Fremsat den 23. marts 2023 af udlændinge- og integrationsministeren (Kaare Dybvad Bek)

Fremsat den 23. marts 2023 af udlændinge- og integrationsministeren (Kaare Dybvad Bek)
Forslag
til
Lov om ændring af udlændingeloven, hjemrejseloven, straffeloven og
forskellige andre love og ophævelse af lov om videreførelse af visse rettigheder
i forbindelse med Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske
Union uden en aftale
(Ændring af visse regler om hjælp til hjemrejse, adgang til hjemrejsestøtte og administrativ frihedsberøvelse,
implementering af bestemmelse i statsborgerretskonventionen, gennemførelse af rådsafgørelse om Kroatiens fulde optag i
Schengensamarbejdet, ophævelse af revisionsbestemmelser, ophævelse af Brexit-borgerloven m.v.)
§ 1
I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1205 af 25.
august 2022, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 1191 af 8.
juni 2021 og senest ved § 10 i lov nr. 893 af 21. juni 2022,
foretages følgende ændringer:
1. I § 2 a, stk. 2, 2. pkt., ændres »Bulgarien, Cypern, Kroa-
tien og Rumænien« til: »Bulgarien, Cypern og Rumænien«
og i 3. pkt., ændres »Cypern og Kroatien« til: »Cypern«.
2. I § 37, stk. 8, 1. pkt., ændres »6 måneder« til: »3 måneder
for udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, og 6 måne-
der for andre udlændinge«.
3. I § 37, stk. 8, 2. pkt., ændres »12 måneder« til: »6 måne-
der for udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, og 12
måneder for andre udlændinge«.
4. I § 37, stk. 9, 3. pkt., indsættes efter »må frihedsberøvel-
se«: »efter hjemrejselovens § 16, stk. 5,«.
5. I § 37, stk. 9, 4. pkt., ændres »Frihedsberøvelsen« til:
»Frihedsberøvelse efter § 36, stk. 1, 1. pkt., og hjemrejselo-
vens § 16, stk. 5,«.
6. I § 48, stk. 3, 2. pkt., ændres »stk. 10« til: »stk. 9«.
§ 2
I hjemrejseloven, lov nr. 982 af 26. maj 2021, som ændret
bl.a. ved § 12 i lov nr. 452 af 20. april 2022 og senest
ved § 3 i lov nr. 919 af 21. juni 2022, foretages følgende
ændringer:
1. Efter § 7 indsættes:
»§ 7 a. Der kan ydes hjælp til hjemrejsen til en udlæn-
ding, der er registreret som asylansøger efter udlændingelo-
vens § 48 e, stk. 2, og er meddelt afslag på opholdstilladelse
efter udlændingelovens § 7 af Udlændingestyrelsen eller
Flygtningenævnet, og som uden ugrundet ophold medvirker
til sin udrejse, jf. § 3, stk. 1. Hjælp til hjemrejsen kan ikke
ydes til en udlænding omfattet af 1. pkt., hvis udlændingen
er omfattet af § 8, stk. 3 og 4.
Stk. 2. Udlændinge- og integrationsministeren kan fast-
sætte nærmere regler om hjælp til hjemrejsen, herunder om
betingelser for opnåelse af hjælpen, hjælpens form, den be-
løbsmæssige størrelse m.v.«
2. I § 8, stk. 3, nr. 5, indsættes efter »der er«: »omfattet af
stk. 2, nr. 1, 5 eller 6, og er«.
3. I § 16, stk. 5, udgår: »eller medvirken«.
4. I § 22, stk. 3, indsættes efter »§ 7,«: »§ 7 a,«.
§ 3
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1360 af 28.
september 2022, som senest ændret ved lov nr. 897 af 21.
juni 2022, foretages følgende ændringer:
Lovforslag nr. L 72 Folketinget 2022-23 (2. samling)
Udlændinge- og Integrationsmin., j.nr. 2023-1050
CS001448
1. I § 124, stk. 1, 2. pkt., ændres »udlændingelovens § 35
eller er frihedsberøvet efter udlændingelovens § 36« til:
»hjemrejselovens § 14 eller er frihedsberøvet efter udlæn-
dingelovens § 36 eller hjemrejselovens § 16«
§ 4
I lov om dansk indfødsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 1656
af 23. december 2022, foretages følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 1, indsættes efter »stk. 2«: »og 4«, og i § 1, stk.
3, indsættes efter »dansk indfødsret«: », jf. dog stk. 4«.
2. I § 1 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Konstateres det, at et forhold, som lå til grund for
et barns erhvervelse af dansk indfødsret efter stk. 1 eller 3,
§ 2 eller § 2 A, stk. 1 og 3, ikke længere foreligger, skal
barnet anses for ikke på noget tidspunkt at have erhvervet
dansk indfødsret, medmindre barnet derved bliver statsløst,
eller hvis konstateringen sker efter, at vedkommende er fyldt
18 år.«.
§ 5
I lov nr. 1191 af 8. juni 2021 om ændring af
udlændingeloven og hjemrejseloven (Indførelse af mulighed
for overførsel af asylansøgere til asylsagsbehandling og
eventuel efterfølgende beskyttelse i tredjelande), som
ændret ved § 15 i lov nr. 452 af 20. april 2022 og § 12 i
lov nr. 893 af 21. juni 2022, foretages følgende ændring:
1. § 3, stk. 2, ophæves.
§ 6
I lov nr. 452 af 20. april 2022 om ændring af
udlændingeloven, straffeloven, lov om aktiv socialpolitik,
repatrieringsloven og forskellige andre love (Initiativer til
beskyttelse af børn imod vold og negativ social kontrol,
indførelse af regler om fleksibel udbetaling af hjælp til
repatriering og hjemrejsestøtte m.v.) foretages følgende
ændring:
1. § 16, stk. 8, ophæves.
§ 7
I lov nr. 893 af 21. juni 2022 om ændring
af lov om fuldbyrdelse af straf m.v., straffeloven,
retsplejeloven og forskellige andre love (Opfølgning på
flerårsaftalen om kriminalforsorgens økonomi 2022-2025,
herunder leje af fængselspladser i udlandet, revision af
disciplinærstraffesystemet, udstationering til eget hjem med
fodlænke eller udslusningsfængsel m.v.) foretages følgende
ændring:
1. § 13, stk. 4, ophæves.
Stk. 5-8 bliver herefter stk. 4-7.
§ 8
Lov nr. 264 af 25. marts 2019 om videreførelse af visse
rettigheder i forbindelse med Det Forenede Kongeriges
udtræden af Den Europæiske Union uden en aftale,
ophæves.
§ 9
Stk. 1. Loven træder i kraft den 15. maj 2023.
Stk. 2. § 1, stk. 4, i lov om dansk indfødsret, som affattet
ved denne lovs § 4, nr. 2, har virkning for forhold, der er
konstateret efter den 24. juli 2002.
§ 10
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 1 og
§§ 4-5 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i
kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som hen-
holdsvis de færøske og de grønlandske forhold tilsiger. Be-
stemmelserne kan endvidere sættes i kraft på forskellige
tidspunkter.
2
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning og baggrund
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Varigheden af frihedsberøvelse med henblik på udsendelse af unionsborgere
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2. Hjælp til hjemrejse
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.3. Adgang til hjemrejsestøtte for udlændinge, hvis opholdstilladelse er nægtet forlænget eller inddraget efter
udlændingelovens § 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1, og som er visumfrie i kraft af deres statsborgerskab
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.4. Konstatering af manglende grundlag for erhvervelse af statsborgerskab
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.5. Ophævelse af revisionsbestemmelser
2.5.1. Gældende ret
2.5.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.6. Ophævelse af lov om videreførelse af visse rettigheder i forbindelse med Det Forenede Kongeriges
udtræden af Den Europæiske Union uden en aftale
2.6.1. Gældende ret
2.6.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Klimamæssige konsekvenser
7. Miljømæssige konsekvenser
3
8. Forholdet til EU-retten
9. Hørte myndigheder og organisationer mv.
10. Sammenfattende skema
1. Indledning og baggrund
Lovforslaget indeholder en række forslag til ændringer og
præciseringer af regler i udlændingeloven, hjemrejseloven,
straffeloven og forskellige andre love samt ophævelse af
Brexit-borgerloven.
Den 8. december 2022 blev et forslag til en rådsafgørelse
vedtaget på et EU-ministerrådsmøde, således at Kroatien
kan påbegynde fuld anvendelse af Schengenreglerne. Lov-
forslaget indeholder de nødvendige ændringer i dansk ret
som følge af Kroatiens fulde optag i Schengensamarbejdet,
således at de nuværende særlige forhold for Kroatien i ud-
lændingeloven ophæves.
Herudover har EU-Domstolen ved dom af 22. juni 2021,
C-718/19, Ordre des barreaux francophones et germanop-
hone m.fl., taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt med-
lemsstaterne over for unionsborgere og deres familiemed-
lemmer kan anvende nationale regler om håndhævelse af
udvisningsafgørelser, som er begrundet i hensynet til den
offentlige orden eller sikkerhed, der indholdsmæssigt svarer
til eller er identiske med de regler, der anvendes i forhold til
udlændinge fra tredjelande. Lovforslaget indeholder på den
baggrund lovgivningsmæssig opfølgning med henblik på at
bringe dansk ret i overensstemmelse med EU-retten. Der
er alene tale om en ændring af grænsen for, hvor længe ud-
lændinge, der er omfattet af EU-reglerne, må frihedsberøves
med henblik på udsendelse.
Lovforslaget indeholder derudover forslag om at indføre nye
regler om hjælp til hjemrejse. Hjælp til hjemrejse vil kunne
være et effektivt motivationsfremmende middel i forhold til
at fremme visse udlændinges samarbejde med myndigheder-
ne om hjemrejsen. Samtidig vil et mindre støttebeløb kunne
gøre en tilbagevenden til hjemlandet lidt mere attraktivt for
udlændinge og fremme lysten til selv at træffe beslutningen
om at udrejse.
Lovforslaget indeholder endvidere forslag om at ændre de
gældende regler om hjemrejsestøtte, så personkredsen kan
modtage hjemrejsestøtte i overensstemmelse med de oprin-
delige intentioner. Forslaget indebærer, at udlændinge, som
er visumfrie i kraft af deres statsborgerskab, under visse
betingelser vil kunne modtage hjemrejsestøtte, hvis deres
opholdstilladelse nægtes forlænget eller inddrages.
Lovforslaget indeholder videre et forslag om ændring af lov
om dansk indfødsret. Lovforslaget har til formål at imple-
mentere artikel 7, stk. 1, litra f, i Europarådets konvention af
6. november 1997 om statsborgerret (statsborgerretskonven-
tionen), hvoraf det følger, at et barn automatisk kan fortabe
sit statsborgerskab, når det fastslås i løbet af et barns min-
dreårighed, at betingelserne for barnets automatiske erhver-
velse af det pågældende statsborgerskab ikke længere er op-
fyldt. Det følger videre af statsborgerretskonventionens arti-
kel 7, stk. 3, at statsborgerskabet ikke kan fortabes, hvis den
pågældende person derved ville blive statsløs. Det foreslås
derfor, at der indføres en bestemmelse om konstatering af
manglende grundlag for erhvervelse af statsborgerskab. Det
er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at et
ganske begrænset antal sager vil være omfattet af den fore-
slåede undtagelse til bestemmelsen.
Endvidere indeholder lovforslaget en revision af lov nr.
1191 af 8. juni 2021, der indeholder det overordnede lov-
givningsmæssige grundlag for, at Danmark vil kunne over-
føre asylansøgere, der søger om asyl i Danmark, til et
tredjeland med henblik på asylsagsbehandling og eventuel
efterfølgende beskyttelse i et tredjeland under overholdelse
af Danmarks internationale forpligtelser. Ifølge loven skal
der fremsættes forslag om revision af loven, hvis denne
ikke inden udgangen af 2022 er trådt i kraft. Danmark har
ikke på nuværende tidspunkt indgået en overenskomst eller
et hertil svarende arrangement med et tredjeland, hvorfor
loven endnu ikke er trådt i kraft. Det er Udlændinge- og
Integrationsministeriets vurdering, at der fortsat er behov for
et overordnet lovgivningsmæssigt grundlag for, at Danmark
har mulighed for efter indgåelse af en overenskomst eller
et hertil svarende arrangement med et tredjeland at overføre
udlændinge, der søger om asyl i Danmark, til det pågæl-
dende tredjeland med henblik på realitetsbehandling af asyl-
ansøgningerne og eventuel efterfølgende beskyttelse under
overholdelse af Danmarks internationale forpligtelser. Der
lægges derfor op til, at loven bevares, ligesom det foreslås,
at revisionsbestemmelsen i loven ophæves som følge af, at
forpligtelsen til at fremsætte forslag om revision opfyldes.
Med lovforslaget lægges der endelig op til at ophæve lov
nr. 264 af 25. marts 2019 om videreførelse af visse rettighe-
der i forbindelse med Det Forenede Kongeriges udtræden
af Den Europæiske Union uden en aftale. Loven er ikke
blevet sat i kraft, idet ”Aftale om Det Forenede Kongerige
Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske
Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab” (herefter
”udtrædelsesaftalen”), der trådte i kraft den 1. februar 2020,
nu sikrer de rettigheder, som loven omfatter, herunder op-
holdsgrundlaget for den relevante persongruppe.
2. Lovforslagets hovedpunkter
4
2.1. Varigheden af frihedsberøvelse med henblik på ud-
sendelse af unionsborgere
2.1.1. Gældende ret
Det følger af udlændingelovens § 37, stk. 8, at frihedsberø-
velse med henblik på udsendelse efter § 36 og hjemrejselo-
vens § 16 ikke må finde sted i et tidsrum, der overstiger
6 måneder. Retten kan dog forlænge dette tidsrum i op til
yderligere 12 måneder, hvis der foreligger særlige omstæn-
digheder eller såfremt udsendelsesproceduren uanset alle ri-
melige bestræbelser kan forventes at tage længere tid.
Der er således en absolut grænse for frihedsberøvelsens ud-
strækning på i alt 18 måneder. Frihedsberøvelsen skal være
af så kort varighed som muligt og må kun opretholdes, så
længe udsendelsen er under forberedelse og gennemføres
med omhu.
De særlige omstændigheder, der skal til for at forlænge
frihedsberøvelsen, kan blandt andet være, hvis udsendelses-
proceduren uanset alle rimelige bestræbelser kan forventes
at tage længere tid som følge af udlændingens manglende
medvirken til udsendelsen, eller hvis der er forsinkelser i
forbindelse med fremskaffelse af nødvendig rejselegitimati-
on og visum, jf. Folketingstidende 2010-11, tillæg A, L 107
som fremsat, side 44.
Reglerne i udlændingelovens § 37, stk. 8, gælder generelt
uanset udlændingens oprindelsesland, jf. Folketingstidende
2010-11, tillæg A, L 107 som fremsat, side 45. Bestemmel-
sen gælder således uanset om den pågældende er omfattet af
EU-reglerne eller ej.
EU-Domstolen har ved dom af 22. juni 2021, C-718/19,
Ordre des barreaux francophones et germanophone m.fl.,
taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt medlemsstaterne
over for unionsborgere og deres familiemedlemmer kan an-
vende nationale regler om håndhævelse af udvisningsafgø-
relser, som er begrundet i hensynet til den offentlige orden
eller sikkerhed, der indholdsmæssigt svarer til eller er iden-
tiske med de regler, der anvendes i forhold til udlændinge
fra tredjelande.
EU-Domstolen fastslog, at EU-retten er til hinder for na-
tional lovgivning, hvorefter det maksimale tidsrum unions-
borgere og deres familiemedlemmer kan frihedsberøves er
af tilsvarende varighed som frihedsberøvelse af udlændin-
ge fra tredjelande, der ikke har efterkommet en afgørelse
om tilbagesendelse i henhold til Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om
fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilba-
gesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold
(herefter udsendelsesdirektivet). EU-Domstolen begrundede
afgørelsen med, at varigheden af frihedsberøvelsen skal stå
i et rimeligt forhold til det formål, der forfølges med den
nationale lovgivning, som består i at sikre en effektiv po-
litik for udsendelse af unionsborgere og deres familiemed-
lemmer. Hertil udtalte EU-Domstolen, at unionsborgere og
deres familiemedlemmer ikke befinder sig i en situation, der
er sammenlignelig med situationen for andre udlændinge,
idet samarbejdet mellem medlemslandene om udsendelse
af unionsborgere og deres familiemedlemmer ikke bør give
anledning til vanskeligheder af samme art som dem, der kan
opstå i forbindelse med samarbejdet mellem medlemsstater-
ne og tredjelande.
2.1.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser
og den foreslåede ordning
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering,
at udlændingelovens § 37, stk. 8, ikke stemmer overens
med EU-retten, og at der er behov for en ændring af bestem-
melsen for så vidt angår varigheden af frihedsberøvelsen i
forbindelse med udsendelse af unionsborgere og deres fami-
liemedlemmer. Det er således udelukkende det tidsmæssige
aspekt af bestemmelsen, som skal ændres.
EU-Domstolen fastslår i C-718/19, Ordre des barreaux fran-
cophones et germanophone m.fl. af 22. juni 2021, at EU-
reglerne om fri bevægelighed er til hinder for, at der med
henblik på udsendelse af unionsborgere og deres familie-
medlemmer sker frihedsberøvelse af en maksimal varighed,
der er identisk med den, der finder anvendelse på tredje-
landsstatsborgere, da udsendelse af unionsborgere og deres
familiemedlemmer er mere ukompliceret end udsendelse af
udlændinge fra tredjelande, idet samarbejdet mellem med-
lemslandene om udsendelse af unionsborgere og deres fami-
liemedlemmer ikke bør give anledning til vanskeligheder
af samme art som dem, der kan opstå i forbindelse med
samarbejdet mellem medlemsstaterne og tredjelande.
Det følger af udsendelsesdirektivet, at frihedsberøvelsens
varighed for udlændinge fra tredjelande maksimalt må ud-
gøre 18 måneder, hvorfor varigheden af frihedsberøvelsen
for unionsborgere og deres familiemedlemmer skal være
kortere end dette.
Hjemrejsestyrelsen har oplyst, at styrelsen fra den 1. august
2020 til den 22. august 2022 har håndteret frihedsberøvelse
af 90-100 unionsborgere i medfør af udlændingelovens § 36
eller hjemrejselovens § 16 med henblik på at effektuere en
tilbagesendelsesafgørelse. Varigheden af frihedsberøvelsen
spænder fra 1 dag til 46 dage. Danmark har således i praksis
ikke været i nærheden af de maksimale 18 måneder.
På baggrund heraf vurderes det, at det tidsmæssige aspekt, i
forbindelse med frihedsberøvelse af unionsborgere og deres
familiemedlemmer, kan halveres.
Udlændinge- og Integrationsministeriet foreslår, at udlæn-
dingelovens § 37, stk. 8, 2. pkt., ændres, således at der
tydeligt sondres mellem unionsborgere samt deres familie-
medlemmer, og andre udlændinge i udsendelsesposition i
relation til varigheden af frihedsberøvelsen.
Det foreslås derfor, at varigheden af frihedsberøvelse med
henblik på udsendelse af unionsborgere og deres familie-
medlemmer ændres således, at disse ikke må frihedsberøves
5
længere end 3 måneder, dog med mulighed for forlængelse i
op til yderligere 6 måneder.
Varigheden af frihedsberøvelse af andre udlændinge i for-
bindelse med udsendelse ændres ikke.
Ved gennemførelse af lovforslaget vurderes det, at udlæn-
dingelovens § 37, stk. 8, bringes i overensstemmelse med
EU-retten.
2.2. Hjælp til hjemrejse
2.2.1. Gældende ret
Udlændingelovens § 43 a, der blev ophævet ved lov nr. 982
af 26. maj 2021 (hjemrejseloven), indeholdt regler om, at
der kunne ydes hjælp til en udlændings tilbagevenden til
hjemlandet eller det tidligere opholdsland.
Det fulgte af den tidligere bestemmelse i udlændingelovens
§ 43 a, stk. 2, at der til en udlænding, der opholder sig her
i landet, og som er registreret som asylansøger efter § 48
e, stk. 2, og er meddelt afslag på opholdstilladelse efter § 7
af Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet, kunne ydes
hjælp til tilbagevenden til hjemlandet eller det tidligere op-
holdsland, hvis udlændingen medvirkede til at udrejse uden
ugrundet ophold, jf. dog stk. 3 og 4.
Det følger af bemærkningerne til den tidligere bestemmelse
i udlændingelovens § 43 a, stk. 2, at der kunne ydes hjælp
til tilbagevenden til hjemlandet eller det tidligere opholds-
land, men at der ikke efter den foreslåede bestemmelse
kunne ydes hjælp til rejse til et tredjeland, da en sådan
hjælp eventuelt kunne ydes efter § 43 a, stk. 1, jf. Folke-
tingstidende 2002-03, tillæg A, side 3952 ff. Hjælpen blev
i praksis udbetalt til f.eks. udlændinge, der var omfattet af
et reintegrationsprogram. Hjælpen kunne f.eks. anvendes til
småanskaffelser, og til at udlændingen kunne etablere sig i
sit hjemland eller det tidligere opholdsland, men reglerne
var ikke til hinder for, at hjælpen blev anvendt til andre
omkostninger.
