Fremsat den 26. januar 2023 af justitsministeren (Peter Hummelgaard)

Fremsat den 26. januar 2023 af justitsministeren (Peter Hummelgaard)
Forslag
til
Lov for Færøerne om fuldbyrdelse af straf m.v.
Afsnit I
Indledende bestemmelser
Kapitel 1
Lovens område og kriminalforsorgens organisation m.v.
Lovens område
§ 1. Efter reglerne i denne lov fuldbyrdes
1) fængselsstraffe,
2) bødestraffe,
3) betingede domme,
4) samfundstjeneste og
5) forvaring.
Kriminalforsorgens organisation m.v.
§ 2. Justitsministeriet er den øverste administrative myn-
dighed for kriminalforsorgen.
Stk. 2. Direktoratet for Kriminalforsorgen under Justitsmi-
nisteriet varetager den centrale ledelse og administration af
fuldbyrdelsen af de i § 1 nævnte straffe m.v.
Stk. 3. Under Direktoratet for Kriminalforsorgen skal der
være et antal kriminalforsorgsområder.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter antallet af kriminalfor-
sorgsområder, områdernes geografiske afgrænsning og for-
delingen af lokale kriminalforsorgsinstitutioner imellem om-
råderne.
Stk. 5. Justitsministeren kan i sager af større eller princi-
piel betydning beslutte at overtage Direktoratet for Krimi-
nalforsorgens eller et kriminalforsorgsområdes beføjelser ef-
ter loven. Direktoratet for Kriminalforsorgen kan tilsvarende
i sager af større eller principiel betydning beslutte at overta-
ge et kriminalforsorgsområdes beføjelser efter loven.
Stk. 6. I ansættelses- og personalesager kan Direktoratet
for Kriminalforsorgens afgørelser ikke påklages til justitsmi-
nisteren. Det gælder dog ikke, hvor Direktoratet for Krimi-
nalforsorgen i første instans har truffet afgørelse i discipli-
nærsager, og i andre sager, hvor der er truffet afgørelse om
afsked.
Kapitel 2
Almindelige bestemmelser om fuldbyrdelse af straf
§ 3. Fuldbyrdelse af en straf skal ske med fornøden hen-
syntagen såvel til straffens gennemførelse som til behovet
for at hjælpe eller påvirke den dømte til at leve en kriminali-
tetsfri tilværelse.
§ 4. Der må ikke under fuldbyrdelsen af straf pålægges en
person andre begrænsninger i tilværelsen end sådanne, der
er fastsat ved lov eller er en følge af selve straffen.
Afsnit II
Fængselsstraffe
Kapitel 3
Almindelige bestemmelser
§ 5. Justitsministeren fastsætter regler om indretningen
af institutioner under kriminalforsorgen til fuldbyrdelse af
fængselsstraf.
§ 6. Justitsministeren fastsætter regler om erstatning til
indsatte i kriminalforsorgens institutioner for følger af ulyk-
kestilfælde m.v.
§ 7. En person, der er idømt fængselsstraf, har også
før straffuldbyrdelsens iværksættelse ret til at få nærmere
rådgivning hos kriminalforsorgen om sine arbejdsmæssige,
uddannelsesmæssige, sociale og personlige forhold i forbin-
delse med fuldbyrdelsen.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om gennemførel-
sen af den i stk. 1 nævnte rådgivning.
Kapitel 4
Straffuldbyrdelsens iværksættelse
§ 8. Fuldbyrdelsen af en fængselsstraf skal iværksættes
snarest muligt.
Lovforslag nr. L 29 Folketinget 2022-23 (2. samling)
Justitsmin., j.nr. 2020-491-0081
AA013476
Stk. 2. For dømte, der er på fri fod efter dommen, iværk-
sættes fuldbyrdelsen, når den dømte modtages i en institu-
tion under kriminalforsorgen.
Stk. 3. For dømte, der er varetægtsfængslet efter dommen
eller allerede udstår frihedsstraf, iværksættes fuldbyrdelsen,
når kriminalforsorgen giver meddelelse til den pågældende
herom.
§ 9. Er den dømte ikke varetægtsfængslet efter endelig
dom, indkaldes den pågældende til fuldbyrdelse af fængsels-
straffen. Indkaldelse sker efter regler fastsat af justitsmini-
steren.
Stk. 2. Søger den dømte om særlig hurtig påbegyndelse
af straffuldbyrdelsen, skal ansøgningen så vidt muligt imø-
dekommes.
Kapitel 5
Udsættelse og benådning
§ 10. Justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil,
kan bestemme, at fuldbyrdelsen af en fængselsstraf eller en
del af denne skal udsættes, når
1) hensynet til den dømte, herunder dennes arbejds-, ud-
dannelses-, familie- eller helbredsmæssige forhold taler
herfor, og
2) hensynet til retshåndhævelsen ikke taler imod udsættel-
se af straffuldbyrdelsen.
§ 11. Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen
af sager om udsættelse af straffuldbyrdelsen og om den
administrative behandling af sager om benådning. Justitsmi-
nisteren kan i forbindelse hermed bestemme, at der kun
tillægges ansøgninger indgivet inden udløbet af bestemte
frister opsættende virkning efter § 12.
§ 12. Søger en dømt på fri fod rettidigt om udsættelse af
straffuldbyrdelsen eller om benådning, skal straffuldbyrdel-
sen udsættes, indtil der er truffet afgørelse i sagen.
Stk. 2. Hvis den dømte tidligere har fået straffuldbyrdel-
sen udsat eller har fået afslag på en ansøgning om udsættelse
eller benådning, skal straffuldbyrdelsen kun udsættes under
behandlingen af den nye ansøgning, når denne indeholder
nye væsentlige oplysninger, hvis rigtighed så vidt muligt er
godtgjort, eller der i øvrigt er særlig grund til at afvente
afgørelsen af den nye ansøgning.
§ 13. Udsættelse af straffuldbyrdelsen betinges af, at den
dømte ikke begår strafbart forhold. Udsættelse kan endvide-
re betinges af, at den dømte i øvrigt overholder fastsatte
vilkår, herunder undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen.
Stk. 2. Hvis den dømte ikke overholder de vilkår, der
er fastsat for tilladelsen til udsættelse af straffuldbyrdelsen,
eller nye oplysninger tilvejebringes, hvorefter den dømte,
før tilladelsen blev givet, havde begået strafbart forhold, kan
tilladelsen tilbagekaldes, således at fuldbyrdelsen af fæng-
selsstraffen herefter påbegyndes snarest muligt.
Kapitel 6
Beregning af straffetiden
§ 14. Kriminalforsorgen skal ved en beregning af straffe-
tiden fastlægge
1) tidspunktet for løsladelse efter udståelse af hele straf-
fen,
2) tidspunktet for eventuel prøveløsladelse efter udståelse
af 2/3 af en tidsbestemt straf, jf. § 79 a, stk. 1, og
3) tidspunktet for eventuel prøveløsladelse efter udståelse
af 12 år af en straf af fængsel på livstid, jf. § 79 e, stk.
1.
Stk. 2. Er den dømte varetægtsfængslet efter endelig dom,
anses fuldbyrdelsen af fængselsstraffen for påbegyndt den
dag, dommen er afsagt.
Stk. 3. Er den dømte på fri fod efter endelig dom, anses
fuldbyrdelsen af fængselsstraffen for påbegyndt, når den
dømte modtages eller anholdes med henblik på straffuldbyr-
delsens iværksættelse.
§ 15. Den dømte skal gøres bekendt med straffetidsbereg-
ningen snarest muligt efter, at fuldbyrdelsen af frihedsstraf-
fen er iværksat.
§ 16. Hvis straffuldbyrdelsen afbrydes eller forudsætnin-
gerne for straffetidsberegningen i øvrigt ændres, foretager
kriminalforsorgen en omberegning af straffetiden. Den døm-
te skal snarest muligt gøres bekendt med den ændrede straf-
fetidsberegning.
§ 17. Skal den dømte afsone flere fængselsstraffe i for-
længelse af hinanden, foretages straffetidsberegningen som
en samlet beregning, der omfatter alle de pågældende straf-
fe.
§ 18. Ved beregningen af straffetiden foretages fradrag
efter reglerne i straffelovens § 86 for anholdelse, varetægts-
fængsling og indlæggelse til mentalundersøgelse.
Stk. 2. Ved beregningen af straffetiden foretages endvide-
re fradrag for anholdelse, varetægtsfængsling og indlæggel-
se til mentalundersøgelse i en anden sag under straffuldbyr-
delsen, hvis påtale opgives eller tiltalte frifindes. Fradrag
foretages med et antal dage svarende til det antal påbegyndte
døgn, som frihedsberøvelsen har varet, med tillæg af 50 pct.
og oprundet til nærmeste hele antal dage. Fradrag foretages
dog kun i de tilfælde, hvor fuldbyrdelsen af fængselsstraffen
afbrydes, jf. § 75.
Stk. 3. Ved beregningen af straffetiden foretages desuden
fradrag, når den indsatte uforskyldt har været anbragt i for-
hørscelle, strafcelle eller sikringscelle eller udelukket fra
fællesskab, jf. § 106, stk. 1, nr. 2 og 3. Fradrag foretages
med et antal dage svarende til 50 pct. af det antal påbegynd-
te døgn, indgrebet har varet, og oprundet til nærmeste hele
antal dage.
Stk. 4. I det omfang der foretages fradrag efter stk. 2,
ydes der ikke erstatning for frihedsberøvelsen efter retsple-
jelovens kapitel 106. I det omfang der foretages fradrag efter
stk. 3, ydes der endvidere ikke erstatning for indgreb efter §
106, stk. 1, nr. 2 og 3.
2
§ 19. Justitsministeren fastsætter regler om straffetidsbe-
regningen.
Kapitel 7
Valg af afsoningsinstitution og senere overførsel mellem
afsoningsinstitutioner
Institutioner m.v.
§ 20. Fængselsstraf fuldbyrdes i fængsel eller i arresthus.
Stk. 2. Fængselsstraf kan dog efter reglerne i § 78 om
anbringelse i og overførsel til særlig institution m.v. i særli-
ge tilfælde fuldbyrdes i kriminalforsorgens pensioner og i
institutioner m.v. uden for kriminalforsorgen.
Stk. 3. Fængselsstraf kan endvidere som led i forsøgsord-
ninger efter § 50 a fuldbyrdes i institutioner m.v. på Færøer-
ne uden for kriminalforsorgen.
Valg af afsoningsinstitution
§ 21. Fængselsstraf til og med 1 år og 6 måneder fuldbyr-
des i arresthus på Færøerne.
Stk. 2. Fængselsstraf til og med 1 år og 6 måneder kan
dog fuldbyrdes i fængsel eller arresthus i Danmark, hvis
1) det må anses for nødvendigt for at forebygge overgreb
på medindsatte, personale eller andre i institutionen
eller som led i kriminalforsorgens indsats mod radikali-
sering og ekstremisme,
2) der er bestemte grunde til at antage, at den dømtes
farlighed eller kriminalitet gør det nødvendigt for at
forebygge, at den dømte undviger eller begår farlig
kriminalitet,
3) det må anses for nødvendigt for at beskytte den dømte
mod overgreb,
4) den dømte efter de lægelige oplysninger bør anbringes i
Vestre Hospital eller Herstedvester Fængsel,
5) den dømte ønsker at udstå straffen i fængsel eller ar-
resthus i Danmark, og særlige familiemæssige eller an-
dre personlige forhold taler for det,
6) den idømte fængselsstraf er højere end 6 måneder, og
den dømte ønsker at udstå straffen i et åbent fængsel i
Danmark og findes egnet hertil, eller
7) andre særlige omstændigheder afgørende taler herfor.
§ 22. Fængselsstraf over 1 år og 6 måneder fuldbyrdes
i fængsel eller arresthus i Danmark, medmindre den dømte
ønsker at udstå straffen på Færøerne, og særlige personlige
forhold afgørende taler herfor, jf. dog § 23. Dette gælder
dog ikke, hvis der foreligger sådanne omstændigheder som
nævnt i § 21, stk. 2.
§ 23. Hvis den dømtes opholdstid i arresthus eller fængsel
i Danmark forventes at være mindre end 1 år, og der ikke
foreligger sådanne omstændigheder som nævnt i § 21, stk. 2,
kan der træffes bestemmelse om, at straffen udstås i arrest-
hus på Færøerne.
Overførsel af indsatte fra arresthus på Færøerne til fængsel
eller arresthus i Danmark
§ 24. En indsat i arresthus på Færøerne kan overføres til
fængsel eller arresthus i Danmark, hvis
1) det må anses for nødvendigt for at forebygge overgreb
på medindsatte, personale eller andre i institutionen,
eller som led i kriminalforsorgens indsats mod radikali-
sering og ekstremisme,
2) den pågældende er undveget eller har forsøgt herpå,
eller der efter de foreliggende oplysninger er en særlig
bestyrket mistanke om, at den indsatte ved fortsat op-
hold i arresthuset vil undvige eller begå farlig krimina-
litet,
3) det må anses for nødvendigt for at beskytte den dømte
mod overgreb,
4) den pågældende efter de lægelige oplysninger bør over-
føres til Vestre Hospital eller Herstedvester Fængsel,
5) den dømte ønsker at udstå straffen i fængsel eller ar-
resthus i Danmark, og særlige familiemæssige eller an-
dre personlige forhold taler for det,
6) den idømte fængselsstraf er højere end 6 måneder, og
den dømte ønsker at udstå straffen i et åbent fængsel i
Danmark og findes egnet hertil, eller
7) andre særlige omstændigheder afgørende taler herfor.
Overførsel af indsatte fra fængsel eller arresthus i Danmark
til arresthus på Færøerne
§ 25. En indsat, der er anbragt i et fængsel eller arresthus
i Danmark i medfør af § 21, stk. 2, eller overført til fængsel
eller arresthus i Danmark i medfør af § 24, skal overføres
til arresthus på Færøerne, når betingelserne i § 21, stk. 2, og
§ 24 ikke længere er opfyldt. Overførsel kan dog undlades,
hvis reststraffen er ganske kortvarig.
Stk. 2. En indsat, der er anbragt i fængsel eller arresthus
i Danmark i medfør af § 22, kan overføres til arresthus på
Færøerne, når der resterer mindre end 1 år af den forventede
opholdstid. Dette gælder dog ikke, hvis der som følge af
sådanne hensyn, som er nævnt i § 21, stk. 2, er grundlag
for fortsat at fuldbyrde straffen i fængsel eller arresthus i
Danmark.
§ 26. Justitsministeren fastsætter regler om, at kriminal-
forsorgen i de i § 21, stk. 2, nr. 1-4 og 7, og § 24, nr.
1-4 og 7, nævnte situationer jævnligt skal tage spørgsmålet
om den indsattes overførsel til arresthus på Færøerne op til
overvejelse, uanset om den indsatte anmoder herom.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter endvidere regler om
den administrative behandling af sager, hvor en indsat, der
efter eget ønske i medfør af § 21, stk. 2, nr. 5 eller 6, er
anbragt i fængsel eller arresthus i Danmark til udståelse
af straf, eller som i medfør af § 24, nr. 5 eller 6, efter
eget ønske er overført til fængsel eller arresthus i Danmark,
tilbagekalder sit ønske herom. Justitsministeren kan herun-
der fastsætte regler om, at den dømte efter tilbageførsel til
Færøerne ikke senere under straffuldbyrdelsen vil kunne an-
bringes i arresthus eller fængsel i Danmark i medfør af den
samme bestemmelse, medmindre der foreligger væsentligt
ændrede forhold.
3
Fælles regler for anbringelse og overførsel
§ 27. Justitsministeren fastsætter regler om anbringelse og
overførsel efter §§ 21-25.
§ 28. Ved anbringelse i eller overførsel til en institution i
Danmark placeres den indsatte i fængsel eller arresthus efter
reglerne i den danske straffuldbyrdelseslov.
§ 29. Under anbringelsen i en institution i Danmark be-
handles den dømte efter reglerne i den danske straffuldbyr-
delseslov, jf. dog § 30.
§ 30. Afgørelse om prøveløsladelse eller nægtelse heraf af
dømte, som i medfør af reglerne i dette kapitel er anbragt el-
ler overført til afsoning i fængsel eller arresthus i Danmark,
træffes efter reglerne i denne lovs kapitel 14.
Kapitel 8
Indsattes rettigheder og pligter under opholdet i
afsoningsinstitutionen
Vejledning og planlægning
§ 31. En indsat skal snarest efter at være anbragt i institu-
tionen vejledes om sine rettigheder, pligter og øvrige forhold
under straffuldbyrdelsen.
Stk. 2. Kriminalforsorgsområdet skal endvidere i samar-
bejde med den indsatte snarest efter indsættelsen udarbejde
en plan for strafudståelsen og tiden efter løsladelsen. Denne
plan skal jævnligt sammenholdes med den indsattes forhold
under strafudståelsen og om nødvendigt søges tilpasset æn-
dringer i disse forhold. For indsatte, der er udvist af landet
ved dom, skal planen ikke omfatte tiden efter løsladelsen.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler, hvorved be-
stemmelsen i stk. 2 kan begrænses i forhold til indsatte, der
alene skal udstå en kortvarig straf.
Anvisninger
§ 32. En indsat skal efterkomme de anvisninger, som gi-
ves af institutionens personale i forbindelse med varetagel-
sen af institutionens opgaver.
Fællesskab
§ 33. En indsat skal så vidt muligt have adgang til fælles-
skab med andre indsatte.
Stk. 2. Hvis den indsatte selv ønsker det, og forholdene
tillader det, fuldbyrdes fængselsstraf uden eller med begræn-
set fællesskab.
Stk. 3. Hvis den indsatte selv ønsker det, og forholdene
tillader det, fuldbyrdes fængselsstraf uden fællesskab med
indsatte af modsat køn, bortset fra fællesskab i arbejdstiden.
Stk. 4. I øvrigt kan fængselsstraf kun fuldbyrdes uden
fællesskab efter reglerne i §§ 63 og 64.
Stk. 5. Justitsministeren fastsætter regler om gennemførel-
se af fællesskab efter stk. 1, herunder om adgangen til at
låse de indsatte inde, og om de indsattes adgang til at kunne
aflåse eget opholdsrum.
§ 33 a. Kriminalforsorgsområdet kan midlertidigt begræn-
se eller ophæve fællesskabet i institutionen eller dele af den-
ne, når helt ekstraordinære ordens- eller sikkerhedsmæssige
hensyn, herunder sundhedsmæssige hensyn, gør det påkræ-
vet, herunder når det under hensyn til en generelt truende
stemning i institutionen er nødvendigt af hensyn til medind-
sattes eller personalets sikkerhed.
Stk. 2. En afgørelse om midlertidig begrænsning eller op-
hævelse af fællesskabet efter stk. 1 må ikke have et omfang
eller en udstrækning, der er mere vidtgående, end de ekstra-
ordinære ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, herunder
sundhedsmæssige hensyn, nødvendiggør. Foranstaltningen
skal ophæves, når det ordens- og sikkerhedsmæssigt, herun-
der sundhedsmæssigt, er forsvarligt at genetablere alminde-
ligt fællesskab.
Stk. 3. Begrænsningen eller ophævelsen af fællesskabet
skal gennemføres så skånsomt, som omstændighederne tilla-
der det.
Stk. 4. Kriminalforsorgsområdet skal dagligt overveje,
om en foranstaltning efter stk. 1 kan ophæves eller begræn-
ses. Kriminalforsorgsområdet skal løbende være opmærk-
som på, om der er indsatte, som, f.eks. på baggrund af per-
sonalets observationer i forbindelse med den daglige kontakt
med de indsatte, bør udtages af foranstaltningen, f.eks. ved
overførsel til anden institution.
Stk. 5. Kriminalforsorgsområdet skal så hurtigt som mu-
ligt underrette Direktoratet for Kriminalforsorgen om en af-
gørelse efter stk. 1. Kriminalforsorgsområdet skal endvidere
dagligt underrette direktoratet, så længe en sådan afgørelse
efter stk. 1 opretholdes.
Stk. 6. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om
gennemførelse af midlertidig begrænsning og ophævelse af
fællesskabet efter stk. 1.
Medindflydelse
§ 34. De indsatte skal have mulighed for at øve indfly-
delse på deres tilværelse i institutionen gennem valgte tals-
mænd.
Stk. 2. På hver afdeling eller for bestemte grupper af
indsatte vælges en talsmand. Alle indsatte kan vælges som
talsmand. Alle de indsatte eller talsmændene har ret til at
vælge en fælles talsmand. Valg af talsmænd og fælles tals-
mand foregår ved skriftlig, hemmelig afstemning, der kon-
trolleres af institutionen og repræsentanter for de indsatte i
fællesskab.
Stk. 3. De indsatte har ikke ret til at deltage i drøftelser
vedrørende sager om enkeltpersoner eller sager, der vedrører
institutionens sikkerhed.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler om gennemførel-
sen af de indsattes medindflydelse.
Deltagelse i gudstjenester m.v.
§ 35. En indsat har ret til at deltage i gudstjenester, der af-
holdes i institutionen. Hvis ordens- eller sikkerhedsmæssige
hensyn gør det påkrævet, kan kriminalforsorgsområdet dog
nægte en indsat adgang til at deltage i gudstjenester.
Stk. 2. En indsat har ret til samtale med en præst eller
lignende fra sit trossamfund.
4
Egne penge og genstande
§ 36. En indsat har ret til at medtage, besidde og råde
over egne genstande i institutionen, medmindre dette er
uforeneligt med hensynet til orden, sikkerhed eller andres
rettigheder, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. En indsat har ikke ret til at medtage, besidde eller
råde over mobiltelefon og lignende kommunikationsudstyr i
institutionen, medmindre det er foreneligt med hensynet til
orden og sikkerhed.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler om indsattes ad-
gang og begrænsninger i indsattes adgang til at medtage,
besidde og råde over egne genstande i institutionen, jf. stk. 1
og 2.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter endvidere regler om
indsattes adgang til at medtage, besidde og råde over egne
penge i institutionen.
Udgivelse af blad
§ 37. De indsatte i institutionen har ret til at udgive blade.
Stk. 2. Kriminalforsorgsområdet har adgang til på forhånd
at gennemlæse de indsattes blade. Kriminalforsorgsområdet
kan forbyde offentliggørelsen af bestemte artikler, hvis sik-
kerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet, eller indholdet
groft forulemper enkeltpersoner.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler til gennemførelse
af bestemmelsen i stk. 2.
Arbejde og uddannelse m.v.
§ 38. En indsat har ret til at være beskæftiget ved delta-
gelse i arbejde, uddannelse eller anden godkendt aktivitet.
Stk. 2. En indsat, der er udvist af landet ved dom, kan ik-
ke være beskæftiget ved uddannelse, undervisning eller pro-
gramvirksomhed, medmindre særlige forhold taler herfor.
§ 39. Valget af beskæftigelse træffes i hvert enkelt tilfæl-
de på grundlag af en samlet vurdering af den indsattes for-
hold.
Stk. 2. Ved afgørelser efter stk. 1 skal der så vidt muligt
tages hensyn til den indsattes eget ønske og til den indsattes
muligheder for at opnå arbejde eller uddannelse uden for in-
stitutionen. Den indsatte skal vejledes om mulighederne for
ved undervisning eller anden uddannelse at afhjælpe mang-
lende skolekundskaber eller mangel på erhvervsmæssig eller
anden uddannelse.
§ 40. Institutionens arbejdspladser skal være indrettet så-
ledes, at arbejdsforholdene for de indsatte er sikkerheds- og
sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige.
§ 41. Justitsministeren fastsætter regler om de indsattes
beskæftigelse, herunder om, at beskæftigelsen skal tilrette-
lægges under hensyn til de indsattes religiøse tilhørsforhold.
§ 42. En indsat skal have udbetalt vederlag for sin be-
skæftigelse. Vederlag skal også udbetales til indsatte, der
ikke kan tilbydes beskæftigelse. Det samme gælder indsatte,
der på grund af sygdom er fraværende fra beskæftigelse.
Stk. 2. Andre indsatte skal alene have dækket deres per-
sonlige fornødenheder, jf. dog stk. 5 og § 110, stk. 1.
Stk. 3. En indsat, der fremsætter ønske om beskæftigelse
på et tidspunkt, hvor institutionen ikke kan tilbyde beskæf-
tigelse, skal i en kortere periode alene have dækket sine
personlige fornødenheder, hvis den pågældende indsatte tid-
ligere under strafudståelsen har afvist tilbud om beskæftigel-
se.
Stk. 4. Kriminalforsorgsområdet opsparer en andel af ve-
derlaget efter stk. 1, der udbetales til den indsatte senest på
tidspunktet for løsladelsen, for udvisningsdømte dog senest
på tidspunktet for hjemrejsen. Udgifter, som den indsatte
skal afholde i forbindelse med udgang og løsladelse, her-
under efterfølgende hjemrejse, modregnes i det opsparede
beløb, hvis den indsatte ikke selv afholder udgifterne.
Stk. 5. Justitsministeren fastsætter regler om ydelser efter
stk. 1 og 2 og kan i den forbindelse fastsætte regler om,
at andre indsatte, der er fraværende fra beskæftigelse, skal
have udbetalt vederlag for beskæftigelse. Der kan endvidere
fastsættes regler om ordningerne nævnt i stk. 3 og 4.
Fritiden
§ 43. En indsat skal i videst muligt omfang selv varetage
praktiske opgaver vedrørende sine personlige forhold, her-
under madlavning og rengøring.
Stk. 2. Kriminalforsorgsområdet skal tilbyde de indsatte
aktiviteter i fritiden.
Stk. 3. En indsat har ret til dagligt at tilbringe mindst én
time i fri luft, medmindre dette vil være uforeneligt med in-
stitutionens varetagelse af sikkerhedsmæssige hensyn, eller
den indsatte er anbragt i sikringscelle i medfør af § 66.
Forsorgsmæssig bistand
§ 44. Kriminalforsorgsområdet skal vejlede og bistå en
indsat med hensyn til den pågældendes arbejdsmæssige, ud-
dannelsesmæssige, sociale og personlige forhold med hen-
blik på
1) at forbedre den pågældendes muligheder for at leve en
kriminalitetsfri tilværelse og
2) at begrænse de ulemper, som følger af frihedsberøvel-
sen.
Stk. 2. Kriminalforsorgsområdet skal i forbindelse med
sin virksomhed efter stk. 1 formidle kontakt til personer,
institutioner og myndigheder, der efter anden lovgivning kan
yde bistand.
Sundhedsmæssig bistand
§ 45. En indsat har ret til lægebehandling og anden sund-
hedsmæssig bistand.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter efter forhandling med
Færøernes Landsstyre regler om sundhedsmæssig bistand til
indsatte.
Behandling
§ 45 a. En indsat har ret til vederlagsfri behandling mod
stofmisbrug, medmindre vedkommende ikke skønnes egnet
og motiveret til behandling, jf. dog stk. 2.
5
Stk. 2. En indsat, der er udvist af landet ved dom, har ikke
ret til vederlagsfri behandling mod stofmisbrug, medmindre
særlige forhold taler herfor.
Stk. 3. Behandling mod stofmisbrug skal så vidt muligt
iværksættes senest 14 dage efter, at den indsatte har fremsat
begæring herom over for kriminalforsorgen.
Kapitel 9
Indsattes kontakt til samfundet uden for institutionen
Udgang
§ 46. En indsat kan få tilladelse til udgang, når
1) udgangsformålet er rimeligt begrundet i uddannelses-
mæssige, arbejdsmæssige, behandlingsmæssige, fami-
liemæssige eller andre personlige hensyn,
2) der ikke er bestemte grunde til at antage, at den indsatte
i forbindelse med udgang vil begå ny kriminalitet, und-
drage sig fortsat straffuldbyrdelse eller på anden måde
misbruge udgangstilladelsen, og
3) hensynet til retshåndhævelsen ikke i øvrigt taler imod
udgangstilladelsen.
Stk. 2. Ved vurderingen af risikoen for misbrug af ud-
gangstilladelsen skal det tillægges særlig vægt, hvis den
indsatte
1) er dømt for farlig kriminalitet og ikke har været løsladt
i tiden mellem dom og strafudståelse,
2) under strafudståelsen er undveget eller har forsøgt her-
på,
3) under strafudståelsen har begået strafbart forhold,
4) under strafudståelsen er udeblevet fra en tidligere ud-
gang eller i øvrigt har misbrugt en tilladelse til udgang
eller
5) under en tidligere strafudståelse har foretaget handlin-
ger som nævnt i nr. 2-4, uden at betingelserne for uled-
saget udgang senere blev fundet opfyldt, eller
6) ikke er mødt til afsoning i overensstemmelse med tilsi-
gelsen.
Stk. 3. Udgang kan ikke finde sted, hvis den dømte inden
for de seneste 3 måneder er ikendt disciplinærstraf for over-
trædelse af § 36, stk. 2, eller regler fastsat i medfør af § 36,
stk. 3, jf. stk. 2. Dog kan der undtagelsesvis gives tilladelse
til udgang, hvis helt særlige omstændigheder taler derfor.
§ 47. Tilladelse til udgang gives for et bestemt tidsrum,
der medregnes til straffetiden.
§ 48. Tilladelse til udgang betinges af, at den indsatte
under udgangen ikke begår strafbart forhold eller i øvrigt
misbruger udgangstilladelsen.
Stk. 2. Tilladelsen kan endvidere betinges af andre vilkår,
som findes formålstjenlige for at undgå misbrug, herunder at
den indsatte under udgangen
1) ledsages af personale fra kriminalforsorgsområdet,
2) overnatter i arresthus, fængsel eller en af kriminalfor-
sorgens pensioner,
3) med mellemrum giver møde hos kriminalforsorgen el-
ler hos politiet eller undergiver sig lignende kontrolfor-
anstaltninger og
4) undergiver sig vilkår som nævnt i straffelovens § 57.
§ 49. En tilladelse til udgang kan tilbagekaldes, eller vil-
kårene for tilladelsen ændres, hvis
1) den indsatte udebliver fra udgang eller i øvrigt ikke
overholder de vilkår, der er fastsat for udgangstilladel-
sen i medfør af § 48, eller
2) nye oplysninger om den indsattes forhold giver bestem-
te grunde til at antage, at den indsatte vil misbruge den
meddelte udgangstilladelse.
§ 50. Justitsministeren fastsætter regler om tilladelse til
udgang. Det kan i forbindelse med sådanne regler bestem-
mes, at tilladelse til udgang først kan gives efter ophold i
et bestemt tidsrum i institutionen og efter udståelse af en
bestemt del af straffen, samt at tilladelse til udgang ikke kan
gives i et tidsrum af 3 måneder fra indsættelsen, hvis den
indsatte er udeblevet efter tilsigelse til afsoning. Det kan
endvidere bestemmes, at den indsatte, hvis tilladelse til ud-
gang afslås på grund af fare for misbrug, jf. § 46, stk. 1, nr.
2, eller hvis tilladelse til udgang tilbagekaldes på grund af
misbrug eller fare herfor, jf. § 49, nr. 1 og 2, er afskåret fra
i et bestemt tidsrum at forlange en afgørelse af spørgsmålet
om tilladelse til udgang.
Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler
om begrænsninger i retten til udgang som følge af sundheds-
mæssige hensyn.
§ 50 a. Justitsministeren kan iværksætte forsøgsordninger
med udgang i form af frigang eller udstationering til institu-
tioner m.v. på Færøerne uden for kriminalforsorgen.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om for-
søg efter stk. 1, herunder om at de tidsmæssige betingelser,
der kan fastsættes i henhold til § 50, stk. 1, ikke skal være
opfyldt.
Besøg m.v.
§ 51. En indsat har ret til mindst ét ugentligt besøg af
mindst én times varighed og så vidt muligt af to timers
varighed. Der kan gives tilladelse til besøg i videre omfang
end nævnt i 1. pkt.
Stk. 2. En indsat har uden de i stk. 1 nævnte begrænsnin-
ger ret til at modtage besøg af den advokat, der er beskik-
ket for eller valgt af den pågældende som forsvarer i den
straffesag, der har ført til indsættelse i institutionen, eller i
en verserende straffesag. Det samme gælder besøg i øvrigt
af advokater, der efter retsplejelovens § 741 er antaget af
justitsministeren til at beskikkes som offentlige forsvarere.
Stk. 3. En udenlandsk indsat har uden de i stk. 1 nævnte
begrænsninger ret til samtale med hjemlandets diplomatiske
eller konsulære repræsentanter.
§ 52. Kriminalforsorgsområdet kan bestemme, at de besø-
gende skal indhente forudgående tilladelse til at besøge den
indsatte. Det kan gøres til et vilkår for en besøgstilladelse,
at den besøgende lader sig undersøge. Undersøgelsen kan
bestå i visitation af det tøj, som den besøgende er iført ved
fremmødet, og nærmere undersøgelse af den besøgendes
yderbeklædning og medbragte effekter. Undersøgelse af den
besøgende kan ligeledes finde sted efter reglerne i kapitel 10
a.
6
§ 53. Besøg til en indsat, som er dømt for overtrædelse
af en af de forbrydelser, som er nævnt i straffelovens 12.
eller 13. kapitel, eller som kriminalforsorgen skønner at væ-
re radikaliseret, ekstremistisk eller i risiko for at blive det,
skal overværes af personalet i institutionen, hvis dette skøn-
nes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af
hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og
ekstremisme eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om gennemførel-
sen af de indsattes ret til besøg. Justitsministeren fastsætter
endvidere regler om begrænsninger i denne ret ud fra or-
dens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, herunder sundheds-
mæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats
mod radikalisering og ekstremisme eller af hensyn til at
forebygge kriminalitet, herunder om adgang for kriminal-
forsorgsområdet til at træffe bestemmelse om forbud mod
besøg af bestemte personer og om gennemførelse af besøg
under overværelse af personale i institutionen. Besøg af ad-
vokat, jf. § 51, stk. 2, skal dog altid være uoverværet.
Stk. 3. Kriminalforsorgsområdet fastsætter i øvrigt regler
om besøgenes afvikling.
§ 54. En indsat har ret til at have sit barn under 1 år hos
sig i institutionen, hvis den indsatte selv er i stand til at
passe barnet.
Stk. 2. En indsat har ret til at have sit barn, der er fyldt 1
år, men ikke 3 år, hos sig i institutionen, hvis den indsatte
selv er i stand til at passe barnet, og kriminalforsorgsområ-
det og de sociale myndigheder finder, at forholdene i institu-
tionen er forenelige med hensynet til barnet.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler om gennemførel-
se af denne ret.
Brevveksling
§ 55. En indsat har ret til brevveksling.
Stk. 2. Kriminalforsorgsområdet kan uden retskendelse
åbne og lukke breve til og fra den indsatte. Det sker i den
indsattes påsyn bortset fra de tilfælde, der er omfattet af stk.
3 eller 4.
Stk. 3. Gennemlæsning af breve til og fra den indsatte
kan alene ske, hvis dette af kriminalforsorgsområdet skøn-
nes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af
hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og
ekstremisme, af hensyn til at forebygge kriminalitet eller for
at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen.
Stk. 4. Breve til og fra en indsat, som er dømt for overtræ-
delse af en af de forbrydelser, der er nævnt i straffelovens
12. eller 13. kapitel, eller som kriminalforsorgen skønner
at være radikaliseret, ekstremistisk eller i risiko for at bli-
ve det, skal gennemlæses, hvis dette skønnes påkrævet af
ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kri-
minalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme
eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.
Stk. 5. I tilfælde, hvor gennemlæsning har fundet sted,
kan et brev efter bestemmelse af kriminalforsorgsområdet
tilbageholdes, hvis det af ordens- eller sikkerhedsmæssige
hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radika-
lisering og ekstremisme, af hensyn til at forebygge krimina-
litet eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved
lovovertrædelsen ikke bør afsendes.
Stk. 6. Et tilsendt brev, der af grunde som nævnt i stk. 5
ikke bør udleveres, skal tilbagesendes. Et tilsendt brev kan
dog tilbageholdes, hvis det af sikkerhedsmæssige hensyn
anses for påkrævet.
Stk. 7. Afsenderen skal gøres bekendt med tilbageholdel-
sen af brevet. Orientering af afsenderen kan dog undlades
i indtil 4 uger, i det omfang formålet med tilbageholdelsen
ellers ville forspildes.
Stk. 8. Justitsministeren fastsætter regler om gennemførel-
sen af de indsattes ret til brevveksling.
§ 56. En indsat har ret til ukontrolleret brevveksling med
justitsministeren, direktøren for kriminalforsorgen, domsto-
lene, herunder Den Særlige Klageret, Procesbevillingsnæv-
net, anklagemyndigheden og politiet, Folketingets Ombuds-
mand, Lagtingets Ombudsmand, medlemmer af Folketinget,
medlemmer af Lagtinget, Den Europæiske Menneskerettig-
hedsdomstol, Den Europæiske Torturkomité, FN᾽s Menne-
skerettighedskommission, FN᾽s Torturkomité og den advo-
kat, der har været beskikket for eller valgt af den pågælden-
de som forsvarer i den straffesag, der har ført til indsættelse
i institutionen, eller i en verserende straffesag. Det samme
gælder brevveksling i øvrigt med advokater, der i medfør
af retsplejelovens § 741 er antaget af justitsministeren til at
beskikkes som offentlige forsvarere.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om ukontrolle-
ret brevveksling, herunder om kontrol af afsenderens identi-
tet. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om ad-
gang til ukontrolleret brevveksling med andre enkeltperso-
ner eller danske, udenlandske eller internationale offentlige
myndigheder.
Telefonsamtaler
§ 57. En indsat har, i det omfang det er praktisk muligt,
ret til at føre telefonsamtaler.
Stk. 2. Adgangen til at føre telefonsamtaler kan nægtes,
hvis dette findes nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæs-
sige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod
radikalisering og ekstremisme, af hensyn til at forebygge
kriminalitet eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede
ved lovovertrædelsen.
Stk. 3. Telefonsamtalen optages, påhøres eller aflyttes
uden retskendelse, medmindre dette ikke findes nødvendigt
af de i stk. 2 nævnte hensyn. Hvis samtalen optages, påhøres
eller aflyttes, skal samtaleparterne forinden gøres bekendt
hermed. Optagelser af telefonsamtaler slettes senest 6 måne-
der efter, at de er foretaget.
Stk. 4. Telefonsamtaler til og fra en indsat, som er dømt
for overtrædelse af en af de forbrydelser, der er nævnt i
straffelovens 12. eller 13. kapitel, eller som kriminalforsor-
gen skønner at være radikaliseret, ekstremistisk eller i risiko
for at blive det, skal optages, påhøres eller aflyttes, hvis
dette skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige
hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radi-
kalisering og ekstremisme eller af hensyn til at forebygge
kriminalitet.
7
Stk. 5. Telefonsamtaler med de i § 56, stk. 1, nævnte
personer og myndigheder m.v. optages, påhøres eller aflyttes
ikke.
Stk. 6. Justitsministeren kan fastsætte regler om gennem-
førelsen af de indsattes ret til at føre telefonsamtaler. Der
kan endvidere fastsættes regler om optagelse af telefonsam-
taler efter stk. 3 og 4 og om kontrol af optagelserne.
Aviser, bøger m.v.
§ 58. En indsat skal have mulighed for at holde sig orien-
teret ved avislæsning og gennem radio- og fjernsynsudsen-
delser m.v.
Stk. 2. En indsat har ret til at låne bøger og tidsskrifter
gennem det offentlige biblioteksvæsen.
Stk. 3. Udenlandske indsatte bør så vidt muligt have ad-
gang til aviser, tidsskrifter, bøger m.v. på deres eget sprog.
Kontakt til medierne
§ 59. En indsat har ret til i institutionen at udtale sig og i
den forbindelse at lade sig fotografere til medierne.
Stk. 2. Denne ret kan dog begrænses af ordens- eller sik-
kerhedsmæssige hensyn, for at beskytte den forurettede ved
lovovertrædelsen eller for i øvrigt at modvirke en åbenbar
krænkelse af retsfølelsen.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om gennem-
førelsen af de indsattes ret efter stk. 1.
Kapitel 10
Indgreb over for den indsatte
Undersøgelse af den indsattes person og opholdsrum
§ 60. Direktoratet for Kriminalforsorgen og kriminalfor-
sorgsområdet kan uden retskendelse undersøge, hvilke ef-
fekter en indsat har i sin besiddelse i sit opholdsrum eller
på sin person, hvis en sådan undersøgelse er nødvendig for
at sikre, at ordensbestemmelser overholdes eller sikkerheds-
hensyn iagttages, herunder,
1) når den indsatte indsættes i institutionen,
2) hvis den indsatte mistænkes for uretmæssig besiddelse
af effekter,
3) før og efter besøg eller
4) før og efter fravær fra institutionen eller opholdsafde-
lingen.
Stk. 2. Undersøgelse af den indsatte kan ligeledes finde
sted efter reglerne i kapitel 10 a.
Stk. 3. Endvidere kan kriminalforsorgsområdet af ordens-
eller sikkerhedsmæssige hensyn træffe bestemmelse om en
nærmere undersøgelse af den indsattes person, hvis der er
bestemte grunde til at antage, at den indsatte er i uretmæssig
besiddelse af effekter.
Stk. 4. Undersøgelse må dog ikke gennemføres, hvis det
efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag,
som indgrebet må antages at forvolde, ville være et ufor-
holdsmæssigt indgreb.
Stk. 5. Undersøgelse skal foretages så skånsomt, som om-
stændighederne tillader.
Stk. 6. Undersøgelse, der indebærer afklædning, må kun
foretages og overværes af personer af samme køn som den
indsatte. Dette gælder dog ikke for sundhedspersonale.
Stk. 7. En undersøgelse som nævnt i stk. 3 må kun fore-
tages under medvirken af en læge. Lægen tager stilling til,
om indgrebets gennemførelse under hensyn til den hermed
forbundne smerte og risiko samt den indsattes tilstand er
lægeligt forsvarligt.
Stk. 8. Kriminalforsorgsområdet kan træffe bestemmelse
om tilbageholdelse af effekter, der findes i den indsattes
besiddelse, hvis det skønnes påkrævet af ordens- eller sik-
kerhedsmæssige hensyn.
Stk. 9. Endvidere kan kriminalforsorgsområdet uden rets-
kendelse gennemlæse og træffe bestemmelse om tilbagehol-
delse af breve og andre optegnelser, som findes i den indsat-
tes besiddelse, hvis det skønnes påkrævet af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn. § 56 finder tilsvarende anven-
delse.
Stk. 10. Kriminalforsorgsområdet kan uden retskendelse
gøre sig bekendt med indholdet af elektroniske effekter, som
en indsat har i sin besiddelse, eller som i øvrigt forefindes
i kriminalforsorgens institutioner, og som indsatte efter lov-
givningen ikke må besidde.
Stk. 11. Justitsministeren fastsætter regler om gennemfø-
relsen af undersøgelser af den indsattes person og opholds-
rum.
§ 60 a. Kriminalforsorgsområdet kan træffe bestemmelse
om, at en indsat skal afgive udåndingsprøve eller urinprøve
med henblik på at undersøge for eventuel indtagelse af alko-
hol, euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt
efter den almindelige lovgivning.
Stk. 2. § 60, stk. 5 og 6, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler om gennemførel-
sen af udåndingsprøvekontrol og urinprøvekontrol.
Fotografering og optagelse af fingeraftryk
§ 61. Kriminalforsorgsområdet har ret til at fotografere og
optage fingeraftryk af den indsatte med henblik på senere
identifikation.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om gennem-
førelsen af fotografering og optagelse af fingeraftryk efter
stk. 1, herunder om opbevaring og destruktion.
Magtanvendelse
§ 62. Direktoratet for Kriminalforsorgen og kriminalfor-
sorgsområdet kan anvende magt over for en indsat, hvis det
er nødvendigt
1) for at afværge truende vold, overvinde voldsom mod-
stand eller for at hindre selvmord eller anden selvbe-
skadigelse,
2) for at hindre undvigelse eller standse undvegne eller
3) for at gennemtvinge en påbudt foranstaltning, når øje-
blikkelig gennemførelse af denne er nødvendig, og den
indsatte afviser eller undlader at følge personalets an-
visninger herom.
Stk. 2. Magtanvendelse kan ske ved greb, skjold, stav,
peberspray og tåregas.
8
Stk. 3. Magtanvendelse må ikke gennemføres, hvis det
efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag,
som indgrebet må antages at forvolde, ville være et ufor-
holdsmæssigt indgreb.
Stk. 4. Magtanvendelse skal foretages så skånsomt, som
omstændighederne tillader. Der skal gennemføres lægetilsyn
efter magtanvendelse, hvis der er mistanke om sygdom, her-
under om tilskadekomst, hos den indsatte i forbindelse med
anvendelsen af magt, eller hvis den indsatte selv anmoder
om lægehjælp.
Stk. 5. Justitsministeren fastsætter regler om bæring af
magtmidler og anvendelse af magt over for indsatte.
Udelukkelse fra fællesskab
§ 63. Kriminalforsorgsområdet kan udelukke en indsat fra
fællesskab med andre indsatte, hvis det er nødvendigt
1) for at forebygge undvigelse, strafbar virksomhed eller
voldsom adfærd,
2) for at gennemføre foranstaltninger, der er nødvendige
af sikkerhedshensyn eller for at forebygge smittefare,
eller
3) fordi den indsatte udviser en grov eller oftere gentagen
utilladelig adfærd, som er åbenbart uforenelig med fort-
sat ophold i fællesskab med andre indsatte.
Stk. 2. Kriminalforsorgsområdet kan undtagelsesvis ude-
lukke en indsat fra fællesskab med andre indsatte i op til
5 dage, hvis det er nødvendigt for at beskytte den indsatte
mod overgreb.
Stk. 3. Hvis der er grund til at antage, at betingelserne
i stk. 1 for udelukkelse fra fællesskab er opfyldt, kan krimi-
nalforsorgsområdet midlertidigt udelukke den indsatte fra
fællesskab med andre indsatte, mens spørgsmålet om ude-
lukkelse behandles. Er der grund til at antage, at betingelser-
ne i § 24 for overførsel til strafudståelse i fængsel eller ar-
resthus i Danmark er opfyldt, kan kriminalforsorgsområdet
også midlertidigt udelukke den indsatte fra fællesskab med
andre indsatte, mens spørgsmålet om overførsel behandles.
Stk. 4. En indsat, der udelukkes fra fællesskab, isoleres i
opholdsrum på anden afdeling eller i eget opholdsrum.
Stk. 5. Udelukkelse fra fællesskab må ikke foretages, hvis
udelukkelsen efter indgrebets formål og den krænkelse og
det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville
være et uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 6. Udelukkelse fra fællesskab skal gennemføres så
skånsomt, som omstændighederne tillader.
Stk. 7. Udelukkelse fra fællesskab skal straks bringes til
ophør, når betingelserne herfor ikke længere er opfyldt. Kri-
minalforsorgsområdet skal mindst én gang om ugen overve-
je spørgsmålet om helt eller delvis at bringe udelukkelsen
fra fællesskab til ophør.
Stk. 8. Udelukkelse fra fællesskab må ikke overstige 3
måneder. Direktoratet for Kriminalforsorgen kan dog træffe
afgørelse om udelukkelse fra fællesskab i mere end 3 måne-
der, hvis der foreligger helt særlige omstændigheder. I givet
fald finder stk. 7, 2. pkt., tilsvarende anvendelse.
Stk. 9. Justitsministeren fastsætter regler om udelukkelse
af indsatte fra fællesskab med andre indsatte.
§ 64. Bestemmelserne i § 63 omfatter ikke kriminalfor-
sorgsområdets afgørelse om, at
1) en indsat kortvarigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige
grunde skal opholde sig i eget opholdsrum eller i særlig
observationscelle, eller
2) en indsat, der ikke ønsker at være beskæftiget med en
aktivitet, som er godkendt af kriminalforsorgsområdet,
skal opholde sig i eget opholdsrum eller på andet anvist
opholdssted i arbejdstiden.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om indsattes op-
hold efter stk. 1, herunder om godkendelse og anvendelse af
observationsceller.
Sikringsmidler
Håndjern
§ 65. Håndjern kan anvendes, hvis det er nødvendigt
1) for at afværge truende vold eller overvinde voldsom
modstand,
2) for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse el-
ler
3) for at hindre undvigelse.
Stk. 2. Håndjern må dog ikke anvendes, hvis det efter ind-
grebets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgre-
bet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt
indgreb.
Stk. 3. Håndjern skal anvendes så skånsomt, som omstæn-
dighederne tillader. Der skal gennemføres lægetilsyn, hvis
der er mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst,
hos den indsatte i forbindelse med anvendelsen af håndjern,
eller hvis den indsatte selv anmoder om lægehjælp.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler om anvendelsen
af håndjern, herunder om lægetilsyn og andet tilsyn.
Sikringscelle
§ 66. Efter bestemmelse af kriminalforsorgsområdet kan
en indsat anbringes i sikringscelle og herunder tvangsfikse-
res ved anvendelse af bælte, hånd- og fodremme samt hand-
sker, hvis det er nødvendigt
1) for at afværge truende vold eller overvinde voldsom
modstand eller
2) for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse.
Stk. 2. Anbringelse i sikringscelle og tvangsfiksering må
dog ikke foretages, hvis det efter indgrebets formål og den
krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at for-
volde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 3. Anbringelse i sikringscelle og tvangsfiksering skal
foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader.
Stk. 4. En indsat, der er tvangsfikseret, skal have fast vagt.
Stk. 5. Ved tvangsfiksering af en indsat i sikringscelle skal
institutionen straks anmode en læge om at foretage tilsyn
med den indsatte. Lægen skal tilse den pågældende, med-
mindre lægen skønner sådant tilsyn åbenbart unødvendigt.
Stk. 6. Ved anbringelse i sikringscelle uden tvangsfikse-
ring skal der tilkaldes læge, hvis der er mistanke om syg-
dom, herunder om tilskadekomst, hos den indsatte, eller hvis
den indsatte selv anmoder om lægehjælp.
9
Stk. 7. Justitsministeren fastsætter regler om godkendel-
se af sikringsceller og om anvendelsen af sikringsceller og
tvangsfiksering, herunder om lægetilsyn og andet tilsyn.
Kapitel 10 a
Anvendelse af kropsscannere i kriminalforsorgens
institutioner
§ 66 a. Direktoratet for Kriminalforsorgen og kriminal-
forsorgsområdet kan i de situationer, der er omfattet af §
60, stk. 1, anvende kropsscanner ved undersøgelse af en ind-
sat. Kropsscanner kan ligeledes anvendes ved undersøgelse
af andre, der søger adgang til kriminalforsorgens institutio-
ner.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om
anvendelse af kropsscannere, herunder om udbredelsen af
ordningen, kontrollens omfang, udstyrets art og behandlin-
gen af de indsamlede oplysninger.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at kon-
trol ved anvendelse af kropsscannere skal omfatte en nær-
mere afgrænset personkreds. Der kan i den forbindelse
fastsættes regler om, i hvilken udstrækning kontrollen skal
omfatte personer, som søger adgang til kriminalforsorgens
institutioner i medfør af deres erhverv.
Kapitel 10 b
Kriminalforsorgens behandling af oplysninger om indsatte
m.v.
§ 66 b. Kriminalforsorgen kan indsamle, behandle og
videregive oplysninger om indsatte og personer, som ind-
satte har kontakt til, til andre myndigheder, hvis ordens-
eller sikkerhedsmæssige hensyn, hensyn til kriminalforsor-
gens eller andre myndigheders indsats mod radikalisering
og ekstremisme eller hensyn til at bekæmpe og forebygge
kriminalitet taler herfor.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om
kriminalforsorgens virksomhed efter stk. 1.
Kapitel 11
Disciplinærstraf, konfiskation og modregning af
erstatningsbeløb
Disciplinærstraf
§ 67. En indsat skal af kriminalforsorgsområdet ikendes
disciplinærstraf
1) ved overtrædelse af § 32,
2) ved udeblivelse,
3) ved undvigelse eller forsøg herpå,
4) ved nægtelse af afgivelse af udåndingsprøve eller urin-
prøve efter § 60 a,
5) ved indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer eller
andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige lov-
givning,
6) ved overtrædelse af de regler eller anvisninger, der gæl-
der for rygning i institutionen,
7) ved overtrædelse af straffelovgivningen, når overtræ-
delsen tillige indebærer en selvstændig krænkelse af
orden eller sikkerhed i institutionen,
8) ved overtrædelse af regler fastsat af justitsministeren,
når det i reglerne er bestemt, at overtrædelse kan med-
føre disciplinærstraf, og
9) ved overtrædelse af regler fastsat af kriminalforsorgs-
området, når det i reglerne er bestemt, at overtrædelse
kan medføre disciplinærstraf.
§ 68. Som disciplinærstraf kan anvendes advarsel, bøde
og strafcelle.
Stk. 2. Strafcelle kan dog kun anvendes for følgende for-
hold eller forsøg herpå:
1) Udeblivelse eller undvigelse.
2) Indsmugling, besiddelse eller indtagelse af alkohol,
euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt
efter den almindelige lovgivning.
3) Nægtelse af afgivelse af udåndingsprøve eller urinprø-
ve efter § 60 a.
4) Indsmugling eller besiddelse af våben og andre person-
farlige genstande.
5) Vold eller trusler om vold mod medindsatte, personale
eller andre i institutionen.
6) Groft hærværk.
7) Andre grove eller oftere gentagne forseelser.
Stk. 3. Disciplinærstraf i form af bøde og strafcelle kan
ikendes i forening.
Stk. 4. Fuldbyrdelsen af disciplinærstraf kan helt eller
delvis undlades på betingelse af, at den indsatte i en bestemt
periode ikke begår strafbart forhold eller en ny disciplinær-
forseelse.
§ 69. Ved ikendelse af bøde som disciplinærstraf fastsæt-
tes bødens størrelse under hensyn til overtrædelsens art og
omfang. Bøden kan dog højst udgøre et beløb svarende til
det almindelige vederlag, der udbetales indsatte for en uges
beskæftigelse, med fradrag af den del af vederlaget, som er
beregnet til dækning af personlige fornødenheder.
Stk. 2. En ikendt bøde kan modregnes i den indsattes ve-
derlag for beskæftigelse efter § 42, stk. 1. Den indsatte skal
dog mindst have udbetalt en ydelse til dækning af personlige
fornødenheder.
§ 70. Ved ikendelse af strafcelle som disciplinærstraf fast-
sættes varigheden under hensyn til overtrædelsens art og
omfang til et tidsrum af højst 4 uger. For unge under 18 år
fastsættes tidsrummet dog til højst 7 dage, medmindre sagen
angår vold mod personale i institutionen.
Stk. 2. En indsat, der er ikendt strafcelle, anbringes i en
anden afdeling eller i eget opholdsrum. Under anbringelsen
er den indsatte udelukket fra fællesskab i institutionen. Unge
under 18 år kan dog deltage i beskæftigelse i institutionen,
medmindre konkrete grunde taler herimod.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler om udståelse af
strafcelle.
Forhørscelle
§ 71. Hvis der er begrundet mistanke om, at en indsat har
overtrådt bestemmelser, der må antages at medføre strafcelle
som disciplinærstraf, kan den indsatte anbringes i forhørs-
10
celle, hvis det er nødvendigt af hensyn til gennemførelsen af
undersøgelser i disciplinærsagen.
Stk. 2. Anbringelse i forhørscelle må ikke udstrækkes i
længere tid, end undersøgelsen nødvendiggør, og kan højst
vare i 5 dage.
Stk. 3. Den tid, som en indsat har været anbragt i forhørs-
celle, fradrages i udståelsen af strafcelle.
Stk. 4. Anbringelse i forhørscelle sker efter samme regler
som udståelse af strafcelle.
Behandling af disciplinærsager
§ 72. Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen
af disciplinærsager.
Konfiskation
§ 73. Kriminalforsorgsområdet kan træffe bestemmelse
om konfiskation, når genstande og penge er ulovligt indført,
erhvervet eller tilvirket i institutionen. Det samme gælder
for genstande og penge, der i øvrigt er medtaget, besiddet el-
ler rådet over i strid med regler eller anvisninger for ophold
i institutionen. 1. og 2. pkt. finder dog ikke anvendelse på
genstande og penge, der tilhører nogen, der ikke er ansvarlig
for det ulovlige forhold.
Stk. 2. Kriminalforsorgsområdet kan endvidere træffe be-
stemmelse om konfiskation, når genstande og penge søges
indsmuglet til indsatte. Det gælder dog ikke, hvis de tilhø-
rer tredjemand, der ikke er ansvarlig for det ulovlige for-
hold. Det gælder heller ikke, hvis de tilhører den indsatte
og den indsatte godtgør ikke at have haft kendskab til det
ulovlige forhold.
Stk. 3. Kriminalforsorgsområdet kan desuden træffe be-
stemmelse om konfiskation, når genstande og penge som
nævnt i stk. 1 findes på institutionens område, hvis det ikke
kan fastslås, hvem de tilhører.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen
af sager om konfiskation.
Modregning af erstatningsbeløb
§ 74. Hvis den indsatte under fuldbyrdelsen ved ansvars-
pådragende adfærd har forvoldt skade på ting, der tilhører en
af kriminalforsorgens institutioner, kan kriminalforsorgsom-
rådet bestemme, at erstatningsbeløbet skal modregnes i den
indsattes vederlag for beskæftigelse efter § 42, stk. 1. Den
indsatte skal dog mindst have udbetalt en ydelse til dækning
af personlige fornødenheder.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen
af sager om modregning af erstatningsbeløb.
Kapitel 12
Strafafbrydelse
Strafafbrydelse ved undvigelse, udeblivelse,
varetægtsfængsling m.v.
§ 75. Fuldbyrdelsen af fængselsstraffen afbrydes, hvis den
dømte
1) udebliver, undviger eller i øvrigt selvforskyldt unddra-
ger sig straffuldbyrdelsen eller
2) anholdes eller varetægtsfængsles i mindst 24 timer.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om strafafbrydel-
se efter stk. 1.
Tilladelse til strafafbrydelse
§ 76. Justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil,
kan tillade, at en straffuldbyrdelse midlertidigt afbrydes, når
1) ganske særlige omstændigheder af f.eks. arbejds-, ud-
dannelses-, familie- eller helbredsmæssig karakter taler
imod en umiddelbar fortsættelse af straffuldbyrdelsen,
2) fare for misbrug ikke antages at foreligge, og
3) hensynet til retshåndhævelsen ikke taler imod strafaf-
brydelse.
Stk. 2. Tilladelse til strafafbrydelse betinges af, at den
pågældende ikke begår strafbart forhold. Tilladelse kan end-
videre betinges af, at den pågældende i øvrigt overholder
fastsatte vilkår, herunder undergiver sig tilsyn af kriminal-
forsorgen.
Stk. 3. Hvis den pågældende ikke overholder de vilkår,
der er fastsat for tilladelsen til strafafbrydelse, eller nye op-
lysninger tilvejebringes, hvorefter den dømte, før tilladelsen
blev givet, havde begået strafbart forhold, kan tilladelsen
tilbagekaldes, således at fuldbyrdelsen af fængselsstraffen
herefter genoptages snarest muligt.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler om strafafbrydel-
se efter stk. 1.
Genoptagelse af straffuldbyrdelsen
§ 77. Straffuldbyrdelsen genoptages, når den indsatte på
ny giver møde, pågribes med henblik på fortsat straffuldbyr-
delse, eller når kriminalforsorgen giver meddelelse herom til
den pågældende.
Kapitel 13
Fuldbyrdelse af fængselsstraf i kriminalforsorgens
pensioner og i institutioner m.v. uden for kriminalforsorgen
§ 78. Justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil,
kan bestemme, at den dømte midlertidigt eller for hele eller
resten af straffetiden anbringes på hospital, i familiepleje, i
egnet hjem eller institution på Færøerne eller i Danmark, når
1) den dømte har behov for særlig behandling eller pleje,
som i væsentlig grad kan tilgodeses i den pågældende
institution m.v.,
2) der på grund af den dømtes alder, helbredstilstand eller
andre særlige omstændigheder er særlige grunde til ik-
ke at anbringe eller beholde den dømte i arresthus eller
fængsel, og
3) afgørende hensyn til retshåndhævelsen ikke taler imod
anbringelse uden for arresthus eller fængsel.
Stk. 2. Dømte, der er under 18 år, anbringes i institution
m.v. på Færøerne eller i Danmark som omhandlet i stk. 1,
medmindre
1) det skønnes at være bedst for den unge at udstå straffen
på Færøerne, og der ikke kan findes en egnet institution
m.v. på Færøerne, eller
2) afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod an-
bringelse uden for arresthus eller fængsel.
11
Stk. 3. Anbringelse betinges af, at den dømte ikke begår
strafbart forhold. Anbringelse kan endvidere betinges af,
at den dømte i øvrigt overholder fastsatte vilkår, herunder
undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen.
Stk. 4. Hvis den dømte ikke overholder de vilkår, der er
fastsat for anbringelsen, eller nye oplysninger tilvejebringes,
hvorefter den dømte, før tilladelsen blev givet, havde begå-
et strafbart forhold, kan den pågældende tilbageføres eller
overføres til arresthus eller fængsel.
Stk. 5. Justitsministeren fastsætter regler om anbringelse
af dømte i institution m.v. uden for arresthus eller fængsel.
Kapitel 14
Løsladelse
Tidspunkt for løsladelsen
§ 79. Løsladelse sker efter endt strafudståelse eller i for-
bindelse med prøveløsladelse, strafafbrydelse eller benåd-
ning.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om tidspunktet
for løsladelsen samt om adgang til en kortere fremrykning
af dette tidspunkt, herunder i tilfælde, hvor en fremrykning
er begrundet i væsentlige beskæftigelsesmæssige eller andre
særlige hensyn.
Prøveløsladelse
§ 79 a. Når to tredjedele af straffetiden, dog mindst 2
måneder, er udstået, afgør justitsministeren eller den, mini-
steren bemyndiger dertil, om den dømte skal løslades på
prøve.
Stk. 2. Løsladelse på prøve kan ske tidligere, når særlige
omstændigheder taler derfor, og den dømte har udstået halv-
delen af straffetiden, dog mindst 2 måneder. Bestemmelse
herom træffes af justitsministeren eller den, som ministeren
bemyndiger dertil.
Stk. 3. Prøveløsladelse kan ikke ske med hensyn til den
ubetingede del af en dom efter straffelovens § 58, stk. 1.
Stk. 4. Løsladelse på prøve forudsætter, at den dømtes
forhold ikke gør løsladelsen utilrådelig, at der er sikret ham
passende ophold og arbejde eller andet underhold, og at
den pågældende erklærer at ville overholde de vilkår for
løsladelsen, som fastsættes efter § 79 b, stk. 2.
§ 79 b. Løsladelse betinges af, at den pågældende ikke
i prøvetiden begår strafbart forhold. Prøvetiden kan ikke
overstige 3 år. Hvis den resterende straffetid overstiger 3 år,
kan der dog fastsættes en prøvetid på indtil 5 år.
Stk. 2. Det kan fastsættes som vilkår for løsladelsen, at
den pågældende i hele prøvetiden eller en del af denne
undergives tilsyn. Yderligere vilkår kan fastsættes efter reg-
lerne i straffelovens § 57. Vilkår om ophold i hjem, hospital
eller anden institution har ikke gyldighed for længere tids-
rum end den resterende straffetid.
§ 79 c. Begår den prøveløsladte nyt strafbart forhold i
prøvetiden, og foretages der inden dennes udløb rettergangs-
skridt, hvorved den pågældende sigtes for forholdet, træffer
retten afgørelse om reststraffen efter straffelovens § 40.
Stk. 2. Overtræder den prøveløsladte i øvrigt de fastsatte
vilkår, kan justitsministeren eller den, ministeren bemyndi-
ger dertil,
1) tildele advarsel,
2) ændre vilkårene og forlænge prøvetiden inden for den i
§ 79 b fastsatte længstetid eller
3) under særlige omstændigheder bestemme, at den på-
gældende skal indsættes til udståelse af reststraffen.
Stk. 3. Begår den prøveløsladte strafbart forhold i prøveti-
den, uden at der rejses tiltale herfor, finder reglerne i stk.
2 tilsvarende anvendelse. Det samme gælder, hvis den prø-
veløsladte i udlandet dømmes for strafbart forhold begået i
prøvetiden, uden at der i forbindelse med dommen er taget
stilling til spørgsmålet om fuldbyrdelse af reststraffen.
Stk. 4. Afgørelse efter stk. 2, jf. stk. 3, kan kun træffes
inden prøvetidens udløb.
Stk. 5. Træffes der ikke bestemmelse om fuldbyrdelse af
reststraffen efter stk. 1, jf. straffelovens § 40, eller stk. 2,
jf. stk. 3, anses straffen for udstået på det tidspunkt, da
prøveløsladelse fandt sted.
Stk. 6. Hvis genindsættelse er bestemt i medfør af stk.
2, jf. stk. 3, kan fornyet prøveløsladelse ske, selv om de
tidsmæssige betingelser i § 79 a, stk. 1 og 2, eller § 79
d, stk. 1, ikke er opfyldt med hensyn til reststraffen. Ved
afgørelse efter 1. pkt. skal der tages hensyn til omfanget af
samfundstjeneste, som den pågældende har udført i medfør
af § 79 d, stk. 3 eller 4. Med hensyn til prøvetid efter
sådan prøveløsladelse gælder de i § 79 b fastsatte tider med
fradrag af den tid, i hvilken den pågældende tidligere har
været prøveløsladt.
§ 79 d. Når halvdelen af straffetiden, dog mindst 2 måne-
der, er udstået, kan justitsministeren eller den, ministeren
bemyndiger dertil, ud over de i § 79 a, stk. 2, nævnte til-
fælde beslutte, at den dømte skal løslades på prøve, hvis
hensynet til retshåndhævelsen skønnes ikke at tale imod det,
og
1) den dømte har ydet en særlig indsats for ikke på ny
at begå kriminalitet, herunder ved at deltage i behand-
lingsforløb, uddannelsesforløb, arbejdstræning eller ar-
bejde, eller
2) den dømtes forhold taler derfor.
Stk. 2. Det fastsættes som vilkår for prøveløsladelse efter
stk. 1, at den dømte undergives tilsyn indtil det tidspunkt,
hvor der er forløbet to tredjedele af straffetiden. Efter dette
tidspunkt kan der fastsættes vilkår om, at den pågældende
fortsat undergives tilsyn.
Stk. 3. Som vilkår for prøveløsladelse efter stk. 1, nr. 1,
kan fastsættes et eller flere yderligere vilkår efter reglerne i
straffelovens § 57 og vilkår om, at den dømte skal udføre
ulønnet samfundstjeneste.
Stk. 4. Som vilkår for prøveløsladelse efter stk. 1, nr.
2, fastsættes, at den dømte skal udføre ulønnet samfundstje-
neste. Der kan fastsættes yderligere vilkår efter reglerne i
straffelovens § 57.
Stk. 5. Vilkår om samfundstjeneste kan ikke udstrækkes
ud over to tredjedele af straffetiden. Tilsynsmyndigheden
kan dog træffe afgørelse om, at vilkår om samfundstjeneste
12
skal have en varighed ud over dette tidspunkt, hvis særlige
grunde taler derfor, dog ikke ud over den samlede straffetid.
Stk. 6. Prøveløsladelse i medfør af denne bestemmelse
forudsætter, at den dømtes forhold ikke gør løsladelse utilrå-
delig, at der er sikret den dømte passende ophold og arbejde
eller andet underhold, samt at den dømte er egnet til og
erklærer sig villig til at overholde de vilkår for løsladelsen,
som fastsættes efter stk. 3 og 4.
Stk. 7. Bestemmelserne i § 79 a, stk. 3, § 79 b, stk. 1 og
stk. 2, 3. pkt., § 79 c samt straffelovens § 40 og § 63, stk. 1,
1. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
§ 79 e. Når 12 år af en straf af fængsel på livstid er udstå-
et, afgør justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger
dertil, om den dømte skal løslades på prøve.
Stk. 2. Løsladelse på prøve forudsætter, at den dømtes
forhold ikke gør løsladelse utilrådelig, at der er sikret den
pågældende passende ophold og arbejde eller andet under-
hold, og at den pågældende erklærer at ville overholde de
vilkår for løsladelsen, som fastsættes efter stk. 3, 3. pkt.
Stk. 3. Løsladelse betinges af, at den dømte ikke i prøve-
tiden begår strafbart forhold, og at den pågældende overhol-
der de vilkår, som måtte være fastsat. Prøvetiden kan ikke
overstige 5 år. Straffelovens § 57 finder tilsvarende anven-
delse.
§ 79 f. Begår den prøveløsladte nyt strafbart forhold i
prøvetiden, og foretages der inden dennes udløb rettergangs-
skridt, hvorved den pågældende sigtes for forholdet, træffer
retten afgørelse om reststraffen efter straffelovens § 42.
Stk. 2. Overtræder den prøveløsladte i øvrigt de fastsatte
vilkår, finder § 79 c, stk. 2-5, jf. § 79 e, stk. 3, tilsvarende
anvendelse.
§ 79 g. Ved hel eller delvis eftergivelse af en straf ved
betinget benådning kan det fastsættes som vilkår for benåd-
ningen, at bestemmelserne i § 79 c, stk. 2-5, og § 79 f,
stk. 2, samt straffelovens § 40 og § 42 finder tilsvarende
anvendelse.
Beslutning om prøveløsladelse
§ 80. Hvis den straf, der fuldbyrdes, giver mulighed for
prøveløsladelse efter § 79 a, stk. 1, skal afgørelsen om prø-
veløsladelse træffes på et sådant tidspunkt, at en eventuel
prøveløsladelse kan ske straks efter udståelse af to tredjedele
af straffen. Ved spørgsmål om prøveløsladelse efter § 79
e skal afgørelsen om prøveløsladelse træffes på et sådant
tidspunkt, at en eventuel prøveløsladelse kan ske straks efter
udståelse af 12 år af straffen af fængsel på livstid.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen
af sager om prøveløsladelse, herunder om pligt til fornyet
afgørelse af spørgsmålet om prøveløsladelse fra straf af
fængsel på livstid senest 1 år efter en afgørelse om nægtelse
af prøveløsladelse eller genindsættelse til udståelse af sådan
straf.
Gennemførelse af tilsyn og eventuelle særvilkår ved
prøveløsladelse
Almindelige bestemmelser om gennemførelse af tilsyn m.v.
§ 81. Tilsyn og andre vilkår (særvilkår), der er fastsat
efter § 79 b, stk. 2, § 79 d, stk. 2-4, eller § 79 e, stk. 3, gen-
nemføres af kriminalforsorgen, medmindre andet er bestemt
i afgørelsen. Vilkår om samfundstjeneste, der er fastsat efter
§ 79 d, stk. 3 eller 4, gennemføres af kriminalforsorgen. For
gennemførelse af vilkår om samfundstjeneste finder reglerne
i § 101, stk. 3, § 102 og § 103, stk. 1, i øvrigt tilsvarende
anvendelse.
§ 82. Kriminalforsorgsområdet skal vejlede den prøvel-
øsladte om de rettigheder og pligter, som tilsynet og eventu-
elle særvilkår indebærer, herunder om virkninger af vilkår-
sovertrædelse.
Stk. 2. Kriminalforsorgsområdet skal endvidere i samar-
bejde med den prøveløsladte og senest i forbindelse med
tilsynets iværksættelse udarbejde en plan for tilsynsperioden
og tiden derefter. Denne plan skal jævnligt sammenholdes
med forholdene i tilsynsperioden og om nødvendigt søges
tilpasset ændringer i disse forhold.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler, hvorved be-
stemmelsen i stk. 2 kan begrænses i forhold til prøveløslad-
te, der ikke skønnes at have behov for bistand med hensyn
til den pågældendes beskæftigelsesmæssige, sociale og per-
sonlige forhold med henblik på at forbedre den pågældendes
muligheder for at leve en kriminalitetsfri tilværelse.
Tilsyn m.v. af kriminalforsorgen
§ 83. Vilkår om tilsyn indebærer, at den prøveløsladte
skal holde sig i kontakt med kriminalforsorgen efter dennes
nærmere bestemmelse, herunder møde hos kriminalforsor-
gen og modtage dennes besøg. Den prøveløsladte skal give
kriminalforsorgen oplysning om bopæl og beskæftigelse.
Stk. 2. Den prøveløsladte skal overholde særvilkår og
give kriminalforsorgen sådanne oplysninger, som gennemfø-
relsen af særvilkåret nødvendiggør.
Stk. 3. Den prøveløsladte skal på begæring dokumentere
afgivne oplysninger.
Stk. 4. Den prøveløsladte skal i øvrigt overholde de for-
skrifter, som kriminalforsorgen fastsætter til gennemførelsen
af tilsynet og eventuelle særvilkår.
§ 84. Kriminalforsorgen skal tilbyde den prøveløsladte
vejledning og bistand med hensyn til den pågældendes
beskæftigelsesmæssige, sociale og personlige forhold med
henblik på at forbedre den pågældendes muligheder for at
leve en kriminalitetsfri tilværelse. Kriminalforsorgen skal i
den forbindelse formidle kontakt til personer, institutioner
og myndigheder, der efter anden lovgivning kan yde bistand.
§ 85. Justitsministeren fastsætter regler om gennemførel-
se af tilsyn og eventuelle særvilkår, herunder om tilsynets
iværksættelse, om kontakthyppighed og om samarbejde med
andre myndigheder m.v.
13
Vilkårsovertrædelse
§ 86. Kriminalforsorgen skal træffe foranstaltninger med
henblik på at genetablere tilsynet og sikre overholdelsen af
særvilkår, hvis den prøveløsladte unddrager sig tilsynet eller
gennemførelsen af særvilkår.
Stk. 2. Overtræder den prøveløsladte forskrifter eller vil-
kår, kan kriminalforsorgen give et pålæg om at overholde
forskrifterne og vilkårene.
Stk. 3. Kriminalforsorgen skal snarest træffe afgørelse om
eventuel reaktion som følge af vilkårsovertrædelsen, jf. § 79
c, stk. 2 og 3, og § 79 f, stk. 2.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen
af sager om vilkårsovertrædelse, herunder om foranstaltnin-
ger efter stk. 1 og om meddelelse af pålæg efter stk. 2.
Tilsyn m.v. af andre myndigheder end kriminalforsorgen
§ 87. Justitsministeren kan efter forhandling med Færøer-
nes Landsstyre fastsætte regler om gennemførelse af tilsyn
m.v. af andre myndigheder end kriminalforsorgen.
Gennemførelse af tilsyn m.v. ved betinget benådning og ved
strafafbrydelse m.v.
§ 88. Bestemmelserne i §§ 81-87 finder tilsvarende an-
vendelse ved tilsyn og særvilkår, der er fastsat ved benåd-
ning i de tilfælde, der er omfattet af § 79 g, ved strafafbry-
delse eller i øvrigt i medfør af bestemmelser i denne lov.
Kapitel 15
Særlige spørgsmål vedrørende sagsbehandlingen ved
fuldbyrdelse af fængselsstraf m.v.
§ 89. Spørgsmålene om tilladelse til udgang, løsladelse
på prøve og andre væsentlige spørgsmål vedrørende den
indsatte skal af kriminalforsorgsområdet jævnligt tages op til
overvejelse, uanset om den indsatte anmoder herom.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om kriminalfor-
sorgsområdets pligt til sagsbehandling som nævnt i stk. 1.
§ 89 a. Anvendelse af digital kommunikation kan ske,
hvis der er tale om en påmindelse til den, der er tilsagt til
afsoning eller møde m.v. hos kriminalforsorgen, om tid og
sted for fremmøde m.v.
Afsnit III
Bødestraffe
Kapitel 16
Fuldbyrdelse af bødestraffe
§ 90. En bøde skal betales til politiet, medmindre andet er
bestemt i afgørelsen.
Stk. 2. Politiet kan tillade henstand med eller afdragsvis
betaling af bøden.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om op-
krævning af bøder, herunder om den administrative behand-
ling af sager om henstand med eller afdragsvis betaling af
bøder, og om den administrative behandling af sager om
eftergivelse af bøder.
§ 91. Betales en bøde ikke, inddrives den, medmindre
politiet skønner, at inddrivelse ikke er mulig eller væsentligt
vil forringe den pågældendes levevilkår.
Stk. 2. Politiet kan inddrive bøder ved udpantning og ved
indeholdelse i den pågældendes indtægter efter reglerne om
inddrivelse af skatter og afgifter til det offentlige m.m. og
reglerne om landsskat og kommuneskat. Pålæg om indehol-
delse gives af politiet. Politiet kan endvidere anmode TAKS
om at inddrive bøder ved udpantning og ved indeholdelse i
den pågældendes indtægter. 1. pkt. finder tilsvarende anven-
delse for inddrivelse ved TAKS.
Stk. 3. Politiet kan hos andre offentlige myndigheder ind-
hente de oplysninger, der er nødvendige for at varetage inde-
holdelsen. Endvidere kan politiet fra registre, der føres af
offentlige myndigheder, herunder domstolene, kræve de op-
lysninger om skyldnerens forhold, som findes af betydning
for tvangsfuldbyrdelsen. Oplysningerne meddeles skriftligt
eller ved direkte dataoverførsel.
Stk. 4. Bøder, der er idømt eller vedtaget på Færøerne,
kan inddrives i den øvrige del af riget i overensstemmelse
med de regler, der gælder dér. De danske og grønlandske
regler om fastsættelse af forvandlingsstraf finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 5. Bøder, der er idømt eller vedtaget i den øvrige
del af riget, kan inddrives på Færøerne i overensstemmelse
med de regler, der gælder her. Straffelovens § 55 finder til-
svarende anvendelse med hensyn til fastsættelse af forvand-
lingsstraf.
§ 92. Justitsministeren fastsætter efter forhandling med
Færøernes Landsstyre regler om udpantning og indeholdelse
af indtægter efter § 91, stk. 2, herunder om politiets og
TAKS’ kontrol med indeholdelsen, om skyldnerens pligt til
at give oplysninger til brug ved indeholdelsen, om pligter og
erstatningsansvar for den indeholdelsespligtige og om ud-
pantningsret for beløb, som den indeholdelsespligtige hæfter
for.
Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte nærmere
regler om inddrivelse efter § 91, stk. 4 og 5. Regler om
inddrivelse efter § 91, stk. 5, fastsættes efter forhandling
med Færøernes Landsstyre.
Stk. 3. For forsætlig eller uagtsom overtrædelse af be-
stemmelser, der er fastsat i medfør af stk. 1, kan fastsættes
bødestraf. Der kan tillige fastsættes bestemmelser om straf-
ansvar for selskaber mv. (juridiske personer) efter reglerne i
straffelovens 5. kapitel.
§ 93. Fuldbyrdelsen af forvandlingsstraf for en bøde sker
efter kapitel 2 om almindelige bestemmelser for fuldbyrdel-
se af straf og afsnit II om fuldbyrdelse af fængselsstraffe, jf.
straffelovens §§ 53-55.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om fuld-
byrdelse af forvandlingsstraf for bøde, herunder om den
administrative behandling af sager om fritagelse for eller
udsættelse med fuldbyrdelse af forvandlingsstraf for bøde.
14
Afsnit IV
Betingede domme og domme med vilkår om
samfundstjeneste
Kapitel 17
Gennemførelse af betingede domme
Almindelige bestemmelser om gennemførelse af tilsyn m.v.
§ 94. Tilsyn og andre vilkår (særvilkår), der er fastsat
efter straffelovens § 57, gennemføres af kriminalforsorgen,
medmindre andet er bestemt i afgørelsen.
§ 95. Kriminalforsorgsområdet skal vejlede den betinget
dømte om de rettigheder og pligter, som tilsynet og eventu-
elle særvilkår indebærer, herunder om virkninger af vilkår-
sovertrædelse.
Stk. 2. Kriminalforsorgsområdet skal endvidere i samar-
bejde med den dømte og snarest efter tilsynets iværksættelse
udarbejde en plan for tilsynsperioden og tiden derefter. Den-
ne plan skal jævnligt sammenholdes med forholdene i til-
synsperioden og om nødvendigt søges tilpasset ændringer i
disse forhold.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler, hvorved be-
stemmelsen i stk. 2 kan begrænses i forhold til betinget
dømte, der ikke skønnes at have behov for bistand med
hensyn til den pågældendes beskæftigelsesmæssige, sociale
og personlige forhold med henblik på at forbedre den pågæl-
dendes muligheder for at leve en kriminalitetsfri tilværelse.
Tilsyn m.v. af kriminalforsorgen
§ 96. Vilkår om tilsyn indebærer, at den betinget dømte
skal holde sig i kontakt med kriminalforsorgen efter dennes
nærmere bestemmelse, herunder møde hos kriminalforsor-
gen og modtage dennes besøg. Den betinget dømte skal give
kriminalforsorgen oplysning om bopæl og beskæftigelse.
Stk. 2. Den betinget dømte skal overholde særvilkår og
give kriminalforsorgen sådanne oplysninger, som gennemfø-
relsen af særvilkåret nødvendiggør.
Stk. 3. Den betinget dømte skal på begæring dokumentere
afgivne oplysninger.
Stk. 4. Den betinget dømte skal i øvrigt overholde de for-
skrifter, som kriminalforsorgen fastsætter til gennemførelsen
af tilsynet og eventuelle særvilkår.
§ 97. Kriminalforsorgen skal tilbyde den betinget døm-
te vejledning og bistand med hensyn til den pågældendes
beskæftigelsesmæssige, sociale og personlige forhold med
henblik på at forbedre den pågældendes muligheder for at
leve en kriminalitetsfri tilværelse. Kriminalforsorgen skal i
den forbindelse formidle kontakt til personer, institutioner
og myndigheder, der efter anden lovgivning kan yde bistand.
§ 98. Justitsministeren fastsætter regler om gennemførel-
se af tilsyn og eventuelle særvilkår, herunder om tilsynets
iværksættelse, om kontakthyppighed og om samarbejde med
andre myndigheder m.v.
Vilkårsovertrædelse
§ 99. Kriminalforsorgen skal træffe foranstaltninger med
henblik på at genetablere tilsynet og sikre overholdelsen af
særvilkår, hvis den betinget dømte unddrager sig tilsynet
eller gennemførelsen af særvilkår.
Stk. 2. Overtræder den betinget dømte vilkår for den
betingede dom, skal kriminalforsorgen afgive indberetning
herom til anklagemyndigheden, hvis vilkårsovertrædelsen
må antages at medføre en nærliggende risiko for kriminali-
tet.
Stk. 3. Overtræder den betinget dømte i øvrigt forskrifter
eller vilkår, kan kriminalforsorgen give et pålæg om at over-
holde forskrifterne og vilkårene. Er der tidligere givet pålæg
i anledning af tilsvarende overtrædelse, afgives indberetning
til anklagemyndigheden.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen
af sager om vilkårsovertrædelse, herunder om foranstaltnin-
ger efter stk. 1, om afgivelse af indberetninger efter stk. 2 og
3 og om meddelelse af pålæg efter stk. 3.
Tilsyn m.v. af andre myndigheder end kriminalforsorgen
§ 100. Justitsministeren kan efter forhandling med Fæ-
røernes Landsstyre fastsætte regler om gennemførelse af
tilsyn m.v. af andre myndigheder end kriminalforsorgen.
Kapitel 18
Gennemførelse af domme med vilkår om samfundstjeneste
Bestemmelser om gennemførelse af vilkår om
samfundstjeneste
§ 101. Vilkår om samfundstjeneste, der er fastsat efter
straffelovens § 63, gennemføres af kriminalforsorgen.
Stk. 2. Vilkår om samfundstjeneste indebærer, at den
dømte skal opfylde den fastsatte arbejdspligt inden for den
udmålte længstetid. Samfundstjenesten skal afvikles løbende
over den udmålte længstetid og må tidligst være afviklet, når
der er forløbet to tredjedele af afviklingsperioden, medmin-
dre der foreligger særlige omstændigheder.
Stk. 3. Kriminalforsorgsområdet træffer bestemmelse om
arbejdsstedet, hvor samfundstjenesten skal udføres. Den
dømte skal i øvrigt overholde de forskrifter, som kriminal-
forsorgen fastsætter om gennemførelsen af samfundstjene-
sten.
§ 102. Justitsministeren fastsætter regler om gennemførel-
se af vilkår om samfundstjeneste, herunder om erstatning for
følger af ulykkestilfælde m.v. under udførelse af samfunds-
tjeneste.
Vilkårsovertrædelse
§ 103. Kriminalforsorgen skal føre kontrol med, at den
dømte opfylder den fastsatte arbejdspligt.
Stk. 2. Overtræder den dømte vilkåret om samfundstje-
neste eller de forskrifter, som kriminalforsorgen har givet
om udførelsen af samfundstjenesten, skal kriminalforsorgen
give den pågældende pålæg om at overholde vilkåret og
15
forskrifterne. Er der tidligere givet pålæg herom, afgives
indberetning til anklagemyndigheden.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen
af sager om overtrædelse af vilkår om samfundstjeneste.
Bestemmelser om gennemførelse af andre vilkår
§ 104. §§ 94-100 finder tilsvarende anvendelse på gen-
nemførelse af vilkår, der er fastsat efter straffelovens § 57.
Afsnit V
Forvaring
Kapitel 19
Fuldbyrdelse af forvaring
§ 105. Forvaring fuldbyrdes efter kapitel 2 om almindeli-
ge bestemmelser for fuldbyrdelse af straf og afsnit II om
fuldbyrdelse af fængselsstraffe med den undtagelse, at for-
varing normalt fuldbyrdes i Herstedvester Fængsel i Dan-
mark.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om fuldbyrdelse
af forvaring, herunder om behandlingen af sager vedrørende
tilladelse til udgang, overførsel til anden institution og prø-
veudskrivning.
Afsnit VI
Fællesregler for fuldbyrdelse af straffe m.v.
Kapitel 20
Erstatning i anledning af indgreb under fuldbyrdelse af straf
m.v.
§ 106. En indsat har ret til erstatning efter reglerne i
retsplejelovens § 1049, hvis den indsatte uforskyldt, jf. dog
stk. 2, har
1) udstået fængselsstraf i for lang tid,
2) været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscel-
le eller
3) været udelukket fra fællesskab.
Stk. 2. Er anbringelse i forhørscelle eller udelukkelse fra
fællesskabet sket med henblik på at undersøge, om den ind-
satte har begået et strafbart forhold eller en disciplinærforse-
else, eller at forebygge, at den indsatte vil begå et strafbart
forhold eller en disciplinærforseelse, kan den indsatte ikke
tilkendes erstatning, hvis indgrebet ikke anses for uberetti-
get ud fra omstændighederne på tidspunktet for indgrebets
iværksættelse, medmindre der foreligger særlige omstændig-
heder.
Stk. 3. En dømt, der uforskyldt har afviklet for meget
samfundstjeneste, har ret til erstatning efter reglerne i rets-
plejelovens § 1049.
§ 107. Der kan tillægges den, der under fuldbyrdelse af
straf m.v. har været udsat for andre uforskyldte indgreb end
de i § 106 nævnte, erstatning efter reglerne i retsplejelovens
§ 1049, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Er et indgreb sket med henblik på at undersøge,
om den indsatte har begået et strafbart forhold eller en disci-
plinærforseelse, eller at forebygge, at den indsatte vil begå
et strafbart forhold eller en disciplinærforseelse, kan den
indsatte ikke tilkendes erstatning, hvis indgrebet ikke anses
for uberettiget ud fra omstændighederne på tidspunktet for
indgrebets iværksættelse, medmindre der foreligger særlige
omstændigheder.
§ 108. Krav om erstatning i medfør af § 106 eller § 107
skal fremsættes over for kriminalforsorgen inden to måneder
efter, at indgrebet er ophørt. Fremsættes kravet efter udløbet
af denne frist, kan det dog behandles, hvis overskridelsen
findes undskyldelig.
§ 109. Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen
af krav om erstatning i anledning af indgreb under fuldbyr-
delse af straf m.v.
Kapitel 21
Betaling for ophold i kriminalforsorgens institutioner
§ 110. Indsatte, der har indtægtsgivende arbejde i eller
uden for arresthus, betaler for opholdet. Tilsvarende gælder
indsatte, der under afsoning har indtægt i form af offentlige
ydelser.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om betalingen.
Kapitel 22
Klageregler m.v.
Administrativ klageadgang
§ 111. Afgørelser, der træffes af en myndighed inden for
kriminalforsorgen, kan ikke påklages til højere administrativ
myndighed, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Afgørelser, der træffes i henhold til denne lov
af andre myndigheder end kriminalforsorgens myndigheder,
kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed, jf.
dog stk. 3.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at afgø-
relser, der er truffet af kriminalforsorgsområdet, jf. stk. 1,
eller af andre myndigheder end kriminalforsorgens myndig-
heder, jf. stk. 2, kan påklages til Direktoratet for Kriminal-
forsorgen. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte
regler om klagefrist, behandling af klagesager og opsætten-
de virkning af klager.
Domstolsprøvelse
§ 112. Endelige administrative afgørelser kan inden 4
uger efter, at afgørelsen er meddelt den dømte, af denne
kræves indbragt til prøvelse for retten, hvis der er tale om
1) en afgørelse efter § 14 eller § 16 om straffetidsbe-
regning, medmindre klagen er begrundet i uenighed
om straffedommens fortolkning, jf. retsplejelovens §
1025,
2) en afgørelse efter § 55, stk. 5, om tilbageholdelse
af brev, hvis afgørelsen er begrundet i hensynet til
beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen,
3) en afgørelse efter § 70, stk. 1, jf. § 67, om disciplinær-
straf i form af strafcelle i mere end 7 dage,
4) en afgørelse efter § 73 om konfiskation af genstande
eller penge, hvis værdi overstiger det almindelige ve-
16
derlag, der udbetales indsatte for en uges beskæftigel-
se,
5) en afgørelse efter § 74 om modregning af erstatnings-
beløb, der overstiger størrelsen af det i nr. 4 nævnte
ugentlige vederlag,
6) en afgørelse efter § 80 om nægtelse af prøveløsladelse
i henhold til § 79 a, stk. 1, eller om nægtelse af prøve-
løsladelse efter § 79 e, når 14 år af straffen af fængsel
på livstid er udstået,
7) en afgørelse efter § 86, stk. 3, om genindsættelse af en
prøveløsladt til udståelse af reststraf i henhold til § 79
c, stk. 2 eller 3, eller til udståelse af straf af fængsel på
livstid i henhold til § 79 f, stk. 2,
8) en afgørelse efter § 88, jf. § 86, stk. 3, om indsættelse
af en betinget benådet til udståelse af straf eller rest-
straf i henhold til § 79 g,
9) en afgørelse om nægtelse af erstatning efter § 106
i anledning af uforskyldt udståelse af fængselsstraf i
for lang tid eller anbringelse i strafcelle i mere end 7
dage, jf. nr. 3, eller
10) en afgørelse efter § 21, stk. 2, nr. 1-4 og 7, og § 24,
nr. 1-4 og 7, om anbringelse i eller overførsel til en af-
soningsinstitution under kriminalforsorgen i Danmark
eller en afgørelse om, at den dømte fortsat skal afsone
i et fængsel eller et arresthus i Danmark.
§ 113. Indbringelse af sagen sker for Retten på Færøerne.
§ 114. Sagen indbringes for retten uden unødigt ophold af
Direktoratet for Kriminalforsorgen, der fremsender sagens
akter med oplysning om den påklagede afgørelse og en rede-
gørelse for de omstændigheder, der påberåbes, samt for de
beviser, der kan have betydning for sagens afgørelse.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om sagernes ind-
bringelse for retten.
§ 115. Som sagens parter anses den dømte, tredjemand,
hvis genstande eller penge konfiskeres, jf. §§ 73 og 123, og
justitsministeren.
Stk. 2. Hvis retten finder det fornødent, beskikker den en
advokat for den dømte, medmindre denne selv har antaget
en sådan.
§ 116. Sagen behandles på skriftligt grundlag, medmindre
retten bestemmer andet. Retten kan stille krav om tilveje-
bringelse af yderligere oplysninger.
Stk. 2. Behandles sagen mundtligt, træffer retten bestem-
melse om afhøring af den dømte og andre og om tilvejebrin-
gelse af beviser i øvrigt. Retten indkalder selv parter og
vidner.
§ 117. Sagens indbringelse for retten har ikke opsættende
virkning, medmindre Direktoratet for Kriminalforsorgen el-
ler retten bestemmer andet.
§ 118. Retten afgør ved kendelse, om sagen skal afvises,
eller om afgørelsen skal stadfæstes, ændres eller ophæves.
§ 119. Om salær og godtgørelse for udlæg til den beskik-
kede advokat gælder samme regler som i tilfælde, hvor der
er meddelt fri proces. Retten kan, når der er særlig anledning
til det, pålægge den dømte helt eller delvis at betale sagens
omkostninger.
Stk. 2. Om sagsomkostninger i de tilfælde, hvor der ikke
er beskikket advokat, gælder reglerne i retsplejelovens kapi-
tel 40.
§ 120. Kendelser, der er afsagt af Retten på Færøerne, kan
kæres til Østre Landsret af dem, der efter § 115, stk. 1, er
parter i sagen.
Stk. 2. Kære til Østre Landsret sker ved meddelelse til
Retten på Færøerne. Meddelelse kan ske mundtligt til rets-
bogen. Retten sender meddelelsen og sagens akter til Østre
Landsret.
