Fremsat den 5. januar 2023 af Leif Lahn Jensen (S), Lars Christian Lilleholt (V), Henrik Frandsen (M), Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Peter Skaarup (DD), Ole Birk Olesen (LA), Mai Mercado (KF), Peder Hvelplund (EL), Martin Lidegaard (RV), Helene Liliendahl Brydensholt (ALT), Peter Seier Christensen (NB), Peter Kofod (DF) og Aaja Chemnitz (IA)

Tilhører sager:

Aktører:


    AX28261

    https://www.ft.dk/ripdf/samling/20222/beslutningsforslag/b11/20222_b11_som_fremsat.pdf

    Fremsat den 5. januar 2023 af Leif Lahn Jensen (S), Lars Christian Lilleholt (V), Henrik Frandsen (M),
    Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Peter Skaarup (DD), Ole Birk Olesen (LA), Mai Mercado (KF),
    Peder Hvelplund (EL), Martin Lidegaard (RV), Helene Liliendahl Brydensholt (ALT), Peter Seier Christensen (NB),
    Peter Kofod (DF) og Aaja Chemnitz (IA)
    Forslag til folketingsbeslutning
    om 26 ugers udvidet barsel til tvillinge- og flerlingefamilier (borgerforslag)
    At få tvillinger og trillinger er en kæmpe opgave for
    enhver familie, der både byder på en enorm arbejdsbyrde
    og store følelsesmæssige og psykiske udfordringer for både
    børnene og forældrene. Behovet for at være to forældre
    hjemme på barsel i den første tid er derfor stort.
    Som det er nu, får flerlingefamilier i Danmark ikke mere
    barsel end familier med en enkelt baby. Det ønsker vi at
    ændre.
    Vi foreslår at udvide barslen for flerlingefamilier med 26
    uger med barselsdagpenge, som forældrene kan dele mellem
    sig. Dermed kan forældrene planlægge deres barsel sådan, at
    de kan være på barsel samtidig i den første svære tid.
    Beslutningsforslag nr. B 11 Folketinget 2022-23 (2. samling)
    AX028261
    Bemærkninger til forslaget
    Tvillinger og trillinger skal have samme mulighed for en
    god start på livet som enkeltfødte
    Børn født som tvillinger eller trillinger oplever flere kom-
    plikationer og en sværere start på livet end enkeltfødte
    børn. Det gør sig gældende ved bl.a. for tidlig fødsel og
    kejsersnitsfødsler, der ofte leder til hospitalsindlæggelse i
    de første uger efter fødslen. Her er der i den milde ende
    brug for overvågning, hjælp til vejrtrækning og madning,
    og decideret medicinsk behandling i den svære ende. Den
    svære start har indvirkning på børnenes amning, søvn og
    psykiske og motoriske udvikling.
    Tvillinger og trillinger skal oven i den mere komplicerede
    start på livet også dele deres forældre med et eller flere
    spædbørn, hvilket ikke giver samme mulighed for at få den
    utrolig vigtige nærhed og kontakt i den første levetid, som
    enkeltfødte har. Desværre har forskning vist, at tvillinger og
    trillinger har en øget risiko for at udvikle psykiske lidelser.
    Opgaven er svær at løfte for én forælder, og det at være
    nærværende over for to eller flere spædbørn på én gang og
    give dem f.eks. øjenkontakt, fysisk stimulation og tid og ro
    til at skabe den fundamentale relation mellem forældre og
    barn er særlig udfordrede for én forælder.
    I den ideelle barsels- og forældreorlovssituation kan begge
    forældre til tvillinger og trillinger tage den nødvendige over-
    lappende barsel i de første uger og måneder af børnenes liv
    og dermed give dem den bedste start på tilværelsen. På den
    måde giver vi tvillinger og trillinger samme muligheder som
    enkeltfødte børn.
    En svær start på familielivet
    Mange flerlingefamilier bliver allerede udfordret under
    graviditeten, da der desværre i højere grad forekommer gra-
    viditetskomplikationer under disse graviditeter.
    Mange tvillinge- og trillingegravide oplever eksempelvis
    svangerskabsforgiftning, graviditetssukkersyge, blodtryks-
    forhøjelse, udfordringer med næring fra moderkagen og
    TTTS (Tvilling-til-Tvilling-Transfusions-Syndrom). Det er
