Fremsat den 22. februar 2023 af justitsministeren (Peter Hummelgaard)

Fremsat den 22. februar 2023 af justitsministeren (Peter Hummelgaard)
Forslag
til
Lov om ændring af kriminallov for Grønland, retsplejelov for Grønland og
forskellige andre love
(Samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse, digital kommunikation i kriminalretsplejen, tilståelsessager, udeblivelsesdomme,
pligtig afgangsalder for dommere og kredsdommere m.v. og ændringer som følge af modernisering af arve- og
skiftelovgivningen i Grønland)
Justitsministeriet
§ 1
I kriminallov for Grønland, jf. lovbekendtgørelse nr. 1045
af 7. september 2017, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 168
af 27. februar 2019 og senest ved § 2 i lov nr. 572 af 10. maj
2022, foretages følgende ændringer:
1. § 77, stk. 1 og 2, affattes således:
»For voldtægt dømmes den, der har samleje eller andet
seksuelt forhold med en person, som ikke har samtykket
heri.
Stk. 2. For voldtægt dømmes den, der har samleje eller
andet seksuelt forhold til et barn under 12 år.«
2. I § 79 ændres »§ 77, stk. 1, nr. 3.« til: »§ 77, stk. 2.«
§ 2
I retsplejelov for Grønland, jf. lovbekendtgørelse nr. 1581
af 13. december 2016, som ændret senest ved § 1 i lov nr.
572 af 10. maj 2022, foretages følgende ændringer:
1. I § 44, stk. 1, ændres »stk. 2 og 3« til: »stk. 2-4«.
2. I § 44 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Domsmænd medvirker ikke i kriminalsager, som
fremmes efter § 449 a.«
3. I § 50, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, 2. pkt., ændres »som
tilståelsessag« til: »efter § 449 a,«.
4. I § 55 og § 57, stk. 1, indsættes efter »lovgivningen«: »,
herunder arveloven, lov om skifte af dødsboer og lov om
ægtefælleskifte m.v.«.
5. I § 94, stk. 5, ændres »§ 147 e og § 147 f, stk. 2,« til: »§
147 e, § 147 f, stk. 2, og § 147 g«.
6. I § 128, stk. 1, ændres »denne lov« til: »lov«.
7. Efter § 128 indsættes i kapitel 10:
»Digital kommunikation
§ 128 a. Krav om skriftlighed i kriminalretsplejen er ikke
til hinder for anvendelse af digital kommunikation eller an-
vendelse af digitale dokumenter m.v. under retsmøder.
Stk. 2. Regler, der stiller krav om underskrift, er ikke
til hinder for, at meddelelser sendes med digital post, hvis
meddelelsen er forsynet med digital signatur.
Stk. 3. En meddelelse, der sendes med digital kommuni-
kation, anses for at være kommet frem, når den er tilgænge-
lig for modtageren.«
8. § 270 ophæves.
9. I § 283, stk. 1, ændres »§ 448 c« til: »§ 448 f og § 448 h«.
10. I § 283, stk. 2, ændres »§ 448 f« til: »§ 448 g«.
11. I § 321, stk. 1, nr. 3, ændres »tabt.« til: »tabt,«.
12. I § 321, stk. 1, indsættes som nr. 4:
»4) sagen fremmes i medfør af § 453, stk. 3, nr. 4, og der
bliver spørgsmål om anstaltsanbringelse.«
13. Overskriften før § 440 ophæves.
Lovforslag nr. L 49 Folketinget 2022-23 (2. samling)
Justitsmin., j.nr. 2022-490-0374
AA013504
14. § 440 ophæves.
15. Efter § 449 indsættes før overskriften før § 450:
»Tilståelsessager
§ 449 a. Afgiver sigtede i et retsmøde efter § 357 eller
§ 447 eller under hovedforhandlingen efter § 472 en uforbe-
holden tilståelse i en kriminalsag, hvor domsmænd ellers
skulle have medvirket, kan sagen straks fremmes til dom,
uden at der udarbejdes anklageskrift, hvis
1) tilståelsens rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt forelig-
gende oplysninger,
2) sigtede og anklageren giver samtykke,
3) retten ikke finder det betænkeligt at afgøre sagen uden
hovedforhandling, og
4) der ikke bliver spørgsmål om anvendelse af kriminallo-
vens kapitel 33 og kapitel 34.
Stk. 2. Inden retten afsiger dom, skal sigtede gøres be-
kendt med det forhold, tiltalen angår, og have lejlighed til at
udtale sig. Er der behov for at skaffe yderligere oplysninger
i sagen, sker dette efter reglerne i kapitel 34, og sigtede skal
have lejlighed til at udtale sig om disse oplysninger.
Stk. 3. Er sigtede anholdt eller tilbageholdt under retsmø-
det, skal den forsvarer, der er beskikket efter § 321, stk. 1,
nr. 1, have lejlighed til at gøre sig bekendt med sagen, drøfte
den med sigtede og udtale sig over for retten, inden sigtede
giver samtykke efter stk. 1, nr. 2. Forsvareren skal være til
stede i retten, når sigtede giver sit samtykke.
Stk. 4. Er sigtede ikke anholdt eller tilbageholdt under
retsmødet, skal sigtede tilbydes at få beskikket en forsvarer,
inden sigtede giver samtykke efter stk. 1, nr. 2. Hvis der
efter sigtedes ønske beskikkes en forsvarer, finder stk. 3
tilsvarende anvendelse.
Stk. 5. Afsigelse og forkyndelse af dom sker efter de reg-
ler, som gælder for andre domme, der afsiges af kredsretten i
kriminalsager.
Stk. 6. En sag, der er omfattet af § 301, stk. 1, nr. 2, kan
ikke behandles som tilståelsessag.
Stk. 7. Oplysning om det forhold, som den pågældende
tiltales for, og om, at sigtede og anklagemyndigheden har
samtykket i, at sagen fremmes som tilståelsessag, skal tilfø-
res retsbogen. Hvis sigtede ikke ønsker at få beskikket en
forsvarer, jf. stk. 4, skal dette også tilføres retsbogen.
Stk. 8. Retten kan bestemme, at sigtede skal deltage i et
retsmøde efter stk. 1 ved anvendelse af fjernkommunikation
med billede, hvis sigtedes tilstedeværelse i retten ikke er
nødvendig. En eventuel forsvarer skal deltage i retsmødet
på samme sted som sigtede, medmindre retten finder det
ubetænkeligt, at forsvareren i stedet møder frem i retten. Om
sigtedes og forsvarerens deltagelse i retsmødet gælder i øv-
rigt §§ 128 og 163. § 466, stk. 2, finder tilsvarende anven-
delse.
§ 449 b. I sager om lovovertrædelser, der ikke skønnes at
ville medføre andre følger end bøde eller konfiskation, kan
anklagemyndigheden i et bødeforelæg tilkendegive sigtede,
at sagen kan afgøres uden retssag, hvis sigtede erklærer sig
skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en
nærmere angiven frist at betale en i bødeforelægget angivet
bøde og eventuelt tillige acceptere konfiskation. Fristen kan
efter anmodning forlænges af anklagemyndigheden.
Stk. 2. Reglerne i § 437, stk. 2, nr. 1 og 2, og stk. 3, om
krav til indholdet af anklageskrift finder tilsvarende anven-
delse på bødeforelæg.
Stk. 3. En sigtet under 18 år kan i umiddelbar forbindelse
med lovovertrædelsen vedtage en bøde uden samtykke fra
indehaveren af forældremyndigheden.
Stk. 4. Hvis sigtede vedtager bøden, bortfalder videre for-
følgning, jf. dog § 315, stk. 1, og § 449 c, stk. 2. Vedtagel-
sen har samme gentagelsesvirkning som en dom.
§ 449 c. Har sigtede i umiddelbar forbindelse med lov-
overtrædelsen vedtaget en bøde og eventuelt konfiskation,
jf. § 449 b, er vedtagelsen ikke til hinder for, at anklagemyn-
digheden efter anmodning nedsætter bøden som følge af
sigtedes særlig lave indtægt.
Stk. 2. I de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, kan sigtede
inden 14 dage fra vedtagelsen tilbagekalde sin vedtagelse
ved meddelelse til politiet. Er sigtede under 18 år, kan også
indehaveren af forældremyndigheden tilbagekalde vedtagel-
sen.
Stk. 3. Politiet vejleder sigtede om reglerne i stk. 1 og
2. Er sigtede under 18 år, vejleder politiet også indehaveren
af forældremyndigheden om reglerne i stk. 1 og 2.
Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om
vejledning efter stk. 3.«
16. I § 452, stk. 2, 1. pkt., ændres »kan« til: »skal«.
17. § 453, stk. 3 og 4, affattes således:
»Stk. 3. En hovedforhandling skal, hvis anklagemyndig-
heden fremsætter begæring herom, fremmes til dom i tiltal-
tes fravær, hvis retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse
nødvendig,
1) når tiltalte er undveget, efter at anklageskriftet er for-
kyndt for den pågældende,
2) når tiltalte efter at være mødt ved sagens begyndelse
har forladt retten uden rettens tilladelse,
3) når der under sagen alene er spørgsmål om anbringelse
i anstalt i 1 år eller derunder, konfiskation, udvisning,
rettighedsfrakendelse eller erstatning, og tiltalte har gi-
vet samtykke til gennemførelse af hovedforhandlingen,
4) når tiltalte ikke idømmes andre følger end anbringelse
i anstalt i 6 måneder eller derunder, bøde, konfiskation,
udvisning, førerretsfrakendelse eller erstatning, eller
5) når retten skønner, at behandlingen af sagen utvivlsomt
vil føre til tiltaltes frifindelse.
Stk. 4. Medmindre tiltalte har samtykket heri, kan hoved-
forhandlingen kun gennemføres i medfør af stk. 3, nr. 4,
hvis tiltalte har været lovligt indkaldt, og det af indkaldelsen
fremgår, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan med-
føre, at tiltalte dømmes for de forhold, som tiltalen angår.«
18. I § 467, stk. 2, indsættes som nr. 6:
»6) Tilførsler til politiets rapporter om forklaringer, som til-
talte har afgivet til politiet om sigtelsen, når forsvareren
2
begærer det, i sager, der fremmes i tiltaltes fravær i
medfør af § 453, stk. 3, nr. 4.«
19. I § 472 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Hvis tiltalte afgiver en fuldstændig tilståelse, af-
gør retten, om og i hvilken udstrækning yderligere bevisfø-
relse skal finde sted.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
20. § 474, stk. 3, 3. pkt. ophæves og i stedet indsættes:
»Hvis sagen i medfør af § 453, stk. 3, nr. 1-5, er fremmet
i tiltaltes fravær, skal udskriften forkyndes. Er sagen frem-
met i tiltaltes fravær i medfør af § 453, stk. 3, nr. 4, skal
forkyndelse af udskriften ske for tiltalte personlig, medmin-
dre tilsigelsen har været forkyndt for denne personlig.«
21. Efter § 592 indsættes i kapitel 44:
»§ 592 a. Hvis sagen i medfør af § 453, stk. 3, nr. 4,
er fremmet i tiltaltes fravær, kan domfældte begære sagen
genoptaget til ny forhandling, hvis domfældte godtgør at
have haft lovligt forfald og ved vedkommende utilregnelige
omstændigheder har været forhindret fra i tide at anmelde
dette, eller at stævningen ikke rettidigt er kommet til dom-
fældtes kundskab. Begæringen må fremsættes over for den
ret, som har afsagt dom i sagen, inden 14 dage fra dommens
forkyndelse efter § 474, stk. 3, 3. og 4. pkt. Retten kan
undtagelsesvis genoptage sagen, hvis begæring indgives se-
nere, men inden 1 år efter dommens forkyndelse. Reglerne
i §§ 585-590 finder tilsvarende anvendelse. Nægtes genopta-
gelse, kan spørgsmålet indbringes for Den Særlige Klageret
efter reglerne om kære til Højesteret.
Stk. 2. Udebliver domfældte under den nye hovedforhand-
ling, hæver retten sagen ved beslutning, der skal begrundes,
og den afsagte dom bliver stående ved magt.
§ 592 b. Hvis en kriminalsag genoptages i medfør af §
592 a, kan tilførsler til retsbogen om forklaringer afgivet
af vidner og skønsmænd under den forudgående behandling
foruden i de i § 467 nævnte tilfælde anvendes som bevis-
middel, hvis ingen af parterne inden hovedforhandlingen har
anmodet om fornyet afhøring.«
Finansministeriet
§ 3
I lov om statens tjenestemænd i Grønland, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1291 af 14. november 2015, foretages
følgende ændringer:
1. Overskriften til kapitel 7 affattes således:
»Kapitel 7
Særbestemmelse om dommere og andre
tjenestemandsansatte jurister samt kredsdommere ved
Grønlands retsvæsen«.
2. I § 34, stk. 2, ændres »65 år« til: »70 år«.
3. I § 34, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»Dette gælder også for kredsdommere ved Grønlands
retsvæsen.«
Social-, Bolig- og Ældreministeriet
§ 4
I lov for Grønland om børns retsstilling, jf.
lovbekendtgørelse nr. 805 af 30. juni 2015, foretages
følgende ændringer:
1. § 21, stk. 1, 2. pkt., og § 22, stk. 1, 4. pkt., ophæves.
2. I § 21, stk. 2, ændres »en efterlevende« til: »den længstle-
vende«.
3. I § 22, stk. 3, ændres »Skifteretten« til: »Retten«.
4. § 23 ophæves.
§ 5
I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, som sat i
kraft for Grønland ved kongelig anordning nr. 307 af 14.
maj 1993, som ændret ved kongelig anordning nr. 321 af
26. april 1996, kongelig anordning nr. 197 af 7. marts 2016
og kongelig anordning nr. 679 af 6. juni 2016, foretages
følgende ændringer:
1. I § 25, stk. 1, ændres »efterlevende« til: »længstlevende«.
2. § 25, stk. 4, ophæves.
3. I § 26 ændres »en efterlevende« til: »den længstlevende«.
§ 6
I lov nr. 150 af 31. marts 1993 om ikrafttræden for
Grønland af lov om ægteskabets retsvirkninger, som ændret
ved § 2 i lov nr. 103 af 3. februar 2016, foretages følgende
ændringer:
1. § 23 affattes således:
»§ 23. Har en ægtefælle ved vanrøgt af sine økonomiske
anliggender, ved misbrug af sin rådighed over fælleseje eller
på anden uforsvarlig måde i væsentlig grad formindsket den
del af fællesboet, hvorover den pågældende råder, kan den
anden ægtefælle forlange vederlag herfor af det beholdne
fællesbo eller, hvis dette ikke er tilstrækkeligt, af den først-
nævnte ægtefælles særeje for halvdelen af det manglende
beløb. Den anden ægtefælles arvinger har ret til sådant ve-
derlag af det beholdne fælleseje eller, hvis dette ikke er
tilstrækkeligt, af den førstnævnte ægtefælles fuldstændige
særeje for halvdelen af det manglende beløb.
Stk. 2. En ægtefælle har ligeledes ret til sådant vederlag,
såfremt den anden ægtefælle har anvendt midler af fællesbo-
et til erhvervelse eller forbedring af sit særeje eller af sådan-
ne rettigheder som nævnt i § 15, stk. 2. En ægtefælles arvin-
ger har ret til sådant vederlag, hvis den anden ægtefælle har
3
anvendt midler af sit fælleseje eller af sit skilsmissesæreje til
erhvervelse eller forbedring af sit fuldstændige særeje.
Stk. 3. Har en ægtefælle anvendt midler af sit særeje til
bedste for sin bodel, har ægtefællen ret til vederlag herfor af
bodelen. En ægtefælles arvinger har ret til sådant vederlag,
hvis ægtefællen har anvendt midler af sit fuldstændige sær-
eje til forbedring af sin bodel eller af sit skilsmissesæreje.«
2. § 40, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Afgørelser truffet af retten kan kæres efter regler-
ne om kære af civile sager i retsplejelovens kapitel 43.«
3. § 41 ophæves.
4. § 42 affattes således:
»§ 42. Hvad der udlægges en ægtefælle på skifte efter
en bosondring eller tilfalder denne efter formuefællesskabets
ophør, jf. § 51 i lov om ægtefælleskifte m.v., som sat i
kraft for Grønland ved kongelig anordning, bliver dennes
fuldstændige særeje.«
5. Kapitel 6 ophæves.
§ 7
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2023, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter tidspunktet for ikraft-
trædelse af lovens § 2, nr. 4, 6 og 8, og §§ 4-6.
Stk. 3. Lovens § 2, nr. 16-18, og 20, finder ikke anven-
delse i kriminalsager, hvor der er foretaget forkyndelse af
indkaldelse for tiltalte før lovens ikrafttræden. Sådanne kri-
minalsager behandles efter de hidtil gældende regler.
Stk. 4. Lovens § 2, nr. 21, finder ikke anvendelse i krimi-
nalsager, hvor der afsiges udeblivelsesdom efter retsplejelo-
vens § 453, stk. 3, før lovens ikrafttræden. Sådanne krimi-
nalsager behandles efter de hidtil gældende regler.
4
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse i Grønland
2.1.2. Straffelovrådets overvejelser om indførsel af en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse i den danske straffelov
2.1.2.1. Den dagældende voldtægtsbestemmelse i den danske straffelovs § 216, stk. 1
2.1.2.2. Terminologien frivillighed og samtykke
2.1.2.3. Gerningsmomenter
2.1.2.4. Tilregnelse og bevisbyrde
2.1.2.5. Forholdet til andre seksualforbrydelser
2.1.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2. Anvendelse af digital kommunikation i kriminalretsplejen
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.3. Tilståelsessager
2.3.1. Gældende ret
2.3.1.1. Tilståelsessager i retten
2.3.1.2. Udenretlig bødevedtagelse
2.3.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.3.2.1. Tilståelsessager i retten
2.3.2.2. Udenretlig bødevedtagelse
2.4. Udeblivelsesdomme i kriminalsager
2.4.1. Gældende ret
2.4.1.1. Behandling af sager om udeblivelse
2.4.1.2. Beskikkelse af forsvarer i sager om udeblivelse
2.4.1.3. Bevismidler under sager om udeblivelse
2.4.1.4. Domsafsigelse i sager om udeblivelse
2.4.1.5. Genoptagelse af sager om udeblivelse
2.4.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.4.2.1. Behandling af sager om udeblivelse
2.4.2.2. Beskikkelse af forsvarer i sager om udeblivelse
2.4.2.3. Bevismidler under sager om udeblivelse
2.4.2.4. Domsafsigelse i sager om udeblivelse
2.4.2.5. Genoptagelse af sager om udeblivelse
2.5. Pligtig afgangsalder for dommere og kredsdommere m.v.
5
2.5.1. Gældende ret
2.5.1.1. Dommere og andre tjenestemandsansatte jurister ved Grønlands retsvæsen
2.5.1.2. Kredsdommere
2.5.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.5.2.1. Dommere og andre tjenestemandsansatte jurister ved Grønlands retsvæsen
2.5.2.2. Kredsdommere
2.6. Overførsel af kompetence i visse skiftesager fra kredsretterne til Retten i Grønland
2.6.1. Gældende ret
2.6.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3. Konsekvenser for opfyldelse af FN’s verdensmål
4. Ligestillingsmæssige konsekvenser
5. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
7. Administrative konsekvenser for borgerne
8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
9. Klimamæssige konsekvenser
10. Forholdet til EU-retten
11. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
12. Sammenfattende skema
1. Indledning
Regeringen ønsker et tæt og løsningsorienteret samarbejde
med Grønland. Derfor arbejder regeringen for, at standarden
på danske ansvarsområder i Grønland følger standarden i
Danmark – med respekt for de forhold og forskelle, der er
mellem landene.
Som led i dette arbejde har Justitsministeriet udarbejdet et
forslag til en række ændringer af bl.a. kriminallov for Grøn-
land og retsplejelov for Grønland. Lovforslaget udspringer
primært af ønsker fra Naalakkersuisut, hvilket Inatsisartut
har tilsluttet sig enstemmigt.
Lovforslaget har for det første til formål at indføre en sam-
tykkebaseret voldtægtsbestemmelse. Den gældende vold-
tægtsbestemmelse i kriminalloven forudsætter, at gernings-
manden har anvendt nærmere opregnede tvangsmidler, eller
at offeret har været i en tilstand eller situation, hvor den
pågældende har været ude af stand til at modsætte sig hand-
lingen. Voldtægt handler ikke om tvang eller pligt til at sige
fra. Tværtimod handler det om, hvorvidt parterne af egen
fri vilje samtykker i en seksuel aktivitet. Begge parter skal
samtykke, og samtykket skal foreligge under hele samlejet
eller det andet seksuelle forhold. Ellers er det voldtægt –
og det gælder også i parforhold. Med lovforslaget foreslås
navnlig en udvidelse af det kriminaliserede område i krimi-
nallovens § 77, stk. 1 og 2. Herefter vil samleje eller andet
seksuelt forhold med en person, som ikke samtykker heri,
være voldtægt.
Lovforslaget har for det andet til formål at effektivisere
behandlingen af kriminalsager, herunder at der sker en hen-
sigtsmæssig anvendelse af ressourcerne hos politiet, ankla-
gemyndigheden og domstolene i Grønland, og at teknolo-
giens muligheder anvendes til at gøre arbejdsgange tidssva-
rende. Det foreslås derfor at indføre hjemmel til, at der kan
anvendes digital kommunikation i kriminalretsplejen. Det
foreslås videre, at der indføres regler om behandling af
tilståelsessager, således at der f.eks. kan afsiges såkaldte
straksdomme. Med lovforslaget lægges der derfor op til, at
der indføres et nyt afsnit i retsplejeloven, som indeholder
reglerne for tilståelsessager og for udenretlig bødevedtagel-
se. Der lægges i den forbindelse bl.a. op til, at der skabes
hjemmel til at udvide muligheden for at vedtage og betale en
bøde på stedet.
Herudover foreslås det at udvide adgangen til at afsige
udeblivelsesdomme i kriminalsager. Den foreslåede ændring
medfører, at domstolene i sager, hvor der ikke er tale om an-
den foranstaltning end bøde, konfiskation, førerretsfraken-
delse og erstatning, ikke blot kan, men skal behandle krimi-
nalsagen, som om tiltalte havde tilstået, og afgøre sagen
6
uden videre bevisførelse, hvis tiltalte udebliver uden oplyst
lovligt forfald.
Lovforslaget har for det tredje til formål at ændre lov om
statens tjenestemænd i Grønland med henblik på at hæve
den pligtige afgangsalder for dommere og andre tjeneste-
mandsansatte jurister ved Grønlands retsvæsen fra 65 år til
70 år samt at indføre en tilsvarende pligtig afgangsalder for
kredsdommere. Ændringen indebærer, at dommere og andre
tjenestemandsansatte jurister samt kredsdommere fremover
vil skulle afskediges fra udgangen af den måned, hvori de
fylder 70 år. Dette svarer til reglerne om pligtig afgangsalder
for dommere m.v. i Danmark.
For det fjerde har Naalakkersuisut vurderet, at der er behov
for at modernisere og styrke arve- og skiftesagsbehandlin-
gen i Grønland. Som følge heraf indledtes der i 2018 drøf-
telser om udformningen af en ny arve- og skiftelovgivning
for Grønland i en arbejdsgruppe bestående af Domstolssty-
relsen, Retten i Grønland, Grønlands Landsret og Justitsmi-
nisteriet.
Justitsministeriet har på baggrund af arbejdsgruppens drøf-
telser og efter anmodning fra Naalakkersuisut udarbejdet
udkast til kongelige anordninger om ikrafttræden for Grøn-
land af lov nr. 515 af 6. juni 2007 (arveloven) med senere
ændringer, lov nr. 594 af 14. juni 2011 (ægtefælleskiftelo-
ven), lov nr. 383 af 22. maj 1996 (dødsboskifteloven) med
visse senere ændringer samt lov nr. 482 af 18. juni 1999
(Ændringer som følge af lov om skifte af dødsboer) for så
vidt angår de ændringer, der vedrører konkursloven. Formå-
let med dette lovforslag er at gennemføre de ændringer af
henholdsvis retsplejelov for Grønland og den familieretlige
lovgivning for Grønland, som ikraftsættelsen for Grønland
af de førnævnte love nødvendiggør.
Udkastene til kongelige anordninger om ikraftsættelse for
Grønland af de førnævnte love er vedtaget af Inatsisartut
den 18. maj 2022. Det forudsættes, at anordningerne og de
ændringer, som foreslås gennemført med dette lovforslag,
træder i kraft samtidig.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse i Grønland
2.1.1. Gældende ret
Efter § 77, stk. 1, nr. 1 og 2, i kriminalloven dømmes for
voldtægt den, der tiltvinger sig samleje eller andet seksuelt
forhold ved vold eller trussel om vold (nr. 1), eller skaffer
sig samleje eller andet seksuelt forhold med en person, der
befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågæl-
dende er ude af stand til at modsætte sig handlingen (nr. 2).
Efter § 77, stk. 1, nr. 3, i kriminalloven dømmes for vold-
tægt den, der har samleje med et barn under 12 år. Her er
samlejet i sig selv kriminaliseret, og det er således ikke en
forudsætning for kriminalretligt ansvar, at der er foretaget en
handling som beskrevet i § 77, stk. 1, nr. 1 og 2, eller § 77,
stk. 2.
Herudover dømmes efter § 77, stk. 2, for voldtægt den, der,
uden at forholdet falder under stk. 1, skaffer sig samleje
eller andet seksuelt forhold ved ulovlig tvang, jf. § 91.
Efter § 77, stk. 3, i kriminalloven, skal der ved fastsættelse
af foranstaltning for voldtægt lægges vægt på den særlige
krænkelse, der er forbundet med lovovertrædelsen, når den
er begået mod en person under 18 år.
Kriminallovens § 77, stk. 1 og 2, finder anvendelse på sam-
leje og andet seksuelt forhold. Det følger af bemærkninger-
ne til § 77 i kriminalloven, jf. Folketingstidende 2018-19, A,
L 123 som fremsat, side 20, at samleje efter bestemmelsen,
omfatter både vaginalt og analt samleje.
Som eksempler på andet seksuelt forhold end samleje kan
efter omstændighederne nævnes oralt seksuelt forhold, kys
mv. på kønsdele, indføring af fingre eller genstande i skede
eller anus og manipulation af kønsdele.
Som anført ovenfor er det efter § 77, stk. 1, nr. 1, i krimi-
nalloven kriminaliseret at tiltvinge sig samleje eller andet
seksuelt forhold ved vold eller trussel om vold. Dermed
skal der være en årsagssammenhæng mellem voldsudøvel-
sen eller truslen om vold og samlejet eller det seksuelle
forhold. Dette krav indebærer, at handlingen er gennemført
mod den forurettedes vilje, jf. Folketingstidende 2018-19,
A, L 123 som fremsat, side 7.
Vold omfatter fysisk magtanvendelse både i form af meka-
nisk tvang (f.eks. hvor gerningsmanden i kraft af større
fysisk styrke gennemtvinger samleje, eller hvor en eller
flere holder offeret, mens en anden gennemfører samleje)
og i form af kompulsiv tvang (f.eks. hvor slag eller an-
den magtanvendelse bevirker, at offeret opgiver videre mod-
stand). Den blotte fastholdelse af offeret udgør således vold
omfattet af bestemmelsen.
Det følger af praksis, at vold efter kriminallovens § 77, stk.
1, nr. 1, også omfatter generelt mildere former for vold. Som
eksempler på vold, som er omfattet af kriminallovens § 77,
stk. 1, nr. 1, kan nævnes det at fastholde eller gribe fat om
forurettede, at tvinge forurettedes ben fra hinanden, og at
lægge sig på forurettede. Det er således ikke en betingelse,
at der er anvendt omfattende vold eller trusler, ligesom der
også kan være tale om mere eller mindre stiltiende trusler,
herunder en i situationen liggende trussel om vold.
7
Efter kriminallovens § 77, stk. 2, er det kriminaliseret at
skaffe sig samleje ved anden ulovlig tvang. Tvangen skal
være omfattet af kriminallovens § 91, uden at der er tale om
vold eller trussel om vold.
Det følger af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstiden-
de 2007-08, A, side 1658 og Folketingstidende 2018-19,
A, L 123 som fremsat, side 7, at bestemmelsen omfatter
samleje eller andet seksuelt forhold opnået ved anvendelse
af mindre alvorlige tvangsmidler end vold eller trussel om
vold. De tvangsmidler, der er nævnt i kriminallovens § 91,
er – ud over vold og trussel om vold – bl.a. trussel om bety-
delig skade på gods, trussel om frihedsberøvelse eller trussel
om at fremsætte sigtelse for kriminaliseret eller ærerørigt
forhold eller om at åbenbare privatlivet tilhørende forhold.
Efter kriminallovens § 77, stk. 1, nr. 2, dømmes den, der
skaffer sig samleje eller andet seksuelt forhold med en per-
son, der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken
den pågældende er ude af stand til at modsætte sig hand-
lingen. Bestemmelsen har kun selvstændig betydning, hvor
forurettede ikke er hensat i den hjælpeløse tilstand ved vold
eller trussel om vold. Er hensættelsen sket ved vold eller
trussel om vold med forsæt til at opnå samleje, er forholdet
allerede omfattet af § 77, stk. 1, nr. 1.
Det følger af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstiden-
de 2018-19, A, L 123 som fremsat, side 7, at de »tilstande«,
der er omfattet af 2. led, er søvn, bevidstløshed, stærk beru-
selse, hypnotisk trance, fysisk lammelse og lignende.
»Situationer«, der er omfattet af nr. 2, kan betegnes som
overrumplingstilfælde. Bestemmelsen tager sigte på konkre-
te situationer, hvor gerningsmanden har mulighed for at
overrumple forurettede og begynde et samleje eller andet
seksuelt forhold, før offeret kan nå at reagere. Det drejer sig
i praksis navnlig om tilfælde, hvor forurettede er afklædt, og
hvor gerningsmanden har en legitim anledning til forholds-
vis intime berøringer, men hvor gerningsmanden overskrider
grænsen for, hvad der er fagligt begrundet i situationen. Som
eksempler på sådanne situationer kan nævnes bistand til
personlig hygiejne, lægeundersøgelse og massage, jf. Folke-
tingstidende 2018-19, A, L 123 som fremsat, side 7.
Kriminalretligt ansvar efter § 77, stk. 1, nr. 2, er ikke betin-
get af, at forholdet kan karakteriseres som udnyttelse, men
der skal dog være tale om, at gerningsmanden ”skaffer sig”
samleje eller andet seksuelt forhold, hvilket er snævrere end
blot at ”have” samleje.
Overtrædelse af kriminallovens § 77, stk. 1 og 2, forudsæt-
ter, at gerningsmanden har handlet forsætligt i relation til
alle led i gerningsindholdet i bestemmelsen.
Overtrædelser af § 77 foranstaltes afhængig af forbrydelsens
alvor og gerningsmandens personlige forhold, idet der er
tale om handlinger, som varierer i grovhed. Derved kan der
udmåles foranstaltninger på hele foranstaltningsspektret.
Kriminalloven er som udgangspunkt baseret på det såkald-
te gerningsmandsprincip, jf. den Grønlandske Retsvæsens-
kommissions betænkning nr. 1442/2004 om det grønlandske
retsvæsen (herefter Retsvæsenskommissionens betænkning),
bind I, side 121 ff. Dette indebærer, at retten ved valget af
foranstaltning i vid udstrækning skal tage hensyn til den en-
kelte gerningsmands personlige og sociale forhold, herunder
hvad der må antages at ville kunne afholde vedkommende
fra at begå ny kriminalitet, jf. § 121, stk. 1, nr. 2. Der skal
imidlertid også tages hensyn til gerningens beskaffenhed
og samfundets interesse i at modvirke kriminalitet af den
pågældende art, jf. § 121, stk. 1, nr. 1.
Ved lov nr. 572 af 10. maj 2022 blev § 77 i kriminalloven
ændret med henblik på at skærpe foranstaltningsniveauet for
voldtægt af personer under 18 år.
Ændringen medførte, at der skal lægges vægt på den særli-
ge krænkelse, der er forbundet med lovovertrædelsen, når
den er begået mod en person under 18 år. Med loven blev
det forudsat, at der sker en forhøjelse på 50 pct. af foran-
staltningsniveauet for voldtægt af mindreårige dvs. personer
under 18 år. Dette indebærer, at en sag, der efter tidligere
gældende ret skulle afgøres med anstaltsanbringelse i 1 år,
afgøres med anstaltsanbringelse i 1 år og 6 måneder. En
sag, som efter tidligere gældende ret skulle afgøres med
anstaltsanbringelse i 2 år, afgøres med anstaltsanbringelse i
3 år.
Der vil i almindelighed være grundlag for at udmåle en
skærpet foranstaltning, hvis der som led i voldtægten er
udøvet betydelig vold, hvis voldtægten har strakt sig over
længere tid eller er begået af flere gerningsmænd, eller hvis
gerningsmanden er trængt ind i et privat hjem og her begår
voldtægt. Der vil omvendt kunne være grundlag for at ud-
måle en kortere foranstaltning end de angivne udgangspunk-
ter, hvis der f.eks. er tale om andet seksuelt forhold end
samleje eller om forsøg.
2.1.2. Straffelovrådets overvejelser om indførsel af en sam­
tykkebaseret voldtægtsbestemmelse i den danske straffelov
2.1.2.1. Den dagældende voldtægtsbestemmelse i den dan-
ske straffelovs § 216, stk. 1
Det fremgår af Straffelovrådets betænkning nr. 1574/2020
om en frivillighedsbaseret voldtægtsbestemmelse (herefter
”betænkningen”), at Straffelovrådet overvejede, om den da-
gældende voldtægtsbestemmelse i den danske straffelovs §
8
216, stk. 1, som i vidt omfang svarer til kriminallovens § 77,
stk. 1, nr. 1 og 2, og stk. 2, i tilstrækkelig grad afspejlede
den seksuelle selvbestemmelsesret.
En gennemgang af alle i Danmark afsagte domme vedrø-
rende voldtægt i perioden fra den 1. juli 2016 til den 1.
juli 2019 påviste efter Straffelovrådets opfattelse, at den
dagældende danske lovgivning havde ført til flere frifinden-
de domme, hvis rimelighed, vurderet ud fra den seksuelle
selvbestemmelsesret, kunne diskuteres.
Straffelovrådet anførte, at gennemgangen af retspraksis vis-
te, at den dagældende danske lovgivning kun dækkede en
del af de tilfælde, hvor der forelå ufrivillighed. Efter Straffe-
lovrådets opfattelse afspejlede den dagældende bestemmelse
i straffelovens § 216, stk. 1, og den retspraksis, der knyttede
sig hertil, derfor ikke i tilstrækkelig grad det forhold, at
seksuelle handlinger altid skal være frivillige for de invol-
verede parter, og at enhver har en ubetinget ret til seksuel
selvbestemmelse og seksuel integritet.
Selv om det allerede efter ordlyden af den dagældende be-
stemmelse kunne siges at indgå, at handlingen var gennem-
ført uden et gyldigt samtykke, jf. kravet om tiltvingelse
ved vold, tvang mv., viste retspraksis, at der kunne fore-
komme situationer, hvor et samleje havde været ufrivilligt,
og forurettede havde givet udtryk for ufrivilligheden, men
hvor samlejet ikke ville kunne straffes efter den dagældende
lovgivning, fordi der ikke var anvendt tvangsmidler eller
lignende. Efter Straffelovrådets opfattelse er sådanne situati-
oner af en sådan art og alvor, at handlingen bør straffes som
voldtægt. Straffelovrådet lagde i den forbindelse vægt på
den krænkelse af forurettedes integritet og seksuelle selvbe-
stemmelsesret, som også foreligger i denne type situationer.
Efter Straffelovrådets opfattelse bør det afgørende for straf
efter straffelovens § 216 således ikke være, om der i for-
bindelse med samlejet er anvendt tvangsmidler, eller om
forurettede ikke har været i stand til at modsætte sig hand-
lingen, men om den seksuelle handling var frivillig.
Et enigt Straffelovråd fandt på den baggrund, at straffelo-
vens § 216 burde ændres, således at bestemmelsen dækker
enhver form for ufrivillighed. Straffelovrådet anførte i den
forbindelse, at en sådan udvidelse af det strafbare område
ville gøre det klart, at seksuelle handlinger altid skal være
frivillige for de involverede parter. Lovændringen kunne
samtidig bidrage til en generel forståelse af, hvor grænserne
går mellem acceptabel seksuel adfærd og strafbar seksuel
adfærd, og ville medvirke til at tydeliggøre det strafferetli-
ge værn, som består i beskyttelsen af den seksuelle selvbe-
stemmelsesret og den seksuelle integritet. Endvidere ville
lovændringen kunne medvirke til at markere samfundets
afstandtagen fra seksuelle handlinger, som ikke er baseret på
frivillighed.
Straffelovrådet foreslog derfor en udvidelse af det strafbare
område efter straffelovens § 216, stk. 1, således at det ik-
ke længere skulle være et krav, at gerningsmanden havde
anvendt bestemte tvangsmidler, eller at forurettede havde
været i en nærmere bestemt tilstand eller situation.