Stk. 3. Under kære behandles sagen efter samme regler,
som er fastsat for behandlingen ved Retten på Færøerne. I
øvrigt gælder reglerne i retsplejelovens kapitel 47 om kæ-
re. Bestemmelsen i retsplejelovens § 436, stk. 2, 4. pkt.,
finder dog kun anvendelse, når den dømte ikke er frihedsbe-
røvet.
§ 121. Kendelser, der er afsagt af Østre Landsret, kan
ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse
til kære, hvis sagen er af principiel karakter. Retsplejelovens
§ 429, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Ved kære til Højesteret finder § 120 tilsvarende
anvendelse.
§ 122. Hvis en afgørelse efter § 112, nr. 2, nr. 6, 1. led,
eller nr. 10 opretholdes, kan spørgsmålet på ny indbringes
for retten, når der er forløbet 6 måneder fra kendelsens
afsigelse. Hvis en afgørelse efter § 112, nr. 6, 2. led, opret-
holdes, kan spørgsmålet først på ny indbringes for retten, når
der er forløbet 1 år fra kendelsens afsigelse. Afgørelser efter
§ 112, nr. 1, 3-5 og 7-9, kan ikke på ny indbringes for retten.
Stk. 2. Er der efter § 79 c sket genindsættelse til udståelse
af reststraf, kan afgørelse om nægtelse af prøveløsladelse
først indbringes for retten, når der er forløbet 6 måneder
fra afgørelsen om genindsættelse. Er der efter § 79 f sket
genindsættelse til udståelse af straf af fængsel på livstid, kan
afgørelse om nægtelse af prøveløsladelse først indbringes
for retten, når der er forløbet 1 år fra afgørelsen om genind-
sættelse.
§ 123. Bestemmelserne i §§ 112-121 finder tilsvarende
anvendelse ved klage fra andre end indsatte over en afgø-
relse efter § 73 om konfiskation hos den pågældende af
genstande eller penge, hvis værdi overstiger det almindelige
vederlag, der udbetales til indsatte for en uges beskæftigelse.
Afsnit VII
Slutnings- og overgangsbestemmelser
Kapitel 22 a
Kundgørelse
§ 123 a. Regler for indsatte i kriminalforsorgens institu-
tioner, som fastsættes af kriminalforsorgsområdet, indføres
ikke i Lovtidende eller i Kunngerðablaðið.
Stk. 2. Oplysning om indholdet af reglerne fås ved hen-
vendelse til vedkommende institution. Indsatte i kriminal-
17
forsorgens institutioner skal have adgang til at låne eller
gennemse et eksemplar af reglerne.
Kapitel 23
Ikrafttræden m.v.
§ 124. Loven træder i kraft den 1. juli 2023
Stk. 2. §§ 112 og 123 finder anvendelse på endelige admi-
nistrative afgørelser, der er truffet efter lovens ikrafttræden.
Stk. 3. Sager, hvori der er truffet afgørelse af institutionen
inden lovens ikrafttræden, kan påklages til Direktoratet for
Kriminalforsorgen efter de hidtil gældende regler. Direktora-
tet for Kriminalforsorgens afgørelse i sager, der er påklaget
efter 1. pkt., kan ikke påklages til Justitsministeriet.
Stk. 4. Lov nr. 188 af 7. juni 1958 om arrestvæsenets
ordning på Færøerne ophæves.
18
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Generelt om lov om fuldbyrdelse af straf m.v.
2.1. Lovtekniske overvejelser
2.2. Fuldbyrdelse af straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol
3. Den territoriale afgrænsning
4. Forskelle i retsstillingen mellem Færøerne og Danmark
5. Koordination mellem rigsmyndighederne og Færøernes hjemmestyre
6. Organisation
7. Almindelige bestemmelser om fuldbyrdelse af straf
8. Valg af afsoningsinstitution og senere overførsel mellem afsoningsinstitutioner
8.1. Gældende ret
8.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
9. Arbejde og uddannelse m.v. (arresthusudfordringen og dennes afspejling i reglerne)
9.1. Gældende ret
9.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
10. Udgang
10.1. Gældende ret
10.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
11. Øget kontrol med og mulighed for afskæring af terrordømte og radikaliseredes kommunikation
11.1. Gældende ret
11.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
12. Disciplinærstraf
12.1. Gældende ret
12.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
13. Prøveløsladelse
13.1. Gældende ret
13.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
14. Fuldbyrdelse af bødestraf
14.1. Gældende ret
14.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
15. Erstatning i anledning af indgreb under fuldbyrdelse af straf mv.
15.1. Gældende ret
15.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
16. Klageordning herunder domstolsprøvelse
19
16.1. Gældende ret
16.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
16.2.1. Administrativ klageadgang
16.2.2. Særlig adgang til domstolsprøvelse
17. Konsekvenser for opfyldelse af verdensmålene
18. Økonomiske og implementeringsmæssige konsekvenser for det offentlige
19. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
20. Administrative konsekvenser for borgerne
21. Klima- og miljømæssige konsekvenser
22. Forholdet til EU-retten
23. Hørte myndigheder og organisationer mv.
24. Sammenfattende skema
1. Indledning
Hovedformålet med dette lovforslag er at indføre en straf-
fuldbyrdelseslov for Færøerne.
Regeringen ønsker et ligeværdigt, positivt og styrket part-
nerskab med Færøerne i Rigsfællesskabet. I fællesskab med
Færøerne vil regeringen derfor udvikle danske ansvarsområ-
der, blandt andet ved at opdatere lovgivningen for Færøerne
på områder, som Danmark har ansvaret for.
Det er vigtigt, at den lovgivning for Færøerne, som Dan-
mark har ansvaret for, er tidssvarende og af god kvalitet. På
denne samlede baggrund og efter ønske fra de færøske myn-
digheder er der blevet udarbejdet et forslag til en straffuld-
byrdelseslov for Færøerne.
De gældende bestemmelser om straffuldbyrdelse findes, på
samme måde som det var tilfældet i Danmark forud for
straffuldbyrdelseslovens ikrafttræden den 1. juli 2001, dels
i nogle få bestemmelser i straffelov for Færøerne, som end-
nu ikke er overtaget af de færøske myndigheder, dels i to
bekendtgørelser, herunder navnlig bekendtgørelse nr. 421 af
21. juni 1973 om fuldbyrdelse af frihedsstraf (fuldbyrdelses-
bekendtgørelsen), og i et betydeligt antal cirkulærer.
Straffuldbyrdelsen foregår efter gældende ret efter et omfat-
tende og detaljeret regelsæt. Hovedparten af disse regler er
administrativt fastsat, og et hovedsigte med udarbejdelsen
af en egentlig straffuldbyrdelseslov er derfor at ændre den
administrative regulering til en egentlig lovregulering. Straf-
fuldbyrdelsesloven vil dog skulle suppleres af en omfatten-
de administrativ regulering med hjemmel i loven ligesom i
Danmark.
Baggrunden for overvejelserne om udarbejdelsen af en straf-
fuldbyrdelseslov er navnlig den mere principielle opfattelse,
at fuldbyrdelse af straf og især af frihedsstraf er et retsom-
råde af så indgribende karakter, at den retlige regulering
af området bør ske ved lov og ikke i det væsentlige - og
også for så vidt angår de mere overordnede retningslinjer -
ved administrative forskrifter. Tilsvarende overvejelser lå til
grund for den danske straffuldbyrdelseslov.
Et andet hovedsigte med udarbejdelsen af straffuldbyrdel-
sesloven er en væsentlig bedre understøttelse af de straf-
fuldbyrdende myndigheder på Færøernes mulighed for at
varetage opgaver i forbindelse med fuldbyrdelsen af idømt
straf. Dette gælder bl.a. i forhold til IT-understøttelse, data-
sikkerhed og muligheden for at fremsøge data i forbindelse
med den parlamentariske kontrol med myndighedsudøvel-
sen samt i de praktiske arbejdsgange i forbindelse med de
mange afgørelser, der vil blive truffet i medfør af lovens
regler. Det er af disse årsager og af hensyn til dømte, der
afsoner dele af straffen i Danmark, samt kriminalforsorgens
muligheder for bedst muligt at understøtte opgaveløsningen
personalemæssigt afgørende, at bestemmelserne i loven i vi-
dest muligt omfang følger opbygningen af den danske straf-
fuldbyrdelseslov. Disse afgørende hensyn er omtalt nedenfor
i pkt. 2 i forbindelse med de lovtekniske overvejelser, idet
de har haft afgørende betydning for lovens opbygning og
udformning.
Lovforslaget, der er udarbejdet med udgangspunkt i den
danske straffuldbyrdelseslov, bygger på to udtalelser udar-
bejdet af en arbejdsgruppe nedsat af Direktoratet for Kri-
minalforsorgen efter anmodning fra justitsministeren. I ar-
bejdsgruppen deltog ud over repræsentanter for Direktoratet
for Kriminalforsorgen også Kriminalforsorgen Hovedstaden,
Kriminalforsorgen på Færøerne og Færøernes Politi. Justits-
ministeriet har endvidere i den sidste fase af arbejdsgrup-
pearbejdet været observatør i arbejdsgruppen.
20
Forslaget regulerer for det første spørgsmålet om anbringel-
se i eller overførsel til et fængsel eller arresthus i Danmark
til fuldbyrdelse af straf, som er idømt på Færøerne.
Forslaget regulerer endvidere de indsattes rettigheder og
pligter under ophold i afsoningsinstitutionen. Det gælder
f.eks. med hensyn til adgangen til fællesskab med andre ind-
satte, medindflydelse, arbejde, uddannelse, fritidsaktiviteter
samt forsorgs- og sundhedsmæssig bistand.
Forslaget regulerer også spørgsmål, der har betydning for
de indsattes muligheder for kontakt til samfundet uden for
institutionen, f.eks. adgang til udgang, besøg, brevveksling,
telefonsamtaler, aviser og bøger mv. samt adgang til i insti-
tutionen at udtale sig til medierne.
Forslaget rummer derudover en detaljeret regulering af be-
tingelserne for og fremgangsmåden ved indgreb over for
indsatte, dvs. adgangen til at undersøge den indsattes per-
son og opholdsrum (visitation), fotografering og optagelse
af fingeraftryk, magtanvendelse, udelukkelse fra fællesskab,
disciplinærstraf mv. I den forbindelse foreslås også regler,
der styrker de indsattes muligheder for at få erstatning for
uforskyldte indgreb under straffuldbyrdelsen.
Desuden reguleres fuldbyrdelsen af betingede domme, her-
under domme med vilkår om samfundstjeneste, samt bøde-
straffe mv.
Herudover indeholder lovforslaget en udvidelse af de indsat-
tes muligheder for at gå til domstolene for at få efterprøvet
visse indgribende afgørelser, der træffes som led i straffuld-
byrdelsen samt en regulering af den administrative klagead-
gang.
Endelig indeholder lovforslaget bestemmelser om prøveløs-
ladelse mv., som med få undtagelser svarer til bestemmel-
serne i straffelov for Færøerne om prøveløsladelse mv.
Der vil desuden skulle foretages en række ændringer i straf-
felov for Færøerne, retsafgiftslov for Færøerne samt i rets-
plejelov for Færøerne. Disse ændringer vil blive reguleret
særskilt i det samtidigt fremsat lovforslag om ændring af
straffelov for Færøerne, retsplejelov for Færøerne, og lov
for Færøerne om retsafgifter (Ændringer som følge af ikraft-
sættelse af lov for Færøerne om fuldbyrdelse af straf m.v.
og som følge af ikraftsættelse af ændringsanordning om
konkursloven for Færøerne).
Der er nedenfor i afsnit 6-14 nærmere redegjort for udvalgte
områder i lovforslaget, som er særligt væsentlige.
Det bemærkes endelig, at lovforslaget indeholder en ræk-
ke bemyndigelsesbestemmelser, hvorefter justitsministeren
fastsætter eller kan fastsætte nærmere administrative reg-
ler. Det forudsættes således, at der på samme måde, som det
er sket efter den danske straffuldbyrdelseslov, efterfølgende
skal udstedes en række bekendtgørelser mv.
2. Generelt om lov om fuldbyrdelse af straf m.v.
2.1. Lovtekniske overvejelser
I arbejdet med udformningen af lovforslaget er der taget ud-
gangspunkt i, at reglerne i den danske straffuldbyrdelseslov
overføres til straffuldbyrdelsesloven for Færøerne, medmin-
dre der er færøske forhold, der kan begrunde en ændring. I
de tilfælde, hvor en bestemmelse overføres uændret, er det
anført i de specielle bemærkninger, at bestemmelsen svarer
til den relevante bestemmelse i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
I det omfang, at der er tale om enslydende bestemmelser, vil
der således ved fortolkningen af de færøske bestemmelser
(foruden bemærkningerne til nærværende lovforslag) kunne
søges hjælp i forarbejderne til den danske lov og den prak-
sis, der findes herom. Det danske lovforslag byggede på
Straffelovrådets betænkning nr. 1355/1998 om en lov om
fuldbyrdelse af straf mv. (1998-betænkningen). Straffelovrå-
det nedsatte den 17. juni 1985 en arbejdsgruppe med henblik
på at forberede et lovudkast, der kunne indgå i rådets over-
vejelser. Arbejdsgruppens overvejelser og forslag er offent-
liggjort i betænkning nr. 1181/1989 om en lov om fuldbyr-
delse af straf mv. (1989-betænkningen). Disse betænkninger
vil således også kunne anvendes som bidrag til fortolkning
af de bestemmelser, som bygger på de tilsvarende danske
bestemmelser, der er foreslået heri.
I de tilfælde, hvor en bestemmelse overføres med sproglige
ændringer, som ikke har indholdsmæssig betydning, er det
anført i de specielle bemærkninger, at bestemmelsen med
redaktionelle ændringer svarer til den relevante bestemmelse
i den danske straffuldbyrdelseslov.
Det bemærkes, at der med henvisninger til »straffeloven«
sigtes til den færøske straffelov, ligesom der med henvisnin-
ger til »retsplejeloven« sigtes til den færøske retsplejelov. I
lovteksten og i bemærkningerne til lovforslagets enkelte be-
stemmelser henvises der både til Lagtingets lovgivning og
rigslovgivningen. Når der henvises til en lagtingslov, omta-
les den som »lagtingslov om…«. Når der henvises til en
rigslov, omtales den som »lov om…«.
2.2. Fuldbyrdelse af straf på bopælen under intensiv over-
vågning og kontrol
Den danske straffuldbyrdelseslov indeholder i kapitel 13 a
regler om fuldbyrdelse af straf på bopælen under intensiv
overvågning og kontrol (elektronisk fodlænke).
Ordningen blev indført i Danmark ved lov nr. 367 af 24. maj
2005 om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Fuld-
byrdelse af straf på bopælen under intensiv overvågning
og kontrol samt begrænset fællesskab for »negativt stærke«
indsatte m.v.) og er siden udvidet flere gange. Ordningen
omfatter med visse undtagelser idømte fængselsstraffe indtil
6 måneder. Det fremgår af forarbejderne til de to seneste
udvidelser af fodlænkeordningen, hvor ordningen blev udvi-
det væsentligt fra at omfatte visse straffe af fængsel i op
til 3 måneder til at omfatte visse straffe af fængsel op til
først 5 og senere 6 måneder, at formålet med udvidelserne
21
bl.a. var at frigøre fængselspladser og lette kapacitetspresset
på kriminalforsorgens institutioner i Danmark. Der henvises
til Folketingstidende 2009-10, A, L 184 som fremsat, og
Folketingstidende 2012-2013, A, L 133 som fremsat, side
11ff.
Det fremgår af kriminalforsorgens statistikberetning for
2019, at det gennemsnitlige daglige belæg i Færøerne Ar-
rest, som har en kapacitet på 14 pladser, beregnet for hvert
af årene 2012-2019 har ligget på mellem 8,2 og 10,9 indsat-
te (inkl. varetægtsarrestanter mv.).
En indførelse af fodlænkeordningen på Færøerne vil bl.a.
forudsætte, at det er muligt at etablere og vedligeholde den
nødvendige tekniske infrastruktur til ordningens drift samt
de tilsynsforanstaltninger som ordningen vil kræve. Disse
spørgsmål skal afklares ved en forundersøgelse, som krimi-
nalforsorgen har igangsat i begyndelsen af 2021 med hen-
blik på at afklare om, og i givet fald i hvilket omfang
ordningen vil kunne indføres på Færøerne.
Lovforslaget indeholder på den baggrund ikke bestemmelser
om fuldbyrdelse af straf på bopælen under intensiv overvåg-
ning og kontrol.
3. Den territoriale afgrænsning
Lovforslaget indeholder en straffuldbyrdelseslov for Færøer-
ne, som er territorialt afgrænset til alene at finde anvendel-
se for Færøerne. Denne territoriale afgrænsning er således
udgangspunktet i lovforslaget, medmindre andet fremgår af
lovteksten eller bemærkningerne.
Det fremgår således bl.a. af de foreslåede bestemmelser i
lovforslagets §§ 28-30, at den dømte ved anbringelse eller
overførsel til en institution i Danmark placeres i fængsel
eller arresthus i Danmark efter reglerne i kapitel 7 i den
danske straffuldbyrdelseslov. Det fremgår endvidere, at den
dømte under anbringelsen i en institution i Danmark be-
handles efter reglerne i danske straffuldbyrdelseslov dog
med den undtagelse, at afgørelse om prøveløsladelse eller
nægtelse heraf træffes efter reglerne i denne lovs kapitel 14,
som foreslås at indeholde reglerne om prøveløsladelse. Dis-
se bestemmelser findes i dag i straffeloven. Endelig foreslås
det i § 113, at indbringelse for retten af de endelige admi-
nistrative afgørelser, som der i medfør af den foreslåede be-
stemmelse i § 112 foreslås etableret en særlig enkel adgang
til, sker for Retten på Færøerne, uanset om den dømte på
tidspunktet for domstolsprøvelsen er placeret i fængsel eller
arresthus i Danmark.
4. Forskelle i retsstillingen mellem Færøerne og Dan-
mark
Siden indførelsen af den færøske hjemmestyreordning ved
lov nr. 137 af 23. marts 1948 om Færøernes hjemmestyre
(hjemmestyreloven) har Færøerne overtaget den lovgivende
og administrative myndighed på en række områder. Med lov
nr. 578 af 24. juni 2005 om de færøske myndigheders over-
tagelse af sager og sagsområder (overtagelsesloven) blev de
muligheder, som de færøske myndigheder havde i medfør
af hjemmestyreloven for at overtage sagsområder, udvidet
væsentligt. I de tilfælde, hvor de færøske myndigheder har
overtaget et sagsområde som et færøsk særanliggende, lov-
giver danske myndigheder ikke på området. Dette gør sig
eksempelvis gældende for sagsområdet strafferetten, som
blev overtaget som et færøsk særanliggende med virkning
fra den 1. marts 2010. Det fremgår af fælleserklæringen,
som blev udarbejdet i forbindelse med de færøske myndig-
heders overtagelse heraf, at overtagelsen ikke omfatter kri-
minalforsorgsområdet.
Det bemærkes i den forbindelse, at nogle af de ændringer,
der er foretaget i den danske straffuldbyrdelseslov, siden
dens ikrafttræden, har en nær sammenhæng med samtidige
ændringer i anden dansk lovgivning, herunder navnlig den
danske straffelov. I det omfang tilsvarende ændringer ikke
er gennemført i lagtingslovgivningen, herunder straffeloven,
er de pågældende nye bestemmelser i den danske straffuld-
byrdelseslov eller straffelov ikke foreslået medtaget i nær-
værende lovforslag. Dette gælder bl.a. bestemmelser, som er
indført i forbindelse med de såkaldte bandepakker (lov nr.
501 af 12. juni 2009 om ændring af straffeloven, retsplejelo-
ven, våbenloven, lov om politiets virksomhed, lov om fuld-
byrdelse af straf m.v. og forvaltningsloven (styrket indsats
mod bandekriminalitet m.v.), lov nr. 733 af 25. juni 2014
om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om våben
og eksplosivstoffer, lov om politiets virksomhed og lov om
fuldbyrdelse af straf m.v. (initiativer mod rocker- og bande-
kriminalitet m.v.) og lov nr. 672 af 8. juni 2017 om ændring
af straffeloven, lov om forbud mod ophold i bestemte ejen-
domme og lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (styrket indsats
mod rocker- og bandekriminalitet m.v.). Tilsvarende gælder
ændringer vedrørende samfundstjeneste, jf. lov nr. 152 af
18. februar 2015 om ændring af straffeloven og lov fuldbyr-
delse af straf m.v. (Samfundstjeneste m.v.). Desuden kan
nævnes bestemmelser relateret til bødeinddrivelse indført
i forbindelse med etablering af restanceinddrivelsesmyndig-
heden i Danmark og overdragelse af inddrivelsesopgaven fra
politiet dertil, jf. lov nr. 430 af 6. juni 2005 om ændring
af forskellige love og om ophævelse af lov om kommunalt
samarbejde om opkrævning og inddrivelse (konsekvensæn-
dringer som følge af lov om opkrævning og inddrivelse af
visse fordringer – samlingen af inddrivelsen i Skatteministe-
riet).
5. Koordination mellem rigsmyndighederne og Færøer-
nes hjemmestyre
Det er vigtigt at holde den foreslåede straffuldbyrdelseslov
ajourført i forhold til ændringer af den danske straffuldbyr-
delseslov. Det bemærkes i den forbindelse, at det i bemærk-
ningerne til retsplejelov for Færøerne, jf. lov nr. 964 af 26.
juni 2020, er forudsat, at der afholdes årlige møder mellem
repræsentanter for Færøernes Landsstyre og embedsmænd
på relevant niveau i Justitsministeriet med henblik på at
22
drøfte aktuelle spørgsmål vedrørende justitsvæsenet på Fær-
øerne, herunder spørgsmål om ændringer i retsplejeloven
som følge af ændringer i den danske retsplejelov eller som
følge af ændringer i lagtingslovgivningen. Justitsministeriet
finder det hensigtsmæssigt, at disse møder fremover også
omfatter tilsvarende spørgsmål om fuldbyrdelse af straf m.v.
6. Organisation
Kriminalforsorgen på Færøerne består af et arresthus og en
lokalafdeling af Kriminalforsorgen i Frihed (KiF) og ledes
lokalt af en enhedschef og en enhedsleder, jf. dog nedenfor
om arrestinspektørordningen. Kriminalforsorgen på Færøer-
ne indgår driftsmæssigt i institution Østsjælland, Bornholm
og Færøerne, der er en del af det kriminalforsorgsområde,
der betegnes Kriminalforsorgen Hovedstaden.
Rammerne for driften af Kriminalforsorgen på Færøerne af-
viger imidlertid på en række områder fra driften af lignende
institutioner i Danmark. På Færøerne fungerer Landfogeden
således som arrestinspektør på samme måde, som det gjorde
sig gældende for politidirektørerne i Danmark frem til 2008.
Arrestinspektørordningen er nærmere reguleret af lov nr.
188 af 7. juni 1958 om arrestvæsenets ordning på Færøerne,
herunder særligt lovens § 2 (arresthusets bestyrelse).
Arrestinspektøren har formelt set det overordnede ansvar for
arresten over for Direktoratet for Kriminalforsorgen i for-
hold til faglige, økonomiske samt administrative sager. Ar-
restinspektøren har dog mulighed for at uddelegere sine op-
gaver til enhedschefen for Kriminalforsorgen på Færøerne.
Med den nuværende organisationsstruktur i kriminalforsor-
gen, der blev indført ved lov nr. 739 af 25. juni 2014 om
ændring af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v.,
retsplejeloven og lov om Offerfonden (reorganisering af kri-
minalforsorgen, herunder begrænsning af klageadgangen),
er alle kriminalforsorgens danske tjenestesteder blevet til-
knyttet en institution og et kriminalforsorgsområdekontor,
og størstedelen af driftsopgaverne er således flyttet ud i kri-
minalforsorgsområderne. Direktoratets primære opgave er
således at sikre en overordnet strategi og styring samt spar-
ring og service af kriminalforsorgsområderne. Direktoratet
træffer som udgangspunkt heller ikke længere afgørelser i
konkrete klientsager. Dog er der på området for langtidsind-
satte, herunder livstids- og forvaringsdømte stadig en afgø-
relseskompetence hos direktoratet i 1. instans, og samtidig
er direktoratet klageinstans for visse afgørelser truffet ude i
kriminalforsorgsområderne.
Med lovforslaget foreslås det, at Kriminalforsorgen på Fær-
øerne såvel formelt som reelt organiseres på samme måde
som tilsvarende institutioner i Danmark, hvilket indebærer,
at Kriminalforsorgen på Færøerne både formelt og reelt vil
henhøre under Kriminalforsorgen Hovedstaden som en del
af den institution, der bærer betegnelsen Institution Østsjæl-
land, Bornholm og Færøerne.
Som konsekvens heraf foreslås lov nr. 188 af 7. juni 1958
om arrestvæsenets ordning på Færøerne ophævet. Der hen-
vises til lovforslagets § 124, stk. 4, og bemærkningerne
hertil.
Der henvises i øvrigt til den foreslåede § 2 og bemærknin-
gerne hertil.
7. Almindelige bestemmelser om fuldbyrdelse af straf
7.1. Gældende ret
Straffeloven indeholder ikke en særlig formålsbestemmelse
eller på anden måde nogen angivelse af formålet med anven-
delse af straf. Endvidere findes der hverken i straffeloven
eller i administrative bestemmelser nogen bestemmelse ved-
rørende den overordnede målsætning for selve fuldbyrdelsen
af frihedsstraf.
Hovedformålet med det strafferetlige system er at begrænse
kriminalitet. Et væsentligt middel til opfyldelse af denne
målsætning er anvendelsen af strafferetlige sanktioner, og
frihedsstraf er fortsat et af hovedmidlerne i det strafferetlige
sanktionssystem. I forbindelse med fuldbyrdelsen af en ube-
tinget frihedsstraf er det kriminalforsorgens hovedopgave
(målsætning) at sikre gennemførelsen af frihedsberøvelsen
(kriminalforsorgens sikkerhedsmæssige virksomhed) og at
hjælpe eller påvirke den dømte til at leve en tilværelse
uden kriminalitet (kriminalforsorgens behandlingsmæssige
virksomhed).
Ved den administrative regulering af straffuldbyrdelsen er
udgangspunktet, at der ikke bør være andre restriktioner i
de indsattes tilværelse end sådanne, der er nødvendige for
gennemførelse af den frihedsberøvelse, som dommen går ud
på.
7.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
I lovforslagets §§ 3-4 er der optaget bestemmelser om ho-
vedformålene med straffuldbyrdelsen. Det fremgår således
af den foreslåede § 3, at fuldbyrdelse af en straf skal ske
med fornøden hensyntagen til såvel straffens gennemførelse
som til behovet for at hjælpe eller påvirke den dømte til at
leve en kriminalitetsfri tilværelse. Den foreslåede § 4 inde-
holder en bestemmelse, hvorefter der ikke under fuldbyrdel-
sen af straf må pålægges en person andre begrænsninger i
tilværelsen end sådanne, der er fastsat ved lov eller er en
følge af selve straffen.
Lovforslaget afspejler således, at indsatte har adgang til
at udøve deres borgerlige rettigheder, i det omfang friheds-
berøvelsen ikke i sig selv afskærer dem herfra, og at en
frihedsberøvelse således alene tilsigter at være et indgreb i
lokalfriheden for den enkelte dømte og skal gennemføres
på en måde, der tilgodeser humane og medmenneskelige
hensyn.
Som det også er afspejlet i gældende ret om straffuldbyrdel-
23
se for Færøerne er gennemførelse af frihedsstraf dog ikke
mulig uden begrænsninger i den indsattes almindelige rettig-
heder. Hensynet til kriminalforsorgens sikkerhedsmæssige
og ordensmæssige, herunder sundhedsmæssige, virksomhed
vil ofte være hensyn, der kan og må begrunde en fravigelse
af det nævnte udgangspunkt. Lovforslaget bygger på det
bærende princip, at en sådan fravigelse i lovforslaget sker
bedst ved konkrete bestemmelser i straffuldbyrdelsesloven
og ikke ved en generel bestemmelse svarende til § 19, stk.
3, i fuldbyrdelsesbekendtgørelsen, hvorefter det generelt er
fastsat at de indsatte skal overholde de bestemmelser, som
institutionens leder har fastsat af ordens- og sikkerhedshen-
syn.
Ved afgrænsningen af de tilfælde, hvor der med lovforsla-
get gives mulighed for at gøre indgreb af »sikkerhedsmæs-
sige hensyn«, er der på samme måde som i forbindelse
med forarbejderne til den danske straffuldbyrdelseslov taget
udgangspunkt i, at formålet med kriminalforsorgens sikker-
hedsmæssige virksomhed er at fastholde frihedsberøvelsen
ved at forebygge og forhindre, at de indsatte undviger, og
at forebygge kriminalitet ved at modvirke, at indsatte begår
kriminalitet under afsoningen, f.eks. i form af trusler eller
vold mod personale eller medindsatte, fængselsoptøjer, han-
del med og indsmugling af narkotika og lignende i forbin-
delse med besøg eller udgang, jf. herved også 1989-betænk-
ningen, s. 106.
Udtrykket »ordensmæssige hensyn« sigter i første række
til foranstaltninger mod brand, tingsødelæggelse, støj, sund-
hedsfarlige forhold, arbejdsskader og lignende miljøfarlige
forhold samt foranstaltninger til opretholdelse af et fysisk og
psykisk godt miljø og trivsel i vid forstand såvel mellem de
indsatte indbyrdes som i forhold til personalet, jf. 1989-be-
tænkningen, s. 106.
Til forskel fra den danske straffuldbyrdelseslov fastslås det
i lovforslaget, at nødvendige og proportionale foranstaltnin-
ger i forbindelse med henblik på at forebygge eller inddæm-
me udbredelse af en samfundskritisk sygdom ligeledes vil
kunne tages som led i varetagelsen af kriminalforsorgens
ordensmæssige, herunder sundhedsmæssige, hensyn. Det
vil således efter omstændighederne kunne være et legitimt
sundhedsmæssigt hensyn i administrative regler at fastsætte
midlertidige begrænsninger i f.eks. retten til udgang eller
besøg og fællesskab for at forebygge eller inddæmme ud-
bredelse af en samfundskritisk sygdom i institutionen, hvis
retten til udgang eller besøg i denne sammenhæng må an-
ses for at være af mere underordnet betydning, eller hvis
gennemførelse af udgang m.v. bliver umulig eller uforholds-
mæssig vanskelig som følge af foranstaltninger, som er nød-
vendige for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en
samfundskritisk sygdom i institutionen. Begrænsninger kan
indføres gradvist i takt med udviklingen, behov og nødven-
dighed. Det gælder generelt, at gennemførelse af sådanne
foranstaltninger skal ske så skånsomt som muligt og ikke
kan ske ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå for-
målet, ligesom foranstaltningerne snarest muligt skal ophø-
re. Yderligere vil gennemførelse af sådanne foranstaltninger
ikke kunne ske, i det omfang det vil være i strid med Dan-
marks internationale forpligtelser.
8. Valg af afsoningsinstitution og senere overførsel mel-
lem afsoningsinstitutioner
8.1. Gældende ret
Der findes aktuelt alene én institution på Færøerne; Færøer-
ne Arrest. Der er således hverken åbne eller lukkede fængs-
ler på Færøerne. Arresten er beliggende på øen Streymoy
i området Mjørkadalur ca. 15 kilometer nordvest for Tórs-
havn og indrettet i bygninger, der tidligere har huset bl.a.
Færøernes Kommando. Der er ikke offentlig transport til
stedet.
Færøerne Arrest fungerer både som varetægtsinstitution og
som afsoningsinstitution. Færøerne Arrest har en kapacitet
på 14 pladser i alt.
Færøerne arrest er bemandet på niveau med sammenligneli-
ge arresthuse i Danmark. Personalet består foruden unifor-
merede turnusbetjente af en enhedschef, en enhedsleder og
to administrative årsværk, som deles mellem arresthuset og
Kriminalforsorgen i Frihed. Herudover er der tilknyttet en
læge og skolelærer samt en trækunstner.
Arresten er udstyret med motionsrum, beskæftigelseslokale
og bibliotek/multirum. I tilknytning til arresten ligger et
træværksted, der fungerer som atelier og galleri for en træ-
kunstner, som tilbyder et antal kurser årligt til arrestens ind-
satte. Arresten har et besøgsrum og en observationscelle, der
ligeledes er godkendt til at kunne anvendes som sikringscel-
le.
Det retlige udgangspunkt for anbringelse af dømte, er, at
fængselsstraf udstås i åben anstalt, medmindre det af særlige
grunde findes utilrådeligt, jf. fuldbyrdelsesbekendtgørelsens
§ 1, stk. 1. Efter § 1, stk. 2, kan fængselsstraf i almin-
delighed ikke udstås i arresthus (Københavns Fængsler),
medmindre strafudståelsen bliver kortvarig. I praksis finder
bekendtgørelsens § 1 dog ikke anvendelse overfor færøsk
dømte.
De nærmere regler om anbringelse og overførsel af dømte
er fastsat i Justitsministeriets cirkulære nr. 122 af 29. august
1983 med senere ændringer om anbringelse af personer, der
er idømt frihedsstraf eller forvaring, og om overførsel af
indsatte mellem kriminalforsorgens institutioner. Det frem-
går af cirkulærets § 2, stk. 3, at personer hjemmehørende
på Færøerne med straffetider indtil 6 måneder normalt an-
bringes i det lokale arresthus, hvis pladsforholdene tillader
det. Det fremgår videre af bestemmelsen, at hvis særlige
forhold taler derfor, kan fængselsdømte med straffetider på
over 6 måneder, ligeledes anbringes i det lokale arresthus.
Reglerne i fuldbyrdelsesbekendtgørelsen og cirkulære nr.
122 af 29. august 1983 indebærer, at valget af afsoningssted
træffes på baggrund af to væsentlige principper, hvorefter
24
domfældte dels så vidt muligt skal afsone i nærheden af de-
res hjemsted (nærhedsprincippet), dels ikke skal anbringes
under mere restriktive forhold end nødvendigt.
Afvejningen af disse principper har ført til en langvarig
praksis om, at fængselsstraffe på op til 1 år og 6 måneder
som udgangspunkt afsones i Færøerne Arrest, mens længere
straffe som udgangspunkt afsones i et dansk fængsel.
Der er mulighed for at dispensere, hvis særlige omstændig-
heder tilsiger det. Endvidere kan sikkerhedsmæssige hensyn
medføre, at dømte med en kortere straf end 1 år og 6 måne-
der anbringes i et fængsel i Danmark.
En dømt med en kortere straf end 1 år og 6 måneder, men
over 6 måneder, har desuden mulighed for at blive overført
til afsoning i Danmark, hvis den pågældende anmoder her-
om.
Foruden fuldbyrdelsesbekendtgørelsen og det nævnte cirku-
lære om anbringelse og overførsel findes yderligere admini-
strative forskrifter om anbringelse og overførsel af særlige
kategorier af dømte, herunder 15-17 årige, personer dømt
for seksualforbrydelser og dømte, der frembyder særlige sik-
kerhedsmæssige risici.
8.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
Afgørelsen af, hvorvidt en idømt straf skal fuldbyrdes på
Færøerne eller i Danmark, har stor betydning for såvel den
dømte som dennes pårørende. Justitsministeriet foreslår på
den baggrund, at en straffuldbyrdelseslov bør indeholde re-
lativt detaljerede bestemmelser herom.
Justitsministeriet finder endvidere, at afgørelser om anbrin-
gelse i eller overførsel til Danmark på grund af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn relateret til den dømte er af en så
indgribende karakter, at de foreslås omfattet af lovforslagets
§ 112 om en særlig adgang til domstolsprøvelse af endelige
administrative afgørelser.
Det foreslås således med lovforslagets kapitel 7 at kodificere
den langvarige praksis om anbringelse og overførsel. Det
indebærer for det første, at kriterierne for disse afgørelser
tydeliggøres i lovteksten og uddybes i bemærkningerne til
de enkelte bestemmelser.
De foreslåede bestemmelser skelner mellem anbringelse i
forbindelse med straffuldbyrdelsens iværksættelse og over-
førsel på et senere tidspunkt under straffuldbyrdelsens for-
løb. Afgørelser om anbringelse træffes på grundlag af de
oplysninger om den dømte, som kriminalforsorgen har til
rådighed i forbindelse med at den idømte straf anmeldes til
fuldbyrdelse. Afgørelser om overførsel træffes på grundlag
af de oplysninger om den dømte, som kriminalforsorgen har
til rådighed og i øvrigt tilegner sig under fuldbyrdelsen af
den konkrete straf.
Lovforslagets kapitel 7 indebærer for det andet, at kriminal-
forsorgen jævnligt skal tage spørgsmålet om den indsattes
overførsel eller tilbageførsel til arresthus på Færøerne op til
overvejelse, uanset om den indsatte anmoder herom, med
henblik på at sikre, at den dømte ikke er anbragt under mere
restriktive forhold end nødvendigt.
I forlængelse heraf foreslås det i lovforslagets § 122, at der
fastsættes regler om, at endelige administrative afgørelser
efter de foreslåede bestemmelser i § 21, stk. 2, nr. 1-4 og 7,
og § 24, nr. 1-5 og 7, om anbringelse i eller overførsel til en
afsoningsinstitution under kriminalforsorgen i Danmark på
grund af ordens- eller sikkerhedsmæssigt funderede hensyn
relateret til den konkrete dømte kan indbringes for retten på
ny, når der er forløbet 6 måneder fra kendelsens afsigelse.
Der henvises til bemærkningerne til de enkelte bestemmel-
ser i lovforslagets kapitel 7.
9. Arbejde og uddannelse m.v. (arresthusudfordringen
og dennes afspejling i reglerne)
9.1. Gældende ret
Efter straffelovens § 35, stk. 1, 1. pkt., har fængselsdømte
pligt til at udføre arbejde, der pålægges dem, efter regler, der
fastsættes af justitsministeren. I disse fastsættes tillige regler
om arbejdspenge til de dømte, jf. bestemmelsens 2. pkt.
Efter straffelovens § 35, stk. 2, kan arbejde uden for an-
staltens område finde sted under anstaltens ledelse og til-
syn. Når det anses for formålstjenligt, og fare for misbrug
ikke antages at foreligge, kan der meddeles tilladelse til
ophold uden for anstalten til deltagelse i undervisning eller
til beskæftigelse hos arbejdsgiver. I praksis anvendes denne
mulighed ikke i Færøerne Arrest. Dette skyldes – foruden
sikkerhedsmæssige hensyn for at undgå indsmugling mv. –
bl.a. arrestens beliggenhed sammenholdt med, at der ikke er
offentlig transport til og fra arresthuset.
De nævnte bestemmelser suppleres af straffelovens § 45,
hvorefter indsatte dels ikke må beskæftiges med sundheds-
farligt arbejde, dels skal holdes forsikrede mod følger
af ulykkestilfælde. Nærmere regler for gennemførelsen af
sidstnævnte bestemmelse er fastsat i anordning nr. 137 af
24. marts 1993 om erstatning til indsatte i kriminalforsor-
gens institutioner for følger af ulykkestilfælde m.v.
Straffelovens bestemmelser udfyldes bl.a. af §§ 12-15 og 24
i fuldbyrdelsesbekendtgørelsen.
Efter § 12 skal de indsatte være beskæftiget med arbejde
eller uddannelse eller – hvis det i det enkelte tilfælde fin-
des formålstjenligt – med aktivitet af anden karakter, herun-
der eventuelt selvforskaffet beskæftigelse, som kan udøves
under institutionens tilsyn. Personer, der udstår frihedsstraf i
arresthus, har dog adgang til selv at skaffe sig beskæftigelse,
som på rimelig måde kan foregå i institutionen. I praksis har
dømte, der udstår fængselsstraf i Færøerne Arrest, ret, men
ikke pligt, til beskæftigelse. Dette svarer i øvrigt til gælden-
25
de ret i Danmark, hvor det fremgår af § 1, stk. 3, i bekendt-
gørelse nr. 901 af 25. juni 2018 om beskæftigelse m.v. af
indsatte i kriminalforsorgens institutioner, at en dømt, der
er anbragt i et arresthus, ikke er omfattet af bestemmelsen
om beskæftigelsespligt i § 38, stk. 1, i den danske straffuld-
byrdelseslov. Det fremgår af samme bestemmelse, at disse
dømte dog skal tilbydes beskæftigelse.
Efter § 13 skal valget af beskæftigelse i hvert enkelt tilfælde
træffes på grundlag af en samlet vurdering af den indsattes
forhold. Der skal tages hensyn til, at den indsattes evner
udnyttes rimeligt, og til den pågældendes egne ønsker. End-
videre bør de indsatte søges motiveret for beskæftigelse, der
er egnet til at afbøde manglende skolemæssige kundskaber
eller mangel på erhvervsmæssig eller anden uddannelse. I
praksis er udbuddet af beskæftigelsesmuligheder i Færøerne
Arrest påvirket af arresthusets begrænsede kapacitet sam-
menholdt med, at udbuddet af beskæftigelse må tage højde
for, at der modtages både varetægtsarrestanter og dømte, jf.
pkt. 9.2 nedenfor.
Af § 14 følger, at den tid, som den indsatte skal anvende
til beskæftigelse, skal holdes inden for de til enhver tid
gældende arbejdstidsnormer på arbejdsmarkedet, herunder
eventuelle normer for overarbejde. Arbejdstiden for indsat-
te, der er beskæftiget med arbejde, som er nødvendigt for
institutionens drift, kan dog henlægges til andre tidsrum,
end hvad der i øvrigt gælder for beskæftigelse i institutio-
nen. Endelig skal indsatte, hvis trossamfund forbyder dem
at være beskæftiget på visse dage, fritages herfor. Institutio-
nens leder kan i den forbindelse bestemme, at de på anden
måde skal opfylde arbejdstidsnormen.
De nævnte bestemmelser suppleres i § 15 af en bemyndi-
gelse for Direktoratet for Kriminalforsorgen til at fastsæt-
te nærmere regler for de indsattes beskæftigelse, herunder
om størrelsen og anvendelsen af arbejdspenge. Af denne
bestemmelse fremgår også, at der skal ydes dagpenge til
indsatte, som på grund af helbredstilstanden ikke kan be-
skæftiges efter de almindelige regler. Nærmere regler herom
fastsættes af Direktoratet for Kriminalforsorgen. Sådanne
regler er fastsat ved direktoratets cirkulæreskrivelse af 24.
februar 2020 om arbejdspengesatser mv. til Kriminalforsor-
gen på Færøerne. 0
Efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 24 skal det indgå i
institutionens almindelige overvejelser, om der bør gives
indsatte, der efter reglerne om udgang har mulighed herfor,
tilladelse til udgang af hensyn til deres oplæring, uddannelse
eller beskæftigelse. Som nævnt ovenfor anvendes mulighe-
den for udgang i form af frigang imidlertid ikke i praksis.
Foruden fuldbyrdelsesbekendtgørelsen og den nævnte cir-
kulæreskrivelse findes endvidere enkelte yderligere admini-
strative forskrifter om de dømtes beskæftigelse mv.
9.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
Det foreslås, at der i straffuldbyrdelsesloven foretages en
samlet regulering af de indsattes beskæftigelse under fuld-
byrdelsen. Som led i gennemførelsen heraf foreslås de under
pkt. 9.1 nævnte straffelovsbestemmelser om arbejdspligt og
arbejdspenge mv. ophævet. Der henvises i den forbindelse
til det samtidigt fremsatte lovforslag om ændring af straffe-
lov for Færøerne, retsplejelov for Færøerne, og lov for Fær-
øerne om retsafgifter (Ændringer som følge af ikraftsættelse
af lov for Færøerne om fuldbyrdelse af straf m.v. og som
følge af ikraftsættelse af ændringsanordning om konkurslo-
ven for Færøerne).
Det foreslås således, at der i lovforslagets § 38 indsættes
en bestemmelse, der regulerer de indsattes ret til at være
beskæftiget ved deltagelse i arbejde, uddannelse eller anden
godkendt aktivitet under straffuldbyrdelsen. Bestemmelsen
svarer til § 38 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019, med de undta-
gelser, der følger af det forhold, at der på Færøerne alene
findes ét arresthus med begrænset kapacitet.
I arresthuse i Danmark har man under henvisning til bestem-
melsen i § 38, stk. 3, i den danske straffuldbyrdelseslov,
hvorefter der kan fastsættes regler om fravigelse af de ind-
sattes ret og pligt til at være beskæftiget, fraveget kravet
om, at de indsatte også har pligt til beskæftigelse. Idet der
som nævnt på Færøerne alene findes et arresthus, vurderes
det ikke relevant at medtage en tilsvarende bemyndigelses-
bestemmelse, fordi der i et arresthus ikke bør være beskæfti-
gelsespligt. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den
foreslåede § 38, stk. 1. Der findes dog ikke grundlag for at
foreslå bestemmelser om fravigelse af retten til beskæftigel-
se for denne institution, da arresthuset modtager såvel dømte
med meget korte straffe og længere straffe.
I praksis behandles indsatte i Færøerne Arrest efter reglerne
om beskæftigelse af indsatte i arresthuse i Danmark, hvilket
betyder, at de indsatte har ret, men ikke pligt til at være
beskæftigede.
Som § 38, stk. 1, foreslås der indsat en bestemmelse, som i
overensstemmelse med gældende færøsk praksis og i lighed
med retstilstanden i Danmark for så vidt angår dømte place-
ret i arresthusene, fastslår, at den indsatte har ret, men ikke
pligt, til beskæftigelse. Det fastslås således, at de indsatte
har ret til under straffuldbyrdelsen at være beskæftiget med
en af institutionen godkendt aktivitet.
Foruden hensynet til ikke at stille en dømt, der afsoner sin
straf i et arresthus på Færøerne dårligere end en dømt, der
afsoner sin straf i et arresthus i Danmark, lægges der ved
forslaget om ikke at pålægge de dømte en beskæftigelses-
pligt vægt på flere forhold. For det første er det på grund
af arresthusets isolerede beliggenhed, manglende offentlige
transporttilbud, arrestens fysiske rammer, det lille klientel
og arresthusets normering svært at finde meningsfyldte be-
skæftigelsestilbud. For det andet er det en betragtelig del
af de indsatte, som afsoner kortere fængselsstraffe, og af
dem har mange desuden økonomiske forhold, som sætter
dem i stand til at klare sig uden en arbejdsindtægt under
26
afsoningsperioden. Hertil kommer, at der i henhold til den
færøske sociallovgivning i et vist omfang er mulighed for
at modtage sociale ydelser i en periode under afsoning, jf.
bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 110. Det
bemærkes endvidere, at det ikke hidtil har givet anledning til
ordens- og/eller sikkerhedsmæssige problemer i arresthuset,
at der ikke i praksis har været beskæftigelsespligt.
Det forudsættes, at de administrative regler om beskæftigel-
se m.v. af indsatte, som justitsministeren med lovforslagets
§ 41 foreslås bemyndiget til at fastsætte, udformes i over-
ensstemmelse med ovenstående.
Retten til beskæftigelse medfører en forpligtelse for krimi-
nalforsorgen til at tilvejebringe fornødne beskæftigelsesmu-
ligheder. Det bemærkes i denne forbindelse, at Færøerne
Arrest, der som nævnt anvendes til såvel varetægtsfængsle-
de som dømte, navnlig på grund af arrestens begrænsede
kapacitet ikke har mulighed for at tilbyde samme varierede
tilbud om beskæftigelse, uddannelse og behandling som i
fængslerne i Danmark. Med den foreslåede bestemmelse i
§ 38, stk. 1, understreges det, at undervisning og uddannel-
se ligestilles med tilbud om beskæftigelse i institutionens
værksteder eller med institutionens drift.
Som § 38, stk. 2, indsættes en bestemmelse, der svarer
til bestemmelsen i § 38, stk. 2, i den danske straffuldbyr-
delseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december
2019. Bestemmelsen indebærer, at en indsat, der er udvist af
landet ved dom, ikke kan være beskæftiget ved uddannelse,
undervisning eller programvirksomhed, medmindre særlige
forhold taler herfor.
Forslaget indebærer således, at indsatte, der i forbindelse
med dommen er dømt til udvisning af Færøerne, som ud-
gangspunkt alene tilbydes beskæftigelse ved deltagelse i ar-
bejde, som f.eks. værksteds- eller cellearbejde, internt ved-
ligehold eller deltagelse i andre godkendte aktiviteter end
programvirksomhed.
Efter forslaget vil udvisningsdømte dog kunne deltage i ud-
dannelse, undervisning eller programvirksomhed, hvis særli-
ge forhold taler herfor.
Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis en bestemt type
undervisning eller programvirksomhed konkret vurderes ik-
ke at være rettet mod resocialisering, men derimod har til
formål at sikre, at selve afsoningen kan forløbe hensigts-
mæssigt.
Eksempelvis vil det kunne være relevant at tilbyde en ud-
visningsdømt at deltage i et adfærdsprogram, hvis den på-
gældende har behov for dette for at kunne indgå i et hen-
sigtsmæssigt afsoningsforløb, og det pågældende program
er egnet til på kort sigt at forbedre den udvisningsdømtes
adfærd.
Dette vil dog i praksis forudsætte, at der ikke er en sprog-
barriere mellem den udvisningsdømte og det sprog, der un-
dervises på. Med henblik på at opnå et hensigtsmæssigt
afsoningsforløb vil det ligeledes kunne være relevant at til-
byde aktiviteter, som kan gøre den pågældende i stand til at
deltage i beskæftigelse ved arbejde i fængslet.
Det skyldes, at antallet af udvisningsdømte indsatte normalt
alene udgør en meget beskeden del af klientellet i Færøer-
ne Arrest sammenholdt med, at der i arresten er ét fælles
lokale, hvor såvel uddannelse, undervisning, programvirk-
somhed og øvrig beskæftigelse finder sted på forskellige
tidspunkter. Det må dog forudsættes, at der i Færøerne Ar-
rest hyppigere end i et dansk arresthus vil kunne forekomme
situationer, der gør, at særlige forhold kan tale for at lade
udvisningsdømte være beskæftiget sammen med de øvrige
indsatte ved uddannelse, undervisning og programvirksom-
hed.
Der bør efter omstændighederne også kunne tilbydes en ud-
visningsdømt indsat at fortsætte eller færdiggøre en uddan-
nelse, som er påbegyndt, inden den pågældende blev udvist
af landet ved dom. Dette gælder dog kun i det omfang, at
øvrige bestemmelser i loven ikke er til hinder herfor.
Vurderingen af, om der er særlige forhold, som taler for,
at en udvisningsdømt indsat skal tilbydes uddannelse, un-
dervisning eller programvirksomhed, skal foretages, når kri-
minalforsorgen visiterer den indsatte til beskæftigelse, jf.
lovforslagets § 39, stk. 2.
Det forudsættes, at forslaget om at begrænse udvisnings-
dømte indsattes adgang til uddannelse, undervisning og pro-
gramvirksomhed ikke får indflydelse på kriminalforsorgens
vurdering af, om den pågældende kan prøveløslades. Ved
utilrådelighedsvurderingen, som kriminalforsorgen foretager
i forbindelse med afgørelse om prøveløsladelse, vil det såle-
des ikke kunne indgå som et forhold, der i sig selv taler
imod løsladelse, at en udvisningsdømt indsat ikke har del-
taget i uddannelse, undervisning eller programvirksomhed
under afsoningen.
Som § 39 foreslås der indsat en bestemmelse om valg af
beskæftigelse til den enkelte indsatte under straffuldbyrdel-
sen. Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til §
39 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1333 af 9. december 2019.
Idet det bemærkes, at Færøerne Arrest, der anvendes til
såvel varetægtsfængslede som dømte, navnlig på grund af
den begrænsede kapacitet ikke har mulighed for at tilbyde
samme varierede tilbud om beskæftigelse, uddannelse og
behandling som i fængslerne i Danmark, forudsættes det, at
kriminalforsorgen løbende søger at tilpasse aktivitetstilbud-
dene til de indsattes arbejdsmæssige og uddannelsesmæssige
forudsætninger, så institutionens beskæftigelses- og uddan-
nelsesmuligheder i videst muligt omfang kan medvirke til at
hjælpe eller påvirke den indsatte til at leve en kriminalitets-
fri tilværelse, jf. lovforslagets § 3 og bemærkningerne hertil.
For så vidt angår mulighederne for undervisning, uddannel-
se eller arbejde uden for institutionen henvises til lovforsla-
27
gets § 46 om udgang og bemærkningerne til denne bestem-
melse.
Der henvises desuden til bemærkningerne til lovforslagets
§ 21, stk. 2, nr. 5, hvorefter fuldbyrdelse af straffe på 1 år
og 6 måneder og derunder kan ske i fængsel eller arresthus
i Danmark, hvis den dømte ønsker at udstå straffen i fæng-
sel eller arresthus i Danmark, og særlige familiemæssige
eller andre personlige forhold taler for det. Med udtrykket
»personlige forhold« sigtes således bl.a. til arbejds- eller
uddannelsesmæssige forhold.
Som § 40 foreslås en bestemmelse, der indebærer, at institu-
tionens særlige arbejdspladser skal være indrettet således,
at arbejdsforholdene for de indsatte er sikkerheds- og sund-
hedsmæssigt fuldt forsvarlige. Bestemmelsen svarer til § 40
i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr.
1333 af 9. december 2019.
Bestemmelsen træder i stedet for straffelovens § 45, 1. pkt.,
hvorefter indsatte ikke må beskæftiges med sundhedsfarligt
arbejde. Bestemmelsen indebærer i overensstemmelse her-
med, at institutionens særlige arbejdspladser så vidt muligt
skal være indrettet i overensstemmelse med arbejdsmiljølov-
givningen, der ikke direkte omfatter kriminalforsorgens be-
skæftigelse af de indsatte.
Der henvises til bemærkningerne til bestemmelsen og til
lovforslagets § 6 og bemærkningerne hertil, hvorefter ju-
stitsministeren fastsætter regler om erstatning til indsatte i
kriminalforsorgens institutioner for følger af ulykkestilfæl-
de.
Som § 41 foreslås en bestemmelse, der indeholder en be-
myndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om de
indsattes beskæftigelse, herunder om at beskæftigelsen skal
tilrettelægges under hensyn til de indsattes religiøse tilhørs-
forhold. Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring
til § 41 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 1333 af 9. december 2019. Ændringen er en konse-
kvens af, at der ikke foreslås at være beskæftigelsespligt for
de dømte.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 41.
Som § 42 foreslås en bestemmelse, der regulerer spørgsmå-
let om vederlag for de indsattes beskæftigelse ved deltagelse
i arbejde, undervisning, uddannelse eller anden godkendt
aktivitet. Bestemmelsen svarer til § 42 i den danske straf-
fuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. decem-
ber 2019 med undtagelser, der har sammenhæng med fravi-
gelsen af forslaget til § 38 om beskæftigelsespligt i forhold
til den danske straffuldbyrdelseslov.
Den foreslåede bestemmelse indeholder bl.a. forslag til reg-
ler om vederlag mv. til indsatte, der i institutionen ikke er
beskæftiget med eget arbejde, men er beskæftiget på krimi-
nalforsorgens foranledning, indsatte, der ikke kan tilbydes
beskæftigelse, indsatte, som på grund af sygdom er fravæ-
rende fra beskæftigelse og andre indsatte, f.eks. personer der
i institutionen er beskæftiget med eget arbejde.
Desuden indeholder bestemmelsen regler om vederlag til
indsatte, der fremsætter ønske om beskæftigelse på et tids-
punkt, hvor arresthuset ikke kan tilbyde beskæftigelse. Der
foreslås således en kortere karensperiode for at undgå, at
indsatte i arresthuset kan skaffe sig vederlag for beskæftigel-
se i perioder, hvor der ikke er beskæftigelsesmuligheder,
uden at de pågældende reelt ønsker beskæftigelse.
Endvidere indeholder bestemmelsen regler om at kriminal-
forsorgsområdet opsparer en andel af det vederlag, der udbe-
tales til den indsatte senest på tidspunktet for løsladelsen, for
udvisningsdømte dog senest på tidspunktet for hjemrejsen
(tvungen opsparing). Udgifter, som den indsatte skal afholde
i forbindelse med udgang og løsladelse, herunder efterføl-
gende hjemrejse, modregnes i det opsparede beløb, hvis den
indsatte ikke selv afholder udgifterne hertil.
Endelig indeholder den foreslåede bestemmelse en bemyn-
digelse til justitsministeren til at fastsætte regler om de
ovenfor nævnte ydelser og til i den forbindelse at fastsætte
regler om, at andre indsatte, der er fraværende fra beskæf-
tigelse, skal have udbetalt vederlag for beskæftigelse. Be-
stemmelsen indeholder endvidere bemyndigelse til at fast-
sætte nærmere regler om karensperiode og tvungen opspa-
ring, jf. ovenfor.
Den foreslåede bemyndigelse påtænkes udnyttet til admini-
strativt at fastsætte regler, der svarer til de regler, som i
Danmark er fastsat ved bekendtgørelse nr. 901 af 25. juni
2018 om beskæftigelse m.v. af indsatte i kriminalforsorgens
institutioner. Dette vil medføre, at kriminalforsorgsområdet
opsparer 15 pct. af de indsattes beskæftigelsesvederlag mv.,
der udbetales til den indsatte senest på tidspunktet for løsla-
delsen, for udvisningsdømte dog senest på tidspunktet for
hjemrejsen.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets §
42.
10. Udgang
10.1. Gældende ret
Ved udgang forstås et under straffuldbyrdelsen tilladt fravær
fra institutionen i et bestemt tidsrum. Dette tidsrum medreg-
nes i straffetiden. Udgang adskiller sig herved fra strafaf-
brydelse, hvor fraværet fra institutionen ikke medregnes i
straffetiden, jf. lovforslagets §§ 75-77.
Straffeloven indeholder i § 36 en almindelig bestemmelse
om udgang og i § 35 en særlig bestemmelse om udgang til
arbejde og undervisning.
Efter § 36 kan der, når særlige omstændigheder taler for det,
meddeles den dømte udgangstilladelse for et kortere tids-
rum. Til personer, der udstår længerevarende fængselsstraf,
kan sådan tilladelse endvidere meddeles, når det må anses
28
for formålstjenligt med henblik på den pågældendes behand-
ling, herunder forberedelse af vedkommendes løsladelse.
Med § 36, 1. pkt., sigtes til udgangstilladelser, der er be-
grundet i humane hensyn, f.eks. alvorlig sygdom eller døds-
fald i den nærmeste familie.
§ 36, 2. pkt., er begrænset til indsatte med længerevarende
fængselsstraffe og sigter på udgangstilladelse med behand-
lingsmæssigt formål. Udgangstilladelse i medfør af denne
bestemmelse kan navnlig gives af hensyn til, at den indsattes
forbindelse med familien bevares eller genetableres, og at
den pågældende får mulighed for selv at søge arbejde eller i
øvrigt forberede sin løsladelse.
Meddelelse af udgangstilladelse efter 1. og 2. pkt. er efter
3. pkt., betinget af, at fare for misbrug ikke kan antages at
foreligge.
Efter straffelovens § 35, stk. 2, 2. pkt., kan der, når det anses
for formålstjenligt, og fare for misbrug ikke kan antages at
foreligge, meddeles tilladelse til ophold uden for institutio-
nen til deltagelse i undervisning eller til beskæftigelse hos
arbejdsgiver. I praksis anvendes denne udgangsform ikke i
Færøerne Arrest, idet der dels ikke er offentlig transport til
og fra arresthuset, der er beliggende ca. 15 km uden for
Tórshavn, jf. også pkt. 9.1 ovenfor, dels idet risikoen for
ind- og udsmugling tillægges afgørende betydning på grund
af institutionens status som arresthus. Det bemærkes i den
forbindelse, at arresthuset foruden afsonere også skal mod-
tage varetægtsfængslede, herunder i sager hvor varetægts-
fængsling er sket, idet der efter omstændighederne har været
bestemte grunde til at antage, at sigtede vil vanskeliggøre
forfølgningen i sagen, navnlig ved at fjerne spor eller advare
eller påvirke andre, jf. retsplejelovens § 787, stk. 1, nr. 3.
Straffelovens regler om udgang suppleres af fuldbyrdelses-
bekendtgørelsens § 24, hvorefter Direktoratet for Kriminal-
forsorgen fastsætter regler om udgang. Det skal indgå i insti-
tutionens almindelige overvejelser, om der bør gives indsatte
tilladelse til udgang af hensyn til deres oplæring, uddannelse
eller beskæftigelse.
Nærmere regler om udgang er fastsat i Justitsministeriets
cirkulære nr. 31 af 18. marts 1986 med senere ændringer om
udgang til indsatte (udgangscirkulæret), ligesom der i øvrigt
henvises til vejledning af 10. januar 1994 om udgang for
afsonere.
Cirkulæret indeholder i kapitel I (§§ 1-14) en række fælles-
regler om udgang, herunder bl.a. vedrørende kompetencen
til at meddele tilladelse til udgang. Efter cirkulærets kapitel
I er udgangstilladelse betinget af, at der ikke kan antages at
foreligge fare for misbrug, og at der foreligger et godkendt
formål med udgangen. For udgangstilladelse gælder en ræk-
ke faste vilkår, og der kan herudover fastsættes særlige vil-
kår for den enkelte udgangstilladelse. Endvidere skal der i
visse tilfælde indhentes en udtalelse fra politiet, inden der
gives tilladelse til udgang uden ledsagelse.
Kapitel II-VI indeholder regler om de enkelte former for
udgang.
Kapitel II (§§ 15-23) vedrører udgang med henblik på be-
skæftigelse hos arbejdsgiver eller deltagelse i undervisning
mv.
Kapitel III (§§ 24-30) omhandler udgang med henblik på
besøg hos bestemte personer mv., og kapitel IV (§§ 31-33)
giver mulighed for udgang til særlige formål, f.eks. med
henblik på at besøge nærtstående personer, som er alvorligt
syge, eller tilstedeværelse ved en nærtstående persons begra-
velse.
Kapitel V (§§ 34-36) fastsætter regler om udgang i forbin-
delse med besøg, og endelig indeholder kapitel VI (§§
37-40) regler om udgang med henblik på deltagelse i ud-
flugter mv.
Der henvises til de almindelige bemærkninger til det dan-
ske lovforslag, pkt. 5.7.1, jf. Folketingstidende 1999-2000,
tillæg A, side 3695-3696.
Særligt om afholdelse af udgifter til transport i forbindelse
med udgang har Direktoratet for Kriminalforsorgen oplyst,
at Færøerne Arrest som udgangspunkt ikke afholder udgif-
terne til de indsattes transport i forbindelse med løsladelse
og udgang. På grund af arresthusets beliggenhed, og det for-
hold at der ikke er offentlig transport til og fra arresthuset,
sker det dog nogle gange om måneden, at indsatte køres til
Tórshavn, hvilket som oftest sker i forbindelse med øvrig
ærindekørsel.
Der er i øvrigt i § 43 i bekendtgørelse nr. 182 af 26. febru-
ar 2019 om udgang til indsatte, der udstår fængselsstraf
eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (udgangs-
bekendtgørelsen), fastsat særlige regler om opsparing og
sammenlægning af udgange samt om udgifter for indsatte
hjemmehørende på Færøerne.
Af bestemmelsens stk. 1 fremgår det, at indsatte, der er
hjemmehørende på Færøerne og er overført fra Færøerne
til Danmark til udståelse af fængselsstraf i mere end 6 må-
neder eller forvaring, kan opspare og sammenlægge indtil
6 udgange for én gang halvårligt for at besøge bestemte
personer på Færøerne eller besøge nærtstående personer fra
Færøerne, som med henblik herpå midlertidigt opholder sig
i Danmark.
Af bestemmelsens stk. 2 fremgår det, at kriminalforsorgs-
området ved udgang til Færøerne efter stk. 1 yder tilskud til
dækning af rejseudgifter i overensstemmelse med de regler
om tilskud til dækning af rejseudgifter, der fastsættes af
Direktoratet for Kriminalforsorgen. Det kan dog tillades, at
rejsen sker med fly, hvis der herved kun bliver tale om en
forholdsvis mindre merudgift.
Endelig fremgår det af bestemmelsens stk. 3, at der, hvis
den i stk. 1 nævnte udgang anvendes til at besøge nærtstå-
ende personer, der er tilrejst fra Færøerne, efter en konkret
29
vurdering af de pågældendes økonomiske forhold vil kunne
ydes tilskud til deres rejseudgifter. Tilskuddet vil dog højst
kunne andrage et beløb svarende til det, som kriminalfor-
sorgsområdet vil kunne afholde til dækning af den indsattes
rejseudgift til Færøerne.
10.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
Det foreslås, at der i straffuldbyrdelsesloven optages be-
stemmelser om de formål, hvortil der kan gives udgang,
og om de forudsætninger, der normalt skal være opfyldt
for, at udgang kan tillades. Endvidere foreslås bestemmelser
om de vilkår, der skal og kan fastsættes som betingelse for
udgangstilladelse, og om følgerne af, at sådanne vilkår ikke
overholdes. Desuden fastslås det, at den tid, hvori den ind-
satte har tilladelse til udgang, medregnes i straffetiden. Her-
udover foreslås det, at regler om udgang til de forskellige
formål fastsættes administrativt.
Det bemærkes, at bestemmelserne i straffelovens § 35, stk.
2, 2. pkt., og § 36 foreslås ophævet ved det samtidigt frem-
satte lovforslag om ændring af straffelov for Færøerne, rets-
plejelov for Færøerne, og lov for Færøerne om retsafgifter
(Ændringer som følge af ikraftsættelse af lov for Færøerne
om fuldbyrdelse af straf m.v. og som følge af ikraftsættelse
af ændringsanordning om konkursloven for Færøerne).
Som § 46, stk. 1, foreslås således en bestemmelse, hvorefter
en indsat kan få tilladelse til udgang, når (1) udgangsfor-
målet er rimeligt begrundet i uddannelsesmæssige, arbejds-
mæssige, behandlingsmæssige, familiemæssige eller andre
personlige hensyn, (2) der ikke er bestemte grunde til at
antage, at den indsatte i forbindelse med udgang vil begå ny
kriminalitet, unddrage sig fortsat straffuldbyrdelse eller på
anden måde misbruge udgangstilladelsen, og (3) hensynet
til retshåndhævelsen ikke i øvrigt taler imod udgangstilla-
delsen.
Som stk. 2 foreslås en bestemmelse, hvorefter det ved vur-
deringen af risikoen for misbrug af udgangstilladelsen skal
tillægges særlig vægt, hvis den indsatte (1) er dømt for farlig
kriminalitet og ikke har været løsladt i tiden mellem dom og
strafudståelse, (2) under strafudståelsen er undveget eller har
forsøgt herpå, (3) under strafudståelsen har begået strafbart
forhold, (4) under strafudståelsen er udeblevet fra en tidlige-
re udgang eller i øvrigt har misbrugt en tilladelse til udgang,
(5) under en tidligere strafudståelse har foretaget handlinger
som nævnt i nr. 2-4, uden at betingelserne for uledsaget
udgang senere er blevet fundet opfyldt eller (6) ikke er mødt
til afsoning i overensstemmelse med tilsigelsen.
Med henblik på at sikre, at overtrædelse af forbuddet mod
mobiltelefoner i kriminalforsorgens institutioner mødes med
mærkbare reaktioner, foreslås det, at en sådan overtrædelse,
ligesom det er tilfældet i medfør af den danske straffuld-
byrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december
2019, skal medføre, at den indsatte pålægges udgangskaran-
tæne i en periode på 3 måneder.
Det foreslås således, at der som § 46, stk. 3, 1. pkt., indsæt-
tes en bestemmelse, hvorefter udgang ikke kan finde sted,
hvis den dømte inden for de seneste 3 måneder er ikendt
disciplinærstraf for overtrædelse af lovforslagets § 36, stk.
2, eller regler fastsat i medfør heraf.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at en indsat, der
uretmæssigt har medtaget, besiddet eller rådet over mobilte-
lefon eller lignende kommunikationsudstyr, og som i den
anledning er ikendt disciplinærstraf efter lovforslagets § 36,
stk. 3, jf. stk. 2, eller regler fastsat i medfør af denne be-
stemmelse, vil være afskåret fra at få udgang i en periode
på 3 måneder regnet fra datoen for afgørelsen vedrørende
disciplinærstraf.
Det betyder, at der under de angivne betingelser ikke vil
kunne træffes afgørelse om at tillade udgang, og at en tid-
ligere truffet afgørelse om udgang ikke vil kunne effektue-
res. Hvis der allerede er meddelt tilladelse til udgang, vil
den foreslåede bestemmelse føre til, at udgangstilladelsen
bortfalder. I så fald må der – hvis betingelserne herfor i
øvrigt er opfyldt – gives en ny udgangstilladelse, når de 3
måneder er udløbet.
For personer, som har tilladelse til regelmæssig udgang med
henblik på besøg hos bestemte personer, vil den foreslåede
bestemmelse medføre, at udgangsforløbet afbrydes, således
at forestående udgange ikke kan afvikles inden for de 3
måneder, hvor den pågældende har udgangskarantæne. Når
de 3 måneder er udløbet, vil udgangsforløbet kunne genop-
tages, hvis tilladelsen omfatter yderligere udgange.
For personer, som har tilladelse til udgang i form af frigang,
fører bestemmelsen tilsvarende til, at forløbet afbrydes, ind-
til de 3 måneder er udløbet. Herefter vil frigangsforløbet
kunne genoptages, hvis betingelserne herfor i øvrigt fortsat
er til stede.
Den foreslåede bestemmelse er ikke relevant for personer,
der allerede er udstationeret til pension eller til egen bopæl,
idet der i sådanne tilfælde ikke er forbud mod mobiltelefo-
ner.
Den foreslåede bestemmelse kan dog få betydning for per-
soner, der aktuelt er placeret i fængsel eller arresthus, men
som har udsigt til en udstationering til pension eller til egen
bopæl. I sådanne tilfælde vil overtrædelse af forbuddet mod
mobiltelefoner medføre, at udstationeringen først kan ske
efter udløbet af de 3 måneder, ligesom en allerede meddelt
tilladelse til udstationering vil bortfalde.
I praksis kan der imidlertid forekomme situationer, hvor en
udgangskarantæne vil være så indgribende for den indsatte,
at der efter Justitsministeriets opfattelse bør være mulighed
for at tillade udgang, inden de 3 måneder er udløbet.
Dette gælder navnlig i tilfælde, hvor der er spørgsmål om
udgang til et særligt formål som nævnt i § 31, stk. 1, i
cirkulære nr. 31 af 18. marts 1996 om udgang til indsatte
med senere ændringer.
30
Det kan f.eks. være tilfældet, hvis formålet med udgangen er
at deltage i en nærtstående persons begravelse eller lignen-
de.
Der kan dog også være grund til at tillade udgang i andre
tilfælde, hvor en karantæne vil være særligt indgribende for
den indsatte. Det kan f.eks. også være tilfældet, hvis en
indsat har frigang til arbejde og skal løslades inden for de
næste 3 måneder, idet den pågældendes løsladelsessituation
i så fald kan blive langt mindre gunstig, hvis den indsatte
mister sit arbejde i forbindelse med, at tilladelsen til frigang
bortfalder.
På den anden side vil kravet om helt særlige omstændighe-
der normalt ikke kunne anses for opfyldt, hvis der ønskes
udgang med henblik på indgåelse af ægteskab eller vareta-
gelse af personlige interesser.
Det foreslås på den baggrund, at der som straffuldbyrdel-
seslovens § 46, stk. 3, 2. pkt., indsættes en bestemmelse,
hvorefter der undtagelsesvist kan gives tilladelse til udgang,
hvis helt særlige omstændigheder taler derfor.
§ 46 indebærer en lovfæstelse af de formål, hvortil der kan
gives udgang, og af visse generelle forudsætninger for, at en
indsat kan få tilladelse til udgang.
Endvidere angives en række forhold, som skal tillægges
vægt ved vurderingen af risikoen for misbrug af udgangstil-
ladelsen.
Endelig fastsættes det, at en indsat, der uretmæssigt har
medtaget, besiddet eller rådet over mobiltelefon eller lignen-
de kommunikationsudstyr, og som i den anledning er ikendt
disciplinærstraf vil være afskåret fra at få udgang i en perio-
de på 3 måneder regnet fra datoen for afgørelsen vedrørende
disciplinærstraf.
Bestemmelsen medfører en udvidelse i forhold til straffelo-
vens § 35, stk. 2, 2. pkt., idet der også kan tillades udgang til
visse former for fritidsbeskæftigelse.
Bestemmelsen om, at en indsat, der uretmæssigt har med-
taget, besiddet eller rådet over mobiltelefon eller lignende
kommunikationsudstyr, og som i den anledning er ikendt di-
sciplinærstraf vil være afskåret fra at få udgang i en periode
på 3 måneder regnet fra datoen for afgørelsen vedrørende
disciplinærstraf, indebærer yderligere en ændring i forhold
til gældende ret.
Som § 47 foreslås i overensstemmelse med de nugældende
regler mv. en bestemmelse, hvorefter tilladelse til udgang
gives for et bestemt tidsrum, der medregnes til straffetiden.
Som § 48 foreslås en bestemmelse, hvorefter tilladelse til
udgang betinges af, at den indsatte under udgangen ikke
begår strafbart forhold eller i øvrigt misbruger udgangstilla-
delsen. Tilladelsen kan endvidere betinges af andre vilkår,
som findes formålstjenlige for at undgå misbrug, herunder
at den indsatte under udgangen (1) ledsages af personale fra
kriminalforsorgsområdet, (2) overnatter i arresthus, fængsel
eller en af kriminalforsorgens pensioner i Danmark, (3) med
mellemrum giver møde hos kriminalforsorgen eller hos poli-
tiet eller undergiver sig lignende kontrolforanstaltninger og
(4) undergiver sig vilkår som nævnt i straffelovens § 57.
§ 48 indebærer en lovfæstelse af de vilkår, der skal og kan
fastsættes for tilladelse til udgang. Bestemmelsen medfører
ikke ændringer i forhold til de nugældende regler og praksis
på området. Der kan derfor som hidtil bl.a. fastsættes be-
grænsninger for så vidt angår indsattes samvær med bestem-
te personer eller ophold på bestemte steder under udgang.
Som § 49 foreslås en bestemmelse, der giver mulighed for
at tilbagekalde en tilladelse til udgang eller ændre vilkårene
for tilladelsen, hvis den indsatte udebliver fra udgang eller
i øvrigt ikke overholder de vilkår, der er fastsat for udgangs-
tilladelsen i medfør af § 48, f.eks. ved at begå strafbart
forhold under udgang. Tilbagekaldelse mv. kan også ske,
hvis nye oplysninger om den indsattes forhold giver bestem-
te grunde til at antage, at den indsatte vil misbruge den
meddelte udgangstilladelse.
§ 49 indebærer en lovfæstelse af adgangen til at tilbagekalde
tilladelse til udgang og ændre vilkårene for tilladelsen.
§ 50 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at
fastsætte regler om tilladelse til udgang. I den forbindelse
gives mulighed for at bestemme, at tilladelse til udgang først
kan gives efter ophold i et bestemt tidsrum i institutionen og
efter udståelse af en bestemt del af straffen, samt at tilladelse
til udgang ikke kan gives i et tidsrum af 3 måneder fra
indsættelsen, hvis den indsatte er udeblevet efter tilsigelse
til afsoning. Det kan endvidere bestemmes, at den indsatte,
hvis tilladelse til udgang afslås på grund af fare for misbrug,
jf. § 46, stk. 1, nr. 2, eller hvis tilladelse til udgang tilbage-
kaldes på grund af misbrug eller fare herfor, jf. § 49, nr.
1 og 2, er afskåret fra i et bestemt tidsrum at forlange en
afgørelse af spørgsmålet om tilladelse til udgang. Endelig
kan der fastsættes regler om begrænsning i retten til udgang
som følge af sundhedsmæssige hensyn. Der henvises i den
forbindelse til pkt. 7.2 ovenfor.
§ 50 medfører, at tilladelse til udgang i behandlingsøje-
med, ikke er forbeholdt dømte med længerevarende fæng-
selsstraf. Bestemmelsen afviger herved fra straffelovens §
36, 2. pkt.
§ 50 medfører ikke i øvrigt ændringer i forhold til de nugæl-
dende regler mv. Der vil således bl.a. være mulighed for at
videreføre den nuværende administrative praksis, hvorefter
der ved udgangsmisbrug kan træffes bestemmelse om, at
den indsatte i en bestemt periode afskæres fra at forlange, at
der træffes afgørelse om tilladelse til udgang (udgangskaran-
tæne).
Endelig foreslås som § 50 a en ny bestemmelse, hvorefter
justitsministeren kan iværksætte forsøgsordninger med ud-
gang i form af frigang eller udstationering til en institution
m.v. på Færøerne uden for kriminalforsorgen. Bestemmelsen
31
har til formål at imødekomme de udfordringer, som er for-
bundet med arrestens beliggenhed, og at der ikke findes en
pension på Færøerne.
Der henvises til lovforslagets §§ 46-50 a og bemærkninger-
ne hertil.
11. Øget kontrol med og mulighed for afskæring af ter-
rordømte og radikaliseredes kommunikation
11.1. Gældende ret
Efter de gældende regler om fuldbyrdelse af straf mv. gæl-
der der ingen særlige bestemmelser, der skal imødegå radi-
kalisering og ekstremisme i Færøerne Arrest.
11.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
Kriminalforsorgen har i de senere år oplevet udfordringer
med radikalisering og ekstremisme i fængsler og arresthuse
i Danmark. Det gælder såvel i forhold til indsatte, som er
dømt for overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13.
kapitel omhandlede forbrydelser (forbrydelser mod statens
selvstændighed og sikkerhed og forbrydelser mod statsfor-
fatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme mv.),
som i forhold til indsatte, der ikke er dømt for de nævnte
forbrydelser, men som er radikaliserede, ekstremistiske eller
i risiko for at blive det.
Det er kriminalforsorgens vurdering, at indsatsen for at re-
socialisere disse indsatte kan blive vanskeliggjort, hvis de
pågældende under afsoningen uhindret kan kommunikere
med omverdenen.
Det er således kriminalforsorgens vurdering, at denne per-
songruppes uhindrede kontakt til omverdenen efter omstæn-
dighederne vil kunne fastholde den indsatte i et radikaliseret
eller ekstremistisk miljø eller påvirke den indsatte til at blive
en del af et sådant miljø.
Det er endvidere kriminalforsorgens vurdering, at den nævn-
te persongruppes kommunikation med én eller flere nærme-
re bestemte personer – uafhængig af kommunikationens
nærmere indhold – efter omstændighederne vil kunne fast-
holde den indsatte i et radikaliseret eller ekstremistisk miljø
eller påvirke den indsatte til at blive en del af et sådant
miljø.
Justitsministeriet finder på den baggrund, at de muligheder
for henholdsvis øget kontrol med og afskæring af terrordøm-
te og radikaliseredes kommunikation med omverdenen, der
er indført i Danmark særligt for at understøtte kriminalfor-
sorgens resocialiserende arbejde, tilsvarende bør indføres på
Færøerne.
Justitsministeriet finder, at initiativet på samme måde som
i Danmark bør gennemføres ved, at der i lovforslagets reg-
ler om besøg, brevveksling og telefonsamtaler indsættes be-
stemmelser om, at indsatte, som er dømt for overtrædelse
af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede
forbrydelser, eller som af kriminalforsorgen skønnes at væ-
re radikaliserede, ekstremistiske eller i risiko for at blive
det, skal have henholdsvis overværet deres besøg, gennem-
læst deres breve og optaget, påhørt eller aflyttet deres tele-
fonsamtaler, hvis dette skønnes påkrævet af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens
indsats mod radikalisering og ekstremisme eller af hensyn til
at forebygge kriminalitet.
Justitsministeriet finder endvidere, at initiativet bør gennem-
føres ved at indføre mulighed for, at den nævnte gruppe
af indsatte efter omstændighederne helt kan afskæres fra at
kommunikere med én eller flere nærmere angivne personer.
Det bemærkes, at en eller flere af de nævnte foranstaltninger
vil kunne iværksættes, uanset hvilken af bestemmelserne i
straffelovens 12. eller 13. kapitel den indsatte er dømt for
overtrædelse af og uanset baggrunden herfor. Det er således
ikke en betingelse, at den pådømte kriminalitet udspringer af
f.eks. religiøs ekstremisme.
Det bemærkes endvidere, at en eller flere af de foreslåede
foranstaltninger tillige vil kunne iværksættes, hvis kriminal-
forsorgen skønner, at den indsatte er radikaliseret, ekstremi-
stisk eller i risiko for at blive det.
Det bemærkes i den forbindelse, at afskæring af den nævnte
persongruppes kommunikation med en eller flere nærmere
angivne personer ikke er betinget af, at den indsattes eventu-
elt tidligere kommunikation med den eller de pågældende
personer har haft et nærmere bestemt indhold, eller at even-
tuel tidligere kommunikation har været kontrolleret.
I forhold til de nævnte grupper af indsatte er det alene afgø-
rende for at bringe en eller flere af de foreslåede foranstalt-
ninger i anvendelse, at det ifølge kriminalforsorgens skøn er
påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hen-
syn til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ek-
stremisme eller af hensyn til at forebygge kriminalitet. Ved
vurderingen heraf vil kriminalforsorgen – afhængigt af om-
stændighederne i den konkrete sag – enten kunne lægge
egne oplysninger til grund eller indhente en udtalelse fra
politiet eller andre myndigheder.
Det bemærkes dog, at ikke enhver ændring i den indsattes
adfærd vil udgøre et tilstrækkeligt grundlag for kriminalfor-
sorgen til at iværksætte en eller flere af de foreslåede foran-
staltninger. Der må således være tale om holdepunkter af
en mere fast karakter, der sandsynliggør, at den indsatte er
radikaliseret eller i risiko for at blive det.
Spørgsmålet om, hvorvidt det er påkrævet at bringe en eller
flere af de foreslåede foranstaltninger i anvendelse, må i
øvrigt afgøres konkret i hver enkelt sag ud fra en samlet
vurdering af de tilgængelige oplysninger om den indsatte. I
denne vurdering kan bl.a. indgå oplysninger om den på-
dømte kriminalitet og kriminalforsorgens egne observationer
under afsoning eller varetægtsfængsling, herunder observa-
tioner relateret til den indsattes adfærd, udtalelser, brug af
32
litteratur, effekter, symboler og besøgende. Også oplysnin-
ger modtaget fra andre myndigheder vil kunne inddrages i
vurderingen.
Det må endvidere overvejes i hvert enkelt tilfælde, om for-
målet med at bringe en eller flere af de foreslåede foran-
staltninger i anvendelse vil kunne tilgodeses ved mindre
indgribende foranstaltninger. Eksempelvis vil der ikke væ-
re grundlag for at bringe en eller flere af de foreslåede
foranstaltninger i anvendelse, hvis formålet kan opnås ved
personalet i institutionens samtaler med den indsatte.
For så vidt angår den nærmere forståelse af udtrykkene
»ordensmæssige hensyn« og »sikkerhedsmæssige hensyn«
henvises til pkt. 7 ovenfor.
Med begrebet »hensyn til at forebygge kriminalitet« sigtes
til kriminalitetsbekæmpelse og kriminalitetsforebyggelse i
bredeste forstand såvel i som uden for kriminalforsorgens
institutioner.
Indsatsen mod radikalisering og ekstremisme kan i denne
forbindelse omfatte enhver form for resocialiserende påvirk-
ning af den nævnte gruppe af indsatte i bredeste forstand,
dvs. enhver indsats, der tager sigte på at anspore og under-
støtte den indsatte i at leve en kriminalitetsfri tilværelse.
Begreberne »radikalisering« og »ekstremisme« er ikke enty-
dige begreber, men dækker over varierende grader af tilslut-
ning til radikale og ekstreme synspunkter og handlinger.
Radikalisering er en proces, som kan foregå på forskellige
måder, og som kan ske over kortere eller længere tid. Der
er ingen simple årsagssammenhænge, og radikaliseringen
kan igangsættes på baggrund af mange forskellige faktorer
og have forskellige endemål. Radikaliseringen kan komme
til udtryk ved støtte til radikale synspunkter eller en ekstre-
mistisk ideologi og kan også medføre accept af brugen af
vold eller andre ulovlige midler for at opnå et politisk eller
religiøst mål.
Ekstremisme er bl.a. kendetegnet ved forenklede verdensop-
fattelser og fjendebilleder, hvor bestemte grupper eller sam-
fundsforhold ses som truende, samt intolerance og mang-
lende respekt for andre menneskers synspunkter, frihed og
rettigheder.
Begrebet omfatter endvidere afvisning af grundlæggende
demokratiske værdier og normer, manglende accept af de-
mokratiske beslutningsprocesser og anvendelse af ulovlige
og eventuelt voldelige metoder for at opnå et politisk eller
religiøst ideologisk mål.
De foreslåede foranstaltninger vil kunne finde anvendelse
både i forhold til personer, der har – eller er i risiko for at
udvikle – radikale eller ekstremistiske holdninger, men som
ikke nødvendigvis søger at fremme disse gennem ulovlige
midler, og i forhold til personer, der søger at fremme radika-
le og ekstreme holdninger gennem vold eller andre ulovlige
midler.
Spørgsmålet om, hvorvidt en indsat er radikaliseret, ekstre-
mistisk eller i risiko for at blive det, vil bero på kriminalfor-
sorgens skøn. Ved vurderingen heraf vil kriminalforsorgen –
afhængigt af omstændighederne i den konkrete sag – enten
kunne lægge egne oplysninger til grund eller indhente en
udtalelse fra politiet eller andre myndigheder.
Forslaget indebærer, at kriminalforsorgen skal tage stilling
til, om en indsat, der tilhører den nævnte persongruppe, skal
have overværet sine besøg, om den pågældendes breve skal
gennemlæses, og om vedkommendes telefonsamtaler skal
optages, påhøres eller aflyttes.
Det vil være personalet i institutionen, der vil skulle hen-
holdsvis overvære besøg, gennemlæse breve og optage, på-
høre eller aflytte telefonsamtaler.
Det foreslås i tilknytning hertil, at breve til og fra indsatte,
der tilhører den relevante persongruppe under de nævnte
omstændigheder, skal kunne åbnes uden, at det sker i den
indsattes påsyn.
Det bemærkes, at anvendelsen af en eller flere af de fore-
slåede foranstaltninger ikke er betinget af, at den indsattes
kommunikation med omverdenen har et nærmere bestemt
indhold. Kommunikation, hvis indhold må formodes ikke at
være af religiøs eller ekstremistisk karakter, vil således også
kunne kontrolleres som led i den foreslåede ordning.
Kriminalforsorgen vil med forslaget få adgang til uden rets-
kendelse at gennemlæse breve til og fra en indsat og optage,
påhøre eller aflytte den pågældendes telefonsamtaler, hvis
de beskrevne betingelser er opfyldt. Forslaget vil således
– i sammenhæng med bestemmelsen i lovforslagets § 55,
stk. 2 – udgøre en særegen undtagelse til grundlovens §
72, hvorefter bl.a. brud på post- og telefonhemmeligheden
alene må ske efter en retskendelse, hvor ingen lov hjemler
en særegen undtagelse.
I de tilfælde, hvor der er tale om besøg af eller henholds-
vis brevveksling og telefonsamtale med nærtstående, vil der
være en vis formodning for, at det ikke er påkrævet at iværk-
sætte en eller flere af de nævnte foranstaltninger.
Ved nærtstående personer forstås ægtefælle eller samlever,
børn, børnebørn, forældre, søskende, bedsteforældre, olde-
forældre og andre personer, til hvem den indsatte har en
sådan tilknytning, at denne kan ligestilles med disse familie-
bånd.
Dette gælder dog ikke nærtstående, der er dømt for overtræ-
delse af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhand-
lede forbrydelser, hvor de foreslåede foranstaltninger derfor
vil kunne iværksættes.
Også i situationer, hvor politiet eller kriminalforsorgen er i
besiddelse af oplysninger om, at en nærtstående er radikali-
seret, ekstremistisk eller i risiko for at blive det, vil en eller
flere af de foreslåede foranstaltninger kunne iværksættes i
forhold til denne persongruppe.
33
I situationer, hvor politiet eller kriminalforsorgen er i besid-
delse af oplysninger om, at en indsat har misbrugt eller vil
misbruge adgangen til at kommunikere med nærtstående, vil
de foreslåede foranstaltninger ligeledes kunne iværksættes i
forhold til nærtstående.
Det bemærkes, at besøg af en advokat fortsat altid vil skulle
være uoverværet, og at en indsat fortsat vil have ret til
ukontrolleret brevveksling og telefonsamtaler med en ræk-
ke nærmere angivne færøske, danske og internationale myn-
digheder, institutioner og personer mv., herunder advokater
i overensstemmelse med lovforslagets regler herom, jf. be-
mærkningerne til §§ 56 og 57.
Det forudsættes, at indsatte, der får gennemlæst deres breve
og optaget, påhørt eller aflyttet deres telefonsamtaler, vil
skulle orienteres herom efter de regler, som ministeren får
bemyndigelse til at fastsætte om adgang til brevveksling og
telefonering i medfør af lovforslagets § 55, stk. 8, og § 57,
stk. 6. Sådanne regler er i Danmark fastsat i bekendtgørelse
nr. 110 af 30. januar 2019 om adgangen til brevveksling for
indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminal-
forsorgens institutioner (brevbekendtgørelsen) og bekendt-
gørelse nr. 111 af 30. januar 2019 om adgangen til at telefo-
nere for indsatte, der udestår fængselsstraf eller forvaring i
kriminalforsorgens institutioner (telefonbekendtgørelsen).
Det bemærkes i den forbindelse, at det bl.a. forudsættes, at
der fastsættes regler om, at institutionen i forbindelse med
et overværet besøg vil kunne træffe afgørelse om, at besøget
skal afbrydes, hvis det findes påkrævet.
Hvis lovforslaget vedtages, vil det på samme måde admini-
strativt blive fastsat, at en telefonsamtale skal afbrydes, hvis
samtalen påhøres eller aflyttes, og det findes påkrævet.
Det bemærkes endvidere, at i tilfælde, hvor gennemlæsning
af et brev har fundet sted, kan brevet efter omstændigheder-
ne tilbageholdes af kriminalforsorgsområdet, jf. lovforsla-
gets § 55, stk. 5.
Det bemærkes i den forbindelse, at brevets indhold ikke er
afgørende for, om det kan tilbageholdes som led i den fore-
slåede ordning. Breve, hvis indhold ikke er af religiøs eller
ekstremistisk karakter, vil således også kunne tilbageholdes
alene med det formål at sikre, at der ikke er kontakt mellem
en indsat og én eller flere nærmere bestemte personer.
Hvis lovforslaget vedtages, vil det administrativt blive fast-
sat, at kriminalforsorgens beslutning om, at besøg skal være
overværet, breve gennemlæses, og telefonsamtaler optages,
påhøres eller aflyttes, i almindelighed ikke vil kunne påkla-
ges administrativt.
For så vidt angår besøg vil det dog administrativt blive
fastsat, at kriminalforsorgens beslutning om forbud mod be-
søg af en nærtstående person og inddragelse af en tilladelse
til besøg af en sådan person, vil kunne påklages administra-
tivt. På samme måde vil det administrativt blive fastsat, at
kriminalforsorgens beslutning om, at besøg af en nærtståen-
de person skal overværes, vil kunne påklages administrativt.
For så vidt angår breve vil det på samme måde administra-
tivt blive fastsat, at en beslutning om henholdsvis gennem-
læsning og tilbageholdelse af brevveksling med nærtståen-
de, vil kunne påklages administrativt.
Der henvises desuden til lovforslagets §§ 52, 55 og 57 og
bemærkningerne hertil. Der henvises i øvrigt til lovforsla-
gets § 21, stk. 2, nr. 1, og § 24, nr. 1, vedrørende særlige
regler om anbringelse og overførsel som led i kriminalfor-
sorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme.
12. Disciplinærstraf
12.1. Gældende ret
Regler om disciplinærstraf er fastsat i straffelovens § 47, stk.
1 og 2.
Efter § 47, stk. 1, kan der over for dømte, der udstår friheds-
straf, anvendes følgende disciplinærstraffe: (1) udelukkelse
fra begunstigelser, der er hjemlet for dømte, hvis opførsel er
tilfredsstillende, (2) udelukkelse fra arbejde indtil 14 dage,
(3) hensættelse i strafcelle indtil 3 måneder samt (4) ude-
lukkelse fra arbejdsgodtgørelse eller inddragelse af allerede
erhvervet arbejdsgodtgørelse.
Efter § 47, stk. 2, kan flere disciplinærstraffe anvendes i
forening.
Straffelovens regler suppleres af regler fastsat i fuldbyrdel-
sesbekendtgørelsens §§ 33-36.
Efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 33, kan der ikendes
disciplinærstraf for overtrædelse af § 19, stk. 2 og 4 (over-
trædelse af straffelovgivningen samt pligten til at anvende
god omgangstone i forholdet til personalet og medindsatte
og til at følge personalets anvisninger), samt for overtræ-
delse af regler, som Direktoratet for Kriminalforsorgen har
fastsat i henhold til § 8, stk. 3 (indsattes adgang til selv at
skaffe sig levnedsmidler), § 20 (om indsattes brug af egne
effekter og adgang til at disponere over penge og ejendele
i institutionen), § 21, stk. 2 (indsattes pligt til at lade sig
fotografere ved institutionens foranstaltning), § 22 (indsattes
adgang til brevveksling og besøg) og § 24 (indsattes adgang
til udgang).
Efter fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 33, kan der endvidere
ikendes disciplinærstraf for overtrædelse af ordensbestem-
melser mv., som institutionens leder har fastsat, jf. § 19, stk.
3, og for overtrædelse af andre regler, som institutionens
leder har udfærdiget i henhold til bestemmelser, fastsat af
Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Endelig kan der ikendes disciplinærstraf i tilfælde, hvor den
indsatte søger at unddrage sig den fortsatte strafudståelse, jf.
fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 33.
34
Det fremgår desuden af fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 33,
at der kan ikendes disciplinærstraf for overtrædelse af §
12, stk. 1 (overtrædelse af arbejdspligten). Denne discipli-
nærstrafhjemmel anvendes imidlertid i praksis ikke, idet der
på Færøerne alene findes et arresthus, og idet de indsatte
derfor – på linje med hvad der er gældende ret i arresthuse
i Danmark – har ret, men ikke pligt til at arbejde, jf. herom
ligeledes ovenfor i pkt. 9.1.
I fuldbyrdelsesbekendtgørelsens §§ 34-36 er der fastsat nær-
mere regler om fremgangsmåden mv. ved ikendelse og fuld-
byrdelse af disciplinærstraf.
Efter § 34, stk. 1, er den disciplinære myndighed hos institu-
tionens leder eller den, som lederen bemyndiger til på sit
ansvar at udøve den. Den disciplinære myndighed omfatter
ikke adgang til at påkende forhold, der vedrører tiden, hvor
den indsatte endnu var undergivet reglerne for varetægts-
fængslede, eller tidsrum under strafudståelsen, hvor den ind-
satte er udleveret til politiet. Endvidere er den disciplinære
myndighed ophævet under den indsattes fravær fra instituti-
onen, hvis straffuldbyrdelsen anses for afbrudt, jf. § 34, stk.
2.
Efter § 34, stk. 3, ophører institutionslederens disciplinære
myndighed, når den indsatte løslades. Overføres den indsat-
te til fortsat strafudståelse i anden anstalt eller i et arresthus,
overgår disciplinærmyndigheden hertil, jf. § 34, stk. 4.
Efter § 35, stk. 1 og 2, skal der til brug for disciplinærsagens
afgørelse foreligge fyldestgørende indberetninger om de for-
modede overtrædelser og foretages de nødvendige undersø-
gelser i sagen, herunder eventuelle afhøringer. Den indsatte
skal have lejlighed til at udtale sig, og der skal gøres notat
i en særlig protokol om disciplinærsagers gennemførelse og
afgørelse.
Hvis det efter sagens omstændigheder ikke er påkrævet, at
en ikendt disciplinærstraf umiddelbart fuldbyrdes, kan det
bestemmes, at fuldbyrdelsen af straffen eller en del af denne
udsættes, således at et nærmere bestemt tidsrum, eventuelt
den resterende del af opholdstiden i institutionen, fastsættes
som prøvetid. Når omstændighederne taler derfor, kan der i
stedet for ikendelse af disciplinærstraf tildeles en advarsel,
jf. § 36, stk. 1 og 2.
Nærmere regler om ikendelse af disciplinærstraf er i medfør
af fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 35, stk. 3, og § 36, stk.
3, fastsat i Justitsministeriets cirkulære nr. 44 af 10. marts
1976 med senere ændringer om anvendelse og fuldbyrdelse
af disciplinærstraf over for indsatte og om disciplinærsagers
gennemførelse (disciplinærcirkulæret). Endvidere er der i
tilknytning til cirkulæret udstedt en vejledning af 5. decem-
ber 1995 om behandling af sager om disciplinærstraf mv. i
kriminalforsorgens anstalter og arresthusene.
Efter disciplinærcirkulærets § 1 kan som disciplinærstraf an-
vendes bøde og strafcelle. I forbindelse med betinget straf-
celle kan bøde anvendes.
I praksis gives ofte en advarsel i stedet for ikendelse af en
disciplinærstraf. En sådan advarsel tillægges betydning ved
bedømmelsen af senere disciplinærforseelser.
Om udmåling og fuldbyrdelse af bøde fremgår det af § 2, at
bødens størrelse fastsættes under hensyn til overtrædelsens
art og omfang til et beløb, der i det enkelte tilfælde ikke
overstiger 1 uges arbejdsfortjeneste, beregnet på grundlag af
arbejdspengenes normalsats. Bøde indeholdes i den indsat-
tes arbejdspenge eller dagpenge.
Om udmåling og fuldbyrdelse af strafcelle gælder efter § 3,
at varigheden af strafcelle fastsættes under hensyn til over-
trædelsens art og omfang til et tidsrum af højst 4 uger. Straf-
celle kan dog ikke ikendes i mere end 1 uge, medmindre der
foreligger undvigelse, forsøg herpå, udeblivelse fra udgang
eller grovere disciplinærforseelse i øvrigt.
Ikendelse af disciplinærstraf i videre omfang end efter reg-
lerne i §§ 1-3 kan kun finde sted med godkendelse af Direk-
toratet for Kriminalforsorgen, jf. § 4.
Efter § 5 må anvendelse af disciplinærstraf i øvrigt kun fin-
de sted i det omfang, at afgørende hensyn til opretholdelse
af orden og sikkerhed i institutionen kræver det, hvis den
indsattes forhold har givet anledning til, at der i henhold
til reglerne om fuldbyrdelse af frihedsstraf træffes andre
foranstaltninger - bortset fra erstatning og konfiskation - på
grund af misbrug eller utilladelig adfærd.
Er der begrundet formodning om, at en indsat har overtrådt
bestemmelser, der må antages at medføre disciplinærstraf i
form af strafcelle, kan den pågældende midlertidigt anbrin-
ges i forhørscelle, hvis det er nødvendigt af hensyn til un-
dersøgelsens gennemførelse. Er beslutning truffet af andre
end institutionens leder, skal denne snarest underrettes her-
om, jf. § 6, stk. 1.
Ved anbringelse i forhørscelle skal den indsatte snarest mu-
ligt orienteres om begrundelsen for anbringelsen og have
lejlighed til at udtale sig, jf. § 6, stk. 2. Den tid, som en ind-
sat har været anbragt i forhørscelle under disciplinærsagens
gennemførelse, skal efter § 6, stk. 3, fradrages i udståelsen
af strafcelle.
I disciplinærcirkulærets §§ 7-11 er der fastsat nærmere reg-
ler om disciplinærsagers gennemførelse. Disse regler har
bl.a. til formål at sikre, at den indsatte får lejlighed til at
gøre sig bekendt med og udtale sig om det grundlag, som
afgørelsen bygger på.
Efter § 12, stk. 1 og 2, anbringes indsatte, der hensættes i
forhørscelle eller udstår strafcelle, i særlig afdeling eller i
eget opholdsrum.
Indsatte, der hensættes i forhørscelle eller udstår strafcelle,
er udelukket fra fællesskab i institutionen. Der er i almin-
delighed adgang til dagligt at tilbringe mindst 1 time i
fri luft. Der er endvidere adgang til deltagelse i gudstjene-
ste i institutionen, medmindre sikkerhedshensyn taler der-
35
imod. Institutionens leder kan i øvrigt tillade begrænset
fællesskab, hvis særlige forhold i det enkelte tilfælde taler
derfor, jf. i det hele § 12, stk. 3.
Endelig følger det af § 12, stk. 4 og 5, at den indsatte
under ophold i strafcelle skal anvises beskæftigelse, som
kan udføres i enrum. Den indsatte er ikke undergivet an-
dre begrænsninger end dem, der følger af udelukkelsen fra
fællesskab. Institutionens leder kan dog fastsætte generelle
begrænsninger med hensyn til medtagelse af egne effekter
i tilfælde, hvor udståelse af strafcelle finder sted i særlig
afdeling eller arresthus. For ophold, der har varet i mere end
7 dage, kan der dog ikke fastsættes andre begrænsninger end
sådanne, der er nødvendige på grund af pladsforholdene i
arresthuset eller særlige sikkerhedshensyn.
Færøernes Arrest har – på tilsvarende måde som for institu-
tionerne i Danmark - udarbejdet en oversigt over normalre-
aktioner i disciplinærsager med henblik på at sikre, at der
følges en praksis, hvor ensartede tilfælde så vidt muligt
behandles ens.
12.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
Som § 67 i lovforslaget indsættes en bestemmelse, hvoref-
ter en indsat af kriminalforsorgsområdet skal ikendes disci-
plinærstraf ved (1) overtrædelse af § 32 (tilsidesættelse af
pligten til at efterkomme personalets anvisninger), (2) ude-
blivelse, (3) undvigelse eller forsøg herpå, (4) nægtelse af
afgivelse af udåndingsprøve eller urinprøve efter § 60 a,
(5) indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer eller andre
stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgivning,
(6) overtrædelse af de regler eller anvisninger, der gælder
for rygning i institutionen, (7) overtrædelse af straffelovgiv-
ningen, når overtrædelsen tillige indebærer en selvstændig
krænkelse af orden eller sikkerhed i institutionen, (8) over-
trædelse af regler fastsat af justitsministeren, når det i regler-
ne er bestemt, at overtrædelse kan medføre disciplinærstraf,
og (9) overtrædelse af regler, fastsat af kriminalforsorgsom-
rådet, når det i reglerne er bestemt, at overtrædelse kan
medføre disciplinærstraf.
Foruden en lovfæstelse af adgangen til at ikende discipli-
nærstraf indebærer den foreslåede bestemmelse, at de nævn-
te forseelser altid skal være forbundet med en disciplinær-
straf.
Dette skal for det første sikre en klar praksis for, hvornår
disciplinære sanktioner anvendes, herunder når den pågæl-
dende forseelse samtidig udgør et strafbart forhold og derfor
skal anmeldes til politiet. Justitsministeriet har endvidere
lagt vægt på, at de foreslåede muligheder for disciplinære
sanktioner spænder over advarsel, bøde og strafcelle som
den mest indgribende sanktion. Der er således mulighed for
at tage højde for formildende og skærpende omstændighe-
der og tilpasse sanktionen til de konkrete omstændigheder,
hvorfor der efter Justitsministeriets opfattelse ikke er nogle
retssikkerhedsmæssige betænkeligheder forbundet med, at
disciplinærstraf i en eller anden form gøres obligatorisk,
når det – efter gældende procedure – bevismæssigt kan
lægges til grund, at den indsatte har gjort sig skyldig i
forseelsen. Den foreslåede ordning svarer til gældende ret
i Danmark, jf. bestemmelsen i § 67 i den danske straffuld-
byrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december
2019.
Bestemmelsen medfører i forhold til de nugældende regler
og praksis, at disciplinærstraf alene kan ikendes for forse-
elser, når det af en lovbestemmelse eller en administrativ
forskrift udtrykkeligt fremgår, at den pågældende forseelse
kan medføre disciplinærstraf.
På baggrund heraf foreslås bestemmelserne i straffelovens
§ 47, stk. 1 og 2 ophævet ved det samtidigt fremsatte lov-
forslag om ændring af straffelov for Færøerne, retsplejelov
for Færøerne, og lov for Færøerne om retsafgifter (Ændrin-
ger som følge af ikraftsættelse af lov for Færøerne om
fuldbyrdelse af straf m.v. og som følge af ikraftsættelse af
ændringsanordning om konkursloven for Færøerne).
Endvidere foreslås det i lovforslagets § 68, stk. 1, at der som
disciplinærstraf kan anvendes advarsel, bøde og strafcelle.
I stk. 2 foreslås anvendelsen af strafcelle begrænset til føl-
gende forhold eller forsøg herpå: 1) Udeblivelse eller undvi-
gelse, 2) indsmugling, besiddelse eller indtagelse af alkohol,
euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt ef-
ter den almindelige lovgivning, 3) nægtelse af afgivelse af
udåndingsprøve eller urinprøve efter § 60 a, 4) indsmugling
eller besiddelse af våben og andre personfarlige genstande,
5) vold eller trusler om vold mod medindsatte, personale
eller andre i institutionen, 6) groft hærværk og 7) andre
grove eller oftere gentagne forseelser.
Endelig foreslås som stk. 3 og 4 bestemmelser, hvorefter
disciplinærstraf i form af bøde og strafcelle kan ikendes
i forening, og fuldbyrdelsen af disciplinærstraf helt eller
delvis kan undlades på betingelse af, at den indsatte i en
bestemt periode ikke begår strafbart forhold eller en ny di-
sciplinærforseelse.
Den foreslåede bestemmelse i § 68 indeholder en udtøm-
mende opregning af arten af mulige disciplinærstraffe og
af de tilfælde, hvor anvendelse af disciplinærstraf i form af
strafcelle kan komme på tale.
Med udtrykket »stoffer, der er forbudt efter den almindelige
lovgivning«, sigtes bl.a. til ulovlige dopingmidler.
Indsmugling af medicin i strid med de regler, der gælder for
institutionen, kan straffes disciplinært med strafcelle, hvis
det drejer sig om medicin, der er omfattet af lovgivningen
om euforiserende stoffer. I modsat fald vil indsmugling,
besiddelse eller indtagelse mv. alene kunne straffes discipli-
nært med advarsel eller bøde, jf. § 68, stk. 1.
Herudover foreslås det, at der indføres mulighed for at an-
vende strafcelle ved groft hærværk, jf. § 68, stk. 2, nr. 6, idet
36
der i praksis kan være behov for at reagere med strafcelle i
disse tilfælde.
På andre forseelser, der ikke er grove, jf. § 68, stk. 2, nr. 1-7,
1. led, bør der herefter alene være mulighed for at anvende
strafcelle, hvis der er tale om oftere gentagne forseelser, jf.
herved § 68, stk. 2, nr. 7, 2. led.
§ 68 medfører i overensstemmelse med de nugældende ad-
ministrative regler og praksis, at arten af mulige disciplinær-
straffe indskrænkes til bøde og strafcelle, jf. herved straffe-
lovens § 47, stk. 1, og pkt. 12.1 ovenfor.
Endvidere medtages advarsel som en disciplinærstraf, idet
en advarsel i praksis tillægges betydning ved senere discipli-
nærforseelser, jf. pkt. 12.1 ovenfor. Herved opnås det, at
de retssikkerhedsgarantier, der gælder bl.a. med hensyn til
fremgangsmåden ved ikendelse af disciplinærstraffe, også
finder anvendelse i sager, der afgøres med en advarsel.
Som § 69, stk. 1, foreslås indsat en bestemmelse, hvorefter
bødens størrelse fastsættes under hensyn til overtrædelsens
art og omfang, idet bøden dog højst kan udgøre et beløb sva-
rende til det almindelige vederlag, der udbetales indsatte for
en uges beskæftigelse med fradrag af den del af vederlaget,
som er beregnet til dækning af personlige fornødenheder.
Med udtrykket »det almindelige vederlag, der udbetales
indsatte for en uges beskæftigelse,« sigtes til den normale
grundløn for en uges beskæftigelse uden tillæg af nogen art
(for tiden ca. 400 kr.).
Som § 69, stk. 2, foreslås en bestemmelse, hvorefter en
ikendt bøde kan modregnes i den indsattes vederlag for
beskæftigelse efter § 42, stk. 1, idet den indsatte dog mindst
skal have udbetalt en ydelse til dækning af personlige fornø-
denheder.
Endvidere foreslås som § 70, stk. 1, indsat en bestemmelse,
hvorefter varigheden af strafcelle fastsættes under hensyn
til overtrædelsens art og omfang til et tidsrum af højst 4
uger. For unge under 18 år fastsættes tidsrummet dog til
højst 7 dage, medmindre sagen angår vold mod personale i
institutionen, jf. nedenfor.
Det forudsættes, at varigheden af en strafcelleanbringelse
fastsættes til et tidsrum af maksimum 3 dage i alle alminde-
ligt forekommende tilfælde vedrørende afsonere under 18
år. Kun i særlige tilfælde bør varigheden fastsættes til et
tidsrum af mere end 3 dage. Der tænkes herved navnlig på
gentagelsestilfælde i sager om besiddelse af mobiltelefon,
besiddelse af eller handel med hårde euforiserende stoffer
og sager vedrørende forseelser af mere alvorlig karakter,
herunder sager vedrørende overfald på medindsatte.
I sager om vold mod kriminalforsorgens personale vil der
kunne ikendes strafcelle i op til 4 uger.
I stk. 2 foreslås det fastsat, at en indsat, der er ikendt straf-
celle, anbringes i anden afdeling eller eget opholdsrum og
er udelukket fra fællesskab i institutionen. Unge under 18
år kan dog deltage i beskæftigelse i institutionen, medmin-
dre konkrete grunde taler herimod. Hensigten hermed er
generelt at åbne mulighed for, at unge under 18 år under
udståelse af strafcelle kan deltage i beskæftigelse i instituti-
onen, medmindre konkrete grunde taler herimod. Dette vil
indebære, at afsonere under 18 år alene afskæres fra sam-
vær med andre indsatte i fritiden, mens beskæftigelsesakti-
viteter som udgangspunkt kan afvikles i fællesskab med an-
dre. Hermed sigtes både til deltagelse i arbejde, uddannelse
og andre godkendte aktiviteter, herunder behandlingsforløb.
Som stk. 3 foreslås en bemyndigelse for justitsministeren til
at fastsætte regler om udståelse af strafcelle.
Som § 71, stk. 1, foreslås indsat en bestemmelse, hvorefter
der ved begrundet mistanke om, at en indsat har overtrådt
bestemmelser, der må antages at medføre strafcelle som di-
sciplinærstraf, kan træffes bestemmelse om at anbringe den
pågældende i forhørscelle, hvis det er nødvendigt af hensyn
til gennemførelsen af undersøgelser i disciplinærsagen.
Som § 71, stk. 2, foreslås indsat en bestemmelse, hvorefter
anbringelse i forhørscelle ikke må udstrækkes i længere tid,
end undersøgelsen nødvendiggør, og højst kan vare i 5 dage.
Hertil føjes i § 71, stk. 3 og 4, bestemmelser, hvorefter
den tid, som en indsat har været anbragt i forhørscelle, skal
fradrages i udståelsen af strafcelle, og anbringelse i forhørs-
celle sker efter samme regler som udståelse af strafcelle.
Endelig foreslås i § 72 indsat en bemyndigelse for justitsmi-
nisteren til at fastsætte regler om behandlingen af discipli-
nærsager.
Det bemærkes, at det med lovforslagets § 112, nr. 3, fore-
slås, at endelige afgørelser efter lovforslagets § 70, stk. 1, jf.
§ 67 (disciplinærstraf i form af strafcelle i mere end 7 dage)
inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den indsatte, kan
kræves indbragt til prøvelse for retten. Sagen indbringes i
så fald uden unødigt ophold for retten af Direktoratet for
Kriminalforsorgen, der fremsender sagens akter med oplys-
ning om den påklagede afgørelse og en redegørelse for de
omstændigheder, der påberåbes, samt for de beviser, der kan
have betydning for sagens afgørelse, jf. § 114, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets §§ 67-72 og bemærk-
ningerne hertil.
13. Prøveløsladelse
13.1. Gældende ret
De almindelige bestemmelser for løsladelse på prøve er re-
guleret af straffelovens §§ 38-43.
Straffelovens § 38 indeholder således udgangspunktet for,
hvornår en indsat kan løslades på prøve, mens straffelovens
§ 39 regulerer de nærmere vilkår for prøveløsladelse. Straf-
felovens § 40 regulerer kompetencen til at træffe afgørelse
37
ved overtrædelse af vilkår i prøvetiden. Endelig behandles i
§ 40 a spørgsmålet om tidlig prøveløsladelse (den såkaldte
noget for noget-ordning).
I tillæg hertil indeholder straffelovens §§ 41-42 reglerne
for prøveløsladelse af livstidsdømte. § 41 indeholder reg-
ler om, hvornår der skal træffes afgørelse om, hvorvidt en
livstidsdømt skal løslades på prøve, forudsætninger for at
prøveløsladelse vil kunne ske samt regler om vilkår for en
prøveløsladelse. I straffelovens § 42 reguleres kompetencen
til at træffe afgørelse ved overtrædelse af vilkår i prøvetiden.
Endelig regulerer straffelovens § 43 adgangen til betinget
benådning (hel eller delvis eftergivelse af straf) af såvel
tidsbestemt straf som straf af fængsel på livstid.
Bestemmelserne i straffelovens §§ 38-43 svarer i hovedtræk
til §§ 38-43 i den danske straffelov.
13.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
De færøske myndigheder har som nævnt under pkt. 4 oven-
for siden den 1. marts 2010 overtaget sagsområdet ”straffe-
retten”. Efter drøftelse med Færøernes Landsstyre, foreslås
det, at de bestemmelser i straffeloven, som vedrører løsla-
delse på prøve, erstattes af lignende bestemmelser i straf-
fuldbyrdelsesloven. Dog foreslås det, at straffelovens § 40,
stk. 1 (nyt strafbart forhold i prøvetiden), og § 42, stk. 1 (nyt
strafbart forhold i prøvetiden for livstidsdømte), bevares i
straffeloven. Det skyldes, at bestemmelserne efter Justitsmi-
nisteriets opfattelse er nært knyttet til straffens fastsættelse
under en almindelig straffesag og dermed en del af ”straffe-
retten”. Bestemmelserne vedrører således domstolenes kom-
petence til at tage stilling til, om det skal have betydning for
udmålingen af straffen i en ny straffesag, at kriminaliteten er
begået i prøvetiden. Til forskel herfra vedrører straffelovens
§ 40, stk. 2-6, og § 42, stk. 2, kriminalforsorgens adgang
til at træffe administrativ afgørelse, hvis der i øvrigt sker
overtrædelse af vilkår i prøvetiden, som dermed ikke knytter
sig til udmålingen af en straf under en konkret straffesag.
Konkret foreslås det derfor, at §§ 38-43 (på nær § 40, stk.
1, og § 42, stk. 1, jf. ovenfor) i straffeloven om løsladelse
på prøve erstattes af lignende bestemmelser i den foreslåede
straffuldbyrdelseslov (§§ 79 a-g). For så vidt angår ophævel-
se af de eksisterende regler i straffeloven henvises til det
samtidigt fremsatte lovforslag om ændring af straffelov for
Færøerne, retsplejelov for Færøerne, og lov for Færøerne
om retsafgifter (Ændringer som følge af ikraftsættelse af lov
for Færøerne om fuldbyrdelse af straf m.v. og som følge
af ikraftsættelse af ændringsanordning om konkursloven for
Færøerne).
Det bemærkes, at der ved formuleringen af de foreslåede
bestemmelser i straffuldbyrdelsesloven (§§ 79 a-g) generelt
er taget udgangspunkt i reguleringen af prøveløsladelse i
den danske straffelov med henblik på en opdatering af de
færøske bestemmelser. Dog er bestemmelserne i den danske
straffelovs § 38, stk. 5-7, § 39, stk. 3-5, og § 41, stk. 3-4 og
6-8, ikke medtaget i nærværende lovforslag. Der henvises
til bemærkningerne til lovforslagets pkt. 4 om bestemmelser
med tilknytning til de såkaldte bandepakker.
Den foreslåede bestemmelse i § 79 a indeholder de grund-
læggende betingelser for, hvornår den dømte kan løslades
på prøve. Bestemmelsen svarer til den danske straffelovs §
38 med den undtagelse, at den foreslåede bestemmelse ikke
indeholder særlige regler om prøveløsladelse af dømte, som
skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer, som
er aktivt involveret i en verserende voldelig konflikt, eller
som er dømt for en overtrædelse, som har baggrund i eller
tilknytning til en sådan konflikt (den danske straffelovs §
38, stk. 5-7).
Bestemmelsen viderefører indholdet af § 38 i straffeloven,
som samtidig foreslås ophævet ved det samtidigt fremsatte
lovforslag om ændring af straffelov for Færøerne, retspleje-
lov for Færøerne, og lov for Færøerne om retsafgifter (Æn-
dringer som følge af ikraftsættelse af lov for Færøerne om
fuldbyrdelse af straf m.v. og som følge af ikraftsættelse af
ændringsanordning om konkursloven for Færøerne).
Med lovforslaget lægges der dog op til, at den gældende
bestemmelse i straffelovens § 38, stk. 3, hvorefter prøveløs-
ladelse i almindelighed ikke kan ske, når den resterende
straffetid er mindre end 30 dage, ikke videreføres. En tilsva-
rende bestemmelse (§ 38, stk. 3) blev ophævet i den danske
straffelov ved lov nr. 628 af 12. juni 2013 om ændring af
straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og lov om
statens uddannelsesstøtte (Udvidet mulighed for prøveløsla-
delse og fodlænkeafsoning, SU i skoleperioder under uddan-
nelsen til fængselsbetjent m.v.), da parterne bag kriminalfor-
sorgens økonomi 2013-16 fandt, at der i alle tilfælde bør
kunne ske prøveløsladelse, hvis den dømte opfylder betin-
gelserne herfor, uanset at den resterende straffetid er mindre
end 30 dage. Parterne henviste bl.a. til, at prøveløsladelse
og de dertil knyttede muligheder for fastsættelse af prøvetid
og vilkår er vigtige elementer i en vellykket udslusning af
indsatte, idet prøvetid og vilkår mv. kan hjælpe eller påvirke
den dømte til at leve en kriminalitetsfri tilværelse efter løsla-
delsen. Der henvises til de almindelige bemærkninger til det
danske lovforslag, pkt. 3.2.1, jf. Folketingstidende 2012-13,
A, L 133 som fremsat, side 8.
Med lovforslaget lægges der endvidere op til, at justitsmini-
sterens kompetence til at overlade afgørelseskompetencen i
prøveløsladelsessager ikke længere begrænses til bestemte
grupper af sager, som tilfældet er efter den gældende be-
stemmelse i straffelovens § 38, stk. 2, 2. pkt. Dette svarer til
den ændring af den danske straffelov, som blev gennemført
ved lov nr. 739 af 25. juni 2014 om ændring af straffeloven,
lov om fuldbyrdelse af straf m.v., retsplejeloven og lov om
Offerfonden (Reorganisering af kriminalforsorgen, herunder
begrænsning af klageadgangen), og som udsprang af reorga-
niseringen af kriminalforsorgen. Reorganiseringen indebar
bl.a., at kompetencen til at træffe afgørelse i konkrete sager
som hovedregel henhører under kriminalforsorgsområderne,
mens direktoratet alene har bevaret sin afgørelseskompeten-
38
ce i sager af helt særlig karakter. Der henvises til de almin-
delige bemærkninger til det danske lovforslag, pkt. 4.1.3 og
4.2.3, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 190 som fremsat,
side 10-11 og 13-14.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 79 a.
Den foreslåede § 79 b regulerer de vilkår, som kan fastsæt-
tes for prøveløsladelsen. Bestemmelsen svarer med enkelte
undtagelser til den danske straffelovs § 39. Det foreslås såle-
des ikke at medtage bestemmelser svarende til den danske
straffelovs § 39, stk. 3-5. Der henvises til bemærkningerne
til lovforslagets pkt. 4 om bestemmelser med tilknytning til
de såkaldte bandepakker.
Bestemmelsen viderefører med enkelte undtagelser § 39 i
straffeloven, der foreslås ophævet som konsekvens heraf
ved det samtidigt fremsatte lovforslag om ændring af straf-
felov for Færøerne, retsplejelov for Færøerne, og lov for
Færøerne om retsafgifter (Ændringer som følge af ikraftsæt-
telse af lov for Færøerne om fuldbyrdelse af straf m.v. og
som følge af ikraftsættelse af ændringsanordning om kon-
kursloven for Færøerne).
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 adskiller sig fra § 39,
stk. 2, i straffeloven, idet den ikke indeholder en henvisning
til straffelovens § 57, stk. 2, og § 59, stk. 1, om fastsættelse
af nærmere regler for gennemførelsen af tilsyn og vilkår i
relation til betingede domme. Dette skyldes, at straffelovens
§ 57, stk. 2, og § 59, stk. 1, ved et samtidigt fremsat lov-
forslag foreslås ophævet som led i gennemførelsen af straf-
fuldbyrdelsesloven. Tilsvarende bestemmelser blev ophævet
i den danske straffelov ved lov nr. 433 af 31. maj 2000 om
ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med
gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Æn-
dringer som følge af straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af
hæftestraffen og prøveløsladelse af livstidsdømte m.v.).
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 79 b.
Den foreslåede § 79 c regulerer kompetencen til at træffe
afgørelse ved overtrædelse af vilkår i prøvetiden, som er
delt mellem domstolene og administrationen. Bestemmelsen
svarer til den danske straffelovs § 40 og viderefører § 40 i
straffeloven.
I modsætning til den gældende bestemmelse i straffelovens
§ 40, stk. 2, indsættes der desuden en bemyndigelsesbe-
stemmelse, således at justitsministeren kan delegere sine
kompetencer efter bestemmelsen til en underordnet myndig-
hed. For så vidt angår baggrunden herfor henvises der til
bemærkningerne til § 79 a om reorganiseringen af kriminal-
forsorgen.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 79 c.
Den foreslåede § 79 d fastsætter reglerne for tidlig prøveløs-
ladelse af indsatte, som yder en særlig indsats for at ruste sig
mod tilbagefald til kriminalitet mv. (den såkaldte noget for
noget-ordning). Bestemmelsen giver mulighed for at fravige
hovedreglen i § 79 a, stk. 1, således at visse kategorier
af dømte efter en konkret vurdering kan prøveløslades, før
to tredjedele af straffetiden er udstået, og supplerer undta-
gelsesbestemmelsen i § 79 a, stk. 2 (tidlig prøveløsladelse
under særlige omstændigheder).
Bestemmelsen svarer til den danske straffelovs § 40 a og
viderefører med enkelte undtagelser § 40 a i straffeloven,
som foreslås ophæves som konsekvens heraf ved det samti-
digt fremsatte lovforslag om ændring af straffelov for Fær-
øerne, retsplejelov for Færøerne, og lov for Færøerne om
retsafgifter (Ændringer som følge af ikraftsættelse af lov
for Færøerne om fuldbyrdelse af straf m.v. og som følge
af ikraftsættelse af ændringsanordning om konkursloven for
Færøerne).
Det foreslås dog med den nye bestemmelse at lempe de tids-
mæssige betingelser for tidlig prøveløsladelse efter noget for
noget-ordningen, så løsladelse på prøve fremover vil kunne
ske, når halvdelen af straffetiden, dog mindst 2 (mod i dag
4) måneder, er afsonet. Dette er i lighed med ændringen af
den danske straffelovs § 40 a, stk. 1, som blev gennemført
ved lov nr. 611 af 14. juni 2011 om ændring af straffeloven
(Udvidelse af »noget for noget-ordningen« om tidlig prøve-
løsladelse af dømte m.v.).
Det foreslås endvidere at tilføje, at arbejdstræning og arbej-
de efter en konkret vurdering vil kunne udgøre en særlig
indsats, der kan begrunde prøveløsladelse, når halvdelen af
straffen er udstået. Tilsvarende tilføjelser er gennemført i
den danske straffelovs § 40 a, stk. 1, nr. 1, ved lov nr. 611
af 14. juni 2011 om ændring af straffeloven (Udvidelse af
»noget for noget-ordningen« om tidlig prøveløsladelse af
dømte m.v.) (arbejdstræning) og lov nr. 628 af 12. juni 2013
om ændring af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf
m.v. og lov om statens uddannelsesstøtte (Udvidet mulighed
for prøveløsladelse og fodlænkeafsoning, SU i skoleperioder
under uddannelsen til fængselsbetjent m.v.) (arbejde).
Ændringerne af den danske noget for noget-ordning i 2011
og 2013 udsprang bl.a. af en analyse af kriminalforsorgens
kapacitets- og sikkerhedsbehov, som viste, at ordningen var
meget velfungerende, idet recidivet hos dømte, der blev løs-
ladt efter ordningen, var langt lavere end det gennemsnitlige
recidiv for fængselsdømte. Analysen pegede desuden på, at
noget for noget-ordningen er egnet til at motivere indsatte til
at yde en særlig indsats for ikke at begå ny kriminalitet efter
afsoningen. Der henvises til de almindelige bemærkninger
til det danske lovforslag, pkt. 3.2.2, jf. Folketingstidende
2012-13, A, L 133 som fremsat, side 8-9.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 79 d.
Den foreslåede § 79 e fastsætter de grundlæggende betingel-
ser for, hvornår en livstidsdømt kan løslades på prøve. Be-
stemmelsen svarer til den danske straffelovs § 41 med den
undtagelse, at stk. 3-4 og 6-8 ikke foreslås medtaget. Der
henvises til bemærkningerne til lovforslagets pkt. 4 om be-
stemmelser med tilknytning til de såkaldte bandepakker.
39
Bestemmelsen svarer endvidere til § 41 i straffeloven, som
foreslås ophævet ved det samtidigt fremsatte lovforslag om
ændring af straffelov for Færøerne, retsplejelov for Færøer-
ne, og lov for Færøerne om retsafgifter (Ændringer som
følge af ikraftsættelse af lov for Færøerne om fuldbyrdelse
af straf m.v. og som følge af ikraftsættelse af ændringsan-
ordning om konkursloven for Færøerne).
I modsætning til den gældende bestemmelse i straffelovens
§ 41, stk. 1, indsættes der dog en bemyndigelsesbestemmel-
se, således at justitsministeren kan delegere sine kompeten-
cer efter bestemmelsen til en underordnet myndighed. For
så vidt angår baggrunden herfor henvises der til bemærknin-
gerne til § 79 a om reorganiseringen af kriminalforsorgen.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 79 e.
Den foreslåede § 79 f regulerer kompetencen til at træffe
afgørelse ved overtrædelse af vilkår i prøvetiden for så vidt
angår livstidsdømte, som i lighed med den foreslåede § 79 c
er delt mellem domstolene og administrationen.
Bestemmelsen svarer til den danske straffelovs § 42 og vide-
refører § 42 i straffeloven.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 79 f.
Den foreslåede § 79 g regulerer adgangen til betinget benåd-
ning (hel eller delvis eftergivelse af straf) af såvel tidsbe-
stemt straf som straf af fængsel på livstid.
Bestemmelsen svarer til den danske straffelovs § 43 og vide-
refører § 43 i straffeloven.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 79 g.
Det bemærkes afslutningsvis, at de foreslåede §§ 79 a-g
tillige vil finde anvendelse i forbindelse med dømte, der er
anbragt eller overført til en institution i Danmark, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 30. For en yderligere beskrivelse
af lovvalg i forbindelse med afsoning i Danmark henvises i
øvrigt til pkt. 3 ovenfor om den territoriale afgrænsning.
14. Fuldbyrdelse af bødestraf
14.1. Gældende ret
En bødedom kan i lighed med andre straffedomme ikke
fuldbyrdes, før dommen er endelig, jf. retsplejelovens §
1026, stk. 1. Er der grund til at antage, at den dømte vil
forlade landet, inden fuldbyrdelse kan ske, eller på anden
måde søge at unddrage sig fuldbyrdelse, kan det i en bøde-
dom bestemmes, at bøden straks kan inddrives, medmindre
der stilles sikkerhed for dens betaling, jf. § 1026, stk. 3.
For bødedomme, som ikke kan ankes, og bødeafgørelser
efter § 949 (indenretlig bødevedtagelse), gælder en fuldbyr-
delsesfrist på 3 dage, medmindre en længere frist fastsættes i
medfør af straffeloven, jf. § 1026, stk. 4, 1. pkt.
Efter straffelovens § 52, stk. 1, kan retten således fastsætte
en frist på indtil 3 måneder for bødens betaling. I øvrigt kan
landfogeden under tilsvarende omstændigheder som angivet
i § 1026, stk. 3, straks lade afgørelsen fuldbyrde, medmindre
der stilles sikkerhed for bødens betaling, jf. § 1026, stk. 4, 3.
pkt.
For bøder, der vedtages udenretligt, fastsættes betalingsfri-
sten i forbindelse med bødeforelægget, jf. retsplejelovens §
878, stk. 1.
Bøder inddrives af politiet, jf. retsplejelovens § 1024, stk.
1. Efter straffelovens § 52, stk. 2, kan politiet tillade af-
dragsvis betaling af bøden. Betales bøden ikke, inddrives
den, medmindre politiet skønner, at inddrivelse ikke er mu-
lig eller væsentligt vil forringe den pågældendes levevilkår,
jf. § 52, stk. 3.
Justitsministeriet har ved cirkulære nr. 113 af 26. juni 1975
med senere ændringer fastsat nærmere regler bl.a. om efter-
givelse, henstand og afdragsvis betaling af bøder mv. Her-
efter kan landfogeden i almindelighed afgøre ansøgninger
om eftergivelse og nedsættelse af bøder mv., når beløbet
ikke overstiger 100.000 kr. Overstiger beløbet 100.000 kr.,
forelægges sagen for Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Endvidere kan landfogeden give henstand med betalingen
eller tillade afdragsvis betaling, når beløbet ikke overstiger
100.000 kr. Overstiger beløbet 100.000 kr., kan politiet give
henstand med betalingen i indtil 1 år fra den dag, da bøden
mv. blev idømt eller vedtaget, eller tillade betaling i afdrag i
løbet af højst 3 år fra samme dato. Ved ansøgninger om hen-
stand eller afdragsvis betaling i videre omfang forelægges
sagen for Justitsministeriet, jf. herved tillige Justitsministeri-
ets vejledning af 18. juni 1996 om benådning, udsættelse,
eftergivelse og henstand mv.
Landfogedens afgørelse om henstand med og afdragsvis be-
taling af bøder mv. på 15.000 kr. eller derunder kan ikke
indbringes for Justitsministeriet, jf. retsplejelovens § 1030
og § 1 i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 283 af 22.
april 1996 om afskæring af klageadgangen i visse bødesager
mv.
Indgår en bøde ikke, træder i dennes sted en forvandlings-
straf af fængsel, jf. straffelovens § 53.
Nærmere regler om fastsættelsen af forvandlingsstraf findes
i straffelovens §§ 54 og 55. Det fremgår heraf, at retten ved
fastsættelsen af bøder, der idømmes eller vedtages for retten,
samtidig med afgørelsen om bøden træffer afgørelse om
arten af forvandlingsstraffen samt om dennes varighed. For
bøder, der idømmes juridiske personer, fastsættes dog ingen
forvandlingsstraf.
Er en bøde ikke idømt eller vedtaget for en domstol, skal
forvandlingsstraffen afsones efter reglerne om fængsel. For-
vandlingsstraffens størrelse fastsættes som udgangspunkt af
byretten i den retskreds, hvor den bødefældte bor eller op-
holder sig. For bøder på 10.000 kr. eller derunder, som er
vedtaget efter tilkendegivelse fra politiet, jf. retsplejelovens
40
§ 878, afsones forvandlingsstraffen dog efter en i straffelo-
vens § 55, stk. 2, fastsat skala.
Det er politiet, der træffer afgørelse om fuldbyrdelse af
forvandlingsstraffen. Politiets afgørelse kan indbringes for
Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Indgiver den dømte ansøgning om benådning for en bøde-
forvandlingsstraf, betragtes ansøgningen som en fornyet an-
søgning om eftergivelse af bøden, medmindre ansøgningen
støttes på grunde af ikke økonomisk art. I så fald behandles
ansøgningen som andre ansøgninger om benådning for fuld-
byrdelsen af en frihedsstraf.
14.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
Justitsministeriet finder, at straffuldbyrdelsesloven bør inde-
holde en samlet regulering af fuldbyrdelsen af bødestraffe,
og at fuldbyrdelse af frihedsstraf bør omfattes af straffuld-
byrdelsesloven. På den baggrund foreslås bestemmelserne
om betaling og inddrivelse af bøder mv. i straffelovens §
52, stk. 2-7, ophævet ved det samtidigt fremsatte lovforslag
om ændring af straffelov for Færøerne, retsplejelov for Fær-
øerne, og lov for Færøerne om retsafgifter (Ændringer som
følge af ikraftsættelse af lov for Færøerne om fuldbyrdelse
af straf m.v. og som følge af ikraftsættelse af ændringsan-
ordning om konkursloven for Færøerne).
I den forbindelse foreslås endvidere en række ændringer af
retsplejelovens regler om inddrivelse af sagsomkostninger
og konfiskerede beløb i straffesager, der forfølges af det
offentlige.
Det bemærkes, at de færøske myndigheder som nævnt under
pkt. 4 ovenfor har overtaget sagsområdet ”strafferetten” fra
den 1. marts 2010.
Efter drøftelse med Færøernes Landsstyre foreslås straffelo-
vens §§ 51-55 (på nær § 52, stk. 2-7) fastholdt i straffelo-
ven. Det skyldes, at bestemmelserne efter Justitsministeriets
og Færøernes Landsstyre opfattelse er nært knyttet til straf-
fens fastsættelse under en almindelig straffesag og dermed
strafferetten.
Det følger af kapitel 16 i den danske straffuldbyrdelseslov,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019, at
inddrivelse af bøder foretages af restanceinddrivelsesmyn-
digheden under skatteministerens ressort, ligesom skattemi-
nisteren efter forhandling med justitsministeren fastsætter
regler om lønindeholdelse. Skatteopkrævning er overtaget
af Færøerne som særanliggende, og de gældende danske
bestemmelser om inddrivelse kan derfor ikke uden videre
medtages i lovforslaget. De foreslåede bestemmelser bygger
derfor (med fornødne ændringer) på bestemmelserne om
inddrivelse af bødekrav i den danske straffuldbyrdelseslov,
som de var affattet forud for oprettelsen af Restanceinddri-
velsesmyndigheden i Danmark i 2005 og overdragelse af
inddrivelsesopgaven fra politiet dertil, jf. lovbekendtgørelse
nr. 207 af 18. marts 2005, som ændret ved lov nr. 367 af 24.
maj 2005.
Lovforslaget foreslås – foruden bestemmelser om betaling
af bøder – bl.a. at indeholde bestemmelser om inddrivelse
af bøder, herunder om at politiet tillige kan inddrive bøder
ved udpantning og indeholdelse i den pågældendes indtæg-
ter efter reglerne om indeholdelse i lagtingslov nr. 86 af 1.
september 1983 om landsskat og kommuneskat med senere
ændringer. Der etableres endvidere hjemmel til, at politiet
kan anmode TAKS om at forestå inddrivelsen ved udpant-
ning og lønindeholdelse. Hvorvidt denne hjemmel vil blive
udnyttet i praksis, afhænger af nærmere drøftelser mellem
Færøernes Politi og TAKS.
Der foreslås i forbindelse med ovenstående en bemyndigel-
se for justitsministeren til efter forhandling med Færøernes
Landsstyre at fastsætte regler om udpantning og indeholdel-
se af indtægter efter de foreslåede bestemmelser, herunder
om kontrol med indeholdelsen og, om skyldnerens pligt til
at give oplysninger til brug ved indeholdelsen, om pligter og
erstatningsansvar for den indeholdelsespligtige og om ud-
pantningsret for beløb, som den indeholdelsespligtige hæfter
for.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til §§ 90-93.
15. Erstatning i anledning af indgreb under fuldbyrdelse
af straf mv.
15.1. Gældende ret
Retsplejeloven indeholder i kapitel 106 nærmere regler om
erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning. Retsple-
jelovens regler giver mulighed for erstatning på objektivt
grundlag i anledning af uforskyldt anholdelse, varetægts-
fængsling eller andre straffeprocessuelle indgreb, jf. §§ 1049
og 1050.
Af særlig betydning for spørgsmålet om straffuldbyrdelse er
retsplejelovens § 1052, hvorefter der tilkommer den, der har
udstået frihedsstraf eller været undergivet anden strafferetlig
retsfølge, erstatning på tilsvarende objektivt grundlag, jf. §
1049, hvis anke eller genoptagelse af straffesagen medfører
bortfald af retsfølgen. Medfører anke eller genoptagelse af
straffesagen formildelse, ydes der erstatning, hvis den rets-
følge, der er fuldbyrdet, er mere indgribende end den, der
idømmes efter anke eller genoptagelse. Efter § 1052, stk. 2,
kan erstatning nægtes eller nedsættes, hvis den dømte ved sit
forhold under sagen har givet anledning til domfældelsen.
Retsplejeloven indeholder i §§ 1053 og 1054 nærmere regler
om fremgangsmåden ved erstatningskravets behandling. Af
§ 1053 fremgår det bl.a., at krav fra en person, der har
været sigtet, skal fremsættes over for statsadvokaten inden
to måneder efter meddelelse til sigtede om strafforfølgnin-
gens ophør eller efter afsigelse af endelig dom. Har tiltalte
ikke været til stede ved dommens afsigelse, beregnes fristen
efter bestemmelserne i § 954, stk. 2 og 3. Krav fra andre
41
skal fremsættes inden to måneder efter, at indgrebet er op-
hørt. Fremsættes kravet efter fristens udløb, kan det behand-
les, hvis overskridelsen findes undskyldelig. Rigsadvokaten
behandler klager over statsadvokaternes afgørelser. Imøde-
kommes erstatningskravet ikke af rigsadvokaten, kan den
erstatningssøgende inden to måneder efter meddelelse om
afslaget begære kravet indbragt for Retten på Færøerne, hvis
den har pådømt straffesagen. Sagen indbringes for retten
af statsadvokaten. Har straffesagen ikke været pådømt, ind-
bringer statsadvokaten erstatningskravet for Retten på Fær-
øerne, hvis den pågældende foranstaltning er besluttet på
Færøerne, eller hvis den erstatningssøgende har hjemting på
Færøerne, jf. § 1054, stk. 1.
Retsplejelovens § 1052 giver som nævnt alene krav på er-
statning på objektivt grundlag for det forhold, at frihedsstraf
eller anden strafferetlig retsfølge er fuldbyrdet. Bestemmel-
sen giver derimod ikke krav på erstatning på objektivt
grundlag for foranstaltninger eller indgreb, der finder sted
under fuldbyrdelsen af straf mv. Sådanne krav afgøres på
grundlag af færøsk rets almindelige erstatningsregler. An-
moder den pågældende om det, skal sådanne krav behandles
efter de processuelle regler i retsplejelovens kapitel 106, jf.
retsplejelovens § 1056.
Der er endvidere ikke i fuldbyrdelsesbekendtgørelsen eller
i cirkulærer fastsat regler om erstatning i anledning af foran-
staltninger under fuldbyrdelsen af straf mv.
15.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
Justitsministeriet finder, at lovforslaget bør indeholde tilsva-
rende regler om erstatning for uforskyldte indgreb, som den
danske straffuldbyrdelseslov.
Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at der fastsæt-
tes bestemmelser, hvorefter en indsat har ret til erstatning
efter reglerne i retsplejelovens § 1049, hvis den indsatte
uforskyldt har (1) udstået fængselsstraf i for lang tid, (2)
været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle el-
ler (3) været udelukket fra fællesskab. Tilsvarende foreslås
det fastsat, at en dømt, der uforskyldt har afviklet for meget
samfundstjeneste, har ret til erstatning efter reglerne i rets-
plejelovens § 1049.
Det foreslås endvidere, at der gives adgang til at tillægge
den, der under fuldbyrdelse af straf mv. har været udsat for
andre uforskyldte indgreb, erstatning efter reglerne i retsple-
jelovens § 1049.
De foreslåede bestemmelser medfører i forhold til de gæl-
dende regler, at der i lighed med retsplejelovens regler om
erstatning i anledning af straffeprocessuelle indgreb indfø-
res en ordning, hvorefter indsatte har krav på erstatning på
objektivt grundlag, dvs. uafhængigt af, om der er begået
fejl eller forsømmelser, når den pågældende uforskyldt har
udstået fængselsstraf i for lang tid eller uforskyldt har været
anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle eller ufor-
skyldt har været udelukket fra fællesskab.
Endvidere indføres der mulighed for på objektivt grundlag
at give erstatning i anledning af andre uforskyldte indgreb
foretaget under straffuldbyrdelsen.
Forslaget om erstatning skal i øvrigt sammenholdes med den
foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 3, hvorefter der ved be-
regningen af straffetiden foretages fradrag, når den indsatte
uforskyldt har været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller
sikringscelle eller udelukket fra fællesskab, jf. § 106, stk. 1,
nr. 2 og 3. Af den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 4,
følger det endvidere, at i det omfang der foretages fradrag
efter stk. 3, ydes der ikke erstatning for indgreb efter § 106,
stk. 1, nr. 2 og 3. Det betyder altså, at i de tilfælde, hvor
der er grundlag for erstatning for anbringelse i forhørscelle
mv., vil den pågældende som udgangspunkt få forkortet sin
afsoningstid i stedet for at få udbetalt en erstatning.
Indsatte, der afsoner fængselsstraffe mv., som udsættes for
foranstaltninger, der ikke omfattes af de foreslåede bestem-
melser om erstatning på objektivt grundlag eller i øvrigt af
retsplejelovens regler i kapitel 106, må rejse et eventuelt
erstatningskrav på grundlag af færøsk rets almindelige er-
statningsregler.
Når en person, der afsoner en straf i Færøerne Arrest, udsæt-
tes for et uberettiget indgreb af kriminalforsorgens ansatte,
skal der således ydes erstatning. Det er imidlertid ikke alle
indgreb, hvor det efterfølgende viser sig, at den indsatte ikke
har begået noget strafbart eller en disciplinærforseelse, der
efter Justitsministeriets opfattelse skal anses for uberettiget.
De ansatte i kriminalforsorgen varetager en vigtig og kom-
pliceret opgave i forhold til frihedsberøvelse af personer, der
ikke har kunnet overholde samfundets spilleregler, og som
derfor som led i den idømte straf må tåle indgreb i videre
omfang end andre, når det er nødvendigt for opretholdelse
af ro og orden i institutionen. Det er i den forbindelse helt
afgørende for opretholdelsen af orden, sikkerhed og tryghed
i institutionen, at kriminalforsorgen har adgang til at føre
kontrol af de indsatte, ligesom de ansatte hurtigt må kunne
reagere, når de har grund til at tro, at der foregår noget, der
er strafbart eller i strid med reglerne i institutionen, uden at
det efterfølgende udløser en ret til erstatning for de indsatte.
Sikkerheden i fængslerne skal være i orden, så de ansatte
kan gå trygt på arbejde, og de indsatte kan afsone uden at
blive udsat for vold eller trusler fra medindsatte, og der skal
være en stærk indsats mod bl.a. indsmugling af narkotika,
våben og mobiltelefoner. Det betyder f.eks., at de ansatte
skal kunne træffe de fornødne foranstaltninger over for ind-
satte i medfør af lovgivningen, hvis de får pålidelige oplys-
ninger om, at en indsat har begået vold. På samme måde
skal de ansatte have adgang til at foretage visitationer på en
celle eller undersøgelser af den pågældendes person af præ-
ventive årsager. Endvidere skal de ansatte også have adgang
til at forebygge, at der vil blive begået ny kriminalitet, f.eks.
ved at nægte en indsat udgang fra institutionen, hvis der er
mistanke om, at den pågældende har begået strafbart forhold
som medfører risiko for misbrug af udgangstilladelsen.
42
I disse og lignende situationer er der en forventning om, at
kriminalforsorgen reagerer, hvis der f.eks. er mistanke mod
indsatte om disciplinære eller strafbare forhold. Dette gæl-
der også for kontroller af selv indgribende karakter, hvor det
er nødvendigt for at sikre, at der ikke foregår ulovligheder i
institutionen.
Justitsministeriet vurderer, at det vil svække kriminalforsor-
gens arbejde med at sikre orden, sikkerhed og tryghed i
institutionen, hvis der generelt skal udbetales erstatning i
alle de tilfælde, hvor det efter indgrebet viser sig, at det ikke
kan bevises, at den indsatte havde begået noget strafbart
eller en disciplinærforseelse.
Hvis de ansatte i almindelighed må forudse, at kriminalfor-
sorgen vil blive mødt med et erstatningskrav, hver gang de
foretager et i øvrigt lovpligtigt indgreb baseret på en konkret
mistanke, kan det potentielt medføre, at de ansatte vil være
mere tilbageholdende med at reagere på ellers berettigede
mistanker.
Det er derfor Justitsministeriets vurdering, at der i tilfælde,
hvor kriminalforsorgen undersøger og forebygger strafbare
og disciplinære forhold, ikke skal tilkendes erstatning for
indgrebet, hvis indgrebet ikke var uberettiget på tidspunktet
for iværksættelsen.
Justitsministeriet finder dog også, at hvis der foreligger sær-
lige omstændigheder, skal der alligevel kunne tilkendes er-
statning. Særlige omstændigheder vil foreligge, hvis det må
anses for åbenbart urimeligt, at den indsatte ikke får tilkendt
erstatning.
I de foreslåede bestemmelser i §§ 106 og 107 foreslås der
fastsat regler om, at i de tilfælde, hvor et indgreb er sket
med henblik på at undersøge, om den indsatte har begået
et strafbart forhold eller en disciplinærforseelse, eller for
at forebygge, at den indsatte vil begå et strafbart forhold
eller en disciplinærforseelse, kan den indsatte ikke tilkendes
erstatning, hvis indgrebet ikke må anses for uberettiget ud
fra omstændighederne på tidspunktet for indgrebets iværk-
sættelse, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.
Formålet hermed er, at undgå at der skal udbetales erstatning
i de tilfælde, hvor kriminalforsorgen med rette har reageret
på f.eks. en mistanke ved gennemførelse af et indgreb over
for den indsatte, men hvor det efterfølgende viser sig, at
kriminalforsorgen ikke havde ret i mistanken, eller at mis-
tanken ikke kunne bevises. Det samme skal gælde i det
tilfælde, hvor kriminalforsorgen har hjemmel til at foretage
indgreb »stikprøvevis« og rent præventivt, f.eks. en rutine-
mæssig urinprøve for at undersøge, om de indsatte har taget
euforiserende stoffer, og hvor indgrebet ikke medfører, at
kriminalforsorgen derved får oplysninger, der fører til en
straffedom eller disciplinærstraf.
Det foreslås, at begrænsningen af erstatning både skal gælde
for de indgreb, som kriminalforsorgen kan anvende, når der
er et behov for at undersøge, om den indsatte har begået et
strafbart forhold eller en disciplinærforseelse, og de indgreb,
som kriminalforsorgen kan anvende, når der er et behov for
at forebygge, at vedkommende vil begå yderligere krimina-
litet mv.
Indgreb, som foretages for at forebygge kriminalitet, sker
både på grundlag af, at vedkommende er mistænkt for at
have begået et strafbart forhold, men også præventivt.
Et eksempel på et forebyggende indgreb vil f.eks. være,
hvor kriminalforsorgen nægter udgangstilladelse til en ind-
sat, jf. den foreslåede bestemmelse i § 46, stk. 1, nr. 2, fordi
der er bestemte grunde til at antage, at den indsatte i forbin-
delse med udgang vil begå ny kriminalitet. En medvirkende
årsag til, at der foreligger bestemte grunde, kan være, at
vedkommende er straffet eller mistænkt for allerede at have
begået et strafbart eller disciplinært forhold.
Hvorvidt et indgreb ikke kan anses for uberettiget ud fra
omstændighederne på tidspunktet for indgrebets iværksæt-
telse, afhænger af en konkret vurdering i lyset af de relevan-
te betingelser for det pågældende indgreb. En række indgreb
kræver ikke mistankegrundlag.
Til illustration heraf vil der f.eks. som udgangspunkt ikke
gælde et krav om, at kriminalforsorgen har haft en konkret
mistanke mod den eller de personer, indgrebet retter sig
mod, ved en rutinemæssig kontrol af, om de indsatte har ta-
get euforiserende stoffer. Omvendt stilles der større krav til
grundlaget for f.eks. at udelukke en person fra fællesskabet i
en længere periode i medfør af den foreslåede bestemmelse
i § 63, da indgrebet i sådanne tilfælde skal være nødvendigt
for f.eks. at forebygge strafbare forhold.
Ved vurderingen vil der som udgangspunkt alene skulle ind-
gå de oplysninger om mistankegrundlag og faktiske oplys-
ninger mv., som kriminalforsorgen havde på tidspunktet for
indgrebets iværksættelse.
Derudover kan også risikoen ved ikke at foretage et hur-
tigt indgreb indgå som en del af den konkrete helhedsvur-
dering. Ved vurderingen kan således efter omstændigheder-
ne indgå, hvorvidt kriminalforsorgen havde mulighed for
at indhente yderligere oplysninger forud for indgrebet, og
hvorvidt det var nødvendigt med en hurtig reaktion, da øje-
medet ellers ville forspildes. Et eksempel, hvor øjemedet
vil forspildes, hvis der ikke reageres hurtigt, kunne være,
hvor kriminalforsorgen har fået et pålideligt »tip« om, at en
indsat har euforiserende stoffer på sig.
Der vil endvidere fortsat skulle foretages en vurdering af,
om den indsatte har udvist egen skyld i de tilfælde, hvor det
vurderes, at den indsatte som udgangspunkt kan tilkendes
erstatning, fordi indgrebet anses for uberettiget ud fra om-
stændighederne på tidspunktet for indgrebets iværksættelse,
jf. herved den foreslåede formulering om, at erstatning ydes
for uforskyldte indgreb i §§ 106 og 107, som også er afspej-
let i retsplejelovens § 1049, stk. 3.
Selv om det viser sig, at indgrebet var berettiget ud fra de
oplysninger, der forelå på tidspunktet for indgrebet, vil der
43
alligevel kunne tilkendes erstatning, hvis der foreligger sær-
lige omstændigheder. Særlige omstændigheder vil foreligge,
hvis det må anses for åbenbart urimeligt, at den indsatte ikke
får tilkendt erstatning.
Denne erstatningsadgang er begrænset til ekstraordinære si-
tuationer, hvor der er tale om særligt indgribende foranstalt-
ninger med f.eks. væsentlige indskrænkninger af den indsat-
tes handle- og bevægelsesfrihed over en længere periode,
og hvor det viser sig efterfølgende, at den pågældende ikke
havde begået det forhold, som begrundede indgrebet. Det
kan også være tilfældet, hvor indgrebet har haft utilsigtede
og betydelige konsekvenser for den indsatte, der ikke står
mål med det forfulgte formål bag indgrebet.
I medfør af den foreslåede bestemmelse i § 112, nr. 9, vil
en endelig administrativ afgørelse om nægtelse af erstatning
efter § 106 i anledning af uforskyldt udståelse af fængsels-
straf i for lang tid eller anbringelse i strafcelle i mere end 7
dage, jf. den foreslåede bestemmelse i § 112, nr. 3, inden 4
uger efter at afgørelsen er meddelt den dømte, af den dømte
kunne kræves indbragt til prøvelse for retten.
Den foreslåede bestemmelse i § 112, nr. 9, gør endeligt
op med, hvilke erstatningskrav som følge af indgreb under
straffuldbyrdelsen der skal være genstand for en særlig let
adgang til domstolsprøvelse. De erstatningskrav, der ikke
er omfattet af § 112, nr. 9, kan således alene indbringes
for retten i medfør af grundlovens § 63. Den administrative
afgørelse af spørgsmål om erstatning for uforskyldte indgreb
under straffuldbyrdelsen – uanset om indgrebet falder inden
for eller uden for straffuldbyrdelseslovens § 112, nr. 9 – skal
afgøres af kriminalforsorgen, jf. straffuldbyrdelseslovens §
112, og kan ikke tillige afgøres af anklagemyndigheden, jf.
retsplejelovens § 1053.
Der henvises endvidere til pkt. 16 nedenfor og bemærknin-
gerne til §§ 106-107 og 112.
16. Klageordning herunder domstolsprøvelse
16.1. Gældende ret
Afgørelser, der træffes af kriminalforsorgen, kan påklages
efter de almindelige regler om administrativ rekurs. En afgø-
relse, der er truffet af en medarbejder i institutionen, kan
derfor påklages til institutionens leder, og lederens afgørel-
se kan indbringes for Direktoratet for Kriminalforsorgen,
der træffer den endelige administrative afgørelse. I praksis
bistår Kriminalforsorgsområde Hovedstaden institutionen i
sagsbehandlingen, hvis afgørelsen påklages til direktoratet.
Herefter kan sagen indbringes for Folketingets Ombuds-
mand. Klagen skal indgives inden et år regnet fra direk-
toratets afgørelse, jf. § 13, stk. 3, i lov om Folketingets
Ombudsmand (ombudsmandsloven), jf. lovbekendtgørelse
nr. 349 af 22. marts 2013, som sat i kraft ved anordning
nr. 704 af 29. juni 2012 om ikrafttræden for Færøerne af
lov om Folketingets Ombudsmand. Ombudsmanden har dog
mulighed for at tage en sag op til undersøgelse af egen drift
efter udløbet af denne frist, jf. ombudsmandslovens § 17,
stk. 1. Ombudsmanden bedømmer, om myndigheder eller
personer, der er omfattet af ombudsmandens virksomhed,
har handlet i strid med gældende ret eller på anden måde
gjort sig skyldige i fejl eller forsømmelser ved udøvelsen
af deres opgaver. Ombudsmanden kan på den baggrund
fremsætte kritik, afgive henstillinger samt i øvrigt fremsætte
sin opfattelse af sagen, jf. ombudsmandslovens §§ 21 og
22. Viser ombudsmandens undersøgelse af en sag, at der
må antages at være begået fejl eller forsømmelser af større
betydning, skal ombudsmanden give meddelelse om sagen
til bl.a. Folketingets Retsudvalg og vedkommende minister,
dvs. justitsministeren, jf. ombudsmandslovens § 24.
En endelig administrativ afgørelse kan også indbringes for
domstolene efter grundlovens § 63. Efter denne bestemmel-
se kan domstolene påkende ethvert spørgsmål om øvrig-
hedsmyndighedens grænser. Det antages, at domstolene kan
tage stilling til ethvert spørgsmål om afgørelsens lovmæssig-
hed, hvorimod domstolene anses for afskåret fra at efterprø-
ve afgørelsens hensigtsmæssighed.
Herudover er der på visse områder fastsat særlige regler om
domstolskontrol. Der kan i den forbindelse bl.a. henvises
til retsplejelovens § 811 om varetægtsarrestanters adgang til
at klage over fængselspersonalets adfærd og reglerne i straf-
feloven om domstolsprøvelse af visse vilkårsovertrædelser
ved prøveløsladelse, jf. § 40, stk. 1, og vilkårsovertrædelser
ved betingede domme, jf. §§ 60-61, herunder med vilkår om
samfundstjeneste, jf. §§ 66-67, samt forvaring, jf. § 72.
16.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
Med lovforslaget lægges der op til at fastsætte den samme
ordning om administrativ klageadgang mv. for Færøerne,
som der gælder i Danmark. Dette medfører på den ene side,
at administrativ klageadgang til direktoratet fremover vil
forudsætte, at der administrativt er fastsat regler herom, jf.
lovforslagets § 111. På den anden side foreslås der indført
en særlig enkel og udvidet adgang til domstolsprøvelse, idet
der for så vidt angår en række nærmere bestemte afgørelser
foreslås etableret en ret til for den dømte efter en formløs
anmodning at få prøvet en sådan afgørelse ved retten, jf.
lovforslagets § 112.
16.2.1. Administrativ klageadgang
Med kriminalforsorgens reorganisering blev der etableret en
organisationsstruktur med en faglig og kompetencemæssig
styrkelse af den lokale sagsbehandling gennem regionale
kriminalforsorgsområder. Dette havde til hensigt at styrke
kvaliteten af den lokale sagsbehandling, der hidtil havde
fundet sted på institutionerne og derved yderligere sikre,
at de konkrete sager behandles grundigt og korrekt. Dette
indebærer efter Justitsministeriets opfattelse, at der ikke i
samme grad som efter den gældende ordning er behov for
at give den enkelte indsatte mv. adgang til at klage over
44
afgørelser af mindre indgribende karakter. Der henvises i
øvrigt til Folketingstidende 2013-14, A, L 190 som fremsat,
side 18f.
Kriminalforsorgens reorganisering har endvidere haft til for-
mål at styrke direktoratets muligheder for at yde faglig støtte
til kriminalforsorgsområderne. En styrkelse af direktoratets
faglige støtte til kriminalforsorgsområderne taler efter Ju-
stitsministeriets opfattelse tillige for, at der kan ske en vis
begrænsning i den enkeltes adgang til administrativ rekurs,
idet der også herigennem sker en styrkelse af kvaliteten af
den sagsbehandling, der finder sted lokalt. Direktoratets fag-
lige støtte omfatter bl.a. udarbejdelse af faglige standarder,
etablering af faglige partnerskaber mellem direktoratet og
områderne, praksismøder og løbende generel kontrol med,
at de faglige standarder følges. Den faglige støtte vil der-
med generelt medvirke til at sikre, at sagerne lokalt bliver
behandlet korrekt og i overensstemmelse med lovgivningen.
Efter en samlet vurdering er det således Justitsministeriets
opfattelse, at en vis nærmere afgrænsning af klageadgangen
ikke vil give anledning til betænkeligheder for den enkeltes
retssikkerhed. Justitsministeriet finder således generelt, at
adgangen til at klage over kriminalforsorgsområdernes afgø-
relser kan afskæres for så vidt afgørelser af mindre indgri-
bende karakter.
En begrænsning af adgangen til at klage over visse af krimi-
nalforsorgsområdets afgørelser afskærer ikke direktoratet fra
som tilsynsmyndighed at gribe ind i konkrete sager, hvis
området har truffet en forkert afgørelse eller begået grovere
sagsbehandlingsfejl. Dette gælder også i de tilfælde, hvor
kriminalforsorgsområdet træffer den endelige afgørelse.
Herudover bemærkes det, at den indsatte mv. – uafhængigt
af om der er adgang til at klage til direktoratet – vil have
mulighed for at anmode kriminalforsorgsområdet om at gen-
optage en sag til ny behandling. Tages sagen op til fornyet
behandling, vil kriminalforsorgsområdet efter de almindeli-
ge forvaltningsretlige principper have mulighed for at træffe
en ny afgørelse i sagen.
Etableringen af kriminalforsorgsområder giver endvidere
mulighed for, at visse afgørelser om de indsattes forhold
træffes af områdekontoret, mens andre afgørelser træffes
af den enkelte institution. Er der tale om, at den enkelte
institution har truffet en afgørelse, vil en beslutning om at
tage sagen op til fornyet behandling også kunne træffes af
områdekontoret.
Der vil fortsat være mulighed for at indbringe kriminal-
forsorgsområdets (endelige) afgørelser for Folketingets Om-
budsmand.
Ved den nærmere administrative afgrænsning af klageadgan-
gen vil der blive taget udgangspunkt i følgende forhold:
Det er for det første hensigten, at adgangen til at klage over
afgørelser truffet af det enkelte kriminalforsorgsområde skal
omfatte afgørelser, hvorved der sker en fravigelse af en vis
indgribende karakter i forhold til et almindeligt afsonings-
forløb. Ved den nærmere afgrænsning af klageadgangen vil
der således blive taget udgangspunkt i den forventning, som
en dømt efter reglerne i straffuldbyrdelsesloven og admini-
strative forskrifter kan have til forløbet af et almindeligt
afsoningsforløb.
Et almindeligt afsoningsforløb omfatter navnlig en gradvis
forøgelse af frihedsgraderne under straffuldbyrdelsen, idet
den dømte herved kan vænnes til en tilværelse i frihed
uden kriminalitet. Med udtrykket en gradvis forøgelse af
frihedsgraderne sigtes dels til lempelser af afsoningsforløbet
(som f.eks. meddelelse af prøveløsladelse efter to tredjedele
af straffetiden), dels til adgang til visse frihedsgoder under
afsoningen (som f.eks. tilladelse til udgang).
En afgørelse, der fraviger eller må anses for en skærpelse
i forhold til det straffuldbyrdelsesforløb, der normalt kan
påregnes, påtænkes således omfattet af klageordningen, hvis
der er tale om en afgørelse af en vis indgribende karakter.
Det bemærkes i den forbindelse, at de gældende straffuld-
byrdelsesregler i en række tilfælde er udformet således, at
den indsatte først, når bl.a. nogle nærmere bestemte tids-
mæssige betingelser herfor er opfyldt, kan opnå adgang til
det pågældende frihedsgode eller den pågældende lempelse
af afsoningsforløbet. Det er således først på det tidspunkt,
hvor den indsatte opfylder den tidsmæssige betingelse, at
den enkelte kan have en forventning om opnåelse af godet
mv., og det er derfor først på dette tidspunkt, at et afslag på
godet vil indebære en skærpelse i forhold til det forventelige
afsoningsforløb.
Det er for det andet hensigten at afgrænse klageadgangen
således, at der gives adgang til at klage til direktoratet over
afgørelser, der i øvrigt må anses for at være af særligt indgri-
bende karakter for den enkelte. Der kan i den forbindelse
være tale om anvendelse af tvangsindgreb samt visse afgø-
relser, der har en lighed med straffesager.
De foreslåede principper vil endvidere blive lagt til grund
ved afgræsningen af klageadgangen i forhold til kriminalfor-
sorgsområdernes afgørelser efter straffeloven og retsplejelo-
ven.
Lovforslagets § 111 indeholder i overensstemmelse hermed
regler om den administrative klageadgang. Bestemmelsen
er bortset fra en redaktionel ændring enslydende med be-
stemmelsen i § 111 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Udgangspunktet er herefter, at der ikke er administrativ kla-
geadgang, men at justitsministeren kan fastsætte regler om,
at afgørelser, der er truffet af kriminalforsorgsområderne,
eller afgørelser der i henhold til straffuldbyrdelsesloven er
truffet af andre myndigheder end kriminalforsorgens myn-
digheder, kan påklages til Direktoratet for Kriminalforsor-
gen.
Den foreslåede bestemmelse omfatter såvel afgørelser, der
45
er truffet efter bestemmelser i loven, som afgørelser, der
er truffet med hjemmel i administrative forskrifter udstedt
i medfør af loven. Bestemmelsen omfatter desuden afgørel-
ser, der træffes i forbindelse med varetagelse af kriminalfor-
sorgens opgaver og i tilknytning til gennemførelsen af et
straffuldbyrdelsesforløb, men som træffes på ulovbestemt
grundlag. Der kan f.eks. være tale om afgørelser vedrørende
såkaldte anstaltsforhold, som træffes af en myndighed inden
for kriminalforsorgen.
Der forudsættes fastsat samme adgang til at klage over af-
gørelser truffet af kriminalforsorgsområdet eller af andre
myndigheder i henhold til denne lov, som der gælder efter
den danske straffuldbyrdelseslov. Hertil forudsættes der i de
administrative regler, der skal fastsættes vedrørende anbrin-
gelse og overførsel af dømte i/til et fængsel eller arresthus i
Danmark, at blive fastsat regler om klageadgang.
16.2.2. Særlig adgang til domstolsprøvelse
Med straffuldbyrdelsesloven blev der i Danmark indført
en særlig adgang til domstolsprøvelse med mulighed for
at indbringe visse særligt indgribende afgørelser for dom-
stolene. Den danske ordning omfatter nærmere bestemte af-
gørelser, der har lighed med straffesager eller i øvrigt har
særlig indgribende betydning for den indsatte; afgørelser om
straffetidsberegning, tilbageholdelse af breve af hensyn til
beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen, disci-
plinærstraf, konfiskation, modregning af erstatningsbeløb,
nægtelse af prøveløsladelse, genindsættelse efter prøveløsla-
delse og indsættelse af en betinget benådet samt afgørelser
om nægtelse af erstatning i anledning af uforskyldt udståelse
af fængselsstraf i for lang tid eller anbringelse i strafcelle i
mere end 7 dage.
Det blev i forbindelse med den danske ordning ikke fun-
det påkrævet eller hensigtsmæssigt med domstolsprøvelse af
bl.a. afgørelser, der er begrundet i hensynet til at opretholde
orden og sikkerhed i kriminalforsorgens institutioner.
Det er anført i de danske forarbejder, at en vurdering af
behovet for at skride ind i disse tilfælde i vidt omfang vil
bero på en kriminalforsorgsmæssig vurdering. Der vil her
ofte være tale om skønsprægede afgørelser, der træffes ud
fra et indgående kendskab til miljøet i institutionen, hvilket
domstolene ikke har i samme omfang.
Det er videre anført, at disse afgørelser efter deres karakter
typisk skal træffes og iværksættes hurtigt, hvorfor en dom-
stolsprøvelse derfor normalt ikke vil kunne have opsættende
virkning.
Justitsministeriet finder imidlertid, at visse afgørelser om
anbringelse og overførsel af færøsk dømte i fængsel eller
arresthus i Danmark, uanset at de indeholder tilsvarende ka-
rakteristika som andre afgørelser, der er begrundet i hensy-
net til at opretholde orden og sikkerhed i kriminalforsorgens
institutioner, bør omfattes af domstolsprøvelsesordningen på
grund af deres særligt indgribende karakter, hvor anbringel-
se sker langt væk fra Færøerne.
På den baggrund foreslås det i lovforslagets § 112, at opreg-
ningen af endelige administrative afgørelser som kan kræves
indbragt for domstolene inden 4 uger efter, at afgørelsen
er meddelt den dømte, i modsætning til den danske straf-
fuldbyrdelseslov udvides til også at omfatte afgørelser efter
denne lovs § 21, stk. 2, nr. 1-4 og 7, og § 24, nr. 1-5 og 7,
om anbringelse i eller overførsel til en afsoningsinstitution
under kriminalforsorgen i Danmark.
Til forskel fra den almindelige prøvelsesordning efter grund-
lovens § 63 vil den foreslåede prøvelsesadgang alene kræve,
at den indsatte skal tilkendegive, at sagen ønskes indbragt
for retten. Herefter har kriminalforsorgen pligt til at sørge
for, at dette sker.
Det foreslås i lovforslagets § 116, der svarer til gældende ret
i Danmark, at sager, der rejses i medfør af den foreslåede
ordning, behandles på skriftligt grundlag, medmindre retten
bestemmer andet.
I de undtagelsesvise tilfælde, hvor retten bestemmer, at sag-
en skal behandles mundtligt, forudsættes det, at muligheden
for at afgive forklaring ved anvendelse af telekommunika-
tion med billede, jf. retsplejelovens § 336, jf. § 221, stk.
2, så vidt muligt anvendes, hvis den dømte er placeret i
fængsel eller arresthus i Danmark. Det samme gælder, hvis
et vidne, der ønskes ført, befinder sig i Danmark, jf. retsple-
jelovens § 221, stk. 2.
Muligheden for at afgive forklaring ved anvendelse af tele-
kommunikation med billede er særligt relevant i tilfælde,
hvor den dømte er placeret i fængsel eller arresthus i Dan-
mark og af sikkerhedsmæssige årsager, herunder risiko for
undvigelse, overgreb eller udgangsmisbrug, ikke har tilla-
delse til uledsaget udgang. I disse tilfælde vil det således
være nødvendigt at ledsage den pågældende til Færøerne
med det nødvendige antal fængselsbetjente med henblik på
i videst muligt omfang at minimere risikoen for undvigelse,
udgangsmisbrug mv., hvis muligheden for at afgive forkla-
ring ved anvendelse af telekommunikation med billede, jf.
retsplejelovens § 336, jf. § 221, stk. 2, ikke anvendes.
Efter Justitsministeriets opfattelse bør den foreslåede enkle
adgang til domstolsprøvelse endvidere ikke kunne udnyttes
af den dømte til at skaffe sig tilladelse til udgang i en situa-
tion, hvor risikoen for udgangsmisbrug mv. er vurderet så
tungtvejende, at den pågældende ikke har opnået tilladelse
til udgang.
Justitsministeriet forudsætter i forlængelse heraf, at dømte,
der er placeret i fængsel eller arresthus mv. i Danmark, og
som i medfør af lovforslagets bestemmelser om udgang har
tilladelse til uledsaget udgang til Færøerne, kan meddeles
udgangstilladelse til deltagelse i retsmøde efter de regler, der
fastsættes i medføre af lovforslagets § 50, i de undtagelses-
vise tilfælde hvor retten har bestemt, at sagen skal behandles
mundtligt. Det bemærkes i denne forbindelse, at det af de
administrative regler, som er fastsat i Danmark i medfør af
den tilsvarende danske bemyndigelsesbestemmelse i straf-
46
fuldbyrdelseslovens § 50 fremgår, at indsatte kan få udgang
med henblik på at møde i retten eller for anden offentlig
myndighed i tilfælde, hvor vedkommende myndighed finder
det påkrævet, jf. § 31, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 182 af 26.
februar 2019 om udgang til indsatte, der udstår fængselsstraf
eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (udgangs-
bekendtgørelsen).
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til kapitel 22.
17. Konsekvenser for opfyldelse af verdensmålene
Indførelse af lov for Færøerne om fuldbyrdelse af straf m.v.
vurderes at understøtte delmål nr. 16.6, idet loven skal bidra-
ge til at sikre en væsentlig bedre understøttelse af de straf-
fuldbyrdende myndigheder på Færøerne. Dette gælder bl.a.
i forhold til IT-understøttelse, datasikkerhed og muligheden
for at fremsøge data i forbindelse med den parlamentariske
kontrol med myndighedsudøvelsen samt i de praktiske ar-
bejdsgange i forbindelse med de mange afgørelser, der vil
blive truffet i medfør af lovens regler.
18. Økonomiske og implementeringsmæssige konsekven-
ser for det offentlige
Lovforslaget forventes at medføre merudgifter for kriminal-
forsorgen på skønnet 1,4 mio. kr. årligt til bl.a. frigang,
misbrugsbehandling og tvungen opsparing.
19. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Lovforslaget forventes ikke at have økonomiske og admini-
strative konsekvenser for erhvervslivet.
20. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget indeholder forslag om at ændre adgangen til
administrativ rekurs (klage). Adgangen til at klage til Direk-
toratet for Kriminalforsorgen over de afgørelser, der træffes
af kriminalforsorgsområdet (i dag institutionens leder), fore-
slås fremover at skulle omfatte afgørelser af mere indgriben-
de karakter over for den enkelte, mens øvrige afgørelser
ikke længere vil være omfattet af klageadgangen.
Samtidig foreslås der imidlertid en udvidet adgang til erstat-
ning og domstolsprøvelse af visse særligt indgribende afgø-
relser.
21. Klima- og miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke klima- og miljømæssige konsekven-
ser.
22. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
23. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 27. maj 2021
til den 24. juni 2021 været sendt i høring hos følgende
myndigheder og organisationer m.v.:
Advokatrådet, Advokatsamfundet, Amnesty International,
Danske Advokater, Datatilsynet, Den Danske Dommerfor-
ening, Det kriminalpræventive Råd, Direktoratet for Krimi-
nalforsorgen, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolssty-
relsen, Foreningen af Fængselsinspektører, vicefængselsin-
spektører og økonomichefer, Foreningen af Offentlige An-
klagere, Foreningen af Statsadvokater, Fængselsforbundet,
HK Landsklubben Danmarks Domstole, HK Landsklubben
Kriminalforsorgen, Højesteret, Institut for Menneskerettig-
heder, Justitia, Kriminalforsorgsforeningen, Landsforenin-
gen af Forsvarsadvokater, Landsforeningen KRIM, Lands-
klubben af socialrådgivere ansat i Kriminalforsorgen, Poli-
tiforbundet, Procesbevillingsnævnet, Retspolitisk Forening,
Retten på Færøerne, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Rådet for
Socialt Udsatte, Sø- og Handelsretten, Vestre Landsret og
Østre Landsret.
Endvidere har et udkast til lovforslag i perioden den 1. juni
2021 til den 24. juni 2021 været sendt i høring af Færøernes
Landsstyre hos følgende myndigheder på Færøerne:
Advokatfelag Føroya, Almannamálaráðið, Almannaverkið,
Amnesty International, Dátueftirlitið, Dugni, Familjufyrisi-
tingin, Felagið føroyskir brotsverksfrøðingar, Felagið Før-
oyskir Sjúkrarøktarfrøðingar, Fíggjarmálaráðið, Fiskivinnu-
málaráðið, Fróðskaparsetur Føroya, Føroya Kommunufelag,
Føroya Lærarafelag, Heilsumálaráðið, Heilsurøktarafalagið,
MEGD, Megna títt lív, Politistafelag Føroya, Sosialráðge-
varafelagið, Umhvørvis- og vinnumálaráðið, Uttanríkis- og
mentamálaráðið, Vinnuhúsið.
24. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja,
angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
47
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen
Implementeringskonsekvenser
for stat, kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
borgerne
Der foreslås en udvidet adgang til erstat-
ning og domstolsprøvelse af visse særligt
indgribende afgørelser.
Lovforslaget indeholder forslag om at ænd-
re adgangen til administrativ rekurs (kla-
ge). Adgangen til at klage til Direktoratet
for Kriminalforsorgen over de afgørelser, der
træffes af kriminalforsorgsområdet (i dag in-
stitutionens leder), foreslås fremover at skul-
le omfatte afgørelser af mere indgribende
karakter over for den enkelte, mens øvrige
afgørelser ikke længere vil være omfattet af
klageadgangen.
Klima- og miljømæssige konse-
kvenser
Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
Er i strid med de fem princip-
per for implementering af er-
hvervsrettet EU-regulering/Over-
implementering af EU-retlige mi-
nimumsforpligtelser
JA NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til afsnit I
Indledende bestemmelser
Lovforslagets afsnit I indeholder indledende bestemmelser.
Kapitel 1 (§§ 1-2) indeholder bestemmelser om lovens om-
råde og om den myndighed, der varetager den centrale ledel-
se og administration af fuldbyrdelsen af straf mv.
Kapitel 2 (§§ 3-4) fastsætter bestemmelser om fuldbyrdelse
af alle former for straf.
Til kapitel 1
Lovens område og kriminalforsorgens organisation mv.
I lovforslagets kapitel 1 (§§ 1-2) afgrænses lovens anvendel-
sesområde. Endvidere fastsættes det, hvilken myndighed der
varetager den centrale ledelse og administration af fuldbyr-
delsen af straf mv.
Lovens område
Til § 1
Det følger af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1,
at denne lov finder anvendelse på fængselsstraffe, bødestraf-
fe, betingede domme, samfundstjeneste og forvaring.
Bestemmelsen svarer til § 1 i den danske straffuldbyrdelses-
lov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Den anførte afgrænsning medfører, at loven ikke omfatter
fuldbyrdelse af alle strafferetlige retsfølger. Loven omfatter
f.eks. ikke retsfølger fastsat i henhold til straffelovens §
68, 1. og 2. pkt., og § 69 over for psykisk afvigende person-
er. Det skyldes bl.a., at foranstaltninger over for sådanne
personer i vidt omfang skal gennemføres inden for det al-
mindelige hospitalsvæsen og efter de regler, der gælder for
behandlingen af patienter i dette system.
Udtrykket »bødestraffe« omfatter bøder, uanset om bøden
er fastsat ved dom eller vedtaget inden- eller udenret-
ligt. Tvangsbøder er derimod ikke omfattet, idet sådanne
bøder ikke er en strafferetlig retsfølge, men et særligt rets-
middel der har til formål at gennemtvinge en handle- eller
undladelsespligt.
Udtrykket »forvaring« omfatter både forvaring idømt efter
straffelovens § 70 eller § 68, sidste pkt., jf. § 70, og forva-
ring ikendt efter straffelovens § 72, jf. § 68, sidste pkt., jf. §
70.
48
§ 1 skal i øvrigt sammenholdes med straffeloven, idet reg-
lerne om strafarterne og betingelserne for deres anvendelse
og reglerne om reaktioner ved overtrædelse af vilkår fastsat
i forbindelse med betinget dom, herunder med vilkår om
samfundstjeneste, fortsat findes heri.
Domme afsagt mod personer, som er overført til afsoning
mv. i Danmark, jf. lovforslagets kapitel 7, fuldbyrdes efter
de i Danmark gældende regler, jf. herom nærmere bemærk-
ningerne til den foreslåede § 29. Afgørelse om prøveløsla-
delse eller nægtelse heraf af dømte, som i medfør af reglerne
i lovens kapitel 7 er anbragt eller overført til afsoning i
fængsel eller arresthus i Danmark, træffes dog efter reglerne
i denne lovs kapitel 14, jf. den foreslåede § 30.
Loven omfatter også straf i medfør af militær straffelov, jf.
dog bemærkningerne til den foreslåede § 90, stk. 1.
Loven omfatter færøske afgørelser om straf mv. I det om-
fang der er sket overførsel fra Danmark eller Grønland til
afsoning m.v. på Færøerne af en person dømt i Danmark
eller Grønland, vil loven endvidere finde anvendelse. Om
fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser om straf mv. gælder
lov nr. 323 af 4. juni 1986 om international fuldbyrdelse af
straf mv., som sat i kraft ved anordning nr. 153 af 21. marts
1988, og lov nr. 214 af 31. maj 1963 om samarbejde med
Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af
straf mv.
Er der efter de nævnte regler truffet beslutning om fuldbyr-
delse af straf mv. pålagt i udlandet, sker fuldbyrdelsen imid-
lertid med udgangspunkt i straffuldbyrdelsesloven.
Kriminalforsorgens organisation m.v.
Til § 2
Kriminalforsorgsinstitutionerne på Færøerne hører på nuvæ-
rende tidspunkt organisatorisk under det kriminalforsorgs-
område, der har betegnelsen Kriminalforsorgen Hovedsta-
den.
Den foreslåede bestemmelse omhandler kriminalforsorgens
organisation m.v. og svarer til § 2 i den danske straffuld-
byrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december
2019.
Med det foreslåede stk. 1 fastslås det, at Justitsministeriet
er den øverste administrative myndighed for kriminalforsor-
gen.
Bestemmelsen afspejler et sædvanligt administrativt over-/
underordnelsesforhold mellem Justitsministeriet og Direkto-
ratet for Kriminalforsorgen.
Det foreslåede stk. 2 indebærer, at Direktoratet for Kriminal-
forsorgen varetager den centrale ledelse og administration af
fuldbyrdelsen af de i § 1 nævnte straffe mv.
De foreslåede bestemmelser i stk. 3 og stk. 4 afspejler, at der
under Direktoratet for Kriminalforsorgen er et antal krimi-
nalforsorgsområder, og at justitsministeren fastsætter disses
geografiske afgrænsning og fordelingen af lokale kriminal-
forsorgsinstitutioner mellem områderne. Kriminalforsorgsin-
stitutionerne på Færøerne vil også efter lovforslagets ikraft-
træden hører under Kriminalforsorgen Hovedstaden.
Kriminalforsorgen Hovedstaden udgør én myndighed. Om-
rådet består af en områdeledelse, nogle centrale område-
funktioner placeret i et områdekontor samt de kriminalfor-
sorgsinstitutioner, der er placeret inden for det geografiske
område.
De enkelte institutioner i området varetager opgaver vedrø-
rende gennemførelse af straffuldbyrdelse, men hver enkelt
institution er organisatorisk en del af kriminalforsorgsområ-
det. De enkelte institutioner refererer til områdeledelsen.
Kriminalforsorgsområderne hører organisatorisk under di-
rektoratet og indgår i et sædvanligt administrativt over-/un-
derordnelsesforhold i forhold til direktoratet.
Med denne organisation forlades arrestinspektørordningen,
således at Landfogeden ikke længere er arrestinspektør for
Færøerne Arrest. Lov nr. 188 af 7. juni 1958 om arrestvæse-
nets ordning på Færøerne foreslås som konsekvens heraf op-
hævet som led i gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven,
jf. lovforslagets § 124, stk. 4.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 5, 1 pkt., indebærer, at
justitsministeren har adgang til at beslutte at overtage direk-
toratets eller kriminalforsorgsområdets beføjelser efter loven
i sager, der har større eller principiel betydning (såkaldt
call-in).
Bestemmelsen omfatter de situationer, hvor direktoratets el-
ler kriminalforsorgsområdets beføjelser er fastsat i loven. På
andre områder vil adgangen til call-in følge af det sædvanli-
ge administrative over-/underordnelsesforhold.
Bestemmelsen om call-in kan anvendes såvel før som efter,
at der er truffet afgørelse af den relevante myndighed i
kriminalforsorgen. Er der truffet afgørelse, kan justitsmini-
steren – inden for rammerne af de almindelige forvaltnings-
retlige principper om tilbagekaldelse af en forvaltningsafgø-
relse – omgøre afgørelsen. Er der ikke truffet afgørelse, vil
justitsministeren kunne træffe afgørelse eller anmode den
sædvanlige afgørelsesmyndighed om at træffe afgørelse ef-
ter nærmere fastlagte retningslinjer.
Bestemmelsen kan anvendes såvel i forhold til kriminalfor-
sorgsområdet som i forhold til Direktoratet for Kriminalfor-
sorgen.
Den foreslåede bestemmelse omfatter såvel enkeltsager som
grupper af sager. Justitsministeren kan således – f.eks. på
49
baggrund af en henvendelse fra en borger – blive opmærk-
som på, at en konkret sag rejser principielle spørgsmål og
på det grundlag beslutte at udnytte beføjelsen til call-in. Der
kan endvidere være tale om, at ministeren beslutter, at be-
stemte grupper af sager skal forelægges ministeren inden
afgørelse.
Adgangen til at overtage sager foreslås at omfatte større
eller principielle sager. Der kan f.eks. være tale om at anven-
de beføjelsen til call-in i tilfælde, hvor der er sket større
regelændringer, og hvor der er behov for at fastlægge en
ensartet praksis. Der kan også tænkes tilfælde, hvor afgørel-
sen må anses for at være af særlig indgribende betydning
over for den enkelte, hvor sagen i øvrigt rejser retlige
tvivlsspørgsmål, eller hvor der kan være uenighed mellem
forskellige myndigheder under Justitsministeriet om sagens
løsning. Desuden kan der være tale om sager vedrørende
indsatte, der har begået grovere former for kriminalitet, eller
hvor der kan være hensyn til andre. Endelig kan nævnes til-
fælde, hvor der f.eks. er truffet åbenbart forkerte afgørelser
eller begået grovere sagsbehandlingsfejl.
Det forudsættes, at ministeren anvender adgangen til at
overtage sager med tilbageholdenhed.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 5, 2. pkt., indebærer, at di-
rektoratet har en adgang til at overtage kriminalforsorgsom-
rådets beføjelser efter loven, der indholdsmæssigt svarer til
det ovenfor anførte vedrørende Justitsministeriets adgang til
at overtage beføjelser efter loven. Der forudsættes ligeledes,
at direktoratet anvender adgangen til at overtage sager med
tilbageholdenhed.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 6, 1. pkt., fastslår, at den
almindelige klageadgang til justitsministeren som følge af
over-/underordnelsesforholdet i ansættelses- og personalesa-
ger, afskæres. Dette gælder adgangen til at påklage såvel
afgørelsens materielle indhold som spørgsmål om sagsbe-
handlingsfejl, der måtte knytte sig til afgørelsen, som f.eks.
manglende begrundelse og inhabilitet mv. Bestemmelsen in-
debærer, at Direktoratet for Kriminalforsorgens afgørelser i
disse sager er endelige.
Stk. 6, 2. pkt., fastsætter dog, at der i sager, hvor Direktora-
tet for Kriminalforsorgen i første instans træffer afgørelse i
disciplinærsager og i andre sager, hvor direktoratet træffer
afgørelse om afsked, er klageadgang til justitsministeren.
Til kapitel 2
Almindelige bestemmelser om fuldbyrdelse af straf
I lovforslagets kapitel 2 (§§ 3-4) fastsættes nogle grundlæg-
gende bestemmelser om fuldbyrdelsen af straf. § 3 vedrører
således spørgsmålet om hovedformålene med selve fuldbyr-
delsen af straf, og § 4 omhandler det principielle udgangs-
punkt for de rettigheder og pligter, som en indsat har under
fuldbyrdelsen af straf.
Til § 3
Straffeloven indeholder ikke en særlig formålsbestemmelse
eller på anden måde nogen angivelse af formålet med anven-
delse af straf.
Det foreslås således med lovforslagets § 3, at fuldbyrdelse
af straf kan ske med fornøden hensyntagen såvel til straffens
gennemførelse som til behovet for at hjælpe eller påvirke
den dømte til at leve en kriminalitetsfri tilværelse.
Bestemmelsen svarer til § 3 i den danske straffuldbyrdelses-
lov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Bestemmelsen indebærer, at fuldbyrdelsen skal ske med for-
nøden hensyntagen såvel til straffens gennemførelse som til
behovet for at hjælpe eller påvirke den dømte til at leve en
kriminalitetsfri tilværelse.
Til § 4
Det følger af den foreslåede § 4, at der ikke under fuldbyr-
delsen af straf må pålægges en person andre begrænsninger
i tilværelsen end sådanne, der er fastsat ved lov eller er en
følge af selve straffen. Bestemmelsen svarer til § 4 i den
danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333
af 9. december 2019.
Bestemmelsen indebærer for så vidt angår fuldbyrdelse af
fængselsstraf, at indsatte ikke må pålægges andre begræns-
ninger i tilværelsen end sådanne, der er fastsat ved lov
eller er en følge af selve frihedsberøvelsen. Indsatte skal
derfor have adgang til at udøve deres almindelige borgerlige
rettigheder i det omfang, at den pågældende ikke ved lov
eller som følge af frihedsberøvelsen er afskåret herfra. Dette
udgangspunkt er udtryk for, at en frihedsberøvelse alene til-
sigter at indebære et indgreb i lokalfriheden for den dømte.