Det fulgte af den tidligere bestemmelse i udlændingelovens
§ 43 a, stk. 3, at der ikke kunne ydes hjælp efter stk. 1 og 2
til
1) udlændinge, der har opholdstilladelse her i landet,
2) udlændinge, der er statsborgere i et af de nordiske lan-
de,
3) udlændinge, der er statsborgere i et land, der er tilsluttet
Den Europæiske Union, og
4) udlændinge, der er omfattet af aftalen om Det Europæ-
iske Økonomiske Samarbejdsområde.
Det fulgte derudover af den tidligere bestemmelse i udlæn-
dingelovens § 43 a, stk. 4, at der endvidere ikke kunne ydes
hjælp efter stk. 2 til
1) udlændinge, som er meddelt afslag på en ansøgning
om opholdstilladelse efter § 7 af Udlændingestyrelsen i
medfør af § 53 b, stk. 1, og
2) udlændinge, der er omfattet af § 10.
Det fulgte endvidere af den tidligere bestemmelse i udlæn-
dingeloven § 43 a, stk. 6, at hjælpen efter stk. 2 udgjorde
3.000 kr. pr. person over 18 år og 1.500 kr. pr. person under
18 år.
Det fremgik herudover af den tidligere bestemmelse i ud-
lændingelovens § 43 a, stk. 7, at en udlænding kun kunne
modtage hjælp efter stk. 1 og 2 én gang.
Da den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 43 a
som nævnt ovenfor blev ophævet ved lov nr. 982 af 26. maj
2021, indeholder lovgivningen i dag ikke regler om hjælp til
hjemrejse ved en udlændinges tilbagevenden til hjemlandet
eller det tidligere opholdsland.
Det fremgår af udlændingelovens § 48 e, stk. 2, at når Ud-
lændingestyrelsen har truffet afgørelse om, at en udlænding,
der påberåber sig at være omfattet af § 7, kan opholde sig
her i landet under asylsagens behandling, registrerer Udlæn-
dingestyrelsen udlændingen som asylansøger.
Det fremgår af hjemrejselovens § 3, stk. 1, at en udlænding,
der ikke har ret til at opholde sig her i landet, har pligt til at
medvirke til sin udrejse, herunder fastlægge sin identitet, til-
vejebringe rejsedokumenter og give møde til samtaler med
relevante myndigheder, og til at medvirke til sin udrejse i
øvrigt.
Efter hjemrejselovens § 8, stk. 1, 1. pkt., kan der kan gi-
ves hjemrejsestøtte til en udlænding, der medvirker til sin
udrejse.
Det fremgår af hjemrejselovens § 8, stk. 3, at der ikke kan
gives hjemrejsestøtte efter stk. 1 til
1) udlændinge, der har opholdstilladelse her i landet,
2) udlændinge, der er statsborgere i et af de nordiske lan-
de,
3) udlændinge, der er statsborgere i et land, der er tilsluttet
den Europæiske Union,
4) udlændinge, der er omfattet af aftalen om Det Europæ-
iske Økonomiske Samarbejdsområde,
5) udlændinge, der er visumfrie i kraft af deres statsbor-
gerskab, og
6) udlændinge, der er statsborgere i et land, hvorfra ind-
rejse med biometriske pas kan ske.
Det fremgår derudover af hjemrejselovens § 8, stk. 4, at der
endvidere ikke kan gives hjemrejsestøtte efter stk. 1 til
1) udlændinge, der af Udlændingestyrelsen er meddelt af-
slag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlæn-
dingelovens § 7 i medfør af udlændingelovens § 53 b,
stk. 1,
2) udlændinge, hvis ansøgning om opholdstilladelse er af-
vist efter udlændingelovens § 29 b, fordi udlændingen
allerede har opnået beskyttelse i et andet land omfattet
af udlændingelovens § 29 a, stk. 1,
3) udlændinge, der er udvist efter udlændingelovens § 25,
4) udlændinge, der er udelukket efter udlændingelovens §
10, stk. 1 eller 5,
6
5) udlændinge, der er dømt efter straffelovens kapitel 12
eller 13,
6) udlændinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er
bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og
7) udlændinge, der er udelukket efter § 4, stk. 1, nr. 1 eller
2, i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer,
der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v.
Det fremgår endvidere af hjemrejselovens § 22, stk. 1, at
Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter hjemrejseloven kan på-
klages til Udlændingenævnet, jf. dog stk. 3, stk. 4, 2. pkt.,
og stk. 8.
Det fremgår derudover af hjemrejselovens § 22, stk. 3, at
Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter §§ 3 og 4, § 5, stk. 3, §
7, § 8, stk. 2, nr. 1 og 6, § 9, stk. 2, 2. pkt., og § 13, stk. 1, 2
og 4, ikke kan påklages.
2.2.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser
og den foreslåede ordning
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriet opfattelse,
at udlændinge, der er registreret som asylansøgere efter ud-
lændingelovens § 48 e, stk. 2, og er meddelt afslag på op-
holdstilladelse efter udlændingelovens § 7 af Udlændinge-
styrelsen eller Flygtningenævnet, og som medvirker til deres
udrejse uden ugrundet ophold, igen skal have mulighed for
at få hjælp til hjemrejsen ved tilbagevenden til hjemlandet
eller det tidligere opholdsland, idet hjælpen utilsigtet ikke
blev videreført fra udlændingeloven til hjemrejseloven.
Det er herudover Udlændinge- og Integrationsministeriets
opfattelse, at muligheden for at modtage hjælp til hjemrejse
kan være et effektivt motivationsfremmende middel i for-
hold til at fremme udlændingens samarbejde med myndig-
hederne om hjemrejsen, og at et mindre støttebeløb udbetalt
kontant vil gøre en tilbagevenden til hjemlandet lidt mere
attraktivt og fremme lysten til selv at træffe beslutningen om
at udrejse.
Derudover er det Udlændinge- og Integrationsministeriets
opfattelse, at det, hvis udlændingen opfylder betingelser her-
for, vil være muligt at yde både hjælp til hjemrejsen og
hjemrejsestøtte til udlændingen, og at hjælp til hjemrejsen
kun skal kunne ydes én gang. Dette var praksis efter den nu
ophævede bestemmelse i udlændingeloven § 42 a, stk. 2.
Muligheden for at modtage hjælp til hjemrejse bør gives til
udlændinge fra tredjelande, som er meddelt afslag på asyl
i landet. Udlændinge fra de nordiske lande, EU-landene og
EØS-landene, og udlændinge fra visumfri lande, får som
udgangspunkt deres asylansøgninger behandlet efter den så-
kaldte åbenbart grundløs-haster procedure, da der allerede
på grundlag af ansøgerens nationalitet er en forhåndsfor-
modning for, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne for
at opnå asyl eller beskyttelsesstatus i Danmark. Desuden
vurderes det, at de ved en tilbagevenden til deres hjemland
vil have adgang til relevante støttetilbud, og de bør derfor
ikke have mulighed for at modtage hjælp til hjemrejse. Dis-
se udlændinge er i dag heller ikke omfattet af personkredsen
af udlændinge, der kan modtage hjemrejsestøtte.
Endvidere bør udlændinge, der er udvist ved dom for krimi-
nalitet omfattet af straffelovens kapitel 12 og 13 (terror mv.),
udlændinge, der er til fare for statens sikkerhed, og udlæn-
dinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet
efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, være udelukket fra at
kunne få hjælp til hjemrejse.
Der vil skulle foretages en konkret vurdering af udlændin-
gens handlinger og adfærd med henblik på at træffe en afgø-
relse om, hvorvidt udlændingen gennem hele sit hjemrejse-
forløb medvirker til sin udrejse. Der vil ved vurderingen af,
om en udlændingen uden ugrundet ophold har medvirket til
sin udrejse, f.eks. kunne tages højde for hospitalsindlæggel-
se eller andre lignende undskyldelige forhold.
Det er tillige Udlændinge- og Integrationsministeriets opfat-
telse, at der – som det var tilfældet i den nu ophævede
bestemmelse i udlændingelovens § 43 a, stk. 2 – ikke skal
være klageadgang for så vidt angår Hjemrejsestyrelsens af-
gørelse om, at en udlænding ikke kan modtage hjælp til
hjemrejsen. Dette er begrundet i, at det forhold, om en
udlænding uden ugrundet ophold medvirker, jf. hjemrejselo-
vens § 3, stk. 1, jf. stk. 2, til sin udrejse, er en afgørelse,
der vil være truffet på baggrund af objektive konstaterbare
kriterier.
Endelig er det Udlændinge- og Integrationsministeriets op-
fattelse, at betingelser for opnåelse af hjælpen, hjælpens
form, den beløbsmæssige størrelse mv., bør fastsættes nær-
mere i hjemrejsestøttebekendtgørelsen.
Det foreslås, at der kan ydes hjælp til hjemrejsen til en ud-
lænding, der er registreret som asylansøger efter udlændin-
gelovens § 48 e, stk. 2, og er meddelt afslag på opholdstil-
ladelse efter udlændingelovens § 7 af Udlændingestyrelsen
eller Flygtningenævnet, og som medvirker til sin udrejse
uden ugrundet ophold.
Forslaget indebærer, at en udlænding, der er registreret som
asylansøger efter udlændingelovens § 48 e, stk. 2, og er
meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens
§ 7, og som medvirker til sin udrejse uden ugrundet ophold,
vil kunne gives hjælp til hjemrejsen. En udlændings medvir-
ken skal ses i sammenhæng med hjemrejselovens § 3 om
medvirken.
Forslaget vil kun gælde for en udlænding, hvis asylsag be-
handles efter den såkaldte normalprocedure og som herefter
får afslag på asyl, hvilket også følger af hjemrejselovens § 8,
stk. 4.
En udlænding, der opfylder betingelserne for at kunne ydes
hjælp til hjemrejse, vil ikke være udelukket fra at kunne
ydes hjemrejsestøtte, hvis udlændingen opfylder betingelser-
ne herfor. Hjælp til hjemrejse vil kunne bruges til f.eks.
at leje et værelse i hjemlandet ved ankomsten eller til
småanskaffelser, der er nødvendige for, at udlændingen vil
7
kunne begynde tilværelsen i sit hjemland eller det tidligere
opholdsland.
Udlændinge, der er omfattet af enten hjemrejselovens § 8,
stk. 3 eller 4, som regulerer, hvilke udlændinge der ikke
kan modtage hjemrejsestøtte, vil heller ikke kunne modtage
hjælp til hjemrejse i medfør af den foreslåede bestemmelse.
Det foreslås endvidere, at udlændinge- og integrationsmini-
steren skal kunne fastsætte nærmere regler om hjælp til
hjemrejsen, herunder om betingelser for opnåelse af hjæl-
pen, hjælpens form, den beløbsmæssige størrelse mv.
Der vil på den baggrund være mulighed for, at der med den
fornødne hurtighed administrativt kan foretages ændringer i
hjælpen, såfremt der viser sig et konkret behov herfor. Det
er endvidere hensigten at fastsætte nærmere regler om hjæl-
pens form og den beløbsmæssige størrelse, for på den måde
at kunne sikre fleksibilitet i den hjælp, der kan ydes.
De nærmere regler forventes at blive fastsat i bekendtgørelse
nr. 1861 af 23. september 2021 om hjemrejsestøtte, som
ændret ved bekendtgørelse nr. 1083 af 19. juni 2022 (hjem-
rejsestøttebekendtgørelsen).
Det foreslås derudover, at der ikke skal være adgang til at
klage over en afgørelse om hjælp til hjemrejse.
Det svarer til, hvad der gjaldt efter den nu ophævede be-
stemmelse i udlændingelovens § 43 a, stk. 2, og skal ses i
sammenhæng med, at en afgørelse om at medvirke til sin
udrejse vil være truffet på baggrund af objektive konstater-
bare kriterier.
2.3. Adgang til hjemrejsestøtte for udlændinge, hvis op-
holdstilladelse er nægtet forlænget eller inddraget efter
udlændingelovens § 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1, og som er
visumfrie i kraft af deres statsborgerskab
2.3.1. Gældende ret
Det følger af hjemrejselovens § 8, stk. 1, at der kan gives
hjemrejsestøtte til en udlænding, der, jf. § 3, stk. 2, medvir-
ker til sin udrejse, jf. dog § 8, stk. 3 og 4, og hvis en
udlænding medvirker til sin hjemrejse efter § 3, stk. 3, kan
der alene gives reduceret hjemrejsestøtte.
Efter hjemrejselovens § 8, stk. 2, nr. 2, kan der ydes hjem-
rejsestøtte til en udlænding, der opholder sig her i landet, og
som har fået sin opholdstilladelse efter udlændingelovens §§
7, 8, 9 b eller 9 c, hvor denne var meddelt efter en ansøgning
om opholdstilladelse efter §§ 7 eller 9 e, nægtet forlænget
eller inddraget efter § 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1.
Efter hjemrejselovens § 8, stk. 2, nr. 3, kan der ydes hjem-
rejsestøtte til en udlænding, hvis opholdstilladelse efter ud-
lændingelovens §§ 9 eller 9 c, stk. 1, som følge af en
familiemæssig tilknytning til en person omfattet af hjemrej-
selovens § 8, stk. 2, nr. 2, er nægtet forlænget eller inddraget
efter udlændingelovens § 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1.
Efter hjemrejselovens § 8, stk. 2, nr. 4, kan der ydes hjem-
rejsestøtte til en udlænding, der har haft opholdstilladelse
i mindst 5 år, og som har fået sin opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9 eller § 9 c, stk. 1, som følge af en
familiemæssig tilknytning til en person, der ikke er omfattet
af nr. 2 eller udlændingelovens §§ 9 m eller 9 n, inddraget
eller nægtet forlænget efter udlændingelovens § 11, stk. 2,
eller § 19, stk. 1.
Det følger af hjemrejselovens § 8, stk. 3, at der ikke kan
gives hjemrejsestøtte efter stk. 1 til udlændinge, der har op-
holdstilladelse her i landet, udlændinge, der er statsborgere
i et af de nordiske lande, udlændinge, der er statsborgere i
et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, udlændinge,
der er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske
Samarbejdsområde, udlændinge, der er visumfrie i kraft af
deres statsborgerskab, og udlændinge, der er statsborgere i et
land, hvorfra indrejse med biometrisk pas kan ske.
2.3.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser
og den foreslåede ordning
Udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse efter udlæn-
dingelovens §§ 7, 8, 9 b eller 9 c, efter en ansøgning om
opholdstilladelse efter §§ 7 eller 9 e, og hvis opholdstilladel-
se er nægtet forlænget eller inddraget efter § 11, stk. 2, eller
§ 19, stk. 1, var før hjemrejselovens ikrafttræden den 1. juni
2021 omfattet af repatrieringsloven og kunne modtage hjælp
til repatriering og reintegrationsbistand, hvis de opfyldte de
nærmere betingelser herfor.
Det samme gjaldt udlændinge, hvis opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9 eller § 9 c, stk. 1, som følge af en
familiemæssig tilknytning til en person, der er meddelt op-
holdstilladelse efter §§ 7 eller 9 e, og hvis opholdstilladelse
er nægtet forlænget eller inddraget efter § 11, stk. 2, eller §
19, stk. 1.
Det samme gjaldt også udlændinge, der har haft opholdstil-
ladelse i mindst 5 år, og som har fået sin opholdstilladelse
efter udlændingelovens § 9 eller § 9 c, stk. 1, som følge
af en familiemæssig tilknytning til en person, der ikke er
omfattet af nr. 2 eller udlændingelovens §§ 9 m eller 9 n,
og hvis opholdstilladelse er inddraget eller nægtet forlænget
efter udlændingelovens § 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1.
Disse udlændinge kunne før hjemrejselovens ikrafttræden
modtage hjælp til repatriering og reintegrationsbistand, hvis
de opfyldte betingelserne herfor, selvom de i kraft af deres
statsborgerskab var visumfrie.
Disse udlændinge kan imidlertid ikke efter hjemrejseloven
modtage hjemrejsestøtte og hjemrejsebistand, da alle udlæn-
dinge, der er visumfrie i kraft af deres statsborgerskab, er
afskåret fra at kunne modtage hjemrejsestøtte og hjemrejse-
bistand.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at
disse udlændinge ikke skal afskæres fra at modtage hjemrej-
sestøtte og hjemrejsebistand, da de fortsat bør nyde samme
8
adgang til den støtte, som de havde adgang til efter repatrie-
ringsloven (jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 203
som fremsat, side 47 og 131).
Det foreslås, at udlændinge, der er omfattet af hjemrejselo-
vens § 8, stk. 2, nr. 2-4, og som er visumfrie i kraft af
deres statsborgerskab, fremover ikke skal være undtaget fra
at kunne ydes hjemrejsestøtte efter § 8, stk. 1.
Baggrunden for forslaget er, at udlændinge, der opholder sig
her i landet, og som har fået deres opholdstilladelse efter
udlændingelovens §§ 7, 8, 9 b eller 9 c, hvor denne var med-
delt efter en ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7 eller
9 e, nægtet forlænget eller inddraget efter § 11, stk. 2, eller
§ 19, stk. 1, og udlændinge, hvis opholdstilladelse efter § 9
eller § 9 c, stk. 1, som følge af en familiemæssig tilknytning
til en person omfattet af hjemrejselovens § 8, stk. 2, nr. 2,
er nægtet forlænget eller inddraget efter udlændingelovens
§ 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1, efter de nugældende regler
ikke kan ydes hjemrejsestøtte, hvis de i kraft af deres stats-
borgerskab er visumfrie. Det samme gælder for udlændinge,
der har haft opholdstilladelse i mindst 5 år, og som har fået
deres opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 eller § 9
c, stk. 1, som følge af en familiemæssig tilknytning til en
person, der ikke er omfattet af nr. 2 eller udlændingelovens
§§ 9 m eller 9 n, og hvis opholdstilladelse er inddraget eller
nægtet forlænget efter udlændingelovens § 11, stk. 2, eller §
19, stk. 1.
Dette har imidlertid ikke været hensigten, da disse udlæn-
dinge, fortsat bør nyde samme adgang til støtte, som de hav-
de efter repatrieringsloven (jf. Folketingstidende 2020-21,
tillæg A, L 203 som fremsat, side 47 og 131). Det vil dog
efter forslaget være en forudsætning, at disse udlændinge
opfylder de øvrige betingelser for at kunne ydes hjemrejse-
støtte.
2.4. Konstatering af manglende grundlag for erhvervelse
af statsborgerskab
2.4.1. Gældende ret
Efter grundlovens § 44, stk. 1, kan ingen udlænding få
dansk statsborgerskab uden ved lov (naturalisation). Be-
stemmelsen indebærer et delegationsforbud, og det kan så-
ledes ikke overlades til administrative myndigheder eller
domstolene at træffe afgørelse om tildeling af dansk stats-
borgerskab til udenlandske statsborgere og statsløse person-
er.
Grundlovens § 44, stk. 1, er dog ikke til hinder for, at der
ved lov fastsættes bestemmelser om, at dansk statsborger-
skab automatisk opnås, når visse faste kendsgerninger er til
stede. Således er der f.eks. i den gældende indfødsretslov
fastsat regler om, i hvilke tilfælde dansk statsborgerskab
erhverves ved fødslen, jf. § 1, ved forældrenes efterfølgende
indgåelse af ægteskab, jf. § 2, og ved adoption, jf. § 2 A.
Hovedreglen om erhvervelse af dansk statsborgerskab ved
fødslen fremgår af indfødsretslovens § 1, stk. 1, hvorefter
et barn erhverver dansk statsborgerskab ved fødslen, hvis
faderen, moderen eller medmoderen er dansk. Det fremgår
endvidere af indfødsretslovens § 1, stk. 3, at et hittebarn,
som bliver fundet her i riget, anses, indtil andet oplyses, som
havende dansk indfødsret.
Det fremgår af indfødsretslovens § 1, stk. 2, at et barn født
i et område omfattet af straffelovens § 114 j, stk. 3, ikke
erhverver dansk statsborgerskab ved fødslen efter en foræl-
der, hvis denne forælder uden tilladelse, og uden at indrejsen
eller opholdet er led i udøvelse af dansk, udenlandsk eller
international offentlig tjeneste eller hverv, er indrejst eller
opholder sig i området, medmindre barnet derved bliver
statsløst.
Det fremgår af indfødsretslovens § 2, at har et barn, som er
født inden den 1. juli 2014, af en dansk far og en udenlandsk
mor ikke erhvervet dansk indfødsret ved fødslen, erhverver
barnet dansk indfødsret ved forældrenes indgåelse af ægte-
skab. Det er en forudsætning, at barnet på tidspunktet for
ægteskabets indgåelse er ugift og under 18 år.