Straffelovrådet overvejede, om ordet ”voldtægt” også burde
anvendes efter en udvidelse af det strafbare område ved
indførelse af en bestemmelse baseret på frivillighed eller
samtykke, eller om der burde anvendes en anden betegnelse
for sådanne overgreb.
Det var Straffelovrådets opfattelse, at samleje med en per-
son, der ikke deltager frivilligt, udgør en så grov integri-
tetskrænkelse for den forurettede, at det bør betegnes som
”voldtægt”, uanset om gerningsmanden har anvendt vold
eller trusler, eller om den forurettede har været i en tilstand
eller situation, hvor den pågældende var ude af stand til at
modsætte sig handlingerne. Overgrebet indebærer således,
uanset midlerne, en alvorlig krænkelse af den forurettedes
selvbestemmelsesret og integritet.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 125-129 og
140-141.
2.1.2.2. Terminologien frivillighed og samtykke
Straffelovrådet overvejede, hvilken terminologi der konkret
burde anvendes ved affattelsen af § 216, stk. 1, i straffelo-
ven. Straffelovrådets overvejelser herom koncentrerede sig
særligt om begrebet ”frivillighed”, som er anvendt i kom-
missoriet, og som er grundbetingelsen i den svenske vold-
tægtslovgivning, samt begrebet ”samtykke”, der er anvendt i
flere andre landes lovgivning, jf. betænkningen, kapitel 4.
Straffelovrådet anførte, at da hverken frivillighed eller sam-
tykke har en klar definition eller afgrænsning i en strafferet-
lig kontekst, var det nødvendigt konkret at definere, hvad
der skulle forstås ved den anvendte terminologi i en seksuel
kontekst.
Et flertal af Straffelovrådets medlemmer fandt, at en ny
voldtægtsbestemmelse burde baseres på et kriterium om fri-
villighed, mens et mindretal fandt, at bestemmelsen burde
konstitueres omkring samtykke.
Flertallet pegede bl.a. på, at det efter flertallets opfattelse
var umiddelbart forståeligt, at seksuelle forhold skal være
frivillige, mens samtykke ledte tankerne hen på, at en række
formaliserede krav skal være opfyldt. Flertallet anførte i
den forbindelse, at lovens ordlyd med et krav om samtykke
således ville kunne antyde en videregående kriminalisering,
end der var grundlag for. Flertallet pegede endvidere på, at
der nok var påvist et klart behov for at udvide den gældende
9
kriminalisering og for i mange situationer at pålægge den,
der tager initiativ til samleje eller andet seksuelt forhold,
en forpligtelse til at sikre sig, at den anden person er ind-
forstået hermed, men at der på den anden side måtte tages
højde for, at der er situationer, hvor der efter de konkrete
omstændigheder er en formodning for frivillighed, og hvor
det er rimeligt at forvente, at den anden person siger fra,
hvis vedkommende ikke er indforstået med samleje. Flertal-
let var således af den opfattelse, at der med en samtykke-
baseret bestemmelse i passivitetssituationer – afhængig af,
hvordan ordningen nærmere udformes – ville kunne påhvile
den initiativtagende part en videre forpligtelse til at sikre, at
den anden part samtykker, hvis vedkommende forholder sig
passiv, end ved en frivillighedsbaseret bestemmelse. Passivi-
tet ville således kunne være udtryk for et manglende sam-
tykke, mens det er mere åbent, om passivitet er udtryk for
ufrivillighed eller frivillighed. Endelig pegede flertallet på,
at det med terminologien samtykke yderligere ville skulle
vurderes, om et sådant samtykke blev afgivet frivilligt. Fler-
tallet anførte i den forbindelse, at der således kunne fore-
komme tilfælde, hvor der foreligger et samtykke, men hvor
dette ikke var afgivet frivilligt, og det derfor under alle om-
stændigheder ville være nødvendigt at foretage en vurdering
af frivilligheden, selv om samtykke skulle anvendes som
terminologi.
Flertallet fandt i øvrigt, at begrebet frivillighed bedre imøde-
kom intentionen bag den foreslåede voldtægtsbestemmelse,
som er at understrege, at ethvert individ har ret til seksuel
selvbestemmelse, og at enhver seksuel handling skal basere
sig på gensidig frivillighed.
Mindretallet pegede bl.a. på, at en samtykkebaseret vold-
tægtsbestemmelse ville udvide det strafbare område til lige
netop de strafværdige forhold, som lovgivningen ikke gav
mulighed for at straffe. Mindretallet anførte endvidere, at
samtykke henviser til en form for enighed mellem parterne
og dermed er noget gensidigt, mens frivillighed peger i ret-
ning af den enes efterkommelse af den andens ønske. Efter
mindretallets opfattelse ville manglende frivillighed forud-
sætte, at offeret siger fra, mens samtykke i højere grad for-
udsætter, at offeret siger til. Afklaringspligten ville således
med en samtykkebaseret bestemmelse i højere grad blive
lagt på den person, der tager initiativ til et samleje. Min-
dretallet pegede endvidere på, at det var afgørende, at be-
stemmelsen blev bygget op på en måde, der medførte, at
det blev klart, at samtykket skal angå selve samlejet, og at
det ikke er en forudsætning for domfældelse, at offeret har
gjort modstand. Endelig pegede mindretallet på, at det efter
mindretallets opfattelse var nødvendigt med en mere tydelig
ændring af voldtægtsbestemmelsen, hvis det strafferetlige
værn skulle styrkes, og at en samtykkebaseret voldtægtsbe-
stemmelse med et klart gerningsindhold ville være velegnet
til at bidrage til en generel forståelse af, hvor grænserne
går mellem acceptabel seksuel adfærd og strafbar seksuel
adfærd.
Frivillighed kunne efter flertallets opfattelse komme til ud-
tryk gennem ord eller handling eller fremgå af den konkrete
situation og sammenhæng.
Efter mindretallets opfattelse måtte det afhænge af en kon-
kret og samlet vurdering, om deltagelse i samleje kan anses
for at være sket med samtykke. Der stilles således ikke krav
om, at samtykke skal være udtrykt direkte eller i øvrigt på
en bestemt måde.
Om flertallets og mindretallets nærmere overvejelser om
begreberne frivillighed og samtykke henvises der til betænk-
ningen side 135-140, 176-183 og 188-191.
2.1.2.3. Gerningsmomenter
Straffelovrådet overvejede, om de gerningsmomenter, som
var oplistet i den dagældende bestemmelse i straffelovens
§ 216, stk. 1, burde indgå direkte i bestemmelsen (straffe-
lovens § 216, stk. 1) som omstændigheder, der udelukker
frivillighed eller samtykke.
Et flertal af Straffelovrådets medlemmer foreslog, at disse
situationer blev medtaget direkte i en ny voldtægtsbestem-
melse som tilfælde, hvor der ikke foreligger frivillighed. Et
mindretal af Straffelovrådets medlemmer foreslog, at disse
situationer blev medtaget direkte i en ny voldtægtsbestem-
melse som særligt skærpende omstændigheder ved strafud-
målingen.
Den foreslåede nyaffattelse af straffelovens § 216, stk. 1,
indebar efter Straffelovrådets opfattelse ikke på noget punkt
en indskrænkning af den strafferetlige beskyttelse efter den
gældende bestemmelse i § 216, stk. 1. Det ville således
fortsat være strafbart at tiltvinge sig samleje ved vold eller
trussel om vold, eller at skaffe sig samleje ved ulovlig tvang,
jf. § 260, eller med en person, som befinder sig i en tilstand
eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til
at modsætte sig handlingen.
Der henvises til i øvrigt til betænkningen side 158-159 og
161 og 191.
2.1.2.4. Tilregnelse og bevisbyrde
Straffelovrådet overvejede herudover spørgsmålet om tilreg-
nelse, bevisbyrde og bevisvurdering.
Med hensyn til tilregnelse var det Straffelovrådets opfattel-
se, at der ikke var fornødent grundlag for at kriminalisere
uagtsom voldtægt. De betænkeligheder, der kunne rejses i
forhold til en sådan kriminalisering, jf. Straffelovrådets be-
10
tænkning nr. 1534/2012 om seksualforbrydelser, forelå efter
Straffelovrådets opfattelse uændret.
Straffelovrådet bemærkede i den forbindelse, at retten ved
uagtsomhed ville skulle vurdere, hvad gerningsmanden bur-
de vide under de givne omstændigheder. Uagtsomhed in-
debærer således en normativ vurdering, der kan være sub-
jektivt præget, og hvori individuel seksualmoral kan ind-
gå. Efter Straffelovrådets opfattelse ville en sådan regulering
svække forudsigeligheden i forhold til, hvilken adfærdsnorm
de konkrete handlinger vil blive bedømt ud fra, og ville der-
for risikere at svække gerningsmandens retssikkerhed. Rets-
sikkerhedshensyn talte således for at kræve forsæt som til-
regnelse på seksuallivets område.
Straffelovrådet bemærkede, at der med de foreslåede æn-
dringer af straffelovens § 216 ville ske en udvidelse af det
strafbare område for voldtægt, så det ville omfatte den,
der har samleje med en person, der ikke deltager frivilligt
eller ikke samtykker. Det ville ikke længere være et krav, at
gerningsmanden havde anvendt vold, trussel om vold eller
anden ulovlig tvang, eller at den forurettede befandt sig i en
tilstand eller en situation, i hvilken den pågældende var ude
af stand til at modsætte sig handlingen.
Udvidelsen af det strafbare område indebar efter Straffelov-
rådets opfattelse, at der ikke var behov for en uagtsomheds-
bestemmelse.
Hertil kom, at det efter Straffelovrådets opfattelse fortsat
ikke kunne afvises, at der ville være en reel risiko for en
nedsubsumering i retspraksis, hvis der blev indført en be-
stemmelse om uagtsom voldtægt.
Ved en frivillighedsbaseret voldtægtsbestemmelse, som blev
foreslået af flertallet, og ved en samtykkebaseret voldtægts-
bestemmelse, som blev foreslået af mindretallet, vil det der-
for fortsat være et krav, at der hos gerningsmanden er forsæt
til alle gerningsmomenter i bestemmelsen. Det betyder, at
gerningsmanden skal have forsæt til at have samleje med
en person, der enten ikke deltager frivilligt eller ikke sam-
tykker. Det er således ikke tilstrækkeligt, at gerningsmanden
burde vide, at samlejet var ufrivilligt, eller at forurettede
ikke samtykkede.
Kan det objektivt konstateres, at der er tale om et ufrivilligt
samleje, eller et samleje, der er gennemført uden samtykke,
bliver spørgsmålet, om gerningsmanden havde forsæt her-
til. I den forbindelse vil det have betydning, om gernings-
manden havde grund til at tro, at forurettede deltog frivilligt
eller samtykkede i samlejet.
Med hensyn til bevisbyrde ville denne efter både flertallets
og mindretallets forslag til nyaffattelser af straffelovens §
216, stk. 1, fortsat påhvile anklagemyndigheden.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 154-156,
166-167, 183-185 og 191-192.
2.1.2.5. Forholdet til andre seksualforbrydelser
Straffelovrådet overvejede, hvordan en ny voldtægtsbestem-
melse skal forholde sig til straffelovens § 216, stk. 2, og
§§ 218-223, som i hovedtræk svarer til kriminallovens 77,
stk. 1, nr. 3, og kriminallovens §§ 79 og 80, herunder om
bestemmelserne som en konsekvens af nyaffattelsen af straf-
felovens § 216, stk. 1, burde ophæves, eller om der burde
opretholdes en selvstændig kriminalisering heraf med hen-
blik på, at sådanne overtrædelser ikke skal betragtes som
voldtægt.
Det var Straffelovrådets opfattelse, at kriminaliseringen i de
pågældende bestemmelser burde opretholdes ved siden af de
foreslåede alternative nyaffattelser af § 216, stk. 1.
Straffelovrådet bemærkede, at hvis gerningsindholdet i en
eller flere af de ovennævnte bestemmelser er opfyldt, og
hvis samlejet eller det seksuelle forhold kan karakteriseres
som ufrivilligt eller gennemført uden samtykke, vil der efter
omstændighederne kunne blive tale om, at der skal straffes i
sammenstød med straffelovens § 216, stk. 1, i den affattelse,
som bestemmelsen måtte få, hvis flertallets eller mindretal-
lets lovudkast vedtages.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 141-146.
2.1.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Justitsministeriet finder, at Straffelovrådets overvejelser om
behovet for at ændre voldtægtsbestemmelsen i den danske
straffelov også gør sig gældende for kriminalloven
Efter Justitsministeriets opfattelse vil såvel en voldtægtsbe-
stemmelse baseret på frivillighed som en voldtægtsbestem-
melse baseret på samtykke medvirke til at tydeliggøre det
kriminalretlige værn mod indgreb i den seksuelle selvbe-
stemmelsesret og den seksuelle integritet. Samtidig vil beg-
ge forslag kunne medvirke til at markere samfundets af-
standtagen fra seksuelle handlinger, som ikke er frivillige,
og dermed bidrage til en generel holdningsændring i sam-
fundet.
Justitsministeriet bemærker endvidere, at ved både frivillig-
hed og samtykke vil anklagemyndigheden skulle bevise,
at der ikke forelå frivillighed, henholdsvis ikke var samtyk-
ket. Der skal således i begge tilfælde føres bevis for fraværet
11
af noget, henholdsvis fraværet af frivillighed og fraværet af
samtykke. Der vil således efter ministeriets vurdering ikke
i forhold til bevisførelsen i voldtægtssager – eller i forhold
til den anklagedes retssikkerhed – være nogen forskel på,
om der vælges en frivilligheds- eller en samtykkebaseret
voldtægtsbestemmelse.
Der, hvor de to foreslåede bestemmelser imidlertid efter
Justitsministeriets opfattelse vil kunne føre til et forskelligt
resultat, er i visse passivitetssituationer. Med en samtykke-
baseret bestemmelse vil der i passivitetssituationer kunne
påhvile den initiativtagende part en videre forpligtelse til
at sikre, at den anden part samtykker, hvis vedkommende
forholder sig passiv, end ved en frivillighedsbaseret bestem-
melse.
En ny voldtægtsbestemmelse skal sikre et styrket fokus på
den seksuelle selvbestemmelsesret og sende et klart signal
om, at voldtægt ikke handler om tvang eller pligt til at sige
fra. Det bør derfor også være klart, at den initiativtagende
part generelt har et ansvar for at sikre, at den eller de andre
parter samtykker i samlejet.
På den baggrund finder Justitsministeriet på samme måde
som for Danmark, at en samtykkebaseret voldtægtsbestem-
melse for Grønland er bedre egnet til at sikre den seksuelle
selvbestemmelsesret end en frivillighedsbaseret voldtægts-
bestemmelse.
Det foreslås derfor, at kriminallovens § 77, stk. 1, nyaffattes,
så det fremover bliver kriminaliseret at gennemføre samleje
med en person, som ikke samtykker heri
Et samtykke skal gives frivilligt og være udtryk for den
pågældendes frie vilje bedømt ud fra omstændighederne ved
den konkrete situation.
Voldtægt handler ikke om tvang eller pligt til at sige
fra. Tværtimod handler det om, hvorvidt parterne af egen fri
vilje samtykker i en seksuel aktivitet. Begge parter skal sam-
tykke, og samtykket skal foreligge under hele samlejet. El-
lers er det voldtægt, og det gælder også i parforhold.
Samtykke kan komme til udtryk gennem ord eller hand-
ling. Der stilles ikke krav om, at samtykke skal være udtrykt
direkte eller i øvrigt på nogen bestemt måde. Samtykke efter
voldtægtsbestemmelsen skal således vurderes uformaliseret
og ud fra en konkret og samlet vurdering.
Samtykke i seksuelle relationer kan komme til udtryk på
forskellige måder og i forskellige former.
Der må som udgangspunkt være en formodning for, at en
person, der samtykker i et samleje eller andet seksuelt for-
hold, ikke blot forholder sig helt passivt, men deltager i et
eller andet omfang.
Handlinger, der kan være udtryk for et samtykke til samle-
je eller andet seksuelt forhold, vil f.eks. kunne være kys,
berøringer, nydende lyde eller relevante bevægelser, f.eks.
at man vender sig mod den anden person, selv hjælper til
med at tage sit undertøj af, udfører samlejebevægelser eller
lignende.
Det forekommer, at en person, der udsættes for f.eks.
et seksuelt overgreb, agerer ud fra en ubevidst frygtbetin-
get tilstand, hvor vedkommende ikke gør modstand (”fry-
ser”). Dette kan give sig udslag i f.eks. dissociation eller
tonisk immobilitet, hvor vedkommende ikke vil kunne tale
eller bevæge sig, men der ses også eksempler på, at foruret-
tedes krop er i en sådan frygttilstand (kører på ”autopilot”),
så vedkommende fysisk kan fungere (f.eks. vende sig om
eller foretage seksuelle handlinger, hvis forurettede bliver
bedt om det), uden at dette er udtryk for forurettedes frie
vilje. Dette vil både kunne forekomme før og under et
samleje eller i forbindelse med andet seksuelt forhold end
samleje. I en sådan tilstand er passivitet fra den forurettedes
side således ikke et udtryk for samtykke eller for en bevidst
strategi eller handling fra forurettedes side, men et udtryk
for frygt. I sådanne tilfælde foreligger der aldrig samtykke.
Når der ses bort fra ovennævnte situationer, vil der ved
total passivitet forstås den situation, hvor den ene person
ikke foretager sig nogen form for handling, der kan indikere
samtykke eller manglende samtykke til samleje.
I de situationer, hvor der er udvist total passivitet fra den
ene persons side, er der en formodning for, at vedkommende
ikke samtykker, og derfor må den person, der ønsker samle-
je eller andet seksuelt forhold gennemført, gøre noget for at
sikre sig, at vedkommende samtykker. Også ved total passi-
vitet må det dog afhænge af en konkret og samlet vurdering,
om deltagelse i samlejet kan anses for at være sket med
samtykke.
Der vil – også ved total passivitet – efter en konkret og
samlet vurdering kunne foreligge samtykke. Her vil det
naturligt kunne indgå i vurderingen, om parterne tidligere
har haft gennemført samleje med samtykke, der er foregået
på samme måde, uden at der har været tale om indirekte
trusler eller lignende, eller om parterne ikke tidligere har
haft nogen seksuel relation.
Der må som udgangspunkt være en formodning for, at en
person, der samtykker i et samleje eller andet seksuelt for-
hold, ikke blot forholder sig helt passivt, men deltager i et
eller andet omfang.
12
I de situationer, hvor samtykke på den ene eller anden måde
er kommet til udtryk, men hvor der undervejs udvises pas-
sivitet, og der derfor er anledning til at overveje rækkevid-
den af samtykket, f.eks. om samtykket kun gælder vaginalt
samleje, men ikke analt samleje, eller om det kun gælder
oralt seksuelt forhold, men ikke vaginalt samleje, vil der
ligeledes skulle foretages en konkret og samlet vurdering af,
om der af den konkrete situation og sammenhæng fremgår
et samtykke til de seksuelle forhold. I den forbindelse vil
hensynene, som er nævnt ovenfor, ligeledes kunne indgå i
vurderingen.
Om der er samtykket i et samleje eller andet seksuelt forhold
beror på, om personen deltager i den seksuelle aktivitet af
egen fri vilje. Det afgørende er, at personen har haft mulig-
hed for at tage stilling til, om vedkommende vil deltage i
den seksuelle aktivitet.
Det skal i den forbindelse understreges, at det er personens
adfærd umiddelbart i sammenhæng med og på tidspunktet
for samlejet, som er afgørende for vurderingen af, om der
foreligger samtykke. Flirtende adfærd, kys tidligere på af-
tenen, eller det forhold, at en person er gået med en anden
person hjem, kan ikke i sig selv anses som samtykke til et
samleje.
Samtykke skal foreligge under hele den seksuelle aktivi-
tet. Det forhold, at en person har givet udtryk for, at den
pågældende samtykker i den seksuelle aktivitet, udelukker
ikke, at vedkommende senere trækker sit samtykke tilbage.
Et samtykke må – navnlig ud fra retssikkerhedsmæssige
hensyn – vurderes objektivt ud fra oplysningerne om perso-
nens deltagelse i den seksuelle aktivitet, herunder personens
ord og handlinger, og ikke ud fra personens indre overbe-
visning. Dette indebærer f.eks., at en person, som efter sin
indre overbevisning ikke ønsker at deltage i en seksuel akti-
vitet, men som alligevel vælger at gå med til dette, vil skulle
anses for at have samtykket heri.
Det er retten, som efter en samlet vurdering af alle sagens
omstændigheder, vil skulle afgøre, om der foreligger et sam-
tykke i det konkrete tilfælde.
Justitsministeriet mener, at forhold som i dag er kriminalise-
ret efter den gældende bestemmelse i kriminallovens § 77,
stk. 1 og 2, også skal anses som voldtægt
Som anført ovenfor foreslås det, at det fremover skal være
kriminaliseret at gennemføre samleje eller andet seksuelt
forhold med en person, som ikke samtykker heri, og at et
samtykke skal gives frivilligt og være udtryk for den pågæl-
dendes frie vilje bedømt ud fra omstændighederne ved den
konkrete situation.
På den baggrund er det Justitsministeriets vurdering, at de
forhold, som i dag er kriminaliseret efter § 77, stk. 1 og
2, i kriminalloven, dvs. hvor samlejet tiltvinges ved vold
eller trussel om vold, eller hvor samlejet skaffes ved ulov-
lig tvang, jf. § 91 i kriminalloven, eller med en person,
som befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den
pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen,
fremover vil være omfattet af det udvidede kriminaliserede
område, jf. det foreslåede stk. 1.
Der vil således efter Justitsministeriets opfattelse bl.a. ikke
kunne foreligge et gyldigt samtykke i de tilfælde, hvor sam-
lejet eller det seksuelle forhold i øvrigt tiltvinges ved vold
eller trussel om vold, eller hvor samlejet eller det seksuelle
forhold i øvrigt skaffes ved ulovlig tvang, jf. § 91 i kriminal-
loven, eller med en person, som befinder sig i en tilstand
eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til
at modsætte sig handlingen.
Der er således ikke tilsigtet nogen ændring i kriminaliserin-
gen af disse forhold.
Det bemærkes, at der ikke er tale om en udtømmende opreg-
ning af tilfælde, hvor der ikke kan foreligge samtykke.
Justitsministeriet er med hensyn til tilregnelseskrav, bevis-
byrde og bevisvurdering enig med Straffelovrådet
Det vil således også fremover være et krav, at gerningsman-
den har handlet forsætligt i relation til alle led i gernings-
indholdet i § 77, stk. 1, i kriminalloven. Der ændres i den
forbindelse ikke ved, at det er anklagemyndigheden, som
bærer bevisbyrden for, at en tiltalt har overtrådt den påståede
straffebestemmelse med den påkrævede tilregnelse.
Justitsministeriet er af de grunde, der er anført af Straffelov-
rådet, enig i, at der fortsat ikke er grundlag for at kriminali-
sere uagtsom voldtægt i kriminalloven.
Justitsministeriet mener, at der ikke skal indføres skærpende
omstændigheder i kriminallovens § 77.
Det er Justitsministeriets vurdering, at der ikke bør indsættes
en særskilt bestemmelse i § 77 i kriminalloven hvorefter de
omstændigheder, som i dag er kriminaliseret som voldtægt
efter § 77, stk. 1 og 2, skal anses som særligt skærpende
omstændigheder ved foranstaltningsudmålingen.
Dette vil efter Justitsministeriets opfattelse indebære, at for-
anstaltningen generelt vil blive fastsat lavere i de sager,
som omfattes af den foreslåede nykriminalisering. En sådan
graduering af grovheden og alvoren af de enkelte sager er
efter Justitsministeriets opfattelse ikke hensigtsmæssig.
13
Det bemærkes i øvrigt, at der ved fastsættelse af foranstalt-
ningsniveauet i dag skal lægges vægt på den særlige kræn-
kelse, der er forbundet med en lovovertrædelse, når perso-
nen er under 18 år, jf. kriminallovens § 77, stk. 3. Det særli-
ge gerningsmandsprincip i kriminalloven medfører dog, at
der ved valget og udmålingen af foranstaltninger fortsat skal
ske en konkret vurdering af det enkelte tilfælde, hvor både
hensynet til lovovertrædelsens grovhed og gerningsmandens
personlige og sociale forhold skal indgå.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne
hertil.
Justitsministeriet finder, at kriminaliseringen af den nugæl-
dende § 77, stk. 1, nr. 3 (den foreslåede § 77, stk. 2) og
§§ 78-80 i kriminalloven bør opretholdes ved siden af den
foreslåede nyaffattelse af § 77, stk. 1.
Der vil således, hvis gerningsindholdet i en eller flere af
disse bestemmelser er opfyldt, og hvis det seksuelle forhold
er gennemført uden samtykke, efter omstændighederne, her-
under hvis der ikke kan gives et gyldigt samtykke til den
pågældende overtrædelse, kunne blive tale om, at der skal
dømmes i sammenstød med det foreslåede § 77, stk. 1.
2.2. Anvendelse af digital kommunikation i kriminalrets-
plejen
2.2.1. Gældende ret
Retsplejelovens afsnit V om kriminalsagers behandling og
afsnit VI om appel og genoptagelse samt afsnit VII om fuld-
byrdelse af domme i kriminalsager indeholder bestemmelser
om bl.a. behandlingen af kriminalsager.
Bestemmelserne indeholder ikke særlige regler om digital
kommunikation, men de indeholder en række formkrav til
forskellige meddelelser m.v. f.eks. i form af skriftlighed
eller underskrift. Krav om skriftlighed eller underskrift an-
tages ikke i sig selv at være til hinder for digital kommuni-
kation. I stedet beror det på en konkret fortolkning af det
pågældende formkrav, om der er noget til hinder for digital
kommunikation. Det er således antaget, at fremsendelse af
anklageskrift eller anden retsmødebegæring ikke kan ske
digitalt.
2.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Ved lov nr. 203 af 28. februar 2017 om ændring af retspleje-
loven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og lov om elektroni-
ske kommunikationsnet og -tjenester (Udeblivelsesdomme,
forkyndelse og anvendelse af digital kommunikation i straf-
fesager m.v.) blev der i den danske retsplejelov indført
hjemmel til anvendelse af digital kommunikation i straffe-
retsplejen.
Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår det, at retsple-
jeloven efter Justitsministeriets opfattelse ikke må være en
hindring for, at der kan anvendes digital kommunikation i
strafferetsplejen i den udstrækning, det er muligt og retssik-
kerhedsmæssigt forsvarligt, jf. Folketingstidende 2016-17,
A, L 105 som fremsat, side 8.
Det fremgår desuden af bemærkningerne til lovforslaget,
at muligheden for at anvende digital kommunikation i straf-
feretsplejen efter Justitsministeriets opfattelse vil medvirke
til at effektivisere behandlingen af straffesager bl.a. ved at
sikre en bedre ressourceudnyttelse samtidig med, at retternes
aktører i straffesager vil opleve en bedre service. På samme
måde sikres en mere smidig sagsbehandling og overgang
af oplysninger mellem de enkelte myndigheder og aktører
i straffesagskæden, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 105
som fremsat, side 8.
På den baggrund blev der i retsplejelovens § 148 c, stk.
1, indført en udtrykkelig hjemmel til, at der kan anvendes
digital kommunikation – dvs. digital post, e-mail eller andre
digitale løsninger – i strafferetsplejen både for så vidt an-
går fremsendelsesmetoder m.v. og indholdet af meddelelser
og dokumenter, således at de retlige hindringer for digital
kommunikation og digital sagsbehandling i strafferetsplejen
fjernes.
I retsplejelovens § 148 c blev der i samme forbindelse ind-
ført en bestemmelse i stk. 2 om, at bestemmelser i straffe-
retsplejen, der stiller krav om underskrift, ikke er til hinder
for, at en meddelelse kan sendes med digital post. Det er
dog en betingelse, at meddelelsen er forsynet med en digi-
tal signatur fra en person – herunder en juridisk person –
eller en myndighed. Herudover blev der i stk. 3 indført en
bestemmelse om, at en meddelelse, der sendes med digital
kommunikation, anses for at være kommet frem, når den er
tilgængelig for modtageren.
Rådet for Grønlands Retsvæsen har anbefalet, at der i den
grønlandske retsplejelov bør indsættes en tilsvarende hjem-
mel til at anvende digital kommunikation i kriminalretsple-
jen.
Justitsministeriet er enig i anbefalingen fra Rådet for Grøn-
lands Retsvæsen.
Med lovforslaget foreslås det derfor at indsætte en bestem-
melse i retsplejelovens § 128 a svarende til den danske
retsplejelovs § 148 c.
14
Forslaget indebærer, at reglerne i den grønlandske retspleje-
lovs afsnit V og VI samt VII om meddelelser, skriftlighed,
anmodninger, begæringer, underretninger, indlevering, ind-
givelse, indsendelse, at sende kopi eller udskrift, udlevering,
fremlæggelse, gennemsyn eller lignende således ikke er til
hinder for anvendelse af digital kommunikation.
Forslaget indebærer endvidere, at der ikke tillige skal
ske fremsendelse, indsendelse, udlevering m.v. i fysisk
form. Forslaget indebærer dermed også, at alle sagsgange
i en kriminalsag kan være digitale, således at dokumenter
m.v. ikke skal printes.
Anklagemyndigheden, retterne, advokater, tiltalte og andre
parter i en kriminalsag vil efter bestemmelsen kunne vælge
at sende meddelelser med en offentlig digital postløsning
eller sikker e-mailadresse eller lignende, hvis en sådan er
oplyst.
I Grønland kan postløsningen Offentlig Digital Post anven-
des som digital kommunikation mellem offentlige afsendere
og fysiske personer eller juridiske enheder, jf. nærmere reg-
lerne i Inatsisartutlov nr. 14 af 8. juni 2017 om Offentlig
Digital Post. I medfør af lovens § 13, stk. 4, kan Naalakker-
suisut efter forhandling med rigsmyndighederne fastsætte
regler om, at statslige institutioner i Grønland kan anvende
postløsningen som offentlige afsendere.
Lovforslaget gør det f.eks. muligt, at politiet kan indlevere
anklageskrift til retten, jf. § 441, stk. 1, 1. pkt., digitalt. Til-
svarende kan anklageskriftet sendes til tiltalte, jf. retspleje-
lovens § 441, stk. 2, 1. pkt., digitalt.
Bestemmelsen tager ikke stilling til, i hvilket omfang digital
kommunikation i dag er teknisk muligt hos anklagemyndig-
heden og retterne.
Efter bestemmelsen har en afsender mulighed for at vælge,
om kommunikation skal ske digitalt – herunder hvilken
form for digital kommunikation – under forudsætning af, at
den pågældende form for digital kommunikation er teknisk
mulig både for afsender og modtager. Der pålægges således
ikke en forpligtelse til at anvende digital kommunikation,
men afsenderen har en ret til at vælge digital kommunika-
tion. En afsender kan således fortsat anvende f.eks. fysisk
fremsendelse eller indlevering af meddelelser, akter m.v.
Borgere pålægges heller ikke med forslaget en pligt til at
modtage eller sende digitalt, ud over hvad der allerede føl-
ger af lovgivningen. I det omfang de statslige institutioner
i Grønland, bliver omfattet af reglerne om Offentlig Digital
Post, vil borgerne være forpligtede til at modtage meddelel-
ser fra de pågældende institutioner digitalt.
Med forslaget sikres det endvidere, at bestemmelser om op-
læsning, fremlægning, forelæggelse, redegørelse og lignen-
de ikke er til hinder for, at dokumenter kan anvendes i
digital form under retsmøder. Dokumenterne skal dermed
ikke tillige være indsendt i eller foreligge i fysisk form.
Med lovforslaget forudsættes det, at digital kommunikation
skal anvendes i videst muligt omfang af politiet, anklage-
myndigheden og domstolene. Der vil således være tale om
en løbende udvidelse af anvendelsen af digital kommunika-
tion og sagsbehandling, efterhånden som IT-løsningerne ud-
vikles og gennemføres.
Der tilsigtes med forslaget ingen ændringer i retsplejelo-
vens regler om anklagemyndighedens og domstolenes sags-
behandling i kriminalsager. Der tilsigtes heller ingen æn-
dringer i retsplejelovens regler om forkyndelse.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 7, samt bemærkninger-
ne hertil.
2.3. Tilståelsessager
2.3.1. Gældende ret
2.3.1.1. Tilståelsessager i retten
Det fremgår af § 44, stk. 1, i retsplejelov for Grønland,
at der i kriminalsager i 1. instans medvirker to doms-
mænd. Dog medvirker domsmænd ikke i sager, hvor der,
hvis tiltalte findes skyldig, ikke kan blive tale om en mere
indgribende foranstaltning end bøde, konfiskation, førerrets-
frakendelse eller erstatning, jf. § 44, stk. 2. Hvis retten skøn-
ner, at en sag efter § 44, stk. 2, er af særlig indgribende
betydning for tiltalte, kan retten bestemme, at der skal med-
virke domsmænd ved sagens behandling, jf. § 44, stk. 3.
Retsplejeloven indeholder ikke i øvrigt hjemmel til at be-
handle kriminalsager uden medvirken af domsmænd. Dette
indebærer, at kriminalsager, hvor der bliver spørgsmål om
anbringelse i anstalt, og hvor sigtede afgiver en uforbehol-
den tilståelse, ikke kan fremmes til dom efter en forenklet
fremgangsmåde og uden medvirken af domsmænd.
2.3.1.2. Udenretlig bødevedtagelse
Efter retsplejelovens § 440, stk. 1, kan politiet – hvis det an-
tages, at gerningen alene vil medføre bøde eller konfiskation
– sende anklageskriftet til sigtede med påtegning om, at sig-
tede, hvis denne erkender sig skyldig, kan erklære sig rede
til uden retsforfølgning at betale den bøde, som er fastsat i
påtegningen, og eventuelt tillige acceptere konfiskation.
15
Går sigtedes erklæring ud på, at denne ikke vil afgøre sagen
på den anførte måde, eller hvis sigtede overhovedet ikke
afgiver nogen erklæring, skal anklageskriftet med påtegnet
bemærkning herom indleveres til retten, jf. § 440, stk. 2.
2.3.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
2.3.2.1. Tilståelsessager i retten
Domsmænds deltagelse i behandlingen af straffe- og krimi-
nalsager er et grundlæggende princip i straffe- og kriminal-
retsplejen, som er forankret i grundlovens § 65, stk. 2. Af
bestemmelsens 2. pkt. fremgår således, at det fastsættes ved
lov, i hvilke sager og under hvilke former denne medvirken
skal finde sted.
Princippet fremgår af den danske retsplejelovs § 686, stk.
2, hvoraf det følger, at domsmænd som hovedregel skal
medvirke i bl.a. straffesager, hvor der bliver spørgsmål om
højere straf end bøde.
Den danske retsplejelov har imidlertid siden hovedloven fra
1916 (jf. lov nr. 90 af 11. april 1916) indeholdt regler om
behandling af tilståelsessager, som gør det muligt at frem-
me en straffesag til dom uden udarbejdelse af anklageskrift
og uden medvirken af domsmænd, hvis sigtede afgiver en
uforbeholden tilståelse, som bestyrkes ved de i øvrigt fore-
liggende oplysninger.
Reglerne om behandling af tilståelsessager er ændret flere
gange siden hovedloven fra 1916. De gældende bestemmel-
ser herom er reguleret af retsplejelovens kapitel 76 (§§
831-832 a). Den danske retsplejelovs § 831 fastsætter såle-
des regler om rettens behandling af straffesager, hvor tiltalte
afgiver en uforbeholden tilståelse. I tillæg hertil regulerer §
832 og § 832 a udenretlig bødevedtagelse, som er nærmere
behandlet under lovforslagets pkt. 2.3.2.2.
Tilståelsessager afgøres efter en forenklet fremgangsmåde,
uden at der formelt afholdes en hovedforhandling. Der af-
holdes imidlertid et retsmøde (jf. den danske retsplejelovs
§ 694, stk. 3), som – bortset fra, at fremgangsmåden er for-
enklet – svarer til hovedforhandlingen i andre straffesager,
jf. bemærkningerne til § 831 (Folketingstidende 2005-06,
tillæg A, side 5413).
Den forenklede fremgangsmåde medfører, at der ikke ud-
arbejdes et anklageskrift. Anklagemyndigheden vil således
i stedet typisk udfærdige en begæring om retsmøde med
henblik på at fremme sagen efter § 831, i hvilken sig-
telsen/sigtelserne angives. Selve tiltalen rejses mundtligt
under retsmødet, hvor tiltalte kort afhøres om de enkelte
forhold. Retsmødet, hvor sagen behandles, betragtes formelt
set som et retsmøde under efterforskningen. Der henvises
til Gorm Toftegaard Nielsen, Straffesagens Gang, 5. udgave,
Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2011, side 113ff.
Det følger konkret af den danske retsplejelovs § 831, stk.
1, at afgiver sigtede i et retsmøde efter § 694, stk. 3, en ufor-
beholden tilståelse i en straffesag, hvor lægdommere ellers
skulle have medvirket, kan sagen straks fremmes til dom,
uden at der udarbejdes anklageskrift, hvis 1) tilståelsens rig-
tighed bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende oplysninger, 2)
sigtede og anklageren giver samtykke, 3) retten ikke finder
det betænkeligt at afgøre sagen uden hovedforhandling, og
4) der ikke bliver spørgsmål om anvendelse af straffelovens
§§ 68, 69, 70 eller 73 (andre retsfølger af den strafbare
handling samt forvaring).
