Fremsat den 17. marts 2023 af Helene Liliendahl Brydensholt (ALT), Sascha Faxe (ALT) og Christina Olumeko (ALT)

Tilhører sager:

Aktører:


    AX28436

    https://www.ft.dk/ripdf/samling/20222/beslutningsforslag/b103/20222_b103_som_fremsat.pdf

    Fremsat den 17. marts 2023 af Helene Liliendahl Brydensholt (ALT), Sascha Faxe (ALT) og Christina Olumeko (ALT)
    Forslag til folketingsbeslutning
    om at udarbejde en mere fleksibel model for tilskud til pasning af eget barn
    med mulighed for supplerende indkomst
    Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2023
    at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal udarbejde en mere
    fleksibel model for pasning af eget barn, der indeholder
    mulighed for at kombinere tilskud til pasning af eget barn
    med supplerende indkomst.
    Beslutningsforslag nr. B 103 Folketinget 2022-23 (2. samling)
    AX028436
    Bemærkninger til forslaget
    Formålet med forslaget er at forbedre den eksisterende
    ordning for tilskud til pasning af eget barn, så der gives
    mulighed for at benytte tilskudsordningen, samtidig med at
    man har en begrænset supplerende indkomst.
    Med forslaget pålægges regeringen at nedsætte en arbejds-
    gruppe, der inden kalenderårets udgang skal præsentere en
    mere fleksibel model for tilskud til pasning af eget barn,
    som gør det muligt at have en vis indkomst ved siden
    af. Arbejdsgruppen skal være bredt funderet og inddrage
    arbejdsmarkedets parter og relevante organisationer, herun-
    der organisationer, der repræsenterer familiers, forældres og
    børns interesser, trivsel og sundhed.
    Gældende regler og praksis på området
    I dag fungerer reglerne for tilskud til pasning af eget barn
    således, at det er kommunalbestyrelsen, der afgør, om kom-
    munen kan give tilskud til pasning af egne børn (»Se kortet:
    I disse kommuner kan forældre få tilskud til at passe deres
    børn i hjemmet«, Altinget.dk, den 9. november 2021).
    Den enkelte kommune fastsætter også tilskuddets størrel-
    se, og hvilken aldersgruppe der kan modtage tilskud. Kom-
    munen kan give forældre et tilskud til at passe deres egne
    børn, fra de er 24 uger gamle, og til de skal starte i skolen, i
    stedet for en plads i et dagtilbud.
    Hvis kommunalbestyrelsen beslutter at tilbyde forældre et
    tilskud til pasning af egne børn, kan kommunalbestyrelsen
    beslutte, at tilbuddet kun skal gælde for børn i en bestemt
    aldersgruppe (»Pasning af egne børn«, uvm.dk).
    Et tilskud til pasning af egne børn er et alternativ til at
    få sit barn optaget i et dagtilbud. Forældre kan derfor ikke,
    samtidig med at de modtager tilskud til pasning af egne
    børn, have de samme børn optaget i et dagtilbud efter dag-
    tilbudslovens §§ 19 og 21 eller modtage tilskud til privat
    pasning efter dagtilbudslovens § 80 (lovbekendtgørelse nr.
    985 af 27. juni 2022).
    Den forælder, der ansøger om tilskud til pasning af eget
    barn, kan ikke modtage tilskud til pasning af egne børn,
    samtidig med at han eller hun modtager offentlig forsørgelse
    eller har en arbejdsindtægt. Det samlede tilskud pr. husstand
    kan ikke overstige beløbet for det maksimale niveau af ar-
    bejdsløshedsdagpenge (»Pasning af egne børn«, uvm.dk).
    Efter serviceloven (lovbekendtgørelse nr. 170 af 24. janu-
    ar 2022) har kommunalbestyrelsen en generel forpligtelse
    til at føre tilsyn med de forhold, hvorunder børn i kommu-
    nen lever. Det er samtidig en betingelse, at ansøgeren har
    opholdt sig i landet i 7 ud af de seneste 8 år.
    Tilskud til pasning af egne børn kan gives for en periode
    på minimum 8 uger og maksimalt 1 år. Kommunalbestyrel-
    sen kan fastsætte en længere minimumsperiode og en kor-
    tere maksimumsperiode. Der kan maksimalt udbetales tre
    tilskud til samme husstand.
    Kommunalbestyrelsen kan alene give ét tilskud pr. barn
    og kun i et tidsrum, der holder sig inden for de fastsatte
