklæring om forhold, angående
hvilke han er pligtig til at afgive forklaring, kan straffes med
bøde eller fængsel indtil fire måneder.
Finanstilsynet er tilsynsmyndighed for forsikringsselskaber,
forsikringsholdingvirksomheder og blandede holdingvirk-
somheder. Et sådan tilsyn er baseret på både indhentning af
oplysninger og muligheden for at foretage tilsyns- og kon-
trolundersøgelser i relevante virksomheder. Bestemmelsen
supplerer § 162 i straffeloven, idet denne vedrører pligtmæs-
sige erklæringer til en offentlig myndighed. Med henblik på
muligheden for et effektivt tilsyn med forsikringsselskaber
eller forsikringsholdingvirksomheder er der behov for en
klar bestemmelse om at strafpålægge afgivelse af urigtige
eller vildledende oplysninger til offentlige myndigheder.
Bestemmelsen berører ikke retten til at undgå selvinkrimi-
nering. Offentlige myndigheder skal overholde de forvalt-
ningsretlige regler, herunder reglerne om en persons mulig-
hed for at undgå selvinkriminering. Den mistænkte person
har her muligheden for at meddele den offentlige myndig-
hed, at vedkommende ikke ønsker at udtale sig. Bestemmel-
sen kan eksempelvis finde anvendelse i det tilfælde, at en
person under foregivende af at ville medvirke til sagens
oplysninger afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til
den offentlige myndighed om en sags faktiske forhold.
Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er den
fysiske eller juridiske person, som afgiver de urigtige eller
vildledende oplysninger.
Til § 316
Det følger af den gældende § 373, stk. 4, i lov om finansiel
virksomhed bl.a., at der i regler udstedt i medfør af loven
kan fastsættes straf af bøde eller fængsel indtil fire måneder
for overtrædelse af bestemmelser i reglerne. Den gældende
§ 373, stk. 10, i lov om finansiel virksomhed fastsætter,
at Finanstilsynet kan fastsætte regler om straf af bøde ved
overtrædelse af bestemmelser indeholdt i Den Europæiske
Unions forordninger, som vedtages af Europa-Kommissio-
nen i medfør af bl.a. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II).
Bestemmelserne foreslås videreført for forsikringsselskaber
og forsikringsholdingvirksomheder med den ændring, at der
fremover vil kunne fastsættes straf for overtrædelse af be-
stemmelser i regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. 2015/35 af 10. oktober 2014
om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsik-
rings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II-forordnin-
gen). Der er derudover ikke tilsigtet materielle ændringer
med bestemmelserne.
Den foreslåede § 316 fastsætter, at bl.a. regler udstedt i
medfør af Solvens II-forordningen kan strafpålægges.
Det foreslås i stk. 1, at der kan fastsættes straf i form af
bøde eller fængsel indtil fire måneder for overtrædelse af
bestemmelser i regler udstedt i medfør af denne lov og
regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 2015/35 om supplerende regler til Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.
november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed (Solvens II-forordningen).
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der i bekendtgø-
relser udstedt af erhvervsministeren, Erhvervsstyrelsen eller
Finanstilsynet i medfør af bestemmelser i loven eller Sol-
vens II-forordningen kan fastsættes regler om strafansvar for
overtrædelse af bestemmelser i bekendtgørelsen.
Den tilsvarende bestemmelse i § 373, stk. 4, i lov om finan-
siel virksomhed er i dag udnyttet til eksempelvis i § 29,
stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1723 af 16. december 2015 om
ledelse og styring af forsikringsselskaber m.v. at fastsætte
hjemmel til bødestraf for overtrædelse af visse af bekendt-
gørelsens centrale bestemmelser med henblik på dels at
forebygge overtrædelser og dels at kunne strafforfølge over-
trædelser.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet kan fastsætte regler
600
om straf i form af bøde for overtrædelse af bestemmelser
indeholdt i den Europæiske Unions forordninger, som ved-
tages af Europa-Kommissionen i medfør af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november
2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genfor-
sikringsvirksomhed (Solvens II) og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring
af direktiv 2003/71/EF og 2009/138/EF samt Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EF) nr. 1060/2009 af 16.
september 2009, Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010 og Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24.
november 2010 for så vidt angår de beføjelser, der er tillagt
den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsyns-
myndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsord-
ninger) og den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæ-
iske Værdipapirtilsynsmyndighed).
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Finanstilsynet får
en bemyndigelse til at fastsætte regler om straf i form af
bøde for overtrædelse af bestemmelser af såvel gældende
som eventuelt fremtidige forordninger, der udstedes med
hjemmel i direktiver på forsikrings- og pensionsområdet.
Sanktioner kan knyttes til hver enkelt forordning ved
lov. Imidlertid har EU-Kommissionen mulighed for løbende
at foretage ændringer i retsakter, hvis udstedelse er delegeret
til Kommissionen (niveau 2-regulering). Disse vil ofte være
udstedt som forordninger og er derfor umiddelbart gælden-
de i medlemslandene. Det er derfor mest hensigtsmæssigt,
at fastsættelse af strafsanktioneringen for overtrædelse af
sådanne forordninger sker ved bekendtgørelse.
Forordningerne indeholder normalt ikke detaljerede sankti-
onsbestemmelser. Ofte vil det foreskrives i bestemmelserne,
at det er op til medlemslandene at vedtage de nødvendige
strafsanktioner, hvorved medlemslandene er tildelt sankti-
onsvalget. Dette vil ligeledes være tilfældet, hvor forordnin-
gerne ikke indeholder bestemmelser om sanktion.
Medlemslandene er underlagt de almindelige principper,
som EU-Domstolen har fastslået. Det indebærer for det
første, at medlemslandene er underlagt et princip om lige-
behandling. De er herefter forpligtede til at sikre, at overtræ-
delser af fællesskabsretten sanktioneres efter samme materi-
elle og processuelle regler, som efter national ret gælder
for overtrædelser af samme art og grovhed. For det andet
gælder et princip om effektivitet. Sanktionen for overtrædel-
se af EU-retten skal være effektiv, stå i rimeligt forhold til
overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
Muligheden for at fastsætte bestemmelser om straf i form af
bøde for overtrædelse af bestemmelser i en retsakt (niveau
2-regulering) vil kun blive udnyttet i de tilfælde, hvor det
findes nødvendigt at strafbelægge overtrædelse af bestem-
melser i retsakten (niveau 2-regulering) for en effektiv hånd-
hævelse eller tilstrækkelig gennemførelse af de fællesskabs-
retlige forpligtelser.
Ved at give mulighed for at fastsætte sanktioner ved be-
kendtgørelse opnås en hensigtsmæssig fleksibilitet i for-
hold til EU-Kommissionens mulighed for at udstede nye
forordninger, herunder ændringer af eksisterende forordnin-
ger. Håndhævelse af sådanne forordninger vil ikke kræve
efterfølgende lovændringer.
Til § 317
Den gældende § 373, stk. 11, i lov om finansiel virksomhed
fastlægger, at der ved udmåling af bøde efter § 373, stk.
1-7 og 10, lægges vægt på overtrædelsens grovhed og ger-
ningsmandens økonomiske forhold. For overtrædelser begå-
et af juridiske personer lægges i den forbindelse vægt på
virksomhedens nettoårsomsætning på gerningstidspunktet,
ligesom der for overtrædelser begået af fysiske personer
lægges vægt på den pågældendes indtægtsforhold på ger-
ningstidspunktet. Der udmåles en skærpet bøde for overtræ-
delser efter stk. 1-7 og 10 under nogle nærmere fastsatte
omstændigheder. Er der opnået en økonomisk fordel ved en
overtrædelse, konfiskeres denne efter reglerne i 9. kapitel i
straffeloven.
Bestemmelsen foreslås videreført for forsikringsselskaber
m.v. med redaktionelle ændringer og sproglige tilpasnin-
ger. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer med den fore-
slåede bestemmelse.
Den foreslåede § 317 fastsætter, hvilke momenter der bl.a.
lægges vægt på ved udmåling af bøder.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at der ved udmåling af bøder
lægges vægt på overtrædelsens grovhed og gerningsman-
dens økonomiske forhold.
Det betyder, at der altid skal lægges vægt på grovheden
af overtrædelsen samt gerningsmandens økonomiske for-
hold. Dette indebærer dog ikke, at de almindelige strafud-
målingsprincipper i straffelovens kapitel 10 ikke samtidig
finder anvendelse. Det er vigtigt, at sanktionsniveauet for
overtrædelser af lov om forsikringsvirksomhed er mærkbart
for alle omfattede virksomheder. For at dette skal være
tilfældet, er det afgørende, at der ved strafudmålingen læg-
ges vægt på de nævnte faktorer, således at bøder vil have
en pønal og præventiv effekt også for de største virksom-
heder. Vurderingen af overtrædelsens grovhed bør foregå
uafhængigt af gerningsmandens økonomiske forhold. Det
bør derfor ikke indgå i vurderingen af, om der er tale om
en overtrædelse, der er af bagatelagtig karakter, hvor stor
virksomhedens årsomsætning var på det tidspunkt, hvor
601
overtrædelsen blev begået. Virksomhedens årsomsætning på
tidspunktet, hvor overtrædelsen blev begået, vil derimod
kunne indgå i vurderingen af, inden for hvilket interval
en bødestraf skal udmåles, men også i vurderingen af, om
bødestraffen skal fastsættes i eksempelvis den øvre del af
intervallet, som anført nedenfor under det foreslåede 2. pkt.
For rent bagatelagtige overtrædelser, der alene er af formel
karakter, og som i det konkrete tilfælde ikke i nævneværdigt
omfang har medført en tilsidesættelse af de hensyn til kun-
der og investorer samt Finanstilsynets kontrol m.v., som den
overtrådte regel har til formål at beskytte, foreslås det dog,
at der fastsættes et lavt bødeniveau på mellem 10.000 kr.
og 50.000 kr., afhængig af hvilken kategori den pågælden-
de virksomhed befinder sig i. Disse bøder gradueres ikke
yderligere i forhold til grovheden m.v. Afgørende for, om
en overtrædelse skal bedømmes som bagatelagtig, er, om
den konkrete overtrædelse er af bagatelagtig karakter, mens
det ikke er afgørende, om overtrædelser af den generelle
regel i andre sammenhænge vil kunne få stor betydning for
virksomhedens kunder, investorer m.v. Bagatelagtige over-
trædelser kan efter omstændighederne eksempelvis være fejl
i formalia samt fejl i eller manglende interne procedurer
og forretningsgange, modeller for beregning af solvens m.v.
Som eksempel på en overtrædelse af rent formel karakter
kan nævnes det tilfælde, at et forsikringsselskab, som har
tilladelse som forsikringsselskab efter § 11, stk. 1, i lov
om finansiel virksomhed og som foreslås videreført i lovfor-
slagets § 14, stk. 1, ikke benytter en betegnelse i navnet,
som tydeligt angiver selskabets egenskab af forsikringssel-
skab, som der er krav om efter § 11, stk. 10, i lov om
finansiel virksomhed, som foreslås videreført i lovforslagets
§ 38. Selskabet overtræder dermed en strafsanktioneret be-
stemmelse i loven. Overtrædelsen er egnet til at give omver-
denen den fejlagtige opfattelse, at forsikringsselskabet ikke
er underlagt det tilsyn og de regler til kapitalkrav, der gælder
efter loven.
Som det fremgår nedenfor i det foreslåede bødeskema opde-
les forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder i
fem kategorier efter deres økonomiske størrelse, og der fast-
sættes for hver kategori et generelt bødeinterval, der efter
lovforslaget skal danne udgangspunkt for bøder til virksom-
heder i den pågældende kategori. Ved udmålingen af den
konkrete bøde inden for et interval vil der herefter både
skulle tages hensyn til virksomhedens størrelse i forhold til
andre virksomheder i samme kategori og til overtrædelsens
grovhed. Det bemærkes, at bødestraffen, uanset de retnings-
linjer for bødens fastsættelse, der er angivet nedenfor, fort-
sat vil bero på domstolenes konkrete vurdering af sagens
omstændigheder i det enkelte tilfælde, og det angivne bøde-
niveau vil således kunne fraviges i både op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildnende omstændigheder, jf. de almindelige regler
om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
I de tilfælde, hvor en overtrædelse af den finansielle lovgiv-
ning udgør en overtrædelse af enslydende krav på markeds-
føringsområdet, og hvor det traditionelt er overtrædelsen af
den finansielle lovgivning, der forfølges, bør der tages hen-
syn til praksis på markedsføringsområdet ved bødefastsæt-
telsen. Bødefastsættelsen bør i tilfælde med enslydende krav
følge den strengere praksis på markedsføringsområdet, såle-
des at forsikringsselskabet eller forsikringsholdingvirksom-
heden straffes på lige fod med øvrige virksomheder, hvis
overtrædelsen afgøres efter markedsføringslovgivningen.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at der for overtrædelser begå-
et af juridiske personer i den forbindelse lægges vægt på
forsikringsselskabets eller forsikringsholdingvirksomhedens
nettoårsomsætning på gerningstidspunktet.
Ved fastsættelsen af den konkrete bøde inden for et interval
er det forudsat, at der skal lægges vægt på, om virksomhe-
den er blandt de små eller større virksomheder i den pågæl-
dende kategori. Hvis en virksomhed har en nettoårsomsæt-
ning på eksempelvis 60 mio. kr., ligger den i den nedre del
af kategorien af virksomheder med en omsætning på mellem
50 og 100 mio. kr., hvilket dermed isoleret set (dvs. når der
bortses fra overtrædelsens grovhed m.v., jf. ovenfor) taler
for at udmåle bøden i den nedre del af det foreslåede inter-
val på mellem 50.000 kr. og 200.000 kr. Dette gælder dog
ikke de ovennævnte bøder for bagatelagtige overtrædelser,
hvor bødeniveauet ligger fast inden for de enkelte kategori-
er. For sådanne overtrædelser skal der derfor ikke lægges
vægt på, om virksomheden størrelsesmæssigt befinder sig i
den nedre eller øvre del af kategorien af virksomheder. Som
det fremgår af skemaet, er de foreslåede bødeintervaller for
de enkelte kategorier i nogen grad overlappende. Hermed
bliver det muligt også at tage højde for eventuelle formil-
dende omstændigheder for de mindste virksomheder i en
kategori inden for det fastsatte bødeinterval, ligesom det bli-
ver muligt i relation til de største virksomheder i en kategori
at tage højde for eventuelle skærpende omstændigheder.
For forsikringsselskaber defineres nettoomsætning som vær-
dien af præmieindtægter og medlemsbidrag for egen regning
(indgående medlemsbidrag og bruttopræmieindtægter mod-
regnet for afgivne genforsikringspræmier samt erstatnings-
udgifter og pensionsydelser for egen regning). Nettoomsæt-
ningen skal opgøres på baggrund af årsregnskabet for det
regnskabsår, hvor gerningstidspunktet foreligger. I tilfælde
hvor der er tale om en tilstandsforbrydelse, tages der ved
bødeudmålingen udgangspunkt i nettoomsætningen på det
tidspunkt, hvor den ulovlige tilstand ophører.
Nettoomsætningen for forsikringsholdingvirksomheder op-
gøres som nettoomsætningen hos den af holdingvirksomhe-
dens finansielle koncernvirksomheder, som har den største
omsætning.
602
For filialer af udenlandske virksomheder foreslås omsætnin-
gen fastsat ud fra filialens omsætning. Dette forudsætter
dog, at oplysninger om filialens nettoomsætning er umid-
delbart tilgængelig for myndighederne, enten i kraft af virk-
somhedens offentlige regnskab eller en sædvanlig indberet-
ning til Finanstilsynet eller evt. et tilsvarende tilsyn i virk-
somhedens hjemland eller anden offentlig myndighed. Der-
udover vil det endvidere være en forudsætning, at filialens
omsætning er udtryk for filialens reelle aktivitet her i lan-
det. Er disse forudsætninger derimod ikke opfyldt, foreslås
det, at der vil skulle tages udgangspunkt i nettoomsætning
for hele den virksomhed, som filialen er en del af. Bøden
vil dog, også i tilfælde hvor den udenlandske virksomheds
nettoomsætning overstiger den øverste kategori i skemaet,
skulle udmåles inden for rammerne af bødeniveauerne i ske-
maet, dvs. svarende til niveauet i den øverste kategori.
Nettoomsætningen skal opgøres på baggrund af årsregnska-
bet for det regnskabsår, hvor gerningstidspunktet forelig-
ger. I tilfælde hvor der er tale om en tilstandsforbrydelse,
tages der ved bødeudmålingen udgangspunkt i nettoomsæt-
ningen på det tidspunkt, hvor den ulovlige tilstand ophø-
rer. Fremgår posten nettoomsætning ikke af den enkelte type
virksomheds regnskab, bør der ved beregning af nettoom-
sætningen tages udgangspunkt i de poster i virksomhedens
regnskab, der viser virksomhedens hovedindtægter og udgif-
ter.
For overtrædelser, der begås af udenlandske virksomheder,
der her i landet udøver grænseoverskridende virksomhed
omfattet af lov om kapitalmarkeder, foreslås det, at bøden
udregnes ud fra hele den udenlandske virksomheds nettoom-
sætning.
I relation til forsikringsselskaber skal der i bødeudmålingen
tages hensyn til, at bødens størrelse ikke må føre til, at
virksomheden bliver nødlidende, eller komme til at forvær-
re økonomien hos et i forvejen nødlidende forsikringssel-
skab eller en forsikringsholdingvirksomhed. Begrundelsen
for dette er, at de finansielle virksomheder har en særlig
samfundsmæssig betydning. Det skal i denne forbindelse
præciseres, at det anførte dog ikke er til hinder for, at der
idømmes en bøde selv i tilfælde, hvor virksomheden allere-
de er nødlidende. På samme måde kan en bøde under alle
omstændigheder ikke i medfør af det anførte princip nedsæt-
tes til et lavere beløb end dét, der i givet fald følger af den
foreslåede bestemmelse i stk. 3, 2. pkt., om forhøjede bøder,
i tilfælde af at overtrædelsen har medført en fortjeneste/be-
sparelse, og et sådant beløb ikke kan konfiskeres. Den for-
højede bøde fastsættes efter stk. 3, 2. pkt. ved at lægge den
skønnede fortjeneste eller besparelse oven i den bøde, der
bliver resultatet ved udmålingen af bøden efter dette stykke.
Skema: Bøder til juridiske personer
Bødeniveau for virk-
somheder i omsæt-
ningskategori 1
Bødeniveau for virk-
somheder i omsæt-
ningskategori 2
Bødeniveau for virk-
somheder i omsæt-
ningskategori 3
Bødeniveau for virk-
somheder i omsæt-
ningskategori 4
Bødeniveau for virk-
somheder i omsæt-
ningskategori 5
Nettoomsætning - 50. mio. kr. + 50 mio. kr. –
100 mio. kr.
+ 100 mio. kr. – 1
mia. kr.
+ 1 mia. kr. –
10 mia. kr.
+ 10 mia. kr.-100
mia. kr.
Bøde for bagatelo-
vertrædelser for virk-
somheder
10.000 kr. 20.000 kr. 30.000 kr. 40.000 kr. 50.000 kr.
Generelt niveau for
virksomhedsbøder*
25.000 kr. –
100.000 kr.
50.000 kr. –
200.000 kr.
150.000 kr. –
600.000 kr.
500.000 kr. –
2 mio. kr.
1,5 mio. kr. –
5 mio. kr.
Skærpet niveau for
virksomhedsbøde*
500.000 kr. –
1 mio. kr.
750.000 kr. –
2 mio. kr.
1,5 mio. kr. –
5 mio. kr.
4 mio. kr. –
15 mio. kr.
9 mio.kr. –
50 mio. kr.
*Hertil kommer et tillæg i form af en forhøjet bøde
mhp. fratagelse af evt. fortjeneste/sparede udgifter som følge
af overtrædelsen, hvis dette ikke kan ske efter reglerne om
konfiskation i straffeloven, jf. den foreslåede § 317, stk. 3,
2. pkt.
Det foreslås i stk. 1, 3. pkt., at der for overtrædelser begået
af fysiske personer lægges vægt på den pågældendes ind-
tægtsforhold på gerningstidspunktet.
Det forudsættes herved, at der ved udmålingen af bødens
størrelse tages udgangspunkt i den pågældendes nettomå-
nedsløn. Denne opgøres i overensstemmelse med praksis
for færdselslovsovertrædelser i medfør af §§ 117 og 117 b
i færdselsloven. Det indebærer, at nettomånedslønnen bereg-
nes som 1/25 af den pågældendes bruttoindtægt i henhold
til årsopgørelsen/R75 for det pågældende år og dermed
inkl. variable løndele m.v., der er skattepligtige i det på-
gældende år. Hvis årsindkomsten for det pågældende år på
tidspunktet for bødens udstedelse eller vedtagelse senere er
blevet nedsat efter genoptagelse af den pågældendes skatte-
ansættelse, tages der højde herfor ved udmålingen af bøden.
603
Det foreslås herefter, at bøder til fysiske personer for over-
trædelse af lov om forsikringsvirksomhed som udgangs-
punkt skal udmåles i et interval fra 10.000 kr. og indtil en
nettomånedsløn. Fastsættelsen af den konkrete bøde vil her-
efter bl.a. bero på grovheden af den konkrete overtrædelse
samt andre forhold, der i henhold til straffelovens almindeli-
ge regler taler i skærpende eller formildende retning. I den
forbindelse vil der efter omstændighederne bl.a. kunne læg-
ges vægt på, om den pågældende på afgørelsestidspunktet –
eksempelvis som følge af afskedigelse – har fået en væsent-
ligt forringet økonomi i forhold til situationen på gernings-
tidspunktet, og om der f.eks. er sket rettighedsfrakendelse,
jf. § 82, nr. 12, i straffeloven.
Det forudsættes, at der skal ske en forhøjelse af bøderne i de
tilfælde, hvor der ved overtrædelsen er opnået en økonomisk
fordel, herunder en fortjeneste eller sparede udgifter, men
hvor denne fordel ikke kan konfiskeres efter straffelovens
almindelige regler om konfiskation. Det foreslås i denne
forbindelse, at den forhøjede bøde fastsættes ved at lægge
den skønnede fortjeneste eller besparelse oven i bøden. Det
gælder, uanset om der er tale om en fysisk eller juridisk
person. Det følger af det foreslåede stk. 3.
Skema: Bøder til fysiske personer
Bøde for bagatelovertræ-
delser for fysiske personer
5.000 kr.
Generelt bødeniveau for
fysiske personer*
10.000 kr. - 1 nettomå-
nedsløn.
Skærpet bøde for fysiske
personer*
1 - 2 nettomånedslønnin-
ger.
*Hertil kommer et tillæg i form af en forhøjet bøde
mhp. fratagelse af evt. fortjeneste/sparede udgifter som følge
af overtrædelsen, hvis dette ikke kan ske efter reglerne om
konfiskation i straffeloven, jf. den foreslåede § 317, stk. 3,
2. pkt.
Det følger af den gældende nr. 1, at der udmåles en skærpet
bøde for overtrædelser, der indebærer en risiko for virksom-
hedens fortsatte drift.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at der udmåles en skærpet bøde
for overtrædelser, der indebærer en risiko for et forsikrings-
selskabs eller en forsikringsholdingvirksomheds fortsatte
drift.
Baggrunden for bestemmelsen er, at sådanne overtrædelser
indebærer en sådan risiko for en bred kreds af investorer,
forbrugere og andre kunder, at de er egnede til at påføre
betydelige skader på det omkringliggende samfund.
Forslaget indebærer, at der skal udmåles en større bøde for
overtrædelser, der kan betyde fare for, at et forsikringssel-
skab eller en forsikringsholdingvirksomhed går konkurs.
Det forudsættes, at vurderingen af, om en overtrædelse kon-
kret skal anses for omfattet af bestemmelsen, sker efter en
generel vurdering af, om overtrædelsen medfører en (ulov-
lig) økonomisk risiko for virksomhedens fortsatte drift. Om
dette er tilfældet afhænger i første omgang af, om virksom-
heden som led i overtrædelsen påtager sig en økonomisk
risiko af en sådan størrelse, at virksomheden, hvis risikoen
bliver realiseret, ikke længere kan overholde de gældende
solvenskrav.
I den forbindelse bør der lægges afgørende vægt på den
økonomiske størrelse af risikoen sammenholdt med virk-
somhedens økonomiske forhold på tidspunktet for overtræ-
delsen. Hvis virksomheden allerede på gerningstidspunktet
var i en situation, hvor den ikke kunne overholde solven-
skravene, vil enhver overtrædelse, der indebærer en større
økonomisk risiko for dens fortsatte drift, være omfattet af
bestemmelsen.
Som eksempel kan nævnes et forsikringsselskab eller en
forsikringsholdingvirksomhed, der ikke overholder et beret-
tiget givet påbud om at mitigere risici ved en generel høj
eksponering mod et risikofyldt marked. Her kan manglende
overholdelse af påbuddet indebære en ikke uvæsentlig risiko
for, at virksomhedens økonomiske stilling på grund af indre
eller ydre forhold udvikler sig således, at virksomheden vil
miste sin tilladelse.
Størrelsen af den økonomiske risiko, som forsikringsselska-
bet eller en forsikringsholdingvirksomheden påtager sig som
led i overtrædelsen, er afgørende. Derimod er spørgsmålet
om, hvor nærliggende denne risiko er, uden betydning for,
om overtrædelsen omfattes af bestemmelsen. Dette spørgs-
mål kan imidlertid være af betydning ved vurderingen af
den konkrete grovhed af overtrædelsen – og dermed for den
konkrete størrelse af bøden inden for det foreslåede interval.
Overtrædelser, der ikke direkte berører en så stor økonomisk
andel af den samlede virksomhed, kan alene eller sammen
med andre overtrædelser udgøre en mere indirekte risiko for
den fortsatte drift. De vil også være omfattet af bestemmel-
sen. Det forudsættes, at dette er tilfældet, hvis virksomheden
på gerningstidspunktet befandt sig i en objektiv konstaterbar
økonomisk sårbar situation, og der samtidig er tale om en
grov overtrædelse af regler, der har til formål at skærme
finansielle virksomheder mod betydelige, generelle økono-
miske risici.
For gruppe 1-selskaber vil en økonomisk sårbar situation
være, hvor et selskab er under solvenskapitalkravet, jf. lov-
forslagets § 154, stk. 2, og for gruppe 2-selskaber vil det væ-
re, hvor et selskab er under det individuelle solvensbehov, jf.
604
lovforslagets § 156, stk. 4. Fælles for disse situationer er, at
Finanstilsynet vil kunne gribe ind og stille særlige krav til
virksomhedernes drift.
Hvis en finansiel virksomhed befinder sig i en sådan økono-
misk sårbar situation, vil grove overtrædelser af regler, der
har til formål at skærme finansielle virksomheder mod bety-
delige, generelle risici, skulle sanktioneres med en skærpet
bøde. Som eksempler på sådanne regler kan nævnes:
Lovforslagets § 95, stk. 1, nr. 2 og 3, der fastsætter, at besty-
relsen for et forsikringsselskab eller en forsikringsholding-
virksomhed skal identificere og kvantificere virksomhedens
væsentlige risici og fastlægge virksomhedens risikoprofil,
herunder fastsætte, hvilke og hvor store risici virksomheden
må påtage sig, og fastlægge politikker for, hvorledes virk-
somheden skal styre hver af virksomhedens væsentlige akti-
viteter og de risici, der er knyttet hertil, under hensyntagen
til samspillet mellem disse.
Lovforslagets § 95, stk. 4, der fastsætter, at bestyrelsen for
et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed
løbende skal vurdere, om direktionen varetager sine opga-
ver i overensstemmelse med den fastlagte risikoprofil, de
fastlagte politikker og retningslinjerne for direktionen, og at
bestyrelsen skal træffe passende foranstaltninger, hvis dette
ikke er tilfældet.
Lovforslagets § 132, stk. 1, nr. 4, der fastsætter, at en fi-
nansiel virksomhed skal have effektive former for virksom-
hedsstyring, herunder effektive procedurer til at identificere,
forvalte, overvåge og rapportere om de risici, som virksom-
heden er eller kan blive udsat for.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at der udmåles en skærpet bøde
for overtrædelser, der indebærer drift af et forsikringsselskab
eller en forsikringsholdingvirksomhed uden lovpligtig tilla-
delse.
Drift af finansiel virksomhed uden den fornødne tilladelse
indebærer en grundlæggende tilsidesættelse af Finanstilsy-
nets mulighed for at føre tilsyn med en virksomhed. Be-
stemmelsen indebærer, at der for sådanne overtrædelser fast-
sættes et skærpet bødeniveau med henblik på at markere
alvorligheden af drift af virksomhed uden lovpligtig tilladel-
se. Kravet om tilladelse er en grundlæggende forudsætning
for, at der kan føres tilsyn med virksomhederne.
Kravet om tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed føl-
ger af den foreslåede § 14. Efter denne bestemmelse kræver
det tilladelse at udøve de aktiviteter, som følger af lovforsla-
gets bilag 1 og 2.
Om der er sket udøvelse af forsikringsvirksomhed uden lov-
pligtig tilladelse afgøres efter lovforslagets kapitel 3 i lov
om forsikringsvirksomhed om tilladelse, eneret m.v., og lov-
forslagets kapitel 6 om grænseoverskridende virksomhed,
der er meddelt tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed i
et land inden for EU/EØS, og som udøver virksomhed her i
landet gennem en filial.
Det foreslås i stk. 2 nr. 3, at der udmåles skærpet bøde
for grov eller gentagen tilsidesættelse af virksomheders op-
lysningspligter i forhold til Finanstilsynet under skærpende
omstændigheder.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der udmåles
skærpet bøde for grove eller gentagne overtrædelser af et
forsikringsselskabs eller en forsikringsholdingvirksomheds
lovfæstede pligt til at give Finanstilsynet oplysninger under
skærpende omstændigheder.
Forslaget skal ses i lyset af, at det er af afgørende betyd-
ning, at myndighederne får korrekte og fyldestgørende op-
lysninger fra selskaberne. Grov eller gentagen tilsidesættel-
se af forsikringsselskabernes oplysningspligter indebærer en
fare for, at Finanstilsynet ikke har mulighed for at føre kon-
trol. Forsikringsselskaber har en særlig samfundsmæssig be-
tydning. Derfor er det vigtigt, at tilliden til forsikringsselska-
berne opretholdes. Dette kan kun gøres, hvis myndighederne
kan stole på, at de får alle oplysninger fra forsikringsselska-
berne.
Som eksempel på oplysningspligter kan det nævnes, at virk-
somheder har en generel pligt til at give Finanstilsynet alle
oplysninger, som er nødvendige for at føre tilsyn med virk-
somheden. Det følger af den foreslåede § 269. Derudover
har virksomhederne også specifikke pligter. Som eksempel
kan nævnes, at et gruppe 1-forsikringsselskab uden unødigt
ophold skal underrette Finanstilsynet om, hvilke ansatte der
er identificeret som nøglepersoner. Det følger af den foreslå-
ede § 127, stk. 2.
Overtrædelsen skal have sådan en karakter, at den kan side-
stilles med at drive en virksomhed uden tilladelse. Om dette
er tilfældet beror på en konkret vurdering af de samlede
omstændigheder. Et eksempel kan være, at virksomheden
ikke oplyser om forhold, der er af afgørende betydning
for virksomhedens fortsatte drift, jf. lovforslagets § 138. Et
andet eksempel kan være, at virksomheden forsætligt fore-
tager indberetninger, der er forkerte, og at formålet er at
skjule for myndighederne, at virksomheden ikke lever op
til tilladelseskravene, eller at virksomheden har opdaget, at
en eller flere kunder har udnyttet virksomheden til at begå
betydelig økonomisk kriminalitet, som f.eks. hvidvask eller
terrorfinansiering.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at en økonomisk fordel, der
605
er opnået ved en overtrædelse, konfiskeres efter reglerne i
straffelovens 9. kapitel.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der skal ske kon-
fiskation efter reglerne i straffelovens 9. kapitel, hvis der er
opnået en økonomisk fordel ved en overtrædelse.
Bestemmelsen skal sikre, at gerningsmanden fratages en
eventuel økonomisk fordel ved overtrædelsen, således at
en overtrædelse af lov om forsikringsvirksomhed ikke skal
kunne betale sig. Dette medfører, at der ved fastsættelsen af
bøden skal tages særskilt hensyn til en ved overtrædelsen
opnået økonomisk fordel, hvis denne ikke kan konfiskeres
efter reglerne i straffelovens 9. kapitel.
Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at der ved udmåling af en bøde,
tages særskilt hensyn til, hvis der ikke kan ske konfiskation.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at i de tilfælde, hvor
en overtrædelse har medført en fortjeneste eller en besparel-
se, der ikke kan konfiskeres efter straffelovens regler herom,
skal der fastsættes en forhøjet bøde. Den forhøjede bøde
fastsættes herefter ved at lægge den skønnede fortjeneste
eller besparelse oven i den bøde, der er blevet udmålt for
overtrædelsen. Det gælder uanset, om der er tale om en
fysisk eller juridisk person.
I det omfang, der ved en begået overtrædelse alene er til-
sigtet – men ikke opnået – en fortjeneste eller besparelse,
udmåles der ikke en forhøjet bøde efter den foreslåede be-
stemmelse. Det samme gælder, såfremt en eventuel fortje-
neste eller besparelse ikke er kommet gerningsmanden til
gode. Da en tilsigtet fortjeneste eller besparelse eller en
tilsvarende fortjeneste eller besparelse for tredjemand imid-
lertid efter straffelovens almindelige regler er af betydning
for vurderingen af overtrædelsens grovhed, vil der i sådanne
tilfælde kunne lægges vægt herpå ved udmålingen af bøden.
Bestemmelsen skal sikre, at gerningsmanden fratages en
eventuel økonomisk fordel ved overtrædelsen, således at
en overtrædelse af lov om finansiel virksomhed ikke skal
kunne betale sig. Dette medfører, at der ved fastsættelsen af
bøden skal tages særskilt hensyn til en ved overtrædelsen
opnået økonomisk fordel, der er opnået ved overtrædelsen,
hvis denne ikke kan konfiskeres efter reglerne i straffelo-
vens 9. kapitel.
Til § 318
Den foreslåede § 318 er enslydende med forslaget til § 373
b i lov om finansiel virksomhed, som foreslået indsat ved
forslag til forslag til lov om ændring af lov om finansiel
virksomhed, straffeloven og forskellige andre love (Gen-
nemførelse af Ansvarsudvalgets forslag om skærpet ansvars-
vurdering for ledelsesmedlemmer m.v. i finansielle virksom-
heder og ændring af reglerne om egnethed og hæderlighed),
der blev fremsat den 8. februar 2023 og forventeligt træder i
kraft den 1. juli 2023.
Efter § 373, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed straffes
et medlem af en finansiel virksomheds, en finansiel holding-
virksomheds eller en forsikringsholdingvirksomheds besty-
relse eller direktion med bøde eller fængsel indtil 2 år, for
så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lov-
givning, hvis vedkommende undlader at træffe nødvendige
foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for
tab af væsentlig størrelse. Tilsvarende gælder et medlem
af bestyrelsen eller direktionen i en sparevirksomhed eller
administrator i et administrationsbo oprettet i medfør af §
247 a i lov om finansiel virksomhed.
Efter § 373, stk. 7, 2. led, i lov om finansiel virksomhed
straffes finansielle virksomheder og personer, der er knyt-
tet til en finansiel virksomhed, som gør sig skyldig i grov
eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed, der
kan medføre tab for virksomheden eller indskyderne, de
forsikrede eller obligationsejerne eller andre investorer i den
finansielle virksomhed, med bøde eller fængsel indtil 2 år,
for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffelovens §
290 b, stk. 1, eller den øvrige lovgivning.
Tilregnelseskravet for overtrædelse af § 373, stk. 6 og 7, er
uagtsomhed, jf. straffelovens § 19. Der er således ikke krav
om, at f.eks. den konkrete undladelse af at træffe passende
foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for
tab af væsentlig størrelse er foretaget forsætligt.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i § 318 , der
skal være gældende for forsikringsselskaber, indtil ikrafttræ-
delsen af en ny lov om forsikringsvirksomheder m.v.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at hvis et medlem af et forsik-
ringsselskabs eller en forsikringsholdingvirksomheds besty-
relse eller direktion eller en ansat, der i det daglige er en
del af den faktiske ledelse, groft uagtsomt eller forsætligt
gør sig skyldig i grove eller oftere gentagne ledelsessvigt,
der medfører tab eller risiko for tab for virksomheden,
de forsikrede eller investorer i forsikringsselskabet, straffes
vedkommende med bøde eller fængsel indtil 2 år, hvis høje-
re straf ikke er forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 1,
eller den øvrige lovgivning.
Den foreslåede bestemmelse er en generel strafbestemmel-
se, der kriminaliserer grove eller oftere gentagne ledelses-
svigt. Bestemmelsen omfatter den adfærd, der i dag er
omfattet af § 373, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed,
direktionsmedlemmers eller bestyrelsesmedlemmers og an-
satte, der i det daglige er den del af den faktiske ledelses,
adfærd omfattet af § 373, stk. 7, 2. led, i lov om finansiel
606
virksomhed samt anden adfærd, som udgør ledelsessvigt af
grov eller oftere gentagen karakter.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at skabe klar
hjemmel til at straffe en direktør, et bestyrelsesmedlem eller
en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse,
hvis adfærd anses for at være udtryk for grove eller oftere
gentagne ledelsessvigt. Dermed skabes bl.a. et hjemmels-
mæssigt mere sikkert grundlag for anklagemyndigheden at
føre sager på, jf. straffelovens § 1.
Den personkreds, der er omfattet af den foreslåede bestem-
melse, vil være medlemmer af bestyrelsen eller direktion
eller en ansat, der i det daglige er en del af den faktiske
ledelse. Det er dog ikke hensigten, at der med bestemmel-
sen foretages en indskrænkning af, hvem der efter den al-
mindelige regel om medvirkensansvar i straffelovens § 23
kan gøres ansvarlig som medvirkende til grove eller oftere
gentagne ledelsessvigt, jf. i øvrigt herved straffelovens §
2. Efter omstændighederne vil andre personer således kunne
straffes for medvirken til overtrædelse af bestemmelsen.
Udtrykket ”en ansat, der i det daglige er en del af den
faktiske ledelse”, omfatter f.eks. direktionsmedlemmer, der
de facto udgør en del af den daglige ledelse, men som
ikke er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen. Det
kan f.eks. være en skadesforsikringsdirektør med ansvar for
antagelse af forsikringer, herunder fastsættelse af præmier
og særlige vilkår (direktør for underwriting). Eksempelvis
et forsikringsselskabs økonomidirektør og HR-direktør, vil
være omfattet af udtrykket ”en ansat, der i det daglige er en
del af den faktiske ledelse”.
Det vil være op til det enkelte gruppe 1-forsikringsselskab
at identificere de ansatte, der udgør den faktiske ledelse af
selskabet. Ansatte, der er nøglepersoner, fordi de varetager
en nøglefunktion, men ikke er en del af den faktiske ledelse,
vil ikke være omfattet af den foreslåede bestemmelse, men
vil efter omstændighederne kunne ifalde strafansvar efter
den foreslåede bestemmelse i stk. 2 om personer, der er
knyttet til en finansiel virksomhed.
Det afgørende for vurderingen af, om den pågældende ansat-
te vil skulle udpeges som nøglepersoner efter § 64 d, stk. 1,
som værende en del af den faktiske ledelse, er, om den an-
satte træffer beslutninger eller medvirker til at træffe beslut-
ninger af forretningsmæssig og strategisk karakter, der har
en væsentlig betydning for virksomhedens drift. En ansat
med ansvar for et væsentligt forretningsområde eller for et
område af væsentlig betydning for virksomhedens drift, ek-
sempelvis en skadedirektør, vil skulle anses som et medlem
af den faktiske ledelse. Herudover vil eksempelvis en ansat,
der på ledelsesniveau medvirker til at træffe beslutninger
på baggrund af bestyrelsens strategiske mål eller på ledel-
sesniveau medvirker til at sikre, at bestyrelsens vedtagne
politikker og retningslinjer implementeres i virksomhedens
daglige drift, skulle anses som et medlem af den faktiske
ledelse.
Også ansatte, der fejlagtigt ikke er identificerede som nøgle-
personer, er omfattet af det foreslåede stk. 1, 1. pkt., hvis
vedkommende indgår i den faktiske ledelse. Ansatte i for-
sikringsselskaber, som ikke har pligt til at identificere nøgle-
personer efter lovforslagets § 127, er således omfattet, hvis
de er en del af den faktiske ledelse af virksomheden. Ek-
sempelvis medlemmer af den faktiske ledelse i et gruppe
2-forsikringsselskab.
Det afgørende fælles kendetegn ved den omfattede person-
kreds er, at de som led i deres ansættelse og funktion udøver
ledelse og styring af forskellige dele af en finansiel virksom-
hed. I deres funktion vil de således træffe ledelsesmæssige
beslutninger eller undlade at træffe sådanne beslutninger. En
ledelsesmæssig adfærd vil i nogle tilfælde kunne være af
en så mangelfuld eller kritisabel karakter, at der vil kunne
foreligge et ledelsessvigt.
Det foreslåede begreb ”ledelsessvigt” vil således efter om-
stændighederne kunne finde anvendelse både i tilfælde, hvor
et ledelsesmedlem foretager en aktiv handling, der indebæ-
rer et ledelsessvigt, og i tilfælde, hvor et ledelsesmedlem
undlader at handle i en situation, hvor handling er påkrævet.
Nedenfor angives to eksempler på bestemmelser i lov om
finansiel virksomhed, der indeholder centrale pligter for le-
delsen. En ledelses tilsidesættelse af pligterne vil efter om-
stændighederne kunne udgøre et ledelsessvigt.
En central ledelsespligt fremgår af lovforslagets § 95, der vi-
derefører § 70 i lov om finansiel virksomhed og stiller krav
til bestyrelsens overordnede og strategiske funktion. Besty-
relsen i et forsikringsselskab skal således fastlægge, hvilke
og hvor store risici virksomheden vil kunne påtage sig. I et
forsikringsselskab skal bestyrelsen f.eks. fastlægge, hvilke
og hvor store forsikrings- og markedsrisici selskabet vil på-
tage sig. Derudover skal bestyrelsen fastlægge de overord-
nede principper for opgørelse af de enkelte risikotyper, her-
under selskabets forsikringsmæssige risici og investering-
smæssige risici. Bestyrelsen skal løbende følge op på, at der
er overensstemmelse mellem, hvad forsikringsselskabet vil
og gør, herunder følge op på virksomhedens overordnede
strategiske mål, de fastsatte rammer m.v. for relevante risi-
koområder. Det indebærer, at bestyrelsen løbende vurderer
de mål og anvisninger, der er besluttet, herunder inddrager
de forudsætninger, som sådanne er baseret på.
F.eks. skal bestyrelsen på investeringsområdet bl.a. drøfte og
beslutte den ønskede risikoprofil for selskabets investeringer
og fastsætte en politik med tilhørende retningslinjer, der ud-
mønter det enkelte pensionsselskabs investeringsstrategi og
607
fastlægger klare rammer og afgrænsninger for de ønskede
risici. Bestyrelsen skal løbende følge op på, om de forudsæt-
ninger, som risikoprofil m.v. bygger på, ændrer sig, og der
opstår behov for at foretage justeringer.
Generelt vil det kunne anses som et ledelsessvigt, hvis be-
styrelsen ikke fører tilstrækkeligt tilsyn med direktionen,
herunder tager stilling til om direktionen har fraveget den
fastlagte risikoprofil, de fastlagte politikker og retningslin-
jerne for direktionen og har vurderet forsvarligheden af fra-
vigelsen, jf. dette lovforslags § 1, nr. 18. Hvis bestyrelsen
ikke modtager tilstrækkelig rapportering til løbende at kun-
ne vurdere virksomhedens risici, jf. § 70 i lov om finansiel
virksomhed, vil det kunne medføre strafansvar, hvis forhol-
det ikke påtales over for direktionen eller søges forbedret,
når den mangelfulde rapportering konstateres. Samtidig vil
det kunne medføre strafansvar for direktionen, hvis denne
ikke giver bestyrelsen tilstrækkelige oplysninger til at kunne
foretage en løbende vurdering af virksomhedens risici. Hvis
direktionen tilbageholder væsentlige oplysninger for besty-
relsen, herunder oplysninger, der kan påvirke virksomhe-
dens drift, vil det ligeledes kunne medføre strafansvar.
En anden central ledelsespligt fremgår af lovforslagets §
132, der viderefører § 71 i lov om finansiel virksomhed og
stiller krav til effektive former for virksomhedsstyring. Be-
stemmelsen indebærer, at virksomheden skal sikre sig, at
organisationen indrettes på en sådan måde, at der er klart
definerede ansvars- og arbejdsområder, således at udførelse
af opgaver adskilles fra kontrollen af samme. Ligeledes skal
virksomheden sikre sig, at der sker en rapportering til et
højere ledelsesniveau af de risici, som virksomheden påtager
sig, samt at der finder en løbende overvågning sted af virk-
somhedens forretningsområder. De omhandlede foranstalt-
ninger skal omfatte hele virksomheden og være proportiona-
le med arten, omfanget og kompleksiteten af virksomhedens
aktiviteter.
Det vil være en forudsætning for strafansvar efter bestem-
melsen, at det konkrete ledelsessvigt kan kvalificeres som
værende groft. Bestemmelsen omfatter dog også tilfælde,
hvor der foreligger flere ledelsessvigt, der isoleret set ikke
kan betegnes som grove, men hvor svigtene ud fra en samlet
bedømmelse vurderes at udgøre et groft forhold.
Ved ”grove” ledelsessvigt forstås ledelsessvigt, der er af
en betydelig alvorlighed, eller hvor adfærden i øvrigt må
vurderes som grov eller oftere gentaget forsømmelse eller
skødesløshed. Her vil størrelsen af det tab, som er opstået,
eller der forelå en risiko for, kunne inddrages. Manglende
opfølgning på væsentlige tilsynsreaktioner vil også efter
omstændighederne indebære et groft ledelsessvigt.
Det bemærkes, at det ikke vil være en forudsætning for, at et
ledelsessvigt kategoriseres som groft, at Finanstilsynet tidli-
gere har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende
forhold i virksomheden. Det må dog sædvanligvis antages at
kunne tillægges betydning, hvis Finanstilsynet har udstedt et
påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virksomhe-
den som beskrevet nærmere nedenfor.
Det må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag,
hvilken betydning Finanstilsynets tilsynsaktiviteter, herun-
der tilsynsbesøg, skal tillægges ved vurderingen af ledelsens
ansvar. Det vil for denne vurdering bl.a. have betydning,
hvilket materiale der har været fremlagt for Finanstilsynet i
forbindelse med tilsynsbesøget, og hvornår dette har fundet
sted.
Det er en betingelse for strafansvar efter stk. 1, 1. pkt., at
ledelsens svigt har haft økonomiske konsekvenser for virk-
somheden selv, dets forsikringstagere eller andre. Også en
risiko for et tab vil kunne opfylde denne betingelse, uden at
tabet er aktualiseret. Det er med den foreslåede bestemmelse
hensigten, at også ledelsessvigt, der vil være egnet til at
udløse væsentlige konsekvenser f.eks. selskabets økonomi-
ske stilling m.v., som nævnt ovenfor, vil være omfattet af
bestemmelsen, selvom den konkrete konsekvens ikke er ind-
trådt. Vurderingen af, om et ledelsessvigt medfører risiko for
tab, vil således skulle foretages ud fra en objektiv vurdering
af ledelsessvigtets egnethed til at medføre tab.
Tilregnelseskravet for strafansvar efter stk. 1 er forsæt eller
grov uagtsomhed. Det bemærkes, at minimumskravet om
grov uagtsomhed harmonerer med, at den strafbare adfærd
i sig selv skal være af en vis grovhed. Det afgørende for
uagtsomhedsvurderingen er, hvad det pågældende ledelses-
medlem burde have indset på det tidspunkt, hvor det grove
ledelsessvigt begås. Om det er tilfældet, beror på en indivi-
duel vurdering af, om ledelsesmedlemmet objektivt har tilsi-
desat de handlenormer, der må anses for rimelige for netop
det pågældende ledelsesmedlem, bl.a. ud fra ledelsesmed-
lemmets viden, kompetencer og erfaringer. Vurderingen af,
om en adfærd eller undladelse er udtryk for grov uagtsom-
hed, træffes dermed på baggrund af den viden, som ledelses-
medlemmet havde, og de forhold, som var gældende, og
som ledelsesmedlemmet var bekendt med, på tidspunktet for
adfærden. Senere indtrufne omstændigheder, som eksempel-
vis kan påvirke både sandsynligheden for tab og tabets
størrelse, indgår ikke i vurdering af tilregnelsen. Opnår et
ledelsesmedlem senere en viden om forhold, kan dette i sig
selv fordre handling, men dette påvirker ikke vurderingen af
tilregnelsen for handling eller undladelse, før ledelsesmed-
lemmet fik denne viden.
Det bemærkes yderligere, at tab på engagementer, forsik-
ringsdækninger eller investeringer er en uundgåelig og helt
naturlig konsekvens af driften af et forsikringsselskab. Lov
om finansiel virksomhed åbner mulighed for, at finansielle
virksomheder kan have forskellige risikoprofiler. Den enkel-
te virksomhed kan således vælge en forretningsmodel, der
608
indebærer større eller mindre risikovillighed i forbindelse
med eksempelvis forsikringsmæssige eller investeringsmæs-
sige områder. Høj risikotagning er ikke i sig selv udtryk
for ledelsessvigt, hvis virksomhedens ledelse har taget højde
herfor i sin forretningsmodel. Risiko for tab er uvægerligt
forbundet med det at drive forretning på forsikringsområ-
det. Det gælder uanset, om der er tale om tab på forsikrings-
tagere, kreditorer eller investeringer. Det er ikke hensigten
med den foreslåede strafbestemmelse, at der fremover ikke
skal kunne tages risici eller udvikles forretningsmodeller,
som indebærer risiko for tab. Det er derimod hensigten, at
det kan være forbundet med strafansvar, hvis der i forsik-
ringsselskaber tages risici, der klart går ud over, hvad der
er forsvarligt set i forhold til den risiko, der ligger i den
forretningsmodel, som virksomheden drives efter, jf. herved
bl.a. lovforslagets § 95, stk. 1, nr. 1.
Nedenfor opstilles nogle typetilfælde, der efter omstændig-
hederne vil kunne aktualisere anvendelse af den foreslåe-
de bestemmelse. De anførte typetilfælde skal ikke forstås
som en udtømmende angivelse af de tilfælde, der falder
ind under den foreslåede bestemmelse, også andre situati-
oner kan være omfattede. Omvendt vil ikke alle de tilfæl-
de, der falder under beskrivelserne af opstillede situationer
være strafbare, selvom de faktuelt kan svare til et anført
eksempel. Det vil afhænge af den konkrete vurdering af
den flerhed af omstændigheder, der vil foreligge i praksis,
som ansvarsudvalget i betækning nr. 1575 bl.a. også anfører
under pkt. 5.4.2 i betænkningen om forhold, hvor der fra et
ledelsesmedlems side foreligger passivitet.
I de eksempler, hvor ledelsessvigtet er beskrevet som undla-
delse af en bestemt handling eller foranstaltning, kan tab
eller risikoen for tab på ansvarsfritagende vis være afværget
ved andre tiltag. Er det pågældende ledelsesmedlem over
for hvem, der ellers ville have foreligget en strafsanktioneret
handlepligt, bekendt med tiltag, vil der ikke foreligge et
groft ledelsessvigt. Modsat er det ikke hensigten, at de andre
tiltag skal være ansvarsfritagende for ledelsesmedlemmets
eget grove ledelsessvigt, hvis ledelsesmedlemmet ikke var
bekendt med tiltagene, jf. straffelovens § 21 om forsøg. Ek-
semplerne nedenfor skal således ses i lyset af det subjektive
tilregnelseskrav i bestemmelsen og med den forudsætning,
at den udøvede adfærd medfører tab eller risiko for tab.
Bestyrelsens og direktionens utilstrækkelige overholdelse af
den finansielle lovgivning på væsentlige områder af stor
betydning for forsikringsselskabets finansielle situation vil
kunne udgøre et groft ledelsessvigt.
Eksempelvis vil det efter omstændighederne kunne udgøre
et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen ik-
ke har sikret, at relevante funktioner i forsikringsselskabet,
f.eks. aktuarfunktionen, compliancefunktionen, risikofunkti-
onen og intern audit, i praksis rapporterer i behørigt omfang
til ledelsen om manglende overholdelse af den finansielle
lovgivning eller hvidvasklovgivningen på væsentlige områ-
der. Tilsvarende vil bestyrelsens og direktionens vedvaren-
de manglende iværksættelse af adækvate foranstaltninger
til sikring af, at virksomheden overholder den finansielle
lovgivning eller hvidvasklovgivningen på væsentlige områ-
der for virksomhedens finansielle situation, kunne udgøre et
groft ledelsessvigt. Tilsvarende vil gælde for en ansat, der i
det daglige er en del af den faktiske ledelse.
Et andet eksempel kan være situationer, hvor ledelsen gen-
tagne gange vælger ikke at reagere på advarsler om bety-
delige risici fra f.eks. revisor (intern revision, intern audit
eller ekstern revisor) eller den compliance- eller risikosty-
ringsansvarlige, og ledelsen vidste eller burde have indset, at
eventuelt allerede iværksatte foranstaltninger til mitigering
af sådanne risici var klart utilstrækkelige.
Det vil ligeledes kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis
f.eks. bestyrelsesformanden forholder sig passivt til oplys-
ninger og redegørelser fra direktionen og andre bestyrelses-
medlemmer om f.eks. øget risikotagning, der eksempelvis
går ud over de fastlagte rammer eller ikke overholder de for
forsikringsselskabet gældende procedurer.
Grove ledelsessvigt vil kunne foreligge i forbindelse med
forsikringsselskabers risikostyring. Det vil eksempelvis kun-
ne foreligge, hvis selskabernes risikostyringssystemer og
interne kontrolsystemer er klart utilstrækkelige for den virk-
somhed, som selskaberne driver, og dermed udsætter selska-
bet for risici for, at væsentlige fejl ikke konstateres, eller
undervurdering af de risici, som selskabet er udsat for.
Manglende dokumentation af eksempelvis direktionens be-
slutningsgrundlag vil ikke i sig selv udgøre groft ledelses-
svigt, men det forhold, at der helt åbenbart ikke har været
det fornødne grundlag for bestyrelsen at følge op på og
dermed foretage kontrol, vil efter omstændighederne kunne
anses som groft ledelsessvigt fra direktionens side.
Groft ledelsessvigt vil også kunne foreligge i situationer,
hvor ledelsen ikke har forholdt sig til manglende ressourcer
eller åbenbar uforsvarlig organisering i selskabet. Direktio-
nens manglende orientering af bestyrelsen om, at et væsent-
ligt forretningsområde har behov for tilførsel af yderligere
ressourcer, vil kunne udgøre et groft ledelsessvigt.
Ved vurderingen af, om der er grundlag for et strafansvar,
kan bl.a. indgå, om direktionen har sikret den fornødne
ressourcemæssige kapacitet til at løse eksempelvis de for-
sikringsmæssige opgaver, og om relevante afdelinger, her-
under f.eks. en given nøglefunktion, aktuariatet eller inve-
steringsafdelingen, er bemandet med tilstrækkeligt kompe-
tente medarbejdere. Er situationen forventeligt forbigående,
og har ledelsen taget skridt til at imødegå denne gennem
609
rekruttering eller uddannelse af medarbejdere, vil der ikke
foreligge grove ledelsessvigt.
Der vil efter omstændighederne også kunne være tale om
et groft ledelsessvigt, hvis bestyrelsen ikke har fulgt op på
oplysninger om væsentlig underbemanding eller andre store
problemer i virksomhedens centrale afdelinger.
Er situationen forventeligt forbigående, og har ledelsen ta-
get skridt til at imødegå denne gennem rekruttering eller
uddannelse af medarbejdere, vil der ikke foreligge grove
ledelsessvigt.
Klart uforsvarlig organisering på økonomiområdet vil kun-
ne udgøre groft ledelsessvigt omfattet af den foreslåede be-
stemmelse, eksempelvis hvor organiseringen medfører gen-
tagne fejl i selskabets regnskabsføring, gentagne brud på
kapitalkrav eller manglende likviditetsstyring.
Hvis bestyrelsen og direktionen således tilsidesætter pligten
til at sikre en forsvarlig organisation, f.eks. ved manglende
eller utilstrækkelig tildeling af ressourcer til eksempelvis
økonomifunktionen i selskabet (f.eks. kompetencer, antal
årsværk, it-værktøjer m.v.), kan det udgøre et groft ledelses-
svigt. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis forberedelsen af
regnskabsaflæggelsen er mangelfuld med den konsekvens,
at der opstår en stor risiko for, at årsrapporten ikke er ret-
visende, hvilket bl.a. kan have en negativ indvirkning på
kursen på forsikringsselskabets aktier.
Manglende dokumentation af eksempelvis direktionens be-
slutningsgrundlag vil ikke i sig selv udgøre groft ledelses-
svigt, men det forhold, at der ikke har været det fornødne
grundlag for bestyrelsen at følge op på og dermed foretage
kontrol, vil efter omstændighederne kunne anses som groft
ledelsessvigt fra direktionens side.
Lov om finansiel virksomhed åbner mulighed for, at finan-
sielle virksomheder kan have forskellige risikoprofiler. Det
enkelte forsikringsselskab kan således vælge en forretnings-
model, der indebærer større eller mindre risikovillighed i
forbindelse med eksempelvis forsikringstegning eller inve-
stering. Høj risikotagning er ikke i sig selv udtryk for ledel-
sessvigt, hvis virksomhedens ledelse har taget højde herfor
i sin forretningsmodel. Der vil imidlertid kunne foreligge
grove ledelsessvigt, hvis bestyrelsen eller direktionen gene-
relt eller gentagne gange har taget væsentlig større risici end
forretningsmodellen berettiger, eller hvad der må anses for
forsvarligt i lyset af indretningen af virksomheden. Eksem-
pelvis betydelige investeringer, der foretages på et åbenbart
ufuldstændigt grundlag.
Direktionens utilstrækkelige orientering af bestyrelsen om
væsentlige forhold for virksomhedens drift eller balance,
f.eks. udvikling i de forsikrings- eller investeringsmæssige
risici eller kapitalforhold m.v., kan efter omstændighederne
også være omfattet af bestemmelsen.
Overtrædelse af virksomhedsområdet ved drift af virksom-
hed uden fornøden tilladelse kan efter omstændighederne
udgøre et groft ledelsessvigt.
For så vidt angår forsikringsselskabets markedsføring af for-
sikringer vil det kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis
ledelsen er bekendt med og stiltiende accepterer, at virksom-
heden overtræder regler om markedsføring af forsikringer,
og dermed tegner forsikringer for kunder på en vildledende
eller illoyal måde. Som et eksempel kan nævnes tilfælde,
hvor ledelsen i strid med den produktgodkendelse, som virk-
somheden skal foretage efter produktgodkendelsesbekendt-
gørelsen, bevidst beslutter eller stiltiende accepterer og til-
bageholder viden om, at forsikringer aktivt promoveres til
kunder, for hvem produktet ikke er egnet – eksempelvis
sælger forsikringer til kunder, der aldrig vil kunne opfylde
betingelserne for at have en dækningsberettiget skade, hvor-
ved kunden lider et tab.
Endvidere vil det kunne udgøre groft ledelsessvigt, hvis be-
styrelsen og direktionen ikke har sikret sig, at årsrapporten
giver et retvisende billede af selskabets (koncernens) akti-
ver, passiver og finansielle stilling m.v., f.eks. fordi årsrap-
porten ikke er aflagt i overensstemmelse med lovgivningens
krav. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis det viser sig,
at selskabets årsrapport ikke er retvisende, selvom der fore-
ligger indikationer på behov for at følge op. En årsrapport
er bl.a. beslutningsgrundlag for en regnskabsbruger, hvorfor
årsrapporten skal være retvisende, og hvis dette ikke er til-
fældet, kan årsrapporten påføre regnskabsbrugeren risiko for
tab.
Grove ledelsessvigt vil også kunne foreligge i form af ufor-
svarlig værdiansættelse af aktiver og passiver, der får selska-
bets egenkapital og solvensgrad til at fremstå bedre end den
egentlig er. Eksempelvis ved indregning af tilgodehavender
hos konkursramte modparter, hvor der ikke er udsigt til divi-
dende, indregning af genforsikringskontrakter uden overfør-
sel af risiko, klar undervurdering af de forsikringsmæssige
hensættelser til regnskab og solvens samt ved urealistiske
værdiansættelser af aktiver.
Det vil også kunne udgøre ledelsessvigt, hvis bestyrelsen
eller direktionen træffer beslutninger, der forudsætter tilla-
delser fra myndigheder, som ledelsen er klar over, at virk-
somheden ikke har eller vil kunne opnå. Det kunne f.eks.
være, hvis et forsikringsselskab, der har tilladelse til at
udøve skadesforsikringsvirksomhed begynder at udbyde for-
sikringsklasser, der ikke er opnået tilladelse til, eller hvis
et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve livsfor-
sikringsvirksomhed, begynder at udbyde syge- og ulykkes-
610
forsikringer uden at indhente den fornødne tilladelse til
det. Derudover kan det være i situationer, hvor en virksom-
hed vælger at oprette en dattervirksomhed f.eks. med hen-
blik på at overlade visse investeringsmæssige områder til
denne, og der ikke indhentes fornøden tilladelse til den på-
gældende dattervirksomhed.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at det samme gælder, hvis
ledelsessvigtet medfører væsentlig øget risiko for, at den
finansielle virksomhed udsættes for eller anvendes som led i
kriminalitet.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med
det foreslåede 1. pkt., hvorefter et medlem af et forsikrings-
selskabs eller en forsikringsholdingvirksomheds bestyrelse
eller direktion eller en nøgleperson, der gør sig skyldig i
grove eller oftere gentagne ledelsessvigt, der medfører tab
eller risiko for tab for virksomheden, de forsikrede eller
investorer i den finansielle virksomhed, straffes med bøde
eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere straf ikke er
forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 1, eller den øvrige
lovgivning.
Den foreslåede bestemmelse er udtryk for, at ledelsen af et
forsikringsselskab har en strafferetlig sanktioneret pligt til
at beskytte virksomheden dels mod selv at blive udsat for
kriminalitet, dels mod at blive anvendt som et redskab i
forbindelse med udenforstående aktørers kriminalitet. Det er
herved forudsat, at ledelsen har en forpligtelse til at udgøre
et bolværk mod kriminalitet, og at groft ledelsesmæssigt
svigt heraf vil kunne straffes efter bestemmelsen. Selvom
bestemmelsens 1. led om risiko for udsættelse for kriminali-
tet må antages at være indeholdt i den traditionelle forståelse
af ledelsesansvaret, indeholder bestemmelsen på dette punkt
en præcisering og et klarere hjemmelsmæssigt grundlag her-
for, mens 2. led om udsættelse for væsentligt øget risiko for
kriminalitet vil udvide grundlaget for strafansvar og afvige
fra, hvad der almindeligvis vil være omfattet af et strafferet-
ligt ledelsesansvar i dansk ret.
Det foreslåede vil dermed indebære, at grove eller oftere
gentagne ledelsessvigt, der væsentligt øger risikoen for, at
forsikringsselskabet udsættes for eller anvendes som led
i kriminalitet, efter omstændighederne vil være forbundet
med strafansvar. Uanset at der således med bestemmelsens
2. pkt. lovfæstes en positiv strafsanktioneret handlepligt for
ledelsen til at beskytte virksomheden mod at blive udsat
for kriminalitet eller mod at blive anvendt som led i krimi-
nalitet, bør det i sammenhæng hermed indgå i vurderingen,
hvilke konkrete modforanstaltninger ledelsen efter omstæn-
dighederne med rimelighed burde have foretaget. Med hen-
syn til kriminalitet, der begås over for virksomheden, vil
det være naturligt, at ledelsen skrider til politianmeldelse,
eller som minimum tager konkrete skridt til at imødegå
og bringe kriminaliteten til ophør, så snart ledelsen bliver
bekendt hermed. Der foreligger dog ikke og foreslås heller
ikke med bestemmelsen en pligt til at foretage politianmel-
delse. Straffrihed efter den foreslåede bestemmelse vil ofte
forudsætte, at ledelsen eller ansatte, der i det daglige er en
del af den faktiske ledelse, foretager foranstaltninger, der
sikrer, at virksomheden konkret ikke fortsat faciliterer og
understøtter det pågældende kriminelle forhold, herunder
f.eks. ved at bringe relevante kundeforhold til ophør. Sådan-
ne foranstaltninger skal naturligvis foretages i nær tidsmæs-
sig sammenhæng med det tidspunkt, hvor pågældende bliver
orienteret om eller konstaterer de kriminelle forhold.
Det vil være en forudsætning for strafansvar efter bestem-
melsen, at det konkrete ledelsessvigt kan kvalificeres som
værende groft. Tilfælde, hvor der foreligger flere ledelses-
svigt fra samme medlem af direktionen eller bestyrelsen,
og forholdet efter en samlet bedømmelse af svigtene må
vurderes at være groft, vil dog også være omfattet.
Ved ”grove” ledelsessvigt forstås ledelsessvigt, der er af en
betydelig alvorlighed eller et betydeligt omfang, eller hvor
adfærden i øvrigt må vurderes som grov eller oftere gentaget
forsømmelse eller skødesløshed. Eksempelvis handlinger og
undladelser, der medfører, at selskabet bliver udnyttet til at
gennemføre hvidvask eller anden økonomisk kriminalitet,
eller at selskabet udsættes for en nærliggende risiko for
dette, vil kunne være omfattet og straffes efter den fore-
slåede bestemmelse. Der vil også kunne foreligge et groft
ledelsessvigt ved undladelse af at iværksætte relevante kon-
trolforanstaltninger over for konstateret åbenbar systematisk
forsikringssvindel i skadessager, hvor en eller flere forsik-
ringstagere anmelder skader, som ikke er sket.
Det bemærkes, at det ikke vil være en forudsætning for, at et
ledelsessvigt kategoriseres som groft, at Finanstilsynet tidli-
gere har udstedt et påbud eller påtalt samme eller lignende
forhold i virksomheden. Men det må sædvanligvis antages
at kunne tillægges betydning, hvis Finanstilsynet har udstedt
et påbud eller påtalt samme eller lignende forhold i virk-
somheden, som beskrevet nærmere nedenfor. Derudover vil
manglende opfølgning på væsentlige tilsynsreaktioner efter
omstændighederne kunne indebære et groft ledelsessvigt.
Det må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag,
hvilken betydning Finanstilsynets tilsynsaktiviteter, herun-
der tilsynsbesøg, skal tillægges ved vurderingen af ledelsens
ansvar.
Tilregnelseskravet for strafansvar efter bestemmelsen er
grov uagtsomhed.
Nedenfor opstilles nogle typetilfælde, der efter omstændig-
hederne vil kunne aktualisere anvendelse af det foreslåede
stk. 1, 2. pkt. Det bemærkes, at de anførte typetilfælde ikke
skal forstås som en udtømmende angivelse af de tilfælde,
der falder ind under den foreslåede bestemmelse.
611
Strafansvar vil kunne komme på tale i tilfælde, hvor ledel-
sen eller ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske
ledelse, ikke har taget tilstrækkelige skridt til at imødegå
åbenlyse og graverende operationelle risici eller ikke hånd-
terer rapporterede operationelle hændelser forsvarligt med
den konsekvens, at der opstår væsentlig øget risiko for,
at selskabet udsættes for eller anvendes som led i krimi-
nalitet. Det kan f.eks. være tilfælde, hvor selskabet ikke
har en beredskabsplan for væsentlige it-systemer, selvom
selskabets drift i høj grad baserer sig på en sikker og robust
it-infrastruktur. Manglende IT-risikostyring og håndtering af
IT-risici vil således kunne være omfattet af den foreslåede
bestemmelse. Det samme gælder vedvarende manglende
håndtering af omfattende cyberhændelser, der eksempelvis
forhindrer forsikringstagere i at komme i kontakt med deres
forsikringsselskaber i tilfælde af personskadesager i udlan-
det, navnlig hvis sådanne hændelser er indtruffet og ledelsen
orienteret herom, uden at det har ført til nye tiltag.
Det vil også kunne udgøre et groft ledelsessvigt, hvis be-
styrelsen ikke følger op på bemærkninger fra intern audit-
funktionen i revisionsprotokollen om væsentlige svagheder
eller mangler i kontroller, der medfører en væsentlig øget
risiko for, at selskabet kan blive udsat for besvigelser eller
anden kriminalitet, eller følger for sent op på bemærkninger-
ne, herunder på, om bemærkningerne er blevet håndteret
tilfredsstillende af den daglige ledelse.
Forsøg og medvirken kan straffes efter de almindelige regler
i straffelovens §§ 21 og 23. Bestemmelsen vil således i kraft
af den almindelige medvirkensregel i straffelovens § 23, stk.
1, også omfatte den, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har
medvirket til grove eller gentagne ledelsessvigt omfattet af
den foreslåede bestemmelse. Står den pågældende selv uden
for et særligt pligtforhold, som vedkommende medvirker til
at krænke, vil straffen således også kunne nedsættes, jf. stk.
2.
Det bemærkes i den forbindelse, at der efter straffelovens §
50, stk. 2, vil være mulighed for at fastsætte en tillægsbøde
som tillægsstraf til en frihedsstraf, hvis den pågældende ved
ledelsessvigtet har opnået eller tilsigtet at opnå økonomisk
vinding for sig selv eller andre. Dette vil efter omstændighe-
derne i praksis være relevant i tilfælde, hvor der ikke kan
ske konfiskation, eller hvor tillægsbøde af andre grunde vil
være at foretrække frem for konfiskation.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at personer, der er knyttet til et
forsikringsselskab uden at være medlem af bestyrelsen eller
direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse,
og som groft uagtsomt eller forsætligt gør sig skyldig i
grov eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed,
der medfører tab eller risiko for tab for virksomheden, de
forsikrede eller obligationsejerne eller andre investorer i den
finansielle virksomhed, straffes med bøde eller fængsel ind-
til 2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den
øvrige lovgivning.
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 373,
stk. 7, 1. pkt., 2. led, i lov om finansiel virksomhed for så
vidt angår personer uden for ledelsen.
Bestemmelsen vil indebære, at personer, der er knyttet til et
forsikringsselskab uden at være medlem af bestyrelsen eller
direktionen eller i det daglige en del af den faktiske ledelse,
vil kunne straffes efter bestemmelsen, hvis der ved grov
eller oftere gentaget forsømmelse eller skødesløshed påføres
virksomheden, de forsikrede eller investorer i den finansielle
virksomhed tab eller risiko for tab.
En person anses som knyttet til forsikringsselskabet, når
modtageren af oplysningerne har en berettiget forventning
om, at den pågældende person repræsenterer forsikringssel-
skabet. Det er ingen betingelse, at der f.eks. er tale om et
egentligt ansættelsesforhold, eller at den pågældende skal
være medlem af bestyrelsen. Der er herved ikke tilsigtet
ændringer i den personkreds, som vil være omfattet af den
foreslåede bestemmelse i forhold til, hvem der er omfattet
af den gældende bestemmelse i § 373, stk. 7, 1. pkt., 2. led,
i lov om finansiel virksomhed. Der kan ved vurderingen af
begreberne forsømmelse og skødesløshed drages paralleller
til straffelovens § 157, der kriminaliserer tilsvarende grov
eller oftere gentagen uønsket adfærd for personer, der virker
i offentlig tjeneste.
Personer, der er medlem af bestyrelsen eller direktionen
eller i det daglige en del af den faktiske ledelse, er ikke
omfattet af bestemmelsen, da disse personer vil være omfat-
tet af det foreslåede stk. 1. De personer, der i det daglige er
en del af den faktiske ledelse af selskabet, selvom de ikke
er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen, er eksem-
pelvis en skadesforsikringsdirektør med ansvar for antagelse
af forsikringer, herunder fastsættelse af præmier og særlige
vilkår. Ansatte, der er nøglepersoner, fordi de varetager en
nøglefunktion, der er vigtig for forsikringsselskabets drift,
jf. lovforslagets § 127, stk. 1, og § 17, stk. 2, i bekendtgørel-
se om ledelse og styring af forsikringsselskaber m.v., men
ikke er en del af den faktiske ledelse, vil ikke være omfattet
af den foreslåede bestemmelse i stk. 1, men vil kunne ifalde
strafansvar efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 om
personer, der er knyttet til en finansiel virksomhed.
Det afgørende for vurderingen af, om den pågældende an-
satte i et forsikringsselskab vil skulle anses for at være
en del af den faktiske ledelse, er, om den ansatte træffer
beslutninger eller medvirker til at træffe beslutninger af for-
retningsmæssig og strategisk karakter, der har en væsentlig
betydning for virksomhedens drift. En ansat med ansvar
for et væsentligt forretningsområde eller for et område af
væsentlig betydning for virksomhedens drift, eksempelvis
612
en økonomidirektør, vil skulle anses som et medlem af den
faktiske ledelse. Herudover vil eksempelvis en ansat, der på
ledelsesniveau medvirker til at træffe beslutninger på bag-
grund af bestyrelsens strategiske mål eller på ledelsesniveau
medvirker til at sikre, at bestyrelsens vedtagne politikker og
retningslinjer implementeres i virksomhedens daglige drift,
skulle anses som et medlem af den faktiske ledelse.
Også ansatte, der fejlagtigt ikke er identificeret som nøg-
lepersoner, er omfattet af det foreslåede stk. 1, hvis
vedkommende indgår i den faktiske ledelse. Ansatte i finan-
sielle virksomheder, som ikke har pligt til at identificere
nøglepersoner er således omfattet, hvis de er en del af den
faktiske ledelse af virksomheden. Eksempelvis medlemmer
af den faktiske ledelse i et gruppe 2-forsikringsselskab.
Der vil kunne være tale om grov eller oftere gentagen for-
sømmelse eller skødesløshed, hvis den ansvarlige for en
nøglefunktion, f.eks. den ansvarlige for aktuarfunktionen,
intern audit, den compliance-ansvarlige eller den ansvarlige
for risikostyringsfunktionen forsømmer at rapportere nød-
vendige advarsler til bestyrelsen og direktionen om betydeli-
ge risici for virksomheden, som der ikke er taget højde for i
virksomhedens risikostyring.
Tilsidesættelse af f.eks. politikker for forsikringsmæssige
risici i forsikringsselskaber, hvor overdreven risikotagning
kan indebære en øget tabsrisiko.
Hvis en policechef, salgsdirektør eller underwriting-ansvar-
lig eksempelvis accepterer en stor bygningsbrandforsikring,
der ligger uden for mandatet i politikken for forsikrings-
mæssige risici, og forsømmer at afdække risikoen med re-
assurance, kan dette medføre en øget tabsrisiko. Selv hvis
vedkommende har husket at afdække risikoen med reassu-
rance, kan der være øget tabsrisiko, hvis selskabet ikke råder
over kvalificerede medarbejdere til at håndtere skadesbegi-
venheder i en størrelse som den i eksemplet forsikrede byg-
ningsbrand.
I politikken for investeringsområdet tager bestyrelsen stil-
ling til, hvilke aktiver der må investeres i, og hvor mange
midler der må investeres i hver aktivklasse. Dette giver
en risikoprofil, som bestyrelsen har fundet acceptabel. Over-
skrider den investeringsansvarlige grænserne i politikken
for investeringsområdet uden bestyrelsens accept, vil der
efter omstændighederne kunne foreligge et groft ledelses-
svigt. Det samme vil kunne være tilfældet, hvis der alene
investeres i illikvide aktiver, hvorved selskabet risikerer ikke
at kunne betale sine løbende forpligtelser.
Grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed
vil eksempelvis kunne foreligge, hvis en person, der er knyt-
tet til selskabet uden at være medlem af bestyrelsen eller
direktionen, gentagne gange tilsidesætter virksomhedens in-
terne retningslinjer og instrukser.
Tilregnelseskravet for strafansvar efter stk. 2 er grov uagt-
somhed. Det bemærkes, at kravet om grov uagtsomhed har-
monerer med, at den strafbare adfærd i sig selv skal være af
en vis grovhed. Det bemærkes yderligere, at tab på konkrete
forsikringsdækninger eller investeringer er en uundgåelig
og helt naturlig konsekvens af driften af et forsikringssel-
skab. Risiko for tab er uvægerligt forbundet med det at
drive forretning, herunder ikke mindst på det finansielle
område. Det gælder uanset, om der er tale om tab på en en-
kelt forsikringstager, en kreditor eller en investering. Det er
ikke hensigten med den foreslåede strafbestemmelse, at der
fremover ikke skal kunne tages risici eller udvikles forret-
ningsmodeller, som indebærer risiko for tab. Det er derimod
hensigten, at det kan være forbundet med strafansvar, hvis
der i forsikringsselskaber tages risici, der klart går ud over,
hvad der er forsvarligt set i forhold til den risiko, der ligger
i den forretningsmodel, som selskabet drives efter, jf. herved
bl.a. lovforslagets § 95, stk. 1, nr. 1.
Det er med bestemmelsen ikke hensigten, at der foretages
en indskrænkning af det almindelige medvirkensansvar efter
straffelovens § 23, jf. herved straffelovens § 2. Det beror
således på en konkret vurdering efter straffelovens § 23,
om og i hvilket omfang personer, der falder uden for be-
stemmelsens anvendelsesområde som følge af manglende
tilknytning til forsikringsselskabet, kan ifalde et strafansvar
for medvirken, der i givet fald formentlig typisk må rubri-
ceres som medvirken til overtrædelse af den foreslåede be-
stemmelse i stk. 1. Det kan dog endvidere ikke udelukkes,
at der kan opstå en situation, hvor personer, der ikke er
omfattet af stk. 2, medvirker til overtrædelse af også denne
bestemmelse, jf. herved forudsætningsvis straffelovens § 23,
stk. 2. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en person A med
den fornødne tilknytning til forsikringsselskabet har rådført
sig med en udenforstående B om virksomhedens uhensigts-
mæssige og meget risikofyldte forretningsmodel. Såfremt A
og B sammen bliver enige om ikke at foretage sig noget,
herunder f.eks. ved at advisere bestyrelsen, kan begge per-
soner efter omstændighederne ifalde et strafansvar for over-
trædelse af det foreslåede stk. 2, såfremt undladelsen efter
omstændighederne har karakter af en grov forsømmelse. A’s
ansvar vil i denne situation være en direkte overtrædelse af
det foreslåede stk. 2, mens B’s overtrædelse må kategorise-
res som medvirken hertil.
Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at det samme gælder for an-
satte med ansvar for en nøglefunktion, hvis forsømmelsen
eller skødesløsheden medfører væsentlig øget risiko for, at
selskabet udsættes for eller anvendes som led i kriminalitet.
Det foreslåede vil indebære, at de ansatte, der i henhold til
lovforslagets § 127, stk. 1, jf. § 17, stk. 2, i bekendtgørelse
om ledelse og styring af forsikringsselskaber m.v. har ansva-
613
ret for en nøglefunktion, vil kunne straffes i tilfælde af grov
eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed, der
medfører væsentlig øget risiko for, at virksomheden udsæt-
tes for eller anvendes som led i kriminalitet.
Det foreslåede vil dermed indebære, at grov eller oftere gen-
tagen forsømmelse eller skødesløshed, der væsentligt øger
risikoen for, at virksomheden udsættes for eller anvendes
som led i kriminalitet, efter omstændighederne vil være
forbundet med strafansvar. Uanset at der således med be-
stemmelsens 2. pkt. lovfæstes en positiv strafsanktioneret
handlepligt for en ansat med ansvar for en nøglefunktion til
at beskytte virksomheden mod at blive udsat for kriminalitet
eller mod at blive anvendt som led i kriminalitet, bør det i
sammenhæng hermed indgå i vurderingen, hvilke konkrete
modforanstaltninger den pågældende efter omstændigheder-
ne med rimelighed burde have foretaget. I forbindelse med
kriminalitet, der begås over for selskabet, vil det være natur-
ligt at skride til politianmeldelse eller som minimum tage
konkrete skridt til at imødegå og bringe kriminaliteten til
ophør, så snart den pågældende bliver bekendt hermed. Der
foreligger dog ikke og foreslås heller ikke med bestemmel-
sen en pligt til at foretage politianmeldelse. Straffrihed efter
den foreslåede bestemmelse vil ofte forudsætte, at den an-
satte med ansvar for en nøglefunktion, foretager foranstalt-
ninger, der sikrer, at selskabet konkret ikke fortsat faciliterer
og understøtter det pågældende kriminelle forhold. Sådanne
foranstaltninger skal naturligvis foretages i nær tidsmæssig
sammenhæng med det tidspunkt, hvor den pågældende bli-
ver orienteret om eller konstaterer de kriminelle forhold.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med
det foreslåede 1. pkt., hvorefter en person, der er knyttet til
et forsikringsselskab uden at være medlem af bestyrelsen
eller direktionen, eller i det daglige en del af den faktiske le-
delse, og som gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget for-
sømmelse eller skødesløshed, der medfører tab eller risiko
for tab for forsikringsselskabet, de forsikrede eller investorer
i forsikringsselskabet, straffes med bøde eller fængsel indtil
2 år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige
lovgivning.
Den foreslåede bestemmelse er udtryk for, at ansatte med
ansvar for en nøglefunktion i forsikringsselskabet har en
strafferetlig sanktioneret pligt til at medvirke til at beskytte
selskabet dels mod selv at blive udsat for kriminalitet, dels
mod at blive anvendt som et redskab i udenforstående ak-
tørers kriminalitet. Det er herved forudsat, at ansatte med
ansvar for en nøglefunktion har en forpligtelse til at under-
støtte ledelsens arbejde med at beskytte virksomheden mod
kriminalitet, og at grov forsømmelse eller skødesløshed i
forbindelse hermed vil kunne straffes efter bestemmelsen.
Det vil være en forudsætning for strafansvar efter bestem-
melsen, at den konkrete forsømmelse eller skødesløshed
kan kvalificeres som værende grov. Situationer, hvor der
foreligger flere tilfælde af forsømmelse eller skødesløshed
fra samme ansatte med ansvar for en nøglefunktion, og for-
holdet ud fra samlet bedømmelse vurderes at være groft, vil
dog også være omfattet.
Det foreslås i stk. 3, at forsikringsselskaber og personer, der
er knyttet til forsikringsselskabet, og som giver urigtige eller
vildledende oplysninger om forhold vedrørende virksomhe-
den til offentlige myndigheder, offentligheden, til noget sel-
skabsorgan, forsikrede eller investorer i forsikringsselskabet,
straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, for så vidt højere
straf ikke er forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 1, eller
den øvrige lovgivning.
Bestemmelsen omfatter forsikringsselskaber og alle, der er
knyttet til virksomheden. En person anses som knyttet til
selskabet, når modtageren af oplysningerne har en berettiget
forventning om, at den pågældende person repræsenterer
selskabet. Det indebærer, at både personkredsen omfattet
af det foreslåede stk. 1 og det foreslåede stk. 2 vil være
omfattet af bestemmelsen. Det er ingen betingelse, at der
f.eks. er tale om et egentligt ansættelsesforhold, eller at den
pågældende skal være medlem af bestyrelsen. Der er herved
ikke tilsigtet ændringer i den personkreds, som vil være
omfattet af den foreslåede bestemmelse i forhold til, hvem
der er omfattet af den tilsvarende bestemmelse i § 373, 1.
pkt., 1. led, i lov om finansiel virksomhed.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med reglerne i straf-
feloven om urigtige og vildledende oplysninger til offentlige
myndigheder og til offentligheden.
Det følger således af straffelovens § 162, at den, som el-
lers for eller til en offentlig myndighed afgiver urigtig er-
klæring om forhold, angående hvilke den pågældende er
pligtig at afgive forklaring, straffes med bøde eller fængsel
indtil 4 måneder. Bestemmelsen omfatter både skriftlige
og mundtlige forklaringer, men forudsætter samtidig, at en
fysisk person er forpligtet til at afgive forklaring til eller
for en offentlig myndighed. Et eksempel på bestemmelsens
anvendelsesområde er retsplejelovens § 497, stk. 1, om fyl-
destgørelsesobjekter afgivet af skyldneren under fogedfor-
retninger. Forpligtelsen til at give Finanstilsynet oplysninger
påhviler imidlertid efter den finansielle lovgivning selska-
berne, dvs. de juridiske personer, jf. eksempelvis lovforsla-
gets § 269, stk. 1, hvorefter bl.a. forsikringsselskaber skal
give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for
tilsynets virksomhed.
Endvidere følger det af straffelovens § 163, at den, som
i øvrigt til brug i retsforhold, der vedkommer det offentli-
ge, skriftligt eller ved andet læsbart medie afgiver urigtig
erklæring eller bevidner noget, som den pågældende ikke
har viden om, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 må-
neder. Omfattet af bestemmelsen er oplysninger til brug
614
i retsforhold, hvilket omfatter urigtige oplysninger fra en
borger eller virksomhed til en offentlig institution. Der
skal endvidere være tale om oplysninger, som er urigtige
eller bevidst vildledende. Bestemmelsen vil således efter
omstændighederne kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor
en finansiel virksomhed forsætligt afgiver urigtige oplysnin-
ger til Finanstilsynet på et skriftligt grundlag. Som følge af
maksimumstraffen på fængsel i 4 måneder er forældelsesfri-
sten for strafansvaret imidlertid 2 år, jf. straffelovens § 93,
stk. 1, nr. 1.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 vil således supplere
straffelovens § 163. Strafansvar efter den foreslåede bestem-
melse vil dog – udover hvad der er omfattet af straffelo-
vens § 163 – også omfatte urigtige oplysninger afgivet til
offentligheden, til noget selskabsorgan, de forsikrede eller
investorer i forsikringsselskabet og dermed ikke blot oplys-
ninger givet til Finanstilsynet eller andre offentlige myndig-
heder. Endvidere vil et strafansvar efter bestemmelsen først
forældes 5 år efter tidspunktet for afgivelsen af de urigtige
eller vildledende oplysninger, jf. lovforslagets § 319, stk. 2.
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 373,
stk. 7, 1. pkt., 1. led, i lov om finansiel virksomhed.
Til § 319
Det følger af § 373, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed,
at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. Stk. 8
fastlægger, at forældelsesfristen for overtrædelse af lovens
bestemmelser m.v., er fem år, jf. dog stk. 9. I stk. 9 er foræl-
delsesfristen for overtrædelse af de nævnte bestemmelser 10
år.
Bestemmelserne foreslås videreført med redaktionelle æn-
dringer og sproglige tilpasninger. Der er ikke tilsigtet mate-
rielle ændringer med de foreslåede bestemmelser.
Det foreslås i stk. 1, at der kan pålægges selskaber m.v.
(juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens
5. kapitel.
Det følger af § 27, stk. 1, 1. pkt., i straffeloven, at strafan-
svar for en juridisk person forudsætter, at der inden for dens
virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en
eller flere til den juridiske person knyttede personer eller
den juridiske person som sådan.
I de tilfælde, hvor de strafbelagte bestemmelser omhandler
pligter og forbud for virksomheden, er de mulige ansvars-
subjekter ved overtrædelse af bestemmelserne virksomhe-
den og/eller en eller flere personer med tilknytning til virk-
somheden - oftest ledelsen. Der vil kunne rejses tiltale mod
virksomheden alene eller mod både virksomheden og en
eller flere personer med tilknytning til virksomheden. Ved
valg af ansvarssubjekt er det udgangspunktet, at tiltalen rej-
ses mod den juridiske person. Der kan i en række tilfælde
være anledning til - udover tiltalen mod den juridiske person
- tillige at rejse tiltale mod en eller flere fysiske personer,
såfremt den eller de pågældende har handlet forsætligt eller
udvist grov uagtsomhed. Der bør som udgangspunkt ikke
rejses tiltale mod underordnede ansatte.
Det foreslås i stk. 2, at forældelsesfristen for overtrædelse
af lovens bestemmelser, bestemmelser i forordninger, hvor
der i denne lov er fastsat regler om strafansvar, eller regler
udstedt i medfør af loven skal være fem år, jf. dog stk. 3.
Det følger af straffelovens § 93, stk. 1, at forældelsesfristen,
når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel i et år for
overtrædelsen, er to år, og at forældelsesfristen, når der ikke
er hjemlet højere straf end fængsel i fire år for overtrædel-
sen, er fem år.
Det følger af den foreslåede § 312, stk. 2, at straffen for
overtrædelse af § 14, stk. 1, § 37, 2. pkt., § 38, stk. 1-4,
§ 47, 2. pkt., § 54, stk. 1 og 2, § 61, stk. 1, 5 og 6, § 62,
1. pkt., § 63, stk. 1, §§ 64 og 82, § 84, stk. 1, 2. pkt., og
stk. 2, § 87, stk. 1, §§ 91 og 92, § 94, stk. 1, 2 og 4, §
96, stk. 1, § 97, stk. 1-4, § 98, stk. 1 og 2, § 99, § 101,
stk. 1, § 105, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, § 105, stk. 3, §
106, § 117, stk. 1 og 3, §§ 119 og 120, § 127, stk. 3, jf.
§ 105, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, § 138, § 154, stk. 1-3,
§ 155, stk. 1, § 156, stk. 1 og 4, § 158, stk. 1, § 159, stk.
1, § 160, stk. 1, § 165, stk. 1, § 173, stk. 1 og 2, § 188, §
189, stk. 1 og 2, § 194, § 195, stk. 1, § 200, stk. 1, § 223,
stk. 1 og 4, § 224, stk. 1, § 225, stk. 1, § 258, stk. 1, §
269, stk. 2, og § 333, stk. 1, 2 og 4, artikel 6, 7, 9, 18-26
og 26 b-26 e, artikel 27, stk. 1 og 4, og artikel 28, stk. 2, i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af
12. december 2017 om en generel ramme for securitisering
og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transpa-
rent og standardiseret securitisering og artikel 5-7, 18-30,
33-42, 44-46, 48, 50, og 52-56 i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) 2019/1238 af 20. juni 2019 om et
paneuropæisk personligt pensionsprodukt ikke kan overstige
fængsel i 4 måneder. For disse bestemmelser er der tale en
frist, der er længere end den generelle regel, der følger af
straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1.
Den forlængede forældelsesfrist er begrundet i, at en række
overtrædelser først opdages ved undersøgelser i virksomhe-
den. Da Finanstilsynets undersøgelser ofte sker med mere
end to års intervaller, kan der være indtruffet forældelse ved
opdagelsen af disse overtrædelser, såfremt der ikke gælder
en forlænget forældelsesfrist.
Det følger af forslagets § 314, at straffen er op til to års
615
fængsel, hvis et medlem af bestyrelsen eller direktionen i
et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed
undlader at træffe nødvendige foranstaltninger i tilfælde af
tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse,
medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgiv-
ning.
Forældelsesfristen for overtrædelse af § 314, stk. 1, er såle-
des den samme, som følger af den generelle regel i straffelo-
vens § 93, stk. 1, nr. 2.
Det følger af forslagets § 314, stk. 2, at straffen er op til
2 års fængsel for personer, der er knyttet til et forsikrings-
selskab eller en forsikringsholdingvirksomhed, og som gør
sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse eller
skødesløshed, der kan medføre tab for virksomheden eller
indskyderne, de forsikrede eller obligationsejerne eller andre
investorer i forsikringsselskabet, medmindre højere straf er
forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Forældelsesfristen for overtrædelse af § 314, stk. 2, er såle-
des den samme, som følger af den generelle regel i straffelo-
vens § 93, stk. 1, nr. 2.
Det foreslås i stk. 3, at forældelsesfristen skal være 10 år for
overtrædelse af lovens § 14, stk. 1, § 95, stk. 1-4, § 117, stk.
1-5, §§ 118-120, 132, 138, § 139, stk. 1-3 og stk. 4, 1. pkt.,
§ 153, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., § 154, stk. 1 og 5,
§ 155, stk. 1, § 156, stk. 1 og 4, § 158, stk. 1, § 159, stk.
1, § 173, stk. 1 og 2, § 180, stk. 2, §§ 183 og 184 § 185,
stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., § 187, 1. pkt., § 193, stk. 3 og 7, §
219, stk. 1, 3 og 5, § 223, stk. 1 og 4, § 224, stk. 1, § 225,
stk. 1, § 269, stk. 2, § 273, stk. 3 og 6, § 333, stk. 1, 2 og
4, eller artikel 6, stk. 1, artikel 10, stk. 1, artikel 14, stk. 1,
og artikel 19 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr.
1286/2014/EU af 26. november 2014 om dokumenter med
central information om sammensatte og forsikringsbaserede
investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP᾽er).
Fælles for de anførte bestemmelser i forslaget er, at de enten
er grove derved, at deres overtrædelse kan have alvorlige
økonomiske konsekvenser for en virksomhed, indskyderne,
investorerne m.v., eller bestemmelserne kan være karakteri-
steret ved, at de er alvorlige og vanskelige for Finanstilsynet
at føre et effektivt tilsyn med.
Dette kan skyldes, at en konstatering af en overtrædelse ofte
vil kræve gennemgang af omfattende materiale og længere-
varende undersøgelser. Som eksempel på en overtrædelse,
der er særligt grov, kan nævnes manglende tilladelse til at
drive forsikringsvirksomhed efter den foreslåede § 14.
Det er således hensigten, at den foreslåede forældelsesfrist
skal medvirke til at sikre en øget og styrket håndhævelses-
og sanktioneringsmulighed over for både grove overtrædel-
ser, men også overtrædelser, som isoleret set ikke nødven-
digvis er meget alvorlige, men som kan være vanskelige for
Finanstilsynet at føre et effektivt tilsyn med.
Til § 320
Det følger af § 373 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed,
at erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at Finanstil-
synet i nærmere angivne sager om overtrædelser af denne
lov og regler udstedt i medfør af denne lov, der ikke skøn-
nes at medføre højere straf end bøde, i et bødeforelæg kan
tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den,
der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtræ-
delsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven
frist at betale en bøde som angivet i bødeforelægget. Jf. stk.
2 gælder, at retsplejelovens regler om krav til indholdet af et
anklageskrift og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udta-
le sig, finder anvendelse på bødeforelæg. Stk. 3 fastlægger,
at forfølgning bortfalder, hvis bødeforlægget vedtages.
Den eksisterende bemyndigelse i § 373 a i lov om finansiel
virksomhed er udnyttet i bekendtgørelse nr. 186 af 8. marts
2011 om anvendelse af administrative bødeforelæg på det
finansielle område.
§ 373 a, stk. 1-3, i lov om finansiel virksomhed foreslås
videreført i lov om forsikringsvirksomhed med redaktionelle
ændringer. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer ved de
foreslåede bestemmelser.
Det foreslås i stk. 1, at erhvervsministeren efter forhandling
med justitsministeren kan fastsætte regler om, at Finanstilsy-
net i nærmere angivne sager om overtrædelser af denne lov
og regler udstedt i medfør af denne lov, der ikke skønnes at
medføre højere straf end bøde, i et bødeforelæg kan tilken-
degive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den, der har
begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen
og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at
betale en bøde som angivet i bødeforelægget.
Den foreslåede bemyndigelse vil kunne anvendes til at ud-
stede en ny bekendtgørelse om anvendelse af administrative
bødeforelæg på det finansielle område, hvis der bliver behov
herfor. Indtil da foreslås det i lovforslagets § 322, at den
gældende bekendtgørelse videreføres.
Det forudsættes, at de foreslåede bemyndigelsesbestemmel-
ser alene anvendes til at give Finanstilsynet mulighed for
at udstede administrative bødeforlæg ved overtrædelse af
de bestemmelser, der er nærmere angivet i bekendtgørelsen,
hvor overtrædelserne generelt er ensartede og ukomplicere-
de og uden bevismæssige tvivlsspørgsmål, og hvor sankti-
onsniveauet ligger fast. Overtrædelserne skal generelt være
616
klare og umiddelbart konstaterbare, og sagens afgørelse,
herunder fastsættelsen af bødens størrelse, skal være uden
skønsmæssige elementer af betydning.
Det indebærer, at administrative bødeforelæg alene kan bru-
ges ved bagatelagtige overtrædelser af lov om finansiel virk-
somhed, da det her er muligt, at bøden kan fastsættes efter
en fast takst alt efter virksomhedens årsomsætning.
Taksten foreslås fastsat efter nedenstående skemaer for hen-
holdsvis juridiske og fysiske personer.
Skema: Bøder for juridiske personer
Bødeniveau for virk-
somheder i omsæt-
ningskategori 1
Bødeniveau for virk-
somheder i omsæt-
ningskategori 2
Bødeniveau for virk-
somheder i omsæt-
ningskategori 3
Bødeniveau for virk-
somheder i omsæt-
ningskategori 4
Bødeniveau for virk-
somheder i omsæt-
ningskategori 5
Nettoomsætning - 50. mio. kr. + 50 mio. kr. –
100 mio. kr.
+ 100 mio. kr. – 1
mia. kr.
+ 1 mia. kr. –
10 mia. kr.
+ 10 mia. kr. - 100
mia. kr.
Bøde for bagatelo-
vertrædelser for virk-
somheder
10.000 kr. 20.000 kr. 30.000 kr. 40.000 kr. 50.000 kr.
Skema: Bøder for fysiske personer
Bøde for bagatelovertrædelser for fysi-
ske personer
5.000 kr.
Bagatelovertrædelser er tilfælde, hvor den konkrete overtræ-
delse alene har haft en formel karakter. Bagatelagtige over-
trædelser kan efter omstændighederne eksempelvis være fejl
i formalia samt fejl i eller manglende interne procedurer og
forretningsgange, modeller for beregning af kapital m.v.
Som et eksempel kan nævnes, at formanden for bestyrelsen i
et forsikringsselskab i sin beretning for generalforsamlingen
ikke redegør for aflønningen af bestyrelsen og direktionen i
det foregående regnskabsår og om den forventede aflønning
i indeværende og kommende regnskabsår.
Det vil næppe kunne udelukkes, at der vil kunne opstå
konkrete tilfælde, hvor overtrædelser af en bestemmelse,
der kan afsluttes ved et bødeforelæg, alligevel ikke kan an-
ses for ukomplicerede og uden bevismæssige tvivlsspørgs-
mål, eller hvor der kan rejses tvivl om det rette sanktionsni-
veau. Det forudsættes, at Finanstilsynet i så fald vil overgive
sagen til politiet og anklagemyndigheden til videre foran-
staltning frem for at udstede et bødeforelæg.
Det forudsættes, at en udvidelse af det nugældende anven-
delsesområde for ordningen med administrative bødefore-
læg skal ske efter forhandling med Justitsministeriet, som
kan inddrage National Enhed for Særlig Kriminalitet og
Rigsadvokaten i overvejelserne.
En betingelse for, at sagen kan afsluttes ved, at Finanstil-
synet udsteder et administrativt bødeforelæg, er, at den på-
gældende fysiske eller juridiske person dels erklærer sig
skyldig, dels vedtager sagens udenretlige afgørelse. Hvis
den pågældende fysiske eller juridiske person ikke ønsker
at acceptere et administrativt bødeforelæg, enten fordi
vedkommende ikke ønsker at erkende sig skyldig eller ikke
kan erklære sig indforstået med, at sagen afgøres af Finans-
tilsynet, overgår sagen til National Enhed for Særlig Krimi-
nalitet med henblik på en sædvanlig strafferetlig forfølgelse.
Det foreslås i stk. 2, at retsplejelovens regler om krav til
indholdet af et anklageskrift og om, at en sigtet ikke er
forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse på
bødeforelæg.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at reglerne i retsple-
jelovens § 834, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, om krav til
indholdet af et anklageskrift, finder tilsvarende anvendelse
på tilkendegivelser efter det foreslåede stk. 1.
Et administrativt bødeforelæg udstedt af Finanstilsynet vil
således skulle opfylde retsplejelovens krav til et ankla-
geskrift. Det indebærer, at et administrativt bødeforelæg
vil skulle indeholde oplysninger om vedkommendes navn,
adresse og person- eller CVR-nummer, det forhold, der ud-
stedes bødeforelæg for, den regel, der vurderes at være over-
trådt, forbrydelsens kendetegn, som de fremgår af reglen,
straffehjemlen og en kort beskrivelse af det forhold, der
udstedes et administrativt bødeforelæg for m.v.
Endvidere indebærer det foreslåede, at det skal fremgå af det
administrative bødeforelæg, at den virksomhed eller person,
bødeforelægget udstedes over for, ikke har pligt til at udtale
sig om sagen, jf. retsplejelovens § 752, stk. 1, 1. pkt., og
selvinkrimineringsforbuddet i § 10, stk. 1, i lov om retssik-
kerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og
oplysningspligter.
617
Det foreslås i stk. 3, at vedtages bøden, bortfalder videre
forfølgning.
Det følger af § 11 i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, at vedtagne bøder kan inddrives ved udpantning.
Til § 321
Den foreslåede § 321 indeholder regler om lovens ikrafttræ-
den.
Det foreslås i § 321, at loven træder i kraft den 1. juli 2023.
Til § 322
Den foreslåede § 322 er en overgangsbestemmelse.
Det foreslås i § 322, at regler fastsat i medfør af § 1, stk. 3,
§ 6, § 13, stk. 6, § 18, stk. 1 og 3, § 19, stk. 2, § 20, stk. 3, §
21, stk. 6, § 23, stk. 1 og 6, § 37, § 42, § 43, stk. 2, 3, 7 og
9, § 56, § 60, stk. 4, § 60 a, stk. 2, § 61, stk. 9, § 64 b, stk.
3, § 65, stk. 2, § 70, stk. 6, § 71, stk. 2, § 72 b, stk. 6, §§ 77
og 77 i, § 81 b, stk. 4, § 85 a, stk. 4, § 108, stk. 6, § 126 b,
stk. 5, § 126 c, stk. 6, § 126 e, stk. 5 og 6, § 126 g, stk. 2, §
128, stk. 2 og 3, § 128 a, § 143, stk. 1, nr. 1-3, § 167, stk. 6,
§ 175 b, stk. 9 og 10, § 181, stk. 1, § 183, stk. 6, § 188, stk.
3, § 192, § 195, stk. 3, § 196, § 199, stk. 12 og 13, § 205,
stk. 1, § 242, § 248, stk. 2, § 248 a, stk. 5, § 248 b, stk. 3,
§ 283, stk. 3, § 305, stk. 1, § 336 a, stk. 4, §§ 343 r, 343 æ,
347 a, 371, 372 a og 373 a, § 373, stk. 4, 5 og 9, og § 417 b,
stk. 6, i lov om finansiel virksomhed forbliver i kraft, indtil
de ophæves eller afløses af nye regler udstedt i medfør af §
3, stk. 2-4, § 8, § 20, stk. 2, § 27, stk. 3, § 29, stk. 3, § 30,
stk. 7, § 31, § 32, stk. 4, § 40, stk. 4, § 60, § 66, § 67, stk.
2-4, § 70, stk. 2, § 74, stk. 4, § 77, stk. 2, § 87, stk. 2, § 95,
stk. 5, § 96, stk. 2, § 109, stk. 4, § 132, stk. 2, § 134, stk. 6,
§ 139, stk. 5, §§ 152 og 153, § 154, stk. 6, § 155, stk. 7, §
157, stk. 2, § 158, stk. 4 og 5, § 160, stk. 2, § 161, § 162,
stk. 1, nr. 1-3, § 164, stk. 3, § 166, stk. 9 og 10, § 172, stk.
1, § 185, stk. 3, § 189, stk. 3, § 190, § 193, stk. 13 og 14, §§
196 og 218, § 219, stk. 6, § 223, stk. 5, § 224, stk. 3, § 225,
stk. 2, §§ 248, 258, 301, 305, 308, 320 og § 332, stk. 6.
Den foreslåede bestemmelse sikrer, at bekendtgørelser ud-
stedt i medfør af de opregnede bestemmelser i lov om finan-
siel virksomhed forbliver i kraft, selvom bemyndigelsesbe-
stemmelserne enten udgår af lov om finansiel virksomhed
eller både vil være eksisterende i lov om finansiel virksom-
hed og i denne lov.
Det betyder, at bl.a. bekendtgørelse nr. 1260 af 29. novem-
ber 2019 om registrering af aktiver i livsforsikringsselska-
ber, tværgående pensionskasser og firmapensionskasser, der
er udstedt i medfør af § 199, stk. 12, i lov om finansiel
virksomhed fortsat vil være gældende for forsikringsselska-
ber m.v., indtil bekendtgørelsen ophæves eller afløses af nye
regler, der er udstedt i medfør af lovforslagets § 193, stk. 13.
Til § 323
Bestemmelsen er en overgangsbestemmelse.
I § 323 foreslås, at for ansatte, der inden den 1. januar 2016
varetog en stilling i et gruppe 1-forsikringsselskab, som in-
debærer, at den ansatte skal identificeres som nøgleperson
i medfør af § 127, stk. 1, finder § 105, stk. 1 og 2, alene
anvendelse på forhold, der er opstået den 1. januar 2016
eller senere.
Bestemmelsen viderefører en overgangsbestemmelse, der
blev vedtaget ved gennemførelsen af Solvens II-direktivet
ved § 3, stk. 5, i lov nr. 308 af 28. marts 2015. Med gennem-
førelsen af Solvens II-direktivet ved lov nr. 308 af 28. marts
2015, med de ændringer, der følger af lov nr. 1563 af 15. de-
cember 2015, indførtes egnetheds- og hæderlighedskravene
til gruppe 1-forsikringsselskabers nøglepersoner. Det blev i
den forbindelse vurderet, at det ville være et stort indgreb,
hvis disse regler gjaldt fuldt ud. Som følge heraf blev der
indsat en overgangsbestemmelse, hvorefter ansatte, som den
1. januar 2016 varetog en stilling i et gruppe 1-forsikrings-
selskab, som indebar, at de vil blive identificeret som nøgle-
personer i medfør af § 64 d i lov om finansiel virksomhed,
som videreført ved dette lovforslags § 127, stk. 1, ikke var
omfattet af kravene i § 64, stk. 3, i lov om finansiel virk-
somhed, som videreført ved dette lovforslags § 105, stk. 1.
De samme hensyn må antages fortsat at være gældende,
hvorfor kravene fortsat ikke skal finde anvendelse for disse
personer.
Bestemmelsen fastsætter således, at ansatte, som den 1.
januar 2016 varetog en stilling i et gruppe 1-forsikringssel-
skab, som indebærer, at de vil blive identificeret som nøgle-
personer i medfør af dette lovforslags § 127, stk. 1, ikke
er omfattet af kravene i dette forslags § 105, stk. 1. Den
regulering, som med dette lovforslags § 105 skal gælde for
disse medarbejdere, vil gælde fuldt ud for ansatte, som iden-
tificeres som nøglepersoner efter lovens ikrafttræden den 1.
juli 2023.
Ansatte, der den 1. januar 2016 varetog en stilling i et
gruppe 1-forsikringsselskab, som medfører, at de pågælden-
de vil skulle identificeres som nøglepersoner i medfør af
dette lovforslags § 127, stk. 1, vil derfor ikke skulle egne-
theds- og hæderlighedsvurderes i medfør af dette lovforslags
§ 105, stk. 1. Derved sikres det, at disse personer kan fort-
sætte i deres stillinger, uanset at de på tidspunktet for lovens
ikrafttræden ikke måtte opfylde betingelserne. Konsekven-
sen ville i modsat fald være, at en nøgleperson kunne miste
618
sin stilling i de tilfælde, hvor denne er dømt for en strafbar
overtrædelse eller gået konkurs, jf. lovforslagets § 105, stk.
1, nr. 3 og 4, før lovens ikrafttræden.
Finanstilsynet vil kunne påbyde et gruppe 1-forsikrings-
selskab at afsætte en ansat, der varetager en stilling, der ved
lovforslagets ikrafttræden medfører, at personen identifice-
res som nøgleperson i medfør af den foreslåede § 127, stk.
1, hvis vedkommende efter lovens ikrafttræden bliver pålagt
strafansvar, går konkurs eller i øvrigt ikke opfylder kravene i
forslagets § 105, stk. 1, nr. 2-6.
Hvis en ansat i et gruppe 1-forsikringsselskab, der var
identificeret som nøgleperson i medfør af § 64 d, stk. 1, i lov
om finansiel virksomhed den 1. januar 2016, efterfølgende
skifter til anden stilling som nøgleperson i et gruppe 1-for-
sikringsselskab, skal den pågældende egnetheds- og hæder-
lighedsvurderes i medfør af forslagets § 105, stk. 1, i forhold
til den nye stilling. Dette gælder, uanset at der er tale om en
stilling i samme gruppe 1-forsikringsselskab.
De pågældende nøglepersoner er derudover omfattet af
oplysningspligten efter lovforslagets § 105, stk. 2, jf. § 127,
stk. 2. Dette indebærer, at hvis en nøgleperson eksempelvis
bliver dømt for overtrædelse af straffeloven, den finansielle
lovgivning eller anden relevant lovgivning, da har nøgleper-
sonen pligt til selv at orientere Finanstilsynet herom. Nøgle-
personen skal i den forbindelse selv vurdere, om den idømte
straf giver anledning til, at der er risiko for, at nøglepersonen
ikke kan varetage sin stilling på betryggende vis fremadret-
tet. På baggrund af nøglepersonens underretning til Finans-
tilsynet, foretager Finanstilsynet en vurdering af, om dom-
fældelsen giver anledning til at antage, at den pågældende
ikke længere vil kunne varetage sit hverv på betryggende
vis.
Til § 324
Bestemmelsen er en overgangsbestemmelse.
Bestemmelsen viderefører § 14, stk. 10, i lov nr. 1440 af
23. december 2014 for de dele, der er relevante for forsik-
ringsselskaber. § 14, stk. 10, i lov nr. 1440 af 23. december
2014 fastsætter, at krav til gennemførelse af grundkursus
for bestyrelsesmedlemmer, som fastsat i § 64 b i lov om
finansiel virksomhed ved § 1, nr. 7, i lov nr. 1440 af 23. de-
cember 2014, alene gælder for medlemmer af bestyrelsen i
pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber,
der vælges efter ikrafttræden af § 64 b. Bestemmelsen trådte
i kraft den 1. januar 2017, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 1424
af 29. november 2016 om grundkursus for medlemmer af
bestyrelsen i pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsik-
ringsselskaber.
Det følger af bemærkningerne til § 14, stk. 10, i lov nr.
1440 af 23. december 2014, at kravet om gennemførelse af
grundkursus heller ikke gælder for personer, der er undtaget
krav om gennemførelse af grundkursus, jf. § 64 d i lov om
finansiel virksomhed, jf. § 14, stk. 10, i lov nr. 1440 af 23.
december 2014, hvis bestyrelsesmedlemmet genvælges efter
ikrafttrædelse af § 64 d.
Det foreslås i i § 324, at for bestyrelsesmedlemmer, som
er indtrådt i bestyrelsen i et forsikringsselskab inden den 1.
januar 2017, finder § 109 ikke anvendelse.
Lovforslagets § 109 fastsætter regler for, at bestyrelsesmed-
lemmer i et forsikringsselskab skal gennemføre et grundkur-
sus.
Den foreslåede § 324 medfører, at krav om gennemførelse af
grundkursus alene gælder for medlemmer af bestyrelsen i et
forsikringsselskaber, der vælges efter 1. januar 2017. Kravet
om grundkursus gælder således ikke for personer, der er
valgt til bestyrelsen på tidspunktet 1. januar 2017, og heller
ikke ved genvalg af disse personer efter 1. januar 2017.
Til § 325
Den gældende § 395 i lov om finansiel virksomhed fastlæg-
ger i en overgangsbestemmelse, at visse retningslinjer aftalt
i medfør af § 29 i markedsføringsloven fortsat skal finde
anvendelse, til de ophæves eller afløses.
Bestemmelsen foreslås videreført med redaktionelle ændrin-
ger og sproglige tilpasninger.
Den foreslåede § 325 er en overgangsbestemmelse.
Det foreslås i § 325, at retningslinjer, som er aftalt i medfør
af § 29 i markedsføringsloven inden den 1. januar 2004,
fortsat finder anvendelse for forsikringsselskaber, indtil de
ophæves eller afløses af regler udstedt af erhvervsministeren
i medfør af § 43, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed eller
§ 67, stk. 2, i denne lov.
Den foreslåede bestemmelse præciserer, at de retningslinjer,
der er aftalt i medfør af markedsføringsloven inden lovens
ikrafttræden, gælder indtil det tidspunkt, hvor de ophæves,
eller der udstedes nye retningslinjer af erhvervsministeren.
Til § 326
Bestemmelsen er en overgangsbestemmelse.
Det følger af § 10, stk. 1, i aflønningsbekendtgørelsens, jf.
bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019, at et gruppe 1-for-
sikringsselskab og et gruppe 2-forsikringsselskab skal sikre,
at virksomhedens aflønningsstrukturer i forbindelse med ud-
øvelse af forsikringsdistribution ikke strider mod virksom-
619
hedens forpligtelse til at handle i kundens bedste interesse,
herunder god skik reglerne i § 43, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed og regler udstedt i medfør af § 43, stk. 2, i lov
om finansiel virksomhed. Det samme gør sig gældende for
aflønning, jf. § 5, stk. 2, som virksomheden modtager med
henblik på udøvelse af forsikringsdistribution.
Det følger af § 10, stk. 2, at et gruppe 1-forsikringsselskab
og et gruppe 2-forsikringsselskab ikke må indføre afløn-
ningsordninger eller salgsmål, som tilskynder virksomheden
eller dennes ansatte til at anbefale et bestemt forsikrings-
produkt til en kunde, når virksomheden udbyder et andet
produkt, der dækker kundens behov bedre.
Det følger af § 10, stk. 3, at et gruppe 1-forsikringsselskab
og et gruppe 2-forsikringsselskab, der udøver forsikringsdi-
stribution gennem en accessorisk forsikringsformidler, jf. §
2, stk. 1, nr. 5, i lov om forsikringsformidling, der udeluk-
kende distribuerer forsikringer, som er undtaget fra lov om
forsikringsformidling, jf. § 1, stk. 2, i lov om forsikringsfor-
midling, skal sikre, at den pågældende accessoriske forsik-
ringsformidler har passende og forholdsmæssige ordninger
med henblik på, at denne overholder stk. 1 og 2.
Det følger af § 10, stk. 4, at stk. 1-3 ikke finder anvendelse
på forhold omfattet af kollektiv overenskomst, som iagttager
principperne i stk. 1 og 2.
Reglerne blev indført i bekendtgørelsen ved ændringsbe-
kendtgørelse nr. 477 af 30. maj 2018.
Det følger af ændringsbekendtgørelsens § 1, nr. 7, at reg-
lerne alene finder anvendelse på aftaler, der indgås, gen-
forhandles, forlænges eller fornys efter ændringsbekendtgø-
relsens ikrafttræden. Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1.
oktober 2018.
Det foreslås i stk. 1, at § 148, § 149, stk. 2-5, og § 150
i lov om forsikringsvirksomhed finder anvendelse på afta-
ler om fratrædelsesordninger til et medlem af direktionen i
et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed,
som endnu ikke er aktualiseret på lovens ikrafttrædelsestids-
punkt, jf. § 321.
Det foreslåede indebærer, at udbetalingskravene til fratræ-
delsesordninger i § 148, § 149, stk. 2-5, og § 150 finder an-
vendelse på aftaler om fratrædelsesordninger til et medlem
af direktionen i et forsikringsselskaber eller en forsikrings-
holdingvirksomhed, der er indgået, men som endnu ikke er
aktualiseret som følge af direktionsmedlemmets fratrædelse.
En aftale om fratrædelsesordning anses for aktualiseret på
tidspunktet for lovens ikrafttrædelse, hvis modtageren heraf
er under opsigelse eller er fratrådt på dette tidspunkt.
I de tilfælde, hvor det indgår som et vilkår i en allerede
indgået aftale om fratrædelsesordning til et medlem af direk-
tionen i et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirk-
somhed, at udbetalingen af fratrædelsesordningen kapitalise-
res og udbetales samlet på tidspunktet for vedkommendes
fratrædelse, skal aftalen revideres således, at udbetalingskra-
vene i § 149 og § 150, stk. 2-5, respekteres i aftalen.
For så vidt angår aftaler om fratrædelsesordninger til et
medlem af direktionen i et forsikringsselskab eller en for-
sikringsholdingvirksomhed, der er aktualiseret som følge af
vedkommendes fratrædelse på tidspunktet for lovens ikraft-
trædelse, finder de foreslåede udbetalingskrav i § 148, §
149, stk. 2-5, og § 150 ikke anvendelse. Fratrædelsesordnin-
ger, som er aktualiseret på tidspunktet for lovens ikrafttræ-
den, kan således udbetales i henhold til de gældende afta-
ler. Heller ikke virksomhedernes mulighed for at indstille
udbetalingen eller kræve tilbagebetaling af allerede udbetalt
fratrædelsesgodtgørelse vil finde anvendelse på disse aftaler.
Aftaler om fratrædelsesordninger til et medlem af direktio-
nen i et forsikringsselskab og en forsikringsholdingvirksom-
hed er således omfattet af de gældende aflønningsregler,
hvor fratrædelsesgodtgørelser behandles som variabel løn,
jf. dette lovforslags § 148, hvis ikke betingelserne for und-
tagelse i § 21, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 16 af 4.
januar 2019 om lønpolitik og aflønning i forsikringsselska-
ber, forsikringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser
er opfyldt.
Hensigten med, at de foreslåede regler om udbetaling af
fratrædelsesordninger skal finde anvendelse på eksisterende
aftaler er, at direktørkontrakter ikke altid vil blive genfor-
handlet løbende under direktørens ansættelse, og at aftalerne
vil kunne bestå uændret i mange år frem i tiden. Den fore-
slåede overgangsbestemmelser er således nødvendig for at
sikre, at de foreslåede bestemmelser får en reel effekt fra
lovens ikrafttrædelsestidspunkt og ikke først mange år ude i
fremtiden.
Det foreslås i stk. 2, at § 149, stk. 1, i lov om forsikrings-
virksomhed finder anvendelse på aftaler om fratrædelses-
godtgørelser til et medlem af direktionen i et forsikrings-
selskab eller en forsikringsholdingvirksomhed, der indgås,
forlænges eller fornyes efter lovens ikrafttræden.
Det foreslåede indebærer, at aftaler om fratrædelsesgodtgø-
relser til et medlem af direktionen i et forsikringsselskab el-
ler en forsikringsholdingvirksomhed, der indgås, forlænges
eller fornyes efter lovens ikrafttræden, skal afspejle de resul-
tater, der er opnået ved varetagelse af direktørens stilling.
Aftaler om fratrædelsesgodtgørelser, der ikke er indgået,
forlænget eller fornyet efter lovens ikrafttræden kan således
620
tildeles på baggrund af de kriterier, der indgår i den gælden-
de aftale.
Det følger i øvrigt af lovforslagets § 150, stk. 1, at en
fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen i et
forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed ik-
ke må belønne forseelser eller manglende resultater. Dette
følger allerede af den gældende § 21, stk. 4, i bekendtgørel-
se nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik og aflønning i
forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder og fir-
mapensionskasser.
En eksisterende aftale om fratrædelsesgodtgørelse, der ikke
er indgået, forlænget eller fornyet efter lovens ikrafttræden,
må således fortsat ikke indeholde kriterier, der kan medføre
en belønning af forseelser eller manglende resultater.
Det foreslås i § 326, stk. 3, at § 145 finder alene anvendelse
på aftaler, der indgås, genforhandles, forlænges eller fornys
efter lovens ikrafttræden.
Lovforslagets § 145 viderefører § 10, stk. 1-4, fra afløn-
ningsbekendtgørelsen, der blev fastsat ved en ændringsbe-
kendtgørelse nr. 477 af 30. maj 2018, der trådte i kraft den 1.
oktober 2018. Det foreslåede medfører derfor, at reglerne i
loven alene finder anvendelse fremadrettet, hvorfor overtræ-
delser af reglerne, der er begået i perioden fra den 1. oktober
2018 og frem til lovens ikrafttræden, vil skulle bedømmes
ud fra gældende ret på tidspunktet for overtrædelsen, altså
aflønningsbekendtgørelsen.
Til § 327
Bestemmelsen er en overgangsbestemmelse.
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 400 i
lov om finansiel virksomhed uden materielle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at forsikringsselskaber, der ikke havde
fuldt indbetalt selskabskapital den 1. oktober 1981, kan op-
retholde denne ordning også efter 1. oktober 1981.
Det foreslås i stk. 2, at i de af stk. 1 omfattede forsikrings-
selskaber må en aktionær eller garant ikke hæfte for indbeta-
ling på aktier eller garantiandele til et større samlet beløb
end 5 pct. af aktie- eller garantikapitalen eller for større
beløb end 50.000 kr., medmindre der stilles en af Finanstil-
synet godkendt sikkerhed for beløb herudover.
Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet kan undtage fra reglen
i stk. 2.
Det foreslås i stk. 4, at overdragelsen af en ikke fuldt indbe-
talt aktie eller garantiandel i forsikringsselskaber omfattet af
stk. 1 kun kan finde sted med bestyrelsens godkendelse. Så-
dan godkendelse må ikke meddeles, medmindre det må an-
tages, at erhververen vil være i stand til at erlægge de frem-
tidige indbetalinger, eller medmindre betryggende sikkerhed
stilles. Stilles betryggende sikkerhed, kan godkendelse ikke
nægtes, medmindre den ønskede overdragelse strider imod
andre gyldigt fastsatte regler om indskrænkning i aktiernes
eller garantiandelenes omsættelighed.
Det foreslås i stk. 5, at når bestyrelsen har godkendt overdra-
gelsen og erhververen har udstedt forskrivning for det ikke
indbetalte beløb, bortfalder overdragerens forpligtelser.
Det foreslås i stk. 6, at foretager en aktionær eller garant
i forsikringsselskaber omfattet af stk. 1 ikke i rette tid en
aktionæren eller garanten påhvilende indbetaling, er aktio-
næren eller garanten, såfremt vedtægterne ikke bestemmer
andet, pligtig fra forfaldsdagen at betale en årlig rente af det
skyldige beløb svarende til den rente, der er fastsat efter § 5,
stk. 1 og 2, i lov om renter ved forsinket betaling m.v.
Det foreslås i stk. 7, at selskabet skal, hvis betaling efter stk.
6 ikke sker rettidigt, uden ugrundet ophold søge sig fyldest-
gjort for det skyldige beløb enten ved et søgsmål eller ved
for aktionærens eller garantens regning, og så vidt muligt ef-
ter 4 ugers varsel til aktionæren eller garanten, at søge aktien
eller garantiandelen afhændet med forpligtelse for erhverve-
ren til at yde de manglende indbetalinger med påløbne ren-
ter. Afhændelsen skal ske gennem et børsmæglerselskab, et
kreditinstitut, der har særlig tilladelse, eller et pengeinstitut
eller ved offentlig auktion. Medfører afhændelsen udstedelse
af nyt aktiebrev eller interimsbevis, skal aktiebrevet eller
interimsbeviset foruden at angive sit øjemed gengive indhol-
det af det gamle aktiebrev eller interimsbeviset samt under-
skrives af bestyrelsen. Dog kan interimsbeviser underskrives
af en af bestyrelsen befuldmægtiget.
Det foreslås i stk. 8, at viser det sig, at det skyldige beløb
ikke kan inddrives på nogen af de anførte måder, skal aktien
eller garantiandelen annulleres, og kapitalen anses da for
nedsat med et til aktiens eller garantiandelens pålydende
svarende beløb. Det beløb, der er indbetalt, henlægges til en
fond, som ikke uden Finanstilsynets samtykke må formind-
skes.
Det foreslås i stk. 9, at kapitalens nedsættelse skal anmeldes
til Erhvervsstyrelsen. Endvidere skal der til Finanstilsynet
indsendes bevis for, at betingelserne for aktiens eller garan-
tiandelens annullation har været til stede.
Stk. 2-9 indeholder de før 1980 gældende regler for forsik-
ringsselskaber, hvor selskabskapitalen ikke er fuldt indbe-
talt.
621
Til § 328
Bestemmelsen er en overgangsbestemmelse.
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 401 i
lov om finansiel virksomhed uden materielle ændringer.
Med lovændringen i 1997, jf. § 9, stk. 9, i lov nr. 475
af 10. juni 1997, blev der indført et generelt forbud mod,
at den valgte revision samt den interne revisions- og vice-
revisionschef og ansatte i Lønmodtagernes Dyrtidsfond og
Arbejdsmarkedets Tillægspension indgik engagement med
det institut, hvor hvervet blev udført.
Det foreslås i stk. 1, at eksponeringer og sikkerhedsstillel-
ser, der den 1. januar 1998 var lovligt påtaget eller indgået
mellem den valgte revision eller en intern revisions- eller vi-
cerevisionschef eller ansatte i Arbejdsmarkedets Tillægspen-
sion eller Lønmodtagernes Dyrtidsfond og det forsikrings-
selskab, pengeinstitut eller realkreditinstitut, den værdipa-
pirhandler, det fondsmæglerselskab eller Arbejdsmarkedets
Tillægspension, hvor vedkommende person er ansat, kan
fortsætte til den oprindeligt aftalte udløbsdato.
Det foreslås i stk. 2, at interne revisions- og vicerevisions-
chefer uanset forbuddet i § 116 kan opretholde og udnytte
økonomiske interesser, som vedkommende ejer ved lovens
ikrafttræden.
Bestemmelsen giver mulighed for at fortsætte allerede ind-
gåede lovlige engagementer. Engagementerne skal dog af-
vikles senest på det oprindeligt aftalte tidspunkt og kan
derfor ikke forlænges.
Til § 329
Bestemmelsen er en overgangsbestemmelse.
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 414, i
lov om finansiel virksomhed uden materielle ændringer.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at personer, der bli-
ver omfattet af spekulationsforbuddet i lovforslagets § 111,
og § 424, nr. 15, og § 425, nr. 9, i lov om finansiel virk-
somhed, og som ikke har været omfattet af spekulationsfor-
buddet i § 19, stk. 1, i lov nr. 660 af 7. august 2002, kan
opretholde dispositioner, der er foretaget inden 1. januar
2004. Dette medfører, at eksempelvis lån til køb af værdipa-
pirer, hvor de pågældende værdipapirer ligger til sikkerhed
for lånet, kan fortsætte indtil lånets fastsatte udløbsdato, li-
gesom værdipapirer erhvervet inden den 1. januar 2004 kan
sælges inden for en periode på 6 måneder fra erhvervelsen.
Det foreslås i § 329, at personer, der den 1. januar 2004 ikke
var omfattet af forbuddet i § 19, stk. 1, i lov nr. 660 af 7.
august 2002, uanset bestemmelserne i forslagets § 111 og §
425, nr. 15, og § 426, nr. 9, i lov om finansiel virksomhed,
kan opretholde dispositioner foretaget inden den 1. januar
2004.
Til § 330
Bestemmelsen er en overgangsbestemmelse.
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 415 i
lov om finansiel virksomhed uden materielle ændringer.
Det foreslås i stk. 1, at personer omfattet af § 121, der ved
lovens ikrafttræden havde hverv i medfør af § 24 i lov nr.
660 af 7. august 2002, uden bestyrelsens tilladelse kan fort-
sætte hermed, såfremt det pågældende hverv anmeldes til
Finanstilsynet inden den 30. juni 2004. Har forsikringssel-
skabet den 1. januar 2004 engagement med den virksomhed,
hvori hvervet bestrides, kan den pr. 1. januar 2004 påtagede
eksponering uanset § 123, stk. 1, fortsætte til den oprindeligt
aftalte udløbsdato.
Det foreslås i stk. 2, at personer omfattet af § 122, stk. 1, der
ved lovens ikrafttræden havde hverv i medfør af § 24 i lov
nr. 660 af 7. august 2002, eller som ved lovens ikrafttræden
ikke var omfattet af § 24 i lov nr. 660 af 7. august 2002,
uden direktionens tilladelse kan fortsætte hermed, såfremt
det pågældende hverv anmeldes til Finanstilsynet inden den
30. juni 2004. Har den finansielle virksomhed den 1. janu-
ar 2004 eksponering mod den virksomhed, hvori hvervet
bestrides, kan den pr. 1. januar 2004 påtagede eksponering
uanset § 123, stk. 1, fortsætte til den oprindeligt aftalte
udløbsdato.
Det foreslås i stk. 3, at med virksomheder, hvori personer
omfattet af § 121 og § 122, stk. 1, ved lovens ikrafttræden
havde hverv i medfør af §§ 28, 29, 34 og 35 i lov nr. 660 af
7. august 2002, som forsikringsselskabet den 1. januar 2004
havde eksponering mod, kan den pr. 1. januar 2004 påtagede
eksponering uanset § 123, stk. 1, fortsætte til den oprindeligt
aftalte udløbsdato.
Det foreslås i stk. 4, at stk. 1-3 gælder tilsvarende for per-
soner omfattet af § 425, nr. 5, og § 426, nr. 11, i lov om
finansiel virksomhed.
Til § 331
Den gældende § 417 a i lov om finansiel virksomhed fast-
sætter regler om overgangsforanstaltningerne for den risi-
kofrie rentekurve. Med bestemmelsen har gruppe 1-forsik-
622
ringsselskaberne mulighed for at ansøge om at få tilladelse
til at gøre brug af en justering af den risikofrie rentekurve
indtil 2032.
Den foreslåede § 331 viderefører lov om finansiel virksom-
hed § 417 a uden ændringer.
§ 331 gennemfører dele af artikel 308 b, stk. 17, og artikel
308 c i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-di-
rektivet.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at et gruppe 1-forsikringssel-
skab, som ikke anvender en matchtilpasning til den risiko-
frie rentekurve efter § 158, stk. 2, på forsikringsforpligtel-
serne, kan få tilladelse fra Finanstilsynet til at anvende en
justeret rentekurve opgjort efter stk. 2 indtil den 1. januar
2032 for forsikringsforpligtelser i henhold til aftaler, der
blev indgået før den 1. januar 2016, og aftaler, der fornyes
efter den 31. december 2015.
Det foreslås i 2. pkt., at gruppe 1-forsikringsselskaber, der
har fået tilladelse efter 1. pkt., ikke kan opnå tilladelse efter
§ 332.
Bestemmelsen har til hensigt at lette overgangen fra kost-
prisbaseret værdiansættelse til markedskonsistent værdian-
sættelse i forsikringsselskaberne i de lande, der på nuvæ-
rende tidspunkt ikke anvender markedskonsistent værdian-
sættelse, og som ellers ville have udfordringer med at skif-
te over til Solvens II-reguleringen. Lettelsen består i en
justering af den risikofrie rentekurve efter lovforslagets §
158. Gruppe 1-forsikringsselskaberne har mulighed for at
ansøge om justering af den risikofrie rentekurve indtil 1.
januar 2032.
I Danmark beregnes den årlige justering af den risikofrie
rentekurve ved at måle forskellen mellem den danske dis-
konteringsrentekurve pr. 31. december 2015 og den til en-
hver tid gældende risikofrie rentekurve primo året. Herefter
indregnes justeringen med den relevante andel. Andelen op-
gøres som et årligt lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i
perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032.
Den danske diskonteringsrentekurve pr. 31. december 2015
var allerede baseret på markedsrenter og var i mange hen-
seender tilsvarende den gældende risikofrie rentekurve. An-
vendelse af overgangsforanstaltningen for danske selskaber
vil derfor medføre, at selskaberne, der anvender en mar-
kedsbaseret diskonteringsrentekurve, vil overgå til en min-
dre markedskonsistent værdiansættelse i op til 16 år, for
så derefter at komme tilbage til markedskonsistent værdian-
sættelse. Det er ikke Finanstilsynets forventning, at danske
forsikringsselskaber generelt vil få godkendt anvendelse af
overgangsforanstaltningen, da selskaberne herved i en peri-
ode vil overgå til en mindre markedskonsistent værdiansæt-
telse, hvilket kan give udfordringer i forhold til blandt andet
selskabernes risikostyring. Finanstilsynet kan dog ikke ude-
lukke, at enkelte forsikringsselskaber med kapitalmæssige
udfordringer kan få godkendt anvendelse af overgangsforan-
staltningen under en række betingelser, der skal sikre, at
beskyttelsen af forsikringstagernes interesser ikke bringes i
fare ved anvendelse af overgangsforanstaltningen.
Finanstilsynet kan tillade gruppe 1-forsikringsselskaber at
anvende en justeret rentekurve opgjort efter stk. 2 indtil den
1. januar 2032.
Ønsker et gruppe 1-forsikringsselskab at gøre brug af den
justerede rentekurve, jf. stk. 2, vil selskabet kunne søge om
tilladelse hertil indtil udløbet af overgangsperioden den 1.
januar 2032. Tilladelsen vil gælde fra den dato, hvor tilladel-
sen er givet, og frem til udgangen af overgangsperioden den
1. januar 2032. Selskabet vil derfor ikke kunne vælge at
overgå til den risikofrie rentekurve i lovforslagets § 158, stk.
1, før den 1. januar 2032.
Der vil blive lagt vægt på en række faktorer, når Finanstilsy-
net skal vurdere, om et forsikringsselskab kan få godkendt
anvendelsen af overgangsforanstaltningen. Finanstilsynet vil
blandt andet lægge vægt på baggrunden for de kapitalmæssi-
ge udfordringer, og hvordan udfordringerne er relateret til
overgangen til Solvens II, samt hvorvidt anvendelse af over-
gangsforanstaltningen kan bidrage til at afhjælpe de kapi-
talmæssige udfordringer. Desuden skal forsikringsselskabet
dokumentere, at det kan foretage effektiv risikomåling og
risikostyring ved anvendelse af overgangsforanstaltningen,
og at forsikringsselskabet kan opnå bedst muligt afkast til
gavn for forsikringstagerne, når der tages højde for omkost-
ningerne ved at afdække den yderligere risiko ved at anven-
de overgangsforanstaltningen.
Forsikringsselskaber, der anvender overgangsforanstaltnin-
gen, vil være underlagt Finanstilsynets skærpede tilsyn.
Det følger endvidere af den foreslåede bestemmelses stk.
1, at gruppe 1-forsikringsselskaber, der anvender en match-
tilpasning efter lovforslagets § 158, stk. 2, og gruppe 1-for-
sikringsselskaber, der anvender fradraget efter lovforslagets
§ 332, ikke samtidig vil kunne anvende den justerede rente-
kurve opgjort efter lovforslagets § 331, stk. 2.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at den justerede rentekurve
opgøres for hver enkelt valuta ved udgangen af hvert år som
en andel af forskellen mellem renten som fastsat efter dis-
konteringsrentekurven pr. 31. december 2015 og den årlige
effektive rente som fastsat efter den risikofrie rentekurve, jf.
§ 158, stk. 1 og 3.
623
Det foreslås i 2. pkt., at andelen opgøres som et lineært fald
fra 100 pct. til 0 pct. i perioden fra den 1. januar 2016 til den
1. januar 2032.
Den opgjorte tilpasning tillægges den risikofrie rentekurve,
jf. dette forslags § 158, stk. 1 og 3, for alle løbetider.
Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet kan fastsætte et kapi-
taltillæg for et forsikringsselskab, der anvender justeringen
efter stk. 2, hvis Finanstilsynet vurderer, at selskabet har
en risikoprofil, der afviger væsentligt fra antagelserne, der
ligger til grund for anvendelsen heraf. Kapitaltillægget vil
blive opgjort i overensstemmelse med dette forslags § 278.
Der henvises til dette forslags §§ 158 og 278 samt bemærk-
ningerne hertil for nærmere information om den risikofrie
rentekurve og kapitaltillægget.
Det foreslås i stk. 4, at gruppe 1-forsikringsselskaber, der
har fået tilladelse efter stk. 1, som en del af deres rap-
port om solvens og finansiel situation, jf. dette forslags
§ 164, skal offentliggøre, at de anvender overgangsforan-
staltningen, samt den beløbsmæssige effekt heraf på de for-
sikringsmæssige hensættelser til solvens, solvenskapitalkra-
vet, minimumskapitalkravet, basiskapitalgrundlaget og på
størrelsen af det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at
dække solvenskapitalkravet og på størrelsen af det basiska-
pitalgrundlag, der kan anvendes til at dække minimumskapi-
talkravet.
Offentliggørelsen skal medvirke til at skabe gennemsigtig-
hed i forhold til den beløbsmæssige effekt af overgangsfor-
anstaltningen.
Det foreslås med lovforslagets § 312, stk. 1, at overtrædelse
af lovforlagets § 331, stk. 4, kan straffes med bøde.
Ansvarssubjektet for overtrædelse af § 331, stk. 4, er grup-
pe 1-forsikringsselskaber. Det indebærer, at et gruppe 1-for-
sikringsselskab kan straffes med bøde, hvis det ikke of-
fentliggør, at det anvender overgangsforanstaltningen, samt
den beløbsmæssige effekt heraf på de forsikringsmæssige
hensættelser til solvens, solvenskapitalkravet, minimumska-
pitalkravet, basiskapitalgrundlaget og på størrelsen af det
kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapi-
talkravet og på størrelsen af det basiskapitalgrundlag, der
kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.
Til § 332
Den gældende § 417 b fastsætter regler om overgangsfor-
anstaltninger for de forsikringsmæssige hensættelser til sol-
vens. Med bestemmelsen har gruppe 1-forsikringsselskaber-
ne mulighed for at ansøge om at få tilladelse til at gøre
brug af en justering af de forsikringsmæssige hensættelser til
solvens indtil den 1. januar 2032.
Den foreslåede § 332 viderefører lov om finansiel virksom-
hed § 417 b med en mindre ændring. Ændringen består i, at
den nuværende bestemmelse i § 417 b, stk. 4, nr. 4, ikke vi-
dereføres, idet bestemmelsen vedrører SP-konti, og SP-ord-
ningen er ophævet ved lov nr. 1263 af 16. december 2009
om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension,
lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, lov om beskatning
af pensionsordninger m.v. og lov om pensionsafkastbeskat-
ning.
§ 332 gennemfører dele af artikel 308 b, stk. 17, og artikel
308 d i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-
direktivet.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at et gruppe 1-forsikringsselskab
indtil den 1. januar 2032 kan få tilladelse fra Finanstilsynet
til at anvende et fradrag i de forsikringsmæssige hensættel-
ser til solvens opgjort efter stk. 2.
Det foreslås i 2. pkt., at gruppe 1-forsikringsselskaber, der
har fået tilladelse efter 1. pkt., ikke kan opnå tilladelse efter
§ 331.
Bestemmelsen har til hensigt at lette overgangen fra kost-
prisbaseret værdiansættelse til markedskonsistent værdian-
sættelse i forsikringsselskaberne, hvor denne overgang vil
give udfordringer.
Lettelsen af overgangen består i en justering af de forsik-
ringsmæssige hensættelser til solvens, der opgøres i over-
ensstemmelse med reglerne fastsat i bekendtgørelse nr. 593
af 31. maj 2017 om rapporter om solvens og finansiel situa-
tion for gruppe 1-forsikringsselskaber m.v. Justeringen sker
i forhold til de værdiansættelsesprincipper, som selskaberne
anvendte før den 1. januar 2016. Værdiansættelsesprincip-
perne, der anvendtes før den 1. januar 2016, var i vidt
omfang fastlagt ud fra de samme overordnede principper,
der beskrives i reglerne i bekendtgørelse nr. 1279 af 29.
november 2017 om værdiansættelse af aktiver og passiver,
herunder forsikringsmæssige hensættelser til solvens, men
en række særlige hensyn bevirker, at der vil være visse
forskelle.
Selskaberne får mulighed for at ansøge om justering af de
forsikringsmæssige hensættelser til solvens indtil den 1. ja-
nuar 2032.
I Danmark beregnes den årlige justering af hensættelserne
ved at måle forskellen mellem de forsikringsmæssige hen-
sættelser til solvens pr. den 31. december 2015 og den 1.
624
januar 2016. Herefter indregnes justeringen med den rele-
vante andel. Andelen opgøres som et lineært fald fra 100
pct. til 0 pct. i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1.
januar 2032. Hvis det enkelte selskabs risikoprofil ændrer
sig væsentligt efter tidspunktet for de to målepunkter (31.
december 2015 og 1. januar 2016), kan der foretages en gen-
beregning til opgørelsen af den årlige justering hvert andet
år i overgangsperioden.
Det er ikke Finanstilsynets forventning, at danske forsik-
ringsselskaber generelt vil få godkendt anvendelse af over-
gangsforanstaltningen. Finanstilsynet kan dog ikke udeluk-
ke, at enkelte forsikringsselskaber med kapitalmæssige ud-
fordringer kan få godkendt anvendelse af overgangsforan-
staltningen under en række betingelser, der skal sikre, at
beskyttelsen af forsikringstagernes interesser ikke bringes i
fare ved anvendelse af overgangsforanstaltningen.
Finanstilsynet kan tillade gruppe 1-forsikringsselskaber at
anvende et fradrag opgjort efter stk. 2 i de forsikringsmæssi-
ge hensættelser til solvens i op til en 16-årig periode fra den
1. januar 2016 til den 1. januar 2032.
Fradraget kan anvendes særskilt ned på enkelte homogene
risikogrupper som defineret i Solvens II-reguleringen.
Ønsker et gruppe 1-forsikringsselskab at gøre brug af fradra-
get, jf. stk. 2, kan selskabet søge om tilladelse hertil inden
udløbet af overgangsperioden den 1. januar 2032. Tilladel-
sen gælder fra den dato, hvor tilladelsen er givet, og frem
til udgangen af overgangsperioden den 1. januar 2032. Et
selskab, der anvender fradraget, kan derfor ikke vælge at
overgå til at opgøre de forsikringsmæssige hensættelser til
solvens uden at anvende fradraget før den 1. januar 2032.
Gruppe 1-forsikringsselskaber kan ikke få tilladelse fra Fi-
nanstilsynet til at anvende den justerede rentekurve efter
lovforslagets § 331, når selskabet har fået tilladelse til at an-
vende fradraget opgjort efter stk. 2. Det er ikke hensigten, at
overgangsforanstaltningerne skal anvendes som et redskab
til en generel nedsættelse af de forsikringsmæssige hensæt-
telser til solvens, hvorfor det ikke er muligt at anvende både
en justeret rentekurve og et fradrag i de forsikringsmæssige
hensættelser til solvens.
Det foreslås i stk. 2, at fradraget opgøres som en andel, der
opgøres som et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i perioden
fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032, af forskellen
mellem
1) de forsikringsmæssige hensættelser til solvens efter fra-
drag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold
til genforsikringsaftaler, og opgjort i overensstemmelse
med regler udstedt i medfør af § 158, stk. 5, for så
vidt angår gruppe 1-forsikringsselskabers værdiansæt-
telse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssi-
ge hensættelser til solvens den 1. januar 2016, og
2) de forsikringsmæssige hensættelser til regnskab efter
fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i hen-
hold til genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV’er,
og opgjort i overensstemmelse med bekendtgørelse om
finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgå-
ende pensionskasser den 31. december 2015.
Bestemmelsen fastsætter, hvordan fradraget skal opgø-
res. Fradraget opgøres som en andel af forskellen mellem
beløbene angivet i stykkets nr. 1 og nr. 2.
Beløbet i nr. 1, er de forsikringsmæssige hensættelser til
solvens efter fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt
i henhold til genforsikringsaftaler, og opgjort i overensstem-
melse med bekendtgørelse nr. 1279 af 29. november 2017
om værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsik-
ringsmæssige hensættelser til solvens, for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber m.v. pr. 1. januar 2016.
Anvender gruppe 1-forsikringsselskabet en volatilitetsjuste-
ring, som omhandlet i dette forslags § 159, stk. 3, skal de
forsikringsmæssige hensættelser til solvens den 1. januar
2016 opgøres i overensstemmelse med denne tilpasning.
Beløbet i nr. 2 er de forsikringsmæssige hensættelser til
regnskab efter fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt
i henhold til genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV᾽er,
og opgjort i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 937
af 27. juli 2015 om finansielle rapporter for forsikrings-
selskaber og tværgående pensionskasser pr. 31. december
2015.
Andelen opgøres som et lineært fald fra 100 pct. i det år, der
begynder den 1. januar 2016, til 0 pct. den 1. januar 2032.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at fradraget opgøres én gang
for hele perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar
2032. Efter stk. 3, 2. pkt., kan Finanstilsynet dog påbyde
eller give tilladelse til, at et gruppe 1-forsikringsselskab,
hvis risikoprofil har ændret sig væsentligt på et tidspunkt i
overgangsperioden, der løber fra 1. januar 2016 til 1. januar
2032, opgør de forsikringsmæssige hensættelser til solvens,
der er nævnt i stk. 2, hvert andet år eller oftere.
Bestemmelsen skal medvirke til at sikre, at selskaber, der i
den 16-årige overgangsperiode ændrer deres risikoprofil, får
mulighed for eller påbydes at opgøre de forsikringsmæssige
hensættelser til solvens, der ligger til grund for opgørelsen
af fradraget. Hermed vil fradraget ændre sig i takt med
selskabets risikoprofil og således i højere grad afspejle sel-
skabets situation og dermed sikre en smidig overgang til de
625
nye regler for opgørelsen af forsikringsmæssige hensættelser
til solvens.
Det foreslås i stk. 4, at Finanstilsynet kan begrænse fradra-
get opgjort efter stk. 2, hvis anvendelsen heraf medfører, at
solvenskapitalkravet, jf. § 154, er mindre end det største af
summen af de nedenfor i nr. 1-5 nævnte beløb og det største
af det for selskabet relevante beløb i nr. 6-10:
1) 4 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikrings-
hensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster
for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i for-
sikringsklasserne I-IV og VI, jf. bilag 2, hvor virksom-
heden har en investeringsrisiko.
2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikrings-
hensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster
for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i for-
sikringsklasse V, jf. bilag 2, og i forsikringsklasse III,
jf. bilag 2, hvor virksomheden ikke har en investerings-
risiko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsik-
ringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, fastsættes for
en periode på over 5 år.
3) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikringsmæssige
administrationsomkostninger tillagt 0,3 pct. af de risi-
kovægtede poster for risikosummen for livsforsikrings-
virksomhed i forsikringsklasse III, hvor virksomheden
ikke har en investeringsrisiko, og hvor det beløb, der
skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsom-
kostninger, ikke fastsættes for en periode på over 5 år.
4) Det største beløb i skadesforsikringsvirksomhed af
a. 18 pct. af de risikovægtede poster for det maksima-
le af bruttopræmier og bruttopræmieindtægter op til
61,3 mio. euro tillagt 16 pct. af beløb derudover og
b. det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risikovægtede
poster for bruttoerstatningsudgifterne for beløb op
til 42,9 mio. euro og 23 pct. af beløb derudover i de
seneste 3 regnskabsår.
5) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver livs-
forsikringsvirksomhed.
6) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf.
bilag 1.
7) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virk-
somhed inden for forsikringsklasserne 10-15, jf. bilag
1.
8) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver gen-
forsikringsvirksomhed.
9) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.
Finanstilsynet har mulighed for at begrænse fradraget, hvis
et gruppe 1-forsikringsselskabs solvenskapitalkrav, jf. dette
forslags 154, bliver mindre end det største af summen af de
i nr. 1-5 nævnte beløb og det største af det for selskabet
relevante beløb i nr. 6-10. Det fremkomne beløb svarer
til det gældende kapitalkrav for forsikringsselskaber. Det
betyder, at hvis selskaber, der anvender fradraget, herved
får et solvenskapitalkrav, der er mindre end det kapitalkrav,
selskaberne skulle opfylde inden lovens ikrafttræden, har
Finanstilsynet mulighed for at begrænse fradraget.
Efter det foreslåede stk. 4 skal selskabet således opgøre
summen af nummer 1-4 og sammenligne resultatet heraf
med det for selskabet relevante beløb i nummer 5-9, og
det største af de to fremkomne beløb vil dermed afspejle
det beløb, der skal sammenlignes med solvenskapitalkravet
i vurderingen af, om fradraget skal nedsættes. Beløbene i
nummer 1-10 stammer fra en række EU-direktiver, der op-
hæves ved ikrafttrædelsen af Solvens II-direktivet.
Beløbet efter nr. 1 og 2 udgør 1) 4 pct. af de risikovægtede
poster for livsforsikringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de
risikovægtede poster for risikosummen for livsforsikrings-
virksomhed i forsikringsklasserne I-IV og VI, jf. bilag 2,
hvor virksomheden har en investeringsrisiko og 2) 1 pct.
af de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser og
0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for
livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse V, jf. bilag 2,
og i forsikringsklasse III, jf. bilag 2, hvor virksomheden
ikke har en investeringsrisiko, og hvor det beløb, der skal
dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsomkostninger,
fastsættes for en periode på over 5 år.
De risikovægtede poster er nærmere beskrevet i bekendt-
gørelse nr. 1672 af 16. december 2015 om opgørelse af
risikovægtede poster for gruppe 1-forsikringsselskaber, som
Finanstilsynet efter denne bestemmelses stk. 6 bliver be-
myndiget til at udstede. For nærmere information herom
henvises til bemærkningerne hertil.
Livsforsikringshensættelser, der omtales i nr. 1, opgøres i
overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 937 af 27. juli
2015 om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og
tværgående pensionskasser.
Beløbet efter nr. 3 udgør 25 pct. af det seneste regnskabsårs
forsikringsmæssige administrationsomkostninger tillagt 0,3
pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for livsfor-
sikringsvirksomhed i forsikringsklasse III, hvor virksomhe-
den ikke har en investeringsrisiko, og hvor det beløb, der
skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsomkostnin-
ger, ikke fastsættes for en periode på over 5 år.
Ved de forsikringsmæssige administrationsomkostninger
forstås de omkostninger, der er forbundet med at erhverve
og administrere et forsikringsselskabs forsikringsbestand,
herunder den dertil svarende andel af personaleomkostnin-
ger, provisioner, markedsføringsomkostninger, husleje, ud-
gifter til kontorartikler og kontorhold samt afskrivning af
driftsmidler.
Beløbet efter nr. 4 udgør det største beløb i en skadesforsik-
626
ringsvirksomhed af a) 18 pct. af de risikovægtede poster for
det maksimale af bruttopræmier og bruttopræmieindtægter
op til 61,3 mio. euro tillagt 16 pct. af beløb derudover, og b)
det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risikovægtede poster
for bruttoerstatningsudgifterne for beløb op til 42,9 mio. eu-
ro og 23 pct. af beløb derudover i de seneste 3 regnskabsår.
Bruttopræmier forstås i overensstemmelse med bekendtgø-
relse nr. 937 af 27. juli 2015 om finansielle rapporter for
forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser. Brutto-
præmieindtægten er den periodiserede andel af præmien for
den relevante periode, det vil sige inklusive ændring i præ-
miehensættelser.
Litra b skal sikre, at selskaberne ikke kan mindske kravet til
kapitalens størrelse ved at sætte præmierne for lavt. Opgø-
relsen efter litra a tager nemlig ikke højde for, at selskaberne
ved at sætte en lavere præmie end den, der er udtryk for for-
sikringsrisikoen, kan få et lavere krav end tilsigtet. Kravet
efter litra b udtrykker den historiske risiko, som selskabet
har påtaget sig.
Nr. 5 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe
2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive livsfor-
sikringsvirksomhed omfattet af dette forslags bilag 2. Kravet
til minimumsbasiskapitalen for disse udgør 3,7 mio. euro.
Forsikringsklasserne i dette forslags bilag 2 omfatter almin-
delig livsforsikring, ægteskabs- og fødselsforsikring, forsik-
ringer der er tilknyttet investeringsfonde, langvarig sygefor-
sikring, tontinevirksomhed og kapitaliseringsvirksomhed.
Nr. 6 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe
2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive virksom-
hed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18 omfattet
af dette forslags bilag 1. Minimumskapitalkravet for disse
udgør 2,5 mio. euro.
Forsikringsklasse 1-9 og 16-18 omfatter ulykker, sygdom,
kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernbaners rul-
lende materiel), kaskoforsikring for jernbanekøretøjer, ka-
skoforsikring for luftfartøjer, kaskoforsikring for fartøjer til
sejlads på have, indsøer og floder, godstransport (herunder
varer, bagage og alt andet gods), brand og naturkræfter, an-
dre skader på ejendom, diverse økonomiske tab, retshjælps-
forsikring og assistance.
Nr. 7 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe
2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive virksom-
hed inden for forsikringsklasserne 10-15 omfattet af dette
forslags bilag 1. Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse
udgør 3,7 mio. euro.
Forsikringsklasse 10-15 omfatter ansvarsforsikring for mo-
tordrevne landkøretøjer, ansvarsforsikring for luftfartøjer,
ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og
floder, almindelig ansvarsforsikring, kredit og kaution.
Nr. 8 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe
2-forsikringsselskaber, der udøver genforsikringsvirksom-
hed. Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse udgør 3,6
mio. euro.
Et forsikringsselskab, der udøver genforsikringsvirksomhed,
overtager forsikringsmæssige risici fra et andet forsikrings-
selskab mod en præmie.
Nr. 9 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe
2-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed som captive-
genforsikringsselskab. Kravet til minimumsbasiskapitalen
for disse udgør 1,2 mio. euro.
Et captivegenforsikringsselskab er i dette forslags § 9, stk.
1, nr. 17, defineret som et forsikringsselskab, hvis virksom-
hed er begrænset til at genforsikre forsikringsrisici i den
koncern, som selskabet er en del af, når koncernen ikke
indeholder andre forsikringsselskaber.
