Fremsat den 8. december 2022 af Kim Edberg Andersen (NB), Mikkel Bjørn (NB), Peter Seier Christensen (NB), Lars Boje Mathiesen (NB) og Pernille Vermund (NB)

Tilhører sager:

Aktører:


    AX28198

    https://www.ft.dk/ripdf/samling/20222/beslutningsforslag/b6/20222_b6_som_fremsat.pdf

    Fremsat den 8. december 2022 af Kim Edberg Andersen (NB), Mikkel Bjørn (NB), Peter Seier Christensen (NB),
    Lars Boje Mathiesen (NB) og Pernille Vermund (NB)
    Forslag til folketingsbeslutning
    om ligestilling af mandlige ofre for partnervold
    Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af inde-
    værende folketingsår at fremsætte lovforslag, som sikrer,
    at mænd får et retskrav på midlertidigt ophold i boformer
    efter serviceloven, når de har været udsat for vold, trusler
    om vold eller en tilsvarende krise i relation til familie- eller
    samlivsforhold – i lighed med den ret, kvinder har efter
    servicelovens § 109. Mændene skal kunne være ledsaget af
    deres børn, og de skal under opholdet modtage den nødven-
    dige hjælp, omsorg og støtte, herunder tilbud om psykolog-
    hjælp.
    Beslutningsforslag nr. B 6 Folketinget 2022-23 (2. samling)
    AX028198
    Bemærkninger til forslaget
    Servicelovens § 109 giver kvinder, der har været udsat for
    vold, trusler eller en tilsvarende krise i relation til familie-
    eller samlivsforhold, ret til et midlertidigt ophold i en bo-
    form. Kvinderne kan være ledsaget af børn og skal under
    opholdet modtage omsorg og støtte. Optagelse i boformen
    kan ske anonymt ved egen henvendelse eller ved en henvis-
    ning fra offentlige myndigheder.
    Servicelovens § 109 omfatter derimod ikke mandlige ofre
    for partnervold eller børn i følgeskab med en mand. Efter
    gældende ret er der således ikke de samme muligheder for
    at sikre mænd og deres børn den samme støtte i forbindelse
    med partnervold, som kvinder har efter servicelovens § 109,
    og det er et problem.
    Som lovgivningen er i dag, kan voldsramte mænd få støtte
    efter servicelovens § 110, som slår fast, at kommunalbesty-
    relsen skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer til person-
    er med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke
    kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud
    og tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende
    hjælp. Både mænd og kvinder er omfattet af servicelovens
    § 110. Mænd har således en dårligere retsstilling efter ser-
    viceloven, når de har været udsat for partnervold, og det
    er forslagsstillernes opfattelse, at der er tale om en usaglig
    forskelsbehandling.
    Den hjælp og støtte, der gives på et mandekrisecenter,
    kan på ingen måde sammenlignes med den indsats kvinder,
    modtager på et kvindekrisecenter. Derudover fremgår det
    ikke direkte af serviceloven, at mændene kan være ledsaget
    af deres børn på en boform efter servicelovens § 110, mens
    dette er direkte reguleret i servicelovens § 109, stk. 1, i
    forhold til kvinder.
    Dette beslutningsforslag skal rette op på problemet ved
    at ligestille mandlige ofre for partnervold med kvindelige
    ofre. En ligestilling mellem mænd og kvinder sikrer en ret
    til og mulighed for lige adgang til hjælp i en svær situation,
    og at vi som samfund signalerer, at vi tager mandlige ofre
    for partnervold seriøst, og at vi som samfund ligestiller den
    krise, man oplever, uanset køn.
    Det er lidt over et år siden, at Folketinget forkastede et
    lignende beslutningsforslag, beslutningsforslag nr. B 148,
    folketingsåret 2020-21. Det blev bl.a. begrundet med mang-