Det fremgår af indfødsretslovens § 2 A, stk. 1, at et uden-
landsk barn under 12 år, der er adopteret ved en dansk
adoptionsbevilling, bliver dansk statsborger ved adoptionen,
hvis barnet adopteres af et ægtepar eller et samlevende par,
hvor mindst én af ægtefællerne eller en af de samlevende
er dansk statsborger, eller af en enlig dansk statsborger. Det
fremgår af indfødsretslovens § 2 A, stk. 3, at stk. 1 og 2,
finder tilsvarende anvendelse i tilfælde, hvor barnet er adop-
teret ved en udenlandsk afgørelse, der anerkendes i medfør
af adoptionslovens § 28, stk. 2.
Det følger af indfødsretslovens § 2 B, at et ægteskab, der
er indgået af en person, som i forvejen er gift, ikke har
retsvirkninger efter indfødsretsloven, så længe begge ægte-
skaber består.
Modsætningsvist følger det af indfødsretslovens §§ 1, 2 og 2
A, at en person ikke erhverver dansk statsborgerskab, hvis et
forhold, der efter de nævnte bestemmelser er en betingelse
for erhvervelse af dansk statsborgerskab, ikke foreligger. Ef-
ter gældende praksis anses en person i overensstemmelse
hermed for ikke at have erhvervet dansk statsborgerskab ved
fødslen i medfør af indfødsretslovens § 1, stk. 1, hvis det
konstateres, at et forhold, der lå til grund for vedkommendes
erhvervelse af dansk statsborgerskab, ikke foreligger. Det
kan f.eks. være tilfældet, hvor et barn har erhvervet dansk
statsborgerskab ved fødslen efter sin far, men hvor en fader-
skabssag senere fastslår, at en anden mand, som ikke har
dansk statsborgerskab, er retlig far til barnet. Barnet vil
i den situation ikke kunne erhverve dansk statsborgerskab
ved fødslen efter sin retlige far. I enkelte tilfælde medfø-
rer konstateringen af, at barnet ikke har erhvervet dansk
statsborgerskab ved fødslen, at barnet derved bliver statsløst
eller – hvis den pågældende er myndig på tidspunktet for
konstateringen – at en myndig person anses for ikke at have
erhvervet dansk statsborgerskab på noget tidspunkt.
9
Det er udtømmende fastsat i statsborgerretskonventionens
artikel 7, i hvilke situationer den nationale lovgivning må in-
deholde regler om automatisk fortabelse af statsborgerskab
eller fortabelse heraf på foranledning af en kontraherende
stat. Det følger af statsborgerretskonventionens artikel 7,
stk. 1, litra f, at et barn kan fortabe sit statsborgerskab, når
det fastslås i løbet af et barns mindreårighed, at betingelser-
ne for barnets automatiske erhvervelse af det pågældende
statsborgerskab ikke længere er opfyldt. Det følger endvide-
re af statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 3, at stats-
borgerskabet ikke kan fortabes, hvis den pågældende person
derved ville blive statsløs.
Europarådets forklarende rapport til statsborgerretskonventi-
onen indeholder bidrag til den nærmere forståelse af stats-
borgerretskonventionens artikel 7. Det følger bl.a. af pkt.
58 i den forklarende rapport til statsborgerretskonventionen,
at statsborgerretskonventionens artikel 7 ikke omfatter situa-
tioner med administrative fejl, hvor situationen efter den
nationale lovgivning ikke anses som fortabelse af statsbor-
gerskab.
Det følger af pkt. 73 i den forklarende rapport, at statsbor-
gerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f, omfatter situa-
tioner, hvor en ændring af et barns civile status medfører, at
forholdet, som lå til grund for den pågældendes besiddelse
af statsborgerskab, ikke foreligger, herunder i den situation,
hvor det konstateres, at barnets far eller mor ikke er barnets
retlige far eller mor. Det følger videre af pkt. 73, at den
pågældende person ikke må fortabe statsborgerskabet, hvis
den pågældende person derved ville blive statsløs. Det føl-
ger desuden, at det er overladt til den nationale lovgivning at
fastslå, om fortabelsen sker med virkning fra det tidspunkt,
hvor det pågældende forhold konstateres, eller om barnet
skal stilles som, at erhvervelsen ikke på noget tidspunkt har
fundet sted.
Det er børnelovens regler, der er grundlaget for, hvornår en
person er retlig forælder til et barn født i Danmark. Endvide-
re kan forældreskab, der er fastslået i udlandet, anerkendes
i Danmark efter børnelovens regler herom. Forældreskab
(faderskab, medmoderskab og moderskab) til børn født i ud-
landet fastslås ofte direkte efter loven i det land, hvor barnet
blev født, det vil sige uden at der er truffet afgørelse om
faderskabet, medmoderskabet eller moderskabet. Det drejer
sig typisk om, at den kvinde, der har født et barn, anses
for mor til barnet, og at morens ægtemand anses for far
til barnet. Forældreskab, der er etableret på denne måde,
anerkendes som udgangspunkt i Danmark.
Efter lov nr. 158 af 6. maj 1980 om anerkendelse af nordiske
afgørelser om faderskab og medmoderskab, som ændret ved
§ 8 i lov nr. 962 af 26. juni 2020, anerkendes afgørelser om
faderskab og medmoderskab fra Finland, Island, Norge eller
Sverige i Danmark. Sådanne afgørelser anerkendes dog bl.a.
ikke, hvis anerkendelsen vil være åbenbart uforenelig med
grundlæggende danske retsprincipper (ordre public).
Efter dansk international privatret antages det, at tilsvarende
gælder i forhold til afgørelser om faderskab og medmoder-
skab, der er truffet uden for de nordiske lande, således at
et forældreskab, herunder medmoderskab, som er fastslået
i udlandet, anerkendes i Danmark, medmindre anerkendelse
af forældreskabet vil stride mod grundlæggende retsprincip-
per (ordre public).
Et udenlandsk forældreskab, der er blevet etableret i udlan-
det på grundlag af en surrogataftale, anerkendes ikke i Dan-
mark. Det skyldes, at efter § 30 i børneloven anses den
kvinde, der føder et barn, efter dansk ret altid for mor til
barnet, også selvom barnet er født i udlandet. Den mand,
der er genetisk forælder til barnet, anses dog efter dansk ret
for far til barnet. Den tiltænkte forælders forældreskab vil
kunne søges etableret ved stedbarnsadoption.
2.4.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser
og den foreslåede ordning
Det fremgår af indfødsretslovens § 1, stk. 1, at et barn
erhverver dansk statsborgerskab ved fødslen, hvis faderen,
moderen eller medmoderen er dansk.
Modsætningsvist erhverver et barn ikke dansk statsborger-
skab, hvis barnet ikke har en dansk far, mor eller medmor på
tidspunktet for barnets fødsel. I overensstemmelse hermed
er det den gældende praksis, at en person anses for ikke at
have erhvervet dansk statsborgerskab ved fødslen i medfør
af indfødsretslovens § 1, stk. 1, hvis det konstateres, at et
forhold, der lå til grund for vedkommendes automatiske er-
hvervelse af dansk statsborgerskab, ikke foreligger. Det kan
f.eks. være tilfældet, hvor et barn anses for at have erhvervet
dansk statsborgerskab ved fødslen efter sin retlige far, som
er dansk statsborger, og som er blevet anset som barnets ret-
lige far, på baggrund af at vedkommende f.eks. er gift med
barnets udenlandske mor, men hvor en faderskabssag senere
fastslår, at en anden mand, som ikke har dansk statsborger-
skab, er barnets retlige far. Barnet har efter de gældende
regler ikke erhvervet dansk statsborgerskab ved fødslen efter
sine retlige forældre i henhold til indfødsretslovens § 1, stk.
1, og derfor anses barnet for ikke på noget tidspunkt at have
erhvervet dansk statsborgerskab.
Den gældende praksis medfører, at enkelte personer, der er
myndige, ligeledes anses for ikke at have erhvervet dansk
statsborgerskab på noget tidspunkt, når det konstateres, at et
forhold, der lå til grund for vedkommendes erhvervelse af
dansk statsborgerskab, ikke foreligger, og at enkelte person-
er herved bliver statsløse i strid med statsborgerretskonven-
tionens artikel 7, stk. 1, litra f.
Udlændinge- og Integrationsministeriet er således blevet op-
mærksom på, at statsborgerretskonventionens artikel 7, stk.
1, litra f, ikke er implementeret fuldt ud i dansk ret. Med
lovforslaget foreslås derfor en implementering af statsbor-
gerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f, således at det
tydeligt vil fremgå af indfødsretsloven, at et barn anses for
ikke på noget tidspunkt at have erhvervet dansk statsbor-
gerskab, når det konstateres, at forholdet, der lå til grund
10
for barnets erhvervelse af dansk statsborgerskab, ikke fore-
ligger, medmindre barnet derved ville blive statsløst, eller
vedkommende er fyldt 18 år.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 4, nr. 2, vil
indebære, at det hidtil gældende udgangspunkt om, at de
pågældende personer anses for ikke på noget tidspunkt at
have erhvervet dansk statsborgerskab, bliver kodificeret i
indfødsretsloven. Forslaget vil derfor ikke medføre nogen
ændring af det hidtil gældende udgangspunkt. Med forslaget
vil der dog blive indført en undtagelse til udgangspunktet,
således at de personer, der vil blive statsløse ved konstate-
ringen eller er myndige på tidspunktet for konstateringen af,
at grundlaget for deres erhvervelse af dansk statsborgerskab
ikke foreligger, må anses som havende dansk statsborger-
skab.
For så vidt angår de personer, der vil blive omfattet af
undtagelsen og således efter den foreslåede bestemmelse
fortsat vil skulle anses som havende dansk statsborgerskab,
selvom indfødsretslovens forudsætninger for erhvervelse af
dansk statsborgerskab formelt ikke længere er til stede, er
det ministeriets vurdering, at den foreslåede bestemmelse
forudsætter hjemmel til tildelingen af dansk statsborgerskab,
idet det følger af grundlovens § 44, stk. 1, at ingen udlæn-
ding kan få dansk statsborgerskab uden ved lov.
Det bemærkes, at der med lovforslaget foreslås en bestem-
melse, hvori det er fastsat, hvilke kendsgerninger der skal
være til stede, såfremt en person må anses som havende
dansk statsborgerskab. Myndighederne får således alene til
opgave at konstatere, at de pågældende er omfattet af de
situationer, hvor de pågældende må anses som værende dan-
ske statsborgere. Det er derfor Udlændinge- og Integrations-
ministeriets opfattelse, at den foreslåede bestemmelse ikke
rejser spørgsmål i forhold til grundlovens § 44, stk. 1.
Udlændinge- og Integrationsministeriet foreslår derfor, at
den ovennævnte undtagelse om, at personer, der er myndi-
ge ved konstateringen, eller som derved ville blive statslø-
se, anses som havende dansk statsborgerskab, indføres i
indfødsretslovens § 1 som et nyt stykke 4. De omfattede
personer vil derfor blive tildelt en rettighed, hvori de anses
som havende dansk statsborgerskab, selvom det konstateres,
at grundlaget for personens erhvervelse af dansk statsborger-
skab ikke længere foreligger.
Det foreslås, at bestemmelsen skal gælde for alle automati-
ske erhvervelser af dansk statsborgerskab efter indfødsrets-
lovens § 1, stk. 1 og 3, § 2 eller § 2 A, stk. 1 og 3.
Det forventes, at ordningens væsentligste anvendelsesområ-
de vil være i situationer, hvor det eksempelvis konstateres,
at en mand, som er dansk statsborger, og som f.eks. er
gift med et barns udenlandske mor, registreres som barnets
retlige far på baggrund af børnelovens regler herom, og hvor
barnet herved erhverver dansk statsborgerskab, men hvor
det efterfølgende konstateres i en faderskabssag, at en anden
mand, som ikke er dansk statsborger, er retlig far til barnet. I
den situation vil det med lovforslaget være udgangspunktet,
at barnet anses for ikke på noget tidspunkt at have erhver-
vet dansk statsborgerskab. Hvis barnet imidlertid vil blive
statsløs, eller hvis der er tale om en myndig person, vil den
pågældende person dog fortsat skulle anses som havende
dansk statsborgerskab efter den foreslåede bestemmelse.
Såfremt en person efter den foreslåede ordning skal anses
for ikke på noget tidspunkt at have erhvervet dansk statsbor-
gerskab, skal konstateringen af, at grundlaget for personens
erhvervelse af dansk statsborgerskab ikke foreligger, finde
sted forud for personens fyldte 18. år, hvilket er i overens-
stemmelse med statsborgerretskonventionens artikel 7, stk.
1, litra f.
Det bemærkes, at det inden for rammerne af statsborgerrets-
konventionen er muligt at indføre en lavere aldersgrænse
for, hvornår myndighederne skal anse et barn for at have
erhvervet statsborgerskab, hvilket eksempelvis er tilfældet
i Finland, hvor konstateringen af, at et faderskab ikke er
gyldigt, skal finde sted, inden barnet er fyldt 5 år, såfremt
barnet skal anses for ikke på noget tidspunkt at have erhver-
vet statsborgerskab. Ministeriet finder imidlertid ikke grund-
lag for at foreslå en lavere grænse end det fyldte 18. år
for, hvornår et barn må anses for ikke på noget tidspunkt
at have erhvervet dansk statsborgerskab, da det er denne
aldersgrænse, som statsborgerretskonventionen har taget ud-
gangspunkt i.
Det følger af pkt. 73 i den forklarende rapport til statsbor-
gerretskonventionen, at det er overlagt til national lovgiv-
ning at fastslå, hvorvidt en person, der er omfattet af ud-
gangspunktet i den foreslåede ordning, skal anses for ikke
på noget tidspunkt at have erhvervet statsborgerskab, eller
om der sker fortabelse af statsborgerskab med virkning fra
tidspunktet, hvor det konstateres, at grundlaget for besiddel-
se af statsborgerskab ikke foreligger.
Udlændinge- og Integrationsministeriet foreslår, at de per-
soner, der ikke vil blive statsløse og ikke er myndige ved
konstateringen, efter den foreslåede bestemmelse skal anses
for ikke på noget tidspunkt at have erhvervet dansk statsbor-
gerskab i overensstemmelse med den hidtidige praksis.
Det er derfor Udlændinge- og Integrationsministeriets vur-
dering, at den foreslåede bestemmelse vil udgøre en til-
strækkelig og fyldestgørende implementering af statsborger-
retskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f.
Ud over at bringe indfødsretsloven fuldt ud i overensstem-
melse med statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1,
litra f, vil lovforslaget afbøde uhensigtsmæssige virkninger
af, at børn, der bliver anset for ikke på noget tidspunkt at
have erhvervet dansk statsborgerskab, bliver statsløse, samt
at myndige personer, der gennem deres opvækst og voksen-
liv har opbygget en berettiget forventning om og indrettet
sig efter, at de pågældende er danske statsborgere, bliver
meddelt, at de alligevel ikke har erhvervet dansk statsbor-
gerskab.
11
Det foreslås, at ordningen vil skulle gælde for forhold, der
konstateres efter Danmarks ratifikation den 24. juli 2002 af
Europarådets konvention af 6. november 1997 om statsbor-
gerret.
Det bemærkes, at forslaget tildeler rettigheder og således er
begunstigende til den persongruppe, der vil anses for at have
dansk statsborgerskab, hvorfor forslaget ikke medfører pro-
blemstillinger i forhold til lovgivning med tilbagevirkende
kraft.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at
et ganske begrænset antal sager vil være omfattet af undta-
gelsen til den nye bestemmelse. Det bemærkes hertil, at der
forud for forslagets ikrafttræden i et begrænset antal sager
er truffet afgørelser om, at personer ikke på noget tidspunkt
har erhvervet dansk statsborgerskab, selvom de pågældende
personer blev statsløse og/eller var myndige på tidspunktet
for konstateringen af, at grundlaget for erhvervelse af dansk
statsborgerskab ikke forelå, hvilket er i strid med statsbor-
gerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f. Disse sager
vil blive genoptaget i ministeriet, således at de omfattede
personer kan anses som havende dansk statsborgerskab. I
sagerne vil det desuden blive vurderet, om der skal ske
genrejsning i forhold til øvrige forhold, der er afledt af, at
personer er blevet anset for ikke på noget tidspunkt at have
erhvervet dansk statsborgerskab.
Lovforslaget har inspiration i § 6 i lov om norsk statsbor-
gerskap, hvori statsborgerretskonventionen artikel 7, stk. 1,
litra f, og forbeholdet om statsløshed i stk. 3, er implemen-
teret. Det følger af § 6 i lov om norsk statsborgerskap, at
ved afgørelse eller konstatering af, at det forhold, som lå til
grund for erhvervelse af statsborgerskab i en række opregne-
de situationer, ikke foreligger, skal barnet anses for aldrig
at have erhvervet norsk statsborgerskab. Det følger videre,
at dette dog ikke gælder, hvis barnet derved bliver statsløst,
eller hvis afgørelsen eller konstateringen finder sted, efter at
vedkommende er fyldt 18 år.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 4, nr. 1 og 2, i
lovforslagets specielle bemærkninger.
2.5. Ophævelse af revisionsbestemmelser
2.5.1. Gældende ret
Lov nr. 1191 af 8. juni 2021 om ændring af udlændingelo-
ven og hjemrejseloven (Indførelse af mulighed for overfør-
sel af asylansøgere til asylsagsbehandling og eventuel efter-
følgende beskyttelse i tredjelande) indeholder det overord-
nede lovgivningsmæssige grundlag for, at Danmark efter
indgåelse af en overenskomst eller et hertil svarende arran-
gement med et tredjeland vil kunne overføre udlændinge,
der søger om asyl i Danmark, til det pågældende tredjeland
med henblik på asylsagsbehandling og eventuel efterfølgen-
de beskyttelse i et tredjeland under overholdelse af Dan-
marks internationale forpligtelser.
Det fremgår af § 3, stk. 1, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021, at
udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet
for lovens ikrafttræden. Af bemærkningerne til bestemmel-
sen fremgår bl.a., at det forventes, at loven sættes i kraft,
når Danmark har indgået en overenskomst eller et hertil sva-
rende arrangement med et tredjeland, jf. Folketingstidende
2020-21, tillæg A, L 226 som fremsat, side 37 (til § 2).
Lov nr. 1191 af 8. juni 2021 er endnu ikke trådt i kraft.
Det fremgår af § 3, stk. 2, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021,
at udlændinge- og integrationsministeren fremsætter forslag
om revision af loven, hvis loven ikke inden udgangen af
2022 er trådt i kraft. Ifølge bemærkningerne indebærer be-
stemmelsen, at loven skal tages op til fornyet overvejelse,
hvis loven ikke er trådt i kraft inden udgangen af 2022, jf.
Folketingstidende 2020-21, tillæg B, side 5 (til nr. 23). Be-
stemmelsen blev indsat under lovforslagets behandling i
Folketinget, jf. UUI L 226 endeligt svar på spørgsmål nr.
21.
Som følge af senere lovændringer af betydning for lov nr.
1191 af 8. juni 2021 er der indsat en tilsvarende revisions-
bestemmelse i § 16, stk. 8, i lov nr. 452 af 20. april 2022
om ændring af udlændingeloven, straffeloven, lov om aktiv
socialpolitik, repatrieringsloven og forskellige andre love
(Initiativer til beskyttelse af børn imod vold og negativ
social kontrol, indførelse af regler om fleksibel udbetaling
af hjælp til repatriering og hjemrejsestøtte m.v.), samt i §
13, stk. 4, i lov nr. 893 af 21. juni 2022 om ændring af
lov om fuldbyrdelse af straf m.v., straffeloven, retsplejelo-
ven og forskellige andre love (Opfølgning på flerårsaftalen
om kriminalforsorgens økonomi 2022-2025, herunder leje
af fængselspladser i udlandet, revision af disciplinærstraffe-
systemet, udstationering til eget hjem med fodlænke eller
udslusningsfængsel m.v.).
2.5.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser
og den foreslåede ordning
Denne del af lovforslaget udgør en opfølgning på § 3, stk.
2, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021, hvoraf det fremgår, at ud-
lændinge- og integrationsministeren fremsætter forslag om
revision af loven, hvis loven ikke inden udgangen af 2022 er
trådt i kraft.
Udlændinge- og Integrationsministeriet har derfor, og i over-
ensstemmelse med bemærkningerne til lovens § 3, stk. 2,
taget lov nr. 1191 af 8. juni 2021 op til fornyet overvejelse,
jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg B, Betænkning, side 5
(til nr. 23).
Danmark har ikke på nuværende tidspunkt indgået en over-
enskomst eller et hertil svarende arrangement med et tredje-
land, hvorfor loven endnu ikke er sat i kraft.
Det er derfor ikke muligt at foretage en revision af virknin-
gen af de enkelte bestemmelser i loven. Derfor foretages
i stedet i det følgende en revision af det fortsatte behov
for loven som et overordnet lovgivningsmæssigt grundlag
for, at Danmark vil kunne overføre asylansøgere, der søger
12
om asyl i Danmark, til et tredjeland med henblik på asyl-
sagsbehandling og eventuel efterfølgende beskyttelse i et
tredjeland under overholdelse af Danmarks internationale
forpligtelser.