Efter den danske retsplejelovs § 831, stk. 2, skal sigtede,
inden retten afsiger dom, gøres bekendt med det forhold, til-
talen angår, og have lejlighed til at udtale sig. Er der behov
for at skaffe yderligere oplysninger i sagen, sker dette efter
reglerne i kapitel 67 og 68 (almindelige bestemmelser om
efterforskning samt afhøringer og særlige efterforsknings-
skridt), og sigtede skal have lejlighed til at udtale sig om
disse oplysninger.
Er sigtede anholdt eller varetægtsfængslet under retsmødet,
skal den forsvarer, der er beskikket efter § 731, stk. 1, litra a,
have lejlighed til at gøre sig bekendt med sagen, drøfte den
med sigtede og udtale sig over for retten, inden sigtede giver
samtykke efter stk. 1, nr. 2. Forsvareren skal være til stede,
når sigtede giver sit samtykke, jf. den danske retsplejelovs §
831, stk. 3.
Er sigtede ikke anholdt eller varetægtsfængslet under rets-
mødet, skal sigtede tilbydes at få beskikket en forsvarer,
inden sigtede giver samtykke efter stk. 1, nr. 2. Hvis der
efter sigtedes ønske beskikkes en forsvarer, finder stk. 3
tilsvarende anvendelse, jf. den danske retsplejelovs § 831,
stk. 4.
Efter den danske retsplejelovs § 831, stk. 5, sker afsigelse
og forkyndelse af dom efter de regler, som gælder for andre
domme, der afsiges af byretten i straffesager.
En sag kan ikke fremmes efter den forenklede fremgangs-
måde, hvis den er omfattet af § 684, stk. 1, nr. 2, om ophæ-
velse af foreninger, jf. den danske retsplejelovs § 831, stk. 6.
Det følger af den danske retsplejelovs § 831, stk. 7, at oplys-
ning om forhold, som den pågældende tiltales for, og om,
at sigtede og anklagemyndigheden har samtykket i, at sagen
fremmes som tilståelsessag, skal tilføres retsbogen. Hvis
sigtede ikke ønsker at få beskikket en forsvarer, jf. stk. 4,
skal dette også tilføres retsbogen.
16
Endelig fremgår det af den danske retsplejelovs § 831, stk.
8, at retten kan tillade, at sigtede deltager i et retsmøde efter
stk. 1 ved anvendelse af telekommunikation med billede,
hvis sigtedes tilstedeværelse i retten ikke er nødvendig, og
der alene bliver spørgsmål om bøde eller fængsel indtil 1
år, konfiskation, rettighedsfrakendelse, tvangsbøder eller er-
statning. Reglen i § 192 (regler om telekommunikation med
billede) finder tilsvarende anvendelse. En eventuel forsvarer
skal deltage i retsmødet på samme sted som sigtede, med-
mindre retten finder det ubetænkeligt, at forsvareren i stedet
møder frem i retten.
Naalakkersuisut har fremsat ønske om, at der i retsplejelov
for Grønland indsættes regler om behandling af tilståelsessa-
ger, herunder at der indsættes hjemmel til straks at fremme
en kriminalsag – hvor domsmænd ellers skulle have medvir-
ket – til dom, hvis sigtede afgiver en uforbeholden tilståelse.
Hensynet bag ønsket er navnlig at effektivisere behandlin-
gen af kriminalsager og at forkorte sagsbehandlingstiden.
Justitsministeriet foreslår på den baggrund at indføre regler
om behandlingen af tilståelsessager svarende til de danske
regler. Dette vil medføre en betydelig effektivisering af
kredsretternes behandling af mindre sager, ligesom doms-
mænd ikke ulejliges unødigt.
Med lovforslaget lægges der derfor op til, at der indfø-
res et nyt underafsnit om tilståelsessager i retsplejelov for
Grønland, som indeholder reglerne for tilståelsessager og
for udenretlig bødevedtagelse (nærmere herom under pkt.
2.3.2.2) svarende til kapitel 76 i den danske retsplejelov.
Med underafsnittet indføres der en ny bestemmelse (§ 449
a), der indebærer, at kriminalsager, hvor der bliver spørgs-
mål om anbringelse i anstalt, og hvor sigtede afgiver en
uforbeholden tilståelse, fremadrettet kan fremmes til dom
efter en forenklet fremgangsmåde og uden medvirken af
domsmænd.
Den forenklede fremgangsmåde indebærer, at sagen behand-
les uden medvirken af domsmænd, at der ikke foretages
anden bevisførelse end tiltaltes tilståelse og forklaring samt
evt. dokumentation, og at der ikke udarbejdes et anklage-
skrift.
Kredsretten kan således i sager, hvor tiltalte f.eks. har er-
kendt sig skyldig til politirapporten, beramme sagen uden
at indkalde domsmænd og vidner og fremme den efter
den foreslåede § 449 a, hvis betingelserne i øvrigt er op-
fyldt. Kredsretten kan således samle en række af sådanne
sager til foretagelse kort tid efter hinanden. Møder den tiltal-
te og erkender sig skyldig, vil sagen kunne afgøres efter §
449 a, hvorved tiltalte findes skyldig. Møder den tiltalte og
nægter sig skyldig, vil sagen skulle udsættes, og vidner og
domsmænd indkaldes. Under retsmødet vil tiltalte få mulig-
hed for at angive, hvorvidt tiltalte ønsker vidner eller andre
beviser ført.
En sag vil ligeledes kunne fremmes efter den foreslåede
§ 449 a i forbindelse med et grundlovsforhør efter § 357,
hvis sigtede i den forbindelse afgiver en uforbeholden tilstå-
else, og betingelserne i øvrigt er opfyldt (en såkaldt ”straks-
dom”).
På denne måde vil en række mindre sager kunne afgøres ef-
fektivt og hurtigt, hvorved kredsrettens personale og politiet
sparer tid, ligesom vidner og domsmænd ikke ulejliges med
at skulle møde.
Som konsekvens af den foreslåede § 449 a indføres der i
retsplejelovens § 44, stk. 4, en ny bestemmelse, hvorefter
domsmænd ikke medvirker i kriminalsager, som fremmes
efter § 449 a.
Der indføres endvidere en ny bestemmelse i § 472, stk.
2, hvorefter retten afgør, om og i hvilken udstrækning yder-
ligere bevisførelse skal finde sted, hvis tiltalte afgiver en
fuldstændig tilståelse. Endelig foretages der redaktionelle
ændringer af § 44, stk. 1, og § 50, stk. 1 og 2.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 1-3 og 13-15, samt
bemærkningerne hertil.
2.3.2.2. Udenretlig bødevedtagelse
Det fremgår af Retsvæsenskommissionens Betænkning (be-
tænkning nr. 1442/2004 om det grønlandske retsvæsen) bind
II, side 571, at retsplejelovens § 21 (nuværende § 440) med
enkelte undtagelser svarer til reglen i den danske retspleje-
lovs § 924 (nuværende § 832). Det anføres i den forbindelse,
at bestemmelsen i den danske retsplejelov dog indeholder
mere detaljerede regler om retsvirkningerne af en bødeved-
tagelse samt regler om tilkendegivelsens indhold.
Ved lov nr. 714 af 8. juni 2018 om ændring af retsplejeloven
(Nedbringelse af sagsbehandlingstiden i straffesager) blev
der lagt op til, at sigtede, der i umiddelbar forbindelse med
en lovovertrædelse får et bødeforelæg efter den danske rets-
plejelovs § 832, generelt skal have mulighed for straks at
vedtage og betale bøden.
Det bemærkes, at ændringen alene havde til hensigt at tilve-
jebringe grundlaget for at udvide mulighederne for at vedta-
ge og betale en bøde på stedet. Det skyldtes, at der skulle
tilvejebringes en ny administrativ løsning for, hvordan poli-
17
titjenestemænd på stedet kunne modtage bødevedtagelser og
bødebetalinger.
For at understøtte ovenstående udvidelse blev der indsat en
ny bestemmelse (§ 832 a) i den danske retsplejelov. Bestem-
melsen medfører, at hvis sigtede i umiddelbar forbindelse
med lovovertrædelsen har vedtaget en bøde og eventuelt
konfiskation, er vedtagelsen ikke til hinder for, at anklage-
myndigheden efter anmodning nedsætter bøden som følge
af sigtedes særligt lave indtægt. Sigtede kan desuden i disse
tilfælde inden 14 dage fra vedtagelsen tilbagekalde denne
ved meddelelse til politiet.
Formålet med ændringen var bl.a. at nedbringe sagsbehand-
lingstiden i de sager, hvor sigtede vælger at vedtage bøden
med det samme, da man derved sparede tid på opkræv-
ning. Ændringen ville desuden understøtte en bedre ressour-
ceanvendelse ved retterne.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at de hensyn, der ligger
bag ændringen af den danske retsplejelov i 2018, også gør
sig gældende for Grønland. Dette skal også ses i sammen-
hæng med indførelsen af reglerne om tilståelsessager i den
foreslåede § 449 a i retsplejeloven, jf. lovforslagets pkt.
2.3.2.1.
Det foreslås derfor, at der med lovforslaget etableres adgang
til at udvide muligheden for at vedtage og betale en bøde
på stedet i lighed med ændringen af den danske retsplejelov
ved lov nr. 714 af 8. juni 2018 om ændring af retsplejeloven
(Nedbringelse af sagsbehandlingstiden i straffesager). Det
bemærkes, at der med lovforslaget alene tilvejebringes det
juridiske grundlag for udvidelsen af reglerne for udenretlig
bødevedtagelse. Det vil således skulle undersøges nærmere,
hvordan en ny administrativ løsning kan tilvejebringes ud
fra de forhold, som gør sig gældende for Grønland.
I forbindelse med ovenstående foreslås det, at der indsættes
en ny bestemmelse i retsplejeloven (§ 449 c). Bestemmelsen
indebærer, at hvis sigtede i umiddelbar forbindelse med lov-
overtrædelsen har vedtaget en bøde og eventuelt konfiska-
tion, er vedtagelsen ikke til hinder for, at anklagemyndighe-
den efter anmodning nedsætter bøden som følge af sigtedes
særligt lave indtægt. Sigtede kan desuden i disse tilfælde
inden 14 dage fra vedtagelsen tilbagekalde denne ved med-
delelse til politiet. Den foreslåede bestemmelse svarer til §
832 a i den danske retsplejelov.
Som det fremgår under pkt. 2.3.2.1, lægges der med lovfor-
slaget i øvrigt op til, at der indføres et helt nyt afsnit om til-
ståelsessager i retsplejeloven for Grønland, som indeholder
reglerne for tilståelsessager og for udenretlig bødevedtagelse
svarende til kapitel 76 i den danske retsplejelov.
Det foreslås i den forbindelse, at § 440 i retsplejeloven
ophæves, og at indholdet af bestemmelsen videreføres i den
foreslåede § 449 b. Den foreslåede bestemmelse i § 449 b
svarer med få undtagelser til den danske retsplejelovs § 832.
I modsætning til § 440 indeholder den foreslåede § 449 b så-
ledes mere detaljerede regler om retsvirkningerne af en bø-
devedtagelse samt regler om tilkendegivelsens indhold. Der
er ikke herved tilsigtet nogen ændringer i bestemmelsens
anvendelsesområde.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 14 og 15, samt be-
mærkningerne hertil.
2.4. Udeblivelsesdomme i kriminalsager
2.4.1. Gældende ret
2.4.1.1. Behandling af sager om udeblivelse
En tiltalt skal, medmindre andet er bestemt i loven, person-
ligt være til stede i retten under hele hovedforhandlingen i
en kriminalsag, indtil sagen er optaget til dom, jf. retspleje-
lovens § 451, 1. pkt. Retsformanden kan dog, efter at tiltalte
har afgivet forklaring, tillade, at tiltalte forlader retten, jf.
retsplejelovens § 451, 2. pkt.
Udebliver tiltalte trods lovlig indkaldelse, kan den pågæl-
dende fremstilles for retten under anvendelse af tvang, jf.
retsplejelovens § 452, stk. 1. Retten kan således afsige
anholdelsesbeslutning, hvis det af indkaldelsen til hovedfor-
handlingen fremgår, at tiltalte skal møde personligt og i
udeblivelsestilfælde må forventes at blive anholdt.
Hvis tiltalte udebliver uden oplyst lovligt forfald (dvs. uden
gyldig grund), eller nægter at afgive forklaring, kan retten
i stedet behandle sagen, som om tiltalte havde tilstået, og
afgøre sagen uden videre bevisførelse, jf. retsplejelovens §
452, stk. 2, 1. pkt. Dette gælder dog kun, hvis der under
sagen ikke er spørgsmål om anden foranstaltning end bøde,
konfiskation, førerretsfrakendelse og erstatning, og sagen
ikke er af særlig indgribende betydning for tiltalte, jf. § 452,
stk. 2, 2. pkt.
Efter retsplejelovens § 453, stk. 1, udsættes sagen, hvis
tiltalte udebliver ved begyndelsen eller i løbet af hovedfor-
handlingen i en kriminalsag, uden at forholdet er omfattet af
§ 452, stk. 2, og hvis den pågældende ikke straks bringes til
stede, medmindre retten beslutter at fremme hovedforhand-
lingen helt eller delvist efter stk. 2 og 3, jf. retsplejelovens §
453, stk. 1.
Er tiltalte udeblevet trods lovlig indkaldelse og uden oplyst
18
lovligt forfald, kan retten i medfør af retsplejelovens §
453, stk. 2, bestemme, at der skal ske afhøring af vidner
og skønsmænd, der er mødt, hvis retten finder, at dette
er foreneligt med hensynet til tiltalte, og hvis udsættelse
af afhøringen vil være til væsentlig ulempe for de mødte
(f.eks. i tilfælde, hvor et eller flere vidner er tilrejsende)
eller vil medføre væsentlig udsættelse af sagen. Er tiltalte
repræsenteret ved forsvarer, kan afhøring dog kun ske, hvis
forsvareren er mødt.
En hovedforhandling kan i visse situationer fremmes til dom
i tiltaltes fravær, jf. retsplejelovens § 453, stk. 3, nr. 1-5. I
begrebet ”sagens fremme” ligger, at der foretages bevisfø-
relse, herunder afhøring af vidner og syns- og skønsmænd,
og at anklageren og forsvareren har lejlighed til at udtale sig
om sagen (procedere), hvorefter retten kan afsige (udeblivel-
ses)dom. Skønner dommeren under hovedforhandlingen, at
tiltaltes tilstedeværelse er påkrævet eller ønskelig, f.eks. på
grund af nye væsentlige oplysninger, kan dommeren beslutte
at standse hovedforhandlingen og udsætte sagen med hen-
blik på ny tilsigelse af tiltalte.
Efter bestemmelsen kan en hovedforhandling fremmes til
dom i tiltaltes fravær:
1) når det skønnes, at der ikke bliver tale om andre føl-
ger end bøde, konfiskation, førerretsfrakendelse eller
erstatning,
2) når tiltalte har givet samtykke til, at sagen behandles og
afgøres i tiltaltes fravær,
3) når retten skønner, at behandling af sagen utvivlsomt
vil føre til, at tiltalte frifindes,
4) når tiltalte efter at være mødt ved sagens begyndelse
har forladt retten uden dennes tilladelse, eller
5) når tiltalte er undveget, efter at anklageskriftet er for-
kyndt.
Det er i alle tilfælde en betingelse, at retten ikke finder tiltal-
tes tilstedeværelse nødvendig, og retten må herved foretage
en nøje afvejning af på den ene side hensynet til tiltaltes
retssikkerhed og på den anden side hensynet til, at behand-
lingen og afgørelsen af sagen ikke trækker for længe ud,
jf. bemærkningerne til § 453 (Folketingstidende 2007-08,
tillæg A, side 1505).
Med henblik på at sikre tiltaltes adgang til kontradiktion
følger det af retsplejelovens § 453, stk. 4, 1. pkt., at en
sag, hvori tiltalte er repræsenteret ved en forsvarer, kun kan
fremmes til dom i de ovennævnte situationer, hvis forsvare-
ren er mødt, jf. Retsvæsenskommissionens betænkning, bind
II, side 583.
Som en retssikkerhedsmæssig garanti for den tiltalte gælder
der efter § 453, stk. 4, 2. pkt., et supplerende krav om,
at sagen kun kan fremmes til dom efter stk. 3, nr. 1, hvis
tiltalte ved tilsigelsen er blevet oplyst om, at udeblivelse
uden oplyst lovligt forfald kan medføre, at tiltalte dømmes
for de forhold, som tiltalen angår, herunder at der er nedlagt
påstand om bøde, konfiskation, førerretsfrakendelse eller er-
statning.
Der er ikke mulighed for at fremme en hovedforhandling
til dom i tiltaltes fravær efter retsplejelovens § 453, stk. 3,
når det skønnes, at der kan blive tale om anstaltsanbringelse,
medmindre hovedforhandlingen kan fremmes efter nr. 2, 4
eller 5.
Hvis der er spørgsmål om udvisning af en udlænding, vil
en sag heller ikke kunne fremmes til dom i tiltaltes fravær
i de situationer, der er nævnt i den nuværende retsplejelovs
§ 453, stk. 3, nr. 1. Det skyldes, at udvisning ikke er nævnt
i bestemmelsen som en af de andre følger, der kan tages
stilling til i en udeblivelsesdom.
Det må derimod antages at være muligt at fremme en sag
med spørgsmål om udvisning til dom i tiltaltes fravær i
de situationer, der er nævnt i retsplejelovens nuværende §
453, stk. 3, nr. 2-5, da disse bestemmelser ikke indeholder
begrænsninger med hensyn til, hvilke andre retsfølger end
straf der kan tages stilling til under sagen.
Udvisning sker efter kapitel 4 i anordning nr. 150 af 23.
februar 2001 om ikrafttræden for Grønland af udlændingelo-
ven.
2.4.1.2. Beskikkelse af forsvarer i sager om udeblivelse
Efter retsplejelovens § 321, stk. 1, skal retten beskikke en
forsvarer for sigtede, hvis sigtede ikke selv har antaget en
mødeberettiget forsvarer, som giver møde i sagen, og hvor
en række nærmere oplistede betingelser er opfyldt, jf. rets-
plejelovens § 321, stk. 1, nr. 1-3.
Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 321,
stk. 1, foretages der ikke obligatorisk forsvarerbeskikkelse i
sager, der fremmes efter § 453, stk. 3, nr. 1.
2.4.1.3. Bevismidler under sager om udeblivelse
Efter retsplejelovens § 467, stk. 2, nr. 1-5, kan en række
nærmere oplistede dokumenter benyttes som bevismidler
under hovedforhandlingen.
I forhold til sager, som fremmes efter retsplejelovens §
453, stk. 3, kan gengivelser i retsbøger af forklaringer, som
tiltalte har afgivet under afhøring om sigtelsen, således bru-
ges som bevismiddel, hvis tiltalte er udeblevet, og hovedfor-
handlingen gennemføres efter § 453, stk. 3.
19
Der kan derimod normalt ikke i de her omhandlende sager
ske dokumentation af selve tiltaltes forklaring til politirap-
port, med mindre retten undtagelsesvist tillader det efter
stk. 3. Derimod kan politiets rapporttilførsler vedrørende
omstændighederne ved lovovertrædelsen, herunder f.eks. tid
og sted og omstændighederne i forbindelse med pågribelsen,
efter praksis dokumenteres.
2.4.1.4. Domsafsigelse i sager om udeblivelse
Efter retsplejelovens § 474, stk. 3, 2. pkt., meddeles tiltalte
en udskrift af dommen, hvis tiltalte ikke er til stede ved afsi-
gelsen. Hvis sagen i medfør af § 453, stk. 3, er fremmet til
dom i tiltaltes fravær, skal udskriften forkyndes for tiltalte,
jf. § 474, stk. 3, 3. pkt. Den gældende bestemmelse indehol-
der ikke en regel om, at forkyndelse skal ske personlig for
domfældte.
2.4.1.5. Genoptagelse af sager om udeblivelse
Er en udebleven tiltalt blevet domfældt efter § 452, stk. 2,
kan den pågældende anmode om at få sagen genoptaget, jf.
§ 452, stk. 3, 1. pkt., f.eks. hvis tiltalte har glemt retsmødet
eller været forhindret i at melde afbud. Genoptagelse er såle-
des ikke betinget af, at tiltalte har haft lovligt forfald. Retten
til genoptagelse kan kun bruges én gang, jf. bemærkninger-
ne til retsplejelovens § 452 (Folketingstidende 2007-08, til-
læg A, side 1505).
Anmodningen skal fremsættes over for den ret, som har
afsagt dom i sagen, senest 14 dage efter, at domfældte har
fået underretning om dommen, jf. § 452, stk. 3, 2. pkt.
Nægtes genoptagelse, kan spørgsmålet indbringes for Den
Særlige Klageret inden 4 uger efter rettens afgørelse, jf. §
452, stk. 3, 3. pkt.
Udebliver domfældte under den nye hovedforhandling, hæ-
ver retten sagen, og den tidligere afsagte dom bliver stående
ved magt, jf. § 452, stk. 4.
I modsætning til hvad der gælder for sager fremmet til dom
efter retsplejelovens § 452, stk. 2, indeholder retsplejeloven
ikke regler om genoptagelse af sager fremmet til dom efter §
453, stk. 3, nr. 1-5.
2.4.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
2.4.2.1. Behandling af sager om udeblivelse
Det følger af bemærkningerne til retsplejelovens § 452 (Fol-
ketingstidende 2007-08, tillæg A, side 1504), at bestemmel-
sens stk. 2 svarer til den danske retsplejelovs § 897, stk. 1,
dvs. forud for de ændringer, der er fortaget af den danske
bestemmelse 2011, 2017 og 2021.
Af bemærkningerne til retsplejelovens § 453 (Folketingsti-
dende 2007-08, tillæg A, side 1505) følger det, at bestem-
melsen i meget vidt omfang er udformet på baggrund af
den danske retsplejelovs § 855, som bestemmelsen så ud
på daværende tidspunkt. Den danske bestemmelse er siden
2007 ændret i 2014, 2017, 2019 og 2021.
Den danske retsplejelovs § 855 og § 897 er ændret ved bl.a.
lov nr. 203 af 28. februar 2017 om ændring af retsplejelo-
ven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og lov om elektroni-
ske kommunikationsnet- og tjenester (udeblivelsesdomme,
forkyndelse og anvendelse af digital kommunikation i straf-
fesager m.v.).
Ved lovændringen blev mulighederne for at afsige udebli-
velsesdomme generelt udvidet bl.a. med henblik på en ef-
fektivisering af straffesagskæden. De konkrete ændringer
udsprang af det retspolitiske udspil ”Respekt for det fælles –
Respektpakke 1” (”Respektpakken”).
I udspillet blev der lagt op til, at udgangspunktet for an-
vendelse af udeblivelsesdomme fremover skulle vendes, så
domstolene skal (og ikke blot kan) gennemføre en sag, når
tiltalte udebliver, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Det
kræver herefter en særlig grund, hvis en straffesag ikke skal
gennemføres som udeblivelsessag, når muligheden forelig-
ger. Det blev således forudsat, at der fremover skal afsiges
udeblivelsesdomme i samtlige sager, hvor reglerne giver
mulighed for det, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 105
som fremsat, side 16.
Ændringen medførte for det første, at den danske retspleje-
lovs § 855, stk. 3, blev ændret, således at en hovedforhand-
ling skal fremmes til dom i tiltaltes fravær, når anklagemyn-
digheden fremsætter begæring herom, og retten ikke finder
tiltaltes tilstedeværelse nødvendig. Betingelserne for at afsi-
ge udeblivelsesdom skal derudover i øvrigt være opfyldt.
Ændringen medførte for det andet, at retsplejelovens § 897,
stk. 1, blev ændret, således at retten, når der ikke under
sagen er spørgsmål om højere straf end bøde, skal behand-
le sagen, som om tiltalte har tilstået det forhold, som den
pågældende er tiltalt for, med mindre omstændighederne
taler imod det, hvis tiltalte udebliver fra hovedforhandlingen
uden oplyst lovligt forfald, nægter at afgive forklaring eller
har undladt at anmode om retsmøde, jf. § 896 a.
Endelig blev grænsen for, hvornår en hovedforhandling kan
fremmes til dom i tiltaltes fravær, når tiltalte har givet sam-
20
tykke til gennemførelsen af hovedforhandlingen efter rets-
plejelovens § 855, stk. 3, nr. 3, hævet fra ubetinget fængsel
i 6 måneder til ubetinget fængsel i 1 år, mens grænsen for,
hvornår en hovedforhandling kan fremmes i tiltaltes fravær
(uden tiltaltes samtykke) efter retsplejelovens § 855, stk.
3, nr. 4, blev hævet fra ubetinget fængsel i 3 måneder til
ubetinget fængsel i 6 måneder.
§ 855 i den danske retsplejelov er endvidere ændret ved
lov nr. 485 af 30. april 2019 om ændring af retsplejeloven
(Udeblivelsesdomme i sager med påstand om udvisning
og anvendelse af telekommunikation med billede i retsmø-
der). Formålet med loven var bl.a. at udvide mulighederne
for at fremme en straffesag til dom, uden at tiltalte er til ste-
de under sagen, i sager, hvor der er spørgsmål om udvisning,
med henblik på at effektivisere straffesagskæden.
Udvisning blev på den baggrund indsat i den danske retsple-
jelovs § 855, stk. 3, nr. 3 og 4, som en af de retsfølger,
der kan tages stilling til under en sag, hvor tiltalte ikke er
til stede, med mindre tiltaltes tilstedeværelse er nødvendig,
herunder for at retten på betryggende vis kan tage stilling til
spørgsmålet om udvisning af den tiltalte.
Rådet for Grønlands Retsvæsen har anbefalet, at der bør
indføres en udvidet mulighed for anvendelse af udeblivel-
sesdomme i kriminalsager.
Justitsministeriet er enig i anbefalingen fra Rådet for Grøn-
lands Retsvæsen.
Med lovforslaget foreslås det derfor at ændre retsplejelovens
§ 452, stk. 2, 1. pkt., i lighed med ændringen af den danske
retsplejelovs § 897, stk. 1, i 2017.
Ændringen medfører, at retten ikke blot kan, men skal be-
handle sagen, som om tiltalte havde tilstået, og afgøre sagen
uden videre bevisførelse, hvis tiltalte udebliver uden oplyst
lovligt forfald. Der er derudover ikke tilsigtet nogen ændrin-
ger i bestemmelsens anvendelsesområde.
Det foreslås endvidere, at retsplejelovens § 453, stk. 3 og 4,
nyaffattes, således at bestemmelserne i den danske retspleje-
lovs § 855, stk. 3 og 4, om fremme af sager i forbindelse
med tiltaltes udeblivelse, i sin helhed overføres til den grøn-
landske retsplejelov.
Det betyder først og fremmest, at retsplejelovens § 453, stk.
3, i lighed med ændringen af den danske retsplejelovs §
855, stk. 3, i 2017, ændres, så det udtrykkeligt fremgår, at
domstolene skal gennemføre en sag, når tiltalte udebliver,
hvis anklagemyndigheden fremsætter begæring herom, og
hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Det vil heref-
ter kræve en særlig grund, hvis en kriminalsag ikke skal
gennemføres som udeblivelsessag, når muligheden forelig-
ger. Det forudsættes således, at der afsiges udeblivelsesdom-
me i samtlige sager, hvor reglerne giver mulighed for det.
Ændringen indebærer endvidere, at det fremover bliver mu-
ligt uden tiltaltes samtykke at fremme en hovedforhandling
til dom i tiltaltes fravær efter retsplejelovens § 453, stk. 3,
når det skønnes, at der kan blive tale om anstaltsanbringel-
se. Det vil endvidere blive muligt at fremme en hovedfor-
handling til dom i tiltaltes fravær i sager, hvor anklagemyn-
digheden har nedlagt påstand om udvisning.
En hovedforhandling i en kriminalsag vil herefter, hvis an-
klagemyndigheden fremsætter begæring herom, og retten
ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig, skulle frem-
mes til dom i tiltaltes fravær, når der under sagen alene er
spørgsmål om anstaltsanbringelse i 1 år eller derunder, kon-
fiskation, udvisning, rettighedsfrakendelse eller erstatning,
og tiltalte har givet samtykke til gennemførelse af hovedfor-
handlingen, jf. den foreslåede § 453, stk. 3, nr. 3. Der kan
derimod ikke gives samtykke til, at enhver kriminalsag kan
fremmes som efter den gældende bestemmelse i § 453, stk.
3, nr. 2.
Hovedforhandlingen i en kriminalsag vil endvidere skulle
fremmes til dom i tiltaltes fravær, når tiltalte ikke idømmes
andre følger end anbringelse i anstalt i 6 måneder eller der-
under, bøde, konfiskation, udvisning, førerretsfrakendelse
eller erstatning, jf. den foreslåede § 453, stk. 3, nr. 4. Dette
gælder, uanset om den tiltalte har givet samtykke til gen-
nemførelse af hovedforhandlingen. Hvis tiltalte ikke har gi-
vet samtykke hertil, er det dog en betingelse for at fremme
sagen, at den tiltalte har været lovligt indkaldt til hovedfor-
handlingen, og at det af indkaldelsen fremgår, at udeblivelse
uden oplyst lovligt forfald kan medføre, at tiltalte dømmes
for de forhold, som tiltalen angår, jf. den foreslåede § 453,
stk. 4.
Det forhold, at en udlænding ikke har bidraget med oplys-
ninger om sin tilknytning til Danmark – f.eks. i forbindelse
med en afhøring efter § 26 i anordning om udlændingeloven
– vil ikke i sig selv være tilstrækkeligt til, at retten kan
undlade at fremme sagen til dom.
Hvis retten derimod finder, at der er konkrete grunde til,
at tiltaltes tilstedeværelse under hovedforhandlingen er nød-
vendig, kan retten beslutte, at sagen ikke kan fremmes til
dom i tiltaltes fravær. Det vil kunne tænkes at være tilfældet,
hvis der mangler oplysninger om varigheden af udlændin-
gens lovlige ophold eller andre relevante oplysninger om
personlige forhold, som vurderes at være afgørende i rela-
tion til spørgsmålet om udvisning.
Ændringen medfører endelig, at det udgår af retsplejelovens
§ 453, stk. 4, at hvis tiltalte er repræsenteret ved en forsva-
21
rer, kan en sag kun fremmes efter stk. 3, hvis forsvareren er
mødt. Med lovforslaget indføres der imidlertid en ordning
om obligatorisk forsvarerbeskikkelse i sager, der fremmes
efter § 453, stk. 3, hvor der er spørgsmål om anstaltsanbrin-
gelse. Der henvises til bemærkningerne under pkt. 2.4.2.2 i
lovforslaget nedenfor.
Forslaget medfører derudover en række redaktionelle æn-
dringer af § 453, stk. 3 og 4. Der er ikke med disse ændrin-
ger tilsigtet nogen ændringer i de resterende bestemmelsers
anvendelsesområde.
Det bemærkes afslutningsvis, at den danske retsplejelovs §
855 og § 897 som anført senest er ændret ved lov nr. 1169
af 8. juni 2021. Dette er der imidlertid ikke taget højde
for i nærværende lovforslag, som er udarbejdet, inden den
pågældende lovændring blev vedtaget i Folketinget.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 16 og 17, samt be-
mærkningerne hertil.
2.4.2.2. Beskikkelse af forsvarer i sager om udeblivelse
Ved lov nr. 369 af 18. maj 1994 (Rejsedommerordning,
forkyndelse, udeblivelsesdomme i straffesager samt løninde-
holdelse for bøder, sagsomkostninger og konfiskerede beløb
m.v.) blev det som en retssikkerhedsmæssig garanti for til-
talte fastsat som en betingelse for at fremme en sag i tiltaltes
fravær efter den danske retsplejelovs § 855, stk. 3, nr. 4,
at der skal beskikkes en forsvarer efter den danske retspleje-
lovs § 731, stk. 1, litra j.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at den prak-
tiske tilrettelæggelse af ordningen med hensyn til forsvarer-
beskikkelse i udeblivelsessager formentlig kan ske på en
række forskellige måder. En mulig fremgangsmåde vil være,
at retten i samarbejde med anklagemyndigheden identifice-
rer de sager, hvor ordningen skal anvendes, navnlig sager
vedrørende promille- og spirituskørsel eller kørsel i fraken-
delsestiden. I disse sager forkyndes anklageskriftet for den
tiltalte personligt, og den pågældende får samtidig skriftlig
meddelelse om, at udeblivelse kan medføre, at der idømmes
frihedsstraf. Et antal sager af denne art berammes til et be-
stemt tidspunkt. På dette tidspunkt vil det vise sig, at en del
af de tiltalte er mødt, mens andre er udeblevet. Sagerne ved-
rørende tiltalte, der er mødt, behandles herefter først. Mens
denne behandling pågår, tilkalder retten blandt kredsen af
beneficerede advokater en eller flere advokater, der kan be-
skikkes som forsvarer for den eller de udeblevne tiltalte. Der
kan eventuelt etableres en ordning, hvor der fast er en for-
svarer til stede i retten, når sådanne sager er til behandling,
eller hvor en eller flere forsvarere er på tilkaldevagt. Mens
retten behandler de sager, hvor de tiltalte er mødt, får for-
svareren lejlighed til at gennemgå sagsakterne vedrørende
den eller de udeblevne tiltalte, som forsvareren er beskikket
for. Slår tiden ikke til, kan retten efter omstændighederne
give forsvareren en kort, yderligere frist. Herefter behandles
sagen vedrørende den eller de udeblevne tiltalte på sædvan-
lig måde under medvirken af anklager og forsvarer. Som
nævnt må den enkelte ret imidlertid i praksis finde en frem-
gangsmåde, som passer bedst til de lokale forhold, jf. Folke-
tingstidende 1993-94, tillæg A, spalte 8056-8057.
På baggrund af den foreslåede udvidelse af anvendelsesom-
rådet for udeblivelsesdomme efter retsplejelovens § 453,
stk. 3, jf. punkt 2.4.2.1, er det Justitsministeriets opfattelse,
at de hensyn, der lå til grund for lovændringen i Danmark i
1994, også gør sig gældende for Grønland.
Det foreslås således, at der i den grønlandske retsplejelovs
§ 321, stk. 1, indføres hjemmel til obligatorisk forsvarerbe-
skikkelse svarende til den danske retsplejelovs § 731, stk. 1,
litra j, hvorefter der skal beskikkes en forsvarer for sigtede
i sager, hvor der er spørgsmål om anstaltsanbringelse, der
fremmes i medfør af § 855, stk. 3, nr. 4, medmindre sigtede
selv har antaget en forsvarer.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 12, samt bemærknin-
gerne hertil.
2.4.2.3. Bevismidler under sager om udeblivelse
Ved lov nr. 256 af 8. maj 2002 om ændring af retsplejelo-
ven (Udeblivelsesdomme i straffesager, pressens adgang til
domsudskrifter m.v. og politiklagenævnsmedlemmers sags-
behandling) blev anvendelsesområdet for den danske rets-
plejelovs § 855, stk. 3, nr. 4 (daværende § 847, stk. 3, nr.
4), udvidet fra 30 dages fængsel til 3 måneders fængsel
med henblik på, at flere typer af straffesager ville kunne
domsforhandles i tiltaltes fravær.
Udvidelsen betød bl.a., at tiltaltes forklaring i videre omfang
end tidligere måtte antages at kunne have en vis betydning
for rettens afgørelse af sagen, uden dog at være så væsentlig,
at retten af den grund burde udsætte sagen med henblik på,
at tiltalte kan komme til stede.
Der blev på den baggrund indsat en ny bestemmelse i den
danske retsplejelovs § 871, stk. 2, nr. 6 (daværende § 877,
stk. 2, nr. 6), der giver forsvareren – men ikke anklagemyn-
digheden – adgang til at dokumentere den tiltaltes forklaring
til politirapport i sager, der fremmes efter den danske rets-
plejelovs § 855, stk. 3, nr. 4.
Formålet hermed var at sikre, at alle oplysninger, som kan
bevirke et for tiltalte gunstigere resultat, kan indgå i sagen,
selv om tiltalte ikke er til stede og kan afgive forklaring. Ju-
stitsministeriet var opmærksom på, at en ensidig adgang for
forsvareren til at dokumentere tiltaltes forklaring udgør en
22
fravigelse af princippet om anklagemyndighedens og forsva-
rets ligestilling under straffesagens behandling (»equality of
arms«). Justitsministeriet fandt dog ikke, at dette ville være
forbundet med væsentlige, principielle betænkeligheder, da
fravigelsen sker til fordel for forsvaret, og da hensynet til en
bedre oplysning af sagen bør veje tungt, jf. Folketingstiden-
de 2001-02, tillæg A, side 2081.
På baggrund af den foreslåede udvidelse af anvendelsesom-
rådet for udeblivelsesdomme efter retsplejelovens § 453,
stk. 3, jf. punkt 2.4.2.1, er det Justitsministeriets opfattelse,
at de hensyn, der lå til grund for lovændringen i 2002 i
Danmark, også gør sig gældende for Grønland.