    lende økonomi og påstande om, at man ville undersøge det
    nærmere.
    Mere end et år senere kan Nye Borgerlige konstatere, at
    der fortsat ikke er sket noget – ud over at vi som samfund
    fortsat ignorerer en masse mandlige ofre. Derfor må der et
    nyt beslutningsforslag til, så Folketinget igen skal forholde
    sig til problemstillingen med manglende hjælp til mandlige
    ofre for partnervold. Det fortjener de mandlige partnervolds-
    ofre. Det fortjener deres børn. Det fortjener samfundet.
    Mandlige ofre for partnervold er udelukket fra hjælp og
    støtte alene på grund af deres køn, og det går ud over deres
    børn. Det er et problem, at der findes den slags diskrimine-
    ring i dansk lovgivning, som på den måde lader mandlige
    partnervoldsofre i stikken. Der er ikke sket noget, siden det
    seneste beslutningsforslag blev forkastet, og forslagsstillerne
    må derfor gøre opmærksom på problemstillingen igen ved at
    fremsætte dette beslutningsforslag. Det savner fornuft og ri-
    melighed, at mænd og deres børn har en dårligere retsstilling
    end kvinder, når der ikke er tvivl om behovet for hjælp og
    støtte hos mænd og deres børn.
    Mænd er således stillet væsentlig dårligere retssikkerheds-
    mæssigt end kvinder, når de oplever tilsvarende trusler, vold
    eller overgreb i familie- eller samlivsforhold.
    Det kan som eksempel nævnes, at det følger af servicelo-
    vens § 109, at kvinder kan indskrives anonymt, mens mænd
    ikke har samme mulighed i boformer efter servicelovens §
    110.
    Kommunen har derudover en særlig rådgivningsforpligtel-
    se over for kvinder, der er indskrevet på et kvindekrisecenter
    efter servicelovens § 109 (koordinerende rådgivning), mens
    der ikke er en tilsvarende forpligtelse over for mænd, der
    tager ophold i en boform efter servicelovens § 110. Kvinder
    har også ret til 10 timers psykologbehandling, når de tager
    ophold på et kvindekrisecenter, hvilket mændene ikke har
    ret til efter serviceloven.
    Ved ophold i en boform efter servicelovens § 109 er
    ledsagende børn til en kvinde ligeledes sikret omsorg og
    støtte, herunder psykologbehandling. Det fremgår direkte af
    servicelovens § 109, stk. 8. Det samme gør sig desværre
    ikke gældende for de børn, som ledsager faderen under et
    ophold på et mandekrisecenter. De har ikke et retskrav på
    tilsvarende hjælp, støtte og omsorg.
    På boformer efter servicelovens § 109 er personalet spe-
    cialiseret i arbejdet med vold i nære relationer. Det samme
    gør sig ikke nødvendigvis gældende for personalet i en bo-
    form efter servicelovens § 110.
    Mænd må også ofte rejse længere efter et krisetilbud, og
    det kan være afgørende for, om de overhovedet søger et
    krisetilbud. Servicelovens § 110 forudsætter, at mændene
    både har særlige sociale problemer, at de ikke har eller ikke
    kan opholde sig i egen bolig, og at de har behov for botilbud
    og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende
    hjælp. Adgangen for kvinder til en boform efter servicelo-
    vens § 109 er enklere, da den udløses ved vold, trusler om
    vold eller en tilsvarende krise i relation til familie- eller
    samlivsforhold.
    Der findes således væsentlig færre relevante tilbud til
    mænd, der er udsat for partnervold, og disses børn.
    Forslagsstillerne er bekendt med den igangværende for-
    søgsordning over en 2-årig periode, som er en del af »Aftale
    om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-,
    sundheds- og arbejdsmarkedsområdet 2021-2024«, hvor
    2
    voldsudsatte mænd tilbydes 10 timers psykologhjælp og