    også en af årsagerne til, at en stor andel af tvillinger og
    trillinger bliver født for tidligt. Faktisk er hele 55 pct. af
    tvillinger præmature, mens alle trillinger i Danmark bliver
    født for tidligt. Det betyder, at mange familier med tvillinger
    og trillinger begynder deres nye liv sammen med et længe-
    re hospitalsophold på en neonatalafdeling, og at mange af
    spædbørnene får en hårdere start på livet.
    Og det er langt fra den eneste grund til, at flerlingefamilier
    har brug for ekstra tid med to forældre hjemme i begyndel-
    sen. Omkring halvdelen af alle tvillingefødsler sker ved kej-
    sersnit, mens trillingegravide udelukkende bliver anbefalet
    kejsersnit. Det betyder, at moren efter fødslen ikke bør bære
    mere, end hvad der svarer til én babys vægt de første 6 uger
    efter fødslen. En noget nær umulig opgave, hvis moren er
    alene hjemme med babyerne.
    Ammeetablering med tvillinger og trillinger er også en
    enorm udfordring, der kræver både tid, ro og ekstra hæn-
    der. Af den grund er der ikke mange tvillinge- og trillinge-
    mødre, der lykkes med at fuldamme babyerne efter Sund-
    hedsstyrelsens anbefalinger på 6 måneder.
    Forekomsten af efterfødselsreaktioner, belastningsreaktio-
    ner (stress) og skilsmisser er desværre også større i flerlin-
    gefamilier på grund af det øgede pres. Nogle studier viser, at
    hyppigheden af psykiske reaktioner er mere end dobbelt så
    høj hos flerlingeforældre end hos andre forældre. Med mere
    barsel og dermed muligheden for at have begge forældre
    hjemme samtidig håber og tror vi, at disse tal kan forbedres,
    og at tvillinge- og trillingefamilier får bedre forudsætninger
    for et godt familieliv.
    Store økonomiske konsekvenser
    Som barsles- og forældreorlovsordningen er i dag, vil den
    nødvendige omsorg for børnene i deres første måneder være
    på bekostning af den samlede mængde barsel og orlov, hvil-
    ket vil lede til, at tvillinge- og trillingebørn stilles dårligere
    end enkeltfødte børn, og de vil derfor opleve at skulle starte
    i daginstitution eller dagpleje tidligere end enkeltfødte børn.
    I forhold til barslens længde opstår der hos flere tvillinge-
    og trillingefamilier et dilemma, når de skal vælge mellem
    at bruge begge forældres barselsuger samtidig for at være
    sammen på barsel i den første tid og dermed yde den nød-
    vendige omsorg, eller at sørge for, at der er barselsuger nok
    til at være på barsel indtil børnene er klar til at starte i insti-
    tution. Flerlinger, som er for tidligt fødte, eller som på anden
    måde har haft en hård start på livet, kan have behov for at
    få udsat pasningen i institution. Det er dog ikke altid muligt,
    når forældrenes barselsuger er brugt i de første måneder. Det
    efterlader mange tvillinge- og trillingefamilier i en svær
    økonomisk situation. Oven i de mange ekstra udgifter, der
    er forbundet med at få flerlinger, som eksempelvis udstyr,
    bleer, modermælkserstatning og tøj, kan behovet for at have
    to forældre hjemme på barsel i begyndelsen koste dyrt sene-
    re. Er børnene ikke klar til at komme i daginstitution, når
    forældrene løber tør for barsel, må familierne selv finansiere
    den resterende barselsperiode i en tid, hvor pengene i forve-
    jen kan være knappe.
    Effekten af mere barsel til flerlingeforældre
    Der fødes hvert år knap 1.000 sæt tvillinger og under 10
    sæt trillinger og firlinger i Danmark. Langt de fleste flerlin-
    geforældre får flerlinger ved en tilfældighed. Det er altså
    ikke planlagt, og der er ikke længere hjælp til familierne,
    som man oplevede det tilbage i 1990’erne. Vi mener, at
    flerlinger bør have de samme muligheder som enkeltfødte
    børn for at få en god start på livet.
    Vi håber, at mere barsel til flerlingeforældre kan hjælpe