Til afsnit II
Fængselsstraffe
Lovforslagets afsnit II regulerer fuldbyrdelsen af fængsels-
straffe.
I kapitel 3 (§§ 5-7) fastsættes almindelige bestemmelser
om fuldbyrdelse af fængselsstraf, og i kapitel 4 (§§ 8-9),
5 (§§ 10-13) og 6 (§§ 14-19) fastsættes bestemmelser om
henholdsvis straffuldbyrdelsens iværksættelse, udsættelse og
benådning samt beregning af straffetiden.
I kapitel 7 (§§ 20-30) reguleres spørgsmålet om valg af afso-
ningsinstitution og senere overførsel mellem afsoningsinsti-
tutioner samt spørgsmål om lovvalg. Kapitel 8 (§§ 31-45 a)
regulerer de indsattes rettigheder og pligter under opholdet
i afsoningsinstitutionen. Det gælder bl.a. med hensyn til
50
adgang til fællesskab, medindflydelse, deltagelse i gudstje-
nester mv., besiddelse mv. af egne penge og genstande i
institutionen, udgivelse af blad, ret til arbejde og uddannelse
mv., adgang til fritidsaktiviteter samt ret til forsorgs- og
sundhedsmæssig bistand.
Kapitel 9 (§§ 46-59) fastsætter bestemmelser om de indsat-
tes kontakt til samfundet uden for institutionen. Der sigtes
i den forbindelse til de indsattes ret til udgang, besøg mv.,
brevveksling, telefonsamtaler, aviser og bøger mv. samt ad-
gang til i institutionen at udtale sig mv. til medierne.
Kapitel 10 (§§ 60-66) indeholder bestemmelser om betingel-
serne for og fremgangsmåden ved en række indgreb over
for den indsatte. De indgreb, der omfattes, er undersøgelse
af den indsattes person og opholdsrum (visitation), fotogra-
fering og optagelse af fingeraftryk, magtanvendelse, udeluk-
kelse fra fællesskab og sikringsmidler i form af håndjern og
sikringscelle.
Kapitel 10 a (§ 66 a) omhandler muligheden for anvendelse
af kropsscanner i forbindelse med undersøgelse. Kapitel 10
b (§ 66 b) etablerer et udtrykkeligt grundlag for, at kriminal-
forsorgen kan indsamle, behandle og videregive oplysninger
til andre myndigheder, herunder politiet, om indsatte, og
personer, som indsatte har kontakt til, hvis ordens- eller sik-
kerhedsmæssige hensyn, hensyn til kriminalforsorgens eller
andre myndigheders indsats mod radikalisering og ekstre-
misme eller hensyn til at bekæmpe og forebygge kriminali-
tet taler herfor.
Kapitel 11 (§§ 67-74) regulerer betingelserne for og frem-
gangsmåden ved ikendelse af disciplinærstraf, herunder
brug af forhørscelle, konfiskation og kriminalforsorgens ad-
gang til at modregne krav på erstatning i den indsattes krav
på vederlag for beskæftigelse.
Kapitel 12 (§§ 75-77) indeholder regler om strafafbrydelse
dels ved undvigelse, udeblivelse og varetægtsfængsling mv.,
dels ved tilladelse til strafafbrydelse.
Kapitel 13 (§ 78) regulerer spørgsmålet om fuldbyrdelse af
fængselsstraf i institutioner mv. uden for kriminalforsorgen.
I kapitel 14 (§§ 79-88) fastsættes regler om prøveløsladelse
samt spørgsmål med tilknytning til løsladelse, herunder med
hensyn til gennemførelsen af tilsyn mv. af kriminalforsorgen
ved prøveløsladelse, betinget benådning og strafafbrydelse
samt indberetning mv. ved vilkårsovertrædelse.
Endelig indeholder kapitel 15 (§§ 89-89 a) dels sagsbehand-
lingsregler, der forpligter vedkommende institution til af
egen drift at overveje og tage stilling til visse spørgsmål,
som er af væsentlig betydning for den indsatte, f.eks. tilla-
delse til udgang, prøveløsladelse og overførsel til fortsat
straffuldbyrdelse i en anden institution, dels en regel om
mulighed for at anvende digital kommunikation som påmin-
delse om tilsigelse til afsoning eller møde mv. hos kriminal-
forsorgen.
Til kapitel 3
Almindelige bestemmelser
Lovforslagets kapitel 3 (§§ 5-7) indeholder en række almin-
delige bestemmelser om fuldbyrdelsen af fængselsstraf. I
§ 5 behandles spørgsmålet om institutioner til afsoning af
fængselsstraf, og i § 6 reguleres spørgsmålet om erstatning
til indsatte for følger af ulykkestilfælde mv. Endelig behand-
les i § 7 spørgsmålet om rådgivning til personer, der idøm-
mes fængselsstraf.
Til § 5
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 5 indeholder
en bemyndigelse for justministeren til administrativt at fast-
sætte regler om indretningen af institutioner under kriminal-
forsorgen til fuldbyrdelse af fængselsstraf.
Bestemmelsen svarer delvist til § 5 i den danske straffuld-
byrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december
2019. Idet der på Færøerne kun er én institution til fuldbyr-
delse af fængselsstraf, indeholder den foreslåede bestemmel-
se dog ikke en formulering om institutionernes opdeling i
åbne og lukkede institutioner.
Det er ikke fundet hensigtsmæssigt i lovforslaget nærmere
at præcisere de krav, som bør stilles til sådanne institutioner,
bl.a. fordi der på Færøerne aktuelt alene findes én institu-
tion, som skal kunne fungere både som varetægtsinstitution
og som afsoningsinstitution.
§ 5 skal i øvrigt sammenholdes med lovforslagets § 78,
hvorefter indsatte som hidtil kan anbringes i eller overføres
til (fortsat) fuldbyrdelse af fængselsstraffen i en institution
uden for kriminalforsorgen eller kriminalforsorgens pensio-
ner i Danmark.
Til § 6
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 6 indeholder
en bemyndigelse for justitsministeren til administrativt at
fastsætte regler om erstatning til indsatte i kriminalforsor-
gens institutioner for følger af ulykkestilfælde m.v.
Bestemmelsen, der svarer til § 6 i den danske straffuldbyr-
delseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december
2019, træder i stedet for straffelovens § 45, 2. og 3. pkt.,
hvorefter indsatte skal holdes forsikrede mod følger af ulyk-
kestilfælde, hvilket der ved kongelig anordning kan fastsæt-
tes nærmere regler om gennemførelsen af. Straffelovens §
45 foreslås samtidig ophævet, jf. § 1, nr. 1, i det samtidigt
fremsatte lovforslag om ændring af straffelov for Færøerne,
retsplejelov for Færøerne, og lov for Færøerne om retsafgif-
ter (Ændringer som følge af ikraftsættelse af lov for Færøer-
51
ne om fuldbyrdelse af straf m.v. og som følge af ikraftsættel-
se af ændringsanordning om konkursloven for Færøerne).
Til § 7
Bestemmelsen svarer til § 7 i den danske straffuldbyrdelses-
lov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1 har en person, der
er idømt fængselsstraf, også før straffuldbyrdelsens iværk-
sættelse ret til at få nærmere rådgivning hos kriminalforsor-
gen om sine arbejdsmæssige, uddannelsesmæssige, sociale
og personlige forhold i forbindelse med fuldbyrdelsen.
Bestemmelsen fastsætter således en pligt for kriminalforsor-
gen til også før straffuldbyrdelsens iværksættelse at yde en
person, der er idømt fængselsstraf, rådgivning om den på-
gældendes arbejdsmæssige, uddannelsesmæssige, sociale og
personlige forhold i forbindelse med straffuldbyrdelsen.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 2 fastsætter justitsmi-
nisteren regler om gennemførelsen af den i stk. 1 nævnte
rådgivning.
Til kapitel 4
Straffuldbyrdelsens iværksættelse
Lovforslagets kapitel 4 (§§ 8-9) behandler spørgsmålet om
straffuldbyrdelsens iværksættelse over for henholdsvis døm-
te, der er varetægtsfængslet efter endelig dom, og dømte på
fri fod.
Til § 8
Den foreslåede bestemmelse indeholder regler om straffuld-
byrdelsens iværksættelse.
Bestemmelsen svarer delvist til § 8 i den danske straffuld-
byrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december
2019, med den undtagelse at bestemmelsen i stk. 4 om
iværksættelse af straffuldbyrdelsen for dømte, der er med-
delt tilladelse til strafudståelse på bopælen under intensiv
overvågning og kontrol, ikke er medtaget i lovforslaget. Om
muligheden for at indføre fuldbyrdelse af straf på bopælen
under intensiv overvågning og kontrol henvises til bemærk-
ningerne i lovforslagets pkt. 2.2.
Efter bestemmelsens stk. 1, skal fuldbyrdelsen af en fæng-
selsstraf iværksættes snarest muligt.
Iværksættelse af straffuldbyrdelse forudsætter, at straffe-
dommen er endelig, dvs. at ankefristen er udløbet, eller at
der er givet afkald på anke, jf. retsplejelovens § 1026, stk.
1. Det er endvidere en forudsætning, at der foreligger fuld-
byrdelsesordre.
Formålet med reglerne om iværksættelse af straffuldbyrdel-
sen er at fastsætte det tidspunkt, hvor den dømte omfattes
af straffuldbyrdelsesloven. Det har navnlig betydning for,
at den dømte, der er varetægtsfængslet efter dom, hurtigst
muligt omfattes af de særlige rettigheder, som gælder for
indsatte. Der henvises i den forbindelse til § 1026, stk. 2,
i retsplejeloven, hvorefter straffedommen, når den dømte er
varetægtsfængslet efter dommen, skal fuldbyrdes, så snart
det kan konstateres, at dommen er endelig.
Den foreslåede bestemmelse skal endvidere sammenholdes
med reglerne i lovforslagets § 14 om straffetidsberegning,
hvis formål er at fastsætte det tidspunkt, hvor straffuldbyr-
delsen anses for påbegyndt. Det har bl.a. betydning for fast-
læggelsen af tidspunktet for eventuel prøveløsladelse efter
udståelse af 2/3 af straffen.
Såvel hensynet til retshåndhævelsen som hensynet til den
dømte tilsiger normalt, at fuldbyrdelsen af en fængselsstraf
påbegyndes snarest muligt efter straffedommen. Dette prin-
cip fastslås således i stk. 1.
I praksis påbegyndes straffuldbyrdelsen særlig hurtigt, hvis
retten har bestemt, at den dømte skal varetægtsfængsles
eller forblive varetægtsfængslet efter straffedommen, ind-
til fuldbyrdelsen kan iværksættes. Er den dømte ikke vare-
tægtsfængslet efter dommen, vil straffuldbyrdelsen efter de
gældende administrative regler om tilsigelse normalt tidligst
blive påbegyndt 1 måned efter straffedommen. Denne tilsi-
gelsesfrist er begrundet i såvel administrative hensyn som
hensynet til den dømtes muligheder for at tilrettelægge sine
forhold før og under afsoningen på en måde, der begrænser
utilsigtede følger af en straffuldbyrdelse. For særlige grup-
per af dømte, herunder voldsdømte, er fastsat indkaldelses-
regler, der tilsigter en særlig hurtig påbegyndelse af afsonin-
gen.
Bestemmelsens stk. 2 indebærer, at straffuldbyrdelsen for
så vidt angår dømte på fri fod iværksættes, når den dømte
modtages i en institution under kriminalforsorgen. Bestem-
melsen svarer til den gældende bestemmelse i § 25, stk. 1, i
cirkulære nr. 92 af 18. maj 1994 med senere ændringer om
iværksættelse af frihedsstraf eller forvaring mv., hvorefter
strafudståelsen iværksættes i vedkommende arresthus eller
anstalt, når domfældte giver møde eller afleveres af politiet.
Det foreslåede stk. 3 medfører, at straffuldbyrdelsen for så
vidt angår dømte, der er varetægtsfængslet efter dommen
eller allerede udstår frihedsstraf, iværksættes, når kriminal-
forsorgen giver meddelelse til den pågældende herom. Lig-
nende bestemmelser er fastsat i ovennævnte cirkulæres § 27,
stk. 2, 1. pkt., og § 28, stk. 2, 1. pkt.
Til § 9
52
Den foreslåede bestemmelse indeholder regler om indkal-
delse af dømte på fri fod.
Bestemmelsen svarer til § 9 i den danske straffuldbyrdelses-
lov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
I bestemmelsens stk. 1 fastsættes det, at personer, der ikke er
varetægtsfængslet efter endelig dom, skal indkaldes til fuld-
byrdelse af fængselsstraffen efter regler fastsat af justitsmi-
nisteren. Om indkaldelsesfrister henvises til bemærkninger-
ne til lovforslagets § 8. Det forudsættes, at det i indkaldelsen
som hidtil kan anføres, at den dømte ikke har krav på at
blive modtaget til straffuldbyrdelse, hvis den pågældende
møder for tidligt eller for sent eller i beruset tilstand.
Efter bestemmelsens stk. 2 skal ansøgningen så vidt muligt
imødekommes, hvis den dømte søger om særlig hurtig påbe-
gyndelse af straffuldbyrdelsen.
Det forekommer, at dømte ansøger kriminalforsorgen om
særlig hurtig påbegyndelse af straffuldbyrdelsen. Hensynet
til den dømte tilsiger i sådanne tilfælde, at ansøgningen
så vidt muligt imødekommes. Tilladelse til særlig hurtig
påbegyndelse af straffuldbyrdelsen kan i visse tilfælde give
anledning til vanskeligheder, hvis sædvanlig administrativ
praksis skal følges med hensyn til placering af den dømte
i en bestemt afsoningsinstitution eller i en særlig afdeling
i en sådan. Det er derfor forudsat, at en imødekommelse
af den dømtes ønske om særlig hurtig påbegyndelse af straf-
fuldbyrdelsen efter omstændighederne vil kunne medføre,
at den dømte placeres uafhængigt af almindelige fordelings-
principper, jf. lovforslagets §§ 21-23, Efter disse bestemmel-
ser sker fuldbyrdelse af fængselsstraf på til og med 1 år
og 6 måneder som udgangspunkt i arresthus på Færøerne,
medmindre en række i disse bestemmelser nærmere afgræn-
sede sikkerhedsmæssige eller personlige forhold taler for,
at fuldbyrdelsen af straffen sker i fængsel eller arresthus i
Danmark.
Til kapitel 5
Udsættelse og benådning
I lovforslagets kapitel 5 (§§ 10-13) behandles spørgsmålet
om udsættelse af straffuldbyrdelsen og om benådning for
fængselsstraffen. Spørgsmålet om udsættelse er i dag regule-
ret i retsplejelovens § 1028, mens spørgsmålet om indstilling
til benådning er behandlet i samme lovs § 1027. Disse be-
stemmelser forudsættes ophævet i forbindelse med denne
lovs ikrafttræden. Der henvises i den forbindelse til § 2,
nr. 8, i det samtidigt fremsatte lovforslag om ændring af
straffelov for Færøerne, retsplejelov for Færøerne, og lov
for Færøerne om retsafgifter (Ændringer som følge af ikraft-
sættelse af lov for Færøerne om fuldbyrdelse af straf m.v.
og som følge af ikraftsættelse af ændringsanordning om
konkursloven for Færøerne).
Til § 10
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om, hvor-
når fuldbyrdelsen af en fængselsstraf eller en del af denne
kan udsættes.
Bestemmelsen svarer til § 10 i den danske straffuldbyrdel-
seslov med den undtagelse, at forudsætningen i den danske
bestemmelses nr. 2 om, at hensynet til politiets forebyggen-
de virksomhed ikke taler i mod udsættelse af straffuldbyr-
delsen (der blev tilføjet som led i en styrket indsats mod
bandekriminalitet, jf. lov nr. 501 af 12. juni 2009) ikke fore-
slås medtaget i denne lov. Der henvises til bemærkningerne i
lovforslagets pkt. 4.
Det foreslås således med lovforslagets § 10, at justitsmini-
steren eller den, der bemyndiges dertil, kan bestemme, at
fuldbyrdelsen af en fængselsstraf eller en del af denne skal
udsættes, når hensynet til den dømte, herunder dennes ar-
bejds-, uddannelses-, familie- eller helbredsmæssige forhold
taler herfor, eller hensynet til retshåndhævelsen ikke taler
imod udsættelse af straffuldbyrdelsen.
Den foreslåede bestemmelse indeholder hjemmel for justits-
ministeren eller den, der bemyndiges dertil, til at bestemme,
at straffuldbyrdelsen skal udsættes. I bestemmelsen er op-
regnet de hensyn, der i særlig grad kan tale for udsættelse af
straffuldbyrdelsen ved afgørelse af en ansøgning herom. Til-
ladelse til udsættelse med straffuldbyrdelsen forudsætter, at
hensynet til retshåndhævelsen ikke taler imod en sådan ud-
sættelse. Ved vurderingen heraf skal der fortsat bl.a. lægges
vægt på straffens længde, kriminalitetens art og risikoen for
ny kriminalitet.
Er den dømte varetægtsfængslet efter dommen, kan løsladel-
se før straffuldbyrdelsens iværksættelse kun ske efter poli-
tiets eller rettens bestemmelse i medfør af retsplejelovens
regler om varetægtsfængsling. Har den dømte påbegyndt
fuldbyrdelsen af en frihedsstraf, vil de hensyn, der kunne
have talt for udsættelse af straffuldbyrdelsen, i visse tilfælde
begrunde, at straffuldbyrdelsen afbrydes, jf. lovforslagets §
76 og bemærkningerne til denne bestemmelse.
§ 10 træder sammen med § 12 i stedet for de nuværende
regler i retsplejelovens § 1028, der således som konsekvens
heraf foreslås ophævet. Der henvises i den forbindelse til
§ 2, nr. 8, i det samtidigt fremsatte lovforslag om ændring
af straffelov for Færøerne, retsplejelov for Færøerne, og
lov for Færøerne om retsafgifter (Ændringer som følge af
ikraftsættelse af lov for Færøerne om fuldbyrdelse af straf
m.v. og som følge af ikraftsættelse af ændringsanordning om
konkursloven for Færøerne).
Til § 11
Den foreslåede bestemmelses 1. pkt. indeholder hjemmel for
justitsministeren til fastsættelse af regler om behandlingen
53
af sager om udsættelse af straffuldbyrdelsen og om den ad-
ministrative behandling af sager om benådning.
Bestemmelsen svarer til § 11 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Den foreslåede bemyndigelse giver for så vidt angår sag-
er om udsættelse af straffuldbyrdelsen bl.a. hjemmel til at
fastsætte administrative forskrifter om, hvornår udsættelse
bør tillades. En tilsvarende adgang til at regulere, hvornår
benådning bør gives, er derimod ikke indeholdt i den fore-
slåede bestemmelse. Det skyldes, at benådningsretten efter
grundlovens § 24 ikke nærmere kan reguleres ved lov. Den
foreslåede bestemmelse vedrører derfor for så vidt angår
sager om benådning alene spørgsmålet om den nærmere
tilrettelæggelse af den administrative behandling af sådanne
sager.
I lovforslagets § 12, jf. nedenfor, foreslås det, at en ansøg-
ning om udsættelse af straffuldbyrdelsen eller om benådning
normalt skal bevirke, at straffuldbyrdelsen udsættes, indtil
der er truffet afgørelse i sagen. Med henblik på at modvirke,
at ansøgning om udsættelse eller benådning indgives umid-
delbart før straffuldbyrdelsens iværksættelse med det formål
at få straffuldbyrdelsen udsat, foreslås justitsministeren i
bestemmelsens 2. pkt., bemyndiget til at fastsætte bestem-
melser om, at kun ansøgninger, der indgives inden udløbet
af bestemte frister, tillægges opsættende virkning efter §
12. Det forudsættes i den forbindelse, at de dømte orienteres
herom i forbindelse med indkaldelsen til straffuldbyrdelse,
og at der er mulighed for at tillægge ansøgninger, som er
indgivet efter fristens udløb, opsættende virkning, hvis det
findes undskyldeligt, at ansøgning ikke er indgivet tidligere,
f.eks. hvis ansøgningen støttes på nye oplysninger.
Til § 12
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om ud-
sættelse af straffuldbyrdelsen på behandlingen af en ansøg-
ning om udsættelse eller benådning.
Bestemmelsen svarer til § 12 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019,
med den undtagelse, at den danske bestemmelses stk. 1,
2. pkt., ikke foreslås medtaget i lovforslaget. Efter den
danske bestemmelse skal en ansøgning om udsættelse eller
benådning ikke tillægges opsættende virkning, hvis politidi-
rektøren har underrettet kriminalforsorgen om, at hensynet
til politiets forebyggende virksomhed skønnes at kræve, at
den dømte påbegynder straffuldbyrdelsen uden at afvente
behandlingen af en sådan ansøgning. Bestemmelsen blev
tilføjet som led i en styrket indsats mod bandekriminalitet,
jf. lov nr. 501 af 12. juni 2009, Der henvises til bemærknin-
gerne i lovforslagets pkt. 4.
I stk. 1 foreslås som hovedregel, at en rettidig ansøgning,
jf. § 11, om udsættelse af straffuldbyrdelsen eller om benåd-
ning indgivet af en dømt på fri fod bevirker, at straffuldbyr-
delsen udsættes, indtil der er truffet afgørelse i sagen.
Af udtrykket »på fri fod« følger modsætningsvis, at straf-
fuldbyrdelsen ikke skal udsættes, hvis ansøgningen hidrører
fra en person, der er varetægtsfængslet efter dom. Baggrun-
den herfor er, at udsættelse af straffuldbyrdelsen forudsætter,
at den dømte løslades fra varetægtsfængslingen, og at be-
stemmelse om løsladelse af varetægtsarrestanter skal træffes
af politiet eller retten efter retsplejelovens regler og ikke af
kriminalforsorgen efter straffuldbyrdelsesloven. § 12, stk. 1,
udelukker ikke, at ansøgning om udsættelse eller benådning
fra en dømt, der er varetægtsfængslet efter dom, kan føre til,
at den pågældende løslades af politiet eller retten. Det forud-
sættes, at en sådan ansøgning indebærer, at spørgsmålet om
løsladelse forelægges retten, hvis politiet modsætter sig, at
den pågældende sættes på fri fod.
Det følger endvidere modsætningsvist af § 12, stk. 1, at
ansøgninger heller ikke har opsættende virkning, hvis den
dømte allerede er ved at afsone en anden straf. Baggrunden
for denne regel er, at flere straffe som udgangspunkt bør
fuldbyrdes i forlængelse af hinanden. Er betingelserne op-
fyldt, kan sådanne dømte få tilladelse til strafafbrydelse, jf.
lovforslagets § 76 og bemærkningerne til denne bestemmel-
se.
I stk. 2 foreslås som undtagelse til hovedreglen i stk. 1, at
straffuldbyrdelsen ikke udsættes på behandlingen af den nye
ansøgning, hvis den dømte tidligere har fået straffuldbyrdel-
sen udsat eller afslag på en ansøgning om udsættelse eller
benådning. Baggrunden for denne regel er hensynet til at
modvirke, at en dømt ubegrundet kan få straffuldbyrdelsen
udsat blot ved løbende at indgive ansøgninger om udsættelse
eller benådning.
Opsættende virkning kan imidlertid være velbegrundet, hvis
den nye ansøgning indeholder nye væsentlige oplysninger,
hvis rigtighed så vidt muligt er godtgjort, eller der i øvrigt
er særlig grund til at afvente afgørelsen af den nye ansøg-
ning. § 12, stk. 2, indeholder derfor tillige en regel om,
at der i sådanne tilfælde skal tillægges den nye ansøgning
opsættende virkning, så straffuldbyrdelsen udsættes, indtil
behandlingen af den nye ansøgning er afsluttet.
Det forudsættes i øvrigt, at justitsministeren i de administra-
tive regler, der fastsættes med hjemmel i § 11, jf. ovenfor,
kan bestemme, at ansøgninger om udsættelse eller benåd-
ning skal tillægges opsættende virkning i videre omfang,
end det følger af § 12. Det kan f.eks. bestemmes, at ansøg-
ning, der indgives fra visse andre end den dømte, kan tillæg-
ges opsættende virkning på samme måde som en ansøgning
fra den dømte.
Til § 13
Den foreslåede bestemmelse regulerer, hvilke vilkår der skal
og kan fastsættes for en tilladelse til udsættelse af straffuld-
54
byrdelsen, og fastsætter, hvornår tilladelsen kan tilbagekal-
des.
Bestemmelsen svarer til § 13 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Stk. 1 indebærer, at en tilladelse til udsættelse altid betinges
af, at den dømte ikke begår strafbart forhold. Tilladelse til
udsættelse kan endvidere betinges af andre vilkår, herunder
at den pågældende undergiver sig tilsyn af kriminalforsor-
gen. Det følger af tilladelsens karakter, at de fastsatte vilkår
alene har virkning for perioden, indtil straffuldbyrdelsen
iværksættes.
Det foreslåede stk. 2 medfører, at manglende overholdelse
af de fastsatte vilkår, f.eks. at den indsatte begår strafbart
forhold, kan bevirke, at tilladelsen tilbagekaldes. Det samme
gælder, hvis der tilvejebringes nye oplysninger, hvorefter
den dømte, før tilladelsen blev givet, havde begået strafbart
forhold. Det bemærkes, at bestemmelsen om tilbagekaldelse
i anledning af kriminalitet, der er begået forud for medde-
lelse af tilladelsen, ikke udelukker, at der kan ske tilbage-
kaldelse i andre tilfælde, hvor der i medfør af almindelige
forvaltningsretlige grundsætninger måtte være grundlag for
det.
Spørgsmålet om, hvorvidt der skal ske tilbagekaldelse, beror
på en konkret vurdering af omstændighederne i hvert enkelt
tilfælde. Sker der tilbagekaldelse, forudsættes fuldbyrdelsen
af fængselsstraffen iværksat snarest muligt, jf. bemærknin-
gerne til lovforslagets § 7.
Til kapitel 6
Beregning af straffetiden
I lovforslagets kapitel 6 (§§ 14-19) behandles spørgsmålet
om den nærmere beregning af den straf, som skal fuldbyrdes
i henhold til en dom om ubetinget fængselsstraf.
Til § 14
Den foreslåede bestemmelse fastsætter pligt for kriminalfor-
sorgen til at foretage en række nærmere angivne beregninger
af straffetiden.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til § 14
i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr.
1333 af 9. december 2019.
Det foreslås således i stk. 1, at kriminalforsorgen skal fore-
tage dels en beregning af tidspunktet for løsladelse efter ud-
ståelse af hele straffen, dels en beregning af tidspunktet for
en eventuel ordinær prøveløsladelse efter udståelse af 2/3 af
en tidsbestemt straf, jf. lovforslagets § 79 a, stk. 1, eller efter
udståelse af 12 år af en straf af fængsel på livstid, jf. § 79 e,
stk. 1. § 14, stk. 1, skal ses i sammenhæng med lovforslagets
§ 15, jf. nedenfor, hvorefter kriminalforsorgen har pligt til at
gøre den dømte bekendt med straffetidsberegningen snarest
muligt efter straffuldbyrdelsens iværksættelse.
I stk. 2 fastsættes det, at straffuldbyrdelsen anses for påbe-
gyndt den dag, som dommen er afsagt, når den dømte er
varetægtsfængslet efter endelig dom. Bestemmelsen svarer
til gældende ret, jf. § 4, stk. 2, i cirkulære nr. 150 af 29. juni
1973 med senere ændringer om beregningen af frihedsstraf
mv.
Endvidere fastsættes det i stk. 3, at straffuldbyrdelsen for så
vidt angår dømte på fri fod anses for påbegyndt, når den
dømte modtages eller anholdes med henblik på straffuldbyr-
delsens iværksættelse. En lignende bestemmelse er fastsat
i ovennævnte cirkulæres § 4, stk. 1. Udtrykket »modtages
eller anholdes med henblik på straffuldbyrdelsens iværksæt-
telse« i stk. 3 omfatter ligeledes den situation, hvor retten
efter retsplejelovens § 795 træffer beslutning om varetægts-
fængsling af en dømt, som har været på fri fod efter dom-
men. Fuldbyrdelsen anses da for påbegyndt den dag, hvor
fængslingen (anholdelsen) iværksættes.
Straffetidsberegning efter § 14 er omfattet af den udvidede
adgang til domstolsprøvelse, jf. lovforslagets § 112, nr. 1, og
bemærkningerne til denne bestemmelse.
Har en indsat som følge af kriminalforsorgens straffetidsbe-
regning udstået fængselsstraf i for lang tid, kan der rejses
spørgsmål om erstatning i medfør af lovforslagets § 106, stk.
1, nr. 1, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til § 15
Efter den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 15 skal
den dømte gøres bekendt med straffetidsberegningen snarest
muligt efter, at fuldbyrdelsen af frihedsstraffen er iværksat.
Bestemmelsen svarer til § 15 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Bestemmelsen vedrører kriminalforsorgens forpligtelse til
at gøre den dømte bekendt med straffetidsberegningen, jf.
lovforslagets § 14, stk. 1.
De nærmere regler om gennemførelsen af orienteringen for-
udsættes fastsat administrativt med hjemmel i lovforslagets
§ 19. Det forudsættes herved, at konkrete forespørgsler be-
svares snarest muligt også i de tilfælde, hvor straffuldbyrdel-
sen endnu ikke er iværksat.
Til § 16
Bestemmelsen omhandler omberegning af straffetiden og
svarer til § 16 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Den foreslåede bestemmelses 1. pkt. fastsætter således pligt
55
for kriminalforsorgen til at foretage en omberegning af straf-
fetiden, hvis straffuldbyrdelsen afbrydes, eller forudsætnin-
gerne for straffetidsberegningen i øvrigt ændres.
Efter lovforslagets §§ 75-76 kan straffuldbyrdelsen afbry-
des dels ved den indsattes udeblivelse, undvigelse, vare-
tægtsfængsling mv., dels efter tilladelse fra kriminalforsor-
gen. Som eksempel på tilfælde, hvor forudsætningerne for
straffetidsberegningen i øvrigt ændres, kan nævnes senere
beslutning om samtidig fuldbyrdelse af flere fængselsstraffe
i forlængelse af hinanden.
I bestemmelsens 2. pkt. fastslås, at den dømte snarest muligt
skal gøres bekendt med den ændrede straffetidsberegning.
En ændring af straffetidsberegningen efter § 16 er omfattet
af den udvidede klageordning, jf. lovforslagets § 112, nr. 1,
og bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til § 17
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om straf-
fetidsberegningen i tilfælde, hvor flere fængselsstraffe skal
afsones i umiddelbar forlængelse af hinanden.
Bestemmelsen svarer til § 17 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Den foreslåede § 17 indebærer således, at straffetidsbereg-
ningen i de omhandlede tilfælde foretages som en samlet
beregning, der omfatter alle de pågældende straffe. De nær-
mere regler om sådan straffetidsberegning forudsættes fast-
sat administrativt i medfør af lovforslagets § 19.
Til § 18
Den foreslåede bestemmelse regulerer fradrag ved bereg-
ning af straffetiden.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til § 18
i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr.
1333 af 9. december 2019.
Efter bestemmelsens stk. 1 foretages ved beregningen af
straffetiden fradrag efter reglerne i straffelovens § 86 for
anholdelse, varetægtsfængsling og indlæggelse til mentalun-
dersøgelse.
Endvidere foretages ved beregning af straffetiden efter be-
stemmelsens stk. 2 fradrag for anholdelse, varetægtsfængs-
ling og indlæggelse til mentalundersøgelse i en anden sag
under straffuldbyrdelsen, hvis påtale opgives eller tiltalte
frifindes.
Efter bestemmelsens stk. 3 foretages ved beregningen af
straffetiden desuden fradrag, når den indsatte uforskyldt har
været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle
eller udelukket for fællesskab, jf. § 106, stk. 1, nr. 2 og
3. Fradrag foretages med et antal dage svarende til 50 pct.
af det antal påbegyndte døgn, som indgrebet har varet, og
oprundet til nærmeste hele antal dage.
Det følger af bestemmelsens stk. 4, at i det omfang der
foretages fradrag efter stk. 2, ydes der ikke erstatning for
frihedsberøvelsen efter retsplejelovens kapitel 106. I det om-
fang der foretages fradrag efter stk. 3, ydes der endvidere
ikke erstatning for indgreb efter § 106, stk. 1, nr. 2 og 3.
Til § 19
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 19 indeholder
en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler
om straffetidsberegningen.
Bestemmelsen svarer til § 19 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Til kapitel 7
Valg af afsoningsinstitution og senere overførsel mellem af-
soningsinstitutioner
Bestemmelserne i kapitel 7 (§§ 20-30) regulerer spørgsmålet
om valg af afsoningsinstitution og senere overførsel mellem
arresthus på Færøerne og fængsel eller arresthus i Danmark
samt lovvalgsregler mv.
Kapitlet adskiller sig fra den danske straffuldbyrdelseslov,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019, da der
på Færøerne alene findes et arresthus, og da der i visse
tilfælde er behov for anbringelse i – eller senere overførsel
til – et fængsel eller et arresthus i Danmark.
Institutioner m.v.
Til § 20
Den foreslåede bestemmelse indeholder en angivelse af de
institutioner mv., hvori fængselsstraf kan fuldbyrdes.
Bestemmelsen svarer med få ændringer til § 20 i den dan-
ske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af
9. december 2019. Den foreslåede bestemmelse indeholder
således ikke en bestemmelse om afsoning på den dømtes
bopæl under intensiv overvågning og kontrol, da denne ord-
ning ikke på nuværende tidspunkt foreslås gennemført på
Færøerne jf. bemærkningerne til lovforslagets pkt. 2.2.
Det følger af stk. 1, at fængselsstraf normalt fuldbyrdes i
fængsel eller arresthus.
Uanset, at der ikke i dag er et fængsel på Færøerne, men
kun et arresthus, foreslås § 20, stk. 1, at have samme ordlyd
56
som § 20 i den danske straffuldbyrdelseslov. Det forudsættes
således, at dømte i visse situationer kan anbringes i fængsel
i Danmark, jf. de foreslåede bestemmelser i § 21, stk. 2, og
§ 22.
Udtrykket »fængselsstraf« og reglerne om fuldbyrdelse her-
af omfatter tillige fuldbyrdelse af frihedsstraffe, der som for-
vandlingsstraf træder i stedet for bødestraf, jf. lovforslagets
§ 1.
Udtrykket »fængsel« omfatter åbne og lukkede fængsler.
Udtrykket »arresthus« omfatter, foruden Færøerne Arrest,
kriminalforsorgens varetægtsinstitutioner i Danmark, herun-
der Københavns Fængsler.
Fuldbyrdelse af fængselsstraf i »institutioner mv. uden
for kriminalforsorgen« og i »kriminalforsorgens pensioner«
sker efter reglerne i lovforslagets § 78, der afløser den gæl-
dende regel i straffelovens § 49, stk. 2, der således som
konsekvens heraf foreslås ophævet som led i gennemførel-
sen af loven. Der henvises i den forbindelse til § 1, nr. 1, i
det samtidigt fremsatte lovforslag om ændring af straffelov
for Færøerne, retsplejelov for Færøerne, og lov for Færøerne
om retsafgifter (Ændringer som følge af ikraftsættelse af lov
for Færøerne om fuldbyrdelse af straf m.v. og som følge
af ikraftsættelse af ændringsanordning om konkursloven for
Færøerne).
Det følger dog af bestemmelsens stk. 2, at fængselsstraf i
særlige tilfælde kan fuldbyrdes efter reglerne i § 78 om
anbringelse i og overførsel til særlig institution m.v. uden for
kriminalforsorgen. Det bemærkes, at mens der f.eks. findes
flere behandlingsinstitutioner på Færøerne, er der ikke aktu-
elt nogen sikret institution eller pension på Færøerne, hvor
unge eller – hvad angår pensioner – andre vil kunne anbrin-
ges. Der vil imidlertid med den foreslåede bestemmelse væ-
re mulighed for at overføre unge eller andre til anbringelse
efter § 78 i en institution i Danmark.
Bestemmelsen indebærer endvidere, at der kan ske anbrin-
gelse efter § 78 i en institution mv. på Færøerne, hvis der
indgås aftaler med disse.
Der henvises i øvrigt til den foreslåede § 78 og bemærknin-
gerne til denne bestemmelse.
Endelig følger det af stk. 3, at fængselsstraf kan fuldbyrdes
som led i forsøg efter § 50 a i institution m.v. på Færøerne
uden for kriminalforsorgen. Bestemmelsen supplerer mulig-
hederne for alternativ placering efter § 78.
Der henvises i den forbindelse til den foreslåede § 50 a og
bemærkningerne til denne bestemmelse.
Valg af afsoningsinstitution
Til § 21
Den foreslåede bestemmelse omhandler valg af afsoningsin-
stitution i de tilfælde, hvor den dømte er idømt fængselsstraf
til og med 1 år og 6 måneder.
Bestemmelsen er affattet således, at der tages højde for de
forhold om valg af afsoningsinstitution, som er nævnt i §§
21-23 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 1333 af 9. december 2019, og som kan begrunde
valg af en anden type afsoningsinstitution end udgangspunk-
tet.
Valget af afsoningssted baserer sig navnlig på to væsentlige
principper: Dømte bør så vidt muligt afsone i nærheden
af deres hjemsted, men samtidig bør dømte ikke anbringes
under mere restriktive forhold end nødvendigt.
Afvejningen af disse principper har ført til en langvarig
praksis om, at fængselsstraffe til og med 1 år og 6 måne-
der afsones i Færøerne Arrest, mens længere straffe som
udgangspunkt afsones i et dansk fængsel. Der er mulighed
for at dispensere fra denne praksis, hvis omstændighederne
tilsiger det, jf. herom det foreslåede stk. 2.
Baggrunden for denne praksis er, at det ikke findes hensigts-
mæssigt, at længere straffe fuldbyrdes i Færøerne Arrest
på grund af de begrænsede tilbud, der forefindes i arresthu-
set. Hertil kommer, at bl.a. sikkerhedsmæssige hensyn end-
videre kan medføre, at dømte med fængselsstraffe på mindre
end 1 år og 6 måneder anbringes i et fængsel eller arresthus i
Danmark.
Den foreslåede bestemmelses stk. 1 indeholder en lovfæstel-
se af denne praksis. Fuldbyrdelse af fængselsstraffe over 1
år og 6 måneder foreslås reguleret af den foreslåede bestem-
melse i § 22.
Den foreslåede bestemmelses stk. 2 indeholder en række
undtagelser til hovedreglen om, at fængselsstraf til og med 1
år og 6 måneder fuldbyrdes i arresthus på Færøerne.
Det foreslås således i stk. 2, nr. 1, at fængselsstraf til og
med 1 år og 6 måneder fuldbyrdes i fængsel eller arrest-
hus i Danmark, hvis det må anses for nødvendigt for at
forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i
institutionen eller som led i kriminalforsorgens indsats mod
radikalisering og ekstremisme.
Bestemmelsen sigter bl.a. på tilfælde, hvor der ved anmel-
delsen til straffuldbyrdelse foreligger kendskab til, at den
dømte hører til gruppen af »stærke« indsatte. Det vil sige
indsatte, som udviser en så stærk negativ indflydelse på
medindsatte, bl.a. ved vold, trusler om vold, økonomisk
udnyttelse m.v., at de i væsentlig grad forringer vilkårene
for disse indsatte bl.a. ved at skaffe sig fordele på de med-
indsattes bekostning. Et sådant kendskab vil typisk basere
sig på oplysninger modtaget fra politiet eller fra tidligere
ophold i fængsel eller arresthus, herunder i forbindelse med
forudgående varetægtsfængsling.
Med udtrykket »overgreb« sigtes ikke alene til fysiske over-
57
greb eller trusler herom, men tillige f.eks. økonomisk udnyt-
telse og overgreb på medindsattes handlefrihed inden for in-
stitutionens lovlige rammer, herunder i forhold til at afsone
i fællesskab og til at vælge mellem institutionens tilbud om
beskæftigelse, fritidsaktiviteter mv. Risiko for overgreb kan
også foreligge, når den indsatte gennem sin magtposition
forsøger at påvirke personalet til at gøre eller undlade noget,
herunder undlade at gennemføre de nødvendige sikkerheds-
og kontrolforanstaltninger.
Udtrykket »personale eller andre i institutionen« omfatter,
foruden alle ansatte uanset ansættelsesform, f.eks. de med-
indsattes børn, besøgende eller håndværkere m.fl.
Bestemmelsen giver desuden mulighed for, at fængselsstraf
kan fuldbyrdes i fængsel eller arresthus i Danmark, hvis
det må anses for nødvendigt »som led i kriminalforsorgens
indsats mod radikalisering og ekstremisme«. Heri ligger, at
den pågældende placering skal være nødvendig som følge
af en konkret risiko for, at den indsatte vil søge at påvirke
medindsatte gennem udbredelse af voldeligt ekstremistiske
synspunkter, og at placeringen skal være egnet til at begræn-
se risikoen for påvirkning af andre til voldelig ekstremisme.
Begreberne »radikalisering« og »ekstremisme« er ikke enty-
dige begreber, men dækker over varierende grader af tilslut-
ning til radikale og ekstreme synspunkter og handlinger.
Radikalisering er en proces, som kan foregå på forskellige
måder, og som kan ske over kortere eller længere tid. Der
er ingen simple årsagssammenhænge, og radikaliseringen
kan igangsættes på baggrund af mange forskellige faktorer
og have forskellige endemål. Radikaliseringen kan komme
til udtryk ved støtte til radikale synspunkter eller en ekstre-
mistisk ideologi og kan også medføre accept af brugen af
vold eller andre ulovlige midler for at opnå et politisk eller
religiøst mål.
Ekstremisme er bl.a. kendetegnet ved forenklede verdensop-
fattelser og fjendebilleder, hvor bestemte grupper eller sam-
fundsforhold ses som truende, samt intolerance og mang-
lende respekt for andre menneskers synspunkter, frihed og
rettigheder.
Begrebet omfatter endvidere afvisning af grundlæggende
demokratiske værdier og normer, manglende accept af de-
mokratiske beslutningsprocesser og anvendelse af ulovlige
og eventuelt voldelige metoder for at opnå et politisk eller
religiøst ideologisk mål.
Kriminalforsorgen har med den foreslåede bestemmelse mu-
lighed for at tage særlige forholdsregler ved placeringen af
radikaliserede og ekstremistiske indsatte i situationer, hvor
der vurderes at være en konkret risiko for, at de pågældende
vil søge at påvirke andre gennem udbredelse af voldeligt
ekstremistiske synspunkter.
Der sigtes i den forbindelse både til personer, der er dømt
for terrorrelateret kriminalitet, dvs. for overtrædelse af be-
stemmelser i straffelovens kapitel 12 eller 13, og til person-
er, der i øvrigt har udvist en adfærd, der indikerer, at der vil
være en konkret risiko for, at de vil søge at påvirke andre
til voldelig ekstremisme, herunder gennem rekruttering til
ekstremistiske miljøer, der erfaringsmæssigt støtter voldelig
ekstremisme.
De radikaliserede og ekstremistiske indsatte udgør ikke en
klart definerbar gruppe, hvorfor det i hvert enkelt tilfælde
vil være nødvendigt at vurdere, om der er behov for at tage
særlige forholdsregler for at imødegå risikoen for radikalise-
rende påvirkning af medindsatte.
Når det gælder personer, der er dømt for terrorrelateret kri-
minalitet, vil der dog i almindelighed være en formodning
for, at der er behov for at tage sådanne forholdsregler.
Hvorvidt der er behov for særlige forholdsregler, må i øvrigt
afgøres konkret i hver enkelt sag ud fra en samlet vurde-
ring af de tilgængelige oplysninger om den dømte. I denne
vurdering kan bl.a. indgå oplysninger om den pådømte kri-
minalitet og kriminalforsorgens egne observationer under
afsoning eller varetægtsfængsling, herunder observationer
relateret til den indsattes adfærd, udtalelser, brug af litte-
ratur, effekter, symboler og besøgende. Også oplysninger
modtaget fra andre myndigheder vil kunne inddrages i vur-
deringen.
Det må endvidere overvejes i hvert enkelt tilfælde, om for-
målet med overførslen vil kunne tilgodeses ved mindre ind-
gribende foranstaltninger.
For yderligere beskrivelse af ovenstående henvises i øvrigt
til bemærkningerne til lovforslagets pkt. 7 og 8.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at fængselsstraf til og med 1 år og
6 måneder fuldbyrdes i fængsel eller arresthus i Danmark,
hvis der er bestemte grunde til at antage, at den dømtes far-
lighed eller kriminalitet gør det nødvendigt for at forebygge,
at den dømte undviger eller begår farlig kriminalitet.
Formuleringen »begår farlig kriminalitet« sigter til risiko-
en for, at den indsatte begår farlig kriminalitet i institutio-
nen. Formuleringen omfatter bl.a. forsætlig brandstiftelse
eller anden almenfarlig forbrydelse, grovere volds- eller
seksualforbrydelse, og berigelsesforbrydelse forbundet med
vold eller trussel om vold.
De oplysninger, der kan begrunde anbringelse i fængsel eller
arresthus i Danmark i medfør af denne bestemmelse, vil
navnlig være oplysninger hidrørende fra straffesagen eller
fra tidligere ophold i fængsel eller arresthus.
Det foreslås i stk. 2, nr. 3, at fængselsstraf til og med 1 år og
6 måneder fuldbyrdes i fængsel eller arresthus i Danmark,
hvis det må anses for nødvendigt for at beskytte den dømte
mod overgreb. Bestemmelsen tager sigte på dømte, der på
grund af kriminalitetens art eller deres adfærd i øvrigt må
antages at ville blive mødt med overgreb fra medindsatte,
hvis de anbringes i fællesskab i et fængsel.
58
Bestemmelsen vil især kunne være relevant i forhold til
dømte, som f.eks. pga. gæld står i afhængighedsforhold
til andre indsatte, eller dømte, hvis kriminalitet, herunder
navnlig især seksualforbrydelser og misbrug af børn, gør
dem særligt udsat for chikane, trusler, vold mv., men det
vil f.eks. også efter omstændighederne kunne være dømte,
som har særligt vanskeligt ved at tage vare på sine egne
grænser, og som derigennem kan være udsatte for udnyttelse
af medindsatte. Det bemærkes, at den dømte selv ønsker
en beskyttet anbringelse, og anbringelsen i fængsel eller
arresthus i Danmark sker med den pågældendes samtykke,
vil forholdet være omfattet af den foreslåede bestemmelse i
§ 21, stk. 2, nr. 5, jf. nedenfor.
Det foreslås i stk. 2, nr. 4, at fængselsstraf til og med 1 år og
6 måneder fuldbyrdes i fængsel eller arresthus i Danmark,
hvis den dømte efter de lægelige oplysninger bør anbringes i
Vestre Hospital eller Herstedvester Fængsel.
Formålet med bestemmelsen er at sikre de indsatte mulighed
for anbringelse på hospital (Vestre Hospital) eller på en
institution (Herstedvester Fængsel), som er særligt indrettet
til at modtage indsatte, der f.eks. har behov for psykiatrisk
behandling eller bistand. Dette behov skyldes, at der i Færø-
erne Arrest i lighed med, hvad der er tilfældet i arresthuse
og fængsler i Danmark, ikke er en hospitalsafdeling. Beho-
vet skyldes ligeledes, at Herstedvester Fængsel varetager
en visitationsordning for seksualforbrydere fra Danmark og
Færøerne, hvor de dømte udredes og vurderes i forhold til et
eventuelt behandlingsbehov mv.
Bestemmelsen giver på den baggrund mulighed for i over-
ensstemmelse med den nuværende praksis at anbringe den
dømte i Vestre Hospital (Vestre Fængsel) eller Herstedvester
Fængsel, hvis det efter lægelige oplysninger er nødvendigt.
Bestemmelsen giver endvidere mulighed for i overensstem-
melse med den nuværende praksis indledningsvist at anbrin-
ge seksualforbrydere i Herstedvester Fængsel med henblik
på visitation for behandlingsbehov mv., forudsat at det efter
de lægelige oplysninger er nødvendigt. Gennem anbringel-
sen vil der blive tilvejebragt det fornødne grundlag for, at
kriminalforsorgen kan træffe afgørelse om, hvor straffen
herefter skal udstås. Under den indledningsvise anbringelse
vurderes det eksempelvis, om den pågældende er motiveret
for og egnet til sexologisk behandling. Nogle dømte place-
res herefter efter reglerne i den danske straffuldbyrdelseslov
i Danmark – typisk i Herstedvester Fængsel eller i Nr. Sne-
de Fængsel, hvor der er uddannet personale med speciale
i seksualforbrydere. Andre dømte anbringes i Færøerne Ar-
rest efter visitationsforløbet. Der vil med hjemmel i forsla-
get til § 27 administrativt blive fastsat nærmere regler om
anbringelse i Herstedvester Fængsel i relation til visitations-
ordningen, herunder foretaget afgrænsning af den omfattede
persongruppe.
Det foreslås i stk. 2, nr. 5, at fængselsstraf til og med 1 år og
6 måneder fuldbyrdes i fængsel eller arresthus i Danmark,
hvis den dømte ønsker at udstå straffen i Danmark, og sær-
lige familiemæssige eller andre personlige forhold taler for
det. Med udtrykket »personlige forhold« sigtes eksempelvis
til arbejds-, uddannelses- eller helbredsmæssige forhold. Der
henvises desuden til bemærkningerne ovenfor til den fore-
slåede bestemmelse i stk. 2, nr. 3.
Det foreslås i stk. 2, nr. 6, at fængselsstraf til og med 1 år og
6 måneder fuldbyrdes i fængsel eller arresthus i Danmark,
hvis den idømte fængselsstraf er højere end 6 måneder, og
den dømte ønsker at udstå straffen i et åbent fængsel i Dan-
mark og findes egnet hertil. En dømt vil f.eks. være uegnet
til anbringelse i åbent fængsel, hvis der er væsentlig risiko
for at den dømte vil begå overgreb eller selv blive udsat for
overgreb.
Bestemmelsen svarer til hidtidig praksis, idet det dog be-
mærkes, at ordningen efter forslaget kun vil gælde dømte
med straffe på over 6 måneder. Den danske straffuldbyr-
delseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december
2019, indeholder en lignende bestemmelse i § 21, stk. 2,
hvorefter kortvarig fængselsstraf, dvs. fængselsstraf i ind-
til 6 måneder, kan fuldbyrdes i arresthus, jf. hertil også
§ 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 176 af 26. februar 2016
om anbringelse og overførsel af personer, som skal udstå
fængselsstraf eller forvaring (anbringelses- og overførsels-
bekendtgørelsen). Baggrunden for disse bestemmelser skyl-
des nødvendige hensyn til den samlede udnyttelse af plad-
serne i kriminalforsorgens institutioner.
I stk. 2, nr. 7, foreslås det, at der indsættes en opsamlings-
bestemmelse, hvorefter anbringelse i en afsoningsinstitution
i Danmark kan ske, hvis »andre særlige omstændigheder
afgørende taler herfor«. Ordene »særlige« og »afgørende«
er indsat for at tydeliggøre, at opsamlingsbestemmelsen skal
have et snævert anvendelsesområde, jf. nærmere nedenfor.
Formålet med opsamlingsbestemmelsen er bl.a. at rumme de
tilfælde, der er omfattet af § 23, stk. 2, nr. 4 og 7-9, i den
danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333
af 9. december 2019. Efter disse bestemmelser kan udgangs-
punktet om, at fængselsstraf, så vidt det er praktisk muligt,
skal fuldbyrdes i nærheden af den dømtes hjemsted, samt at
der ved afgørelsen af, i hvilket åbent eller lukket fængsel
eller i hvilket arresthus den dømte skal anbringes, endvidere
skal tages hensyn til den dømtes egne ønsker, navnlig vedrø-
rende arbejds-, uddannelses-, familie- eller helbredsmæssige
forhold, fraviges i en række tilfælde. Udgangspunktet kan
således fraviges for at yde den dømte pædagogisk, lægelig
eller anden særlig bistand (§ 23, stk. 2, nr. 4), for at undgå,
at den indsatte afsoner i en institution, hvor en af den ind-
sattes nærtstående gør tjeneste (§ 23, stk. 2, nr. 7), for at
undgå, at den dømte afsoner i en institution i tilfælde, hvor
den dømte har begået strafbart forhold mod en ansat, der gør
tjeneste i institutionen, eller dennes nærtstående (§ 23, stk.
2, nr. 8), eller hvis hensynet til retshåndhævelsen eller andre
særlige omstændigheder taler herfor (§ 23, stk. 2, nr. 9).
Som anført vil bestemmelsen kunne finde anvendelse for
at yde den dømte pædagogisk, lægelig eller anden særlig
59
bistand. Hvis det konkret vurderes nødvendigt, vil det i
henhold til denne bestemmelse være muligt at anbringe en
kvinde i en kvindeafdeling i et fængsel eller et arresthus i
Danmark. Herudover vil bestemmelsen kunne finde anven-
delse for at undgå, at den dømte afsoner i en institution,
hvor en af den indsattes nærtstående gør tjeneste, og for at
undgå, at den dømte afsoner i en institution i tilfælde, hvor
den dømte har begået strafbart forhold mod en ansat, der gør
tjeneste i institutionen, eller dennes nærtstående.
Når der er relationer imellem indsatte og ansatte, vil der
således i overensstemmelse med den nuværende praksis
skulle foretages en konkret vurdering i hvert enkelt tilfæl-
de. Hvis hverken den dømte eller den ansatte finder det
generende, vil fuldbyrdelsen af straffen som udgangspunkt
blive gennemført på Færøerne. Den ansatte vil i givet fald
ikke blive inddraget i beslutninger omkring den dømte. De
fleste forhold omkring vedkommende vil blive varetaget
af den anden betjent på vagt. Hvis den indsatte eller den
ansatte ønsker det, og arresthusets ledelse vurderer, at der er
grundlag herfor, anmodes der om overførsel til Danmark.
Endvidere vil hensynet til retshåndhævelsen i særlige tilfæl-
de kunne begrunde, at den dømte indledningsvis anbringes i
en afsoningsinstitution i Danmark. Som eksempel kan næv-
nes en situation, hvor den dømte har begået alvorlig krimi-
nalitet, og hvor hensynet til retshåndhævelsen ikke skønnes
at kunne tilgodeses ved f.eks. fastsættelse af vilkår om, at
den indsatte ikke må besøge bestemte steder eller opsøge
bestemte personer i forbindelse med udgang fra arresthuset.
Herudover vil bestemmelsen kunne anvendes, hvis det af
kapacitetsmæssige årsager vil være nødvendigt at indkalde
dømte med straffe på 1 år og 6 måneder og derunder til afso-
ning i Danmark. Dette vil dog forudsætte, at der foreligger
en helt ekstraordinær situation.
Der henvises i øvrigt til den foreslåede § 24, nr. 7, hvorefter
en indsat i Færøerne Arrest vil kunne overføres til fortsat
afsoning i fængsel eller arresthus i Danmark, hvis særlige
omstændigheder afgørende taler herfor.
Den foreslåede bestemmelses formulering »andre særlige
omstændigheder afgørende taler herfor« vil også omfatte til-
fælde, hvor den dømte på grund af sin adfærd sammenholdt
med de eksisterende bygningsmæssige forhold og arresthu-
sets personalenormering ikke på forsvarlig vis kan afsone
i arresthuset. Inden for de seneste år har der været flere
tilfælde, hvor man på baggrund af særdeles voldsom adfærd,
herunder med omfattende ødelæggelse af inventar mv., har
været nødsaget til at overføre de indsatte til Danmark. Kend-
skab til en sådan adfærd fra straffesagen, herunder en vare-
tægtsfængsling, eller fra en tidligere afsoning vil på samme
måde med vægt tale imod, at afsoning sker på Færøerne.
Den foreslåede § 21, stk. 2, nr. 7, kan i modsætning til § 23,
stk. 2, nr. 9, i den danske straffuldbyrdelseslov kun bringes i
anvendelse, hvis særlige omstændigheder afgørende taler for
det. Denne forskel er begrundet i, at det er væsentligt mere
indgribende for dømte, der er hjemmehørende på Færøerne,
at blive anbragt i Danmark, end det tilsvarende vil være for
en dømt, der eksempelvis geografisk hører til på Sjælland, at
blive anbragt i/overført til en afsoningsinstitution i Jylland.
Det bemærkes videre, at ovennævnte eksempler ikke udgør
en udtømmende opregning af de tilfælde, der kan være om-
fattet af opsamlingsbestemmelsen i § 21, stk. 2, nr. 7. Det
forudsættes imidlertid, at bestemmelsen vil få et begrænset
anvendelsesområde, idet det ligesom i Danmark vil være
væsentligt at fastholde som det klare udgangspunkt, at fæng-
selsstraf bør fuldbyrdes i nærheden af den dømtes hjemsted,
dvs. på Færøerne.
Det bemærkes generelt, at tidsangivelserne i bestemmelsen
relaterer sig til den idømte strafs længde, sådan som den er
fastsat i dommen. Bestemmelsen suppleres af § 23, hvoref-
ter en forventet opholdstid i arresthuset på mindre end 1 år
kan medføre, at der træffes bestemmelse om, at straffen skal
udstås på Færøerne.
I de administrative regler, der skal udstedes i henhold til
den foreslåede § 111, stk. 3, om administrativ klageadgang,
forudsættes der at være adgang til at klage til Direktoratet
for Kriminalforsorgen over afgørelser om anbringelse i en
institution i Danmark i de tilfælde, hvor udgangspunktet om
anbringelse på Færøerne er fraveget i medfør af § 21, stk. 2.
Derudover indeholder lovforslagets § 112 om adgang til
domstolsprøvelse af visse endelige administrative afgørelser
en bestemmelse om adgang til domstolsprøvelse af visse
endelige administrative afgørelser om anbringelse i eller
overførsel til en institution under Kriminalforsorgen i Dan-
mark. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til
§ 112.
Dømte, der anbringes i en afsoningsinstitution i Danmark,
vil være omfattet af den danske straffuldbyrdelseslov med
tilhørende administrative forskrifter. Valg af afsoningssted,
herunder valg mellem arresthus og fængsel mv. reguleres så-
ledes af den danske straffuldbyrdelseslov, ligesom den døm-
te under anbringelsen i en institution i Danmark behandles
efter reglerne i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovfor-
slagets §§ 28-29 og bemærkningerne hertil. For så vidt an-
går prøveløsladelse foreslås det dog i § 30, at afgørelse om
prøveløsladelse eller nægtelse heraf af dømte, som i medfør
af reglerne i denne lovs kapitel 7 er anbragt eller overført
til afsoning i fængsel eller arresthus i Danmark træffes efter
reglerne i denne lovs kapitel 14.
Til § 22
Den foreslåede bestemmelse vedrører anbringelse til afso-
ning i fængsel eller arresthus i Danmark.
Valget af afsoningssted baserer sig navnlig på to væsentlige
principper: Dømte bør så vidt muligt afsone i nærheden
60
af deres hjemsted, men samtidig bør dømte ikke anbringes
under mere restriktive forhold end nødvendigt.
Afvejningen af disse principper har ført til en langvarig
praksis om, at fængselsstraffe til og med 1 år og 6 måne-
der afsones i Færøerne Arrest, mens længere straffe som
udgangspunkt afsones i et dansk fængsel. Der henvises end-
videre til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i
§ 21.
Den foreslåede bestemmelses 1. pkt. er udformet i overens-
stemmelse med ovenstående praksis. Det foreslås således
i denne bestemmelse, at fængselsstraf i over 1 år og 6
måneder fuldbyrdes i fængsel eller arresthus i Danmark,
medmindre den dømte ønsker at udstå straffen på Færøerne,
og særlige personlige forhold afgørende taler herfor, jf. dog
§ 23.
Det fremgår af bestemmelsen, at udgangspunktet om afso-
ning i Danmark vil kunne fraviges, hvis den dømte ønsker
det, og der foreligger særlige personlige forhold, som afgø-
rende taler for fuldbyrdelse af straffen på Færøerne.
»Særlige personlige forhold« vil for eksempel kunne være
særligt tungtvejende hensyn af familiær-, arbejds-, uddan-
nelses- eller helbredsmæssig karakter. Omfattet af sådanne
hensyn vil efter omstændighederne f.eks. kunne være tilfæl-
de, hvor den dømte er eneforælder til mindreårige børn, som
under den pågældendes afsoning er anbragt i pleje eller lig-
nende, eller hvor den pågældendes muligheder for fremover
at føre et kriminalitetsfrit liv på afgørende måde knytter sig
til et arbejde eller uddannelse, som den pågældende helt
eller delvist vil kunne opretholde ved afsoning på Færøerne.
Det bemærkes generelt, at tidsangivelserne i bestemmelsen
relaterer sig til den idømte strafs længde, sådan som den
er fastsat i dommen. Bestemmelsen suppleres af § 23, hvor-
efter en forventet opholdstid i arresthuset på mindre end 1
år, kan medføre, at der træffes bestemmelse om, at straffen
udstås på Færøerne.
Efter bestemmelsens 2. pkt. gælder bestemmelsens 1. pkt.
dog ikke, hvis der foreligger sådanne omstændigheder, som
nævnt i § 21, stk. 2. Udgangspunktet om afsoning i Dan-
mark vil således ikke kunne fraviges i disse konkrete situati-
oner.
Til § 23
Den foreslåede bestemmelse vedrører placering af dømte
med en forventet opholdstid på under 1 år.
Som en modifikation til bestemmelsen i lovforslagets § 22
foreslås det med bestemmelsen i lovforslagets § 23, at der
kan træffes bestemmelse om, at straffen udstås i arresthus
på Færøerne, hvis den dømtes opholdstid i arresthus eller
fængsel i Danmark forventes at være mindre end 1 år, og der
ikke foreligger sådanne omstændigheder som nævnt i § 21,
stk. 2.
Bestemmelsen indebærer, at dømte med en forventet op-
holdstid på mindre end 1 år kan anbringes i Færøerne Ar-
rest, uanset at den idømte straf er længere end 1 år og 6
måneder.
En forventet opholdstid på mindre end et år kan f.eks. fore-
komme ved indregning af et forventet prøveløsladelsestids-
punkt. Forventes en dømt, der skal afsone en fængselsstraf
på 1 år og 8 måneder, således prøveløsladt, når to tredjedele
af straffen er udstået i medfør af den foreslåede bestemmelse
i § 79 a, stk. 1, vil den forventede opholdstid være 1 år,
hvorfra skal trækkes de fradrag, som følger af den foreslå-
ede bestemmelse i § 18 om, at der ved beregning af straf-
fetiden foretages fradrag efter bl.a. reglerne i straffelovens
§ 86 for anholdelse, varetægtsfængsling og indlæggelse til
mentalundersøgelse. Forventes den dømte at være omfattet
af muligheden for prøveløsladelse allerede, når halvdelen af
straffen er udstået i medfør af lovforslagets § 79 d, vil den
forventede opholdstid være 10 måneder, hvorfra skal træk-
kes de fradrag, som følger af den foreslåede bestemmelse i
§ 18. I tilfælde, hvor der skal foretages et forholdsmæssigt
stort fradrag i straffetiden som følge af varetægtsfængsling i
medfør af den foreslåede bestemmelse i § 18, vil også selv
dømte med længere straffe efter omstændighederne kunne
forvente en opholdstid på mindre end et år.
Ved afgørelse af spørgsmålet om placering i disse tilfælde
forudsættes det, at den dømtes eget ønske om at udstå straf-
fen på Færøerne tillægges betydelig vægt. Det bemærkes i
den forbindelse, at dømte med en forventet opholdstid på
mindre end 6 måneder således som udgangspunkt bør udstå
deres straf på Færøerne, hvis de selv ønsker det, således
som det også i dag er gældende ret, jf. bemærkningerne til
lovforslagets pkt. 8.1.
De administrative bestemmelser, der skal udarbejdes i hen-
hold til den foreslåede § 27, vil blive udformet i overens-
stemmelse hermed. Ved afgørelsen vil det desuden skulle
kunne lægges til grund, at der ikke foreligger sådanne om-
stændigheder, som er nævnt i § 21, stk. 2, hvorefter fæng-
selsstraf, uanset at der er tale om straffe på mindre end 1
år og 6 måneder, kan fuldbyrdes i fængsel eller arresthus i
Danmark.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 22 og §§ 28-30 samt
bemærkningerne hertil.
Overførsel af indsatte fra arresthus på Færøerne til fængsel
eller arresthus i Danmark
Til § 24
Den foreslåede bestemmelse regulerer spørgsmålet om over-
førsel af indsatte, der er påbegyndt fuldbyrdelse af straffen
på Færøerne, til fængsel eller arresthus i Danmark.
Bestemmelsen svarer i vidt omfang til den foreslåede be-
61
stemmelse i lovforslagets § 21 om kriminalforsorgens afgø-
relse om afsoningssted, når der er modtaget en endelig dom
til fuldbyrdelse, idet en række af de forhold, som i medfør
af denne bestemmelse kan føre til anbringelse til afsoning
i fængsel eller arresthus i Danmark, vil kunne opstå eller
konstateres efter, at fuldbyrdelsen af straffen er påbegyndt
på Færøerne.
Det foreslås i nr. 1, at en indsat i arresthus på Færøerne kan
overføres til fængsel eller arresthus i Danmark, hvis det må
anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medind-
satte, personale eller andre i institutionen, eller som led i
kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremis-
me.
Bestemmelsen, der svarer til den foreslåede bestemmelse i
§ 21, stk. 2, nr. 1, som regulerer den situation, hvor der på
det tidspunkt, hvor beslutningen om anbringelse i arresthus
på Færøerne skal træffes, foreligger oplysninger, der kan
begrunde anbringelse fængsel eller arresthus i Danmark af
hensyn til muligheden for at forebygge overgreb på medind-
satte m.fl. eller som led i kriminalforsorgens indsats mod
radikalisering og ekstremisme, regulerer de tilfælde hvor
sådanne oplysninger først foreligger på et senere tidspunkt
efter at straffuldbyrdelsen er iværksat.
Hvis det således efterfølgende viser sig, at den dømte hører
til gruppen af »stærke« indsatte, som udviser en så stærk
negativ indflydelse på medindsatte, bl.a. ved vold, trusler
om vold, økonomisk udnyttelse m.v., at de i væsentlig grad
forringer vilkårene for disse indsatte bl.a. ved at skaffe sig
fordele på de medindsattes bekostning, vil den indsatte kun-
ne overføres til fængsel eller arresthus i Danmark, hvis det
er nødvendigt for at forebygge denne risiko.
Med udtrykket »overgreb« sigtes ikke alene til fysiske over-
greb eller trusler herom, men tillige f.eks. økonomisk ud-
nyttelse og overgreb på medindsattes handlefrihed inden
for institutionens lovlige rammer, herunder til at afsone i
fællesskab og til at vælge mellem institutionens tilbud om
beskæftigelse, fritidsaktiviteter mv. Risiko for overgreb kan
også foreligge, når den indsatte gennem sin magtposition
forsøger at påvirke personalet til at gøre eller undlade noget,
herunder undlade at gennemføre de nødvendige sikkerheds-
og kontrolforanstaltninger.
Udtrykket »personale eller andre i institutionen« omfatter,
foruden alle ansatte uanset ansættelsesform, f.eks. de med-
indsattes børn, besøgende eller håndværkere m.fl.
Bestemmelsen giver desuden mulighed for at overføre den
dømte til fængsel eller arresthus i Danmark, hvis det under
afsoningen viser sig at måtte anses for nødvendigt »som
led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ek-
stremisme«. Heri ligger, at den pågældende overførsel skal
være nødvendig som følge af en konkret risiko for, at den
indsatte vil søge at påvirke medindsatte gennem udbredelse
af voldeligt ekstremistiske synspunkter, og at overførslen til
en ny placering skal være egnet til at begrænse risikoen for
påvirkning af andre til voldelig ekstremisme.
Begreberne »radikalisering« og »ekstremisme« er ikke enty-
dige begreber, men dækker over varierende grader af tilslut-
ning til radikale og ekstreme synspunkter og handlinger.
Radikalisering er en proces, som kan foregå på forskellige
måder, og som kan ske over kortere eller længere tid. Der
er ingen simple årsagssammenhænge, og radikaliseringen
kan igangsættes på baggrund af mange forskellige faktorer
og have forskellige endemål. Radikaliseringen kan komme
til udtryk ved støtte til radikale synspunkter eller en ekstre-
mistisk ideologi og kan også medføre accept af brugen af
vold eller andre ulovlige midler for at opnå et politisk eller
religiøst mål.
Ekstremisme er bl.a. kendetegnet ved forenklede verdensop-
fattelser og fjendebilleder, hvor bestemte grupper eller sam-
fundsforhold ses som truende, samt intolerance og mang-
lende respekt for andre menneskers synspunkter, frihed og
rettigheder.
Begrebet omfatter endvidere afvisning af grundlæggende
demokratiske værdier og normer, manglende accept af de-
mokratiske beslutningsprocesser og anvendelse af ulovlige
og eventuelt voldelige metoder for at opnå et politisk eller
religiøst ideologisk mål.
Kriminalforsorgen har med den foreslåede bestemmelse mu-
lighed for at tage særlige forholdsregler ved placeringen af
radikaliserede og ekstremistiske indsatte i situationer, hvor
der vurderes at være en konkret risiko for, at de pågældende
vil søge at påvirke andre gennem udbredelse af voldeligt
ekstremistiske synspunkter.
Der sigtes i den forbindelse både til personer, der er dømt
for terrorrelateret kriminalitet, dvs. for overtrædelse af be-
stemmelser i straffelovens kapitel 12 eller 13, og til person-
er, der i øvrigt har udvist en adfærd, der indikerer, at der vil
være en konkret risiko for, at de vil søge at påvirke andre
til voldelig ekstremisme, herunder gennem rekruttering til
ekstremistiske miljøer, der erfaringsmæssigt støtter voldelig
ekstremisme.
De radikaliserede og ekstremistiske indsatte udgør ikke en
klart definerbar gruppe, hvorfor det i hvert enkelt tilfælde
vil være nødvendigt at vurdere, om der er behov for at tage
særlige forholdsregler for at imødegå risikoen for radikalise-
rende påvirkning af medindsatte.
Når det gælder personer, der er dømt for terrorrelateret kri-
minalitet, vil der dog i almindelighed være en formodning
for, at der er behov for at tage sådanne forholdsregler.
Hvorvidt der er behov for særlige forholdsregler, må i øvrigt
afgøres konkret i hver enkelt sag ud fra en samlet vurde-
ring af de tilgængelige oplysninger om den dømte. I denne
vurdering kan bl.a. indgå oplysninger om den pådømte kri-
minalitet og kriminalforsorgens egne observationer under
62
afsoning eller varetægtsfængsling, herunder observationer
relateret til den indsattes adfærd, udtalelser, brug af litte-
ratur, effekter, symboler og besøgende. Også oplysninger
modtaget fra andre myndigheder vil kunne inddrages i vur-
deringen.
Det må endvidere overvejes i hvert enkelt tilfælde, om for-
målet med overførslen vil kunne tilgodeses ved mindre ind-
gribende foranstaltninger.
Bestemmelsens nr. 2 svarer i vidt omfang til § 21, stk. 2,
nr. 2, som regulerer den situation, hvor der på tidspunktet
for beslutningen om anbringelse i arresthus på Færøerne er
bestemte grunde til at antage, at den dømtes farlighed eller
kriminalitet gør det nødvendigt at anbringe den pågældende
i fængsel eller arresthus i Danmark for at forebygge, at den
dømte undviger eller begår farlig kriminalitet. Det foreslås
således, at en indsat i arresthus på Færøerne kan overføres
til fængsel eller arresthus i Danmark, hvis den pågældende
er undveget eller har forsøgt herpå, eller der efter de nu fore-
liggende oplysninger er en særlig bestyrket mistanke om, at
den indsatte ved fortsat ophold i arresthuset vil undvige eller
begå farlig kriminalitet. I overensstemmelse med gældende
praksis omfatter ordet »undveget« ikke udeblivelse efter ud-
gang. Det følger bl.a. af kravet om særlig bestyrket mistan-
ke, at der skal vigtigere grunde til at overføre en indsat fra
arresthus på Færøerne til fængsel eller arresthus i Danmark
i de her omhandlede tilfælde end til at anbringe en dømt
i fængsel eller arresthus i Danmark fra straffuldbyrdelsens
påbegyndelse på et lignende grundlag, jf. § 21, stk. 2, nr. 2,
og bemærkningerne til denne bestemmelse. Formuleringen
»begå farlig kriminalitet« sigter til risikoen for, at den ind-
satte begår farlig kriminalitet i institutionen. Formuleringen
omfatter bl.a. forsætlig brandstiftelse eller anden almenfarlig
forbrydelse, grovere volds- eller sædelighedsforbrydelse og
berigelsesforbrydelse forbundet med vold eller trussel om
vold.
Det foreslås i bestemmelsens nr. 3, at en indsat i arresthus
på Færøerne kan overføres til fængsel eller arresthus i Dan-
mark, hvis det må anses for nødvendigt for at beskytte den
dømte mod overgreb. Bestemmelsen medfører, at en indsat
mod sin vilje vil kunne overføres til fængsel eller arresthus
i Danmark i et beskyttelsesøjemed, som først viser sig efter,
at anbringelse er sket. Der henvises til bemærkningerne til
§ 21, stk. 2, nr. 3, som vedrører den tilsvarende situation,
men hvor behovet for i beskyttelsesøjemed at anbringe den
dømte til afsoning i et fængsel eller arresthus i Danmark kan
konstateres allerede på det tidspunkt, hvor beslutningen om
anbringelse til afsoning skal ske.
Det foreslås i bestemmelsens nr. 4, at en indsat i arresthus
på Færøerne kan overføres til fængsel eller arresthus i Dan-
mark, hvis den pågældende efter de lægelige oplysninger
bør overføres til Vestre Hospital eller Herstedvester Fæng-
sel. Bestemmelsen svarer til § 21, stk. 2, nr. 4, som regulerer
de situationer, hvor de lægelige oplysninger er til stede al-
lerede på det tidspunkt, hvor beslutningen om anbringelse
til afsoning skal træffes, og sigter således til tilfælde, hvor
den lægelige begrundelse først opstår eller kommer til kri-
minalforsorgens kundskab på et senere tidspunkt efter, at
afsoningen er påbegyndt i Færøerne Arrest. Baggrunden for
muligheden for overførsel til Vestre Hospital er, at der i Fær-
øerne Arrest ikke er en hospitalsafdeling. Baggrunden for
muligheden for overførsel til Herstedvester Fængsel, hvis
det af lægelige grunde er nødvendigt, er, at denne institution
er særligt indrettet på at modtage indsatte, der har behov for
psykiatrisk behandling eller bistand.
Bestemmelsen giver endvidere mulighed for at overføre sek-
sualforbrydere til Herstedvester Fængsel med henblik på
visitation for behandlingsbehov mv., jf. bemærkningerne til
§ 21, stk. 2, nr. 4.
Det foreslås i bestemmelsens nr. 5, at en indsat i arresthus
på Færøerne kan overføres til fængsel eller arresthus i Dan-
mark, hvis den dømte ønsker at udstå straffen i fængsel
eller arresthus i Danmark, og særlige familiemæssige eller
personlige forhold taler for det. Med udtrykket »personlige
forhold« sigtes eksempelvis til arbejds-, uddannelses- eller
helbredsmæssige forhold.
Bestemmelsen indebærer en mindre udvidelse af den nu-
værende praksis, hvorefter indsatte, der er idømt fængsels-
straffe over 6 måneder, og som ønsker at blive overført
til Danmark, kan blive dette, hvis særlige omstændigheder
taler for det. Det vil således fremover være tilstrækkeligt, at
særlige familiemæssige eller andre personlige forhold taler
herfor. Bestemmelsen supplerer den foreslåede bestemmelse
i § 21, stk. 2, nr. 5, om frivillig anbringelse i fængsel eller
arresthus i Danmark. Der henvises til bemærkningerne til
denne bestemmelse.
Det foreslås i bestemmelsens nr. 6, at en indsat i Færøernes
Arrest også vil kunne overføres til fortsat afsoning i fængsel
eller arresthus i Danmark, hvis den idømte fængselsstraf er
højere end 6 måneder, og den dømte ønsker at udstå straffen
i et åbent fængsel i Danmark og findes egnet hertil. En dømt
vil f.eks. være uegnet til anbringelse i åbent fængsel, hvis
der er væsentlig risiko for, at den dømte vil begå overgreb
eller selv vil blive udsat for overgreb.
Den foreslåede bestemmelse i nr. 7, svarer til den foreslåede
bestemmelse i § 21, stk. 2, nr. 7, således at en indsat i
Færøerne Arrest også vil kunne overføres til fortsat afsoning
i fængsel eller arresthus i Danmark, hvis andre særlige om-
stændigheder afgørende taler herfor.
Den foreslåede bestemmelses formulering »andre særlige
omstændigheder afgørende taler herfor« vil også omfatte
tilfælde, hvor den dømte på grund af sin udviste adfærd
sammenholdt med de eksisterende bygningsmæssige forhold
og arresthusets personalenormering ikke på forsvarlig vis
fortsat kan afsone i arresthuset. Der har således inden for
de seneste år været flere tilfælde, hvor det på baggrund
af særdeles voldsom adfærd, herunder med omfattende øde-
læggelse af inventar mv., har været nødvendigt at overføre
en indsat til Danmark.
63
Det bemærkes videre, at ovennævnte eksempler ikke udgør
en udtømmende opregning af de tilfælde, der kan være
omfattet af opsamlingsbestemmelsen i § 24, nr. 7. Det for-
udsættes imidlertid, at bestemmelsen vil få et begrænset
anvendelsesområde, idet det — ligesom i Danmark — vil
være væsentligt at fastholde som det klare udgangspunkt,
at fængselsstraf bør fuldbyrdes i nærheden af den dømtes
hjemsted, dvs. på Færøerne.
At overførsel til fængsel eller arresthus i Danmark »kan«
ske indebærer, at overførsel skal undlades, hvis fortsat fuld-
byrdelse i arresthus på Færøerne ikke findes betænkelig ef-
ter det i øvrigt oplyste om den indsatte. I vurderingen af, om
overførsel skal ske, bør således indgå den indsattes forhold
i øvrigt under den aktuelle strafudståelse og den indsattes
egne forklaringer om baggrunden for de forhold, der efter
nr. 1-7 kan danne grundlag for overførsel til fængsel eller
arresthus i Danmark. Ved vurderingen bør det endvidere til-
lægges betydning, om de omstændigheder, der kan have be-
grundet det pågældende forhold, kan påregnes at ville gøre
sig gældende under fortsat ophold i arresthus på Færøerne.
I de administrative regler, der udstedes i henhold til lov-
forslagets § 111, stk. 3, om administrativ klageadgang, for-
udsættes der at være adgang til at klage til Direktoratet
for Kriminalforsorgen, hvis der sker overførsel til fortsat
strafudståelse i Danmark, jf. ovenfor i bemærkningerne til
lovforslagets § 21.
I lovforslagets § 112 foreslås derudover en bestemmelse om
adgang til domstolsprøvelse af visse endelige administrative
afgørelser om overførsel til en institution under kriminalfor-
sorgen i Danmark. Der henvises til bemærkningerne til lov-
forslagets § 112.
Til § 25
Den foreslåede bestemmelses stk. 1 medfører, at en indsat
i et fængsel eller arresthus i Danmark, skal overføres til
arresthus på Færøerne, når betingelserne i § 21, stk. 2, og
§ 24 ikke længere er opfyldt. En sådan overførsel kan dog
undlades, hvis reststraffen er kortvarig.
Som det fremgår af § 21, stk. 1, og bemærkningerne hertil,
baserer valget af afsoningssted sig navnlig på to væsentlige
principper: Dømte bør så vidt muligt afsone i nærheden
af deres hjemsted, men samtidig bør dømte ikke anbringes
under mere restriktive forhold end nødvendigt. Afvejningen
af disse principper har ført til en langvarig praksis om, at
fængselsstraffe til og med 1 år og 6 måneder som udgangs-
punkt fuldbyrdes i arresthus på Færøerne. Kun hvor særli-
ge hensyn gør sig gældende, kan fængselsstraf fuldbyrdes
i fængsel eller arresthus i Danmark, jf. § 21, stk. 2, og
bemærkningerne hertil. Fængselsstraffe i over 1 år og 6 må-
neder fuldbyrdes som udgangspunkt i fængsel eller arresthus
i Danmark, jf. § 22.
Med den foreslåede bestemmelse fastslås det, at en indsat i
et fængsel eller arresthus i Danmark skal overføres til arrest-
hus på Færøerne, når de særlige forhold, der begrundede an-
bringelsen i Danmark, ikke længere foreligger, medmindre
den resterende straffetid er kortvarig. Det indebærer bl.a., at
en indsat, der er anbragt i eller overført til fængsel eller ar-
resthus i Danmark af hensyn til muligheden for at forebygge
overgreb på medindsatte, personale m.fl. skal overføres til
arresthus på Færøerne, når denne grund til anbringelse eller
overførsel ikke længere består. Det kan f.eks. være i tilfæl-
de, hvor den indsatte under ophold i fængsel eller arresthus
i Danmark har udvist en adfærd, som giver grundlag for at
antage, at der ikke længere består en risiko for overgreb på
medindsatte eller personale m.fl. ved anbringelse i Færøerne
Arrest. Det forudsættes i den forbindelse, at der er ledig
kapacitet i arresthus på Færøerne.
Det er ikke fundet hensigtsmæssigt at fastsætte en bestemt
tidsperiode for den resterende straffetid. Ved vurderingen af,
om overførsel skal ske, kan der derfor tages hensyn til de
ulemper, der konkret vil være forbundet med en forbliven
i fængsel eller arresthus i Danmark. Det forudsættes imidler-
tid, at den indsattes eventuelle eget ønske om forbliven i
fængsel eller arresthus i Danmark så vidt muligt bør imøde-
kommes.
På tilsvarende måde foreslås det i stk. 2, at en indsat, der er
anbragt i fængsel eller arresthus i Danmark i medfør af § 22,
kan overføres til arresthus på Færøerne, når der resterer min-
dre end 1 år af den forventede opholdstid. Dette gælder dog
ikke, hvis der som følge af sådanne hensyn, som er nævnt
i § 21, stk. 2, er grundlag for fortsat at fuldbyrde straffen i
fængsel eller arresthus i Danmark. Bestemmelsen supplerer
på denne måde den foreslåede bestemmelse i § 23. Det
forudsættes på samme måde som i forhold til det foreslåede
stk. 1, at der er ledig kapacitet i arresthus på Færøerne, og at
den indsattes eventuelle eget ønske om forbliven i fængsel
eller arresthus så vidt muligt bør imødekommes.
Til § 26
Den foreslåede bestemmelse i § 26 indeholder en bemyndi-
gelse til justitsministeren til dels at fastsætte regler om, at
kriminalforsorgen af egen drift skal tage visse spørgsmål
om overførsel til arresthus på Færøerne op til overvejelse,
dels at fastsætte regler om den administrative behandling
af sager, hvor dømte, der efter eget ønske er anbragt i et
fængsel eller arresthus i Danmark, ændrer et sådant ønske.
Det foreslås således i bestemmelsens 1. pkt., at justitsmini-
steren fastsætter regler om, at kriminalforsorgen i de i § 21,
stk. 2, nr. 1-4 og 7, og § 24, nr. 1-4 og 7, nævnte situationer
jævnligt skal tage spørgsmålet om den indsattes overførsel
til arresthus på Færøerne op til overvejelse, uagtet om den
indsatte anmoder herom.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at den dømte skal
tilbageføres til Færøerne, når formålet med anbringelsen
ikke længere er opfyldt. Den danske straffuldbyrdelseslov
64
indeholder imidlertid udtrykkelig hjemmel til overførsel til
Færøerne, og der foreslås på denne baggrund indsat en
bemyndigelsesbestemmelse, således at justitsministeren kan
fastsætte regler om, hvornår og af hvem spørgsmålet om den
indsattes tilbageførsel til Færøerne skal tages op til overve-
jelse. Bestemmelsen supplerer den foreslåede bestemmelse i
§ 25 om overførsel til arresthus på Færøerne, jf. bemærknin-
gerne hertil.
Det foreslås i bestemmelsens stk. 2, at justitsministeren end-
videre fastsætter regler om den administrative behandling af
sager, hvor en indsat, der efter eget ønske i medfør af § 21,
stk. 2, nr. 5 eller nr. 6, er anbragt i fængsel eller arresthus
i Danmark til udståelse af straf, eller som i medfør af § 24,
nr. 5 eller 6, efter eget ønske er overført til fængsel eller
arresthus i Danmark, tilbagekalder sit ønske herom.
Der vil i denne sammenhæng kunne fastsættes regler om,
at den dømte efter tilbageførsel til Færøerne ikke senere
under straffuldbyrdelsen vil kunne anbringes i arresthus eller
fængsel i Danmark i medfør af den samme bestemmelse,
medmindre der foreligger væsentligt ændrede forhold.
Det forudsættes ved udtrykket »væsentligt ændrede for-
hold«, at en imødekommelse af et fornyet ønske om pla-
cering i fængsel eller arresthus i Danmark vil kræve, at
der foreligger nye oplysninger om forhold af en vis vægt
i forhold til det grundlag, som den tidligere afgørelse var
baseret på. Sådanne regler vil således kunne medvirke til
at begrænse ressourceforbruget på overførsler mellem rigs-
delene alene som følgende af den dømtes skiftende ønsker
om placering. Bestemmelsen tilsigter således at sikre, at
den dømte ikke kan skifte placering mellem Danmark og
Færøerne uden vægtige grunde hertil. Omvendt skal bestem-
melsen ikke være til hinder for, at en dømt vil kunne flyttes,
hvis grundlaget er til stede.
Fælles regler for anbringelse og overførsel
Til § 27
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 27 indeholder
en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler
om anbringelse og overførsel efter lovforslagets §§ 21-25.
Bestemmelsen svarer til § 30 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Regler om anbringelse og overførsel kan bl.a. indeholde
forskrifter om, hvornår spørgsmålet om den indsattes over-
førsel eller tilbageførsel til Færøerne skal tages op til over-
vejelse og af hvem, når den dømte er henholdsvis anbragt til
afsoning i Danmark eller overført fra Færøerne til Danmark,
jf. også § 26.
Det forudsættes endvidere, at der i medfør af bestemmelsen,
fastsættes regler om administrativ klageadgang i sager ved-
rørende anbringelse i eller overførsel til Danmark mod den
dømtes vilje. Der henvises herom i øvrigt til lovens § 111,
stk. 3, og bemærkningerne hertil.
Til § 28
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 28 fastsætter,
at indsatte, der overføres til afsoning i Danmark efter påbe-
gyndt straffuldbyrdelse på Færøerne, og indsatte, som ved
straffuldbyrdelsens start indkaldes til afsoning i Danmark,
placeres i fængsel eller arresthus efter reglerne i den danske
straffuldbyrdelseslov.
Bestemmelsen indebærer, at der i den enkelte sag må foreta-
ges en konkret vurdering af det rette anbringelsessted efter
reglerne i den danske straffuldbyrdelseslovs kapitel 7. Der
skal ved placeringen lægges vægt på baggrunden for, at
fuldbyrdelsen af den idømte straf ikke (længere) vil kunne
ske i Færøerne Arrest. Det forudsættes i den forbindelse, at
bestemmelsen også omfatter de sagsbehandlingsskridt mv.,
herunder f.eks. indkaldelse til afsoning, som har tæt forbin-
delse med den konkrete placering.
Andre dispositioner m.v., herunder f.eks. afgørelse om ud-
sættelse af afsoning eller benådning, som træffes forinden
den pågældende overføres til eller anbringes i Danmark fal-
der uden for bestemmelsens anvendelsesområde.
Til § 29
Efter den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 29 be-
handles den dømte efter reglerne i den danske straffuldbyr-
delseslov, jf. dog § 30, under anbringelsen i en institution i
Danmark.
Bestemmelsen fastsætter således lovgrundlaget for behand-
lingen af den dømte under anbringelsen i et fængsel eller
arresthus mv. i Danmark.
Det foreslås med bestemmelsen at lovfæste den gældende
praksis, hvorefter den dømte under anbringelsen i et fængsel
eller arresthus mv. i Danmark behandles efter reglerne i den
danske straffuldbyrdelseslov med tilhørende administrative
forskrifter. Undtaget herfra er dog spørgsmålet om prøveløs-
ladelse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 30.
Til § 30
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 30 fastsætter,
at afgørelse om prøveløsladelse eller nægtelse heraf af døm-
te, som i medfør af reglerne i lovforslagets kapitel 7 er
anbragt i eller overført til afsoning i fængsel eller arresthus i
Danmark, træffes efter reglerne i denne lovs kapitel 14.
Den foreslåede bestemmelse udgør en modifikation til den
65
foreslåede bestemmelse i § 29, idet spørgsmålet om prøve-
løsladelse af færøsk dømte, der er anbragt i et fængsel eller
arresthus mv. i Danmark, foreslås reguleret i medfør af den-
ne lovs kapitel 14, jf. herom bemærkningerne til lovforsla-
gets §§ 79 a-g.
Baggrunden herfor er, at det ikke bør have betydning for
prøveløsladelsestidspunktet, om man afsoner på Færøerne
eller i Danmark, hvis prøveløsladelsesreglerne i denne lov
adskiller sig fra reglerne i den danske straffuldbyrdelseslov.
Kapitel 8
Indsattes rettigheder og pligter under opholdet i afsonings-
institutionen
Lovforslagets kapitel 8 (§§ 31-45 a) indeholder en række
bestemmelser vedrørende indsattes rettigheder og pligter
under selve opholdet i afsoningsinstitutionen. Disse bestem-
melser, der skal ses i forlængelse af de almindelige bestem-
melser om fuldbyrdelse af straf i lovforslagets §§ 3 og 4,
vedrører spørgsmål om vejledning og planlægning, anbrin-
gelse i fællesskab eller efter den indsattes eget ønske uden
fællesskab, medindflydelse, deltagelse i gudstjenester, dis-
positioner over egne penge og genstande samt udgivelse af
et informationsblad.
Endvidere indeholder kapitel 8 regler om de indsattes be-
skæftigelse ved arbejde, undervisning og uddannelse mv.
samt i fritiden og regler om forsorgs- og sundhedsmæssig
bistand.
Vejledning og planlægning
Til § 31
Den foreslåede bestemmelse, der svarer til § 31 i den danske
straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9.
december 2019, fastsætter regler om kriminalforsorgsområ-
dets pligt til at vejlede den indsatte om dennes rettigheder,
pligter og øvrige forhold under straffuldbyrdelsen. Endvide-
re indeholder bestemmelsen pligt for kriminalforsorgsområ-
det til sammen med den indsatte at udarbejde en plan for
strafudståelsen og tiden efter løsladelsen.
Stk. 1 indeholder bestemmelsen om kriminalforsorgsområ-
dets pligt til at vejlede den indsatte om dennes rettigheder,
pligter og øvrige forhold under straffuldbyrdelsen. Forslaget
indebærer, at der skal gives den dømte en udførlig oriente-
ring om regler for opholdet i institutionen og om dennes
forhold i øvrigt. Det fremgår af bestemmelsen, at denne vej-
ledning skal gives snarest efter, at den indsatte er anbragt i
institutionen. Det forudsættes, at der ved modtagelsen af den
indsatte til denne udleveres en kort og overskuelig skrift-
lig orientering om institutionen. Endvidere forudsættes den
dømte sammen med indkaldelsen til afsoning at få tilsendt
mere generelt informationsmateriale vedrørende institutio-
nen, så den dømte og eventuelle pårørende har mulighed for
på forhånd at være orienteret om bl.a. besøgsregler.
I stk. 2, 1. pkt., fastsættes det, at kriminalforsorgsområdet
sammen med den indsatte snarest efter indsættelsen skal
udarbejde en plan for strafudståelsen og tiden efter løsladel-
sen. I praksis betegnes planen en handleplan. Formålet med
planlægningen er bl.a. at fremhæve, at straffuldbyrdelsen
så vidt muligt allerede fra dennes påbegyndelse skal søges
tilrettelagt med henblik på at styrke og forbedre den dømtes
muligheder for at leve en kriminalitetsfri tilværelse efter løs-
ladelsen, jf. lovforslagets § 3. Planlægningen tilsigter også
at understrege den indsattes medansvar både for forløbet af
strafudståelsen og for perioden efter denne. Handleplanen er
det centrale og styrende redskab for kontakten mellem klien-
ten og kriminalforsorgen til at sikre systematik og kontinui-
tet i sagsbehandlingen. Udarbejdelsen af handleplanen sker
med henblik på at sikre mål og retning for indsatser under
forløbet i Kriminalforsorgen og for tiden efter løsladelsen.
Særligt med henblik på at fastholde den indsatte i ansvaret
for en realistisk planlægning fastsættes det i stk. 2, 2. pkt., at
den udarbejdede plan jævnligt skal sammenholdes med den
indsattes forhold under strafudståelsen og om nødvendigt
søges tilpasset ændringer i disse forhold.
En handleplan består overordnet af fem dele: Stamoplysnin-
ger om den indsatte, en beskrivelse af den indsattes personli-
ge og sociale forhold, årsager til kriminalitet, en vurdering
af den indsattes behov og relevante indsatsområder samt
oversigt over interne og eksterne samarbejdspartnere.