Regeringen ønsker at engagere sig i alle løsninger, der er
mulige, og som overholder internationale konventioner og
Danmarks EU-retlige forpligtigelser, herunder om der f.eks.
kan indgås samarbejder med andre lande inspireret af EU-
Tyrkiet-erklæringen af 18. marts 2016, oprettes et modtage-
center uden for Europa eller andet, der tilsvarende bidrager
til at løse udfordringerne.
Det er regeringens mål, at et modtagecenter uden for Europa
etableres af EU eller i samarbejde med en række andre
lande, og at det etableres et sikkert sted, der lever op til
Danmarks internationale forpligtelser.
Det er således Udlændinge- og Integrationsministeriets vur-
dering, at der fortsat er behov for et overordnet lovgivnings-
mæssigt grundlag for, at Danmark har mulighed for efter
indgåelse af en overenskomst eller et hertil svarende arran-
gement med et tredjeland at overføre udlændinge, der søger
om asyl i Danmark, til det pågældende tredjeland med hen-
blik på realitetsbehandling af asylansøgningerne og eventuel
efterfølgende beskyttelse under overholdelse af Danmarks
internationale forpligtelser. Der lægges derfor op til, at loven
bevares med henblik på fortsat at udgøre det overordnede
lovgivningsmæssige grundlag.
Det foreslås, at § 3, stk. 2, om at fremsætte forslag om
revision, i loven ophæves. Forslaget om ophævelse af denne
bestemmelse skyldes, at der med dette lovforslag foretages
en revision, og at forpligtelsen i § 3, stk. 2, hermed opfyl-
des. Ophævelsen betyder, at der fremadrettet ikke længere er
et krav om at foretage en revision af loven, samt at loven
i øvrigt videreføres i uændret form og vil kunne sættes i
kraft på et af udlændinge- og integrationsministeren fastsat
tidspunkt.
Som følge af senere lovændringer af betydning for lov nr.
1191 af 8. juni 2021, kræves en tilsvarende ophævelse af
§ 16, stk. 8, i lov nr. 452 af 20. april 2022 om ændring
af udlændingeloven, straffeloven, lov om aktiv socialpolitik,
repatrieringsloven og forskellige andre love (Initiativer til
beskyttelse af børn imod vold og negativ social kontrol, ind-
førelse af regler om fleksibel udbetaling af hjælp til repatrie-
ring og hjemrejsestøtte m.v.), samt af § 13, stk. 4, i lov nr.
893 af 21. juni 2022 om ændring af lov om fuldbyrdelse af
straf m.v., straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre
love (Opfølgning på flerårsaftalen om kriminalforsorgens
økonomi 2022-2025, herunder leje af fængselspladser i ud-
landet, revision af disciplinærstraffesystemet, udstationering
til eget hjem med fodlænke eller udslusningsfængsel m.v.).
Det foreslås derfor ligeledes, at § 16, stk. 8, i lov nr. 452 af
20. april 2022 samt § 13, stk. 4, i lov nr. 893 af 21. juni 2022
ophæves.
2.6. Ophævelse af lov om videreførelse af visse rettighe-
der i forbindelse med Det Forenede Kongeriges udtræ-
den af Den Europæiske Union uden en aftale
2.6.1. Gældende ret
Den 29. marts 2017 gav Det Forenede Kongerige Storbri-
tannien og Nordirland (herefter Det Forenede Kongerige)
meddelelse til Det Europæiske Råd om dets beslutning om
at udtræde af EU i medfør af artikel 50 i Traktaten om Den
Europæiske Union. Derefter indledtes udtrædelsesforhand-
lingerne mellem Det Forenede Kongerige og EU.
Lov nr. 264 af 25. marts 2019 om videreførelse af visse ret-
tigheder i forbindelse med Det Forenede Kongeriges udtræ-
den af Den Europæiske Union uden en aftale blev vedtaget
med det formål at modvirke de alvorligste konsekvenser af
en udtræden uden en aftale for statsborgere i Det Forenede
Kongerige og deres familiemedlemmer, der havde opholds-
ret i Danmark på tidspunktet for Det Forenede Kongeriges
udtræden af EU.
Med loven blev der indført en ordning, hvorefter visse ret-
tigheder, herunder opholdsret, som statsborgere i Det For-
enede Kongerige hidtil havde nydt efter EU-retten, ville
kunne videreføres midlertidigt.
Loven indeholder i § 32, stk. 1, en bemyndigelsesbestem-
melse for udlændinge- og integrationsministeren til at fast-
sætte tidspunktet for lovens ikrafttræden. Bemyndigelsen er
ikke udnyttet, og loven er derfor ikke trådt i kraft.
2.6.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser
og den foreslåede ordning
Lov nr. 264 af 25. marts 2019 om videreførelse af visse ret-
tigheder i forbindelse med Det Forenede Kongeriges udtræ-
den af Den Europæiske Union uden en aftale blev vedtaget
med det formål at sikre fortsatte opholdsrettigheder mv. for
herboende statsborgere i Det Forenede Kongerige i tilfælde
af, at der ikke blev opnået enighed om en udtrædelsesaftale,
fordi de pågældende personer i så tilfælde uden loven ville
miste deres opholdsgrundlag i Danmark, når EU-reglerne
om fri bevægelighed ophørte med at finde anvendelse på
dem. Ud over retten til ophold og arbejde skulle loven sikre
fortsat ret til en række ydelser og rettigheder, herunder ret til
sociale ydelser og uddannelse, der ligeledes ville bortfalde.
Udtrædelsesforhandlingerne mellem Det Forende Kongerige
og EU resulterede i indgåelsen af ”Aftale om Det Forene-
de Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af
Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifæl-
lesskab” (herefter udtrædelsesaftalen). Det Forenede Konge-
rige udtrådte af EU den 31. januar 2020.
Udtrædelsesaftalen trådte i kraft den 1. februar 2020 og
finder anvendelse med virkning fra 1. januar 2021. Aftalen
sikrer bl.a., at britiske statsborgere og disses familiemedlem-
mer, der i medfør af EU-reglerne om fri bevægelighed har
taget lovligt ophold eller arbejde i en medlemsstat inden den
31. december 2020, bevarer denne ret i den medlemsstat,
13
hvori de har taget ophold eller arbejde. Britiske statsborgere,
som ikke inden den 31. december 2020 har taget ophold
eller arbejde i en medlemsstat i medfør af EU-reglerne, er
derimod som det klare udgangspunkt ikke omfattet af udtræ-
delsesaftalen.
Idet indgåelsen af udtrædelsesaftalen således sikrer fortsatte
rettigheder til de pågældende britiske statsborgere og der-
med varetager det hensyn, som lov nr. 264 af 25. marts 2019
om videreførelse af visse rettigheder i forbindelse med det
Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union
uden en aftale skulle varetage, forslås det, at loven ophæves.
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-
kvenser for det offentlige
Lovforslaget forventes samlet set at medføre begrænsede
merudgifter for det offentlige, som afholdes inden for de
eksisterende økonomiske rammer.
Lovforslagets element om fuld anvendelse af Schengenreg-
lerne i Kroatien (§ 1, nr. 1) forventes ikke at medføre væ-
sentlige økonomiske konsekvenser for det offentlige. Even-
tuelle merudgifter afholdes inden for de eksisterende økono-
miske rammer. Lovforslaget forventes at medføre marginale
implementeringskonsekvenser for det offentlige, herunder i
form af ændringer ift. grænsekontrol som følge af Kroatiens
fulde optag i Schengensamarbejdet.
Lovforslagets element om hjælp til hjemrejse (2.2) og hjem-
rejsestøtte (2.3) vurderes at medføre begrænsede økonomi-
ske konsekvenser på Udlændinge- og Integrationsministeri-
ets område. Merudgifterne afholdes inden for Udlændinge-
og Integrationsministeriets eksisterende ramme. Elementer-
ne vurderes ikke at medføre implementeringsmæssige kon-
sekvenser for det offentlige.
Lovforslagets øvrige elementer om varigheden af frihedsbe-
røvelse med henblik på udsendelse af unionsborgere (2.1),
implementering af statsborgerretskonventionens artikel 7,
stk. 1, litra f, i indfødsretsloven (2.4), revision af loven
om indførelse af mulighed for overførsel af asylansøgere til
asylsagsbehandling og eventuel efterfølgende beskyttelse i
tredjelande (2.5) og ophævelse af Brexit-borgerloven (2.6)
vurderes ikke at medføre økonomiske og implementerings-
mæssige konsekvenser for det offentlige.
Lovforslaget vurderes at følge principperne for digitalise-
ringsklar lovgivning.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet mv.
Lovforslaget vurderes ikke at medføre økonomiske og admi-
nistrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for bor-
gerne.
6. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.
7. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
Dele af lovforslaget har til formål at gennemføre EU-retsak-
ter i dansk ret. Med lovforslaget ændres udlændingelovens §
2 a, stk. 2, 2. og 3. pkt., som følge af Kroatiens fulde optag i
Schengensamarbejdet. Ændringen har til formål at gennem-
føre Rådets afgørelse (EU) 2022/2451 af 8. december 2022
om den fulde anvendelse af Schengenreglerne i Republikken
Kroatien i dansk ret.
Lovforslaget indeholder endvidere en ændring af reglerne
om frihedsberøvelse af unionsborgere og deres familiemed-
lemmer med henblik på udsendelse. Ændringen skyldes, at
EU-Domstolen i dom af 22. juni 2021, C-718/19, Ordre des
barreaux francophones et germanophone m.fl., har fastslået,
at EU-reglerne om fri bevægelighed er til hinder for, at der
med henblik på udsendelse af unionsborgere og deres fami-
liemedlemmer sker frihedsberøvelse af en varighed, der er
identisk med den, der finder anvendelse på udlændinge fra
tredjelande, da udsendelse af unionsborgere og deres fami-
liemedlemmer vurderes mere ukompliceret end udsendelse
af udlændinge fra tredjelande. Den foreslåede ændring inde-
bærer, at der fremover bliver sondret mellem unionsborgere,
herunder familiemedlemmer til unionsborgere, og udlændin-
ge fra tredjelande i overensstemmelse med EU-Domstolens
dom.
Med lovforslagets pkt. 2.4 foreslås det at indføre en bestem-
melse i indfødsretslovens § 1, stk. 4, således at et barn
anses for ikke på noget tidspunkt at have erhvervet dansk
statsborgerskab, hvis det konstateres, at det forhold, der lå
til grund for barnets erhvervelse af dansk statsborgerskab
efter indfødsretslovens § 1, stk. 1 og 3, § 2 eller § 2 A, stk.
1 og 3, ikke foreligger. Efter den foreslåede bestemmelse i
indfødsretslovens § 1, stk. 4, 2. pkt., er det nævnte udgangs-
punkt dog indskrænket, således at det ikke vil gælde, hvis
den nævnte konstatering først sker, når den pågældende ikke
længere er mindreårig, eller hvis barnet derved ville blive
statsløst. I de sidstnævnte tilfælde må den pågældende an-
ses som havende dansk statsborgerskab i overensstemmelse
med statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f, og
konventionens artikel 7, stk. 3.
I den forbindelse gøres opmærksom på, at EU-Domstolen
den 12. marts 2019 har afsagt en dom vedrørende nederland-
ske regler om fortabelse af statsborgerskab (EU-Domstolens
dom i sag C-221/17, Tjebbes).
Det følger blandt andet af dommen, at hvor fortabelse af
dansk statsborgerskab samtidig medfører fortabelse af ved-
kommendes unionsborgerskab, skal der foretages en vurde-
ring af, om fortabelsen er i overensstemmelse med EU-ret-
14
ten. Det følger videre, at det skal indgå i denne vurdering,
om fortabelsen af statsborgerskabet har følger, som på en
uforholdsmæssig måde – i forhold til det mål, som lovgiv-
ningen forfølger – påvirker den normale udvikling af ved-
kommendes arbejds- og familieliv i forhold til EU-retten. I
forbindelse med denne prøvelse af forholdsmæssigheden
påhviler det myndighederne og i givet fald retterne navn-
lig at sikre, at fortabelsen er i overensstemmelse med de
grundlæggende rettigheder, der er fastsat i Den Europæiske
Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder (chartret),
herunder særligt retten til privatliv og familieliv, som er
fastsat i artikel 7 i chartret.
Det anføres i den forbindelse i dommen, at der i en sådan
vurdering skal tages højde for den berørte persons tilknyt-
ning til øvrige EU-lande, f.eks. om den berørte person efter
sin fortabelse af unionsborgerskabet udsættes for vanskelig-
heder ved at opretholde en familie- eller beskæftigelsesmæs-
sig tilknytning i et (eller flere) medlemsland(e), der allerede
er opbygget under unionsborgerens udøvelse af retten til fri
bevægelighed i EU. Hypotetiske eller eventuelle fremtidige
ønsker om at opbygge familie- eller beskæftigelsesmæssig
tilknytning til én eller flere medlemsstater er ikke relevante
ved denne vurdering.
Denne rettighed skal sammenholdes med forpligtelsen til
at tage hensyn til barnets tarv, som fremgår af chartrets
artikel 24, stk. 2, jf. herved pkt. 2.3.2 i de almindelige be-
mærkninger til lovforslag nr. L 83 af 12. december 2019, jf.
Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 83 som fremsat, side
11-12.
Det er dog Udlændinge- og Integrationsministeriets vurde-
ring, at den foreslåede ordning ikke berøres af EU-retten,
idet de pågældende personer ikke på noget tidspunkt har
erhvervet dansk statsborgerskab, og derfor er det ministeri-
ets vurdering, at unionsborgerskabet ikke fortabes. Dette
understøttes af, at den forklarende rapport til statsborgerrets-
konventionen overlader det til den nationale lovgivning at
fastlægge, hvorvidt en person fortaber statsborgerskabet ved
konstatering af, at grundlaget for erhvervelse af statsborger-
skabet ikke foreligger, eller om personen skal anses for ikke
på noget tidspunkt at have erhvervet statsborgerskabet. Når
en person anses for ikke på noget tidspunkt at have erhver-
vet dansk statsborgerskab, er det således ministeriets vurde-
ring, at der ikke vil skulle foretages en prøvelse af proporti-
onaliteten i forhold til EU-retten. Det bemærkes hertil, at
EU-Domstolen gentagne gange har fastslået, at det tilkom-
mer medlemsstaterne i overensstemmelse med folkeretten
at fastlægge betingelserne for erhvervelse og fortabelse af
statsborgerskab, jf. hertil bl.a. EU-Domstolens dom af 12.
marts 2019 i sag C-221/17, Tjebbes, præmis 30.
Det bemærkes dog, at det ikke er endeligt afklaret ved EU-
Domstolen, om spørgsmålet om, hvorvidt konstateringer af,
at en person, der har indrettet sig efter en forventning om,
at vedkommende var unionsborger, ikke har erhvervet stats-
borgerskab i en medlemsstat og dermed ikke har erhvervet
unionsborgerskab, er omfattet af EU-retten.
9. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 1. februar
2023 til den 1. marts 2023 været sendt i høring hos følgende
myndigheder og organisationer mv.:
Aalborg Lufthavn, Aarhus Erhverv/International Commu-
nity, Aarhus Lufthavn, Advokatrådet (Advokatsamfundet),
Amnesty Nu, Asylret, BARID – Board of Airline, Represen-
tatives in Denmark, Bedsteforældre for Asyl, Billund Luft-
havn, Brancheforeningen Dansk Luftfart (BDL) (under DI),
By og Havn (Københavns Havn), Børne- og Kulturcheffor-
eningen, Centralorganisationernes Fællesudvalg CFU, Da-
nes Worldwide, Danish Biometrics, Danmarks Biblioteks-
forening, Danmarks Rejsebureau, Danner, Dansk Arbejdsgi-
verforening, Dansk Byggeri, Dansk Erhverv, Dansk Flygt-
ningehjælp, Dansk Missionsråd, Dansk Socialrådgiverfor-
ening, Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse, Danske Advokater,
Danske Havne, Danske Kirkers råd, Danske Rederier, Da-
taetisk Råd, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening,
Den Danske Europabevægelse, Den Danske Helsinki-Ko-
mité for Menneskerettigheder, Den Katolske Kirke i Dan-
mark, Denmark Copenhagen Mission Office (Jesus Kristi
Kirke af Sidste Dages Hellige), Det Centrale Handicapråd,
Det Nationale Integrationsråd (tidligere Rådet for Etniske
Minoriteter), DFUNK – Dansk Flygtningehjælp Ungdom,
Dansk Industri (DI), DIGNITY – Dansk Institut Mod Tor-
tur, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Er-
hvervsflyvningens Sammenslutning – Danish Aviation As-
sociation (ES-DAA), Erhvervsministeriet, Erhvervsstyrel-
sen, Esbjerg Lufthavn, Finans Danmark, Finansministeriet,
Finansrådet, Flygtningenævnet, Folkehøjskolernes Forening
i Danmark, Folketingets Ombudsmand, Foreningen af Of-
fentlige Anklagere, Foreningen af Udlændingeretsadvoka-
ter, FrikirkeNet, Færøernes landsstyre, GLS-A, Naalakker-
suisut (Grønlands Selvstyre), HK/Danmark, Indvandrerme-
dicinsk klinik (Odense Universitetshospital), Indvandrerråd-
givningen, Institut for Menneskerettigheder, International
Community/Erhverv Aarhus, International Organization for
Migration (IOM), Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hel-
lige, Journalistforbundet, Justitsministeriet, Kirkernes Inte-
grationstjeneste, KL – Kommunernes Landsforening, Knud
Vilby (på vegne af Fredsfonden), Kvindernes Internationale
Liga for Fred og Frihed (Kvindefredsligaen), København
Malmö Havn, Københavns Lufthavn (CPH), Landsforenin-
gen Adoption & Samfund, Landsforeningen af Forsvarsad-
vokater, Landsorganisation af kvindekrisecentre (LOKK),
Mellemfolkeligt Samvirke, Odense Lufthavn, Parliamenta-
ry Assembly of the Organization for Security and Coope-
ration in Europe, Plums Fond for fred, økologi og bære-
dygtighed (Tidl. Fredsfonden), Politiforbundet i Danmark,
PRO-Vest, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for
Østre Landsret, Reden Stop Kvindehandel, Refugees Welco-
me, Retspolitisk Forening, Retslægerådet, Rigsadvokaten,
Rigspolitiet, Røde Kors, Samarbejdsgruppen om Børnekon-
ventionen, Samtlige byretter, SOS Racisme, Sønderborg
Lufthavn, Transportministeriet, Udbetaling Danmark, Uden-
rigsministeriet, Udlændingenævnet, UNHCR (Regional Re-
15
presentation for Northern Europe), Work-live stay southern Denmark, Ældresagen, Ægteskab uden grænser, 3F og 3F
Privat Service, Hotel og Restauration (3F PSHR).
10. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Lovforslaget forventes samlet set at
medføre begrænsede merudgifter for
det offentlige, som afholdes inden for
de eksisterende økonomiske rammer.
Implementeringskonsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Lovforslaget forventes at medfø-
re begrænsede implementeringskon-
sekvenser i form af ændringer
ift. grænsekontrol som følge af Kroa-
tiens fulde optag i Schengensamar-
bejdet.
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for bor-
gerne
Ingen Ingen
Klima- og miljømæssige konsekven-
ser
Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Med lovforslaget ændres udlændingelovens § 2 a, stk. 2, 2. og 3. pkt., som føl-
ge af Kroatiens fulde optag i Schengensamarbejdet. Ændringen har til formål
at gennemføre Rådets afgørelse (EU) 2022/2451 af 8. december 2022 om den
fulde anvendelse af Schengenreglerne i Republikken Kroatien i dansk ret.
Lovforslaget indeholder endvidere en ændring af reglerne om frihedsberøvelse
af unionsborgere og deres familiemedlemmer med henblik på udsendelse. Æn-
dringen skyldes, at EU-Domstolen i dom af 22. juni 2021, C-718/19, Ordre
des barreaux francophones et germanophone m.fl., har fastslået, at EU-reglerne
om fri bevægelighed er til hinder for, at der med henblik på udsendelse af uni-
onsborgere og deres familiemedlemmer sker frihedsberøvelse af en varighed,
der er identisk med den, der finder anvendelse på udlændinge fra tredjelande,
da udsendelse af unionsborgere og deres familiemedlemmer vurderes mere
ukompliceret end udsendelse af udlændinge fra tredjelande. Den foreslåede
ændring indebærer, at der fremover bliver sondret mellem unionsborgere, her-
under familiemedlemmer til unionsborgere, og udlændinge fra tredjelande.
Er i strid med de fem principper
for implementering af erhvervsrettet
EU-regulering/ Går videre end mini-
mumskrav i EU-regulering (sæt X)
Ja Nej
X
16
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Efter udlændingelovens § 2 a, stk. 2, forstås ved et Schen-
genland i denne lov et land, der er tilsluttet Schengenkon-
ventionen. Bulgarien, Cypern, Kroatien og Rumænien anses
dog ikke for Schengenlande i forhold til § 2 b, stk. 1-3,
§§ 3, 4 og 4 b, § 19, stk. 5, kapitel 4 a, § 28, stk. 1, nr.