    disse familier til at få en bedre start med deres børn. Vi hå-
    ber, at det kan give forældrene mulighed for at være fælles
    2
    om at tage sig af de små nye borgere på en langt mindre
    belastende måde, både for dem selv og for børnene. Mere
    barsel til flerlingeforældre vil forhåbentlig mindske risikoen
    for efterfødselsreaktioner, belastningsreaktioner og skilsmis-
    ser i flerlingefamilier og give forældrene bedre mulighed for
    at danne gode rammer for børnenes første leveår.
    Vi har søgt inspiration til forslaget hos vores nabolande
    Norge og Sverige, som vi ynder at sammenligne os med
    på velfærdsområdet. I Norge får man 4-5 måneders ekstra
    barsel til tvillinger og cirka 1 år til trillinger, mens man i
    Sverige får 6 måneder ekstra barsel til tvillinger og over 1 år
    til trillinger.
    Vi foreslår en flad løsning i Danmark, hvor alle flerlinge-
    familier får 26 ugers udvidet barsel med barselsdagpenge.
    Vi er som stillere af borgerforslaget alle forældre til enten
    tvillinger eller trillinger, og vi er en del af et netværk af
    ca. 2.000 flerlingefamilier. Men vi har brug for den almene
    befolknings opbakning til at nå de 50.000 underskrifter, så
    vi kan hjælpe kommende flerlingefamilier til at give deres
    børn den bedst mulige start.
    Om fremsættelsen i Folketinget
    Forslagsstillerne i Folketinget bemærker, at der er tale om
    et borgerforslag, som inden for den fastsatte frist har opnået
    det antal støttetilkendegivelser fra borgere, som kræves for
    at få forslaget fremsat og behandlet som beslutningsforslag i
    Folketinget.
    Der henvises til folketingsbeslutning af 2. juni 2016 om
    mulighed for at få borgerdrevne beslutningsforslag behand-
    let i Folketinget, lov om etablering af en ordning for borger-
    forslag med henblik på behandling i Folketinget.
    Borgerforslaget er oprindelig indgivet af Josine Elvekjær
    Legêne, København, som hovedstiller med Michella Meier-
    Morsi, København, Nina Jacqueline Raj Petersen, Køben-
    havn, Mark Rifaat Morsi, København, Christina Sander
    Tjerrild, Rudersdal, Anders Hjort Straarup, København,
    Stine Josephine Billy Dahl, Tårnby, Simone Trærup Øster-
    gaard, Skive, Edith Lund Linding, Tønder, og Helle Bir-
    kholm-Buch, Vallensbæk, som medstillere.
    Fremsættelsen er alene udtryk for, at forslagsstillerne på
    vegne af de partier, som støtter borgerforslagsordningen,
    påtager sig at opfylde en nødvendig betingelse for, at bor-
    gerforslaget kan blive behandlet i Folketinget i overensstem-
    melse med intentionerne bag ordningen.
    3
    Skriftlig fremsættelse
    Fremsat den 5. januar 2023 af Leif Lahn Jensen (S), Lars Christian Lilleholt (V), Henrik Frandsen (M), Karina Lorentzen
    Dehnhardt (SF), Peter Skaarup (DD), Ole Birk Olesen (LA), Mai Mercado (KF), Peder Hvelplund (EL), Martin Lidegaard
    (RV), Helene Liliendahl Brydensholt (ALT), Peter Seier Christensen (NB), Peter Kofod (DF) og Aaja Chemnitz (IA):
    Vi tillader os herved at fremsætte:
    Forslag til folketingsbeslutning om 26 ugers udvidet
    barsel til tvillinge- og flerlingefamilier (borgerforslag).
    (Beslutningsforslag nr. B 11)
    Der er tale om et borgerforslag, som inden for den fast-
    satte frist har opnået det antal støttetilkendegivelser fra bor-
    gere, som kræves for at få forslaget fremsat og behandlet
    som beslutningsforslag i Folketinget.
    Fremsættelsen er alene udtryk for, at forslagsstillerne på
    vegne af de partier, som støtter borgerforslagsordningen,
    påtager sig at opfylde en nødvendig betingelse for, at bor-
    gerforslaget kan blive behandlet i Folketinget i overensstem-
    melse med intentionerne bag ordningen for borgerforslag.
    Fremsættelsen kan således ikke tages som udtryk for, at
    forslagsstillerne nødvendigvis støtter forslagets indhold.
    4