For indsatte, der er udvist af Færøerne ved dom, skal pla-
nen ikke omfatte tiden efter løsladelsen. For disse indsatte
indebærer kriminalforsorgsområdets pligt til at udarbejde
handleplan således, at der i samarbejde med den indsatte
alene vil skulle udarbejdes en handleplan for selve strafud-
ståelsen, men ikke for tiden efter løsladelsen. Forslaget ude-
lukker ikke, at kriminalforsorgsområdet undtagelsesvis vil
kunne udarbejde en handleplan for udvisningsdømte indsatte
for tiden efter løsladelse, hvor helt særlige forhold taler
herfor. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor en udvis-
ningsdømt person skal afsone en langvarig fængselsstraf,
og udarbejdelsen af en handleplan for tiden efter løsladelse
vurderes nødvendig eller hensigtsmæssig i forhold til gen-
nemførelsen af den pågældendes udsendelse til hjemlandet
efter endt afsoning. Det vil også for andre udvisningsdøm-
te efter omstændighederne kunne vurderes nødvendigt eller
hensigtsmæssigt i forhold til at gennemføre udvisningen ef-
ter endt afsoning at lade handleplanen omfatte tiden efter
løsladelsen.
Der er ved forslaget om planlægning i stk. 2 ikke fundet
grundlag for generelt at undtage indsatte med kortvarige
fængselsstraffe fra forslaget, men det er forudsat, at plan-
lægningen og arbejdet hermed navnlig er af betydning for
indsatte med ikke helt korte straffe.
66
For at sikre, at de til enhver tid værende ressourcer også
giver mulighed for den fornødne planlægning for disse ind-
satte, er der i stk. 3 indsat en bemyndigelse for justitsmini-
steren til at fastsætte regler om begrænsning i pligten til
planlægning for så vidt angår indsatte med korte straffe.
Anvisninger
Til § 32
Efter den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 32 skal
en indsat efterkomme de anvisninger, som gives af instituti-
onen i forbindelse med varetagelsen af institutionens opga-
ver.
Bestemmelsen svarer til § 32 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Bestemmelsen medfører pligt for den indsatte til at efter-
komme de anvisninger, som gives af institutionens personale
i forbindelse med varetagelsen af opgaver, som institutionen
skal udføre i henhold til lovforslagets bestemmelser og ad-
ministrative forskrifter fastsat med hjemmel i bestemmelser-
ne.
Fællesskab
Til § 33
Den foreslåede bestemmelse svarer til § 33 i den danske
straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9.
december 2019, med den undtagelse, at der ikke foreslås en
bestemmelse om cellefællesskab på afdelinger for negativt
stærkt styrende indsatte. Dette skyldes, at der på Færøerne
alene findes ét arresthus med en begrænset kapacitet samt
målgruppens størrelse og muligheden for placering i fængsel
eller arresthus i Danmark i medfør af de foreslåede bestem-
melser i § 21 og § 24. Der vurderes således ikke at være
et behov for en særlig afdeling til negativt stærkt styrende
indsatte på Færøerne.
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om anbringelse i fæl-
lesskab med andre indsatte eller, såfremt den indsatte selv
ønsker det, uden eller med begrænset fællesskab. Bestem-
melsen regulerer derimod ikke spørgsmålet om kriminalfor-
sorgsområdets adgang til at udelukke den indsatte fra fælles-
skab med andre indsatte. Regler herom er fastsat i lovforsla-
gets §§ 63-64, jf. bemærkningerne til disse bestemmelser.
I stk. 1 fastslås det, at den indsatte så vidt muligt skal ha-
ve adgang til fællesskab med andre indsatte. Bestemmelsen
vedrører fællesskab i arbejdstid og fritid, idet den dømte
som hidtil forudsættes så vidt muligt at have adgang til at
opholde sig i eget opholdsrum om natten. Ved anvendelsen
af udtrykket »så vidt muligt« sigtes til, at der ved fuldbyr-
delsen af straf i arresthus er begrænsede muligheder for at
tilbyde fællesskab.
I stk. 2 lovfæstes den indsattes ret til at afsone sin straf uden
eller med begrænset fællesskab med andre indsatte. Er dette
af praktiske grunde ikke muligt, kan den indsatte anmode
om at blive overført til afsoning i fængsel eller arresthus
i Danmark, jf. lovforslagets § 24, nr. 5 og 6. Fremsætter
den dømte sit ønske om afsoning uden fællesskab, før straf-
fuldbyrdelsen påbegyndes, kan anbringelse eventuelt ske i
fængsel eller arresthus i Danmark, jf. lovforslagets § 21, stk.
2, nr. 5.
I stk. 3 gives den indsatte (hvis forholdene tillader det) ret til
afsoning uden fællesskab med indsatte af modsat køn, bort-
set fra i arbejdstiden. Når bestemmelsen undtager arbejdsti-
den, skyldes det, at arresthuset modtager indsatte af begge
køn, og at det kan være vanskeligt at opdele arresthusets
beskæftigelsespladser efter de indsattes køn. Bestemmelsen
vil kunne opfyldes på forskellig vis, f.eks. som de facto
udelukkelse fra fællesskab eller ved overførsel til Danmark.
Stk. 4 indeholder en henvisning til lovforslagets §§ 63-64,
hvorefter fængselsstraf efter kriminalforsorgsområdets be-
stemmelse og mod den indsattes ønske i særlige tilfælde kan
fuldbyrdes uden fællesskab med andre indsatte.
Stk. 5 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at
fastsætte regler om gennemførelse af fællesskab efter stk. 1,
herunder om adgangen til at låse de indsatte inde i arbejds-
tiden, fritiden og om natten. Bemyndigelsen skal desuden
bl.a. benyttes til at fastsætte regler om de indsattes adgang
til at låse eget opholdsrum. Adgangen hertil er af betydning,
dels fordi tilladte effekter udleveres til den indsatte på den-
nes eget ansvar, jf. lovforslagets § 36 og bemærkningerne
til denne bestemmelse, dels fordi det må anses for rimeligt,
at den indsatte kan være alene uden at skulle anmode per-
sonalet om at blive låst inde. Personalet vil i sagens natur
altid kunne låse op til et opholdsrum, som er aflåst af den
indsatte, hvis det er nødvendigt.
I øvrigt bemærkes, at udtrykket »fællesskab« hverken efter
de nugældende regler mv. eller efter lovforslagets § 33 om-
fatter en adgang for de indsatte til selv at vælge, hvilke
andre indsatte de vil være sammen med, eller ret til samvær
med alle øvrige indsatte.
Endvidere forudsættes kriminalforsorgen at kunne træffe af-
gørelse om opdeling af arresthuset i forskellige afdelinger,
og i givet fald bestemme, på hvilken af arresthusets forskel-
lige afdelinger de enkelte indsatte skal placeres. Selv om en
sådan placering udelukker de pågældende fra samvær med
indsatte, der ikke hører til deres egen afdeling, indebærer
dette ikke brud på de indsattes adgang til fællesskab, forud-
sat at de indsatte på afdelingen har adgang til indbyrdes
fællesskab.
Til § 33 a
67
Den foreslåede bestemmelse giver mulighed for at begrænse
eller ophæve fællesskabet midlertidigt i institutionen eller
dele af denne, når helt ekstraordinære ordens- eller sikker-
hedsmæssige hensyn gør det påkrævet.
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 33 a i den dan-
ske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af
9. december 2019, med den undtagelse, at det foreslås, at
adgangen til fællesskab også kan begrænses som følge af
ekstraordinære sundhedsmæssige hensyn.
Bestemmelsens stk. 1 indebærer, at kriminalforsorgsområdet
midlertidigt kan begrænse eller ophæve fællesskabet i insti-
tutionen eller dele af denne, når helt ekstraordinære ordens-
eller sikkerhedsmæssige hensyn, herunder sundhedsmæssige
hensyn, gør det påkrævet, herunder når det på grund af en
generelt truende stemning er nødvendigt af hensyn til med-
indsatte eller personalets sikkerhed.
Ved iværksættelsen af en foranstaltning efter § 33 a, stk.
1, skal den mindst indgribende foranstaltning vælges, hvis
de praktiske forhold tillader det, og indgrebet skal foreta-
ges så skånsomt, som omstændighederne tillader det, jf.
proportionalitetsgrundsætningen og skånsomhedsgrundsæt-
ningen. Som det fremgår af bemærkningerne til § 33 a, stk.
6, nedenfor, forudsættes det, at der i administrative forskrif-
ter fastsættes regler om tilsyn m.v. i lighed med de regler,
der forudsættes fastsat for Færøerne i forbindelse med ude-
lukkelse fra fællesskab, som foreslås i dette lovforslags §
63.
Bestemmelsen vil bl.a. kunne anvendes til at fastsætte nød-
vendige og proportionale foranstaltninger i forbindelse med
håndtering af risikoen for spredning af en samfundskritisk
sygdom
Efter stk. 2, 1. pkt., må en afgørelse om midlertidig begræns-
ning eller ophævelse af fællesskabet efter stk. 1 ikke have et
omfang eller udstrækning, der er mere vidtgående, end eks-
traordinære ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, herun-
der sundhedsmæssige hensyn, nødvendiggør. Før der træffes
afgørelse om en midlertidig begrænsning eller ophævelse af
fællesskabet, bør det således nøje overvejes, om det findes
nødvendigt at begrænse eller ophæve fællesskabet for samt-
lige indsatte i institutionen. Endvidere skal det overvejes,
hvorvidt det er nødvendigt at ophæve fællesskabet fuldt ud,
eller om en begrænsning af fællesskabet, f.eks. i form af
cellefællesskab, vil være tilstrækkelig.
Som det fremgår af 2. pkt. i stk. 2, skal foranstaltningen
ophæves, når ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn, herun-
der sundhedsmæssige hensyn, tilsiger, at det er forsvarligt
at genetablere almindeligt fællesskab. Den tidsmæssige ud-
strækning af foranstaltningen afhænger således af de kon-
krete forhold og indgrebets karakter.
Det følger af stk. 3, at udelukkelse fra fællesskab skal gen-
nemføres så skånsomt, som omstændighederne tillader det.
Stk. 4 indebærer, at kriminalforsorgsområdet dagligt skal
overveje, om en foranstaltning efter stk. 1 kan ophæves eller
begrænses. Kriminalforsorgsområdet skal således løbende
være opmærksom på, om der er indsatte som, f.eks. på bag-
grund af personalets observationer i forbindelse med den
daglige kontakt med de indsatte, bør udtages af foranstalt-
ningen, f.eks. ved overførsel til et fængsel eller arresthus i
Danmark.
Efter stk. 5 skal kriminalforsorgsområdet så hurtigt som mu-
ligt underrette Direktoratet for Kriminalforsorgen om en af-
gørelse efter stk. 1. Kriminalforsorgsområdet skal endvidere
dagligt underrette direktoratet, så længe en sådan afgørelse
efter stk. 1 opretholdes.
Efter stk. 6 fastsætter justitsministeren nærmere regler om
foranstaltningerne efter stk. 1. I de administrative forskrif-
ter vil det blive præciseret, at kriminalforsorgsområdet er
forpligtet til dagligt at overveje, om begrænsningen skal
opretholdes helt eller delvist. Endvidere vil det komme til at
fremgå, at kriminalforsorgsområdet er forpligtet til, så vidt
det er muligt, at iværksætte tiltag med henblik på at sikre, at
forholdene normaliseres så hurtigt som muligt, således at det
vil være forsvarligt at genetablere almindeligt fællesskab.
Derudover vil der blive fastsat nærmere bestemmelser om
tilsynet med de indsatte, mens den midlertidige foranstalt-
ning er iværksat. Der vil bl.a. blive fastsat regler om, at
hvis en midlertidig ophævelse af fællesskabet helt undtagel-
sesvist udstrækkes i mere end 14 dage, skal det indgå i de
daglige drøftelser mellem kriminalforsorgsområdet og direk-
toratet, om de indsatte skal gives særlige tilbud, svarende til
de tilbud, forudsættes fastsat for Færøerne i forbindelse med
udelukkelse fra fællesskab, som foreslås i dette lovforslags §
63.
Medindflydelse
Til § 34
Den foreslåede bestemmelse, der svarer til bestemmelsen i §
34 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1333 af 9. december 2019, vedrører spørgsmålet om de
indsattes medindflydelse på tilværelsen i institutionen.
Det fastslås i stk. 1, at en indsat skal have mulighed for
at øve indflydelse på sin tilværelse i institutionen gennem
valgte talsmænd. Denne ret til medindflydelse medvirker til
at understrege den indsattes medansvar for sin tilværelse
under afsoningen og den pågældendes ansvar for sin tilvæ-
relse efter denne. Stk. 1 forudsætter, at kriminalforsorgsom-
rådet tilvejebringer de fornødne muligheder for de indsattes
medindflydelse.
I stk. 2 fastsættes det, at de indsattes medindflydelse udø-
ves gennem talsmænd valgt af indsatte på en afdeling el-
ler af bestemte grupper af indsatte, f.eks. indsatte på et
værksted eller undervisningshold eller udenlandske indsat-
te. Det fremgår endvidere, at alle indsatte er valgbare som
68
talsmænd, og at valg af talsmænd og fælles talsmand skal
foregå ved skriftlige og hemmelige afstemninger, der skal
kontrolleres af institutionen og repræsentanter for de indsat-
te i fællesskab. Bestemmelsen udelukker ikke, at institutio-
nens ledelse i stedet kan afholde møder med alle indsatte
eller med grupper af indsatte. Sådanne møder kan dog ikke
træde i stedet for møder med talsmænd, medmindre de ind-
satte ikke ønsker at vælge talsmænd.
I stk. 3 fastslås det i overensstemmelse med gældende ret, at
de indsattes talsmænd i lighed med andre tillidsmænd ikke
har ret til at deltage i drøftelser vedrørende sager om enkelt-
personer. Særligt under hensyn til institutionens muligheder
for at gennemføre frihedsberøvelsen, jf. lovforslagets § 3,
er det i stk. 3 bestemt, at de indsatte heller ikke har ret til
at deltage i drøftelser om sager, der vedrører institutionens
sikkerhed.
Stk. 4 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at
fastsætte regler om gennemførelsen af de indsattes medind-
flydelse. Det forudsættes i den forbindelse, at der udarbej-
des regler om adgang for de valgte talsmænd til indbyrdes
kontakt til forberedelse af drøftelser med institutionens le-
delse. Denne indbyrdes kontakt forudsættes at omfatte såvel
talsmændenes indbyrdes kontakt som den enkelte talsmands
kontakt med de andre indsatte, som vedkommende særligt
repræsenterer. Kriminalforsorgsområdet kan ikke afskedige
en talsmand, men begrænsninger i de valgte talsmænds ad-
gang til indbyrdes kontakt og kontakt med andre indsatte,
som de særligt repræsenterer, kan fastsættes i de særlige
tilfælde, hvor en talsmand er udelukket fra fællesskab efter
reglerne i lovforslagets § 63, eller hvor to eller flere tals-
mænd er anbragt på hver sin afdeling i den pågældende
institution for at forhindre undvigelse. I sådanne særlige
tilfælde kan det være nærliggende at lade en suppleant vare-
tage hvervet som talsmand, så længe den egentlige talsmand
er forhindret i at varetage sit hverv.
I en institution, hvor der såvel er varetægtsarrestanter som
afsonere, vil der efter omstændighederne kunne være behov
for talsmænd fra begge grupper. Efter den nuværende prak-
sis skelnes der dog ikke på talsmandsområdet mellem vare-
tægtsarrestanter og dømte i Færøerne Arrest.
Deltagelse i gudstjenester m.v.
Til § 35
Den foreslåede bestemmelse vedrører indsattes ret til delta-
gelse i gudstjenester mv., der afholdes i institutionen.
Bestemmelsen svarer (bortset fra en ændring af kompeten-
cebestemmelsen fra institutionens leder til kriminalforsorgs-
området som følge af kriminalforsorgens reorganisering) til
§ 35 i den danske straffuldbyrdelseslov, som den var udfor-
met forud for lov nr. 113 af 3. februar 2012. Med denne
lov blev der indført hjemmel til at begrænse antallet af delta-
gere, og at nægte bestemte indsatte adgang til gudstjeneste,
samt at de pågældende indsatte i givet fald i stedet så vidt
muligt skal have adgang til at overvære gudstjenesten via
elektroniske medier.
Efter stk. 1 har en indsat i overensstemmelse med de gæl-
dende regler ret til at deltage i gudstjenester, der afholdes
i institutionen, medmindre ordens- eller sikkerhedsmæssige
hensyn gør det påkrævet at nægte den pågældende adgang
til sådan deltagelse. Bestemmelsen vil også kunne finde an-
vendelse i situationer, hvor der er behov for at nægte flere
indsatte adgang til gudstjeneste.
Efter stk. 2 har en indsat en ubetinget ret til samtale med
en præst eller lignende fra sit trossamfund. Kirkeområdet er
overtaget af Færøerne, og der er på Færøerne ikke regler
om anerkendelse eller godkendelse af trossamfund. Det vil
derfor som hidtil bero på kriminalforsorgsområdets konkrete
vurdering, om en person kan anses for præst eller lignende
fra et trossamfund.
De besøg, som en indsat efter stk. 2 har af en præst m.fl., er
ikke omfattet af lovforslagets § 51, stk. 1, hvorefter en ind-
sat har ret til mindst ét ugentligt besøg, jf. bemærkningerne
til denne bestemmelse.
Om den indsattes adgang til at være fritaget for beskæftigel-
se på visse dage som følge af den pågældendes religiøse
tilhørsforhold henvises til lovforslagets § 41 og bemærknin-
gerne til denne bestemmelse.
Egne penge og genstande
Til § 36
Den foreslåede bestemmelse regulerer de indsattes ret til at
medtage, besidde og råde over egne penge og genstande i
institutionen.
Bestemmelsen svarer til § 36 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Efter stk. 1 har de indsatte som udgangspunkt ret til at
medtage, besidde og råde over egne genstande i institutio-
nen. Efter bestemmelsen gælder dette dog kun, hvis der
er foreneligt med institutionens varetagelse af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn samt andres rettigheder, ligesom
der fastsættes særlige regler om mobiltelefoner og lignende
kommunikationsudstyr i stk. 2. Bestemmelsens anvendelses-
område omfatter således såvel begrænsninger i retten til at
medtage, besidde og råde over egne genstande af hensyn til
orden og sikkerhed som begrænsninger i retten til at medta-
ge, besidde og råde over egne genstande af hensyn til andres
rettigheder. Det førstnævnte er i overensstemmelse med gæl-
dende ret og fastsat både for at sikre kriminalforsorgens sik-
kerhedsmæssige virksomhed og af ordensmæssige hensyn,
herunder navnlig hensynet til at også »svage« indsatte under
69
afsoningen kan have tålelige forhold og ikke af »stærke«
indsatte tvinges eller udnyttes til uønskede dispositioner.
Det sidstnævnte åbner bl.a. mulighed for, at der administra-
tivt i medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 3 kan
fastsættes regler, hvorefter indsatte ikke skal kunne med-
tage, besidde eller råde over tøj og andre genstande, der
reklamerer for forsvarsadvokater. Sådanne regler kan såle-
des fastsættes under hensyn til andres rettigheder, idet de
vil medvirke til at beskytte offentlighedens interesser og
respekten for advokatbranchen.
Forslaget skal ses i sammenhæng § 2, nr. 4, i det samtidigt
fremsatte lovforslag om ændring af straffelov for Færøer-
ne, retsplejelov for Færøerne, og lov om retsafgifter for
Færøerne (Ændringer som følge af ikraftsættelse af lov for
Færøerne om fuldbyrdelse af straf m.v. og som følge af
ikraftsættelse af ændringsanordning om konkursloven for
Færøerne). Det foreslås i den forbindelse tilføjet et stk. 6 til
bestemmelsen i retsplejelovens § 164 om god advokatskik,
hvoraf det fremgår, at forsvarsadvokater ikke må give ga-
ver, herunder reklametøj, til deres klienter i sagen. Denne
bestemmelse vil ikke forhindre, at indsatte i kriminalforsor-
gens institutioner bærer reklamegenstande, som de tidligere
har modtaget fra den pågældende forsvarer, eller på anden
måde er kommet i besiddelse af og suppleres således af den
foreslåede bestemmelse i retsplejeloven.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 medfører, at en indsat
ikke har ret til at medtage, besidde og råde over mobiltele-
fon og lignende kommunikationsudstyr i institutionen, med-
mindre dette er foreneligt med ordens- og sikkerhedsmæs-
sige hensyn. Forbuddet omfatter kommunikationsudstyr i
form af elektronisk udstyr, der sætter – eller sammen med
andre enheder vil kunne sætte – en person i stand til at kom-
munikere med andre i lyd, tale eller på skrift. Det vil f.eks.
være tilfældet, når der er tale om besiddelse af hele mobil-
telefoner, satellittelefoner, walkie talkie-enheder, computere
(herunder tablets, e-books og andre håndholdte computere)
og personsøgere. Omfattet er også f.eks. trådløse telefoner
og trådløse hovedtelefonsæt (såkaldte headsets), der sætter
besidderen i stand til at kommunikere via en enhed, der
er tændt i det omgivende område. Visse spillekonsoller vil
også kunne være omfattet.
I medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 3 bemyndiges
justitsministeren til at fastsætte regler om (og begrænsninger
i) indsattes adgang til at medtage, besidde og råde over
egne genstande i institutionen, herunder også mobiltelefoner
samt lignende kommunikationsudstyr. Bestemmelsen vil –
i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i stk. 1
– medføre, at justitsministeren administrativt vil kunne fast-
sætte regler om begrænsninger i indsattes ret til at medtage,
besidde og råde over egne genstande i institutionen under
hensyn til orden og sikkerhed såvel som af hensyn til andres
rettigheder. Bemyndigelsen omfatter regler om modtagelse
af genstande fra andre, og der kan således fastsættes regler
om modtagelse af genstande, der reklamerer for forsvarsad-
vokater, jf. oven for bemærkningerne til stk. 1. Sådanne reg-
ler findes mest hensigtsmæssigt at kunne fastsættes admini-
strativt, bl.a. fordi de i nogen grad er knyttet til de faktiske
forhold i afsoningsinstitutionen. Hvis den indsatte af sikker-
hedsmæssige grunde nægtes ret til at være i besiddelse af
egne genstande, forudsættes institutionen i rimeligt omfang
at gøre det muligt for den indsatte at besidde tilsvarende
møbler mv.
Det forudsættes, at der administrativt skal kunne fastsættes
regler, der indebærer, at det vil være lovligt at besidde vis-
se typer af kommunikationsudstyr. Det vil f.eks. kunne gæl-
de for besiddelsen af såkaldte stand-alone computere, dvs.
computere, der ikke er tilknyttet noget netværk, ligesom
der i enkeltstående tilfælde vil kunne meddeles tilladelse
til, at en indsat under helt særlige omstændigheder besidder
elektronisk kommunikationsudstyr.
I medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 4 har justits-
ministeren mulighed for at fastsætte regler om indsattes
adgang til at medtage, besidde og råde over egne penge i
institutionen. Det forudsættes således, at de indsatte som
udgangspunkt ikke har ret til at medtage egne penge, men
alene kan besidde og råde over penge, som er modtaget
som vederlag for beskæftigelse i institutionen, jf. lovforsla-
gets § 42 og bemærkningerne hertil, eller som er modtaget
som indtægt i form af offentlige ydelser. Det forudsættes
endvidere, at bestemmelsen ikke er til hinder for fastsættelse
af regler om, at indsatte ikke må besidde kontante penge i
institutionen.
Udgivelse af blad
Til § 37
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om de
indsattes ret til i institutionen at udgive et informationsblad.
Bestemmelsen svarer til § 37 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019,
med de undtagelser der følger af, at der på Færøerne alene
findes et arresthus.
De nævnte undtagelser skyldes, at der ikke i bestemmelsen
foreslås medtaget hjemmel til at yde støtte til udgivelse af ét
blad, idet denne hjemmel i den danske straffuldbyrdelseslov
retter sig mod de større institutioner. Dette skyldes hensynet
til at understøtte sådanne blades hovedformål ved at virke
som lokalt informations- og kommunikationsorgan for de
indsatte i institutionen. Dette hensyn fremtræder ikke med
samme vægt i arresthusene og pensionerne, hvorfor der ikke
i bestemmelsen er hjemmel til at yde støtte til udgivelse af ét
blad i disse institutioner. Da der på Færøerne alene findes ét
arresthus med begrænset kapacitet foreslås hjemlen til at yde
støtte til udgivelse af ét blad ikke medtaget i lovforslaget.
I stk. 1 fastsættes det, at de indsatte i institutionen har ret til
at udgive blade.
70
I overensstemmelse med den for Færøerne fortsat gældende
praksis er det i stk. 2 fastsat, at kriminalforsorgsområdet har
adgang til at gennemlæse de indsattes blade, før de udgives,
og at kriminalforsorgsområdet i forbindelse hermed i visse
tilfælde kan forbyde offentliggørelsen af bestemte artikler.
Udtrykket »de indsattes blade« omfatter både tilfælde, hvor
fremstillingen af bladet sker i institutionen og tilfælde, hvor
fremstillingen sker uden for institutionen, når bladet må an-
tages at være bestemt til udgivelse i institutionen. Øvrige
blade, der bringes til institutionen udefra, f.eks. blade, der
retter sig mod alle i kriminalforsorgens institutioner, forud-
sættes at kunne gennemlæses og nægtes udleveret i medfør
af lovforslagets § 36 om egne genstande, § 55 om brevveks-
ling og § 60 om undersøgelse af den indsattes person og
opholdsrum.
Med udtrykket »sikkerhedsmæssige hensyn« sigtes bl.a. til
forebyggelse af, at de indsatte begår strafbart forhold under
afsoningen, f.eks. ved at overtræde straffelovens bestemmel-
ser om freds- og ærekrænkelser. Som eksempel på personer,
der kan være omfattet af udtrykket »groft forulemper enkelt-
personer«, kan nævnes ofre for forbrydelser og medindsatte
og — i særligt grove tilfælde — ansatte ved institutionen.
I stk. 3 bemyndiges justitsministeren til at fastsætte regler
om gennemførelsen af retten til bladudgivelse efter stk. 2.
Arbejde og uddannelse m.v.
Til § 38
Den foreslåede bestemmelse regulerer de indsattes ret til at
være beskæftiget ved deltagelse i arbejde, uddannelse eller
anden godkendt aktivitet under straffuldbyrdelsen.
Bestemmelsen svarer, med de undtagelser der følger af det
forhold, at der på Færøerne alene findes ét arresthus med
begrænset kapacitet, til § 38 i den danske straffuldbyrdelses-
lov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
I arresthuse i Danmark har man under henvisning til bestem-
melsen i § 38, stk. 3, i den danske straffuldbyrdelseslov,
hvorefter der kan fastsættes regler om fravigelse af de ind-
sattes ret og pligt til at være beskæftiget, fraveget kravet om,
at de indsatte også har pligt til beskæftigelse. Idet der som
nævnt på Færøerne alene findes et arresthus bør der således
ikke være beskæftigelsespligt.
I praksis behandles indsatte i Færøerne Arrest efter reglerne
om beskæftigelse af indsatte i arresthuse i Danmark, hvilket
således betyder, at de indsatte har ret, men ikke pligt til at
være beskæftigede.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 fastslår i overensstem-
melse med gældende færøsk praksis og i lighed med rets-
tilstanden i Danmark, for så vidt angår dømte placeret i
arresthusene, at den indsatte har ret, men ikke pligt til be-
skæftigelse. Det fastslås således, at de indsatte har ret til
under straffuldbyrdelsen at være beskæftiget med en af insti-
tutionen godkendt aktivitet.
Retten til beskæftigelse medfører en forpligtelse for krimi-
nalforsorgen til at tilvejebringe fornødne beskæftigelsesmu-
ligheder. Det bemærkes i denne forbindelse, at Færøerne
Arrest, der anvendes til såvel varetægtsfængslede som døm-
te, navnlig på grund af sin begrænsede kapacitet ikke har
mulighed for at tilbyde samme varierede tilbud om beskæf-
tigelse, uddannelse og behandling som i fængslerne. Med
bestemmelsen tilsigtes endvidere en understregning af, at
undervisning og uddannelse ligestilles med tilbud om be-
skæftigelse i institutionens værksteder eller med institutio-
nens drift.
I det foreslåede stk. 2 fastslås det, at en indsat, der er udvist
af Færøerne ved dom, ikke kan være beskæftiget ved uddan-
nelse, undervisning eller programvirksomhed, medmindre
særlige forhold taler herfor.
Forslaget indebærer således, at udvisningsdømte indsatte
som udgangspunkt alene tilbydes beskæftigelse ved delta-
gelse i arbejde, som f.eks. værksteds- eller cellearbejde,
internt vedligehold eller deltagelse i andre godkendte aktivi-
teter end programvirksomhed.
Efter forslaget vil udvisningsdømte dog kunne deltage i ud-
dannelse, undervisning eller programvirksomhed, hvis særli-
ge forhold taler herfor.
Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis en bestemt type
undervisning eller programvirksomhed konkret ikke vurde-
res at være rettet mod resocialisering, men derimod har til
formål at sikre, at selve afsoningen kan forløbe hensigts-
mæssigt.
Eksempelvis vil det kunne være relevant at tilbyde en ud-
visningsdømt at deltage i et adfærdsprogram, hvis den på-
gældende har behov for dette for at kunne indgå i et hen-
sigtsmæssigt afsoningsforløb, og det pågældende program
er egnet til på kort sigt at forbedre den udvisningsdømtes
adfærd.
Dette vil dog i praksis forudsætte, at der ikke er en sprogbar-
riere mellem den konkrete udvisningsdømte og det sprog,
der undervises på. Med henblik på at opnå et hensigtsmæs-
sigt afsoningsforløb vil det ligeledes kunne være relevant at
tilbyde aktiviteter, som kan gøre den pågældende i stand til
at deltage i beskæftigelse ved arbejde i fængslet.
Under henvisning til, at antallet af udvisningsdømte indsat-
te normalt alene udgør en meget beskeden del af klientel-
let i Færøerne Arrest sammenholdt med, at der i arresten
er ét fælles lokale, hvor såvel uddannelse, undervisning,
programvirksomhed og øvrig beskæftigelse finder sted på
forskellige tidspunkter, må det dog forudsættes, at der i Fær-
øerne Arrest hyppigere end i et dansk arresthus vil kunne
forekomme sådanne situationer, der gør, at særlige forhold
kan tale for at lade udvisningsdømte være beskæftiget sam-
71
men med de øvrige indsatte ved uddannelse, undervisning
og programvirksomhed.
Det bør – i det omfang øvrige bestemmelser i loven ikke er
til hinder herfor – efter omstændighederne også kunne tilby-
des en udvisningsdømt indsat at fortsætte eller færdiggøre
en uddannelse, som er påbegyndt, inden den pågældende
blev udvist af landet ved dom.
Vurderingen af, om der er særlige forhold, som taler for,
at en udvisningsdømt indsat skal tilbydes uddannelse, un-
dervisning eller programvirksomhed, skal foretages, når kri-
minalforsorgen visiterer den indsatte til beskæftigelse, jf.
lovforslagets § 39, stk. 2.
Det forudsættes, at forslaget om at begrænse udvisnings-
dømte indsattes adgang til uddannelse, undervisning og pro-
gramvirksomhed ikke får indflydelse på kriminalforsorgens
vurdering af, om den pågældende kan prøveløslades. Ved
utilrådelighedsvurderingen, som kriminalforsorgen foretager
i forbindelse med afgørelse om prøveløsladelse, vil det såle-
des ikke kunne indgå som et forhold, der i sig selv taler
imod løsladelse, at en udvisningsdømt indsat ikke har del-
taget i uddannelse, undervisning eller programvirksomhed
under afsoningen.
Til § 39
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om valg
af beskæftigelse til den enkelte indsatte under straffuldbyr-
delsen.
Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til § 39
i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr.
1333 af 9. december 2019.
Efter stk. 1 træffes valget om beskæftigelse i hvert enkelt
tilfælde på grundlag af en samlet vurdering af den indsattes
forhold. Bestemmelsen fastslår således princippet om indivi-
duelt beskæftigelsesvalg.
Stk. 2, 1. pkt., fastsætter, at der ved afgørelser efter stk. 1
så vidt muligt skal tages hensyn til den indsattes eget ønske
og til den indsattes muligheder for at opnå arbejde eller
uddannelse uden for institutionen.
Bestemmelsen indeholder dermed en angivelse af de hen-
syn, der skal tages i betragtning ved det individuelle beskæf-
tigelsesvalg. Da Færøerne Arrest navnlig på grund af sin be-
grænsede kapacitet ikke har mulighed for at tilbyde samme
varierede tilbud om beskæftigelse, uddannelse og behand-
ling som i fængslerne, forudsættes det, at kriminalforsorgen
løbende søger at tilpasse aktivitetstilbuddene til de indsattes
arbejdsmæssige og uddannelsesmæssige forudsætninger, så
institutionens beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder i
videst muligt omfang kan medvirke til at hjælpe eller påvir-
ke den indsatte til at leve en kriminalitetsfri tilværelse, jf.
lovforslagets § 3.
Stk. 2, 2. pkt., indeholder derfor en forpligtelse for kriminal-
forsorgen til at vejlede den indsatte om mulighederne for
ved undervisning eller uddannelse at afhjælpe manglende
skolekundskaber eller mangel på erhvervsmæssig eller an-
den uddannelse.
For så vidt angår mulighederne for undervisning, uddannel-
se eller arbejde uden for institutionen henvises til lovforsla-
gets § 46 om udgang og bemærkningerne til denne bestem-
melse.
Der henvises desuden til bemærkningerne ovenfor til lovfor-
slagets § 21, stk. 2, nr. 5, hvorefter fuldbyrdelse af straffe
på 1 år og 6 måneder og derunder kan ske i fængsel eller
arresthus i Danmark, hvis den dømte ønsker at udstå straffen
i fængsel eller arresthus i Danmark, og særlige familiemæs-
sige eller andre personlige forhold taler for det.
Til § 40
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 40 indebærer,
at institutionens arbejdspladser skal være indrettet således,
at arbejdsforholdene for de indsatte er sikkerheds- og sund-
hedsmæssigt fuldt forsvarlige.
Bestemmelsen svarer til § 40 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Bestemmelsen træder i stedet for straffelovens § 45, 1. pkt.,
hvorefter indsatte ikke må beskæftiges med sundhedsfarligt
arbejde. Bestemmelsen indebærer i overensstemmelse her-
med, at institutionens særlige arbejdspladser så vidt muligt
skal være indrettet i overensstemmelse med arbejdsmiljølov-
givningen, der ikke direkte omfatter kriminalforsorgens be-
skæftigelse af de indsatte.
Det forudsættes, at kriminalforsorgens varetagelse af sikker-
hedsmæssige opgaver kan begrunde fravigelser af kravene
til arbejdspladsernes indretning. Det samme gælder de byg-
ningsmæssige forhold, idet de særlige fængselsmæssige for-
hold undertiden bevirker, at lovgivningens regler om flugt-
veje, placering af vinduer mv. må fraviges.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 6 og bemærkninger-
ne til denne bestemmelse, hvorefter justitsministeren fast-
sætter regler om erstatning til indsatte i kriminalforsorgens
institutioner for følger af ulykkestilfælde.
Til § 41
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 41 indeholder
en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler
om de indsattes beskæftigelse, herunder om at beskæftigel-
sen skal tilrettelægges under hensyn til de indsattes religiøse
tilhørsforhold.
Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring, som føl-
ge af at der ikke foreslås at være beskæftigelsespligt, til § 41
72
i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr.
1333 af 9. december 2019.
Baggrunden for bestemmelsen er, at en lang række spørgs-
mål vedrørende den praktiske tilrettelæggelse af beskæfti-
gelsen af indsatte ikke findes egnet til lovregulering, men
bør fastsættes administrativt i henhold til en bemyndigelse i
loven.
Bestemmelsen indebærer bl.a., at administrative forskrifter,
der skal udstedes, skal indeholde en regel om, at der ved
tilrettelæggelsen af de indsattes beskæftigelse skal tages
hensyn til den pågældendes religiøse tilhørsforhold. Det
forudsættes i den forbindelse, at vedkommendes samlede
beskæftigelse med godkendte aktiviteter i institutionen fast-
holdes, så der blot ved den nærmere tilrettelæggelse heraf
skal tages hensyn til religiøse forbud mod beskæftigelse på
bestemte dage.
Til § 42
Den foreslåede bestemmelse regulerer spørgsmålet om ve-
derlag for de indsattes beskæftigelse ved deltagelse i arbej-
de, undervisning, uddannelse eller anden godkendt aktivitet.
Bestemmelsen svarer til § 42 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019,
med de undtagelser, der har sammenhæng med, at der ikke
foreslås at gælde en beskæftigelsespligt, jf. lovforslagets §
38.
Det fastslås i stk. 1, 1. pkt., at en indsat skal have udbetalt
vederlag for sin beskæftigelse. Denne bestemmelse omfatter
indsatte, der i institutionen ikke er beskæftiget med eget
arbejde, men er beskæftiget på kriminalforsorgens foranled-
ning.
Efter stk. 1, 2. pkt., skal vederlag også udbetales til indsat-
te, der ikke kan tilbydes beskæftigelse. Endelig skal der
udbetales vederlag til indsatte, som på grund af sygdom er
fraværende fra beskæftigelse, jf. stk. 1, 3. pkt.
Efter stk. 2 skal andre indsatte alene have dækket deres
personlige fornødenheder, jf. dog stk. 5 og lovforslagets §
110, stk. 1. Med udtrykket »andre indsatte« sigtes her til
personer, der ikke omfattes af stk. 1, f.eks. personer der i
institutionen er beskæftiget med eget arbejde. Der henvises
endvidere til bestemmelsen i stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 indebærer, at en indsat,
der fremsætter ønske om beskæftigelse på et tidspunkt, hvor
institutionen ikke kan tilbyde beskæftigelse, i en kortere
periode alene skal have dækket sine personlige fornødenhe-
der, hvis den pågældende tidligere under strafudståelsen har
afvist tilbud om beskæftigelse. »En kortere periode« skal i
den forbindelse forstås som få dage. I den danske bekendt-
gørelse nr. 901 af 25. juni 2018 om beskæftigelse m.v. af
indsatte i kriminalforsorgens institutioner fremgår det af §
18, at der med formuleringen »en kortere periode« forstås 3
dage.
Bestemmelsen indsættes for at undgå, at indsatte i arresthu-
set kan skaffe sig vederlag for beskæftigelse i perioder, hvor
der ikke er beskæftigelsesmuligheder, uden at de pågælden-
de reelt ønsker beskæftigelse.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 4, 1. pkt., indebærer, at
kriminalforsorgsområdet opsparer en andel af vederlaget ef-
ter stk. 1, der udbetales til den indsatte senest på tidspunktet
for løsladelsen. For udvisningsdømte er det dog senest på
tidspunktet for hjemrejsen. Udgifter, som den indsatte skal
afholde i forbindelse med udgang og løsladelse, herunder
efterfølgende hjemrejse, modregnes i det opsparede beløb,
hvis den indsatte ikke selv afholder udgifterne, jf. stk. 4, 2.
pkt.
Stk. 5 bemyndiger justitsministeren til at fastsætte regler
om ydelser efter stk. 1 og 2 og til i den forbindelse at
fastsætte regler om, at andre indsatte, der er fraværende fra
beskæftigelse, skal have udbetalt vederlag for beskæftigel-
se. Bestemmelsen indeholder endvidere bemyndigelse til at
fastsætte nærmere regler om ordningerne i stk. 3 og 4.
Henvisningen i stk. 2 til stk. 5, jf. ovenfor, indebærer, at
indsatte, som er fraværende fra beskæftigelse, og som ikke
omfattes af stk. 1, alligevel skal have udbetalt vederlag for
beskæftigelse, hvis de omfattes af de administrative regler,
som stk. 5 giver mulighed for at fastsætte. Som eksempel
kan peges på indsatte, som har været fraværende fra beskæf-
tigelse på grund af visse former for udgang, lægebesøg
eller lignende, og som efter de nugældende administrative
bestemmelser modtager godtgørelse svarende til mistet af-
lønning.
Henvisningen i stk. 2 til § 110, stk. 1, medfører, at indsat-
te, som er beskæftiget med eget indtægtsgivende arbejde
i institutionen, som under udgang har arbejdsindtægt, eller
som har indtægt i form af offentlige ydelser under ophol-
det i institutionen, ikke skal have dækket deres personlige
fornødenheder, idet det følger af reglen i § 110, stk. 1, jf.
bemærkningerne til denne bestemmelse, at sådanne indsatte
selv skal betale for opholdet i institutionen.
Ordet »ydelser« i stk. 5 omfatter i overensstemmelse med de
nugældende regler mv. efter omstændighederne både penge-
beløb og naturalier. Ydelserne forudsættes størrelsesmæssigt
at svare til det beløb, som en modtager af forsorgshjælp
har til rådighed efter fradrag af faste udgifter til bolig mv.
Det bemærkes i den forbindelse, at de aktuelle satser for
arbejdsvederlag, der fremgår af cirkulæreskrivelse af 24.
februar 2020 om arbejdspengesatser mv., er fastsat på bag-
grund af de danske satser for beskæftigelsesvederlag mv.
som er fastsat i bekendtgørelse nr. 1807 af 2. december 2020
om satser for vederlag m.v. til indsatte i kriminalforsorgens
institutioner (2021).
Endvidere forudsættes ydelser til indsatte, der er fraværende
fra beskæftigelse på grund af sygdom, som hidtil at kunne
73
fastsættes som et dagpengebeløb svarende til en procentdel
af vederlaget for beskæftigelse, hvilket er i overensstemmel-
se med de regler om sygedagpenge, der gælder på det almin-
delige arbejdsmarked.
Endelig omfatter ordet »vederlag« både et pengebeløb for
selve beskæftigelsen og et pengebeløb til dækning af per-
sonlige fornødenheder (kost- og selvforvaltningsbeløb). Det
forudsættes, at der kan ske modregning for kostens værdi
ved udbetaling af vederlag, i det omfang kosten leveres af
institutionen.
Den foreslåede bemyndigelse påtænkes udnyttet til admini-
strativt at fastsætte tilsvarende regler, som i Danmark er
fastsat ved bekendtgørelse nr. 901 af 25. juni 2018 om
beskæftigelse m.v. af indsatte i kriminalforsorgens instituti-
oner. Det betyder, at kriminalforsorgsområdet opsparer 15
pct. af de indsattes beskæftigelsesvederlag, der udbetales
til den indsatte senest på tidspunktet for løsladelsen, for
udvisningsdømte dog senest på tidspunktet for hjemrejsen,
jf. nedenfor.
Det vil på samme måde blive fastsat, at der også opspares
15 pct. af vederlaget for indsatte, som er fraværende fra
beskæftigelse på grund af sygdom og derfor modtager syge-
vederlag, jf. bemærkningerne ovenfor til stk. 1, 3. pkt.
Det bemærkes, at der ikke skal ske opsparing af det beløb
(det såkaldte kost- og selvforvaltningsbeløb), som den ind-
satte i medfør af reglen i stk. 2 har ret til at få til dækning af
personlige fornødenheder, i det omfang disse ikke udleveres
som naturalier.
En opsparing på 15 pct. vurderes således på den ene side
at tilgodese hensynet til kriminalforsorgsområdets mulighed
for at opspare en passende del af den indsattes beskæftigel-
sesvederlag og på den anden side hensynet til, at den indsat-
te bevarer incitamentet til at være i beskæftigelse.
Det bemærkes, at det vil være muligt efterfølgende at ændre
den fastsatte procentsats administrativt, hvis der (f.eks. som
følge af ændrede satser for beskæftigelsesvederlag) måtte
opstå behov herfor.
Der vil endvidere blive fastsat regler om, at opsparingen vil
blive administreret af kriminalforsorgsområdet og indsat på
en spærret konto, hvorfra kriminalforsorgsområdet løbende
vil kunne modregne udgifter, som er afholdt på vegne af
den indsatte i forbindelse med udgang og løsladelse, og som
den indsatte efter lovgivningen selv skulle have afholdt. Det
vil i den forbindelse ligeledes blive fastsat administrativt, i
hvilket omfang opsparingen forrentes.
Det vil samtidig blive fastsat, at kriminalforsorgsområdet
skal underrette den indsatte om, at der er sket modregning.
Det bemærkes, at kriminalforsorgsområdet også vil kunne
foretage modregning på vegne af en anden myndighed, der
har afholdt udgifter i forbindelse med en indsats udgang
eller løsladelse. Det vil f.eks. kunne være politiet, der har
afholdt udgifter, som en indsat selv skulle have afholdt i for-
bindelse med udsendelse efter løsladelse i medfør af udlæn-
dingelovens § 43, stk. 2, jf. anordning nr. 182 af 22. marts
2001 for ikrafttræden for Færøerne af udlændingeloven, som
senest ændret ved anordning nr. 67 af 28. januar 2020.
Det bemærkes endvidere, at en beslutning om modregning
i den indsattes opsparing vil være en afgørelse, jf. forvalt-
ningslovens § 2, stk. 1. Behandlingen af sådanne sager
vil således skulle ske i overensstemmelse med reglerne i
forvaltningsloven samt øvrige forvaltningsretlige regler og
grundsætninger. Det vil i medfør af lovforslagets § 111, stk.
3, blive fastsat administrativt, i hvilket omfang kriminalfor-
sorgsområdets beslutning om modregning i den indsattes
opsparing vil kunne påklages til Direktoratet for Kriminal-
forsorgen.
Det forudsættes, at ordningen administreres i overensstem-
melse med proportionalitetsprincippet. I det omfang krimi-
nalforsorgsområdet kan konstatere, at den tvungne opspa-
ring åbenbart overstiger de samlede udgifter, som den på-
gældende vil skulle afholde i forbindelse med udgang og
løsladelse, herunder eventuelt efterfølgende hjemrejse, for-
udsættes det således, at kriminalforsorgsområdet undlader at
tilbageholde yderligere beløb til opsparingen.
En indsat, der ikke har haft udgifter, som den pågælden-
de selv har skullet afholde, eller hvis udgifter ikke har
oversteget det opsparede beløb, skal have hele det opspare-
de beløb eller den tilbageværende del af beløbet udbetalt
senest på tidspunktet for løsladelsen (evt. hjemrejsen, jf.
nedenfor). For afsonere, der ikke er udvisningsdømte, bety-
der dette, at beløbet udbetales efter endt strafudståelse eller
i forbindelse med prøveløsladelse, strafafbrydelse eller be-
nådning, jf. denne lovs § 79.
Det forudsættes, at ordningen også skal gælde for personer,
der er varetægtsfængslet efter reglerne i retsplejeloven. Li-
geledes forudsættes det, at ordningen også skal finde anven-
delse for personer, der er varetægtsfængslet efter udlændin-
gelovens § 35, jf. anordning nr. 182 af 22. marts 2001 for
ikrafttræden for Færøerne af udlændingeloven, som senest
ændret ved anordning nr. 67 af 28. januar 2020, i anledning
af strafbart forhold. Ordningen vil derimod ikke gælde for
personer, der er frihedsberøvet efter udlændingelovens § 36,
jf. anordning nr. 182 af 22. marts 2001 for ikrafttræden
for Færøerne af udlændingeloven, som senest ændret ved
anordning nr. 67 af 28. januar 2020, og hvis frihedsberøvel-
se eventuelt er opretholdt af retten i medfør af udlændingel-
ovens § 37, jf. § 36, jf. anordning nr. 182 af 22. marts
2001 for ikrafttræden for Færøerne af udlændingeloven, som
senest ændret ved anordning nr. 67 af 28. januar 2020.
Det vil administrativt blive fastsat, at en varetægtsarrestant,
der forbliver varetægtsfængslet under eventuel appel eller
indtil fuldbyrdelse kan iværksættes, vil få hele det opsparede
beløb eller den tilbageværende del af beløbet udbetalt senest
på tidspunktet for løsladelsen (eventuelt hjemrejsen, jf. nær-
mere nedenfor).
74
Det vil endvidere administrativt blive fastsat, at en varetægt-
sarrestant, der løslades inden dom, under eventuel appel
eller indtil fuldbyrdelse kan iværksættes, vil få hele det
opsparede beløb udbetalt senest i forbindelse med denne
løsladelse.
For så vidt angår udvisningsdømte skal udbetaling ske se-
nest på tidspunktet for hjemrejsen. Dette skyldes, at udsen-
delse ikke altid kan effektueres i umiddelbar forlængelse af
strafudståelse, og at det således først er muligt at opgøre
de endelige rejseomkostninger og foretage modregning på
et senere tidspunkt. En udvisningsdømt, der har afsonet sin
straf, men som ikke er overgået direkte til varetægtsfængs-
ling efter udlændingelovens § 35, jf. anordning nr. 182 af
22. marts 2001 for ikrafttræden for Færøerne af udlændin-
geloven, som senest ændret ved anordning nr. 67 af 28.
januar 2020, med henblik på udsendelse, vil således få udbe-
talt hele det opsparede beløb eller den tilbageværende del
af beløbet senest på tidspunktet for hjemrejsen. Det forud-
sættes i den forbindelse, at effektuering af udsendelsen ikke
umiddelbart anses for udsigtsløs.
Fritiden
Til § 43
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om tilret-
telæggelse af de indsattes fritid i institutionen.
Bestemmelsen svarer til § 43 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Efter stk. 1 skal en indsat i videst muligt omfang selv vare-
tage praktiske opgaver vedrørende sine personlige forhold,
herunder madlavning og rengøring.
Bestemmelse fastslår således princippet om selvforvalt-
ning. Med denne bestemmelse tilsigtes det at tilnærme de
indsattes former for fritidsudnyttelse til forholdene i det øv-
rige samfund. Det forudsættes, at de servicefunktioner, der
ydes af arresthuset, i videst muligt omfang overføres til de
indsattes selvforvaltning i takt med tilvejebringelsen af de
praktiske muligheder og forudsætninger i institutionen.
I stk. 2 fastsættes pligt for kriminalforsorgsområdet til at til-
byde de indsatte aktiviteter i fritiden. Formålet med bestem-
melsen er at fastslå, at kriminalforsorgsområdet til stadighed
skal sikre, at de indsatte tilbydes et passende antal aktiviteter
i fritiden.
I stk. 3 fastslås det i overensstemmelse med gældende ret,
at en indsat har ret til dagligt at tilbringe mindst én time i
fri luft. Bestemmelsen er en minimumsbestemmelse, og det
bør derfor tilstræbes, at de indsatte gives mulighed for at
tilbringe yderligere tid i fri luft.
Det fremgår samtidig af stk. 3, at gennemførelsen af retten
til at tilbringe mindst 1 time i fri luft kan fraviges, hvis
gennemførelsen af denne ret i det enkelte tilfælde vil være
uforenelig med institutionens varetagelse af sikkerhedsmæs-
sige hensyn. Bestemmelsen finder endvidere ikke anvendel-
se, hvis den indsatte er anbragt i sikringscelle, jf. lovforsla-
gets § 66. Bestemmelsen, der er i overensstemmelse med
gældende ret, medfører bl.a., at indsatte, der er udelukket fra
fællesskab, jf. lovforslagets § 63, eller anbragt i strafcelle,
jf. lovforslagets § 68, efter en konkret vurdering kan nægtes
adgang til at tilbringe mindst én time i fri luft.
I tilslutning til lovforslagets § 43 henvises i øvrigt til be-
stemmelserne i lovforslagets kapitel 9 om indsattes kontakt
til samfundet uden for institutionen. Også de bestemmelser,
der er omfattet af dette kapitel, er således af væsentlig
betydning for tilrettelæggelsen af de indsattes fritid under
straffuldbyrdelsen.
Forsorgsmæssig bistand
Til § 44
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om den
forsorgsmæssige bistand til indsatte.
Bestemmelsen svarer til § 44 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Som det fremgår af lovforslagets § 3 og bemærkningerne til
denne bestemmelse, er det en hovedopgave for kriminalfor-
sorgen ved fuldbyrdelsen bl.a. af en fængselsstraf at hjælpe
eller påvirke den indsatte til at leve en kriminalitetsfri tilvæ-
relse. Et væsentligt middel til løsning af denne hovedopgave
er ydelsen af forsorgsmæssig bistand til den indsatte.
Den forsorgsmæssige bistand er nærmere beskrevet i stk.
1, der indebærer en pligt for kriminalforsorgsområdet til at
vejlede og bistå en indsat med hensyn til den pågældendes
beskæftigelsesmæssige, sociale og personlige forhold. I stk.
1, nr. 1, fastslås det, at kriminalforsorgsområdet har pligt
til at yde forsorgsmæssig bistand med et mere fremadrettet
formål, dvs. med henblik på at forbedre den pågældendes
muligheder for at leve en kriminalitetsfri tilværelse. Efter
stk. 1, nr. 2, skal den forsorgsmæssige bistand endvidere
ydes med henblik på at begrænse de ulemper, som følger af
frihedsberøvelsen. En tilsvarende forpligtelse er for så vidt
angår varetægtsarrestanter fastsat i retsplejelovens § 809.
Stk. 2 fastslår kriminalforsorgsområdets pligt til at formidle
kontakt til personer, institutioner og myndigheder, der efter
anden lovgivning kan yde bistand. Forpligtelsen til at yde
indsatte bistand efter den sociale lovgivning mv. forudsættes
som hidtil i første række at påhvile de almindelige sociale
myndigheder.
Sundhedsmæssig bistand
Til § 45
75
Den foreslåede bestemmelse indeholder nærmere regler om
den sundhedsmæssige bistand til indsatte.
Bestemmelsen svarer til § 45 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019,
med de undtagelser, at bestemmelserne vedrørende tvangs-
behandling i Herstedvester Fængsel ikke er medtaget, samt
at det af bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 2 fremgår, at
justitsministeren fastsætter de administrative regler efter for-
handling med Færøernes Landsstyre.
I stk. 1 fastslås det, at en indsat har ret til lægebehandling og
anden sundhedsmæssig bistand.
§ 45 bygger på det hovedsynspunkt, at de indsatte i sund-
hedsmæssig henseende så vidt muligt skal sidestilles med
befolkningen i almindelighed. Dette grundprincip er i over-
ensstemmelse med lovforslagets § 4, hvorefter der ikke
under fuldbyrdelsen af straf må pålægges en person andre
begrænsninger i tilværelsen end sådanne, der er fastsat ved
lov eller er en følge af selve straffen. Bestemmelsen indebæ-
rer en lovfæstelse af de indsattes ret til lægebehandling og
anden sundhedsmæssig bistand i lighed med borgere, der
ikke er frihedsberøvede.
Lægebehandling og anden sundhedsmæssig bistand fore-
stås af sundhedsmyndighederne og ikke af kriminalforsor-
gen. Det bemærkes i den forbindelse, at den foreslåede be-
stemmelse ikke giver en særlig adgang til gratis behandling
af de indsatte. Spørgsmålet om fri adgang til betaling for
sundhedsmæssige ydelser løses således efter de almindelige
sundhedsregler.
De nærmere regler om den sundhedsmæssige bistand forud-
sættes fastsat administrativt af justitsministeren i medfør
af bemyndigelsen i stk. 2 efter forhandling med Færøernes
Landsstyre. De relevante dele af sundhedsområderne er
således fortsat fællesanliggender, idet hjemmestyret dog i
medfør af hjemmestyrelovens § 9 i henhold til rammelove
vedtaget af Folketinget har overtaget den lovgivende og
administrativ myndighed på områderne med bloktilskud.
Behandling
Til § 45 a
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 45 a i den dan-
ske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af
9. december 2019, som den var affattet ved udarbejdelsen
af nærværende lovforslag. Bestemmelsen er efterfølgende
ændret ved lov nr. 1942 af 15. december 2020 (adgang
til sociale behandlingstilbud mod stofmisbrug for indsatte
i kriminalforsorgens institutioner m.v.), som ikke er medta-
get, da lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019 er
anvendt som skæringsdato for nærværende lovforslag.
Det foreslåede stk. 1 indebærer, at en indsat har ret
til vederlagsfri behandling mod stofmisbrug, medmindre
vedkommende ikke skønnes egnet og motiveret til behand-
ling.
Det er forudsat, at behandlingen vil skulle ske i overens-
stemmelse med den behandling, som personer bosiddende
på Færøerne, har ret til i medfør af den færøske lovgiv-
ning. Det vil sige, at behandlingen forudsætter en social-
pædagogisk eller psykologisk funderet indsats i et forløb,
der beror på motivation og frivillighed. Den socialpædago-
giske behandling, der ofte vil foregå parallelt med eller i
forlængelse af en lægelig behandling, f.eks. psykiatrisk eller
medicinsk, vil afhængig af de nærmere forhold kunne have
store variationer og forskellige grader af intensitet. Tilbud
om rådgivning eller enkeltstående samtaler kan ikke opfattes
som social behandling.
I Færøerne Arrest tilbydes på tidspunktet for lovforslagets
fremsættelse alene misbrugsbehandling i form af forbehand-
ling. Primærbehandling af afsonere vil, hvis betingelserne
herfor i øvrigt er opfyldt, kunne finde sted gennem anbrin-
gelse i medfør af § 78. Se herom nærmere bemærkningerne
til denne bestemmelse. Der vil derudover, hvis de faktiske
og praktiske forudsætninger herfor i øvrigt er til stede, være
mulighed for med den dømtes samtykke at overføre den på-
gældende til afsoning på en behandlingsafdeling i et dansk
fængsel i medfør af bestemmelsen i lovforslagets § 24, nr. 4.
Forslagets stk. 2 medfører, at en indsat, der er udvist af
Færøerne ved dom, ikke har ret til vederlagsfri behandling
mod stofmisbrug, medmindre særlige forhold taler herfor.
Bestemmelsen omfatter adgang til sociale behandlingstilbud
mod stofmisbrug under afsoningen. Udvisningsdømte ind-
satte afskæres dermed fra behandling i form af f.eks. mo-
tivations- og forbehandling, samtaler af terapeutisk karak-
ter, vejledning og efterbehandling. Bestemmelsen begrænser
derimod ikke udvisningsdømte indsattes adgang til soma-
tisk behandling. Udvisningsdømte vil således fortsat have
samme adgang som andre indsatte til at modtage f.eks.
abstinens- og substitutionsbehandling (metadonnedtrapning
m.v.) eller anden lægelig behandling, der relaterer sig til
stofmisbrug.
Efter stk. 3 skal behandling mod stofmisbrug skal iværksæt-
tes senest 14 dage efter, at den indsatte har fremsat begæring
herom over for kriminalforsorgen. Det forudsættes dog, at
fristen på 14 dage i særlige tilfælde kan overskrides. Det
gælder f.eks. i tilfælde, hvor der til brug for en vurdering
af den indsattes egnethed og motivation skal indhentes op-
lysninger om tidligere behandlinger og hospitalsindlæggel-
ser. Endvidere forudsættes det, at der kan ses bort fra fristen
på 14 dage, hvis det er den indsattes egne forhold, herunder
udeblivelse fra aftalte samtaler mv., der giver anledning til,
at behandlingen ikke iværksættes.
Til kapitel 9
76
Indsattes kontakt til samfundet uden for institutionen
Lovforslagets kapitel 9 (§§ 46-59) indeholder en række be-
stemmelser vedrørende de indsattes kontakt til samfundet
uden for institutionen. I §§ 46-50 behandles spørgsmålet
om tilladelse til udgang. I §§ 51-54 behandles spørgsmålet
om tilladelse til besøg. I §§ 55-56 og i § 57 behandles
henholdsvis spørgsmålet om ret til brevveksling og til at føre
telefonsamtaler. Endelig indeholder dette kapitel i §§ 58 og
59 nærmere regler om de indsattes mulighed for at holde sig
orienteret ved avislæsning mv. og om indsattes kontakt til
medierne.
Udgang
Til § 46
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om, hvor-
når en indsat kan få tilladelse til udgang.
Bestemmelsen svarer med en enkelt undtagelse til § 46 i
den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr.
1333 af 9. december 2019. Bestemmelsen i den danske
straffuldbyrdelseslovs § 46, stk. 3, hvorefter udgang ikke
kan finde sted, hvis den dømte af politiet skønnes at have
tilknytning til en gruppe af personer, som er involveret i
en verserende voldelig konflikt med en anden gruppe af
personer, og politiet oplyser, at der inden for den gruppe,
som den dømte skønnes af have tilknytning til, som led
i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er anvendt
våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles
farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller
er begået brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180, fore-
slås således ikke medtaget. Der henvises i den forbindelse
til bemærkningerne til lovforslagets pkt. 4 om bestemmelser
med tilknytning til bandepakkerne.
Det fastslås i stk. 1, nr. 1, at tilladelse til udgang kan gi-
ves til formål, der er rimeligt begrundet i uddannelsesmæs-
sige, arbejdsmæssige, behandlingsmæssige, familiemæssige
og andre personlige hensyn. Det forudsættes, at tilladelse til
udgang fortsat anvendes som et almindeligt led i straffuld-
byrdelsen, men at kriminalforsorgen fortsat nøje vurderer
misbrugsrisikoen i hvert enkelt tilfælde, så man i de for-
holdsvis få tilfælde, hvor udgang misbruges til ny kriminali-
tet, overvejer, om det konstaterede misbrug giver anledning
til ændring af praksis med hensyn til meddelelse af udgangs-
tilladelser og vilkårene for sådanne tilladelser.
I stk. 1, nr. 2 og 3, opstilles visse generelle forudsætninger
for, at en indsat kan få tilladelse til udgang.
I overensstemmelse med gældende ret fastslås det i stk. 1,
nr. 2, at tilladelse til udgang forudsætter, at der ikke er
bestemte grunde til at antage, at den indsatte i forbindelse
med udgang vil begå ny kriminalitet, unddrage sig fortsat
straffuldbyrdelse eller på anden måde misbruge udgangstil-
ladelsen. Vurderingen af risikoen for misbrug af en udgangs-
tilladelse forudsættes fortsat at bygge på det kendskab, som
institutionen har til den indsatte fra den aktuelle og eventuelt
tidligere strafudståelser, fra de sagsakter, som institutionen
er i besiddelse af, og i visse særlige sager fra indhentede
udtalelser fra særligt sagkyndige, herunder udtalelser fra den
politimyndighed, der har behandlet straffesagen.
I stk. 1, nr. 3, opstilles som den tredje betingelse for, at
en indsat kan få tilladelse til udgang, at hensynet til rets-
håndhævelsen ikke i øvrigt - dvs. bortset fra misbrugsrisi-
koen - taler imod udgangstilladelsen. Dette kan f.eks. være
tilfældet, hvis den indsatte ønsker udgangstilladelse til en
optræden, hvorved den pågældende i særlig grad kommer
i offentlighedens søgelys, eller til bestemte steder, hvor hen-
synet til at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen
klart tilsiger, at den indsatte ikke bør kunne komme på det
pågældende tidspunkt. Hensynet til retshåndhævelsen kan
endvidere tale imod, at indsatte med længere straf for alvor-
lig kriminalitet får tilladelse til udgang før efter udståelse
af en vis del af straffen, jf. lovforslagets § 50 og bemærknin-
gerne til denne bestemmelse.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets
§ 21, stk. 2, nr. 7, hvorefter hensynet til retshåndhævelsen
i særlige tilfælde vil kunne begrunde, at den dømte ind-
ledningsvis anbringes i en afsoningsinstitution i Danmark,
f.eks. hvor den dømte har begået alvorlig kriminalitet, og
hvor hensynet til retshåndhævelsen ikke skønnes at kunne
tilgodeses ved f.eks. fastsættelse af vilkår om, at den indsat-
te ikke må besøge bestemte steder eller opsøge bestemte
personer i forbindelse med udgang fra arresthuset.
Vurderingen af risiko må i praksis ske på grundlag af en
samlet bedømmelse af de foreliggende oplysninger. I stk. 2
er imidlertid opregnet en række forhold, der skal tillægges
særlig vægt ved denne vurdering.
Efter stk. 2, nr. 1, skal det således tillægges særlig vægt, hvis
den indsatte er dømt for farlig kriminalitet og ikke har været
løsladt i tiden mellem dom og strafudståelse. Formuleringen
»farlig kriminalitet« i stk. 2, nr. 1, omfatter bl.a. forsætlig
brandstiftelse eller anden almenfarlig forbrydelse, grovere
volds- eller seksualforbrydelse og berigelsesforbrydelse for-
bundet med vold eller trussel om vold. Efter § 2, stk. 2-4,
skal det endvidere tillægges særlig vægt, hvis indsatte under
strafudståelsen er undveget eller har forsøgt herpå, har begå-
et strafbart forhold eller er udeblevet fra en tidligere udgang
eller i øvrigt har misbrugt en tilladelse til udgang. Det følger
desuden af stk. 2, nr. 5, at det skal tillægges særlig vægt,
hvis den indsatte under en tidligere strafudståelse har foreta-
get handlinger som nævnt i nr. 2-4, uden at betingelserne for
uledsaget udgang senere blev fundet opfyldt. Endelig følger
det af stk. 2, nr. 6, at det skal tillægges særlig vægt, hvis den
indsatte ikke er mødt til afsoning i overensstemmelse med
tilsigelsen. Dette indebærer, at udeblivelse fra strafudståelse
kan medføre, at den indsatte må påbegynde udgang på et
senere tidspunkt end normalt eller efter omstændighederne
ikke opnår tilladelse til udgang under strafudståelsen.
77
Det forudsættes, at forholdenes særlige betydning mindskes
i takt med straffens udståelse, hvis de i øvrigt foreliggende
oplysninger om den indsatte taler herfor. Det gælder ikke
mindst i de tilfælde, der er nævnt i stk. 2, nr. 5, vedrørende
den indsattes forhold under en tidligere strafudståelse.
Af bestemmelsens stk. 3 fremgår det, at udgang ikke vil
kunne finde sted, hvis den dømte inden for de seneste 3 må-
neder er ikendt disciplinærstraf for overtrædelse af § 36, stk.
2, eller regler fastsat i medfør af § 36, stk. 3, jf. stk. 2. Dog
vil der undtagelsesvist kunne gives tilladelse til udgang, hvis
helt særlige omstændigheder taler derfor.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at en indsat, der
ikendes disciplinærstraf for overtrædelse af forbuddet mod
mobiltelefoner og lignende kommunikationsudstyr i krimi-
nalforsorgens institutioner, vil blive afskåret fra at få udgang
i en periode på 3 måneder, uanset om forholdet konkret
giver anledning til at antage, at den indsatte vil misbruge
en udgangstilladelse, og uanset om overtrædelsen udgør et
strafbart forhold eller alene kan medføre disciplinærstraf.
Dette indebærer, at der under de angivne betingelser ikke vil
kunne træffes afgørelse om at tillade udgang, og at en tidli-
gere truffet afgørelse om udgang ikke vil kunne effektueres.
Den foreslåede bestemmelse giver dog mulighed for at tilla-
de udgang, inden de 3 måneder er udløbet, hvis helt særlige
omstændigheder taler derfor. Det gælder navnlig i tilfælde,
hvor der er spørgsmål om udgang til et særligt formål, som
f.eks. besøg af en nærtstående, som er alvorligt syg eller
deltagelse ved en nærtstående persons begravelse. Efter om-
stændighederne kan andre tilfælde også være relevant, hvor
en udgangskarantæne vil være særligt indgribende for den
indsatte.
Til § 47
I overensstemmelse med gældende ret fastslås det i den
foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 47, at der gives
tilladelse til udgang for et bestemt tidsrum, der medregnes
til straffetiden.
Bestemmelsen svarer til § 47 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Hvis den indsatte udebliver efter udgang, afbrydes fuldbyr-
delsen af fængselsstraffen, jf. lovforslagets § 75, nr. 1. Det
tidsrum, hvori straffuldbyrdelsen er afbrudt, medregnes ikke
i straffetiden.
Til § 48
Den foreslåede bestemmelse svarer med en redaktionel æn-
dring og en undtagelse til § 48 i den danske straffuldbyr-
delseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december
2019. Bestemmelsen i den danske straffuldbyrdelseslovs §
48, stk. 2, nr. 3, om muligheden for fastsættelse af vilkår
om, at den indsatte under udgangen undergiver sig intensiv
overvågning og kontrol på bopælen samt stk. 3 om samme
emne, foreslås således ikke medtaget i lovforslaget, idet
ordningen med afsoning på bopælen under intensiv overvåg-
ning og kontrol ikke foreslås indført på Færøerne i forbin-
delse med denne lovs ikrafttræden, jf. bemærkningerne til
lovforslagets pkt. 2.2.
Det fastslås i stk. 1, at en tilladelse til udgang altid skal gives
på vilkår af, at den indsatte under udgangen ikke begår straf-
bart forhold eller i øvrigt misbruger udgangstilladelsen. Hvis
de fastsatte eller forudsatte vilkår, f.eks. om at følge den
fastsatte rejseplan, ikke overholdes, vil allerede meddelte
tilladelser til nye udgange kunne tilbagekaldes eller gives
på ændrede vilkår, jf. lovforslagets § 49 og bemærkningerne
til denne bestemmelse. Er der ikke allerede givet tilladelse
til nye udgange, skal misbruget tillægges særlig vægt ved
vurderingen af risikoen for misbrug af en senere udgangstil-
ladelse, jf. lovforslagets § 46, stk. 2, nr. 4.
Efter stk. 2 kan tilladelse til udgang betinges af andre vil-
kår, hvis sådanne vilkår findes formålstjenlige for at undgå
misbrug. Bestemmelsen indeholder således i nr. 1-4 en ikke
udtømmende opregning af sådanne vilkår. Der kan som hid-
til bl.a. fastsættes begrænsninger for så vidt angår indsattes
samvær med bestemte personer eller ophold på bestemte
steder under udgang, f.eks. om at den dømte ikke må opsøge
den forurettede for forbrydelsen eller gerningsstedet.
Til § 49
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om tilbagekaldelse eller
ændring af vilkår for meddelte udgangstilladelser.
Den foreslåede bestemmelse svarer til § 49 i den danske
straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9.
december 2019.
Efter nr. 1 kan en tilladelse til udgang tilbagekaldes, eller
vilkårene for tilladelsen ændres (skærpes), hvis den indsatte
udebliver fra udgang eller i øvrigt ikke overholder de vilkår,
der er fastsat for udgangstilladelsen i medfør af § 48, f.eks.
ved at begå nyt strafbart forhold under udgang. Bestemmel-
sen i nr. 1 er af særlig betydning i de tilfælde, hvor en indsat
har fået tilladelse til regelmæssig udgang.
Efter nr. 2 kan en tilladelse til udgang endvidere tilbagekal-
des, eller vilkårene for tilladelsen ændres (skærpes), hvis
nye oplysninger om den indsattes forhold giver bestemte
grunde til at antage en misbrugsrisiko. Som eksempel på
nye oplysninger af den anførte karakter kan nævnes oplys-
ninger fra politiet om begrundet mistanke om påtænkt ny
kriminalitet. Endvidere kan peges på oplysninger, hvorefter
den dømte, før tilladelsen blev givet, havde begået strafbart
forhold.
Til § 50
78
Den foreslåede bestemmelse indeholder en bemyndigelse
for justitsministeren til at fastsætte regler om tilladelse til
udgang.
Bestemmelsen svarer til § 50 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019
med den undtagelse, at der efter den foreslåede bestemmel-
ses stk. 2 kan fastsættes bestemmelser om begrænsninger i
retten til udgang som følge af sundhedsmæssige hensyn.
Efter bestemmelsens 1. pkt. kan justitsministeren fastsætte
regler om tilladelse til udgang.
Efter bestemmelsens 2. pkt. kan det i forbindelse med de
administrative regler om udgang bestemmes, at tilladelse
til udgang først kan gives efter ophold i et bestemt tids-
rum i institutionen og efter udståelse af en bestemt del af
straffen. Det forudsættes, at der i medfør af denne bestem-
melse administrativt fastsættes regler med angivelse af de
tidsmæssige betingelser, der normalt skal være opfyldt for
udgang til bestemte formål, herunder udgang for at besøge
eller være sammen med bestemte personer.
Baggrunden for adgangen til at stille krav om ophold i insti-
tutionen i et bestemt tidsrum er hensynet til, at institutionen
kan få det fornødne kendskab til den indsatte. At tilladelse
til udgang i visse tilfælde først skal kunne gives efter udstå-
else af en bestemt del af straffen, er begrundet dels i en
mere generel antagelse af misbrugsrisiko ved tidlig udgang
under fuldbyrdelsen af længere straffe, dels i hensynet til
retshåndhævelsen, jf. lovforslagets § 46, stk. 1, nr. 3.
Bestemmelsen indebærer i øvrigt, at tilladelse til udgang
i behandlingsøjemed ikke er forbeholdt dømte med længe-
revarende fængselsstraf. Bestemmelsen afviger herved fra
den nugældende bestemmelse i straffelovens § 36, 2. pkt.,
hvorefter udgangstilladelse, der er begrundet i den dømtes
behandling, herunder forberedelsen af den pågældendes løs-
ladelse, alene kan gives til personer, der udstår længereva-
rende fængselsstraf. I praksis har muligheden for sådanne
udgange i disse tilfælde i de senere år dog i det væsentlige
svaret til de muligheder, som indsatte i danske fængsler og
arresthuse har i henhold til den danske straffuldbyrdelseslov,
hvorfor der reelt er tale om en lovfæstelse af den eksisteren-
de praksis.
Bestemmelsen fastslår desuden, at justitsministeren kan fast-
sætte regler om, at tilladelse til udgang ikke kan gives i et
tidsrum af 3 måneder fra indsættelsen, hvis den indsatte er
udeblevet efter tilsigelse til afsoning. Som udeblivelse anses
også for sent fremmøde uden lovlig grund.
I bestemmelsens 3. pkt. gives mulighed for at udvide den
nuværende administrative praksis, hvorefter der ved ud-
gangsmisbrug kan træffes bestemmelse om, at den indsatte i
en bestemt periode afskæres fra at forlange, at der træffes af-
gørelse om tilladelse til udgang (udgangskarantæne), til også
at omfatte alle tilfælde, hvor udgangstilladelse tilbagekaldes
eller nægtes på grund af fare for misbrug, jf. § 46, stk. 1, nr.
2, og § 49, nr. 1 og 2.
Bemyndigelsen i § 50 vil endvidere efter stk. 2 kunne
anvendes til at fastsætte nødvendige og proportionale for-
anstaltninger i forbindelse med håndtering af risikoen for
spredning af en samfundskritisk sygdom. Det vil således
efter omstændighederne kunne være et legitimt sundheds-
mæssigt hensyn i administrative regler at fastsætte midler-
tidige begrænsninger i retten til udgang for at forebygge
eller inddæmme udbredelse af en samfundskritisk sygdom
i institutionen, hvis retten til udgang i denne sammenhæng
må anses for at være af mere underordnet betydning, eller
hvis gennemførelse af udgang bliver umulig eller uforholds-
mæssig vanskelig som følge af foranstaltninger, som er nød-
vendige for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en
samfundskritisk sygdom i institutionen. Det gælder generelt,
at gennemførelse af sådanne foranstaltninger skal ske så
skånsomt som muligt og ikke kan ske ud over, hvad der er
nødvendigt for at opnå formålet, ligesom foranstaltningerne
snarest muligt skal ophøre. Yderligere vil gennemførelse af
sådanne foranstaltninger ikke kunne ske, i det omfang det
vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Til § 50 a
Den foreslåede bestemmelse etablerer hjemmel til forsøgs-
ordninger med udgang til institutioner m.v. på Færøerne
uden for kriminalforsorgen.
Det foreslås i bestemmelsens stk. 1, at justitsministeren kan
iværksætte forsøgsordninger med udgang i form af frigang
eller udstationering til en institution m.v. på Færøerne uden
for kriminalforsorgen.
Formålet med bestemmelsen er dels at imødekomme de ud-
fordringer, der er forbundet med den geografiske placering
af Færøerne Arrest, hvor udgang i form af frigang til uddan-
nelse eller beskæftigelse vanskeligt kan gennemføres, dels
at tage højde for, at de indsatte udstår straf i et arresthus og
dermed ikke har adgang til fjernundervisning fra arresthuset,
hvor de ikke har internetadgang, og dels at der ikke findes
en pension på Færøerne.
Bestemmelsen finder anvendelse på institutioner m.v. uden
for kriminalforsorgen, som er beliggende på Færøerne. Det
er ikke et krav, at institutionen alene huser dømte. Instituti-
onen vil således også samtidig kunne huse personer med
andre sociale udfordringer. Den pågældende institution vil
kunne være én, der drives af en privat aktør. Det forudsætter
i den forbindelse, at den private aktør har den nødvendige
faglige ekspertise til at udføre opgaven, og at opgaven til-
rettelægges således, at der ikke opstår interessekonflikter i
forhold til myndigheden. Derudover skal de sagsskridt m.v.,
som den private aktør foretager, leve op til de saglige og
retssikkerhedsmæssige krav, som stilles til den offentlige
forvaltning, og ordningen skal være tilrettelagt på en sådan
måde, at der er sikkerhed for, at den ikke medfører tab af
79
rettigheder for den indsatte. Det vil være op til kriminalfor-
sorgen at vurdere, om en privat aktør lever op til de nødven-
dige krav. Det skal i den forbindelse understreges, at det er
et krav, at personalet i den pågældende institution ikke må
udøve magt over for de indsatte, hvilket er i overensstem-
melse med reglerne for de danske pensioner.
Det bemærkes, at det ikke med bestemmelsen er givet, at der
vil blive iværksat forsøg, da det vil afhænge af, om der på
Færøerne kan findes en eller flere egnede institutioner. Hvis
der iværksættes forsøg, vil Justitsministeriet på grundlag af
forsøget eller forsøgene og efter drøftelse med Færøernes
Landsstyre vurdere, om der bør indføres en permanent be-
stemmelse om bl.a. udstationering til en institution m.v. på
Færøerne uden for kriminalforsorgen.
Det forudsættes, at forsøgsordningerne vil kunne finde an-
vendelse på personer, der afsoner i Færøerne Arrest, og
personer, der overføres fra afsoning i Danmark til afsoning
på Færøerne, f.eks. i forbindelse med den sidste del af af-
soningen. Bestemmelsen er således ikke særligt møntet på
afsonere med længerevarende domme eller med langvarig
resterende afsoningstid. Dette skal ses i sammenhæng med,
at der også ved kortere domme eller med kortvarig resteren-
de afsoningstid – især i de tilfælde hvor dele af straffen
er afsonet i Danmark – vurderes at kunne være et behov
for at understøtte den indsattes gradvise overgang tilbage til
friheden på Færøerne.
Med bestemmelsen lægges der bl.a. op til, at en indsat uan-
set den resterende afsoningstid også midlertidigt, herunder
fra straffens iværksættelse, kan udstationeres i en institution
m.v. på Færøerne uden for kriminalforsorgen, f.eks. som led
i udgang til undervisning, beskæftigelse eller, hvis formålet
er at understøtte en gradvis overgang tilbage til friheden på
Færøerne efter lovforslagets § 46. Dette skal ses i sammen-
hæng med den geografiske placering af Færøerne Arrest.
Udgang vil kunne ske i form af en tilladelse til udstatio-
nering efter lovforslagets § 46, ligesom det kendes til pen-
sioner og institutioner uden for kriminalforsorgen i Dan-
mark. Udstationering vil blive betinget af, at den dømte
ikke begår strafbart forhold. Udstationering kan endvidere
betinges af, at den dømte i øvrigt overholder fastsatte vilkår,
herunder undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen. Hvis
den dømte ikke overholder de vilkår, der er fastsat for udsta-
tioneringen, eller nye oplysninger tilvejebringes, hvorefter
den dømte, før tilladelsen blev givet, havde begået strafbart
forhold, kan den pågældende tilbageføres eller overføres til
arresthus eller fængsel. Dette svarer til de betingelser, som
gælder efter lovforslagets § 49.
Det foreslås i bestemmelsens stk. 2, at justitsministeren fast-
sætter nærmere regler om forsøg efter stk. 1, herunder om at
de tidsmæssige betingelser, der kan fastsættes i henhold til §
50, stk. 1, ikke skal være opfyldt.
Der lægges således bl.a. op til, at der som forsøg vil kun-
ne tilbydes udgang i form af frigang til undervisning og
beskæftigelse, herunder hvis formålet er at understøtte en
gradvis overgang tilbage til friheden på Færøerne, uden at
de tidsmæssige betingelser, der er fastsat i medfør af § 50,
stk. 1, er opfyldt, og at frigang vil kunne ske ved udsta-
tionering til en institution uden for kriminalforsorgen. En
forsøgsordning vil udgøre et supplement til de regler for
udgang, der fastsættes efter § 50, stk. 1, og vil bl.a. kunne
finde anvendelse i forhold til unge afsonere.
Besøg m.v.
Til § 51
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om de
indsattes ret til at modtage besøg.
Bestemmelsen svarer med få undtagelser til § 51 i den dan-
ske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af
9. december 2019, dog med en undtagelse, der skyldes, at de
ændringer i den danske straffuldbyrdelseslov, som er foreta-
get som led i de såkaldte bandepakker, ikke foreslås medta-
get i den færøske straffuldbyrdelseslov, jf. bemærkningerne
til lovforslagets pkt. 4. Derudover kan der efter den foreslåe-
de bestemmelse fastsættes bestemmelser om begrænsninger
i retten til besøg som følge af sundhedsmæssige hensyn.
Det fastslås i stk. 1, 1. pkt., at en indsat har ret til mindst ét
ugentligt besøg af mindst én times varighed og så vidt mu-
ligt af to timers varighed. Bestemmelsen angiver for så vidt
angår antallet og varigheden af besøg et minimum for de
besøg, som en indsat har ret til at få. Det må i almindelighed
tillægges stor vægt for den indsattes muligheder for at føre
en kriminalitetsfri tilværelse, at den pågældende under straf-
fuldbyrdelsen opretholder og styrker sin forbindelse med
familie m.fl.
For at understrege bestemmelsens karakter af en minimums-
bestemmelse er det i stk. 1, 2. pkt., præciseret, at der kan
gives tilladelse til besøg i videre omfang. Som eksempel kan
nævnes muligheden for, at en indsat kan få besøg af sine
børn i videre omfang end efter den almindelige besøgsregel
i stk. 1, 1. pkt. Om den indsattes ret til at have sit barn under
3 år hos sig i institutionen henvises til lovforslagets § 54 og
bemærkningerne hertil.
I stk. 2 er det fastsat, at en indsat uden de i stk. 1 nævnte be-
grænsninger har ret til at modtage besøg af den advokat, der
er beskikket for eller valgt af den pågældende som forsvarer
i den straffesag, der har ført til indsættelse i institutionen,
eller i en verserende straffesag. Det samme gælder besøg i
øvrigt af advokater, der efter retsplejeloven § 741 er antaget
af justitsministeren til at beskikkes som offentlige forsvare-
re. Afgrænsningen af den kreds, der omfattes af bestemmel-
sen, svarer til den kreds, der efter lovforslagets § 56, stk.
1, kan have ukontrolleret brevveksling med den indsatte, jf.
bemærkningerne til denne bestemmelse.
Endvidere fremgår det af stk. 3, at en udenlandsk indsat
80
ligeledes uden de i stk. 1 nævnte begrænsninger har ret til
samtale med hjemlandets diplomatiske eller konsulære re-
præsentanter. Sådanne besøg er således heller ikke omfattet
af den almindelige besøgsregel i § 51, stk. 1.
Efter lovforslagets § 56, stk. 1, har en indsat ret til ukon-
trolleret brevveksling med bl.a. Folketingets Ombudsmand,
Lagtingets ombudsmand, medlemmer af Folketinget, med-
lemmer af Lagtinget, Den Europæiske Menneskerettigheds-
domstol, Den Europæiske Torturkomité, FN᾽s Menneskeret-
tighedskommission og FN᾽s Torturkomité. Det forudsættes,
at de nævnte myndigheder mv. som hidtil, bl.a. som led
i inspektionsvirksomhed, kan tale med de indsatte uden
overværelse af institutionens personale, jf. lovforslagets §
53, stk. 2, 2. pkt., og bemærkningerne til denne bestemmel-
se. Disse myndigheder mv. er derfor ikke omfattet af den
almindelige besøgsregel i lovforslagets § 51, stk. 1.
De besøg, som en indsat modtager af en præst eller lignende
fra sit trossamfund, jf. lovforslagets § 35, stk. 2, er heller ik-
ke omfattet af besøgsreglerne, jf. bemærkningerne til denne
bestemmelse.
Til § 52
Den foreslåede bestemmelse indeholder regler om indhen-
telse af forudgående besøgstilladelse og vilkår for besøgstil-
ladelse.
Bestemmelsen svarer til § 52 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Bestemmelsens 1. pkt. indebærer en lovfæstelse af institutio-
nens adgang til at stille krav om, at personer, der ønsker
at aflægge den indsatte besøg, herunder også advokater og
diplomatiske eller konsulære repræsentanter, skal indhente
forudgående tilladelse hertil.
Efter lovforslagets § 56, stk. 1, har en indsat ret til ukon-
trolleret brevveksling med bl.a. Folketingets Ombudsmand,
Lagtingets Ombudsmand, medlemmer af Folketinget, med-
lemmer af Lagtinget, Den Europæiske Menneskerettigheds-
domstol, Den Europæiske Torturkomité, FN᾽s Menneskeret-
tighedskommission og FN᾽s Torturkomité. Besøg, som disse
myndigheder mv. aflægger som led i inspektionsvirksomhed
og lignende, omfattes ikke af § 52, jf. bemærkningerne til
lovforslagets §§ 51 og 53.
2. pkt. fastslår, at kriminalforsorgsområdet som hidtil kan
betinge besøgstilladelse af, at den besøgende lader sin yder-
beklædning og medbragte effekter undersøge. Kriminalfor-
sorgsområdet vil dog, jf. nedenfor, kunne stille vilkår om, at
besøgende lader sig undersøge i videre omfang, end reglerne
tillader i dag, hvor det kan gøres til et vilkår for besøg til
indsatte, at den besøgende lader sin yderbeklædning under-
søge, hvis det i det enkelte tilfælde skønnes påkrævet, eller
omstændighederne i øvrigt taler for stikprøvevis kontrol,
ligesom tilladelse til at medtage eller være i besiddelse af
effekter under besøget kan betinges af at effekterne visiteres.
Med udtrykket »yderbeklædning« sigtes til beklædningen
indtil undertøjet, således som det er praksis i henhold til de
nuværende administrative regler.
Den foreslåede bestemmelse, der som nævnt findes tilsva-
rende i den danske straffuldbyrdelseslov, skal bl.a. ses i
sammenhæng med et behov for at give kriminalforsorgsom-
rådet mulighed for at sikre sig mod, at besøgende smugler
effekter, herunder euforiserende stoffer og ulovlige genstan-
de i øvrigt, ind i institutionen.
Den foreslåede bestemmelses 3. pkt. giver for det første ad-
gang til at foretage visitation af det tøj, som den besøgende
er iført ved fremmødet. Dette kan ske ved at klappe og
beføle uden på tøjet af den besøgende. Herved indføres der
adgang til ved beføling gennem tøjet at undersøge, om den
besøgende har effekter gemt i tøjet, i lommerne eller på
kroppen under tøjet.
Det forudsættes, at denne form for visitation af det tøj, som
den besøgende er iført ved fremmødet, i givet fald skal
foretages af personale af samme køn som den besøgende.
Begrebet »visitation af det tøj, som den besøgende er iført
ved fremmødet«, omfatter endvidere de eksisterende under-
søgelsesformer. Visitation kan således også foretages ved, at
den besøgende opfordres til at fremvise genstande, som den
besøgende har i lommer mv., ligesom der kan ske eftersyn
af det tøj, som den besøgende er iført ved fremmødet, ved
anvendelse af metaldetektor. Endvidere vil visitation kunne
ske ved, at den besøgende efter anmodning lader sig under-
søge af kriminalforsorgens narkotikahunde på samme måde,
som ved undersøgelse af indsatte, jf. bemærkningerne til den
foreslåede bestemmelse i § 60, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse giver for det andet adgang til at
foretage en nærmere undersøgelse af den besøgendes yder-
beklædning. En nærmere undersøgelse af den besøgendes
yderbeklædning vil som hidtil skulle gennemføres ved, at
den besøgende opfordres til at aftage sin yderbeklædning
indtil undertøjet med henblik på, at institutionen kan foreta-
ge en nærmere undersøgelse af yderbeklædningen.
Der vil herudover kunne foretages en nærmere undersøgelse
af den besøgendes medbragte effekter, herunder tøj, som den
besøgende ikke er iført.
Den nærmere undersøgelse af den besøgendes yderbeklæd-
ning og medbragte effekter indebærer, at institutionen kan
gennemse og undersøge lommer, tasker mv., ligesom lom-
mer og tasker mv. kan tømmes med henblik på eftersyn af
indholdet. Undersøgelsen kan ske ved anvendelse af metal-
detektor.
Det bemærkes, at det fortsat er hensigten, at nærmere under-
søgelse af besøgendes yderbeklædning alene kan foretages,
hvis der i det enkelte tilfælde er en begrundet mistanke
81
om, at de besøgende vil foretage indsmugling. Derimod kan
visitation af det tøj, som den besøgende er iført, samt nær-
mere undersøgelse af den besøgendes medbragte effekter
foretages, selv om der ikke foreligger en sådan mistanke.
Den foreslåede bestemmelse i 4. pkt., indebærer, at undersø-
gelse af besøgende vil kunne ske ved anvendelse af krops-
scanner i overensstemmelse med reglerne i kapitel 10 a.
§ 52 skal i øvrigt ses i sammenhæng med lovforslagets §
53, stk. 2, 2. pkt., hvorefter den indsattes ret til besøg kan
begrænses ud fra ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn,
jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til § 53
Den foreslåede bestemmelse indeholder dels en særlig be-
stemmelse om overværelse af besøg til bestemte dømte, dels
en bemyndigelse til justitsministeren til at fastsætte regler
om gennemførelse af de indsattes ret til besøg og om be-
grænsninger i denne ret ud fra en række nærmere bestemte
hensyn. Endelig indeholder bestemmelsen en bemyndigelse
til kriminalforsorgsområdet til i øvrigt at fastsætte regler om
besøgenes afvikling.
Bestemmelsen svarer med enkelte undtagelser, jf. nærmere
herom umiddelbart nedenfor, til § 53 i den danske straffuld-
byrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december
2019.
Bestemmelsen i § 53, stk. 1, i den danske straffuldbyrdelses-
lov, hvorefter besøg til en indsat, som af politiet skønnes at
indtage en ledende eller koordinerende rolle i en gruppe af
personer, som tilsammen står bag omfattende og alvorlig
kriminalitet, skal overværes af personalet i institutionen,
medmindre det er åbenbart, at det ikke er nødvendigt af
ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til
at forebygge kriminalitet, foreslås ikke medtaget i den fore-
slåede bestemmelse. Der henvises til bemærkningerne til
lovforslagets pkt. 4 om bestemmelser med tilknytning til de
såkaldte bandepakker.
I modsætning til den danske straffefuldbyrdelseslovs § 53,
stk. 2, foreslås det desuden, at der efter den bestemmelses
stk. 2 kan fastsættes bestemmelser om begrænsninger i ret-
ten til besøg som følge af sundhedsmæssige hensyn.
Det er i dag alene muligt at overvære besøg til indsatte,
som er dømt for overtrædelse af en af de i straffelovens 12.
eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser (forbrydelser mod
statens selvstændighed og sikkerhed og forbrydelser mod
statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme
mv.), eller som skønnes at være radikaliserede, ekstremisti-
ske eller i risiko for at blive det, hvis det i det enkelte
tilfælde findes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige
hensyn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.
Med bestemmelsens stk. 1 foreslås det, at den nævnte grup-
pe af indsatte skal have overværet deres besøg, hvis det
skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hen-
syn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalise-
ring og ekstremisme eller af hensyn til at forebygge krimi-
nalitet.
Det bemærkes, at anvendelsen af den foreslåede ordning
ikke er betinget af, at den indsattes samtaler med besøgende
har et nærmere bestemt indhold. Samtaler under et besøg,
hvis indhold må formodes ikke at være af religiøs eller ek-
stremistisk karakter, vil således også kunne overværes som
led i den foreslåede ordning.
Det bemærkes endvidere, at den foreslåede ordning vil kun-
ne finde anvendelse, uanset hvilken af bestemmelserne i
straffelovens 12. eller 13. kapitel den indsatte er dømt for
overtrædelse af og uanset baggrunden herfor. Det er således
ikke en betingelse, at den pådømte kriminalitet udspringer af
f.eks. religiøs ekstremisme.
Det bemærkes endelig, at den foreslåede ordning tillige vil
kunne finde anvendelse, hvis kriminalforsorgen skønner, at
den indsatte er radikaliseret, ekstremistisk eller i risiko for at
blive det.
I forhold til de nævnte grupper af indsatte, er det alene
afgørende for at bringe den foreslåede foranstaltning i an-
vendelse, at det ifølge kriminalforsorgens skøn er påkrævet
af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kri-
minalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme
eller af hensyn til at forebygge kriminalitet. Ved vurderingen
heraf vil kriminalforsorgen – afhængig af omstændigheder-
ne i den konkrete sag – enten kunne lægge egne oplysninger
til grund eller indhente en udtalelse fra politiet eller andre
myndigheder.