Det foreslås i stk. 5, at gruppe 1-forsikringsselskaber, der
har fået tilladelse efter stk. 1, i den rapport om selskabets
solvens og finansielle situation, som selskabet skal offent-
liggøre, jf. § 143, skal oplyse om, at selskabet anvender
fradraget, og angive den beløbsmæssige effekt af ikke at
anvende dette fradrag på størrelsen af de forsikringsmæssige
hensættelser til solvens, solvenskapitalkravet, minimumska-
pitalkravet, basiskapitalgrundlaget, det kapitalgrundlag, der
kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet, og det basi-
skapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække minimums-
kapitalkravet.
Offentliggørelsen skal medvirke til at skabe gennemsigtig-
hed i forhold til den beløbsmæssige effekt af overgangsfor-
anstaltningen.
Det foreslås med lovforslagets § 312, stk. 1, at overtrædelse
af lovforslagets § 332, stk. 5, kan straffes med bøde.
Ansvarssubjektet er et gruppe 1-forsikringsselskab. Det in-
debærer, at et gruppe 1-forsikringsselskab kan straffes med
bøde, hvis det i den rapport, som selskabet skal offentlig-
gøre, jf. lovforslagets § 143, undlader at oplyse om, at
selskabet anvender fradraget, og angive den beløbsmæssige
effekt af ikke at anvende dette fradrag på størrelsen af de
forsikringsmæssige hensættelser til solvens, solvenskapital-
kravet, minimumskapitalkravet, basiskapitalgrundlaget, det
kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapi-
talkravet, og det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til
at dække minimumskapitalkravet.
627
Det foreslås i stk. 6, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere
regler for opgørelsen af de risikovægtede poster efter stk.
4, nr. 1-3 og 5. Bemyndigelsen er indsat med det formål at
sikre klare regler for, hvorledes de risikovægtede poster i
medfør af stk. 4, nr. 1-3 og 5, skal opgøres.
Hjemlen i den gældende bestemmelse i lov om finansiel
virksomhed § 417 b, stk. 6, er udnyttet i bekendtgørelse nr.
1672 af 16. december 2015 om opgørelse af risikovægtede
poster for gruppe 1-forsikringsselskaber. Bekendtgørelsen
forventes videreført.
Til § 333
Den gældende § 417 c i lov om finansiel virksomhed fast-
sætter regler om opfyldelsen af solvenskapitalkravet samt
udarbejdelsen af en redegørelse.
Den foreslåede § 333 viderefører lov om finansiel virksom-
hed § 417 c uden ændringer.
Bestemmelsen gennemfører dele af Solvens II-direktivets
artikel 308 b, stk. 17, og artikel 308 e.
Det foreslås i stk. 1, at et gruppe 1-forsikringsselskab, der
anvender den justerede rentekurve efter § 331 eller fradraget
efter § 332, straks skal underrette Finanstilsynet, hvis sel-
skabet ikke ville opfylde solvenskapitalkravet opgjort efter §
154, hvis selskabet ikke anvendte den justerede rentekurve
eller fradraget.
Informationen om, at et selskab ikke ville opfylde solven-
skapitalkravet, hvis selskabet ikke anvendte en af over-
gangsforanstaltningerne, er væsentlig for at Finanstilsynet
kan føre et effektivt tilsyn med selskabets solvensmæssige
situation.
Det foreslås, at overtrædelse af lovforslagets § 333, stk. 1,
strafbelægges, jf. lovforslagets § 312, stk. 2.
Ansvarssubjektet er et gruppe 1-forsikringsselskab. Den
strafbare handling består i at undlade straks at underrette
Finanstilsynet, hvis selskabet ikke ville opfylde solvenskapi-
talkravet opgjort efter lovforslagets § 154, hvis selskabet ik-
ke anvendte den justerede rentekurve eller fradraget. Over-
trædelse af bestemmelsen kan straffes med bøde eller fæng-
sel indtil fire måneder.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at senest 2 måneder efter at
have konstateret, at solvenskapitalkravet ikke kan opfyldes
uden anvendelse af den justerede rentekurve eller fradraget,
skal gruppe 1-forsikringsselskabet indsende en redegørelse
til Finanstilsynet, der angiver de planlagte foranstaltninger
med henblik på at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet
den 1. januar 2032. Det foreslås i 2. pkt., at ændrer selskabet
de planlagte foranstaltninger i løbet af overgangsperioden
efter 1. pkt., skal selskabet straks orientere Finanstilsynet
om ændringerne.
Dette kan for eksempel være foranstaltninger, der reducerer
selskabets risikoprofil. Forsikringsselskabet kan ændre i de
planlagte foranstaltninger i løbet af overgangsperioden og
skal derefter indsende en ny redegørelse til Finanstilsynet.
Det foreslås, at overtrædelse af lovforslagets § 333, stk. 2,
strafbelægges, jf. lovforslagets § 312, stk. 2.
Ansvarssubjektet er et gruppe 1-forsikringsselskab. Den
strafbare handling består i at undlade at indsende en rede-
gørelse til Finanstilsynet senest 2 måneder efter at have kon-
stateret, at solvenskapitalkravet ikke kan opfyldes. Overtræ-
delse af bestemmelsen kan straffes med bøde eller fængsel
indtil fire måneder.
Det foreslås i stk. 3, at gruppe 1-forsikringsselskabet hvert
år ved udgangen af første kvartal skal indsende en rapport til
Finanstilsynet med angivelse af de hidtidige foranstaltninger
og fremskridt med henblik på at sikre opfyldelsen af solven-
skapitalkravet den 1. januar 2032.
Det foreslås med lovforslagets § 312, stk. 1, at overtrædelse
af lovforslagets § 333, stk. 3, kan straffes med bøde.
Ansvarssubjektet er et gruppe 1-forsikringsselskab. Det in-
debærer, at et gruppe 1-forsikringsselskab kan straffes med
bøde, hvis det undlader at indsende en rapport til Finanstil-
synet i henhold til den frist, der er fastsat i bestemmelsen
med angivelse af de hidtidige foranstaltninger og fremskridt
med henblik på at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet.
Det foreslås i stk. 4, at gruppe 1-forsikringsselskabet den
1. januar 2032 skal opfylde solvenskapitalkravet, jf. § 154,
uden at anvende den justerede rentekurve efter § 331 eller
fradraget efter § 332.
Det foreslås, at overtrædelse af lovforslagets § 333, stk. 4,
strafbelægges, jf. lovforslagets § 312, stk. 2.
Ansvarssubjektet er et gruppe 1-forsikringsselskab. Den
strafbare handling består i den 1. januar 2032 ikke at op-
fylde solvenskapitalkravet, jf. lovforslagets § 154, uden at
anvende den justerede rentekurve efter lovforslagets § 331
eller fradraget efter lovforslagets § 332. Overtrædelse af
bestemmelsen kan straffes med bøde eller fængsel indtil fire
måneder.
628
Det foreslås i stk. 5, at Finanstilsynet tilbagekalder tilladel-
sen efter § 331 eller § 332, hvis Finanstilsynet på baggrund
af rapporten efter stk. 3 vurderer, at det ikke er sandsynligt,
at gruppe 1-forsikringsselskabet kan opfylde solvenskapital-
kravet den 1. januar 2032.
Til § 334
Den gældende § 417 d i lov om finansiel virksomhed fast-
sætter regler om, at kravene i artikel 254-257 i Solvens
II-forordningen udelukkende finder anvendelse for investe-
ringer i securitiseringspositioner, som blev udstedt før den
1. januar 2011, hvis den underliggende eksponering ændres
efter den 31. december 2014.
Den foreslåede § 334 viderefører lov om finansiel virksom-
hed § 417 d uden ændringer.
Bestemmelsen gennemfører dele af Solvens II-direktivets
artikel 308 b, stk. 11.
Det foreslås i § 334, at kravene i artikel 254-257 i Kom-
missionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. ok-
tober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvel-
se af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)
udelukkende finder anvendelse for investeringer i securitise-
ringspositioner, som blev udstedt før den 1. januar 2011,
hvis den underliggende eksponering ændres efter den 31.
december 2014.
Begrebet securitiseringsposition er defineret i artikel 1, stk.
1, nr. 19, i Solvens II-forordningen, der henviser til defini-
tionen i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til
kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af
forordning (EU) nr. 648/2012 (herefter benævnt CRR-for-
ordningen). Det fremgår heraf, at en securitiseringsposition
er en eksponering mod en securitisering.
En securitisering er en transaktion eller ordning, hvorved
kreditrisikoen ved en eksponering eller en pulje af ekspone-
ringer opdeles i trancher. En tranche er et ved aftale fastlagt
segment af kreditrisikoen ved en eksponering eller ved en
række eksponeringer, hvor en position i segmentet medfører
risiko for et større eller mindre kredittab end en position af
samme størrelse i hvert af de andre sådanne segmenter, idet
der ikke tages hensyn til den kreditrisikoafdækning, som
tredjemand direkte giver indehavere af positioner i segmen-
tet eller i andre segmenter, jf. artikel 1, stk. 1, nr. 23, i Sol-
vens II-forordningen, der henviser til definitionen i artikel
4, stk. 1, nr. 67, i CRR-forordningen. En tranche er karakte-
riseret ved, at betalingerne i forbindelse med transaktionen
eller ordningen afhænger af udviklingen i eksponeringen
eller puljen af eksponeringer, og rangordenen af trancher
afgør fordelingen af tabene i transaktionens eller ordningens
levetid, jf. artikel 4, stk. 1, nr. 61, i CRR-forordningen.
Bestemmelsen sikrer, at investeringer i securitiseringspositi-
oner foretaget før den 1. januar 2011 ikke er omfattet af de
krav, der stilles i forordningen, medmindre der foretages æn-
dringer i den underliggende eksponering efter den 1. januar
2014.
Til § 335
Til nr. 1
§ 1 i lov om finansiel virksomhed regulerer lovens anven-
delsesområde.
Det foreslås i § 1, stk. 1, at ændre henvisningen til stk. 2-12
og 16 til stk. 2-11 og 15.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 2
§ 1, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed regulerer, hvilke
af lovens bestemmelser der også finder anvendelse på finan-
sielle holdingvirksomheder, forsikringsholdingvirksomheder
og blandede holdingvirksomheder.
Det foreslås at ændre § 1, stk. 2, 1. pkt., således, at forsik-
ringsholdingvirksomheder udgår af bestemmelsen.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 3
§ 1, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed regulerer, hvilke
af lovens bestemmelser der også finder anvendelse på finan-
sielle holdingvirksomheder, forsikringsholdingvirksomheder
og blandede holdingvirksomheder.
Det foreslås at ændre § 1, stk. 2, 3. pkt., således, at 3. pkt.
udgår af bestemmelsen.
Det betyder, at bestemmelsen ikke længere vil indeholde en
angivelse af, hvilke bestemmelser der finder anvendelse på
forsikringsholdingvirksomheder.
629
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 4
Den gældende § 1, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed
regulerer lovens anvendelse på filialer her i landet af kredit-
institutter, administrationsselskaber og forsikringsselskaber.
Det foreslås i § 1, stk. 3, 1. pkt., at ændre kreditinstitutter,
administrationsselskaber og forsikringsselskaber til kreditin-
stitutter og administrationsselskaber.
Det betyder, at forsikringsselskaber udgår af bestemmelsen.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 5
De gældende §§ 7-11 i lov om finansiel virksomhed vedrø-
rer tilladelse til at udøve virksomhed omfattet af loven.
§ 11 vedrører tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed.
Det foreslås i § 1, stk. 4, 1. og 3. pkt., to steder i § 14, stk. 2,
§ 14, stk. 4, § 30, stk. 1, 1. pkt., § 31, stk. 1, 1. pkt. to steder i
§ 344, stk. 3, og § 354 b, stk. 2, at ændre henvisninger til §§
7-11 til §§ 7-10 a.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 6
Den gældende § 1, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed re-
gulerer, hvilke af lovens bestemmelser der finder anvendelse
på filialer her i landet af udenlandske virksomheder, der
er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virk-
somhed i et land inden for Den Europæiske Union eller et
land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle
område.
Det foreslås at ændre § 1, stk. 4, 1. pkt., således at ”§§
34-36” udgår og henvisningen til ”§§ 50-60” ændres til ”§§
50-54”.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 7
Den gældende § 1, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed re-
gulerer, hvilke af lovens bestemmelser der finder anvendelse
på tjenesteydelser her i landet ydet af kreditinstitutter, admi-
nistrationsselskaber og forsikringsselskaber, der er meddelt
tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union
eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det
finansielle område.
Det foreslås at ændre § 1, stk. 5, 1. pkt., således, at kredit-
institutter, administrationsselskaber og forsikringsselskaber
ændres til kreditinstitutter og administrationsselskaber. Det
foreslås også, at henvisningen til § 36 skal udgå og at ændre
henvisningen til §§ 46-60 til §§ 46-54.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 8
Den gældende § 1, stk. 12, i lov om finansiel virksomhed
angiver, at kapitel 20 g i lov om finansiel virksomhed finder
anvendelse på ISPV’er. Kapitel 20 g indeholder § 343 ø.
Med ISPV (Insurance Special Purpose Vehicle) forstås en
juridisk person, som afdækker risici for forsikringsselskaber,
og som finansierer sin dækning af sådanne risici udelukken-
de ved hjælp af udbyttet fra obligationsudstedelse eller an-
dre finansieringsordninger, hvor tilbagebetalingskravet for
dem, der har stillet kapital til rådighed, er efterstillet de
genforsikringsforpligtelser, der følger af en aftale indgået
mellem den juridiske person og forsikringsselskabet.
Det foreslås, at § 1, stk. 12, ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 9
De gældende §§ 2-4 i i lov om finansiel virksomhed ve-
drører regler om lovens anvendelse for forsikringsselskaber
samt bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om forsik-
ringsselskaber.
630
Det foreslås, at §§ 2-4 ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 10
Den gældende § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virk-
somhed opregner de virksomheder, der er omfattet af be-
grebet finansielle virksomheder i lov om finansiel virksom-
hed. Forsikringsselskaber fremgår af litra d.
Det foreslås, at § 5, stk. 1, nr. 1, litra d, ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 11-16
Den gældende § 5 i lov om finansiel virksomhed indeholder
lovens definitioner.
Reguleringen af forsikringsselskaber skal udskilles fra lov
om finansiel virksomhed. Som følge heraf vil en række
af definitionerne i lov om finansiel virksomhed også blive
udskilt fra lov om finansiel virksomhed og videreført med
forslaget om en ny lov om forsikringsvirksomhed.
Det foreslås, at § 5, stk. 1, nr. 12 og 13, ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Det foreslås, at i § 5, stk. 1, nr. 19, der bliver § 5, stk. 1, nr.
17, ændres kreditinstitut, administrationsselskab eller forsik-
ringsselskab til kreditinstitut eller administrationsselskab.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Det foreslås, at § 5, stk. 1, nr. 25, 2. pkt., der bliver § 5, stk.
1, nr. 19, 2. pkt., ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Det foreslås, at § 5, stk. 1, nr. 46-50, ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Det foreslås, at § 5, stk. 1, nr. 59-64, ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 17
Den gældende § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed an-
giver, at ved kvalificeret andel forstås direkte eller indirekte
besiddelse af mindst 10 pct. af kapitalen eller stemmerettig-
hederne eller en andel, som giver mulighed for at udøve en
betydelig indflydelse på ledelsen af den finansielle virksom-
hed, den finansielle holdingvirksomhed eller forsikringshol-
dingvirksomheden.
Det foreslås at ændre i § 5, stk. 3, således, at den finan-
sielle virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed eller
forsikringsholdingvirksomheden ændres til den finansielle
virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 18
Den gældende § 5, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed
indeholder en række definitioner. § 5, stk. 6, nr. 2, definerer
solvenskapitalkrav i overensstemmelse med § 126 c.
Det foreslås, at § 5, stk. 6, nr. 2, ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 19
Den gældende § 5, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed
indeholder en række definitioner. § 5, stk. 6, nr. 3, definerer
solvensbehov i overensstemmelse med § 124, stk. 1 og 2, §
126, stk. 1 og 4, og § 126 a, stk. 1. § 5, stk. 6, nr. 4, definerer
minimumskapitalkrav i overensstemmelse med §§ 124, 126
a og 126 d.
631
Det foreslås i § 5, stk. 6, nr. 3, at henvisningen til § 126,
stk. 1 og 4, og § 126 a, stk. 1, udgår, og at i nr. 4 udgår
henvisningen til §§ 126 a og 126 d.
Til nr. 20 og 21
Den gældende § 5, stk. 6, nr. 5, i lov om finansiel virk-
somhed definerer minimumsbasiskapital i overensstemmelse
med § 126.
§ 5, stk. 6, nr. 8, i lov om finansiel virksomhed definerer
basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126 b, stk.
2, og regler fastsat i medfør af § 126 b, stk. 5.
§ 5, stk. 6, nr. 9, i lov om finansiel virksomhed definerer
supplerende kapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126
b, stk. 3, og regler fastsat i medfør af § 126 b, stk. 5.
Det foreslås, at § 5, stk. 6, nr. 5, ophæves.
Det foreslås at § 5, stk. 6, nr. 8 og 9, ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 22 og 23
§ 5, stk. 6, nr. 10, der bliver nr. 6, i lov om finansiel virk-
somhed definerer egentlig kernekapital i overensstemmelse
med artikel 50 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitut-
ter og regler fastsat i medfør af § 128, stk. 3 og 4.
§ 5, stk. 6, nr. 12, der bliver nr. 8, i lov om finansiel virk-
somhed definerer supplerende kapital i overensstemmelse
med artikel 71 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitut-
ter og regler fastsat i medfør af § 128, stk. 2-4.
Det foreslås i § 5, stk. 6, nr. 10, der bliver nr. 6, og nr. 13,
der bliver nr. 9, at »stk. 3 og 4« ændres til: »stk. 1 og 2«.
Det foreslås i § 5, stk. 6, nr. 12, der bliver nr. 8, at »stk. 2-4«
ændres til: »stk. 1 og 2«.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 24 og 25
Den gældende § 5, stk. 6, nr. 14, i lov om finansiel virksom-
hed definerer ansvarlig lånekapital i overensstemmelse med
reglerne fastsat i § 128, stk. 2. § 5, stk. 6, nr. 16, definerer
særlige bonushensættelser i overensstemmelse med regler
fastsat i medfør af § 128, stk. 2. § 5, stk. 6, nr. 17, definerer
medlemskonti i overensstemmelse med regler fastsat i med-
før af § 128, stk. 2.
Det foreslås, at § 5, stk. 6, nr. 14, ophæves.
Det foreslås, at § 5, stk. 6, nr. 16 og 17, ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 26
Overskriften før § 7 i lov om finansiel virksomhed omhand-
ler tilladelse til pengeinstitutter, realkreditinstitutter, investe-
ringsforvaltningsselskaber og forsikringsselskaber.
Det foreslås, at overskriften før § 7 affattes således, at den
omhandler tilladelse til pengeinstitutter, realkreditinstitutter
og investeringsforvaltningsselskaber.
Det betyder, at forsikringsselskaber ikke er indeholdt i over-
skriften
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 27
Den gældende § 11 i lov om finansiel virksomhed fastsætter
regler om krav til tilladelse for at udøve forsikringsvirksom-
hed.
Det foreslås, at § 11 ophæves.
Bestemmelsen videreføres med lovforslagets §§ 14-18.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 28
632
Den gældende § 12 i lov om finansiel virksomhed indehol-
der krav til bankers, realkreditinstitutters, investeringsfor-
valtningsselskabers, andelsselskabers, sparekassers, forsik-
ringsselskabers og captivegenforsikringsselskabers selskabs-
form.
§ 12, stk. 1, 4. og 5. pkt., vedrører krav til forsikringsselska-
bers og captivegenforsikringsselskabers selskabsform.
Det foreslås, at § 12, stk. 1, 4. og 5. pkt., ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 29
Den gældende § 13, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed re-
gulerer deling af aktiekapitalen i aktieklasser med forskellig
stemmeværdi.
Det foreslås i § 13, stk. 2, at der efter efter »realkreditinsti-
tutter« indsættes: »og«, og at »forsikringsselskaber« udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 30
Den gældende § 14, stk. 1, nr. 3, i lov om finansiel virksom-
hed fastsætter, at de ansatte i pengeinstitutter og i gruppe
1-forsikringsselskaber, der skal identificeres som nøgleper-
soner i medfør af § 64 c, stk. 1, eller § 64 d, stk. 1, skal
opfylde kravene i § 64, før Finanstilsynet kan meddele tilla-
delse efter §§ 7, 8 10 eller 11.
Det foreslås i § 14, stk. 1, nr. 3, at gruppe 1-forsikringssel-
skaber udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 31
Den gældende § 14, stk. 1, nr. 8, i lov om finansiel virksom-
hed fastsætter, at ansøgeren, der søger om tilladelse efter
§ 11, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, skal kunne
godtgøre at kunne overholde reglerne vedrørende virksom-
hedsstyring, før Finanstilsynet kan meddele tilladelse efter
§§ 7, 8 10 eller 11.
Det foreslås, at § 14, stk. 1, nr. 8, ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 32
Den gældende § 14, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter krav til pengeinstitutters eller realkreditinstitutters
tilslutning til Indskyder- og investorgarantiordningen, og til
skadesforsikringsselskabers, der ikke er genforsikringssel-
skaber, tilslutning til Garantifonden for skadesforsikringssel-
skaber.
§ 14, stk. 6, 2. pkt. vedrører skadesforsikringsselskabers
tilslutning til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber.
Det foreslås, at § 14, stk. 6, 2. pkt., ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 34
Overskriften før § 18 i lov om finansiel virksomhed om-
handler særlige regler for forsikringsselskabers anmeldelse
til Finanstilsynet.
Det foreslås, at overskriften før § 18 ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 34
De gældende §§ 18-22 i lov om finansiel virksomhed inde-
holder særlige regler for forsikringsselskabers anmeldelse til
Finanstilsynet.
Reguleringen af forsikringsselskaber skal udskilles fra lov
om finansiel virksomhed. Forsikringsselskaber vil fremover
være omfattet af forslaget om en ny lov om forsikringsvirk-
somhed, jf. lovforslagets §§ 1-334.
633
Det foreslås, at §§ 18-22 ophæves.
Bestemmelserne videreføres med lovforslagets §§ 26-30.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 35
Overskriften før § 23 i lov om finansiel virksomhed om-
handler særlige regler for gensidige forsikringsselskaber og
tværgående pensionskasser vedrørende stiftelse m.v.
Det foreslås, at overskriften før § 23 ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 36
De gældende §§ 23-23 a i lov om finansiel virksomhed
indeholder særlige regler for gensidige forsikringsselskaber
og tværgående pensionskasser vedrørende stiftelse m.v.
Det foreslås, at §§ 23-23 a ophæves.
Bestemmelserne videreføres med lovforslagets §§ 32-36.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 37
Den gældende § 26 i lov om finansiel virksomhed indehol-
der regler om, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og for-
sikringsselskaber uanset §§ 7, 8, 11, 24 og 25 kan drive an-
den virksomhed i fællesskab med andre, hvis den finansielle
virksomhed ikke direkte eller indirekte har bestemmende
indflydelse på virksomheden (nr. 1), den finansielle virk-
somhed ikke driver virksomheden sammen med finansiel-
le virksomheder, der indgår i koncern med den finansielle
virksomhed, eller for så vist angår forsikringsselskaber i ad-
ministrationsfællesskab med forsikringsselskabet (nr. 2), og
virksomheden udøves i et andet selskab end den finansielle
virksomhed (nr. 3).
Det foreslås i § 26, stk. 1, at henvisningen til § 11 i lov om
finansiel virksomhed udgår, og i nr. 2, at »eller, for så vidt
angår forsikringsselskaber, i administrationsfællesskab med
forsikringsselskabet« udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 38
Overskriften til § 29 i lov om finansiel virksomhed omhand-
ler særlige regler for forsikringsselskaber vedrørende anden
tilladt virksomhed.
Det foreslås, at overskriften før § 29 ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 39
Den gældende §§ 29-29 b i lov om finansiel virksomhed
regulerer forsikringsselskabers udøvelse af accessorisk og
anden tilladt virksomhed.
Det foreslås, at §§ 29-29b ophæves.
Bestemmelsen videreføres med lovforslagets § 49.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 40
Den gældende § 30 i lov om finansiel virksomhed fastsætter,
at en udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til
at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et andet land
inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Uni-
onen har indgået aftale med på det finansielle område, kan
begynde at udøve virksomhed her i landet gennem en filial
2 måneder efter, at Finanstilsynet har modtaget meddelelse
herom fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet, jf. stk. 4 og
6-9. Filialen kan udøve de i bilag 2, 3, 7 og 8 og i bilag
1 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og
–aktiviteter nævnte aktiviteter, såfremt disse er omfattet af
virksomhedens tilladelse i hjemlandet. 1. pkt. gælder tilsva-
rende for kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse til at
udføre aktiviteter som nævnt i bilag 1 i lov om fondsmæg-
lerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter i et andet
land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle område,
634
og som vil udføre sådanne aktiviteter her i landet gennem
en tilknyttet agent, der er etableret her i landet, hvis aktivi-
teterne er omfattet af instituttets eller selskabets tilladelse i
hjemlandet.
Det foreslås i § 30, stk. 1, 2. pkt., at ændre »bilag 2, 3, 7 og
8« til: »bilag 2 og 3«.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 41
Den gældende § 30 i lov om finansiel virksomhed fastsætter,
at en udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til
at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et andet land
inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Uni-
onen har indgået aftale med på det finansielle område, kan
begynde at udøve virksomhed her i landet gennem en filial
2 måneder efter, at Finanstilsynet har modtaget meddelelse
herom fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet, jf. stk. 4 og
6-9. Filialen kan udøve de i bilag 2, 3, 7 og 8 og i bilag
1 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og
–aktiviteter nævnte aktiviteter, såfremt disse er omfattet af
virksomhedens tilladelse i hjemlandet. 1. pkt. gælder tilsva-
rende for kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse til at
udføre aktiviteter som nævnt i bilag 1 i lov om fondsmæg-
lerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter i et andet
land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle område,
og som vil udføre sådanne aktiviteter her i landet gennem
en tilknyttet agent, der er etableret her i landet, hvis aktivi-
teterne er omfattet af instituttets eller selskabets tilladelse i
hjemlandet.
Den gældende stk. 4 indeholder regler om, at Finanstilsy-
net skal indhente følgende oplysninger fra hjemlandets til-
synsmyndigheder: En beskrivelse af filialens virksomhed,
herunder oplysninger om organisation og de planlagte akti-
viteter (nr. 1), en erklæring om, at de planlagte aktiviteter
er omfattet af virksomhedens tilladelse i hjemlandet (nr. 2),
filialens adresse (nr. 3) og navnet på filialens ledelse eller på
generalagenten, jf. § 35 (nr. 4), og for kreditinstitutter, der er
meddelt tilladelse til at udføre aktiviteter som nævnt i bilag
1 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og
-aktiviteter, oplysning om, hvorvidt filialen har til hensigt at
anvende tilknyttede agenter, og identiteten på disse (nr. 5).
Det foreslås i § 30, stk. 4, nr. 4, at henvisningen til general-
agenten, jf. § 35, udgår.
Forslaget medfører, at de dele af bestemmelsen, der alene er
relevante for forsikringsselskaber, udgår af bestemmelsen.
Bestemmelsen videreføres med lovforslagets § 49, stk. 2, nr.
3.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 42
Den gældende § 30, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed in-
deholder regler om, at Finanstilsynet, hvor virksomheden er
et forsikringsselskab, endvidere skal indhente solvenscertifi-
kat og dokumentation for, at forsikringsselskabet er tilsluttet
Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, i det omfang
selskabet er et direkte tegnende skadesforsikringsselskab og
skal dække risici nævnt i bilag 7.
Den gældende § 30, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed
indeholder regler om, at Finanstilsynet, hvor filialen skal
dække risici under forsikringsklasse 10, jf. bilag 7, nr. 10,
bortset fra fragtførerens ansvar, tillige skal kræve en erklæ-
ring fra hjemlandets tilsynsmyndigheder om, at filialen er
medlem af Dansk Forening for International Motorkøretøjs-
forsikring. For de pågældende filialers forsikringer til dæk-
ning af de nævnte risici gælder færdselslovens §§ 105-108
og 110-115.
Det foreslås, at § 30, stk. 8 og 9, ophæves.
Bestemmelserne videreføres med lovforslagets §§ 40 og 50.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 43
Den gældende § 30, stk. 10, 1. pkt., i lov om finansiel
virksomhed indeholder regler om, at virksomheden skal
meddele Finanstilsynet enhver ændring af de i stk. 4, nr.
1-5, og stk. 5-9, nævnte forhold, senest 1 måned før ændring
foretages.
Det foreslås i § 30, stk. 10, 1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt.,
at ændre stk. 5-9 til stk. 5-7.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 44
635
Den gældende § 31, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
indeholder regler om de tjenesteydelser og aktiviteter, en
udenlandsk virksomhed kan udøve her i landet. Bestem-
melsen indeholder bl.a. også regler om de oplysninger, Fi-
nanstilsynet skal have modtaget fra tilsynsmyndighederne i
hjemlandet.
Det foreslås i § 31, stk. 1, at ændre henvisningen til bilag 7
og 8 i lov om finansiel virksomhed til bilag 1 og 2 i lov om
forsikringsvirksomhed, og 3. pkt. ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 45
Den gældende § 31, stk. 5-10, i lov om finansiel virksomhed
vedrører alene regler om forsikringsselskaber.
Det foreslås, at § 31, stk. 5-10, ophæves.
§ 31, stk. 5-9, videreføres med lovforslagets §§ 52-54. Stk.
10 videreføres ikke. Der henvises til bemærkningerne til §
53.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 46
Overskriften før § 34 i lov om finansiel virksomhed om-
handler særlige regler for udenlandske forsikringsselskaber.
Det foreslås, at overskriften før § 34 ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 47
De gældende §§ 34-37 a i lov om finansiel virksomhed inde-
holder særlige regler for udenlandske forsikringsselskaber.
Det foreslås, at §§ 34-37 a ophæves.
Bestemmelserne videreføres med lovforslagets §§ 56-60 og
263.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 48
Den gældende § 38, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at en finansiel virksomhed, der ønsker at etablere
en filial i et andet land, skal meddele dette til Finanstilsynet
sammen med oplysning om, i hvilket land filialen ønskes
etableret (nr. 1), en beskrivelse af filialens virksomhed, her-
under oplysninger om organisation, og de planlagte aktivi-
teter (nr. 2), filialens adresse (nr. 3), navnene på filialens
ledelse (nr. 4), for forsikringsselskaber navnet på filialens
generalagent (nr. 5) og for pengeinstitutter og realkreditinsti-
tutter, hvorvidt filialen har til hensigt at anvende tilknyttede
agenter, samt identiteten på disse (nr. 6).
Det foreslås, at § 38, stk. 1, nr. 5, ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 49
Den gældende § 38, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed in-
deholder regler om de oplysninger, som Finanstilsynet vide-
resender til tilsynsmyndigheder i værtslandet ved etablering
af en filial eller anvendelse af en tilknyttet agent, der er
etableret i et land inden for Den Europæiske Union, eller i et
land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle
område.
Det foreslås, at i § 38, stk. 3, 2. pkt., udgår »og for forsik-
ringsselskaber solvenscertifikat«.
Forslaget indebærer, at de dele af bestemmelsen, der regule-
rer forhold for forsikringsselskaber, udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 50
Den gældende § 38, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed
indeholder regler om, at opfylder gruppe 1-forsikringssel-
skabet ikke solvenskapitalkravet efter § 126 c eller mini-
mumskapitalkravet efter § 126 d, skal Finanstilsynet ikke
videregive solvenscertifikatet.
636
Det foreslås, at § 38, stk. 9, ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 51
Den gældende § 38 a i lov om finansiel virksomhed indehol-
der regler om, at et gruppe 1-forsikringsselskab under visse
betingelser skal fremlægge en erklæring for Finanstilsynet
om, at selskabet er blevet medlem af det nationale bureau og
den nationale garantifond i værtslandet.
Det foreslås, at § 38 a ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 52
Den gældende § 39, stk. 1, 2. pkt., i lov om finansiel
virksomhed indeholder regler om, at forsikringsselskaber
endvidere skal oplyse, hvilke forsikringsselskaber, grupper
af klasser og eventuelt accessoriske risici der ønskes udøvet.
Det foreslås, at § 39, stk. 1, 2. pkt., ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 53
Den gældende § 39, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed in-
deholder regler om, at Finanstilsynet videresender den i stk.
1 nævnte meddelelse samt en erklæring om, at de planlag-
te aktiviteter er omfattet af virksomhedens tilladelse, til til-
synsmyndighederne i værtslandet senest 1 måned efter mod-
tagelsen af den i stk. 1 nævnte meddelelse. Er virksomhe-
den et forsikringsselskab, sender Finanstilsynet endvidere et
solvenscertifikat til tilsynsmyndighederne i værtslandet. Fi-
nanstilsynet underretter samtidig forsikringsselskabet om
den orientering, der er nævnt i 1. og 2. pkt. Forsikringssel-
skabet kan påbegynde sin virksomhed på den dato, hvor det
er blevet underrettet efter 3. pkt. Sender Finanstilsynet ikke
meddelelsen, erklæringen eller solvenscertifikatet nævnt i
1. og 2. pkt. inden for fristen, underretter Finanstilsynet
forsikringsselskabet om årsagerne hertil. Er virksomheden et
pengeinstitut eller et realkreditinstitut, meddeler Finanstilsy-
net endvidere identiteten på de tilknyttede agenter, som virk-
somheden påtænker at anvende, til tilsynsmyndighederne i
værtslandet. Er virksomheden et investeringsforvaltningssel-
skab, sender Finanstilsynet endvidere oplysninger om inve-
stor- og indskydergarantiordningen.
Det foreslås, at § 39, stk. 2, nyaffattes således, at det frem-
går, at Finanstilsynet videresender den i stk. 1 nævnte med-
delelse samt en erklæring om, at de planlagte aktiviteter
er omfattet af virksomhedens tilladelse, til tilsynsmyndighe-
derne i værtslandet senest 1 måned efter modtagelsen af
den i stk. 1 nævnte meddelelse. Sender Finanstilsynet ikke
meddelelsen eller erklæringen nævnt i 1. pkt. inden for fri-
sten, underretter Finanstilsynet virksomheden om årsagerne
hertil. Er virksomheden et pengeinstitut eller et realkreditin-
stitut, meddeler Finanstilsynet endvidere identiteten på de
tilknyttede agenter, som virksomheden påtænker at anvende,
til tilsynsmyndighederne i værtslandet. Er virksomheden et
investeringsforvaltningsselskab, sender Finanstilsynet end-
videre oplysninger om investor- og indskydergarantiordnin-
gen.
Forslaget indebærer, at de dele af bestemmelsen, der regule-
rer forhold for forsikringsselskaber, udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 54
Den gældende § 39, stk. 3, 3. pkt., i lov om finansiel virk-
somhed indeholder regler om et gruppe 1- forsikringssel-
skabs pligt til at følge fremgangsmåden i stk. 1 ved enhver
ændring i de forhold, der er nævnt i stk. 1.
Det foreslås, at § 39, stk. 3, 3. pkt., ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 55
Den gældende § 39, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed
indeholder regler om, at Finanstilsynet ikke skal videregive
solvenscertifikatet, hvis et gruppe 1-forsikringsselskab ikke
opfylder solvenskapitalkravet efter § 126 c eller minimums-
kapitalkravet efter § 126 d.
Det foreslås, at § 39, stk. 5, ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
637
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 56
Den gældende § 39, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at en finansiel virksomhed, der ønsker at udøve
tjenesteydelser i et land uden for Den Europæiske Union
eller i et land, som Unionen ikke har indgået aftale med på
det finansielle område, skal give Finanstilsynet meddelelse
herom, senest 1 måned inden aktiviteterne påbegyndes, med
angivelse af, i hvilket land virksomheden ønskes påbegyndt,
og hvilke aktiviteter der ønskes udøvet. Hvis det ikke er
muligt at give Finanstilsynet meddelelse herom, senest 1
måned inden aktiviteterne påbegyndes, skal meddelelse ske
snarest muligt.
Den gældende § 39, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at virksomhederne skal meddele Finanstilsynet
om enhver ændring i de i stk. 6 nævnte aktiviteter, senest 1
måned inden ændringen foretages. Hvis det ikke er muligt at
meddele Finanstilsynet ændringen inden for denne frist, skal
meddelelse ske snarest muligt.
Den gældende § 39, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at stk. 6 og 7 ikke finder anvendelse på virksom-
heder, der udøver tjenesteydelsesvirksomhed omfattet af bi-
lag 7 og 8.
Det foreslås, at § 39, stk. 8, ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 57
Den gældende § 40, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed in-
deholder regler om, at finansielle virksomheder, der ønsker
at etablere en dattervirksomhed i et land uden for Den Euro-
pæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med,
skal have Finanstilsynets tilladelse hertil.
Det foreslås, at i § 40, stk. 1, 1. pkt., at finansielle virk-
somheder, finansielle holdingvirksomheder og forsikrings-
holdingvirksomheder ændres til finansielle virksomheder og
finansielle holdingvirksomheder.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 58
Overskriften før § 41 i lov om finansiel virksomhed om-
handler særlige regler for danske forsikringsselskabers virk-
somhed i udlandet.
Det foreslås, at overskriften før § 41 ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 59
De gældende §§ 41-42 i lov om finansiel virksomhed inde-
holder særlige regler for danske forsikringsselskabers virk-
somhed i udlandet.
Det foreslås, at §§ 41 og 42 ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 60
Den gældende § 43, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
indeholder regler om, at finansielle virksomheder, finansiel-
le holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirksomheder
skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik
og god praksis inden for virksomhedsområdet.
Den gældende § 183, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
indeholder regler om, at finansielle virksomheder, finansiel-
le holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirksomheder
skal udarbejde en årsrapport, der består af en ledelsesberet-
ning, en ledelsespåtegning og et årsregnskab bestående af
en balance, en resultatopgørelse, anden totalindkomst, noter,
herunder redegørelse for anvendt regnskabspraksis, og en
oversigt over bevægelserne i egenkapitalen. Når et årsregn-
skab er revideret, indgår revisionspåtegningen i årsrappor-
ten.
Den gældende § 183, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed
indeholder regler om, at finansielle virksomheder, finansiel-
le holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirksomheder,
der ikke udsteder omsættelige værdipapirer, der er optaget
til handel på et reguleret marked her i landet, i et andet
land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle område,
uanset stk. 2 kan vælge at anvende de standarder, der er
nævnt i stk. 3, på deres koncernregnskab.
638
Den gældende § 198, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
indeholder regler om, at finansielle virksomheder, finansiel-
le holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirksomheder
skal foretage regelmæssige regnskabsindberetninger til Fi-
nanstilsynet i overensstemmelse med skemaer og vejlednin-
ger hertil udfærdiget af Finanstilsynet. Indberetningerne skal
indsendes til Finanstilsynet i elektronisk form.
Den gældende § 199, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel
virksomhed indeholder regler om, at finansielle virksomhe-
der, finansielle holdingvirksomheder og forsikringsholding-
virksomheder skal have mindst én statsautoriseret revisor,
og denne skal, såfremt der er tale om revision af pengeinsti-
tutter, realkreditinstitutter eller forsikringsselskaber, tillige
være certificeret af Finanstilsynet.
Det foreslås i § 43, stk. 1, § 183, stk. 1 og 4, § 198, stk.
1, og § 199, stk. 1, 1. pkt., at ændre »Finansielle virksomhe-
der, finansielle holdingvirksomheder og forsikringsholding-
virksomheder« til »Finansielle virksomheder og finansielle
holdingvirksomheder«.
Forslaget indebærer, at forsikringsholdingvirksomheder ud-
går af bestemmelserne.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 61 og 62
Den gældende § 43, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed
indeholder regler om, at erhvervsministeren fastsætter nær-
mere regler om kompetencekrav og krav til godt omdømme
for ansatte, der er direkte beskæftiget med forsikrings- eller
genforsikringsdistribution hos et forsikringsselskab eller et
genforsikringsselskab.
Den gældende § 43, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed
indeholder regler om, at erhvervsministeren fastsætter nær-
mere regler om procedurer og oplysningsforpligtelser, som
et forsikringsselskab skal iagttage, når selskabet foretager
visse undersøgelser, herunder foretager personobservation af
skadelidte.
Det foreslås, at § 43, stk. 7 og 9, ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 63
Overskriften før § 45 i lov om finansiel virksomhed om-
handler særlige regler om kontraktforhold for pengeinstitut-
ter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber.
Det foreslås, at i overskriften før § 45 ændres ”pengeinstitut-
ter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber” til ”penge-
institutter og realkreditinstitutter”.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 64
Den gældende § 46, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
indeholder regler om, at ved et pengeinstituts, realkreditin-
stituts eller forsikringsselskabs tegning af kapitalindskud
omfattet af reglerne om hybrid kernekapital og reglerne
om ansvarlig lånekapital må virksomheden ikke samtidig
lånefinansiere detailkunders og professionelle kunders køb
af kapitalindskuddet eller dele heraf.
Det foreslås, at i § 46, stk. 1, ændres ”et pengeinstituts, real-
kreditinstituts eller forsikringsselskabs” til ”et pengeinstituts
eller realkreditinstituts”.
Forslaget indebærer, at forsikringsselskab udgår af bestem-
melsen.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 65
Overskriften før § 55 i lov om finansiel virksomhed om-
handler særlige regler for forsikringsselskaber.
Reguleringen af forsikringsselskaber skal udskilles fra lov
om finansiel virksomhed. Forsikringsselskaber vil fremover
være omfattet af forslaget om en ny lov om forsikringsvirk-
somhed, jf. lovforslagets §§ 1-334.
Det foreslås, at overskriften før § 55 ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 66
639
De gældende §§ 55-60 a i lov om finansiel virksomhed
indeholder særlige regler for forsikringsselskaber.
Reguleringen af forsikringsselskaber skal udskilles fra lov
om finansiel virksomhed. Forsikringsselskaber vil fremover
være omfattet af forslaget om en ny lov om forsikringsvirk-
somhed, jf. lovforslagets §§ 1-334.
Det foreslås i nr. 66, at §§ 55-60 a ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 67
Overskriften før § 60 b i lov om finansiel virksomhed om-
handler oplysningsforpligtelser og særlige regler for optje-
ning og bevarelse af pension for lønmodtagere, som flytter
mellem EU/EØS-lande m.fl.
Reguleringen af forsikringsselskaber skal udskilles fra lov
om finansiel virksomhed. Forsikringsselskaber vil fremover
være omfattet af forslaget om en ny lov om forsikringsvirk-
somhed, jf. lovforslagets §§ 1-334.
Det foreslås, at overskriften før § 60 b ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 68
Reglerne i §§ 60 b-e i lov om finansiel virksomhed indehol-
der regler om oplysningsforpligtelser og særlige regler for
optjening og bevarelse af pension for lønmodtagere, som
flytter mellem EU/EØS-lande m.fl.
Det foreslås, at §§ 60 b-60e ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 69
Den gældende § 61, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virk-
somhed indeholder regler om, at enhver fysisk eller juridisk
person eller fysiske og juridiske personer, som handler i
forståelse med hinanden, der påtænker direkte eller indirek-
te at erhverve en kvalificeret andel, jf. § 5, stk. 3, i en
finansiel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed eller
en forsikringsholdingvirksomhed, på forhånd skal ansøge
Finanstilsynet om godkendelse af den påtænkte erhvervelse.
Den gældende § 61 b, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
indeholder regler om, at enhver fysisk eller juridisk person
eller fysiske og juridiske personer, som handler i forståelse
med hinanden, der påtænker direkte eller indirekte at afhæn-
de en kvalificeret andel, jf. § 5, stk. 3, eller formindske
en kvalificeret andel i en finansiel virksomhed, en finansiel
holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed
således, at afhændelsen bevirker, at grænsen på henholds-
vis 20 pct., 33 pct. eller 50 pct. af selskabskapitalen eller
stemmerettighederne ikke længere er nået, eller bevirker,
at virksomheden eller holdingvirksomheden ophører med at
være vedkommendes datterselskab, skal forinden skriftligt
underrette Finanstilsynet herom med angivelse af størrelsen
af den påtænkte fremtidige kapitalandel.
Den gældende § 61 c, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
indeholder regler om, at hvis en finansiel virksomhed, en
finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirk-
somhed får kendskab til erhvervelser eller afhændelser af
andele som nævnt i § 61, stk. 1, og § 61 b, skal virksom-
heden eller holdingvirksomheden straks give Finanstilsynet
meddelelse herom.
Den gældende § 62, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
indeholder regler om, at for kapitalejere, der er i besiddelse
af en af de i § 61, stk. 1, omhandlede andele i en finansiel
virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsik-
ringsholdingvirksomhed og ikke opfylder kravene i § 61
a, stk. 1, kan Finanstilsynet ophæve den stemmeret, der er
knyttet til de pågældende ejeres kapitalandele, eller påbyde
virksomheden at følge bestemte retningslinjer.
Den gældende § 70, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
indeholder krav til den overordnede og strategiske funktion
for bestyrelsen for en finansiel virksomhed, en finansiel hol-
dingvirksomhed og en forsikringsholdingvirksomhed
Den gældende § 70, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed
indeholder regler om, at Finanstilsynet kan fastsætte regler
om de forpligtelser, der påhviler bestyrelsen for en finansiel
virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed og en forsik-
ringsholdingvirksomhed.
Den gældende § 199, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed
indeholder regler om, at revisorerne i en finansiel virksom-
hed, en finansiel holdingvirksomhed eller i en forsikrings-
holdingvirksomhed, tillige skal være revisorer i virksomhe-
dens dattervirksomheder.
640
Den gældende § 346, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed
indeholder regler om, at Finanstilsynet skal afholde et møde
efter en inspektion i en finansiel virksomhed, en finansiel
holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed.
Den gældende § 347 b, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
indeholder regler om uvildig undersøgelse.
Den gældende § 373, stk. 3, i lov om finansiel virksom-
hed indeholder regler om straf for finansielle virksomhe-
ders, finansielle holdingvirksomheders eller forsikringshol-
dingvirksomheders manglende overholdelse af påbud.
Den gældende § 373, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed
indeholder regler om straf for et medlem af direktionen i en
finansiel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed eller
en forsikringsholdingvirksomhed for undladelse af at træffe
nødvendige foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggen-
de fare for tab af væsentlig størrelse.
Den gældende § 374, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed
indeholder regler om påbud for manglende overholdelse af
forpligtelserne efter §§ 183-193 eller bestemmelser fastsat
i medfør af § 196 for finansielle virksomheder, finansielle
holdingvirksomheder eller forsikringsholdingvirksomheder,
der har udstedt omsættelige værdipapirer, der er optaget til
handel på et reguleret marked.
Reguleringen af forsikringsselskaber skal udskilles fra lov
om finansiel virksomhed. Forsikringsselskaber vil fremover
være omfattet af forslaget om en ny lov om forsikringsvirk-
somhed, jf. lovforslagets §§ 1-334.
Det foreslås i § 61, stk. 1, 1. pkt., § 61 b, stk. 1, § 61 c, stk.
1, § 62, stk. 1, § 70, stk. 1 og 6, § 71, stk. 1 og 2, § 199,
stk. 2, § 346, stk. 2, § 347 b, stk. 1, § 347 c, stk. 1, § 373,
stk. 3 og 6, og § 374, stk. 4, at ændre ”finansiel virksomhed,
en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholding-
virksomhed” til ”en finansiel virksomhed eller en finansiel
holdingvirksomhed”.
Forslaget indebærer, at forsikringsholdingvirksomheder ud-
går af bestemmelserne.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 70
Den gældende § 61, stk. 1, 2. pkt., i lov om finansiel virk-
somhed indeholder regler om ansøgning om godkendelse for
forøgelse af kvalificerede andele.
Den gældende § 374, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed
indeholder regler om straf for den finansielle virksomhed,
den finansielle holdingvirksomhed eller forsikringsholding-
virksomheden, der ikke efterlever et påbud fra Finanstilsy-
net eller afgiver urigtige eller vildledende oplysninger.
Det foreslås i § 61, stk. 1, 2. pkt., at ændre ”en finansiel
virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed eller en forsik-
ringsholdingvirksomhed” til ”en finansiel virksomhed eller
en finansiel holdingvirksomhed”.
Forslaget indebærer, at forsikringsholdingvirksomheder ud-
går af bestemmelsen.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 71
Den gældende § 61 i lov om finansiel virksomhed regule-
rer ansøgning om erhvervelse af kvalificerede andele i en
finansiel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed eller
en forsikringsholdingvirksomhed.
Den gældende § 61, stk. 4, fastsætter, at Finanstilsynet
indtil den 50. arbejdsdag i vurderingsperioden kan anmode
om yderligere oplysninger, der er nødvendige for vurderin-
gen. Anmodningen skal ske skriftligt. Første gang en sådan
anmodning fremsættes, afbrydes vurderingsperioden i perio-
den mellem tidspunktet for anmodningen og modtagelsen af
svar herpå. Afbrydelsen kan dog ikke overstige 20 arbejds-
dage, jf. dog stk. 5.
Den gældende § 61, stk. 5, nr. 2, fastsætter, at Finanstilsynet
kan forlænge afbrydelsen af vurderingsperioden som nævnt
i stk. 4 med op til ti arbejdsdage, såfremt den påtænkte
erhverver er en fysisk eller juridisk person, som ikke er
meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksom-
hed eller den i § 3, nr. 2, i lov om kapitalmarkeder nævnte
virksomhed i Danmark, et andet land inden for den Europæ-
iske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale
med på det finansielle område.
Det foreslås i § 61, stk. 5, nr. 2, at ændre »den i §§ 7-11
nævnte virksomhed« til: »den i §§ 7-10 nævnte virksomhed,
den i § 14, stk. 1, i lov om forsikringsvirksomhed nævnte
virksomhed«.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
641
Til nr. 72
Den gældende § 61 a, stk. 1, i lov om finansiel virksom-
hed indeholder regler om Finanstilsynets vurdering af den
erhverver, der har ansøgt om erhvervelse af kvalificerede
ejerandele, jf. § 61, stk. 1, og den virksomhed, hvori erhver-
velsen påtænkes.
Stk. 1, nr. 2, indeholder regler om, at Finanstilsynet bl.a.
skal foretage vurdering af omdømmet og erfaringen hos den
eller de personer, der efter erhvervelsen vil lede den finan-
sielle virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed eller
forsikringsholdingvirksomheden (nr. 2), og om den påtænkte
erhververs økonomiske forhold, især i forhold til arten af
de forretninger, der drives eller påtænkes drevet i den finan-
sielle virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed eller
forsikringsholdingvirksomhed, hvori erhvervelsen påtænkes
(nr. 3).
Den gældende § 63, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed
indeholder pligt til at meddele Finanstilsynet om ændring af
forhold, der er givet meddelelse om efter stk. 3, nr. 1-4.
Det foreslås, at i § 61 a, stk. 1, nr. 2, og tre steder i § 63,
stk. 4, ændres ”den finansielle virksomhed, den finansielle
holdingvirksomhed eller forsikringsholdingvirksomheden”
til ”den finansielle virksomhed eller den finansielle holding-
virksomhed”.
Det foreslås i § 61 a, stk. 1, nr. 3, at ændre ”finansielle virk-
somhed, finansielle holdingvirksomhed eller forsikringshol-
dingvirksomhed” til ”finansielle virksomhed eller finansielle
holdingvirksomhed”.
Forslaget indebærer, at forsikringsholdingvirksomheder ud-
går af bestemmelsen.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 73
Den gældende § 61 c, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter regler om, at Finanstilsynet skal give meddelelse
om navnene på de kapitalejere, der ved udgangen af det
foregående år ejede en kvalificeret andel i den finansielle
virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed eler forsik-
ringsholdingvirksomheden, og om størrelsen af disse andele.
Den gældende § 63, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter regler om, at Finanstilsynet i visse tilfælde skal
underrettes ved påtænkt mindskelse af andel af udenlandsk
finansiel virksomhed
Det foreslås i § 61 c, stk. 2, og § 63, stk. 2, at ændre »Fi-
nansielle virksomheder, finansielle holdingvirksomheder og
forsikringsholdingvirksomheder« til: »Finansielle virksom-
heder og finansielle holdingvirksomheder«, og »den finan-
sielle virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed eller
forsikringsholdingvirksomheden« ændres til: »den finansiel-
le virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed«.
Forslaget indebærer, at forsikringsholdingvirksomheder ud-
går af bestemmelsen.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 74
Den gældende § 63, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter regler om, hvornår Finanstilsynet på forhånd skal
underrettes om direkte eller indirekte erhvervelse af en kva-
lificeret andel i en udenlandsk finansiel virksomhed.
Den gældende § 197, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter regler om Finanstilsynets beføjelser i forhold til at
sikre, at årsrapporter er i overensstemmelse med reglerne.
Den gældende § 346, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
indeholder en generel regel om Finanstilsynets tilsyn.
Den gældende § 347 a, i lov om finansiel virksomhed inde-
holder en bemyndigelse til erhvervsministeren til at fastsæt-
te regler om finansielle virksomheders, finansielle holding-
virksomheders og forsikringsholdingvirksomheders pligt til
at offentliggøre oplysninger om Finanstilsynets vurdering af
virksomheden og om, at Finanstilsynet har mulighed for at
offentliggøre oplysningerne før virksomheden.
Det foreslås i § 63, stk. 1, 1. pkt., § 197, stk. 1, § 346,
stk. 1, og § 347 a at ændre ”finansielle virksomheders,
finansielle holdingvirksomheders og forsikringsholdingvirk-
somheders” til ”finansielle virksomheders og finansielle hol-
dingvirksomheders”.
Forslaget indebærer, at forsikringsholdingvirksomheder ud-
går af bestemmelserne.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
642
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 75
Den gældende § 64 b, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter regler om obligatorisk grundkursus for bestyrel-
sesmedlemmer.
Den gældende § 182, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virk-
somhed fastsætter regler om forbud mod eksponeringer mod
andre virksomheder inden for samme koncern og mod virk-
somheder eller personer, som direkte eller indirekte har en
afgørende indflydelse.
Det foreslås at ændre § 64 b, stk. 1, og § 182, stk. 1 og
2, således, at ”pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et for-
sikringsselskab” bliver til ”pengeinstitut eller realkreditinsti-
tut”.
Forslaget indebærer, at forsikringsselskab udgår af bestem-
melserne.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 76
Den gældende § 64 d i lov om finansiel virksomhed inde-
holder regler om nøglepersoner i et gruppe 1-forsikringssel-
skab.
Det foreslås, at § 64 d ophæves.
Bestemmelsen videreføres med lovforslagets § 127.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 77
Den gældende § 72 b i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter regler om forsikringsselskabers outsourcing.
Det foreslås at § 72 b ophæves.
Bestemmelsen videreføres med lovforslagets § 134.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 78
Den gældende § 72 c i lov om finansiel virksomhed fast-
sætter regler for virksomhedernes autentifikation af brugere
ved anvendelse af MitID-løsningen, jf. lov om MitID og
NemLog-in.
Det foreslås, at § 72 c affattes således: »Regler fastsat i
medfør af § 72 a, stk. 3, gælder ikke for virksomhedernes
autentifikation af brugere ved anvendelse af MitID-løsnin-
gen, jf. lov om MitID og NemLog-in.«
Forslaget indebærer, at henvisninger til regler, der foreslås
ophævet i lov om finansiel virksomhed og videreført med
lovforslaget, udgår af FIL.
Lovforslagets § 134, stk. 7, indeholder en tilsvarende be-
stemmelse for forsikringsselskaber.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 79
Den gældende § 75, stk. 3, i lov om finansiel virksom-
hed fastsætter en pligt til straks at meddele Finanstilsynet,
hvis et medlem af en finansiel virksomheds bestyrelse eller
direktion, den eksterne revision eller den ansvarshavende
aktuar må formode, at den finansielle virksomhed ikke op-
fylder kapitalkrav, krapitalgrundlagskrav, minimumskapital-
krav, solvensbehov, minimumsbasiskapital eller solvenska-
pitalkrav.
Reguleringen af forsikringsselskaber skal udskilles fra lov
om finansiel virksomhed. Forsikringsselskaber vil fremover
være omfattet af forslaget om en ny lov om forsikringsvirk-
somhed, jf. lovforslagets §§ 1-334.
Det foreslås i § 75, stk. 3, at ændre »kreditinstitutter, sol-
vensbehovet efter § 124, stk. 2, § 126, stk. 4, og § 126
a, stk. 1, 2. pkt., kravet til minimumsbasiskapitalen efter §
126, stk. 2 og 3, solvenskapitalkravet efter § 126 c eller
minimumskapitalkravet efter § 126 d,« til: »kreditinstitutter
eller solvensbehovet efter § 124, stk. 2,«.
§§ 126 og 126 b-g foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 335
nr. 96.
643
Forslaget er en konsekvens af forslaget om en ny lov om
forsikringsvirksomhed.
Til nr. 80
Den gældende § 75, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse for finan-
sielle virksomheder, finansielle holdingvirksomheder og for-
sikringsholdingvirksomheder om forhold i datterselskaber,
som er finansielle virksomheder
Den gældende § 79 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
indeholder regler om opstilling af måltal for det underrepræ-
senterede køn i bestyrelsen og udarbejdelse af en politik for
at øge andelen af det underrepræsenterede køn på virksom-
hedens øvrige ledelsesniveauer.
Den gældende § 199, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at §§ 144-149 i selskabsloven om revision med
de fornødne tilpasninger finder tilsvarende anvendelse på fi-
nansielle virksomheder, finansielle holdingvirksomheder og
forsikringsholdingvirksomheder, der ikke er aktieselskaber.
Den gældende § 343 q, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
indeholder regler om fælles datacentraler.
Reguleringen af forsikringsselskaber skal udskilles fra lov
om finansiel virksomhed. Forsikringsselskaber vil fremover
være omfattet af forslaget om en ny lov om forsikringsvirk-
somhed, jf. lovforslagets §§ 1-334.
Det foreslås i § 75, stk. 4, § 79 a, stk. 1, § 199, stk. 9, og
to steder i § 343 q, stk. 1, at ændre ”finansielle virksomhe-
der, finansielle holdingvirksomheder og forsikringsholding-
virksomheder” til ”finansielle virksomheder og finansielle
holdingvirksomheder”.
Forslaget indebærer, at forsikringsholdingvirksomheder ud-
går af bestemmelserne.
Forslaget er en konsekvens af forslaget om en ny lov om
forsikringsvirksomhed, hvor forsikringsselskaber udskilles
fra lov om finansiel virksomhed og videreføres til lov om
forsikringsvirksomhed.
Til nr. 81
Den gældende § 75 a i lov om finansiel virksomhed indehol-
der regler om en whistleblowerordning i en finansiel virk-
somhed.
Reguleringen af forsikringsselskaber skal udskilles fra lov
om finansiel virksomhed. Forsikringsselskaber vil fremover
være omfattet af forslaget om en ny lov om forsikringsvirk-
somhed, jf. lovforslagets §§ 1-334.
Det foreslås i § 75 a, stk. 3, 1. pkt., at et »forsikringssel-
skab« udgår og »selskaberne« ændres til »selskabet«.
Forslaget er en konsekvens af forslaget om en ny lov om
forsikringsvirksomhed, hvor forsikringsselskaber udskilles
fra lov om finansiel virksomhed og videreføres til lov om
forsikringsvirksomhed.
Til nr. 82
Den gældende § 77 i i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter, at erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler for
forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder om
definitionen af andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig
indflydelse på virksomhedens risikoprofil (stk. 1), om løn-
politik og aflønning af bestyrelsen, direktionen og andre
ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virk-
somhedens risikoprofil (stk. 2), om aflønning af bestyrelsen,
direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig
indflydelse på virksomhedens risikoprofil (stk. 3), og om
aflønning, som tildeles eller udbetales med henblik på udø-
velse af forsikringsdistribution (stk. 4).
Bemyndigelsen i den gældende § 77 i er bl.a. udnyttet til at
udstede bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019.
Det foreslås i nr. 82, at § 77 i ophæves.
Bestemmelsen videreføres med lovforslagets § 152.
Forslaget er en konsekvens af forslaget om en ny lov om
forsikringsvirksomhed, hvor forsikringsselskaber udskilles
fra lov om finansiel virksomhed og videreføres til lov om
forsikringsvirksomhed.
Til nr. 83
Den gældende § 80, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed
indeholder regler om, at eksponeringsforbuddet i stk. 4 ikke
finder anvendelse i forbindelse med deltagelse i bestyrelsen
for en virksomhed, som midlertidigt drives af et pengeinsti-
tut, realkreditinstitut eller forsikringsselskab i medfør af §
25 i lov om finansiel virksomhed til sikring eller afvikling af
forud påtagede eksponeringer.
Reguleringen af forsikringsselskaber skal udskilles fra lov
om finansiel virksomhed. Forsikringsselskaber vil fremover
644
være omfattet af forslaget om en ny lov om forsikringsvirk-
somhed, jf. lovforslagets §§ 1-334.
Det foreslås i§ 80, stk. 6, at ændre ”pengeinstitut, realkredit-
institut eller forsikringsselskab” til ”pengeinstitut eller real-
kreditinstitut”.
Forslaget indebærer, at forsikringsselskab udgår af bestem-
melsen.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 84
Den gældende § 101 b, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at en kapitalforvalter en gang årligt skal meddele
gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed om-
fattet af bilag 8, og forsikringsselskaber, der udøver genfor-
sikring af livsforsikringsforpligtelser, hvormed der er indgå-
et en kapitalforvaltningsaftale, jf. § 160, stk. 2, hvordan ka-
pitalforvalterens investeringsstrategi og gennemførelse heraf
i forhold til investeringer i aktier, der er optaget til handel på
et reguleret marked, er i overensstemmelse med kapitalfor-
valtningsaftalen og bidrager til afkastet af disse selskabers
eller fondes aktiver på mellemlangt til langt sigt. Det samme
gælder, hvis kapitalforvalteren har indgået aftale som nævnt
i 1. pkt. med Arbejdsmarkeds Tillægspension og Lønmodta-
gernes Dyrtidsfond.
Det foreslås i § 101 b, stk. 1, at ændre »bilag 8« til »bilag 2 i
lov om forsikringsvirksomhed«, og », jf. § 160, stk. 2,« æn-
dres til: »jf, § 177, stk. 2, i lov om forsikringsvirksomhed«.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 85
Overskriften før § 108 i lov om finansiel virksomhed om-
handler særlige regler for forsikringsselskaber.
Det foreslås, at overskriften før § 108 ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 86
De gældende §§ 108-110 i lov om finansiel virksomhed
indeholder særlige regler for forsikringsselskaber.
Det foreslås, at §§ 108-110 ophæves.
Bestemmelserne videreføres med lovforslagets § 42, § 98,
stk. 5, og § 139.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 87
Overskriften før § 111 i lov om finansiel virksomhed om-
handler særlige regler for gensidige forsikringsselskaber.
Det foreslås, at overskriften før § 108 ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 88
De gældende §§ 111-114 i lov om finansiel virksomhed
indeholder særlige regler for forsikringsselskaber.
Det foreslås, at §§ 111-114 ophæves.
Bestemmelserne videreføres med lovforslagets §§ 236 og
241-243.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 89
Overskriften før § 115 i lov om finansiel virksomhed om-
handler særlige regler for tværgående pensionskasser.
Det foreslås, at overskriften før § 115 ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 90
645
De gældende §§ 115 og 116 i lov om finansiel virksomhed
indeholder særlige regler for tværgående pensionskasser.
Det foreslås, at §§ 115 og 116 ophæves.
Bestemmelserne videreføres med lovforslagets §§ 245 og
246.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 91
Den gældende § 117, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virk-
somhed fastsætter, at bestyrelsesmedlemmer, medlemmer af
lokale bestyrelser og lignende, medlemmer af repræsentant-
skabet i en finansiel virksomhed, der ikke er en sparekas-
se, revisorer og granskningsmænd samt deres suppleanter,
stiftere, vurderingsmænd, likvidatorer, direktører, ansvarsha-
vende aktuarer, generalagenter og administratorer i et forsik-
ringsselskab samt øvrige ansatte ikke uberettiget må vide-
regive eller udnytte fortrolige oplysninger, som de under
udøvelsen af deres hverv er blevet bekendt med.
Det foreslås i § 117, stk. 1, 1. pkt., at ændre »aktuarer,«
til: »aktuarer«, og at »generalagenter og administratorer i et
forsikringsselskab« udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 92
Den gældende § 117, stk. 1, 2. pkt., i lov om finansiel
virksomhed fastsætter, at § 117, stk. 1, 1. pkt., der fastsætter
en tavshedspligt for en række aktører i finansielle virksom-
heder, ligeledes finder anvendelse for holdingvirksomheder
og forsikringsholdingvirksomheder.
Det foreslås i § 117, stk. 1, 2. pkt., at forsikringsholdingvirk-
somheder udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 93
Den gældende § 118, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at sædvanlige oplysninger om kundeforhold kan
videregives til brug for varetagelse af administrative opga-
ver.
Den gældende § 118, stk. 2, i lov om finansiel virksom-
hed fastsætter, at til brug for varetagelse af administrative
opgaver kan oplysninger videregives til et aktieselskab,
som Arbejdsmarkedets Tillægspension ejer fuldt ud, og til
Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. lov om Arbejdsmarke-
dets Tillægspension § 26 b, stk. 3, og § 23, stk. 4, samt til
det administrerende selskab i et forsikringsadministrations-
fællesskab.
Den gældende § 118, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virk-
somhed fastsætter, at forsikringsselskaber kan til brug for
rådgivning om livsforsikrings- og pensionsordninger samt
personforsikringer, der indgår i disse ordninger, videregive
oplysninger om kundeforhold til forsikringsselskaber, som
forsikringsselskabet er koncernforbundet med, til det ad-
ministrerende selskab i et forsikringsadministrationsfælles-
skab, til et aktieselskab, som Arbejdsmarkedets Tillægspen-
sion ejer fuldt ud og til Arbejdsmarkedets Tillægspension,
jf. § 23, stk. 4, og § 26 b, stk. 3, i lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension. Oplysninger om helbredsmæssige forhold
og andre følsomme oplysninger kan alene videregives, hvis
den, der videregives oplysninger om, har givet samtykke
hertil.
Det foreslås, at § 118, stk. 3, ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 94
Den gældende § 120 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter regler om udveksling af oplysninger om erhvervs-
kunder mellem koncernbundene pengeinstitutter, realkredit-
institutter, finansielle holdingvirksomheder og forsikrings-
holdingvirksomheder samt datterselskaber.
Det foreslås i § 120 a, stk. 1, 2. pkt., at ændre »holdingvirk-
somheder,« til: »holdingvirksomheder«, og at »forsikrings-
holdingvirksomheder« udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 95
Den gældende § 121, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
646
fastsætter, at Oplysninger om en privatkunde må ikke vide-
regives til brug for markedsføring eller rådgivning, medmin-
dre kunden har givet samtykke hertil, jf. dog § 118, stk. 3 og
4.
Det foreslås i § 121, stk. 1, at ændre »§ 118, stk. 3 og 4« til:
»§ 118, stk 3«.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 96
De gældende regler i § 126 og §§ 126 b-126 g i lov om
finansiel virksomhed fastsætter en række regler for forsik-
ringsselskabers opgørelse af kapitalgrundlag, solvenskapi-
talkrav og minimumskapitalkrav.
Det foreslås at ophæve § 126 og §§ 126 b-126 g
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 97
Den gældende § 128, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksom-
hed fastsætter regler om sammensætningen af basiskapitalen
for gruppe 2-forsikringsselskaber og bemyndiger Finanstil-
synet til at fastsætte regler om opgørelsen af basiskapitalen,
herunder kernekapital og supplerende kapital for gruppe 2-
forsikringsselskaber.
Det foreslås, at § 128, stk. 1 og 2, ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 98
Den gældende § 143, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virk-
somhed bemyndiger Finanstilsynet til at fastsætte regler for
fristerne for indberetninger som følge af regler udstedt i
medfør af artikel 35, stk. 9, i Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang
til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed
(Solvens II).
Det foreslås at ophæve § 143, stk. 1, nr. 1.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 99
Den gældende § 143, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virk-
somhed bemyndiger Finanstilsynet til at fastsætte regler om
opgørelser efter § 124, stk. 1 og 2, § 126, stk. 1 og 4, og §
126 a, stk. 1.
Det foreslås i § 143, stk. 1, nr. 2, der bliver til nr. 1, at § 126,
stk. 1 og 4, udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 100
Den gældende § 143, stk. 1, nr. 3, i lov om finansiel virk-
somhed fastsætter bl.a. Finanstilsynets bemyndigelse til at
fastsætte regler om indberetning af basiskapitalen for gruppe
2-forsikringsselskaber.
I § 143, stk. 1, nr. 3, der bliver nr. 2, udgår »og basiskapita-
len for gruppe 2-forsikringsselskaber«.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 101
Det foreslås, at overskriften før § 158 i lov om finansiel
virksomhed ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 102
Den gældende § 158 i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter, at forsikringsselskaber skal investere deres aktiver såle-
des, at forsikringstagernes og de begunstigedes interesser
varetages bedst muligt, og at Finanstilsynet kan fastsætte
nærmere regler om dette.
Det foreslås, at § 158 ophæves.
647
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 103
Det foreslås, at overskriften før § 159 ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 104
De gældende §§ 159, 160 og 167 i lov om finansiel virk-
somhed fastsætter regler om aktivt ejerskab for forsikrings-
selskaber.
Det foreslås, at §§ 159, 160 og 167 ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 105
Den gældende § 175 i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter, at Finanstilsynet kan bestemme, at artikel 395 i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om
tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter finder anvendelse på
koncerner, hvor den øverste modervirksomhed i Danmark er
en finansiel holdingvirksomhed, der ikke er fondsmægler-
eller investeringsforvaltningsholdingvirksomhed, og som ik-
ke indgår i en koncern, hvor der foretages konsolidering i
henhold til artikel 11, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige
krav til kreditinstitutter.
Det foreslås i § 175, stk. 1, at »eller hvor modervirksomhe-
den er en forsikringsholdingvirksomhed,« udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 106
Det foreslås, at overskriften før § 175 b i lov om finansiel
virksomhed ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 107
Den gældende §§ 175b-175e i lov om finansiel virksomhed
fastsætter særlige regler om koncernsolvens og koncerntil-
syn for gruppe 1-forsikringsselskaber m.v.
Det foreslås, at §§ 175-175e ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 108
Den gældende § 179 i lov om finansiel virksomhed fast-
sætter, at Finanstilsynet kan påbyde en modervirksomhed,
der ejer kapitalandele i finansielle virksomheder, at udskille
de finansielle virksomheder og finansieringsinstitutter i en
delkoncern under en finansiel holdingvirksomhed eller en
forsikringsholdingvirksomhed, såfremt en af betingelserne i
§ 179, nr. 1-3, gør sig gældende.
Det foreslås i § 179, at ”eller en forsikringsholdingvirksom-
hed” udgår og i nr. 1, udgår »eller solvenskapitalkravet for
koncernen i § 175 b, stk. 1, 2, 4 og 5,«.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 109
Den gældende § 180, nr. 1, i lov om finansiel virksom-
hed fastsætter, at Finanstilsynet kan påbyde, at en finansiel
holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed
afhænder kapitalandele i en finansiel virksomhed, såfremt
modervirksomheden eller koncernen ikke opfylder solven-
skravet i § 170 eller artikel 92, stk. 1, jf. artikel 11, stk. 1
og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter, eller
solvenskapitalkravet for koncernen i § 175 b, stk. 1, 4 og 5.
Det foreslås i § 180, nr. 1, at »eller solvenskapitalkravet for
koncernen i § 175 b, stk. 1, 2, 4 og 5,« udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
648
Til nr. 110
Den gældende § 182, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et for-
sikringsselskab i øvrigt ikke må have en eksponering mod
virksomheder eller personer, som direkte eller indirekte har
en afgørende indflydelse på pengeinstituttet, realkreditinsti-
tuttet eller forsikringsselskabet, eller som er domineret af
virksomheder eller personer med en sådan indflydelse.
Det foreslås i § 182, stk. 2, at ændre »pengeinstituttet, real-
kreditinstituttet eller forsikringsselskabet« til »pengeinstitut-
tet eller realkreditinstituttet«.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 111
Den gældende § 199, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter krav om, at finansielle virksomheder, finansiel-
le holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirksomheder
skal have mindst én statusautoriseret revisor, og fastsætter,
hvornår en revisor i en finansiel virksomhed, finansiel hol-
dingvirksomhed og forsikringsholdingvirksomhed skal være
certificeret af Finanstilsynet.
Det foreslås i to steder i § 199, stk. 1, at ændre »penge-
institutter, realkreditinstitutter eller forsikringsselskaber« til
»pengeinstitutter eller realkreditinstitutter«.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 112
Den gældende § 199, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at revisorer for moderselskaber tillige skal revi-
sorer i moderselskabets dattervirksomheder og krav om, at
revisorerne skal være certificerede, hvis dattervirksomheden
er et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et forsikringssel-
skab.
Det foreslås i § 199, stk. 2, 1. og 2. pkt., at ændre »finansiel
virksomhed, i en finansiel holdingvirksomhed eller i en for-
sikringsholdingvirksomhed« til »finansiel virksomhed eller
i en finansiel holdingvirksomhed«, og i § 199, stk. 2, 2.
pkt., at ændre »pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et for-
sikringsselskab« til »pengeinstitut eller et realkreditinstitut«.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 113
Den gældende § 199, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at Finanstilsynet kan pålægge revisor og for virk-
somheder med intern revisor tillige intern revisionschef at
give oplysninger om forholdene i en finansiel virksomhed, i
en finansiel holdingvirksomhed, i en forsikringsholdingvirk-
somhed eller i sådanne virksomheders dattervirksomheder.
Den gældende § 199, stk. 8, fastsætter, at Finanstilsynet
kan foranstalte en ekstraordinær revision i en finansiel
virksomhed, i en finansiel holdingvirksomhed, i en forsik-
ringsholdingvirksomhed eller i sådanne virksomheders dat-
tervirksomheder. Den finansielle virksomhed kan pålægges
at betale for revisionens udførelse. Finanstilsynet godkender
honorarets størrelse.
Det foreslås i § 199, stk. 7 og 8, at ændre »holdingvirksom-
hed,« til »holdingvirksomhed«, og at »i en forsikringshol-
dingvirksomhed« udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 114
Den gældende § 199, stk. 12, i lov om finansiel virksom-
hed fastsætter, at Finanstilsynet fastsætter bestemmelser om
revisionens gennemførelse i finansielle virksomheder, i fi-
nansielle holdingvirksomheder, i forsikringsholdingvirksom-
heder og i sådanne virksomheders dattervirksomheder. Her-
under kan Finanstilsynet fastsætte bestemmelser om intern
revision og om systemrevisionens gennemførelse i fælles
datacentraler.
Det foreslås i § 199, stk. 12, at ændre »holdingvirksomhe-
der,« til »holdingvirksomheder«, og at »i forsikringsholding-
virksomheder« udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 115
Den gældende § 200, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virk-
somhed fastsætter en række informationsforpligtelser for en
649
ekstern revisor og en intern revisionschef i en finansiel virk-
somhed overfor Finanstilsynet.
Den gældende § 200, stk. 3, fastsætter, at reglerne i § 200,
stk. 1 og 2, ikke finder anvendelse for forsikringsselskaber.
Det foreslås at ophæve § 200, stk. 3.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 116
Den gældende § 200 a i lov om finansiel virksomhed fast-
sætter en række informationsforpligtelser for en ekstern re-
visor eller en intern revisionschef i et forsikringsselskab
overfor Finanstilsynet.
Det foreslås. at § 200 a ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 117
Den gældende § 204, stk. 1, i lov om finansiel virksom-
hed fastsætter, at en finansiel virksomhed må ikke uden
erhvervsministerens tilladelse sammenlægges med en anden
finansiel virksomhed eller en bestemt forretningsdel af en
anden finansiel virksomhed. Tilsvarende gælder, når den
fortsættende virksomhed er en udenlandsk virksomhed.
Den gældende § 205, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at afgørelse efter stk. 1 skal meddeles ansøgeren
senest 2 måneder efter ansøgningens modtagelse. Hvis an-
søgningen er ufuldstændig, skal afgørelse meddeles, senest
2 måneder efter at ansøgeren har fremsendt de oplysninger,
der er nødvendige for at træffe afgørelsen. Der skal under
alle omstændigheder træffes en afgørelse senest 6 måneder
efter ansøgningens modtagelse. Fristerne forlænges med 3
måneder, når afgørelsen skal afvente meddelelse om indsi-
gelser, jf. stk. 6 og 7.
Det foreslås at § 204, stk. 2, 4 pkt., ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 118
Den gældende § 205, stk. 5-10, i lov om finansiel virksom-
hed fastsætter regler for sammenlægningen af forsikringssel-
skaber.
Det foreslås, at § 205, stk. 5-10, ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 119
Den gældende § 205, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed
bemyndiger erhvervsministeren til at fastsætte regler om, at
bestemmelserne vedrørende fusion i kapitel 15 og 16 i sel-
skabsloven med de fornødne tilpasninger finder anvendelse
på fusion af gensidige forsikringsselskaber.
Det foreslås, at § 205, nr. 1, ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 120
Den gældende § 205, nr. 3, i lov om finansiel virksomhed
bemyndiger erhvervsministeren til at fastsætte regler om, at
bestemmelserne vedrørende fusion i kapitel 15 og 16 i sel-
skabsloven med de fornødne tilpasninger finder anvendelse
på fusion af gensidige forsikringsselskaber og spare- og an-
delskasser med et kapitalselskab.
Det foreslås, at § 205, nr. 3, ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 121
Det foreslås, at overskriften før § 222 i lov om finansiel
virksomhed ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
650
Til nr. 122
Den gældende § 222 i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter, at form, indhold og gennemførelse af en omdannelse af
et forsikringsselskab skal godkendes af Finanstilsynet. Det
fortsættende forsikringsselskab indtræder i det ophørende
forsikringsselskabs rettigheder og forpligtelser.
Det foreslås, at § 222 ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 123
Det gældende kapitel 15 i lov om finansiel virksomhed inde-
holder regler om ophør. § 223 fastsætter, at Finanstilsynet
kan inddrage en finansiel virksomheds tilladelse, hvis virk-
somheden anmoder herom. § 224, stk. 1, fastsætter Finans-
tilsynets beføjelse til at inddrage et pengeinstituts, realkre-
ditinstituts, investeringsforvaltningsselskabs og forsikrings-
selskabs tilladelse, hvis en af betingelserne i § 224, stk. 1,
nr. 1-5, gør sig gældende.
Det foreslås i § 223 og § 224, stk. 1, at ændre »realkre-
ditinstitut, investeringsforvaltningsselskab og forsikringssel-
skab« til »realkreditinstitut og investeringsforvaltningssel-
skab«.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 124
Den gældende § 224, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter Finanstilsynets beføjelse til at inddrage et penge-
instituts, realkreditinstituts, investeringsforvaltningsselskabs
og forsikringsselskabs tilladelse, hvis en af betingelserne i §
224, stk. 1, nr. 1-5, gør sig gældende.
Det følger af § 224, stk. 1, nr. 1, at tilladelse kan inddrages,
bl.a. hvisvirksomheden gør sig skyldig i grove eller gentag-
ne overtrædelser af regler i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang
til og udøvelse af forsikrings og genforsikringsvirksomhed
(Solvens II).
Solvens II-direktivet regulerer forsikringsvirksomhed.
Det foreslås i § 224, stk. 1, nr. 1, at forordninger ud-
stedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II) udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 125
Den gældende § 224, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at Finanstilsynet skal inddrage tilladelsen af et
gruppe 2-forsikringsselskab, der ikke har gennemført foran-
staltningerne i planen for genoprettelse til opfyldelse af kra-
vet til minimumsbasiskapitalen inden for fristerne i § 248.
Den gældende § 224, stk. 7, 1. pkt., i lov om finansiel virk-
somhed fastsætter, at Finanstilsynet skal inddrage tilladelsen
af et gruppe 1-forsikringsselskab, der ikke har gennemført
foranstaltningerne i planen for genoprettelse, jf. § 248 a, stk.
1, til opfyldelse af solvenskapitalkravet inden for fristerne i
§ 248 a, stk. 2 eller 3.
Den gældende § 224, stk. 7, 2. pkt., i lov om finansiel virk-
somhed fastsætter, at Finanstilsynet skal inddrage tilladelsen
af et gruppe 1-forsikringsselskab, der ikke har gennemført
foranstaltningerne i finansieringsplanen, jf. § 248 b, stk. 1,
til opfyldelse af minimumskapitalkravet inden for fristerne i
§ 248 b, stk. 2.
Det foreslås, at § 224, stk. 6 og stk. 7, ophæves
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 126
Den gældende § 226, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at når Finanstilsynet inddrager et pengeinstituts,
realkreditinstituts eller investeringsforvaltningsselskabs til-
ladelse i henhold til § 223, § 224, stk. 1, 2 og 6, og § 225,
skal virksomheden afvikles, og anden virksomhed må ikke
påbegyndes, før afviklingen er afsluttet.
Det foreslås i § 226, stk. 1, at ændre »§ 224, stk. 1, 2 og 6«
til: »§ 224, stk. 1 og 2«.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
651
Til nr. 127
Den gældende § 226, stk. 3 og 4, i lov om finansiel virksom-
hed fastsætter regler om afvikling af forsikringsselskaber,
der har fået inddraget deres tilladelse af Finanstilsynet.
Det foreslås, at § 226, stk. 3 og 4, ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 128
Den gældende § 229 i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter, at et selskab, der driver livsforsikringsvirksomhed, ikke
uden samtykke fra hver enkelt forsikringstager kan opløses,
medmindre det forinden har overdraget hele sin forsikrings-
bestand til et andet selskab i overensstemmelse med de i
§ 204 fastsatte regler eller dets forsikringsbestand er taget
under administration.
Den gældende § 230 i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter, at et forsikringsselskab, der driver arbejdsulykkesforsik-
ring, ikke kan opløses, medmindre det forinden har overdra-
get hele sin arbejdsulykkesforsikringsbestand til et andet
selskab i overensstemmelse med de i § 204 fastsatte regler,
eller dets arbejdsulykkesforsikringsbestand er taget under
administration af Garantifonden for skadesforsikringsselska-
ber efter § 230 a.
Den gældende § 230 a fastsætter regler om et forsikrings-
selskabs overdragelse af arbejdsulykkesbestanden til garan-
tifonden for skadesforsikringsselskaber.
Det foreslås, at §§ 229-230 a ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 129
Den gældende § 231, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at i tilfælde af et forsikringsselskabs likvidation
kan erhvervsministeren, når hensynet til de forsikrede, akti-
onærer, garanter eller kreditorer taler derfor, efter indhentet
udtalelse fra Finanstilsynet udnævne en likvidator til sam-
men med de af generalforsamlingen valgte at foretage likvi-
dationen.
§ 231, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed fastsætter, at
træffer Finanstilsynet i medfør af §§ 249 eller 250 bestem-
melse om, at et forsikringsselskab skal træde i likvidation,
udnævner skifteretten efter forhandling med Finanstilsynet
en eller flere likvidatorer, af hvilke en skal være jurist.
Det foreslås, at § 231, stk. 2 og 3, ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 130
Den gældende § 243, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at erklæres et forsikringsselskab, der ikke driver
livsforsikringsvirksomhed, konkurs, finder § 253 tilsvarende
anvendelse. Har forsikringsselskabet tegnet arbejdsulykkes-
forsikringer, tages arbejdsulykkesforsikringsbestanden uan-
set 1. pkt. under administration af Garantifonden for ska-
desforsikringsselskaber på tidspunktet for konkursdekretets
afsigelse.
§ 243, stk. 5, fastsætter, at erklæres et forsikringsselskab, der
har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, kon-
kurs, skal forsikringsbestanden tages under administration i
henhold til §§ 253-258.
Det foreslås, at § 243, stk. 4 og 5, ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 131
Den gældende § 234 a, stk. 1, i lov om finansiel virksom-
hed fastsætter, a, i tilfælde af et skadesforsikringsselskabs
konkurs har forsikringstagerne og sikrede forlods ret til
aktiverne med undtagelse af de fordringer, der er nævnt i
konkurslovens §§ 93 og 94.
Den gældende § 234 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at gyldigt stiftede panterettigheder registreret i
skadesforsikringsselskabets regnskaber til enhver tid skal
modsvares af aktiver svarende til værdien af de gyldigt stif-
tede panterettigheder. Disse aktiver må ikke allerede være
bestemt til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser,
jf. §§ 126 e og 126 f, eller det af selskabet opgjorte krav
til minimumsbasiskapital, solvenskapitalkravet eller mini-
mumskapitalkravet, jf. §§ 126, 126 c og 126 d.
Det foreslås, at § 234 a ophæves.
652
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 132
Den gældende § 236 i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter, at erklæres en sparekasse, en andelskasse eller et gensi-
digt forsikringsselskab konkurs, giver kurator meddelelse til
Erhvervsstyrelsen og Finanstilsynet om konkursens begyn-
delse og slutning.
Det foreslås i § 236 at ændre »sparekasse, en andelskasse
eller et gensidigt forsikringsselskab« til »sparekasse eller en
andelskasse«.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 133
Den gældende § 237, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at erhvervsministeren kan bestemme, at likvidator
eller kurator på boets regning skal underrette forsikringsta-
gerne om forsikringsselskabets afvikling og om konsekven-
serne for dem. Den gældende § 237, stk. 2, fastsætter, at
erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om under-
retningens form og indhold.
Den gældende § 239, stk. 1, fastsætter, at konkurslovens
regler om rekonstruktionsbehandling med Finanstilsynets
tilladelse finder anvendelse på forsikringsselskaber, med
undtagelse af forsikringsselskaber, der har tilladelse til at
udøve livsforsikringsvirksomhed. Den gældende § 239, stk.
2, fastsætter, at i forbindelse med den statusoversigt, som
skal udsendes sammen med et rekonstruktionsforslag, jf.
konkurslovens § 13 b, stk. 1, nr. 2, kan skifteretten ved
rekonstruktionsbehandling af genforsikringsselskaber efter
høring af Finanstilsynet udpege en uvildig aktuar til at fore-
tage en opgørelse over værdien af de krav, der er anmeldt.
Det foreslås, at §§ 237 og 239 ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 134
Den gældende § 241 i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter, at kapitel 14 i selskabsloven med de fornødne tillempel-
ser finder anvendelse på sparekasser, andelskasser og gensi-
dige forsikringsselskaber.
Det foreslås i § 241 at ændre »sparekasser, andelskasser og
gensidige forsikringsselskaber« til »sparekasser og andels-
kasser«.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 135
Den gældende § 242 i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter, at erhvervsministeren fastsætter regler med henblik på
opfyldelse af EU-retlige regler om sanering og likvidation af
kreditinstitutter og forsikringsselskaber.
Det foreslås i § 242, at »og forsikringsselskaber« udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 136
Den gældende § 242 a i lov om finansiel virksomhed fast-
sætter, at Finanstilsynet kan beslutte, at en arbejdsulykkes-
forsikringsbestand i et forsikringsselskab omfattet af § 30,
stk. 1, og § 31, stk. 1, skal tages under administration af
Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, hvis tilsyns-
myndigheden i forsikringsselskabets hjemland har inddraget
selskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikrings-
virksomhed. § 230 a finder tilsvarende anvendelse.
Det foreslås, at 242 a ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 137
Den gældende § 243, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at Finanstilsynet efter de procedurer, der er fastsat
i EU-retlige regler herom, kan forbyde et udenlandsk kredit-
institut, finansieringsinstitut, investeringsforvaltningsselskab
eller forsikringsselskab omfattet af § 30, stk. 1, og § 31,
stk. 1, med hjemsted i et andet land inden for Den Europæ-
iske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale
med på det finansielle område, at udøve virksomhed her
i landet gennem en filial eller ved at yde tjenesteydelser
653
her i landet. Finanstilsynet kan forbyde de i 1. pkt. nævnte
virksomheder at udøve virksomhed som nævnt i 1. pkt.,
hvis virksomheden groft eller gentagne gange har overtrådt
bestemmelser i denne lov, regler udstedt i medfør af loven
eller anden lovgivning, der retter sig mod kreditinstituttet,
finansieringsinstituttet, investeringsforvaltningsselskabet el-
ler forsikringsselskabet, og det ikke ved påbud eller sanktio-
ner efter denne lov har været muligt at bringe overtrædelsen
til ophør.
Det foreslås i § 243, stk. 1, at ændre »finansieringsinstitut,
investeringsforvaltningsselskab eller forsikringsselskab« til
»finansieringsinstitut eller investeringsforvaltningsselskab«,
og i 2. pkt., at ændre »finansieringsinstituttet, investerings-
forvaltningsselskabet eller forsikringsselskabet« til »finan-
sieringsinstituttet eller investeringsforvaltningsselskabet«.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 138
Den gældende § 243, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at vedrører forbud udstedt efter stk. 1 et forsik-
ringsselskab, som har tegnet arbejdsulykkesforsikringer her
i landet, træffer Finanstilsynet beslutning om, hvorvidt sel-
skabets arbejdsulykkesforsikringsbestand skal tages under
administration af Garantifonden for skadesforsikringsselska-
ber. § 243, stk. 1, fastsætter Finanstilsynets mulighed for at
forbyde et udenlandsk selskab omfattet af § 30, stk. 1, og §
31, stk. 1, at udøve virksomhed her i landet.
Det foreslås, at § 243, stk. 2, ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 139
Det foreslås, at overskriften før § 248 i lov om finansiel
virksomhed ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 140
De gældende §§ 248-252 i lov om finansiel virksomheder
fastsætter særlige regler for forsikringsselskaber om genop-
retning og foranstaltninger.
De gældende §§ 253-258 fastsætter særlige regler for for-
sikringsselskaber om administration af en livsforsikringsbe-
stand.
Det foreslås, at §§ 248-258 ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 141
Det foreslås, at overskriften før § 253 i lov om finansiel
virksomhed ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 142
Det gældende afsnit VIII i lov om finansiel virksomhed
fastsætter særlige regler for forsikringsselskaber.
Det foreslås, at afsnit VIII ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 143
Det gældende afsnit X g i lov om finansiel virksomhed
fastsætter regler for ISPV’er (Insurance purpose vehicles).
Det foreslås, at afsnit X g ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 144
Den gældende § 344 i lov om finansiel virksomhed fast-
sætter Finanstilsynets tilsyn i medfør af lov om finansiel
virksomhed. Bestemmelsen oplister de regler og retsakter,
654
herunder EU-forordninger og direktiver, Finanstilsynet fører
tilsyn med.
Det foreslås i § 344, stk. 1, 1. pkt., at »forordninger ud-
stedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II)«, »Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1286/2014 af 26. november 2014 om dokumenter med
central information om sammensatte og forsikringsbasere-
de investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP᾽er),«,
»forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsik-
ringsdistribution,« og »Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning 2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et paneuropæisk
personligt pensionsprodukt (PEPP-produkt),« udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 145
Den gældende § 344 i lov om finansiel virksomhed fast-
sætter, at Finanstilsynet i tilrettelæggelsen af tilsynsvirksom-
heden skal overveje de potentielle konsekvenser for den
finansielle stabilitet i andre lande inden for Den Europæiske
Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på
det finansielle område. Det gælder navnlig i forbindelse med
krisesituationer. For filialer beliggende her i landet af uden-
landske virksomheder, der er meddelt tilladelse til at udøve
den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et land inden for Den
Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område, skal Finanstilsynet
overvåge filialerne og bistå de kompetente tilsynsmyndighe-
der i tilsynet med filialerne. Finanstilsynet skal for væsentli-
ge filialer og datterselskaber af udenlandske virksomheder,
der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævn-
te virksomhed i et land inden for Den Europæiske Union
eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det
finansielle område, deltage i eventuelle samarbejdsfora om
tilsynet med den samlede koncern.
Det foreslås to steder i § 344, stk. 3, at ændre »§§ 7-11« til
»§§ 7-10 a«.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 146
Den gældende § 344, stk. 11, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at Finanstilsynet i visse tilfælde, hvor en moder-
virksomhed i en koncern er en finansiel holdingvirksomhed,
en forsikringsholdingvirksomhed eller en finansiel virksom-
hed, kan fravige bestemmelser for koncerner fastsat i denne
lov eller i regler udstedt i medfør af loven under hensynta-
gen til formålet med de pågældende bestemmelser og akti-
viteterne i koncernen. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse
for grupper omfattet af § 175 b, stk. 2, hvis den øverste
virksomhed i gruppen ikke er beliggende i Danmark.
Det foreslås i § 344, stk. 11, at ændre »holdingvirksomhed,«
til »holdingvirksomhed«, og »en forsikringsvirksomhed«
udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 147
Den gældende § 364, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at væsentlige konklusioner efter et inspektionsbe-
søg skal fremsendes i form af en skriftlig rapport til virk-
somhedens bestyrelse, direktion, den ansvarshavende aktuar,
ekstern revisor og den interne revisionschef.
Den gældende § 349 i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter, at Finanstilsynet kan påbyde en finansiel virksomheds
ledelse at lade udarbejde en redegørelse for virksomhedens
økonomiske stilling og fremtidsudsigter. Virksomhedens be-
styrelse, direktion, den ansvarshavende aktuar, ekstern revi-
sor og den interne revisionschef skal ved underskrift på
påbuddet over for Finanstilsynet bekræfte at være gjort be-
kendt med indholdet af henvendelsen.
Det foreslås i § 364, stk. 3, og § 349, at »den ansvarshaven-
de aktuar,« udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 148
Den gældende § 346 i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter generelle regler om Finanstilsynets inspektioner.
Den gældende § 346, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at tilsynsmyndighederne i et andet land inden for
Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har ind-
gået aftale med på det finansielle område, efter forudgående
meddelelse herom til Finanstilsynet kan foretage inspektion
i de her i landet beliggende filialer af udenlandske finansiel-
le virksomheder med hjemsted i det pågældende land. End-
655
videre kan Finanstilsynet selvstændigt foretage inspektioner
i filialer af udenlandske kreditinstitutter, der er beliggende
her i landet. For så vidt angår forsikringsselskaber, deltager
Finanstilsynet i den i 1. pkt. nævnte inspektion eller kan
efter anmodning fra tilsynsmyndigheden i filialens hjemland
på dennes vegne i særlige tilfælde foretage inspektion af
filialen alene. For så vidt angår administrationsselskaber,
kan Finanstilsynet efter anmodning fra tilsynsmyndigheden i
filialens hjemland foretage den i 1. pkt. nævnte inspektion i
filialen.
Det foreslås, at § 346, stk. 4, 3. pkt., ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 149
Den gældende § 346 i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter generelle regler om Finanstilsynets inspektioner.
Den gældende § 346, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at tilsynsmyndighederne i et andet land inden for
Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har
indgået aftale med på det finansielle område, med Finans-
tilsynets tilladelse kan foretage verifikation af oplysninger
afgivet af de her i landet beliggende finansielle holdingvirk-
somheder, forsikringsholdingvirksomheder, finansielle virk-
somheder, finansieringsinstitutter eller virksomheder, der
udøver accessorisk finansiel virksomhed, der er underlagt
supplerende tilsyn af den pågældende tilsynsmyndighed ef-
ter bestemmelser fastsat i direktiver på det finansielle områ-
de.
Den gældende § 347, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at en række virksomheder omfattet af loven har
pligt til at give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødven-
dige for tilsynets virksomhed.
Den gældende § 347, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at de samme virksomheder har pligt til hurtigst
muligt at berigtige oplysningerne over for Finanstilsynet,
hvis virksomheden konstaterer, at oplysningerne ikke har
været korrekte på tidspunktet for afgivelsen, eller oplysnin-
gerne er på et senere tidspunkt blevet misvisende.
Det foreslås i § 346, stk. 5, og § 347, stk. 2, at »forsikrings-
holdingvirksomheder,« udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 150
Den gældende § 347, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at en række virksomheder omfattet af loven har
pligt til at give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødven-
dige for tilsynets virksomhed.
Den gældende § 355, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, hvilke virksomheder der anses som parter i for-
hold til Finanstilsynets afgørelser givet i medfør af regler i
loven og i en række EU-retsakter.
Den gældende § 355, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, hvilke personer der anses som parter i forhold
til Finanstilsynet i medfør af regler i loven og i en række
EU-retsakter.
Det foreslås i § 347, stk. 1, »forsikringsholdingvirksomhed,«
udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 151
Den gældende § 347, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at en række virksomheder omfattet af loven har
pligt til at give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødven-
dige for tilsynets virksomhed.
Den gældende § 347, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at Finanstilsynet til enhver tid mod behørig legi-
timation uden retskendelse kan få adgang til en finansiel
virksomhed og dens filialer, en finansiel holdingvirksomhed,
en forsikringsholdingvirksomhed eller en fælles datacentral
med henblik på indhentelse af oplysninger, herunder ved
inspektioner.
Den gældende § 355, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, hvilke virksomheder der anses som parter i for-
hold til Finanstilsynets afgørelser givet i medfør af regler i
loven og i en række EU-retsakter.
Den gældende § 355, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter en række tilfælde, hvor en anden end virksomhe-
den, jf. stk. 1, er part i en afgørelse, for så vidt angår den
del af sagen, som vedrører den pågældende. § 355, stk. 2, nr.
1-15, oplister de tilfælde, hvor en anden end virksomheden
anses som part.
Det foreslås i § 347, stk. 3, og § 355, stk. 2, nr. 1, at ændre
656
»holdingvirksomhed,« til »holdingvirksomhed«, og at »en
forsikringsholdingvirksomhed« udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 152
Den gældende § 347, stk. 4, i lov om finansiel virksom-
hed fastsætter, at i det omfang det er nødvendigt for be-
dømmelse af en finansiel virksomheds, en finansiel holding-
virksomheds eller en forsikringsholdingvirksomheds økono-
miske stilling, kan Finanstilsynet indhente oplysninger og
til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse
få adgang til de virksomheder, med hvilke den finansielle
virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed eller forsik-
ringsholdingvirksomheden har særlig direkte eller indirekte
forbindelse.
Det foreslås i § 347, stk. 4, at ændre »finansiel virksom-
heds, en finansiel holdingvirksomheds eller en forsikrings-
holdingvirksomheds« til »finansiel virksomheds eller finan-
siel holdingvirksomheds«, og »den finansielle virksomhed,
den finansielle holdingvirksomhed eller forsikringsholding-
virksomheden« ændres til »den finansielle virksomhed eller
den finansielle holdingvirksomhed«.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 153
Den gældende § 347, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at Finanstilsynet kun kan henvende sig direkte
til en virksomhed, der ikke er en finansiel virksomhed,
men som indgår i en koncern eller gruppe underlagt koncer-
ntilsyn efter Solvens II-direktivet, for at indhente de oplys-
ninger, der er nødvendige for tilsynet med koncernen eller
gruppen, når den virksomhed, der er ansvarlig efter reglerne
om koncerntilsyn, allerede er blevet anmodet om disse op-
lysninger, men ikke har leveret dem inden for en passende
tidsfrist.
Det foreslås, at § 347, stk. 9, ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 154
Den gældende § 347 b i lov om finansiel virksomhed fast-
sætter Finanstilsynets adgang til at påbyde en finansiel virk-
somhed m.v. at lade foretage og afholde udgifterne til en
uvildig undersøgelse samt forholdene herom.
Det foreslås i § 347 b, stk. 1-4, at ændre »holdingvirksom-
hed,« til »holdingvirksomhed«, og at »forsikringsholding-
virksomheden« udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 155
Den gældende § 347 b i lov om finansiel virksomhed fast-
sætter Finanstilsynets adgang til at påbyde en finansiel virk-
somhed m.v. at lade foretage og afholde udgifterne til en
uvildig undersøgelse samt forholdene herom.
Det foreslås i § 347 b, stk. 6, at ændre »holdningvirksom-
hed,« til: »holdingvirksomhed«, og »forsikringsholdingvirk-
somheden« udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 156
Den gældende § 348, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel
virksomhed fastsætter, at Forbrugerombudsmanden kan an-
lægge sag vedrørende handlinger, der strider mod redelig
forretningsskik og god praksis, jf. § 43, stk. 1, 2 og 9, §§ 48
a og 53 b-53 d, herunder sag om forbud, påbud, erstatning
og tilbagesøgning af uretmæssigt opkrævede beløb.
Det foreslås i § 348, stk. 1, 1. pkt., at ændre »§ 43, stk. 1, 2
og 9« til: »§ 43, stk. 1, 2 og 8«.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 157
Den gældende § 350, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter Finanstilsynets adgang til at påbyde en finansiel
virksomhed inden for en af tilsynet fastsat frist at foretage
de nødvendige foranstaltninger, såfremt kriterierne i § 350,
stk. 1, nr. 1 og 2, gør sig gældende.
657
Den gældende § 350, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at hvis de påbudte foranstaltninger ikke er foreta-
get inden for den fastsatte frist, kan Finanstilsynet inddrage
virksomhedens tilladelse.
Den gældende § 350, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at reglerne i §§ 248-252 endvidere gør sig gæl-
dende for forsikringsselskaber.
Den gældende § 350, stk. 4, fastsætter, at stk. 1 og 2 finder
tilsvarende anvendelse for en koncern, hvor modervirksom-
heden er en finansiel holdingvirksomhed, en forsikringshol-
dingvirksomhed eller en finansiel virksomhed, hvis der er
betydelig risiko for, at koncernens økonomiske stilling ud-
vikler sig således, at koncernen ikke vil overholde kapital-
kravet til koncernen.
Det foreslås, at § 350, stk. 3, ophæves, og i stk. 4, der bliver
stk. 3, at ændre »holdingvirksomhed,« til »holdingvirksom-
hed«, og at »en forsikringsholdingvirksomhed« udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 158
Den gældende § 350 b i lov om finansiel virksomhed fast-
sætter, at Finanstilsynet kan fastsætte krav om kapitaltillæg
til solvenskapital for gruppe 1- forsikringsselskaber og for-
holdene herom.
Det foreslås, at § 350 b ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 159
Den gældende § 351 i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter, at Finanstilsynet kan påbyde en række institutter at af-
sætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør
af reglerne om nøglepersoner i lovens §§ 64 c og 64 d, hvis
de ikke vurderes at kunne bestride stillingen efter reglerne
om egnethed og hæderlighed.
Det foreslås i § 351, stk. 4, at »eller påbyde et gruppe 1-for-
sikringsselskab at afsætte en ansat, der er identificeret som
nøgleperson i medfør af § 64 d, stk. 1,« udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 160
Den gældende § 351, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at Finanstilsynet kan påbyde en række institutter
at afsætte en direktør eller ansat, der er identificeret som
nøgleperson i medfør af reglerne om nøglepersoner i lovens
§§ 64 c og 64 d, hvis der er rejst tiltale mod en person i
en straffesag om overtrædelse af straffeloven, den finansielle
lovgivning eller anden relevant lovgivning.
Det foreslås i § 351, stk. 5, 1. pkt., at » eller at nøgleperso-
nen i et gruppe 1-forsikringsselskab ikke opfylder kravene i
§ 64, stk. 1, nr. 3, jf. § 64 d, stk. 3« udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 161
Den gældende § 351, stk. 9, i lov om finansiel virksom-
hed fastsætter, at Finanstilsynet kan inddrage en finansiel
virksomheds tilladelse, hvis virksomheden ikke har afsat en
direktør. Finanstilsynet kan endvidere inddrage tilladelsen
for et pengeinstitut, et systematisk vigtigt finansiel institut
(SIFI), et globalt systematisk vigtigt finansiel institut (G-SI-
FI), eller et gruppe 1-forsikringsselskab, der ikke har afsat
en ansat, der er identificeret som nøgleperson. Finanstilsynet
kan endvidere inddrage en virksomheds tilladelse, hvis et
bestyrelsesmedlem ikke efterkommer et påbud meddelt i
medfør af § 351, stk. 2 og 3 og 5.
Det foreslås i § 351, stk. 9, at »eller har gruppe 1-forsik-
ringsselskab ikke afsat en ansat, der er identificeret som
nøgleperson i medfør af § 64 d, stk. 1,« udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 162
Den gældende § 352 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at i tilfælde hvor en finansiel virksomhed er er-
klæret konkurs, størstedelen af den finansielle virksomheds
drift er ophørt eller overdraget, eller hvor et forsikringssel-
skabs forsikringsbestand er taget under administration, ud-
arbejder Finanstilsynet en redegørelse for årsagerne hertil,
hvis et af forholdene i § 352, stk. 1, nr. 1-3, er indtruffet i
658
forbindelse med eller i en kortere periode forud for virksom-
hedens konkurs.
Det foreslås i § 352 a, stk. 1, at ændre »konkurs,« til: »kon-
kurs eller«, og at »eller hvor et forsikringsselskabs forsik-
ringsbestand er taget under administration,« udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 163
Den gældende § 354, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at tavshedspligten i stk. 1 ikke finder anvendel-
se på oplysninger i sager om god skik, prisoplysning og
kontraktforhold, jf. §§ 43-60 e og bekendtgørelser udstedt i
medfør heraf.
Det foreslås i § 354, stk. 3, at ændre »§§ 43-60 e« til: »§§
43-54«.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 164
Den gældende § 355, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, hvilke virksomheder, der anses som parter i for-
hold til Finanstilsynets afgørelser givet i medfør af regler i
loven og i en række EU-retsakter.
Det forelsås i § 355, stk. 1, at »forsikringsholdingvirksom-
heden,« og »forordninger udstedt i medfør af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november
2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genfor-
sikringsvirksomhed (Solvens II)« udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 165
Den gældende § 355, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, hvilke virksomheder der anses som parter i for-
hold til Finanstilsynets afgørelser givet i medfør af regler i
loven og i en række EU-retsakter.
Den gældende § 355, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter en række tilfælde, hvor en anden end virksomhe-
den, jf. stk. 1, er part i en afgørelse, for så vidt angår den
del af sagen, som vedrører den pågældende. § 355, stk. 2, nr.
1-15, oplister de tilfælde, hvor en anden end virksomheden
anses som part.
Det foreslås i § 355, stk. 2, nr. 7, at ændre »værdipapirhand-
ler, realkredit-, forsikrings- eller livsforsikringsvirksomhed«
til: »værdipapirhandler eller realkreditvirksomhed«, og at »§
11, stk. 1,« udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 166
Den gældende § 355, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, hvilke virksomheder der anses som parter i for-
hold til Finanstilsynets afgørelser givet i medfør af regler i
loven og i en række EU-retsakter.
Den gældende § 355, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter en række tilfælde, hvor en anden end virksomhe-
den, jf. stk. 1, er part i en afgørelse, for så vidt angår den
del af sagen, som vedrører den pågældende. § 355, stk. 2, nr.
1-15, oplister de tilfælde, hvor en anden end virksomheden
anses som part.
Det foreslås i § 355, stk. 2, nr. 1, at ændre »§ 8, stk. 5, og §
11, stk. 9« til: »og § 8, stk. 5,«.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 167
Den gældende § 355, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, hvilke virksomheder der anses som parter i for-
hold til Finanstilsynets afgørelser givet i medfør af regler i
loven og i en række EU-retsakter.
Den gældende § 355, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter en række tilfælde, hvor en anden end virksomhe-
den, jf. stk. 1, er part i en afgørelse, for så vidt angår den
del af sagen, som vedrører den pågældende. § 355, stk. 2, nr.
1-15, oplister de tilfælde, hvor en anden end virksomheden
anses som part.
Det foreslås i § 355, stk. 2, nr. 11, at indsætte »og« efter
»stk. 1 og 3,«, og at »og § 11, stk. 1« udgår.
659
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 168
Den gældende § 355, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, hvilke virksomheder der anses som parter i for-
hold til Finanstilsynets afgørelser givet i medfør af regler i
loven og i en række EU-retsakter.
Den gældende § 355, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter en række tilfælde, hvor en anden end virksomhe-
den, jf. stk. 1, er part i en afgørelse, for så vidt angår den
del af sagen, som vedrører den pågældende. § 355, stk. 2, nr.
1-15, oplister de tilfælde, hvor en anden end virksomheden
anses som part.
Det foreslås, at § 355, stk. 2, nr. 14, ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 169
Den gældende § 355, stk. 3, i lov om finansiel virksomhe
fastsætter, at som part anses i øvrigt et bestyrelsesmedlem,
en ansvarshavende aktuar, en revisor, en direktør eller andre
ledende medarbejdere i en finansiel virksomhed, en finan-
siel holdingvirksomhed, en forsikringsholdingvirksomhed,
en udenlandsk finansiel virksomhed eller en udenlandsk fi-
nansiel holdingvirksomhed, hvis Finanstilsynets afgørelse er
rettet direkte mod den pågældende. Det samme gælder for
en likvidator, en administrator af en livsforsikringsbestand
og en administrator i et administrationsbo for særligt dække-
de obligationer.
Det foreslås i § 355, stk. 3, at »en forsikringsholdingvirk-
somhed,« udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 170
Den gældende § 355, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at som part anses i øvrigt et bestyrelsesmedlem,
en ansvarshavende aktuar, en revisor, en direktør eller andre
ledende medarbejdere i en finansiel virksomhed, en finan-
siel holdingvirksomhed, en forsikringsholdingvirksomhed,
en udenlandsk finansiel virksomhed eller en udenlandsk fi-
nansiel holdingvirksomhed, hvis Finanstilsynets afgørelse er
rettet direkte mod den pågældende. Det samme gælder for
en likvidator, en administrator af en livsforsikringsbestand
og en administrator i et administrationsbo for særligt dække-
de obligationer.
Det foreslås i § 355, stk. 3, 2. pkt., at ændre »likvidator,« til
»likvidator«, og at »en administrator af en livsforsikringsbe-
stand« udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 171
Den gældende § 359 i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter, at forsikringsselskaber og filialer af udenlandske selska-
ber, som har fået tilladelse af Finanstilsynet, registreres i
Erhvervsstyrelsen.
Det foreslås i § 359 at ændre »Forsikringsselskaber og filia-
ler« til »Filialer«.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 172
Den gældende § 361, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
oplister de fysiske og juridiske personer omfattet af lov om
finansiel virksomhed, der betaler et årligt grundbeløb til
Finanstilsynet.
Det følger af § 361, stk. 1, nr. 7, i lov om finansiel virksom-
hed, at udstedere af collateralized mortage obligations og
ISPV-obligationer og lignende virksomheder betaler 22.500
kr. pr. serie.
Det foreslås at ændre i § 361, stk. 1, således at henvisningen
til lov om finansiel virksomhed ændres til lov om finansiel
virksomhed og lov om forsikringsvirksomhed.
Forslaget er en konsekvens af forslaget om en ny lov om
forsikringsvirksomhed, hvor forsikringsselskaber, herunder
ISPV’er, udskilles fra lov om finansiel virksomhed. Som
konsekvens heraf indsættes en henvisning til lov om forsik-
ringsvirksomhed i stk. 1.
Til nr. 173
660
Den gældende § 363 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
angiver, at filialer her i landet af udenlandske virksomheder,
der er meddelt tilladelse til at udøve den virksomhed, som er
nævnt i §§ 7-11, i et land inden for Den Europæiske Union
eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det
finansielle område, årligt betaler en afgift til Finanstilsynet
på 15 pct. af, hvad virksomheder af tilsvarende art og stør-
relse med dansk tilladelse skal betale efter §§ 363-366. Der
pålægges altid en minimumsafgift på 2.000 kr.
Det foreslås at ændre i § 363 a, stk. 1, således at henvisnin-
gen til §§ 7-11 i lov om finansiel virksomhed ændres til
§§ 7-10 a i lov om finansiel virksomhed og § 14 i lov om
forsikringsvirksomhed.
Forslaget er en konsekvens af forslaget om en ny lov om
forsikringsvirksomhed, hvor forsikringsselskaber udskilles
fra lov om finansiel virksomhed. Som konsekvens heraf
ophæves § 11 i lov om finansiel virksomhed og indsættes
som §§ 14-18 i lov om forsikringsvirksomhed.
Til nr. 174
Den gældende § 372, stk. 1, i lov om finansiel virksom-
hed fastsætter, at afgørelser truffet af Finanstilsynet eller
Erhvervsstyrelsen i henhold til reglerne i loven og en række
EU-retsakter af den, som afgørelsen retter sig mod, kan
indbringes for Erhvervsankenævnet, senest 4 uger efter at
afgørelsen er meddelt den pågældende.
Den gældende § 372, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at omgøres en af Finanstilsynet truffet afgørelse,
der går ud på, at et forsikringsselskab skal træde i likvida-
tion, eller at dets livsforsikringsbestand tages under admi-
nistration, skal Erhvervsstyrelsen straks registrere dette. Fi-
nanstilsynet skal, såfremt selskabet ejer faste ejendomme,
drage omsorg for fornøden tinglysning.
Det foreslås i § 372, stk. 1, at »forordninger udstedt i med-
før af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF
af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsik-
rings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II),« udgår, og
at stk. 4 ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 175
Den gældende § 372 a, stk. 1, i lov om finansiel virksom-
hed fastsætter en bemyndigelse for erhvervsministeren til
at fastsætte regler, som er nødvendige for at anvende eller
gennemføre de afgørelser eller retsakter som er vedtaget af
Europa-Kommissionen i medfør af en række direktiver og
forordninger oplistet i bestemmelsen.
Det foreslås i § 372 a, stk. 1, at »forordninger udstedt i med-
før af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF
af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsik-
rings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II),«, »Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU af 16. april
2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og 2009/138/EF
samt forordning nr. 1060/2009/EF, nr. 1094/2010/EU og nr.
1095/2010/EU for så vidt angår de beføjelser, der er tillagt
den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsyns-
myndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsord-
ninger)« udgår, og »erhvervslivet,« ændres til »erhvervsli-
vet«.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 176
Den gældende § 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at overtrædelse af de i bestemmelsen oplistede
bestemmelser kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvri-
ge lovgivning.
Det foreslås i § 373, stk. 1, at »§ 11, stk. 1, 9 og 10,«, »§ 107
a og«, »§ 126 a, stk. 1, 3, 5, 7 og 9, § 126 c, stk. 1-3, § 126
d, stk. 1, § 126 e, stk. 1, § 126 f, 1. pkt., § 126 g, stk. 1,« og
»§ 343 ø, stk. 1,« udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 177
Den gældende § 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at overtrædelse af de i bestemmelsen oplistede
bestemmelser kan straffes med bøde.
Det foreslås i § 373, stk. 2, at »§ 57, stk. 1,«, »§ 64 d, stk.
1, 2 og 4-6,«, »§ 72 b, stk. 2 og 3,«, »§ 108, stk. 1-5,«, »§
167, stk. 1, 2 og 4, § 175 b, stk. 1, 2, 4 og 9,«, »§ 230 a, stk.
1-4,«, »§ 283, stk. 1 og 2,« udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
661
Til nr. 178
Den gældende § 373, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at med bøde straffes den, der ikke efterkommer et
påbud, der er givet i medfør af de i bestemmelsen oplistede
bestemmelser.
Det foreslås i § 373, stk. 3, 1. pkt., at »§ 126 c, stk. 4, § 126
f,« udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 179
Den gældende § 373, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter en forældelsesfrist på 10 år for overtrædelser af de
i bestemmelsen oplistede bestemmelser.
Det foreslås i § 373, stk. 9, at »§ 11, stk. 1, § 31, stk. 10,«,
»§ 108, stk. 1, 2 og 4 og stk. 5, 1. pkt.,«, »§ 126, stk. 1 og
4,«, »§ 126 b, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., § 126 c, stk. 1
og 5, § 126 d, stk. 1, § 126 e, stk. 1 og 4, § 126 f, 1. pkt.,«
og »§ 248, stk. 1, § 248 a, stk. 1 og 4, § 248 b, stk. 1,«
udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 180
Den gældende § 373, stk. 10, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at Finanstilsynet kan fastsætte regler om straf af
bøde ved overtrædelse af bestemmelser indeholdt i en række
forordninger.
Det foreslås i § 373, stk. 10, at »Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om ad-
gang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II), og Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direk-
tiv 2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr.
1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for
så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske
tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for
Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger)« udgår.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 181
Den gældende § 374, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at såfremt en finansiel virksomhed, en finansiel
holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed,
som har udstedt omsættelige værdipapirer, der er optaget til
handel på et reguleret marked, ikke opfylder sine forpligtel-
ser efter bestemmelserne i §§ 183-193 eller bestemmelser
fastsat i medfør af § 196, kan Finanstilsynet give den pågæl-
dende virksomhed påbud om ændring af forholdet, herunder
påbud om offentliggørelse af ændrede eller supplerende op-
lysninger. Skønnes det hensigtsmæssigt, kan Finanstilsynet
selv offentliggøre de pågældende oplysninger, offentliggøre
påbuddet eller suspendere eller slette de berørte omsættelige
værdipapirer fra handel på et reguleret marked.
Den gældende § 374, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed
fastsætter, at den finansielle virksomhed, den finansielle hol-
dingvirksomhed eller forsikringsholdingvirksomheden, der
ikke efterlever et påbud fra Finanstilsynet eller afgiver urig-
tige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet i forhold
til tilsynets opgaver efter stk. 4, straffes med bøde, for så
vidt højere straf ikke er forskyldt efter anden lovgivning.
Det foreslås i § 374, stk. 5, at ændre »Den finansielle
virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed eller forsik-
ringsholdingvirksomheden« til »Den finansielle virksomhed
eller den finansielle holdingvirksomhed«.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 182
Den gældende § 400 i lov om finansiel virksomhed fastsæt-
ter en overgangsordning for forsikringsselskaber, der den 1.
oktober 1981 ikke havde en fuldt indbetalt selskabskapital.
Det foreslås, at § 400 ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 183
De gældende §§ 417 a-417 d i lov om finansiel virksomhed
fastsætter overgangsbestemmelser relevante for forsikrings-
selskaber.
662
Det foreslås, at §§ 417 a-417 d ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til nr. 184
Det gældende bilag 7 i lov om finansiel virksomhed inde-
holder en oplistning af forsikringsklasser under skadesfor-
sikringsvirksomhed.
Det gældende bilag 8 i lov om finansiel virksomhed inde-
holder en oplistning af forsikringsklasser under livsforsik-
ringsvirksomhed.
Det foreslås, at bilag 7 og bilag 8 ophæves.
Det foreslåede er en konsekvens af, at regulering af forsik-
ringsvirksomhed udskilles fra lov om finansiel virksomhed
ved nærværende lovforslag.
Til § 336
Til nr. 1
§ 15, stk. 1, i lov om ligebehandling af mænd og kvinder i
forbindelse med forsikring, pension og lignende finansielle
ydelser angiver, at Finanstilsynet fører tilsyn med overhol-
delse af denne lov. Reglerne om Finanstilsynet og ansatte i
Finanstilsynet i §§ 344-356 i lov om finansiel virksomhed
finder tilsvarende anvendelse.
Det foreslås i § 15, stk. 1, 2. pkt., at indsætte »og § 174, §§
259-262, §§ 267-271, §§ 273-278, §§ 280-290, §§ 292-303,
i lov om forsikringsvirksomhed« efter »lov om finansiel
virksomhed«.
Forslaget er en konsekvens af forslaget om en ny lov om
forsikringsvirksomhed, hvor forsikringsselskaber udskilles
fra lov om finansiel virksomhed og videreføres til lov om
forsikringsvirksomhed, hvorfor der fremover vil være behov
for, at der også er en henvisning til de bestemmelser i
lovforslaget, der svarer til §§ 344-356 i lov om finansiel
virksomhed.
Til nr. 2
§ 18, stk. 3, i lov om ligebehandling af mænd og kvinder i
forbindelse med forsikring, pension og lignende finansielle
ydelser angiver, at de oplysninger ministeren for ligestilling
modtager efter loven, er omfattet af tavshedspligten i § 354 i
lov om finansiel virksomhed.
Det foreslås i § 18, stk. 3, at indsætte ”og § 285 og §§
288-290 i lov om forsikringsvirksomhed” efter ”lov om fi-
nansiel virksomhed”.
Forslaget er en konsekvens af forslaget om en ny lov om
forsikringsvirksomhed, hvor forsikringsselskaber udskilles
fra lov om finansiel virksomhed og videreføres til lov om
forsikringsvirksomhed, hvorfor der fremover vil være behov
for, at der også er en henvisning til de bestemmelser i lov-
forslaget, der svarer til § 354 i lov om finansiel virksomhed.
Til § 337
Til nr. 1
§ 1, stk. 1, i lov om firmapensionskasser angiver, at ethvert
løfte om pension (pensionstilsagn) i forbindelse med et an-
sættelsesforhold skal afdækkes i enten et forsikringsselskab
eller en pensionskasse, der i henhold til lov om finansiel
virksomhed må udøve forsikringsvirksomhed, eller i en fir-
mapensionskasse, der har tilladelse i henhold til denne lov.
Det foreslås at ændre i § 1, stk. 1, således at henvisningen til
lov om finansiel virksomhed ændres til lov om forsikrings-
virksomhed.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af forslaget om en
ny lov om forsikringsvirksomhed, hvor forsikringsselskaber
udskilles fra lov om finansiel virksomhed og videreføres i
lov om forsikringsvirksomhed.
Til nr. 2
§ 2, stk. 2, i lov om firmapensionskasser, angiver, at forsik-
ringsselskaber og pensionskasser, der er under tilsyn efter
lov om finansiel virksomhed, og løfter om pension, der er
omfattet af § 1, stk. 2, ikke er omfattet af loven.
Det foreslås at ændre i § 2, stk. 2, således at henvisningen til
lov om finansiel virksomhed ændres til lov om forsikrings-
virksomhed.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af forslaget om en
ny lov om forsikringsvirksomhed, hvor forsikringsselskaber
udskilles fra lov om finansiel virksomhed og videreføres i
lov om forsikringsvirksomhed.
Til nr. 3
663
§ 73, stk. 1, i lov om firmapensionskasser angiver blandt an-
det, at § 200 i lov om finansiel virksomhed med de fornødne
tilpasninger finder anvendelse for firmapensionskasser.
§ 200 i lov om finansiel virksomhed angiver, at en ekstern
revisor og en intern revisionschef straks skal meddele Fi-
nanstilsynet ethvert forhold og enhver beslutning vedrøren-
de den finansielle virksomhed, som revisoren bliver vidende
om under udøvelsen af hvervet som revisor. Det fremgår af
§ 200, stk. 3, at bestemmelsens stk. 1 og 2 ikke finder an-
vendelse på forsikringsselskaber. I § 200 a i lov om finansiel
virksomhed findes en tilsvarende bestemmelse, som finder
anvendelse på forsikringsselskaber.
Det foreslås at ændre i § 73, stk. 1, således at henvisningen
til § 200 i lov om finansiel virksomhed ændres til § 194 i lov
om forsikringsvirksomhed.
Ændringen indebærer, at henvisningen i lov om firmapen-
sionskasser ændres til den bestemmelse i lovforslaget, der
viderefører § 200 a, som finder anvendelse på forsikrings-
selskaber. Henvisningen til § 200 i lov om finansiel virk-
somhed udgår, idet den ikke finder anvendelse på forsik-
ringsselskaber.
Forslaget er en konsekvens af forslaget om en ny lov om
forsikringsvirksomhed, hvor § 200 a ophæves og indsættes
som § 194 i lov om forsikringsvirksomhed.
Til nr. 4
§ 81, stk. 6, i lov om firmapensionskasser angiver, at §§
253-258 i lov om finansiel virksomhed om administration
af en livsforsikringsbestand også gælder for en bestand af
pensionstilsagn.
Det foreslås at ændre i § 81, stk. 6, således at henvisningen
til §§ 253-258 i lov om finansiel virksomhed ændres til §§
227-235 i lov om forsikringsvirksomhed.
Forslaget er en konsekvens af forslaget om en ny lov om
forsikringsvirksomhed, hvor §§ 253-258 ophæves i lov om
finansiel virksomhed og indsættes som § 227-235 i lov om
forsikringsvirksomhed.
Til nr. 5
§ 84, stk. 2, i lov om firmapensionskasser angiver, at hvis de
påbudte foranstaltninger ikke er truffet inden for den frist,
der er fastsat i henhold til stk. 1, og undladelsen skønnes at
medføre fare for medlemsbestanden, så kan pensionstilsag-
nene tages under administration efter reglerne i §§ 253-258 i
lov om finansiel virksomhed.
Det foreslås at ændre i § 84, stk. 2, således at henvisningen
til §§ 253-258 i lov om finansiel virksomhed ændres til §§
227-235 i lov om forsikringsvirksomhed.
Forslaget er en konsekvens af forslaget om en ny lov om
forsikringsvirksomhed, hvor §§ 253-258 ophæves i lov om
finansiel virksomhed og indsættes som § 227-235 i lov om
forsikringsvirksomhed.
Til nr. 6
§ 87, stk. 2, i lov om firmapensionskasser angiver, at hvis en
firmapensionskasse skal opløses efter stk. 1, kan Finanstil-
synet træffe beslutning om, at pensionstilsagnene skal søges
overdraget til et forsikringsselskab eller til en anden pen-
sionskasse, eller at bestanden af pensionstilsagn skal tages
under administration i overensstemmelse med §§ 253-258 i
lov om finansiel virksomhed, eller at der skal ske udlodning
af firmapensionskassens formue.
Det foreslås at ændre i § 87, stk. 2, således at henvisningen
til §§ 253-258 i lov om finansiel virksomhed ændres til §§
227-235 i lov om forsikringsvirksomhed.
Forslaget er en konsekvens af forslaget om en ny lov om
forsikringsvirksomhed, hvor §§ 253-258 ophæves i lov om
finansiel virksomhed og indsættes som § 227-235 i lov om
forsikringsvirksomhed.
Til nr. 7
§ 117, stk. 2, 2. pkt., i lov om firmapensionskasser angiver,
at overtrædelse af de bestemmelser, der er nævnt i § 73,
stk. 1, kan straffes, i det omfang en sådan overtrædelse kan
straffes efter § 373 i lov om finansiel virksomhed.
Det foreslås at ændre i § 117, stk. 2, 2. pkt., således at
henvisningen til § 373 i lov om finansiel virksomhed ændres
til §§ 312-319 i lov om forsikringsvirksomhed.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af forslaget om en
ny lov om forsikringsvirksomhed, hvor forsikringsselskaber
udskilles fra lov om finansiel virksomhed og videreføres
med lov om forsikringsvirksomhed.
Til § 338
Til nr. 1
§ 2 i lov om forsikringsformidling er en definitionsbestem-
melse.
664
Det foreslås at ændre i § 2, nr. 8, litra a, b og c, således
at henvisningen til bilag 7 i lov om finansiel virksomhed
ændres til bilag 1 i lov om forsikringsvirksomhed.
Forslaget er en konsekvens af forslaget om en ny lov om
forsikringsvirksomhed, hvor bilag 7 til lov om finansiel
virksomhed ophæves og indsættes som bilag 1 i lov om
forsikringsvirksomhed.
Til nr. 2
§ 12 a, nr. 2, i lov om forsikringsformidling angiver, at en
forsikringsformidler og en accessorisk forsikringsformidler
ikke må medvirke til, at forsikringer for personer bosidden-
de i Danmark, danske skibe eller andre risici, der består
her i landet, tegnes hos andre end følgende: 1) Danske for-
sikringsselskaber, 2) Udenlandske forsikringsselskaber, der
opfylder betingelserne i § 30, stk. 1, eller § 31, stk. 1, i lov
om finansiel virksomhed, 3) Udenlandske forsikringsselska-
ber, der har fået tilladelse af Finanstilsynet.
Det foreslås at ændre i § 12 a, nr. 2, således at henvisnin-
gen til § 30, stk. 1, eller § 31, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed ændres til § 49, stk. 1, eller § 52, stk. 1, i lov om
forsikringsvirksomhed.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af forslaget om en
ny lov om forsikringsvirksomhed hvor forsikringsselskaber
udskilles fra lov om finansiel virksomhed og videreføres
med lov om forsikringsvirksomhed.
Til § 339
Til nr. 1
§ 1, stk. 2, nr. 2, i lov om en garantifond for skadesfor-
sikringsselskaber angiver, at Garantifonden for skadesfor-
sikringsselskaber skal yde dækning til et direkte tegnet
skadesforsikringsselskab, når skadesforsikringsselskabet får
inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkeforsikrings-
virksomhed, og Finanstilsynet har truffet beslutning om, at
arbejdsulykkesforsikringsbestanden skal tages under admi-
nistration af Fonden, jf. § 226, stk. 3, § 242 a eller § 243,
stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.
Det foreslås at ændre i § 1, stk. 2, nr. 2, således at henvisnin-
gen til § 226, stk. 3, § 242 a eller § 243, stk. 2, i lov om
finansiel virksomhed ændres til § 200, stk. 3, § 205 eller §
264, stk. 3, i lov om forsikringsvirksomhed.
Forslaget er en konsekvens af forslaget om en ny lov om
forsikringsvirksomhed, hvor §§ 226, 242 og 243 ophæves i
lov om finansiel virksomhed og indsættes som §§ 200, 205
og 264 i lov om forsikringsvirksomhed.
Til nr. 2
§ 14, stk. 3, 1. pkt., i lov om en garantifond for skadesfor-
sikringsselskaber angiver, at Finanstilsynet kan forbyde et
forsikringsselskab at drive virksomhed i Danmark i medfør
af § 243 i lov om finansiel virksomhed, hvis forsikringssel-
skabet ikke overholder lovens regler, regler udstedt i medfør
af loven eller bestemmelser i Fondens vedtægter.
Det foreslås at ændre i § 14, stk. 3, 1. pkt., således at henvis-
ningen til § 243 i lov om finansiel virksomhed ændres til §
264 i lov om forsikringsvirksomhed.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af forslaget om en
ny lov om forsikringsvirksomhed, hvor forsikringsselskaber
udskilles fra lov om finansiel virksomhed og videreføres i
lov om forsikringsvirksomhed. Med lovforslaget ophæves §
243 i lov om finansiel virksomhed og indsættes som § 264 i
lov om forsikringsvirksomhed.
Til nr. 3
§ 15, stk. 2, 1. pkt., i lov om en garantifond for skadesforsik-
ringsselskaber angiver, at § 354 i lov om finansiel virksom-
hed finder tilsvarende anvendelse på Finanstilsynets tilsyn
efter denne lov.
Det foreslås at ændre i § 15, stk. 2, 1. pkt., således at henvis-
ningen til § 354 i lov om finansiel virksomhed ændres til §§
285-290 i lov om forsikringsvirksomhed.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af forslaget om en
ny lov om forsikringsvirksomhed, hvor forsikringsselskaber
udskilles fra lov om finansiel virksomhed og videreføres i
lov om forsikringsvirksomhed.
Til § 340
Til nr. 1
§ 17, stk. 4, i lov om en terrorforsikringsordning på skade-
sforsikringsområdet angiver, at § 354 i lov om finansiel
virksomhed finder tilsvarende anvendelse på Terrorforsik-
ringsrådets tilsyn efter denne lov.
Det foreslås at ændre i § 17, stk. 4, således at henvisnin-
gen til § 354 i lov om finansiel virksomhed ændres til §§
285-290 i lov om forsikringsvirksomhed.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af forslaget om en
ny lov om forsikringsvirksomhed, hvor forsikringsselskaber
udskilles fra lov om finansiel virksomhed og videreføres i
lov om forsikringsvirksomhed.
Til § 341
Til nr. 1
§ 9, stk. 1, nr. 2, i lov om finansielle rådgivere, investerings-
665
rådgivere og boligkreditformidlere angiver, at virksomheden
ikke må have snævre forbindelser til et pengeinstitut, real-
kreditinstitut, fondsmæglerselskab, investeringsforvaltnings-
selskab, forsikringsselskab eller anden virksomhed, som til-
byder eller formidler finansielle produkter eller boligkredit-
aftaler.
Det foreslås at ændre § 9, stk. 1, nr. 2, således at henvisnin-
gen til § 5, stk. 1, nr. 16, i lov om finansiel virksomhed
ændres til nr. 17, og indsætte en henvisning til § 9, stk. 1, nr.
15, i lov om forsikringsvirksomhed.
Den foreslåede ændring af henvisningen til lov om finansiel
virksomhed § 5, stk. 1, nr. 16, er en konsekvens af forslagets
§ 335, der ændrer i § 5 i lov om finansiel virksomhed,
således at definitionen af snævre forbindelser rykker fra § 5,
stk. 1, nr. 16, til § 5, stk. 1, nr. 17.
Den foreslåede indsættelse af henvisning til § 9, stk. 1, nr.
15, i lov om forsikringsvirksomhed, sikrer korrekt henvis-
ning til definitionen af snævre forbindelser svarende til §
5, stk. 1, nr. 16, i lov om finansiel virksomhed, som for
forsikringsselskaber rykkes til lov om forsikringsselskaber §
5, stk. 1, nr. 15.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af forslaget om en
ny lov om forsikringsvirksomhed, hvor forsikringsselskaber
udskilles fra lov om finansiel virksomhed og videreføres i
lov om forsikringsvirksomhed.
Til § 342
Til nr. 1
Revisorlovens § 1 a fastsætter lovens definitioner.
Den gældende § 1 a, stk. 1, nr. 3, litra b, definerer finansielle
virksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, litra a, b og e, i lov om
finansiel virksomhed.
Det foreslås at ændre henvisningen i § 1 a, stk. 1, nr. 3, litra
b, fra finansielle virksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, litra a,
b og e, i lov om finansiel virksomhed til pengeinstitutter og
realkreditinstitutter, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, litra a og b, i lov om
finansiel virksomhed, og forsikringsselskaber, jf. § 9, stk. 1,
nr. 1, i lov om forsikringsvirksomhed.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at forsikrings-
selskaber med lovforslaget udskilles fra lov om finansiel
virksomhed og videreføres i lov om forsikringsvirksomhed.
Til § 343
Til nr. 1
Markedsføringslovens § 1 fastsætter lovens anvendelsesom-
råde.
Den gældende § 1, stk. 2 og 3, i markedsføringsloven af-
grænser anvendelsesområdet over for finansielle virksomhe-
der.
Det fremgår af det gældende stk. 2, at §§ 3, 4, 9 og 14
ikke finder anvendelse på finansielle virksomheder, i det
omfang erhvervs- og vækstministeren har udstedt regler på
det pågældende område.
Det fremgår af det gældende stk. 3, at §§ 15 og 16 ikke
finder anvendelse på finansielle virksomheder.
Det foreslås at ændre § 1, stk. 2 og 3, således at finansielle
virksomheder ændres til pengeinstitutter og realkreditinsti-
tutter, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, litra a og b, i lov om finansiel
virksomhed, forsikringsselskaber, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, i lov
om forsikringsvirksomhed, og fondsmæglerselskaber, jf. §
13, stk. 2, jf. stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og inve-
steringsservice og -aktiviteter. Forslaget indebærer, at der i
stedet for finansielle virksomheder henvises til de konkrete
typer af virksomheder, der er omfattet af afgrænsningen i
bestemmelsen.
Forslaget er en konsekvens af, at forslaget om en ny lov
om forsikringsvirksomhed, hvor forsikringsselskaber udgår
fra definitionen af finansielle virksomheder i § 5, stk. 1,
i lov om finansiel virksomhed og indsættes i lovforslagets
definitionsbestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 1. Forslaget er også
en konsekvens af, at fondsmæglerselskaber med lov nr. 1155
af 8. juni 2021 er udgået af definitionen i § 5, stk. 1, i lov
om finansiel virksomhed og defineres i § 13, stk. 2, jf. stk.
1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og
-aktiviteter.
Til nr. 2
Markedsføringslovens § 29 fastsætter regler om forbru-
gerombudsmandens udarbejdelse og offentliggørelse af ret-
ningslinjer for markedsføring på nærmere angivne områder.
Det følger af den gældende § 29, stk. 2, at forbrugerombuds-
manden ikke kan udstede retningslinjer, der alene retter sig
mod virksomheder omfattet af lov om finansiel virksomhed.
Det foreslås at ændre § 29, stk. 2, således at henvisningen
til lov om finansiel virksomhed suppleres med henvisninger
til lov om forsikringsvirksomhed og lov om fondsmægler-
selskaber og investeringsservice og -aktiviteter. Forslaget
indebærer, at bestemmelsen fortsat omfatter de typer af virk-
somheder, som var omfattet af bestemmelsen, da loven blev
vedtaget.
Forslaget er en konsekvens af, at forslaget om en ny lov om
forsikringsvirksomhed udskiller forsikringsselskaber fra lov
om finansiel virksomhed. Forslaget er også en konsekvens
af, at fondsmæglerselskaber med lov nr. 1155 af 8. juni 2021
blev udskilt fra lov om finansiel virksomhed.
Til § 344
666
Til nr. 1
Retsplejelovens § 225 angiver, hvilke sager der behandles i
Sø- og Handelsretten. Det følger af den gældende § 225, stk.
2, nr. 3, at sager, hvor Forbrugerombudsmanden er part og
anvendelsen af lov om markedsføring, lov om finansiel virk-
somhed eller lov om betalinger har væsentlig betydning, kan
anlægges ved Sø- og Handelsretten, medmindre parterne har
aftalt andet.
Det foreslås at ændre § 225, stk. 2, nr. 3, således, at og-
så sager, hvor Forbrugerombudsmanden er part, og hvor
anvendelsen af lov om forsikringsvirksomhed eller lov om
fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter
har væsentlig betydning, omfattes.
Forslaget er en konsekvens af, at forslaget om en ny lov om
forsikringsvirksomhed udskiller forsikringsselskaber fra lov
om finansiel virksomhed. Forslaget er også en konsekvens
af, at fondsmæglerselskaber med lov nr. 1155 af 8. juni 2021
blev udskilt fra lov om finansiel virksomhed.
Forslaget indebærer, at bestemmelsen vil omfatte de områ-
der, der var omfattet, da bestemmelsen blev indført med lov
nr. 84 af 28. januar 2014.
Til § 345
Aktieavancebeskatningslovens § 34 omhandler succession
ved overdragelse af aktier i levende live. En overdragelse
omfattet af § 34 medfører, at overdrageren ikke beskattes af
sin aktieavance. Beskatningen udskydes, indtil erhververen
selv afstår aktierne, og erhververen indtræder i overdrage-
rens skattemæssige stilling ved overdragelsen, således at
erhververen skal betragte de erhvervede aktier som anskaffet
til samme pris, på samme tidspunkt og i samme hensigt som
overdrageren.
En succession ved overdragelse af aktier i levende live kan
kun ske, hvis en række betingelser er opfyldt, jf. aktieavan-
cebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 1-4.
Det følger af § 34, stk. 1, nr. 3, at der skal være tale om
aktier i et selskab m.v., hvis virksomhed ikke i overvejende
grad består af passiv kapitalanbringelse, jf. stk. 6.
Det fremgår af § 34, stk. 6, at selskabets virksomhed an-
ses for i overvejende grad at bestå i passiv kapitalanbringel-
se, som nævnt i stk. 1, nr. 3, såfremt mindst 50 pct. af
selskabets indtægter, hvorved forstås den regnskabsmæssi-
ge nettoomsætning tillagt summen af øvrige regnskabsførte
indtægter, opgjort som gennemsnittet af de seneste 3 regn-
skabsår, stammer fra fast ejendom, kontanter, værdipapirer
eller lignende, der efter stk. 1, nr. 3, skal anses for passiv
kapitalanbringelse, eller hvis handelsværdien af selskabets
sådanne ejendomme, kontanter, værdipapirer el.lign. enten
på overdragelsestidspunktet eller opgjort som gennemsnit-
tet af de seneste 3 regnskabsår udgør mindst 50 pct. af
handelsværdien af selskabets samlede aktiver. Afkastet og
værdien af aktier i datterselskaber, hvori selskabet direkte
eller indirekte ejer mindst 25 pct. af aktiekapitalen m.v.,
medregnes ikke. I stedet medregnes den del af datterselska-
bets indtægter og aktiver, som svarer til ejerforholdet. Ved
bedømmelsen ses der bort fra indkomst ved udlejning af fast
ejendom mellem selskabet og et datterselskab eller mellem
datterselskaber. Fast ejendom, der udlejes mellem selskabet
og et datterselskab eller mellem datterselskaber, og som le-
jer anvender i driften, anses ved bedømmelsen ikke som en
passiv kapitalanbringelse.
Aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 5, undtager en ræk-
ke overdragelser af aktier fra betingelserne i stk. 1, nr. 2 og
3. Det fremgår bl.a. af § 34, stk. 5, 2. pkt., at betingelsen
i stk. 1, nr. 3, ikke finder anvendelse ved overdragelse af
aktier i et selskab m.v., som udøver næring ved køb og
salg af værdipapirer eller ved finansieringsvirksomhed og er
omfattet af lov om finansiel virksomhed eller tilsvarende for
udenlandske selskaber. For udenlandske selskaber, som ikke
er hjemmehørende i et EU-land eller EØS-land, er det en
betingelse, at selskabet er hjemmehørende i et land, som ef-
ter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, anden international
overenskomst eller konvention eller administrativt indgået
aftale om bistand i skattesager udveksler oplysninger med
de danske skattemyndigheder.
Ved lov nr. 1155 af 8. juni 2021 er reguleringen af fonds-
mæglerselskaber og de særlige regler, der gælder ydelse og
udførelse af investeringsservice og -aktiviteter, udskilt fra
lov om finansiel virksomhed. Der er således etableret en
særskilt lov for fondsmæglerselskaber og for ydelsen og
udførelsen af investeringsservice og -aktiviteter.
Det foreslås, at der i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk.
5, 2. pkt., efter »lov om finansiel virksomhed« indsættes
», lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og
-aktiviteter og lov om forsikringsvirksomhed«.
Formålet med ændringen er at sikre, at undtagelsen i ak-
tieavancebeskatningslovens § 34, stk. 5, ligeledes omfatter
fondsmæglerselskab m.v. og forsikringsselskaber m.v. efter
udskillelsen fra lov om finansiel virksomhed.
Der ikke tilsigtet nogen materielle ændringer med forslaget.
Til § 346
§ 1, stk. 3, i lov om afgift af skadesforsikringer angiver,
at der ved skadesforsikring forstås forsikring af risici, der
er kategoriseret som skadesforsikring i bilag 7 til lov om
finansiel virksomhed.
Det følger af § 1, stk. 3, at begrebet skadesforsikring i lov
om afgift af skadesforsikringer er i overensstemmelse med
de forsikringsretlige definitioner. Ved skadesforsikring for-
stås således begrebsmæssigt forsikring af de forsikringsklas-
ser, der fremgår af bilag 7 til lov om finansiel virksomhed.
Det foreslås at ændre § 1, stk. 3, i lov om afgift af skade-
667
sforsikringer således, at henvisningen til »bilag 7 til lov
om finansiel virksomhed« ændres til »bilag 1 til lov om
forsikringsvirksomhed«.
Forslaget er en konsekvens af forslag til lov om forsikrings-
virksomhed, hvor bilag 7 til lov om finansiel virksomhed
foreslås ophævet og indsat som bilag 1 til lov om forsik-
ringsvirksomhed. Der ikke tilsigtet nogen materielle ændrin-
ger med forslaget.
Til § 347
Efter § 3 A, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige kan finansielle virksomheder, som er omfattet
af regler om redelig forretningsskik og god praksis for de
finansielle virksomheder udstedt i medfør af § 43, stk. 2,
i lov om finansiel virksomhed, efter samtykke fra den regi-
strerede få adgang til oplysninger om gæld, som inddrives af
restanceinddrivelsesmyndigheden, og som er nødvendige til
brug for rådgivning af den registrerede i overensstemmelse
med reglerne om redelig forretningsskik og god praksis. Be-
stemmelsen blev indført ved § 3 i lov nr. 1374 af 16. decem-
ber 2014.
Den gældende definition af finansielle virksomheder, jf. § 5,
stk. 1, nr. 1, litra d, i lov om finansiel virksomhed, omfatter
bl.a. forsikringsselskaber.
Med forslaget til lov om forsikringsvirksomhed foreslås
forsikringsselskaber udskilt fra lov om finansiel virksom-
hed. Det vil derfor være nødvendigt at ændre § 3 A, stk.
2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvis anven-
delsesområdet af denne bestemmelse fortsat skal omfatte
forsikringsselskaber.
Det foreslås, at der i § 3 A, stk. 2, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige efter »lov om finansiel virksomhed,«
indsættes »og forsikringsselskaber, som er omfattet af regler
om redelig forretningsskik og god praksis for forsikrings-
virksomheder udstedt i medfør af § 67, stk. 2, i lov om
forsikringsvirksomhed,«.
Den foreslåede ændring indebærer, at forsikringsselskaber
efter samtykke fra den registrerede vil kunne få adgang
til oplysninger om gæld, som inddrives af restanceinddrivel-
sesmyndigheden, når oplysningerne er nødvendige til brug
for rådgivning af den registrerede i overensstemmelse med
reglerne om redelig forretningsskik og god praksis.
Formålet med ændringen er at sikre, at der fortsat er lov-
hjemmel til, at forsikringsselskaber har mulighed for at kun-
ne få adgang til de nævnte oplysninger til brug for rådgiv-
ning af den registrerede i overensstemmelse med reglerne
om redelig forretningsskik og god praksis.
Forslaget er en konsekvens af forslaget til lov om forsik-
ringsvirksomhed. Der er således tale om, at der i § 3 A, stk.
2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige foretages en
konsekvensændring, der tager højde for, at forsikringsvirk-
somheder fremover reguleres i to forskellige love.
Til § 348
Efter § 7 A, stk. 2, i lov om et indkomstregister kan finan-
sielle virksomheder, som er omfattet af regler om redelig
forretningsskik og god praksis for de finansielle virksomhe-
der udstedt i medfør af § 43, stk. 2, i lov om finansiel virk-
somhed, efter samtykke fra den registrerede få adgang til
oplysninger i indkomstregisteret, og som er nødvendige til
brug for rådgivning af den registrerede i overensstemmelse
med reglerne om redelig forretningsskik og god praksis. Be-
stemmelsen blev indført ved § 4 i lov nr. 1374 af 16. decem-
ber 2014.
Den gældende definition af finansielle virksomheder, jf. § 5,
stk. 1, nr. 1, litra d, i lov om finansiel virksomhed, omfatter
bl.a. forsikringsselskaber. Med forslaget til lov om forsik-
ringsvirksomhed foreslås forsikringsselskaber udskilt fra lov
om finansiel virksomhed.
Det foreslås, at der i § 7 A, stk. 2, i lov om et indkomstre-
gister efter »lov om finansiel virksomhed,« indsættes »og
forsikringsselskaber, som er omfattet af regler om redelig
forretningsskik og god praksis for forsikringsvirksomheder
udstedt i medfør af § 67, stk. 2, i lov om forsikringsvirksom-
hed,«.
Den foreslåede ændring indebærer, at forsikringsselskaber
efter samtykke fra den registrerede vil kunne få adgang til
oplysninger i indkomstregisteret, som er nødvendige til brug
for rådgivning af den registrerede i overensstemmelse med
reglerne om redelig forretningsskik og god praksis.
Formålet med ændringen er at sikre, at der fortsat er lov-
hjemmel til, at forsikringsselskaber har mulighed for at kun-
ne få adgang til de nævnte oplysninger til brug for rådgiv-
ning af den registrerede i overensstemmelse med reglerne
om redelig forretningsskik og god praksis. Der ikke tilsigtet
nogen materielle ændringer med forslaget.
Til § 349
Ligningslovens § 5, stk. 4, angiver, hvilke selskaber m.v. der
skal fordele renteudgifter og renteindtægter i henhold til stk.
5.
Det foreslås at ændre ligningslovens § 5, stk. 4, nr. 4, således
at henvisningen til »lov om finansiel virksomhed« ændres til
»lov om forsikringsvirksomhed«.
Forslaget til ændring af ligningslovens § 5, stk. 4, er en
konsekvens af det fremsatte forslag til lov om forsikrings-
virksomhed. Der er ikke tilsigtet nogen materielle ændringer
med forslaget.
668
Til § 350
Til nr. 1
Pensionsafkastbeskatningslovens § 1, stk. 2, nr. 7, fastslår, at
arbejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsaktieselskaber om-
fattet af § 307 i lov om finansiel virksomhed skal betale
skat efter pensionsafkastbeskatningsloven.
Det foreslås at ændre pensionsafkastbeskatningslovens § 1,
stk. 2, nr. 7, således at henvisningen til »§ 307 i lov om
finansiel virksomhed« ændres til en henvisning til »§ 250 i
lov om forsikringsvirksomhed«.
Forslaget til ændring af pensionsafkastbeskatningslovens §
1, stk. 2, nr. 7, er en konsekvens af det fremsatte forslag til
lov om forsikringsvirksomhed. Der er ikke tilsigtet nogen
materielle ændringer med forslaget.
Til nr. 2
Pensionsafkastbeskatningslovens § 1, stk. 2, nr. 8, fastslår,
at administrationsboer ved administrator omfattet af §§
253-258 i lov om finansiel virksomhed, kapitel 12 i lov
om firmapensionskasser eller tilsvarende tilsynslovgivning
i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et
land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finan-
sielle område, der administrerer en lukket bestand af pensi-
onstilsagn fra en likvideret pensionskasse omfattet af nr. 1
eller en lukket bestand af livsforsikringer fra et likvideret
arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsaktieselskab omfattet
af § 307 i lov om finansiel virksomhed, skal betale skat efter
pensionsafkastbeskatningsloven.
Det foreslås at ændre pensionsafkastbeskatningslovens § 1,
stk. 2, nr. 8, således at henvisningen til »§§ 253-258 i lov
om finansiel virksomhed« ændres til en henvisning til »§§
227-235 i lov om forsikringsvirksomhed«, og at henvisnin-
gen til »§ 307 i lov om finansiel virksomhed« ændres til en
henvisning til »§ 250 i lov om forsikringsvirksomhed«.
Derved ændres henvisningen til administrationsboer ved ad-
ministrator omfattet af §§ 253-258 i lov om finansiel virk-
somhed til §§ 227-235 i lov om forsikringsvirksomhed, og
henvisningen til en lukket bestand af livsforsikringer fra
et likvideret arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsaktiesel-
skab omfattet af § 307 i lov om finansiel virksomhed ændres
til § 250 i lov om forsikringsvirksomhed.
Forslaget til ændring af pensionsafkastbeskatningslovens §
1, stk. 2, nr. 8, er en konsekvens af det fremsatte forslag til
lov om forsikringsvirksomhed. Der er ikke tilsigtet nogen
materielle ændringer med forslaget.
Til nr. 3
Pensionsafkastbeskatningslovens § 1, stk. 2, nr. 12, fast-
slår, at administrationsboer ved administrator omfattet af §§
253-258 i lov om finansiel virksomhed eller tilsvarende til-
synsordning i et andet land inden for Den Europæiske Union
eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det
finansielle område, der administrerer en lukket bestand af
livsforsikringer fra et likvideret livsforsikringsselskab om-
fattet af nr. 10 eller 11, skal betale skat efter pensionsafkast-
beskatningsloven.
Det foreslås at ændre pensionsafkastbeskatningslovens § 1,
stk. 2, nr. 12, således at henvisningen til »§§ 253-258 i lov
om finansiel virksomhed« ændres til en henvisning til »§§
227-235 i lov om forsikringsvirksomhed«.
Derved ændres henvisningen til administrationsboer ved ad-
ministrator omfattet af §§ 253-258 i lov om finansiel virk-
somhed til §§ 227-235 i lov om forsikringsvirksomhed.
Forslaget til ændring af pensionsafkastbeskatningslovens §
1, stk. 2, nr. 12, er en konsekvens af det fremsatte forslag
til lov om forsikringsvirksomhed. Der er ikke tilsigtet nogen
materielle ændringer med forslaget.
Til nr. 4
Efter pensionsafkastbeskatningslovens § 8, stk. 2, skal der
ved ufordelte midler forstås hensættelser til kollektivt bo-
nuspotentiale, ufordelte kollektive særlige bonushensættel-
ser og akkumuleret værdiregulering, jf. lov om finansiel
virksomhed og bekendtgørelse om finansielle rapporter for
forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, som ik-
ke beskattes efter pensionsafkastbeskatningslovens § 4, stk.
5, eller § 4 a, stk. 3.
Efter pensionsafkastbeskatningslovens § 10, stk. 1, gælder
det for de opsparingsformer, der er nævnt i § 3, og for
ordninger i kapitalpensionsfonde, at der fritages en så stor
del af beskatningsgrundlaget efter §§ 3 og 5, som værdien af
kontoens indestående ved udgangen af 1982 udgør af værdi-
en af indeståendet ved udgangen af indkomståret. Værdien
af indeståendet ved udgangen af 1982 opgøres som værdien
af obligationer opgjort til et gennemsnit af anskaffelseskur-
serne for de obligationer i den enkelte serie, som livsfor-
sikringsselskaber og pensionskasser, der er omfattet af lov
om finansiel virksomhed, Arbejdsmarkedets Tillægspension
og Lønmodtagernes Dyrtidsfond, var i besiddelse af ved
udgangen af 1982, værdien af pantebreve til kurs 85 samt
kursværdien af indeksobligationer, konvertible obligationer,
aktier og investeringsforeningscertifikater.