    deres ledsagende børn tilbydes 4-10 timers psykologhjælp
    svarende til den, kvinder og ledsagende børn modtager på et
    kvindekrisecenter, men en midlertidig løsning er ikke godt
    nok. Vi ved, at der er et reelt behov for, at mænd og deres
    børn sikres en tilsvarende hjælp og støtte, og vi behøver
    ikke vide mere.
    Hvordan et retskrav på hjælp i praksis bedst forvaltes,
    er op til myndighederne, men at kønsdiskriminere i adgan-
    gen til hjælpen er forkasteligt, og der findes ikke noget
    sagligt argument, som kan begrunde den form for diskrimi-
    nation. Mænd, der bliver ramt af partnervold, er ofre, lige-
    som en kvinde ville være det. Vold er vold. Det er derfor
    forslagsstillernes holdning, at ligestillingen ikke er gjort ale-
    ne med en forsøgsordning. Vi ved, at mænd og deres børn
    har et behov for beskyttelse, når de rammes af partnervold,
    og den manglende anerkendelse heraf er ikke andet end et
    udtryk for, at man politisk ikke ønsker at ligestille mænd
    med kvinder.
    Mænd og kvinder bliver udsat for fysisk partnervold i
    næsten samme omfang: »Det skønnes, at ca. 24.000 kvinder
    i 2021 blev udsat for fysisk partnervold. Dette er mindre
    end i 2017 og tidligere år, hvor det skønnede antal varierede
    mellem 35.000 i 2005 og 38.000 i 2017. Det skønnes, at ca.
    20.000 mænd i 2021 blev udsat for fysisk partnervold. Dette
    antal har været stigende fra 7.000 i 2005 til 19.000 i 2017,
    og herefter uændret« (»Vold og overgreb i Danmark 2021«,
    Statens Institut for Folkesundhed, SDU, 2022, side 7).
    Siden 2005 er antallet af voldsudsatte mænd i Danmark
    næsten tredoblet. Det viser en undersøgelse af partnervold
    og seksuelle krænkelser fra Statens Institut for Folkesund-
    hed, der er blevet offentliggjort i 2018 (»Vold og seksuelle
    krænkelser«, Statens Institut for Folkesundhed, SDU, 2018,
    side 8). I 2005 var tallet 7.000, mens der i 2017 var ca.
    19.000 mænd, der blev udsat for fysisk partnervold.
    Vold kræver ikke fysisk overlegenhed. Forslagsstillerne
    opfordrer til, at Folketingets medlemmer gør sig bekendt
    med de konkrete sager, der f.eks. omtales i Mandecentrets
    rapport »Under Radaren: Vold mod mænd i nære relationer«
    (Mandecentret, 2020).
    Der har historisk været et nødvendigt fokus på vold mod
    kvinder og børn, mens et tilsvarende fokus på mænd, der
    udsættes for vold af en partner, er trådt i baggrunden. Men
    nu må det manglende fokus på mænd og deres børn ophø-
    re. Mænd har et berettiget krav på ligebehandling, når situa-
    tionen med partnervold er sammenlignelig.
    Endelig kan det nævnes, at Institut for Menneskerettighe-
    der på deres hjemmeside www.menneskeret.dk den 18. no-
    vember 2022 i artiklen »Mænd og kvinder bør have samme
    ret til krisehjælp efter partnervold« kritiserer, at mænd og
    kvinder ikke har den samme ret til krisehjælp efter partner-
    vold, og skriver, at loven bør ændres.
    Økonomi
    Finansieringen kan tilvejebringes ved at dele de allerede
    afsatte midler uden kønsdiskrimination. Hvis det ønskes at
    tilføre flere midler til området i forbindelse med implemen-
    teringen af beslutningsforslaget, kan regeringen indkalde til
    forhandlinger om finansieringen.
    3
    Skriftlig fremsættelse
    Kim Edberg Andersen (NB):
    Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved
    at fremsætte: Forslag til folketingsbeslutning om ligestilling af
    mandlige ofre for partnervold.
    (Beslutningsforslag nr. B 6)
    Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
    forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
    4