6, § 38, stk. 1-3, § 39, stk. 3, 2. pkt., § 58 f og § 59,
stk. 1, nr. 1. Cypern og Kroatien anses endvidere ikke for
Schengenlande i forhold til § 10, stk. 2, nr. 4, § 19, stk. 4, §
58 g og § 58 h.
Det foreslås, at i § 2 a, stk. 2, 2. pkt., ændres »Bulgarien,
Cypern, Kroatien og Rumænien« til: »Bulgarien, Cypern og
Rumænien« og i 3. pkt., ændres »Cypern og Kroatien« til:
»Cypern«.
Baggrunden for ændringen er, at Kroatien og EU-medlems-
staterne i 2011 indgik en traktat om Kroatiens tiltrædelse
i Den Europæiske Union, hvoraf det fremgår, at de bestem-
melser i Schengenreglerne, der hænger direkte sammen med
afskaffelsen af personkontrol ved de indre grænser, ikke
finder anvendelse ved tiltrædelsen, men først når Rådet har
truffet afgørelse herom, efter at det er blevet sikret, at de
nødvendige betingelser for gennemførelse af alle de pågæl-
dende regler er opfyldt. Der er siden 2011 løbende sket
opfølgning på disse betingelser.
På EU-ministerrådsmøde den 8. december 2022 blev det i
Rådets afgørelse (EU) 2022/2451 (EU-Tidende 2022, nr. L
320 af 14. december 2022, s. 41-46) vedtaget, at Kroatien
kunne påbegynde fuld anvendelse af Schengenreglerne.
Med vedtagelsen af rådsafgørelsen ophævedes den indre
grænsekontrol på grænser fra Kroatien og til de lande, der
anvender Schengenreglerne fuldt ud fra den 1. januar 2023
for sø- og landegrænser og fra den 26. marts 2023 for
luftgrænser. Vedtagelsen betyder endvidere, at resterende
bestemmelser i Schengenreglerne vedrørende Schengenin-
formationssystemet (SIS) bringes i anvendelse for Kroatien
fra den 1. januar 2023.
Kroatien vil derudover kunne udstede visum med gyldighed
for hele Schengenområdet i overensstemmelse med reglerne
i visumkodeks, ligesom anmeldte opholdstilladelser vil være
dokumenter, der giver tredjelandsstatsborgere ret til indrejse
uden visum.
Kroatien bliver med andre ord for så vidt angår grænser,
visum og Schengeninformationssystemet (SIS) et Schengen-
land i udlændingelovens forstand.
Den foreslåede ændring vil medføre, at det alene vil være
Bulgarien, Cypern og Rumænien, som i forhold til § 2 b,
stk. 1-3, §§ 3, 4 og 4 b, § 19, stk. 5, kapitel 4 a, § 28, stk.
1, nr. 6, § 38, stk. 1-3, § 39, stk. 3, 2. pkt., § 58 f og §
59, stk. 1, nr. 1, ikke anses som Schengenlande. Ændringen
vil endvidere medføre, at det alene vil være Cypern, som
i forhold til bestemmelser i udlændingeloven, der vedrører
SIS-samarbejdet, ikke anses som Schengenland.
De foreslåede ændringer udspringer således af rådsafgørel-
sen.
Til nr. 2
Det fremgår af udlændingelovens § 37, stk. 8, at frihedsbe-
røvelse med henblik på udsendelse efter § 36 og hjemrej-
selovens § 16 ikke må finde sted i et tidsrum, der oversti-
ger 6 måneder. Retten kan dog forlænge dette tidsrum i
op til yderligere 12 måneder, hvis der foreligger særlige
omstændigheder, såfremt udsendelsesproceduren uanset al-
le rimelige bestræbelser kan forventes at tage længere tid
som følge af udlændingens manglende medvirken til udsen-
delsen eller forsinkelser i forbindelse med fremskaffelse af
nødvendig rejselegitimation og indrejsetilladelse. Frihedsbe-
røvelsen skal være af så kort varighed som muligt og må
kun opretholdes, så længe udsendelsen er under forberedelse
og gennemføres med omhu.
Bestemmelsen implementerer artikel 15, stk. 5 og 6, i direk-
tiv 2008/115/EF om fælles standarder og procedurer i med-
lemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere
med ulovligt ophold.
EU-Domstolen har ved dom af 22. juni 2021, Ordre des
barreaux francophones et germanophone m.fl., fastslået, at
EU-retten er til hinder for national lovgivning, hvorefter
det maksimale tidsrum unionsborgere og deres familiemed-
lemmer kan frihedsberøves, er af tilsvarende varighed som
frihedsberøvelse af udlændinge fra tredjelande, der ikke har
efterkommet en afgørelse om tilbagesendelse efter udsendel-
sesdirektivet.
Det foreslås, at udlændingelovens § 37, stk. 8, 1. pkt., æn-
dres fra 6 måneder til 3 måneder for udlændinge, der er
omfattet af EU-reglerne, og 6 måneder for andre udlændin-
ge således, at frihedsberøvelse med henblik på udsendelse
efter udlændingelovens § 36 og hjemrejselovens § 16 ikke
må finde sted i et tidsrum, der for unionsborgere og deres
familiemedlemmer overstiger 3 måneder.
Den foreslåede ændring indebærer, at frihedsberøvelse med
henblik på udsendelse efter udlændingelovens § 36 og hjem-
rejselovens § 16 ikke må finde sted i en periode, der for
unionsborgere og deres familiemedlemmer overstiger 3 må-
neder. Muligheden for frihedsberøvelse af unionsborgere
og deres familiemedlemmer halveres fra 6 måneder til 3
måneder. Lovforslaget påvirker således ikke grænsen for,
hvor lang tid frihedsberøvelse af andre udlændinge med
17
henblik på udsendelse kan vare. Lovforslaget medfører, at
der tydeligt sondres mellem unionsborgere, herunder fami-
liemedlemmer til unionsborgere, og andre udlændinge med
henblik på varigheden af en frihedsberøvelse i udsendelses-
øjemed. Bestemmelsen vil som følge af ændringen blive
bragt i overensstemmelse med EU-retten. For andre udlæn-
dinge videreføres den oprindelige retsstilling.
På baggrund af EU-Domstolens dom af 30. november 2009
i den præjudicielle sag, nr. C-357/09, Kadzoev, skal der
ved beregningen af frihedsberøvelsens udstrækning efter
den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 37, stk.
8, indgå en eventuel frihedsberøvelsesperiode, der er påbe-
gyndt inden bestemmelsens ikrafttræden, når frihedsberøvel-
sen er sket med henblik på udsendelse.
Endvidere skal der ved beregningen af frihedsberøvelsens
udstrækning ikke tages hensyn til perioder, hvor andre ud-
lændinge end unionsborgere og deres familiemedlemmer har
været frihedsberøvet på et andet grundlag end udsendelse.
Hvis andre udlændinge end unionsborgere og deres fami-
liemedlemmer, der er frihedsberøvet med henblik på udsen-
delse, søger om asyl, og det vurderes, at pågældende bør
frihedsberøves under asylsagens behandling, bør frihedsbe-
røvelsesgrundlaget derfor ændres i overensstemmelse her-
med. Hvis dette ikke sker, vil frihedsberøvelsesperioden
under asylsagsbehandlingen indgå ved beregningen af den
maximale udstrækning af frihedsberøvelsen efter den fore-
slåede bestemmelse i udlændingelovens § 37, stk. 8, og
herved forkorte den tid, som den pågældende kan være fri-
hedsberøvet med henblik på udsendelse.
Til nr. 3
Det fremgår af udlændingelovens § 37, stk. 8, at frihedsbe-
røvelse med henblik på udsendelse efter § 36 og hjemrej-
selovens § 16 ikke må finde sted i et tidsrum, der oversti-
ger 6 måneder. Retten kan dog forlænge dette tidsrum i
op til yderligere 12 måneder, hvis der foreligger særlige
omstændigheder, såfremt udsendelsesproceduren uanset al-
le rimelige bestræbelser kan forventes at tage længere tid
som følge af udlændingens manglende medvirken til udsen-
delsen eller forsinkelser i forbindelse med fremskaffelse af
nødvendig rejselegitimation og indrejsetilladelse. Frihedsbe-
røvelsen skal være af så kort varighed som muligt og må
kun opretholdes, så længe udsendelsen er under forberedelse
og gennemføres med omhu.
Bestemmelsen implementerer artikel 15, stk. 5 og 6, i direk-
tiv 2008/115/EF om fælles standarder og procedurer i med-
lemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere
med ulovligt ophold.
EU-Domstolen har ved dom af 22. juni 2021, Ordre des
barreaux francophones et germanophone m.fl., fastslået, at
EU-retten er til hinder for national lovgivning, hvorefter
det maksimale tidsrum unionsborgere og deres familiemed-
lemmer kan frihedsberøves, er af tilsvarende varighed som
frihedsberøvelse af udlændinge fra tredjelande, der ikke har
efterkommet en afgørelse om tilbagesendelse efter udsendel-
sesdirektivet.
Det foreslås, at udlændingelovens § 37, stk. 8, 2. pkt., æn-
dres fra 12 måneder til 6 måneder for udlændinge, der er
omfattet af EU-reglerne, og 12 måneder for andre udlændin-
ge.
Den foreslåede ændring indebærer, at retten, med henblik på
udsendelse, kan forlænge det tidsrum en unionsborger, eller
en unionsborgers familiemedlem, kan frihedsberøves i op
til yderligere 6 måneder. Rettens mulighed for forlængelse
af en frihedsberøvelse er således halveret fra 12 måneder
til 6 måneder med hensyn til unionsborgere og deres fami-
liemedlemmer. Muligheden for forlængelse af en frihedsbe-
røvelse af andre udlændinge i forbindelse med udsendelse
påvirkes således ikke. Lovforslaget medfører, at der tydeligt
sondres mellem unionsborgere, herunder familiemedlemmer
til unionsborgere, og andre udlændinge med henblik på
varigheden af en frihedsberøvelse i udsendelsesøjemed. Be-
stemmelsen vil som følge af ændringen bringes i overens-
stemmelse med EU-retten.
For andre udlændinge videreføres den oprindelige retsstil-
ling.
På baggrund af EU-Domstolens dom af 30. november 2009
i den præjudicielle sag, nr. C-357/09, Kadzoev, skal der
ved beregningen af frihedsberøvelsens udstrækning efter
den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 37, stk.
8, indgå en eventuel frihedsberøvelsesperiode, der er påbe-
gyndt inden bestemmelsens ikrafttræden, når frihedsberøvel-
sen er sket med henblik på udsendelse.
Endvidere skal der ved beregningen af frihedsberøvelsens
udstrækning ikke tages hensyn til perioder, hvor andre ud-
lændinge end unionsborgere og deres familiemedlemmer har
været frihedsberøvet på et andet grundlag end udsendelse.
Hvis andre udlændinge end unionsborgere og deres fami-
liemedlemmer, der er frihedsberøvet med henblik på udsen-
delse, søger om asyl, og det vurderes, at pågældende bør
frihedsberøves under asylsagens behandling, bør frihedsbe-
røvelsesgrundlaget derfor ændres i overensstemmelse her-
med. Hvis dette ikke sker, vil frihedsberøvelsesperioden
under asylsagsbehandlingen indgå ved beregningen af den
maximale udstrækning af frihedsberøvelsen efter den fore-
slåede bestemmelse i udlændingelovens § 37, stk. 8, og
herved forkorte den tid, som den pågældende kan være fri-
hedsberøvet med henblik på udsendelse.
Til nr. 4
Det fremgår af udlændingelovens § 37, stk. 9, 3. pkt., at
fra det tidspunkt, hvor en anden medlemsstat har accepte-
ret overtagelse eller tilbagetagelse, eller hvor en klage ikke
længere har opsættende virkning, må frihedsberøvelse ikke
finde sted i et tidsrum, der overstiger 6 uger.
18
Det foreslås, at der i udlændingelovens § 37, stk. 9, 3. pkt.,
indsættes en henvisning til hjemrejselovens § 16, stk. 5.
Baggrunden for ændringen er, at der i forbindelse med
vedtagelsen af hjemrejseloven ved en fejl ikke er blevet
indsat henvisning til hjemrejselovens § 16, stk. 5, i udlæn-
dingelovens § 37, stk. 9, 3. pkt. Begrænsningen på 6 uger
for frihedsberøvelse i udlændingelovens § 37, stk. 9, 3.
pkt., gælder fra det tidspunkt, hvor en anden medlemsstat
har accepteret overtagelse eller tilbagetagelse, eller hvor en
klage ikke længere har opsættende virkning. Sådan friheds-
berøvelse er alene omfattet af hjemrejseloven. Imidlertid
finder bestemmelsen i udlændingelovens § 37, stk. 9, 3.
pkt., efter en almindelig sproglig forståelse kun anvendelse
for frihedsberøvelse, der foretages efter udlændingeloven, jf.
henvisningen til dennes § 36, stk. 1, 1. pkt., i § 37, stk. 9,
1. pkt. Frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36, stk. 1,
1. pkt., foretages dog kun, mens udlændingens sag fortsat er
under behandling.
Det har ikke nogen materiel betydning i praksis, at der ikke
er henvist til hjemrejselovens § 16, stk. 5, i udlændingelo-
vens § 37, stk. 9, 3. pkt., herunder da det følger direkte
af Dublinforordningens artikel 28, stk. 3, 3. og 4. afsnit, at
frihedsberøvelse ikke må overstige en periode på 6 uger fra
tidspunktet for accepten af en anden medlemsstats anmod-
ning om at overtage eller tilbagetage den pågældende per-
son, eller fra det tidspunkt, hvor klagen eller indbringelsen
for en domstol ikke længere har opsættende virkning. Det
bemærkes i den forbindelse, at Hjemrejsestyrelsen i praksis
har administreret efter reglerne i Dublinforordningen.
Den foreslåede ændring indebærer, at det kommer til at
fremgå udtrykkeligt, at tidsbegrænsningen på 6 uger efter
udlændingelovens § 37, stk. 9, 3. pkt., gælder for de friheds-
berøvelser, der foretages efter hjemrejselovens § 16, stk. 5.
Til nr. 5
Det fremgår af udlændingelovens § 37, stk. 9, 4. pkt., at fri-
hedsberøvelsen skal være af så kort varighed som muligt og
kun må opretholdes, så længe afvisningen eller overførslen
er under forberedelse og gennemføres med omhu.
Det foreslås, at der i udlændingelovens § 37, stk. 9, 4. pkt.,
indsættes en henvisning til udlændingelovens § 36, stk. 1, 1.
pkt., og hjemrejselovens § 16, stk. 5.
Den foreslåede ændring er en følge af den foreslåede § 1, nr.
4, som indsætter henvisning til bestemmelsen i hjemrejselo-
vens § 16, stk. 5, i udlændingelovens § 37, stk. 9, 3. pkt.
Ændringen vil indebære, at det kommer til at fremgå udtryk-
keligt af bestemmelsen i § 37, stk. 9, 4. pkt., at den finder
anvendelse for frihedsberøvelse, der foretages efter både
udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., og hjemrejselovens §
16, stk. 5.
Til nr. 6
Det følger af udlændingelovens § 48, stk. 3, at afgørelser
efter § 40, stk. 9 og 10, træffes af vedkommende politidirek-
tør. Afgørelser om at dokumenter eller genstande og aktiver,
der kan anvendes til dækning af de i § 42 a, stk. 4, 1.
pkt., nævnte udgifter, tages i bevaring, jf. § 40, stk. 10, kan
endvidere træffes af Udlændingestyrelsen. De afgørelser, der
er nævnt i 1. og 2. pkt. kan påklages til udlændinge- og
integrationsministeren.
Det foreslås at ændre henvisningen i udlændingelovens §
48, stk. 3, 2. pkt., således, at henvisningen til udlændingelo-
vens § 40, stk. 10, ændres til stk. 9.
Ved lov nr. 982 af 26. maj 2021 blev bestemmelsen i den
dagældende udlændingelovs § 40, stk. 6, ophævet. Udlæn-
dingelovens § 40, stk. 7-12, blev som en konsekvens heraf
til stk. 6-11.
Ved en fejl er der i § 48, stk. 3, 2. pkt., der blev nyaffat-
tet ved lov nr. 982 af 26. maj 2021, henvist til § 40, stk.
10. Henvisningen burde rettelig være til § 40, stk. 9.
Det er vurderingen, at fejlen ikke har haft nogen materiel
betydning i forhold til retsstillingen.
Forslaget indebærer, at der sker en korrekt henvisning til
bestemmelsen i udlændingeloven.
Der er alene tale om en ændring af henvisningen. Der tilsig-
tes ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.
Til § 2
Til nr. 1
Udlændingelovens § 43 a, der blev ophævet ved lov nr. 982
af 26. maj 2021 (hjemrejseloven), indeholdt regler om, at
der kunne ydes hjælp til en udlændings tilbagevenden til
hjemlandet eller det tidligere opholdsland.
Det fulgte af den tidligere bestemmelse i udlændingelovens
§ 43 a, stk. 2, at der til en udlænding, der opholder sig her
i landet, og som er registreret som asylansøger efter § 48
e, stk. 2, og er meddelt afslag på opholdstilladelse efter § 7
af Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet, kunne ydes
hjælp til tilbagevenden til hjemlandet eller det tidligere op-
holdsland, hvis udlændingen medvirkede til at udrejse uden
ugrundet ophold, jf. dog stk. 3 og 4.
Det fulgte af den tidligere bestemmelse i udlændingelovens
§ 43 a, stk. 3, at hjælpen ikke kunne ydes til
1) udlændinge, der har opholdstilladelse her i landet,
2) udlændinge, der er statsborgere i et af de nordiske lan-
de,
3) udlændinge, der er statsborgere i et land, der er tilsluttet
Den Europæiske Union, og
4) udlændinge, der er omfattet af aftalen om Det Europæ-
iske Økonomiske Samarbejdsområde.
Det fulgte derudover af den tidligere bestemmelse i udlæn-
19
dingelovens § 43 a, stk. 4, at hjælpen endvidere ikke kunne
ydes til
1) udlændinge, som er meddelt afslag på en ansøgning
om opholdstilladelse efter § 7 af Udlændingestyrelsen i
medfør af § 53 b, stk. 1, og
2) udlændinge, der er omfattet af § 10.
Da den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 43 a
som nævnt ovenfor blev ophævet ved lov nr. 982 af 26. maj
2021, indeholder lovgivningen i dag ikke regler om hjælp til
hjemrejse ved tilbagevenden.
Det fremgår af udlændingelovens § 48 e, stk. 2, at når Ud-
lændingestyrelsen har truffet afgørelse om, at en udlænding,
der påberåber sig at være omfattet af § 7, kan opholde sig
her i landet under asylsagens behandling, registrerer Udlæn-
dingestyrelsen udlændingen som asylansøger.
Det fremgår af hjemrejselovens § 3, stk. 1, at en udlænding,
der ikke har ret til at opholde sig her i landet, har pligt til at
medvirke til sin udrejse, herunder fastlægge sin identitet, til-
vejebringe rejsedokumenter og give møde til samtaler med
relevante myndigheder, og til at medvirke til sin udrejse i
øvrigt.
Det fremgår af hjemrejselovens § 8, stk. 3, at der ikke kan
gives hjemrejsestøtte efter stk. 1 til
1) udlændinge, der har opholdstilladelse her i landet,
2) udlændinge, der er statsborgere i et af de nordiske lan-
de,
3) udlændinge, der er statsborgere i et land, der er tilsluttet
den Europæiske Union,
4) udlændinge, der er omfattet af aftalen om Det Europæ-
iske Økonomiske Samarbejdsområde,
5) udlændinge, der er visumfrie i kraft af deres statsbor-
gerskab, og
6) udlændinge, der er statsborgere i et land, hvorfra ind-
rejse med biometriske pas kan ske.
Det fremgår derudover af hjemrejselovens § 8, stk. 4, at der
endvidere ikke kan gives hjemrejsestøtte efter stk. 1 til
1) udlændinge, der af Udlændingestyrelsen er meddelt af-
slag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlæn-
dingelovens § 7 i medfør af udlændingelovens § 53 b,
stk. 1,
2) udlændinge, hvis ansøgning om opholdstilladelse er af-
vist efter udlændingelovens § 29 b, fordi udlændingen
allerede har opnået beskyttelse i et andet land omfattet
af udlændingelovens § 29 a, stk. 1,
3) udlændinge, der er udvist efter udlændingelovens § 25,
4) udlændinge, der er udelukket efter udlændingelovens §
10, stk. 1 eller 5,
5) udlændinge, der er dømt efter straffelovens kapitel 12
eller 13,
6) udlændinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er
bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og
7) udlændinge, der er udelukket efter § 4, stk. 1, nr. 1 eller
2, i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer,
der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v.
Det foreslås, at der som § 7 a, stk. 1, 1. pkt., indsættes
en bestemmelse om, at der kan ydes hjælp til hjemrejsen
til en udlænding, der er registreret som asylansøger efter
udlændingelovens § 48 e, stk. 2, og er meddelt afslag på
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 af Udlændin-
gestyrelsen eller Flygtningenævnet, og som uden ugrundet
ophold medvirker til sin udrejse, jf. § 3, stk. 1.