Det bemærkes dog i den forbindelse, at ikke enhver ændring
i den indsattes adfærd, der kan være tegn på radikalisering
eller ekstremisme, vil udgøre et tilstrækkeligt grundlag for
kriminalforsorgen til at iværksætte en eller flere af de fore-
slåede foranstaltninger. Der må således være tale om holde-
punkter af en mere fast karakter, der sandsynliggør, at den
indsatte er radikaliseret eller i risiko for at blive det.
Spørgsmålet om, hvorvidt det er påkrævet at bringe en eller
flere af de foreslåede foranstaltninger i anvendelse, må i
øvrigt afgøres konkret i hver enkelt sag ud fra en samlet
vurdering af de tilgængelige oplysninger om den indsatte. I
denne vurdering kan bl.a. indgå oplysninger om den på-
dømte kriminalitet og kriminalforsorgens egne observationer
under afsoning eller varetægtsfængsling, herunder observati-
oner relateret til den indsattes adfærd, udtalelser, brug af lit-
teratur, effekter, symboler og besøgende. Også oplysninger
modtaget fra andre myndigheder vil kunne inddrages i vur-
deringen. Det må endvidere overvejes i hvert enkelt tilfælde,
om formålet med at bringe en eller flere af de foreslåede
foranstaltninger i anvendelse vil kunne tilgodeses ved min-
dre indgribende foranstaltninger. Eksempelvis vil der ikke
være grundlag for at bringe en eller flere af de foreslåede
82
foranstaltninger i anvendelse, hvis formålet kan opnås ved
personalet i institutionens samtaler med den indsatte.
Med udtrykket »ordensmæssige hensyn« sigtes navnlig til
hensyn til opretholdelse af et fysisk og psykisk godt miljø
og trivsel i bred forstand såvel mellem de indsatte indbyrdes
som i forhold til personalet i kriminalforsorgens institutio-
ner.
Med udtrykket »sikkerhedsmæssige hensyn« sigtes navnlig
til hensyn til opretholdelse af frihedsberøvelsen ved at fore-
bygge og forhindre, at de indsatte undviger, og at forebygge
kriminalitet ved at modvirke, at indsatte begår kriminalitet
under afsoningen, f.eks. i form af trusler eller vold mod
personalet eller medindsatte, fængselsoptøjer samt handel
med og indsmugling af narkotika og lignende i forbindelse
med besøg.
For så vidt angår den nærmere forståelse af begreberne
»ordensmæssige hensyn« og »sikkerhedsmæssige hensyn«
henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets pkt. 7.
Med begrebet »hensyn til at forebygge kriminalitet« sigtes
til kriminalitetsforebyggelse i bredeste forstand såvel i som
uden for kriminalforsorgens institutioner.
Begreberne »radikalisering« og »ekstremisme« er ikke enty-
dige begreber, men dækker over varierende grader af tilslut-
ning til radikale og ekstreme synspunkter og handlinger.
Radikalisering er en proces, som kan foregå på forskellige
måder, og som kan ske over kortere eller længere tid. Der
er ingen simple årsagssammenhænge, og radikaliseringen
kan igangsættes på baggrund af mange forskellige faktorer
og have forskellige endemål. Radikaliseringen kan komme
til udtryk ved støtte til radikale synspunkter eller en ekstre-
mistisk ideologi og kan også medføre accept af brugen af
vold eller andre ulovlige midler for at opnå et politisk eller
religiøst mål.
Ekstremisme er bl.a. kendetegnet ved forenklede verdensop-
fattelser og fjendebilleder, hvor bestemte grupper eller sam-
fundsforhold ses som truende, samt intolerance og mang-
lende respekt for andre menneskers synspunkter, frihed og
rettigheder.
Begrebet omfatter endvidere afvisning af grundlæggende
demokratiske værdier og normer, manglende accept af de-
mokratiske beslutningsprocesser og anvendelse af ulovlige
og eventuelt voldelige metoder for at opnå et politisk eller
religiøst ideologisk mål.
Den foreslåede foranstaltning vil kunne finde anvendelse
både i forhold til personer, der har – eller er i risiko for –
at udvikle radikale eller ekstremistiske holdninger, men som
ikke nødvendigvis søger at fremme disse gennem ulovlige
midler, og i forhold til personer, der søger at fremme radika-
le og ekstreme holdninger gennem vold eller andre ulovlige
midler.
Spørgsmålet om, hvorvidt en indsat er radikaliseret, ekstre-
mistisk eller i risiko for at blive det, vil bero på kriminalfor-
sorgens skøn. Ved vurderingen heraf vil kriminalforsorgen –
afhængig af omstændighederne i den konkrete sag – enten
kunne lægge egne oplysninger til grund eller indhente en
udtalelse fra politiet eller andre myndigheder.
Forslaget indebærer, at kriminalforsorgen skal tage stilling
til, om en indsat, der tilhører den nævnte persongruppe, skal
have overværet sine besøg. Det vil være personalet i den
institution, hvor den indsatte er placeret, der i givet fald vil
skulle overvære besøg.
I de tilfælde, hvor der er tale om besøg af nærtstående, vil
der være en vis formodning for, at det ikke er påkrævet at
iværksætte den foreslåede foranstaltning.
Ved nærtstående personer forstås ægtefælle eller samlever,
børn, børnebørn, forældre, søskende, bedsteforældre, olde-
forældre og andre personer, til hvem den indsatte har en
sådan tilknytning, at denne kan ligestilles med disse familie-
bånd.
Dette gælder dog ikke besøg af nærtstående, der er dømt for
overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel
omhandlede forbrydelser, hvor den foreslåede foranstaltning
derfor vil kunne iværksættes.
Også i situationer, hvor politiet eller kriminalforsorgen er i
besiddelse af oplysninger om, at en nærtstående er radikali-
seret, ekstremistisk eller i risiko for at blive det, vil den fore-
slåede foranstaltning kunne iværksættes i forhold til denne
persongruppe.
I situationer, hvor politiet eller kriminalforsorgen er i besid-
delse af oplysninger om, at en indsat har misbrugt eller vil
misbruge adgangen til at kommunikere med nærtstående, vil
den foreslåede foranstaltning ligeledes kunne iværksættes i
forhold til nærtstående.
Det bemærkes, at besøg af en advokat fortsat altid vil skulle
være uoverværet, og at en indsat fortsat vil have ret til
ukontrolleret brevveksling og telefonsamtaler med en række
nærmere angivne færøske, danske og internationale myndig-
heder, institutioner og personer mv., herunder advokater i
overensstemmelse med straffuldbyrdelseslovens regler her-
om.
Det bemærkes i den forbindelse, at institutionen i forbin-
delse med et overværet besøg i overensstemmelse med de
gældende administrative regler om besøg vil kunne træffe
afgørelse om, at besøget skal afbrydes, hvis det findes på-
krævet.
Hvis lovforslaget vedtages, vil det administrativt blive fast-
sat, at kriminalforsorgens beslutning om, at besøg skal være
overværet, i almindelighed ikke vil kunne påklages admini-
strativt. Det vil dog samtidig administrativt blive fastsat,
at kriminalforsorgens beslutning om, at besøg af en nærtstå-
83
ende person skal overværes, vil kunne påklages administra-
tivt. Denne ordning svarer til de gældende danske regler.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 2 kan justitsministe-
ren fastsætte regler om begrænsninger i indsattes ret til
besøg ud fra ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, her-
under sundhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalfor-
sorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme og ud fra
hensyn til at forebygge kriminalitet.
Bemyndigelsen kan bl.a. benyttes til at fastsætte regler om
afbrydelse af besøg, hvis det findes påkrævet af ordens-
eller sikkerhedsmæssige hensyn, herunder sundhedsmæssige
hensyn, og om begrænsninger med hensyn til antallet af
personer, der samtidig kan aflægge besøg hos den indsat-
te. Sådanne begrænsninger kan omfatte alle personer, der
ønsker at besøge den indsatte, herunder også advokater eller
konsulære repræsentanter. Besøg af den kreds af advokater,
der er nævnt i lovforslagets § 51, stk. 2, skal dog altid være
uoverværet, og bemyndigelsen kan således ikke benyttes til
at stille krav om, at besøg af disse personer skal ske under
overværelse af personale i institutionen. Bestemmelsen skal
ses i sammenhæng med lovforslagets § 56, stk. 1, hvorefter
den indsatte har adgang til ukontrolleret brevveksling med
den samme kreds af advokater.
Bemyndigelsen vil endvidere kunne anvendes til at fastsætte
nødvendige og proportionale foranstaltninger i forbindelse
med håndtering af risikoen for spredning af en samfundskri-
tisk sygdom som led i varetagelsen af kriminalforsorgens
ordensmæssige hensyn. Det vil således efter omstændighe-
derne kunne være et legitimt sundhedsmæssigt hensyn i ad-
ministrative regler at fastsætte midlertidige begrænsninger i
retten til besøg for at forebygge eller inddæmme udbredelse
af en samfundskritisk sygdom i institutionen, hvis retten til
besøg i denne sammenhæng må anses for at være af mere
underordnet betydning, eller hvis gennemførelse af besøg
m.v. bliver umulig eller uforholdsmæssig vanskelig som føl-
ge af foranstaltninger, som er nødvendige for at forebygge
eller inddæmme udbredelse af en samfundskritisk sygdom
i institutionen. Det gælder generelt, at gennemførelse af
sådanne foranstaltninger skal ske så skånsomt som muligt
og ikke kan ske ud over, hvad der er nødvendigt for at op-
nå formålet, ligesom foranstaltningerne snarest muligt skal
ophøre. Yderligere vil gennemførelse af sådanne foranstalt-
ninger ikke kunne ske, i det omfang det vil være i strid med
Danmarks internationale forpligtelser.
Med udtrykket »kriminalforsorgens indsats mod radikalise-
ring og ekstremisme« sigtes til kriminalforsorgens resocia-
liserende påvirkning af den nævnte gruppe af indsatte i
bredeste forstand, dvs. enhver indsats, der tager sigte på
at anspore og understøtte den indsatte i at leve en kriminali-
tetsfri tilværelse.
Hvis lovforslaget vedtages, vil justitsministeren således kun-
ne fastsætte administrative regler om, at indsatte, som er
dømt for overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller
13. kapitel omhandlede forbrydelser, eller som af kriminal-
forsorgen skønnes at være radikaliseret, ekstremistisk eller i
risiko for at blive det, skal afskæres fra at modtage besøg fra
en eller flere nærmere angivne personer.
Det bemærkes i den forbindelse, at afskæring af retten til at
modtage besøg af en eller flere nærmere angivne personer
ikke er betinget af, at den indsattes eventuelt tidligere sam-
taler med den eller de pågældende personer har haft et nær-
mere bestemt indhold, eller at eventuelt tidligere besøg har
været overværede. Retten til at modtage besøg vil således
kunne afskæres alene med det formål at sikre, at der ikke er
kontakt mellem en indsat og én eller flere nærmere bestemte
personer.
Det forudsættes desuden, at der i medfør af den foreslåe-
de bestemmelse administrativt vil blive fastsat regler om
anvendelse af narkotikahunde til undersøgelse af besøgen-
de. Det vil i den forbindelse blive fastsat, at undersøgelse af
en besøgende ved hjælp af narkotikahund alene vil ske med
den besøgendes samtykke. Det vil endvidere blive fastsat,
at det kan medføre afvisning, hvis den besøgende afviser
at lade sig undersøge af en narkotikahund. Det vil bero på
en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, hvorvidt en
besøgendes nægtelse af at lade sig undersøge af en narkoti-
kahund skal medføre afvisning. Det vil ved denne vurdering
bl.a. skulle tillægges vægt, hvad baggrunden for den besø-
gendes afvisning er.
Den foreslåede bestemmelses stk. 3 indeholder en bemyndi-
gelse for kriminalforsorgsområdet til i øvrigt at fastsætte
regler om besøgenes afvikling. Det forudsættes, at der i
medfør af denne bemyndigelse bl.a. fastsættes regler svaren-
de til brev- og besøgscirkulærets § 24, stk. 2, hvorefter de
besøgende skal underrettes om eventuelle særlige forskrifter,
der er nødvendige af ordens- eller sikkerhedshensyn, og
om andre praktiske forhold, som er af betydning for den
besøgende. Kriminalforsorgsområdet vil endvidere kunne
fastsætte bestemmelser om, i hvilke tidsrum der kan afvik-
les besøg. Sådanne bestemmelser kan omfatte alle personer,
herunder også advokater eller konsulære repræsentanter.
Til § 54
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om den
indsattes ret til at have sine små børn hos sig i institutionen.
Bestemmelsen svarer til § 54 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Bestemmelsen lovfæster den nuværende mulighed for, at
indsatte kan have deres små børn hos sig under afsoningen.
Bestemmelsen i stk. 1 indebærer således, at en indsat har ret
til at have sit barn under 1 år hos sig i institutionen, hvis den
indsatte selv er i stand til at passe barnet.
Stk. 2 indebærer, at indsatte har ret til at have sit barn, der
er fyldt 1 år, men ikke 3 år, hos sig i institutionen, hvis den
indsatte selv er i stand til at passe barnet, og institutionen og
84
de sociale myndigheder finder, at forholdene i institutionen
er forenelige med hensynet til barnet.
Det forudsættes, at vurderingen af, om den indsatte selv er
i stand til at passe barnet, som udgangspunkt skal foretages
af de sociale myndigheder. Det forudsættes endvidere, at de
sociale myndigheder til brug for vurderingen af, om forhol-
dene i institutionen er forenelige med hensynet til barnet,
indhenter en udtalelse fra kriminalforsorgen om forholdene i
institutionen, herunder de bygningsmæssige forhold og den
aktuelle sammensætning af indsatte, og at kriminalforsorgen
giver de sociale myndigheder mulighed for at besigtige in-
stitutionen.
Det forudsættes endvidere, at sagsgangen bliver således,
at de sociale myndigheder først foretager deres vurdering,
og at institutionen herefter bl.a. på grundlag af de sociale
myndigheders vurdering foretager sin endelige vurdering af
spørgsmålet.
Bestemmelsen i stk. 2 udelukker ikke, at børn på 3 år eller
derover i visse tilfælde kan forblive eller være hos den ind-
satte i institutionen. Der er i de danske administrative regler,
som er fastsat på baggrund af bemyndigelsesbestemmelsen
i § 54, stk. 3, i den danske straffuldbyrdelseslov, fastsat
bestemmelse om, at hvis det er det bedste for barnet, og
ganske særlige omstændigheder i det enkelte tilfælde taler
for det, kan en indsat få tilladelse til at have eller beholde et
barn hos sig i institutionen i en begrænset periode, efter at
barnet er fyldt 3 år. De sociale myndigheder skal også i disse
sager inddrages i vurderingen af, om ophold i institutionen
er foreneligt med hensynet til barnet. Tilsvarende regler for-
udsættes fastsat for Færøerne i medfør af den foreslåede
bemyndigelsesbestemmelse i stk. 3.
Med bestemmelserne i stk. 1 og stk. 2 tilsigtes ikke, at der
sker en øget anbringelse af børn i arresthuset i de tilfælde,
hvor man, sådan som der efter omstændighederne er mulig-
hed for allerede i dag, kan undgå dette ved at udstationere
den indsatte, overføre den indsatte til afsoning uden for
fængsel eller arresthus, jf. lovforslagets § 78, eller eventuelt
benåde den pågældende. Vurderingen af, om hensynet til
barnet er foreneligt med ophold hos den indsatte i institutio-
nen, påhviler i øvrigt de sociale myndigheder, der i modsat
fald kan træffe bestemmelse om anden anbringelse efter
reglerne i børneværnsloven.
Bestemmelsen i stk. 3 indeholder en bemyndigelse for ju-
stitsministeren til at fastsætte regler om gennemførelse af
retten ifølge stk. 1 og stk. 2. De administrative regler forud-
sættes bl.a. at indeholde bestemmelse om, at retten til at
have sit barn under 3 år hos sig i institutionen kan betinges
af, at den dømte om nødvendigt accepterer ændret valg af
afsoningsinstitution, således at den pågældende anbringes i
en institution i Danmark, der i henseende til indretning og
klientel er egnet til ophold for små børn.
Det forudsættes endvidere fortsat, at vurderingen af, om
tilladelse til at have børn, der er fyldt 3 år, hos sig i institu-
tionen i en konkret sag skal gives, beror på en konkret vur-
dering i det enkelte tilfælde, hvor varigheden af opholdet,
barnets alder, alternative muligheder for barnet mv. indgår i
vurderingen. Tilladelse kan f.eks. gives i en situation, hvor
en indsat har haft barnet hos sig, indtil barnet fyldte 3 år,
og der er meget kort tid til, at straffen er afsonet, eller den
pågældende inden for en kort periode forventes at kunne
udstationeres.
Brevveksling
Til § 55
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om den
indsattes almindelige ret til brevveksling. Bestemmelsen
suppleres af § 56, der sikrer indsatte adgang til ukontrolleret
brevveksling med visse myndigheder og enkeltpersoner.
Bestemmelsen svarer til § 55 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019,
med en enkelt undtagelse vedrørende indsatte, som af politi-
et skønnes at indtage en ledende eller koordinerende rolle i
en gruppe af personer, som tilsammen står bag omfattende
og alvorlig kriminalitet.
I stk. 1 fastslås det, at en indsat har ret til brevveksling. Med
denne bestemmelse tilsigtes det at understrege den betyd-
ning, som opretholdelse og styrkelse af forbindelsen med
omverdenen i almindelighed må antages at have for den ind-
sattes muligheder for at føre en kriminalitetsfri tilværelse, jf.
herved lovforslagets § 3.
Efter stk. 2 kan kriminalforsorgsområdet åbne og lukke
breve til og fra den indsatte. Formålet med bestemmelsen
er bl.a. at modvirke indsmugling af narkotika og udsmugling
af penge. Brevene åbnes og lukkes i den indsattes påsyn,
medmindre der efter stk. 3 sker gennemlæsning af brevet.
Udtrykket »til og fra den indsatte« i stk. 2 omfatter ikke
alene breve, der er adresseret til den indsatte i institutionen,
og hvor afsenderen derfor ved adresseringen til institutionen
har tilkendegivet, at vedkommende er bekendt med, at mod-
tageren er strafafsoner. Bestemmelsen er også anvendelig
i tilfælde, hvor brevet oprindeligt er adresseret til den ind-
sattes privatadresse, men efterfølgende omadresseret eller
medbragt til den indsatte i forbindelse med besøg. Som et
yderligere eksempel kan nævnes breve, der er bestemt til
omdeling blandt flere indsatte, f.eks. breve med spørgeske-
maer til brug for videnskabelige undersøgelser.
Stk. 3 giver kriminalforsorgsområdet mulighed for at gen-
nemlæse breve til og fra den indsatte, hvis det af krimi-
nalforsorgsområdet skønnes påkrævet af ordens- eller sik-
kerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens
indsats mod radikalisering og ekstremisme, af hensyn til at
forebygge kriminalitet eller for at beskytte den forurettede
ved lovovertrædelsen. Bestemmelsen indebærer, at den nu-
værende adgang til stikprøvevis gennemlæsning uden kon-
85
kret mistanke om misbrug af adgangen til brevveksling af-
skaffes med lovforslaget.
Det er i dag alene muligt at gennemlæse breve til og
fra indsatte, som er dømt for overtrædelse af en af de i
straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser
(forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed og
forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyn-
digheder, terrorisme mv.), eller som skønnes at være radika-
liserede, ekstremistiske eller i risiko for at blive det, hvis
det i det enkelte tilfælde findes påkrævet af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til at forebygge
kriminalitet.
Dette foreslås udvidet med bestemmelsen i stk. 4, idet det
heri foreslås, at den nævnte gruppe af indsatte skal have
gennemlæst deres breve, hvis det skønnes påkrævet af or-
dens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til krimi-
nalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme
eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.
Det bemærkes, at anvendelsen af den foreslåede ordning
ikke er betinget af, at den indsattes brevveksling har et
nærmere bestemt indhold. Brevveksling, hvis indhold må
formodes ikke at være af religiøs eller ekstremistisk karak-
ter, vil således også kunne gennemlæses som led i den fore-
slåede ordning.
Det bemærkes endvidere, at den foreslåede ordning vil fin-
de anvendelse, uanset hvilken af bestemmelserne i straffelo-
vens 12. eller 13. kapitel den indsatte er dømt for overtræ-
delse af, og uanset baggrunden herfor. Det er således ikke en
betingelse, at den pådømte kriminalitet udspringer af f.eks.
religiøs ekstremisme.
Det bemærkes endelig, at den foreslåede ordning tillige vil
finde anvendelse, hvis kriminalforsorgen skønner, at den
indsatte er radikaliseret, ekstremistisk eller i risiko for at
blive det.
I forhold til de nævnte grupper af indsatte, er det afgøren-
de for at bringe den foreslåede foranstaltning i anvendelse
alene, at det ifølge kriminalforsorgens skøn er påkrævet af
ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kri-
minalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme
eller af hensyn til at forebygge kriminalitet. Ved vurderingen
heraf vil kriminalforsorgen – afhængig af omstændigheder-
ne i den konkrete sag – enten kunne lægge egne oplysninger
til grund eller indhente en udtalelse fra politiet eller andre
myndigheder.
Det bemærkes dog i den forbindelse, at ikke enhver ændring
i den indsattes adfærd, der kan være tegn på radikalisering
eller ekstremisme, vil udgøre et tilstrækkeligt grundlag for
kriminalforsorgen til at iværksætte en eller flere af de fore-
slåede foranstaltninger. Der må således være tale om holde-
punkter af en mere fast karakter, der sandsynliggør, at den
indsatte er radikaliseret eller i risiko for at blive det.
Spørgsmålet om, hvorvidt det er påkrævet at bringe en eller
flere af de foreslåede foranstaltninger i anvendelse må i
øvrigt afgøres konkret i hver enkelt sag ud fra en samlet
vurdering af de tilgængelige oplysninger om den indsatte. I
denne vurdering kan bl.a. indgå oplysninger om den på-
dømte kriminalitet og kriminalforsorgens egne observationer
under afsoning eller varetægtsfængsling, herunder observa-
tioner relateret til den indsattes adfærd, udtalelser, brug af
litteratur, effekter, symboler og besøgende. Også oplysnin-
ger modtaget fra andre myndigheder vil kunne inddrages i
vurderingen.
Det må endvidere overvejes i hvert enkelt tilfælde, om for-
målet med at bringe en eller flere af de foreslåede foran-
staltninger i anvendelse vil kunne tilgodeses ved mindre
indgribende foranstaltninger. Eksempelvis vil der ikke væ-
re grundlag for at bringe en eller flere af de foreslåede
foranstaltninger i anvendelse, hvis formålet kan opnås ved
personalet i institutionens samtaler med den indsatte.
Med udtrykket »ordensmæssige hensyn« sigtes navnlig til
hensyn til opretholdelse af et fysisk og psykisk godt miljø
og trivsel i bred forstand såvel mellem de indsatte indbyrdes
som i forhold til personalet i kriminalforsorgens institutio-
ner.
Med udtrykket »sikkerhedsmæssige hensyn« sigtes navnlig
til hensyn til opretholdelse af frihedsberøvelsen ved at fore-
bygge og forhindre, at de indsatte undviger, og at forebygge
kriminalitet ved at modvirke, at indsatte begår kriminalitet
under afsoningen, f.eks. i form af trusler eller vold mod
personalet eller medindsatte, fængselsoptøjer samt handel
med og indsmugling af narkotika og lignende i forbindelse
med besøg.
For så vidt angår den nærmere forståelse af begreberne
»ordensmæssige hensyn« og »sikkerhedsmæssige hensyn«
henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets pkt. 7.
Med begrebet »hensyn til at forebygge kriminalitet« sigtes
til kriminalitetsforebyggelse i bredeste forstand såvel i som
uden for kriminalforsorgens institutioner.
Begreberne »radikalisering« og »ekstremisme« er ikke enty-
dige begreber, men dækker over varierende grader af tilslut-
ning til radikale og ekstreme synspunkter og handlinger.
Radikalisering er en proces, som kan foregå på forskellige
måder, og som kan ske over kortere eller længere tid. Der
er ingen simple årsagssammenhænge, og radikaliseringen
kan igangsættes på baggrund af mange forskellige faktorer
og have forskellige endemål. Radikaliseringen kan komme
til udtryk ved støtte til radikale synspunkter eller en ekstre-
mistisk ideologi og kan også medføre accept af brugen af
vold eller andre ulovlige midler for at opnå et politisk eller
religiøst mål.
Ekstremisme er bl.a. kendetegnet ved forenklede verdensop-
fattelser og fjendebilleder, hvor bestemte grupper eller sam-
fundsforhold ses som truende, samt intolerance og mang-
86
lende respekt for andre menneskers synspunkter, frihed og
rettigheder.
Begrebet omfatter endvidere afvisning af grundlæggende
demokratiske værdier og normer, manglende accept af de-
mokratiske beslutningsprocesser og anvendelse af ulovlige
og eventuelt voldelige metoder for at opnå et politisk eller
religiøst ideologisk mål.
Den foreslåede foranstaltning vil kunne finde anvendelse
både i forhold til personer, som har – eller er i risiko for –
at udvikle radikale eller ekstremistiske holdninger, men som
ikke nødvendigvis søger at fremme disse gennem ulovlige
midler, og i forhold til personer, der søger at fremme radika-
le og ekstreme holdninger gennem vold eller andre ulovlige
midler.
Spørgsmålet om, hvorvidt en indsat er radikaliseret, ekstre-
mistisk eller i risiko for at blive det, vil som nævnt bero på
kriminalforsorgens skøn, og kriminalforsorgen vil ved vur-
deringen heraf– afhængig af omstændighederne i den kon-
krete sag – enten kunne lægge egne oplysninger til grund
eller indhente en udtalelse fra politiet eller andre myndighe-
der.
Forslaget indebærer, at kriminalforsorgen skal tage stilling
til, om en indsat, der tilhører den nævnte persongruppe,
skal have gennemlæst sine breve. Det vil være personalet
i arresthuset, der i givet fald vil skulle gennemlæse den
indsattes breve.
I de tilfælde, hvor der er tale om brevveksling med nærtstå-
ende, vil der være en vis formodning for, at det ikke er
påkrævet at iværksætte den foreslåede foranstaltning.
Ved nærtstående personer forstås ægtefælle eller samlever,
børn, børnebørn, forældre, søskende, bedsteforældre, olde-
forældre og andre personer, til hvem den indsatte har en
sådan tilknytning, at denne kan ligestilles med disse familie-
bånd.
Dette gælder dog ikke brevveksling med nærtstående, der er
dømt for overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller 13.
kapitel omhandlede forbrydelser, hvor den foreslåede foran-
staltning derfor vil kunne iværksættes. Også i situationer,
hvor politiet eller kriminalforsorgen er i besiddelse af oplys-
ninger om, at en nærtstående er radikaliseret, ekstremistisk
eller i risiko for at blive det, vil den foreslåede foranstalt-
ning kunne iværksættes i forhold til denne persongruppe.
I situationer, hvor politiet eller kriminalforsorgen er i besid-
delse af oplysninger om, at en indsat har misbrugt eller vil
misbruge adgangen til at kommunikere med nærtstående, vil
den foreslåede foranstaltning ligeledes kunne iværksættes i
forhold til nærtstående.
Det bemærkes, at en indsat fortsat vil have ret til ukontrolle-
ret brevveksling med en række nærmere angivne færøske,
danske og internationale myndigheder, institutioner og per-
soner mv., jf. lovforslagets § 56.
Hvis lovforslaget vedtages, vil det administrativt blive fast-
sat, at indsatte, der får gennemlæst deres breve, vil skulle
orienteres herom.
Det vil i de administrative regler bl.a. blive fastsat, at kri-
minalforsorgens afgørelser om, at en indsats breve skal gen-
nemlæses, ikke vil kunne påklages administrativt. Kriminal-
forsorgens afgørelser om, at brevveksling med en nærtstå-
ende skal gennemlæses vil dog kunne påklages administra-
tivt. Bestemmelserne i stk. 5-7 regulerer de tilfælde, hvor
gennemlæsning har fundet sted.
Stk. 5 giver mulighed for efter bestemmelse af kriminalfor-
sorgsområdet at tilbageholde breve fra den indsatte, som af
ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til krimi-
nalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme,
af hensyn til at forebygge kriminalitet eller af hensyn til
beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen ikke bør
afsendes.
Afgørelser efter § 55, stk. 5, om tilbageholdelse af brev
er omfattet af den udvidede adgang til domstolsprøvelse,
hvis afgørelsen er begrundet i hensynet til beskyttelse af
den forurettede ved lovovertrædelsen, jf. bemærkningerne til
lovforslagets § 112, nr. 2.
Efter stk. 6 skal tilsendte breve, der af de grunde, som
er nævnt i stk. 5, ikke bør udleveres, som udgangspunkt
tilbagesendes. Et tilsendt brev kan dog efter bestemmelse
af kriminalforsorgsområdet tilbageholdes, hvis det af sikker-
hedsmæssige hensyn anses for påkrævet.
For begge former for breve gælder efter stk. 7, at afsenderen
som udgangspunkt skal gøres bekendt med tilbageholdelsen
af brevet. Orientering kan dog undlades i indtil 4 uger i
det omfang, at formålet med tilbageholdelsen ellers ville
forspildes.
Breve, der tilbageholdes, kan som hidtil videregives til po-
litiet eller andre myndigheder, hvis indholdet af det pågæl-
dende brev må antages at give vedkommende myndighed
anledning til videre foranstaltning. Det bemærkes herved, at
udtrykket »sikkerhedsmæssige hensyn« også omfatter hen-
synet til forebyggelse og opklaring af strafbart forhold, jf.
bemærkningerne til lovforslagets § 4.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 8 indeholder en bemyn-
digelse for justitsministeren til at fastsætte regler om de
indsattes ret til brevveksling, herunder om at indsatte, der
får gennemlæst deres breve vil skulle orienteres herom, og
regler om administrativ klageadgang vedrørende afgørelse
om, at brevveksling med en nærtstående skal gennemlæses.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 52, der bl.a. regu-
lerer institutionens adgang til at undersøge de besøgendes
yderbeklædning og medbragte effekter. Endvidere henvises
til lovforslagets § 60, der i stk. 9 indeholder bestemmelser
om institutionens adgang til at gennemlæse breve m.v. i den
indsattes besiddelse.
87
Til § 56
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om den
indsattes adgang til ukontrolleret brevveksling med visse
myndigheder og enkeltpersoner. Bestemmelsen supplerer
lovforslagets § 55 om den indsattes almindelige ret til brev-
veksling.
Bestemmelsen om ukontrolleret brevveksling svarer med
enkelte tilføjelser af færøske myndigheder i oplistningen til
§ 56 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørel-
se nr. 1333 af 9. december 2019.
I stk. 1 lovfæstes den indsattes adgang til ukontrolleret brev-
veksling med en række myndigheder og enkeltpersoner. For-
målet med bestemmelsen er, at den indsatte til enhver tid
skal have mulighed for at rette henvendelse til visse myn-
digheder mv. uden for institutionen og eventuelt tillige uden
for kriminalforsorgen vedrørende forholdene i institutionen
eller behandlingen af sin sag.
Bestemmelsen åbner bl.a. mulighed for ukontrolleret brev-
veksling med den samme kreds af advokater, som omfattes
af lovforslagets § 51, stk. 2, og § 53, stk. 2, 3. pkt., om
uoverværet besøg. Baggrunden herfor er bl.a. hensynet til
at kunne imødekomme den indsattes eventuelle ønske om
en ny forsvarer, f.eks. med henblik på udarbejdelse af en
ansøgning om genoptagelse af den straffesag, der har ført til
indsættelse i institutionen.
Endvidere indgår Procesbevillingsnævnet i den kreds af
myndigheder, som den indsatte kan brevveksle ukontrolleret
med.
At brevvekslingen er »ukontrolleret« indebærer, at instituti-
onen er afskåret fra at åbne, gennemlæse og tilbageholde
breve mellem den indsatte og den berørte myndighed eller
enkeltperson.
Anvendelsen af ordet »ukontrolleret« tilsigter dog ikke at
udelukke, at institutionen som hidtil kan gennemlyse breve,
hvis der af ordens- eller sikkerhedsmæssige grunde findes
behov for det. Endvidere kan der i nogle tilfælde være tvivl
om, hvorvidt breve til og fra den indsatte reelt er sendt fra
eller sendes til de personer og myndigheder, der omfattes af
adgangen til ukontrolleret brevveksling.
Med henblik på sådanne tilfælde kan der i medfør af stk. 2,
1. pkt., som hidtil fastsættes regler til kontrol af afsenderens
identitet f.eks. i form af, at institutionen retter henvendelse
til vedkommende myndighed mv. eller tilbagesender brevet
til den angivne afsender.
Den foreslåede bestemmelse indeholder i stk. 2, 2. pkt.,
en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler
om adgang til ukontrolleret brevveksling med enkeltperso-
ner eller færøske, danske, udenlandske eller internationale
offentlige myndigheder, der ikke omfattes af opregningen
i stk. 1. Det forudsættes, at der ikke herved sker nogen
indskrænkning af den gruppe myndigheder og personer, der
omfattes af de nuværende administrative regler på området,
f.eks. diplomatiske eller konsulære repræsentanter fra ved-
kommendes hjemland.
Telefonsamtaler
Til § 57
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om de
indsattes adgang til at føre telefonsamtaler.
Bestemmelsen svarer med en enkelt undtagelse vedrørende
indsatte, der af politiet skønnes at indtage en ledende eller
koordinerende rolle i en gruppe af personer, som tilsammen
står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, til § 57 i den
danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333
af 9. december 2019.
I stk. 1 fastslås det, at en indsat i det omfang, at det er prak-
tisk muligt, har ret til at føre telefonsamtaler. Forbeholdet
om, at det skal være »praktisk muligt«, indebærer bl.a. en
videreførelse af muligheden for at fastsætte begrænsninger
vedrørende hyppighed og længde af de indsattes telefonsam-
taler under hensyn til de personaleressourcer, der medgår
til at påhøre eller aflytte telefonsamtaler i arresthuset, jf.
nedenfor.
Efter stk. 2 kan adgangen til at føre telefonsamtaler nægtes
af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til
kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremis-
me, af hensyn til at forebygge kriminalitet eller af hensyn
til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen. Om
forbud mod besiddelse af mobiltelefon henvises til bemærk-
ningerne til lovforslagets § 36.
I stk. 3 fastsættes det, at telefonsamtaler optages, påhøres
eller aflyttes af personale i institutionen uden retskendelse,
medmindre dette ikke findes nødvendigt af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens
indsats mod radikalisering og ekstremisme, af hensyn til at
forebygge kriminalitet eller af hensyn til beskyttelse af den
forurettede ved lovovertrædelsen. Endvidere fastsættes det,
at samtaleparterne forinden skal gøres bekendt hermed. Be-
stemmelsen er i overensstemmelse med den nuværende
praksis, hvorefter de indsattes telefonsamtaler i almindelig-
hed påhøres eller aflyttes af personale i institutionen.
Der kan i dag ikke ske optagelse, påhøring eller aflytning
af telefonsamtaler, hvis det alene er begrundet i hensynet til
kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremis-
me.
Det foreslås i stk. 4, at indsatte, som er dømt for overtrædel-
se af en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede
forbrydelser, eller som af kriminalforsorgen skønnes at være
radikaliserede, ekstremistiske eller i risiko for at blive det,
skal have optaget, påhørt eller aflyttet deres telefonsamtaler,
88
hvis det skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæs-
sige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod
radikalisering og ekstremisme eller af hensyn til at forebyg-
ge kriminalitet.
Det bemærkes, at anvendelsen af den foreslåede ordning
ikke er betinget af, at den indsattes telefonsamtaler har et
nærmere bestemt indhold. Telefonsamtaler, hvis indhold må
formodes ikke at være af religiøs eller ekstremistisk karak-
ter, vil således også skulle optages, påhøres eller aflyttes
som led i den foreslåede ordning.
Det bemærkes endvidere, at den foreslåede ordning vil kun-
ne finde anvendelse, uanset hvilken af bestemmelserne i
straffelovens 12. eller 13. kapitel, den indsatte er dømt for
overtrædelse af, og uanset baggrunden herfor. Det er således
ikke en betingelse, at den pådømte kriminalitet udspringer af
f.eks. religiøs ekstremisme.
Det bemærkes endelig, at den foreslåede ordning tillige vil
kunne finde anvendelse, hvis kriminalforsorgen skønner, at
den indsatte er radikaliseret, ekstremistisk eller i risiko for at
blive det.
I forhold til de nævnte grupper af indsatte, er det alene
afgørende for at bringe den foreslåede foranstaltning i an-
vendelse, at det ifølge kriminalforsorgens skøn er påkrævet
af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kri-
minalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme
eller af hensyn til at forebygge kriminalitet. Ved vurderingen
heraf vil kriminalforsorgen – afhængig af omstændigheder-
ne i den konkrete sag – enten kunne lægge egne oplysninger
til grund eller indhente en udtalelse fra politiet eller andre
myndigheder.
Det bemærkes dog i den forbindelse, at ikke enhver ændring
i den indsattes adfærd, der kan være tegn på radikalisering
eller ekstremisme, vil udgøre et tilstrækkeligt grundlag for
kriminalforsorgen til at iværksætte en eller flere af de fore-
slåede foranstaltninger. Der må således være tale om holde-
punkter af en mere fast karakter, der sandsynliggør, at den
indsatte er radikaliseret eller i risiko for at blive det.
Spørgsmålet om, hvorvidt det er påkrævet at bringe en eller
flere af de foreslåede foranstaltninger i anvendelse må i
øvrigt afgøres konkret i hver enkelt sag ud fra en samlet
vurdering af de tilgængelige oplysninger om den indsatte. I
denne vurdering kan bl.a. indgå oplysninger om den på-
dømte kriminalitet og kriminalforsorgens egne observationer
under afsoning eller varetægtsfængsling, herunder observa-
tioner relateret til den indsattes adfærd, udtalelser, brug af
litteratur, effekter, symboler og besøgende. Også oplysnin-
ger modtaget fra andre myndigheder vil kunne inddrages i
vurderingen.
Det må endvidere overvejes i hvert enkelt tilfælde, om for-
målet med at bringe en eller flere af de foreslåede foran-
staltninger i anvendelse vil kunne tilgodeses ved mindre
indgribende foranstaltninger. Eksempelvis vil der ikke væ-
re grundlag for at bringe en eller flere af de foreslåede
foranstaltninger i anvendelse, hvis formålet kan opnås ved
personalet i institutionens samtaler med den indsatte.
Med udtrykket »ordensmæssige hensyn« sigtes navnlig til
hensyn til opretholdelse af et fysisk og psykisk godt miljø
og trivsel i bred forstand såvel mellem de indsatte indbyrdes
som i forhold til personalet i kriminalforsorgens institutio-
ner.
Med udtrykket »sikkerhedsmæssige hensyn« sigtes navnlig
til hensyn til opretholdelse af frihedsberøvelsen ved at fore-
bygge og forhindre, at de indsatte undviger, og at forebygge
kriminalitet ved at modvirke, at indsatte begår kriminalitet
under afsoningen, f.eks. i form af trusler eller vold mod
personalet eller medindsatte, fængselsoptøjer samt handel
med og indsmugling af narkotika og lignende i forbindelse
med besøg.
For så vidt angår den nærmere forståelse af begreberne
»ordensmæssige hensyn« og »sikkerhedsmæssige hensyn«
henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets pkt. 7.
Med begrebet »hensyn til at forebygge kriminalitet« sigtes
til kriminalitetsforebyggelse i bredeste forstand såvel i som
uden for kriminalforsorgens institutioner.
Begreberne »radikalisering« og »ekstremisme« er ikke enty-
dige begreber, men dækker over varierende grader af tilslut-
ning til radikale og ekstreme synspunkter og handlinger.
Radikalisering er en proces, som kan foregå på forskellige
måder, og som kan ske over kortere eller længere tid. Der
er ingen simple årsagssammenhænge, og radikaliseringen
kan igangsættes på baggrund af mange forskellige faktorer
og have forskellige endemål. Radikaliseringen kan komme
til udtryk ved støtte til radikale synspunkter eller en ekstre-
mistisk ideologi og kan også medføre accept af brugen af
vold eller andre ulovlige midler for at opnå et politisk eller
religiøst mål.
Ekstremisme er bl.a. kendetegnet ved forenklede verdensop-
fattelser og fjendebilleder, hvor bestemte grupper eller sam-
fundsforhold ses som truende, samt intolerance og mang-
lende respekt for andre menneskers synspunkter, frihed og
rettigheder.
Begrebet omfatter endvidere afvisning af grundlæggende
demokratiske værdier og normer, manglende accept af de-
mokratiske beslutningsprocesser og anvendelse af ulovlige
og eventuelt voldelige metoder for at opnå et politisk eller
religiøst ideologisk mål.
Den foreslåede foranstaltning vil kunne finde anvendelse
både i forhold til personer, der har – eller er i risiko for –
at udvikle radikale eller ekstremistiske holdninger, men som
ikke nødvendigvis søger at fremme disse gennem ulovlige
midler, og i forhold til personer, der søger at fremme radika-
le og ekstreme holdninger gennem vold eller andre ulovlige
midler.
89
Spørgsmålet om, hvorvidt en indsat er radikaliseret, ekstre-
mistisk eller i risiko for at blive det, vil bero på kriminalfor-
sorgens skøn. Ved vurderingen heraf vil kriminalforsorgen –
afhængig af omstændighederne i den konkrete sag – enten
kunne lægge egne oplysninger til grund eller indhente en
udtalelse fra politiet eller andre myndigheder.
Forslaget indebærer, at kriminalforsorgen skal tage stilling
til, om en indsat, der tilhører den nævnte persongruppe, skal
have optaget, påhørt eller aflyttet sine telefonsamtaler. Det
vil være personalet i den institution, hvor den indsatte er
placeret, der vil skulle stå for dette.
I de tilfælde, hvor der er tale om telefonsamtaler med nært-
stående, vil der være en vis formodning for, at det ikke er
påkrævet at iværksætte den foreslåede foranstaltning.
Ved nærtstående personer forstås ægtefælle eller samlever,
børn, børnebørn, forældre, søskende, bedsteforældre, olde-
forældre og andre personer, til hvem den indsatte har en
sådan tilknytning, at denne kan ligestilles med disse familie-
bånd.
Dette gælder dog ikke telefonsamtaler med nærtstående, der
er dømt for overtrædelse af en af de i straffelovens 12. eller
13. kapitel omhandlede forbrydelser, hvor den foreslåede
foranstaltning vil kunne iværksættes.
Også i situationer, hvor politiet eller kriminalforsorgen er i
besiddelse af oplysninger om, at en nærtstående er radikali-
seret, ekstremistisk eller i risiko for at blive det, vil den fore-
slåede foranstaltning kunne iværksættes i forhold til denne
persongruppe.
I situationer, hvor politiet eller kriminalforsorgen er i besid-
delse af oplysninger om, at en indsat har misbrugt eller vil
misbruge adgangen til at kommunikere med nærtstående, vil
den foreslåede foranstaltning ligeledes kunne iværksættes i
forhold til nærtstående.
Det bemærkes, at en indsat fortsat vil have ret til ukontrolle-
rede telefonsamtaler med en række nærmere angivne færøs-
ke, danske og internationale myndigheder, institutioner og
personer mv., jf. straffuldbyrdelseslovens regler herom.
Hvis lovforslaget vedtages, vil det administrativt blive fast-
sat, at indsatte, der får optaget, påhørt eller aflyttet deres
telefonsamtaler, vil skulle orienteres herom, samt at krimi-
nalforsorgens afgørelser om, at en indsats telefonsamtaler
skal optages, påhøres eller aflyttes, ikke vil kunne påklages
administrativt.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 5 indebærer, at det ud-
trykkeligt kommer til at fremgå af lovteksten, at den ind-
sattes telefonsamtaler med forsvareren i en verserende straf-
fesag og med andre, som den pågældende kan brevveksle
ukontrolleret med efter straffuldbyrdelseslovens § 56, stk. 1,
ikke optages, påhøres eller aflyttes.
Herudover indeholder stk. 6 en bemyndigelse for justitsmi-
nisteren til at fastsætte regler om gennemførelse af de ind-
sattes ret til at føre telefonsamtaler. Det forudsættes herved,
at der i den forbindelse kan fastsættes regler om optagelse
af telefonsamtaler og kontrol af optagne samtaler. Det forud-
sættes endvidere, at det som hidtil bl.a. kan fastsættes, at
udgifterne til telefonsamtaler normalt afholdes af den indsat-
te. Endvidere forudsættes indsatte i almindelighed at have
mulighed for at føre telefonsamtale med forsvareren i en
verserende straffesag eller med andre, som den pågældende
kan brevveksle ukontrolleret med, jf. lovforslagets § 56,
stk. 1. Der henvises desuden til bemærkningerne ovenfor
vedrørende bestemmelsens stk. 4.
Aviser, bøger, m.v.
Til § 58
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om de
indsattes muligheder for at holde sig orienteret ved avislæs-
ning og gennem radio- og fjernsynsudsendelser mv.
Bestemmelsen svarer til § 58 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
I stk. 1 fastslås retten til at holde sig orienteret på den anfør-
te måde.
I stk. 2 fastslås endvidere indsattes ret til at låne bøger
mv. gennem det offentlige biblioteksvæsen. Bestemmelsen
indebærer således en pligt for det offentlige biblioteksvæsen
til at medvirke til tilvejebringelsen af en hensigtsmæssig lå-
neordning. Den nærmere fremgangsmåde forudsættes tilret-
telagt ved aftale mellem institutionen og det lokale bibliotek
på samme måde, som der allerede er indgået aftale med
biblioteket i Tórshavn om biblioteksbetjening.
I stk. 3 er det præciseret, at udenlandske indsatte så vidt
muligt skal have adgang til at læse aviser mv. på deres eget
sprog. Formålet med bestemmelsen er at understrege, at det
for udenlandske indsatte er af væsentlig betydning at kunne
holde sig orienteret om samfundsforhold i deres eget land
og på deres eget sprog. Ved anvendelsen af udtrykket »så
vidt muligt« er det imidlertid forudsat, at der er økonomiske
grænser for kriminalforsorgsområdets pligt til at gennemføre
denne ret. I dansk praksis har ombudsmanden i forbindel-
se med et tilsynsbesøg i et arresthus taget en praksis til
efterretning, hvorefter arresthuset havde indkøbt et mindre
antal bøger på fremmedsprog, ligesom de indsatte havde
mulighed for at låne yderligere bøger på fremmedsprog via
biblioteket og fik tilbud om at få udskrifter fra netaviser på
modersmålet.
Kontakt til medierne
Til § 59
90
Den foreslåede bestemmelse regulerer de indsattes adgang
til at udtale sig mv. til medierne. Bestemmelsen skal sam-
menholdes med lovforslagets § 55, hvorefter de indsatte har
adgang til at rette skriftlig henvendelse til bl.a. dagspressen
og de elektroniske medier. Endvidere henvises til lovforsla-
gets § 46, der indebærer, at de indsatte under udgang sæd-
vanligvis kan opnå kontakt med repræsentanter for medie-
rne, der ligeledes med den indsattes samtykke kan kontakte
den pågældende under straffuldbyrdelsen efter reglerne om
besøg, jf. herved lovforslagets § 51.
Bestemmelsen svarer til § 59 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
I stk. 1 fastslås den indsattes ret til i institutionen at udtale
sig og i den forbindelse at lade sig fotografere til medie-
rne. Denne ret har væsentlig betydning bl.a. for offentlighe-
dens mulighed for at få nærmere kendskab til de forhold,
hvorunder frihedsstraf fuldbyrdes. Stk. 1 suppleres i stk. 3 af
en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler
om gennemførelse af de indsattes ret efter stk. 1.
Stk. 1 indebærer i overensstemmelse med den nuværende
retstilstand bl.a., at spørgsmålet om fotografering i tilknyt-
ning til interviews reguleres på samme måde som adgangen
til at udtale sig, dvs. at den indsatte har ret til at lade sig
fotografere, men at der kan fastsættes begrænsninger ud fra
de hensyn, der fremgår af stk. 2, jf. nedenfor. Det bemærkes,
at der ikke uden for de tilfælde, der omfattes af § 59, består
en almindelig adgang til at fotografere uden forudgående
tilladelse, jf. herved straffelovens § 264 a.
Ordet »medierne« afgrænses på samme måde som udtrykket
»massemedier« (»fjölmiðlar«) i medieansvarsloven, jf. lag-
tingslov nr. 45 af 16. maj 2006 om medieansvar som ændret
ved lagtingslov nr. 30 af 30. april 2007 om medieansvar.
Stk. 2 indebærer i overensstemmelse med den nuværende
praksis bl.a., at der kan fastsættes begrænsninger i den ind-
sattes adgang til at kontakte medierne af ordens- eller sik-
kerhedsmæssige hensyn. Som eksempel kan peges på kon-
takt, der kræver særlig overvågning af personale i form af, at
en fængselsbetjent følger med rundt under filmoptagelse mv.
i institutionen.
Endvidere medfører stk. 2 en lovfæstelse af adgangen til at
gøre indgreb i de særlige tilfælde, hvor indgrebet sker for
at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen eller for i
øvrigt at modvirke en åbenbar krænkelse af retsfølelsen. Det
forudsættes, at begrænsninger i retten til at kontakte medie-
rne som hidtil alene gennemføres, når hensynene i bestem-
melsen med afgørende vægt taler for en sådan begrænsning.
Stk. 2 medfører i øvrigt, at der ikke kan fastsættes begræns-
ninger i den indsattes adgang til medierne for at beskytte
den indsatte selv. Baggrunden er, at der i medieansvarsloven
er optaget bestemmelser om presseetik, der bl.a. indebærer,
at Fjølmiðlanevndin overvåger, om massemediernes indhold
og handlemåde er i overensstemmelse med god presseskik,
jf. lovens § 34 og § 43, stk. 1, nr. 1.
Kapitel 10
Indgreb over for den indsatte
Lovforslagets kapitel 10 (§§ 60-66) regulerer betingelserne
for og fremgangsmåden ved en række indgreb over for den
indsatte. De indgreb, der omfattes, er undersøgelse af den
indsattes person og opholdsrum (visitation), afgivelse af
udåndingsprøve eller urinprøve, fotografering og optagelse
af fingeraftryk, magtanvendelse, udelukkelse fra fællesskab
og sikringsmidler i form af håndjern og sikringscelle.
Undersøgelse af den indsattes person og opholdsrum
Til § 60
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om kri-
minalforsorgsområdets adgang til at undersøge den indsattes
person og opholdsrum (visitation.)
Bestemmelsen svarer til § 60 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
I stk. 1 angives, under hvilke betingelser kriminalforsorgs-
området eller Direktoratet for Kriminalforsorgen uden rets-
kendelse kan undersøge, hvilke effekter en indsat har i sin
besiddelse i sit opholdsrum eller på sin person. Den grund-
læggende betingelse for sådan undersøgelse er, at den er
nødvendig for at sikre, at ordensbestemmelser overholdes,
eller sikkerhedshensyn iagttages.
Stk. 1 indeholder på den baggrund en ikke udtømmende
opregning af nogle praktisk forekommende tilfælde, hvor
undersøgelse kan komme på tale. Bestemmelsen er således
ikke til hinder for, at kriminalforsorgsområdet til varetagelse
af sine ordens- og sikkerhedsmæssige opgaver undersøger
andre lokaliteter for effekter eller gennemgår den indsattes
opholdsrum for eksempelvis beskadigelse af vinduesarmatur
og andre bygningsdele. Endvidere vil der være mulighed for
at undersøge grupper af indsatte på tilfældige tidspunkter og
steder.
Med udtrykket »undersøge, hvilke effekter en indsat har
i sin besiddelse på sin person« sigtes til indgreb, der har
karakter af legemsbesigtigelse, dvs. de former for indgreb,
hvor der ikke sker nogen indtrængen i det menneskelige
legeme eller nogen egentlig beføling af legemet i undersø-
gelsesøjemed. Der tænkes bl.a. på besigtigelse, der ikke
kræver egentlig afklædning, men f.eks. opknapning af en
skjorte eller opsmøgning af et ærme for at se efter skjulte ef-
fekter. Om fotografering og optagelse af fingeraftryk af den
indsatte i identifikationsøjemed henvises til lovforslagets §
61 og bemærkningerne til denne bestemmelse.
Undersøgelsen vil desuden kunne ske ved anvendelse af
narkotikahund. Undersøgelse ved anvendelse af narkotika-
91
hund vil bl.a. kunne foregå ved, at den indsatte passerer en
narkotikahund, eller at hunden passerer den indsatte eller
eventuelt flere indsatte, og at hunden markerer, hvis den får
fært af narkotika.
Anvendelse af kriminalforsorgens narkotikahunde til at fore-
tage undersøgelse af indsatte vil ske inden for rammerne af
den foreslåede bestemmelse om legemsbesigtigelse.
Direktoratet for Kriminalforsorgen kan særligt udnytte mu-
ligheden for at foretage undersøgelse efter bestemmelsens
stk. 1, i tilfælde, hvor hele afdelinger eller grupper af indsat-
te skal undersøges, og hvor det derfor kan være vanskeligt
at sikre, at de indsatte ikke er opmærksomme på, at noget er
anderledes og under planlægning, hvis undersøgelsen gen-
nemføres af institutionens egne medarbejdere.
Stk. 2 indebærer, at undersøgelse af indsatte vil kunne ske
ved anvendelse af kropsscannere i overensstemmelse med
reglerne i lovens kapitel 10 a. Der henvises til bemærknin-
gerne til § 66 a nedenfor. Det bemærkes, at der i Danmark
alene i et mindre antal institutioner med en høj grad af
sikkerhed er opstillet kropsscannere i form af MMB-scanne-
re (millimeterbølge), og at der derudover findes en røntgen-
scanner, som dog ikke aktuelt er i brug. Med bestemmelsen
er det ikke forudsat, at der skal opstilles en kropsscanner i
Færøerne Arrest.
Stk. 3 indebærer en lovfæstelse af adgangen til at foretage
en nærmere undersøgelse af den indsattes person af ordens-
og sikkerhedsmæssige hensyn, dvs. indgreb, hvor beføling
af legemet er et led i selve undersøgelsen. Der tænkes bl.a.
på ydre undersøgelser, der består i en beføling af legemets
overflade, f.eks. for at finde kapsler skjult under huden,
udtagelse af blodprøver og ultralyd- og røntgenundersøgel-
ser. Omfattet er også undersøgelse af legemets hulrum og
andre undersøgelser af legemets indre, f.eks. rectoskopi og
gynækologisk undersøgelse.
Under hensyn til den indgribende karakter er adgangen til at
undersøge i de her omhandlede tilfælde betinget af, at der
kan påvises bestemte grunde til at antage, at den indsatte er i
uretmæssig besiddelse af effekter.
Efter stk. 4 må undersøgelse ikke gennemføres, hvis det ef-
ter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som
indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholds-
mæssigt indgreb. Bestemmelsen indeholder den såkaldte
proportionalitetsgrundsætning, hvorefter det er en forudsæt-
ning for undersøgelse efter såvel stk. 1, 2 og 3, at andre og
lempeligere midler har været forsøgt eller åbenbart vil være
utilstrækkelige.
Stk. 5 indeholder den såkaldte skånsomhedsgrundsætning,
hvorefter undersøgelse skal foretages så skånsomt, som om-
stændighederne tillader.
I stk. 6 fastsættes det, at undersøgelse, der indebærer afklæd-
ning af den indsatte, kun må foretages eller overværes af
personer af samme køn som den indsatte eller sundhedsper-
sonale. Dette gælder dog ikke for sundhedspersonale.
I stk. 7 fastsættes det, at undersøgelse som nævnt i stk. 3, jf.
ovenfor, kun må foretages under medvirken af en læge, og at
lægen tager stilling til, om indgrebets gennemførelse under
hensyn til den hermed forbundne smerte og risiko samt den
indsattes tilstand er lægeligt forsvarlig. Reglerne om med-
virken af læge ved visse undersøgelser af den indsatte svarer
til reglerne om medvirken af læge ved legemsundersøgelse
mod sigtede og andre i retsplejelovens § 834, stk. 3, jf. §
829, stk. 1, nr. 2, som led i efterforskning. Det indebærer
bl.a., at der for lægers foretagelse af legemsundersøgelser
også gælder de almindelige lægelige regler, herunder etiske
regler og principper.
Stk. 8 indebærer en lovfæstelse af adgangen til efter krimi-
nalforsorgsområdets bestemmelse at tilbageholde effekter,
der findes i den indsattes besiddelse, i tilfælde, hvor det
skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hen-
syn.
Stk. 9 medfører en lovfæstelse af adgangen til uden rets-
kendelse at gennemlæse og efter bestemmelse af kriminal-
forsorgsområdet at tilbageholde breve og andre optegnelser
i den indsattes besiddelse, hvis det skønnes påkrævet af
ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. Henvisningen til
lovforslagets § 56 indebærer, at reglerne om ukontrolleret
brevveksling finder tilsvarende anvendelse på breve, der fin-
des ved undersøgelse i medfør af lovforslagets § 60.
Med det foreslåede stk. 10 får kriminalforsorgen adgang til
at gøre sig nærmere bekendt med indholdet af elektroniske
effekter, som en indsat har i sin besiddelse, eller som i øvrigt
forefindes i kriminalforsorgens institutioner, og som indsatte
efter lovgivningen ikke må besidde.
Det foreslås således, at der indsættes en bestemmelse, hvor-
efter kriminalforsorgen uden retskendelse kan gøre sig be-
kendt med indholdet af elektroniske effekter, som en indsat
har i sin besiddelse, eller som i øvrigt forefindes i kriminal-
forsorgens institutioner, og som indsatte efter lovgivningen
ikke må besidde.
Med udtrykket »gøre sig bekendt med« sigtes til, at krimi-
nalforsorgen under de nævnte omstændigheder kan under-
søge, om indholdet af fundne effekter har betydning for
ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, for hensyn til kri-
minalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme
eller for hensyn til at forebygge kriminalitet.
Det bemærkes i den forbindelse, at kriminalforsorgen vil
kunne anmode andre myndigheder, herunder politiet, om bi-
stand i forbindelse med undersøgelsen af den fundne effekt.
Det kan dreje sig om teknisk bistand til at tilgå den fundne
effekts indhold, ligesom det kan dreje sig om bistand af
mere faglig karakter i forbindelse med vurderingen af, om
indholdet af den fundne effekt har betydning for ordens-
eller sikkerhedsmæssige hensyn i kriminalforsorgens institu-
92
tioner, for hensyn til at forebygge kriminalitet eller for kri-
minalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme.
Det fremgår af forarbejderne til den tilsvarende danske be-
stemmelse, at kriminalforsorgen vil kunne udveksle oplys-
ninger om indholdet af fundne effekter med andre myndig-
heder, herunder politiet, inden for rammerne af retshåndhæ-
velsesloven. Retshåndhævelsesloven er sat i kraft for Færø-
erne ved anordning nr. 1039 af 29. juni 2022.
Med udtrykket »indholdet« sigtes til alt, hvad der er lagret
på eller kan tilgås via den elektroniske effekt.
Med udtrykket »elektroniske effekter« sigtes til mobiltelefo-
ner, tablets, kameraer, bærbare computere, musikafspillere
og lignende elektronisk udstyr. Det kan imidlertid også dreje
sig om lagringsmedier, der ikke i sig selv er elektroniske,
men som kræver tilslutning til elektronisk udstyr for at kun-
ne anvendes. Som eksempler herpå kan nævnes harddiske,
usb-stik, cd-rom og lignende lagringsenheder, der kan an-
vendes til opbevaring af data.
Det bemærkes, at der efter den foreslåede ordning ikke stil-
les krav om, at fundne elektroniske effekter kan knyttes til
en bestemt indsat eller til en bestemt gruppe af indsatte. Den
omstændighed, at en elektronisk effekt er fundet i én af
kriminalforsorgens institutioner er således tilstrækkeligt til
at bringe den foreslåede ordning i anvendelse, hvis effekten
ikke lovligt kan besiddes af indsatte i den pågældende insti-
tution eller hos den indsatte, hvor effekten er fundet.
Med udtrykket »som indsatte efter lovgivningen ikke må
besidde« sigtes til de regler, der følger af den til enhver
tid gældende lovgivning og administrative regler udstedt i
medfør heraf.
I den forbindelse bemærkes, at kriminalforsorgen i forhold
til visse elektroniske effekter, som indsatte undtagelsesvis
kan få tilladelse til at besidde, efter fast praksis betinger
udleveringen af, at kriminalforsorgen uden retskendelse kan
gøre sig bekendt med indholdet heraf. Denne ordning kan
fortsætte uafhængigt af den foreslåede bestemmelse.
Det bemærkes endvidere, at den foreslåede ordning ikke vil
have indflydelse på kriminalforsorgens praksis i forhold til
at anmelde fundet af ulovlige effekter til politiet.
Kriminalforsorgen vil således med forslaget få adgang til
uden retskendelse at gøre sig bekendt med indholdet af elek-
troniske effekter, hvis de nævnte betingelser er opfyldt. For-
slaget vil således – i sammenhæng med de lignende bestem-
melser i straffuldbyrdelseslovens § 60 – udgøre en særegen
undtagelse til grundlovens § 72, hvorefter bl.a. brud på post-
og telefonhemmeligheden alene må ske efter en retskendel-
se, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse.
Hvis lovforslaget vedtages, vil det administrativt blive fast-
sat, at kriminalforsorgen som udgangspunkt vil skulle orien-
tere en indsat, hvis kriminalforsorgen har gjort sig bekendt
med indholdet af en elektronisk effekt, som er fundet i en
indsats besiddelse, og som den indsatte efter lovgivningen
ikke må besidde.
Endelig indeholder stk. 11 en bemyndigelse for justitsmini-
steren til at fastsætte regler om gennemførelsen af undersø-
gelser af den indsattes person og opholdsrum. Det forudsæt-
tes herved, at institutionen i de tilfælde, hvor undersøgelsen
indebærer en fuldstændig gennemgang af den indsattes ef-
fekter i opholdsrummet, som hidtil enten lader den indsat-
te overvære undersøgelsen eller gennemgår undersøgelsen
og dens resultat med den indsatte umiddelbart efter dens
foretagelse. Det forudsættes endvidere, at der i medfør af
denne bestemmelse administrativt vil blive fastsat nærmere
retningslinjer om undersøgelse af indsatte ved anvendelse
af narkotikahunde, jf. bemærkningerne til den foreslåede be-
stemmelses stk. 1 ovenfor. I denne forbindelse forudsættes
det fastsat, at hvis en indsat nægter at lade sig undersøge
af en narkotikahund, vil en sådan undersøgelse ikke blive
gennemført, dels af hensyn til narkotikahundene, dels på
grund af principperne om proportionalitet og skånsomhed i
de foreslåede bestemmelser i § 60, stk. 4 og 5. I stedet for-
udsættes undersøgelsen at ske i medfør af stk. 1 om legems-
besigtigelse uden anvendelse af narkotikahund og eventuelt
efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3, om legemsunder-
søgelse, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
Til § 60 a
Den foreslåede bestemmelse vedrører udåndings- og urin-
prøver.
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 60 a i den danske
straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9.
december 2019.
Efter stk. 1 kan kriminalforsorgsområdet træffe bestemmelse
om, at en indsat skal afgive udåndingsprøve eller urinprøve
med henblik på at undersøge for eventuel indtagelse af alko-
hol, euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudte
efter den almindelige lovgivning.
Bestemmelsen giver mulighed for at foretage stikprøvevis
udåndingsprøve- eller urinprøvekontrol hos indsatte i krimi-
nalforsorgens institutioner med henblik på at undersøge for
indtagelse af alkohol eller euforiserende stoffer og andre
stoffer, som er forbudt efter den almindelige lovgivning,
herunder anabolske steroider. Indsatte vil således på tilfældi-
ge tidspunkter og steder kunne afkræves udåndings- og/eller
urinprøver med det formål at kontrollere, om de indsatte
indtager alkohol, euforiserende stoffer eller andre ulovlige
stoffer.
Iværksættelse af udåndings og/eller urinprøvekontrol efter
den foreslåede bestemmelse forudsætter ikke, at der kan
påvises en konkret mistanke mod den indsatte om indtagelse
af alkohol eller euforiserende stoffer mv. Udåndings- eller
urinprøve kan herefter afkræves indsatte rutinemæssigt og
stikprøvevis, når dette findes hensigtsmæssigt og ud fra en
93
saglig vurdering, herunder navnlig ud fra præventive hen-
syn. Det er ikke en betingelse, at det i det enkelte tilfælde
kan påvises, at kontrollen er afgørende for at sikre, at or-
densbestemmelser overholdes eller sikkerhedshensyn iagtta-
ges.
Den foreslåede bestemmelse vil kunne anvendes over for
enkelte indsatte såvel som en større kreds af indsatte, f.eks.
således at samtlige indsatte på en eller flere afdelinger på-
lægges at afgive udåndingsprøve.
I stk. 2 angives det, at bestemmelserne i § 60, stk. 5 og
6, også finder anvendelse på indgreb efter den foreslåede
bestemmelse.
Heraf følger, at indgrebet skal foretages så skånsomt, som
omstændighederne tillader. Dette indebærer blandt andet, at
der ved afgivelsen af udåndings- eller urinprøve ikke bør
være andre indsatte til stede.
Det forudsættes i øvrigt, at indgreb efter den foreslåede
bestemmelse alene finder sted, hvis indgrebet er begrundet i
saglige hensyn.
Hvis afgivelsen af urinprøve forudsætter hel eller delvis
afklædning af den indsatte, må indgrebet kun foretages eller
overværes af personer af samme køn som den indsatte eller
sundhedspersonale.
Stk. 3 giver justitsministeren hjemmel til at udstede nærmere
regler for gennemførelse af rutinemæssig udåndings- og/el-
ler urinprøvekontrol. Bestemmelsen svarer til den tilsvaren-
de hjemmel i § 60, stk. 11, om undersøgelse af den indsattes
person og opholdsrum.
Fotografering og optagelse af fingeraftryk
Til § 61
Den foreslåede bestemmelse vedrører fotografering og opta-
gelse af fingeraftryk i identifikationsøjemed.
Bestemmelsen svarer til § 61 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Bestemmelsens stk. 1 indebærer mulighed for at fotografere
og optage fingeraftryk af den indsatte med henblik på senere
identifikation.
Bestemmelsen indeholder i stk. 2 en bemyndigelse for ju-
stitsministeren til efter behov at fastsætte regler bl.a. om
opbevaring og destruktion af sådant materiale.
Adgangen for institutionen til at fotografere mv. i identifi-
kationsøjemed har bl.a. betydning for muligheden for at
opspore indsatte, der er undveget fra straffuldbyrdelse.
For så vidt angår fotografering og optagelse af fingeraftryk
for varetægtsarrestanter henvises i øvrigt til § 2, nr. 6 om
retsplejelovens § 809 a i det samtidigt fremsatte lovforslag
om ændring af straffelov for Færøerne, retsplejelov for Fær-
øerne, og lov om retsafgifter for Færøerne (Ændringer som
følge af ikraftsættelse af lov for Færøerne om fuldbyrdelse
af straf m.v. og som følge af ikraftsættelse af ændringsan-
ordning om konkursloven for Færøerne).
Magtanvendelse
Til § 62
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om kri-
minalforsorgens adgang til at anvende magt over for en
indsat.
Bestemmelsen svarer til § 62 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Stk. 1 indeholder de nærmere betingelser for, at Direktora-
tet for Kriminalforsorgen og kriminalforsorgsområdet kan
anvende magt over for en indsat. Efter stk. 1, nr. 1, kan der
anvendes magt, hvis det er nødvendigt for at afværge truen-
de vold, overvinde voldsom eller for at forhindre selvmord
eller anden selvbeskadigelse. Der kan endvidere anvendes
magt, hvis det er nødvendigt for at hindre undvigelse, for
at stanse undvegne eller for at gennemtvinge en påbudt
foranstaltning, når øjeblikkelig gennemførelse af denne er
nødvendig, og den indsatte afviser eller undlader at følge
personalets anvisninger herom, jf. stk. 1, nr. 2 og 3 Bestem-
melsen i stk. 1 skal ses i sammenhæng med stk. 3, der fast-
slår proportionalitetsgrundsætningen, jf. bemærkningerne til
lovforslagets § 60 om undersøgelse af den indsattes person
og opholdsrum.
Bestemmelsen giver bl.a. mulighed for, at kriminalforsorgen
kan anvende den fornødne magt i tilfælde, hvor retten i
medfør af bestemmelsen i § 40, stk. 3, 2. pkt., i udlændin-
geloven, jf. anordning nr. 182 af 22. marts 2001 om ikraft-
træden for Færøerne af udlændingeloven, som senest ændret
ved anordning nr. 67 af 28. januar 2020, på begæring af
politiet har truffet bestemmelse om, at en udlænding skal
fremstilles for hjemlandets eller et andet lands repræsenta-
tion, jf. udtrykket »påbudt foranstaltning«.
Efter stk. 2 kan magtanvendelse ske ved greb, skjold, stav,
peberspray og tåregas.
Justitsministeriets cirkulære nr. 51 af 15. april 1988 med
senere ændringer indeholder i § 2, stk. 2, en opregning af
de i dag anvendte magtmidler mv. (håndkraft (greb, puf),
skub samt brug af stav og tåregas af godkendt type). Be-
stemmelsen suppleres af skrivelse nr. 9389 af 12. juni 2014
om anvendelse af peberspray i Arresthuset i Tórshavn, der
indeholder regler om anvendelse af peberspray i Færøerne
Arrest. Disse regler indebærer, at fængselsbetjentene i Færø-
erne Arrest har adgang til på baggrund af en vurdering af
arresthusets postbesættelse, jf. skrivelse nr. 9267 af 30. april
2015, at bære peberspray. Kriminalforsorgen har oplyst, at
94
arresthusets betjente på denne baggrund i en årrække har
båret peberspray, men at peberspray endnu ikke har været
anvendt.
Efter stk. 3 må magtanvendelse ikke gennemføres, hvis det
efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag,
som indgrebet må antages at forvolde, ville være et ufor-
holdsmæssigt indgreb (proportionalitetsgrundsætningen).
Efter stk. 4, 1. pkt., skal magtanvendelse foretages så skån-
somt, som omstændighederne tillader (skånsomhedsgrund-
sætningen).
Efter stk. 4, 2. pkt., skal der gennemføres lægetilsyn efter
magtanvendelse, hvis der er mistanke om sygdom, herunder
om tilskadekomst, hos den indsatte i forbindelse med anven-
delsen af magt, eller hvis den indsatte selv anmoder om
lægehjælp. Bestemmelsen svarer til de nugældende regler
om lægetilsyn efter magtanvendelse.
Stk. 5 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til
fastsættelse af regler om bæring af magtmidler og anvendel-
se af magt.
De administrative regler, der skal fastsættes i medfør af
bestemmelsen, forudsættes bl.a. at indeholde bestemmelser
om, at fængselsbetjente i Færøerne Arrest kan bære pe-
berspray som en del af den almindelige personlige udrust-
ning. Der vil ikke med loven ske faktiske ændringer i for-
hold til den nuværende adgang til at bære peberspray.
De administrative regler forudsættes desuden at indeholde
bestemmelser om godkendelse af magtmidlerne stav og tåre-
gas samt nærmere bestemmelser om udarbejdelse af rapport
i tilknytning til magtanvendelse.
Udelukkelse fra fællesskab
Til § 63
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om kri-
minalforsorgsområdets adgang til at udelukke en indsat fra
fællesskab. Bestemmelsen skal bl.a. ses på baggrund af be-
stemmelsen i lovforslagets § 33, hvorefter en indsat skal
anbringes i fællesskab, medmindre den pågældende selv
ønsker, at straffen fuldbyrdes uden eller med begrænset fæl-
lesskab med andre indsatte. Bestemmelsen i lovforslagets §
33 regulerer således normalsituationen, mens § 63 sammen
med § 64 regulerer de situationer, hvor der fra kriminalfor-
sorgsområdets side er anledning til at gribe ind over for den
indsattes anbringelse sammen med andre indsatte.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer og en
undtagelse, hvorefter der ikke medtages en bestemmelse om
afsoning på skift mellem forskellige fængsler og arresthuse,
til § 63 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 1333 af 9. december 2019.
Stk. 1 indeholder betingelserne for, at kriminalforsorgsområ-
det kan udelukke en indsat fra fællesskab. Det er et fælles-
træk for disse betingelser, at indgrebet skal være nødvendigt
for at forebygge uberettiget adfærd. Udelukkelse fra fælles-
skab kan således ikke ske udelukkende som reaktion på
en allerede begået handling. En sådan reaktion skal i givet
fald gennemføres efter reglerne i lovforslagets kapitel 11 om
disciplinærstraffe.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 giver hjemmel til, at en
indsat undtagelsesvist kan udelukkes fra fællesskab i op til 5
dage, hvis det er nødvendigt for at beskytte den pågældende
mod overgreb.
Det forudsættes, at udelukkelse fra fællesskab af hensyn
til den pågældende selv kun anvendes, når ingen andre for-
håndenværende foranstaltninger er tilstrækkelige til at sikre,
at den pågældende indsatte ikke lider overlast. Endvidere
forudsættes det, at en udelukkelse, der sker af hensyn til den
indsattes egen sikkerhed, vil være af så kort varighed som
muligt (og som anført højst 5 dage), idet der hurtigst muligt
skal tilvejebringes en varig løsning for den pågældende.
Stk. 3 indeholder i overensstemmelse med den gældende
praksis mulighed for — mens spørgsmålet behandles —
midlertidigt at udelukke en indsat fra fællesskab, når der er
grund til at antage, at betingelserne i stk. 1 for udelukkelse
fra fællesskab, eller betingelserne for overførsel til fængsel
eller arresthus i Danmark, jf. lovforslagets § 24, er opfyldt.
Stk. 4 indeholder nærmere regler om gennemførelsen af
udelukkelse fra fællesskab. Bestemmelsen fastlægger, at en
indsat, der udelukkes fra fællesskab, isoleres i opholdsrum
på anden afdeling eller i eget opholdsrum. At den indsatte
isoleres indebærer bl.a., at den indsatte kan nægtes adgang
til besøg af medindsatte eller brevveksling med disse.
I stk. 5 og 6 fastslås det, at udelukkelse fra fællesskab ikke
må foretages, hvis udelukkelsen efter indgrebets formål og
den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages
at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb, og at
udelukkelse fra fællesskab skal ske så skånsomt, som om-
stændighederne tillader (proportionalitets- og skånsomheds-
grundsætningen).
Efter stk. 7, 1. pkt., skal udelukkelse straks bringes til ophør,
når betingelserne herfor ikke længere er opfyldt. Bestem-
melsen tilsigter at skabe sikkerhed for, at den indsatte sna-
rest på ny får mulighed for anbringelse i fællesskab. Efter
bestemmelsens 2. pkt. skal kriminalforsorgsområdet mindst
én gang om ugen overveje spørgsmålet om ophør. Derved
sikres, at spørgsmålet overvejes, også uanset om den indsat-
te anmoder herom.
Bestemmelsen i stk. 8, 1. pkt., indebærer, at der – ud over de
begrænsninger, der allerede ligger i de nødvendigheds-, pro-
portionalitets- og skånsomhedskrav, som følger af straffuld-
byrdelseslovens § 63, stk. 1, 5 og 6 – fastsættes en tidsgræn-
se for udelukkelse fra fællesskab på 3 måneder. Direktoratet
for Kriminalforsorgen kan dog efter stk. 8, 2. pkt., under helt
95
særlige omstændigheder træffe afgørelse om, at udelukkelse
fra fællesskab kan fortsætte ud over 3 måneder. Bestemmel-
sen forpligter i så fald direktoratet til ugentligt at overveje at
bringe udelukkelsen fra fællesskab til ophør.
Endelig indeholder stk. 9 en bemyndigelse for justitsmini-
steren til at fastsætte regler om udelukkelse af indsatte fra
fællesskab med andre indsatte. Det forudsættes herved bl.a.
sikret, at der fastsættes bestemmelser om tiltag m.v. med
henblik på at mindske den særlige belastning og risiko for
forstyrrelse af det psykiske helbred, som er forbundet med
udelukkelse fra fællesskab.
Hvis en indsat uberettiget har været udelukket fra fælles-
skab, kan der rejses spørgsmål om erstatning i medfør af
lovforslagets § 106, stk. 1, nr. 3, jf. bemærkningerne til
denne bestemmelse.
Til § 64
Den foreslåede bestemmelse undtager visse tvungne ophold
uden fællesskab med andre indsatte fra bestemmelserne i
lovforslagets § 63. Endvidere fastsættes regler om observati-
onsceller.
Bestemmelsen svarer til § 64 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019,
med en redaktionel ændring, som følge af, at der ikke fore-
slås beskæftigelsespligt i Færøerne Arrest.
I stk. 1, nr. 1, er det præciseret, at visse almindeligt forekom-
mende kortvarige tvungne ophold i eget opholdsrum ikke er
omfattet af begrebet udelukkelse fra fællesskab.
Stk. 1, nr. 2, foreslås medtaget for at bevare den eksisterende
mulighed for at træffe bestemmelse om, hvor den indsatte
skal opholde sig i institutionen i arbejdstiden. Kriminalfor-
sorgsområdets bestemmelser herom er således ikke omfattet
af begrebet udelukkelse fra fællesskab.
Stk. 2 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til
at fastsætte regler om indsattes ophold efter stk. 1, herunder
om godkendelse og anvendelse af observationsceller. Med
bestemmelsen videreføres den nuværende mulighed for at
anvende observationsceller til kortvarigt ophold for indsat-
te. I Færøerne Arrest er der i dag etableret en sikringscelle,
som vil kunne indrettes som en observationscelle.
Sikringsmidler
Håndjern
Til § 65
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om kriminalforsorgs-
områdets adgang til at anvende håndjern.
Bestemmelsen svarer til § 65 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Stk. 1 indeholder en angivelse af, hvornår kriminalforsorgs-
området kan anvende håndjern.
Betingelserne i stk. 1, nr. 1 og 2, for anvendelse af hånd-
jern med henblik på at afværge truende vold mv. og hindre
selvmord eller anden selvbeskadigelse svarer til betingelser-
ne i lovforslagets § 66, stk. 1, for at anbringe en indsat i
sikringscelle, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse. Er
anbringelse i sikringscelle ikke mulig eller nødvendig, kan
der i stedet anvendes håndjern.
Bestemmelsen i stk. 1, nr. 3, om anvendelse af håndjern
for at forhindre undvigelse tilsigtes navnlig anvendt under
transport af den indsatte uden for institutionen.
I stk. 2 og 3 præciseres, at håndjern ikke må anvendes,
hvis det efter indgrebets formål og den krænkelse og det
ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være
et uforholdsmæssigt indgreb, og at håndjern skal anvendes
så skånsomt, som omstændighederne tillader (proportiona-
litets- og skånsomhedsgrundsætningen). Disse grundsætnin-
ger sammenholdt med nødvendighedsbetingelsen i stk. 1 in-
debærer, at kriminalforsorgsområdet ikke vil være berettiget
til at træffe bestemmelse om, at håndjern skal anvendes i
alle tilfælde af transport. Kriminalforsorgsområdet bør end-
videre være opmærksom på den særlige krænkelse, som kan
være forbundet med at bære håndjern under ophold sammen
med andre mennesker i offentlige venteværelser mv.
Endvidere fastsættes det i stk. 3, 2. pkt., at der skal gennem-
føres lægetilsyn, hvis der er mistanke om sygdom, herunder
om tilskadekomst, hos den indsatte i forbindelse med anven-
delsen af håndjern, eller hvis den indsatte selv anmoder om
lægehjælp. Bestemmelsen svarer til de nugældende regler
om lægetilsyn ved anvendelse af håndjern.
Stk. 4 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at
fastsætte regler om anvendelse af håndjern. Sådanne admini-
strative bestemmelser forudsættes bl.a. at indeholde regler
om godkendelse af håndjern og om udarbejdelse af rapport
efter anvendelsen af håndjern.
Sikringscelle
Til § 66
Bestemmelsen vedrører spørgsmålet om kriminalforsorgs-
områdets adgang til at anbringe en indsat i sikringscelle og
herunder til at tvangsfiksere vedkommende.
Bestemmelsen svarer til § 66 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Stk. 1 indeholder de nærmere betingelser for anvendelse af
sikringscelle og tvangsfiksering.
96
Efter stk. 2 og 3 må anbringelse i sikringscelle og tvangsfik-
sering ikke foretages, hvis det efter indgrebets formål og
den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages
at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb, og an-
bringelse i sikringscelle og tvangsfiksering skal foretages
så skånsomt, som omstændighederne tillader (proportionali-
tets- og skånsomhedsgrundsætningen).
I stk. 4 fastsættes det i overensstemmelse med gældende ret,
at en indsat, der er tvangsfikseret, skal have fast vagt. En
fast vagt er en dertil udpeget fængselsbetjent eller andet
kvalificeret personale, som ikke samtidig har andre arbejds-
opgaver end at tage sig af den fikserede indsatte.
Stk. 5 indebærer i overensstemmelse med de nugældende
regler, at kriminalforsorgsområdet ved tvangsfiksering af en
indsat i sikringscelle straks skal anmode en læge om at
foretage tilsyn med den indsatte, og at lægen skal tilse den
pågældende, medmindre lægen skønner sådant tilsyn åben-
bart unødvendigt. Det er således lægens ansvar at vurdere
nødvendigheden af lægetilsyn.
I stk. 6 fastsættes det i overensstemmelse med gældende ret,
at der ved anbringelse i sikringscelle uden tvangsfiksering
skal tilkaldes læge, hvis der er mistanke om sygdom, eller
hvis den indsatte selv anmoder om lægehjælp.
Stk. 7 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at
fastsætte regler om godkendelse af sikringsceller og om an-
vendelse af sikringsceller og tvangsfiksering, herunder om
lægetilsyn og andet tilsyn. Denne bemyndigelse forudsættes
bl.a. udnyttet til fastsættelse af regler om indberetning til
Direktoratet for Kriminalforsorgen om ophold i sikringscelle
og anvendelse af tvangsfiksering.
Hvis en indsat uforskyldt har været anbragt i sikringscelle,
kan der efter lovforslagets § 106, stk. 1, nr. 2, rejses spørgs-
mål om erstatning for uberettiget ophold i sikringscelle, jf.
bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til Kapitel 10 a
Anvendelse af kropsscannere i kriminalforsorgens institutio-
ner
Kapitlet, der alene indeholder den foreslåede bestemmelse
i § 66 a, svarer til kapitel 10 a (§ 66 a) om anvendelse af
kropsscannere i kriminalforsorgens institutioner i den dan-
ske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af
9. december 2019.
Til § 66 a
Den foreslåede bestemmelse vedrører anvendelse af krops-
scannere i kriminalforsorgens institutioner og svarer til § 66
a i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1333 af 9. december 2019.
Bestemmelsen skaber i stk. 1 mulighed for, at der på sigt
kan anvendes kropsscannere på Færøerne i forbindelse med
undersøgelse af indsatte, besøgende og andre, der søger ad-
gang til kriminalforsorgens institutioner, på samme måde,
som det på nuværende tidspunkt er tilfældet i et begrænset
antal institutioner i Danmark.
Hjemlen i den danske straffuldbyrdelseslov er udnyttet såle-
des, at der alene i et mindre antal institutioner, der har en
høj grad af sikkerhed, er opstillet kropsscannere i form af
MMB-scannere (millimeterbølge). Det bemærkes desuden,
at der derudover findes en røntgenscanner, som dog ikke
aktuelt er i brug. Det er i forbindelse med denne lovs ikraft-
træden ikke forudsat, at der skal opstilles en kropsscanner
i Færøerne Arrest. Der tilvejebringes dermed alene et hjem-
melsgrundlag.
Med »kropsscannere« sigtes til apparater, der kan undersø-
ge personer visuelt ved gennemstråling af den undersøgtes
tøj og krop med henblik på at afsløre eventuelle skjulte
genstande.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 2 bemyndiges justits-
ministeren til at fastsætte nærmere regler om anvendelse af
kropsscannere, herunder om kontrollens omfang, udstyrets
art og behandlingen af de indsamlede oplysninger.
Bestemmelsen vil give justitsministeren mulighed for at be-
stemme, at en ordning med kropsscanner skal iværksættes i
Færøerne Arrest, og for at træffe bestemmelse om eventuelle
udvidelser eller begrænsninger af ordningen over tid. Justits-
ministeren vil endvidere få mulighed for at fastsætte konkre-
te regler om kontrollens omfang og det benyttede udstyr
under hensyn til, hvad der er nødvendigt af ordens- og sik-
kerhedsmæssige grunde, og hvad der er sundhedsmæssigt
forsvarligt, ligesom justitsministeren vil få mulighed for at
fastsætte nærmere regler om behandlingen af de indsamlede
oplysninger, herunder i relation til registrering og opbeva-
ring.
Endvidere indebærer den foreslåede bestemmelse i stk. 3,
at justitsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at
kontrol ved anvendelse af kropsscanner alene skal omfatte
en nærmere afgrænset personkreds, og til at fastsætte regler
om, i hvilken udstrækning kontrollen skal omfatte personer,
som søger adgang til institutionen i medfør af deres erhverv.
Bestemmelsen har navnlig til formål at give justitsministe-
ren mulighed for at begrænse ordningens anvendelsesområ-
de af sundhedsmæssige årsager, f.eks. i forhold til gravide
og børn eller i forhold til personer, som over en længere pe-
riode dagligt passerer ud og ind af de relevante institutioner.
Bestemmelsen vil endvidere give justitsministeren mulighed
for at begrænse ordningens anvendelse i forhold til personer,
der søger adgang i forbindelse med deres erhverv, herunder
97
kriminalforsorgens personale, forsvarsadvokater og andre,
som har deres sædvanlige gang i institutionerne.
Til Kapitel 10 b
Kriminalforsorgens behandling af oplysninger om indsatte
m.v.
Kapitlet, der alene indeholder den foreslåede bestemmelse i
§ 66 b, svarer til kapitel 10 b (§ 66 b) om kriminalforsorgens
behandling af oplysninger om indsatte m.v. i den danske
straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9.
december 2019.
Med kapitlet etableres der en udtrykkelig lovgivningsmæs-
sig ramme for, at kriminalforsorgen kan indsamle, behandle
og videregive personoplysninger om indsatte og personer,
som indsatte har kontakt til, til andre myndigheder, hvis or-
dens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, hensyn til at bekæm-
pe og forebygge kriminalitet eller hensyn til kriminalforsor-
gens eller andre myndigheders indsats mod radikalisering og
ekstremisme taler herfor.
Til § 66 b
Bestemmelsen vedrører kriminalforsorgens behandling af
oplysninger og etablerer et udtrykkeligt grundlag for, at
kriminalforsorgen kan indsamle, behandle og videregive
oplysninger til andre myndigheder, herunder politiet, om
indsatte, og personer indsatte har kontakt til, hvis ordens-
eller sikkerhedsmæssige hensyn, hensyn til kriminalforsor-
gens eller andre myndigheders indsats mod radikalisering
og ekstremisme eller hensyn til at bekæmpe og forebygge
kriminalitet taler herfor.
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 66 b i den danske
straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9.
december 2019.
Det fremgår af forarbejderne til den danske bestemmelse, at
kriminalforsorgen i Danmark med hjemmel i den pågælden-
de bestemmelse af egen drift vil kunne iværksætte efterret-
ningsarbejde med henblik på at indsamle oplysninger, som
kan videregives til andre myndigheder, herunder politiet og
PET. Det fremgår endvidere, at de indgreb over for indsatte,
hvor der sker indsamling af oplysninger, skal gennemføres
inden for de eksisterende lovgivningsmæssige rammer, her-
under den danske straffuldbyrdelseslov, og der gives således
ikke med ordningen adgang til at foretage yderligere eller
mere intensive indgreb over for indsatte eller personer, som
indsatte har kontakt til. Endelig fremgår det, at behandling
af oplysninger om indsatte og personer, som indsatte har
kontakt til, som led i ordningen ligeledes vil skulle ske
inden for rammerne af lov nr. 410 af 27. april 2017 om
retshåndhævende myndigheders behandling af personoplys-
ninger (retshåndhævelsesloven). Der henvises i den forbin-
delse til Folketingstidende 2018-19, 1. samling, A, L 21 som
fremsat, side 7-8.
Retshåndhævelsesloven er sat i kraft for Færøerne ved an-
ordning nr. 1039 af 29. juni 2022.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 etablerer som nævnt et
udtrykkeligt grundlag for, at kriminalforsorgen kan indsam-
le, behandle og videregive oplysninger til andre myndighe-
der (herunder politiet og PET) om indsatte, og personer,
som indsatte har kontakt til, hvis ordens- eller sikkerheds-
mæssige hensyn, hensyn til kriminalforsorgens eller andre
myndigheders indsats mod radikalisering og ekstremisme
eller hensyn til at bekæmpe og forebygge kriminalitet taler
herfor.
På samme måde, som det er tilfældet i medfør af den tilsva-
rende danske regel, skal de indgreb over for indsatte, hvor
der sker indsamling af oplysninger, gennemføres inden for
de eksisterende lovgivningsmæssige rammer på Færøerne.
Med udtrykket »ordensmæssige hensyn« sigtes navnlig til
hensyn til opretholdelse af et fysisk og psykisk godt miljø
og trivsel i bred forstand såvel mellem de indsatte indbyrdes
som i forhold til personalet i kriminalforsorgens institutio-
ner.
For så vidt angår den nærmere forståelse af begreberne
»ordensmæssige hensyn« og »sikkerhedsmæssige hensyn«
henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets pkt. 7.
Med begrebet »hensyn til at bekæmpe og forebygge krimi-
nalitet« sigtes til kriminalitetsbekæmpelse og kriminalitets-
forebyggelse i bredeste forstand såvel i som uden for krimi-
nalforsorgens institutioner.
Begreberne »radikalisering« og »ekstremisme« er ikke enty-
dige begreber, men dækker over varierende grader af tilslut-
ning til radikale og ekstreme synspunkter og handlinger.
Radikalisering er en proces, som kan foregå på forskellige
måder, og som kan ske over kortere eller længere tid. Der er
ingen simple årsagssammenhænge, og radikaliseringen kan
igangsættes på baggrund af mange forskellige faktorer og
have forskellige endemål.
Radikaliseringen kan komme til udtryk ved støtte til radika-
le synspunkter eller en ekstremistisk ideologi og kan også
medføre accept af brugen af vold eller andre ulovlige midler
for at opnå et politisk eller religiøst mål.
Ekstremisme er bl.a. kendetegnet ved forenklede verdensop-
fattelser og fjendebilleder, hvor bestemte grupper eller sam-
fundsforhold ses som truende, samt intolerance og mang-
lende respekt for andre menneskers synspunkter, frihed og
rettigheder.
Begrebet omfatter endvidere afvisning af grundlæggende
demokratiske værdier og normer, manglende accept af de-
mokratiske beslutningsprocesser og anvendelse af ulovlige
98
og eventuelt voldelige metoder for at opnå et politisk eller
religiøst ideologisk mål.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 indeholder en bemyndi-
gelse til justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om
kriminalforsorgens virksomhed efter stk. 1.
Bemyndigelsesbestemmelsen forudsættes i givet fald an-
vendt til at fastsætte eventuelle regler om den fremtidige
organisering mv. af kriminalforsorgens sikkerheds- og efter-
retningsenhed. Den tilsvarende bemyndigelsesbestemmelse i
den danske straffuldbyrdelseslov er endnu ikke udnyttet.
I tilfælde, hvor der er tale om overførsel af personoplysnin-
ger fra kriminalforsorgen i Danmark til rigsmyndigheder
på Færøerne, er det foruden de almindelige betingelser for
behandling af personoplysninger yderligere et krav til de
danske myndigheder, at der foreligger et overførselsgrund-
lag, jf. retshåndhævelseslovens kapitel 17.
Til kapitel 11
Disciplinærstraf, konfiskation og indeholdelse af erstat-
ningsbeløb
Lovforslagets kapitel 11 (§§ 67-74) indeholder en regulering
af kriminalforsorgsområdets adgang til at ikende indsatte
disciplinærstraf samt til at træffe bestemmelse om konfiska-
tion og om indeholdelse af erstatningsbeløb, som indsatte
skal betale for skader, som er forvoldt under opholdet i
institutionen.
Disciplinærstraf
Til § 67
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om, hvor-
når der skal ikendes en indsat disciplinærstraf.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer og en
undtagelse til § 67 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019. Undtagel-
sen er en følge af, at der efter den foreslåede § 38 alene gæl-
der en beskæftigelsesret i Færøerne Arrest. På den baggrund
indeholder lovforslaget ikke en bestemmelse om ikendelse
af disciplinærstraf for tilsidesættelse af beskæftigelsesplig-
ten.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets §
67, at disciplinærstraf alene kan ikendes for forseelser, når
det af en lovbestemmelse eller en administrativ forskrift ud-
trykkeligt fremgår, at den pågældende forseelse kan medføre
disciplinærstraf.