Det foreslås derfor, at der efter retsplejelovens § 467, stk. 2,
nr. 5, indsættes en ny bestemmelse, som svarer til § 871, stk.
2, nr. 6, i den danske retsplejelov.
Bestemmelsen medfører, at tilførsler til politiets rapporter
om de af tiltalte under politiets afhøring om sigtelsen afgiv-
ne forklaringer kan anvendes som bevismiddel, når forsvare-
ren begærer det i sager, der fremmes efter den foreslåede §
453, stk. 3, nr. 4.
Forsvareren gives således mulighed for at inddrage oplys-
ninger til gunst for tiltalte i situationer, hvor sådanne oplys-
ninger fremgår af tiltaltes forklaringer til politiet, uden i øv-
rigt at være af så afgørende betydning for skyldsspørgsmålet
eller udmålingen af foranstaltningen, at retten af den grund
bør udsætte sagen på, at tiltalte selv kan komme til stede.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 18, samt bemærknin-
gerne hertil.
2.4.2.4. Domsafsigelse i sager om udeblivelse
Ved lov nr. 256 af 8. maj 2002 om ændring af retsplejelo-
ven (Udeblivelsesdomme i straffesager, pressens adgang til
domsudskrifter m.v. og politiklagenævnsmedlemmers sags-
behandling) blev der indsat et krav i den danske retspleje-
lovs § 219 a, stk. 5, om, at en dom i en sag, der er fremmet i
medfør af § 855, stk. 3, nr. 4 (daværende § 847, stk. 3, nr. 4),
fremover altid skal forkyndes for den tiltalte personligt, hvis
indkaldelsen ikke har været forkyndt for denne personligt.
Bestemmelsen var en konsekvens af den samtidige ophæ-
velse af kravet om personlig forkyndelse af indkaldelser i
sager, der fremmes i medfør af § 855, stk. 3, nr. 4, som var
forbundet med håndhævelsesmæssige udfordringer.
På baggrund af den foreslåede udvidelse af anvendelsesom-
rådet for udeblivelsesdomme efter retsplejelovens § 453,
stk. 3, jf. pkt. 2.4.2.1, er det Justitsministeriets opfattelse, at
de hensyn, der lå til grund for lovændringen i Danmark i
2002, også gør sig gældende for Grønland.
Det foreslås derfor, at der i retsplejelovens § 474, stk. 3,
indsættes en bestemmelse, som svarer til § 219 a, stk. 5, i
den danske retsplejelov.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at hvis sagen er
fremmet i tiltaltes fravær i medfør af § 453, stk. 3, nr. 4,
skal forkyndelse af udskriften ske for tiltalte personlig, med-
mindre tilsigelsen har været forkyndt for denne personlig.
Det betyder, at i sager, der fremmes efter den foreslåede
§ 453, stk. 3, nr. 4, vil enten indkaldelsen eller dommen
altid skulle forkyndes for den tiltalte personlig. Dette skal
medvirke til, at den tiltalte også i praksis får kendskab til
kriminalsagen.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 20, samt bemærknin-
gerne hertil.
2.4.2.5. Genoptagelse af sager om udeblivelse
Ved lov nr. 203 af 28. februar 2017 om ændring af retspleje-
loven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og lov om elektroni-
ske kommunikationsnet og –tjenester (Udeblivelsesdomme,
forkyndelse og anvendelse af digital kommunikation i straf-
fesager m.v.) blev der gennemført en indskrænkning i den
ellers ubetingede adgang til genoptagelse af domme, som er
fremmet efter § 855, stk. 3, nr. 4, efter den danske retspleje-
lovs § 987, stk. 3. Ændringen udsprang af Respektpakken.
Ændringen medførte, at adgangen for en domfældt efter §
855, stk. 3, nr. 4, til at begære sagen genoptaget til ny
forhandling blev begrænset til sager, hvor den domfældte
ikke kan anke dommen, eller hvis den domfældte godtgør, at
have haft lovligt forfald og ved ham utilregnelige omstæn-
digheder har været forhindret fra i tide at anmelde dette,
eller at stævningen ikke rettidigt er kommet til domfældtes
kundskab. Fristen for at begære en sag genoptaget i de sager,
der ikke kan ankes, blev desuden nedsat fra 4 til 2 uger.
Justitsministeriet fandt ikke, at indskrænkningen var forbun-
det med retssikkerhedsmæssige betænkeligheder. Der blev i
den forbindelse henvist til, at det for det første kun er muligt
at afsige udeblivelsesdom efter bestemmelsen i § 855, stk.
3, nr. 4, når tiltalte ikke idømmes højere straf end ubetinget
fængsel i 6 måneder, og da kun hvis den tiltalte - hvis denne
ikke har samtykket i sagens behandling - har været lovligt
indkaldt til retsmødet, og at det af indkaldelsen fremgår,
at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan medføre, at
tiltalte dømmes for de forhold, som tiltalen angår, jf. § 855,
stk. 4.
23
Justitsministeriet henviste endvidere til, at dommen fortsat
skulle forkyndes for tiltalte, hvis denne blev dømt som ude-
bleven. Hvis tilsigelsen ikke var forkyndt for tiltalte person-
ligt, skulle dommen forkyndes personligt. For det andet skal
retten fortsat finde fremgangsmåden forsvarlig, tiltalte skal
have en forsvarer, og der skal gennemføres en fuldstændig
bevisførelse i sagen, selv om tiltalte udebliver fra en hoved-
forhandling, for at tiltalte kan dømmes i sagen. Der henvises
til Folketingstidende 2016-17, A, L 105 som fremsat, side
16.
Ved lov nr. 256 af 8. maj 2002 blev der som tillæg til be-
stemmelsen om genoptagelse af udeblivelsesdomme tilføjet
en bestemmelse i den danske retsplejelovs § 988, hvorefter
tilførsler til retsbogen om forklaringer afgivet af vidner og
skønsmænd under den forudgående behandling foruden de i
§ 871 nævnte tilfælde kan anvendes som bevismiddel, hvis
ingen af parterne inden hovedforhandlingen har anmodet om
fornyet afhøring, hvis en straffesag genoptages efter § 987,
stk. 3.
På baggrund af den foreslåede udvidelse af anvendelsesom-
rådet for udeblivelsesdomme efter retsplejelovens § 453,
stk. 3, jf. pkt. 2.4.2.1, er det Justitsministeriets opfattelse, at
de hensyn, der lå til grund for lovændringerne i Danmark i
2002 og 2017, også gør sig gældende for Grønland.
Det foreslås på den baggrund med enkelte undtagelser at
overføre bestemmelsen i den danske retsplejelovs § 987, stk.
3, om genoptagelse af sager, der er fremmet til dom efter §
855, stk. 3, nr. 4, til retsplejeloven.
Det foreslås således for det første, at der indsættes en ny be-
stemmelse i retsplejelovens § 592 a, hvorefter en domfældt
efter den foreslåede § 453, stk. 3, nr. 4, kan begære sagen
genoptaget til ny forhandling, hvis den domfældte godtgør
at have haft lovligt forfald og ved ham utilregnelige om-
stændigheder har været forhindret fra i tide at anmelde dette,
eller at stævningen ikke rettidigt er kommet til domfældtes
kundskab.
Det foreslås for det andet, at der indsættes en ny bestem-
melse i retsplejelovens § 592 b, der svarer til den danske
retsplejelovs § 988, hvorefter tilførsler til retsbogen om for-
klaringer afgivet af vidner og skønsmænd under den forud-
gående behandling foruden de i § 467 nævnte tilfælde kan
anvendes som bevismiddel, hvis ingen af parterne inden
hovedforhandlingen har anmodet om fornyet afhøring.
Den nye hovedforhandling kan således gennemføres, uden
at alle vidnerne indkaldes på ny med henblik på at afgive
forklaring. Under den nye hovedforhandling bør det, hvis
ingen af parterne inden hovedforhandlingen har anmodet om
fornyet afhøring, dog være muligt at dokumentere forklarin-
ger afgivet under den tidligere hovedforhandling.
Det forudsættes, at den forslåede bestemmelse vil blive ad-
ministreret således, at centrale vidner vil skulle høres også
under den genoptagne kriminalsag, idet retten ellers vil anse
det for betænkeligt at domfælde den tiltalte.
Det bemærkes afslutningsvis, at den danske retsplejelovs §
855 og § 987, stk. 3, som anført senest er ændret ved lov
nr. 1169 af 8. juni 2021. Dette er der imidlertid ikke taget
højde for i dette lovforslag, som er udarbejdet, inden den
pågældende lovændring blev vedtaget i Folketinget.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 21, samt bemærknin-
gerne hertil.
2.5. Pligtig afgangsalder for dommere og kredsdommere
m.v.
2.5.1. Gældende ret
2.5.1.1. Dommere og andre tjenestemandsansatte jurister
ved Grønlands retsvæsen
Det følger af § 34, stk. 2, i lov om statens tjenestemænd i
Grønland, jf. lovbekendtgørelse nr. 1291 af 14. november
2015, at dommere og andre tjenestemandsansatte jurister
ved Grønlands retsvæsen afskediges fra udgangen af den
måned, hvori de fylder 65 år (pligtig afgangsalder). Bestem-
melsen indebærer, at der ikke er mulighed for, at ansættelsen
kan fortsætte, efter at dommeren mv. er fyldt 65 år.
I 1964 blev der ved lov nr. 168 af 27. maj 1964 om statens
tjenestemænd i Grønland indført en pligtig afgangsalder på
65 år for alle tjenestemænd i Grønland (hjemmehørende
såvel som ikke-hjemmehørende tjenestemænd). Indtil 1964
var der alene fastsat en pligtig afgangsalder for tjeneste-
mænd udsendt fra Danmark til Grønland.
Den pligtige afgangsalder på 65 år blev videreført ved lov
nr. 263 af 9. juni 1971 om statens tjenestemænd i Grøn-
land. I lovforslagets bemærkninger blev det i den forbindel-
se anført, at erfaringerne har vist, at det i Grønland er såvel i
de ansattes som i statens interesse, at tjenestemændene aflø-
ses af yngre arbejdskraft på et tidligere tidspunkt end i Dan-
mark, hvor afgangspligt som hovedregel først indtræder ved
det 70. år. Begrundelsen for den lave afgangsalder i Grøn-
land må for de ikke-hjemmehørende tjenestemænd søges
deri, at de udfører tjenesten under klimatiske, arbejds- og
miljømæssigt fremmede forhold, ligesom arbejdsområderne
ofte er andre i Grønland end i Danmark. For de hjemmehø-
rende tjenestemænds vedkommende gør de nævnte forhold
sig kun delvis gældende, men den lave gennemsnitsleveal-
der i Grønland motiverer stadig en lavere afgangsalder end i
24
Danmark. Der henvises i den forbindelse til Folketingstiden-
de 1970-71, tillæg A, spalte 3038-3039.
Ved lov nr. 249 af 31. marts 2009 om ændring af lov om
statens tjenestemænd i Grønland og lov om pension til
statens tjenestemænd m.v. i Grønland blev den generelle
pligtige afgangsalder på 65 år for statens tjenestemænd i
Grønland ophævet svarende til ophævelsen af den pligtige
afgangsalder på 70 år for statens tjenestemænd i Danmark
i 2008. Formålet med loven var at undgå, at tjenestemænd,
der kan og vil arbejde længere, afskediges på grund af en
opnået alder.
I lighed med ophævelsen af den pligtige afgangsalder i Dan-
mark gælder ophævelsen af den pligtige afgangsalder for
statens tjenestemænd i Grønland ikke dommere og andre
tjenestemandsansatte jurister ved Grønlands retsvæsen. Det
blev i den forbindelse tilkendegivet i lovforslaget, at en
eventuel regulering af den pligtige afgangsalder for denne
persongruppe burde afvente udfaldet af det daværende ud-
valgsarbejde om eventuel fastsættelse af en højere pligtig
afgangsalder for dommere og andre tjenestemandsansatte
jurister ved domstolene i Danmark, jf. nærmere nedenfor
under pkt. 2.5.2.1. Der kan i den forbindelse henvises til
Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 3778.
2.5.1.2. Kredsdommere
Kredsretterne er 1. instans for bl.a. kriminalsager, jf. retsple-
jelovens § 55, hvor kredsdommere som dommere selvstæn-
digt kan afgøre sager.
Kredsdommere er ansat som tjenestemænd, men der stil-
les ikke krav om bestået juridisk embedseksamen. En-
delig udnævnelse som kredsdommer kan først ske, når
vedkommende efter ansættelse som kandidat til en kreds-
dommerstilling har gennemgået en særlig kredsdommerud-
dannelse, jf. retsplejelovens § 12, stk. 2.
Den pligtige afgangsalder i § 34, stk. 2, i lov om statens
tjenestemænd i Grønland omfatter alene dommere og andre
tjenestemandsansatte jurister ved Grønlands retsvæsen. Der
er derimod ikke fastsat nogen pligtig afgangsalder for kreds-
dommere.
Som nævnt ovenfor under pkt. 2.5.1.1 gjaldt der indtil 2009
en generel pligtig afgangsalder på 65 år for statens tjeneste-
mænd i Grønland. Kredsdommere var indtil 1. januar 2010
ikke ansat som tjenestemænd og var derfor ikke omfattet af
den generelle pligtige afgangsalder i tjenestemandsloven.
Efter retsplejeloven kan en kredsdommer alene afskediges
på grund af uegnethed eller sygdom, eller når vedkommende
har gjort sig skyldig i et forhold, der gør den pågældende
uværdig til den agtelse og tillid, som kredsdommererhvervet
forudsætter, jf. § 26, stk. 1, og i tilfælde, hvor en omordning
af domstolene finder sted, jf. § 26, stk. 2. En sag om afske-
digelse af disse grunde skal af Domstolsstyrelsen indbringes
for Dommerrådet, jf. retsplejelovens § 26, stk. 4.
2.5.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
2.5.2.1. Dommere og andre tjenestemandsansatte jurister
ved Grønlands retsvæsen
Det følger af § 34, stk. 2, i lov om tjenestemænd, jf. lov-
bekendtgørelse nr. 511 af 18. maj 2017 (den danske tjene-
stemandslov), at dommere og andre tjenestemandsansatte
jurister ved de danske domstole afskediges fra udgangen af
den måned, hvori de fylder 70 år. Den pligtige afgangsalder
for dommere m.v. på 70 år har eksisteret siden 1933, hvor
den blev indføjet i tjenestemandsloven ved lov nr. 93 af 20.
maj 1933.
Den generelle pligtige afgangsalder på 70 år for tjeneste-
mænd i Danmark blev ophævet ved lov nr. 484 af 17. juni
2008 om ændring af lov om tjenestemænd og forskellige
andre love. Dommere og andre tjenestemandsansatte jurister
ved de danske domstole er ikke omfattet af ophævelsen af
den generelle pligtige afgangsalder og afskediges således
fortsat fra udgangen af den måned, hvori de fylder 70 år. I
den forbindelse blev det anført i lovforslagets bemærknin-
ger, at spørgsmålet om ændring af den pligtige afgangsalder
for dommere mv. ikke skulle være omfattet af det pågælden-
de lovforslag, men at man ville tage initiativ til, at der efter
lovens vedtagelse blev gennemført et udvalgsarbejde om en
eventuel fastsættelse af en højere pligtig afgangsalder for
dommere og andre tjenestemandsansatte jurister ved dom-
stolene. Der kan i den forbindelse henvises til Folketingsti-
dende 2008-09, tillæg A, side 3778.
Udvalget afsluttede sit arbejde i 2014 med ”Udtalelse om
den pligtige afgangsalder for dommere og andre tjeneste-
mandsansatte jurister ved domstolene”. Det fremgår af udta-
lelsen, at udvalget samlet set fandt, at den pligtige afgangs-
alder for dommere mv. bør fastholdes på 70 år.
Det fremgår i den forbindelse bl.a. af udtalelsen (side 7),
at det var udvalgets vurdering, at en aldersbetinget svækkel-
se af en dommer i praksis langt fra altid vil indtræde og
forløbe på en sådan måde, at det – hvis dommeren ikke selv
ønsker at fratræde sin stilling – vil være muligt straks at
tilvejebringe det sikre grundlag, som vil være en forudsæt-
ning for, at den pågældende dommer vil kunne suspenderes
eller afsættes ved dom afsagt af Den Særlige Klageret. Det
betyder, at den pågældende – i hvert fald i en periode –
vil virke som dommer uden at være i stand til at varetage
sine arbejdsopgaver forsvarligt. I lyset af de opgaver, som
25
domstolene varetager, kan dette efter omstændighederne væ-
re forbundet med ganske vidtrækkende konsekvenser for de
berørte borgere, virksomheder m.v.
Det fremgår endvidere af udtalelsen (side 64), at udvalget
fremhævede, at det er afgørende, at dommere og andre tje-
nestemandsansatte jurister ved domstolene også fremover
kan leve op til de væsentlige krav, der stilles til deres ar-
bejdsevne. Det bør således efter udvalgets opfattelse søges
undgået, at der sker en forøgelse af antallet af sager om
afskedigelse af dommere på grund af aldersbetinget svæk-
kelse, idet en sådan forøgelse bl.a. vil kunne bidrage til at
svække borgernes tillid til domstolene.
Den pligtige afgangsalder på 70 år for dommere og andre
tjenestemandsansatte jurister ved domstolene i Danmark
blev fastholdt på baggrund af udvalgets anbefaling, jf. be-
mærkningerne til lov nr. 737 af 25. juni 2014 om ændring
af retsplejeloven og forskellige andre love. Der kan i den
forbindelse henvises til Folketingstidende 2013-14, A, L
178 som fremsat, side 90.
Som nævnt under pkt. 2.5.1.1 blev det tilkendegivet i forbin-
delse med ophævelsen af den generelle pligtige afgangsalder
for tjenestemænd i Grønland, at en eventuel regulering af
den pligtige afgangsalder på 65 år for dommere og andre tje-
nestemandsansatte jurister ved Grønlands retsvæsen burde
afvente udfaldet af udvalgsarbejdet.
Det er i den forbindelse Justitsministeriets vurdering, at de
hensyn, som udvalget anførte som begrundelse for at fast-
holde en pligtig afgangsalder på 70 år for dommere mv.,
også gør sig gældende i Grønland. Det foreslås på den bag-
grund, at den pligtige afgangsalder for dommere og andre
tjenestemandsansatte jurister ved Grønlands retsvæsen hæ-
ves fra 65 år til 70 år.
Hertil kommer, at en pligtig afgangsalder for dommere og
andre tjenestemandsansatte jurister i Grønland på 65 år efter
Justitsministeriets vurdering ikke længere kan begrundes i
de hensyn, der hidtil er blevet anført til støtte for en lavere
pligtig afgangsalder i Grønland end i Danmark, jf. ovenfor
under pkt. 2.5.1.1. I den forbindelse lægger Justitsministeriet
særlig vægt på den generelt stigende levealder i Grønland.
Der henvises til lovforslagets § 3, nr. 2, samt bemærkninger-
ne hertil.
2.5.2.2. Kredsdommere
Som det fremgår under pkt. 2.5.1.2, varetager kredsdomme-
re de opgaver, der er henlagt til kredsretterne efter retsple-
jelovens § 55. Kredsretterne er 1. instans for bl.a. kriminal-
sager, hvor kredsdommere som dommere selvstændigt kan
afgøre sager.
Desuden har kredsdommere den samme retsplejemæssige
beskyttelse mod afskedigelse som tjenestemandsansatte juri-
ster ved Grønlands retsvæsen, idet de alene kan afskediges
af Dommerrådet ved dom i medfør af retsplejelovens § 10,
stk. 1, nr. 4.
Efter Justitsministeriets opfattelse gælder de hensyn, som
begrunder en pligtig afgangsalder for dommere og andre
tjenestemandsansatte jurister, også for kredsdommere.
Det foreslås på den baggrund, at der i lov om statens tje-
nestemænd i Grønland indføres en pligtig afgangsalder for
kredsdommere. Det foreslås endvidere, at afgangsalderen
som for dommere mv. fastsættes til 70 år. Det er i den
forbindelse Justitsministeriets vurdering, at de hensyn, som
udvalget om pligtig afgangsalder for dommere m.v. anførte
som begrundelse for at fastholde en pligtig afgangsalder på
70 år for dommere m.v. ved domstolene i Danmark, også
gør sig gældende i forhold til kredsdommere.
Indførelsen af en pligtig afgangsalder for kredsdommere har
således navnlig til formål at medvirke til at forebygge, at
kredsdommere skal virke i en periode, indtil en aldersbetin-
get svækkelse bliver så synlig, at der er grundlag for at
suspendere eller afsætte kredsdommeren. Sådanne sager vil i
sig selv kunne svække borgernes tillid til domstolene.
Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at der
bør gælde den samme pligtig afgangsalder for kredsdomme-
re som for dommere og andre tjenestemandsansatte jurister
ved Grønlands retsvæsen.
Det bemærkes i øvrigt, at den pligtige afgangsalder for dom-
mere m.v. blev udvidet til at gælde for fuldmægtige ved
domstolene ved lov nr. 1169 af 8. juni 2021 om ændring af
retsplejeloven og forskellige andre love og om ophævelse af
lov om udpantning og om udlæg uden grundlag af dom eller
forlig (Effektivisering af straffesagskæden, digital kommu-
nikation i skiftesager, pligtig afgangsalder for dommerfuld-
mægtige m.v.). Loven indebærer, at ikketjenestemandsansat-
te fuldmægtige ved domstolene skal afskediges fra udgan-
gen af den måned, hvori de fylder 70 år.
Det bemærkes, at lovændringen ligeledes omfatter ikketje-
nestemandsansatte dommerfuldmægtige ved Grønlands rets-
væsen, idet det følger af § 34, stk. 1, i retsplejelov for
Grønland, at for fuldmægtige ved Retten i Grønland og
Grønlands Landsret gælder med hensyn til afskedigelse m.v.
§§ 54-55 i den danske retsplejelov.
26
Der henvises til lovforslagets § 3, nr. 3, samt bemærkninger-
ne hertil.
2.6. Overførsel af kompetence i visse skiftesager fra
kredsretterne til Retten i Grønland
2.6.1. Gældende ret
Efter § 1 i retsplejelov for Grønland er de almindelige dom-
stole i Grønland kredsretterne, Retten i Grønland, Grønlands
Landsret og Højesteret.
Under domstolene hører efter § 54 i retsplejelov for Grøn-
land bl.a. civile retssager, jf. § 54, nr. 1, skiftesager, jf. § 54,
nr. 3, ægteskabs- og forældremyndighedssager, jf. § 54, nr.
6, og andre sager, som i medfør af lovgivningen er henlagt
til domstolene.
Den grønlandske retsplejeordning har traditionelt været ken-
detegnet ved et nærhedsprincip, som indebærer, at borgerne
i Grønland så vidt muligt har en let og tilgængelig adgang
til domstolene. De geografiske forhold i Grønland medfører,
at nærhedsprincippet får en særlig betydning i forhold til at
forsøge at undgå, at borgerne skal rejse uforholdsmæssigt
langt for at få adgang til domstolene. Samtidig er det med
de store afstande mv. ikke muligt fuldt ud at gennemføre et
nærhedsprincip overalt i Grønland.
Efter § 55 i retsplejelov for Grønland er kredsretterne 1.
instans for bl.a. skiftesager, jf. § 54, nr. 3, og ægteskabs-
og forældremyndighedssager, jf. § 54, nr. 6, i det omfang
sagerne ikke i medfør af lovgivningen er henlagt til Retten i
Grønland som 1. instans.
Efter § 56, stk. 1, i retsplejelov for Grønland skal kredsdom-
meren desuden henvise en sag til behandling ved Retten i
Grønland, hvis sagen angår særlig vanskelige faktiske eller
retlige spørgsmål, hvis sagen er af principiel karakter, eller
hvis sagen har særlig indgribende betydning for en part
(gælder dog ikke for kriminalsager).
Det er i § 57, stk. 1, i retsplejelov for Grønland fastlagt,
hvilke sager Retten i Grønland behandler i 1. instans. Det
drejer sig bl.a. om civile retssager, jf. § 54, nr. 1, og andre
sager, som i medfør af lovgivningen er henlagt til domstole-
ne, jf. § 54, nr. 16.
Efter § 57, stk. 2, i retsplejelov for Grønland behandler
Retten i Grønland derudover de sager, som ved lov, lands-
tingslov eller landstingsforordning er henlagt denne domstol
som 1. instans. Retten i Grønland behandler endvidere de
sager, som i medfør af § 56 er henvist fra kredsretterne til
Retten i Grønland som 1. instans.
Efter § 59 i retsplejelov for Grønland behandler Grønlands
Landsret de sager, der er afgjort af en kredsret eller af Ret-
ten i Grønland som 1. instans, og som kan indbringes for
landsretten som 2. instans efter reglerne i retsplejelov for
Grønland.
Efter § 60 i retsplejelov for Grønland behandler Højesteret
sager, der er afgjort af Grønlands Landsret som 2. instans,
og som med Procesbevillingsnævnets tilladelse kan indbrin-
ges for Højesteret som tredje instans efter reglerne i retsple-
jelov for Grønland.
2.6.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Som det fremgår af pkt. 1 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger, har udformningen af en ny arve- og skiftelov-
givning i Grønland været drøftet i en arbejdsgruppe bestå-
ende af Domstolsstyrelsen, Retten i Grønland, Grønlands
Landsret og Justitsministeriet. De anførte udkast til kongeli-
ge anordninger om ikrafttræden for Grønland af hhv. lov
nr. 515 af 6. juni 2007 (arveloven) med senere ændringer,
lov nr. 594 af 14. juni 2011 (ægtefælleskifteloven), lov nr.
383 af 22. maj 1996 (dødsboskifteloven) med visse senere
ændringer samt lov nr. 482 af 18. juni 1999 (Ændringer
som følge af lov om skifte af dødsboer) (konkursloven) er
udarbejdet med baggrund i arbejdsgruppens drøftelser. Disse
drøftelser mundede endvidere bl.a. ud i forslag om en ny
fordeling af sagerne mellem kredsretterne og Retten i Grøn-
land, således at Retten i Grønland fremadrettet får kompe-
tence i en række skiftesager. I den forbindelse vægtede
arbejdsgruppen på den ene side hensynet til nærhed i den
grønlandske retspleje (nærhedsprincippet) og på den anden
side hensynet til, at behandlingen af visse sager kræver sær-
lig juridisk indsigt.
Justitsministeriet har i forbindelse med udformningen af de
førnævnte anordningsudkast tilsluttet sig arbejdsgruppens
forslag, og der er derfor med de forskellige anordningsud-
kast lagt op til, at en række af de skiftesager, som i dag
henhører under kredsretterne i 1. instans, samt nye typer
af skiftesager fremover vil skulle behandles af Retten i
Grønland i 1. instans. Det gælder bl.a. sager om offentligt
ægtefælleskifte, sager om udlevering af bo til behandling
ved bobestyrer og arveretlige omstødelsessager m.fl.
Anordningsudkastene har været forelagt for Grønlands selv-
styre, som den 18. maj 2022 enstemmigt har tilsluttet sig
disse. Det forudsættes, at anordningerne og de ændringer,
som foreslås gennemført med dette lovforslag, træder i kraft
samtidig.
Lovforslaget indeholder de nødvendige ændringer af retsple-
jelov for Grønland som følge af de forventede kongelige an-
ordninger. Det forudsættes, at anordningerne og de ændrin-
27
ger, som foreslås gennemført med dette lovforslag, træder i
kraft samtidig.
Der henvises herom til lovforslagets § 2, nr. 4.
Endvidere medfører de førnævnte udkast til anordninger
behov for yderligere mindre ændringer af retsplejelov for
Grønland samt en række ændringer i lov for Grønland om
børns retsstilling, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning,
som sat i kraft for Grønland ved anordning nr. 307 af 14.
maj 1993, og lov om ikrafttræden for Grønland af lov om
ægteskabets retsvirkninger. Formålet med ændringerne af
disse love er primært at ensrette ordlyden af en række be-
stemmelser på tværs af den familie- og skifteretlige lovgiv-
ning og i øvrigt at ophæve de bestemmelser, hvis indhold
fremadrettet vil blive reguleret af de omtalte anordninger.
Der henvises herom til lovforslagets § 2, nr. 6 og 8, samt §§
4-6.
3. Konsekvenser for opfyldelse af FN’s verdensmål
Udvidelsen af adgangen til at afsige udeblivelsesdomme og
indførelsen af regler om behandling af tilståelsessager vur-
deres at kunne have en positiv betydning for opfyldelsen af
delmål 16.3 (fremme retssikkerhed og lige adgang til retfær-
dig rettergang) i FN’s verdensmål, idet lovændringerne skal
sikre en hurtigere behandling af kriminalsager. Indførslen af
en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse forventes ligele-
des at have en positiv betydning for opfyldelsen af delmål
16.3 i FN’s verdensmål.
Udvidelse af adgangen til at afsige udeblivelsesdomme, ind-
førelse af regler om behandling af tilståelsessager, indførelse
af hjemmel til, at der kan anvendes digital kommunikation
i kriminalretsplejen, samt at den pligtige afgangsalder for
dommere og andre tjenestemandsansatte jurister hæves fra
65 år til 70 år og indførelse af en regel om pligtig afgangs-
alder på 70 år for kredsdommere vurderes at understøtte
delmål nr. 16.6. (udvikling af effektive, ansvarlige og gen-
nemsigtige institutioner på alle niveauer) i FN’s verdensmål,
idet loven skal bidrage til at sikre en væsentlig bedre under-
støttelse af bl.a. domstolene i Grønland.
4. Ligestillingsmæssige konsekvenser
Lovforslaget er kønsneutralt og den foreslåede udvidelse
af kriminaliseringen af voldtægt omfatter alle køn. Der er
imidlertid langt flere mænd end kvinder, der bliver dømt for
voldtægt, samt langt flere kvinder end mænd, der udsættes
for voldtægt. Lovforslaget vurderes på den baggrund at in-
deholde ligestillingsmæssige aspekter.
5. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-
kvenser for det offentlige
Forslaget om indførelse af en samtykkebaseret voldtægtsbe-
stemmelse i kriminalloven forventes at medføre økonomiske
konsekvenser for politiet, anklagemyndigheden og kriminal-
forsorgen på i alt 1,5 mio. kr. i 2023 og 2,5 mio. kr. fra 2024
og frem. Merudgifterne kan primært henføres til en tilgang
af anstaltsmasse til kriminalforsorgen.
Den del af lovforslaget, som vedrører indførelse af regler
om behandling af tilståelsessager, vil indebære, at et antal
kriminalsager vil kunne afgøres hurtigere end i dag, og at en
del retsmøder således vil kunne undgås. Dette skal bidrage
til at nedbringe sagsbehandlingstiderne ved domstolene og
vurderes at føre til mindre besparelser hos domstolene og
politiet. Forslaget vurderes endvidere at medføre en mindre
besparelse for det offentlige i udgifter til domsmænd. Reg-
lerne vil imidlertid også kunne medføre mindre merudgifter
i domstolene til efteruddannelse af kriminalsagskædens ak-
tører.
Forslaget om udvidelse af reglerne om udeblivelsesdomme
vil medføre, at flere kriminalsager vil kunne fremmes, selv
om den tiltalte udebliver. Dermed sikres en bedre udnyttelse
af domstolenes ressourcer, og den samlede sagsbehandlings-
tid ved domstolene forventes nedbragt. Reglerne vil herudo-
ver kunne medføre visse besparelser for det offentlige, idet
udgifter til forsvarere, vidner og evt. tolke, der fremover
som udgangspunkt kun skal møde i retten én gang, vil blive
reduceret.
Omfanget af besparelsen afhænger imidlertid af, i hvilket
omfang adgangen til at kræve genoptagelse vil blive udnyt-
tet i praksis. Hertil kommer, at prøvelse af sagen i to ombæ-
ringer som følge af genoptagelse samlet set vil kunne blive
dyrere for det offentlige end udsættelse og efterfølgende
afgørelse efter de gældende regler.
Derudover vil forslaget kunne indebære merudgifter til for-
svarerbistand. Det er vanskeligt at skønne over disse merud-
gifter, men de forventes i lyset af sagsområdet at være af
begrænset omfang.
Som konsekvens af udvidelserne af reglerne om udeblivel-
sesdomme lægges der desuden med lovforslaget op til et
krav om personlig forkyndelse af domme, hvis en sag frem-
mes i tiltaltes fravær og uden dennes samtykke. Dette vil
indebære et øget behov for forkyndelse af domme, som dog
ikke vurderes at ville medføre merudgifter for det offentlige
af betydning.
Den del af lovforslaget, som vedrører ændringer som følge
af modernisering af arve- og skiftelovgivningen i Grønland
28
forventes at medføre merudgifter for domstolene i Grønland
på skønnet 1,3 mio. kr. årligt. Udgifterne hertil er allokeret
via finansloven for 2022.
Lovforslaget forventes ikke at have implementeringsmæssi-
ge konsekvenser for det offentlige.
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative kon-
sekvenser for erhvervslivet m.v.
7. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for bor-
gerne.
8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljø- eller naturmæssige konse-
kvenser.
9. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.
10. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
11. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til den del af lovforslaget, som vedrører ændringer
af kriminallov for Grønland om af indførelse af en samtyk-
kebaseret voldtægtsbestemmelses, har i perioden fra den 11.
maj 2022 til den 8. juni 2022 været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer mv.:
Advokatrådet, AmiAmi, Amnesty International, Avannaata
Kommunia, Børnerådet, Børnesagernes Fællesråd, Børns
Vilkår, Center for Voldtægtsofre, Center mod Menneske-
handel, CEPOS, Danner, Dansk Kvindesamfund, Dansk
Røde kors, Danske Advokater, Datatilsynet, Den Danske
Dommerforening, Det Kriminalpræventive Råd, Dommer-
fuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Everyday Sex-
ism Project Denmark, Foreningen af Offentlige Anklagere,
Foreningen af Offentlige Anklagere i Grønland, Foreningen
Grønlandske Børn, Forsvarerforeningen i Grønland, Grøn-
lands Landsret, Grønlands Politiforening, Grønlands Råd
for Menneskerettigheder, Hjælp Voldsofre, Institut for Men-
neskerettigheder, Joan-Søstrene, Justitia, KFUKs Social Ar-
bejde, Kredsdommerforeningen, Kriminalpolitisk Forening
(KRIM), Kvinderådet, Kvinfo, Kommune Kujalleq, Kom-
mune Qeqertalik, Kommuneqarfik Sermersooq, Landsfor-
eningen af Forsvarsadvokater, Landsforeningen for Volds-
ramte Kvinder, Landsforeningen KRIM, Landsorganisatio-
nen af Kvindekrisecentre, Landsorganisationen mod Seksu-
elle Overgreb, Lev uden Vold, MIO (Børnetalsmanden),
Nunatsinni Advokatit, Nunaanni Naligiissitaanissamut Siun-
nersuisoqatigiit (Ligestillingsrådet i Grønland Kalaallit), Of-
ferrådgivningen i Danmark, PiSiu (Det Grønlandske Kri-
minalpræventive Råd), Politiforbundet, Pro Vest, Qeqqa-
ta Kommunia, Red Barnet, Reden International, Retten i
Grønland, Retspolitisk Forening, Rigsadvokaten, Rigspoli-
tiet, Seksualpolitisk Forum, Sexarbejdernes Interesseorga-
nisation, Vestre Landsret, Voldtægtsofres Vilkår og Østre
Landsret.
Endvidere har et udkast til den del af lovforslaget, som
vedrører ændringer af retsplejelov for Grønland og lov om
statens tjenestemænd i Grønland om digital kommunikation
i kriminalretsplejen, tilståelsessager, udeblivelsesdomme,
pligtig afgangsalder for dommere og kredsdommere m.v.,
i perioden fra den 19. januar 2021 til den 16. februar 2021
været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisa-
tioner mv.:
Advokatrådet, Akademikerne, Avannata Kommunia, Cen-
tralorganisationernes Fællesudvalg, Danske Advokater, Den
Danske Dommerforening, Den Uafhængige Politiklagemyn-
dighed, Digitaliseringsstyrelsen i Grønland, DJØF, Dom-
merfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Foreningen
af Offentlige Anklagere, Forsvarerforeningen i Grønland,
Grønlands Landsret, Grønlands Politiforening, Grønlands
Råd for Menneskerettigheder, Grønlandske Advokater, Hø-
jesteret, Institut for Menneskerettigheder, Justitia, Kommu-
ne Kujalleq, Kommune Qeqertalik, Kommuneqarfik Ser-
mersooq, Kredsdommerforeningen, Landsforeningen af For-
svarsadvokater, Landsforsvareren for Grønland, Politifor-
bundet i Danmark, Politiklagenævnet i Grønland, Qeqqata
Kommunia, Retspolitisk Forening, Retten i Grønland, Rigs-
advokaten, Rigspolitiet, Vestre Landsret og Østre Landsret.