Forslaget indebærer, at en udlænding, der uden ugrundet
ophold medvirker til sin udrejse, vil kunne gives hjælp til
hjemrejsen. En udlændings medvirken skal ses i sammen-
hæng med hjemrejselovens § 3, stk. 1, om medvirken.
Der vil skulle foretages en konkret vurdering af udlændin-
gens handlinger og adfærd med henblik på at træffe en afgø-
relse om, hvorvidt udlændingen gennem hele sit hjemrejse-
forløb medvirker til sin udrejse. Der vil ved vurderingen af,
om en udlændingen uden ugrundet ophold har medvirket til
sin udrejse, f.eks. kunne tages højde for hospitalsindlæggel-
se eller andre lignende undskyldelige forhold.
En udlænding, der opfylder betingelserne for at kunne ydes
hjælp til hjemrejse, vil ikke være udelukket fra at kunne
ydes hjemrejsestøtte, hvis udlændingen opfylder betingelser-
ne herfor. Hjælp til hjemrejse vil kunne bruges til f.eks. at
leje et værelse ved ankomsten i hjemlandet eller til andre
småanskaffelser, der er nødvendige for, at udlændingen vil
kunne begynde tilværelsen i sit hjemland eller det tidligere
opholdsland.
Det foreslås herudover, at der som § 7 a, stk. 1, 2. pkt.,
indsættes, at hjælp til hjemrejsen ikke skal ydes til en ud-
lænding omfattet af 1. pkt., hvis udlændingen er omfattet af
§ 8, stk. 3 og 4.
Det betyder, at de udlændinge, der er omfattet af enten
hjemrejselovens § 8, stk. 3 eller 4, der regulerer, hvilke
udlændinge der ikke kan modtage hjemrejsestøtte, heller
ikke vil kunne modtage hjælp til hjemrejse i medfør af den
foreslåede bestemmelse.
Forslaget vil kun gælde for en udlænding, hvis asylsag be-
handles efter den såkaldte normalprocedure og får afslag på
asyl herefter, hvilket også følger af hjemrejselovens § 8, stk.
4.
Det foreslås derudover, at der som § 7 a, stk. 2, indsættes, at
udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærme-
re regler om hjælp til hjemrejsen, herunder om betingelser
for opnåelse af hjælpen, hjælpens form, den beløbsmæssige
størrelse mv.
Der vil med den foreslåede bestemmelse være mulighed for,
at der med den fornødne hurtighed administrativt kan foreta-
ges ændringer i hjælpen, såfremt der viser sig et konkret be-
hov herfor. Det er endvidere hensigten at fastsætte nærmere
regler om hjælpens form og beløbsmæssige størrelse, for på
den måde at kunne sikre fleksibilitet i den hjælp, der kan
ydes.
20
De nærmere regler forventes at ville blive fastsat i hjemrej-
sestøttebekendtgørelsen.
Til nr. 2
Det følger af hjemrejselovens § 8, stk. 3, at der ikke kan
gives hjemrejsestøtte efter stk. 1 til 1) udlændinge, der har
opholdstilladelse her i landet, 2) udlændinge, der er statsbor-
gere i et af de nordiske lande, 3) udlændinge, der er statsbor-
gere i et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, 4)
udlændinge, der er omfattet af aftalen om Det Europæiske
Økonomiske Samarbejdsområde, 5) udlændinge, der er vi-
sumfrie i kraft af deres statsborgerskab, og 6) udlændinge,
der er statsborgere i et land, hvorfra indrejse med biometrisk
pas kan ske.
Det foreslås, at der i hjemrejselovens § 8, stk. 3, nr. 5, efter
»der er« indsættes »omfattet af stk. 2, nr. 1, 5 eller 6, og er«.
Det betyder, at bestemmelsen ændres således, at det alene er
udlændinge, der er omfattet af hjemrejselovens § 8, stk. 2,
nr. 1, 5 eller 6, og som er visumfrie i kraft af deres statsbor-
gerskab, der som følge heraf ikke kan gives hjemrejsestøtte
efter stk. 1.
Det vil samtidig betyde, at udlændinge, der opholder sig her
i landet, og som har fået sin opholdstilladelse efter udlæn-
dingelovens §§ 7, 8, 9 b eller 9 c, hvor denne var meddelt
efter en ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7 eller 9
e, nægtet forlænget eller inddraget efter § 11, stk. 2, eller
§ 19, stk. 1, selvom de i kraft af deres statsborgerskab er
visumfrie, efter omstændighederne vil kunne modtage hjem-
rejsestøtte.
Det betyder endvidere, at udlændinge, hvis opholdstilladelse
efter § 9 eller § 9 c, stk. 1, som følge af en familiemæssig
tilknytning til en person omfattet af hjemrejselovens § 8,
stk. 2, nr. 2, er nægtet forlænget eller inddraget efter udlæn-
dingelovens § 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1, selvom de i kraft
af deres statsborgerskab er visumfrie, efter omstændigheder-
ne vil kunne modtage hjemrejsestøtte.
Det betyder derudover, at en udlænding, der har haft op-
holdstilladelse i mindst 5 år, og som har fået sin opholdstil-
ladelse efter udlændingelovens § 9 eller § 9 c, stk. 1, som
følge af en familiemæssig tilknytning til en person, der ikke
er omfattet af nr. 2 eller udlændingelovens §§ 9 m eller 9
n, og hvis opholdstilladelse inddrages eller nægtes forlænget
efter udlændingelovens § 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1, selv-
om de i kraft af deres statsborgerskab er visumfrie, efter
omstændighederne vil kunne modtage hjemrejsestøtte.
Til nr. 3
Det fremgår af hjemrejselovens § 16, stk. 5, at politiet med
henblik på at sikre muligheden for afvisning eller overførsel
efter reglerne i udlændingelovens kapitel 5 a kan bestemme,
at der skal ske frihedsberøvelse, hvis der er en væsentlig
risiko for, at den pågældende forsvinder, og de i §§ 11 og
12 nævnte foranstaltninger for at sikre den pågældendes
tilstedeværelse eller medvirken ikke er tilstrækkelige.
Det foreslås, at »eller medvirken« udgår af hjemrejselovens
§ 16, stk. 5.
Den foreslåede ændring vil indebære, at der i overensstem-
melse med den hidtidige retstilstand fra før hjemrejselovens
vedtagelse alene kan ske frihedsberøvelse efter lovens §
16, stk. 5, hvis de mindre indgribende foranstaltninger, der
fremgår af lovens §§ 11 og 12 ikke er tilstrækkelige til at
sikre den pågældendes tilstedeværelse.
Baggrunden for den foreslåede ændring er, at anvendelses-
området for § 16, stk. 5, med vedtagelsen af hjemrejseloven
utilsigtet blev udvidet sammenlignet med, hvordan retstil-
standen tidligere var i medfør af udlændingeloven inden
hjemrejselovens vedtagelse. Således kunne frihedsberøvelse
med henblik på at sikre muligheden for bl.a. overførsel efter
reglerne i udlændingelovens kapitel 5 a kun foretages, hvis
mindre indgribende foranstaltninger ikke var tilstrækkelige
til at sikre den pågældendes tilstedeværelse, jf. den dagæl-
dende udlændingelovs § 36, stk. 1, 2. pkt., jf. § 34, stk. 1.
Det fremgår af bemærkningerne til hjemrejselovens § 16,
stk. 5, at bestemmelsen svarer til den dagældende bestem-
melse i udlændingelovens § 36, stk. 1, 2. pkt., jf. Folketings-
tidende 2020-21, tillæg A, L 203 som fremsat, s. 169 f. Det
fremgår endvidere, at der vil være tale om videreførelse af
gældende ret.
Det har således ikke været hensigten med vedtagelsen af
hjemrejseloven at udvide anvendelsesområdet for bestem-
melsen i § 16, stk. 5.
I vurderingen af om en udlænding skal frihedsberøves i
medfør af hjemrejselovens § 16, stk. 5, skal det i overens-
stemmelse med Dublinforordningens artikel 28, stk. 2, jf.
artikel 2, litra n, ud fra de objektive kriterier i hjemrejse-
lovens § 16, stk. 6, vurderes, om udlændingen er i væsent-
lig risiko for at forsvinde. Det er dermed ikke relevant at
vurdere, om de i §§ 11 og 12 nævnte foranstaltninger er
tilstrækkelige til at sikre den pågældendes medvirken, men
alene om de er tilstrækkelige til at sikre den pågældendes til-
stedeværelse. Gennemførelse af bl.a. overførsel efter udlæn-
dingelovens kapitel 5 a skal ske inden for fristerne i Dub-
linforordningens artikel 29, stk. 2, da den ansvarlige med-
lemsstat ellers fritages for sine forpligtelser til at overtage
eller tilbagetage den pågældende. Gennemførelsen er ikke
betinget af udlændingens medvirken, men kan ske ledsaget
med bistand fra politiet og om nødvendigt ved anvendelse af
magt. Det bemærkes i øvrigt, at Hjemrejsestyrelsen ikke har
anvendt bestemmelsen i § 16, stk. 5, til at frihedsberøve en
udlænding med henblik på at sikre dennes medvirken til en
overførsel efter udlændingelovens kapitel 5 a.
Til nr. 4
Det fremgår af hjemrejselovens § 3, stk. 1, at en udlænding,
der ikke har ret til at opholde sig her i landet, har pligt til at
21
medvirke til sin udrejse, herunder fastlægge sin identitet, til-
vejebringe rejsedokumenter og give møde til samtaler med
relevante myndigheder, og til at medvirke til sin udrejse i
øvrigt.
Det fremgår endvidere af hjemrejselovens § 22, stk. 1, at
Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter hjemrejseloven kan på-
klages til Udlændingenævnet, jf. dog stk. 3, stk. 4, 2. pkt.,
og stk. 8.
Det fremgår derudover af hjemrejselovens § 22, stk. 3, at
Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter §§ 3 og 4, § 5, stk. 3, §
7, § 8, stk. 2, nr. 1 og 6, § 9, stk. 2, 2. pkt., og § 13, stk. 1, 2
og 4, ikke kan påklages.
Det foreslås at ændre hjemrejselovens § 22, stk. 3, ved efter
»§ 7« at indsætte »§ 7 a,«.
Forslaget betyder, at der ikke vil være adgang til at klage
over en afgørelse om hjælp til hjemrejsen ved tilbageven-
den.
Det svarer til, hvad der gjaldt efter den nu ophævede be-
stemmelse i udlændingelovens § 43 a, stk. 2, og skal ses i
sammenhæng med, at en afgørelse om at medvirke til sin
udrejse, som vil være udslagsgivende for, hvorvidt der kan
ydes hjælp til hjemrejsen, vil være truffet på baggrund af
objektive konstaterbare kriterier, jf. hjemrejselovens § 3, stk.
1.
Til § 3
Til nr. 1
Det fremgår af straffelovens § 124, stk. 1, 1. pkt., at den, der
flygter som anholdt eller fængslet, straffes med bøde eller
fængsel indtil 2 år. Det gælder efter 2. pkt., dog ikke den,
der er varetægtsfængslet efter udlændingelovens § 35 eller
er frihedsberøvet efter udlændingelovens § 36.
Det foreslås i straffelovens § 124, stk. 1, 2. pkt., at ændre
»udlændingelovens § 35 eller er frihedsberøvet efter udlæn-
dingelovens § 36« til »hjemrejselovens § 14 eller er friheds-
berøvet efter udlændingelovens § 36 eller hjemrejselovens §
16«.
Der er alene tale om en ændring som følge af, at den tidli-
gere udlændingelovs bestemmelser om varetægtsfængsling
og en del af bestemmelserne om frihedsberøvelse er blevet
overført til hjemrejseloven. Der tilsigtes således ikke ind-
holdsmæssige ændringer af bestemmelsen i straffeloven.
Til § 4
Til nr. 1
Hovedreglen om erhvervelse af dansk statsborgerskab ved
fødslen fremgår af indfødsretslovens § 1, stk. 1, hvorefter et
barn erhverver dansk indfødsret ved fødslen, hvis faderen,
moderen eller medmoderen er dansk.
Det fremgår af indfødsretslovens § 1, stk. 2, at et barn født
i et område omfattet af straffelovens § 114 j, stk. 3, ikke
erhverver dansk statsborgerskab ved fødslen efter en foræl-
der, hvis denne forælder uden tilladelse, og uden at indrejsen
eller opholdet er led i udøvelse af dansk, udenlandsk eller
international offentlig tjeneste eller hverv, er indrejst eller
opholder sig i området, medmindre barnet derved bliver
statsløst.
Efter indfødsretslovens § 1, stk. 3, anses et hittebarn, som
bliver fundet her i riget, indtil andet oplyses, som havende
dansk statsborgerskab.
Det foreslås i § 4, nr. 1, at der i indfødsretslovens § 1, stk. 1,
efter »stk. 2« indsættes »og 4«, og i § 1, stk. 3, efter »dansk
indfødsret« indsættes », jf. dog stk. 4«.
Med den foreslåede ændring vil der således blive tilføjet en
henvisning til stk. 4 som undtagelser til § 1, stk. 1, og § 1,
stk. 3, således at et barn vil anses for ikke på noget tidspunkt
at have erhvervet dansk statsborgerskab, hvis det konstate-
res, at et forhold, som lå til grund for et barns erhvervelse
af dansk statsborgerskab, ikke foreligger, medmindre barnet
derved bliver statsløst, eller hvis konstateringen sker efter, at
vedkommende er fyldt 18 år.
Lovforslagets § 4, nr. 1, er en følge af lovforslagets § 4, nr.
2.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets §
4, nr. 2.
Til nr. 2
Hovedreglen om erhvervelse af dansk statsborgerskab ved
fødslen fremgår af indfødsretslovens § 1, stk. 1, hvorefter
et barn erhverver dansk statsborgerskab ved fødslen, hvis
faderen, moderen eller medmoderen er dansk.
Det fremgår af indfødsretslovens § 1, stk. 2, at et barn født
i et område omfattet af straffelovens § 114 j, stk. 3, ikke
erhverver dansk statsborgerskab ved fødslen efter en foræl-
der, hvis denne forælder uden tilladelse, og uden at indrejsen
eller opholdet er led i udøvelse af dansk, udenlandsk eller
international offentlig tjeneste eller hverv, er indrejst eller
opholder sig i området, medmindre barnet derved bliver
statsløst.
Efter indfødsretslovens § 1, stk. 3, anses et hittebarn, som
bliver fundet her i riget, indtil andet oplyses, som havende
dansk statsborgerskab.
Et barn erhverver således dansk statsborgerskab ved føds-
len, når det er barn af en dansk far, mor eller medmor, jf.
indfødsretslovens § 1, stk. 1. Modsætningsvist erhverver et
barn, der ikke har en dansk far, mor eller medmor, ikke
dansk statsborgerskab ved fødslen. I overensstemmelse her-
med er det den gældende praksis, at en person anses for
ikke at have erhvervet dansk statsborgerskab ved fødslen i
medfør af indfødsretslovens § 1, stk. 1, hvis det konstateres,
22
at et forhold, der lå til grund for vedkommendes automatiske
erhvervelse af dansk statsborgerskab, ikke foreligger.
Det kan f.eks. være tilfældet, hvor et barn har erhvervet
dansk statsborgerskab ved fødslen efter sin retlige far, som
er dansk statsborger, og som er blevet anset som barnets ret-
lige far, f.eks. på baggrund af at vedkommende er gift med
barnets udenlandske mor, men hvor en faderskabssag senere
fastslår, at en anden mand, som ikke har dansk statsborger-
skab, er barnets retlige far. Barnet har efter de gældende
regler ikke erhvervet dansk statsborgerskab ved fødslen efter
sine retlige forældre i henhold til indfødsretslovens § 1, stk.
1, og derfor anses barnet for ikke at have erhvervet dansk
statsborgerskab på noget tidspunkt.
Det er udtømmende fastsat i artikel 7 i statsborgerretskon-
ventionen, i hvilke situationer den nationale lovgivning må
indeholde regler om automatisk fortabelse af statsborger-
skab eller fortabelse på foranledning af en kontraherende
stat. Det følger af statsborgerretskonventionens artikel 7,
stk. 1, litra f, at et barn kan fortabe sit statsborgerskab auto-
matisk, når det fastslås i løbet af et barns mindreårighed,
at betingelserne for barnets automatiske erhvervelse af det
pågældende statsborgerskab ikke længere er opfyldt. Det
følger endvidere af statsborgerretskonventionens artikel 7,
stk. 3, at statsborgerskabet ikke kan fortabes, hvis den på-
gældende person derved ville blive statsløs.
Europarådets forklarende rapport til statsborgerretskonventi-
onen indeholder bidrag til den nærmere forståelse af stats-
borgerretskonventionens artikel 7. Det følger af pkt. 73 i den
forklarende rapport, at statsborgerretskonventionens artikel
7, stk. 1, litra f, omfatter situationer, hvor en ændring af
et barns civile status medfører, at et forhold, som lå til
grund for den pågældendes besiddelse af statsborgerskab,
ikke foreligger, herunder i den situation, hvor det konstate-
res, at den pågældende far eller mor ikke er barnets retlige
far eller mor. Det følger videre af pkt. 73, at den pågældende
person ikke må fortabe statsborgerskabet, hvis den pågæl-
dende person derved ville blive statsløs. Det følger desuden,
at det er overlagt til den nationale lovgivning at fastslå, om
fortabelsen sker med virkning fra det tidspunkt, hvor det
pågældende forhold konstateres, eller om barnet skal stilles
som, at erhvervelsen ikke på noget tidspunkt har fundet sted.
Efter statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f,
er det alene i de tilfælde, hvor det konstateres i løbet af et
barns mindreårighed, at et forhold, der lå til grund for bar-
nets erhvervelse af dansk statsborgerskab, ikke foreligger, at
barnet kan fortabe dansk statsborgerskab. Hvis konstaterin-
gen først sker, når den pågældende ikke længere er mindre-
årig, eller hvis barnet derved ville blive statsløst, må den
pågældende i henhold til konventionen anses som havende
dansk statsborgerskab.
Den ovenfor beskrevne gældende praksis medfører, at en-
kelte personer, der er myndige, når det konstateres, at et
forhold, der lå til grund for vedkommendes erhvervelse,
ikke foreligger, anses for ikke at have erhvervet dansk stats-
borgerskab på noget tidspunkt, og at enkelte personer herved
bliver statsløse i strid med statsborgerretskonventionens arti-
kel 7, stk. 1, litra f, og artikel 7, stk. 3.
Det foreslås i § 4, nr. 2, at det indsættes i indfødsretslovens
§ 1, stk. 4, at konstateres det, at forholdet, som lå til grund
for et barns erhvervelse af dansk indfødsret efter indføds-
retslovens § 1, stk. 1 eller 3, § 2 eller § 2 A, stk. 1 og 3,
ikke længere foreligger, skal barnet anses for ikke på noget
tidspunkt at have erhvervet dansk indfødsret, medmindre
barnet derved bliver statsløst, eller hvis konstateringen sker
efter, at vedkommende er fyldt 18 år.
Udgangspunktet i den foreslåede § 1, stk. 4, i lovforslagets
§ 4, nr. 2, vil medføre en kodificering af det hidtil gældende
udgangspunkt, således at et barn anses for ikke på noget
tidspunkt at have erhvervet dansk statsborgerskab, hvis det
konstateres, at det forhold, der lå til grund for barnets er-
hvervelse af dansk statsborgerskab efter indfødsretslovens
§ 1, stk. 1 eller 3, § 2 eller § 2 A, stk. 1 og 3, ikke fore-
ligger. Efter den foreslåede undtagelse i indfødsretslovens
§ 1, stk. 4, er det nævnte udgangspunkt dog indskrænket,
således at det ikke vil gælde, hvis den nævnte konstatering
først sker, når den pågældende ikke længere er mindreårig,
eller hvis barnet derved ville blive statsløst, og den pågæl-
dende må i denne situation blive anset som havende dansk
statsborgerskab i overensstemmelse med statsborgerretskon-
ventionens artikel 7, stk. 1, litra f, og konventionens artikel
7, stk. 3.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering,
at det vil udgøre en tildeling af statsborgerskab, at de på-
gældende personer, der enten vil blive statsløse eller er myn-
dige på tidspunktet for førnævnte konstatering, skal anses
som værende danske statsborgere, idet de pågældende ikke
på andet grundlag har erhvervet dansk statsborgerskab. Til-
deling af statsborgerskab kan kun ske ved lov i henhold
til grundlovens § 44, stk. 1, hvorfor implementeringen af
statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f, og kon-
ventionens artikel 7, stk. 3, alene kan udmøntes ved lov
og ikke administrativ praksis. Lovforslagets § 4, nr. 1 og
2, har derfor til formål at gennemføre de nødvendige lov-
givningsmæssige ændringer i indfødsretsloven som følge af
implementeringen af statsborgerretskonventionens artikel 7,
stk. 1, litra f, og konventionens artikel 7, stk. 3.