Det foreslås at ændre pensionsafkastbeskatninglovens § 8,
stk. 2, og § 10, stk. 1, 2. pkt., således at henvisningerne
til »lov om finansiel virksomhed« ændres til »lov om forsik-
ringsvirksomhed«.
Derved ændres henvisningen i § 8, stk. 2, til hensættelser til
kollektivt bonuspotentiale, ufordelte kollektive særlige bo-
nushensættelser og akkumuleret værdiregulering, jf. lov om
finansiel virksomhed til lov om forsikringsvirksomhed. På
samme måde ændres henvisningen i § 10, stk. 1, 2. pkt., til
livsforsikringsselskaber og pensionskasser, der er omfattet
af lov om finansiel virksomhed til lov om forsikringsvirk-
somhed.
669
Forslaget til ændring af pensionsafkastbeskatningslovens §
8, stk. 2, og § 10, stk. 1, 2. pkt., er en konsekvens af det
fremsatte forslag til lov om forsikringsvirksomhed. Der er
ikke tilsigtet nogen materielle ændringer med forslaget.
Til nr. 5
Pensionsafkastbeskatningslovens § 14, stk. 1, angiver, at
skattepligtige som nævnt i pensionsafkastbeskatningslovens
§ 1, stk. 2, nr. 1-9, kan opgøre det skattepligtige afkast af
en andel i en juridisk person som summen af udlodningerne
fra andelen og gevinst og tab på andelen opgjort efter stk.
2, jf. dog stk. 3 og 4, når den juridiske person efter danske
skatteregler ikke udgør et selvstændigt skattesubjekt. Det er
en betingelse, at den skattepligtige ikke på noget tidspunkt i
indkomståret er koncernforbundet med den juridiske person,
jf. § 5 i lov om finansiel virksomhed. 1. og 2. pkt. finder
tilsvarende anvendelse, hvis investeringen sker via en konto-
førende investeringsforening, jf. § 2, i lov om beskatning af
medlemmer af kontoførende investeringsforeninger.
Det foreslås at ændre pensionsafkastbeskatningslovens § 14,
stk. 1, 2. pkt., således at henvisningen til »§ 5 i lov om
finansiel virksomhed« ændres til »§ 9, stk. 1, nr. 8, i lov om
forsikringsvirksomhed«.
Derved ændres henvisningen til definitionen af en koncern,
jf. § 5 i lov om finansiel virksomhed, til definitionen af en
koncern, jf. § 9, stk. 1, nr. 8, i lov om forsikringsvirksom-
hed.
Forslaget til ændring af pensionsafkastbeskatningslovens §
14, stk. 1, er en konsekvens af det fremsatte forslag til lov
om forsikringsvirksomhed. Der er således tale om en konse-
kvensændring, hvor definitionen af koncerner videreføres i
lovforslaget til lov om forsikringsvirksomhed. Der er ikke
tilsigtet nogen materielle ændringer med forslaget.
Til nr. 6
Reglerne i pensionsafkastbeskatningslovens § 18, stk. 2-4,
om succession gælder bl.a., når en skattepligtig institution
overdrager en livsforsikringsbestand til en anden skatteplig-
tig institution efter § 204 i lov om finansiel virksomhed. Det
foreslås at ændre pensionsafkastbeskatningslovens § 18, stk.
1, nr. 4, således at henvisningen til »§ 204 i lov om finansiel
virksomhed« ændres til »§ 195 i lov om forsikringsvirksom-
hed«.
Derved ændres henvisningen til overdragelser af en livsfor-
sikringsbestand til en anden skattepligtig institution efter
§ 204 i lov om finansiel virksomhed til § 195 i lov om
forsikringsvirksomhed.
Forslaget til ændring af pensionsafkastbeskatningslovens §
18, stk. 1, nr. 4, er en konsekvens af det fremsatte forslag
til lov om forsikringsvirksomhed. Der er ikke tilsigtet nogen
materielle ændringer med forslaget.
Til § 351
Til nr. 1
Efter pensionsbeskatningslovens § 2, stk. 1, skal en pen-
sionsordning med løbende udbetalinger gå ud på at sikre
pension i form af lige store løbende ydelser, der bortfalder
ved den pensionsberettigedes død. Efter § 2, stk. 2, forstås
ved lige store løbende ydelser, at beregningsgrundlaget ved
påbegyndelsen af udbetalingen forventes at medføre lige
store ydelser over hele ordningens udbetalingsperiode. Ved
beregningen af ydelserne kan der dog maksimalt benyttes en
rente svarende til det langsigtede afkast af obligationer, der
fremgår af de til Finanstilsynet senest meddelte samfunds-
forudsætninger for pensionsfremskrivninger, plus 2 procent-
point og herfra fradraget produktet af det nævnte afkast
inklusive procenttillægget og skattesatsen ifølge pensionsaf-
kastbeskatningslovens § 2. For ordninger, der er tilknyttet
investeringsfonde, jf. lov om finansiel virksomhed, bilag
8, III, kan ydelserne vælges beregnet efter principperne i
pensionsbeskatningslovens § 11 A, stk. 2.
Efter pensionsbeskatningslovens § 8, stk. 3, finder ratebe-
regningsreglerne for rateopsparinger i pengeinstitutter i pen-
sionsbeskatningslovens § 11 A, stk. 2 og 3, tilsvarende
anvendelse ved rateberegningen for rateforsikringer, der er
tilknyttet investeringsfonde, jf. lov om finansiel virksomhed,
bilag 8, III.
Det foreslås at ændre pensionsbeskatningslovens § 2, stk.
2, 6. pkt., og § 8, stk. 3, således at henvisningen til »lov
om finansiel virksomhed, bilag 8, III« ændres til »lov om
forsikringsvirksomhed, bilag 2, III«.
Forslaget til ændring af pensionsbeskatningslovens § 2, stk.
2, 6. pkt., og § 8, stk. 3, er en konsekvens af det fremsatte
forslag til lov om forsikringsvirksomhed. Der er ikke tilsig-
tet nogen materielle ændringer med forslaget.
Til nr. 2
Pensionsbeskatningslovens § 3, stk. 1, nr. 2, vedrører pensi-
onskasser, der udøver virksomhed her i landet gennem et
fast driftssted og som har tilladelse til at drive livsforsik-
ringsvirksomhed eller pensionskassevirksomhed i et andet
land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle område,
jf. § 30 i lov om finansiel virksomhed og § 88 i lov om
firmapensionskasser. Efter pensionsbeskatningslovens § 4,
stk. 1, nr. 2, kan en forsikring som nævnt i § 2, nr. 4,
være oprettet i et livsforsikringsselskab, der efter tilladelse
i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et
land, som Unionenhar indgået aftale med på det finansiel-
le område, og udøver virksomhed her i landet gennem et
fast driftssted. Pensionsbeskatningslovens § 8, stk. 1, nr. 1,
vedrører rateforsikringer, som skal oprettes i et livs- eller
pensionsforsikringsselskab, der har hjemsted i et land inden
for EU/EØS og har tilladelse til at drive livsforsikringsvirk-
somhed. Efter § 10, stk. 1, nr. 1, kan en kapitalforsikring
oprettes i et livs- eller pensionsforsikringsselskab, der har
670
hjemsted i et land inden for EU/EØS og her har tilladelse til
at drive livsforsikringsvirksomhed.
Det foreslås at ændre pensionsbeskatningslovens § 3, stk. 1,
nr. 2, § 4, stk. 1, nr. 2, § 8, stk. 1, nr. 1, og § 10, stk. 1, nr. 1,
således at henvisningen til »§ 30, stk. 1, 4 og 7-10, i lov om
finansiel virksomhed« ændres til en henvisning til »§§ 49-51
i lov om forsikringsvirksomhed«.
De foreslåede §§ 49-51 i lov om forsikringsvirksomhed sva-
rer til § 30, stk. 1, 4 og 8-11, i lov om finansiel virksom-
hed. Det bemærkes i den forbindelse, at der ved § 1 i lov nr.
665 af 8. juni 2017 blev indsat et nyt stykke efter stk. 4 i §
30 i lov om finansiel virksomhed. Ved en fejl blev der ikke
foretaget en konsekvensændring af pensionsbeskatningslo-
vens § 3, stk. 1, nr. 2, § 4, stk. 1, nr. 2, § 8, stk. 1, nr. 1, og
§ 10, stk. 1, nr. 1, hvor der bl.a. henvises til § 30, stk. 7-10,
som ved den nævnte indsættelse af et nyt stykke efter stk. 4
blev til stk. 8-11. Henvisninger til § 30, stk. 1, 4 og 7-10, i
lov om finansiel virksomhed i pensionsbeskatningslovens §
3, stk. 1, nr. 2, § 4, stk. 1, nr. 2, § 8, stk. 1, nr. 1, og § 10, stk.
1, nr. 1, burde således have været ændret til henvisninger til
§ 30, stk. 1, 4 og 8-11.
Forslaget til ændring af pensionsbeskatningslovens § 3, stk.
1, nr. 2, § 4, stk. 1, nr. 2, § 8, stk. 1, nr. 1, og § 10, stk.
1, nr. 1, er en konsekvens af det fremsatte forslag til lov
om forsikringsvirksomhed og en indsættelse af en manglen-
de konsekvensændring som følge af lov nr. 665 af 8. juni
2017. Der er ikke tilsigtet nogen materielle ændringer med
forslaget.
Til nr. 3
Efter pensionsbeskatningslovens § 11 A, stk. 1, nr. 1, kan
en rateopsparing oprettes i et kreditinstitut, der efter tilla-
delse i et andet land inden for EU/EØS udøver kreditinsti-
tutvirksomhed, eller med Skatteforvaltningens godkendelse
i en anden institution inden for EU/EØS. Efter § 12, stk.
1, nr. 1, kan en opsparing i pensionsøjemed oprettes i et
kreditinstitut, der efter tilladelse i et andet land inden for
EU/EØS udøver kreditinstitutvirksomhed, eller med Skatte-
forvaltningens godkendelse i en anden institution inden for
EU/EØS. I § 13 er der fastsat regler for den skattemæssige
behandling af indlånskonti og kapitalpensionsordninger med
anbringelse i investeringsforeninger eller værdipapirer, der
før pensionsbeskatningslovens ikrafttræden er oprettet i en
bank eller sparekasse her i landet.
Det foreslås at ændre pensionsbeskatningslovens § 11 A, stk.
1, nr. 1, 1. pkt., § 12, stk. 1, nr. 1, 1. pkt., og § 13, stk. 1, 1.
og 2. pkt., således at henvisningen til »§ 30, stk. 1, 4, 5, 9 og
10, i lov om finansiel virksomhed« ændres til »§ 30, stk. 1,
4, 5, 6, 8 og 9, i lov om finansiel virksomhed«.
Det bemærkes i den forbindelse, at der ved § 1 i lov nr. 665
af 8. juni 2017 blev indsat et nyt stykke efter stk. 4 i § 30 i
lov om finansiel virksomhed. Ved en fejl blev der ikke fore-
taget en konsekvensændring af pensionsbeskatningslovens §
11 A og § 12, hvor der henvises til § 30, stk. 1, 4, 5, 9 og
10. Der burde have været indsat en henvisning til det nye
stk. 6 i § 30 i lov om finansiel virksomhed, og henvisningen
til stk. 9 og 10 i lov om finansiel virksomhed burde have
været ændret til en henvisning til stk. 10 og 11. Ved forsla-
get til ændring af pensionsbeskatningslovens §§ 11 A, 12 og
13 rettes der samtidig op på disse fejl.
Forslaget til ændring af pensionsbeskatningslovens § 11 A,
stk. 1, nr. 1, 1. pkt., § 12, stk. 1, nr. 1, 1. pkt., og § 13, stk.
1, 1. og 2. pkt., er en konsekvens af det fremsatte forslag
til lov om forsikringsvirksomhed og en indsættelse af en
manglende konsekvensændring som følge af lov nr. 665 af
8. juni 2017. Der er ikke tilsigtet nogen materielle ændringer
med forslaget.
Til nr. 4
Efter pensionsbeskatningslovens § 25 skal der af kapitalfor-
sikring i pensionsøjemed og opsparing i pensionsøjemed
svares en afgift på 40 pct. Ved overførsel, herunder kon-
vertering, som nævnt i stk. 1, nr. 9, betales der afgift af
det beløb, der overføres eller konverteres, af særlige bonus-
hensættelser knyttet til ordningen og af en forholdsmæssig
andel af de ufordelte midler knyttet til ordningen. § 25, stk.
3, 2. pkt., beskriver, at ufordelte midler for livsforsikrings-
selskaber og tværgående pensionskasser skal forstås som
hensættelser til kollektivt bonusmateriale, ufordelte kollekti-
ve særlige hensættelser og akkumuleret værdiregulering. Ef-
ter stk. 4, 2. pkt. ved opgørelsen af afgiftsgrundlaget af
den forholdsmæssige andel af kollektivt bonuspotentiale i
livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, skal
livsforsikringsselskabet m.v. opdele forsikringsbestanden i
én eller flere kontributionsgrupper som anmeldt til Finanstil-
synet, jf. lov om finansiel virksomhed. Efter stk. 5, 1. pkt.
skal opgørelsen af afgiften af den forholdsmæssige andel
af akkumuleret værdiregulering, af livsforsikringsselskabet
m.v. opdele forsikringsbestanden i én eller flere rentegrup-
per som anmeldt til Finanstilsynet, jf. lov om finansiel virk-
somhed.
Ved overførsel, herunder konvertering, af en supplerende
engangsydelse til en supplerende engangssum betales der
en afgift på 40 pct., jf. pensionsbeskatningslovens § 29
A, stk. 1. Udbetalingerne fra den supplerende engangssum
vil senere være skatte- og afgiftsfrie. Afgiftsgrundlaget er
det beløb, der kunne være udbetalt ved den supplerende
engangsydelses ophævelse og er nærmere defineret i § 29
A, stk. 3-5. Afgiftsgrundlaget efter § 29 A, stk. 4, skal
tværgående pensionskasser efter 2. pkt. opgøre den forholds-
mæssige andel af kollektivt bonuspotentiale i én eller flere
kontributionsgrupper som anmeldt til Finanstilsynet, jf. lov
om finansiel virksomhed. Efter stk. 5, 1. pkt., skal tværgå-
ende pensionskasser opgøre den forholdsmæssige andel af
akkumuleret værdiregulering i én eller flere rentegrupper
som anmeldt til Finanstilsynet, jf. lov om finansiel virksom-
hed. Det foreslås at ændre pensionsbeskatningslovens § 25,
stk. 3, 2. pkt., stk. 4, 2. pkt., og stk. 5, 1. pkt., og § 29 A,
stk. 4, 2. pkt., og stk. 5, 1. pkt., således at henvisningerne
671
til »lov om finansiel virksomhed« ændres til »lov om forsik-
ringsvirksomhed«.
Forslaget til ændring af pensionsbeskatningslovens § 25,
stk. 3, 2. pkt., stk. 4, 2. pkt., og stk. 5, 1. pkt., og § 29 A,
stk. 4, 2. pkt., og stk. 5, 1. pkt., er en konsekvens af det
fremsatte forslag til lov om forsikringsvirksomhed. Der er
ikke tilsigtet nogen materielle ændringer med forslaget.
Til nr. 5
Efter pensionsbeskatningslovens § 41, stk. 1, nr. 8, kan den
del af en pensionskasseordning, der udgøres af supplerende
engangsydelse, overføres til en kapitalforsikring i pensions-
øjemed, uden at dette skal betragtes som ud- og indbetaling,
jf. stk. 9, hvis overførslen sker som led i en bestandsover-
dragelse efter §§ 204-206 i lov om finansiel virksomhed
eller som led i en fusion som nævnt i selskabsskattelovens §
13 H.
Det foreslås at ændre pensionsbeskatningslovens § 41, stk.
1, nr. 8, således at henvisningen til »lov om finansiel virk-
somheds §§ 204-206« ændres til »§§ 195 og 196 i lov om
forsikringsvirksomhed«.
Forslaget til ændring af pensionsbeskatningslovens § 41,
stk. 1, nr. 8, er en konsekvens af det fremsatte forslag til
lov om forsikringsvirksomhed. Der er ikke tilsigtet nogen
materielle ændringer med forslaget.
Til nr. 6
Efter pensionsbeskatningslovens § 51, stk. 1, kan opspar-
ings- og forsikringsordninger, der udelukkende har familie-
forsørgelse til formål (børneopsparingskonti), oprettes i pen-
geinstitutter og forsikringsselskaber, der af Finanstilsynet er
meddelt tilladelse til at drive virksomhed her i landet, eller
i et udenlandsk kreditinstitut, der efter tilladelse i et andet
land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som
Unionen har indgået aftale med på det finansielle område,
udøver virksomhed her i landet gennem en filial, jf. § 30,
stk. 1, 4, 5, 7, 9 og 10, i lov om finansiel virksomhed.
Det foreslås at ændre pensionsbeskatningslovens § 51, stk.
1, således at henvisningen til »§ 30, stk. 1, 4, 5, 7, 9 og 10, i
lov om finansiel virksomhed« ændres til en henvisning til »§
30, stk. 1, 4, 5, 6, 8 og 9, i lov om finansiel virksomhed eller
§§ 49-51 i lov om forsikringsvirksomhed«.
Forslaget om ændring af pensionsbeskatningslovens § 51,
stk. 1, er for det første en konsekvens af forslaget om en
ny lov om forsikringsvirksomhed, hvor § 30, stk. 1, 4 og
7-10, i lov om finansiel virksomhed for forsikringsselska-
bers vedkommende videreføres i §§ 49-51 i lov om forsik-
ringsvirksomhed.
Forslaget er for det andet en konsekvens af, at § 30, stk. 8,
10 og 11, i lov om finansiel virksomhed ved forslaget om en
ny lov om forsikringsvirksomhed bliver til § 30, stk. 6, 8 og
9.
Det bemærkes i den forbindelse, at der ved § 1 i lov nr. 665
af 8. juni 2017 blev indsat et nyt stk. 5 i § 30 i lov om
finansiel virksomhed. Ved en fejl blev der ikke foretaget en
konsekvensændring af pensionsbeskatningslovens § 51, stk.
1, hvor der henvises til § 30, stk. 1, 4, 5, 7, 9 og 10. Der
burde have været indsat en henvisning til det nye stk. 6 i §
30 i lov om finansiel virksomhed, og henvisningen til stk.
7, 9 og 10 i lov om finansiel virksomhed burde have været
ændret til en henvisning til stk. 8, 10 og 11. Ved forslaget til
ændring af pensionsbeskatningslovens § 51, stk. 1, rettes der
samtidig op på disse fejl.
Til § 352
Til nr. 1
Det fremgår af selskabsskattelovens § 1, at skattepligt i hen-
hold til denne lov påhviler de selskaber og foreninger m.v.,
der er hjemmehørende her i landet.
Efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5, omfatter skatte-
pligten gensidige livsforsikringsselskaber, der ikke er omfat-
tet af §§ 294-303 i lov om finansiel virksomhed, medmin-
dre den gensidige forsikringsforening udelukkende driver
sygeforsikringsvirksomhed, og Skatteforvaltningen har truf-
fet bestemmelse om, at den pågældende forsikringsforening
er omfattet af nr. 6, samt selskaber, foreninger m.v., der
er opstået ved ændring af en gensidig forsikringsforening,
efter at denne har overdraget sin forsikringsvirksomhed, jf.
fusionsskattelovens § 14 d, og som ikke er omfattet af sel-
skabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 eller 2, eller fondsbeskat-
ningsloven.
Det foreslås at ændre selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5,
således at henvisningen til »§§ 294-303 i lov om finansiel
virksomhed« ændres til »§§ 251-257 i lov om forsikrings-
virksomhed«.
Forslaget er en konsekvens af det fremsatte forslag til lov
om forsikringsvirksomhed, hvor §§ 294-303 i lov om finan-
siel virksomhed videreføres som §§ 251-257 i forslag til
lov om forsikringsvirksomhed. Der er ikke tilsigtet nogen
materielle ændringer med forslaget.
Til nr. 2
Det fremgår af selskabsskattelovens § 1, at skattepligt i hen-
hold til denne lov påhviler de selskaber og foreninger m.v.,
der er hjemmehørende her i landet.
Efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 9, 1. pkt., er pensi-
onskasser, der er undergivet tilsyn efter lov om firmapensi-
onskasser eller efter lov om finansiel virksomhed, undtaget
fra skattepligten.
Det foreslås at ændre selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr.
9, 1. pkt., således at henvisningen til »lov om finansiel virk-
somhed« ændres til »lov om forsikringsvirksomhed«.
Forslaget er en konsekvens af det fremsatte forslag til lov
672
om forsikringsvirksomhed, hvor regulering af forsikringssel-
skaber udskilles fra lov om finansiel virksomhed. Der er
ikke tilsigtet nogen materielle ændringer med forslaget.
Til nr. 3
Det fremgår af selskabsskattelovens § 1, at skattepligt i hen-
hold til denne lov påhviler de selskaber og foreninger m.v.,
der er hjemmehørende her i landet.
Efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 18, er arbejdsmar-
kedsrelaterede livsforsikringsselskaber omfattet af § 307 i
lov om finansiel virksomhed undtaget fra skattepligten.
Det foreslås at ændre selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr.
18, således at henvisningen til »§ 307 i lov om finansiel
virksomhed« ændres til »§ 250 i lov om forsikringsvirksom-
hed«.
Endvidere fremgår det af selskabsskattelovens § 32, stk. 1,
at er et selskab eller en forening m.v. som nævnt i selska-
bsskattelovens § 1 eller § 2, stk. 1, litra a, et moderselskab
for et selvstændigt skattesubjekt (datterselskab), jf. § 32, stk.
6, skal moderselskabet ved opgørelsen af den skattepligtige
indkomst medregne det beløb, der er angivet i stk. 7-10, når
beløbet er positivt. Beskatningen efter 1. pkt. sker kun, når
en række betingelser er opfyldt, jf. stk. 1, nr. 1-6.
Det følger af selskabsskattelovens § 32, stk. 1, nr. 6, at
det er en betingelse for CFC-beskatning, at moderselskabets
aktier i datterselskabet ikke ejes gennem et arbejdsmarkeds-
relateret livsforsikringsaktieselskab omfattet af § 307 i lov
om finansiel virksomhed, der beskattes efter pensionsafkast-
beskatningsloven.
Denne undtagelse vedrører en situation, hvor der i forvejen
sker dansk beskatning efter lagerprincippet i det arbejdsmar-
kedsrelaterede livsforsikringsaktieselskab. Hvis der samtidig
sker CFC-beskatning af livsforsikringsselskabets modersel-
skab ville det udgøre dobbeltbeskatning.
Det foreslås at ændre selskabsskattelovens § 32, stk. 1, nr.
6, således at henvisningen til »§ 307 i lov om finansiel
virksomhed« ændres til »§ 250 i lov om forsikringsvirksom-
hed«.
Forslaget er en konsekvens af det fremsatte forslag til lov
om forsikringsvirksomhed, hvor § 307 i lov om finansielle
virksomhed videreføres som § 250 i forslag til lov om for-
sikringsvirksomhed. Der er ikke tilsigtet nogen materielle
ændringer med forslaget.
Til nr. 4
Det følger af selskabsskattelovens § 8, at den skattepligtige
indkomst opgøres efter skattelovgivningens almindelige reg-
ler, for så vidt de efter deres indhold er anvendelige på de i
denne lov omhandlede selskaber og foreninger m.v.
Selskabsskattelovens § 13 fraviger udgangspunktet i § 8 og
opregner en række tilfælde, der ikke skal medregnes til den
skattepligtige indkomst.
Det fremgår af selskabsskattelovens § 13, stk. 8, at hvis
summen af udbytter og avancer opgjort efter stk. 4, 6 og
7 for et livsforsikringsselskab overstiger udbetalinger, hen-
sættelser og skat efter pensionsafkastbeskatningslovens § 8,
som nævnt i selskabsskatteloven § 13, stk. 4, 1. pkt., med-
regnes det overskydende beløb til selskabets skattepligtige
indkomst. Hvis summen er negativ for livsforsikringssel-
skabet, fradrages beløbet ved opgørelse af selskabets skat-
tepligtige indkomst. Fradraget foretages før fremførsel af
eventuelle uudnyttede underskud vedrørende tidligere ind-
komstår og kan ikke gøre selskabets skattepligtige indkomst
negativ. Et eventuelt resterende negativt sumbeløb fragår i
udbytter og avancer som opgjort efter stk. 4, 6 og 7 for
efterfølgende indkomstår. Ved undtagelse fra beskatning ef-
ter § 3 kan selskabet få udbetalt skatteværdien beregnet
med den i § 17, stk. 1, nævnte procent af et resterende
negativt sumbeløb efter selskabsskattelovens § 13, stk. 8,
4. pkt. vedrørende det sidste indkomstår, hvor selskabet er
skattepligtigt. Det udbetalte beløb er ikke skattepligtigt. 5.
og 6. pkt. finder tilsvarende anvendelse på livsforsikrings-
selskaber for det indkomstår, hvor selskabet får taget livs-
forsikringsbestanden under administration efter §§ 253-258
i lov om finansiel virksomhed, idet et resterende negativt
sumbeløb efter selskabsskattelovens § 13, stk. 8, 4. pkt., dog
tillægges uudnyttede fradragsberettigede tab, som har påvir-
ket opgørelsen af sumbeløbet for det indkomstår, hvor aktier
eller fast ejendom er solgt. Disse uudnyttede tab kan herefter
ikke anvendes efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven
eller ejendomsavancebeskatningsloven.
Det foreslås at ændre selskabsskattelovens § 13, stk. 8, 7.
pkt., således at henvisningen til »§§ 253-258 i lov om fi-
nansiel virksomhed« ændres til »§ 227-235 i lov om forsik-
ringsvirksomhed«.
Forslaget er en konsekvens af det fremsatte forslag til lov
om forsikringsvirksomhed, hvor §§ 253-258 i lov om finan-
siel virksomhed videreføres som §§ 227-235 i forslag til
lov om forsikringsvirksomhed. Der er ikke tilsigtet nogen
materielle ændringer med forslaget.
Til nr. 5
Efter selskabsskattelovens § 13 F kan livsforsikringsselska-
ber opgøre det skattepligtige afkast af en andel i en jurid-
isk person som summen af udlodningerne fra andelen og
gevinst og tab på andelen opgjort efter stk. 2, jf. dog stk. 3
og 4, når den juridiske person efter danske skatteregler ikke
udgør et selvstændigt skattesubjekt. Det er en betingelse, at
den skattepligtige ikke på noget tidspunkt i indkomståret er
koncernforbundet med den juridiske person, jf. § 5 i lov om
finansiel virksomhed. Selskabsskattelovens § 13 F, stk. 1, 1.
og 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse, hvis investeringen
i den juridiske person sker via en kontoførende investerings-
forening, jf. § 2 i lov om beskatning af medlemmer af kon-
toførende investeringsforeninger
673
Det foreslås at ændre selskabsskattelovens § 13 F, stk. 1,
2. pkt., således at henvisningen til »§ 5 i lov om finansiel
virksomhed« ændres til »§ 9, stk. 1, nr. 8, i lov om forsik-
ringsvirksomhed«.
Forslaget er en konsekvens af det fremsatte forslag til lov
om forsikringsvirksomhed. Der er ikke tilsigtet nogen mate-
rielle ændringer med forslaget.
Til nr. 6
Selskabsskattelovens § 17 A omhandler en forhøjet ind-
komstskat for finansielle selskaber, idet selskabernes skat-
tepligtige positive eller negative årsindkomst opgjort efter
skattelovgivningens almindelige regler multipliceres med
26/22. For indkomstår, der påbegyndes i perioden fra og
med den 1. januar 2023 til og med den 31. december 2023,
multipliceres årsindkomsten dog med 25,2/22.
Den forhøjede indkomst anses for det finansielle selskabs
skattepligtige indkomst ved anvendelsen af bestemmelserne
i § 12, § 17, stk. 1, og § 31. Har selskabet kun været et
finansielt selskab en del af indkomståret, foretages en ind-
komstopgørelse efter skattelovgivningens almindelige regler
for denne del af indkomståret, og kun denne del af indkom-
sten forhøjes efter 1. eller 2. pkt.
Den forhøjede indkomstskat gælder for en række finansielle
selskaber, der er opregnet i selskabsskattelovens § 17 A, stk.
3.
Det fremgår af selskabsskattelovens § 17 A, stk. 3, nr. 4, at
forsikringsselskaber og captivegenforsikringsselskaber, der
er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr.
1 eller 5, og som har eller skal have tilladelse efter § 11,
stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, anses som finansielle
selskaber.
Det foreslås at ændre i § 17 A, stk. 3, nr. 4, således at hen-
visningen til »§ 11, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed«
ændres til »§ 14, stk. 1, i lov om forsikringsvirksomhed«.
Forslaget er en konsekvens af forslaget om en ny lov om
forsikringsvirksomhed, hvor § 11, stk. 1, i lov om finansiel
virksomhed ophæves og indsættes som § 14, stk. 1, i lov om
forsikringsvirksomhed. Der er ikke tilsigtet nogen materielle
ændringer med forslaget.
Til nr. 7
Det fremgår af selskabsskattelovens § 35 M, at værdien af
aktier, der i henhold til § 215 i lov om finansiel virksomhed
overdrages til en forening, ikke medregnes ved opgørelsen
af foreningens skattepligtige indkomst.
Selskabsskattelovens § 35 M henviser til § 215 i lov om
finansiel virksomhed, men bestemmelsen, der indeholdt reg-
ler om, at vedtægtsændringer i en forening, der har været et
realkreditinstitut, kun kunne ske med erhvervsministerens
godkendelse, blev ophævet ved lov nr. 616 af 14. juni
2011. I den forbindelse blev reglen videreført i § 19 b i
lov om visse erhvervsdrivende virksomheder.
Det foreslås at ændre selskabsskattelovens § 35 M, således
at henvisningen til »§ 215 i lov om finansiel virksomhed«
ændres til »§ 19 b i lov om visse erhvervsdrivende virksom-
heder«.
Forslaget er en konsekvensændring som følge af, at § 215 i
lov om finansiel virksomhed er blevet ophævet og videreført
i § 19 b i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder. Der
ikke tilsigtet nogen materielle ændringer med forslaget.
Til § 353
Til nr. 1
Efter skatteindberetningslovens § 15 b, stk. 2, kan finansiel-
le virksomheder, som er omfattet af regler om redelig forret-
ningsskik og god praksis for de finansielle virksomheder
udstedt i medfør af § 43, stk. 2, i lov om finansiel virksom-
hed, efter samtykke fra den registrerede få adgang til oplys-
ninger, der er indberettet efter skatteindberetningslovens §
15, når de er nødvendige til brug for rådgivning af den
registrerede i overensstemmelse med reglerne om redelig
forretningsskik og god praksis.
Skatteindberetningslovens § 15 b blev indført ved § 2 i lov
nr. 2612 af 28. december 2021. Ifølge bemærkningerne til
loven, jf. Folketingstidende 2021-22, tillæg A, L 73 som
fremsat, skal skatteindberetningslovens § 15 b ses i sam-
menhæng med de øvrige regler på Skatteministeriets område
om visse virksomheders mulighed for at få adgang til en
række oplysninger om en borgers økonomi, når borgeren
har givet sit samtykke hertil, og oplysningerne konkret er
nødvendige for den enkelte virksomhed.
De øvrige regler følger af § 3 A i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, § 7 A i lov om et indkomstregister
og skattekontrollovens § 70. I hver af disse bestemmelser er
der i stk. 2 fastsat en adgang til nærmere angivne oplysnin-
ger for finansielle virksomheder, som er omfattet af regler
om redelig forretningsskik og god praksis for de finansielle
virksomheder udstedt i medfør af § 43, stk. 2, i lov om
finansiel virksomhed. Definitionen af finansielle virksomhe-
der omfatter bl.a. forsikringsselskaber, jf. § 5, stk. 1, nr. 1,
litra d, i lov om finansiel virksomhed.
Det foreslås, at der i skatteindberetningslovens § 15 b,
stk. 2, efter »lov om finansiel virksomhed,« indsættes »og
forsikringsselskaber, som er omfattet af regler om redelig
forretningsskik og god praksis for forsikringsvirksomheder
udstedt i medfør af § 67, stk. 2, i lov om forsikringsvirksom-
hed,«.
Den foreslåede ændring indebærer, at forsikringsselskaber
efter samtykke fra den registrerede vil kunne få adgang
til oplysninger, der er indberettet efter skatteindberetnings-
lovens § 15, når oplysningerne er nødvendige til brug for
674
rådgivning af den registrerede i overensstemmelse med reg-
lerne om redelig forretningsskik og god praksis.
Formålet med ændringen er at sikre, at der fortsat er lov-
hjemmel til, at forsikringsselskaber har mulighed for at kun-
ne få adgang til de nævnte oplysninger til brug for rådgiv-
ning af den registrerede i overensstemmelse med reglerne
om redelig forretningsskik og god praksis.
Der ikke tilsigtet nogen materielle ændringer med forslaget.
Til nr. 2
Efter skatteindberetningslovens § 19 a, stk. 1, skal finan-
sielle virksomheder hvert år indberette skattepligtige beløb,
som er betalt som led i kunde- eller medlemsprogrammer
eller lignende generelle ordninger til de enkelte kunder i det
forudgående kalenderår, når det skattepligtige beløb ikke er
omfattet af andre indberetningspligter i skatteindberetnings-
lovens kapitel 2 eller regler udstedt i medfør heraf.
Begrebet finansielle virksomheder skal i forhold til denne
bestemmelse forstås i overensstemmelse med definitionen af
finansielle virksomheder i § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om finan-
siel virksomhed. Det vil sige pengeinstitutter, realkreditin-
stitutter, investeringsforvaltningsselskaber og forsikringssel-
skaber.
Det foreslås, at der i skatteindberetningslovens § 19 a, stk. 1,
efter »Finansielle virksomheder« indsættes », fondsmægler-
selskaber og forsikringsvirksomheder«.
Ved lov nr. 1155 af 8. juni 2021 er reguleringen af fonds-
mæglerselskaber og de særlige regler, der gælder ydelse og
udførelse af investeringsservice og -aktiviteter, udskilt fra
lov om finansiel virksomhed. Der er således etableret en
særskilt lov for fondsmæglerselskaber og for ydelsen og
udførelsen af investeringsservice og -aktiviteter.
Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med, at
forsikringsvirksomheder ved det fremsatte forslag til lov
om forsikringsvirksomhed foreslås ikke længere at skulle
være omfattet af lov om finansiel virksomhed og dermed af
lovens definition af finansielle virksomheder. Med den fore-
slåede ændring vil det dermed blive sikret, at fondsmægler-
selskaber og forsikringsvirksomheder fortsat vil være omfat-
tet af indberetningspligten efter skatteindberetningslovens §
19 a, stk. 1.
Der er ikke tilsigtet nogen materielle ændringer med forsla-
get.
Til § 354
Efter skattekontrollovens § 70, stk. 2, kan finansielle virk-
somheder, som er omfattet af regler om redelig forretnings-
skik og god praksis for de finansielle virksomheder udstedt
i medfør af § 43, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, efter
samtykke fra den registrerede få adgang til oplysninger, som
indgår i den seneste årsopgørelse, og som er nødvendige til
brug for rådgivning af den registrerede i overensstemmelse
med reglerne om redelig forretningsskik og god praksis. Be-
stemmelsen blev indført ved § 6 i lov nr. 1374 af 16. decem-
ber 2014.
Den gældende definition af finansielle virksomheder omfat-
ter bl.a. forsikringsselskaber, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, litra d, i lov
om finansiel virksomhed.
Det foreslås, at der i skattekontrollovens § 70, stk. 2, efter
»lov om finansiel virksomhed,« indsættes »og forsikrings-
selskaber, som er omfattet af regler om redelig forretnings-
skik og god praksis for forsikringsvirksomheder udstedt i
medfør af § 67, stk. 2, i lov om forsikringsvirksomhed,«.
Den foreslåede ændring indebærer, at forsikringsselskaber
efter samtykke fra den registrerede vil kunne få adgang
til oplysninger, som indgår i den seneste årsopgørelse, når
oplysningerne er nødvendige til brug for rådgivning af den
registrerede i overensstemmelse med reglerne om redelig
forretningsskik og god praksis.
Formålet med ændringen er at sikre, at der fortsat er lov-
hjemmel til, at forsikringsselskaber har mulighed for at kun-
ne få adgang til de nævnte oplysninger til brug for rådgiv-
ning af den registrerede i overensstemmelse med reglerne
om redelig forretningsskik og god praksis.
Der er ikke tilsigtet nogen materielle ændringer med forsla-
get.
Til § 355
Det foreslås i stk. 1, at lovforslaget ikke gælder for Færøerne
og Grønland, men med undtagelse af §§ 336 og 343-354 kan
sættes i kraft for Grønland ved kongelig anordning.
Loven kan ikke sættes i kraft for Færøerne, da forsikrings-
området på Færøerne er overtaget og dermed reguleres af
færøske love.
Det foreslås at præcisere, at forslagets §§ 336 og 343-354
ikke gælder for Færøerne eller Grønland, fordi de love, der
foreslås ændret, ikke gælder for Færøerne eller Grønland
og ikke indeholder hjemler til at sætte lovene i kraft for
Færøerne eller Grønland
Det foreslås i stk. 2, at forslagets §§ 335 og 341 ved konge-
lig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne
med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger. Bestem-
melserne er konsekvensrettelser af andre ikraftsatte love
for Færøerne. Stk. 2 er derfor anordningshjemlen for konse-
kvensrettelserne.
675
Bilag
Lovforslag sammenholdt med gældende ret
Gældende formulering Lovforslaget
§ 335
I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbe-
kendtgørelse 406 af 29. marts 2022, som
senest ændret ved § 37 i lov nr. 871 af 21.
juni 2022, foretages følgende ændringer:
Lov om finansiel virksomhed
§ 1. Denne lov finder anvendelse på finansielle
virksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, samt virk-
somhed omfattet af stk. 2-12 og 16.
1. I § 1, stk. 1, ændres »stk. 2-12 og 16« til:
»stk. 2-11 og 15«.
Stk. 2. For finansielle holdingvirksomheder og
forsikringsholdingvirksomheder finder §§ 6, 6 a
og 6 b, § 43, stk. 1, kapitel 7, § 64, stk. 4, § 64
e, stk. 1, §§ 70 og 71, § 75, § 79 a, §§ 117, 175
a og 179-181, kapitel 13, §§ 344, 345, 346 og
347-348 a, § 350, stk. 4, § 351, stk. 1, 2 og 6-9,
§§ 355 og 357, § 361, stk. 1, nr. 3 og 9, og stk.
2, § 368, stk. 2 og 3, stk. 4, nr. 1, og stk. 5, og
§§ 369, 370, 372, 373, 373 a og 374 anvendel-
se. For finansielle holdingvirksomheder finder §
46, stk. 2 og 3, § 64 c, stk. 5, jf. stk. 1 og 4,
§ 71 b, §§ 77 a-77 d, §§ 170-175, §§ 176-178,
182 b-182 f, § 245 a, stk. 3, §§ 245 b og 260, §
266, stk. 1, §§ 271 og 274-276 og §§ 310, 312,
313, 313 b og 344 d desuden anvendelse. For
forsikringsholdingvirksomheder finder §§ 64 d,
175 b og 175 c desuden anvendelse. For blande-
de holdingvirksomheder finder § 64, stk. 4, §
260, § 264, stk. 5, nr. 13, § 266, stk. 1, §§ 271
og 274-276, §§ 344 og 345, § 347, stk. 1, § 351,
stk. 1, 2 og 6-9, og §§ 355, 372 og 373 desuden
anvendelse.
2. I § 1, stk. 2, 1. pkt., udgår »og forsik-
ringsholdingvirksomheder«.
3. § 1, stk. 2, 3. pkt., ophæves.
Stk. 3. Loven finder anvendelse på filialer her i
landet af kreditinstitutter, administrationsselska-
4. I § 1, stk. 3, 1. pkt., ændres »kreditin-
stitutter, administrationsselskaber og forsik-
676
ber og forsikringsselskaber, der er meddelt tilla-
delse i et land uden for Den Europæiske Union,
som Unionen ikke har indgået aftale med på
det finansielle område, med de afvigelser, som
filialforholdet nødvendiggør, eller som er fast-
sat i eller i henhold til international aftale. Fi-
nanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om
virksomhedens indretning for filialer omfattet af
1. pkt., herunder regler om kapitalforhold m.v.
Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om,
at filialer omfattet af 1. pkt. skal udøve deres
aktiviteter i et datterselskab. Selskabslovens be-
stemmelser om filialer af udenlandske aktiesel-
skaber finder anvendelse på de i 1. pkt. nævnte
filialer.
ringsselskaber,« til: »kreditinstitutter og ad-
ministrationsselskaber,«.
Stk. 4. For filialer her i landet af udenlandske
virksomheder, der er meddelt tilladelse til at
udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et
land inden for Den Europæiske Union eller et
land, som Unionen har indgået aftale med på
det finansielle område, finder §§ 6, 6 a, 6 b,
30, 32, 34-36, 43, 43 b, 47-48 a, 50-60, 344
og 345, § 347, stk. 1-3, 5 og 7, §§ 347 c og
348 § 352, stk. 2, 354 a, 360, 363 a, 368-370
og §§ 373-374 anvendelse med de afvigelser,
som er fastsat i eller i henhold til internationale
aftaler. For filialer her i landet af kreditinstitut-
ter finder § 152 a, stk. 4, 2. pkt., og § 307 a,
stk. 1, 1. pkt., anvendelse med de afvigelser,
som er fastsat i eller i henhold til internationale
aftaler. For filialer her i landet af en udenlandsk
virksomhed, der er meddelt tilladelse til at udø-
ve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et andet
land inden for Den Europæiske Union eller i et
land, som Unionen har indgået aftale med på det
finansielle område, finder § 347 a endvidere an-
vendelse med de afvigelser, som er fastsat i eller
i henhold til internationale aftaler. For filialer
og tilknyttede agenter her i landet af kreditinsti-
tutter, der er meddelt tilladelse til at yde investe-
ringsservice eller udføre investeringsaktiviteter i
et andet land inden for Den Europæiske Union
eller i et land, som Unionen har indgået aftale
med på det finansielle område, og som udfører
sådan aktivitet her i landet, finder §§ 30, 32,
344 og 345, § 347, stk. 1-3, 5 og 7, samt §§
5. I § 1, stk. 4, 1. og 3. pkt., to steder i § 14,
stk. 2, § 30, stk. 1, 1. pkt., § 31, stk. 1, 1.
pkt., to steder i § 344, stk. 3, og § 354 b, stk.
2, ændres »§§ 7-11« til: »§§ 7-10 a«.
6. I § 1, stk. 4, 1. pkt., udgår »§§ 34-36,«,
og »§§ 50-60« ændres til: »§§ 50-54«.
677
348 og 354 a anvendelse med de afvigelser, som
er fastsat i eller i henhold til internationale afta-
ler. § 43 og regler udstedt i medfør heraf gælder
tilsvarende for situationer som nævnt i 4. pkt.
Stk. 5. For tjenesteydelser her i landet ydet
af kreditinstitutter, administrationsselskaber og
forsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i
et andet land inden for Den Europæiske Union
eller et land, som Unionen har indgået aftale
med på det finansielle område, finder §§ 6, 6
a, 6 b, 31, 36, 43 og 46-60, § 347, stk. 1, og
§ 348, stk. 1, anvendelse med de afvigelser,
som er fastsat i eller i henhold til internationa-
le aftaler. For tjenesteydelser her i landet ydet
af kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse til
at yde investeringsservice eller udføre investe-
ringsaktiviteter i et andet land inden for Den
Europæiske Union eller i et land, som Unionen
har indgået aftale med på det finansielle områ-
de, finder § 31, § 347, stk. 1, og § 348, stk. 1,
anvendelse med de afvigelser, som er fastsat i
eller i henhold til internationale aftaler.
7. I § 1, stk. 5, 1. pkt., ændres »kreditin-
stitutter, administrationsselskaber og forsik-
ringsselskaber,« til: »kreditinstitutter og ad-
ministrationsselskaber,«, og »36,« udgår, og
»46-60« ændres til: »46-54«.
Stk. 6-11. ---
Stk. 12. Kapitel 20 g finder anvendelse på IS-
PV’er.
8. § 1, stk. 12, ophæves. ¬Stk. 13-18 bliver
herefter stk. 12-17.
Stk. 13-19. ---
§ 2. §§ 61, 61 a-c, 62, 170-175 a og 176-178
finder ikke anvendelse på tværgående pensions-
kasser og de af loven omfattede gensidige for-
sikringsselskaber.
9. §§ 2-4 ophæves.
§ 2 a. §§ 60 b-60 d finder anvendelse på for-
sikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve
livsforsikringsvirksomhed.
9. §§ 2-4 ophæves.
§ 3. For genforsikringsvirksomhed og coassu-
rancevirksomhed kan Finanstilsynet fastsætte
særlige regler eller afvigelser.
9. §§ 2-4 ophæves.
678
§ 4. Denne lovs regler om koncerner finder an-
vendelse, når modervirksomheden er et forsik-
ringsselskab.
9. §§ 2-4 ophæves.
Stk. 2. Finanstilsynet kan bestemme, at denne
lovs eller lov om aktie- og anpartsselskabers
(selskabslovens) regler om koncerner, bortset
fra § 141 i selskabsloven, ligeledes finder helt
eller delvis anvendelse på grupper af forsik-
ringsselskaber, der ikke udgør en koncern i hen-
hold til § 5, stk. 1, nr. 8, men som dog har en
sådan indbyrdes tilknytning, at anvendelse af de
nævnte regler må anses for påkrævet. De pågæl-
dende selskaber udpeger et af § 12, 3. pkt., om-
fattet og her i landet hjemmehørende selskab,
der skal anses som modervirksomhed. Sker det-
te ikke, udpeger Finanstilsynet selskabet.
§ 5. I denne lov forstås ved:
1) Finansielle virksomheder:
a-c) ---
d) Forsikringsselskaber. 10. § 5, stk. 1, nr. 1, litra d, ophæves.
2-11) ---
12) Forsikringsholdingvirksomhed: En
modervirksomhed, hvis hovedvirk-
somhed er at erhverve og besid-
de kapitalandele i dattervirksom-
heder, når disse dattervirksomhe-
der udelukkende eller hovedsage-
lig er forsikrings- eller genfor-
sikringsvirksomheder eller tredje-
landsforsikrings- eller genforsik-
ringsvirksomheder og mindst én
af disse dattervirksomheder er
en forsikrings- eller genforsik-
ringsvirksomhed. En forsikrings-
11. § 5, stk. 1, nr. 12 og 13, ophæves.
Nr. 14-20 bliver herefter nr. 12-18.
679
holdingvirksomhed er ikke en fi-
nansiel holdingvirksomhed, jf. nr.
9.
13) Blandet forsikringsholdingvirk-
somhed: En modervirksomhed,
som hverken er en finansiel virk-
somhed, en tredjelandsforsikrings-
eller genforsikringsvirksomhed, en
finansiel holdingvirksomhed eller
en forsikringsholdingvirksomhed,
og som ejer mindst én dattervirk-
somhed, der er forsikrings- eller
genforsikringsvirksomhed.
11. § 5, stk. 1, nr. 12 og 13, ophæves.
Nr. 14-20 bliver herefter nr. 12-18.
14-18) ---
19) Filial: En afdeling, som retligt
udgør en ikkeselvstændig del af
et kreditinstitut, administrations-
selskab eller forsikringsselskab, og
som udøver virksomhed af den art,
som virksomheden har tilladelse
til.
12. I § 5, stk. 1, nr. 19, der bliver nr.
17, ændres »kreditinstitut, administrations-
selskab eller forsikringsselskab« til: »kre-
ditinstitut eller administrationsselskab«.
20) ---
21) Captivegenforsikringsselskab: Et
genforsikringsselskab, der er ejet
af en anden finansiel virksomhed
end et forsikringsselskab eller af
en koncern eller gruppe underlagt
koncerntilsyn efter solvens II-di-
rektivet eller af en ikkefinansiel
virksomhed, og som udelukkende
har til formål at yde genforsik-
ringsdækning for risiciene i det
eller de selskaber, som virksomhe-
den tilhører, eller i det eller de sel-
skaber i koncernen, som det er en
del af.
13. I § 5, stk. 1, nr. 21-24, ophæves.
Nr. 25-45 bliver herefter nr. 19-39.
22) Gruppe 1-forsikringsselskab: Et
forsikringsselskab, som udøver
13. I § 5, stk. 1, nr. 21-24, ophæves.
680
grænseoverskridende virksomhed i
henhold til §§ 38 eller 39 eller for-
sikrings- eller genforsikringsvirk-
somhed omfattet af en eller flere af
forsikringsklasserne 10-15 i bilag
7, medmindre de udgør accessori-
ske risici, eller et selskab, som i
3 på hinanden følgende år har op-
fyldt mindst én af følgende betin-
gelser, jf. dog § 11, stk. 3 og 6.
Nr. 25-45 bliver herefter nr. 19-39.
a) Selskabets årlige bruttopræmie
overstiger 5 mio. euro.
b) Selskabets samlede forsikrings-
mæssige bruttohensættelser eks-
klusive genforsikringsaftaler og af-
taler med ISPV᾽er overstiger 25
mio. euro.
c) Selskabet er en del af en
koncern, og koncernens samlede
forsikringsmæssige bruttohensæt-
telser eksklusive genforsikringsaf-
taler og aftaler med ISPV᾽er over-
stiger 25 mio. euro.
d) Selskabet udøver genforsik-
ringsvirksomhed, som overstiger
0,5 mio. euro af selskabets brut-
topræmie, 2,5 mio. euro af dets
forsikringsmæssige bruttohensæt-
telser eksklusive genforsikringsaf-
taler og aftaler med ISPV᾽er, 10
pct. af dets bruttopræmier eller
10 pct. af dets forsikringsmæssige
bruttohensættelser eksklusive gen-
forsikringsaftaler og aftaler med
ISPV᾽er.
23) Gruppe 2-forsikringsselskab: Et
forsikringsselskab, der ikke er et
gruppe 1-forsikringsselskab.
13. I § 5, stk. 1, nr. 21-24, ophæves.
Nr. 25-45 bliver herefter nr. 19-39.
681
24) Accessoriske risici: Forsikringsri-
sici, som er omfattet af en forsik-
ringsklasse i bilag 7, og som ikke
kræver særskilt tilladelse efter §
11, stk. 1, fordi risiciene indgår
i den primære risiko, som forsik-
ringsselskabet har fået tilladelse
til, og fordi risiciene angår et for-
hold, der er dækket af den kon-
trakt, der dækker den primære ri-
siko. Forsikringsklasserne 14, 15
og 17 kan ikke være accessoriske
risici til andre forsikringsklasser.
13. I § 5, stk. 1, nr. 21-24, ophæves.
Nr. 25-45 bliver herefter nr. 19-39.
25) Outsourcing: Enhver form for ord-
ning mellem en virksomhed og en
leverandør, i henhold til hvilken
leverandøren udfører en proces,
en tjenesteydelse eller en aktivitet,
som virksomheden ellers selv vil-
le udføre. For forsikringsselskaber
defineres outsourcing som et ar-
rangement af en hvilken som helst
art mellem et forsikringsselskab og
en tjenesteyder, hvor tjenesteyde-
ren enten direkte eller gennem vi-
dereoutsourcing udfører en proces,
en tjeneste eller en aktivitet, som
forsikringsselskabet ellers selv vil-
le have udført.
14. I § 5, stk. 1, nr. 25, der bliver nr. 19,
ophæves 2. pkt.
26-45) ---
46) Solvenscertifikat: Et certifikat,
hvoraf det fremgår, at gruppe 1-
forsikringsselskabet opfylder sol-
venskapitalkravet og minimums-
kapitalkravet i henhold til §§ 126
c og 126 d.
15. § 5, stk. 1, nr. 46-50, ophæves.
Nr. 51-58 bliver herefter nr. 40-47.
47) ISPV (Insurance Special Purpose
Vehicle): En juridisk person, som
afdækker risici for forsikringssel-
skaber, og som finansierer sin
dækning af sådanne risici udeluk-
15. § 5, stk. 1, nr. 46-50, ophæves.
Nr. 51-58 bliver herefter nr. 40-47.
682
kende ved hjælp af udbyttet fra
obligationsudstedelse eller andre
finansieringsordninger, hvor tilba-
gebetalingskravet for dem, der har
stillet kapital til rådighed, er efter-
stillet de genforsikringsforpligtel-
ser, der følger af en aftale indgå-
et mellem den juridiske person og
forsikringsselskabet.
48) Standardformlen: En matematisk
formel til opgørelse af et gruppe 1-
forsikringsselskabs solvenskapital-
krav, jf. § 126 c, der fastlægges af
Europa-Kommissionen i medfør af
artikel 111 i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/138/EF
af 25. november 2009 om adgang
til og udøvelse af forsikrings-
og genforsikringsvirksomhed (Sol-
vens II).
15. § 5, stk. 1, nr. 46-50, ophæves.
Nr. 51-58 bliver herefter nr. 40-47.
49) Matchtilpasning: En tilpasning af
den risikofrie rentekurve efter §
126 e, stk. 1, for en udvalgt por-
tefølje af forsikringsforpligtelser,
hvor gruppe 1-forsikringsselskabet
har investeret i aktiver, hvis be-
talingsstrømme afspejler betalings-
strømmene for forsikringsforplig-
telserne.
15. § 5, stk. 1, nr. 46-50, ophæves.
Nr. 51-58 bliver herefter nr. 40-47.
50) Volatilitetsjustering: En justering
af den risikofrie rentekurve efter
§ 126 e, stk. 1, der sikrer, at nu-
tidsværdien af de forsikringsmæs-
sige hensættelser opgøres under
hensyntagen til de investeringer,
som gruppe 1-forsikringsselskabet
har foretaget.
15. § 5, stk. 1, nr. 46-50, ophæves.
Nr. 51-58 bliver herefter nr. 40-47.
51-58) ---
59) Captiveforsikringsselskab: Et for-
sikringsselskab, der er ejet enten
16. § 5, stk. 1, nr. 59-64, ophæves.
683
af en anden finansiel virksomhed
end et forsikringsselskab eller af
en koncern eller gruppe underlagt
koncerntilsyn efter solvens II-di-
rektivet eller af en ikkefinansiel
virksomhed, og som udelukkende
har til formål at yde forsikrings-
dækning for risiciene i det eller
de selskaber, som virksomheden
tilhører, eller i det eller de selska-
ber i koncernen, som det er en del
af.
Nr. 65-77 bliver herefter nr. 48-60.
60) Hjemland for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber:
16. § 5, stk. 1, nr. 59-64, ophæves.
Nr. 65-77 bliver herefter nr. 48-60.
a) Ved skadesforsikring den med-
lemsstat, hvor det forsikringssel-
skab, der dækker risikoen, har ho-
vedsæde,
b) ved livsforsikring den medlems-
stat, hvor det forsikringsselskab,
der påtager sig en forpligtelse, har
hovedsæde, eller
c) ved genforsikring den medlems-
stat, hvor genforsikringsselskabets
hovedsæde er beliggende.
61) Værtsland for gruppe 1-forsik-
ringsselskaber: En anden med-
lemsstat end hjemlandet, hvor et
forsikringsselskab har en filial el-
ler udbyder tjenesteydelser. I for-
bindelse med livsforsikring og
skadesforsikring den medlemsstat,
hvor et forsikrings- eller genfor-
sikringsselskab udbyder tjeneste-
ydelser, henholdsvis den medlems-
stat, hvor forpligtelsen består, eller
den medlemsstat, hvor risikoen be-
står, hvis forpligtelsen eller risiko-
en er dækket af et forsikringssel-
16. § 5, stk. 1, nr. 59-64, ophæves. ¬Nr.
65-77 bliver herefter nr. 48-60.
684
skab eller en filial i en anden med-
lemsstat.
62) Koncerntilsyn efter solvens II-di-
rektivet: Det tilsyn, som udøves
med:
16. § 5, stk. 1, nr. 59-64, ophæves. ¬Nr.
65-77 bliver herefter nr. 48-60.
a) Virksomheder omfattet af § 175
b, stk. 1 og 2.
b) Gruppe 1-forsikringsselskaber,
hvis modervirksomhed er en blan-
det forsikringsholdingvirksomhed.
c) Gruppe 1-forsikringsselskaber,
hvis modervirksomhed har sit
hovedsæde i et land uden for
Den Europæiske Union, og hvor
modervirksomheden er en tredje-
landsforsikringsvirksomhed eller
et forsikringsholdingselskab eller
blandet finansielt holdingselskab
som defineret i artikel 212, stk. 1,
litra f og g, i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/138/EF
om adgang til og udøvelse af
forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II) som ændret
ved Europa-Parlaments og Rådets
direktiv 2011/89/EU om ændring
af direktiv 98/78/EF, 2002/87/EF,
2006/48/EF og 2009/138/EF for så
vidt angår det supplerende tilsyn
med finansielle enheder i et finan-
sielt konglomerat.
63) Koncerntilsynsførende efter sol-
vens II-direktivet: Den tilsyns-
myndighed, der blandt flere be-
rørte landes tilsynsmyndigheder
udpeges som ansvarlig for sam-
ordning af og udøvelse af kon-
cerntilsyn med grænseoverskriden-
de koncerner omfattet af Euro-
16. § 5, stk. 1, nr. 59-64, ophæves. ¬Nr.
65-77 bliver herefter nr. 48-60.
685
pa-Parlamentets og Rådets Direk-
tiv 2009/138/EF af 25. november
2009 om adgang til og udøvelse af
forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II) med senere
ændringer.
64) Finite reinsurance: Genforsikring,
hvor den eksplicitte maksimale
tabsrisiko udtrykt som den maksi-
male overførte økonomiske risiko,
der opstår som følge af en bety-
delig overførsel af forsikrings- og
timingrisiko, overstiger præmien
i hele aftalens løbetid med et be-
grænset, men betydeligt beløb, når
mindst ét af følgende kendetegn er
til stede:
16. § 5, stk. 1, nr. 59-64, ophæves. ¬Nr.
65-77 bliver herefter nr. 48-60.
a) Eksplicit og omfattende hensyn-
tagen til pengenes tidsværdi eller
b) aftalebestemmelser til udligning
af forholdet mellem parterne med
hensyn til økonomisk erfaring over
tid med henblik på at opnå den til-
sigtede risikooverførsel.
65-80) ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Ved kvalificeret andel forstås direkte
eller indirekte besiddelse af mindst 10 pct. af
kapitalen eller stemmerettighederne eller en an-
del, som giver mulighed for at udøve en bety-
delig indflydelse på ledelsen af den finansielle
virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed
eller forsikringsholdingvirksomheden.
17. I § 5, stk. 3, ændres »den finansiel-
le virksomhed, den finansielle holdingvirk-
somhed eller forsikringsholdingvirksomhe-
den« til: »den finansielle virksomhed eller
den finansielle holdingvirksomhed«.
Stk. 6. I denne lov forstås:
686
1) ---
2) Solvenskapitalkrav i overensstem-
melse med § 126 c.
18. § 5, stk. 6, nr. 2, ophæves.
Nr. 3-4 bliver herefter nr. 2-3.
3) Solvensbehov i overensstemmelse
med § 124, stk. 1 og 2, § 126, stk.
1 og 4, og § 126 a, stk. 1.
19. I § 5, stk. 6, nr. 3, der bliver nr. 2, udgår
»§ 126, stk. 1 og 4,« og i nr. 4, der bliver nr.
3, ændres »§§ 124, 126 a og 126 d« til: »§§
124 og 126 a«.
4) Minimumskapitalkrav i overens-
stemmelse med §§ 124, 126 a og
126 d.
19. I § 5, stk. 6, nr. 3, der bliver nr. 2, udgår
»§ 126, stk. 1 og 4,« og i nr. 4, der bliver nr.
3, ændres »§§ 124, 126 a og 126 d« til: » §§
124 og 126 a«.
5) Minimumsbasiskapital i overens-
stemmelse med § 126.
20. § 5, stk. 6, nr. 5, ophæves.
Nr. 6-7 bliver herefter nr. 4-5.
6 og 7) ---
8) Basiskapitalgrundlag i overens-
stemmelse med § 126 b, stk. 2, og
regler fastsat i medfør af § 126 b,
stk. 5.
21. § 5, stk. 6, nr. 8 og 9, ophæves.
Nr. 10-13 bliver herefter nr. 6-9.
9) Supplerende kapitalgrundlag i
overensstemmelse med § 126 b,
stk. 3, og regler fastsat i medfør
af § 126 b, stk. 5.
21. § 5, stk. 6, nr. 8 og 9, ophæves.
Nr. 10-13 bliver herefter nr. 6-9.
10) Egentlig kernekapital i overens-
stemmelse med artikel 50 i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 575/2013 om tilsyns-
mæssige krav til kreditinstitutter
og regler fastsat i medfør af § 128,
stk. 3 og 4.
22. I § 5, stk. 6, nr. 10, der bliver nr. 6, og i
nr. 13, der bliver nr. 9, ændres »stk. 3 og 4«
til: »stk. 1 og 2«.
11) ---
687
12) Supplerende kapital i overensstem-
melse med artikel 71 i Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæs-
sige krav til kreditinstitutter og
regler fastsat i medfør af § 128,
stk. 2-4.
23. I § 5, stk. 6, nr. 12, der bliver nr. 8,
ændres »stk. 2-4« til: »stk. 1 og 2«.
13) Hybrid kernekapital i overens-
stemmelse med artikel 61 i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 575/2013 om tilsyns-
mæssige krav til kreditinstitutter
og regler fastsat i medfør af § 128,
stk. 3 og 4.
22. I § 5, stk. 6, nr. 10, der bliver nr. 6, og i
nr. 13, der bliver nr. 9, ændres »stk. 3 og 4«
til: »stk. 1 og 2«.
14) Ansvarlig lånekapital i overens-
stemmelse med reglerne fastsat i
medfør af § 128, stk. 2.
24. § 5, stk. 6, nr. 14, ophæves.
Nr. 15 bliver herefter nr. 9.
15) ---
16) Særlige bonushensættelser i over-
ensstemmelse med regler fastsat i
medfør af § 128, stk. 2.
25. § 5, stk. 6, nr. 16 og 17, ophæves.
Nr. 18 bliver herefter nr. 10.
17) Medlemskonti i overensstemmelse
med regler fastsat i medfør af §
128, stk. 2.
25. § 5, stk. 6, nr. 16 og 17, ophæves.
Nr. 18 bliver herefter nr. 10.
18) ---
Stk. 7-9. ---
Overskriften. Tilladelse til pengeinstitutter, real-
kreditinstitutter, investeringsforvaltningsselska-
ber og forsikringsselskaber
26. Overskriften før § 7 affattes således:
»Tilladelse til pengeinstitutter, realkreditin-
stitutter og investeringsforvaltningsselska-
ber«.
688
§ 11. Virksomheder, der udøver forsikringsvirk-
somhed, herunder genforsikringsvirksomhed,
skal have tilladelse som forsikringsselskab eller
captivegenforsikringsselskab, jf. dog §§ 30 og
31. Tilladelsen skal angive de forsikringsklasser
i bilag 7 og 8, som tilladelsen omfatter. Forsik-
ringsselskaber må kun udøve virksomhed som
nævnt i bilag 7 og 8 samt virksomhed efter §§
24-26 og 29. Tilsvarende gælder udenlandske
forsikringsselskaber, der er omfattet af § 1, stk.
3, og opfylder betingelserne i §§ 30 eller 31.
27. § 11 ophæves.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anven-
delse på følgende typer af virksomheder:
1) Pensionskasser, som har til formål
at sikre pension ved ansættelse i
en privat virksomhed, herunder en
forsikringsvirksomhed, eller ved
ansættelse i sådanne virksomheder
inden for samme koncern.
2) Begravelseskasser og ligbræn-
dingsforeninger.
3) De under statens tilsyn hørende
anerkendte arbejdsløshedskasser
m.v.
4) Krigsforsikringsinstituttet efter lov
om krigsforsikring af skibe.
5) Krigsforsikringsforbund, der om-
fattes af lov om krigsforsikring af
fast ejendom og løsøre.
6) Virksomheder, hvis formål er be-
grænset til at yde vejhjælp i for-
bindelse med en ulykke eller skade
sket her i landet eller i udlandet,
såfremt hjælpen i udlandet ydes af
et tilsvarende udenlandsk selskab
i henhold til en aftale om gensidig-
hed.
689
7) Virksomheder der alene yder assi-
stance inden for et begrænset om-
råde, og hvis årlige præmieindtægt
ikke overstiger et af Finanstilsynet
fastsat beløb.
8) Falck Danmark A/S.
9) Genforsikring i henhold til lov om
Dansk Eksportkreditfond af ekstra-
ordinære risici i forbindelse med
eksport.
10) Arbejdsmarkedets Tillægspension
og Arbejdsmarkedets Erhvervssik-
ring.
11) Barselsfonde.
12) Rejsegarantifonden.
13) Garantifonden for skadesforsik-
ringsselskaber.
Stk. 3. En virksomhed, der søger om tilladelse
efter stk. 1, vil opnå status som et gruppe 1-for-
sikringsselskab, hvis selskabet skal udøve græn-
seoverskridende virksomhed i henhold til §§ 38
eller 39, selskabet skal udøve virksomhed inden
for en eller flere af forsikringsklasserne 10-15 i
bilag 7, medmindre de udgør accessoriske risici,
eller selskabet i løbet af de kommende 5 år for-
ventes at opfylde mindst en af betingelserne i §
5, stk. 1, nr. 22, litra a-d.
Stk. 4. En virksomhed, der søger om tilladelse
efter stk. 1, vil opnå status som et gruppe 2-for-
sikringsselskab, hvis selskabet ikke opnår status
som et gruppe 1-forsikringsselskab, jf. stk. 3.
690
Stk. 5. En virksomhed, der forventes at opnå
status som et gruppe 1-forsikringsselskab, jf.
stk. 3, skal opfylde kapitalkravene i §§ 126 c
og 126 d for at opnå tilladelse som forsikrings-
selskab. En virksomhed, der forventes at opnå
status som et gruppe 2-forsikringsselskab, jf.
stk. 4, skal opfylde kapitalkravene i § 126 for
at opnå tilladelse som forsikringsselskab.
Stk. 6. En virksomhed, der opnår status som
et gruppe 2-forsikringsselskab, jf. stk. 4, kan
ansøge Finanstilsynet om at opnå status som
et gruppe 1-forsikringsselskab. Finanstilsynet
godkender en ansøgning i henhold til 1. pkt.,
såfremt Finanstilsynet vurderer, at selskabet op-
fylder kapitalkravene i stk. 5, 1. pkt.
Stk. 7. Et forsikringsselskab vil ændre status fra
at være et gruppe 1-forsikringsselskab til at væ-
re et gruppe 2-forsikringsselskab, når selskabet
ikke udøver grænseoverskridende virksomhed i
henhold til §§ 38 eller 39, når selskabet ikke
udøver virksomhed inden for en eller flere af
forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7, og når in-
gen af beløbsgrænserne i § 5, stk. 1, nr. 22, litra
a-d, overskrides i 3 på hinanden følgende år og
ikke forventes at blive overskredet i et af de
kommende 5 år.
Stk. 8. Et forsikringsselskab, der ændrer status,
skal straks underrette Finanstilsynet og senest
8 arbejdsdage herefter indsende dokumentation
for statusændringen.
Stk. 9. Virksomheder, der har tilladelse som
forsikringsselskab, har eneret til at benytte
betegnelsen »forsikringsselskab«, »gensidigt
selskab«, »captiveforsikringsselskab«, »captive-
genforsikringsselskab« eller »pensionskasse« i
deres navn. Andre virksomheder må ikke an-
vende navne eller betegnelser for deres virk-
somhed, som er egnet til at fremkalde det ind-
tryk, at de er forsikringsselskaber eller pensi-
onskasser.
691
Stk. 10. Forsikringsselskaber har pligt til at be-
nytte et navn, som tydeligt angiver selskabets
egenskab af forsikringsselskab. Gensidige for-
sikringsselskaber har pligt til i deres navn at
benytte betegnelsen »gensidigt selskab« eller
deraf dannede forkortelser eller på anden tyde-
lig måde angive deres egenskab af gensidigt
selskab. Captiveforsikringsselskaber har pligt
til at benytte betegnelsen »captiveforsikringssel-
skab«. Captivegenforsikringsselskaber har pligt
til at benytte betegnelsen »captivegenforsik-
ringsselskab«. Tværgående pensionskasser har
pligt til i deres navn tydeligt at angive, at de
er en pensionskasse. Selskabsloven § 2, stk.
2-4, §§ 3 og 347, finder tilsvarende anvendelse
på gensidige forsikringsselskaber og tværgående
pensionskasser.
Stk. 11. En virksomhed, der har tilladelse til for-
sikringsklasse 10 (ansvarsforsikring for motor-
drevne landkøretøjer) bortset fra fragtførerens
ansvar skal til enhver tid have en skadesbehand-
lingsrepræsentant i hvert af de øvrige lande i
Den Europæiske Union og i lande, som Uni-
onen har indgået aftale med på det finansielle
område.
Stk. 12. En virksomhed, der har tilladelse til
at udøve livsforsikringsvirksomhed omfattet af
bilag 8, kan ansøge om tilladelse til i samme
selskab at udøve skadesforsikringsvirksomhed
omfattet af bilag 7, klasse 1 og 2.
§ 12. Banker, realkreditinstitutter og investe-
ringsforvaltningsselskaber skal være aktiesel-
skaber. Andelskasser skal være andelsselskaber,
jf. dog § 207. Sparekasser skal være selvejende
institutioner, jf. dog § 207. Forsikringsselskaber
skal være aktieselskaber, gensidige selskaber
eller tværgående pensionskasser. Captivegenfor-
sikringsselskaber skal være aktieselskaber.
28. § 12, stk. 1, 4. og 5. pkt., ophæves.
Stk. 2 og 3. ---
692
§ 13. ---
Stk. 2. I pengeinstitutter, investeringsforvalt-
ningsselskaber, realkreditinstitutter og forsik-
ringsselskaber kan deling af aktiekapitalen i
aktieklasser med forskellig stemmeværdi ikke
finde sted, jf. dog stk. 3.
29. I § 13, stk. 2, ændres »investeringsfor-
valtningsselskaber, realkreditinstitutter og
forsikringsselskaber« til: »investeringsfor-
valtningsselskaber og realkreditinstitutter«.
Stk. 3-6. ---
§ 14. Finanstilsynet giver tilladelse, når
1 og 2) ---
3) de ansatte i pengeinstitutter og i
gruppe 1-forsikringsselskaber, der
skal identificeres som nøgleperso-
ner i medfør af § 64 c, stk. 1, eller
§ 64 d, stk. 1, opfylder kravene i §
64,
30. I § 14, stk. 1, nr. 3, udgår »og i gruppe
1-forsikringsselskaber«.
4-7) ---
8) ansøgeren, der søger om tilladelse
efter § 11, stk. 3, kan godtgøre
at kunne overholde reglerne vedrø-
rende virksomhedsstyring,
31. § 14, stk. 1, nr. 8, ophæves.
Nr. 9-10 bliver herefter nr. 8-9.
9 og 10) ---
Stk. 2. En ansøgning om tilladelse efter §§ 7-11
skal indeholde de oplysninger, der er nødvendi-
ge til brug for Finanstilsynets vurdering af, om
betingelserne i stk. 1 er opfyldt, herunder oplys-
ninger om størrelsen af de kvalificerede andele
og virksomhedens organisation. En ansøgning
om tilladelse efter §§ 7 og 8 til at udøve kredit-
institutvirksomhed skal indeholde oplysninger
om identiteten af de 20 største aktionærer, så-
fremt der ikke er ejere af kvalificerede ande-
le. En ansøgning efter §§ 7-11 skal endvidere
5. I § 1, stk. 4, 1. og 3. pkt., to steder i § 14,
stk. 2, § 30, stk. 1, 1. pkt., § 31, stk. 1, 1.
pkt., to steder i § 344, stk. 3, og § 354 b, stk.
2, ændres »§§ 7-11« til: »§§ 7-10 a«.
693
indeholde en driftsplan indeholdende oplysnin-
ger om arten af de påtænkte forretninger.
Stk. 3-5. ---
Stk. 6. For finansielle virksomheder omfattet af
§§ 7 og 8 og § 10, stk. 2, er tilladelse endvi-
dere betinget af, at virksomheden tilsluttes Ind-
skyder- og investorgarantiordningen. For skade-
sforsikringsselskaber omfattet af § 11, stk. 1,
1. pkt., der ikke er genforsikringsselskaber, er
tilladelse endvidere betinget af, at selskabet er
tilsluttet Garantifonden for skadesforsikringssel-
skaber.
32. § 14, stk. 6, 2. pkt., ophæves.
Stk. 7 og 8. ---
Overskrift. Særlige regler for forsikringsselska-
ber vedrørende anmeldelse til Finanstilsynet
33. Overskriften før § 18 ophæves.
§ 18. Ansøgning om tilladelse skal indeholde en
af forsikringsselskabet udarbejdet driftsplan for
den virksomhed, som forsikringsselskabet agter
at drive. Finanstilsynet fastsætter regler om de
oplysninger, som driftsplanen skal indeholde,
om krav til indberetningsformen og opstillingen
og om det åremål, for hvilket planen skal udar-
bejdes.
34. §§ 18-22 ophæves.
Stk. 2. Ansøgning om tilladelse til forsikrings-
klasse 10 (ansvarsforsikring for motordrevne
landkøretøjer) skal være ledsaget af oplysninger
om, hvem selskabet vil udpege som skadesbe-
handlingsrepræsentant i hvert af de øvrige lande
i Den Europæiske Union og i lande, som Uni-
onen har indgået aftale med på det finansielle
område. Finanstilsynet fastsætter nærmere reg-
ler om skadesbehandlingsrepræsentanter og de-
res beføjelser.
Stk. 3. En tilladelse skal indeholde oplysning
om den forsikringsvirksomhed, som selskabet
må udøve. Finanstilsynet fastsætter nærmere
694
bestemmelser om tilladelsens og ansøgningens
indhold i øvrigt.
§ 19. Livsforsikringsvirksomhed må ikke i
samme selskab forenes med anden forsikrings-
virksomhed. Livsforsikringsselskaber kan dog
ud over livsforsikringsvirksomheden udøve
virksomhed inden for forsikringsklasserne 1 og
2, jf. bilag 7. Endvidere kan genforsikring af
livsforsikring og anden forsikring udøves af
samme selskab.
34. §§ 18-22 ophæves.
Stk. 2. Virksomheder, der efter § 11, stk. 12,
har tilladelse til at udøve både livsforsikrings-
virksomhed og skadesforsikringsvirksomhed i
samme selskab, skal sikre særskilt forvaltning,
så der sker en adskillelse af livsforsikrings-
virksomheden og skadesforsikringsvirksomhe-
den. De livs- og skadesforsikredes respektive
interesser må ikke tilsidesættes, og overskuddet
hidrørende fra livsforsikring må kun komme
forsikringstagerne til gode på samme måde, som
hvis forsikringsselskabet kun udøvede livsfor-
sikringsvirksomhed.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler for forsikringsselskaber, der har tilladelse
til at drive både livsforsikringsvirksomhed og
skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab,
herunder regler for den særskilte forvaltning, jf.
stk. 2, og indberetning af oplysninger til brug
for Finanstilsynets tilsyn med forsikringsselska-
berne.
Stk. 4. Finanstilsynet kan give tilladelse til, at
et skadesforsikringsselskab, der gennem en fili-
al driver virksomhed i et land inden for Den
Europæiske Union eller i et land, som Unionen
har indgået aftale med på det finansielle områ-
de, kan udøve forsikringsformer, der er i over-
ensstemmelse med retsanvendelsen i det pågæl-
dende land, uanset at dette ikke er tilladt i Dan-
mark.
695
§ 20. Det tekniske grundlag m.v. for livsfor-
sikringsvirksomhed skal anmeldes til Finanstil-
synet senest samtidig med, at grundlaget m.v.
tages i anvendelse. Det samme gælder enhver
efterfølgende ændring i de nævnte forhold. An-
meldelsen skal indeholde angivelse af
34. §§ 18-22 ophæves.
1) de forsikringsformer, som selska-
bet agter at anvende,
2) grundlaget for beregning af forsik-
ringspræmier, tilbagekøbsværdier
og fripolicer,
3) regler for beregning og fordeling
af realiseret resultat til forsikrings-
tagerne og andre berettigede efter
forsikringsaftalerne,
4) selskabets principper for genfor-
sikring, herunder beløbsgrænser,
5) regler for, hvornår såvel de for-
sikringssøgende som forsikringsta-
gerne skal afgive helbredsoplys-
ninger til bedømmelse af risikofor-
holdene,
6) grundlaget for beregning af livs-
forsikringshensættelser såvel for
den enkelte forsikringsaftale som
for selskabet som helhed og
7) regler, hvorefter pensionsordnin-
ger med løbende udbetalinger teg-
net eller aftalt som obligatoriske
ordninger i et forsikringsselskab
kan overføres fra eller til selska-
bet i forbindelse med overgang til
anden ansættelse eller i forbindel-
se med virksomhedsoverdragelse
eller virksomhedsomdannelse.
696
Stk. 2. Selskaber, der ikke tegner direkte livs-
forsikring, skal ikke foretage anmeldelse af det
tekniske grundlag m.v. for livsforsikringsvirk-
somhed.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere be-
stemmelser om de i stk. 1 nævnte forhold, her-
under om og i hvilket omfang anmeldelserne
skal være offentligt tilgængelige.
§ 21. De efter § 20, stk. 1, nr. 1-5, anmeldte
forhold skal være betryggende og rimelige over
for den enkelte forsikringstager og andre beret-
tigede efter forsikringsaftalerne.
34. §§ 18-22 ophæves.
Stk. 2. De anmeldte regler for beregning og for-
deling af realiseret resultat, jf. § 20, stk. 1, nr.
3, skal være præcise og klare og skal føre til en
rimelig fordeling.
Stk. 3. Præmierne for nytegnede forsikringer
skal være tilstrækkelige til, at forsikringsselska-
bet kan opfylde alle sine forpligtelser, således
at der ikke vil være behov for systematisk og
permanent tilførsel af andre midler.
Stk. 4. De beregningselementer (rentesatser, om-
kostningssatser og statistiske beregningselemen-
ter), der lægges til grund ved beregning af for-
sikringspræmier, tilbagekøbsværdier og fripoli-
cer, skal vælges med forsigtighed. Hvis grund-
laget for beregning af forsikringspræmier, til-
bagekøbsværdier og fripoliceydelser indeholder
muligheden for at opdele den indbetalte forsik-
ringspræmie i en del, for hvilken der optjenes en
garanteret pension, og en del, som tilgår enten
det kollektive bonuspotentiale eller bonuspoten-
tiale på fripoliceydelser, er det dog tilstrække-
ligt, at grundlaget som helhed er baseret på
betryggende forudsætninger. De beregningsele-
menter, der lægges til grund ved beregning af
livsforsikringshensættelser, skal fastsættes såle-
des, at de er i overensstemmelse med de regler,
der er udstedt i medfør af § 196.
697
Stk. 5. Er en forsikring omfattet af stk. 4, 2.
pkt., skal andelen af kollektivt bonuspotentiale
og bonuspotentiale på fripoliceydelser medgå
fuldt ud ved beregning af tilbagekøbsværdien
og ved overførsel fra et selskab til et andet, jf. §
20, stk. 1, nr. 7.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere be-
stemmelser om de i stk. 1-4 nævnte krav.
Stk. 7. Såfremt kravene i stk. 1-4 eller i regler
udstedt i medfør af denne lov ikke er opfyldt,
skal Finanstilsynet påbyde livsforsikringsselska-
bet at foretage de fornødne ændringer i de i hen-
hold til § 20 anmeldte forhold inden for en af
Finanstilsynet fastsat tidsfrist. Bestemmelserne i
§ 249 finder tilsvarende anvendelse.
§ 22. Tegnes der uanset bestemmelserne i §§
11-14 forsikringer, forinden tilladelse er givet
og registrering er sket, hæfter de, der på for-
sikringsselskabets vegne har tegnet forsikringer-
ne eller har medansvar herfor, solidarisk for
aftalens opfyldelse. Anerkender selskabet for-
pligtelserne senest 4 uger efter registreringen,
bortfalder de pågældendes hæftelser, forudsat at
forsikringstagerens sikkerhed ikke derved i væ-
sentlig grad forringes. Aftaler af den nævnte art
er forinden selskabets anerkendelse af forplig-
telserne ikke bindende for forsikringstageren.
34. §§ 18-22 ophæves.
Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 11-14 er ikke til
hinder for, at der med henblik på stiftelse af
et gensidigt forsikringsselskab kan ske indteg-
ning af medlemmer, såfremt forsikringsmæssigt
ansvar ikke begynder at løbe og præmie ikke
opskrives, forinden selskabet er registreret. Ind-
tegning af et medlem i et gensidigt selskab i
overensstemmelse med 1. pkt. er kun binden-
de, såfremt selskabet anmeldes til Erhvervssty-
relsen senest 1 år efter indtegningen. Nægtes
registrering, bortfalder aftalen.
698
Overskrift. Særlige regler for gensidige forsik-
ringsselskaber og tværgående pensionskasser
vedrørende stiftelse m.v.
35. Overskriften før § 23 ophæves.
§ 23. Kapitel 3 i selskabsloven finder med de
nødvendige tilpasninger tilsvarende anvendelse
på gensidige forsikringsselskaber og tværgående
pensionskasser. Endvidere finder selskabslovens
bestemmelser om anmeldelse og registrering
m.m. tilsvarende anvendelse
36. §§ 23-23 a ophæves.
Stk. 2. For gensidige forsikringsselskaber og
tværgående pensionskasser finder de i stk. 1
nævnte bestemmelser i selskabsloven vedrøren-
de aktionærer anvendelse på garanter og be-
stemmelserne om aktiekapital og aktier anven-
delse på garantikapital og garantiandele med
fornødne lempelser.
Stk. 3. Et gensidigt forsikringsselskab og en
tværgående pensionskasse skal indhente oplys-
ninger om det gensidige forsikringsselskabs og
den tværgående pensionskasses reelle ejere, her-
under oplysninger om de reelle ejeres rettighe-
der.
Stk. 4. Enhver, der direkte eller indirekte ejer
eller kontrollerer et gensidigt forsikringsselskab
eller en tværgående pensionskasse, skal efter
det gensidige forsikringsselskabs eller den tvær-
gående pensionskasses anmodning forsyne det
gensidige forsikringsselskab eller den tværgåen-
de pensionskasse med de oplysninger om ejer-
forholdet, der er nødvendige for det gensidige
forsikringsselskabs eller den tværgående pensi-
onskasses identifikation af reelle ejere, herunder
oplysninger om de reelle ejeres rettigheder.
Stk. 5. Det gensidige forsikringsselskab og den
tværgående pensionskasse skal registrere op-
lysningerne om forsikringsselskabets eller den
tværgående pensionskasses reelle ejere, herun-
der oplysninger om de reelle ejeres rettigheder,
i Erhvervsstyrelsens it-system, hurtigst muligt
efter at det gensidige forsikringsselskab og den
699
tværgående pensionskasse er blevet bekendt
med, at en person er blevet reel ejer. Enhver
ændring af de oplysninger, som er registreret
om de reelle ejere, skal registreres, hurtigst mu-
ligt efter at selskabet eller pensionskassen er
blevet bekendt med ændringen. De registrerede
medlemmer af det gensidige forsikringsselskabs
eller den tværgående pensionskasses direktion
skal betragtes og registreres som reelle ejere i
Erhvervsstyrelsens it-system, hvis det gensidige
forsikringsselskab og den tværgående pensions-
kasse efter at have udtømt alle muligheder for
identifikation herefter ingen reelle ejere har el-
ler ingen reelle ejere kan identificeres.
Stk. 6. Det gensidige forsikringsselskab og den
tværgående pensionskasse skal mindst en gang
årligt undersøge, om der er ændringer af de
registrerede oplysninger om reelle ejere. Resul-
tatet af den årlige undersøgelse fremlægges på
det bestyrelsesmøde, hvor bestyrelsen godken-
der årsrapporten.
Stk. 7. Det gensidige forsikringsselskab og den
tværgående pensionskasse skal opbevare doku-
mentation for de indhentede oplysninger om
det gensidige forsikringsselskabs eller den tvær-
gående pensionskasses reelle ejere i 5 år efter
det reelle ejerskabs ophør. Det gensidige forsik-
ringsselskab og den tværgående pensionskasse
skal endvidere opbevare dokumentation for de
indhentede oplysninger om forsøg på identifika-
tion af reelle ejere i 5 år efter gennemførelsen af
identifikationsforsøget.
Stk. 8. Det gensidige forsikringsselskab og den
tværgående pensionskasse skal efter anmodning
udlevere oplysninger om det gensidige forsik-
ringsselskabs og den tværgående pensionskasses
reelle ejere, herunder om det gensidige forsik-
ringsselskabs og den tværgående pensionskasses
forsøg på at identificere deres reelle ejere, til
Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og Inter-
national Kriminalitet. Det gensidige forsikrings-
selskab og den tværgående pensionskasse skal
endvidere efter anmodning udlevere de nævnte
700
oplysninger til andre kompetente myndigheder,
når disse myndigheder vurderer, at oplysninger-
ne er nødvendige for deres varetagelse af til-
syns- eller kontrolopgaver.
Stk. 9. Statsadvokaten for Særlig Økonomisk
og International Kriminalitet og andre kompe-
tente myndigheder kan vederlagsfrit videregive
oplysninger om reelle ejere, der er registreret, jf.
stk. 5, eller er indhentet, jf. stk. 8, til andre EU-
medlemsstaters kompetente myndigheder og fi-
nansielle efterretningstjenester.
Stk. 10. Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere
regler om oplysningernes registrering, tilgænge-
lighed og offentliggørelse efter stk. 3, 5 og 7
i Erhvervsstyrelsens it-system, herunder hvilke
oplysninger det gensidige forsikringsselskab og
den tværgående pensionskasse skal registrere i
styrelsens it-system.
§ 23 a. Et gensidigt forsikringsselskab og en
tværgående pensionskasse, der skal indhente,
opbevare og registrere oplysninger om reelle
ejere, jf. § 23, skal efter anmodning forsyne per-
soner og virksomheder, der i medfør af hvidvas-
kloven skal udføre kundekendskabsprocedurer,
med oplysninger om det gensidige forsikrings-
selskabs eller den tværgående pensionskasses
ejerforhold.
36. §§ 23-23 a ophæves.
Stk. 2. Modtager Finanstilsynet indberetninger i
medfør af hvidvaskloven om uoverensstemmel-
ser i forhold til de registrerede oplysninger om
et gensidigt forsikringsselskabs eller en tvær-
gående pensionskasses reelle ejere, foretager
Finanstilsynet en undersøgelse af forholdet. Fi-
nanstilsynet kan over for det gensidige forsik-
ringsselskab eller den tværgående pensionskasse
fastsætte en frist for forholdets berigtigelse.
Stk. 3. Efter anmodning fra Finanstilsynet kan
Erhvervsstyrelsen sideløbende med undersøgel-
sen, jf. stk. 2, offentliggøre en meddelelse
om indberetningen i Erhvervsstyrelsens it-sy-
701
stem. Det gensidige forsikringsselskab eller den
tværgående pensionskasse skal have mulighed
for at gøre indsigelse mod indberetningen, inden
den offentliggøres, medmindre formålet med of-
fentliggørelsen af meddelelsen om indberetning
derved forspildes.
§ 26. Pengeinstitutter og realkreditinstitutter kan
uanset §§ 7, 8, 11, 24 og 25 i fællesskab med
andre drive anden virksomhed, hvis
37. I § 26, stk. 1, udgår »11,« og i nr. 2,
udgår »eller, for så vidt angår forsikrings-
selskaber, i administrations-fællesskab med
forsikringsselskabet«.
1) ---
2) den finansielle virksomhed ikke
driver virksomheden sammen med
finansielle virksomheder, der ind-
går i koncern med den finansiel-
le virksomhed eller, for så vidt
angår forsikringsselskaber, i admi-
nistrationsfællesskab med forsik-
ringsselskabet, og
37. I § 26, stk. 1, udgår »11,« og i nr. 2,
udgår »eller, for så vidt angår forsikrings-
selskaber, i administrations-fællesskab med
forsikringsselskabet«.
3) ---
Stk. 2 og 3. ---
Overskrift. Særlige regler for forsikringsselska-
ber vedrørende anden tilladt virksomhed
38. Overskriften før § 29 ophæves.
§ 29. Forsikringsselskaber kan drive virksom-
hed, der er accessorisk til den forsikringsvirk-
somhed, der er givet tilladelse til. Som acces-
sorisk virksomhed anses virksomhed, herunder
digitale løsninger og servicer, der er direkte for-
bundet med og ligger i naturlig forlængelse af
den tilladte virksomhed.
39. §§ 29-29 b ophæves.
Stk. 2. Finanstilsynet kan bestemme, at den ac-
cessoriske virksomhed skal udøves i et andet
selskab.
702
Stk. 3. Forsikringsselskaber kan drive forsik-
ringsformidling og agentvirksomhed for forsik-
ringsselskaber og for andre selskaber, der er
under Finanstilsynets tilsyn.
Stk. 4. Forsikringsselskaber kan drive følgende
virksomhed:
1) Anden finansiel virksomhed gen-
nem en dattervirksomhed.
2) Accessorisk servicevirksomhed
gennem en dattervirksomhed med
begrænset hæftelse.
§ 29 a. Forsikringsselskaber kan midlertidigt
drive anden virksomhed til sikring eller af-
vikling af forud påtagede eksponeringer eller
med henblik på medvirken ved omstrukturering
af erhvervsvirksomheder. Forsikringsselskaber
skal underrette Finanstilsynet herom.
39. §§ 29-29 b ophæves.
§ 29 b. Forsikringsselskaber kan uanset §§ 11,
29 og 29 a i fællesskab med andre drive anden
virksomhed, hvis
39. §§ 29-29 b ophæves.
1) forsikringsselskabet ikke direkte
eller indirekte har bestemmende
indflydelse på virksomheden,
2) Forsikringsselskabet ikke driver
virksomheden sammen med an-
dre forsikringsselskaber eller pen-
geinstitutter, realkreditinstitutter,
fondsmæglerselskaber eller inve-
steringsforvaltningsselskaber, der
indgår i administrationsfællesskab
eller koncern med forsikringssel-
skabet, og
703
3) virksomheden udøves i et andet
selskab med begrænset hæftelse
end forsikringsselskabet.
§ 30. En udenlandsk virksomhed, der er meddelt
tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virk-
somhed i et andet land inden for Den Europæ-
iske Union eller i et land, som Unionen har ind-
gået aftale med på det finansielle område, kan
begynde at udøve virksomhed her i landet gen-
nem en filial 2 måneder efter, at Finanstilsynet
har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyn-
dighederne i hjemlandet, jf. stk. 4 og 6-9. Filia-
len kan udøve de i bilag 2, 3, 7 og 8 og i bilag
1 i lov om fondsmæglerselskaber og investe-
ringsservice og -aktiviteter nævnte aktiviteter,
såfremt disse er omfattet af virksomhedens tilla-
delse i hjemlandet. 1. pkt. gælder tilsvarende for
kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse til at
udføre aktiviteter som nævnt i bilag 1 i lov om
fondsmæglerselskaber og investeringsservice og
-aktiviteter i et andet land inden for Den Euro-
pæiske Union eller i et land, som Unionen har
indgået aftale med på det finansielle område, og
som vil udføre sådanne aktiviteter her i landet
gennem en tilknyttet agent, der er etableret her
i landet, hvis aktiviteterne er omfattet af institut-
tets eller selskabets tilladelse i hjemlandet.
40. I § 30, stk. 1, 2. pkt., ændres »bilag 2, 3,
7 og 8« til: »bilag 2 og 3«.
Stk. 2 og 3. ---
Stk. 4. Finanstilsynet skal indhente følgende op-
lysninger fra hjemlandets tilsynsmyndigheder:
1-3) ---
4) navnene på filialens ledelse eller
på generalagenten jf. § 35 og
41. I § 30, stk. 4, nr. 4, udgår »eller på
generalagenten, jf. § 35«.
5) ---
Stk. 5-7. ---
704
Stk. 8. Er virksomheden et forsikringsselskab,
skal Finanstilsynet endvidere indhente solven-
scertifikat og dokumentation for, at forsikrings-
selskabet er tilsluttet Garantifonden for skade-
sforsikringsselskaber, i det omfang selskabet er
et direkte tegnende skadesforsikringsselskab og
skal dække risici nævnt i bilag 7.
42. § 30, stk. 8 og 9, ophæves. ¬Stk. 10 og
11 bliver herefter stk. 8 og 9.
Stk. 9. Såfremt filialen skal dække risici under
forsikringsklasse 10, jf. bilag 7, nr. 10, bortset
fra fragtførerens ansvar, skal Finanstilsynet fra
hjemlandets tilsynsmyndigheder tillige kræve
en erklæring om, at filialen er medlem af Dansk
Forening for International Motorkøretøjsforsik-
ring. For de pågældende filialers forsikringer til
dækning af de nævnte risici gælder færdselslo-
vens§§ 105-108 og 110-115.
42. § 30, stk. 8 og 9, ophæves. ¬Stk. 10 og
11 bliver herefter stk. 8 og 9.
Stk. 10. Virksomheden skal meddele Finanstil-
synet enhver ændring af de i stk. 4, nr. 1-5,
og stk. 5-9, nævnte forhold senest 1 måned før
ændringen foretages. Hvis det ikke er muligt
at meddele Finanstilsynet ændringen senest 1
måned før ændringen foretages, skal meddelelse
ske snarest muligt. Virksomheden skal dog ikke
meddele Finanstilsynet ændringer i virksomhe-
dernes kapitalgrundlag og solvensnøgletal.
43. I § 30, stk. 10, 1. pkt., der bliver stk. 8,
1. pkt., ændres »stk. 5-9« til: »stk. 5-7«.
Stk. 11. ---
§ 31. En udenlandsk virksomhed, der er med-
delt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte
virksomhed i et andet land inden for Den Euro-
pæiske Union eller i et land, som Unionen har
indgået aftale med på det finansielle område,
kan begynde at yde tjenesteydelser her i landet,
når Finanstilsynet har modtaget meddelelse her-
om fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet. Den
udenlandske virksomhed kan udøve de i bilag
2, 3, 7 og 8 og i bilag 1 i lov om fondsmægler-
selskaber og investeringsservice og -aktiviteter
nævnte aktiviteter, når tilsynsmyndighederne i
hjemlandet har erklæret, at disse er omfattet af
virksomhedens tilladelse i hjemlandet. Er den
5. I § 1, stk. 4, 1. og 3. pkt., to steder i § 14,
stk. 2, § 30, stk. 1, 1. pkt., § 31, stk. 1, 1.
pkt., to steder i § 344, stk. 3, og § 354 b, stk.
2, ændres »§§ 7-11« til: »§§ 7-10 a«.
44. I § 31, stk. 1, ændres »bilag 2, 3, 7 og
8« til: »bilag 2 og 3« og 3. pkt. ophæves.
705
udenlandske virksomhed et forsikringsselskab,
skal Finanstilsynet endvidere have modtaget de
i stk. 5 og 6 nævnte oplysninger fra tilsynsmyn-
dighederne i hjemlandet. Er den udenlandske
virksomhed et kreditinstitut, der er meddelt til-
ladelse til at udføre aktiviteter som nævnt i
bilag 1 i lov om fondsmæglerselskaber og inve-
steringsservice og -aktiviteter, skal Finanstilsy-
net fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet end-
videre have modtaget oplysninger om, hvorvidt
virksomheden ønsker at udføre aktiviteter som
nævnt i bilag 1 i lov om fondsmæglerselskaber
og investeringsservice og -aktiviteter gennem
tilknyttede agenter etableret i hjemlandet, samt
identiteten på disse. Er den udenlandske virk-
somhed et administrationsselskab, skal Finans-
tilsynet fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet
have modtaget en forretningsplan over admini-
strationsselskabets påtænkte opgaver og tjene-
steydelser, jf. stk. 3, og nærmere oplysninger
om relevante garantiordninger, der har til formål
at beskytte investorer. Når et administrations-
selskab ønsker at tilbyde administration her i
landet, modtager Finanstilsynet fra hjemlandets
kompetente myndighed en bekræftelse på, at
selskabet er godkendt efter UCITS- direktivet,
en beskrivelse af omfanget af selskabets tilla-
delse og eventuelle begrænsninger i, hvilke in-
vesteringsinstitutter selskabet har tilladelse til at
administrere, samt en beskrivelse af selskabets
risikostyringsproces og procedurer for behand-
ling af klager fra investorer.
Stk. 2-4. ---
Stk. 5. Er den udenlandske virksomhed et
forsikringsselskab, skal Finanstilsynet indhen-
te følgende oplysninger fra hjemlandets tilsyns-
myndigheder:
45. § 31, stk. 5-10, ophæves.
1) Et solvenscertifikat,
2) en angivelse af de forsikringsklas-
ser, grupper af klasser og eventu-
elle accessoriske risici, som forsik-
706
ringsselskabet har til hensigt at
dække her i landet, og
3) dokumentation for, at forsikrings-
selskabet er tilsluttet Garantifon-
den for skadesforsikringsselskaber,
i det omfang at selskabet er et di-
rekte tegnende skadesforsikrings-
selskab og skal dække risici nævnt
i bilag 7.
Stk. 6. Såfremt forsikringsselskabet skal dække
risici under forsikringsklasse 10, jf. bilag 7,
nr. 10, bortset fra fragtførerens ansvar, skal Fi-
nanstilsynet fra forsikringsselskabet kræve op-
lyst navn og adresse på den i stk. 7 nævnte
repræsentant samt en erklæring om, at forsik-
ringsselskabet er medlem af Dansk Forening
for International Motorkøretøjsforsikring. For
de pågældende forsikringer til dækning af de
nævnte risici gælder færdselslovens §§ 105-108
og 110-115.
45. § 31, stk. 5-10, ophæves.
Stk. 7. Forsikringsselskabet skal tillige, såfremt
det dækker risici under forsikringsklasse 10, jf.
bilag 7, nr. 10, bortset fra fragtførerens ansvar,
udnævne en repræsentant, som er bosat eller
etableret her i landet. Repræsentanten skal have
beføjelse til at indsamle alle nødvendige oplys-
ninger i forbindelse med krav og til at repræ-
sentere forsikringsselskabet over for skadelidte
personer, der kan gøre krav gældende, herunder
med hensyn til betaling af sådanne krav.
45. § 31, stk. 5-10, ophæves.
Stk. 8. Repræsentanten, jf. stk. 7, skal endvide-
re have beføjelse til at repræsentere forsikrings-
selskabet over for myndighederne samt under
søgsmål mod forsikringsselskabet i forbindelse
med de i stk. 7 nævnte krav
45. § 31, stk. 5-10, ophæves.
Stk. 9. Udnævnelsen af repræsentanten betragtes
ikke i sig selv som oprettelse af et etableret
forretningssted, jf. § 34.
45. § 31, stk. 5-10, ophæves.
707
Stk. 10. Forsikringsselskabet skal meddele Fi-
nanstilsynet enhver ændring af de i stk. 5, nr. 2,
og stk. 1, 2. pkt., nævnte forhold senest samtidig
med, at ændringen foretages.
45. § 31, stk. 5-10, ophæves.
Overskrift. Særlige regler for udenlandske for-
sikringsselskaber
46. Overskriften før § 34 ophæves.
§ 34. Ved et forsikringsselskabs etablerede for-
retningssted forstås:
47. §§ 34-37 a ophæves.
1) Det hjemsted, der fremgår af ved-
tægten.
2) En filial.
3) Et kontor, der ledes af et uden-
landsk forsikringsselskabs eget
personale.
4) En uafhængig person, som har en
fast bemyndigelse til at handle på
et udenlandsk forsikringsselskabs
vegne i lighed med en filial.
Stk. 2. Såfremt et udenlandsk forsikringsselskab
her i landet er omfattet af stk. 1, nr. 3 eller 4,
betragtes kontoret eller personen ligeledes som
virksomhedens herværende filial og skal opfyl-
de de i § 30 eller de i medfør af § 1, stk. 3,
fastsatte betingelser.
§ 35. Forsikringsselskabet skal udpege en gene-
ralagent til at lede filialen, der ikke kan tegnes
uden generalagentens medvirken. Generalagen-
ten skal have beføjelse til at forpligte virksom-
heden over for tredjemand samt til at repræsen-
tere forsikringsselskabet i øvrigt, herunder over
for Finanstilsynet og Erhvervsstyrelsen samt
under søgsmål mod virksomheden.
47. §§ 34-37 a ophæves.
Stk. 2. Såfremt generalagenten ikke fungerer
som den i § 31, stk. 6, nævnte repræsentant
708
for forsikringsselskabets virksomhed under for-
sikringsklasse 10, jf. bilag 7, nr. 10, bortset fra
fragtførerens ansvar, gælder endvidere reglerne
i § 31, stk. 6-9.
Stk. 3. Et forsikringsselskab må kun have én
generalagent her i landet.
Stk. 4. Generalagenten kan meddele prokura til
en eller flere underagenter.
Stk. 5. Generalagenter skal være myndige per-
soner og enten have indfødsret i en af Den
Europæiske Unions medlemsstater eller i et
land, som Unionen har indgået aftale med på det
finansielle område. Finanstilsynet kan, hvor for-
holdene taler herfor, meddele dispensation fra
kravet om indfødsret.
Stk. 6. Et her i landet hjemmehørende aktiesel-
skab, anpartsselskab eller interessentskab kan
være generalagent, såfremt generalagenten som
sin repræsentant udpeger en person, der opfyl-
der de i stk. 5 nævnte betingelser for at være
generalagent.
§ 35 a. Ved overdragelse af hele eller dele af en
forsikringsbestand tegnet her i landet af et uden-
landsk forsikringsselskab i overensstemmelse
med §§ 30 og 31 skal Finanstilsynet i samarbej-
de med hjemlandsmyndigheden offentliggøre en
meddelelse om overdragelsen i Statstidende og
et landsdækkende dagblad. Overdragelsen kan
ikke påberåbes som grundlag for at hæve forsik-
ringsaftalen.
47. §§ 34-37 a ophæves.
§ 36. Udenlandske forsikringsselskaber omfattet
af reglerne i § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, der her
i landet dækker de i bilag 7 nævnte risici, kan af
Finanstilsynet pålægges at deltage i ordninger,
der garanterer opfyldelse af erstatningskrav fra
de sikrede eller skadelidte tredjemænd, i det
omfang sådanne ordninger gælder tilsvarende
for danske forsikringsselskaber.
47. §§ 34-37 a ophæves.
709
§ 37. Finanstilsynet kan for forsikringsselskaber
fastsætte nærmere regler for tjenesteydelser, der
udøves fra lande uden for Den Europæiske Uni-
on, som Unionen ikke har indgået aftale med på
det finansielle område.
47. §§ 34-37 a ophæves.
§ 37 a. Finanstilsynet kan efter anmodning
fra tilsynsmyndigheden i hjemlandet forbyde et
udenlandsk forsikringsselskab, der er omfattet
af bestemmelserne i § 30, stk. 1, og § 31, stk.
1, at råde over dets aktiver her i landet eller
begrænse dets rådighed herover.
47. §§ 34-37 a ophæves.
Stk. 2. Stk. 1 gælder tilsvarende for andre
udenlandske forsikringsselskaber, der er med-
delt koncession i et af Den Europæiske Uni-
ons medlemslande eller i lande, der har gen-
nemført Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og gen-
forsikringsvirksomhed (Solvens II), når forsik-
ringsselskabet uden at være omfattet af bestem-
melserne i § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, har
aktiver her i landet.
§ 38. En finansiel virksomhed, der ønsker at
etablere en filial i et andet land, skal meddele
dette til Finanstilsynet sammen med følgende
oplysninger om filialen:
1-4) ---
5) for forsikringsselskaber navnet på
filialens generalagent og
48. § 38, stk. 1, nr. 5, ophæves.
Nr. 6 bliver herefter nr. 5.
6) ---
Stk. 2. ---
710
Stk. 3. Ved etablering af en filial eller anvendel-
se af en tilknyttet agent, der er etableret i et
land inden for Den Europæiske Union eller i et
land, som Unionen har indgået aftale med på det
finansielle område, videresender Finanstilsynet
de i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger til tilsyns-
myndighederne i værtslandet. For pengeinstitut-
ter og realkreditinstitutter fremsendes endvidere
solvensnøgletal og for forsikringsselskaber sol-
venscertifikat til tilsynsmyndighederne i værts-
landet. Samtidig fremsendes erklæring om, at de
planlagte aktiviteter er omfattet af den finansiel-
le virksomheds tilladelse.
49. I § 38, stk. 3, 2. pkt., udgår »og for
forsikringsselskaber solvenscertifikat«.
Stk. 4-8. ---
Stk. 9. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet
ikke solvenskapitalkravet efter § 126 c eller mi-
nimumskapitalkravet efter § 126 d, skal Finans-
tilsynet ikke videregive solvenscertifikatet.
50. § 38, stk. 9, ophæves.
§ 38 a. Et gruppe 1-forsikringsselskab, der udø-
ver virksomhed inden for forsikringsklasserne i
bilag 7, og som agter at lade en filial i et andet
land inden for Den Europæiske Union eller i
et land, som Unionen har indgået aftale med
på det finansielle område, dække risici under
forsikringsklasse 10, jf. bilag 7, nr. 10, bortset
fra fragtførerens ansvar, skal fremlægge en er-
klæring for Finanstilsynet om, at selskabet er
blevet medlem af det nationale bureau og den
nationale garantifond i værtslandet.
51. § 38 a ophæves.
§ 39. En finansiel virksomhed, der ønsker at
udøve virksomhed i form af grænseoverskriden-
de tjenesteydelser i et land inden for Den Euro-
pæiske Union eller i et land, som Unionen har
indgået aftale med på det finansielle område,
skal give Finanstilsynet meddelelse herom med
angivelse af, i hvilket land virksomheden øns-
kes påbegyndt, og hvilke aktiviteter der ønskes
udøvet. Forsikringsselskaber skal endvidere op-
lyse, hvilke forsikringsklasser, grupper af klas-
ser og eventuelt accessoriske risici der ønskes
udøvet. Pengeinstitutter og realkreditinstitutter
52. § 39, stk. 1, 2. pkt., ophæves.
711
skal endvidere oplyse, hvis de ønsker at udføre
aktiviteter som nævnt i bilag 1 i lov om fonds-
mæglerselskaber og investeringsservice og -ak-
tiviteter gennem tilknyttede agenter med hjem-
sted i Danmark, samt identiteten på disse. In-
vesteringsforvaltningsselskaber skal endvidere
indsende en forretningsplan over påtænkte op-
gaver og tjenesteydelser samt nærmere oplys-
ninger om relevante garantiordninger, der har til
formål at beskytte investorer.
Stk. 2. Finanstilsynet videresender den i stk.
1 nævnte meddelelse samt en erklæring om,
at de planlagte aktiviteter er omfattet af virk-
somhedens tilladelse, til tilsynsmyndighederne i
værtslandet senest 1 måned efter modtagelsen af
den i stk. 1 nævnte meddelelse. Er virksomhe-
den et forsikringsselskab, sender Finanstilsynet
endvidere et solvenscertifikat til tilsynsmyndig-
hederne i værtslandet. Finanstilsynet underret-
ter samtidig forsikringsselskabet om den orien-
tering, der er nævnt i 1. og 2. pkt. Forsikrings-
selskabet kan påbegynde sin virksomhed på den
dato, hvor det er blevet underrettet efter 3. pkt.
Sender Finanstilsynet ikke meddelelsen, erklæ-
ringen eller solvenscertifikatet nævnt i 1. og
2. pkt. inden for fristen, underretter Finanstilsy-
net forsikringsselskabet om årsagerne hertil. Er
virksomheden et pengeinstitut eller et realkre-
ditinstitut, meddeler Finanstilsynet endvidere
identiteten på de tilknyttede agenter, som virk-
somheden påtænker at anvende, til tilsynsmyn-
dighederne i værtslandet. Er virksomheden et
investeringsforvaltningsselskab, sender Finans-
tilsynet endvidere oplysninger om investor- og
indskydergarantiordningen.
53. § 39, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Finanstilsynet videresender den i
stk. 1 nævnte meddelelse samt en erklæ-
ring om, at de planlagte aktiviteter er om-
fattet af virksomhedens tilladelse, til til-
synsmyndighederne i værtslandet senest 1
måned efter modtagelsen af den i stk. 1
nævnte meddelelse. Sender Finanstilsynet
ikke meddelelsen eller erklæringen nævnt
i 1. pkt. inden for fristen, underretter Fi-
nanstilsynet virksomheden om årsagerne
hertil. Er virksomheden et pengeinstitut el-
ler et realkreditinstitut, meddeler Finanstil-
synet endvidere identiteten på de tilknytte-
de agenter, som virksomheden påtænker at
anvende, til tilsynsmyndighederne i værts-
landet. Er virksomheden et investeringsfor-
valtningsselskab, sender Finanstilsynet end-
videre oplysninger om investor- og indsky-
dergarantiordningen.«
Stk. 3. Er virksomheden et investeringsforvalt-
ningsselskab, er selskabet forpligtet til at med-
dele Finanstilsynet og værtslandets tilsynsmyn-
digheder enhver ændring i de i stk. 1 nævn-
te forhold senest en måned, før ændringerne
foretages. Hvis det ikke er muligt at meddele
Finanstilsynet ændringen senest en måned før
ændringen foretages, skal meddelelse ske sna-
rest muligt. Er virksomheden et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, er selskabet forpligtet til at følge
54. § 39, stk. 3, 3. pkt., ophæves
712
fremgangsmåden i stk. 1 ved enhver ændring i
de forhold, der er nævnt i stk. 1.
Stk. 4. ---
Stk. 5. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet
ikke solvenskapitalkravet efter § 126 c eller mi-
nimumskapitalkravet efter § 126 d, skal Finans-
tilsynet ikke videregive solvenscertifikatet.
55. § 39, stk. 5, ophæves.
Stk. 6 og 7. ---
Stk. 8. Stk. 6 og 7 finder ikke anvendelse på
virksomheder, der udøver tjenesteydelsesvirk-
somhed omfattet af bilag 7 og 8.
56. § 39, stk. 8, ophæves.
§ 40. En finansiel virksomhed, der ønsker at
etablere en dattervirksomhed (der er et kredit-
institut, et investeringsselskab eller en forsik-
ringsvirksomhed) i et land uden for Den Euro-
pæiske Union, som Unionen ikke har indgået
aftale med, skal have Finanstilsynets tilladelse
hertil. Hvis der er grund til at betvivle, at virk-
somhedens administrative struktur og finansiel-
le situation er forsvarlig som grundlag for den
påtænkte etablering, giver Finanstilsynet ikke
tilladelse.
57. I § 40, stk. 1, 1. pkt., ændres »kreditin-
stitut, et investeringsselskab eller en forsik-
ringsvirksomhed« til: »kreditinstitut eller et
investeringsselskab«.
Stk. 2. ---
Overskrift. Særlige regler for danske forsik-
ringsselskabers virksomhed i udlandet
58. Overskriften før § 41 ophæves.
§ 41. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om danske forsikringsselskabers virksomhed
i lande uden for Den Europæiske Union, som
Unionen ikke har indgået aftale med på det fi-
nansielle område.
59. §§ 41 og 42 ophæves.
§ 42. Finanstilsynet kan fastsætte regler om
overdragelse af forsikringsbestande tegnet i
59. §§ 41 og 42 ophæves.
713
henhold til virksomhed efter § 38, stk. 1, og §
39, stk. 1.
§ 43. Finansielle virksomheder, finansielle
holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirk-
somheder skal drives i overensstemmelse med
redelig forretningsskik og god praksis inden for
virksomhedsområdet.
60. I § 43, stk. 1, § 183, stk. 1 og 4, §
198, stk. 1, og § 199, stk. 1, 1. pkt., æn-
dres »Finansielle virksomheder, finansiel-
le holdingvirksomheder og forsikringshol-
dingvirksomheder« til: »Finansielle virk-
somheder og finansielle holdingvirksomhe-
der«.
Stk. 2-6. ---
Stk. 7. Erhvervsministeren fastsætter nærmere
regler om kompetencekrav og krav til godt om-
dømme for ansatte, der er direkte beskæftiget
med forsikrings- eller genforsikringsdistribution
hos et forsikringsselskab eller et genforsikrings-
selskab.
61. § 43, stk. 7, ophæves. ¬Stk. 8 og 9
bliver herefter stk. 7 og 8.
Stk. 8. ---
Stk. 9. Erhvervsministeren fastsætter nærmere
regler om procedurer og oplysningsforpligtelser,
som et forsikringsselskab skal iagttage, når sel-
skabet foretager visse undersøgelser, herunder
foretager personobservation af skadelidte.
62. § 43, stk. 9, der bliver stk. 8, ophæves.
Overskrift. Særlige regler om kontraktforhold
for pengeinstitutter, realkreditinstitutter og for-
sikringsselskaber
63. I overskriften før § 45, ændres »pen-
geinstitutter, realkreditinstitutter og forsik-
ringsselskaber« til: »pengeinstitutter og re-
alkreditinstitutter«.
§ 46. Ved et pengeinstituts, realkreditinstituts
eller forsikringsselskabs tegning af kapitalind-
skud omfattet af reglerne om hybrid kerneka-
pital og reglerne om ansvarlig lånekapital må
virksomheden ikke samtidig lånefinansiere de-
tailkunders og professionelle kunders køb af ka-
pitalindskuddet eller dele heraf.
64. I § 46, stk. 1, ændres »pengeinstituts,
realkreditinstituts eller forsikringsselskabs«
til: »pengeinstituts eller realkreditinstituts«.
Stk. 2 og 3. ---
714
Overskrift. Særlige regler for forsikringsselska-
ber
65. Overskriften før § 55 ophæves.
§ 55. Følgende forsikringsaftaler kan ikke gyl-
digt indgås af eller på personer bosiddende her i
landet:
66. §§ 55-60 a ophæves.
1) Livsforsikring, hvorved selskabet
ved den forsikredes død forpligter
sig til at udbetale større beløb end
de indbetalte præmier med renter,
for så vidt forsikringstageren er en
fra den forsikrede forskellig per-
son og ikke har den forsikredes
samtykke.
2) Livsforsikring, hvorved et selskab
forpligter sig til at udbetale et stør-
re beløb end de indbetalte præmier
med renter som følge af dødsfald,
der indtræder før den forsikredes
fyldte 8. år.
Stk. 2. Finanstilsynet kan undtage fra bestem-
melserne i stk. 1, nr. 1 og 2.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere be-
stemmelser om indholdet i almindelige forsik-
ringsbetingelser for livsforsikringsvirksomhed.
§ 56. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler
om de oplysninger, der af et livs- eller skadefor-
sikringsselskab skal afgives skriftligt til kunder,
inden forsikringsaftale indgås og under det lø-
bende kundeforhold.
66. §§ 55-60 a ophæves.
§ 57. Et forsikringsselskab, der udbyder forbru-
gerforsikringer, skal tilbyde, at de pågældende
forsikringer kan tegnes med vilkår om, at for-
sikringen kan opsiges af forsikringstageren med
et varsel på 30 dage til udgangen af en kalender-
måned.
66. §§ 55-60 a ophæves.
715
Stk. 2. Ved en forbrugerforsikring i stk. 1 for-
stås en forsikringsaftale, hvor forsikringstageren
(forbrugeren) ved aftalens indgåelse hovedsage-
lig handler uden for sit erhverv.
Stk. 3. Stk. 1 gælder ikke for livsforsikring
og ejerskifteforsikring tegnet i henhold til lov
om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast
ejendom m.v. Stk. 1 gælder endvidere ikke for
forsikring, som dækker en særligt opstået risiko,
der kun strækker sig over et begrænset tidsrum,
når forsikringsaftalen indgås for en aftalt peri-
ode af højst 1 måned (korttidsforsikring), med-
mindre forsikringen er en del af en anden type
forsikring.
§ 57 a. (Ophævet) 66. §§ 55-60 a ophæves.
§ 58. Er en livsforsikringspolice bortkommet,
kan vedkommende forsikringsselskab på begæ-
ring af den, som har godtgjort sin adkomst til
policen, med 6 måneders varsel indkalde ihæn-
dehaveren til at melde sig. Indkaldelsen, der
sker ved bekendtgørelse i Statstidende i det
første nummer i et kvartal, skal indeholde en til-
strækkelig betegnelse af policen, herunder nav-
net på den, i hvis liv forsikringen er tegnet.
66. §§ 55-60 a ophæves.
Stk. 2. Melder ingen sig før fristens udløb, er
policen ugyldig, og selskabet udfærdiger en ny
police til den, der har begæret indkaldelsen
foretaget. Denne skal betale omkostningerne
ved indkaldelsen.
Stk. 3. Melder nogen sig efter bekendtgørelsen,
og kan en mindelig ordning ikke opnås, kan en
ny police ikke udstedes, forinden de anmeldte
kravs indbyrdes berettigelse er afgjort ved dom.
Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 medfører
ingen indskrænkning i adgangen til at søge
en livsforsikringspolice mortificeret ved dom
716
i medfør af lovgivningen om mortifikation af
værdipapirer.
§ 59. Et forsikringsselskab, der tegner byg-
ningsbrandforsikring, skal med de begrænsnin-
ger, der følger af dets vedtægter eller dets tilla-
delse, overtage forsikring af enhver bygning.
66. §§ 55-60 a ophæves.
Stk. 2. Selskabet kan dog afvise at forsikre
1) bygninger, der ikke er forsvarligt
indrettet mod brandfare, og
2) forladte bygninger.
§ 60. Et forsikringsselskab kan ikke bringe en
bygningsbrandforsikring til ophør på grund af
manglende betaling af præmie.
66. §§ 55-60 a ophæves.
Stk. 2. En kunde kan kun bringe forsikringen
til ophør med samtykke af de berettigede ifølge
samtlige adkomster og hæftelser, der er tinglyst
på ejendommen, medmindre ejendommen uden
forringelse af disses retsstilling forsikres i et
andet selskab, som har tilladelse til at drive byg-
ningsbrandforsikring.
Stk. 3. Forsikringsselskabet har udpantningsret
for præmier med påløbne renter og andre om-
kostninger. Selskabet har endvidere panteret for
ydelserne i den forsikrede ejendom efter ejen-
domsskat til stat og kommune i 1 år fra forfalds-
tid.
Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter minimumsbetin-
gelser for forsikringsselskabers tegning af byg-
ningsbrandforsikring.
§ 60 a. Tilbyder et forsikringsselskab, der har
tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed,
på eget initiativ alle eller en gruppe af sine for-
sikringstagere at ændre deres forsikringsaftale
66. §§ 55-60 a ophæves.
717
til at omfatte et produkt med lavere eller ingen
garantier, skal en forsikringstager, der accepte-
rer et sådant tilbud, have overført den økonomi-
ske værdi af sit nuværende produkt til det nye
produkt.
Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler
for beregningen af den økonomiske værdi af
forsikringstagerens produkt.
Overskrift. Livsforsikringsselskabers oplys-
ningsforpligtelser og særlige regler for optje-
ning og bevarelse af pension for lønmodtagere,
som flytter mellem EU-/EØS-lande, m.fl.
67. Overskriften før § 60 b ophæves.
§ 60 b. Et livsforsikringsselskab må ikke i for-
bindelse med en lønmodtagers indtræden i en
pensionsordning med alderspension knyttet til et
ansættelsesforhold stille krav om, at lønmodta-
geren skal være ansat i mere end 3 år for at opnå
ubetinget medlemskab af pensionsordningen el-
ler være over 21 år for at optjene pensionsrettig-
heder. Dette gælder dog alene, når
68. §§ 60 b-60 e ophæves.
1) lønmodtageren flytter til Danmark
fra et andet land inden for den
Europæiske Union eller et land,
som Unionen har indgået aftale
med,
2) lønmodtageren fratræder et ansæt-
telsesforhold, som berettiger eller
kan berettige denne til alderspen-
sion i overensstemmelse med be-
tingelserne i pensionsordningen,
og
3) det ansættelsesforhold, som løn-
modtageren fratræder, ophører
af andre årsager, end at
vedkommende bliver berettiget til
pension.
718
Stk. 2. Et livsforsikringsselskab skal tilbagebeta-
le de bidrag, som en lønmodtager omfattet af
stk. 1 har indbetalt, eller som er indbetalt på
lønmodtagerens vegne, i tilfælde, hvor lønmod-
tagerens ansættelsesforhold i Danmark ophører,
inden den pågældende har optjent pensionsret-
tigheder i henhold til pensionsordningen. Bærer
lønmodtageren investeringsrisikoen, skal forsik-
ringsselskabet tilbagebetale de indbetalte bidrag
eller værdien af de investeringer, der hidrører
fra disse bidrag, til lønmodtageren.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder alene anvendelse i
relation til pensionsordninger for lønmodtagere,
som ikke i medfør af kollektiv overenskomst
eller aftale er sikret de rettigheder, der som mi-
nimum svarer til bestemmelserne i Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv nr. 2014/50/EU om
mindstekrav til fremme af arbejdskraftens mo-
bilitet mellem medlemsstaterne gennem bedre
muligheder for at optjene og bevare supplerende
pensionsrettigheder.
§ 60 c. Et livsforsikringsselskab skal tillade en
lønmodtager, som fratræder sit ansættelsesfor-
hold, at lade sine optjente pensionsrettigheder
blive stående i pensionsordningen med alders-
pension, der er knyttet til vedkommendes ansæt-
telsesforhold, jf. dog stk. 2, når
68. §§ 60 b-60 e ophæves.
1) lønmodtageren flytter til et andet
land inden for den Europæiske
Union eller et land, som Unionen
har indgået aftale med, og
2) det ansættelsesforhold, som løn-
modtageren fratræder, ophører
af andre årsager, end at
vedkommende bliver berettiget til
pension.
Stk. 2. Et livsforsikringsselskab kan uanset stk.
1 vælge at udbetale det beløb, som svarer til
værdien af de optjente pensionsrettigheder, til
lønmodtageren, hvis
719
1) værdien ikke overstiger et grund-
beløb på 20.000 kr. (2010-niveau),
som reguleres efter personskattelo-
vens § 20, og
2) lønmodtageren afgiver et informe-
ret samtykke til udbetalingen.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder alene anvendelse i
relation til pensionsordninger for lønmodtagere,
som ikke i medfør af kollektiv overenskomst
eller aftale er sikret de rettigheder, der som mi-
nimum svarer til bestemmelserne i Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv nr. 2014/50/EU om
mindstekrav til fremme af arbejdskraftens mo-
bilitet mellem medlemsstaterne gennem bedre
muligheder for at optjene og bevare supplerende
pensionsrettigheder.
§ 60 d. Et livsforsikringsselskab skal efter an-
modning fra en lønmodtager, hvis ansættelses-
forhold berettiger eller kan berettige denne til
alderspension i overensstemmelse med betingel-
serne i pensionsordningen, give følgende oplys-
ninger:
68. §§ 60 b-60 e ophæves.
1) Betingelserne for optjening af pen-
sionsrettigheder og konsekvenser-
ne af anvendelsen heraf ved ansæt-
telsesforholdets ophør.
2) Værdien af lønmodtagerens op-
tjente pensionsrettigheder eller en
vurdering heraf, der er foretaget
højst 12 måneder forud for anmod-
ningen.
3) Betingelserne for livsforsikrings-
selskabets fremtidige behandling
af hvilende pensionsrettigheder.
Stk. 2. Giver pensionsordningen mulighed for
tidlig adgang til optjente pensionsrettigheder i
720
form af udbetaling af et engangsbeløb, skal op-
lysningerne efter stk. 1 også omfatte skriftlig
information om, at lønmodtageren bør overveje
at søge rådgivning om investering af dette beløb
i pensionsøjemed.
Stk. 3. Et livsforsikringsselskab skal efter an-
modning oplyse følgende til et medlem, der har
optjente pensionsrettigheder stående i en hvile-
nde pensionsordning knyttet til et tidligere an-
sættelsesforhold, som vedkommende ikke læn-
gere indbetaler til, som vedkommende endnu
ikke modtager pension fra, og som berettiger
den pågældende til alderspension:
1) Værdien af medlemmets pensions-
rettigheder eller en vurdering her-
af, når denne er foretaget højst 12
måneder forud for anmodningen.
2) Betingelserne for livsforsikrings-
selskabets behandling af de hvile-
nde pensionsrettigheder.
Stk. 4. Et livsforsikringsselskab skal efter an-
modning fra et medlems efterladte, der er beret-
tiget til ydelser efter en pensionsordning med
alderspension, der var knyttet til det afdøde
medlems ansættelsesforhold, give oplysninger
nævnt i stk. 3, når udbetalingen af de pågælden-
de ydelser endnu ikke er påbegyndt.
Stk. 5. Oplysningerne i stk. 1-4 skal være klare
og skriftlige og skal gives inden for en rimelig
frist. Livsforsikringsselskabet er ikke forpligtet
til at udlevere oplysningerne mere end en gang
om året.
§ 60 e. §§ 60 b-60 d finder ikke anvendelse på 68. §§ 60 b-60 e ophæves.
1) pensionsordninger, som fra den 21.
maj 2018 ikke længere optager
medlemmer,
721
2) pensionsordninger, der er taget
under administration i henhold til
§§ 253-258, så længe administrati-
onen varer, og
3) en engangsydelse fra en arbejdsgi-
ver til en lønmodtager ved den på-
gældende lønmodtagers ansættel-
sesforholds ophør, når ydelsen ik-
ke er knyttet til alderspension.
Stk. 2. §§ 60 b og 60 c finder alene anvendelse
for pensionsopsparingen og ikke eventuelle for-
sikringer, som er knyttet til pensionsordningen,
eller ydelser, som tilfalder andre end lønmodta-
geren selv.
§ 61. Enhver fysisk eller juridisk person eller
fysiske og juridiske personer, som handler i for-
ståelse med hinanden, der påtænker direkte eller
indirekte at erhverve en kvalificeret andel, jf. §
5, stk. 3, i en finansiel virksomhed, en finansiel
holdingvirksomhed eller en forsikringsholding-
virksomhed, skal på forhånd ansøge Finanstil-
synet om godkendelse af den påtænkte erhver-
velse. Det samme gælder ved forøgelse af den
kvalificerede andel, der medfører, at denne efter
erhvervelsen vil udgøre eller overstige en græn-
se på henholdsvis 20 pct., 33 pct. eller 50 pct.
af selskabskapitalen eller stemmerettighederne,
eller medfører, at den finansielle virksomhed,
den finansielle holdingvirksomhed eller forsik-
ringsholdingvirksomheden bliver en dattervirk-
somhed.
69. I § 61, stk. 1, 1. pkt., § 61 b, stk. 1,
§ 61 c, stk. 1, § 62, stk. 1, § 70, stk. 1
og 6, § 71, stk. 1 og 2, § 199, stk. 2, §
346, stk. 2, § 347 b, stk. 1, § 347 c, stk.
1, § 373, stk. 3 og 6, og § 374, stk. 4,
ændres »finansiel virksomhed, en finansiel
holdingvirksomhed eller en forsikringshol-
dingvirksomhed« til: »finansiel virksomhed
eller en finansiel holdingvirksomhed«.
70. I § 61, stk. 1, 2. pkt., ændres »en finan-
siel virksomhed, en finansiel holdingvirk-
somhed eller en forsikringsholdingvirksom-
hed« til: »en finansiel virksomhed eller en
finansiel holdingvirksomhed«.
Stk. 2-9. ---
§ 61 a. ---
1) ---
722
2) Omdømmet og erfaringen hos den
eller de personer, der efter er-
hvervelsen vil lede den finansiel-
le virksomhed, den finansielle hol-
dingvirksomhed eller forsikrings-
holdingvirksomheden.
71. I § 61 a, stk. 1, nr. 2, og tre steder
i § 63, stk. 4, ændres »den finansielle virk-
somhed, den finansielle holdingvirksomhed
eller forsikringsholdingvirksomheden« til:
»den finansielle virksomhed eller den fi-
nansielle holdingvirksomhed«, og i § 61
a, stk. 1, nr. 3, ændres »finansielle virk-
somhed, finansielle holdingvirksomhed el-
ler forsikringsholdingvirksomhed« til: »fi-
nansielle virksomhed eller finansielle hol-
dingvirksomhed«.
3) Den påtænkte erhververs økono-
miske forhold, især i forhold til
arten af de forretninger, der drives
eller påtænkes drevet i den finan-
sielle virksomhed, den finansiel-
le holdingvirksomhed eller forsik-
ringsholdingvirksomheden, hvori
erhvervelsen påtænkes.
71. I § 61 a, stk. 1, nr. 2, og tre steder
i § 63, stk. 4, ændres »den finansielle virk-
somhed, den finansielle holdingvirksomhed
eller forsikringsholdingvirksomheden« til:
»den finansielle virksomhed eller den fi-
nansielle holdingvirksomhed«, og i § 61
a, stk. 1, nr. 3, ændres »finansielle virk-
somhed, finansielle holdingvirksomhed el-
ler forsikringsholdingvirksomhed« til: »fi-
nansielle virksomhed eller finansielle hol-
dingvirksomhed«.
4 og 5) ---
Stk. 2 og 3. ---
§ 61 b. Enhver fysisk eller juridisk person el-
ler fysiske og juridiske personer, som handler i
forståelse med hinanden, der påtænker direkte
eller indirekte at afhænde en kvalificeret andel,
jf. § 5, stk. 3, eller formindske en kvalificeret
andel i en finansiel virksomhed, en finansiel
holdingvirksomhed eller en forsikringsholding-
virksomhed således, at afhændelsen bevirker, at
grænsen på henholdsvis 20 pct., 33 pct. eller
50 pct. af selskabskapitalen eller stemmerettig-
hederne ikke længere er nået, eller bevirker, at
virksomheden eller holdingvirksomheden ophø-
rer med at være vedkommendes datterselskab,
skal forinden skriftligt underrette Finanstilsynet
herom med angivelse af størrelsen af den på-
tænkte fremtidige kapitalandel.
69. I § 61, stk. 1, 1. pkt., § 61 b, stk. 1,
§ 61 c, stk. 1, § 62, stk. 1, § 70, stk. 1
og 6, § 71, stk. 1 og 2, § 199, stk. 2, §
346, stk. 2, § 347 b, stk. 1, § 347 c, stk.
1, § 373, stk. 3 og 6, og § 374, stk. 4,
ændres »finansiel virksomhed, en finansiel
holdingvirksomhed eller en forsikringshol-
dingvirksomhed« til: »finansiel virksomhed
eller en finansiel holdingvirksomhed«.
723
§ 61 c. Når en finansiel virksomhed, en finan-
siel holdingvirksomhed eller en forsikringshol-
dingvirksomhed får kendskab til erhvervelser
eller afhændelser af andele som nævnt i § 61,
stk. 1, og § 61 b, skal virksomheden eller
holdingvirksomheden straks give Finanstilsynet
meddelelse herom.
69. I § 61, stk. 1, 1. pkt., § 61 b, stk. 1,
§ 61 c, stk. 1, § 62, stk. 1, § 70, stk. 1
og 6, § 71, stk. 1 og 2, § 199, stk. 2, §
346, stk. 2, § 347 b, stk. 1, § 347 c, stk.
1, § 373, stk. 3 og 6, og § 374, stk. 4,
ændres »finansiel virksomhed, en finansiel
holdingvirksomhed eller en forsikringshol-
dingvirksomhed« til: »finansiel virksomhed
eller en finansiel holdingvirksomhed«.
Stk. 2. Finansielle virksomheder, finansielle
holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirk-
somheder skal senest i februar måned give Fi-
nanstilsynet meddelelse om navnene på de ka-
pitalejere, der ved udgangen af det foregående
år ejede en kvalificeret andel i den finansielle
virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed
eller forsikringsholdingvirksomheden, og om
størrelsen af disse andele.
73. I § 61 c, stk. 2, og § 63, stk. 2, æn-
dres »Finansielle virksomheder, finansiel-
le holdingvirksomheder og forsikringshol-
dingvirksomheder« til: »Finansielle virk-
somheder og finansielle holdingvirksom-
heder«, og »den finansielle virksomhed,
den finansielle holdingvirksomhed eller for-
sikringsholdingvirksomheden« ændres til:
»den finansielle virksomhed eller den fi-
nansielle holdingvirksomhed«.
§ 62. Såfremt kapitalejere, der er i besiddelse
af en af de i § 61, stk. 1, omhandlede andele
i en finansiel virksomhed, en finansiel holding-
virksomhed eller en forsikringsholdingvirksom-
hed, ikke opfylder kravene i § 61 a, stk. 1,
kan Finanstilsynet ophæve den stemmeret, der
er knyttet til de pågældende ejeres kapitalande-
le, eller påbyde virksomheden at følge bestemte
retningslinjer.
69. I § 61, stk. 1, 1. pkt., § 61 b, stk. 1,
§ 61 c, stk. 1, § 62, stk. 1, § 70, stk. 1
og 6, § 71, stk. 1 og 2, § 199, stk. 2, §
346, stk. 2, § 347 b, stk. 1, § 347 c, stk.
1, § 373, stk. 3 og 6, og § 374, stk. 4,
ændres »finansiel virksomhed, en finansiel
holdingvirksomhed eller en forsikringshol-
dingvirksomhed« til: »finansiel virksomhed
eller en finansiel holdingvirksomhed«.
Stk. 2-5. ---
§ 63. Finanstilsynet skal på forhånd under-
rettes om finansielle virksomheders, finansiel-
le holdingvirksomheders og forsikringsholding-
virksomheders direkte eller indirekte erhvervel-
se af en kvalificeret andel i en udenlandsk fi-
nansiel virksomhed samt sådanne forøgelser af
den kvalificerede andel, som medfører, at denne
udgør eller overstiger en grænse på henholdsvis
20 pct., 33 pct. og 50 pct. af stemmerettigheder-
ne henholdsvis selskabskapitalen, eller at den
udenlandske finansielle virksomhed bliver en
74. I § 63, stk. 1, 1. pkt., § 197, stk.
1, § 346, stk. 1, og § 347 a ændres
»finansielle virksomheders, finansielle hol-
dingvirksomheders og forsikringsholding-
virksomheders« til: »finansielle virksomhe-
ders og finansielle holdingvirksomheders«.
724
dattervirksomhed. Underretningen skal indehol-
de oplysning om, i hvilket land virksomheden er
etableret.
Stk. 2. Finansielle virksomheder, finansielle
holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirk-
somheder, som har en andel på mindst 10 pct.
af en udenlandsk finansiel virksomhed, og som
påtænker at mindske denne andel, således at den
falder under en af de i stk. 1 fastsatte grænser,
skal underrette Finanstilsynet herom og angive
størrelsen af den påtænkte fremtidige andel.
73. I § 61 c, stk. 2, og § 63, stk. 2, æn-
dres »Finansielle virksomheder, finansiel-
le holdingvirksomheder og forsikringshol-
dingvirksomheder« til: »Finansielle virk-
somheder og finansielle holdingvirksom-
heder«, og »den finansielle virksomhed,
den finansielle holdingvirksomhed eller for-
sikringsholdingvirksomheden« ændres til:
»den finansielle virksomhed eller den fi-
nansielle holdingvirksomhed«.
Stk. 3. ---
Stk. 4. Ved ændring af et forhold, der er givet
meddelelse om efter stk. 3, nr. 1-4, skal den
finansielle virksomhed, den finansielle holding-
virksomhed eller forsikringsholdingvirksomhe-
den give meddelelse til Finanstilsynet herom,
inden ændringen foretages. Såfremt den finan-
sielle virksomhed, den finansielle holdingvirk-
somhed eller forsikringsholdingvirksomheden
ikke på forhånd er bekendt med ændringen, skal
meddelelse til Finanstilsynet gives straks efter,
at den finansielle virksomhed, den finansielle
holdingvirksomhed eller forsikringsholdingvirk-
somheden har modtaget underretning om æn-
dringen.
72. I § 61 a, stk. 1, nr. 2, og tre steder
i § 63, stk. 4, ændres »den finansielle virk-
somhed, den finansielle holdingvirksomhed
eller forsikringsholdingvirksomheden« til:
»den finansielle virksomhed eller den fi-
nansielle holdingvirksomhed«, og i § 61,
a, stk. 1, nr. 3, ændres »finansielle virk-
somhed, finansielle holdingvirksomhed el-
ler forsikringsholdingvirksomhed« til: »fi-
nansielle virksomhed eller finansielle hol-
dingvirksomhed«.
§ 64. ---
Stk. 2-7. ---
§ 64 b. Et medlem af bestyrelsen i et penge-
institut, et realkreditinstitut eller et forsikrings-
selskab skal hurtigst muligt og senest 12 måne-
der efter indtræden i bestyrelsen gennemføre et
grundkursus i de kompetencer, der er nødven-
dige for at varetage de forpligtelser og funkti-
75. I § 64 b, stk. 1, og § 182, stk. 1 og 2,
ændres »pengeinstitut, et realkreditinstitut
eller et forsikringsselskab« til: »pengeinsti-
tut eller et realkreditinstitut«.
725
oner, som kræves af bestyrelsesmedlemmer i
den virksomhedstype, som den pågældende er
indtrådt i.
Stk. 2-4. ---
§ 64 d. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal som
led i sin virksomhedsstyring, jf. § 71, stk. 1,
identificere selskabets nøglepersoner.
76. § 64 d ophæves.
Stk. 2. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal uden
unødigt ophold underrette Finanstilsynet om,
hvilke ansatte der er identificeret som nøgleper-
soner i medfør af stk. 1, herunder hvilke stillin-
ger de pågældende varetager.
Stk. 3. § 64, stk. 1 og 2, finder tilsvarende an-
vendelse for ansatte i et gruppe 1-forsikringssel-
skab, der er identificeret som nøglepersoner i
medfør af stk. 1.
Stk. 4. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal un-
derrette Finanstilsynet, hvis en nøgleperson ikke
længere varetager sin stilling eller ikke længere
opfylder kravene i § 64, stk. 1.
Stk. 5. Et gruppe 1-forsikringsselskab er forplig-
tet til at påse, at nøglepersoner overholder § 64,
stk. 1.
Stk. 6. Stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse for
forsikringsholdingvirksomheder.
§ 70. Bestyrelsen for en finansiel virksomhed,
en finansiel holdingvirksomhed og en forsik-
ringsholdingvirksomhed skal
69. I § 61, stk. 1, 1. pkt., § 61 b, stk. 1,
§ 61 c, stk. 1, § 62, stk. 1, § 70, stk. 1
og 6, § 71, stk. 1 og 2, § 199, stk. 2, §
346, stk. 2, § 347 b, stk. 1, § 347 c, stk.
1, § 373, stk. 3 og 6, og § 374, stk. 4,
ændres »finansiel virksomhed, en finansiel
holdingvirksomhed eller en forsikringshol-
dingvirksomhed« til: »finansiel virksomhed
eller en finansiel holdingvirksomhed«.
726
1-4) ---
Stk. 2-5. ---
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om de forpligtelser, der påhviler bestyrelsen
for en finansiel virksomhed, en finansiel hol-
dingvirksomhed og en forsikringsholdingvirk-
somhed i medfør af stk. 1-4.
69. I § 61, stk. 1, 1. pkt., § 61 b, stk. 1,
§ 61 c, stk. 1, § 62, stk. 1, § 70, stk. 1
og 6, § 71, stk. 1 og 2, § 199, stk. 2, §
346, stk. 2, § 347 b, stk. 1, § 347 c, stk.
1, § 373, stk. 3 og 6, og § 374, stk. 4,
ændres »finansiel virksomhed, en finansiel
holdingvirksomhed eller en forsikringshol-
dingvirksomhed« til: »finansiel virksomhed
eller en finansiel holdingvirksomhed«.
§ 71. En finansiel virksomhed, en finansiel hol-
dingvirksomhed og en forsikringsholdingvirk-
somhed skal have effektive former for virksom-
hedsstyring, herunder
69. I § 61, stk. 1, 1. pkt., § 61 b, stk. 1,
§ 61 c, stk. 1, § 62, stk. 1, § 70, stk. 1
og 6, § 71, stk. 1 og 2, § 199, stk. 2, §
346, stk. 2, § 347 b, stk. 1, § 347 c, stk.
1, § 373, stk. 3 og 6, og § 374, stk. 4,
ændres »finansiel virksomhed, en finansiel
holdingvirksomhed eller en forsikringshol-
dingvirksomhed« til: »finansiel virksomhed
eller en finansiel holdingvirksomhed«.
1-9) ---
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om de foranstaltninger, som en finansiel
virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed og
en forsikringsholdingvirksomhed skal træffe for
at have effektive former for virksomhedsstyring,
jf. stk. 1. Finanstilsynet kan desuden fastsætte
nærmere regler om hændelsesrapportering for
de virksomheder, der udpeges som operatører
af væsentlige tjenester i medfør af § 307 a,
herunder om, at Finanstilsynet og Center for
Cybersikkerhed underrettes ved en hændelse,
der har en negativ indvirkning på sikkerheden
i virksomhedens net- og informationssystemer.
69. I § 61, stk. 1, 1. pkt., § 61 b, stk. 1,
§ 61 c, stk. 1, § 62, stk. 1, § 70, stk. 1
og 6, § 71, stk. 1 og 2, § 199, stk. 2, §
346, stk. 2, § 347 b, stk. 1, § 347 c, stk.
1, § 373, stk. 3 og 6, og § 374, stk. 4,
ændres »finansiel virksomhed, en finansiel
holdingvirksomhed eller en forsikringshol-
dingvirksomhed« til: »finansiel virksomhed
eller en finansiel holdingvirksomhed«.
§ 72 b. Forsikringsselskaber kan outsource en
proces, en tjenesteydelse eller en aktivitet, som
77. § 72 b ophæves.
727
selskaberne ellers selv ville udføre, til en tjene-
steyder.
Stk. 2. Forsikringsselskaber skal sikre, at out-
sourcing af kritiske eller vigtige operationelle
funktioner eller aktiviteter ikke foregår på en
måde, der kan
1) medføre en væsentlig forringelse
af kvaliteten af ledelsessystemet i
forsikringsselskabet,
2) medføre en unødig forøgelse af
den operationelle risiko,
3) forringe tilsynsmyndighedernes
mulighed for at kontrollere, at for-
sikringsselskabet overholder sine
forpligtelser, eller
4) være til hinder for, at forsikrings-
selskabet til enhver tid kan tilby-
de forsikringstagerne en tilfreds-
stillende service.
Stk. 3. Forsikringsselskaber skal i god tid under-
rette Finanstilsynet om en forestående outsour-
cing af kritiske eller vigtige operationelle funk-
tioner eller aktiviteter. Selskaberne skal endvi-
dere underrette Finanstilsynet om væsentlige
forandringer i de funktioner eller aktiviteter, der
er nævnt i 1. pkt.
Stk. 4. Forsikringsselskaber er ansvarlige for
samtlige outsourcede funktioner eller aktiviteter.
Stk. 5. Finanstilsynet kan træffe afgørelse om, at
forsikringsselskabers outsourcing skal bringes
til ophør inden for en af Finanstilsynet nærme-
re fastsat frist, hvis outsourcingkontrakten eller
dennes parter ikke opfylder reglerne i denne be-
stemmelse eller regler fastsat i medfør af stk. 6.
728
Stk. 6. Erhvervsministeren fastsætter nærmere
regler om outsourcing vedrørende
1) forsikringsselskabers ansvar og
kontrol med en tjenesteyder, her-
under tjenesteyderens videreout-
sourcing,
2) forsikringsselskabers interne ret-
ningslinjer for outsourcing og
3) krav, som forsikringsselskaber
som minimum skal sikre at tjene-
steydere eller underleverandører til
enhver tid opfylder, og som skal
være aftalt i outsourcingkontrak-
ten.
§ 72 c. § 72 b , stk. 2-4, og regler fastsat i
medfør af § 72 a, stk. 3, og § 72 b, stk. 6,
gælder ikke for virksomhedernes autentifikation
af brugere ved anvendelse af MitID-løsningen,
jf. lov om MitID og NemLog-in.
78. § 72 c affattes således:
»Regler fastsat i medfør af § 72 a, stk. 3,
gælder ikke for virksomhedernes autentifi-
kation af brugere ved anvendelse af MitID-
løsningen, jf. lov om MitID og NemLog-
in.«
§ 75. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Hvis et medlem af en finansiel virksom-
heds bestyrelse eller direktion, den eksterne re-
vision eller den ansvarshavende aktuar må for-
mode, at den finansielle virksomhed ikke opfyl-
der kapitalkravene efter § 126 a, stk. 2-6, kapi-
talgrundlagskravet efter artikel 92, stk. 1, mini-
mumskapitalkravet i artikel 93 i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013
om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter, sol-
vensbehovet efter § 124, stk. 2, § 126, stk. 4, og
§ 126 a, stk. 1, 2. pkt., kravet til minimumsba-
siskapitalen efter § 126, stk. 2 og 3, solvenska-
pitalkravet efter § 126 c eller minimumskapital-
79. I § 75, stk. 3, ændres »kreditinstitutter,
solvensbehovet efter § 124, stk. 2, § 126,
stk. 4, og § 126 a, stk. 1, 2. pkt., kravet
til minimumsbasiskapitalen efter § 126, stk.
2 og 3, solvenskapitalkravet efter § 126
c eller minimumskapitalkravet efter § 126
d,« til: »kreditinstitutter eller solvensbeho-
vet efter § 124, stk. 2,«.
729
kravet efter § 126 d, skal den pågældende straks
meddele dette til Finanstilsynet.
Stk. 4. Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse for
finansielle virksomheder, finansielle holding-
virksomheder og forsikringsholdingvirksomhe-
der om forhold i datterselskaber, som er finan-
sielle virksomheder.
80. I § 75, stk. 4, § 79 a, stk. 1, §
199, stk. 9, og to steder i § 343 q, stk.
1, ændres »finansielle virksomheder, finan-
sielle holdingvirksomheder og forsikrings-
holdingvirksomheder« til: »finansielle virk-
somheder og finansielle holdingvirksomhe-
der«.
§ 75 a. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. For et forsikringsselskab og et investe-
ringsforvaltningsselskab, finder stk. 1 alene an-
vendelse, når selskaberne beskæftiger flere end
fem ansatte. Ordningen nævnt i stk. 1 og 2 skal
være etableret, senest 3 måneder efter virksom-
heden har ansat den sjette ansatte.
81. I § 75 a, stk. 3, 1. pkt., udgår »et forsik-
ringsselskab og«, og »selskaberne« ændres
til: »selskabet«.
§ 77. Personer, der ifølge lov eller vedtægtsbe-
stemmelse er ansat af bestyrelsen i en finansiel
virksomhed og ansatte, for hvilke der er en væ-
sentlig risiko for konflikter mellem egne og den
finansielle virksomheds interesser, må ikke for
egen regning eller gennem selskaber, de kon-
trollerer,
84. § 77 i ophæves.
1) optage lån eller trække på allerede
bevilgede kreditter til køb af finan-
sielle instrumenter, når de købte
finansielle instrumenter stilles til
sikkerhed for lånet eller kreditten,
2) erhverve, udstede eller handle med
afledte finansielle instrumenter,
medmindre formålet er risikoaf-
dækning,
3) erhverve kapitalandele, bortset fra
andele i danske UCITS kapital-
730
foreninger og udenlandske investe-
ringsinstitutter omfattet af § 143,
stk. 1, nr. 2 og 3, i lov om investe-
ringsforeninger m.v., med henblik
på salg af disse tidligere end 6 må-
neder efter erhvervelsen eller
4) erhverve positioner i fremmed va-
luta, bortset fra euro, når positions-
tagningen sker med henblik på an-
det end betaling for køb af finan-
sielle instrumenter, varer eller tje-
nesteydelser eller køb eller drift af
fast ejendom eller til brug for rej-
ser.
Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte personkreds må ikke
erhverve kapitalandele i selskaber, der udøver
virksomhed som nævnt i stk. 1, nr. 1-4. Dette
gælder dog ikke køb af aktier i pengeinstitut-
ter, forsikringsselskaber, realkreditinstitutter el-
ler fondsmæglerselskaber samt andele i danske
UCITS, kapitalforeninger og udenlandske inve-
steringsinstitutter omfattet af § 143, stk. 1, nr. 2
og 3, i lov om investeringsforeninger m.v.
Stk. 3. Bestyrelsen skal tage stilling til, for hvil-
ke ansatte der er en væsentlig risiko for konflik-
ter mellem egne og den finansielle virksomheds
interesser, og som derfor skal være omfattet af
forbuddet. Bestyrelsen skal sikre, at de pågæl-
dende er vidende herom. Straffebestemmelsen
i § 373, stk. 2, finder anvendelse fra det tids-
punkt, hvor den pågældende har modtaget infor-
mation herom.
Stk. 4. Bestyrelsen skal for personer omfattet af
stk. 1 udarbejde retningslinjer for kontrol med
overholdelse af forbuddet i stk. 1 og stk. 2, 1.
pkt., herunder om indberetning af formuedispo-
sitioner.
Stk. 5. Den eksterne revision skal én gang om
året gennemgå den finansielle virksomheds ret-
ningslinjer efter stk. 4 og i revisionsprotokol-
731
latet vedrørende årsrapporten oplyse, om ret-
ningslinjerne vurderes at være betryggende og
have fungeret hensigtsmæssigt, og om virksom-
hedens kontrolprocedurer har givet anledning til
bemærkninger. Føres der ikke en revisionspro-
tokol, skal oplysningerne nævnt i 1. pkt. fremgå
af anden tilsvarende dokumentation.
Stk. 6. Et kontoførende institut har på anmod-
ning fra bestyrelsen i den finansielle virksom-
hed pligt til at give den finansielle virksomheds
eksterne revision adgang til oplysninger om
konti og depoter samt til at udlevere udskrifter
derfra for personer omfattet af stk. 1.
Stk. 7. Forbuddet i stk. 1, nr. 2, omfatter ikke
finansielle instrumenter, der er afledt af aktier i
den finansielle virksomhed eller en virksomhed,
der er koncernforbundet hermed, og som den
pågældende modtager som led i sin aflønning.
Stk. 8. Forbuddet i stk. 1, nr. 1, omfatter ikke
lån til køb af medarbejderaktier samt de i stk. 7
nævnte instrumenter.
Stk. 9. Forbuddet i stk. 1, nr. 3, omfatter ikke
aktier, der er erhvervet ved udnyttelse af de i
stk. 7 nævnte instrumenter.
Stk. 10. Interne revisions- og vicerevisionsche-
fer må uanset stk. 1-9 ikke have økonomiske
interesser i den virksomhed eller koncern, som
de er ansat i.
§ 79 a. I finansielle virksomheder, finansielle
holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirk-
somheder, som har finansielle instrumenter op-
taget til handel på et reguleret marked i et EU/
EØS-land, eller som har en balancesum på 500
mio. kr. eller derover i 2 på hinanden følgende
regnskabsår, skal bestyrelsen
80. I § 75, stk. 4, § 79 a, stk. 1, §
199, stk. 9, og to steder i § 343 q, stk.
1, ændres »finansielle virksomheder, finan-
sielle holdingvirksomheder og forsikrings-
holdingvirksomheder« til: »finansielle virk-
somheder og finansielle holdingvirksomhe-
der«.
732
1 og 2) ---
Stk. 2-6. ---
§ 80. ---
Stk. 2-5. ---
Stk. 6. Det i stk. 4 anførte eksponeringsforbud
finder ikke anvendelse i forbindelse med delta-
gelse i bestyrelsen for en virksomhed, som mid-
lertidigt drives af et pengeinstitut, realkreditin-
stitut eller forsikringsselskab i medfør af § 25
til sikring eller afvikling af forud påtagede eks-
poneringer.
83. I § 80, stk. 6, ændres »pengeinstitut, re-
alkreditinstitut eller forsikringsselskab« til:
»pengeinstitut eller realkreditinstitut«.
Stk. 7-9. ---
§ 101 b. En kapitalforvalter skal en gang årligt
meddele gruppe 1-forsikringsselskaber, der ud-
øver virksomhed omfattet af bilag 8, og forsik-
ringsselskaber, der udøver genforsikring af livs-
forsikringsforpligtelser, hvormed der er indgået
en kapitalforvaltningsaftale, jf. § 160, stk. 2,
hvordan kapitalforvalterens investeringsstrategi
og gennemførelse heraf i forhold til investerin-
ger i aktier, der er optaget til handel på et re-
guleret marked, er i overensstemmelse med ka-
pitalforvaltningsaftalen og bidrager til afkastet
af disse selskabers eller fondes aktiver på mel-
lemlang til lang sigt. Det samme gælder, hvis
kapitalforvalteren har indgået aftale som nævnt
i 1. pkt. med Arbejdsmarkeds Tillægspension og
Lønmodtagernes Dyrtidsfond.
84. I 101 b, stk. 1, ændres »bilag 8« til:
»bilag 2 i lov om forsikringsvirksomhed«.
Stk. 2-4. ---
Overskrift. Særlige regler for forsikringsselska-
ber
85. Overskriften før § 108 ophæves.
733
§ 108. Direktionen skal drage omsorg for, at et
forsikringsselskab råder over tilstrækkelig sag-
kundskab til beregning af forsikringsmæssige
hensættelser.
86. §§ 108-110 ophæves.