Endelig har et udkast til den del af lovforslaget, der vedrører
ændringer af retsplejelov for Grønland, lov for Grønland om
børns retsstilling, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning
for Grønland og lov om ikrafttræden for Grønland af lov
om ægteskabets retsvirkninger som følge af modernisering
af arve- og skiftelovgivningen i Grønland i perioden fra den
18. oktober 2021 til den 15. november 2021 været sendt i
høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Advokatrådet, Avannaata Kommunia, Bispekonteret i Grøn-
land, Børnetalsmanden, Danske Advokater, Danske Familie-
advokater, Den Danske Dommerforening, Det Grønlandske
Hus Aalborg, Det Grønlandske Hus København, Det Grøn-
29
landske Hus Odense, Det Grønlandske Hus Århus, Dom-
merfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Foreningen
af Offentlige Anklagere, Forsvarerforeningen i Grønland,
Fængselsforbundet, Grønlands Erhverv, Grønlands Lands-
ret, Grønlands Politiforening, Grønlands Råd for Menne-
skerettigheder, Grønlandske Advokater, KNAPK (Kalaallit
Nunaanni Aalisartut Piniartullu Kattuffiat, Kommune Kujal-
leq, Kommune Queqertaliq, Kommuneqarfik Sermersooq,
Kredsdommerforeningen, Landsforeningen af Forsvarsadvo-
kater, Ligestillingsrådet i Grønland, Politiforbundet i Dan-
mark, Qeqqata Kommunia, Retspolitisk Forening, Retten i
Grønland, Rigsadvokaten, Rigsombudsmanden i Grønland,
Rigspolitiet, SIK (Sulinermik Inuussutissarsiuteqartut Kat-
tuffiat), Ældreforeningen i Grønland og Ældretalsmanden.
Det bemærkes, at et udkast til lovforslagets forskellige dele
derudover har været forelagt Grønlands Selvstyre til udtalel-
se.
12. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja,
angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Visse positive konsekvenser i form af bed-
re ressourceudnyttelse ved domstolene.
Lovforslaget forventes at medføre økonomi-
ske konsekvenser for politiet, anklagemyn-
digheden, domstolene og kriminalforsorgen
på i alt 1,5 mio. kr. i 2023, og 2,5 mio. kr. fra
2024 og frem.
Merudgifterne kan primært henføres til en
tilgang af anstaltsmasse til kriminalforsorgen.
Lovforslaget forventes endvidere at medføre
merudgifter for domstolene i Grønland på
skønnet 1,3 mio. kr. årligt. Udgifterne hertil
er allokeret via finansloven for 2022.
Implementeringskonsekvenser
for stat, kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
Er i strid med de fem princip-
per for implementering af er-
hvervsrettet EU-regulering/Over-
implementering af EU-retlige mi-
nimumsforpligtelser
JA NEJ
X
30
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
(Kriminallov for Grønland)
Til nr. 1 (§ 77, stk. 1 og 2)
Efter kriminallovens § 77 dømmes for voldtægt den, der
tiltvinger sig samleje eller andet seksuelt forhold ved vold
eller trussel om vold (stk. 1, nr. 1) eller skaffer sig samleje,
eller andet seksuelt forhold med en person, der befinder
sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende
er ude af stand til at modsætte sig handlingen (stk. 1, nr.
2). Herudover dømmes for voldtægt den, der har samleje
eller andet seksuelt forhold til et barn under 12 år (stk. 1,
nr. 3). Det samme gælder den, der, uden at forholdet falder
under stk. 1, skaffer sig samleje eller andet seksuelt forhold
ved ulovlig tvang, jf. § 91 (stk. 2).
Det foreslås at nyaffatte § 77, stk. 1, i kriminalloven så den,
der har samleje eller andet seksuelt forhold med en person,
som ikke har samtykket heri, dømmes for voldtægt.
Forståelsen af »samleje« forudsættes ikke ændret med for-
slaget. Samleje vil således som efter gældende ret omfatte
vaginalt og analt samleje.
Forståelsen af »andet seksuelt forhold« forudsættes heller
ikke ændret med forslaget. Andet seksuelt forhold vil såle-
des som efter gældende ret efter omstændighederne som
eksempel kunne omfatte oralt seksuelt forhold, kys mv. på
kønsdele, indføring af fingre eller genstande i skede eller
anus og manipulation af kønsdele.
Et samtykke skal gives frivilligt og være udtryk for den
pågældendes frie vilje bedømt ud fra omstændighederne ved
den konkrete situation.
Samtykke kan komme til udtryk gennem ord eller hand-
ling. Der stilles ikke krav om, at samtykke skal være udtrykt
direkte eller i øvrigt på nogen bestemt måde. Samtykke efter
voldtægtsbestemmelsen skal således vurderes uformaliseret
og ud fra en konkret og samlet vurdering.
Samtykke i seksuelle relationer kan komme til udtryk på
forskellige måder og i forskellige former.
Der må som udgangspunkt være en formodning for, at en
person, der samtykker i et samleje eller andet seksuelt for-
hold, ikke blot forholder sig helt passivt, men deltager i et
eller andet omfang.
Handlinger, der kan være udtryk for et samtykke til samle-
je eller andet seksuelt forhold, vil f.eks. kunne være kys,
berøringer, nydende lyde eller relevante bevægelser, f.eks.
at man vender sig mod den anden person, selv hjælper til
med at tage sit undertøj af, udfører samlejebevægelser eller
lignende.
Selv om sådanne handlinger måtte foreligge, kan der være
en formodning imod, at et samtykke foreligger. Det vil f.eks.
kunne være tilfældet, hvis samlejet eller andet seksuelt for-
hold er gennemført under omstændigheder, der er egnet til at
virke intimiderende.
I de situationer, hvor der er udvist total passivitet fra den
ene persons side, er der en formodning for, at vedkommende
ikke samtykker, og derfor må den person, der ønsker samle-
je eller andet seksuelt forhold gennemført, gøre noget for at
sikre sig, at vedkommende samtykker. Også ved total passi-
vitet må det dog afhænge af en konkret og samlet vurdering,
om deltagelse i samlejet eller andet seksuelt forhold kan
anses for at være sket med samtykke.
Der vil – også ved total passivitet – efter en konkret og
samlet vurdering kunne foreligge samtykke. Her vil det na-
turligt kunne indgå i vurderingen, om parterne tidligere har
haft samleje eller andet seksuelt forhold gennemført med
samtykke, der er foregået på samme måde, uden at der har
været tale om indirekte trusler mv., eller om parterne ikke
tidligere har haft nogen seksuel relation.
Der kan aldrig foreligge samtykke, hvis passivitet fra den
forurettedes side er et udtryk for, at den forurettede agerer
ud fra en ubevidst frygtbetinget tilstand, hvor vedkommende
ikke gør modstand (”fryser”). Dette kan give sig udslag i
f.eks. dissociation eller tonisk immobilitet, hvor forurettede
ikke kan tale eller bevæge sig, men der ses også eksempler
på, at forurettedes krop er i en sådan frygttilstand (kører
på ”autopilot”), så vedkommende fysisk kan fungere (f.eks.
vende sig om eller foretage seksuelle handlinger, hvis for-
urettede bliver bedt om det), uden at dette er udtryk for
forurettedes frie vilje. Dette vil både kunne forekomme før
og under et samleje eller et andet seksuelt forhold. I sådanne
tilfælde foreligger der aldrig samtykke.
I de situationer, hvor samtykke på den ene eller anden måde
er kommet til udtryk, men hvor der undervejs udvises pas-
sivitet, og der derfor er anledning til at overveje rækkevid-
den af samtykket, f.eks. om samtykket kun gælder vaginalt
samleje, men ikke analt samleje, eller om det kun gælder
oralt seksuelt forhold, men ikke vaginalt samleje, vil der
ligeledes skulle foretages en konkret og samlet vurdering af,
om der af den konkrete situation og sammenhæng fremgår
et samtykke til de seksuelle forhold. I den forbindelse vil
hensynene, som er nævnt ovenfor, ligeledes kunne indgå i
vurderingen.
31
Om der er samtykket i et samleje eller et andet seksuelt
forhold beror på, om personen deltager i den seksuelle hand-
ling af egen fri vilje. Det afgørende er, at personen har
haft mulighed for at tage stilling til, om vedkommende vil
deltage heri.
Det er personernes adfærd umiddelbart i sammenhæng med
og på tidspunktet for samlejet eller et andet seksuelt forhold,
som er afgørende for vurderingen af, om der foreligger sam-
tykke. Flirtende adfærd, kys tidligere på aftenen, eller det
forhold, at en person er gået med en anden person hjem, kan
ikke i sig selv anses som samtykke til et samleje eller andet
seksuelt forhold.
Et samtykke må – navnlig ud fra retssikkerhedshensyn –
vurderes objektivt ud fra oplysningerne om personens del-
tagelse i den seksuelle handling, herunder personens ord
og handlinger, og ikke ud fra personens indre overbevis-
ning. Dette indebærer f.eks., at en person, som efter sin in-
dre overbevisning ikke ønsker et samleje eller andet seksuelt
forhold, men som alligevel vælger at gå med til samlejet, vil
skulle anses for at have samtykket deri.
Det indebærer endvidere, at det forhold, at en person ikke
har haft fuld viden om eller indsigt i en række forhold,
der kan have haft betydning for, at vedkommende valgte at
deltage i den seksuelle aktivitet, ikke udelukker, at der er
samtykket i samlejet eller det seksuelle forhold i øvrigt. I de
tilfælde, hvor en person f.eks. er blevet ”snydt” til samleje
eller andet seksuelt forhold gennem usande påstande om, at
den anden person var en berømthed eller havde en særlig
alder, status, beskæftigelse eller lignende, må den seksuelle
handling anses for gennemført med samtykke.
Om den nærmere forståelse af begrebet »samtykke« henvi-
ses der i øvrigt til pkt. 2.1.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Der er med lovforslaget ikke tilsigtet nogen ændring i krimi-
naliseringen af de forhold, som allerede i dag betragtes som
voldtægt efter den hidtil gældende bestemmelse i § 77, stk.
1 og 2, i kriminalloven dvs. hvor den seksuelle handling
tiltvinges ved vold eller trussel om vold, eller hvor den
seksuelle handling skaffes ved ulovlig tvang, jf. § 91, eller
med en person, som befinder sig i en tilstand eller situation,
i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig
handlingen.
Der vil under sådanne omstændigheder ikke kunne foreligge
et samtykke, som er givet frivilligt. De forhold, som i dag
er kriminaliseret efter den hidtil gældende bestemmelse i §
77, stk. 1 og 2, i kriminalloven, vil således fremover være
omfattet af det udvidede kriminaliserede område efter det
foreslåede stk. 1.
Dette indebærer bl.a., at der ikke vil kunne foreligge et gyl-
digt samtykke i tilfælde, hvor samlejet tiltvinges ved vold
eller trussel om vold.
Vold omfatter fysisk magtanvendelse både i form af meka-
nisk tvang (hvor gerningsmanden i kraft af større fysisk
styrke gennemtvinger samleje, eller hvor en eller flere hol-
der offeret, mens en anden gennemfører samleje eller andet
seksuelt forhold) og i form af kompulsiv tvang (hvor slag el-
ler anden magtanvendelse bevirker, at offeret opgiver videre
modstand). Den blotte fastholdelse af offeret udgør således
vold omfattet af bestemmelsen.
Vold omfatter også generelt mildere former for vold, herun-
der handlinger, som ikke nødvendigvis falder under § 88 i
kriminalloven. Som eksempler på denne form for vold kan
nævnes det at fastholde eller gribe fat om forurettede, at
tvinge en adskillelse af forurettedes ben og at lægge sig
på forurettede. Det er således ikke en betingelse, at der er
anvendt omfattende vold eller trusler, ligesom der også kan
være tale om mere eller mindre stiltiende trusler.
Dette indebærer endvidere, at der ikke vil kunne foreligge et
gyldigt samtykke i tilfælde, hvor samlejet skaffes ved anden
ulovlig tvang, jf. § 91 i kriminalloven.
Endelig indebærer dette, at der ikke vil kunne foreligge et
gyldigt samtykke i tilfælde, hvor offeret befinder sig i en
tilstand eller situation, i hvilken pågældende er ude af stand
til at modsætte sig handlingen.
»Tilstande« forstås i overensstemmelse med den hidtil gæl-
dende retstilstand som søvn, bevidstløshed, stærk beruselse,
hypnotisk trance, fysisk lammelse og lignende.
»Situationer« kan betegnes som overrumplingstilfælde. Be-
stemmelsen tager sigte på konkrete situationer, hvor ger-
ningsmanden har mulighed for at overrumple forurettede og
begynde et samleje eller andet seksuelt forhold, før offeret
kan nå at reagere. Dette drejer sig i praksis navnlig om
tilfælde, hvor offeret er afklædt, og hvor gerningsmanden
har en legitim anledning til forholdsvis intime berøringer,
men hvor gerningsmanden overskrider grænsen for, hvad
der er fagligt begrundet i situationen. Som eksempler på så-
danne situationer kan nævnes bistand til personlig hygiejne,
lægeundersøgelse og massage.
Det understreges, at der ikke er tale om en udtømmende
opregning af tilfælde, hvor der ikke kan foreligge samtykke.
Det er fortsat en forudsætning for anvendelse af § 77, stk.
1, i kriminalloven, at gerningsmanden har handlet forsæt-
ligt. Gerningsmanden skal således have forsæt med hensyn
til, at offeret ikke samtykkede i den seksuelle handling. Det
32
er ikke tilstrækkeligt for domfældelse, at gerningsmanden
burde vide, at samlejet eller det seksuelle forhold i øvrigt
var gennemført uden samtykke.
Det er anklagemyndigheden, som har bevisbyrden for, at en
tiltalt har overtrådt en bestemmelse i kriminalloven med den
påkrævede tilregnelse.
Anklagemyndigheden skal derfor i sager om fuldbyrdet
voldtægt føre bevis for, at tiltalte har haft samleje eller
andet seksuelt forhold med offeret, at offeret ikke havde
samtykket deri, og at tiltalte havde forsæt til, at offeret ikke
deltog med samtykke. I tilfælde, hvor der ikke er andre
beviser end tiltaltes og offerets forklaringer, og hvor tiltalte
og offeret forklarer forskelligt om forløbet, må afgørelsen i
første række bero på en bedømmelse af troværdigheden af
forklaringerne. Hvis de modstridende forklaringer af retten
vurderes at være lige troværdige, må der ske frifindelse. Det
kræves i den forbindelse, at beviset skal have en sådan
styrke, at der ikke er nogen rimelig tvivl om, at tiltalte er
skyldig.
Det foreslås i § 77, stk. 2, at der er tale om voldtægt, når
en person har samleje eller andet seksuelt forhold til et barn
under 12 år.
Den foreslåede § 77, stk. 2, skal ses i sammenhæng med
nyaffattelsen af § 77, stk. 1. Det foreslås, at den nugældende
§ 77, stk. 1, nr. 3, flyttes til § 77, stk. 2. Der forudsættes ikke
med forslaget ændringer af retstilstanden.
Efter bestemmelsen skal ethvert samleje med et barn under
12 år dømmes som voldtægt.
Kriminallovens § 77, stk. 1, nr. 3, der med lovforslaget
foreslås flyttet til § 77, stk. 2, blev indsat ved lov nr. 168 af
27. februar 2019. Med lovændringen blev voldtægtsbegrebet
i § 77 udvidet med et nyt stk. 1, nr. 3, som omfatter at have
samleje eller andet seksuelt forhold med et barn under 12
år. Hensigten med indsættelsen var at indikere, at der er tale
om en alvorlig forbrydelse på linje med voldtægt.
Det er en forudsætning for anvendelse af den foreslåede
bestemmelse i § 77, stk. 2 om samleje eller andet seksuelt
forhold med barn under 12 år, at gerningsmanden havde
forsæt med hensyn til, at barnet var under 12 år. Hvis ger-
ningsmanden alene har handlet uagtsomt i forhold til, at
barnet var under 12 år, skal forholdet i stedet bedømmes
efter kriminallovens § 79 om samleje med barn under 15 år.
Det foreslåede § 77, stk. 1 og 2, viderefører uændret det ek-
sisterende foranstaltningsniveau for voldtægt. Ved fastsæt-
telse af foranstaltningen fremgår det af kriminallovens §
121, stk. 1, nr. 1, at der skal tages hensyn til lovovertrædel-
sens grovhed, herunder samfundets interesse i at modvirke
handlinger af den pågældende art. Derudover følger det af
kriminallovens § 121, stk. 1, nr. 2, at der skal tages hensyn
til gerningsmandens personlige forhold, herunder hvad der
skønnes nødvendigt for at afholde den pågældende fra yder-
ligere lovovertrædelser. Det bemærkes, at foranstaltningsni-
veauet for voldtægt af personer under 18 år blev skærpet ved
lov nr. 572 af 10. maj 2022. Af forarbejderne fremgår, at en
forhøjelse af foranstaltningsniveauet med 50 pct. forudsæt-
tes, jf. Folketingstidende 2021-22, A, L 126 som fremsat,
side 14.
Det bemærkes, at der som følge af de mange forskelligarte-
de forhold omfattet af § 77, stk. 1 og 2, i kriminalloven
er en meget stor variation i foranstaltningsniveauet for vold-
tægt. Der vil f.eks. i almindelighed være grundlag for at
udmåle en skærpet foranstaltning, hvis der som led i vold-
tægten er udøvet betydelig vold, hvis voldtægten har strakt
sig over længere tid eller er begået af flere gerningsmænd,
eller hvis gerningsmanden er trængt ind i et privat hjem
og her begår voldtægt. Der vil omvendt i almindelighed
være grundlag for at udmåle en mindre indgribende foran-
staltning, hvis der f.eks. er tale om andet seksuelt forhold
end samleje eller om forsøg.
Fastsættelse og udmåling af foranstaltning beror således på
domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af
samtlige omstændigheder i sagen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 2 (§ 79)
Efter § 79 i kriminalloven dømmes for seksuelt forhold til
et barn, hvis en person har samleje med eller andet seksuelt
forhold til et barn under 15 år, medmindre forholdet er om-
fattet af § 77, stk. 1, nr. 3.
Det foreslås, at § 79 ændres, så der dømmes for seksuelt
forhold til et barn, hvis en person har samleje med eller
andet seksuelt forhold til et barn under 15 år, medmindre
forholdet er omfattet af § 77, stk. 2.
Med ændringen af § 79 ændres henvisningen fra § 77, stk. 1,
nr. 3, til § 77, stk. 2.
Ændringen er en konsekvens af nyaffattelsen af § 77, stk. 1
og 2, som bl.a. indebærer, at § 77, stk. 1, nr. 3, flyttes til §
77, stk. 2. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 1.
Til § 2
33
(Retsplejelov for Grønland)
Til nr. 1 (§ 44, stk. 1)
Retsplejelovens § 44, stk. 1, bestemmer, at der i kriminalsa-
ger i 1. instans medvirker to domsmænd. § 44, stk. 2, inde-
holder en bestemmelse om, at domsmænd ikke medvirker
i sager, hvor der ikke kan blive tale om mere indgribende
foranstaltninger end bøde, konfiskation, førerretsfrakendelse
eller erstatning. Efter § 44, stk. 3, kan retten bestemme, at
der skal medvirke domsmænd i en sag efter stk. 2, hvis
retten skønner, at sagen er af særlig indgribende betydning
for tiltalte.
Det foreslås med lovforslagets § 2, nr. 1, at henvisningen i §
44, stk. 1, til § 44, stk. 2 og 3, ændres til stk. 2-4, da det med
lovforslagets § 2, nr. 2, foreslås at indsætte et nyt stykke i
bestemmelsen.
Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 44, stk. 1, er en
konsekvens af den foreslåede § 44, stk. 4 (lovforslagets § 2,
nr. 2).
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.2.1 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 2 (§ 44, stk. 4)
Retsplejelovens § 44 fastlægger reglerne for, hvornår der
medvirker domsmænd i en kriminalsag.
Det foreslås, at der i retsplejelovens § 44 indsættes et nyt
stk. 4, hvori det præciseres, at domsmænd ikke medvirker i
kriminalsager, der fremmes efter den foreslåede § 449 a om
behandling af tilståelsessager.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.2.1 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 3 (§ 50, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, 2. pkt.)
Efter retsplejelovens § 50, stk. 1, 1. pkt., må ingen deltage
som dommer under hovedforhandlingen i en kriminalsag,
hvis den pågældende vedrørende det forhold, som tiltalen
angår, har truffet afgørelse om at tilbageholde den tiltalte
efter § 359, stk. 2, eller om brevåbning og brevstandsning
i medfør af § 384, stk. 3. Efter § 50, stk. 1, 2. pkt., gælder
dette dog ikke, hvis sagen behandles som tilståelsessag, eller
sagen i øvrigt vedrørende det forhold, der har begrundet
indgreb som nævnt i 1. pkt., ikke omfatter bedømmelsen af
beviserne for tiltaltes skyld.
Efter retsplejelovens § 50, stk. 2, skal afgørelse under
hovedforhandlingen i en kriminalsag om tilbageholdelse i
medfør af § 359, stk. 2, og om ophævelse af tilbageholdelse
eller om brevåbning og brevstandsning i medfør af § 384,
stk. 3, træffes af en dommer, der ikke deltager i hovedfor-
handlingen. Dette gælder dog ikke, hvis sagen behandles
som tilståelsessag, eller sagen i øvrigt vedrørende det for-
hold, der har begrundet indgreb som nævnt i 1. pkt., ikke
omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld.
Med lovforslagets § 2, nr. 3, foreslås det, at ordlyden i § 50,
stk. 1 og 2, ændres således, at der i stedet for ”tilståelsessag”
henvises til de foreslåede nye regler i § 449 a om behandling
af tilståelsessager.
Den foreslåede ændring af § 50, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2,
2. pkt., er en konsekvens af den foreslåede bestemmelse i
§ 449 a (lovforslagets § 2, nr. 15), hvorefter der i retsple-
jeloven indføres et særskilt underafsnit om behandling af
tilståelsessager.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.2.1 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 4 (§ 55 og § 57, stk. 1)
Efter § 55 i retsplejelov for Grønland er kredsretterne 1.
instans for kriminalsager, jf. § 54, nr. 2, skiftesager, jf. § 54,
nr. 3, sager om umyndiggørelse og værgemål, jf. § 54, nr. 4,
faderskabssager, jf. § 54, nr. 5, ægteskabs- og forældremyn-
dighedssager, jf. § 54, nr. 5, notarialforretninger, jf. § 54,
nr. 11, søforklaringer, jf. § 54, nr. 12, og sager om prøvelse
af afgørelser om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, jf. §
54, nr. 15, i det omfang sagerne ikke i medfør af lovgivnin-
gen er henlagt til Retten i Grønland som 1. instans.
Efter § 57, stk. 1, i retsplejelov for Grønland er Retten i
Grønland 1. instans for civile retssager, jf. § 54, nr. 1, sager
om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse, jf.
§ 54, nr. 7, sager om prøvelse af adoption uden samtykke,
jf. § 54, nr. 8, sager om forbud, bevissikring ved krænkelse
af immaterialrettigheder, arrest, tvangssalg og prøvelse af
fogedforretninger, jf. § 54, nr. 9, registreringsvirksomhed
(tinglysning), jf. § 54, nr. 10, udmeldelse af syns- og skøns-
mænd uden for retsplejen, for så vidt den ikke kan foretages
af Rigsombudsmanden, jf. § 54, nr. 13, optagelse af beviser,
som ikke sker til brug for en verserende sag, jf. § 54, nr. 14,
og andre sager, som i medfør af lovgivningen er henlagt til
domstolene, jf. § 54, nr. 16.
Retten i Grønland behandler derudover de sager, som ved
lov, landstingslov eller landtingsforordning er henlagt denne
domstol som 1. instans, jf. bestemmelsens stk. 2.
Det foreslås i § 55 og § 57, stk. 1, at indsætte »herunder
34
arveloven, lov om skifte af dødsboer og lov om ægtefælle-
skifte m.v.« efter »lovgivningen«.
De foreslåede ændringer indebærer, at kredsretterne fremad-
rettet alene vil være 1. instans i visse (og ikke alle) skiftesa-
ger, idet Retten i Grønland som led i ikrafttræden for Grøn-
land af lov nr. 515 af 6. juni 2007 (arveloven) med senere
ændringer, lov nr. 594 af 14. juni 2011 (ægtefælleskiftelo-
ven) og lov nr. 383 af 22. maj 1996 (dødsboskifteloven) med
visse senere ændringer vil skulle behandle en række af de
skiftesager, som i dag hører under kredsretterne i 1. instans,
samt nye typer af skiftesager.
Retten i Grønland vil fremadrettet skulle behandle følgende
sager som 1. instans:
– sager om deling af ægtefællers fællesbo, jf. § 1, nr. 1, i
kongelig anordning om ikrafttræden for Grønland af lov
om ægtefælleskifte m.v.,
– sager om opløsning af ægtefællers sameje om flere sær-
ejeaktiver, jf. § 1, nr. 2, i kongelig anordning om ikraft-
træden for Grønland af lov om ægtefælleskifte m.v.,
– sager om opløsning af ugifte samlevendes sameje om
flere aktiver i forbindelse med samlivets ophør, jf. § 1,
nr. 3, i kongelig anordning om ikrafttræden for Grønland
af lov om ægtefælleskifte m.v.,
– sager om opløsning af andre boer, herunder interesse-
ntskabsboer eller lignende, der ikke behandles efter kon-
kursloven, jf. § 1, nr. 4, i kongelig anordning om ikraft-
træden for Grønland af lov om ægtefælleskifte m.v.,
– sager om enkelttvister, der opstår under behandlingen af
et bo efter § 1 eller under privat skifte af ægtefællers
fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver, herunder
om opgørelsen og fordelingen af boets aktiver og passi-
ver, opgørelsen af bodelene og i givet fald af den del
heraf, der indgår i bodelingen, vederlagskrav, jf. § 23 i
lov nr. 150 af 31. marts 1993 om ikrafttræden for Grøn-
land af lov om ægteskabets retsvirkninger, afgrænsning
af særejer og særejekompensationskrav, jf. § 2, nr. 1-6, i
kongelig anordning om ikrafttræden for Grønland af lov
om ægtefælleskifte m.v.,
– selvstændige sager mellem ægtefæller om særejekom-
pensationskrav, jf. § 67, og tilsidesættelse, ændring eller
fortolkning af ægtefællers bodelingsaftaler, jf. § 2, stk. 2,
nr. 1-2, i kongelig anordning om ikrafttræden for Grøn-
land af lov om ægtefælleskifte m.v.,
– sager om henvisning til bobehandler m.v., jf. bl.a. § 17,
stk. 1, i kongelig anordning om ikrafttræden for Grøn-
land af lov om ægtefælleskifte m.v.,
– sager om behandling af omstødelse, jf. § 32 i kongelig
anordning om ikrafttræden for Grønland af arvelov,
– afgørelser om arv, der tilfalder staten, jf. § 96 i kongelig
anordning om ikrafttræden for Grønland af arvelov
– visse sager om skifte af dødsbo, hvor afdøde ikke havde
hjemting i Grønland, jf. § 2, stk. 2, nr. 1-2, i kongelig
anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om skifte
af dødsboer, og
– visse retssager om krav, som rejses af et dødsbo, jf. §
106, stk. 1, i kongelig anordning om ikrafttræden for
Grønland af lov om skifte af dødsboer.
Derudover skal kredsretterne efter § 89 a i kongelig anord-
ning om ikrafttræden for Grønland af lov om skifte af døds-
boer henvise et dødsbo til behandling ved Retten i Grønland,
hvis
1) der skal udpeges en midlertidig bobestyrer, jf. § 12,
2) et bo under privat skifte skal overgå til behandling ved
bobestyrer, jf. § 30,
3) boet skal behandles ved bobestyrer, jf. § 36,
4) boet er insolvent, jf. § 69,
5) der fremsættes anmodning om, at et bo skal udleveres
til uskiftet bo efter reglerne i § 19, stk. 2, i kongelig
anordning om ikrafttræden for Grønland af arveloven,
eller
6) der fremsættes anmodning fra den længstlevende ægte-
fælle eller en kreditor om, at et uskiftet bo skal tages
under behandling ved bobestyrer, jf. § 25, stk. 2, kon-
gelig anordning om ikrafttræden for Grønland af arve-
loven.
Det bemærkes, at de anførte kongelige anordninger om
ikrafttræden for Grønland af hhv. lov nr. 515 af 6. juni
2007 (arveloven) med senere ændringer, lov nr. 594 af 14.
juni 2011 (ægtefælleskifteloven) og lov nr. 383 af 22. maj
1996 (dødsboskifteloven) er vedtaget af Inatsisartut den 18.
maj 2022, men endnu ikke udstedt. Anordningsudkastene
forventes at blive udstedt og træde i kraft samtidig med dette
lovforslag.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 5 (§ 94, stk. 5)
Retsplejelovens § 94 indeholder regler om disciplinærsa-
ger. Det følger af retsplejelovens § 94, stk. 5, at den danske
retsplejelovs regler om domstolsprøvelse i §§ 447 d, 147 e
og 147 f, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse i Grønland.
Ved lov nr. 1540 af 18. december 2018 om ændring af rets-
plejeloven og lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Initiativer
vedrørende forsvarsadvokater og advokattilsyn) blev § 147
g indsat i den danske retsplejelov.
I medfør af § 147 g, stk. 1, kan en advokat eller person, der
i medfør af § 124 c, stk. 1, nr. 2, ejer aktier eller anparter
i et advokatselskab, forlange en afgørelse om midlertidig
frakendelse indbragt for retten. Retten kan stadfæste, ophæ-
ve eller ændre afgørelsen. Dette svarer til, hvad der gælder
for indbringelse af afgørelser om ubetinget frakendelse for
retten, jf. den danske retsplejelovs § 147 e.
I medfør af § 147 g, stk. 2, skal anmodning om sagsanlæg
35
fremsættes over for justitsministeren inden 14 dage efter, at
afgørelsen er meddelt den pågældende.
Med lovforslagets § 2, nr. 5, foreslås det, at der i retspleje-
lovens § 94, stk. 5, indsættes en henvisning til den danske
retsplejelovs § 147 g.
Den foreslåede ændring af § 94, stk. 5, indebærer, at bestem-
melsen henviser til den danske retsplejelovs § 147 g, som på
linje med henvisningen til §§ 447 d, 147 e og 147 f, stk. 2,
fastsætter regler om domstolsprøvelse i disciplinærsager. §
147 g i den danske retsplejelov vil således fremover gælde
tilsvarende for Grønland.
Til nr. 6 (§ 128, stk. 1)
Det følger af § 128, stk. 1, i retsplejelov for Grønland, at når
retten i medfør af retsplejeloven har bestemt, at en part el-
ler en rettergangsfuldmægtig skal deltage i et retsmøde ved
hjælp af fjernkommunikation, anses den pågældende som
deltager i retsmødet på samme måde som ved personligt
fremmøde i retten.
Det foreslås i § 128, stk. 1, at ændre »denne lov« til »lov«.
Med den foreslåede ændring af § 128, stk. 1, i retsplejelov
for Grønland udvides bestemmelsen til også at omfatte til-
fælde, hvor retten i medfør af anden lovgivning end retsple-
jeloven har truffet beslutning om deltagelse ved hjælp af
fjernkommunikation.
Det bemærkes, at det som hidtil vil være en betingelse, at
der er udtrykkelig lovhjemmel til en parts eller rettergangs-
fuldmægtigs deltagelse i det pågældende retsmøde ved an-
vendelse af telekommunikation.
Den foreslåede ændring er en følge af § 69 i kongelig anord-
ning om ikrafttræden for Grønland af lov om ægtefælleskifte
m.v. (der forventes at blive udstedt og træde i kraft samtidig
med dette lovforslag), hvorefter Retten i Grønland kan tilla-
de, at en part eller rettergangsfuldmægtig deltager i møder i
retten ved hjælp af fjernkommunikation.
Til nr. 7 (§ 128 a)
Der findes ikke i dag bestemmelser i retsplejeloven, som
generelt hjemler adgang til digital kommunikation i krimi-
nalsager.
Det foreslås, at der i retsplejeloven indsættes en ny bestem-
melse, § 128 a, om anvendelse af digital kommunikation i
kriminalretsplejen med henblik på at sikre, at der ikke er
hindringer i retsplejeloven for anvendelse af digital kommu-
nikation som f.eks. en offentlig digital postløsning, sikker
e-mail eller andre digitale løsninger både for så vidt angår
fremsendelsesmetoder mv. og indholdet af meddelelser eller
dokumenter eller digitale retsmøder.
Det foreslås i stk. 1, at krav om skriftlighed i kriminalrets-
plejen ikke er til hinder for anvendelse af digital kommuni-
kation både for så vidt angår fremsendelsesmetoder mv. og
indholdet af meddelelser eller dokumenter mv. eller anven-
delse af digitale dokumenter under retsmøder.
Dette indebærer, at bestemmelser om meddelelser, skriftlig-
hed, anmodninger, begæringer, underretninger, indlevering,
indgivelse, indsendelse, at sende kopi eller udskrift, udleve-
ring, fremlæggelse, gennemsyn eller lignende i retsplejelo-
vens afsnit V om kriminalsagers behandling, retsplejelovens
afsnit VI om appel og genoptagelse og retsplejelovens afsnit
VII om fuldbyrdelse af domme i kriminalsager ikke er til
hinder for anvendelse af digital kommunikation.
Forslaget indebærer endvidere, at der ikke tillige skal ske
fremsendelse, indsendelse, udlevering mv. i fysisk form.
Anklagemyndigheden, retterne, advokater, tiltalte og andre
parter i en kriminalsag vil efter bestemmelsen f.eks. kunne
vælge at sende meddelelser med en offentlig digital post-
løsning eller til en sikker e-mailadresse, hvis en sådan er
oplyst.
I Grønland kan postløsningen Offentlig Digital Post anven-
des som digital kommunikation mellem offentlige afsendere
og fysiske personer eller juridiske enheder, jf. nærmere reg-
lerne i Inatsisartutlov nr. 14 af 8. juni 2017 om Offentlig
Digital Post. I medfør af lovens § 13, stk. 4, kan Naalakker-
suisut efter forhandling med rigsmyndighederne fastsætte
regler om, at statslige institutioner i Grønland kan anvende
postløsningen som offentlige afsendere.
Den foreslåede bestemmelse tager ikke stilling til, i hvilket
omfang digital kommunikation i dag er teknisk muligt hos
anklagemyndigheden og retterne i Grønland.
Efter bestemmelsen har en afsender i alle afsendelsessituati-
oner mulighed for at vælge, om kommunikation skal ske
digitalt – herunder hvilken form for digital kommunikation
– under forudsætning af, at den pågældende form for digi-
tal kommunikation er teknisk mulig både for afsender og
modtager. Der pålægges således ikke en forpligtelse til at
anvende digital kommunikation, men afsenderen har en ret
til at vælge digital kommunikation. En afsender kan således
fortsat anvende f.eks. fysisk fremsendelse eller indlevering
af meddelelser, akter mv. Borgere pålægges heller ikke med
forslaget en pligt til at modtage eller sende via en digital løs-
ning, udover hvad der allerede følger af lovgivningen. Hvis
de statslige institutioner i Grønland, f.eks. retterne, bliver
36
omfattet af reglerne om Offentlig Digital Post, vil borgerne
være forpligtede til at modtage meddelelser fra de pågæl-
dende institutioner digitalt.
Med forslaget er det ligeledes op til modtageren af et doku-
ment, en meddelelse eller lignende, om modtageren ønsker
at printe det modtagne til brug for den videre behandling af
sagen.
Med forslaget sikres det endvidere, at bestemmelser om op-
læsning, fremlægning, forelæggelse, redegørelse, informa-
tion og lignende ikke er til hinder for, at dokumenter mv.
kan anvendes i digital form under retsmøder. Dokumenterne
skal dermed ikke tillige foreligge i fysisk form.
Med forslaget forudsættes det, at digital kommunikation
skal anvendes i videst muligt omfang af politiet, anklage-
myndigheden og domstolene. Der forudsættes således en
løbende udvidelse af anvendelsen af digital kommunikation
og sagsbehandling, efterhånden som it-løsningerne udvikles,
gennemføres og evalueres.
Persondatalovgivningen vil fortsat skulle iagttages, når poli-
tiet, anklagemyndigheden og forsvarerne behandler person-
oplysninger i forbindelse med anvendelse af digital kommu-
nikation i kriminalretsplejen.
Der tilsigtes med forslaget ingen ændringer i retsplejelo-
vens regler om anklagemyndighedens og domstolenes sags-
behandling i kriminalsager eller i reglerne om forkyndelse.
Det foreslås i stk. 2, at bestemmelser i kriminalretsplejen,
der stiller krav om underskrift, ikke er til hinder for, at
en meddelelse kan sendes med digital post. Det er dog en
betingelse, at meddelelsen er forsynet med en digital signa-
tur fra en person – herunder en juridisk person – eller en
myndighed.
Hensigten med kravet om digital signatur er at sikre, at
meddelelsen stammer fra den angivne afsender, og at med-
delelsen ikke er blevet ændret undervejs.
I det omfang det er teknisk muligt, kan meddelelser, der skal
underskrives, f.eks. sendes med en offentlig digital postløs-
ning.
Det foreslås i stk. 3, at en meddelelse, der sendes med digital
kommunikation, anses for at være kommet frem, når den er
tilgængelig for modtageren.