Dette krav om præcisering af, hvornår der kan anvendes
disciplinærstraf, er nyt i forhold til gældende ret. Som noget
nyt indføres endvidere obligatorisk disciplinærstraf. Efter
den foreslåede ordning vil det således ikke længere være
muligt for kriminalforsorgsområdet at undlade at ikende en
form for disciplinærstraf, hvis det må lægges til grund, at
den indsatte har gjort sig skyldig i et disciplinærstrafbart
forhold.
Bestemmelsen i nr. 1 begrunder disciplinærstraf for indsat-
te, der i strid med bestemmelsen om lydighedspligt i § 32
nægter at efterkomme de anvisninger, som gives af institu-
tionens personale i forbindelse med varetagelse af institutio-
nens opgaver.
Bestemmelsen i nr. 2 begrunder disciplinærstraf ved udebli-
velse. Det bemærkes, at der med udtrykket »udeblivelse«
sigtes til en situation, hvor en indsat udebliver ved ikke at
returnere til institutionen efter udgang. Udeblivelse fra tilsi-
gelse til afsoning er derimod ikke omfattet af bestemmelsen.
Bestemmelsen i nr. 3 begrunder disciplinærstraf ved undvi-
gelse eller forsøg herpå.
Bestemmelsen i nr. 4 begrunder disciplinærstraf ved nægtel-
se af afgivelse af udåndingsprøve eller urinprøve efter § 60
a.
Bestemmelsen i nr. 5 begrunder disciplinærstraf ved indta-
gelse af alkohol, euforiserende stoffer eller andre stoffer, der
er forbudt efter den almindelige lovgivning. Sidstnævnte vil
f.eks. være ulovlige dopingmidler.
Bestemmelsen i nr. 6 begrunder disciplinærstraf ved over-
trædelse af de regler eller anvisninger, der gælder for ryg-
ning i institutionen. Det bemærkes, at der på Færøerne
gælder lagtingslov nr. 61 af 10. juni 2008 om tiltag til at be-
grænse rygning (rygeloven). Det fremgår af den pågældende
lovs § 3, stk. 1, nr. 4, at rygning ikke er tilladt indendørs i
bl.a. arresten. Det fremgår endvidere af lovens § 4, stk. 1, nr.
3, at det i særlige tilfælde kan være tilladt at ryge indendørs,
herunder i arresten i rum, som ledelsen har godkendt som
rum, der kan ryges i. Tilladelsen er betinget af, at rygningen
ikke er til gene for andre.
Færøerne Arrest har fastsat husregler om, at rygning kun
er tilladt på nærmere bestemte steder i arresthuset. Den
foreslåede bestemmelse indebærer i overensstemmelse her-
med, at en indsat, der ryger på områder i institutionen, hvor
dette ikke er tilladt, vil blive ikendt disciplinærstraf efter
straffuldbyrdelseslovens bestemmelser herom.
Bestemmelsen i nr. 7 begrunder disciplinærstraf ved over-
trædelse af straffelovgivningen, når overtrædelsen tillige in-
debærer en selvstændig krænkelse af orden eller sikkerhed i
institutionen. Navnlig præventive hensyn taler således for, at
der, uanset at der tillige foretages politianmeldelse, er behov
for tillige at ikende en disciplinærstraf.
Bestemmelsen i nr. 8 begrunder disciplinærstraf ved over-
trædelse af regler fastsat af justitsministeren, når det i reg-
lerne er bestemt, at overtrædelse kan medføre disciplinær-
99
straf. Det forudsættes f.eks., at der i de regler, som justitsmi-
nisteren bemyndiges til at fastsætte i medfør af lovforslagets
§ 36, stk. 3 og stk. 4 (om indsattes egne penge og genstan-
de), vil blive fastsat regler om, at besiddelse af f.eks. våben,
euforiserende stoffer, alkohol, mobiltelefoner mv. kan med-
føre disciplinærstraf i lighed med, hvad der er gældende ret i
Danmark.
Bestemmelsen i nr. 9 begrunder disciplinærstraf for overtræ-
delse af regler fastsat af kriminalforsorgsområdet, når det
i reglerne er bestemt, at overtrædelse kan medføre discipli-
nærstraf. Det er ved den foreslåede bestemmelse forudsat,
at sådanne bestemmelser behandles i regi af de faglige part-
nerskaber, som er etableret mellem Direktoratet for Krimi-
nalforsorgen og kriminalforsorgsområderne med henblik på
at sikre ensartethed i grundlaget for anvendelsen af discipli-
nærstraffe.
Disciplinærmyndigheden vedrører »indsatte«. Det indebæ-
rer, at straffuldbyrdelseslovens regler om disciplinærstraf
finder anvendelse fra tidspunktet for straffuldbyrdelsens
iværksættelse, jf. lovforslagets § 8, og indtil det tidspunkt,
hvor den indsatte løslades efter udståelse af hele straffen
eller i forbindelse med prøveløsladelse, strafafbrydelse eller
benådning, jf. lovforslagets § 79. Forseelser begået under
udgang fra institutionen vil som følge af det anførte også
kunne danne grundlag for ikendelse af disciplinærstraf.
Afgørelse efter lovforslagets § 70, stk. 1, jf. § 67, om disci-
plinærstraf i form af strafcelle i mere end 7 dage er omfattet
af forslaget om en udvidet adgang til domstolsprøvelse, jf.
lovforslagets § 112, nr. 3, og bemærkningerne til denne
bestemmelse.
Til § 68
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om de
foranstaltninger, der kan ikendes som disciplinærstraffe.
Bestemmelsen svarer til § 68 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Efter straffelovens § 47 kan der over for dømte, der udstår
frihedsstraf, anvendes disciplinærstraffe i form af udelukkel-
se fra begunstigelser, der er hjemlet for dømte, hvis opførsel
er tilfredsstillende, udelukkelse fra arbejde indtil 14 dage,
hensættelse i strafcelle indtil 3 måneder og udelukkelse fra
arbejdsgodtgørelse eller inddragelse af allerede erhvervet
arbejdsgodtgørelse.
Stk. 1 medfører, at der alene kan anvendes tre former for
disciplinærstraffe (advarsel, bøde og strafcelle). I forhold
til straffelovens § 47, som lovforslagets § 68 tilsigter at
erstatte, indebærer § 68 således en indskrænkning i anven-
delsen af mulige disciplinærstraffe. Efter gældende praksis
anvendes dog alene bøde og strafcelle som mulige discipli-
nærstraffe. Når en (skriftlig) advarsel er medtaget som en
disciplinærstraf, skyldes det, at man i praksis ofte giver en
advarsel i stedet for en disciplinærstraf, men at denne advar-
sel tillægges betydning ved senere disciplinærforseelser. Ved
at medtage advarslen som en disciplinærstraf sikres det, at
de retssikkerhedsgarantier, der opstilles bl.a. med hensyn til
fremgangsmåden ved ikendelse af disciplinærstraffe, også
finder anvendelse i sager, der afgøres med en advarsel.
Stk. 2 indeholder en angivelse af de forhold eller forsøg
herpå, som kan sanktioneres med strafcelle som disciplinær-
straf. Dette indebærer i forhold til gældende regler og prak-
sis en skærpelse af betingelserne for anvendelse af strafcelle
som disciplinærstraf. Bestemmelsen skal endvidere ses i
sammenhæng med lovforslagets § 112, nr. 3, hvorefter en
afgørelse om disciplinærstraf i form af strafcelle i mere end
7 dage er omfattet af forslaget om en udvidet adgang til
domstolsprøvelse.
I stk. 3-4 fastsættes det i overensstemmelse med gældende
praksis, at disciplinærstraffe i form af bøde og strafcelle kan
ikendes i forening, samt at sådanne disciplinærstraffe kan
gøres helt eller delvis betingede.
Til § 69
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om fast-
sættelsen af bøde som disciplinærstraf og om fuldbyrdelsen
af sådanne disciplinærstraffe.
Bestemmelsen svarer til § 69 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2009.
Stk. 1 fastsætter, at ved ikendelse af bøde som disciplinær-
straf fastsættes bødens størrelse under hensyn til overtrædel-
sens art og omfang. Bestemmelsen indebærer i overensstem-
melse med gældende praksis, at en bøde højst kan udgøre
et beløb svarende til det almindelige vederlag, der udbetales
indsatte for en uges beskæftigelse, dvs. den normale grund-
løn for en uges beskæftigelse uden tillæg, med fradrag af
den del af vederlaget, som er beregnet til dækning af person-
lige fornødenheder. Maksimumbeløbet udgør for tiden ca.
400 kr. Der henvises desuden til bemærkningerne til § 42,
stk. 5, om vederlagets størrelse.
Stk. 2 medfører, at en indsat ved modregning af en ikendt
bøde i den pågældendes vederlag efter lovforslagets § 42 al-
tid mindst skal have udbetalt en ydelse svarende til dækning
af de personlige fornødenheder.
Til § 70
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om den
nærmere fastsættelse af strafcelle som disciplinærstraf og
om fuldbyrdelsen af sådanne disciplinærstraffe.
Bestemmelsen svarer med en enkelt ændring til § 70 i den
danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333
af 9. december 2019. Denne ændring er begrundet i det
100
forhold, at der alene findes et arresthus på Færøerne, og
at der ikke i arresthuset er indrettet en særlig afdeling til
fuldbyrdelse af sanktionen strafcelle.
Stk. 1, 1. pkt., indebærer, at strafcelle i overensstemmelse
med gældende praksis højst kan idømmes for et tidsrum
af 4 uger. Strafcelle i mere end 1 uge (7 dage) foreslås
omfattet af den udvidede adgang til domstolsprøvelse, jf.
lovforslagets § 112, nr. 3, og bemærkningerne hertil.
Stk. 1, 2. pkt., indebærer, at varigheden af en strafcellean-
bringelse for unge under 18 år fastsættes til et tidsrum af
højst 7 dage, medmindre sagen angår vold mod personale i
institutionen.
Maksimumgrænsen på 4 uger fraviges således i forhold til
afsonere under 18 år i alle andre tilfælde end sager om
vold mod personalet, således at unge under 18 år højst kan
ikendes strafcelle for et tidsrum af 7 dage.
Det forudsættes, at varigheden af en strafcelleanbringelse
fastsættes til et tidsrum af maksimum 3 dage i alle alminde-
ligt forekommende tilfælde vedrørende afsonere under 18
år. Kun i særlige tilfælde bør varigheden fastsættes til et
tidsrum af mere end 3 dage. Der tænkes herved navnlig på
gentagelsestilfælde i sager om besiddelse af mobiltelefon,
besiddelse af eller handel med hårde euforiserende stoffer
og sager vedrørende forseelser af mere alvorlig karakter,
herunder sager vedrørende overfald på medindsatte.
I sager om vold mod kriminalforsorgens personale vil der
som nævnt ovenfor kunne ikendes strafcelle i op til 4 uger.
Stk. 2 indeholder de nærmere regler om fuldbyrdelsen af
strafcelle som disciplinærstraf. Den indsatte er under fuld-
byrdelsen af en disciplinærstraf i form af strafcelle udeluk-
ket fra fællesskab i institutionen og skal anbringes i en
anden afdeling i institutionen eller i eget opholdsrum.
Indsatte, der udstår strafcelle, har ret til dagligt at tilbringe
mindst én time i fri luft, medmindre dette vil være ufor-
eneligt med institutionens varetagelse af sikkerhedsmæssige
hensyn, jf. lovforslagets § 43, stk. 3, f.eks. i tilfælde, hvor
der kan opstå betydelig risiko for undvigelse eller forsøg
herpå.
Bestemmelsens udgør desuden en undtagelse til udgangs-
punktet, om at den indsatte under fuldbyrdelse af en discipli-
nærstraf i form af strafcelle er udelukket fra fællesskab i
institutionen, idet unge under 18 år i forbindelse med udstå-
else af strafcelle kan deltage i beskæftigelse i institutionen,
medmindre konkrete grunde taler herimod.
Hensigten hermed er generelt, at unge under 18 år under
udståelse af strafcelle kan deltage i beskæftigelse i instituti-
onen, medmindre konkrete grunde taler herimod. Dette vil
således indebære, at afsonere under 18 år alene afskæres fra
samvær med andre indsatte i fritiden, mens beskæftigelses-
aktiviteter som udgangspunkt kan afvikles i fællesskab med
andre. Hermed sigtes både til deltagelse i arbejde, uddannel-
se og andre godkendte aktiviteter, herunder fx behandlings-
forløb.
Stk. 3 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til
at fastsætte regler om udståelse af strafcelle. Denne bestem-
melse tilsigter ikke at afskære muligheden for at lempe i den
udelukkelse fra fællesskab, der er udgangspunktet efter stk.
2, 1. pkt.
Hvis anbringelse i strafcelle har været uforskyldt, kan der
efter lovforslagets § 106, stk. 1, nr. 2, rejses spørgsmål om
erstatning for uberettiget ophold i strafcelle, jf. bemærknin-
gerne til denne bestemmelse.
Til § 71
Den foreslåede bestemmelse vedrører kriminalforsorgsom-
rådets muligheder for midlertidigt at anbringe en indsat i
forhørscelle.
Bestemmelsen svarer til § 71 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Stk. 1 indebærer, at en indsat midlertidigt kan anbringes i
forhørscelle, hvis dette er nødvendigt af hensyn til gennem-
førelsen af undersøgelser i disciplinærsagen. Denne bestem-
melse er i overensstemmelse med gældende praksis og er
begrundet i, at det i modsat fald ville kunne være nødven-
digt at overføre den indsatte til en institution i Danmark,
mens disciplinærsagen gennemføres. Det er en forudsætning
for anbringelse i forhørscelle, at der er begrundet mistanke
om et forhold, der må antages at ville medføre strafcelle
som disciplinærstraf.
Efter stk. 2 er anbringelse i forhørscelle begrænset til den
tid, der er nødvendig til undersøgelsen af disciplinærsa-
gen. Endvidere foreslås en absolut tidsbegrænsning på 5
dage, hvilket er nyt i forhold til gældende ret.
Stk. 3 indebærer, at den tid, som en indsat har været anbragt
i forhørscelle, som hidtil skal fradrages i udståelsen af straf-
celle.
I stk. 4 er det fastsat, at anbringelse i forhørscelle sker efter
samme regler som udståelse af strafcelle, jf. herved lovfor-
slagets § 70, stk. 2 og 3.
Hvis anbringelse i forhørscelle har været uforskyldt, kan der
efter lovforslagets § 106, stk. 1, nr. 2, rejses spørgsmål om
erstatning for uberettiget ophold i forhørscelle, jf. bemærk-
ningerne til denne bestemmelse.
Til § 72
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 72 indeholder
en bemyndigelse for justitsministeren til fastsættelse af reg-
ler om behandlingen af disciplinærsager.
101
Bestemmelsen svarer til § 72 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
De administrative regler, der skal udstedes i medfør af § 72,
forudsættes bl.a. at omfatte forskrifter om fremgangsmåden
ved sagernes behandling.
Endvidere forudsættes der foretaget en nærmere afgræns-
ning af de sager, der (alene eller tillige) skal behandles af
politiet, således at der skabes sikkerhed for en ensartet af-
grænsning mellem disciplinærstraffesystemet og det almin-
delige strafferetlige system.
Konfiskation
Til § 73
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om kri-
minalforsorgsområdets adgang til at træffe bestemmelse om
konfiskation.
Bestemmelsen svarer til § 73 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
De foreslåede regler om adgang for kriminalforsorgsområ-
det til at træffe bestemmelse om konfiskation skal ses i
sammenhæng med de almindelige bestemmelser om konfi-
skation i straffelovens §§ 75-77 a. Efter gældende ret og
efter lovforslaget er de almindelige konfiskationsregler ikke
anset for tilstrækkelige til at modvirke, at indsatte kommer
i besiddelse af genstande eller penge, som de af hensyn til
institutionens varetagelse af ordens- og navnlig sikkerheds-
mæssige opgaver ikke findes at burde være i besiddelse af.
Det følger af straffelovens § 47, stk. 3, at såfremt en person,
der udestår frihedsstraf, findes i besiddelse af genstande,
som ulovligt er indført, erhvervet eller tilvirket i anstalten,
kan genstandene konfiskeres, medmindre de tilhører nogen,
der ikke er ansvarlig for det ulovlige forhold.
Stk. 1, 1. pkt. svarer til den gældende regel i straffelovens
§ 47, stk. 3, der samtidig foreslås ophævet som led i gen-
nemførelsen af straffuldbyrdelsesloven, § 1, nr. 1, i det
samtidigt fremsatte lovforslag om ændring af straffelov for
Færøerne, retsplejelov for Færøerne, og lov om retsafgifter
for Færøerne (Ændringer som følge af ikraftsættelse af lov
for Færøerne om fuldbyrdelse af straf m.v. og som følge
af ikraftsættelse af ændringsanordning om konkursloven for
Færøerne).
Med forslaget til stk. 1, 2. pkt., vil reglerne om, at der
kan ske konfiskation af genstande og penge, der er ulovligt
indført, erhvervet eller tilvirket i institutionen, desuden også
gælde for genstande og penge, der i øvrigt er medtaget,
besiddet eller rådet over i strid med regler eller anvisninger
for ophold i institutionen.
Dette indebærer, at kriminalforsorgens adgang til at foretage
konfiskation hos afsonere i institutionen udvides til også
at omfatte genstande og penge, som afsoneren lovligt har
indført, erhvervet eller tilvirket i institutionen, men som den
pågældende efterfølgende har medtaget, besiddet eller rådet
over i strid med regler eller anvisninger for ophold i institu-
tionen.
Bestemmelsen er i den danske straffuldbyrdelseslov særligt
relevant i forhold til konfiskation af røgtobak, rygeremedier
og genstande til brug for fremstilling af cigaretter, idet det
i de danske fængsler og arresthuse ikke er tilladt at ryge
indendørs, herunder heller ikke i egen celle. Selv om de
indsatte i Færøerne Arrest efter de gældende lokalt fastsatte
regler om rygning i overensstemmelse med den færøske ry-
gelov har mulighed for rygning visse steder (jf. lovforslagets
§ 67 og bemærkningerne hertil), foreslås bestemmelsen alli-
gevel medtaget i lovforslaget. Det skyldes, at bestemmelsen
også vil kunne tænkes anvendt i forhold til andre genstande
eller penge, der ikke er omfattet af et generelt forbud i
institutionen, men som afsoneren medtager, besidder eller
råder over i strid med regler eller anvisninger for ophold i
institutionen. Den vil også kunne finde anvendelse i tilfælde
af, at der på Færøerne bliver fastsat strengere regler for
rygning.
Bestemmelsen finder ikke anvendelse på genstande og pen-
ge, der tilhører nogen, der ikke er ansvarlig for det ulovlige
forhold.
Efter stk. 2 kan der endvidere træffes bestemmelse om kon-
fiskation, når genstande og penge søges indsmuglet til ind-
satte. Bestemmelsen indebærer i forhold til gældende regler
og praksis en lovfæstelse af adgangen til at konfiskere gen-
stande og penge i tilfælde af indsmugling. Det præciseres
samtidig i stk. 2, 2. og 3. pkt., at konfiskation ikke er mulig,
hvis de berørte genstande eller penge enten tilhører tredje-
mand, som ikke er ansvarlig for det ulovlige forhold, eller
tilhører den indsatte, forudsat at den indsatte kan godtgøre
ikke at have haft kendskab til det ulovlige forhold.
Stk. 3 indebærer, at der kan ske konfiskation af genstande
og penge som nævnt i stk. 1, som findes på institutionens
terræn, når det ikke kan klarlægges, hvem der er ejer her-
af. Det bemærkes herved, at lovlige genstande mv., som
findes på institutionens terræn, f.eks. beklædningsgenstande,
forudsættes afleveret til politiet efter de gældende regler om
hittegods, der findes i Plakat af 5. december 1812 for Dan-
mark og Norge angaaende Omgangsmaaden med Hittegods
som findes paa Landet.
Stk. 4 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til
at fastsætte regler om behandlingen af sager om konfiska-
tion. Sådanne regler forudsættes bl.a. at omhandle frem-
gangsmåden ved destruktion af konfiskerede effekter. End-
videre forudsættes der fastsat pligt for kriminalforsorgsom-
rådet til som hidtil på forhånd at orientere besøgende om,
hvad der må medtages til den indsatte, og om, at andet kan
konfiskeres.
102
I øvrigt forudsættes afgørelsen om konfiskation som hidtil
at ske under iagttagelse af proportionalitetsgrundsætningen,
så konfiskation undlades, hvis det må anses for et uforholds-
mæssigt indgreb.
En afgørelse om konfiskation af genstande eller penge, hvis
værdi overstiger det almindelige vederlag, der udbetales ind-
satte for en uges beskæftigelse, foreslås omfattet af den
udvidede adgang til domstolsprøvelse, jf. lovforslagets §
112, nr. 4, og bemærkningerne hertil. Ved at inddrage dis-
se afgørelser under den foreslåede ordning sikres indsatte
og deres besøgende - for så vidt angår værdier over den
anførte beløbsgrænse - samme ret til domstolsprøvelse af
en konfiskation, som generelt er gældende ved konfiskation
efter straffelovens almindelige bestemmelser herom. Særligt
vedrørende adgangen for andre end indsatte til at klage over
konfiskation henvises til lovforslagets § 123 og bemærknin-
gerne hertil.
Modregning af erstatningsbeløb
Til § 74
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om kri-
minalforsorgsområdets ret til at sikre indsattes betaling af
erstatning ved modregning af erstatningsbeløbet i den ind-
sattes vederlag for beskæftigelse.
Bestemmelsen svarer til § 74 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
I stk. 1 fastsættes det, at kriminalforsorgsområdet af præven-
tive grunde har ret til at sikre sig betaling af erstatningsbeløb
gennem indeholdelse i den indsattes vederlag for beskæfti-
gelsen, jf. lovforslagets § 42, stk. 1.
Med bestemmelsen udvides den eksisterende modregnings-
adgang, således at den ikke alene omfatter tilfælde, hvor
der er forvoldt skade på ting, der tilhører institutionen, men
på samme måde ting, som tilhører en hvilken som helst af
kriminalforsorgens institutioner, herunder også kriminalfor-
sorgens institutioner i Danmark.
Erstatningsbeløb i anledning af personskade eller skade på
ting, der tilhører andre end kriminalforsorgens institutioner,
f.eks. medindsatte eller ansatte i institutionen, omfattes ikke
af bestemmelsen.
Det forudsættes i øvrigt, at modregningsadgangen ale-
ne bringes i anvendelse, hvor erstatningskravet er utvivl-
somt. Er dette ikke tilfældet, må Justitsministeriet anlægge
erstatningssag mod den indsatte ved domstolene.
Afgørelse om modregning af erstatningsbeløb, der oversti-
ger størrelsen af det almindelige vederlag, som udbetales
indsatte for en uges beskæftigelse, foreslås omfattet af den
udvidede adgang til domstolsprøvelse, jf. lovforslagets §
112, nr. 5.
Stk. 2 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at
fastsætte regler om behandlingen af sager om modregning af
erstatningsbeløb. Bestemmelsen vil bl.a. kunne anvendes til
at fastslå, at erstatningskrav over en vis størrelse skal fore-
lægges for Direktoratet for Kriminalforsorgen. Endvidere
forudsættes det i administrative regler præciseret, at erstat-
ningssag skal anlægges på sædvanlig måde ved domstolene,
hvis erstatningsansvaret ikke er utvivlsomt, jf. ovenfor.
Til kapitel 12
Strafafbrydelse
Lovforslagets kapitel 12 (§§ 75-77) indeholder bestemmel-
ser om afbrydelse af fuldbyrdelsen af fængselsstraffen. Så-
dan strafafbrydelse kan ske i anledning af handlinger fore-
taget af den indsatte. Strafafbrydelse kan imidlertid også
tillades af kriminalforsorgen i særlige tilfælde.
Strafafbrydelse ved undvigelse, udeblivelse, varetægtsfængs-
ling mv.
Til § 75
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om straf-
afbrydelse i de tilfælde, hvor dette følger umiddelbart af
handlinger foretaget af den indsatte.
Bestemmelsen svarer til § 75 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Strafafbrydelse indebærer, at der skal foretages en ombereg-
ning af straffetiden, jf. herved lovforslagets § 16.
I stk. 1 opregnes de tilfælde, hvor fuldbyrdelsen af fæng-
selsstraffen afbrydes. For så vidt angår anholdelse eller va-
retægtsfængsling er tidsbegrænsningen på mindst 24 timer
fastsat på baggrund af, at sådan frihedsberøvelse i 24 timer
eller derover kan medføre fradrag efter straffelovens § 86
ved fuldbyrdelsen af en eventuel ny straf eller begrunde
enten et erstatningskrav efter retsplejelovens kapitel 106
eller en mulighed for fradrag i den straffuldbyrdelse, der
blev afbrudt ved anholdelsen eller varetægtsfængslingen, jf.
herved lovforslagets § 18, stk. 2.
For så vidt angår strafafbrydelse som følge af udeblivelse
efter udgang vil det i medfør af bemyndigelsen i stk. 2 kun-
ne bestemmes, at mere kortvarige udeblivelser (forsinkelser)
ikke skal føre til strafafbrydelse.
Bestemmelsen om strafafbrydelse ved i øvrigt selvforskyldt
unddragelse af strafudståelsen svarer til den gældende straf-
felovs § 46, stk. 1, om indlæggelse på hospital som følge
103
af den indsattes egne forhold under strafudståelsen. Det for-
udsættes, at bestemmelsen i overensstemmelse med hidtidig
praksis kun sjældent vil finde anvendelse og da i sådanne
tilfælde, hvor en indsat ved selvbeskadigelse har tilsigtet
og opnået indlæggelse på et almindeligt sygehus. Også i
sådanne tilfælde giver bemyndigelsen i stk. 2 mulighed for
at holde mere kortvarige hospitalsophold uden for reglerne
om strafafbrydelse.
Bestemmelsen i straffelovens § 46 forudsættes ophævet
samtidig med ikrafttrædelse af straffuldbyrdelseslovens §
1, nr. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag om ændring
af straffelov for Færøerne, retsplejelov for Færøerne, og
lov om retsafgifter for Færøerne (Ændringer som følge af
ikraftsættelse af lov for Færøerne om fuldbyrdelse af straf
m.v. og som følge af ikraftsættelse af ændringsanordning om
konkursloven for Færøerne).
Tilladelse til strafafbrydelse
Til § 76
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om straf-
afbrydelse efter særlig tilladelse fra justitsministeren, eller
den der bemyndiges dertil.
Bestemmelsen svarer til § 76 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Stk. 1 indeholder en regulering af, hvornår strafafbrydelse
kan tillades. Det fremgår af bestemmelsen, at strafafbrydel-
se kun tillades under ganske særlige omstændigheder, idet
såvel hensynet til retshåndhævelsen som til den indsatte
selv i almindelighed findes at tale for gennemførelse af
straffuldbyrdelsen uden afbrydelser. I bestemmelsen er som
praktiske eksempler på sådanne ganske særlige omstændig-
heder fremhævet omstændigheder af arbejds-, uddannelses-,
familie- eller helbredsmæssig karakter.
I stk. 2 er det fastsat, at tilladelse til strafafbrydelse betinges
af, at den pågældende ikke begår strafbart forhold, og kan
betinges af overholdelsen af andre vilkår, herunder tilsyn
af kriminalforsorgen. Tilladelsen gives for et bestemt tids-
rum. Strafafbrydelse er midlertidig og kan ikke gives indtil
videre. Den periode, hvori der er givet tilladelse til strafaf-
brydelse, medregnes ikke ved straffetiden, der derfor skal
omberegnes, jf. lovforslagets § 16.
Stk. 3 regulerer adgangen til at tilbagekalde tilladelsen, hvis
de fastsatte vilkår ikke overholdes, eller nye oplysninger til-
vejebringes, hvorefter den dømte, før tilladelsen blev givet,
havde begået strafbart forhold. Lignende bestemmelser er
fastsat bl.a. i lovforslagets § 13, stk. 2, om tilbagekaldelse af
tilladelse til udsættelse af straffuldbyrdelsen og i § 78, stk. 4,
om tilbagekaldelse af tilladelse til anbringelse på hospital, i
familiepleje, i egnet hjem eller institution på Færøerne eller i
Danmark, jf. bemærkningerne til disse bestemmelser.
Stk. 4 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at
fastsætte regler om tilladt strafafbrydelse. Det forudsættes i
den forbindelse bl.a. fastsat, at tilladelse til strafafbrydelse
udformes således, at strafafbrydelsen regnes fra udløbet af
den (kortvarige) periode, hvor den indsatte kan få udgang.
Genoptagelse af straffuldbyrdelsen
Til § 77
Den foreslåede bestemmelse indeholder en regulering af,
hvornår straffuldbyrdelsen skal anses for genoptaget efter en
strafafbrydelse.
Bestemmelsen svarer til § 77 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Det fastsættes således i § 77, at straffuldbyrdelsen genopta-
ges, når den indsatte på ny giver møde, pågribes med hen-
blik på fortsat straffuldbyrdelse, eller når kriminalforsorgen
giver meddelelse herom til den pågældende.
Der skal herefter foretages en ny strafberegning, jf. lovfor-
slagets § 16. Bestemmelsen viderefører gældende ret.
Kapitel 13
Fuldbyrdelse af fængselsstraf i kriminalforsorgens pensio-
ner og i institutioner m.v. uden for kriminalforsorgen
Til § 78
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om fuld-
byrdelse af en fængselsstraf i institution mv. uden for arrest-
hus og fængsel.
Bestemmelsen svarer til § 78 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019
med de ændringer, som følger af de færøske forhold, herun-
der at der alene er et arresthus på Færøerne, og at der aktuelt
ikke er nogen pension eller sikret institution på Færøerne.
Efter straffelovens § 49, stk. 2, kan justitsministeren bestem-
me, at den domfældte midlertidigt eller for resten af straf-
fetiden skal overføres til hospital eller til egnet hjem eller
institution til særlig pleje eller forsorg, hvis det findes hen-
sigtsmæssigt på grund af den pågældendes alder, helbredstil-
stand eller andre særlige omstændigheder.
Bestemmelsen træder i stedet for straffelovens § 49, stk. 2,
som foreslås ophævet i forbindelse med straffuldbyrdelses-
lovens ikrafttræden, jf. § 1, nr. 1, i det samtidigt fremsatte
lovforslag om ændring af straffelov for Færøerne, retspleje-
lov for Færøerne, og lov om retsafgifter for Færøerne (Æn-
dringer som følge af ikraftsættelse af lov for Færøerne om
104
fuldbyrdelse af straf m.v. og som følge af ikraftsættelse af
ændringsanordning om konkursloven for Færøerne).
Der tilsigtes med den foreslåede bestemmelse en lovfæstelse
af den nuværende praksis vedrørende anbringelse af dømte i
behandlingsinstitution mv.
Herudover forudsættes det, at de foreslåede bestemmelser i
§§ 28 – 30 med de fornødne tillempelser finder tilsvarende
anvendelse på anbringelse mv. i hospital, i familiepleje, i
egnet hjem eller institution i Danmark efter § 78.
Stk. 1 regulerer sammen med stk. 2 anvendelsesområdet for
fuldbyrdelse af fængselsstraf ved anbringelse på hospital, i
familiepleje, i egnet hjem eller institution på Færøerne eller
i Danmark. Dette anvendelsesområde svarer til anvendelses-
området for den gældende straffelovs § 49, stk. 2.
I forhold til denne bestemmelse er det dog i § 78 præciseret,
at anbringelse efter bestemmelsen kan – og for så vidt angår
unge under 18 år som udgangspunkt skal – ske fra straffuld-
byrdelsens begyndelse, ligesom bestemmelsen åbner mulig-
hed for, at anbringelse kan ske i familiepleje. Det bemærkes
dog, at der på Færøerne aktuelt ikke som i Danmark er no-
gen pension eller sikret institution, hvor dømte unge under
18 år vil kunne anbringes.
Det forudsættes, at der kan gives adgang til at anbringe ind-
satte med mindreårige børn uden for fængsel og arresthus,
selv om anbringelsen særligt måtte være motiveret af hen-
synet til, hvad der er bedst for barnet, jf. bemærkningerne
ovenfor til lovforslagets § 54.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 fastsætter derfor, at
dømte (under 18 år) anbringes i institution m.v., som om-
handlet i bestemmelsens stk. 1, medmindre det skønnes at
være bedst for den unge at udstå straffen på Færøerne, og
der ikke kan findes en egnet institution m.v. på Færøerne (nr.
1), eller afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod
anbringelse uden for arresthus eller fængsel (nr. 2). Hvis
det således skønnes at tjene den unges tarv bedst at være
i nærheden af familie m.v., og der ikke findes egnet institu-
tion, familiepleje eller lignende på Færøerne, kan den unge
anbringes i Færøerne Arrest i stedet for at blive overført til
en institution i Danmark (nr. 1). Tilsvarende vil anbringelse
i Færøerne Arrest kunne ske i medfør af bestemmelsens nr.
2, hvis afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod
anbringelse af den unge uden for arresthus eller fængsel. Så-
danne hensyn vil kunne foreligge på grund af kriminalite-
tens art, den dømtes farlighed og lignende, men også på
grund af erfaringer fra tidligere institutionsophold, hvor den
pågældende har optrådt voldeligt, er undveget eller på anden
måde har dokumenteret, at afgørende hensyn til retshåndhæ-
velsen taler imod en ny anbringelse i institution mv. uden for
kriminalforsorgen. Efter omstændighederne vil de nævnte
hensyn dog kunne optræde med en sådan styrke, at afsoning
ikke bør ske i Færøerne Arrest, men i fængsel eller arresthus
i Danmark jf. herom lovforslagets § 21, stk. 2, nr. 1, 2 og 7.
Det er et fællestræk for anbringelse efter § 78, at den døm-
te i stedet for at være anbragt i en afsoningsinstitution an-
bringes under andre institutions- eller institutionslignende
forhold med en heri liggende kontrol af den dømtes tilstede-
værelse og adfærd. § 78 er derfor ikke anvendelig i tilfælde,
hvor den dømte ønskes anbragt under forhold, der indebæ-
rer, at den pågældende er uden tilsyn eller kontrol i et ikke
uvæsentligt omfang.
I stk. 3 fastslås det, at en anbringelse efter stk. 1 og 2
skal betinges af, at den dømte ikke begår strafbart forhold,
og kan betinges af andre vilkår. Disse vilkår har virkning
for den periode, hvori fængselsstraffen fuldbyrdes uden for
arresthus.
Manglende overholdelse af de fastsatte vilkår mv. kan bevir-
ke tilbageførsel eller overførsel til arresthus, jf. stk. 4 og
bemærkningerne til lovforslagets § 13, stk. 2. Hvis den på-
gældende skal tilbageføres eller overføres til arresthus eller
fængsel i Danmark, skal betingelserne i den foreslåede §§
21 og 24 desuden være opfyldt.
Stk. 5 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til
at fastsætte regler om anbringelse af dømte i institution mv.
uden for arresthus. Sådanne regler forudsættes bl.a. at om-
fatte spørgsmålet om tilbageførsel til arresthus i tilfælde af
manglende overholdelse af fastsatte vilkår for anbringelsen.
§ 78 skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestem-
melse i § 50 a, hvorefter justitsministeren kan iværksætte
forsøgsordninger med udgang i form af frigang eller udsta-
tionering til en institution m.v. på Færøerne uden for krimi-
nalforsorgen.
Til kapitel 14
Løsladelse
Lovforslagets kapitel 14 (§§ 79-88) indeholder forskellige
bestemmelser vedrørende løsladelsen fra afsoningsinstitutio-
nen. I § 79 reguleres tidspunktet for løsladelsen.
§§ 79 a-d indeholder en række almindelige bestemmelser
om løsladelse på prøve. § 79 a indeholder således udgangs-
punktet for, hvornår en indsat kan løslades på prøve. § 79
b regulerer de nærmere vilkår for prøveløsladelse, mens §
79 c regulerer kompetencen til at træffe afgørelse ved over-
trædelse af vilkår i prøvetiden. § 79 d regulerer spørgsmålet
om tidlig prøveløsladelse (den såkaldte noget for noget-ord-
ning). §§ 79 e og 79 f indeholder regler om prøveløsladelse
af livstidsdømte henholdsvis om kompetencen til at træffe
afgørelse ved overtrædelse af vilkår i prøvetiden ved prøve-
løsladelse af straf af fængsel på livstid. Endelig indeholder
§ 79 g regler om adgangen til betinget benådning (hel eller
delvis eftergivelse af straf) af såvel tidsbestemt straf som
straf af fængsel på livstid.
Det bemærkes, at de almindelige bestemmelser om løsladel-
se på prøve og betinget benådning hidtil har været regule-
105
ret i straffeloven (§§ 38-43). Med lovforslaget foreslås det
imidlertid at flytte de pågældende bestemmelser (på nær
straffelovens § 40, stk. 1 og § 42, stk. 1) til straffuldbyr-
delsesloven med henblik på at samle regelgrundlaget for
kriminalforsorgsområdet i samme lov.
I § 80 findes en regel om sagsbehandlingen i forbindelse
med afgørelsen om ordinær prøveløsladelse fra tidsbestemt
straf og i forbindelse med afgørelsen om prøveløsladelse fra
straf af fængsel på livstid, og i §§ 81-88 findes en række
bestemmelser om gennemførelsen af tilsyn og eventuelle
særvilkår ved prøveløsladelse.
Tidspunkt for løsladelsen
Til § 79
Den foreslåede bestemmelse vedrører tidspunktet for løsla-
delsen fra afsoningsinstitutionen.
Bestemmelsen svarer til § 79 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Det fastslås i stk. 1, at løsladelse sker enten efter endt straf-
udståelse eller i forbindelse med prøveløsladelse, strafafbry-
delse eller benådning.
I stk. 2 bemyndiges justitsministeren til at fastsætte regler
om det faktiske tidspunkt for løsladelsen samt om adgang til
en kortere fremrykning af dette tidspunkt.
Tidspunktet for løsladelsen forudsættes fastlagt således, at
løsladelse efter endt strafudståelse som hidtil sker på et så-
dant tidspunkt, at den løsladte ved benyttelse af offentlige
trafikmidler kan nå til en bopæl på Færøerne inden straffeti-
dens udløb.
For så vidt angår mulighederne for at fremrykke tidspunktet
for løsladelsen forudsættes de administrative regler herom
bl.a. at give mulighed for en kortere fremrykning af løsla-
delsestidspunktet, f.eks. i tilfælde, hvor en sådan fremryk-
ning findes rimelig af hensyn til den indsattes muligheder
for at tiltræde et arbejde. De administrative regler forudsæt-
tes endvidere at fastholde muligheden for kortere fremryk-
ning af tidspunktet for løsladelsen, hvis løsladelsesdatoen er
en lørdag, søndag eller helligdag eller f.eks. falder i forbin-
delse med jul eller andre højtider.
Løsladelse på prøve
Til § 79 a
Den foreslåede bestemmelse indeholder de grundlæggende
betingelser for, hvornår den dømte kan løslades på prøve.
Bestemmelsen svarer til den danske straffelovs § 38, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1650 af 17. november 2020, med den
undtagelse, at stk. 5-7 ikke foreslås medtaget, da disse be-
stemmelser er indsat som led i de såkaldte bandepakker, jf.
bemærkningerne til lovforslagets pkt. 4.
Bestemmelsen viderefører § 38 i straffeloven, som samtidig
foreslås ophævet, jf. § 1, nr. 1, i det samtidigt fremsatte
lovforslag om ændring af straffelov for Færøerne, retspleje-
lov for Færøerne, og lov om retsafgifter for Færøerne (Æn-
dringer som følge af ikraftsættelse af lov for Færøerne om
fuldbyrdelse af straf m.v. og som følge af ikraftsættelse af
ændringsanordning om konkursloven for Færøerne).
Med lovforslaget lægges der dog op til, at den gældende
bestemmelse i straffelovens § 38, stk. 3, hvorefter prøveløs-
ladelse i almindelighed ikke kan ske, når den resterende
straffetid er mindre end 30 dage, ikke videreføres. En tilsva-
rende bestemmelse (§ 38, stk. 3) blev ophævet i den danske
straffelov ved lov nr. 628 af 12. juni 2013 om ændring af
straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og lov om
statens uddannelsesstøtte (Udvidet mulighed for prøveløsla-
delse og fodlænkeafsoning, SU i skoleperioder under uddan-
nelsen til fængselsbetjent m.v.), da parterne bag kriminalfor-
sorgens økonomi 2013-16 fandt, at der i alle tilfælde bør
kunne ske prøveløsladelse, hvis den dømte opfylder betin-
gelserne herfor, uanset at den resterende straffetid er mindre
end 30 dage. Parterne henviste bl.a. til, at prøveløsladelse
og de dertil knyttede muligheder for fastsættelse af prøvetid
og vilkår er vigtige elementer i en vellykket udslusning af
indsatte, idet prøvetid og vilkår mv. kan hjælpe eller påvirke
den dømte til at leve en kriminalitetsfri tilværelse efter løsla-
delsen. Der henvises til de almindelige bemærkninger til det
danske lovforslag, pkt. 3.2.1, jf. Folketingstidende 2012-13,
A, L 133 som fremsat, side 8.
Med lovforslaget lægges der endvidere op til, at justitsmini-
sterens kompetence til at overlade afgørelseskompetencen i
prøveløsladelsessager ikke længere begrænses til bestemte
grupper af sager, som tilfældet er efter den gældende be-
stemmelse i straffelovens § 38, stk. 2, 2. pkt. Dette svarer til
den ændring af den danske straffelov, som blev gennemført
ved lov nr. 739 af 25. juni 2014 om ændring af straffeloven,
lov om fuldbyrdelse af straf m.v., retsplejeloven og lov om
Offerfonden (Reorganisering af kriminalforsorgen, herunder
begrænsning af klageadgangen), og som udsprang af reorga-
niseringen af kriminalforsorgen. Reorganiseringen indebar
bl.a., at kompetencen til at træffe afgørelse i konkrete sager
som hovedregel henhører under kriminalforsorgsområderne,
mens direktoratet alene har bevaret sin afgørelseskompeten-
ce i sager af helt særlig karakter. Der henvises til de almin-
delige bemærkninger til det danske lovforslag, pkt. 4.1.3 og
4.2.3, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 190 som fremsat,
side 10-11 og 13-14.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1 afgør justitsmini-
steren, eller den, ministeren bemyndiger dertil, om den døm-
te skal løslades på prøve, når to tredjedele af straffetiden,
dog mindst 2 måneder, er udstået.
106
Det foreslås i stk. 2, at løsladelse på prøve kan ske tidligere,
når særlige omstændigheder taler derfor, og den dømte har
udstået halvdelen af straffetiden, dog mindst 2 måneder. Be-
stemmelse herom træffes af justitsministeren eller den, som
ministeren bemyndiger dertil.
Det er en betingelse for prøveløsladelse efter udståelse af
halvdelen af straffetiden, at særlige omstændigheder taler
herfor. Der er herved især tænkt på de undtagelsestilfælde,
hvor særlige grunde, herunder navnlig mulighed for en sær-
lig gunstig arbejdsmæssig placering, taler for, at der sker
løsladelse en kortere tid, før to tredjedele af straffetiden er
udstået. Endvidere kan bestemmelsen f.eks. finde anvendel-
se, hvor prøveløsladelse af hensyn til alvorlig sygdom hos
den indsatte eller dennes pårørende ikke findes at burde af-
vente, at den pågældende har afsonet 2/3 af straffetiden. Be-
stemmelsen kan desuden anvendes bl.a. i forbindelse med
prøveløsladelse efter halvdelen af straffetiden af udenland-
ske strafafsonere, der skal udvises efter løsladelsen.
Efter bestemmelsens stk. 3 kan prøveløsladelse ikke ske
med hensyn til den ubetingede del af en såkaldt kombinati-
onsdom efter straffelovens § 58, stk. 1. Efter straffelovens
§ 58, stk. 1, kan retten, hvis den skønner det påkrævet at
anvende ubetinget fængselsstraf, men oplysningerne om til-
taltes personlige forhold taler for anvendelse af en betinget
dom, bestemme, at en del af den idømte straf, dog højst 6
måneder, skal fuldbyrdes, mens den resterende del af straf-
fen gøres betinget.
Efter bestemmelsens stk. 4 forudsætter prøveløsladelse efter
stk. 1, at den dømtes forhold ikke gør prøveløsladelsen util-
rådelig, at der er sikret den pågældende passende ophold og
arbejde eller andet underhold, og at den pågældende erklæ-
rer at ville overholde de vilkår, der i medfør af § 79 b, stk. 2,
fastsættes for løsladelsen.
Afgørelse om prøveløsladelse skal i øvrigt træffes ud fra en
samlet afvejning af alle omstændigheder, som taler for eller
imod prøveløsladelse.
Afgørelse om afslag på prøveløsladelse efter den foreslåede
§ 79 a, stk. 1, kan inden 4 uger efter, at afgørelsen er med-
delt den dømte, kræves indbragt til prøvelse for retten, jf.
den foreslåede § 112, nr. 6. Afslag på prøveløsladelse efter
den foreslåede § 79 a, stk. 2, kan ikke kræves indbragt for
domstolene.
Til § 79 b
Bestemmelsen regulerer de vilkår, som kan fastsættes for
prøveløsladelsen.
Bestemmelsen svarer med enkelte undtagelser til den danske
straffelovs § 39. Den foreslåede bestemmelse indeholder så-
ledes ikke bestemmelser svarende til den danske straffelovs
§ 39, stk. 3-5, da disse bestemmelser er indsat som led i de
såkaldte bandepakker, jf. bemærkningerne til lovforslagets
pkt. 4.
Bestemmelsen viderefører med enkelte undtagelser § 39
i straffeloven, der foreslås ophævet som konsekvens her-
af. Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 adskiller sig fra §
39, stk. 2, i straffeloven, idet den ikke indeholder en hen-
visning til straffelovens § 57, stk. 2, og § 59, stk. 1, om
fastsættelse af nærmere regler for gennemførelsen af tilsyn
og vilkår i relation til betingede domme. Dette skyldes, at
straffelovens § 57, stk. 2, og § 59, stk. 1, foreslås ophæ-
vet som led i gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven for
Færøerne. Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 1, i
det samtidigt fremsatte lovforslag om ændring af straffelov
for Færøerne, retsplejelov for Færøerne, og lov om retsafgif-
ter for Færøerne (Ændringer som følge af ikraftsættelse af
lov for Færøerne om fuldbyrdelse af straf m.v. og som følge
af ikraftsættelse af ændringsanordning om konkursloven for
Færøerne).
Tilsvarende bestemmelser blev ophævet i den danske straf-
felov ved lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af forskel-
lige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af
en lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Ændringer som følge
af straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og
prøveløsladelse af livstidsdømte m.v.).
I bestemmelsens stk. 1 fastslås det som grundvilkår, at løsla-
delse betinges af, at den pågældende ikke i prøvetiden begår
strafbart forhold. Prøvetiden kan ikke overstige 3 år. Det
forudsættes, at prøvetiden i de fleste tilfælde fastsættes til 2
år. Hvis den resterende straffetid overstiger 3 år, kan der dog
fastsættes en prøvetid på indtil 5 år.
Efter bestemmelsens stk. 2, 1. pkt., kan det fastsættes som
tillægsvilkår for løsladelsen, at den pågældende i hele prø-
vetiden eller en del af denne undergives tilsyn.
Yderligere vilkår kan fastsættes efter reglerne i straffelovens
§ 57 (om vilkårsfastsættelse ved betingede domme), jf. den
foreslåede bestemmelses stk. 2, 2. pkt. Henvisningen til
straffelovens § 57 indebærer, at der kan fastsættes de vilkår,
som findes formålstjenlige, herunder at den dømte overhol-
der særlige betingelser vedrørende opholdssted, arbejde, ud-
dannelse, anvendelse af fritid eller samkvem med bestemte
personer, tager ophold i egnet hjem eller institution eller
underkaster sig afvænningsbehandling for misbrug af alko-
hol, narkotika eller lignende medikamenter, om fornødent på
hospital eller i særlig institution.
Efter bestemmelsens stk. 2, 3. pkt., har vilkår om ophold
i hjem, hospital eller anden institution ikke gyldighed for
længere tidsrum end den resterende straffetid.
Til § 79 c
Bestemmelsen regulerer kompetencen til at træffe afgørelse
107
ved overtrædelse af vilkår i prøvetiden, som er delt mellem
domstolene og administrationen.
Bestemmelsen svarer til den danske straffelovs § 40 og vide-
refører § 40 i straffeloven. Dog foreslås det, at den gældende
bestemmelse i straffelovens § 40, stk. 1, opretholdes i straf-
feloven, da bestemmelsen vedrører rettens kompetence til
at udmåle straf under en konkret straffesag, som fortsat bør
reguleres i straffeloven. § 40, stk. 2-6, i straffeloven foreslås
derimod flyttet til straffuldbyrdelsesloven og ophæves som
konsekvens heraf, jf. § 1, nr. 1, i det samtidigt fremsatte
lovforslag om ændring af straffelov for Færøerne, retspleje-
lov for Færøerne, og lov om retsafgifter for Færøerne (Æn-
dringer som følge af ikraftsættelse af lov for Færøerne om
fuldbyrdelse af straf m.v. og som følge af ikraftsættelse af
ændringsanordning om konkursloven for Færøerne).
I modsætning til den gældende bestemmelse i straffelovens
§ 40, stk. 2, indsættes der desuden en bemyndigelsesbe-
stemmelse, således at justitsministeren kan delegere sine
kompetencer efter bestemmelsen til en underordnet myndig-
hed. For så vidt angår baggrunden herfor henvises der til
bemærkningerne til § 79 a om reorganiseringen af kriminal-
forsorgen.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1 er det retten, som
træffer afgørelse, hvis en person, som er prøveløsladt efter §
79 a eller § 79 d, begår et nyt strafbart forhold i prøvetiden,
og der foretages rettergangsskridt inden prøvetidens udløb,
hvorved den pågældende sigtes for forholdet. Spørgsmålet
om reststraffen skal i disse situationer behandles efter § 40 i
straffeloven.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 2 er det justitsmini-
steren eller den, ministeren bemyndiger dertil, der træffer
afgørelse, hvis en prøveløsladt overtræder de fastsatte til-
lægsvilkår. Justitsministeren eller den, ministeren bemyndi-
ger dertil, kan i sådanne tilfælde tildele den pågældende en
advarsel (nr. 1), ændre vilkårene og forlænge prøvetiden for
den i 79 b fastsatte længstetid (nr. 2) eller under særlige om-
stændigheder bestemme, at den pågældende skal indsættes
til udståelse af reststraffen (nr. 3).
Efter bestemmelsens stk. 3 gælder det samme, hvis den
prøveløsladte begår strafbart forhold i prøvetiden, uden at
der rejses tiltale herfor, eller hvis den prøveløsladte i ud-
landet dømmes for strafbart forhold begået i prøvetiden,
uden at der i forbindelse med dommen er taget stilling til
spørgsmålet om fuldbyrdelse af reststraffen. Kompetencen
efter stk. 2, jf. stk. 3, omfatter derfor også tilfælde, hvor
den prøveløsladte i udlandet dømmes for strafbart forhold
i prøvetiden. Bestemmelsen har især betydning, hvor myn-
dighederne efter domsfældelsen i udlandet anmodes om at
overtage fuldbyrdelsen af straffen.
Afgørelse efter stk. 2, jf. stk. 3, kan kun træffes inden prøve-
tidens udløb, jf. den foreslåede bestemmelses stk. 4.
Hvis der ikke træffes bestemmelse om fuldbyrdelse af rests-
traffen efter straffelovens § 40 eller denne lovs § 79 c, stk.
2, jf. stk. 3, anses straffen for udstået på det tidspunkt, da
prøveløsladelsen fandt sted, jf. den foreslåede bestemmelses
stk. 5.
Hvis genindsættelse er bestemt i medfør af stk. 2, jf. stk.
3, kan fornyet prøveløsladelse ifølge det foreslåede stk. 6,
ske, selv om de tidsmæssige betingelser i § 79 a, stk. 1 og
2, eller § 79 d, stk. 1, ikke er opfyldt med hensyn til rests-
traffen. Ved afgørelse om fornyet prøveløsladelse i sådanne
tilfælde skal der tages hensyn til omfanget af samfundstjene-
ste, som den pågældende har udført i medfør af § 79 d, stk.
3 og 4. Med hensyn til prøvetid efter sådan prøveløsladelse
gælder de i § 79 b fastsatte tider med fradrag af den tid, i
hvilken den pågældende tidligere har været prøveløsladt.
Bestemmelsen i stk. 6 åbner således mulighed for en kortva-
rig tilbageføring til afsoning efterfulgt af ny prøveløsladelse,
når en vilkårsovertrædelse har ført til beslutning om genind-
sættelse.
Til § 79 d
Bestemmelsen fastsætter reglerne for tidlig prøveløsladelse
af indsatte, som yder en særlig indsats for at ruste sig mod
tilbagefald til kriminalitet mv. (den såkaldte »noget for no-
get-ordning«). Bestemmelsen giver mulighed for at fravige
hovedreglen i § 79 a, stk. 1, således at visse kategorier
af dømte efter en konkret vurdering kan prøveløslades, før
to tredjedele af straffetiden er udstået, og supplerer undta-
gelsesbestemmelsen i § 79 a, stk. 2 (tidlig prøveløsladelse
under særlige omstændigheder).
Bestemmelsen svarer til den danske straffelovs § 40 a og
viderefører med enkelte undtagelser § 40 a i straffeloven,
som foreslås ophæves som konsekvens heraf, jf. § 1, nr. 1, i
det samtidigt fremsatte lovforslag om ændring af straffelov
for Færøerne, retsplejelov for Færøerne, og lov om retsafgif-
ter for Færøerne (Ændringer som følge af ikraftsættelse af
lov for Færøerne om fuldbyrdelse af straf m.v. og som følge
af ikraftsættelse af ændringsanordning om konkursloven for
Færøerne).
Det foreslås dog med den nye bestemmelse at lempe de tids-
mæssige betingelser for tidlig prøveløsladelse efter noget for
noget-ordningen, så løsladelse på prøve fremover vil kunne
ske, når halvdelen af straffetiden, dog mindst 2 (mod i dag
4) måneder, er afsonet. Dette er i lighed med ændringen af
den danske straffelovs § 40 a, stk. 1, som blev gennemført
ved lov nr. 611 af 14. juni 2011 om ændring af straffeloven
(Udvidelse af noget for noget-ordningen om tidlig prøveløs-
ladelse af dømte m.v.).
Det foreslås endvidere at tilføje, at arbejdstræning og arbej-
de efter en konkret vurdering vil kunne udgøre en særlig
indsats, der kan begrunde prøveløsladelse, når halvdelen af
straffen er udstået. Tilsvarende tilføjelser er gennemført i
den danske straffelovs § 40 a, stk. 1, nr. 1, ved lov nr. 611
af 14. juni 2011 om ændring af straffeloven (Udvidelse af
108
»noget for noget-ordningen« om tidlig prøveløsladelse af
dømte m.v.) (arbejdstræning) og lov nr. 628 af 12. juni 2013
om ændring af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf
m.v. og lov om statens uddannelsesstøtte (Udvidet mulighed
for prøveløsladelse og fodlænkeafsoning, SU i skoleperioder
under uddannelsen til fængselsbetjent m.v.) (arbejde).
Ændringerne af den danske noget for noget-ordning i 2011
og 2013 udsprang bl.a. af en analyse af kriminalforsorgens
kapacitets- og sikkerhedsbehov, som viste, at ordningen var
meget velfungerende, idet recidivet hos dømte, der blev løs-
ladt efter ordningen, var langt lavere end det gennemsnitlige
recidiv for fængselsdømte. Analysen pegede desuden på, at
noget for noget-ordningen er egnet til at motivere indsatte til
at yde en særlig indsats for ikke at begå ny kriminalitet efter
afsoningen. Der henvises til de almindelige bemærkninger
til det danske lovforslag, pkt. 3.2.2, jf. Folketingstidende
2012-13, A, L 133, som fremsat, side 8-9.
Efter bestemmelsens stk. 1, nr. 1, kan der for første ske
prøveløsladelse efter halvdelen af straffetiden af dømte, der
har ydet en særlig indsats for ikke på ny at begå kriminalitet,
herunder ved at indgå i et behandlingsforløb, uddannelses-
forløb, arbejdstræning eller arbejde i forbindelse med afso-
ningen.
En »særlig indsats« kan f.eks. bestå i, at den indsatte under
fængselsopholdet gennemfører et relevant uddannelsesfor-
løb eller deltager i afvænningsbehandling for et eventuelt
alkohol- eller stofmisbrug eller i et særligt adfærdskorrige-
rende program. En særlig indsats kan endvidere bestå i ar-
bejdstræning, hvorved forstås forløb, hvor den indsatte lærer
basale funktioner knyttet til varetagelsen af et arbejde. Disse
funktioner kan bl.a. være social omgang på arbejdspladsen,
at modtage og udføre en ordre fra en overordnet, samarbejde
med øvrige ansatte, punktlighed og undervisning i arbejds-
markedsregler.
»Arbejdstræning« kan foregå i fængslet, f.eks. i tilknytning
til et værksted. Målgruppen for arbejdstræning er indsatte,
der ikke tidligere har varetaget et arbejde over en længere
sammenhængende periode på grund af manglende basale
jobkvalifikationer, og indsatte, der har været uden for ar-
bejdsmarkedet i et længere stykke tid og af den grund ikke
længere kan siges at have de nødvendige basale kvalifikatio-
ner til varetagelsen af et job.
Endelig kan »arbejde« efter en konkret vurdering kvalificere
indsatte til tidlig prøveløsladelse. Bestemmelsen sigter på
tilfælde, hvor den indsatte ved varetagelsen af et arbejde
under afsoningen har ydet en særlig indsats for at undgå
tilbagefald til ny kriminalitet, navnlig ved at ruste sig til
at passe et arbejde efter endt afsoning. Denne mulighed vil
f.eks. kunne være relevant for indsatte, som har været på
fri fod forud for afsoningen, og som før indsættelsen har
været uden arbejde i længere tid, eller for dømte, der har
været uden for arbejdsmarkedet i en længere periode som
følge af længerevarende varetægtsfængsling. Ved alminde-
ligt arbejde forstås eksempelvis arbejde inden for institu-
tionens arbejds- eller økonomidrift, som ikke har karakter
af arbejdstræning, herunder bl.a. bygningsvedligeholdelse,
gangmandstjeneste og produktionsvirksomhed.
Det vil bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde,
om den indsatte kan anses for at have ydet den nævnte
særlige indsats som nævnt i nr. 1.
Efter bestemmelsens stk. 1, nr. 2, skal der for det andet kun-
ne ske prøveløsladelse efter halvdelen af straffetiden, hvis
den dømtes forhold taler derfor. Bestemmelsen indebærer,
at der ud over den gruppe af indsatte, som er omfattet af
nr. 1, endvidere kan ske prøveløsladelse efter halvdelen af
straffetiden af indsatte, hvis forhold samlet set taler for, at
det er unødvendigt, at den pågældende afsoner resten af
straffen i fængsel, hvis der i stedet kan fastsættes vilkår
om samfundstjeneste. Det vil dreje sig om indsatte, som
typisk har gode og stabile personlige forhold og et godt
socialt netværk samt er uden misbrugsproblemer, og hvis
forbrydelse ikke er udtryk for et kriminelt mønster. Det er
en forudsætning, at den pågældendes afsoningsforløb har
været i det væsentlige problemfrit, dvs. at den indsatte ikke
f.eks. flere gange er udeblevet fra udgang eller har begået
kriminalitet under afsoningen eller alvorligt har chikaneret
fængselspersonale eller andre indsatte.
Prøveløsladelse efter halvdelen af straffetiden i begge tilfæl-
degrupper vil være betinget af, at hensynet til retshåndhæ-
velsen ikke taler imod det.
Bestemmelsen indebærer, at der skal udvises meget betyde-
lig varsomhed med at anvende de foreslåede bestemmelser
om prøveløsladelse efter halv tid i forhold til personer, der
afsoner straf for visse meget alvorlige forbrydelser. Det for-
udsættes desuden, at der, forinden der træffes afgørelse om
prøveløsladelse af sådanne personer, foretages en høring af
Færøernes Politi.
Det bemærkes, at noget for noget-ordningen ikke er relevant
for indsatte med en dom på 3 måneders fængsel og derun-
der, da der i disse tilfælde vil kunne ske prøveløsladelse
efter 2 måneder efter de mere lempelige betingelser for ordi-
nær prøveløsladelse efter 2/3 tid, jf. § 79 a, stk. 1.
Det foreslåede stk. 2, 1. pkt., indebærer, at personer, der
prøveløslades i medfør af den foreslåede § 79 a, stk. 1,
nr. 1 eller 2, skal undergives tilsyn, indtil der er forløbet
2/3 af straffetiden. Efter udløbet af 2/3 af straffetiden skal
der ifølge stk. 2, 2. pkt., kunne fastsættes vilkår om fortsat
tilsyn, hvis der efter en konkret vurdering findes at være
behov herfor.
Efter det foreslåede stk. 3, kan der i forbindelse med prøve-
løsladelse i medfør af stk. 1, nr. 1 (om den dømtes særlige
indsats), fastsættes et eller flere yderligere vilkår som nævnt
i straffelovens § 57 (vilkårsfastsættelse ved betingede dom-
me) og vilkår om, at den dømte skal udføre ulønnet sam-
fundstjeneste. Henvisningen til straffelovens § 57 indebærer,
at der kan fastsættes de vilkår, som findes formålstjenlige,
herunder at den dømte overholder særlige betingelser ved-
109
rørende opholdssted, arbejde, uddannelse, anvendelse af fri-
tid eller samkvem med bestemte personer, tager ophold i
egnet hjem eller institution eller underkaster sig afvænnings-
behandling for misbrug af alkohol, narkotika eller lignende
medikamenter, om fornødent på hospital eller i særlig insti-
tution.
Fastsættelse af vilkår i medfør af den foreslåede bestemmel-
se skal ske under hensyn til den pågældendes individuelle
forhold.
Der kan endvidere efter en konkret vurdering i det enkel-
te tilfælde fastsættes vilkår om samfundstjeneste, eventuelt
sammen med andre vilkår efter reglerne i straffelovens §
57. Vilkår om samfundstjeneste i forhold til personer, som
løslades efter nr. 1, kan være relevant, hvor der ikke (længe-
re) er særlige behandlingsbehov eller behov for uddannelse
mv., som kan følges op med vilkår efter § 57, men hvor der
bør sikres et fortsat pønalt element, som samtidig er egnet til
at støtte den pågældendes resocialisering.
Bestemmelsen i stk. 4, 1. pkt., indebærer, at det skal være et
obligatorisk vilkår for prøveløsladelse efter stk. 1, nr. 2 (om
den dømtes forhold), at den dømte skal udføre samfundstje-
neste. Herudover vil der efter stk. 4, 2. pkt., kunne fastsættes
yderligere vilkår som nævnt i straffelovens § 57, hvis der
konkret skulle være behov herfor.
Det foreslås i stk. 5, 1. pkt., at vilkår om samfundstjeneste
ikke skal kunne have en varighed ud over 2/3 af straffeti-
den, hvor den pågældende normalt kunne være blevet prø-
veløsladt uden vilkår om samfundstjeneste i medfør af § 79
a, stk. 1. I modsat fald ville en tidlig prøveløsladelse i denne
henseende kunne opfattes som mindre attraktiv end den or-
dinære prøveløsladelse efter 2/3 tid. Det foreslås imidlertid
fastsat i stk. 5, 2. pkt., at der undtagelsesvis kan fastsættes
vilkår om samfundstjeneste efter dette tidspunkt, hvis der
foreligger særlige grunde, f.eks. fordi den pågældende på
grund af sygdom, graviditet eller lignende ikke har kunnet
udføre den fastsatte arbejdsforpligtelse inden for 2/3 af straf-
fetiden. Vilkår om samfundstjeneste skal dog ikke kunne
udstrækkes ud over den samlede straffetid.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 6 forudsætter prøve-
løsladelse, at den dømtes forhold ikke gør løsladelse utilrå-
delig, at der er sikret den dømte passende ophold og arbejde
eller andet underhold, samt at den dømte er egnet til og
erklærer sig villig til at overholde de vilkår for løsladelsen,
som fastsættes efter stk. 3 og 4. Dette svarer – bortset fra
kravet om, at den dømte også skal være egnet til at overhol-
de vilkårene for løsladelsen – til de gældende betingelser for
anden prøveløsladelse jf. lovforslagets § 79 a, stk. 4. Det
forudsættes, at der – ligesom ved løsladelse efter § 79 a, stk.
2 – kun sker prøveløsladelse i medfør af den foreslåede § 79
d i tilfælde, hvor risikoen for tilbagefald til ny kriminalitet
skønnes at være ringe.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 7 fastsætter, at § 79 a, stk.
3, § 79 b, stk. 1 og stk. 2, 3. pkt., samt straffelovens § 40
(nyt strafbart forhold i prøvetiden) og § 63, stk. 1, 1. pkt.
(samfundstjeneste), finder tilsvarende anvendelse med hen-
syn til prøveløsladelse efter noget for noget-ordningen. Be-
stemmelsen indebærer bl.a., at prøveløsladelse som fast vil-
kår betinges af, at den pågældende ikke i prøvetiden begår
strafbart forhold ligesom ved løsladelse efter § 79 a, og at
der i forbindelse med prøveløsladelsen skal fastsættes en
prøvetid efter de almindelige regler herom (§ 79 b, stk. 1).
Bestemmelsen indebærer endvidere, at de gældende reakti-
onsmuligheder over for prøveløsladte, som begår nyt straf-
bart forhold i prøvetiden, eller som overtræder vilkårene
for prøveløsladelsen, finder tilsvarende anvendelse over for
indsatte, som prøveløslades efter de foreslåede regler.
Efter straffelovens § 63, stk. 1, 1. pkt., skal samfundstjene-
sten fastsættes til en arbejdspligt af mindst 30 og højst 240
timers varighed.
Til § 79 e
Den foreslåede bestemmelse indeholder de grundlæggende
betingelser for, hvornår en livstidsdømt kan løsladelses på
prøve.
Bestemmelsen svarer til den danske straffelovs § 41 med
den undtagelse, at stk. 3, 4 og 6-8 ikke foreslås medtaget,
da disse bestemmelser er indsat som led i de såkaldte bande-
pakker, jf. i bemærkningerne til lovforslagets pkt. 4.
Bestemmelsen viderefører § 41 i straffeloven for Færøerne,
som samtidig foreslås ophævet, jf. § 1, nr. 1, i det samtidigt
fremsatte lovforslag om ændring af straffelov for Færøerne,
retsplejelov for Færøerne, og lov om retsafgifter for Færøer-
ne (Ændringer som følge af ikraftsættelse af lov for Færøer-
ne om fuldbyrdelse af straf m.v. og som følge af ikraftsættel-
se af ændringsanordning om konkursloven for Færøerne).
Med lovforslaget lægges der dog op til, at justitsministeren
kan delegere sin kompetence efter stk. 1 til en underordnet
myndighed. For så vidt angår baggrunden herfor henvises
der til bemærkningerne til § 79 a om reorganiseringen af
kriminalforsorgen.
Den foreslåede bestemmelses stk. 1 indebærer, at der, når 12
år af en straf af fængsel på livstid er udstået, administrativt
kan træffes beslutning om prøveløsladelse fra straf af fæng-
sel på livstid.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 2 forudsætter løsla-
delse på prøve, at den dømtes forhold ikke gør løsladelse
utilrådelig. Endvidere skal der være sikret den pågældende
passende ophold og arbejde eller andet underhold, og den
pågældende skal afgive erklæring om at ville overholde de
vilkår om tilsyn mv., der fastsættes i medfør af § 79 e, stk.
3. 3. pkt., jf. herved også den foreslåede § 79 a, stk. 4, om
prøveløsladelse fra tidsbestemt straf. Dette indebærer bl.a.,
at der i forbindelse med en afgørelse om prøveløsladelse
fra straf af fængsel på livstid skal foretages en konkret
110
vurdering af den dømtes forhold. Det forudsættes herved,
at der som hidtil sker høring af anklagemyndigheden og
Retslægerådet, inden der træffes afgørelse i sagen.
Afgørelsen om, hvorvidt den dømte skal prøveløslades, vil
således bero på en afvejning af samtlige af sagens omstæn-
digheder. I vurderingen skal bl.a. indgå oplysninger om risi-
koen for tilbagefald (recidiv) til kriminalitet og oplysninger
om den dømtes farlighed. I vurderingen vil desuden skulle
inddrages oplysninger om det hidtidige afsoningsforløb, her-
under om den indsatte har været i stand til at administrere
de lempelser i afsoningsforløbet, der er blevet tildelt den
pågældende (udgang, ophold i åben anstalt, udstationering
eller frigang mv.).
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 3 vil prøveløsladelse
altid skulle ske på vilkår af, at den prøveløsladte ikke begår
strafbart forhold i prøvetiden. Prøveløsladelse fra livstids-
straf sidestilles i denne henseende bl.a. med prøveløsladelse
fra tidsbestemt straf, jf. § 79 b, stk. 1, 1. pkt., i lovforsla-
get. Prøvetiden vil skulle fastsættes bl.a. under hensyn til,
at der er tale om prøveløsladelse fra en tidsubestemt fæng-
selsstraf. Det er også baggrunden for, at der alene gælder
en maksimumgrænse på 5 år for prøvetidens varighed. Ved
fastsættelse af prøvetiden for prøveløsladelse fra livstidsstraf
er det således ikke foreskrevet, at prøvetiden i almindelig-
hed ikke kan overstige 3 år, jf. herved den foreslåede § 79
b, stk. 1, 2. og 3. pkt., om prøveløsladelse fra tidsbestemt-
straf. Den administrative praksis i sager om betinget benåd-
ning fra livstidsstraf vil eventuelt kunne være vejledende
ved fastsættelsen af prøvetiden ved prøveløsladelse.
Det følger endvidere af bestemmelsens stk. 3, at prøveløsla-
delsen kan betinges af yderligere vilkår, og at straffelovens §
57 herved finder tilsvarende anvendelse. Prøveløsladelse fra
livstidsstraf sidestilles også i denne henseende med prøve-
løsladelse fra tidsbestemt straf, jf. den foreslåede § 79 b, stk.
2. Den administrative praksis i sager om betinget benådning
og prøveløsladelse fra længerevarende, tidsbestemt straf vil
efter omstændighederne kunne give en vis vejledning ved
fastsættelsen af vilkår, herunder vilkår om tilsyn af kriminal-
forsorgen.
Afslås en begæring om prøveløsladelse efter 12 års afso-
ning, er der ikke mulighed for at anmode om domstolspr-
øvelse, idet domstolsprøvelse er betinget af, at 14 år af livs-
tidsstraffen er udstået, jf. § 112, nr. 6, i lovforslaget. Imid-
lertid følger det af den foreslåede § 80, stk. 2, at der i
forbindelse med fastsættelse af administrative regler om be-
handlingen af sager om prøveløsladelse også skal fastsættes
regler, der sikrer, at spørgsmålet om prøveløsladelse tages
op til ny afgørelse senest 1 år efter en afgørelse om nægtelse
af prøveløsladelse.
Til § 79 f
Bestemmelsen regulerer kompetencen til at træffe afgørelse
ved overtrædelse af vilkår i prøvetiden ved prøveløsladelse
af straf af fængsel på livstid.
Bestemmelsen svarer til den danske straffelovs § 42 og vide-
refører § 42 i straffeloven. Dog foreslås det, at den gældende
bestemmelse i straffelovens § 42, stk. 1, opretholdes i straf-
feloven, da bestemmelsen vedrører rettens kompetence til
at udmåle straf under en konkret straffesag, som fortsat bør
reguleres i straffeloven. § 42, stk. 2, i straffeloven foreslås
derimod flyttet til straffuldbyrdelsesloven og ophævet som
konsekvens heraf, jf. § 1, nr. 1, i det samtidigt fremsatte
lovforslag om ændring af straffelov for Færøerne, retspleje-
lov for Færøerne, og lov om retsafgifter for Færøerne (Æn-
dringer som følge af ikraftsættelse af lov for Færøerne om
fuldbyrdelse af straf m.v. og som følge af ikraftsættelse af
ændringsanordning om konkursloven for Færøerne).
Begår den prøveløsladte nyt strafbart forhold i prøvetiden,
og foretages der inden dennes udløb rettergangsskridt, hvor-
ved den pågældende sigtes for forholdet, træffer retten afgø-
relse om reststraffen efter straffelovens § 42, jf. den foreslå-
ede bestemmelses stk. 1.
Den foreslåede bestemmelses stk. 2 indebærer, at hvis den
dømte i øvrigt overtræder ét eller flere af vilkårene for prø-
veløsladelse, vil der kunne reageres administrativt inden for
den i § 79 e, stk. 3, fastsatte længstetid for prøvetiden (5
år) på samme måde som ved prøveløsladelse fra tidsbestemt
straf. Er der i medfør af § 79 f, stk. 2, jf. § 79 c, stk. 2, nr. 3,
truffet afgørelse om genindsættelse, kan afgørelsen forlan-
ges domstolsprøvet efter § 112, nr. 7, i lovforslaget. Endvi-
dere vil der efter de administrative regler om behandlingen
af sager om prøveløsladelse, der fastsættes i medfør af § 80,
stk. 2, i lovforslaget, være pligt til at træffe ny afgørelse om
spørgsmålet om prøveløsladelse senest 1 år efter genindsæt-
telse til udståelse af sådan straf.
Prøvetiden ved en eventuel ny prøveløsladelse kan efter
lovforslaget fastsættes op til 5 år, jf. § 79 e, stk. 3. Herved
afviger lovforslaget fra de foreslåede regler om prøveløsla-
delse efter genindsættelse til fortsat afsoning af tidsbestemt
straf. Efter straffelovens § 79 c, stk. 6, 3. pkt., gælder for
sådan prøveløsladelse, at der skal ske fradrag af den tid, i
hvilken den pågældende tidligere har været prøveløsladt.
Til § 79 g
Bestemmelsen indeholder adgangen til betinget benådning
(hel eller delvis eftergivelse af straf) af såvel tidsbestemt
straf som straf af fængsel på livstid.
Bestemmelsen svarer til den danske straffelovs § 43 og
viderefører § 43 i straffeloven, som foreslås ophævet som
konsekvens heraf, jf. § 1, nr. 1, i det samtidigt fremsatte
lovforslag om ændring af straffelov for Færøerne, retspleje-
lov for Færøerne, og lov om retsafgifter for Færøerne (Æn-
dringer som følge af ikraftsættelse af lov for Færøerne om
111
fuldbyrdelse af straf m.v. og som følge af ikraftsættelse af
ændringsanordning om konkursloven for Færøerne).
Efter den foreslåede § 79 g kan det ved hel eller delvis
eftergivelse af en straf ved betinget benådning fastsættes
som vilkår for benådningen, at bestemmelserne i § 79 c,
stk. 2-5, og § 79 f, stk. 2, samt straffelovens § 40 og § 42
finder tilsvarende anvendelse. Ordet »straf« i den foreslåede
§ 41 g omfatter både tidsbestemt straf og straf af fængsel
på livstid. Det er også baggrunden for, at der om vilkår mv.
for benådning henvises både til reglerne om prøveløsladelse
fra tidsbestemt straf (den foreslåede § 79 c, stk. 2-5, og
straffelovens § 40) samt reglerne om prøveløsladelse fra
straf af fængsel på livstid (den foreslåede § 79 f, stk. 2, og
straffelovens § 42).
Begår en betinget benådet nyt strafbart forhold i prøvetiden,
vil spørgsmålet om reaktion skulle afgøres af domstolene, jf.
ved benådning fra tidsbestemt straf § 79 g, jf. straffelovens §
40, og ved benådning fra straf af fængsel på livstid § 79 g,
jf. § 42.
Overtræder en betinget benådet i øvrigt de fastsatte vilkår,
kan justitsministeren tildele advarsel eller ændre vilkårene
inden for den gældende længstetid, jf. ved benådning fra
tidsbestemt straf § 79 g, jf. § 79 c, stk. 2, nr. 1-2, og ved be-
nådning fra straf af fængsel på livstid § 79 g, jf. § 79 f, stk.
2, jf. § 79 c, stk. 2, nr. 1-2, og § 79 e, stk. 3. Henvisningen i
§ 79 g til § 79 c, stk. 2, nr. 3, indebærer, at det under særlige
omstændigheder kan bestemmes, at den pågældende skal
indsættes til udståelse af reststraffen eller livstidsstraffen. Er
der i medfør af § 79 g truffet bestemmelse om eftergivelse
af hele straffen, vil en afgørelse efter § 79 c, stk. 2, nr. 3,
medføre, at den pågældende skal indsættes til udståelse af
hele straffen.
Er der som følge af overtrædelse af vilkår om tilsyn m.v.
truffet beslutning om genindsættelse, kan den dømte forlan-
ge domstolsprøvelse i medfør af § 112, nr. 8, i lovforslaget.
Beslutning om prøveløsladelse
Til § 80
Den foreslåede bestemmelse indeholder bl.a. en regel om
sagsbehandlingen i de tilfælde, hvor der er mulighed for
ordinær prøveløsladelse fra tidsbestemt straf efter lovforsla-
gets § 79 a, stk. 1, og for prøveløsladelse fra straf af fængsel
på livstid efter lovforslagets § 79 e.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til § 80
i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr.
1333 af 9. december 2019.
Efter stk. 1, 1. pkt., fastsættes, at hvis den straf, der fuldbyr-
des, giver mulighed for prøveløsladelse efter § 79 a, stk.
1, skal afgørelsen om prøveløsladelse træffes på et sådant
tidspunkt, at en eventuel prøveløsladelse kan ske straks efter
udståelse af to tredjedele af straffen. Efter stk. 1, 2. pkt.,
skal afgørelsen om prøveløsladelse efter § 79 e træffes på
et sådant tidspunkt, at en eventuel prøveløsladelse kan ske
straks efter udståelsen af 12 år af straffen af fængsel på
livstid.
Bestemmelsen tilsigter bl.a. at skabe sikkerhed for, at den
indsatte kan løslades, så snart betingelserne for en prøveløs-
ladelse måtte anses for opfyldt. Det forudsættes, at instituti-
onen også regelmæssigt overvejer spørgsmålet om prøveløs-
ladelse af indsatte, der har fået afslag på prøveløsladelse, jf.
herved tillige lovforslagets § 89.
I stk. 2 foreslås en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter
justitsministeren fastsætter regler om behandlingen af sager
om prøveløsladelse, herunder om pligt til fornyet afgørel-
se af spørgsmålet om prøveløsladelse fra straf af fængsel
på livstid senest 1 år efter en afgørelse om nægtelse af
prøveløsladelse eller genindsættelse til udståelse af sådan
straf. De administrative regler, der fastsættes i denne for-
bindelse, forudsættes ligeledes at regulere adgangen til at
påklage kriminalforsorgsområdets afgørelser vedrørende af-
slag på prøveløsladelse. Der henvises desuden til lovforsla-
gets § 111, stk. 3 og § 112, nr. 6.
Nægtelse af prøveløsladelse fra tidsbestemt straf og fra straf
af fængsel på livstid er i visse tilfælde omfattet af forslaget
om udvidet adgang til domstolsprøvelse, jf. lovforslagets §
112, nr. 6.
Gennemførelse af tilsyn og eventuelle særvilkår ved prøve-
løsladelse
Almindelige bestemmelser om gennemførelse af tilsyn mv.
Til § 81
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om, hvil-
ken myndighed der skal gennemføre tilsyn og andre vilkår
fastsat i forbindelse med prøveløsladelse.
Bestemmelsen svarer til § 81 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019
med de undtagelser, der følger af, at ikke alle bestemmelser i
den danske straffelov er gennemført i den færøske straffelov.
§ 81 fastslår, at kriminalforsorgen er den myndighed, som
i almindelighed gennemfører tilsyn og andre vilkår, der er
fastsættes efter § 79 b, stk. 2, § 79 d, stk. 2-4, eller § 79 e,
stk. 3, medmindre andet er bestemt i afgørelsen. Et vilkår
om samfundstjeneste, der fastsættes efter den foreslåede §
79 d, stk. 3 eller 4, skal dog altid varetages af kriminalfor-
sorgen. Dette svarer til lovforslagets § 101, stk. 1, med
hensyn til gennemførelse af samfundstjeneste, der er fastsat
som vilkår for en betinget dom.
Hvis tilsyn og andre vilkår mere undtagelsesvis skal gen-
112
nemføres af andre myndigheder, skal dette efter forslaget
være udtrykkeligt bestemt i afgørelsen om prøveløsladelse.
Til § 82
Den foreslåede bestemmelse pålægger tilsynsmyndigheden
en vejledningspligt samt en pligt til i samarbejde med den
prøveløsladte at planlægge tilsynsperioden og tiden derefter.
Bestemmelsen svarer til § 82 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
I stk. 1 fastslås det, at tilsynsmyndigheden har pligt til
at vejlede den prøveløsladte om tilsynets nærmere ind-
hold. Den foreslåede vejledningspligt er uafhængig af, om
tilsynsmyndigheden er kriminalforsorgen eller en anden
myndighed, jf. herved § 81. Den foreslåede vejledningspligt
skal ses i sammenhæng med den vejledning, der forudsættes
givet af afsoningsinstitutionen i forbindelse med prøveløsla-
delsen, jf. herved lovforslagets § 80, stk. 2.
I stk. 2 fastslås det i overensstemmelse med den gælden-
de praksis, at tilsynsmyndigheden sammen med den prøvel-
øsladte skal udarbejde en plan for tilsynsperioden og tiden
derefter. Formålet med denne bestemmelse er at fastholde
den prøveløsladte i ansvaret for den pågældendes forhold
også i tilsynsperioden og tiden derefter. Det findes af væ-
sentlig betydning, at tilsynsforløbet hurtigst muligt bringes i
mere faste rammer, og det er derfor anført i bestemmelsen,
at den nødvendige planlægning skal søges udarbejdet senest
i forbindelse med tilsynets iværksættelse. Bl.a. for at fast-
holde den prøveløsladte i dennes ansvar skal den udarbejde-
de plan jævnligt sammenholdes med forholdene, herunder
den prøveløsladtes forhold, under tilsynet og om nødvendigt
søges tilpasset ændringer i disse forhold.
Nærmere regler om tilsynsmyndighedens vejledningspligt
og pligt til sammen med den prøveløsladte at planlægge
tilsynsperioden og tiden derefter forudsættes fastsat admini-
strativt med hjemmel i bemyndigelsesbestemmelsen i lov-
forslagets § 85, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 giver justitsministeren
hjemmel til at udstede nærmere retningslinjer om begræns-
ning af pligten til at udarbejde handleplaner efter § stk. 2 for
prøveløsladte, der ikke skønnes at have behov for bistand
med hensyn til beskæftigelsesmæssige, sociale og personli-
ge forhold med henblik på at forbedre mulighederne for at
leve en kriminalitetsfri tilværelse.
Tilsyn mv. af kriminalforsorgen
Til § 83
Den foreslåede bestemmelse regulerer den prøveløsladtes
pligter i forbindelse med kriminalforsorgens gennemførelse
af tilsyn og andre vilkår (særvilkår).
Bestemmelsen svarer til § 83 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Et vilkår om tilsyn indebærer, at den prøveløsladte undergi-
ves et kontrolmæssigt tilsyn med en deraf følgende forplig-
telse til at holde sig i kontakt med tilsynsmyndigheden efter
dennes nærmere bestemmelse. Denne forpligtelse for den
prøveløsladte fastslås i stk. 1.
Stk. 2-4 vedrører de tilfælde, hvor der efter reglerne i straffe-
lovens § 57, jf. den foreslåede bestemmelse i denne lovs §
79 b, stk. 2, er fastsat yderligere vilkår (særvilkår) end vilkår
om tilsyn i forbindelse med prøveløsladelsen.
Det fastslås, at den prøveløsladte skal overholde fastsatte
særvilkår og give kriminalforsorgen de oplysninger, som
gennemførelsen af det pågældende særvilkår nødvendiggør,
ligesom den prøveløsladte skal overholde de forskrifter, som
kriminalforsorgen fastsætter til gennemførelse heraf. Sådan-
ne forskrifter kan f.eks. omfatte den nærmere gennemførelse
af et vilkår om afvænningsbehandling for misbrug af alko-
hol eller narkotika.
Formålet med den fastsatte oplysningspligt for den prøvel-
øsladte er at sikre kriminalforsorgen de nødvendige oplys-
ninger til gennemførelse af vilkår om tilsyn og eventuelle
særvilkår. Er de pågældende oplysninger af en sådan karak-
ter, at de kan dokumenteres af den prøveløsladte, har denne
efter stk. 3 pligt til at fremlægge sådan dokumentation, hvis
det forlanges af kriminalforsorgen.
Til § 84
Den foreslåede bestemmelse vedrører kriminalforsorgens
hjælpefunktion i forbindelse med gennemførelsen af tilsyn.
Bestemmelsen svarer til § 84 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Bestemmelsens 1. pkt. indebærer, at kriminalforsorgen skal
tilbyde den prøveløsladte støtte med hensyn til løsning af
sociale og personlige problemer med henblik på at forbedre
den pågældendes muligheder for at leve en kriminalitetsfri
tilværelse. Denne støtte skal ses i forlængelse af den be-
handlingsmæssige virksomhed, der udøves af afsoningsinsti-
tutionen under strafudståelsen, jf. herved lovforslagets § 3
og bemærkningerne hertil. Hjælpefunktionen er endvidere
et fast element i et tilsyn med en prøveløsladt på samme
måde, som et sådant tilsyn altid indebærer en kontrol med
den prøveløsladte.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelses 2. pkt., at vej-
ledning og bistand enten kan ydes af kriminalforsorgen selv
eller af andre myndigheder mv. Det bemærkes herved, at
bistandsforpligtelsen over for personer, der ikke er friheds-
berøvede, påhviler social- og sundhedsmyndighederne. Kri-
minalforsorgens bistand vil derfor i en række tilfælde ofte
bestå i en formidling af kontakt til og bistand fra sådanne
andre myndigheder.
113
Til § 85
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 85 bemyndi-
ger justitsministeren til at fastsætte regler om gennemførelse
af tilsyn og eventuelle særvilkår.
Bestemmelsen svarer til § 85 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Bemyndigelsen forudsættes bl.a. udnyttet til at fastsætte
nærmere regler om kriminalforsorgens forpligtelser som til-
synsmyndighed. Det fremgår i den forbindelse af bestem-
melsen, at de administrative regler skal omfatte tilsynets
iværksættelse, kriminalforsorgens kontakthyppighed med
den prøveløsladte og kriminalforsorgens samarbejde med
andre myndigheder mv. Det forudsættes, at der på grundlag
af de administrative regler sker en vis koordinering af krimi-
nalforsorgens virksomhed i forhold til prøveløsladte.
Vilkårsovertrædelse
Til § 86
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om de
foranstaltninger og indberetninger, som kriminalforsorgen
som tilsynsmyndighed skal foretage, hvis den prøveløsladte
gør sig skyldig i overtrædelse af vilkår fastsat i forbindelse
med prøveløsladelsen.
Bestemmelsen svarer til § 86 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Bestemmelsen vedrører alene de foranstaltninger mv., som
kriminalforsorgen skal foretage som tilsynsmyndighed. Be-
stemmelsen indebærer således ingen ændring af reglerne om
retsvirkninger af overtrædelse af vilkår for prøveløsladelse,
jf. lovforslagets § 79 c (overtrædelse af vilkår ved prøve-
løsladelse fra tidsbestemt straf) og § 79 e (overtrædelse af
vilkår ved prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid).
Stk. 1 indeholder en forpligtelse for kriminalforsorgen som
tilsynsmyndighed til at søge et tilsyn genetableret og særvil-
kår overholdt, hvis den prøveløsladte unddrager sig tilsynet
eller gennemførelsen af særvilkåret. Blandt de mulige foran-
staltninger, som kriminalforsorgen selv kan træffe med det
nævnte formål, er forsøg på kontakt med den prøveløsladte
ved fremsendelse af anbefalet brev eller ved husbesøg. End-
videre kan nævnes fremsættelse af begæring til politiet om
anholdelse af den prøveløsladte, jf. retsplejelovens § 781, og
fremstilling i retten med begæring om varetægtsfængsling,
jf. retsplejelovens § 788. Det er ved bestemmelsen forudsat,
at der foretages en nærmere regulering af valget af foran-
staltninger, jf. herved bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 4.
Stk. 2 vedrører de vilkårsovertrædelser, som ikke giver
grundlag for at antage en nærliggende risiko for kriminali-
tet. I sådanne tilfælde kan der efter omstændighederne være
grund til at indskærpe forskrifter og vilkår om tilsyn mv.
over for den pågældende.
I stk. 3 er det fastsat, at der snarest skal træffes afgørelse om
eventuel reaktion efter den foreslåede bestemmelse i denne
lovs § 79 c, stk. 2 eller 3, eller straffelovens § 79 f, stk. 2,
som følge af vilkårsovertrædelsen. Træffes der afgørelse om
genindsættelse til udståelse af (rest)straffen, er denne afgø-
relse omfattet af forslaget om udvidet adgang til domstolspr-
øvelse, jf. lovforslagets § 112, nr. 7, og bemærkningerne til
denne bestemmelse.
Stk. 4 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til
at fastsætte regler om behandlingen af sager om vilkårsover-
trædelse. Denne bemyndigelse omfatter efter sin placering
alene sagsbehandlingen i kriminalforsorgsområdet som til-
synsmyndighed og i Direktoratet for Kriminalforsorgen som
klageinstans i sådanne sager.
Tilsyn mv. af andre myndigheder end kriminalforsorgen
Til § 87
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 87 åbner mu-
lighed for fastsættelse af regler om gennemførelse af tilsyn
mv. i de tilfælde, hvor tilsyn mv. udøves af andre myndighe-
der end kriminalforsorgen.
Bestemmelsen svarer med den ændring, at »vedkommende
minister« er ændret til »Færøernes Landsstyre «, til § 87 i
den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr.
1333 af 9. december 2019. Denne ændring har til formål at
sikre, at Landsstyret inddrages i relation til færøske myndig-
heder.
Gennemførelse af tilsyn mv. ved betinget benådning og ved
strafafbrydelse mv.
Til § 88
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 88 vedrører
gennemførelsen af tilsyn og særvilkår, som er fastsat i for-
bindelse med betinget benådning, jf. den foreslåede § 79
g, strafafbrydelse eller i øvrigt i medfør af bestemmelser
i denne lov, jf. herved navnlig § 13, stk. 1(udsættelse af
straffuldbyrdelsen), og § 78, stk. 2 (fuldbyrdelse uden for
fængsel eller arresthus).
Bestemmelsen svarer til § 88 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Det følger af bestemmelsen, at lovforslagets regler vedrø-
rende tilsyn og særvilkår fastsat ved prøveløsladelse finder
tilsvarende anvendelse i de her omhandlede tilfælde. Ved
meget kortvarige tilsyn mv. fastsat i forbindelse med ud-
114
gang, jf. lovforslagets § 48, stk. 2, forudsættes dette dog kun
at være tilfældet i det omfang, at det er praktisk muligt.
Til Kapitel 15
Kapitel 15 (§§ 89 og 89 a) vedrører særlige spørgsmål ved-
rørende sagsbehandlingen ved fuldbyrdelse af fængselsstraf
(§ 89) og muligheden for anvendelse af digital kommunika-
tion som påmindelse til den dømte mv. i visse tilfælde (§ 89
a).
Særlige spørgsmål vedrørende sagsbehandlingen ved fuld-
byrdelse af fængselsstraf m.v.
Til § 89
Den foreslåede bestemmelse indeholder en særlig sagsbe-
handlingsregel, der forpligter kriminalforsorgsområdet til
med visse mellemrum og af egen drift at overveje og tage
stilling til nogle væsentlige spørgsmål vedrørende den ind-
satte.
Bestemmelsen svarer til § 89 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019,
med den undtagelse, at spørgsmål vedrørende overførsel
til fortsat straffuldbyrdelse i en anden institution ikke er
omfattet, idet disse spørgsmål specifikt foreslås reguleret i
lovforslagets § 26.
Det fremgår således af bestemmelsens stk. 1, at spørgsmåle-
ne om tilladelse til udgang, løsladelse på prøve og andre
væsentlige spørgsmål vedrørende den indsatte jævnligt skal
tages på til overvejelse af kriminalforsorgsområdet, uanset
om den indsatte anmoder herom.
Efter stk. 2 fastsætter justitsministeren regler om kriminal-
forsorgsområdets pligt til sagsbehandling efter stk. 1.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at kriminalforsorgs-
området jævnligt af egen drift overvejer muligheden for
at lempe forholdene for de indsatte. De nærmere regler her-
om, herunder hvornår og med hvilke mellemrum de enkelte
spørgsmål skal tages op til afgørelse, skal fastsættes admini-
strativt, jf. stk. 2. Det forudsættes, at den indsatte orienteres
om kriminalforsorgsområdets behandling af de pågældende
spørgsmål.
Til § 89 a
Den foreslåede bestemmelse vedrører digital kommunika-
tion og svarer til § 89 a i den danske straffuldbyrdelseslov,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
§ 89 a indebærer, at kriminalforsorgen kan anvende digital
kommunikation, hvis der er tale om en besked til den, der er
tilsagt til afsoning eller møde mv. hos kriminalforsorgen, om
tid og sted for fremmøde mv.