Stk. 2. Har forsikringsselskabet tilladelse til
at drive livsforsikringsvirksomhed, skal besty-
relsen ansætte en ansvarshavende aktuar, der
skal varetage de nødvendige forsikringstekni-
ske funktioner, herunder beregninger og under-
søgelser. Stillingen som aktuar kan ikke forenes
med stillingen som medlem af direktionen eller
bestyrelsen i forsikringsselskabet.
Stk. 3. Når en ansvarshavende aktuar afskediges
eller fratræder, skal bestyrelsen og aktuaren se-
nest 1 måned efter fratrædelsen sende hver sin
redegørelse til Finanstilsynet om baggrunden
herfor.
Stk. 4. Den ansvarshavende aktuar skal påse, at
selskabet overholder sit tekniske grundlag m.v.
Aktuaren skal i denne forbindelse gennemgå det
aktuarmæssige indhold i selskabets aktiviteter
og materiale og påse, at det tekniske grundlag
m.v., jf. § 20, til enhver tid er i overensstemmel-
se med de i § 21, stk. 1-6, nævnte krav.
Stk. 5. Den ansvarshavende aktuar skal omgåen-
de indberette enhver tilsidesættelse af de i stk. 4
nævnte forhold til Finanstilsynet. Aktuaren har
ret til af direktionen at forlange alle oplysnin-
ger, som er nødvendige for udøvelsen af hver-
vet. Finanstilsynet kan kræve de oplysninger af
aktuaren, som er nødvendige til bedømmelse af
selskabets økonomiske stilling.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere be-
stemmelser om de i stk. 2-6 nævnte forhold,
herunder om de krav, en person skal opfylde for
at kunne blive ansat som ansvarshavende aktuar.
734
§ 109. §§ 73 og 74 finder tilsvarende anvendel-
se på forsikringsselskabets repræsentantskab.
86. §§ 108-110 ophæves.
§ 110. § 199 i selskabsloven finder ikke anven-
delse på et forsikringsselskabs anskaffelse af eg-
ne aktier.
86. §§ 108-110 ophæves.
Overskrift. Særlige regler for gensidige forsik-
ringsselskaber
87. Overskriften før § 111 ophæves.
§ 111. Medlemmers og garanters ret til at træf-
fe beslutning i et gensidigt forsikringsselskab
udøves på generalforsamlingen. Ethvert medlem
skal have mindst 1 stemme.
88. §§ 111-114 ophæves.
Stk. 2. I vedtægterne kan det uanset stk. 1 be-
stemmes, at generalforsamlingen består af de-
legerede valgt af medlemmerne og garanterne
eller stedfortrædere for disse.
§ 112. Gensidige forsikringsselskabers vedtæg-
ter skal ud over det i §§ 28 og 29 i selskabslo-
ven anførte indeholde bestemmelser om
88. §§ 111-114 ophæves.
1) medlemmers og garanters ansvar
for selskabets forpligtelser samt
om medlemmers og garanters ind-
byrdes hæftelse, jf. § 284, stk. 2,
2) hvorvidt selskabet skal kunne
overtage genforsikring uden gensi-
digt ansvar, og
3) hvorvidt garantikapitalen skal for-
rentes, og i givet fald efter hvilke
regler.
§ 113. Beslutning om ændring af vedtægterne
træffes på generalforsamlingen, jf. dog §§ 23 og
114, jf. § 159 i selskabsloven. Beslutningen er
kun gyldig, såfremt den tiltrædes af mindst to
tredjedele af de afgivne stemmer. Beslutningen
88. §§ 111-114 ophæves.
735
skal i øvrigt opfylde de yderligere forskrifter,
som vedtægterne måtte indeholde.
Stk. 2. Væsentlige ændringer i et selskabs for-
mål kan, medmindre andet er bestemt i vedtæg-
terne, kun vedtages, når der opnås tilslutning
hertil fra tre fjerdedele af garanterne og tre fjer-
dedele af medlemmerne eller, hvis generalfor-
samlingen består af delegerede, da fra tre fjer-
dedele af disse. Meddelelse til garanterne om
sådanne ændringer skal gives senest 8 dage efter
beslutningen på generalforsamlingen. Garanter,
der modsætter sig sådanne ændringer, kan, når
de senest 1 måned efter generalforsamlingen
fremsætter begæring derom, forlange, at de an-
dre garanter skal overtage deres garantiandele.
§ 114. Selskabslovens §§ 77 og 86-88, § 89, stk.
1 og 3, §§ 92 og 93, § 94, stk. 1, § 95, § 96,
stk. 1, §§ 100 og 100 a, § 101, stk. 1-4 og 8, §
102, stk. 1-3, § 105, § 111, stk. 1, nr. 1, og stk.
2 og 4, §§ 112-115, § 117, stk. 1, §§ 118-122,
124-128, 131, 133 og 134, § 135, stk. 1-3 og
5, og §§ 136-141 og 143 finder med de nød-
vendige tilpasninger og med de afvigelser, der
fremgår af denne lovs bestemmelser, tilsvarende
anvendelse på gensidige forsikringsselskaber.
88. §§ 111-114 ophæves.
Stk. 2. I de i stk. 1 nævnte bestemmelser finder
bestemmelser vedrørende aktionærer anvendel-
se på garanter og bestemmelser om aktiekapital
og aktier anvendelse på garantikapital og garan-
tiandele med fornødne lempelser.
Stk. 3. Selskabslovens § 76, stk. 2, 3 og 5, § 80,
stk. 1-4, § 81, § 90, stk. 1 og 2, §§ 91, 98 og 99,
§ 101, stk. 1, 2 og 4, § 102, stk. 1-3, og §§ 108,
109, 125 og 126 finder ligeledes med de nød-
vendige tilpasninger og med de afvigelser, der
fremgår af denne lovs bestemmelser, tilsvarende
anvendelse på gensidige forsikringsselskaber.
Stk. 4. I de i stk. 3 nævnte bestemmelser finder
bestemmelser vedrørende aktionærer anvendel-
736
se på alle de stemmeberettigede ved det gensidi-
ge forsikringsselskabs generalforsamling.
Stk. 5. § 180, stk. 1, og § 194 i selskabsloven
om udbetaling til aktionærer finder tilsvarende
anvendelse på rente til garanter og udbetaling til
medlemmer i gensidige forsikringsselskaber.
Overskrift. Særlige regler for tværgående pensi-
onskasser
89. Overskriften før § 115 ophæves.
§ 115. Medmindre erhvervsministeren under
hensyn til pensionskassens forhold tillader en
anden sammensætning af bestyrelsen, skal den-
ne bestå af en formand og et lige antal besty-
relsesmedlemmer, hvoraf mindst halvdelen skal
vælges af og blandt medlemmerne i pensions-
kassen.
90. §§ 115 og 116 ophæves.
Stk. 2. I vedtægterne kan det fastsættes, at valg
af bestyrelsen og ændring af vedtægterne fore-
tages af pensionskassens medlemmer ved uraf-
stemning.
§ 116. Bestemmelserne for gensidige selskaber i
§§ 23 og 114 finder tilsvarende anvendelse for
tværgående pensionskasser, jf. dog stk. 2 og §
284, stk. 2 og 3.
90. §§ 115 og 116 ophæves.
Stk. 2. § 120, stk. 1 og 3, i selskabsloven finder
ikke anvendelse for tværgående pensionskasser.
§ 117. Bestyrelsesmedlemmer, medlemmer af
lokale bestyrelser og lignende, medlemmer af
repræsentantskabet i en finansiel virksomhed,
der ikke er en sparekasse, revisorer og gransk-
ningsmænd samt deres suppleanter, stiftere, vur-
deringsmænd, likvidatorer, direktører, ansvars-
havende aktuarer, generalagenter og administra-
torer i et forsikringsselskab samt øvrige ansatte
må ikke uberettiget videregive eller udnytte for-
trolige oplysninger, som de under udøvelsen af
deres hverv er blevet bekendt med. Bestemmel-
sen finder tilsvarende anvendelse for finansielle
91. I § 117, stk. 1, 1. pkt., ændres »aktua-
rer,« til: »aktuarer« og »generalagenter og
administratorer i et forsikringsselskab« ud-
går.
92. I § 117, stk. 1, 2. pkt., udgår »og forsik-
ringsholdingvirksomheder«.
737
holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirk-
somheder.
Stk. 2. ---
§ 118. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Forsikringsselskaber kan til brug for råd-
givning om livsforsikrings- og pensionsordnin-
ger samt personforsikringer, der indgår i disse
ordninger, videregive oplysninger om kundefor-
hold til forsikringsselskaber, som forsikringssel-
skabet er koncernforbundet med, til det admi-
nistrerende selskab i et forsikringsadministrati-
onsfællesskab, til et aktieselskab, som Arbejds-
markedets Tillægspension ejer fuldt ud og til
Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. § 23, stk.
4, og § 26 b, stk. 3, i lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension. Oplysninger om helbredsmæs-
sige forhold og andre følsomme oplysninger
kan alene videregives, hvis den, der videregives
oplysninger om, har givet samtykke hertil.
93. § 118, stk. 3, ophæves.
Stk. 4-6. ---
§ 120 a. Oplysninger om erhvervskunder
kan udveksles mellem pengeinstitutter og re-
alkreditinstitutter, som er koncernforbundne,
til brug for risikostyring, herunder kreditvur-
dering og kreditadministration. Tilsvarende
gælder udveksling af oplysninger med disse
virksomheders finansielle holdingvirksomheder,
forsikringsholdingvirksomheder samt dattersel-
skaber. Udveksling af oplysninger kan kun ske
med datterselskaber, der yder udlån eller driver
leasingvirksomhed.
94. I § 120 a, stk. 1, 2. pkt., ændres
»holdingvirksomheder,« til: »holdingvirk-
somheder«, og »forsikringsholdingvirksom-
heder« udgår.
Stk. 2-4. ---
738
§ 126. Gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrel-
se og direktion skal sikre, at virksomheden har
en tilstrækkelig basiskapital til at dække virk-
somhedens risici.
96. § 126 og §§ 126 b-126 g ophæves.
Stk. 2. Kravet til minimumsbasiskapitalen for
gruppe 2-forsikringsselskaber udgør, jf. dog stk.
3:
1) 3,7 mio. euro for selskaber, der ud-
øver virksomhed omfattet af bilag
8.
2) 2,5 mio. euro for selskaber, der
udøver virksomhed inden for for-
sikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf.
bilag 7.
3) 3,6 mio. euro for selskaber, der ud-
øver genforsikringsvirksomhed.
4) 1,2 mio. euro for captivegenforsik-
ringsselskaber.
Stk. 3. For gensidige gruppe 2-forsikringsselska-
ber omfattet af stk. 2, nr. 2, hvor vedtægterne
giver selskabet mulighed for opkrævning af eks-
trabidrag eller nedsættelse af ydelserne, udgør
kravet til minimumsbasiskapitalen:
1) 0,225 mio. euro for selskaber, der
udøver virksomhed inden for for-
sikringsklasserne 1-8, 16 og 18, jf.
bilag 7.
2) 0,15 mio. euro for selskaber, der
udøver virksomhed inden for for-
sikringsklasserne 9 og 17, jf. bilag
7.
Stk. 4. Gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrel-
se og direktion skal på baggrund af stk. 1 opgø-
re virksomhedens individuelle solvensbehov.
739
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte et højere
individuelt solvensbehov end det af selskabet
efter stk. 4 opgjorte individuelle solvensbehov.
§ 126 b. Gruppe 1-forsikringsselskabers ka-
pitalgrundlag består af summen af basiskapi-
talgrundlaget og det supplerende kapitalgrund-
lag. Anvendelse af det supplerende kapital-
grundlag ved opgørelsen af kapitalgrundlaget
kræver Finanstilsynets godkendelse.
96. § 126 og §§ 126 b-126 g ophæves.
Stk. 2. Basiskapitalgrundlaget består af summen
af det beløb, hvormed værdien af aktiver over-
stiger værdien af forpligtelser, fratrukket værdi-
en af egne aktier, der ejes af gruppe 1-forsik-
ringsselskabet, med tillæg af værdien af efter-
stillet gæld.
Stk. 3. Det supplerende kapitalgrundlag består
af kapital, der ikke medregnes i basiskapital-
grundlaget, og som kan benyttes til dækning af
tab.
Stk. 4. Europa-Kommissionen fastsætter i med-
før af artikel 97 i Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2009/138/EF af 25. november
2009 om adgang til og udøvelse af forsik-
rings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II), hvilken kapital der kan indgå i kapitalgrund-
laget. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der ønsker
at anvende anden kapital, skal ansøge om forud-
gående godkendelse fra Finanstilsynet.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler for gruppe 1-forsikringsselskabers opgørelse
af kapitalgrundlaget.
§ 126 c. Gruppe 1-forsikringsselskabers besty-
relse og direktion skal sikre, at selskabet til en-
hver tid har et kapitalgrundlag, som dækker det
af selskabet opgjorte solvenskapitalkrav, jf. stk.
2.
96. § 126 og §§ 126 b-126 g ophæves.
740
Stk. 2. Solvenskapitalkravet opgøres enten ved
anvendelse af standardformlen eller ved anven-
delse af en af Finanstilsynet godkendt intern
model, jf. dog stk. 4.
Stk. 3. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der an-
vender standardformlen, kan anvende selska-
bsspecifikke parametre ved opgørelsen af sol-
venskapitalkravet, hvis Finanstilsynet godken-
der dette.
Stk. 4. Afviger gruppe 1-forsikringsselskabets
risikoprofil væsentligt fra de forudsætninger,
der ligger til grund for standardformlen, kan
Finanstilsynet kræve, at selskabet anvender en
godkendt intern model til opgørelse af solven-
skapitalkravet for de relevante risikomoduler.
Stk. 5. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal som
minimum opgøre solvenskapitalkravet en gang
årligt og skal herefter indberette resultatet til
Finanstilsynet. Selskabet skal ved ændringer af
væsentlig betydning for det opgjorte solvenska-
pitalkrav foretage en ny opgørelse og øjeblikke-
ligt herefter indberette resultatet til Finanstilsy-
net.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om det kapitalgrundlag, som kan anvendes
til at dække solvenskapitalkravet, om opgørel-
sen af solvenskapitalkravet ved anvendelsen af
standardformlen og om kriterierne for Finanstil-
synets godkendelse og opgørelse af en intern
model.
§ 126 d. Gruppe 1-forsikringsselskabers besty-
relse og direktion skal sikre, at selskabet til en-
hver tid har et basiskapitalgrundlag, som dæk-
ker det af selskabet opgjorte minimumskapital-
krav.
96. § 126 og §§ 126 b-126 g ophæves.
Stk. 2. Minimumskapitalkravet skal udgøre det
største af beløbene i stk. 3 og det største af de
for selskabet relevante beløb i stk. 5.
741
Stk. 3. Europa-Kommissionen fastsætter i med-
før af artikel 130 i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november
2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings-
og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) reg-
ler for, hvordan gruppe 1-forsikringsselskaber-
ne skal opgøre minimumskapitalkravet. Det op-
gjorte minimumskapitalkrav må ikke udgøre
under 25 pct. eller over 45 pct. af selskabets
solvenskapitalkrav opgjort i overensstemmelse
med § 126 c og inklusive ethvert kapitaltillæg,
som Finanstilsynet påbyder i henhold til § 350
b. Ligger det faktisk opgjorte minimumskapital-
krav under 25 pct. af selskabets solvenskapital-
krav, vil minimumskapitalkravet blive fastsat til
25 pct. Ligger det faktisk opgjorte minimums-
kapitalkrav over 45 pct. af selskabets solvenska-
pitalkrav, vil minimumskapitalkravet blive fast-
sat til 45 pct.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal ind-
sende en begrundelse til Finanstilsynet i for-
bindelse med indberetningen efter stk. 6, hvis
det faktisk opgjorte minimumskapitalkrav ligger
uden for grænserne i stk. 3.
Stk. 5. De nedre grænser for minimumskapital-
kravet er:
1) 3,7 mio. euro for forsikringssel-
skaber, der udøver virksomhed
omfattet af bilag 8.
2) 2,5 mio. euro for forsikringssel-
skaber, der udøver virksomhed in-
den for forsikringsklasserne 1-9 og
16-18, jf. bilag 7.
3) 3,7 mio. euro for forsikringssel-
skaber, der udøver virksomhed in-
den for forsikringsklasserne 10-15,
jf. bilag 7.
742
4) 3,6 mio. euro for forsikringssel-
skaber, der udøver genforsikrings-
virksomhed.
5) 1,2 mio. euro for captivegenforsik-
ringsselskaber.
Stk. 6. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal som
minimum opgøre minimumskapitalkravet ved
udgangen af hvert kvartal og herefter indberette
resultatet til Finanstilsynet.
Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler for det basiskapitalgrundlag, som kan anven-
des til at dække minimumskapitalkravet.
126 e. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrel-
se og direktion skal sikre, at selskabet til en-
hver tid er i besiddelse af tilstrækkelige forsik-
ringsmæssige hensættelser til dækning af alle
forsikringsforpligtelser over for forsikringstage-
re og andre begunstigede efter forsikringsafta-
lerne. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse
og direktion skal sikre, at der ved opgørelsen
af de forsikringsmæssige hensættelser anvendes
en risikofri rentekurve, der fastlægges af Eu-
ropa-Kommissionen i medfør af artikel 77e,
stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om ad-
gang til og udøvelse af forsikrings- og genfor-
sikringsvirksomhed (Solvens II).
96. § 126 og §§ 126 b-126 g ophæves.
Stk. 2. Finanstilsynet kan give tilladelse til, at et
gruppe 1-forsikringsselskab anvender en match-
tilpasning til den risikofrie rentekurve i stk. 1 på
en af selskabet udvalgt portefølje af forsikrings-
forpligtelser.
Stk. 3. Finanstilsynet kan give tilladelse til, at et
gruppe 1-forsikringsselskab anvender en volati-
litetsjustering af den risikofrie rentekurve i stk.
1 for forsikringsmæssige hensættelser, hvor sel-
skabet ikke anvender en matchtilpasning efter
stk. 2.
743
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der an-
vender en matchtilpasning efter stk. 2 eller en
volatilitetsjustering efter stk. 3, skal i den rap-
port om selskabets solvens og finansielle situa-
tion, som selskabet skal offentliggøre, jf. § 283,
angive den beløbsmæssige effekt af ikke at an-
vende stk. 2 eller 3 på størrelsen af de forsik-
ringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet
og minimumskapitalkravet samt på størrelsen
af det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at
dække solvenskapitalkravet, og det basiskapital-
grundlag, der kan anvendes til at dække mini-
mumskapitalkravet
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om opgørelsen af matchtilpasningen, jf. stk.
2, og om volatilitetsjusteringen, jf. stk. 3, samt
om forudsætningerne for at opnå tilladelse efter
disse bestemmelser.
Stk. 6. Erhvervsministeren fastsætter nærmere
regler om værdiansættelsen af aktiver og passi-
ver, herunder forsikringsmæssige hensættelser,
jf. stk. 1, 1. pkt., i gruppe 1-forsikringsselskaber
og koncerner eller grupper omfattet af § 175 b,
stk. 1 og 2
§ 126 f. Gruppe 2-forsikringsselskabers besty-
relse og direktion skal sikre, at selskabet til
enhver tid er i besiddelse af tilstrækkelige for-
sikringsmæssige hensættelser til dækning af alle
forsikringsforpligtelser over for forsikringstage-
re og andre begunstigede efter forsikringsafta-
lerne. Finanstilsynet kan kræve, at et gruppe
2-forsikringsselskab ved opgørelsen af de for-
sikringsmæssige hensættelser anvender den risi-
kofrie rentekurve efter § 126 e, stk. 1.
96. § 126 og §§ 126 b-126 g ophæves.
§ 126 g. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal
foretage analyser af, hvordan ændringer i væ-
sentlige risici påvirker det af selskabet opgjor-
te kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og mini-
mumskapitalkrav. Selskabet skal kvartalsvist og
efter samme frister, der gælder for de kvartalsvi-
96. § 126 og §§ 126 b-126 g ophæves.
744
se indberetningsskemaer, jf. artikel 312, stk. 1,
litra d, i Kommissionens delegerede forordning
(EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supple-
rende regler til Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvel-
se af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed
(Solvens II), indberette resultatet til Finanstilsy-
net.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte nærme-
re regler om de analyser, som selskabet skal
foretage efter stk. 1.
§ 128. Basiskapitalen for gruppe 2-forsikrings-
selskaber består af kernekapitalen tillagt den
supplerende kapital med fradrag.
97. § 128 stk. 1 og 2, ophæves.
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 1 og 2.
Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter regler for opgø-
relsen af basiskapitalen, herunder kernekapital
og supplerende kapital for gruppe 2-forsikrings-
selskaber.
97. § 128 stk. 1 og 2, ophæves.
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 1 og 2.
Stk. 3 og 4. ---
§ 143. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler
for
1) fristerne for indberetninger som
følge af regler udstedt i med-
før af artikel 35, stk. 9, i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2009/138/EF af 25. november
2009 om adgang til og udøvelse af
forsikrings- og genforsikringsvirk-
somhed (Solvens II),
98. § 143, stk. 1, nr. 1, ophæves.
Nr. 2-7 bliver herefter nr. 1-6.
2) opgørelser efter § 124, stk. 1 og 2,
§ 126, stk. 1 og 4, og § 126 a, stk.
1,
99. I § 143, stk. 1, nr. 2, der bliver nr. 1,
udgår »§ 126, stk. 1 og 4,«.
3) indberetning af solvensbehovet
for finansielle virksomheder og
koncerner, der er omfattet af
98. I § 143, stk. 1, nr. 3, der bliver nr. 2,
udgår »og basiskapitalen for gruppe 2-for-
sikringsselskaber«.
745
§§ 171-174, indberetning af kra-
vet til minimumsbasiskapitalen og
basiskapitalen for gruppe 2-for-
sikringsselskaber, indberetning af
den samlede risikoeksponering,
kapitalgrundlagskravet og kapital-
grundlaget for den øverste moder-
virksomhed i Danmark og koncer-
nen, i det omfang disse er omfattet
af § 170, stk. 1, 4 og 5, og indbe-
retning af kapitalgrundlaget for in-
vesteringsforvaltningsselskaber og
for den øverste modervirksomhed
i Danmark og koncernen, i det om-
fang disse er omfattet af § 170, stk.
2,
4-7) ---
Stk. 2 og 3. ---
Overskrift. Særlige regler for forsikringsselska-
ber om midlernes anbringelse og likviditet
101. Overskriften før § 158 ophæves.
§ 158. Forsikringsselskaber skal investere deres
aktiver således, at forsikringstagernes og de be-
gunstigedes interesser varetages bedst muligt.
102. § 158 ophæves.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om anvendelsen af stk. 1.
Overskrift. Aktivt ejerskab 103. Overskriften før § 159 ophæves.
§ 159. Et gruppe 1-forsikringsselskab, der udø-
ver virksomhed omfattet af bilag 8, og et forsik-
ringsselskab, der udøver genforsikring af livs-
forsikringsforpligtelser, og som foretager inve-
steringer direkte eller gennem en kapitalforval-
ter i aktier, der handles på et reguleret marked,
skal udarbejde og offentliggøre en politik for
aktivt ejerskab, der beskriver, hvordan selskabet
integrerer aktivt ejerskab i sin investeringsstra-
tegi.
104. §§ 159, 160 og 167 ophæves.
746
Stk. 2. Politikken for aktivt ejerskab, jf. stk. 1,
skal beskrive, hvordan gruppe 1-forsikringssel-
skabet, der udøver virksomhed omfattet af bilag
8, og forsikringsselskabet, der udøver genforsik-
ring af livsforsikringsforpligtelser,
1) overvåger selskaber, hvori der in-
vesteres, inden for relevante områ-
der, herunder strategi, finansielle
og ikkefinansielle resultater, risi-
ko, kapitalstruktur, social og miljø-
mæssig indvirkning og god selska-
bsledelse,
2) fører dialog med selskaber, hvori
der investeres,
3) udøver stemmerettigheder og an-
dre rettigheder knyttet til aktier,
4) samarbejder med andre aktionærer,
5) kommunikerer med relevante inte-
ressenter i selskaber, hvori der in-
vesteres, og
6) håndterer faktiske og potentielle
interessekonflikter i forbindelse
med virksomhedens aktive ejer-
skab.
Stk. 3. Et gruppe 1-forsikringsselskab, der ud-
øver virksomhed omfattet af bilag 8, og et
forsikringsselskab, der udøver genforsikring af
livsforsikringsforpligtelser, skal en gang årligt
offentliggøre, hvordan selskabets politik for ak-
tivt ejerskab er blevet gennemført, herunder en
generel beskrivelse af stemmeafgivelse, en re-
degørelse for de væsentligste afstemninger og
selskabets brug af rådgivende stedfortræderes
tjenesteydelser.
747
Stk. 4. Et gruppe 1-forsikringsselskab, der udø-
ver virksomhed omfattet af bilag 8, og et forsik-
ringsselskab, der udøver genforsikring af livs-
forsikringsforpligtelser, skal offentliggøre, hvor-
dan selskabet har stemt på generalforsamlinger
i selskaber, i hvilke det besidder aktier. Afstem-
ninger, der er ubetydelige på grund af emnet
for afstemningen eller størrelsen af kapitalande-
len i det pågældende selskab, kan udelades fra
offentliggørelsen.
Stk. 5. Et gruppe 1-forsikringsselskab, der ud-
øver virksomhed omfattet af bilag 8, og et
forsikringsselskab, der udøver genforsikring af
livsforsikringsforpligtelser, kan vælge ikke at
opfylde et eller flere af kravene i stk. 1-4, hvis
selskabet offentliggør en klar og begrundet for-
klaring på, hvorfor selskabet har valgt dette.
Stk. 6. De oplysninger, som skal offentliggøres
efter stk. 1-5, skal være gratis tilgængelige på
hjemmesiden hos gruppe 1-forsikringsselskabet,
der udøver virksomhed omfattet af bilag 8, og
forsikringsselskabet, der udøver genforsikring
af livsforsikringsforpligtelser.
Stk. 7. Gennemfører en kapitalforvalter politi-
kken om aktivt ejerskab, herunder stemmeafgi-
velse, på vegne af et gruppe 1-forsikringssel-
skab, der udøver virksomhed omfattet af bilag
8, og et forsikringsselskab, der udøver genfor-
sikring af livsforsikringsforpligtelser, skal sel-
skabet henvise til det sted, hvor kapitalforvalte-
ren har offentliggjort oplysninger om stemmeaf-
givelse, jf. § 101 a.
Stk. 8. Regler om interessekonflikter i anden
lovgivning, der gælder for gruppe 1-forsikrings-
selskaber, der udøver virksomhed omfattet af
bilag 8, og forsikringsselskaber, der udøver gen-
forsikring af livsforsikringsforpligtelser, finder
tilsvarende anvendelse i forbindelse med aktivi-
teter vedrørende aktivt ejerskab.
748
§ 160. Et gruppe 1-forsikringsselskab, der ud-
øver virksomhed omfattet af bilag 8, og et
forsikringsselskab, der udøver genforsikring af
livsforsikringsforpligtelser, og som foretager in-
vesteringer direkte eller gennem en kapitalfor-
valter i aktier, der handles på et reguleret mar-
ked, skal offentliggøre, hvordan hovedelemen-
terne i selskabets aktieinvesteringsstrategi er i
overensstemmelse med profilen og varigheden
af selskabets forsikringsmæssige forpligtelser,
herunder navnlig de langsigtede forpligtelser, og
hvordan hovedelementerne bidrager til aktiver-
nes resultater på mellemlang til lang sigt.
104. §§ 159, 160 og 167 ophæves.
Stk. 2. Når en kapitalforvalter investerer på
vegne af et gruppe 1-forsikringsselskab, der
udøver virksomhed omfattet af bilag 8, og et
forsikringsselskab, der udøver genforsikring af
livsforsikringsforpligtelser, enten diskretionært
eller gennem et investeringsinstitut, skal selska-
bet offentliggøre følgende oplysninger om sin
ordning med kapitalforvalteren:
1) Hvordan ordningen giver kapital-
forvalteren incitament til at af-
stemme sin investeringsstrategi
og sine investeringsbeslutninger
efter profilen og varigheden af de
forsikringsmæssige forpligtelser,
navnlig de langsigtede forpligtel-
ser for gruppe 1-forsikringsselska-
bet, der udøver virksomhed omfat-
tet af bilag 8, og forsikringsselska-
bet, der udøver genforsikring af
livsforsikringsforpligtelser.
2) Hvordan ordningen giver kapital-
forvalteren incitament til at træffe
investeringsbeslutninger på grund-
lag af vurderinger af finansielle og
ikkefinansielle resultater på mel-
lemlang til lang sigt for det sel-
skab, hvori der investeres, og til at
engagere sig i selskaber, hvori der
investeres, for at forbedre deres
749
resultater på mellemlang til lang
sigt.
3) Hvordan metoden til og tidshori-
sonten for evaluering af kapital-
forvalterens resultater og aflønnin-
gen for kapitalforvalterens tjene-
steydelser er i overensstemmelse
med profilen og varigheden af
de forsikringsmæssige forpligtel-
ser, navnlig de langsigtede forplig-
telser, og tager hensyn til de lang-
sigtede resultater for gruppe 1-for-
sikringsselskabet, der udøver virk-
somhed omfattet af bilag 8, og for-
sikringsselskabet, der udøver gen-
forsikring af livsforsikringsforplig-
telser.
4) Hvordan gruppe 1-forsikringssel-
skabet, der udøver virksomhed
omfattet af bilag 8, og forsik-
ringsselskabet, der udøver gen-
forsikring af livsforsikringsforplig-
telser, overvåger kapitalforvalte-
rens porteføljeomsætningsomkost-
ninger, og hvordan den fastlægger
og overvåger en tilsigtet porteføl-
jeomsætning eller et tilsigtet om-
sætningsinterval
5) Varigheden af ordningen med ka-
pitalforvalteren.
Stk. 3. Et gruppe 1-forsikringsselskab, der ud-
øver virksomhed omfattet af bilag 8, og et
forsikringsselskab, der udøver genforsikring af
livsforsikringsforpligtelser, skal offentliggøre en
klar og velbegrundet forklaring, hvis ordningen
nævnt i stk. 2 ikke omfatter et eller flere af de
aspekter nævnt i stk. 2, nr. 1-5.
Stk. 4. De oplysninger, som skal offentliggøres
efter stk. 1-3, skal være gratis tilgængelige på
hjemmesiden hos gruppe 1-forsikringsselskabet,
750
der udøver virksomhed omfattet af bilag 8, og
forsikringsselskabet, der udøver genforsikring
af livsforsikringsforpligtelser, og skal ajourføres
årligt, medmindre der ikke er væsentlige æn-
dringer hertil
§ 167. Livsforsikringsselskaber og tværgående
pensionskasser, der driver livsforsikringsvirk-
somhed omfattet af bilag 8, skal have en grup-
pe af aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid
mindst svarer til værdien af selskabets samlede
forsikringsmæssige hensættelser. For at sikre til-
stedeværelsen af tilstrækkelige aktiver skal for-
sikringsselskaberne føre et register, der indehol-
der en optegnelse over
104. §§ 159, 160 og 167 ophæves.
1) aktiver, hvis samlede værdi til en-
hver tid mindst svarer til værdien
af selskabets samlede forsikrings-
mæssige hensættelser, og
2) værdien af finansielle kontrakter,
der reducerer risikoen for, at akti-
verne efter nr. 1 ikke kan dække de
forsikringsmæssige forpligtelser.
Stk. 2. Lån mod sikkerhed i egne livsforsik-
ringspolicer inden for disses genkøbsværdi skal
ikke registreres.
Stk. 3. Aktiverne i registeret skal alene tjene
til fyldestgørelse af forsikringstagerne og de be-
gunstigede
Stk. 4. Forsikringsselskabet skal kvartalsvis ind-
berette til Finanstilsynet, hvilke aktiver der er
registreret
Stk. 5. Finanstilsynet kan kræve aktiverne i regi-
steret deponeret og pantsat til fordel for Finans-
tilsynet, hvis tilsynet efter § 251, stk. 1, beslut-
ter at begrænse eller forbyde selskabets rådig-
hed over dets aktiver. Finanstilsynet skal regi-
streres som panthaver, og enhver efterfølgende
751
ændring i den deponerede aktivmasse skal god-
kendes af Finanstilsynet og noteres i registeret
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere
regler om indhold, opgørelse, indberetning, re-
gistrering og kontrol af tilstedeværelsen af akti-
verne indført i registeret.
§ 175 a. Koncerner, hvor den øverste moder-
virksomhed i Danmark er en finansiel holding-
virksomhed eller en finansiel virksomhed, eller
hvor modervirksomheden er en forsikringshol-
dingvirksomhed, skal én gang årligt indberette
alle eksponeringer, jf. § 5, stk. 1, nr. 16, der
udgør mere end 10 pct. af koncernens kapital-
grundlag.
105. I § 175 a, stk. 1, udgår »eller hvor mo-
dervirksomheden er en forsikringsholding-
virksomhed,«.
Stk. 2 og 3. ---
Overskrift. Særlige regler om koncernsolvens
og koncerntilsyn for gruppe 1-forsikringsselska-
ber m.v.
106. Overskriften før § 175 b ophæves.
§ 175 b. Bestyrelsen for en forsikringsholding-
virksomhed eller en finansiel holdingvirksom-
hed, der opfylder betingelserne i § 5, stk. 1,
nr. 9, litra a, skal sikre, at koncernen er i be-
siddelse af et kapitalgrundlag, der dækker sol-
venskapitalkravet for koncernen, når mindst en
af dattervirksomhederne driver forsikringsvirk-
somhed. 1. pkt. finder ikke anvendelse, hvor der
i koncernen alene drives forsikringsvirksomhed
gennem gruppe 2-forsikringsselskaber.
107. §§ 175 b-175 e ophæves.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for
et gruppe 1-forsikringsselskab og til dette til-
knyttede virksomheder, der udøver forsikrings-
virksomhed. 1. pkt. finder ikke anvendelse, hvis
de tilknyttede virksomheder alene driver forsik-
ringsvirksomhed gennem gruppe 2-forsikrings-
selskaber.
Stk. 3. Kapitalgrundlaget for koncernen eller
gruppen, jf. stk. 1 og 2, skal opgøres i overens-
752
stemmelse med § 126 b og regler udstedt i med-
før af stk. 10.
Stk. 4. Solvenskapitalkravet for koncernen eller
gruppen opgøres på baggrund af en metode ba-
seret på regnskabsmæssig konsolidering, jf. dog
stk. 5, og enten ved anvendelse af standardform-
len efter § 126 c, stk. 2, 3 og 6, eller ved an-
vendelse af en af Finanstilsynet godkendt intern
model for koncernen eller gruppen.
Stk. 5. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde træf-
fe afgørelse om, at solvenskapitalkravet for kon-
cernen eller gruppen ikke skal opgøres på bag-
grund af en metode baseret på regnskabsmæssig
konsolidering efter stk. 4, eller at opgørelsen
på baggrund af en metode baseret på regnskabs-
mæssig konsolidering efter stk. 4 skal kombine-
res med en anden opgørelsesmetode.
Stk. 6. Opfyldes solvenskapitalkravet ikke for
koncernen eller gruppen, finder § 248 a anven-
delse.
Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltil-
læg for koncernen i overensstemmelse med §
350 b.
Stk. 8. Finanstilsynet kan træffe afgørelse om
ikke at medtage et selskab i koncernen eller
gruppen ved opgørelsen af solvenskapitalkravet
for koncernen eller gruppen, når
1) selskabet er beliggende i et tredje-
land, hvor der er retlige hindringer
for videregivelsen af de nødvendi-
ge oplysninger,
2) selskabet, der påtænkes medtaget,
kun er af ringe betydning set ud
fra formålene med koncerntilsynet,
medmindre selskabet set sammen
med flere andre selskaber i kon-
753
cernen som helhed ikke er af uvæ-
sentlig betydning, eller
3) det under hensyntagen til formåle-
ne med koncerntilsynet ville være
uhensigtsmæssigt eller vildleden-
de at medtage det pågældende sel-
skab.
Stk. 9. Virksomheder omfattet af stk. 1 og 2 skal
som minimum opgøre solvenskapitalkravet for
koncernen eller gruppen en gang årligt og heref-
ter indberette resultatet til Finanstilsynet. Virk-
somheder omfattet af stk. 1 og 2 skal ved æn-
dringer af væsentlig betydning for det opgjorte
solvenskapitalkrav for koncernen eller gruppen
øjeblikkeligt foretage en ny opgørelse og heref-
ter indberette resultatet til Finanstilsynet.
Stk. 10. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere
regler om kapitalgrundlaget for koncernen og
gruppen omfattet af stk. 1 og 2, som kan anven-
des til at dække solvenskapitalkravet for kon-
cernen eller gruppen, om opgørelse af solven-
skapitalkravet for koncernen eller gruppen efter
stk. 4 og 5, om Finanstilsynets godkendelse af
en intern model for koncernen eller gruppen
og om risikokoncentration. Finanstilsynet kan
endvidere fastsætte nærmere regler om ækviva-
lens for tilfælde, hvor modervirksomheden for
et gruppe 1-forsikringsselskab har sit hovedsæ-
de i et land uden for Den Europæiske Union,
som Unionen ikke har indgået aftale med på det
finansielle område
§ 175 c. Der kan træffes afgørelse om, at § 175
b eller dele heraf finder anvendelse på en dansk
del af en koncern eller gruppe, hvis den øverste
virksomhed i koncernen eller gruppen ikke er
beliggende i Danmark. Det øverste forsikrings-
selskab, den øverste forsikringsholdingvirksom-
hed eller den øverste finansielle holdingvirk-
somhed, der opfylder betingelserne i § 5, stk.
1, nr. 9, litra a, i den danske del af koncernen
påser overholdelsen af disse bestemmelser.
107. §§ 175 b-175 e ophæves.
754
Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 skal begrundes
over for både den koncerntilsynsførende efter
solvens II-direktivet og det endelige modersel-
skab på fællesskabsniveau.
§ 175 d. Er der truffet afgørelse efter § 175
c, stk. 1, kan Finanstilsynet indgå aftale med til-
synsmyndigheder i andre medlemsstater i over-
ensstemmelse med artikel 217, stk. 1, i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF
af 25. november 2009 om adgang til og udøvel-
se af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed
(Solvens II) som ændret ved Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2014/51/EF af 16. april
2014. Det påhviler i sådanne tilfælde Finanstil-
synet i fællesskab med tilsynsmyndigheder, som
en sådan aftale indgås med, at begrunde aftalen
over for både den koncerntilsynsførende efter
solvens II-direktivet og det endelige modersel-
skab på fællesskabsniveau.
107. §§ 175 b-175 e ophæves.
§ 175 e. Finanstilsynet skal i fællesskab med an-
dre relevante tilsynsmyndigheder indhente udta-
lelse fra koncernen, inden der træffes afgørelse
om, hvilken af flere medlemsstaters tilsynsmyn-
digheder der er koncerntilsynsførende efter sol-
vens II-direktivet, i de særlige tilfælde omfattet
af artikel 247, stk. 3, i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. novem-
ber 2009 om adgang til og udøvelse af forsik-
rings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)
som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2014/51/EF af 16. april 2014. Er Fi-
nanstilsynet udpeget som koncerntilsynsføren-
de, skal Finanstilsynet meddele koncernen en
begrundelse for afgørelsen, efter afgørelsen er
truffet
107. §§ 175 b-175 e ophæves.
Stk. 2. Er Finanstilsynet udpeget som koncer-
ntilsynsførende efter solvens II-direktivet, på-
hviler det Finanstilsynet at meddele en begrun-
det afgørelse til koncernen og tilsynskollegiet
i tilfælde, hvor Den Europæiske Tilsynsmyn-
dighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkeds-
pensionsordninger (EIOPA) træffer afgørelse
755
i overensstemmelse med artikel 247, stk. 4
og 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om
adgang til og udøvelse af forsikrings- og gen-
forsikringsvirksomhed (Solvens II) som ænd-
ret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/51/EF af 16. april 2014.
§ 179. Finanstilsynet kan påbyde en modervirk-
somhed, der ejer kapitalandele i finansielle virk-
somheder, at udskille de finansielle virksomhe-
der og finansieringsinstitutter i en delkoncern
under en finansiel holdingvirksomhed eller en
forsikringsholdingvirksomhed, såfremt
108. I § 179, stk. 1, udgår »eller en forsik-
ringsholdingvirksomhed«.
1-3) ---
§ 180. Finanstilsynet kan påbyde, at en finansiel
holdingvirksomhed eller en forsikringsholding-
virksomhed afhænder kapitalandele i en finan-
siel virksomhed, såfremt
1) modervirksomheden eller koncernen ikke op-
fylder solvenskravet i § 170 eller artikel 92,
stk. 1, jf. artikel 11, stk. 1 og 2, i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013
om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter, eller
solvenskapitalkravet for koncernen i § 175 b,
stk. 1, 4 og 5,
109. I 180, nr. 1, udgår »eller solvenskapi-
talkravet for koncernen i § 175 b, stk. 1, 2,
4 og 5,«.
2-3) ---
§ 182. Et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller
et forsikringsselskab må ikke uden tilladelse fra
Finanstilsynet have eksponeringer mod andre
virksomheder inden for samme koncern bortset
fra eksponeringer mod dattervirksomheder, jf.
dog §§ 182 b-182 f.
77. I § 64 b, stk. 1, og § 182, stk. 1 og 2,
ændres »pengeinstitut, et realkreditinstitut
eller et forsikringsselskab« til: »pengeinsti-
tut eller et realkreditinstitut«.
Stk. 2. Et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller
et forsikringsselskab må i øvrigt ikke have en
eksponering mod virksomheder eller personer,
som direkte eller indirekte har en afgørende ind-
77. I § 64 b, stk. 1, og § 182, stk. 1 og 2,
ændres »pengeinstitut, et realkreditinstitut
eller et forsikringsselskab« til: »pengeinsti-
tut eller et realkreditinstitut«.
756
flydelse på pengeinstituttet, realkreditinstituttet
eller forsikringsselskabet, eller som er domine-
ret af virksomheder eller personer med en sådan
indflydelse
110. I § 182, stk. 2, ændres »pengeinstitut-
tet, realkreditinstituttet eller forsikringssel-
skabet« til: »pengeinstituttet eller realkre-
ditinstituttet«.
Stk. 3 og 4. ---
§ 183. Finansielle virksomheder, finansielle
holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirk-
somheder skal udarbejde en årsrapport, der be-
står af en ledelsesberetning, en ledelsespåteg-
ning og et årsregnskab bestående af en balan-
ce, en resultatopgørelse, anden totalindkomst,
noter, herunder redegørelse for anvendt regn-
skabspraksis, og en oversigt over bevægelserne
i egenkapitalen. Når et årsregnskab er revideret,
indgår revisionspåtegningen i årsrapporten.
60. I § 43, stk. 1, § 183, stk. 1 og 4, §
198, stk. 1, og § 199, stk. 1, 1. pkt., æn-
dres »Finansielle virksomheder, finansiel-
le holdingvirksomheder og forsikringshol-
dingvirksomheder« til: »Finansielle virk-
somheder og finansielle holdingvirksomhe-
der«.
Stk. 2 og 3. ---
Stk. 4. Finansielle virksomheder, finansielle
holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirk-
somheder, der ikke udsteder omsættelige værdi-
papirer, der er optaget til handel på et reguleret
marked her i landet, i et andet land inden for
Den Europæiske Union eller i et land, som Uni-
onen har indgået aftale med på det finansielle
område, kan uanset stk. 2 vælge at anvende de
standarder, der er nævnt i stk. 3, på deres kon-
cernregnskab.
60. I § 43, stk. 1, § 183, stk. 1 og 4, §
198, stk. 1, og § 199, stk. 1, 1. pkt., æn-
dres »Finansielle virksomheder, finansiel-
le holdingvirksomheder og forsikringshol-
dingvirksomheder« til: »Finansielle virk-
somheder og finansielle holdingvirksomhe-
der«.
Stk. 5 og 6. ---
§ 197. Med henblik på at sikre, at finansiel-
le virksomheders, finansielle holdingvirksom-
heders og forsikringsholdingvirksomheders års-
rapporter er i overensstemmelse med reglerne
i dette kapitel og de regler, der er udstedt i
medfør af § 196, og at finansielle virksomhe-
ders koncernregnskaber omfattet af artikel 4 i
Rådets forordning om anvendelse af internatio-
nale regnskabsstandarder er i overensstemmelse
74. I § 63, stk. 1, 1. pkt., § 197, stk.
1, § 346, stk. 1, og § 347 a ændres
»finansielle virksomheders, finansielle hol-
dingvirksomheders og forsikringsholding-
virksomheders« til: »finansielle virksomhe-
ders og finansielle holdingvirksomheders«.
757
med de internationale regnskabsstandarder, kan
Finanstilsynet
1-3) ---
§ 198. Finansielle virksomheder, finansielle
holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirk-
somheder skal foretage regelmæssige regn-
skabsindberetninger til Finanstilsynet i overens-
stemmelse med skemaer og vejledninger hertil
udfærdiget af Finanstilsynet. Indberetningerne
skal indsendes til Finanstilsynet i elektronisk
form.
60. I § 43, stk. 1, § 183, stk. 1 og 4, §
198, stk. 1, og § 199, stk. 1, 1. pkt., æn-
dres »Finansielle virksomheder, finansiel-
le holdingvirksomheder og forsikringshol-
dingvirksomheder« til: »Finansielle virk-
somheder og finansielle holdingvirksomhe-
der«.
Stk. 2. ---
§ 199. Finansielle virksomheder, finansielle
holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirk-
somheder skal have mindst én statsautoriseret
revisor, og denne skal, såfremt der er tale om
revision af pengeinstitutter, realkreditinstitutter
eller forsikringsselskaber, tillige være certifice-
ret af Finanstilsynet. Vælges mere end én revi-
sor eller udpeges en revisor efter 3. pkt., skal
de yderligere valgte eller udpegede revisorer
være statsautoriserede og såfremt der er tale om
revision af pengeinstitutter, realkreditinstitutter
eller forsikringsselskaber, skal den eller de un-
derskrivende revisorer tillige være certificeret
af Finanstilsynet. Finanstilsynet kan i særlige
tilfælde udpege en yderligere revisor. Denne re-
visor fungerer på samme vilkår og efter samme
regler som de revisorer, der er valgt af general-
forsamlingen.
60. I § 43, stk. 1, § 183, stk. 1 og 4, §
198, stk. 1, og § 199, stk. 1, 1. pkt., æn-
dres »Finansielle virksomheder, finansiel-
le holdingvirksomheder og forsikringshol-
dingvirksomheder« til: »Finansielle virk-
somheder og finansielle holdingvirksomhe-
der«.
Stk. 2. Revisorerne i en finansiel virksomhed, i
en finansiel holdingvirksomhed eller i en forsik-
ringsholdingvirksomhed skal tillige være revi-
sorer i virksomhedens dattervirksomheder. Hvis
en finansiel virksomhed, en finansiel holding-
virksomhed eller en forsikringsholdingvirksom-
hed har en dattervirksomhed, der er et pengein-
stitut, et realkreditinstitut eller et forsikringssel-
skab, skal de valgte underskrivende revisorer
69. I § 61, stk. 1, 1. pkt., § 61 b, stk. 1,
§ 61 c, stk. 1, § 62, stk. 1, § 70, stk. 1
og 6, § 71, stk. 1 og 2, § 199, stk. 2, §
346, stk. 2, § 347 b, stk. 1, § 347 c, stk.
1, § 373, stk. 3 og 6, og § 374, stk. 4,
ændres »finansiel virksomhed, en finansiel
holdingvirksomhed eller en forsikringshol-
dingvirksomhed« til: »finansiel virksomhed
eller en finansiel holdingvirksomhed«.
758
være certificerede af Finanstilsynet til at revide-
re disse typer af finansiel virksomhed, jf. stk.
1. Det er dog tilstrækkeligt, at de tilsammen er
certificerede til at revidere de enkelte typer af
finansiel virksomhed i koncernen.
112. I § 199, stk. 2, 1. og 2. pkt., ændres
»finansiel virksomhed, i en finansiel hol-
dingvirksomhed eller i en forsikringshol-
dingvirksomhed« til: »finansiel virksomhed
eller i en finansiel holdingvirksomhed«, og
i § 199, stk. 2, 2. pkt., ændres »pengeinsti-
tut, et realkreditinstitut eller et forsikrings-
selskab« til: »pengeinstitut eller et realkre-
ditinstitut«.
Stk. 3-6. ---
Stk. 7. Finanstilsynet kan pålægge revisor og
for virksomheder med intern revisor tillige in-
tern revisionschef at give oplysninger om for-
holdene i en finansiel virksomhed, i en finansiel
holdingvirksomhed, i en forsikringsholdingvirk-
somhed eller i sådanne virksomheders datter-
virksomheder.
113. I § 199, stk. 7 og 8, ændres »holding-
virksomhed,« til: »holdingvirksomhed«, og
»i en forsikringsholdingvirksomhed« udgår.
Stk. 8. Finanstilsynet kan foranstalte en ekstra-
ordinær revision i en finansiel virksomhed, i en
finansiel holdingvirksomhed, i en forsikrings-
holdingvirksomhed eller i sådanne virksomhe-
ders dattervirksomheder. Den finansielle virk-
somhed kan pålægges at betale for revisionens
udførelse. Finanstilsynet godkender honorarets
størrelse.
113. I § 199, stk. 7 og 8, ændres »holding-
virksomhed,« til: »holdingvirksomhed«, og
»i en forsikringsholdingvirksomhed« udgår.
Stk. 9. §§ 144-149 i selskabsloven om revi-
sion finder med de fornødne tilpasninger tilsva-
rende anvendelse på finansielle virksomheder,
finansielle holdingvirksomheder og forsikrings-
holdingvirksomheder, der ikke er aktieselskaber.
80. I § 75, stk. 4, § 79 a, stk. 1, §
199, stk. 9, og to steder i § 343 q, stk.
1, ændres »finansielle virksomheder, finan-
sielle holdingvirksomheder og forsikrings-
holdingvirksomheder« til: »finansielle virk-
somheder og finansielle holdingvirksomhe-
der«.
Stk. 10 og 11. ---
Stk. 12. Finanstilsynet fastsætter bestemmelser
om revisionens gennemførelse i finansielle virk-
somheder, i finansielle holdingvirksomheder,
i forsikringsholdingvirksomheder og i sådan-
115. I § 199, stk. 12, ændres »holdingvirk-
somheder,« til: »holdingvirksomheder«, og
»i forsikringsholdingvirksomheder« udgår.
759
ne virksomheders dattervirksomheder. Herunder
kan Finanstilsynet fastsætte bestemmelser om
intern revision og om systemrevisionens gen-
nemførelse i fælles datacentraler
Stk. 13. ---
§ 200. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse for
forsikringsselskaber.
115. § 200, stk. 3, ophæves.
§ 200 a. En ekstern revisor og en intern revisi-
onschef i et forsikringsselskab skal straks med-
dele Finanstilsynet ethvert forhold og enhver
beslutning vedrørende forsikringsselskabet, som
revisoren bliver vidende om under udøvelsen af
hvervet som revisor, og som kan
116. § 200 a ophæves.
1) udgøre en væsentlig overtrædelse
af lovbestemmelser eller forskrif-
ter, som fastsætter betingelserne
for selskabets tilladelse eller udø-
velse af selskabets aktiviteter,
2) påvirke selskabets fortsatte drift,
3) føre til nægtelse af at påtegne
regnskabet eller til, at konklusio-
nen modificeres,
4) resultere i manglende opfyldelse af
solvenskapitalkravet eller
5) resultere i manglende opfyldelse af
minimumskapitalkravet.
760
Stk. 2. Meddelelsespligten omfatter tillige et-
hvert forhold og enhver beslutning omfattet af
stk. 1, som den eksterne revisor og en intern
revisionschef bliver vidende om som revisor for
en virksomhed, der har snævre forbindelser med
forsikringsselskabet.
§ 204.
Stk. 2-4. ---
Stk. 5. Et forsikringsselskab, der ved sammen-
lægning overdrager hele eller en del af sin for-
sikringsbestand til et andet forsikringsselskab,
uden at sammenlægningen er omfattet af kapitel
15 eller 16 i selskabsloven, frigøres ved tilladel-
sen efter stk. 1 for ansvar over for forsikringsta-
gerne.
118. § 204, stk. 5-10, ophæves.
Stk. 6. Medmindre erhvervsministeren finder,
at tilladelse til overdragelsen af en forsikrings-
bestand bør nægtes, skal Finanstilsynet offent-
liggøre en redegørelse for den påtænkte over-
dragelse i Statstidende og i et landsdækkende
dagblad. Redegørelsen skal indeholde en opfor-
dring til de forsikringstagere, hvis forsikringer
agtes overdraget, til senest 3 måneder efter of-
fentliggørelsen at afgive skriftlig meddelelse til
Finanstilsynet, såfremt de har indsigelser mod
overdragelsen. Selskabet skal samtidig sende en
meddelelse om overdragelsen samt Finanstilsy-
nets redegørelse til de forsikringstagere, hvis
adresse er selskabet bekendt.
118. § 204, stk. 5-10, ophæves.
Stk. 7. Efter udløbet af den i stk. 6 omhand-
lede frist træffer erhvervsministeren under hen-
syntagen til de fremsatte indsigelser beslutning
om, hvorvidt forsikringsbestanden kan overdra-
ges i overensstemmelse med det fremsatte for-
slag. Overdragelsen kan ikke påberåbes som
grundlag for at hæve forsikringsaftalen.
118. § 204, stk. 5-10, ophæves.
Stk. 8. Sker overdragelsen af en forsikringsbe-
stand i forbindelse med en fusion af forsikrings-
118. § 204, stk. 5-10, ophæves.
761
selskaber, kan fusionen uanset § 27 i lov om
forsikringsaftaler ikke påberåbes af forsikrings-
tagerne som grundlag for at ophæve forsikrings-
aftalen.
Stk. 9. For så vidt angår livsforsikringsvirksom-
hed, kan der i forbindelse med overdragelsen
kun foretages sådanne ændringer i det overdra-
gende selskabs forsikringsvilkår, herunder bo-
nusreglerne, som af Finanstilsynet skønnes at
være en nødvendig følge af overdragelsen.
118. § 204, stk. 5-10, ophæves.
Stk. 10. Fusionsplaner, spaltningsplaner og vur-
deringsmændenes erklæring efter §§ 242 og 243
i selskabsloven skal for forsikringsselskaber se-
nest 4 uger efter underskrivelsen sendes til Fi-
nanstilsynet, som offentliggør modtagelsen af
fusionsplanen, spaltningsplanen og vurderings-
mændenes erklæring.
118. § 204, stk. 5-10, ophæves.
§ 205. Erhvervsministeren kan fastsætte regler
om, at bestemmelserne vedrørende fusion i ka-
pitel 15 og 16 i selskabsloven med de fornødne
tilpasninger finder anvendelse på
1) fusion af gensidige forsikringssel-
skaber,
119. § 205, nr. 1, ophæves.
Nr. 2 og 3 bliver herefter nr. 1 og 2.
2) ---
3) fusion af gensidige forsikringssel-
skaber eller spare- og andelskasser
med et kapitalselskab.
120. I § 205, nr. 3, der bliver nr. 2, udgår
»gensidige forsikringsselskaber og«.
Overskrift. Omdannelse af forsikringsselskaber 121. Overskriften før § 222 ophæves.
§ 222. Form, indhold og gennemførelse af en
omdannelse af et forsikringsselskab skal god-
kendes af Finanstilsynet. Det fortsættende for-
sikringsselskab indtræder i det ophørende for-
sikringsselskabs rettigheder og forpligtelser.
122. § 222 ophæves.
762
§ 223. Finanstilsynet kan inddrage tilladelsen
til at drive virksomhed som pengeinstitut, re-
alkreditinstitut, investeringsforvaltningsselskab
og forsikringsselskab samt værdipapirhandler,
hvis virksomheden anmoder herom.
123. I § 223 og § 224, stk. 1, ændres »re-
alkreditinstitut, investeringsforvaltningssel-
skab og forsikringsselskab« til: »realkredit-
institut og investeringsforvaltningsselskab«.
§ 224. Finanstilsynet kan endvidere inddra-
ge tilladelsen til at drive virksomhed som pen-
geinstitut, realkreditinstitut, investeringsforvalt-
ningsselskab og forsikringsselskab,
123. I § 223 og § 224, stk. 1, ændres »re-
alkreditinstitut, investeringsforvaltningssel-
skab og forsikringsselskab« til: »realkredit-
institut og investeringsforvaltningsselskab«.
1) hvis den finansielle virksomhed
gør sig skyldig i grove eller gen-
tagne overtrædelser af denne lov,
hvidvaskloven, lov om kapitalmar-
keder eller lov om realkreditlån
og realkreditobligationer m.v., reg-
ler udstedt i medfør af disse love,
forordninger udstedt i medfør af
Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2009/138/EF af 25. novem-
ber 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsik-
ringsvirksomhed (Solvens II), Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets for-
ordning (EU) nr. 575/2013 om
tilsynsmæssige krav til kreditin-
stitutter, forordninger og regler
udstedt i medfør af Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæs-
sige krav til kreditinstitutter, for-
ordninger udstedt i medfør af Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2013/36/EU af 26. juni
2013 om adgang til at udøve
virksomhed som kreditinstitut og
om tilsyn med kreditinstitutter og
investeringsselskaber eller Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2014/65/EU af 15. maj 2014
om markeder for finansielle instru-
menter,
124. I § 224, stk. 1, nr. 1, udgår »forordnin-
ger udstedt i medfør af Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.
november 2009 om adgang til og udøvelse
af forsikrings og genforsikringsvirksomhed
(Solvens II),«.
763
2-5) ---
Stk. 2-5. ---
Stk. 6. Har et gruppe 2-forsikringsselskab ikke
gennemført foranstaltningerne i planen for gen-
oprettelse til opfyldelse af kravet til minimums-
basiskapitalen inden for fristerne i § 248, skal
tilladelsen som forsikringsselskab inddrages.
125. § 224, stk. 6 og 7, ophæves.
Stk. 8 bliver herefter stk. 6.
Stk. 7. Har et gruppe 1-forsikringsselskab ikke
gennemført foranstaltningerne i planen for gen-
oprettelse, jf. § 248 a, stk. 1, til opfyldelse
af solvenskapitalkravet inden for fristerne i §
248 a, stk. 2 eller 3, kan tilladelsen som forsik-
ringsselskab inddrages. Har et gruppe 1-forsik-
ringsselskab ikke gennemført foranstaltningerne
i finansieringsplanen, jf. § 248 b, stk. 1, til
opfyldelse af minimumskapitalkravet inden for
fristerne i § 248 b, stk. 2, skal tilladelsen som
forsikringsselskab inddrages.
125. § 224, stk. 6 og 7, ophæves.
Stk. 8 bliver herefter stk. 6.
Stk. 8. ---
§ 226. Når Finanstilsynet inddrager et penge-
instituts, realkreditinstituts eller investeringsfor-
valtningsselskabs tilladelse i henhold til § 223,
§ 224, stk. 1, 2 og 6, og § 225, skal virksom-
heden afvikles, og anden virksomhed må ikke
påbegyndes, før afviklingen er afsluttet.
126. I § 226, stk. 1, ændres »§ 224, stk. 1, 2
og 6« til: »§ 224, stk. 1 og 2«.
Stk. 2. ---
Stk. 3. Når Finanstilsynet inddrager et for-
sikringsselskabs tilladelse, træffer Finanstilsy-
net beslutning om, hvorvidt forsikringsselska-
bet skal søge forsikringsbestanden overdraget
til et eller flere forsikringsselskaber, der dri-
ver forsikringsvirksomhed her i landet, eller
om selskabet på anden måde skal søge for-
sikringsbestanden afviklet. For livsforsikrings-
selskaber kan Finanstilsynet beslutte, at for-
127. § 226, stk. 3 og 4, ophæves.
764
sikringsbestanden tages under administration i
overensstemmelse med §§ 253-258. For forsik-
ringsselskaber, der driver arbejdsulykkesforsik-
ringsvirksomhed, kan Finanstilsynet beslutte, at
arbejdsulykkesforsikringsbestanden tages under
administration af Garantifonden for skadesfor-
sikringsselskaber efter § 230 a.
Stk. 4. Finanstilsynet kan i forbindelse med ind-
dragelse af et forsikringsselskabs tilladelse for-
byde forsikringsselskabet at råde over dets akti-
ver eller begrænse dets rådighed herover. § 167,
stk. 5, finder tilsvarende anvendelse.
127. § 226, stk. 3 og 4, ophæves.
§ 229. Et selskab, der driver livsforsikringsvirk-
somhed, kan ikke uden samtykke fra hver enkelt
forsikringstager opløses, medmindre det forin-
den har overdraget hele sin forsikringsbestand
til et andet selskab i overensstemmelse med de
i § 204 fastsatte regler eller dets forsikringsbe-
stand er taget under administration.
128. §§ 229-230 a ophæves.
§ 230. Et forsikringsselskab, der driver arbejds-
ulykkesforsikring, kan ikke opløses, medmindre
det forinden har overdraget hele sin arbejds-
ulykkesforsikringsbestand til et andet selskab i
overensstemmelse med de i § 204 fastsatte reg-
ler, eller dets arbejdsulykkesforsikringsbestand
er taget under administration af Garantifonden
for skadesforsikringsselskaber efter § 230 a.
128. §§ 229-230 a ophæves.
§ 230 a. Når et forsikringsselskab overdrager
en arbejdsulykkeforsikringsbestand til Garanti-
fonden for skadesforsikringsselskaber, jf. § 226,
stk. 3, § 242 a eller § 243, stk. 2, skal for-
sikringsselskabet samtidig overdrage de forsik-
ringsmæssige hensættelser, der knytter sig til
bestanden. Forsikringsselskabet skal endvidere
overdrage aktiver, der modsvarer de forsikrings-
mæssige hensættelser. Endelig skal forsikrings-
selskabet overdrage et beløb, der svarer til den
del af selskabets kapitalkrav, som vedrører de
overførte aktiver og passiver
128. §§ 229-230 a ophæves.
765
Stk. 2. Størrelsen af de beløb, som forsikrings-
selskabet skal overdrage til Garantifonden for
skadesforsikringsselskaber efter stk. 1, fastsæt-
tes på baggrund af en uvildig undersøgelse af
selskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand.
Stk. 3. Den uvildige undersøgelse skal foretages
af en eller flere sagkyndige personer. Forsik-
ringsselskabet udpeger de sagkyndige personer
inden for en frist fastsat af Finanstilsynet og
afholder udgifterne forbundet med undersøgel-
sen. Finanstilsynet skal dog godkende de fore-
slåede sagkyndige personer.
Stk. 4. Forsikringsselskabet skal give de sagkyn-
dige personer de oplysninger, der er nødvendige
for gennemførelsen af den uvildige undersøgel-
se.
Stk. 5. Resultatet af den uvildige undersøgelse
skal afgives i en skriftlig rapport, som skal fo-
religge inden for en frist fastsat af Finanstilsy-
net. Finanstilsynet skal godkende den endelige
rapport.
Stk. 6. Når Garantifonden for skadesforsikrings-
selskaber har taget arbejdsulykkesforsikringsbe-
standen under administration og modtaget de
beløb, som fastsættes ved den uvildige under-
søgelse, kan Garantifonden for skadesforsik-
ringsselskaber ikke gøre krav gældende over
for forsikringsselskabet for manglende beløb
til dækning af de forsikringsmæssige hensættel-
ser. Tilsvarende kan forsikringsselskabet ikke
gøre krav gældende over for Garantifonden for
skadesforsikringsselskaber for eventuelle over-
skydende beløb efter afviklingen af den over-
dragne bestand.
Stk. 7. Stk. 1-6 finder ikke anvendelse, når et
forsikringsselskab afvikles ved konkurs.
§ 231. ---
766
Stk. 2. I tilfælde af et forsikringsselskabs likvi-
dation kan erhvervsministeren, når hensynet til
de forsikrede, aktionærer, garanter eller kredito-
rer taler derfor, efter indhentet udtalelse fra Fi-
nanstilsynet udnævne en likvidator til sammen
med de af generalforsamlingen valgte at foreta-
ge likvidationen.
129. § 231, stk. 2 og 3, ophæves.
Stk. 3. Træffer Finanstilsynet i medfør af §§
249 eller 250 bestemmelse om, at et forsikrings-
selskab skal træde i likvidation, udnævner skif-
teretten efter forhandling med Finanstilsynet en
eller flere likvidatorer, af hvilke en skal være
jurist.
129. § 231, stk. 2 og 3, ophæves.
§ 234. ---
Stk. 2 og 3. ---
Stk. 4. Erklæres et forsikringsselskab, der ikke
driver livsforsikringsvirksomhed, konkurs, fin-
der § 253 tilsvarende anvendelse. Har forsik-
ringsselskabet tegnet arbejdsulykkesforsikrin-
ger, tages arbejdsulykkesforsikringsbestanden
uanset 1. pkt. under administration af Garan-
tifonden for skadesforsikringsselskaber på tids-
punktet for konkursdekretets afsigelse.
130. § 234, stk. 4 og 5, ophæves.
Stk. 5. Erklæres et livsforsikringsselskab kon-
kurs, skal forsikringsbestanden tages under ad-
ministration i henhold til §§ 253-258.
130. § 234, stk. 4 og 5, ophæves.
§ 234 a. Kurator anvender forlods aktiverne i
et skadesforsikringsselskab til fyldestgørelse af
forsikringstagerne og de sikrede. Forsikringsta-
gerne og de sikrede viger dog for de fordringer,
der er nævnt i konkurslovens §§ 93 og 94.
131. § 234 a ophæves.
Stk. 2. Gyldigt stiftede panterettigheder registre-
ret i skadesforsikringsselskabets regnskaber skal
til enhver tid modsvares af aktiver svarende
til værdien af de gyldigt stiftede panterettighe-
der. Disse aktiver må ikke allerede være bestemt
767
til dækning af de forsikringsmæssige hensættel-
ser, jf. §§ 126 e og 126 f, eller det af selskabet
opgjorte krav til minimumsbasiskapital, solven-
skapitalkravet eller minimumskapitalkravet, jf.
§§ 126, 126 c og 126 d.
§ 236. Erklæres en sparekasse, en andelskasse
eller et gensidigt forsikringsselskab konkurs,
giver kurator meddelelse til Erhvervsstyrelsen
og Finanstilsynet om konkursens begyndelse og
slutning.
131. I § 236 ændres »sparekasse, en andels-
kasse eller et gensidigt forsikringsselskab«
til: »sparekasse eller en andelskasse«.
§ 237. Erhvervsministeren kan bestemme, at
likvidator eller kurator på boets regning skal
underrette forsikringstagerne om forsikringssel-
skabets afvikling og om konsekvenserne for
dem.
133. §§ 237 og 239 ophæves.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte nærme-
re regler om underretningens form og indhold.
§ 238. Finanstilsynet kan indgive begæring om
rekonstruktionsbehandling af finansielle virk-
somheder, når hensynet til indskydernes, obli-
gationsejernes, investorernes eller forsikringsta-
gernes interesser tilsiger det.
133. §§ 237 og 239 ophæves.
Stk. 2. Begæring om rekonstruktionsbehandling
efter stk. 1 ledsages af Finanstilsynets forslag
til, hvem der skal beskikkes som rekonstruktør
og tillidsmand under rekonstruktionsbehandlin-
gen, samt en erklæring fra de pågældende om,
at disse er villige hertil og opfylder betingelser-
ne i konkurslovens § 238.
§ 239. Konkurslovens regler om rekonstrukti-
onsbehandling finder med Finanstilsynets tilla-
delse anvendelse på forsikringsselskaber med
undtagelse af livsforsikringsselskaber.
133. §§ 237 og 239 ophæves.
Stk. 2. I forbindelse med den statusoversigt, som
skal udsendes sammen med et rekonstruktions-
forslag, jf. konkurslovens § 13 b, stk. 1, nr.
768
2, kan skifteretten ved rekonstruktionsbehand-
ling af genforsikringsselskaber efter høring af
Finanstilsynet udpege en uvildig aktuar til at
foretage en opgørelse over værdien af de krav,
der er anmeldt.
§ 241. Kapitel 14 i selskabsloven finder med
de fornødne tillempelser anvendelse på spare-
kasser, andelskasser og gensidige forsikringssel-
skaber.
134. I § 241 ændres »sparekasser, andels-
kasser og gensidige forsikringsselskaber«
til: »sparekasser og andelskasser«.
§ 242. Erhvervsministeren fastsætter regler med
henblik på opfyldelse af EU-retlige regler om
sanering og likvidation af kreditinstitutter og
forsikringsselskaber.
135. I § 242 udgår »og forsikringsselska-
ber«.
§ 242 a. Finanstilsynet kan beslutte, at en ar-
bejdsulykkesforsikringsbestand i et forsikrings-
selskab omfattet af § 30, stk. 1, og § 31, stk.
1, skal tages under administration af Garantifon-
den for skadesforsikringsselskaber, hvis tilsyns-
myndigheden i forsikringsselskabets hjemland
har inddraget selskabets tilladelse til at drive
arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed. § 230 a
finder tilsvarende anvendelse.
136. § 242 a ophæves.
§ 243. Finanstilsynet kan efter de procedurer,
der er fastsat i EU-retlige regler herom, forby-
de et udenlandsk kreditinstitut, finansieringsin-
stitut, investeringsforvaltningsselskab eller for-
sikringsselskab omfattet af § 30, stk. 1, og §
31, stk. 1, med hjemsted i et andet land inden
for Den Europæiske Union eller i et land, som
Unionen har indgået aftale med på det finansiel-
le område, at udøve virksomhed her i landet
gennem en filial eller ved at yde tjenesteydelser
her i landet. Finanstilsynet kan forbyde de i 1.
pkt. nævnte virksomheder at udøve virksomhed
som nævnt i 1. pkt., hvis virksomheden groft el-
ler gentagne gange har overtrådt bestemmelser i
denne lov, regler udstedt i medfør af loven eller
anden lovgivning, der retter sig mod kreditin-
stituttet, finansieringsinstituttet, investeringsfor-
valtningsselskabet eller forsikringsselskabet, og
det ikke ved påbud eller sanktioner efter denne
137. I § 243, stk. 1, 1. pkt., ændres » finan-
sieringsinstitut, investeringsforvaltningssel-
skab eller forsikringsselskab« til: »finansie-
ringsinstitut eller investeringsforvaltnings-
selskab«, og i 2. pkt., ændres »finansie-
ringsinstituttet, investeringsforvaltningssel-
skabet eller forsikringsselskabet« til: »fi-
nansieringsinstituttet eller investeringsfor-
valtningsselskabet«.
769
lov har været muligt at bringe overtrædelsen til
ophør.
Stk. 2. Vedrører forbud udstedt efter stk. 1 et
forsikringsselskab, som har tegnet arbejdsulyk-
kesforsikringer her i landet, træffer Finanstilsy-
net beslutning om, hvorvidt selskabets arbejds-
ulykkesforsikringsbestand skal tages under ad-
ministration af Garantifonden for skadesforsik-
ringsselskaber.
138. § 243, stk. 2, ophæves.
Overskrift. Særlige regler for forsikringsselska-
ber om genoprettelse og andre foranstaltninger
139. Overskriften før § 248 ophæves.
§ 248. Et gruppe 2-forsikringsselskab, som ikke
opfylder kravet til minimumsbasiskapitalen, jf.
§ 126, stk. 2 og 3, skal udarbejde en plan for
genoprettelse, der beskriver de foranstaltninger,
der er nødvendige, for at selskabet kan opfylde
kravet til minimumsbasiskapitalen. Planen for
genoprettelse skal forelægges Finanstilsynet til
godkendelse inden for en af Finanstilsynet fast-
sat tidsfrist.
140. §§ 248-258 ophæves.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om de oplysninger, planen for genoprettelse
skal indeholde, og om perioden, for hvilken pla-
nen skal udarbejdes.
§ 248 a. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som
ikke opfylder solvenskapitalkravet, jf. § 126 c,
skal udarbejde en plan for genoprettelse, der be-
skriver de foranstaltninger, der er nødvendige,
for at selskabet kan opfylde solvenskapitalkra-
vet. Planen for genoprettelse skal forelægges
Finanstilsynet til godkendelse, senest 2 måneder
efter at selskabet har konstateret, at det ikke
opfylder solvenskapitalkravet.
140. §§ 248-258 ophæves.
Stk. 2. Planen for genoprettelse skal føre til, at
solvenskapitalkravet opfyldes, senest 6 måneder
efter at selskabet konstaterede den manglende
opfyldelse heraf. Finanstilsynet kan forlænge
denne frist med 3 måneder en gang, hvis selska-
bet kan sandsynliggøre, at det vil blive i stand
770
til at opfylde solvenskapitalkravet, såfremt fri-
sten forlænges.
Stk. 3. I særlige tilfælde, hvor Den Europæiske
Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejds-
markedspensionsordninger vurderer, at der fore-
ligger en usædvanlig ugunstig situation, der be-
rører forsikringsselskaber, der udgør en betyde-
lig del af markedet, kan Finanstilsynet efter hø-
ring af Det Europæiske Udvalg for Systemiske
Risici forlænge fristen i stk. 2. Fristforlængelse
kan meddeles ad flere omgange, men den sam-
lede fristforlængelse må ikke overstige 7 år.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har
fået forlænget fristen efter stk. 3, skal hver tred-
je måned indsende en redegørelse til Finanstil-
synet, der beskriver de hidtidige foranstaltnin-
ger og fremskridt med henblik på at opfylde
solvenskapitalkravet. Viser redegørelsen, at der
ikke er sket betydelige fremskridt med henblik
på at opfylde solvenskapitalkravet, kan Finans-
tilsynet tilbagekalde forlængelsen af fristen.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om de oplysninger, planen for genoprettelse
skal indeholde.
§ 248 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som
ikke opfylder minimumskapitalkravet, jf. § 126
d, skal udarbejde en finansieringsplan, der be-
skriver de foranstaltninger, der er nødvendige,
for at selskabet kan opfylde minimumskapital-
kravet. Finansieringsplanen skal forelægges Fi-
nanstilsynet til godkendelse, senest 1 måned
efter at selskabet har konstateret, at det ikke
opfylder minimumskapitalkravet.
140. §§ 248-258 ophæves.
Stk. 2. Finansieringsplanen skal føre til, at mini-
mumskapitalkravet opfyldes senest 3 måneder
efter konstateringen af den manglende opfyldel-
se heraf.
771
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om de oplysninger, finansieringsplanen skal
indeholde
§ 249. Finanstilsynet påbyder et livsforsikrings-
selskab inden for en af tilsynet fastsat frist at
foretage de foranstaltninger, der er nødvendige,
såfremt
140. §§ 248-258 ophæves.
1) selskabet ikke overholder denne
lov,
2) selskabet afviger fra det for sin
virksomhed gældende grundlag,
3) det i nr. 2 nævnte grundlag eller
den måde, hvorpå selskabets mid-
ler er anbragt, ikke er betryggende,
4) det viser sig, at de til dækning
af de forsikringsmæssige hensæt-
telser henlagte midler ikke er be-
tryggende eller
5) selskabets økonomiske stilling er
således forringet, at de forsikredes
interesser er udsat for fare.
Stk. 2. Er de påbudte foranstaltninger ikke truf-
fet inden den i henhold til stk. 1 fastsatte
frist, og skønnes undladelsen at medføre fare
for de forsikrede, kan selskabets forsikringsbe-
stand tages under administration i henhold til §§
253-258.
Stk. 3. En forsikringsbestand skal tages under
administration, såfremt det viser sig, at der in-
den den i henhold til stk. 1 fastsatte frist ik-
ke kan fremskaffes de til dækning af de forsik-
ringsmæssige hensættelser nødvendige midler.
Stk. 4. Træder et selskab i likvidation, kan Fi-
nanstilsynet træffe bestemmelse om, at selska-
772
bets forsikringsbestand tages under administra-
tion.
Stk. 5. Finder Finanstilsynet, at det, når forsik-
ringsbestanden er taget under administration,
tillige vil være påkrævet, at selskabet opløses,
træffer tilsynet beslutning herom.
§ 250. Finanstilsynet påbyder et forsikringssel-
skab, der ikke driver livsforsikringsvirksomhed,
inden for en af Finanstilsynet fastsat frist at fo-
retage de foranstaltninger, der er nødvendige,
såfremt
140. §§ 248-258 ophæves.
1) selskabet ikke har hensat tilstræk-
kelige beløb til dækning af forsik-
ringsmæssige forpligtelser,
2) Finanstilsynet ikke finder den må-
de, hvorpå selskabets midler er an-
bragt, betryggende eller
3) selskabet ikke overholder denne
lov.
Stk. 2 . Er de påbudte foranstaltninger ikke truf-
fet inden den fastsatte frist, og skønnes undla-
delsen at medføre fare for de forsikrede, kan
Finanstilsynet træffe bestemmelse om, at selska-
bet skal træde i likvidation.
§ 251. Som led i de i § 248, § 248 a, stk. 2,
§ 248 b, stk. 2, § 249, stk. 1, og § 250, stk. 1,
nævnte foranstaltninger kan Finanstilsynet for-
byde selskabet at råde over dets aktiver eller
begrænse dets rådighed herover. § 167 finder
tilsvarende anvendelse.
140. §§ 248-258 ophæves.
Stk. 2. Finanstilsynet underretter tilsynsmyndig-
hederne i værtslandene om alle foranstaltninger
om gruppe 1-forsikringsselskaber truffet efter
stk. 1.
773
§ 252. Finanstilsynet skal snarest muligt efter, at
likvidation i henhold til § 250 er indtrådt, i sam-
råd med likvidatorerne lade undersøge, om det
vil være hensigtsmæssigt at søge forsikringsbe-
standen helt eller delvis overdraget til et eller
flere forsikringsselskaber. Indkommer der tilbud
om sådan overtagelse, skal Finanstilsynet, hvis
det finder tilbuddet antageligt, lade udarbejde en
redegørelse om overdragelsen og et forslag til
overenskomst med vedkommende selskab.
140. §§ 248-258 ophæves.
Stk. 2. Redegørelsen og forslaget skal offentlig-
gøres i Statstidende og i dagblade. Redegørelsen
skal indeholde en opfordring til forsikringsta-
gerne til inden en af Finanstilsynet fastsat frist,
der ikke må være kortere end 1 måned, skriftligt
at meddele Finanstilsynet, hvis de har indsigel-
ser mod overdragelsen. Selskabet skal samtidig
til de forsikringstagere, hvis adresse er selskabet
bekendt, udsende redegørelsen og forslaget.
Stk. 3. Efter udløbet af den i stk. 2 omhandlede
frist træffer erhvervsministeren under hensynta-
gen til de fremsatte indsigelser beslutning om,
hvorvidt forsikringsbestanden kan overdrages i
overensstemmelse med det fremsatte forslag.
Stk. 4. Finanstilsynet kan i forbindelse med den
udarbejdede redegørelse efter forhandling med
det overtagende selskab træffe bestemmelse om,
at forsikringer, som er tegnet for en periode
på mere end 1 år, af begge parter kan opsiges
efter de regler, som ifølge forsikringsaftalen er
gældende, hvis den i aftalen indeholdte flerårige
periode var udløbet. Reglerne om denne adgang
til opsigelse skal gengives i Finanstilsynets re-
degørelse.
Stk. 5. § 27, stk. 2, i lov om forsikringsaftaler
finder tilsvarende anvendelse, indtil erhvervsmi-
nisteren har truffet beslutning i henhold til stk.
3. Finder overdragelse sted i overensstemmelse
med erhvervsministerens beslutning, kan likvi-
dationen og overdragelsen uanset lov om forsik-
ringsaftaler §§ 26 og 27 ikke påberåbes som
grundlag for at hæve forsikringsaftalen.
774
§ 253. Træffer Finanstilsynet beslutning om,
at et livsforsikringsselskabs forsikringsbestand
tages under administration i henhold til § 224,
stk. 1, nr. 1 og 2, og stk. 6, § 226, stk. 3 og 4, §
234, stk. 5, eller § 249, udnævner Finanstilsynet
samtidig en administrator til i fællesskab med
eventuelle medadministratorer at forestå forsik-
ringsbestandens administration.
140. §§ 248-258 ophæves.
Stk. 2. Når en forsikringsbestand tages under
administration, skal Finanstilsynet tilbagekal-
de livsforsikringsselskabets tilladelse samt for-
anledige beslutningerne om administrationens
iværksættelse, administrators udnævnelse samt
tilladelsens tilbagekaldelse registreret i Er-
hvervsstyrelsen.
Stk. 3. For at sikre administrationens forsvarlige
varetagelse kan administrator udpege en eller
flere medadministratorer med indsigt i for ad-
ministrationen relevante forhold. § 108 finder
tilsvarende anvendelse i forbindelse med admi-
nistrationsboer.
Stk. 4. Udgifter, der efter skattelovgivningen på-
hviler administrationsboet bestående af de for-
sikrede, udredes af administrationsboet ved ad-
ministrator.
Stk. 5. Honorarer til administratorerne og andre
udgifter i forbindelse med administrationen ud-
redes af administrationsboet. Honorarernes stør-
relse fastsættes efter forhandling med Finanstil-
synet.
Stk. 6. Administrationsboet er underlagt Finans-
tilsynets tilsyn.
§ 254. Ved administrationens begyndelse skal
de i § 167, stk. 1, nævnte registrerede aktiver
straks overlades til administrationsboet. Admi-
nistrationsboet ved administrator skal være be-
rettiget til at råde over disse aktiver. For så
140. §§ 248-258 ophæves.
775
vidt angår fondsaktiver, skal dette registreres i
en værdipapircentral og, for så vidt angår fast
ejendom, i tingbogen.
Stk. 2. Erklæres et livsforsikringsselskab kon-
kurs, oversender skifteretten straks de i stk. 1
nævnte aktiver til administrator.
Stk. 3. Administrator skal lade de registrerede
aktiver vurdere i overensstemmelse med de gæl-
dende værdiansættelsesregler.
Stk. 4. De enkelte forsikrede kan ikke gøre krav
gældende mod selskabet. Derimod kan admini-
strator på administrationsboets vegne afkræve
selskabet, hvad der efter vurderingen af de over-
tagne aktiver, jf. stk. 3, mangler, for at de forsik-
ringsmæssige hensættelser og anmeldte og for-
faldne forsikringskrav efter beregningen nævnt
i § 256 er dækket. Endvidere kan administrator
på administrationsboets vegne kræve et beløb,
der svarer til selskabets kapitalkrav opgjort ved
administrationsboets begyndelse.
Stk. 5. Erklæres et livsforsikringsselskab kon-
kurs efter, at administrationen er begyndt, får
konkursen ingen virkning for administrations-
boet.
Stk. 6. Administrator skal forvalte de fra sel-
skabet modtagne aktiver og kan hos selskabet,
eventuelt ved fogedens hjælp, kræve alt til ad-
ministrationen nødvendigt materiale udleveret.
Stk. 7. Administrator skal respektere aftaler om
netting ved slutafregning, jf. § 206 i lov om ka-
pitalmarkeder, af finansielle kontrakter, der kan
indgå i gruppen af aktiver i medfør af § 167,
stk. 1, 1. pkt.
§ 255. Når forsikringsbestanden er taget under
administration, kan genkøb af forsikringer ikke
finde sted.
140. §§ 248-258 ophæves.
776
§ 256. Administrator skal beregne de forsik-
ringsmæssige hensættelser og opgøre størrelsen
af anmeldte og forfaldne krav efter forsikrings-
aftalerne ved administrationens begyndelse.
140. §§ 248-258 ophæves.
Stk. 2. Forsikringskrav, som før administratio-
nens begyndelse var forfaldne eller anmeldt,
skal afgøres efter de før dette tidspunkt gælden-
de regler. Forsikringer, som forfalder senere,
skal foreløbig kun udbetales med så stort et be-
løb, som administrator efter omstændighederne
finder forsvarligt. Viser den endelige fastsættel-
se af forsikringsbeløbene, jf. stk. 4, at der på
denne måde er udbetalt for meget, kan tilbage-
betaling ikke kræves.
Stk. 3. De forsikringsmæssige hensættelser be-
regnes under anvendelse af det for selskabet an-
meldte beregningsgrundlag, jf. § 20, medmindre
administrator finder det nødvendigt at fastsætte
et andet beregningsgrundlag, der anmeldes til
Finanstilsynet.
Stk. 4. Fastsættelse af forsikringsbeløbene, her-
under en eventuel nedsættelse heraf, jf. § 257,
stk. 1, 4. pkt., eller § 258, stk. 1, 1. pkt., foreta-
ges i overensstemmelse med det efter stk. 3 gæl-
dende beregningsgrundlag og efter en fordeling
af selskabets aktiver, der i det enkelte tilfælde
må anses for rimelig under hensyn til forholde-
ne i forsikringsbestanden, herunder indholdet af
forsikringsaftalerne.
§ 257. Administrator skal snarest muligt efter,
at vurdering og beregning i henhold til § 254,
stk. 3, og § 256 har fundet sted, søge hele
forsikringsbestanden overtaget af et eller flere
forsikringsselskaber. Indkommer der tilbud om
en sådan overtagelse, skal administrator ansøge
om erhvervsministerens tilladelse til overdragel-
sen. Ansøgningen om overdragelsen skal ledsa-
ges af den overenskomst, der er afsluttet mellem
administrationsboet og det overtagende selskab,
og af sådanne oplysninger om dette selskab,
som erhvervsministeren finder nødvendige for
at kunne bedømme, om overdragelsen er for-
140. §§ 248-258 ophæves.
777
svarlig over for forsikringstagerne. Medfører
overenskomsten nedsættelse af forsikringsbelø-
bene eller ændring af forsikringsvilkårene, her-
under af bonusreglerne, skal dette angives.
Stk. 2. Medmindre erhvervsministeren på det
foreliggende grundlag finder, at tilladelse til
overdragelsen bør nægtes, skal Finanstilsynet
offentliggøre en redegørelse for den påtænkte
overdragelse i Statstidende og i dagblade. Re-
degørelsen skal indeholde en opfordring til for-
sikringstagerne til inden en af Finanstilsynet
fastsat frist, der ikke må være kortere end 1 må-
ned, skriftligt at meddele Finanstilsynet, såfremt
de har indsigelser mod overdragelsen. Selska-
bet skal samtidig til de forsikringstagere, hvis
adresse er selskabet bekendt, udsende redegø-
relsen og forslaget.
Stk. 3. Efter udløbet af den i stk. 2 nævnte frist
træffer erhvervsministeren under hensyntagen
til de fremsatte indsigelser beslutning om, hvor-
vidt forsikringsbestanden kan overdrages i over-
ensstemmelse med det fremsatte forslag. Over-
dragelsen kan ikke påberåbes som grundlag for
at hæve forsikringsaftalen.
Stk. 4. Er overdragelsen sket på en sådan måde,
at ikke alle administrationsboets aktiver er med-
gået, skal administrator afgive det overskydende
beløb til selskabet eller dets bo.
§ 258. Kan forsikringsbestanden ikke overdra-
ges i henhold til § 257, skal administrator fo-
retage den endelige fastsættelse af forsikrings-
beløbene i henhold til den foretagne opgørelse
samt eventuelle ændringer af forsikringsvilkåre-
ne, herunder af bonusreglerne, og sammenkal-
de en generalforsamling af forsikringstagerne
til stiftelse af et gensidigt selskab med admi-
nistrationsboet som stifter, jf. § 23 og §§ 24
og 25 i selskabsloven. Til denne generalforsam-
ling gives 2 måneders varsel. Indkaldelsen samt
en redegørelse for stiftelsesdokumentets indhold
og den af administrator beregnede fastsættelse
140. §§ 248-258 ophæves.
778
af forsikringsbeløbene bekendtgøres på den i §
257, stk. 2, angivne måde.
Stk. 2. Ved registreringen indtræder det gensidi-
ge selskab i den i § 254, stk. 4, nævnte ret over
for det tidligere selskab.
Stk. 3. Kan der ikke stiftes et nyt selskab, fort-
sættes administrationen, og administrator tager
stilling til, om yderligere forsøg på at overføre
forsikringerne til et nyt eller et andet selskab
skal foretages.
Overskrift. Særlige regler for forsikringsselska-
ber om administration af en livsforsikringsbe-
stand
141. Overskriften før § 253 ophæves.
§ 283. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal år-
ligt offentliggøre en rapport om deres solvens
og finansielle situation. Derudover skal grup-
pe 1-forsikringsselskaberne efter frister fastsat
i Kommissionens delegerede forordning (EU)
nr. 2015/35 af 10. oktober 2014 om suppleren-
de regler til Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2009/138/EF om adgang til og udøvel-
se af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed
(Solvens II) indsende en uddybende rapport til
Finanstilsynet om deres solvens og finansielle
situation.
142. Afsnit VIII ophæves.
Stk. 2. Virksomheder omfattet af § 175 b, stk.
1 og 2, skal årligt offentliggøre en rapport om
koncernens eller gruppens solvens og finansielle
situation. Derudover skal virksomheder omfattet
af § 175 b, stk. 1 og 2, efter frister fastsat i
Kommissionens delegerede forordning (EU) nr.
2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende
regler til Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af
forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Sol-
vens II) indsende en uddybende rapport om
koncernens eller gruppens solvens og finansielle
situation til Finanstilsynet.
779
Stk. 3. Erhvervsministeren kan fastsætte nærme-
re regler om de oplysninger, som rapporterne
skal indeholde, og om overgangsbestemmelser
om offentliggørelse og indsendelse til Finanstil-
synet
§ 284. Medlemmer af et gensidigt forsikrings-
selskab er selskabets forsikringstagere og kun
disse.
142. Afsnit VIII ophæves.
Stk. 2. Hvis medlemmerne skal hæfte for selska-
bets forpligtelser, skal omfanget heraf fastsættes
i vedtægterne.
Stk. 3. Medlemmernes hæftelse for selskabets
forpligtelser kan kun gøres gældende af selska-
bet.
Stk. 4. Selskabets krav mod medlemmer til op-
fyldelse af hæftelsen for selskabets forpligtelser
kan ikke overdrages eller pantsættes.
§ 285. Finanstilsynet kan fastsætte regler for de
gensidige forsikringsselskaber vedrørende hæf-
telse for medlemmer og garanter, tilbagebeta-
ling af garantikapital og betingelser for uddeling
til medlemmerne af selskabets midler.
142. Afsnit VIII ophæves.
§ 286. Bliver et forsikringsselskab forsikringsta-
ger i et gensidigt selskab ved genforsikring, kan
det med hjemmel i vedtægterne aftales, at det
skal være fritaget for medlemsansvar. Det sam-
lede beløb af sådanne genforsikringer for egen
regning må dog for livsforsikringer ikke oversti-
ge 10 pct. af det overtagende selskabs samlede
forsikringssum. For livrenteforsikring skal ved
denne beregning forsikringssummen regnes lig
10 gange det årlige rentebeløb. For skadesfor-
sikring må præmien af sådanne genforsikringer
ikke uden Finanstilsynets tilladelse overstige 10
pct. af selskabets samlede præmieindtægt.
142. Afsnit VIII ophæves.
780
§ 287. Et gensidigt forsikringsselskab må ikke
mod vederlag til eje eller pant erhverve egne
garantiandele.
142. Afsnit VIII ophæves.
Stk. 2. Et gensidigt forsikringsselskabs dattersel-
skaber må ikke mod vederlag til eje eller pant
erhverve garantiandele i moderselskabet.
§ 288. I gensidige forsikringsselskaber skal der
føres en bog over garantiandelene.
142. Afsnit VIII ophæves.
Stk. 2. Garantiandelene skal noteres i bogen
med angivelse af garanternes navn, stilling og
bopæl.
Stk. 3. Selskabet skal give garantiandelen påteg-
ning om noteringen, jf. stk. 2.
§ 289. Søgsmål i anledning af en generalfor-
samlingsbeslutning, som ikke er blevet til på
lovlig måde eller er stridende mod denne lov
eller selskabets vedtægter, kan anlægges af en
stemmeberettiget, et medlem af bestyrelsen eller
af en direktør.
142. Afsnit VIII ophæves.
Stk. 2. Sag skal være anlagt senest 3 måneder
efter beslutningen. Ellers anses beslutningen for
gyldig.
Stk. 3. Tidsfristen efter stk. 2 finder ikke anven-
delse, når
1) beslutningen ikke lovligt kunne
tages selv med samtlige stemme-
berettigedes samtykke,
2) der ifølge selskabets vedtægter
kræves samtykke til beslutningen
af alle eller visse medlemmer, ga-
ranter eller stemmeberettigede og
sådant samtykke ikke er givet,
781
3) indkaldelse til generalforsamlin-
gen ikke er sket eller de for selska-
bet gældende regler for indkaldel-
se væsentligt er tilsidesat eller
4) den, der har rejst sagen efter udlø-
bet af den i stk. 2 angivne tid, men
dog senest 2 år efter beslutningen,
har haft rimelig grund til forsinkel-
sen og retten på grund heraf og
under hensyntagen til omstændig-
hederne i øvrigt finder, at en an-
vendelse af bestemmelserne i stk.
2 ville føre til åbenbar ubillighed.
Stk. 4. Finder retten, at generalforsamlingsbe-
slutningen ikke er blevet til på lovlig måde el-
ler er stridende mod denne lov eller selskabets
vedtægter, jf. stk. 1, skal den ved dom kendes
ugyldig eller ændres. En ændring af generalfor-
samlingsbeslutningen kan dog kun ske, såfremt
der nedlægges påstand derom og retten er i
stand til at fastslå, hvilket indhold beslutningen
rettelig skulle have haft. Rettens afgørelse har
gyldighed for samtlige medlemmer og garanter.
§ 290. Som udbytte til aktionærer, rente til ga-
ranter eller udbetaling til medlemmer i gensidi-
ge selskaber kan kun anvendes årets resultat
(overskud) i henhold til den godkendte årsrap-
port for sidste regnskabsår, overført overskud
fra tidligere år og andre reserver, der ikke er
bundne i medfør af lov eller selskabets vedtæg-
ter, efter fradrag dels af udækket underskud,
dels af beløb, der i medfør af lov eller selska-
bets vedtægter skal henlægges til en sikkerheds-
fond eller til andre formål.
142. Afsnit VIII ophæves.
Stk. 2. Som ekstraordinært udbytte kan anven-
des midler, der er omfattet af stk. 1, og overskud
i det indeværende regnskabsår frem til datoen
for mellembalancen, jf. § 183, stk. 2, i selska-
bsloven, hvis beløbet ikke er uddelt, forbrugt
eller bundet. Frie reserver, der er opstået eller
blevet frigjort i det indeværende regnskabsår,
782
kan ligeledes anvendes til ekstraordinært udbyt-
te.
§ 291. Så længe gruppe 1-forsikringsselskabet
ikke opfylder solvenskapitalkravet, jf. § 126 c,
eller minimumskapitalkravet, jf. § 126 d, eller
gruppe 2-forsikringsselskabet ikke opfylder ba-
siskapitalkravet i § 126, kan der ikke udbetales
udbytte eller ekstraordinært udbytte til aktionæ-
rer, rente til garanter eller beløb til medlemmer i
gensidige selskaber.
142. Afsnit VIII ophæves.
§ 292. I forsikringsaktieselskaber kan uddeling
af selskabets midler til aktionærerne ud over §§
290 og 291 kun finde sted som udlodning i for-
bindelse med nedsættelse af aktiekapitalen eller
selskabets opløsning, herunder ved likvidation. I
gensidige selskaber kan uddeling til medlemmer
i øvrigt kun ske i overensstemmelse med de i
vedtægterne fastsatte regler.
142. Afsnit VIII ophæves.
Stk. 2. Udbytte eller ekstraordinært udbytte til
aktionærer, rente til garanter eller udbetaling
til medlemmer i gensidige selskaber må ikke
overstige, hvad der er forsvarligt under hensyn
til selskabets og i moderselskaber koncernens
økonomiske stilling.
§ 293. Et forsikringsselskab kan, såfremt ved-
tægterne indeholder bestemmelser herom, fore-
tage henlæggelser til en sikkerhedsfond.
142. Afsnit VIII ophæves.
Stk. 2. Midler, der er henlagt til sikkerhedsfon-
den, kan ikke fraføres denne. Der kan ej heller
foretages vedtægtsændringer med den virkning,
at midler, der efter stk. 1 allerede er henlagt til
sikkerhedsfonden, kan fraføres denne. Sikker-
hedsfondens midler kan dog anvendes til dæk-
ning af tab ved afvikling af de forsikringsmæs-
sige forpligtelser eller på anden måde til fordel
for de forsikrede.
§ 294. Bestemmelserne i §§ 295-303 omfatter
gensidige skadeforsikringsselskaber, hvis ved-
tægter indeholder angivelse af
142. Afsnit VIII ophæves.
783
1) at selskabets formål er begrænset
til at tegne forsikringer mod ulyk-
ke og sygdom således, at de for-
sikrede tillige er forsikringstagere,
eller til at tegne forsikringer for
husdyr,
2) at selskabet kun driver virksomhed
her i landet,
3) at selskabet ikke tegner forsikrin-
ger for længere perioder end 1 år
ad gangen,
4) at selskabet kun tegner direkte for-
sikringer,
5) det højeste beløb, som selskabet
uden genforsikring kan overtage
på enkelt risiko, eller bestemmel-
se om, at regler herom fastsættes
af Finanstilsynet i forbindelse med
udstedelse af tilladelse, samt
6) mulighed for opkrævning af eks-
trabidrag eller nedsættelse af ydel-
serne.
Stk. 2. Et gensidigt skadesforsikringsselskab
omfattes ikke af bestemmelserne i dette kapitel,
såfremt
1) den årlige præmieindtægt oversti-
ger et af Finanstilsynet fastsat be-
løb eller
2) mindre end halvdelen af den årli-
ge præmieindtægt stammer fra fy-
siske personer, der er medlemmer
af selskabet.
784
§ 295. Bestemmelserne i § 112, nr. 2, og § 126,
stk. 2, finder ikke anvendelse ved stiftelse af
selskaber, der omfattes af dette kapitel.
142. Afsnit VIII ophæves.
Stk. 2. Det kan i vedtægterne bestemmes, at der
ikke skal ansættes en direktion.
§ 296. Indtegning af medlemmer eller garanter
kan ikke finde sted, inden udkast til vedtægter
er affattet. Udkastet skal fremlægges ved ind-
tegningen.
142. Afsnit VIII ophæves.
§ 297. (Ophævet). 142. Afsnit VIII ophæves.
§ 298. (Ophævet). 142. Afsnit VIII ophæves.
§ 299. Har selskabet ingen direktion, udføres de
hverv, der i lov eller i medfør af lov er henlagt
til direktionen, af bestyrelsen.
142. Afsnit VIII ophæves.
§ 300. (Ophævet). 142. Afsnit VIII ophæves.
§ 301. Gensidige skadeforsikringsselskaber, der
omfattes af § 294, stk. 1, og som kun dri-
ver virksomhed inden for et snævert begræn-
set landområde, omfattes ikke af denne lovs
bestemmelser, jf. dog stk. 2 og 3, såfremt de
indtegnede forsikringer tilsammen ikke oversti-
ger 3 mio. kr.
142. Afsnit VIII ophæves.
Stk. 2. Selskaber, der omfattes af stk. 1, skal dog
betegne sig som gensidige. § 11, stk. 10, finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Er et gensidigt skadeforsikringsselskab
undergivet tilsyn i medfør af denne lov, forbli-
ver selskabet under tilsyn, selv om det siden
hen opfylder betingelserne for fritagelse efter
stk. 1. Finanstilsynet kan dog fritage selskabet
for tilsyn, såfremt selskabet fremsætter anmod-
ning herom i henhold til en generalforsamlings-
beslutning.
785
§ 302. Finanstilsynet kan fritage et gensidigt
skadeforsikringsselskab, der omfattes af § 294,
stk. 1, fra denne lovs bestemmelser, såfremt
142. Afsnit VIII ophæves.
1) de samlede forsikringer ikke over-
stiger 6 mio. kr. og selskabets ri-
siko på en enkelt forsikring ikke
overstiger 3 pct. af selskabets sam-
lede årlige præmieindtægt eller
2) selskabet kun tegner forsikringer
inden for et begrænset landområde
og alene for en enkelt forsikringsg-
ren.
Stk. 2. Ved anvendelsen af stk. 1, nr. 1, tages
ikke hensyn til, i hvilket omfang selskabet har
afdækket sin risiko ved genforsikring.
Stk. 3. Finanstilsynet kan anvende bestemmel-
sen i stk. 1, nr. 2, selv om selskabet tegner for-
sikringer, som ikke er omfattet af § 294, stk. 1,
nr. 1, når selskabet dog ikke tegner ansvarsfor-
sikring, arbejdsskadeforsikring, motorkøretøjs-
forsikring, kautionsforsikring eller kreditforsik-
ring.
Stk. 4. Et selskabs anmodning om fritagelse i
henhold til stk. 1 skal være godkendt af general-
forsamlingen.
§ 303. Fremsætter et gensidigt skadeforsikrings-
selskab, der omfattes af reglerne i dette kapitel,
anmodning herom i henhold til generalforsam-
lingsbeslutning, kan Finanstilsynet bestemme,
at selskabet skal være undergivet denne lov. Når
sådan bestemmelse er truffet, kan dette kapitels
bestemmelser dog på ny anvendes, såfremt Fi-
nanstilsynet tillader det.
142. Afsnit VIII ophæves.
§ 304. Ved tværgående pensionskasser forstås
foreninger eller sammenslutninger,
142. Afsnit VIII ophæves.
786
1) hvis medlemmer enten er uddan-
net inden for bestemte uddannel-
sesområder eller er ansat i virk-
somheder af en bestemt art, og
som har til formål som led i ansæt-
telsesvilkårene eller som led i en
anden tilknytning til en virksom-
hed at sikre pension efter ensartede
regler for alle medlemmerne, eller
2) hvis medlemmer er selvstændige
erhvervsdrivende inden for samme
branche, og som har til formål at
sikre pension efter ensartede regler
for alle medlemmer.
§ 305. Bestemmelserne for gensidige livsforsik-
ringsselskaber finder med de i stk. 2 nævnte
undtagelser tilsvarende anvendelse for de tvær-
gående pensionskasser.
142. Afsnit VIII ophæves.
Stk. 2. § 284, stk. 2-4, finder ikke anvendelse på
tværgående pensionskasser.
§ 306. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler om afgrænsning af de tværgående pensions-
kassers medlemskreds og aktiviteter.
142. Afsnit VIII ophæves.
§ 307. Ved et arbejdsmarkedsrelateret livsfor-
sikringsaktieselskab forstås et livsforsikringsak-
tieselskab, der
142. Afsnit VIII ophæves.
1) direkte eller indirekte fuldt ud
ejes af forsikringstagernes faglige
organisationer, eventuelt i fælles-
skab med de relevante branchers
arbejdsgiverorganisationer,
2) er etableret som følge af en over-
enskomstmæssig aftale og
787
3) ifølge vedtægterne ikke udbetaler
udbytte til ejerne.
Stk. 2. Af selskabets vedtægter skal ud over det
i stk. 1, nr. 3, nævnte fremgå, at selskabet er
et »arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsaktie-
selskab«.
Stk. 3. Afståelse af aktier i selskabet til andre
end den i stk. 1, nr. 1, nævnte kreds eller æn-
dring af selskabets vedtægter vedrørende de i
stk. 1, nr. 3, og stk. 2 nævnte forhold kan ikke
ske uden Finanstilsynets godkendelse. Finanstil-
synets godkendelse kan alene meddeles, såfremt
afståelsen eller vedtægtsændringen skønnes at
være i de forsikredes interesse.
Stk. 4. Af selskabets vedtægter skal tillige frem-
gå, hvorledes der skal forholdes med selskabets
formue, når der ikke længere er forsikringsmæs-
sige krav mod selskabet. Af vedtægtsbestem-
melsen skal fremgå, at den skattefrit opsparede
del af egenkapitalen skal anvendes til almennyt-
tige eller velgørende formål.
Stk. 5. Overdrager selskabet sin forsikringsbe-
stand, skal selskabet anvende den skattefrit op-
sparede del af egenkapitalen til fordel for de
forsikrede. I tilfælde af overdragelse af en be-
stemt del af forsikringsbestanden er det alene
den forholdsmæssige andel af den skattefrit op-
sparede del af egenkapitalen, der skal anvendes
til fordel for de forsikrede.
§ 343 q. Ved fælles datacentraler forstås i
denne lov virksomheder, hvis væsentligste ak-
tiviteter omfatter it-drifts- eller -udviklingsop-
gaver for flere finansielle virksomheder, finan-
sielle holdingvirksomheder, forsikringsholding-
virksomheder eller sådanne virksomheders dat-
tervirksomheder, og som overvejende er ejet af
80. I § 75, stk. 4, § 79 a, stk. 1, §
199, stk. 9, og to steder i § 343 q, stk.
1, ændres »finansielle virksomheder, finan-
sielle holdingvirksomheder og forsikrings-
holdingvirksomheder« til: »finansielle virk-
somheder og finansielle holdingvirksomhe-
der«.
1 og 2) ---
788
Stk. 2 og 3. ---
§ 343 ø. Juridiske personer, der udøver virk-
somhed som ISPV, jf. § 5, stk. 1, nr. 47, skal
have tilladelse som ISPV
143. Afsnit X g ophæves.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte regler om
ISPV᾽er, herunder om muligheden for at ind-
drage tilladelsen til at udøve virksomhed som
ISPV.
§ 344. Finanstilsynet påser overholdelsen af Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kre-
ditinstitutter, forordninger og regler udstedt i
medfør af Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige
krav til kreditinstitutter, forordninger udstedt
i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om ad-
gang til at udøve virksomhed som kreditinsti-
tut og om tilsyn med kreditinstitutter og inve-
steringsselskaber, forordninger udstedt i med-
før af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF af 25. november 2009 om ad-
gang til og udøvelse af forsikrings- og genfor-
sikringsvirksomhed (Solvens II), forordninger
udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014
om et regelsæt for genopretning og afvikling
af kreditinstitutter og investeringsselskaber, Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 1286/2014 af 26. november 2014 om do-
kumenter med central information om sammen-
satte og forsikringsbaserede investeringsproduk-
ter til detailinvestorer (PRIIP᾽er), Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014
af 15. maj 2014 om markeder for finansielle
instrumenter, forordninger udstedt i medfør af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdistri-
bution, Kommissionens delegerede forordning
2017/565/EU af 25. april 2016 om suppleren-
de regler til Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2014/65/EU for så vidt angår de organi-
satoriske krav til og vilkårene for drift af in-
144. I § 344, stk. 1, 1. pkt., udgår »for-
ordninger udstedt i medfør af Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF
af 25. november 2009 om adgang til
og udøvelse af forsikrings- og genfor-
sikringsvirksomhed (Solvens II)«, »Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 1286/2014 af 26. november
2014 om dokumenter med central infor-
mation om sammensatte og forsikringsba-
serede investeringsprodukter til detailinve-
storer (PRIIP᾽er),«, »forordninger udstedt
i medfør af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar
2016 om forsikringsdistribution,« og »Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et
paneuropæisk personligt pensionsprodukt
(PEPP-produkt),«.
789
vesteringsselskaber samt definitioner af begre-
ber med henblik på nævnte direktiv, Rådets
forordning 2017/1509/EU af 30. august 2017
om restriktive foranstaltninger over for Den De-
mokratiske Folkerepublik Korea, Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af
12. december 2017 om en generel ramme for
securitisering og om oprettelse af en specifik
ramme for simpel, transparent og standardiseret
securitisering, Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2019/1156/EU af 20. juni 2019 om
lettere grænseoverskridende distribution af kol-
lektive investeringsinstitutter og om ændring
af forordning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr.
346/2013 og (EU) nr. 1286/2014, Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2019/1238/EU af
20. juni 2019 om et paneuropæisk personligt
pensionsprodukt (PEPP-produkt), Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af
27. november 2019 om bæredygtighedsrelatere-
de oplysninger i sektoren for finansielle tjene-
steydelser, Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning 2020/852/EU af 18. juni 2020 om fast-
læggelse af en ramme til fremme af bæredygtige
investeringer og regler udstedt i medfør heraf,
og denne lov og af de regler, der er udstedt
i medfør af loven, undtagen § 75 b og § 77,
stk. l og 2. Dog påser Erhvervsstyrelsen over-
holdelsen af § 15, stk. 1, 2 og 4, og §§ 83,
87, 91 og 112. Finanstilsynet kontrollerer, at
reglerne for finansiel information i årsrapporter
og delårsrapporter i §§ 183-193 og i regler ud-
stedt i medfør af § 196 er overholdt for finan-
sielle virksomheder, som har udstedt omsætteli-
ge værdipapirer, der er optaget til handel på et
reguleret marked, jf. § 213, stk. 1-5 og 8, i lov
om kapitalmarkeder. Finanstilsynet er endvidere
ansvarligt for tilsynet efter § 32, stk. 3, nr. 1,
jf. § 32, stk. 6, i revisorloven, for så vidt angår
virksomheder underlagt tilsyn af Finanstilsynet.
Stk. 2. ---
Stk. 3. Finanstilsynet skal i tilrettelæggelsen
af tilsynsvirksomheden overveje de potentielle
konsekvenser for den finansielle stabilitet i an-
5. I § 1, stk. 4, 1. og 3. pkt., to steder i § 14,
stk. 2, § 30, stk. 1, 1. pkt., § 31, stk. 1, 1.
790
dre lande inden for Den Europæiske Union eller
et land, som Unionen har indgået aftale med
på det finansielle område. Det gælder navnlig
i forbindelse med krisesituationer. For filialer
beliggende her i landet af udenlandske virksom-
heder, der er meddelt tilladelse til at udøve den
i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et land inden for
Den Europæiske Union eller et land, som Uni-
onen har indgået aftale med på det finansielle
område, skal Finanstilsynet overvåge filialerne
og bistå de kompetente tilsynsmyndigheder i til-
synet med filialerne. Finanstilsynet skal for væ-
sentlige filialer og datterselskaber af udenland-
ske virksomheder, der er meddelt tilladelse til
at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i
et land inden for Den Europæiske Union eller
et land, som Unionen har indgået aftale med
på det finansielle område, deltage i eventuelle
samarbejdsfora om tilsynet med den samlede
koncern.
pkt., to steder i § 344, stk. 3, og § 354 b, stk.
2, ændres »§§ 7-11« til: »§§ 7-10 a«.
145. To steder i § 344, stk. 3, ændres »§§
7-11« til »§§ 7-10 a«.
Stk. 4-10. ---
Stk. 11. Finanstilsynet kan i visse tilfælde, hvor
en modervirksomhed i en koncern er en finan-
siel holdingvirksomhed, en forsikringsholding-
virksomhed eller en finansiel virksomhed, fravi-
ge bestemmelser for koncerner fastsat i denne
lov eller i regler udstedt i medfør af loven under
hensyntagen til formålet med de pågældende
bestemmelser og aktiviteterne i koncernen. 1.
pkt. finder tilsvarende anvendelse for grupper
omfattet af § 175 b, stk. 2, hvis den øverste
virksomhed i gruppen ikke er beliggende i Dan-
mark.
146. I § 344, stk. 11, ændres »holdingvirk-
somhed,« til: »holdingvirksomhed« og »en
forsikringsvirksomhed« udgår.
Stk. 12. ---
§ 346. Finanstilsynet skal undersøge de finan-
sielle virksomheders, finansielle holdingvirk-
somheders og forsikringsholdingvirksomheders
forhold, herunder ved gennemgang af løbende
indberetninger og ved inspektioner i den enkelte
virksomhed. Finanstilsynet kan endvidere fore-
tage inspektionsbesøg i sparevirksomheder.
74. I § 63, stk. 1, 1. pkt., § 197, stk.
1, § 346, stk. 1, og § 347 a ændres
»finansielle virksomheders, finansielle hol-
dingvirksomheders og forsikringsholding-
virksomheders« til: »finansielle virksomhe-
ders og finansielle holdingvirksomheders«.
791
Stk. 2. Efter inspektion i en finansiel virksom-
hed, en finansiel holdingvirksomhed eller en
forsikringsholdingvirksomhed skal der afholdes
et møde med deltagelse af virksomhedens be-
styrelse, direktion, den ansvarshavende aktuar,
ekstern revisor og den interne revisionschef,
medmindre inspektionen alene vedrører afgræn-
sede aktivitetsområder i virksomheden. På mø-
det skal Finanstilsynet meddele sine konklusio-
ner vedrørende inspektionen.
69. I § 61, stk. 1, 1. pkt., § 61 b, stk. 1,
§ 61 c, stk. 1, § 62, stk. 1, § 70, stk. 1
og 6, § 71, stk. 1 og 2, § 199, stk. 2, §
346, stk. 2, § 347 b, stk. 1, § 347 c, stk.
1, § 373, stk. 3 og 6, og § 374, stk. 4,
ændres »finansiel virksomhed, en finansiel
holdingvirksomhed eller en forsikringshol-
dingvirksomhed« til: »finansiel virksomhed
eller en finansiel holdingvirksomhed«.
Stk. 3. Væsentlige konklusioner skal efter et in-
spektionsbesøg fremsendes i form af en skriftlig
rapport til virksomhedens bestyrelse, direktion,
den ansvarshavende aktuar, ekstern revisor og
den interne revisionschef.
147. I § 346, stk. 3, og § 349, stk. 1, udgår
»den ansvarshavende aktuar,«.
Stk. 4. Tilsynsmyndighederne i et andet land in-
den for Den Europæiske Union eller i et land,
som Unionen har indgået aftale med på det
finansielle område, kan efter forudgående med-
delelse herom til Finanstilsynet foretage inspek-
tion i de her i landet beliggende filialer af uden-
landske finansielle virksomheder med hjemsted
i det pågældende land. Endvidere kan Finanstil-
synet selvstændigt foretage inspektioner i filia-
ler af udenlandske kreditinstitutter, der er belig-
gende her i landet. For så vidt angår forsikrings-
selskaber, deltager Finanstilsynet i den i 1. pkt.
nævnte inspektion eller kan efter anmodning fra
tilsynsmyndigheden i filialens hjemland på den-
nes vegne i særlige tilfælde foretage inspektion
af filialen alene. For så vidt angår administra-
tionsselskaber, kan Finanstilsynet efter anmod-
ning fra tilsynsmyndigheden i filialens hjemland
foretage den i 1. pkt. nævnte inspektion i filia-
len.
148. § 346, stk. 4, 3. pkt., ophæves.
Stk. 5. Tilsynsmyndighederne i et andet land
inden for Den Europæiske Union eller i et
land, som Unionen har indgået aftale med på
det finansielle område, kan med Finanstilsy-
nets tilladelse foretage verifikation af oplysnin-
ger afgivet af de her i landet beliggende finan-
sielle holdingvirksomheder, forsikringsholding-
149. I § 346, stk. 5, og § 347, stk. 2, udgår
»forsikringsholdingvirksomheder,«.
792
virksomheder, finansielle virksomheder, finan-
sieringsinstitutter eller virksomheder, der udø-
ver accessorisk finansiel virksomhed, der er un-
derlagt supplerende tilsyn af den pågældende
tilsynsmyndighed efter bestemmelser fastsat i
direktiver på det finansielle område.
§ 347. De finansielle virksomheder, finansiel-
le holdingvirksomheder, forsikringsholdingvirk-
somhed, blandede holdingvirksomheder, leve-
randører og underleverandører skal give Finans-
tilsynet de oplysninger, der er nødvendige for
tilsynets virksomhed. I overensstemmelse med
bestemmelser fastsat i direktiver gælder dette
tilsvarende for udenlandske kreditinstitutter og
administrationsselskaber, der udøver virksom-
hed her i landet gennem etablering af filial eller
udbud af finansielle tjenesteydelser.
150. I § 347, stk. 1, 1. pkt., udgår »forsik-
ringsholdingvirksomhed,«.
Stk. 2. Finansielle virksomheder, finansiel-
le holdingvirksomheder, forsikringsholdingvirk-
somheder, blandede holdingvirksomheder, leve-
randører og underleverandører, der har afgivet
oplysninger efter stk. 1, har pligt til hurtigst mu-
ligt at berigtige oplysningerne over for Finans-
tilsynet, hvis den finansielle virksomhed, hol-
dingvirksomheden, leverandøren eller underle-
verandøren efterfølgende konstaterer følgende:
149. I § 346, stk. 5, og § 347, stk. 2, udgår
»forsikringsholdingvirksomheder,«.
1 og 2) ---
Stk. 3. Finanstilsynet kan til enhver tid mod be-
hørig legitimation uden retskendelse få adgang
til en finansiel virksomhed og dens filialer, en
finansiel holdingvirksomhed, en forsikringshol-
dingvirksomhed eller en fælles datacentral med
henblik på indhentelse af oplysninger, herunder
ved inspektioner.
151. I § 347, stk. 3, og § 355, stk. 2,
nr. 1, ændres »holdingvirksomhed,« til:
»holdingvirksomhed«, og »en forsikrings-
holdingvirksomhed« udgår.
Stk. 4. I det omfang det er nødvendigt for be-
dømmelse af en finansiel virksomheds, en fi-
nansiel holdingvirksomheds eller en forsikrings-
holdingvirksomheds økonomiske stilling, kan
Finanstilsynet indhente oplysninger og til en-
hver tid mod behørig legitimation uden retsken-
152. I § 347, stk. 4, ændres »finansiel virk-
somheds, en finansiel holdingvirksomheds
eller en forsikringsholdingvirksomheds«
til: »finansiel virksomheds eller finansiel
holdingvirksomheds«, og »den finansiel-
le virksomhed, den finansielle holdingvirk-
793
delse få adgang til de virksomheder, med hvil-
ke den finansielle virksomhed, den finansielle
holdingvirksomhed eller forsikringsholdingvirk-
somheden har særlig direkte eller indirekte for-
bindelse.
somhed eller forsikringsholdingvirksomhe-
den« ændres til: »den finansielle virksom-
hed eller den finansielle holdingvirksom-
hed«.
Stk. 5-8. ---
Stk. 9. Finanstilsynet kan kun henvende sig di-
rekte til en virksomhed, der ikke er en finansiel
virksomhed, men som indgår i en koncern eller
gruppe underlagt koncerntilsyn efter solvens II-
direktivet, for at indhente de oplysninger, der
er nødvendige for tilsynet med koncernen eller
gruppen, når den virksomhed, der er ansvarlig
efter reglerne om koncerntilsyn, allerede er ble-
vet anmodet om disse oplysninger, men ikke har
leveret dem inden for en passende tidsfrist.
153. § 347, stk. 9, ophæves.
§ 347 a. Erhvervsministeren kan fastsætte
regler om finansielle virksomheders, finansiel-
le holdingvirksomheders og forsikringsholding-
virksomheders pligt til at offentliggøre oplys-
ninger om Finanstilsynets vurdering af virksom-
heden og om, at Finanstilsynet har mulighed
for at offentliggøre oplysningerne før virksom-
heden.
74. I § 63, stk. 1, 1. pkt., § 197, stk.
1, § 346, stk. 1, og § 347 a ændres
»finansielle virksomheders, finansielle hol-
dingvirksomheders og forsikringsholding-
virksomheders« til: »finansielle virksomhe-
ders og finansielle holdingvirksomheders«.
§ 347 b. Finanstilsynet kan påbyde en finansiel
virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed el-
ler en forsikringsholdingvirksomhed at lade fo-
retage og afholde udgifterne til en uvildig un-
dersøgelse af et eller flere forhold i den finan-
sielle virksomhed, den finansielle holdingvirk-
somhed, forsikringsholdingvirksomheden eller
den fælles datacentral, såfremt Finanstilsynet
vurderer, at dette er af væsentlig betydning for
tilsynet med virksomheden, og der ikke er tale
om en for Finanstilsynet sædvanligt forekom-
mende undersøgelse. Resultatet af den uvildige
undersøgelse skal afgives i en skriftlig rapport,
som skal foreligge inden for et af Finanstilsynet
fastsat tidspunkt. Finanstilsynet kan bestemme,
at de sagkyndige personer, jf. stk. 2-6, løben-
69. I § 61, stk. 1, 1. pkt., § 61 b, stk. 1,
§ 61 c, stk. 1, § 62, stk. 1, § 70, stk. 1
og 6, § 71, stk. 1 og 2, § 199, stk. 2, §
346, stk. 2, § 347 b, stk. 1, § 347 c, stk.
1, § 373, stk. 3 og 6, og § 374, stk. 4,
ændres »finansiel virksomhed, en finansiel
holdingvirksomhed eller en forsikringshol-
dingvirksomhed« til: »finansiel virksomhed
eller en finansiel holdingvirksomhed«.
154. I § 347 b, stk. 1-4 og 6, æn-
dres »holdingvirksomhed,« til: »holding-
virksomhed«, og »forsikringsholdingvirk-
somheden« udgår.
794
de skal foretage afrapportering til Finanstilsynet
om forhold i forbindelse med undersøgelsen.
Stk. 2. Den uvildige undersøgelse skal foretages
af en eller flere sagkyndige personer. Den finan-
sielle virksomhed, den finansielle holdingvirk-
somhed, forsikringsholdingvirksomheden eller
den fælles datacentral udpeger de sagkyndige
personer inden for en af Finanstilsynet fastsat
frist. Finanstilsynet skal godkende de foreslåede
sagkyndige personer
154. I § 347 b, stk. 1-4 og 6, æn-
dres »holdingvirksomhed,« til: »holding-
virksomhed«, og »forsikringsholdingvirk-
somheden« udgår.
Stk. 3. Den finansielle virksomhed, den finan-
sielle holdingvirksomhed, forsikringsholding-
virksomheden eller den fælles datacentral skal
give de sagkyndige personer de oplysninger, der
er nødvendige for gennemførelsen af den uvildi-
ge undersøgelse.
154. I § 347 b, stk. 1-4 og 6, æn-
dres »holdingvirksomhed,« til: »holding-
virksomhed«, og »forsikringsholdingvirk-
somheden« udgår.
Stk. 4. De sagkyndige personer skal udlevere en
kopi af den skriftlige rapport om undersøgelsen
til Finanstilsynet, senest samtidig med at rap-
porten udleveres til den finansielle virksomhed,
den finansielle holdingvirksomhed, forsikrings-
holdingvirksomheden eller den fælles datacen-
tral.
154. I § 347 b, stk. 1-4 og 6, æn-
dres »holdingvirksomhed,« til: »holding-
virksomhed«, og »forsikringsholdingvirk-
somheden« udgår.
Stk. 5. ---
Stk. 6. Hvis den sagkyndige person på grund
af dennes særlige forhold ikke kan videregive
oplysningerne i henhold til stk. 4 og 5 til Fi-
nanstilsynet, kan underretning af Finanstilsynet
ske af andre end den sagkyndige person, herun-
der af den finansielle virksomhed, den finansiel-
le holdningvirksomhed, forsikringsholdingvirk-
somheden eller den fælles datacentral.
155. I § 347 b, stk. 6, ændres »holdning-
virksomhed,« til: »holdingvirksomhed«, og
»forsikringsholdingvirksomheden« udgår.
§ 347 c. Finanstilsynet kan påbyde en finansiel
virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed el-
ler en forsikringsholdingvirksomhed at lade en
eller flere sagkyndige personer følge virksom-
heden i en periode på op til 6 måneder med hen-
blik på at varetage Finanstilsynets virksomhed,
69. I § 61, stk. 1, 1. pkt., § 61 b, stk. 1,
§ 61 c, stk. 1, § 62, stk. 1, § 70, stk. 1
og 6, § 71, stk. 1 og 2, § 199, stk. 2, §
346, stk. 2, § 347 b, stk. 1, § 347 c, stk.
1, § 373, stk. 3 og 6, og § 374, stk. 4,
ændres »finansiel virksomhed, en finansiel
795
når Finanstilsynet vurderer, at der er væsentlige
forhold, som giver anledning hertil. Det samme
gælder for filialer omfattet af § 1, stk. 3 og 4.
holdingvirksomhed eller en forsikringshol-
dingvirksomhed« til: »finansiel virksomhed
eller en finansiel holdingvirksomhed«.
Stk. 2-5. ---
§ 348. Forbrugerombudsmanden kan anlægge
sag vedrørende handlinger, der strider mod re-
delig forretningsskik og god praksis, jf. § 43,
stk. 1, 2 og 9, §§ 48 a og 53 b-53 d, herun-
der sag om forbud, påbud, erstatning og tilbage-
søgning af uretmæssigt opkrævede beløb. For-
brugerombudsmanden kan endvidere behandle
sager vedrørende overtrædelse af strafbelagte
bestemmelser i regler udstedt i medfør af denne
lovs § 43, stk. 3. Markedsføringslovens § 24,
§ 25, stk. 2, § 28, stk. 1, § 32, stk. 1, §§ 33
og 34 finder tilsvarende anvendelse på sager,
som Forbrugerombudsmanden ønsker at anlæg-
ge efter denne bestemmelse. Forbrugerombuds-
manden kan udpeges som grupperepræsentant i
et gruppesøgsmål, jf. retsplejelovens kapitel 23
a.
156. I § 348, stk. 1, 1. pkt., ændres »§ 43,
stk. 1, 2 og 9« til: »§ 43, stk. 1, 2 og 8«.
§ 349. Finanstilsynet kan påbyde en finansiel
virksomheds ledelse at lade udarbejde en rede-
gørelse for virksomhedens økonomiske stilling
og fremtidsudsigter. Virksomhedens bestyrelse,
direktion, den ansvarshavende aktuar, ekstern
revisor og den interne revisionschef skal ved
underskrift på påbuddet over for Finanstilsynet
bekræfte at være gjort bekendt med indholdet af
henvendelsen.
147. I § 346, stk. 3, og § 349, stk. 1, udgår
»den ansvarshavende aktuar,«.
Stk. 2. ---
§ 350. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. For forsikringsselskaber gælder endvide-
re §§ 248-252.
157. § 350, stk. 3, ophæves, og i stk. 4,
der bliver stk. 3, ændres »holdingvirksom-
796
hed,« til: »holdingvirksomhed«, og »en for-
sikringsholdingvirksomhed« udgår.
Stk. 4. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse
for en koncern, hvor modervirksomheden er en
finansiel holdingvirksomhed, en forsikringshol-
dingvirksomhed eller en finansiel virksomhed,
hvis der er betydelig risiko for, at koncernens
økonomiske stilling udvikler sig således, at kon-
cernen ikke vil overholde kapitalkravet til kon-
cernen.
174. § 350, stk. 3, ophæves, og i stk. 4,
der bliver stk. 3, ændres »holdingvirksom-
hed,« til: »holdingvirksomhed«, og »en for-
sikringsholdingvirksomhed« udgår.
§ 350 b. Finanstilsynet kan fastsætte et krav
om et kapitaltillæg til solvenskapitalkravet for
et gruppe 1-forsikringsselskab, såfremt Finans-
tilsynet vurderer, at
158. § 350 b ophæves.
1) selskabets risikoprofil afviger væ-
sentligt fra forudsætningerne i
standardformlen eller en anvendt
godkendt intern model til opgørel-
se af solvenskapitalkravet, jf. §
126 c, stk. 2,
2) selskabets virksomhedsstyring af-
viger væsentligt fra § 71 eller
3) selskabets risikoprofil afviger væ-
sentligt fra forudsætningerne for
anvendelsen af en matchtilpasning,
jf. § 126 e, stk. 2, eller en volatili-
tetsjustering, jf. § 126 e, stk. 3.
Stk. 2. Vurderingen af, om der foreligger en
væsentlig afvigelse efter stk. 1, foretages i
henhold til nærmere regler herom fastsat af
Europa-Kommissionen i medfør af artikel 37,
stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om ad-
gang til og udøvelse af forsikrings- og genfor-
sikringsvirksomhed (Solvens II).
797
Stk. 3. Opfyldes betingelsen i stk. 1, nr. 1, op-
gøres kapitaltillægget i overensstemmelse med
solvenskapitalkravet, jf. § 126 c.
Stk. 4. Vurderer Finanstilsynet, at et gruppe 1-
forsikringsselskabs risikoprofil afviger væsent-
ligt fra forudsætningerne i en koncernintern mo-
del, der er godkendt for koncernen af den kon-
cerntilsynsførende, kan Finanstilsynet, så længe
selskabet ikke har fundet en passende løsning
på de mangler, som Finanstilsynet har påpeget,
fastsætte et krav om kapitaltillæg, jf. stk. 1, nr.
1. Skønner Finanstilsynet, at et kapitaltillæg ik-
ke er hensigtsmæssigt, kan Finanstilsynet und-
tagelsesvis kræve, at selskabet beregner solven-
skapitalkravet på grundlag af standardformlen,
jf. § 126 c, stk. 2. Finanstilsynet kan i over-
ensstemmelse med stk. 1, nr. 1 og 2, fastsætte
et krav om kapitaltillæg til dette solvenskapital-
krav.
Stk. 5. Finanstilsynet tager kravet om et kapital-
tillæg op til revision mindst en gang årligt, og
kravet ophæves, når selskabet har rettet op på de
forhold, der har foranlediget det.
Stk. 6. Fastsætter Finanstilsynet et kapitaltillæg
efter stk. 1, udgør solvenskapitalkravet, jf. § 126
c, sammen med kapitaltillægget det nye solven-
skapitalkrav.
Stk. 7. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet
ikke det nye solvenskapitalkrav efter stk. 6, fin-
der § 248 a tilsvarende anvendelse.
§ 351. ---
Stk. 2 og 3. ---
Stk. 4. Finanstilsynet kan påbyde et pengeinsti-
tut, et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI)
og et globalt systemisk vigtigt finansielt institut
(G-SIFI) at afsætte en ansat, der er identifice-
159. I § 351, stk. 4, udgår »eller påbyde
et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en
ansat, der er identificeret som nøgleperson i
medfør af § 64 d, stk. 1,«.
798
ret som nøgleperson i medfør af § 64 c, stk.
1 og stk. 5, jf. stk. 1, eller påbyde et gruppe
1-forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er
identificeret som nøgleperson i medfør af § 64
d, stk. 1, inden for en af Finanstilsynet fastsat
frist, hvis vedkommende efter § 64, stk. 1, jf. §
64 c, stk. 4, eller § 64, stk. 1, jf. § 64 d, stk. 3,
ikke kan bestride stillingen.
Stk. 5. Finanstilsynet kan påbyde en finansiel
virksomhed at afsætte en direktør eller en ansat,
der er nøgleperson i medfør af § 64 c, stk. 1
og stk. 5, jf. stk. 1, eller i medfør af § 64 d,
stk. 1, når der er rejst tiltale mod den pågæl-
dende i en straffesag om overtrædelse af straf-
feloven, den finansielle lovgivning eller anden
relevant lovgivning indtil straffesagen er afgjort,
hvis domfældelse vil indebære, at direktøren
ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 3, at
nøglepersonen i et pengeinstitut, i et systemisk
vigtigt finansielt institut (SIFI) eller i et globalt
systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) ik-
ke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr. 3, jf. §
64 c, stk. 4, eller at nøglepersonen i et gruppe 1-
forsikringsselskab ikke opfylder kravene i § 64,
stk. 1, nr. 3, jf. § 64 d, stk. 3. Finanstilsynet fast-
sætter en frist for efterlevelse af påbuddet. Fi-
nanstilsynet kan under samme betingelser som
i 1. pkt. påbyde et medlem af bestyrelsen i en
finansiel virksomhed at nedlægge sit hverv. Fi-
nanstilsynet fastsætter en frist for efterlevelse af
påbuddet.
160. I § 351, stk. 5, 1. pkt., udgår » eller at
nøglepersonen i et gruppe 1-forsikringssel-
skab ikke opfylder kravene i § 64, stk. 1, nr.
3, jf. § 64 d, stk. 3«.
Stk. 6-8. ---
Stk. 9. Har den finansielle virksomhed ikke afsat
direktøren, har pengeinstituttet, det systemisk
vigtige finansielle institut (SIFI) eller det glo-
balt systemisk vigtige finansielle institut (G-SI-
FI) ikke afsat en ansat, der er identificeret som
nøgleperson i medfør af § 64 c, stk. 1 og stk.
5, jf. stk. 1, eller har gruppe 1-forsikringsselska-
bet ikke afsat en ansat, der er identificeret som
nøgleperson i medfør af § 64 d, stk. 1, inden for
den fastsatte frist, kan Finanstilsynet inddrage
virksomhedens tilladelse, jf. § 224, stk. 1, nr.
161. I § 351, stk. 9, udgår »eller har gruppe
1-forsikringsselskab ikke afsat en ansat, der
er identificeret som nøgleperson i medfør af
§ 64 d, stk. 1,«.
799
2. Finanstilsynet kan endvidere inddrage virk-
somhedens tilladelse, jf. § 224, stk. 1, nr. 2,
hvis et bestyrelsesmedlem ikke efterkommer et
påbud meddelt i medfør af stk. 2, 3 og 5.
§ 352 a. I tilfælde, hvor en finansiel virksomhed
er erklæret konkurs, størstedelen af den finan-
sielle virksomheds drift er ophørt eller overdra-
get, eller hvor et forsikringsselskabs forsikrings-
bestand er taget under administration, udarbej-
der Finanstilsynet en redegørelse for årsagerne
hertil, hvis et af nedennævnte forhold er indtruf-
fet i forbindelse med eller i en kortere periode
forud for virksomhedens konkurs m.v.:
162. I § 352 a, stk. 1, ændres »konkurs,«
til: »konkurs eller«, og »eller hvor et forsik-
ringsselskabs for-sikringsbestand er taget
under administration,« udgår.
1-3) ---
Stk. 2-4. ---
§ 354 b. ---
Stk. 2. Finanstilsynet skal endvidere orientere
offentligheden om navnet på en virksomhed,
der overtræder forbuddet mod at udøve finansiel
virksomhed uden tilladelse, jf. §§ 7-11 og 334.
5. I § 1, stk. 4, 1. og 3. pkt., to steder i § 14,
stk. 2, § 30, stk. 1, 1. pkt., § 31, stk. 1, 1.
pkt., to steder i § 344, stk. 3, og § 354 b, stk.
2, ændres »§§ 7-11« til: »§§ 7-10 a«.
§ 344. ----
Stk. 2. ---
Stk. 3. Finanstilsynet skal i tilrettelæggelsen
af tilsynsvirksomheden overveje de potentielle
konsekvenser for den finansielle stabilitet i an-
dre lande inden for Den Europæiske Union eller
et land, som Unionen har indgået aftale med
på det finansielle område. Det gælder navnlig
i forbindelse med krisesituationer. For filialer
beliggende her i landet af udenlandske virksom-
heder, der er meddelt tilladelse til at udøve den
i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et land inden for
Den Europæiske Union eller et land, som Uni-
163. I § 354, stk. 3, ændres »§§ 43-60 e« til:
»§§ 43-54«.
800
onen har indgået aftale med på det finansielle
område, skal Finanstilsynet overvåge filialerne
og bistå de kompetente tilsynsmyndigheder i til-
synet med filialerne. Finanstilsynet skal for væ-
sentlige filialer og datterselskaber af udenland-
ske virksomheder, der er meddelt tilladelse til
at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i
et land inden for Den Europæiske Union eller
et land, som Unionen har indgået aftale med
på det finansielle område, deltage i eventuelle
samarbejdsfora om tilsynet med den samlede
koncern.
§ 354. --
Stk. 2. ---
Stk. 3. Stk. 1 finder dog ikke anvendelse på
oplysninger i sager om god skik, prisoplysning
og kontraktforhold, jf. §§ 43-60 e og bekendtgø-
relser udstedt i medfør heraf.
163. I § 354, stk. 3, ændres »§§ 43-60 e« til:
»§§ 43-54«.
§ 355. Som part i forhold til Finanstilsynet
anses den finansielle virksomhed, den finansiel-
le holdingvirksomhed, forsikringsholdingvirk-
somheden, den blandede holdingvirksomhed,
den udenlandske finansielle virksomhed eller
den udenlandske finansielle holdingvirksomhed,
som Finanstilsynet har truffet eller vil træffe af-
gørelse over for i medfør af denne lov, forskrif-
ter fastsat i medfør af denne lov, Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013
om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter, for-
ordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. ju-
ni 2013 om adgang til at udøve virksomhed
som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinsti-
tutter og investeringsselskaber og forordninger
og regler udstedt i medfør af Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013
om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter, for-
ordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. no-
vember 2009 om adgang til og udøvelse af for-
sikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
164. I § 355, stk. 1, udgår »forsikringshol-
dingvirksomheden,« og »forordninger ud-
stedt i medfør af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. novem-
ber 2009 om adgang til og udøvelse af
for-sikrings- og genforsikringsvirksomhed
(Solvens II)«.
801
II), Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/2088/EU af 27. november 2019 om bære-
dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for
finansielle tjenesteydelser og regler udstedt i
medfør heraf og Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2020/852/EU af 18. juni 2020 om
fastlæggelse af en ramme til fremme af bære-
dygtige investeringer og regler udstedt i medfør
heraf jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. I nedennævnte tilfælde anses en anden
end virksomheden tillige som part i Finanstil-
synets afgørelse, for så vidt angår den del af
sagen, som vedrører den pågældende:
1) Modervirksomheden, hvor denne
er en finansiel holdingvirksomhed,
en forsikringsholdingvirksomhed
eller en finansiel virksomhed.
151. I § 347, stk. 3, og § 355, stk. 2,
nr. 1, ændres »holdingvirksomhed,« til:
»holdingvirksomhed«, og »en forsikrings-
holdingvirksomhed« udgår.
2-6) ---
7) En virksomhed, som ansøger
om tilladelse til at drive penge-
institut-, investeringsforvaltnings-,
værdipapirhandler-, realkredit-,
forsikrings- eller livsforsikrings-
virksomhed, jf. § 7, stk. 1, § 8,
stk. 1, § 10, stk. 1 og 2, § 11, stk.
1, og § 14, eller hvis ansøgning
suspenderes, jf. § 14, stk. 4.
165. I § 355, stk. 2, nr. 7, ændres »vær-
dipapirhandler, realkredit-, forsikrings- el-
ler livsforsikringsvirksomhed« til: »værdi-
papirhandler eller realkreditvirksomhed«,
og »§ 11, stk. 1,« udgår.
8-10) ---
11) Den, som overtræder lovens for-
bud mod i en virksomheds navn
eller betegnelse af virksomheden
at benytte ord, der er omfattet af
finansielle virksomheders eneret til
navn, jf. § 7, stk. 5, § 8, stk. 5, og
§ 11, stk. 9.
166. I § 355, stk. 2, nr. 11, ændres »§ 8, stk.
5, og § 11, stk. 9« til: »og § 8, stk. 5,«.
802
12) Den, der overtræder lovens forbud
mod at drive virksomhed omfattet
af § 7, stk. 1-4, § 8, stk. 1 og 3,
§ 10, stk. 1 og 6, og § 11, stk. 1,
uden tilladelse.
167. I § 355, stk. 2, nr. 12, indsættes efter
»stk. 1 og 3,«: »og«, og »og § 11, stk. 1«
udgår.
13) ---
14) Den ansvarshavende aktuar, når
denne ikke har opfyldt sin oplys-
ningsforpligtelse over for Finans-
tilsynet, jf. § 108, stk. 5, 1. pkt
166. § 355, stk. 2, nr. 14, ophæves.
Nr. 15 bliver herefter nr. 14.
15) ---
Stk. 3. Som part anses i øvrigt et bestyrelses-
medlem, en ansvarshavende aktuar, en revisor,
en direktør eller andre ledende medarbejdere
i en finansiel virksomhed, en finansiel holding-
virksomhed, en forsikringsholdingvirksomhed,
en udenlandsk finansiel virksomhed eller en
udenlandsk finansiel holdingvirksomhed, hvis
Finanstilsynets afgørelse er rettet direkte mod
den pågældende. Det samme gælder for en li-
kvidator, en administrator af en livsforsikrings-
bestand og en administrator i et administrations-
bo for særligt dækkede obligationer.
169. I § 355, stk. 3, udgår »en forsikrings-
holdingvirksomhed,«.
170. I § 355, stk. 3, 2. pkt., ændres »likvida-
tor,« til: »likvidator«, og »en administrator
af en livsforsikringsbestand« udgår.
Stk. 4-7. ---
§ 359. Forsikringsselskaber og filialer af uden-
landske selskaber, som har fået tilladelse af Fi-
nanstilsynet, registreres i Erhvervsstyrelsen.
171. I § 359 ændres »Forsikringsselskaber
og filialer« til: »Filialer«.
§ 361. Følgende fysiske og juridiske personer
omfattet af lov om finansiel virksomhed betaler
årligt et grundbeløb til Finanstilsynet:
172. I § 361, stk. 1, ændres »lov om finan-
siel virksomhed« til: »lov om finansiel virk-
somhed og lov om forsikringsvirksomhed«.
1-10) ---
803
Stk. 2-11. ---
§ 363 a. Filialer her i landet af udenlandske
virksomheder, der er meddelt tilladelse til at ud-
øve den virksomhed, som er nævnt i §§ 7-11, i
et land inden for Den Europæiske Union eller
et land, som Unionen har indgået aftale med på
det finansielle område, betaler årligt en afgift til
Finanstilsynet på 15 pct. af, hvad virksomheder
af tilsvarende art og størrelse med dansk tilla-
delse skal betale efter § 363 og §§ 364-366. Der
pålægges altid en minimumsafgift på 2.000 kr.
173. I § 363 a, stk. 1, ændres »§§ 7-11,« til:
»§§ 7-10 a i denne lov og §§ 14-18 i lov om
forsikringsvirksomhed,«.
Stk. 2-4. ---
§ 372. Afgørelser truffet af Finanstilsynet eller
Erhvervsstyrelsen i henhold til denne lov og
regler udstedt i medfør af denne lov og Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinsti-
tutter, eller regler udstedt i medfør af forordnin-
ger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013
om adgang til at udøve virksomhed som kredit-
institut og om tilsyn med kreditinstitutter og in-
vesteringsselskaber, forordninger udstedt i med-
før af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for
genopretning og afvikling af kreditinstitutter,
forordninger og regler udstedt i medfør af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinsti-
tutter, forordninger udstedt i medfør af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF
af 25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksom-
hed (Solvens II), Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning 2019/2088/EU af 27. november
2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger
i sektoren for finansielle tjenesteydelser og reg-
ler udstedt i medfør heraf, Europa-Parlamentets
og Rådets forordning 2020/1503/EU af 7. okto-
ber 2020 om europæiske crowdfundingtjeneste-
udbydere for erhvervslivet og regler udstedt i
medfør heraf og Europa-Parlamentets og Rådets
174. I § 372, stk. 1, udgår »forordninger
udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. novem-
ber 2009 om adgang til og udøvelse af
forsikrings- og genforsikringsvirksomhed
(Solvens II),« og stk. 4 ophæves.
Stk. 5 bliver herefter stk. 4.
804
forordning 2020/852/EU af 18. juni 2020 om
fastlæggelse af en ramme til fremme af bære-
dygtige investeringer og regler udstedt i med-
før heraf, kan af den, som afgørelsen retter sig
til, indbringes for Erhvervsankenævnet senest 4
uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågæl-
dende.
Stk. 2-5. ---
§ 372 a. Erhvervsministeren kan fastsætte reg-
ler, som er nødvendige for at anvende eller gen-
nemføre de afgørelser eller retsakter, som vedta-
ges af Europa-Kommissionen i medfør af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU
af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virk-
somhed som kreditinstitut og om tilsyn med
kreditinstitutter og investeringsselskaber, Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditin-
stitutter, Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regel-
sæt for genopretning og afvikling af kreditin-
stitutter og investeringsselskaber, Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/138/EU af
25. november 2009 om adgang til og udø-
velse af forsikrings- og genforsikringsvirksom-
hed (Solvens II), Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning 2019/2088/EU af 27. novem-
ber 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplys-
ninger i sektoren for finansielle tjenesteydel-
ser, Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæggel-
se af en ramme til fremme af bæredygtige
investeringer, og Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning 2020/1503/EU af 7. oktober
2020 om europæiske crowdfundingtjenesteud-
bydere for erhvervslivet, Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2014/51/EU af 16. april
2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og
2009/138/EF samt forordning nr. 1060/2009/EF,
nr. 1094/2010/EU og nr. 1095/2010/EU for så
vidt angår de beføjelser, der er tillagt den euro-
pæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Til-
synsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmar-
kedspensionsordninger) og den europæiske til-
175. I § 372 a, stk. 1, udgår »forord-
ninger udstedt i medfør af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2009/138/EF
af 25. november 2009 om adgang til og
udøvelse af forsikrings- og genforsikrings-
virksomhed (Solvens II),«, »Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2014/51/EU af
16. april 2014 om ændring af direk-tiv
2003/71/EF og 2009/138/EF samt forord-
ning nr. 1060/2009/EF, nr. 1094/2010/EU
og nr. 1095/2010/EU for så vidt angår de
beføjelser, der er tillagt den europæiske til-
synsmyndighed (Den Europæiske Tilsyns-
myndighed for Forsikrings- og Arbejds-
markedspensionsordninger)«, og »erhvervs-
livet,« ændres til: »erhvervslivet«.
805
synsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir-
tilsynsmyndighed), Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning 2017/2402/EU af 12. december
2017 om en generel ramme for securitisering
og om oprettelse af en specifik ramme for sim-
pel, transparent og standardiseret securitisering
og Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et paneu-
ropæisk personligt pensionsprodukt (PEPP-pro-
dukt).
Stk. 2. ---
§ 373. Overtrædelse af § 7, stk. 1-6, § 8, stk. 1
og 3-6, § 10, stk. 1, 2, 6 og 7, § 11, stk. 1, 9 og
10, § 16 a, stk. 2, § 16 b, stk. 2, § 25, 2. pkt., §
28, § 29 a, 2. pkt., § 31, stk. 7, 8 og 10, § 33,
stk. 1, § 33 a, stk. 1, § 36, § 38, stk. 1, 2 og 7
og stk. 8, 1. pkt., § 39, stk. 1, 3 og 4, §§ 40 og
45, § 46, stk. 1 og 2, § 49, stk. 1 og 2, § 50, stk.
2, § 52, § 53, stk. 1 og 2, § 61, stk. 1, §§ 61 b
og 61 c, § 63, stk. 1, 2 og 4, § 64, stk. 2, jf. stk.
1, nr. 3 og 4, § 64 a, § 64 c, stk. 4, jf. § 64, stk.
2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, § 64 d, stk. 3, jf. § 64,
stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, § 65, stk. 1, § 66, §
67, stk. 1, § 74, stk. 1 og 3, § 75, stk. 1, 1. pkt.,
og stk. 2-4, §§ 76, 78 og, § 101, § 102, stk. 2, 3,
5 og 6, §§ 103-106, § 106 a, stk. 1-4, § 106 b,
§ 106 c, § 106 d, stk. 1-5, § 107 a og § 117, §
118, stk. 5, § 119, § 120, stk. 1, 2. pkt., og stk.
2, § 124, stk. 1, 2 og 5, § 125 b, stk. 1-4 og 6, §
125 c, stk. 1, § 125 d, § 125 e, stk. 1, jf. § 125
b, stk. 1-4 og 6, § 125 e, stk. 1, jf. § 125 c, stk.
1, § 126, stk. 1 og 4, § 126 a, stk. 1-3, 5, 7 og
9, § 126 c, stk. 1-3, § 126 d, stk. 1, § 126 e, stk.
1, § 126 f, 1. pkt., § 126 g, stk. 1, § 146, stk. 1,
§ 147, stk. 1, § 149, stk. 1 og 3, §§ 150 og 151,
§ 152, stk. 1, § 153, stk. 1, §§ 154 og 170-175
a, § 175 g, stk. 1, 5 og 6, § 182, stk. 1 og 2, §§
194, 195, 200, 200 a og 201, § 202, stk. 1 og 3,
§ 203, stk. 1, § 204, stk. 1, § 226, stk. 1 og 2,
§ 227, § 248, stk. 1, § 248 a, stk. 1 og 4, § 248
b, stk. 1, § 313 b, § 334, § 343 v, stk. 1, § 343
ø, stk. 1, § 347, stk. 2,og § 417 c, stk. 1, 2 og
4, samt artikel 11, artikel 26, stk. 2, artikel 31,
stk. 1, litra h, artikel 73, stk. 1, artikel 92, stk. 1,
176. I § 373, stk. 1, udgår »§ 11, stk. 1, 9 og
10,«, »§ 64 d, stk. 3, jf. 64, stk. 2, jf. stk. 1,
nr. 3 og 4,«, »§ 107 a og«, »§ 126 a, stk. 1,
3, 5, 7 og 9, § 126 c, stk. 1-3, § 126 d, stk.
1, § 126 e, stk. 1, § 126 f, 1. pkt., § 126 g,
stk. 1,« og »§ 343 ø, stk. 1,«.
806
artikel 93, stk. 1-5, artikel 97, stk. 1, artikel 394,
stk. 1, artikel 395 og 398 og artikel 500, stk.
1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til
kreditinstitutter, og artikel 6, 7, 9, 18-26 og 26
b-26 e, artikel 27, stk. 1 og 4, og artikel 28, stk.
2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2017/2402/EU af 12. december 2017 om en ge-
nerel ramme for securitisering og om oprettelse
af en specifik ramme for simpel, transparent og
standardiseret securitisering samt artikel 3, stk.
1, 3, 4 og 6, artikel 5, artikel 6, stk. 1-6, artikel
10, artikel 11, artikel 12, stk. 1, artikel 13, stk.
2, artikel 15, stk. 2 og 3, artikel 16, stk. 1,
artikel 18, stk. 1 og 4, artikel 20, stk. 1 og 2,
og artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2020/1503/EU af 7. oktober 2020
om europæiske crowdfundingtjenesteudbydere
for erhvervslivet straffes med bøde eller fængsel
indtil 4 måneder, medmindre højere straf er for-
skyldt efter den øvrige lovgivning.
Stk. 2. Overtrædelse af § 16 c, § 16 d, stk. 1, §
16 f, stk. 1-3, § 23, stk. 5, 7 og 8 § 38 a, § 54,
stk. 2, § 57, stk. 1, § 64, stk. 3, § 64 c, stk. 1, 3,
5 og 7, jf. stk. 1 og 3, § 64 d, stk. 1, 2 og 4-6, §
64 e, § 70, stk. 1-4, § 70 a, stk. 1-3, § 71, stk. 1,
§ 71 a, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., § 71 b, stk. 1, §
71 c, stk. 1, 2. pkt., § 72 b, stk. 2 og 3, § 73, stk.
1, 1. pkt., og stk. 2, § 75, stk. 1, 2. pkt., § 75 a,
stk. 1, § 75 b, stk. 1, § 75 c, stk. 1, § 77, stk. 1-6
og 10, § 77 a, stk. 1-6, §§ 77 b og 77 c, § 77 d,
stk. 1-4, § 77 f, stk. 1 og 2, § 77 g, stk. 2, § 79
a, stk. 1, nr. 1, § 80, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk.
3, 7 og 8, § 80 a, § 80 b, stk. 1-3 og 5, og § 80
c, stk. 1 og 2, § 81 b, stk. 3, 5 og 6, § 85 b, stk.
3, 5 og 6, § 108, stk. 1-5, § 121, stk. 1, § 122,
§ 126 b, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., § 126
c, stk. 5, § 126 d, stk. 4 og 6, § 126 e, stk. 4, §
152 a, stk. 1, 1. pkt., § 152 b, stk. 4-7, § 152 c,
stk. 1, § 152 d, stk. 1, § 152 e, stk. 1, § 152 g,
stk. 1, 1. og 3. pkt., stk. 2-5 og stk. 7, 1. pkt., §
152 j, stk. 1, 2. pkt., eller stk. 2, § 152 k, stk. 1,
2 eller 5, § 152 m, stk. 1, § 167, stk. 1, 2 og 4,
§ 175 b, stk. 1, 2, 4 og 9, § 182 d, § 182 e, stk.
2 og stk. 7, 1. pkt., og § 182 f, § 183, stk. 1, 1.
pkt., og stk. 5, § 184, stk. 1, § 185, stk. 1 og 3
177. I § 373, stk. 2, udgår »§ 57, stk. 1,«, »§
64 d, stk. 1, 2 og 4-6,«, »§ 72 b, stk. 2 og
3,«, »§ 108, stk. 1-5,«, »§ 167, stk. 1, 2 og
4, § 175 b, stk. 1, 2, 4 og 9,«, »§ 230 a, stk.
1-4,«, »§ 283, stk. 1 og 2,«.
807
og stk. 4, 1. pkt., §§ 186 og 187, § 188, stk. 1,
stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, 2. pkt., §§ 189 og 190,
§ 191, stk. 1-3, § 192, 1. pkt., § 193, 1. pkt., §
198, stk. 1, § 199, stk. 2 og 6, § 206, § 230 a,
stk. 1-4, § 245 a, stk. 1 og 3, § 245 b, stk. 1, 1.
pkt., og stk. 2, § 247 a, stk. 9 og 10, § 259 a, §
264, stk. 2 og 3, § 266, stk. 1, § 268, stk. 1-4, §
269 c, § 283, stk. 1 og 2, §§ 312 og 312 b, § 336
a, stk. 3, 5 og 6, § 347 b, stk. 3 og 6, § 347 c,
stk. 2, § 354 a, stk. 1, 1.-5. pkt., og stk. 3, 1.-7.
pkt., § 417 a, stk. 4, § 417 b, stk. 5, § 417 c,
stk. 3, samt artikel 4 i Rådets forordning om an-
vendelse af internationale regnskabsstandarder
og artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning om kreditvurderingsbureauer,
artikel 28, artikel 41, stk. 1, litra b, artikel 49,
stk. 1, litra c, artikel 51, jf. artikel 52, artikel 54,
stk. 5, litra a og c, artikel 63, artikel 73, stk. 6,
artikel 76, stk. 2, artikel 77, artikel 99, stk. 1,
artikel 101, stk. 1 og 2, artikel 113, stk. 7, 1.
afsnit, artikel 129, stk. 3 og 7, artikel 221, stk.