Efter bestemmelsen anses en digital meddelelse for at være
kommet frem til modtageren på det tidspunkt, hvor modta-
geren er i stand til at behandle og læse meddelelsen. Det er
således uden betydning, om eller hvornår modtageren fak-
tisk gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen. Dette in-
debærer, at en digital meddelelse, der er modtaget kl. 23.59
den 30. november, anses for at være kommet frem den 30.
november.
Der tilsigtes ingen ændring for så vidt angår situationer,
hvor der modtages meddelelser på papir. I disse tilfælde vil
meddelelsen fortsat skulle modtages inden for almindelig
kontortid for at kunne anses for at være rettidig.
I de tilfælde, hvor der er behov for at modtage en medde-
lelse inden for et bestemt tidspunkt, må der fastsættes en
frist, der indeholder såvel en dato som et præcist klokkeslæt
for, hvornår meddelelsen skal være modtaget for at være
rettidig.
Modtagelsestidspunktet vil i de fleste it-systemer automatisk
blive registreret. Kan modtagelsestidspunktet for en digital
meddelelse ikke fastlægges som følge af problemer med et
it-system eller andre lignende problemer, må meddelelsen
anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor med-
delelsen blev afsendt, hvis der kan skaffes pålidelige oplys-
ninger om afsendelsestidspunktet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 8 (§ 270)
Efter § 270, stk. 1, i retsplejelov for Grønland sker bevis-
førelse for skifteretten efter de regler, der gælder for be-
handling af civile sager. Efter bestemmelsens stk. 2 kan
skifteretten pålægge en lodtager i et bo at møde op og
afgive forklaring om spørgsmål af betydning for bobehand-
lingen. Reglerne om vidner finder tilsvarende anvendelse.
Det foreslås, at § 270 i retsplejelov for Grønland ophæves.
Den foreslåede ændring er en følge af § 2, stk. 4, § 72 og
§ 79 i kongelig anordning om ikrafttræden for Grønland af
lov om ægtefælleskifte m.v. samt § 92 og § 98 i kongelig
anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om skifte
af dødsboer (der forventes at blive udstedt og træde i kraft
samtidig med dette lovforslag), som viderefører hovedind-
holdet af § 270 i retsplejelov for Grønland.
Til nr. 9 (§ 283, stk. 1)
Det følger af retsplejelovens § 283, stk. 1, at det afgøres
efter § 448 c i den danske retsplejelov, om en sag om ægte-
skab kan anlægges her i riget (Danmark og Grønland).
§ 448 c i den danske retsplejelov blev ved lov nr. 1711 af 27.
37
december 2018 om ændring af forældreansvarsloven, lov
om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre
love (ændringer som følge af lov om Familieretshuset og
skærpet fokus på beskyttelsen af barnet i sager efter foræl-
dreansvarsloven) videreført som § 448 f i den danske rets-
plejelov (med visse sproglige ændringer). Herudover blev §
448 c erstattet af § 448 g i forhold til sager om ændring af
en aftale indgået med henblik på separation eller skilsmisse
om fordelingen af formuen eller om andre vilkår for separa-
tionen og skilsmissen.
Som en konsekvens heraf foreslås det med lovforslagets §
2, nr. 9, at retsplejelovens § 283, stk. 1, fremadrettet skal
henvise til den danske retsplejelovs § 448 f og § 448 g i
stedet for § 448 c.
Den foreslåede ændring af § 283, stk. 1, indebærer, at §§
448 f og 448 g i den danske retsplejelov fremover vil gælde
tilsvarende for Grønland.
Til nr. 10 (§ 283, stk. 2)
Det følger af retsplejelovens § 283, stk. 2, at det afgøres
efter § 448 f i den danske retsplejelov, om en sag om foræl-
dremyndighed, barnets bopæl, samvær, anden kontakt eller
tilladelse til udlandsrejse kan anlægges her i riget (Danmark
og Grønland).
§ 448 f i den danske retsplejelov blev ved lov nr. 1711 af
27. december 2018 om ændring af forældreansvarsloven,
lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige
andre love (ændringer som følge af lov om Familieretshuset
og skærpet fokus på beskyttelsen af barnet i sager efter
forældreansvarsloven) videreført som § 448 g i den danske
retsplejelov (med visse sproglige ændringer).
Som en konsekvens heraf foreslås det med lovforslagets §
2, nr. 10, at retsplejelovens § 283, stk. 2, fremadrettet skal
henvise til den danske retsplejelovs § 448 g i stedet for §
448 f.
Den foreslåede ændring af § 283, stk. 2, indebærer, at § 448
g i den danske retsplejelov fremover vil gælde tilsvarende
for Grønland.
Til nr. 11 (§ 321, stk. 1, nr. 3)
Efter retsplejelovens § 321, stk. 1, skal retten beskikke en
forsvarer for sigtede, hvis sigtede ikke selv har antaget en
mødeberettiget forsvarer, som giver møde i sagen, og hvis
en af de oplistede betingelser er opfyldt, jf. retsplejelovens §
321, stk. 1, nr. 1-3.
Med lovforslagets § 2, nr. 12, tilføjes et nyt nr. til § 321, stk.
1.
På den baggrund foreslås en konsekvensændring med lov-
forslagets § 2, nr. 11.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.2.2 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 12 (§ 321, stk. 1, nr. 4)
Efter retsplejelovens § 321, stk. 1, skal retten beskikke en
forsvarer for sigtede, hvis sigtede ikke selv har antaget en
mødeberettiget forsvarer, som giver møde i sagen, og hvor
en række nærmere oplistede betingelser er opfyldt, jf. rets-
plejelovens § 321, stk. 1, nr. 1-3.
Med lovforslagets § 2, nr. 12, foreslås det, at det tilføjes i
§ 321, stk. 1, at obligatorisk forsvarerbeskikkelse også skal
ske i sager, hvor der er spørgsmål om anstaltsanbringelse og,
som fremmes til dom i tiltaltes fravær efter forslaget til §
453, stk. 3, nr. 4.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.2.2 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 13 og nr. 14 (§ 440)
Retsplejelovens § 440 indeholder en regel om udenretlig
bødevedtagelse og konfiskation. Bestemmelsen hører under
overskriften ”Udenretlig bødevedtagelse og konfiskation”.
Med lovforslagets § 2, nr. 13 og 14, foreslås det, at over-
skriften før § 440 og § 440 ophæves.
Indholdet af den gældende § 440 om udenretlig bødevedta-
gelse og konfiskation videreføres delvist med lovforslagets
§ 449 b (lovforslagets § 2, nr. 15).
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.2.2 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 15 (§§ 449 a-449 c)
Med lovforslagets § 2, nr. 15, foreslås det at indføre et nyt
underafsnit i retsplejeloven om ”tilståelsessager” med tre
nye bestemmelser §§ 449 a-449 c.
Disse bestemmelser har til formål at effektivisere behandlin-
gen af kriminalsager og forkorte sagsbehandlingstiden.
§ 449 a
38
Retsplejeloven indeholder ikke hjemmel til at behandle kri-
minalsager uden medvirken af domsmænd. Dette indebærer,
at kriminalsager, hvor der bliver spørgsmål om anbringelse
i anstalt, og hvor sigtede afgiver en uforbeholden tilståelse,
ikke kan fremmes til dom uden udarbejdelse af anklageskrift
og uden medvirken af domsmænd.
Det foreslås på den baggrund, at der indsættes en ny bestem-
melse i retsplejelovens § 449 a, hvorefter en sag kan frem-
mes til dom, hvis sigtede afgiver en uforbeholden tilståelse.
Bestemmelsen svarer med enkelte undtagelser til § 831 i den
danske retsplejelov.
Det foreslås i stk. 1, at hvis sigtede i et retsmøde efter § 357
eller § 447 eller under hovedforhandlingen efter § 472, stk.
1, afgiver en uforbeholden tilståelse i en kriminalsag, hvor
domsmænd ellers skulle have medvirket, kan sagen straks
fremmes til dom, hvis betingelserne i § 449 a, stk. 1, nr. 1-4,
er opfyldt.
Den foreslåede ændring indebærer, at tilståelsessager frem-
adrettet kan afgøres efter en forenklet fremgangsmåde, uden
at der formelt afholdes en hovedforhandling. Der afholdes
imidlertid et retsmøde, som – bortset fra, at fremgangsmå-
den er forenklet – svarer til hovedforhandlingen i andre
kriminalsager.
Det bemærkes, at forudsætningen for, at sagen afgøres efter
en forenklet fremgangsmåde, er, at tiltalte i retten skal afgi-
ve en uforbeholden tilståelse.
Den foreslåede bestemmelse indebærer bl.a., at der vil kun-
ne afsiges en såkaldt straksdom i forbindelse med et grund-
lovsforhør efter retsplejelovens § 357 i en sag, hvor den
sigtede erkender sig skyldig. Sagen kan således behandles
som en tilståelsessag, hvis betingelserne i § 449 a, stk. 1, nr.
1-4, er opfyldt. Det bemærkes i den forbindelse, at retspleje-
lovens § 436 om personundersøgelse ikke er til hinder for, at
en sag vil kunne fremmes efter den foreslåede § 449 a under
et grundlovsforhør, f.eks. i situationer, hvor det følger af
fast retspraksis, at foranstaltningen for den givne forbrydelse
er anstaltsanbringelse af en vis varighed, eksempelvis ved
indsmugling af hash.
Kredsretten vil endvidere fremadrettet i sager, hvor tiltalte
f.eks. har erkendt sig skyldig til politirapporten, kunne be-
ramme sagen uden at indkalde domsmænd og vidner og
fremme den efter den foreslåede § 449 a, hvis betingelserne
i øvrigt er opfyldt. Kredsretten kan således samle en række
af sådanne sager til foretagelse kort tid efter hinanden. Mø-
der den tiltalte og erkender sig skyldig, vil sagen kunne
afgøres efter § 449 a, hvorved tiltalte findes skyldig. Møder
den tiltalte og nægter sig skyldig, vil sagen skulle udsættes,
og vidner og domsmænd indkaldes. Under retsmødet vil
tiltalte få mulighed for at angive, hvorvidt tiltalte ønsker
vidner eller andre beviser ført.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der som udgangs-
punkt ikke skal udarbejdes et anklageskrift, hvis en sigtet
over for politiet har afgivet en uforbeholden tilståelse. An-
klagemyndigheden kan således i stedet udarbejde en begæ-
ring om et retsmøde med henblik på en behandling efter
§ 449 a, og tiltalen vil i stedet blive rejst mundtligt under
retsmødet.
Det kræves, at sigtede giver en uforbeholden tilståelse,
hvorefter tilståelsen må indeholde en erkendelse af samtlige
faktiske objektive og subjektive momenter.
Tilståelsen skal være detaljeret. Det vil f.eks. ikke være
tilstrækkeligt, at sigtede blot vedstår den forklaring, som han
tidligere har afgivet til politirapporter. Indholdet af sigtedes
forklaring skal ret nøjagtigt tilføres retsbogen og derefter
oplæses for sigtede. Sigtede skal herefter vedstå protokolla-
tet.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 1, skal tilståelsens rigtig-
hed altid bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende oplysnin-
ger. Dette krav er f.eks. ikke opfyldt, hvis tilståelsen ikke
er i overensstemmelse med eventuelle medgerningsmænds
forklaringer.
Sagen kan fremmes som tilståelsessag, hvis alle involverede
(anklageren, dommeren, sigtede) samtykker i denne behand-
ling, jf. det foreslåede stk. 1, nr. 2. Er sigtede under 18 år,
kræves der tillige samtykke fra forældremyndighedsindeha-
veren.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 3, har retten, selv om betingel-
serne for at behandle sagen efter § 449 a er opfyldt, en vis
frihed til at kræve, at sagen behandles efter anklageskrift
og almindelig hovedforhandling med domsmænd, når denne
finder det betænkeligt at behandle sagen som en tilståelses-
sag. Dommeren kan ligeledes under selve sagen afslutte §
449 a-behandlingen, hvis der opstår omstændigheder, der
gør det betænkeligt at fortsætte den summariske behandling,
f.eks., hvis sigtede tilbagekalder sit samtykke efter stk. 1, nr.
2.
I sager, hvor tiltalte er anholdt og fremstillet i grundlovs-
forhør efter § 357 med henblik på tilbageholdelse, vil det
være muligt at afsige straksdom, i det omfang den tiltalte
tilstår forholdet. Det afgørende er i disse situationer, om
alle relevante oplysninger foreligger, således at der ikke er
retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved at afgøre sagen
allerede under grundlovsforhøret.
39
Det foreslås i stk. 1, nr. 4, at en sag ikke kan behandles som
tilståelsessag, hvis der bliver spørgsmål om anvendelse af
kriminallovens kapitel 33 (særlige foranstaltninger over for
psykisk syge) og kapitel 34 (forvaring).
Det foreslås i stk. 2, at sigtede skal gøres bekendt med det
forhold, tiltalen angår, og have lejlighed til at udtale sig,
inden retten afsiger dom. Er der behov for yderligere oplys-
ninger i sagen, sker dette efter reglerne i retsplejelovens
kapitel 34 (almindelige bestemmelser om efterforskning og
afhøringer), og sigtede skal have lejlighed til at udtale sig
om disse oplysninger.
Efter det foreslåede stk. 3, skal der beskikkes sigtede en
forsvarer, hvis den pågældende er anholdt eller tilbageholdt,
og denne skal have lejlighed til at gøre sig bekendt med
sagen, drøfte den med sigtede og udtale sig over for retten,
inden sigtede giver samtykke efter stk. 1, nr. 2.
Er forsvareren imod, at sagen behandles som tilståelsessag,
vil dette kunne medføre, at sagen ikke kan afgøres efter den
forenklede fremgangsmåde.
Er sigtede ikke anholdt eller tilbageholdt, skal han vejledes
om, at der, hvis han ønsker det, vil blive beskikket ham en
forsvarer efter det foreslåede stk. 4. Hvis sigtede ønsker en
forsvarer, finder stk. 3 tilsvarende anvendelse.
De almindelige bestemmelser om afsigelse og forkyndelse
af dom gælder også i sager, der behandles efter § 449 a, jf.
bestemmelsens stk. 5.
Efter det foreslåede stk. 6 kan en sag ikke behandles som
tilståelsessag, hvis den er omfattet af § 301, nr. 2, om ophæ-
velse af en forening.
Det foreslåede stk. 7 indebærer, at oplysning om det forhold,
som den pågældende tiltales for, og om, at sigtede og an-
klagemyndigheden har samtykket i, at sagen fremmes som
tilståelsessag, skal tilføres retsbogen. Det skal også tilføres
retsbogen, hvis sigtede ikke ønsker at få beskikket en for-
svarer, jf. stk. 4.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 8 kan retten bestem-
me, at sigtede skal deltage i et retsmøde efter stk. 1 ved an-
vendelse af fjernkommunikation med billede, hvis sigtedes
tilstedeværelse i retten ikke er nødvendig. Det vil bero på
en konkret vurdering, om tiltaltes tilstedeværelse i retten er
nødvendig. En eventuel forsvarer skal deltage i retsmødet
på samme sted som sigtede, medmindre retten finder det
ubetænkeligt, at forsvareren i stedet møder frem i retten. Om
sigtedes og forsvarerens deltagelse i retsmødet gælder i
øvrigt §§ 128 og 163. § 466, stk. 2, finder tilsvarende an-
vendelse. Retten kan således, hvor afhøring ved hjælp af
fjernkommunikation ikke er muligt, bestemme, at sigtede i
stedet skal indkaldes til afhøring på det sted, hvor det findes
mest hensigtsmæssigt.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.2.1 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til § 449 b
Efter retsplejelovens § 440, stk. 1, kan politiet – hvis det an-
tages, at gerningen alene vil medføre bøde eller konfiskation
– sende anklageskriftet til sigtede med påtegning om, at sig-
tede, hvis denne erkender sig skyldig, kan erklære sig rede
til uden retsforfølgning at betale den bøde, som er fastsat i
påtegningen, og eventuelt tillige acceptere konfiskation.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i retsplejelovens
§ 449 b om behandlingen af sager, hvor sigtede vedtager en
bøde og eventuelt konfiskation. Den foreslåede bestemmelse
er en delvis videreførelse af den eksisterende bestemmelse
i den grønlandske retsplejelovs § 440, der foreslås ophævet
som konsekvens heraf, jf. lovforslagets § 2, nr. 14. I mod-
sætning til § 440 indeholder den foreslåede § 449 b mere
detaljerede regler om retsvirkningerne af en bødevedtagelse
og regler om tilkendegivelsens retsvirkninger.
Bestemmelsen svarer med få undtagelser til § 832 i den
danske retsplejelov.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1 vil anklagemyndig-
heden i sager om lovovertrædelser, der ikke skønnes at ville
medføre andre følger end bøde eller konfiskation, i et bøde-
forelæg kunne tilkendegive sigtede, at sagen kan afgøres
uden retssag, hvis sigtede erklærer sig skyldig i overtrædel-
sen og erklærer sig rede inden en nærmere angiven frist at
betale en i bødeforelægget angivet bøde. Fristen kan efter
anmodning forlænges af anklagemyndigheden.
Der lægges i modsætning til den gældende § 440 i retsple-
jeloven op til, at sigtede også vil kunne vedtage en bøde
og eventuelt konfiskation i umiddelbar forbindelse med lov-
overtrædelsen.
Ordningen om vedtagelse af et bødeforelæg med det samme
forudsættes anvendt i sager, som bevismæssigt er helt ukom-
plicerede, og som ikke nødvendiggør skønsmæssige vurde-
ringer, og hvor der er klarhed over bødens størrelse. Det
betyder, at ordningen i praksis vil omfatte lovovertrædelser,
hvor bøden udmåles efter faste takster. Ordningen vil herun-
der også kunne omfatte lovovertrædelser, hvor der f.eks. i
gentagelsestilfælde sker en takstmæssig forhøjelse af bøden,
forudsat at politiet på stedet kan indhente de fornødne oplys-
ninger om eventuelle tidligere relevante lovovertrædelser.
40
Ordningen forventes på den baggrund navnlig at omfatte
en række overtrædelser af færdselsloven og politivedtægten
samt efter omstændighederne visse overtrædelser af krimi-
nalloven, f.eks. sager om butikstyveri, bedrageri, hæleri og
underslæb.
Det forudsættes, at et bødeforelæg, der vedtages på stedet,
kan udstedes uden at tage hensyn til eventuelle andre verse-
rende sigtelser mod den pågældende.
Den foreslåede bestemmelse vil også omfatte vedtagelse af
konfiskation i forbindelse med vedtagelse af en bøde.
Sigtedes vedtagelse af bøden vil enten skulle ske ved, at
sigtede straks betaler bøden, eller ved at sigtede ved sin un-
derskrift erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist
at betale den i bødeforelægget angivne bøde. Underskriften
kan også være digital, når de tekniske muligheder herfor er
til stede. Hvis de tekniske muligheder senere gør det muligt
og hensigtsmæssigt at dokumentere sigtedes vedtagelse på
anden måde, vil en sådan ny teknisk mulighed i givet fald
også kunne anvendes ved vedtagelse af bødeforelæg på ste-
det. Fristen for betaling af bøden vil efter anmodning senere
kunne forlænges af anklagemyndigheden, jf. det forslåede
stk. 1, 2. pkt.
Muligheden for at vedtage bøden ved betaling på stedet vil
afhænge af, at der er etableret en administrativ understøttel-
se heraf. I det omfang dette ikke er tilfældet, vil sigtede på
stedet kunne vedtage bøden ved sin underskrift, men ikke
straks betale.
Sigtede skal gøres bekendt med, at det er frivilligt,
om bøden ønskes vedtaget og eventuelt betalt med det
samme. Hvis sigtede kan erklære sig skyldig i overtrædel-
sen, men ikke ønsker at vedtage bøden med det samme,
vil sigtede senere efter de almindelige regler kunne vedtage
bøden. Vedtager sigtede heller ikke senere bøden, vil ankla-
gemyndigheden skulle indbringe sagen for retten ligeledes
efter de almindelige regler.
Sigtede vil ved sin vedtagelse af bøden også vedtage bødens
størrelse. Sigtede vil dog efter omstændighederne kunne væ-
re berettiget til at få bøden nedsat som følge af særligt lav
indtægt, jf. nedenfor om den foreslåede § 449 c, stk. 1.
Anklageskriftet skal overholde kravene efter § 437, stk. 2,
nr. 1 og 2, jf. det foreslåede stk. 2.
Efter det foreslåede stk. 3 kan en sigtet under 18 år i umid-
delbar forbindelse med lovovertrædelsen vedtage en bøde
uden samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden.
Retsvirkningerne af en vedtagelse er ifølge det foreslåede
stk. 4, at videre forfølgning bortfalder, jf. dog § 315, stk.
1, og § 449 a, stk. 2. Dette indebærer bl.a., at når sigtede i
medfør af det foreslåede § 449 c, stk. 2, rettidigt tilbagekal-
der en bødevedtagelse, kan forfølgningen fortsætte, uden at
der skal gås frem efter § 315, stk. 1. Vedtagelse har samme
gentagelsesvirkning som en dom.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.2.2 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til § 449 c
Der findes ikke regler i retsplejeloven om, at sigtede kan
vedtage en bøde og eventuelt konfiskation i umiddelbar
forbindelse med lovovertrædelsen. Det foreslås dog med
lovforslaget at indføre en sådan adgang i den foreslåede §
449 b. Der foreslås som konsekvens heraf, at der indføres en
bestemmelse i § 449 c, som regulerer retsvirkninger ved en
bødevedtagelse, som er modtaget i umiddelbar forlængelse
af overtrædelsen.
Det foreslås i stk. 1, at hvis sigtede i umiddelbar forbindelse
med lovovertrædelsen har vedtaget en bøde og eventuelt
konfiskation, jf. § 449 b, er vedtagelsen ikke til hinder for,
at anklagemyndigheden efter anmodning nedsætter bøden
som følge af sigtedes særligt lave indtægt. Det gælder også i
tilfælde, hvor bøden er betalt.
Sigtede vil således efter sin vedtagelse kunne anmode om
nedsættelse af bøden. Hvis sigtedes særligt lave indtægt
giver grundlag for at nedsætte bøden, træffer anklagemyn-
digheden afgørelse herom. Har sigtede allerede betalt en
højere bøde, tilbagebetales det overskydende beløb. Afslår
anklagemyndigheden sigtedes anmodning om nedsættelse af
bøden som følge af særligt lav indtægt, kan afslaget påkla-
ges til statsadvokaten inden 4 uger, jf. retsplejelovens § 61 e,
stk. 2, 1. pkt., og § 61 f, stk. 1. Afslås sigtedes anmodning
om nedsættelse af bøden, står vedtagelsen af den oprindelige
bøde ved magt.
Det foreslåede stk. 1 angår udelukkende nedsættelse af bø-
den som følge af sigtedes særligt lave indtægt. Eventuelle
andre indsigelser mod bødens beregning, endsige indsigelser
vedrørende skyldsspørgsmålet, kan ikke behandles efter det
foreslåede stk. 1. Som beskrevet i det følgende kan sigtede
imidlertid inden 14 dage efter bødevedtagelsen frit tilbage-
kalde sin vedtagelse, jf. det foreslåede stk. 2.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at i de tilfælde, der er nævnt i
stk. 1, kan sigtede inden 14 dage fra vedtagelsen tilbagekal-
de sin vedtagelse ved meddelelse til politiet.
Sigtede kan således helt fortryde vedtagelsen af bøden inden
41
14 dage, men hvis sigtede ikke har udnyttet fortrydelsesret-
ten, står den vedtagne bøde ved magt. Dette gælder også
i tilfælde, hvor anklagemyndigheden først efter udløbet af
fristen for at fortryde bødevedtagelsen træffer afgørelse om
sigtedes anmodning om nedsættelse af bøden som følge af
sigtedes særligt lave indtægt efter stk. 1.
Er sigtede under 18 år, kan også indehaveren af forældre-
myndigheden tilbagekalde vedtagelsen. Fortrydelsesretten
gælder også i tilfælde, hvor bøden er betalt, jf. stk. 2, 2.
pkt.
Det vil være tilstrækkeligt, at sigtede – eller i givet fald
indehaveren af forældremyndigheden – inden fristens ud-
løb meddeler politiet, at sigtede tilbagekalder sin vedtagel-
se. Der kræves ikke nogen begrundelse for, at vedtagelsen
trækkes tilbage.
Hvis sigtede – eller indehaveren af forældremyndigheden
– inden fristen tilbagekalder vedtagelsen, vil sagen skulle
afgøres ved, at sagen indbringes for retten. Retten vil kunne
behandle sagen i den forenklede bødeproces, jf. retsplejelo-
vens § 475, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
Hvis vedtagelsen ikke rettidigt tilbagekaldes, regnes rets-
virkningerne af vedtagelsen fra tidspunktet for vedtagelsen
(og ikke fra udløbet af fristen for tilbagekaldelse), herunder
med hensyn til gentagelsesvirkning, jf. den foreslåede § 449
b, stk. 4, 2. pkt.
Det foreslås i stk. 3, at politiet skal vejlede sigtede og, hvis
denne er under 18 år, indehaveren af forældremyndigheden
om mulighederne for at få nedsat bøden som følge af særligt
lav indtægt og om fortrydelsesretten.
I tilfælde, hvor en sigtet under 18 år på egen hånd har ved-
taget en bøde, skal politiet således vejlede både sigtede og
indehaveren af forældremyndigheden om fortrydelsesretten.
Endelig foreslås det i stk. 4, at justitsministeren kan fastsæt-
te nærmere regler om politiets vejledning efter det foreslåe-
de stk. 3.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.2.2 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 16 (§ 452, stk. 2, 1. pkt.)
Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 452,
stk. 2, 1. pkt., kan retten behandle sagen, som om tiltalte
har tilstået det forhold, som den pågældende er tiltalt for,
hvis tiltalte udebliver uden oplyst lovligt forfald eller nægter
at afgive forklaring. Det gælder dog kun, hvis der under
sagen ikke er spørgsmål om anden foranstaltning end bøde,
konfiskation, førerretsfrakendelse og erstatning, og sagen
ikke er af særlig indgribende karakter, jf. § 452, stk. 2, 2.
pkt.
Med lovforslaget foreslås det at ændre bestemmelsen i rets-
plejelovens § 452, stk. 2, 1. pkt., således at retterne fremover
skal behandle sagen, som om tiltalte har tilstået det forhold,
som den pågældende er tiltalt for, hvis tiltalte udebliver uden
oplyst lovligt forfald eller nægter at afgive forklaring.
Ændringen vil indebære, at der skal være konkrete omstæn-
digheder i den enkelte sag, der taler imod, at sagen behand-
les som om, at tiltalte har tilstået. Det forudsættes i den for-
bindelse, at retten angiver de konkrete grunde i retsbogen.
Der er ikke i øvrigt med forslaget tilsigtet nogen ændring i
bestemmelsernes anvendelsesområde.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.2.1 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 17 (§ 453, stk. 3 og 4)
Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 453,
stk. 3, kan en hovedforhandling i de i stk. 3, nr. 1-5, nævnte
tilfælde fremmes til dom i tiltaltes fravær, hvis retten ikke
finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig.
Det foreslås at nyaffatte retsplejelovens § 453, stk. 3, såle-
des, at bestemmelsen i sin helhed svarer til § 855, stk. 3,
i den danske retsplejelov (som bestemmelsen så ud på tids-
punktet for lovforslagets udarbejdelse).
Med lovforslagets foreslås bestemmelsens stk. 3 ændret så-
ledes, at retterne fremover i de i stk. 3, nr. 1-5, tilfælde, som
i øvrigt foreslås ændret, jf. nedenfor, skal fremme en ho-
vedforhandling til dom i tiltaltes fravær, hvis anklagemyn-
digheden fremsætter begæring herom, og retten ikke finder
tiltaltes tilstedeværelse nødvendig.
Med den foreslåede ændring forudsættes anklagemyndighe-
den at nedlægge påstand om, at hovedforhandlingen frem-
mes trods tiltaltes udeblivelse i alle sager, hvor tiltaltes
tilstedeværelse ikke vurderes nødvendig, og hvor betingel-
serne herfor i øvrigt er opfyldt.
Udgangspunktet bliver således, at retten skal fremme en ho-
vedforhandling til dom i tiltaltes fravær, hvis betingelserne
herfor i øvrigt er opfyldt.
En hovedforhandling vil herefter skulle fremmes, hvis sagen
trods tiltaltes udeblivelse er tilstrækkeligt oplyst. Det for-
hold, at en forklaring fra den tiltalte kan være af betydning
42
ved vurderingen af skyldsspørgsmålet og udmåling af foran-
staltning, kan derfor ikke alene medføre, at sagen udsættes.
Det forhold, at en udlænding ikke har bidraget med oplys-
ninger om sin tilknytning til Danmark – f.eks. i forbindelse
med en afhøring efter § 26 i anordning om udlændingeloven
– vil ikke i sig selv være tilstrækkeligt til, at retten kan
undlade at fremme sagen til dom.
Hvis retten derimod finder, at der er konkrete grunde til,
at tiltaltes tilstedeværelse under hovedforhandlingen er nød-
vendig, kan retten beslutte, at sagen ikke kan fremmes til
dom i tiltaltes fravær. Det vil kunne tænkes at være tilfældet,
hvis der mangler oplysninger om varigheden af udlændin-
gens lovlige ophold eller andre relevante oplysninger om
personlige forhold, som vurderes at være afgørende i rela-
tion til spørgsmålet om udvisning.
Ændringen indebærer, at der skal være konkrete grunde i
den enkelte sag for, at tiltaltes tilstedeværelse vurderes at
være nødvendig under hovedforhandlingen. Det forudsættes
i den forbindelse, at retten angiver de konkrete grunde til, at
sagen ikke findes at være tilstrækkeligt oplyst, i retsbogen.
Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 453,
stk. 3, nr. 1-5, kan en sag afgøres i tiltaltes fravær i følgende
situationer:
1) når det skønnes, at der ikke bliver tale om andre føl-
ger end bøde, konfiskation, førerretsfrakendelse eller
erstatning,
2) når tiltalte har givet samtykke til, at sagen behandles og
afgøres i tiltaltes fravær,
3) når retten skønner, at behandling af sagen utvivlsomt
vil føre til, at tiltalte frifindes,
4) når tiltalte efter at være mødt ved sagens begyndelse
har forladt retten uden dennes tilladelse, eller
5) når tiltalte er undveget, efter at anklageskriftet er for-
kyndt.
Det foreslås i bestemmelsens stk. 3, nr. 1 og 2, at en sag
kan fremmes i tilfælde, hvor tiltalte har forladt retten efter
sagens begyndelse, eller er undveget efter anklageskriftets
forkyndelse. Bestemmelserne svarer til de gældende bestem-
melser i retsplejelovens § 453, stk. 3, nr. 4 og 5. Der er ikke
tilsigtet nogle ændringer i bestemmelsens anvendelsesområ-
de.
Det foreslås i stk. 3, nr. 3, at en sag kan fremmes, når der
under sagen alene er spørgsmål om anbringelse i anstalt
i 1 år eller derunder, konfiskation, udvisning, rettighedsfra-
kendelse eller erstatning, og tiltalte har givet samtykke til
gennemføres af hovedforhandlingen.
Med bestemmelsen indskrænkes det i forhold til den gæl-
dende bestemmelse i § 453, stk. 3, nr. 2, at der ikke kan
afsiges udeblivelsesdomme i enhver kriminalsag, selv om
tiltalte har samtykket til, at sagen kan gennemføres uden
vedkommendes tilstedeværelse. Adgangen hertil begrænses
således til sager, hvor der er spørgsmål om anbringelse i
anstalt i 1 år eller derunder, konfiskation, udvisning, rettig-
hedsfrakendelse eller erstatning.
Det foreslås i stk. 3, nr. 4, at en sag kan fremmes, når
tiltalte ikke idømmes andre følger end anbringelse i anstalt
i 6 måneder eller derunder, bøde, konfiskation, udvisning,
førerretsfrakendelse eller erstatning.
Bestemmelsen viderefører den gældende bestemmelse i §
453, stk. 3, nr. 1, med den ændring, at bestemmelsen ikke
længere vil være begrænset til at finde anvendelse i bødesa-
ger, men også vil finde anvendelse i sager hvor tiltalte idøm-
mes anbringelse i anstalt (dog maksimalt 6 måneder). Det
tilføjes endvidere, at sager om udvisning vil kunne fremmes
uden tiltaltes tilstedeværelse. Udvisning sker efter kapitel 4
i anordning nr. 150 af 23. februar 2001 om ikrafttræden for
Grønland af udlændingeloven.
En kriminalsag mod en tiltalt, der står til anbringelse i
anstalt i 6 måneder eller derunder samt konfiskation, udvis-
ning, førerretsfrakendelse eller erstatning, vil således frem-
over kunne fremmes, uden at den tiltalte er tilstede under
sagen. Dette gælder, uanset om den tiltalte har givet samtyk-
ke til at gennemføre hovedforhandlingen.
Det foreslås i stk. 3, nr. 5, at en sag endelig kan fremmes,
når retten skønner, at behandlingen af sagen utvivlsomt vil
føre til tiltaltes frifindelse. Bestemmelsen svarer til nr. 3
i den gældende bestemmelse. Der er ikke tilsigtet nogle
ændringer i bestemmelsens anvendelsesområde.
Efter retsplejelovens § 453, stk. 4, kan en sag, hvor tiltalte
er repræsenteret ved en forsvarer, kun fremmes efter stk.
3, hvis forsvareren er mødt. I det stk. 3, nr. 1, omhandlede
tilfælde kræves endvidere, at tiltalte ved indkaldelsen til ho-
vedforhandlingen er gjort bekendt med, at udeblivelse uden
oplyst lovligt forfald kan medføre, at tiltalte dømmes for
de forhold, som tiltalen angår, herunder at der er nedlagt
påstand om bøde, konfiskation, førerretsfrakendelse eller er-
statning.
Med bestemmelsen i stk. 4 foreslås det som en betingelse for
at anvende bestemmelsen i stk. 3, nr. 4 (anstaltsanbringelse
i 6 måneder eller derunder m.v.), at tilsigelsen til retsmødet
er forkyndt for den pågældende personlig. Der skal endvide-
re være givet oplysninger om muligheden for, at han kan
dømmes som udebleven. Det forudsættes i den forbindelse,
at den tiltalte oplyses om muligheden for idømmelse af an-
staltsanbringelse.
43
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.2.1 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 18 (§ 467, stk. 2, nr. 6)
Efter retsplejelovens § 467, stk. 2, nr. 1-5, kan en række
oplistede dokumenter benyttes som bevismidler under ho-
vedforhandlingen og skal da oplæses. Forklaringer afgivet
til politirapport kan derimod kun oplæses i retten som bevis,
når retten undtagelsesvis tillader det efter bestemmelsen i §
467, stk. 3.
Efter den foreslåede bestemmelse udvides § 467, stk. 2, med
et nyt nr. 6, der giver forsvareren mulighed for at dokumen-
tere tiltaltes forklaring til politirapport, hvis sagen i medfør
af den foreslåede bestemmelse i § 453, stk. 3, nr. 4, fremmes
i tiltaltes fravær.
Forslaget indebærer derimod ikke nogen ændring af adgan-
gen for anklagemyndigheden til at dokumentere tiltaltes
forklaringer afgivet til politirapport. Anklagemyndighedens
adgang til at dokumentere sådanne forklaringer skal således
fortsat afgøres efter retsplejelovens 467, stk. 3.
Hvis anklagemyndigheden eller forsvareren finder, at det
er af afgørende betydning for vurderingen af skyldsspørgs-
målet eller udmålingen af foranstaltningen, at tiltalte er til
stede og får mulighed for at afgive mundtlig forklaring over
for retten, må dette fremføres over for retten, der herefter
må afgøre, om det er forsvarligt at gennemføre sagen uden
tiltaltes tilstedeværelse.
Forsvarerens adgang til dokumentation af tiltaltes forklarin-
ger til politirapport forudsættes i øvrigt administreret sådan,
at der ikke ved dokumentation af udvalgte dele af den
tiltaltes forklaringer til politiet gives et fordrejet eller ten-
dentiøst billede af, hvad der rent faktisk er forklaret. Hvis
forsvareren alene ønsker nogle af den tiltaltes forklaringer til
politiet dokumenteret, må anklagemyndigheden protestere,
hvis man finder, at en isoleret dokumentation heraf vil give
et forkert indtryk af den tiltaltes samlede forklaring. Det
vil herefter være op til retten af afgøre, om der skal ske
dokumentation af den tiltaltes samlede forklaringer, eller om
sagen eventuelt bør udsættes med henblik på, at den tiltalte
selv kommer til stede og kan afgive mundtlig forklaring for
retten.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.2.3 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 19 (§ 472, stk. 2)
Efter retsplejelovens § 472, stk. 1, indledes hovedforhand-
lingen med oplysning om, hvilken sag retten skal behand-
le. Derefter oplæses anklageskriftet, og tiltalte vejledes i
overensstemmelse med § 456, stk. 2. Retten kan anmode
anklageren om at gennemgå sagens hovedpunkter (forelæg-
gelse). Herefter følger bevisførelsen, jf. §§ 464-468.
Med forslaget foreslås det, at der i § 472 indsættes et nyt stk.