Det forventes, at ordningens væsentligste anvendelsesområ-
de vil være, når det eksempelvis konstateres, at en mand,
som er dansk statsborger, og som f.eks. er gift med et barns
udenlandske mor, registreres som barnets retlige far på bag-
grund af børnelovens regler herom, og hvor barnet derved
erhverver dansk statsborgerskab, men hvor det efterfølgende
konstateres i en faderskabssag, at en anden mand, som ikke
er dansk statsborger, er retlig far til barnet. I den situation vil
det med lovforslaget være udgangspunktet, at barnet anses
for ikke på noget tidspunkt at have erhvervet dansk statsbor-
gerskab. Hvis barnet imidlertid ville blive statsløs, eller hvis
der er tale om en myndig person, vil den pågældende person
dog skulle anses som havende dansk statsborgerskab.
23
Såfremt en person efter den foreslåede ordning vil skulle
anses for ikke på noget tidspunkt at have erhvervet dansk
statsborgerskab, skal konstateringen af, at grundlaget for
personens erhvervelse af dansk statsborgerskab ikke forelig-
ger, finde sted forud for personens fyldte 18. år i overens-
stemmelse med statsborgerretskonventionens artikel 7, stk.
1, litra f. Det er således tidspunktet for selve konstateringen,
og ikke eksempelvis en senere ajourføring af registre, der
vil være afgørende for, om en person kan anses for ikke på
noget tidspunkt at have erhvervet dansk statsborgerskab.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at
de personer, der efter den foreslåede ordning vil skulle anses
som værende danske statsborgere, vil skulle anses for at
have erhvervet dansk statsborgerskab fra det tidspunkt, hvor
de omfattede personer oprindeligt blev anset for at have
erhvervet dansk statsborgerskab. De omfattede personer vil
derfor skulle blive anset for at have erhvervet dansk stats-
borgerskab fra det tidspunkt, hvor den oprindelige erhver-
velse fandt sted, dvs. ved fødslen, ved forældrenes indgåelse
af ægteskab eller ved adoptionen.
Det følger af pkt. 73 i den forklarende rapport til statsbor-
gerretskonventionen, at statsborgerretskonventionens artikel
7, stk. 1, litra f, vedrører ændring af børns civilstatus, som
medfører, at forudsætningerne for besiddelse af statsborger-
skab ikke foreligger. For at være omfattet af ordningen – og
dermed efter omstændighederne kunne anses som havende
dansk statsborgerskab – er det derfor væsentligt, om man er
i besiddelse af statsborgerskab, hvorfor begrebet om besid-
delse af statsborgerskab uddybes nedenfor.
Det fremgår af pkt. 58 i den forklarende rapport til statsbor-
gerretskonventionen bl.a., at statsborgerretskonventionens
artikel 7 ikke omfatter tilfælde, hvor en administrativ fejl
i det pågældende land ikke udgør fortabelse af statsborger-
skab. Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurde-
ring, at registreringer af eksempelvis faderskab, som efter-
følgende viser sig at være fejlagtige, ikke blot kan anses
som administrative fejl, når pkt. 73 i den forklarende rapport
samtidig fastslår, at ændringer af civilstatus, som medfører,
at forudsætningerne for besiddelse af statsborgerskab ikke
foreligger, såsom faderskabssager, er omfattet af anvendel-
sesområdet for statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1,
litra f.
På baggrund af pkt. 58 i den forklarende rapport er det dog
Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at rene
administrative fejl, såsom fejlagtig udstedelse af dansk pas,
hvor der ikke er fastslået forældreskab, ikke i sig selv er om-
fattet af statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra
f. Andre administrative fejl, såsom manglende ajourføring
af eksempelvis statsborgerskab i CPR-registret i forbindelse
med en faderskabssag, vurderes heller ikke i sig selv at være
omfattet af konventionens artikel 7, stk. 1, litra f, da det er
tidspunktet for selve konstateringen, der er afgørende for,
om en person kan anses for ikke på noget tidspunkt at have
erhvervet dansk statsborgerskab, som anført ovenfor.
Det er børnelovens regler, der er grundlaget for, hvornår en
person er retlig forælder til et barn. Endvidere kan forældre-
skab, der er fastslået i udlandet, anerkendes i Danmark efter
børnelovens regler herom, jf. nedenfor. På baggrund heraf
er det Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at
en person efter omstændighederne kan være i besiddelse af
dansk statsborgerskab, når der eksempelvis er udstedt en
dansk fødselsattest, som dermed fastslår, at personen er barn
af en dansk forælder, og som dermed er i besiddelse af
dansk statsborgerskab i henhold til indfødsretslovens § 1,
stk. 1. Ligeledes er det ministeriets vurdering, at en person
kan være i besiddelse af dansk statsborgerskab, når personen
er registreret som dansk statsborger i CPR, og de nødvendi-
ge forudsætninger for erhvervelse af dansk statsborgerskab
samtidig er registreret i CPR, såsom at en dansk statsborger i
CPR er registreret som personens retlige forælder.
Forældreskab (faderskab, medmoderskab og moderskab) til
børn født i udlandet fastslås ofte direkte efter loven i det
land, hvor barnet blev født, det vil sige uden at der er truffet
afgørelse om faderskabet, medmoderskabet eller moderska-
bet. Det drejer sig typisk om, at den kvinde, der har født et
barn, anses for mor til barnet, og at morens ægtemand anses
for far til barnet. Forældreskab, der er etableret på denne
måde, anerkendes som udgangspunkt i Danmark.
Efter lov nr. 158 af 6. maj 1980 om anerkendelse af nordiske
afgørelser om faderskab og medmoderskab, som ændret ved
§ 8 i lov nr. 962 af 26. juni 2020, anerkendes afgørelser om
faderskab og medmoderskab fra Finland, Island, Norge eller
Sverige i Danmark. Sådanne afgørelser anerkendes dog bl.a.
ikke, hvis anerkendelsen vil være åbenbart uforenelig med
grundlæggende danske retsprincipper (ordre public).
Efter dansk international privatret antages det, at tilsvarende
gælder i forhold til afgørelser om faderskab og medmoder-
skab, der er truffet uden for de nordiske lande, således at
et forældreskab, herunder medmoderskab, som er fastslået
i udlandet, anerkendes i Danmark, medmindre anerkendelse
af forældreskabet vil stride mod grundlæggende retsprincip-
per (ordre public).
Således vil et barn være i besiddelse af dansk statsborger-
skab, når et udenlandsk forældreskab er anerkendt i Dan-
mark og fastslår, at et barn har en dansk far, mor eller med-
mor. Såfremt det senere skulle blive konstateret, at den for-
ælder, som personen havde erhvervet dansk statsborgerskab
i medfør af, ikke er barnets retlige forælder, vil situationen
være omfattet af den foreslåede ordning, således at personen
efter omstændighederne vil anses for ikke at have erhvervet
dansk statsborgerskab på noget tidspunkt, medmindre der er
tale om et barn, der vil blive statsløst, eller hvis personen er
myndig.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at
situationer, hvor det konstateres, at grundlaget for besiddel-
se af statsborgerskab ikke på noget tidspunkt har været til
stede, uden at der er sket en ændring af civilstatus, ikke er
omfattet af den foreslåede ordning. Dette vurderes at være
24
i overensstemmelse med pkt. 73 i den forklarende rapport
til statsborgerretskonventionen, som forudsætter, at der er
sket en ændring af civilstatus, såfremt en person skal være
omfattet af ordningen og dermed kunne anses som værende
dansk statsborger. Der må således skelnes mellem situatio-
ner, hvor der er sket en ændring af civilstatus, og der dermed
er forhold, der ikke længere foreligger, og situationer, hvor
forholdet aldrig har foreligget.
Et udenlandsk forældreskab, der er blevet etableret i udlan-
det på grundlag af en surrogataftale, anerkendes ikke i Dan-
mark. Det skyldes, at efter § 30 i børneloven anses den
kvinde, der føder et barn, efter dansk ret altid for mor til
barnet, også selvom barnet er født i udlandet. Den mand,
der er genetisk forælder til barnet, anses dog efter dansk ret
for far til barnet. Den tiltænkte forælders forældreskab vil
kunne søges etableret ved stedbarnsadoption.
Et udenlandsk forældreskab, der ikke kan anerkendes i Dan-
mark, således at forældreskabet ikke er fastslået i Danmark,
vil – i modsætning til de udenlandske forældreskaber, der
er anerkendt i Danmark, jf. ovenfor – ikke være omfattet
af den foreslåede ordning og barnet vil således ikke have
erhvervet dansk statsborgerskab på noget tidspunkt, idet for-
ældreskabet ikke på noget tidspunkt har været fastslået i
Danmark. Der vil i den situation ikke være sket en ændring
i barnets civilstatus, og der er dermed ikke tale om forhold,
der ikke længere foreligger.
Det er ligeledes Udlændinge- og Integrationsministeriets
vurdering, at eksempelvis udstedelse af dansk nationalitets-
pas – som anført ovenfor – ikke i sig selv medfører besid-
delse af statsborgerskab i statsborgerretskonventionens for-
stand, da et nationalitetspas ikke i sig selv indeholder oplys-
ninger om forældre eller lignende og ikke udgør registrering
af civilstatus i form af forudsætninger for erhvervelse af
dansk statsborgerskab.
Et andet eksempel på en situation, der ikke er omfattet
af den foreslåede ordning, da grundlaget for besiddelse af
statsborgerskab ikke på noget tidspunkt har været til stede,
kan være, hvor en person er født på et tidspunkt, hvor foræl-
drenes ægteskab var en forudsætning for personens erhver-
velse af dansk statsborgerskab, men hvor personens forældre
aldrig har været gift, og hvor der således på intet tidspunkt
har foreligget forudsætninger for personens besiddelse af
dansk statsborgerskab.
Det bemærkes, at indtil lov nr. 729 af 25. juni 2014 om
ændring af lov om dansk indfødsret trådte i kraft den 1. juli
2014 var det en forudsætning for, at et barn født uden for
Danmark med en dansk far og en udenlandsk mor kunne
erhverve dansk statsborgerskab ved fødslen, at barnet blev
født i ægteskab, jf. hertil bl.a. § 1, stk. 1, i lovbekendtgørelse
nr. 422 af 7. juni 2004 om dansk indfødsret.
Det bemærkes endvidere, at det fremgår af ægteskabslovens
§ 22 b, stk. 2, at et ægteskab, der er indgået i udlandet, ikke
anerkendes, 1) hvis parterne ikke var samtidig til stede ved
vielsen, 2) hvis der er bestemte grunde til at antage, at der
er tale om et proformaægteskab, der blev indgået med det
afgørende formål at opnå ret til ophold i Danmark, i et land,
der er tilsluttet Den Europæiske Union eller er omfattet af
aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområ-
de, eller i Schweiz, 3) hvis en part ved vielsen ikke var fyldt
18 år, eller 4) hvis anerkendelse af ægteskabet strider mod
grundlæggende danske retsprincipper. Når et ægteskab ind-
gået i udlandet ikke anerkendes i Danmark, har ægteskabet
ikke retsvirkninger i Danmark, f.eks. i forhold til faderskab.
Hvis forældrenes ægteskab, der er indgået i udlandet, ikke
anerkendes i Danmark i henhold til ægteskabslovens § 22
b, stk. 2, eller hvis ægteskabet ikke har retsvirkninger efter
indfødsretsloven, som følge af at ægteskabet er indgået af
en person, som i forvejen var gift, jf. indfødsretslovens §
2 B, og ægteskabet var en forudsætning for barnets erhver-
velse af dansk statsborgerskab, vil barnet således ikke have
erhvervet dansk statsborgerskab.
Det er i den anledning Udlændinge- og Integrationsministe-
riets vurdering, at der vil være tale om et ægteskab, der
ikke på noget tidspunkt har været anerkendt i Danmark,
uden at der er sket en ændring af civilstatus, hvorfor den
pågældende situation ikke vil være omfattet af den foreslå-
ede ordning. Dette indebærer, at det pågældende barn –
også efter den foreslåede ordning – alene må anses for at
være et barn født uden for ægteskab, der ikke har erhvervet
dansk statsborgerskab på samme måde som alle andre børn
født uden for ægteskab på et tidspunkt, hvor ægteskabet var
en forudsætning for, at barnet erhvervede dansk statsborger-
skab.
Det er hertil Udlændinge- og Integrationsministeriets vur-
dering, at registrering af et ægteskab indgået i udlandet
i CPR i strid med ægteskabslovens § 22 b, stk. 2, må
anses som en administrativ fejl i tråd med pkt. 58 i den
forklarende rapport til statsborgerretskonventionen, således
at den pågældende registrering ikke i sig selv indebærer
retlig anerkendelse af et ægteskab. Registrering i CPR af et
ægteskab indgået i udlandet indebærer således ikke i sig selv
en anerkendelse af det pågældende ægteskab.
Det bemærkes i den anledning, at et barn født uden for
ægteskab af en udenlandsk mor og dansk far har mulighed
for at ansøge om dansk statsborgerskab på lempelige vilkår
efter § 16 i cirkulæreskrivelsen om naturalisation, jf. cirku-
læreskrivelse nr. 9461 af 17. juni 2021.
Det bemærkes dog, at har et barn erhvervet dansk statsbor-
gerskab, på baggrund af at forældrene er gift eller ved foræl-
drenes indgåelse af ægteskab, vil forældrenes efterfølgende
skilsmisse ikke have den retsvirkning, at barnet dermed ikke
på noget tidspunkt har erhvervet dansk statsborgerskab efter
den foreslåede bestemmelse. Barnet vil således fortsat have
erhvervet dansk statsborgerskab.
Et tredje eksempel på en situation, der ikke er omfattet
af den foreslåede ordning, da grundlaget for besiddelse af
25
statsborgerskab ikke på noget tidspunkt har været til stede,
kan være, hvor et barn erhverver dansk statsborgerskab ved
sin fødsel efter sin danske forælder, men hvor det senere i
barnets liv konstateres, at barnet er født i et område omfattet
af straffelovens § 114 j, stk. 3, hvor den danske forælder
uden tilladelse, og uden at indrejsen eller opholdet er led i
udøvelse af dansk, udenlandsk eller international offentlig
tjeneste eller hverv, var indrejst eller opholdt sig i områ-
det. Hvis barnet fejlagtigt har været anset som født uden for
konfliktområdet, må den fejlagtige antagelse af fødselsstedet
anses som en administrativ fejl, som ikke kan medføre, at
barnet må anses som værende dansk statsborger som følge
af den foreslåede § 4, nr. 2. I en sådan situation er det Ud-
lændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at der ikke
foreligger en ændring af barnets civile status, der er omfattet
af statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f.
Et eksempel på en situation, hvor automatisk erhvervelse af
dansk statsborgerskab ved adoption efter indfødsretslovens
§ 2 A vil være omfattet af den foreslåede ordning, kan være,
hvor et barn er adopteret, men hvor adoptionen ophæves ef-
ter de gældende regler herom. Såfremt barnet er mindreårigt,
og de oprindelige forældre genindtræder ved ophævelse af
adoptionen, vil statsborgerskabet følge med denne ophævel-
se, således at barnet efter den foreslåede bestemmelse ikke
på noget tidspunkt vil have erhvervet dansk statsborgerskab,
medmindre barnet derved bliver statsløst. Hvis ophævelsen
sker efter, at den adopterede er fyldt 18 år, vil den adopte-
rede dog anses som værende dansk statsborger efter den
foreslåede undtagelse til bestemmelsen. Om ophævelse af
adoption henvises til adoptionslovens kapitel 3.
Det bemærkes, at statsborgerretskonventionens artikel 7, stk.
1, litra f, alene omfatter fortabelse af statsborgerskab i situa-
tioner, hvor statsborgerskabet er erhvervet automatisk. Ud-
lændinge- og Integrationsministeriet foreslår derfor, at for-
slaget til indfødsretslovens § 1, stk. 4, alene omfatter de
bestemmelser i indfødsretsloven, der vedrører automatisk
erhvervelse, dvs. § 1, stk. 1 og 3, § 2 og § 2 A, stk. 1
eller 3. Bestemmelsen vil således ikke omfatte situationer,
hvor statsborgerskabet er erhvervet ved ansøgning eller er-
klæring. Forslaget kan derfor ikke medføre, at personer,
der har erhvervet dansk statsborgerskab ved ansøgning eller
erklæring, og hvor det efterfølgende konstateres, at betingel-
serne for erhvervelsen ikke var opfyldt, kan anses som have-
nde dansk statsborgerskab eller kan anses for ikke på noget
tidspunkt at have erhvervet dette. Disse situationer skal i
stedet behandles efter de i øvrigt gældende regler og prak-
sis herom, herunder bl.a. efter indfødsretslovens § 8 A om
frakendelse af dansk statsborgerskab, som er erhvervet ved
svig. Dette indebærer desuden, at den foreslåede ordning
ikke indskrænker muligheden for frakendelse af statsborger-
skab efter indfødsretslovens § 8 A.
Det bemærkes, at såfremt de oplysninger, der ligger til
grund for registrering af eksempelvis faderskab, er afgivet
på baggrund af svigagtige forhold, kan statsborgerskab efter
omstændighederne frakendes efter indfødsretslovens § 8 A.
Til § 5
Bestemmelsen udgør en opfølgning på § 3, stk. 2, i lov
nr. 1191 af 8. juni 2021 om ændring af udlændingeloven
og hjemrejseloven (Indførelse af mulighed for overførsel af
asylansøgere til asylsagsbehandling og eventuel efterfølgen-
de beskyttelse i tredjelande).
Det fremgår af § 3, stk. 2, at udlændinge- og integrationsmi-
nisteren fremsætter forslag om revision af loven, hvis loven
ikke inden udgangen af 2022 er trådt i kraft.
Lov nr. 1191 af 8. juni 2021 indeholder det overordnede
lovgivningsmæssige grundlag for, at Danmark vil kunne
overføre asylansøgere, der søger om asyl i Danmark, til et
tredjeland med henblik på asylsagsbehandling og eventuel
efterfølgende beskyttelse i et tredjeland under overholdelse
af Danmarks internationale forpligtelser.
Udlændinge- og Integrationsministeriet har på den bag-
grund, og i overensstemmelse med bemærkningerne til lo-
vens § 3, stk. 2, jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg B,
Betænkning, side 5 (til nr. 23), taget lov nr. 1191 af 8. juni
2021 op til fornyet overvejelse.
Det fremgår af bemærkningerne til § 3, stk. 1, i lov nr. 1191
af 8. juni 2021, at det forventes, at lov nr. 1191 af 8. juni
2021 sættes i kraft, når Danmark eventuelt har indgået en
overenskomst eller et hertil svarende arrangement med et
tredjeland, jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 226
som fremsat, side 37 (til § 2).
Danmark har ikke på nuværende tidspunkt indgået en over-
enskomst eller et hertil svarende arrangement med et tredje-
land.
Lov nr. 1191 af 8. juni 2021 er derfor endnu ikke sat i kraft.
Det er derfor ikke muligt at foretage en revision af virknin-
gen af de enkelte bestemmelser i loven. Derfor foretages
i stedet i det følgende en revision af det fortsatte behov
for loven som et overordnet lovgivningsmæssigt grundlag
for, at Danmark vil kunne overføre asylansøgere, der søger
om asyl i Danmark, til et tredjeland med henblik på asyl-
sagsbehandling og eventuel efterfølgende beskyttelse i et
tredjeland under overholdelse af Danmarks internationale
forpligtelser.
Regeringen ønsker at engagere sig i alle løsninger, der er
mulige, og som overholder internationale konventioner og
Danmarks EU-retlige forpligtigelser, herunder om der f.eks.
kan indgås samarbejder med andre lande inspireret af EU-
Tyrkiet-erklæringen af 18. marts 2016, oprettes et modtage-
center uden for Europa eller andet, der tilsvarende bidrager
til at løse udfordringerne.
Det er regeringens mål, at et modtagecenter uden for Europa
etableres af EU eller i samarbejde med en række andre
lande, og at det etableres et sikkert sted, der lever op til
Danmarks internationale forpligtelser.
26
Det er således Udlændinge- og Integrationsministeriets vur-
dering, at der fortsat er behov for et overordnet lovgivnings-
mæssigt grundlag for, at Danmark har mulighed for efter
indgåelse af en overenskomst eller et hertil svarende arran-
gement med et tredjeland at overføre udlændinge, der søger
om asyl i Danmark, til det pågældende tredjeland med hen-
blik på realitetsbehandling af asylansøgningerne og eventuel
efterfølgende beskyttelse under overholdelse af Danmarks
internationale forpligtelser. Der lægges derfor op til, at loven
bevares med henblik på fortsat at udgøre det over-ordnede
lovgivningsmæssige grundlag.
Det foreslås, at § 3, stk. 2, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021,
om at fremsætte forslag om revision, ophæves. Forslaget
om ophævelse af denne bestemmelse skyldes, at der med
dette lovforslag foretages en revision, og at forpligtelsen i
§ 3, stk. 2, hermed opfyldes. Ophævelsen betyder, at der
fremadrettet ikke længere er et krav om at foretage en revi-
sion af loven, samt at loven i øvrigt videreføres i uændret
form og vil kunne sættes i kraft på et af udlændinge- og
integrationsministeren fastsat tidspunkt.