1 og 2, artikel 256, stk. 7, 1. afsnit, artikel 259,
stk. 1, litra b og e, artikel 262, stk. 2, 2. afsnit,
artikel 263, stk. 2, 1. afsnit, artikel 393, artikel
394, stk. 2, artikel 405, stk. 1, artikel 412, stk.
1 og 2, artikel 415, stk. 1 og 2, artikel 430, stk.
1, 1. afsnit, 1. pkt., og 2. afsnit, artikel 431, stk.
1, jf. artikel 435 og 436, artikel 437, stk. 1, arti-
kel 438 og 439, artikel 440, stk. 1, artikel 441,
stk. 1, artikel 442 og 444-450, artikel 451, stk.
1, artikel 431, stk. 3, artikel 433, 1.-3. afsnit,
artikel 434, 1. afsnit, 2. og 3. pkt., og afsnit
2, 2. pkt., artikel 471, stk. 1, artikel 492, stk.
2-4, artikel 499, stk. 1, og artikel 501, stk. 3, i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kredit-
institutter, artikel 5, stk. 1, artikel 6 og 7, artikel
8, stk. 1-3, artikel 9, artikel 10, stk. 1, artikel
13, stk. 1, 3 og 4, og artikel 14 og 19 i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1286/2014 af 26. november 2014 om dokumen-
ter med central information om sammensatte og
forsikringsbaserede investeringsprodukter til de-
tailinvestorer (PRIIP᾽er) og artikel 5-7, 18-30,
33-42, 44-46, 48, 50 og 52-56 i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2019/1238/EU af
20. juni 2019 om et paneuropæisk personligt
pensionsprodukt (PEPP-produkt) samt artikel 4,
808
artikel 8, stk. 1-6, artikel 9, stk. 1 og 2, artikel
19, stk. 1-6, artikel 22, artikel 23, stk. 2-14,
og artikel 24 i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2020/1503/EU af 7. oktober 2020
om europæiske crowdfundingtjenesteudbydere
for erhvervslivet straffes med bøde. På samme
måde straffes overtrædelse af meddelelsesplig-
ten i § 152 a, stk. 4, 1. pkt.
Stk. 3. Med bøde straffes en finansiel virk-
somhed, en finansiel holdingvirksomhed eller
en forsikringsholdingvirksomhed, der ikke ef-
terkommer et påbud, der er givet i medfør af
§ 24, stk. 1, 3. pkt., § 29, stk. 2, § 126 c, stk.
4, § 126 f, § 152 k, stk. 4, § 175 g, stk. 3, §
243 a, stk. 2, § 245 a, stk. 2, § 261, § 264, stk.
5, § 264 a, § 269 a, stk. 1, § 347 b, stk. 1, 1.
pkt., § 347 c, stk. 1, § 348, stk. 2, 1. pkt., eller
§ 350, stk. 1, og overtrædelser af § 112, stk. 1, i
selskabsloven. Med bøde straffes endvidere den,
som ikke efterkommer et påbud, der er givet i
medfør af § 351, stk. 2 og 3, og stk. 5, 3. pkt.
Med bøde straffes herudover den, som overtræ-
der et forbud eller en begrænsning eller restrik-
tion meddelt i henhold til artikel 16 eller 17 i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 1286/2014 af 15. maj 2014 om dokumen-
ter med central information om sammensatte
og forsikringsbaserede investeringsprodukter til
detailinvestorer (PRIIP᾽er) eller artikel 40-42 i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 600/2014 om markeder for finansielle instru-
menter.
69. I § 61, stk. 1, 1. pkt., § 61 b, stk. 1,
§ 61 c, stk. 1, § 62, stk. 1, § 70, stk. 1
og 6, § 71, stk. 1 og 2, § 199, stk. 2, §
346, stk. 2, § 347 b, stk. 1, § 347 c, stk.
1, § 373, stk. 3 og 6, og § 374, stk. 4,
ændres »finansiel virksomhed, en finansiel
holdingvirksomhed eller en forsikringshol-
dingvirksomhed« til: »finansiel virksomhed
eller en finansiel holdingvirksomhed«.
178. I § 373, stk. 3, 1. pkt., udgår »§ 126 c,
stk. 4, § 126 f,«.
Stk. 4 og 5. ---
Stk. 6. Undlader et medlem af en finansiel
virksomheds, en finansiel holdingvirksomheds
eller en forsikringsholdingvirksomheds besty-
relse eller direktion at træffe nødvendige for-
anstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggen-
de fare for tab af væsentlig størrelse, straffes
vedkommende med bøde eller fængsel indtil 2
år, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter
straffelovens § 290 b, stk. 1, eller den øvrige
lovgivning. Tilsvarende gælder et medlem af
69. I § 61, stk. 1, 1. pkt., § 61 b, stk. 1,
§ 61 c, stk. 1, § 62, stk. 1, § 70, stk. 1
og 6, § 71, stk. 1 og 2, § 199, stk. 2, §
346, stk. 2, § 347 b, stk. 1, § 347 c, stk.
1, § 373, stk. 3 og 6, og § 374, stk. 4,
ændres »finansiel virksomhed, en finansiel
holdingvirksomhed eller en forsikringshol-
dingvirksomhed« til: »finansiel virksomhed
eller en finansiel holdingvirksomhed«.
809
bestyrelsen eller direktionen i en sparevirksom-
hed eller administrator i et administrationsbo
oprettet i medfør af § 247 a.
Stk. 7 og 8. ---
Stk. 9. Forældelsesfristen er dog 10 år for over-
trædelse af § 7, stk. 1-4, § 8, stk. 1 og 3, § 10,
stk. 1 og 2, § 11, stk. 1, § 31, stk. 10, § 33 a,
stk. 1, § 70, stk. 1-5, § 71, stk. 1 og 3, §§ 75 og
76, § 78, stk. 1-4, § 102, stk. 2 og 5, § 103, stk.
1, 2 og 4, § 106, stk. 2, § 106 a, stk. 1 og 4, §
106 b, § 106 c, stk. 1 og 3, § 106 d, stk. 1, §
108, stk. 1, 2 og 4 og stk. 5, 1. pkt., § 124, stk.
1 og 2, § 125 b, stk. 1-4 og 6, § 125 c, stk. 1,
§ 125 d, § 125 e, stk. 1, jf. § 125 b, stk. 1-4 og
6, § 125 e, stk. 1, jf. § 125 c, stk. 1, § 126, stk.
1 og 4, § 126 a, stk. 1-3, 5 og 9, § 126 b, stk.
1, 2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., § 126 c, stk. 1 og 5,
§ 126 d, stk. 1, § 126 e, stk. 1 og 4, § 126 f, 1.
pkt., § 150, § 152, stk. 1, § 152 m, stk. 1, § 153,
stk. 1, § 167, stk. 1, 3 og 5, § 170, stk. 1, 2 og 5,
§§ 171 og 172, § 174, stk. 1 og 2, § 175, § 182,
stk. 1 og 2, § 183, stk. 5, §§ 186 og 187, § 188,
stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., § 193, 1. pkt., § 199, stk.
2 og 6, § 200, § 248, stk. 1, § 248 a, stk. 1 og
4, § 248 b, stk. 1, § 313 b, § 334, stk. 1, § 343
v, stk. 1, § 347, stk. 2, § 347 b, stk. 3 og 6, og
§ 417 c, stk. 1, 2 og 4, samt artikel 11, stk. 1,
2, 3 og 5, artikel 26, stk. 2, artikel 28, stk. 1-4,
artikel 31, stk. 1, litra h, artikel 51, jf. artikel 52,
artikel 54, stk. 5, litra a og c, artikel 73, stk. 1,
artikel 77, artikel 92, stk. 1, artikel 93, stk. 1-5,
artikel 97, stk. 1, artikel 113, stk. 7, 1. afsnit,
artikel 393, artikel 394, stk. 1, artikel 395, stk.
1, 1. og 2. afsnit, og stk. 3 og 6, artikel 398,
1. og 2. afsnit, artikel 412, stk. 1 og 2, artikel
415, stk. 1 og 2, artikel 471, stk. 1, og artikel
500, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning nr. 575/2013/EU om tilsynsmæssige
krav til kreditinstitutter eller regler udstedt i
medfør af § 373, stk. 4, eller artikel 6, stk. 1,
artikel 10, stk. 1, artikel 14, stk. 1, og artikel
19 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
nr. 1286/2014/EU af 26. november 2014 om do-
kumenter med central information om sammen-
179. I § 373, stk. 9, udgår »§ 11, stk. 1, §
31, stk. 10,«, »§ 108, stk. 1, 2 og 4 og stk.
5, 1. pkt.,«, »§ 126, stk. 1 og 4,«, »§ 126 b,
stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., § 126 c, stk.
1 og 5, § 126 d, stk. 1, § 126 e, stk. 1 og 4,
§ 126 f, 1. pkt.,« og »§ 248, stk. 1, § 248 a,
stk. 1 og 4, § 248 b, stk. 1,«.
810
satte og forsikringsbaserede investeringsproduk-
ter til detailinvestorer (PRIIP᾽er) samt artikel
12, stk. 1, og artikel 23 i Europa-Parlamentets
og Rådets forordning 2020/1503/EU af 7. okto-
ber 2020 om europæiske crowdfundingtjeneste-
udbydere for erhvervslivet.
Stk. 10. Finanstilsynet kan fastsætte regler om
straf af bøde ved overtrædelse af bestemmel-
ser indeholdt i Den Europæiske Unions forord-
ninger, som vedtages af Europa-Kommissionen
i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om ad-
gang til at udøve virksomhed som kreditinstitut
og om tilsyn med kreditinstitutter og investe-
ringsselskaber, Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæs-
sige krav til kreditinstitutter, Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. no-
vember 2009 om adgang til og udøvelse af
forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Sol-
vens II), Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af
direktiv 2003/71/EF og 2009/138/EF samt for-
ordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr. 1094/2010
og (EU) nr. 1095/2010 for så vidt angår de
beføjelser, der er tillagt den europæiske tilsyns-
myndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed
for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensions-
ordninger) og den europæiske tilsynsmyndighed
(Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed)
og Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et paneu-
ropæisk personligt pensionsprodukt (PEPP-pro-
dukt).
180. I § 373, stk. 10, udgår »Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF
af 25. november 2009 om adgang til og
udøvelse af forsikrings- og genforsikrings-
virksomhed (Solvens II), og Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU
af 16. april 2014 om ændring af direk-
tiv 2003/71/EF og 2009/138/EF samt for-
ordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr.
1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for så
vidt angår de beføjelser, der er tillagt den
europæiske tilsynsmyndighed (Den Euro-
pæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings-
og Arbejdsmarkedspensionsordninger)«.
Stk. 11-13. ---
§ 374. ---
Stk. 2 og 3. ---
Stk. 4. Såfremt en finansiel virksomhed, en fi-
nansiel holdingvirksomhed eller en forsikrings-
69. I § 61, stk. 1, 1. pkt., § 61 b, stk. 1,
§ 61 c, stk. 1, § 62, stk. 1, § 70, stk. 1
811
holdingvirksomhed, som har udstedt omsætteli-
ge værdipapirer, der er optaget til handel på
et reguleret marked, ikke opfylder sine forplig-
telser efter bestemmelserne i §§ 183-193 eller
bestemmelser fastsat i medfør af § 196, kan
Finanstilsynet give den pågældende virksomhed
påbud om ændring af forholdet, herunder påbud
om offentliggørelse af ændrede eller suppleren-
de oplysninger. Skønnes det hensigtsmæssigt,
kan Finanstilsynet selv offentliggøre de pågæl-
dende oplysninger, offentliggøre påbuddet eller
suspendere eller slette de berørte omsættelige
værdipapirer fra handel på et reguleret marked.
og 6, § 71, stk. 1 og 2, § 199, stk. 2, §
346, stk. 2, § 347 b, stk. 1, § 347 c, stk.
1, § 373, stk. 3 og 6, og § 374, stk. 4,
ændres »finansiel virksomhed, en finansiel
holdingvirksomhed eller en forsikringshol-
dingvirksomhed« til: »finansiel virksomhed
eller en finansiel holdingvirksomhed«.
Stk. 5. Den finansielle virksomhed, den finan-
sielle holdingvirksomhed eller forsikringshol-
dingvirksomheden, der ikke efterlever et påbud
fra Finanstilsynet eller afgiver urigtige eller
vildledende oplysninger til Finanstilsynet, i for-
hold til tilsynets opgaver efter stk. 4, straffes
med bøde, for så vidt højere straf ikke er for-
skyldt efter anden lovgivning.
181. I § 374, stk. 5, ændres »Den finansiel-
le virksomhed, den finansielle holdingvirk-
somhed eller forsikringsholdingvirksomhe-
den« til: »Den finansielle virksomhed eller
den finansielle holdingvirksomhed«.
Stk. 6. ---
§ 400. Forsikringsselskaber, der den 1. oktober
1981 ikke havde en fuldt indbetalt selskabskapi-
tal, kan opretholde denne ordning.
182. § 400 ophæves.
Stk. 2. I de af stk. 1 omfattede forsikringsselska-
ber må en aktionær eller garant ikke hæfte for
indbetaling på aktier eller garantiandele til et
større samlet beløb end 5 pct. af aktie eller ga-
rantikapitalen eller for større beløb end 50.000
kr., medmindre der stilles en af Finanstilsynet
godkendt sikkerhed for beløb herudover.
Stk. 3. Finanstilsynet kan undtage fra reglen i
stk. 2.
Stk. 4. Overdragelsen af en ikke fuldt indbetalt
aktie eller garantiandel i forsikringsselskaber
omfattet af stk. 1 kan kun finde sted med be-
styrelsens godkendelse. Sådan godkendelse må
812
ikke meddeles, medmindre det må antages, at
erhververen vil være i stand til at erlægge de
fremtidige indbetalinger, eller medmindre be-
tryggende sikkerhed stilles. Stilles betryggende
sikkerhed, kan godkendelse ikke nægtes, med-
mindre den ønskede overdragelse strider imod
andre gyldigt fastsatte regler om indskrænkning
i aktiernes eller garantiandelenes omsættelig-
hed.
Stk. 5. Når bestyrelsen har godkendt overdragel-
sen og erhververen har udstedt forskrivning for
det ikke indbetalte beløb, bortfalder overdrage-
rens forpligtelser.
Stk. 6. Foretager en aktionær eller garant i for-
sikringsselskaber omfattet af stk. 1 ikke i rette
tid en aktionæren eller garanten påhvilende ind-
betaling, er aktionæren eller garanten, såfremt
vedtægterne ikke bestemmer andet, pligtig fra
forfaldsdagen at betale en årlig rente af det skyl-
dige beløb svarende til den rente, der er fastsat
efter § 5, stk. 1 og 2, i lov om renter ved forsin-
ket betaling m.v.
Stk. 7. Selskabet skal, hvis betaling efter stk. 7
ikke sker rettidigt, uden ugrundet ophold søge
sig fyldestgjort for det skyldige beløb enten ved
et søgsmål eller ved for aktionærens eller garan-
tens regning, og så vidt muligt efter 4 ugers
varsel til aktionæren eller garanten, at søge ak-
tien eller garantiandelen afhændet med forplig-
telse for erhververen til at yde de manglende
indbetalinger med påløbne renter. Afhændelsen
skal ske gennem et børsmæglerselskab, et kre-
ditinstitut, der har særlig tilladelse, eller et pen-
geinstitut eller ved offentlig auktion. Medfører
afhændelsen udstedelse af nyt aktiebrev eller in-
terimsbevis, skal aktiebrevet eller interimsbevi-
set foruden at angive sit øjemed gengive indhol-
det af det gamle aktiebrev eller interimsbeviset
samt underskrives af bestyrelsen. Dog kan inte-
rimsbeviser underskrives af en af bestyrelsen
befuldmægtiget.
813
Stk. 8. Viser det sig, at det skyldige beløb ik-
ke kan inddrives på nogen af de anførte må-
der, skal aktien eller garantiandelen annulleres,
og kapitalen anses da for nedsat med et til ak-
tiens eller garantiandelens pålydende svarende
beløb. Det beløb, der er indbetalt, henlægges til
en fond, som ikke uden Finanstilsynets samtyk-
ke må formindskes.
Stk. 9. Kapitalens nedsættelse skal anmeldes
til Erhvervsstyrelsen. Endvidere skal der til Fi-
nanstilsynet indsendes bevis for, at betingelser-
ne for aktiens eller garantiandelens annullation
har været til stede.
§ 417 a. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ik-
ke anvender en matchtilpasning til den risikofrie
rentekurve efter § 126 e, stk. 2, på forsikrings-
forpligtelserne, kan få tilladelse fra Finanstilsy-
net til at anvende en justeret rentekurve opgjort
efter stk. 2 indtil den 1. januar 2032 for forsik-
ringsforpligtelser i henhold til aftaler, der blev
indgået før den 1. januar 2016, og aftaler, der
fornyes efter den 31. december 2015. Gruppe 1-
forsikringsselskaber, der har fået tilladelse efter
1. pkt., kan ikke opnå tilladelse efter § 417 b.
183. §§ 417 a-417 d ophæves.
Stk. 2. Den justerede rentekurve opgøres for
hver enkelt valuta ved udgangen af hvert år som
en andel af forskellen mellem renten som fastsat
efter diskonteringsrentekurven pr. 31. december
2015 og den årlige effektive rente som fastsat
efter den risikofrie rentekurve, jf. § 126 e, stk.
1 og 3. Andelen opgøres som et lineært fald fra
100 pct. til 0 pct. i perioden fra den 1. januar
2016 til den 1. januar 2032.
Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltil-
læg i overensstemmelse med § 350 b, såfremt
Finanstilsynet vurderer, at et gruppe 1-forsik-
ringsselskab, der anvender den justerede rente-
kurve, har en risikoprofil, der afviger væsentligt
fra forudsætningerne, der ligger til grund for
anvendelsen heraf.
814
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har
fået tilladelse efter stk. 1, skal i den rapport
om selskabets solvens og finansielle situation,
som selskabet skal offentliggøre, jf. § 283, op-
lyse om, at selskabet anvender en justeret rente-
kurve, og angive den beløbsmæssige effekt af
ikke at anvende denne justerede rentekurve på
størrelsen af de forsikringsmæssige hensættel-
ser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkra-
vet, basiskapitalgrundlaget, det kapitalgrundlag,
der kan anvendes til at dække solvenskapital-
kravet, og det basiskapitalgrundlag, der kan an-
vendes til at dække minimumskapitalkravet.
§ 417 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab kan ind-
til den 1. januar 2032 få tilladelse fra Finanstil-
synet til at anvende et fradrag i de forsikrings-
mæssige hensættelser opgjort efter stk. 2. Grup-
pe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladelse
efter 1. pkt., kan ikke opnå tilladelse efter § 417
a.
183. §§ 417 a-417 d ophæves.
Stk. 2. Fradraget opgøres som en andel, der op-
gøres som et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i
perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar
2032, af forskellen mellem
1) de forsikringsmæssige hensættel-
ser efter fradrag af beløb, der
kan kræves tilbagebetalt i henhold
til genforsikringsaftaler, opgjort i
overensstemmelse med regler ud-
stedt i medfør af § 126 e, stk. 6,
for så vidt angår gruppe 1-forsik-
ringsselskabers værdiansættelse af
aktiver og passiver, herunder for-
sikringsmæssige hensættelser den
1. januar 2016, og
2) de forsikringsmæssige hensættel-
ser efter fradrag af beløb, der
kan kræves tilbagebetalt i henhold
til genforsikringsaftaler og aftaler
med ISPV’er, og opgjort i over-
ensstemmelse med bekendtgørelse
om finansielle rapporter for for-
815
sikringsselskaber og tværgående
pensionskasser den 31. december
2015.
Stk. 3. Fradraget opgøres én gang for hele pe-
rioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar
2032. Finanstilsynet kan dog påbyde eller give
tilladelse til, at et gruppe 1-forsikringsselskab,
hvis risikoprofil i perioden fra den 1. januar
2016 til den 1. januar 2032 ændrer sig væsent-
ligt, opgør de forsikringsmæssige hensættelser
efter stk. 2, herunder volatilitetsjusteringen, jf. §
126 e, stk. 3, hvert andet år eller oftere.
Stk. 4. Finanstilsynet kan begrænse fradraget
opgjort efter stk. 2, hvis anvendelsen heraf med-
fører, at solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, er
mindre end det største af summen af de neden-
for i nr. 1-5 nævnte beløb og det største af det
for selskabet relevante beløb i nr. 6-10:
1) 4 pct. af de risikovægtede pos-
ter for livsforsikringshensættelser
tillagt 0,3 pct. af de risikovægte-
de poster for risikosummen for
livsforsikringsvirksomhed i forsik-
ringsklasserne I-IV og VI, jf. bilag
8, hvor virksomheden har en inve-
steringsrisiko.
2) 1 pct. af de risikovægtede pos-
ter for livsforsikringshensættelser
tillagt 0,3 pct. af de risikovægte-
de poster for risikosummen for
livsforsikringsvirksomhed i forsik-
ringsklasse V, jf. bilag 8, og i for-
sikringsklasse III, jf. bilag 8, hvor
virksomheden ikke har en investe-
ringsrisiko, og hvor det beløb, der
skal dække de i forsikringsaftalen
fastsatte driftsomkostninger, fast-
sættes for en periode på over 5 år.
3) 25 pct. af det seneste regnskabs-
års forsikringsmæssige administra-
816
tionsomkostninger tillagt 0,3 pct.
af de risikovægtede poster for
risikosummen for livsforsikrings-
virksomhed i forsikringsklasse III,
hvor virksomheden ikke har en
investeringsrisiko, og hvor det be-
løb, der skal dække de i forsik-
ringsaftalen fastsatte driftsomkost-
ninger, ikke fastsættes for en peri-
ode på over 5 år.
4) 25 pct. af det seneste regnskabs-
års forsikringsmæssige administra-
tionsomkostninger for særskilte
SP-konti.
5) Det største beløb i skadeforsik-
ringsvirksomhed af
a) 18 pct. af de risikovægtede pos-
ter for det maksimale af bruttopræ-
mier og bruttopræmieindtægter op
til 61,3 mio. euro tillagt 16 pct. af
beløb derudover og
b) det årlige gennemsnit af 26
pct. af de risikovægtede poster for
bruttoerstatningsudgifterne for be-
løb op til 42,9 mio. euro og 23 pct.
af beløb derudover i de seneste 3
regnskabsår.
6) 3,7 mio. euro for forsikringssel-
skaber, der udøver livsforsikrings-
virksomhed.
7) 2,5 mio. euro for forsikringssel-
skaber, der udøver virksomhed in-
den for forsikringsklasserne 1-9 og
16-18, jf. bilag 7.
8) 3,7 mio. euro for forsikringssel-
skaber, der udøver virksomhed in-
817
den for forsikringsklasserne 10-15,
jf. bilag 7.
9) 3,6 mio. euro for forsikringssel-
skaber, der udøver genforsikrings-
virksomhed.
10) 1,2 mio. euro for captivegenforsik-
ringsselskaber.
Stk. 5. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har
fået tilladelse efter stk. 1, skal i den rapport om
selskabets solvens og finansielle situation, som
selskabet skal offentliggøre, jf. § 283, oplyse
om, at selskabet anvender fradraget, og angive
den beløbsmæssige effekt af ikke at anvende
dette fradrag på størrelsen af de forsikringsmæs-
sige hensættelser, solvenskapitalkravet, mini-
mumskapitalkravet, basiskapitalgrundlaget, det
kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække
solvenskapitalkravet, og det basiskapitalgrund-
lag, der kan anvendes til at dække minimumska-
pitalkravet .
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere reg-
ler for opgørelsen af de risikovægtede poster
efter stk. 4, nr. 1, 2, 3 og 5.
§ 417 c. Et gruppe 1-forsikringsselskab, der
anvender den justerede rentekurve efter § 417
a eller fradraget efter § 417 b, skal straks un-
derrette Finanstilsynet, hvis selskabet ikke ville
opfylde solvenskapitalkravet opgjort efter § 126
c, såfremt selskabet ikke anvendte den justerede
rentekurve eller fradraget.
183. §§ 417 a-417 d ophæves.
Stk. 2. Senest 2 måneder efter at have konstate-
ret, at solvenskapitalkravet ikke kan opfyldes
uden anvendelse af den justerede rentekurve el-
ler fradraget, skal gruppe 1-forsikringsselskabet
indsende en redegørelse til Finanstilsynet, der
angiver de planlagte foranstaltninger med hen-
blik på at sikre opfyldelsen af solvenskapital-
kravet den 1. januar 2032. Ændrer selskabet de
planlagte foranstaltninger i løbet af overgangs-
818
perioden efter 1. pkt., skal selskabet straks ori-
entere Finanstilsynet om ændringerne.
Stk. 3. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal hvert
år ved udgangen af første kvartal indsende en
rapport til Finanstilsynet med angivelse af de
hidtidige foranstaltninger og fremskridt med
henblik på at sikre opfyldelsen af solvenskapi-
talkravet den 1. januar 2032.
Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal den 1.
januar 2032 opfylde solvenskapitalkravet, jf. §
126 c, uden at anvende den justerede rentekurve
efter § 417 a eller fradraget efter § 417 b.
Stk. 5. Finanstilsynet tilbagekalder tilladelsen
efter § 417 a eller § 417 b, hvis Finanstilsynet
på baggrund af rapporten efter stk. 3 vurderer, at
det ikke er sandsynligt, at gruppe 1-forsikrings-
selskabet kan opfylde solvenskapitalkravet den
1. januar 2032.
§ 417 d. Kravene i artikel 254-257 i Kommis-
sionens delegerede forordning (EU) 2015/35
af 10. oktober 2014 om supplerende regler
til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/138/EF om adgang til og udøvelse af for-
sikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II) finder udelukkende anvendelse for investe-
ringer i securitiseringspositioner, som blev ud-
stedt før den 1. januar 2011, såfremt den un-
derliggende eksponering ændres efter den 31.
december 2014.
183. §§ 417 a-417 d ophæves.
BILAG 7
Forsikringsvirksomhed - skade
Klassifikation af risici ved hjælp af forsikrings-
klasser.
184. Bilag 7 og 8 ophæves.
1) Ulykker (herunder arbejdsulykker
og erhvervssygdomme): summa-
forsikring, erstatning af økonomi-
819
ske tab, kombinationer heraf og
personbefordring.
2) Sygdom: summaforsikring, erstat-
ning af økonomiske tab og kombi-
nationer heraf.
3) Kaskoforsikring for landkøretøjer
(bortset fra jernbaners rullende
materiel): alle skader på motor-
drevne landkøretøjer og ikkemo-
tordrevne landkøretøjer.
4) Kaskoforsikring for jernbanekøre-
tøjer: alle skader på jernbanekøre-
tøjer.
5) Kaskoforsikring for luftfartøjer: al-
le skader på luftfartøjer.
6) Kaskoforsikring for fartøjer til sej-
lads på have, indsøer og floder: al-
le skader på flodfartøjer, indsøfar-
tøjer og havfartøjer.
7) Godstransport (herunder varer, ba-
gage og alt andet gods): alle ska-
der på transporterede varer eller
bagage uanset arten af transport-
midlet.
8) Brand og naturkræfter: alle ska-
der på ejendom (bortset fra ejen-
dom omfattet af klasserne 3, 4,
5, 6 og 7), når de er forårsaget
af brand, eksplosion, storm, natur-
kræfter (bortset fra storm), kernee-
nergi og jordskred.
9) Andre skader på ejendom: alle
skader på ejendom (bortset fra
ejendom omfattet af klasserne 3,
4, 5, 6 og 7), når disse skader skyl-
des hagl eller frost eller har andre
820
årsager af enhver art, f.eks. tyveri,
undtagen dem, der er anført under
nr. 8.
10) Ansvarsforsikring for motordrevne
landkøretøjer: ethvert ansvar hid-
rørende fra brugen af motordrevne
landkøretøjer (herunder førerens
ansvar).
11) Ansvarsforsikring for luftfartøjer:
ethvert ansvar hidhørende fra bru-
gen af luftfartøjer (herunder føre-
rens ansvar).
12) Ansvarsforsikring for fartøjer til
sejlads på have, indsøer og floder:
ethvert ansvar hidhørende fra an-
vendelsen af flod-, indsø- og hav-
fartøjer (herunder førerens ansvar).
13) Almindelig ansvarsforsikring: et-
hvert ansvar, der ikke er anført
under numrene 10, 11 og 12.
14) Kredit: almindelig insolvens, eks-
portkredit, salg på afbetaling, hy-
potekforsikring og landbrugsfor-
sikring.
15) Kaution: direkte kaution og indi-
rekte kaution.
16) Diverse økonomiske tab: arbejds-
løshedsrisici, inkassotab (alminde-
ligt), dårligt vejr, tab af fortjenes-
te, fortsatte generalomkostninger,
uforudsete handelsudgifter, tab af
salgsværdi, husleje- eller indtægts-
tab, indirekte handelstab bortset
fra de ovenfor nævnte, ikkeforret-
ningsmæssige økonomiske tab og
andre økonomiske tab.
821
17) Retshjælpsforsikring: retshjælps-
forsikring.
18) Assistance: assistance til person-
er, der kommer i vanskeligheder
under befordring eller under fra-
vær fra bopælen eller det faste op-
holdssted.
BILAG 8
Forsikringsvirksomhed - liv
Klassifikation af risici ved hjælp af forsikrings-
klasser.
184. Bilag 7 og 8 ophæves.
I. Almindelig livsforsikring:
a) Livsforsikring (navnlig livsbetinget kapital-
forsikring, ophørende eller livsvarig livsforsik-
ring, livsforsikring med udbetaling i levende li-
ve og livsforsikring med tilbagebetaling af præ-
mier),
b) renteforsikring,
c) komplementære forsikringer tegnet i tilknyt-
ning til livsforsikring (navnlig forsikring mod
legemsbeskadigelse, herunder erhvervsudygtig-
hed, og forsikring mod dødsfald som følge
af ulykkestilfælde eller forsikring mod invali-
ditet som følge af ulykkestilfælde eller syg-
dom). II. Ægteskabs- og fødselsforsikring:
II. Ægteskabs- og fødselsforsikring:
a) Forsikring, der kommer til udbetaling ved
ægteskab;
b) forsikring, der kommer til udbetaling ved
fødsel.
822
II. Forsikring, der er tilknyttet investeringsfon-
de:
a) Livsforsikring (navnlig livsbetinget kapital-
forsikring, ophørende eller livsvarig livsforsik-
ring, livsforsikring med udbetaling i levende
live, livsforsikring med tilbagebetaling af præ-
mier, forsikring, der kommer til udbetaling ved
ægteskab, og forsikring, der kommer til udbeta-
ling ved fødsel),
b) renteforsikring.
IV. Permanent health insurance (langvarig syge-
forsikring): sygeforsikring, som indgås for en
lang periode og er uopsigelig fra selskabets side
i hele perioden.
V. Tontinevirksomhed: virksomhed, der inde-
bærer oprettelse af medlemssammenslutninger
med henblik på fælles kapitalisering af bidrage-
ne og udbetaling af den herved opståede formue
enten til de overlevende eller til de afdødes ar-
vinger eller begunstigede.
VI. Kapitaliseringsvirksomhed: virksomhed, der
er baseret på aktuarberegninger, og som om-
fatter forpligtelser af en nærmere fastsat varig-
hed og beløbsstørrelse mod erlæggelse af et
engangsbeløb eller forud fastsatte regelmæssige
indbetalinger.
823
Direktiv 2009/138/EF
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2009/138/EF
af 25. november 2009
om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)
(omarbejdning)
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 47, stk. 2, og
artikel 55,
under henvisning til forslag fra Kommissionen,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg1),
efter høring af Regionsudvalget,
efter proceduren i traktatens artikel 2512), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Der skal foretages en række væsentlige ændringer i Rådets første direktiv 73/239/EØF af 24. juli
1973 om samordning af de administrativt og ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse
af direkte forsikringsvirksomhed, bortset fra livsforsikring3), Rådets direktiv 78/473/EØF af 30. maj 1978
om samordning af administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser vedrørende coassurancevirksomhed
inden for Fællesskabet4), Rådets direktiv 87/344/EØF af 22. juni 1987 om samordning af de ved lov eller
administrativt fastsatte bestemmelser om retshjælpsforsikring5), Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22.
juni 1988 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksom-
hed bortset fra livsforsikring og om fastsættelse af bestemmelser, der kan lette den faktiske gennemførelse
af den frie udveksling af tjenesteydelser6), Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning af
love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring
(tredje skadesforsikringsdirektiv)7), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober 1998
om supplerende tilsyn med forsikringsselskaber i en forsikringsgruppe8), Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2001/17/EF af 19. marts 2001 om sanering og likvidation af forsikringsselskaber9), Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikringsvirksomhed10) og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF af 16. november 2005 om genforsikringsvirksomhed11). Af
klarhedshensyn bør disse direktiver omarbejdes.
(2) For at lette adgangen til og udøvelsen af disse former for livsforsikrings- og genforsikringsvirksomhed
er det nødvendigt at fjerne de alvorligste forskelle i medlemsstaternes lovgivning for så vidt angår de
regler, som forsikrings- og genforsikringsselskaber er underlagt. Der bør derfor opstilles retlige rammer
for forsikrings- og genforsikringsselskabers udøvelse af forsikringsvirksomhed i hele det indre marked for
824
dermed at gøre det lettere for forsikrings- og genforsikringsselskaber med hovedsæde i Fællesskabet at
påtage sig risici og forpligtelser i hele Fællesskabet.
(3) Af hensyn til et velfungerende indre marked bør der fastlægges samordnede regler for tilsyn med for-
sikringskoncerner og for foranstaltninger til sanering og likvidation af forsikringsselskaber med henblik
på kreditorbeskyttelse.
(4) Visse selskaber, som præsterer forsikringstjenesteydelser, bør ikke være omfattet af det system, der
oprettes i kraft af dette direktiv, det være sig på grund af deres størrelse, retlige status eller art —
f.eks. en tæt tilknytning til offentlige forsikringsordninger — eller de specifikke tjenesteydelser, de
præsterer. Det vil endvidere være hensigtsmæssigt i flere medlemsstater at udelukke bestemte organer,
hvis virksomhed kun omfatter en meget begrænset sektor, og som lovgivningsmæssigt er begrænset til et
bestemt geografisk område eller til bestemte personer.
(5) Meget små forsikringsselskaber, som opfylder visse betingelser, herunder bruttopræmieindtægter på
under 5 mio. EUR, er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde. Alle forsikrings- og genforsikrings-
selskaber, som allerede er godkendt i henhold til de nuværende direktiver, bør dog fortsat være godkendt,
når dette direktiv gennemføres. Selskaber, som er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde, bør
kunne gøre brug af de grundlæggende friheder i henhold til traktaten. Disse selskaber bør have mulighed
for at ansøge om tilladelse i henhold til dette direktiv med henblik på at drage fordel af enhedstilladelsen i
henhold til dette direktiv.
(6) Det bør være muligt for medlemsstater at kræve, at selskaber, som udøver forsikrings- eller genforsik-
ringsvirksomhed, og som er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde, registrerer sig. Medlemssta-
terne kan også lade disse selskaber blive omfattet af finansielt og lovpligtigt tilsyn.
(7) Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgiv-
ning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse12), Rå-
dets syvende direktiv 83/349/EØF af 13. juni 1983 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om
konsoliderede regnskaber13), Rådets andet direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om indbyrdes tilnær-
melse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer14), Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter15) samt Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virk-
somhed som kreditinstitut16) indeholder generelle regler på områderne bogholderi, ansvarsforsikring for
motorkøretøjer, finansielle instrumenter og kreditinstitutter og definitioner inden for disse områder. Visse
af definitionerne i disse direktiver bør finde anvendelse i forbindelse med dette direktiv.
(8) Adgang til udøvelse af forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed bør være betinget af en forudgåen-
de tilladelse. Der bør derfor fastsættes betingelser og procedurer for meddelelse af denne tilladelse og for
et eventuelt afslag.
(9) De direktiver, som ophæves ved dette direktiv, fastsætter ikke nogen bestemmelser for omfanget
af de genforsikringsaktiviteter, som et forsikringsselskab har fået tilladelse til at udøve. Det er op til
medlemsstaterne at beslutte, om der skal fastsættes bestemmelser for dette.
825
(10) Henvisninger i dette direktiv til forsikrings- eller genforsikringsselskaber bør omfatte captive-forsik-
ringsselskaber og captive-genforsikringsselskaber, undtagen når der er fastsat særlige bestemmelser for
disse selskaber.
(11) Da dette direktiv udgør et centralt element i virkeliggørelsen af det indre marked, bør forsikrings-
og genforsikringsselskaber, der har opnået tilladelse i deres hjemlande, have ret til at udøve en del af
eller alle deres aktiviteter i hele Fællesskabet ved at etablere filialer eller præstere tjenesteydelser. Der
bør derfor tages skridt til at tilvejebringe den harmonisering, der er nødvendig og tilstrækkelig til at opnå
gensidig anerkendelse af tilladelser og tilsynsordninger, og dermed en fælles tilladelse, som gælder i hele
Fællesskabet, og som åbner mulighed for, at tilsynet med et selskab udføres af hjemlandet.
(12) I Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 om indbyrdes tilnærmelse
af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer(fjerde motorkøretøjsforsikrings-
direktiv)17) er der fastsat regler for udnævnelse af skadesbehandlingsrepræsentanter. Disse regler bør finde
anvendelse i forbindelse med dette direktiv.
(13) Genforsikringsselskaber bør begrænse deres målsætninger til udøvelse af genforsikringsvirksomhed
og hermed forbundne aktiviteter. Et sådant krav bør ikke hindre et genforsikringsselskab i at udøve akti-
viteter som f.eks. statistisk eller aktuarmæssig rådgivning, risikoanalyse eller forskning på sine kunders
vegne. Det kan også omfatte udøvelse af funktionen som holdingselskab og virksomhed i relation til de
aktiviteter i den finansielle sektor, der er omhandlet i artikel 2, stk. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2002/87/EF af 16. december 2002 om supplerende tilsyn med kreditinstitutter, forsikringsselska-
ber og investeringsselskaber i et finansielt konglomerat18). Under alle omstændigheder tillader dette krav
ikke, at der udøves bankvirksomhed eller finansielle aktiviteter, der ikke er relaterede hertil.
(14) Beskyttelse af forsikringstagerne forudsætter, at forsikrings- og genforsikringsselskaber er underlagt
effektive solvenskrav, som vil føre til en effektiv kapitalfordeling i hele Den Europæiske Union. Det
nuværende system er ikke længere tilstrækkeligt i lyset af udviklingen på markedet. Det er derfor
nødvendigt at indføre en ny lovramme.
(15) I tråd med den seneste udvikling inden for risikostyring i International Association of Insurance
Supervisors, International Accounting Standards Board og International Actuarial Association og på
baggrund af den seneste udvikling inden for andre finanssektorer bør der vedtages en metode, som
bygger på den økonomiske risiko, og som tilskynder forsikrings- og genforsikringsselskaber til at måle
og forvalte deres risici korrekt. Harmoniseringen bør øges med specifikke regler for værdiansættelse af
aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser.
(16) Hovedformålet med regulering af og tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber er at sikre en
hensigtsmæssig beskyttelse af forsikringstagere og begunstigede. Begrebet begunstigede har til formål at
dække enhver fysisk eller juridisk person, som har en rettighed i henhold til en forsikringsaftale. Finansiel
stabilitet samt redelige og stabile markeder er andre mål for regulering af og tilsyn med forsikrings- og
genforsikringsselskaber, og disse bør også tages i betragtning, dog uden at hovedformålet af den grund
undermineres.
(17) Solvensregimet, der fastsættes i dette direktiv, forventes at føre til en endnu bedre beskyttelse for
forsikringstagerne. Det vil kræve, at medlemsstaterne tildeler tilsynsmyndigheder ressourcer til at nå
826
deres forpligtelser, som er fastsat i dette direktiv. Dette omfatter alle nødvendige kapaciteter, herunder
finansielle og menneskelige ressourcer.
(18) Medlemsstaternes tilsynsmyndigheder bør derfor have alle nødvendige beføjelser til at sikre, at
forsikrings- og genforsikringsselskaber udøver deres virksomhed på betryggende vis i hele Fællesskabet,
hvad enten det sker i henhold til reglerne om fri etableringsret eller i henhold til reglerne om fri
udveksling af tjenesteydelser. For at sikre et effektivt tilsyn skal alle tilsynsmyndighedernes tiltag være
proportionale med arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der er forbundet med et forsikringssel-
skabs eller et genforsikringsselskabs virksomhed, uanset hvilken betydning det omhandlede selskab har
for den overordnede finansielle stabilitet på markedet.
(19) Dette direktiv bør ikke være for belastende for små og mellemstore forsikringsselskaber. En af må-
derne hvorpå dette kan opnås er ved en passende anvendelse af proportionalitetsprincippet. Dette princip
bør både anvendes på kravene, der stilles til forsikrings- og genforsikringsselskaber, og på udøvelsen af
tilsynsbeføjelser.
(20) Dette direktiv bør navnlig ikke være for belastende for forsikringsselskaber, der specialiserer sig i
at præstere særlige typer af forsikringer eller tjenesteydelser til særlige kundesegmenter, og der bør i den
forbindelse erkendes, at specialisering på denne måde kan være en værdifuld måde til effektivt og reelt
at styre risiko. For at nå dette mål såvel som en passende anvendelse af proportionalitetsprincippet bør
det også være muligt i specielle tilfælde at tillade, at selskaber anvender deres egne oplysninger til at
kalibrere i risikomodulerne i solvenskapitalkravets standardformel.
(21) Dette direktiv bør også tage hensyn til captive-forsikringsselskabers og captive-genforsikringssel-
skabers særlige forhold. Da disse selskaber kun dækker risiko i forbindelse med den industri- eller
handelskoncern, som de tilhører, bør der indføres passende fremgangsmåder i overensstemmelse med
proportionalitetsprincippet for at afspejle arten, omfanget og kompleksiteten af deres virksomhed.
(22) Tilsynet med genforsikringsaktiviteter bør tage hensyn til genforsikringssektorens særlige forhold,
navnlig dens globale karakter og det forhold, at forsikringstagerne selv er forsikrings- eller genforsik-
ringsselskaber.
(23) Tilsynsmyndighederne bør kunne indhente de oplysninger fra forsikrings- og genforsikringsselska-
ber, der er nødvendige med henblik på tilsynet, herunder i givet fald de oplysninger, som et forsikrings-
eller genforsikringsselskab offentliggør i forbindelse med regnskaber, børsnotering eller andre retlige eller
reguleringsmæssige krav.
(24) Ansvaret for overvågningen af forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers økonomiske soli-
ditet bør pålægges tilsynsmyndighederne i hjemlandet. De bør til dette formål regelmæssigt udføre
undersøgelser og evalueringer.
(25) Tilsynsmyndighederne bør kunne tage hensyn til følgerne for risiko- og kapitalforvaltning af frivilli-
ge adfærdskodekser og gennemsigtighedskrav, som overholdes af de relevante institutioner, der handler
med uregulerede og alternative instrumenter.
827
(26) Solvenskapitalkravet danner udgangspunkt for, hvorvidt de kvantitative krav i forsikringsbranchen er
tilstrækkelige. Tilsynsmyndighederne bør derfor alene under exceptionelle omstændigheder, i de tilfælde,
der er nævnt i dette direktiv, have beføjelse til at stille krav om et kapitaltillæg til solvenskapitalkravet
i forlængelse af tilsynsprocessen. Hensigten med standardformlen for solvenskapitalkravet er at afspejle
de fleste forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers risikoprofil. Denne standardmetode vil i nogle
tilfælde ikke i tilstrækkelig grad afspejle et selskabs meget specifikke risikoprofil.
(27) Kravet om et kapitaltillæg er exceptionelt i den forstand, at det kun bør anvendes som en sidste
mulighed, når andre tilsynsforanstaltninger er ineffektive eller uhensigtsmæssige. Begrebet exceptionelt
bør ses inden for rammerne af en særlig situation i det selskab i stedet for i forhold til antallet af
kapitaltillæg, som indføres på et specifikt marked.
(28) Kapitaltillægget bør opretholdes, så længe der ikke er rettet op på de forhold, der var gældende,
da kravet blev indført. Når den komplette eller partielle interne model rummer væsentlige mangler, eller
der forekommer væsentlige ledelsesmæssige svigt, bør tilsynsmyndighederne sikre, at det pågældende
selskab gør sit yderste for at rette op på de mangler, der førte til kravet om et kapitaltillæg. Når
standardmetoden imidlertid ikke i tilstrækkelig grad afspejler et selskabs meget specifikke risikoprofil,
kan kapitaltillægget opretholdes i de efterfølgende år.
(29) Nogle risici kan kun imødegås i tilstrækkelig grad med ledelseskrav snarere end med de kvantitative
krav, der afspejles i solvenskapitalkravet. Et effektivt ledelsessystem er derfor afgørende for en hensigts-
mæssig ledelse af forsikringsselskabet og for reguleringssystemet.
(30) Ledelsessystemet omfatter risikostyringsfunktionen, compliance-funktionen, den interne revisions-
funktion og aktuarfunktionen.
(31) En funktion er en administrativ kapacitet til at varetage særlige ledelsesopgaver. Identificeringen af
en særlig funktion forhindrer ikke selskabet i frit at beslutte, hvordan denne funktion skal organiseres i
praksis, medmindre andet er anført i dette direktiv. Dette bør ikke føre til unødigt byrdefulde krav, fordi
der skal tages hensyn til arten, omfanget og kompleksiteten af selskabets aktiviteter. Det bør derfor være
muligt for disse funktioner at bemandes med eget personale, bero på rådgivning fra eksterne eksperter
eller udliciteres til eksperter inden for de grænser, direktivet sætter.
(32) I mindre, og mindre komplekse, selskaber undtagen i forbindelse med den interne revisionsfunktion
bør det være muligt, at én person eller organisatorisk enhed endvidere kan udføre mere end én funktion.
(33) De funktioner, der indgår i ledelsessystemet, anses for nøglefunktioner og er derfor også vigtige og
afgørende funktioner.
(34) Alle personer, som udfører nøglefunktioner, bør være egnede og hæderlige. Kun personer, der
besidder nøgleposter, bør være omfattet af oplysningskravene til tilsynsmyndigheden.
(35) For at vurdere det krævede niveau af sagkundskab, bør de faglige kvalifikationer og erfaringen hos
dem, som reelt driver selskabet eller besidder andre nøgleposter, inddrages som yderligere faktorer.
828
(36) Alle forsikrings- og genforsikringsselskaber bør som en integrerende del af deres forretningsstrategi
regelmæssigt vurdere deres samlede solvensbehov med deres specifikke risikoprofil for øje (vurdering af
egen risiko og solvens). Denne vurdering kræver hverken, at der udarbejdes en intern model, eller har
til formål at beregne et kapitalkrav, som er forskelligt fra solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkra-
vet. Resultaterne af hver vurdering bør indberettes til tilsynsmyndighederne som en del af de oplysninger,
der skal udleveres i tilsynsøjemed.
(37) For at sikre et effektivt tilsyn med outsourcede funktioner eller aktiviteter er det afgørende, at de
myndigheder, der fører tilsyn med det outsourcende forsikrings- eller genforsikringsselskabet, har adgang
til alle relevante data, der opbevares af den outsourcende tjenesteyder, uanset om sidstnævnte er en
tilsynspligtig enhed eller ej, og at tilsynsmyndighederne har ret til at udføre kontrol på stedet. For at
tage hensyn til udviklingen på markederne og sikre, at outsourcing-betingelserne til stadighed er opfyldt,
bør tilsynsmyndigheden på forhånd informeres om outsourcing af afgørende eller vigtige funktioner eller
aktiviteter. Disse krav bør tage hensyn til arbejdet i Det Fælles Forum, og de stemmer overens med gæl-
dende regler og praksis i banksektoren og direktiv 2004/39/EF og dettes anvendelse på kreditinstitutter.
(38) Af hensyn til gennemsigtigheden bør forsikrings- og genforsikringsselskaber mindst én gang årligt
offentliggøre — dvs. stille gratis til rådighed for offentligheden enten i trykt eller elektronisk form —
væsentlige oplysninger om deres solvens og finansielle situation. Selskaber bør have mulighed for at
offentliggøre yderligere oplysninger på et frivilligt grundlag.
(39) Der bør tillades udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndighederne og de myndigheder eller
organer, der i kraft af deres funktion bidrager til at styrke stabiliteten i det finansielle system. Det er
derfor nødvendigt at fastsætte, på hvilke betingelser denne udveksling af oplysninger bør være mulig. Når
det derudover er fastsat, at oplysninger kun kan offentliggøres med tilsynsmyndighedernes udtrykkelige
tilladelse, bør disse myndigheder i givet fald kunne betinge deres samtykke af, at visse strenge krav
overholdes.
(40) Det er nødvendigt at fremme tilsynsmæssig konvergens, ikke blot hvad angår tilsynsværktøjer, men
også hvad angår tilsynspraksis. Det Europæiske Tilsynsudvalg for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensi-
onsordninger (CEIOPS), der er nedsat ved Kommissionens afgørelse 2009/79/EF19), bør spille en væsent-
lig rolle i den henseende og regelmæssigt aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Kommissionen om
fremskridt på området.
(41) Formålet med de oplysninger og rapporten, som skal forelægges i forbindelse med kapitaltillæggene
til CEIOPS, er ikke at forbyde deres anvendelse i henhold til dette direktiv, men at bidrage til en stadig
højere grad af tilsynsmæssig konvergens ved anvendelse af kapitaltillæg mellem tilsynsmyndighederne i
de enkelte medlemsstater.
(42) For at lette den administrative byrde og undgå dobbeltarbejde bør tilsynsmyndighederne og de
nationale statistiske kontorer samarbejde og udveksle oplysninger.
(43) Med henblik på at styrke tilsynet med forsikrings- og genforsikringsselskaber og beskytte forsik-
ringstagerne bør revisorer, i den betydning der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber20), have
829
pligt til omgående at indberette oplysninger, som kan få alvorlig indflydelse på et forsikringsselskabs eller
et genforsikringsselskabs finansielle situation eller administrative organisation.
(44) Forsikringsselskaber, der udøver både livs- og skadesforsikringsvirksomhed, bør adskille forvaltnin-
gen af disse aktiviteter for at beskytte de livsforsikredes interesser. Disse selskaber bør bl.a. pålægges
samme kapitalkrav, som gælder for en tilsvarende forsikringskoncern bestående af et livsforsikringssel-
skab og et skadesforsikringsselskab, under hensyntagen til kapitalens øgede overførbarhed hos forsik-
ringsselskaber, der tegner flere forsikringsklasser.
(45) Vurderingen af forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers finansielle stilling bør bero på
fornuftige økonomiske principper og gøre optimal brug af de oplysninger, som leveres af de finansielle
markeder, og på de almindeligt tilgængelige data om forsikringstekniske risici. Specielt bør solvenskrav
baseres på en økonomisk værdiansættelse af hele balancen.
(46) Værdiansættelsesnormer med henblik på tilsynet bør så vidt muligt være forenelige med udviklingen
i internationale regnskabsstandarder for at lette den administrative byrde for forsikrings- eller genforsik-
ringsselskaber.
(47) I overensstemmelse med denne fremgangsmåde bør kapitalkravene dækkes ved hjælp af egenkapital,
uanset om det er balanceførte eller ikke-balanceførte poster. Eftersom ikke alle finansielle ressourcer yder
fuld dækning i tilfælde af likvidation og på going concern-basis, bør egenkapitalelementer klassificeres
i overensstemmelse med kvalitetskriterier i tre tiers, og den anerkendte egenkapital til dækning af kapital-
kravene bør afgrænses tilsvarende. De gældende grænser for egenkapitalelementer bør alene anvendes
med henblik på at fastslå forsikrings- og genforsikringsselskabers solvens, og de bør ikke yderligere
begrænse disse selskabers frihed med hensyn til deres interne kapitalforvaltning.
(48) Generelt kan aktiver, der er fri for enhver påregnelig forpligtelse, benyttes til at absorbere tab som
følge af negative udsving i deres aktiviteter på going-concern basis og i forbindelse med likvidation. Ho-
vedparten af de overskydende aktiver i forhold til passiver, som værdiansættes i overensstemmelse med
principperne i dette direktiv, bør derfor behandles som kapital af høj kvalitet (tier 1).
(49) Ikke alle aktiver i et selskab er uden begrænsninger. I nogle medlemsstater indebærer specifikke
produkter afgrænsede fondsstrukturer, der giver en kategori af forsikringstagere større rettigheder til
aktiver inden for deres egen fond. Selv om disse aktiver er medtaget i beregningen af de overskydende
aktiver i forhold til passiver med henblik på egenkapital, kan de faktisk ikke benyttes til at imødegå
risici uden for den afgrænsede fond. For at være i overensstemmelse med den økonomiske tilgang bør
vurderingen af egenkapital tilpasses for at afspejle den anderledes karakter af de aktiver, der er en del af
en afgrænset ordning. Beregningen af solvenskapitalkravet bør ligeledes afspejle reduktionen i pooling
eller diversifikation i forbindelse med disse afgrænsede fonde.
(50) Det er for øjeblikket praksis i visse medlemsstater, at forsikringsselskaber sælger livsforsikringspro-
dukter, hvor forsikringstagerne og de begunstigede bidrager til selskabets risikovillige kapital til gengæld
for hele eller en del af afkastet af bidragene. Denne akkumulerede fortjeneste er overskudskapital, som er
den retlige enheds ejendom, hvori den er genereret.
830
(51) Overskudskapital bør værdiansættes i overensstemmelse med den økonomiske tilgang, der er fastlagt
i dette direktiv. En simpel henvisning til værdiansættelsen af overskudskapitalen i det lovpligtige årsregn-
skab bør således ikke være tilstrækkelig. På linje med kravene til egenkapital, bør overskudskapital være
underlagt de kriterier, der er fastsat i dette direktiv om klassificering i tiers. Det indebærer bl.a., at kun
overskudskapital, der opfylder kravene til klassificering i tier 1, bør betragtes som tier 1-kapital.
(52) Gensidige og gensidiglignende sammenslutninger med variable bidrag kan opkræve yderligere
bidrag fra deres medlemmer (supplerende medlemsbidrag) med henblik på at øge de finansielle midler,
som de besidder for at absorbere tab. Supplerende medlemsbidrag kan udgøre en betydelig finansierings-
kilde for gensidige og gensidiglignende sammenslutninger, når disse sammenslutninger er stillet over for
negative udsving i deres aktiviteter. Supplerende medlemsbidrag bør derfor anerkendes som supplerende
kapitalposter og behandles i overensstemmelse hermed til solvensformål. Navnlig i forbindelse med
gensidige eller gensidiglignende rederisammenslutninger med variable bidrag, der udelukkende forsikrer
maritime risici, er anvendelse af supplerende medlemsbidrag en længerevarende praksis, der er genstand
for særlige genopretningsordninger og beløb, som godkendes af deres medlemmer, bør behandles som
kapital af god kvalitet (tier 2). Tilsvarende i forbindelse med andre gensidige og gensidiglignende
sammenslutninger, hvor supplerende medlemsbidrag er af tilsvarende kvalitet, bør det godkendte beløb af
disse medlemsbidrag også behandles som kapital af god kvalitet (tier 2).
(53) For at gøre det muligt for forsikrings- og genforsikringsselskaber at opfylde deres forpligtelser
over for forsikringstagerne og de begunstigede bør medlemsstaterne pålægge disse selskaber at oprette
tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser. Principperne og de aktuarmæssige og statistiske metoder,
der ligger til grund for beregningen af disse forsikringsmæssige hensættelser, bør harmoniseres i hele
Fællesskabet for at forbedre sammenligneligheden og gennemsigtigheden.
(54) Beregningen af disse forsikringsmæssige hensættelser bør stemme overens med værdiansættelsen af
aktiver og andre forpligtelser samt være markedskonform og i tråd med den internationale udvikling på
regnskabs- og tilsynsområdet.
(55) Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser bør derfor afspejle det beløb, et forsikrings- eller
genforsikringsselskab skulle betale, hvis det omgående overførte sine kontraktlige rettigheder og forplig-
telser til et andet selskab. Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser bør derfor afspejle det beløb,
som et andet forsikrings- eller genforsikringsselskab (referenceselskabet) kan forventes at få behov
for med henblik på at overtage og honorere de underliggende forsikrings- og genforsikringsforpligtel-
ser. Størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser bør afspejle forsikringsporteføljens grundlæggende
karakteristika. Der bør derfor kun anvendes selskabsspecifikke oplysninger, som f.eks. oplysninger om
forvaltning af fordringer og udgifter, til beregningen af disse, for så vidt disse oplysninger sætter forsik-
rings- og genforsikringsselskaber i stand til bedre at afspejle den underliggende forsikringsporteføljes
karakteristika.
(56) De antagelser, der gøres om det referenceselskab, der forventes at overtage og honorere de under-
liggende forsikrings- og genforsikringsforpligtelser bør harmoniseres i hele Fællesskabet. Navnlig de
antagelser om det referenceselskab, som beslutter, hvorvidt det og i hvilket omfang diversifikationsef-
fekter bør inddrages i beregningen af risikotillægget, bør undersøges som led i konsekvensanalysen af
gennemførelsesforanstaltninger og bør derefter harmoniseres på fællesskabsplan.
831
(57) Rimelig interpolation og ekstrapolation fra direkte observerbare markedsværdier bør også kunne
anvendes til at beregne forsikringsmæssige hensættelser.
(58) Det er nødvendigt at beregne den forventede nutidsværdi af forsikringsforpligtelser på grundlag
af aktuelle og troværdige oplysninger og realistiske antagelser under hensyn til finansielle garantier og
optioner indeholdt i forsikrings- og genforsikringsaftaler, for at afgive en økonomisk værdiansættelse
af forsikrings- eller genforsikrings- forpligtelser. Der bør stilles krav om anvendelse af effektive og
harmoniserede aktuarmæssige metoder.
(59) For at afspejle små og mellemstore virksomheders særlige situation bør der fastlægges forenklede
fremgangsmåder for beregning af de forsikringsmæssige hensættelser.
(60) Der bør i tilsynsordningen fastlægges dels et risikofølsomhedskrav, der bygger på en prospektiv
beregning for at sikre, at tilsynsmyndighederne kan foretage et præcist og rettidigt indgreb (solvenskapi-
talkravet), dels et sikkerhedsmæssigt minimumsniveau, som de finansielle ressourcer mindst bør overhol-
de (minimumskapitalkravet). Begge kapitalkrav bør harmoniseres i Fællesskabet for at opnå et ensartet
beskyttelsesniveau for forsikringstagere. For at dette direktiv kan blive velfungerende, bør der være en
passende skala for tilsynsmæssig indgriben mellem solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet.
(61) For at afbøde for mulige uhensigtsmæssige procykliske virkninger i det finansielle system og undgå
en situation hvor forsikrings- og genforsikringsselskaber unødigt tvinges til at tilvejebringe yderligere
kapital eller sælge deres investeringer som følge af urimelige negative bevægelser på de finansielle
markeder, bør standardmetodens markedsrisikomodul for solvenskapitalkravet indeholde en symmetrisk
justeringsmekanisme for ændringerne i aktiekursernes niveau. Herudover bør der i tilfælde af usædvanligt
store fald på de finansielle markeder, og hvor denne symmetriske justeringsmekanisme ikke er tilstrække-
lig til, at forsikrings- og genforsikringsselskaberne kan overholde deres solvenskapitalkrav, fastsættes en
bestemmelse, som gør det muligt for tilsynsmyndighederne at forlænge den periode, indenfor hvilken
forsikrings- og genforsikringsselskaberne på ny skal afsætte den nødvendige anerkendte egenkapital til
dækning af solvenskapitalkravet.
(62) Solvenskapitalkravet bør afspejle et niveau for anerkendt egenkapital, som sætter forsikrings- og
genforsikringsselskaber i stand til at dække betydelige tab, og som giver forsikringstagerne og de begun-
stigede en rimelig sikkerhed for, at forfaldne betalinger vil blive effektueret.
(63) For at sikre at forsikrings- og genforsikringsselskaber har anerkendt egenkapital, som til stadighed
dækker solvenskapitalkravet, idet der tages hensyn til ændringerne i deres risikoprofil, bør disse selskaber
mindst én gang årligt beregne solvenskapitalkravet, løbende kontrollere det og beregne det på ny, når
risikoprofilen ændres væsentligt.
(64) For at fremme god risikostyring og bringe de lovregulerede kapitalkrav i overensstemmelse med
erhvervslivets praksis bør solvenskapitalkravet fastlægges som den økonomiske kapital, som forsikrings-
og genforsikringsselskaber skal råde over for at sikre, at der højst forekommer en konkurssituation hvert
200. tilfælde eller alternativt, når disse selskaber stadig har mulighed for med en sandsynlighed på mindst
99,5 % at overholde deres forpligtelser over for forsikringstagerne og de begunstigede i de følgende 12
måneder. Denne økonomiske kapital bør beregnes på grundlag af disse selskabers sande risikoprofil under
hensyntagen til virkningerne af eventuelle risikobegrænsende teknikker samt diversifikationseffekter.
832
(65) Der bør fastlægges en standardformel til beregning af solvenskapitalkravet, så alle forsikrings- og
genforsikringsselskaber har mulighed for at vurdere deres økonomiske kapital. Ved struktureringen af
standardformlen bør der benyttes en modulær metode, hvilket indebærer, at hvert enkelt engagement
inden for hver risikokategori bør vurderes i et første trin og derefter aggregeres i et andet trin. Hvis
selskabets sande risikoprofil afspejles bedre med anvendelsen af virksomhedsspecifikke parametre, bør
dette tillades på den forudsætning, at sådanne parametre er beregnet ud fra en standardmetode.
(66) For at afspejle små og mellemstore virksomheders særlige situation bør der fastlægges forenklede
fremgangsmåder for beregning af solvenskapitalkravet i henhold til standardformlen.
(67) Den nye risikobaserede indfaldsvinkel omfatter principielt ikke begrebet kvantitative begrænsninger
for investeringer og kriterier for anerkendelse af aktiver. Det bør dog være muligt at indføre begræns-
ninger for investeringer og kriterier for anerkendelse af aktiver for at modvirke risici, som ikke er
tilstrækkeligt dækket af et delmodul til standardformlen.
(68) I overensstemmelse med den risikoorienterede tilgang til solvenskapitalkravet bør det være muligt
under specifikke omstændigheder at benytte partielle eller komplette interne modeller i stedet for stan-
dardformlen til at beregne dette krav. For at yde forsikringstagerne og de begunstigede et ækvivalent
beskyttelsesniveau bør sådanne modeller være underlagt et krav om forudgående tilsynsmæssig godken-
delse på grundlag af harmoniserede processer og standarder.
(69) Når den anerkendte kernekapital ikke lever op til minimumskapitalkravet, bør forsikrings- og genfor-
sikringsselskabers tilladelse tilbagekaldes, hvis de ikke inden for et kort tidsrum er i stand til at genskabe
den anerkendte kernekapital og dermed overholde minimumskapitalkravet.
(70) Minimumskapitalkravet bør sikre et minimumsniveau, som de finansielle ressourcer mindst bør
overholde. Det er nødvendigt, at dette niveau beregnes efter en enkel formel, som indeholder et fastsat
minimum og et loft for det risikobaserede solvenskapitalkrav for at gøre det muligt med en gradvist
højere skala for tilsynsmæssige indgreb, og at den baseres på data, som kan revideres.
(71) Forsikrings- og genforsikringsselskaber bør råde over aktiver af en tilstrækkelig kvalitet til at
dække deres samlede økonomiske behov. Forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers samlede
investeringsbeholdning bør administreres efter »prudent person«-princippet.
(72) Medlemsstaterne bør ikke kræve, at forsikrings- eller genforsikringsselskaber investerer deres aktiver
i bestemte kategorier af aktiver, da et sådant krav kan være uforeneligt med den liberalisering af kapital-
bevægelser, der er fastsat i traktatens artikel 56.
(73) Det er nødvendigt at forbyde bestemmelser, hvorved medlemsstaterne kan kræve, at forsikrings-
selskaber eller genforsikringsselskaber skal stille aktiver som sikkerhed for de forsikringsmæssige hen-
sættelser, uanset hvilken form dette krav måtte antage, når forsikringsselskabet er genforsikret hos et
forsikrings- eller genforsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til dette direktiv, eller hos et
tredjelandsforsikringsselskab, når tilsynsordningen i dette tredjeland anses for at være ækvivalent.
(74) I de hidtidige retlige rammer har der ikke været fastsat hverken detaljerede kriterier for tilsynsmæs-
sig vurdering af den påtænkte erhvervelse eller en procedure for anvendelsen af dem. Der er derfor behov
833
for en præcisering af kriterierne og processen i forbindelse med tilsynsmæssig vurdering for at tilvejebrin-
ge den nødvendige retssikkerhed, klarhed og forudsigelighed med hensyn til vurderingsprocessen samt
med hensyn til resultaterne heraf. Disse kriterier og procedurer blev fastlagt ved bestemmelser i direktiv
2007/44/EF. For så vidt angår forsikring og genforsikring bør disse bestemmelser derfor kodificeres og
integreres i dette direktiv.
(75) Det er derfor helt afgørende at sikre størst mulig harmonisering i hele Fællesskabet af disse procedu-
rer og tilsynsmæssige vurderinger. Bestemmelserne vedrørende kvalificeret deltagelse bør imidlertid ikke
forhindre medlemsstaterne i at foreskrive, at tilsynsmyndighederne skal underrettes om erhvervelse af
kapitalandele under tærsklerne i disse bestemmelser, når højst én yderligere tærskel under 10 % i den for-
bindelse kræves af en medlemsstat. Disse bestemmelser bør heller ikke forhindre tilsynsmyndighederne
i at fastsætte generelle retningslinjer for, hvornår sådanne kapitalandele anses for at resultere i betydelig
indflydelse.
(76) Grundet unionsborgernes øgede mobilitet udbydes ansvarsforsikringer for motorkøretøjer i stigende
omfang på tværs af landegrænser. For at sikre, at ordningen med grønne kort og aftalerne mellem
de nationale foreninger af udbydere af motorkøretøjsforsikringer fortsat fungerer efter hensigten, bør
medlemsstaterne kunne pålægge forsikringsselskaber, som på medlemsstaternes område udbyder ansvars-
forsikringer for motorkøretøjer i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, at være med-
lemmer af og deltage i finansieringen af den nationale forening og garantifonden, der er etableret i
denne medlemsstat. Medlemsstaten, hvor tjenesteydelserne præsteres, bør pålægge selskaber, der udbyder
motorkøretøjsforsikringer, at udnævne en repræsentant på medlemsstatens område for at indsamle alle
nødvendige oplysninger i relation til erstatningskrav og repræsentere det pågældende selskab.
(77) Inden for rammerne af det indre marked er det i forsikringstagerens interesse at have adgang
til det bredest mulige udvalg af forsikringsprodukter, der tilbydes i Fællesskabet. Den medlemsstat,
hvor risikoen består, eller den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, bør derfor sikre, at intet hindrer
markedsføringen på dens område af forsikringsprodukter, der udbydes i Fællesskabet, forudsat at de ikke
er i strid med gældende retsregler begrundet i almene hensyn i denne medlemsstat, og såfremt de almene
hensyn ikke er beskyttet af hjemlandets retsregler.
(78) Der bør indføres en sanktionsordning, som kan bringes i anvendelse, når et forsikringsselskab i den
medlemsstat, hvor risikoen eller forpligtelsen består, ikke overholder eventuelle gældende bestemmelser
begrundet i almene hensyn.
(79) I et indre marked for forsikring har forbrugerne et større og mere varieret udvalg af forsikringer end
tidligere. Hvis forbrugerne skal kunne drage fuldt udbytte af denne diversitet og den øgede konkurrence,
bør de forsynes med alle nødvendige oplysninger, inden aftalen indgås og i hele aftalens løbetid, således
at de kan vælge den aftale, som bedst opfylder deres behov.
(80) Et forsikringsselskab, der tilbyder aftaler om assistance, bør råde over de nødvendige midler til inden
for en passende frist at præstere de naturalydelser, som det tilbyder. Der bør fastlægges særlige bestem-
melser for beregningen af solvenskapitalkravet og det absolutte minimum for minimumskapitalkravet,
som et sådant selskab skal være i besiddelse af.
834
(81) Den faktiske udøvelse af coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet, som på grund af dens
art eller betydning sandsynligvis vil blive dækket gennem international coassurance, bør lettes ved et
minimum af harmonisering for at undgå konkurrenceforvridning og forskelsbehandling. Det ledende
forsikringsselskab bør i den forbindelse opgøre skaderne og fastsætte mindstebeløbet for de forsikrings-
mæssige hensættelser. Det er desuden vigtigt, at der for coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet
skabes et særligt samarbejde mellem medlemsstaternes tilsynsmyndigheder såvel som mellem disse
myndigheder og Kommissionen.
(82) Af hensyn til beskyttelsen af de forsikrede bør den nationale lovgivning om retshjælpsforsikring
harmoniseres. Eventuelle interessekonflikter, der bl.a. kan skyldes, at forsikringsselskabet dækker en
anden person eller dækker en person med hensyn til både retshjælp og en anden forsikringsklasse, bør
så vidt muligt undgås eller afhjælpes. Der findes til dette formål forskellige muligheder for at opnå en
passende beskyttelse af forsikringstagernes rettigheder. Uanset hvilken mulighed der vælges, bør alle, der
har tegnet en retshjælpsforsikring, være omfattet af ækvivalente garantier.
(83) Konflikter mellem forsikrede og forsikringsselskaber, der vedrører retshjælp, bør løses på den mest
rimelige og hurtigst mulige måde. Medlemsstaterne bør derfor indføre en voldgiftsprocedure eller en
anden procedure, som giver tilsvarende sikkerhed.
(84) I visse medlemsstater træder privat eller frivilligt indgået sygeforsikring delvis eller fuldstændig i
stedet for den sygesikring, der er indbygget i de sociale sikringsordninger. Den særlige karakter af en
sådan sygeforsikring adskiller den fra anden skadesforsikring og fra livsforsikring, eftersom det er nød-
vendigt at sikre, at forsikringstagerne reelt har adgang til en privat eller frivilligt indgået sygeforsikring
uanset alder eller risikoprofil. På grund af karakteren og de sociale konsekvenser af sygeforsikringsafta-
lerne bør tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor risikoen består, kunne kræve systematisk anmel-
delse af de almindelige og specielle aftalebetingelser for private eller frivilligt indgåede sygeforsikringer
med henblik på kontrol af, at disse aftaler delvist eller fuldstændigt træder i stedet for den sygesikring, der
er indbygget i den sociale sikringsordning. En sådan kontrol bør ikke være en betingelse for afsætning af
forsikringsprodukterne.
(85) Nogle medlemsstater har indført specifikke retsforskrifter til dette formål. Af almene hensyn bør
det være muligt at vedtage eller bibeholde sådanne retsforskrifter, såfremt de ikke uforholdsmæssigt
begrænser den frie etableringsret eller retten til fri udveksling af tjenesteydelser, idet forskrifterne dog
bør anvendes på identisk vis. De pågældende retsforskrifter kan variere alt efter forholdene i den enkelte
medlemsstat. Målet om at beskytte almene hensyn kan også nås, hvis det kræves, at forsikringsselskaber,
som tegner private eller frivilligt indgåede sygeforsikringer, skal tilbyde standardpolicer, der svarer til
dækningen under den lovpligtige sociale sikringsordning, til en præmie, som ikke overstiger et bestemt
maksimum, og at de skal deltage i tabsudligningsordninger. Det kan også kræves, at privat eller frivilligt
indgået sygeforsikring teknisk skal fungere på samme måde som livsforsikring.
(86) Værtslandene bør kunne kræve af alle forsikringsselskaber, der på deres område for egen risiko
tegner lovpligtige arbejdsskadeforsikringer, at de overholder de specifikke nationale bestemmelser vedrø-
rende denne form for forsikring. Et sådant krav kan dog ikke omfatte bestemmelserne om finansielt tilsyn,
som udelukkende bør henhøre under hjemlandets kompetence.
(87) Nogle medlemsstater pålægger ikke forsikringsvirksomhed nogen form for indirekte skatter, mens
flertallet af dem anvender særlige skatter og andre bidragsformer, herunder ekstragebyr bestemt til kom-
835
pensationsorganer. I de medlemsstater, hvor sådanne skatter og bidrag opkræves, varierer deres struktur
og procentsats meget. Det bør undgås, at de bestående forskelle resulterer i konkurrenceforvridning
mellem medlemsstaterne med hensyn til forsikring. Med forbehold af yderligere harmonisering kan an-
vendelsen af de skatteordninger og andre former for bidrag, der gælder i den medlemsstat, hvor risikoen
består, eller i den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, afhjælpe en sådan ulempe, og det tilkommer
medlemsstaterne at fastsætte de bestemmelser, som skal sikre opkrævningen af disse skatter og bidrag.
(88) De medlemsstater, der ikke er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I)21), bør i overensstem-
melse med dette direktiv anvende bestemmelserne i den forordning til at afgøre, hvilken lovgivning der
finder anvendelse på forsikringsaftaler, der falder ind under artikel 7 i den forordning.
(89) For at tage hensyn til de internationale aspekter af genforsikring bør det være muligt at indgå
internationale aftaler med et tredjeland, som tager sigte på at definere tilsynsmidlerne over for genforsik-
ringsselskaber, som udøver virksomhed på hver kontraherende parts område. Der bør endvidere fastsættes
en smidig procedure, der gør det muligt at vurdere den tilsynsmæssige ækvivalens med tredjelande på et
fællesskabsgrundlag, således at liberaliseringen af genforsikringstjenesteydelser i tredjelande øges, hvad
enten det sker i kraft af reglerne om etableringsret eller reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser.
(90) I betragtning af de særlige forhold, der gør sig gældende for finite reinsurance-aktiviteter, bør
medlemsstaterne sikre, at forsikrings- og genforsikringsselskaber, der indgår finite reinsurance-aftaler
eller udøver finite reinsurance-aktiviteter, på korrekt vis kan identificere, måle og holde kontrol med de
risici, der opstår som følge af disse aftaler eller aktiviteter.
(91) Der bør fastsættes regler for special purpose vehicles, som overtager risici fra forsikrings- og genfor-
sikringsselskaber uden at være et forsikringsselskab eller et genforsikringsselskab. Inddrivelige beløb fra
en special purpose vehicle bør betragtes som beløb, der kan fratrækkes i medfør af genforsikrings- eller
retrocessionsaftaler.
(92) Special purpose vehicles, som er tilladt inden den 31. oktober 2012, bør være omfattet af lovgivnin-
gen i den medlemsstat, som har tilladt den pågældende special purpose vehicle. For at undgå regelarbitra-
ge bør enhver ny aktivitet, som er indledt af en sådan special purpose vehicle efter den 31. oktober 2012
være omfattet af bestemmelserne i dette direktiv.
(93) Som følge af at forsikringsvirksomhed i stigende grad er af grænseoverskridende karakter, bør
forskelle mellem medlemsstaters ordninger for special purpose vehicles, som er omfattet bestemmelserne
i dette direktiv, i videst mulig omfang mindskes under hensyntagen til deres tilsynsstrukturer.
(94) Det fortsatte arbejde med special purpose vehicles bør udføres ved at tage hensyn til det arbejde, der
udføres i andre finansielle sektorer.
(95) Foranstaltninger vedrørende tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber i en koncern skal
gøre det muligt for de myndigheder, der fører tilsyn med et forsikrings- eller genforsikringsselskab, at
danne sig et mere pålideligt billede af selskabets finansielle situation.
836
(96) Et sådant tilsyn på koncernniveau bør i det fornødne omfang tage hensyn til forsikringsholdingsel-
skaber og blandede forsikringsholdingselskaber. Dette direktiv bør dog på ingen måde indebære, at
medlemsstaterne har pligt til at føre tilsyn med de enkelte selskaber.
(97) Selv om tilsynet med de enkelte forsikrings- og genforsikringsselskaber forbliver det grundlæggende
princip for tilsynet med forsikringsselskaber, er det nødvendigt at fastslå, hvilke selskaber der er omfattet
af tilsyn på koncernniveau.
(98) Navnlig gensidige og gensidiglignende sammenslutninger bør under hensyntagen til fællesskabsret-
ten og national ret være i stand til at danne koncentrationer eller koncerner ikke via kapitaltilknytning,
men via formaliserede, stærke og holdbare forbindelser, som er baseret på en aftalemæssig eller anden
materiel anerkendelse, der sikrer en finansiel solidaritet mellem disse selskaber. Hvis der udøves betyde-
lig eller bestemmende indflydelse gennem en central samordning, bør der føres tilsyn med disse selskaber
i henhold til de samme regler som dem, der gælder for koncerner med kapitaltilknytning for at give
forsikringstagere et passende beskyttelsesniveau og sikre ensartede regler for koncernerne.
(99) Tilsyn med koncerner bør i alle tilfælde gælde for det endelige moderselskab, som har sit hovedsæde
i Fællesskabet. Medlemsstaterne bør dog kunne tillade, at deres tilsynsmyndigheder fører tilsyn på
koncernniveau for et begrænset antal lavere niveauer, når de skønner dette nødvendigt.
(100) Det er nødvendigt at beregne solvensen på koncernniveau for forsikrings- og genforsikringsselska-
ber, der udgør en del af en koncern.
(101) En koncerns konsoliderede solvenskapitalkrav bør tage hensyn til den samlede diversifikation af
de risici, som findes i alle forsikrings- og genforsikringsselskaberne i koncernen for behørigt at afspejle
koncernens risikoeksponering.
(102) Forsikrings- og genforsikringsselskaber, der tilhører en koncern, bør kunne ansøge om godkendelse
af en intern model, der anvendes til solvensberegningen på både koncernniveau og individuelle niveauer.
(103) Nogle af bestemmelserne i dette direktiv fastsætter udtrykkeligt en forligs- eller en konsultationsrol-
le for CEIOPS, men det bør ikke udelukke CEIOPS᾽ muligheder for ligeledes at spille en forligs- eller
konsultationsrolle i forbindelse med andre bestemmelser.
(104) Dette direktiv afspejler en innovativ tilsynsmodel, hvor den koncerntilsynsførende spiller en nøgle-
rolle, samtidig med at solo-tilsynsmyndighedens vigtige rolle erkendes og bevares. Tilsynsmyndigheder-
nes beføjelser og ansvar er forbundet med deres ansvar.
(105) Alle forsikringstagere og begunstigede bør behandles lige uanset deres nationalitet eller opholds-
sted. Enhver medlemsstat bør med henblik på dette sikre, at alle de foranstaltninger, som en tilsyns-
myndighed træffer på grundlag af denne tilsynsmyndighedens nationale mandat, ikke betragtes som
modstridende med denne medlemsstats eller forsikringstagernes og de begunstigedes interesser i denne
medlemsstat. Aktiver bør i alle situationer i forbindelse med afvikling af fordringer og likvidation forde-
les på et rimeligt grundlag til alle relevante forsikringstagere uanset deres nationalitet eller opholdssted.
837
(106) Det er nødvendigt at sikre, at egenkapitalen er hensigtsmæssigt fordelt inden for koncernen og er
disponibel til om fornødent at beskytte forsikringstagerne og de begunstigede. Forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber inden for en koncern bør til dette formål have en tilstrækkelig egenkapital til at dække
deres solvenskapitalkrav.
(107) Alle, der fører tilsyn med koncerner, må kunne forstå de trufne afgørelser, navnlig når disse
afgørelser træffes af den koncerntilsynsførende. Så snart de bliver tilgængelige for en af tilsynsmyndig-
hederne, bør de relevante oplysninger derfor udveksles med de øvrige tilsynsmyndigheder, så alle tilsyns-
myndigheder kan danne sig en mening ud fra de samme relevante oplysninger. Såfremt de kompetente
tilsynsmyndigheder ikke kan nå til enighed, anmodes CEIOPS om en kvalificeret udtalelse med henblik
på at løse problemet.
(108) Solvenssituationen for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er et datterselskab under
et forsikringsholdingselskab, et tredjelandsforsikringsselskab eller et tredjelandsgenforsikringsselskab,
kan påvirkes af de finansielle ressourcer i den forsikringskoncern, selskabet er en del af, og af fordelin-
gen af disse ressourcer inden for koncernen. Tilsynsmyndighederne bør derfor have mulighed for på
koncernniveau at føre tilsyn med og træffe passende foranstaltninger over for forsikringsselskabet eller
genforsikringsselskabet, hvis dets solvenssituation er kritisk eller i fare for at blive det.
(109) Risikokoncentrationer og koncerninterne transaktioner kan påvirke forsikringsselskabers eller gen-
forsikringsselskabers finansielle stilling. Tilsynsmyndighederne bør derfor kunne føre tilsyn med disse
risikokoncentrationer og koncerninterne transaktioner ved at tage hensyn til karakteren af forbindelserne
mellem regulerede enheder såvel som ikke-regulerede enheder, herunder forsikringsholdingsselskaber og
blandede forsikringsholdingselskaber og træffe passende foranstaltninger over for forsikringsselskabet
eller genforsikringsselskabet, hvis dets solvenssituation er kritisk eller i fare for at blive det.
(110) Forsikrings- og genforsikringsselskaber i en koncern bør have et egnet ledelsessystem, der kan
underkastes tilsynsmæssig kontrol.
(111) Alle forsikrings- og genforsikringskoncerner, der underkastes tilsyn på koncernniveau, bør have
en koncerntilsynsførende udnævnt blandt de involverede tilsynsmyndigheder. Den koncerntilsynsførendes
rettigheder og pligter bør omfatte hensigtsmæssige koordinerings- og beslutningsbeføjelser. De myndig-
heder, der er involveret i tilsynet med forsikrings- og genforsikringsselskaber, som tilhører samme
koncern, bør fastlægge koordineringsarrangementer.
(112) I lyset af de koncerntilsynsførendes øgede beføjelser bør det sikres, at kriterierne for valget af den
koncerntilsynsførende ikke vilkårligt kan omgås. I særlige tilfælde, hvor den koncerntilsynsførende vil
blive udpeget, idet der tages hensyn til koncernens struktur og de relative betydning af forsikrings- og
genforsikringsselskabets aktiviteter på de forskellige markeder, koncerninterne transaktioner såvel som
koncernens genforsikringsaktiviteter bør ikke medregnes dobbelt, når deres relative betydning i et marked
vurderes.
(113) Tilsynsmyndighederne fra alle medlemsstater, hvori et selskab i koncernen er etableret, bør deltage
i tilsynet på koncernniveau via et tilsynskollegium (kollegiet). De bør alle rutinemæssigt have adgang til
dokumentation, som stilles til rådighed for andre tilsynsmyndigheder i kollegiet, og hele tiden inddrages
i beslutningstagningen. Der bør etableres et samarbejde mellem de myndigheder, som er ansvarlige for
838
tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber, samt mellem disse myndigheder og de myndigheder,
der er ansvarlige for tilsyn med selskaber inden for de øvrige finansielle sektorer.
(114) Kollegiets aktiviteter bør svare til karakteren, omfanget og kompleksiteten af de risici, der knytter
sig til virksomheden for alle de selskaber, som er en del af koncernen, og til den grænseoverskridende
dimension. Kollegiet bør oprettes for at sikre, at samarbejdet, udvekslingen af oplysninger og hørings-
processen mellem kollegiets tilsynsmyndigheder i praksis finder sted i overensstemmelse med dette
direktiv. Tilsynsmyndighederne bør benytte kollegiet til at skabe konvergens mellem deres respektive af-
gørelser og samarbejde tættere om at udføre deres tilsynsaktiviteter i hele koncernen efter harmoniserede
kriterier.
(115) Dette direktiv bør tildele CEIOPS en rådgivende rolle. CEIOPS᾽ udtalelse til den pågældende
tilsynsmyndighed bør ikke være bindende for denne tilsynsmyndighed, når den træffer sin afgørelse. Når
den pågældende tilsynsmyndighed træffer en afgørelse, bør den dog tage fuldt ud hensyn til denne
udtalelse og redegøre for en væsentlig afvigelse fra denne.
(116) Forsikrings- og genforsikringsselskaber, der er en del af en koncern med hovedsæde uden for Fæl-
lesskabet, bør være underkastet ækvivalente og passende tilsynsordninger på koncernniveau. Det er derfor
nødvendigt at indføre gennemsigtige regler og informationsudveksling med myndigheder i tredjelande
om alle relevante omstændigheder. For at sikre en harmoniseret tilgang til fastsættelse og vurdering af
ækvivalensen af tredjelandstilsyn med forsikrings- og genforsikringsvirksomhed, bør det være muligt for
Kommissionen at træffe en bindende afgørelse om ækvivalensen af tredjelandenes solvensregimer. For
de tredjelande, som Kommissionen ikke har truffet nogen afgørelse om, bør vurderingen af ækvivalens
træffes af den koncerntilsynsførende efter høring af de andre relevante tilsynsmyndigheder.
(117) Da den nationale lovgivning om saneringsforanstaltninger og likvidation ikke er harmoniseret, er
det hensigtsmæssigt inden for rammerne af det indre marked at sikre en gensidig anerkendelse af med-
lemsstaternes saneringsforanstaltninger og likvidationsprocedurer for så vidt angår forsikringsselskaber
og det nødvendige samarbejde under hensyntagen til behovet for ensartethed, universalitet, samordning
og offentlighed i henseende til sådanne foranstaltninger samt ensartet behandling og beskyttelse af
forsikringskreditorer.
(118) Det bør sikres, at de saneringsforanstaltninger, som den kompetente myndighed i en medlemsstat
har truffet med henblik på at bevare eller genoprette et forsikringsselskabs finansielle soliditet og for i så
høj grad som muligt at forebygge en likvidation, får fuld virkning inden for Fællesskabet. Virkningerne af
sådanne saneringsforanstaltninger og likvidationsprocedurer i forhold til tredjelande bør dog ikke berøres
heraf.
(119) Der bør skelnes mellem kompetente myndigheder med hensyn til saneringsforanstaltninger og
likvidationsprocedurer og tilsynsmyndigheder for forsikringsselskaber.
(120) Definitionen af en filial i forhold til insolvens bør i overensstemmelse med de eksisterende prin-
cipper for insolvens tage hensyn til forsikringsselskabets status som én juridisk person. Hjemlandets
lovgivning bør imidlertid bestemme, hvorledes de aktiver og passiver, som indehaves af uafhængige
personer, der har fast bemyndigelse til at handle som befuldmægtigede for forsikringsselskabet, skal
behandles i forbindelse med det pågældende forsikringsselskabs likvidation.
839
(121) Der bør fastlægges betingelser således, at likvidation, som uden at være baseret på insolvens
indebærer, at der opstilles en rangorden for fyldestgørelse af forsikringskrav, også er omfattet af dette
direktiv. Når de ansatte i et forsikringsselskab fremsætter fordringer i relation til arbejdsaftaler eller
arbejdsforhold, bør en national løngarantifond kunne indtræde i deres rettigheder. En sådan indtræden bør
være omfattet af behandlingen i henhold til hjemlandets lovgivning (lex concursus).
(122) Saneringsforanstaltninger udelukker ikke, at der indledes en likvidation. Likvidation bør derfor
kunne indledes, uden at der er truffet saneringsforanstaltninger, eller efter at sådanne foranstaltninger
er vedtaget, og den kan afsluttes med en tvangsakkord eller andre tilsvarende foranstaltninger, herunder
saneringsforanstaltninger.
(123) Afgørelser om likvidation af forsikringsselskaber bør alene kunne træffes af de kompetente myn-
digheder i hjemlandet. Afgørelserne bør have virkning i hele Fællesskabet og bør anerkendes af alle
medlemsstaterne. Afgørelserne bør offentliggøres i overensstemmelse med procedurerne i hjemlandet og
i Den Europæiske Unions Tidende. Oplysningerne bør også stilles til rådighed for kendte kreditorer med
bopæl i Fællesskabet, som bør have ret til at anmelde fordringer eller indgive bemærkninger.
(124) Alle forsikringsselskabets aktiver og passiver bør inddrages i likvidationen.
(125) Alle betingelser for indledning, afvikling og afslutning af likvidationen bør være underlagt hjemlan-
dets lovgivning.
(126) For at sikre en samordnet indsats blandt medlemsstaterne, bør tilsynsmyndighederne i hjemlandet
og i alle andre medlemsstater straks underrettes om indledningen af en likvidation.
(127) Det er yderst vigtigt, at forsikrede personer, forsikringstagere, begunstigede og enhver skadelidt,
som har ret til at rejse krav direkte mod forsikringsselskabet som følge af forsikringstransaktioner,
er beskyttet i forbindelse med likvidationen, men denne beskyttelse bør dog ikke omfatte fordringer,
som ikke følger af forpligtelser i henhold til forsikringsaftaler eller forsikringstransaktioner, men af et
civilretligt ansvar, som en befuldmægtiget har udløst under forhandlinger, og som denne i henhold til den
lovgivning, som gælder for forsikringsaftalen eller forsikringstransaktionen, ikke hæfter for i forbindelse
med den pågældende aftale eller transaktion. Med henblik herpå bør medlemsstaterne kunne vælge
mellem ækvivalente metoder for at sikre forsikringskreditorer særbehandling, idet ingen af disse metoder
dog må forhindre en medlemsstat i at indføre en rangorden mellem forskellige kategorier af forsikrings-
krav. Der bør derudover sikres en passende balance mellem beskyttelsen af forsikringskreditorer og andre
privilegerede kreditorer, som er beskyttet i henhold til den pågældende medlemsstats lovgivning.
(128) Indledningen af en likvidation bør medføre, at forsikringsselskabets tilladelse til at drive virksom-
hed inddrages, medmindre dette allerede er sket.
(129) Kreditorerne bør i en likvidation have ret til at anmelde fordringer eller skriftligt indgive bemærk-
ninger til fordringerne. Fordringer fra kreditorer, som har bopæl i en anden medlemsstat end hjemlandet,
bør behandles på samme måde som tilsvarende fordringer i hjemlandet uden nogen forskel på grundlag af
nationalitet eller opholdssted.
840
(130) For at beskytte berettigede forventninger og sikkerheden i forbindelse med bestemte transaktioner
i andre medlemsstater end hjemlandet er det nødvendigt at afgøre, hvilken lovgivning der gælder for kon-
sekvenserne af saneringsforanstaltninger og likvidationsprocedurer for verserende retssager og individuel
tvangsfuldbyrdelse som følge af retssager.
(131) De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse
med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af
de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen22).
(132) Kommissionen bør navnlig tillægges beføjelser til at vedtage de nødvendige foranstaltninger angå-
ende tilpasning af bilag og foranstaltninger, som bl.a. specificerer de tilsynsmæssige beføjelser og tiltag,
der skal iværksættes, og som nærmere fastlægger krav til f.eks. ledelsessystem, oplysningspligt, kvalifice-
ret deltagelse, beregning af forsikringsmæssige hensættelser og kapitalkrav, investeringsregler og tilsyn
med koncerner. Kommissionen bør også tillægges beføjelser til at vedtage gennemførelsesforanstaltninger
til at tildele tredjelande ækvivalensstatus i forhold til bestemmelserne i dette direktiv. Da der er tale
om generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv,
herunder ved at supplere det med nye ikke-væsentlige bestemmelser, skal foranstaltninger vedtages efter
forskriftsproceduren med kontrol i artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF.
(133) Målene for dette direktiv kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor
på grund af dets omfang og virkninger bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe for-
anstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse
med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt
for at nå disse mål.
(134) Rådets direktiv 64/225/EØF af 25. februar 1964 om ophævelse af begrænsningerne i etableringsfri-
heden og den fri udveksling af tjenesteydelser inden for genforsikring og retrocession23), Rådets direktiv
73/240/EØF af 24. juli 1973 om ophævelse af begrænsninger i etableringsfriheden inden for direkte for-
sikring bortset fra livsforsikring24), Rådets direktiv 76/580/EØF af 29. juni 1976 om ændring af direktiv
73/239/EØF om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og
udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring25) og Rådets direktiv 84/641/EØF af
10. december 1984 om ændring, navnlig for så vidt angår turistassistance, af første direktiv 73/239/EØF
om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse af
direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring26) bør ophæves, da de nu er forældede.
(135) Forpligtelsen til at gennemføre dette direktiv i national ret bør kun omfatte de bestemmelser, hvori
der er foretaget væsentlige ændringer i forhold til de tidligere direktiver. Forpligtelsen til at gennemføre
bestemmelser, der er uændrede, er fastsat i de tidligere direktiver.
(136) Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de frister for gennem-
førelse af direktiverne i national ret, der er fastsat i bilag VI, del B.
(137) Kommissionen vurderer ækvivalensen af de eksisterende garantiordninger i forsikringssektoren og
forelægge et passende lovgivningsforslag.
841
(138) I artikel 17, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/41/EF af 3. juni 2003 om arbejds-
markedsrelaterede pensionskassers aktiviteter og tilsynet hermed27) henvises til de gældende bestemmel-
ser om solvensmargener. Disse henvisninger bør bevares for at opretholde status quo. Kommissionen
bør snarest mulig gennemføre sin revision af direktiv 2003/41/EF i henhold til dets artikel 21, stk.
4. Kommissionen bør med bistand fra CEIOPS udarbejde en hensigtsmæssig ordning for solvensregler
for arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser, samtidig med at der tages fuldt ud hensyn til forsikringssek-
torens væsentlige særlige karakteristika, og bør derfor ikke på forhånd træffe afgørelse om anvendelse af
de regler i dette direktiv, som disse pensionskasser skal pålægges.
(139) Vedtagelsen af dette direktiv ændrer forsikringsselskabets risikoprofil over for forsikringstage-
ren. Kommissionen bør snarest muligt og under alle omstændigheder ved udgangen af 2010 fremsætte
et forslag til revision af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/92/EF af 9. december 2002 om
forsikringsformidling28) under hensyntagen til dette direktivs følger for forsikringstagerne.
(140) Yderligere omfattende reformer af de regulerings- og tilsynsmodeller, der gælder for EU᾽s finans-
sektor, er meget påkrævede og bør snarest forelægges af Kommissionen med behørig hensyntagen til kon-
klusionerne af 25. februar 2009 fra ekspertgruppen under forsæde af Jacques de Larosière. Kommissionen
bør forelægge forslag til lovgivning, der er nødvendig for at rette op på de mangler, der er konstateret i
bestemmelserne om tilsynssamordning og samarbejdsordninger.
(141) Det er nødvendigt at anmode om en udtalelse fra CEIOPS om, hvor man bedst kan tage fat
på spørgsmålet om et forbedret koncerntilsyn og kapitalforvaltning i en koncern med forsikrings- eller
genforsikringsselskaber. CEIOPS bør opfordres til at afgive udtalelser, som vil hjælpe Kommissionen
med at udarbejde dens forslag under forhold, som er forenelige med et højt beskyttelsesniveau for forsik-
ringstagere (og begunstigede) og sikring af den finansielle stabilitet. CEIOPS bør således anmodes om at
rådgive Kommissionen om, hvilken struktur og hvilke principper der bør danne grundlag for de ændringer
af dette direktiv, der kan blive behov for i fremtiden for at sikre, at de ændringer, som kan blive foreslået,
får virkning. Kommissionen bør forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport efterfulgt af passende
forslag til alternative ordninger for tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber i koncerner, som vil
fremme den effektive kapitalforvaltning i koncerner, hvis det viser sig, at der findes en passende støttende
lovramme for indførelse af denne ordning.
Det er navnlig hensigtsmæssigt, at en ordning for koncernstøtte fungerer på et sundt grundlag, som er
baseret på tilstedeværelsen af harmoniserede og tilstrækkeligt finansierede forsikringsgarantiordninger, en
harmoniseret og retligt bindende ramme for de kompetente myndigheder, centralbanker og finansministe-
rier vedrørende krisestyring og -løsning samt finansiel byrdefordeling, som tilnærmer tilsynsbeføjelser og
finansielt ansvar, en retligt bindende ramme for mægling i tilsynstvister, en harmoniseret ramme for tidlig
indgriben og en harmoniseret ramme om aktivers overførbarhed, insolvens og likvidationsprocedurer,
som fjerner de relevante nationale selskabsretlige hindringer for aktivers overførbarhed. Kommissionen
bør også i sin rapport tage hensyn til diversifikationseffekternes adfærd over tid og den risiko, der er
at være en del af en koncern, praksis inden for centraliseret risikostyring på koncernplan, funktionen af
koncernens interne modeller såvel som tilsyn med koncerninterne transaktioner og risikokoncentrationer.
(142) I overensstemmelse med punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning29) tilskyndes
medlemsstaterne til, både i egen og i Fællesskabets interesse, at udarbejde og offentliggøre deres egne
oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem dette direktiv og gennemførelsesforanstalt-
ningerne —
842
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
INDHOLDSFORTEGNELSE
AFSNIT I ALMINDELIGE BESTEMMELSER OM AD-
GANG TIL OG UDØVELSE AF DIREKTE FOR-
SIKRINGS- OG GENFORSIKRINGSVIRKSOM-
HED
KAPITEL I Genstand, anvendelsesområde og definitioner
AFDELING 1 Genstand og anvendelsesområde
AFDELING 2 Udelukkelse fra anvendelsesområdet
Underafdeling 1 Generelt
Underafdeling 2 Skadesforsikring
Underafdeling 3 Livsforsikring
Underafdeling 4 Genforsikring
AFDELING 3 Definitioner
KAPITEL II Adgang til udøvelse af virksomhed
KAPITEL III Tilsynsmyndigheder og almindelige bestemmelser
KAPITEL IV Betingelserne for udøvelse af virksomhed
AFDELING 1 Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganets an-
svar
AFDELING 2 Ledelsessystem
AFDELING 3 Oplysningspligt
AFDELING 4 Kvalificeret deltagelse
AFDELING 5 Tavshedspligt, informationsudveksling og fremme
af tilsynsmæssig konvergens
AFDELING 6 Revisorernes opgaver
KAPITEL V Udøvelse af livsforsikrings- og skadesforsikrings-
virksomhed
KAPITEL VI Regler vedrørende værdiansættelse af aktiver og
passiver, forsikringsmæssige hensættelser, egenka-
pital, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet
og investeringer
AFDELING 1 Værdiansættelse af aktiver og passiver
AFDELING 2 Regler vedrørende forsikringsmæssige hensættel-
ser
AFDELING 3 Egenkapital
Underafdeling 1 Bestemmelse af egenkapital
Underafdeling 2 Bestemmelse af egenkapital
Underafdeling 3 Anerkendelse af egenkapital
AFDELING 4 Solvenskapitalkrav
Underafdeling 1 Underafdeling 1 almindelige bestemmelser vedrø-
rende solvenskapitalkravet ved anvendelse af stan-
dardformlen eller en intern model
Underafdeling 2 Solvenskapitalkrav — standardformel
Underafdeling 3 Solvenskapitalkrav — komplette og partielle inter-
ne modeller
AFDELING 5 Minimumskapitalkrav
AFDELING 6 Investeringer
843
KAPITEL VII Forsikrings- og genforsikringsselskaber i vanske-
ligheder eller med uregelmæssige forhold
KAPITEL VIII Fri etableringsret og fri udveksling af tjenesteydel-
ser
AFDELING 1 Forsikringsselskabers etableringsret
AFDELING 2 Fri udveksling af tjenesteydelser: forsikringssel-
skaber
Underafdeling 1 Generelle bestemmelser
Underafdeling 2 Ansvarsforsikring for motorkøretøjer
AFDELING 3 Beføjelser tillagt værtslandets tilsynsmyndigheder
Underafdeling 1 Forsikring
Underafdeling 2 Genforsikring
AFDELING 4 Statistiske oplysninger
AFDELING 5 Behandling af aftaler indgået af filialer i forbindel-
se med likvidation
KAPITEL IX Filialer, der er etableret inden for fællesskabet, og
som hører under forsikrings- eller genforsikrings-
selskaber med hovedsæde uden for fællesskabet
AFDELING 1 Adgang til udøvelse af virksomhed
AFDELING 2 Genforsikring
KAPITEL X Datterselskaber af forsikrings- og genforsikrings-
selskaber, der henhører under et tredjelands lovgiv-
ning, og sådanne selskabers erhvervelse af kapita-
linteresser
AFSNIT II SÆRLIGE BESTEMMELSER VEDRØRENDE
FORSIKRING OG GENFORSIKRING
KAPITEL I Gældende lovgivning og betingelser i direkte for-
sikringsaftaler
AFDELING 1 Gældende lovgivning
AFDELING 2 Lovpligtig forsikring
AFDELING 3 Almene hensyn
AFDELING 4 Betingelser i forsikringsaftaler og beregning af ta-
riffer
AFDELING 5 Oplysninger til forsikringstagere
Underafdeling 1 Skadesforsikring
Underafdeling 2 Livsforsikring
KAPITEL II Særlige bestemmelser vedrørende skadesforsikring
AFDELING 1 Almindelige bestemmelser
AFDELING 2 Coassurance inden for fælleskabet
AFDELING 3 Assistance
AFDELING 4 Retshjælpsforsikring
AFDELING 5 Sygeforsikring
AFDELING 6 Arbejdsskadeforsikring
KAPITEL III Særlige bestemmelser vedrørende livsforsikring
KAPITEL IV Særlige bestemmelser vedrørende genforsikring
AFSNIT III TILSYN MED FORSIKRINGS- OG GENFOR-
SIKRINGSSELSKABER I EN KONCERN
844
KAPITEL I Koncerntilsyn: definitioner, anvendelsestilfælde, -
område og -niveauer
AFDELING 1 Definitioner
AFDELING 2 Anvendelsestilfælde og -område
AFDELING 3 Anvendelsesniveauer
KAPITEL II Finansiel situation
AFDELING 1 Koncernsolvens
Underafdeling 1 Almindelige bestemmelser
Underafdeling 2 Valg af beregningsmetode og generelle principper
Underafdeling 3 Anvendelse af beregningsmetoder
Underafdeling 4 Beregningsmetoder
Underafdeling 5 Tilsyn med koncernsolvensen for forsikrings- og
genforsikringsselskaber, der er datterselskaber af et
forsikringsholdingselskab
Underafdeling 6 Tilsyn med koncernsolvensen for koncerner med
centraliseret risikostyring
AFDELING 2 Risikokoncentration og koncerninterne transaktio-
ner
AFDELING 3 Risikostyring og intern kontrol
KAPITEL III Foranstaltninger til fremme af koncerntilsyn
KAPITEL IV Tredjelande
KAPITEL V Blandede forsikringsholdingselskaber
AFSNIT IV SANERING OG LIKVIDATION AF FORSIK-
RINGSSELSKABER
KAPITEL I Anvendelsesområde og definitioner
KAPITEL II Saneringsforanstaltninger
KAPITEL III Likvidation
KAPITEL IV Fælles bestemmelser
AFSNIT V ANDRE BESTEMMELSER
AFSNIT VI OVERGANGSBESTEMMELSER OG AFSLUT-
TENDE BESTEMMELSER
KAPITEL I Overgangsbestemmelser
AFDELING 1 Forsikring
AFDELING 2 Genforsikring
KAPITEL II Afsluttende bestemmelser
BILAG I SKADESFORSIKRINGSKLASSER
A. Klassifikation af risici ved hjælp af forsikrings-
klasser
B. Benævnelse af den tilladelse, der gives samtidig
for flere klasser
BILAG II LIVSFORSIKRINGSKLASSER
BILAG III SELSKABSFORMER
A. Skadesforsikringsselskabsformer
B. Livsforsikringsselskabsformer
C. Genforsikringsselskabsformer
BILAG IV STANDARDFORMEL FOR SOLVENSKAPI-
TALKRAVET (SCR)
1. Beregning af det primære solvenskapitalkrav
845
2. Beregning af risikomodulet for skadesforsikringer
3. Beregning af tegningsrisikomodulet for livsforsik-
ringer
4. Beregning af markedsrisikomodulet
BILAG V GRUPPER AF SKADESFORSIKRINGSKLAS-
SER, JF. ARTIKEL 159
BILAG VI
Part A Ophævede direktiver med ændringer (jf. Arti-
kel 310)
Part B Frister for gennemførelse i national ret (jf. Arti-
kel 310)
BILAG VII SAMMENLIGNINGSTABEL
AFSNIT I
ALMINDELIGE BESTEMMELSER OM ADGANG TIL OG UDØVELSE AF DIREKTE FOR-
SIKRINGS- OG GENFORSIKRINGSVIRKSOMHED
KAPITEL I
Genstand, anvendelsesområde og definitioner
Afdeling 1
Genstand og anvendelsesområde
Artikel 1
Genstand
Dette direktiv fastsætter bestemmelser om følgende:
1) adgang til og udøvelse af selvstændig direkte forsikringsvirksomhed og genforsikringsvirksomhed
i Fællesskabet
2) tilsynet med forsikrings- og genforsikringskoncerner
3) sanering og likvidation af selskaber, der udøver direkte forsikringsvirksomhed.
Artikel 2
Anvendelsesområde
1. Dette direktiv finder anvendelse på direkte tegnende livsforsikrings- og skades- forsikringsselskaber,
der er etableret på en medlemsstats område, eller som ønsker at etablere sig der.
Direktivet finder også anvendelse på genforsikringsselskaber, der kun udøver genforsikringsvirksomhed,
og som er etableret på en medlemsstats område, eller som ønsker at etablere sig der, dog med undtagelse
af afsnit IV.
2. For så vidt angår skadeforsikring gælder dette direktiv for skadeforsikringsaktiviteter i de klasser, der
er fastsat i del A i bilag I. Med henblik på stk. 1, første afsnit, inkluderer skadesforsikringsvirksomhed
virksomhed, der består i at yde assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under rejser, under
fravær fra deres bopæl eller deres sædvanlige opholdssted. Den består i mod forudgående præmiebetaling
at forpligte en virksomhed til omgående at yde den sikrede i henhold til en aftale om assistance bistand i
846
de tilfælde og på de betingelser, der er fastsat i aftalen, når vedkommende kommer i vanskeligheder som
følge af en hændelig begivenhed.
Bistanden kan bestå i kontantydelser eller naturalydelser. Naturalydelserne kan også præsteres ved benyt-
telse af tjenesteyderens eget personale eller materiel.
Assistancevirksomhed omfatter ikke pasning, vedligeholdelse, eftersalgsservice eller blot henvisning til
eller tilvejebringelse af bistand ved formidling.
3. For så vidt angår livsforsikring finder dette direktiv anvendelse:
a) på følgende former for livsforsikringsvirksomhed, såfremt de er baseret på en aftale:
i) livsforsikring, der omfatter livsbetinget kapitalforsikring, ophørende eller livsvarig livsforsik-
ring, livsforsikring med udbetaling i levende live, livsforsikring med tilbagebetaling af præmier,
forsikring, der kommer til udbetaling ved ægteskab, forsikring, der kommer til udbetaling ved
fødsel
ii) renteforsikring
iii) accessoriske forsikringer, der tegnes i tilknytning til livsforsikringer, dvs. navnlig forsikring
mod legemsbeskadigelse herunder erhvervsudygtighed, forsikring mod dødsfald som følge af
ulykkestilfælde, forsikring mod invaliditet som følge af ulykkestilfælde eller sygdom
iv) forsikringstyper, der praktiseres i Irland og Det Forenede Kongerige under betegnelsen
»permanent health insurance«, som er uopsigelig
b) på følgende former for virksomhed, såfremt de er baseret på en aftale og er undergivet tilsyn fra de
myndigheder, der er kompetente til at udøve tilsyn med privatforsikring:
i) virksomhed, der indebærer oprettelse af medlemssammenslutninger med henblik på fælles kapi-
talisering af bidragene og udbetaling af den herved opståede formue enten til de overlevende eller
til de afdødes arvinger eller begunstigede (tontiner)
ii) kapitaliseringsvirksomhed baseret på aktuarberegninger, og som omfatter forpligtelser af en
nærmere fastsat varighed og beløbsstørrelse, mod erlæggelse af et engangsbeløb eller forud fastsat-
te regelmæssige indbetalinger
iii) virksomhed, der omfatter forvaltning af kollektive pensionsmidler, herunder forvaltning af
investeringer og især de aktiver, der dækker hensættelserne i de organer, som betaler ydelserne ved
dødsfald, i levende live eller ved bortfald eller nedsættelse af erhvervsevnen
iv) virksomhed som omhandlet i nr. iii), når der hertil er knyttet en forsikringsgaranti med sigte på
enten bevarelse af kapitalen eller sikring af en minimumsrente
v) virksomhed, som udøves af den slags livsforsikringsselskaber, der er omhandlet i den franske
»Code des assurances«, bog IV, afsnit 4, kapitel 1
c) på virksomhed, der er afhængig af levetiden, og som er nærmere bestemt eller fastsat i lovgivnin-
gen om socialforsikring, såfremt en sådan virksomhed udøves eller forvaltes af livsforsikringssel-
skaber for disses egen risiko, i overensstemmelse med en medlemsstats lovgivning.
Afdeling 2
Udelukkelse fra anvendelsesområdet
847
Underafdeling 1
Generelt
Artikel 3
Lovbestemte ordninger
Dette direktiv finder ikke anvendelse på direkte forsikring, der omfattes af en lovbestemt social sikrings-
ordning, jf. dog artikel 2, stk. 3, litra c).
Artikel 4
Udelukkelse fra anvendelsesområdet som følge af størrelse
1. Dette direktiv finder ikke anvendelse på et forsikringsselskab, som opfylder alle følgende betingelser,
jf. dog. artikel 3 og artikel 5-10:
a) forsikringsselskabets årlige bruttopræmieindtægter overstiger ikke 5 mio. EUR
b) selskabets samlede forsikringsmæssige bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og special pur-
pose vehicles som omtalt i artikel 76 overstiger ikke 25 mio. EUR
c) når selskabet tilhører en koncern, overstiger koncernens samlede forsikringsmæssige hensættelser,
der er defineret som bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og special purpose vehicles, ikke
25 mio. EUR
d) selskabets virksomhed omfatter ikke forsikrings- eller genforsikringsaktiviteter, der omfatter an-
svars-, kredit- og kautionsforsikringsrisiko, medmindre de udgør accessoriske risici i henhold til
artikel 16, stk. 1
e) selskabets virksomhed omfatter ikke genforsikringsaktiviteter, som overstiger 0,5 mio. EUR af
dets bruttopræmieindtægter eller 2,5 mio. EUR af dets forsikringsmæssige bruttohensættelser fra
genforsikringsaftaler og special purpose vehicles eller mere end 10 % af dets bruttopræmieindtæg-
ter eller mere end 10 % af dets forsikringsmæssige bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og
special purpose vehicles.
2. Overskrides de i stk. 1 anførte beløb i tre på hinanden følgende år, finder dette direktiv anvendelse fra
det fjerde år.
3. Uanset stk. 1 finder dette direktiv anvendelse på alle selskaber, som ansøger om tilladelse til at udøve
forsikrings- og genforsikringsaktiviteter, hvis årlige bruttopræmieindtægter eller de forsikringsmæssige
bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og special purpose vehicles forventes at overskride de stk. 1
anførte beløb i de fem efterfølgende år.
4. Dette direktiv finder ikke længere anvendelse på de forsikringsselskaber, for hvilke tilsynsmyndighe-
den har kontrolleret, at alle de følgende betingelser er opfyldt:
a) ingen af de i stk. 1 anførte grænseværdier er blevet overskredet i de tre sidste på hinanden
følgende år, og
b) ingen af de i stk. 1 anførte grænseværdier forventes at blive overskredet i løbet af de fem
efterfølgende år.
Så længe det pågældende forsikringsselskab udøver aktiviteter i henhold til artikel 145-149, finder
nærværende artikels stk. 1 ikke anvendelse.
5. Stk. 1 og 4 hindrer ikke et selskab i at ansøge om tilladelse eller bevare sin tilladelse i henhold til
dette direktiv.
848
Underafdeling 2
Skadesforsikring
Artikel 5
Virksomhedsformer
For så vidt angår skadesforsikring vedrører dette direktiv ikke:
1) kapitaliseringsvirksomhed, således som denne er nærmere fastlagt i de enkelte medlemsstaters
lovgivning
2) virksomhed, der udøves af forsørgelses- og understøttelsesorganer, hvis ydelsen varierer efter de
disponible midler, mens medlemsbidraget udgør et fast beløb
3) virksomhed, der udøves af organisationer, der ikke har status som juridisk person, og hvis formål
er gensidig sikring af dens medlemmer uden betaling af præmier og uden oprettelse af forsikrings-
mæssige hensættelser, eller
4) eksportkreditvirksomhed for statens regning eller med statsgaranti eller de tilfælde, hvor staten
står som forsikrer.
Artikel 6
Assistance
1. Dette direktiv vedrører ikke assistancevirksomhed, der opfylder alle de følgende betingelser:
a) assistancen ydes i tilfælde af en ulykke eller en skade, der rammer et vejkøretøj, når ulykken eller
skaden er sket inden for den medlemsstat, hvor yderen af sikkerheden er hjemmehørende
b) assistanceforpligtelsen er begrænset til følgende opgaver:
i) reparation på stedet, hvor yderen af sikkerheden i de fleste tilfælde anvender sit eget personale
og materiel
ii) transport af køretøjet til det nærmeste eller mest hensigtsmæssige sted, hvor reparation kan
foretages, samt eventuel befordring, i almindelighed med samme hjælpekøretøj, af føreren og
passagererne til det nærmeste sted, hvorfra de kan fortsætte deres rejse på anden måde, og
iii) såfremt den medlemsstat, hvor yderen af sikkerheden er hjemmehørende, bestemmer det:
transport af det pågældende køretøj, eventuelt ledsaget af føreren og passagererne, til disses
bopæl, udgangspunkt eller oprindelige bestemmelsessted inden for den pågældende medlemsstat,
og
c) assistancen ydes ikke af en virksomhed, der er omfattet af dette direktiv.
2. I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1, litra b), nr. i) og ii), skal betingelsen om, at ulykken
eller skaden skal være sket inden for den medlemsstat, hvor yderen af sikkerheden er hjemmehørende,
ikke være opfyldt, når den sikrede er medlem af den organisation, der yder sikkerheden, og såfremt
reparationen eller transporten af køretøjet blot ved forevisning af medlemskortet og uden betaling af
tillægspræmie foretages af en tilsvarende organisation i det pågældende land i henhold til en aftale om
gensidighed, eller, i Irlands og Det Forenede Kongeriges tilfælde, når assistancen ydes af en og samme
organisation med virksomhed i begge disse stater.
3. Direktivet finder ikke anvendelse på de former for virksomhed, der er omhandlet i stk. 1, litra b),
nr. iii), såfremt ulykken eller skaden er sket på Irlands område eller på Nordirlands område, og køretøjet,
849
eventuelt ledsaget af føreren og passagererne, transporteres til disses bopæl, udgangspunkt eller oprindeli-
ge bestemmelsessted inden for det ene eller det andet af disse områder.
4. Dette direktiv finder ikke anvendelse på assistancevirksomhed, som udøves af Automobile Club du
Grand Duché de Luxembourg, når den ulykke eller skade, der har ramt et vejkøretøj, er sket uden for
Storhertugdømmet Luxembourg, og assistancen består i at transportere det køretøj, der har været udsat for
denne ulykke eller skade, eventuelt ledsaget af føreren og passagererne, til disses bopæl.
Artikel 7
Gensidige selskaber
Dette direktiv finder ikke anvendelse på gensidige forsikringsselskaber, der udøver skadesforsikrings-
virksomhed, og som med andre gensidige forsikringsselskaber har indgået en aftale, der omfatter fuld
genforsikring af de forsikringsaftaler, som de indgår, eller indebærer det overtagende selskabs indtræden i
det overdragende selskabs sted ved opfyldelsen af forpligtelser i henhold til de nævnte aftaler. I så fald er
det overtagende forsikringsselskab dog omfattet af dette direktiv.
Artikel 8
Institutioner
Dette direktiv vedrører ikke følgende institutioner, der udøver skadesforsikringsvirksomhed, medmindre
deres vedtægts- eller lovmæssige kompetence ændres for så vidt angår kapacitet:
1) i Danmark: Falck Danmark
2) i Tyskland, følgende halvstatslige institutioner:
a) Postbeamtenkrankenkasse
b) Krankenversorgung der Bundesbahnbeamten
3) i Irland: Voluntary Health Insurance Board
4) i Spanien: Consorcio de Compensación de Seguros
Underafdeling 3
Livsforsikring
Artikel 9
Virksomhedsformer
For så vidt angår livsforsikring vedrører dette direktiv ikke følgende former for virksomhed:
1) virksomhed, der udøves af forsorgs- og understøttelsesorganer, som tildeler ydelser, der varierer
efter de disponible midler, og som på forhånd fastsætter medlemsbidraget til et bestemt beløb
2) virksomhed, der udøves af andre organer end de i artikel 2 nævnte selskaber, og som har til formål
at tildele lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, der er sammensluttet enten inden for
et selskab eller en koncern af selskaber eller inden for en faglig eller tværfaglig sektor, ydelser
ved dødsfald, i levende live eller ved bortfald eller nedsættelse af erhvervsevnen, uanset om de
forpligtelser, der følger af nævnte virksomhed, til enhver tid dækkes fuldt ud af præmiereserven
3) virksomhed, der udøves af pensionsforsikringsselskaber, som omhandlet i den finske lov om
ansattes pension (TyEL) eller anden finsk lovgivning på området, forudsat at:
850
a) pensionsforsikringsselskaber, der allerede efter finsk lov skal have adskilt bogholderi og forvalt-
ning for deres pensionsvirksomhed, fra den 1. januar 1995 opretter separate juridiske enheder til at
udøve disse aktiviteter, og
b) de finske myndigheder uden forskelsbehandling tillader statsborgere og selskaber fra medlems-
staterne i henhold til finsk lovgivning at udøve de i artikel 2 omhandlede former for virksom-
hed, som er forbundet med denne undtagelse, ved at kunne eje eller deltage i et eksisterende
forsikringsselskab eller en eksisterende koncern eller ved at kunne oprette eller deltage i nye
forsikringsselskaber eller -koncerner, herunder pensionsforsikringsselskaber.
Artikel 10
Organisationer, virksomheder og institutter
For så vidt angår livsforsikring vedrører dette direktiv ikke følgende organisationer, virksomheder og
institutter:
1) organisationer, som udelukkende sikrer ydelser ved dødsfald, dersom størrelsen af disse ydelser
ikke overstiger de gennemsnitlige begravelsesomkostninger, eller såfremt disse ydelser tager form
af naturalydelser
2) »Versorgungsverband deutscher Wirtschaftsorganisationen« i Tyskland, medmindre dens ved-
tægtsmæssige kompetence ændres
3) »Consorcio de Compensación de Seguros« i Spanien, medmindre dens aktiviteter eller vedtægts-
mæssige kompetence ændres.
Underafdeling 4
Genforsikring
Artikel 11
Genforsikring
For så vidt angår genforsikring gælder dette direktiv ikke for genforsikringsvirksomhed, der udøves af
eller dækkes af en fuldstændig garanti stillet af en medlemsstats regering, når denne regering af grunde,
der vedrører væsentlige offentlige interesser, handler som genforsikrer i sidste instans, herunder under
omstændigheder, hvor denne rolle er nødvendig som følge af en markedssituation, hvor det er umuligt at
opnå tilstrækkelig genforsikringsdækning på markedsvilkår.
Artikel 12
Genforsikringsselskaber, som indstiller deres virksomhed
1. Genforsikringsselskaber, som den 10. december 2007 er ophørt med at indgå nye genforsikringsafta-
ler og udelukkende forvalter deres eksisterende portefølje med henblik på at indstille deres virksomhed, er
ikke underlagt dette direktiv.
2. Medlemsstaterne udarbejder en liste over de heraf berørte genforsikringsselskaber og videregiver
denne liste til alle de øvrige medlemsstater.
Afdeling 3
Definitioner
Artikel 13
851
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
1) »forsikringsselskab«: et direkte tegnende livsforsikrings- eller skadesforsikringsselskab, som har opnå-
et tilladelse i overensstemmelse med artikel 14
2) »captive-forsikringsselskab«: et forsikringsselskab, der er ejet enten af en anden finansiel virksomhed
end et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller af en forsikrings- eller genforsikringskoncern, som
nævnt i litra c) i artikel 212, stk. 1, eller af en ikke-finansiel virksomhed, som har til formål udelukkende
at yde forsikringsdækning for risiciene i det eller de selskaber, som den tilhører, eller af det eller de
selskaber i den koncern, som det er en del af
3) »tredjelandsforsikringsselskab«: et selskab, som, hvis dets hovedsæde var beliggende i Fællesskabet,
skulle have en tilladelse som forsikringsselskab i overensstemmelse med artikel 14
4) »genforsikringsselskab«: et selskab, som har opnået administrativ tilladelse til udøvelse af genforsik-
ringsvirksomhed i henhold til artikel 14
5) »captive-genforsikringsselskab«: et genforsikringsselskab, der er ejet enten af en anden finansiel virk-
somhed end et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller af en forsikrings- eller genforsikringskoncern
som omhandlet i artikel 212, stk. 1, litra c), eller af en ikke-finansiel virksomhed, som har til formål
udelukkende at yde genforsikringsdækning for risiciene i det eller de selskaber, som den tilhører, eller af
det eller de selskaber i den koncern, som captive-genforsikringsselskabet er en del af
6) »tredjelandsgenforsikringsselskab«: et selskab, som, hvis dets hovedsæde var beliggende i Fællesska-
bet, skulle have en tilladelse som genforsikringsselskab i henhold til artikel 14
7) »genforsikring«:
a) den form for virksomhed, der består i overtagelse af risici cederet af et forsikringsselskab eller et tred-
jelandsforsikringsselskab eller af et andet genforsikringsselskab eller et tredjelandsgenforsikringsselskab,
eller
b) hvad angår assurandørsammenslutningen Lloyd᾽s den form for virksomhed, der består i, at et andet
forsikrings- eller genforsikringsselskab end Lloyd᾽s overtager risici cederet af et medlem af Lloyd᾽s
8) »hjemland«:
a) i forbindelse med skadesforsikring den medlemsstat, hvor det forsikringsselskab, der dækker risikoen,
har hovedsæde
b) i forbindelse med livsforsikring den medlemsstat, hvor det forsikringsselskab, der påtager sig en
forpligtelse, har hovedsæde, eller
c) i forbindelse med genforsikring den medlemsstat, hvor genforsikringsselskabets hovedsæde er belig-
gende
9) »værtsland«: en anden medlemsstat end hjemlandet, hvor et forsikrings- eller genforsikringsselskab
har en filial eller præsterer tjenesteydelser; i forbindelse med livsforsikring og skadesforsikring er den
medlemsstat, hvor et forsikrings- eller genforsikringsselskab præsterer tjenesteydelser, henholdsvis den
medlemsstat, hvor forpligtelsen består, eller den medlemsstat, hvor risikoen består, hvis forpligtelsen eller
risikoen er dækket af et forsikringsselskab eller en filial i en anden medlemsstat
852
10) »tilsynsmyndighed«: den eller de nationale myndigheder, der ved lov eller anden forskrift er bemyn-
diget til at føre tilsyn med forsikrings- eller genforsikringsselskaber
11) »filial«: et forsikrings- eller genforsikringsselskabs agentur eller filial, der er beliggende på en anden
medlemsstats område end hjemlandets
12) »etableret forretningssted«: et selskabs hovedsæde eller en af dets filialer
13) »den medlemsstat, hvor risikoen består«: en af følgende:
a) den medlemsstat, hvor genstanden befinder sig, såfremt forsikringen dækker enten fast ejendom eller
fast ejendom og indbo, i det omfang indboet er dækket af samme forsikringspolice
b) den medlemsstat, hvor registreringen er sket, såfremt forsikringen dækker transportmidler af enhver art
c) den medlemsstat, hvor forsikringstageren har indgået aftalen, hvor der er tale om en aftale med en
varighed på højst fire måneder vedrørende risici i forbindelse med rejser eller ferie, uanset hvilken
forsikringsklasse der er tale om
d) i alle de tilfælde, der ikke eksplicit er dækket af litra a), b) eller c), den medlemsstat, hvor en af
følgende er beliggende:
i) forsikringstagerens sædvanlige opholdssted eller
ii) hvis forsikringstageren er en juridisk person, den i aftalen omhandlede forsikringstagers etablerede
forretningssted
14) »den medlemsstat, hvor forpligtelsen består«: den medlemsstat, hvor en af følgende er beliggende:
a) forsikringstagerens sædvanlige opholdssted
b) hvis forsikringstageren er en juridisk person, den i aftalen omhandlede forsikringstagers etablerede
forretningssted
15) »moderselskab«: en modervirksomhed som defineret i artikel 1 i direktiv 83/349/EØF
16) »datterselskab«: en dattervirksomhed som defineret i artikel 1 i direktiv 83/349/EØF, inkl. dattersel-
skaber heraf
17) »snævre forbindelser«: en situation, hvor to eller flere fysiske eller juridiske personer er knyttet
til hinanden gennem: kontrol eller kapitalinteresser eller en situation, hvor to eller flere fysiske eller
juridiske personer er varigt knyttet til den samme person gennem kontrol
18) »kontrol«: den forbindelse, der består mellem et moderselskab og et datterselskab, jf. artikel 1 i
direktiv 83/349/EØF, eller en forbindelse af samme art mellem en fysisk eller juridisk person og et
selskab
19) »koncerninterne transaktioner«: alle transaktioner, hvorigennem et forsikrings- eller genforsikrings-
selskab direkte eller indirekte forlader sig på andre selskaber inden for samme koncern eller på fysiske
eller juridiske personer, der er forbundet med selskaberne inden for den pågældende koncern ved hjælp af
en »snæver forbindelse«, med hensyn til opfyldelse af en forpligtelse, aftalemæssig eller ikke-aftalemæs-
sig og mod betaling eller gratis
20) »kapitalinteresser«: besiddelse af mindst 20 % af stemmerettighederne eller af kapitalen i en virksom-
hed, enten direkte eller gennem kontrol
853
21) »kvalificeret deltagelse«: direkte eller indirekte besiddelse af mindst 10 % af kapitalen eller stem-
merettighederne eller enhver anden mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på driften at det
pågældende selskab
22) »reguleret marked«:
a) i tilfælde af et marked, der ligger i en medlemsstat: et reguleret marked som defineret i artikel 4, stk. 1,
nr. 14), i direktiv 2004/39/EF eller
b) i tilfælde af et marked beliggende i et tredjeland: et finansielt marked, der opfylder følgende betingel-
ser:
i) det er anerkendt af forsikringsselskabets hjemland og opfylder krav svarende til dem i direktiv
2004/39/EF, og
ii) de finansielle instrumenter, der omsættes dér, er af en kvalitet, der svarer til kvaliteten af de instrumen-
ter, der omsættes på det eller de regulerede markeder i hjemlandet
23) »nationalt bureau«: et nationalt forsikringsbureau som defineret i artikel 1, stk. 3, i direktiv
72/166/EØF
24) »national garantifond«: det organ, der er omhandlet i artikel 1, stk. 4, i direktiv 84/5/EØF
25) »finansiel virksomhed«: et af følgende selskaber:
a) et kreditinstitut, et finansieringsinstitut eller en accessorisk bankservicevirksomhed som omhandlet i
henholdsvis artikel 4, nr. 1), 5) og 21), i direktiv 2006/48/EF
b) et forsikringsselskab, et genforsikringsselskab eller et forsikringsholdingselskab, jf. artikel 212, stk. 1,
litra f)
c) et investeringsselskab eller finansieringsinstitut, jf. artikel 4, stk. 1, nr. 1), i direktiv 2004/39/EF, eller
d) et blandet finansielt holdingselskab, jf. artikel 2, nr. 15), i direktiv 2002/87/EF
26) »special purpose vehicle«: ethvert selskab, uanset om der er tale om et aktieselskab eller ej, bortset
fra et eksisterende forsikrings- eller genforsikringsselskab, som overtager risici fra forsikrings- eller
genforsikringsselskaber, og som finansierer sin dækning af sådanne risici udelukkende ved hjælp af
udbyttet fra udstedelse af obligationer eller andre finansieringsordninger, hvor tilbagebetalingsrettigheder-
ne for dem, der har stillet lånet eller de andre finansieringsordninger til rådighed, er omfattet af de
genforsikringsforpligtelser, der gælder for et sådant selskab
27) »store risici«:
a) risici under forsikringsklasse 4, 5, 6, 7, 11 og 12 i del A i bilag I
b) risici under forsikringsklasse 14 og 15 i del A i bilag I, når forsikringstageren i erhvervsmæssigt
øjemed udøver industri-, handels- eller liberal virksomhed, og risiciene vedrører denne virksomhed
c) risici under forsikringsklasse 3, 8, 9, 10, 13 og 16 i del A i bilag I, for så vidt forsikringstageren ligger
over den talmæssige grænse for mindst to af nedenstående kriterier
i) en balancesum på 6,2 mio. EUR
854
ii) en nettoomsætning, jf. Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF af 25. juli 1978 på grundlag af traktatens
artikel 54, stk. 3, litra g), om årsregnskaberne for visse selskabsformer30), på 12,8 mio. EUR
iii) et gennemsnitligt antal medarbejdere i løbet af regnskabsåret på 250.
Såfremt forsikringstageren indgår i en koncern af virksomheder, for hvilke der udarbejdes konsoliderede
regnskaber i overensstemmelse med direktiv 83/349/EØF, gælder kriterierne i første afsnit, litra c), for de
konsoliderede regnskaber.
Medlemsstaterne har mulighed for til den i første afsnit, litra c), omhandlede kategori at tilføje risici, som
forsikres af faglige sammenslutninger, joint ventures og ad hoc-sammenslutninger
28) »outsourcing«: et arrangement af en hvilken som helst art mellem et forsikrings- eller genforsikrings-
selskab og en tjenesteyder, der kan være en tilsynspligtig enhed eller ej, i kraft af hvilket tjenesteyderen
enten direkte eller gennem videreoutsourcing udfører en proces, en tjeneste eller aktivitet, som forsik-
rings- eller genforsikringsselskabet ellers selv ville have udført
29) »funktion« inden for et ledelsessystem: en intern kapacitet til at varetage praktiske opgaver; et ledel-
sessystem indbefatter risikostyringsfunktionen, compliance-funktionen, den interne revisionsfunktion og
aktuarfunktionen
30) »forsikringsrisiko«: risikoen for tab eller en ugunstig udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser
som følge af uhensigtsmæssige antagelser i forbindelse med prissætning og hensættelser
31) »markedsrisiko«: risikoen for tab eller for negativ forandring i den finansielle situation som direkte
eller indirekte følge af bevægelser i niveauet og volatiliteten for markedspriserne på aktiver, passiver og
finansielle instrumenter
32) »kreditrisiko«: risikoen for tab eller for en ugunstig forandring i den finansielle situation som
følge af bevægelser i kreditværdigheden hos emittenter af værdipapirer, modparter og debitorer, som
forsikringsselskaber og genforsikringsselskaber er udsatte for i form af koncentrationer af modpartsrisici,
spredningsrisici eller markedsrisici
33) »operationel risiko«: risikoen for tab som følge af utilstrækkelige eller fejlbehæftede interne proces-
ser, medarbejderfejl eller systemfejl eller som følge af udefra kommende begivenheder
34) »likviditetsrisiko«: risikoen for, at forsikrings- og genforsikringsselskaber ikke kan afhænde investe-
ringer og andre aktiver med henblik på at imødekomme deres finansielle forpligtelser rettidigt
35) »koncentrationsrisiko«: alle risikobehæftede engagementer med et potentielt tab, der er stort nok til at
kunne true forsikrings- eller genforsikringsselskabets solvens eller finansielle stilling
36) »risikoreduktionsteknikker«: alle teknikker, der sætter forsikrings- og genforsikringsselskaber i stand
til at overføre alle eller en del af deres risici til en anden part
37) »diversifikationseffekter«: mindskelsen af forsikrings- og genforsikringsselskabers samt forsikrings-
og genforsikringskoncerners risikoeksponering i forbindelse med diversifikationen af deres virksomhed,
der er forårsaget af det ugunstige resultat af en risiko, kan opvejes af et mere fordelagtigt resultat af en
anden risiko, forudsat at der ikke er fuldstændig korrelation mellem risiciene
38) »forventet sandsynlighedsfordeling«: en matematisk funktion, der til et udtømmende sæt af indbyrdes
udelukkende fremtidige begivenheder tildeler en sandsynlighed for, at de rent faktisk vil indtræffe
855
39) »risikomåling«: en matematisk funktion, der tildeler en given forventet sandsynlighedsfordeling et
monetært beløb, og som stiger monotont med den risikoeksponering, der knytter sig til denne forventede
sandsynlighedsfordeling.
KAPITEL II
Adgang til udøvelse af virksomhed
Artikel 14
Tilladelse
1. Adgang til udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed eller genforsikringsvirksomhed, der er omfattet
af dette direktiv, er betinget af en forudgående tilladelse.
2. Ansøgning om den i stk. 1 nævnte tilladelse indgives til hjemlandets tilsynsmyndigheder af følgende:
a) selskaber, der etablerer deres hovedsæde på denne medlemsstats område, eller
b) forsikringsselskaber, der efter at have modtaget tilladelse i overensstemmelse med stk. 1 ønsker at
udvide deres virksomhed til en hel forsikringsklasse eller andre forsikringsklasser end dem, som
tilladelsen allerede dækker.
Artikel 15
Omfanget af tilladelsen
1. En tilladelse, der gives i henhold til artikel 14, gælder for hele Fællesskabet. Den giver forsikrings-
og genforsikringsselskaber ret til at udøve virksomhed i henhold til reglerne om fri etableringsret og
reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser.
2. Tilladelsen gives særskilt for hver klasse af direkte forsikringsvirksomhed som defineret i del A i
bilag I eller i bilag II, jf. dog artikel 14. Den omfatter hele den pågældende forsikringsklasse, medmindre
ansøgeren kun ønsker at dække en del af de risici, der hører under denne forsikringsklasse.
Risici, der er omfattet af en forsikringsklasse, klassificeres ikke i en anden forsikringsklasse bortset fra de
tilfælde, der er anført under artikel 16.
Der kan gives tilladelse for flere forsikringsklasser, såfremt medlemsstatens nationale lovgivning tillader,
at disse forsikringsklasser udøves samtidigt.
3. For så vidt angår skadesforsikring har hver medlemsstat mulighed for at meddele tilladelse for de
grupper af forsikringsklasser, der er anført i del B i bilag I.
Tilsynsmyndighederne kan begrænse den tilladelse, der ansøges om for en af disse forsikringsklasser, til
de former for virksomhed, der er anført i den i artikel 23 nævnte driftsplan.
4. Virksomheder, der er omfattet af dette direktiv, må kun udøve den i artikel 6 omhandlede assistance-
virksomhed, hvis de er godkendt for forsikringsklasse 18 under del A i bilag I, dog med forbehold af
artikel 16, stk. 1. I dette tilfælde finder nærværende direktiv anvendelse på denne form for virksomhed.
5. For så vidt angår genforsikring gives tilladelsen til udøvelse af skadesgenforsikringsvirksomhed,
livsgenforsikringsvirksomhed og alle former for genforsikringsvirksomhed.
Ansøgningen om tilladelse vurderes på baggrund af den driftsplan, der skal forelægges i henhold til
artikel 18, stk. 1, litra c), og opfyldelsen af de betingelser, der er fastsat for tilladelsen af den medlemsstat,
i hvilken der ansøges om tilladelse.
856
Artikel 16
Accessoriske risici
1. Et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse til en principal risiko, som falder under en forsikrings-
klasse eller en gruppe af forsikringsklasser som beskrevet i bilag I, kan ligeledes dække de risici, der er
omfattet af en anden forsikringsklasse, uden at der skal indhentes tilladelse til dækning af sådanne risici,
forudsat at risiciene opfylder alle de følgende betingelser:
a) de indgår i den principale risiko
b) de angår det objekt, der er dækket mod den principale risiko, og
c) de er dækket af den aftale, der dækker den principale risiko.
2. Uanset stk. 1 betragtes de risici, der er omfattet af de under del A i bilag 1 nævnte forsikringsklasser
14, 15 og 17, ikke som accessoriske risici til andre forsikringsklasser.
Retshjælpsforsikring som angivet under forsikringsklasse 17 kan dog betragtes som en accessorisk risiko
til forsikringsklasse 18, når betingelserne i stk. 1 og en af følgende betingelser er opfyldt:
a) hovedrisikoen vedrører kun assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under rejser,
under fravær fra deres bopæl eller deres sædvanlige opholdssted, eller
b) forsikringen vedrører tvister eller risici, som skyldes brug af søfartøjer, eller som kan henføres til
sådan brug.
Artikel 17
Forsikrings- eller genforsikringsselskabets retlige form
1. Hjemlandet kræver, at selskaber, der ansøger om tilladelse i henhold til artikel 14, antager en af de i
bilag III anførte retlige former.
2. Medlemsstaterne kan oprette selskaber i en offentligretlig form, når disse virksomheders formål
er udøvelse af forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed på samme vilkår som dem, der gælder for
privatretlige selskaber.
3. Kommissionen kan vedtage gennemførelsesforanstaltninger vedrørende udvidelsen af listen over de
former, der er beskrevet i bilag III.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Artikel 18
Betingelser for tilladelse
1. Hjemlandet kræver, at ethvert selskab, for hvilket der ansøges om tilladelse:
a) for så vidt angår forsikringsselskaber, begrænser deres formål til forsikringsvirksomhed og direkte
forbundne forretninger med udelukkelse af enhver anden erhvervsmæssig virksomhed
b) for så vidt angår genforsikringsselskaber, begrænser deres formål til genforsikringsvirksomhed og
hermed forbundne aktiviteter; dette krav kan omfatte at udøve funktionen som holdingselskab og
virksomhed i relation til de aktiviteter i den finansielle sektor, der er omhandlet i artikel 2, stk. 8, i
direktiv 2002/87/EF
c) fremlægger en driftsplan, der er i overensstemmelse med artikel 23
d) råder over den anerkendte kernekapital til dækning af det absolutte minimum for minimumskapi-
talkravet, jf. artikel 129, stk. 1, litra d)
857
e) kan godtgøre, at det fremover vil råde over anerkendt egenkapital til dækning af solvenskapital-
kravet, jf. artikel 100
f) kan godtgøre, at det fremover vil råde over anerkendt egenkapital til dækning af minimumskapi-
talkravet, jf. artikel 128
g) kan godtgøre, at det er i stand til at overholde reglerne vedrørende ledelsessystemet, jf. kapitel IV,
afdeling 2
h) for så vidt angår skadesforsikringsselskaber, oplyser navn og adresse på alle skadebehandlingsre-
præsentanter, som er udpeget i henhold til artikel 4 i direktiv 2000/26/EF i enhver anden medlems-
stat end den, hvor tilladelsen søges, hvis de dækkede risici henhører under forsikringsklasse 10 i
del A i bilag I i dette direktiv, bortset fra fragtførerens ansvar.
2. Et forsikringsselskab, der søger om tilladelse til udvidelse af virksomheden til andre forsikrings-
klasser eller til udvidelse af en tilladelse, der kun dækker en del af de risici, der er omfattet af en
forsikringsklasse, skal fremlægge en driftsplan, der er i overensstemmelse med artikel 23.
Det skal endvidere godtgøre, at det råder over den i artikel 100, stk. 1, og artikel 128 fastsatte anerkendte
egenkapital til dækning af solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet.
3. Uden at dette i øvrigt berører stk. 2, skal et forsikringsselskab, der udøver livsforsikringsvirksomhed,
og som ansøger om tilladelse til udvidelse af virksomheden til også at omfatte dækning af risiciene under
forsikringsklasse 1 eller 2 under del A i bilag I, jf. artikel 73, godtgøre, at det:
a) råder over den anerkendte kernekapital til dækning af det absolutte minimum for minimumskapi-
talkravet for livsforsikringsselskaber og det absolutte minimum for minimumskapitalkravet for
skadesforsikringsselskaber som omhandlet i artikel 129, stk. 1, litra d)
b) også fremover vil opfylde de finansielle mindstekrav, der er omhandlet i artikel 74, stk. 3.
4. Uden at dette i øvrigt berører stk. 2, skal et forsikringsselskab, der udøver skadesforsikringsvirksom-
hed inden for forsikringsklasse 1 eller 2 i del A i bilag I, og som ansøger om tilladelse til udvidelse af
virksomheden til dækning af livsforsikringsrisici, jf. artikel 73, godtgøre at det:
a) råder over den anerkendte kernekapital til dækning af det absolutte minimum for minimumskapi-
talkravet for livsforsikringsselskaber og det absolutte minimum for minimumskapitalkravet for
skadesforsikringsselskaber som omhandlet i artikel 129, stk. 1, litra d)
b) også fremover vil opfylde de finansielle mindstekrav, der er omhandlet i artikel 74, stk. 3.
Artikel 19
Snævre forbindelser
Foreligger der snævre forbindelser mellem forsikringsselskabet eller genforsikringsselskabet og andre fy-
siske eller juridiske personer, meddeler tilsynsmyndighederne kun deres tilladelse, hvis disse forbindelser
ikke hæmmer dem i varetagelsen af deres tilsynsopgaver.
Tilsynsmyndighederne afslår ligeledes at meddele tilladelse, hvis de hæmmes i varetagelsen af deres
tilsynsopgaver på grund af love eller administrative bestemmelser i et tredjeland, der gælder for en
eller flere fysiske eller juridiske personer, som forsikrings- eller genforsikringsselskabet har snævre
forbindelser med, eller på grund af problemer i forbindelse med anvendelsen af disse foranstaltninger.
Tilsynsmyndighederne kræver, at forsikrings- og genforsikringsselskaberne meddeler dem de oplysninger,
de har behov for, for at myndighederne til enhver tid kan sikre sig, at de i stk. 1 omhandlede betingelser er
opfyldt.
Artikel 20
858
Forsikrings- og genforsikringsselskabers hovedsæde
Medlemsstaterne kræver, at forsikrings- og genforsikringsselskaber har hovedsæde og vedtægtsmæssigt
hjemsted i samme medlemsstat.
Artikel 21
Policebetingelser og tariffer
1. Medlemsstaterne må ikke stille krav om forudgående godkendelse eller løbende anmeldelse af de al-
mindelige og specielle betingelser i forsikringspolicer, af tariffer, af det tekniske grundlag for beregningen
af bl.a. tariffer og forsikringsmæssige hensættelser og af formularer og andre trykte dokumenter, som et
selskab agter at anvende over for forsikringstagerne eller cederende eller retrocederende selskaber.
Inden for livsforsikring kan hjemlandet dog med det ene formål at kontrollere, at nationale bestemmelser
vedrørende de aktuarmæssige principper overholdes, kræve løbende anmeldelse af det tekniske grundlag
for beregningen af tariffer og forsikringsmæssige hensættelser. Dette må dog ikke gøres til en forhåndsbe-
tingelse for, at et livsforsikringsselskab kan opnå tilladelse.
2. Medlemsstaterne må hverken opretholde eller indføre krav om forudgående meddelelse om eller
godkendelse af tarifforhøjelser, medmindre krav herom alene er et led i en almindelig priskontrolordning.
3. Medlemsstaterne kan underkaste selskaber, der ansøger om eller har fået tilladelse for forsikrings-
klasse 18 i del A i bilag I, tilsyn med de direkte eller indirekte midler i form af personale og materiel,
herunder lægeholdenes kvalifikationer og kvaliteten af det udstyr, de råder over med henblik på at opfylde
deres forpligtelser i forbindelse med denne forsikringsklasse.
4. Medlemsstaterne kan opretholde eller indføre love eller administrative bestemmelser, der foreskriver
godkendelse af vedtægterne og fremlæggelse af alt materiale, der er nødvendigt for den normale gennem-
førelse af tilsynet.
Artikel 22
Markedets økonomiske behov
Medlemsstaterne må ikke kræve, at ansøgninger om tilladelse behandles under hensyntagen til markedets
økonomiske behov.
Artikel 23
Driftsplan
1. Den i artikel 18, stk. 1, litra c), nævnte driftsplan skal indeholde oplysninger eller dokumentation
vedrørende:
a) hvilke former for risici eller forpligtelser det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab
har til hensigt at dække
b) hvilke typer genforsikringsarrangementer genforsikringsselskabet agter at indgå med cederende
selskaber
c) grundprincipperne for genforsikring og retrocession
d) de kernekapitalelementer, der repræsenterer det absolutte minimum for minimumskapitalkravet
e) de anslåede omkostninger i forbindelse med opbygningen af administrationen og distributionsnettet
samt de dertil bestemte finansielle midler og, hvis de risici, der skal dækkes, henhører under
859
forsikringsklasse 18 i del A i bilag I, de midler, som forsikringsselskabet råder over med henblik på
at yde den lovede assistance.
2. Ud over kravene i stk. 1 skal driftsplanen for de første tre regnskabsår indeholde:
a) en prognosticeret balance
b) skøn over det fremtidige solvenskapitalkrav, jf. kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1, på basis af
den i litra a) nævnte prognosticerede balance samt oplysninger om den metode, der anvendes til
beregning af disse skøn
c) skøn over det fremtidige minimumskapitalkrav, jf. artikel 128 og 129, på basis af den i litra a)
nævnte prognosticerede balance samt oplysninger om den metode, der anvendes til beregning af
disse skøn
d) skøn over de finansielle midler, der er bestemt til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser,
minimumskapitalkravet og solvenskapitalkravet
e) for så vidt angår skadesforsikring og genforsikring ligeledes følgende:
i) de anslåede administrationsomkostninger bortset fra omkostninger i forbindelse med administra-
tionens opbygning, navnlig de løbende almindelige omkostninger og provisioner
ii) de anslåede præmier eller bidrag og skadesudgifter
f) for så vidt angår livsforsikringsvirksomhed ligeledes en oversigt, der giver detaljerede oplysninger
om de forventede indtægter og udgifter i forbindelse med direkte forsikringsvirksomhed, overta-
gelse af genforsikring og afgivelse i genforsikring.
Artikel 24
Aktionærer og selskabsdeltagere, der besidder en kvalificeret deltagelse
1. Hjemlandets tilsynsmyndigheder meddeler ikke et selskab tilladelse til at påbegynde forsikrings- eller
genforsikringsvirksomhed, før de har fået meddelelse om navnene på alle aktionærer eller selskabsdelta-
gere, det være sig fysiske eller juridiske personer, der direkte eller indirekte besidder en kvalificeret
deltagelse i selskabet, og om størrelsen af deres kapitalandel.
Disse myndigheder nægter at meddele tilladelse, hvis de under hensyn til nødvendigheden af at sikre
en sund og forsigtig forvaltning af et forsikrings- eller genforsikringsselskab ikke er overbevist om
aktionærernes eller selskabsdeltagernes egnethed.
2. Med henblik på stk. 1 i denne artikel tages de stemmerettigheder, der er nævnt i artikel 9 og 10
i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/109/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gen-
nemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel
på et reguleret marked31), samt betingelserne for sammenlægning heraf i det nævnte direktivs artikel 12,
stk. 4 og 5, i betragtning.
Medlemsstaterne tager ikke hensyn til stemmerettigheder eller aktier, som investeringsselskaber eller
kreditinstitutter måtte besidde, som følge af at de har ydet emissionsgaranti for finansielle instrumenter
og/eller placering af finansielle instrumenter på grundlag af en fast forpligtelse som omhandlet i bilag I,
afsnit A, nr. 6), i direktiv 2004/39/EF, forudsat at sådanne rettigheder dels ikke udøves eller på anden
måde anvendes til at gribe ind i udstederens ledelse, dels tidligst afhændes et år efter erhvervelsen.
Artikel 25
Afslag på tilladelse
Enhver beslutning om afslag skal indeholde den fulde begrundelse og meddeles det pågældende selskab.
860
Hver medlemsstat sikrer, at der er adgang til domstolsprøvelse af enhver beslutning om afslag på tilladel-
se.
Samme adgang til domstolsprøvelse indføres for det tilfælde, at tilsynsmyndighederne endnu ikke har
afgivet svar på ansøgningen om tilladelse senest seks måneder fra modtagelsesdatoen.
Artikel 26
Forudgående høring af myndighederne i de andre medlemsstater
1. Der skal finde forudgående høring sted af tilsynsmyndighederne i enhver berørt medlemsstat inden
tilladelse meddeles til:
a) et datterselskab af et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i denne
medlemsstat
b) et datterselskab af moderselskabet for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er meddelt
tilladelse i denne medlemsstat, eller
c) et selskab kontrolleret af samme fysiske eller juridiske person, som kontrollerer et forsikrings-
eller genforsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i denne medlemsstat.
2. Der skal finde forudgående høring sted af de myndigheder, der i en berørte medlemsstat fører
tilsyn med kreditinstitutter eller investeringsselskaber, inden der meddeles tilladelse til et forsikrings eller
genforsikringsselskab, der er:
a) et datterselskab af et kreditinstitut eller et investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i Fælles-
skabet
b) et datterselskab af et moderselskab for et kreditinstitut eller et investeringsselskab, der er meddelt
tilladelse i Fællesskabet, eller
c) et selskab kontrolleret af samme fysiske eller juridiske person, som kontrollerer et kreditinstitut
eller et investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i Fællesskabet.
3. De i stk. 1 og 2 omhandlede relevante myndigheder skal især konsultere hinanden ved vurderingen
af aktionærernes egnethed samt egnetheds- og hæderlighedskravene til alle personer, der reelt driver
selskabet eller indtager andre nøgleposter i et andet selskab i samme koncern.
De udveksler alle oplysninger om aktionærers egnethed samt om egnetheds- og hæderlighedskravene til
alle personer, der reelt driver selskabet eller indtager andre nøgleposter, som har betydning for de øvrige
involverede kompetente myndigheder, for meddelelsen af tilladelse og for den løbende vurdering af, om
driftsbetingelserne er opfyldt.
KAPITEL III
Tilsynsmyndigheder og almindelige bestemmelser
Artikel 27
Hovedformål med tilsynet
Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne råder over de nødvendige redskaber og har den relevan-
te ekspertise, kapacitet og mandat til at kunne opfylde hovedformålet med tilsynet, nemlig beskyttelse af
forsikringstagerne og de begunstigede.
Artikel 28
Finansiel stabilitet og procyklikalitet
861
Uden at det berører hovedformålet med tilsyn som nævnt i artikel 27, sikrer medlemsstaterne, at tilsyns-
myndighederne, når de udfører deres generelle opgaver, behørigt tager hensyn til den mulige indvirkning
af deres afgørelser på stabiliteten i de relevante finansielle systemer i Den Europæiske Union, navnlig i
nødsituationer under hensyntagen til de tilgængelige oplysninger på det pågældende tidspunkt.
Tilsynsmyndighederne tager i forbindelse med ekstraordinære bevægelser på de finansielle markeder
hensyn til de mulige procykliske virkninger af deres foranstaltninger.
Artikel 29
Generelle principper for tilsynet
1. Tilsynet bygger på en prospektiv og risikobaseret tilgang. Det omfatter en kontinuerlig kontrol af, om
forsikrings- eller genforsikringsselskabet drives på korrekt vis og af, om de overholder tilsynsreglerne.
2. Tilsynet med forsikrings- og genforsikringsselskaber indeholder en passende kombination af aktivite-
ter i og kontrol uden for selskabets forretningslokaler.
3. Medlemsstaterne sikrer, at de i dette direktiv fastsatte krav håndhæves på en måde, der står i et
rimeligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til et forsikrings- eller
genforsikringsselskabs virksomhed.
4. Kommissionen sikrer, at gennemførelsesforanstaltninger tager hensyn til proportionalitetsprincippet
og således den hensigtsmæssige anvendelse af dette direktiv, navnlig på små forsikringsselskaber.
Artikel 30
Tilsynsmyndigheder og omfanget af tilsynet
1. Ansvaret for det finansielle tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber, herunder tilsyn med
den virksomhed, de udøver gennem filialer og i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser,
henhører udelukkende under hjemlandets kompetence.
2. Det finansielle tilsyn, jf. stk. 1, dækker forsikrings- og genforsikringsselskabets samlede virksomhed
og omfatter navnlig kontrol med selskabets solvens og afsættelsen af forsikringsmæssige hensættelser,
dets aktiver og den anerkendte egenkapital i overensstemmelse med de regler og den praksis, der gælder i
hjemlandet, i henhold til bestemmelser, der er vedtaget på fællesskabsplan.
Har det pågældende forsikringsselskab tilladelse til at dække de risici, der er klassificeret under forsik-
ringsklasse 18 i del A i bilag I, omfatter tilsynet også kontrol med de tekniske midler, som forsikrings-
selskabet råder over for at kunne udføre de assistanceopgaver, det har påtaget sig, dersom hjemlandets
lovgivning foreskriver kontrol med disse midler.
3. Hvis tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor risikoen eller den medlemsstat, hvor forplig-
telsen består, eller i tilfælde af et genforsikringsselskab hvis tilsynsmyndigheder i værtslandet har en
begrundet formodning om, at et forsikrings- eller genforsikringsselskabs virksomhed vil kunne skade sel-
skabets finansielle soliditet, underretter de tilsynsmyndighederne i forsikringsselskabets hjemland herom.