    minimums- og maksimumsgrænser. Tilskuddet tildeles det
    enkelte barn for en periode, der holder sig inden for de fast-
    satte tidsgrænser. Den samlede tilskudsperiode kan deles i
    to og må samlet set ikke overstige den fastsatte maksimums-
    periode. Hvis tilskudsperioden opdeles i to, kan perioden
    deles mellem barnets forældre, hvis begge forældre har ret
    til ydelser og opfylder betingelserne for at modtage tilskud
    til pasning af eget barn (»Pasning af egne børn«, uvm.dk).
    Udfordringer med den nuværende ordning
    Udfordringen med den nuværende ordning er ifølge for-
    slagsstillerne, at den hovedsagelig benyttes af kvinder og
    dermed i sin nuværende form medfører en række ligestil-
    lingsmæssige udfordringer.
    Som ordningen er i dag, må tilskudsmodtageren – som
    ofte er en kvinde – afskære sig fra enhver tilknytning til ar-
    bejdsmarkedet, så længe denne varetager pasningen af egne
    børn med tilskud. Under den nuværende ordning må tilskud-
    smodtageren nemlig ikke have nogen supplerende indtægt.
    Ordningen adskiller sig fra et ellers udbredt arbejdsmar-
    kedsprincip, som gælder i store dele af social- og beskæfti-
    gelseslovgivningen, hvor mange rettigheder i dag er betin-
    get af borgerens tilknytning til arbejdsmarkedet. Det gælder
    bl.a. barselsdagpenge, arbejdsløshedsdagpenge og sygedag-
    penge. I sin nuværende form, hvor tilskudsmodtageren ikke
    må have en tilknytning til arbejdsmarkedet, hvis der udbeta-
    les løn, kan ordningen således påvirke tilskudsmodtagerens
    mulighed for at etablere eller opretholde den nødvendige
    tilknytning til arbejdsmarkedet og dermed adgangen til visse
    rettigheder med langsigtede økonomiske konsekvenser til
    følge.
    Ud over disse rettigheder, som genereres via tilknytningen
    til arbejdsmarkedet, vil en modtager af tilskud til pasning
    af egne børn heller ikke automatisk få indbetalt til pension
    eller ATP. Ordningen er derfor med til at opretholde og
    forstærke en økonomisk ulighed også på dette punkt.
    Samtidig betyder den manglende mulighed for tilknytning
    til arbejdsmarkedet, at det bliver væsentlig sværere for den
    forælder, der har fået tilskud til at varetage pasning af egne
    børn – potentielt over en periode på flere år, hvis tilskuddet
    er givet for ét barn ad gangen – at vende tilbage til arbejds-
    markedet efterfølgende. Dermed øges risikoen for at ende i
    ledighed.
    Endelig rammer den ligestillingsmæssige udfordring også
    enlige samt lavindkomstgrupper, der har svært ved at benyt-
    te sig af ordningen, da ydelsen er forholdsvis lav og der i
    ordningens nuværende form ikke er mulighed for at have en
    arbejdsindtægt som supplement.
    Gevinster ved en mere fleksibel tilskudsordning
    En mere fleksibel ordning med mulighed for at oppebære
    en supplerende indkomst ved siden af vil ifølge forslagsstil-
    lerne, jf. ovenstående, bidrage til at minimere den ulighed,
    2
    som findes mellem mænd og kvinder i Danmark, da tilskud-
    smodtagerne ofte er kvinder.
    Det vil desuden medføre, at forældre, der vælger at vareta-
    ge pasning af egne børn, – i kortere eller længere perioder
    – vil have mulighed for at opretholde eller etablere en til-
    knytning til arbejdsmarkedet i et omfang, der kan tilpasses
    den enkelte familie. På den måde kan forældre opretholde
    eller gøre brug af de rettigheder, som er forbundet hermed
    (barselsdagpenge, arbejdsløshedsdagpenge og sygedagpen-
    ge), ligesom tilknytningen til arbejdsmarkedet kan betyde, at
    man undgår ledighed eller forkorter et eventuelt ledigheds-
    forløb, når tilskudsperioden eller -perioderne ophører.
    Derudover vil tilskudsmodtageren løbende kunne indbeta-
    le til pension og ATP, hvilket vil minimere pensionsgabet
    mellem mænd og kvinder og dermed bringe Danmark videre
    i forhold til ligestillingsdagsordenen.