Kriminalforsorgen på Færøerne har i dag den praksis, at
man i relation til klienter, som har behov for hjælp eller
støtte til at huske mødeaftaler mv., aftaler med klienten, at
man minder klienten om møder m.v. Den foreslåede bestem-
melse medfører, at kriminalforsorgen vil kunne sende bl.a.
sms-beskeder også uden forudgående aftale til den dømte
om indkaldelse eller møde forud for den dato, hvor den
dømte er tilsagt til afsoning eller møde mv.
Det forudsættes med forslaget, at beskeden alene indeholder
de oplysninger om tid og sted, som sætter den indkaldte i
stand til at give møde i overensstemmelse med tilsigelsen.
Til afsnit III
Til kapitel 16
I kapitlet (§§ 90-93) fastsættes regler om fuldbyrdelse af
bødestraf, herunder betaling og inddrivelse af bøder samt
fuldbyrdelse af bødeforvandlingsstraf.
Det følger af det tilsvarende kapitel i den danske straffuld-
byrdelseslov, jf. kapitel 16 i lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9.
december 2019, at inddrivelse af bøder foretages af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden under skatteministerens ressort,
ligesom skatteministeren efter forhandling med justitsmini-
steren fastsætter regler om lønindeholdelse. Skatteopkræv-
ning er overtaget af Færøerne som særanliggende, og de
gældende danske bestemmelser om inddrivelse kan derfor
ikke uden videre medtages i lovforslaget.
Mens de foreslåede bestemmelser om opkrævning af bøder
og fuldbyrdelse af forvandlingsstraf for bøde med enkelte
undtagelser svarer til de tilsvarende danske bestemmelser, er
de foreslåede bestemmelser om inddrivelse i et vist omfang
en videreførelse af de gældende regler i straffelovens § 52,
stk. 2-7, som forudsættes ophævet i forbindelse med denne
lovs ikrafttræden.
Fuldbyrdelse af bødestraf
Til § 90
I den foreslåede bestemmelse fastsættes regler om betaling
af bøder.
Bestemmelsen svarer med tre undtagelser til § 90 i den dan-
ske straffuldbyrdelseslov i den affattelse, som bestemmelsen
havde forud for oprettelsen af restanceinddrivelsesmyndig-
heden i Danmark i 2005 og overdragelse af inddrivelsesop-
gaven fra politiet dertil, jf. lovbekendtgørelse nr. 207 af 18.
marts 2005, som ændret ved lov nr. 367 af 24. maj 2005.
115
De nævnte undtagelser består for det første af, at det i be-
stemmelsens stk. 2 foreslås, at det er politiet (og ikke justits-
ministeren eller den, der bemyndiges dertil), der kan tillade
henstand med eller afdragsvis betaling af bøden. For det
andet præciseres det i den foreslåede bestemmelses stk. 3, at
justitsministerens bemyndigelse til at fastsætte bestemmel-
ser om opkrævning af bøder tillige omfatter bestemmelser
om politiets administrative behandling af sager om henstand
med eller afdragsvis betaling af bøder, jf. det foreslåede
stk. 2. Endelig foreslås det ikke at medtage bestemmelsen
om, at justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om, at
politiets afgørelse om henstand med eller afdragsvis betaling
af bøder ikke kan indbringes for højere administrative myn-
dighed. Det skyldes, at den foreslåede bestemmelse i lovfor-
slagets § 111 indeholder en samlet regulering af spørgsmålet
om administrativ klageadgang, jf. bemærkningerne til denne
bestemmelse.
Det fastslås i stk. 1, at en bøde skal betales til politiet,
medmindre andet måtte være bestemt i afgørelsen om bøde-
betalingen. Det er ved bestemmelsen forudsat, at den, som
bøden er pålagt, normalt kan vente med at betale, indtil
vedkommende afkræves bøden af politiet.
De nærmere regler om politiets opkrævning af bøder fast-
sættes administrativt, jf. stk. 3.
Bøder i militære straffesager fuldbyrdes i medfør af den på
Færøerne gældende militære retsplejelov, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 643 af 30. september 1987.
I stk. 2 fastsættes det, at politiet kan tillade henstand med
eller afdragsvis betaling af bøden.
Stk. 3 indeholder foruden en bemyndigelse til at fastsætte
administrative regler om opkrævning af bøder også en be-
myndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om
den administrative behandling af sager om eftergivelse af
bøder. Når bestemmelsen alene omtaler den administrative
behandling af de pågældende sager og ikke angiver, hvornår
der bør ske eftergivelse, skyldes dette, at eftergivelse af en
bødestraf principielt er benådning, jf. grundlovens § 24 og
bemærkningerne til lovforslagets § 11.
Til § 91
I den foreslåede bestemmelse fastsættes regler om inddrivel-
se af bøder.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 svarer med en redaktio-
nel ændring for så vidt angår den kompetente myndighed til
bestemmelsen i § 91, stk. 1, i den danske straffuldbyrdelses-
lov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Bestemmelsen viderefører den gældende bestemmelse i
straffelovens § 52, stk. 3, jf. § 1, nr. 1, i det samtidigt frem-
satte lovforslag om ændring af straffelov for Færøerne, rets-
plejelov for Færøerne, og lov om retsafgifter for Færøerne
(Ændringer som følge af ikraftsættelse af lov for Færøerne
om fuldbyrdelse af straf m.v. og som følge af ikraftsættelse
af ændringsanordning om konkursloven for Færøerne).
Dog er bestemmelsens stk. 4 og 5 nye i forhold til gældende
ret.
Bestemmelsen er ikke udtømmende, idet bøder som hid-
til efter færøsk rets almindelige regler kan inddrives ved
modregning, herunder med eventuelle erstatningskrav, som
skyldneren måtte have efter kapitel 20 i denne lov eller efter
retsplejelovens kapitel 106.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 er, for så vidt angår
bøder, i vidt omfang en videreførelse af den gældende straf-
felovs § 52, stk. 4, der foreslås ophævet i forbindelse med
ikrafttrædelsen af denne lov, jf. § 1, nr. 1, i det samtidigt
fremsatte lovforslag om ændring af straffelov for Færøerne,
retsplejelov for Færøerne, og lov om retsafgifter for Færøer-
ne (Ændringer som følge af ikraftsættelse af lov for Færøer-
ne om fuldbyrdelse af straf m.v. og som følge af ikraftsættel-
se af ændringsanordning om konkursloven for Færøerne).
I den foreslåede bestemmelse fastslås det endvidere, at på-
læg om indeholdelse gives af politiet.
I modsætning til gældende ret indsættes der i bestemmelsens
3. og 4. pkt., hjemmel til, at TAKS (den færøske skattemyn-
dighed) efter anmodning fra politiet kan inddrive bøder ved
udpantning eller ved lønindeholdelse som nævnt i 1. pkt.
TAKS kan således inddrive bøder efter reglerne i lov nr. 85
af 30. marts 1935 for Færøerne om inddrivelse af skatter og
afgifter til det offentlige m.m. TAKS kan endvidere foretage
lønindeholdelse efter § 136 i skatteloven.
Det bemærkes, at TAKS ikke aktuelt er involveret i inddri-
velsen af bøder på Færøerne, men at der er påbegyndt ind-
ledende drøftelser mellem politiet og TAKS om den frem-
adrettede håndtering af bødeinddrivelsen på Færøerne. Be-
stemmelserne i 3. og 4. pkt. har således i første omgang til
formål at etablere hjemmel til, at TAKS på sigt kan bistå
med eller overtage bødeinddrivelsen efter anmodning fra
politiet.
Det forudsættes i den foreslåede bestemmelses stk. 3, at
politiet som hidtil kan indhente oplysninger hos andre of-
fentlige myndigheder om bl.a. indkomst- og formueforhold
til brug ved indeholdelsen, jf. bestemmelsen i § 52, stk. 5,
3. pkt., i straffeloven, som i øvrigt foreslås ophævet, jf. §
1, nr. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag om ændring
af straffelov for Færøerne, retsplejelov for Færøerne, og
lov om retsafgifter for Færøerne (Ændringer som følge af
ikraftsættelse af lov for Færøerne om fuldbyrdelse af straf
m.v. og som følge af ikraftsættelse af ændringsanordning om
konkursloven for Færøerne).
Ved »offentlige myndigheder« forstås såvel rigsmyndighe-
der som færøske myndigheder.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 4, der er ny i forhold til
gældende ret, omhandler overførsel af bødeinddrivelsen fra
116
Færøerne til den øvrige del af riget, mens stk. 5, der ligele-
des er ny i forhold til gældende ret, omhandler overførsel af
bødeinddrivelse fra den øvrige del af riget til Færøerne.
Bestemmelserne, der omfatter såvel inden- som udenretslige
bødeafgørelser, giver mulighed for at anvende bødeforvand-
lingsstraf ved overført inddrivelse af bøden til Danmark
eller Grønland eller til Færøerne.
Til § 92
Bestemmelsen svarer med få undtagelser til § 92 i den dan-
ske straffuldbyrdelseslov i den affattelse, som bestemmelsen
havde forud for oprettelsen af restanceinddrivelsesmyndig-
heden ved lov nr. 430 af 6. juni 2005 om ændring af for-
skellige love og om ophævelse af kommunalt samarbejde
om opkrævning og inddrivelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 207
af 18. marts 2005, som ændret ved lov nr. 367 af 24. maj
2005. Undtagelserne består i, at de administrative regler om
udpantning og indeholdelse fastsættes efter forhandling med
Færøernes Landsstyre, idet skatteopkrævning er overtaget af
Færøerne som særanliggende, at reglerne bl.a. skal regulere
kontrol med indeholdelsen, og endelig at der ikke i reglerne
forudsættes fastsat regler om indberetning til Det Fælles
Lønindeholdelsesregister, idet dette ikke findes på Færøerne.
Den foreslåede bestemmelse viderefører, for så vidt angår
bøder, i det væsentlige de nugældende bestemmelser i straf-
felovens § 52, stk. 6-7, som foreslås ophævet i forbindelse
med denne lovs ikrafttræden, jf. § 1, nr. 1, i det samtidigt
fremsatte lovforslag om ændring af straffelov for Færøerne,
retsplejelov for Færøerne, og lov om retsafgifter for Færøer-
ne (Ændringer som følge af ikraftsættelse af lov for Færøer-
ne om fuldbyrdelse af straf m.v. og som følge af ikraftsættel-
se af ændringsanordning om konkursloven for Færøerne).
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 indeholder en bemyn-
digelse for justitsministeren til efter forhandling med Fæ-
røernes Landsstyre at fastsætte regler om udpantning og
indeholdelse af indtægter efter lovforslagets § 91, stk. 2,
herunder om politiets og TAKS kontrol med indeholdelsen.
Det forudsættes, at der i de administrative regler fastsættes
nærmere regler om politiets og TAKS’ udpantning efter reg-
lerne om inddrivelse af skatter, som aktuelt er reguleret af
lov nr. 85 af 30. marts 1935 for Færøerne om inddrivelse
af skatter og afgifter til det offentlige mm. Der vil ligeledes
kunne fastsættes bestemmelse om, at den nævnte lovs frist
i § 7, stk. 1, ikke finder anvendelse i disse sager med den
konsekvens, at forældelsesfristen følger den almindelige be-
stemmelse i § 1 i lov nr. 274 af 22. december 1908 om
forældelse af visse fordringer, medmindre der foreligger et
andet særligt retsgrundlag for kravet (dom eller frivilligt for-
lig). Bemyndigelsen til udpantning er således ikke begræn-
set til 2 år efter, at fordringen er forfalden.
Det foreslås i stk. 2, at justitsministeren endvidere kan fast-
sætte nærmere regler om inddrivelse efter § 91, stk. 4 og
5. Regler om inddrivelse efter § 91, stk. 5, fastsættes efter
forhandling med Færøernes Landsstyre.
Af den foreslåede bestemmelse i stk. 3, der svarer til den
gældende straffelovs § 52, stk. 7, fremgår det, at der i de
administrative regler, som fastsættes i medfør af stk. 1, kan
fastsættes bødestraf for forsætlig eller uagtsom overtrædelse
af disse regler. Der kan endvidere fastsættes regler om straf-
ansvar for selskaber mv.
Til § 93
Den foreslåede bestemmelse indeholder regler om fuldbyr-
delse af forvandlingsstraf for en bøde.
Bestemmelsen svarer til § 93 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Bestemmelsen, der svarer til gældende ret, hvorefter en for-
vandlingsstraf af fængsel, der træder i stedet for en bøde,
fuldbyrdes af kriminalforsorgen på samme måde som andre
fængselsstraffe, indebærer, at en forvandlingsstraf for en
bøde skal fuldbyrdes efter samme regler, som er foreslået
for fængselsstraffe, jf. denne lovs kapitel 2 om almindelige
bestemmelser for fuldbyrdelse af straf og afsnit II om fuld-
byrdelse af fængselsstraf.
Til afsnit IV
Betingede domme og domme med vilkår om samfundstjene-
ste
Lovforslagets afsnit IV indeholder i kapitel 17 (§§ 94-100)
bestemmelser om fuldbyrdelse af betingede domme uden
vilkår om samfundstjeneste og i kapitel 18 (§§ 101-104) be-
stemmelser om fuldbyrdelse af betingede domme med vilkår
om samfundstjeneste. Disse bestemmelser vedrører navnlig
gennemførelsen af vilkår om tilsyn og af andre vilkår (sær-
vilkår).
Afsnit IV indeholder ikke bestemmelser om anvendelsen
af betingede domme, herunder med vilkår om samfundstje-
neste, eller om retsvirkningerne af overtrædelse af vilkår
fastsat i sådanne domme. Bestemmelser om disse spørgsmål
skal fortsat findes i straffeloven.
Afsnit IV svarer til afsnit IV i den danske straffuldbyrdelses-
lov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Til kapitel 17
Gennemførelse af betingede domme
Lovforslagets kapitel 17 (§§ 94-100) indeholder forskellige
bestemmelser vedrørende gennemførelsen af tilsyn og even-
117
tuelle særvilkår fastsat i forbindelse med en betinget dom
uden vilkår om samfundstjeneste.
Lovforslagets bestemmelser herom svarer i det væsentlige
til bestemmelserne i lovforslagets §§ 81-87 om gennemfø-
relsen af tilsyn og eventuelle særvilkår fastsat i forbindelse
med en prøveløsladelse. De væsentligste forskelle mellem
de to sæt bestemmelser skyldes, at følgen af den dømtes
overtrædelse af vilkår om tilsyn eller af særvilkår fastsat i
forbindelse med betinget dom afgøres af retten, jf. straffelo-
vens § 60, mens følgen af overtrædelse af tilsvarende vilkår
fastsat i forbindelse med prøveløsladelse afgøres af justits-
ministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, jf.
den foreslåede bestemmelse i § 79 c, stk. 2, og § 79 f, stk. 2.
Almindelige bestemmelser om gennemførelse af tilsyn mv.
Til § 94
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 94 vedrører
spørgsmålet om, hvilken myndighed der skal gennemføre
tilsyn og andre vilkår fastsat i forbindelse med en betinget
dom.
Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til § 94
i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr.
1333 af 9. december 2019.
I bestemmelsen fastsættes det, at kriminalforsorgen er den
myndighed, som i almindelighed gennemfører de omhandle-
de tilsyn og andre vilkår, der er fastsat efter straffelovens
§ 57. Hvis tilsyn og andre vilkår mere undtagelsesvis skal
gennemføres af andre myndigheder, skal dette efter lovfor-
slaget være udtrykkeligt bestemt i den betingede dom.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 81 og bemærknin-
gerne til denne bestemmelse.
Til § 95
Den foreslåede bestemmelse pålægger kriminalforsorgsom-
rådet en vejledningspligt samt en pligt til i samarbejde med
den betinget dømte at planlægge tilsynsperioden og tiden
derefter.
Bestemmelsen svarer til § 95 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Efter stk. 1 skal kriminalforsorgsområdet vejlede den betin-
get dømte om de rettigheder og pligter, som tilsynet og
eventuelle særvilkår indebærer, herunder om virkninger af
vilkårsovertrædelse. Den fastsatte vejledningspligt skal ses i
sammenhæng med den vejledning, der forudsættes givet af
retten i forbindelse med domsafsigelsen.
I stk. 2 fastslås det i overensstemmelse med den gældende
praksis, at kriminalforsorgsområdet sammen med den betin-
get dømte skal udarbejde en plan for tilsynsperioden og ti-
den derefter. Formålet med denne bestemmelse er at fasthol-
de den betinget dømte i ansvaret for den pågældendes for-
hold også i tilsynsperioden og tiden derefter. Det findes af
væsentlig betydning, at tilsynsforløbet hurtigst muligt brin-
ges i mere faste rammer, og det er derfor anført i bestemmel-
sen, at den nødvendige planlægning skal søges udarbejdet
senest i forbindelse med tilsynets iværksættelse. Bl.a. for
at fastholde den betinget dømte i dennes ansvar skal den
udarbejdede plan jævnligt sammenholdes med forholdene,
herunder den betinget dømtes forhold, under tilsynet og om
nødvendigt søges tilpasset ændringer i disse forhold.
Nærmere regler om kriminalforsorgsområdets vejlednings-
pligt og pligt til sammen med den betinget dømte at plan-
lægge tilsynsperioden og tiden derefter forudsættes fastsat
administrativt med hjemmel i bemyndigelsesbestemmelsen i
lovforslagets § 98, jf. bemærkningerne til denne bestemmel-
se.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 giver justitsministeren
hjemmel til at udstede nærmere retningslinjer om begræns-
ning af pligten til at udarbejde handleplaner efter stk. 2, for
betinget dømte, der ikke skønnes at have behov for bistand
med hensyn til beskæftigelsesmæssige, sociale og personli-
ge forhold med henblik på at forbedre mulighederne for at
leve en kriminalitetsfri tilværelse.
Tilsyn mv. af kriminalforsorgen
Til § 96
Den foreslåede bestemmelse regulerer den dømtes pligter i
forbindelse med kriminalforsorgens gennemførelse af tilsyn
og andre vilkår (særvilkår).
Bestemmelsen svarer til § 96 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Et vilkår om tilsyn indebærer, at den betinget dømte under-
gives et kontrolmæssigt tilsyn med en deraf følgende for-
pligtelse til at holde sig i kontakt med tilsynsmyndigheden
efter dennes nærmere bestemmelse. Denne forpligtelse for
den betinget dømte fastslås i stk. 1.
Stk. 2-4 vedrører de tilfælde, hvor der efter reglerne i straffe-
lovens § 57 er fastsat yderligere vilkår (særvilkår) end vilkår
om tilsyn i forbindelse med den betingede dom. Det fasts-
lås, at den betinget dømte skal overholde fastsatte særvilkår
og give kriminalforsorgen de oplysninger, som gennemfø-
relsen af det pågældende særvilkår nødvendiggør, ligesom
den betinget dømte på begæring skal dokumentere angivne
oplysningerne og overholde de forskrifter, som kriminalfor-
sorgen fastsætter til gennemførelse af tilsynet og eventuelle
særvilkår. Sådanne forskrifter kan f.eks. omfatte den nærme-
re gennemførelse af et vilkår om afvænningsbehandling for
misbrug af alkohol eller narkotika.
118
Formålet med den fastsatte oplysningspligt for den betinget
dømte er at sikre kriminalforsorgen de nødvendige oplysnin-
ger til gennemførelse af vilkår om tilsyn og eventuelle sær-
vilkår. Er de pågældende oplysninger af en sådan karakter,
at de kan dokumenteres af den betinget dømte, har denne
efter stk. 3 pligt til at fremlægge sådan dokumentation, hvis
det forlanges af kriminalforsorgen.
Til § 97
Den foreslåede bestemmelse vedrører kriminalforsorgens
forpligtelser som tilsynsmyndighed i forbindelse med støtte
til den dømte med hensyn til løsning af sociale og personlige
problemer.
Bestemmelsen svarer til § 97 i den danske straffuldbyr-
delseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december
2019. Bestemmelsen svarer endvidere til lovforslagets § 84.
Bestemmelsen fastslår i 1. pkt., at kriminalforsorgen skal
tilbyde den betinget dømte støtte med hensyn til løsning af
sociale og personlige problemer med henblik på at forbedre
den pågældendes muligheder for at leve en kriminalitetsfri
tilværelse.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelses 2. pkt., at vej-
ledning og bistand enten kan ydes af kriminalforsorgen selv
eller af andre myndigheder mv. Det bemærkes herved, at
bistandsforpligtelsen over for personer, der ikke er friheds-
berøvede, påhviler de almindelige sociale og sundhedsmæs-
sige myndigheder. Kriminalforsorgens bistand vil derfor i en
række tilfælde ofte bestå i en formidling af kontakt til og
bistand fra sådanne andre myndigheder.
Til § 98
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 98 indeholder
en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler
om gennemførelsen af tilsyn og eventuelle særvilkår.
Bestemmelsen svarer til § 98 i den danske straffuldbyr-
delseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december
2019. Bestemmelsen svarer endvidere til lovforslagets § 85.
Bemyndigelsen skal bl.a. udnyttes til at fastsætte nærmere
regler om kriminalforsorgens forpligtelser som tilsynsmyn-
dighed. Det fremgår i den forbindelse af bestemmelsen, at
de administrative regler skal omfatte tilsynets iværksættel-
se, kriminalforsorgens kontakthyppighed med den betinget
dømte og kriminalforsorgens samarbejde med andre myn-
digheder mv. Det forudsættes, at der på grundlag af de
administrative regler sker en vis koordinering af kriminal-
forsorgens virksomhed i forhold til betinget dømte.
Vilkårsovertrædelse
Til § 99
Den foreslåede bestemmelse vedrører spørgsmålet om de
foranstaltninger og indberetninger, som kriminalforsorgen
som tilsynsmyndighed skal foretage, hvis den betinget døm-
te gør sig skyldig i overtrædelse af vilkår fastsat i forbindel-
se med den betingede dom.
Bestemmelsen svarer til § 99 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Bestemmelsen vedrører alene de foranstaltninger mv., som
kriminalforsorgen skal foretage som tilsynsmyndighed. Be-
stemmelsen indebærer således ingen ændring af straffelo-
vens regler om retsvirkninger af overtrædelse af vilkår for
en betinget dom, jf. straffelovens §§ 60 og 61.
Stk. 1 indeholder en forpligtelse for kriminalforsorgen som
tilsynsmyndighed til at søge et tilsyn genetableret og særvil-
kår overholdt, hvis den betinget dømte unddrager sig tilsy-
net eller gennemførelsen af særvilkåret. Blandt de mulige
foranstaltninger, som kriminalforsorgen selv kan træffe med
det nævnte formål, er forsøg på kontakt med den betinget
dømte ved fremsendelse af anbefalet brev eller ved husbe-
søg. Endvidere kan nævnes fremsættelse af begæring til
politiet om anholdelse af den betinget dømte, jf. retspleje-
lovens § 781, og fremstilling i retten med begæring om
varetægtsfængsling, jf. retsplejelovens § 788. Det er ved
bestemmelsen forudsat, at der foretages en nærmere regule-
ring af valget af foranstaltninger, jf. herved bemyndigelses-
bestemmelsen i stk. 4, som omtales nedenfor.
I stk. 2 er det fastsat, at kriminalforsorgen skal afgive ind-
beretning herom til anklagemyndigheden, hvis den betinget
dømte overtræder vilkårene for den betingede dom, således
at vilkårsovertrædelsen må antages at medføre en nærlig-
gende risiko for kriminalitet.
Stk. 3 vedrører de vilkårsovertrædelser, som ikke giver
grundlag for at antage en nærliggende risiko for kriminali-
tet. I sådanne tilfælde kan der efter omstændighederne være
grund til at indskærpe forskrifter og vilkår om tilsyn mv.
over for den pågældende.
Stk. 4 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til
at fastsætte regler om behandlingen af sager om vilkårsover-
trædelse. Denne bemyndigelse omfatter efter sin placering
alene sagsbehandlingen i kriminalforsorgsområdet som til-
synsmyndighed.
Tilsyn mv. af andre myndigheder end kriminalforsorgen
Til § 100
Den foreslåede bestemmelse åbner mulighed for at fastsætte
regler om gennemførelse af tilsyn mv. i de tilfælde, hvor til-
synet udøves af andre myndigheder end kriminalforsorgen.
119
Bestemmelsen svarer med den ændring, at »vedkommende
minister« er ændret til »Færøernes Landsstyre« til § 100 i
den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr.
1333 af 9. december 2019. Denne ændring har til formål at
sikre, at Landsstyret inddrages i relation til færøske myndig-
heder.
Til kapitel 18
Gennemførelse af domme med vilkår om samfundstjeneste
Lovforslagets kapitel 18 (§§ 101-104) indeholder forskel-
lige bestemmelser om gennemførelse af tilsyn og eventu-
elle særvilkår fastsat i forbindelse med en betinget dom
med vilkår om samfundstjeneste. Lovforslagets bestemmel-
ser herom svarer i det væsentlige til bestemmelserne i §§
94-100 om gennemførelse af tilsyn og eventuelle særvilkår
fastsat i forbindelse med en betinget dom uden vilkår om
samfundstjeneste. De væsentligste forskelle mellem de to
sæt bestemmelser skyldes, at vilkåret om samfundstjeneste
medfører, at der skal fastsættes særlige regler med henblik
på fuldbyrdelse af den arbejdspligt, som følger af vilkåret
om samfundstjeneste.
Bestemmelser om gennemførelse af vilkår om samfundstje-
neste
Til § 101
Den foreslåede bestemmelse, som svarer til gældende ret,
fastsætter bestemmelser om, hvilken myndighed der skal
gennemføre vilkår om samfundstjeneste. Endvidere indehol-
der bestemmelsen regler om den dømtes pligter i forbindelse
med gennemførelsen af vilkåret om samfundstjeneste.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til § 101
i den danske straffuldbyrdelseslov i den form, som bestem-
melsen havde før ikrafttrædelsen af lov nr. 152 af 18. fe-
bruar 2015 om ændring af straffeloven og lov fuldbyrdelse
af straf (Samfundstjeneste m.v.), jf. lovbekendtgørelse nr.
435 af 15. maj 2012. De ændringer af bestemmelsen, der
blev gennemført ved den nævnte ændringslov havde sam-
menhæng med ændringer, som samtidig blev foretaget i den
danske straffelov, og som ikke tilsvarende er foretaget i
den færøske straffelov. Der henvises til bemærkningerne til
lovforslagets pkt. 4.
Stk. 1 indebærer bl.a., at vilkår om samfundstjeneste altid
gennemføres af kriminalforsorgen. Bestemmelsen giver så-
ledes ikke mulighed for, at andre myndigheder kan gennem-
føre dette vilkår.
Efter stk. 2 indebærer vilkår om samfundstjeneste, at den
dømte skal opfylde den fastsatte arbejdspligt inden for den
udmålte længstetid. Samfundstjenesten skal afvikles løbende
over den udmålte længstetid og må tidligst være afviklet,
når der er forløbet to tredjedele af afviklingsperioden, med-
mindre der foreligger særlige omstændigheder. Udtrykket
»den udmålte længstetid« omfatter både tilfælde, hvor læng-
stetiden er udmålt i dommen, jf. straffelovens § 63, stk. 1,
og tilfælde, hvor længstetiden efterfølgende er forlænget af
tilsynsmyndigheden, jf. straffelovens § 63, stk. 2.
I stk. 3 fastsættes det, at kriminalforsorgsområdet træffer
bestemmelse om arbejdsstedet, hvor samfundstjenesten skal
udføres, og at den dømte i øvrigt skal overholde de forskrif-
ter, som kriminalforsorgen fastsætter om gennemførelsen af
samfundstjenesten.
Til § 102
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 102 indehol-
der en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte
regler om gennemførelse af vilkår om samfundstjeneste mv.
Bestemmelsen svarer til § 102 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Vilkårsovertrædelse
Til § 103
Den foreslåede bestemmelse fastsætter bestemmelser om
foranstaltning og indberetning, som kriminalforsorgen som
tilsynsmyndighed skal foretage, hvis den dømte overtræder
vilkåret om samfundstjeneste eller de forskrifter, som krimi-
nalforsorgen har givet om udførelsen af samfundstjenesten.
Bestemmelsen svarer til § 103 i den danske straffuldbyrdel-
seslov i den form, som bestemmelsen havde før ikrafttrædel-
sen af lov nr. 152 af 18. februar 2015 om ændring af straf-
feloven og lov fuldbyrdelse af straf m.v. (Samfundstjeneste
m.v.), jf. lovbekendtgørelse nr. 435 af 15. maj 2012. Den
ændring af bestemmelsen, der blev gennemført ved den
nævnte ændringslov havde sammenhæng med ændringer,
som samtidig blev foretaget i den danske straffelov, og som
ikke tilsvarende er foretaget i den færøske straffelov. Der
henvises til bemærkningerne til lovforslagets pkt. 4.
Bestemmelsen medfører bl.a., at kriminalforsorgen skal føre
kontrol med, at den dømte opfylder den fastsatte arbejds-
pligt, jf. stk. 1. Kontrollen forudsættes i overensstemmelse
med de gældende regler at indebære, at kriminalforsorgen
aflægger besøg på arbejdsstedet.
Overtræder den dømte vilkåret om samfundstjeneste eller
de forskrifter, som kriminalforsorgen har givet om udførel-
sen af samfundstjenesten, skal kriminalforsorgen give den
pågældende pålæg om at overholde vilkåret og forskrifter-
ne. Er der tidligere givet pålæg herom, skal der afgives
indberetning til anklagemyndigheden, jf. stk. 2.
I modsætning til, hvad der gælder for øvrige vilkår, skal der
120
ikke forud for indberetning om vilkårsovertrædelse efter stk.
2, foretages en vurdering af, om overtrædelse af vilkåret om
samfundstjeneste begrunder en nærliggende risiko for krimi-
nalitet, jf. herved lovforslagets § 99, stk. 2. Overtrædelse
af vilkår om samfundstjeneste eller af kriminalforsorgens
forskrifter om udførelsen heraf skal således, når der tidligere
er givet pålæg, indberettes til anklagemyndigheden.
Efter stk. 3 fastsætter justitsministeren regler om behandlin-
gen af sager om overtrædelse af vilkår om samfundstjeneste.
Bestemmelser om gennemførelse af andre vilkår
Til § 104
Den foreslåede bestemmelse indeholder en bestemmelse om
gennemførelse af andre vilkår end vilkåret om samfundstje-
neste.
Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til § 104
i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr.
1333 af 9. december 2019.
Bestemmelsen i lovforslagets § 104 indebærer, at lovforsla-
gets §§ 94-100 om gennemførelse af betingede domme uden
vilkår om samfundstjeneste finder tilsvarende anvendelse
på gennemførelse af tilsyn og særvilkår, der er fastsat efter
straffelovens § 57 som led i en betinget dom med vilkår om
samfundstjeneste.
Til afsnit V
Forvaring
Lovforslagets afsnit V (kapitel 19 (§ 105)) indeholder visse
bestemmelser om fuldbyrdelse af forvaring. De foreslåede
bestemmelser finder anvendelse ved dom til forvaring efter
straffelovens § 70, ved dom til forvaring efter straffelovens
§ 68, sidste punktum, jf. § 70, samt ved ikendelse af forva-
ring efter straffelovens § 72 i forbindelse med ændring af en
anden retsfølge idømt efter straffelovens § 68.
Afsnit V indeholder ikke bestemmelser om betingelserne
for anvendelse af forvaring. Bestemmelser herom og om
ændring eller endelig ophævelse af en anbringelse i forva-
ring findes fortsat i straffeloven.
Til kapitel 19
Fuldbyrdelse af forvaring
Til § 105
Bestemmelsen vedrører fuldbyrdelse af forvaring og svarer
med en redaktionel ændring til § 105 i den danske straffuld-
byrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december
2019.
Det fastslås i den foreslåede bestemmelses stk. 1, at forva-
ring fuldbyrdes efter samme regler som fængselsstraffe med
den undtagelse, at forvaring normalt fuldbyrdes i Herstedve-
ster Fængsel i Danmark. Denne særregel for fuldbyrdelse af
forvaring er begrundet i, at denne institution personalemæs-
sigt er særligt indrettet på at modtage indsatte, der har behov
for psykiatrisk behandling eller bistand eller for at være på
en institution med et mere specialiseret behandlingspersona-
le.
Der er ikke i øvrigt fundet grundlag for i lovforslaget at
medtage bestemmelser, der stiller den forvarede anderledes
end fængselsdømte. Den særlige forsigtighed, som under
hensyn til disse indsattes farlighed bør udvises i forbindel-
se med fuldbyrdelsen af forvaring, forudsættes i overens-
stemmelse med gældende ret at komme til udtryk ved fast-
sættelsen af sagsbehandlingsregler, der sikrer, at afgørelse
om visse særlig væsentlige spørgsmål under fuldbyrdelsen
af forvaring træffes efter en særlig omfattende og grundig
sagsbehandling.
Sådanne sagsbehandlingsregler kan fastsættes efter stk. 2,
der indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at
fastsætte regler om fuldbyrdelsen af forvaring. Som fremhæ-
vet i bestemmelsen forudsættes sådanne regler navnlig at
vedrøre behandlingen af visse mere væsentlige spørgsmål,
herunder tilladelse til udgang, overførsel til anden institution
og prøveudskrivning.
Til afsnit VI
Fællesregler for fuldbyrdelse af straffe mv.
Lovforslagets afsnit VI indeholder en række bestemmelser,
der er fælles for fuldbyrdelse af fængselsstraffe, betingede
domme og forvaring. Lovforslagets afsnit VI indeholder så-
ledes i kapitel 20 (§§ 106-109) bestemmelser om erstatning i
anledning af indgreb under fuldbyrdelse af straf mv., i kapi-
tel 21 (§ 110) regler om betaling for ophold i kriminalforsor-
gens institutioner samt i kapitel 22 (§§ 111-123) klageregler
mv.
Til kapitel 20
Erstatning i anledning af indgreb under fuldbyrdelse af straf
mv.
Lovforslagets kapitel 20 (§§ 106-109) indeholder bestem-
melser om erstatning i anledning af uforskyldte indgreb
under fuldbyrdelse af straf mv. Lovforslagets bestemmelser
herom skal ses i sammenhæng med bestemmelserne i rets-
121
plejelovens kapitel 106 om erstatning i anledning af straffe-
retlig forfølgning.
Reglerne om erstatning skal i øvrigt sammenholdes med
lovforslagets § 18, stk. 3, hvorefter der ved beregningen
af straffetiden skal foretages fradrag, når den indsatte ufor-
skyldt har været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sik-
ringscelle, eller uforskyldt har været udelukket fra fælles-
skab, med et antal dage svarende til 50 pct. af det antal
påbegyndte døgn, som indgrebet har varet, og oprundet til
nærmeste hele antal dage, jf. bemærkningerne til denne be-
stemmelse. Det følger desuden af den foreslåede bestemmel-
se i § 18, stk. 4, at der ikke ydes erstatning for indgreb efter
bestemmelserne i § 106, stk. 1, nr. 2 og 3, i det omfang der
foretages fradrag ved beregningen af straffetiden i medfør af
§ 18, stk. 3.
Til § 106
Den foreslåede bestemmelse medfører, at en indsat, der
uforskyldt, har udstået fængselsstraf i for lang tid, uforskyldt
har været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle,
eller uforskyldt har været udelukket fra fællesskab, med
visse undtagelser har ret til erstatning efter reglerne i rets-
plejelovens § 1049.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til § 106
i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr.
1333 af 9. december 2019, med den undtagelse at den
danske bestemmelse i stk. 3 om erstatning til dømte, der
uforskyldt har udstået straf på bopælen under intensiv over-
vågning og kontrol i for lang tid, ikke er medtaget i lovfor-
slaget, jf. bemærkningerne til lovforslagets pkt. 2.2.
For så vidt angår erstatning for uforskyldt udståelse af fæng-
selsstraf i for lang tid bemærkes, at der ikke med bestem-
melsen tilsigtes nogen ændring af reglerne i retsplejelovens
§ 1052. Disse regler vedrører bl.a. erstatning for udståelse
af fængselsstraf, der senere bortfalder eller formildes – til
noget mindre indgribende – ved anke eller genoptagelse.
Udmålingen af erstatning forudsættes tilpasset de gældende
regler om erstatning i anledning af straffeprocessuelle ind-
greb.
Det følger af stk. 1, at en indsat har ret til erstatning efter
reglerne i retsplejelovens § 1049, hvis den indsatte ufor-
skyldt har udstået fængselsstraf i for lang tid (nr. 1), været
anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikringscelle (nr. 2)
eller været udelukket fra fællesskab (nr. 3).
Erstatning ydes for økonomisk skade samt for lidelse, tort,
ulempe og forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling og for-
hold, jf. § 1049, stk. 1, 2. pkt. Af lovforslagets § 18 følger,
at i de tilfælde, hvor der er grundlag for erstatning efter §
106, stk. 1, nr. 2 og 3, vil den pågældende få forkortet sin
afsoningstid i stedet for at få udbetalt en erstatning.
Henvisningen i lovforslagets § 106, stk. 1, til retsplejelovens
§ 1049 medfører, at indsatte – i lighed med retsplejelovens
regler om erstatning i anledning af straffeprocessuelle ind-
greb – har krav på erstatning på objektivt grundlag, dvs.
uafhængigt af, om der er begået fejl eller forsømmelser, når
den pågældende uforskyldt har udstået fængselsstraf i for
lang tid eller uforskyldt har været anbragt i forhørscelle,
strafcelle eller sikringscelle eller uforskyldt har været ude-
lukket fra fællesskab.
Indsatte kan anbringes i forhørscelle i medfør af § 71, hvis
der er begrundet mistanke om, at den indsatte har overtrådt
bestemmelser, der må antages at medføre strafcelle som
disciplinærstraf, hvis det er nødvendigt af hensyn til gen-
nemførelsen af undersøgelser i disciplinærsagen. En indsat
kan udelukkes fra fællesskab, hvis betingelserne i § 63 er
opfyldt, herunder hvis der f.eks. er nødvendigt for at fore-
bygge, at den indsatte vil begå strafbar virksomhed.
En person har som udgangspunkt været udsat for et uberet-
tiget indgreb, der giver grundlag for erstatning, hvis den
indsatte ikke har foretaget det strafbare eller disciplinære
forhold, som udgjorde grundlaget for indgrebet. Det er ik-
ke udelukket, at omstændigheder, som først viser sig efter
indgrebet, kan inddrages ved vurderingen af, om der skal
tilkendes erstatning.
Et krav på erstatning kan nedsættes eller nægtes, hvis den
sigtede selv har givet anledning til foranstaltningerne, jf.
herved formuleringen om, at erstatning ydes for uforskyldte
indgreb i lovforslagets § 106, som også er reflekteret i rets-
plejelovens § 1049, stk. 3.
Bestemmelsen i stk. 2, medfører, at hvis anbringelse i for-
hørscelle eller udelukkelse fra fællesskabet er sket med hen-
blik på at undersøge, om den indsatte har begået et strafbart
forhold eller en disciplinærforseelse, eller at forebygge, at
den indsatte vil begå et strafbart forhold eller en disciplinær-
forseelse, kan den indsatte ikke tilkendes erstatning, hvis
indgrebet ikke må anses for uberettiget ud fra omstændighe-
derne på tidspunktet for indgrebets iværksættelse, medmin-
dre der foreligger særlige omstændigheder.
Formålet med stk. 2 er at begrænse erstatning i de tilfælde,
hvor kriminalforsorgen med rette har reageret på f.eks. en
mistanke ved gennemførelse af et indgreb over for den ind-
satte, men hvor det efterfølgende viser sig, at kriminalfor-
sorgen ikke havde ret i mistanken, eller at mistanken ikke
kunne bevises.
Det bemærkes, at begrænsningen alene foreslås at gælde
for tilfælde, hvor der er sket anbringelse i forhørscelle eller
udelukkelse fra fællesskabet. Strafcelle anvendes som straf
og således ikke med det formål at undersøge eller forebygge
strafbare handlinger. Sikringscelle anvendes heller ikke med
det formål at undersøge eller forebygge kriminelle handlin-
ger, som der kan være mistanke til, og som efterfølgende
kan vise sig ikke at være korrekt eller ikke at kunne bevi-
ses. Det er heller ikke relevant at begrænse erstatning i de
tilfælde, hvor en person har udstået for meget fængselsstraf
122
eller afviklet for meget samfundstjeneste, da disse foran-
staltninger ikke kan være sket med det formål at undersøge
eller forebygge brud på regler.
Formuleringen om, at det pågældende indgreb skal være
sket med henblik på at undersøge, om den indsatte har be-
gået et strafbart forhold eller disciplinærforseelse dækker
over de indgreb, som kriminalforsorgen kan anvende til at
opklare sagen eller afdække eller påvise, om der er foregået
noget strafbart eller en disciplinær forseelse, eller hvad der i
øvrigt er foregået.
Med begrebet »strafbart forhold« henvises til forhold, der
er strafbelagt i medfør af straffeloven og særlovgivningen,
og med begrebet »disciplinærforseelse« menes forhold, der
medfører disciplinærstraf, jf. lovforslagets §§ 67 og 68.
Et indgreb er sket med henblik på at undersøge, om den
indsatte har begået et strafbart forhold eller disciplinærfor-
seelse, hvor forhørscelle findes nødvendigt af hensyn til
gennemførelsen af undersøgelser i disciplinærsagen, jf. lov-
forslagets § 71, stk. 1.
Formuleringen om, at det pågældende indgreb skal være
sket med henblik på at forebygge, at den indsatte vil begå et
strafbart forhold eller en disciplinærforseelse, dækker over
de indgreb, som kriminalforsorgen kan anvende som led i
at hindre, at den indsatte begår ny kriminalitet eller bryder
reglerne i fængslet. Den foreslåede bestemmelse sigter såle-
des mod at begrænse erstatning i de tilfælde, hvor indgrebets
formål er at hindre noget fremadrettet. Indgreb, der har til
formål umiddelbart at afværge f.eks. vold mod andre indsat-
te i en konkret situation, vil ikke være omfattet af det nye
stykke.
Hvorvidt et indgreb ikke kan anses for uberettiget ud fra
omstændighederne på tidspunktet for indgrebets iværksæt-
telse, vil afhænge af en konkret vurdering i lyset af de
relevante betingelser for, at det pågældende indgreb kan
iværksættes.
Til illustration kan nævnes den situation, hvor kriminalfor-
sorgen vil udelukke en indsat fra fællesskabet for at forebyg-
ge strafbar virksomhed, jf. lovforslagets § 63, stk. 1, nr.
1. I sådanne tilfælde er det bl.a. en betingelse, at kriminal-
forsorgen på tidspunktet for indgrebet finder, at indgrebet er
»nødvendigt«.
I vurderingen vil der som udgangspunkt alene skulle indgå
de oplysninger om mistankegrundlag og faktiske oplysnin-
ger mv., som kriminalforsorgen havde på tidspunktet for
indgrebets iværksættelse.
Derudover kan også risikoen ved ikke at foretage et hurtigt
indgreb indgå i vurderingen. Anbringelse i forhørscelle, jf.
lovforslagets § 71, har bagudrettet karakter, da formålet er
at afdække, hvorvidt der er foregået noget, der kan medføre
disciplinærstraf. Det vil således ikke i alle tilfælde være
nødvendigt, at afhøringen skal ske hurtigt. Det kan således
have betydning for vurderingen, om kriminalforsorgen hav-
de mulighed for at indhente yderligere oplysninger forud for
indgrebet.
Til gengæld kan det være nødvendigt med en hurtig reak-
tion, hvor øjemedet vil forspildes, hvis der ikke reageres
hurtigt. Et eksempel herpå kunne være, hvor kriminalforsor-
gen har fået et pålideligt »tip« om, at en indsat vil undvige,
og hvor det efter omstændighederne er nødvendigt at reage-
re hurtigt med en midlertidig udelukkelse fra fællesskabet,
jf. § 63.
Det bør også indgå i vurderingen, hvorvidt et mindre ind-
gribende middel efter omstændighederne burde have været
anvendt, dvs. have været mere proportionalt.
Formuleringen om, at det er tidspunktet for iværksættelsen,
der er afgørende, betyder, at hvis kriminalforsorgen under
indgrebet finder, at vedkommende ikke havde begået no-
get strafbart, f.eks. under forklaringen i forhørscellen, er
det uden betydning for vurderingen. Det forudsættes i den
forbindelse, at kriminalforsorgen afbryder indgrebet på det
tidspunkt, hvor kriminalforsorgen bliver bekendt med, at
indgrebet ikke længere er berettiget.
Viser det sig, at et indgreb var uberettiget ud fra omstæn-
dighederne på tidspunktet for indgrebets iværksættelse, vil
betingelserne i medfør af det foreslåede § 106, stk. 2, for at
begrænse erstatning ikke være opfyldt.
Der vil endvidere fortsat skulle foretages en vurdering af,
om den indsatte har udvist egen skyld i de tilfælde, hvor
det vurderes, at den indsatte kan tilkendes erstatning, fordi
indgrebet anses for uberettiget ud fra omstændighederne
på tidspunktet for indgrebets iværksættelse, jf. herved for-
muleringen i § 106, stk. 1, om, at der ydes erstatning for
uforskyldte indgreb, som også fremgår af retsplejelovens §
1049, stk. 3.
Selv om det viser sig, at indgrebet må anses for berettiget
ud fra de oplysninger, der forelå på tidspunktet for indgre-
bet, vil der alligevel kunne tilkendes erstatning, hvis der
foreligger særlige omstændigheder. Særlige omstændigheder
vil foreligge, hvis det må anses for åbenbart urimeligt, at
den indsatte ikke får tilkendt erstatning.
Denne erstatningsadgang er begrænset til ekstraordinære
situationer, hvor der er tale om særligt indgribende foran-
staltninger med f.eks. væsentlige indskrænkninger af den
indsattes handle- og bevægelsesfrihed, og hvor det viser
sig efterfølgende, at den pågældende ikke havde begået
det forhold, som begrundede indgrebet. Det kan også være
tilfældet, hvor indgrebet har haft utilsigtede og betydelige
konsekvenser for den indsatte, der ikke står mål med det
forfulgte formål bag indgrebet.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 giver ret til erstatning
på objektivt grundlag efter reglerne i retsplejelovens § 1049,
hvis den indsatte uforskyldt har afviklet for meget sam-
fundstjeneste.
123
Det forudsættes, at godtgørelsen for ikke økonomisk skade
fastsættes med udgangspunkt i den almindelige timeløn for
tilsvarende arbejde.
Til § 107
Den foreslåede bestemmelse giver med visse begrænsninger
mulighed for at tillægge erstatning på objektivt grundlag i
anledning af andre uforskyldte indgreb under fuldbyrdelsen
af straf mv. end de i § 106 nævnte.
Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til § 107
i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr.
1333 af 9. december 2019.
De indgreb, der omfattes af § 107, er indgreb, som krimi-
nalforsorgen eller andre myndigheder kan foretage over for
den dømte m.fl. i medfør af bestemmelser i denne lov el-
ler bestemmelser fastsat med hjemmel i denne lov. Med
bestemmelsen sigtes til foranstaltninger af en vis konkret,
indgribende karakter. Som eksempel kan nævnes uberettiget
overførsel til fængsel eller arresthus i Danmark eller uberet-
tiget tilbagekaldelse af en tilladelse til udgang.
Selv om en række af de indgreb, som har hjemmel i denne
lov eller kan fastsættes med hjemmel i denne lovs bemyn-
digelsesbestemmelser, ikke vil være af særlig indgribende
karakter, er det dog ikke fundet rimeligt på forhånd at ude-
lukke erstatning i anledning af sådanne indgreb. Selv de
mindre indgreb vil kunne foretages under omstændigheder,
der opleves som så krænkende, at det kan stille sig naturligt
at yde en vis kompensation, hvis indgrebet viser sig at være
uforskyldt. At erstatning ikke ved noget indgreb er udeluk-
ket på forhånd, er endvidere i overensstemmelse med den
tilsvarende bestemmelse i retsplejelovens § 1050.
Erstatning ydes for økonomisk skade samt for lidelse, tort,
ulempe og forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling og for-
hold, jf. retsplejelovens § 1049, stk. 1, 2. pkt.
Hvis den dømte m.fl. udsættes for foranstaltninger, der efter
det anførte ikke omfattes af lovforslagets § 106 eller § 107
om erstatning på objektivt grundlag, må et eventuelt erstat-
ningskrav i givet fald rejses på normal måde på grundlag af
almindelige erstatningsregler.
En person har som udgangspunkt været udsat for et uberet-
tiget indgreb, der giver grundlag for erstatning, hvis den
indsatte ikke har foretaget det strafbare eller disciplinære
forhold, som udgjorde grundlaget for indgrebet. Det er ik-
ke udelukket, at omstændigheder, som først viser sig efter
indgrebet, kan inddrages ved vurderingen af, om der skal
tilkendes erstatning.
Et krav på erstatning kan dog bortfalde eller nedsættes, hvis
den sigtede selv har givet anledning til foranstaltningerne,
dvs. på grund af indsattes egen skyld, jf. herved formulerin-
gen om, at erstatning ydes for uforskyldte indgreb i lovfor-
slagets § 107, som også er reflekteret i retsplejelovens §
1049, stk. 3.
Med bestemmelsens stk. 2, foreslås der en begrænsning af
de situationer, der kan medføre erstatning. Af bestemmelsen
fremgår, at hvis et indgreb er sket med henblik på at under-
søge, om den indsatte har begået et strafbart forhold eller en
disciplinærforseelse, eller at forebygge, at den indsatte vil
begå et strafbart forhold eller en disciplinærforseelse, kan
den indsatte ikke tilkendes erstatning, hvis indgrebet ikke
anses for uberettiget ud fra omstændighederne på tidspunk-
tet for indgrebets iværksættelse, medmindre der foreligger
særlige omstændigheder.
Formålet med bestemmelsen er at begrænse erstatning i de
tilfælde, hvor kriminalforsorgen med rette har reageret på
f.eks. en mistanke ved gennemførelse af et indgreb over for
den indsatte, men hvor det efterfølgende viser sig, at krimi-
nalforsorgen ikke havde ret i mistanken, eller at mistanken
ikke kunne bevises.
Indgreb, der udføres eller kan udføres rutinemæssigt eller
stikprøvevis med det formål at undersøge, om der er begået
et strafbart eller disciplinært forhold, vil også være omfattet
af bestemmelsen.
Formuleringen om, at det pågældende indgreb skal være
sket med henblik på at undersøge, om den indsatte har be-
gået et strafbart forhold eller disciplinærforseelse, dækker
over de indgreb, som kriminalforsorgen kan anvende til at
opklare sagen eller afdække eller påvise, om der er foregået
noget strafbart eller en disciplinær forseelse, eller hvad der i
øvrigt er foregået.
Med begrebet »strafbart forhold« henvises til forhold, der
er strafbelagt i medfør af straffeloven og særlovgivningen,
og med begrebet »disciplinærforseelse« menes forhold, der
medfører disciplinærstraf, jf. lovforslagets §§ 67 og 68.
Et eksempel herpå er gennemførelse af en legemsundersø-
gelse af indgribende karakter, hvor der er bestemte grunde
til at antage, at en indsat er i besiddelse af narkotika, jf. lov-
forslagets § 60, stk. 3. Besiddelse af narkotika kan medføre
disciplinærstraf i form af strafcelle, jf. lovforslagets § 68,
stk. 2, nr. 2.
Formuleringen om, at det pågældende indgreb skal være
sket med henblik på at forebygge, at den indsatte vil begå et
strafbart forhold eller en disciplinærforseelse, dækker over
de indgreb, som kriminalforsorgen kan anvende som led i
at hindre, at den indsatte begår ny kriminalitet eller bryder
reglerne i institutionen. Den foreslåede bestemmelse sigter
således mod at begrænse erstatning i de tilfælde, hvor ind-
grebets formål er at hindre noget fremadrettet. Indgreb, der
har til formål umiddelbart at afværge f.eks. vold mod andre
indsatte i en konkret situation, vil ikke være omfattet af
bestemmelsen.
Til illustration kan nævnes en situation, hvor kriminalforsor-
gen vil nægte udgangstilladelse til en indsat, jf. lovforsla-
124
gets § 46, stk. 1, nr. 2, fordi der er bestemte grunde til at
antage, at den indsatte i forbindelse med udgang vil begå
ny kriminalitet. En medvirkende årsag hertil kan være, at
vedkommende er mistænkt for allerede at have begået et
strafbart eller disciplinært forhold.
Hvorvidt et indgreb ikke kan anses for uberettiget ud fra
omstændighederne på tidspunktet for indgrebets iværksæt-
telse, vil afhænge af en konkret vurdering i lyset af de
relevante betingelser for, at det pågældende indgreb kan
iværksættes.
I vurderingen vil der som udgangspunkt alene skulle indgå
de oplysninger om mistankegrundlag og faktiske oplysnin-
ger mv., som kriminalforsorgen havde på tidspunktet for
indgrebets iværksættelse.
Derudover kan også risikoen ved ikke at foretage et hurtigt
indgreb indgå i vurderingen. Det kan have betydning for
vurderingen, om kriminalforsorgen havde mulighed for at
indhente yderligere oplysninger forud for indgrebet. Et ek-
sempel herpå kunne være en sag om nægtelse af udgang,
hvor der i visse tilfælde ville kunne være tid til at foretage
yderligere oplysning af sagen, herunder undersøge nærmere,
om der er grundlag for at antage, at en indsat vil begå ny kri-
minalitet i forbindelse med udgang, før der træffes afgørelse
om at nægte udgang, jf. lovforslagets § 46, stk. 1, nr. 2.
Til gengæld kan det være nødvendigt med en hurtig reak-
tion, hvor øjemedet vil forspildes, hvis der ikke reageres
hurtigt. Et eksempel herpå kunne være, hvor kriminalforsor-
gen har fået et pålideligt »tip« om, at en indsat har euforise-
rende stoffer på sig, og hvor en undersøgelse af den pågæl-
dendes person, jf. lovforslagets § 60, derfor skal iværksættes
med det samme, for at øjemedet ikke forspildes.
Det bør også indgå i vurderingen, hvorvidt et mindre ind-
gribende middel efter omstændighederne burde have været
anvendt, dvs. have været mere proportionalt.
Formuleringen om, at det er tidspunktet for iværksættelsen,
der er afgørende, betyder, at hvis kriminalforsorgen under
indgrebet finder, at vedkommende ikke havde begået noget
strafbart, f.eks. under legemsundersøgelsen, er det uden be-
tydning for vurderingen. Det forudsættes i den forbindelse,
at kriminalforsorgen afbryder indgrebet på det tidspunkt,
hvor kriminalforsorgen bliver bekendt med, at indgrebet ik-
ke længere er berettiget.
Viser det sig, at et indgreb var uberettiget ud fra omstæn-
dighederne på tidspunktet for indgrebets iværksættelse, vil
betingelserne i medfør af stk. 2 for at begrænse erstatning
ikke være opfyldt.
Der vil endvidere skulle foretages en vurdering af, om den
indsatte har udvist egen skyld i de tilfælde, hvor det vurde-
res, at den indsatte kan tilkendes erstatning, fordi indgrebet
anses for uberettiget ud fra omstændighederne på tidspunk-
tet for indgrebets iværksættelse, jf. herved formuleringen i
§ 107, stk. 1, om, at der ydes erstatning for uforskyldte
indgreb og retsplejelovens § 1049, stk. 3.
Selv om det viser sig, at indgrebet må anses for berettiget
ud fra de oplysninger, der forelå på tidspunktet for indgre-
bet, vil der alligevel kunne tilkendes erstatning, hvis der
foreligger særlige omstændigheder. Særlige omstændigheder
vil foreligge, hvis det må anses for åbenbart urimeligt, at
den indsatte ikke får tilkendt erstatning.
Denne erstatningsadgang er begrænset til ekstraordinære
situationer, hvor der er tale om særligt indgribende foran-
staltninger med f.eks. væsentlige indskrænkninger af den
indsattes handle- og bevægelsesfrihed, men hvor det viser
sig efterfølgende, at den pågældende ikke havde begået
det forhold, som begrundede indgrebet. Det kan også være
tilfældet, hvor indgrebet har haft utilsigtede og betydelige
konsekvenser for den indsatte, der ikke står mål med det
forfulgte formål bag indgrebet.
Til § 108
Den foreslåede bestemmelse vedrører fremgangsmåden ved
behandlingen af krav om erstatning i medfør af lovforslagets
§ 106 eller § 107.
Bestemmelsen svarer til § 108 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Bestemmelsen i lovforslagets § 108 indebærer, at krav om
erstatning skal fremsættes over for kriminalforsorgen inden
to måneder efter, at indgrebet er ophørt. Kriminalforsorgen
kan tillade overskridelse af denne frist, hvis overskridelsen
findes undskyldelig, f.eks. hvis den indsatte efter fristens
udløb er kommet i besiddelse af oplysninger, der er helt
afgørende for vurderingen af erstatningskravet. Angivelse af
nye oplysninger kan derimod ikke i almindelighed begrun-
de overskridelse af klagefristen. Er kravet rejst rettidigt,
og fremkommer der senere nye oplysninger, forudsættes kri-
minalforsorgen at kunne genoptage behandlingen af erstat-
ningssagen.
Hvis kriminalforsorgen nægter at betale erstatning efter §
106, vil afgørelsen være omfattet af den udvidede adgang
til domstolsprøvelse, når afgørelsen vedrører nægtelse af er-
statning i anledning af uforskyldt udståelse af fængselsstraf
i for lang tid eller anbringelse i strafcelle i mere end 7 dage,
jf. lovforslagets § 112, nr. 9, og bemærkningerne til denne
bestemmelse.
Til § 109
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 109 indehol-
der en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte
regler om den administrative behandling af erstatningskrav i
henhold til §§ 106-107.
125
Bestemmelsen svarer til § 109 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Til kapitel 21
Betaling for ophold i kriminalforsorgens institutioner
I kapitlet, der alene indeholder bestemmelsen i § 110, fast-
sættes regler om betaling for ophold i kriminalforsorgens
institutioner. Formålet med dette forslag er at modvirke, at
dømte, der har eget indtægtsgivende arbejde eller modtager
pension eller andre ydelser fra det offentlige, samtidig mod-
tager forsørgelse fra kriminalforsorgen.
Til § 110
Den foreslåede bestemmelse fastsætter pligt til for visse
dømte at betale for ophold i kriminalforsorgens institutioner.
Bestemmelsen svarer til § 110 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019,
med en enkelt tilføjelse om indtægt i form af offentlige ydel-
ser under afsoning og en undtagelse, idet en bestemmelse,
der retter sig mod dømte på kriminalforsorgens pensioner,
ikke er relevant på Færøerne, hvor der ikke er etableret
sådanne.
Ved § 2 i lov nr. 143 af 8. marts 1995 om ændring af
retsplejeloven, lov for Færøerne om udgifterne i strafferets-
plejen og lov for Færøerne om rettens pleje (Suppleanter
til Den Særlige Klageret, ophævelse af pligten til at betale
afsoningsomkostninger på Færøerne og administreret dom-
merembede på Færøerne m.v.) blev pligten til at betale afso-
ningsomkostninger ophævet på samme måde, som det året
før var sket i Danmark.
Baggrunden var bl.a., at man ikke ønskede at påføre dømte
en yderligere gældsbyrde under afsoningen, når den pågæl-
dende reelt var uden mulighed for at skaffe sig en indtægt
under afsoningen bortset fra vederlag for beskæftigelsen i
fængslet eller arresthuset (arbejdspenge).
Nogle dømte har imidlertid under ophold i kriminalforsor-
gens institutioner mulighed for selv at skaffe sig en ind-
tægt. Det gælder bl.a. indsatte, der er beskæftiget med eget
indtægtsgivende arbejde i fængsel eller arresthus, f.eks. for-
fattervirksomhed eller anden selvstændig virksomhed. End-
videre kan peges på indsatte, der efter reglerne om udgang
fra fængsel eller arresthus har frigang til lønnet arbejde el-
ler egen indtægtsgivende virksomhed. Endelig har dømte
i medfør af den færøske lovgivning om social pension og
offentlig forsorg i begrænset omfang ret til offentlige ydelser
under afsoning.
For den nævnte personkreds gælder, at de i den periode,
hvor de har indtægt ved indtjening mv., også modtager for-
sørgelse fra det offentlige i form af ophold i en af kriminal-
forsorgens afsoningsinstitutioner. Efter ophævelse af pligten
til at betale afsoningsomkostninger er disse dømte væsent-
ligt bedre stillet end personer uden for afsoningssystemet,
der har indtægt, idet de under afsoningen ikke har udgifter
til kost og logi.
Med henblik på at modvirke denne utilsigtede virkning af
ophævelsen af pligten til at betale afsoningsomkostninger
indeholder stk. 1 en bestemmelse, hvorefter indsatte, der
har indtægtsgivende arbejde i eller uden for fængsel eller
arresthus, betaler for opholdet. Det samme gælder indsatte,
der har indtægter i form af offentlige ydelser.
I udtrykket »betaler for opholdet« ligger, at betalingsplig-
ten alene gælder i det omfang, hvor indtægten kan dække
afsoningsomkostningerne. Det er endvidere forudsat, at det
i de administrative bestemmelser om opholdsbetaling, jf.
bestemmelsens stk. 2, vil blive fastsat, at dømte, som er
beskæftiget med eget indtægtsgivende arbejde, eller som har
indtægter i form af offentlige ydelser, skal have et beløb til
rådighed, der mindst svarer til det vederlag, som udbetales
dømte, der er beskæftiget ved kriminalforsorgens foranstalt-
ning, jf. den foreslåede bestemmelse i § 42, stk. 1.
Udtrykket »offentlig ydelse til underhold« i samme bestem-
melse omfatter ikke alene forsorgshjælp og sociale pensio-
ner, men også arbejdsløshedshjælp og sygedagpenge.
Bestemmelsen omfatter derimod ikke dømte med formue-
indtægt. Det vil i praksis være sjældent forekommende, at
dømte, der opholder sig i kriminalforsorgens institutioner,
har formueindtægt af betydning. Hertil kommer, at det vil
være forbundet med et uforholdsmæssigt stort administrativt
arbejde at sikre kontrollen hermed.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 indeholder en bemyndi-
gelse for justitsministeren til at fastsætte regler om betalin-
gen.
Til kapitel 22
Klageregler mv.
Lovforslagets kapitel 22 (§§ 111-123) indeholder klagereg-
ler mv., der bl.a. åbner mulighed for, at den dømte m.fl. kan
forlange visse afgørelser indbragt for domstolene. Endvidere
fastsættes regler om fremgangsmåden ved behandlingen af
sådanne klager.
Administrativ klageadgang
Til § 111
Den foreslåede bestemmelse indeholder regler om den ad-
ministrative klageadgang.
126
Bestemmelsen svarer med en enkelt redaktionel ændring til
§ 111 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 1333 af 9. december 2019.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 indebærer, at der ikke
er adgang til at klage til højere administrativ myndighed
over afgørelser, der er truffet af en myndighed inden for
kriminalforsorgen.
Den foreslåede bestemmelse omfatter såvel afgørelser, der
er truffet efter bestemmelser i loven, som afgørelser, der
er truffet med hjemmel i administrative forskrifter udstedt
i medfør af loven. Bestemmelsen omfatter desuden afgørel-
ser, der træffes i forbindelse med varetagelse af kriminalfor-
sorgens opgaver og i tilknytning til gennemførelsen af et
straffuldbyrdelsesforløb, men som træffes på ulovbestemt
grundlag. Der kan f.eks. være tale om afgørelser vedrørende
såkaldte anstaltsforhold, som træffes af en myndighed inden
for kriminalforsorgen.
Den foreslåede bestemmelse omfatter afgørelser, der træffes
af en myndighed inden for kriminalforsorgen. Hermed sigtes
til afgørelser, der er truffet af Direktoratet for Kriminalfor-
sorgen, og afgørelser, der er truffet af de lokale kriminal-
forsorgsmyndigheder. Ved afgørelser, der er truffet af Direk-
toratet for Kriminalforsorgen, indebærer bestemmelsen, at
afgørelserne ikke kan påklages til Justitsministeriet, mens
bestemmelsen for så vidt angår afgørelser truffet af krimi-
nalforsorgsområdet indebærer, at klageadgangen til direkto-
ratet afskæres.
Det foreslåede stk. 2 indebærer, at afgørelser, der træffes i
henhold til loven eller i henhold til administrative forskrif-
ter udstedt i medfør heraf af andre myndigheder end kri-
minalforsorgen, ikke kan påklages til højere administrativ
myndighed. Bestemmelsen tager sigte på de tilfælde, hvor
andre myndigheder end Direktoratet for Kriminalforsorgen
eller kriminalforsorgsområdet træffer afgørelse efter denne
lov. Der sigtes navnlig til de afgørelser om fuldbyrdelse af
bødestraf eller bødeforvandlingsstraf, som træffes af politiet,
jf. lovens kapitel 16. Der kan endvidere f.eks. være tale om,
at gennemførelsen af tilsyn i forbindelse med prøveløsladel-
se overlades til andre myndigheder, jf. herom lovens § 87.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3 bemyndiges ju-
stitsministeren til at fastsætte regler om, at afgørelser truffet
af kriminalforsorgsområdet eller af andre myndigheder end
kriminalforsorgens myndigheder – uanset stk. 1 og 2 – skal
være undergivet klageadgang til Direktoratet for Kriminal-
forsorgen. Efter lovforslagets vedtagelse vil der i bekendtgø-
relsesform blive fastsat nærmere regler om klageadgang.
Baggrunden for den nærmere afgrænsning af de afgørelser,
der påtænkes at kunne påklages, er beskrevet i bemærknin-
gerne til lovforslagets pkt. 16.
Der vil med hjemmel i stk. 3 tillige kunne fastsættes regler
om adgang til at klage til direktoratet over afgørelser truffet
af kriminalforsorgsområdet på ulovbestemt grundlag.
Bestemmelsens stk. 3 bemyndiger endvidere justitsministe-
ren til at fastsætte nærmere regler om klagefrist, behandling
af klagesager og opsættende virkning af klager.
Det er hensigten i medfør af den foreslåede bemyndigelses-
bestemmelse at fastsætte administrative bestemmelser, der
indholdsmæssigt svarer til de gældende bestemmelser i Dan-
mark. Der vil således blive fastsat regler om, at klage til
direktoratet skal iværksættes inden to måneder efter, at afgø-
relsen er meddelt den dømte, og at direktoratet i særlige
tilfælde kan bortse fra overskridelse af denne frist. Der vil
videre blive fastsat regler om, at en klage til direktoratet ik-
ke har opsættende virkning, medmindre den, der har truffet
afgørelsen, eller direktoratet træffer bestemmelse herom.
Domstolsprøvelse
Til § 112
Den foreslåede bestemmelse i § 112 indeholder en opreg-
ning af de endelige administrative afgørelser, som kan ind-
bringes for domstolene som led i den foreslåede udvidelse
af klageordningen med hensyn til afgørelser truffet som led i
straffuldbyrdelsen.
Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til bestemmelsen i §
112 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1333 af 9. december 2019. Dog er der foretaget en min-
dre udvidelse begrundet i de foreslåede muligheder for mod
den dømtes vilje at anbringe den pågældende i eller overføre
den pågældende til et fængsel eller et arresthus i Danmark,
jf. lovforslagets kapitel 7.
Bestemmelsen medfører, at den dømte kan kræve de endeli-
ge administrative afgørelser, der er nævnt nedenfor, indbragt
til prøvelse for retten inden 4 uger efter, at afgørelsen er
meddelt den pågældende.
Bestemmelsens nr. 1 indebærer, at afgørelser efter lovforsla-
gets § 14 eller § 16 vedrørende kriminalforsorgens bereg-
ning af straffetiden omfattes af den udvidede adgang til
domstolsprøvelse. Klager, der skyldes uenighed om straffe-
dommens fortolkning, skal som hidtil behandles af den ret,
som har afsagt dom i sagen i første instans, jf. retsplejelo-
vens § 1025, stk. 1.
Efter lovforslagets § 55, stk. 5, kan et gennemlæst brev efter
bestemmelse af kriminalforsorgsområdet tilbageholdes, hvis
det af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til
kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremis-
me, af hensyn til at forebygge kriminalitet eller af hensyn
til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen ikke
bør afsendes. Bestemmelsens nr. 2 indebærer, at en afgørelse
om tilbageholdelse af et brev, der er bestemt til afsendelse,
kan domstolsprøves, hvis afgørelsen om tilbageholdelse har
baggrund i hensynet til beskyttelse af den forurettede ved
lovovertrædelsen.
127
I lovforslagets § 70, stk. 1, jf. § 67, er der fastsat bestemmel-
ser om ikendelse af disciplinærstraf i form af strafcelle. Be-
stemmelsens nr. 3 indebærer, at den dømte kan forlange
domstolsprøvelse af en afgørelse om disciplinærstraf i form
af strafcelle, når varigheden af strafcelle er mere end 7 dage.
Efter lovforslagets § 73 kan der i visse tilfælde træffes be-
stemmelse om konfiskation af genstande og penge, der fin-
des på institutionens område, er ulovligt indført, erhvervet
eller tilvirket i institutionen. Det samme gælder for genstan-
de og penge, der i øvrigt er medtaget, besiddet eller rådet
over i strid med regler eller anvisninger for ophold i institu-
tionen eller søgt indsmuglet til den indsatte. Bestemmelsens
nr. 4 indebærer, at afgørelser om konfiskation efter denne
bestemmelse kan forlanges domstolsprøvet af den indsatte,
hvis værdien af de konfiskerede genstande eller penge over-
stiger det almindelige vederlag, der udbetales indsatte for
en uges beskæftigelse. Dette vederlag udgør for tiden ca.
400 kr. Der henvises til bemærkningerne til § 42, stk. 5, om
vederlagets størrelse.
Efter lovforslagets § 74 kan kriminalforsorgsområdet i visse
tilfælde modregne krav på erstatning i anledning af skade,
som den indsatte har forvoldt på ting, der tilhører en af
kriminalforsorgens institutioner, i den indsattes krav på ve-
derlag for beskæftigelse. Bestemmelsens nr. 5 indebærer, at
afgørelser om modregning kan forlanges domstolsprøvet af
den indsatte, når erstatningsbeløbet overstiger størrelsen af
det i nr. 4 nævnte ugentlige vederlag.
Lovforslagets § 80 indeholder bestemmelser om afgørelser
vedrørende prøveløsladelse af indsatte. Bestemmelsens nr. 6
indebærer, at der gives udvidet adgang til domstolsprøvelse
af afgørelser om nægtelse af prøveløsladelse fra tidsbestemt
straf efter denne lovs § 79 a, stk. 1 (ordinær prøveløsladelse
efter udståelse af to tredjedele af straffetiden). Endvidere
gives mulighed for domstolsprøvelse af afgørelser, hvorved
der er meddelt afslag på prøveløsladelse fra straf af fængsel
på livstid efter straffelovens § 79 e, når 14 år af straffen af
fængsel på livstid er udstået.
Lovforslagets § 86 indeholder regler om vilkårsovertrædelse
ved prøveløsladelse. Bestemmelsens nr. 7 indebærer, at den
dømte kan forlange domstolsprøvelse af afgørelser, hvorved
der er truffet beslutning om at genindsætte en person, der
er prøveløsladt fra en tidsbestemt straf, til udståelse af rests-
traffen i henhold til den foreslåede bestemmelse i § 79 c, stk.
2 eller 3. Tilsvarende gælder afgørelse om genindsættelse af
en person, der er idømt straf af fængsel på livstid, til fortsat
udståelse af livstidsstraffen, jf. § 79 f, stk. 2.
Lovforslagets § 88, jf. § 86, fastsætter bl.a. regler om vilkår-
sovertrædelse ved betinget benådning. Bestemmelsens nr. 8
indebærer, at afgørelser om indsættelse af en person, der
er betinget benådet fra en tidsbestemt straf, til udståelse af
straffen eller reststraffen, jf. den foreslåede§ 79 g, omfattes
af den udvidede adgang til domstolsprøvelse. Endvidere gi-
ves mulighed for at forlange domstolsprøvelse af afgørelser,
hvorved en person, der er betinget benådet fra straf af fæng-
sel på livstid, indsættes til (fortsat) udståelse af livstidsstraf-
fen.
Lovforslagets § 106 giver efter omstændighederne en indsat
ret til erstatning bl.a. for uforskyldt udståelse af fængsels-
straf i for lang tid og anbringelse i strafcelle. Bestemmelsens
nr. 9 indebærer, at den indsatte kan forlange domstolspr-
øvelse af afgørelser, hvorved der er nægtet erstatning for
uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for lang tid eller an-
bringelse i strafcelle, når anbringelsen har varet mere end
7 dage, jf. herved § 112, nr. 3, om domstolsprøvelse af
afgørelse om ikendelse af strafcelle i mere end 7 dage.
Som det fremgår, tager domstolsprøvelsen efter § 112, nr. 9,
for så vidt angår erstatning for fuldbyrdelse af frihedsstraf
alene sigte på tilfælde, hvor den indsatte uforskyldt har
udstået fængselsstraf i for lang tid. Om domstolsprøvelse
i tilfælde, hvor anke eller genoptagelse medfører bortfald
eller formildelse af den idømte straf, gælder retsplejelovens
§ 1052.
Bestemmelsen i § 112, nr. 9, gør endeligt op med, hvilke
erstatningskrav som følge af indgreb under straffuldbyrdel-
sen der skal være genstand for en særlig let adgang til dom-
stolsprøvelse. De erstatningskrav, der ikke er omfattet af §
112, nr. 9, kan således alene indbringes for domstolene i
medfør af grundlovens § 63. Den administrative afgørelse
af spørgsmål om erstatning for uforskyldte indgreb under
straffuldbyrdelsen – uanset om indgrebet falder inden for
eller uden for lovforslagets § 112, nr. 9 – skal afgøres af
kriminalforsorgen, jf. lovforslagets § 112, og kan ikke tillige
afgøres af anklagemyndigheden, jf. retsplejelovens § 1053.
Lovforslagets § 21, stk. 2, nr. 1-4 og 7, og § 24, nr. 1-4 og
7, giver i en række nærmere angivne tilfælde mulighed for
anbringelse i fængsel eller arresthus i Danmark, eller - hvis
straffuldbyrdelsen er iværksat på Færøerne – overførsel til
fængsel eller arresthus i Danmark mod den dømtes vilje. Be-
stemmelsens nr. 10 indebærer, at den dømte kan forlange
domstolsprøvelse af sådanne afgørelser om anbringelse eller
overførsel. Der henvises desuden til bemærkningerne til lov-
forslagets § 21, stk. 2, nr. 1-4 og 7, og § 24, nr. 1-4 og 7.
Til § 113
Den foreslåede bestemmelse regulerer valget af den dom-
stol, der i det enkelte tilfælde skal behandle klagesagen.
Bestemmelsen svarer med den ændring, som følger af det
forhold, at der på Færøerne alene findes en institution og
en retskreds, til § 113 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Det foreslås i bestemmelsen i lovforslagets § 113, at ind-
bringelse af sagen i alle tilfælde sker for Retten på Færøer-
ne. Dette gælder såvel prøvelse af endelige administrative
afgørelser, truffet overfor færøsk dømte personer, som på
tidspunktet for den oprindelige administrative afgørelse var
128
indsat i Færøerne Arrest, i medfør af lovens § 78 er anbragt
på hospital, i familiepleje, i egnet hjem eller institution på
Færøerne, eller under tilsyn af kriminalforsorgen på Færøer-
ne, som endelige administrative afgørelser truffet overfor
færøsk dømte personer, der er anbragt i Danmark til udståel-
se af (en del af) fængselsstraf.
Domme vedrørende færøsk dømte personer, som er overført
til Danmark, skal fuldbyrdes efter de i Danmark gældende
regler, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1 og lovfor-
slagets § 29. Undtaget herfra er dog afgørelser om prøve-
løsladelse vedrørende færøsk dømte, som er anbragt i en
institution i Danmark. Disse afgørelser vil således, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 30, uanset at den dømte befinder
sig i en institution i Danmark, skulle træffes med hjemmel i
denne lov.
Er den dømte ikke frihedsberøvet, indbringes sagen for Ret-
ten på Færøerne. Det tilsvarende gælder, hvis den dømte
ikke har kendt bopæl eller opholdssted.
Reglen om, at sager om domstolsprøvelse af Direktoratet
for Kriminalforsorgens afgørelse anlægges ved Retten på
Færøerne, stemmer overens med værnetingsreglen i retsple-
jelovens § 278, stk. 2, hvoraf det fremgår, at sager om prø-
velse af afgørelser truffet af en central statslig myndighed
anlægges på Færøerne, hvis sagsøgeren har hjemting her,
medmindre parterne har aftalt andet.
Til § 114
Den foreslåede bestemmelse indeholder nærmere regler om
fremgangsmåden ved klagesagens indbringelse for retten.
Bestemmelsen svarer til § 114 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelses stk. 1, at Di-
rektoratet for Kriminalforsorgen uden unødigt ophold skal
indbringe sagen for retten. Uanset at domstolsprøvelse sker
i den civile retsplejes former, skal direktoratet ikke udtage
stævning mod den dømte. Sagen indbringes for retten ved
fremsendelse af sagens bilag med oplysning om den påkla-
gede afgørelse og en redegørelse for de omstændigheder, der
påberåbes, samt for de beviser, der kan have betydning for
sagens afgørelse.
Den foreslåede bestemmelses stk. 2 indeholder en bemyndi-
gelse til justitsministeren til at fastsætte regler om behand-
lingen af anmodninger om domstolsprøvelse af visse admi-
nistrative afgørelser om fuldbyrdelse af straf m.v.
Til § 115
Den foreslåede bestemmelse afgrænser, hvem der er sagens
parter, og tager stilling til spørgsmålet om advokatbeskikkel-
se.
Bestemmelsen svarer til § 115 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
I bestemmelsens stk. 1 bestemmes det, at sagens parter er
den dømte og justitsministeren (i praksis Direktoratet for
Kriminalforsorgen). I sager omfattet af § 112, nr. 4, anses
den tredjemand, der har fået konfiskeret genstande eller
penge efter § 73, stk. 2, også som part i sagen, jf. også
lovforslagets § 123.
I bestemmelsens stk. 2 fastsættes det, at retten, hvis den
finder det fornødent, beskikker en advokat for den dømte,
medmindre denne selv har antaget en sådan.
Baggrunden for bestemmelsen er, at den dømte kan have
vanskeligt ved selv at varetage sine interesser under sagen,
f.eks. hvis sagen skal behandles mundtligt, og der foruden
den dømte skal ske afhøring af andre personer, eventuelt
uden den dømtes tilstedeværelse.
Advokatens opgave er at repræsentere og bistå klage-
ren. Advokaten skal sørge for, at den dømte får lejlighed
til at udtale sig enten skriftligt eller under afhøringen ved
den mundtlige behandling af sagen. Advokaten forudsættes
derfor at komme i personlig kontakt med den dømte, så ad-
vokaten bl.a. med henblik på tilrettelæggelse af en eventuel
bevisførelse kan danne sig et indtryk af sin klients stilling i
sagen.
Til § 116
Den foreslåede bestemmelse vedrører sagens behandling i
retten, herunder om sagen skal behandles skriftligt eller
mundtligt, og hvem der har ansvaret for sagens oplysning.
Bestemmelsen svarer til § 116 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Bestemmelsen i stk. 1 medfører, at sagerne som udgangs-
punkt skal behandles skriftligt.
Udgangspunktet om skriftlig behandling er begrundet i dels
hensynet til at opnå en hurtig behandling af sagerne og dels
ressourcemæssige hensyn. Sagerne forudsættes i almindelig-
hed at være tilstrækkeligt oplyst ved modtagelsen i retten,
således at retten efter, at den dømte m.v. eller dennes advo-
kat i et skriftligt indlæg har haft lejlighed til at udtale sig om
kriminalforsorgens begrundelse for den afgørelse, som er
indbragt for retten, umiddelbart vil kunne træffe afgørelse.
Retten kan dog i medfør af bestemmelsen af egen drift be-
stemme, at sagen skal behandles mundtligt.
Efter stk. 2 træffer retten bestemmelse om afhøring af den
dømte og andre og om tilvejebringelse af beviser i øvrigt,
hvis sagen behandles mundtligt. I de undtagelsesvise tilfæl-
de, hvor retten bestemmer, at sagen skal behandles mundt-
ligt, forudsættes det, at muligheden for at afgive forklaring
ved anvendelse af telekommunikation med billede, jf. rets-
129
plejelovens § 336, jf. § 221, stk. 2, så vidt muligt anvendes,
hvis den dømte er placeret i fængsel eller arresthus i Dan-
mark. Det samme gælder, hvis et vidne, der ønskes ført,
befinder sig i Danmark, jf. retsplejelovens § 221, stk. 2.
Muligheden for at afgive forklaring ved anvendelse af tele-
kommunikation med billede er særligt relevant i tilfælde,
hvor den dømte er placeret i fængsel eller arresthus i Dan-
mark og af sikkerhedsmæssige årsager, herunder risiko for
undvigelse, overgreb eller udgangsmisbrug, ikke har tilla-
delse til uledsaget udgang. I disse tilfælde ville det således
være nødvendigt at ledsage den pågældende til Færøerne
med det nødvendige antal fængselsbetjente med henblik på
i videst muligt omfang at minimere risikoen for undvigelse,
udgangsmisbrug mv. Justitsministeriet finder ikke, at en en-
kel adgang til domstolsprøvelse bør kunne udnyttes af den
dømte til at skaffe sig tilladelse til udgang i en situation,
hvor risikoen for udgangsmisbrug mv. er vurderet så tungt-
vejende, at den pågældende ikke har opnået tilladelse til
udgang.
Justitsministeriet forudsætter i forlængelse heraf, at dømte,
som er placeret i fængsel eller arresthus mv. i Danmark, og
som i medfør af lovforslagets bestemmelser om udgang har
tilladelse til uledsaget udgang til Færøerne, kan meddeles
udgangstilladelse til deltagelse i retsmøde efter de regler, der
fastsættes i medfør af lovforslagets § 50, i de undtagelsesvi-
se tilfælde, hvor retten har bestemt, at sagen skal behandles
mundtligt. Det bemærkes i den forbindelse, at det af de
administrative regler, som er fastsat i Danmark i medfør
af den tilsvarende danske bemyndigelsesbestemmelse, frem-
går, at indsatte kan få udgang med henblik på at møde i
retten eller for anden offentlig myndighed i tilfælde, hvor
vedkommende myndighed i tilfælde, hvor vedkommende
myndighed finder det påkrævet, jf. bekendtgørelse nr. 182
af 26. februar 2019 om udgang til indsatte, der udestår
fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutio-
ner (udgangsbekendtgørelsen).
Til § 117
I den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 117 fastslås
det, at sagens indbringelse for retten ikke har opsættende
virkning, med mindre Direktoratet for Kriminalforsorgen
eller retten bestemmer andet.
Bestemmelsen svarer til § 117 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Baggrunden for bestemmelsen er, at hensynet til kriminal-
forsorgens sikkerheds- og ordensmæssige virksomhed nor-
malt vil tale imod, at indbringelsen tillægges en sådan virk-
ning.
Til § 118
I den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 118 fastslås
det, at retten ved kendelse afgør, om sagen skal afvises, eller
om afgørelsen skal stadfæstes, ændres eller ophæves. At af-
gørelsen skal træffes ved kendelse, indebærer, at afgørelsen
skal begrundes, jf. retsplejelovens § 260, stk. 1.
Bestemmelsen svarer til § 118 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Til § 119
Den foreslåede bestemmelse regulerer spørgsmålet om fast-
sættelse og betaling af sagsomkostninger dels i tilfælde,
hvor der er beskikket advokat, dels i tilfælde, hvor der ikke
er beskikket advokat.
Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til § 119
i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr.
1333 af 9. december 2019.
Af bestemmelsens stk. 1 fremgår det, at der om salær og
godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat gælder
samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri pro-
ces. Bestemmelsen indebærer, at staten afholder udgiften til
salær til den beskikkede advokat og eventuelle udlæg, uan-
set om den dømte opfylder de økonomiske betingelser for
at få fri proces. I medfør af bestemmelsens kan retten, når
der er særlig anledning til det, pålægge den dømte helt eller
delvis at betale sagens omkostninger. Denne mulighed for-
udsættes alene anvendt i helt ekstraordinære tilfælde, f.eks.
når indbringelsen for retten findes åbenbart urimelig.
Af bestemmelsens stk. 2 fremgår det, at de almindelige
regler om sagsomkostninger i civile sager i retsplejelovens
kapitel 40 gælder i de tilfælde, hvor der ikke er beskikket
advokat.
Til § 120
I den foreslåede bestemmelse fastsættes regler om adgang til
kære af Retten på Færøernes afgørelse til Østre Landsret.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til §§
120 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1333 af 9. december 2019.
Bestemmelsens stk. 1 indebærer, at kendelser, der er afsagt
af Retten På Færøerne, kan kæres til Østre Landsret af par-
terne i sagen. Bestemmelsen fastslår således, at det almin-
delige toinstansprincip også gælder i sager vedrørende dom-
stolsprøvelse i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 112.
Efter stk. 2 sker kære til Østre Landsret ved meddelelse til
Retten på Færøerne, hvorefter retten sender meddelelsen og
sagens akter til Østre Landsret. Fremgangsmåden ved kære
af Retten på Færøernes kendelse til Østre Landsret svarer til
fremgangsmåden ved anke af Retten på Færøernes afgørelse
130
i sager vedrørende værgemål eller adoption uden samtykke,
jf. retsplejelovens § 514, stk. 2, og § 532, stk. 2.
I bestemmelsens stk. 3 er det fastslået, at kæresagen behand-
les efter samme regler, som er fastsat for behandlingen ved
Retten på Færøerne, jf. bemærkningerne herom ovenfor, og
at reglerne om kære i retsplejelovens kapitel 47 i øvrigt
gælder. Bestemmelsen i retsplejelovens § 436, stk. 2, 4. pkt.,
om den kærendes udeblivelse finder dog kun anvendelse,
når den dømte ikke er frihedsberøvet.
Om adgang til kære af Østre Landsrets afgørelse til Højeste-
ret henvises til lovforslagets § 121 og bemærkningerne til
denne bestemmelse.
Til § 121
Den foreslåede bestemmelse fastsætter regler om adgangen
til og fremgangsmåden ved kære til Højesteret.
Bestemmelsen svarer ud over enkelte redaktionelle ændrin-
ger til § 121 i den danske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Af stk. 1 fremgår det, at kendelser, der er afsagt af Østre
Landsret, i overensstemmelse med det almindelige toinstan-
sprincip som udgangspunkt ikke kan kæres, men at Proces-
bevillingsnævnet dog kan give tilladelse til kære, hvis sagen
er af principiel karakter. Endvidere fremgår det, at retspleje-
lovens § 429, stk. 4, om fremgangsmåden ved ansøgning
om kæretilladelse og § 429, stk. 5, om muligheden for at
begrænse en kæretilladelse til en del af sagen finder tilsva-
rende anvendelse.
Af stk. 2 fremgår det, at reglerne i straffuldbyrdelseslovens §
120 finder tilsvarende anvendelse ved kære til Højesteret.
Til § 122
Den foreslåede bestemmelse regulerer adgangen til fornyet
domstolsprøvelse af det spørgsmål, som sagen angår, lige-
som det fastsættes, at en række afgørelser under hensyn til
de pågældende afgørelsers karakter ikke på ny kan indbrin-
ges for retten.
Bestemmelsen svarer til § 122 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019,
med en enkelt ændring, som er en følge af de færøske for-
hold og adgangen til domstolsprøvelse af visse endelige af-
gørelser om anbringelse i eller overførsel til fortsat afsoning
i et fængsel eller arresthus i Danmark.
Det følger af bestemmelsens stk. 1, 1. pkt., at hvis en afgø-
relse efter § 112, nr. 2, nr. 6, l. led, eller nr. 10 opretholdes,
kan spørgsmålet på ny indbringes for retten, når der er
forløbet 6 måneder fra kendelsens afsigelse. Det følger af
bestemmelsens stk. 1, 2. pkt., at hvis en afgørelse efter §
112, nr. 6, 2. led, opretholdes, kan spørgsmålet først indbrin-
ges for retten på ny, når der er forløbet 1 år fra kendelsens
afsigelse. Efter stk. 1, 3. pkt., kan afgørelser efter § 112, nr.
1, 3-5 og 7-9, ikke indbringes på ny for retten.
I bestemmelsens stk. 2, 1. pkt., fastsættes det, at hvis der
efter § 79 c er sket genindsættelse til udståelse af reststraf,
kan afgørelse om nægtelse af prøveløsladelse først indbrin-
ges for retten, når der er forløbet 6 måneder fra afgørelsen
om genindsættelse. Det fastsættes endvidere i stk. 2, 2. pkt.,
at hvis der efter § 79 f er sket genindsættelse til udståelse af
straf af fængsel på livstid, kan afgørelse om nægtelse af prø-
veløsladelse først indbringes for retten, når der er forløbet 1
år fra afgørelsen om genindsættelse.
Til § 123
Bestemmelsen vedrører adgang til domstolsprøvelse i tilfæl-
de, hvor der i medfør af lovforslagets § 73 foretages konfi-
skation hos andre end den indsatte.
Bestemmelsen svarer til § 123 i den danske straffuldbyrdel-
seslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019.
Bestemmelsen i lovforslagets § 123 medfører, at bestemmel-
serne om domstolsprøvelse i §§ 112-121 finder tilsvarende
anvendelse ved klage fra andre end indsatte over en afgørel-
se efter straffuldbyrdelseslovens § 73 om konfiskation. Be-
stemmelsen skal ses i sammenhæng med adgangen i denne
bestemmelse til i visse tilfælde at foretage konfiskation hos
tredjemand af genstande og penge der søges indsmuglet til
indsatte.
Til afsnit VII
Slutnings- og overgangsbestemmelser
Lovforslagets afsnit VII indeholder slutnings- og overgangs-
bestemmelser.
Til Kapitel 22a
Kundgørelse
Til § 123 a
Bestemmelsen vedrører kundgørelse af lokale regler i insti-
tutionen.
Bestemmelsen svarer til § 123 a i den danske straffuldbyr-
delseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december
2019, med en tilføjelse af det færøske kundgørelsesmedie
Kunngerðablaðið.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 medfører, at regler for
131
indsatte i kriminalforsorgens institutioner, som fastsættes af
kriminalforsorgsområdet ikke skal indføres i Lovtidende el-
ler i Kunngerðablaðið, jf. stk. 1.
Disse regler har karakter af en husorden for den enkelte
institutionstype, institution eller afdeling. De består dels af
lokale regler om afvikling af besøg udstedt af kriminalfor-
sorgsområdet efter bemyndigelse i straffuldbyrdelseslovens
§§ 51-53, dels af lokale regler udstedt af kriminalforsorgs-
området efter bemyndigelse i bekendtgørelser, som er ud-
stedt i medfør af straffuldbyrdelsesloven. Det kan eksempel-
vis være regler om afvikling af fællesskab i institutionen,
regler om adgangen til at medbringe egne genstande i insti-
tutionen og nærmere regler om gennemførelse af de indsat-
tes mulighed for indflydelse på deres tilværelse i institutio-
nen (talsmandsordninger). Endelig indeholder de såkaldte
husordener regler udstedt efter den almindelige anstaltsord-
ning samt information til de indsatte f.eks. om tidspunkter
for afvikling af gårdture og fritidsaktiviteter mv.
Oplysning om indholdet af reglerne kan i stedet fås ved
henvendelse til institutionen, og indsatte i institutionen skal
have adgang til at låne eller gennemse et eksemplar af reg-
lerne, jf. stk. 2.
Til kapitel 23
Ikrafttræden m.v.
Lovforslagets kapitel 23 (§ 124) indeholder lovforslagets
ikrafttrædelsesbestemmelse.
Til § 124
Det fremgår af bestemmelsens stk. 1, at loven træder i kraft
den 1. juli 2023.
Af stk. 2 fremgår det, at §§ 112 og 123 vedrørende adgang
til domstolsprøvelse finder anvendelse på endelige admini-
strative afgørelser, der er truffet efter lovens ikrafttræden.
Det indebærer i overensstemmelse med almindelige rets-
principper, at også fuldbyrdelse af straffe, der er idømt før
lovens ikrafttræden, fra den 1. juli 2023 sker efter reglerne i
denne lov.
Det følger af stk. 3, at sager, hvori der er truffet afgørelse
af institutionen inden lovens ikrafttræden, kan påklages til
Direktoratet for Kriminalforsorgen efter de hidtil gældende
regler.
Lov om arrestvæsenets ordning på Færøerne fastsætter de
overordnede regler for arrestvæsenet på Færøerne, herunder
at arresthuset bestyres af landfogeden som arrestinspektør (§
2).
Det foreslås i bestemmelsens stk. 4, at lov om arrestvæse-
nets ordning på Færøerne ophæves som led i gennemførel-
sen af lovforslaget, jf. § 2 om kriminalforsorgens organisa-
tion m.v., som bl.a. indebærer, at arrestinspektørordningen
forlades, hvorved landfogeden ikke længere fungerer som
arrestinspektør for Færøernes Arrest.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets
pkt. 6.
132