Hjemlandets tilsynsmyndigheder kontrollerer, at selskabet overholder de i dette direktiv fastsatte forsig-
tighedsprincipper.
Artikel 31
Gennemsigtighed og ansvarlighed
862
1. Tilsynsmyndighederne udfører deres hverv på gennemsigtig og ansvarlig vis og respekterer hensynet
til beskyttelse af fortrolige oplysninger.
2. Medlemsstaterne sikrer, at følgende offentliggøres:
a) love, administrative bestemmelser og generel vejledning på forsikringsområdet
b) de generelle kriterier og metoder, herunder de måder, der er udarbejdet i overensstemmelse med
artikel 34, stk. 4, der benyttes som led i tilsynsprocessen som beskrevet i artikel 36
c) aggregerede statistiske data vedrørende centrale aspekter af anvendelsen af tilsynsreglerne
d) den måde, hvorpå der gøres brug af de valgmuligheder, som dette direktiv tillader
e) målsætningerne for tilsynet og de vigtigste funktioner og aktiviteter i forbindelse med tilsynet.
De oplysninger, der offentliggøres i overensstemmelse med første afsnit, skal være tilstrækkelige til,
at der kan foretages en sammenligning af de tilsynsmetoder, som vælges af tilsynsmyndighederne i de
forskellige medlemsstater.
Oplysningerne stilles til rådighed i et fælles format, og de ajourføres regelmæssigt. Der skal være adgang
til de oplysninger, der henvises til i litra a)-e) i første afsnit, via en enkelt elektronisk adresse i hver
medlemsstat.
3. Medlemsstaterne indfører gennemsigtige procedurer for udpegning og afsættelse af medlemmer af
tilsynsmyndighedernes styrende organer og ledelse.
4. Kommissionen vedtager gennemførelsesbestemmelser til stk. 2, hvori specificeres de centrale aspek-
ter, for hvilke der skal offentliggøres aggregerede statistiske data, og oplysningernes format, struktur,
indhold og offentliggørelsesdato.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Artikel 32
Forbud mod afvisning af genforsikringsaftaler eller retrocessionsaftaler
1. Et forsikringsselskabs hjemland må ikke afvise en genforsikringsaftale indgået med et genforsik-
ringsselskab eller et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til artikel 14, af grunde, der
direkte vedrører det pågældende genforsikringsselskabs eller forsikringsselskabs finansielle soliditet.
2. Et genforsikringsselskabs hjemland må ikke afvise en retrocessionsaftale indgået af et genforsikrings-
selskab med et genforsikringsselskab eller et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til
artikel 14, af grunde, der direkte vedrører det pågældende genforsikringsselskabs eller forsikringsselskabs
finansielle soliditet.
Artikel 33
Tilsyn med filialer i andre medlemsstater
Når et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der har opnået tilladelse i en anden medlemsstat, udøver
virksomhed gennem en filial, skal medlemsstaterne sørge for, at hjemlandets tilsynsmyndigheder efter at
have givet værtslandets tilsynsmyndigheder meddelelse herom selv eller ved personer, der er bemyndiget
hertil, på stedet kan kontrollere de oplysninger, der er nødvendige for det finansielle tilsyn med selskabet.
Det pågældende værtslands myndigheder kan deltage i denne kontrol.
Artikel 34
863
Generelle tilsynsbeføjelser
1. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til at træffe forebyggende og korrige-
rende foranstaltninger med henblik på at sikre, at forsikrings- og genforsikringsselskaber overholder de
love og administrative bestemmelser, som de skal overholde i hver medlemsstat.
2. Tilsynsmyndighederne skal have beføjelse til at træffe alle nødvendige foranstaltninger, herunder,
hvor det er relevant, administrative eller finansielle foranstaltninger, over for forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber og medlemmerne af deres administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan.
3. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til at forlange at få udleveret alle de
oplysninger, der er nødvendige for tilsynet, jf. artikel 35.
4. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har beføjelse til, foruden beregningen af solvenska-
pitalkravet og i det omfang, det er relevant og nødvendigt, at udvikle kvantitative værktøjer som led i
tilsynsprocessen til vurdering af forsikrings- eller genforsikringsselskabers evne til at håndtere eventuelle
begivenheder eller fremtidige forandringer i de økonomiske vilkår, der kunne få ugunstige konsekvenser
for deres samlede økonomiske stilling. Tilsynsmyndighederne skal have beføjelse til at forlange, at
selskaberne gennemfører tilsvarende test.
5. Tilsynsmyndighederne skal have beføjelse til at gennemføre kontroller på stedet i forsikrings- og
genforsikringsselskabers forretningslokaler.
6. Tilsynsbeføjelser skal håndhæves rettidigt og på en måde, der står i et rimeligt forhold til formålet.
7. De i stk. 1-5 nævnte beføjelser i forhold til forsikrings- og genforsikringsselskaber skal også gælde i
forhold til forsikrings- og genforsikringsselskabers outsourcede aktiviteter.
8. Beføjelserne i stk. 1-5 og stk. 7 udøves om nødvendigt ved håndhævelse og, hvor det er hensigtsmæs-
sigt, ved rettens hjælp.
Artikel 35
Oplysninger, der skal udleveres i tilsynsøjemed
1. Medlemsstaterne kræver, at forsikrings- og genforsikringsselskaber forelægger tilsynsmyndighederne
de oplysninger, der er nødvendige for tilsynet. Disse oplysninger omfatter mindst de oplysninger, der er
nødvendige for at kunne udføre følgende i forbindelse med den i artikel 36 omhandlede proces:
a) til at vurdere selskabernes ledelsessystem, den virksomhed, de udøver, de værdiansættelsesprin-
cipper, de benytter til solvensformål, deres risici og risikostyringssystemer samt deres kapitalsam-
mensætning, kapitalbehov og kapitalforvaltning
b) til at træffe de nødvendige afgørelser i forlængelse af udøvelsen af deres tilsynsmæssige rettighe-
der og pligter.
2. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne tillægges følgende beføjelser:
a) beføjelse til at bestemme arten, omfanget og formatet af de i stk. 1 nævnte oplysninger, som de
forlanger, at forsikrings- og genforsikringsselskaber skal udlevere
i) med bestemte mellemrum
ii) ved bestemte begivenheder
iii) i forbindelse med undersøgelser af et forsikrings- eller genforsikringsselskabs situation
864
b) beføjelse til at indhente alle oplysninger om aftaler, som mæglere er i besiddelse af, eller om
aftaler indgået med tredjeparter, og
c) beføjelse til at forlange oplysninger fra eksterne eksperter såsom revisorer og aktuarer.
3. De i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger skal omfatte følgende:
a) kvalitative eller kvantitative elementer eller en passende kombination heraf
b) historiske, aktuelle eller prospektive elementer eller en passende kombination heraf, og
c) data fra interne eller eksterne kilder eller en passende kombination heraf.
4. De i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger skal overholde følgende principper:
a) de skal afspejle arten, omfanget og kompleksiteten af det pågældende selskabs virksomhed og
navnlig de risici, der knytter sig til denne virksomhed
b) de skal være tilgængelige, komplette i alle væsentlige henseender, sammenlignelige og konse-
kvente over tid, og
c) de skal være relevante, troværdige og forståelige.
5. Medlemsstaterne forlanger, at forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører passende systemer og
strukturer til overholdelse af kravene i stk. 1-4 og skriftligt fastlægger en af forsikrings- eller genforsik-
ringsselskabets administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan godkendt politik, der kan sikre, at de afgivne
oplysninger altid er fyldestgørende.
6. Kommissionen vedtager gennemførelsesforanstaltninger til præcisering af de i stk. 1-4 nævnte
oplysninger med det formål at sikre en passende grad af konvergens i tilsynspraksis.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Artikel 36
Tilsynsproces
1. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne undersøger og evaluerer de strategier, processer
og rapporteringsprocedurer, som forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører med henblik på at
overholde de love og administrative bestemmelser, der vedtages i henhold til dette direktiv.
Denne undersøgelse og evaluering skal omfatte en vurdering af de kvalitative krav til ledelsessystemet, en
vurdering af de risici, som de pågældende selskaber står overfor eller kan komme til at stå overfor, samt
en vurdering af selskabernes evne til at måle disse risici under hensyn til den kontekst, som de opererer
inden for.
2. Tilsynsmyndighederne undersøger især, om forsikrings- og genforsikringsselskaber:
a) overholder reglerne vedrørende ledelsessystemet, herunder vurdering af egen risiko og solvens
som fastsat i kapitel IV, afdeling 2
b) overholder reglerne vedrørende forsikringsmæssige hensættelser som fastsat i kapitel VI, afde-
ling 2
c) overholder kapitalkravene som fastsat i kapitel VI, afdeling 4 og 5
d) overholder investeringsreglerne som fastsat i kapitel VI, afdeling 6
e) overholder reglerne vedrørende egenkapitalens kvalitet og størrelse som fastsat i kapitel VI,
afdeling 3
f) til stadighed overholder kravene til komplette eller partielle interne modeller, jf. kapitel IV,
afdeling 4, underafdeling 3, når de benytter sådanne modeller.
865
3. Tilsynsmyndighederne indfører passende overvågningsredskaber, der sætter dem i stand til at
afsløre en forværring af de finansielle vilkår inden for et forsikrings- eller genforsikringsselskab og til at
overvåge, hvordan der rettes op denne forværring.
4. Tilsynsmyndighederne vurderer, om de metoder og den praksis, som forsikrings- og genforsikrings-
selskaber indfører til afsløring af mulige begivenheder eller fremtidige ændringer i de økonomiske vilkår,
der kunne få negativ indflydelse på selskabets generelle økonomiske situation, er tilstrækkelige.
Tilsynsmyndighederne vurderer, om selskaberne vil være i stand til at modstå sådanne begivenheder eller
fremtidige ændringer i de økonomiske vilkår.
5. Tilsynsmyndighederne skal have de fornødne beføjelser til at kunne forlange, at forsikrings- og
genforsikringsselskaber retter op de svagheder eller mangler, der afsløres som led i tilsynsprocessen.
6. De i stk. 1, 2 og 4 nævnte undersøgelser, evalueringer og vurderinger foretages med regelmæssige
mellemrum.
Tilsynsmyndighederne fastsætter, med hvilket interval og i hvilket omfang disse undersøgelser, evaluerin-
ger og vurderinger skal finde sted, under hensyn til arten, omfanget og kompleksiteten af forsikrings- eller
genforsikringsselskabets virksomhed.
Artikel 37
Kapitaltillæg
1. I forlængelse af tilsynsprocessen kan tilsynsmyndighederne i exceptionelle tilfælde og ved begrundet
afgørelse stille krav om et kapitaltillæg for et forsikrings- eller genforsikringsselskab. Denne mulighed
må kun benyttes i følgende tilfælde:
a) tilsynsmyndighederne finder, at forsikrings- eller genforsikringsselskabets risikoprofil afviger væsentligt
fra de antagelser, der ligger til grund for solvenskapitalkravet som beregnet ved hjælp af standardformlen i
overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 2, og:
i) kravet om at anvende en intern model efter artikel 119 er uhensigtsmæssig eller har været ineffektiv,
eller
ii) en partiel eller komplet intern model er under udvikling i overensstemmelse med artikel 119
b) tilsynsmyndighederne finder, at forsikrings- eller genforsikringsselskabets risikoprofil afviger væ-
sentligt fra de antagelser, der ligger til grund for solvenskapitalkravet som beregnet ved hjælp
af en intern model eller en partiel intern model i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 4,
underafdeling 3, fordi visse kvantificerbare risici ikke fanges i tilstrækkelig grad, og det ikke inden
for en passende tidsramme er lykkedes at tilpasse modellen, så den bedre afspejler den givne
risikoprofil, eller
c) tilsynsmyndighederne finder, at ledelsessystemet i et forsikrings- eller genforsikringsselskab afvi-
ger væsentligt fra standarderne i kapitel IV, afdeling 2, at disse afvigelser forhindrer selskabet i at
sikre en korrekt identifikation, måling, overvågning, styring og rapportering af de risici, som det
er eller kunne blive udsat for, og at gennemførelsen af andre foranstaltninger i sig selv næppe vil
kunne udbedre manglerne i tilstrækkelig grad inden for en passende tidshorisont.
2. I de i stk. 1, litra a) og b), nævnte tilfælde beregnes kapitaltillægget på en måde, der sikrer, at
selskabet overholder artikel 101, stk. 3.
866
I de i stk. 1, litra c), nævnte situationer skal kapitaltillægget være proportionalt med de væsentlige risici,
som skyldes de mangler, der medførte, at tilsynsmyndigheden besluttede at indføre tillægget.
3. I de i stk. 1, litra b) og c), nævnte situationer sikrer tilsynsmyndighederne, at forsikrings- eller
genforsikringsselskabet gør sit yderste for at rette op på de mangler, der har ført til kravet om et
kapitaltillæg.
4. Tilsynsmyndighederne tager det i stk. 1 nævnte kapitaltillæg op til revision mindst én gang årligt, og
kravet ophæves, når selskabet her rettet op på de mangler, der har foranlediget det.
5. Solvenskapitalkravet inklusive kapitaltillægget erstatter det utilstrækkelige solvenskapitalkrav.
Uanset afsnit 1 kan solvenskapitalkravet ikke indeholde kapitaltillægget, der kan stilles krav om i henhold
til stk. 1, litra c) med henblik på beregning af risikotillægget i artikel 77, stk. 5.
6. Kommissionen vedtager gennemførelsesbestemmelser, der nærmere præciserer, under hvilke om-
stændigheder der kan stilles krav om et kapitaltillæg, og metoderne for hvordan det skal beregnes.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Artikel 38
Tilsyn med outsourcede funktioner og aktiviteter
1. Uden at dette berører artikel 49 sikrer medlemsstaterne, at forsikrings- og genforsikringsselskaber,
der outsourcer en funktion eller en forsikrings- eller genforsikringsaktivitet, træffer de nødvendige foran-
staltninger til at sikre, at de følgende krav er opfyldt:
a) at tjenesteyderen samarbejder med de myndigheder, der fører tilsyn med forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber, i forbindelse med den outsourcede funktion eller aktivitet
b) at forsikrings- og genforsikringsselskaber, deres revisorer og tilsynsmyndigheder skal have effek-
tiv adgang til data angående de outsourcede funktioner eller aktiviteter
c) tilsynsmyndighederne skal have effektiv adgang til tjenesteyderens forretningslokaler og skal være
i stand til at udøve disse adgangsrettigheder.
2. Den medlemsstat, hvor tjenesteyderen er hjemmehørende, giver de myndigheder, der fører tilsyn med
forsikrings- og genforsikringsselskabet, ret til enten selv eller gennem personer, de udpeger til dette for-
mål, at gennemføre kontrolundersøgelser i tjenesteyderens lokaler. Tilsynsmyndigheden for forsikrings-
eller genforsikringsselskabet underretter den relevante myndighed i tjenesteyderens medlemsstat, inden
den gennemfører kontrolundersøgelsen. Såfremt der er tale om en ikke-tilsynspligtig enhed, er tilsyns-
myndigheden den relevante myndighed.
Tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor forsikrings- eller genforsikringsselskabet er hjemmehø-
rende, kan overlade kontrolundersøgelserne til tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor tjenestey-
deren er hjemmehørende.
Artikel 39
Overdragelse af portefølje
1. Medlemsstaterne tillader på de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser, at forsikrings-
og genforsikringsselskaber, der har hovedsæde på deres område, overdrager hele eller en del af deres
portefølje, hvad enten den består af aftaler indgået i henhold til reglerne om fri etableringsret eller aftaler
867
indgået i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, til et overtagende selskab, der er
etableret i Fællesskabet.
Der gives kun tilladelse til denne overdragelse, hvis tilsynsmyndighederne i det overtagende selskabs
hjemland godtgør, at det overtagende selskab, overdragelsen taget i betragtning, har den fornødne aner-
kendte egenkapital til dækning af solvenskapitalkravet som omhandlet i artikel 100, stk. 1.
2. Når der er tale om forsikringsselskaber, finder stk. 3-6 anvendelse.
3. Når en filial påtænker at overdrage hele eller en del af sin portefølje, skal den medlemsstat, hvor den
pågældende filial er beliggende, høres.
4. I de i stk. 1 og 3 omhandlede tilfælde meddeler tilsynsmyndighederne i det afgivende forsikrings-
selskabs hjemland tilladelse til overdragelsen efter at have indhentet samtykke fra myndighederne i de
medlemsstater, hvor aftalerne blev indgået enten i henhold til reglerne om fri etableringsret eller reglerne
om fri udveksling af tjenesteydelser.
5. Myndighederne i de hørte medlemsstater meddeler myndighederne i det overdragende forsikringssel-
skabs hjemland deres udtalelse eller deres samtykke senest tre måneder efter modtagelsen af høringsan-
modningen.
Har de hørte myndigheder ikke svaret ved udløbet af denne frist, betragtes dette som et stiltiende
samtykke.
6. En overdragelse af en portefølje, der tillades i henhold til stk. 1-5, skal offentliggøres enten før eller
efter tilladelsen som foreskrevet i hjemlandets lovgivning, i den medlemsstat, hvor risikoen eller i den
medlemsstat, hvor forpligtelsen består.
Overdragelsen kan uden videre gøres gældende over for de berørte forsikringstagere, de forsikrede og
enhver anden person, som har rettigheder eller forpligtelser i kraft af de overdragne aftaler.
Første og andet afsnit berører ikke medlemsstaternes ret til at fastsætte, at forsikringstagerne skal have
mulighed for at opsige aftalen inden for en bestemt frist fra overdragelsestidspunktet.
KAPITEL IV
Betingelserne for udøvelse af virksomhed
Afdeling 1
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganets ansvar
Artikel 40
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganets ansvar
Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- eller genforsikringsselskabets administrations-, ledelses- eller
tilsynsorgan har det ultimative ansvar for selskabets overholdelse af de love og administrative bestemmel-
ser, der vedtages i henhold til dette direktiv.
Afdeling 2
Ledelsessystem
Artikel 41
868
Generelle ledelseskrav
1. Medlemsstaterne kræver, at alle forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører et effektivt ledelses-
system, der sikrer en sund og forsigtig ledelse af selskabets virksomhed.
Systemet skal mindst omfatte en hensigtsmæssig og gennemsigtig organisationsstruktur med en klar
fordeling og passende adskillelse af ansvarsområder samt et effektivt informationsformidlingssystem. Det
skal sikre overholdelse af kravene i artikel 42-49.
Ledelsessystemet tages regelmæssigt op til intern revision.
2. Ledelsessystemet skal stå i et rimeligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af forsikrings-
eller genforsikringsselskabets virksomhed.
3. Forsikrings- og genforsikringsselskaber fastlægger skriftlige politikker vedrørende mindst risikosty-
ring, intern kontrol, intern revision og eventuelt outsourcing. De sikrer, at disse politikker gennemføres.
Disse skriftlige politikker tages op til revision mindst én gang årligt. De skal forhåndsgodkendes af
administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet og justeres i lyset af eventuelle større ændringer af det
pågældende system eller inden for det pågældende område.
4. Forsikrings- og genforsikringsselskaber træffer passende foranstaltninger til at sikre kontinuitet og
regelmæssighed i udøvelsen af deres virksomhed, inklusive udarbejdelse af beredskabsplaner. Selskabet
anvender med henblik herpå hensigtsmæssige og rimeligt afpassede systemer, ressourcer og procedurer.
5. Tilsynsmyndighederne skal råde over de nødvendige midler, metoder og beføjelser til at kunne
verificere forsikrings- og genforsikringsselskabernes ledelsessystem og til at kunne evaluere de nye risici,
som selskaberne identificerer, og som vil kunne påvirke selskabernes finansielle soliditet.
Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne har de nødvendige beføjelser til at kunne forlange, at
ledelsessystemet forbedres og styrkes med henblik på at sikre overholdelse af kravene i artikel 42-49.
Artikel 42
Egnetheds- og hæderlighedskravene til personer, der reelt driver selskabet eller indtager andre
nøgleposter
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber sikrer, at alle personer, der reelt driver selskabet eller
indtager andre nøgleposter, til enhver tid opfylder følgende betingelser:
a) deres faglige kvalifikationer, viden og erfaring skal være tilstrækkelig til at muliggøre en sund og
forsigtig ledelse (egnethed), og
b) deres omdømme og integritet skal være af god standard (hæderlighed).
2. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter tilsynsmyndighederne om enhver ændring med
hensyn til de personer, der reelt driver selskabet eller er ansvarlige for andre nøgleposter, og fremlægger
alle sådanne oplysninger, der er nødvendige for vurdere, om de nyudnævnte ledere opfylder egnetheds-
og hæderlighedskravet.
3. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter tilsynsmyndighederne, hvis en af de i stk. 1 og 2
nævnte personer er blevet udskiftet, fordi vedkommende ikke længere opfylder kravet i stk. 1.
Artikel 43
Bevis for hæderlighed
869
1. Såfremt en medlemsstat af sine statsborgere kræver bevis for hæderlighed, at de ikke tidligere har
været erklæret konkurs, eller begge, skal denne medlemsstat som tilstrækkeligt bevis for statsborgere fra
de øvrige medlemsstater godkende fremlæggelse af en udskrift af strafferegistret, eller i mangel heraf, et
tilsvarende dokument, udstedt af en kompetent retslig eller administrativ myndighed i den medlemsstat,
der er hjemland eller seneste opholdsland, og hvoraf det fremgår, at disse krav er opfyldt.
2. Såfremt det i stk. 1 omhandlede dokument ikke udstedes i den medlemsstat, der er hjemland eller
seneste opholdsland, kan det erstattes af en erklæring under ed — eller i medlemsstater, hvor en sådan
edsaflæggelse ikke finder sted, af en højtidelig erklæring — der afgives af den pågældende udenlandske
statsborger for en kompetent retslig eller administrativ myndighed, eller i givet fald for en notar i
hjemlandet eller den medlemsstat, som den udenlandske statsborger kommer fra.
Denne myndighed afgiver en attestation til bekræftelse af denne edsaflæggelse eller højtidelige erklæring.
Den i første afsnit nævnte erklæring om, at der ikke foreligger eller har foreligget konkurs, kan ligeledes
afgives for en kompetent erhvervsorganisation i den pågældende medlemsstat.
3. De i stk. 1 og 2 omhandlede dokumenter må ved deres forelæggelse ikke være ældre end tre måneder.
4. Medlemsstaterne udpeger de myndigheder og organer, der er kompetente med hensyn til udstedelse
af de i stk. 1 og 2 omhandlede dokumenter, og underretter straks de øvrige medlemsstater og Kommissio-
nen herom.
Ligeledes underretter hver medlemsstat de øvrige medlemsstater og Kommissionen om de myndigheder
og organer, for hvilke de i stk. 1 og 2 nævnte dokumenter skal forelægges til støtte for ansøgningen om
tilladelse til på denne medlemsstats område at måtte udøve de i artikel 2 nævnte former for virksomhed.
Artikel 44
Risikostyring
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører effektive risikostyringssystemer, der omfatter de
strategier, processer og rapporteringsprocedurer, der er nødvendige for til stadighed at identificere, måle,
overvåge, styre og, på såvel et individuel som et aggregeret plan, indberette de risici, som de er eller kan
blive udsat for, og deres indbyrdes sammenhæng.
Dette risikostyringssystem skal være effektivt og velintegreret i forsikrings- eller genforsikringsselskabets
organisationsstruktur og i beslutningstagningsproces under behørig hensyntagen til de personer, som reelt
driver selskabet eller indtager andre nøgleposter.
2. Risikostyringssystemet skal dække de risici, der skal indgå i beregningen af solvenskapitalkravet, jf.
artikel 101, stk. 4, samt se risici, som ikke eller ikke til fulde indgår i beregningen heraf.
Risikostyringssystemet skal dække mindst følgende områder:
a) forsikringstegning og hensættelser
b) asset–liability management
c) investering, navnlig afledte instrumenter og lignende forpligtelser
d) styring af likviditets- og koncentrationsrisici
e) styring af operationel risiko
f) genforsikring og andre risikoreduktionsteknikker.
Den i artikel 41, stk. 3, nævnte skriftlige risikostyringspolitik skal omfatte politikker vedrørende andet
afsnit, litra a)-f).
870
3. For så vidt angår deres investeringsrisiko skal forsikrings- og genforsikringsselskaber påvise, at de
overholder bestemmelserne i kapitel VI, afdeling 6.
4. Forsikrings- og genforsikringsselskaber skal indrette en risikostyringsfunktion med en struktur, der
kan lette gennemførelsen af risikostyringssystemet.
5. For forsikrings- og genforsikringsselskaber, der benytter en partiel eller komplet intern model, der
er godkendt i overensstemmelse med artikel 112 og 113, skal risikostyringsfunktionen dække følgende
supplerende opgaver:
a) design og implementering af interne modeller
b) afprøvning og validering af interne modeller
c) dokumentering af den interne model og efterfølgende ændringer heraf
d) analyse af resultaterne af den interne model og udarbejdelse af kortfattede rapporter herom
e) underretning af administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet om resultaterne af den interne
model med forslag til eventuelle forbedringer samt løbende underretning af dette organ om
bestræbelserne på at udbedre tidligere påviste svagheder.
Artikel 45
Vurdering af egen risiko og solvens
1. Som led i deres risikostyringssystem gennemfører alle forsikrings- og genforsikringsselskaber
vurderinger af deres egen risiko og solvens.
Denne vurdering skal mindst omfatte følgende:
a) selskabets samlede solvensbehov under hensyntagen til dets specifikke risikoprofil, godkendte
risikotolerancegrænser og forretningsstrategi
b) selskabets løbende overholdelse af kapitalkravene som fastsat i kapitel VI, afdeling 4 og 5, og af
kravene vedrørende forsikringsmæssige hensættelser som fastsat i kapitel VI, afdeling 2
c) det omfang, i hvilket det pågældende selskabs risikoprofil afviger væsentligt fra de antagelser, der
ligger til grund for solvenskapitalkravet som omhandlet i artikel 101, stk. 3, og beregnet ved hjælp
af standardformlen i kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 2, eller ved hjælp af selskabets partielle
eller komplette interne model i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 3.
2. Med henblik på stk. 1, litra a), skal selskabet råde over processer, der står i rimeligt forhold til arten,
omfanget og kompleksiteten af de risici, der er forbundet med dets virksomhed, og som sætter det i stand
til på korrekt vis at identificere og vurdere de risici, det står overfor på kort og lang sigt, og som det er
eller vil kunne blive udsat for. Selskabet skal demonstrere de metoder, det benytter til at foretage denne
vurdering.
3. I det i stk. 1, litra c), nævnte tilfælde skal vurderingen, når der benyttes en intern model, udføres sam-
men med den rekalibrering, der transformerer de interne risikocifre til sådanne risikomål og kalibrerede
værdier, der benyttes ved beregning af solvenskapitalkravet.
4. Vurderingen af egen risiko og solvens skal udgøre en integrerende del af forretningsstrategien, og der
skal til stadighed tages hensyn hertil i selskabets strategiske beslutninger.
5. Forsikrings- og genforsikringsselskaber gennemfører den i stk. 1 nævnte vurdering med regelmæssi-
ge mellemrum og straks efter enhver væsentlig ændring i deres risikoprofil.
6. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter tilsynsmyndighederne om resultatet af hver
vurdering af egen risiko og solvens som led i indberetningen efter artikel 35.
871
7. Vurderingen af egen risiko og solvens må ikke benyttes til beregning af kapitalkrav. Solvenskapital-
kravet korrigeres kun i overensstemmelse med artikel 37, artikel 231, 232 og 233 og 238.
Artikel 46
Intern kontrol
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører et effektivt internt kontrolsystem.
Systemet skal mindst omfatte administrative procedurer og regnskabsprocedurer, en intern kontrolstruk-
tur, passende rapporteringsrutiner på alle niveauer i selskabet og en compliance-funktion.
2. Compliance-funktionen skal bl.a. rådgive administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet om overhol-
delsen af de love og administrative bestemmelser, der vedtages i henhold til dette direktiv. Den skal
også foretage vurderinger af de potentielle konsekvenser af lovændringer for det pågældende selskabs
virksomhed samt identificere og vurdere compliance-risici.
Artikel 47
Intern revision
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører en effektiv intern revisionsfunktion.
Den interne revisionsfunktion skal foretage vurderinger af, om det interne kontrolsystem og andre dele af
ledelsessystemet er hensigtsmæssige og effektive.
2. Den interne revisionsfunktion skal være objektiv og være uafhængig af selskabets operationelle
funktioner.
3. Den interne revisionsfunktion skal indberette alle sine undersøgelsesresultater og henstillinger til
administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet, der afgør, hvilke foranstaltninger der skal træffes for de
enkelte resultaters og henstillingers vedkommende, og sikrer, at disse foranstaltninger iværksættes.
Artikel 48
Aktuarfunktion
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører en effektiv aktuarfunktion til at:
a) koordinere beregningen af forsikringsmæssige hensættelser
b) sikre, at de metodologier, underliggende modeller og antagelser, der anvendes og lægges til grund
ved beregningen af forsikringsmæssige hensættelser, er fyldestgørende
c) vurdere, om de data, der benyttes til beregning af forsikringsmæssige hensættelser, er tilstrækkeli-
ge og af den påkrævede kvalitet
d) sammenligne bedste skøn med de hidtidige erfaringer
e) informere administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet om, hvorvidt beregningen af de forsik-
ringsmæssige hensættelser er troværdig og fyldestgørende
f) føre tilsyn med beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser i de i artikel 82 nævnte tilfælde
g) afgive udtalelse om den overordnede tegningspolitik
h) afgive udtalelse om, hvorvidt genforsikringsarrangementerne er fyldestgørende, og
i) bidrage til den effektive gennemførelse af det i artikel 44 omhandlede risikostyringssystem,
navnlig med hensyn til de risikomodeller, der ligger til grund for beregningen af kapitalkravene i
kapitel VI, afdeling 4 og 5, og den i artikel 45 omhandlede vurdering.
872
2. Aktuarfunktionen skal varetages af personer, der har kendskab til aktuarmatematik og finansmate-
matik på et niveau, som står i rimeligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der
er forbundet med forsikrings- eller genforsikringsselskabets virksomhed, og som kan påvise, at de har
relevant erfaring med gældende faglige standarder og andre standarder.
Artikel 49
Outsourcing
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber forbliver fuldt ud ansvarlige for
opfyldelsen af de forpligtelser, der påhviler dem i henhold til dette direktiv, når de outsourcer funktioner
eller en hvilken som helst forsikrings- eller genforsikringsaktivitet.
2. Outsourcing af kritiske eller vigtige operationelle funktioner eller aktiviteter må ikke foregå på en
måde, der kan:
a) medføre en væsentlig forringelse af kvaliteten af ledelsessystemet i det pågældende selskab
b) medføre en uretmæssig forøgelse af den operationelle risiko
c) forringe tilsynsmyndighedernes mulighed for at kontrollere, at selskabet overholder sine forpligtel-
ser
d) være til hinder for, at selskabet til stadighed kan tilbyde forsikringstagerne en tilfredsstillende
service.
3. Forsikrings- og genforsikringsselskaber skal i god tid underrette tilsynsmyndighederne om en fore-
stående outsourcing af kritiske eller vigtige funktioner eller aktiviteter og om efterfølgende væsentlige
forandringer for så vidt angår disse funktioner eller aktiviteter.
Artikel 50
Gennemførelsesforanstaltninger
1. Kommissionen vedtager gennemførelsesbestemmelser for nærmere at præcisere følgende:
a) elementerne i de systemer, der er omhandlet i artikel 41, 44, 46 og 47, særlig de områder,
der skal være dækket af forsikrings- og genforsikringsselskabers asset-liability management og
investeringspolitik som omhandlet i artikel 44, stk. 2
b) de funktioner, der er nævnt i artikel 44 og 46, 47 og 48
c) betingelserne i artikel 42 og de funktioner, der er berørt heraf
d) betingelserne for outsourcing, især til tjenesteydere etableret i tredjelande.
2. Kommissionen kan, hvor dette er relevant med henblik på at sikre passende konvergens med hensyn
til vurderingen som omhandlet i artikel 45, stk. 1, litra a), vedtage gennemførelsesforanstaltninger for
yderligere at præcisere bestanddelene i denne vurdering.
3. Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved
at supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Afdeling 3
Oplysningspligt
Artikel 51
Rapport om solvens og finansiel situation: indhold
873
1. Medlemsstaterne kræver under hensyn til oplysningerne, der er krævet i stk. 3 og principperne i
artikel 35, stk. 4, at forsikrings- og genforsikringsselskaber årligt offentliggør en rapport om deres solvens
og finansielle situation.
Rapporten skal indeholde følgende oplysninger, enten i komplet form eller i form af henvisninger til
tilsvarende oplysninger, for så vidt angår såvel art og omfang, der er offentliggjort i henhold til andre love
eller administrative forskrifter:
a) en beskrivelse af den virksomhed, der udøves, og en gennemgang af selskabets resultater
b) en beskrivelse af ledelsessystemet og en vurdering af, om det lever op til selskabets risikoprofil
c) en for hver risikokategori særskilt beskrivelse af risikoeksponeringen, risikokoncentrationen, risi-
koreduktionen og risikofølsomheden
d) særskilte beskrivelser af det grundlag og de metoder, der benyttes til værdiansættelse af aktiver,
forsikringsmæssige hensættelser og andre forpligtelser, sammen med en forklaring på større for-
skelle mellem disse og det grundlag og de metoder, der benyttes til deres værdiansættelse i
regnskaber
e) en beskrivelse af kapitalforvaltningen med nærmere oplysninger om mindst følgende:
i) egenkapitalens sammensætning, størrelse og kvalitet
ii) beløbene af solvenskapitalkravet og af minimumskapitalkrav
iii) valgmuligheden som omhandlet i artikel 304 for beregning af solvenskapitalkravet
iv) oplysninger, der gør det muligt at forstå hovedforskellene mellem de antagelser, der ligger
til grund for standardformlen, og dem, der ligger til grund for den interne model, som selskabet
benytter til beregning af sit solvenskapitalkrav
v) omfanget af alle afvigelser fra minimumskapitalkravet eller væsentlige afvigelser fra solvenska-
pitalkravet i den periode, som rapporten dækker, selv hvis der i mellemtiden er blevet rettet op
herpå, med en redegørelse for årsagen til og konsekvenserne af afvigelserne samt en beskrivelse af
eventuelle korrigerende foranstaltninger.
2. Den i stk. 1, litra e), nr. i), nævnte beskrivelse skal inkludere en analyse af eventuelle betydelige
ændringer i forhold til den forudgående rapporteringsperiode og en forklaring på eventuelle større for-
skelle i forhold til værdien af sådanne elementer i regnskaberne samt en kort beskrivelse af kapitalens
overførbarhed.
De i stk. 1, litra e), nr. ii), nævnte oplysninger om solvenskapitalkravet skal indeholde særskilte angivelser
af dels det i henhold til kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 2 og 3, beregnede beløb, dels alle krav
om kapitaltillæg i henhold til artikel 37 eller konsekvensen af de specifikke parametre, forsikrings- eller
genforsikringsselskabet er forpligtet til at benytte i henhold til artikel 110, sammen med kortfattede
oplysninger om de pågældende tilsynsmyndigheders begrundelse herfor.
Uden at dette berører den oplysningspligt, der gælder i henhold til anden lovgivning, kan medlemssta-
terne, selv om der er afgivet oplysning om det samlede solvenskapitalkrav i stk. 1, litra e), nr. ii),
bestemme, at der ikke skal offentliggøres særskilte oplysninger om kapitaltillægget eller konsekvensen af
de specifikke parametre, forsikrings- eller genforsikringsselskabet er forpligtet til at benytte i henhold til
artikel 110, i en overgangsperiode, der ikke slutter senere end 31. oktober 2017.
Offentliggørelsen af solvenskapitalkravet skal i givet fald ledsages af en angivelse af, at tilsynsmyndighe-
derne endnu ikke har fastsat dets endelige størrelse.
874
Artikel 52
Oplysninger til og rapporter fra CEIOPS
1. Medlemsstaterne kræver, at tilsynsmyndighederne hvert år forelægger CEIOPS følgende oplysninger:
a) det gennemsnitlige kapitaltillæg pr. selskab og fordelingen af de kapitaltillæg, som tilsynsmyndig-
heden har stillet krav om i det foregående år, målt som en procentdel af solvenskapitalkravet og
angivet særskilt på følgende vis:
i) for alle forsikrings- og genforsikringsselskaber
ii) for livsforsikringsselskaber
iii) for skadesforsikringsselskaber
iv) for forsikringsselskaber, som udøver både livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
v) for genforsikringsselskaber
b) for de forskellige oplysninger, der er angivet i litra a): andelen af kapitaltillæg, der er stillet krav
om i henhold til artikel 37, stk. 1, litra a), b) og c).
2. CEIOPS offentliggør desuden hvert år følgende oplysninger:
a) for alle medlemsstater som helhed: den samlede fordeling af kapitaltillæg målt som en procentdel
af solvenskapitalkravet, for hver af følgende:
i) alle forsikrings- og genforsikringsselskaber
ii) livsforsikringsselskaber
iii) skadesforsikringsselskaber
iv) forsikringsselskaber, som udøver både livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
v) genforsikringsselskaber
b) for hver medlemsstat særskilt: fordelingen af kapitaltillæg, målt som en procentdel af solven-
skapitalkravet og omfattende samtlige forsikrings- og genforsikringsselskaber i den respektive
medlemsstat
c) for hver afgivelse af de i litra a) og b) nævnte oplysninger: andelen af kapitaltillæg, der er stillet
krav om i henhold til artikel 37, stk. 1, litra a), b) og c).
3. CEIOPS forelægger Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen de i stk. 2 omhandlede oplysnin-
ger sammen med en rapport, der viser graden af konvergens mellem de nationale tilsynsmyndigheders
anvendelse af kapitaltillægskrav.
Artikel 53
Rapport om solvens og finansiel situation: gældende principper
1. Tilsynsmyndighederne tillader, at forsikrings- og genforsikringsselskaber ikke offentliggør oplysnin-
ger i følgende tilfælde:
a) hvis selskabernes konkurrenter opnår en stor og urimelig fordel, hvis oplysningerne udleveres
875
b) hvis selskaberne er bundet af tavsheds- eller fortrolighedspligt som følge af forpligtelser over for
forsikringstagerne eller enhver forbindelse med en modpart.
2. Når tilsynsmyndighederne tillader, at bestemte oplysninger ikke udleveres, anfører selskaberne dette i
rapporten om deres solvens og finansielle situation sammen med en begrundelse herfor.
3. Tilsynsmyndighederne tillader, at forsikrings- og genforsikringsselskaber gør brug af — eller
henviser til — oplysninger, der offentliggøres i henhold til andre love eller administrative bestemmelser,
forudsat at disse oplysninger er af samme art og har samme rækkevidde som de oplysninger, der kræves i
henhold til artikel 51.
4. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på de oplysninger, der er omhandlet i artikel 51, stk. 1, litra e).
Artikel 54
Rapport om solvens og finansiel situation: ajourføringer og frivillig udlevering af supplerende
oplysninger
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaberne offentliggør passende oplysninger om karakteren og
virkningerne af større begivenheder, der har væsentlig indflydelse på relevansen af de i henhold til
artikel 51 og 53 offentliggjorte oplysninger.
Med henblik på første afsnit anses mindst følgende at udgøre en større begivenhed:
a) når der konstateres en afvigelse fra minimumskapitalkravet, og tilsynsmyndighederne enten fin-
der, at selskabet ikke vil være i stand til at fremlægge en realistisk kortsigtet finansieringsplan,
eller ikke modtager en sådan plan inden for en frist på en måned efter den dato, hvor afvigelsen
blev konstateret
b) når der konstateres væsentlig afvigelse fra solvenskapitalkravet, og tilsynsmyndighederne ikke
inden for en frist på to måneder efter den dato, hvor afvigelsen blev konstateret, modtager en
realistisk genoprettelsesplan.
For så vidt angår andet afsnit, litra a), forlanger tilsynsmyndighederne, at det pågældende selskab
øjeblikkeligt giver meddelelse om afvigelsens omfang sammen med en forklaring på årsagen til og
konsekvenserne af afvigelsen og om de korrigerende foranstaltninger, det måtte have truffet. Hvis det
trods gennemførelsen af en kortsigtet finansieringsplan, der oprindeligt blev betragtet som realistisk, ikke
er lykkedes at korrigere afvigelsen fra minimumskapitalkravet senest tre måneder efter konstateringen
heraf, offentliggøres dette ved udløbet af den pågældende frist sammen med en forklaring på årsagen
til og konsekvenserne af afvigelsen og oplysninger om de korrigerende foranstaltninger, selskabet måtte
have truffet, samt eventuelle andre planlagte korrigerende foranstaltninger.
For så vidt angår andet afsnit, litra b), forlanger tilsynsmyndighederne, at det pågældende selskab
øjeblikkeligt giver meddelelse om afvigelsens omfang sammen med en forklaring på årsagen til og
konsekvenserne af afvigelsen og om de korrigerende foranstaltninger, det måtte have truffet. Hvis det
trods gennemførelsen af en genoprettelsesplan, der oprindeligt blev betragtet som realistisk, ikke er
lykkedes at korrigere afvigelsen fra minimumskapitalkravet senest seks måneder efter konstateringen
heraf, offentliggøres dette ved udløbet af den pågældende frist sammen med en forklaring på årsagen
til og konsekvenserne af afvigelsen og oplysninger om de korrigerende foranstaltninger, selskabet måtte
have truffet, samt eventuelle andre planlagte korrigerende foranstaltninger.
2. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan frivilligt offentliggøre alle sådanne oplysninger og
forklaringer om deres solvens og finansielle situation, som ikke allerede kræves offentliggjort i henhold
til artikel 51 og 53 og stk. 1 i denne artikel.
876
Artikel 55
Rapport om solvens og finansiel situation: politik og godkendelse
1. Medlemsstaterne forlanger, at forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører systemer og strukturer,
der sikrer, at de opfylder kravene i artikel 51 og 53 og artikel 54, stk. 1, og fastlægger en skriftlig politik,
der sikrer, at de oplysninger, der offentliggøres i henhold til artikel 51, 53 og 54, altid er fyldestgørende.
2. Rapporten om solvens og finansiel situation forelægges forsikrings- eller genforsikringsselskabets
administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan til godkendelse og offentliggøres først, når godkendelsen er
givet.
Artikel 56
Rapport om solvens og finansiel situation: gennemførelsesforanstaltninger
Kommissionen vedtager gennemførelsesforanstaltninger til nærmere præcisering af, hvilke oplysninger
der skal offentliggøres, og hvordan de skal offentliggøres.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Afdeling 4
Kvalificeret deltagelse
Artikel 57
Erhvervelser
1. Medlemsstaterne foreskriver, at enhver fysisk eller juridisk person eller fysiske eller juridiske person-
er, som handler samlet, (»den påtænkte erhverver«), der påtænker direkte eller indirekte at erhverve en
kvalificeret deltagelse i et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller direkte eller indirekte yderligere
at forøge sådan en kvalificeret deltagelse i et forsikrings- eller genforsikringsselskab med det resultat, at
vedkommendes andel af stemmerettigheder eller kapitalandele derved når op på eller overstiger 20 %,
30 % eller 50 %, eller at forsikrings- eller genforsikringsselskabet derved bliver vedkommendes datter-
selskab, (»den påtænkte erhvervelse«), forinden skriftligt skal underrette tilsynsmyndighederne for det
forsikrings- eller genforsikringsselskab, hvori de søger at erhverve eller forøge en kvalificeret deltagelse,
om størrelsen af den kapitalandel, der påtænkes erhvervet, og de relevante oplysninger, der er omhandlet i
artikel 59, stk. 4. Medlemsstaterne kan undlade at anvende tærsklen på 30 %, hvis de anvender en tærskel
på en tredjedel i henhold til artikel 9, stk. 3, litra a), i direktiv 2004/109/EF.
2. Medlemsstaterne foreskriver, at enhver fysisk eller juridisk person, der påtænker direkte eller
indirekte at opgive sin besiddelse af en kvalificeret deltagelse i et forsikrings- eller genforsikringsselskab,
forinden skriftligt skal underrette hjemlandets tilsynsmyndigheder herom med angivelse af størrelsen
af vedkommendes kapitalandel efter den påtænkte opgivelse. En sådan person skal ligeledes underrette
tilsynsmyndighederne om en beslutning om at formindske sin kvalificerede deltagelse så meget, at
vedkommendes andel af stemmerettigheder eller kapitalandele derved når ned under en tærskel på 20 %,
30 % eller 50 %, eller at forsikrings- eller genforsikringsselskabet derved ophører med at være vedkom-
mendes datterselskab. Medlemsstaterne kan undlade at anvende tærsklen på 30 %, hvis de anvender en
tærskel på en tredjedel i henhold til artikel 9, stk. 3, litra a), i direktiv 2004/109/EF.
Artikel 58
877
Vurderingsperiode
1. Tilsynsmyndighederne anerkender straks og under alle omstændigheder senest to arbejdsdage
efter modtagelsen af den i artikel 57, stk. 1, omhandlede underretning eller i forbindelse med eventuel
efterfølgende modtagelse af de i stk. 2 omhandlede oplysninger skriftligt modtagelsen heraf over for den
påtænkte erhverver.
Tilsynsmyndighederne har en frist på højst tres arbejdsdage fra datoen for den skriftlige anerkendelse af
modtagelsen af underretningen og alle de dokumenter, som medlemsstaten kræver vedlagt underretningen
på grundlag af den i artikel 59, stk. 4 omhandlede liste (»vurderingsperioden«), til at foretage den i
artikel 59, stk. 1, omhandlede vurdering (»vurderingen«).
Tilsynsmyndighederne underretter den påtænkte erhverver om den dato, hvor vurderingsperioden udløber,
samtidig med anerkendelsen af modtagelsen.
2. Tilsynsmyndighederne kan om nødvendigt i løbet af vurderingsperioden, men ikke efter den
halvtredsindstyvende arbejdsdag i vurderingsperioden, anmode om yderligere oplysninger, der måtte være
nødvendige for at afslutte vurderingen. Denne anmodning skal fremsættes skriftligt og præcisere, hvilke
supplerende oplysninger der er behov for.
I perioden mellem tilsynsmyndighedernes anmodning om oplysninger og modtagelsen af svar herpå
fra den påtænkte erhverver afbrydes vurderingsperioden. Afbrydelsen må ikke overstige tyve arbejdsda-
ge. Eventuelle yderligere anmodninger fra tilsynsmyndighedernes side om at supplere eller præcisere
oplysningerne afhænger af de kompetente myndigheders skøn, men må ikke medføre en afbrydelse af
vurderingsperioden.
3. Tilsynsmyndighederne kan forlænge afbrydelsen som nævnt i stk. 2, andet afsnit, i indtil tredive
arbejdsdage, hvis den påtænkte erhverver er:
a) placeret eller er omfattet af lovgivning uden for Fællesskabet, eller
b) en fysisk eller juridisk person, som ikke er underlagt tilsyn i medfør af dette direktiv, Rådets direktiv
85/611/EØF af 20. december 1985 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse
institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter)32) eller direktiv 2004/39/EF
eller direktiv 2006/48/EF.
4. Beslutter tilsynsmyndighederne efter afslutningen af deres vurdering at gøre indsigelse mod den
påtænkte erhvervelse, skal de inden for en frist på to arbejdsdage og uden at overskride vurderingsperio-
den underrette den påtænkte erhverver skriftligt herom og begrunde denne beslutning. Med forbehold
af den nationale lovgivning kan der på den påtænkte erhververs anmodning offentliggøres en passende
begrundelse for denne beslutning. Dette forhindrer ikke en medlemsstat i at lade tilsynsmyndigheden
offentliggøre en sådan begrundelse, uden at den påtænkte erhverver har anmodet herom.
5. Gør tilsynsmyndighederne ikke i løbet af vurderingsperioden skriftligt indsigelse mod den påtænkte
erhvervelse, anses den for at være godkendt.
6. Tilsynsmyndighederne kan fastsætte en maksimumsperiode for afslutningen af den påtænkte erhver-
velse og om nødvendigt forlænge denne.
7. Medlemsstaterne må ikke indføre krav vedrørende underretning af tilsynsmyndighederne om eller
tilsynsmyndighedernes godkendelse af direkte eller indirekte erhvervelse af stemmerettigheder eller kapi-
talandele, der er strengere end kravene i dette direktiv.
878
8. Kommissionen træffer gennemførelsesforanstaltninger til yderligere specificering af tilpasningen af
de i artikel 59, stk. 1, fastsatte kriterier for at tage hensyn til den fremtidige udvikling og sikre en ensartet
anvendelse af artikel 57-63.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Artikel 59
Vurdering
1. Ved vurderingen af den i artikel 57, stk. 1, omhandlede underretning og de i artikel 58, stk. 2,
omhandlede oplysninger vurderer tilsynsmyndighederne for at sikre en sund og forsigtig forvaltning af
det forsikrings- eller genforsikringsselskab, hvori der påtænkes en erhvervelse, og under hensyntagen
til den påtænkte erhververs sandsynlige indflydelse på forsikrings- eller genforsikringsselskabet den
påtænkte erhververs egnethed og den påtænkte erhvervelses finansielle sundhed i forhold til alle de
følgende kriterier:
a) den påtænkte erhververs omdømme
b) omdømmet og erfaringen hos den person, som vil lede forsikrings- eller genforsikringsselskabet som
følge af den påtænkte erhvervelse
c) den påtænkte erhververs forsvarlige og fornuftige forvaltning især i forhold til den type forretninger,
der forfølges eller påtænkes forfulgt i det forsikrings- eller genforsikringsselskab, hvori erhvervelsen
påtænkes foretaget
d) om forsikrings- eller genforsikringsselskabet vil kunne overholde og fortsætte med at overholde
tilsynskravene på grundlag af dette direktiv og i givet fald andre direktiver, særlig direktiv 2002/87/EF,
navnlig om den koncern, som selskabet kommer til at indgå i, har en struktur, der gør det muligt at
gennemføre et effektivt tilsyn og en effektiv udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndighederne
samt at fastslå, hvordan ansvaret skal fordeles mellem tilsynsmyndighederne
e) om der er rimelige grunde til i forbindelse med den påtænkte erhvervelse at formode, at der foretages
eller har været foretaget hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme, som omhandlet i artikel 1
i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF af 26. oktober 2005 om forebyggende foranstaltnin-
ger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme33),
eller gøres eller har været gjort forsøg herpå, eller at den påtænkte erhvervelse vil kunne øge risikoen
herfor.
2. Tilsynsmyndighederne må kun gøre indsigelse mod den påtænkte erhvervelse, hvis der er rimelige
grunde dertil på baggrund af kriterierne i stk. 1, eller de af den påtænkte erhverver afgivne oplysninger
ikke er fyldestgørende.
3. Medlemsstaterne må hverken pålægge forhåndsbetingelser vedrørende størrelsen af den kapitalandel,
der skal erhverves, eller tillade deres tilsynsmyndigheder at vurdere den påtænkte erhvervelse ud fra
markedets økonomiske behov.
4. Medlemsstaterne offentliggør en liste med de oplysninger, der er nødvendige for at foretage vurderin-
gen, og som skal stilles til rådighed for tilsynsmyndighederne på tidspunktet for den underretning, der er
omhandlet i artikel 57, stk. 1. Omfanget af de nødvendige oplysninger skal stå i rimeligt forhold til og
være afpasset efter karakteren af den påtænkte erhverver og den påtænkte erhvervelse. Medlemsstaterne
må ikke forlange oplysninger, som ikke er relevante for en tilsynsmæssig vurdering.
879
5. Har tilsynsmyndigheden modtaget underretning om to eller flere påtænkte erhvervelser eller forøgel-
ser af kvalificerede deltagelser i det samme forsikrings- eller genforsikringsselskab, skal den uanset
artikel 58, stk. 1, 2 og 3, behandle alle de påtænkte erhververe uden forskelsbehandling.
Artikel 60
Regulerede finansielle selskabers erhvervelser
1. De relevante tilsynsmyndigheder arbejder i tæt samråd med hinanden, når vurderingen foretages, hvis
den påtænkte erhverver er en af følgende:
a) et kreditinstitut, et forsikrings- eller genforsikringsselskab, et investeringsselskab eller et admi-
nistrationsselskab, jf. artikel 1a, nr. 2), i direktiv 85/611/EØF, (»administrationsselskab for et
investeringsinstitut«), der er meddelt tilladelse i en anden medlemsstat eller i en anden sektor end
den, hvori erhvervelsen påtænkes foretaget
b) moderselskabet for et kreditinstitut, et forsikrings- eller genforsikringsselskab, et investeringssel-
skab eller et administrationsselskab for et investeringsinstitut, der er meddelt tilladelse i en anden
medlemsstat eller i en anden sektor end den, hvori erhvervelsen påtænkes foretaget, eller
c) en fysisk eller juridisk person, der kontrollerer et kreditinstitut, et forsikrings- eller genforsikrings-
selskab, et investeringsselskab eller et administrationsselskab for et investeringsinstitut, der er
meddelt tilladelse i en anden medlemsstat eller i en anden sektor end den, hvori erhvervelsen
påtænkes foretaget.
2. Tilsynsmyndighederne udveksler uden unødig forsinkelse alle oplysninger, som er væsentlige
eller relevante for vurderingen. I denne forbindelse videregiver tilsynsmyndighederne efter anmodning
alle relevante oplysninger til hinanden og videregiver på eget initiativ alle væsentlige oplysninger. En
beslutning truffet af tilsynsmyndigheden, der har meddelt tilladelse til det forsikrings- eller genforsik-
ringsselskab, hvori erhvervelsen påtænkes foretaget, skal anføre ethvert synspunkt eller forbehold, som
den tilsynsmyndighed, der er ansvarlig for den påtænkte erhverver, har givet udtryk for.
Artikel 61
Forsikrings- og genforsikringsselskabets underretning af tilsynsmyndighederne
Så snart forsikrings- eller genforsikringsselskabet har fået kendskab dertil, giver de hjemlandets tilsyns-
myndigheder meddelelse om de erhvervelser eller afhændelser af andele i deres kapital, som bevirker, at
disse andele overskrider eller falder under en af de tærskler, som er nævnt i artikel 57 og 58, stk. 1-7.
Endvidere giver forsikrings- eller genforsikringsselskabet mindst én gang årligt tilsynsmyndigheden i
hjemlandet meddelelse om identiteten på aktionærer eller selskabsdeltagere, som besidder en kvalificeret
deltagelse, samt størrelsen af denne deltagelse, således som disse oplysninger bl.a. fremgår af de registre-
rede data på den årlige generalforsamling af aktionærer eller selskabsdeltagere eller af de oplysninger,
som modtages i henhold til de gældende bestemmelser for børsnoterede selskaber.
Artikel 62
Kvalificeret deltagelse, tilsynsmyndighedernes beføjelser
Medlemsstaterne kræver, at tilsynsmyndighederne i hjemlandet for det selskab, hvori der søges en
kvalificeret deltagelse, eller hvori en kvalificeret deltagelse forøges, i tilfælde af, at de i artikel 57,
omhandlede personers indflydelse vil kunne være til skade for en sund og forsigtig forvaltning af et
forsikrings- eller genforsikringsselskab, træffer de fornødne foranstaltninger til at bringe denne situation
til ophør. Sådanne foranstaltninger kan bestå i f.eks. påbud, sanktioner over for ledelsen eller suspension
880
af de stemmerettigheder, der er knyttet til de pågældende aktionærers eller selskabsdeltageres aktier eller
andele.
Lignende foranstaltninger skal kunne bringes i anvendelse over for fysiske eller juridiske personer, som
ikke overholder den i artikel 57 omhandlede anmeldelsespligt.
Hvis en kapitalandel erhverves mod tilsynsmyndighedernes vilje, træffer medlemsstaterne uafhængigt af
andre sanktioner følgende foranstaltninger:
1) de suspenderer de tilhørende stemmerettigheder, eller
2) de erklærer de afgivne stemmer ugyldige eller annullerer dem.
Artikel 63
Stemmerettigheder
Ved anvendelsen af dette afsnit tages de stemmerettigheder, der er nævnt i artikel 9 og 10 i direktiv
2004/109/EF samt betingelserne for sammenlægning heraf i det nævnte direktivs artikel 12, stk. 4 og 5, i
betragtning.
Medlemsstaterne tager ikke hensyn til stemmerettigheder eller aktier, som investeringsselskaber eller
kreditinstitutter måtte besidde, som følge af at de har ydet emissionsgaranti for finansielle instrumenter
og/eller placering af finansielle instrumenter på grundlag af en fast forpligtelse som omhandlet i bilag I,
afsnit A, nr. 6), i direktiv 2004/39/EF, forudsat at sådanne rettigheder dels ikke udøves eller på anden
måde anvendes til at gribe ind i udstederens ledelse, dels tidligst afhændes et år efter erhvervelsen.
Afdeling 5
Tavshedspligt, informationsudveksling og fremme af tilsynsmæssig konvergens
Artikel 64
Tavshedspligt
Medlemsstaterne fastsætter, at alle, der arbejder for eller har arbejdet for tilsynsmyndighederne, samt
revisorer og eksperter, der har handlet på disse myndigheders vegne, har tavshedspligt.
Uden at dette berører tilfælde, der er omfattet af straffelovgivningen, videregives fortrolige oplysninger,
der modtages af sådanne personer i forbindelse med udøvelsen af deres hverv, ikke til andre personer
eller myndigheder, undtagen i summarisk eller sammenfattet form, således at de enkelte forsikrings- og
genforsikringsselskaber ikke kan identificeres.
Når et forsikrings- eller genforsikringsselskab er erklæret konkurs eller er genstand for tvangslikvidation,
kan fortrolige oplysninger, som ikke vedrører tredjepart, der er involveret i forsøg på at redde genforsik-
ringsselskabet, dog videregives under civile retssager eller handelssager.
Artikel 65
Informationsudveksling mellem medlemsstaternes tilsynsmyndigheder
Artikel 64 er ikke til hinder for, at tilsynsmyndighederne i de forskellige medlemsstater udveksler
oplysninger. Disse oplysninger er undergivet den i artikel 64 omhandlede tavshedspligt.
Artikel 66
Samarbejdsaftaler med tredjelande
881
Medlemsstaterne kan indgå samarbejdsaftaler om udveksling af oplysninger med tredjelandes tilsynsmyn-
digheder samt med de i artikel 68, stk. 1 og 2, omhandlede myndigheder eller organer i tredjelande,
forudsat at de oplysninger, der meddeles, er sikret ved en tavshedspligt, som mindst svarer til den, der
er foreskrevet i denne afdeling. Denne udveksling af oplysninger skal være beregnet til at bruges ved
udførelsen af de pågældende myndigheders eller organers tilsynsopgaver.
Stammer de oplysninger, som en medlemsstat agter at meddele et tredjeland, fra en anden medlemsstat,
videregives de ikke uden udtrykkelig tilladelse fra denne medlemsstats tilsynsmyndigheder og i givet fald
udelukkende til det formål, med henblik på hvilket de nævnte myndigheder gav deres tilladelse.
Artikel 67
Brug af fortrolige oplysninger
Tilsynsmyndigheder, der i henhold til artikel 64 eller 65 modtager fortrolige oplysninger, må kun anvende
disse i forbindelse med udøvelsen af deres hverv og til følgende formål:
1) til undersøgelse af, om betingelserne for adgang til at udøve forsikrings- eller genforsikringsvirk-
somhed er opfyldt, og for at lette tilsynet med selskabernes virksomhed, særlig med hensyn til
de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet, og ledelsessy-
stemet
2) til pålæggelse af sanktioner
3) hvis tilsynsmyndighedernes afgørelser påklages til en højere administrativ myndighed
4) i forbindelse med domstolsprøvelse i henhold til dette direktiv.
Artikel 68
Informationsudveksling med andre myndigheder
1. Artikel 64 og 67 er ikke til hinder for følgende:
a) udveksling af oplysninger mellem flere tilsynsmyndigheder i den samme medlemsstat med hen-
blik på varetagelsen af deres tilsynsopgaver
b) udveksling af oplysninger med henblik på varetagelsen af deres tilsynsopgaver, mellem tilsyns-
myndigheder og en eller flere af følgende, der er hjemmehørende i samme medlemsstat:
i) de myndigheder, der har ansvaret for tilsynet med kreditinstitutter og andre finansieringsinsti-
tutter, samt de myndigheder, der fører tilsyn med kapitalmarkederne
ii) de organer, der medvirker ved likvidation og konkursbehandling af forsikringsselskaber eller
genforsikringsselskaber og i andre lignende procedurer
iii) personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af forsikringsselskabers, genforsik-
ringsselskabers og andre finansieringsinstitutters regnskaber
c) udlevering til organer, der forvalter tvangslikvidationsprocedurer eller garantifonde, af de oplys-
ninger, som er nødvendige for, at de kan udføre deres arbejde.
De i litra b) og c), omhandlede informationsudvekslinger kan også finde sted mellem forskellige med-
lemsstater.
Oplysninger, som de pågældende myndigheder, organer og personer modtager, er omfattet af den i
artikel 64 omhandlede tavshedspligt.
2. Bestemmelserne i artikel 64-67 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan tillade udveksling af
oplysninger mellem tilsynsmyndighederne og en eller flere af følgende:
882
a) de myndigheder, der fører tilsyn med de organer, der medvirker ved likvidation og konkursbe-
handling af forsikrings- eller genforsikringsselskaber og lignende procedurer
b) de myndigheder, der er ansvarlige for tilsyn med de personer, der står for den lovpligtige revision
af forsikringsselskabers, genforsikringsselskabers, kreditinstitutters, investeringsselskabers og an-
dre finansieringsinstitutters regnskaber
c) uafhængige aktuarer, der fører lovpligtigt tilsyn med forsikrings- eller genforsikringsselskaber,
samt de organer, der er ansvarlige for at føre tilsyn med disse aktuarer.
Medlemsstater, som anvender bestemmelserne i første afsnit, kræver mindst følgende betingelser opfyldt:
a) oplysningerne skal bruges til udførelse af de tilsynsopgaver, som er beskrevet i første afsnit
b) de oplysninger, der modtages, skal underlægges den i artikel 64 fastsatte tavshedspligt
c) stammer oplysningerne fra en anden medlemsstat, må de ikke videregives uden udtrykkelig
tilladelse fra de tilsynsmyndigheder, som oplysningerne stammer fra, og de må kun videregives til
det formål, som nævnte myndigheder har givet deres tilladelse til.
Medlemsstaterne meddeler Kommissionen og de øvrige medlemsstater, hvilke myndigheder, personer
eller organer der kan modtage oplysninger i henhold til første og andet afsnit.
3. Bestemmelserne i artikel 64-67 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne, med henblik på at styrke
det finansielle systems stabilitet og integritet, kan tillade udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyn-
dighederne og de myndigheder eller organer, der er ansvarlige for at opspore og efterforske overtrædelser
af selskabsretten.
Medlemsstater, som anvender bestemmelserne i første afsnit, kræver mindst følgende betingelser opfyldt:
a) oplysningerne skal bruges til opsporing og efterforskning som omhandlet i første afsnit
b) de oplysninger, der modtages, skal underlægges den i artikel 64 fastsatte tavshedspligt
c) stammer oplysningerne fra en anden medlemsstat, må de ikke videregives uden udtrykkelig tilla-
delse fra de tilsynsmyndigheder, som oplysningerne stammer fra, og de må kun videregives til det
formål, som nævnte myndigheder har givet deres tilladelse til.
Udfører de i første afsnit omhandlede myndigheder eller organer i en medlemsstat deres opsporings- eller
efterforskningsopgaver med bistand fra dertil bemyndigede, ikke offentligt ansatte personer, fordi disse er
i besiddelse af særlig sagkundskab, kan den i første afsnit nævnte mulighed for udveksling af oplysninger
udvides til også at gælde sådanne personer på de i andet afsnit fastsatte betingelser.
Ved anvendelsen af andet afsnit, litra c), meddeler de i første afsnit omhandlede myndigheder eller
organer de tilsynsmyndigheder, som oplysningerne stammer fra, hvilke personer oplysningerne vil blive
videregivet til med nøjagtig angivelse af disse personers beføjelser.
4. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen og de øvrige medlemsstater, hvilke myndigheder, personer
eller organer der kan modtage oplysninger i henhold til stk. 3.
Artikel 69
Videregivelse af oplysninger til statslige forvaltninger med ansvar for den finansielle lovgivning
Artikel 64 og 67 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne i henhold til lovbestemmelser kan give
tilladelse til, at visse oplysninger meddeles andre enheder i deres centraladministration, som er ansvarlige
for lovgivningen vedrørende tilsyn med kreditinstitutter, finansieringsinstitutter, investeringsservice og
forsikrings- og genforsikringsselskaber, samt inspektører, som handler på de pågældende enheders vegne.
Oplysningerne må kun videregives, såfremt det er nødvendigt af hensyn til forsigtighedstilsynet. Med-
lemsstaterne fastsætter dog, at oplysninger, der modtages i henhold til artikel 65 og artikel 68, stk. 1, samt
883
oplysninger, der stammer fra kontrol på stedet, jf. artikel 32, kun må videregives, hvis de tilsynsmyndig-
heder, som oplysningerne stammer fra, eller tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor kontrollen på
stedet er foretaget, har givet deres udtrykkelige samtykke.
Artikel 70
Videregivelse af oplysninger til centralbanker og pengepolitiske myndigheder
Uden at dette berører bestemmelserne i denne afdeling, kan tilsynsmyndighederne videregive oplysninger
til følgende med henblik på udførelsen af deres opgaver:
1) centralbanker og andre organer med tilsvarende opgaver i deres egenskab af pengepolitiske myn-
digheder
2) i givet fald andre offentlige myndigheder med ansvar for at føre tilsyn med betalingssystemerne.
De pågældende myndigheder eller organer kan også meddele tilsynsmyndighederne de oplysninger, som
er nødvendige for dem i henhold til artikel 67. De oplysninger, som modtages i denne forbindelse, er
underlagt de i denne afdeling fastlagte bestemmelser om tavshedspligt.
Artikel 71
Tilsynsmæssig konvergens
1. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighedernes mandat på passende vis kommer til at omfatte en
Europæisk Unions dimension.
2. Medlemsstaterne sikrer, at tilsynsmyndighederne under udøvelsen af deres opgaver tager hensyn
til konvergensen i forbindelse med tilsynsredskaber og tilsynspraksis ved anvendelsen af love og admini-
strative bestemmelser vedtaget i henhold til dette direktiv. Medlemsstaterne sikrer med henblik herpå, at
tilsynsmyndighederne deltager i arbejdet i CEIOPS i overensstemmelse med afgørelse 2009/79/EF, og
tager behørigt hensyn til de retningslinjer og anbefalinger, som dette udvalg udsteder, jf. stk. 3 i denne
artikel.
3. CEIOPS udsteder i givet fald ikke-retligt bindende retningslinjer og anbefalinger vedrørende gen-
nemførelsen af bestemmelserne i dette direktiv og gennemførelsesforanstaltningerne hertil med henblik
på at øge konvergensen i forbindelse med den tilsynsmæssige praksis. Derudover forelægger CEIOPS
regelmæssigt og mindst hvert andet år Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen en rapport om
udviklingen i den tilsynsmæssige konvergens i Fællesskabet.
Afdeling 6
Revisorernes opgaver
Artikel 72
Revisorernes opgaver
1. Medlemsstaterne fastsætter som et minimum, at personer, der er autoriseret i henhold til Rådets
ottende direktiv 84/253/EØF af 10. april 1984 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om
autorisation af personer, der skal foretage lovpligtig revision af regnskaber34), og som i et forsikrings-
eller genforsikringsselskab foretager den lovpligtige revision, der er omhandlet i artikel 51 i Rådets
direktiv 78/660/EØF, artikel 37 i direktiv 83/349/EØF eller artikel 31 i direktiv 85/611/EØF, eller udfører
ethvert andet lovpligtigt hverv, har pligt til straks at foretage indberetning til tilsynsmyndighederne om
ethvert forhold eller enhver beslutning vedrørende dette selskab, som de har fået kendskab til under
udførelsen af sit hverv, og som kan:
884
a) udgøre en materiel overtrædelse af de love eller administrative bestemmelser, der omhandler
betingelserne for meddelelse af tilladelse, eller som specielt omhandler forsikrings- og genforsik-
ringsselskabers udøvelse af virksomhed
b) skade forsikrings- eller genforsikringsselskabets fortsatte drift
c) medføre nægtelse af revisionspåtegning eller fremsættelse af forbehold
d) resultere i manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet, eller
e) resultere i manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet.
De i første afsnit nævnte personer skal ligeledes indberette forhold eller beslutninger, som de måtte få
kendskab til som led i udførelsen af et hverv som beskrevet i første afsnit, der udføres i en virksomhed,
som gennem kontrol har snævre forbindelser med det forsikrings- eller genforsikringsselskab, i hvilket de
udfører det pågældende hverv.
2. Det forhold, at de personer, der er autoriseret i henhold til direktiv 84/253/EØF, i god tro videregiver
oplysninger til tilsynsmyndighederne om forhold eller beslutninger som omhandlet i stk. 1, betragtes
ikke som brud på den tavshedspligt, som gælder i henhold til aftale eller love eller administrative
bestemmelser, og påfører ikke de pågældende personer nogen form for ansvar.
KAPITEL V
Udøvelse af livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
Artikel 73
Udøvelse af livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
1. Forsikringsselskaber meddeles ikke tilladelse til udøvelse af livsforsikringsvirksomhed og skadesfor-
sikringsvirksomhed samtidig.
2. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne fastsætte at:
a) selskaber, der har fået tilladelse til udøvelse af livsforsikringsvirksomhed, ligeledes kan få tilladel-
se til udøvelse af skadesforsikringsvirksomhed for de risici, der er nævnt i nr. 1 og 2 under del A i
bilag I
b) selskaber, der udelukkende har fået tilladelse for de risici, der er nævnt i nr. 1 og 2 under del A i
bilag I, kan få tilladelse til udøvelse af livsforsikringsvirksomhed.
De to former for virksomhed skal dog forvaltes særskilt i overensstemmelse med artikel 74.
3. Medlemsstaterne kan fastsætte, at de i stk. 2 omhandlede selskaber skal følge de regnskabsregler, der
gælder for livsforsikringsselskaber, for så vidt angår deres virksomhed som helhed. Indtil der er sket en
samordning på området, kan medlemsstaterne endvidere fastsætte, at den virksomhed, der vedrører de ri-
sici, der er omhandlet i nr. 1 og 2 under del A i bilag I, og som udøves af disse selskaber, for så vidt angår
reglerne for likvidation ligeledes skal være underlagt de regler, der gælder for livsforsikringsvirksomhed.
4. Når et skadesforsikringsselskab har økonomisk, forretningsmæssig eller administrativ tilknytning
til et livsforsikringsselskab, skal hjemlandenes tilsynsmyndigheder påse, at de pågældende selskabers
regnskaber ikke forvanskes ved aftaler, der indgås mellem dem, eller ved nogen anden ordning, der kan
influere på fordelingen af udgifter og indtægter.
5. Selskaber, som på følgende datoer udøvede såvel livsforsikrings- som skadesforsikringsvirksomhed
som omhandlet i dette direktiv, kan fortsætte hermed på betingelse af, at disse former for virksomhed
forvaltes særskilt i overensstemmelse med artikel 74:
a) 1. januar 1981 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Grækenland
885
b) 1. januar 1986 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Spanien og Portugal
c) 1. januar 1995 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Østrig, Finland og Sverige
d) 1. maj 2004 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen,
Ungarn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet
e) 1. januar 2007 for selskaber, der er meddelt tilladelse i Bulgarien og Rumænien
f) 15. marts 1979 for alle andre selskaber.
Hjemlandet kan kræve af forsikringsselskaber, at de inden for en af denne medlemsstat fastsat frist
ophører med samtidig udøvelse af den livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed, som de udøvede
på de i første afsnit nævnte datoer.
Artikel 74
Særskilt forvaltning af livsforsikrings- og skadesforsikringsvirksomhed
1. Den i artikel 73 nævnte særskilte forvaltning gennemføres således, at der sker en adskillelse af
livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed.
De livs- og skadesforsikredes respektive interesser må ikke tilsidesættes, og overskuddet hidrørende fra
livsforsikring må kun komme de livsforsikrede til gode på samme måde, som hvis forsikringsselskabet
kun udøvede livsforsikringsvirksomhed.
2. Uden at dette berører artikel 100 og 128, beregner de i artikel 73, stk. 2 og 5, nævnte forsikringssel-
skaber:
a) et teoretisk minimumskapitalkrav i relation til deres forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed på
livsforsikringsområdet, der beregnes som om det pågældende selskab kun udøver denne form for
virksomhed, på basis af de i stk. 6 nævnte særskilte regnskaber, og
b) et teoretisk minimumskapitalkrav i relation til deres forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed på
skadesforsikringsområdet, der beregnes som om det pågældende selskab kun udøver denne form
for virksomhed, på basis af de i stk. 6 nævnte særskilte regnskaber.
3. Som et minimum dækker de i artikel 73, stk. 2 og 5, nævnte forsikringsselskaber følgende ved hjælp
af et tilsvarende beløb i anerkendte kernekapitalelementer:
a) det teoretiske minimumskapitalkrav inden for livsforsikring
b) det teoretiske minimumskapitalkrav inden for skadesforsikring.
De i første afsnit nævnte finansielle minimumsforpligtelser, der kræves opfyldt i relation til livsforsik-
ringsvirksomhed eller skadesforsikringsvirksomhed, må ikke bæres af den anden form for virksomhed.
4. Når de i stk. 3 omhandlede finansielle minimumsforpligtelser er opfyldt, og forudsat at tilsynsmyn-
dighederne underrettes herom, kan selskabet til dækning af det i artikel 100 omhandlede solvenskapital-
krav dog anvende de eksplicitte anerkendte egenkapitalelementer, der fortsat står til rådighed for den ene
eller anden form for virksomhed.
5. Tilsynsmyndighederne skal ved gennemgang af resultaterne af både livsforsikrings- og skadesforsik-
ringsvirksomheden påse, at kravene i stk. 1-4 overholdes.
6. Regnskabet føres således, at det særskilt fremgår, hvorledes resultatet for henholdsvis livsforsikring
og skadesforsikring er opnået. Samtlige indtægter, bl.a. præmier, indbetalinger fra genforsikrere, finan-
sielt udbytte, og udgifter, bl.a. forsikringsydelser, tillæg til forsikringsmæssige hensættelser, genforsik-
ringspræmier og driftsudgifter til forsikringsvirksomheden, opdeles alt efter deres oprindelse. Poster, der
er fælles for de to virksomhedsformer, opføres i regnskabet efter en fordelingsnøgle, der skal godkendes
af tilsynsmyndighederne.
886
Forsikringsselskaberne udarbejder på grundlag af regnskabet et dokument, hvori de kernekapitalelemen-
ter, der medgår til dækning af hvert af de teoretiske minimumskapitalkrav som omhandlet i stk. 2, er klart
identificeret i overensstemmelse med artikel 98, stk. 4.
7. Såfremt de kernekapitalelementer, der henføres til en af virksomhedsformerne, ikke er tilstrækkelige
til at opfylde de finansielle minimumsforpligtelser, der er omhandlet i stk. 3, første afsnit, træffer tilsyns-
myndighederne over for denne virksomhedsform de i dette direktiv fastsatte foranstaltninger, uanset
hvilke resultater der er opnået af den anden virksomhedsform.
Som en undtagelse fra stk. 3, andet afsnit, kan disse foranstaltninger gå ud på at tillade overførsel af
eksplicitte anerkendte kernekapitalelementer fra den ene virksomhedsform til den anden.
KAPITEL VI
Regler vedrørende værdiansættelse af aktiver og passiver, forsikringsmæssige hensættelser, egenka-
pital, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet og investeringer
Afdeling 1
Værdiansættelse af aktiver og passiver
Artikel 75
Værdiansættelse af aktiver og passiver
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber, medmindre andet gælder, vær-
diansætter deres aktiver og passiver som følger:
a) aktiver værdiansættes til det beløb, for hvilket de kunne handles mellem vidende og samtykkende
parter på markedsvilkår
b) passiver værdiansættes til det beløb, for hvilket de kunne overføres eller afvikles mellem vidende
og samtykkende parter på markedsvilkår.
Ved værdiansættelsen af passiver jf. litra b), foretages ingen justering for at tage hensyn til forsikrings-
eller genforsikringsselskabets egen kreditværdighed.
2. Kommissionen vedtager gennemførelsesbestemmelser, hvori den fastlægger de metoder og antagel-
ser, der skal benyttes i forbindelse med den i stk. 1 nævnte værdiansættelse af aktiver og passiver.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Afdeling 2
Regler vedrørende forsikringsmæssige hensættelser
Artikel 76
Almindelige bestemmelser
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber afsætter forsikringsmæssige
hensættelser til dækning af alle deres forsikrings- og genforsikringsforpligtelser over for forsikringstagere
og andre begunstigede af forsikrings- eller genforsikringsaftaler.
887
2. Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser skal afspejle det beløb, forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber reelt ville skulle betale, hvis de på det givne tidspunkt skulle overdrage deres forsikrings-
og genforsikringsforpligtelser til et andet forsikrings- eller genforsikringsselskab.
3. Beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser skal tage udgangspunkt i og være i overens-
stemmelse med oplysninger fra de finansielle markeder og almindeligt tilgængelige oplysninger om
forsikringsrisici (markedskonformitet).
4. Forsikringsmæssige hensættelser beregnes på forsigtig, troværdig og objektiv vis.
5. I overensstemmelse med principperne i stk. 2, 3 og 4 og under hensyntagen til principperne
i artikel 75, stk. 1, beregnes forsikringsmæssige hensættelser efter bestemmelserne i artikel 77-82 og
artikel 86.
Artikel 77
Beregning af forsikringsmæssige hensættelser
1. Værdien af forsikringsmæssige hensættelser svarer til summen af et bedste skøn og et risikotillæg, jf.
stk. 2 og 3.
2. Det bedste skøn afspejler det sandsynlighedsvægtede gennemsnit af fremtidige cash flows, hvor der
tages hensyn til tidsværdien (forventet nutidsværdi af fremtidige cash flows) beregnet ved hjælp af den
relevante risikofri rentekurve.
Beregningen af det bedste skøn baseres på ajourførte og troværdige oplysninger og realistiske antagelser
og foretages ved hjælp af passende, anvendelige og relevante aktuarmæssige og statistiske metoder.
Den cash flow-fremskrivning, der benyttes ved beregningen af det bedste skøn, skal tage hensyn til den
likviditetstilførsel og det likviditetsforbrug, der er nødvendigt for at honorere forsikrings- og genforsik-
ringsforpligtelser frem til afløb.
Det bedste skøn beregnes brutto, dvs. uden fradrag af beløb, der kan tilbagekræves i henhold til genforsik-
ringsaftaler og special purpose vehicles. Disse beløb beregnes særskilt i overensstemmelse med artikel 81.
3. Risikotillægget beregnes på en måde, der gør det muligt at sikre, at værdien af de forsikringsmæssige
hensættelser svarer til det beløb, som forsikrings- og genforsikringsselskaber kan forventes at kræve for at
overtage og honorere forsikrings- og genforsikringsforpligtelser.
4. Forsikrings- og genforsikringsselskaber foretager særskilte værdiansættelser af det bedste skøn og
risikotillægget.
Når fremtidige cash flows forbundet med forsikrings- eller genforsikringsforpligtelser kan beregnes påli-
deligt ved hjælp af finansielle instrumenter, for hvilke der findes en troværdig og observerbar markeds-
værdi, bestemmes værdien af forsikringsmæssige hensættelser, som er forbundet med disse fremtidige
cash flows, dog på basis af markedsværdien af disse finansielle instrumenter. I det tilfælde stilles der ikke
krav om særskilte beregninger af det bedste skøn og risikotillægget.
5. Når forsikrings- og genforsikringsselskaber værdiansætter det bedste skøn og risikotillægget særskilt,
beregner de risikotillægget med udgangspunkt i omkostningerne forbundet med at stille anerkendt egen-
kapital svarende til solvenskapitalkravet til rådighed til støtte for forsikrings- og genforsikringsforpligtel-
serne frem til afløb.
888
Den sats, der benyttes til at bestemme omkostningerne forbundet med at stille den pågældende anerkendte
egenkapital til rådighed (kapitalomkostningssats), er den samme for alle forsikrings- og genforsikringssel-
skaber, og den skal tages op til revision med regelmæssige mellemrum.
Den kapitalomkostningssats, der benyttes, svarer til den supplerende sats i forhold til den relevante
risikofri rente, som et forsikrings- eller genforsikringsselskab med et beløb i anerkendt egenkapital som
fastsat i afdeling 3 svarende til solvenskapitalkravet, der er nødvendigt til støtte for forsikrings- og
genforsikringsforpligtelser frem til afløb af disse forpligtelser, vil pådrage sig.
Artikel 78
Andre elementer, der skal tages med i betragtning ved beregning af forsikringsmæssige hensættel-
ser
Foruden bestemmelserne i artikel 77 tager forsikrings- og genforsikringsselskaber hensyn til følgende
elementer ved beregningen af deres forsikringsmæssige hensættelser:
1) alle udgifter forbundet med honoreringen af forsikrings- og genforsikringsforpligtelser
2) inflation, inkl. inflationseffekten for udgifter og erstatningskrav
3) alle betalinger til forsikringstagere og begunstigede, inkl. de fremtidige diskretionære bonusbeløb,
som forsikrings- og genforsikringsselskaber forventes at tilskrive, hvad enten disse betalinger
skyldes en aftalegaranti eller ej, medmindre de falder ind under artikel 91, stk. 2.
Artikel 79
Værdiansættelse af finansielle garantier og aftalebestemte optioner indeholdt i forsikrings- og
genforsikringsaftaler
Ved beregningen af deres forsikringsmæssige hensættelser tager forsikrings- og genforsikringsselskaber
hensyn til værdien af finansielle garantier og eventuelle optioner indeholdt i deres forsikrings- og genfor-
sikringsaftaler.
Alle antagelser, der formuleres af forsikrings- og genforsikringsselskaber med hensyn til sandsynligheden
for, at forsikringstagerne vil udnytte deres aftalebestemte optioner, herunder betalingsafbrydelser og
tilbagekøb, skal være realistiske og baseret på aktuelle og troværdige oplysninger. Antagelserne skal
enten eksplicit eller implicit tage hensyn til de potentielle følger af fremtidige ændringer i de finansielle
og ikke-finansielle vilkår for udnyttelsen af disse optioner.
Artikel 80
Segmentering
Forsikrings- og genforsikringsselskaber segmenterer deres forsikrings- og genforsikringsforpligtelser i
homogene risikogrupper og mindst efter branche, når de beregner deres forsikringsmæssige hensættelser.
Artikel 81
Beløb, der kan tilbagekræves i henhold til genforsikringsaftaler og special purpose vehicles
Ved beregningen af beløb, der kan tilbagekræves i henhold til genforsikringsaftaler og special purpose
vehicles, overholder forsikrings- og genforsikringsselskaber bestemmelserne i artikel 76-80.
Ved beregningen af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til genforsikringsaftaler og special
purpose vehicles, tager forsikrings- og genforsikringsselskaber hensyn til tidsforskellen mellem tilbagebe-
talinger og direkte betalinger.
889
Resultatet af denne beregning justeres for at tage hensyn til forventede tab som følge af misligholdelse
fra modpartens side. Denne justering bygger på en vurdering af sandsynligheden for misligholdelse og det
gennemsnitlige tab som følge deraf (»loss-given-default«).
Artikel 82
Datakvalitet og anvendelse af approksimative størrelser, herunder individuel tilgang, til beregning
af forsikringsmæssige hensættelser
Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører interne processer og procedu-
rer til sikring af, at de data, der benyttes til beregning af forsikringsmæssige hensættelser er hensigtsmæs-
sige, komplette og nøjagtige.
Hvis forsikrings- og genforsikringsselskaber i specifikke tilfælde ikke råder over en tilstrækkelig mængde
data af tilfredsstillende kvalitet til at kunne anvende en pålidelig aktuarmæssig metode på en mængde
eller en delmængde af deres forsikrings- og genforsikringsforpligtelser eller de beløb, der kan tilbagekræ-
ves i henhold til genforsikringsaftaler og special purpose vehicles, kan der anvendes relevante approksi-
mative størrelser, herunder individuel tilgang fra sag til sag, ved beregning af det bedste skøn.
Artikel 83
Sammenligning med hidtidige erfaringer
Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører processer og procedurer til at sikre, at de bedste skøn og
de antagelser, der ligger til grund for beregningen af de bedste skøn, regelmæssigt sammenlignes med
deres hidtidige erfaringer.
Når sammenligningen afslører systematiske forskelle mellem de hidtidige erfaringer og forsikrings- og
genforsikringsselskabets beregninger af bedste skøn, foretager selskabet de nødvendige justeringer af de
aktuarmæssige metoder og/eller antagelser, der benyttes.
Artikel 84
Forsikringsmæssige hensættelser af en passende størrelse
Efter anmodning fra tilsynsmyndighederne påviser forsikrings- og genforsikringsselskaber, at deres for-
sikringsmæssige hensættelser er af passende størrelse, at de benytter anvendelige og relevante metoder,
og at de underliggende statistiske data er tilstrækkelige.
Artikel 85
Forøgelse af de forsikringsmæssige hensættelser
Såfremt beregningen af forsikrings- og genforsikringsselskabers forsikringsmæssige hensættelser ikke er
i overensstemmelse med artikel 76-83, kan tilsynsmyndighederne forlange, at forsikrings- og genforsik-
ringsselskaberne afsætter større forsikringsmæssige hensættelser, således at de svarer til det i henhold til
disse artikler fastsatte niveau.
Artikel 86
Gennemførelsesforanstaltninger
Kommissionen vedtager gennemførelsesbestemmelser for at præcisere følgende:
890
a) de aktuarmæssige og statistiske metoder til beregning af det bedste skøn som omhandlet i arti-
kel 77, stk. 2
b) den relevante risikofri rentekurve, der skal anvendes ved beregning af det bedste skøn som
omhandlet i artikel 77, stk. 2
c) de tilfælde, hvor de forsikringsmæssige hensættelser skal beregnes som en helhed eller som
summen af et bedste skøn og et risikotillæg, og de metoder, der skal anvendes, når de forsikrings-
mæssige hensættelser beregnes som en helhed
d) de metoder og antagelser, der skal benyttes ved beregning af risikotillægget, herunder bestemmel-
se af den anerkendte egenkapital, der er nødvendig for at kunne dække forsikrings- og genforsik-
ringsforpligtelser, og kalibrering af kapitalomkostningssatsen
e) de brancher, som forsikrings- og genforsikringsforpligtelser skal fordeles på med henblik på
beregning af de forsikringsmæssige hensættelser
f) de standarder, der skal overholdes for at sikre, at de data, der benyttes ved beregning af forsik-
ringsmæssige hensættelser, er hensigtsmæssige, komplette og nøjagtige, og de specifikke tilfælde,
hvor anvendelse af approksimative størrelser, herunder en individuel tilgang, til beregning af det
bedste skøn vil være hensigtsmæssig
g) de metoder, der skal anvendes ved beregning af den i artikel 81 nævnte justering, der tjener til at
indregne det forventede tab som følge af modpartens misligholdelse
h) hvis nødvendigt, de forenklede metoder og teknikker, der kan benyttes ved beregning af forsik-
ringsmæssige hensættelser for at sikre, at de i litra a) og d) nævnte aktuarmæssige og statistiske
metoder står i et rimeligt forhold til arten, kompleksiteten og omfanget af de risici, som forsik-
rings- og genforsikringsselskaber påtager sig, herunder captive forsikrings- og genforsikringssel-
skaber (koncerninterne selskaber).
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Afdeling 3
Egenkapital
Underafdeling 1
Bestemmelse af egenkapital
Artikel 87
Egenkapital
Egenkapitalen består af summen af kernekapitalen som omhandlet i artikel 88 og den supplerende kapital
som omhandlet i artikel 89.
Artikel 88
Kernekapital
Kernekapitalen består af følgende:
1) det beløb, hvormed værdien af aktiver overstiger værdien af passiver som værdiansat i henhold til
artikel 75 og afdeling 2
2) efterstillet gæld.
Beløbet i nr. 1), reduceres med værdien af egne aktier, der ejes af forsikrings- eller genforsikringsselska-
bet.
891
Artikel 89
Supplerende kapital
1. Den supplerende kapital består af andre kapitalelementer end kernekapitalen, som kan benyttes til
dækning af tab.
Den supplerende kapital kan omfatte følgende elementer, forudsat at de ikke er en del af kernekapitalen:
a) ikke-indbetalt aktiekapital eller garantikapital
b) remburser og garantier
c) andre retligt bindende tilsagn modtaget af forsikrings- og genforsikringsselskaber.
Ved gensidige og gensidiglignende foreninger med variable bidrag kan den supplerende kapital også
omfatte fremtidige fordringer, som selskabet kan have på sine medlemmer i form af krav om ekstrabidrag
inden for de følgende 12 måneder.
2. Når der er blevet indbetalt eller indkaldt supplerende kapital, behandles denne som et aktiv og
ophører med at udgøre en del den supplerende kapital.
Artikel 90
Tilsynsmyndighedernes godkendelse af den supplerende kapital
1. De supplerede kapitalelementer, der tages med i betragtning ved beregning af egenkapitalen, skal
først godkendes af tilsynsmyndighederne.
2. Det beløb, som fastsættes for hvert supplerende kapitalelement, skal afspejle elementets tabsabsorbe-
ringsevne og bygge på forsigtige og realistiske antagelser. Hvis et supplerende kapitalelement har en fast
nominel værdi, skal beløbet for det pågældende element svare til dets nominelle værdi, såfremt det på
passende vis afspejler elementets tabsabsorberingsevne.
3. Tilsynsmyndighederne skal godkende et af følgende:
a) et monetært beløb for hvert supplerende kapitalelement
b) en metode til beregning af størrelsen af hvert supplerende kapitalelement, i hvilket tilfælde tilsyns-
myndighedernes godkendelse af det ved hjælp af denne metode fastsatte beløb gives for et bestemt
tidsrum.
4. For hvert supplerende kapitalelement baserer tilsynsmyndighederne deres godkendelse på en vurde-
ring af følgende:
a) de berørte modparters status for så vidt angår deres evne og villighed til at betale
b) muligheden for at inddrive midlerne i betragtning af det pågældende elements juridiske form samt
de forhold, der kunne lægge hindringer i vejen for indkrævningen af kapitalelementet
c) eventuelle oplysninger om udfaldet af forsikrings- og genforsikringsselskabers tidligere indkaldel-
ser af supplerende kapital, forudsat at sådanne oplysninger kan bruges som pålideligt grundlag for
en vurdering af det forventede udfald af fremtidige kapitalindkaldelser.
Artikel 91
Overskudskapital
1. Overskudskapital betragtes som akkumuleret fortjeneste, som ikke er afsat til udlodning til forsik-
ringstagerne og de begunstigede.
892
2. For så vidt den nationale lovgivning tillader det, betragtes overskudskapital ikke som forsikrings-
eller genforsikringspassiver, så længe denne kapital opfylder kriterierne i artikel 94, stk. 1.
Artikel 92
Gennemførelsesforanstaltninger
1. Kommissionen vedtager gennemførelsesbestemmelser for at præcisere følgende:
a) kriterierne for tilsynsmyndighedernes godkendelse som omhandlet i artikel 90
b) behandlingen af kapitalinteresser som omhandlet i artikel 212, stk. 2, tredje afsnit, i finansierings-
og kreditinstitutter med henblik på beregningen af egenkapitalen.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
2. De i stk. 1, litra b), nævnte kapitalinteresser i finansierings- og kreditinstitutter omfatter følgende:
a) kapitalinteresser, som forsikrings- og genforsikringsselskaber besidder i:
i) kreditinstitutter og finansieringsinstitutter som defineret i artikel 4, nr. 1) og 5), i direktiv
2006/48/EF
ii) investeringsselskaber eller finansieringsinstitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i
direktiv 2004/39/EF
b) efterstillede fordringer og de i artikel 63 og artikel 64, stk. 3, i direktiv 2006/48/EF omhandlede in-
strumenter, som forsikrings- og genforsikringsselskaber besidder i de i litra a) definerede institutter
og selskaber, i hvilke de har kapitalinteresser.
Underafdeling 2
Bestemmelse af egenkapital
Artikel 93
Karakteristika og andre faktorer, der benyttes til opdeling af egenkapital i tiers
1. Egenkapitalelementer opdeles i tre tiers. Klassificeringen af disse elementer afhænger af, om de
er kernekapitalelementer eller supplerende kapitalelementer, og i hvilket omfang de er kendetegnet ved
følgende karakteristika:
a) elementet er tilgængeligt, eller kan kræves indkaldt, til i fuldt omfang at absorbere tab, såvel på
going concern-basis som i tilfælde af likvidation (permanent tilgængeligt)
b) elementets samlede beløb kan benyttes til at absorbere tab i tilfælde af likvidation og elementet
ikke tilbagebetales til ejeren, før alle andre forpligtelser er opfyldt, herunder forsikrings- og
genforsikringsforpligtelser over for forsikringstagere og de af forsikrings- og genforsikringsaftaler
begunstigede personer (efterstillelse).
2. Ved vurderingen af, i hvilket omfang egenkapitalelementer er kendetegnet ved de i stk. 1, litra a)
og b) nævnte karakteristika, tages der både på nuværende tidspunkt og fremover behørigt hensyn til
elementets varighed, navnlig om det har en løbetid eller ej. Når et egenkapitalelement har en løbetid,
tages der hensyn til elementets relative varighed i forhold til varigheden af selskabets forsikrings- og
genforsikringsforpligtelser (tilstrækkelig varighed).
Derudover tages følgende faktorer i betragtning:
a) om elementet er behæftet med krav om eller tilskyndelser til indløsning af det nominelle beløb
(indløsningsfrihed)
893
b) om elementet er behæftet med obligatoriske faste gebyrer (gebyrfrihed)
c) om elementet er behæftet med andre byrder (byrdefrihed).
Artikel 94
Hovedkriterier for opdelingen i tiers
1. Kernekapitalelementer klassificeres som tier 1-kapital, når de i vidt omfang er kendetegnet ved de i
artikel 93, stk. 1, litra a) og b), nævnte karakteristika, og der tages hensyn til faktorerne i artikel 93, stk. 2.
2. Kernekapitalelementer klassificeres som tier 2-kapital, når de i vidt omfang er kendetegnet ved det i
artikel 93, stk. 1, litra b), nævnte karakteristikum, og der tages hensyn til faktorerne i artikel 93, stk. 2.
Supplerende kapitalelementer klassificeres som tier 2-kapital, når de i vidt omfang er kendetegnet ved de
i artikel 93, stk. 1, litra a) og b), nævnte karakteristika, og der tages hensyn til faktorerne i artikel 93,
stk. 2.
3. Kernekapitalelementer og supplerende kapitalelementer, der ikke falder ind under stk. 1 og 2,
klassificeres som tier 3-kapital.
Artikel 95
Opdeling af egenkapital i tiers
Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber opdeler deres egenkapitalelementer
efter kriterierne i artikel 94.
Med henblik herpå henviser forsikrings- og genforsikringsselskaber, hvor det er relevant, til listen over
egenkapitalelementer i artikel 97, stk. 1, litra a).
Når et egenkapitalelement ikke optræder på denne liste, vurderes og klassificeres det af forsikrings-
og genforsikringsselskaberne i overensstemmelse med stk. 1. Denne klassificering skal godkendes af
tilsynsmyndighederne.
Artikel 96
Klassificering af specifikke egenkapitalelementer
Med henblik på dette direktiv gælder følgende klassificeringer, jf. dog artikel 95 og artikel 97, stk. 1,
litra a):
1) overskudskapital, der falder ind under artikel 91, stk. 2, klassificeres som tier 1-kapital
2) remburser og garantier, som forvaltes af et uafhængigt forvaltningsselskab til fordel for forsik-
ringskreditorer, og som er henholdsvis udstedt og stillet af kreditinstitutter, der har modtaget
tilladelse i henhold til direktiv 2006/48/EF, klassificeres som tier 2-kapital
3) fordringer, som gensidige eller gensidiglignende redersammenslutninger med variable bidrag, der
udelukkende forsikrer risici i klasse 6, 12 og 17 i bilag I, del A, kan gøre gældende over for
deres medlemmer i form af indkaldelse af supplerende bidrag inden for de følgende 12 måneder,
klassificeres som tier 2-kapital.
Fremtidige fordringer, som gensidige eller gensidiglignende sammenslutninger med variable bidrag kan
gøre gældende over for deres medlemmer i form af indkaldelse af supplerende bidrag inden for de
følgende 12 måneder, og som ikke falder ind under afsnit 1, nr. 3, klassificeres i overensstemmelse med
artikel 94, stk. 2, andet afsnit, som tier 2-kapital, når de i vidt omfang er kendetegnet ved de i artikel 93,
stk. 1, litra a) og b), nævnte karakteristika, og der tages hensyn til faktorerne i artikel 93, stk. 2.
894
Artikel 97
Gennemførelsesforanstaltninger
1. Kommissionen vedtager gennemførelsesbestemmelser for at præcisere følgende:
a) en liste over de egenkapitalelementer, herunder de i artikel 96 omhandlede elementer, der anses at
opfylde kriterierne i artikel 94, og som samtidig for hvert enkelt egenkapitalelement indeholder en
præcis beskrivelse af de karakteristika, der har begrundet den pågældende klassificering
b) de metoder, som tilsynsmyndighederne skal benytte, når de godkender vurderingen og klassifice-
ringen af egenkapitalelementer, der ikke optræder på den i litra a) nævnte liste.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
2. Kommissionen tager regelmæssigt den i stk. 1, litra a), nævnte liste op til revision og opdaterer den i
givet fald i lyset af markedsudviklingen.
Underafdeling 3
Anerkendelse af egenkapital
Artikel 98
Krav og grænseværdier gældende for tier 1, 2 og 3
1. For så vidt angår opfyldelse af solvenskapitalkravet er der fastsat anerkendte beløbsmæssige grænser
for tier 2-kapitalelementer og tier 3-kapitalelementer. Disse grænser skal som minimum sikre, at følgende
betingelser er opfyldt:
a) at andelen af tier 1-kapitalelementer, der indgår i den anerkendte egenkapital, beløbsmæssigt udgør
mere end en tredjedel af den samlede anerkendte egenkapital
b) at det anerkendte beløb for tier 3-kapitalelementer udgør mindre end en tredjedel af den samlede
anerkendte egenkapital.
2. For så vidt angår opfyldelse af minimumskapitalkravet gælder det, at de kernekapitalelementer,
der kan medgå til dækning af minimumskapitalkravet, og som er klassificeret under tier 2, er underlagt
beløbsmæssige grænser. Disse grænser skal sikre, at andelen af tier 1-kapitalelementer, der indgår i den
anerkendte kernekapital, som minimum udgør mere end halvdelen af den samlede anerkendte kernekapi-
tal.
3. Den anerkendte egenkapital til dækning af solvenskapitalkravet som fastsat i artikel 100 svarer til
summen af tier 1-kapitalelementer, de anerkendte tier 2-kapitalelementer og de anerkendte tier 3-kapitale-
lementer.
4. Den anerkendte egenkapital til dækning af minimumskapitalkravet som fastsat i artikel 128 svarer til
summen af tier 1-kapitalelementer og de anerkendte kernekapitalelementer, der er klassificeret under tier
2.
Artikel 99
Gennemførelsesforanstaltninger
Kommissionen vedtager gennemførelsesbestemmelser for at præcisere:
a) de beløbsmæssige grænser som omhandlet i artikel 98, stk. 1 og 2
895
b) de tilpasninger, der skal foretages for at vise, at de egenkapitalelementer, der kun kan anvendes til
dækning af tab opstået inden for et særligt segment af forpligtelser eller i forbindelse med særlige
risici, ikke kan overføres (afgrænsede fonde).
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Afdeling 4
Solvenskapitalkrav
Underafdeling 1
Almindelige bestemmelser vedrørende solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen
eller en intern model
Artikel 100
Almindelige bestemmelser
Medlemsstaterne forlanger, at forsikrings- og genforsikringsselskaber besidder anerkendt egenkapital til
dækning af solvenskapitalkravet.
Solvenskapitalkravet beregnes enten i overensstemmelse med standardformlen i underafdeling 2 eller ved
hjælp af en intern model, jf. underafdeling 3.
Artikel 101
Beregning af solvenskapitalkravet
1. Solvenskapitalkravet beregnes i overensstemmelse med stk. 2-5.
2. Solvenskapitalkravet beregnes ud fra den antagelse, at selskabet vil udøve sin virksomhed som en
going concern.
3. Solvenskapitalkravet kalibreres på en sådan måde, at der tages hensyn til alle kvantificerbare risici,
som et forsikrings- eller genforsikringsselskab udsættes for. Det skal dække den eksisterende virksomhed
såvel som ny virksomhed, som forventes sat i værk inden for de følgende 12 måneder. Med hensyn til den
eksisterende virksomhed skal det udelukkende dække uforudsete tab.
Det skal svare til Value-at-Risk, der knytter sig til et forsikrings- eller genforsikringsselskabs kernekapital
ved et konfidensniveau på 99,5 % over en periode på ét år.
4. Solvenskapitalkravet dækker mindst følgende risici:
a) forsikringsrisiko inden for skadesforsikring
b) forsikringsrisiko inden for livsforsikring
c) forsikringsrisiko inden for sygeforsikring
d) markedsrisiko
e) kreditrisiko
f) operationel risiko.
Den i første afsnit, litra f), nævnte operationelle risiko omfatter juridisk risiko, men ikke risici, der følger
af strategiske beslutninger, eller omdømmerisiko.
896
5. Ved beregning af solvenskapitalkravet tager forsikrings- og genforsikringsselskaber hensyn til
virkningen af risikobegrænsende teknikker, forudsat at kreditrisikoen og andre risici forbundet med
anvendelsen af sådanne teknikker er korrekt afspejlet i solvenskapitalkravet.
Artikel 102
Beregningshyppighed
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber beregner solvenskapitalkravet mindst én gang årligt og
indberetter resultatet af denne beregning til tilsynsmyndighederne.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber skal besidde anerkendt egenkapital, der dækker det senest indbe-
rettede solvenskapitalkrav.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber kontrollerer til stadighed deres anerkendte egenkapital og solven-
skapitalkravet.
Afviger et forsikrings- eller genforsikringsselskabs risikoprofil væsentligt fra de antagelser, der lå til
grund for det senest indberettede solvenskapitalkrav, genberegner selskabet øjeblikkeligt sit solvenskapi-
talkrav og indberetter det til tilsynsmyndighederne.
2. Når der er tegn på, at forsikrings- eller genforsikringsselskabets risikoprofil har ændret sig væsentligt
siden den dato, hvor solvenskapitalkravet sidst blev indberettet, kan tilsynsmyndighederne forlange, at
selskabet genberegner solvenskapitalkravet.
Underafdeling 2
Solvenskapitalkrav — standardformel
Artikel 103
Standardformlens sammensætning
Solvenskapitalkravet beregnet på grundlag af standardformlen udgør summen af følgende:
a) det primære solvenskapitalkrav, jf. artikel 104
b) kapitalkravet til dækning af operationel risiko, jf. artikel 107
c) den justering, der foretages for at tage hensyn til de forsikringsmæssige hensættelsers og de
udskudte skatters tabsabsorberende evne, jf. artikel 108.
Artikel 104
Det primære solvenskapitalkrav
1. Det primære solvenskapitalkrav består af risikomoduler, der aggregeres i overensstemmelse med
punkt 1 i bilag IV.
Det består mindst af følgende risikomoduler:
a) forsikringsrisiko inden for skadesforsikring
b) forsikringsrisiko inden for livsforsikring
c) forsikringsrisiko inden for sygeforsikring
d) markedsrisiko
e) modpartsrisiko.
2. Med henblik på stk. 1, litra a)-c), henføres forsikrings- og genforsikringsforretninger til det forsik-
ringsrisikomodul, der bedst afspejler de underliggende risicis tekniske karakter.
897
3. De korrelationskoefficienter, der benyttes til den i stk. 1 nævnte aggregering af risikomoduler,
samt kalibreringen af kapitalkravet for hvert risikomodul skal resultere i et samlet solvenskapitalkrav, der
overholder principperne i artikel 101.
4. Hvert af de i stk. 1 nævnte risikomoduler kalibreres ved hjælp af en Value-at-Risk-værdi med et
konfidensniveau på 99,5 % over en periode på ét år.
Der tages, hvor det er hensigtsmæssigt, hensyn til virkningerne af diversifikationseffekter i hvert risiko-
moduls arkitektur.
5. Der benyttes samme design og specifikationer for alle forsikrings- og genforsikringsselskabers
risikomoduler, både med hensyn til det primære solvenskapitalkrav og eventuelle forenklede beregninger
som omhandlet i artikel 109.
6. For så vidt angår katastroferisici kan der, hvor det er hensigtsmæssigt, benyttes geografiske specifika-
tioner ved beregning af risikomodulerne livsforsikring, skadesforsikring og sygeforsikring.
7. Inden for rammerne af standardformlens arkitektur kan forsikrings- og genforsikringsselskaber, med
tilsynsmyndighedernes godkendelse, erstatte en delmængde af parametrene med parametre, der er speci-
fikke for det pågældende selskab, ved beregning af risikomodulerne for livsforsikring, skadesforsikring
og sygeforsikring.
Disse parametre kalibreres på basis af det pågældende selskabs interne data eller data, der er direkte
relevante for et pågældende selskabs virksomhed, ved hjælp af standardiserede metoder.
Før de giver deres godkendelse, verificerer tilsynsmyndighederne, at de anvendte data er fyldestgørende,
præcise og relevante.
Artikel 105
Beregning af det primære solvenskapitalkrav
1. Det primære solvenskapitalkrav beregnes i overensstemmelse med stk. 2-6.
2. Forsikringsrisikomodulet for skadesforsikring skal afspejle den risiko, der følger af skadesforsik-
ringsforpligtelser, i relation til de risici, der er dækket, og de processer, der anvendes i forbindelse med
udøvelsen af denne virksomhed.
Det skal tage hensyn til usikkerheden omkring forsikrings- og genforsikringsselskabers resultater i
betragtning af deres eksisterende forsikrings- og genforsikringsforpligtelser samt ny virksomhed, som
forventes sat i værk inden for de følgende 12 måneder.
Det beregnes, i overensstemmelse med punkt 2 i bilag IV, som en kombination af kapitalkravene for
mindst følgende undermoduler:
a) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge
af ændringer i timingen, frekvensen og alvoren af forsikrede begivenheder og i timingen og
størrelsen af skadeserstatninger (non-life premium and reserve risk)
b) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge
af betydelig usikkerhed omkring antagelserne vedrørende præmier og hensættelser relateret til
ekstreme eller usædvanlige begivenheder (non-life catastrophe risk).
3. Forsikringsrisikomodulet for livsforsikring skal afspejle den risiko, der følger af livsforsikringsfor-
pligtelser, i relation til de risici, der er dækket, og de processer, der anvendes i forbindelse med udøvelsen
af denne virksomhed.
898
Modulet beregnes, i overensstemmelse med punkt 3 i bilag IV, som en kombination af kapitalkravene for
mindst følgende undermoduler:
a) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af
ændringer i niveauet for eller trenden eller volatiliteten i dødelighedsintensiteten, hvor en stigning
i dødelighedsintensiteten resulterer i en stigning i værdien af forsikringsforpligtelser (mortality
risk)
b) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af
ændringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i dødelighedsintensiteten, hvor et fald
i dødelighedsintensiteten resulterer i en stigning i værdien af forsikringsforpligtelser (longevity
risk)
c) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af
ændringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i invaliditets-, sygdoms- og morbiditets-
intensiteten (disability — morbidity risk)
d) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge
af ændringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i omkostningerne til honorering af
forsikrings- og genforsikringsaftaler (life expense risk)
e) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge
af ændringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i de revisionssatser, der anvendes
på annuiteter, der skyldes lovændringer eller en forandring i den forsikredes sundhedstilstand
(revision risk)
f) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge
af ændringer i niveauet for eller volatiliteten i antallet af betalingsafbrydelser, fornyelser og
tilbagekøb (lapse risk)
g) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge
af betydelig usikkerhed omkring antagelserne vedrørende præmier og hensættelser relateret til
ekstreme eller usædvanlige begivenheder (life catastrophe risk).
4. Forsikringsrisikomodulet for sygeforsikring skal afspejle den risiko, der følger af indgåelsen af
sygeforsikringsforpligtelser, uanset om denne virksomhed udøves på samme tekniske grundlag som
livsforsikringsvirksomhed eller ej, grundet de risici, der er dækket, og de processer, der anvendes i
forbindelse med udøvelsen af denne virksomhed.
Det skal som minimum dække følgende risici:
a) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af
ændringer i niveauet for eller tendensen eller volatiliteten i udgifterne til honorering af forsikrings-
og genforsikringsaftaler
b) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge
af ændringer i timingen, frekvensen og alvoren af forsikrede begivenheder og i timingen af og
størrelsen af skadeserstatninger på hensættelsestidspunktet
c) tabsrisiko eller risiko for en negativ udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge
af betydelig usikkerhed omkring antagelserne vedrørende præmier og hensættelser relateret til
udbrud af større epidemier og den usædvanlige akkumulering af risici under sådanne ekstreme
omstændigheder.
5. Markedsrisikomodulet skal afspejle den risiko, der følger af volatiliteten i markedsprisen på finan-
sielle instrumenter, der har indflydelse på værdien af selskabets aktiver og passiver. Det skal på korrekt
vis afspejle det strukturelle misforhold mellem aktiver og passiver, navnlig med hensyn til deres varighed.
Det beregnes, i overensstemmelse med punkt 4 i bilag IV, som en kombination af kapitalkravene for
mindst følgende undermoduler:
899
a) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer
i rentekurven eller over for volatiliteten i rentesatser (interest rate risk)
b) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer
i niveauet for eller volatiliteten i markedskursen på aktier (equity risk)
c) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer
i niveauet for eller volatiliteten i markedsprisen på fast ejendom (property risk)
d) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer
i niveauet for eller volatiliteten i kreditspreads i forhold til den risikofri rentekurve (spread risk)
e) den følsomhed, som værdien af aktiver, passiver og finansielle instrumenter har over for ændringer
i niveauet for eller volatiliteten i valutakurser (currency risk)
f) andre risici for et forsikrings- eller genforsikringsselskab hidrørende fra enten manglende diversi-
fikation af selskabets aktiver eller en betydelig risiko for, at en enkelt værdipapirudsteder eller en
gruppe af indbyrdes forbundne udstedere misligholder forpligtelser (market risk concentrations).
6. Modpartsrisikomodulet skal afspejle potentielle tab som følge af, at forsikrings- og genforsikringssel-
skabers modparter og debitorer uventet misligholder deres forpligtelser eller mister kreditværdighed over
de følgende 12 måneder. Modpartsrisikomodulet skal omfatte risikoreducerende aftaler såsom genforsik-
ringsaftaler, securitisationer og derivater, tilgodehavender hos mæglere samt ethvert andet engagement,
der ikke falder ind under risikomodulet »spread risk«. Der skal tages behørigt hensyn til sikkerhedsstillel-
se eller anden form for sikkerhed, der besiddes af forsikrings- eller genforsikringsselskabet eller forvaltes
for dettes regning, samt risici i forbindelse hermed.
For hver modpart skal modpartsrisikomodulet tage hensyn til den samlede modpartsrisiko, som forsik-
rings- eller genforsikringsselskabet løber i forhold til den pågældende modpart, uanset hvilken juridisk
form selskabets forpligtelser over for modparten antager.
Artikel 106
Beregning af delmodulet »equity risk«: symmetrisk justeringsmekanisme
1. Delmodulet equity risk beregnet i henhold til standardformlen skal omfatte en symmetrisk justering
af aktiekapitalkravet til dækning af risikoen som følge af ændringer i aktiekurserne.
2. Den symmetriske justering af dette standardaktiekapitalkrav, som kalibreres i henhold til artikel 104,
stk. 4, og dækker risici som følge af ændringer i aktiekurserne, beregnes som en funktion af det aktuelle
niveau for et relevant aktieindeks og et vægtet gennemsnitligt niveau for det pågældende indeks. Det
vægtede gennemsnit beregnes over en passende periode, som skal være ens for alle forsikrings- og
genforsikringsselskaber.
3. Den symmetriske justering af standardaktiekapitalkravet, der dækker risici som følge af ændringer i
aktiekurserne, må ikke resultere i, at der anvendes et aktiekapitalkrav, som er mere end 10 procentpoint
lavere eller 10 procentpoint højere end standardaktiekapitalkravet.
Artikel 107
Kapitalkrav til dækning af operationel risiko
1. Kapitalkravet til dækning af operationel risiko skal stå i forhold til de operationelle risici, der
ikke allerede er taget hensyn til i de risikomoduler, der er nævnt i artikel 104. Dette krav kalibreres i
overensstemmelse med artikel 101, stk. 3.
900
2. I forbindelse med livsforsikringsaftaler, hvor investeringsrisikoen bæres af forsikringstagerne, skal
beregningen af kapitalkravet til dækning af operationel risiko tage hensyn til de årlige omkostninger, der
følger af disse forsikringsforpligtelser.
3. I forbindelse med andre forsikrings- og genforsikringstransaktioner end de i stk. 2 nævnte skal
beregningen af kapitalkravet til dækning af operationel risiko tage hensyn til mængden af sådanne
transaktioner udtrykt i præmieindtægter og de forsikringsmæssige hensættelser, der rådes over til opfyl-
delse af disse forsikrings- og genforsikringsforpligtelser. I dette tilfælde må kapitalkravet til dækning af
operationel risiko ikke overstige 30 % af det primære solvenskapitalkrav forbundet med disse forsikrings-
og genforsikringsforpligtelser.
Artikel 108
Justering for de forsikringsmæssige hensættelsers og de udskudte skatters tabsabsorberende evne
Den justering, der foretages for at tage hensyn til de forsikringsmæssige hensættelsers og de udskudte
skatters tabsabsorberende evne, jf. artikel 103, litra c), skal afspejle den potentielle kompensation for
uforudsete tab via en reduktion i de forsikringsmæssige hensættelser eller udskudte skatter eller en
kombination af de to.
Justeringen skal tage hensyn til den risikoreducerende virkning af fremtidige diskretionære ydelser fra
forsikringsaftaler, i det omfang forsikrings- og genforsikringsselskaber kan påvise, at en reduktion af
sådanne ydelser kan benyttes til at dække uforudsete tab, når de opstår. Den risikoreducerende virkning af
fremtidige diskretionære ydelser kan ikke være større end summen af forsikringsmæssige hensættelser og
udskudte skatter forbundet med disse fremtidige diskretionære ydelser.
Med henblik på stk. 2 sammenlignes værdien af fremtidige diskretionære ydelser under ugunstige
omstændigheder med værdien af sådanne ydelser i henhold til de antagelser, der danner grundlag for
beregningen af bedste skøn.
Artikel 109
Forenklinger af standardformlen
Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan foretage en forenklet beregning for et bestemt undermodul
eller risikomodul, når arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, de står overfor, berettiger det, og når
det vil være uforholdsmæssigt byrdefyldt at forlange, at alle forsikrings- og genforsikringsselskaber skal
anvende standardformlen.
Forenklede beregninger kalibreres i overensstemmelse med artikel 101, stk. 3.
Artikel 110
Betydelige afvigelser fra de antagelser, der ligger til grund for beregning af standardformlen
Såfremt det er uhensigtsmæssigt at beregne solvenskapitalkravet på grundlag af standardformlen som
omhandlet i underafdeling 2, fordi det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskabs risikoprofil
afviger betydeligt fra de antagelser, der ligger til grund for beregningen af standardformlen, kan tilsyns-
myndighederne ved begrundet afgørelse forlange, at det pågældende selskab erstatter en delmængde
af de parametre, der er anvendt til beregning af standardformlen, med parametre, der er specifikke
for det pågældende selskab, ved beregning af risikomodulerne for livsforsikring, skadesforsikring og
sygeforsikring, jf. artikel 104, stk. 7. Disse specifikke parametre beregnes på en måde, der sikrer, at
selskabet overholder artikel 101, stk. 3.
901
Artikel 111
Gennemførelsesforanstaltninger
1. Med det formål at sikre en identisk behandling af alle forsikrings- og genforsikringsselskaber, der be-
regner solvenskapitalkravet ved hjælp af standardformlen, eller for at tage højde for markedsudviklingen
vedtager Kommissionen gennemførelsesforanstaltninger, hvori præciseres følgende:
a) en standardformel, som er i overensstemmelse med artikel 101 og artikel 103-109
b) de undermoduler, der er nødvendige eller som mere præcist dækker de risici, der falder ind under
de forskellige risikomoduler, der er nævnt i artikel 104, og efterfølgende opdateringer
c) de metoder, antagelser og standardparametre, der skal benyttes ved beregningen af de forskel-
lige risikomoduler og undermoduler i det primære solvenskapitalkrav, jf. artikel 104, 105 og
artikel 304, den symmetriske justeringsmekanisme og det hensigtsmæssige tidsrum angivet i antal
måneder som omhandlet i artikel 106, samt den hensigtsmæssige strategi for integrering af den i
artikel 304 omhandlede metode i solvenskapitalkravet som beregnet i henhold til standardformlen
d) korrelationsparametrene, herunder om nødvendigt parametrene i bilag IV og procedurerne for
ajourføring af disse parametre
e) de metoder og antagelser, der, når forsikrings- og genforsikringsselskaber benytter risikoredukti-
onsmetoder, skal benyttes til at vurdere ændringer i det pågældende selskabs risikoprofil og til at
tilpasse beregningen af solvenskapitalkravet hertil
f) de kvalitative kriterier, som de i litra e) nævnte risikoreduktionsteknikker skal opfylde for at sikre,
at risikoen reelt er blevet overført til en tredjepart
g) de metoder og parametre, der skal benyttes til vurdering af kapitalkravet til dækning af operationel
risiko som omhandlet i artikel 107, herunder procentsatsen i artikel 107, stk. 3
h) de metoder og tilpasninger, der skal benyttes for at afspejle forsikrings- og genforsikringsselska-
bers reducerede mulighed for risikospredning med hensyn til afgrænsede fonde
i) den metode, der skal benyttes til beregning af justeringen for de forsikringsmæssige hensættelsers
eller udskudte skatters tabsabsorberende evne som omhandlet i artikel 108
j) den delmængde af standardparametre inden for risikomodulerne livsforsikring, skadesforsikring
og sygeforsikring, som kan erstattes af selskabsspecifikke parametre som omhandlet i artikel 104,
stk. 7
k) de standardmetoder, som skal anvendes af forsikrings- og genforsikringsselskaber til beregning af
de litra h) nævnte selskabsspecifikke parametre, og alle de kriterier, der skal være opfyldt for at
sikre, at de anvendte data er fyldestgørende, præcise og relevante, inden tilsynsmyndighederne kan
give deres godkendelse
l) de forenklede beregninger, der kan benyttes i forbindelse med bestemte undermoduler og risiko-
moduler, og de kriterier, som forsikrings- og genforsikringsselskaber, herunder captive forsikrings-
og genforsikringsselskaber, skal opfylde for at være berettiget til at benytte hver af disse forenkle-
de beregninger, jf. artikel 109
m) den tilgang, der skal benyttes med hensyn til tilknyttede selskaber som omhandlet i artikel 212
ved beregning af solvenskapitalkravet, navnlig beregning af det i artikel 105, stk. 5, nævnte
delmodul »equity risk«, under hensyntagen til den sandsynlige reduktion i volatiliteten i disse
tilknyttede selskabers værdi som følge af de pågældende investeringers strategiske karakter og den
indflydelse, som det deltagende selskab udøver i disse tilknyttede selskaber.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
2. Kommissionen kan vedtage gennemførelsesforanstaltninger for at fastlægge kvantitative begræns-
ninger og kriterier for anerkendelse af aktiver med det formål at dække risici, der ikke i tilstrækkelig
902
grad er dækket af et undermodul. Disse gennemførelsesforanstaltninger finder anvendelse på de aktiver,
der medgår til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, dog ikke aktiver med relation til livsfor-
sikringsaftaler, hvor investeringsrisikoen bæres af forsikringstagerne. Disse foranstaltninger skal tages
op til behandling af Kommissionen på baggrund af udviklingen i standardformlen og på de finansielle
markeder.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Underafdeling 3
Solvenskapitalkrav — komplette og partielle interne modeller
Artikel 112
Almindelige bestemmelser vedrørende godkendelse af komplette og partielle interne modeller
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber kan beregne solvenskapitalkravet
ved brug af en af tilsynsmyndighederne godkendt komplet eller partiel intern model.
2. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan benytte partielle interne modeller til beregning af et eller
flere af følgende:
a) et eller flere risikomoduler eller undermoduler, der indgår i det primære solvenskapitalkrav som
fastsat i artikel 104 og 105
b) kapitalkravet til dækning af operationel risiko, jf. artikel 107
c) den i artikel 108 omhandlede justering.
Der kan endvidere benyttes partielle modeller på enten hele forsikrings- og genforsikringsselskabets
virksomhed eller blot på en eller flere væsentlige forretningsenheder.
3. I enhver ansøgning om godkendelse, skal forsikrings- og genforsikringsselskaber som et minimum
vedlægge dokumentation for, at den interne model opfylder kravene i artikel 120-125.
Når ansøgningen om godkendelse vedrører en partiel intern model, tilpasses kravene i artikel 120-125 for
at tage hensyn til modellens begrænsede anvendelsesområde.
4. Tilsynsmyndighederne tager stilling til ansøgningen senest seks måneder fra modtagelsen af den
fuldstændige ansøgning.
5. Tilsynsmyndighederne godkender kun ansøgningen, hvis de har sikkerhed for, at forsikrings- eller
genforsikringsselskabets systemer til identificering, måling, overvågning, styring og rapportering af risici
er tilfredsstillende, og navnlig at den interne model lever op til kravene i stk. 3.
6. Beslutter tilsynsmyndighederne at afvise ansøgningen om tilladelse til at benytte en intern model,
skal denne beslutning ledsages af en begrundelse.
7. Efter modtagelsen af tilsynsmyndighedernes tilladelse til at benytte en intern model kan forsikrings-
og genforsikringsselskaber ved begrundet afgørelse få pålagt at forelægge tilsynsmyndighederne et esti-
mat over solvenskapitalkravet beregnet ved brug af standardformlen som omhandlet i underafdeling 2.
Artikel 113
Særlige bestemmelser vedrørende godkendelse af partielle interne modeller
903
1. En partiel intern model godkendes kun af tilsynsmyndighederne, hvis den opfylder betingelserne i
artikel 112 og følgende supplerende betingelser:
a) modellens begrænsede anvendelsesområde er behørigt begrundet af det pågældende selskab
b) det solvenskapitalkrav, der følger af modellen, afspejler bedre selskabets risikoprofil og er navnlig
i overensstemmelse med principperne i underafdeling 1
c) modellens design er i overensstemmelse med principperne i underafdeling 1, således at den kan
integreres fuldstændigt i standardformlen til beregning af solvenskapitalkravet.
2. I vurderingen af en ansøgning om tilladelse til at benytte en partiel intern model, der kun dækker
visse undermoduler af et givet risikomodul eller nogle af forsikrings- eller genforsikringsselskabets
forretningsenheder inden for et bestemt risikomodul eller dele af begge to, kan tilsynsmyndighederne for-
lange, at de pågældende forsikrings- og genforsikringsselskaber fremlægger en realistisk overgangsplan
med henblik på udvidelse af modellens anvendelsesområde.
Overgangsplanen skal indeholde en beskrivelse af, hvordan forsikrings- eller genforsikringsselskaber
agter at udvide modellens anvendelsesområde til andre undermoduler eller forretningsenheder, med det
formål at sikre, at modellen dækker hovedparten af deres forsikringsvirksomhed med relation til dette
specifikke risikomodul.
Artikel 114
Gennemførelsesforanstaltninger
Kommissionen vedtager gennemførelsesbestemmelser for at præcisere følgende:
1) proceduren for godkendelse af en intern model
2) de tilpasninger, der skal foretages af de i artikel 120-125 fastsatte normer for at tage hensyn til den
partielle interne models begrænsede anvendelsesområde.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Artikel 115
Politik for ændring af komplette og partielle interne modeller
Som en del af den indledende proces godkendelse af en intern model skal tilsynsmyndighederne godken-
de den politik, der skal følges ved ændring af forsikrings- og genforsikringsselskabets model. Forsikrings-
og genforsikringsselskaber kan ændre deres interne model i overensstemmelse med denne politik.
Politikken skal indeholde en specifikation af mindre og større ændringer af den interne model.
Større ændringer af den interne model samt ændringer af denne politik kræver altid en forhåndsgodken-
delse fra tilsynsmyndighedernes side, jf. artikel 112.
Mindre ændringer af den interne model kræver ikke forhåndsgodkendelse, så længe de er i overensstem-
melse med denne politik.
Artikel 116
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganets ansvarsområde
Et forsikrings- eller genforsikringsselskabs administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan skal godkende
den ansøgning, der indgives til tilsynsmyndighederne om godkendelse af den interne model som omhand-
let i artikel 112, samt alle ansøgninger om godkendelse af efterfølgende større ændringer af modellen.
904
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet er ansvarligt for indførelsen af systemer, der sikrer, at den
interne model til stadighed fungerer korrekt.
Artikel 117
Tilbagevenden til standardformlen
Efter at have modtaget godkendelse i overensstemmelse med artikel 112 må forsikrings- og genforsik-
ringsselskaber kun vende tilbage til at beregne hele eller en del af solvenskapitalkravet ved brug af
standardformlen som omhandlet i underafdeling 2 i behørigt begrundede tilfælde og efter godkendelse fra
tilsynsmyndighederne.
Artikel 118
Den interne models manglende overholdelse af de gældende bestemmelser
1. Hvis forsikrings- og genforsikringsselskaber, efter at have modtaget tilsynsmyndighedernes tilladelse
til at benytte en intern model, ophører med at overholde betingelserne i artikel 120-125, skal de omgående
enten forelægge tilsynsmyndighederne en plan for, hvordan de agter at sikre overholdelse af disse
betingelser inden for en rimelig frist, eller påvise, at konsekvenserne af den manglende overholdelse af
betingelserne er uvæsentlige.
2. Hvis forsikrings- eller genforsikringsselskabet undlader at gennemføre den i stk. 1 nævnte plan,
kan tilsynsmyndighederne kræve, at selskabet vender tilbage til at beregne solvenskapitalkravet i overens-
stemmelse med standardformlen som omhandlet i underafdeling 2.
Artikel 119
Betydelige afvigelser fra de antagelser, der ligger til grund for standardformlen
Såfremt det er uhensigtsmæssigt at beregne solvenskapitalkravet i overensstemmelse med standardform-
len som omhandlet i underafdeling 2, fordi det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskabs
risikoprofil afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund for standardformlen, kan tilsyns-
myndighederne ved begrundet afgørelse kræve, at det pågældende selskab benytter en intern model til
beregning af solvenskapitalkravet eller de relevante risikomoduler, der indgår heri.
Artikel 120
Anvendelsestest
Forsikrings- og genforsikringsselskaber påviser, at deres interne model er almindeligt anvendt og spiller
en vigtig rolle i deres ledelsessystem som omhandlet i artikel 41-50, særlig:
a) deres risikostyringssystem som omhandlet i artikel 44 og deres beslutningsprocesser
b) deres processer til vurdering og allokering af økonomisk kapital og solvenskapital, inkl. den i
artikel 45 nævnte vurdering.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber påviser endvidere, at den hyppighed, hvormed solvenskapitalkra-
vet beregnes ved brug af den interne model, stemmer overens med den hyppighed, hvormed de benytter
deres interne model til de andre formål, der er nævnt i stk. 1.
Administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet er ansvarligt for at sikre, at den interne models design og
funktionsmåde til stadighed er hensigtsmæssig, og at den interne model på passende vis afspejler det
pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskabs risikoprofil.
905
Artikel 121
Statistiske kvalitetsstandarder
1. Den interne model og navnlig beregningen af den forventede sandsynlighedsfordeling skal overholde
kriterierne i stk. 2-9.
2. De metoder, der benyttes til beregning af den forventede sandsynlighedsfordeling, baseres på
passende, anvendelige og relevante aktuarmæssige og statistiske teknikker og skal stemme overens med
de metoder, der benyttes til beregning af forsikringsmæssige hensættelser.
De metoder, der benyttes til beregning af den forventede sandsynlighedsfordeling, skal baseres på aktuel-
le og troværdige oplysninger og realistiske antagelser.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber skal være i stand til over for tilsynsmyndighederne at begrunde
de antagelser, der danner grundlag for deres interne model.
3. Til den interne model skal benyttes nøjagtige, komplette og hensigtsmæssige data.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber ajourfører de data, der benyttes ved beregningen af den forvente-
de sandsynlighedsfordeling mindst én gang årligt.
4. Der foreskrives ingen bestemt metode til beregning af den forventede sandsynlighedsfordeling.
Uanset hvilken beregningsmetode der vælges, skal den interne metodes evne til at rangere risici være
tilstrækkelig til at sikre, at den er almindeligt anvendt og spiller en vigtig rolle i forsikrings- og genfor-
sikringsselskabers ledelsessystem, særlig deres risikostyringssystemer, beslutningsprocesser og kapitalal-
lokering i overensstemmelse med artikel 120.
Den interne metode skal dække alle væsentlige risici, som forsikrings- og genforsikringsselskaber er
udsat for. Interne modeller dækker mindst de risici, der er nævnt i artikel 101, stk. 4.
5. Med hensyn til diversifikationseffekter kan forsikrings- og genforsikringsselskaber i deres interne
model tage højde for indbyrdes afhængigheder inden for risikokategorier og på tværs af risikokategorier,
forudsat at tilsynsmyndighederne er overbevist om, at det system, der benyttes til måling af disse diversi-
fikationseffekter, er fyldestgørende.
6. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan til fulde tage hensyn til effekten af risikoreduktionstek-
nikker i deres interne model, så længe der i den interne model tages passende højde for kreditrisikoen og
andre risici forbundet med brugen af risikoreduktionsteknikker.
7. Forsikrings- og genforsikringsselskaber foretager i deres interne model en præcis vurdering af de
særlige risici forbundet med finansielle garantier og eventuelle aftalebestemte optioner, når disse er af
væsentlig karakter. De vurderer også risiciene forbundet med både de klausuler, som forsikringstageren
kan gøre brug af, og de aftaleklausuler, som forsikrings- og genforsikringsselskaberne kan gøre brug
af. Med henblik herpå tager de hensyn til de potentielle følger af fremtidige ændringer i de finansielle og
ikke-finansielle vilkår for udnyttelsen af disse klausuler.
8. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan i deres interne model tage hensyn til de fremtidige ledel-
seshandlinger, som ledelsen med rimelighed kan forventes at udføre under bestemte omstændigheder.
I det i første afsnit nævnte tilfælde tager det pågældende selskab højde for den tid, der er nødvendig for
gennemførelsen af sådanne handlinger.
906
9. I deres interne model tager forsikrings- og genforsikringsselskaber hensyn til alle forventede
udbetalinger til forsikringstagere og begunstigede, hvad enten forsikringsaftalen indeholder en garanti for
disse udbetalinger eller ej.
Artikel 122
Kalibreringsstandarder
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber kan til brug for deres interne model benytte en anden
tidshorisont og et andet risikomål end det, der er fastsat i artikel 101, stk. 3, forudsat at de resultater, der
fremkommer ved brug af den interne model, kan benyttes af de pågældende selskaber til beregning af
solvenskapitalkravet på en måde, der sikrer forsikringstagerne og de begunstigede et beskyttelsesniveau
svarende til det, der er fastsat i artikel 101.
2. Forsikrings- og genforsikringsselskaber udleder om muligt og på basis af den i artikel 101, stk. 3,
nævnte Value-at-Risk-værdi solvenskapitalkravet direkte af den forventede sandsynlighedsfordeling, der
fremkommer ved brug af selskabernes interne modeller.
3. Når forsikrings- og genforsikringsselskaber ikke kan udlede solvenskapitalkravet direkte af den
forventede sandsynlighedsfordeling, der fremkommer ved brug af den interne model, kan tilsynsmyn-
dighederne tillade, at der benyttes approksimationer til beregning af solvenskapitalkravet, så længe de
pågældende selskaber kan godtgøre over for tilsynsmyndighederne, at forsikringstagerne er sikret et
beskyttelsesniveau svarende til det, der er angivet i artikel 101.
4. Tilsynsmyndighederne kan kræve, at forsikrings- og genforsikringsselskaber kører deres interne
modeller på relevante referenceporteføljer og benytter antagelser, der bygger på eksterne snarere end
interne data, med det formål at verificere kalibreringen af den interne model og kontrollere, at dens
specifikationer er i overensstemmelse med den almindeligt accepterede praksis på markedet.
Artikel 123
Fordeling af overskud og tab
Forsikrings- og genforsikringsselskaber undersøger mindst én gang årligt årsagerne og kilderne til over-
skud og tab inden for hver væsentlig forretningsenhed.
De påviser, hvordan den kategorisering af risici, der benyttes i den interne model, forklarer årsagerne og
kilderne til overskud og tab. Kategoriseringen af risici og fordelingen af overskud og tab skal afspejle
forsikrings- og genforsikringsselskabernes risikoprofil.
Artikel 124
Valideringsstandarder
Forsikrings- og genforsikringsselskaber validerer regelmæssigt deres interne modeller, hvilket omfatter
overvågning af den interne models funktion, en gennemgang af om modelspecifikationerne fortsat er
hensigtsmæssige, og testning af modellens resultater mod de hidtidige realiseringer.
Modelvalideringsprocessen omfatter en effektiv statistisk proces til validering af den interne model, som
gør det muligt for forsikrings- og genforsikringsselskaber at påvise over for tilsynsmyndighederne, at de
beregnede kapitalkrav er tilstrækkelige.
907
De anvendte statistiske metoder skal teste hensigtsmæssigheden af den forventede sandsynlighedsforde-
ling, ikke blot i sammenligning med de hidtidige tab, men også med alle væsentlige nye data og
oplysninger med relation hertil.
Modelvalideringsprocessen omfatter en analyse af den interne models stabilitet og især en afprøvning af
modelresultaternes følsomhed over for ændringer i de centrale underliggende antagelser. Den omfatter
også en vurdering af, om de data, der benyttes i den interne model, er præcise, komplette og hensigtsmæs-
sige.
Artikel 125
Dokumentationsstandarder
Forsikrings- og genforsikringsselskaber fremlægger dokumentation for den interne models design og
operationelle detaljer.
Dokumentation skal vise, at modellen overholder bestemmelserne i artikel 120-124.
Dokumentationen skal indeholde en detaljeret beskrivelse af den teori, de antagelser og det matematiske
og empiriske grundlag, den interne model bygger på.
Dokumentationen skal indeholde oplysninger om tilfælde, hvor modellen ikke fungerer effektivt.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber fremlægger dokumentation for alle større ændringer af deres
interne model, jf. artikel 115.
Artikel 126
Eksterne modeller og data
Anvendelse af en model eller data hentet hos en tredjepart kan ikke begrunde en fritagelse fra en hvilken
som helst af de betingelser, som en intern model skal opfylde i henhold til artikel 120-125.
Artikel 127
Gennemførelsesforanstaltninger
Kommissionen vedtager gennemførelsesforanstaltninger til artikel 120-126 med henblik på at sikre en
harmoniseret tilgang til brugen af interne modeller i hele Fællesskabet og fremme en bedre vurdering af
forsikrings- og genforsikringsselskabers risikoprofil og ledelse.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Afdeling 5
Minimumskapitalkrav
Artikel 128
Almindelige bestemmelser
Medlemsstaterne forlanger, at forsikrings- og genforsikringsselskaber besidder anerkendt kernekapital til
dækning af minimumskapitalkravet.
Artikel 129
908
Beregning af minimumskapitalkravet
1. Minimumskapitalkravet beregnes i overensstemmelse med følgende principper:
a) det beregnes på en klar og simpel måde og på en sådan måde, at beregningen kan gøres til
genstand for en revision
b) det svarer til et beløb i anerkendt kernekapital, under hvilket forsikringstagere og begunstigede vil-
le blive udsat for et uacceptabelt højt risikoniveau, hvis forsikrings- eller genforsikringsselskabet
tillades at fortsætte sin virksomhed
c) den lineære funktion, der er nævnt i stk. 2, og som benyttes til beregning af minimumskapital-
kravet, kalibreres til Value-at-Risk, der knytter sig til et forsikrings- eller genforsikringsselskabs
kernekapital ved et konfidensniveau på 85 % over en periode på et år
d) den absolutte nedre grænse for minimumskapitalkravet er:
i) 2 200 000 EUR for skadesforsikringsselskaber, herunder captive forsikringsselskaber, undtagen
hvis alle eller nogle af de risici, der er omfattet af en af klasserne 10-15 på listen i bilag I, del A, er
dækket, i hvilket tilfælde grænsen skal være på mindst 3 200 000 EUR
ii) 3 200 000 EUR for livsforsikringsselskaber, herunder captive forsikringsselskaber
iii) 3 200 000 EUR for genforsikringsselskaber, undtagen for captive genforsikringsselskaber, hvor
minimumskapitalkravet skal være på mindst 1 000 000 EUR
iv) summen af de beløb, der er anført i nr. i) og ii) for forsikringsselskaber som nævnt i artikel 73,
stk. 5.
2. Uden at dette berører stk. 3 beregnes minimumskapitalkravet som en lineær funktion af et sæt
bestående af alle eller en del af følgende variabler: selskabets forsikringsmæssige hensættelser, tegnede
præmier, risikovillig kapital, udskudte skatter og administrative udgifter. De benyttede variabler måles
netto i forhold til genforsikring.
3. Minimumskapitalkravet må hverken falde til under 25 % eller overstige 45 % af selskabets
solvenskapitalkrav beregnet i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 2 eller 3, og
inklusive ethvert kapitaltillæg, der pålægges i overensstemmelse med artikel 37, jf. dog stk. 1, litra d).
Medlemsstaterne tillader i en periode, der slutter senest den 31. oktober 2014, deres tilsynsførende myn-
digheder at kræve, at et forsikrings- eller genforsikringsselskab anvender procentsatserne i første afsnit
udelukkende til selskabets solvenskapitalkrav, beregnet i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 4,
underafdeling 2.
4. Forsikrings- og genforsikringsselskaber beregner minimumskapitalkravet mindst hvert kvartal og
indberetter resultatet af denne beregning til tilsynsmyndighederne.
Hvis den ene af grænserne i stk. 3 er bestemmende for et selskabs minimumskapitalkrav, skal selskabet
forelægge den tilsynsførende myndighed oplysninger, der i tilstrækkeligt omfang angiver grundene her-
for.
5. Kommissionen fremlægger senest 31. oktober 2017 Europa-Parlamentet og Det Europæiske Ud-
valg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrelaterede Pensioner, nedsat ved Kommissionens afgørelse 2004/9/
EF35), en rapport om medlemsstaternes regler og tilsynsmyndighedernes praksis i henhold til stk. 1-4.
909
Denne rapport behandler navnlig anvendelsen af og niveauet for den øvre og den nedre grænse i stk. 3
og mulige problemer, som tilsynsmyndighederne og selskaberne stilles over for i forbindelse med anven-
delsen af denne artikel.
Artikel 130
Gennemførelsesforanstaltninger
Kommissionen vedtager gennemførelsesforanstaltninger, hvori præciseres, hvordan det i artikel 128
og 129 nævnte minimumskapitalkrav beregnes.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Artikel 131
Overgangsbestemmelser vedrørende overholdelse af minimumskapitalkravet
Uanset artikel 139 og 144 gælder det, at når et forsikrings- og genforsikringsselskab overholder den
obligatoriske solvensmargen, der er nævnt i henholdsvis artikel 28 i direktiv 2002/83/EF, artikel 16a
i direktiv 73/239/EØF og artikel 37, 38 og 39 i direktiv 2005/68/EF den 31. oktober 2012, men ikke
er i besiddelse af tilstrækkelig anerkendt kernekapital til dækning af minimumskapitalkravet, skal det
pågældende selskab overholde artikel 128 senest den 31. oktober 2013.
Hvis det pågældende selskab ikke overholder artikel 128 inden for den i stk. 1 fastsatte frist, tilbagekaldes
selskabets tilladelse i overensstemmelse med de procedurer, der gælder i henhold til national ret.
Afdeling 6
Investeringer
Artikel 132
»Prudent person«-princip
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber investerer alle deres aktiver i
overensstemmelse med »prudent person«-princippet som beskrevet i stk. 2, 3 og 4.
2. Med hensyn til den samlede aktivportefølje investerer forsikrings- og genforsikringsselskaber kun
i aktiver og instrumenter, hvortil der knytter sig risici, som det pågældende selskab på korrekt vis
kan identificere, måle, overvåge, forvalte, kontrollere og rapportere om og tage behørigt hensyn til i
vurderingen af dets samlede solvensbehov i overensstemmelse med artikel 45, stk. 1, litra a), andet afsnit.
Alle aktiver, og navnlig dem, der medgår til dækning af minimumskapitalkravet og solvenskapitalkravet,
investeres på en måde, der garanterer den samlede porteføljes sikkerhed, kvalitet, likviditet og rentabili-
tet. Derudover skal disse aktiver være lokaliseret, således at de er tilgængelige.
De aktiver, der medgår til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, investeres også på en måde,
der passer til arten og varigheden af forsikrings- og genforsikringsforpligtelserne. Disse aktiver investeres
på en måde, der tjener alle forsikringstageres og begunstigedes interesser bedst, under hensyntagen til
eventuelle forelagte forsikringsmål.
910
I tilfælde af en interessekonflikt sikrer forsikringsselskaberne eller den enhed, der forvalter deres aktiv-
portefølje, at investeringen foretages på en måde, der tjener forsikringstagernes og de begunstigedes
interesser bedst.
3. Uden at dette berører stk. 2, finder andet, tredje og fjerde afsnit i dette stykke anvendelse i
forbindelse med aktiver med relation til livsforsikringsaftaler, hvor investeringsrisikoen bæres af forsik-
ringstagerne.
Når ydelserne ifølge en forsikringsaftale er direkte knyttet til værdien af andele i et investeringsinstitut
som defineret i direktiv 85/611/EØF eller til værdien af aktiver, der indgår i en intern fond, der indehaves
af forsikringsselskaber, og som sædvanligvis er opdelt i andele, dækkes de forsikringsmæssige hensættel-
ser vedrørende disse ydelser så tæt som muligt af disse andele eller, hvor der ikke foreligger andele, af
disse aktiver.
Når ydelserne ifølge en forsikringsaftale er direkte knyttet til et aktieindeks eller en anden referenceværdi
end de i andet afsnit nævnte, dækkes de forsikringsmæssige hensættelser vedrørende disse ydelser så
tæt som muligt enten af de andele, som anses for at repræsentere referenceværdien, eller, hvor der ikke
foreligger andele, af aktiver med passende sikkerhed og omsættelighed, som så tæt som muligt svarer til
de aktiver, som den pågældende referenceværdi er baseret på.
Når de i andet og tredje afsnit nævnte ydelser omfatter en garanti for et investeringsafkast eller et andet
garanteret udbytte, er de aktiver, der medgår til dækning af de tilsvarende supplerende forsikringsmæssige
hensættelser, omfattet af bestemmelserne i stk. 4.
4. Uden at dette berører stk. 2, finder andet til femte afsnit i dette stykke anvendelse i forbindelse med
andre aktiver end dem, der er omfattet af stk. 3.
Brug af derivater er mulig i det omfang, de bidrager til at mindske investeringsrisiciene eller bidrager til
en mere effektiv forvaltning af porteføljen.
Investeringer og aktiver, der ikke omsættes på et reguleret finansielt marked, holdes på et forsigtigt
niveau.
Aktiverne diversificeres således, at der undgås dels en uforholdsmæssig afhængighed af et bestemt aktiv,
en bestemt udsteder, en bestemt koncern eller et bestemt geografisk område, dels en uforholdsmæssig
akkumulering af risici i porteføljen som helhed.
Investeringer i aktiver, der er udstedt af den samme udsteder eller af udstedere, der tilhører den samme
koncern, må ikke udsætte forsikringsselskabet for en uforholdsmæssig risikokoncentration.
Artikel 133
Investeringsfrihed
1. Medlemsstaterne kræver ikke, at forsikrings- og genforsikringsselskaber skal investere i bestemte
kategorier af aktiver.
2. Medlemsstaterne stiller ikke krav om forudgående godkendelse eller systematisk anmeldelse af inve-
steringsbeslutninger truffet af et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller dets investeringsforvalter.
3. Denne artikel berører ikke medlemsstaternes krav med hensyn til begrænsning af de former for
aktiver og referenceværdier, hvortil der kan være knyttet forsikringsfordele. Enhver bestemmelse af denne
911
art kan kun finde anvendelse, hvis investeringsrisikoen bæres af en forsikringstager, som er en fysisk
person, og den må ikke være mere restriktiv end bestemmelserne i direktiv 85/611/EØF.
Artikel 134
Lokalisering af aktiver og forbud mod pantsætning af aktiver
1. Med hensyn til forsikringsrisici, der består i Fællesskabet, kræver medlemsstaterne ikke, at de akti-
ver, der medgår til dækning af forsikringsmæssige hensættelser med relation til disse risici, er lokaliseret i
Fællesskabet eller i en bestemt medlemsstat.
Derudover, med hensyn til fordringer i henhold til genforsikringsaftaler mod selskaber, der har opnået
tilladelse i henhold til dette direktiv, eller som har hovedsæde i et tredjeland, hvis solvensregler betragtes
som ækvivalente i overensstemmelse med artikel 172, stiller medlemsstaterne ikke krav om, at de aktiver,
der medgår til dækning af disse fordringer, skal være lokaliseret i Fællesskabet.
2. Medlemsstaterne må ikke, med henblik på oprettelse af forsikringsmæssige hensættelser, bevare
eller indføre en ordning med bruttohensættelser, som indebærer, at aktiver stilles som sikkerhed for
ikke optjente præmier og udestående erstatningshensættelser, når genforsikreren er et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, der har opnået tilladelse i overensstemmelse med dette direktiv.
Artikel 135
Gennemførelsesforanstaltninger
1. For at sikre en ensartet anvendelse af dette direktiv kan Kommissionen vedtage gennemførelsesforan-
staltninger til præcisering af kvalitative krav på følgende områder:
a) identifikation, måling, overvågning, forvaltning og indberetning af risici i forbindelse med investe-
ringer i relation til artikel 132, stk. 2, første afsnit
b) identifikation, måling, overvågning, forvaltning og indberetning af risici i forbindelse med investe-
ringer i de derivater og aktiver, der er omhandlet i artikel 132, stk. 4, andet afsnit.
2. For at sikre konsekvens på tværs af sektorer og fjerne manglende afstemning af interesserne for
firmaer, der »ompakker« lån til omsættelige værdipapirer og andre finansielle instrumenter (originators),
og interesserne for forsikrings- og genforsikringsselskaber, som investerer i sådanne værdipapirer eller
instrumenter, vedtager Kommissionen gennemførelsesforanstaltninger, som fastsætter:
a) krav, som en »originator« skal opfylde for, at et forsikrings- eller genforsikringsselskab kan få lov
til at investere i sådanne værdipapirer eller instrumenter udstedt efter 1. januar 2011, herunder krav
som sikrer, at denne »originator« bevarer en økonomisk interesse på mindst 5 % netto
b) kvalitative krav, som skal opfyldes af forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som investerer i
sådanne værdipapirer eller instrumenter.
3. Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved
at supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
KAPITEL VII
Forsikrings- og genforsikringsselskaber i vanskeligheder eller med uregelmæssige forhold
Artikel 136
Forsikrings- og genforsikringsselskabets identifikation og indberetning af forværringer af de finan-
sielle vilkår
912
Forsikrings- og genforsikringsselskaber indfører procedurer, der sætter dem i stand til at identificere en
forværring af de finansielle vilkår, og de indberetter omgående sådanne forværringer til tilsynsmyndighe-
derne.
Artikel 137
Manglende opfyldelse af kravet til forsikringsmæssige hensættelser
Hvis et forsikrings- eller genforsikringsselskab ikke efterkommer bestemmelserne i kapitel IV, afdeling 2,
kan tilsynsmyndighederne i selskabets hjemland forbyde den frie rådighed over aktiverne efter at have
underrettet værtslandenes tilsynsmyndigheder herom. Hjemlandets tilsynsmyndigheder angiver, hvilke
aktiver der skal være omfattet af disse foranstaltninger.
Artikel 138
Manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter omgående tilsynsmyndighederne, så snart de
konstaterer, at de ikke længere opfylder solvenskapitalkravet, eller at der er risiko for, at de i løbet af de
efterfølgende tre måneder ikke vil være i stand til at opfylde kravet.
2. Senest to måneder efter at have konstateret, at det ikke opfylder solvenskapitalkravet, forelægger det
pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab en realistisk genoprettelsesplan til godkendelse hos
tilsynsmyndighederne.
3. Tilsynsmyndighederne kræver, at det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab tager de
nødvendige tiltag til senest seks måneder efter konstateringen af den manglende opfyldelse af solvenska-
pitalkravet på ny at afsætte den nødvendige anerkendte egenkapital til dækning af solvenskapitalkravet
eller reducere risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet.
Tilsynsmyndighederne kan om nødvendigt forlænge denne frist med tre måneder.
4. I tilfælde af usædvanligt store fald på de finansielle markeder kan tilsynsmyndighederne forlænge
den i stk. 3, andet afsnit, omhandlede periode med en passende periode under hensyn til alle relevante
faktorer.
Det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab forelægger hver tredje måned tilsynsmyndighe-
den en situationsrapport med en redegørelse for de hidtidige foranstaltninger og fremskridt i retning af
en genskabelse af den nødvendige anerkendte egenkapital til dækning af solvenskapitalkravet eller en
reduktion af risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet.
Den i første afsnit omhandlede forlængelse annulleres, hvis situationsrapporten viser, at der ikke er sket
betydelige fremskridt i retning af en genskabelse af den nødvendige anerkendte egenkapital til dækning af
solvenskapitalkravet eller en reduktion af risikoprofilen for at sikre, at selskabet opfylder solvenskapital-
kravet, mellem datoen for konstateringen af den manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet og datoen
for forelæggelsen af situationsrapporten.
5. Tilsynsmyndighederne kan undtagelsesvis, hvis de er af den opfattelse, at det pågældende selskabs
finansielle situation vil forværres yderligere, desuden begrænse eller forbyde den frie rådighed over
selskabets aktiver. Tilsynsmyndighederne underretter i så fald tilsynsmyndighederne i værtslandene om
alle trufne foranstaltninger. Disse myndigheder træffer efter anmodning fra tilsynsmyndighederne i hjem-
landet de samme foranstaltninger. Hjemlandets tilsynsmyndigheder angiver, hvilke aktiver der skal være
omfattet af disse foranstaltninger.
913
Artikel 139
Manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet
1. Forsikrings- og genforsikringsselskaber underretter tilsynsmyndighederne, så snart de konstaterer, at
de ikke længere opfylder minimumskapitalkravet, eller at der er risiko for, at de i løbet af de efterfølgende
tre måneder ikke vil være i stand til at opfylde kravet.
2. Senest en måned efter at have konstateret, at det ikke opfylder minimumskapitalkravet, forelægger
det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab, til godkendelse hos tilsynsmyndighederne, en
kortfristet realistisk finansieringsplan med henblik på, senest tre måneder efter konstateringen, at forøge
den anerkendte kernekapital til et niveau svarende til minimumskapitalkravet eller reducere risikoprofilen
for at sikre, at selskabet opfylder minimumskapitalkravet.
3. Hjemlandets tilsynsmyndigheder kan endvidere begrænse eller forbyde den frie rådighed over
forsikrings- eller genforsikringsselskabets aktiver. De underretter da tilsynsmyndighederne i værtslandene
herom. Disse myndigheder træffer efter anmodning fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet de samme
foranstaltninger. Hjemlandets tilsynsmyndigheder angiver, hvilke aktiver der skal være omfattet af disse
foranstaltninger.
Artikel 140
Forbud mod den frie rådighed over aktiver, der befinder sig på en medlemsstats område
Medlemsstaterne træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for, at de i de tilfælde, der er nævnt i arti-
kel 137-139 og artikel 144, stk. 2 på anmodning af forsikringsselskabets hjemland og i overensstemmelse
med deres nationale lovgivning kan forbyde den frie rådighed over de aktiver, der befinder sig på deres
område; hjemlandet angiver, hvilke aktiver der skal være omfattet af disse foranstaltninger.
Artikel 141
Tilsynsbeføjelser i tilfælde af en forværring af de finansielle vilkår
Fortsætter forværringen af selskabets solvens, kan tilsynsmyndighederne fortsætte med at træffe alle
nødvendige foranstaltninger til at beskytte forsikringstagernes interesser som led i forsikringsaftaler eller
sikre overholdelsen af forpligtelser, der følger af genforsikringsaftaler, jf. dog artikel 138 og 139.
Disse foranstaltninger skal stå i et rimeligt forhold til og følgelig afspejle graden og varigheden af
forværringen af det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskabs solvens.