2, som bestemmer, at hvis tiltalte afgiver en fuldstændig til-
ståelse, afgør retten, om og i hvilken udstrækning yderligere
bevisførelse skal finde sted. Anklageren kan i den forbindel-
se ikke uden rettens samtykke afvarsle vidnerne.
Bestemmelsens nuværende stk. 2 bliver herefter stk. 3.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.2.1 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 20 (§ 474, stk. 3)
Efter retsplejelovens § 474, stk. 3, afsiges dommen ved, at
domskonklusionen oplæses i et retsmøde. Er tiltalte ikke til
stede ved afsigelsen, sender politiet en udskrift af dommen
til tiltalte. Hvis sagen i medfør af § 453, stk. 3, er behandlet
og afgjort i tiltaltes fravær, skal udskriften forkyndes for
tiltalte.
Den foreslåede ændring af § 474, stk. 3, indebærer, at hvis
sagen i medfør af § 453, stk. 3, nr. 4, er fremmet i tiltaltes
fravær, skal udskrift af dommen forkyndes for tiltalte per-
sonlig, medmindre tilsigelsen har været forkyndt for denne
personlig.
I tilfælde, hvor tilsigelsen til hovedforhandlingen har været
forkyndt for tiltalte personlig, skal en udskrift af dommen
forkyndes for tiltalte, uden at dette dog behøver at ske ved
personlig forkyndelse. I tilfælde, hvor tilsigelsen til hoved-
forhandlingen derimod ikke har været forkyndt for tiltalte
personlig, men f.eks. har været forkyndt for en person, der
hører til tiltaltes husstand, skal en udskrift af dommen efter
forslaget forkyndes for tiltalte personlig.
Forslaget skal sikre, at den tiltalte enten forudgående mod-
tager personlig underretning om, at hovedforhandlingen vil
finde sted, og at den pågældende risikerer at blive dømt som
udebleven, eller efterfølgende modtager underretning om, at
hovedforhandlingen har fundet sted, og at den pågældende
er blevet dømt som udebleven.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.2.4 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 21 (§§ 592 a-592 b)
Retsplejeloven indeholder ikke regler om genoptagelse af
sager fremmet til dom efter § 453, stk. 3, nr. 1-5.
44
Til § 592 a
Efter den foreslåede bestemmelse i § 592 a, 1. pkt., kan
domfældte, hvis sagen i medfør af § 453, stk. 3, nr. 4, er
fremmet til dom i tiltaltes fravær, begære sagen genoptaget
til ny forhandling, hvis den domfældte godtgør at have haft
lovligt forfald og ved ham utilregnelige omstændigheder har
været forhindret fra i tide at anmelde dette, eller at stævnin-
gen ikke rettidigt er kommet til domfældtes kundskab.
Fristen for at begære en sag genoptaget er 14 dage fra dom-
mens forkyndelse efter den foreslåede § 474, stk. 3, 3. og
4. pkt. Dette gælder, hvad enten udskriften forkyndes for
tiltalte personligt, eller lovlig forkyndelse har fundet sted på
anden måde. Retten kan undtagelsesvist genoptage sagen,
hvis begæring indgives senere, men inden 1 år efter dom-
mens forkyndelse.
Det foreslås efter § 592 a, 2. pkt., at begæringen om genop-
tagelse må fremsættes over for den ret, som har afsagt dom
i sagen, inden 14 dage fra forkyndelse efter § 474, stk. 3, 3.
og 4. pkt.
Retten kan undtagelsesvis genoptage sagen, hvis begæring
indgives senere, men inden 1 år efter dommens forkyndelse,
jf. den foreslåede § 592 a, 3. pkt. Reglerne i §§ 585-590
finder tilsvarende anvendelse, jf. den foreslåede § 592 a, 4.
pkt.
Det foreslås efter § 592 a, 5. pkt., at hvis genoptagelse næg-
tes, kan spørgsmålet indbringes for Den Særlige Klageret
efter reglerne om kære til Højesteret.
Med bestemmelsen i § 592 a, stk. 2, foreslås det endelig, at
retten hæver sagen ved beslutning, der skal begrundes, og
at den afsagte dom bliver stående ved magt, hvis domfældte
udebliver under den nye hovedforhandling.
Til § 592 b
Efter den foreslåede bestemmelse i § 592 b, kan tilførsler til
retsbogen om forklaringer afgivet af vidner og skønsmænd
under den forudgående behandling foruden de i § 467 nævn-
te tilfælde anvendes som bevismiddel, hvis en kriminalsag
genoptages i medfør af § 592 a, og hvis ingen af parterne
inden hovedforhandlingen har anmodet om fornyet afhøring.
Hvis en kriminalsag genoptages i medfør af retsplejelovens
§ 592 a, skal der gennemføres en helt ny hovedforhandling
med sædvanlig bevisførelse.
Den foreslåede bestemmelse indebærer en udvidet mulighed
for at dokumentere forklaringer afgivet af vidner m.m. under
en tidligere hovedforhandling, der er fremmet i medfør af
§ 453, stk. 3, nr. 4. Det bestemmes således, at hvis en
kriminalsag genoptages i medfør af § 592 a, kan tilførsler
til retsbogen om forklaringer afgivet af vidner og syns- og
skønsmænd under den forudgående behandling foruden de
i § 467, nævnte tilfælde anvendes som bevismiddel, hvis
ingen af parterne inden hovedforhandlingen har anmodet om
fornyet afhøring.
Bestemmelsen forudsættes administreret således, at centrale
vidner m.m. indkaldes med henblik på at afgive forklaring
også under den genoptagne hovedforhandling.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.2.5 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til § 3
(Lov om statens tjenestemænd i Grønland)
Til nr. 1
I lov om statens tjenestemænd i Grønland er overskriften
til kapitel 7 affattet således: ”Særbestemmelse om dommere
og retsassessorer og andre tjenestemandsansatte jurister ved
Grønlands retsvæsen”.
Med lovforslagets § 3, nr. 1, foreslås overskriften ændret til
”Særbestemmelse om dommere og andre tjenestemandsan-
satte jurister samt kredsdommere ved Grønlands retsvæsen”.
Der er tale om en konsekvensændring af overskriften til
kapitel 7 i lov om statens tjenestemænd i Grønland som
følge af, at der foreslås indført en pligtig afgangsalder for
kredsdommere.
Til nr. 2 (§ 34, stk. 2, 1. pkt.)
Det følger af § 34, stk. 2, i lov om statens tjenestemænd
i Grønland, at dommere og andre tjenestemandsansatte juri-
ster ved Grønlands retsvæsen afskediges fra udgangen af
den måned, hvori de fylder 65 år.
Det foreslås i § 3, nr. 2, at den pligtige afgangsalder for
dommere og andre tjenestemandsansatte jurister hæves fra
65 år til 70 år.
Forslaget indebærer, at dommere og andre tjenestemandsan-
satte jurister vil skulle afskediges fra udgangen af den må-
ned, hvori de fylder 70 år.
Forslaget vil derimod ikke berøre retten for dommere og
andre tjenestemandsansatte jurister til at gå på alderspension
fra udgangen af den måned, hvori de fylder 60 år, jf. § 2
45
i lov om pension til statens tjenestemænd m.v. i Grønland,
jf. lovbekendtgørelse nr. 520 af 18. maj 2017. Samtidig vil
forslaget betyde, at dommere og andre tjenestemandsansat-
te jurister ved fortsat ansættelse ud over 65-års-alderen vil
oppebære løn og i takt hermed optjene yderligere pensions-
alder, hvis de ikke har opnået den højeste pensionsalder på
37 år.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.2.1 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 3 (§ 34, stk. 2, 2. pkt.)
Der gælder ikke nogen pligtig afgangsalder for kredsdom-
mere i lov om statens tjenestemænd i Grønland.
Efter retsplejeloven kan kredsdommere alene afskediges på
grund af uegnethed eller sygdom, eller når vedkommende
har gjort sig skyldig i et forhold, der gør den pågældende
uværdig til den agtelse og tillid, som kredsdommererhvervet
forudsætter, jf. § 26, stk. 1, og i tilfælde, hvor en omordning
af domstolene finder sted, jf. § 26, stk. 2.
Det foreslås med lovforslagets § 3, nr. 3, at der også for
kredsdommere indføres en pligtig afgangsalder på 70 år.
Dette indebærer, at kredsdommerne ligesom dommere og
andre tjenestemandsansatte jurister ved Grønlands retsvæsen
vil skulle afskediges fra udgangen af den måned, hvori de
fylder 70 år. Forslaget indebærer, at afskedigelse af kreds-
dommere på grund af alder sker administrativt. Dette svarer
til, hvad der gælder for afskedigelse af dommere og andre
tjenestemandsansatte jurister.
Forslaget vil ikke berøre kredsdommeres ret til at gå på
alderspension fra udgangen af den måned, hvori de fylder 60
år, jf. § 2 i lov om pension til statens tjenestemænd m.v. i
Grønland, jf. lovbekendtgørelse nr. 520 af 18. maj 2017.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.2.2 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til § 4
(Lov for Grønland om børns retsstilling)
Til nr. 1 (§ 21, stk. 1, 2. pkt., og § 22, stk. 1, 4. pkt.)
Efter § 21, stk. 1, 1. pkt., i lov for Grønland om børns
retsstilling kan et barn ikke anmelde krav om fremtidige
børnebidrag i sine forældres dødsbo, men barnet tager arv
efter forældrene. Efter bestemmelsens 2. pkt. finder lovens §
22 om barnets retsstilling ved en bidragspligtigs død anven-
delse i det omfang barnets arveret bortfalder i medfør af §
36 i arvelov for Grønland.
Efter § 22, stk. 1, 1. pkt., i lov for Grønland om børns
retsstilling skal boet efter en mand, der er bidragspligtig til
et barn uden for ægteskab, udrede det fornødne til dækning
af fremtidige børnebidrag, så vidt boet er solvent. Tilkom-
mer der barnet arv efter den bidragspligtige, skal bidragskra-
vet efter 1. pkt. fradrages i barnets arv, jf. 2. pkt. Denne
bestemmelse omfatter situationer, hvor den bidragspligtige
har testeret til fordel for barnet. Det følger af bestemmelsens
3. pkt., at hvis den afdøde bidragspligtige efterlader sig ar-
veberettiget enke eller afkom, må beløbet efter 1. pkt. ikke
overstige, hvad barnet ville have arvet, hvis den afdøde var
anset som far til barnet. Efter bestemmelsens 4. pkt. finder §
36 i arvelov for Grønland anvendelse på sager omfattet af §
22, stk. 1, 3. pkt.
En bidragspligtig mand, der er omfattet af § 22 i lov for
Grønland om børns retsstilling, er en mand, der ikke kunne
anses som far til barnet, men som efter lovens § 6, stk.
2, blev anset som bidragspligtig over for barnet. Dom til
bidragspligt medførte ikke arveret.
§ 6, stk. 2, i lov for Grønland om børns retsstilling blev
ophævet ved lov nr. 483 af 21. maj 2014 om ændring af lov
for Grønland om børns retsstilling og arvelov for Grønland
(Fastslåelse af faderskab til børn født uden for ægteskab før
ikrafttræden af lov for Grønland om børns retstilling m.v.).
Det foreslås, at § 21, stk. 1, 2. pkt., og § 22, stk. 1, 4. pkt., i
lov for Grønland om børns retsstilling ophæves.
Den foreslåede ændring er en følge af, at § 36 i arvelov
for Grønland blev ophævet ved lov nr. 483 af 21. maj 2014
om ændring af lov for Grønland om børns retsstilling og
arvelov for Grønland (Fastslåelse af faderskab til børn født
uden for ægteskab før ikrafttræden af lov for Grønland om
børns retstilling m.v.). Ændringen har derfor ingen materiel
betydning.
Til nr. 2 (§ 21, stk. 2)
Det følger af § 21, stk. 2, i lov for Grønland om børns
retsstilling, at vælger en efterlevende ægtefælle at sidde i
uskiftet bo med førstafdødes barn, kan det pålægges ægte-
fællen at betale bidrag til barnets underhold, dog kun for
så vidt og i det omfang det efter et skøn over ægtefællens
økonomiske forhold findes passende.
Det foreslås, at betegnelsen »en efterlevende« ægtefælle æn-
dres til betegnelsen »den længstlevende« ægtefælle i § 21,
stk. 2, i lov for Grønland om børns retsstilling.
46
Den foreslåede ændring er en følge af kongelig anordning
om ikrafttræden for Grønland af arveloven (der forventes at
blive udstedt og træde i kraft samtidig med dette lovforslag),
hvor betegnelsen efterlevende ægtefælle er erstattet af be-
tegnelsen længstlevende ægtefælle. Forslaget har til formål
at ensrette terminologien på tværs af regelsættene. Der er
ikke forskel på, hvordan efterlevende ægtefælle og længstle-
vende ægtefælle skal forstås.
Til nr. 3 (§ 22, stk. 3)
Efter § 22, stk. 3, i lov for Grønland om børns retsstilling
skal skifteretten, når det kommer til dens kundskab, at der
påhviler afdøde bidragspligt over for børn uden for ægte-
skab, drage omsorg for, at fordringen, dvs. barnets krav på
børnebidrag, gøres gældende.
Den foreslåede ændring indebærer, at der i § 22, stk. 3, i
lov for Grønland om børns retsstilling anvendes betegnelsen
»retten« i stedet for betegnelsen »skifteretten«.
Den foreslåede ændring er en følge af kongelige anordnin-
ger om ikrafttræden for Grønland af hhv. arveloven, ægte-
fælleskifteloven og dødsboskifteloven (der forventes at blive
udstedt og træde i kraft samtidig med dette lovforslag), hvor
det foreslås at undlade at anvende betegnelsen »skifteret-
ten«, fordi skifteretten ikke er en selvstændig afdeling under
Grønlands domstole. Den foreslåede ændring har til formål
at ensrette terminologien på tværs af regelsættene.
Til nr. 4 (§ 23)
Efter § 23 i lov for Grønland om børns retsstilling bortfalder
barnets krav efter lovens §§ 21 og 22, dvs. krav på børnebi-
drag mod dødsboet efter en bidragspligtig, i det omfang §§
37-39 i arvelov for Grønland finder anvendelse. §§ 37-39
i arvelov for Grønland vedrører dødsboer af ganske ringe
værdi.
Det foreslås, at § 23 i lov for Grønland om børns retstilling
ophæves.
Den foreslåede ændring er en følge af, at den gældende
arvelov for Grønland og således de gældende bestemmelser
i lovens §§ 37-39 foreslås ophævet som led i ikraftsættelsen
for Grønland af arveloven og dødsboskifteloven.
Til § 5
(Lov om ægteskabs indgåelse og opløsning for Grønland)
Til nr. 1 (§ 25, stk. 1)
Efter § 25, stk. 1, i lov om ægteskabs indgåelse og opløs-
ning, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning
nr. 307 af 14. maj 1993, kan den efterlevende ægtefælle eller
enhver af arvingerne kræve reglerne om skifte i anledning
af omstødelse af et ægteskab i § 54 i lov for Grønland om
ægteskabets retsvirkninger bragt i anvendelse.
Den foreslåede ændring af § 25, stk. 1, i lov om ægteskabs
indgåelse og opløsning, som sat i kraft for Grønland ved
kongelig anordning nr. 307 af 14. maj 1993, indebærer, at
betegnelsen »efterlevende« ægtefælle ændres til betegnelsen
»længstlevende« ægtefælle.
Den foreslåede ændring er en følge af, at betegnelsen »efter-
levende ægtefælle« med kongelig anordning om ikrafttræ-
den for Grønland af arveloven (der forventes at blive udstedt
og træde i kraft samtidig med dette lovforslag), foreslås
ændret til betegnelsen »længstlevende ægtefælle«. Formålet
med den foreslåede ændring er således at ensrette termino-
logien på tværs af regelsættene. Der er ikke forskel på,
hvordan efterlevende ægtefælle og længstlevende ægtefælle
skal forstås.
Til nr. 2 (§ 25, stk. 4)
Efter § 25, stk. 1, i lov om ægteskabs indgåelse og opløs-
ning, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning
nr. 307 af 14. maj 1993, kan den efterlevende ægtefælle eller
enhver af arvingerne kræve reglerne om skifte i anledning
af omstødelse af et ægteskab i § 54 i lov for Grønland
om ægteskabets retsvirkninger bragt i anvendelse, og ægte-
fællen kan kræve godtgørelse i anledning af omstødelse af
ægteskabet.
Samme ret har efter § 25, stk. 2, den ægtefælle, der efter
§ 22 i lov om ægteskabets indgåelse og opløsning, som
sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning nr. 307 af
14. maj 1993, kan rejse sag om omstødelse af ægteskab,
når den anden ægtefælle dør, inden ægteskabet er blevet
omstødt, og inden omstødelsesfristerne i bestemmelsens stk.
2 er udløbet. Hvis omstødelsessag er anlagt, og ægtefællen
derefter dør, kan enhver af arvingerne kræve reglerne i § 54
i lov for Grønland om ægteskabets retsvirkninger bragt til
anvendelse.
Det følger af anordningens § 25, stk. 4, at dør den ene af
parterne i et omstødeligt ægteskab, arver den anden part
ikke, hvis reglen i stk. 1 eller 2 efter ægtefællens begæring
bringes til anvendelse, eller hvis sag til ægteskabets omstø-
delse var anlagt af det offentlige eller skulle have været
anlagt ifølge den lov, der var gældende ved ægteskabets
indgåelse.
Det foreslås at ophæve § 25, stk. 4, i lov om ægteskabs
47
indgåelse og opløsning, som sat i kraft for Grønland ved
kongelig anordning nr. 307 af 14. maj 1993.
Den foreslåede ændring er en følge af § 49, stk. 2, i kongelig
anordning om ikrafttræden for Grønland af arveloven (der
forventes at blive udstedt og træde i kraft samtidig med dette
lovforslag), hvorved indholdet af § 25, stk. 4, videreføres.
Til nr. 3 (§ 26)
Det følger af § 26 i lov om ægteskabs indgåelse og opløs-
ning, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning
nr. 307 af 14. maj 1993, at hvis en ægtefælle, som har
indgået ægteskab i strid med reglerne i anordningens § 8 om
forbud mod bigami, dør, inden ægteskabet er omstødt, skal
den ret mod tredjemand til erstatning, pension eller andet
økonomisk gode, som ved dødsfaldet tilfalder en efterleven-
de ægtefælle, tilkomme ægtefællen i det første ægteskab,
medmindre andet fremgår af omstændighederne.
Den foreslåede ændring af § 26 i lov om ægteskabs indgåel-
se og opløsning, som sat i kraft for Grønland ved kongelig
anordning nr. 307 af 14. maj 1993, indebærer, at betegnelsen
»en efterlevende« ægtefælle ændres til betegnelsen »den
længstlevende« ægtefælle.
Den foreslåede ændring er en følge af, at betegnelsen »efter-
levende ægtefælle« med kongelig anordning om ikrafttræ-
den for Grønland af arveloven (der forventes at blive udstedt
og træde i kraft samtidig med dette lovforslag), foreslås
ændret til betegnelsen »længstlevende ægtefælle«. Formålet
med den foreslåede ændring er således at ensrette terminolo-
gien på tværs af regelsæt.
Til § 6
(Lov om ikrafttræden for Grønland af lov om ægteskabets
retsvirkninger)
Til nr. 1 (§ 23)
Lov nr. 150 af 31. marts 1993 om ikrafttræden for Grønland
af lov om ægteskabets retsvirkninger, som ændret ved § 2
i lov nr. 103 af 3. februar 2016 (herefter retsvirkningsloven
for Grønland), indeholder bl.a. regler om deling af ægtefæl-
lernes formue efter skilsmisse.
Det følger af § 23, stk. 1, i retsvirkningsloven for Grønland,
at hvis en ægtefælle ved vanrøgt af sine økonomiske anligg-
ender, ved misbrug af sin rådighed over fælleseje eller ved
anden uforsvarlig adfærd i væsentlig grad har formindsket
den del af fællesboet, hvorover ægtefællen råder, kan den
anden ægtefælle eller dennes arvinger forlange vederlag her-
for af det beholdne fællesbo eller i fornødent fald for halv-
delen af det manglende beløb af den førstnævnte ægtefælles
særeje.
Efter bestemmelsens stk. 2 tilkommer ret til sådant veder-
lag ligeledes en ægtefælle eller ægtefællens arvinger, hvis
den anden ægtefælle har anvendt midler af fællesboet til
erhvervelse eller forbedring af sit særeje eller af sådanne
rettigheder, som omfattet af lovens § 15, stk. 2.
Det følger af § 15, stk. 2, i retsvirkningsloven for Grønland,
at rettigheder, som er uoverdragelige eller i øvrigt af per-
sonlig art, som udgangspunkt ikke indgår i ligedelingen af
ægtefællernes formue efter skilsmisse.
Efter § 56 i retsvirkningsloven for Grønland kan en ægtefæl-
le forlods udtage vederlag af sin bodel, hvis ægtefællen har
anvendt midler af sit særeje til bedste for sin bodel.
Den foreslåede ændring indebærer, at § 23 i retsvirkningslo-
ven for Grønland nyaffattes.
Dermed foreslås det i stk. 1, 1. pkt., at hvis en ægtefælle
ved vanrøgt af sine økonomiske anliggender, ved misbrug
af sin rådighed over fælleseje eller på anden uforsvarlig
måde i væsentlig grad har formindsket den del af fællesboet,
hvorover den pågældende råder, kan den anden ægtefælle
forlange vederlag herfor af det beholdne fællesbo eller, hvis
dette ikke er tilstrækkeligt, af den førstnævnte ægtefælles
særeje for halvdelen af det manglende beløb.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at den anden ægtefælles arvinger
har ret til sådant vederlag af det beholdne fælleseje eller,
hvis dette ikke er tilstrækkeligt, af den førstnævnte ægte-
fælles fuldstændige særeje for halvdelen af det manglende
beløb.
Med den foreslåede bestemmelses stk. 2, 1. pkt., har en æg-
tefælle ligeledes ret til sådant vederlag, såfremt den anden
ægtefælle har anvendt midler af fællesboet til erhvervelse
eller forbedring af sit særeje eller af sådanne rettigheder som
nævnt i lovens § 15, stk. 2.
Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at en ægtefælles arvinger har
ret til sådant vederlag, hvis den anden ægtefælle har anvendt
midler af sit fælleseje eller af sit skilsmissesæreje til erhver-
velse eller forbedring af sit fuldstændige særeje.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at hvis en ægtefælle har anvendt
midler af sit særeje til bedste for sin bodel, har ægtefællen
ret til vederlag herfor af bodelen.
Endelig følger det af stk. 3, 2. pkt., at en ægtefælles arvinger
har ret til sådant vederlag, hvis ægtefællen har anvendt mid-
48
ler af sit fuldstændige særeje til forbedring af sin bodel eller
af sit skilsmissesæreje.
Den foreslåede bestemmelse i § 23 i retsvirkningsloven for
Grønland svarer til den tilsvarende danske bestemmelse,
som den blev affattet i lov om ægteskabet retsvirkninger ved
§ 4 i lov nr. 385 af 22. maj 1996 om ændring af retsplejelo-
ven, konkursloven, tinglysningsloven, lov om ægteskabets
retsvirkninger samt forskellige andre love (Ændringer som
følge af lov om skifte af dødsboer).
Efter bemærkningerne til § 23 i lov om ægteskabets rets-
virkninger for Danmark, jf. Folketingstidende 1995-96, til-
læg A, side 2949, indeholdt de foreslåede bestemmelser i
§ 23, stk. 1 og 2, præciseringer og redaktionelle ændringer
som følge af, at efter lovens 28, stk. 1, nr. 1 og 2, kan
ægtefæller have særeje i form af skilsmissesæreje eller fuld-
stændigt særeje, der ved den førstafdødes ægtefælles død
henholdsvis bliver fælleseje – og dermed omfattet af fælles-
boet – eller forbliver særeje. Særeje er fællesbetegnelse for
skilsmissesæreje og fuldstændigt særeje.
Den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 1, 1. pkt., i lov
om ægteskabets retsvirkninger for Danmark var en viderefø-
relse af den dagældende bestemmelse i lovens § 23, stk.
1, bortset fra at den del af bestemmelsen, der vedrørte ar-
vingernes misbrugskrav, blev flyttet til bestemmelsens 2.
pkt. Efter bemærkningerne til bestemmelsen omfattede det
beholdne fællesbo ved misbrugskrav efter det foreslåede 1.
pkt. hverken den misbrugende ægtefælles skilsmissesæreje
eller fuldstændige særeje, mens det beholdne fællesbo ved
misbrugskrav efter det foreslåede 2. pkt. også omfattede æg-
tefællernes skilsmissesæreje, der ved dødsfaldet bliver fæl-
leseje, og et eventuelt vederlagskrav mod den længstlevende
ægtefælles særeje ville kun kunne rettes mod ægtefællens
eventuelle fuldstændige særeje. Videre fremgår det af be-
mærkningerne, at bestemmelserne ikke omfattede misbrug
af skilsmissesæreje
Den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 2, 1. pkt., i lov om
ægteskabets retsvirkninger for Danmark var overordnet set
en videreførelse af den dagældende bestemmelse i lovens
§ 23, stk. 2, bortset fra at den del af bestemmelsen, der
vedrørte arvingernes misbrugskrav, blev flyttet til bestem-
melsens 2. pkt. Efter bemærkningerne til 1. pkt. omfattede
den situationer, hvor en ægtefælle havde anvendt midler af
fællesboet til erhvervelse eller forbedring af sit særeje, både
skilsmissesæreje og fuldstændigt særeje, men derimod ikke
situationer, hvor skilsmissesæreje var anvendt til erhvervelse
eller forbedring af fuldstændigt særeje. Efter bemærkninger-
ne til 2. pkt. omfattede den situationer, hvor en ægtefælle
havde anvendt midler af fællesboet eller sit skilsmissesæreje
til erhvervelse eller forbedring af sit fuldstændige særeje.
Efter bemærkningerne til § 23, stk. 3, 1. pkt., i lov om æg-
teskabets retsvirkninger for Danmark betød bestemmelsen,
at hvis en ægtefælle havde anvendt midler af sit særeje
(skilsmissesæreje og fuldstændigt særeje) til bedste for sin
bodel, havde ægtefællen ret til vederlag herfor af sin egen
bodel. Efter bemærkningerne til bestemmelsens 2. pkt. hav-
de en ægtefælles arvinger ret til sådant vederlag, hvis ægte-
fællen havde anvendt midler af sit fuldstændige særeje til
forbedring af sin bodel eller af sit skilsmissesæreje.
Den foreslåede bestemmelse i § 23 i retsvirkningsloven for
Grønland vil skulle fortolkes i overensstemmelse med forar-
bejderne til den tilsvarende bestemmelse i § 23 i lov om
ægteskabets retsvirkninger for Danmark. Det bemærkes, at
§ 28, stk. 1, nr. 1 og 2, i lov om ægteskabets retsvirkninger
for Danmark blev sat i kraft for Grønland ved retsvirknings-
loven for Grønland. Videre bemærkes, at med ovennævn-
te henvisninger til skilsmissesæreje og fuldstændigt særeje
svarer det foreslåede stk. 3 i § 23 i retsvirkningslov for
Grønland indholdsmæssigt til lovens § 56, der ved lovforsla-
gets § 4, nr. 5, foreslås ophævet som led i den foreslåede
ophævelse af lovens kapitel 6.
Den foreslåede bestemmelse i § 23 i retsvirkningsloven for
Grønland er en følge af de kongelige anordninger om ikraft-
træden for Grønland af hhv. dødsboskifteloven og ægtefæl-
leskifteloven (der forventes at blive udstedt og træde i kraft
samtidig med dette lovforslag). Disse to regelsæt indeholder
henvisninger til § 23 i retsvirkningsloven for Grønland, som
den blev affattet i det dagældende danske regelsæt ved §
4 i lov nr. 385 af 22. maj 1996. Ved ikraftsættelsen for
Grønland af dødsboskifteloven og ægtefælleskifteloven er
det således nødvendigt at sikre, at bestemmelsen i § 23 i
retsvirkningsloven for Grønland har samme indhold som
den tilsvarende bestemmelse i det dagældende danske regel-
sæt.
Til nr. 2 (§ 40, stk. 2)
Efter § 40, stk. 2, i retsvirkningsloven for Grønland, der
er placeret i lovens kapitel 5 om bosondring, kan rettens
beslutning om bosondring indbringes for landsretten.
Det foreslås i § 40, stk. 2, i retsvirkningsloven for Grønland,
at afgørelser om bosondring truffet af retten kan kæres efter
reglerne om kære af civile sager i kapitel 43 i retsplejelov
for Grønland.
Den foreslåede ændring indebærer således, at kære af afgø-
relser om bosondring vil følge de almindelige kæreregler i
retsplejelov for Grønland.
Det bemærkes, at der med indførelsen af ægtefælleskiftelo-
ven i Danmark blev foretaget en tilsvarende ændring af lov
om ægteskabets retsvirkninger. Der henvises til § 83, nr.
1, i lov nr. 594 af 14. juni 2011 om ægtefælleskifte. Den
49
foreslåede ændring skaber således ensartethed mellem de
grønlandske og danske regelsæt.
Til nr. 3 (§ 41)
Det følger af § 41 i retsvirkningsloven for Grønland, at når
begæring om bosondring er taget til følge, deles fællesboet
mellem ægtefællerne overensstemmende med reglerne i lo-
vens kapitel 6.
Det foreslås, at § 41 i retsvirkningsloven for Grønland op-
hæves.
Den foreslåede ændring indebærer, at ægtefællernes formue
bliver delt efter reglerne herom i kongelig anordning om
ikraftsættelse for Grønland af ægtefælleskifteloven (der for-
ventes at blive udstedt og træde i kraft samtidig med dette
lovforslag), medmindre ægtefællerne indgår en aftale om
delingen af formuen.
Den foreslåede ændring er en følge af den ved lovforslagets
§ 4, nr. 5, foreslåede ophævelse af kapitel 6 i retsvirknings-
loven for Grønland.
Det bemærkes, at der som følge af ægtefælleskifteloven for
Danmark blev foretaget en tilsvarende ændring af lov om
ægteskabets retsvirkninger. Der henvises til § 83, nr. 2, i lov
nr. 594 af 14. juni 2011 om ægtefælleskifte. Den foreslåede
ændring skaber således ensartethed mellem de grønlandske
og danske regelsæt.
Til nr. 4 (§ 42)
Det følger af § 42 i retsvirkningsloven for Grønland, at hvad
der udlægges til en ægtefælle på skifte, dvs. ved formuede-
ling efter separation og skilsmisse, eller tilfalder ægtefællen
efter indgivelsen af bosondringsbegæringen, bliver ægtefæl-
lens fuldstændige særeje.
Det foreslås, at § 42 i retsvirkningsloven for Grønland affat-
tes således, at hvad der udlægges en ægtefælle på skifte efter
en bosondring eller tilfalder denne efter formuefællesskabets
ophør, jf. § 51 i ægtefællesskifteloven, som sat i kraft ved
kongelig anordning, bliver dennes fuldstændige særeje.
Den foreslåede ændring er en følge af kongelig anordning
om ikrafttræden for Grønland af ægtefælleskifteloven. Det
bemærkes, at der som følge af gennemførelsen af ægtefæl-
leskifteloven for Danmark blev foretaget en tilsvarende æn-
dring af § 42 i lov om ægteskabets retsvirkninger for Dan-
mark. Der henvises til § 83, nr. 3, i lov nr. 594 af 14. juni
2011 om ægtefælleskifte. Den foreslåede ændring har ingen
materiel betydning, idet det bemærkes, at § 51 i ægtefælle-
skifteloven, som sat i kraft ved kongelig anordning, alene
indeholder fastlæggelse af tidspunktet for formuefællesska-
bets ophør. Forslaget skaber således ensartethed mellem de
grønlandske og danske regelsæt.
Det bemærkes, at den anførte kongelige anordning om
ikrafttræden for Grønland af ægtefælleskifteloven forventes
at blive udstedt og træde i kraft samtidig med dette lovfor-
slag.
Til nr. 5 (Kapitel 6)
Kapitel 6 (§§ 44-61) i retsvirkningsloven for Grønland inde-
holder regler om behandlingen af sager om deling af ægte-
fællernes formue ved separation og skilsmisse m.v.
Det foreslås, at kapitel 6 i retsvirkningsloven for Grønland
ophæves.
Den foreslåede ændring er en følge af kongelig anordning
om ikraftsættelse for Grønland af ægtefælleskifteloven (der
forventes at blive udstedt og træde i kraft samtidig med dette
lovforslag), da ægtefælleskifteloven indeholder regler om
behandlingen af sager om deling af ægtefællernes formue
ved separation og skilsmisse m.v.
Det bemærkes, at den foreslåede ophævelse af kapitel 6
bl.a. medfører, at § 56 i retsvirkningsloven for Grønland
om vederlagskrav ved anvendelse af særeje til forbedring
af egen bodel ophæves. Denne ophævelse er en konsekvens
af den ved lovforslagets 6, nr. 1, foreslåede nyaffattelse af
§ 23 i retsvirkningsloven for Grønland. Der henvises til
lovforslagets § 6, nr. 1, og bemærkningerne hertil.
Til § 7
Bestemmelsen indeholder ikrafttrædelsesbestemmelser.
Det foreslås med stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli
2023, jf. dog stk. 2.
For så vidt angår lovforslagets § 2, nr. 4, 6 og 8, og §§
4-6, foreslås det i stk. 2, at justitsministeren fastsætter tids-
punktet for disse bestemmelsers ikrafttrædelse. Baggrunden
herfor er at sikre, at domstolene får tilstrækkelig tid til at
træffe de nødvendige foranstaltninger, som ikraftsættelse af
en ny arve- og skiftelovgivning for Grønland nødvendiggør,
herunder undervisning af rettens personale.
Det følger af § 3 i kriminallov for Grønland, at loven finder
anvendelse på alle handlinger, som pådømmes efter lovens
ikrafttræden. Handlinger, der pådømmes efter lovens ikraft-
træden, skal afgøres efter de foreslåede nye regler. For hand-
50
linger begået før lovens ikrafttræden må afgørelsen dog ikke
blive mere indgribende end efter den tidligere retstilstand.
For handlinger begået før lovens ikrafttræden og pådømt
efter lovens ikrafttræden gælder dermed generelt, at de skal
bedømmes efter de foreslåede nye regler, men at foranstalt-
ning kun kan idømmes, hvis handlingen også var kriminali-
seret efter de hidtil gældende regler, og at foranstaltningen
ikke må være strengere end efter de hidtil gældende regler.
Forhold, der foreslås nykriminaliseret, sanktioneres dermed
kun, hvis de er begået efter lovens ikrafttræden.
Det foreslås i stk. 3, at de foreslåede regler i lovforslagets
§ 2, nr. 16-18 og 20, om udeblivelsesdomme, ikke finder an-
vendelse i kriminalsager, hvor der foretages forkyndelse af
indkaldelse for tiltalte før lovens ikrafttræden. Kriminalsa-
ger, hvor der før lovens ikrafttræden er foretaget forkyndelse
af indkaldelse for tiltalte, færdigbehandles efter de hidtil
gældende regler.
Foretages der flere forkyndelser af indkaldelser for tiltalte
i samme sag, vil det efter stk. 3 være tidspunktet for den
seneste forkyndelse, der er afgørende for, om det er de hid-
tidige eller de foreslåede nye regler, som skal finde anven-
delse. Hvis der er foretaget forkyndelse af en indkaldelse
for tiltalte før lovens ikrafttræden, og der foretages fornyet
forkyndelse af en indkaldelse efter lovens ikrafttræden til
samme retsmøde eller til et eventuelt nyt senere retsmøde,
vil det derfor være de foreslåede nye regler, som vil finde
anvendelse. Ved at foretage fornyet forkyndelse efter lovens
ikrafttræden vil det således være muligt at overføre en sag til
behandling efter de foreslåede nye regler
Det foreslås i stk. 4, at de nye regler i lovforslagets § 2,
nr. 21, ikke finder anvendelse i kriminalsager, hvor der af-
siges udeblivelsesdom efter retsplejelovens § 453, stk. 3,
før lovens ikrafttræden. Kriminalsager, hvor der før lovens
ikrafttræden er afsagt udeblivelsesdom efter § 453, stk. 3,
færdigbehandles for så vidt angår genoptagelse efter de hid-
til gældende regler.
51
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
Justitsministeriet
§ 1
I kriminallov for Grønland, jf. lovbekendtgørelse nr. 1045
af 7. september 2017, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 168
af 27. februar 2019 og senest ved § 2 i lov nr. 572 af 10. maj
2022, foretages følgende ændringer:
§ 77. For voldtægt dømmes den, som
1) ved vold eller trussel om vold tiltvinger sig samlejeeller
andet seksuelt forhold,
2) skaffer sig samleje med eller andet seksuelt forhold
tilen person, der befinder sig i en tilstand eller situation,
ihvilken den pågældende er ude af stand til at modsættesig
handlingen, eller
3) har samleje med eller andet seksuelt forhold til et barn-
under 12 år.
Stk. 2. Det samme gælder den, der, uden at forholdet fal-
derind under stk. 1, skaffer sig samleje eller andet seksuelt-
forhold ved ulovlig tvang, jf. § 91.