    Børn, der i dag passes af egne forældre (typisk mødre),
    vil med ændringen af ordningen desuden få erfaring med, at
    begge forældre har et arbejde.
    En allerede kendt model fra andre ydelser er su-model-
    len. F.eks. kan studerende tjene mellem 13.000-18.000 kr.
    om måneden ved siden af su’en, uden at det har indflydelse
    på den udbetalte su. Man kunne foreslå en lignende model
    her. Det vil være arbejdsgruppens opgave at finde en opti-
    mal model.
    Et mere fleksibelt familie- og arbejdsliv
    Flere og flere forældre vælger at passe deres egne børn
    selv i stedet for at sende dem i daginstitution. I 2021 var
    der 1.998 personer, der modtog tilskud til privat pasning
    og pasning af egne børn, mens tallet var 977 i 2018 og
    847 i 2015 (»DAGTIL4: Modtagere af tilskud vedr. privat
    pasning og pasning af egne børn efter område, tilskudsart og
    berørte, antal«, Danmarks Statistik). Ordningens nuværende
    form giver dog ikke den fleksibilitet, som store dele af ar-
    bejdsmarkedet og børnefamilier i dag efterspørger.
    Arbejdsmarkedet i dag er væsentlig mere fleksibelt, end
    det var for 20 år siden, da ordningen blev indført. Digitali-
    seringen har bl.a. medført en ændring i forhold til den tradi-
    tionelle fysiske arbejdsplads, hvor en masse opgaver i dag
    kan løses hjemmefra eller i lokale kontorfællesskaber. Det
    giver mange spændende muligheder for at skabe et arbejds-
    og familieliv, hvor forældre både kan varetage pasning af
    egne børn og bevare en tilknytning til arbejdsmarkedet i en
    familievenlig konstellation.
    Gevinster på samfundsplan
    Muligheden for at kunne have en supplerende indkomst
    ved siden af tilskuddet kan medføre flere samfundsøkono-
    miske gevinster som beskrevet ovenfor. I forlængelse af
    dette vil ændringen sandsynligvis også føre til et øget ar-
    bejdsudbud. Det vil f.eks. give tilskudsmodtagere mulighed
    for at tage vikarvagter inden for omsorgsarbejde på f.eks. et
    plejecenter eller et sygehus eller inden for det pædagogiske
    område, som i den grad mangler og kalder på arbejdskraft.
    De samfundsøkonomiske gevinster omfatter også den en-
    kelte families trivsel. Familier, som ønsker at anvende til-
    skud til pasning af egne børn og samtidig have en arbejds-
    indtægt ved siden af, kan finde et bæredygtigt tempo for
    en småbørnsfamilie. Denne fleksibilitet og øgede valgfrihed
    bidrager til at øge trivslen i familierne.
    Det er desuden forslagsstillernes overbevisning, at en roli-
    gere hverdag med mere luft og overskud kan give plads til
    at skabe grønnere vaner i familien, som kan være svære at
    prioritere i en travl hverdag. Dermed kan ordningen sågar
    være med til at understøtte den grønne omstilling ved at
    påvirke forbrugs- og adfærdsmønstre i Danmark (»Work,
    life and sustainable living: How work, household and com-
    munity life interact to affect environmental behaviors and
    outcomes«. Janine Chapman, University of South Australia,
    december 2013«.
    Endelig er det forslagsstillernes vurdering, at hvis flere
    får mulighed for at vælge tilskudsordningen til som følge
    af muligheden for en supplerende arbejdsindtægt ved siden
    af, kan det medvirke til at lette det store pres, der i disse
    år er på daginstitutionerne bl.a. som følge af loven om mini-
    mumsnormeringer, de generelle krav og ønsker til forbedrin-
    ger af forholdene på området og manglen på pædagoger.
    3
    Skriftlig fremsættelse
    Helene Liliendahl Brydensholt (ALT):
    Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved
    at fremsætte: Forslag til folketingsbeslutning om at udarbejde en mere
    fleksibel model for tilskud til pasning af eget barn med
    mulighed for supplerende indkomst.
    (Beslutningsforslag nr. B 103)
    Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
    forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
    4