Artikel 142
Genoprettelsesplan og finansieringsplan
1. Den i artikel 138, stk. 2, nævnte genoprettelsesplan og den i artikel 139, stk. 2, nævnte finansierings-
plan skal mindst indeholde oplysninger eller dokumentation vedrørende:
a) anslåede administrationsomkostninger, navnlig de løbende almindelige omkostninger og provisio-
ner
b) oplysninger om de forventede indtægter og udgifter i forbindelse med direkte forsikringsvirksom-
hed, overtagelse af genforsikring og afgivelse i genforsikring
c) en prognosticeret balance
d) skøn over de finansielle midler, der er bestemt til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser
og solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet
914
e) den generelle genforsikringspolitik.
2. Hvis tilsynsmyndighederne i henhold til stk. 1 i denne artikel har krævet en genoprettelsesplan
som omhandlet i artikel 138, stk. 2, eller en finansieringsplan som omhandlet i artikel 139, stk. 2,
undlader de at udstede godkendelsescertifikat i henhold til artikel 39, så længe de er af den opfattelse, at
forsikringstagernes rettigheder eller genforsikringsselskabets aftalebestemte forpligtelser er i fare.
Artikel 143
Gennemførelsesforanstaltninger
Kommissionen vedtager gennemførelsesforanstaltninger for at præcisere, hvilke faktorer der skal tages
i betragtning med henblik på anvendelsen af artikel 138, stk. 4, herunder den længste passende periode
udtrykt i det samlede antal måneder, som skal være ens for alle forsikrings- og genforsikringsselskaber
som omhandlet i artikel 138, stk. 4, første afsnit.
Kommissionen kan, når det er nødvendigt at øge konvergensen, vedtage gennemførelsesforanstaltninger
for nærmere at præcisere indholdet af den i artikel 138, stk. 2, nævnte genoprettelsesplan, den i arti-
kel 139, stk. 2, nævnte finansieringsplan, og for så vidt angår artikel 141, idet der drages behørig omsorg
for at undgå procykliske virkninger.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Artikel 144
Tilbagekaldelse af tilladelse
1. Tilsynsmyndighederne i hjemlandet kan tilbagekalde en tilladelse, der er meddelt et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, hvis selskabet:
a) ikke gør brug af tilladelsen inden for en frist på 12 måneder, udtrykkeligt giver afkald herpå
eller ikke har udøvet sin virksomhed i en periode på over seks måneder, medmindre der i den
pågældende medlemsstat findes bestemmelser om, at tilladelsen i sådanne tilfælde uden videre
bortfalder
b) ikke længere opfylder betingelserne for at opnå tilladelse
c) groft tilsidesætter de forpligtelser, der påhviler det i medfør af de bestemmelser, som gælder for
det.
Tilsynsmyndighederne i hjemlandet tilbagekalder en tilladelse, der er meddelt et forsikrings- eller genfor-
sikringsselskab, i tilfælde af, at selskabet ikke opfylder minimumskapitalkravet, og tilsynsmyndighederne
finder, at den forelagte finansieringsplan tydeligvis er utilstrækkelig, eller det pågældende selskab ikke
efterlever den godkendte plan inden for en frist på tre måneder regnet fra det tidspunkt, hvor det blev
konstateret, at minimumskapitalkravet ikke var opfyldt.
2. I tilfælde af tilbagekaldelse eller bortfald af tilladelsen underretter tilsynsmyndighederne i hjemlandet
tilsynsmyndighederne i de øvrige medlemsstater herom, og disse myndigheder træffer alle nødvendige
foranstaltninger for at forhindre forsikrings- eller genforsikringsselskabet i at påbegynde nye forretninger
på deres område.
Tilsynsmyndighederne i hjemlandet træffer sammen med sidstnævnte myndigheder alle egnede foranstalt-
ninger til beskyttelse af de sikredes interesser og begrænser navnlig den frie rådighed over forsikringssel-
skabets aktiver i medfør af artikel 140.
915
3. Enhver beslutning om tilbagekaldelse af en tilladelse skal indeholde en udførlig begrundelse og
meddeles det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
KAPITEL VIII
Fri etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser
Afdeling 1
Forsikringsselskabers etableringsret
Artikel 145
Betingelser for etablering af filial
1. Medlemsstaterne sikrer, at et forsikringsselskab, der ønsker at etablere en filial på en anden
medlemsstats område, meddeler hjemlandets tilsynsmyndigheder dette.
Et selskabs permanente tilstedeværelse på en medlemsstats område sidestilles med en filial, også selv
om denne tilstedeværelse ikke har form af en filial, men blot af et kontor, der ledes af selskabets eget
personale, eller af en uafhængig person, som har en fast bemyndigelse til at handle på selskabets vegne i
lighed med et agentur.
2. Medlemsstaterne kræver, at et forsikringsselskab, som ønsker at etablere en filial i en anden
medlemsstat, indgiver følgende oplysninger sammen med den i stk. 1 nævnte meddelelse:
a) i hvilken medlemsstat, det har til hensigt at etablere en filial
b) en driftsplan, hvori der mindst angives arten af den påtænkte virksomhed og filialens organisatori-
ske struktur
c) navnet på en person, som har tilstrækkelige beføjelser til at forpligte forsikringsselskabet over
for tredjepart samt til at repræsentere forsikringsselskabet eller, i Lloyd᾽s tilfælde, de pågældende
forsikringsgivere og til at repræsentere selskabet eller forsikringsgiverne over for filialmedlems-
statens myndigheder og domstole (»generalbefuldmægtiget«)
d) en adresse i værtslandet, hvorfra der kan indhentes, eller hvortil der kan sendes dokumenter,
herunder alle meddelelser til den generalbefuldmægtigede.
Med hensyn til Lloyd᾽s skal dette, i tilfælde af eventuelle tvister i værtslandet, der hidrører fra indgåede
forpligtelser, ikke medføre større vanskeligheder for de sikrede, end hvis tvisterne vedrørte selskaber af
sædvanlig type.
3. Hvis et skadesforsikringsselskab agter at lade sin filial dække risiciene i forsikringsklasse 10 i del A
i bilag I, bortset fra fragtførernes ansvar, skal det fremlægge en erklæring om, at det er blevet medlem af
det nationale bureau og den nationale garantifond i værtslandet.
4. I tilfælde af ændring af et forhold, der er givet meddelelse om efter stk. 2, litra b), c) eller d),
underretter forsikringsselskabet skriftligt tilsynsmyndighederne i hjemlandet og i den medlemsstat, hvor
den pågældende filial er beliggende om den pågældende ændring senest en måned før gennemførelsen
af ændringen, således at tilsynsmyndighederne i hjemlandet og i den medlemsstat, hvor filialen er
beliggende, kan overholde deres respektive forpligtelser i henhold til artikel 146.
Artikel 146
Meddelelse af oplysninger
916
1. Medmindre tilsynsmyndighederne i hjemlandet henset til den påtænkte etablering har grund til
at nære mistillid til forsikringsselskabets ledelsessystem eller finansielle situation eller den generalbefuld-
mægtigedes egnethed og hæderlighed i overensstemmelse med artikel 42, skal de senest tre måneder efter
modtagelsen af alle de i artikel 145, stk. 2, nævnte oplysninger videresende disse til tilsynsmyndighederne
i værtslandet og underretter det berørte forsikringsselskab herom.
Hjemlandets tilsynsmyndigheder attesterer ligeledes, at forsikringsselskabet opfylder solvenskapitalkravet
og minimumskapitalkravet beregnet i overensstemmelse med artikel 100 og 129.
2. Nægter tilsynsmyndighederne i hjemlandet at videresende de i artikel 145, stk. 2, nævnte oplysninger
til tilsynsmyndighederne i værtslandet, skal dette afslag begrundes over for det berørte forsikringsselskab
inden tre måneder efter modtagelsen af samtlige omhandlede oplysninger.
Et sådant afslag eller manglende svar skal kunne indbringes for domstolene i hjemlandet.
3. Inden forsikringsselskabets filial påbegynder sin virksomhed, har tilsynsmyndighederne i værtslandet
en frist på to måneder fra modtagelsen af de i stk. 1 nævnte oplysninger til i givet fald at meddele hjem-
landets tilsynsmyndigheder de vilkår, som begrundet i almene hensyn skal gælde for udøvelse af denne
virksomhed i værtslandet. Hjemlandets tilsynsmyndigheder meddeler det pågældende forsikringsselskab
disse oplysninger.
Forsikringsselskabet kan etablere filialen og påbegynde sin virksomhed fra den dato, hvor tilsynsmyndig-
heden i hjemlandet har modtaget en sådan meddelelse, eller, hvis der ikke modtages nogen meddelelse, så
snart den i første afsnit nævnte frist er udløbet.
Afdeling 2
Fri udveksling af tjenesteydelser: forsikringsselskaber
Underafdeling 1
Generelle bestemmelser
Artikel 147
Forudgående meddelelse til hjemlandet
Ethvert forsikringsselskab, der for første gang i en eller flere medlemsstater agter at udøve sin virksom-
hed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, skal forinden give tilsynsmyndighederne i
hjemlandet meddelelse herom med angivelse af arten af de risici eller forpligtelser, det har til hensigt at
dække.
Artikel 148
Meddelelse fra hjemlandet
1. Tilsynsmyndighederne i hjemlandet meddeler inden for en frist på en måned efter den i artikel 147
nævnte meddelelse den eller de medlemsstater, på hvis område et forsikringsselskab agter at udøve sin
virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, følgende:
a) et certifikat, hvori det godtgøres, at forsikringsselskabet opfylder solvenskapitalkravet og mini-
mumskapitalkravet beregnet i overensstemmelse med artikel 100 og 129
b) de forsikringsklasser, inden for hvilke forsikringsselskabet har ret til at virke
c) arten af de risici eller forpligtelser, som forsikringsselskabet har til hensigt at dække i værtslandet.
917
Samtidig underretter hjemlandets tilsynsmyndigheder det berørte forsikringsselskab om denne meddelel-
se.
2. Medlemsstater, på hvis område et skadesforsikringsselskab agter at præstere tjenesteydelser og i
forbindelse hermed dække risiciene i forsikringsklasse 10 i del A i bilag I bortset fra fragtførerens ansvar,
kan kræve, at selskabet:
a) meddeler navn og adresse på den i artikel 18, stk. 1, litra h), nævnte repræsentant
b) fremlægger en erklæring om, at det er blevet medlem af det nationale bureau og den nationale
garantifond i værtslandet.
3. Hvis tilsynsmyndighederne i hjemlandet ikke fremsender de i stk. 1 nævnte oplysninger inden for den
deri fastsatte frist, skal de inden for samme frist underrette forsikringsselskabet om årsagerne hertil.
Et sådant afslag eller manglende svar skal gøres til genstand for domstolsprøvelse i hjemlandet.
4. Forsikringsselskabet kan påbegynde sin virksomhed på den dato, hvor det er blevet underrettet om
den i stk. 1, første afsnit, omhandlede meddelelse.
Artikel 149
Ændring i risiciene eller forpligtelserne
Enhver ændring, som forsikringsselskabet agter at foretage i de i artikel 145 omhandlede oplysninger,
underkastes fremgangsmåden i artikel 147 og 148.
Underafdeling 2
Ansvarsforsikring for motorkøretøjer
Artikel 150
Lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer
1. Når et skadesforsikringsselskab gennem et etableret forretningssted beliggende i en medlemsstat
dækker en risiko, som henhører under forsikringsklasse 10 i del A i bilag I, bortset fra fragtførerens
ansvar, og som består i en anden medlemsstat, pålægger værtslandet selskabet at blive medlem af
forsikringsbureauet og garantifonden i den pågældende medlemsstat og at medvirke ved finansieringen
deraf.
2. Det i dette stk. 1 omhandlede finansielle bidrag ydes kun i relation til risici, bortset fra fragtførerens
ansvar, under forsikringsklasse 10 i del A i bilag I, der dækkes gennem levering af tjenesteydelser. Bidra-
get beregnes på samme grundlag som for skadesforsikringsselskaber, der dækker sådanne risici fra et
etableret forretningssted i den pågældende medlemsstat.
Beregningen foretages med udgangspunkt i forsikringsselskabets præmieindtægter inden for denne forsik-
ringsklasse i værtslandet eller det antal risici inden for denne forsikringsklasse, der dækkes i nævnte
medlemsstat.
3. Værtslandet kan stille krav om, at et forsikringsselskab, der tilbyder tjenesteydelser, skal overholde
den pågældende medlemsstats bestemmelser om dækning af forøgede risici, i det omfang de finder
anvendelse på skadesforsikringsselskaber, der er etableret i denne medlemsstat.
Artikel 151
Ligebehandling af personer, der gør krav gældende
918
Værtslandet pålægger skadesforsikringsselskabet at sikre, at personer, der gør krav gældende som følge
af begivenheder på dens område, ikke stilles ringere, fordi virksomheden dækker en risiko, bortset fra
fragtførerens ansvar, under forsikringsklasse 10 i del A i bilag I i henhold til reglerne om fri udveksling af
tjenesteydelser og ikke ud fra et etableret forretningssted i den pågældende medlemsstat.
Artikel 152
Repræsentant
1. Med henblik på artikel 151 pålægger værtslandet skadesforsikringsselskabet at udpege en repræ-
sentant, der er bosat eller etableret på dens område, som skal indsamle alle nødvendige oplysninger i
forbindelse med krav, og som skal have tilstrækkelige beføjelser til at repræsentere virksomheden over for
skadelidte personer, der kunne gøre krav gældende, herunder med hensyn til betaling af sådanne krav, og
til at repræsentere den eller, om nødvendigt, lade den repræsentere over for den pågældende medlemsstats
domstole og myndigheder i forbindelse med disse krav.
Ligeledes kan det pålægges denne repræsentant at repræsentere virksomheden over for tilsynsmyndighe-
derne i værtslandet ved kontrollen af, om der foreligger en forsikringsaftale, der dækker ansvarsforsikring
for motorkøretøjer, samt om gyldigheden af denne aftale.
2. Værtslandet må ikke pålægge repræsentanten at udføre andre aktiviteter for det skadesforsikringssel-
skab, der har udpeget ham, end dem, der er fastsat i stk. 1.
3. Udpegelsen af en repræsentant betragtes ikke i sig selv som oprettelse af en filial i henhold til
artikel 145.
4. Har forsikringsselskabet ikke udpeget en repræsentant, kan medlemsstaterne godkende, at den
skadebehandlingsrepræsentant, der er udpeget i henhold til artikel 4 i direktiv 2000/26/EF, varetager
hvervet som den i stk. 1 i denne artikel nævnte repræsentant.
Afdeling 3
Beføjelser tillagt værtslandets tilsynsmyndigheder
Underafdeling 1
Forsikring
Artikel 153
Sprog
Tilsynsmyndighederne i værtslandet kan kræve, at de oplysninger, som de har lov til at anmode om
vedrørende den virksomhed, der udøves af forsikringsselskaber, som opererer på deres område, gives på
den pågældende medlemsstats officielle sprog.
Artikel 154
Forudgående anmeldelse og forudgående godkendelse
1. Værtslandet må ikke fastsætte bestemmelser om, at der kræves forudgående godkendelse eller
løbende anmeldelse af de almindelige og specielle betingelser i forsikringsaftaler, af tariffer eller, i forbin-
delse med livsforsikring, af det tekniske grundlag for beregningen af bl.a. tariffer og forsikringsmæssige
919
hensættelser og af de formularer og andre dokumenter, som et forsikringsselskab agter at anvende over
for forsikringstagerne.
2. Med henblik på at kontrollere, at deres nationale bestemmelser om forsikringsaftaler overholdes,
kan værtslandet alene kræve, at ethvert forsikringsselskab, der ønsker at udøve forsikringsvirksomhed på
dets område, på opfordring skal kunne forelægge de betingelser og andre dokumenter, som det agter at
anvende, uden at dette dog må gøres til en forhåndsbetingelse for, at forsikringsselskabet kan udøve sin
virksomhed.
3. Værtslandet må hverken opretholde eller indføre krav om forudgående anmeldelse eller godkendelse
af tarifforhøjelser, medmindre krav herom alene er et led i en almindelig priskontrolordning.
Artikel 155
Forsikringsselskaber, der ikke efterkommer retsregler
1. Konstaterer tilsynsmyndighederne i et værtsland, at et forsikringsselskab, der på denne medlemsstats
område har en filial eller udøver virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser,
ikke efterkommer de retsregler i nævnte medlemsstat, der gælder for det, stiller de krav om, at det
pågældende forsikringsselskab bringer et sådant ulovligt forhold til ophør.
2. Foretager det pågældende forsikringsselskab sig ikke det nødvendige, giver tilsynsmyndighederne i
den pågældende medlemsstat tilsynsmyndighederne i hjemlandet meddelelse herom.
Hjemlandets tilsynsmyndigheder træffer snarest muligt alle nødvendige foranstaltninger med henblik på,
at det pågældende forsikringsselskab bringer de ulovlige forhold til ophør.
Hjemlandets tilsynsmyndigheder underretter værtslandets tilsynsmyndigheder om de trufne foranstaltnin-
ger.
3. Hvis forsikringsselskabet trods de foranstaltninger, der er truffet af hjemlandet, eller fordi disse
foranstaltninger viser sig at være utilstrækkelige eller ikke er gennemført i det pågældende land, fortsat
overtræder de retsregler, der gælder i værtslandet, kan værtslandets tilsynsmyndigheder, efter at have
givet hjemlandets tilsynsmyndigheder meddelelse herom, træffe egnede foranstaltninger for at forhindre
eller standse yderligere overtrædelser og, såfremt det er strengt nødvendigt, forbyde selskabet at indgå
nye forsikringsaftaler på værtslandets område.
Medlemsstaterne sikrer, at det på deres område er muligt at forkynde de retsdokumenter, der er nødvendi-
ge for sådanne foranstaltninger, for forsikringsselskaberne.
4. Stk. 1, 2 og 3 berører ikke medlemsstaternes ret til i nødstilfælde at træffe egnede foranstaltninger
for at forhindre lovovertrædelser på deres område. Denne ret indebærer også mulighed for at forhindre
forsikringsselskaber i at fortsætte med at indgå nye forsikringsaftaler på deres område.
5. Stk. 1, 2 og 3 berører ikke medlemsstaternes ret til at pålægge sanktioner ved overtrædelser på deres
område.
6. Hvis det forsikringsselskab, der har gjort sig skyldig i overtrædelsen, har et etableret forretningssted
eller besidder ejendom i den pågældende medlemsstat, kan denne medlemsstats tilsynsmyndigheder
i overensstemmelse med den nationale lovgivning iværksætte de for sådanne overtrædelser fastsatte
nationale administrative sanktioner over for dette forretningssted eller denne ejendom.
920
7. Enhver foranstaltning, der træffes i henhold til stk. 2-6, og som omfatter begrænsninger i udøvelsen
af forsikringsvirksomhed, skal behørigt begrundes og meddeles det pågældende forsikringsselskab.
8. Forsikringsselskaber forelægger på opfordring tilsynsmyndighederne i værtslandet alle de dokumen-
ter, der forlanges af dem med henblik på gennemførelsen af stk. 1-7, for så vidt som forsikringsselskaber,
der har hovedsæde i denne medlemsstat, også er forpligtet dertil.
9. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om antallet og arten af sager, der har ført til afslag i
henhold til artikel 146 og 148, eller hvor der er truffet foranstaltninger i henhold til stk. 4 i denne artikel.
På basis af disse oplysninger underretter Kommissionen hvert andet år Det Europæiske Udvalg for
Forsikring og Arbejdsmarkedsrelaterede Pensioner herom.
Artikel 156
Reklame
Forsikringsselskaber med hovedsæde i en medlemsstat kan ved anvendelse af ethvert foreliggende kom-
munikationsmiddel reklamere for deres ydelser i værtslandet, så længe de ikke tilsidesætter de regler om
sådanne reklamers form og indhold, der er begrundet i almene hensyn.
Artikel 157
Skatter på præmier
1. Uden at det foregriber en senere harmonisering, er alle forsikringsaftaler udelukkende pålagt de
indirekte skatter og skattelignende afgifter, hvormed forsikringspræmierne er belastet i den medlemsstat,
hvor risikoen består eller i den medlemsstat, hvor forpligtelsen består.
Ved anvendelsen af første afsnit betragtes indbo i en ejendom, der er beliggende på en medlemsstats
område, med undtagelse af varer i erhvervsmæssig transit, som en risiko, der består i denne medlemsstat,
selv om ejendommen og dens indbo ikke er dækket af samme forsikringsaftale.
I Spanien pålægges forsikringsaftaler også de ekstragebyrer, der ved lov er fastsat til fordel for det
spanske »Consorcio de Compensación de Seguros« til udførelse af dets opgaver i forbindelse med
godtgørelse af tab på grund af usædvanlige begivenheder i denne medlemsstat.
2. Den lovgivning, der finder anvendelse på aftalen efter artikel 178 i dette direktiv og efter forordning
(EF) nr. 593/2008, har ingen indflydelse på den gældende skattemæssige ordning.
3. Hver medlemsstat anvender på de forsikringsselskaber, som dækker risici eller indgår forpligtelser på
dens område, de nationale bestemmelser vedrørende de foranstaltninger, der skal sikre opkrævning af de
indirekte skatter og skattelignende afgifter i henhold til stk. 1.
Underafdeling 2
Genforsikring
Artikel 158
Genforsikringsselskaber, der ikke efterkommer retsregler
1. Konstaterer tilsynsmyndighederne i en medlemsstat, at et genforsikringsselskab, der på denne
medlemsstats område har en filial eller udøver virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af
tjenesteydelser, ikke efterkommer de retsregler i nævnte medlemsstat, der gælder for det, kræver de, at det
921
pågældende genforsikringsselskab bringer disse uregelmæssige forhold til ophør. Samtidig forelægger de
disse forhold for tilsynsmyndighederne i hjemlandet.
2. Hvis genforsikringsselskabet trods de foranstaltninger, der er truffet af hjemlandet, fortsat overtræder
de retsregler, der gælder for det i værtslandet, eller fordi disse retsregler viser sig at være utilstrækkelige,
kan værtslandets tilsynsmyndigheder, efter at have givet hjemlandets tilsynsmyndigheder meddelelse
herom, træffe egnede foranstaltninger for at forhindre eller sanktionere yderligere overtrædelser og,
såfremt det er strengt nødvendigt, forbyde selskabet at indgå nye genforsikringsaftaler på værtslandets
område.
Medlemsstaterne sikrer, at det på deres område er muligt at forkynde de retsdokumenter, der er nødvendi-
ge for sådanne foranstaltninger, for genforsikringsselskaberne.
3. Enhver foranstaltning, der træffes i henhold til stk. 1 og 2, og som omfatter sanktioner eller begræns-
ninger i udøvelsen af genforsikringsvirksomhed, skal behørigt begrundes og meddeles det pågældende
genforsikringsselskab.
Afdeling 4
Statistiske oplysninger
Artikel 159
Statistiske oplysninger om grænseoverskridende virksomhed
Forsikringsselskaber meddeler særskilt for henholdsvis forsikringsvirksomhed, der udøves i henhold
til reglerne om fri etableringsret, og forsikringsvirksomhed, der udøves i henhold til reglerne om fri
udveksling af tjenesteydelser, den kompetente tilsynsmyndighed i hjemlandet beløbet for præmier, skade-
sudgifter og provisioner, uden fradrag af genforsikringsandelen, således:
a) for skadesforsikring: for hver gruppe af forsikringsklasser som anført i bilag V
b) for livsforsikring: for hver af forsikringsklasserne I til IX som anført i bilag II.
For så vidt angår forsikringsklasse 10 i del A i bilag I, bortset fra fragtførerens ansvar, underretter det på-
gældende selskab også tilsynsmyndighederne om skadesfrekvensen og de gennemsnitlige skadesudgifter.
Hjemlandets tilsynsmyndigheder videregiver inden for en rimelig frist og i samlet form de i stk. 1 og 2
nævnte oplysninger til tilsynsmyndighederne i de berørte medlemsstater efter anmodning fra disse.
Afdeling 5
Behandling af aftaler indgået af filialer i forbindelse med likvidation
Artikel 160
Likvidation af forsikringsselskaber
Træder et forsikringsselskab i likvidation, skal forpligtelserne i forbindelse med aftaler, der er indgået
gennem en filial eller i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, opfyldes på samme
måde som forpligtelserne i forbindelse med dette selskabs andre forsikringsaftaler, uanset de sikredes
eller begunstigedes nationalitet.
Artikel 161
Likvidation af genforsikringsselskaber
922
Træder et genforsikringsselskab i likvidation, skal forpligtelserne i forbindelse med aftaler, der er indgået
gennem en filial eller i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, opfyldes på samme måde
som forpligtelserne i forbindelse med dette selskabs andre genforsikringsaftaler.
Afdeling 5
Behandling af aftaler indgået af filialer i forbindelse med likvidation
Artikel 160
Likvidation af forsikringsselskaber
Træder et forsikringsselskab i likvidation, skal forpligtelserne i forbindelse med aftaler, der er indgået
gennem en filial eller i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, opfyldes på samme
måde som forpligtelserne i forbindelse med dette selskabs andre forsikringsaftaler, uanset de sikredes
eller begunstigedes nationalitet.
Artikel 161
Likvidation af genforsikringsselskaber
Træder et genforsikringsselskab i likvidation, skal forpligtelserne i forbindelse med aftaler, der er indgået
gennem en filial eller i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, opfyldes på samme måde
som forpligtelserne i forbindelse med dette selskabs andre genforsikringsaftaler.
KAPITEL IX
Filialer, der er etableret inden for fællesskabet, og som hører under forsikrings- eller genforsik-
ringsselskaber med hovedsæde uden for fællesskabet
Afdeling 1
Adgang til udøvelse af virksomhed
Artikel 162
Principper for at opnå tilladelse og betingelser
1. Medlemsstaterne gør adgangen til den i artikel 2, stk. 1, første afsnit, omhandlede form for virksom-
hed på deres område betinget af en tilladelse for alle selskaber med hovedsæde uden for Fællesskabet.
2. Medlemsstaten kan give denne tilladelse, såfremt selskabet mindst opfylder følgende betingelser:
a) det er beføjet til at udøve forsikringsvirksomhed i medfør af den nationale lovgivning, det er
undergivet
b) det opretter en filial på den medlemsstats område, hvor tilladelse søges
c) det forpligter sig til på filialens hjemsted at føre særskilt regnskab for den virksomhed, der udøves
der, samt opbevare alle forretningsdokumenter sammesteds
d) det udpeger en generalagent, som skal godkendes af tilsynsmyndighederne
e) det råder i den medlemsstat, hvor det søger om tilladelse, over aktiver af en størrelse, der mindst
er lig med halvdelen af det i artikel 129, stk. 1, litra d), foreskrevne absolutte minimum for
minimumskapitalkravet og deponerer en fjerdedel af dette absolutte minimum som sikkerhed
f) det forpligter sig til at overholde solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet i overensstem-
melse med artikel 100 og 128
923
g) det oplyser navn og adresse på den skadebehandlingsrepræsentant, som er udpeget i enhver anden
medlemsstat end den, hvor tilladelsen søges, hvis de dækkede risici henhører under forsikrings-
klasse 10 i del A i bilag I, bortset fra fragtførerens ansvar
h) det fremlægger en driftsplan i henhold til artikel 163
i) det overholder de ledelseskrav, der er fastsat i kapitel IV, afdeling 2.
3. Med henblik på dette kapitel forstås ved »filial« en permanent tilstedeværelse på en medlemsstats
område af et selskab som omhandlet i stk. 1, der opnår tilladelse i denne medlemsstat og udøver
forsikringsvirksomhed.
Artikel 163
Driftsplan for filialen
1. Den i artikel 162, stk. 2, litra h), nævnte driftsplan for filialen skal indeholde følgende:
a) oplysninger om arten af de risici eller forpligtelser, som selskabet har til hensigt at påtage sig
b) oplysninger om grundprincipperne for genforsikring
c) skøn over det fremtidige solvenskapitalkrav, jf. kapitel VI, afdeling 4, på basis af den forventede
balance samt oplysninger om den metode, der anvendes til beregning af disse skøn
d) skøn over det fremtidige minimumskapitalkrav, jf. kapitel VI, afdeling 5, på basis af den forvente-
de balance samt oplysninger om den metode, der anvendes til beregning af disse skøn
e) oversigt over selskabets anerkendte egenkapital og kernekapital til dækning af solvenskapitalkra-
vet og minimumskapitalkravet som omhandlet i kapitel VI, afdeling 4 og 5
f) anslåede omkostninger ved opbygningen af administrationen og akvisitionsnettet, de dertil bestem-
te finansielle midler og, hvis de risici, der skal dækkes, henhører under forsikringsklasse 18 i del A
i bilag I, de midler, der står til rådighed til levering af assistancen
g) oplysninger om strukturen i ledelsessystemet.
2. Ud over kravene i stk. 1 skal driftsplanen for de første tre regnskabsår indeholde følgende:
a) en prognosticeret balance
b) skøn over de finansielle midler, der er bestemt til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser,
minimumskapitalkravet og solvenskapitalkravet
c) for skadesforsikringsvirksomhed:
i) de anslåede administrationsomkostninger bortset fra omkostninger i forbindelse med administra-
tionens opbygning, navnlig de løbende almindelige omkostninger og provisioner
ii) de anslåede præmier eller bidrag og skadesudgifter
d) for livsforsikringsvirksomhed skal driftsplanen indeholde en oversigt, der giver detaljerede oplys-
ninger om de forventede indtægter og udgifter i forbindelse med direkte forsikringsvirksomhed,
overtagelse af genforsikring og afgivelse i genforsikring.
3. Medlemsstaterne kan, for så vidt angår livsforsikringer, kræve, at forsikringsselskaber foretager
løbende anmeldelse af det tekniske grundlag for beregningen af tariffer og forsikringsmæssige hensættel-
ser, uden at dette dog må gøres til en forhåndsbetingelse for, at et livsforsikringsselskab kan udøve sin
virksomhed.
Artikel 164
Overdragelse af portefølje
1. Medlemsstaterne tillader på de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser, at filialer, der er
etableret på deres område og omhandlet i dette kapitel, overdrager hele eller en del af deres forsikrings-
924
portefølje til et overtagende selskab, der er etableret i samme medlemsstat, hvis tilsynsmyndighederne i
denne medlemsstat eller i givet fald i den i artikel 167 omhandlede medlemsstat bekræfter, at det overta-
gende selskab, overdragelsen taget i betragtning, har den fornødne anerkendte egenkapital til dækning af
det i artikel 100, stk. 1, omhandlede solvenskapitalkrav.
2. Medlemsstaterne tillader på de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser, at filialer, der er
etableret på deres område og omhandlet i dette kapitel, overdrager hele eller en del af deres forsikrings-
portefølje til et forsikringsselskab med hovedsæde i en anden medlemsstat, hvis tilsynsmyndighederne
i denne medlemsstat bekræfter, at det overtagende selskab, overdragelsen taget i betragtning, har den
fornødne anerkendte egenkapital til dækning af det i artikel 100, stk. 1, omhandlede solvenskapitalkrav.
3. Såfremt en medlemsstat på de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser tillader, at filialer,
der er etableret på dens områder og omhandlet i dette kapitel, overdrager hele eller en del af deres
forsikringsportefølje til et agentur eller en filial, som er omhandlet i dette kapitel og etableret på en anden
medlemsstats område, skal den sikre sig, at tilsynsmyndighederne i det overtagende selskabs hjemland
eller i givet fald i den i artikel 167 omhandlede medlemsstat bekræfter at:
a) det overtagende selskab, overdragelsen taget i betragtning, har den fornødne anerkendte egenkapi-
tal til dækning af solvenskapitalkravet
b) en sådan overdragelse er mulig efter loven i det overtagende selskabs hjemland, og
c) sidstnævnte er indforstået med overdragelsen.
4. Den medlemsstat, hvor den overdragende filial er beliggende, giver i de i stk. 1, 2 og 3 nævnte
tilfælde tilladelse til overdragelsen efter at have modtaget godkendelse fra tilsynsmyndighederne i den
medlemsstat, hvor risikoen eller forpligtelsen består, såfremt denne ikke er den medlemsstat, hvor den
overdragende filial er beliggende.
5. Tilsynsmyndighederne i de hørte medlemsstater meddeler tilsynsmyndighederne i det overdragende
filials hjemland deres udtalelse eller deres samtykke senest tre måneder efter anmodningens modtagel-
se. Har de hørte myndigheder ikke svaret ved udløbet af denne frist, betragtes dette som en positiv
udtalelse eller et stiltiende samtykke.
6. En overdragelse, der tillades i henhold til stk. 1-5, skal i den medlemsstat, hvor risikoen eller
forpligtelsen består, offentliggøres som foreskrevet i den nationale lovgivning.
Overdragelsen kan uden videre gøres gældende over for de berørte forsikringstagere, de forsikrede og
enhver anden person, som har rettigheder eller forpligtelser i kraft af de overdragne aftaler.
Artikel 165
Forsikringsmæssige hensættelser
Medlemsstaterne pålægger selskaberne at oprette tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser til dæk-
ning af de på deres område indgåede forsikrings- og genforsikringsforpligtelser beregnet i overensstem-
melse med kapitel VI, afdeling 2. Medlemsstaterne pålægger selskaberne at værdiansætte aktiver og
passiver i overensstemmelse med kapitel VI, afdeling 1, og beregne egenkapitalen i overensstemmelse
med kapitel VI, afdeling 3.
Artikel 166
Solvenskapitalkrav og minimumskapitalkrav
1. Hver medlemsstat pålægger de filialer, der er oprettet på dens område, at råde over en anerkendt
egenkapital, der er sammensat som beskrevet i artikel 98, stk. 3.
925
Solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet beregnes i overensstemmelse med bestemmelserne i
kapitel VI, afdeling 4 og 5.
Ved beregning af solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet, både i forbindelse med skadesforsik-
ring of i forbindelse med livsforsikring skal imidlertid kun filialens forretninger tages i betragtning.
2. Den anerkendte kernekapital, der kræves til dækning af minimumskapitalkravet og det absolutte
minimum for minimumskapitalkravet sammensættes i overensstemmelse med artikel 98, stk. 4.
3. Den anerkendte kernekapital må ikke være mindre end halvdelen af det i artikel 129, stk. 1, litra d),
fastsatte absolutte minimum.
Den sikkerhed, der stilles i overensstemmelse med artikel 162, stk. 2, litra e), medregnes i den anerkendte
kernekapital til dækning af minimumskapitalkravet.
4. De aktiver, der dækker solvenskapitalkravet, skal op til et beløb på størrelse med minimumskapital-
kravet være lokaliseret i den medlemsstat, hvor virksomheden udøves og, for så vidt angår det resterende
beløb, inden for Fællesskabet.
Artikel 167
Fordele for selskaber med tilladelse i flere medlemsstater
1. Selskaber, der har anmodet om eller opnået tilladelse fra flere medlemsstater, kan anmode om
følgende fordele, som kun kan ydes samlet:
a) det i artikel 166 omhandlede solvenskapitalkrav beregnes på grundlag af den samlede virksomhed,
som de udøver inden for Fællesskabet
b) den i artikel 162, stk. 2, litra e), omhandlede sikkerhed stilles kun i én af disse stater
c) de aktiver, der dækker minimumskapitalkravet, kan i overensstemmelse med artikel 134 lokaliseres
i hvilken som helst af de medlemsstater, hvor de udøver deres virksomhed.
I de i første afsnit, litra a), nævnte tilfælde tages kun den virksomhed, som udøves af samtlige filialer, der
er etableret inden for Fællesskabet, i betragtning ved denne beregning.
2. Anmodning om opnåelse af de i stk. 1 nævnte fordele fremsættes over for tilsynsmyndighederne i
de pågældende medlemsstater. I anmodningen anføres den myndighed, der fremover skal efterprøve de i
Fællesskabet etablerede filialers solvens for så vidt angår deres samlede virksomhed. Selskabets valg af
myndighed skal begrundes.
Den sikkerhed, der er omhandlet i artikel 162, stk. 2, litra e), stilles i den pågældende medlemsstat.
3. De i stk. 1 nævnte fordele må kun ydes med samtykke fra tilsynsmyndighederne i samtlige de
medlemsstater, hvor anmodningen er fremsat.
Disse fordele får virkning fra det tidspunkt, på hvilket den valgte tilsynsmyndighed over for de øvrige
tilsynsmyndigheder har erklæret sig rede til at efterprøve de i Fællesskabet etablerede filialers solvens for
så vidt angår deres samlede virksomhed.
Den valgte tilsynsmyndighed modtager fra de øvrige medlemsstater de oplysninger, der er nødvendige for
at efterprøve den samlede solvens for filialer, der er etableret på deres område.
4. Tilladelsen til at anvende de i medfør af stk. 1, 2 og 3 ydede fordele tilbagekaldes af samtlige berørte
medlemsstater samtidig på foranledning af en eller flere af de berørte medlemsstater.
926
Artikel 168
Beretning, tilsynsmæssigt og statistisk materiale og kriseramte selskaber
Med henblik på denne afdeling finder artikel 34 og artikel 139, stk. 3, samt artikel 140 og 141 anvendelse.
Ved anvendelsen af artikel 137-139 i tilfælde af en virksomhed, der har opnået de i artikel 167, stk. 1,
2 og 3, omhandlede fordele, ligestilles den tilsynsmyndighed, der har til opgave at efterprøve solvensen
i de filialer, der er etableret inden for Fællesskabet, for så vidt angår deres samlede virksomhed, med
tilsynsmyndigheden i den medlemsstat, på hvis område virksomheden har sit vedtægtsmæssige hjemsted.
Artikel 169
Adskillelse af skades- og livsforsikringsvirksomhed
1. De i denne afdeling omhandlede filialer må ikke samtidig udøve livsforsikrings- og skadesforsik-
ringsvirksomhed i samme medlemsstat.
2. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne fastsætte, at de i denne afdeling omhandlede filialer, som på
den i artikel 73, stk. 5, første afsnit, nævnte relevante dato udøvede de to former for virksomhed på en
medlemsstats område, kan fortsætte deres virksomhed dér på betingelse af, at der i overensstemmelse
med artikel 74 oprettes særskilt forvaltning for hver af disse former for virksomhed.
3. Enhver medlemsstat, som i medfør af artikel 73, stk. 5, andet afsnit, kræver af de selskaber, der
er etableret på dens område, at de ophører med samtidig at udøve de former for virksomhed, som de
udøvede på den i artikel 73, stk. 5, første afsnit, nævnte relevante dato, skal kræve, at denne afgørelse
ligeledes finder anvendelse på de i denne afdeling omhandlede filialer, som er etableret på dens område,
og som dér udøver begge former for virksomhed samtidig.
Medlemsstaterne kan fastsætte, at de i denne afdeling omhandlede filialer, hvis hovedkontor udøver
begge former for virksomhed samtidig, og som på de i artikel 73, stk. 5, første afsnit, nævnte datoer
på en medlemsstats område udelukkende udøvede skadesforsikringsvirksomhed, kan fortsætte deres
virksomhed dér. Hvis selskabet ønsker at udøve skadesforsikringsvirksomhed på dette område, må det
kun udøve livsforsikringsvirksomhed gennem et datterselskab.
Artikel 170
Tilbagekaldelse af tilladelse for selskaber med tilladelse i flere medlemsstater
Såfremt den i artikel 167, stk. 2, nævnte myndighed tilbagekalder tilladelsen, underretter den tilsynsmyn-
dighederne i de øvrige medlemsstater, hvor selskabet udøver sin virksomhed, herom, og disse træffer
hensigtsmæssige foranstaltninger.
Såfremt beslutningen om tilbagekaldelse begrundes med utilstrækkelig samlet solvens, således som den
er fastsat ved det i artikel 167 omhandlede samtykke foranstalter de medlemsstater, der deltager i dette
samtykke, ligeledes tilbagekaldelse af deres tilladelse.
Artikel 171
Aftaler med tredjelande
Fællesskabet kan i de aftaler, det i overensstemmelse med traktaten indgår med et eller flere tredjelande,
blive enige om anvendelse af bestemmelser, der afviger fra de i denne afdeling fastsatte, med det
927
formål på betingelse af gensidighed at garantere en tilstrækkelig beskyttelse af forsikringstagerne og de
forsikrede i medlemsstaterne.
Afdeling 2
Genforsikring
Artikel 172
Ækvivalens
1. Kommissionen vedtager gennemførelsesforanstaltninger til præcisering af kriterierne for vurdering
af, hvorvidt de solvensregler, som et tredjeland anvender på den genforsikringsvirksomhed, der udøves af
selskaber med hovedsæde i det pågældende tredjeland, er ækvivalente med reglerne i afsnit I.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
2. Kommissionen kan i overensstemmelse med den i artikel 301, stk. 2, nævnte forskriftsprocedure
og under hensyntagen til de i henhold til stk. 1 fastlagte kriterier træffe afgørelse om, hvorvidt de
solvensregler, som et tredjeland anvender på den genforsikringsvirksomhed, der udøves af selskaber med
hovedsæde i det pågældende tredjeland, er ækvivalente med reglerne i afsnit 1.
Disse afgørelser tages op til regelmæssig revision.
3. Når det i overensstemmelse med stk. 2 er blevet fastslået, at et tredjelands solvensregler er
ækvivalente med reglerne i dette direktiv, behandles genforsikringsaftaler indgået med selskaber med
hovedsæde i dette tredjeland på samme måde som genforsikringsaftaler indgået med selskaber, der har
opnået tilladelse i henhold til dette direktiv.
Artikel 173
Forbud mod at stille aktiver som sikkerhed
Medlemsstaterne må ikke med henblik på oprettelse af forsikringsmæssige hensættelser bevare eller ind-
føre en ordning med bruttohensættelser, som indebærer, at aktiver stilles som sikkerhed for ikke optjente
præmier og udestående erstatningshensættelser, hvis genforsikreren er et tredjelandsforsikrings- eller
genforsikringsselskab beliggende i et land, hvis solvensregler betragtes som ækvivalente med reglerne i
dette direktiv, jf. artikel 172.
Artikel 174
Principper og betingelser for udøvelse af genforsikringsvirksomhed
En medlemsstat må ikke på tredjelandsgenforsikringsselskaber, som påbegynder eller udøver genforsik-
ringsvirksomhed på dens område, anvende bestemmelser, som indebærer en gunstigere behandling end
den, der indrømmes genforsikringsselskaber med hovedsæde i den pågældende medlemsstat.
Artikel 175
Aftaler med tredjelande
1. Kommissionen kan fremsætte forslag for Rådet om at indlede forhandlinger med et eller flere
tredjelande om aftaler vedrørende de nærmere vilkår for, hvordan tilsynet skal anvendes på:
a) tredjelandsgenforsikringsselskaber, som udøver genforsikringsvirksomhed i Fællesskabet
928
b) Fællesskabsgenforsikringsselskaber, som udøver genforsikringsvirksomhed i et tredjeland.
2. De i stk. 1 omhandlede aftaler skal bl.a. bestræbe sig på at sikre en effektiv markedsadgang på basis
af ækvivalens i forsigtighedsbaseret regulering for genforsikringsselskaber på hver kontraherende parts
område og gensidig anerkendelse af tilsynsregler og tilsynspraksis i forbindelse med genforsikring. De
skal også bestræbe sig på at sikre:
a) at medlemsstaternes tilsynsmyndigheder kan indhente de nødvendige oplysninger for tilsynet
med genforsikringsselskaber, som har hovedsæde i Fællesskabet og udøver virksomhed på de
pågældende tredjelandes område
b) at tredjelandes tilsynsmyndigheder kan indhente de nødvendige oplysninger for tilsynet med gen-
forsikringsselskaber, som har hovedsæde på deres område og udøver virksomhed i Fællesskabet.
3. Med forbehold af traktatens artikel 300, stk. 1 og 2, undersøger Kommissionen bistået af Det Euro-
pæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrelaterede Pensioner resultatet af de i stk. 1 omhandlede
forhandlinger og den deraf opståede situation.
KAPITEL X
Datterselskaber af forsikrings- og genforsikringsselskaber, der henhører under et tredjelands lov-
givning, og sådanne selskabers erhvervelse af kapitalinteresser
Artikel 176
Medlemsstaternes underretning af Kommissionen
Medlemsstaternes tilsynsmyndigheder underretter Kommissionen og de øvrige medlemsstaters tilsyns-
myndigheder om enhver meddelelse af tilladelse til et direkte eller indirekte datterselskab, hvis modersel-
skab eller moderselskaber henhører under et tredjelands lovgivning.
Der gives i den forbindelse også oplysninger om den pågældende koncerns opbygning.
Når et selskab henhørende under et tredjelands lovgivning erhverver kapitalinteresser i et forsikrings-
eller genforsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i Fællesskabet, som bevirker, at forsikrings- eller
genforsikringsselskabet bliver et datterselskab af dette tredjelandsselskab, underretter hjemlandets tilsyns-
myndigheder Kommissionen og de øvrige medlemsstaters tilsynsmyndigheder herom.
Artikel 177
Tredjelandes behandling af forsikrings- og genforsikringsselskaber fra Fællesskabet
1. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om alle generelle vanskeligheder, som deres forsikrings-
eller genforsikringsselskaber har mødt i forbindelse med etablering eller udøvelse af virksomhed i et
tredjeland.
2. Kommissionen forelægger med jævne mellemrum Rådet en rapport, hvori den gennemgår behandlin-
gen i tredjelande af forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i Fællesskabet,
med hensyn til følgende:
a) etableringen i tredjelande af forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i
Fællesskabet
b) deres erhvervelse af kapitalinteresser i forsikrings- eller genforsikringsselskaber i tredjelande
c) deres udøvelse af forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed
d) deres grænseoverskridende levering af forsikrings- eller genforsikringsydelser fra Fællesskabet til
tredjelande.
929
Kommissionen forelægger Rådet disse rapporter, om nødvendigt ledsaget af passende forslag eller hen-
stillinger.
AFSNIT II
SÆRLIGE BESTEMMELSER VEDRØRENDE FORSIKRING OG GENFORSIKRING
KAPITEL I
Gældende lovgivning og betingelser i direkte forsikringsaftaler
Afdeling 1
Gældende lovgivning
Artikel 178
Gældende lovgivning
Medlemsstater, der ikke er omfattet af forordning (EF) nr. 593/2008, anvender bestemmelserne i den
forordning til at afgøre, hvilken lovgivning der finder anvendelse på forsikringsaftaler, der falder ind
under artikel 7 i nævnte forordning.
Afdeling 2
Lovpligtig forsikring
Artikel 179
Andre forpligtelser
1. Skadesforsikringsselskaber kan tilbyde og indgå aftaler om lovpligtig forsikring på de i denne artikel
fastsatte betingelser.
2. Påbyder en medlemsstat forsikringspligt, opfylder forsikringsaftalen kun dette påbud, hvis den
overholder de særlige bestemmelser, der gælder for forsikringen i den pågældende medlemsstat.
3. Kræver en medlemsstat lovpligtig forsikring, og skal forsikringsselskabet meddele tilsynsmyndighe-
derne, at dækningen er bortfaldet, kan dette bortfald kun gøres gældende over for skadelidte tredjeparter
på de i denne medlemsstat fastsatte betingelser.
4. Hver medlemsstat underretter Kommissionen om de risici, for hvilke der kræves lovpligtig forsikring,
med angivelse af følgende:
a) de særlige bestemmelser vedrørende denne forsikring
b) de oplysninger, som skal indeholdes i den attest, som skadesforsikringsselskabet skal udstede til
den forsikrede, når den pågældende medlemsstat kræver bevis for, at forsikringspligten er opfyldt.
En medlemsstat kan kræve, at de i første afsnit, litra b), omhandlede oplysninger omfatter en erklæring
fra forsikringsselskabet om, at forsikringsaftalen er i overensstemmelse med de særlige bestemmelser, der
gælder for denne forsikring.
Kommissionen offentliggør de i første afsnit, litra b), omhandlede oplysninger i Den Europæiske Unions
Tidende.
Afdeling 3
930
Almene hensyn
Artikel 180
Almene hensyn
Hverken den medlemsstat, hvor risikoen eller den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, må forhindre
forsikringstageren i at indgå en aftale med et forsikringsselskab, der har fået tilladelse i henhold til
artikel 14, når indgåelsen af aftalen ikke er i strid med gældende retsregler begrundet i almene hensyn i
den medlemsstat, hvor risikoen eller forpligtelsen består.
Afdeling 4
Betingelser i forsikringsaftaler og beregning af tariffer
Artikel 181
Skadesforsikring
1. Medlemsstaterne må ikke stille krav om forudgående godkendelse eller løbende anmeldelse af
de almindelige og specielle betingelser i forsikringsaftaler, af tariffer og af formularer og andre trykte
dokumenter, som et forsikringsselskab agter at anvende over for forsikringstagerne.
Medlemsstaterne kan kræve, at de pågældende betingelser og de øvrige dokumenter på opfordring skal
kunne forelægges, alene med henblik på at kontrollere, at nationale bestemmelser om forsikringsaftaler
overholdes. Disse krav må ikke gøres til en forhåndsbetingelse for, at et forsikringsselskab kan udøve sin
virksomhed.
2. En medlemsstat, der pålægger forpligtelse til at tegne en forsikring, kan kræve, at forsikringsselska-
ber meddeler tilsynsmyndighederne de almindelige og specielle betingelser i sådanne forsikringer, før de
anvendes.
3. Medlemsstaterne skal hverken opretholde eller indføre krav om forudgående meddelelse om eller
godkendelse af tarifforhøjelser, medmindre krav herom alene er et led i en almindelig priskontrolordning.
Artikel 182
Livsforsikring
Medlemsstaterne må ikke stille krav om forudgående godkendelse eller løbende anmeldelse af de almin-
delige og specielle betingelser i forsikringsaftaler, af tariffer, af det tekniske grundlag for beregningen
af bl.a. tariffer og forsikringsmæssige hensættelser og af formularer og andre trykte dokumenter, som et
livsforsikringsselskab agter at anvende over for forsikringstagerne.
Hjemlandet kan dog med det ene formål at kontrollere, at de nationale bestemmelser vedrørende de aktu-
armæssige principper overholdes, kræve løbende anmeldelse af det tekniske grundlag for beregningen af
tariffer og forsikringsmæssige hensættelser. Disse krav må ikke gøres til en forhåndsbetingelse for, at et
forsikringsselskab kan udøve sin virksomhed.
Afdeling 5
Oplysninger til forsikringstagere
Underafdeling 1
931
Skadesforsikring
Artikel 183
Generelle oplysninger til forsikringstagere
1. Inden en skadesforsikringsaftale indgås, skal skadesforsikringsselskabet oplyse forsikringstageren om
følgende:
a) hvilken lovgivning der skal gælde for aftalen, hvis parterne ikke kan vælge frit
b) at parterne frit kan vælge lovgivning, og hvilken lovgivning forsikringsselskabet foreslår.
Forsikringsselskabet skal også underrette forsikringstageren om bestemmelserne vedrørende behandling
af klager fra forsikringstagere vedrørende aftalen, herunder om der findes en klageinstans, uden at dette
berører forsikringstagerens adgang til at anlægge retssag.
2. Den i stk. 1 omhandlede pligt gælder kun, hvis forsikringstageren er en fysisk person.
3. Gennemførelsesbestemmelserne til stk. 1 og 2 fastsættes af den medlemsstat, hvor risikoen består.
Artikel 184
Supplerende oplysninger i forbindelse med skadesforsikringer, der tilbydes i henhold til reglerne
om fri etableringsret eller fri udveksling af tjenesteydelser
1. Når en skadesforsikring tilbydes i henhold til reglerne om fri etableringsret eller reglerne om fri
udveksling af tjenesteydelser, skal forsikringstageren, inden forpligtelsen indgås, gøres bekendt med, i
hvilken medlemsstat hovedsædet eller i givet fald den filial, hvormed aftalen skal indgås, er beliggende.
Udleveres der dokumenter til forsikringstageren, skal de indeholde de i første afsnit nævnte oplysninger.
De i første og andet afsnit omhandlede forpligtelser gælder ikke for store risici.
2. Aftalen eller alle andre dokumenter, der yder dækning, samt forsikringsbegæringen, dersom den er
bindende for forsikringstageren, skal angive adressen på hovedsædet for og i givet fald på filialen af det
skadesforsikringsselskab, der yder dækningen.
Medlemsstaterne kan kræve, at navn og adresse på den repræsentant for skadesforsikringsselskabet, der er
nævnt i artikel 148 stk. 2, litra a), også anføres i de dokumenter, der er nævnt i dette stykkes første afsnit.
Underafdeling 2
Livsforsikring
Artikel 185
Oplysninger til forsikringstageren
1. Inden en livsforsikringsaftale indgås, forelægges forsikringstageren mindst de i stk. 2, 3 og 4 nævnte
oplysninger.
2. Der meddeles følgende oplysninger om livsforsikringsselskabet:
a) selskabets navn og juridiske form
b) angivelse af, i hvilken medlemsstat selskabets hovedsæde er beliggende, og i givet fald i hvilken
medlemsstat den filial, som aftalen indgås med, er beliggende
c) hovedsædets adresse samt i givet fald adressen på den filial, som aftalen indgås med
932
d) en konkret henvisning til rapporten om solvens og økonomisk situation som fastlagt i artikel 51,
der giver forsikringstageren let adgang til denne information.
3. Der meddeles følgende oplysninger vedrørende forpligtelsen:
a) definitionen af de enkelte garantier og optioner
b) aftalens løbetid
c) betingelserne for opsigelse af aftalen
d) betingelserne for indbetaling af præmier, herunder over hvilken årrække
e) de nærmere vilkår for beregning og tildeling af bonus
f) en angivelse af tilbagekøbsværdi og fripoliceværdi og arten af de hertil knyttede garantier
g) oplysninger om præmier for de enkelte garantier, herunder for hovedforsikringen og supplerende
garantier, når sådanne oplysninger viser sig hensigtsmæssige
h) en angivelse af anvendte referenceværdier i forsikringsaftaler tilknyttet investeringsfonde
i) en angivelse af arten af de underliggende aktiver i forbindelse med unit-linked aftaler
j) betingelser for udøvelse af opsigelsesretten
k) generelle angivelser vedrørende den skatteordning, der gælder for den pågældende type aftale
l) bestemmelserne vedrørende behandling af klager vedrørende aftalen fra forsikringstagerne, de
forsikrede eller de begunstigede, herunder om der findes en klageinstans, uden at dette berører
retten til at anlægge retssag
m) den lovgivning, der skal gælde for aftalen, hvis parterne ikke kan vælge frit, eller, når parterne frit
kan vælge lovgivning, den lovgivning livsforsikringsselskabet foreslår.
4. Der forelægges endvidere særlige oplysninger med henblik på at sikre, at forsikringstageren virkelig
kan forstå aftalens underliggende risici, som bæres af forsikringstageren.
5. Forsikringstageren informerer under hele forsikringsaftalens løbetid om enhver ændring af følgende
oplysninger:
a) de almindelige og særlige betingelser
b) livsforsikringsselskabets navn og juridiske form samt hovedsædets adresse og i givet fald adressen
på den filial, som aftalen er indgået med
c) alle oplysninger vedrørende stk. 3, litra d)-j), i tilfælde af tillæg til aftalen eller i tilfælde af ændring
af den lovgivning, der finder anvendelse på den
d) årligt oplysninger om bonussituationen.
Når forsikringsselskabet i forbindelse med et tilbud om eller indgåelse af en kontrakt om livsforsikring
forelægger tal vedrørende beløbet på potentielle betalinger, der overstiger og går ud over de kontraktmæs-
sigt fastlagte betalinger, forsyner forsikringsselskabet forsikringstageren med en standardberegning med
angivelse af den potentielle betaling på udløbsdatoen under anvendelse af præmieberegningsgrundlaget
ved tre forskellige rentesatser; dette finder ikke anvendelse på ophørende forsikringer og kontrakter; for-
sikringsselskabet informerer klart og forståeligt forsikringstageren om, at standardberegningen kun er
en beregningsmodel, der er baseret på teoretiske antagelser, og at forsikringstageren ikke kan gøre
kontraktmæssige krav gældende på grundlag af standardberegningen.
Ved forsikringer med gevinstandele underretter forsikringsselskabet én gang årligt skriftligt forsikringsta-
geren om status for forsikringstagerens krav, herunder gevinstandele. Når forsikringsselskabet har forelagt
tal om gevinstandelenes potentielle fremtidige udvikling, underretter forsikringsselskabet endvidere for-
sikringstageren om forskellene mellem den faktiske udvikling og de oprindelige data.
6. Oplysningerne i stk. 2-5 skal forelægges skriftligt og være klart og præcist formuleret og affattet på et
officielt sprog i den medlemsstat, hvor forpligtelsen består.
933
Oplysningerne kan dog affattes på et andet sprog, hvis forsikringstageren anmoder derom, og det er tilladt
i henhold til medlemsstatens lovgivning, eller forsikringstageren frit kan vælge, hvilken lovgivning der
skal anvendes.
7. Den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, må kun kræve, at livsforsikringsselskaberne giver
andre oplysninger end dem, der er anført i stk. 2-5, hvis sådanne oplysninger er nødvendige for, at
forsikringstageren virkelig kan forstå de væsentligste elementer af forpligtelsen.
8. Gennemførelsesbestemmelserne til stk. 1-7 fastsættes af den medlemsstat, hvor forpligtelsen består.
Artikel 186
Opsigelsesperiode
1. Medlemsstaterne sørger for, at forsikringstagere, der tegner individuelle livsforsikringer, har en frist
på mellem 14 og 30 dage fra det tidspunkt, hvor de fik meddelelse om, at forsikringsaftalen er indgået, til
at opsige aftalen.
Forsikringstagernes meddelelse om, at aftalen opsiges, medfører, at de fremover frigøres for alle forplig-
telser i henhold til den pågældende aftale.
Betingelserne for opsigelse og de heraf affødte øvrige retsvirkninger bestemmes efter den lovgivning,
der finder anvendelse på forsikringsaftalen, navnlig hvad angår retningslinjerne for, hvorledes forsikrings-
tageren underrettes om, at forsikringsaftalen er indgået.
2. Medlemsstaterne kan undlade at anvende stk. 1 i følgende tilfælde:
a) når aftalen har en løbetid på seks måneder eller derunder
b) når forsikringstageren på grund af sin særlige situation eller de omstændigheder, hvorunder aftalen
er indgået, ikke har brug for særlig beskyttelse.
Når medlemsstaterne gør brug af muligheden i første afsnit, angiver de dette i deres lovgivning.
KAPITEL II
Særlige bestemmelser vedrørende skadesforsikring
Afdeling 1
Almindelige bestemmelser
Artikel 187
Policebetingelser
De almindelige og særlige policebetingelser omfatter ikke de betingelser, der er beregnet på i de enkelte
tilfælde at tage hensyn til de særlige omstændigheder ved den risiko, der skal dækkes.
Artikel 188
Ophævelse af monopolstillinger
Medlemsstaterne sørger for at ophæve den monopolstilling med hensyn til adgang til udøvelse af virk-
somhed inden for bestemte forsikringsklasser, der er indrømmet organer, der er etableret på deres område,
og som er nævnt i artikel 8.
Artikel 189
934
Deltagelse i nationale garantiordninger
Værtslande kan kræve, at skadesforsikringsselskaber på samme vilkår som de skadesforsikringsselskaber,
der er meddelt tilladelse på deres område, skal være medlemmer af og deltage i enhver ordning, der skal
garantere de forsikrede eller de skadelidte tredjeparter betaling af erstatningsydelser.
Afdeling 2
Coassurance inden for fælleskabet
Artikel 190
Coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet
1. Bestemmelserne i denne afdeling finder anvendelse på sådan coassurancevirksomhed inden for
Fællesskabet, der angår en eller flere af de risici, der er opført under forsikringsklasse 3-16 i del A i
bilag I, og som opfylder følgende betingelser:
a) risikoen er en stor risiko
b) risikoen er ved en enkelt aftale med en samlet præmie og for samme tidsrum dækket af flere
forsikringsselskaber, der som coassurandører ikke hæfter solidarisk, og hvoraf et er det ledende
forsikringsselskab
c) risikoen består inden for Fællesskabet
d) for at kunne dække risikoen behandles det ledende forsikringsselskab som et forsikringsselskab,
der selv ville kunne dække hele risikoen
e) mindst en af coassurandørerne deltager i aftalen gennem sit hovedsæde eller en filial, der er
etableret i en anden medlemsstat end den, hvor det ledende forsikringsselskab er etableret
f) det ledende forsikringsselskab varetager fuldt ud den rolle, som tilkommer det ifølge praksis inden
for coassurancevirksomhed og fastsætter navnlig forsikringsbetingelser og tariffer.
2. Artikel 147-152 finder kun anvendelse på det ledende forsikringsselskab.
3. Coassurancevirksomhed, som ikke opfylder de i stk. 1 nævnte betingelser, henhører fortsat under
bestemmelserne i dette direktiv, dog med undtagelse af bestemmelserne i denne afdeling.
Artikel 191
Deltagelse i coassurancevirksomhed i Fællesskabet
Forsikringsselskabers ret til at deltage i coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet må ikke gøres
betinget af andre bestemmelser end dem, der er fastsat i denne afdeling.
Artikel 192
Forsikringsmæssige hensættelser
Størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser fastsættes af de forskellige coassurandører i henhold
til de regler, der er fastsat af deres hjemlande, eller i mangel af sådanne i henhold til den i denne stat
gældende praksis.
Dog skal de forsikringsmæssige hensættelser være mindst lige så store som de hensættelser, som er fastsat
af det ledende forsikringsselskab i henhold til reglerne i selskabets hjemland.
Artikel 193
Statistiske oplysninger
935
Hjemlandene sørger for, at coassurandører råder over statistiske oplysninger, der viser omfanget af den
coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet, de deltager i, samt hvilke medlemsstater der er tale om.
Artikel 194
Behandling af coassuranceaftaler i forbindelse med likvidation
I tilfælde af et forsikringsselskabs likvidation opfyldes forpligtelser i forbindelse med deltagelse i en
coassuranceaftale inden for Fællesskabet på samme måde som forpligtelser i forbindelse med dette
selskabs andre forsikringsaftaler, uanset de forsikredes eller de begunstigedes nationalitet.
Artikel 195
Udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndigheder
Med henblik på gennemførelsen af bestemmelserne i denne afdeling meddeler medlemsstaternes tilsyns-
myndigheder hinanden alle nødvendige oplysninger som led i det samarbejde, der er omhandlet i afsnit I,
kapitel IV, afdeling 5.
Artikel 196
Samarbejde om gennemførelse
Kommissionen og medlemsstaternes tilsynsmyndigheder samarbejder tæt med henblik på at undersøge de
vanskeligheder, der eventuelt kan opstå ved gennemførelsen af bestemmelserne i denne afdeling.
Som led i dette samarbejde undersøges navnlig mulige fremgangsmåder, som viser, at det ledende
forsikringsselskab ikke opfylder den rolle, som tilkommer det ifølge praksis inden for coassurancevirk-
somhed, eller fordi dækningen af de pågældende risici tydeligvis ikke kræver deltagelse af to eller flere
forsikringsselskaber.
Afdeling 3
Assistance
Artikel 197
Virksomhed svarende til turistassistance
Medlemsstaterne kan lade virksomhed i form af assistance til personer, der kommer i vanskeligheder
under andre omstændigheder end de i artikel 2, stk. 2, omhandlede, være underlagt dette direktiv.
Gør en medlemsstat brug af denne mulighed, skal den sidestille de nævnte former for virksomhed med
dem, der er klassificeret under forsikringsklasse 18 i del A i bilag I.
Stk. 2 påvirker på ingen måde de i bilag I fastsatte klassificeringsmuligheder for de former for virksom-
hed, der klart henhører under andre forsikringsklasser.
Afdeling 4
Retshjælpsforsikring
Artikel 198
Anvendelsesområdet for bestemmelserne i denne afdeling
936
1. Bestemmelserne i denne afdeling gælder for den retshjælpsforsikring, som er omhandlet under
forsikringsklasse 17 i del A i bilag I, hvorved et forsikringsselskab mod præmiebetaling forpligter sig
til at dække omkostninger ved retssager og at præstere andre tjenesteydelser, der følger af forsikringsdæk-
ningen, blandt andet med henblik på:
a) at opnå erstatning for den skade, som den forsikrede har lidt, enten ved forlig eller under en
civilretlig sag eller en straffesag
b) at forsvare eller repræsentere den forsikrede under en civilsag, en straffesag eller en sag be-
handlet administrativt eller på lignende måde, eller i anledning af et krav, som er rejst mod
vedkommende.
2. Bestemmelserne i denne afdeling finder ikke anvendelse:
a) på retshjælpsforsikring, der er knyttet til tvister eller risici hidrørende fra brugen af søgående
fartøjer, eller som har forbindelse med sådan brug
b) på den virksomhed, der udøves af et ansvarsforsikringsselskab i forbindelse med den forsikredes
forsvar eller repræsentation i en hvilken som helst sag behandlet retsligt eller administrativt, for så
vidt denne virksomhed udøves samtidig med varetagelsen af det pågældende forsikringsselskabs
egne interesser i henhold til denne dækning
c) såfremt en medlemsstat foreskriver det, på den retshjælpsforsikringsvirksomhed, der udøves af et forsik-
ringsselskab, der tilbyder assistance, og som opfylder følgende betingelser:
i) virksomheden udøves i en anden medlemsstat end den, hvor den forsikrede har sit faste opholdssted
ii) virksomheden indgår i en aftale, der kun vedrører assistance til personer, der kommer i vanskeligheder
under rejser, under fravær fra deres bopæl eller deres sædvanlige opholdssted.
Med henblik på første afsnit, litra c), skal det af aftalen klart fremgå, at den pågældende dækning er
begrænset til de i nævnte litra omhandlede forhold og er accessorisk i forhold til assistancen.
Artikel 199
Særskilte aftaler
Retshjælpsdækning skal være omfattet af en i forhold til de øvrige forsikringsklasser særskilt aftale eller
af et særskilt kapitel i en enkelt police med angivelse af omfanget af retshjælpsdækningen, og, hvis
medlemsstaten kræver det, af den dertil svarende præmie.
Artikel 200
Behandling af krav
1. Hjemlandet sikrer, at forsikringsselskaber, efter den mulighed, som medlemsstaten har valgt, eller
efter eget valg, hvis medlemsstaten giver sit samtykke hertil, vedtager mindst en af de metoder til
behandling af krav, der er beskrevet i stk. 2-4.
Uanset hvilken mulighed der vælges, anses de retshjælpssikredes interesser for at være omfattet af
ækvivalente garantier i henhold til bestemmelserne i denne afdeling.
2. Forsikringsselskaber sikrer, at ingen medarbejder, der beskæftiger sig med behandlingen af rets-
hjælpsforsikringskrav eller med juridisk rådgivning i forbindelse med denne behandling, samtidig udøver
en lignende aktivitet i et andet selskab, som har finansiel, forretningsmæssig eller administrativ tilknyt-
ning til førstnævnte forsikringsselskab, og som omfatter en eller flere andre forsikringsklasser henhørende
under bilag I.
937
Forsikringsselskaber, der tegner flere forsikringsklasser, sikrer, at ingen medarbejder, der beskæftiger sig
med behandlingen af retshjælpsforsikringskrav eller med juridisk rådgivning i forbindelse med denne
behandling, samtidig udøver en lignende aktivitet inden for en anden forsikringsklasse omfattet af samme
selskaber.
3. Forsikringsselskabet overlader behandlingen af skadessager under klassen for retshjælpsforsikring til
et i juridisk henseende selvstændigt selskab. Dette selskab angives i den særskilte aftale eller det særskilte
kapitel, der er nævnt i artikel 199.
Er dette i juridisk henseende selvstændige selskab knyttet til et andet forsikringsselskab, som udøver
forsikringsvirksomhed i en eller flere af de forsikringsklasser, der er anført under del A i bilag I, skal
de medarbejdere i det i juridisk henseende selvstændige selskab, der beskæftiger sig med behandling af
skadessager eller med juridisk rådgivning i forbindelse med denne behandling, ikke samtidig udøve den
samme eller en lignede aktivitet i det andet forsikringsselskab. Medlemsstaterne kan bestemme, at dette
krav også skal gælde for medlemmerne af administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet.
4. Aftalen foreskriver, at de forsikrede kan, så snart forsikringsselskabets intervention kan påberåbes,
overdrage forsvaret af deres interesser til en advokat efter eget valg, eller, for så vidt den nationale
lovgivning tillader dette, til enhver anden behørigt kvalificeret person.
Artikel 201
Frit advokatvalg
1. Enhver forsikringsaftale om retshjælp skal indeholde udtrykkelig bestemmelse om at:
a) den forsikrede frit kan vælge sin advokat eller enhver anden person, som er behørigt kvalificeret
i henhold til den nationale lovgivning, når det er påkrævet for at forsvare, repræsentere eller
varetage hans interesser i en sag behandlet retsligt eller administrativt
b) de forsikrede frit kan vælge en advokat eller, hvis de foretrækker det og for så vidt den nationale
lovgivning tillader dette, enhver anden behørigt kvalificeret person til at varetage deres interesser,
når der foreligger en interessekonflikt.
2. Med henblik på denne afdeling forstås ved »advokat« enhver person, der har ret til at udøve
virksomhed under en af de betegnelser, der er anført i Rådets direktiv 77/249/EØF af 22. marts 1977 om
lettelser med henblik på den faktiske gennemførelse af advokaters fri udveksling af tjenesteydelser36).
Artikel 202
Undtagelse fra reglen om frit advokatvalg
1. Medlemsstaterne kan undtage retshjælpsforsikring fra artikel 201, stk. 1, hvis samtlige nedenstående
betingelser er opfyldt:
a) forsikringen vedrører udelukkende sager, der skyldes brug af vejkøretøjer på den pågældende
medlemsstats område
b) forsikringen er knyttet til en aftale om ydelse af assistance i tilfælde af ulykke eller uheld, hvor et
vejkøretøj er impliceret
c) hverken retshjælpsforsikreren eller assistanceforsikreren dækker ansvarsklasser
d) der er truffet forholdsregler, for at den juridiske rådgivning og hver parts repræsentation i en tvist
varetages af totalt uafhængige advokater, når disse parter er retshjælpsforsikrede hos det samme
forsikringsselskab.
2. En undtagelse, som indrømmes i medfør af stk. 1, berører ikke anvendelsen af artikel 200.
938
Artikel 203
Voldgift
Medlemsstaterne skal med henblik på bilæggelse af en tvist mellem retshjælpsforsikreren og den forsikre-
de og med forbehold af enhver ret til at indbringe en sag for en retsinstans i henhold til den nationale
lovgivning fastsætte bestemmelser om voldgift eller andre procedurer, som giver tilsvarende sikkerhed for
objektivitet.
Forsikringsaftalen skal indeholde bestemmelse om, at den forsikrede har ret til at bringe sådanne procedu-
rer i anvendelse.
Artikel 204
Interessekonflikt
Når der opstår en interessekonflikt, eller hvis der er uenighed med hensyn til tvistens bilæggelse, skal
retshjælpsforsikreren eller i givet fald det organ, der behandler skadessagerne, underrette den forsikrede
om den i artikel 201, stk. 1, omhandlede ret og om muligheden for at anvende den i artikel 203 nævnte
procedure.
Artikel 205
Ophævelse af krav om specialisering i retshjælpsforsikring
Medlemsstaterne ophæver enhver bestemmelse, der forbyder forsikringsselskaber at udøve retshjælpsfor-
sikring og forsikring i andre forsikringsklasser samtidig på deres område.
Afdeling 5
Sygeforsikring
Artikel 206
Sygeforsikring som alternativ til socialsikring
1. Medlemsstater, hvor aftaler til dækning af de risici, der er nævnt under forsikringsklasse 2 i del A i
bilag I, delvist eller fuldstændigt kan erstatte den sygesikring, der er indbygget i den lovpligtige sociale
sikringsordning, kan kræve at:
a) aftalen er i overensstemmelse med de specifikke retsforskrifter til beskyttelse af almene hensyn i
forbindelse med den pågældende type forsikring, som medlemsstaten har fastsat,
b) de almindelige og specielle betingelser, der er forbundet med denne forsikring, meddeles medlems-
statens tilsynsmyndigheder, før de anvendes.
2. Medlemsstaterne kan kræve, at sygeforsikring i henhold til stk. 1 teknisk set skal fungere på lignende
måde som livsforsikring, når alle følgende betingelser er opfyldt:
a) de betalte præmier beregnes på grundlag af sygelighedstavler og andre relevante statistiske oplys-
ninger, som gælder for den medlemsstat, hvor risikoen består, efter de matematiske metoder, der
anvendes i forsikring
b) der afsættes hensættelser for stigende alder
c) forsikringsselskabet kun kan opsige aftalen inden for et bestemt tidsrum, som fastsættes af den
medlemsstat, hvor risikoen består
d) aftalen åbner mulighed for at hæve præmierne eller nedsætte ydelserne selv for bestående aftaler
939
e) aftalen åbner mulighed for, at forsikringstagerne kan ændre deres bestående aftale til en ny aftale i
henhold til stk. 1, der tilbydes af det samme forsikringsselskab eller den samme filial, idet der tages
hensyn til deres erhvervede rettigheder.
I det i første afsnit, litra e), nævnte tilfælde skal der tages hensyn til hensættelserne for stigende alder, og
der kan kun kræves ny lægeundersøgelse ved øget dækning.
I så fald skal medlemsstatens tilsynsmyndigheder offentliggøre de i første afsnit, litra a), omhandlede
sygelighedstavler og andre relevante statistiske oplysninger og sende dem til hjemlandets tilsynsmyndig-
heder.
Præmierne skal ud fra rimelige aktuarmæssige antagelser være tilstrækkelige til, at forsikringsselskaberne
kan opfylde alle deres forpligtelser vedrørende alle aspekter af deres finansielle situation. Hjemlandet
kræver, at det tekniske grundlag for beregningen af præmierne meddeles dens tilsynsmyndigheder, inden
produktet tages i brug.
Tredje og fjerde afsnit gælder også, når bestående aftaler ændres.
Afdeling 6
Arbejdsskadeforsikring
Artikel 207
Lovpligtig arbejdsskadeforsikring
Medlemsstaterne kan kræve af alle forsikringsselskaber, der på deres område for egen risiko tegner
lovpligtige arbejdsskadeforsikringer, at de overholder de specifikke bestemmelser for denne form for
forsikring i de nationale lovgivninger, bortset fra bestemmelserne om finansielt tilsyn, som udelukkende
henhører under hjemlandets kompetence.
KAPITEL III
Særlige bestemmelser vedrørende livsforsikring
Artikel 208
Forbud mod obligatorisk afgivelse af en del af de tegnede forsikringer
Medlemsstaterne må ikke pålægge livsforsikringsselskaber, at de skal afgive en del af deres tegnede
forsikringer vedrørende de i artikel 2, stk. 3, omhandlede forsikringsformer til et eller flere organer, som
er fastsat ved national lov.
Artikel 209
Præmier for nye forretninger
Præmierne for nye forretninger skal, vurderet ud fra rimelige aktuarmæssige antagelser, være tilstrækkeli-
ge til, at livsforsikringsselskabet kan opfylde alle sine forpligtelser, herunder navnlig afsætte forsikrings-
mæssige hensættelser i overensstemmelse hermed.
I den forbindelse kan der tages hensyn til alle aspekter af livsforsikringsselskabets økonomiske situation,
idet det skal undgås, at tilførslen af andre midler end præmier og afkastet heraf bliver systematisk og
permanent, hvilket på længere sigt kunne bringe det pågældende selskabs solvens i fare.
940
KAPITEL IV
Særlige bestemmelser vedrørende genforsikring
Artikel 210
Finite reinsurance
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber, der indgår finite reinsurance-af-
taler eller udøver finite reinsurance-virksomhed, kan identificere, måle, overvåge, styre, kontrollere og
rapportere de risici, der følger af disse aftaler eller denne virksomhed.
2. For at sikre, at der fastlægges en harmoniseret tilgang til finite reinsurance-virksomhed, kan Kom-
missionen vedtage gennemførelsesbestemmelser, hvori bestemmelserne i stk. 1 præciseres med hensyn til
overvågning, styring og kontrol af risici, der opstår som følge af finite reinsurance-virksomhed.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv, herunder
ved at supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
3. Med henblik på stk. 1 og 2 forstås ved finite reinsurance genforsikring, hvor den eksplicitte
maksimale tabsrisiko udtrykt som den maksimale overførte økonomiske risiko, der opstår som følge af
en betydelig overførsel af forsikrings- og timingrisiko, overstiger præmien i hele aftalens løbetid, med et
begrænset, men betydeligt beløb, når mindst et af de følgende kendetegn er til stede:
a) eksplicit og omfattende hensyntagen til pengenes tidsværdi
b) aftalebestemmelser til udligning af forholdet mellem parterne med hensyn til økonomisk erfaring
over tid med henblik på at opnå den tilsigtede risikooverførsel.
Artikel 211
Special purpose vehicles
1. Medlemsstaterne tillader, at der på deres område stiftes special purpose vehicles efter forudgående
tilsynsmæssig godkendelse heraf.
2. For at sikre en harmoniseret tilgang til special purpose vehicles, vedtager Kommissionen gennemfø-
relsesbestemmelser, der fastsætter følgende:
a) tilladelsens omfang
b) obligatoriske bestemmelser til indsættelse i alle udstedte aftaler
c) de i artikel 42 omhandlede krav til egnethed og hæderlighed, der stilles til lederne af en special
purpose vehicle
d) krav til egnethed og hæderlighed blandt aktionærer og medlemmer med kvalificeret deltagelse i en
special purpose vehicle
e) krav til sunde administrative og regnskabsmæssige procedurer, tilstrækkelige interne kontrolmeka-
nismer og risikostyring
f) krav til regnskabsføring, forsigtigheds- og statistiske oplysninger
g) solvenskrav.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv, herunder
ved at supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
3. Special purpose vehicles, som er godkendt inden 31. oktober 2012, er omfattet af lovgivningen i
den medlemsstat, som har godkendt den pågældende special purpose vehicle. Enhver ny aktivitet, som er
indledt af en sådan special purpose vehicle efter denne dato, er omfattet af bestemmelserne i stk. 1 og 2.
941
AFSNIT III
TILSYN MED FORSIKRINGS- OG GENFORSIKRINGSSELSKABER I EN KONCERN
KAPITEL I
Koncerntilsyn: definitioner, anvendelsestilfælde, -område og -niveauer
Afdeling 1
Definitioner
Artikel 212
Definitioner
1. I dette direktiv forstås ved:
a) »deltagende selskab«: et selskab, som enten er et moderselskab eller et andet selskab, der besidder
en kapitalinteresse, eller et selskab, der er knyttet til et andet selskab som omhandlet i artikel 12,
stk. 1, i direktiv 83/349/EØF
b) »tilknyttet selskab«: et selskab, som enten er et datterselskab eller et andet selskab, hvori der
besiddes en kapitalinteresse, eller et selskab, der er knyttet til et andet selskab som omhandlet i
artikel 12, stk. 1, i direktiv 83/349/EØF
c) »koncern«: en gruppe af selskaber der:
i) består af et deltagende selskab, dets datterselskaber og de enheder, i hvilke det deltagende
selskab eller dets datterselskaber besidder en kapitalinteresse, og virksomheder, der er tilknyttet
hinanden som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 83/349/EØF, eller
ii) er baseret på indgåelsen aftalemæssigt eller på anden vis af en stærk og holdbar finansiel
tilknytning mellem selskaberne, og som kan omfatte gensidige eller gensidiglignende foreninger,
på betingelse af at:
— et af disse selskaber gennem en centraliseret samordning udøver en faktisk bestemmende
indflydelse på afgørelserne, herunder de finansielle afgørelser, i de øvrige selskaber, der er en del
af koncernen, og
— oprettelsen og ophævelsen af sådanne forbindelser, hvad angår dette afsnit, er underlagt forud-
gående godkendelse af den koncerntilsynsførende
når det selskab, som udfører den centraliserede samordning, betragtes som moderselskab, og de
andre selskaber betragtes som datterselskaber
d) »koncerntilsynsførende«: den tilsynsmyndighed, der er ansvarlig for koncerntilsyn som fastsat i
overensstemmelse med artikel 247
e) »tilsynskollegium«: en permanent men fleksibel struktur til sikring af samarbejdet mellem og
samordningen af de berørte medlemsstaters tilsynsmyndigheder
f) »forsikringsholdingselskab«: et moderselskab, som ikke et blandet finansielt holdingselskab som
omhandlet i direktiv 2002/87/EF, og hvis hovedvirksomhed er at erhverve og besidde kapitalinte-
resser i datterselskaber, når disse datterselskaber udelukkende eller hovedsagelig er forsikrings-
eller genforsikringsselskaber eller tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskaber, men hvor
dog mindst ét af disse datterselskaber er et forsikrings- eller genforsikringsselskab
942
g) »blandet forsikringsholdingselskab«: et moderselskab, som ikke er et forsikrings- eller genforsik-
ringsselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab, et forsikringsholdingsel-
skab eller et blandet finansielt holdingselskab i den i direktiv 2002/87/EF anvendte betydning, og
som omfatter mindst ét datterselskab, der er et forsikrings- eller genforsikringsselskab.
2. I dette afsnit betragter tilsynsmyndighederne som moderselskab også ethvert selskab, der efter
tilsynsmyndighedernes opfattelse udøver en faktisk bestemmende indflydelse på et andet selskab.
De betragter ligeledes som datterselskab ethvert selskab, på hvilket et moderselskab efter tilsynsmyndig-
hedernes opfattelse udøver en faktisk bestemmende indflydelse.
De betragter desuden som kapitalinteresse enhver direkte eller indirekte besiddelse af stemmerettigheder
eller kapital i et selskab, på hvilket der efter tilsynsmyndighedernes opfattelse udøves en faktisk bestem-
mende indflydelse.
Afdeling 2
Anvendelsestilfælde og -område
Artikel 213
Anvendelsestilfælde for koncerntilsyn
1. Medlemsstaterne påser, at der på koncernniveau udøves tilsyn med forsikrings- og genforsikringssel-
skaber, der i henhold til dette afsnit er del af en koncern.
Bestemmelserne i dette direktiv, der fastsætter reglerne om tilsyn med de enkelte forsikrings- og genfor-
sikringsselskaber, finder fortsat anvendelse på sådanne selskaber, medmindre andet er fastsat i dette
afsnit.
2. Medlemsstaterne påser, at der udøves koncerntilsyn med:
a) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som er deltagende selskaber i mindst et forsikrings- eller
genforsikringsselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab som omhandlet i
artikel 218-258
b) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, hvis moderselskab er et forsikringsholdingselskab, der
har sit hovedsæde i Fællesskabet, som omhandlet i artikel 218-258
c) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, hvis moderselskab er et forsikringsholdingselskab, der
har sit hovedsæde uden for Fællesskabet, eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringssel-
skab som omhandlet i artikel 260-263
d) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, hvis moderselskab er et blandet forsikringsholdingsel-
skab som omhandlet i artikel 265.
3. I de anvendelsestilfælde, der er anført i stk. 2, litra a) og b), hvor det deltagende forsikrings-
eller genforsikringsselskab eller forsikringsholdingselskabet, der har sit hovedsæde i Fællesskabet, er et
tilknyttet selskab under en tilsynspligtig enhed eller et blandet finansielt holdingselskab, der er underlagt
supplerende tilsyn i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, i direktiv 2002/87/EF, kan den koncerntil-
synsførende, efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder, beslutte ikke at lade det del-
tagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller forsikringsholdingselskabet være omfattet af tilsyn
med koncentrationsrisiko som omhandlet i artikel 244 i dette direktiv eller af tilsyn med koncerninterne
transaktioner som omhandlet i artikel 245 i dette direktiv eller beslutte ikke at udøve nogen af disse
former for tilsyn.
Artikel 214
943
Anvendelsesområde for koncerntilsyn
1. Udøvelse af koncerntilsyn i overensstemmelse med artikel 213 indebærer på ingen måde, at
tilsynsmyndighederne har pligt til at udøve en tilsynsfunktion over for det enkelte tredjelandsforsikrings-
eller genforsikringsselskab, forsikringsholdingselskab eller blandede forsikringsholdingselskab, jf. dog
artikel 257 med hensyn til forsikringsholdingselskaber.
2. Den koncerntilsynsførende kan beslutte fra sag til sag ikke at medtage et selskab i koncerntilsynet
som omhandlet i artikel 213, når:
a) selskabet er beliggende i et tredjeland, hvor der er retlige hindringer for videregivelsen af de
nødvendige oplysninger, jf. dog artikel 229
b) selskabet, der påtænkes medtaget, kun er af ringe betydning set ud fra formålene med koncerntilsy-
net, eller
c) det under hensyntagen til formålene med koncerntilsynet ville være uhensigtsmæssigt eller vildle-
dende at medtage det pågældende selskab.
Når flere selskaber i samme koncern, enkeltvist betragtet, kan udelukkes i henhold til første afsnit,
litra b), kan de dog medtages, dersom de som helhed er af ikke uvæsentlig betydning.
Når den koncerntilsynsførende ikke mener, at et forsikrings- eller genforsikringsselskab bør medtages
i koncerntilsynet, jf. første afsnit, litra b) eller c), konsulterer den de øvrige kompetente myndigheder,
inden der træffes en afgørelse.
Når den koncerntilsynsførende ikke medtager et forsikrings- eller genforsikringsselskab i koncerntilsynet,
jf. første afsnit, litra b) eller c), kan tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor det pågældende
selskab er beliggende, anmode selskabet, der er moderselskab i koncernen, om enhver oplysning, der kan
fremme tilsynet med det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
Afdeling 3
Anvendelsesniveauer
Artikel 215
Det endelige moderselskab på fællesskabsniveau
1. Når det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller forsikringsholdingselskabet som
omhandlet i artikel 213, stk. 2, litra a) og b), selv er et datterselskab under et andet forsikrings- eller
genforsikringsselskab eller et andet forsikringsholdingselskab, der har sit hovedsæde i Fællesskabet,
finder artikel 218-258 kun anvendelse på det endelige moderforsikrings- eller genforsikringsselskab eller
forsikringsholdingselskab, der har sit hovedsæde i Fællesskabet.
2. Når det i stk. 1 omhandlede endelige moderforsikrings- eller genforsikringsselskab eller forsikrings-
holdingselskab, der har sit hovedsæde i Fællesskabet, er et datterselskab under et selskab, der er underlagt
supplerende tilsyn i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, i direktiv 2002/87/EF, kan den koncerntil-
synsførende, efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder, beslutte ikke at lade det
endelige moderselskab være omfattet af tilsyn med koncentrationsrisiko som omhandlet i artikel 244,
tilsyn med koncerninterne transaktioner som omhandlet i artikel 245 eller ikke at udøve nogen af disse
former for tilsyn.
Artikel 216
Det endelige moderselskab på nationalt niveau
944
1. Når det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller forsikringsholdingselskabet, der
har sit hovedsæde i Fællesskabet, som omhandlet i artikel 213, stk. 2, litra a) og b), ikke har sit
hovedsæde i samme medlemsstat som det endelige moderselskab på fællesskabsniveau som omhandlet
i artikel 215, kan medlemsstaterne tillade deres tilsynsmyndigheder at beslutte, efter konsultation af den
koncerntilsynsførende og det endelige moderselskab på fællesskabsniveau, at udøve koncerntilsyn med
det endelige moderforsikrings- eller genforsikringsselskab eller forsikringsholdingselskab på nationalt
niveau.
I så fald begrunder tilsynsmyndigheden sin afgørelse over for både den koncerntilsynsførende og det
endelige moderselskab på fællesskabsniveau.
Artikel 218-258 finder tilsvarende anvendelse, jf. dog stk. 2-6.
2. Tilsynsmyndigheden kan begrænse koncerntilsynet med det endelige moderselskab på nationalt
niveau til et eller flere afsnit i kapitel II.
3. Når tilsynsmyndigheden beslutter at lade det endelige moderselskab på nationalt niveau være
omfattet af bestemmelserne i kapitel II, afdeling 1, betragtes valget af metode, der træffes af den
koncerntilsynsførende i overensstemmelse med artikel 220 med hensyn til det endelige moderselskab
på fællesskabsniveau som omhandlet i artikel 215, som endeligt, og den anvendes af tilsynsmyndigheden
i den berørte medlemsstat.
4. Når tilsynsmyndigheden beslutter at lade det endelige moderselskab på nationalt niveau være omfat-
tet af bestemmelserne i kapitel II, afdeling 1, og når det endelige moderselskab på fællesskabsniveau
som omhandlet i artikel 215 i overensstemmelse med artikel 231 eller 233, stk. 5, har fået tilladelse
til at beregne solvenskapitalkravet for koncernen og solvenskapitalkravet for koncernens forsikrings-
og genforsikringsselskaber på basis af en intern model, betragtes denne afgørelse som endelig, og den
anvendes af tilsynsmyndigheden i den berørte medlemsstat.
I en sådan situation, hvor tilsynsmyndigheden finder, at risikoprofilen for det endelige moderselskab
på nationalt niveau afviger væsentligt fra den interne model, der er godkendt på fællesskabsniveau, og
så længe det pågældende selskab ikke har fundet en passende løsning på de mangler, som tilsynsmyn-
digheden har påpeget, kan tilsynsmyndigheden beslutte at lægge et kapitaltillæg til koncernens solven-
skapitalkrav for det pågældende selskab, der er beregnet på basis af den pågældende model, eller den
tilsynsførende kan i særlige tilfælde, hvor et sådan kapitaltillæg ikke vil være hensigtsmæssigt, pålægge
selskabet at beregne koncernens solvenskapitalkrav på basis af en standardformel.
Tilsynsmyndigheden redegør for sådanne afgørelser over for både selskabet og den koncerntilsynsføren-
de.
5. Når tilsynsmyndigheden beslutter at lade det endelige moderselskab på nationalt niveau være
omfattet af bestemmelserne i kapitel II, afdeling 1, kan dette selskab ikke i overensstemmelse med
artikel 236 eller 243 indgive en ansøgning om tilladelse til at lade sine datterselskaber være omfattet af
bestemmelserne i artikel 238-239.
6. Når medlemsstaterne tillader deres tilsynsmyndigheder at træffe en afgørelse som omhandlet i
stk. 1, fastsætter de bestemmelser om, at sådanne afgørelser ikke kan træffes eller opretholdes, når
det endelige moderselskab på nationalt niveau er et datterselskab under det endelige moderselskab på
fællesskabsniveau som omhandlet i artikel 215 og sidstnævnte i overensstemmelse med artikel 237 eller
243 har opnået en tilladelse til at lade dette selskab være omfattet af bestemmelserne i artikel 238 og 239.
945
7. Kommissionen kan vedtage gennemførelsesbestemmelser, der præciserer, under hvilke omstændighe-
der afgørelser som omhandlet i stk. 1 kan træffes.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Artikel 217
Moderselskab beliggende i flere medlemsstater
1. Når medlemsstaterne giver deres tilsynsmyndigheder tilladelse til at træffe en afgørelse som omhand-
let i artikel 216, giver de dem samtidig tilladelse til at beslutte at indgå en aftale med tilsynsmyndigheder
i andre medlemsstater, hvor et andet tilknyttet endeligt moderselskab på nationalt niveau er beliggende,
med henblik på at udøve koncerntilsyn med den koncerndel, der omfatter flere medlemsstater.
Når de kompetente tilsynsmyndigheder har indgået en aftale som omhandlet i første afsnit, udøves der
ikke koncerntilsyn med noget andet endeligt moderselskab som omhandlet i artikel 216, der er beliggende
i andre medlemsstater end i den medlemsstat, hvor koncerndelen som omhandlet i første afsnit er
beliggende.
2. Artikel 216, stk. 2-6, finder tilsvarende anvendelse.
3. Kommissionen kan vedtage gennemførelsesbestemmelser, der præciserer, under hvilke omstændighe-
der afgørelser som omhandlet i stk. 1 kan træffes.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
KAPITEL II
Finansiel situation
Afdeling 1
Koncernsolvens
Underafdeling 1
Almindelige bestemmelser
Artikel 218
Tilsyn med koncernsolvens
1. Tilsynet med koncernsolvensen udøves i overensstemmelse med stk. 2 og 3 i denne artikel samt
artikel 246 og kapitel III.
2. Medlemsstaterne påser i det i artikel 213, stk. 2, litra a), omhandlede tilfælde, at de deltagende forsik-
rings- eller genforsikringsselskaber sørger for, at koncernen er i besiddelse af en anerkendt egenkapital,
der hele tiden mindst svarer til koncernens solvenskapitalkrav, der beregnes i overensstemmelse med
underafdeling 2-4.
3. Medlemsstaterne påser i det i artikel 213, stk. 2, litra b), omhandlede tilfælde, at forsikrings- eller
genforsikringsselskaber i en koncern sørger for, at koncernen er i besiddelse af en anerkendt egenkapital,
946
der hele tiden mindst svarer til koncernens solvenskapitalkrav, der beregnes i overensstemmelse med
underafdeling 5.
4. Kravene i stk. 2 og 3 er underlagt tilsynsmæssig kontrol af den koncerntilsynsførende i overensstem-
melse med kapitel III. Artikel 136 og artikel 138, stk. 1-4, finder tilsvarende anvendelse.
5. Så snart det deltagende selskab har konstateret og underrettet den koncerntilsynsførende om, at
koncernen ikke længere opfylder solvenskapitalkravet, eller at der er risiko for, at den i løbet af de
efterfølgende tre måneder ikke vil være i stand til at opfylde kravet, underretter den koncerntilsynsførende
de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder i tilsynskollegiet, der analyserer koncernens situation.
Artikel 219
Beregningshyppighed
1. Den koncerntilsynsførende sikrer, at beregningerne som omhandlet i artikel 218, stk. 2 og 3,
foretages mindst én gang årligt, enten af det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller af
forsikringsholdingselskabet.
Det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller, når koncernens moderselskab ikke er et
forsikrings- eller genforsikringsselskab, forsikringsholdingselskabet eller det selskab i koncernen, der
udpeges af den koncerntilsynsførende efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder
og koncernen selv, fremlægger de relevante oplysninger for og resultaterne af beregningen for den
koncerntilsynsførende.
2. Forsikrings- og genforsikringsselskabet og forsikringsholdingselskabet udøver løbende tilsyn med
koncernens solvenskapitelkrav. Såfremt koncernens risikoprofil afviger væsentligt fra de antagelser, der
ligger til grund for det senest rapporterede solvenskapitalkrav, genberegnes koncernens solvenskapital-
krav omgående, hvorefter det rapporteres til den koncerntilsynsførende.
Når der er tegn på, at koncernens risikoprofil har ændret sig væsentligt siden den dato, hvor solvenskapi-
talkravet sidst blev rapporteret, kan den koncerntilsynsførende kræve en ny beregning af solvenskapital-
kravet.
Underafdeling 2
Valg af beregningsmetode og generelle principper
Artikel 220
Valg af metode
1. Solvenssituationen for koncernen af forsikrings- og genforsikringsselskaber som omhandlet i arti-
kel 213, stk. 2, litra a), beregnes i overensstemmelse med de tekniske principper og en af metoderne i
artikel 221-233.
2. Medlemsstaterne påser, at solvenssituationen for koncernen af forsikrings- og genforsikringsselska-
ber som omhandlet i artikel 213, stk. 2, litra a), beregnes i overensstemmelse med metode 1 som
omhandlet i artikel 230, 231 og 232.
Medlemsstaterne giver imidlertid deres tilsynsmyndigheder, der fungerer som koncerntilsynsførende med
hensyn til en bestemt koncern, mulighed for efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndighe-
der og koncernen selv at beslutte at anvende metode 2 som omhandlet i artikel 233 og 234 eller en
kombination af metode 1 og 2, når det ikke er hensigtsmæssigt udelukkende at anvende metode 1.
947
Artikel 221
Medtagelse af den forholdsvise andel
1. Ved beregningen af koncernsolvensen medtages den forholdsmæssige andel, som det deltagende
selskab besidder i sine tilknyttede selskaber.
Den forholdsmæssige andel i forbindelse med første afsnit omfatter et af følgende elementer:
a) hvis metode 1 anvendes: de procentdele, der anvendes ved opstillingen af de konsoliderede
regnskaber, eller
b) hvis metode 2 anvendes: den del af den tegnede kapital, som direkte eller indirekte besiddes af det
deltagende selskab.
Når det tilknyttede selskab er et datterselskab, og det ikke er i besiddelse af tilstrækkelig anerkendt
egenkapital til dækning af sit solvenskapitalkrav, tages datterselskabets samlede solvensunderskud i
betragtning, uanset den anvendte metode.
Når tilsynsmyndighederne er af den opfattelse, at et moderselskab, der besidder en kapitalandel, helt
klart udelukkende hæfter for denne kapitalandel, kan den koncerntilsynsførende imidlertid tillade, at
datterselskabets solvensunderskud medregnes forholdsmæssigt.
2. Den koncerntilsynsførende fastsætter, efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder
og koncernen selv, den forholdsmæssige andel, der tages i betragtning i følgende tilfælde:
a) når der ikke er nogen kapitaltilknytning mellem nogle af selskaberne i en koncern
b) når en tilsynsmyndighed har fastslået, at enhver direkte eller indirekte besiddelse af stemme-
rettigheder eller kapital i et datterselskab betragtes som en deltagelse, fordi der efter denne
myndigheds opfattelse udøves en faktisk bestemmende indflydelse på dette selskab
c) når en tilsynsmyndighed har fastslået, at et selskab er moderselskab for et andet selskab, fordi
det efter tilsynsmyndighedens opfattelse udøver en faktisk bestemmende indflydelse på det andet
selskab.
Artikel 222
Eliminering af dobbelt anvendelse af anerkendt egenkapital
1. Dobbelt anvendelse af anerkendt egenkapital til dækning af solvenskapitalkravet blandt de forskellige
forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der tages i betragtning ved beregningen, er ikke tilladt.
Med henblik herpå elimineres følgende beløb ved beregningen af koncernsolvensen, såfremt anvendelsen
af metoderne i underafdeling 4 ikke resulterer heri:
a) værdien af ethvert aktiv tilhørende det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, der
udgør finansierede elementer af den anerkendte egenkapital til dækning af solvenskapitalkravet for
et af de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber
b) værdien af ethvert aktiv tilhørende et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab under
det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, der udgør finansierede elementer af den
anerkendte egenkapital til dækning af solvenskapitalkravet for det pågældende forsikrings- eller
genforsikringsselskab
c) værdien af ethvert aktiv tilhørende et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab under det
deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, der udgør finansierede elementer af den aner-
kendte egenkapital til dækning af solvenskapitalkravet for ethvert andet tilknyttet forsikrings- eller
genforsikringsselskab under det pågældende deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
948
2. Følgende elementer kan kun indgå i beregningen, hvis de er anerkendt til dækning af solvenskapital-
kravet for det pågældende tilknyttede selskab, jf. dog stk. 1:
a) overskudskapital, der falder ind under artikel 91, stk. 2, i et tilknyttet livsforsikrings- eller livsgen-
forsikringsselskab under det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der
foretages beregning af koncernsolvensen
b) tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele i et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab
under det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages beregning
af koncernsolvensen.
Dog holdes følgende elementer under alle omstændigheder uden for beregningen:
i) tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele, der udgør en potentiel forpligtelse for det deltagende
selskab
ii) tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele i det deltagende forsikrings- eller genforsikringssel-
skab, der udgør en potentiel forpligtelse for et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab
iii) tegnede, men ikke indbetalte kapitalandele i et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab,
der udgør en potentiel forpligtelse for et andet tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab
under det samme deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
3. Finder tilsynsmyndighederne, at visse andre end de i stk. 2 nævnte elementer, der kan indgå
i den anerkendte egenkapital til dækning af solvenskapitalkravet for et tilknyttet forsikrings- eller gen-
forsikringsselskab, faktisk ikke er til rådighed til dækning af solvenskapitalkravet for det deltagende
forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages beregning af koncernsolvensen, kan
disse elementer kun medtages i beregningen, hvis de kan anvendes til dækning af solvenskapitalkravet for
det tilknyttede selskab.
4. Summen af egenkapitalelementer som omhandlet i stk. 2 og 3 skal ikke overstige solvenskapitalkra-
vet for det tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskab.
5. Enhver anerkendt egenkapital i et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab under det delta-
gende forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages beregning af koncernsolvensen,
og som er underlagt forudgående tilladelse fra tilsynsmyndigheden i overensstemmelse med artikel 90,
skal kun medtages i beregningen, såfremt de er blevet behørigt godkendt af tilsynsmyndigheden, der er
ansvarlig for tilsynet med det pågældende tilknyttede selskab.
Artikel 223
Eliminering af kapital, der er skabt inden for en koncern
1. Ved beregningen af koncernsolvensen tages der ikke hensyn til anerkendt egenkapital til dækning
af solvenskapitalkravet, som hidrører fra indbyrdes finansiering mellem det deltagende forsikrings- eller
genforsikringsselskab og et af følgende:
a) et tilknyttet selskab
b) et deltagende selskab
c) et andet tilknyttet selskab under et af dets deltagende selskaber.
2. Der tages ved beregningen af koncernsolvensen ikke hensyn til anerkendt egenkapital til dækning
af solvenskapitalkravet for et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab under det deltagende
forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages beregning af koncernsolvensen, når den
pågældende egenkapital hidrører fra indbyrdes finansiering med ethvert andet tilknyttet selskab under det
deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab.
949
3. Det betragtes som indbyrdes finansiering, når et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller et
tilknyttet selskab herunder besidder andele i eller yder lån til et andet selskab, som direkte eller indirekte
besidder anerkendt egenkapital til dækning af førstnævnte selskabs solvenskapitalkrav.
Artikel 224
Værdiansættelse
Aktiver og passiver værdiansættes i overensstemmelse med artikel 75.
Underafdeling 3
Anvendelse af beregningsmetoder
Artikel 225
Tilknyttede forsikrings- og genforsikringsselskaber
Når det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab har mere end ét tilknyttet forsikrings- eller
genforsikringsselskab, medregnes hvert af disse tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber ved
beregningen af koncernsolvensen.
Medlemsstaterne fastsætter, at der, når det tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskab har sit ho-
vedsæde i en anden medlemsstat end det forsikrings- eller genforsikringsselskab, for hvilket der foretages
beregning af koncernsolvensen, ved beregningen skal tages hensyn til det tilknyttede forsikringsselskabs
solvenskapitalkrav og den anerkendte egenkapital til dækning af solvenskapitalkravet som fastsat i denne
anden medlemsstat.
Artikel 226
Mellemliggende forsikringsholdingselskaber
1. Ved beregningen af koncernsolvensen for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, som gennem
et forsikringsholdingselskab har en kapitalinteresse i et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab
eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab, tages der hensyn til dette forsikringsholding-
selskabs situation.
Udelukkende med henblik på denne beregning behandles det mellemliggende forsikringsholdingselskab
som et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er omfattet af reglerne i afsnit I, kapitel VI, afdeling 4,
underafdeling 1-3, for så vidt angår solvenskapitalkrav og som værende underlagt samme krav som
fastsat i afsnit I, kapitel VI, afdeling 3, underafdeling 1-3, for så vidt angår egenkapital til dækning af
solvenskapitalkravet.
2. Når et mellemliggende forsikringsholdingselskab besidder efterstillet gæld eller anden anerkendt
egenkapital, der er begrænset i overensstemmelse med artikel 98, godkendes det som anerkendt egenkapi-
tal op til de i artikel 98 fastsatte grænseværdier, for koncernens samlede anerkendte egenkapital i forhold
til koncernens solvenskapitalkrav.
Enhver anerkendt egenkapital, som besiddes af et mellemliggende forsikringsholdingselskab, og som
kræver forudgående tilladelse fra tilsynsmyndigheden i overensstemmelse med artikel 90, hvis den besid-
des af et forsikrings- eller genforsikringsselskab, kan kun medtages i beregningen af koncernsolvensen,
hvis den er blevet behørigt godkendt af den koncerntilsynsførende.
Artikel 227
950
Tilknyttede tredjelandsforsikrings- og genforsikringsselskaber
1. Udelukkende ved beregningen i overensstemmelse med artikel 233 af koncernsolvensen for et
forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er et deltagende selskab i et tredjelandsforsikrings- eller
genforsikringsselskab, behandles sidstnævnte som et tilknyttet forsikrings- eller genforsikringsselskab.
Når det tredjeland, hvor selskabet har sit hovedsæde, stiller krav om tilladelse og anvender solvensreg-
ler, der mindst svarer til dem, der er fastsat i afsnit I, kapitel VI, kan medlemsstaterne dog fastsætte
bestemmelser om, at beregningen for så vidt angår dette selskab tager hensyn til solvenskapitalkravet og
egenkapitalen til dækning af solvenskapitalkravet i henhold til reglerne i det pågældende tredjeland.
2. Kontrollen af, hvorvidt reglerne i tredjelandet mindst er ækvivalente, foretages af den koncerntilsyns-
førende efter anmodning fra det deltagende selskab eller på eget initiativ.
Den koncerntilsynsførende konsulterer i denne forbindelse de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder og
CEIOPS, inden der træffes afgørelse om ækvivalens.
3. Kommissionen kan vedtage gennemførelsesforanstaltninger til præcisering af kriterierne for vurde-
ring af, hvorvidt reglerne om solvens i et tredjeland er ækvivalente med reglerne i afsnit I, kapitel VI.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
4. Kommissionen kan, efter at have konsulteret Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejds-
markedsrelaterede Pensioner og i overensstemmelse med proceduren i artikel 301, stk. 2, og under
hensyntagen til de kriterier, der er vedtaget i henhold til stk. 3 i denne artikel, træffe afgørelse om,
hvorvidt reglerne om solvens i et tredjeland betragtes som ækvivalente i forhold til reglerne i afsnit I,
kapitel VI.
Disse afgørelser tages regelmæssigt op til fornyet overvejelse for at tage hensyn til eventuelle ændringer i
reglerne om solvens i afsnit I, kapitel VI, og i tredjelandet.
5. Stk. 2 finder ikke anvendelse, når det i en afgørelse truffet af Kommissionen i overensstemmelse med
stk. 4 konkluderes, at et tredjelands regler om solvens er ækvivalente.
Konkluderes det i en afgørelse truffet af Kommissionen i overensstemmelse med stk. 4, at et tredjelands
regler om solvens ikke kan betragtes som ækvivalente, finder muligheden i stk. 1, andet afsnit, for at tage
hensyn til solvenskapitalkravet og egenkapital til dækning af solvenskapitalkravet i henhold til reglerne
i det pågældende tredjeland, ikke anvendelse, og tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskabet
behandles i så fald udelukkende i overensstemmelse med stk. 1, første afsnit.
Artikel 228
Tilknyttede kreditinstitutter, investeringsselskaber og finansieringsinstitutter
Ved beregning af koncernsolvensen for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, som er et deltagende
selskab i et kreditinstitut, investeringsselskab eller finansieringsinstitut, giver medlemsstaterne deres
deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab mulighed for en tilsvarende anvendelse af metode 1
eller 2 som fastsat i bilag I til direktiv 2002/87/EF. Metode 1 som fastsat i dette bilag anvendes dog
kun, hvis den koncerntilsynsførende er overbevist om niveauet for integreret ledelse og intern kontrol for
så vidt angår de enheder, der vil være omfattet af konsolideringen. Den metode, der vælges, anvendes
ensartet over tid.
951
Medlemsstaterne tillader dog deres tilsynsmyndigheder, når de fungerer som koncerntilsynsførende for en
bestemt koncern, efter anmodning fra det deltagende selskab eller på eget initiativ at beslutte at trække
enhver deltagelse som omhandlet i første afsnit fra egenkapitalen, der kan indgå i koncernsolvensen for
det deltagende selskab.
Artikel 229
Manglende nødvendige informationer
Når de kompetente tilsynsmyndigheder ikke kan få adgang til de oplysninger, som er nødvendige for
beregningen af koncernsolvensen for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, og som vedrører et
tilknyttet selskab med hovedsæde i en medlemsstat eller et tredjeland, trækkes dette selskabs bogførte
værdi i det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab fra den egenkapital, der kan indgå i
koncernsolvensen.
Overskud ved deltagelsen kan i så fald heller ikke anerkendes som egenkapital, der kan indgå i koncer-
nsolvensen.
Underafdeling 4
Beregningsmetoder
Artikel 230
Metode 1 (standardmetode): Metode baseret på regnskabskonsolidering
1. Beregningen af koncernsolvensen for det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab sker på
basis af de konsoliderede regnskaber.
Koncernsolvensen for det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab er forskellen mellem:
a) den anerkendte egenkapital til dækning af solvenskapitalkravet, der beregnes på basis af konsolide-
rede regnskabsoplysninger
b) solvenskapitalkravet for koncernen beregnet på basis af konsoliderede regnskabsoplysninger.
Reglerne i afsnit I, kapitel VI, afdeling 3, underafdeling 1-3, og i afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, underaf-
deling 1-3, finder anvendelse ved beregningen af egenkapitalen til dækning af solvenskapitalkravet, og af
koncernens solvenskapitalkrav, der beregnes på basis på konsoliderede regnskabsoplysninger.
2. Koncernens solvenskapitalkrav, der er baseret på konsoliderede regnskabsoplysninger (koncernens
konsoliderede solvenskapitalkrav), beregnes på basis af enten standardformlen eller en godkendt intern
model på en måde, der er i overensstemmelse med de generelle principper i henholdsvis afsnit I, kapi-
tel VI, afdeling 4, underafdeling 1 og 2, og afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1 og 3.
Koncernens konsoliderede solvenskapitalkrav indeholder mindst følgende elementer:
a) det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskabs minimumskapitalkrav som omhandlet i
artikel 129
b) den forholdsvise andel af minimumskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- og genforsikrings-
selskaber.
Dette minimum dækkes af anerkendt kernekapital som fastsat i artikel 98, stk. 4.
Principperne i artikel 221-229 finder tilsvarende anvendelse med henblik på at fastslå, om sådan an-
erkendt egenkapital er egnet til at dække koncernens konsoliderede minimumsolvenskapitalkrav. Arti-
kel 139, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse.
952
Artikel 231
Koncernintern model
1. Når et forsikrings- eller genforsikringsselskab og dets tilknyttede selskaber eller de tilknyttede
selskaber under et forsikringsholdingselskab i fællesskab ansøger om tilladelse til at beregne koncernens
konsoliderede solvenskapitalkrav og solvenskapitalkravet for koncernens forsikrings- og genforsikrings-
selskaber på basis af en intern model, samarbejder de kompetente tilsynsmyndigheder med henblik på
at beslutte, hvorvidt der kan gives tilladelse, og fastsætte eventuelle betingelser og vilkår for en sådan
tilladelse.
En ansøgning som omhandlet i første afsnit kan kun indgives til den koncerntilsynsførende.
Den koncerntilsynsførende underretter omgående de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder herom.
2. De kompetente tilsynsmyndigheder bestræber sig så vidt muligt på at træffe en fælles afgørelse
om ansøgningen senest seks måneder efter datoen for den koncerntilsynsførendes modtagelse af den
fuldstændige ansøgning.
Den koncerntilsynsførende videregiver omgående den fuldstændige ansøgning til de øvrige kompetente
tilsynsmyndigheder.
3. Den koncerntilsynsførende kan i løbet af perioden som omhandlet i stk. 2 efter anmodning fra det
deltagende selskab og enhver af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder konsultere CEIOPS. CEIOPS
konsulteres også, hvis det deltagende selskab anmoder herom.
Konsulteres CEIOPS, underrettes alle de berørte tilsynsmyndigheder herom, og den i stk. 2 nævnte
periode forlænges med to måneder.
4. Anmodes CEIOPS ikke om en udtalelse i overensstemmelse med artikel 3, første afsnit, og træffer de
kompetente tilsynsmyndigheder ikke en fælles afgørelse senest seks måneder efter datoen for den koncer-
ntilsynsførendes modtagelse af den fuldstændige ansøgning, anmoder den koncerntilsynsførende CEIOPS
om inden yderligere to måneder at fremsende en udtalelse til alle kompetente tilsynsmyndigheder. Den
koncerntilsynsførende træffer en afgørelse senest tre uger efter at have modtaget udtalelsen under fuld
hensyntagen hertil.
5. Uanset om CEIOPS er blevet anmodet om en udtalelse, skal den koncerntilsynsførendes afgørelse
anføre den fulde begrundelse, og tage hensyn til de synspunkter, som de øvrige kompetente myndigheder
har givet udtryk for.
Den koncerntilsynsførende fremsender sin afgørelse til ansøgeren og de øvrige kompetente tilsynsmyn-
digheder.
De kompetente tilsynsmyndigheder skal overholde afgørelsen.
6. Træffes der ingen fælles afgørelse inden for de perioder, der er fastsat i henholdsvis stk. 2 og 3,
træffer den koncerntilsynsførende selv afgørelse om ansøgningen.
Den koncerntilsynsførende træffer afgørelse under behørigt hensyntagen til følgende:
a) eventuelle synspunkter og forbehold, som de øvrige kompetente myndigheder har givet udtryk for
i løbet af den gældende periode
b) en eventuel udtalelse fra CEIOPS.
953
Afgørelsen skal anføre den fulde begrundelse og skal indeholde en redegørelse for enhver væsentlig
afvigelse fra udtalelsen fra CEIOPS.
Den koncerntilsynsførende fremsender afgørelsen til ansøgeren og de øvrige kompetente tilsynsmyndig-
heder.
Afgørelsen anerkendes som bestemmende og anvendes af de kompetente tilsynsmyndigheder.
7. Når en af de kompetente tilsynsmyndigheder finder, at risikoprofilen for et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, som den har tilsynet for, afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund
for den interne model, der er godkendt på koncernniveau, kan denne tilsynsmyndighed, så længe det
pågældende selskab ikke har fundet en passende løsning på de mangler, som tilsynsmyndigheden har på-
peget, beslutte i overensstemmelse med artikel 37 at lægge et kapitaltillæg til det pågældende forsikrings-
eller genforsikringsselskabs solvenskapitalkrav, der er beregnet på basis af en sådan intern model.
Når et sådant kapitaltillæg ikke vil være hensigtsmæssigt, kan tilsynsmyndigheden undtagelsesvis kræve,
at det pågældende selskab beregner sit solvenskapitalkrav på basis af standardformlen som omhandlet i
afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1 og 2. Tilsynsmyndigheden kan i overensstemmelse med
artikel 37, stk. 1, litra a) og c), beslutte at lægge et kapitaltillæg til det pågældende forsikrings- eller
genforsikringsselskabs solvenskapitalkrav, der er beregnet på basis af standardformlen.
Tilsynsmyndigheden redegør for enhver afgørelse som omhandlet i første og andet afsnit over for både
forsikrings- eller genforsikringsselskabet og den koncerntilsynsførende.
Artikel 232
Kapitaltillæg på koncernniveau
Den koncerntilsynsførende tager i forbindelse med vurderingen af, hvorvidt koncernens konsoliderede
solvenskapitalkrav på passende vis afspejler koncernens risikoprofil, særlig hensyn til tilfælde, hvor de i
artikel 37, stk. 1, litra a)-c) omhandlede omstændigheder kan opstå på koncernniveau, navnlig hvor:
a) en specifik risiko på koncernniveau ikke på tilstrækkelig vis er dækket er standardformlen eller
den interne model, fordi den er vanskelig at værdiansætte
b) et kapitaltillæg til solvenskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber
er pålagt af de kompetente tilsynsmyndigheder i overensstemmelse med artikel 37 og 231, stk. 7.
Hvis der ikke i tilstrækkeligt omfang er taget højde for koncernens risikoprofil, kan der lægges et
kapitaltillæg til koncernens konsoliderede solvenskapitalkrav.
Artikel 37, stk. 1-5, finder sammen med de i henhold til artikel 37, stk. 6, trufne gennemførelsesforan-
staltninger tilsvarende anvendelse.
Artikel 233
Metode 2 (alternativ metode): Metode med fradrag og aggregering
1. Koncernsolvensen for det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab er forskellen mellem:
a) koncernens aggregerede anerkendte egenkapital som omhandlet i stk. 2
b) værdien af de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber under det deltagende forsik-
rings- eller genforsikringsselskab og koncernens aggregerede solvenskapitalkrav som omhandlet i
stk. 3.
2. Koncernens aggregerede anerkendte egenkapital er summen af følgende:
954
a) egenkapital til dækning af solvenskapitalkravet for det deltagende forsikrings- eller genforsik-
ringsselskab
b) det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskabs forholdsvise andel i egenkapitalen til
dækning af solvenskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber.
3. Koncernens aggregerede solvenskapitalkrav er summen af følgende:
a) solvenskapitalkravet for det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab
b) den forholdsvise andel af solvenskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikrings-
selskaber.
4. Når kapitalinteresserne i de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber helt eller delvis
indebærer et indirekte ejerskab, omfatter værdien af de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselska-
ber i det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab værdien af et sådant indirekte ejerskab, idet
der tages hensyn til de relevante successive interesser, og de elementer, der er anført i stk. 2, litra b), og
stk. 3, litra b), omfatter de tilsvarende forholdsmæssige andele i egenkapitalen til dækning af henholdsvis
solvenskapitalkravet for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber og solvenskapitalkravet
for de tilknyttede forsikrings- eller genforsikringsselskaber.
5. Artikel 231 finder tilsvarende anvendelse, når et forsikrings- eller genforsikringsselskab og dets
tilknyttede selskaber, eller når de tilknyttede selskaber under et forsikringsholdingselskab ansøger om
tilladelse til at beregne solvenskapitalkravet for koncernens forsikrings- eller genforsikringsselskaber på
basis af en intern model.
6. Tilsynsmyndighederne tager i forbindelse med vurderingen af, hvorvidt koncernens aggregerede
solvenskapitalkrav, der beregnes som fastsat i stk. 3, på passende vis afspejler koncernens risikoprofil,
særlig hensyn til enhver specifik risiko, der forefindes på koncernniveau, og som ikke er tilstrækkelig
dækket ind, fordi den er vanskelig at værdiansætte.
Når koncernens risikoprofil afviger væsentligt fra de antagelser, der ligger til grund for koncernens aggre-
gerede solvenskapitalkrav, kan der lægges et kapitaltillæg til koncernens aggregerede solvenskapitalkrav.
Artikel 37, stk. 1-5, finder sammen med de i henhold til artikel 37, stk. 6, trufne gennemførelsesforan-
staltninger tilsvarende anvendelse.
Artikel 234
Gennemførelsesforanstaltninger
Kommissionen vedtager gennemførelsesforanstaltninger, der præciserer de tekniske principper og meto-
der som omhandlet i artikel 220-229 og gennemførelsen af artikel 230-233 for at sikre en ensartet
anvendelse i hele Fællesskabet.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Underafdeling 5
Tilsyn med koncernsolvensen for forsikrings- og genforsikringsselskaber, der er datterselskaber af
et forsikringsholdingselskab
Artikel 235
Koncernsolvens for et forsikringsholdingselskab
955
Når forsikrings- eller genforsikringsselskaber er datterselskaber af et forsikringsholdingselskab, sikrer den
koncerntilsynsførende, at koncernsolvensen beregnes for forsikringsholdingselskabet i overensstemmelse
med artikel 220, stk. 2, – 233.
Udelukkende med henblik på denne beregning behandles moderselskabet som et forsikrings- eller genfor-
sikringsselskab, der er omfattet af reglerne i afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 1, 2 og 3, for så
vidt angår solvenskapitalkravet og som værende underlagt samme krav som fastsat i afsnit I, kapitel VI,
afdeling 3, underafdeling 1, 2 og 3, for så vidt angår egenkapital til dækning af solvenskapitalkravet.
Underafdeling 6
Tilsyn med koncernsolvensen for koncerner med centraliseret risikostyring
Artikel 236
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: betingelser
Medlemsstaterne fastsætter, at reglerne i artikel 238 og 239 finder anvendelse på ethvert forsikrings-
eller genforsikringsselskab, der er datterselskab af et forsikrings- eller genforsikringsselskab, når følgende
betingelser er opfyldt:
a) datterselskabet, for hvilket den koncerntilsynsførende ikke har truffet en afgørelse som omhandlet
i artikel 214, stk. 2, er omfattet af koncerntilsynet, der udøves af den koncerntilsynsførende på
moderselskabsniveau i overensstemmelse med dette afsnit
b) moderselskabets risikostyringsprocedurer og interne kontrolmekanismer omfatter datterselskabet,
og tilsynsmyndighederne anser moderselskabets ledelse af datterselskabet for at være sund og
forsigtig
c) moderselskabet har modtaget den i artikel 246, stk. 4, afsnit 3, nævnte godkendelse
d) moderselskabet har modtaget den i artikel 256, stk. 2, nævnte godkendelse
e) moderselskabet har indgivet en ansøgning om tilladelse til at blive omfattet af artikel 238 og 239,
og der er truffet en positiv afgørelse herom i overensstemmelse med proceduren i artikel 237.
Artikel 237
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: afgørelse om ansøgningen
1. I forbindelse med ansøgninger om tilladelse til at blive omfattet af reglerne i artikel 238 og 239
arbejder de kompetente tilsynsmyndighederne sammen inden for tilsynskollegiet i fuldt samråd med
henblik på at afgøre, om der skal gives tilladelse, og fastsætte eventuelle vilkår og betingelser for en
sådan tilladelse.
En ansøgning som omhandlet i første afsnit kan kun indgives til den tilsynsmyndighed, som har godkendt
til datterselskabet. Denne tilsynsmyndighed underretter omgående de øvrige kompetente tilsynsmyndig-
heder i tilsynskollegiet herom og videregiver straks den fuldstændige ansøgning til disse.
2. De kompetente tilsynsmyndigheder bestræber sig så vidt muligt på at træffe en fælles afgørelse
om ansøgningen senest tre måneder efter datoen for alle tilsynskollegiets medlemmers modtagelse af den
fuldstændige ansøgning.
3. I løbet af den i stk. 2 omhandlede periode kan den koncerntilsynsførende eller enhver af de øvrige
berørte tilsynsmyndigheder i tilfælde af uenighed om godkendelse af den i stk. 1 omhandlede ansøgning
høre CEIOPS. Når CEIOPS konsulteres, skal alle de berørte tilsynsmyndigheder underrettes, og den i
stk. 2 omhandlede periode forlænges med en måned.
956
Er CEIOPS blevet konsulteret, tager de kompetente tilsynsmyndigheder behørigt hensyn til tilsynsudval-
gets udtalelse, inden de træffer en fælles afgørelse.
4. Den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, underretter ansøgeren om den i stk. 2 og 3
omhandlede fælles afgørelse, hvori den fulde begrundelse anføres indeholdende en redegørelse for enhver
væsentlig afvigelse fra udtalelsen fra CEIOPS, hvis dette er blevet hørt. Den fælles afgørelse betragtes
som endelig og anvendes af de berørte tilsynsmyndigheder.
5. Træffes der ingen fælles afgørelse af de kompetente tilsynsmyndigheder inden for de perioder, der er
fastsat i stk. 2 og 3, træffer den koncerntilsynsførende selv afgørelse i forhold til ansøgningen.
Den koncerntilsynsførende træffer afgørelsen under behørigt hensyn til følgende:
a) eventuelle synspunkter og forbehold, som de berørte kompetente tilsynsmyndigheder har givet
udtryk for i løbet af den relevante periode
b) eventuelle forbehold, som de øvrige tilsynsmyndigheder i tilsynskollegiet har givet udtryk for i
løbet af den relevante periode
c) en eventuel udtalelse fra CEIOPS, hvis dette er blevet hørt.
Afgørelsen anfører den fulde begrundelse og indeholder en redegørelse for enhver væsentlig afvigelse
fra de forbehold, som de øvrige tilsynsførende myndigheder har givet udtryk for, og udtalelsen fra
CEIOPS. Den koncerntilsynsførende fremsender en kopi af afgørelsen til ansøgeren og de øvrige berørte
tilsynsmyndigheder.
Artikel 238
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: fastsættelse af solvenskapitalkravet
1. Med forbehold af artikel 231 beregnes datterselskabets solvenskapitalkrav som beskrevet i stk. 2, 4
og 5 i denne artikel.
2. Når datterselskabets solvenskapitalkrav beregnes på basis af en intern model, der er godkendt
på koncernniveau i overensstemmelse med artikel 231, og når den tilsynsmyndighed, der har godkendt
datterselskabet, finder, at selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra denne interne model, kan den
pågældende myndighed, så længe selskabet ikke har fundet en passende løsning på de mangler, som
tilsynsmyndigheden har påpeget, i de tilfælde, der er anført i artikel 37, foreslå den koncerntilsynsførende
at fastsætte et kapitaltillæg til dette datterselskabs solvenskapitalkrav, der er beregnet på basis af den
pågældende model, eller i særlige tilfælde, hvor et sådan kapitaltillæg ikke vil være hensigtsmæssigt, at
pålægge selskabet at beregne sit solvenskapitalkrav på basis af en standardformel. Tilsynsmyndigheden
drøfter sit forslag med de andre medlemmer af tilsynskollegiet og meddeler begrundelsen for sådanne
forslag til både datterselskabet og tilsynskollegiet.
3. Når datterselskabets solvenskapitalkrav beregnes på basis af standardformlen og den tilsynsmyndig-
hed, der har godkendt datterselskabet, finder, at selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra de antagel-
ser, der ligger til grund for standardformlen, kan den pågældende myndighed, så længe selskabet ikke har
fundet en passende løsning på de mangler, som tilsynsmyndigheden har påpeget, i særlige tilfælde foreslå
den koncerntilsynsførende at erstatte en del af de parametre, der anvendes i beregningsmetoden, med
parametre, der er specifikke for disse selskaber, i forbindelse med beregningen af risikomodulerne livsfor-
sikring, skadesforsikring og sygeforsikring, jf. artikel 110, eller i de tilfælde, der er anført i artikel 37,
foreslå den koncerntilsynsførende at fastsætte et kapitaltillæg til dette datterselskabs solvenskapitalkrav.
Tilsynsmyndigheden drøfter sit forslag med de andre medlemmer af tilsynskollegiet og meddeler begrun-
delsen for sådanne forslag til både datterselskabet og tilsynskollegiet.
957
4. Tilsynskollegiet gør alt, hvad der står i dets magt, for at opnå enighed om forslaget fra den
tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, og om andre mulige foranstaltninger.
5. Når der ikke er enighed mellem tilsynsmyndigheden og den koncerntilsynsførende, henvises sagen
senest en måned efter modtagelsen af forslaget fra tilsynsmyndigheden til høring hos CEIOPS, der afgiver
udtalelse senest inden for to måneder efter henvisningen.
Den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, tager behørigt hensyn til en sådan udtalelse,
inden den endelige afgørelse træffes.
Afgørelsen anfører den fulde begrundelse og tager hensyn til de synspunkter og forbehold, som de øvrige
tilsynsmyndigheder i tilsynskollegiet har givet udtryk for, og udtalelsen fra CEIOPS.
Afgørelsen meddeles til datterselskabet og tilsynskollegiet.
Artikel 239
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: manglende opfyldelse af solvens- og
minimumskapitalkravet
1. I tilfælde af manglende overholdelse af solvenskapitalkravet og med forbehold af bestemmelserne
i artikel 138 fremsender den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet straks tilsynskollegiet
den genoprettelsesplan, som er forelagt af datterselskabet, med henblik på senest seks måneder efter den
første konstatering af manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet på ny at afsætte den nødvendige aner-
kendte egenkapital eller forbedre sin risikoprofil for at sikre, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet.
Tilsynskollegiet gør alt, hvad der står i dets magt, for at opnå enighed om tilsynsmyndighedens forslag
vedrørende godkendelse af genoprettelsesplanen senest fire måneder efter datoen hvor manglende opfyl-
delse af solvenskravet først blev konstateret.
Opnås der ikke enighed, træffer den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, selv afgørelse
om hvorvidt genoprettelsesplanen skal godkendes under behørigt hensyn til de andre tilsynsmyndigheder
i tilsynskollegiet og disses synspunkter og forbehold.
2. Konstaterer den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, i overensstemmelse med
artikel 136 en forværring af de finansielle betingelser, underretter den straks tilsynskollegiet om de
foreslåede foranstaltninger. Med undtagelse af nødsituationer skal de foranstaltninger, der planlægges,
drøftes i tilsynskollegiet.
Tilsynskollegiet gør alt, hvad der står i dets magt, for at opnå enighed om tilsynsmyndighedens foreslåede
foranstaltninger senest en måned efter der er givet meddelelse herom.
Opnås der ikke enighed, træffer den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet, selv en afgørelse
om hvorvidt de foreslåede foranstaltninger skal godkendes under behørigt hensyn til de andre tilsynsmyn-
digheder i tilsynskollegiet og disses synspunkter og forbehold.
3. I tilfælde af manglende overholdelse af minimumskapitalkravet og med forbehold af bestemmelserne
i artikel 139 fremsender den tilsynsmyndighed, der har godkendt datterselskabet straks tilsynskollegiet
den kortfristede finansieringsplan, som er forelagt af datterselskabet, med henblik på senest tre måneder
efter den manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet først blev konstateret på ny at afsætte den
nødvendige anerkendte egenkapital til dækning af minimumskapitalkravet eller forbedre risikoprofilen
for at sikre, at selskabet opfylder minimumskapitalkravet. Tilsynskollegiet skal også underrettes om alle
foranstaltninger, der træffes for at håndhæve minimumskapitalkravet på datterselskabsniveau.
958
Artikel 240
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: ophør af undtagelser for et dattersel-
skab
1. Bestemmelserne i artikel 238 og 239 finder ikke længere anvendelse når:
a) betingelsen i artikel 236, litra a) ikke længere er opfyldt
b) betingelsen i artikel 236, litra b), ikke længere er opfyldt, og koncernen ikke inden for en passende
periode træffer foranstaltninger til igen at opfylde betingelsen
c) betingelserne i artikel 236, litra c) og d), ikke længere er opfyldt.
Den koncerntilsynsførende underretter omgående den kompetente tilsynsmyndighed og moderselskabet,
når det som omhandlet i første afsnit, litra a), efter konsultation af tilsynskollegiet besluttes ikke længere
at lade datterselskabet være omfattet af koncerntilsynet.
Moderselskabet er i forbindelse med artikel 236, litra b), c) og d), ansvarlig for at sikre, at betingelserne
løbende er opfyldt. Moderselskabet underretter omgående den koncerntilsynsførende og datterselskabets
tilsynsførende, når betingelsen ikke længere er opfyldt. Moderselskabet fremlægger en plan for, hvordan
det agter at sikre overholdelse af disse betingelser inden for en rimelig frist.
Den koncerntilsynsførende kontrollerer mindst én gang årligt på eget initiativ, at betingelserne i arti-
kel 236, litra b), c) og d), fortsat er opfyldt, jf. dog tredje afsnit. Den koncerntilsynsførende foretager
ligeledes denne kontrol efter anmodning fra den kompetente tilsynsmyndighed, når sidstnævnte har
betydelige betænkninger med hensyn til, hvorvidt disse betingelser fortsat er opfyldt.
Når der ved kontrollen påvises eventuelle mangler, pålægger den koncerntilsynsførende moderselskabet
at fremlægge en plan for, hvordan det agter at sikre overholdelse af disse bestemmelser inden for en
rimelig frist.
Når den koncerntilsynsførende efter konsultation af tilsynskollegiet finder, at planen som omhandlet
i tredje eller femte afsnit er utilstrækkelig, eller efterfølgende finder, at den ikke gennemføres inden
for den aftalte tidsfrist, konkluderer den koncerntilsynsførende, at betingelserne i artikel 236, litra b),
c) og d), ikke længere er opfyldt, og den koncerntilsynsførende underretter omgående den kompetente
tilsynsmyndighed herom.
2. Ordningen i artikel 238 og 239 finder igen anvendelse, når moderselskabet forelægger en ansøgning
og opnår en positiv afgørelse i henhold til proceduren i artikel 237.
Artikel 241
Datterselskaber af et forsikrings- eller genforsikringsselskab: gennemførelsesforanstaltninger
For at sikre en ensartet anvendelse af artikel 236-240 vedtager Kommissionen gennemførelsesbestemmel-
ser, der præciserer:
a) de kriterier, der finder anvendelse ved vurderingen af, hvorvidt betingelserne i artikel 236 er
opfyldt
b) de kriterier, der finder anvendelse ved vurderingen af, hvad der skal betragtes som nødsituationer,
jf. artikel 239, stk. 2, og
c) de procedurer, som tilsynsmyndighederne anvender ved udveksling af oplysninger, udøvelsen af
deres beføjelser og gennemførelsen af deres opgaver i overensstemmelse med artikel 237-240.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
959
Artikel 242
Revisionsklausul
1. Kommissionen foretager senest den 31. oktober 2014 en bedømmelse af anvendelsen af afsnit III,
navnlig i forhold til samarbejdet mellem tilsynsmyndighederne i tilsynskollegiet og disses funktionsdyg-
tighed, CEIOPSs retlige status og tilsynspraksisser i forbindelse med fastsættelse af kapitaltillæg, og
forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en rapport, der i relevant omfang ledsages af forslag til ændrin-
ger af dette direktiv.
2. Kommissionen foretager senest den 31. oktober 2015 en bedømmelse af fordelene ved at styrke
koncerntilsyn og kapitalforvaltning inden for en koncern af forsikrings- eller genforsikringsselskaber,
herunder en henvisning til KOM(2008)0119 og betænkningen fra Europa-Parlamentets Økonomi- og
Valutaudvalg om dette forslag af 16. oktober 2008 (A6-0413/2008). Denne bedømmelse omfatter mulige
foranstaltninger til forbedring af god grænseoverskridende ledelse af forsikringskoncerner, navnlig hvad
angår risikostyring og kapitalforvaltning. Kommissionen tager i sin bedømmelse blandt andet højde for
nye tiltag og fremskridt vedrørende:
a) en harmoniseret ramme for tidlig indgriben
b) fremgangsmåder inden for centraliseret risikostyring i koncerner og koncerninterne modellers
funktionsdygtighed, herunder gennemførelse af stresstest
c) koncerninterne transaktioner og risikokoncentrationer
d) egenskaber ved diversifikations- og koncentrationseffekter set over tid
e) en retligt bindende ramme for mægling i tilsynstvister
f) en harmoniseret ramme for aktivers overførbarhed, insolvens- og likvidationsprocedurer, hvilket
overflødiggør de relevante nationale selskabsretlige forhindringer for aktivers overførbarhed
g) et ensartet beskyttelsesniveau for forsikringstagere og de begunstigede i virksomheder inden for
samme koncern, navnlig i krisesituationer
h) en harmoniseret og tilstrækkeligt finansieret fælles EU-løsning for forsikringsgarantiordninger
i) en harmoniseret og retligt bindende ramme mellem kompetente myndigheder, centralbanker og
finansministerier om krisestyring og -løsning samt finansiel byrdefordeling, som bringer tilsynsbe-
føjelserne på linje med det finansielle ansvar.
Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en rapport, der i relevant omfang ledsages af
forslag til ændringer af dette direktiv.
Artikel 243
Datterselskaber af et forsikringsholdingselskab
Artikel 236-242 finder tilsvarende anvendelse på forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som er datter-
selskaber af et forsikringsholdingselskab.
Afdeling 2
Risikokoncentration og koncerninterne transaktioner
Artikel 244
Tilsyn med risikokoncentration
1. Tilsynet med risikokoncentrationen på koncernniveau udøves i overensstemmelse med stk. 2 og 3 i
denne artikel samt artikel 246 og kapitel III.
960
2. Medlemsstaterne pålægger forsikrings- og genforsikringsselskaber eller forsikringsholdingselskaber
regelmæssigt og mindst én gang årligt at aflægge rapport til den koncerntilsynsførende om enhver
væsentlig risikokoncentration på koncernniveau.
De nødvendige oplysninger skal indgives til den koncerntilsynsførende af det forsikrings- eller genforsik-
ringsselskab, der er moderselskab i koncernen, eller, når moderselskabet ikke er et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, af forsikringsholdingselskabet eller det forsikrings- eller genforsikringsselskab i
koncernen, som den koncerntilsynsførende har udpeget efter at have konsulteret de øvrige kompetente
tilsynsmyndigheder og koncernen.
Den koncerntilsynsførende udøver tilsyn med risikokoncentrationer.
3. Den koncerntilsynsførende fastsætter efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder
og koncernen den type risici, som forsikrings- eller genforsikringsselskaber i en bestemt koncern under
alle omstændigheder skal rapportere om.
Når den koncerntilsynsførende og de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder definerer eller udtaler sig om
typen af risici, tager de hensyn til den specifikke koncern og dens risikostyringsstruktur.
For at identificere en væsentlig risikokoncentration, der skal rapporteres om, fastsætter den koncerntil-
synsførende, efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder og koncernen, passende
tærskelværdier baseret på solvenskapitalkrav, forsikringsmæssige hensættelser eller begge.
I forbindelse med tilsynet med risikokoncentrationer kontrollerer den koncerntilsynsførende især den
eventuelle smittefare i koncernen, risikoen for interessekonflikt og risikoniveauet eller –volumen.
4. Kommissionen kan i forbindelse med stk. 2 og 3 vedtage gennemførelsesbestemmelser med hensyn
til definitionen og identificeringen af en væsentlig risikokoncentration samt rapporteringen af en sådan
risikokoncentration.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Artikel 245
Tilsyn med koncerninterne transaktioner
1. Tilsynet med koncerninterne transaktioner udøves i overensstemmelse med denne artikels stk. 2 og 3
i denne artikel samt artikel 246 og kapitel III.
2. Medlemsstaterne pålægger forsikrings- og genforsikringsselskaber eller forsikringsholdingselskaber
regelmæssigt og mindst én gang årligt at aflægge rapport til den koncerntilsynsførende om enhver
væsentlig koncernintern transaktion mellem forsikrings- og genforsikringsselskaber i koncernen, herunder
dem, der er gennemført med en fysisk person med tætte forbindelser til et selskab inden for koncernen.
Medlemsstaterne stiller desuden krav om, at meget væsentlige koncerninterne transaktioner rapporteres så
hurtigt som praktisk muligt.
De nødvendige oplysninger skal indgives til den koncerntilsynsførende af det forsikrings- eller genforsik-
ringsselskab, der er moderselskab i koncernen, eller, når moderselskabet ikke er et forsikrings- eller
genforsikringsselskab, af forsikringsholdingselskabet eller det forsikrings- eller genforsikringsselskab
i koncernen, som den koncerntilsynsførende har udpeget efter konsultation af de øvrige kompetente
tilsynsmyndigheder og koncernen.
961
Den koncerntilsynsførende udøver tilsyn med koncerninterne transaktioner.
3. Den koncerntilsynsførende fastsætter efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder
og koncernen den type koncerninterne transaktioner, som forsikrings- og genforsikringsselskaber i en
bestemt koncern under alle omstændigheder skal rapportere om. Artikel 244, stk. 3, finder tilsvarende
anvendelse.
4. Kommissionen kan i forbindelse med stk. 2 og 3 vedtage gennemførelsesbestemmelser med hensyn
til definitionen og identificeringen af en væsentlig koncernintern transaktion og rapporteringen af en
sådan koncernintern transaktion.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Afdeling 3
Risikostyring og intern kontrol
Artikel 246
Tilsyn med ledelsessystemet
1. Kravene i afsnit I, kapitel IV, afdeling 2, finder tilsvarende anvendelse på koncernniveau.
Risikoforvaltningen og de interne kontrolsystemer gennemføres på samme måde i alle datterselskaber, der
er omfattet af koncerntilsynet som omhandlet artikel 213, stk. 2, litra a) og b), jf. dog første afsnit, således
at disse systemer og rapporteringsprocedurer kan kontrolleres på koncernniveau.
2. De koncerninterne kontrolmekanismer omfatter mindst følgende, jf. dog stk. 1:
a) passende mekanismer med hensyn til koncernsolvens med henblik på at identificere og måle
alle væsentlige risici samt opnå et passende forhold mellem den anerkendte egenkapital og de
pågældende risici
b) gode rapporterings- og regnskabsmæssige procedurer til overvågning og forvaltning af de koncer-
ninterne transaktioner og risikokoncentration.
3. Den koncerntilsynsførende udøver tilsyn med de i stk. 1 og 2 omhandlede systemer og rapporterings-
procedurer i overensstemmelse med reglerne i kapitel III.
4. Medlemsstaterne pålægger det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller forsikrings-
holdingselskabet at foretage vurderingen som omhandlet i artikel 45 på koncernniveau. Den koncerntil-
synsførende udøver tilsynsmæssig kontrol med vurderingen af egen risiko og solvens på koncernniveau i
overensstemmelse med kapitel III.
Såfremt solvenssituationen for koncernen beregnes i overensstemmelse med metode 1 som omhandlet i
artikel 230, forelægger det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller forsikringsholdingsel-
skabet den koncerntilsynsførende oplysninger, der gør det muligt at forstå forskellen mellem summen
af solvenskapitalkravene for alle koncernens forsikrings- eller genforsikringsselskaber og koncernens
konsoliderede solvenskapitalkrav.
Det deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller forsikringsholdingselskabet kan, såfremt den
koncerntilsynsførende giver sin godkendelse, beslutte at foretage enhver vurdering som omhandlet i
artikel 45 på koncernniveau og for ethvert datterselskab i koncernen på samme tid samt udarbejde et
enkelt dokument indeholdende alle vurderinger.
962
Inden en godkendelse gives i overensstemmelse med tredje afsnit, konsulterer den koncerntilsynsførende
medlemmerne af tilsynskollegiet og tager behørigt hensyn til disses synspunkter og forbehold.
Når koncernen vælger at anvende muligheden i tredje afsnit, fremlægger den det pågældende dokument
for alle kompetente tilsynsmyndigheder samtidig. Anvendelsen af denne valgmulighed fritager ikke de
pågældende datterselskaber fra forpligtelsen til at sikre, at kravene i artikel 45 er opfyldt.
KAPITEL III
Foranstaltninger til fremme af koncerntilsyn
Artikel 247
Den koncerntilsynsførende
1. En enkelt tilsynsførende med ansvar for samordning og udøvelse af koncerntilsyn (den koncerntil-
synsførende) udpeges blandt de berørte medlemsstaters tilsynsmyndigheder.
2. Når den samme tilsynsmyndighed er kompetent for alle forsikrings- og genforsikringsselskaber i en
koncern, udøves den koncerntilsynsførendes opgaver af denne tilsynsmyndighed.
I alle andre tilfælde, jf. dog stk. 3, udøves den koncerntilsynsførendes opgaver:
a) når moderselskabet i koncernen er et forsikrings- eller genforsikringsselskab: af den tilsynsmyn-
dighed, der har godkendt det pågældende selskab
b) når moderselskabet i koncernen ikke er et forsikrings- eller genforsikringsselskab: af den tilsynsmyndig-
hed, der opfylder følgende kriterier:
i) når moderselskabet for et forsikrings- eller genforsikringsselskab er et forsikringsholdingselskab: af den
tilsynsmyndighed, der har godkendt dette forsikrings- eller genforsikringsselskab
ii) når mere end ét forsikrings- eller genforsikringsselskab, der har sit hovedsæde i Fællesskabet, har
samme forsikringsholdingselskab som moderselskab, og når et af disse selskaber er blevet godkendt i med-
lemsstaten, hvor forsikringsholdingselskabet har sit hovedsæde: af tilsynsmyndigheden for det forsikrings-
eller genforsikringsselskab, der er godkendt i denne medlemsstat
iii) når koncernens moderselskab er mere end ét forsikringsholdingselskab, der har sit hovedsæde i
forskellige medlemsstater, og når der forefindes et forsikrings- eller genforsikringsselskab i hver af disse
medlemsstater: af tilsynsmyndigheden for forsikrings- eller genforsikringsselskabet med den største samle-
de balancesum
iv) når mere end ét forsikrings- eller genforsikringsselskab, der har sit hovedsæde i Fællesskabet, har
samme forsikringsholdingselskab som moderselskab, og når ingen af disse selskaber er blevet godkendt
i medlemsstaten, hvor forsikringsholdingselskabet har sit hovedsæde: af den tilsynsmyndighed, der har
godkendt forsikrings- eller genforsikringsselskabet med den største samlede balancesum, eller
v) når koncernen ikke har noget moderselskab eller i alle andre tilfælde der ikke er omhandlet i nr. i) til
iv): af den tilsynsmyndighed, der har godkendt forsikrings- eller genforsikringsselskabet med den største
samlede balancesum.
3. De kompetente tilsynsmyndigheder kan i særlige tilfælde efter anmodning fra en af myndighe-
derne træffe en fælles afgørelse om at fravige kriterierne i stk. 2, når anvendelsen heraf ville være
uhensigtsmæssig under hensyntagen til koncernens struktur og den relative størrelse af forsikrings-
963
og genforsikringsselskabets aktiviteter i forskellige lande, og udpege en anden tilsynsmyndighed som
koncerntilsynsførende.
Til dette formål kan enhver af de kompetente tilsynsmyndigheder anmode om, at der indledes drøftelser
om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at anvende kriterierne som omhandlet i stk. 2. Sådanne drøftelser
finder højst sted én gang årligt.
De kompetente tilsynsmyndigheder bestræber sig så vidt muligt på at træffe en fælles afgørelse om valget
af koncerntilsynsførende senest tre måneder efter, at der er indgivet anmodning om drøftelse. Tilsynsmyn-
dighederne indhenter udtalelse fra koncernen, inden de træffer afgørelse.
4. De kompetente tilsynsmyndigheder kan i løbet af den i stk. 3 omhandlede tremåneders periode
anmode om, at CEIOPS konsulteres. Konsulteres CEIOPS, forlænges denne periode med to måneder.
5. Konsulteres CEIOPS, tager de kompetente tilsynsmyndigheder behørigt hensyn til CEIOPS᾽ udtalel-
se, inden de træffer en fælles afgørelse. Den fælles afgørelse anfører den fulde begrundelse og indeholder
en redegørelse for enhver væsentlig afvigelse fra CEIOPS udtalelse.
6. Træffes der ingen fælles afgørelse om at fravige de i stk. 2 fastsatte kriterier, varetages den
koncerntilsynsførendes opgaver af tilsynsmyndigheden, der opfylder kriterierne i dette stykke.
7. CEIOPS underretter mindst én gang årligt Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om væsent-
lige problemer i forbindelse med anvendelsen af stk. 2, 3 og 6.
I tilfælde af væsentlige problemer i forbindelse med anvendelsen af kriterierne i stk. 2 og 3, vedtager
Kommissionen gennemførelsesforanstaltninger, der præciserer disse kriterier.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
8. Når der i en medlemsstat er mere end én tilsynsmyndighed, der er bemyndiget til at udøve tilsyn
med forsikrings- og genforsikringsselskaber, træffer denne medlemsstat de fornødne foranstaltninger til
etablering af en samordning mellem disse myndigheder.
Artikel 248
Den koncerntilsynsførendes og andre tilsynsførendes rettigheder og pligter — Tilsynskollegiet
1. Den koncerntilsynsførendes rettigheder og forpligtelser med hensyn til koncerntilsyn omfatter:
a) samordning af indsamlingen og formidlingen af relevante eller væsentlige oplysninger i »going
concern«-situationer og nødsituationer, herunder formidling af oplysninger af betydning for en
tilsynsmyndigheds tilsynsopgave
b) tilsyn med og vurdering af koncernens finansielle situation
c) vurdering af, hvorvidt koncernens opfylder reglerne om solvens, risikokoncentration og koncernin-
terne transaktioner som omhandlet i artikel 218-245
d) vurdering af koncernens ledelsessystem som omhandlet i artikel 246 og af, hvorvidt medlemmer-
ne af det deltagende selskabs administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan opfylder kravene i
artikel 42 og 257
e) planlægning og samordning gennem regelmæssige møder, der afholdes mindst én gang årligt, eller
gennem lignende af tilsynsaktiviteterne i »going concern«-situationer og nødsituationer i samar-
bejde med de kompetente tilsynsmyndigheder, samtidig med at der tages højde for karakteren,
omfanget og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til virksomheden i alle de selskaber, som
er en del af koncernen
964
f) andre opgaver, foranstaltninger og afgørelser, som pålægges den koncerntilsynsførende i henhold
til dette direktiv eller som følge af anvendelsen af dette direktiv, særlig styring af proceduren for
validering af enhver intern model på koncernniveau som omhandlet i artikel 231 og 233 og styring
af proceduren for tilladelse til anvendelsen af den ordning, der er fastlagt i artikel 237-240.
2. Med henblik på at fremme de i stk. 1 omhandlede opgaver omkring koncerntilsynet etableres et
tilsynskollegium under forsæde af den koncerntilsynsførende.
Tilsynskollegiet sikrer, at samarbejdet, udvekslingen af oplysninger og konsultationen mellem tilsynskol-
legiets tilsynsmyndigheder gennemføres effektivt i henhold til afsnit III med henblik på at fremme
konvergensen mellem deres respektive afgørelser og aktiviteter.
3. Tilsynskollegiet består af den koncerntilsynsførende og tilsynsmyndighederne i alle de medlemssta-
ter, hvor datterselskaberne har deres hjemsted.
Tilsynsmyndighederne for betydelige filialer og tilknyttede selskaber skal også have mulighed for at
deltage i tilsynskollegiet. Deres deltagelse har dog alene til formål at sikre målsætningen om en effektiv
informationsudveksling.
For at tilsynskollegiet kan fungere effektivt, kan det blive nødvendigt at lade et begrænset antal tilsyns-
myndigheder heri udføre visse opgaver.
4. Uanset de foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til dette direktiv, baseres tilsynskollegiernes
oprettelse og funktion på samordningsaftaler indgået af den koncerntilsynsførende og de andre berørte
tilsynsmyndigheder.
Er der uenighed om samordningsaftalerne, kan ethvert medlem af tilsynskollegiet forelægge sagen for
CEIOPS.
Den koncerntilsynsførende tager efter konsultation af de kompetente tilsynsmyndigheder behørigt hensyn
til en eventuel udtalelse afgivet af CEIOPS inden for en frist på to måneder efter modtagelse heraf,
inden der træffes en endelig afgørelse. Afgørelsen anfører den fulde begrundelse og indeholder en redegø-
relse for enhver væsentlig afvigelse i forhold til rådgivningen fra CEIOPS. Den koncerntilsynsførende
fremsender afgørelsen til de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder.
5. Med forbehold af foranstaltninger, der vedtages i medfør af dette direktiv, angiver samordningsord-
ningerne, jf. stk.4, procedurerne for:
a) beslutningsprocessen for de kompetente tilsynsmyndigheder i overensstemmelse med artikel 231,
232 og 247
b) den i denne artikels stk. 4 og artikel 218, stk. 5, omhandlede konsultation.
Med forbehold af de rettigheder og pligter den koncerntilsynsførende og de andre tilsynsmyndigheder
gives med dette direktiv, kan der med samordningsordningerne overlades yderligere opgaver til den
koncerntilsynsførende eller de andre tilsynsmyndigheder, hvor dette ville føre til et mere effektivt tilsyn
med koncernen og ikke ville være til hinder for tilsynskollegiets medlemmers tilsynsaktiviteter med
hensyn til deres respektive ansvarsområder.
Samordningsordningerne kan desuden indeholde præciseringer vedrørende:
a) konsultation af de kompetente tilsynsmyndigheder som nævnt navnlig i artikel 213-217, 219-221,
227, 244-246, 250, 256, 260 og 262
b) samarbejde med andre tilsynsmyndigheder.
965
6. CEIOPS udarbejder retningslinjer for tilsynskollegiernes operationelle funktion på grundlag af grun-
dige gennemgange af deres arbejde med henblik på at vurdere graden af konvergens mellem disse. En
sådan gennemgang foretages mindst hvert tredje år. Medlemsstaterne sikrer, at den koncerntilsynsførende
fremsender oplysningerne om tilsynskollegiernes funktion og om eventuelle vanskeligheder, der måtte
være relevante for disse gennemgange, til CEIOPS.
7. Kommissionen vedtager gennemførelsesbestemmelser for samordningen af koncerntilsynet med
henblik på anvendelsen af stk. 1–6, herunder definitionen af »betydelig filial«.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Artikel 249
Samarbejde og udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndigheder
1. Myndighederne med ansvar for tilsyn med de enkelte forsikrings- og genforsikringsselskaber i
en koncern og den koncerntilsynsførende indgår i et tæt samarbejde, navnlig når et forsikrings- eller
genforsikringsselskab har finansielle vanskeligheder.
Med det formål at sikre, at tilsynsmyndighederne, herunder den koncerntilsynsførende, råder over de
samme relevante oplysninger, uden at det i øvrigt berører deres respektive beføjelser og uanset, om de er
etableret i samme medlemsstat, udveksler de sådanne oplysninger for at muliggøre og gøre det lettere for
de øvrige myndigheder at udøve tilsyn i henhold til dette direktiv. Med henblik herpå udveksler de kom-
petente tilsynsmyndigheder og den koncerntilsynsførende omgående alle relevante oplysninger, så snart
de bliver tilgængelige. Oplysningerne i dette afsnit omfatter, men er ikke begrænset til, oplysninger om
koncernens og tilsynsmyndighedernes handlinger og oplysninger, som koncernen har stillet til rådighed.