Til § 6
Det fremgår af § 16, stk. 8, i lov nr. 452 af 20. april 2022
om ændring af udlændingeloven, straffeloven, lov om aktiv
socialpolitik, repatrieringsloven og forskellige andre love
(Initiativer til beskyttelse af børn imod vold og negativ so-
cial kontrol, indførelse af regler om fleksibel udbetaling af
hjælp til repatriering og hjemrejsestøtte m.v.), at udlændin-
ge- og integrationsministeren fastsætter forslag om revision
af lovens § 1, nr. 21, 23, 24 og 38, hvis bestemmelserne ikke
inden udgangen af 2022 er trådt i kraft.
Bestemmelserne er endnu ikke sat i kraft.
Som følge af senere lovændringer, der har ændret i række-
følgen af bestemmelser i lov nr. 1191 af 8. juni 2021, er der
indsat en revisionsbestemmelse i § 16, stk. 8, i lov nr. 452
af 20. april 2022, der er enslydende med § 3, stk. 2, i lov nr.
1191 af 8. juni 2021.
Der kræves derfor en ophævelse heraf, tilsvarende lovforsla-
gets § 5.
Det foreslås på den baggrund at ophæve revisionsbestem-
melsen i § 16, stk. 8, i lov nr. 452 af 20. april 2022 med
den effekt, at der ikke længere vil være krav om revision af
lovens § 1, nr. 21, 23, 24 og 38.
Forslaget er således en konsekvens af, at de nævnte ændrin-
ger af udlændingeloven, der er vedtaget med lov nr. 452 af
20. april 2022, er underlagt en revisionsbestemmelse, der er
enslydende med revisionsbestemmelsen i § 3, stk. 2, i lov
nr. 1191 af 8. juni 2021. Der henvises til bemærkningerne til
lovforslagets § 5.
Til § 7
Det fremgår af § 13, stk. 4, i lov nr. 893 af 21. juni 2022
om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v., straffelo-
ven, retsplejeloven og forskellige andre love (Opfølgning på
flerårsaftalen om kriminalforsorgens økonomi 2022-2025,
herunder leje af fængselspladser i udlandet, revision af di-
sciplinærstraffesystemet, udstationering til eget hjem med
fodlænke eller udslusningsfængsel m.v.), at udlændinge- og
integrationsministeren fastsætter forslag om revision af lo-
vens § 10, nr. 8 og 12, hvis bestemmelserne ikke inden
udgangen af 2022 er trådt i kraft.
Bestemmelserne er endnu ikke sat i kraft.
Som følge af senere lovændringer, der har ændret i række-
følgen af bestemmelser i lov nr. 1191 af 8. juni 2021, er der
indsat en revisionsbestemmelse i § 13, stk. 4, i lov nr. 893
af 21. juni 2022, der er enslydende med § 3, stk. 2, i lov nr.
1191 af 8. juni 2021.
Der kræves derfor en ophævelse heraf, tilsvarende lovforsla-
gets § 5.
Det foreslås på den baggrund at ophæve revisionsbestem-
melsen i § 13, stk. 4, i lov nr. 893 af 21. juni 2022 med
den effekt, at der ikke længere vil være krav om revision af
lovens § 10, nr. 8 og 12.
Forslaget er således en konsekvens af, at de nævnte ændrin-
ger af udlændingeloven, der er vedtaget med lov nr. 893 af
21. juni 2022, er underlagt en revisionsbestemmelse, der er
enslydende med revisionsbestemmelsen i § 3, stk. 2, i lov
nr. 1191 af 8. juni 2021. Der henvises til bemærkningerne til
lovforslagets § 5.
Til § 8
Lov nr. 264 af 25. marts 2019 om videreførelse af visse ret-
tigheder i forbindelse med Det Forenede Kongeriges udtræ-
den af Den Europæiske Union uden en aftale blev vedtaget
med det formål at modvirke de alvorligste konsekvenser af
en udtræden uden en aftale for statsborgere i Det Forenede
Kongerige og deres familiemedlemmer, der havde opholds-
ret i Danmark ved udtrædelsen.
En udtræden uden en aftale mellem EU og Det Forenede
Kongerige ville indebære, at de pågældende personer ville
miste deres opholdsgrundlag i Danmark, når EU-reglerne
om fri bevægelighed ophørte med at finde anvendelse på
dem.
Med loven blev der indført en ordning, hvorefter visse ret-
tigheder, herunder opholdsret, som statsborgere i Det For-
enede Kongerige hidtil havde nydt efter EU-retten, ville
kunne videreføres midlertidigt. Loven indeholder i § 32, stk.
1, en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter udlændinge-
og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for lovens
ikrafttræden. Bemyndigelsesbestemmelsen er ikke udnyttet,
og loven er således ikke trådt i kraft.
Forhandlinger mellem Det Forende Kongerige og EU om
27
Det Forenede Kongeriges udtræden af EU resulterede i ind-
gåelsen af udtrædelsesaftalen.
Udtrædelsesaftalen sikrer bl.a., at britiske statsborgere og
disses familiemedlemmer, der i medfør af EU-reglerne om
fri bevægelighed havde taget lovligt ophold eller arbejde
i en medlemsstat inden den 31. december 2020, bevarer
denne ret i den medlemsstat, hvori de har taget ophold eller
arbejde. Britiske statsborgere, som ikke inden den 31. de-
cember 2020 har taget ophold eller arbejde i en medlemsstat
i medfør af EU-reglerne, er derimod som det klare udgangs-
punkt ikke omfattet af udtrædelsesaftalen. Udtrædelsesafta-
len sikrer således fortsatte rettigheder til de omfattede briti-
ske statsborgeres ret til fri bevægelighed.
På den baggrund ses der ikke at være et behov for at kunne
sætte lov nr. 264 af 25. marts 2019 om videreførelse af vis-
se rettigheder i forbindelse med Det Forenede Kongeriges
udtræden af Den Europæiske Union uden aftale i kraft, og
det foreslås, at loven ophæves.
Forslaget om at ophæve lov nr. 264 af 25. marts 2019 om
videreførelse af visse rettigheder i forbindelse med Det For-
enede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union uden
en aftale vil betyde, at loven ikke vil kunne sættes i kraft.
Til § 9
Det foreslås, at loven træder i kraft den 15. maj 2023.
Det foreslås i § 9, stk. 2, at lovforslagets § 4, nr. 2, vil
skulle gælde for forhold, der er konstateret efter Danmarks
ratifikation den 24. juli 2002 af Europarådets konvention af
6. november 1997 om statsborgerret.
Statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f, har
haft virkning for Danmark siden ratifikationen den 24. juli
2002, hvorfor konstateringer efter denne dato af forhold,
der lå til grund for erhvervelse af dansk statsborgerskab,
ikke efter statsborgerretskonventionen kan medføre, at en
myndig person ikke på noget tidspunkt har erhvervet dansk
statsborgerskab, eller at et barn herved bliver statsløst.
Forhold, der er konstateret inden den 24. juli 2002, og som
lå til grund for en persons erhvervelse af dansk statsborger-
skab, vil dog i alle tilfælde føre til, at personen anses for
ikke på noget tidspunkt har erhvervet dansk statsborgerskab.
Forslagets § 9, stk. 2, vil således indebære, at en person
ikke skal anses som værende dansk statsborger, uanset om
personen måtte være myndig eller derved bliver statsløs,
hvis de forhold, der har ført til, at en person skulle anses
for ikke på noget tidspunkt at have erhvervet dansk stats-
borgerskab, er konstateret inden Danmarks ratifikation af
statsborgerretskonventionen.
Forslagets § 9, stk. 2, vil endvidere indebære, at Udlændin-
ge- og Integrationsministeriet vil genoptage de sager, hvor
der forud for forslagets ikrafttræden i strid med statsborger-
retskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f, er truffet afgørel-
ser om, at personer ikke på noget tidspunkt har erhvervet
dansk statsborgerskab og dermed er blevet statsløse eller var
myndige, da det blev konstateret, at grundlaget for deres
erhvervelse af dansk statsborgerskab ikke forelå, således at
de omfattede personer kan anses som havende dansk stats-
borgerskab. I sagerne vil det desuden blive vurderet, om der
skal ske genrejsning i forhold til øvrige forhold, der er afledt
af, at personer er blevet anset for ikke på noget tidspunkt at
have erhvervet dansk statsborgerskab. Det er Udlændinge-
og Integrationsministeriets vurdering, at et ganske begræn-
set antal sager vil være omfattet heraf.
Det bemærkes, at forslaget tildeler rettigheder og således er
begunstigende til den persongruppe, der vil anses for at have
dansk statsborgerskab, hvorfor forslaget ikke medfører pro-
blemstillinger i forhold til lovgivning med tilbagevirkende
kraft.
Til § 10
Forslagets § 10 vedrører lovens territoriale gyldighed.
Det fremgår af udlændingelovens § 66, at loven ikke gælder
for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning
helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de
afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold
tilsiger.
Det foreslås, at loven ikke gælder for Færøerne og Grøn-
land, men at lovens § 1 og §§ 4-5 ved kongelig anordning
helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland
med de ændringer, som de færøske eller grønlandske forhold
tilsiger. Det foreslås også, at bestemmelserne kan sættes i
kraft på forskellige tidspunkter.
Efter hjemrejselovens §§ 31, stk. 1, gælder loven ikke for
Færøerne og Grønland. Det følger dog af bestemmelsens
stk. 2, at lovens §§ 1-23 og 25 ved kongelig anordning helt
eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med
de ændringer, som henholdsvis de færøske og de grønland-
ske forhold tilsiger. Efter bestemmelsens stk. 3 kan lovens
§ 28 ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft
for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold
tilsiger. Hjemrejseloven er ikke endnu blevet sat i kraft for
hverken Færøerne eller Grønland.
Færøerne har pr. 1. marts 2010 overtaget lovgivningskompe-
tencen på det strafferetlige område. For Grønland gælder
endvidere en særlig kriminallov. Lovens § 3 om ændring
af straffeloven skal derfor ikke gælde for Færøerne og Grøn-
land.
Det foreslås på den baggrund i § 10, at loven ikke skal
gælde for Færøerne og Grønland, men at § 1 og §§ 4-5 ved
kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for
Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske
eller grønlandske forhold tilsiger.
28
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1205 af 25.
august 2022, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 1191 af 8.
juni 2021 og senest ved § 10 i lov nr. 893 af 21. juni 2022,
foretages følgende ændringer:
§ 2 a. ---
Stk. 2. Ved et Schengenland forstås i denne lov et land,
der er tilsluttet Schengenkonventionen. Bulgarien, Cypern,
Kroatien og Rumænien anses dog ikke for Schengenlande i
forhold til § 2 b, stk. 1-3, §§ 3, 4 og 4 b, § 19, stk. 5, kapitel
4 a, § 28, stk. 1, nr. 6, § 38, stk. 1-3, § 39, stk. 3, 2. pkt., § 58
f og § 59, stk. 1, nr. 1. Cypern og Kroatien anses endvidere
ikke for Schengenlande i forhold til § 10, stk. 2, nr. 4, § 19,
stk. 4, § 58 g og § 58 h.
1. I § 2 a, stk. 2, 2. pkt., ændres »Bulgarien, Cypern, Kroa-
tien og Rumænien« til: »Bulgarien, Cypern og Rumænien«
og i 3. pkt., ændres »Cypern og Kroatien« til: »Cypern«.
Stk. 3-9 ---
§ 37. ---
Stk. 2-7. ---
Stk. 8. Frihedsberøvelse med henblik på udsendelse efter
§ 36 og hjemrejselovens § 16 må ikke finde sted i et tids-
rum, der overstiger 6 måneder. Retten kan dog forlænge
dette tidsrum i op til yderligere 12 måneder, hvis der forelig-
ger særlige omstændigheder, såfremt udsendelsesproceduren
uanset alle rimelige bestræbelser kan forventes at tage læn-
gere tid som følge af udlændingens manglende medvirken til
udsendelsen eller forsinkelser i forbindelse med fremskaffel-
se af nødvendig rejselegitimation og indrejsetilladelse. Fri-
hedsberøvelsen skal være af så kort varighed som muligt og
må kun opretholdes, så længe udsendelsen er under forbere-
delse og gennemføres med omhu.
2. I § 37, stk. 8, 1. pkt., ændres »6 måneder« til: »3 måneder
for udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, og 6 måne-
der for andre udlændinge«.
3. I § 37, stk. 8, 2. pkt., ændres »12 måneder« til: »6 måne-
der for udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, og 12
måneder for andre udlændinge«.
Stk. 9. Frihedsberøvelse efter § 36, stk. 1, 1. pkt., må ikke
opretholdes, hvis Udlændingestyrelsen ikke inden 1 måned
fra tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholds-
tilladelse efter § 7 har indgivet en anmodning til en anden
medlemsstat om overtagelse eller tilbagetagelse. Er der ik-
ke indgivet en sådan ansøgning, må frihedsberøvelsen ikke
opretholdes, hvis Udlændingestyrelsen ikke har indgivet en
anmodning til en anden medlemsstat om overtagelse eller
tilbagetagelse inden 1 måned fra det tidspunkt, hvor den
pågældendes tilstedeværelse i landet er kommet til udlæn-
dingemyndighedernes kendskab. Fra det tidspunkt, hvor en
anden medlemsstat har accepteret overtagelse eller tilbage-
tagelse, eller hvor en klage ikke længere har opsættende
virkning, må frihedsberøvelse ikke finde sted i et tidsrum,
der overstiger 6 uger. Frihedsberøvelsen skal være af så
kort varighed som muligt og må kun opretholdes, så længe
afvisningen eller overførslen er under forberedelse og gen-
nemføres med omhu.
4. I § 37, stk. 9, 3. pkt., indsættes efter »må frihedsberøvel-
se«: »efter hjemrejselovens § 16, stk. 5,«.
5. I § 37, stk. 9, 4. pkt., ændres »Frihedsberøvelsen« til:
»Frihedsberøvelse efter § 36, stk. 1, 1. pkt., og hjemrejselo-
vens § 16, stk. 5,«.
Stk. 10 ---
29
§ 48. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Afgørelser efter § 40, stk. 9 og 10, træffes af
vedkommende politidirektør. Afgørelser om, at dokumenter
eller genstande og aktiver, der kan anvendes til dækning af
de i § 42 a, stk. 4, 1. pkt., nævnte udgifter, tages i bevaring,
jf. § 40, stk. 10, kan endvidere træffes af Udlændingestyrel-
sen. De afgørelser, der er nævnt i 1. og 2. pkt., kan påklages
til udlændinge- og integrationsministeren.
6. I § 48, stk. 3, 2. pkt., ændres »stk. 10« til: »stk. 9«.
Stk. 4. ---
§ 2
I hjemrejseloven, jf. lov nr. 982 af 26. maj 2021, som ændret
bl.a. ved § 12 i lov nr. 452 af 20. april 2022 og senest
ved § 3 i lov nr. 919 af 21. juni 2022, foretages følgende
ændringer:
1. Efter § 7 indsættes:
»§ 7 a. Der kan ydes hjælp til hjemrejsen til en udlænding,
der er registreret som asylansøger efter udlændingelovens
§ 48 e, stk. 2, og er meddelt afslag på opholdstilladelse
efter udlændingelovens § 7 af Udlændingestyrelsen eller
Flygtningenævnet, og som uden ugrundet ophold medvirker
til sin udrejse, jf. § 3, stk. 1. Hjælp til hjemrejsen kan ikke
ydes til en udlænding omfattet af 1. pkt., hvis udlændingen
er omfattet af § 8, stk. 3 og 4.
Stk. 2. Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte
nærmere regler om hjælp til hjemrejsen, herunder om betin-
gelser for opnåelse af hjælpen, hjælpens form, den beløbs-
mæssige størrelse m.v.
§ 8. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Der kan ikke gives hjemrejsestøtte efter stk. 1 til
1-4) ---
5) udlændinge, der er visumfrie i kraft af deres statsborger-
skab, og
2. I § 8, stk. 3, nr. 5, indsættes efter: »der er«: »omfattet af
stk. 2, nr. 1, 5 eller 6, og er«.
6) ---
Stk. 4-5. ---
§ 16. ---
Stk. 2-4. ---
Stk. 5. Med henblik på at sikre muligheden for afvisning
eller overførsel efter reglerne i udlændingelovens kapitel 5
a kan politiet bestemme, at der skal ske frihedsberøvelse,
hvis der er en væsentlig risiko for, at den pågældende forsv-
inder, og de i §§ 11 og 12 nævnte foranstaltninger for at
sikre den pågældendes tilstedeværelse eller medvirken ikke
er tilstrækkelige.
3. I § 16, stk. 5, udgår: »eller medvirken«.
Stk. 6-11. ---
§ 22. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter §§ 3 og 4, § 5,
stk. 3, § 7, § 8, stk. 2, nr. 1 og 6, § 9, stk. 2, 2. pkt., og § 13,
stk. 1, 2 og 4, kan ikke påklages.
4. I § 22, stk. 3, indsættes efter »§ 7,«: »§ 7 a,«.
30
§ 3
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1360 af 28. septem-
ber 2022, som senest ændret ved lov nr. 897 af 21. juni
2022, foretages følgende ændringer:
§ 124. Den, der flygter som anholdt eller fængslet, straffes
med bøde eller fængsel indtil 2 år. Det gælder dog ikke den,
der er varetægtsfængslet efter udlændingelovens § 35 eller
er frihedsberøvet efter udlændingelovens § 36.
1. I § 124, stk. 1, 2. pkt., ændres »udlændingelovens § 35
eller er frihedsberøvet efter udlændingelovens § 36« til:
»hjemrejselovens § 14 eller er frihedsberøvet efter udlæn-
dingelovens § 36 eller hjemrejselovens § 16«
Stk. 2-6. ---
§ 4
I lov om dansk indfødsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 1656 af
23. december 2022, foretages følgende ændringer:
§ 1. Et barn erhverver dansk indfødsret ved fødslen, hvis
faderen, moderen eller medmoderen er dansk, jf. dog stk. 2.
1. I § 1, stk. 1, indsættes efter »stk. 2«: »og 4«, og i § 1, stk.
3, indsættes efter »dansk indfødsret«: », jf. dog stk. 4«.
Stk. 2. ---
Stk. 3. Hittebarn, som bliver fundet her i riget, anses, indtil
andet oplyses, som havende dansk indfødsret.
2. I § 1 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Konstateres det, at et forhold, som lå til grund for
et barns erhvervelse af dansk indfødsret efter stk. 1 eller 3,
§ 2 eller § 2 A, stk. 1 og 3, ikke længere foreligger, skal
barnet anses for ikke på noget tidspunkt at have erhvervet
dansk indfødsret, medmindre barnet derved bliver statsløst,
eller hvis konstateringen sker efter, at vedkommende er fyldt
18 år.«.
§ 5
I lov nr. 1191 af 8. juni 2021, om ændring af udlændingelo-
ven og hjemrejseloven (Indførelse af mulighed for overfør-
sel af asylansøgere til asylsagsbehandling og eventuel efter-
følgende beskyttelse i tredjelande), som ændret ved § 15 i
lov nr. 452 af 20. april 2022 og § 12 i lov nr. 893 af 21. juni
2022, foretages følgende ændringer:
§ 3. ---
Stk. 2. Udlændinge- og integrationsministeren fremsætter
forslag om revision af loven, hvis loven ikke inden udgan-
gen af 2022 er trådt i kraft.
1. § 3, stk. 2, ophæves.
§ 6
I lov nr. 452 af 20. april 2022 om ændring af udlændingelo-
ven, straffeloven, lov om aktiv socialpolitik, repatrierings-
loven og forskellige andre love (Initiativer til beskyttelse
af børn imod vold og negativ social kontrol, indførelse af
regler om fleksibel udbetaling af hjælp til repatriering og
hjemrejsestøtte m.v.) foretages følgende ændring:
§ 16. ---
Stk. 2-7. ---
31
Stk. 8. Udlændinge- og integrationsministeren fremsætter
forslag om revision af § 1, nr. 21, 23, 24 og 38, hvis bestem-
melserne ikke inden udgangen af 2022 er trådt i kraft.
1. § 16, stk. 8, ophæves.
§ 7
I lov nr. 893 af 21. juni 2022 om ændring af lov om fuldbyr-
delse af straf m.v., straffeloven, retsplejeloven og forskellige
andre love (Opfølgning på flerårsaftalen om kriminalforsor-
gens økonomi 2022-2025, herunder leje af fængselspladser
i udlandet, revision af disciplinærstraffesystemet, udstatione-
ring til eget hjem med fodlænke eller udslusningsfængsel
m.v.) foretages følgende ændring:
§ 13. ---
Stk. 2-3. ---
Stk. 4. Udlændinge- og integrationsministeren fremsætter
forslag om revision af § 10, nr. 8 og 12, hvis bestemmelser-
ne ikke inden udgangen af 2022 er trådt i kraft.
1. § 13, stk. 4, ophæves.
Stk. 5-8. ---
32