Stk. 3. ---
1. § 77, stk. 1 og 2, affattes således:
»For voldtægt dømmes den, der har samleje eller andet
seksuelt forhold med en person, som ikke har samtykket
heri.
Stk. 2. For voldtægt dømmes den, der har samleje eller
andet seksuelt forhold til et barn under 12 år.«
§ 79. For seksuelt forhold til børn dømmes den, som har
samleje med eller andet seksuelt forhold til et barn under
15 år, når gerningsmanden kendte barnets alder eller i så
henseende har handlet uagtsomt, medmindre forholdet er
omfattet af § 77, stk. 1, nr. 3.
Stk. 2. Det samme gælder den, der, uden at forholdet fal-
der ind under stk. 1, skaffer sig samleje eller andet seksuelt
forhold ved ulovlig tvang, jf. § 91.
Stk. 3. ---
2. I § 79 ændres »§ 77, stk. 1, nr. 3.« til: »§ 77, stk. 2.«
§ 2
I retsplejelov for Grønland, jf. lovbekendtgørelse nr. 1581
af 13. december 2016, som ændret senest ved § 1 i lov nr.
572 af 10. maj 2022, foretages følgende ændringer:
§ 44. I kriminalsager i 1. instans medvirker 2 domsmænd,
jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2-3. ---
1. I § 44, stk. 1, ændres »stk. 2 og 3« til: »stk. 2-4«.
2. I § 44 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Domsmænd medvirker ikke i kriminalsager, som
fremmes efter § 449 a.«
§ 50. Ingen må deltage som dommer under hovedforhand-
lingen i en kriminalsag, hvis den pågældende vedrørende det
forhold, som tiltalen angår, har truffet afgørelse om at tilba-
geholde den tiltalte efter § 359, stk. 2, eller om brevåbning
og brevstandsning i medfør af § 384, stk. 3. Dette gælder
dog ikke, hvis sagen behandles som tilståelsessag eller sagen
3. I § 50, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, 2. pkt., ændres »som
tilståelsessag« til: »efter § 449 a,«.
52
i øvrigt vedrørende det forhold, der har begrundet indgreb
som nævnt i 1. pkt., ikke omfatter bedømmelsen af beviser-
ne for tiltaltes skyld.
Stk. 2. Afgørelse under hovedforhandlingen i en kriminal-
sag om tilbageholdelse i medfør af § 359, stk. 2, og om
ophævelse af tilbageholdelse eller om brevåbning og brev-
standsning i medfør af § 384, stk. 3, skal træffes af en
dommer, der ikke deltager i hovedforhandlingen. Dette gæl-
der dog ikke, hvis sagen behandles som tilståelsessag eller
sagen i øvrigt vedrørende det forhold, der har begrundet
indgreb som nævnt i 1. pkt., ikke omfatter bedømmelsen af
beviserne for tiltaltes skyld.
Stk. 3. ---
§ 55. Kredsretterne er 1. instans for kriminalsager, jf. § 54,
nr. 2, skiftesager, jf. § 54, nr. 3, sager om umyndiggørelse
og værgemål, jf. § 54, nr. 4, faderskabssager, jf. § 54, nr. 5,
ægteskabs- og forældremyndighedssager, jf. § 54, nr. 6, no-
tarialforretninger, jf. § 54, nr. 11, og søforklaringer, jf. § 54,
nr. 12, i det omfang sagerne ikke i medfør af lovgivningen er
henlagt til Retten i Grønland som 1. instans.
§ 57. Retten i Grønland er 1. instans for civile retssager, jf.
§ 54, nr. 1, sager om prøvelse af administrativt bestemt fri-
hedsberøvelse, jf. § 54, nr. 7, sager om prøvelse af adoption
uden samtykke, jf. § 54, nr. 8, sager om forbud, bevissikring
ved krænkelse af immaterialrettigheder, arrest, tvangssalg
og prøvelse af fogedforretninger, jf. § 54, nr. 9, registrerings-
virksomhed (tinglysning), jf. § 54, nr. 10, udmeldelse af
syns- og skønsmænd uden for retsplejen, for så vidt den
ikke kan foretages af Rigsombudsmanden, jf. § 54, nr. 13,
optagelse af beviser, som ikke sker til brug for en verserende
sag, jf. § 54, nr. 14, og andre sager, som i medfør af lovgiv-
ningen er henlagt til domstolene, jf. § 54, nr. 16.
Stk. 2-3. ---
4. I § 55 og § 57, stk. 1, indsættes efter »lovgivningen«: »,
herunder arveloven, lov om skifte af dødsboer og lov om
ægtefælleskifte m.v.«.
§ 94. ---
Stk. 2-4. ---
Stk. 5. Bestemmelserne om domstolsprøvelse i den danske
retsplejelovs § 147 d, § 147 e og § 147 f, stk. 2, finder tilsva-
rende anvendelse. Sagerne behandles af Retten i Grønland.
5. I § 94, stk. 5, ændres »§ 147 e og § 147 f, stk. 2,« til: »§
147 e, § 147 f, stk. 2, og § 147 g,«
§ 128. Når retten i medfør af denne lov har bestemt, at en
part eller en rettergangsfuldmægtig skal deltage i et retsmø-
de ved hjælp af fjernkommunikation, anses den pågældende
som deltager i retsmødet på samme måde som ved person-
ligt fremmøde i retten.
6. I § 128, stk. 1, ændres »denne lov« til: »lov«.
§ 128. --- 7. Efter § 128 indsættes i kapitel 10:
»Digital kommunikation
§ 128 a. Krav om skriftlighed i kriminalretsplejen er ikke
til hinder for anvendelse af digital kommunikation eller an-
vendelse af digitale dokumenter m.v. under retsmøder.
53
Stk. 2. Regler, der stiller krav om underskrift, er ikke til
hinder for, at meddelelser sendes med digital post, hvis med-
delelsen er forsynet med digital signatur.
Stk. 3. En meddelelse, der sendes med digital kommunika-
tion, anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig
for modtageren.«
§ 270. Bevisførelse for skifteretten sker efter de regler, der
gælder for behandling af civile sager.
Stk. 2. Skifteretten kan pålægge en lodtager i boet at
møde op og afgive forklaring om spørgsmål af betydning
for bobehandlingen. Reglerne om vidner finder tilsvarende
anvendelse.
8. § 270 ophæves.
§ 283. Det afgøres efter § 448 c i den danske retsplejelov,
om en sag om ægteskab kan anlægges her i riget (Danmark
og Grønland).
Stk. 2. Det afgøres efter § 448 f i den danske retsplejelov,
om en sag om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær,
anden kontakt eller tilladelse til udlandsrejse kan anlægges
her i riget (Danmark og Grønland).
9. I § 283, stk. 1, ændres »§ 448 c« til: »§ 448 f og § 448 h«.
10. I § 283, stk. 2, ændres »§ 448 f« til: »§ 448 g«.
§ 321. Retten skal beskikke en forsvarer for sigtede, hvis
sigtede ikke selv har antaget en mødeberettiget forsvarer,
som giver møde i sagen, og
1-2) ---
3) der, før tiltale er rejst, skal foretages bevisførelse til
brug under hovedforhandlingen, medmindre tilkaldelse af
en forsvarer betyder en udsættelse af retsmødet, som kan
medføre, at beviset går tabt.
Stk. 2-3. ---
11. I § 321, stk. 1, nr. 3, ændres »tabt.« til: »tabt,«.
12. I § 321, stk. 1, indsættes som nr. 4:
»4) sagen fremmes i medfør af § 453, stk. 3, nr. 4, og der
bliver spørgsmål om anstaltsanbringelse.«
Udenretlig bødevedtagelse og konfiskation
§ 440. Hvis politiet antager, at gerningen alene vil med-
føre bøde eller konfiskation, kan anklageskriftet sendes til
sigtede med en påtegning om, at sigtede, hvis denne erken-
der sig skyldig og ønsker en sådan afgørelse, kan erklære
sig rede til uden retsforfølgning inden for en passende frist
at betale en i påtegningen fastsat bøde og eventuelt tillige
acceptere konfiskation.
Stk. 2. Går sigtedes erklæring ud på, at denne ikke vil
afgøre sagen på den anførte måde, eller hvis sigtede overho-
vedet ikke afgiver nogen erklæring, skal anklageskriftet med
påtegnet bemærkning herom indleveres til retten.
13. Overskriften før § 440 ophæves.
14. § 440 ophæves.
§ 449. --- 15. Efter § 449 indsættes før overskriften før § 450
»Tilståelsessager
§ 449 a. Afgiver sigtede i et retsmøde efter § 357 eller
§ 447 eller under hovedforhandlingen efter § 472 en uforbe-
holden tilståelse i en kriminalsag, hvor domsmænd ellers
skulle have medvirket, kan sagen straks fremmes til dom,
uden at der udarbejdes anklageskrift, hvis
54
1) tilståelsens rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt forelig-
gende oplysninger,
2) sigtede og anklageren giver samtykke,
3) retten ikke finder det betænkeligt at afgøre sagen uden
hovedforhandling, og
4) der ikke bliver spørgsmål om anvendelse af kriminallo-
vens kapitel 33 og kapitel 34.
Stk. 2. Inden retten afsiger dom, skal sigtede gøres bekendt
med det forhold, tiltalen angår, og have lejlighed til at udtale
sig. Er der behov for at skaffe yderligere oplysninger i sagen,
sker dette efter reglerne i kapitel 34, og sigtede skal have
lejlighed til at udtale sig om disse oplysninger.
Stk. 3. Er sigtede anholdt eller tilbageholdt under retsmø-
det, skal den forsvarer, der er beskikket efter § 321, stk. 1,
nr. 1, have lejlighed til at gøre sig bekendt med sagen, drøfte
den med sigtede og udtale sig over for retten, inden sigtede
giver samtykke efter stk. 1, nr. 2. Forsvareren skal være til
stede i retten, når sigtede giver sit samtykke.
Stk. 4. Er sigtede ikke anholdt eller tilbageholdt under
retsmødet, skal sigtede tilbydes at få beskikket en forsvarer,
inden sigtede giver samtykke efter stk. 1, nr. 2. Hvis der
efter sigtedes ønske beskikkes en forsvarer, finder stk. 3
tilsvarende anvendelse.
Stk. 5. Afsigelse og forkyndelse af dom sker efter de reg-
ler, som gælder for andre domme, der afsiges af kredsretten i
kriminalsager.
Stk. 6. En sag, der er omfattet af § 301, stk. 1, nr. 2, kan
ikke behandles som tilståelsessag.
Stk. 7. Oplysning om det forhold, som den pågældende
tiltales for, og om, at sigtede og anklagemyndigheden har
samtykket i, at sagen fremmes som tilståelsessag, skal tilfø-
res retsbogen. Hvis sigtede ikke ønsker at få beskikket en
forsvarer, jf. stk. 4, skal dette også tilføres retsbogen.
Stk. 8. Retten kan bestemme, at sigtede skal deltage i et
retsmøde efter stk. 1 ved anvendelse af fjernkommunikation
med billede, hvis sigtedes tilstedeværelse i retten ikke er
nødvendig. En eventuel forsvarer skal deltage i retsmødet
på samme sted som sigtede, medmindre retten finder det
ubetænkeligt, at forsvareren i stedet møder frem i retten. Om
sigtedes og forsvarerens deltagelse i retsmødet gælder i øv-
rigt §§ 128 og 163. § 466, stk. 2, finder tilsvarende anven-
delse.
§ 449 b. I sager om lovovertrædelser, der ikke skønnes at
ville medføre andre følger end bøde eller konfiskation, kan
anklagemyndigheden i et bødeforelæg tilkendegive sigtede,
at sagen kan afgøres uden retssag, hvis sigtede erklærer sig
skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en
nærmere angiven frist at betale en i bødeforelægget angivet
bøde og eventuelt tillige acceptere konfiskation. Fristen kan
efter anmodning forlænges af anklagemyndigheden.
Stk. 2. Reglerne i § 437, stk. 2, nr. 1 og 2, og stk. 3, om
krav til indholdet af anklageskrift finder tilsvarende anven-
delse på bødeforelæg.
55
Stk. 3. En sigtet under 18 år kan i umiddelbar forbindelse
med lovovertrædelsen vedtage en bøde uden samtykke fra
indehaveren af forældremyndigheden.
Stk. 4. Hvis sigtede vedtager bøden, bortfalder videre for-
følgning, jf. dog § 315, stk. 1, og § 449 c, stk. 2. Vedtagelsen
har samme gentagelsesvirkning som en dom.
§ 449 c. Har sigtede i umiddelbar forbindelse med lov-
overtrædelsen vedtaget en bøde og eventuelt konfiskation,
jf. § 449 b, er vedtagelsen ikke til hinder for, at anklage-
myndigheden efter anmodning nedsætter bøden som følge af
sigtedes særlig lave indtægt.
Stk. 2. I de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, kan sigtede
inden 14 dage fra vedtagelsen tilbagekalde sin vedtagelse
ved meddelelse til politiet. Er sigtede under 18 år, kan også
indehaveren af forældremyndigheden tilbagekalde vedtagel-
sen.
Stk. 3. Politiet vejleder sigtede om reglerne i stk. 1 og
2. Er sigtede under 18 år, vejleder politiet også indehaveren
af forældremyndigheden om reglerne i stk. 1 og 2.
Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om
vejledning efter stk. 3.«
§ 452. ---
Stk. 2. Udebliver tiltalte uden oplyst lovligt forfald, el-
ler nægter tiltalte at afgive forklaring, kan retten i stedet
behandle sagen, som om tiltalte havde tilstået, og afgøre
sagen uden videre bevisførelse. Dette gælder dog kun, hvis
der under sagen ikke er spørgsmål om anden foranstaltning
end bøde, konfiskation, førerretsfrakendelse og erstatning,
og sagen ikke er af særlig indgribende betydning for tiltal-
te. Dommen kan udfærdiges ved en påtegning på anklage-
skriftet.
Stk. 3-4. ---
16. I § 452, stk. 2, 1. pkt., ændres »kan« til: »skal«.
§ 453. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. En hovedforhandling kan gennemføres, og dom
kan afsiges i tiltaltes fravær, hvis retten ikke finder tiltaltes
tilstedeværelse nødvendig,
1) når det skønnes, at der ikke bliver tale om andre følger
end bøde, konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning,
2) når tiltalte har givet samtykke til, at sagen behandles og
afgøres i tiltaltes fravær,
3) når retten skønner, at behandling af sagen utvivlsomt
vil føre til, at tiltalte frifindes,
4) når tiltalte efter at være mødt ved sagens begyndelse
har forladt retten uden dennes tilladelse, eller
5) når tiltalte er undveget, efter at anklageskriftet er for-
kyndt.
Stk. 4. Er tiltalte repræsenteret ved en forsvarer, kan en sag
kun fremmes efter stk. 3, hvis forsvareren er mødt. I det i
stk. 3, nr. 1, omhandlede tilfælde kræves endvidere, at tiltal-
te ved indkaldelsen til hovedforhandlingen er gjort bekendt
17. § 453, stk. 3 og 4, affattes således:
»Stk. 3. En hovedforhandling skal, hvis anklagemyndighe-
den fremsætter begæring herom, fremmes til dom i tiltaltes
fravær, hvis retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nød-
vendig,
1) når tiltalte er undveget, efter at anklageskriftet er for-
kyndt for den pågældende,
2) når tiltalte efter at være mødt ved sagens begyndelse har
forladt retten uden rettens tilladelse,
3) når der under sagen alene er spørgsmål om anbringel-
se i anstalt i 1 år eller derunder, konfiskation, udvisning,
rettighedsfrakendelse eller erstatning, og tiltalte har givet
samtykke til gennemførelse af hovedforhandlingen,
4) når tiltalte ikke idømmes andre følger end anbringelse i
anstalt i 6 måneder eller derunder, bøde, konfiskation, udvis-
ning, førerretsfrakendelse eller erstatning, eller
5) når retten skønner, at behandlingen af sagen utvivlsomt
vil føre til tiltaltes frifindelse.
56
med, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan medfø-
re, at tiltalte dømmes for de forhold, som tiltalen angår,
herunder at der er nedlagt påstand om bøde, konfiskation,
førerretsfrakendelse eller erstatning.
Stk. 4. Medmindre tiltalte har samtykket heri, kan hoved-
forhandlingen kun gennemføres i medfør af stk. 3, nr. 4,
hvis tiltalte har været lovligt indkaldt, og det af indkaldelsen
fremgår, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan med-
føre, at tiltalte dømmes for de forhold, som tiltalen angår.«
§ 467. ---
Stk. 2. Endvidere kan følgende dokumenter benyttes som
bevismidler under hovedforhandlingen og skal da oplæses:
1-4) ---
5) Erklæringer og vidnesbyrd, som er udstedt i medfør
af offentligt hverv, herunder udskrifter af tiltaltes tidligere
kriminelle domme.
Stk. 3. ---
18. I § 467, stk. 2, indsættes som nr. 6:
»6) Tilførsler til politiets rapporter om forklaringer, som
tiltalte har afgivet til politiet om sigtelsen, når forsvareren
begærer det, i sager, der fremmes i tiltaltes fravær i medfør
af § 453, stk. 3, nr. 4.«
§ 472. ---
Stk. 2. Efter at bevisførelsen er afsluttet, får først anklage-
ren og dernæst forsvareren og tiltalte lejlighed til at udtale
sig om bevisførelsens resultat og om retsspørgsmålene i sag-
en (proceduren). Før sagen optages til dom, skal retsforman-
den udtrykkeligt spørge tiltalte, om denne har yderligere at
tilføje.
19. I § 472 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Hvis tiltalte afgiver en fuldstændig tilståelse, afgør
retten, om og i hvilken udstrækning yderligere bevisførelse
skal finde sted.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
§ 474. --- § 474, stk. 3, 3. pkt. ophæves og i stedet indsættes:
Stk. 2. ---
Stk. 3. Dommen afsiges ved, at domskonklusionen oplæ-
ses i et retsmøde. Er tiltalte ikke til stede ved afsigelsen,
sender politiet en udskrift af dommen til tiltalte. Hvis sagen
i medfør af § 453, stk. 3, er behandlet og afgjort i tiltaltes
fravær, skal udskriften forkyndes for tiltalte.
»Hvis sagen i medfør af § 453, stk. 3, nr. 1-5, er fremmet i
tiltaltes fravær, skal underskriften forkyndes. Er sagen frem-
met i tiltaltes fravær i medfør af § 453, stk. 3, nr. 4, skal
forkyndelse af udskriften ske tiltalte personlig, medmindre
tilsigelsen har været forkyndt for denne personlig.«
§ 592. --- 21. Efter § 592 indsættes i kapitel 44:
»§ 592 a. Hvis sagen i medfør af § 453, stk. 3, nr. 4,
er fremmet i tiltaltes fravær, kan domfældte begære sagen
genoptaget til ny forhandling, hvis domfældte godtgør at
have haft lovligt forfald, og ved vedkommende utilregnelige
omstændigheder har været forhindret fra i tide at anmelde
dette, eller at stævningen ikke rettidigt er kommet til dom-
fældtes kundskab. Begæringen må fremsættes over for den
ret, som har afsagt dom i sagen, inden 14 dage fra dommens
forkyndelse efter § 474, stk. 3, 3. og 4. pkt. Retten kan
undtagelsesvis genoptage sagen, hvis begæring indgives se-
nere, men inden 1 år efter dommens forkyndelse. Reglerne
i §§ 585-590 finder tilsvarende anvendelse. Nægtes genopta-
gelse, kan spørgsmålet indbringes for Den Særlige Klageret
efter reglerne om kære til Højesteret.
Stk. 2. Udebliver domfældte under den nye hovedforhand-
ling, hæver retten sagen ved beslutning, der skal begrundes,
og den afsagte dom bliver stående ved magt.
57
§ 592 b. Hvis en kriminalsag genoptages i medfør af §
592 a, kan tilførsler til retsbogen om forklaringer afgivet
af vidner og skønsmænd under den forudgående behandling
foruden i de i § 467 nævnte tilfælde anvendes som bevismid-
del, hvis ingen af parterne inden hovedforhandlingen har
anmodet om fornyet afhøring.«
Finansministeriet
§ 3
I lov om statens tjenestemænd i Grønland, jf. lovbekendt-
gørelse nr. 1291 af 14. november 2015, foretages følgende
ændringer:
1. Overskriften til kapitel 7 affattes således:
Kapitel 7
Særbestemmelse om dommere og retsassessorer og andre
tjenestemandsansatte jurister ved Grønlands retsvæsen
»Kapitel 7
Særbestemmelse om dommere og andre tjenestemandsansat-
te jurister samt kredsdommere ved Grønlands retsvæsen«.
§ 34. ---
Stk. 2. Dommere og andre tjenestemandsansatte jurister
ved Grønlands retsvæsen afskediges fra udgangen af den
måned, hvori de fylder 65 år.
Stk. 3-4. ---
2. I § 34, stk. 2, ændres »65 år« til: »70 år«.
3. I § 34, stk. 2, indsættes som 2. pkt.: »Dette gælder også
for kredsdommere ved Grønlands retsvæsen.«
Social-, Bolig- og Ældreministeriet
§ 4
I lov for Grønland om børns retsstilling, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 805 af 30. juni 2015, foretages følgende ændringer:
§ 21. Et barn kan ikke i sine forældres dødsbo anmelde
krav på fremtidige underholdsbidrag, men det tager arv. I det
omfang barnets arveret bortfalder i medfør af arvelovens §
36, finder nærværende lovs § 22 anvendelse.
Stk. 2. Vælger en efterlevende ægtefælle at sidde i uskiftet
bo med førstafdødes barn, kan det pålægges ham at betale
bidrag til børnenes underhold, dog kun for så vidt og i det
omfang det efter et skøn over hans økonomiske forhold
findes passende.
§ 22. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Skifteretten har, når det kommer til dens kundskab,
at der påhviler afdøde bidragspligt over for børn uden for
ægteskab, at drage omsorg for, at fordringen gøres gælden-
de.
1. § 21, stk. 1, 2. pkt., og § 22, stk. 1, 4. pkt., ophæves.
2. I § 21, stk. 2, ændres »en efterlevende« til: »den længstle-
vende«.
3. I § 22, stk. 3, ændres »Skifteretten« til: »Retten«.
4. § 23 ophæves.
58
§ 23. I det omfang reglerne i arvelov for Grønland §§
37-39 finder anvendelse, bortfalder barnets krav efter §§ 21
og 22.
§ 5
I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, som sat i
kraft for Grønland ved kongelig anordning nr. 307 af 14.
maj 1993, som ændret ved kongelig anordning nr. 321 af
26. april 1996, kongelig anordning nr. 197 af 7. marts 2016
og kongelig anordning nr. 679 af 6. juni 2016, foretages
følgende ændringer:
§ 25. Dør en af parterne i et ægteskab, som kunne omstø-
des efter § 21, inden omstødelse er sket, kan den efterleven-
de ægtefælle eller enhver af arvingerne kræve reglerne i lov
for Grønland om ægteskabets retsvirkninger § 54 bragt til
anvendelse, og ægtefællen kan kræve godtgørelse efter § 24.
Stk. 2-3. ---
Stk. 4. Dør den ene af parterne i et omstødeligt ægteskab,
arver den anden part ikke, hvis reglen i stk. 1 eller 2 efter
hans begæring bringes til anvendelse, eller hvis sag til ægte-
skabets omstødelse var anlagt af det offentlige eller skulle
have været anlagt ifølge den lov, der var gældende ved ægte-
skabets indgåelse.
§ 26. Hvis en ægtefælle, som har indgået ægteskab i strid
med § 8, dør, inden ægteskabet er omstødt, skal den ret mod
tredjemand til erstatning, pension eller andet økonomisk go-
de, som ved dødsfaldet tilfalder en efterlevende ægtefælle,
tilkomme ægtefællen i det første ægteskab, medmindre an-
det fremgår af omstændighederne.
1. I § 25, stk. 1, ændres »efterlevende« til: »længstlevende«.
2. § 25, stk. 4, ophæves.
3. I § 26 ændres »en efterlevende« til: »den længstlevende«.
§ 6
I lov nr. 150 af 31. marts 1993 om ikrafttræden for Grøn-
land af lov om ægteskabets retsvirkninger, som ændret ved
§ 2 i lov nr. 103 af 3. februar 2016, foretages følgende
ændringer:
§ 23. Har en ægtefælle ved vanrøgt af sine økonomiske
anliggender, ved misbrug af sin rådighed over fælleseje eller
ved anden uforsvarlig adfærd i væsentlig grad formindsket
den del af fællesboet, hvorover han råder, kan den anden
ægtefælle eller dennes arvinger forlange vederlag herfor af
det beholdne fællesbo eller i fornødent fald for halvdelen af
det manglende beløb af den førstnævnte ægtefælles særeje.
Stk. 2. Ret til sådant vederlag tilkommer ligeledes en æg-
tefælle eller hans arvinger, hvis den anden ægtefælle har
anvendt midler af fællesboet til erhvervelse eller forbedring
af sit særeje eller af sådanne rettigheder, som omhandles i §
15, stk. 2.
1. § 23 affattes således
»§ 23. Har en ægtefælle ved vanrøgt af sine økonomiske
anliggender, ved misbrug af sin rådighed over fælleseje eller
på anden uforsvarlig måde i væsentlig grad formindsket den
del af fællesboet, hvorover den pågældende råder, kan den
anden ægtefælle forlange vederlag herfor af det beholdne
fællesbo eller, hvis dette ikke er tilstrækkeligt, af den først-
nævnte ægtefælles særeje for halvdelen af det manglende
beløb. Den anden ægtefælles arvinger har ret til sådant ve-
derlag af det beholdne fælleseje eller, hvis dette ikke er
tilstrækkeligt, af den førstnævnte ægtefælles fuldstændige
særeje for halvdelen af det manglende beløb.
59
Stk. 2. En ægtefælle har ligeledes ret til sådant vederlag,
såfremt den anden ægtefælle har anvendt midler af fælles-
boet til erhvervelse eller forbedring af sit særeje eller af
sådanne rettigheder som nævnt i § 15, stk. 2. En ægtefælles
arvinger har ret til sådant vederlag, hvis den anden ægtefælle
har anvendt midler af sit fælleseje eller af sit skilsmissesær-
eje til erhvervelse eller forbedring af sit fuldstændige særeje.
Stk. 3. Har en ægtefælle anvendt midler af sit særeje til
bedste for sin bodel, har ægtefællen ret til vederlag herfor af
bodelen. En ægtefælles arvinger har ret til sådant vederlag,
hvis ægtefællen har anvendt midler af sit fuldstændige sær-
eje til forbedring af sin bodel eller af sit skilsmissesæreje.«
§ 40. ---
Stk. 2. Rettens beslutning kan indbringes for landsretten.
2. § 40, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Afgørelser truffet af retten kan kæres efter regler-
ne om kære af civile sager i retsplejelovens kapitel 43.«
§ 41. Når begæring om bosondring er taget til følge, de-
les fællesboet mellem ægtefællerne overensstemmende med
reglerne i kap. 6.
3. § 41 ophæves.
§ 42. Hvad der udlægges en ægtefælle på skiftet eller
tilfalder ham efter indgivelsen af bosondringsbegæringen,
bliver hans fuldstændige særeje.
4. § 42 affattes således:
»§ 42. Hvad der udlægges en ægtefælle på skifte efter
en bosondring eller tilfalder denne efter formuefællesskabets
ophør, jf. § 51 i lov om ægtefælleskifte m.v., som sat i
kraft for Grønland ved kongelig anordning, bliver dennes
fuldstændige særeje.«
»Kapitel 6
Om skifte ved separation og skilsmisse m.v.
§ 44. Når et ægteskab er opløst ved skilsmisse eller omstø-
delse, og når ægtefæller er blevet separeret eller der er afsagt
dekret om bosondring, finder offentligt skifte af fællesbo
sted, såfremt en af ægtefællerne begærer det.
§ 45. Begæring om skifte indgives til retten på det sted,
hvor ægtefællerne har bopæl. Har de ikke bopæl i samme
retskreds, foretages skiftet af retten på det sted, hvor de sidst
har haft fælles bopæl, såfremt en af dem fortsat har bopæl
i retskredsen. Medmindre der af ægtefællerne træffes anden
aftale, foretages skiftet i øvrigt af retten i den retskreds, hvor
den af ægtefællerne, mod hvem kravet om skifte er rettet,
har bopæl.
Stk. 2. Dersom ingen ret efter reglerne i stk. 1 kan tage
boet under behandling, kan justitsministeren, såfremt mindst
en af ægtefællerne har tilknytning til Grønland eller Dan-
mark, efter begæring bestemme, at skifte skal finde sted i
Grønland eller i Danmark. Justitsministeren bestemmer i så
fald tillige, hvilken ret der skal foretage skiftet.
§ 46. Efter registrering og vurdering foretages opgørelse
over hver ægtefælles bodel. Har en ægtefælle tillige særeje,
bliver også dette at
5. Kapitel 6 ophæves.
60
inddrage under skiftet i den udstrækning, det er nødvendigt
til fyldestgørelse af de krav, der omhandles i § 23.
Stk. 2. Grundlaget for de i stk. 1 nævnte opgørelser er de
aktiver og passiver, der hører til bodelene på tidspunktet for
formuefællesskabets ophør, for bosondring dog tidspunktet
for bosondringsbegæringens indgivelse. Hvis rigtigheden af
den af en ægtefælle opgivne gæld bestrides af den anden æg-
tefælle, afgør retten, om gældsposten kan tages i betragtning
ved opgørelsen.
Stk. 3. Ved opgørelsen af bodelene medregnes ikke de
krav mellem ægtefæller som nævnt i § 24 og 48 i lov om
ægteskabs indgåelse og
opløsning. Krav på forfaldne underholdsbidrag medregnes
ikke som aktiv i den berettigede ægtefælles bodel.
§ 47. Findes der gæld, for hvilken begge ægtefæller hæf-
ter, har enhver af dem ret til at forlange, at den anden betaler
den del af gælden, som endeligt skal bæres af denne, eller at
der stilles ægtefællen sikkerhed for, at gælden betales.
Stk. 2. I tilfælde af uenighed mellem ægtefæller om, hvil-
ken del af en af dem begge påhvilende gæld der endeligt
skal bæres af hver af dem, afgøres spørgsmålet af retten.
§ 48. Under skiftet beholder hver af ægtefællerne rådighe-
den over sin bodel. Er der særlig grund til at befrygte, at en
ægtefælle vil forrykke sin bodels stilling, kan kredsdomme-
ren dog helt eller delvis fratage ægtefællen rådigheden over
bodelen under skiftet. Rådighedsfratagelsen registreres efter
reglerne om registrering af ægtepagter.
§ 49. Har en ægtefælle efter separation eller skilsmisse,
efter dom til omstødelse eller efter indgivelse af begæring
om bosondring disponeret over ejendele eller indkasseret
fordringer, som hører til dennes bodel, skal ægtefællen af-
lægge regnskab til retten.
§ 50. Et skifte mellem ægtefæller indskrænker ikke kredit-
orernes adgang til at forfølge deres ret på samme måde, som
hvis intet skifte fandt sted.
§ 51. Har en ægtefælle et krav mod den anden ægtefælle
af den i § 46, stk. 3, nævnte art, kan ægtefællen under skiftet
forlange det dækket af den anden ægtefælles lod i boet.
§ 52. Udviser den i henhold til § 46 foretagne opgørelse
af en ægtefælles bodel overskud, deles dette ligeligt mellem
ægtefællerne, med mindre andet følger af nedenstående be-
stemmelser eller af regler i anden lovgivning.
Stk. 2. En ægtefælle bliver ikke ved at modtage udlæg for
sin lod i den anden ægtefælles bodel ansvarlig for dennes
gæld. Om ægtefællen er pligtig at tilbagegive det modtagne
til kreditorernes fyldestgørelse, afgøres efter køn kurslovens
regler om retshandlers omstødelse.
61
§ 53. Hver af ægtefællerne har ret til forlods at udtage
genstande, som udelukkende tjener til dennes personlige
brug, for så vidt deres værdi ikke står i misforhold til æg-
tefællernes formueforhold.
Stk. 2. Genstande, der er erhvervet til børnenes brug, kan
udtages forlods af den ægtefælle, der har forældremyndighe-
den over børnene.
§ 54. Ved skifte i anledning af ægteskabs omstødelse ud-
tager hver ægtefælle forlods så meget af fællesboet, som
svarer til, hvad denne har indbragt i boet ved ægteskabets
indgåelse eller gennem senere erhvervelse ved arv eller ga-
ve, eller hvad denne har overført til fællesboet fra eget sær-
eje. Strækker den fælles formue ikke til, sker der forholdsvis
afkortning.
§ 55. Har en ægtefælle indbragt den væsentligste del af
fællesboet på den i § 54 angivne måde, og vil en ligedeling
være åbenbart urimelig, navnlig fordi ægteskabet har været
kortvarigt og uden økonomisk fællesskab af betydning, kan
det ved skifte i anledning af separation, skilsmisse eller
bosondring efter begæring bestemmes, at boets deling skal
finde sted således, at bestemmelserne i § 54 bringes til an-
vendelse i det omfang, dette findes begrundet.
§ 56. Har en ægtefælle anvendt midler af sit særeje til
bedste for sin bodel, kan ægtefællen forlods udtage vederlag
herfor af sin bodel.
§ 57. Der kan efter begæring tillægges en ægtefælle ret
til at udtage hus, bohave, fartøj, arbejdsredskaber og andet
løsøre i det omfang, hvori ægtefællen skønnes at trænge
dertil for at opretholde hjemmet eller sit erhverv, hvis boets
værdi eller beskaffenhed gør det rimeligt, selv om der der-
ved tilfalder ægtefællen mere end dennes andel i boet,
§ 58. Ved bodelingen er hver af ægtefællerne berettiget til
at kræve boets ejendele udlagt efter vurdering.
Stk. 2. Kræver ægtefællerne udlagt samme ejendel, skal
den ægtefælle, til hvis bodel den hører, have fortrinsret, Der
gælder dog herfra følgende undtagelser:
1) Fast ejendom, der udelukkende eller hovedsagelig er be-
regnet til familiens bolig, kan udlægges til den anden ægte-
fælle, såfremt boligen skønnes at være af den væsentligste
betydning for denne ægtefælle af hensyn til hjemmets opret-
holdelse.
2) Fast ejendom, der har tjent til sommerbolig for familien,
kan udlægges til den anden ægtefælle, såfremt sommerbo-
ligen skønnes at være af den væsentligste betydning for
denne.
3) Erhvervsvirksomhed kan udlægges til den anden ægte-
fælle, såfremt virksomheden udelukkende eller dog i det
væsentlige er blevet drevet af denne.
62
4) Arbejdsredskaber og andet erhvervsløsøre kan udlægges
til den anden ægtefælle i det omfang, delte skønnes rimeligt
af hensyn til fortsættelsen af erhvervet.
5) Bohave og andet løsøre, der har hørt til det fælles hjem,
kan udlægges til den anden ægtefælle i det omfang, dette
skønnes rimeligt af hensyn til opretholdelsen af hjemmet, el-
ler i øvrigt fordi genstanden særlig har tjent den pågældende
ægtefælles behov.
§ 59. Udlæg efter vurdering kan finde sted, selvom værdi-
en af det udlagte overstiger ægtefællens lod i boet, Det over-
skydende beløb må betales til den anden ægtefælle. Efter
rettens nærmere bestemmelse kan der i særlige tilfælde gives
tilladelse til afdragsvis betaling af beløbet mod en af retten
fastsat rente og mod en sikkerhed, som efter ægtefællernes
formueforhold skønnes passende.
§ 60. Var ægtefællerne ved ægteskabets opløsning deltage-
re i grønlandsk fællesskab eftergældende skik, og flytter den
ene ægtefælle fra fællesskabet, indgår dettes ejendele ikke i
skiftet mellem ægtefællerne.
Stk. 2. Retten kan dog tillægge den ægtefælle, der flytter
fra fællesskabet, løsøregenstande, der er omfattet af dette,
for så vidt det skønnes, at sådanne genstande har en særlig
tilknytning til den fraflyttende ægtefælle, og desuden løsøre-
genstande, som denne har behov for til oprettelse af et hjem
eller opretholdelsen af sit erhverv, under passende hensyn til
fællesskabets interesser.
§ 61. Afgørelse efter nærværende kapitel træffes af kreds-
dommeren uden medvirken af domsmænd, medmindre der
er tvist mellem ægtefællerne.
§ 7
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2023, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter tidspunktet for ikraft-
trædelse af lovens § 2, nr. 4, 6 og 8, og § 4-6.
Stk. 3. Lovens § 2, nr. 16-18 og 20, finder ikke anvendelse
i kriminalsager, hvor der er foretaget forkyndelse af indkal-
delse for tiltalte før lovens ikrafttræden. Sådanne kriminalsa-
ger behandles efter de hidtil gældende regler.
Stk. 4. Lovens § 2, nr. 21, finder ikke anvendelse i krimi-
nalsager, hvor der afsiges udeblivelsesdom efter retsplejelo-
vens § 453, stk. 3, før lovens ikrafttræden. Sådanne krimi-
nalsager behandles efter de hidtil gældende regler.
63