2. Myndighederne med ansvar for tilsynet med de enkelte forsikrings- og genforsikringsselskaber i
en koncern og den koncerntilsynsførende indkalder hver især øjeblikkelig til et møde mellem alle de
tilsynsmyndigheder, der deltager i koncerntilsyn, i hvert fald i følgende tilfælde:
a) når de får kendskab til en tungtvejende tilsidesættelse af solvenskapitalkravet eller minimumskapi-
talkravet i et forsikrings- eller genforsikringsselskab
b) når de får kendskab til en tungtvejende tilsidesættelse af solvenskapitalkravet på koncernniveau
beregnet på grundlag af konsoliderede data eller det aggregerede koncernsolvenskapitalkrav i
overensstemmelse med hvilken beregningsmetode anvendes, jf. afsnit III, kapitel II, afdeling 1,
underafdeling 4
c) når der er eller har været tale om særlige omstændigheder.
3. Kommissionen vedtager gennemførelsesbestemmelser, hvori fastsættes de oplysninger, der på
systematisk vis skal indsamles af den koncerntilsynsførende og formidles til andre kompetente tilsyns-
myndigheder eller videregives til den koncerntilsynsførende af andre kompetente tilsynsmyndigheder.
Kommissionen vedtager gennemførelsesbestemmelser, hvori præciseres de oplysninger, der er væsentlige
eller relevante for koncerntilsynet, for at fremme en passende grad af konvergens i tilsynspraksis.
Disse foranstaltninger, som omhandlet i dette stykke, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestem-
melser i dette direktiv ved at supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301,
stk. 3.
Artikel 250
Konsultation mellem tilsynsmyndigheder
966
1. Inden de træffer enhver afgørelse, der kan have betydning for de øvrige tilsynsmyndigheders
tilsynsopgaver, og med forbehold af artikel 248 konsulterer de kompetente tilsynsmyndigheder hinanden
inden for tilsynskollegiet med hensyn til følgende:
a) ændringer i aktionær-, organisations- eller ledelsesstrukturen i forsikrings- og genforsikringssel-
skaber i en koncern, som kræver tilsynsmyndighedernes godkendelse eller tilladelse, og
b) større sanktioner eller ekstraordinære foranstaltninger, som tilsynsmyndighederne har iværksat,
herunder pålæg af kapitaltillæg til solvenskapitalkravet i henhold til artikel 37 og pålæg af
begrænsninger i brugen af en intern metode til beregning af solvenskapitalkravet i henhold til
afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, underafdeling 3.
Den koncerntilsynsførende konsulteres altid i forbindelse med anvendelsen af litra b).
De kompetente tilsynsmyndigheder konsulterer desuden hinanden, inden de træffer en afgørelse på
grundlag af oplysninger fra andre tilsynsmyndigheder.
2. En kompetent myndighed kan beslutte at undlade at konsultere, når der er tale om nødsituationer, el-
ler hvis en sådan konsultation kan forringe det resultat, der tilsigtes med afgørelserne, jf. dog artikel 248. I
så fald underretter tilsynsmyndigheden omgående de øvrige kompetente myndigheder herom.
Artikel 251
Anmodninger fra den koncerntilsynsførende til andre tilsynsmyndigheder
Den koncerntilsynsførende kan opfordre tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor et moderselskab
har sit hovedsæde, og som ikke selv udøver koncerntilsyn i henhold til artikel 247, til at anmode
det pågældende moderselskab om oplysninger, der kan være relevante for gennemførelsen af sine samo-
rdningsrettigheder og -forpligtelser som omhandlet i artikel 248, og til at fremsende disse oplysninger.
Når den koncerntilsynsførende har brug for oplysninger som omhandlet i artikel 254, stk. 2, som allerede
er videregivet til en anden tilsynsmyndighed, kontakter den koncerntilsynsførende så vidt muligt den
pågældende myndighed med henblik på at forhindre dobbelt rapportering til de forskellige myndigheder,
der er involveret i tilsynet.
Artikel 252
Samarbejde med myndigheder med ansvar for kreditinstitutter og investeringsselskaber
Er et forsikrings- eller genforsikringsselskab og enten et kreditinstitut som defineret i direktiv
2006/48/EØF eller et investeringsselskab som defineret i direktiv 2004/39/EF eller begge direkte eller
indirekte tilknyttet hinanden, eller har de et fælles deltagende selskab, etableres der et nært samarbejde
mellem de kompetente tilsynsmyndigheder og de myndigheder, der udøver tilsyn med disse andre selska-
ber.
Uden at det i øvrigt berører disse myndigheders respektive beføjelser, udveksler disse myndigheder alle
de oplysninger, der kan lette udøvelsen af deres hverv, især i forbindelse med dette afsnit.
Artikel 253
Tavshedspligt og fortrolighed
Medlemsstaterne tillader udvekslingen af oplysninger mellem deres tilsynsmyndigheder indbyrdes og
mellem deres tilsynsmyndigheder og andre myndigheder som omhandlet i artikel 249-252.
967
Oplysninger, der modtages inden for rammerne af koncerntilsynet, især enhver udveksling af oplysninger
mellem tilsynsmyndigheder indbyrdes og mellem tilsynsmyndigheder og andre myndigheder i henhold til
dette afsnit, er underlagt bestemmelserne i artikel 295.
Artikel 254
Adgang til oplysninger
1. Medlemsstaterne påser, at de fysiske og juridiske personer, der er omfattet af koncerntilsynet, og
deres tilknyttede og deltagende selskaber, er i stand til at udveksle oplysninger, der kan være relevante for
gennemførelsen af koncerntilsyn.
2. Medlemsstaterne foreskriver, at deres myndigheder med ansvar for koncerntilsyn skal have adgang til
enhver oplysning, der er relevant for dette tilsyn, uanset arten af det pågældende selskab. Artikel 35 finder
tilsvarende anvendelse.
De kompetente tilsynsmyndigheder kan kun henvende sig direkte til et selskab i en koncern for at opnå
de nødvendige oplysninger, når det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er omfattet
af koncerntilsyn, allerede er blevet anmodet om disse oplysninger, men ikke har leveret dem inden for en
passende tidsfrist.
Artikel 255
Kontrol af oplysninger
1. Medlemsstaterne påser inden for deres område, at deres tilsynsmyndigheder enten selv eller ved
personer, de bemyndiger dertil, på stedet kan kontrollere de i artikel 254 omhandlede oplysninger hos:
a) forsikrings- eller genforsikringsselskabet, der er omfattet af koncerntilsyn
b) tilknyttede selskaber under dette forsikrings- eller genforsikringsselskab
c) moderselskaber til dette forsikrings- eller genforsikringsselskab
d) tilknyttede selskaber under dette forsikrings- eller genforsikringsselskabs moderselskab.
2. Når tilsynsmyndigheder i særlige tilfælde ønsker at verificere oplysningerne vedrørende et selskab,
som er del af en koncern og er beliggende i en anden medlemsstat, anmoder de tilsynsmyndighederne
i denne anden medlemsstat om at få verificeret oplysningerne, uanset om det pågældende selskab er
tilsynspligtigt eller ej.
De myndigheder, som modtager en sådan anmodning, behandler denne inden for rammerne af deres
beføjelser enten ved selv at foretage verifikation, ved at lade en auditor eller anden sagkyndig foretage
denne eller ved at tillade den myndighed, der har anmodet herom, selv at foretage denne. Den koncerntil-
synsførende informeres herom.
Tilsynsmyndigheden, der har fremsat anmodningen, kan, hvis den ønsker det, deltage i verifikationen,
hvis den ikke selv foretager den.
Artikel 256
Rapport om koncernens solvens og finansielle situation
1. Medlemsstaterne pålægger deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskaber eller forsikringshol-
dingselskaber årligt at offentliggøre en rapport om solvensen og den finansielle situation på koncernni-
veau. Artikel 51 og 53-55 finder tilsvarende anvendelse.
968
2. Et deltagende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller et forsikringsholdingselskab kan, såfremt
den koncerntilsynsførende giver sin godkendelse, beslutte at fremlægge en enkelt rapport om solvens og
finansiel situation, der omfatter følgende:
a) oplysninger på koncernniveau, der skal oplyses i henhold til stk. 1
b) oplysninger om ethvert datterselskab i koncernen, der skal være individuelt identificerbare og
oplyses i henhold til artikel 51 og artikel 53-55.
Inden godkendelsen gives i overensstemmelse med første afsnit, konsulterer den koncerntilsynsførende
medlemmerne af tilsynskollegiet og tager behørigt hensyn til disses synspunkter og forbehold.
3. Indeholder rapporten som omhandlet i stk. 2 ikke oplysninger, som tilsynsmyndigheden, der har
godkendt et datterselskab inden for koncernen, har pålagt lignende selskaber at videregive, og når denne
udeladelse har væsentlig betydning, har den kompetente tilsynsmyndighed beføjelse til at pålægge det
pågældende datterselskab at videregive de nødvendige supplerende oplysninger.
4. Kommissionen vedtager gennemførelsesforanstaltninger til nærmere præcisering af, hvilke oplysnin-
ger der skal offentliggøres, og hvordan de skal offentliggøres, for så vidt angår den samlede rapport om
solvens og finansiel situation.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Artikel 257
Forsikringsholdingselskabers administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan
Medlemsstaterne foreskriver, at alle personer, der faktisk driver forsikringsholdingselskabet, skal opfylde
de krav til egnethed og hæderlighed, der kræves for at udøve deres hverv.
Artikel 42 finder tilsvarende anvendelse.
Artikel 258
Tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger
1. Når et forsikrings- eller genforsikringsselskab i en koncern ikke opfylder kravene som omhandlet i
artikel 218-246, eller når kravene opfyldes, men solvenssituationen imidlertid er i fare for at blive kritisk,
eller når de koncerninterne transaktioner eller risikokoncentrationerne udgør en fare for forsikrings-
eller genforsikringsselskabernes finansielle situation, kræves det af nedenstående, at der træffes passende
foranstaltninger for at genoprette situationen hurtigst muligt:
a) den koncerntilsynsførende for så vidt angår forsikringsholdingselskabet
b) tilsynsmyndighederne for så vidt angår forsikrings- eller genforsikringsselskaberne.
Når den koncerntilsynsførende som anført i første afsnit, litra a), ikke er en af tilsynsmyndighederne i den
medlemsstat, hvor forsikringsholdingselskabet har sit hovedsæde, underretter den koncerntilsynsførende
disse tilsynsmyndigheder om sine undersøgelsesresultater for at give dem mulighed for at træffe de
nødvendige foranstaltninger.
Når den koncerntilsynsførende som anført i første afsnit, litra b), ikke er en af tilsynsmyndighederne i
den medlemsstat, hvor forsikrings- eller genforsikringsselskabet har sit hovedsæde, underretter den kon-
cerntilsynsførende disse tilsynsmyndigheder om sine undersøgelsesresultater for at give dem mulighed for
at træffe de nødvendige foranstaltninger.
969
Medlemsstaterne fastsætter de foranstaltninger, som deres tilsynsmyndigheder kan træffe for så vidt angår
forsikringsholdingselskaber, jf. dog stk. 2.
De kompetente tilsynsmyndigheder, herunder den koncerntilsynsførende, samordner om nødvendigt deres
tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger.
2. Medlemsstaterne fastsætter, uden at dette i øvrigt tilsidesætter deres strafferetlige bestemmelser,
at der kan iværksættes sanktioner eller andre foranstaltninger mod forsikringsholdingselskaber for over-
trædelse af love og administrative bestemmelser, som er vedtaget til gennemførelse af dette afsnit,
eller mod de personer, som faktisk driver disse selskaber. Tilsynsmyndighederne arbejder tæt sammen
for at sikre, at disse sanktioner eller foranstaltninger fører til det tilsigtede resultat, navnlig når et
forsikringsholdingselskabs hovedsæde ikke befinder sig samme sted som dets centrale administration
eller hovedforretningssted.
3. Kommissionen kan vedtage gennemførelsesbestemmelser for samordningen af tvangsfuldbyrdelses-
foranstaltninger som omhandlet i stk. 1 og 2.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
Artikel 259
Rapportering fra CEIOPS
1. CEIOPS deltager årligt i en almindelig udvalgshøring i Europa-Parlamentet. Falder denne deltagelse
sammen med CEIOPS᾽ rapporteringskrav, jf. artikel 71, stk. 3, anses dette krav for at være opfyldt for så
vidt angår Europa-Parlamentet ved CEIOPS᾽ deltagelse i denne høring.
2. I forbindelse med høringen, der er omhandlet i stk. 1, rapporterer CEIOPS herunder om alle
relevante og signifikante erfaringer fra tilsynsaktiviteterne og samarbejdet mellem de tilsynsførende inden
for rammerne af afsnit III, og navnlig om:
a) processen i forbindelse med udnævnelsen af den koncerntilsynsførende, antallet af koncerntilsyns-
førende og den geografiske spredning
b) tilsynskollegiernes arbejde, navnlig inddragelsen af tilsynsmyndigheder og disses engagement, når
de ikke er koncerntilsynsførende.
3. Med henblik på stk. 1 kan CEIOPS ligeledes rapportere om de vigtigste erfaringer fra den i
artikel 248, stk. 6, omhandlede gennemgang, hvor dette er passende.
KAPITEL IV
Tredjelande
Artikel 260
Moderselskaber uden for Fællesskabet: kontrol af ækvivalens
1. De kompetente tilsynsmyndigheder kontrollerer i det i artikel 213, stk. 2, litra c), anførte tilfælde, om
de forsikrings- og genforsikringsselskaber, hvis moderselskab har sit hovedsæde uden for Fællesskabet,
er underlagt et tilsyn, som udøves af et tredjelands tilsynsmyndighed, og som er ækvivalent i forhold
til det, der foreskrives i dette afsnit om koncerntilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber som
omhandlet i artikel 213, stk. 2, litra a) og b).
970
Denne kontrol foretages af den tilsynsmyndighed, som ville være koncerntilsynsførende, hvis kriterierne
i artikel 247, stk. 2, fandt anvendelse, efter anmodning fra moderselskabet eller et af de forsikrings-
eller genforsikringsselskaber, der har fået tilladelse i Fællesskabet, eller på eget initiativ, medmindre
Kommissionen tidligere har konkluderet, at det pågældende tredjelands ordning er ækvivalent. Denne
tilsynsmyndighed konsulterer i denne forbindelse de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder og CEIOPS,
inden der træffes afgørelse om ækvivalens.
2. Kommissionen kan vedtage gennemførelsesbestemmelser, der præciserer kriterierne for vurderin-
gen af, hvorvidt reglerne om koncerntilsyn i et tredjeland er ækvivalente i forhold til reglerne i dette
afsnit. Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv
ved at supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 301, stk. 3.
3. Kommissionen kan efter at have konsulteret Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmar-
kedsrelaterede Pensioner og i overensstemmelse med proceduren i artikel 301, stk. 2, og efter at have
taget højde for de kriterier, der er vedtaget i henhold til stk. 2, træffe afgørelse om, hvorvidt reglerne om
koncerntilsyn i et tredjeland er ækvivalente i forhold til reglerne i dette afsnit.
Disse afgørelser skal regelmæssigt tages op til fornyet overvejelse for at tage hensyn til eventuelle
ændringer i reglerne om koncerntilsyn i dette afsnit og i tredjelande og alle andre regelændringer, der kan
få indflydelse på afgørelsen om ækvivalens.
Når Kommissionen træffer en afgørelse i overensstemmelse med første afsnit for så vidt angår et tredje-
land, betragtes denne afgørelse som endelig i forbindelse med kontrollen i stk. 1.
Artikel 261
Moderselskaber uden for Fællesskabet: ækvivalens
1. Når der forefindes ækvivalent tilsyn som omhandlet i artikel 260 forlader medlemsstaterne sig i
overensstemmelse med stk. 2 på det ækvivalente koncerntilsyn, der udøves af tilsynsmyndighederne i
tredjelandet.
2. Artikel 247-258 finder tilsvarende anvendelse på samarbejdet med tilsynsmyndigheder i tredjelande.
Artikel 262
Moderselskaber uden for Fællesskabet: manglende ækvivalens
1. Når der ikke forefindes ækvivalent tilsyn som omhandlet i artikel 260, anvender medlemssta-
terne enten artikel 218-258 analogt over for forsikrings- og genforsikringsselskaberne, dog undtagen
artikel 236-243, eller en af metoderne i stk. 2.
De generelle principper og metoder i artikel 218-258 finder anvendelse på forsikringsholdingselskaber og
tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskaber.
Udelukkende med henblik på beregning af koncernsolvensen behandles moderselskabet som et forsik-
rings- eller genforsikringsselskab, der er omfattet af samme regler som i afsnit I, kapitel VI, afdeling 3,
underafdeling 1, 2 og 3, for så vidt angår anerkendt egenkapital til dækning af solvenskapitalkravet og et
af følgende:
a) et solvenskapitalkrav, der fastsættes i overensstemmelse med principperne i artikel 226, når det
drejer sig et forsikringsholdingselskab
b) et solvenskapitalkrav, der fastsættes i overensstemmelse med principperne i artikel 227, når det
drejer sig et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab.
971
2. Medlemsstaterne giver deres tilsynsmyndigheder mulighed for at anvende andre metoder, der sikrer
passende tilsyn med forsikrings- eller genforsikringsselskab i en koncern. Disse metoder skal godkendes
af den koncerntilsynsførende efter konsultation af de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder.
Tilsynsmyndighederne kan især kræve, at der etableres et forsikringsholdingselskab, der har sit hovedsæ-
de i Fællesskabet, og anvende dette afsnit på forsikrings- og genforsikringsselskaber i den koncern, som
har dette forsikringsholdingselskab som moderselskab.
De valgte metoder skal gøre det muligt at nå målsætningerne med hensyn til koncerntilsyn som defineret i
dette afsnit og skal meddeles til de øvrige kompetente tilsynsmyndigheder og Kommissionen.
Artikel 263
Moderselskaber uden for Fællesskabet: niveauer
Når moderselskabet som omhandlet i artikel 260 selv er et datterselskab under et forsikringsholdingsel-
skab, der har sit hovedsæde uden for Fællesskabet, eller under et tredjelandsforsikrings- eller genforsik-
ringsselskab, anvender medlemsstaterne udelukkende kontrollen som omhandlet i artikel 260 over for det
endelige moderselskab, der er et tredjelandsforsikringsholdingselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller
genforsikringsselskab.
Medlemsstaterne giver imidlertid deres tilsynsmyndigheder mulighed for i mangel af ækvivalent tilsyn
som omhandlet i artikel 260 at beslutte at foretage en ny kontrol på et lavere niveau, når der forefindes et
moderselskab for forsikrings- eller genforsikringsselskaber, uanset om det drejer sig om et tredjelandsfor-
sikringsholdingselskab eller et tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskab.
I så fald begrunder tilsynsmyndigheden som omhandlet i artikel 260, stk. 1, andet afsnit, sin afgørelse
over for koncernen.
Artikel 262 finder tilsvarende anvendelse.
Artikel 264
Samarbejde med tredjelandes tilsynsmyndigheder
1. Kommissionen kan fremsætte forslag for Rådet om at indlede forhandlinger med et eller flere
tredjelande om aftaler vedrørende de nærmere vilkår for, hvordan tilsynet skal udøves på:
a) forsikrings- eller genforsikringsselskaber, der som deltagende selskaber har selskaber som om-
handlet i artikel 213 med hovedsæde i et tredjeland, og
b) tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskaber, der som deltagende selskaber har selskaber
som omhandlet i artikel 213 med hovedsæde i Fællesskabet.
2. De i stk. 1 omhandlede aftaler skal navnlig sikre:
a) at medlemsstaternes tilsynsmyndigheder er i stand til at indhente de oplysninger, der er nødven-
dige for koncerntilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber, der har deres hovedsæde i
Fællesskabet, og som har datterselskaber eller besidder kapitalinteresser i selskaber uden for
Fællesskabet, og
b) at tredjelandes tilsynsmyndigheder er i stand til at indhente de oplysninger, der er nødvendige for
koncerntilsyn med tredjelandsforsikrings- og genforsikringsselskaber, der har deres hovedsæde på
deres område, og som har datterselskaber eller besidder kapitalinteresser i selskaber i en eller flere
medlemsstater.
972
3. Kommissionen undersøger, bistået af Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrela-
terede Pensioner, resultatet af de i stk. 1 omhandlede forhandlinger, jf. dog artikel 391, stk. 1 og 2, i
traktaten.
KAPITEL V
Blandede forsikringsholdingselskaber
Artikel 265
Koncerninterne transaktioner
1. Medlemsstaterne påser, når moderselskabet for et eller flere forsikrings- eller genforsikringsselskaber
er et blandet forsikringsholdingselskab, at tilsynsmyndighederne med ansvar for tilsynet med disse forsik-
rings- eller genforsikringsselskab udøver generelt tilsyn med transaktioner mellem disse forsikrings- eller
genforsikringsselskab og det blandede forsikringsholdingselskab og dets tilknyttede selskaber.
2. Artikel 245, 249-255 og 258 finder tilsvarende anvendelse.
Artikel 266
Samarbejde med tredjelande
Hvad angår samarbejdet med tredjelande finder artikel 264 tilsvarende anvendelse.
AFSNIT IV
SANERING OG LIKVIDATION AF FORSIKRINGSSELSKABER
KAPITEL I
Anvendelsesområde og definitioner
Artikel 267
Anvendelsesområde for dette afsnit
Dette afsnit finder anvendelse på saneringsforanstaltninger for og likvidation af:
a) forsikringsselskaber
b) de på Fællesskabets område beliggende filialer af tredjelandsforsikringsselskaber.
Artikel 268
Definitioner
1. I dette afsnit forstås ved:
a) »kompetente myndigheder«: de administrative eller retslige myndigheder i medlemsstaterne, som
er kompetente med hensyn til saneringsforanstaltninger eller likvidation
b) »filial«: en permanent tilstedeværelse på en anden medlemsstats område end hjemlandets af et
forsikringsselskab, som udøver forsikringsvirksomhed
c) »saneringsforanstaltninger«: foranstaltninger, som indebærer indgriben fra de kompetente myndig-
heders side, som har til formål at bevare eller genoprette et forsikringsselskabs finansielle situation,
og som berører andre parters end selve forsikringsselskabets bestående rettigheder, herunder, men
ikke begrænset til, foranstaltninger, som indebærer mulighed for betalingsstandsning, udsættelse af
tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger eller nedbringelse af fordringerne
973
d) »likvidation«: en kollektiv procedure, som medfører, at et forsikringsselskabs aktiver realiseres,
og at provenuet heraf i givet fald udloddes blandt kreditorerne, selskabsdeltagerne eller medlem-
merne, og som nødvendigvis indebærer en eller anden form for indgriben fra de kompetente
myndigheder, herunder afslutning af den kollektive procedure med en tvangsakkord eller en anden
tilsvarende foranstaltning, uanset om den er baseret på insolvens, og uanset om den er frivillig eller
tvungen
e) »administrator«: enhver person eller ethvert organ, som er udpeget af de kompetente myndigheder
med henblik på at administrere saneringsforanstaltninger
f) »likvidator«: en person eller ethvert organ, som er udpeget af de kompetente myndigheder eller af
et forsikringsselskabs vedtægtsmæssige organer med henblik på at administrere likvidationer
g) »forsikringskrav«: et beløb, som et forsikringsselskab skylder forsikrede, forsikringstagere, begun-
stigede eller enhver skadelidt, der har mulighed for at rejse krav direkte mod forsikringsselskabet,
og som følger af en forsikringsaftale eller en transaktion som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b)
og c), i forbindelse med direkte forsikringsvirksomhed, herunder et beløb, som er hensat til disse
personer, når det skyldige beløb ikke kan opgøres på grund af ukendte faktorer.
Den præmie, som et forsikringsselskab skylder som følge af, at den i første afsnit, litra g), nævnte
forsikringsaftale eller transaktion ikke er blevet indgået eller er blevet annulleret i overensstemmelse med
den lov, der finder anvendelse på en sådan aftale eller transaktion, inden indledningen af likvidationen,
betragtes også som et forsikringskrav.
2. Med henblik på anvendelsen af dette afsnit på saneringsforanstaltninger og likvidationer i forbindelse
med de i medlemsstaterne beliggende filialer af tredjelandsforsikringsselskaber forstås ved:
a) »hjemland«: den medlemsstat, hvor filialen har fået sin tilladelse i overensstemmelse med arti-
kel 145-149
b) »tilsynsmyndigheder«: tilsynsmyndighederne i hjemlandet
c) »kompetente myndigheder«: de kompetente myndigheder i hjemlandet.
KAPITEL II
Saneringsforanstaltninger
Artikel 269
Vedtagelse af saneringsforanstaltninger Lovgivning, der finder anvendelse
1. Kun hjemlandets kompetente myndigheder kan træffe afgørelse om saneringsforanstaltninger for et
forsikringsselskab, herunder for dets filialer.
2. Saneringsforanstaltninger udelukker ikke, at der indledes likvidation i hjemlandet.
3. Saneringsforanstaltninger er underlagt hjemlandets love og administrative bestemmelser og procedu-
rer, medmindre andet er fastsat i artikel 285-292.
4. Saneringsforanstaltninger truffet i overensstemmelse med hjemlandets lovgivning har uden videre
fuld retsvirkning i hele Fællesskabet, også over for tredjepart i andre medlemsstater, uanset om de andre
medlemsstaters lovgivning ikke indeholder bestemmelser om sådanne saneringsforanstaltninger eller,
alternativt, at betingelserne for at anvende dem ikke er opfyldt.
5. Saneringsforanstaltninger har retsvirkning i hele Fællesskabet, så snart de har retsvirkning i hjemlan-
det.
Artikel 270
974
Underretning af tilsynsmyndighederne
De kompetente myndigheder i hjemlandet underretter straks tilsynsmyndighederne i hjemlandet om
enhver afgørelse om saneringsforanstaltninger, om muligt inden de vedtager sådanne foranstaltninger og
ellers umiddelbart derefter.
Tilsynsmyndighederne i hjemlandet underretter straks tilsynsmyndighederne i de øvrige medlemsstater
om afgørelsen om at vedtage saneringsforanstaltninger, herunder om de mulige konkrete følger af de
pågældende foranstaltninger.
Artikel 271
Offentliggørelse af afgørelser om saneringsforanstaltninger
1. Såfremt det i hjemlandet er muligt at anke afgørelsen om saneringsforanstaltninger, skal hjemlandets
kompetente myndigheder, administrator eller enhver anden person, som i hjemlandet er bemyndiget
dertil, offentliggøre afgørelsen om indledning af en saneringsforanstaltning i overensstemmelse med de
procedurer for offentliggørelse, som gælder i hjemlandet, og desuden snarest muligt offentliggøre et
uddrag af det dokument, hvori saneringsforanstaltningen er hjemlet, i Den Europæiske Unions Tidende.
Tilsynsmyndighederne i de øvrige medlemsstater, som er blevet underrettet om afgørelsen om indledning
af en saneringsforanstaltning, jf. artikel 270, kan sikre, at en sådan afgørelse offentliggøres på deres
område på en måde, de finder passende.
2. Offentliggørelsen i henhold til stk. 1 skal indeholde oplysninger om hjemlandets kompetente
myndighed, hvilken lovgivning der finder anvendelse, jf. artikel 269, stk. 3, og i givet fald den udpegede
likvidator. Offentliggørelsen skal finde sted på det eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor
oplysningerne offentliggøres.
3. Saneringsforanstaltningerne træder i kraft uden hensyn til bestemmelserne om offentliggørelse i stk. 1
og 2 og har fuld retsvirkning over for kreditorerne, medmindre de kompetente myndigheder i hjemlandet
eller den dér gældende lov fastsætter andet.
4. Stk. 1, 2 og 3 finder ikke anvendelse, når saneringsforanstaltningerne udelukkende berører rettig-
heder, som tilhører et forsikringsselskabs aktionærer, medlemmer eller ansatte i deres egenskab heraf,
medmindre andet er fastsat i den lovgivning, som finder anvendelse på saneringsforanstaltningerne.
De kompetente myndigheder fastsætter, hvorledes de i første afsnit nævnte parter skal underrettes i
overensstemmelse med den lovgivning, der finder anvendelse.
Artikel 272
Underretning af kendte kreditorer Ret til at anmelde fordringer
1. Kræver hjemlandets lovgivning, at en fordring skal anmeldes for at blive anerkendt, eller foreskriver
den, at kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende i denne medlemsstat
skal underrettes om en saneringsforanstaltning, underretter hjemlandets kompetente myndigheder eller
administratoren ligeledes de kendte kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er
beliggende i en anden medlemsstat i overensstemmelse med artikel 281 og artikel 283, stk. 1.
2. Giver hjemlandets lovgivning kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er belig-
gende i denne medlemsstat ret til at anmelde deres fordringer eller indgive bemærkninger til fordringerne,
975
nyder kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende i en anden medlemsstat
samme rettighed i overensstemmelse med artikel 282 og artikel 283, stk. 2.
KAPITEL III
Likvidation
Artikel 273
Indledning af likvidation Underretning af tilsynsmyndighederne
1. Kun de kompetente myndigheder i hjemlandet kan træffe afgørelse om indledning af likvidation af
et forsikringsselskab, herunder dets filialer i andre medlemsstater. En sådan afgørelse kan træffes, uden at
der eller efter at der er vedtaget saneringsforanstaltninger.
2. En afgørelse om indledning af likvidation af et forsikringsselskab, herunder dets filialer i andre
medlemsstater, vedtaget i overensstemmelse med hjemlandets lovgivning anerkendes uden videre i hele
Fællesskabet og får retsvirkning dér, så snart den får retsvirkning i den medlemsstat, hvor likvidationen
indledes.
3. De kompetente myndigheder i hjemlandet underretter straks hjemlandets tilsynsmyndigheder om
afgørelsen om at indlede likvidation, om muligt inden den indledes og ellers umiddelbart derefter.
Tilsynsmyndighederne i hjemlandet underretter straks tilsynsmyndighederne i de øvrige medlemsstater
om afgørelsen om at indlede likvidation, herunder de mulige konkrete følger af den pågældende likvida-
tion.
Artikel 274
Lovvalg
1. Afgørelsen om at indlede likvidation af et forsikringsselskab, likvidationsbehandlingen og dennes
retsvirkninger er underlagt hjemlandets lovgivning, medmindre andet er fastsat i artikel 285-292.
2. Hjemlandets lovgivning fastlægger mindst følgende:
a) hvilke aktiver der indgår i boet, og hvordan der skal forholdes med hensyn til aktiver, som er
erhvervet af forsikringsselskabet efter indledningen af likvidationen
b) forsikringsselskabets og likvidators respektive beføjelser
c) på hvilke betingelser der kan foretages gyldig modregning
d) likvidationens følger for løbende aftaler, som forsikringsselskabet er part i
e) likvidationens følger for søgsmål, som enkeltstående kreditorer har indledt, bortset fra verserende
retssager som omhandlet i artikel 292
f) de fordringer, der skal anmeldes i forsikringsselskabets bo, og hvordan der skal forholdes med
hensyn til fordringer, som er opstået efter indledningen af likvidationen
g) reglerne for anmeldelse, prøvelse og anerkendelse af fordringer
h) reglerne for udlodning af provenuet ved realisation af aktiverne, rangordenen, samt hvilke rettig-
heder de kreditorer har, som har opnået delvis fyldestgørelse efter indledningen af likvidationen på
grundlag af en tinglig rettighed eller ved modregning
i) betingelserne for og virkningerne af afslutningen af likvidationen, navnlig ved tvangsakkord
j) kreditorers rettigheder efter afslutningen af likvidationen
k) hvilken part der skal betale omkostninger og udgifter i forbindelse med likvidationen, og
976
l) reglerne for nullitet, omstødelse eller anfægtelse af retshandler, som er til skade for samtlige
kreditorer.
Artikel 275
Behandling af forsikringskrav
1. Medlemsstaterne påser, at forsikringskrav har forrang for andre fordringer mod forsikringsselskabet
på en eller begge af følgende måder:
a) med hensyn til aktiver, som medgår til dækning af forsikringsmæssige hensættelser, skal forsik-
ringskrav have absolut forrang for alle andre fordringer mod forsikringsselskabet, eller
b) med hensyn til alle forsikringsselskabets aktiver skal forsikringskrav have forrang for alle andre
fordringer mod forsikringsselskabet, idet de eneste mulige undtagelser herfra er:
i) fordringer fra arbejdstagere, som følger af arbejdsaftaler og arbejdsforhold
ii) skattekrav fra offentlige organer
iii) fordringer fra sociale sikringsordninger
iv) fordringer vedrørende aktiver, som er omfattet af en tinglig rettighed.
2. Medlemsstaterne kan foreskrive, at alle eller en del af de udgifter, der er opstået i forbindelse med
likvidationsproceduren som fastsat i deres nationale lovgivning, får forrang for forsikringskrav, jf. dog
stk. 1.
3. Medlemsstater, som har valgt metoden i stk. 1, litra a), kræver, at forsikringsselskaberne udarbejder
og ajourfører et særligt register i overensstemmelse med artikel 276.
Artikel 276
Særligt register
1. Et forsikringsselskab skal på sit hovedsæde føre et særligt register over de aktiver, som modsvarer
de forsikringsmæssige hensættelser, der er beregnet og placeret i overensstemmelse med hjemlandets
lovgivning.
2. Udøver et forsikringsselskab både livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed, skal
selskabet på sit hovedsæde føre et særskilt register for hver af de pågældende forsikringskategorier.
Når en medlemsstat tillader forsikringsselskaber at drive livsforsikringsvirksomhed og dække de risici,
som er opført under forsikringsklasse 1 og 2 i del A i bilag I, kan den dog fastsætte, at disse selskaber kun
skal føre ét register, som er fælles for alle deres aktiviteter.
3. De samlede opførte aktiver — værdiansat i overensstemmelse med lovgivningen i hjemlandet — skal
til enhver tid mindst svare til størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser.
4. Dersom et aktiv, som er opført i registret, behæftes med en tinglig rettighed til fordel for en kreditor
eller en tredjepart, således at en del af dette aktiv ikke er disponibelt til dækning af forpligtelserne,
anføres dette i registeret, og det ikke-disponible beløb medregnes ikke i det i stk. 3 nævnte samlede beløb.
5. Behandlingen af et aktiv i tilfælde af likvidation af forsikringsselskabet for så vidt angår metoden
i artikel 275, stk. 1, litra a), afgøres i henhold til hjemlandets lovgivning, undtagen i de tilfælde, hvor
artikel 286, 287 eller 288 finder anvendelse på dette aktiv, dersom:
977
a) det aktiv, der anvendes til at dække forsikringsmæssige hensættelser, er behæftet med en tinglig
rettighed til fordel for en kreditor eller en tredjepart uden at opfylde betingelserne i stk. 4
b) et sådant aktiv er behæftet med et ejendomsforbehold til fordel for en kreditor eller en tredjepart,
eller
c) en kreditor har ret til at kræve sin fordring modregnet i forsikringsselskabets fordring.
6. Er der først indledt en likvidation, kan sammensætningen af de aktiver, der er opført i registeret i
overensstemmelse med stk. 1-5, ikke ændres, og der kan heller ikke foretages ændringer i registrene, bort-
set fra rettelser af rene skrivefejl eller lignende, undtagen med den kompetente myndigheds godkendelse.
Dog skal likvidatorerne til de pågældende aktiver medregne provenuet heraf og værdien af rene præmie-
indtægter, der er blevet opkrævet inden for den pågældende forsikringsklasse mellem indledningen af
likvidationen og tidspunktet for betalingen af forsikringskravet, eller indtil en eventuel overdragelse af
forsikringsporteføljen har fundet sted.
7. Er provenuet af de realiserede aktiver mindre end den værdi, hvortil de er opført i registrene, skal
likvidatorerne begrunde dette over for hjemlandenes tilsynsmyndigheder.
Artikel 277
Subrogation til en garantifond
Hjemlandet kan bestemme, at når en garantifond, som er oprettet i hjemlandet, er indtrådt i forsikrings-
kreditorers rettigheder, kan denne fonds fordringer ikke være omfattet af bestemmelserne i artikel 275,
stk. 1.
Artikel 278
Privilegerede krav knyttet til aktiver
De medlemsstater, som vælger metoden i artikel 275, stk. 1, litra b), forlanger af ethvert forsikringssel-
skab, at de sikrer, at fordringer, som kan have forrang for forsikringskrav i henhold til artikel 275,
stk. 1, litra b), og som er registreret i forsikringsselskabets regnskaber, til enhver tid og uafhængigt af en
eventuel likvidation modsvares af aktiver.
Artikel 279
Inddragelse af tilladelsen
1. Når der er truffet afgørelse om at indlede likvidation af et forsikringsselskab, inddrages selskabets
tilladelse efter proceduren i artikel 144, undtagen i det omfang, det er nødvendigt for udøvelsen af de i
stk. 2 omhandlede aktiviteter.
2. Likvidator eller enhver anden person, som er udpeget af de kompetente myndigheder, kan uanset
inddragelsen af tilladelsen, jf. stk. 1, fortsætte med at udøve visse af forsikringsselskabets aktiviteter,
såfremt dette er nødvendigt eller hensigtsmæssigt af hensyn til likvidationen.
Hjemlandet kan bestemme, at udførelsen af disse aktiviteter kræver samtykke fra og skal foregå under
kontrol af tilsynsmyndighederne i hjemlandet.
Artikel 280
Offentliggørelse af afgørelser om likvidation
978
1. Den kompetente myndighed, likvidator eller enhver person, som er udpeget hertil af den kompetente
myndighed, skal offentliggøre afgørelsen om indledning af likvidationen i overensstemmelse med de
procedurer for offentliggørelse, som gælder i hjemlandet, og også offentliggøre et uddrag af likvidations-
afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Tilsynsmyndighederne i alle andre medlemsstater, som er blevet underrettet om afgørelsen om indledning
af likvidationen, jf. artikel 273, stk. 3, kan sikre, at en sådan afgørelse offentliggøres på deres område på
en måde, de finder passende.
2. Den i stk. 1 nævnte offentliggørelse skal indeholde oplysninger om hjemlandets kompetente myndig-
hed, hvilken lovgivning der finder anvendelse, og hvilken likvidator der er udpeget. Offentliggørelsen
skal finde sted på det eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor oplysningerne offentliggøres.
Artikel 281
Underretning af kendte kreditorer
1. Når en likvidation er indledt, underretter hjemlandets kompetente myndigheder, likvidator eller
enhver person, som er udpeget hertil af de kompetente myndigheder, straks og individuelt ved en skriftlig
meddelelse alle kendte kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende i en
anden medlemsstat.
2. Den i stk. 1 omhandlede underretning skal omfatte frister, der skal overholdes, sanktionerne
i tilknytning til disse frister, hvilket organ eller hvilken myndighed der har beføjelse til at modtage
anmeldelse af fordringer eller bemærkninger vedrørende fordringer og andre foranstaltninger.
Det skal ligeledes fremgå af meddelelsen, om kreditorer med privilegerede fordringer eller tinglig sikker-
hed skal anmelde deres fordring.
Når det drejer sig om forsikringskrav, skal meddelelsen endvidere oplyse om likvidationens generelle
følger for forsikringsaftalerne, herunder især, på hvilken dato forsikringsaftalerne eller transaktionerne
ophører med at have virkning, og de forsikredes rettigheder og pligter med hensyn til forsikringsaftalen
eller transaktionen.
Artikel 282
Ret til at anmelde fordringer
1. Kreditorer, herunder medlemsstaternes offentlige myndigheder, med sædvanlig bopæl, hjemsted eller
hovedsæde i en anden medlemsstat end hjemlandet har ret til at anmelde deres fordringer eller indgive
skriftlige bemærkninger til fordringerne.
2. Fordringer fra alle de i stk. 1 nævnte kreditorer behandles på samme måde og med samme rangorden
som tilsvarende fordringer, som kan anmeldes af kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hoved-
sæde er beliggende i hjemlandet. De kompetente myndigheder handler derfor uden forskelsbehandling på
fællesskabsplan.
3. Bortset fra de tilfælde, hvor hjemlandets lov tillader andet, skal kreditor indsende en genpart af
eventuel dokumentation til den kompetente myndighed og anføre følgende:
a) fordringens art og størrelse
b) hvornår fordringen er opstået
c) om det påberåbes, at der er tale om en privilegeret fordring, en tinglig sikkerhed eller et ejendoms-
forbehold
979
d) eventuelt hvilke formuegenstande denne sikkerhed omfatter.
Det er ikke nødvendigt at anføre den forrang, som er indrømmet forsikringskrav i henhold til artikel 275.
Artikel 283
Sprog og form
1. Underretningen i den i artikel 281, stk. 1, omhandlede meddelelse skal finde sted på det eller et af de
officielle sprog i hjemlandet.
Til dette formål benyttes en formular med en af følgende overskrifter på alle Den Europæiske Unions
officielle sprog:
a) »Opfordring til anmeldelse af fordringer. Angivne frister skal overholdes« eller
b) når der efter hjemlandets lovgivning skal indgives bemærkninger til fordringerne, »Opfordring til
at indgive bemærkninger til en fordring. Angivne frister skal overholdes«.
Har en kendt kreditor et forsikringskrav, skal underretningen i den i artikel 281, stk. 1, omhandlede
meddelelse dog gives på det eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor kreditors sædvanlige
bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende.
2. Kreditorer hvis sædvanlige bopæl, hjemsted eller hovedsæde er beliggende i en anden medlemsstat
end hjemlandet, kan anmelde deres fordringer eller indgive deres bemærkninger til fordringerne på det
eller et af de officielle sprog i denne medlemsstat.
I så fald skal dog henholdsvis anmeldelsen af fordringen eller indgivelsen af bemærkninger til fordringen
være forsynet med overskriften »Anmeldelse af fordring« eller »Indgivelse af bemærkninger til en
fordring« på det eller et af de officielle sprog i hjemlandet.
Artikel 284
Regelmæssig underretning af kreditorer
1. Likvidatorerne underretter regelmæssigt og i en passende form kreditorerne om likvidationens forløb.
2. Medlemsstaternes tilsynsmyndigheder kan anmode hjemlandets tilsynsmyndigheder om at blive
underrettet om likvidationens forløb.
KAPITEL IV
Fælles bestemmelser
Artikel 285
Virkninger for visse aftaler og rettigheder
Uanset artikel 269 og 274 afgøres virkningerne af en saneringsforanstaltning eller af indledning af en
likvidation som følger:
a) ved arbejdsaftaler og arbejdsforhold udelukkende efter lovgivningen i den medlemsstat, hvis
lovgivning finder anvendelse på arbejdsaftalen eller arbejdsforholdet
b) ved aftaler, som giver brugs- eller købsret til fast ejendom, udelukkende efter lovgivningen i den
medlemsstat, hvor den faste ejendom er beliggende, og
c) ved forsikringsselskabets rettigheder til fast ejendom, et skib eller et luftfartøj, som kræves noteret
i et offentligt register, udelukkende efter lovgivningen i den medlemsstat, under hvis myndighed
registeret føres.
980
Artikel 286
Tredjeparts tinglige rettigheder
1. Indledning af saneringsforanstaltninger eller af en likvidation berører ikke en kreditors eller en
tredjeparts tinglige ret til fysiske eller immaterielle formuegenstande, løsøre eller fast ejendom — såvel
specifikke aktiver som en række uspecificerede aktiver under ét med varierende sammensætning — som
tilhører forsikringsselskabet, og som på tidspunktet for likvidationens indledning befinder sig på en anden
medlemsstats område.
2. Rettigheder efter stk. 1 omfatter mindst:
a) retten til at realisere aktivet eller lade det realisere og til at lade sig fyldestgøre af provenuet eller
udbyttet heraf, navnlig ved pant, herunder pant i fast ejendom
b) eneretten til at inddrive en fordring, navnlig en ret sikret ved pant i fordringen eller ved overdragel-
se til sikkerhed
c) retten til at forlange aktivet udleveret eller kræve erstatning af enhver, som besidder eller anvender
det mod rettighedshaverens vilje
d) retten til at oppebære afkastet af et aktiv.
3. Retten til at opnå en tinglig rettighed som nævnt i stk. 1, som er noteret i et offentligt register og kan
gøres gældende over for tredjepart, sidestilles med en tinglig rettighed.
4. Stk. 1 udelukker ikke søgsmål om nullitet, omstødelse eller anfægtelighed som omhandlet i
artikel 274, stk. 2, litra l).
Artikel 287
Ejendomsforbehold
1. Indledning af saneringsforanstaltninger for eller likvidation af et forsikringsselskab, som køber
et aktiv, berører ikke en sælgers rettigheder, som bygger på et ejendomsforbehold, når genstanden på
tidspunktet for behandlingens indledning befinder sig i en anden medlemsstat end den, hvor behandlingen
er indledt.
2. Indledning af saneringsforanstaltninger for eller likvidation af et forsikringsselskab, som sælger
et aktiv, efter levering af aktivet berettiger ikke til ophævelse eller annullering af salget og forhindrer
ikke køberen i at erhverve ejendomsretten til det solgte aktiv, når dette på tidspunktet for behandlingens
indledning befinder sig i en anden medlemsstat end den, hvor behandlingen er indledt.
3. Stk. 1 og 2 udelukker ikke søgsmål om nullitet, omstødelse eller anfægtelighed som omhandlet i
artikel 274, stk. 2, litra l).
Artikel 288
Modregning
1. Indledning af saneringsforanstaltninger eller af en likvidation berører ikke en kreditors ret til
at kræve sin fordring modregnet i forsikringsselskabets fordring, når den lovgivning, der gælder for
forsikringsselskabets fordring, tillader en sådan modregning.
2. Stk. 1 udelukker ikke søgsmål om nullitet, omstødelse eller anfægtelighed som omhandlet i
artikel 274, stk. 2, litra l).
Artikel 289
981
Regulerede markeder
1. Virkningerne af en saneringsforanstaltning eller af indledning af en likvidation for de rettigheder og
forpligtelser, som henholdsvis tilkommer og påhviler deltagerne i et reguleret marked, afgøres udelukken-
de efter lovgivningen i den medlemsstat, hvis lovgivning finder anvendelse på det pågældende marked, jf.
dog artikel 286.
2. Stk. 1 udelukker ikke søgsmål om nullitet, omstødelse eller anfægtelighed som omhandlet i arti-
kel 274, stk. 2, litra l), af betalinger eller transaktioner i henhold til den lovgivning, der finder anvendelse
på det pågældende marked.
Artikel 290
Handlinger, som kan skade kreditorerne
Artikel 274, stk. 2, litra l), finder ikke anvendelse, når den, der har nydt godt af en handling, som
er til skade for alle kreditorerne, kan godtgøre, at denne handling er undergivet lovgivningen i en
anden medlemsstat end hjemlandet, og at denne lovgivning i det pågældende tilfælde ikke åbner nogen
mulighed for at anfægte denne handling.
Artikel 291
Beskyttelse af erhvervende tredjepart
Følgende lovgivning finder anvendelse, når et forsikringsselskab ved en retshandel indgået efter vedtagel-
sen af en saneringsforanstaltning eller indledningen af en likvidation mod modydelse afhænder:
a) ved fast ejendom: lovgivningen i den medlemsstat, hvor den faste ejendom er beliggende
b) ved skibe eller luftfartøjer, som kræves noteret i et offentligt register: lovgivningen i den medlems-
stat, under hvis myndighed registret føres
c) ved værdipapirer eller andre papirer, hvis eksistens eller overførsel forudsætter notering i et register
eller på en konto, der er reguleret ved lov, eller som er placeret i en værdipapircentral, der er
reguleret af en medlemsstats lovgivning: lovgivningen i den medlemsstat, under hvis myndighed
registret, kontoen eller værdipapircentralen føres eller administreres.
Artikel 292
Verserende retssager
Virkningerne af en saneringsforanstaltning eller en likvidation for en verserende retssag om et aktiv eller
en rettighed i massen, afgøres udelukkende efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor retssagen verserer.
Artikel 293
Administratorer og likvidatorer
1. Udpegelsen af en administrator eller likvidator godtgøres ved en bekræftet genpart af den afgørelse,
hvorved den pågældende er udpeget, eller ved enhver anden attest udstedt af hjemlandets kompetente
myndigheder.
Den medlemsstat, i hvilken administratoren eller likvidatoren ønsker at handle, kan forlange en oversæt-
telse til det eller et af de officielle sprog i den pågældende medlemsstat. Der stilles ikke krav om en
formel bekræftelse af denne oversættelse eller andre lignende formaliteter.
982
2. Administratorer og likvidatorer kan på samtlige medlemsstaters område udøve alle de beføjelser, de
kan udøve på hjemlandets område.
Desuden kan der efter hjemlandets lovgivning udpeges personer til at bistå eller repræsentere admini-
stratorerne og likvidatorerne under saneringsforanstaltningen eller likvidationen, især i værtslandene og
specielt med henblik på at afhjælpe de vanskeligheder, som kreditorer måtte støde på i disse lande.
3. Ved udøvelsen af deres beføjelser i henhold til hjemlandets lovgivning skal administratorer eller
likvidatorer overholde lovgivningen i de medlemsstater, i hvilke de ønsker at handle, især for så vidt
angår bestemmelserne om realisering af formuegenstande og underretning af ansatte.
Disse beføjelser omfatter ikke anvendelse af tvangsmidler eller retten til at afgøre voldgiftsspørgsmål
eller bilægge tvister.
Artikel 294
Notering i offentligt register
1. Administrator, likvidator eller enhver anden myndighed eller person med den behørige bemyndigelse
i hjemlandet kan anmode om at få en saneringsforanstaltning eller afgørelsen om indledning af en
likvidation noteret i ethvert relevant offentligt register, som føres i de øvrige medlemsstater.
Foreskriver en medlemsstat obligatorisk notering, træffer den i første afsnit omhandlede myndighed eller
person de nødvendige foranstaltninger til, at tinglysningen eller registreringen kan finde sted.
2. Omkostningerne i forbindelse med notering betragtes som procedureomkostninger.
Artikel 295
Tavshedspligt
Alle, som modtager eller giver oplysninger som led i de i artikel 270, 273 og 296 fastlagte procedurer, er
underlagt bestemmelserne om tavshedspligt som fastlagt i artikel 64-69, dog med undtagelse af de retslige
myndigheder, som er omfattet af de gældende nationale bestemmelser.
Artikel 296
Behandling af filialer af tredjelandsforsikringsselskaber
Når et tredjelandsforsikringsselskab har filialer i mere end én medlemsstat, behandles hver filial individu-
elt med hensyn til anvendelsen af dette afsnit.
De kompetente myndigheder og tilsynsmyndighederne i disse medlemsstater bestræber sig på at samord-
ne deres aktioner.
Alle administratorer og likvidatorer bestræber sig ligeledes på at samordne deres aktioner.
AFSNIT V
ANDRE BESTEMMELSER
Artikel 297
Ret til domstolsprøvelse
983
Medlemsstaterne påser, at alle afgørelser, der træffes over for et forsikrings- eller genforsikringsselskab i
henhold til de love og administrative bestemmelser, der vedtages til gennemførelse af dette direktiv, kan
gøres til genstand for domstolsprøvelse.
Artikel 298
Samarbejde mellem medlemsstaterne og Kommissionen
1. Medlemsstaterne samarbejder med hinanden med henblik på at lette tilsynet med forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed i Fællesskabet og anvendelsen af dette direktiv.
2. Kommissionen og medlemsstaternes tilsynsmyndigheder arbejder snævert sammen med henblik på
at lette tilsynet med forsikrings- og genforsikringsvirksomhed i Fællesskabet og undersøge de vanskelig-
heder, der måtte opstå ved anvendelsen af dette direktiv.
3. Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om væsentlige problemer i forbindelse med
anvendelsen af dette direktiv.
Kommissionen og tilsynsmyndighederne i de pågældende medlemsstater gennemgår disse problemer så
hurtigt som muligt for at finde en hensigtsmæssig løsning.
Artikel 299
Euro
Hver gang der i dette direktiv henvises til euroen, er den modværdi i national valuta, som skal tages i
betragtning fra den 31. december hvert år, modværdien på den sidste dag i oktober samme år, på hvilken
der foreligger modværdier af euro i alle Fællesskabets valutaer.
Artikel 300
Revision af beløb udtrykt i euro
Beløb udtrykt i euro i dette direktiv revideres hvert femte år ved at forhøje grundbeløbet i euro med
den procentuelle ændring i samtlige medlemsstaters almindelige harmoniserede forbrugerprisindeks, som
offentliggøres af Eurostat, med start den 31. oktober 2012 indtil revisionstidspunktet, og rundes op til et
multiplum af 100 000 EUR.
Er ændringen siden sidste revision mindre end 5 %, revideres beløbene ikke.
Kommissionen offentliggør de således reviderede beløb i Den Europæiske Unions Tidende.
Medlemsstaterne gennemfører de reviderede beløb senest 12 måneder efter offentliggørelsen i Den
Europæiske Unions Tidende.
Artikel 301
Udvalgsprocedure
1. Kommissionen bistås af Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrelaterede
Pensioner.
2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.
3. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1-4, og artikel 7, i afgørelse 1999/468/EF,
jf. dennes artikel 8.
984
Artikel 302
Underretninger foretaget, inden de nødvendige love og administrative bestemmelser for at efter-
komme artikel 57-63 sættes i kraft
Den vurderingsprocedure, der anvendes i forbindelse med påtænkte erhvervelser, som der i henhold
til artikel 57 er givet underretning om til de kompetente myndigheder, inden de nødvendige love og
administrative bestemmelser for at efterkomme artikel 57-63 sættes i kraft, gennemføres efter gældende
national lovgivning i medlemsstaterne på tidspunktet for underretningen.
Artikel 303
Ændringer til direktiv 2003/41/EF
Direktiv 2003/41/EF ændres således:
1) Artikel 17, stk. 2, affattes således:
»2. Ved beregning af mindstebeløbet for disse yderligere aktiver finder reglerne i artikel 17a-17d
anvendelse.«.
2) Følgende artikler indsættes:
»Artikel 17a
Faktisk solvensmargen
1. Hver medlemsstat pålægger de i artikel 17, stk. 1, omhandlede pensionskasser, som er beliggende
på dens område, til enhver tid at råde over en i forhold til dens samlede virksomhed tilstrækkelig faktisk
solvensmargen, der mindst svarer til kravene i dette direktiv.
2. Den faktiske solvensmargen består af pensionskassens formue fri for enhver påregnelig forpligtelse
og med fradrag af immaterielle værdier, herunder bl.a.:
a)de indbetalte kapitalandele, eller hvis pensionskassen er et gensidigt selskab, den effektive garantikapi-
tal samt alle konti tilhørende medlemmerne af det gensidige selskab, der opfylder følgende kriterier:
i) vedtægterne skal fastsætte, at betalinger fra disse konti til medlemmerne af det gensidige selskab kun
kan foretages, hvis den faktiske solvensmargen ikke herved falder under det krævede niveau, eller hvis
hele selskabets øvrige gæld efter selskabets opløsning er afviklet
ii) vedtægterne skal fastsætte, for så vidt angår de i nr. i) omhandlede betalinger, når disse sker af
andre årsager end individuelle medlemsophør i det gensidige selskab, at de kompetente myndigheder
underrettes herom mindst en måned i forvejen, og at de inden for denne frist kan forbyde betalingen, og
iii) de relevante bestemmelser i vedtægterne kan kun ændres, efter at de kompetente myndigheder har
erklæret, at de ikke har nogen indvending mod ændringen, jf. dog kriterierne i nr. i) og ii)
b) lovmæssige og frie reserver, der ikke modsvarer forpligtelser, og
c) det udbytte eller tab efter fradrag af dividende, der skal betales
985
d) i det omfang national lovgivning tillader det: de bonusreserver, der er opført på balancen, for så vidt de
kan anvendes til dækning af eventuelle tab og ikke er afsat til udlodning til medlemmer og begunstigede.
Den faktiske solvensmargen reduceres med pensionskassens direkte besiddelse af egne aktier.
3. Medlemsstaterne kan også fastsætte, at den faktiske solvensmargen også kan udgøres af:
a) kumulative præferenceaktier og ansvarlig indskudskapital op til 50 % af det mindste af beløbene for
den faktiske solvensmargen og for den obligatoriske solvensmargen, hvoraf ansvarlig indskudskapital
med fast løbetid eller kumulative præferenceaktier med fast løbetid højst må udgøre 25 %, forudsat
at der i tilfælde af pensionskassens konkurs eller likvidation findes bindende aftaler om, at ansvarlig
indskudskapital eller præferenceaktier efterstilles alle andre fordringer og først fyldestgøres, når al anden
udestående gæld er betalt
b)værdipapirer med ubestemt løbetid og andre instrumenter — herunder andre kumulative præferenceak-
tier end de i litra a) omhandlede — op til 50 % af den faktiske solvensmargen eller den obligatoriske
solvensmargen, alt efter hvilken der er lavest, for alle de værdipapirer, og den ansvarlige indskudskapital,
der er omhandlet i litra a), forudsat at de opfylder følgende betingelser:
i) de skal ikke kunne tilbagebetales på ihændehaverens initiativ eller uden den kompetente myndigheds
forhåndsgodkendelse
ii) aftaler i forbindelse med gældsstiftelsen skal give pensionskassen mulighed for at udskyde betaling af
renter af gælden
iii) långiverens krav mod pensionskassen skal efterstilles al anden ikke efterstillet gæld
iv) de for udstedelsen af værdipapirerne gældende dokumenter skal indeholde bestemmelse om, at gæld
og ikke betalte renter skal kunne anvendes til dækning af tabene, samtidig med at pensionskassen skal
kunne fortsætte sin virksomhed, og
v) kun faktisk indbetalte beløb tages i betragtning.
Med henblik på litra a) skal ansvarlig indskudskapital ligeledes opfylde følgende betingelser:
i) kun faktisk indbetalte midler tages i betragtning
ii) for indskudskapital med fast løbetid skal den oprindelige løbetid være mindst fem år. Senest et
år inden tilbagebetalingsdatoen forelægger pensionskassen med henblik på godkendelse de kompetente
myndigheder en plan over, hvorledes den faktiske solvensmargen vil blive fastholdt på eller bragt op
på det krævede niveau ved løbetidens udløb, medmindre den andel, den ansvarlige indskudskapital kan
udgøre af den faktiske solvensmargen, nedsættes gradvis i løbet af mindst de sidste fem år inden den
aftalte tilbagebetalingsdag. De kompetente myndigheder kan give tilladelse til anticiperet tilbagebetaling
af sådanne midler, når anmodning herom indgives af den emitterende pensionskasse, og dens faktiske
solvensmargen ikke derved falder under det krævede niveau
iii) for indskudskapital, for hvilken der ikke er fastsat nogen løbetid, skal der gælde et opsigelsesvar-
sel på fem år, medmindre indskudskapitalen ikke længere medregnes som et element i den faktiske
solvensmargen, eller medmindre de kompetente myndigheders forudgående samtykke specielt kræves for
tilbagebetaling før tiden. I sidstnævnte tilfælde underretter pensionskassen mindst seks måneder inden
986
datoen for den foreslåede tilbagebetaling de kompetente myndigheder med angivelse af den faktiske
solvensmargen og den obligatoriske solvensmargen før og efter denne tilbagebetaling. De kompetente
myndigheder kan kun give tilladelse til tilbagebetaling af sådanne midler, hvis pensionskassens faktiske
solvensmargen ikke derved falder under det krævede niveau
iv) låneaftalen indeholder ikke nogen klausul om, at gælden under nærmere angivne omstændigheder,
bortset fra likvidation af pensionskassen, skal tilbagebetales inden de aftalte forfaldsdatoer, og
v) låneaftalen kan kun ændres, efter at de kompetente myndigheder har erklæret, at de ikke har nogen
indvendinger mod ændringen.
4. Efter ansøgning og dokumentation herfor fra pensionskassen rettet til den kompetente myndighed
i hjemlandet og med denne kompetente myndigheds indforståelse kan den faktiske solvensmargen også
bestå af følgende:
a) såfremt der ikke anvendes zillmering, eller såfremt der anvendes zillmering, som ikke når op på de
akkvisitionstillæg, som indgår i præmien: forskellen mellem den præmiehensættelse, der ikke er zillmeret
eller delvis zillmeret, og en præmiehensættelse, der er zillmeret med en zillmeringssats, der er lig med de
akkvisitionstillæg, som indgår i præmien
b) de skjulte nettoreserver, der er opstået som følge af ansættelsen af aktiver, i det omfang sådanne skjulte
nettoreserver ikke har karakter af et undtagelsestilfælde
c) halvdelen af den ikke indbetalte aktiekapital eller grundfond, når den indbetalte del udgør 25 % af
denne kapital eller fond, højst med et beløb svarende til 50 % for den faktiske solvensmargen eller for den
obligatoriske solvensmargen, alt efter hvilket er mindst.
Beløbet omhandlet i litra a) må ikke overstige 3,5 % af summen af forskellen mellem livsforsikringska-
pitalerne samt de arbejdsmarkedsrelaterede pensioner og præmiehensættelserne for alle de kontrakter,
hvor zillmering er mulig. Denne forskel nedsættes med et beløb, som svarer til eventuelle ikke afskrevne
akkvisitionstillæg, der er opført som et aktiv.
5. Kommissionen kan træffe gennemførelsesforanstaltninger i forbindelse med stk. 2, 3 og 4 med
henblik på at tage højde for udviklinger, der kan begrunde tekniske justeringer af elementer, som kan
indgå i den faktiske solvensmargen.
Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at
supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 21b.
Artikel 17b
Obligatorisk solvensmargen
1. Med forbehold af artikel 17c bestemmes den obligatoriske solvensmargen som anført i stk. 2–6, alt
efter hvilke forpligtelser, der udøves.
2. Den obligatoriske solvensmargen er lig med summen af følgende to resultater:
a) det første resultat:
det tal, der svarer til 4 % af præmiehensættelserne, vedrørende direkte forsikringsvirksomhed og overta-
gelser af genforsikring uden fradrag af afgivelse i genforsikring, multipliceres med det forhold, på mindst
987
85 %, der i det sidste regnskabsår bestod mellem præmiehensættelsernes samlede beløb, med fradrag af
afgivelserne i genforsikring, og præmiehensættelsernes bruttobeløb
b) det andet resultat:
for de kontrakter, hvor risikosummen ikke er negativ, multipliceres det tal, der udgør 0,3 % af risiko-
summen, som pensionskassen har påtaget sig ansvaret for, med det forhold, på mindst 50 %, der i
det sidste regnskabsår bestod mellem størrelsen af risikosummen, for hvilken kassen forbliver ansvarlig
efter afgivelse og retrocession i genforsikring, og størrelsen af risikosummen uden fradrag af afgivelse i
genforsikring.
For ophørende dødsfaldsforsikringer med en løbetid på højst tre år udgør procentsatsen 0,1 %. For
dødsfaldsforsikringer med en løbetid på over tre år, men ikke over fem år, udgør procentsatsen 0,15 %.
3. For den i artikel 2, stk. 3, litra a), nr. iii), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF
af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens
II)37) omhandlede tillægsforsikring er den obligatoriske solvensmargen lig med den obligatoriske solvens-
margen for pensionskasser, jf. artikel 17d.
4. For den i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. ii), i direktiv 2009/138/EF omhandlede kapitaliseringsvirksom-
hed er den obligatoriske solvensmargen lig med 4 % af præmiehensættelserne, beregnet som angivet i
stk. 2, litra a).
5. For de i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. i), i direktiv 2009/138/EF omhandlede operationer er den
obligatoriske solvensmargen lig med 1 % af deres aktiver.
6. For forsikringer omfattet af artikel 2, stk. 3, litra a), nr. i) og ii), i direktiv 2009/138/EF, som er
knyttet til investeringsfonde, og for de i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. iii)-iv), i direktiv 2009/138/EF om-
handlede operationer er den obligatoriske solvensmargen lig med summen af følgende:
a) i det omfang pensionskassen påtager sig en investeringsrisiko, 4 % af de forsikringsmæssige hensættel-
ser, beregnet som angivet i stk. 2, litra a),
b) i det omfang pensionskassen ikke påtager sig en investeringsrisiko, men det beløb, der skal dække
driftsomkostningerne, fastsættes for en periode på over fem år, 1 % af de forsikringsmæssige hensættel-
ser, beregnet som angivet i stk. 2, litra a),
c) i det omfang pensionskassen ikke påtager sig en investeringsrisiko, og det beløb, der skal dække
driftsomkostningerne, ikke fastsættes for en periode på over fem år, et beløb svarende til 25 % af de
administrative nettoomkostninger for det sidste regnskabsårs i forbindelse med dens virksomhed
d) i det omfang pensionskassen påtager sig en dødsrisiko, 0,3 % af risikosummen, beregnet som angivet i
stk. 2, litra b).
Artikel 17c
Garantifond
1. Medlemsstaterne kan fastsætte, at en tredjedel af den obligatoriske solvensmargen som fastsat i
artikel 17b, udgør garantifonden. Denne fond består af de bestanddele, der er nævnt i artikel 17a, stk. 2
og 3 samt — med forbehold af samtykke fra hjemlandets kompetente myndighed — i artikel 17, stk. 4,
litra b).
988
2. Garantifonden skal være på mindst 3 mio. EUR. Hver medlemsstat kan træffe bestemmelse om, at
minimumsgarantifonden reduceres med 25 % for gensidige selskaber og selskaber af gensidiglignende
karakter.
Artikel 17d
Obligatorisk solvensmargen, jf. artikel 17b, stk. 3
1. Den obligatoriske solvensmargen bestemmes i forhold til enten det årlige præmie- eller bidragsbeløb
eller til gennemsnittet af fordringer i de tre sidste regnskabsår.
2. Den obligatoriske solvensmargens størrelse er lig med det højeste af de to resultater, der er anført i
stk. 3 og 4.
3. De præmier eller bidrag, der benyttes, skal være den største af følgende størrelser: bruttoværdien af
de tegnede præmier eller bidrag som beregnet nedenfor eller bruttoværdien af de optjente præmier eller
bidrag.
De præmier eller bidrag, inklusive accessoriske tillæg, der indgår i direkte forsikringsforretning i løbet af
det sidste regnskabsår, lægges sammen.
Hertil lægges beløbet for de præmier, der er overtaget for al genforsikring i løbet af det sidste regnskabs-
år.
Herfra fradrages det samlede beløb for de i løbet af det sidste regnskabsår annullerede præmier eller
bidrag samt det samlede beløb for skatter og afgifter af de præmier og bidrag, der indgår i den samlede
indtægt.
Det således fremkomne beløb deles i to rater, hvoraf den første går op til 50 mio. EUR, og den anden
omfatter det resterende beløb; der beregnes brøkdele på henholdsvis 18 % og 16 % af disse rater, som
lægges sammen.
Den således beregnede sum multipliceres med det forhold, der for summen af de sidste tre regnskabsår
består mellem størrelsen af de forsikringsydelser, der påhviler pensionskassen efter fradrag af inddrivelige
beløb i forbindelse med genforsikring, og forsikringsydelsernes bruttobeløb. Dette forhold skal under
ingen omstændigheder være under 50 %.
4. Beregning af grundlaget for krav:
De beløb, der er udbetalt i direkte forsikring (uden fradrag af krav, som påhviler genforsikrere og retro-
cessionarer) for krav i løbet af de i stk. 1 omhandlede perioder, lægges sammen.
Hertil lægges det beløb for krav, der er udbetalt i løbet af de samme perioder for forpligtelser, der er
overtaget i genforsikring eller retrocession, og beløbet for de hensættelser til endnu ikke afviklede krav,
der er fastlagt ved slutningen af det sidste regnskabsår for såvel direkte forretninger som for de ved
genforsikring overtagne forpligtelser.
Herfra fradrages de regresbeløb, der er modtaget i løbet af de i stk. 1 omhandlede perioder.
Herfra fradrages beløbet for hensættelser til endnu ikke afviklede krav, som er fastlagt ved begyndelsen af
det andet regnskabsår, der går forud for det sidst afsluttede regnskabsår, for såvel direkte forretninger som
for de ved genforsikring overtagne forpligtelser.
989
En tredjedel af det således fremkomne beløb deles i to rater, hvoraf den første går op til 35 mio. EUR,
og den anden omfatter det resterende beløb; der beregnes brøkdele på henholdsvis 26 % og 23 % af disse
rater, som lægges sammen.
Den således beregnede sum multipliceres med det forhold, der for summen af de sidste tre regnskabsår
består mellem størrelsen af de forsikringsydelser, der påhviler pensionskassen efter fradrag af inddrivelige
beløb i forbindelse med genforsikring, og forsikringsydelsernes bruttobeløb. Dette forhold skal under
ingen omstændigheder være under 50 %.
5. Er den obligatoriske solvensmargen som beregnet i stk. 2, 3 og 4 lavere end den obligatoriske
solvensmargen for det foregående år, er den obligatoriske solvensmargen mindst lig med den obligato-
riske solvensmargen for det foregående år multipliceret med forholdet mellem de forsikringsmæssige
hensættelser til udestående erstatningsudgifter ved det sidste regnskabsårs afslutning og de forsikrings-
mæssige hensættelser til udestående erstatningsudgifter ved det sidste regnskabsårs begyndelse. Som led
i disse beregninger beregnes de forsikringsmæssige hensættelser som et nettobeløb af genforsikring, men
forholdet må ikke være højere end 1.
3) Følgende artikler indsættes:
»Artikel 21a
Revision af garantifondens størrelse
1. Det beløb i euro, der er fastsat i artikel 17c, stk. 2, tages årligt og første gang 31. oktober 2012 op til
revision for at tage hensyn til ændringerne i medlemsstaternes harmoniserede forbrugerprisindekser, der
offentliggøres af Eurostat.
Dette beløb tilpasses automatisk ved at forhøje grundbeløbet i euro med den procentændring i nævnte
indeks, der er sket i perioden mellem 31. december 2009 og undersøgelsestidspunktet, og afrundes opad
til et multiplum af 100 000 EUR.
Er ændringen siden sidste tilpasning mindre end 5 %, foretages ingen tilpasning.
2. Kommissionen underretter årligt Europa-Parlamentet og Rådet om undersøgelsen og det tilpassede
beløb, der er nævnt i stk. 1.
Artikel 21b
Udvalgsprocedure
1. Kommissionen bistås af Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrelaterede
Pensioner, som er nedsat ved Kommissionens afgørelse 2004/9/EF38).
2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1-4, og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF,
jf. dennes artikel 8.
Artikel 304
Løbetidsbaseret »equity risk«-delmodul
1. Medlemsstaterne kan tillade livsforsikringsselskaber, der yder:
a) arbejdsmarkedsrelaterede pensioner i overensstemmelse med artikel 4 i direktiv 2003/41/EF, eller
990
b) pensionsydelser, der udbetales ved pensionsalderens indtræden eller forventede indtræden, såfremt de præ-
mier, der er indbetalt for disse ydelser, er forbundet med et skattefradrag, der tildeles forsikringstagerne i
henhold til den nationale lovgivning i den medlemsstat, der har godkendt selskabet,
hvor:
i) alle aktiver og passiver svarende til virksomheden afgrænses, forvaltes og organiseres adskilt fra forsikrings-
selskabets andre aktiviteter uden mulighed for overførsel
ii) selskabets aktiviteter for så vidt angår litra a) og b), i forbindelse med hvilke den i dette stykke omhandlede
metode finder anvendelse, kun udføres i den medlemsstat, hvor selskabet er godkendt, og
iii) den gennemsnitlige løbetid for de passiver, der svarer til virksomheden, og som indehaves af selskabet,
overstiger et gennemsnit på 12 år,
at anvende et »equity risk«-delmodul fra solvenskapitalkravet, der er afstemt ved at anvende en Value-at-Risk-
værdi i et tidsrum, der svarer til den typiske ihændehaverperiode for det pågældende selskabs investeringer
i aktier med et konfidensniveau, som sikrer forsikringstagerne og de begunstigede et beskyttelsesniveau
svarende til det, der er fastsat i artikel 101, såfremt den i denne artikel omhandlede metode kun anvendes med
henblik på de i nr. i) omhandlede aktiver og passiver. Ved beregningen af solvenskapitalkravet tages der fuldt
ud højde for disse aktiver og passiver med henblik på bedømmelse af diversifikationseffekterne uanset behovet
for at beskytte interesserne for forsikringstagere og begunstigede i andre medlemsstater.
Metoden i første afsnit benyttes kun — med tilsynsmyndighedernes godkendelse — hvis såvel solvens- og
likviditetsstillingen som det pågældende selskabs strategier, processer og rapporteringsprocedurer for forvalt-
ningen af aktiver og passiver er i stand til løbende at sikre, at den kan indehave aktieinvesteringer i en periode,
der svarer til den typiske ihændehaverperiode for det pågældende selskab investeringer i aktier. Selskabet
skal over for tilsynsmyndigheden kunne godtgøre, at denne forudsætning er til stede med det nødvendige
konfidensniveau til at give forsikringstagerne og de begunstigede et beskyttelsesniveau svarende til niveauet i
artikel 101.
Forsikrings- og genforsikringsselskaber må ikke vende tilbage til anvendelse af metoden i artikel 105 undta-
gen under behørigt begrundede omstændigheder og med tilsynsmyndighedernes godkendelse.
2. Kommissionen forelægger senest den 31. oktober 2015 Det Europæiske Udvalg for Forsikring og
Arbejdsmarkedsrelaterede Pensioner og Europa-Parlamentet en rapport om gennemførelsen af metoden i
stk. 1 og tilsynsmyndighedernes praksis i henhold til stk. 1 og vedføjer, hvor det er relevant, passende
forslag. Denne rapport skal navnlig behandle de grænseoverskridende virkninger af anvendelsen af denne
metode med henblik på at forebygge regelarbitrage fra forsikrings- og genforsikringsselskabers side.
AFSNIT VI
OVERGANGSBESTEMMELSER OG AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
KAPITEL I
Overgangsbestemmelser
Afdeling 1
Forsikring
991
Artikel 305
Undtagelser og ophævelse af restriktive foranstaltninger
1. Medlemsstaterne kan fritage skadesforsikringsselskaber, som den 31. januar 1975 ikke opfyldte
kravene i artikel 16 og 17 i direktiv 73/239/EØF, og som den 31. juli 1978 endnu ikke havde nået en årlig
indbetaling af præmier eller bidrag på det seksdobbelte af den i artikel 17, stk. 2, i direktiv 73/239/EØF
nævnte minimumsgarantifond, for forpligtelsen til at oprette denne fond før udgangen af det regnskabsår,
i hvilket præmierne eller bidragene udgør det seksdobbelte af denne garantifond. På grundlag af resulta-
terne af den i artikel 298, stk. 2, nævnte undersøgelse beslutter Rådet med enstemmighed på forslag af
Kommissionen, hvornår medlemsstaterne skal ophæve denne fritagelse.
2. Skadesforsikringsselskaber, der er oprettet i Det Forenede Kongerige »by Royal Charter« eller »by
private Act« eller »by special Public Act«, kan fortsætte deres virksomhed i den retlige form, hvori de var
oprettet den 31. juli 1973 uden tidsbegrænsning.
Livsforsikringsselskaber, der er oprettet i Det Forenede Kongerige »by Royal Charter« eller »by private
Act« eller »by special Public Act«, kan fortsætte deres virksomhed i den juridiske form, hvori de var
oprettet den 15. marts 1979 uden tidsbegrænsning.
Det Forenede Kongerige opstiller en liste over de i første og andet afsnit omhandlede selskaber og
meddeler den til de øvrige medlemsstater og til Kommissionen.
3. Selskaber, der er registreret i Det Forende Kongerige under »the Friendly Societies Acts«, kan
fortsætte med at drive livsforsikrings- og opsparingsvirksomhed, som de i overensstemmelse med deres
formål udøvede den 15. marts 1979.
4. Efter anmodning fra de skadesforsikringsselskaber, der opfylder forpligtelserne i afsnit I, kapitel VI,
afdeling 2, 4 og 5, ophæver medlemsstaterne restriktive foranstaltninger såsom pantehæftelser, depone-
ring eller sikkerhedsstillelse.
Artikel 306
Rettigheder erhvervet af eksisterende filialer og forsikringsselskaber
1. Filialer, der inden den 1. juli 1994 har påbegyndt deres virksomhed efter de i filialmedlemsstaten
gældende bestemmelser, anses for at have fulgt fremgangsmåden i artikel 145 og 146.
2. Artikel 147 og 148 berører ikke de velerhvervede rettigheder, som tilkommer et forsikringsselskab,
der inden den 1. juli 1994 har udøvet virksomhed i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydel-
ser.
Afdeling 2
Genforsikring
Artikel 307
Overgangsperiode for artikel 57, stk. 3, og artikel 60, nr. 6, i direktiv 2005/68/EF
En medlemsstat kan udsætte gennemførelsen af bestemmelserne i artikel 57, nr. 3, i direktiv 2005/68/EF
om ændring af artikel 15, stk. 3, i direktiv 73/239/EØF og af bestemmelsen i artikel 60, nr. 6, i direktiv
2005/68/EF indtil den 10. december 2008.
992
Artikel 308
Rettigheder erhvervet af eksisterende genforsikringsselskaber
1. Genforsikringsselskaber, som er omfattet af dette direktiv, og som i overensstemmelse med bestem-
melserne i den medlemsstat, hvor de har hovedsæde, har opnået tilladelse til at udøve genforsikrings-
virksomhed inden den 10. december 2005, anses for at have opnået tilladelse i overensstemmelse med
artikel 14.
De er dog underlagt bestemmelserne i dette direktiv vedrørende udøvelse af genforsikringsvirksomhed og
kravene i artikel 18, stk. 1, litra b) og d) til g), artikel 19, 20 og 24 samt afsnit I, kapitel VI, afdeling 2, 3
og 4.
2. Medlemsstaterne kan dog indrømme de i stk. 1 omhandlede genforsikringsselskaber, der den
10. december 2005 ikke opfyldte bestemmelserne i artikel 18, stk. 1, litra b), artikel 19 og 20 samt
afsnit I, kapitel VI, afdeling 2, 3 og 4, indtil den 10. december 2008 til at opfylde sådanne krav.
KAPITEL II
Afsluttende bestemmelser
Artikel 309
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme
artikel 4, 10, 13, 14, 18, 23, 26-32, 34-49, 51-55, 67, 68, 71, 72, 74-85, 87-91, 93-96, 98, 100-110,
112, 113, 115-126, 128, 129, 131-134, 136-142, 144, 146, 148, 162-167, 172, 173, 178, 185, 190, 192,
210-233, 235-240, 243-258, 260-263, 265, 266, 303 og 304 samt bilag III og IV senest den 31. oktober
2012.
Bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggø-
relsen ledsages af en sådan henvisning. De skal også omfatte en erklæring om, at henvisninger i gældende
love og administrative bestemmelser til de direktiver, der ophæves ved dette direktiv, skal anses som
henvisninger til dette direktiv. De nærmere regler for henvisningen og formuleringen af erklæringen
fastsættes af medlemsstaterne.
2. Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på
det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 310
Ophævelse
Direktiv 64/225/EØF, 73/239/EØF, 73/240/EØF, 76/580/EØF, 78/473/EØF, 84/641/EØF, 87/344/EØF,
88/357/EØF, 92/49/EØF, 98/78/EF, 2001/17/EF, 2002/83/EF og 2005/68/EF, som ændret ved de retsakter,
der er nævnt i bilag VI, del A, ophæves med virkning fra 1. november 2012, dog uden at medlemsstater-
nes forpligtelser med hensyn til de i bilag VI, del B, anførte frister for gennemførelse og anvendelse af
direktiverne berøres heraf.
Henvisninger til de ophævede direktiver gælder som henvisninger til dette direktiv og læses i overens-
stemmelse med den i bilag VII anførte sammenligningstabel.
Artikel 311
993
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 1-3, 5-9, 11, 12, 15-17, 19-22, 24, 25, 33, 56-66, 69, 70, 73, 143, 145, 147, 149-161, 168-171,
174-177, 179-184, 186-189, 191, 193-209, 267-300, 302, 305-308 samt bilag I, II, V, VI og VII finder
anvendelse fra 1. november 2012.
Artikel 312
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Strasbourg, den 25. november
2009
På Europa-Parlamentets vegne
Formand
J. BUZEK
På Rådets vegne
Formand
Åsa TORSTENSSON
BILAG I
SKADESFORSIKRINGSKLASSER
A. Klassifikation af risici ved hjælp af forsikringsklasser
1. Ulykker (herunder arbejdsulykker og erhvervssygdomme):
— fastsatte ydelser
— skadeserstatninger
— kombinationer
— passagerers tilskadekomst.
2. Sygdom:
— fastsatte ydelser
— skadeserstatninger
— kombinationer.
3. Kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernbaners rullende materiel)
Alle skader på:
— motordrevne landkøretøjer
994
— ikke-motordrevne landkøretøjer.
4. Kaskoforsikring for jernbanekøretøjer
Alle skader på jernbanekøretøjer.
5. Kaskoforsikring for luftfartøjer
Alle skader på luftfartøjer.
6. Kaskoforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder
Alle skader på:
— flodfartøjer
— indsøfartøjer
— havfartøjer.
7. Godstransport (herunder varer, bagage og alt andet gods)
Alle skader på transporterede varer eller bagage, uanset arten af transportmidlet.
8. Brand og naturkræfter
Alle skader på ejendom (bortset fra ejendom omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når de er forårsaget af:
— brand
— eksplosion
— storm
— naturkræfter bortset fra storm
— kerneenergi
— jordskred.
9. Andre skader på ejendom
Alle skader på ejendom (bortset fra ejendom omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når disse skader
skyldes hagl eller frost samt årsager af enhver art, f.eks. tyveri, bortset fra dem, der er anført i klasse 8.
10. Ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer
Ethvert ansvar hidrørende fra brugen af motordrevne landkøretøjer (herunder førerens ansvar).
11. Ansvarsforsikring for luftfartøjer
Ethvert ansvar hidrørende fra brugen af luftfartøjer (herunder førerens ansvar).
12. Ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder
Ethvert ansvar hidrørende fra anvendelsen af flod-, indsø- og havfartøjer (herunder førerens ansvar).
13. Almindelig ansvarsforsikring
995
Ethvert ansvar, der ikke er anført under klasse 10, 11 og 12.
14. Kredit:
— almindelig insolvens
— eksportkredit
— salg på afbetaling
— hypotekforsikring
— landbrugsforsikring.
15. Kaution:
— direkte kaution
— indirekte kaution.
16. Diverse økonomiske tab:
— arbejdsløshedsrisici
— incassotab (almindeligt)
— dårligt vejr
— tab af fortjeneste
— vedblivende almindelige omkostninger
— uforudsete handelsudgifter
— tab af salgsværdi
— husleje- eller indtægtstab
— andre indirekte handelstab
— andre ikke forretningsmæssige økonomiske tab
— andre økonomiske tab.
17. Retshjælpsforsikring
— Retshjælpsforsikring.
18. Assistance
Assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under rejse, under fravær fra deres bopæl eller deres
sædvanlige opholdssted.
B. Benævnelse af den tilladelse, der gives samtidig for flere klasser
Følgende navne benyttes om tilladelser, som samtidig omfatter nedenstående klasser:
a) klasserne 1 og 2: »ulykke- og sygdomsforsikring«
996
b) klasserne 1 (fjerde led), 3, 7 og 10: »motorkøretøjsforsikring«
c) klasserne 1 (fjerde led), 4, 6, 7 og 12: »sø- og transportforsikring«
d) klasserne 1 (fjerde led), 5, 7 og 11: »luftfartsforsikring«
e) klasserne 8 og 9: »brand og andre skader på ejendom«
f) klasserne 10, 11, 12 og 13: »ansvarsforsikring«
g) klasserne 14 og 15: »kredit og kaution«
h) alle klasser: den af medlemsstaterne valgte benævnelse, der meddeles de øvrige medlemsstater og
Kommissionen.
BILAG II
LIVSFORSIKRINGSKLASSER
I. Livsforsikringsformer som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra a), nr. i), ii) og iii), undtagen de i punkt II
og III omhandlede
II. Forsikring, som kommer til udbetaling ved ægteskab. Forsikring, som kommer til udbetaling ved
fødsel
III. Forsikring, der er tilknyttet investeringsfonds, og som er omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra a), nr. i)
og ii)
IV. »Permanent health insurance« som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra a), nr. iv)
V. Tontinevirksomhed som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. i)
VI. Kapitaliseringsvirksomhed som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. ii)
VII. Forvaltning af kollektive pensionsmidler som omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. iii) og iv)
VIII. De former for virksomhed, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b), nr. v)
IX. De former for virksomhed, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra c).
BILAG III
SELSKABSFORMER
A. Skadesforsikringsselskabsformer:
1) i Kongeriget Belgien: »société anonyme/naamloze vennootschap«, »société en commandite par
actions/commanditaire vennootschap op aandelen«, »association d᾽assurance mutuelle/onderlin-
ge verzekeringsvereniging«, »société coopérative/coöperatieve vennootschap«, »société mutuali-
ste/maatschappij van onderlinge bijstand«
2) i Republikken Bulgarien: »акционерно дружество«
3) i Den Tjekkiske Republik: »akciová společnost«, »družstvo«
4) i Kongeriget Danmark: »aktieselskaber«, »gensidige selskaber«
5) i Forbundsrepublikken Tyskland: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitig-
keit«, »Öffentlich-rechtliches Wettbewerbsversicherungsunternehmen«
997
6) i Republikken Estland: »aktsiaselts«
7) i Irland: »incorporated companies limited by shares or by guarantee or unlimited«
8) i Den Hellenske Republik: »ανώνυμη εταιρία«, »αλληλασφαλιστικός συνεταιρισμός«
9) i Kongeriget Spanien: »sociedad anónima«, »sociedad mutua«, »sociedad cooperativa«
10) i Den Franske Republik: »société anonyme«, »société d᾽assurance mutuelle«, »institution de
prévoyance régie par le code de la Sécurité Sociale«, »institution de prévoyance régie par le Code
rural«, »mutuelle regie par le Code de la Mutualité«
11) i Den Italienske Republik: »società per azioni«, »società cooperativa«, »mutua di assicurazione«
12) i Republikken Cypern: »εταιρεία περιορισμένης ευθύνης με μετοχές«, »εταιρεία περιορισμένης
ευθύνης χωρίς μετοχικό κεφάλαιο«
13) i Republikken Letland: »apdrošināšanas akciju sabiedrība«, »savstarpējās apdrošināšanas koope-
ratīvā biedrība«
14) i Republikken Litauen: »akcinė bendrovė«, »uždaroji akcinė bendrovė«
15) i Storhertugdømmet Luxembourg: »société anonyme«, »société en commandite par actions«,
»association d᾽assurances mutuelles«, »société coopérative«
16) i Republikken Ungarn: »biztosító részvénytársaság«, »biztosító szövetkezet«, »biztosító egyesü-
let«, »külföldi székhelyű biztosító magyarországi fióktelepe«
17) i Republikken Malta: »limited liability company/kumpannija b »responsabbilta« limitata«
18) i Kongeriget Nederlandene: »naamloze vennootschap«, »onderlinge waarborgmaatschappij«
19) i Republikken Østrig: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«
20) i Republikken Polen: »spółka akcyjna«, »towarzystwo ubezpieczeń wzajemnych«
21) i den Portugisiske Republik: »sociedade anónima«, »mútua de seguros«
22) i Rumænien: »societãți pe acțiuni«, »societăți mutuale«
23) i Republikken Slovenien: »delniška družba«, »družba za vzajemno zavarovanje«
24) i Republikken Slovakiet: »akciová spoločnosť«
25) i Republikken Finland: »keskinäinen vakuutusyhtiö/ömsesidigt försäkringsbolag«, »vakuutusosa-
keyhtiö/försäkringsaktiebolag«, »vakuutusyhdistys/försäkringsförening«
26) i Kongeriget Sverige: »försäkringsaktiebolag«, »ömsesidiga försäkringsbolag«, »understödsför-
eningar«
27) i Det Forenede Kongerige: »companies limited by shares or by guarantee or unlimited«, »socie-
ties registered under the Industrial and Provident Societies Acts«, »societies registered under the
Friendly Societies Acts«, »the association of underwriters known as Lloyd᾽s«
28) under alle omstændigheder og som alternativ til de skadesforsikringsselskaber, der er angivet i
punkt 1) til 27), kan et selskab tage form af et europæisk selskab, jf. Rådets forordning (EF)
nr. 2157/2001 (*1).
(*1) EFT L 294 af 10.11.2001, s. 1.
B. Livsforsikringsselskabsformer:
1) i Kongeriget Belgien: »société anonyme/naamloze vennootschap«, »société en commandite par
actions/commanditaire vennootschap op aandelen«, »association d᾽assurance mutuelle/onderlinge
verzekeringsvereniging«, »société coopérative/cooperatieve vennootschap«
2) i Republikken Bulgarien: »акционерно дружество«, »взаимозастрахователна кооперация«
3) i Den Tjekkiske Republik: »akciová společnost«, »družstvo«;
4) i Kongeriget Danmark: »aktieselskaber«, »gensidige selskaber«, »pensionskasser omfattet af lov
om forsikringsvirksomhed (tværgående pensionskasser)«
5) i Forbundsrepublikken Tyskland: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitig-
keit«, »öffentlich-rechtliches Wettbewerbsversicherungsunternehmen«
998
6) i Republikken Estland: »aktsiaselts«
7) i Irland: »incorporated companies limited by shares or by guarantee or unlimited«, »societies
registered under the Industrial and Provident Societies Acts«, »societies registered under the
Friendly Societies Acts«
8) i Den Hellenske Republik: »ανώνυμη εταιρία«
9) i Kongeriget Spanien: »sociedad anónima«, »sociedad mutua«, »sociedad cooperativa«
10) i Den Franske Republik: »société anonyme«, »société d᾽assurance mutuelle«, »institution de
prévoyance régie par le code de la sécurité sociale«, »institution de prévoyance régie par le code
rural«, »mutuelles régies par le code de la mutualité«
11) i Den Italienske Republik: »società per azioni«, »società cooperativa«, »mutua di assicurazione«
12) i Republikken Cypern: »εταιρεία περιορισμένης ευθύνης με μετοχές«, »εταιρεία περιορισμένης
ευθύνης χωρίς μετοχικό κεφάλαιο«
13) i Republikken Letland: »apdrošināšanas akciju sabiedrība«, »savstarpējās apdrošināšanas koope-
ratīvā biedrība«
14) i Republikken Litauen: »akcinė bendrovė«, »uždaroji akcinė bendrovė«
15) i Storhertugdømmet Luxembourg: »société anonyme«, »société en commandite par actions«,
»association d᾽assurances mutuelles«, »société coopérative«
16) i Republikken Ungarn: »biztosító részvénytársaság«, »biztosító szövetkezet«, »biztosító egyesü-
let«, »külföldi székhelyű biztosító magyarországi fióktelepe«
17) i Republikken Malta: »limited liability company/kumpannija b »responsabbilta« limitata«
18) i Kongeriget Nederlandene: »naamloze vennootschap«, »onderlinge waarborgmaatschappij«
19) i Republikken Østrig: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«
20) i Republikken Polen: »spółka akcyjna«, »towarzystwo ubezpieczeń wzajemnych«
21) i den Portugisiske Republik: »sociedade anónima«, »mútua de seguros«
22) i Rumænien: »societăţi pe acţiuni«, »societăţi mutuale«
23) i Republikken Slovenien: »delniška družba«, »družba za vzajemno zavarovanje«
24) i Republikken Slovakiet: »akciová spoločnosť«
25) i Republikken Finland: »keskinäinen vakuutusyhtiö/ömsesidigt försäkringsbolag«, »vakuutusosa-
keyhtiö/försäkringsaktiebolag«, »vakuutusyhdistys/försäkringsförening«
26) i Kongeriget Sverige: »försäkringsaktiebolag«, »ömsesidiga försäkringsbolag«, »understödsför-
eningar«
27) i Det Forenede Kongerige: »companies limited by shares or by guarantee or unlimited«, »socie-
ties registered under the Industrial and Provident Societies Acts«, »societies registered under the
Friendly Societies Acts«, »the association of underwriters known as Lloyd᾽s«
28) under alle omstændigheder og som alternativ til de livsforsikringsselskaber, der er angivet
i punkt (1) til (27), kan et selskab tage form af et europæisk selskab, jf. forordning (EF)
nr. 2157/2001.
C. Genforsikringsselskabsformer:
1) i Kongeriget Belgien: »société anonyme/naamloze vennootschap«, »société en commandite par
actions/commanditaire vennootschap op aandelen«, »association d᾽assurance mutuelle/onderlinge
verzekeringsvereniging«, »société coopérative/cooperatieve vennootschap«
2) i Republikken Bulgarien: »акционерно дружество«
3) i Den Tjekkiske Republik: »akciová společnost«
4) i Kongeriget Danmark: »aktieselskaber«, »gensidige selskaber«
5) i Forbundsrepublikken Tyskland: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitig-
keit«, »Öffentlich-rechtliches Wettbewerbsversicherungsunternehmen«
6) i Republikken Estland: »aktsiaselts«
7) i Irland: »incorporated companies limited by shares or by guarantee or unlimited«
999
8) i Den Hellenske Republik: »ανώνυμη εταιρία«, »αλληλασφαλιστικός συνεταιρισμός«
9) i Kongeriget Spanien: »sociedad anónima«
10) i Den Franske Republik: »société anonyme«, »société d᾽assurance mutuelle«, »institution de
prévoyance régie par le code de la sécurité sociale«, »institution de prévoyance régie par le code
rural«, »mutuelles régies par le code de la mutualité«
11) i Den Italienske Republik: »società per azioni«
12) i Republikken Cypern: »εταιρεία περιορισμένης ευθύνης με μετοχές«, »εταιρεία περιορισμένης
ευθύνης με εγγύηση«
13) i Republikken Letland: »akciju sabiedrība«, »sabiedrība ar ierobežotu atbildību«
14) i Republikken Litauen: »akcinė bendrovė«, »uždaroji akcinė bendrovė«
15) i Storhertugdømmet Luxembourg: »société anonyme«, »société en commandite par actions«,
»association d᾽assurances mutuelles«, »société coopérative«
16) i Republikken Ungarn: »biztosító részvénytársaság«, »biztosító szövetkezet«, »harmadik ország-
beli biztosító magyarországi fióktelepe«
17) i Republikken Malta: »limited liability company/kumpannija tà responsabbiltà limitata«
18) i Kongeriget Nederlandene: »naamloze vennootschap«, »onderlinge waarborgmaatschappij«
19) i Republikken Østrig: »Aktiengesellschaft«, »Versicherungsverein auf Gegenseitigkeit«
20) i Republikken Polen: »spółka akcyjna«, »towarzystwo ubezpieczeń wzajemnych«
21) i den Portugisiske Republik: »sociedade anónima«, »mútua de seguros«
22) i Rumænien: »societate pe actiuni«
23) i Republikken Slovenien: »delniška družba«
24) i Republikken Slovakiet: »akciová spoločnosť«
25) i Republikken Finland: »keskinäinen vakuutusyhtiö/ömsesidigt försäkringsbolag«, »vakuutusosa-
keyhtiö/försäkringsaktiebolag«, »vakuutusyhdistys/försäkringsförening«
26) i Kongeriget Sverige: »försäkringsaktiebolag«, »ömsesidigt försäkringsbolag«
27) i Det Forenede Kongerige: »companies limited by shares or by guarantee or unlimited«, »socie-
ties registered under the Industrial and Provident Societies Acts«, »societies registered under the
Friendly Societies Acts«, »the association of underwriters known as Lloyd᾽s«
28) under alle omstændigheder og som alternativ til de genforsikringsselskaber, der er angivet i
punkt (1) til (27), kan et selskab tage form af et europæisk selskab som defineret i forordning (EF)
nr. 2157/2001.
BILAG IV
STANDARDFORMEL FOR SOLVENSKAPITALKRAVET (SCR)
1. Beregning af det primære solvenskapitalkrav
Det primære solvenskapitalkrav, jf. artikel 104, stk. 1, beregnes på følgende måde:
hvor SCRi betegner risikomodul i, SCRj betegner risikomodul j, og hvor »i, j« betyder, at summen af de
forskellige led bør omfatte alle mulige kombinationer af i og j. I beregningen erstattes SCRi og SCRj af
følgende:
— SCR non-life betegner risikomodulet for skadesforsikringer
— SCR life betegner risikomodulet for livsforsikringer
— SCR health betegner risikomodulet for sygeforsikringer
— SCR market betegner markedsrisikomodulet
1000
— SCR default betegner risikomodulet for »modparts misligholdelse«.
Faktoren Corr i,j betegner den post, der er fastlagt i række i og i kolonne j i den følgende korrelationsma-
trix:
j
i
Marked Misligholdelse Liv »Health« Skade
Marked 1 0,25 0,25 0,25 0,25
Misligholdelse 0,25 1 0,25 0,25 0,5
Liv 0,25 0,25 1 0,25 0
»Health« 0,25 0,25 0,25 1 0
Skade 0,25 0,5 0 0 1
2. Beregning af risikomodulet for skadesforsikringer
Risikomodulet for skadesforsikring, jf. artikel 105, stk. 2, beregnes på følgende måde:
hvor SCRi betegner delmodul i, SCRj betegner delmodul j, og hvor »i, j« betyder, at summen af de
forskellige led bør omfatte alle mulige kombinationer af i og j. I beregningen erstattes SCRi og SCRj af
følgende:
— SCR nl premium and reserve betegner delmodulet »non-life premium and reserve risk«
— SCR nl catastrophe betegner delmodulet »non-life catastrophe risk«.
3. Beregning af tegningsrisikomodulet for livsforsikringer
Risikomodulet for livsforsikring, jf. artikel 105, stk. 3, beregnes på følgende måde:
hvor SCRi betegner delmodul i, SCRj betegner delmodul j, og hvor »i,j« betyder, at summen af de
forskellige led bør omfatte alle mulige kombinationer af i og j. I beregningen erstattes SCRi og SCRj af
følgende:
— SCR mortality betegner delmodulet »mortality risk«
—
SCR longevity betegner delmodulet »longevity risk«
— SCR disability betegner delmodulet »disability — morbidity risk«
— SCR life expense betegner delmodulet »life expense risk«
— SCR revision betegner delmodulet »revision risk«
— SCR lapse betegner delmodulet »lapse risk«
— SCR life catastrophe betegner delmodulet »life catastrophe risk«.
4. Beregning af markedsrisikomodulet
Markedsrisikomodulets struktur
Markedsrisikomodulet, jf. artikel 105, stk. 5, beregnes på følgende måde:
1001
hvor SCRi betegner delmodul i, SCRj betegner delmodul j, og hvor »i,j« betyder, at summen af de
forskellige led bør omfatte alle mulige kombinationer af i og j. I beregningen erstattes SCRi og SCRj af
følgende:
— SCR interest rate betegner delmodulet »interest rate risk«
— SCR equity betegner delmodulet »equity risk«
— SCR property betegner delmodulet »property risk«
— SCR spread betegner delmodulet »spread risk«
— SCR concentration betegner delmodulet »market risk concentrations«
— SCR currency betegner delmodulet »currency risk«.
BILAG V
GRUPPER AF SKADESFORSIKRINGSKLASSER, JF. ARTIKEL 159
1. ulykker og sygdom (1 og 2 i bilag I)
2. bilforsikring (3, 7 og 10 i bilag I; tallene vedrørende klasse 10, bortset fra fragtførerens ansvar,
præciseres senere)
3. brand og andre skader på ejendom (8 og 9 i bilag I)
4. luftfarts-, sø- og transportforsikring (4, 5, 6, 7, 11 og 12 i bilag I)
5. almindelig ansvarsforsikring (13 i bilag I)
6. kredit og kaution (14 og 15 i bilag I)
7. øvrige klasser (16, 17 og 18 i bilag I).
BILAG VI
DEL A
Ophævede direktiver med ændringer
(jf. artikel 310)
Rådets direktiv 64/225/EØF
(EFT 56 af 4.4.1964, s. 878)
Tiltrædelsesakten af 1973, artikel 29, bilag I,
punkt III, nr. G. 1
(EFT L 73 af 27.3.1972, s. 89)
Rådets første direktiv 73/239/EØF
(EFT L 228 af 16.8.1973, s. 3)
Tiltrædelsesakten af 1994, artikel 29, bilag I,
nr. XI. B, artikel 29, bilag I, nr. XI. B. II. 1
(EFT C 241 af 29.8.1994, s. 197)
(som erstattet ved Rådets afgørelse 95/1/EF)
1002
(EFT L 1 af 1.1.1995, s. 1)
Tiltrædelsesakten af 2003, artikel 20, bilag II,
nr. 3.1
(EUT L 236 af 23.9.2003, s. 335)
Tiltrædelsesakten af 1985, artikel 26, bilag I,
nr. II.c. 1.a
(EFT L 302 af 15.11.1985, s. 156)
Rådets direktiv 76/580/EØF kun artikel 1
(EFT L 189 af 13.7.1976, s. 13)
Rådets direktiv 84/641/EØF kun artikel 1 til 14
(EFT L 339 af 27.12.1984, s. 21)
Rådets direktiv 87/343/EØF kun artikel 1 og bilag
(EFT L 185 af 4.7.1987, s. 72)
Rådets direktiv 87/344/EØF kun artikel 9
(EFT L 185 af 4.7.1987, s. 77)
Rådets andet direktiv 88/357/EØF kun artikel 9, 10 og 11
(EFT L 172 af 4.7.1988, s. 1)
Rådets direktiv 90/618/EØF kun artikel 2, 3 og 4
(EFT L 330 af 29.11.1990, s. 44)
Rådets direktiv 92/49/EØF kun artikel 4, 5, 6, 7, 9, 10, 11, 13, 14, 17, 18, 24,
32, 33 og 53
(EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/26/EF kun artikel 1, 2, stk. 2, tredje led, og artikel 3,
stk. 1
(EFT L 168 af 18.7.1995, s. 7)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/26/EF
kun artikel 8
(EFT L 181 af 20.7.2000, s. 65)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/13/EF
kun artikel 1
(EFT L 77 af 20.3.2002, s. 17)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/87/EF
kun artikel 22
(EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/1/EFkun artikel 4
(EUT L 79 af 24.3.2005, s. 9)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2005/68/EF
kun artikel 57
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2006/101/EF
kun artikel 1 og bilagets punkt I
(EUT L 363 af 20.12.2006, s. 238)
Rådets direktiv 73/240/EØF
(EFT L 228 af 16.8.1973, s. 20)
Rådets direktiv 76/580/EØF
(EFT L 189 af 13.7.1976, s. 13)
Rådets direktiv 78/473/EØF
1003
(EFT L 151 af 7.6.1978, s. 25)
Rådets direktiv 84/641/EØF
(EFT L 339 af 27.12.1984, s. 21)
Rådets direktiv 87/344/EØF
(EFT L 185 af 4.7.1987, s. 77)
Rådets andet direktiv 88/357/EØF
(EFT L 172 af 4.7.1988, s. 1)
Rådets direktiv 90/618/EØF kun artikel 5 til 10
(EFT L 330 af 29.11.1990, s. 44)
Rådets direktiv 92/49/EØF kun artikel 12, stk. 1, og artikel 19, 23, 27, 30,
stk. 1, 34, 35, 36, 37, 39, stk. 1, 40, stk. 1, 42,
stk. 1, 43, stk. 1, 44, stk. 1, 45, stk. 1, og 46, stk. 1
(EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/26/EF
kun artikel 9
(EFT L 181 af 20.7.2000, s. 65)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2005/14/EF
kun artikel 3
(EUT L 149 af 11.6.2005, s. 14)
Rådets direktiv 92/49/EØF
(EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/26/EF kun artikel 1, andet led, 2, stk. 1, første led, arti-
kel 4, stk. 1, 3 og 5, og artikel 5, andet led
(EFT L 168 af 18.7.1995, s. 7)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/64/EF
kun artikel 2
(EFT L 290 af 17.11.2000, s. 27)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/87/EF
kun artikel 24
(EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/1/EFkun artikel 6
(EUT L 79 af 24.3.2005, s. 9)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2005/68/EF
kun artikel 58
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2007/44/EF
kun artikel 1
(EUT L 247 af 21.9.2007, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF
(EFT L 330 af 5.12.1998, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/87/EF
kun artikel 28
(EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/1/EFkun artikel 7
(EUT L 79 af 24.3.2005, s. 9)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2005/68/EF
kun artikel 59
1004
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2001/17/EF
(EFT L 110 af 20.4.2001, s. 28)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/83/EF
(EFT L 345 af 19.12.2002, s. 1)
Rådets direktiv 2004/66/EF kun bilagets punkt II
(EUT L 168 af 1.5.2004, s. 35)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/1/EFkun artikel 8
(EUT L 79 af 24.3.2005, s. 9)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2005/68/EF
kun artikel 60
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2006/101/EF
kun artikel 1 og bilagets punkt 3
(EUT L 363 af 20.12.2006, s. 238)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2007/44/EF
kun artikel 2
(EUT L 247 af 21.9.2007, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2008/19/EF
kun artikel 1
(EUT L 76 af 19.3.2008, s. 44)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2005/68/EF
(EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2007/44/EF
kun artikel 4
(EUT L 247 af 21.9.2007, s. 1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2008/19/EF
kun artikel 1
(EUT L 76 af 19.3.2008, s. 44)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2008/37/EF
kun artikel 1
(EUT L 81 af 20.3.2008, s. 1)
DEL B
Frister for gennemførelse i national ret
(jf. artikel 310)
Direktiv Gennemførelsesfrist Anvendelsesfrist
64/225/EØF 26. august 1965
73/239/EØF 27. januar 1975 27. januar 1976
73/240/EØF 27. januar 1975
76/580/EØF 31. december 1976
78/473/EØF 2. december 1979 2. juni 1980
1005
84/641/EØF 30. juni 1987 1. januar 1988
87/343/EØF 1. januar 1990 1. juli 1990
87/344/EØF 1. januar 1990 1. juli 1990
88/357/EØF 30. december 1989 30. juni 1990
90/618/EØF 20. maj 1992 20. november 1992
92/49/EØF 31. december 1993 1. juli 1994
95/26/EF 18. juli 1996 18. juli 1996
98/78/EF 5. juni 2000
2000/26/EF 20. juli 2002 20. januar 2003
2000/64/EF 17. november 2002
2001/17/EF 20. april 2003
2002/13/EF 20. september 2003
2002/83/EF 17. november 2002, 20. septem-
ber 2003, 19. juni 2004 (afhæn-
gigt af den pågældende bestem-
melse)
2002/87/EF 11. august 2004
2004/66/EF 1. maj 2004
2005/1/EF 13. maj 2005
2005/14/EF 11. juni 2007
2005/68/EF 10. december 2007
2006/101/EF 1. januar 2007
2008/19/EF Ikke relevant
2008/37/EF Ikke relevant
BILAG VII
SAMMENLIGNINGSTABEL
Direktiv
73/239/
EØF
Direktiv
78/473/
EØF
Direktiv
87/344/
EØF
Direktiv
88/357/
EØF
Direktiv
92/49/E
ØF
Direktiv
98/78/E
F
Direktiv
2001/17/
EF
Direktiv
2002/83/
EF
Direktiv
2005/68/
EF
Direktiv
2007/44/
EF
Nærvæ-
rende
direktiv
Arti-
kel 1,
stk. 1
Artikel 2 Arti-
kel 1,
stk. 1
Arti-
kel 2,
første
punktum
Arti-
kel 1,
stk. 1
Arti-
kel 1, ar-
tikel 2,
stk. 2,
artikel 2,
stk. 3 og
arti-
kel 267
Arti-
kel 1,
stk. 2
Arti-
kel 2,
stk. 2
Arti-
kel 1,
stk. 3
—
Arti-
kel 2,
—
1006
nr. 1, li-
tra a)-c)
Arti-
kel 2,
nr. 1, li-
tra d)
Arti-
kel 3,
stk. 4
Artikel 3
Arti-
kel 2,
nr. 1, li-
tra e)
—
Arti-
kel 2,
nr. 2, li-
tra a)
Arti-
kel 5,
nr. 1)
Arti-
kel 2,
nr. 2, li-
tra b)
Arti-
kel 5,
nr. 2)
Arti-
kel 2,
nr. 2, li-
tra c)
Arti-
kel 5,
nr. 3)
Arti-
kel 2,
nr. 2, li-
tra d)
Arti-
kel 5,
nr. 4)
Arti-
kel 2,
nr. 3,
første —
fjerde
afsnit
Artikel 6
Arti-
kel 2,
nr. 3,
femte af-
snit
Arti-
kel 15,
stk. 4
Arti-
kel 3,
stk. 1,
første og
andet af-
snit
—
Arti-
kel 3,
stk. 1,
Arti-
kel 4,
stk. 5
1007
tredje af-
snit
Arti-
kel 3,
stk. 2
Artikel 7
Arti-
kel 4,
første
punktum
Arti-
kel 8,
første
punktum
Arti-
kel 4, li-
tra a)
Arti-
kel 8,
nr. 2)
Arti-
kel 4, li-
tra b)
—
Arti-
kel 4, li-
tra c)
Arti-
kel 8,
nr. 3)
Arti-
kel 4, li-
tra e)
—
Arti-
kel 4, li-
tra f)
Arti-
kel 8,
nr. 1)
Arti-
kel 4, li-
tra g)
Arti-
kel 8,
nr. 4)
Arti-
kel 5, li-
tra a)
—
Arti-
kel 5, li-
tra b)
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra o)
—
Arti-
kel 5, li-
tra c)
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra p)
Arti-
kel 134,
stk. 1
Arti-
kel 5, li-
tra d)
—
Artikel 6 Artikel 4 Artikel 4 Artikel 3 Arti-
kel 14,
stk. 1,
og
stk. 2, li-
1008
tra a)
og b)
Arti-
kel 7,
stk. 1 og
stk. 2,
første af-
snit
Arti-
kel 5,
stk. 1 og
stk. 2,
første af-
snit
Arti-
kel 5,
stk. 1 og
stk. 2,
første af-
snit
Arti-
kel 15,
stk. 1 og
stk. 2,
første af-
snit
Arti-
kel 7,
stk. 2,
andet af-
snit, li-
tra a)
Arti-
kel 5,
stk. 2,
andet af-
snit, li-
tra a)
Arti-
kel 15,
stk. 3,
første af-
snit
Arti-
kel 7,
stk. 2,
andet af-
snit, li-
tra b)
Arti-
kel 5,
stk. 2,
andet af-
snit, li-
tra b)
—
Arti-
kel 8,
stk. 1, li-
tra a)
Arti-
kel 6,
stk. 1, li-
tra a)
Arti-
kel 6,
stk. 1, li-
tra a)
Bilag I Bilag
IIIA og
B
Arti-
kel 8,
stk. 1, li-
tra a),
sidste af-
snit
Arti-
kel 5,
stk. 2
Arti-
kel 17,
stk. 2
Arti-
kel 8,
stk. 1, li-
tra b)
Arti-
kel 6,
stk. 1, li-
tra b)
Arti-
kel 6,
stk. 1, li-
tra b)
Arti-
kel 6, li-
tra a)
Arti-
kel 18,
stk. 1, li-
tra a)
Arti-
kel 6, li-
tra a)
Arti-
kel 18,
stk. 1, li-
tra b)
Arti-
kel 8,
stk. 1, li-
tra c)
Arti-
kel 6,
stk. 1, li-
tra c)
Arti-
kel 6,
stk. 1, li-
tra c)
Arti-
kel 6, li-
tra b)
Arti-
kel 18,
stk. 1, li-
tra c)
Arti-
kel 8,
stk. 1, li-
tra d)
Arti-
kel 6,
stk. 1, li-
tra d)
Arti-
kel 6,
stk. 1, li-
tra d)
Arti-
kel 6, li-
tra c)
Arti-
kel 18,
stk. 1, li-
tra d)
1009
Arti-
kel 8,
stk. 1, li-
tra e)
Arti-
kel 6,
stk. 1, li-
tra e)
Arti-
kel 6,
stk. 1, li-
tra e)
Arti-
kel 6, li-
tra d)
Arti-
kel 18,
litra g)
Arti-
kel 8,
stk. 1, li-
tra f)
Arti-
kel 18,
litra h)
Arti-
kel 8,
stk. 1,
andet til
fjerde
afsnit
Arti-
kel 6,
stk. 2)
Artikel 7 Arti-
kel 19
Arti-
kel 8,
stk. 1a
Arti-
kel 6,
stk. 3
Artikel 8 Arti-
kel 20
Arti-
kel 8,
stk. 2
Arti-
kel 6,
stk. 2
Arti-
kel 6,
stk. 4
Arti-
kel 18,
stk. 2
Arti-
kel 8,
stk. 3,
første af-
snit
Arti-
kel 6,
stk. 3,
første af-
snit
Arti-
kel 6,
stk. 5,
tredje af-
snit
Arti-
kel 9,
stk. 1
Arti-
kel 21,
stk. 4
Arti-
kel 8,
stk. 3,
andet af-
snit
Arti-
kel 6,
stk. 3,
andet af-
snit, og
arti-
kel 29,
første af-
snit,
første
punktum
Arti-
kel 6,
stk. 5,
første af-
snit
Arti-
kel 9,
stk. 2
Arti-
kel 21,
stk. 1,
første af-
snit
Arti-
kel 8,
stk. 3,
tredje af-
snit
Arti-
kel 6,
stk. 3,
tredje af-
snit, og
arti-
kel 29,
andet af-
snit
Arti-
kel 21,
stk. 2
1010
Arti-
kel 8,
stk. 3,
fjerde
afsnit
Arti-
kel 6,
stk. 3,
fjerde
afsnit
Arti-
kel 21,
stk. 3
Arti-
kel 8,
stk. 4
Arti-
kel 6,
stk. 4
Arti-
kel 6,
stk. 6
Arti-
kel 10
Arti-
kel 22
Arti-
kel 9, li-
tra a)-d)
Arti-
kel 7, li-
tra a)-d)
Arti-
kel 7, li-
tra a)-d)
Arti-
kel 11,
stk. 1, li-
tra a), c),
d) og e)
Arti-
kel 23,
stk. 1, li-
tra a), c),
d) og e)
Arti-
kel 9, li-
tra e)
og f)
Arti-
kel 7, li-
tra e)
og f)
Arti-
kel 11,
stk. 2, li-
tra a)
og b)
Arti-
kel 23,
stk. 2, li-
tra e)
Arti-
kel 9, li-
tra g)
og h)
Arti-
kel 7, li-
tra g)
og h)
Arti-
kel 7, li-
tra f)
og g)
Arti-
kel 11,
stk. 2, li-
tra c)
og d)
Arti-
kel 23,
stk. 2, li-
tra a)
og d)
Arti-
kel 10,
stk. 1
Arti-
kel 32,
stk. 1
Arti-
kel 40,
stk. 1
Arti-
kel 145,
stk. 1,
første af-
snit
Arti-
kel 10,
stk. 2,
første af-
snit
Arti-
kel 32,
stk. 2,
første af-
snit
Arti-
kel 40,
stk. 2
Arti-
kel 145,
stk. 2
Arti-
kel 10,
stk. 2,
andet af-
snit
Arti-
kel 32,
stk. 2,
andet af-
snit
Arti-
kel 145,
stk. 3
Arti-
kel 10,
stk. 3
Arti-
kel 32,
stk. 3
Arti-
kel 40,
stk. 3
Arti-
kel 146,
stk. 1
og 2
Arti-
kel 10,
stk. 4
Arti-
kel 32,
stk. 4
Arti-
kel 40,
stk. 4
Arti-
kel 146,
stk. 3
1011
Arti-
kel 10,
stk. 5
Arti-
kel 32,
stk. 5
Arti-
kel 40,
stk. 5
Arti-
kel 146,
stk. 3,
andet af-
snit
Arti-
kel 10,
stk. 6
Arti-
kel 32,
stk. 6
Arti-
kel 40,
stk. 6
Arti-
kel 145,
stk. 4
Arti-
kel 11
Arti-
kel 33
—
Arti-
kel 12
Arti-
kel 56
Artikel 9 Arti-
kel 13
Arti-
kel 25,
andet af-
snit
Arti-
kel 12a
Arti-
kel 9a
Arti-
kel 14
og arti-
kel 60,
stk. 2
Arti-
kel 26
Arti-
kel 13,
stk. 1 og
stk. 2,
første af-
snit
Arti-
kel 9,
stk. 1 og
stk. 2,
første af-
snit
Arti-
kel 10,
stk. 1,
første
punktum
og
stk. 2,
første af-
snit
Arti-
kel 15,
stk. 1,
første af-
snit, og
stk. 2
Arti-
kel 30,
stk. 1 og
stk. 2,
første af-
snit
Arti-
kel 13,
stk. 2,
andet af-
snit
Arti-
kel 9,
stk. 2,
andet af-
snit
Arti-
kel 30,
stk. 2,
andet af-
snit
Arti-
kel 10,
stk. 1,
andet og
tredje
punktum
Arti-
kel 15,
stk. 1,
andet af-
snit
Arti-
kel 30,
stk. 3
Arti-
kel 13,
stk. 2,
tredje af-
snit
Arti-
kel 10,
stk. 2,
andet af-
snit
Arti-
kel 60,
stk. 3
Arti-
kel 32,
stk. 1
Arti-
kel 13,
stk. 3
Arti-
kel 9,
stk. 3
Arti-
kel 10,
stk. 3
Arti-
kel 15,
stk. 4
—
1012
Arti-
kel 14
Arti-
kel 10
Arti-
kel 11
Arti-
kel 16
Arti-
kel 33
Arti-
kel 15,
stk. 1,
stk. 2 og
stk. 3,
andet af-
snit
Arti-
kel 17
Arti-
kel 20,
stk. 1-3,
og
stk. 4,
andet af-
snit
Arti-
kel 32,
stk. 1
og 3
Arti-
kel 76-8
6
Arti-
kel 15,
stk. 3,
første af-
snit
Arti-
kel 20,
stk. 4,
første af-
snit
Arti-
kel 32,
stk. 2
Arti-
kel 134,
stk. 2,
og arti-
kel 173
Arti-
kel 15a
Arti-
kel 18
Arti-
kel 33
—
Arti-
kel 16
Arti-
kel 27
Arti-
kel 35
og 36 og
arti-
kel 60,
stk. 8
Arti-
kel 87-9
9
Arti-
kel 16a
Arti-
kel 28
Arti-
kel 37-3
9 og arti-
kel 60,
stk. 9
Arti-
kel 100-
127
Arti-
kel 17,
stk. 1
Arti-
kel 29,
stk. 1
Arti-
kel 40,
stk. 1
Arti-
kel 128
og arti-
kel 129,
stk. 1, li-
tra a)-c),
og stk. 2
Arti-
kel 17,
stk. 2
Arti-
kel 29,
stk. 2
Arti-
kel 40,
stk. 2
Arti-
kel 129,
stk. 1, li-
tra d)
Arti-
kel 17a
Arti-
kel 30
Arti-
kel 41
—
Arti-
kel 17b
Arti-
kel 28
og 28a
Arti-
kel 60,
stk. 10
—
Arti-
kel 18
Arti-
kel 31
—
Arti-
kel 14
Arti-
kel 11
Arti-
kel 16
Arti-
kel 33
1013
Arti-
kel 19,
stk. 2
Arti-
kel 11,
stk. 2
Arti-
kel 13,
stk. 2
Arti-
kel 17,
stk. 2
Arti-
kel 35
Arti-
kel 19,
stk. 3,
første af-
snit og
andet af-
snit, li-
tra a)
og b)
Arti-
kel 10
Arti-
kel 11,
stk. 3,
første af-
snit og
andet af-
snit, li-
tra a)
og b)
Arti-
kel 13,
stk. 3,
første af-
snit og
andet af-
snit, li-
tra a)
og b)
Arti-
kel 17,
stk. 3 og
stk. 4,
første af-
snit, li-
tra a)
og b)
Arti-
kel 34,
stk. 1-3,
og 5-7
Arti-
kel 19,
stk. 3,
andet af-
snit, li-
tra c)
Arti-
kel 10
Arti-
kel 11,
stk. 3,
andet af-
snit, li-
tra c)
Arti-
kel 13,
stk. 3,
andet af-
snit, li-
tra c)
Arti-
kel 17,
stk. 4,
første af-
snit, li-
tra c)
Arti-
kel 34,
stk. 8
Arti-
kel 19,
stk. 3,
tredje af-
snit
Arti-
kel 10
Arti-
kel 11,
stk. 3,
tredje af-
snit
Arti-
kel 13,
stk. 3,
tredje af-
snit
Arti-
kel 17,
stk. 4,
andet af-
snit
Arti-
kel 35,
stk. 2, li-
tra b)
Arti-
kel 20,
stk. 1
Arti-
kel 37,
stk. 1
Arti-
kel 42,
stk. 1
Arti-
kel 137
Arti-
kel 20,
stk. 2,
første af-
snit
Arti-
kel 13,
stk. 2,
første af-
snit
Arti-
kel 37,
stk. 2,
første af-
snit
Arti-
kel 42,
stk.
stk. 2,
første af-
snit
—
Arti-
kel 20,
stk. 2,
andet af-
snit
Arti-
kel 13,
stk. 2,
andet af-
snit
Arti-
kel 37,
stk. 2,
andet af-
snit
Arti-
kel 42,
stk.
stk. 2,
andet af-
snit
Arti-
kel 138,
stk. 5
Arti-
kel 20,
stk. 3,
første af-
snit
Arti-
kel 13,
stk. 3,
første af-
snit
Arti-
kel 37,
stk. 3,
første af-
snit
Arti-
kel 42,
stk.
stk. 3,
første af-
snit
—
Arti-
kel 20,
stk. 3,
Arti-
kel 13,
stk. 3,
Arti-
kel 37,
stk. 3,
Arti-
kel 42,
stk.
Arti-
kel 139,
stk. 3
1014
andet af-
snit
andet af-
snit
andet af-
snit
stk. 3,
andet af-
snit
Arti-
kel 20,
stk. 4
Arti-
kel 13,
stk. 4
—
Arti-
kel 20,
stk. 5
Arti-
kel 13,
stk. 2,
andet af-
snit, og
stk. 5
Arti-
kel 37,
stk. 2,
andet af-
snit, og
stk. 5
Arti-
kel 42,
stk. 2,
andet af-
snit, og
stk. 4
Arti-
kel 138,
stk. 5
Arti-
kel 20a,
stk. 1,
første af-
snit,
første
punktum
Arti-
kel 38,
stk. 1,
første
punktum
Arti-
kel 43,
stk. 1
Arti-
kel 138,
stk. 2,
og arti-
kel 139,
stk. 2
Arti-
kel 20a,
stk. 1,
første af-
snit, an-
det
punk-
tum, li-
tra a)-e)
Arti-
kel 38,
stk. 1,
andet
punk-
tum, li-
tra a)-e)
Arti-
kel 43,
stk. 2, li-
tra a)-e)
Arti-
kel 142,
stk. 1
Arti-
kel 20a,
stk. 2
Arti-
kel 38,
stk. 2
Arti-
kel 141
Arti-
kel 20a,
stk. 3
Arti-
kel 38,
stk. 3
Arti-
kel 43,
stk. 4
Arti-
kel 140,
stk. 2
Arti-
kel 20a,
stk. 4
Arti-
kel 38,
stk. 4
Arti-
kel 43,
stk. 5
—
Arti-
kel 20a,
stk. 5
Arti-
kel 38,
stk. 5
Arti-
kel 43,
stk. 6
Arti-
kel 142,
stk. 2
Arti-
kel 21
Arti-
kel 11,
stk. 1
—
Arti-
kel 22,
stk. 1,
første af-
Arti-
kel 14
Arti-
kel 39,
stk. 1,
første af-
Arti-
kel 44,
stk. 1,
første af-
Arti-
kel 14,
stk. 1, li-
1015
snit, li-
tra a), b)
og d)
snit, li-
tra a), b)
og d)
snit, li-
tra a), b)
og d)
tra a), b)
og c)
Arti-
kel 22,
stk. 1,
andet af-
snit,
første
punktum
Arti-
kel 39,
stk. 1,
andet af-
snit,
første
punktum
Arti-
kel 44,
stk. 1,
andet af-
snit
Arti-
kel 14,
stk. 2,
første af-
snit
Arti-
kel 22,
stk. 1,
andet af-
snit, an-
det
punktum
Arti-
kel 39,
stk. 1,
andet af-
snit,
første
punktum
Arti-
kel 14,
stk. 2,
andet af-
snit
Arti-
kel 22,
stk. 2
Arti-
kel 39,
stk. 2
Arti-
kel 44,
stk. 2
Arti-
kel 14,
stk. 3
Arti-
kel 23,
stk. 1
Arti-
kel 51,
stk. 1
Arti-
kel 162,
stk. 1
Arti-
kel 23,
stk. 2, li-
tra a)-g)
Arti-
kel 51,
stk. 2
Arti-
kel 162,
stk. 2, li-
tra a)-f)
og h)
Arti-
kel 23,
stk. 2, li-
tra h)
Arti-
kel 162,
stk. 2, li-
tra g)
Arti-
kel 24,
første af-
snit,
første
punktum
Arti-
kel 54,
første af-
snit,
første
punktum
Arti-
kel 165,
første
punktum
Arti-
kel 24,
første af-
snit, an-
det
punk-
tum, og
tredje af-
snit
Arti-
kel 54,
første af-
snit, an-
det
punk-
tum, og
tredje af-
snit
—
1016
Arti-
kel 25
Arti-
kel 55
Arti-
kel 166
Arti-
kel 26
Arti-
kel 56
Arti-
kel 167
Arti-
kel 27,
første af-
snit
Arti-
kel 52,
stk. 2,
første af-
snit
Arti-
kel 168,
første af-
snit
Arti-
kel 27,
andet af-
snit
Arti-
kel 52,
stk. 2,
andet af-
snit
Arti-
kel 168,
andet af-
snit
Arti-
kel 28
Arti-
kel 52,
stk. 3
Arti-
kel 170
Arti-
kel 28a
Arti-
kel 53
Arti-
kel 53
Arti-
kel 164
Arti-
kel 29
Arti-
kel 57
Arti-
kel 171
Arti-
kel 29a
Arti-
kel 58
Arti-
kel 176,
første til
tredje af-
snit
Arti-
kel 29b,
stk. 1
og 2
Arti-
kel 59,
stk. 1
og 2
Arti-
kel 52,
stk. 1
og 2
Arti-
kel 177,
stk. 1
og 2
Arti-
kel 29b,
stk. 3-6
Arti-
kel 59,
stk. 3-6
Arti-
kel 52,
stk. 3
og 4
—
Arti-
kel 30,
stk. 1 og
stk. 2, li-
tra a)
—
Arti-
kel 30,
stk. 2, li-
tra b)
Arti-
kel 305,
stk. 1
Arti-
kel 30,
stk. 4
Arti-
kel 305,
stk. 2
1017
Arti-
kel 30,
stk. 5
Arti-
kel 305,
stk. 4
Arti-
kel 31
—
Arti-
kel 32
—
Arti-
kel 33
Arti-
kel 28
Arti-
kel 62
Arti-
kel 54,
stk. 2
Arti-
kel 298,
stk. 2
og 3
Arti-
kel 34
Artikel 9 Arti-
kel 29
Arti-
kel 11,
stk. 5
Arti-
kel 6,
stk. 5,
fjerde
afsnit
Artikel 6 —
Arti-
kel 35
Arti-
kel 10
Arti-
kel 10
Arti-
kel 32
Arti-
kel 57,
stk. 1
Arti-
kel 11,
stk. 1-3
Arti-
kel 31,
stk. 1
og 2
Arti-
kel 69,
stk. 1-4
Arti-
kel 64,
stk. 1
Arti-
kel 7,
stk. 1
Arti-
kel 309,
stk. 1
Arti-
kel 36
Arti-
kel 11
Arti-
kel 11
Arti-
kel 33
Arti-
kel 57,
stk. 2
Arti-
kel 11,
stk. 4
Arti-
kel 31,
stk. 3
Arti-
kel 70
Arti-
kel 64,
stk. 2
Arti-
kel 7,
stk. 2
Arti-
kel 309,
stk. 2
Arti-
kel 37
Arti-
kel 34
—
Arti-
kel 38
Arti-
kel 12
Arti-
kel 12
Arti-
kel 35
Arti-
kel 58
Arti-
kel 13
Arti-
kel 33
Arti-
kel 74
Arti-
kel 66
Artikel 9 Arti-
kel 312
Bilag,
del A
Arti-
kel 15,
stk. 2,
andet af-
snit, og
bilag I,
del A
Bilag,
del B
Bilag I,
del A og
B
Bilag,
del C
Arti-
kel 16
Bilag,
del D
—
Arti-
kel 1,
stk. 1,
første af-
snit
Arti-
kel 190,
stk. 1
1018
Arti-
kel 1,
stk. 1,
andet af-
snit
Arti-
kel 190,
stk. 2
Arti-
kel 1,
stk. 2
—
Arti-
kel 2,
stk. 1
Arti-
kel 190,
stk. 1
Arti-
kel 2,
stk. 2
Arti-
kel 190,
stk. 3
Artikel 3 Arti-
kel 191
Arti-
kel 4,
stk. 1
Arti-
kel 192,
første og
andet af-
snit
Arti-
kel 4,
stk. 2
—
Artikel 5 Arti-
kel 193
Artikel 6 Arti-
kel 195
Artikel 7 Arti-
kel 194
Artikel 8 Arti-
kel 196
Artikel 1 —
Artikel 2 Arti-
kel 198
Arti-
kel 3,
stk. 1
Arti-
kel 199
Arti-
kel 3,
stk. 2,
første af-
snit,
første
punktum
Arti-
kel 200,
stk. 1,
første af-
snit
1019
Arti-
kel 3,
stk. 2, li-
tra a)-c)
Arti-
kel 200,
stk. 2-4
Arti-
kel 3,
stk. 3
Arti-
kel 200,
stk. 1,
andet af-
snit
Artikel 4 Arti-
kel 201
Artikel 5 Arti-
kel 202
Artikel 6 Arti-
kel 203
Artikel 7 Arti-
kel 204
Artikel 8 Arti-
kel 205
Artikel 9 Arti-
kel 16,
stk. 2
Artikel 1 —
Arti-
kel 2, li-
tra a), b)
og e)
—
Arti-
kel 2, li-
tra c)
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra c)
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra e)
—
Arti-
kel 2, li-
tra d)
Arti-
kel 13,
nr. 13
Arti-
kel 2, li-
tra f)
Arti-
kel 1, li-
tra e)
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra h)
—
Artikel 3 Arti-
kel 1, li-
tra b),
andet
punktum
Arti-
kel 145,
stk. 1,
andet af-
snit
Artikel 4 Arti-
kel 187
Artikel 6 —
1020
Arti-
kel 7,
stk. 1),
litra a)-
e)
—
Arti-
kel 7,
stk. 1, li-
tra f)
Arti-
kel 27
—
Arti-
kel 7,
stk. 1, li-
tra g), og
artikel 7,
stk. 3
—
Arti-
kel 8,
stk. 1
og 2
Arti-
kel 179,
stk. 1
og 2
Arti-
kel 8,
stk. 3
—
Arti-
kel 8,
stk. 4, li-
tra a)
og c)
Arti-
kel 30,
stk. 1
—
Arti-
kel 8,
stk. 4, li-
tra d)
Arti-
kel 179,
stk. 3
Arti-
kel 8,
stk. 5
Arti-
kel 179,
stk. 4
Arti-
kel 12
—
Arti-
kel 12a,
stk. 1-3
Arti-
kel 150
Arti-
kel 12a,
stk. 4,
første af-
snit
Arti-
kel 151
Arti-
kel 12a,
stk. 4,
Arti-
kel 152
1021
andet til
sjette af-
snit
Arti-
kel 14
Arti-
kel 34
Arti-
kel 41
Arti-
kel 147
Arti-
kel 16,
stk. 1,
første og
andet af-
snit
Arti-
kel 35
Arti-
kel 42
Arti-
kel 148
Arti-
kel 16,
stk. 1,
tredje af-
snit
Arti-
kel 35
Arti-
kel 148,
stk. 2
Arti-
kel 17
Arti-
kel 36
Arti-
kel 43
Arti-
kel 149
Arti-
kel 26
—
Arti-
kel 27
—
Arti-
kel 31
Arti-
kel 299
Arti-
kel 31
Arti-
kel 68,
stk. 2
Arti-
kel 300
Bilag I Arti-
kel 23
Bilag II —
Bilag 2
A
—
Bilag 2
B
—
Arti-
kel 5, 9,
10 og 11
—
Arti-
kel 1, li-
tra a)
Arti-
kel 1, li-
tra a)
Arti-
kel 2, li-
tra a)
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra a)
Arti-
kel 13,
nr. 1)
Arti-
kel 1, li-
tra b)
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra b)
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra d)
Arti-
kel 13,
nr. 11)
Arti-
kel 1, li-
tra c)
Arti-
kel 2, li-
tra e)
Arti-
kel 1,
Arti-
kel 2,
Arti-
kel 13,
1022
stk. 1, li-
tra e)
stk. 1, li-
tra f)
nr. 8), li-
tra a)
Arti-
kel 1, li-
tra d)
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra f)
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra g)
—
Arti-
kel 1, li-
tra f)
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra i)
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra i)
Arti-
kel 13,
nr. 18)
Arti-
kel 1, li-
tra g)
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra j)
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra j)
Arti-
kel 13,
nr. 21),
arti-
kel 24,
stk. 2,
og arti-
kel 63
Arti-
kel 1, li-
tra h)
Arti-
kel 1, li-
tra d)
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra k)
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra k)
Arti-
kel 13,
nr. 15)
Arti-
kel 1, li-
tra i)
Arti-
kel 1, li-
tra e)
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra l)
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra l)
Arti-
kel 13,
nr. 16)
Arti-
kel 1, li-
tra j)
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra m)
Arti-
kel 13,
nr. 22)
Arti-
kel 1, li-
tra k)
Arti-
kel 1, li-
tra k)
Arti-
kel 2, li-
tra h)
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra n)
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra m)
Arti-
kel 13,
nr. 10)
Arti-
kel 1, li-
tra l)
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra r)
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra n)
Arti-
kel 13,
nr. 17)
Arti-
kel 1, li-
tra l),
underli-
tra a)
Arti-
kel 1, li-
tra f)
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra r),
nr. i)
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra n),
nr. i)
Arti-
kel 13,
nr. 20)
Arti-
kel 1, li-
tra l),
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
Arti-
kel 13,
nr. 18)
1023
underli-
tra b)
tra r),
nr. ii)
tra n),
nr. ii)
Artikel 3 Arti-
kel 188
Artikel 8 Arti-
kel 12
Arti-
kel 24,
stk. 1
Arti-
kel 12,
stk. 2
Arti-
kel 14,
stk. 1
Arti-
kel 18
Arti-
kel 39,
stk. 1
Arti-
kel 12,
stk. 3-6
Arti-
kel 14,
stk. 2-5
Arti-
kel 39,
stk. 2-6
Arti-
kel 15,
stk. 1
og 2
Arti-
kel 15,
stk. 1
og 2
Arti-
kel 19,
stk. 1
Arti-
kel 57
Arti-
kel 15,
stk. 3
Arti-
kel 15,
stk. 3
Arti-
kel 22
Arti-
kel 61
Arti-
kel 15,
stk. 4
Arti-
kel 15,
stk. 4
Arti-
kel 23
Arti-
kel 62
Arti-
kel 15a
Arti-
kel 15a
Arti-
kel 19,
stk. 2-8
Arti-
kel 58,
stk. 1-7
Arti-
kel 15b
Arti-
kel 15b
Arti-
kel 19a
Arti-
kel 59
Arti-
kel 15c
Arti-
kel 15c
Arti-
kel 20
Arti-
kel 60
Arti-
kel 16,
stk. 1
Arti-
kel 16,
stk. 1
Arti-
kel 24
Arti-
kel 64
Arti-
kel 16,
stk. 2
Arti-
kel 16,
stk. 2
Arti-
kel 25
Arti-
kel 65
Arti-
kel 16,
stk. 3
Arti-
kel 16,
stk. 3
Arti-
kel 26
Arti-
kel 66
Arti-
kel 16,
stk. 4
Arti-
kel 16,
stk. 4
Arti-
kel 27
Arti-
kel 67
Arti-
kel 16,
stk. 5
Arti-
kel 16,
stk. 5
Arti-
kel 28,
stk. 1
Arti-
kel 68,
stk. 1
1024
Arti-
kel 16,
stk. 5b,
første til
fjerde
afsnit
Arti-
kel 16,
stk. 7,
første til
fjerde
afsnit
Arti-
kel 28,
stk. 3,
første til
fjerde
afsnit
Arti-
kel 68,
stk. 3
Arti-
kel 16,
stk. 5b,
femte af-
snit
Arti-
kel 16,
stk. 7,
femte af-
snit
Arti-
kel 28,
stk. 3,
femte af-
snit
Arti-
kel 68,
stk. 4
Arti-
kel 16
Arti-
kel 66
Arti-
kel 16,
stk. 5c
Arti-
kel 16,
stk. 8
Arti-
kel 29
Arti-
kel 70
Arti-
kel 16,
stk. 5a
Arti-
kel 16,
stk. 6
Arti-
kel 28,
stk. 2
Arti-
kel 68,
stk. 2
Arti-
kel 16a,
stk. 1, li-
tra a)
Arti-
kel 17,
stk. 1, li-
tra a)
Arti-
kel 31,
stk. 1,
første af-
snit
Arti-
kel 72,
stk. 1, li-
tra a)-c)
Arti-
kel 16a,
stk. 1, li-
tra b)
Arti-
kel 17,
stk. 1, li-
tra b)
Arti-
kel 31,
stk. 1,
andet af-
snit
Arti-
kel 72,
stk. 1,
andet af-
snit
Arti-
kel 16a,
stk. 2
Arti-
kel 17,
stk. 2
Arti-
kel 31,
stk. 2
Arti-
kel 72,
stk. 2
Arti-
kel 20
Arti-
kel 22
—
Arti-
kel 21
Arti-
kel 23
Arti-
kel 34,
stk. 1-3
—
Arti-
kel 22
Arti-
kel 24
Arti-
kel 34,
stk. 4
—
Arti-
kel 25
—
Arti-
kel 28
Arti-
kel 33
Arti-
kel 180
Arti-
kel 29
Arti-
kel 181,
1025
stk. 1
og 3
Arti-
kel 30,
stk. 2
Arti-
kel 181,
stk. 2
Arti-
kel 31
Arti-
kel 183
Arti-
kel 38
Arti-
kel 44
Arti-
kel 153
Arti-
kel 39,
stk. 2
og 3
Arti-
kel 45
Arti-
kel 154
Arti-
kel 40,
stk. 2
Arti-
kel 46,
stk. 1
Arti-
kel 155,
stk. 8
Arti-
kel 40,
stk. 3
Arti-
kel 46,
stk. 2
Arti-
kel 155,
stk. 1
Arti-
kel 40,
stk. 4,
6-8
og 10
Arti-
kel 46,
stk. 3,
5-7 og 9
Arti-
kel 155,
stk. 2,
4-6 og 9
Arti-
kel 40,
stk. 5
Arti-
kel 46,
stk. 4
Arti-
kel 155,
stk. 3
Arti-
kel 40,
stk. 9
Arti-
kel 46,
stk. 8
Arti-
kel 155,
stk. 7
Arti-
kel 41
Arti-
kel 47
Arti-
kel 156
Arti-
kel 42,
stk. 2
Arti-
kel 48
Arti-
kel 160
Arti-
kel 43,
stk. 2
og 3
Arti-
kel 184
Arti-
kel 44,
stk. 2
Arti-
kel 49
Arti-
kel 159
og bi-
lag V
Arti-
kel 45,
stk. 2
Arti-
kel 189
1026
Arti-
kel 46,
stk. 2,
første til
tredje af-
snit
Arti-
kel 50,
stk. 1,
første og
tredje af-
snit, og
stk. 2
Arti-
kel 157
Arti-
kel 47-5
0
—
Arti-
kel 51
Arti-
kel 64
Arti-
kel 56
—
Arti-
kel 51,
sidste
led
Arti-
kel 1,
stk. 4
Arti-
kel 58,
stk. 8
Arti-
kel 52
—
Arti-
kel 54
Arti-
kel 206
Arti-
kel 55
Arti-
kel 207
Arti-
kel 24
og 26
—
Arti-
kel 12,
stk. 1,
arti-
kel 19,
arti-
kel 33,
arti-
kel 37,
arti-
kel 39,
stk. 1,
arti-
kel 40,
stk. 1,
arti-
kel 42,
stk. 1,
arti-
kel 43,
stk. 1,
arti-
—
1027
kel 44,
stk. 1,
arti-
kel 45,
stk. 1,
og arti-
kel 46,
stk. 1
Arti-
kel 1, li-
tra b)
Arti-
kel 13,
nr. 3)
Arti-
kel 1, li-
tra c)
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra s)
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra c)
Arti-
kel 13,
nr. 4)
Arti-
kel 1, li-
tra g)
Arti-
kel 212,
stk. 1, li-
tra a)
Arti-
kel 1, li-
tra h)
Arti-
kel 212,
stk. 1, li-
tra b)
Arti-
kel 1, li-
tra i)
Arti-
kel 59,
stk. 2, li-
tra a),
underli-
tra i)
Arti-
kel 210,
stk. 1, li-
tra f)
Arti-
kel 1, li-
tra j)
Arti-
kel 59,
stk. 2, li-
tra a),
underli-
tra j)
Arti-
kel 210,
stk. 1, li-
tra g)
Arti-
kel 1, li-
tra l)
Arti-
kel 59,
stk. 2, li-
tra b)
Arti-
kel 13,
nr. 6)
Artikel 2 Arti-
kel 59,
stk. 3
Arti-
kel 214,
stk. 1
Artikel 3 Arti-
kel 59,
stk. 3
Arti-
kel 214,
stk. 1 og
stk. 2,
første og
1028
andet af-
snit
Artikel 4 Arti-
kel 59,
stk. 3
Arti-
kel 247,
stk. 1
Arti-
kel 5,
stk. 1
Arti-
kel 59,
stk. 4
Arti-
kel 246
Arti-
kel 5,
stk. 2
Arti-
kel 254,
stk. 1
Artikel 6 Arti-
kel 59,
stk. 5
Arti-
kel 254,
stk. 2,
og arti-
kel 255,
stk. 1
og 2
Artikel 7 Arti-
kel 59,
stk. 5
Arti-
kel 249,
stk. 1,
og arti-
kel 252
og 253
Artikel 8 Arti-
kel 59,
stk. 5
Arti-
kel 245
og 246
og arti-
kel 258,
stk. 1
Artikel 9 Arti-
kel 59,
stk. 6
Arti-
kel 218
og 219
og arti-
kel 258,
stk. 1
Arti-
kel 10
Arti-
kel 59,
stk. 7
Arti-
kel 218
og 219,
arti-
kel 258,
stk. 1,
og arti-
kel 260-
263
1029
Arti-
kel 10a
Arti-
kel 59,
stk. 8
Arti-
kel 264
Arti-
kel 10b
Arti-
kel 257
Arti-
kel 12
Arti-
kel 32
Arti-
kel 73
Arti-
kel 65
Arti-
kel 8,
stk. 1
Arti-
kel 311
Bilag I Arti-
kel 59,
stk. 9,
og bi-
lag II
Arti-
kel 213-
215
og 218-2
46
Bilag II Arti-
kel 59,
stk. 9,
og bi-
lag II
Arti-
kel 215-
217
og 220-2
43
Arti-
kel 1,
stk. 2
Arti-
kel 267
Arti-
kel 2, li-
tra b)
Arti-
kel 268,
stk. 1, li-
tra b)
Arti-
kel 2, li-
tra c)
Arti-
kel 268,
stk. 1, li-
tra c)
Arti-
kel 2, li-
tra d)
Arti-
kel 268,
stk. 1, li-
tra d)
Arti-
kel 2, li-
tra f)
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra h)
Arti-
kel 13,
nr. 9)
Arti-
kel 2, li-
tra g)
Arti-
kel 268,
stk. 1, li-
tra a)
Arti-
kel 2, li-
tra i)
Arti-
kel 268,
stk. 1, li-
tra e)
1030
Arti-
kel 2, li-
tra j)
Arti-
kel 268,
stk. 1, li-
tra f)
Arti-
kel 2, li-
tra k)
Arti-
kel 268,
stk. 1, li-
tra g)
Artikel 3 —
Artikel 4 Arti-
kel 269
Artikel 5 Arti-
kel 270
Artikel 6 Arti-
kel 271
Artikel 7 Arti-
kel 272
Artikel 8 Arti-
kel 273
Artikel 9 Arti-
kel 274
Arti-
kel 10
Arti-
kel 275
Arti-
kel 11
Arti-
kel 277
Arti-
kel 12
Arti-
kel 278
Arti-
kel 13
Arti-
kel 279
Arti-
kel 14
Arti-
kel 280
Arti-
kel 15
Arti-
kel 281
Arti-
kel 16
Arti-
kel 282
Arti-
kel 17
Arti-
kel 283
Arti-
kel 18
Arti-
kel 284
Arti-
kel 19
Arti-
kel 285
Arti-
kel 20
Arti-
kel 286
Arti-
kel 21
Arti-
kel 287
1031
Arti-
kel 22
Arti-
kel 288
Arti-
kel 23
Arti-
kel 289
Arti-
kel 24
Arti-
kel 290
Arti-
kel 25
Arti-
kel 291
Arti-
kel 26
Arti-
kel 292
Arti-
kel 27
Arti-
kel 293
Arti-
kel 28
Arti-
kel 294
Arti-
kel 29
Arti-
kel 295
Arti-
kel 30,
stk. 1
Arti-
kel 268,
stk. 2
Arti-
kel 30,
stk. 2
Arti-
kel 296
Bilag Arti-
kel 276
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra d)
—
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra g)
Arti-
kel 13,
nr. 14)
Arti-
kel 1,
stk. 1, li-
tra q)
—
Arti-
kel 1,
stk. 2
Arti-
kel 2,
stk. 3
—
Arti-
kel 2,
stk. 1
Arti-
kel 2,
stk. 3
Arti-
kel 3,
nr. 2)-3)
og 8)
Artikel 9
1032
Arti-
kel 3,
nr. 5)
og 7)
Arti-
kel 10
Arti-
kel 3,
nr. 6)
—
Arti-
kel 5,
stk. 2,
andet og
tredje af-
snit
Arti-
kel 15,
stk. 2,
tredje af-
snit og
stk. 3,
andet af-
snit
Arti-
kel 6,
stk. 5,
første og
andet af-
snit
Arti-
kel 21,
stk. 1
Arti-
kel 7, li-
tra e)
Arti-
kel 23,
stk. 2, li-
tra f)
Artikel 8 Arti-
kel 12
Arti-
kel 24,
stk. 1
Arti-
kel 12
Arti-
kel 208
Arti-
kel 16,
stk. 9
Arti-
kel 30
Arti-
kel 69
Arti-
kel 18,
stk. 1-6
Arti-
kel 73
Arti-
kel 18,
stk. 7
— —
Arti-
kel 19,
stk. 1,
første af-
snit,
første
led
Arti-
kel 74,
stk. 1
1033
Arti-
kel 19,
stk. 1,
andet af-
snit, an-
det led
Arti-
kel 74,
stk. 3,
andet af-
snit
Arti-
kel 19,
stk. 1,
andet af-
snit,
samt
stk. 2
og 3
Arti-
kel 74,
stk. 4-7
Arti-
kel 21
Arti-
kel 209
Arti-
kel 25
—
Arti-
kel 26
—
Arti-
kel 32
—
Arti-
kel 34
Arti-
kel 182
Arti-
kel 35
Arti-
kel 186
Arti-
kel 36,
stk. 1
Arti-
kel 185,
stk. 1
Arti-
kel 36,
stk. 2
Arti-
kel 185,
stk. 4,
første
punktum
Bilag III
A
Arti-
kel 185,
stk. 6
Arti-
kel 36,
stk. 3
Arti-
kel 185,
stk. 7
Arti-
kel 41
Arti-
kel 147
Arti-
kel 42,
stk. 1-3
Arti-
kel 148,
stk. 1, 3
og 4
1034
Arti-
kel 43
Arti-
kel 149
Arti-
kel 45
—
Arti-
kel 48
Arti-
kel 160
Arti-
kel 49
Arti-
kel 159
Arti-
kel 51,
stk. 2, li-
tra a)-g)
Arti-
kel 162,
stk. 2, li-
tra a)-e),
g) og h)
Arti-
kel 51,
stk. 3
og 4
Arti-
kel 163
Arti-
kel 52,
stk. 1
Arti-
kel 169
Arti-
kel 55,
stk. 1
og 2
Arti-
kel 166,
stk. 1
og 2
Arti-
kel 56
Arti-
kel 167
Arti-
kel 59,
stk. 1
og 2
Arti-
kel 52,
stk. 1
og 2
Arti-
kel 177,
stk. 1
og 2
Arti-
kel 59,
stk. 3
og 6
Arti-
kel 52,
stk. 3
og 4
—
Arti-
kel 60,
stk. 1
Arti-
kel 305,
stk. 2,
andet og
tredje af-
snit
Arti-
kel 60,
stk. 2
Arti-
kel 305,
stk. 3
Arti-
kel 31
Arti-
kel 61
Arti-
kel 43
Arti-
kel 65
Arti-
kel 55
Arti-
kel 301,
1035
stk. 1
og 3
Arti-
kel 66
Arti-
kel 308
Arti-
kel 67
Arti-
kel 53
Arti-
kel 297
Arti-
kel 68,
stk. 1
—
Arti-
kel 71
—
Arti-
kel 72
Arti-
kel 310
Bilag I Bilag II
Bilag III Arti-
kel 185,
stk. 2, li-
tra a)-c),
stk. 3 og
stk. 5,
første af-
snit
Bilag IV —
Bilag V Bilag VI
Bilag VI Bi-
lag VII
Arti-
kel 1,
stk. 2, li-
tra d)
Arti-
kel 11
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra a)
Arti-
kel 13,
nr. 7)
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra b)
—
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra h)
Arti-
kel 13,
nr. 9)
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra o)
Arti-
kel 13,
nr. 25)
1036
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra p)
Arti-
kel 13,
nr. 26)
Arti-
kel 2,
stk. 1, li-
tra q)
Arti-
kel 210,
stk. 3
Arti-
kel 2,
stk. 2
—
Arti-
kel 4,
stk. 2
Arti-
kel 15,
stk. 5
Arti-
kel 5,
stk. 1,
første af-
snit og
stk. 2
Arti-
kel 17,
stk. 1
og 2, og
bi-
lag IIIC
Arti-
kel 9,
nr. 1
Arti-
kel 21,
stk. 4
Arti-
kel 11,
stk. 1, li-
tra b)
Arti-
kel 23,
stk. 1, li-
tra b)
Arti-
kel 15,
stk. 3
Arti-
kel 32,
stk. 2
Arti-
kel 21
—
Arti-
kel 45
— —
Arti-
kel 46
Arti-
kel 211,
stk. 1
og 2
Arti-
kel 47
Arti-
kel 158
Arti-
kel 48
Arti-
kel 161
Arti-
kel 50
Arti-
kel 175
Arti-
kel 51
Arti-
kel 176
1037
Arti-
kel 54,
stk. 1
Arti-
kel 298,
stk. 1
Arti-
kel 61
Arti-
kel 308
Arti-
kel 62
Arti-
kel 12
Arti-
kel 63
Arti-
kel 307
Arti-
kel 57-6
0 og bi-
lag II
—
Arti-
kel 1,
nr. 4, ar-
tikel 2,
nr. 4, og
artikel 4,
nr. 6
Arti-
kel 58,
stk. 8
Arti-
kel 8,
stk. 2
Arti-
kel 312
1038
1) EUT C 224 af 30.8.2008, s. 11.
2) Europa-Parlamentets udtalelse af 22.4.2009 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 10.11.2009.
3) EFT L 228 af 16.8.1973, s. 3.
4) EFT L 151 af 7.6.1978, s. 25.
5) EFT L 185 af 4.7.1987, s. 77.
6) EFT L 172 af 4.7.1988, s. 1.
7) EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1.
8) EFT L 330 af 5.12.1998, s. 1.
9) EFT L 110 af 20.4.2001, s. 28.
10) EFT L 345 af 19.12.2002, s. 1.
11) EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1.
12) EFT L 103 af 2.5.1972, s. 1.
13) EFT L 193 af 18.7.1983, s. 1.
14) EFT L 8 af 11.1.1984, s. 17.
15) EUT L 145 af 30.4.2004, s. 1.
16) EUT L 177 af 30.6.2006, s. 1.
17) EFT L 181 af 20.7.2000, s. 65.
18) EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1.
19) EUT L 25 af 29.1.2009, s. 28.
20) EUT L 157 af 9.6.2006, s. 87.
21) EUT L 177 af 4.7.2008, s. 6.
22) EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.
23) EFT 56 af 4.4.1964, s. 878.
24) EFT L 228 af 16.8.1973, s. 20.
25) EFT L 189 af 13.7.1976, s. 13.
26) EFT L 339 af 27.12.1984, s. 21.
27) EUT L 235 af 23.9.2003, s. 10.
28) EFT L 9 af 15.1.2003, s. 3.
29) EUT C 321 af 31.12.2003, s. 1.
30) EFT L 222 af 14.8.1978, s. 11.
31) EUT L 390 af 31.12.2004, s. 38.
32) EFT L 375 af 31.12.1985, s. 3.
33) EUT L 309 af 25.11.2005, s. 15.
34) EFT L 126 af 12.5.1984, s. 20.
35) EUT L 3 af 7.1.2004, s. 34.
36) EFT L 78 af 26.3.1977, s. 17.
37) EUT L 335 af 17.12.2009, s. 1«.
38) EUT L 3 af 7.1.2004, s. 34.«.
1039