Skriftlig fremsættelse (29. marts 2023)

Tilhører sager:

Aktører:


    CE1316

    https://www.ft.dk/ripdf/samling/20222/lovforslag/l77/20222_l77_fremsaettelsestale.pdf

    Skriftlig fremsættelse (29. marts 2023)
    Uddannelses- og forskningsministeren (Christina Egelund):
    Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
    Forslag til lov om ændring af lov om aktiviteter i
    det ydre rum (Midlertidig begrænsning af ikke-statslige
    større raketopsendelser og ikke-statslige opsendelser af
    rumgenstande)
    (Lovforslag nr. L 77)
    Lovforslaget fremsættes som led i opfølgningen på en
    rapport fra den tværministerielle arbejdsgruppe om regule-
    ring og myndighedsorganisering af civile raketaktiviteter fra
    april 2019.
    Et forslag til lov om ændring af lov om aktiviteter i det
    ydre rum (begrænsning af ikke-statslige større raketopsen-
    delser og opsendelser af rumgenstande) blev fremsat den
    26. februar 2020 (L 125). Forslaget blev imidlertid ikke
    fremmet grundet covid-19-situationen i foråret 2020.
    Lovforslaget bygger på L 125, men i forhold til det tidli-
    gere fremsatte lovforslag foreslås der indsat en solnedgangs-
    klausul, som indebærer, at de bestemmelser, som indføres
    med lovforslaget, skal gælde for en afgrænset periode på 3
    år fra den foreslåede ikrafttrædelsesdato.
    Som følge af Danmarks geografiske forhold, herunder
    særligt befolkningstæthed samt trafiktæthed til havs og i
    luftrummet, vurderes det, at der er særlige risici forbundet
    med større raketopsendelser over Danmark eller i farvandet
    omkring Danmark. Uanset omfanget af aktiviteter vil de
    mulige skadevirkninger ved fejlslagne større raketopsendel-
    ser kunne være betydelige. Der vurderes på den baggrund at
    være behov for en klar regulering af sådanne aktiviteter.
    Med lovforslaget forslås det at udvide anvendelsesområ-
    det for lov om aktiviteter i det ydre rum til også at omfatte
    visse raketaktiviteter, som finder sted i højder under det ydre
    rum.
    Det foreslås, at ikke-statslige større raketopsendelser og
    ikke-statslige opsendelser af rumgenstande ikke skal være
    tilladt i den danske stat samt uden for et myndighedsområde,
    når opsendelsen foretages på dansk fartøj eller indretning
    eller af danske operatører.
    Større raketopsendelser defineres med lovforslaget som
    opsendelse af raketter, der opsendes eller planlægges op-
    sendt til højder mellem 4 km over havets overflade og det
    ydre rum.
    Det foreslåede forbud retter sig mod ikke-statslige aktø-
    rer. Disse aktører vil som hidtil kunne foretage større raket-
    opsendelser og opsendelser af rumgenstande fra opsendel-
    sesfaciliteter i udlandet.
    Det bemærkes, at lovforslaget alene retter sig imod selve
    raketopsendelsen. Andre aktiviteter, som f.eks. udvikling af
    raketter eller komponenter dertil, vil ikke være omfattet af
    forslaget.
    Det foreslås endvidere, at overtrædelse af forbuddet mod
    ikke-statslige større raketopsendelser og ikke-statslige op-
    sendelser af rumgenstande omfattes af straffebestemmelsen i
    lov om aktiviteter i det ydre rum.
    Ved at indføre et midlertidigt forbud skabes en klar rets-
    tilstand, hvor det sikres, at der ikke gennemføres potentielt
    farlige raketopsendelser uden den nødvendige regulering og
    myndighedsorganisering. I den mellemliggende periode skal
    der tages stilling til den fremtidige retsstilling på området.
    Loven foreslås at træde i kraft den 1. juli 2023.
    Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende
    bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det
    Høje Tings velvillige behandling.
    Til lovforslag nr. L 77 Folketinget 2022-23 (2. samling)
    Uddannelses- og Forskningsmin., j.nr. 2023-1438
    CE001316