KUU alm. del - svar på MFU spm. 16 om at konkretisere reglerne for at indhente en børneattest

Tilhører sager:

Aktører:


Svar på KUU alm. del - spm. 16.docx

https://www.ft.dk/samling/20222/almdel/kuu/spm/16/svar/1940329/2677106.pdf

Kulturministeren
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K
Tlf : 33 92 33 70
E-mail : kum@kum.dk
Web : www.kum.dk
Dok. nr. 90335
Folketingets Kulturudvalg
Christiansborg
1240 København K
17.marts 2023
Folketingets Kulturudvalg har den 17. februar 2023, efter ønske fra Mette Thiesen (DF),
stillet mig følgende spørgsmål nr. 16 (alm. del), som jeg hermed besvarer.
Spørgsmål:
Vil ministeren konkretisere reglerne for at indhente en børneattest, og herunder om alle
myndigheder, virksomheder og foreninger er forpligtet til at indhente en børneattest på
den ansatte/beskæftigede, hvis der er børn under 15 år involveret?
Svar:
Børneattestloven er en rammelov, der bemyndiger vedkommende minister til at fastsætte
nærmere regler om indhentelse af børneattester på deres respektive ressortområder. Mi-
nisteren kan ifølge loven fastsætte regler om indhentelse af børneattester, inden myndig-
heder eller private personer ansætter eller beskæftiger personer, der vil have direkte
kontakt med børn under 15 år i forbindelse med deres arbejde, eller som vil færdes blandt
børn under 15 år og dermed have mulighed for direkte kontakt med dem. Disse regler
gælder kun for faste ansættelses- eller beskæftigelsesforhold.
På Kulturministeriets ressortområde er der fastsat regler for indhentelse af børneatte-
ster i bekendtgørelse om indhentelse af børneattest ved ansættelse og beskæftigelse af
personer i myndigheder, institutioner, foreninger m.v. inden for Kulturministeriets res-
sortområde.
Det følger af bekendtgørelsen, at myndigheder, institutioner, foreninger m.v. inden for
Kulturministeriets ressortområde skal indhente børneattest, inden de ansætter eller be-
skæftiger personer, der som led i udførelsen af deres opgaver skal have direkte kontakt
med børn under 15 år samt personer, der som led i udførelsen af deres opgaver færdes
fast blandt børn under 15 år og derved har mulighed for at opnå direkte kontakt med
disse børn, såfremt der er tale om en fast tilknytning.
Følgende foreninger m.fl. er omfattet af bekendtgørelsen og skal indhente en børneattest,
inden de ansætter eller beskæftiger personer, der f.eks. skal fungere som trænere, in-
struktører, holdledere, lærere, børnepassere, formidlere, pedeller og andet teknisk perso-
nale, herunder assistenter, vikarer, afløsere og studerende i praktik m.v.:
Offentligt
KUU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 16
Kulturudvalget 2022-23 (2. samling)
Side 2
1) Idrætsforeninger samt forbund og andre foreninger, hvor der foregår en fysisk aktivitet
for udøveren.
2) Foreninger og andre forbund, hvor der foregår tankesport eller esport.
3) Kommunale idrætsfaciliteter.
4) Musikskoler og kunst- og kulturskoler.
5) Ballet- og danseskoler.
6) Rideskoler og ridecentre.
7) Motions- og fitnesscentre.
8) Museer.
9) Zoologiske anlæg og dyreparker.
10) Kunsthaller.
11) Nødhjælpsorganisationer/velgørenhedsorganisationer.
12) Orkestre og kor.
13) Teatre, kompagnier, produktionsselskaber og amatørgrupper inden for alle scenekun-
stens genrer.
14) Cirkus og varietéforestillinger.
15) Forfatterskoler for børn og unge.
16) Filmskoler for børn og unge.
17) Skoler for kreative håndværk.
18) Radio- og TV-stationer.
19) Produktionsselskaber, der beskæftiger sig med TV- og filmproduktion.
20) Biblioteker med børneafdelinger, materialesamlinger eller aktiviteter for børn.
21) Videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner.
22) Folkeoplysende foreninger og distriktsforeninger, der får tilskud eller anvist lokaler
efter lov om støtte til folkeoplysende voksenundervisning, frivilligt folkeoplysende fore-
ningsarbejde og daghøjskoler samt om Folkeuniversitetet (folkeoplysningsloven), som
ikke er omfattet af nr. 1-21.
23) Landsorganisationer og deres lokalforeninger, der modtager offentlige midler i med-
før af bekendtgørelse om ydelse af tilskud til samfundsengagerede ungdomsorganisatio-
ner samt retningslinjer for initiativstøtte, som ikke er omfattet af nr. 1-22.
Med venlig hilsen
Jakob Engel-Schmidt